FØRSTE DEEL.¹ [I, 1]

FØRSTE DEL¹ [I, 1]

[1]En Eftermiddag for et Snees AarSnees Aar] 20 år siden¹ var en Reisende, der kom Syd fra, steget af paa² Skydsskiftet . . . .³ i et af Landets nordlige Amter.Amter] tilsvarer nåværende fylker, på midten av 1800-tallet var det ca. 20 amt i Norge Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjæsteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro man overfaldes af paa⁵ disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes,⁶ ved en mørk, regnfuld Octoberdags⁷ hele Tristhed.

[3]En Eftermiddag, mod Slutningen af Trediveårene,¹ var en Reisende, der kom Syd fra, steget af på² Skydsskiftet Storemo, beliggende³ i et af Landets nordlige Amter. Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjæsteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro,⁴ man overfaldes af på⁵ disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes ved en mørk, regnfuld Oktoberdags⁷ hele Tristhed.

Skydsen havde allerede ladet vente paa¹ sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Miil² i det onde³ Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige LeilighederLeiligheder] omstendigheter forsøger,⁴ for at bekjæmpe Utaalmodigheden,⁵ og bringe Minutterne til at gaae⁶; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid, bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side, han havde vist for syvende Gang beseet SkilderierneSkilderierne] dekorasjoner, f.eks. malerier og tegninger paa Væggene, ligefra de fire Aarstider⁷ i straalende⁸ Regnbuefarver,⁹ indtil de to KobberstikKobberstik] bilde på papir framstilt ved hjelp av en gravert eller etset kobberplate paa¹⁰ hver Side af Speilet, der begge i accurat¹¹ samme Udgave [2]fremstillede Christianus VII rex,¹²Christianus VII rex] Christian VII (1749–1808), konge av Danmark-Norge 1766–1808 og syntes at protestere mod den Sætning, at man kan have formeget¹⁴ af det Gode. Endelig strakte han sig saa lang han var paa det haarde¹⁵ Stykke Meubel¹⁶, der under Navn af Sopha,¹⁷ som en ganske extraordinær Beqvemmelighed¹⁸ undertidenundertiden] av og til findes paa¹⁹ de norske Skydsstationer, og lod som han sov.

Skydsen havde allerede ladet vente på¹ sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Mil² i det slette³ Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige Leiligheder [4]forsøger for at bekjæmpe Utålmodigheden⁵ og bringe Minutterne til at gå⁶; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid, bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side, han havde vist for syvende Gang beseet Skilderierne paa Væggene, ligefra de fire Årstider⁷ i strålende⁸ Regnbuefarver indtil de to Kobberstik på¹⁰ hver Side af Speilet, der begge i præcis¹¹ samme Udgave fremstillede Christianus VII Rex¹² og syntes at protestere mod den gamle¹³ Sætning, at man kan have for meget¹⁴ af det Gode. Endelig strakte han sig saa lang han var paa det hårde¹⁵ Stykke Møbel¹⁶, der under Navn af Sofa¹⁷ som en ganske extraordinær Bekvemmelighed¹⁸ undertiden findes på¹⁹ de norske Skydsstationer, og lod som han sov.

Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle GlasGlas] rettet fra: Glasse (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende paa Sophaen² med umiskjendelig nysgjerrige Blikke. Denne var en ganske ung Mand, og trods den Tilstand af legemlig Træthed og det allersletteste Humeur³, hvori han befandt sig, maatte⁴ han nok have gjort et fordeelagtigt⁵ Indtryk paa⁶ den Gamle, efter hendes Mine at dømme.

Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle Glas og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid,¹ end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende på Sofaen² med umiskjendelig nysgjerrige Blikke. Denne var en ganske ung Mand, og trods den Tilstand af legemlig Træthed og det allersletteste Humør³, hvori han befandt sig, måtte⁴ han nok [5]have gjort et fordelagtigt⁵ Indtryk på⁶ den Gamle, efter hendes Mine at dømme.

Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei maatro¹, udbrød hun endelig.

Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei måtro¹, udbrød hun endelig.

Georg Cold – saa hedte¹ den Fremmede, saa² uvillig op uden at svare.

Georg Kold, så hed¹ den Fremmede, så² uvillig op uden at svare.

Lettet ved den gjorte Begyndelse tilføiede hun:

Lettet ved den gjorte Begyndelse,¹ tilføiede hun:

Med Forlov,Med Forlov] unnskyld er han kanskee¹ den ventendes Fuldmægtig hos Amtmanden?Amtmanden] embedsmann som styrer et amt

Med Forlov, er han kanske¹ den ventendes Fuldmægtig hos Amtmanden?

Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke,¹ hendes Interesse steg tvertimod øiensynlig, og enten vor [3]Reisende vilde eller ei, maatte² han give sig i Snak med hende. Han benyttede da Leiligheden til at indhente nogle Oplysninger om Familien, som hun nøie kjendte, om Gaardens³ Beliggenhed etc⁴. Tilsidst spurgte han om Amtmanden havde mange Børn.

Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke;¹ hendes Interesse steg tvertimod øiensynlig, og enten vor Reisende vilde eller ei, måtte² han give sig i Snak med hende. Han benyttede da Leiligheden til at indhente nogle Oplysninger om Familien, som hun nøie kjendte, om Gårdens³ Beliggenhed osv⁴. Tilsidst spurgte han,⁵ om Amtmanden havde mange Børn.

Javist, han har en Søn.

Javist har han Barn¹, han har en Søn.

Men ingen Døttre¹?

Men ingen Døtre¹?

Jo Gud bevars, der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der blev³ gifte, den ene med Fuldmægtigen, den anden⁴ med Huuslæreren⁵, der fik Præstekald. Nu er der bare Frøken Amalie hjemme.

Jo,¹ Gud bevars, han har Døtre også;² der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der bleve³ gifte, den ene med Fuldmægtigen, den andre⁴ med Huslæreren⁵, der fik Præstekald. Nu er der bare Frøken Amalie hjemme.

Er Frøken Amalie voxen¹?

Er Frøken Amalie voksen¹?

Voxen¹? ja kors hun er voxen³ nok, hun er netop jevngammel med Lisbeth-Marie, dem gik og læste sammen, – Lisbeth-Marie, det er nu min Datter skal jeg sige Dem, og hun bliver to og tyve til Mikkelsmis.Mikkelsmis] Mikkelsmess/St. Mikaelsfest, en religiøs høytidsdag til minne om erkeengelen Mikael, kalles av og til også høsttakkefest

Voksen¹? ja kors,² hun er voksen³ nok, hun er [6]netop jevngammel med Lisbeth-Marie, dem gik og læste sammen, – Lisbeth-Marie, det er nu min Datter,⁴ skal jeg sige Dem, og hun bliver to og tyve til Mikkelsmis.

Er hun smuk?

Er hun smuk?

Hvad befalls¹?Hvad befalls] unnskyld; hva mener/sier du

Hvad befal's¹?

Er Frøkenen vakker?

Er Frøkenen vakker?

Det skulde jeg troe¹, sagde Konen. Jo det er nok noget til deiligt Menneske det! De skulde se hende naar³ hun kommer til Kirken, det lyser lang Vei af hende, saa⁴ deilig er hun.

Det skulde jeg tro¹, sagde Konen. Jo,² det er nok noget til deiligt Menneske det! De skulde se hende, når³ hun kommer til Kirken, det lyser lang Vei af hende, så⁴ deilig er hun.

Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. – –¹ Er det Skydsen som kommer? – –³ Det bliver en farlig Affaire⁴ den! lagde han til, forfølgende sin Tanke.

Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. Er det Skydsen,² som kommer? Det bliver en farlig Affære⁴ den! lagde han til, forfølgende sin Tanke.

[4]Nei farlig er slet ikke Veien, naar¹ De kjører peent², kjører De den Milen paa³ to Timer, trøstede Konen ham. Jo der kommer den.⁵

Nei farlig er slet ikke Veien; når¹ De kjører pent², kjører De den Milen på³ to Timer, trøstede Konen ham. Jo,⁴ der kommer den!⁵

Gjestgiverskens¹ Beregning af de to Timer viste sig alligevel at have været for sangvinsk.sangvinsk] optimistisk Med en ganske anden sagkyndig Vægt² forsikrede Skydsgutten, at i mindre end tre,³ var der ingen Mulighed i at tilbagelægge denne Vei. Hvo som kjender det Mindste til vore Veie i den rigtige Vaar⁵- og Høstsøle, veed⁶, at dette ikke er nogen Overdrivelse. Da Cold⁷ hørte dette, befalede han sig Gud i Vold og overlod Gutten Tømmene⁸. Mørket faldt sterkt paa⁹, og man hørte ingen anden Lyd end Hestens tunge pladskende Trin og Vindens Susen i de vaade¹¹ Træer. Saaledes¹² unddraget alle ydre adspredende Indtryk, hengav Cold¹³ sig ganske til Strømmen af sine Betragtninger. Hans naturlige Freidighed og Længsel efter Maalet,¹⁴ begyndte at vige for den uhyggelig ængstende Fornemmelse,¹⁵ man betages af,man betages af] man får naar¹⁶ man er i Begreb med at træde ind i en vildfremmed Kreds, og det i en Tilstand af Træthed og Nedspændthed. Hvor det da er godt at komme til en Moder eller en snild¹⁷ omhyggelig Tante! –¹⁸ Man frygter det første Indtryk, man vil modtage af en Omgivelse, man for længere Tid skal slutte sig til, man frygter for det Indtryk, man selv vil gjøre!²¹ For at være ærlig, maa²² vi tilstaae²³, at den første Bekymring, [5]hvordan Familien vilde behage ham, beskjæftigede²⁴ ham langt mere²⁵ end den sidste. Om dertil endnu kom en lille hemmelig Frygt for Frøken Amalie, tør vi ikke afgjøre.

Gjæstgiverskens¹ Beregning af de to Timer viste sig alligevel at have været for sangvinsk. Med en ganske anden sagkyndig Vegt² forsikrede Skydsgutten, at i mindre end tre var der ingen Mulighed i at tilbagelægge denne Vei. Hvo,⁴ som kjender det Mindste til vore Veie i den rigtige Vår⁵- og Høstsøle, ved⁶, at dette ikke er nogen Overdrivelse. Da den Reisende⁷ hørte dette, befalede han sig Gud i Vold og overlod Gutten Tømmerne⁸. [7]Mørket faldt stærkt på⁹, og man hørte ingen anden Lyd end Hestens tunge,¹⁰ pladskende Trin og Vindens Susen i de våde¹¹ Træer. Således¹² unddraget alle ydre adspredende Indtryk, hengav Kold¹³ sig ganske til Strømmen af sine Betragtninger. Hans naturlige Freidighed og Længsel efter Målet¹⁴ begyndte at vige for den uhyggelig ængstende Fornemmelse man betages af, når¹⁶ man er i Begreb med at træde ind i en vildfremmed Kreds, og det i en Tilstand af Træthed og Nedspændthed. Hvor det da er godt at komme til en Moder eller en snil,¹⁷ omhyggelig Tante! Man frygter det første Indtryk, man vil modtage af en Omgivelse, som¹⁹ man for længere Tid skal slutte sig til, og²⁰ man frygter for det Indtryk, man selv vil gjøre.²¹ For at være ærlig, må²² vi tilstå²³, at den første Bekymring, hvordan Familien vilde behage ham, beskjeftigede²⁴ ham langt mer²⁵ end den sidste. Om dertil endnu kom en lille hemmelig Frygt for Frøken Amalie, tør vi ikke afgjøre.

Hurtigere end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til Amtmandsgaarden². I det dybe Tusmørke kunde Cold³ endnu skimte Omridsene af en stor,⁴ uregelmæssig Bygning. Efter et af Skydsgutten besvaret Spørgsmaal⁵, der lød fra en Dør eller et Vindue⁶, kom der Bevægelse i Huset. Lys forsvandt og flagrede hen⁷ i andre Vinduer⁸, og Cold, som var traadt⁹ indenfor, hørte Døre slaaes¹⁰ i og Lyd som af flygtende Trin. Da Intet Menneske viste sig, vovede han sig indenfor endnu en Dør, der stod paa¹¹ Klem, og han befandt sig da i et Værelse, der havde Udseende af at være Familiens Dagligstue. Paa¹² Bordet laae¹³ en væltet Syekurv¹⁴ og paa¹⁵ Gulvet et Strikketøi, som en halvvoxen¹⁶ Kat bearbeidede paa¹⁷ det bedste, et Lys stod endnu paa¹⁸ Bordet, et andet, eftersat paa¹⁹ en Komode, blaffede uhyggelig²⁰ for den aabne²¹ Dør. Men nu kom Amtmanden ind, en Mand paa²² henved tredsindstyve²³,tredsindstyve] 60 lille²⁴ og spædlemmet, med et ædelformet Ansigt, hvorover der hvilede et eget Sløer²⁵ af Sygelighed, Træthed eller KummerKummer] bedrøvelse; sorg – dette kunde det første Blik ikke let bestemme. Det graanende Haar²⁶ krusede sig i tynde, ziirlige²⁷ Lokker. I et Sprog, hvori den danske Accent var umiskjendelig, bød han Cold²⁸ velkommen og undskyldte sine [6]Damers Fraværelse med huuslige²⁹ Forretninger, men haabede³⁰ ved Aftensbordet etc³¹. Han bukkede sig derpaa³², og efterat han med megen SagtmodighedSagtmodighed] tålmodighet havde udløst Strikketøiet af Kattens modstræbende Kløer, tog han Lyset og inviterede Cold³⁴ venlig til at følge ham til et for ham bestemt Værelse ovenpaa³⁵. Den gamle Mands hjertelige Væsen lod Cold strax³⁶ glemme det første ubehagelige Indtryk, og han forvandt det aldeles, da han saae³⁷ sig alene paa³⁸ det smukke, hyggelige Værelse, hvor han forefandt alle de Bekvemmeligheder, en træt Reisende kan ønske sig.

Hurtigere,¹ end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til Amtmandsgården². I det dybe Tusmørke kunde vor Reisende³ endnu skimte Omridsene af en stor uregelmæssig Bygning. Efter et af Skydsgutten besvaret Spørgsmål⁵, der lød fra en Dør eller et Vindu⁶, kom der [8]Bevægelse i Huset. Lys forsvandt og viste sig snart⁷ i et, snart i et andet Vindu⁸, og Cold, som var trådt⁹ indenfor, hørte Døre slåes¹⁰ i og Lyd som af flygtende Trin. Da Intet Menneske viste sig, vovede han sig indenfor endnu en Dør, der stod på¹¹ Klem, og han befandt sig da i et Værelse, der havde Udseende af at være Familiens Dagligstue. På¹² Bordet lå¹³ en veltet Sykurv¹⁴ og på¹⁵ Gulvet et Strikketøi, som en halvvoksen¹⁶ Kat bearbeidede på¹⁷ det bedste, et Lys stod endnu på¹⁸ Bordet, et andet, eftersat på¹⁹ en Komode, blaffede uhyggeligt²⁰ for den åbne²¹ Dør. Men nu kom Amtmanden ind, en Mand på²² henved de Treds²³, liden²⁴ og spædlemmet, med et ædelformet Ansigt, hvorover der hvilede et eget Slør²⁵ af Sygelighed, Træthed eller Kummer – dette kunde det første Blik ikke let bestemme. Det grånende Hår²⁶ krusede sig i tynde, sirlige²⁷ Lokker. I et Sprog, hvori den danske Accent var umiskjendelig, bød han den nye Husfælle²⁸ velkommen og undskyldte sine Damers Fraværelse med huslige²⁹ Forretninger, men håbede³⁰ ved Aftensbordet, osv³¹. Han bukkede sig derpå³², og efterat at³³ han med megen Sagtmodighed havde udløst Strikketøiet af Kattens modstræbende Kløer, tog han Lyset og indbød Kold³⁴ venlig til at følge ham til et for ham bestemt Værelse ovenpå³⁵. [9]Den gamle Mands hjertelige Væsen lod Georg straks³⁶ glemme det første ubehagelige Indtryk, og han forvandt det aldeles, da han så³⁷ sig alene i³⁸ det smukke, hyggelige Værelse, hvor han forefandt alle de Bekvemmeligheder, en træt Reisende kan ønske sig.

En Times Tid efter blev Cold¹ kaldt ned til Aftensbordet. Da han kom ind i Dagligstuen, fandt han to pyntede Damer, der af Amtmanden bleve² ham forestillede som hans Kone³ og Datter. Fruen begyndte paa⁴ en ziirlig⁵ Undskyldningstale, som han dog halvt overhørte, da hans Opmærksomhed ganske var rettet paa⁶ den yngre Dame. Den befrygtede Skjønhed fandt han mindre farlig end han havde ventet. Det var dog en ganske vakker Pige, høi og fyldig af Væxt,⁸ og mere blond end Moderen, der var mindre og finere bygget; man kunde tage dem for to Søstre, men dog maaskee⁹ kalde den sidste smukkest. Efterat han havde faaet¹⁰ denne Beroligelse, der paa¹¹ et Haar¹² lignede en Skuffelse, spiste han med den bedste Appetit af det rigelige Aftensbord hvormed manman] rettet fra: han (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) vilde hædre den nye Huusfælle¹⁴.

En Times Tid efter blev han¹ kaldt ned til Aftensbordet. Da han kom ind i Dagligstuen, fandt han to pyntede Damer, der af Amtmanden blev² ham forestillede som hans Hustru³ og Datter. Fruen begyndte på⁴ en sirlig⁵ Undskyldningstale, som han dog halvt overhørte, da hans Opmærksomhed ganske var rettet på⁶ den yngre Dame. Den befrygtede Skjønhed fandt han mindre farlig,⁷ end han havde ventet. Det var dog en ganske vakker Pige, høi og fyldig af Vækst⁸ og mere blond end Moderen, der var mindre og finere bygget; man kunde tage dem for to Søstre, men dog måske⁹ kalde den sidste smukkest. Efterat han havde fået¹⁰ denne Beroligelse, der på¹¹ et Hår¹² lignede en Skuffelse, spiste han med den bedste Appetit af det rigelige Aftensbord,¹³ hvormed man vilde hædre den nye Husfælle¹⁴.

[7]Vi forlade¹ ham her rolig en Stund, og idet vi foregribe³ de Iagttagelser, som han selv først efter længere Tid med Sikkerhed kunde anstille, ville⁴ vi gjøre Læseren bekjendt med et Par Individer af hans nye Omgivelse. Vi nødes derved til med nogen Udførlighed at dvæle ved et af dem, baade⁵ fordi dette Individ uafvendeligt⁶uafvendeligt] som ikke kan hindres griber ind i Fortællingen, og fordi dets Charakteristik paa⁷ en viss⁸ Maade slutter alle de Øvriges i sig.

Vi forlader¹ ham her rolig en Stund, og,² idet vi foregriber³ de Iagttagelser, som han selv først efter længere Tid med Sikkerhed kunde anstille, vil⁴ vi gjøre Læseren bekjendt med et Par Individer [10]af hans nye Omgivelse. Vi nødes derved til med nogen Udførlighed at dvæle ved et af dem, både⁵ fordi dette Individ hovedsagelig⁶ griber ind i Fortællingen, og fordi dets Karakteristik på⁷ en vis⁸ Maade slutter alle de Øvriges i sig.

Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet Kone¹. Hun havde læst meget², oplevet meget³, og hun talte derom i et Sprog, der baade⁴ var ziirligt⁵ og flydende, og kunde hun under dette faae⁶ Leilighed til at udvikle en eller anden lille⁷ skjøn Grundsætning, saa⁹ gjorde hun det gjerne. Hun havde været «romantisk» i sin Ungdom. For dem af vor yngre Slægt, der ikke rigtig ved, hvad dette vil sige, bemærke¹⁰ vi i al Korthed, at dette er¹¹ et hjemmelavet Begreb, der ikke synes at have staaet i nogen Sammenhæng med den tiecksketieckske] henvisning til Johann Ludwig Tieck (1773–1853), jf. innledningen, «Fru Ramms 'romantikk'» – middelalderske Romantik. Det var ikke Poesien selv¹², kun et SurrogatSurrogat] erstatning for den¹³, uægte laante Fjedre¹⁴,Fjedre] fjær dens aflagte Stads, der gaar¹⁵ ned til Terner og Kammerjomfruer.Terner og Kammerjomfruer] tjenere Tiden og det praktiske Liv – Fru Ramm¹⁸ var en dygtig, praktisk Kone – havde ogsaa¹⁹ ubarmhjertig afslebet denne Side af hendes Væsen, saa²⁰ at Sporene nu kun viste sig [8]fragmentariske, som Forgyldningen paa²¹ et gammelt Meubel²². Fru Ramm var gjestfri,²³ og høist forekommende mod Fremmede. I den Kunst at arrangere²⁴ sit Huus²⁵, i at modtage og underholde Gjester²⁶, kunde ingen maale²⁷ sig med hende, og ingen²⁸ forsøgte heller derpaa²⁹. Hun nød ogsaa³⁰ en overordentlig Anseelse der i Egnen. Til hende henvendte man sig i alle Smagsanliggender,³¹ der var ingen Festlighed af nogen Betydning muelig³² uden hendes Raad³³ og Bistand. En Tvivl om at det var en Kone³⁵ af høieste³⁶ Evner og den fineste Dannelse kunde ikke engang opstaae³⁸. Hun var af dem, der kunde leve tredive Aar³⁹ til uden at have tabt en Straale⁴⁰ af den Glorie, der omgiver dem, kun maae⁴¹ de ikke rykkes ud af den Afstand, den Belysning hvori de ere⁴³ stillede.

Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet Dame¹. Hun havde læst Meget², oplevet Meget³, og hun talte derom i et Sprog, der både⁴ var sirligt⁵ og flydende, og kunde hun under dette få⁶ Leilighed til at udvikle en eller anden skjøn liden⁸ Grundsætning, så⁹ gjorde hun det gjerne. Hun havde været «romantisk» i sin Ungdom. For dem af vor yngre Slægt, der ikke rigtig ved, hvad dette vil sige, bemærker¹⁰ vi i al Korthed, at det var¹¹ et hjemmelavet Begreb, der havde beholdt Lidet eller Intet af sin oprindelige Betydning. Det var Romantiken tæmmet og afrettet for vort borgerlige Prosaliv¹², og som, berøvet Sjel og Indhold¹³, gik igjen i Grimaser og tomme Formler – ikke Poesien selv, kun et Surrogat¹⁴, dens aflagte Stads, der går¹⁵ ned til Terner og Kammerjomfruer. De trivielleste Mennesker havde den Grille at ville være romantiske, og de spillede denne Rolle undertiden meget skuffende¹⁶. Hos Fru Ramm havde dog¹⁷ Tiden og det praktiske Liv – hun¹⁸ var en dygtig, praktisk Kone – ubarmhjertig afslebet [11]denne Side af hendes Væsen, så²⁰ at Sporene nu kun viste sig fragmentariske, som Forgyldningen på²¹ et gammelt Møbel²². Fru Ramm var gjæstfri²³ og høist forekommende mod Fremmede. I den Kunst at indrette²⁴ sit Hus²⁵, i at modtage og underholde Gjæster²⁶, kunde Ingen måle²⁷ sig med hende, og Ingen²⁸ forsøgte heller derpå²⁹. Hun nød også³⁰ en overordentlig Anseelse der i Egnen. Til hende henvendte man sig i alle Smagsanliggender;³¹ der var ingen Festlighed af nogen Betydning mulig³² uden hendes Råd³³ og Bistand. En Tvivl om,³⁴ at det var en Dame³⁵ af overlegne³⁶ Evner og den fineste Dannelse,³⁷ kunde ikke engang opstå³⁸. Hun var af dem, der kunde leve tredive År³⁹ til uden at have tabt en Stråle⁴⁰ af den Glorie, der omgiver dem, kun må⁴¹ de ikke rykkes ud af den Afstand, den Belysning,⁴² hvori de er⁴³ stillede.

Men et uhildetuhildet] upartisk Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen. Hiin¹ Forekommenhed,Forekommenhed] elskverdighet hvormed hun charmerede Fremmede, kom ikke indenfra, den var ikke et velvilligt GemytsGemyt] sinn; sinnelag overstrømmende Varme, der omfatter alle², endog den ringeste Gjest³. Den var et Festskrud, som hun efter Leiligheden⁴ tog af og paa⁵. Og saaledes⁶ stod det sig omtrent med alle de Egenskaber, hvormed hun meest⁷ bestak andre⁸. Hendes Udvortes svarede paa⁹ en besynderlig Maade dertil¹⁰. Ikke mange Damer paa¹¹ Fru Ramms Alder kunde rose sig af at have conserveret¹² [9]sigconserveret sig] holdt seg saaledes¹³. Hun havde en smækker let Figur, som man endnu med Fornøielse kunde see¹⁵ i en Dands¹⁶, naar¹⁷ hun ved store Anledninger forøgede Høitideligheden ved at aabne¹⁸ Ballet, en riig Haarvext¹⁹, livlige blaae²⁰ Øine af²¹ et haardt²² Udtryk, og en blomstrende Farve, hvis oprindelige Rosenskjær nu var fastnet til et stereotypt, noget teglsteensfarvet²⁴ Rødt. Dette Udvortes²⁵ vidste hun at hæve ved en Dragt, der, naar²⁶ hun viste sig ude, baade²⁷ var smagfuld og kostbar. Hendes Ungdommelighed²⁸ var af denne chrystaliserede²⁹ Art, der vækker Mistanke om, at den opnaaes³⁰ ved en Sjelens Kulde og Tørhed, der³¹ bevarer for³² Livets smertefulde Indtryk. Thi³³ en Regel bliver det dog tilsidst, at en rigtig sjelfuld Kvinde vinder ikke den rette Skjønhed,³⁴ uden paa³⁵ den legemliges Bekostning. Kun gjennem dennes Blegnen opstaar hiint³⁶ Udtryk, der rører, fordi det fortæller om Kampen³⁸ og Seieren paa een Gang³⁹.

Men et uhildet Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen. Hin¹ Forekommenhed, hvormed hun charmerede Fremmede, kom ikke indenfra, den var ikke et velvilligt Gemyts overstrømmende Varme, der omfatter Alle², endog den ringeste Gjæst³. Den var et Festskrud, som hun efter Leilighed⁴ tog af og på⁵. Og således⁶ stod det sig omtrent med alle de Egenskaber, hvormed hun [12]mest⁷ bestak Andre⁸. Hendes Udvortes svarede på⁹ en merkelig Måde hertil¹⁰. Ikke mange Damer på¹¹ Fru Ramms Alder kunde rose sig af at have konserveret¹² sig så godt¹³. Hun havde en smækker,¹⁴ let Figur, som man endnu med Fornøielse kunde se¹⁵ i en Dans¹⁶, når¹⁷ hun ved store Anledninger forøgede Høitideligheden ved at åbne¹⁸ Ballet, en rig Hårvekst¹⁹, livlige blå²⁰ Øine med²¹ et hårdt²² Udtryk, og en blomstrende Farve, hvis oprindelige Rosenskjær dog²³ nu var fastnet til et stereotypt, noget teglstensfarvet²⁴ Rødt. Dette Ydre²⁵ vidste hun at hæve ved en Dragt, der, når²⁶ hun viste sig ude, både²⁷ var smagfuld og kostbar. Hendes Ungdom²⁸ var af denne krystalliserede²⁹ Art, der vækker Mistanke om, at den opnåes³⁰ ved en Sjelens Kulde og Tørhed, som³¹ bevarer mod³² Livets smertefulde Indtryk; thi³³ en Regel bliver det dog tilsidst, at en rigtig sjelfuld Kvinde vinder ikke den rette Skjønhed uden på³⁵ den legemliges Bekostning. Kun gjennem dennes Blegnen opstår hint³⁶ Udtryk, der rører, fordi det på engang³⁷ fortæller om Kamp³⁸ og Seir³⁹.

I sit huuslige¹ Liv var Fru Ramm skattet som en Kone der gjorde sin Kreds saare³ lykkelig. Og hendes Mand og Børn holdt af hende som gode Mennesker holde af⁵, af Nødvendighed, af Hjertets Trang. Amtmanden havde forelsket sig i hende,⁶ og ligesom Tusinde gjøre⁸ i hans Sted, vundet hende, ægtet hende,⁹ uden at spørge stort om hendes Kjærlighed¹⁰. «Den kommer nok bagefter»¹¹. Men for denne Vildfarelse at «den kommer nok bagefter,» havde han bødet med tidlige [10]graae Haar,¹⁴ og den Charakterens¹⁶ Slappelse, der indtræder hos Mænd, der lade¹⁷ sig beherske af en uædlere Natur end deres egen. Hans bløde, kjærlighedsfulde¹⁸ Sind havde forgjeves¹⁹ brudt sig mod hendes Glimre- og Herskesyge. Man kunde bebreide ham, at han ikke kraftigt nok havde modsat sig sine to ældste Døttres²⁰ ulykkelige Giftermaal²¹. Og dog elskede han sine Børn ømt, han kunde endnu følge dem, der var tilbage, med et Blik, hvori der laae²² en inderlig Bøn for deres Fremtid.

I sit huslige¹ Liv var Fru Ramm skattet som en Kone,² der gjorde sin Kreds såre³ lykkelig. Og hendes Mand og Børn holdt af hende,⁴ som gode Mennesker gjør det⁵, af Nødvendighed, af Hjertets Trang. Amtmanden havde forelsket sig i [13]hende og,⁷ ligesom Tusinde gjør⁸ i hans Sted, vundet hende, ægtet hende uden at spørge stort om hendes Kjerlighed¹⁰. «Den kommer nok bagefter.»¹² Men for denne Vildfarelse,¹³ at «den kommer nok bagefter,» havde han bødet med tidlige grå Hår¹⁴ og med¹⁵ den Karakterens¹⁶ Slappelse, der indtræder hos Mænd, som lader¹⁷ sig beherske af en uædlere Natur end deres egen. Hans bløde, kjerlighedsfulde¹⁸ Sind havde forgjæves¹⁹ brudt sig mod hendes Glimre- og Herskesyge. Man kunde bebreide ham, at han ikke kraftigt nok havde modsat sig sine to ældste Døtres²⁰ ulykkelige Giftermål²¹. Og dog elskede han sine Børn ømt, han kunde endnu følge dem, der var tilbage, med et Blik, hvori der lå²² en inderlig Bøn for deres Fremtid.

Først da Georg Cold¹ nogenlunde havde tilfredsstillet sin Appetit, lagde han Mærke² til, at Bordgjesterne³, foruden Edvard, hans Elev, endnu var forøget med et Væsen til, nemlig med en halvvoxen⁵ Pige. Hun var iført den for hendes Alder saare⁶ lidet klædelige Dragt, der desuden var mindre end net,⁷ og stak betydelig af mod de to andre Damers. Hun deeltog⁸ aldeles ikkeikke] rettet fra: ikke ikke (dittografi ved linjeskift) i Samtalen, men saae stivt paa⁹ sin Tallerken, hvorfra hun af og til saae¹⁰ op med et sky og tillige forskende Blik. Efter Bordet var hun forsvunden. Cold¹¹ spurgte om hende, og ligesom lidt fortrydelig over, at den Lille ikke var bleven ham forestillet, tog Amtmanden Ordet og sagde: «Det er Sophie¹², vor yngste Datter. Hun er lidt sky, men et godt Barn. Jeg vil bede Dem, Hr. Cold¹³, tage dem¹⁴ lidt af hendes Uddannelse. Her er liden Anledning for Saadanne¹⁶ til at lære, og vi have¹⁸ altid havt imod at sende vore Børn bort. [11]De vil finde hende noget forsømt, men jeg haaber¹⁹, Lysten skal komme. Det er mit Ønske, at hun deler Formiddagstimerne med Edvard.» Cold gjorde²¹ et stumt Buk.

Først da Georg K.¹ nogenlunde havde tilfredsstillet sin Appetit, lagde han Merke² til, at Bordgjæsterne³, foruden Edvard, hans Elev, endnu var bleven⁴ forøget med et Væsen til, nemlig med en halvvoksen⁵ Pige. Hun var iført den for hendes Alder så⁶ lidet klædelige Dragt, der desuden var mindre end net og stak betydelig af mod de to andre Damers. Hun deltog⁸ aldeles ikke i Samtalen, men stirrede ned på⁹ sin Tallerken, hvorfra hun af og til så¹⁰ op med et sky og tillige forskende Blik. Efter Bordet var hun forsvunden. Kold¹¹ spurgte om hende, og ligesom [14]lidt fortrydelig over, at den Lille ikke var bleven ham forestillet, tog Amtmanden Ordet og sagde: «Det er Sofie¹², vor yngste Datter. Hun er lidt sky, men et godt Barn. Jeg vil bede Dem, Hr. Kold¹³, tage Dem¹⁴ lidt af hendes Uddannelse. Her er kun¹⁵ liden Anledning for hende¹⁶ til at lære Noget¹⁷, og vi har¹⁸ altid havt imod at sende vore Børn bort. De vil finde hende noget forsømt, men jeg håber nok¹⁹, at²⁰ Lysten skal komme. Det er mit Ønske, at hun deler Formiddagstimerne med Edvard.» Kold svarede med²¹ et stumt Buk.

Efter saaledes¹ for Læseren at have indført den Person, der spiller en af Hovedrollerne i de følgende Blade, ville² vi overlade ham til hans nye Stilling,³ og imidlertid lade halvtredie Aarhalvtredie Aar] to og et halvt år gaa⁴ hen. En Vinterdag mod Aften finde vi ham igjen paa hans⁵ Værelse. Han er ikke alene. Paa Sophaen⁶ sidder en lille⁷, sterktbygget⁸, mørkladen, noget koparret Mand,⁹ med gjennemborende, just ikke meget godmodige Øine. Hans Klædning er en skjødesløs, næsten lurvet Reisedragt, og¹⁰ af et stort Meerskumshoved¹¹Meerskumshoved] tobakkspipe laget av merskum (et grått eller gulhvitt mineral) uddamper han umaadelige¹² Skyer. Denne Mand er Læge og hedder¹³ Müller. Han har engang øvet stor Indflydelse paa Cold¹⁴. Han havde været hans Lærer og dimitteret ham til Universitetet, ja hvad mere er hans Ven og Støtte, da Cold¹⁷ som frændeløs Ynglingfrændeløs Yngling] venneløs ung mann stod alene i den fremmede Bye¹⁸. Derved var der opstaaet¹⁹ et Forhold, der grundede sig paa²⁰ Alderens Overlegenhed og Personlighedens Vægt paa²¹ den ene, og Taknemmelighed paa²³ den anden Side. Der var rigtignok gaaet²⁴ nogle Aar²⁵ hen siden. Nu var Müller paa²⁶ Veien til det District²⁷, hvor han var bleven ansat, og da Veien²⁹ førte ham forbi, havde han overrasket sin forrige Elev med et Besøg.

Efter således¹ for Læseren at have indført den Person, der spiller en af Hovedrollerne i de følgende Blade, vil² vi overlade ham til hans nye Stilling og imidlertid lade halvtredie År gå⁴ hen. En Vinterdag mod Aften finde vi ham igjen på sit⁵ Værelse. Han er ikke alene. På Sofaen⁶ sidder en liden⁷, stærktbygget⁸, mørkladen, noget koparret Mand med gjennemborende, just ikke meget godmodige Øine. Hans Klædning er en skjødesløs, næsten lurvet Reisedragt, af et stort Merskumshoved¹¹ uddamper han umådelige¹² Skyer. Denne Mand er Læge og heder¹³ Müller. Han har engang øvet stor Indflydelse på Georg K¹⁴. Han havde været hans Lærer og dimitteret ham til Universitetet, ja,¹⁵ hvad mere er, han havde været¹⁶ hans Ven og Støtte, da Georg¹⁷ som frændeløs [15]Yngling stod alene i den fremmede By¹⁸. Derved var der mellem dem opstået¹⁹ et Forhold, der grundede sig på²⁰ Alderens Overlegenhed og Personlighedens Overvegt på²¹ den ene, og på²² Taknemmelighed på²³ den anden Side. Der var rigtignok gået²⁴ nogle År²⁵ hen siden. Nu var Müller på²⁶ Veien til det Distrikt²⁷, hvor han var bleven ansat, og,²⁸ da den²⁹ førte ham forbi Amtmandens³⁰, havde han overrasket sin forrige Elev med et Besøg.

[12]Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer paa¹ Landet. Saavidt² det endnu lod sig skimte gjennem Tobaksdæmringen³, vare⁴ de Effecter⁵, der tilhørte Cold⁶ selv, –⁷ et Bogskab, Jagtredskaber, enkelte Kunstgjenstande – alle værdifulde og smukke, og det noget antike Meublement⁸, som paa⁹ den Tid endnu ikke havde oplevet sin Gjenfødelse, og som man gjerne paa¹⁰ Landet skupper¹¹skupper] plasserer; skubber op i Sove- og Pulterkamre¹²,Pulterkamre] roterom; skrotloft passede særdeles vel dertil. Det hele¹³ harmonerede imidlertid med den Personlighed der beboede det. Hvorvel i sin huuslige¹⁶ Dragt røbede Cold¹⁷ dog i sit Ydre en Omhu for dette, der ikke er ganske almindelig hos os, man kan næsten sige en Elegance, der¹⁸ lod til at være ham naturlig.

Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer på¹ Landet. Såvidt² det endnu lod sig skimte igjennem Tobaksrøgen³, var⁴ de Effekter⁵, der tilhørte Kold⁶ selv, et Bogskab, Jagtredskaber, enkelte Kunstgjenstande – alle værdifulde og smukke, og det noget antike Møblement⁸, som på⁹ den Tid endnu ikke havde oplevet sin Gjenfødelse, og som man gjerne på¹⁰ Landet skuppede¹¹ op i Sove- og Pulter kamre¹², passede særdeles vel dertil. Det Hele¹³ harmonerede imidlertid ganske¹⁴ med den Personlighed,¹⁵ der beboede det. Hvorvel i sin huslige¹⁶ Dragt røbede Kold¹⁷ dog i sit Ydre en Omhu for dette, der ikke er ganske almindelig hos os, man kan næsten sige en Elegance, som¹⁸ lod til at være ham naturlig.

Müller lod sit Blik prøvende glide omkring,¹ og endte med at maale Cold² selv med sine smaae³, borende Øine.

Müller lod sit Blik prøvende glide omkring [16]og endte med at måle Kold² selv med sine små³, borende Øine.

Endelig sagde han med¹ ironisk Resignation²:

Endelig sagde han ironisk resigneret²:

Jeg seer Du¹ idetmindste i et Stykke er den Gamle.

Jeg ser, at du¹ idetmindste i et Stykke er den Gamle.

Synes De? sagde Cold¹ smilende. Det er jo et godt Varsel det, kjære² Müller. De veed³ det duerduer] duger ikke at træffe en gammel Ven i en nye⁴ Skikkelse. Jeg har virkelig den samme uforbederlige Afskye⁵ for smudsigt Linnedsmudsigt Linned] møkkete tøy (skjorter og undertøy) og uredt Haar⁶ som for sex Aar⁷ siden. Jeg har nu engang for alle givet Afkald paa⁸ at være genial paa⁹ den Maade¹⁰.

Synes De? sagde Kold¹ smilende. Det er jo et godt Varsel det, kjere² Müller. De ved,³ det duer ikke at træffe en gammel Ven i en ny⁴ Skikkelse. Jeg har virkelig den samme uforbederlige Afsky⁵ for smudsigt Linned og uredt Hår⁶ som for seks År⁷ siden. Jeg har nu engang for alle givet Afkald på⁸ at være genial på⁹ den Måde¹⁰.

[13]Nu, vær saa¹ god! Pynt Dig², parfumeer Dig³ kun for Huldrene og Budeierne heroppe. For mig gjerne, naar Du⁴ blot ingen dumme Streger gjør. At Du⁵ har det godt, det glæder mig, det glæder mig virkelig. Du veed⁶ nok jeg fandt det desperat af Dig at drage paa⁸ Landet. Jeg blev ordentlig benauet,benauet] engstelig; bekymret; beklemt da jeg saae Gaarden⁹. Herre Gud!¹⁰ hvordan mon det gaar¹¹ her! tænkte jeg. Nu da min stakkels Byron, begynde Lordgrillerne at gaae¹⁴ af Dig¹⁵?min stakkels Byron, begynde Lordgrillerne at gaae af Dig?] Cold sammenlignes med Lord Byron (1788–1824), britisk poet og ledende skikkelse i den britiske Romantikken. Byron var kjent for å være forfengelig og opptatt av sitt utseende. . . .¹⁶ Fortæl mig nu rigtig omstændelig¹⁷, hvordan Du¹⁸ har det.

Nu, vær så¹ god! Pynt dig², parfumer dig³ kun for Huldrene og Budeierne heroppe. For mig gjerne, når du⁴ blot ingen dumme Streger gjør. At du⁵ har det godt, det glæder mig, det glæder mig virkelig. Du ved⁶ nok,⁷ jeg fandt det desperat af Dig at drage på⁸ Landet. Jeg blev ordentlig benauet, da jeg så Gården⁹. Herre Gud,¹⁰ hvordan mon det går¹¹ her! tænkte jeg. Nu da,¹² min stakkels Byron, begynde så¹³ Lordgrillerne at gå¹⁴ af dig¹⁵? Fortæl mig nu rigtig omstændeligt¹⁷, hvordan du¹⁸ har det.

Godt, det forsikrer jeg Dem –¹ meget bedre end jeg havde ventet. Jeg har paa³ mig selv oplevet, at et virksomt Liv er det allersundeste⁴ for den der som jeg har levet en Tid i alskens Qvalm⁶ og Tummel.alskens Qvalm og Tummel] all mulig uro, ubehag og ståhei Jeg repræsenterer, som De kanskee veed⁷, en Dualisme her paa⁸ Stedet, jeg er, det vil da sige, jeg var, baade⁹ Lærer for Sønnen og tillige Fuldmægtig paa¹⁰ den Gamles Kontoir¹¹. Men hvad De kanskee¹² neppe vil troe¹³ om mig, begge Arter af Forretninger have¹⁴ virkelig interesseret mig.

Godt, det forsikrer jeg Dem,¹ meget bedre,² end jeg havde ventet. Jeg har på³ mig selv oplevet, at et virksomt Liv er det Allersundeste⁴ for den,⁵ der som jeg har levet en Tid i alskens [17]Kvalm⁶ og Tummel. Jeg repræsenterer, som De kanske ved⁷, en Dualisme her på⁸ Stedet, jeg er, det vil da sige, jeg var, både⁹ Lærer for Sønnen og tillige Fuldmægtig på¹⁰ den Gamles Kontor¹¹. Men hvad De måske¹² neppe vil tro¹³ om mig, begge Arter af Forretninger har¹⁴ virkelig interesseret mig.

Müller rystede paa¹ Hovedet. Det er bravbrav] bra nok, men i Længden vil det ikke forslaae².forslaae] være nok; strekke til Det er dog intet³ for Dig. En bestandig Virksomhed trætter ogsaa⁴. Ungdommen trænger til Rivning med Verden,Rivning med Verden] stridigheter Omgang, Meddelelse.

Müller rystede på¹ Hovedet. Det er brav nok, men i Længden vil det ikke forslå². Det er dog Intet³ for Dig. En bestandig Virksomhed trætter også⁴. Ungdommen trænger til Rivning med Verden, Omgang, Meddelelse.

Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved [14]Landlivet, at det intet¹ har af det Rastløse, Selvfortærende, som Livet i en stor Bye². I Naturen finder jeg Modvægt³ nok mod den Træthed, De taler om. Jeg streifer om paa⁴ Jagt og Fiskerie⁵, rigtignok mindst for at jage og fiske. Ofte gaaer⁶ jeg to Mile⁷ til Fjelds med en god⁸ Bog i Lommen. De troer⁹ ikke hvor dette Naturliv er friskt og bestandig foryngende,¹¹ snart virker det sporendesporende] inspirerende og aandsvækkende¹², snart beroligende¹³ som et Bad. Efter slige Toure¹⁴ oppe i Fjeldene er Hvilen nede paa¹⁵ den venlige Gaard ved¹⁶ mine vante Sysler,¹⁷ yderst behagelig. Dertil bidrager naturligviis¹⁸ mit Forhold til Familien.

Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved Landlivet, at det Intet¹ har af det Rastløse, Selvfortærende, som Livet i en stor By². I Naturen finder jeg Modvegt³ nok mod den Træthed, De taler om. Jeg streifer om på⁴ Jagt og Fiskeri⁵, rigtignok mindst for at jage og fiske. Ofte går⁶ jeg to Mil⁷ til Fjelds med en Bog i Lommen. De tror⁹ ikke,¹⁰ hvor dette Naturliv er friskt og bestandig foryngende;¹¹ snart virker det sporende og åndsvækkende¹², snart forfriskende¹³ som et Bad. Efter slige Ture¹⁴ oppe i Fjeldene er Hvilen nede på¹⁵ den venlige Gård med¹⁶ mine vante Sysler yderst behagelig. Dertil bidrager naturligvis¹⁸ mit Forhold til Familien.