Nu gik tiden sørgelig paa Skomedal, til det led mod altinget. Ljot havde ærinde did og vilde ha Leikny med sig, men hun sa, hun orket ikke, saa han maatte reise alene.
Da han kom hjem igjen, sa Leikny den første kvælden, at hun havde ligget i væverstuen nogen nætter, og hun bad, han maatte unde hende at sove alene der en tid. Ljot svarte, han vilde ikke negte hende det, naar hun ønsket saa.
Sommeren led tilende, og Leikny sad stadig i væverstuen og laa der om nætterne; hun tog sig ikke mere af husstellet, men gik alene derinde og 120drev paa gulvet og gjorde intet. Hver kvæld gik hun ud til kapellet, som Ljot havde ladet sætte op nær gaarden, og der laa hun og bad til langt paa natten.
Men en kvæld, just som hun skulde gaa ud, kom Ljot ind i væverstuen og bad hende bie lidt: «Naar har du tænkt, Leikny, at flytte hjem til mig igjen?»
Leikny svarte ikke paa det, og han sa da:
«Jeg tror ikke det blir bedre for nogen af os, skal vi gaa slig hver for os og bære paa sorgen vor – du maatte heller komme ind og være sammen med os andre og ta dig af huset dit – kanske det da blev lettere for dig.»
«Jeg orker ikke gaa og stelle derinde,» siger hun. «Altid saa syntes jeg, der var noget, jeg havde glemt –og naar jeg tænkte mig om, hvad det var, saa sanset jeg, det var barnene mine, som ikke mere har mig nødig.»
Ljot svarte:
«Vil du reise hjem og se til din mor da – saa skal jeg følge dig did.»
Leikny sa sagte:
«En ting vilde jeg helst – dersom du vilde la mig faa det, slig jeg helst ønsker.»
«Ingenting vil jeg negte dig, hvad du saa ber om,» siger han.
«Da skal jeg aldrig mere være konen din,» mæler Leikny, «und mig at fare herfra og leve i renlevnet og faste, som kvinder gjør – andensteds i kristne lande.»
121Ljot rynket panden og sa:
«Jeg ved, du har ikke havt det for godt her hos mig – og aldrig skulde jeg bragt dig hid til Skomedal, havde jeg vidst, det skulde gaa slig. Men engang spurgte jeg dig, hvordan det skulde bli mellem os, og da valgte du at være hos mig endda. Men siden har jeg da prøvet at gjøre det saa bra for dig, som jeg kunde, og aldrig har der været et ondt ord mellem os fra den dag, og aldrig har jeg lagt haand paa dig siden den ene gangen. Alt her har du raadet for lige saa meget som jeg, og jeg har aldrig lagt mig borti dine sager. Ikke har jeg skjemtet med andre kvinder og ikke har jeg havt barn med andre end dig.»
«Du har ikke barn med mig heller,» svarte Leikny. Og nu slog hun hænderne for ansigtet og graat.
«Derfor sørger jeg ligesaa godt som du,» sa han, «og derfor undrer det mig, at du nu vil bryde samlivet vort.»
Leikny reiste sig op og svarte
«Du skal si dig skilt fra mig – det maa vel være grund nok, at jeg negter at leve med dig. Da kan du gifte dig med en anden kone og fare bort fra denne ødemarken – aldrig har jeg seet dig glad en dag i alle de aar, vi har levet sammen her.»
Da spurgte Ljot sagte:
«Sig mig det sandt, Leikny, om det er slig, at du stunder bort herfra, og vilde du helst, jeg aldrig mere kommer i seng med dig?»
122Han drog hende ned paa sit fang, da han sa det, og nu skalv hun, saa hun ikke orket svare. Han sa da igjen:
«Du sa engang, at jeg skulde altid faa det med dig, som jeg vilde.»
Leikny la sit ansigt ned mod hans haand og svarte i graat:
«Jeg trodde, du vilde helst fare fra mig.»
Ljot ludet ansigtet ned til hendes og sa:
«Det er længe siden nu, Leikny – men jeg vidste ikke før, at jeg ikke orker leve uden dig.»
Samme kvæld fulgte Leikny ind i stuen og sad for sit bord som før. Der var ingen, som hørte mere til, at hun vilde være nonne; men hun og Ljot levet sammen i stor kjærlighed og enighed. Men endda sørget hun meget for sine barn, skjønt hun ikke snakket om det.
En kvæld havde de været i badstuen allesammen, og Leikny gik med haaret løst for at faa det tørt. Ljot gik bort og samlet det i hænderne; han sa:
«Jeg tror, haaret dit er blit endda lysere og fagrere, end det var før, Leikny.»
Hun blev ildrød og drog fort hodet til sig. Men Ljot saa, at nu var det ligesaa meget graat som gult og helt hvidt ved tindingerne.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis kom ut i 1909 og var Sigrid Undsets første historiske roman, inspirert av de gamle islandske ættesagaene.
Handlingen i boken foregår rundt år 1000. Vigdis er høvdingdatter på Vadin, og en stolt og bestemt ung dame. Da den unge islendingen Viga-Ljot gjester Vadin, faller han umiddelbart for henne. Hun er nok også tiltrukket av ham, men ønsker av flere grunner ikke å gifte seg med ham. Da voldtar han henne, og hun blir fylt av hat og hevnlyst.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1909 (nb.no)
Forfatteren og samfunnsdebattanten Sigrid Undsets betydning for norsk og internasjonal litteratur- og samfunnshistorie er uomstridt. Hennes omfangsrike produksjon favner romaner, noveller, essaysamlinger, helgenbiografier, artikler og selvbiografiske skrifter.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.