XXXII.

Efter altinget drog Ljot og Leikny med til Holtar og blev der en stund. En dag var Ljot 103redet ind over vidden for at se paa et stod, som Veterlide havde gaaende der; da mødte han Odd Beinesøn, som kom i følge med en svend til. Odd hilste paa ham og sa:

«Siden vi skal samme veien, kan vi vel holde følge – nu du er blit forligt med Aasbrand, den gamle kroken, kan der vel bli raad til, at vi holder venskab vi og.»

Ljot svarte bare, de kunde gjerne ride i følge, siden den anden havde hygge af det. Odd spurgte nu til folket paa Holtar og siden hvordan Leikny levet. Ljot svarte, de havde det bra.

De fandt hestene og saa paa dem; siden red de tilbage mod dalen. Odd snakket meget og venlig; Ljot svarte lidet paa det. Tilsidst stod de af hestene og satte sig for at spise af nisten sin. Mens de sad slig, sa Odd:

«Det undrer mig, hvad der kunde komme mellem Halstein og dig, Ljot, du som er saa snil og fredsæl en mand – er det saa som de siger, at det er den gamle giftermaalssagen, du havde engang, som du ikke liker at høre om?»

«Siden det lader til, at du er saa vild efter venskabet mit,» svarer Ljot, «kunde det være lige bra, du ikke fristet, hvordan det har sig med det. Eller kanske det er dig, som farer og snakker om det her i landet.»

«De har snakket om det, de som traf dig i Nidaros, dengangen du gik der og graat for en mø – det blev gamle Aasbrand stakkar, som fik medgiften hendes.»

104Ljot sprang op og greb sin øks; Odd fór da ogsaa op og skjøv sit skjold for sig, mens han verget sig med spydet.

«Ja, der blev ikke noget igjen til dine frænder,» sa Ljot; han hug spydskaftet tvers af. «Men lidt faar jeg unde dig med mig, siden du sikler efter det.» Dermed kløvet han den andens skjold og øksen sank dybt i akselen, saa Odd faldt bagover med banesaar.

Svenden, som var med Odd, var ganske ung og ræd, saa han rømte straks. Ljot red tilbage til Holtar og fortalte, hvad der var hændt. Veterlide spurgte, hvad han nu vilde gjøre. Ingenting sa Ljot, men han trodde ikke, de kom til at faa stor glæde af det, de som skulde føre eftermaalet efter Odd.

Veterlide gik af stuen om en stund. Da blev Ljot alene derinde med Leikny; bare de to smaagutter, Atle og Lyting, gik og legte ved bænken. Ljot slængte sig paa sengen deres; Leikny gik og ryddet sammen det, de havde liggende udover i stuen. Alt imens spurgte hun ham ud om drabet, men det blev korte svar, hun fik. Da sa hun:

«Det synes jeg endda, at du kunde si mig, hvadfor ord dere skiftet, som førte til dette.»

«Aa det var ikke om store sager,» sa Ljot. «Det er vel saa, at Odd har villet i lag med mig, helt siden vi to kom sammen.»

«Det var vist ikke mig, dere snakket om,» mælte Leikny kort.

105«Nei,» sa han, «men det var nok dig, han tænkte paa Odd.»

Leikny gik bort og satte sig paa sengekanten, hun saa paa Ljot og sa saa:

«Jeg tror ikke, du gjorde det, Ljot.»

Ljot rykket lidt paa sig i sengen. Han vilde til at svare hende, men da la hun haanden paa hans bryst og blev ved:

«Saa meget ved jeg, at ikke er det for min skyld, du er blit saa taus og sturen, siden du kom fra Norge, og ikke er det mig, du har i tankerne nat og dag. Men ingenting ved jeg om sorgen din, eller hvad der er mellem dig og Odd eller mellem dig og noget menneske.»

Han svarte:

«Jeg vilde helst, du skulde være fornøiet med dit giftermaal, Leikny, og jeg har da altid forsøgt at gjøre dig tillags. Men havde jeg nogen sorg, jeg dulgte for alle, var det vel værst for mig, og da kunde du la mig være i fred.»

Som hun vilde til at svare, fik hun øie paa hin kappe, Vigdis havde sydd Veterlide; den laa i fodenden af sengen. Da rev hun den til sig og slængte den udover gulvet, mens hun ropte:

«Ti gange mere tænker du paa den norske møen, som de siger slængte dig fra sig, end paa mig, som aldrig har gjort dig andet end det bedste, jeg vidste.»

Ljot sprat op og vilde ta kappen; men hun var snarere og greb den; hun sprang frem og skulde kaste den paa aaren. Han var efter og 106vilde ha den fra hende; men hun holdt fast med begge hænder. Da tog han med en arm om hendes liv og rundt haandleddene, som han klemte, saa hun skreg ved det; men kappen fik han ikke fra hende, før han slog hende med knyttet næve over hænderne. Da kastet hun sig ned og graat, men Ljot tog kappen og gik med den.

Leikny gik ud og satte sig paa dørtræet; hun graat ned i hænderne og merket ikke, at moren kom om en stund. Gudrun spurgte, hvad det var med hende. Leikny svarte, det var intet; men Atle krøb op paa tærskelen og sa:

«Hun graater mor, for hun fik hug af bonden sin – han slog hende saa stygt, saa stygt bortved aaren.»

«Det er ikke sandt,» svarte Leikny fort. Men Gudrun gik ind og fandt Lyting graatende paa gulvet, fordi hans far havde været saa streng ved moren. Gudrun blev rasende og skjeldte ilde paa Ljot:

«Det fik da førstemanden min, Egil, lære, at han ikke fik lægge haand paa mig,» sa hun, «for da strøg jeg af gaarden, og livet mistet han, da han negtet at gi igjen godset mit. Siden har de havt vet til at la være sligt, baade Lyting, den tid han levet, og Veterlide.»

«Ti nu stille, mor,» sa Leikny. «Ljot slog mig ikke – han bare drog mig bortefter gulvet, og det var jeg, som begyndte at trætte med ham.»

Ljot kom ud i det samme. Han hørte ikke 107efter alt, Gudrun sa, men bøiet sig ned til Leikny og mælte:

«Ilde har jeg gjort mod dig, Leikny min – og det var sandt, som du sa – aldrig har du gjort mig andet end det bedste, du vidste.»

Leikny brast i graat igjen; hun slog tørklædet over ansigtet, sprang op og ind i huset. Ljot fulgte efter hende. Det varte længe, før de kom igjen; men da graat ikke Leikny mere; hun gik nær indtil Ljot og saa glad ud.

Dagen efter reiste de hjemover. Det var meningen, de skulde været der længer og Gudrun vilde, datteren skulde blit sommeren ud og til hun havde barslet – det mente Gudrun kunde været godt for mange sagers skyld, om Ljot var uden konen en stund. Men nu fik de begge med et det sind, at de vilde hjem til Skomedal. Veterlide og Gudrun bød til at fostre op Lyting sammen med sin egen søn Atle, som var lidt over aaret ældre. Dette tog Ljot og Leikny imod. Derefter reiste de.

Nu var det svært godt mellem dem paa reisen. Men saa var det den sidste dag; de red nedover gjennem et skar. Folkene deres var foran; men Ljot gik og leiet Leiknys hest nedigjennem gjelet; hans egen fulgte løs bagefter. Det var surt og graat veir, og stundom stod snekavet dem ret i ansigtet. Som de farer nedover paa dette vis, siger hun til ham:

«Nu har jeg tænkt hele denne tiden paa alt, du sa paa Holtar. – Men om det var saan, som 108du sa, at det var mest det som græmmet dig, at du blev vist bort hos disse folkene, saa maatte du da kunne trøste dig ved det, at vi selv søgte denne handel med dig – det var da regnet for et godt gifte, og mange havde spurgt efter det, du fik.»

«Det er ikke saa, at jeg græmmer mig,» svarte han. «Men du kan da skjønne, det harmer mig, at Beinesønnerne og vennerne deres skal ha det at fare med.»

«Jeg skjønner ikke,» sa hun igjen om en stund. «Hvorfor gjemmer du slig paa den kappen, naar du ikke tænker mere paa hende, som sydde den?»

«Aa den passer mig saa bra,» svarte han.

Nu drev sneen dem i synet, saa de tidde en stund. Da snefoket stilnet lidt, spurgte Leikny igjen:

«Var hun vakrere end jeg, den norske jenten?»

«Nei,» svarte han og saa lige ud mod sneen. «De fleste vilde nok kalde dig vakrest.»

«Var hun rigere end jeg da,» sa Leikny atter.

«Aa det var vel omtrent ens, tænker jeg,» svarte Ljot som før.

«Jamen du syntes nok bedst om hende endda,» siger Leikny mismodig. «Hvordan var hun ypperligere end jeg?»

«Aa var det noget, saa var det vel det, at hun spurgte meget mindre end du,» siger Ljot og ler lidt.

Leikny bøiet sig frem for at se paa ham – 109da var hans ansigt saa graat som stenen i heien. Nu varte det længe, inden nogen af dem talte.

Sneveiret holdt op, da de var kommet ned gjennem uren. Nu havde de en lang, flad vidde med torvmyrer for sig. Ljot gav Leikny tømmerne igjen og skulde netop kaste sig paa sin hest. Da sa Leikny sagte:

«Nu skal aldrig denne sag nævnes mere mellem os, det lover jeg dig; men en ting ber jeg dig om, at du siger navnet hendes.»

Ljot stod lænet til hesten, og længe sa han intet, men saa forbi sin kone. Saa nævnte han det tilsidst meget lavt: «Vigdis.»

Derefter steg han tilhest. Og nu red de længe side om side og sa intet. Men Leikny var stille og sørgmodig, da de kom hjem. Det blev ikke bedre med hende før ud paa høsten, hun fik en søn. Ljot øste vand paa gutten og kaldte ham Gissur. Efter det blev Leikny noget mere lig sig selv igjen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.