XIV.

Da vaaren kom, sa Vigdis, at denne sommer vilde hun ligge paa sæteren med Æsa. Og det blev slig, endda Gunnar likte det lidet, men Æsa snakket saa længe med ham, at han gav sig. De drog da tilskogs meget tidlig; de fik med sig en mand, der hed Skofte. Han var søn til Æsa og Gunnars frigivne. Han skulde gjæte hestene og passe bølingen for udyr.

En dag mod kvælden stod Æsa i fjøsdøren 40og tog mod kjørne; da kom Vigdis til hende i stor angst og sa:

«Nu kommer Gunnar nede i lien, – jeg ved ikke, hvordan dette skal gaa – han slaar mig vel ihjel, naar han ser mig, slig jeg nu er.» «Læg dig tilsengs,» svarte Æsa, «saa skal jeg si du er syg – han blir her ikke længe.»

Vigdis gjorde det og blev liggende, de to dage, Gunnar var der. Han sa, det var ikke underlig, hun var blit syg, eller at de havde faat lidet melk, saa tidlig de var draget opover – mens rimen endda faldt om nætterne, og der var liden havn i skogen.

Men siden tænkte Æsa, hun burde vel snakke til Vigdis om det og raade hende lidt; saa sa hun en dag, den anden stod ved bækken og skurte melkebøtter:

«Lad mig gjøre dette; du skal ikke ta saa haardt i nu.»

Vigdis slængte kollen bortover bakken, og hendes øine var saa vilde, at fostermoren blev ræd hende; hun skreg høit:

«Snak ikke om dette til mig; da ved jeg ikke, hvad jeg gjør dig!»

Æsa turde aldrig siden nævne den sag for Vigdis. Og nu led det ud paa sommeren.

En nat stod Vigdis op og gik ud af sæteren. Det var over midsommer, stilt og mørkt i veiret. Hun gik opover vangen et stykke; da hun kom til gjærdet, orket hun ikke andet, men maatte lægge sig ned og bie en stund. Der gik en blak 41hest i skogbrynet; den fulgte ikke med flokken, men holdt sig nær husene; den var meget kjælen og mest mod Vigdis. Nu kom den hen og snuste paa hende; den stod over hende, mens hun laa der. Da rierne gav sig noget, stod hun op og gik indover færaaket; hesten fulgte hende hele tiden. Hver gang veerne tog til, slog hun armene om dens hals og støttet sig til den, og da vendte den hodet, nappet hende i skuldren og ryggen og stod ganske stille.

Tilsidst kom hun frem til et stort, mørkt vand. Øverst paa himmelen var der en blaane mellem skyerne, der speilte sig i tjernet; ellers var alting svart og stygt. En gang skreg hun høit; da lød det saa fælt tilbage fra hammeren paa hin side sjøen, at hun blev ræd, og hun tog en flig af sin kappe i munden; hun bed den isønder til smaa biter, saa hun fik munden fuld af uldtraad, og hun tænkte, hun maatte kvæles. Hun hørte, der randt en bæk nær ved, og en gang hun aabnet øinene, saa hun, det begyndte at lysne, og sjøen gik med smaa svarte bølger nær ved, men hun kunde ikke krybe didned, og nu led natten elendig for hende.

Solen kom op og tog til at stikke hende i øinene. En stund efter blev Vigdis forløst; derefter laa hun længe i ørske, men tilsidst kjendte hun, at solen varmet hende, og hun hørte barnet skrige. Hun saa efter det; det var en gut. Hun gad ikke røre ved det, men tog et klæde, hun havde havt om hodet og skuldrene; det var hvidt 42med grønne striber, vaadt af sved og nattedug og blodigt. Hun brettet det sammen og tog barnet deri, skjøv det ind mellem to stener og dækket moseflag og kvister over. Saa havde hun sig ned til bækken og drak.

Der var en stor sva nedmod vandet; solen havde varmet den, og Vigdis heldet ryggen mod berget og hvilte sig en stund. Siden stod hun op og drog sig hjemover til sæteren.

Der fandt hun Æsa i stor angst. Skofte var gaat ud for at søge efter hende. Vigdis gik ind og la sig i sengen; nu havde hun feber og laa nogen dage meget syg. Æsa stelte hende og gned hendes bryster med varmt smør; men ingen af dem nævnte det, som var skeet.

Vigdis vilde aldrig siden gaa ud i skogen, men blev inde ved stuen. Æsa kunde ikke merke, at hun var mindre sorgfuld nu end før.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.