XXIII.

Det tog til at dages, og Vigdis saa nu, at hun sad i en høi aas; over hende gik den ret op mod himmelen, men under hende løb en strid elv i en trang dal. Gutten sov, og det syntes ikke, han havde tat skade af denne nat, og Vigdis tænkte, hun fik se at gaa og friste finde frem til folk – men hun vidste ikke, hvor hun var, og hun var saa tung og træt, at hun blev siddende.

Om en stund prøvet hun endda reise sig; men ret som hun rørte paa sig, klang det nærved, og der farer en pil ud mellem trærne og graver sig ind i granlæggen lige over der, som hun sidder. Og endda mens den staar og dirrer, dukker der en mand paa ski frem, der den kom fra. Han stanser, da han ser hende, og hans forundring er saa stor, at han staar rent maalløs en stund, før han spørger:

73«Er Folk her?»

Vigdis orket ikke svare; nu kom han bort til hende, og da han ser, hun har barnet hos sig, blir han endda mer forbauset. Det var en stor mand med langt, lyskruset haar og skjeg, helt klædt i skind, med øks ved beltet, bue over skulderen og spyd i haanden.

Han snakket til hende og spurgte, hvordan hun var kommet did; men Vigdis sad bare og saa paa ham, men kunde ikke svare for sig. Da sa gutten:

«De har brændt op gaarden til bedstefar.»

«Naar var det,» spørger manden, «og hvor var den gaarden henne?»

«Jeg er fra Vadin,» siger Vigdis. «Det var nu inat.»

«Har du gaaet hid inat?» siger den anden. – «Det var den værste færd, jeg har spurgt af et kvindfolk.»

Om en stund siger han igjen:

«Du faar se at komme i hus – det er ikke rar gaarden jeg har, men bedre end her.»

Han reiser hende nu op, tar om hende og vil bære gutten, men denne holdt fast i moren og vilde ikke gaa til den fremmede mand, og Vigdis sa da, hun kunde nok bære ham selv. Han la nu armen om hende og gik afsted med hende nedover til elven. Om en stund, da han merker, hun kan neppe staa opreist, spænder han skierne af hende, og nu bærer han baade Vigdis og gutten og skierne hendes en lang stund, og 74hun ved ikke stort af sig, før de er kommet ind i et trangt draag i fjeldet; der staar en liden stue, og han sætter hende ned. Han siger nu:

«Du har faret ilde med den haanden din,» og han løfter op den venstre; da ser Vigdis, at den er grønhvid og klar som is. Han trak nu ogsaa sokkerne og skoene af hendes fødder og gned hende med sne en lang stund, men den ene haanden blev det ved at se stygt ud med. Tilsidst leiet han hende dog ind i stuen og bort til en seng; han gav hende en drik af et horn, og hun sovnet straks, endda haanden var vond.

Udpaa kvælden vaagnet Vigdis, og nu saa hun, der brændte ild paa aaren, og om den sad tre mænd, stygt og fillet klædt, men vel væbnet og smykket. Det var den ene, hun havde mødt i skogen, og to til.

Pinen tog til i haanden, saa hun orket neppe spise af maden, mændene bød hende. Og værre og værre blev det udpaa natten; det værket i hele armen og ud i brystet.

Om morgenen spurgte den mand, hun først havde truffet – han hed Illuge – hvordan det gik med hende. Vigdis svarte, at det var den værste pine, hun havde kjendt, og spurgte, om han mente, det kunde bedre sig.

Manden saa paa haanden og mente, det saa stygt ud. Vigdis sa:

«Du faar hjælpe mig da og hugge af disse tre fingrene.»

Illuge saa paa hende en stund, men mente 75tilsidst, det var nok bedst. Og slig blev det; en af hans staldbrødre tog hende paa fanget og holdt hende, saa hun ikke kunde røre sig, og Illuge tog af de tre mellemste fingrene paa den venstre haand. Vigdis ynket sig ikke, men sa kun, da det var gjort:

«Du er en sterk kar, Illuge, og vist let paa haanden.»

Illuge stelte nu med saaret og stedte hende tilsengs. Hun var syg en stund, men derefter bedredes hun, og nu kunde hun fortælle mændene alting om færden sin.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.