XVII.

Æsa berettet nu:

«Min far hed Harald Guldskjegg syd paa Sjælland, og tidt har jeg sagt dig af min barndom, hvor livet led lystig og fagert for mig og mine søstre. De var fuldvoksne, Ingrid og Astrid, men jeg var tretten aar; da gik vi en kvæld til sundet med vore terner og badet. Der kom skibe seilende forbi; det var vikinger fra Øland. De gik iland og tog os ombord; der var ingen af os, som vandt at rømme. Tre brødre eiet skibene og de tog os søstrene til sig; de saa straks, hvem af møerne, der var høvdingsbarn. Arngrim hed den ældste; hos ham laa jeg den første natten, og siden havde han mig i to aar. Brødrene skiltes snart; de andre drog hjem, men Arngrim flakket ude baade sommer og vinter; han var baade modig og sterk og en vakker mand, men haard mod mig, fordi jeg aldrig vilde vise ham kjærlighed. Søstrene mine saa jeg aldrig siden og har aldrig hørt, hvad der blev af dem, ti Arngrim vilde ikke svare mig, naar jeg spurgte om det.

Han fór vidt omkring og vandt mange seire. Mig havde han i et rum under dækket; fordi han frygtet, jeg skulde rømme, tog han klærne fra mig, men gav mig fuldt op af dyre skind og tepper og smykker. Der var en ung dansk svend ombord, som hed Asbjørn; jeg lokket ham til at flygte med mig og alt guldet, men Arngrim fik 53vide det; han dræbte Asbjørn, og siden blev han værre mod mig.

Engang laa vi under Suderøerne; da lagde norske vikinger sit skib til, og da faldt Arngrim. Gunnar, din far, var deres høvding. Da han leiet mig ud af rummet, gik jeg did, hvor Arngrim laa død paa dækket; jeg la mig ned paa knæ og tvættet mit haar i blodet, som randt af ham, men jeg mindedes, at Arngrim pleiet at knytte mit haar om halsen sin om natten. Aldrig likte jeg bedre at lauge mig.

Da spurgte Gunnar mig om mit navn og min æt, ti mælte han, jeg skjønner, du er lige høibyrdig, som du er vakker. Siden talte vi ved den dag og den kvæld. Gunnar lovet at føre mig hjem til Danmark; han gav mig de bedste og sømmeligste klær og viste mig saa stor venlighed, at jeg fattet kjærlighed til ham; da sa han, han ønsket, han var skilt fra sin kone, saa vilde han fæste mig hos min frænder. Men jeg vilde heller være hos ham end komme hjem; jeg var hos ham paa hans skib, til jeg blev med barn; da elsket han mig endda mere, ti Alvsol var barnløs.

Han førte mig hid til Vadin; men da bød jarlen ud hærbud, og Gunnar maatte reise fra mig. Han bød Alvsol vogte mig vel og barnet, som det var hendes eget. Derefter skiltes vi, og jeg sad igjen med usigelig sorg og længsel. Alvsol og hendes, fostermor var hos mig, da jeg fødte en gut; de tog straks barnet og lod det bære ud, 54men truet alle paa gaarden til at si Gunnar, det var dødfødt, og mig lovet hun den haardeste død, hvis jeg klaget. Siden kom der bud, at Gunnar var haardt saaret og kunde ikke ventes hjem paa længe; da lod Alvsol mig bringe til det hus, hvor hendes træller var. En hed Svart; han værget mig mod de andre, og han var god mod mig ellers, men han tog mig til kone; Alvsol satte hus for ham her i skogen, hvor Skofte nu bor, og hun lod alle vide, at nu var jeg trællens kone.

Da Gunnar kom hjem, meldte hun ham, at jeg var gaat til Svart, og da blev Gunnar saa harm, at han vilde dræbe os begge. Men jeg sa ham alt om gutten, hun lod sætte ud, og det andet. Da drev han Alvsol fra gaarden og bød mig gaa fra Svart og komme og styre hans hus. Men jeg raadet ham til heller at faa en ny hustru; saa ægtet han Herdis, din mor, og hun var yngre og vakrere end jeg dengang. Du ved, hun døde, den tid du var født; da bad jeg Gunnar gi mig dig til opfostring, og det føiet han mig i. Siden har jeg styret her, slig du ved, og Gunnar sørget vel for mine sønner og gav dem fri – alt det bedste har han gjort mig, saa længe jeg har kjendt ham.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.