Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

av Sigrid Undset

XXXIII.

Høsten efter, da de hentet hjem sauen paa Skomedal, manglet de nogen gjeldværer. Ljot drog da selv opover med en af huskarlene for at lede.

Tredje dagen efter, da Leikny stod ude i tunet, kom huskarlen drivende med sauerne. Leikny spurgte, hvor Ljot var blit af. Karlen svarte, han var igjen paa sæteren og vilde stelle paa selet og bøde væggene der.

110Nu gik Leikny og tittet opefter heien, ret som det var. Det var klart, vakkert veir, og solen skinnet paa nysneen opefter lien. – Om en stund sa hun til folkene, at hun mente, det blev bedst, hun drog op til sæteren – siden Ljot havde tat sig for at stelle paa selet, var der mange ting, hun kunde like at faa rettet paa, og derom kunde hun bedst snakke med ham selv.

De smilte lidt sig imellem, da hun sa det, men Leikny gik og snakket en stund og tilsidst blev det slig, at hun syntes, hun var nødt til at drage. Men de skulde ikke bry sig med følge; hun eiet en gammel træl, som havde været hos hende, fra hun var barn og som gik efter hende som en hund; ham tog hun med sig, og saa drog de ivei.

De kom til selet før solnedgang; men de saa ingenting til Ljot. Dog kunde de se, han havde skaaret torv bortpaa myren om dagen, og spade og hakke laa ved selsvæggen. De gik ind, og der var gløder paa aaren endda.

Sæteren var bygget af sten og dækket udvendig med torv, som brugen er der tillands; inde gik der en bænk rundt væggene, ogsaa af sten og torv. Tverpallen var saa bred, at der kunde ligge to mennesker side om side; der var redt op en seng, og for røgens og dørtrækkens skyld var der sat op en slinde, hvorover hang skindfeller og aaklær.

Leikny gik en stund og ventet; men Ljot kom ikke. Hun sa da til trællen, at han kunde 111gaa og lægge sig i fæhuset. Og da det var koldt og hun syntes, der var saa lidet brændsel, at hun ikke vilde lægge paa varmen, før manden kom, gik hun iseng og trak aaklædet for mod kulden. Hun faldt straks isøvn.

Ud paa natten vaagnet hun ved det at nogen snakket i stuen. Hun tittet ud mellem aaklærne og saa da, det brandt paa aaren. Ljot sad paa langbænken mod hende; men der var en mand til inde; da han snakket, kjendte hun igjen sin stiffar. Hun hørte da, han sa:

«Uklog færd tykkes det mig, frænde, at du lægger dig til alene slig op i heien, nu du har denne sag med Sigurd Beinesøn og hans frænder. Det blev stor sorg for Leikny, skulde hun miste dig, og sønnerne dine er saa smaa endda.»

Ljot sidder med hodet bagover mod væggen; han svarer:

«De folkene agter jeg ikke det værd, at jeg skulde fare med stort følge for deres skyld. Og det ved jeg, at ikke blir de min bane. En ved jeg, som ønsket mig den værste død – men det tror jeg, at vi to findes først. Og da bryr jeg mig lidet om, hvad der ellers sker.»

«Hvad er det, du snakker om?» spørger Veterlide. Men Ljot svarer ikke paa dette. Om en stund siger han igjen:

«Bedre var det vel for Leikny, at hun blev enke saa ung, at hun kunde trøste sig igjen.»

«Da kjender du lidet hendes sindelag,» svarer Veterlide. «Jeg tror ikke, at hun tog nogen mand 112efter dig, saa høit hædrer hun dem, hun har kjær.»

Ljot sidder som før og tier. Veterlide tar paa igjen:

«Det skjønner du nu vel, at slig en hustru, som du har faat, fandt du ikke, om du fór over al jorden.»

«Det er sandt,» svarer Ljot. «Men jeg elsker mere den svarte flekken, hun havde mellem brysterne, end al Leiknys fagerhed. Mere elsket jeg hende, da hun hug kniven efter min strube, end jeg elsker Leikny, naar hun lægger armene om min hals. Mindre sorgfuld var jeg, da jeg fór i vinterveiret over Dovre og tænkte paa hendes bansord, end naar jeg rider til Skomedal og ved, at Leikny møder mig med blide ord i døren vor. Hellere vilde jeg krystes af hvidebjørnens rammer end mindes, at Kaare har hende i fang.»

Veterlide siger nu i stor harme:

«Ilde har du stelt dig, frænde – men værst var det, at du ikke snakket om dette, før du fæstet konen din.»

«Ja,» svarer Ljot, «men da tænkte jeg, jeg skulde vel faa hende ud af mit sind engang, naar jeg giftet mig. Men nu ser jeg, det værste jeg gjorde hende, blev værre endda for mig. Ti nu skal jeg sørge, saa længe jeg lever, at jeg eiet den lyse møen og mistet hende.»

«Nu frygter jeg,» siger Veterlide, «at du har ilde lønnet Gunnars gjestfrihed.»

«Værre end du tænker,» mæler Ljot. «Det 113var den bedste stund, jeg har vidst af, da Vigdis og jeg spiste bær sammen ved horget – da var jeg gladere end den dag, jeg gutten dræbte min fars banemand under Hauketind. Men da hun gik fra det sidste mødet vort der, havde hun faat den største sorg – endda det lærte jeg siden, at større sorg havde jeg faat selv.»

Veterlide siger harm:

«Har du voldtat Gunnars datter, da har du gjort et nidingsverk, jeg aldrig havde trodd dig til.»

Ljot ler lidt og svarer:

«Kanske jeg ikke havde trodd det selv.»

Veterlide mæler igjen:

«Ilde er dette, frænde –» og Ljot ler atter og siger:

«Ja vel er det ikke.»

Derefter taug de længe. – Tilsidst reiste Ljot sig op og begyndte at klæ af sig; han spurgte, om Veterlide ikke syntes, det var paa tide at gaa tilro. Leikny klemte sig ind til væggen; hun rystet som et aspeløv, men lukket øinene og prøvet at lade, som hun sov.

Da Ljot var afklædt, drog han aaklædet tilside og skulde lægge sig, fik saa øie paa hende. Han blev blodrød og slap aaklædet. Straks efter bøiet han sig frem og kaldte sagte paa hende. Leikny svarte ikke, men pustet tungt, som sov hun fast. Ljot vendte sig og sa:

«Jeg faar re seng til dig paa langbænken, frænde, for jeg ser, Leikny er kommet hidop.»

114Veterlide ropte til; men Ljot hysset paa ham: «det ser ud, som hun har sovet hele kvælden.» Han stelte nu til Veterlide og sa intet. Saa gik han bort og skulde lægge sig hos Leikny, han vilde til at spørge, om hun sov og la haanden paa hendes bryst; da merket han, hvor hun skalv og kjendte, hendes hjerte slog og sprat som en fisk i garnet.

Han laa nu og vidste ikke, hvad han turde si til hende – saa tidde han stille, og den natten laa de begge, som de sov, men den ene vidste, at den anden var vaagen.

Ud paa morgenen sovnet han da et øieblik. Nu gav Leikny sig til at graate ganske sagte, og tilsidst graat hun sig isøvn, hun med. Da hun vaagnet, var mændene alt staat op og holdt paa at lave morgenmad. Hun klædte fort paa sig og hilste paa dem. Veterlide spurgte, naar hun var kommet, og om hun ikke havde hørt dem om kvælden. Da reiste Ljot sig hastig op og sa, han fik gaa ud og se til hestene.

Leikny svarte, hun var kommet bortimod aftensmaal, havde lagt sig for at vente paa manden, og saa var hun sovnet og havde sovet helt til nu; – «men hvor var du henne igaarkvæld, Ljot, og hvor er Veterlide kommet fra?»

Ljot sa, han havde været ude og seet til donerne sine, og Veterlide havde han truffet øst i Gaglemyren; han var paa vei til Skomedal, og følget hans var redet i forveien tilgaards. Ljot tog etpar ryper borte ved døren og bad Leikny koge 115dem til morgens. Hun gjorde det og sa Ljot sit ærinde. Han lovet at sætte op de hylder, hun trængte, og stelle efter hendes raad. Siden drog hun og Veterlide ned til bygden for at se til de folkene, som var kommet.

Ud paa kvælden kom Ljot ridende i gaarden. Leikny stod i døren; men da hun saa ham, gik hun fort ud i væverstuen. Han kom efter hende didind, og han la hænderne paa hendes aksler, saa hun maatte se paa ham; taarerne randt nedover hendes ansigt. Da kysset han hende og sa:

«Det ved jeg nok selv, hvor godt jeg kunde ha det, kunde jeg glæde mig ved din kjærlighed – ingen er der saa god som du.»

Leikny svarte:

«Det var ikke saa stor skaden, som du tror, at jeg hørte samtalen deres inat – det som er værst for mig, hørte jeg paa dig, dengang du sa navnet hendes bortpaa myren her.»

«Hvordan skal det bli mellem os nu?» spurgte han. Leikny svarte:

«Det faar bli, som du synes – med mig skal du altid faa det, som du vil ha det.»

Ljot stod en stund med ansigtet vendt bort. Saa kysset han hende igjen og gik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis

Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.

Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.