XLII.

Det gik ikke slig, at Ulvar kom til Island. I Nordsjøen fik de skodde og modvind og siden røg der op en slig storm, at de maatte kaste overbord det meste af godset, om de vilde tænke 145paa at berge livet. Tilsidst mistet de roret og i det haarde veir kunde de ikke faa styr paa skibet, men det drev indover mod en fjeldkyst, som Illuge sa maatte være Skotland. De satte da noget seil og styrte med aaren; slig slap de ind mellem holmerne, hvor sjøen og stormen var noget mindre, og om kvælden kastet de anker i en vik, hvor der var sandmæle ved en elveos og høie fjelde omkring. Der var ingen huser, det de kunde se.

Om natten øget stormen paa igjen, saa ankeret mistet grunden og skibet strandet, men mændene berget sig iland. Illuge sa, at hvis de folk kom, som havde strandretten, vilde de sikkerlig bli dræbt; han raadet derfor til at de skulde se at faa gjort istand skibet, saa det kunde flyde, og seile herfra.

De arbeidet derfor hele dagen, og hen mod aften var de seilfærdige. Men da de manglet mad, vilde Ulvar gaa op i landet og gjøre strandhug. Ovenfor viken laa der en bebygget dal, og did drog de, gik ind paa den første store gaarden, jaget folkene og tog det, de trængte af mad og klær. Der var ingen, som satte sig til modverge.

Men da de kom ned til stranden, saa de, der var fuldt af folk ude paa deres skib, og Illuge sa, det maatte være skotterne, der var gaat en anden vei til viken og havde overmandet de mænd, de havde sat til at passe paa skibet. Og i det samme saa de en stor flok ryttere, som 146kom nedigjennem dalen, den vei de selv var draget. Illuge sa:

«Hvordan liker du denne færd, Ulvar?»

«Det er da mere moro end at ligge og bløtes af sjøerne,» svarte Ulvar leende, «men nu faar vi rappe os ombord og kaste ud de folkene der, inden denne store overmagt naar ind paa os.»

Illuge sa, det var langt lettere at jage først de skotterne, som kom nedigjennem dalen, end at vinde ombord i skibet, «for de hugger efter hænderne vore, de som er oppaa der – men det er ikke stort at bry sig om, at de er flere end vi, som rider hist.»

«Ikke er jeg ræd dem,» sa Ulvar, «men det var det værste, om de skulde ta skibet og seile med det; saa sad vi her som ræv i saksen.»

Og nu sprang han og de fleste af mændene hans i vandet og holdt skjoldene over sig for pilerne fra skibet, mens de vadet ud, did det laa. Men Ulvar fik snart lære, at det var ikke saa let at komme ombord, for skotterne kunde hugge og skyde ovenfra ned paa dem. Endda nordmændene gik tappert frem og sendte tilbage spydene, som de blev skudt over dem, saa vandt de liden fremgang, og nu red skotteflokken ud i vandet; da havde de fienden om sig til alle kanter, og selv stod de til over livet i vand, og det blev en haard strid. Ulvar sa nu til Illuge:

«Bedre var nok dit raad, fosterfar.»

«Der er god to i dig, Ulvar,» siger Illuge, «og synd var det, skulde Vigdis miste slig en søn.» 147Dermed sprang han ind under skibssiden; der stod paa rælingen en høi, rødhaaret kar, som var høvding for skotterne. Illuge kastet sit skjold, sprang til og kom op, saa han fik grebet skottehøvdingen om benene, men i det samme hugget den anden ham i hodet. De faldt udover rælingen begge og Ulvar dræbte skotten. Da blev hans mænd først forvirrede, og nogen veg fra rælingen, men nogen sprang overbord efter høvdingen. Og da lykkedes det mange af nordmændene at komme ombord i skibet.

Ulvar blev den sidste, ti han vilde hjælpe Illuge op med sig. Men denne sa:

«Det nytter ikke – men se til at berge dig selv, ti jeg vil gjerne du skal hilse din mor og hun skal spørge, hvordan jeg kom afdage.»

«Lidet vilde hun like, at jeg kom hjem uden dig,» svarte Ulvar; han kom op paa rælingen, og nu fik de trukket Illuge op til sig, men han faldt fremover paa dækket i det samme og var død. Nu var Ulvar ombord paa sit skib, han havde endda 13 mand, men ikke en usaaret, og skotterne var mere end halvhundrede; de trængte sig om skibet, og mens nogen hugget i skibssiderne, saa vandet strømmet ind, holdt deres fæller skjolde over dem og sendte den ene pileskur efter den anden over nordmændene.

Da blev Ulvar var et stort skib, som strøg ind under holmerne og holdt lige ned paa dem. Ulvar ropte til sine folk:

«Kort blev denne færden vor – men vel fornøiet 148kan vi være med vort kvældsarbeide,» ti skotterne havde lidt stort mandefald.

Nu kastet det fremmede skib anker, og folkene hoppet overbord og søgte hen til Ulvars. Fremmest var en høi, mørk mand; han slog en skibsljaa i rælingen og svang sig op. Han løb frem til masten, der Ulvar stod, mens han ropte paa norsk:

«Vel kjæmper du, unge høvding, og heldig kom vi, saa vi kan hjælpe slige karer.»

Straks efter var skibet fuldt af hans folk, og nu vendte sagerne sig slig, at skotterne sprang paa sjøen og søgte stranden, men mange var de ikke, som kom iland.

Da nu striden var tilende, kastet den fremmede de faldne skotter overbord og lod Ulvars skib slæbe ud ved siden af sit eget. Det viste sig da, at det havde faat saa stor skade, at det ikke kunde flyde mere. Den fremmede bad derfor ham og folkene hans gaa ombord hos sig, lod sætte seil og stod tilhavs. Nu havde de god bris, ti stormen var stilnet af.

Den fremmede forbandt Ulvars og hans mænds saar og fik høre alt om striden. Han sa, han hed UspakForfatternote: Uspak – uklog og var født paa Island, men han bodde i Northumberland, og hans folk var norske og danske derfra.

Da det blev mørkt, kastet de anker i et sund og gik tilro. Uspak og Ulvar laa paa samme leie indunder dækket. Ulvar laa vaagen, ti hans 149saar sved noget. Uspak snakket da med ham. Han sa:

«Du har kjæmpet mandig idag, Ulvar, og visselig er du kommet af god æt; hvor i Norge har du hjemme, og hvem kalder du far din?»

Ulvar svarte:

«Jeg har hjemme i Vingulmark; Vadin ved Folden heder gaarden, jeg er fra.»

Uspak vendte sig brat imod ham og sa:

«End din far, Ulvar, – hvad er farsnavnet dit?»

«Jeg vil ikke skjule for dig, herre,» siger Ulvar, «at jeg er lønbaaren. Derfor kalder de mig Ulvar Vigdissøn efter min mor.»

Uspak tier længe, han vil tale baade en gang og to gange, men kan ikke faa det til. Men Ulvar merker det ikke. Tilsidst siger den anden sagte:

«Hvor gammel er du, Ulvar Vigdissøn?»

«Atten aar blir jeg efter midtsommer,» svarer han.

Den fremmede lægger sig ned igjen og tier længe. Saa tar han tilorde igjen:

«Lever hun endda, din mor, og sidder hun ugift endda, Vigdis paa Vadin?»

Ulvar svarer, at hun gjør det. Uspak siger:

«Gjerne vil jeg høre mere om din mor – hun maa være en merkelig og gjæv kvinde, som har evnet at fostre dig op alene til slig en mand, du er. Holder hun af dig, din mor?»

Ulvar siger:

«Da jeg blev femten aar, gav hun mig Vadin og halvten af alt godset til eie, saa ingen skulde spotte mig for armod og afmagt, endda jeg er 150frillebarn. Hun har ryddet sig en gaard nord i skogen. Berg heder den; men hun bor paa Vadin. Og det har du ret i, at hun er den gjæveste kvinde, ikke tror jeg, hendes lige lever, og lidet har jeg savnet det, at jeg ikke kjendte min far.»

Nu fortalte Ulvar om sin mor, og jo mere han fortalte, jo mere spurgte den anden; saa fik han vide alt om Gunnars død og Vigdis hevn og hvad der siden var hændt; og dermed led meget af natten. Da han var færdig, sa Uspak:

«Usigelig meget godt skylder du din mor; hun bør ha den største kjærlighed og hæder af dig. Uden mage synes hun mig i mod og kløgt, og ingen har elsket sin søn mere.»

«Sandt er det,» svarer Ulvar. «Det haaber jeg, at jeg en dag kan lønne hende for hendes godhed.»

Uspak siger:

«Nu har du mistet dit skib og gods; men vil du være hos mig isommer, skal du ikke behøve at komme fattig til Norge ihøst; du skal raade for dette skib sammen med mig og ta halv høvdingslod.»

Ulvar takker ham meget. Om en stund siger han, at det havde først været hans agt at fare til Island. Uspak spørger, om han har ærinde der. Ulvar siger:

«Du som er fra Island, Uspak, kjender du en mand, de kalder Viga-Ljot Gissursøn i Skomedal?»

«Har du ærinde til ham?» siger Uspak om en stund.

151«Jeg skulde ha det,» siger Ulvar.

«Kanske han er en ven af din mor?» spørger hin.

«Ven er han ikke,» mæler Ulvar, «og lidet godt venter vi os af ham. Men jeg gad nok se, hvadfor velkomst jeg faar hos ham, ti han skal være far min.»

«En underlig mand maatte han være,» siger Uspak og ler lidt, «skulde han ikke glædes ved at hilse saa vakker og mandig en søn, og neppe har han glemt en kvinde som din mor.»

«Aldrig har han spurgt til os,» svarer Ulvar, «og jeg ved det, at han har kone og barn paa Island, men jeg har nok lyst til at hilse ham fra min mor, som han lokket og løb fra.»

Uspak siger om en stund:

«Han er ikke paa Island mere, Ljot; jeg har hørt, han fór fra landet for mange aar siden – konen og barnene hans døde.»

«Var han en ven af dig?» spørger Ulvar.

«Nei,» siger Uspak. «Han var ikke bedre ven mod mig end mod din mor.»

Ulvar la sig nu tilro og vilde friste at sove. Om en stund kjendte han, den anden tog bort paa ham og la sin haand over hans ansigt. Ulvar aabnet øinene; da havde den anden aabnet luken, saa morgenen lyste ind paa ham, og Uspak sad bøiet og saa paa ham.

«Du gav dig i søvne, Ulvar,» sa han, «jeg vilde kjende, hvordan det gaar med dig; men læg dig nu og sov.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.