XXII.

Nu gik hun ud og satte skierne paa sig; hun surret dem fast til foden med remmer. En stav havde hun valgt sig med lang jernpig og trinse. Hun knyttet gutten fast paa ryggen med et tørklæde og gik hastig ud af gaarden og nordover.

Solen var nu ved at gaa ned og skaren saa haard, at skierne gjorde neppe slag i sneen, endda Vigdis bar gutten paa ryggen. Hun stod ned til elven og fulgte den opover, til hun fandt et sted, hvor isen var tryg. Siden tog hun opover bakkerne, og det var nu tungt at gaa; ogsaa var hun træt siden færden før paa dagen. Da hun vandt op paa sletten, stanset hun og saa sig tilbage; nu var himmelen rød udover fjorden; folk kunde hun ikke øine, saa vidt hun kunde se – men der var meget skog og smaakrat udover bygden den tid.

Vigdis gik opover mod Grefsin; hun fór ikke 67fort, og stjernerne tog til at tændes, før hun vandt ind mod husene. Der var ikke lys at se, da hun kom ind paa tunet, og alle stuedørene stængt. Vigdis gik frem til og banket med skistaven, men der kom ingen ud og hørtes ikke levende lyd uden kjørne, som rørte sig i fjøset. Hun skjønte da, der var ikke folk hjemme.

Mens hun nu staar og tænker paa, hvad raad hun skal ta paa, har hun sat gutten ned paa sneen for at puste ud. Da trækker han i hendes kappe og viser ud mod bygden. Vigdis ser did. Og nu ser hun et rødt skjær paa himmelen, der som Vadin skal ligge; det blir større og større, og øverst vokser der svart røg. – Gutten blir ræd og tar til at sutre og gjemme hodet i hendes fang. Da løfter hun ham op og siger:

«Nu brænder de bedstefar din og Æsa, din fostermor – se vel paa det, gut, saa du ikke glemmer det.»

Hun skjønner nu, hvor ilden øger, luen slaar op, saa røgen farves helt rød og gylden; det har tat i laaven, og høet og kornet fyger i gnister mod himmelen, saa det blir daglyst helt did, som Vigdis staar. Da ser hun mange mand paa ski rende hurtig udover jorderne mod aaen, og nu tykkes det hende ikke raadelig at bli her længer, men bedst at søge skogen.

Vigdis tog da gutten op og gik saa hastig, som skierne vilde glide. Hun tænkte, det bedste var at følge de spor, som bar fra huset, et stykke, forat de, som monne komme efter, ikke saa let 68skulde finde farene efter hende. Og hun søgte nordover, ti hun vidste, der bodde folk oppe ved Storvandet ovenfor dalen, og saa langt tænkte hun ikke, de vilde lede efter hende.

Det blev nu mørkt, da hun kom ind i skogen, og hun gik efter lysningen af sneen mellem trærne. Det bar op i aasen, og tungt var det at færdes paa skaren, saa hun faldt fremover flere gange og skar sig blodig i ansigtet og paa hænderne. Kold var natten; men hun merket intet til det, ti sveden drev af hende og hendes hjerte hamret, saa hun syntes mest, det maatte springe isund; men værst var det, at gutten holdt om hendes hals, og som det bar opover, var han nær ved at strube hende.

Langt om længe merket hun, at hun var kommet op paa høiden af aasen, og det var nu lettere at ta sig frem – men her syntes det mest, som der aldrig havde faret folk før. Vigdis saa endda ildskjæret sydpaa mellem grantopperne, naar hun snudde sig, men det var nu meget blegere.

Om en stund tog gutten til at sutre igjen; han frøs og var sulten.

«Graat ikke du, liten,» sa moren. «Snart vinder vi frem til folk; da skal du faa grød og lægges iseng.»

«Er vi der snart?» spurgte gutten.

«Ja nu er vi der snart,» sa Vigdis.

Hun løste kappen af sig, tullet den om barnet, saa han laa som i en pose, og bandt ham 69fast paa ryggen. Nu saa hun en hvid lysning, som heldet nedover; da streget hun med staven alt hun orket, og satte udfor slig; hun vandt nedover baut i baut, men det var stygt og ulændt, og hvergang skierne stanset, kjendte hun, hun skalv i knærne, og sveden drev af hende. Det var nu stjerneklart, men styggelig mørkt i skogen, ti maanen stod først op paa morgenkvisten.

Tilsidst saa hun en hvid slette nedfor sig, som hun skjønte maatte være vandet. Hun fandt vei udover og stod til, men da tørnet hun mot et træ og faldt, og da kjendte hun, bindingen røk sund paa den venstre skien. Hun havde kniv hos sig, og hun skar af vidje og bødet den, saa godt hun kunde; gutten satte hun i sneen saa længe.

Det varte en stund, før hun blev færdig og kunde gaa videre; da spurgte hun gutten, mens hun løftet ham op:

«Fryser du, søn min?»

«Nei,» sa han. Hun kjendte paa hans hænder, og de var som is; han merket ikke, naar hun klemte dem, og hun skjønte, han havde frosset dem. Da satte hun ham paa fanget og gned ham med sne, til han begyndte at graate, fordi det gjorde vondt. Saa svøbte hun ham ind, det bedste hun kunde, og nu tog hun vandet fat og gik mod nordvest, ti slig skulde husene ligge, det hun vidste.

Hun kjendte da, hun var blit kold, mens hun stelte med gutten. Og ude paa vandet stod der 70skarp sno nordfra; Vigdis gik imod vinden, og den bed gjennem hendes udsvedte klær, saa det kjendtes mest, som hun gik nøgen. Hun holdt sig under den vestre bred og speidet efter hus, men saa intet. Langt om længe blev hun var en hvid bakke, og der syntes det hende, der laa en stue; hun gik didop og fandt en udlaave. Vigdis var da saa udslidt, at hun ikke orket at gaa længer. Hun fandt døren, og den stod oppe; saa fik hun skierne af sig og gik ind. Der var kulmørkt i laaven og ikke varmere inde end ude; men hun ledte med hænderne, til hun fandt noget høi i en krog. Der grov hun sig ned, men høiet var iskoldt og varmet ikke stort.

Gutten spurgte nu, om de var fremme, og om han skulde faa grød.

«De er ikke hjemme, folkene,» sa Vigdis. «Du er vel træt – men vi skal lægge os og sove, saa kommer de snart.»

«Jeg er saa sulten,» sa veslegutten. Hun fandt da frem af posen sin lidt brød og kjød, tygget paa det og puttet i ham. Han blev saa stillere; men han frøs og skalv, og det gjorde hun med. Da løste Vigdis sine klær foran og fik gutten ind til bare kroppen; siden svøbte hun kappen vel om dem begge og karret høi om, saa godt hun kunde. Gutten sovnet af, og det varmet hende lidt, at han laa der og pustet hende ind paa barmen; hun sov selv lidt stundimellem, men da syntes hun, hun gik i mørke og vasset i aasen, og hun fór op – vaagnet da barnet, og hun 71snakket for ham og fandt paa ord, slige som kvinder pleier at si til smaa barn.

Saan laa de nu en tid lang, og hun hørte frosten smelde i væggene. Gjennem en spræk saa hun, at nu tog maanen til at lyse ude paa sneen; gutten vaagnet igjen og var tørst. Hun var tørst, hun med, og vilde gaa ud og ta sne og kjende, om hun orket røre sig, saa frossen hun var. Han graat og vilde ikke slippe hende; havde hun ham i armen, mens hun gik til døren.

«Nu kommer de hjem, de som bor her,» sa barnet. Vigdis saa da, der var folk paa vandet langt i syd; de havde blus med sig. Hun gik ud og fik skierne paa igjen; da hun havde gaaet en stund, syntes det hende ogsaa bedre, end da hun laa i laaven. Men hun tog til at undres, hvad enden skulde bli paa denne færd; hun var nu kommet til en elv og gik langs løbet af den. Hun havde hørt, der skulde gaa en elv ud i vandet fra Hakedalen, og hun tænkte, at hun fik følge den, hvis hun orket, til hun vandt frem til folk, men hun vidste ikke, hvor langt det var. Og alt som hun gik, blev hun trættere og trættere, og nu tænkte hun, enden blev, hun fik lægge sig under en gran med gutten og bli der – stor skade tyktes det hende ikke. Men endda gik hun og gik; hun kom over et stort, langt vand og gik ret mod snoen igjen – da hørte hun langt borte ulvetud, og hun drog raskere paa og tænkte, det var kanske saa koldt, at ulvene veiret hende ikke.

72Tilsidst hørte hun ikke ulvene længer, men bare elven under lien, der hun gik, og maanen skinnet klar og kold, og skyggerne laa lange og svarte paa sneen. Da saa hun en stor, mørk flek under trærne, og nu orket hun ikke mere. Hun krøb ind der, brød af granbar, saa meget hun kunde, og drog benene op under sig, tullet sig ind med gutten og la ham ind i favnen, saa han fik det varmeste, hun kunde faa til. Hun støttet sin hage paa hans hode, og nu vidste hun ikke mere af noget, men sad slig med ham og sov og døset.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.