Digtets Aand (1844)

Diktet ble trykket i samlingen Nyere Digte som utkom i november 1844 (med 1845 på tittelbladet). Diktet må være blitt til kort før samlingen utkom. I brev til Hjalmar Kjerulf 24/10 1844 forteller Halfdan Kjerulf: «Med et deiligt Digt: ‹Digtets Aand›, slutter den første Afdeling». (Halfdan Kjerulf v. Wl. Moe I, s. 63.) Det er ingenting som tyder på at JSW i Nyere Digte tok med noen av de diktene han forteller han hadde liggende da han utgav Digte, men ikke brukte der. Det er hoveddelen av sin produksjon fra årene 1839-44 han har gitt plass i Nyere Digte. De dyptgripende opplevelsene ved Ida Kjerulfs sykdom og død har satt merke på en stor del av samlingen, og i nær forbindelse med dette spenningen og usikkerheten nær det gjaldt stilling og levebrød. En annen viktig impuls har vært den nyvakte nasjonale optimismen og den stigende interessen for nasjonalt sagnstoff. Diktet er i nibelungenstrofer, Lie § 2344-2352, se også § 8, som gjør rede for den betoning som versemålet gjør nødvendig. Det skal være 3 hevninger i hvert vers, i 2. vers det rigeste Sprog. Etter sitt opphav i tysk heltediktning skulle dette variasjonsrike versemålet særlig egne seg for «sagndikt». Hos JSW er det brukt i «Paa Skibshøien» og «Koll med Bilen», men vanligere i andre slags dikt. Første gang i «Et Albums-Blad til H. C Andersen», 1835, senere i «En skuffet Elsker», «Nattetanker» og «I Drømme». I «Digtets Aand» er nibelungenstrofen halvert og stilt opp i 4 korte vers. I de andre diktene varierer forholdet. Et slags prosaisk forarbeid til diktet kan en finne i første del av artikkelserien «Om norske Presse-Anliggender» fra 1838, jfr. A. H. Winsnes: Hegelianismen i Norge, Edda 1947. Om bakgrunnen for diktet Herman Jæger i «F. Chr. Sibbern og J. S. Welhaven», Til Gerhard Gran, 1916. Diktet er det sentrale poetiske uttrykk for JSWs forståelse av diktningens mål og mening.

Hvad ei med Ord kan nævnes
i det rigeste Sprog,
det Uudsigelige,
skal Digtet røbe dog.

Af Sprogets strenge Bygning,
af Tankeformers Baand
stiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand.

Den boede i Sjælen
før Strophens Liv blev til,
og Sprogets Malm er blevet
flydende ved dens Ild.

Den gjennemtrænger Ordet
lig Duft, der stiger op
af Rosentræets Indre
i den aabnede Knop.

Og skjønt den ei kan præges
i Digtets Tankerad,
den er dog der tilstede
som Duft i Rosenblad.

Glem da den gamle Klage,
at ingen Kunst formaaer
at male Tankefunken,
hvoraf et Digt fremstaaer.

Thi hvis den kunde bindes
og sløres af paa Prent,
da var i denne Skranke
dens Liv og Virken endt.

Den vil med Aandens Frihed
svæve paa Ordets Klang;
den har i Digtets Rhythmer
en stakket Gjennemgang,

En Gjennemgang til Livet
i Læserens Bryst;
der vil den vaagne atter
i Sorrig eller Lyst,

Og næres og bevæges
og blive lig den Ild,
der laae i Digtersjælen,
før Strophens Liv blev til.

Kun da bevarer Digtet
sin rette Tryllemagt,
det Uudsigelige
er da i Ordet lagt.

Betragt den stille Lykke,
der gjør en Digter varm,
mens Aanden i hans Sange
svæver fra Barm til Barm.

Lad kun hans Rygte hæves
mod Sky af Døgnets Vind,
det er dog ei den sande
Kvægelse for hans Sind.

Men naar hans Tankebilled,
med eller uden Ry,
finder et lutret Indre,
og fødes der paany –

O, bring ham da et Budskab
om dette Aandens Bliv;
thi dermed er der lovet
hans Verk et evigt Liv.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.