Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

XLIV.

Vigdis tog imod sin søn med stor glæde og blev aldrig træt af at høre om hans færder. Mest af alt fortalte Ulvar om Uspak, der syntes ham den ypperste mand og den bedste ven; da sa Vigdis, at det blev hendes største glæde at ta mod ham, endda hun mente aldrig at kunne fuldtakke den mand, som havde berget hendes søns liv og vist han saa stor godhed.

Hun sørget meget over Illuges død og gjorde et gjestebud til hans minde; hun lovet da at fostre hans barn, Olav og Ingebjørg, som hun var deres mor. De var siden paa Vadin.

Nu led aaret tilende og julefesten kom. Og i den hellige nat, som Vorherre lod sig føde, fór folk fra hele bygden til kapellet for at høre messen; 156fra Vadin red ogsaa Vigdis og Ulvar med stort følge. – Det aar var der faldt megen sne før jul, og det var koldt veir og fuldmaane i helgen.

Saa sterkt var maaneskinnet, at det syntes skumt i kirken, da Vigdis tren ind over dørtræet med sin søn, endda kjerterne stod og brandt for de hellige billeder. Presten sang fagert foran alteret, og korsvendene svinget røgelseskarrene med sød vellugt. Da bøiet de knæ, som steg ind, og korset sig med viet vand, mens de læste bønnen.

Men da Vigdis løftet sit ansigt og reiste sig, saa hun, der stod en mand nederst ved væggen. Han var svøbt i en mørk kappe, som han holdt sammen under hagen, og han stod med hodet ludet lidt fremover, saa hun saa ikke mere af hans aasyn end øinene under det svarte haaret, som laa ham fremover panden. Men hun kjendte ham straks, at det var Ljot. Han stirret paa hende, og da han mødte hendes blik, saa hun, hans hænder begyndte at ryste slig, at han lod dem falde ned; da var han saa bleg som en død mand.

Vigdis kom selv til at skjælve slig, at hun maatte helde sig mod dørkarmen, og det syntes hende, at gulvet tog til at gynge for hendes øine – det var ikke gulv længer, men der løb en rød elv for hendes syn frem mellem mændene og kvinderne, og foran alteret var der en sjø af blod. Da reiste Ulvar sig op i det samme, og han bøiet 157sig for den fremmede og gav ham haanden, mens han lo af glæde – og nu skjønte Vigdis, hvem det monne være, han som havde kaldt sig Uspak. Da vilde hun gaa frem i kirken; men hun orket ikke stige frem paa gangen; hun gik langs væggen og støttet haanden mod tømmerstokkene, til hun kom bort i krogen, og der vilde hun knæle ned; men kvinderne gjorde plads for hende, at hun kunde komme op til alteret. Hun vendte ansigtet bagover og saa, at Ljot stod endda ved døren og stirret efter hende, og Ulvar var ved hans side. Da gik hun videre, og hun faldt ned fremme ved alterringen, mens hun støttet hodet mod væggen og gjemte sit ansigt i hænderne.

Alt som sangen steg og faldt omkring hende, løb der ilinger over Vigdis som is og ild, og hun skalv af rædsel for dette møde. Nu tyktes hende som igaar, den kvæld de først saaes og alt som var hændt mellem dem. Da skred det af hende, alt som var vokset op med tiden, som stenraset skraber groren og skogen af fjeldvæggen, til berget staar nakent, og hun syntes, hun havde kun ventet paa i alle de aar, at leken skulde bli leket tilende mellem de to.

Jo længer hun laa der, desmere blev hun ræd for at tale med Ljot. Der var en glugge i væggen nede ved gulvet, der hvor hun laa, og trætolden var tat ud; hun saa sneen skinne udenfor og hørte hestene knægge og ringle med bigslerne paa kirkebakken; da reiste hun sig op midt under messen og flygtet ud af kirken.

158Ude drev maanen høit oppe paa himmelen; Vigdis sprang over sneen did hestene stod bundet og løste sin. Hun leiet den til kirkegaardsgrinden; da kom to mænd efter hende i saa stor hast, at de lod kirkedøren staa aaben bag sig, og lyset og salmen randt ud efter dem.

Ljot greb hesten i bigslet, just som hun vilde ride; han sa:

«Und mig at tale med dig Vigdis –.»

Hun saa ned paa ham og svarte:

«Er dine ugjerninger blit saa mange, Ljot, at du maa skjule navnet dit nu?»

Inden Ljot fik svaret for sig, rykket hun hesten tilside saa braat, at han slap taget, og nu jog hun nordefter, saa hastig hesten kunde rende. Da hun kom til Vadin, stanset hun ikke, men vendte hesten og red videre, til hun kom til Berg. Der bodde bare en raadskar med sin kone og nogen træller. Vigdis gik ind i stuen; den var næsten tom, for husene var ganske nye; der var ikke andet derinde end den nakne bænk rundt væggene og et bord. Hun fik lagt paa aaren og lod stænge døren. Saa sad hun alene der den julenat.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.