Amtmandens Døttre 1. utgave 1854/55 Amtmandens Døtre 3. utgave 1879

[missing]
⮟

[missing]
⮟
FØRSTE DEEL.1 [I, 1]
FØRSTE DEL1 [I, 1]
[1]En Eftermiddag for et Snees AarSnees Aar] 20 år siden1 var en Reisende, der kom Syd fra, steget af paa2 Skydsskiftet . . . .3 i et af Landets nordlige Amter.Amter] tilsvarer nåværende fylker, på midten av 1800-tallet var det ca. 20 amt i Norge Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjæsteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro man overfaldes af paa5 disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes,6 ved en mørk, regnfuld Octoberdags7 hele Tristhed.
[3]En Eftermiddag, mod Slutningen af Trediveårene,1 var en Reisende, der kom Syd fra, steget af på2 Skydsskiftet Storemo, beliggende3 i et af Landets nordlige Amter. Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjæsteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro,4 man overfaldes af på5 disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes ved en mørk, regnfuld Oktoberdags7 hele Tristhed.
Skydsen havde allerede ladet vente paa1 sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Miil2 i det onde3 Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige LeilighederLeiligheder] omstendigheter forsøger,4 for at bekjæmpe Utaalmodigheden,5 og bringe Minutterne til at gaae6; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid, bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side, han havde vist for syvende Gang beseet SkilderierneSkilderierne] dekorasjoner, f.eks. malerier og tegninger paa Væggene, ligefra de fire Aarstider7 i straalende8 Regnbuefarver,9 indtil de to KobberstikKobberstik] bilde på papir framstilt ved hjelp av en gravert eller etset kobberplate paa10 hver Side af Speilet, der begge i accurat11 samme Udgave [2]fremstillede Christianus VII rex,12Christianus VII rex] Christian VII (1749–1808), konge av Danmark-Norge 1766–1808 og syntes at protestere mod den Sætning, at man kan have formeget14 af det Gode. Endelig strakte han sig saa lang han var paa det haarde15 Stykke Meubel16, der under Navn af Sopha,17 som en ganske extraordinær Beqvemmelighed18 undertidenundertiden] av og til findes paa19 de norske Skydsstationer, og lod som han sov.
Skydsen havde allerede ladet vente på1 sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Mil2 i det slette3 Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige Leiligheder [4]forsøger for at bekjæmpe Utålmodigheden5 og bringe Minutterne til at gå6; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid, bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side, han havde vist for syvende Gang beseet Skilderierne paa Væggene, ligefra de fire Årstider7 i strålende8 Regnbuefarver indtil de to Kobberstik på10 hver Side af Speilet, der begge i præcis11 samme Udgave fremstillede Christianus VII Rex12 og syntes at protestere mod den gamle13 Sætning, at man kan have for meget14 af det Gode. Endelig strakte han sig saa lang han var paa det hårde15 Stykke Møbel16, der under Navn af Sofa17 som en ganske extraordinær Bekvemmelighed18 undertiden findes på19 de norske Skydsstationer, og lod som han sov.
Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle GlasGlas] rettet fra: Glasse (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende paa Sophaen2 med umiskjendelig nysgjerrige Blikke. Denne var en ganske ung Mand, og trods den Tilstand af legemlig Træthed og det allersletteste Humeur3, hvori han befandt sig, maatte4 han nok have gjort et fordeelagtigt5 Indtryk paa6 den Gamle, efter hendes Mine at dømme.
Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle Glas og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid,1 end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende på Sofaen2 med umiskjendelig nysgjerrige Blikke. Denne var en ganske ung Mand, og trods den Tilstand af legemlig Træthed og det allersletteste Humør3, hvori han befandt sig, måtte4 han nok [5]have gjort et fordelagtigt5 Indtryk på6 den Gamle, efter hendes Mine at dømme.
Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei maatro1, udbrød hun endelig.
Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei måtro1, udbrød hun endelig.
Georg Cold – saa hedte1 den Fremmede, saa2 uvillig op uden at svare.
Georg Kold, så hed1 den Fremmede, så2 uvillig op uden at svare.
Lettet ved den gjorte Begyndelse tilføiede hun:
Lettet ved den gjorte Begyndelse,1 tilføiede hun:
Med Forlov,Med Forlov] unnskyld er han kanskee1 den ventendes Fuldmægtig hos Amtmanden?Amtmanden] embedsmann som styrer et amt
Med Forlov, er han kanske1 den ventendes Fuldmægtig hos Amtmanden?
Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke,1 hendes Interesse steg tvertimod øiensynlig, og enten vor [3]Reisende vilde eller ei, maatte2 han give sig i Snak med hende. Han benyttede da Leiligheden til at indhente nogle Oplysninger om Familien, som hun nøie kjendte, om Gaardens3 Beliggenhed etc4. Tilsidst spurgte han om Amtmanden havde mange Børn.
Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke;1 hendes Interesse steg tvertimod øiensynlig, og enten vor Reisende vilde eller ei, måtte2 han give sig i Snak med hende. Han benyttede da Leiligheden til at indhente nogle Oplysninger om Familien, som hun nøie kjendte, om Gårdens3 Beliggenhed osv4. Tilsidst spurgte han,5 om Amtmanden havde mange Børn.
Javist, han har en Søn.
Javist har han Barn1, han har en Søn.
Men ingen Døttre1?
Men ingen Døtre1?
Jo Gud bevars, der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der blev3 gifte, den ene med Fuldmægtigen, den anden4 med Huuslæreren5, der fik Præstekald. Nu er der bare Frøken Amalie hjemme.
Jo,1 Gud bevars, han har Døtre også;2 der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der bleve3 gifte, den ene med Fuldmægtigen, den andre4 med Huslæreren5, der fik Præstekald. Nu er der bare Frøken Amalie hjemme.
Er Frøken Amalie voxen1?
Er Frøken Amalie voksen1?
Voxen1? ja kors hun er voxen3 nok, hun er netop jevngammel med Lisbeth-Marie, dem gik og læste sammen, – Lisbeth-Marie, det er nu min Datter skal jeg sige Dem, og hun bliver to og tyve til Mikkelsmis.Mikkelsmis] Mikkelsmess/St. Mikaelsfest, en religiøs høytidsdag til minne om erkeengelen Mikael, kalles av og til også høsttakkefest
Voksen1? ja kors,2 hun er voksen3 nok, hun er [6]netop jevngammel med Lisbeth-Marie, dem gik og læste sammen, – Lisbeth-Marie, det er nu min Datter,4 skal jeg sige Dem, og hun bliver to og tyve til Mikkelsmis.
Er hun smuk?
Er hun smuk?
⮟
Hvad befalls1?Hvad befalls] unnskyld; hva mener/sier du
Hvad befal's1?
Er Frøkenen vakker?
Er Frøkenen vakker?
⮟
Det skulde jeg troe1, sagde Konen. Jo det er nok noget til deiligt Menneske det! De skulde se hende naar3 hun kommer til Kirken, det lyser lang Vei af hende, saa4 deilig er hun.
Det skulde jeg tro1, sagde Konen. Jo,2 det er nok noget til deiligt Menneske det! De skulde se hende, når3 hun kommer til Kirken, det lyser lang Vei af hende, så4 deilig er hun.
Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. – –1 Er det Skydsen som kommer? – –3 Det bliver en farlig Affaire4 den! lagde han til, forfølgende sin Tanke.
Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. Er det Skydsen,2 som kommer? Det bliver en farlig Affære4 den! lagde han til, forfølgende sin Tanke.
[4]Nei farlig er slet ikke Veien, naar1 De kjører peent2, kjører De den Milen paa3 to Timer, trøstede Konen ham. Jo der kommer den.5
Nei farlig er slet ikke Veien; når1 De kjører pent2, kjører De den Milen på3 to Timer, trøstede Konen ham. Jo,4 der kommer den!5
Gjestgiverskens1 Beregning af de to Timer viste sig alligevel at have været for sangvinsk.sangvinsk] optimistisk Med en ganske anden sagkyndig Vægt2 forsikrede Skydsgutten, at i mindre end tre,3 var der ingen Mulighed i at tilbagelægge denne Vei. Hvo som kjender det Mindste til vore Veie i den rigtige Vaar5- og Høstsøle, veed6, at dette ikke er nogen Overdrivelse. Da Cold7 hørte dette, befalede han sig Gud i Vold og overlod Gutten Tømmene8. Mørket faldt sterkt paa9, og man hørte ingen anden Lyd end Hestens tunge pladskende Trin og Vindens Susen i de vaade11 Træer. Saaledes12 unddraget alle ydre adspredende Indtryk, hengav Cold13 sig ganske til Strømmen af sine Betragtninger. Hans naturlige Freidighed og Længsel efter Maalet,14 begyndte at vige for den uhyggelig ængstende Fornemmelse,15 man betages af,man betages af] man får naar16 man er i Begreb med at træde ind i en vildfremmed Kreds, og det i en Tilstand af Træthed og Nedspændthed. Hvor det da er godt at komme til en Moder eller en snild17 omhyggelig Tante! –18 Man frygter det første Indtryk, man vil modtage af en Omgivelse, man for længere Tid skal slutte sig til, man frygter for det Indtryk, man selv vil gjøre!21 For at være ærlig, maa22 vi tilstaae23, at den første Bekymring, [5]hvordan Familien vilde behage ham, beskjæftigede24 ham langt mere25 end den sidste. Om dertil endnu kom en lille hemmelig Frygt for Frøken Amalie, tør vi ikke afgjøre.
Gjæstgiverskens1 Beregning af de to Timer viste sig alligevel at have været for sangvinsk. Med en ganske anden sagkyndig Vegt2 forsikrede Skydsgutten, at i mindre end tre var der ingen Mulighed i at tilbagelægge denne Vei. Hvo,4 som kjender det Mindste til vore Veie i den rigtige Vår5- og Høstsøle, ved6, at dette ikke er nogen Overdrivelse. Da den Reisende7 hørte dette, befalede han sig Gud i Vold og overlod Gutten Tømmerne8. [7]Mørket faldt stærkt på9, og man hørte ingen anden Lyd end Hestens tunge,10 pladskende Trin og Vindens Susen i de våde11 Træer. Således12 unddraget alle ydre adspredende Indtryk, hengav Kold13 sig ganske til Strømmen af sine Betragtninger. Hans naturlige Freidighed og Længsel efter Målet14 begyndte at vige for den uhyggelig ængstende Fornemmelse man betages af, når16 man er i Begreb med at træde ind i en vildfremmed Kreds, og det i en Tilstand af Træthed og Nedspændthed. Hvor det da er godt at komme til en Moder eller en snil,17 omhyggelig Tante! Man frygter det første Indtryk, man vil modtage af en Omgivelse, som19 man for længere Tid skal slutte sig til, og20 man frygter for det Indtryk, man selv vil gjøre.21 For at være ærlig, må22 vi tilstå23, at den første Bekymring, hvordan Familien vilde behage ham, beskjeftigede24 ham langt mer25 end den sidste. Om dertil endnu kom en lille hemmelig Frygt for Frøken Amalie, tør vi ikke afgjøre.
Hurtigere end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til Amtmandsgaarden2. I det dybe Tusmørke kunde Cold3 endnu skimte Omridsene af en stor,4 uregelmæssig Bygning. Efter et af Skydsgutten besvaret Spørgsmaal5, der lød fra en Dør eller et Vindue6, kom der Bevægelse i Huset. Lys forsvandt og flagrede hen7 i andre Vinduer8, og Cold, som var traadt9 indenfor, hørte Døre slaaes10 i og Lyd som af flygtende Trin. Da Intet Menneske viste sig, vovede han sig indenfor endnu en Dør, der stod paa11 Klem, og han befandt sig da i et Værelse, der havde Udseende af at være Familiens Dagligstue. Paa12 Bordet laae13 en væltet Syekurv14 og paa15 Gulvet et Strikketøi, som en halvvoxen16 Kat bearbeidede paa17 det bedste, et Lys stod endnu paa18 Bordet, et andet, eftersat paa19 en Komode, blaffede uhyggelig20 for den aabne21 Dør. Men nu kom Amtmanden ind, en Mand paa22 henved tredsindstyve23,tredsindstyve] 60 lille24 og spædlemmet, med et ædelformet Ansigt, hvorover der hvilede et eget Sløer25 af Sygelighed, Træthed eller KummerKummer] bedrøvelse; sorg – dette kunde det første Blik ikke let bestemme. Det graanende Haar26 krusede sig i tynde, ziirlige27 Lokker. I et Sprog, hvori den danske Accent var umiskjendelig, bød han Cold28 velkommen og undskyldte sine [6]Damers Fraværelse med huuslige29 Forretninger, men haabede30 ved Aftensbordet etc31. Han bukkede sig derpaa32, og efterat han med megen SagtmodighedSagtmodighed] tålmodighet havde udløst Strikketøiet af Kattens modstræbende Kløer, tog han Lyset og inviterede Cold34 venlig til at følge ham til et for ham bestemt Værelse ovenpaa35. Den gamle Mands hjertelige Væsen lod Cold strax36 glemme det første ubehagelige Indtryk, og han forvandt det aldeles, da han saae37 sig alene paa38 det smukke, hyggelige Værelse, hvor han forefandt alle de Bekvemmeligheder, en træt Reisende kan ønske sig.
Hurtigere,1 end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til Amtmandsgården2. I det dybe Tusmørke kunde vor Reisende3 endnu skimte Omridsene af en stor uregelmæssig Bygning. Efter et af Skydsgutten besvaret Spørgsmål5, der lød fra en Dør eller et Vindu6, kom der [8]Bevægelse i Huset. Lys forsvandt og viste sig snart7 i et, snart i et andet Vindu8, og Cold, som var trådt9 indenfor, hørte Døre slåes10 i og Lyd som af flygtende Trin. Da Intet Menneske viste sig, vovede han sig indenfor endnu en Dør, der stod på11 Klem, og han befandt sig da i et Værelse, der havde Udseende af at være Familiens Dagligstue. På12 Bordet lå13 en veltet Sykurv14 og på15 Gulvet et Strikketøi, som en halvvoksen16 Kat bearbeidede på17 det bedste, et Lys stod endnu på18 Bordet, et andet, eftersat på19 en Komode, blaffede uhyggeligt20 for den åbne21 Dør. Men nu kom Amtmanden ind, en Mand på22 henved de Treds23, liden24 og spædlemmet, med et ædelformet Ansigt, hvorover der hvilede et eget Slør25 af Sygelighed, Træthed eller Kummer – dette kunde det første Blik ikke let bestemme. Det grånende Hår26 krusede sig i tynde, sirlige27 Lokker. I et Sprog, hvori den danske Accent var umiskjendelig, bød han den nye Husfælle28 velkommen og undskyldte sine Damers Fraværelse med huslige29 Forretninger, men håbede30 ved Aftensbordet, osv31. Han bukkede sig derpå32, og efterat at33 han med megen Sagtmodighed havde udløst Strikketøiet af Kattens modstræbende Kløer, tog han Lyset og indbød Kold34 venlig til at følge ham til et for ham bestemt Værelse ovenpå35. [9]Den gamle Mands hjertelige Væsen lod Georg straks36 glemme det første ubehagelige Indtryk, og han forvandt det aldeles, da han så37 sig alene i38 det smukke, hyggelige Værelse, hvor han forefandt alle de Bekvemmeligheder, en træt Reisende kan ønske sig.
En Times Tid efter blev Cold1 kaldt ned til Aftensbordet. Da han kom ind i Dagligstuen, fandt han to pyntede Damer, der af Amtmanden bleve2 ham forestillede som hans Kone3 og Datter. Fruen begyndte paa4 en ziirlig5 Undskyldningstale, som han dog halvt overhørte, da hans Opmærksomhed ganske var rettet paa6 den yngre Dame. Den befrygtede Skjønhed fandt han mindre farlig end han havde ventet. Det var dog en ganske vakker Pige, høi og fyldig af Væxt,8 og mere blond end Moderen, der var mindre og finere bygget; man kunde tage dem for to Søstre, men dog maaskee9 kalde den sidste smukkest. Efterat han havde faaet10 denne Beroligelse, der paa11 et Haar12 lignede en Skuffelse, spiste han med den bedste Appetit af det rigelige Aftensbord hvormed manman] rettet fra: han (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) vilde hædre den nye Huusfælle14.
En Times Tid efter blev han1 kaldt ned til Aftensbordet. Da han kom ind i Dagligstuen, fandt han to pyntede Damer, der af Amtmanden blev2 ham forestillede som hans Hustru3 og Datter. Fruen begyndte på4 en sirlig5 Undskyldningstale, som han dog halvt overhørte, da hans Opmærksomhed ganske var rettet på6 den yngre Dame. Den befrygtede Skjønhed fandt han mindre farlig,7 end han havde ventet. Det var dog en ganske vakker Pige, høi og fyldig af Vækst8 og mere blond end Moderen, der var mindre og finere bygget; man kunde tage dem for to Søstre, men dog måske9 kalde den sidste smukkest. Efterat han havde fået10 denne Beroligelse, der på11 et Hår12 lignede en Skuffelse, spiste han med den bedste Appetit af det rigelige Aftensbord,13 hvormed man vilde hædre den nye Husfælle14.
[7]Vi forlade1 ham her rolig en Stund, og idet vi foregribe3 de Iagttagelser, som han selv først efter længere Tid med Sikkerhed kunde anstille, ville4 vi gjøre Læseren bekjendt med et Par Individer af hans nye Omgivelse. Vi nødes derved til med nogen Udførlighed at dvæle ved et af dem, baade5 fordi dette Individ uafvendeligt6uafvendeligt] som ikke kan hindres griber ind i Fortællingen, og fordi dets Charakteristik paa7 en viss8 Maade slutter alle de Øvriges i sig.
Vi forlader1 ham her rolig en Stund, og,2 idet vi foregriber3 de Iagttagelser, som han selv først efter længere Tid med Sikkerhed kunde anstille, vil4 vi gjøre Læseren bekjendt med et Par Individer [10]af hans nye Omgivelse. Vi nødes derved til med nogen Udførlighed at dvæle ved et af dem, både5 fordi dette Individ hovedsagelig6 griber ind i Fortællingen, og fordi dets Karakteristik på7 en vis8 Maade slutter alle de Øvriges i sig.
Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet Kone1. Hun havde læst meget2, oplevet meget3, og hun talte derom i et Sprog, der baade4 var ziirligt5 og flydende, og kunde hun under dette faae6 Leilighed til at udvikle en eller anden lille7 skjøn Grundsætning, saa9 gjorde hun det gjerne. Hun havde været «romantisk» i sin Ungdom. For dem af vor yngre Slægt, der ikke rigtig ved, hvad dette vil sige, bemærke10 vi i al Korthed, at dette er11 et hjemmelavet Begreb, der ikke synes at have staaet i nogen Sammenhæng med den tiecksketieckske] henvisning til Johann Ludwig Tieck (1773–1853), jf. innledningen, «Fru Ramms 'romantikk'» – middelalderske Romantik. Det var ikke Poesien selv12, kun et SurrogatSurrogat] erstatning for den13, uægte laante Fjedre14,Fjedre] fjær dens aflagte Stads, der gaar15 ned til Terner og Kammerjomfruer.Terner og Kammerjomfruer] tjenere Tiden og det praktiske Liv – Fru Ramm18 var en dygtig, praktisk Kone – havde ogsaa19 ubarmhjertig afslebet denne Side af hendes Væsen, saa20 at Sporene nu kun viste sig [8]fragmentariske, som Forgyldningen paa21 et gammelt Meubel22. Fru Ramm var gjestfri,23 og høist forekommende mod Fremmede. I den Kunst at arrangere24 sit Huus25, i at modtage og underholde Gjester26, kunde ingen maale27 sig med hende, og ingen28 forsøgte heller derpaa29. Hun nød ogsaa30 en overordentlig Anseelse der i Egnen. Til hende henvendte man sig i alle Smagsanliggender,31 der var ingen Festlighed af nogen Betydning muelig32 uden hendes Raad33 og Bistand. En Tvivl om at det var en Kone35 af høieste36 Evner og den fineste Dannelse kunde ikke engang opstaae38. Hun var af dem, der kunde leve tredive Aar39 til uden at have tabt en Straale40 af den Glorie, der omgiver dem, kun maae41 de ikke rykkes ud af den Afstand, den Belysning hvori de ere43 stillede.
Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet Dame1. Hun havde læst Meget2, oplevet Meget3, og hun talte derom i et Sprog, der både4 var sirligt5 og flydende, og kunde hun under dette få6 Leilighed til at udvikle en eller anden skjøn liden8 Grundsætning, så9 gjorde hun det gjerne. Hun havde været «romantisk» i sin Ungdom. For dem af vor yngre Slægt, der ikke rigtig ved, hvad dette vil sige, bemærker10 vi i al Korthed, at det var11 et hjemmelavet Begreb, der havde beholdt Lidet eller Intet af sin oprindelige Betydning. Det var Romantiken tæmmet og afrettet for vort borgerlige Prosaliv12, og som, berøvet Sjel og Indhold13, gik igjen i Grimaser og tomme Formler – ikke Poesien selv, kun et Surrogat14, dens aflagte Stads, der går15 ned til Terner og Kammerjomfruer. De trivielleste Mennesker havde den Grille at ville være romantiske, og de spillede denne Rolle undertiden meget skuffende16. Hos Fru Ramm havde dog17 Tiden og det praktiske Liv – hun18 var en dygtig, praktisk Kone – ubarmhjertig afslebet [11]denne Side af hendes Væsen, så20 at Sporene nu kun viste sig fragmentariske, som Forgyldningen på21 et gammelt Møbel22. Fru Ramm var gjæstfri23 og høist forekommende mod Fremmede. I den Kunst at indrette24 sit Hus25, i at modtage og underholde Gjæster26, kunde Ingen måle27 sig med hende, og Ingen28 forsøgte heller derpå29. Hun nød også30 en overordentlig Anseelse der i Egnen. Til hende henvendte man sig i alle Smagsanliggender;31 der var ingen Festlighed af nogen Betydning mulig32 uden hendes Råd33 og Bistand. En Tvivl om,34 at det var en Dame35 af overlegne36 Evner og den fineste Dannelse,37 kunde ikke engang opstå38. Hun var af dem, der kunde leve tredive År39 til uden at have tabt en Stråle40 af den Glorie, der omgiver dem, kun må41 de ikke rykkes ud af den Afstand, den Belysning,42 hvori de er43 stillede.
Men et uhildetuhildet] upartisk Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen. Hiin1 Forekommenhed,Forekommenhed] elskverdighet hvormed hun charmerede Fremmede, kom ikke indenfra, den var ikke et velvilligt GemytsGemyt] sinn; sinnelag overstrømmende Varme, der omfatter alle2, endog den ringeste Gjest3. Den var et Festskrud, som hun efter Leiligheden4 tog af og paa5. Og saaledes6 stod det sig omtrent med alle de Egenskaber, hvormed hun meest7 bestak andre8. Hendes Udvortes svarede paa9 en besynderlig Maade dertil10. Ikke mange Damer paa11 Fru Ramms Alder kunde rose sig af at have conserveret12 [9]sigconserveret sig] holdt seg saaledes13. Hun havde en smækker let Figur, som man endnu med Fornøielse kunde see15 i en Dands16, naar17 hun ved store Anledninger forøgede Høitideligheden ved at aabne18 Ballet, en riig Haarvext19, livlige blaae20 Øine af21 et haardt22 Udtryk, og en blomstrende Farve, hvis oprindelige Rosenskjær nu var fastnet til et stereotypt, noget teglsteensfarvet24 Rødt. Dette Udvortes25 vidste hun at hæve ved en Dragt, der, naar26 hun viste sig ude, baade27 var smagfuld og kostbar. Hendes Ungdommelighed28 var af denne chrystaliserede29 Art, der vækker Mistanke om, at den opnaaes30 ved en Sjelens Kulde og Tørhed, der31 bevarer for32 Livets smertefulde Indtryk. Thi33 en Regel bliver det dog tilsidst, at en rigtig sjelfuld Kvinde vinder ikke den rette Skjønhed,34 uden paa35 den legemliges Bekostning. Kun gjennem dennes Blegnen opstaar hiint36 Udtryk, der rører, fordi det fortæller om Kampen38 og Seieren paa een Gang39.
Men et uhildet Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen. Hin1 Forekommenhed, hvormed hun charmerede Fremmede, kom ikke indenfra, den var ikke et velvilligt Gemyts overstrømmende Varme, der omfatter Alle2, endog den ringeste Gjæst3. Den var et Festskrud, som hun efter Leilighed4 tog af og på5. Og således6 stod det sig omtrent med alle de Egenskaber, hvormed hun [12]mest7 bestak Andre8. Hendes Udvortes svarede på9 en merkelig Måde hertil10. Ikke mange Damer på11 Fru Ramms Alder kunde rose sig af at have konserveret12 sig så godt13. Hun havde en smækker,14 let Figur, som man endnu med Fornøielse kunde se15 i en Dans16, når17 hun ved store Anledninger forøgede Høitideligheden ved at åbne18 Ballet, en rig Hårvekst19, livlige blå20 Øine med21 et hårdt22 Udtryk, og en blomstrende Farve, hvis oprindelige Rosenskjær dog23 nu var fastnet til et stereotypt, noget teglstensfarvet24 Rødt. Dette Ydre25 vidste hun at hæve ved en Dragt, der, når26 hun viste sig ude, både27 var smagfuld og kostbar. Hendes Ungdom28 var af denne krystalliserede29 Art, der vækker Mistanke om, at den opnåes30 ved en Sjelens Kulde og Tørhed, som31 bevarer mod32 Livets smertefulde Indtryk; thi33 en Regel bliver det dog tilsidst, at en rigtig sjelfuld Kvinde vinder ikke den rette Skjønhed uden på35 den legemliges Bekostning. Kun gjennem dennes Blegnen opstår hint36 Udtryk, der rører, fordi det på engang37 fortæller om Kamp38 og Seir39.
I sit huuslige1 Liv var Fru Ramm skattet som en Kone der gjorde sin Kreds saare3 lykkelig. Og hendes Mand og Børn holdt af hende som gode Mennesker holde af5, af Nødvendighed, af Hjertets Trang. Amtmanden havde forelsket sig i hende,6 og ligesom Tusinde gjøre8 i hans Sted, vundet hende, ægtet hende,9 uden at spørge stort om hendes Kjærlighed10. «Den kommer nok bagefter»11. Men for denne Vildfarelse at «den kommer nok bagefter,» havde han bødet med tidlige [10]graae Haar,14 og den Charakterens16 Slappelse, der indtræder hos Mænd, der lade17 sig beherske af en uædlere Natur end deres egen. Hans bløde, kjærlighedsfulde18 Sind havde forgjeves19 brudt sig mod hendes Glimre- og Herskesyge. Man kunde bebreide ham, at han ikke kraftigt nok havde modsat sig sine to ældste Døttres20 ulykkelige Giftermaal21. Og dog elskede han sine Børn ømt, han kunde endnu følge dem, der var tilbage, med et Blik, hvori der laae22 en inderlig Bøn for deres Fremtid.
I sit huslige1 Liv var Fru Ramm skattet som en Kone,2 der gjorde sin Kreds såre3 lykkelig. Og hendes Mand og Børn holdt af hende,4 som gode Mennesker gjør det5, af Nødvendighed, af Hjertets Trang. Amtmanden havde forelsket sig i [13]hende og,7 ligesom Tusinde gjør8 i hans Sted, vundet hende, ægtet hende uden at spørge stort om hendes Kjerlighed10. «Den kommer nok bagefter.»12 Men for denne Vildfarelse,13 at «den kommer nok bagefter,» havde han bødet med tidlige grå Hår14 og med15 den Karakterens16 Slappelse, der indtræder hos Mænd, som lader17 sig beherske af en uædlere Natur end deres egen. Hans bløde, kjerlighedsfulde18 Sind havde forgjæves19 brudt sig mod hendes Glimre- og Herskesyge. Man kunde bebreide ham, at han ikke kraftigt nok havde modsat sig sine to ældste Døtres20 ulykkelige Giftermål21. Og dog elskede han sine Børn ømt, han kunde endnu følge dem, der var tilbage, med et Blik, hvori der lå22 en inderlig Bøn for deres Fremtid.
Først da Georg Cold1 nogenlunde havde tilfredsstillet sin Appetit, lagde han Mærke2 til, at Bordgjesterne3, foruden Edvard, hans Elev, endnu var forøget med et Væsen til, nemlig med en halvvoxen5 Pige. Hun var iført den for hendes Alder saare6 lidet klædelige Dragt, der desuden var mindre end net,7 og stak betydelig af mod de to andre Damers. Hun deeltog8 aldeles ikkeikke] rettet fra: ikke ikke (dittografi ved linjeskift) i Samtalen, men saae stivt paa9 sin Tallerken, hvorfra hun af og til saae10 op med et sky og tillige forskende Blik. Efter Bordet var hun forsvunden. Cold11 spurgte om hende, og ligesom lidt fortrydelig over, at den Lille ikke var bleven ham forestillet, tog Amtmanden Ordet og sagde: «Det er Sophie12, vor yngste Datter. Hun er lidt sky, men et godt Barn. Jeg vil bede Dem, Hr. Cold13, tage dem14 lidt af hendes Uddannelse. Her er liden Anledning for Saadanne16 til at lære, og vi have18 altid havt imod at sende vore Børn bort. [11]De vil finde hende noget forsømt, men jeg haaber19, Lysten skal komme. Det er mit Ønske, at hun deler Formiddagstimerne med Edvard.» Cold gjorde21 et stumt Buk.
Først da Georg K.1 nogenlunde havde tilfredsstillet sin Appetit, lagde han Merke2 til, at Bordgjæsterne3, foruden Edvard, hans Elev, endnu var bleven4 forøget med et Væsen til, nemlig med en halvvoksen5 Pige. Hun var iført den for hendes Alder så6 lidet klædelige Dragt, der desuden var mindre end net og stak betydelig af mod de to andre Damers. Hun deltog8 aldeles ikke i Samtalen, men stirrede ned på9 sin Tallerken, hvorfra hun af og til så10 op med et sky og tillige forskende Blik. Efter Bordet var hun forsvunden. Kold11 spurgte om hende, og ligesom [14]lidt fortrydelig over, at den Lille ikke var bleven ham forestillet, tog Amtmanden Ordet og sagde: «Det er Sofie12, vor yngste Datter. Hun er lidt sky, men et godt Barn. Jeg vil bede Dem, Hr. Kold13, tage Dem14 lidt af hendes Uddannelse. Her er kun15 liden Anledning for hende16 til at lære Noget17, og vi har18 altid havt imod at sende vore Børn bort. De vil finde hende noget forsømt, men jeg håber nok19, at20 Lysten skal komme. Det er mit Ønske, at hun deler Formiddagstimerne med Edvard.» Kold svarede med21 et stumt Buk.
Efter saaledes1 for Læseren at have indført den Person, der spiller en af Hovedrollerne i de følgende Blade, ville2 vi overlade ham til hans nye Stilling,3 og imidlertid lade halvtredie Aarhalvtredie Aar] to og et halvt år gaa4 hen. En Vinterdag mod Aften finde vi ham igjen paa hans5 Værelse. Han er ikke alene. Paa Sophaen6 sidder en lille7, sterktbygget8, mørkladen, noget koparret Mand,9 med gjennemborende, just ikke meget godmodige Øine. Hans Klædning er en skjødesløs, næsten lurvet Reisedragt, og10 af et stort Meerskumshoved11Meerskumshoved] tobakkspipe laget av merskum (et grått eller gulhvitt mineral) uddamper han umaadelige12 Skyer. Denne Mand er Læge og hedder13 Müller. Han har engang øvet stor Indflydelse paa Cold14. Han havde været hans Lærer og dimitteret ham til Universitetet, ja hvad mere er hans Ven og Støtte, da Cold17 som frændeløs Ynglingfrændeløs Yngling] venneløs ung mann stod alene i den fremmede Bye18. Derved var der opstaaet19 et Forhold, der grundede sig paa20 Alderens Overlegenhed og Personlighedens Vægt paa21 den ene, og Taknemmelighed paa23 den anden Side. Der var rigtignok gaaet24 nogle Aar25 hen siden. Nu var Müller paa26 Veien til det District27, hvor han var bleven ansat, og da Veien29 førte ham forbi, havde han overrasket sin forrige Elev med et Besøg.
Efter således1 for Læseren at have indført den Person, der spiller en af Hovedrollerne i de følgende Blade, vil2 vi overlade ham til hans nye Stilling og imidlertid lade halvtredie År gå4 hen. En Vinterdag mod Aften finde vi ham igjen på sit5 Værelse. Han er ikke alene. På Sofaen6 sidder en liden7, stærktbygget8, mørkladen, noget koparret Mand med gjennemborende, just ikke meget godmodige Øine. Hans Klædning er en skjødesløs, næsten lurvet Reisedragt, af et stort Merskumshoved11 uddamper han umådelige12 Skyer. Denne Mand er Læge og heder13 Müller. Han har engang øvet stor Indflydelse på Georg K14. Han havde været hans Lærer og dimitteret ham til Universitetet, ja,15 hvad mere er, han havde været16 hans Ven og Støtte, da Georg17 som frændeløs [15]Yngling stod alene i den fremmede By18. Derved var der mellem dem opstået19 et Forhold, der grundede sig på20 Alderens Overlegenhed og Personlighedens Overvegt på21 den ene, og på22 Taknemmelighed på23 den anden Side. Der var rigtignok gået24 nogle År25 hen siden. Nu var Müller på26 Veien til det Distrikt27, hvor han var bleven ansat, og,28 da den29 førte ham forbi Amtmandens30, havde han overrasket sin forrige Elev med et Besøg.
[12]Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer paa1 Landet. Saavidt2 det endnu lod sig skimte gjennem Tobaksdæmringen3, vare4 de Effecter5, der tilhørte Cold6 selv, –7 et Bogskab, Jagtredskaber, enkelte Kunstgjenstande – alle værdifulde og smukke, og det noget antike Meublement8, som paa9 den Tid endnu ikke havde oplevet sin Gjenfødelse, og som man gjerne paa10 Landet skupper11skupper] plasserer; skubber op i Sove- og Pulterkamre12,Pulterkamre] roterom; skrotloft passede særdeles vel dertil. Det hele13 harmonerede imidlertid med den Personlighed der beboede det. Hvorvel i sin huuslige16 Dragt røbede Cold17 dog i sit Ydre en Omhu for dette, der ikke er ganske almindelig hos os, man kan næsten sige en Elegance, der18 lod til at være ham naturlig.
Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer på1 Landet. Såvidt2 det endnu lod sig skimte igjennem Tobaksrøgen3, var4 de Effekter5, der tilhørte Kold6 selv, et Bogskab, Jagtredskaber, enkelte Kunstgjenstande – alle værdifulde og smukke, og det noget antike Møblement8, som på9 den Tid endnu ikke havde oplevet sin Gjenfødelse, og som man gjerne på10 Landet skuppede11 op i Sove- og Pulter kamre12, passede særdeles vel dertil. Det Hele13 harmonerede imidlertid ganske14 med den Personlighed,15 der beboede det. Hvorvel i sin huslige16 Dragt røbede Kold17 dog i sit Ydre en Omhu for dette, der ikke er ganske almindelig hos os, man kan næsten sige en Elegance, som18 lod til at være ham naturlig.
Müller lod sit Blik prøvende glide omkring,1 og endte med at maale Cold2 selv med sine smaae3, borende Øine.
Müller lod sit Blik prøvende glide omkring [16]og endte med at måle Kold2 selv med sine små3, borende Øine.
Endelig sagde han med1 ironisk Resignation2:
Endelig sagde han ironisk resigneret2:
Jeg seer Du1 idetmindste i et Stykke er den Gamle.
Jeg ser, at du1 idetmindste i et Stykke er den Gamle.
Synes De? sagde Cold1 smilende. Det er jo et godt Varsel det, kjære2 Müller. De veed3 det duerduer] duger ikke at træffe en gammel Ven i en nye4 Skikkelse. Jeg har virkelig den samme uforbederlige Afskye5 for smudsigt Linnedsmudsigt Linned] møkkete tøy (skjorter og undertøy) og uredt Haar6 som for sex Aar7 siden. Jeg har nu engang for alle givet Afkald paa8 at være genial paa9 den Maade10.
Synes De? sagde Kold1 smilende. Det er jo et godt Varsel det, kjere2 Müller. De ved,3 det duer ikke at træffe en gammel Ven i en ny4 Skikkelse. Jeg har virkelig den samme uforbederlige Afsky5 for smudsigt Linned og uredt Hår6 som for seks År7 siden. Jeg har nu engang for alle givet Afkald på8 at være genial på9 den Måde10.
[13]Nu, vær saa1 god! Pynt Dig2, parfumeer Dig3 kun for Huldrene og Budeierne heroppe. For mig gjerne, naar Du4 blot ingen dumme Streger gjør. At Du5 har det godt, det glæder mig, det glæder mig virkelig. Du veed6 nok jeg fandt det desperat af Dig at drage paa8 Landet. Jeg blev ordentlig benauet,benauet] engstelig; bekymret; beklemt da jeg saae Gaarden9. Herre Gud!10 hvordan mon det gaar11 her! tænkte jeg. Nu da min stakkels Byron, begynde Lordgrillerne at gaae14 af Dig15?min stakkels Byron, begynde Lordgrillerne at gaae af Dig?] Cold sammenlignes med Lord Byron (1788–1824), britisk poet og ledende skikkelse i den britiske Romantikken. Byron var kjent for å være forfengelig og opptatt av sitt utseende. . . .16 Fortæl mig nu rigtig omstændelig17, hvordan Du18 har det.
Nu, vær så1 god! Pynt dig2, parfumer dig3 kun for Huldrene og Budeierne heroppe. For mig gjerne, når du4 blot ingen dumme Streger gjør. At du5 har det godt, det glæder mig, det glæder mig virkelig. Du ved6 nok,7 jeg fandt det desperat af Dig at drage på8 Landet. Jeg blev ordentlig benauet, da jeg så Gården9. Herre Gud,10 hvordan mon det går11 her! tænkte jeg. Nu da,12 min stakkels Byron, begynde så13 Lordgrillerne at gå14 af dig15? Fortæl mig nu rigtig omstændeligt17, hvordan du18 har det.
Godt, det forsikrer jeg Dem –1 meget bedre end jeg havde ventet. Jeg har paa3 mig selv oplevet, at et virksomt Liv er det allersundeste4 for den der som jeg har levet en Tid i alskens Qvalm6 og Tummel.alskens Qvalm og Tummel] all mulig uro, ubehag og ståhei Jeg repræsenterer, som De kanskee veed7, en Dualisme her paa8 Stedet, jeg er, det vil da sige, jeg var, baade9 Lærer for Sønnen og tillige Fuldmægtig paa10 den Gamles Kontoir11. Men hvad De kanskee12 neppe vil troe13 om mig, begge Arter af Forretninger have14 virkelig interesseret mig.
Godt, det forsikrer jeg Dem,1 meget bedre,2 end jeg havde ventet. Jeg har på3 mig selv oplevet, at et virksomt Liv er det Allersundeste4 for den,5 der som jeg har levet en Tid i alskens [17]Kvalm6 og Tummel. Jeg repræsenterer, som De kanske ved7, en Dualisme her på8 Stedet, jeg er, det vil da sige, jeg var, både9 Lærer for Sønnen og tillige Fuldmægtig på10 den Gamles Kontor11. Men hvad De måske12 neppe vil tro13 om mig, begge Arter af Forretninger har14 virkelig interesseret mig.
Müller rystede paa1 Hovedet. Det er bravbrav] bra nok, men i Længden vil det ikke forslaae2.forslaae] være nok; strekke til Det er dog intet3 for Dig. En bestandig Virksomhed trætter ogsaa4. Ungdommen trænger til Rivning med Verden,Rivning med Verden] stridigheter Omgang, Meddelelse.
Müller rystede på1 Hovedet. Det er brav nok, men i Længden vil det ikke forslå2. Det er dog Intet3 for Dig. En bestandig Virksomhed trætter også4. Ungdommen trænger til Rivning med Verden, Omgang, Meddelelse.
Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved [14]Landlivet, at det intet1 har af det Rastløse, Selvfortærende, som Livet i en stor Bye2. I Naturen finder jeg Modvægt3 nok mod den Træthed, De taler om. Jeg streifer om paa4 Jagt og Fiskerie5, rigtignok mindst for at jage og fiske. Ofte gaaer6 jeg to Mile7 til Fjelds med en god8 Bog i Lommen. De troer9 ikke hvor dette Naturliv er friskt og bestandig foryngende,11 snart virker det sporendesporende] inspirerende og aandsvækkende12, snart beroligende13 som et Bad. Efter slige Toure14 oppe i Fjeldene er Hvilen nede paa15 den venlige Gaard ved16 mine vante Sysler,17 yderst behagelig. Dertil bidrager naturligviis18 mit Forhold til Familien.
Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved Landlivet, at det Intet1 har af det Rastløse, Selvfortærende, som Livet i en stor By2. I Naturen finder jeg Modvegt3 nok mod den Træthed, De taler om. Jeg streifer om på4 Jagt og Fiskeri5, rigtignok mindst for at jage og fiske. Ofte går6 jeg to Mil7 til Fjelds med en Bog i Lommen. De tror9 ikke,10 hvor dette Naturliv er friskt og bestandig foryngende;11 snart virker det sporende og åndsvækkende12, snart forfriskende13 som et Bad. Efter slige Ture14 oppe i Fjeldene er Hvilen nede på15 den venlige Gård med16 mine vante Sysler yderst behagelig. Dertil bidrager naturligvis18 mit Forhold til Familien.
«1Ah, dit Forhold til Familien!»2 faldt Müller ind, fortæl mig engang lidt om det.»3
[18]Ah, dit Forhold til Familien,2 faldt Müller ind, fortæl mig engang lidt om det.
Meget gjerne, svarede Cold,1 uden at ville bemærke2 det lurende Blik, Müller idetsamme fæstede paa3 ham. Edvard, min Elev, er en dygtig Gut, skjøndt4 slemt forkjelet5 af Moderen. Det har været en Fornøielse at læse med ham. Han er nu færdig og tog Artium i Høst. Den gamle Ramm er en hjertensgod, elskværdig Mand. Han behandler mig som Søn, og jeg troer6, at han holder af mig som en saadan7.
Meget gjerne, svarede Kold1 uden at ændse2 det lurende Blik, Müller idetsamme fæstede på3 ham. Edvard, min Elev, er en dygtig Gut, skjønt4 slemt forkjælet5 af Moderen. Det har været en Fornøielse at læse med ham. Han er nu færdig og tog Artium i Høst. Den gamle Ramm er en hjertensgod, elskværdig Mand. Han behandler mig som Søn, og jeg tror6, at han holder af mig som en sådan7.
Virkelig! udbrød Müller. Han holder af Dig som en Søn! ja saa!1 ja, ja.2 Det er s'gus'gu] eg. saagu, uttrykk som forsterker det som blir sagt; jaggu; jammen vakkert af Manden…3 Er han ikke dansk af Fødsel?
Virkelig! udbrød Müller. Han holder af Dig som en Søn! ja så,1 ja, ja!2 Det er s'gu vakkert af Manden.3 Er han ikke dansk af Fødsel?
Jo, men af norsk Familie. Han har levet i de [15]interessanteste Forhold i Kjøbenhavn. Gud veed1, hvad han vilde heroppe!2 Hvilke Savn at lære sig til at døie!døie] tåle; gjennomgå Den indre Kjerne i ham er dog lige frisk endnu, kun i det Ydre er han vel noget forandret. .3 . Han holder sig meest paa4 sit Arbeidsværelse, og er hvad man i Almindelighed kalder uselskabelig, skjøndt langt fra5 utilgjængelig . .6 mod mig er han meget venlig og meddeelsom7.
Jo, men af norsk Familie. Han har levet i de interessanteste Forhold i Kjøbenhavn. Gud ved1, hvad han vilde heroppe.2 Hvilke Savn at lære sig til at døie! Den indre Kjerne i ham er dog lige frisk endnu, kun i det Ydre er han vel noget forandret. Han holder sig mest på4 sit Arbeidsværelse, og er hvad man i Almindelighed kalder uselskabelig, skjønt langtfra5 utilgjængelig;6 mod mig er han meget venlig og meddelsom7.
Intet Under! Den stakkels Mand har da endelig truffet paa1 et cultiveret2 Menneske, som han kunde tale med. Dine Forgjængere have3 derimod, hvis jeg kjender den Art Subjecter4den Art Subjecter] den typen ret, været nogle fatale, uvidende TølpereTølpere] slubberter; lømler . .5 hvad?
Intet Under! Den stakkels Mand har da endelig truffet på1 et kultiveret2 Menneske, som han kunde tale med. Dine Forgjængere har3 [19]derimod, hvis jeg kjender den Art Subjekter4 ret, været nogle fatale, uvidende Tølpere,5 hvad?
Jeg troer1 det næsten. Her har været en Række af slige Personer i Huset, der have2 fungeret snart som Fuldmægtige,Fuldmægtige] rettet fra: Fuldmægtge snart som Lærere for Børnene, men som den Gamle ligesom skyer3 at nævne. Det lader dog til, at Husets Damer have4 fundet mere Behag i dem. Et Par af dem ere5 endog blevne gifte med Døttrene6.
Jeg tror1 det næsten. Her har været en Række af slige Personer i Huset, der har2 fungeret snart som Fuldmægtige, snart som Lærere for Børnene, men som den Gamle ligesom skyr3 at nævne. Det lader dog til, at Husets Damer har4 fundet mere Behag i dem. Et Par af dem er5 endog blevne gifte med Døtrene6.
Et Par af dem gifte med Døttrene!1! Død og Plage, min stakkels Georg, hvor mange er der igjen af disse Døttre2?
Et Par af dem gifte med Døtrene1! Død og Plage, min stakkels Georg, hvor mange er der igjen af disse Døtre2?
Kun to, svarede Cold1 smilende, det vil da sige i Grunden kun en,2 den anden3 er et Barn,4 og har i lang Tid ikke været hjemme.
Kun to, svarede Georg1 smilende, det vil da sige i Grunden kun én;2 den Anden3 er et Barn og har i lang Tid ikke været hjemme.
Kun to og dog i Grunden kun en1, gjentog Müller, oh ja, en2 er s'gu ogsaa meer3 end nok til at volde [16]Ulykken. Denne Ulykke er allerede skeet. Du, min stakkels Gut, er af Alle4 mindst skikket til at undgaae5 den.
Kun to og dog i Grunden kun én1, gjentog Müller, oh ja, én2 er s'gu også mer3 end nok til at volde Ulykken. Denne Ulykke er allerede skeet. Du, min stakkels Gut, er af alle4 mindst skikket til at undgå5 den.
Endelig! der har vi det! sagde Cold1 og loe2 høit. Nu er det min Tour3 at sige: jeg seer4, De er i et Stykke den Gamle. Jeg troer6 gjerne, De fordømte hele Menneskeslægten til Coelibatet, naar8 De kunde, og overlod det til Vorherre at fornye den igjen, naar9 den levende Generation vilde til at gaae ud10. Naar11 jeg nu siger Dem, vedblev han i den Tone, der lidet Haab har12 om at overbevise en Modstander – naar13 jeg nu siger Dem, at der ikke findes Antydning af14 noget Forhold mellem mig og Frøken Amalie, vil De da15 ikke troe16 mig? Og har jeg nu i to Aar17 lykkelig overstaaet18 Faren, saa19 tænker jeg vist20, at jeg herefter er sikker.
Endelig! der har vi det! sagde Kold1 og lo2 høit. Nu er det min Tur3 at sige: jeg ser4, De er endnu5 i et Stykke den Gamle. Jeg tror6 gjerne, at7 De fordømte hele Menneskeslægten til Coelibatet, når8 De kunde, og overlod det til Vorherre at fornye den igjen, når9 den levende Generation vilde til at uddø10. Når11 jeg nu siger Dem, [20]vedblev han i den Tone, der har lidet Håb12 om at overbevise en Modstander, når13 jeg nu siger Dem, at der ikke findes Antydning til14 noget Forhold mellem mig og Frøken Amalie, vil De så15 ikke tro16 mig? Og har jeg nu i to År17 lykkelig overstået18 Faren, så19 tænker jeg dog20, at jeg herefter er sikker.
To Aar1, hvoraf Du har tilbragt det ene paa2 Reiser og i Christiania3 for den A.'ske Sags Skyld,for den A.'ske Sags Skyld] Cold har gjort forretninger på vegne av amtmannen det andet Aar har4 formodentlig Frøken Amalie været5 i Besøg hos sin Moster, og6 er nu7 kommen hjem, saa8 kan Romanen netop begynde. Pas paa10, naar11 jeg næste Gang kommer, saa12 har Du Slyngen om Benet, og saa13 Farvel Fremtid, farvel14 alle mine Drømme om at der engang skal blive noget16 af Dig! – – o17 Georg, Georg, med Dig er det ude!
To År1, hvoraf Du har tilbragt det ene på2 Reiser og i Kristiania3 for den A.'ske Sags Skyld, og Frøken Amalie4 formodentlig det andet5 i Besøg hos sin Moster. Nu6 er hun7 kommen hjem, så8 kan Romanen jo9 netop begynde. Pas på10, når11 jeg næste Gang kommer, så12 har Du Slyngen om Benet, og så13 Farvel Fremtid, Farvel14 alle mine Drømme om,15 at der engang skal blive Noget16 af Dig! O17 Georg, Georg, med Dig er det ude!
Han var sprungen1 op og maalte2 Gulvet i lange Skridt, medens Cold3 i resigneret Forventning lagde sig magelig tilrette i Sophaen4.
Han var sprunget1 op og målte2 Gulvet i lange Skridt, medens Georg3 i resigneret Forventning lagde sig magelig tilrette i Sofaen4.
[17]Men Herregud see1 hende dog først, førend De dømmer. De har ikke seet hende, hun var jo ude, da De kom.
Men Herregud, se1 hende dog først, førend De dømmer. De har ikke seet hende, hun var jo ude, da De kom.
Aa1 Snak, Udseendet gjør intet2 til Sagen. Det er en af Evas Døttre, det er nok. Veed3 Du da ikke, at der gives en Magt, der er stærkere end al Villie, alle Forsætter, alle Fornuftslutninger, og det er den, som ligger i det daglige Samliv under eet4 Tag paa5 Landet, eller hvad man paa6 godt Norsk kalder Huusvarmen7? Kom mig ikke med Eders mystiske Naturovereensstemmelser8, der drage Sjelene mod hinanden med uimodstaaelig9 Magt! kom mig ikke med Eders10 Forudbestemmelser, og hvad det Sludder altsammen heder11. Her bliver ikke mere12 Tale om Sligt. Forstand, Villie, Smag opgive her deres Ret over Manden, og han bliver et Rov for et sneverhjertet Lykketræf, den lumpneste Tilfældighed. Hun er styg – om kort Tid vil Du finde, at hendes Træks yndige Uregelmæssighed er noget ganske anderledes piquant13,piquant] (fr.) tiltrekkende; lokkende; pirrende end den kolde, regelmæssige Skjønhed. Er hun noget tilaars14, vil Du dvæle ved den modnere Alders Fortrin, og er hun en opløben Skoletøs,opløben Skoletøs] lang og spinkel skolejente vil Du gjøre hende til en Psyche.Psyche] ung, vakker kvinne; refererer til den greske myten om Amor og Psyke, jf. innledningen, «Komposisjon og tematikk» Hun har rødt Haar15 . . Du kan ikke begribe din fordums Smag for Brunetter,16 og begynder endelig at fatte Skjønheden i de raphaelskeraphaelske] Rafael (1483–1520, eg. Raffaello Santi), italiensk maler og en av høyrenessansens mest fremtredende kunstnere sammen med Leonardo da Vinci og Michelangelo. Haarreflexer17. Ja, Du leer, Du18, Du leer saa19 klogt, saa20 medynksomt, som om Du ikke kan fatte, hvorledes et sindigt Menneske kan blive til FantastFantast] person som drømmer seg bort fra virkeligheten; svermer; utopist og [18]kjæmpe mod Veirmøller.kjæmpe mod Veirmøller] henvisning til romanen Don Quijote av den spanske forfatteren Miguel de Cervantes Saavedra (1547–1616) Du tænker, man kan tage disse spirende, ømme Længsler og forsyne21forsyne] forvare dem hermetisk, ligesom Thorne sine22 Asparges og grønne Ærter23, indtil den Tid kommer, da Du har bedre Brug for dem? Indbild Dig24 ikke det, min Ven. Der er desværre ikke opfundet lufttætte Daaser25 til dem endnu. Enten Du vil eller ei, ville26 de antage Hannes, Mines, Thrines Skikkelse, hun vil snige sig ind i dine27 Drømme om Natten, og hendes Stemme, der kanskee er28 den eneste glædelige Tone i Huset, vil gjenlyde for Dig paa29 din eensomme30 Stue. Du veed31 ikke, kjære32 Georg, hvormange ulyksalige Forbindelser der paa33 denne Maade34 sluttes, hvormeget de forøge de mange gudsforladte Ægteskaber hertillands. Har Du andetsteds hørt om saamange35 uoverlagte Forlovelser, saamange36 Opslag! – Ak, sloge de endda op igjen,37 men et forskruet Pligtsystem afholder de Fleste fra det, der under slige Omstændigheder er den eneste Redning. Huusvarmen38 er en ganske39 national Ulykke; den kan øve sin Magt i et saadant41 Samliv som det Norske paa42 vore lange, mennesketomme Strækninger. Den er Norsk43 ligesom Spedalskheden og Ølqveisen44.Ølqveisen] fylleangsten Og ere45 Forlovelserne, der slutte46 disse Forryktheder, disse Hjertets Ølruus47, andet end et delirium tremens,delirium tremens] anfall av uro og forvirring, og ofte hallusinasjoner, som kan oppstå i forbindelse med kronisk alkoholisme Toppunctet48 af Galskaben?
Å1Å] rettet fra: A Snak, Udseendet gjør Intet2 til Sagen. Det er en af Evas Døttre, det er nok. Ved3 Du da ikke, at der gives en Magt, der er stærkere end al Villie, alle Forsætter, alle Fornuftslutninger, og [21]det er den, som ligger i det daglige Samliv under ét4 Tag på5 Landet, eller hvad man på6 godt Norsk kalder Husvarmen7? Kom mig ikke med Eders mystiske Naturoverensstemmelser8, der drage Sjelene mod hinanden med uimodståelig9 Magt! kom mig ikke med eders10 Forudbestemmelser, og hvad det Sludder altsammen hedder11. Her bliver ikke Tale om Sligt. Forstand, Villie, Smag opgive her deres Ret over Manden, og han bliver et Rov for et sneverhjertet Lykketræf, den lumpneste Tilfældighed. Hun er styg – om kort Tid vil Du finde, at hendes Træks yndige Uregelmæssighed er noget ganske anderledes pikant13, end den kolde, regelmæssige Skjønhed. Er hun noget tilårs14, vil Du dvæle ved den modnere Alders Fortrin, og er hun en opløben Skoletøs, vil Du gjøre hende til en Psyche. Hun har rødt Hår,15 . . Du kan ikke begribe din fordums Smag for Brunetter og begynder endelig at fatte Skjønheden i de rafaelske Hårreflexer17. Ja, Du ler du18, Du ler så19 klogt, så20 medynksomt, som om Du ikke kan fatte, hvorledes et sindigt Menneske kan blive til Fantast og kjæmpe mod Veirmøller. Du tænker, man kan tage disse spirende, ømme Længsler og gjemme21 dem hermetisk, ligesom Asparges og grønne Erter23, indtil den Tid kommer, da Du har bedre Brug for dem? Indbild [22]dig24 ikke det, min Ven. Der er desværre ikke opfundet lufttætte Dåser25 til dem endnu. Enten Du vil eller ei, vil26 de antage Hannes, Mines, Thrines Skikkelse, hun vil snige sig ind i Dine27 Drømme om Natten, og hendes Stemme, der kanske et28 den eneste glædelige Tone i Huset, vil gjenlyde for Dig på29 din ensomme30 Stue. Du ved31 ikke, kjere32 Georg, hvormange ulyksalige Forbindelser der på33 denne Måde34 sluttes, hvormeget de forøge de mange gudsforladte Ægteskaber hertillands. Har Du andetsteds hørt om såmange35 uoverlagte Forlovelser, såmange36 Opslag! – Ak, sloge de endda op igjen!37 men et forskruet Pligtsystem afholder de Fleste fra det, der under slige Omstændigheder er den eneste Redning. Husvarmen38 er en ren39 national Ulykke; den kan kun40 øve sin Magt i et sådant41 Samliv som det norske på42 vore lange, mennesketomme Strækninger. Den er norsk43 ligesom Spedalskheden og Ølkveisen44. Og er45 Forlovelserne, der slutter46 disse Forryktheder, disse Hjertets Ølrus47, andet end et delirium tremens, Toppunktet48 af Galskaben?
Efter at have trukket Røgen stærkt op1 af Piben, [19]der efter2 den lange Tale var begyndt at slukne, vedblev Müller med en Stemme, der var sunken ned til den sædvanlige3 Tonløshed:
Efter et langt Drag1 af Piben, der under2 den lange Tale var begyndt at slukne, vedblev Müller med en Stemme, der var sunken ned til Tonløshed:
Jeg har selv, som Du veed1, været et Offer for den. Efter min Faders Død berøvet alle Midler til min Subsistents,Subsistents] underhold; livsfornødenheter modtog jeg i Nødens Øieblik en Huuslærerpost2 i nordre Throndhjems3 Amt. Der var en eneste voxen4 Datter. Jeg saae6 hende allerede første Gang7 med uerfarne Øine,8 jeg var dengang yngre end Du9, og det varede ikke længe, inden det begyndte at virke. Alt sammensvoer10 sig ogsaa11 besynderlig dertil. Hun havde en slem, gammel, sygelig13 Drage af en Moder, en af disse Vampyrer, der bogstavelig friste14 Livet ved at tære paa15 deres Døttres16. Den stakkels Pige havde aldrig vidst, hvad Ungdom var. Moderen tillod hende hverken Nat eller Dag at vige fra sin Side. Jeg begyndte da med Medlidenhed. Den karrige Hex17 af en Husholderske maatte18 derhos skjære saa19 tynde Smørrebrød og blande saameget Chicorie20Chicori] sikori, plante i kurvblomstfamilien, brukt som kaffeerstatning i Kaffen21, for at Bolette, naar22 hun havde Ugen23, kunde betænke mig des rigeligere. Intet er bestikkeligere end en saadan tyveaarig24 Appetit. Hvad min Elskedes Udvortes angaaer25, da vil jeg kun bemærke26, at det eneste unge Væsen der i Huset var en Tjenestepige, der skelede. Jeg havde ikke dengang lagt mig specielt efter Tenotomie27Tenotomie] gjennomskjæring av sener for å forlenge en forkortet sene eller muskel for Skelen, og havde derfor ingen Grund til at finde [20]den Slags Øine interessantere end andre . . altsaa28, Pigen skelede, men Bolette skelede ikke. Vi bleve29 da forlovede, og jeg var det med god Tro et heelt Aar efterat30 jeg var kommen tilbage til Christiania31. Du kjender mine Principer i dette Stykke. Her maa32 man være ubarmhjertig som en Chirurg33. Operationen maa34 voves, skulde end Patienten døe35 under Smerterne.
Jeg har selv, som Du ved1, været et Offer [23]for den. Efter min Faders Død berøvet alle Midler til min Subsistents, modtog jeg i Nødens Øieblik en Huslærerpost2 i nordre Trondhjems3 Amt. Der var en eneste voksen4 Datter i Familien5. Jeg så6 hende med uerfarne Øine jeg var dengang yngre end du9, og det varede ikke længe, inden det begyndte at virke. Alt sammensvor10 sig også11 besynderlig dertil. Hun havde en sygelig12 slem, gammel Drage af en Moder, en af disse Vampyrer, der bogstavelig frister14 Livet ved at tære på15 deres Døtres16. Den stakkels Pige havde aldrig vidst, hvad Ungdom var. Moderen tillod hende hverken Nat eller Dag at vige fra sin Side. Jeg begyndte da med Medlidenhed. Den karrige Heks17 af en Husholderske måtte18 derhos skjere så19 tynde Smørrebrød og blande så meget Chikori20 i Kaffeen21, for at Bolette, når22 hun havde Uge23, kunde betænke mig des rigeligere. Intet er bestikkeligere end en tyveårig24 Appetit. Hvad min Elskedes Udvortes angår25, da vil jeg kun bemerke26, at det eneste unge Væsen der i Huset var en Tjenestepige, der skelede. Jeg havde ikke dengang lagt mig specielt efter Tenotomi27 for Skelen, og havde derfor ingen Grund til at finde den Slags Øine interessantere end andre; altså28, Pigen skelede, men Bolette skelede ikke. Vi blev29 da forlovede, og jeg var det med god Tro et helt År [24]efter at30 jeg var kommen tilbage til Kristiania31. Du kjender mine Principer i dette Stykke. Her må32 man være ubarmhjertig som en Kirurg33. Operationen må34 voves, skulde end Patienten dø35 under Smerterne.
Cold bemærkede1, at der umuligt lod sig opstille noget Princip i dette Stykke. I mange Tilfælde vilde det være barbarisk at bryde. Og Bolette, hvordan gik det hende siden?
Kold bemerkede1, at der umuligt lod sig opstille noget Princip i dette Stykke. I mange Tilfælde vilde det være barbarisk at bryde. Og Bolette, hvordan gik det hende siden?
Ja seer Du . .1 hun døde virkelig deraf . .2 sagde Müller og vendte sig mod Ovnen for at banke sin Pibe ud .3 . Denne Tobak er ingen Landhandlertobak, thi den kjender jeg, det er netop deres4 svage Side; hvor har den Gamle den fra? . . .5 Det var en traurig Historie, blev han ved med en Stemme, som om noget var gaaet6 i Vrangstruben. Et Opslag er et Opslag, tænkte jeg, derfor skrev jeg mit Brev uden Broderi, kort og forstaaeligt7. Det kom for braat8 over hende, Stakkel! Saa9 langt Nord paa maa10 man længe vente paa11 Breve. Hun blev syg idetsamme,12 og var død fire Dage efter,13 uden at have mælet et Ord. Moderen skrev mig et sacramentalsk14 Brev til. Stakkels Bolette, det var bedre saa15. Ja det var s'gu. Jeg vilde dog maaskee18 gjort hende Livet suurt19. Hun var saa20 blød [21]af Charakteer21. Men mig har det reddet. Efter at den Historie var endt, var jeg ogsaa22 grundig cureret23 for ethvert Sværmeri og hvad disse ungdommelige BenauelserBenauelser] lidelser alle hedde.hedde] kalles; heter Jeg begyndte med dobbelt Iver at gaae paa24 Hospitalet og paa25 Forretninger, og næsten uden de nødtørftigste Hjælpekilder fuldendte jeg mit medicinske Studium. Jeg har opnaaet26, hvad jeg aldrig drømte om. Lykkes det mig da engang imellem at redde et Menneskeliv, tænker jeg, Guderne naadig tage28 det som et Sonoffer for min stakkels Bolette.
Ja, ser du,1 hun døde virkelig deraf,2 sagde Müller og vendte sig mod Ovnen for at banke sin Pibe ud. Denne Tobak er ingen Landhandlertobak, thi den kjender jeg, det er netop Landhandlernes4 svage Side; hvor har den Gamle den fra? Det var en traurig Historie, blev han ved med en Stemme, som om noget var gået6 i Vrangstruben. Et Opslag er et Opslag, tænkte jeg, derfor skrev jeg mit Brev uden Broderi, kort og forståeligt7. Det kom for brat8 over hende, Stakkel! Så9 langt Nord på må10 man længe vente på11 Breve. Hun blev syg idetsamme og var død fire Dage efter uden at have mælet et Ord. Moderen skrev mig et sakramentalsk14 Brev til. Stakkels Bolette, det var bedre så15. Ja,16 det var det17 s'gu. Jeg vilde dog måske have18 gjort hende Livet surt19. Hun var så20 blød af Karakter21. Men mig har det reddet. Efter at [25]den Historie var endt, var jeg også22 grundig kureret23 for ethvert Sværmeri og hvad disse ungdommelige Benauelser alle hedde. Jeg begyndte med dobbelt Iver at gå på24 Hospitalet og at passe mine25 Forretninger, og næsten uden de nødtørftigste Hjælpekilder fuldendte jeg mit medicinske Studium. Jeg opnåede26, hvad jeg aldrig drømte om. Lykkes det mig da engang imellem at redde et Menneskeliv, tænker jeg, at27 Guderne nådig tager28 det som et Sonoffer for min stakkels Bolette.
Efter en Pause sagde Cold1: det2 er sandt nok, at Vanen og det tilfældige Samliv knytter mange daarlige3 Forbindelser i vort Land,4 men jeg troer5 dog, oprigtig talt, at Deres eget Uheld gjør Dem eensidig6. De overdriver Faren. Kan7 De vide, hvormange der har undgaaet9 den?10
Efter en Pause sagde Kold1: Det2 er sandt nok, at Vanen og det tilfældige Samliv knytter mange dårlige3 Forbindelser i vort Land;4 men jeg tror5 dog, oprigtig talt, at Deres eget Uheld gjør Dem ensidig6. De overdriver Faren. De kan ikke8 vide, hvormange der har undgået9 den.10
Jo jeg kan, svarede Müller lakonisk. I et Tidsrum af henved tre Aar have1 af henved2 tredive Exemplarer3, der ere4 faldne under mine Observationer, de fem undgaaet5 Faren.
Jo jeg kan, svarede Müller lakonisk. I et Tidsrum af henved ti År har1 af omtrent2 tredive Eksemplarer3, der er4 faldne under mine Observationer, de fem undgået5 Faren.
Fem undgaaet1 Faren! . .2 sagde Cold3, bragt ud af Fatning ved en saa prompte Beviisførelse. .5 . Og ved hvilke Mirakler?
Fem undgået1 Faren! sagde Kold3, bragt lidt4 ud af Fatning. Og ved hvilke Mirakler?
Kan jeg ogsaa1 forklare Dig2. I et Par Tilfælde var Misforholdet af Alder alt for3 stort, i et tredie var hun skrutrygget,skrutrygget] hadde pukkelrygg i et fjerde reddedes han paa4 en [22]besynderlig Maade5. Han fik nemlig to Gange i Rad, netop som han havde bestemt sig til at aabenbare6 hende sine Følelser, Halsbetændelse, en meget slem og farlig Halsbetændelse, og da han er Fatalist,Fatalist] tilhenger av fatalismen, person som tror at alt er forutbestemt vovede han sig ikke, af Frygt for at døe8, den tredie Gang. Den femte Ridder, som bestod Eventyret med Dragen, var hiin10 Nielsen, der blev Capellan11 hos Præsten12 i S.S] forkortelse for et sted, i de tidlige romanene er det vanlig å ikke skrive steds- og personnavn fullt ut Det var et Stykke af en Original, som Du13 nok husker, jeg havde givet ham en lille Advarsel forud. Han og en Broderdatter af Præsten, en meget vakker Pige, der var der i Huset, begyndte ogsaa14 for Alvor ikke at fordrage hverandre15, og da han reiste, var det udartet til formelig Krig mellem dem.
Kan jeg også1 forklare dig2. I et Par Tilfælde var Misforholdet af Alder altfor3 stort, i et tredie var hun skrutrygget, i et fjerde reddedes han på4 en besynderlig Måde5. Han fik nemlig to Gange i Rad, netop som han havde bestemt [26]sig til at åbenbare6 hende sine Følelser, Halsbetændelse, en meget slem og farlig Halsbetændelse, og,7 da han er Fatalist, vovede han sig ikke, af Frygt for at dø8, den tredie Gang til det9. Den femte Ridder, som bestod Eventyret med Dragen, var hin10 Nielsen, der blev Kapellan11 hos Presten12 i S. Det var et Stykke af en Original, som du13 nok husker, jeg havde givet ham en lille Advarsel forud. Han og en Broderdatter af Præsten, en meget vakker Pige, der var der i Huset, begyndte også med14 for Alvor ikke at fordrage hinanden15, og,16 da han reiste, var det udartet til formelig Krig mellem dem.

[missing]
Nu, ser De det!
⮟
Nu, seer De det!

[missing]
⮟
Men siden, blev Müller urokkelig ved,1 traf de hinanden i Sandefjord, og nu ere2 de gifte. Jeg har netop staaet3 Fadder til den Første4.
Men siden traf de hinanden i Sandefjord, og nu er2 de gifte. Jeg har netop stået3 Fadder til den første4.
«1De maae2 have holdt en Contrabog3Contrabog] regnskapsbok over alt dette»4, sagde Cold5 forbløffet.
De må2 have holdt en Kontrabog3 over alt dette, sagde Kold5 forbløffet.
Du har Ret, en lille AnnotationsbogAnnotationsbog] notisbok vilde ikke være ilde. Endnu har jeg dog Tallet i Hovedet, skjøndt Numerne2 idelig forøges. Deres Antal er nu stegen3 til – lad mig see4 – niogtyve! Niogtyve Offere5 for Epidemien i mindre end tre Aar6! Jeg veed7 ikke hvad det er for en fatal Anelse,9 der siger mig, at Du10 skal fylde tredive Tallet11.
Du har Ret, en lille Annotationsbog vilde ikke være så1 ilde. Endnu har jeg dog Tallet i Hovedet, skjønt Numrene2 idelig forøges. Deres Antal er nu steget3 til – lad mig se4 – niogtyve! Niogtyve Ofre5 for Epidemien i mindre end ti År6! Jeg ved7 ikke,8 hvad det er for en fatal Anelse der siger mig, at du10 skal fylde Tredivetallet11.
[23]Cold loe1 af fuld Hals. Kjære2, bedste Müller, see3 dog paa4 mig! seer5 jeg ud som en maanesyg6, smægtende Ridder?
Kold lo1 af fuld Hals. Kjere2, bedste Müller, [27]se3 dog på4 mig! ser5 jeg ud som en månesyg6, smægtende Ridder?
Du seer2 godt ud. Nu ligner Du Byron igjen mindre end før, da Du var magrere og havde lagt Dig til denne melankolske Bleghed. Du er bleven saaledes3 igjen, som da jeg kjendte Dig. Da var Du6 glad og straalende7 som en ung Faun.Faun] romersk skoggud med bukkebein Siden kom Du ind i en Sphære8, hvor jeg ikke gad følge Dig. Men det var ikke vanskeligt at see9 den Forandring, der lidt efter lidt foregik med Dig. . . .10 .
Nei,1 Du ser2 godt ud. Nu ligner Du Byron igjen mindre end før, da Du var magrere og havde lagt Dig til denne melankolske Bleghed. Du er bleven igjen således4, som da jeg først5 kjendte Dig. Da var du6 glad og strålende7 som en ung Faun. Siden kom Du ind i en Sfære8, hvor jeg ikke gad følge Dig. Men det var ikke vanskeligt at se9 den Forandring, der lidt efter lidt foregik med Dig.
Georg, vedblev Müller, som bemærkede det mismodige Udtryk, der havde leiret sig paa1 dennes Ansigt, Du veed2 det, det er ikke Nysgjerrighed der driver mig. Saa4 dybt som jeg kan det for Nogen, interesserer jeg mig for Dig, Gud veed6 hvorfor egentlig, maaskee7 fordi vi ere saa8 forskjellige. Fortæl mig engang uforbeholdent, hvad der gik af Dig for et Par Aar9 siden, og hvad der drev Dig herop!10 Vi ere11 nu engang komne i det fortrolige Hjørne. Denne hyggelige Stue og Duren af den gamle fortræffelige Ovn har stemt mig ganske sentimentalsk.
Georg, vedblev Müller, som bemærkede det mismodige Udtryk, der havde leiret sig på1 dennes Ansigt, Du ved2 det, det er ikke Nysgjerrighed,3 der driver mig. Så4 dybt,5 som jeg kan det for Nogen, interesserer jeg mig for Dig, Gud ved,6 hvorfor egentlig, måske,7 fordi vi er så8 forskjellige. Fortæl mig engang uforbeholdent, hvad der gik af Dig for et Par År9 siden, og hvad der drev Dig herop.10 Vi er11 nu engang komne i det fortrolige Hjørne. Denne hyggelige Stue og Duren af den gamle,12 fortræffelige Ovn har stemt mig ganske sentimentalsk.
En anden Gang, sagde Cold1 synlig forstemt,2 lad os ikke fordærve disse korte Timer med at oprippe gamle fatale Historier.
En anden Gang, sagde Kold1 synlig forstemt;2 lad os ikke fordærve disse korte Timer med at oprippe gamle,3 fatale Historier.
En anden Gang er en Skjelm;En anden Gang er en Skjelm] det er ikke sikkert anledningen byr seg en gang til dog, som Du vil. [24]Vil Du fatte Dig skriftlig derom, saa1 meget gjerne, dog nogenlunde kort og uden Coloratur2.Coloratur] utsmykning Jeg er nu engang ingen Ven af den lyriske Poesie3.
En anden Gang er en Skjelm; dog, som Du [28]vil. Vil Du fatte Dig skriftlig derom, så1 meget gjerne, dog nogenlunde kort og uden Koloratur2. Jeg er nu engang ingen Ven af den lyriske Poesi3.
Skrive? jeg skrive Brev? sagde Cold1 leende. Altsaa2 et Skriftemaal3! Det4 tør jeg ikke love Dem, Müller.
Skrive? jeg skrive Brev? sagde Georg1 leende. Altså2 et Skriftemål3! det4 tør jeg ikke love Dem, Müller.
En Pige afbrød dem her,1 for at melde, at man ventede Herrerne nede til2 Aftensbordet.
En Pige afbrød dem her for at melde, at man ventede Herrerne ved2 Aftensbordet.
Müller saae paa1 sit Uhr. En velsignet Skik her paa2 Landet;3 man lader os den ugeneerteste4 Frihedugeneerteste Frihed] få være i fred i tre–fire Timer,5 og erindrer os først om deres Tilværelse6 med det dækkede Taffel. Den øvrige Tid af Aftenen ville7 vi offre8 Familien; jeg skal desuden tage Frøken Amalie i Øiesyn.
Müller så på1 sit Uhr. En velsignet Skik her på2 Landet!3 man lader os den ugenerteste4 Frihed i tre – fire Timer5 og erindrer os først om deres Tilstedeværelse6 med det dækkede Taffel. Den øvrige Tid af Aftenen vil7 vi ofre8 Familien; jeg skal jo9 desuden tage Frøken Amalie i Øiesyn.
Cold1 havde imidlertid ombyttet sin Frak2 med en Kjole,3 og bandt med megen Gratie et sort Halstørklæde om. Ja, seer4 De, sagde han lidt forlegen, da han vendte sig om og mødte Müllers satiriske Mine. . .5 Amtmanden klæder sig altid paa6 til Bordet. . .7 .
Kold1 havde imidlertid ombyttet sin Frakke2 med en Kjole og bandt med megen Gratie et sort Halstørklæde om. Ja, ser4 De, sagde han lidt forlegen, da han vendte sig om og mødte Müllers satiriske Mine,5 Amtmanden klæder sig altid på6 til Bordet.
I Døren vendte han sig om,1 og sagde alvorlig.2 Jeg skal maaskee3 skrive dem4 engang. Indtil da faaer5 De troe6 hvad De vil . . . . at jeg er en Fusentast,Fusentast] person som handler overilt en saadan7 umoden Dreng som – som –8 den Georg De engang kjendte.
I Døren vendte han sig om og sagde alvorlig:2 Jeg skal måske3 skrive Dem til4 engang. Indtil da får5 De tro6 hvad De vil . . . . at jeg er en Fusentast, en sådan7 umoden Dreng som – som den Georg,9 De engang kjendte. [I, 2]10
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
[I, 2]

[missing]
⮟
[25]Næste Dag, da Vennerne atter vare1 sammen paa2 Værelset, stansede Samtalen ved Tonerne af en Guitar eller et Claveer3 nedenfra. Man lyttede en Stund.
[29]Næste Dag, da Vennerne atter var1 sammen på2 Værelset, stansede Samtalen ved Tonerne af en Guitar eller et Klaver3 nedenfra. Man lyttede en Stund.
Hvad det angaaer . .1 sagde Müller,2 og gjorde en Bevægelse med Haanden3 hen ad den Kant, er jeg beroliget. Med hende kunde Du gjerne være ti Aar4 under Tag uden Skade.
Hvad det angår,1 sagde Müller og gjorde en Bevægelse med Hånden3 hen ad den Kant, er jeg beroliget. Med hende kunde Du gjerne være ti År4År] rettet fra: Ar under Tag uden Skade.
Det er ikke fordi hun ikke er smuk nok, ung nok, derpaa2 kommer det som sagt i Grunden lidet an. Men der er en Kløvt5 mellem Dig og hende, som jeg ikke havde beregnet. Du er et Tidens Barn, hun er det ikke. Hun er «romantisk», som Folk kaldte det i min Ungdom. Hun bær Mærket6 af en Epoche7, som Du ikke kjender noget til, men som ogsaa8 gjerne kan kaldes den lafontaineske9, fordi den laborerte10laborerte] utførte undersøkelser, eksperimenter eller analyser af alskens usande og forskruede Idealer, som især denne Forfatterdenne Forfatter] Jean de La Fontaine (1621–1695), fransk dikter bragte i Mode. Med et11 kom der en mere critisk12 Tid og slog Kløvter13 i Familierne. Derfor gaae14 nu ofte de Gamle som ængstelige Høns omkring Dammen og see15 til Andungerne, der tumle16 sig i et Element, som de slet ikke kjende17, og kunne18 ikke begribe hvad det er for en Yngel de have klækket ud19. Men til disse hører ikke Amalie. Hun er sin Moders Datter, en20 af de «velartede» Børn. Jeg saae21 det strax paa22 den Maade23, hvorpaa24 hun var klædt, og hvorpaa25 hun slog Øiet op, see saaledes26! men jeg kom strax paa27 det Rene, da Talen faldt paa28 hendes [26]Yndlingsskribenter. Jeg tør bande paa29, at hun har et Yndlingslam, en Yndlingsdue,30 eller noget Sligt, at hun endvidere sværmer for «evig, ubrødelig Troskab», som man er forpligtet til at holde enhver Bengel.Bengel] lømmel
Det er ikke,1 fordi hun ikke er smuk nok, ung nok, derpå2 kommer det,3 som sagt,4 i Grunden lidet an. Men der er en Kløft5 mellem Dig og hende, som jeg ikke havde beregnet. Du er et Tidens Barn, hun er det ikke. Hun er «romantisk», som Folk kaldte det i min Ungdom. Hun bær Merket6 af en Epoke7, som Du ikke kjender noget til, men som også8 gjerne kan kaldes [30]den Lafontaineske9, fordi den laborerede10 af alskens usande og forskruede Idealer, som især denne Forfatter bragte i Mode. Med ét11 kom der en mere kritisk12 Tid og slog Kløfter13 i Familierne. Derfor går14 nu ofte de Gamle som ængstelige Høns omkring Dammen og ser15 til Andungerne, der tumler16 sig i et Element, som de slet ikke kjender17, og kan18 ikke begribe hvad det er for en Yngel, de har udklækket19. Men til disse hører ikke Amalie. Hun er sin Moders Datter, et20 af de «velartede» Børn. Jeg så21 det straks på22 den Måde23, hvorpå24 hun var klædt, og hvorpå25 hun slog Øiet op, se således26! men jeg kom straks på27 det Rene, da Talen faldt på28 hendes Yndlingsskribenter. Jeg tør bande på29, at hun har et Yndlingslam, en Yndlingsdue eller noget Sligt, at hun endvidere sværmer for «evig, ubrødelig Troskab», som man er forpligtet til at holde enhver Bengel.

[missing]
Kold havde Lyst til en Modsigelse, men han måtte hemmelig tilstå sig selv, at denne Karakteristik var træffende.
⮟
Cold havde Lyst til en Modsigelse, men han maatte hemmelig tilstaae sig, at denne Charakteristik var træffende.1 Frøken Amalie er en hjertensgod, brav Pige, uagtet nogle smaae2 romanagtige Griller.Griller] underlige innfall; fikse idéer; nykker Vi to ere3 længe siden paa4 det Rene med hinanden. Man maa før5 have skildret mig som en sort Forræder mod hendes svage, ubeskyttede Kjøn, thi i Førstningen viste hun en paafaldende6 Ængstelighed for mig. Bleve7 vi tilfældigviis8 ene i Stuen, overfaldt der hende en jomfruelig Forvirring, og et Par Gange, da jeg uformodentlig traf paa9 hende ude i det Frie, udstødte hun et lille Skrig og foer10 ind i Skoven. Men efterhaanden11 mærkede hun vel, at der fra min Side Intet var at befrygte, og hendes Væsen blev mere tillidsfuldt. . .12 .
Frøken Amalie er en hjertensgod, brav Pige, uagtet nogle små2 romanagtige Griller. Vi To er for3 længe siden på4 det Rene med hinanden. Man må engang5 have skildret mig som en sort Forræder mod hendes svage, ubeskyttede Kjøn, thi i Førstningen viste hun en påfaldende6 Ængstelighed [31]for mig. Blev7 vi tilfældigvis8 ene i Stuen, overfaldt der hende en jomfruelig Forvirring, og et Par Gange, da jeg uformodentlig traf hende ude i det Frie, udstødte hun et lille Skrig og for10 ind i Skoven. Men efterhånden11 mærkede hun vel, at der fra min Side Intet var at befrygte, og hendes Væsen blev mere tillidsfuldt.
Endelig, afbrød Müller ham, gik det over til et søsterligt, fortroligt Forhold. . .1 .
Endelig, afbrød Müller ham, gik det over til et søsterligt, fortroligt Forhold.
Ganske rigtigt . . .1 i lang Tid betroede hun mig alle sine Betragtninger over Livet, og de Glæder og Lidelser, der bevægede hende,2 men jeg maae3 vist ikke have tilfredsstillet hende i denne Rolle,4 thi lidt efter lidt ophørte det, hun blev igjen hemmelighedsfuld og ordknap. . .5 .
Ganske rigtigt;1 i lang Tid betroede hun mig alle sine Betragtninger over Livet, og de Glæder og Lidelser, der bevægede hende;2 men jeg må3 vist ikke have tilfredsstillet hende i denne Rolle;4 thi lidt efter lidt ophørte det, hun blev igjen hemmelighedsfuld og ordknap.
[27]Og nu finder hun Dig utaalelig1 . . nok om hende. Men Du nævnte en2 til. Hvor er hun? Hvor gammel er hun?
Og nu finder hun Dig utålelig1 . . nok om hende. Men Du nævnte En2 til. Hvor er hun? Hvor gammel er hun?
Hun er i Danmark hos en Onkel.
Hun er i Danmark hos en Onkel.
⮟
Hvordan seer1 hun ud? Kommer hun snart tilbage? Om hende har Du Intet fortalt endnu.
Hvordan ser1 hun ud? Kommer hun snart tilbage? Om hende har Du Intet fortalt endnu.
Der er ikke stort1 at sige heller . . .2 af det Gode nemlig. Dette Barn har gjort mig det temmelig broget.broget] vanskelig Hun har formelig voldt mig Fortræd.Fortræd] ergrelse Jeg var ret fornøiet da hun reiste.
Der er ikke Stort1 at sige heller,2 af det Gode nemlig. Dette Barn har gjort mig det temmelig broget. Hun har formelig voldt mig Fortræd. Jeg var ret fornøiet,3 da hun reiste.
Ei, Fortræd! men paa1 hvad Maade2?
Ei, Fortræd! men på1 hvad Måde2?
Det er vanskelig1 at sige. Det var et besynderligt Væsen. Jeg var saa2 ulykkelig at skulle lære3 hende. Men Gud bevare mig! Hvis noget i Verden var et Taalmodighedsværk4, saa5 var det at læse med hende!
Det er vanskeligt1 at sige. Det var et besynderligt [32]Væsen. Jeg var så2 ulykkelig at skulle undervise3 hende. Men Gud bevare mig! Hvis noget i Verden var et Tålmodighedsverk4, så5 var det6 det at læse med hende!

[missing]
Hun var altså dum?
⮟
Hun var altsaa dum?

[missing]
⮟
Dum? sagde Cold1 besynderlig fortabt. Han saae2 længe paa3 Müller med et fraværende Blik.
Dum? sagde Kold1 besynderlig fortabt. Han så2 længe på3 Müller med et fraværende Blik.
Nu ja, jeg spørger, om hun var dum eller klog?
Nu ja, jeg spørger, om hun var dum eller klog?
⮟
Ja, det er jo netop, om hun var det eller ei. Man kunde bryde sit Hoved ituitu] i to; i stykker over hende. Undertiden indbildte jeg mig, at hun havde ypperlige Anlæg, men i Almindelighed maatte2 man troe3, at hun var uhyre4 ringe begavet. Hun lærte sine LectierLectier] oppgaver; lekser saa5 slet,6 og viste sig saa7 uvidende, at det var til at fortvile8 over. Da jeg tænkte, at hun maaskee9 havde ondt10 for at lære [28]udenad, forsøgte jeg med allehaande11 mundtlige Foredrag, forgjæves, under disse var hun ligesaa12 adspredt og uopmærksom. Hun syntes blot at vente paa13 det Øieblik, da hun som en Stormvind kunde fare derifra.
Ja, det er det1 jo netop, om hun var det eller ei. Man kunde bryde sit Hoved itu over hende. Undertiden indbildte jeg mig, at hun havde ypperlige Anlæg, men i Almindelighed måtte2 man tro3, at hun var ringe begavet. Hun lærte sine Lektier så5 slet og viste sig så7 uvidende, at det var til at fortvivle8 over. Da jeg tænkte, at hun måske9 havde vanskeligt10 for at lære udenad, forsøgte jeg med allehånde11 mundtlige Foredrag, forgjæves, under disse var hun ligeså12 adspredt og uopmærksom. Hun syntes blot at vente på13 det Øieblik, da hun som en Stormvind kunde fare derifra.
I dit1 Sted havde jeg simpeltvæk frabedet mig Arbeidet.
I Dit1 Sted havde jeg simpeltvæk frabedet mig Arbeidet.
Det vilde jeg ogsaa1 gjøre. Jeg vilde sige Faderen, at hun slet Intet2 lærte, at jeg ikke kunde forsvare at blive længere ved,3 men jeg havde ikke rigtig Hjerte til det. Han anede det slet ikke. Da det var gaaet saa4 brillant med Edvard, havde han en uindskrænket Tillid til mig. Og saa5 – og saa6 var der Noget7, der drev mig til det Yderste. En Dag kom hun og sagde, at hun havde saadan8 Lyst til at lære Engelsk. Lad gaae9, tænkte jeg, nu kan jeg jo prøve Taalmodigheden paa10 Engelsk engang. Men der tog jeg atter Feil11. Hun lærte dette Sprog i en utrolig kort Tid,12 og med en Lethed, som forbausede mig. Med det Øvrige gik det som før. Det var umuligt at komme efter, om det var Stupiditet eller Vranghed13, eller hvad det var. . .14 .
Det vilde jeg også1 gjøre. Jeg vilde sige Faderen, at hun slet intet2 lærte, at jeg ikke kunde forsvare at blive længere ved;3 men jeg havde [33]ikke rigtig Hjerte til det. Han anede det slet ikke. Da det var gået så4 brillant med Edvard, havde han en uindskrænket Tillid til mig. Og så5 – var der noget7, der drev mig til det Yderste. En Dag kom hun og sagde, at hun havde sådan8 Lyst til at lære Engelsk. Lad gå9, tænkte jeg, nu kan jeg jo prøve Tålmodigheden på10 Engelsk engang. Men der tog jeg atter feil11. Hun lærte dette Sprog i en utrolig kort Tid og med en Lethed, som forbausede mig. Med det Øvrige gik det som før. Det var umuligt at komme efter, om det var Stupiditet eller Vrangvillighed13, eller hvad det var.
Det var som Fanden, skulde man ikke komme efter det!1
Det var som Fanden, skulde man ikke komme efter det.1
Kom jeg ned i Stuen, saa1 var der ogsaa noget paa2 Færde. Moderen klagede altid over hende. «Det har lykkes mig at opdrage mine andre Døttre3 til pene, [29]dannede Piger, men jeg har intet Raad4 med Sophie5.» Den gamle Ramm holdt dog meget af denne Datter. «Min Sophie6 er lidt vild, men det giver sig nok,» sagde han. Til mig havde hun en Mistillid, der grændsede7 til Uvillie.
Kom jeg ned i Stuen, så1 var der også Noget på2 Færde. Moderen klagede altid over hende. «Det har lykkes mig at opdrage mine andre Døtre3 til pene, dannede Piger, men jeg har intet Råd4 med Sofie5.» Den gamle Ramm holdt dog meget af denne Datter. «Min Sofie6 er lidt vild, men det giver sig nok,» sagde han. Til mig havde hun en Mistillid, der grænsede7 til Uvillie.
En Dag kort før hun reiste bebreidede jeg hende dette, men da gav hun mig et Svar, som paa ny2 blev mig en Gaade3. I det Øieblik saae4 hun ikke ud som et Barn, og den der blev forlegen, var jeg.
En Dag kort før hun reiste,1 bebreidede jeg hende dette, men da gav hun mig et Svar, som påny2 blev mig en Gåde3. I det Øieblik så4 hun [34]ikke ud som et Barn, og den,5 der blev forlegen, var jeg.
Müller havde med temmelig uskyldig Mine hørt paa1 denne Beretning. Den sidste Vending, som uforsigtig undslap Cold2, var imidlertid nok til at vække hans utrættelige Vens Drillerie3,Drillerie] erting; mobbing hvorunder denne4 dog søgte at skjule en alvorlig Bekymring.
Müller havde med temmelig uskyldig Mine hørt på1 denne Beretning. Den sidste Vending, som uforsigtig undslap Kold2, var imidlertid nok til at vække hans utrættelige Vens Drilleri3, hvorunder dog denne5 søgte at skjule en alvorlig Bekymring.
See saa1, Tak skal Du have2, nu kan jeg Lectien3 udenad. Pas paa4, nu kommer Metamorphosen5,Metamorphosen] forvandlingen den urgamle, himmelfaldne, velbekjendte, dette Naturens mærkværdigste6 Taskenspillerstykke:Taskenspillerstykke] bedrageri; forvrengning Næste Dag, da den vise PædagogusPædagogus] pedagogen; læreren mediterer over en ny Behandlingsmaade7 af uforbederlige, egensindige Børn, gaaer8 Døren op, og «mit schüchternen, verschämten Wangen sieh't er die Jungfrau vor sich steh'n,»«mit schüchternen, verschämten Wangen sieh't er die Jungfrau vor sich steh'n»] henvisning til diktet «Das Lied von der Glocke» av den tyske dikteren Friedrich von Schiller (1759–1805), gjendiktet av Ivar Aasen (men av poetiske grunner er linjene stokket litt om): «Men litle jenta stor er vordi / og stend i beste blomen sin, / ven som ei himmelssyn på jordi / med blygdar-raudning bjart om kinn» (Framande dikt frå fire tusen år, redigert av Hartvig Kiran, Sigmund Skard og Halldis Moren Vesaas. Samlaget, Oslo 1995 [1968], s. 222, sp. 2, l. 1–4) jo, jeg har ogsaa9 læst Schiller engang.
Se så1, Tak skal Du ha'e2, nu kan jeg Lektien3 udenad. Pas på4, nu kommer Metamorfosen5, den urgamle, himmelfaldne, velbekjendte, dette Naturens merkværdige6 Taskenspillerstykke: Næste Dag, da den vise Pædagogus mediterer over en ny Behandlingsmåde7 af uforbederlige, egensindige Børn, går8 Døren op, og «mit schüchternen, verschämten Wangen sieh't er die Jungfrau vor sich steh'n,» jo, jeg har også9 læst Schiller engang.
Det kan gjerne være, sagde Cold halv1 leende, halv2 ærgerlig, men jeg var slet ikke saa3 heldig at opleve hans Metamorphose4. Strax5 efter, med første Dampbaad6, [30]reiste hun til Kjøbenhavn til en Søster af Amtmanden, Etatsraadinde7Etatsraadinde] en som er gift med en mann med tittel «etatsråd» (dansk rangtittel) D., og her8 har hun siden9 været. Lykke paa11 Reisen! Det var ligesom Nissen forlod os, siden have13 vi havt Fred i Huset.
Det kan gjerne være, sagde Kold halvt1 leende, halvt2 ærgerlig, men jeg var slet ikke så3 heldig at opleve nogen Metamorfose4. Straks5 efter, med første Dampbåd6, reiste hun til Kjøbenhavn til en Søster af Amtmanden, Etatsrådinde7 D., og der8 har hun været siden10. Lykke på11 Reisen! Det var,12 ligesom Nissen forlod os, siden har13 vi havt Fred i Huset.
Men med næste Dampbaad1 kommer Nissen igjen, . . . .2 vogt Dig, min Gut for denne Nisse, den har mange Skikkelser og mange Navne.
Men med næste Dampbåd1 kommer Nissen [35]igjen;2 vogt Dig, min Gut,3 for denne Nisse, den har mange Skikkelser og mange Navne.
Müllers sidste Ord var endnu, idet han greb Cold over1 begge Armene: Georg, vær paa2 din Post. Begaae3 ingen Dumheder!
Müllers sidste Ord var endnu, idet han greb sin Ven om1 begge Armene: Georg, vær på2 din Post! Begå3 ingen Dumheder! [I, 3]4
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
[I, 3]

[missing]
⮟
Müller var reist. Colds1 første Følelse var en Lettelse. Hans fordums Lærer var optraadt2 med sin sædvanlige Overlegenhed og med et Krav paa3 gammel Fortrolighed, som Cold4 ikke mere kunde yde, men ikke heller havde Mod til ganske5 at unddrage ham.
[36]Müller var reist. Kolds1 første Følelse var en Lettelse. Hans fordums Lærer var optrådt2 med sin sædvanlige Overlegenhed og med et Krav på3 gammel Fortrolighed, som Kold4 ikke mere kunde yde, men ikke heller havde Mod til at unddrage ham.
Men dette Besøg, hvor kort det end havde været, efterlod imidlertid Spor i vor Vens Tilværelse, som han ikke selv mærkede1. Den idylliske Tilfredshed, som han havde roest2 sig saa3 af, havde faaet4 et betydeligt Stød. Der var kommen en Uro i hans Sind. Snart droges hans Tanker hen mod tidligere Forhold, hvorom Erindringen var oprippet i hans Samtaler med den gamle Bekjendt, snart betoges han virkelig af den Ængstelse, [31]at Müller kunde have Ret, og at det frivillige Exil, hvori han for Øieblikket befandt sig saa6 vel, dog kunde virke slappende paa7 hans Aand8 og hemmende paa9 hans Udvikling. De nye Begivenheder, Tiden havde fremkaldt, fremstillede sig gjennem Afstandens Prisma ganske anderledes vigtige og interessante, end han maaskee10 i Nærheden havde11 fundet dem. Han følte Trang til et mere bevæget Liv.
Men dette Besøg, hvor kort det end havde været, efterlod imidlertid Spor i vor Vens Tilværelse, som han ikke selv merkede1. Den idylliske Tilfredshed, som han havde rost2 sig så3 af, havde fået4 et betydeligt Stød. Der var kommen en Uro i hans Sind. Snart droges hans Tanker hen mod tidligere Forhold, hvorom Erindringen var bleven5 oprippet i hans Samtaler med den [37]gamle Bekjendt, snart betoges han virkelig af den Ængstelse, at Müller kunde have Ret, og at det frivillige Exil, hvori han for Øieblikket befandt sig så6 vel, dog kunde virke slappende på7 hans Ånd8 og hemmende på9 hans Udvikling. De nye Begivenheder, Tiden havde fremkaldt, fremstillede sig gjennem Afstandens Prisma ganske anderledes vigtige og interessante, end han måske10 i Nærheden vilde11 fundet dem. Han følte Trang til et mere bevæget Liv.
I en saadan1 Stemning spadserede han en Eftermiddag op og ned i sit Værelse, da Amtmanden traadte2 ind med et Brev i Haanden3. Cold4 havde nok mærket5, at Sophies6 BreveBreve] rettet fra: Brev (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) til Hjemmet voldte den Gamle en overordentlig Glæde. De Dage, som7 de ventedes, viste han en Utaalmodighed8, som om det kunde9 været den varmeste Elsker. Han havde dog aldrig directe meddeelt Cold noget10 af dem,11 kun dennegang12 havde hans faderlige Stolthed ikke modstaaet13 Fristelsen. Dette maatte14 han vise sin kjære Cold15, at han ogsaa16 kunde glæde sig med ham.
I en sådan1 Stemning spadserede han en Eftermiddag op og ned i sit Værelse, da Amtmanden trådte2 ind med et Brev i Hånden3. Georg4 havde nok merket5, at Sofies6 Breve til Hjemmet voldte den Gamle en overordentlig Glæde. De Dage, på hvilke7 de ventedes, viste han en Utålmodighed8, som om det havde9 været den varmeste Elsker. Han havde dog aldrig direkte meddelt ham Noget10 af dem;11 kun denne Gang12 havde hans faderlige Stolthed ikke modstået13 Fristelsen. Dette måtte14 han vise sin kjere Kold15, at han også16 kunde glæde sig med ham.

[missing]
Hos Kold vakte dette Brev den høieste Forundring. Der betog ham næsten en ubehagelig Følelse. Han kunde ikke gjøre sig selv Rede for hvad der forvirrede ham så. Det var det Hele, Tonen deri, Sproget, der ikke havde Spor af den [38]Svulst, den Holdningsløshed, der betegner Overgangen fra Skolepigen til den voksne Pige. Det var en Opfatning, båret frem i dette eiendommelige Sprog, der røbede en Hang til mere at gribe Fænomenerne i sin dybere Årsag og Virkning, medens Oplevelserne selv syntes at have liden Interesse for hende. Om Adspredelserne, Bekjendtskaber, og hvad nu Opholdet i den fornemme Tantes Hus førte med sig, udtalte hun sig så knapt som muligt, og var det da gjerne for at knytte en Betragtning dertil, som igjen ikke var den unge, livslystne Piges.
⮟

[missing]
Denne Opfatning, dette Sprog, disse dybsindige Bemerkninger, hvorfra havde hun dem? Var det Studium, Tænkning, der lå til Grund – var det Intuition? Han fristedes til at tro på denne Kvindesjelens hemmelighedsfulde Evne, der ved et indre Syn tilegner sig hvad Mændene puge sig til. Dog for Kold, måske mere end for den gamle Fader, der kun svælgede i den inderlige Følelse for ham og Hjemmet, der gik igjennem Brevet, lå der over dette Brev et Slør af noget Trist, Vemodsstemt, der gjorde samme Indtryk på hendes fordums Lærer, som en let Morgentåge over et overraskende Landskab, man tilfældigvis passerer.
⮟

[missing]
Kunde det være Sofie, der havde skrevet [39]det! Dette besynderlige Barn fra Sæteren, fra Skolestuen, hans levende Tålmodighedsprøve? han syntes endnu at se hende sidde der med sit stirrende, tankeløse Blik fæstet på Skyerne eller Taget udenfor, medens han ivrig stræbte at forklare hende noget. Han blev ganske skamfuld, da Amtmanden hjertelig slog ham på Skulderen og råbte muntert:
⮟

[missing]
Nu, har De ikke Ære af Deres Elev? Ja, jeg erkjender også den Del, De har deri, kjere Kold!
⮟
Hos Cold vakte dette Brev den høieste Forundring. Der betog ham næsten en ubehagelig Følelse. En saadan sikker Opfatning, en saadan Modenhed i Dom, og denne Ynde og Lethed i Fremstillingen, og ikke Spor af denne Holdningsløshed, denne Svulst, der betegner Overgangen fra Skolepigen til den voxne Pige. Kunde det være Sophie, som havde skrevet dette? [32]Han blev ganske skamfuld, da Amtmanden hjertelig slog ham paa Skulderen og sagde, nu, har De ikke Ære af Deres Elev? Ja, jeg erkjender ogsaa den Deel, De har deri.1 En ublandet Glæde voldte det Cold,2 at see3 den Iver, hvormed hun drev Musikken, hvori hun havde erholdt de bedste Lærere. Hun udtalte sig herom snart med en Glæde, der viste hendes Begeistring for Kunsten, snart med en Nedslagenhed, der havde en dybere Kilde end den blotte Skræk for de mekaniske Vanskeligheder.
En ublandet Glæde voldte det Kold2 at se3 den Iver, hvormed hun drev Musikken, hvori hun havde erholdt de bedste Lærere. Hun udtalte sig herom snart med en Glæde, der viste hendes Begeistring for Kunsten, snart med en Nedslagenhed, der havde en dybere Kilde end den blotte Skræk for de mekaniske Vanskeligheder.
Amtmandens Besøg gav Cold1 netop hvad han i det Øieblik trængte til, det gav hans løse, svævende Tanke en Gjenstand, hvortil den kunde knytte sig. Han kunde ikke faae2 Brevet ud af sit Hoved, og han begyndte at gjennemgaae3 alle sine Sammenstød med det besynderlige Væsen, som havde skrevet det. Deriblandt var der mangt et Træk, som han instinctmæssig4 havde fortiet for5 Müller, og som nu opgik for ham i et Lys, hvori han aldrig før havde seet dem.
Amtmandens Besøg gav Kold1 netop hvad han i det Øieblik trængte til, det gav hans løse, svævende Tanke en Gjenstand, hvortil den kunde knytte sig. Han kunde ikke få2 Brevet ud af sit Hoved, og han begyndte at gjennemgå3 alle sine Sammenstød med det besynderlige Væsen, som havde skrevet det. Deriblandt var der mangt et Træk, som han instinktmæssig4 havde [40]fortiet Müller, og som nu opgik for ham i et Lys, hvori han aldrig før havde seet dem.
Cold1 havde en ældre Veninde, med hvem han i et vist Tidspunct2 af sit Liv havde udvexlet3 meget af hvad der da bevægede ham. Denne Veninde havde han lovet, at han skulde sende en eller anden lille4 Optegnelse fra sit nuværende Opholdssted. Hidtil var dette Løfte blevet uopfyldt, og han havde ofte gjort sig Bebreidelser derfor. Han syntes aldrig noget var [33]godt nok. Nu vil jeg forsøge, sagde han, jeg vil samle alle disse Smaatræk5, og naar6 jeg ser dem paa7 Papiret, vil det vise sig, om det er noget jeg kan byde Margrethe.
Kold1 havde en ældre Veninde, med hvem han i et vist Tidspunkt2 af sit Liv havde udvekslet3 meget af hvad der da bevægede ham. Denne Veninde havde han lovet, at han skulde sende en eller anden liden4 Optegnelse fra sit nuværende Opholdssted. Hidtil var dette Løfte blevet uopfyldt, og han havde ofte gjort sig Bebreidelser derfor. Han syntes aldrig noget var godt nok. Nu vil jeg forsøge, sagde han, jeg vil samle alle disse Småtræk5, og når6 jeg ser dem på7 Papiret, vil det vise sig, om det er noget,8 jeg kan byde Margrethe. [I, 4] Af Georgs Optegnelser til Margrethe.9
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
[I, 4] Noget af Colds Optegnelser til Margrethe.

[missing]
⮟
. . . . .1 Dette Barn forvirrede mig i høi Grad. Undertiden brast min Taalmodighed2, og jeg foreholdt hende alvorlig hendes Mangel paa Iver3 og Flid4. Da kunde hun see paa5 mig med et Blik saa6 ydmygt, saa7 bønligt, at jeg ikke kunde sige et Ord mere. En anden Gang tog hun det saa ligegyldig8, som om det slet ikke angik hende. Maaskee9 det kommer af, at hun nu engang ikke kan lide mig, tænkte jeg. Nede mellem hendes Egne vil hendes Væsen naturligere gaae op10. Her vil jeg bedre kunne iagttage hende. Men her var hun næsten aldrig at see11. «Det er en Umulighed,» sagde hendes Moder, «13at faae Sophie14 til at sidde stille inde med et peent15 Arbeide. Kan hun derimod ligge i Haven og grave og plante i Jorden, hjælpe Budeierne med at fodre Dyrene, saa16 er hun fornøiet. Tænk Dem, hvad der hendte17 mig forleden. Bispinden kom ganske uventet her, og hun spurgte efter Sophie18. Jeg fik hende i Hast ind fra Skuret, hvor hun stod og skagedeskagede] ristet Liin19 [34]mellem Huusmandskonerne20, for at faae21 hende omklædt . .22 hun træder ind, vel i sin Stadskjole23, men med Haaret24 dryssende fuldt af Avner,25Avner] små blader, rusk og et Ansigt saa26 fortvivlet!. . . jo27 De kan troe28 det var behageligt»29! Slige Historier fik jeg ofte nogle af. En Dag, som Gjeteren var bleven syg, bad hun indstændig om at maatte gaae i hans Sted. Man maa kjende den Sorgløshed, hvormed Børn paa Landet opdrages, for at begribe, at hun fik Lov at tilbringe en heel Dag ganske alene i den vilde, eensomme Udmark. Paa denne Viis saae jeg hende næsten blot ved Bordet; der sad hun taus, men yttrede hun Noget, saa troede Moderen altid at opdage noget Dumt deri, eller ogsaa Noget, der stod i Strid med den Velopdragenhed, hun søgte at bibringe hende. Amalie behandlede hende under dette med en vis taabelig, altklug,altklug] veslevoksen halv bekymret Beskyttelse. I disse Smaaconflicter med hendes Egne følte jeg altid en stor Lyst til at forsvare hende, og jeg søgte ved mangt et Tegn at lægge dette for Dagen. Hun vilde aldrig forstaae det.30
[41]Dette Barn forvirrede mig i høi Grad. Undertiden brast min Tålmodighed2, og jeg foreholdt hende alvorlig, at hun var så doven3 og uopmerksom4. Da kunde hun se på5 mig med et Blik så6 ydmygt, så7 bønligt, at jeg ikke kunde sige et Ord mere. En anden Gang tog hun det så ligegyldigt8, som om det slet ikke angik hende. Måske9 det kommer af, at hun nu engang ikke kan lide mig, tænkte jeg. Nede mellem hendes Egne vil hendes Væsen udfolde sig naturligere10. Her vil jeg bedre kunne iagttage hende. Men her var hun næsten aldrig at se11. «Det er næsten12 en Umulighed,» sagde hendes [42]Moder, at få Sofie14 til at sidde stille inde med et pent15 Arbeide. Kan hun derimod ligge i Haven og grave og plante i Jorden, hjælpe Budeierne med at fodre Dyrene, så16 er hun fornøiet. Tænk Dem, hvad der hændte17 mig forleden. Bispinden kom ganske uventet her, og hun spurgte efter Sofie18. Jeg fik hende i Hast ind fra Skuret, hvor hun stod og skagede Lin19 mellem Husmandskonerne20, for at få21 hende omklædt;22 hun træder ind, vel i sin Staskjole23, men med Håret24 dryssende fuldt af Avner og et Ansigt så26 fortvivlet! Jo,27 De kan tro28 det var behageligt!
. . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟

[missing]
Slige Historier fik jeg ofte nogle af. En Dag, som Gjeteren var bleven syg, bad hun indstændig om at måtte gå i hans Sted. Man må kjende den Sorgløshed, hvormed Børn på Landet opdrages, for at begribe, at hun fik Lov at tilbringe en hel Dag ganske alene i den vilde, ensomme Udmark. På denne Vis så jeg hende næsten blot ved Bordet; der sad hun taus, men ytrede hun noget, så troede Moderen altid at opdage noget Dumt deri, eller også noget, der stod i Strid med den Velopdragenhed, hun søgte at bibringe hende. Amalie behandlede hende under dette med en vis tåbelig altklug, halv bekymret Beskyttelse. I disse Småkonflikter med hendes Egne følte jeg altid stor Lyst til at forsvare [43]hende, og jeg søgte ved mangt et Tegn at lægge det for Dagen. Hun vilde aldrig forstå det.
⮟

[missing]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
⮟
Grotten var nok hendes kjæreste1 Opholdssted, hendes egentlige rette Værnething. Af den Grund gik jeg sjelden derned, uagtet dette Sted ogsaa2 for mig havde noget høist Tillokkende. Sophie3 havde nu engang et Slags Eiendomsret dertil, og et Par Gange, [35]jeg havde truffet hende dernede4, bar hendes Miner umiskjendelige Tegn paa5, at Overraskelsen var hende ubehagelig. Men engang kom jeg ovenfra Dalen, og jeg fik Lyst til at klavre ud paa6 de Klipper, der danne denne mærkværdige7 Hvælving, for at see8 hvorledes den lukkede sig foroven. Her saae9 jeg gjennem en Revne Sophie10 ligge udstrakt, ubevægelig paa11 Bunden af Grotten. Forskrækket fløi12 jeg ned;13 thi jeg tænkte der kunde være tilstødt hende Noget15. Hun sov,16 træt af sit Arbeide; ved hendes Side laae17 en Spade, der syntes altfor tung for hendes spæde Kræfter. Over hendes Ansigt, der blev skarpt18 belyst af Skinnet ovenfra, hvilede et Udtryk af Sorg, som jeg aldrig før havde seet. Det kom fra Sjælens19 Dyb, kun i Søvne kunde hun have det saa20, eller var det idetmindste mueligt21 at fastholde det. Det er besynderlig22 med visse Ansigter, som i Søvne eller en dødlignende Roe23 antage en Skjønhed, man ellers ikke bemærker24, maaskee25 fordi de endnu26 ikke have vundet det for denne Form harmoniske Udtryk: for27 første Gang bemærkede28 jeg, at Sophies29 Træk vare30 smukke og regelmæssige. Men endnu mere undrede det mig at see31, at hendes Hoved hvilede paa32 en stor Bog. Det var ingen af hendes sædvanlige Bøger, det saae33 jeg strax34, men hvilken Bog kunde det da interessere hende at læse i? Det gik just dengang allerbedrøveligst med vore Skoletimer. At faae35 dette [36]at vide var en Umulighed, naar36 jeg ikke vilde vække hende. Hun holdt den omspændt med Armen, som om hun værgede for sin Hemmelighed.
Grotten var nok hendes kjereste1 Opholdssted, hendes egentlige rette Værnething. Af den Grund gik jeg sjelden derned, uagtet dette Sted også2 for mig havde noget høist Tillokkende. Sofie3 havde nu engang et Slags Eiendomsret dertil, og et Par Gange, jeg havde truffet hende derude4, bar hendes Miner umiskjendelige Tegn på5, at Overraskelsen var hende ubehagelig. Men engang kom jeg ovenfra Dalen, og jeg fik Lyst til at klavre ud på6 de Klipper, der danne denne merkværdige7 Hvælving, for at se,8 hvorledes den lukkede sig foroven. Her så9 jeg gjennem en Revne Sofie10 ligge udstrakt, ubevægelig på11 Bunden af Grotten. Forskrækket løb12 jeg ned,13 thi jeg tænkte,14 der kunde være tilstødt hende noget15. Hun sov træt af sit Arbeide; ved hendes Side lå17 en Spade, der syntes altfor tung for hendes spæde Kræfter. Over hendes Ansigt, der blev grelt18 belyst af Skinnet ovenfra, hvilede et Udtryk af Sorg, som jeg aldrig før havde seet. Det kom fra Sjelens19 Dyb, kun i Søvne kunde hun have det så20, eller var det idetmindste muligt21 [44]at fastholde det. Det er besynderligt22 med visse Ansigter, som i Søvne eller en dødlignende Ro23 antage en Skjønhed, man ellers ikke bemerker24, måske25 fordi de ikke have vundet det for denne Form harmoniske Udtryk. For27 første Gang bemerkede28 jeg, at Sofies29 Træk var30 smukke og regelmæssige. Men endnu mere undrede det mig at se31, at hendes Hoved hvilede på32 en stor Bog. Det var ingen af hendes sædvanlige Bøger, det så33 jeg straks34, men hvilken Bog kunde det da interessere hende at læse i? Det gik just dengang allerbedrøveligst med vore Skoletimer. At få35 dette at vide var en Umulighed, når36 jeg ikke vilde vække hende. Hun holdt den omspændt med Armen, som om hun værgede for sin Hemmelighed.

[missing]
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
⮟
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
Hendes Mistroe1 til mig var grændseløs2. Kun en eneste Gang har det lykkedes mig at overvinde den og bringe hende ind i en ordentlig Samtale.
Hendes Mistro1 til mig var grænseløs2. Kun en eneste Gang har det lykkedes mig at overvinde den og bringe hende ind i en ordentlig Samtale.
Jeg var paa1 Jagt oppe i Fjeldene, paa2 hvis sydøstlige Knæe Gaardens3 lille Sæter ligger. Jeg lagde Veien over den,4 i det Haab5 at træffe et eller andet Medlem af Familien der, som ikke sjelden gjorde Besøg derop, ialfald kunde jeg hvile mig ud paa6 den smukke Skrænt og faae lidt7 at spise af Sæterpigen8. Endnu længe førend jeg kom ned9 til Sæteren hørte jeg en underlig gjenlydende Musik, der snart lød nær, snart fjernt11, og skjelnede tilsidst to Fruentimmerstemmer, der bestandig afløste hverandre i at kaue.kaue] hauke; rope; lokke Men hvilken Stemme var ikke den ene! Saa12 bævende, fuld og klokkereen13, saa14 jublende stærk og dog saa15 bøielig, gav den Gjenlyd i de fjerneste Aaser16 og fyldte den hver Vraa17Vraa] avkrok i de tause Skovdybder nedenunder. Jeg var nu saa18 nær, at jeg kunde oversee19 Sætervangen,20 uden selv at bemærkes21. Det var Sophie22 der sang; hvem kunde tænkt, at dette spæde Barn24 havde en saadan25 [37]Dommedagsrøst. Marit gav vel Undervisningen, men det var kjendeligt at hun betragtede sin Elev med en Art stolt Forbauselse. Ved al denne Lokken og Kauen nærmede Kjøerne sig mødigemødige] trøtte; søvnige og mætte til Leddet.Leddet] gjerde; grind Sophie27 sprang ned mod dem,28 op paa29 Leddet, og medens hun klappede den store hvide Bjældekoe30 udenfor, sang hun endnu en Stump af en gammel Vise,31 med den samme forunderlig bøielige og vibrerende Røst, der, idet den henvendtes til Koen, fik et ganske eget Udtryk af comisk Melankolie32. Uvilkaarlig33 undslap mig et Bifaldsraab34, idet jeg traadte35 ud af mit Skjul. Sophie36 vendte et Ansigt mod mig, hvorpaa37 den yderste Forskrækkelse stod malet, gjorde en Bevægelse, der skræmmede38 alle Kjøerne til den iilsomste39 Flugt ned i Skoven igjen, og hun40 var forsvunden med dem. Jeg ligesaa41 fort efter; min Hund ledede paa42 Sporet, og efter et kort Krydstog i det Tykkeste af Skoven fandt jeg hende siddende paa43 en Fjeldpynt, der meget steilt hælder44 ud over Dalen mod Øst. Hun rørte sig ikke, hun syntes neppe at bemærke45 at jeg satte mig ned hos hende. Uvis begyndte jeg:
Jeg var på1 Jagt oppe i Fjeldene, på2 hvis sydostlige Knæ Gårdens3 lille Sæter ligger. Jeg lagde Veien over den i det Håb5 at træffe et [45]eller andet Medlem af Familien der, som ikke sjelden gjorde Besøg derop, ialfald kunde jeg hvile mig ud på6 den smukke Skrænt og få Lidt7 at spise af Sæterjenten8. Endnu længe førend jeg kom op9 til Sæteren,10 hørte jeg en underlig gjenlydende Musik, der snart lød nær, snart fjern11, og skjelnede tilsidst to Fruentimmerstemmer, der bestandig afløste hverandre i at kaue. Men hvilken Stemme var ikke den ene! Så12 bævende, fuld og klokkeren13, så14 jublende stærk og dog så15 bøielig, gav den Gjenlyd i de fjerneste Åse16 og fyldte den hver Vrå17 i de tause Skovdybder nedenunder. Jeg var nu så18 nær, at jeg kunde overse19 Sætervangen uden selv at bemerkes21. Det var Sofie,22 der sang; hvem kunde have23 tænkt, at dette spinkle Pigebarn24 havde en sådan25 Dommedagsrøst. Marit gav vel Undervisningen, men det var kjendeligt,26 at hun betragtede sin Elev med en Art stolt Forbauselse. Ved al denne Lokken og Kauen nærmede Kjøerne sig mødige og mætte til Leddet. Sofie27 sprang ned mod dem og28 op på29 Leddet, og medens hun klappede den store hvide Bjældeko30 udenfor, sang hun endnu en Stump af en gammel Vise med den samme forunderlig bøielige og vibrerende Røst, der, idet den henvendtes til Koen, fik et ganske eget Udtryk af komisk Melankoli32. Uvilkårlig33 [46]undslap mig et Bifaldsråb34, idet jeg trådte35 ud af mit Skjul. Sofie36 vendte et Ansigt mod mig, hvorpå37 den yderste Forskrækkelse stod malet, gjorde en Bevægelse, der skræmmed38 alle Kjøerne til den ilsomste39 Flugt ned i Skoven igjen, og var forsvunden med dem. Jeg ligeså41 fort efter; min Hund ledede på42 Sporet, og efter et kort Krydstog i det Tykkeste af Skoven fandt jeg hende siddende på43 en Fjeldpynt, der meget steilt helder44 ud over Dalen mod Øst. Hun rørte sig ikke, hun syntes neppe at bemerke,45 at jeg satte mig ned hos hende. Uvis begyndte jeg:
Hvad skal denne Flugt betyde, kjære Sophie1? Hvor kan min Overraskelse over din Sang skræmme Dig saaledes2? Vær dog ikke saa skye3, saa4 mistroisk. Er der noget underlig5 i, at din Stemme forbauser mig?
Hvad skal denne Flugt betyde, kjere Sofie1? Hvor kan min Overraskelse over din Sang skræmme dig således2? Vær dog ikke så sky3, så4 mistroisk. Er der noget underligt5 i, at din Stemme forbauser mig?
Istedetfor Svar begyndte hun bitterlig at græde.
Istedetfor Svar begyndte hun bitterlig at græde.
⮟
[38]Jeg forstaaer Dig1 ikke. . .2 .
Jeg forstår dig1 ikke.
«1Lov mig blot, at De ikke vil sige det hjemme .2 .»3
Lov mig blot, at De ikke vil sige det hjemme.
Hvilket?
Hvilket?
⮟
«1At jeg kan . . .2 at jeg har sunget.»3
At jeg kan –2 at jeg har sunget.
Men Gud, hvorfor maae De1 hjemme ikke vide det? Der er dog intet Ondt i at synge.
Men Gud, hvorfor må de1 hjemme ikke vide det? Der er dog intet Ondt i at synge.
«1Fordi jeg da kom til at spille med Organisten. Han er saa2 fæl, saa3 fæl,4 De skulde blot vide hvad den stakkels Louise har udstaaet . .6 .»7
[47]Fordi jeg da kom til at spille med Organisten. Han er så2 fæl, så3 fæl;4 De skulde blot vide,5 hvad den stakkels Louise har udstået6.
Louise?
Louise?
⮟
«1Ja, min Søster Louise, hun som blev gift med Caspersen, som var Huslærer hos os . .3 .»4
Ja, min Søster Louise, hun,2 som blev gift med Caspersen, som var Huslærer hos os.
Naa saa1! sagde jeg,2 og greb uvilkaarlig3 til min Hat.
Nå så1! sagde jeg og greb uvilkårlig3 til min Hat.
«1De maae2 vide,»3 vedblev hun, «4at da Louise var paa5 min Alder havde hun en ganske ubetydelig Stemme, men hun var munter og glad, og hun trallede hele Dagen. Moder troede der var noget Udmærket ved den, og den gamle Organist blev bestilt for at uddanne den. Men da den var saa9 længe forsømt, maatte10 Sagen tages grundigt. Det vil sige, at der begyndtes Klokken otte og Timen varede til Klokken tolv, accurat saalænge12 som der tærskedes paa Laaven13, og saa14 spiste vi, og saa15 begyndte de igjen! og16 i den hele Tid sad Louise der med Nodebladet, som hun havde saa17 ondt for at fatte noget af, foran sig, og den ækle, gamle [39]Karl sad ved Siden af hende med sin Skraae18 i Munden, og smækkede hende over Fingrene med en tynd Pind,19 og dunkede hende Takten i Ryggen. Louise kom altid forgrædt fra disse Sangtimer,20 og sagde ofte: Vogt Dig Sophie21 for at synge, ellers skal Du22 lære Musik . .23 .»24
De må2 vide, vedblev hun, at da Louise var på5 min Alder,6 havde hun en ganske ubetydelig Stemme, men hun var munter og glad, og hun trallede hele Dagen. Moder troede,7 der var noget Udmærket ved den, og den gamle Organist blev bestilt for at uddanne den. Men,8 da den var så9 længe forsømt, måtte10 Sagen tages grundigt. Det vil sige, at der begyndtes Klokken otte,11 og Timen varede til Klokken tolv, akkurat så længe,12 som der tærskedes på Låven13, og så14 spiste vi, og så15 begyndte de igjen! Og16 i den hele Tid sad Louise der med Nodebladet, som hun havde så17 ondt for at fatte noget af, foran sig, og den ækle, gamle Karl sad ved Siden af hende med sin Skrå18 i Munden, og smækkede hende over Fingrene med en tynd Pind og dunkede hende Takten i Ryggen. Louise kom altid forgrædt fra disse Sangtimer og sagde ofte: [48]Vogt Dig, Sofie,21 for at synge, ellers skal du22 lære Musik.
Lærte din Søster da Noget1?
Lærte din Søster da noget1?
«1Ja, nu skal De høre. Efter halvandet Aars2 Forløb havde hun lært at synge to Stykker, nemlig: «Skjønne Minka»Skjønne Minka] russisk folkevise, fire vers av visen er nedtegnet i den håndskrevne Ullmanns visebok fra 1865 (Norsk visearkiv) og «Hvorfra kommer Du3, o lille Stjerne»,5Hvorfra kommer Du, o lille Stjerne] fra skillingsvisen «Tåren» (bl.a. trykket i Alf Prøysen (red.): Skillingsviser, Oslo 1975, der oppført med dansk opphav) og Læreren blev afskediget. Men nu begyndte en nye6 Plage for hende. Hvergang der kom Fremmede maatte7 hun frem og synge. Ingen Undskyldning hjalp. Moder sagde, at det var Skam, naar8 hendes Fader havde kostet saa9 mange Penge paa10 hende, at hun ikke kunde gjøre dem den Glæde. O, hvormange Gange har hun ikke sunget: skjønne11 Minka stands12 din Klage! med saa14 fortvivlet Stemme . . . naar15 jeg bare tænker paa16 det!» . . .17 Her brast hun atter i Graad. . . . .18 . «19Louise blev saa20 angst, naar21 hun hørte en Vogn, at hun foer22 afsted over Stok og Steen» . .23 .
Ja, nu skal De høre. Efter halvandet Års2 Forløb havde hun lært at synge to Stykker, nemlig: «Skjønne Minka» og «Hvorfra kommer du3, o lille Stjerne,4» og Læreren blev afskediget. Men nu begyndte en ny6 Plage for hende. Hvergang der kom Fremmede, måtte7 hun frem og synge. Ingen Undskyldning hjalp. Moder sagde, at det var Skam, når8 hendes Fader havde kostet så9 mange Penge på10 hende, at hun ikke kunde gjøre dem den Glæde. O, hvormange Gange har hun ikke sunget: «Skjønne11 Minka, stans12 din Klage!»13 med så14 fortvivlet Stemme, når15 jeg bare tænker på16 det! Her brast hun atter i Gråd18. Louise blev så20 angst, når21 hun hørte en Vogn, at hun for22 afsted over Stok og Sten23.
Græd nu ikke mere over det, kjære Sophie1. Din Søster har sandsynligviis2 aldrig havt noget Talent, men det har Du3 umiskjendelig. Synes Du4 da ikke at Du begaaer6 en Synd, ved saaledes7 at dølge og undertrykke8 det?
Græd nu ikke mere over det, kjere Sofie1. Din Søster har sandsynligvis2 aldrig havt noget Talent, men det har du3 umiskjendelig. Synes du4 da ikke,5 at du begår6 en Synd, ved således7 at dølge det, som om8 det var noget Ondt9?
[40]«1Nei, nei,» raabte2 hun heftig, «3derved undgaaer4 jeg netop en stor Synd5.»6
Nei, nei, råbte2 hun heftig, derved undgår4 jeg netop en stor Ulykke5.
Men en raae Behandlingsmaade1 er ikke uundgaaelig2 for Enhver, der vil lære at synge. Din Stemme trænger til en ganske anden Uddannelse end den kan gives her,4 det vil dine Forældre nok forstaae5.
Men en rå Behandlingsmåde1 er ikke uundgåelig2 for Enhver, der vil lære at synge. Din [49]Stemme trænger til en ganske anden Uddannelse,3 end den kan gives her;4 det vil dine Forældre nok forstå5.
Hun saae1 med store Øine paa2 mig.
Hun så1 med store Øine på2 mig.
«1Ak,»2 sagde hun, «3selv om jeg kunde lære at synge . . . saaledes4 som jeg tænker mig det . . . Hvad5 Nytte havde jeg selv6 af det? Louise synger aldrig mere.»7
Ak, sagde hun, selv om jeg kunde lære at synge således,4 som jeg tænker mig det, hvad5 Nytte havde jeg så6 af det? Louise synger aldrig mere.
Det Ord Nytte bragte mig næsten til at lee1, men jeg vogtede mig vel. Jo, netop Nytte, sagde jeg. For det Første er det Nyttigt2 at kunne glæde Andre, og jeg tvivler ikke om at Du snart vilde skaffe dine Forældre en Glæde, som den stakkels Louise vist aldrig har skaffet dem, om hun end nok saa4 villig sang «skjønne Minka»5. Det vilde aldrig falde dem ind at misbruge din Sang til et fast Forlystelsesapparat for Fremmede. Musikken vil gjøre Dig selv friere og mere tillidsfuld, den vil berige din Sjel. Dette er endnu det Allernyttigste. Tro mig, kjære Sophie7, for en ung Dame er alt det Skjønne nyttigt, og hun kan aldrig tilegne sig formeget af det. Hendes Sjel trænger til al den Ligevægt8, al den Selvstændighed, den kan naae. Atter saae hun paa mig længe og gjennemborende. Der laae Forundring, Smerte, Tvivl i dette Blik, hun [41]vilde sige Noget, men taug. Et udtryksfuldere Menneskeansigt har jeg aldrig seet9.
Det Ord Nytte bragte mig næsten til at le1, men jeg vogtede mig vel. Jo, netop Nytte, sagde jeg. For det Første er det nyttigt2 at kunne glæde Andre, og jeg tvivler ikke om,3 at Du snart vilde skaffe dine Forældre en Glæde, som den stakkels Louise vist aldrig har skaffet dem, om hun end nokså4 villig sang «skjønne Minka.»6 Det vilde aldrig falde dem ind at misbruge din Sang til et fast Forlystelsesapparat for Fremmede. Musikken vil gjøre Dig selv friere og mere tillidsfuld, den vil berige din Sjel. Dette er endnu det Allernyttigste. Tro mig, kjere Sofie7, for en ung Dame er alt det Skjønne nyttigt, og hun kan aldrig tilegne sig formeget af det. Hendes Sjel trænger til al den Ligevegt8, al den Selvstændighed, den kan nå9.

[missing]
Atter så hun på mig længe og forskende. Der lå Forundring, Smerte, Tvivl i dette Blik; [50]hun vilde sige Noget, men taug. Et udtryksfuldere Ansigt har jeg aldrig seet.
⮟
Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde saa1 snart vende tilbage, til at udvikle dette for hende, og jeg talte saa peent2 og fornuftigt,3 og gav mig saamegen4 AirAir] viktig mine/holdning; viktighet som jeg kunde.
Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde så1 snart vende tilbage, til at udvikle dette for hende, og jeg talte så pent2 og fornuftig3 og gav mig såmegen4 Air,5 som jeg kunde.
Hun gik taus ved min Side, lidt foran, halvt1 vendt mod mig,2 engang imellem slog hun Øinene stort op, det var som om hun sugede3 Ordene. Da vi kom til Sæteren, bad jeg Marit om at skaffe mig Noget at spise, thi jeg var bleven hjertelig4 sulten,5 men dette paatog Sophie6 sig med en Venlighed og Geskjæftighed, som jeg aldrig havde seet før. Vi var blevne de bedste Venner, da Hesten kom efter hende. Vi vandrede ned gjennem Skoven, medens jeg førte Hesten7 ved Bidslet,8 men da vi naaede9 Bygdeveien, steg hun op inden jeg kunde hjælpe hende. Hun havde en lille11 Hue af Edvards paa Hovedet12, og slog nu en viid14 Kappe om sig, der ganske tilhyllede hendes sædvanlige uklædelige Dragt. Fra Hesten rakte hun mig sin Haand,15 og sagde med et Udtryk, der paa16 engang var bønligt og bydende: «De holder jo nok Deres Løfte, intet Ord om Sangen.» I det Øieblik saae17 hun igjen ikke ud som et Barn. Hun foer18 afsted som en Piil. .19 .
Hun gik taus ved min Side, lidt foran, halv1 vendt mod mig;2 engang imellem slog hun Øinene stort op, det var som om hun indsugede3 Ordene. Da vi kom til Sæteren, bad jeg Marit om at skaffe mig Noget at spise, thi jeg var bleven dygtig4 sulten;5 men dette påtog Sofie6 sig med en Venlighed og Geskjæftighed, som jeg aldrig havde seet før. Vi var blevne de bedste Venner, da Hesten kom efter hende. Vi vandrede ned gjennem Skoven, medens jeg førte den7 ved Bidslet;8 men da vi nåede9 Bygdeveien, steg hun op,10 inden jeg kunde hjælpe hende. Hun havde en liden11 Hue, der har tilhørt Edvard12, på Hovedet13 og slog nu en vid14 Kappe om sig, der ganske tilhyllede hendes sædvanlige uklædelige Dragt. Fra Hesten rakte hun mig sin Hånd15 og sagde med et Udtryk, der på16 engang var bønligt og bydende: «De holder jo nok Deres Løfte, intet Ord om Sangen.» I det Øieblik så17 hun igjen ikke ud som et Barn. Hun for18 afsted som en Pil19.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
[42]Har jeg ikke taget1 ganske Feil2 af hende? Skjulte der sig ikke just under alle disse Modsigelser en fiint3 udpræget, med stærke Instincter udrustet4 Sjel, der kjæmpede for sin Befrielse,5 uden at vide hvorledes hun skulde haandtere7 den Virkelighed, hvori hun var sat.8 Men hvad var dette9? Hvad rørte der sig i hende? Hvorledes vil det arte sig? Er det maaskee10 allerede udvidsket11 i den nye Omgivelse? Hun har været der i halvtredie Aar,13 og er bleven confirmeret14 dernede. Denne15 Tante fører et elegant, selskabeligt Huus16. Om hun kom igjen kjøbenhavnsk forjadsket17,forjadsket] ødelagt uden Præg og Individualitet? Hendes Moder betroede os forleden, at Tanten ivrig18 ønskede at beholde Sophie19 dernede, da hun der kunde gjøre20 «sin Lykke»22. Hun havde allerede to alvorlige Tilbedere,24 foruden nogle andre af «anden Rang». Men alle Overtalelser vare25 strandede paa Sophies26 Ønske om at komme hjem. Og hun kommer hjem. Hvad der er vist er, at det ikke er den Sophie27 der reiste, det opløbne Barn med Blaalærreds28 Kjole og Mammelukker,29Mammelukker] vid underbukse med blonder nedenfor skjørtekanten og de lange Pidskefletninger30Pidskefletninger] hårfletter ned ad Ryggen. Det er den syttenaarige Sophie31, som kommer igjen, maaskee32 «herrlich in der Jugend Prangen33 wie ein Gebild aus Himmels Höh'n.»«herrlich in der Jugend Prangend wie ein Gebild aus Himmels Höh'n»] henvisning til diktet «Das Lied von der Glocke» av Friedrich von Schiller (1759–1805), gjendiktet av Ivar Aasen (men av poetiske grunner er linjene stokket litt om): «Men litle jenta stor er vordi / og stend i beste blomen sin, / ven som ei himmelssyn på jordi / med blygdar-raudning bjart om kinn. / Då kjem eit ukjent sviv i barmen, / og guten vert om hjarta veik» (Framande dikt frå fire tusen år, redigert av Hartvig Kiran, Sigmund Skard og Halldis Moren Vesaas. Samlaget, Oslo 1995 [1968], s. 222, sp. 2, l. 1–6) Og hvad saa34? Ak, kjære35 Müller, min gamle, ærlige, ubehændigeubehændige] usmidige; klossete; famlende Bjørn med dine Huusvarmetheorier36 og din Frygt!37 Min Frygt er, at dine Ulykkesspaadomme38 slet ikke skal indtræffe, [43]min Frygt er, at jeg ingen Grund har til Frygt. Jeg skal aldrig mere styrte mig beruset, blindt troende,39 ud i hine lokkende Dybder, hvor man troer40 at see41 Perler og Skatte paa42 Bunden. Schillers «Taucher»Schillers «Taucher»] «Der Taucher», dikt av Friedrich von Schiller (1759–1805) var en Helt, en ungdommelig Helt første Gang, anden Gang var han en Nar. Ak, jeg skal aldrig mere være nogen43 Nar! I vore Dage har man opfundet Dykkerklokker, hvor man forsigtig kan hidse44hidse] heise sig ned og rolig iagttage Alting,45 uden at faae46 engang saameget47 som Snue efter. . . . . . . . . .48
[51]Har jeg ikke ganske taget feil2 af hende? Skjulte der sig ikke just under alle disse Modsigelser en fint3 udpræget, med sterke Instinkter begavet4 Sjel, der kjæmpede for sin Befrielse uden at vide,6 hvorledes hun skulde håndtere7 den Virkelighed, hvori hun var sat?8 Men hvad var det9? Hvad rørte der sig i hende? Hvorledes vil det arte sig? Er det måske10 allerede udvisket11 i den nye Omgivelse? Hun har nu12 været der i halvtredie År13 og er bleven konfirmeret14 dernede. Hendes15 Tante fører et elegant, selskabeligt Hus16. Om hun kom igjen bymæssig forkvaklet17, uden Præg og Individualitet? Hendes Moder betroede os forleden, at Tanten ivrigt18 ønskede at beholde Sofie19 dernede, da hun der kunde «gjøre21 sin Lykke.»23 Hun havde allerede to alvorlige Tilbedere foruden nogle andre af «anden Rang». Men alle Overtalelser var25 strandede på Sofies26 Ønske om at komme hjem. Og hun kommer hjem. Hvad der er vist er, at det ikke er den Sofie,27 der reiste, det opløbne Barn med Blålærreds28 Kjole og Mammelukker og de lange Fletninger30 ned ad Ryggen. Det er den syttenårige Sofie31, som kommer igjen, måske32 «herrlich in der Jugend prangend33 wie ein Gebild aus Himmels Höh'n.» Og hvad så34? Ak, kjere35 Müller, min gamle, ærlige, ubehændige Bjørn [52]med dine Husvarmetheorier36 og din Frygt?37 Min Frygt er, at dine Ulykkesspådomme38 slet ikke skal indtræffe, min Frygt er, at jeg ingen Grund har til Frygt. Jeg skal aldrig mere styrte mig beruset, blindt troende ud i hine lokkende Dybder, hvor man tror40 at se41 Perler og Skatte på42 Bunden. Schillers «Taucher» var en Helt, en ungdommelig Helt første Gang, anden Gang var han en Nar. Ak, jeg skal aldrig mere være en43 Nar! I vore Dage har man opfundet Dykkerklokker, hvor man forsigtig kan fire44 sig ned og rolig iagttage Alting uden at få46 engang såmeget47 som Snue efter. [I, 5]48
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
[I, 5]

[missing]
⮟
Det var denne Vaklen mellem Fortid og Fremtid, mellem gamle saarende1 Minder og ubestemte Længsler, hvori hans Sjel vuggedes, der en smuk Aprildag drev Cold2 til at vandre ud i det Frie.
[53]Det var denne Vaklen mellem Fortid og Fremtid, mellem gamle sårende1 Minder og ubestemte Længsler, hvori hans Sjel vuggedes, der en smuk Aprildag drev Kold2 til at vandre ud i det Frie.
Det Terrain1, hvorpaa Gaarden laae2, sænkede sig ned mod Elven i en lang af Enge og sparsom Løvskov optaget Terrasse. En ganske anden Characteer4 frembød dens modsatte Bred i den5 Række sønderbrudte, yppigt overgroede Klippemasser, der ligesom dannede Fodstykket af6 de Aase7, der begrændsede8 Dalen. Paa9 denne Side laae10 Møllen, kun aflukket ved en Stænke11, og til Høire løb en Fodstie12 ind imellem Klipperne. Allerede denne Sti, der bugtede sig mellem de dybe Fjeldvægge, langs en Aae13, var høist tillokkende, [44]men blev det endnu mere ved at den førte til den omtalte Grotte. Ved Enden af Passet havde Klipperne dannet en naturlig, rummelig Hvælving, hvis smukke Former og symmetriske Linier næsten kunde bringe til at tvivle om det var Naturens Værk. Det Indvendige viste dog Spor af, at Menneskehænder vare16 komne Naturen til Hjælp17. Gruus18 og Stene vare omhyggelig19 bortryddede, Bunden jevnet og bestrøet med Sand, og en Ujevnhed i Klippevæggen saavelsom20 et Par løse Klippeblokke var ved Hjælp21 af Moos omskabte22 til Sæder. Hvælvingen, der var temmelig dyb, vilde dog været for dunkel, havde ikke en Revne i Fjeldet oventil indladt et ved Buske og Slyngplanter dæmpet, men dog tilstrækkeligt Lys. Udenom Grottens høire Side styrtede Bækken sig i flere Smaafald24 ned af Klipperne, udvidede sig i en Halvkreds og fortsatte sit Løb nedad. Udsigten fra dette Sted27 var venligere og mere oplivende end Stedets Characteer29 lod formode,30 den gav Sindet en mild Modvægt mod det dystre31 Indtryk, Hvælvingen gjorde. Gjennem Fjeldpasset, der aabnede32 sig mere og mere, saae33 man Bækken muntert strømme ned mod Elven, hvor man skimtede Mølletaget under nogle ældgamle Birke, og det lyse mere frugtbare Landskab hiinsides35 dannede den meest36 smilende Baggrund. Vi have forhenforhen] tidligere antydet, at Sophie37 ligefra sin tidligste Barndom havde tiltaget sig [45]en Eiendomsret til Stedet, som Ingen heller gjorde hende stridig. Endnu som ganske Lille38, naar39 Adgangen ofte var yderst vanskelig, havde hun fundet Veien derhen, beskyttet ved den Ubevidsthed om Fare, som er slige Smaaes40 usynlige Vogter.
Det Terræn1, hvarpå Gården lå2, sænkede sig ned mod Elven i en lang,3 af Enge og sparsom Løvskov optaget Terrasse. En ganske anden Karakter4 frembød dens modsatte Bred i en5 Række sønderbrudte, yppigt overgroede Klippemasser, der ligesom dannede Fodstykket til6 de Åse7, der begrænsede8 Dalen. På9 denne Side lå10 Møllen, og til Høire løb en Fodsti12 ind imellem Klipperne. Allerede denne Sti, der bugtede sig mellem de dybe Fjeldvægge, langs en [54]Bæk13, var høist tillokkende, men blev det endnu mere ved,14 at den førte til den omtalte Grotte. Ved Enden af Passet havde Klipperne dannet en naturlig, rummelig Hvælving, hvis smukke Former og symmetriske Linier næsten kunde bringe til at tvivle,15 om det var Naturens Værk. Det Indvendige viste dog Spor af, at Menneskehænder var16 komne Naturen til Hjelp17. Grus18 og Sten var omhyggeligt19 bortryddede, Bunden jevnet og bestrøet med Sand, og en Ujevnhed i Klippevæggen såvelsom20 et Par løse Klippeblokke var ved Hjelp21 af Mos omskabt22 til Sæder. Hvælvingen, der var temmelig dyb, vilde dog have23 været for dunkel, havde ikke en Revne i Fjeldet oventil indladt et ved Buske og Slyngplanter dæmpet, men dog tilstrækkeligt Lys. Udenom Grottens høire Side styrtede Bækken sig i flere Småfald24 ned af Klipperne, udvidede sig i en Halvkreds foran den25 og fortsatte derpå26 sit Løb nedad. Udsigten fra dette Punkt27 var venligere og mere oplivende,28 end Stedets Karakter29 lod formode;30 den gav Sindet en mild Modvægt mod det mørke31 Indtryk, Hvælvingen gjorde. Gjennem Fjeldpasset, der åbnede32 sig mere og mere, så33 man Bækken muntert strømme ned mod Elven, hvor man skimtede Mølletaget under nogle ældgamle Birke, [55]og det lyse,34 mere frugtbare Landskab hinsides35 dannede den mest36 smilende Baggrund. Vi have forhen antydet, at Sofie37 ligefra sin tidligste Barndom havde tiltaget sig en Eiendomsret til Stedet, som Ingen heller gjorde hende stridig. Endnu som ganske liden38, når39 Adgangen ofte var yderst vanskelig, havde hun fundet Veien derhen, beskyttet ved den Ubevidsthed om Fare, som er de Smås40 usynlige Vogter.
Det var til dette Sted Cold1 styrede sin Gang. Skjønt næsten utilgjængeligt3, da Vandet fra Fjeldet Vaar4 og Høst drev Bækken over sine Bredder, naaede5 han dog med nogen Anstrengelse derhen. Fra Grottens Indgang betragtede han Landskabet. Det grønne, spillende Moos6, den surrende7 Bæk, og den rene, blaae8 Himmel gav Alt et foraarsligt9 Skin, der daarede10 Beskueren.
Det var til dette Sted Kold1 styrede sin Gang. Skjønt Veien var2 næsten utilgjængelig3, da Vandet fra Fjeldet Vår4 og Høst drev Bækken over sine Bredder, nåede5 han dog med nogen Anstrengelse derhen. Fra Grottens Indgang betragtede han Landskabet. Det grønne, spillende Mos6, den plaskende7 Bæk, og den rene, blå8 Himmel gav Alt et forårsligt9 Skin, der dårede10 Beskueren.
Man kan hundrede Gange have seet et Menneske, en Localitet1; en Dag falder det os ind at betragte, det er, med det indre Øie beskue dette Menneske, denne Localitet3, som da fremstiller sig for os ganske nye4 og fremmed. For første Gang lagde Cold Mærke5 til, ved at see6 sig omkring i Hvælvingen, at kun den forreste Deel7 var regelmæssig, medens Naturen i den inderste Deel8 havde dannet forskjellige Nicher og Fordybninger. Her faldt Lyset fra den solblanke Dag blaaeagtigt9 gjennem den omtalte Revne. Speidende gled hans Øie rundt. Det forekom ham, som om enhver Steen10, enhver Ridse maatte11 kunne give ham nogen Oplysning om det Væsen, der i det Øieblik [46]beskjeftigede ham. I Sandet vilde12 han finde Spor af en Fod, den mindste paa14 hele Gaarden15. Et Par Stene i Fjeldvæggen, som noget fortørret Moos16 var gledet ifra, lod sig flytte. Han havde truffet et hemmeligt Gjemme!17 Omhyggelig gjennemsøgte han hver Spalte. Forgjeves.18 Ved at rode i Gruset fandt han endelig Noget. Det var en liden rund, cylinderformet, huul19 Gjenstand,20 af en haard21 Substants, der havde en paafaldende22 Lighed med et Valnøddeskal. Han besaae23 den fra alle Sider, han stirrede paa24 de smaae25, krusede Linier, som om enhver af dem var en betydningsfuld Rune. Et26 Valnøddeskal var og blev det. . . .27
Man kan hundrede Gange have seet et Menneske, en Lokalitet1; en Dag falder det os ind at betragte, det er, med det indre Øie beskue,2 dette Menneske, denne Lokalitet3, som da fremstiller sig for os ganske ny4 og fremmed. For første Gang lagde Kold Merke5 til, ved at se6 sig omkring i Hvælvingen, at kun den forreste Del7 var regelmæssig, medens Naturen i den inderste havde dannet forskjellige Nicher [56]og Fordybninger. Her faldt Lyset fra den solblanke Dag blåagtigt9 gjennem den omtalte Revne. Speidende gled hans Øie rundt. Det forekom ham, som om enhver Sten10, enhver Ridse måtte11 kunne give ham nogen Oplysning om det Væsen, der i det Øieblik beskjeftigede ham. I Sandet mente12 han at13 finde Spor af en Fod, den mindste på14 hele Gården15. Et Par Stene i Fjeldvæggen, som noget fortørret Mos16 var gledet ifra, lod sig flytte. Han havde truffet et hemmeligt Gjemme.17 Omhyggelig gjennemsøgte han hver Spalte. Forgjæves!18 Ved at rode i Gruset fandt han endelig Noget. Det var en liden rund, cylinderformet, hul19 Gjenstand af en hård21 Substants, der havde en påfaldende22 Lighed med et Valnøddeskal. Han beså23 den fra alle Sider, han stirrede på24 de små25, krusede Linier, som om enhver af dem var en betydningsfuld Rune. En26 Valnøddeskal var og blev det. [I, 6] Til Müller.27
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
[I, 6] Til Müller.

[missing]
⮟
. . . . gaard1 den 29de2 Marts.
[57]. . . . Gård1 den 29 Marts.
Jeg har taget et uhyre Ark frem, skaaret1 alle de Penne jeg har, og skyndt mig at skrive «Kjære3 Müller», jeg har laaset4 Døren af, skjøndt5 jeg veed6 at ingen Sjel forstyrrer mig, alt dette i Troe paa7, at det Gamle8 «frisk begyndt, halv fuldendt»«frisk begyndt, halv fuldendt»] eg. «godt begyndt er halvt fuldendt», fast uttrykk for at en god begynnelse øker sjansen for en god avslutning udtrykkelig er myntet paa9 Brevskrivning, denne lunefuldeste, vanskeligste af alle menneskelige Idrætter. Naar De vidste hvad der hviler paa mit Sind af Breve! og jo varmere tænkte og følte . . . . dog derom Intet her. Nu10 vil jeg skrive Müller til, jeg skal, jeg vil. Man skal maaskee11 vente [47]længe paa12 et saadant13 Sammentræf af baade14 ydre og indre Betingelser for et Brev, et ordentligt, langt, fornuftigt15, gemytligt Brev16. Disse Betingelser ere17: Marts Maaned18 udenfor, der i Almanakken kalder sig «Vaarmaaned19» – jeg vilde nu give den et ganske andet Navn, hvis jeg ikke kunde stryge den aldeles ud – og Qvarantaine20 og slet Humeur21 indenfor. Troe22 dog ikke, at vi ikke har23 Sol. Den straaler24 Dag for Dag, Uge for Uge paa25 den blegblaae26 Himmel,27 med en sand fortvivlet Udholdenhed. Den blinder os næsten med Reflexen28 fra de hvide Tage, uden at den mægter at fordrive Sneemasserne29. Den eneste bare Flæk30, jeg skimter oppe i Aasen31, det første mine Øine opløfte33 sig til om Morgenen, er i de sidste tre Dage ikke bleven større. Lokker Solskinnet Nogen34 ud, og man har naaet35 hen til Hjørnet i et ubeskriveligt Føre, mødes man af den skjærende Nordenvind, der jager os36 lige ind igjen. Saaledes gaaer37 Dagen uendelig eensformig38. Gaarden39 er som uddød – den eneste Lyd man hører er Tærskerens Slag fra Laaven42, fra den tidlige Morgen til den sene Aften, ustandselig43, rastløs44 som Slagene af et utaalmodigt45 Hjerte. Hvor trist er denne Lyd! Denne Tid paa46 Landet er utaalelig! Naar47 Sommeren kommer! . . .48 .
Jeg har taget et uhyre Ark frem, skåret1 alle de Penne,2 jeg har, og skyndt mig at skrive «kjere3 Müller», jeg har låset4 Døren af, skjønt5 jeg ved,6 at ingen Sjel forstyrrer mig, alt dette i Tro på7, at det gamle8 «frisk begyndt, halv fuldendt» udtrykkelig er myntet på9 Brevskrivning, denne lunefuldeste, vanskeligste af alle menneskelige Idrætter. Men nu10 vil jeg skrive Müller til, jeg skal, jeg vil. Man skal måske11 vente længe på12 et sådant13 Sammentræf af både14 ydre og indre Betingelser for et Brev, et ordentligt, langt, grundigt Brev15, en [58]Hjerteudgydelse i den gamle Stil16. Disse Betingelser er17: Marts Måned18 udenfor, der i Almanakken kalder sig «Vårmåned19» – jeg vilde nu give den et ganske andet Navn, hvis jeg ikke kunde stryge den aldeles ud – og Kvarantæne20 og slet Humør21 indenfor. Tro22 dog ikke, at vi ikke have23 Sol. Den stråler24 Dag for Dag, Uge for Uge på25 den blegblå26 Himmel med en sand fortvivlet Udholdenhed. Den blinder os næsten med Refleksen28 fra de hvide Tage, uden at den mægter at fordrive Snemasserne29. Den eneste bare Plet30, jeg skimter oppe i Åsen31, det første,32 mine Øine opløfter33 sig til om Morgenen, er i de sidste tre Dage ikke bleven større. Lokker Solskinnet En34 ud, og man har nået35 hen til Hjørnet i et ubeskriveligt Føre, mødes man af den skjærende Nordenvind, der jager En36 lige ind igjen. Således går37 Dagen uendelig ensformig38. Gården39 er som uddød – den eneste Lyd,40 man hører,41 er Tærskerens Slag fra Låven42, fra den tidlige Morgen til den sene Aften, ustanseligt43, rastløst44 som Slagene af et utålmodigt45 Hjerte. Hvor trist er denne Lyd! Denne Tid på46 Landet er rigtignok ikke til at – dog, jeg vil ikke sige noget ondt om Landet, når47 Sommeren kommer, er Alt glemt48.
Men jeg skal til at skrifte, det er sandt, og De mærker nok, at jeg i denne lange Indledning gjør ligesom Børnene en Omvei, der af Frygt fordi de komme [48]for seent, gjøre endnu en Omvei til Skolen. Ja, i Sandhed, det Skriftemaal jeg har at aflægge bliver vanskeligere end jeg havde tænkt, og jeg vil have ondt for at opfylde mit Løfte – ikke af Frygt for Dem, bedste Müller, o nei, bild Dem ikke det ind! De skal ikke have Grund til den fjerneste Spot, De skal tvertimod have Glæde af mig. Hvorledes skal jeg forklare mig: – jeg har faae Begivenheder at stille op; min Ulykke ligger i en eneste stor Skuffelse, som Folk af Deres Art aldrig have at gjennemgaae, og som De derfor vanskelig kan fatte hos Andre. Denne Skuffelse har jeg lidt i en Verden, jeg søgte med saadan brændende Længsel. De kjender jo nok mine stakkels ungdommelige Illusioner, De har ofte nok ubarmhjertig gaaet dem til Livs. Siden skiltes vore Veie. Der var hele Aar, hvori jeg neppe saae Dem! Jeg troede De havde ganske ladet mig fare, indtil De pludselig overraskede mig heroppe i min Ensomhed. Det var smukt, det var trofast af Dem. Jeg kan ikke til Gjengjæld gjøre mindre end at fortælle Dem, hvordan jeg har tilbragt det mellemliggende Tidsrum. Det er med en egen Rørelse, man i de senere Aar tænker tilbage paa sin første Ungdom, hiin lyksalige Grønhedsperiode. Man veed ikke, om man skal ynke eller beundre den. Man vil nok storagtig forkaste den Lykke, den bereder, men man gjør det ikke uden et hemmeligt, nagende [49]Savn, og mangt et længselsfuldt Tilbageblik. De veed jo, at jeg, der mindst drømte om en saadan Lykke, kom i Mode, og skulde være med overalt. Det var netop i den Tid, da Selskabeligheden i vor Bye pludelig tog et nyt Opsving. Man forsøgte sig i alskens fremmede Reunions;Reunions] selskapeligheter det var Baller paa Baller, Kanefarter,Kanefarter] utfart med hest og slede, ofte med selskap etterpå Soiréer og Matinéer. Midt i dette Festliv maatte jeg ofte tænke paa, hvordan jeg i mine ubemærkede Dage havde stillet mig ved Indkjørselen til Stiftsgaarden, naar StatholderenStatholder] person som på regentens vegne styrer en landsdel eller et land med særlig status, Norge ble under unionen med Danmark i lange perioder styrt av en statholder gav Bal, for at see Damerne stige ud. Her maae De da tilbagekalde Dem, hvorledes Opvæxten i en eensom Fjeldegn, hvor jeg i Mangel af Menneskeomgang læste Romaner og Digte, havde indvirket paa mig. Min Moder, en begavet og meget smuk Kone, bidrog ogsaa til at forstærke min Begeistring for det andet Kjøn, en Trang til at beundre det, Egenskaber, som ogsaa skal have charakteriseret mine Forfædre, og som har givet Anledning til en heel Deel romantiske Begivenheder i min Familie. Jeg troer jeg har fortalt Dem nogle af disse, men gik man ret langt tilbage i Tiden, vilde de formodentlig ende i en Dragestjert eller noget Lignende. Hvad Under da, at jeg, endnu førend jeg var værdig til at være med, begyndte med brændende Iver at søge Idealerne til mine Drømme! De skulde vide, hvordan jeg forfulgte Sporet af enkelte Damer, som [50]Mængden betegnede som Skjønheder. Min Hylding var saameget sandere, som jeg selv var ubemærket. Ingen Troubadour kunde i Ydmyghed og Udholdenhed maale sig med mig. Naar jeg saae dem i deres lette Baldragt stige ud, eller flagre som Syner forbi de oplyste Vinduer, forekom de mig som Væsener af en høiere Art end vi andre, jordiske, plumpe og bestøvlede Skabninger, og den Lykke at danse med dem, tale med dem, tabte sig for min Tanke i noget «Ueberschwenglich»,«Ueberschwenglich»] (ty.) overstrømmende Noget, en Dødelig ikke kunde bære. Mine Extaser dannede en underlig Contrast til mine Kammeraters raae, spottende Bemærkninger. Hvor forbittret stormede jeg fra deres Selskab! Det er ligegyldigt, ved hvilket Tilfælde jeg blev draget ind i den Sphære,Sphære] krets der var Gjenstanden for min Attraae. Jeg stod indenfor Kredsen, og saae Trylleriet vige mere og mere. Skjønheden, hvor jeg fandt den, øvede vel endnu sin Magt over mig, men efterhaanden lærte jeg at indsee, at den er værdløs, naar den ikke støttes af andre Fortrin, og at der skal indre Qvaliteter til at bære den og gjøre den gjældende. Desværre skulde jeg selv praktisk gjøre denne Erfaring. Jeg forelskede mig blindt et Par Gange i Væsener, der vare lidet skikkede til at døbe mine Forventninger og holde min Troe i Veiret, og idet jeg trak mig tilbage blev jeg skjeldt for en Bedrager, medens jeg selv var den bittrest skuffede. [51]Jeg løb atter i Snaren, og dennegang blev jeg alvorlig hængende. I to Aar var jeg forlovet. Hvor hun var smuk denne Frøken W., hvor hun var smuk! I dette Ansigt, denne deilige Skabning, laae de rigeste Løfter om al den Lykke en Mand kan drømme . . . . Løfter, som hun idelig brød, hvergang hun aabnede Munden, thi trods sin forlokkende Magt var hun uden Sjel. Jeg veed ikke hvad der meest havde skadet hende, en falsk Opdragelse eller tomme Omgivelser. Hun var en Incarnation af den moderne qvindelige Opdragelse, der gjør Alt for den ydre Fernis,Fernis] overflate; glans Intet for Aandens og Gemyttets Liv, og som hos mindre dybe Naturer tilsidst frembringer Usandhed i Alt –. AffectationAffectation] tilgjorthet istedetfor Følelse, Snerperi istedetfor Blufærdighed og Sniksnak istedetfor Aandrighed. Da hundrede Gange heller vore Mødres og Bedstemødres simple Opdragelse. Ved Siden af den moderne Dannelse forekommer deres Spinderok og naive Orthographie mig rørende og ærværdig. Frøken W. havde lært Alt og vidste Ingenting. Hun havde læst en Mængde Romaner i forskjellige Sprog, men hun forstod maaskee ikke en eneste, George SandGeorge Sand] den franske forfatter Amandine-Aurore-Lucile Dupin (1804–1876), senere baronesse Dudevant, skrev en rekke romaner under psevdonymet George Sand var hende ligesaa god som Storm Vang.Storm Vang] Johan Storm Wang (1800–1849), norsk forfatter Hun gik paa alle Baller, ikke fordi hun ei allerede var træt af dem – hun havde fra sit ottende Aar været Primadonna paa alle Børneballer – men hun maatte tømme denne Glæde til Bærmen – thi hvad skulde hun sætte [52]istedet? . . . hun var . . . dog nok derom, min bedste Ven, det var endnu ikke det værste . . . det værste var, at hun elskede mig i Grunden – ikke – og dog vilde hun gifte sig med mig. I dette Punkt var hun uangribelig, og uden Stolthed. Hun, der kunde sætte en fornærmet Dronningmine op for en Bagatel, taalte med en Taalmodighed, der bragte mig til at fortvivle, mine Bemærkninger om vor Charakteerforskjellighed, ja slog tilsidst endog mine directe Antydninger om at løse vort Forhold henløse vort Forhold hen] oppheve forlovelsen i Spøg. Endelig brød jeg selv Lænken, og udholdt taalmodig Byens Sqvalder.Sqvalder] sladder Man dømte mit Forhold meget haardt, Frøken W. gjaldt for en af de første unge Damer. Og det er den traurige Sandhed, at hun maaskee var det, hun var ialfald ikke værre end Mængden. Hun var hverken meer eller mindre Productet af en heel Tilstand. I disse Aar ligge mine sognefjordske LuftcastellerLuftcasteller] luftslott nedramlede til Grunden. Jeg havde tænkt mig Kvinderne som det til alt Godt og Dygtigt begeistrende Princip, og jeg fandt en HobenHoben] gjeng Skabninger, der, allerede fra Fødslen af berøvede al sjelelig Frihed, fordummede ved Opdragelsen, villie- og hjælpeløst tilfalde den første, den bedste Forsørger. Den uværdige Betydningsløshed, hvori de befinde sig for os, faae vi, Mændene, desværre bedst føle Virkningen af, der forøvrigt er let at efterspore ned igjennem alle vore Tilstande. Tiltrækningskraften [53]tilintetgjøres, alt det Erotiske udslukkes. Vor Egoisme er ikke den amerikansk-storartede, der for egen Fordeel hæver sine Kvinder saa høit, vi drive det kun til at blive smaae Egoister ligeoverfor Vore, vi selv forplumre de Kilder, hvoraf vi skulle øse Livskraft og Begeistring.

[missing]
⮟
Man behøver blot at see hen til det selskabelige Liv. Mine Øine bleve med et opladte, da Intet fængslede mig mere der. Al Tillokkelse var forsvunden. Hvilken Tomhed og Kulde, naar den aandrige Paavirkning fra begge Sider ikke findes, og en Smule Forelskelse skal afgive det eneste Forbindelsesled! Overalt mærker man ogsaa en Bestræbelse for at skilles. Hvor det paa nogen Maade lader sig gjøre, luske Mændene af og overlade Damerne Pladsen. Dette kaldes at Herrerne ryge deres Pibe, og det er naturligviis lutter Galanterie.lutter Galanterie] ren høflighet Man kjeder sig, man kjeder sig frygtelig, man mærker at der er noget Galt, og man undrer sig, hvori det kan stikke. I denne indre Huulhed tager man til «Personalcritikken», et finere Navn for Sladder, og søger at afvende det Latterlige ved Manglerne, ved selv at raillereraillere] gjøre narr av dem. Man raillerer Alting. Det gjælder kun at gjøre dette paa en nogenlunde aandrig og behændig Maade, at kunne ved Fru A-s Thebord give en saadan Skildring af fru B-s Soirée, at benævnte Frue glemmer, at hun i samme [54]Øieblik leverer Studier i den næste. For Guds Skyld intet Udbrud af Følelse, ingen Beundring for Noget, ligegyldig for Alt, og ikke uhøfligere i Omgang, end man netop kan være det, for ikke at være grov, see det er netop Grundtonen i vor nyudklækkede Selskabelighed. Intet Spor mere af disse trohjertige Dyder, der have oplivet vore Forældres selskabelige Liv, og hvorom de endnu tale med Rørelse, denne Velvillie, denne ridderlige Forekommenhed, denne overgivne Glæde, Alt dette har veget Pladsen for Noget, der skal kaldes tidsmæssig-europæisk, men som overført i vor tunge Atmosphære ikke kan blive Andet end Carricaturen. Jeg har kjendt Mennesker af et naturligt, velvilligt Sind, gjøre Vold paa sig for at blive utaalelige. Naar man seer slige beklagelige Anstrængelser, maae man tænke paa Æselet i Fabelen,Æselet i Fabelen] henvisning til Æsops fabler, en samling fortellinger som i følge folketradisjonen skal ha blitt fortalt av slaven Æsop på øya Samos på 500-tallet f. Kr. der vil agere Skjødehund,Skjødehund] liten hund (som en kan ha på fanget) enfinenfin] (fr.) nåvel; kort sagt; altså – vi ville Alle gjerne være franske Skjødehunde, og dog blive vi norske Æsler. Jeg fandt det tilsidst utaaleligt; det var ligesom Alting stivnede inde i mig, og jeg følte en saadan Misfornøielse med mig selv og Andre, at jeg havde grebet den ringeste Anledning til at komme bort. Nu kan det ikke længer undre Dem, at jeg greb denne Post med Begjærlighed. Der maatte en total Omskiftning, til at blive Menneske igjen.

[missing]
⮟

[missing]
Men jeg skal til at skrifte, det er sandt, og [59]De merker nok, at jeg i denne lange Indledning gjør ligesom Børnene, der af Frygt, fordi de kommer for sent, gjør endnu en Omvei til Skolen. Ja, i Sandhed, det Skriftemål, jeg har at aflægge, bliver vanskeligere, end jeg havde tænkt, og jeg vil have ondt for at opfylde mit Løfte – ikke af Frygt for Dem, bedste Müller, o nei, bild Dem ikke det ind! De skal ikke have Grund til den fjerneste Spot, De skal tvertimod have Glæde af mig. Hvorledes skal jeg forklare mig! . . jeg har få Begivenheder at stille op; min Ulykke ligger i Skuffelser, som Folk af Deres Art aldrig har at gjennemgå, og som De derfor vanskelig kan fatte hos Andre. De kjender jo nok mine stakkels ungdommelige Illusioner, De har ofte nok ubarmhjertig gået dem til Livs. Siden skiltes vore Veie. Der var hele År, hvori jeg neppe så Dem. Jeg troede, at De havde ganske ladet mig fare, indtil De pludselig overraskede mig heroppe i min Ensomhed. Det var smukt, det var trofast af Dem! Jeg kan ikke til Gjengjeld gjøre Mindre, end at holde mit Løfte og fortælle Dem, hvordan jeg har tilbragt det mellemliggende Tidsrum.
⮟

[missing]
Det er med en egen Rørelse man i de senere År tænker tilbage på sin første Ungdom, [60]hin lyksalige Grønhedsperiode. Man ved ikke, om man skal ynke eller beundre den. Man vil nok storagtig forkaste den Lykke, den bereder, men man gjør det ikke uden et hemmeligt, nagende Savn og mangt et længselsfuldt Blik tilbage.
⮟

[missing]
De husker jo nok, hvordan jeg ved Overflytningen fra min fredelige Hjemstavn til Kristiania stupte ligened i det værste Ståhei af vore politisk-sociale Brydninger. Feiden Welhaven-Wergeland var på sit Høieste; den var netop fra Studentersamfundet gået over i Offentligheden. I ethvert Individ af den dannede Klasse, ligetil Skolepogen, kunde man være sikker på at møde et Partimedlem. Det var nok til at gjøre et stakkels uerfarent Menneske ør i Hovedet. Jeg vil også oprigtig bekjende Dem, at Stridsspørgsmålene selv, således som de senere har stillet sig for mig: en Nationalitetens Hævdelse gjennem Folkeoplysning og Udbyttelsen af egne Kilder, mod det engang tilvante åndelige Fodringssystem udenfra, var jeg for umoden til klart at dømme i. Det Afgjørende for mig blev, at disse Spørgsmål diskuteredes mellem Studentersamfundets nøgne, tilrøgede Vægge, under Skrål og Glasklir, og at en over al Måde forbitret personlig [61]Polemik drev dem ud i så grelle Yderligheder, at tilslut intet Kompromis mere var tænkeligt. Det måtte briste. Jeg sluttede mig da, som begribeligt, til dem, der forkyndte sig som Mådeholdets og Civilisationens Apostle. Det var idetmindste Programmet. Jeg havde netop oplevet en sådan stormende Aften i Samfundet, der endte med et Efterspil nede i Gaderne, under Vægternes Tilløb og fredelskende Borgeres stille Forargelse. Bruddet, der førte til Stiftelsen af «Forbundet», forekom mig derfor som en Nationalbegivenhed, der ikke gik ud på Mindre, end at redde hele det borgerlige Samfund fra Undergang. Jeg så i denne Udskillelse kun en Lysets Seier over Mørket, Civilisationens over Råheden. Altså der flyttedes, men ak, som det så ofte går med Flytninger, Nissen flyttede med. At der, næst Anføreren selv, Digteren, dengang Hovedstadens enfant chéri og terrible, var prægtige Folk blandt disse Udflyttere, Individer, hvis blotte Navn gav dette nye Tempelridderskab en Vigtighed, en Anseelse, som det ellers slet ikke vilde fået, ved vi Alle, men denne Omstændighed tilførte det måske mange Tilhængere, som det havde været bedre tjent med ikke at optage i sit Forbund. I det Hele taget tror jeg ikke, at [62]de egentlig moralske Tilstande artede sig så særdeles meget bedre end under de gamle Forhold; kun føltes Nødvendigheden af at træde op med lidt mere Anstand. Dog, hvorfor fortæller jeg Dem dette, Müller! – Dem, der selv mer end engang for mig, «Troppisten», «Forbundsløven» så blodig har spottet det slemme «Misforhold» mellem Ide og Virkelighed! Jeg gjør det, fordi jeg engang vil stå klar for Dem; De har aldrig forstået mig rigtig her.
⮟

[missing]
Altså, nu var jeg Medlem af Forbundet. Det Ensidige, fornemt Afsluttende i det opstillede Program begyndte dunkelt at gå op for mig. Forsamlingerne, der mest havde sit Sæde nede i Kirkegaden hos Boghandler Dahl, førtes naturligvis nu, da man var i sin egen Leir, med al Samstemningens Gemytlighed; der støiedes og klinkedes mindre. Også i sin Polemik, der fyldte først «Vidar», senere den «Konstitutionelles» Spalter, trådte man besindigere op end Modstanderne, men – jeg ved ikke – disse unge Dommerminer, denne kolde, overlegne, tirrende Tone, denne seige Hadefuldhed blev mig i Længden fatalere, end de vildeste Expectorationer på den anden Side nogensinde havde været det; i disse var der dog Varme, ungdommelig Opbrusning! Får man så senere [63]lidt Tid til at tænke sig om, og i min treårige landlige Afsondring har jeg havt god Ro dertil, så ser man først, hvad en Sag kan blive til i fanatiske Partigjængeres Hænder. De egentlige Forkjæmpere, der virkelig går ud fra noget Stort og Nytænkt, vilde måske høilig forbauses, når de kunde forudse, hvad Venner og Fiender forenet får lavet ud deraf, og hvad de så har at afgive deres ærlige Navne til. Jeg vil ikke tale om Personerne selv, der kommer til at illustrere disse Vrængebilleder. Tænk Dem kun, i hvad Skikkelse Wergeland figurerer nede i Kjøbenhavn, eller Welhaven i vore Kyststæder og Oplandsbygder! De vil le mig ud, kjere Müller, når jeg siger Dem, at jeg endte som en temmelig lunken Partimand, men med at sværme for begge Partichefdigterne, dog må jeg lægge til, mere i en vis respektfuld Afstand. Desmere fortabte jeg mig i begges Digtning. Ingen har varmere end jeg hilst ethvert nyt Udbrud deraf. Måske følte jeg instinktmæssig, at her vilde det altfor mægtige Personlige kun virke forstyrrende.
⮟

[missing]
Hvorfor, tænkte jeg mangengang, hvorfor dette bitre Fiendskab mellem disse To, der syntes mere bestemte – jeg måtte her tænke på Goethes og Schillers Forhold – til selv at [64]danne et Forbund – bestemte til at fuldstændiggjøre, men ikke tilintetgjøre hinanden? Det er Partigjængerne, der skaber Fiendskaber, ikke Ideerne.Forfatternote: Tiden, denne store Kommentator, har på flere Måder bekræftet det Anelsesfulde i disse Betragtninger af vor Fortællings Helt. Den har ikke alene forsonende anerkjendt begge Retningers Ligeberettigelse, men den er næsten nået til en Ombytning af Rollerne, således at den mer og mer i Wergeland erkjender Universaldigteren, Kosmopoliten, og i Welhaven den mere specifik nationale Digter. Hvorledes denne Sidste selv har opfattet dette Punkt, hvorledes hans Sindelag mod hin sin Ungdomsmodstander i hans senere Livsår artede sig, må forblive mere uvist; men at han forsonet er gået ind til sin Gud, derom synes en Drøm, han havde næstsidste Nat før sin Død, smukt at vidne: at en uimodståelig Trang drev ham op til Wergelands Grav.
⮟

[missing]
Det skulde ikke blive min sidste Illusion, hvad jeg her oplevede.
⮟

[missing]
Det nye Forbund havde tilført Selskabeligheden i vor By nye Elementer; det trådte selv op med Baller og Festligheder, og denne Selskabelighed begyndte nu, påvirket af Hoffets hyppige Nærværelse, at tage et storartet Opsving. Man forsøgte sig i alskens fremmede Reunions; vore gemytlige Aftenselskaber med Damer tilbords – «Mit fulde Glas og Sangens raske Toner», veg Pladsen for et Arrangement, der lignede en Kappestrid om, hvordan man mest ugratiøst og hurtigst muligt kunde nedsluge, hvad man i Trængsel og Forvirring havde revet til sig. Vi fik Dinéer og Soiréer og Matinéer og Goutéer og Gud ved, hvad det Altsammen hed.
⮟

[missing]
[65]De ved jo nok også, at jeg, som mindst drømte om en sådan Lykke, blev revet med ind i dette Festliv. Jeg kom formelig i Mode og skulde være med overalt. Det Morsomme deri var, at denne Udmerkelse timedes mig sandsynligvis i Egenskab af ægte «Troppist», det er, et rigtigt Forbundsmedlem, medens jeg i Virkeligheden lidet fortjente denne Karakter. Jeg var en duelig «Opfører» og knyttede mit Halstørklæde, som De ganske rigtig nylig erkjendte, upåklagelig korrekt. Hvor bevæget af Uro og Spænding, Bedårelse og Skuffelse jeg gik mellem Alt dette, vidste Ingen.
⮟

[missing]
Da måtte jeg mangengang tænke på, hvordan jeg i mine Rusdage havde stillet mig ved Indkjørselen til Stiftsgården når Statholderen gav Bal, for at se Damerne stige ud. Her må De erindre, hvordan Opveksten i det ensomme E., hvor jeg i Mangel af Menneskeomgang [66]læste Romaner og Digte, havde indvirket. Min Moder, selv skjøn og meget begavet, kunde kun bestyrke de Ideer, jeg havde dannet mig om det andet Kjøn, en Trang til at beundre det, en Begeistring for det, som man vil sige ligger til Slægten, og som har givet Anledning til en hel Del romantiske Begivenheder i den. Måske jeg har fortalt Dem nogle af disse, måske dog ikke havt rigtig Mod på det; men gik man langt nok tilbage i Tiden, vilde de formodentlig ende i en Dragesvands eller noget andet Eventyrligt. Hvad Under da, at jeg endnu førend jeg var værdig til at være med, begyndte med brændende Iver at søge Idealerne til mine Drømme. De skulde blot vide, hvordan jeg forfulgte Sporet af enkelte Damer, som Mængden betegnede som Skjønheder. Ingen Trubadour, ingen trofast Ridder af la Mancha kunde i Ydmyghed og Udholdenhed måle sig med Deres Georg. Når jeg så dem i deres blændende Baldragter stige ud, eller flagre som Syner forbi de oplyste Vinduer, forekom de mig som Væsener af en høiere Art end vi andre jordiske, plumpe, bestøvlede Skabninger, og den Lykke at stå dem nær, tale med dem, danse med dem, tabte sig for min Tanke i Noget, en Dødelig ikke kunde bære. Mine Extaser dannede en underlig [67]Kontrast til mine Kameraters rå, spottende Bemerkninger; hvor forbitret kunde jeg storme derfra!
⮟

[missing]
Så stod jeg da indenfor Kredsen, og det gik, som man kunde vente, det vil sige, netop som jeg ikke ventede det. Jeg forelskede mig efter Raden i alle dem, som man kaldte Sæsonens Dronninger, og jeg gjorde efter Raden samme Erfaring, kun lidt mer eller mindre overraskende, at Skjønheden er farlig, når den ikke er det harmoniske Udtryk for en tilsvarende Sjel. Denne Skjønhed holdt ikke altid Stik, men viste sig at være af den, som kun er beregnet på Toilet og Lyseffekt. Jeg ved ikke, hvordan det var, men alle Berørelser med dens Bærerinder efterlod et forunderlig uklart, tomt Indtryk. Må jeg tænke på Julie R., i hvis Miner jeg læste den inderligste Interesse og Deltagelse for et tragisk ophøiet Træk, som jeg, stakkels unge Menneske virkelig grebet af, meddelte hende – og som vendte sig om og bag sin Vifte gjorde Grimaser til Veninden – og denne Veninde selv, der maliciøs røbede det og reproducerede Grimasen på anden Hånd!
⮟

[missing]
Væbnet med denne tidlige Visdom, troede jeg mig længe fuldkommen sikker. Jeg blev mindre ivrig Danser, forsøgte mig i en vis skeptisk [68]gelassen Mine, der dengang begyndte at gjøre Lykke, skrev selvironiske Digte à la Heine i ensomme Timer, indtil jeg en vakker Dag spadserte lige i Fælden igjen, og dennegang for Alvor.
⮟

[missing]
En ung Dame kom i et Vinterbesøg til en af Familierne derinde, som dengang dannede et Slags Centrum for Byens Selskabelighed. Rygtet havde længe talt om hende, inden hun viste sig på Scenen. Jeg var strax solgt. Jeg så hende første Gang i en Lycéconcert, vort Bekjendtskab udviklede sig gjennem Sæsonens Kotilloner, og jeg beilede og fik hendes Ja i en Lancers. Denne Forlovelse varede et År.
⮟

[missing]
O Müller, hvor hun var smuk! I denne Skabning, dette Ansigt lå de rigeste Løfter, en Mand kan drømme om, Løfter – som hun idelig brød, hvergang hun åbnede Munden. Jeg ved ikke, hvori dette lå, enten i Opdragelsen, tomme Omgivelser, eller i hende selv, måske i Alt forenet. Hun var en Inkarnation af den modern kvindelige Støbegodsopdragelse, der synes at have sat sig som Mål, at afslibe ethvert Spor af Individualitet, kvæle hver Gnist af et selvstændigt Liv, og som i mindre dybe Naturer frembringer Usandhed i Alt: Affectation istedenfor Følelse, Snerperi for Blufærdighed, og Fraser [69]for noget Selvtænkt. Hos denne deilige Skabning var Alting skinnende, afpudset, glattet, kun reflecterende det Små, alle Dagens Futiliteter. Jeg forsøgte undertiden at løfte hendes Betragtning op til noget Større, at ægge hende til en selvstændig Mening; jeg lurede på et Glimt af Misbilligelse, af Vrede, når noget rigtig Usselt og Hadeværdigt, beskyttet af Døgnopinionen, frekt gjorde sig bred. Men nei. Den høieste Grad af moralsk Uvillie, jeg nogensinde har seet hende løfte sig op til, gjaldt en Dames Baldragt, der ikke var ganske reglementeret.
⮟

[missing]
Og dog, Müller! . . Jeg kunde knapt oppebie det Øieblik, da jeg skulde se hende! . . En af disse få rolige Aftener, når hun måske Dagen før havde afslåt mig min Bøn, dog at blive en Gang hjemme fra en Adspredelse ude. Hvor kunde jeg da styrte hen til hende . . Undine, min Undine! Jeg ønskede, at jeg kunde lukke Øret og fortabe mig taus i hendes Beskuelse. Müller, så De hende nogensinde? . . Jeg ønskede, jeg kunde ligne Filologen i Hertz's Digt, der gjennem den Elskedes Skjønhed stemmes op til en begeistret Hymne over hendes Dumhed. Ak forgjæves! jeg formaaede det ikke; oprevet, udmattet til det Yderste løb jeg, mer end jeg gik, hjem slige Aftener, for – at drømme om [70]hende og begynde, akkurat hvor jeg slap, næste Dag. Jeg havde en Fornemmelse, da dette Lidelsesår var endt, som om jeg havde gjennemgået alle de gamle Gudeudfordreres olympiske Straffe, ja, dem allesammen, fra den Vansmægtende foran Drikken, fra ham, som rullede Stene op, der trillede ligefort ned igjen, indtil hin Ulykkelige, der på sin formastelige Vingeflugt kom Solen for nær og næsegrus styrtede til Jorden.
⮟

[missing]
Der er kun Et at føie til denne Karakteristik af min Elskede, men det er også det, der er pinligst for mig at bekjende Dem, den Opdagelse, jeg tilsidst gjorde, at hun elskede mig i Grunden – ikke, og dog vilde hun gifte sig med mig. (Mine ydre Vilkår vilde jo tilladt mig, selv med mit Haud, som eneste Søn af «Grubekongen» at aspirere til en liden husfaderlig Embedsstilling.) I dette Punkt var hun uangribelig. Hun, der kunde sætte en så fornærmet Dronningmine op for en Bagatel, tålte med en Tålmodighed, der bragte mig til at fortvivle, enhver Hentydning til vore Naturers Grundforskjellighed og den Ulykke, den vilde berede os, og slog mine indirekte Vink om at løse vort Forhold hen i Fjas og Spøg. Endelig brød jeg selv Lænken og udholdt tålmodig Byens Skvalder. Jeg var naturligvis Bedrageren, ikke den Bedragne. [71]Frøken W. gjaldt for en af de første unge Damer, og det er den sørgelige Sandhed, at hun vist var det. Hun havde den Evne at være Alle tillags. Hvor hun viste sig ude, på Baller, Koncerter, i Theatret, bag Bazarskranken eller om Søndagene ved Assessorindens Side i Kirke, var hun altid ens, smagfuldt simpelt klædt, venlig, velopdragen, regelret i Alt, hun behagede Alle.
⮟

[missing]
Så var det min Skyld alene, min, Fantastens, Idealistens, med sine forskruede Fordringer, hentede i Romaner og Heltindesagaer. Ja, det er sandt, jeg nærede nogle Forventninger, som man kaldte så, men jeg havde ikke hentet dem der. I min egen Sjels dybeste Grund havde jeg fostret disse Forventninger. Jeg tænkte mig Kvinderne, som jeg havde seet min Mor være det, Sjelen i hele sin Omgivelse, Initiativet til alt Stort og Godt hos den.
⮟

[missing]
Ja, det er sandt, jeg var kommet til den store By med den Indbildning, i ethvert smukt Ansigt, i ethvert strålende Øie, at læse Løftet om en sådan altbelivende Sjel, og i den store By havde man faststillet Betydningsløsheden og den stumpe Passivitet som det Kvindeliges Grundlov, og man beundrede Idealet af denne skjønne Kvindelighed i Konstance W.
⮟

[missing]
[72]Efterat denne sørgelige Historie var endt, var også Trylleriet ved den Scene hvorpå den havde udspundet sig, grundig forstyrret. Vort selskabelige Livs hele trøstesløse Tomhed gik først rigtig op for mig, da Intet mere fængslede mig der. Og kan det være anderledes, hvor den åndige Påvirkning fra begge Sider mangler, og en Smule Forelskelse skal afgive det eneste Forbindelsesled. Overalt mærker man en Bestræbelse for at skilles. Hvor det på nogen Måde lader sig gjøre, liste Herrerne af og overlade Damerne Pladsen. Man kjeder sig, man mærker, at der er noget Galt, og man begriber ikke hvori det kan stikke. I denne indre Hulhed tager man til Personalkritiken, en finere Benævnelse for Sladder, og søger at afvinde Manglerne det Sørgelige ved at raillere dem. For Guds Skyld intet Tegn på Følelse, ingen Beundring for Noget, muligst ligegyldig og så høflig som man kan være for ikke at blive grov, det synes at være bleven Grundtonen i vor nyudklækkede Selskabelighed. Jeg har kjendt Mennesker af et naturlig velvilligt Sind, der har gjort Vold på sig selv for at blive utålelige. Alt dette skulde vel være tidsmæssig Europæisk. Men jeg tror, at vi i det Hele taget i vore tidsmæssig europæiske Bestræbelser alt [73]for let tilegne os Lyderne og formeget glemmer at tage Dyderne med. Vi tænke ikke på, at mange af hine mindre elskværdige Tidsfænomener, der dukker op i fremmede Samfund, beror på Forudsætninger og udvikler sig af Tilstande, der er grundforskjellige fra vore, at de ofte træder op som Reaction, som Protest mod andre udbrugte, forældede Kulturformer, kjæmpende, vekslende, altid fornyende sig, medens de indpodede på vore Forhold kun arte sig som Udvækster, Karikatur. Vi har jo slet ikke nået den gamle Kultur endnu, end sige dens Udartning, vi er, så at sige, hoppede over den, vi kunde trænge til Adskilligt af hvad bedst den havde at yde, lidt mere Idealitet i vor Stræben, lidt mere Styrke til at elske, og Styrke til at hade, hvad der hades bør – lidt mere Respekt for Formerne, lidt mere Agt for Kvinderne og Syn for hvad de rettelig betyde og kunde og burde være . . . . . Har vi Noget af dette?
⮟

[missing]
Jeg ved det ikke. Mig var det, som om jeg indvendig stivnede, og jeg følte en sådan Misfornøielse med mig selv og Altsammen, at jeg havde grebet den ubetydeligste Anledning til at komme bort. Nu kan det ikke undre Nogen, at jeg greb denne Post med Begjerlighed; der [74]måtte en total Omskiftning til for at blive Menneske igjen.
⮟
Men jeg skulde ikke forlade Byen,1 uden at medtage2 [55]et forsonende Indtryk. Det var mit Bekjendtskab med Margrethe D.
Men jeg skulde ikke forlade Byen uden at modtage2 et forsonende Indtryk. Guderne sendte mig det medlidende i min høieste Nød3. Det var mit Bekjendtskab med Margrethe D.
Endnu En! hører jeg Dem sige, ja, endnu En.

[missing]
⮟
Jeg havde nok før1 seet hende i Selskaber, eller,3 rettere sagt,4 overseet hende. Hun var ikke egentlig smuk, naar5 man ikke kjendte hende. Maaskee havde hun været det6. Hun var spinkel7, og havde8 et svagt,9 lidende Udtryk, men uendelig fiin10 og gratiøs. Nu11 vakte den Passivitet, hun iagttog – hun sad næsten altid alene, naar hun var ude mellem12 Andre –,13 netop min Interesse, og denne Interesse14 steg for hver Samtale15 vi havde16 sammen. Snart søgte jeg ingen Anden end hende, jeg havde jo opdaget hende; thi Ingen bekymrede sig om hende før, hun havde jo ikke Skjønhedens Udhængsskilt.hun havde jo ikke Skjønhedens Udhængsskilt] hun var ikke vakker Der udviklede sig et smukt Fortrolighedsforhold mellem os17, et af disse, der desværre ere alt for sjeldne mellem Kvinde og Mand18. Der var intet Erotisk fra nogen af Siderne. Vi vare19 begge færdige paa en Viis20. Om hendes Skjæbne21 vidste jeg blot, hvad Byen vidste22 derom, at hun havde modsat sig23 et antageligt Partie24, og at hun af en Grille sandsynligviis25 agtede at forblive gammel Jomfru. Hos hende fandt jeg alt26 hvad jeg havde savnet hos mine forrige Inclinationer:forrige Inclinationer] forrige flammer/kjærester store Anlæg til Sandhed27, rigtig Følelse, Tankerigdom og28 Skarpsindighed i Opfatningen29. Hun manglede Lethed i det almindelige Selskabssnak, [56]og hun tog liden Deel deri30, men i dybere Materier fik hun en Art Veltalenhed, som jeg ikke har truffet hos nogen Anden; hendes Sprog var da sindrigt,sindrigt] klokt; skarpsindig; vittig blomsterduftende,31 ikke blomstrende – oh, saa32 ægte qvindeligt33! Til hende udøste jeg alle mine Klager.34 Hun var den første35, der mildt og skaansomt36 bedømte min Færd, idet hun tillige viste mig Kilden til mine Skuffelser. Aldrig har jeg hos et ungt Væsen – hun var kunskuns] bare et Par Aar ældre end38 jeg –39 fundet et saadant Blik, der mindre lod sig hilde af det Tilvante, og saa megen Aandsselvstændighed40 under Trykket af smaaelige41 Forhold. Margrethe var en af disse herlige43 Naturer, der udvikle44 sig selv,45 trods alt hemmende46, og som bærer47 Undtagelsens Martyrskab tyst og stille i sig selv. Men48 der hvilede over hendes Væsen et Dug49 som af Vemod eller maaskee51 Livstræthed. «I klage over os,» sagde hun, «og med Rette; vor eneste Udvikling faae vi gjennem Smerten, men ulykkeligviis gjør denne os med det samme uskikkede til Livet». Ja, hun selv var et saadant brudt Rør, som Vinden endnu kun aflokkede melodiske – men ogsaa enkelte skjærende Toner; hvor meget skylder jeg Margrethe! Mine glade Illusioner kunde hun ikke redde, men hun har reddet min Tro. . . . .52 .
Jeg havde nok seet hende før2 i Selskaber, eller rettere overseet hende. Hun var ikke egentlig smuk, når5 man ikke kjendte hende og talte med hende6. Spinkel7, med8 et lidende Udtryk, men uendelig fin10 og gratiøs,11 vakte den Passivitet, hun iagttog – hun sad næsten altid alene, mellem de12 Andre – netop min Interesse, og denne steg for hvert Ord,15 vi talte16 sammen. Snart søgte jeg ingen Anden end hende, jeg havde jo opdaget hende; der opstod et smukt Venskabs- og Fortrolighedsforhold mellem os, et kun altfor uvant Phænomen mellem to Unge inden vort Selskabsliv17, til at det ikke skulde vakt ny Opmærksomhed. Vi lod dem snakke18. Der var intet Erotisk fra nogen af Siderne. Vi var19 begge færdige på vor Vis. Jeg som den Yngre og Utrøstelige, blev her ganske naturlig Skriftebarnet20. Om hendes Skjebne21 vidste jeg blot, hvad Byen fortalte22 derom, at hun havde afslået23 et anseligt Parti24, og at hun af en Grille, sandsynligvis25 agtede at forblive gammel Jomfru. [75]Hos hende fandt jeg Alt,26 hvad jeg havde savnet hos mine forrige Inklinationer27, rigtig Følelse, Tankerigdom,28 Skarpsindighed i Opfatning29. Hun manglede Lethed i det almindelige Selskabssnak, men i dybere Materier fik hun en Art Veltalenhed, som jeg ikke har truffet hos nogen Anden; hendes Sprog var da sindrigt, blomsterduftende –31 ikke blomstrende – o så32 ægte kvindeligt33! Hun var den Første35, der mildt og skånsomt36 bedømte min Færd, idet hun tillige viste mig Kilden til alle37 mine Skuffelser. Aldrig har jeg fundet en sådan Åndsselvstændighed40 under Trykket af de småligste41 Forhold. Margrethe D.42 var en af disse sjeldne43 Naturer, der udvikler44 sig i sin Art45 trods alt Hemmende46, og som, kuet tilbage i sit eget Indre, formår at bære47 Undtagelsens Martyrskab tyst og stille i sig selv; men48 der hvilede over hendes Væsen et Slør49 som af Vemod,50 eller måske51 Livstræthed.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟

[missing]
Havde hun selv elsket?
⮟

[missing]
De har været fordringsfuld og fordomsfuld på en Gang, det er Deres Ulykke, sagde hun engang med en lidt bitter Betoning, som ellers ikke var hende almindelig. Den, der skulde tilfredsstillet Dem, har De ikke søgt, hvor De skulde søgt hende. De har søgt hende i Festsalene, under Lysekronerne. Blandt de [76]Ikkefeterede, de Ikkepåagtede, de Skjulte, havde hun måske været at finde. Sporet af den Slags Kvinder må man søge i de dunkleste Vråer af Husene, eller søg dem i Sindssygeanstalterne, eller i Graven . . . i Graven lagde hun til med et Eftertryk, som om hun indskjærpede mig et Husnummer, der ikke måtte tages feil af.
⮟

[missing]
Det var trist at høre; havde hun Ret?
⮟

[missing]
En anden Gang mildere: De klager over os og med Rette. Men hvad skal vi gjøre? vor eneste Udvikling få vi gjennem Smerten, men ulykkeligvis gjør denne os med det samme uskikkede til Livet.
⮟

[missing]
Ja, hun selv var et sådant brudt Rør, som Vinden kun endnu aflokkede melodiske, men også enkelte skjerende Toner. Hvor Meget skylder jeg ikke Margrethe! . . Mine glade Illusioner kunde hun ikke redde, men hun har reddet min Tro.
⮟

[missing]
Georg Kold lod denne Skrivelse ligge hen nogen Tid, optagen som han var bleven af en uopsættelig Forretning. Så mindedes han den, tog det lille Hefte frem og læste det igjennem.
⮟

[missing]
[77]Længe sad han grundende med det i Hånden. Han måtte spørge sig selv, om det var ham, der havde skrevet alt dette og – til Müller!
⮟

[missing]
Ja, til Müller var det virkelig; det begyndte ganske nykternt, næsten lidt modstræbende, stilet til ham. Og så . . . . .
⮟

[missing]
Han åbnede sin Pult, grov det ned i dens skjulteste Gjemme og låsede omhyggelig. Han var tilmode som den pålideligste af alle ufeilbarlig pålidelige Slusevogtere, som for første Gang har gjort sig skyldig i en Skjødesløshed, og som nu, skamfuld over sig selv, skyndsomt stræber at udslette Følgerne.
⮟
[57]Da Cold Dagen efter saae dette Brev igjennem, for at forsegle det og sende det afsted, tog han det, aabnede sin Pult og lagde det omhyggelig ind mellem nogle andre Papirer. Inden et Qvarteer1 havde han et andet brev2 til Müller3 færdigt. Paa4 den første Side, der begyndte aldeles uden Indledning5, beretter han6 tørt og concist7 som en Regnskabsfører alle sine uheldige Forlovelser9. De øvrige tre fjerde Dele10 indeholdt Betragtninger over en offentlig Begivenhed, som dengang satte Aviserne og Gemytterne i nogen11 Gjæring, og han endte med at han havde opdaget to skelende Subjecter13 i Præstegjeldet, som Müller skulde have tilgode, naar15 han kom næste Gang.
Inden en halv Time1 havde han et andet Brev2 til Vennen3 færdigt. På4 den første Side berettede han5, tørt og koncist7 som en Regnskabsfører,8 alle sine uheldige Forelskelser9. De øvrige tre Fjerdedele10 indeholdt Betragtninger over en offentlig Begivenhed, som dengang satte Aviserne og Gemytterne i megen11 Gjæring, og han endte med,12 at han havde opdaget to skelende Subjekter13 i Præstegjeldet og et i Annekset14, som Müller skulde have tilgode, når15 han kom næste Gang.

[missing]
Dette Brev fik Müller, og han læste det meget opmærksomt igjennem.
⮟
Dette Brev fik Müller, og han læste det meget opmærksomt igjennem1. Den letsindige Hallunk2,Hallunk] skurk; bedrager sagde han een–to–tre–fire! Han3 er endda oprigtig, . . .4 og saa5 taler han saa ligegyldig6 derom, som om det var Pottemagerarbeide der skulde8 klinkes,klinkes] repareres «skuffet,9 for evig helbredet – Illusioner, der ikke mere kan10 reddes,»11 bah, jeg kjender det, det varer netop til det12 næste glatte Ansigt13 kommer ham i Veien. Nei, han maae15 bort, her16 duer det ikke for ham, han maa17 bort.
[78]Vil man se! min ideale, høitstemte Georg! Han kommer sig1. Han begynder at stige ned til os andre almindelige Mennesker2, der tager Verden som den er . . . En–to–tre–fire, – han3 er endda oprigtig – og fulgt af «en mindre – vel – overveiet Forlovelse»4 og så5 taler han så rolig6 derom, som om det var Pottemagerarbeide,7 der kan8 klinkes! . . . Skuffet –9 for evig helbredet – Illusioner, der ikke mere kunne10 reddes . . . .11 bah, jeg kjender det, det varer netop til næste Gang, et Par smukke Øine13 kommer ham i Veien . . . Se! se! to i samme Præstegjeld og en i Annekset! . .14 . Nei, han må15 bort, deroppe16 duer det ikke for ham, han må17 bort . . .18 . [I, 7] (Fortsættelse til Margrethe.)19
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
[I, 7] (Fortsættelse til Margrethe.)

[missing]
⮟
[58]Tyvende Mai.
[79]Tyvende Mai.
⮟
Her er en forskrækkelig Travelhed1 i Huset de sidste Dage i Anledning af3 Datterens Ankomst, der forventes, troer4 jeg, i Overmorgen. Uroen smitter ogsaa mig5. Et nyt Værelse er indredet6; der slagtes,7 bages, skures8 og pudses9, som om man ventede en Prindsesse og ikke det stakkels Barn, der gik som et halvt Skumpelskud,Skumpelskud] utskudd før hun reiste. Da holdt jeg paa10 hende, maaskee bliver11 det nu omvendt, at Touren13 kommer til de Andre. Maaskee14 . . . dette er det sidste15, jeg har at berette om hende.
Her er en forskrækkelig Travlhed1 i Huset de sidste Dage,2 i Anledning Datterens Ankomst, der forventes, tror4 jeg, i Overmorgen. Jeg er den Eneste, som får Lov at være i Fred5. Et nyt Værelse er indrettet6; der skures og7 bages, pudses8 og pyntes9, som om man ventede en Prindsesse og ikke det stakkels Barn, der gik som et halvt Skumpelskud, før hun reiste. Da holdt jeg på10 hende, måske11 det nu bliver12 omvendt, at Turen13 kommer til de Andre, måske14 . . . dette er det Sidste15, jeg har at berette om hende.
Foraaret1 er ogsaa2 kommet. Det kom i Nat. Luften blev3 med et lummer i Gaar,4 og i Morges tidlig5 faldt en varm Regn. Der staaer7 et Glas med gule Marienøgler8 og Blaaveis paa9 Komoden,10 mon det er fra Amalie? Hun er dog god, Amalie. Engene ere11 skinnende grønne, man kan høre Løvet sprætte, og over Birkeskoven hænger der et gjennemsigtig12, lysegrønt Flor. Jeg har aabnet13 alle Vinduer ud til Haven; de gule, klæbrige Knoppe paa14 Poplerne glindse i Solskinnet, og en stærk Duft fylder hele Værelset. Alligevel har Luften noget Trykkende. Denne Overgang fra en lang, knugende Vinter til vort yppige Foraar15 er næsten for stærk for et almindelig16 Menneskes Nerver, jeg føler mig ilde tilmode. Ikke Roe17 nogensteds. Jeg har forsøgt [59]at arbeide, men umuligt. Hvilket Liv,18 der pludselig er kommen over den stille Gaard19! Menneske- og Dyrerøster lyde muntert mellem hverandre. Det summer udenfor, at Vaaren20 er der, og hvert Øieblik kommer en Humle brummende ind ad Vinduet,21 for at fortælle det. CreaturerneCreaturerne] hestene og kyrene mærke22 det ogsaa23, de brøle utaalmodig paa Stalde24 og Fjøs . . . de25 Stakler skal endnu længe holdes inde, at de ikke skulle27 spise af det onde Græs. Det onde Græs er nemlig en Art frodigt, lokkende, meget grønt Græs, der allerførst skyder op af Jorden, men som skal være giftigt. Gud bevare os alle28 for det onde Græs! Amen.
[80]Foråret1 er også2 kommet. Det kom i Nat. Efter den lange Kulde3 med det triste Syn af de bladløse Træer4 og brune Bakker, blev Luften med et lummer igår og imorges5 faldt der6 en varm Regn. Der står7 et Glas med Blåveis8 og gule Marianøgler på9 Komoden;10 mon det er fra Amalie? Hun er dog god, Amalie. Engene er11 skinnende grønne, man kan høre Løvet sprætte, og over Birkeskoven hænger der et gjennemsigtigt12, lysegrønt Flor. Jeg har åbnet13 alle Vinduer ud til Haven; de gule, klæbrige Knopper på14 Poplerne glindse i Solskinnet, og en stærk Duft fylder hele Værelset. Alligevel har Luften noget Trykkende. Denne Overgang fra en lang, knugende Vinter til vort yppige Forår15 er næsten for stærk for et almindeligt16 Menneskes Nerver, jeg føler mig ilde tilmode. Ikke Ro17 nogensteds. Jeg har forsøgt at arbeide, men umuligt. Hvilket Liv der pludselig er kommen over den stille Gård19! Menneske- og Dyrerøster lyde muntert mellem hverandre. Det summer udenfor, at Våren20 er der, og hvert Øieblik kommer en Humle brummende ind ad Vinduet for at fortælle det. Kreaturerne merker22 det også23, de brøler utålmodig i Stald24 og Fjøs . . . De25 Stakler skal endnu længe holdes inde, for26 at de ikke skal27 [81]spise af det onde Græs. Det onde Græs er nemlig en Art frodigt, lokkende, meget grønt Græs, der allerførst skyder op af Jorden, men som skal være giftigt. Gud bevare os Alle28 for det onde Græs! Amen. [I, 8]29
[I, 8]

[missing]
⮟

[missing]
[82]Ondt Veir havde igjen i nogle Dage forsinket Sofies Hjemkomst, som nu endelig indtraf og vakte lydelig Glæde i den stille Nat. Først næste Formiddag gik Kold med bankende Hjerte ned af Trappen. Han fandt Sofie i Dagligstuen med sin Moder og sine Sødskende. Hun hilsede ham, dog uden at nærme sig. Georg vidste ikke, om han skulde række hende Hånden eller ei; når Sligt skal overlægges, bliver det for sent. Der blev vexlet nogle almindelige Velkomst- og Høflighedsfraser, Beklagelser over Veiret anstillede, og Georg, der i den Spænding, han var i, følte sig ilde tilmode, drog sig snart tilbage. Han ilede op på sit Værelse, tog Ørsteds Håndbog frem, [83]og læste vedholdende og fordybet deri et Par Timer, endte derpaa en vidtløftig Indstilling for Amtmanden og red så ud.
⮟
Ondt Veir havde igjen i nogle Dage forsinket Sophies Hjemkomst, som nu endelig indtraf, og vakte lydelig Glæde i den stille Nat. Først næste Formiddag gik Cold med bankende Hjerte ned ad Trappen. Han fandt Sophie i Dagligstuen med sin Moder og sine Sødskende. Hun hilsede ham, dog uden at nærme sig. Cold vidste ikke, om han skulde række hende Haanden [60]eller ei; naar sligt skal overlægges, bliver det for seent. Der blev vexlet nogle almindelige Velkomst- og Høflighedsphraser, Beklagelser over Veiret anstillede,anstillede] utvekslet; sagt og Cold, der, i den Spænding han var, følte sig ilde tilmode, drog sig snart tilbage. Han ilede op paa sit Værelse, tog Ørsteds HaandbogØrsteds Haandbog] Håndbog i den danske og norske lovgivning (6 b., 1822–1835) av Anders Sandøe Ørsted (1778–1860), dansk jurist, embedsmann og (stats)minister frem, og læste vedholdende og fordybet deri et Par Timer, endte derpaa en vidtløftig Indstillingvidtløftig Indstilling] omstendelig forslag/tilråding for Amtmanden, og red saa ud.1 Først nu nødtes han til at give sine Tanker Gehør.give sine Tanker Gehør] (ta seg tid til) å tenke gjennom noe Hans Møde med den Nysankomne havde rigtignok været saare2 flygtigt, men Indtrykket var dog alt for3 utilfredsstillende. Havde han da gjort sig Forventninger? Om hendes Væsen kunde han intet dømme; den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun modtog og gjengav disse intetsigende Phraser4, hvoraf Samtalen havde bestaaet5, behagede ham ikke ganske. Om hun var smuk, vidste han heller ikke. Hun havde en Kappe paa6, og et stort Shawl indhyllede hendes Figur, der forekom ham tynd og slank. Hendes Ansigtsfarve var noget rød og echaufferet.echaufferet] opphisset Dette burde ikke være Nogen paafaldende,7 der veed8 hvorledes et Par Dages Reise i vor skarpe Vaarluft9 kan bringe de skjønneste Træk af Lave.af Lave] i uorden Men vor Helt var enten ikke saa10 liberal som den danske Digter,danske Digter] Henrik Hertz (1797/98–1870) naar11 han siger: «Om Kummer eller Østenvinden,12 Har skadet Roserne paa13 Kinden Tro mig, min Ven, det siger ikke stort.»
Først nu nødtes han til at give sine Tanker Gehør. Hans Møde med den Nysankomne havde rigtignok været såre2 flygtigt, men Indtrykket var dog altfor3 utilfredsstillende. Havde han da gjort sig Forventninger? Om hendes Væsen kunde han intet dømme; den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun modtog og gjengav disse intetsigende Fraser4, hvoraf Samtalen havde bestået5, behagede ham ikke ganske. Om hun var smuk, vidste han heller ikke. Hun havde et Tørklæde om Kinden6, og et stort Shawl indhyllede hendes Figur, der forekom ham tynd og slank. Hendes Ansigtsfarve var noget rød og echaufferet. Dette burde ikke være påfaldende for Nogen7 der ved,8 hvorledes et Par Dages Reise i vor skarpe Vårluft9 kan bringe de skjønneste Træk af Lave. Men vor Helt var enten ikke så10 liberal som den danske Digter, når11 han siger: «Om Kummer eller Østenvinden Har skadet Roserne på13 Kinden Tro mig, min Ven, det siger ikke stort.»
[61]Eller, rimeligere er det, han havde slet ikke tænkt over Luftens Indvirkning paa1 den menneskelige Hud. Han tænkte vel, hvad hundrede koparrede og tatoverede Adamssønner havde tænkt før ham, at en Dames TeintTeint] hudfarge; ansiktsfarge skal være reen2 og skjær som hendes Rygte, og Sophies3 stærke Teint mishagede ham.
Eller, rimeligere er det, han havde slet ikke tænkt over Luftens Indvirkning på1 den menneskelige [84]Hud. Han tænkte vel, hvad hundrede koparrede og tatoverede Adamssønner havde tænkt før ham, at en Dames Teint skal være ren2 og skjær som hendes Rygte, og Sofies3 stærke Teint mishagede ham.
I flere Dage kom Sophie1 ikke tilsyne, da hun havde Tandpine og holdt sig paa2 sit Værelse. En Indbydelse til en Familie i Nabolavet blev imidlertid modtaget. Det var første Pinsedag3. Vaaren4 stod i sin fulde Flor. Den hele Familie reiste tidlig derhen,5 længere ud paa6 Aftenen indfandt Cold7 sig. Der var stort Selskab, det forreste Værelse var næsten opfyldt. Da han Ingen søgte, og ikke vilde trænge igjennem, blev han staaende8 i en Krog, hvor den tiltagende Dunkelhed næsten skjulte ham. Man skulde netop begynde at danse. Fra Storstuen, hvor Meublerne9 var ryddede tilside, lød en lystig Strauszer,en lystig Strauszer] en dansemelodi av enten Johann Strauss d.e. (1804–1849) eller Johann Strauss d.y. (1825–1899) og Herrerne, hvoriblandt nogle Gjæster fra Byen, de unge Hrr. Landhandlere, Capellanen og Husets Sønner kom just stormende til for at engagere. I en Afstand saae Cold Sophie10. Det maatte11 være hende, det kunde ingen Anden være, dog havde hun noget ganske fremmed for ham. Det forekom ham, at hun afslog flere Opfordringer til Dands12. Han stod og grundede over dette i sin13 Krog, medens Stuen begyndte at blive tom,14 da [62]kom Amalie farende ud fra Salen igjen,15 og med Miner16, der forkyndte Ting af yderste Vigtighed, drog hun Sophie18 med sig hen i Vinduet.
I flere Dage kom den Hjemvendte1 ikke tilsyne, da hun havde Tandpine og holdt sig på2 sit Værelse. En Indbydelse til en Familie i Nabolavet blev imidlertid modtaget. Det var første Pintsedag3. Våren4 stod i sin fulde Flor. Den hele Familie reiste tidlig derhen;5 længere ud på6 Aftenen indfandt Kold7 sig. Der var stort Selskab, det forreste Værelse var næsten opfyldt. Da han Ingen søgte, og ikke vilde trænge igjennem, blev han stående8 i en Krog, hvor den tiltagende Dunkelhed næsten skjulte ham. Man skulde netop begynde at danse. Fra Storstuen, hvor Møblerne9 var ryddede tilside, lød en lystig Strauszer, og Herrerne, hvoriblandt nogle Gjæster fra Byen, de unge Hrr. Landhandlere, Capellanen og Husets Sønner kom just stormende til for at engagere. I en Afstand så Georg Sofie10. Det måtte11 være hende, det kunde ingen Anden være, dog havde hun noget ganske fremmed for ham. Det forekom ham, at hun afslog flere Opfordringer til Dans12. Han stod og grundede over dette i en13 Krog, medens [85]Stuen begyndte at blive tom;14 da kom Amalie farende ud fra Salen igjen og med en Mine16, der forkyndte Ting af den17 yderste Vigtighed, drog hun Søsteren18 med sig hen i Vinduet.
Der stod hun da tre Skridt fra ham,1 Dagslyset faldt stærkt paa hendes Skabning2.
Der stod hun da tre Skridt fra ham;1 Dagslyset faldt stærkt på hende2.
Du maae dandse1, Sophien2 min, Du maae3 endelig dandse4. For Himlens Skyld afslaa5 det ikke –6 det vil tages ilde op . . .
Du må danse1, Sofien2 min, Du må3 endelig danse4. For Himlens Skyld afslå5 det ikke . . .6 det vil tages ilde op . . .

[missing]
Jeg danser aldrig.
⮟
Jeg dandser aldrig, sagde Sophie.

[missing]
⮟
Hvorledes Sophie1, Du aldrig dandse!2 skreg Amalie. . . Du elskede jo Dands3 lidenskabelig . . . Kan Du ikke huske, da Du var liden, dandsede5 Du rundt saalænge6 til Du tumlede overende og slog Dig mod Stole og Borde? . . . Du har desuden taget InformationInformation] undervisning i Kjøbenhavn . . . det er altsaa7 ikke dit Alvor.
Hvorledes Sofie1, Du aldrig danse?2 skreg Amalie . . . Du elskede jo Dans3 lidenskabelig!4 . . . Kan Du ikke huske, da Du var liden, dansede5 Du rundt sålænge6 til Du tumlede overende og slog Dig mod Stole og Borde? . . . Du har desuden taget Information i Kjøbenhavn . . . det er altså7 ikke dit Alvor.
Mit fulde Alvor, svarede Sophie1 med fast, men dog noget bedrøvet Tone . . . . Men, Gud signe Dig Sophie! . . .2 .
Mit fulde Alvor, svarede Sofie1 med fast, men dog noget bedrøvet Tone.

[missing]
Men Gud signe Dig Sofie! . . .
⮟
Der er jo Damer nok, afbrød Sophie1 hende noget heftig. Elise Breien seer2 ud som om hun bragte et stort Offer ved at spille, det kan jo4 jeg saa5 godt gjøre! .6 . . . og7 dermed var hun allerede inde i Salen, og under den første Pause, der indtraf i Musikken8, havde hun allerede halv bedende, halv med Vold, indtaget den omtalte Plads ved Pianoet. Her spillede hun urokkelig næsten den hele Aften,9 Vals paa10 Vals, [63]FeiereFeier] rask norsk folkedans og Galopper.Galopp] rask dans i 2/4 takt Maaskee11 troede hun derved lettest12 at forsone de fortørnede Guder.
Der er jo Damer nok, afbrød Sofie1 hende noget heftig. Elise Breien ser2 ud,3 som om hun bragte et stort Offer ved at spille, det kan jeg jo så5 godt gjøre! . . Og7 dermed var hun allerede inde i Salen, og under den første Pause, der indtraf i Musiken8, havde hun allerede halv bedende, halv med Vold, indtaget den omtalte [86]Plads ved Pianoet. Her spillede hun urokkelig næsten den hele Aften Vals på10 Vals, Feiere og Galopper. Måske11 troede hun derved lettere12 at forsone de fortørnede Guder.
Af gammel vinterlig Vane havde man tændt Lys i Salen, men man kunde neppe see1 dem. Fra alle Vinduer indstrømmede den nordlige Horizonts natlige Sommerklarhed. Pianoet var stillet saaledes2, at et stærkt Skjær faldt paa3 den Spillende.
Af gammel vinterlig Vane havde man tændt Lys i Salen, men man kunde neppe se1 dem. Fra alle Vinduer indstrømmede den nordlige Horizonts natlige Sommerklarhed. Pianoet var stillet således2, at et stærkt Skjær faldt på3 den Spillende.
Ligesaavist1 som ethvert Kunstværk vil2 sin Ramme,3Ramme] rettet fra: Stemme (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) sin eiendommelige Belysning, enhver Ædelsteen4 sin Indfatning, ligesaavist5 som der gives Vine, der kun spille i6 grønne Glas, saavist7 er det, at Skjønheden, den levende Skjønhed,8 er bunden til sine Betingelser, under hvilke den vil træde frem. Forstod man dette ret, forstod man at sondre det Tilfældige, vilde man ikke saa9 ofte gjøre den Uret, forstod Skjønheden selv ret at afverge11 det Tilfældige, vilde den oftere være skjøn. Sophie12 bekræftede dette, da hun saadan13 sad foran Klaveret afsondret, fri, blot hvilende i sin egen ungdommelige, gratiøse Sikkerhed. En mørk Silkekjole uden al Prydelse15 af Sløifer16, Broscher, Ørenringe17, fremhævede i18 Snit og Farve vidunderlig hendes fine, slanke Figur. De unaturlig høie Frisurer begyndte dengang netop at vige Pladsen for den græske Knude, der klæder et ungt Ansigt saa19 vel . . . Sophies20 rige, deilige Haar21 var ordnet paa22 denne Viis,23 men da denne Mode endnu ikke var kjendt deroppe, gav det [64]hende noget fremmed24 mellem de Andre. I Aftenskjæret25 havde hendes Træk antaget en lysende Marmorbleghed, men nærmede man sig, vilde26 man opdage27 at hun ikke manglede en sund, ungdommelig Farve.
Ligesåvist1 som ethvert Kunstværk fordrer2 sin Ramme og3 sin eiendommelige Belysning, enhver Ædelsten4 sin Indfatning, ligesåvist5 som der gives Vine, der kun smage af6 grønne Glas, såvist7 er det, at Skjønheden, den levende Skjønhed er bunden til sine Betingelser, under hvilke den vil træde frem. Forstod man dette ret, forstod man at sondre det Tilfældige, vilde man ikke så9 ofte gjøre den Uret, og10 forstod Skjønheden selv ret at afværge11 det Tilfældige, vilde den oftere være skjøn. Sofie12 bekræftede dette, da hun sad således14 foran Klaveret afsondret, fri, blot hvilende i sin egen ungdommelige, gratiøse Sikkerhed. En mørk Silkekjole, hævet ved en smagfuld Besætning15 af hvide Kniplinger16, en Gave af Tanten17, fremhævede ved18 Snit og Farve vidunderlig hendes fine, slanke Figur. [87]De unaturlig høie Frisurer begyndte dengang netop at vige Pladsen for den græske Knude, der klæder et ungt Ansigt så19 vel . . . Sofies20 rige, deilige Hår21 var ordnet på22 denne Vis;23 men da denne Mode endnu ikke var kjendt deroppe, gav det hende noget Fremmed24 mellem de Andre. I Aftenskjeret25 havde hendes Træk antaget en lysende Marmorbleghed, men nærmede man sig, så opdagede26 man,27 at hun ikke manglede en sund, ungdommelig Farve.
Paa Sophaen1 havde Værtinden og Fru Ramm taget Plads. Amtmandinden straalede af2 Silke og Guldstads3, med sin blankeste Festmine.
På Sofaen1 havde Værtinden og Fru Ramm taget Plads. Amtmandinden strålede i2 Silke og Guldstas3, med sin blankeste Festmine.
Jeg gratulerer Dem rigtig, at De har faaet1 Deres Sophie2 hjem, sagde den lille, tykke Fru Breien. Jeg kjender hende næsten ikke igjen, saa peen3, saa4 smuk var5 hun bleven. Hun faaer6 den deilige Teint, som ligger til Deres Familie, Fru Ramm. Pas paa7, hun bliver endnu vakrere end Louise.
Jeg gratulerer Dem rigtig, at De har fået1 Deres Sofie2 hjem, sagde den lille, tykke Fru Breien. Jeg kjender hende næsten ikke igjen, så pen3, så4 smuk er5 hun bleven. Hun får6 den deilige Teint, som ligger til Deres Familie, Fru Ramm. Pas på7, hun bliver endnu vakrere end Louise.
O ja, saamen1! Hun har taget sig op . . . naar Sophie2 blot faaer3 mere Couleur og hun bliver lidt fyldigere, sagde Fru Ramm, der i disse moderate Udtryk søgte at holde sin moderlige Beundring i Tømme.
O ja, såmen1! Hun har taget sig op . . . Når Sofie2 blot får3 mere Couleur,4 og hun bliver lidt fyldigere, sagde Fru Ramm, der i disse moderate Udtryk søgte at holde sin moderlige Beundring i Tømme.
Hendes fordums Lærer maae1 sikkert finde hende fuldkommen som hun er,2 thi han har ikke havt sine Øine3 fra hende siden han kom. Der staaer5 han i Døren som en Støtte. Min Elise sad over sidste Vals, det havde ikke været saa6 forskrækkelig et Under, om Hr. Cold . .7 . . men, Gud bevares, Elise døer8 ikke derfor, om Hr. Cold9 ikke veed10 hvad Høflighed kræver .11 . . . Gud fri mig, nu tager han saagar12 LorgnettenLorgnetten] brille uten stenger som en fester med en klemme over neseryggen op. Ja, ja, Fru Ramm, pas paa13!
Hendes fordums Lærer må1 sikkert finde hende fuldkommen som hun er;2 thi han har [88]ikke havt Øinene3 fra hende,4 siden han kom. Der står5 han i Døren som en Støtte. Min Elise sad over sidste Vals, det havde ikke været så6 forskrækkelig et Under, om Hr. Kold!7 . . men, Gud bevares, Elise dør8 ikke derfor, om Hr. Kold9 ikke ved,10 hvad Høflighed kræver . . . Gud fri mig, nu tager han sågar12 Lorgnetten op. Ja, ja, Fru Ramm, pas på13!
[65]Hvordan mener De? sagde denne med en uforlignelig uskyldig1 Mine . . . . ah2, saaledes! . .3 . . nei, det vil jeg ikke haabe,4 det Menneske har sandelig gjort det broget nok i vort Huus5, lagde hun til med et Suk. Seer6 De, min Mand vilde endelig have Cold7 til Lærer for Edvard. Han var bleven ham saa overmaade8 recommanderet.recommanderet] anbefalt Jeg betvivler ikke, at han er et dannet og dygtigt Menneske, det er nok for at min Gamle sætter den umaadelige Priis paa11 ham. Men vi Fruentimmer, min gode Fru Breien, have12 et skarpere Blik, vi bedømme en Mands Værd anderledes. Dannelse og Talenter ere13 store Fortrin hos et ungt Menneske, men i mine Øine kunne14 de ikke erstatte Mangel paa15 Følelse, paa Charakteer16. Allerede førend han kom kjendte jeg flere Historier om den unge Herre, som ikke geraade18geraade] komme ham just19 til Ære, og som vare20 af den Beskaffenhed, at det nok kunde ængste en Moders Hjerte . . .
Hvordan mener De? sagde denne med en uforlignelig Mine . . . Ah2, . . nei, det vil jeg ikke håbe;4 det Menneske har sandelig gjort det broget nok i vort Hus5, lagde hun til med et Suk. Ser6 De, min Mand vilde endelig have Kold7 til Lærer for Edvard. Han var bleven ham så overmåde8 recommanderet. Jeg betvivler ikke, at han jo9 er et dannet og dygtigt Menneske, det er nok,10 for at min Gamle sætter Pris på11 ham. Men vi Fruentimmer, min gode Fru Breien har12 et skarpere Blik, vi bedømme en Mands Værd anderledes. Dannelse og Talenter er13 store Fortrin hos et ungt Menneske, men i mine Øine kan14 de ikke erstatte Mangelen på15 Følelse, på Karakter16. Allerede førend han kom,17 kjendte jeg flere Historier om den unge Herre, som ikke just geråder18 ham til Ære, og som er20 af den Beskaffenhed, at det nok kunde ængste en Moders Hjerte . . .
Oh, dem kjender jeg ogsaa1 lidt til, hvidskede2 Fru Breien.
[89]Oh, dem kjender jeg også1 lidt til, faldt2 Fru Breien ind3.
Saa1? lad os da høre, om Deres ere det2 samme?
Så1? lad os da høre, om Deres er de2 samme?
At mine ere paalidelige1, tør jeg indestaae2 for, meente3 den tykke Frue. Jeg har Mine4 gjennem Elise, der corresponderer5, som De veed6, med sin Cousine7 i Drammen. I Drammen er jeg kjendt,8 der veed9 man ligesaa10 god Besked om hvad der passerer i Christiania11, som paa12 Stedet selv, ja mangen Gang bedre. En Dame [66]var i den Grad forelsket i ham, at hun tog Gift. Hun er13 senere bleven forlovet14 med en15, som vi begge16 kjende, . . . men jeg nævner ingen Navne. To andre Damer sloge17 op med deres Kjærester18, overbeviste om at Cold20 gjorde af dem,gjorde af dem] holdt av dem; var glad i dem neppe havde de gjort det, saa22 trak han sig tilbage. Saadan gaaer23 det, naar24 man vil slaae25 det skidne Vand bort, førend man har det Rene26!
At mine er pålidelige1, tør jeg indestå2 for, mente3 den tykke Frue. Jeg har dem4 gjennem Elise, der korresponderer5, som De ved6, med sin Kusine7 i Drammen. I Drammen er jeg kjendt;8 der ved9 man ligeså10 god Besked om hvad der passerer i Kristiania11, som på12 Stedet selv, ja mangen Gang bedre. En Dame var i den Grad forelsket i ham, at hun tog Gift. Hun har13 senere giftet sig14 med En15, som vi Begge16 kjende, . . . men jeg nævner ingen Navne. To andre Damer slog17 op med deres Kjerester18, overbeviste om,19 at den nævnte Person20 gjorde af dem, og21 neppe havde de gjort det, så22 trak han sig tilbage! Sådan går23 det, når24 man vil slå25 det skidne Vand bort, førend man har det rene26!
Mig er det blevet noget anderledes berettet, hvidskede1 Amtmandinden, der ikke fandt rigtig Behag i den lille, tykke Frues noget cyniske Udtryksmaade2. Men det er nu det samme. Saameget3 er vist, at hans Time ogsaa4 slog. Han blev tilsidst dødelig indtaget af5 en Frøken W., en meget smuk, dannet og i alle Henseender udmærket Pige. De blev forlovede, Alt er herligt en Stund . . . saa blev6 han kold og besynderlig .7 . . . pludselig slaaer8 han op . . . Ingen kan begribe Grunden!
Mig er det blevet noget anderledes berettet, sagde1 Amtmandinden, der ikke fandt rigtig Behag i den lille, tykke Frues noget kyniske Udtryksmåde2. Men det er nu det samme. Såmeget3 er vist, at hans Time også4 slog. Han blev tilsidst dødelig indtaget i5 en Frøken W., en meget smuk, dannet og i alle Henseender udmærket Pige. De blev forlovede, Alt er [90]herligt en Stund . . . så blier6 han kold og besynderlig . . . pludselig slår8 han op . . . Ingen kan begribe Grunden!
Slog han op? –1 slog han virkelig op selv! det kalder jeg skammeligt! skreg Fru Breien i en saa2 høirøstet Indignation, at Amtmandinden saae3 sig bekymret om til alle Sider. Den stakkels Tilla Torp var forlovet i sex Aar4, og jeg vil ikke rose ham5 i det Forhold, men den Triumph undte han hende dog, at han lod hende slaae6 op.
Slog han op? slog han virkelig op selv! det kalder jeg skammeligt! skreg Fru Breien i en så2 høirøstet Indignation, at Amtmandinden så3 sig bekymret om til alle Sider. Den stakkels Tilla Torp var forlovet i sex År4, og jeg vil ikke rose hendes Kjereste5 i det Forhold, men den Triumph undte han hende dog, at han lod hende slå6 op.
De kan begribe, snille Fru Breien, at jeg blev urolig for mine Smaaepiger1, da jeg hørte at han skulde [67]komme i Huset,3 . . . med Sophie4 havde det ingen Nød, hun var saa reent5 Barn endnu, og hun kunde desuden ikke fordrage ham; der var altid Klammeri mellem dem.6 Men Amalie, den stakkels uerfarne Pige . . . . et7 Hjerte, der er saadan8 bare Uskyld! . . . .9
De kan begribe, snille Fru Breien, at jeg blev urolig for mine Småpiger1, da jeg hørte,2 at han skulde komme i Huset.Huset.] rettet fra: Huset, Med Sofie4 havde det ingen Nød, hun var jo et rent5 Barn endnu, og hun kunde desuden ikke fordrage ham; der var altid Klammeri mellem dem.] rettet fra: dem, Men Amalie, den stakkels uerfarne Pige . . . . Et7 Hjerte, der er sådan8 bare Uskyld!
Nu ja! maae1 jeg nu høre, hvordan det egentlig hænger sammen mellem Amalie og ham, afbrød Fru Breien hende, og rykkede gridsk en Tomme nærmere. Jeg har mere end en Gang troet at det var klappet og klart mellem dem.
Nu ja! må1 jeg nu høre, hvordan det egentlig hænger sammen mellem Amalie og ham, afbrød Fru Breien hende, og rykkede gridsk en Tomme nærmere. Jeg har mere end en Gang troet,2 at det var klappet og klart mellem dem.
Det maae1 De saamen meget2 gjerne høre. Amalie var i Førstningen bly og yderst tilbageholden. Hun havde ogsaa3 hørt disse Rygter. Han udmærkede hende imidlertid øiensynlig, dog maae4 jeg sige paa5 en beskeden, ærbødighedsfuld Maade6. Aldrig forsømte han at hjælpe hende op i Vognen og ud af den, og en Gang fulgte han hende hjem fra Meyers7, da det havde regnet, og det sandelig ikke kunde9 være for Spadseretourens10 Skyld. Naar11 en ung Herre i vore Dage gaaer saa12 vidt, skal der ikke megen Gjetningsevne til at see13 hvad det fører til. Men der maae14 være kommen Noget mellem de Unge. Amalie trækker sig pludselig tilbage –15 hendes Tilbageholdenhed . . .16 dog dette bliver mellem os . . . gaaer17 over til en complet18 Uvillie. Hun kan aldeles ikke udstaae19 ham. Læg Mærke til, de tale aldrig sammen. Paa20 ham kan man [68]Intet mærke, han maae21 have en besynderlig Magt over sig selv. Men at den stakkels Pige har lidt i dette Forhold, det veed22 jeg. Under dette sorgløse Ydre, frygter jeg, skjuler sig et brudt Hjerte, Fru Breien.
Det må1 De såmen2 gjerne høre. Amalie var i Førstningen bly og yderst tilbageholden. [91]Hun havde også3 hørt disse Rygter. Han udmærkede hende imidlertid øiensynlig, dog må4 jeg sige på5 en beskeden, ærbødighedsfuld Måde6. Aldrig forsømte han at hjælpe hende op i Vognen og ud af den, og en Gang fulgte han hende hjem fra Meiers7, da det havde regnet, og det kunde8 sandelig ikke være for Spadserturens10 Skyld. Når11 en ung Herre i vore Dage går så12 vidt, skal der ikke megen Gjetningsevne til at se13 hvad det fører til. Men der må14 være kommen Noget mellem de Unge. Amalie trækker sig pludselig tilbage . . .15 hendes Tilbageholdenhed –16 dog dette bliver mellem os – går17 over til en komplet18 Uvillie. Hun kan aldeles ikke udstå19 ham. Læg Mærke til, de tale aldrig sammen. På20 ham kan man Intet mærke, han må21 have en besynderlig Magt over sig selv. Men at den stakkels Pige har lidt i dette Forhold, det ved22 jeg. Under dette sorgløse Ydre, frygter jeg, skjuler sig et brudt Hjerte, Fru Breien.
Amalie, der idetsamme valsede forbi med Capellanen1, bekræftede aldeles2 ikke ved sit Udseende dette Moderens Udsagn. Hendes noget sværbyggede3 Figur tog sig endnu anseeligere4 ud i den hvide Kjole, og hendes Kinder, endnu mere blussende ved Dandsen5, kappedes i Farve med den Rosenkrands, hun havde anbragt skraas6 over Haaret7.
Amalie, der idetsamme valsede forbi med Kapellanen1, bekræftede slet2 ikke ved sit Udseende dette Moderens Udsagn. Hendes noget svære3 Figur tog sig endnu anseligere4 ud i den hvide Kjole, og hendes Kinder, endnu mere [92]blussende ved Dansen5, kappedes i Farve med den Rosenkrands, hun havde anbragt skrås6 over Håret7.
Tager jeg ikke meget Feil1, sagde Fru Breien,2 og forfulgte3 det dandsende4 Par med sine smaae5, blinkende Øine, saa6 har vor alvorlige Capellan stor Lyst til at læge det brustne7 Hjerte. Aldrig har jeg seet ham dandse8 før, og i Aften er han en af de Ivrigste.
Tager jeg ikke meget feil1, sagde Fru Breien og fulgte3 det dansende4 Par med sine små5, blinkende Øine, så6 har vor alvorlige Capellan stor Lyst til at læge det brudte7 Hjerte. Aldrig har jeg seet ham danse8 før, og i Aften er han en af de Ivrigste.
Parret var netop standset1 et Stykke foran dem. Medens Capellanen med Hænderne under KjoleskjødetKjoleskjødet] snipper på en mannsfrakk ivrig syntes at underholde sin Dame, dannede han en ganske besynderlig Contrast til denne.
Parret var netop stanset1 et Stykke foran dem. Medens Capellanen med Hænderne under Kjoleskjødet ivrig syntes at underholde sin Dame, dannede han en ganske besynderlig Contrast til denne.

[missing]
Capellan Brøcher havde en høi, mager, spinkel Figur, som han bar meget rank; et langt, desto smalere Ansigt, et skarpt Fugleprofil, store, lyseblå, blondindfattede Øine og et noget fremstående Underansigt. Et Par dygtige Bakkenbarter vilde nogenledes have oprettet Ligevægten i dette Ansigt; men Naturen havde negtet Capellanen denne Prydelse. Han lod heller ikke til at finde sit Ansigt for langt; idetmindste bestræbte han sig for endnu at forøge dets Længde ved at tvinge sit tynde, høragtige Hår op i en Hanekam. Hans Ansigtsfarve var af denne rødlig ubestemmelige Art, der er ligeså langt fra Sundhedens Purpur [93]som fra den varme, brunlige Farve, der antyder en kraftig, kolerisk Sjel.
⮟
Capellanen, Brøcher, havde en høi, tør, spinkel Figur, som han bar meget rank; et langt, desto smalere Ansigt, et skarpt Fugleprofil, store lyseblaae, blondhaarede Øine og et noget fremstaaende Underansigt. Et Par dygtige Bakkenbarter vilde nogenledes oprettet Ligevægten i dette Ansigt, men Naturen havde nægtet [69]Capellanen1 denne Prydelse. Han lod heller ikke til at finde sit Ansigt for langt; idetmindste bestræbte han sig for endnu at forøge dets Længde, ved at tvinge sit tynde, høragtigehøragtige] hør: lin Haar op i en Hanekam. Hans Ansigtsfarve var af denne rødlig ubestemmelige Art, der er ligesaa langt fra Sundhedens Purpur som fra den varme, brunlige Farve, der antyder en kraftig, choleriskcholerisk] hissig; oppfarende Sjel. Efter disse Træk vil man2 slutte, at Brøcher ikke var nogen smuk Mand. Det var han heller ikke. Men han havde en Egenskab, der fuldkommen erstattede ham hans Mangel paa3 personlig Skjønhed. I de dannede Familier paa Landet flyve Sønnerne tidlig ud af Reden for at søge deres Lykke andensteds i Verden. Døttrene4Verden. Døttrene] rettet fra: Verden. [nytt avsnitt] Døttrene (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) derimod flyve5 ikke, de blive tilbage i Reden for at vente paa7 at Lykken skal opsøge dem. I en saadan8 afsides, men familie- og døttrerig9 Egn repræsenterede Capellanen Lykken. Han var virkelig saagodtsom10 det eneste tænkelige Partie11 i den hele Omegn. Dette hindrede dog ikke de unge Piger fra indtil videre at bruge ham som den hemmelige Skive for deres uskyldige Morskab. Den stive, pedantiske, i Klæder og Manerer yderst pertentlige Capellan gik mellem dem som en stor Blindebuk, der en Stund taalmodig12 lader sig nappe og drille, men som, bedst som det er, nok kan gjøre et Greb i Flokken, og denne [70]Usikkerhed er netop det Piquante13 ved Fornøielsen. Hidtil havde man dog ikke mærket, at han havde noget saadant14 i Sinde. Det Erotiske syntes slet ikke at være et for ham hjemligt Element, og endnu havde man ikke oplevet Noget hos ham, der lignede at «16gjøre Cour.»gjøre Cour] flørte; varte opp; beile De Symptomer, som de to Fruer fra Sophaen havde opdaget, kunde derfor ikke andet17 end være dem i høi Grad paafaldende18.
Efter1 denne Skildring vil man nok kunne2 slutte, at Brøcher ikke var nogen smuk Mand. Det var han heller ikke. Men han havde en Egenskab, der fuldkommen erstattede ham hans Mangel på3 personlig Skjønhed. I de dannede Familier paa Landet flyve Sønnerne tidlig ud af Reden for at søge deres Lykke andensteds i Verden; Døtrene4 derimod flyver5 ikke ud6, de blive tilbage i Reden for at vente på,7 at Lykken skal opsøge dem. I en sådan8 afsides, men familie- og døtrerig9 Egn repræsenterede Capellanen Lykken. Han var virkelig sågodtsom10 det eneste tænkelige Parti11 i den hele Omegn. Dette hindrede dog ikke de unge Piger fra indtil videre at bruge ham som den hemmelige Skive for deres uskyldige Morskab. Den stive, pedantiske, i Klæder og Manerer yderst pertentlige Capellan gik mellem dem som en stor Blindebuk, der en Stund tålmodig12 lader sig nappe og drille, men som, bedst som det er, nok kan gjøre et Greb i Flokken, og denne Usikkerhed er netop det Pikante13 ved Fornøielsen. Hidtil havde man dog ikke mærket, at han havde noget Sådant14 i Sinde. Det Erotiske syntes slet ikke at være et for ham hjemligt [94]Element, og endnu havde man ikke oplevet Noget hos ham, der lignede «15at gjøre Cour.» De Symptomer, som de to Fruer fra Sophaen havde opdaget, kunde derfor ikke Andet17 end være dem i høi Grad påfaldende18.
I dette Øieblik blev Symptomerne betænkelige.
I dette Øieblik blev Symptomerne betænkelige.
⮟
Amalie havde i Distraction plukket Bladene af en Blomst, og kastede nu Stilken idet hun gik. Denne Stilk tog Capellanen skyndsomt op og stak i sin Lomme2.
Amalie havde i Distraction plukket Bladene af en Blomst, og kastede nu Stilken,1 idet hun gik. Denne Stilk tog Capellanen skyndsomt op og stak i Vestelommen2.
Nu! har jeg Ret? sagde den lille Frue og blinkede. Hvad siger min naadige1 Amtmandinde dertil?
Nu! har jeg Ret? sagde den lille Frue og blinkede. Hvad siger min nådige1 Amtmandinde dertil?
Intet, Fru Breien, sagde Amtmandinden med en Rolighed, som man nok maa2 kalde stoisk.stoisk] uforstyrrelig sinnsro og selvbeherskelse I slige Ting vil jeg ganske lade de Unge raade3. Min Bestræbelse har været at opdrage mine Piger saaledes4, at de selv forstaae5 at træffe deres Valg. Tvang kjender jeg ikke og den skal ikke kjendes i vort Huus7.
Intet, Fru Breien, Intet1, sagde Amtmandinden med en Rolighed, som man nok må2 kalde stoisk. I slige Ting vil jeg ganske lade de Unge råde3. Min Bestræbelse har været at opdrage mine Piger således4, at de selv forstå5 at træffe deres Valg. Tvang kjender jeg ikke,6 og den skal ikke kjendes i vort Hus7.
De to Damer iagtog1 nu stiltiende, idet de vexlede et betydningsfuldt Blik, hvorledes den gamle Amtmand, der kom ud fra Spilleværelset, nærmede sig Cold2 og ved et Slag paa3 Skulderen vakte denne af hans tankefulde Stilling. Hans drømmende Mine veg strax for et Udtryk af ærbødig Venlighed; den [71]Gamle tog ham fortrolig under Armen og drog ham hen i et Vindue4, hvor de kom i en ivrig Samtale, der afbrødes da man skulde til Bords.
De to Damer iagttog1 nu stiltiende, idet de vexlede et betydningsfuldt Blik, hvorledes den gamle Amtmand, der kom ud fra Spilleværelset, nærmede sig Kold2 og ved et Slag på3 Skulderen vakte denne af hans tankefulde Stilling. Hans drømmende Mine veg strax for et Udtryk [95]af ærbødig Venlighed; den Gamle tog ham fortrolig under Armen og drog ham hen i et Vindu4, hvor de kom i en ivrig Samtale, der afbrødes,5 da man skulde til Bords.
Aftenen og et godt Stykke af Natten forløb paa1 denne Viis2 hurtig. Paa3 Landet morer man sig, man seer4 ikke saa5 ofte paa6 Uhrene som i Byerne.
Aftenen og et godt Stykke af Natten forløb på1 denne Vis2 hurtig. På3 Landet morer man sig, men ser4 ikke så5 ofte på6 Uhrene som i Byerne.
Sophie1 havde den hele Tid, uden at hun selv tænkte det, været Centrum i den lille Kreds. Hun øvede ubevidst en Magt over Alle. Den aabenbarede2 sig i de smigrende Øiekast, Moderen sendte hende, i Amalies søsterlige Forelskelse. Men, medens de Gamle i Selskabet, der havde kjendt Sophie3 som Barn, trohjertig4 viste hende deres Beundring, var det hos de Yngre mere Nysgjerrighed end frivilligt Velbehag, hvormed de trængte sig om hende.
Sofie1 havde den hele Tid, uden at hun selv tænkte det,det,] rettet fra: det. været Centrum i den lille Kreds. Hun øvede ubevidst en Magt over Alle. Den åbenbarede2 sig i de smigrende Øiekast, Moderen sendte hende, i Amalies søsterligesøsterlige] rettet fra: føsterlige Forelskelse. Men, medens de Gamle i Selskabet, der havde kjendt Sofie3 som Barn, trohjertet4 viste hende deres Beundring, var det hos de Yngre mere Nysgjerrighed end frivilligt Velbehag, hvormed de trængte sig om hende.
Kun med Cold1 havde hun den hele Aften ikke vexlet et Ord.
Kun med Georg Kold1 havde hun den hele Aften ikke vexlet et Ord. [I, 9]2
[I, 9]

[missing]
⮟
Sophie1 havde aldrig havt nogen Fortrolig eller Veninde. Men2 i hendes3 Barndom havde hun holdt en Dagbog, hvori hun samvittighedsfuld4 nedskrev sine [72]smaae5 daglige Begivenheder. I Kjøbenhavn havde hun ophørt dermed. Hun var formeget optaget udenfra til at faae6 Tid dertil og hun følte desuden selv, at hun stod paa7 et Overgangstrin, hvor man mistroer8 sine egne Indtryk. Efter hendes Hjemkomst vaagnede9 igjen Trangen til hendes gamle Fortrolige. Men10 da Tanken om en sammenhængende Dagbog var hende imod, indskrænkede hun sig til nu og da paa11 løse Blade at nedskrive,12 hvad der stærkt havde grebet hende. Af disse Blade, der maaskee troere13 end noget Andet vil gjengive et Billede af hende, meddele14 vi nogle, skrevne strax efter hendes Hjemkomst.
[96]Sofie1 havde aldrig havt nogen Fortrolig eller Veninde, men2 i sin3 Barndom havde hun holdt en Dagbog, hvori hun samvittighedsfuldt4 nedskrev sine små,5 daglige Begivenheder. I Kjøbenhavn havde hun ophørt dermed. Hun var formeget optaget udenfra til at få6 Tid dertil og hun følte desuden selv, at hun stod på7 et Overgangstrin, hvor man mistror8 sine egne Indtryk. Efter hendes Hjemkomst vågnede9 igjen Trangen til hendes gamle Fortrolige, men10 da Tanken om en sammenhængende Dagbog var hende imod, indskrænkede hun sig til nu og da på11 løse Blade at nedskrive hvad der stærkt havde grebet [97]hende. Af disse Blade, der måske mere tro13 end noget Andet vil gjengive et Billede af hende, meddeler14 vi nogle, skrevne strax efter hendes Hjemkomst.
Den 24de Mai 1831.183.] årstallet er sannsynligvis bevisst ufullført av forfatteren, i de tidlige romanene er det vanlig å ikke skrive navn og datoer fullt ut Hvor besynderlig2 det er at vide, at jeg igjen er hjemme! Er jeg virkelig i mit Hjem? Om Natten i Drømme drives jeg igjen bort, det foresvæver mig som noget Uopnaaeligt3, jeg lander hundrede Gange paa4 den norske Jordbund, jeg seer5 Hjemmet og træder ind under dets Tag, da forvandles Alt igjen, jeg er i lutter fremmede Omgivelser, blandt fremmede Skikkelser. I denne Strid vaagnede6 jeg i Nat. Er det da ikke sandt! raabte7 jeg høit, og see8! alle de kjendte Gjenstande traadte saa9 sælsomt belyste frem af Dunkelheden. [73]Oldemoders Portrait10 over Komoden,11 blev næsten levende, da Rammen laae12 i Skyggen,13 jeg synes14 livagtig, at hendes strenge, stive Ansigt fortrak sig til et Smiil15 over min Forundring. Det er vor norske16, lyse Sommernat. Jeg maatte17 springe op, hen til Vinduet, aabne18 det for at indaande19 Duften af Hæggen nedenunder,20 og høre paa21 Møllefossen, der sang sin gamle Sang for mig. Hvormange tusinde Erindringer stige22 op i23 denne Lyd! Og saa maatte24 jeg see paa25 denne vidunderlig blanke Nathimmel, hvorpaa26 Fjeldlinierne tegne27 sig saa28 skarpe og dunkle. Ikke længe efter steg Solen rød som en Glød op over Aasen29.
Den 24de Mai 18421. Hvor besynderligt2 det er at vide, at jeg igjen er hjemme! Er jeg virkelig i mit Hjem? Om Natten i Drømme drives jeg igjen bort, det foresvæver mig som noget Uopnåeligt3, jeg lander hundrede Gange på4 den norske Jordbund, jeg ser5 Hjemmet og træder ind under dets Tag, da forvandles Alt igjen, jeg er i lutter fremmede Omgivelser, blandt fremmede Skikkelser. I denne Strid vågnede6 jeg i Nat. Er det da ikke sandt! råbte7 jeg høit, og se8! alle de kjendte Gjenstande trådte så9 sælsomt belyste frem af Dunkelheden. Oldemoders Portræt10 over Komoden blev næsten levende, da Rammen lå12 i Skygge;13 jeg syntes14 livagtig, at hendes strenge, stive Ansigt fortrak sig til et Smil15 over min Forundring. Det er vor Norske16, lyse Sommernat. Jeg måtte17 springe op, hen til Vinduet, åbne18 det for at indånde19 Duften af Hæggen nedenunder og høre på21 Møllefossen, der sang sin gamle Sang for [98]mig. Hvormange Erindringer stege ikke22 op ved23 denne Lyd! Og så måtte24 jeg se på25 denne vidunderlig blanke Nathimmel, hvorpå26 Fjeldlinierne tegnede27 sig så28 skarpe og dunkle. Ikke længe efter steg Solen rød som en Glød op over Åsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .29 .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
Jeg kan ikke leve uden i den norske1 Natur,2 borte fra den maatte3 jeg sygne midt i alle de Glæder og Nydelser, Verden formaaer4 at give. Alt er nyt og friskt i den og dog kjender jeg Alt saa6 vel igjen. Med mine Omgivelser er det netop omvendt. Der er Alt som det var da jeg forlod det, dog synes det mig forandret. Jeg gik idag ind i Havesalen9. Den forekom mig besynderlig snæver10 og lav11. Og Maleriet, der forestiller Antiochus og Stratonice12, denne syge Kongesøn, der elsker sin Stedmoder,Maleriet ... Stedmoder] det finnes flere kjente malerier med dette motivet, f.eks.: 1640 av den nederlandske maleren Theodoor van Thulden (1606–1669); ca. 1667–1668 av den nederlandske maleren Jan Steen (ca. 1626–1679); ca 1671–1675 av den nederlandske maleren Gérard de Lairesse (1640/1641–1711); ca 1700 av den italienske maleren Antonio Bellucci (1654–1726); 1704 av den tyske maleren Johann Heiss (1640–1704); 1774 av den franske maleren Jacques-Louis David (1748–1825); 1840 av den franske maleren Jean-Auguste-Dominique Ingres (1780–1867) forekom mig ikke som det samme13. Var det blot Ideen som henrev mig?
Jeg kan ikke leve uden i den Norske1 Natur;2 borte fra den måtte3 jeg sygne midt i alle de Glæder og Nydelser, Verden formår4 at give. Alt er nyt og friskt i den,5 og dog kjender jeg Alt så6 vel igjen. Med mine Omgivelser er det netop omvendt. Der er Alt,7 som det var,8 da jeg forlod det, dog synes det mig forandret. Jeg gik idag ind i Havestuen9. Den forekom mig opfyldt af så Meget,10 og dog så besynderlig tom, så øde11. Og Maleriet, der forestiller Antiochus og Stratonike12, denne syge Kongesøn, der elsker sin Stedmoder, forekom mig ikke som det Samme13. Var det blot Ideen,14 som henrev mig?
[74]Den gamle Mands Hoved i Kobberstik1 overraskede mig derimod som noget Nyt, jeg aldrig havde seet før.
Den gamle Mands Hoved i Kobberstikket1 overraskede mig derimod som noget Nyt, jeg aldrig havde seet før. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .2 .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

[missing]
⮟
Den Modtagelse, jeg har faaet1 i hjemmet2, har overrasket mig. Moder3 og Sødskende kom mig saa4 kjerligt imøde. Det var som om de havde ventet mig med Længsel! . . . og Fader5! . . . Have6 de mærket sig et gammelt Ønske eller gjettet det? Jeg har faaet7 mit eget Værelse; det lille Kammer indenfor Amalies er sat istand og nydelig indrettet. O, alt dette har jeg ikke ventet! Jeg voldte dem jo ingen Glæde, da jeg var hjemme; var jeg ikke en Mislyd i deres Liv? Med hede Taarer8 har jeg blandt Fremmede tænkt derpaa, men9 herefter vil jeg volde dem Glæde. Alt for dem uforstaaeligt10 i mit Væsen skal jeg vide at beherske,11 de skal ikke kjende det, ikke ængstes over det. Ak, er det forstaaeligt12 for mig selv?.
[99]Den Modtagelse, jeg har fået1 i Hjemmet2, har overrasket mig. Mor3 og Sødskende kom mig så4 kjerligt imøde. Det var som om de havde ventet mig med Længsel! . . Og Far5! Havde6 de mærket sig et gammelt Ønske eller gjettet det? Jeg har fået7 mit eget Værelse; det lille Kammer indenfor Amalies er sat istand og nydelig indrettet. O, alt dette har jeg ikke ventet! Jeg voldte dem jo ingen Glæde, da jeg var hjemme; var jeg ikke en Mislyd i deres Liv? Med hede Tårer8 har jeg blandt Fremmede tænkt derpå. Men9 herefter vil jeg volde dem Glæde. Alt for dem Uforståeligt10 i mit Væsen skal jeg vide at beherske;11 de skal ikke kjende det, ikke ængstes over det. Ak, er det forståeligt12 for mig selv? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .13 .