Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

XVI.

De fór hjem fra sæteren, da det led udpaa høsten. Vigdis havde det bare maadelig vel den vinteren ogsaa. Og det uroede hende meget, at Kaare paa Grefsin og hans frænder nu tog til at snakke med Gunnar, at han skulde gifte hende med Kaare. Vigdis bad, sagen skulde staa hen en tid, hun sa, hun vilde nødig giftes saa ung. Enden blev da, at Gunnar lovet Kaare svar til høsten, men Vigdis skjønte, faren vilde ha dette giftermaal.

Vigdis sa, hun vilde ikke være paa sæteren den sommer. En kvæld om vaaren gik hun ud over engene; det var mod soleglad og vakkert veir; just i den tid, som bjerken sprætter og fuglene synger; det lugtet godt af løv og græs, og Vigdis tænkte, hun vilde gaa og friste at glemme sorgen sin. Syd for gaarden bodde en kvinde i en liden stue; hun var gift med en af Gunnars huskarler. Hun sad paa tærskelen og spandt paa haandten, da Vigdis gik forbi, og Vigdis stanset og snakket 47med hende. Der graat et barn inde i stuen. Vigdis sa:

«Dette barn graater, som det havde en stor sorg – det kan ikke være saa lidet. For jeg har lagt merke til, at nyfødte barn skriger saa stygt – det er mest som en kat eller ugle, men ikke menneskelaat.»

Kvinden gik ind og tog barnet paa armen; det var en pige, som var to aar eller mere. Hun blev straks god igjen, da hun sad hos moren, og om en stund krøb hun ned, sprang om og rev af blomster. Hun var ikke større, end at naar hun bøiet sig, traakket hun foran i kjolen sin og faldt. Vigdis reiste hende op, og da gav barnet hende de blomster hun, havde i haanden, men hun havde revet dem af uden stilker, saa Vigdis mistet dem straks. Da sa moren:

«Disse blomster kaldes nat og dag; tag en, du Vigdis, og giv mig den, saa skal jeg spaa dig skjæbnen din.»

Vigdis gjorde det, og den anden sa:

«Den har først to mørke blade og saa to lyse, men det nederste blad ser jeg er lyst først, men mørkt i randen. Det betyder, at først faar du store sorger, men siden megen glæde. Ilde er det, med den mørke rand paa det sidste bladet, det varsler ikke godt for alderdommen din.»

Vigdis svarte:

«Det er en daarlig spaadom, tykkes mig, og ikke har jeg bedt dig spaa mig heller. Men endda faar jeg lønne dig.» Dermed tog hun 48en liden sølje af barmen og gav konen. Saa gik hun.

Der var et flak af skalberg ude i engen; der grodde nogen rognetrær og nypetornsbusker, og nedenfor i græskanten stod der fuldt af nat og dag. Da Vigdis kom did, satte hun sig, la hænderne om knæet og saa udover fjorden, som laa blank og vakker i syd, nu solen gik bag aaserne. Hun blev siddende slig længe – og lidet godt havde hun at tænke paa, enten hun mindedes Ljot, eller hun husket paa det, hun havde gjemt oppe i skogen. Det havde hun undret paa ofte, om det laa der endda, eller om det var ædt helt op. Hun mindedes grant, at der hun havde ligget hin nat, krøb der megen maur og andet stygt kryb, og endda hun var lidet blid paa dette barn, hun havde faat, saa syntes det hende fælt at tænke, at mauren kunde gaa paa det, før det var dødt.

Hun stod op, da det tog til at skumre, og hun gik hjemover saa fort, at hun mest sprang. Da hun kom nær gaarden, mødte hun Æsa, som sa:

«Nu skræmte du mig saa stygt, fosterdatter, ikke vidste jeg, hvad jeg skulde tro, da du blev ude saa længe, saa mørkræd du er.»

Vigdis svarte:

«Mørkræd er jeg blit, og skogræd og ræd hjemme i mit eget bur. Elendig er mit liv, og bedst var det for mig at gjøre ende paa det.»

«Snak ikke saa stygt,» sa Æsa, «dig kan det 49endda gaa godt. Du er ikke ældre, end du kan glemme din harm – og ingen ved om det, men alle holder dig for fuldgod mø. Kaare elsker dig, og med ham vil du faa rige og hæderlige kaar.»

«Nu tykkes det mig værst af alt,» svarte Vigdis, «nu synes jeg, det var bedre, at min skam var aabenbar for alle – om saa min far jog mig af gaarden. Værst er det, at jeg maa skjemte og synes glad for at være lig det jeg var før, og jeg kan aldrig vende mit sind fra den elendighed, som er overgaat mig. Og det hjælper mig ikke stort, at de tror her i bygden, at jeg er ukrænket og angerløs mø, for vi er tre, som ved andet. Lønlig bærer jeg merke af det paa mit legeme – jeg ved ikke, hvordan jeg skal berge mig, siden Kaare er begyndt paa denne beilerfærd.»

De sad alene i buret om kvælden, Æsa og Vigdis; da tog denne paa igjen og talte:

«Kunde det ikke lyste dig, fostermor, at fare syd til sundene og søge dine frænder der – tit har du sagt, de var ikke ringere folk de, end vor æt her?»

Æsa svarte:

«Ikke ved jeg, enten mine frænder lever eller er døde, og nu er det forsent for mig at søge dem op eller skifte mine kaar. Men hvorfor spørger du om dette?»

Vigdis tidde længe, men tilsidst sa hun.

«Før var det slig, at hver gang jeg var sorgfuld, da gik jeg til dig og satte mig paa dit fang. 50Men nu er det slig, at for dig Æsa gjemmer jeg mig mere end for nogen anden.»

Æsa svarte intet; da talte den anden igjen:

«Nu angrer jeg, at jeg gjemte bort dette barnet, ti hver nat vækker det mig og skriger saa stygt. Men mig skulde onde kaar gjøre saa haard i hu, som jeg helst vilde være.»

«Hvad mener du med det?» spurgte Æsa.

«Det var den bedste hevn,» svarer Vigdis. «At Ljots søn blev Ljots bane. Ilde skulde han slippe fra den rakken, jeg fødte op med had og hug, til han fik tand i Viga-Ljots strube.»

Da siger Æsa meget lavmælt:

«Nu vilde jeg, at jeg vidste, om du mener dette.»

«Jeg gjør saa» svarer Vigdis, og nu mæler fostermoren:

«Da er det bedst, du faar vide, at den gutten, du fødte ifjor sommer, har Skofte, sønnen min, hos sig.»

Vigdis reiste sig op fra bænken, som hun sad; hun blev staaende en stund, maalløs og ligbleg. Men derefter slængte hun sig ned og graat haardt med hodet mod bordet.

Æsa sa:

«Ingen har nødig at faa vide det, og det tykkes mig raadeligst, at sagen blir holdt skjult som før, men jeg har sagt dig det, om du har lyst at se din søn.»

Men Vigdis laa og jamret sig og sa:

«Jeg tænkte, jeg var saa ulykkelig, at værre 51kunde mit liv ikke bli. Men nu orker jeg ikke at leve længer her i bygden, naar jeg ved, den gutten gaar der og kan komme mig for øinene – ilde var det, jeg var saa ussel og træt, at jeg ikke havde kraft til at faa ham i sjøen. Jeg tror ikke, du har sagt sandt for mig.»

Da gik Æsa til sin kiste, tog frem en lindug og rakte den til Vigdis. Hun saa paa den – det var den, hun havde havt paa sig hin nat; blodflekkerne stod paa den, og der hang rusk og mose i folderne. Hun slængte den paa gulvet, graat og sa:

«Nu faar min far vide alt – jeg vil ikke leve slig, at jeg skal maatte be Skofte eller nogen dølge med mig. Aldrig havde jeg tænkt, du vilde svige mig saa ilde.»

Æsa svarte:

«Den morgen jeg vaagnet, og du ikke var i sengen, blev jeg ræd og bad Skofte lede efter dig. Da fandt han gutten og tog ham op; vi syntes, det var saa vakkert et barn, at han bød til at fostre ham. Men jeg fortalte dig det ikvæld, ti jeg tænkte, det kunde kanske trøste dig noget, naar du hørte, du havde det fagreste barn i live.»

«Ja nu faar det gaa, som det kan,» sa Vigdis. «Ti dette liv er jeg træt af.»

Æsa svarte:

«Det skal du ikke gjøre. Liden hjælp er der i hæderlig byrd – bøiet blir den, som har skam at bære. Det har jeg faat friste, og det skal jeg fortælle dig, saa faar du raade siden.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.