Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

XLVII.

Vigdis gik i stuen og drev over gulvet; hun tog kappen sammen om sig og kastet den af igjen, endda kulden var saa haard, at rimen gnistret paa stuevæggen. Da satte hun sig bort til aaren, men alt i et stod hun op igjen og gik til døren; tilsidst blev hun staaende der og speidet ud, mens solen sank rød ned i frosttaagen.

Da saa hun en mand ride frem i skogbrynet; hun kjendte Ulvar, og han fór alene og red fod for fod – knærne tog til at skjælve under hende, og hun gik bort og satte sig ved ilden igjen.

Hun orket ikke se op, da hun kjendte, at Ulvar aabnet døren. Han bar en bylt i hænderne og la den tungt i hendes fang, gik forbi hende uden at tale og ind i sovestuen; han skjøv skaaten for indenfra.

Vigdis blev siddende og la hænderne over det, som hun holdt i knæet. Der var svøbt en rød silkekappe udenom, og hun drog kjendsel paa den; det var den samme, hun havde sydd ud engang og git Veterlide Glumsøn. Den var stivfrossen, saa det knistret, da hun tog i fligerne for at slaa den tilside. Da holdt hun inde og sad som før. Men om en stund tog bylten til at tine, 168saa der sivet blod og vand igjennem og vædet hendes fang. Vigdis drog kappen tilside, og nu saa hun paa Ljots hode, som hun havde mellem hænderne.

Først fik hun se halsstubben; da snudde hun det, saa ansigtet laa op. Haaret var faldt fremover og klistret fast til skindet; hun drog det tilside og tørket med kappefligerne blodgrimerne af huden. En gang strøg hun med haanden over hans mund – den syntes hende mager og fattig, som den stod frem, blaableg i det graa aasyn. Hun satte fingrene paa øienlaagene og saa paa hans øine; men de var døde og dumme, da klemte hun dem til igjen.

Hun mindedes den stund, hun havde staat over Eyolv Arnesøn – da havde hun smagt den søde og blodige drik, som kunde læske hendes sorgfulde hjerte. Men jo længer hun saa paa Ljots hode, jo mere blev hun tung i sindet; ti hans ansigt var saa gammelt og kummerfuldt; da syntes det hende, at dette arme graa og fattige hode var ingen bod for hendes ulykke – og ikke saa meget værd, at hun kunde si, det var for denne stunds skyld, hun havde stridt og umaget sig i alle de aar, siden hendes far døde.

Vigdis dækket ansigtet til og la bylten paa gulvet ved sin fod. Hun stod op og gik til Ulvars dør; men hun fik ikke svar, da hun kaldte paa ham. Da stod hun en stund og kaldte igjen, men det var til unytte, og hun gik igjen og satte sig med hænderne i sit blodige fang.

169Slig led det udpaa natten; da aabnet Ulvar døren og gik gjennem stuen; han saa ikke moren, ti ilden var næsten gaat ud paa aaren. Han var reiseklædt og gik ud i tunet. Vigdis stod op og fulgte efter. Ulvar leiet sin hest ud af stalden og sadlet den. Vigdis traadte hen til ham.

Maanen skinnet klart, og aldrig havde moren syntes, Ulvar var saa lig Viga-Ljot, som nu hun saa ham, og han var lige saa bleg som den døde. Hun vilde spurgt ham om kampen, men turde ikke. Derfor sa hun bare:

«Skal du ride ud?»

«Ja det skal jeg,» svarte sønnen.

«Rider du til Vadin?» spurgte moren igjen.

«Jeg rider videre imorgen, ti jeg har ikke lyst til at bli her i bygden,» sa han.

Vigdis saa op i hans ansigt. Hun spurgte atter:

«Er det saa, at du ikke vil være hos mig mere?»

«Nu har jeg lønnet din kjærlighed, mor, som du engang bad mig, jeg skulde vise dig den,» svarte Ulvar. «Ikke ved jeg, hvad mere glæde du vil ha af mig, saa du kan vel la mig reise nu.»

«Sig da ikke sligt,» bad moren. Om en stund tog hun tilorde igjen: «Er det slig, at du helst vil slippe at se mig, skal jeg bli her paa Berg, saa længe du vil; men reis da ikke af bygden nu midt paa vinteren.»

«Jeg orker ikke bli her længer,» mælte Ulvar. «Nu jeg ved, her er hændt saa meget stygt, ved jeg det, at jeg vil ikke trives her mere.»

170Vigdis slog armene om hestens nakke og lænet sig til den. Hun turde ikke be ham bli, og hjertet sank stentungt i hende, ti hun saa, at dette kunde ikke vendes. Da klynget hun sig til hesten, og hun mindedes i det samme hin nat, hun fødte sønnen, og den hesten, som var det eneste liv, hun kunde støtte sig til.

«Holder du ikke af mig mere, søn,» spurgte hun sagte.

«Jo,» svarte Ulvar. «Men du skal la mig faa ride nu, mor.» Lidt efter mælte han. «Det ber jeg dig, at for min skyld sørger du for, at Ljot kommer sømmelig i jorden.»

«Jeg skal gjøre saa,» svarte Vigdis.

Ulvar sa igjen:

«Ikke skal du takke mig for hans død – han raadet sig selv bane.»

Han tog om tømmerne, da spurgte han med ett:

«Svar mig sandt paa ett, mor min – har du nogen gang elsket ham, Viga-Ljot?»

Hun brød ud i graat og la ansigtet ned mod hestens hals, mens hun mælte:

«Ikke havde jeg hadet ham saa længe – det var det værste, at han var den jeg helst vilde elsket af alle mænd.»

Ulvar ludet sig fremover i sadlen, løftet hendes ansigt op og kysset hende paa munden. Da spurgte moren:

«Kommer du nogen gang hjem igjen til mig?»

«Om jeg blir ilive,» svarte Ulvar, «saa kommer 171jeg nok tilbage engang. Men lad mig nu fare, mor.»

Vigdis slap da hesten, og Ulvar red bort.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.