Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

XXV.

Vigdis og Illuge kom til kongsgaarden den dag, kong Olav og hans hird holdt palmesøndag. De fik husly paa en gaard nærved.

Efter non gik de ned i kongens herberge, og Vigdis bad om at bli stedt for kong Olav. Hun havde flidd sig saa godt hun kunde, og hun traadte frem med høviske og vakre lader og førte sit maalemne vel. Kongen sad og saa paa hende, mens hun snakket, og da hun var færdig, mælte han:

«Du har lidt stor uret, Vigdis, hvis det er gaaet til, slig som du siger – og om disse Arnesønnerne har jeg spurgt før, at de var ildgjerningsmænd. Men hvem er følgesvenden din?»

Illuge steg nu frem og sa:

«De kalder mig Illuge den lyse, herre, og de sidste aarene har jeg ligget her syd paa skogen.»

Kongen rynket da brynene og svarte:

«Jeg har hørt navnet dit før – det var kanske bedst, om det ikke var saa, og for din sag, Vigdis, om du havde havt andre talsmænd end utlæge stimænd og skoggangskarer.»

79«Det er saa, herre konge,»sa Vigdis, «at disse mænd hjalp mig og berget livet for mig og min søn, da jeg blev drevet af bygden som en tæve. Og Illuge viste mig veien hid, da jeg bad ham – endda han er utlæg og vaaget livet sit. Derfor sømmer det sig ikke, herre, at jeg tar nogen hjælp af eder, før I lover mig, han skal faa grid og frit fare hjem til skogen sin, hvis I ikke vil unde ham at forlige sig med eder.»

Kongen sa da, at Illuge skulde være fredhellig, den tid paasken varte, og at de skulde snakke mere om sagerne siden. Han bød dem være sine gjester der, til alting var aftalt, og i de dage, som kom, skiftet han ofte ord med Vigdis, og hun maatte berette ham alt om drabet paa Eyolv Arnesøn og færderne sine siden.

Paaskelørdag lod han hende kalde til sig; han var alene i stuen, og han bød hende sidde hos sig i bænken. Det var udpaa kvælden. Han spurgte hende nu om Illuge, og om denne var far til det barn, hun havde. Vigdis svarte nei, og sa, der var intet mellem hende og Illuge paa det vis.

Kong Olav spurgte da, hvem som eiet gutten, og hvor han var, og hvorfor hun ikke var gift.

«Jeg ved lidet om ham, herre,» sa Vigdis, «han var ikke her fra landet. Ung og uklog var jeg, og derfor lod jeg mig lokke – men nødig vil jeg snakke om ham, og jeg beder eder, at I ikke spørger mere om dette.»

Nu lægger kongen armen om hende og siger:

80«Længe blir du vist ikke siddende enke, Vigdis, saa vakker og klog du er.»

Vigdis vilde staa op, men kong Olav tar hende og sætter hende paa sit fang. Hun siger da:

«Det er ikke gaaet mig slig, at jeg har lyst til at elske flere mænd. Men nu ber jeg eder, herre, at I lar mig gaa, ti det er sent paa kvælden.»

Kong Olav ler og kysser hende, og han siger:

«Heller vil jeg, du blir her hos mig – synes du ikke, vi to passer godt sammen, Vigdis, og det var ikke skam for dig, om du blev min frille. Vel skulde jeg lønne dig for elskoven din.»

«Det sømmer sig ikke for eder, herre konge,» svarer hun, «I kan faa hvilken mø, I vil, og har ikke nødig at drikke af det kar, en anden har havt før.»

Kongen ler endda mere og kysser hende igjen; han siger:

«Lige sød smager din mund mig endda, Vigdis.»

Og nu tar han hende op, lægger hende ned paa bænken og vil skjemte med hende.

Da sætter Vigdis sin haand for hans bryst og mæler:

«Større sorger har han taalt for dig, den gud, du tror paa, end du gjør, om du nu lar mig fare.»

Kong Olav slipper hende. Om en stund reiste han sig op og sa, hun kan faa gaa, om hun vil. Vigdis satte fødderne ned paa gulvet. Hun syntes 81nu ikke, hun havde saa megen ulyst til at bli hos Olav, som før. Men kongen blev siddende i bænken og talte ikke til hende. Om en stund reiste hun sig da og gik ud af stuen, over til kvindernes skaale.

Nu kom de to store helligdage, og de dage talte kongen ikke til Vigdis. Men tredje dagen sendte han igjen bud til hende. Der var da mange af hans mænd hos ham.

Han sa nu, at han vilde sende folk med hende til Grefsin og hjælpe hende i hendes sag, saa hun kunde faa sin ret i alle maader. Han lovet ogsaa at hjælpe Illuge og hans fæller til at løse fred for sig. Men derefter gik han lidt til en side med Vigdis, og nu saa han fast paa hende, mens han spurgte:

«Sig nu sandt, Vigdis, – vil du gifte dig med Illuge den lyse, naar du faar din gaard tilbage?»

Vigdis saa op og svarte:

«Du tænker altfor ringe om mig, herre, hvis du tror, jeg vil heller lege med ulven end med løven. Men nu, da jeg ser, du har vist mig saa stor godhed, at jeg vel skjønner, din lige er ikke mellem høvdinger, har jeg endda en bøn til dig: lad en prest følge med mig hjem til Vadin og und mig, at jeg blir lært og døbt i din tro. Ti det ser jeg vel – min far satte al sin lid til egen styrke, og det trodde jeg og engang – men jeg skjønner nu, at din tro er den bedste.»

Kong Olav blev da mere blid og syntes godt om dette. Ogsaa Illuge blev døbt, og han blev 82hos kongen, han og siden Einar Hadelænding, da deres sager var blit forligt, men Hermod kjøbte sig skib og fór fra landet.

Kongen sendte nogen af sine mænd sydover med Vigdis; ogsaa en prest fulgte med. De drog til Grefsin, og Kaare tog vel mod hende. Hun fik nu vide, at hin nat, da Vadin brændte, havde de været til gjestebud, alle fra Grefsin. Da Kaare saa varmen, samlet han folk og satte efter Koll Arnesøn; da de mødtes, slog Kaare Koll ihjel. Efter Vigdis havde de siden søgt længe, men ikke fundet spor; de trodde da, hun var omkommet.

Sagen blev nu paadømt paa tinget, og for Arnesønnerne blev der ikke givet bod; men de, som havde eftermaalet efter dem, maatte bøde for Æsas drab og for den skade, der var gjort paa gaard og fæ paa Vadin, og det blev en stor bod.

Vigdis lod husene sætte op nyt om sommeren; hun kom sig meget op og vandt snart stor anseelse for sin dygtighed og sit mod. Hun lod sin søn døbe og kaldte ham Ulvar, fordi hun havde baaret ham gjennem ulveskogen hin nat. Siden lod hun sætte en kirke af godt tømmer paa aabakken længer syd ved Frysja.

Folk tog ved den nye tro i Aasloarbygd og Vigdis holdt godt fast ved sin daab; endda hun ikke var saa meget ivrig i troen, ti hun havde meget at styre med sit gods. Og nu led der mange aar, hvor det var stilt paa Vadin. Men nu maa der berettes om Ljot.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.