XLV.

Da Vigdis var redet fra dem, stod Ljot og Ulvar en stund og saa efter hende. Da slog Ljot armene om Ulvar, kysset ham og mælte:

«Signe dig gud, min sæle søn, ti nu ved jeg ikke om vi findes mere.» 159Ulvar tog hans haand og kysset den; han sa:

«Jeg ved ikke, hvad du mener – men er det saa, at du er min far, saa vil du vel ikke forlade os?»

Ljot svarte:

«Saa er det, at jeg tør ikke vente, din mor vil tale med mig, og det var ikke for haarde ord, du sa om din far engang. Den kvælden vilde jeg sagt dig, hvem jeg var; men saa fik jeg isinde, at jeg vilde snakke med Vigdis en gang endda, før jeg nævnte dig sønnen min. Men det skal du vide, at jeg vidste ikke om dig, før jeg hørte dig kalde hende din mor – og sig nu Vigdis, at det er hevn god nok for hende, at jeg skal savne dig, og glad var jeg aldrig, siden vi to taltes ved sidst.»

Da tog Ulvar ham om halsen og tigget og bad, han skulde bli med til Vadin; Vigdis vilde ikke glemme, at Ljot havde frelst hans liv og hjulpet ham saa kjærlig. Tilsidst blev han med og de red til Vadin; men Vigdis var ikke der. Ljot seg da fremover paa hesten, han mælte:

«Ser du nu, Ulvar, at det nytter ikke – vel maa jeg kalde mig Uspak, ti mindre klogt har ingen mand handlet end jeg – og nu er der altfor lang tid gaat, til at jeg kan bedre det, jeg har gjort.»

Ulvar sprang af hesten og vilde ha Ljot til at gaa ind:

«Sagtens er mor paa Berg; men kom nu ind og faa dig mad og hvile.»

160Ti Ljot saa elendig ud. Ulvar fik ham med sig og satte ham i høisædet; men Ljot rørte neppe maden og mælte ikke et ord. Derfor sa Ulvar, da det led lidt udpaa dagen, at nu vilde han ride til Berg og tale med sin mor, men Ljot skulde bli igjen paa Vadin.

Men Ljot stod da op og sa:

«Nu faar denne sag faa ende, slig som det er laget, ti andet sker dog ikke. Og nu vil jeg tale med hende, som jeg har stundet efter det i sytten aar.»

Dermed gik han ud og steg tilhest, og nu red de til Berg saa fort de kunde.

Der fandt de stuedøren stængt, men Ulvar gik op og banket paa, han ropte:

«Luk op, mor, store sager har jeg at tale med dig om.»

«Er du alene?» spurgte Vigdis indenfra om en stund.

«Min far er med,» svarte Ulvar.

«Ham vil jeg ikke snakke med,» sa moren igjen.

Da ropte Ulvar:

«Det kræver jeg af dig mor og af ham, at nu vil jeg vide, hvorfor jeg er faderløs – ikke gaar jeg herfra, og ikke skal Ljot slippe af gaarden, før du lukker op.»

Vigdis skjøv da skaaten fra og lod dem gaa ind. Ulvar saa fra den ene til den anden; han sa:

«Graa i haaret er min far nu, og du mor er blit gammel under øinene – mangt har dere 161fristet, siden sidst dere mødtes; kunde det nu bedres, som var brudt, da var jeg vel faren, ti stor kjærlighed bærer jeg til dere begge.

Vigdis løftet sit ansigt og sa:

«Gamle blev mine øine af graat, og ingen har voldt mig sorg uden du, Ljot.»

Han svarte:

«Endda har du havt det bedre, Vigdis, som har siddet her med sønnen din – og jeg skjønner det, at du kunde ikke elske mig, slig jeg sveg dig, men du savnet ikke mig. Men jeg sørget for hvert skridt jeg gik, og hver bølge jeg brød, siden det ikke bar mig til dig.»

Vigdis lo haardt og sa:

«End konen din – hvordan liker hun det, at du farer landimellem slig og ser til frillerne dine?»

«Bedst var hun af alle og mest værdig at elske,» mælte Ljot. «Nu er hun død, og vondt nok havde hun det, den tid vi levet sammen; det var dig jeg tænkte paa altid, og liden kjærlighed viste jeg hende. Tungere end alt det andet ligger hun mig paa sindet, ti hun mistet al glæden sin uden skyld – men du kan trøste dig med det, at du fik hevn nok, og jeg har seet de vakre smaa barnene mine dø vaadedød for mine øine og mistet alle, jeg havde kjær, som du bad til.»

Da greb Vigdis sig med begge hænder i kappen saa haardt, at spændet røg sund over brystet, og hun ropte:

«Hvad ved du Ljot, hvor stor min harme var – eller du søn min, hvor tungt jeg har traaet 162efter hevn – aldrig har jeg da spurgt, at en mand blev tat med vold af en kvinde. Ikke har du fristet det, afmægtig at kjende barnet vokse efter den mand, jeg helst saa slidt mellem vilde hester. Ikke var det dig, som gik og ledte efter elven i den svarte vinternatten, da jeg ikke vidste andet raad til at fri mig af slig elendighed. Synes du det, han skylder dig stor kjærlighed, den gutten, som jeg fødte en nat paa en stenhelle i skogen – mens der var ikke en hos mig, der kunde gi mig en ske vand i min haardeste pine. – Du seilte og du rodde og du længtes efter mig; det hjalp mig stort, da de bar Gunnar blodig ind for mig med banesaar og haansord for den skam, som var skeet ham mod min vilje. Megen hjælp havde vi ogsaa af din kjærlighed, gutten din og jeg, den nat de brændte op Vadin og far min, og jeg rømte med ham paa ski over storskogen, og ulvene jog os til fredløse folks bo.

Du synes vel, det var fuldgod bod at du kom siden og var saa snil, at du bød, jeg kunde faa bli med dig til Island – og siden jeg ikke takket til, saa tog du en anden mø, som var rig nok og vakker nok til dig og plaget livet af hende – mens jeg sad her og ikke kunde svare min far, naar han lastet mig, og ikke barnet mit, som spurgte om faren, for jeg orket aldrig tale om det, du havde gjort mig. Ilde lønner du dem, som har elsket dig – og dummest af alle mænd og værst er du sandelig, Ljot.»

163Ljot var lige saa hvid i sit ansigt som den drivende sne, mens han svarte:

«Hvassere skjærer din tale nu end kniven din, sidst vi taltes ved, og gjerne mistet jeg nu livet, kan det trøste dig – men endda siger jeg dig, Vigdis, at min sorg var lige saa tung som din – ti det ved ikke du, hvor elendig den lever, som længes efter sin kjæreste ven.»

«Sandt er det,» siger hun, «jeg ved ikke mere om elskov, end du lærte mig hin kvæld paa horget, og siden var jeg ræd hver mand som bad mig.»

Ulvar tog nu tilorde:

«Til ulykke var det, at dere to mødtes nogen sinde – men mindes nu det, mor, at han berget livet mit for mig, og ingen far har vist sin søn slig kjærlighed, som han har vist mig.» Dermed brast han i graat.

Vigdis saa paa sønnen og sa:

«Mindes du det, at du lovet engang at hevne mig?»

Da mælte Ljot:

«Jeg havde tænkt det, at vi kunde forlige os for Ulvars skyld – men jeg skjønner, du kan ikke forlade mig; dertil har jeg gjort dig formeget ondt. Nu skal jeg reise did jeg kom fra; men Ulvar skal eie alt mit gods.»

Vigdis skreg:

«Alt tog du fra mig en gang, og nu kommer du hid igjen og plyndrer mig igjen. Jeg la det ud for ulv og ørn, det barnet du tvang mig til at 164bære – trællene vore fandt det og holdt liv i det. Siden kom den stund, jeg ynket ham, ti han var saa hjælpeløs han, som jeg var mod dig. Jeg berget gutten, saa jeg selv blev lydt og lemlæstet, og jeg har fostret ham og elsket ham i atten aar – nu kommer du og vil ta ham fra mig.»

«Jeg vil ikke ta ham fra dig,» siger Ljot. «Dig skal han følge og dig skal han lyde, ti jeg har ingen ret over ham – men du kan vel unde ham, at jeg elsker ham jeg og og gjør ham det gode, jeg kan – jeg skal aldrig se ham mere.»

«Intet vil jeg dele med dig,» siger hun og løfter den lemlæstede haanden, «og ikke vil jeg ha barn med dig. Vælg nu, Ulvar, hvem af os du vil høre til.»

«Ikke kan jeg vælge,» svarer Ulvar i graat.

«Da har du valgt Ljot,» siger moren og gaar mod døren. Ulvar springer efter hende og tar om hende:

«Hvor gaar du hen, mor min?»

Hun svarer:

«Jeg ved ikke. Bedre havde det været, at vi to var ikke kommet levende af skogen hin nat, end jeg skulde sidde gammel og krøblet og leve den stund, du gik fra mig med en fremmed. Sandelig slegter du paa din far, og det er ikke underlig, du vælger ham.»

«Mor,» roper sønnen, «det ved du vel, at jeg gjør alt du vil, og aldrig skal jeg se ham mere.»

«Ikke ved jeg, om jeg er din mor,» svarer hun, «ikke havde han vist det sind, den gutten 165jeg bar i had og harme – men du ligner mere paa Æsa og trælleætten; straks bøier du dig for den, som er sterkere end du.»

Da gaar Ljot hen til dem, og han skjælver i maalet, mens han siger:

«Ikke ved jeg, om det er min søn, eller Kaares paa Grefsin – men gjør nu det, din mor vil, Ulvar.»

Vigdis vender sig mod Ljot – men da griber han Ulvar i armen og gaar hastig ud med ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.