Nitocre, hvilket Syn! eet Sværd det andet mødte,
Og Piile regnede, og Skiolde sammenstødte,
Og Skriig og Nederlag, og Mord og Blod og Død
Og min StryangeStryange] rettet fra: Styange (trykkfeil) der – –

                              Forgieves alle Stød
Imod saa kiert et Liv ved vore Sukke være!
Jeg saae ham selv – –

               Hvordan? – –

                              Til vore Vaabens Ære
At fare gruesom frem, og Døden for ham gik
Og Legioner faldt.

                              Ak! mon han Seier fik?
O! grumme Krigens Gud, udrust hans Arm med Torden!
Din Lynild fare ned og Sacer slaae til Jorden!
Vaag over Heltens Liv; thi min Stryanges Død
Min Faders Throne gav og mig det sidste Stød.

Nei Himlen ynder dig, din Helt, vor Faders Throne:
Den skal Stryange snart med Seierkrandse krone
Zarine tapper er; men hvad imod en Helt,
Hvis Løvemod har giort hans Navn til Skræk i Felt.
Os har vel Rygtet sagt, at hun var en Heltinde –

Og at Stryange hun maaskee kan overvinde.overvinde.] rettet fra: overvinde (trykkfeil)

En Qvinde ham? O! nei man Under nok har hørt
Om Heltens Tapperhed –

                              Men ak! mit Sind er rørt,
Jeg veed ei selv hvoraf; mit Hierte ængster, trykker,
En Anelse, gid den ei spaae min Siel Ulykker.
Jeg hører, synes mig, en Stemme hvor jeg gaaer,
Som om Stryanges Død og om min egen spaaer.

Hvad Under, at du er i denne Time bange,
Da Piile, Sværd og Spyd omringe din Stryange;
Til det, som aner dig, den rette Grund jeg veed:
Stryanges Fare og din egen Kierlighed.

Ja du har Ret, jeg selv med slige Grunde straffer
Mit bange Hierte; men dog intet Roe mig skaffer:
En stille Qval alt meer og meer udi mit Bryst
Opelskes uformærkt, bortjager Haab og Trøst.
Ja jeg erindrer nok den Dag, da min Stryange
Mig sagde sit Farvel, hvor var mit Hierte bange?
Og han, som altid før saa kiek og mandig var
Beklemt, uroelig da skiult Sorg i Hiertet bar.
Han neppe kunde sig af mine Arme vriste,
Som om han forud alt vort fælles Vanhæld vedste;
Han sagde tit Farvel, gik bort og kom igien
Og bad: Omfavn endnu engang din beste Ven!
O! skal jeg, sagde han, for evig dig forlade?
Og mon vi aldrig meer maae see hverandre glade?
Mig kalder Krigen – du maae lære uden mig
Om Himlen byder det, at leve lykkelig.
Han gik, og disse Ord mit Hierte giennemtrængte,
Jeg ham med Suk endnu tilsidst om Halsen hængte,
Og sagde: Nei ak! nei, jeg skulde leve vel,
Naar du, min beste Deel, var revet fra min Siel?

Du vilde dog ei døe?

                              Jeg skulde overleve
En saa høitelsket Mand? nei mine Dage bleve
Mig kun til Byrde da; een Dag os begge to
Fra Livet rykke skal, til Tegn paa fælles Tro.

Forlad, min Søster, jeg dit Forsæt ei kan priise:
Du Kongedatter er og Heltemod bør viise;
Stryange strider nu for elsket Fødeland,
Han stride bør som Helt, ei som Rheteæ Mand.
Han lever i vort Bryst, om han i Striden falder,
Hans Navn ei flettes ud; man hannem stedse kalder
Skytsengel for sit Land, hans Roes i Marmor staaer,
Den Helt, som døer i Krig, Udødelighed naaer.

Nitocre! dersom du mit Hiertes Tilstand kiendte
Og saae hvor liden Trøst det kan af Skygger hente;
Thi Æren Skygge kun og Dydens Gienfærd er,
Den minder om vort Tab og saarer endnu meer.
Faaer jeg min Mand igien, naar man hans Mod berømmer?
Naar Efterslægten ham blant Guder Sted tildømmer?
Nei skulde Hiertet da et Lægemiddel faae,
Saa var det at han slet af Minde kunde gaae.
Men døm Nitocre selv, om jeg og kunde glemme
En Mand, som han – –

                              Hvordan! hvem seer jeg! hvilken Stemme!
Stryanges Frue her!

                              Ja, lever han, o! siig!
Ak! lever han endnu – –

                              Han lever seierrig:
Ei altid Lykken kan Zarines Vaaben føie,
De stolte Sacer nu sig under Aaget bøie,
Heltinden ydmyg af Stryange venter Fred,
At eftergive hun, som overvinde veed.

Men hør! hvi tøver nu! hvor er dog min Stryange?
Mon han Zarine selv og taget har til Fange?
Og siig mig, var han glad og mon han saaret er?
Og mon han veed at jeg med Længsel venter her?

Stryange allermindst kan dette Møde vente,
Han til Ecbatana et Bud nu nyelig sendte
Med Underretning om den vel fuldendte Krig
Og om den Seier, som jeg vil beskrive dig:
Fra Solens Opgang vi med lige Mod og Lykke
Paa begge Sider streed; og ingen vilde rykke
Tilbage først –

                              Kun kort: gik det Stryange vel?
Vidtløftighed er nu en Pine for min Siel.

Zarine Sacerne med Mod og List anførte,
Skiønt Vaaben bragede, man hendes Stemme hørte:
Frem Sacer, raabte hun, frem, frem, slaae ned for Fod
Og hug og stik og skyd! lad strømme Meders Blod!

O! min Stryange, o! da var dit Liv i Fare,
Da bad min heele Siel at Himlen vilde spare
En Helt saa kier for mig: Velan, min Bøn er hørt:
Til Medynk Himlen blev ved mine Sukke rørt.

Knap vore Vaaben frem for tapper Modstand trængte,
Da selv Stryange sig midt ind i Faren slængte,
Alt hvad ham forekom, hans Vredes Offer blev,
Og næsten han paa Flugt den bange Fiende drev,
Da Sacer strømme frem igien fra alle Sider;
Zarine selv til Hest anfører, raaber, strider;
Hun Helten møder med betænksom Hurtighed,
Seer Faren og den strax at overvinde veed.
Da stod et blodigt Slag; alt, hvad man Vaaben kalder,
Med Gruesomhed blev brugt og Helt paa Helte falder,
En Arm den anden hug; et Sværd det andet brød,
Med Glavind, Spyd og Piil man hug og stak og skiød.
Nu saae man Krigens Gud med Vrede sig at væbne
Mod Sacers Dronning, som bestemte Krigens Skiebne:
Hun faldt af Hesten ned; rask løb Stryange hen,
Afvendte vore Hug, opreiste Dronningen:
Kom, sagde han og følg; i mig du vist skal finde
En værdig Ven, som ei allene veed at vinde –
Hvad, sagde hun, og greb med Vrede til sit Sværd,
Jeg overvunden? nei, erkiend Heltinders Værd,
Mit Liv du reddet har, men ei min Styrke svækket,
Ei Ordenen endnu udi min Hær er brækket.
Hun sagde disse Ord og Helten hende tog
Op paa sin Arm og strax en Kreds vi om dem slog.
Men med alt dette var Stryanges Sind nedslaget,
Jeg Seierherren saae, Gud veed hvoraf betaget.

Men tael, hvi sørger han? han vist nok saaret er?

I Hiertet ja maaskee – Jeg kan ei sige meer.–

I Hiertet – nu vel an, hans høie Siel jeg kiender;
Mod undertrykte Dyd den tidt af Ømhed brænder:
Han uden Suk ei seer Zarines tappre Haand,
Som nyelig Scepter bar, at bære Slavebaand.

Zarine tapper ei og modig er allene,
Hos hende Mod og Dyd og Viisdom sig forene –
Og naar jeg lægger til: hun skiøn som Solen er –

Man altsaa Grunden let til Heltens Ømhed seer,
Han høit Fortienester endog hos Fienden agter,
Og Lykkens slibrig Gunst ei uden Frygt betragter,
Den smiler nu for ham og er Zarine vred;
Med Grund befrygter han dens Ubestandighed.
Velan Nitocre, vi gaae hen for hid at hente
Den Krands, jeg flettet har, det Sværd, min Fader sendte:
Ham Krandsen være skal paa Kierlighed et Pandt
Og Sværdet Ærestegn fordi han Seier vandt.

Han vandt; men vidste du at han ved denne Seier
Sin Dyd, sin Roe har tabt; ja naar jeg overveier
Hans Medynk, Ord og Suk og den Forvirrelse,
Jeg Elskov kunde der i Strid mod Dyden see;
Nu Blodet Skamfuldhed paa Heltens Pande maler,
Nu staaer han længe taus, nu kort og afbrudt taler,
Nu for Zarine han paa Knæe nedkaster sig
Og nu igien staaer op fra Jorden pludselig.
Ja det er aabenbart, han elsker vist Zarine:
Han sine Ønsker naae! men jeg naaer ogsaa mine:
Stryange lastefuld landflygtig blive maae
Og hans forladte Plads for mig skal aaben staae.
Da skal den Elskovs Ild, som ulmer i mit Hierte
Og det saa længe har forvoldet lønlig Smerte,
I lyse Flammer sees. Hvad Ære Lykke naar
Jeg engang til Gemal en Kongedatter faaer.
Jeg Tønder sanke vil nu til Stryanges Lue,
Opmuntre ham til sin Zarine at beskue,
Beskrive hendes Dyd og Mod og Yndighed
Og sort afmale ham Rheteæ Kierlighed.
Naar han Zarine da sit Hierte haver skienket
Og Troe og Love mod sin Brud og Konge krænket;
Jeg for Cyaxares da som Misgierningsmand
Ham strax anklage skal; men see der kommer han.

Du tappre Meders Helt, vort Riges Haab og Stytte!
Til Lykke nu med Fred og med dit rige Bytte.

Hvem jeg? jeg lykkelig! fordi jeg vandt et Slag?
Jeg burde, det er vist, velsigne denne Dag.
Med Glæde mødte jeg den blide Morgenrøde;
Men Aftenen ak! den vil bittre Smerter føde –
Vi faae Lorano snart den længe ønskte Fred,
Zarine selv af Mord og Brand og Krig er kied.
For mig er dog ei Fred, en Striid er i mit Hierte
Imellem Lyst og Pligt, imellem Fryd og Smerte,
Imellem Frygt og Haab og Had og Kierlighed,
Min sønderrevne Siel ei nogen Redning veed.

Stryange! hvad er det? i Dag da Glæden byder,
At hver en Meder sig i Seiers Sange fryder;
Du eene sukke skal? Du føler intet af
Den Glæde, Himlen selv det ganske Rige gav.
Du sørger og hvorfor? oplad mig dog dit Hierte,
Det ellers briste maae, dølg ei din Qval og Smerte!
Tal frit, du kiender mig, min Taushed og min Troe
Hvo veed? mit ringe Raad – –

                              Det kan ei skaffe Roe.
Siig hvad Undskyldning er? hvad Raad for en Lastværdig?
Som nedrig Vellyst giør til Sviig, til Meeneed færdig,
Som glemmer Lov og Pligt?

                              Jeg dig begriber ei;
Hvor er Forræderen?

                              Hvor er han! – det er jeg;
Jeg, som forraade vil den beste Svigerfader,
Jeg, som hans Datter nu mod Pligt og Eed forlader,
Jeg, som hans Fiende til Gemal begiere kan
Og voldsom slukke vil min første Elskovs Brand?
Ja jeg, som taler her, jeg selv er det Uhyre.

Hvis du kun mod dig selv din Vrede vilde styre,
Da var du mindre grum, Rhetea elsker dig?
Det tænker du! men viid, at hun forstiller sig
Hun troeløs er – –

                              Nei holdt, du hendes Dyd vanærer,
Og ved opdigtet Trøst lastværdig Lue nærer:
Du ei formindske maae min Last og hendes Dyd.Dyd.] rettet fra: Dyd (trykkfeil)

Nei aldrig kiendte jeg den ondskabsfulde Fryd,
At smigre for min Ven ved andre at fornærme;
Nei Himlen dig og mig saa sandt fra Ondt beskierme,
Som din Rhetea nu koldsindig troeløs er;
Men du, som Hofmand, bør ei sligt dig tage nær.
Ja ved qvindagtig Dyd en Helt som du maae kiedes;
Nei nei, en værdig Brud Stryange nu beredes,
Som ligner ham i Mod. Zarine seierrig
Sin Haand, sit Hierte, ja sin Throne byder dig.

Skal jeg da min Gemal og Kongen selv forraade?

Som Konge kan du let undvære Kongens Naade,
Da bliver Villien Lov, du viis, retfærdig er,
Naar dine Ønsker du i alt opfyldte seer:

Det er Tyranners Sprog

                              Nu vel, adspørg din Ære
Bør den i Helters Bryst ei Herskerinde være?
Den ofte fordrer at en nedrig kielen Lyst
Fornægtes, drives ud af mandigt hærdet Bryst.
Til Thronen Himlen dig i Dag en Vei bereder– –

Hvad? Himmel? nævn ei den, den hader en Meeneder.Meeneder.] rettet fra: Meeneder (trykkfeil)

Men naar du soret har en ubetænksom Eed,
Da bryd den uforsagt og Himlen blier ei vred;
Rhetea har hun vel en Throne dig at byde?
Cyaxares kan døe; men du maae dog adlyde
Har ei Astyages til Faders Throne Ret?
Og at adlyde ham, betænk hvad koster det?
Velan, din Lykke grib, du kan med Fryd bestige
En Throne, som du vandt foruden Blod og Krige
Og for din Konges Had kast al Bekymring hen,
Du var hans Undersaat, du bliver da hans Ven.

Hans Ven! han elske den, som mod en yndet Datter–

En Konge Venskab kun paa Grund af Nytten skatter,
Med mægtig Naboe vil enhver i Forbund staae,
Men Dyd og Last ei i Betragtning komme maae.
Nok, Æren byder dig – –

                              Jeg kiender ingen Ære,
Som kan mod Dyd og Pligt og Troeskab stridig være.
Naar en Lastværdig jeg endog paa Thronen seer,
Jeg undertrykte Dyd dog altid agter meer.

Alt det er Heltes Dyd, som Ærens Love lærte.
Mit Raad foragter du! men spørg engang dit Hierte,
Det strax retfærdiggiør din Lues Heftighed,
Zarine, siger det, fortiener Kierlighed.

Ak! du bevæbner dig mod Dydens svage Side:
Fornuften kan ei meer mod dig og Hiertet stride,
Velan, det er forbie, jeg Tiger være maae,
Rhetea du af mig dit Banesaar skal faae.
Ja du skal døe af Sorg, fordi jeg blev Forræder,
Det hærde skal mit Sind jo meer Rhetea græder,
Min første Kierlighed til Grumhed vendes skal,
Kom med dit onde Raad, tal nu, Lorano tal.

Rheteæ Falskhed maae din Heftighed undskylde,
Jeg som en trofast Ven mit Løfte skal opfylde,
Ved mig retmæssig Sag du skal mod hende faae,
Forlad dig kun paa mig, jeg strax begynde maae.

Ak! Himmel! hvilket Skridt! hvor er jeg? hvilke Tanker!
Af Skræk, af Skamfuldhed mit grumme Hierte banker,
O! Guder, o! hvi slaaer ei Vredens Torden ned
Og knuser en Barbar og straffer Gruesomhed?
I tøve! nu velan, alt meer mit Hierte hærdes,
Jeg snart ei længer skal for Guder, selv forfærdes,
Til Laster jeg alt meer og meere Styrke faaer,
Om Pligt og Dyd og Gud al Tanke mig forgaaer.
Zarine! ja du har en Talsmand i mit Hierte,
Som alt for meget mig om dine Dyder lærte.
Den Viisdom hun mig tit i Krigen skue lod,
Den Ædelmodighed, det meer end Heltemod.

Hun taler, hvilket Sprog og Tænkekraft og Orden!
Hun strider, hvilket Mod! hun truer, hvilken Torden!
Hun byder, Tigren selv med Lyst adlyde vil!
Hun hader, hvilken Skræk! hun elsker, hvilken Ild!
Men hvad! Rhetea der – –

                              O! jeg min Seiervinder
Omfavner, men hvordan! jeg dig bedrøvet finder;
Tag min Stryange dog, tag Deel udi min Fryd,
Og af Rheteæ Haand ei denne Krands forskyd,
Og dette Sværd, som dig – –

                              Ja jeg skal Sværdet tage,
Men viid, en Troeløs kan ved Gaver ei behage.

En Troeløs! Himmel! hvad! hvo har bedraget dig?

Det veed Rhetea best! skielv, naar jeg hevner mig!
Nok, lad mig gaae – –

                              Nei holdt, igiennemboer mit Hierte.
Jeg skielve for din Hevn! hvad er det, hvilken Smerte?
Forklar mig denne Drøm! hvordan du hader mig?

Jeg hader, straffer og forbander altid Sviig.

See din Rethea her for dine Fødder falder
Og Jord og Himmel selv til Straf og Hevn paakalder:
Gid Lynilds Straaler ned udi mit Hierte slaae
Og Jorden revnende mig strax opsluge maae
Om ei min heele Siel for dig Stryange brænder
Og om jeg anden Fryd og Roe og Lykke kiender.
End den, jeg føler i din ømme Kierlighed;
At leve, døe hos dig jeg stedse var bereed.
Hvor ofte har jeg sagt? hvor ofte skal jeg sige?
At jeg foragtede min Faders heele Rige
Og vilde glad med dig midt i en Ørken boe
Og jeg, jeg skulde nu ei længer være troe.

Rhetea har du glemt Cyaxares din Fader!
At for hans Undersaat du dig saa dybt nedlader?
Viid disse Sukke kun vanære meer din Stand.

Nei de mig Ære giør, de ofres til min Mand.
Om jeg mit Hierte selv af Brystet kunde rive,
Jeg var i Stand dertil, for Troeskabs Pandt at give;
Men er ei Taarer nok? foragter du min Eed?
Velan, stød til og hevn en skuffet Kierlighed.

O! hvilken gruesom Strid, mit Hierte bliv forhærdet.forhærdet.] rettet fra: forhærdet (trykkfeil)

Stryange tal, hvordan! du er maaskee forfærdet,
Fordi Mistanke dig saa vit forledet har;
Siig, hader du endnu, elskværdige Barbar.

Nei Kierlighed til dig er Kilden til min Smerte;
Men gid kun bittert Had opfylde maae mit Hierte
Jeg maae, – jeg gyser for min egen Gruesomhed
Jeg maae forglemme dig og Himlen og min Eed.

Retfærdig Himmel, hvad! var det ham selv som talte?
Min Mand! Stryange, som sit Raserie afmalte?
Jeg gyser, hvilke Ord! min Søster ak jeg maae –

Uskyldige, du skal af Himlen Biestand faae.
Hvo kan udredde sig af disse Bitterheder?
Og hvo kan holde ud det Stød, man os bereder?
Stryange nu saa grum, der før saa venlig var,
Mod Dyden, Guder, dig en spottende Barbar.
Han! en Misgierningsmand! han sin Rhetea hader?
O! Gud, i hvilken Qval han sin Gemal forlader!
Ja Himmel! hvis du dog endnu retfærdig er
Og undertrykte Dyd paa Jorden haver kier,
Straf en Lastværdig – –

                              Nei beed godt for den Forræder!
Den kun er uden Haab, som sig i Laster glæder.
Han skrækkes ved sig selv, han strider, gid han maae
I Guder! hører, gid Stryange Seier faae.