XXIX.

En dag udpaa sommeren var Ljot oppe i dalen og slog engene, han havde der. Det var det vakreste solskinsveir og meget varmt. Der var to karer med ham; de slog paa den ene side elven; men Ljot gik paa hin siden og arbeidet, og han havde lagt af sig yderplaggene og gik i skjorte og brok. Det var saa langt fra gaarden, at de kunde ikke række hjem til hvert maal; derfor vilde Ljot, da det blev nons tid, gaa over elven til folkene og faa sig lidt mad med dem. Da saa 93han Leikny komme opover langs elven; hun var klædt med stor omhu og bar den lysegrønne kjolen, hun før havde brugt til gjestebuds; i haanden havde hun et stort knytte. Hun stanset og snakket lidt med slaattekarerne, gav dem ogsaa noget ud af knyttet; men derefter gik hun ud paa stenene i elven og over did, som Ljot var.

«Her har min mor sendt mig mjød,» sa hun, «nu tænkte jeg, det kunde gjøre dere godt, dere karer som skal gaa her og slaa i denne varmen.»

«Det var nu ikke noget, du skulde bry dig med selv, at bære det hid,» mente han.

«Aa det er ikke værre,» svarte Leikny. «Sligt veir har en ikke tidt – og jeg havde nok lyst at se, hvordan høi vi faar opi her.»

Ljot mente nu, de kunde gaa over elven til slaattekarerne, som havde nisten; men Leikny lo og viste paa knyttet, hun bar:

«Du kan vel vide, nogen har sørget for, du skal faa lidt mad at æde, siden konen din farer saa langt ind i dalen. Men lad os sætte os her oppe i bakken, som der er baade lunt og svalt.»

Dermed gik hun opover, tog indimellem ned i høiet og lugtet paa det. Der engen sluttet, var der en bjerkeli, og saa maatte Leikny bort did og kjende, saa frisk en ange der stod af det nye løv. Tilsidst fandt hun en grop mellem stenene; der var skygge og lyng og græs; den var netop saa stor, at de kunde være i den begge, og Leikny bad ham komme did.

94«Her kan du lægge dig og sove, naar du er mæt,» sa hun.

De spiste nu og drak, og Leikny var fuld af skjemt og lystighed imens. Da de var færdige, la Ljot sig i lyngen og vilde sove; han la armen over panden og skygget slig mod solen; da løste Leikny sit hodeklæde og dækket over hans øine med det. Om en stund spurgte hun:

«Kan du ikke lægge dig hid med hodet i fanget mit – saa faar du bedre plads.»

Ljot gjorde det. Da saa han op i Leiknys ansigt, slig hun sad i solen med bart haar, og han sa:

«Nu ser du slig ud, som dengang vi mødtes paa Holtar.»

Leikny smilte og sa:

«Sig nu, Ljot, om det synes dig vel, at vi mødtes den dagen – eller hvordan er du fornøiet med det, at du fik mig hid.»

«Du kan da vide, jeg er det,» svarte han.

Leikny tok da paa igjen:

«Hvordan kan jeg vide det.» Jeg har tænkt sommetider, der er noget som tynger paa dit sind – ti du er ikke lig dig selv fra dengang, du var gut. Da kunde du være saa gal og vild og fuld af laat og leker – men nu er der ikke stor lyd i dig.»

«Det var ikke vel,» sa Ljot, «at en ikke vokste af sig guttestregerne engang.»

«De sa om dig dengang,» blev hun ved, «at du var god til at synge og lage viser. Kan 95du ikke la mig høre nogen af de stev, du har gjort?»

«Aa de har løiet mest, de som har sagt det,» svarte han. «Det var aldrig rart med viserne mine.»

«Du kan da si dem for mig,» bad hun.

«Jeg mindes ingen nu,» siger han, «det er saa længe siden nu.»

Leikny tog med begge hænder om hans ansigt og vugget hans hode mellem sine knæ, mens hun sa:

«Mindes jeg møen den lyse,
sover jeg lidet for længsel.
Hver nat farer mine tanker
vidt over mørke vande,
hviler de mødige vinger,
hvor hun ligger lunt i loftet,
hun, som lidet fritter,
om fugle farer i mørket.
– Det gjør mig træt om dagen.

– det har jeg hørt, at den visen har du laget.»

«Det var noget sligt,» svarer han. «Jeg mindes ikke selv mere.»

«Hvad var det for en mø?» spurgte Leikny. «Var det en, som ikke vilde ha dig?»

«Aa det er sligt en lager sammen,» sa Ljot. «Naar en gaar ene, faar en saa mange tanker. Det kunde være baade den ene og den anden.»

Leikny sad lidt, da spurgte hun:

«Var der nogen, du hellere vilde havt end mig?»

96«Nei der var ikke det,» svarte han. Da tog hun igjen om hans hode, ludet sig ned og kysset ham. Han klappet hende nedover kindet og halsen.

«Nei nu vil jeg lægge mig, jeg og,» sa Leikny og løftet hans hode bort af sit fang.

«Ja gjør det du,» mente Ljot og gav plads for hende. «Her er godt at ligge.» Han bredte igjen hendes klæde over ansigtet. Leikny la sig ved siden af ham i lyngen, men hun blev liggende paa den ene albu og saa paa ham.

«Det er svært saa søvnig du er,» sa hun. Skjorten hans stod aaben i brystet; da tog hun en bjerkekvist og krislet ham indpaa bringen og under hagen. Ljot tog om hendes haand og lekte lidt med den, men aabnet ikke øinene.

«Hvad er det for et ar, du har der under halsen,» sa hun. Hun la sig ned over ham og kysset det.

«Du krisler mig,» sa Ljot, «jeg er saa svedt.»

«Du skulde sove nu,» mente Leikny.

«Ja hvis du kunde være stille saa længe,» lo Ljot. «Jeg synes du sa, du vilde sove du og.»

«Er du træt da?» spurgte Leikny.

«Ja vel er jeg træt,» svarte han.

Siden la de sig ned, og Ljot sovnet, men Leikny sad op og saa paa ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.