Utvalgte dikt

av Johan Sebastian Welhaven

En Sommerdrøm (1838)

Diktet ble trykket i diktsamlingen Digte som utkom i desember 1838 (med 1839 på tittelbladet). Den diktning som JSW hadde offentligjort før Digte, hadde for den største del polemisk karakter, hvis en ser bort fra leilighetsdiktene. I Digte får den innadvendte livsholdning langt sterkere uttrykk enn i det man før kjente av JSWs diktning. Diktet er i Heine-strofer, som «Børnelege» V.

En Vandrer hvilte i Skyggen
af duftende Hæggetræ’r;
ved Summen af Humlen og Myggen
han søvned og drømte der.

Han syntes, han gik ad Skovens
omskyggede, bugtede Sti,
og lytted til Kildevovens
og Droslernes Melodi.

Og mellem de gamle Stammer
og under det høie Krat
der hvælved sig mangt et Kammer,
der ruged en halvklar Nat.

Men Blade og unge Stilke
og Blomster paa Urt og Green,
de glindsed som spunden Silke
og straaled som Ædelsteen.

Libeller og PapilionerLibeller og Papilioner] Øyenstikkere og sommerfugler.
med Vinger af Morgenskjær,
de flagred om Skovens Kroner
og over Konvallers Hær.

Og Fiskene smutted trygge
og vevre i deres Bæk,
og svam i den kjøle Skygge,
hvor Vidjen slog ud sin Hæk.

Og Vandreren faldt i Tanker
og gik med bevæget Sind,
og Blomster og lyse Ranker,
de kyssed hans røde Kind.

Men alt som han fremad vandred,
han tabte den sikre Sti,
og Skoven stod flux forandret
som bunden ved Kogleri.

Her turde ei Triller klinge
bag Træernes tætte Skjul,
her rørte sig ingen Vinge,
ei Zephyr, ei Sommerfugl.

Her hvilede Skovens Kilde
blandt Blomsterne taus og klar,
og Fiskene stode stille,
som under et slebet Glar.

Og Væxternes tause Rige
laae drømmende svøbt i Duft,
det var som man saae den stige
i Sommerens varme Luft.

Men pludselig lød der Toner,
saa sagte som Alfesang;
det klang gjennem Skovens Kroner,
den deilige Kilde klang.

Fra Vedbendens lange Lokker
det lød som et Strængespil,
og Blomster med Kalke og Klokker,
de klingede svagt dertil.

Og hist paa den grønne Slette
i Skovens dæmrende Hal
der rørte sig Fødder lette,
der holdtes et luftigt Bal.

De blussende, ranke Dryader
var samlede der i Flok,
og dandsed i Klynger og Rader
med flagrende, skinnende Lok.

De dandsed i lette Ringe,
som Voven, der slaaer mod Strand,
de dandsed som Vindens Vinge,
der bøier en Vidjevand.

De dandsed mot Skovens Kilde,
hvor Vandreren henrykt laae;
de bøied sig glade, milde,
og dybt i hans Øine saae.

De plukked ved Kilderanden
Hyperikum ungt og purt,
de slyngede ham om Panden
den kraftige, friske Urt.

Af Irisen og Narcissen
de samlede Duggens Bad,
og heldte ham over Issen
dens Væld af et Skreppeblad.

Og Duggen, der kjøligt trilled,
den kraftige, friske Krands,
de klared hvert Tankens Billed,
og luttrede hver en Sands.

Han syntes, han kunde tømme
af Planterne Livsens Saft,
han syntes, han kunde svømme
i Luften med Ørnens Kraft.

Da vinked de lette Dryader,
da gik han fra Kildens Bred
og vandred i deres Rader
med friere, svævende Fjed.

Hvor Dagslys som Stjerner tindre
i Løvtaget klart og blidt:
i Urskovens tause Indre
de standsede deres Skridt.

Alvorlig og høi og stille
stod Hæren af Kæmpetræ’r;
det var som man maatte spilde
dens Ro ved at aande her.

Her groede store Planter
med selsomme, stærke Skud,
med taggede, skarpe Kanter
og glindsende, dunkel Hud.

Og Træer og grønne Buske
de blussede underbart
med Frugter og Blomsterduske
af svulmende Kæmpeart.

I Ly af Jasminers Hække
den studsende Vandrer laae,
og under ham var et Dække,
brodeert med Violer smaa.

Her smuttede Nymphernes Klynge
bag Blomsters og Rankers Flor –
da hørte han Skoven synge,
og fattede hvert et Ord.

Det lød ei som Suus af Vinden,
det var ingen sagte Klang,
det hørtes med Stigen og Svinden,
som mægtige Strubers Sang.

Velkommen i Skovens Haller
du salige Menneskesjæl,
hør, Væxternes Stemme kalder;
o, lyt til vort Kvad og dvæl!

En nagende Smerte huser
hvert spirende Planteliv,
den røbes, naar Egen suser,
den hvisker fra hvert et Siv.

En kvælende Vellyst brænder
igjennem vor Livsens Saft,
naar Solen sin Straale sender
med manende, rastløs Kraft.

Den dybeste Jordens Længsel
vil gjennem vor Aare gaae
og sprænge sit dunkle Fængsel
og svales af Himlens Blaa.

Den gjærer og syder og higer,
og svulmer i Plantens Skjød;
i Blomsternes Kalke stiger
den mægtige Længselsglød.

Men ak, naar den Solen møder,
da zittrer, da vaander den sig;
vor Pragt, der blinker og gløder,
ligner et angstfuldt Skrig.

O, kunde vor Higen sprænge
de vældige Straalers Aag,
der vil vore Sukke trænge
igjen under Jordens Laag!

O, kunde vort Øie tindre,
naar Stjernerne glide frem,
o, kunde vi dog vort Indre
aabne for alle dem.

De hviske, naar Alt er stille,
over den blomstrende Dal:
«Din Sol er din Længsels Kilde,
og Kilden til al din Kval.»

Vor Taare svulmer og skjælver,
vi ane kun Stjernens Glands;
men Natten sig dunkel hvælver
over vor lukkede Sands.

I Dage, der glimte fjerne
fra Oldtidens Straalebrud,
fløi fra en glandsfuld Stjerne
til Skovenes Dyb en Gud.en Gud] Pan var sønn av Hermes.

Ham fødte en Skjøn Dryade,Dryade] kvinnelig naturguddom, knyttet til trær.
under en susende Gran,
til Skovenes Lyst den glade,
blussende Guddom Pan.Pan] naturgud, som man fra først av mente hørte hjemme i Arkadia på Pelopones. Han ble fremstilt med menneskekropp, og med ben, horn og ører som en bukk. Han spilte fløyte, panfløyten syrinx.

Hans Hjerte gjemte og næred
med høiere, renere Glød,
den mægtige Trang, der gjæred
i Væxternes lune Skjød.

Men dybt i hans Bryst tillige
laae der et blidere Skjær;
det kom fra hans Faders Rige,
den tindrende Stjernehær.

Han kunde vor Vee forklare
med kvægende Fløitespil,
han lærte vort Løv at svare
med mildere Suus dertil.

Naar Solen paa vore Kroner
fæsted sit Flammeblik,
da svaled hans blide Toner
vor Ild, som en kjølig Drik.

De risled i Plantens Aarer
saa mildt som en Vaarregns Bad;
da vældede glade Taarer
frem af dens Hjerteblad.

Vi hvisked i Gudens Øre
om fængslede GnomersGnomer] av gnom(e) (ordet dannet på 1500-tallet), liten jordånd. Harm,
om Haab og om Savn, der røre
sig lønligt i Jordens Barm.

Vi hvisked og kunde fortælle
om alle de Eventyr,
der fylde hver Skovens Celle,
naar Aftenens Straale flyer.

Da vakte han Fløitens Stemme
saa tonerigt mangengang,
at Malmet i Fjeldets Gjemme
bæved derved og klang.

Og Menneskets Slægter lytted
til Skovenes sære Røst,
og til deres Hjerte flytted
en underlig, ukjendt Lyst.

Med Fløiter og Strængelege
de droge til Skovens Hal,
og sad under dunkle Ege,
og prøvede Tonens Fald.

Da lærte dem Pan at gribe
i Strængen med friere Slag,
at røre den bævende Pibe
med fuldere Aandedrag.

Om Spiren i Jordens Grube,
ved Skabningens Moderbryst,
han lærte den tonende Strube
at synge med klarere Røst.

Og gjennem de klingende Tanker
en duftende Aande gled,
det var som om blomstrende Ranker
var spændte i Strængenes Sted.

Og Væxternes Bøn blev baaren
mod Stjernerne reent og smukt,
og Somren var sval som Vaaren
af alle de Toners Flugt.

Ak, nu er Skovene øde,
Forsoningens Baand er brudt;
ved Morgen- og Aftenrøde
vort Suk er fortabt, forskudt.

Vi saae dine Stjerneblikke,
du salige Menneskesjæl;
velkommen, forlad os ikke,
o, lyt til vort Kvad og dvæl!

Vi lod vore Sjæle stige
af Stammernes tvingende Baand;
i Skovens dandsende Pige
saae du en Plantes Aand.

Vi vied ved Kildens Vove
din Pande med Krands og Bad,
og derfor kan Urter og Skove
bringe dig deres Kvad.

Og tolke dig deres Smerte
med bævende, susende Røst,
og fordre af Menneskets Hjerte
vingede Svar og Trøst. –

Saa nynnede Skoven og klaged,
og hvilede taus paany –
det var et Minut – da braged
hvert Træ med et rædsomt Gny.

Det klang gjennem alle Lunde
fra Skovens inderste Skjød,
det raabte med tusind Munde:
«Den straalende Pan er død.»Den straalende Pan er død] etter en fortelling hos Plutarch. En egypter seilte med sitt mannskap forbi øya Paxos, og hørte en stemme som ropte: «Når du kommer til Palodes, da meld at den store Pan er død.» Da budskapet ble overbrakt, hørtes en klage som spredte seg overalt. Sagnet ble av dikterne oppfattet som et tegn på omveltning og oppløsning av hele naturen. Kirkefedrene tolket det som et varsel om at hedenskapet skulle falle og Kristus komme.

Da vaktes den trætte Sover,
men laae dog i Drømmen halv;
et Klageskrig Egnen over
endnu i hans Øre skjalv.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Utvalgte dikt

Johan Sebastian Welhaven utga fire diktsamlinger. I tillegg publiserte han dikt i dagspressen. Her er noen av de mest kjente diktene.

Dikt og kommentarer er hentet fra Ingard Hauges fem binds-utgave av Samlede Verker fra 1990-92.

Les om «Welhaven i musikken» (Bergen offentlige bibliotek)

Les mer..

Om Johan Sebastian Welhaven

I dag er Welhaven mest kjent for sine romantiske dikt og som Henrik Wergelands motpol, men han var en svært viktig kulturpersonlighet i nærmere 40 år på midten av 1800-tallet.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.