Ulvar var med Uspak til langt paa høsten; de herjet sammen med danske vikinger paa England, Kinnmareland og Frankrige og vandt meget gods. Ulvar Vigdissøn viste stort mod og fik godt ry derover.
Om høsten var Uspak og Ulvar hos Sigvard Jarl i Northumberland; han var Uspaks ven og han tog vel mod Ulvar og gav han store gaver.
En kvæld sad de to sammen i Uspaks herberge og drak. Da spurgte Uspak:
«Er det saa, Ulvar, at du vilde gjerne finde din far?»
«Den tid jeg gik hjemme,» svarte Ulvar, «ønsket jeg det mest af alt; da sørget jeg over det, at jeg var løsbarn og syntes, jeg maatte bli ringere end alle andre, som havde en far at hædres ved. Da tænkte jeg altid, jeg vilde søge ham op og kræve bod for min mor og mig og al den uret, hun har lidt.»
«Det kunde jo hændes, at du fandt ham,» sa Uspak lavt. «Hvis han nu tog mod dig med kjærlighed og glædet sig over han havde slig en søn?»
«Ikke kunde han vel synes, det var hans hæder,» svarte Ulvar, «og ikke skulde jeg takke ham for det; jeg ved ikke, jeg skylder ham mere end det nakne livet – og det har jeg alt vovet for mangen gang, til at jeg skulde regne det stort. 153Herude har jeg lært det, at jeg er god nok uden ham – og det skylder jeg mest dig, Uspak. Ikke trænger jeg min far, og ikke spørger jeg efter hans kjærlighed – og ikke rager det mig, enten han er en niding eller hvad han monne være.»
Uspak sad med hodet i haanden og hørte efter; om en stund mælte han:
«End din mor – hvis han nu hørte om dig og kom til Vigdis og fridde til hende?»
«Sandt at si,» svarer Ulvar, «jeg tror han kunde spare sig den møien. En gang sa hun, det var bod for hendes vaande, om hun fik hans blodige hode mellem hænderne. Men ellers har hun nødig talt om ham, og hver gang var hun sorgfuld længe efter. Det var ikke efter hendes sind, at jeg vilde fare til Island og finde ham.»
Uspak sad som før. Tilsidst sa han:
«Dette var haard tale, Ulvar.»
Ulvar svarte:
«Det var ogsaa haarde kaar han bød min unge mor, da han reiste af landet og lod hende sidde der med barn efter sig. Og aldrig har han spurgt til hende siden.»
«Ved du det saa vist, at han ikke har spurgt til hende siden,» sa Uspak.
«Det har hun sagt titnok,» svarte Ulvar, «at han var den værste og hjerteløseste mand.»
«Haarde ord er dette af en søn, Ulvar,» sa Uspak igjen og sukket.
«Ja han har ikke lært mig bedre,» svarte Ulvar og lo, «og kanhænde ligner jeg paa ham og.»
154Uspak saa paa ham, men svarte ikke, og der blev da ikke snakket mere om dette, men Uspak var faamælt og tankefuld den kvælden. Før de skulde gaa tilsengs, tog han op af sin kiste en rød silkekappe, vakkert udsydd med guld og silke og rakte Ulvar; ham bad han ta mod denne gave. Ulvar takket.
Da Ulvar skulde reise hjem om høsten, gav Uspak ham et fuldt udrustet skib og endda rige gaver – en sid brynje og en gylden hjelm, to kridhvide falker, et tredobbelt forgyldt belte, som han bad Ulvar gi sin mor til venskabstegn, og tilsidst en grøn silkekappe med guldhegte og kostbart skindfór – men da sa han, han vilde ha den røde kappen tilbage, fordi den ikke var ny og ikke mere syntes han passende til gave.
Ulvar takket den anden for al hans kjærlighed og bad Uspak vælge, hvad han vilde af alt, han havde vundet paa sin sommerfærd.
«Mere gods har jeg, end jeg trænger,» svarte Uspak. «Men den armringen, du bærer om venstre armen, vil jeg gjerne ha til minde om dig, om du vil unde mig den.»
Ulvar tog ringen af og gav Uspak, mens han sa:
«Stort værd har den ikke – jeg gaar med den, for jeg fik den af min mor, som havde den efter sin mor – men den er for ringe til at gi bort, og bed om noget bedre.» «Jeg vil ikke ha andet,» svarte hin og strøg den over haanden, «ti jeg liker den, og du bar 155den om armen, da du værget dig saa vel i den skotske fjord.»
Ulvar mælte nu:
«Ikke er der slig paa Vadin som i jarlegaarden, men det var den største glæde, om du vilde gjeste mig hjemme hos min mor.»
«Visselig vil jeg det,» svarte Uspak, «længe skal det ikke vare, før vi sees igjen, ti jeg vilde kommet, om du ikke havde bedt mig.»
Derefter tog han Ulvar i armene, kysset ham paa mund og pande og bød ham vel fare. Siden seilte Ulvar hjem til Norge og landet fjerde dagen i Folden.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.
Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)
Forfatteren og samfunnsdebattanten Sigrid Undsets betydning for norsk og internasjonal litteratur- og samfunnshistorie er uomstridt. Hennes omfangsrike produksjon favner romaner, noveller, essaysamlinger, helgenbiografier, artikler og selvbiografiske skrifter.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
