XXXIX.

Ulvar vokste godt til og blev en vakker og lovende gut. Han var høi af vekst, men noget spæd og finlemmet, med smalt ansigt, lysblaa øine og langt, sodbrunt haar, som skar lidt i rødt. Han fik tidlig et mandigt væsen, ti han var ikke stor, før moren snakket med ham om alt, som rørte gaardens stel og deres velfærd og spurgte ham tilraads; saa talte hun til ham, som han kunde været voksen og havt forstand til at støtte hende. Han blev noget alvorlig og faamælt af dette, men var dog blid og høflig i sin adfærd og vel likt. Han og hans mor levet sammen i den største kjærlighed.

Men naar han spurgte, hvem som var hans far, vilde hun aldrig svare ham. Hun sa, om den mand vidste hun intet godt at melde og hun haabet, hun hørte aldrig mere hans navn. Efterpaa blev hun altid tungsindig, saa Ulvar turde ikke fritte mere.

Kaare og Illuge og Vigdis holdt godt venskab, og de tre gjorde hvert aar gjestebud for hinanden. De tog sig af Ulvar og lærte ham vel op 135i alle mandige idrætter – han var oftest paa Grefsin, ti det var nabogaarden; men han var aldrig gladere end naar han fik ride til Baugstadir, ti Illuge havde seet meget og fortalte Ulvar mangt, som han gjerne vilde høre.

En kvæld, da han var der, kom ogsaa Eirik prest til Baugstadir, og Illuge bad presten korte dem tiden og fortælle noget. Presten berettet da sagaen om den hellige Gregorius, som dræbte dragen i Kampedus. Illuge sa:

«Næst efter Kristus, som vandt paa djævelen, er dette det ypperste manddomsverk – kun to er lige store – Sigurd Sigmundssøn, som dræbte ormen Faavne, og Olav Trygvessøn, som ikke flydde for tre hære ved Svaald. Hans lige har ikke været siden graa og gamle tider, som sagn gaar fra, og neppe faar mænd se slig en høvding, mens sjøen bryder om disse nordlige lande.»

Eirik svarte, at Olav var visselig den største høvding paa denne kant af verden – men nu vilde han berette om hellige martyrers mod og mandig baarne lidelser for troen syd i landene – og for at de kunde se de troendes tapperhed, vilde han fortælle om en ung møs standhaftighed. Han sagde dem saa den hellige Agatas saga.

Illuge sa:

«Stormodig var denne mø, og aldrig vil hendes ry glemmes. Men nu vil jeg fortælle om den gjæveste kvinde, jeg ved om – noget har nok du Ulvar spurgt om denne sag, men jeg tror aldrig, du har hørt det hele.»

136Han fortalte da om Vigdis’ færd gjennem skogene hin nat, Vadin brændte. Han nævnte ikke hendes navn, men da han var færdig, sa han til gutten:

«Ved du, hvem jeg mener – eller kjender du en kone, som mangler de tre fingrene paa venstre haand?»

Ulvar nikket og tog Illuge i haanden. Denne sa:

«Slegter du paa din mor, vil der nok engang spørges storverk af dig.»

Da Ulvar næste dag red ind i tunet hjemme, stod Vigdis ude og gav folerne brød. Ulvar sprang af hesten, løb hen og slog armene om hende. Hun lo og spurgte, hvad det var med ham.

«Ikke andet,» svarer han, «end det, at jeg tror, mor min, at din lige findes ikke –» og dermed tog han op hendes venstre haand og kysset fingerstumperne.

«Hvad har nu Illuge sagt dig?» siger moren og ler igjen.

«Ved du, hvad jeg tænker paa,» tar Ulvar paa. «Det kunde høvet vel, at du havde faat Olav Trygvessøn, dere to kunde passet vel for hinanden.»

Vigdis blev rød og sa intet. Hun kysset sønnen paa kindet, og saa bød hun ham gaa ind og faa mad.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.