XXXI.

Aasbrand blev saa ude af sig, da han spurgte Halsteins død, at han rent gik fra samling af sorg og angst. Han trodde fuldt og fast, at Ljot vilde lægge ham ganske øde, baade med dæmningen og alt det andet; da Ljot dagen efter kom til Svartaabakke, var Aasbrand strøget til sine frænder for at be om hjælp. Han drog til Beinesønnerne, som var i slegt med hans hustru langt ude, og bad dem ta eftermaalet. Odd svarte, at Ljot var vist ikke den mand, som bødet drabet; snarere var det rimeligt, han havde det værste i sinde, men mente Odd, han kunde vel ha lyst til at lære Ljot bedre skik, og siden han var en lovkyndig mand og havde mange venner, vilde han føre denne sag. Aasbrand blev hos Odd, til det var tid at fare til tings.

Ljot vilde ogsaa til altinget, og Leikny vilde være med, endda han bad hende bli hjemme, siden hun var med barn, og det var en lang og vanskelig reise. Men Leikny graat og bad og sa, hun fik ikke ro paa sig hjemme, før hun saa, hvordan det gik med Odd; tilsidst blev det saa, at hun fik følge. De havde sin søn med sig; han hed Lyting og var da to aar gammel. De fór derfor langsomt og kom nogen dage forsent til tinget. De tog ophold hos Veterlide, som havde bod der. Han var paa altinget med Gudrun.

101Dagen efter at Ljot var kommet, gik gamle Aasbrand om morgenen alene og slang mellem boderne. Da mødte han Gjest Oddleivsøn og kom i snak med ham. Han fortalte, hvem han var og hvad sag han havde med Ljot. Da sa Gjest:

«Jeg har spurgt, det var Ljots agt først at bøde for Halstein; men nu er han blit strid og vil ikke gi sig for Odds skyld.»

De snakket en stund om dette, og Gjest gik fra ham. Aasbrand gik alene og tullet en tid og tænkte over det, og nu blev han ræd, at Odd skulde ødelægge sagen for ham. Da faldt det ham ind at gaa til Veterlides bod og snakke med Ljot alene, og det gjorde han da.

Der var de netop staat op; Ljot og Veterlide sad og spiste med nogen kjendinger, som var kommet indom; Gudrun og Leikny var der ogsaa. Nu angret Aasbrand straks og vilde gaa igjen; men Ljot ropte efter ham:

«Hvor har du gjort af hjælperne dine, Aasbrand – eller er Odd blit lei af sagen din og har sagt den fra sig.»

Aasbrand stod og hakket og stammet, men tilsidst fik han sagt, at han vilde først spurgt Ljot alene, om han vilde betale for drabet paa Halstein. Dermed tog han til at graate.

Ljot svarte da:

«Endda Halstein har tærget mig al den tid, vi var naboer, og ingen kan undres paa, jeg blev harm paa ham tilsidst, saa angret jeg dette drabet, ti jeg ved det, han var den bedste hjælp du 102havde, og du er gammel og fattig. Derfor var det min agt at byde dig fuld mandebod. Og vil du ta ved dette tilbudet straks, staar jeg ved det. Men vil du raade med Odd, saa tror jeg ikke du vinder stort paa det, ti for ham vil jeg ikke bøie mig. Hvis du vil forlige dig, skal jeg hjælpe dig med folk og hvad du kan trænge hjemme, og det skal ikke bli til skade hverken for dig eller barnene dine. Gjør nu, hvad du vil, men husk, jeg har ikke budt nogen mand bod før dig.»

Aasbrand tog straks mod tilbudet, og Veterlide redte ud sølvet for Ljot. Til afsked gav Veterlide Aasbrand et sølvbelte, og den gamle gik vel fornøiet hjem. Men Odd blev rasende, da han hørte det, og sendte Aasbrand fra sig med mange onde ord.

Folk snakket endel om denne sag og mente, at Viga-Ljot var blit merkelig spag paa det sidste. Men Leikny priste Ljots storsindethed til alle, som gad høre paa det – ingen havde han forligt sig med før denne gamle stakkaren, som ikke havde magt til at staa sig mod ham. Men de lo af hende og mente, at Ljot kunde stelle eller ustelle som han vilde, og endda skulde nok konen hans bli tilfreds.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.