XXX.

Det er nævnt, at der er øde i dalen; under Skomedal bodde nogen huskarler og frigivne, og 97længer syd laa der en gaard, som hed Svartaabakke. Der bodde en bonde, som hed Aasbrand. Han var fattig og havde ondt ved at klare sig – ti barn havde han, og bare den ældste sønnen var saapas voksen, at han kunde være til hjælp hjemme. Halstein hed gutten; han var stor og sterk, meget arbeidsom og snil mod sin far; men ellers var han trættekjær, hidsig og mistroisk. Saa han var ikke likt. Han havde ofte æglet sig indpaa Ljot, ti Halstein undte ingen anden velstand; men Ljot tog det fredelig, ti han regnet ikke den anden for mere end en gut, og han syntes synd i Aasbrand og gad ikke ta det saa nøie, om Halstein fik lidt mere end sin ret, baade med slaatten og fisket og strandgodset.

Nu er det saa, at Svartaaen rinder gjennem Skomedal; den gaar dybt nede i slug og kløfter; men ret syd for Skomedal vider den sig ud til en løk, og derefter sætter den udfor i en fos. Men i bakken der ved fossen havde Ljot sine bedste jorder, hvor korn kunde modne. Der falder ikke meget regn der i dalen, for fjeldene stænger, og nu fik Ljot isinde at bygge dæmning i elven, saa han kunde vande ageren og engen der. Og dette arbeide tog han fat paa et aar før vaarflommen. Halstein blev sint og mente, nu vilde de lide stor skade paa Svartaabakke ved dette verk. Han fór rundt og snakket til folk om al den uret, Ljot gjorde dem; det kom da til Ljot; men denne lo og sa, at gutten kunde ikke snakke anderledes, end vettet var til.

98Da kom Halstein en dag, mens de arbeidet ved dæmningen, og han gik lige paa Ljot og bød denne stanse verket; han vilde ha sagen frem paa tinget, og da skulde det vises, at Ljot havde ikke lov til at fare frem som han gjorde og ødelægge fattigfolks gaard.

«Ja du skulde rigtig fare til tings du, Halstein,» sa Ljot og lo. – «Din far skjønner vel, han faar ikke mindre gavn af dette verket han end jeg, for han kan faa bruge vandet mit, det han trænger. Men tag og reis nu straks, for jeg har ikke stunder at staa her og snakke med dig.»

«Du er saa kry nu, Ljot Gissursøn,» mælte Halstein. «Du er jo største karen her i bygden. Men bi nu, saa skal du faa se, vi har frænder, som kan ta sig af sagen, og de kan være lige saa gode som du.»

«Nei vel?» sa Ljot og lo. «Ja reis da, Halstein, og hils fra mig, det skal bli moro at træffe dem.»

Leikny var nu kommet til; hun havde været ved løken og vasket en uldvæv. Hun sa:

«Aasbrand har vist været glad mangen gang, at Ljot var saa stor kar og lidet nøie paa det – sidst nu i høst, da vi hentet sauen i fjeldet.»

Halstein blev ildrød og ropte:

«Tyvskjelder du os, Leikny?»

«Nei,» svarte Leikny, «jeg mindes vel, at det var Ljot, som hentet de sauerne, du ikke kunde finde, og skilte dem slig, at jeg tror dere var vel fornøiet med storkaren den gangen.»

99Da sa Halstein:

«Det er da bra, Leikny, at du er saa godt fornøiet med husbonden din – siden du var saa nødig for at faa ham.»

Leikny vilde tale, men Ljot sa:

«Ikke skal du gidde høre efter den gutungen – og ikke har vi stunder til at snakke med ham længer, saa nu faar du Halstein se at komme dig herfra.»

Halstein gik da lidt bort, men straks efter snudde han sig og ropte:

«Vel gift er du da, Ljot, og bra var det for dig, du fik denne kjærringen – endda jeg har hørt, du sturet i Nidaros for den norske jenten, som skjønte saa lidet paa manddommen din, at hun tog en anden lige for næsen af dig.»

Da skreg Ljot i; han trev et spyd, som laa paa bakken, og sendte det efter Halstein. Det traf ham i øiet, og gutten stupte død straks.

Ljot bød en mand melde drabet paa Svartaabakke, og derefter gik han hjem. Leikny fulgte efter. Siden paa dagen spurgte hun:

«Hvad var det for en sag, som Halstein mælte om en norsk kvinde?»

«Aa det var en gammel sag, som du ikke har nødig at bry dig om,» sa Ljot. «Og snak ikke om det til mig, for jeg gidder ikke tale derom.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.