Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

XXI.

Denne vinter led og der hændte intet, som er værd at berette.

60Det var over jevndøgnstider, og solen fik mere magt nede i bygden, saa det tinte af tagene om dagen. Folk hugget tømmer i skogene sine; da red Gunnar en morgen ud selvanden for at se til sine huskarler, som laa paa arbeide vest i skogen.

Ved middagsleite var Æsa og Vigdis i stuen og bar maden paa bordet, og Æsa saa ud af døren:

«Nu kommer Gunnar alt hjem,» siger hun, «–men underlig synes mig hans ridt – enten er han drukken eller syg.» Dermed gik hun ud mod ham. Vigdis tog grødkjedlen af ilden og gav sig til at bære rundt skeer; da hørte hun et stort skrig fra Æsa. Og nu kom de ind, Skofte og en mand til, og leiet Gunnar mellem sig; Æsa gik ved siden og slog sine hænder. Vigdis saa da, at faren var bleg i ansigtet, og det hvide skjegget hans laa blodigt nedover bringen.

Vigdis slap paa gulvet alt, hun havde mellem hænderne. Hun sprang hen til sin far og spurgte, hvad der var hændt.

Gunnar gjorde tegn, at de skulde føre ham hen i bænken; han sad en stund og lænet hodet til væggen, da sa han:

«Det er hændt, at jeg har talt med Eyolv i Grimelundar, og den talen faldt slig, at vi snakker nok ikke mere sammen.»

Vigdis spurgte fort:

«Er Eyolv dræbt da?»

«Nei,» svarte Gunnar, «men nu ser jeg nok min bane.»

61Æsa og Vigdis klædte af Gunnar og saa til hans saar; de skjønte da, at han sa sandt. Vigdis mælte:

«Nu faar du si, far, hvordan dette bar til.»

Gunnar svarte:

«Det kom sig slig, at vi mødtes i tømmerskogen, Eyolv og jeg, og da talte han til mig om dig, Vigdis. Det kan du vel tænke, at ikke holdt jeg rolig der og lod han haane mig for den æreløse datteren, jeg havde.»

Vigdis tidde stille. Nu la de Gunnar tilsengs. Han bød Skofte straks fare nordpaa, der huskarlerne hans laa, og faa dem hjem til gaarden, ti det var ikke godt at vide, hvad Arnesønnerne nu vilde gjøre, og, sa han, «det var Eyolvs ord, at nu skulde Vigdis bli hans frille.»

Æsa satte sig hos Gunnar, men Vigdis tog Olav, den mand, som havde været med Gunnar, hen i en krog og spurgte ham ud om færden.

«Hvordan værget du Olav husbonden din?» sa hun.

«Det bedste jeg kunde,» svarte denne. «Og Gunnar værget sig, som det var at vente af ham; vi dræbte hver en mand, men de var seks i følge. Da Gunnar fik banehug, sprang jeg bort til ham og tog mod ham, som han faldt af hesten, og da red de andre.»

«Ved du, hvorhen de stevnet» spurgte Vig dis igjen.

«Jeg ved det, at Grimelundingerne ligger inde ved det tjernet nærmest Gautestadskogen, de 62kalder Barntjernet,» svarer huskarlen. «De driver med tømmer opi aasen der.

Vigdis tidde en stund. Derpaa sa hun:

«Eyolv synes sagtens, han har gjort et godt verk nu før middag. Ventelig sover vel svinet nu, han har fyldt vommen.»

Derefter gik hun ud og over i buret. Hun lukket op sin kiste og tog ud gydjekniven, bandt et mørkt klæde over hodet og tog en sort kaabe om sig. Siden steg hun ud i tunet, fandt skier og stav i svalen, og nu satte hun afsted paa ski over jorderne op mod skogen og holdt sig langs skogbrynet nord mod Gautestad. Hun tog norden om husene og gik i randen af den lave aas, som er bag gaarden. Der var haard skare under trærne, og det gik let paa skierne, saa det varte ikke længe, før hun kunde se den hvide slette af tjernet og tømmerkojen, som Grimelundarfolket havde der.

Der var merke af, at mange folk havde færdes der og tømmer var kjørt; der laa flis og bark og hødotter. Men der var ingen at se. Vigdis holdt sig mellem trærne og fik luret sig i skjul tæt hen til kojen. Hun traadte ud af skierne og keg ind.

Der laa en øks og et skjold ved døren, og hun kjendte, det var Eyolvs. Kojen var tre stokker høi og meget trang; hun gik ind og saa, der laa to mænd og sov. Den ene var Eyolv.

Vigdis gik først til den anden soveplads; hun tog den kappe, som manden havde over sig, og 63slog om hans hode; med den anden haand drog hun gydjekniven og satte i hans strube. Manden døde straks. Derefter vendte hun sig did, som Eyolv laa.

Vigdis la haanden paa hans bryst og vækket ham:

«Vaagn nu, Eyolv – nu har du faat det, du længe har tragtet efter; her er Vigdis fra Vadin og vil skjemte med dig.» Eyolv fór op af søvnen; det var mørkt i kojen, saa han kunde ikke rigtig se hende. Vigdis sa igjen:

«Sandt er det, at jeg er æreløs, siden jeg har søgt hid til din seng.»

I det samme stødte hun til ham med kniven. Og dengang traf Vigdis ikke feil; men Eyolv faldt bagover, og blodet stod i et kog ud af hans hals. Hun satte kniven i ham to gange til, og den sidste gang tog hun den ikke til sig, men slap skaftet og ludet sig frem for at se ham dø. – Hun drog hænderne gjennem blodet, som løb af ham, og tørket dem af i hans haar. Og nu udaandet Eyolv; da gik Vigdis ud, tog skierne paa og lod staa ned gjennem skogen.

Det var blit koldere, og Vigdis fór fort, ti nu bar det mest udover. Men stundom maatte hun stanse, ti benene skalv under hende, og hele tiden ser hun for sig, hvordan Eyolv dør under hendes haand. Og det er for hende, som var det nu hevnet, mere end Gunnars bane, nu hun har faat vold over en mand, og han magtet ikke 64mere værge sig mod hende, end hun mod Ljot. Da bevæges hendes sind saa heftig, at hun ikke ved selv, at hun springer til og sætter udfor og ser neppe, hvor hun farer.

Men saa hænder det, mens hun tar opover en modbakke, at hun kommer i en tømmervei, og der møder hende Koll Arnesøn med nogen af sine folk; de kjører tomme tømmerslæder opover, og de ser hende og roper efter hende. Koll og en mand til springer ud i sneen efter hende; men skaren er ikke haardere, end de gaar igjennem, og ski har de ikke. Vigdis lar staa udover gjennem smaaskogen ned mod en bæk, som rinder under bakken, og hun tar over isen, endda den er graa og vastrukken – den bar ikke bedre, end det brast bag skierne, men over kom hun, og slig slap hun fra dem.

Hun stanset nu ikke, før hun stod hjemme i tunet, og da gik hun lige ind i stuen og op til Gunnars seng. Han sov, og Æsa sad hos ham. Vigdis roper da:

«Vaagn nu, far, ti nu skal du faa den tidende, du helst hører – nu har jeg minket skammen vor, det jeg kunde, ti Eyolv Arnesøn har jeg dræbt.»

Gunnar byder, de skal reise ham op i sengen, og Vigdis fortæller nu om færden. Da ber Gunnar, hun skal bøie sig ned, saa han faar kysse hende; han siger:

«Nu har du vist dig som en gjæv og mandig kvinde – slig ventet jeg engang, at du vilde arte dig. Og ikke mere bærer jeg vrede til dig, fordi 65du lod dig lokke af hin islænding. Men jeg ønsker dig det bedste, dig og barnet dit.»

Vigdis fortalte nu om mødet med Koll, og Gunnar spurgte, om han havde kjendt hende.

«Det ved jeg ikke,» svarte Vigdis. – «Men gydjekniven kjender han nok – og den glemte jeg igjen hos Eyolv.»

Gunnar sa da:

«Lidet evner jeg nu at verge dere, og det kan vare, inden Skofte kommer med folkene. Det bedste blir, at du tar gutten og gaar til Grefsin straks; det tror jeg om Kaare, at han vil ikke glemme det gode, jeg har gjort ham. Men Olav skal ta alt godset her og gjemme det i den hølen i elven, som er her syd under bakken, hvor udlaaven vor staar.»

«Ikke vil jeg gaa fra dig nu, far,» sa Vigdis, men Gunnar mælte:

«Nu vil jeg, at du berger dig og barnet, ti jeg vil ikke se ætten ødes – paa mig ligger der nu liden magt; jeg har levet længe nok. Men gaa straks til Grefsin, du og Æsa.»

Æsa sa:

«Jeg duer ikke til at rende paa ski, – og ikke gaar jeg fra dig nu, Gunnar; saa god husbond har du været mod mig og mine. Usikkert er det ogsaa, om Koll vil søge os her ikvæld – men Vigdis faar gaa didover, og visselig vil Kaare hjælpe os alt det han kan.»

Dermed blev det, at Æsa vilde være hos Gunnar; det kunde de ikke faa talt hende fra. 66Vigdis gik til sit bur, vækket gutten og klædte ham. Hun samlet det dyreste, hun eiet af guld og smykker i en lærpose og lagde noget brød og røget kjød hos, ti hun havde ikke tid til at gi gutten mad, før de gik. Saa tog hun ham paa armen, gik ind for sin far og bød ham farvel. Gunnar kysset dem begge. Siden tog hun afsked med Æsa i stor kjærlighed og bad, de maatte vel findes.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.