1 |
|
Amtmandens Døttre 1. utgave 1854/55 | Amtmandens Døtre 3. utgave 1879 |
---|---|
|
[missing]
|
⮟ | |
[missing]
|
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
[1]En Eftermiddag
|
[3]En Eftermiddag
|
⮟ | |
Skydsen havde allerede ladet vente
|
Skydsen havde allerede ladet vente
|
⮟ | |
Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle GlasGlas] rettet fra: Glasse (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende
|
Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle Glas og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid
|
⮟ | |
Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei
|
Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei
|
⮟ | |
Georg
|
Georg
|
⮟ | |
Lettet ved den gjorte Begyndelse tilføiede hun:
|
Lettet ved den gjorte Begyndelse
|
⮟ | |
Med Forlov,Med Forlov] unnskyld er han
|
Med Forlov, er han
|
⮟ | |
Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke
|
Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke
|
⮟ | |
Javist, han har en Søn.
|
Javist
|
⮟ | |
Men ingen
|
Men ingen
|
⮟ | |
Jo Gud bevars, der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der
|
Jo
|
⮟ | |
Er Frøken Amalie
|
Er Frøken Amalie
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
Er hun smuk?
|
Er hun smuk?
|
⮟ | |
Hvad
|
Hvad
|
⮟ | |
Er Frøkenen vakker?
|
Er Frøkenen vakker?
|
⮟ | |
Det skulde jeg
|
Det skulde jeg
|
⮟ | |
Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op.
|
Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. Er det Skydsen
|
⮟ | |
[4]Nei farlig er slet ikke Veien
|
Nei farlig er slet ikke Veien
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
Hurtigere end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til
|
Hurtigere
|
⮟ | |
En Times Tid efter blev
|
En Times Tid efter blev
|
⮟ | |
[7]Vi
|
Vi
|
⮟ | |
Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet
|
Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet
|
⮟ | |
Men et uhildetuhildet] upartisk Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen.
|
Men et uhildet Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen.
|
⮟ | |
I sit
|
I sit
|
⮟ | |
Først da Georg
|
Først da Georg
|
⮟ | |
Efter
|
Efter
|
⮟ | |
[12]Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer
|
Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer
|
⮟ | |
Müller lod sit Blik prøvende glide omkring
|
Müller lod sit Blik prøvende glide omkring [16]og endte med at
|
⮟ | |
Endelig sagde han
|
Endelig sagde han ironisk
|
⮟ | |
Jeg
|
Jeg
|
⮟ | |
Synes De? sagde
|
Synes De? sagde
|
⮟ | |
[13]Nu, vær
|
Nu, vær
|
⮟ | |
Godt, det forsikrer jeg Dem
|
Godt, det forsikrer jeg Dem
|
⮟ | |
Müller rystede
|
Müller rystede
|
⮟ | |
Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved [14]Landlivet, at det
|
Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved Landlivet, at det
|
⮟ | |
|
[18]Ah, dit Forhold til Familien
|
⮟ | |
Meget gjerne, svarede
|
Meget gjerne, svarede
|
⮟ | |
Virkelig! udbrød Müller. Han holder af Dig som en Søn! ja
|
Virkelig! udbrød Müller. Han holder af Dig som en Søn! ja
|
⮟ | |
Jo, men af norsk Familie. Han har levet i de [15]interessanteste Forhold i Kjøbenhavn. Gud
|
Jo, men af norsk Familie. Han har levet i de interessanteste Forhold i Kjøbenhavn. Gud
|
⮟ | |
Intet Under! Den stakkels Mand har da endelig truffet
|
Intet Under! Den stakkels Mand har da endelig truffet
|
⮟ | |
Jeg
|
Jeg
|
⮟ | |
Et Par af dem gifte med
|
Et Par af dem gifte med
|
⮟ | |
Kun to, svarede
|
Kun to, svarede
|
⮟ | |
Kun to og dog i Grunden kun
|
Kun to og dog i Grunden kun
|
⮟ | |
Endelig! der har vi det! sagde
|
Endelig! der har vi det! sagde
|
⮟ | |
To
|
To
|
⮟ | |
Han var
|
Han var
|
⮟ | |
[17]Men Herregud
|
Men Herregud
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
Efter
|
Efter
|
⮟ | |
Jeg har selv, som Du
|
Jeg har selv, som Du
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
Ja
|
Ja
|
⮟ | |
Efter en Pause sagde
|
Efter en Pause sagde
|
⮟ | |
Jo jeg kan, svarede Müller lakonisk. I et Tidsrum af henved
|
Jo jeg kan, svarede Müller lakonisk. I et Tidsrum af henved
|
⮟ | |
Fem
|
Fem
|
⮟ | |
Kan jeg
|
Kan jeg
|
⮟ | |
[missing]
|
Nu, ser De det!
|
⮟ | |
Nu, seer De det!
|
[missing]
|
⮟ | |
Men siden
|
Men siden traf de hinanden i Sandefjord, og nu
|
⮟ | |
|
De
|
⮟ | |
Du har Ret, en lille AnnotationsbogAnnotationsbog] notisbok vilde ikke være ilde. Endnu har jeg dog Tallet i Hovedet,
|
Du har Ret, en lille Annotationsbog vilde ikke være
|
⮟ | |
[23]
|
|
⮟ | |
Du
|
|
⮟ | |
Georg, vedblev Müller, som bemærkede det mismodige Udtryk, der havde leiret sig
|
Georg, vedblev Müller, som bemærkede det mismodige Udtryk, der havde leiret sig
|
⮟ | |
En anden Gang, sagde
|
En anden Gang, sagde
|
⮟ | |
En anden Gang er en Skjelm;En anden Gang er en Skjelm] det er ikke sikkert anledningen byr seg en gang til dog, som Du vil. [24]Vil Du fatte Dig skriftlig derom,
|
En anden Gang er en Skjelm; dog, som Du [28]vil. Vil Du fatte Dig skriftlig derom,
|
⮟ | |
Skrive? jeg skrive Brev? sagde
|
Skrive? jeg skrive Brev? sagde
|
⮟ | |
En Pige afbrød dem her
|
En Pige afbrød dem her for at melde, at man ventede Herrerne
|
⮟ | |
Müller
|
Müller
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
I Døren vendte han sig om
|
I Døren vendte han sig om og sagde alvorlig
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[I, 2]
|
[missing]
|
⮟ | |
[25]Næste Dag, da Vennerne atter
|
[29]Næste Dag, da Vennerne atter
|
⮟ | |
Hvad det
|
Hvad det
|
⮟ | |
Det er ikke fordi hun ikke er smuk nok, ung nok,
|
Det er ikke
|
⮟ | |
[missing]
|
Kold havde Lyst til en Modsigelse, men han måtte hemmelig tilstå sig selv, at denne Karakteristik var træffende.
|
⮟ | |
|
Frøken Amalie er en hjertensgod, brav Pige, uagtet nogle
|
⮟ | |
Endelig, afbrød Müller ham, gik det over til et søsterligt, fortroligt Forhold
|
Endelig, afbrød Müller ham, gik det over til et søsterligt, fortroligt Forhold.
|
⮟ | |
Ganske rigtigt
|
Ganske rigtigt
|
⮟ | |
[27]Og nu finder hun Dig
|
Og nu finder hun Dig
|
⮟ | |
Hun er i Danmark hos en Onkel.
|
Hun er i Danmark hos en Onkel.
|
⮟ | |
Hvordan
|
Hvordan
|
⮟ | |
Der er ikke
|
Der er ikke
|
⮟ | |
Ei, Fortræd! men
|
Ei, Fortræd! men
|
⮟ | |
Det er
|
Det er
|
⮟ | |
[missing]
|
Hun var altså dum?
|
⮟ | |
Hun var altsaa dum?
|
[missing]
|
⮟ | |
Dum? sagde
|
Dum? sagde
|
⮟ | |
Nu ja, jeg spørger, om hun var dum eller klog?
|
Nu ja, jeg spørger, om hun var dum eller klog?
|
⮟ | |
Ja, det er jo netop, om hun var det eller ei. Man kunde bryde sit Hoved ituitu] i to; i stykker over hende. Undertiden indbildte jeg mig, at hun havde ypperlige Anlæg, men i Almindelighed
|
Ja, det er
|
⮟ | |
I
|
I
|
⮟ | |
Det vilde jeg
|
Det vilde jeg
|
⮟ | |
Det var som Fanden, skulde man ikke komme efter det
|
Det var som Fanden, skulde man ikke komme efter det
|
⮟ | |
Kom jeg ned i Stuen,
|
Kom jeg ned i Stuen,
|
⮟ | |
En Dag kort før hun reiste bebreidede jeg hende dette, men da gav hun mig et Svar, som
|
En Dag kort før hun reiste
|
⮟ | |
Müller havde med temmelig uskyldig Mine hørt
|
Müller havde med temmelig uskyldig Mine hørt
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
Det kan gjerne være, sagde
|
Det kan gjerne være, sagde
|
⮟ | |
Men med næste
|
Men med næste
|
⮟ | |
Müllers sidste Ord var endnu, idet han greb
|
Müllers sidste Ord var endnu, idet han greb
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[I, 3]
|
[missing]
|
⮟ | |
Müller var reist.
|
[36]Müller var reist.
|
⮟ | |
Men dette Besøg, hvor kort det end havde været, efterlod imidlertid Spor i vor Vens Tilværelse, som han ikke selv
|
Men dette Besøg, hvor kort det end havde været, efterlod imidlertid Spor i vor Vens Tilværelse, som han ikke selv
|
⮟ | |
I en
|
I en
|
⮟ | |
[missing]
|
Hos Kold vakte dette Brev den høieste Forundring. Der betog ham næsten en ubehagelig Følelse. Han kunde ikke gjøre sig selv Rede for hvad der forvirrede ham så. Det var det Hele, Tonen deri, Sproget, der ikke havde Spor af den [38]Svulst, den Holdningsløshed, der betegner Overgangen fra Skolepigen til den voksne Pige. Det var en Opfatning, båret frem i dette eiendommelige Sprog, der røbede en Hang til mere at gribe Fænomenerne i sin dybere Årsag og Virkning, medens Oplevelserne selv syntes at have liden Interesse for hende. Om Adspredelserne, Bekjendtskaber, og hvad nu Opholdet i den fornemme Tantes Hus førte med sig, udtalte hun sig så knapt som muligt, og var det da gjerne for at knytte en Betragtning dertil, som igjen ikke var den unge, livslystne Piges.
|
⮟ | |
[missing]
|
Denne Opfatning, dette Sprog, disse dybsindige Bemerkninger, hvorfra havde hun dem? Var det Studium, Tænkning, der lå til Grund – var det Intuition? Han fristedes til at tro på denne Kvindesjelens hemmelighedsfulde Evne, der ved et indre Syn tilegner sig hvad Mændene puge sig til. Dog for Kold, måske mere end for den gamle Fader, der kun svælgede i den inderlige Følelse for ham og Hjemmet, der gik igjennem Brevet, lå der over dette Brev et Slør af noget Trist, Vemodsstemt, der gjorde samme Indtryk på hendes fordums Lærer, som en let Morgentåge over et overraskende Landskab, man tilfældigvis passerer.
|
⮟ | |
[missing]
|
Kunde det være Sofie, der havde skrevet [39]det! Dette besynderlige Barn fra Sæteren, fra Skolestuen, hans levende Tålmodighedsprøve? han syntes endnu at se hende sidde der med sit stirrende, tankeløse Blik fæstet på Skyerne eller Taget udenfor, medens han ivrig stræbte at forklare hende noget. Han blev ganske skamfuld, da Amtmanden hjertelig slog ham på Skulderen og råbte muntert:
|
⮟ | |
[missing]
|
Nu, har De ikke Ære af Deres Elev? Ja, jeg erkjender også den Del, De har deri, kjere Kold!
|
⮟ | |
|
En ublandet Glæde voldte det
|
⮟ | |
Amtmandens Besøg gav
|
Amtmandens Besøg gav
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[I, 4] Noget af Colds Optegnelser til Margrethe.
|
[missing]
|
⮟ | |
|
[41]Dette Barn forvirrede mig i høi Grad. Undertiden brast min
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[missing]
|
Slige Historier fik jeg ofte nogle af. En Dag, som Gjeteren var bleven syg, bad hun indstændig om at måtte gå i hans Sted. Man må kjende den Sorgløshed, hvormed Børn på Landet opdrages, for at begribe, at hun fik Lov at tilbringe en hel Dag ganske alene i den vilde, ensomme Udmark. På denne Vis så jeg hende næsten blot ved Bordet; der sad hun taus, men ytrede hun noget, så troede Moderen altid at opdage noget Dumt deri, eller også noget, der stod i Strid med den Velopdragenhed, hun søgte at bibringe hende. Amalie behandlede hende under dette med en vis tåbelig altklug, halv bekymret Beskyttelse. I disse Småkonflikter med hendes Egne følte jeg altid stor Lyst til at forsvare [43]hende, og jeg søgte ved mangt et Tegn at lægge det for Dagen. Hun vilde aldrig forstå det.
|
⮟ | |
[missing]
|
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
⮟ | |
Grotten var nok hendes
|
Grotten var nok hendes
|
⮟ | |
[missing]
|
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
Hendes
|
Hendes
|
⮟ | |
Jeg var
|
Jeg var
|
⮟ | |
Hvad skal denne Flugt betyde,
|
Hvad skal denne Flugt betyde,
|
⮟ | |
Istedetfor Svar begyndte hun bitterlig at græde.
|
Istedetfor Svar begyndte hun bitterlig at græde.
|
⮟ | |
[38]Jeg
|
Jeg
|
⮟ | |
|
Lov mig blot, at De ikke vil sige det hjemme.
|
⮟ | |
Hvilket?
|
Hvilket?
|
⮟ | |
|
At jeg kan
|
⮟ | |
Men Gud, hvorfor
|
Men Gud, hvorfor
|
⮟ | |
|
[47]Fordi jeg da kom til at spille med Organisten. Han er
|
⮟ | |
Louise?
|
Louise?
|
⮟ | |
|
Ja, min Søster Louise, hun
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
|
De
|
⮟ | |
Lærte din Søster da
|
Lærte din Søster da
|
⮟ | |
|
Ja, nu skal De høre. Efter halvandet
|
⮟ | |
Græd nu ikke mere over det,
|
Græd nu ikke mere over det,
|
⮟ | |
[40]
|
Nei, nei,
|
⮟ | |
Men en
|
Men en
|
⮟ | |
Hun
|
Hun
|
⮟ | |
|
Ak, sagde hun, selv om jeg kunde lære at synge
|
⮟ | |
Det Ord Nytte bragte mig næsten til at
|
Det Ord Nytte bragte mig næsten til at
|
⮟ | |
[missing]
|
Atter så hun på mig længe og forskende. Der lå Forundring, Smerte, Tvivl i dette Blik; [50]hun vilde sige Noget, men taug. Et udtryksfuldere Ansigt har jeg aldrig seet.
|
⮟ | |
Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde
|
Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde
|
⮟ | |
Hun gik taus ved min Side, lidt foran,
|
Hun gik taus ved min Side, lidt foran,
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[42]Har jeg ikke
|
[51]Har jeg ikke ganske
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[I, 5]
|
[missing]
|
⮟ | |
Det var denne Vaklen mellem Fortid og Fremtid, mellem gamle
|
[53]Det var denne Vaklen mellem Fortid og Fremtid, mellem gamle
|
⮟ | |
Det
|
Det
|
⮟ | |
Det var til dette Sted
|
Det var til dette Sted
|
⮟ | |
Man kan hundrede Gange have seet et Menneske, en
|
Man kan hundrede Gange have seet et Menneske, en
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[I, 6] Til Müller.
|
[missing]
|
⮟ | |
. . . .
|
[57]. . . .
|
⮟ | |
Jeg har taget et uhyre Ark frem,
|
Jeg har taget et uhyre Ark frem,
|
⮟ | |
Men jeg skal til at skrifte, det er sandt, og De mærker nok, at jeg i denne lange Indledning gjør ligesom Børnene en Omvei, der af Frygt fordi de komme [48]for seent, gjøre endnu en Omvei til Skolen. Ja, i Sandhed, det Skriftemaal jeg har at aflægge bliver vanskeligere end jeg havde tænkt, og jeg vil have ondt for at opfylde mit Løfte – ikke af Frygt for Dem, bedste Müller, o nei, bild Dem ikke det ind! De skal ikke have Grund til den fjerneste Spot, De skal tvertimod have Glæde af mig. Hvorledes skal jeg forklare mig: – jeg har faae Begivenheder at stille op; min Ulykke ligger i en eneste stor Skuffelse, som Folk af Deres Art aldrig have at gjennemgaae, og som De derfor vanskelig kan fatte hos Andre. Denne Skuffelse har jeg lidt i en Verden, jeg søgte med saadan brændende Længsel. De kjender jo nok mine stakkels ungdommelige Illusioner, De har ofte nok ubarmhjertig gaaet dem til Livs. Siden skiltes vore Veie. Der var hele Aar, hvori jeg neppe saae Dem! Jeg troede De havde ganske ladet mig fare, indtil De pludselig overraskede mig heroppe i min Ensomhed. Det var smukt, det var trofast af Dem. Jeg kan ikke til Gjengjæld gjøre mindre end at fortælle Dem, hvordan jeg har tilbragt det mellemliggende Tidsrum. Det er med en egen Rørelse, man i de senere Aar tænker tilbage paa sin første Ungdom, hiin lyksalige Grønhedsperiode. Man veed ikke, om man skal ynke eller beundre den. Man vil nok storagtig forkaste den Lykke, den bereder, men man gjør det ikke uden et hemmeligt, nagende [49]Savn, og mangt et længselsfuldt Tilbageblik. De veed jo, at jeg, der mindst drømte om en saadan Lykke, kom i Mode, og skulde være med overalt. Det var netop i den Tid, da Selskabeligheden i vor Bye pludelig tog et nyt Opsving. Man forsøgte sig i alskens fremmede Reunions;Reunions] selskapeligheter det var Baller paa Baller, Kanefarter,Kanefarter] utfart med hest og slede, ofte med selskap etterpå Soiréer og Matinéer. Midt i dette Festliv maatte jeg ofte tænke paa, hvordan jeg i mine ubemærkede Dage havde stillet mig ved Indkjørselen til Stiftsgaarden, naar StatholderenStatholder] person som på regentens vegne styrer en landsdel eller et land med særlig status, Norge ble under unionen med Danmark i lange perioder styrt av en statholder gav Bal, for at see Damerne stige ud. Her maae De da tilbagekalde Dem, hvorledes Opvæxten i en eensom Fjeldegn, hvor jeg i Mangel af Menneskeomgang læste Romaner og Digte, havde indvirket paa mig. Min Moder, en begavet og meget smuk Kone, bidrog ogsaa til at forstærke min Begeistring for det andet Kjøn, en Trang til at beundre det, Egenskaber, som ogsaa skal have charakteriseret mine Forfædre, og som har givet Anledning til en heel Deel romantiske Begivenheder i min Familie. Jeg troer jeg har fortalt Dem nogle af disse, men gik man ret langt tilbage i Tiden, vilde de formodentlig ende i en Dragestjert eller noget Lignende. Hvad Under da, at jeg, endnu førend jeg var værdig til at være med, begyndte med brændende Iver at søge Idealerne til mine Drømme! De skulde vide, hvordan jeg forfulgte Sporet af enkelte Damer, som [50]Mængden betegnede som Skjønheder. Min Hylding var saameget sandere, som jeg selv var ubemærket. Ingen Troubadour kunde i Ydmyghed og Udholdenhed maale sig med mig. Naar jeg saae dem i deres lette Baldragt stige ud, eller flagre som Syner forbi de oplyste Vinduer, forekom de mig som Væsener af en høiere Art end vi andre, jordiske, plumpe og bestøvlede Skabninger, og den Lykke at danse med dem, tale med dem, tabte sig for min Tanke i noget «Ueberschwenglich»,«Ueberschwenglich»] (ty.) overstrømmende Noget, en Dødelig ikke kunde bære. Mine Extaser dannede en underlig Contrast til mine Kammeraters raae, spottende Bemærkninger. Hvor forbittret stormede jeg fra deres Selskab! Det er ligegyldigt, ved hvilket Tilfælde jeg blev draget ind i den Sphære,Sphære] krets der var Gjenstanden for min Attraae. Jeg stod indenfor Kredsen, og saae Trylleriet vige mere og mere. Skjønheden, hvor jeg fandt den, øvede vel endnu sin Magt over mig, men efterhaanden lærte jeg at indsee, at den er værdløs, naar den ikke støttes af andre Fortrin, og at der skal indre Qvaliteter til at bære den og gjøre den gjældende. Desværre skulde jeg selv praktisk gjøre denne Erfaring. Jeg forelskede mig blindt et Par Gange i Væsener, der vare lidet skikkede til at døbe mine Forventninger og holde min Troe i Veiret, og idet jeg trak mig tilbage blev jeg skjeldt for en Bedrager, medens jeg selv var den bittrest skuffede. [51]Jeg løb atter i Snaren, og dennegang blev jeg alvorlig hængende. I to Aar var jeg forlovet. Hvor hun var smuk denne Frøken W., hvor hun var smuk! I dette Ansigt, denne deilige Skabning, laae de rigeste Løfter om al den Lykke en Mand kan drømme . . . . Løfter, som hun idelig brød, hvergang hun aabnede Munden, thi trods sin forlokkende Magt var hun uden Sjel. Jeg veed ikke hvad der meest havde skadet hende, en falsk Opdragelse eller tomme Omgivelser. Hun var en Incarnation af den moderne qvindelige Opdragelse, der gjør Alt for den ydre Fernis,Fernis] overflate; glans Intet for Aandens og Gemyttets Liv, og som hos mindre dybe Naturer tilsidst frembringer Usandhed i Alt –. AffectationAffectation] tilgjorthet istedetfor Følelse, Snerperi istedetfor Blufærdighed og Sniksnak istedetfor Aandrighed. Da hundrede Gange heller vore Mødres og Bedstemødres simple Opdragelse. Ved Siden af den moderne Dannelse forekommer deres Spinderok og naive Orthographie mig rørende og ærværdig. Frøken W. havde lært Alt og vidste Ingenting. Hun havde læst en Mængde Romaner i forskjellige Sprog, men hun forstod maaskee ikke en eneste, George SandGeorge Sand] den franske forfatter Amandine-Aurore-Lucile Dupin (1804–1876), senere baronesse Dudevant, skrev en rekke romaner under psevdonymet George Sand var hende ligesaa god som Storm Vang.Storm Vang] Johan Storm Wang (1800–1849), norsk forfatter Hun gik paa alle Baller, ikke fordi hun ei allerede var træt af dem – hun havde fra sit ottende Aar været Primadonna paa alle Børneballer – men hun maatte tømme denne Glæde til Bærmen – thi hvad skulde hun sætte [52]istedet? . . . hun var . . . dog nok derom, min bedste Ven, det var endnu ikke det værste . . . det værste var, at hun elskede mig i Grunden – ikke – og dog vilde hun gifte sig med mig. I dette Punkt var hun uangribelig, og uden Stolthed. Hun, der kunde sætte en fornærmet Dronningmine op for en Bagatel, taalte med en Taalmodighed, der bragte mig til at fortvivle, mine Bemærkninger om vor Charakteerforskjellighed, ja slog tilsidst endog mine directe Antydninger om at løse vort Forhold henløse vort Forhold hen] oppheve forlovelsen i Spøg. Endelig brød jeg selv Lænken, og udholdt taalmodig Byens Sqvalder.Sqvalder] sladder Man dømte mit Forhold meget haardt, Frøken W. gjaldt for en af de første unge Damer. Og det er den traurige Sandhed, at hun maaskee var det, hun var ialfald ikke værre end Mængden. Hun var hverken meer eller mindre Productet af en heel Tilstand. I disse Aar ligge mine sognefjordske LuftcastellerLuftcasteller] luftslott nedramlede til Grunden. Jeg havde tænkt mig Kvinderne som det til alt Godt og Dygtigt begeistrende Princip, og jeg fandt en HobenHoben] gjeng Skabninger, der, allerede fra Fødslen af berøvede al sjelelig Frihed, fordummede ved Opdragelsen, villie- og hjælpeløst tilfalde den første, den bedste Forsørger. Den uværdige Betydningsløshed, hvori de befinde sig for os, faae vi, Mændene, desværre bedst føle Virkningen af, der forøvrigt er let at efterspore ned igjennem alle vore Tilstande. Tiltrækningskraften [53]tilintetgjøres, alt det Erotiske udslukkes. Vor Egoisme er ikke den amerikansk-storartede, der for egen Fordeel hæver sine Kvinder saa høit, vi drive det kun til at blive smaae Egoister ligeoverfor Vore, vi selv forplumre de Kilder, hvoraf vi skulle øse Livskraft og Begeistring.
|
[missing]
|
⮟ | |
Man behøver blot at see hen til det selskabelige Liv. Mine Øine bleve med et opladte, da Intet fængslede mig mere der. Al Tillokkelse var forsvunden. Hvilken Tomhed og Kulde, naar den aandrige Paavirkning fra begge Sider ikke findes, og en Smule Forelskelse skal afgive det eneste Forbindelsesled! Overalt mærker man ogsaa en Bestræbelse for at skilles. Hvor det paa nogen Maade lader sig gjøre, luske Mændene af og overlade Damerne Pladsen. Dette kaldes at Herrerne ryge deres Pibe, og det er naturligviis lutter Galanterie.lutter Galanterie] ren høflighet Man kjeder sig, man kjeder sig frygtelig, man mærker at der er noget Galt, og man undrer sig, hvori det kan stikke. I denne indre Huulhed tager man til «Personalcritikken», et finere Navn for Sladder, og søger at afvende det Latterlige ved Manglerne, ved selv at raillereraillere] gjøre narr av dem. Man raillerer Alting. Det gjælder kun at gjøre dette paa en nogenlunde aandrig og behændig Maade, at kunne ved Fru A-s Thebord give en saadan Skildring af fru B-s Soirée, at benævnte Frue glemmer, at hun i samme [54]Øieblik leverer Studier i den næste. For Guds Skyld intet Udbrud af Følelse, ingen Beundring for Noget, ligegyldig for Alt, og ikke uhøfligere i Omgang, end man netop kan være det, for ikke at være grov, see det er netop Grundtonen i vor nyudklækkede Selskabelighed. Intet Spor mere af disse trohjertige Dyder, der have oplivet vore Forældres selskabelige Liv, og hvorom de endnu tale med Rørelse, denne Velvillie, denne ridderlige Forekommenhed, denne overgivne Glæde, Alt dette har veget Pladsen for Noget, der skal kaldes tidsmæssig-europæisk, men som overført i vor tunge Atmosphære ikke kan blive Andet end Carricaturen. Jeg har kjendt Mennesker af et naturligt, velvilligt Sind, gjøre Vold paa sig for at blive utaalelige. Naar man seer slige beklagelige Anstrængelser, maae man tænke paa Æselet i Fabelen,Æselet i Fabelen] henvisning til Æsops fabler, en samling fortellinger som i følge folketradisjonen skal ha blitt fortalt av slaven Æsop på øya Samos på 500-tallet f. Kr. der vil agere Skjødehund,Skjødehund] liten hund (som en kan ha på fanget) enfinenfin] (fr.) nåvel; kort sagt; altså – vi ville Alle gjerne være franske Skjødehunde, og dog blive vi norske Æsler. Jeg fandt det tilsidst utaaleligt; det var ligesom Alting stivnede inde i mig, og jeg følte en saadan Misfornøielse med mig selv og Andre, at jeg havde grebet den ringeste Anledning til at komme bort. Nu kan det ikke længer undre Dem, at jeg greb denne Post med Begjærlighed. Der maatte en total Omskiftning, til at blive Menneske igjen.
|
[missing]
|
⮟ | |
[missing]
|
Men jeg skal til at skrifte, det er sandt, og [59]De merker nok, at jeg i denne lange Indledning gjør ligesom Børnene, der af Frygt, fordi de kommer for sent, gjør endnu en Omvei til Skolen. Ja, i Sandhed, det Skriftemål, jeg har at aflægge, bliver vanskeligere, end jeg havde tænkt, og jeg vil have ondt for at opfylde mit Løfte – ikke af Frygt for Dem, bedste Müller, o nei, bild Dem ikke det ind! De skal ikke have Grund til den fjerneste Spot, De skal tvertimod have Glæde af mig. Hvorledes skal jeg forklare mig! . . jeg har få Begivenheder at stille op; min Ulykke ligger i Skuffelser, som Folk af Deres Art aldrig har at gjennemgå, og som De derfor vanskelig kan fatte hos Andre. De kjender jo nok mine stakkels ungdommelige Illusioner, De har ofte nok ubarmhjertig gået dem til Livs. Siden skiltes vore Veie. Der var hele År, hvori jeg neppe så Dem. Jeg troede, at De havde ganske ladet mig fare, indtil De pludselig overraskede mig heroppe i min Ensomhed. Det var smukt, det var trofast af Dem! Jeg kan ikke til Gjengjeld gjøre Mindre, end at holde mit Løfte og fortælle Dem, hvordan jeg har tilbragt det mellemliggende Tidsrum.
|
⮟ | |
[missing]
|
Det er med en egen Rørelse man i de senere År tænker tilbage på sin første Ungdom, [60]hin lyksalige Grønhedsperiode. Man ved ikke, om man skal ynke eller beundre den. Man vil nok storagtig forkaste den Lykke, den bereder, men man gjør det ikke uden et hemmeligt, nagende Savn og mangt et længselsfuldt Blik tilbage.
|
⮟ | |
[missing]
|
De husker jo nok, hvordan jeg ved Overflytningen fra min fredelige Hjemstavn til Kristiania stupte ligened i det værste Ståhei af vore politisk-sociale Brydninger. Feiden Welhaven-Wergeland var på sit Høieste; den var netop fra Studentersamfundet gået over i Offentligheden. I ethvert Individ af den dannede Klasse, ligetil Skolepogen, kunde man være sikker på at møde et Partimedlem. Det var nok til at gjøre et stakkels uerfarent Menneske ør i Hovedet. Jeg vil også oprigtig bekjende Dem, at Stridsspørgsmålene selv, således som de senere har stillet sig for mig: en Nationalitetens Hævdelse gjennem Folkeoplysning og Udbyttelsen af egne Kilder, mod det engang tilvante åndelige Fodringssystem udenfra, var jeg for umoden til klart at dømme i. Det Afgjørende for mig blev, at disse Spørgsmål diskuteredes mellem Studentersamfundets nøgne, tilrøgede Vægge, under Skrål og Glasklir, og at en over al Måde forbitret personlig [61]Polemik drev dem ud i så grelle Yderligheder, at tilslut intet Kompromis mere var tænkeligt. Det måtte briste. Jeg sluttede mig da, som begribeligt, til dem, der forkyndte sig som Mådeholdets og Civilisationens Apostle. Det var idetmindste Programmet. Jeg havde netop oplevet en sådan stormende Aften i Samfundet, der endte med et Efterspil nede i Gaderne, under Vægternes Tilløb og fredelskende Borgeres stille Forargelse. Bruddet, der førte til Stiftelsen af «Forbundet», forekom mig derfor som en Nationalbegivenhed, der ikke gik ud på Mindre, end at redde hele det borgerlige Samfund fra Undergang. Jeg så i denne Udskillelse kun en Lysets Seier over Mørket, Civilisationens over Råheden. Altså der flyttedes, men ak, som det så ofte går med Flytninger, Nissen flyttede med. At der, næst Anføreren selv, Digteren, dengang Hovedstadens enfant chéri og terrible, var prægtige Folk blandt disse Udflyttere, Individer, hvis blotte Navn gav dette nye Tempelridderskab en Vigtighed, en Anseelse, som det ellers slet ikke vilde fået, ved vi Alle, men denne Omstændighed tilførte det måske mange Tilhængere, som det havde været bedre tjent med ikke at optage i sit Forbund. I det Hele taget tror jeg ikke, at [62]de egentlig moralske Tilstande artede sig så særdeles meget bedre end under de gamle Forhold; kun føltes Nødvendigheden af at træde op med lidt mere Anstand. Dog, hvorfor fortæller jeg Dem dette, Müller! – Dem, der selv mer end engang for mig, «Troppisten», «Forbundsløven» så blodig har spottet det slemme «Misforhold» mellem Ide og Virkelighed! Jeg gjør det, fordi jeg engang vil stå klar for Dem; De har aldrig forstået mig rigtig her.
|
⮟ | |
[missing]
|
Altså, nu var jeg Medlem af Forbundet. Det Ensidige, fornemt Afsluttende i det opstillede Program begyndte dunkelt at gå op for mig. Forsamlingerne, der mest havde sit Sæde nede i Kirkegaden hos Boghandler Dahl, førtes naturligvis nu, da man var i sin egen Leir, med al Samstemningens Gemytlighed; der støiedes og klinkedes mindre. Også i sin Polemik, der fyldte først «Vidar», senere den «Konstitutionelles» Spalter, trådte man besindigere op end Modstanderne, men – jeg ved ikke – disse unge Dommerminer, denne kolde, overlegne, tirrende Tone, denne seige Hadefuldhed blev mig i Længden fatalere, end de vildeste Expectorationer på den anden Side nogensinde havde været det; i disse var der dog Varme, ungdommelig Opbrusning! Får man så senere [63]lidt Tid til at tænke sig om, og i min treårige landlige Afsondring har jeg havt god Ro dertil, så ser man først, hvad en Sag kan blive til i fanatiske Partigjængeres Hænder. De egentlige Forkjæmpere, der virkelig går ud fra noget Stort og Nytænkt, vilde måske høilig forbauses, når de kunde forudse, hvad Venner og Fiender forenet får lavet ud deraf, og hvad de så har at afgive deres ærlige Navne til. Jeg vil ikke tale om Personerne selv, der kommer til at illustrere disse Vrængebilleder. Tænk Dem kun, i hvad Skikkelse Wergeland figurerer nede i Kjøbenhavn, eller Welhaven i vore Kyststæder og Oplandsbygder! De vil le mig ud, kjere Müller, når jeg siger Dem, at jeg endte som en temmelig lunken Partimand, men med at sværme for begge Partichefdigterne, dog må jeg lægge til, mere i en vis respektfuld Afstand. Desmere fortabte jeg mig i begges Digtning. Ingen har varmere end jeg hilst ethvert nyt Udbrud deraf. Måske følte jeg instinktmæssig, at her vilde det altfor mægtige Personlige kun virke forstyrrende.
|
⮟ | |
[missing]
|
Hvorfor, tænkte jeg mangengang, hvorfor dette bitre Fiendskab mellem disse To, der syntes mere bestemte – jeg måtte her tænke på Goethes og Schillers Forhold – til selv at [64]danne et Forbund – bestemte til at fuldstændiggjøre, men ikke tilintetgjøre hinanden? Det er Partigjængerne, der skaber Fiendskaber, ikke Ideerne.Forfatternote: Tiden, denne store Kommentator, har på flere Måder bekræftet det Anelsesfulde i disse Betragtninger af vor Fortællings Helt. Den har ikke alene forsonende anerkjendt begge Retningers Ligeberettigelse, men den er næsten nået til en Ombytning af Rollerne, således at den mer og mer i Wergeland erkjender Universaldigteren, Kosmopoliten, og i Welhaven den mere specifik nationale Digter. Hvorledes denne Sidste selv har opfattet dette Punkt, hvorledes hans Sindelag mod hin sin Ungdomsmodstander i hans senere Livsår artede sig, må forblive mere uvist; men at han forsonet er gået ind til sin Gud, derom synes en Drøm, han havde næstsidste Nat før sin Død, smukt at vidne: at en uimodståelig Trang drev ham op til Wergelands Grav.
|
⮟ | |
[missing]
|
Det skulde ikke blive min sidste Illusion, hvad jeg her oplevede.
|
⮟ | |
[missing]
|
Det nye Forbund havde tilført Selskabeligheden i vor By nye Elementer; det trådte selv op med Baller og Festligheder, og denne Selskabelighed begyndte nu, påvirket af Hoffets hyppige Nærværelse, at tage et storartet Opsving. Man forsøgte sig i alskens fremmede Reunions; vore gemytlige Aftenselskaber med Damer tilbords – «Mit fulde Glas og Sangens raske Toner», veg Pladsen for et Arrangement, der lignede en Kappestrid om, hvordan man mest ugratiøst og hurtigst muligt kunde nedsluge, hvad man i Trængsel og Forvirring havde revet til sig. Vi fik Dinéer og Soiréer og Matinéer og Goutéer og Gud ved, hvad det Altsammen hed.
|
⮟ | |
[missing]
|
[65]De ved jo nok også, at jeg, som mindst drømte om en sådan Lykke, blev revet med ind i dette Festliv. Jeg kom formelig i Mode og skulde være med overalt. Det Morsomme deri var, at denne Udmerkelse timedes mig sandsynligvis i Egenskab af ægte «Troppist», det er, et rigtigt Forbundsmedlem, medens jeg i Virkeligheden lidet fortjente denne Karakter. Jeg var en duelig «Opfører» og knyttede mit Halstørklæde, som De ganske rigtig nylig erkjendte, upåklagelig korrekt. Hvor bevæget af Uro og Spænding, Bedårelse og Skuffelse jeg gik mellem Alt dette, vidste Ingen.
|
⮟ | |
[missing]
|
Da måtte jeg mangengang tænke på, hvordan jeg i mine Rusdage havde stillet mig ved Indkjørselen til Stiftsgården når Statholderen gav Bal, for at se Damerne stige ud. Her må De erindre, hvordan Opveksten i det ensomme E., hvor jeg i Mangel af Menneskeomgang [66]læste Romaner og Digte, havde indvirket. Min Moder, selv skjøn og meget begavet, kunde kun bestyrke de Ideer, jeg havde dannet mig om det andet Kjøn, en Trang til at beundre det, en Begeistring for det, som man vil sige ligger til Slægten, og som har givet Anledning til en hel Del romantiske Begivenheder i den. Måske jeg har fortalt Dem nogle af disse, måske dog ikke havt rigtig Mod på det; men gik man langt nok tilbage i Tiden, vilde de formodentlig ende i en Dragesvands eller noget andet Eventyrligt. Hvad Under da, at jeg endnu førend jeg var værdig til at være med, begyndte med brændende Iver at søge Idealerne til mine Drømme. De skulde blot vide, hvordan jeg forfulgte Sporet af enkelte Damer, som Mængden betegnede som Skjønheder. Ingen Trubadour, ingen trofast Ridder af la Mancha kunde i Ydmyghed og Udholdenhed måle sig med Deres Georg. Når jeg så dem i deres blændende Baldragter stige ud, eller flagre som Syner forbi de oplyste Vinduer, forekom de mig som Væsener af en høiere Art end vi andre jordiske, plumpe, bestøvlede Skabninger, og den Lykke at stå dem nær, tale med dem, danse med dem, tabte sig for min Tanke i Noget, en Dødelig ikke kunde bære. Mine Extaser dannede en underlig [67]Kontrast til mine Kameraters rå, spottende Bemerkninger; hvor forbitret kunde jeg storme derfra!
|
⮟ | |
[missing]
|
Så stod jeg da indenfor Kredsen, og det gik, som man kunde vente, det vil sige, netop som jeg ikke ventede det. Jeg forelskede mig efter Raden i alle dem, som man kaldte Sæsonens Dronninger, og jeg gjorde efter Raden samme Erfaring, kun lidt mer eller mindre overraskende, at Skjønheden er farlig, når den ikke er det harmoniske Udtryk for en tilsvarende Sjel. Denne Skjønhed holdt ikke altid Stik, men viste sig at være af den, som kun er beregnet på Toilet og Lyseffekt. Jeg ved ikke, hvordan det var, men alle Berørelser med dens Bærerinder efterlod et forunderlig uklart, tomt Indtryk. Må jeg tænke på Julie R., i hvis Miner jeg læste den inderligste Interesse og Deltagelse for et tragisk ophøiet Træk, som jeg, stakkels unge Menneske virkelig grebet af, meddelte hende – og som vendte sig om og bag sin Vifte gjorde Grimaser til Veninden – og denne Veninde selv, der maliciøs røbede det og reproducerede Grimasen på anden Hånd!
|
⮟ | |
[missing]
|
Væbnet med denne tidlige Visdom, troede jeg mig længe fuldkommen sikker. Jeg blev mindre ivrig Danser, forsøgte mig i en vis skeptisk [68]gelassen Mine, der dengang begyndte at gjøre Lykke, skrev selvironiske Digte à la Heine i ensomme Timer, indtil jeg en vakker Dag spadserte lige i Fælden igjen, og dennegang for Alvor.
|
⮟ | |
[missing]
|
En ung Dame kom i et Vinterbesøg til en af Familierne derinde, som dengang dannede et Slags Centrum for Byens Selskabelighed. Rygtet havde længe talt om hende, inden hun viste sig på Scenen. Jeg var strax solgt. Jeg så hende første Gang i en Lycéconcert, vort Bekjendtskab udviklede sig gjennem Sæsonens Kotilloner, og jeg beilede og fik hendes Ja i en Lancers. Denne Forlovelse varede et År.
|
⮟ | |
[missing]
|
O Müller, hvor hun var smuk! I denne Skabning, dette Ansigt lå de rigeste Løfter, en Mand kan drømme om, Løfter – som hun idelig brød, hvergang hun åbnede Munden. Jeg ved ikke, hvori dette lå, enten i Opdragelsen, tomme Omgivelser, eller i hende selv, måske i Alt forenet. Hun var en Inkarnation af den modern kvindelige Støbegodsopdragelse, der synes at have sat sig som Mål, at afslibe ethvert Spor af Individualitet, kvæle hver Gnist af et selvstændigt Liv, og som i mindre dybe Naturer frembringer Usandhed i Alt: Affectation istedenfor Følelse, Snerperi for Blufærdighed, og Fraser [69]for noget Selvtænkt. Hos denne deilige Skabning var Alting skinnende, afpudset, glattet, kun reflecterende det Små, alle Dagens Futiliteter. Jeg forsøgte undertiden at løfte hendes Betragtning op til noget Større, at ægge hende til en selvstændig Mening; jeg lurede på et Glimt af Misbilligelse, af Vrede, når noget rigtig Usselt og Hadeværdigt, beskyttet af Døgnopinionen, frekt gjorde sig bred. Men nei. Den høieste Grad af moralsk Uvillie, jeg nogensinde har seet hende løfte sig op til, gjaldt en Dames Baldragt, der ikke var ganske reglementeret.
|
⮟ | |
[missing]
|
Og dog, Müller! . . Jeg kunde knapt oppebie det Øieblik, da jeg skulde se hende! . . En af disse få rolige Aftener, når hun måske Dagen før havde afslåt mig min Bøn, dog at blive en Gang hjemme fra en Adspredelse ude. Hvor kunde jeg da styrte hen til hende . . Undine, min Undine! Jeg ønskede, at jeg kunde lukke Øret og fortabe mig taus i hendes Beskuelse. Müller, så De hende nogensinde? . . Jeg ønskede, jeg kunde ligne Filologen i Hertz's Digt, der gjennem den Elskedes Skjønhed stemmes op til en begeistret Hymne over hendes Dumhed. Ak forgjæves! jeg formaaede det ikke; oprevet, udmattet til det Yderste løb jeg, mer end jeg gik, hjem slige Aftener, for – at drømme om [70]hende og begynde, akkurat hvor jeg slap, næste Dag. Jeg havde en Fornemmelse, da dette Lidelsesår var endt, som om jeg havde gjennemgået alle de gamle Gudeudfordreres olympiske Straffe, ja, dem allesammen, fra den Vansmægtende foran Drikken, fra ham, som rullede Stene op, der trillede ligefort ned igjen, indtil hin Ulykkelige, der på sin formastelige Vingeflugt kom Solen for nær og næsegrus styrtede til Jorden.
|
⮟ | |
[missing]
|
Der er kun Et at føie til denne Karakteristik af min Elskede, men det er også det, der er pinligst for mig at bekjende Dem, den Opdagelse, jeg tilsidst gjorde, at hun elskede mig i Grunden – ikke, og dog vilde hun gifte sig med mig. (Mine ydre Vilkår vilde jo tilladt mig, selv med mit Haud, som eneste Søn af «Grubekongen» at aspirere til en liden husfaderlig Embedsstilling.) I dette Punkt var hun uangribelig. Hun, der kunde sætte en så fornærmet Dronningmine op for en Bagatel, tålte med en Tålmodighed, der bragte mig til at fortvivle, enhver Hentydning til vore Naturers Grundforskjellighed og den Ulykke, den vilde berede os, og slog mine indirekte Vink om at løse vort Forhold hen i Fjas og Spøg. Endelig brød jeg selv Lænken og udholdt tålmodig Byens Skvalder. Jeg var naturligvis Bedrageren, ikke den Bedragne. [71]Frøken W. gjaldt for en af de første unge Damer, og det er den sørgelige Sandhed, at hun vist var det. Hun havde den Evne at være Alle tillags. Hvor hun viste sig ude, på Baller, Koncerter, i Theatret, bag Bazarskranken eller om Søndagene ved Assessorindens Side i Kirke, var hun altid ens, smagfuldt simpelt klædt, venlig, velopdragen, regelret i Alt, hun behagede Alle.
|
⮟ | |
[missing]
|
Så var det min Skyld alene, min, Fantastens, Idealistens, med sine forskruede Fordringer, hentede i Romaner og Heltindesagaer. Ja, det er sandt, jeg nærede nogle Forventninger, som man kaldte så, men jeg havde ikke hentet dem der. I min egen Sjels dybeste Grund havde jeg fostret disse Forventninger. Jeg tænkte mig Kvinderne, som jeg havde seet min Mor være det, Sjelen i hele sin Omgivelse, Initiativet til alt Stort og Godt hos den.
|
⮟ | |
[missing]
|
Ja, det er sandt, jeg var kommet til den store By med den Indbildning, i ethvert smukt Ansigt, i ethvert strålende Øie, at læse Løftet om en sådan altbelivende Sjel, og i den store By havde man faststillet Betydningsløsheden og den stumpe Passivitet som det Kvindeliges Grundlov, og man beundrede Idealet af denne skjønne Kvindelighed i Konstance W.
|
⮟ | |
[missing]
|
[72]Efterat denne sørgelige Historie var endt, var også Trylleriet ved den Scene hvorpå den havde udspundet sig, grundig forstyrret. Vort selskabelige Livs hele trøstesløse Tomhed gik først rigtig op for mig, da Intet mere fængslede mig der. Og kan det være anderledes, hvor den åndige Påvirkning fra begge Sider mangler, og en Smule Forelskelse skal afgive det eneste Forbindelsesled. Overalt mærker man en Bestræbelse for at skilles. Hvor det på nogen Måde lader sig gjøre, liste Herrerne af og overlade Damerne Pladsen. Man kjeder sig, man mærker, at der er noget Galt, og man begriber ikke hvori det kan stikke. I denne indre Hulhed tager man til Personalkritiken, en finere Benævnelse for Sladder, og søger at afvinde Manglerne det Sørgelige ved at raillere dem. For Guds Skyld intet Tegn på Følelse, ingen Beundring for Noget, muligst ligegyldig og så høflig som man kan være for ikke at blive grov, det synes at være bleven Grundtonen i vor nyudklækkede Selskabelighed. Jeg har kjendt Mennesker af et naturlig velvilligt Sind, der har gjort Vold på sig selv for at blive utålelige. Alt dette skulde vel være tidsmæssig Europæisk. Men jeg tror, at vi i det Hele taget i vore tidsmæssig europæiske Bestræbelser alt [73]for let tilegne os Lyderne og formeget glemmer at tage Dyderne med. Vi tænke ikke på, at mange af hine mindre elskværdige Tidsfænomener, der dukker op i fremmede Samfund, beror på Forudsætninger og udvikler sig af Tilstande, der er grundforskjellige fra vore, at de ofte træder op som Reaction, som Protest mod andre udbrugte, forældede Kulturformer, kjæmpende, vekslende, altid fornyende sig, medens de indpodede på vore Forhold kun arte sig som Udvækster, Karikatur. Vi har jo slet ikke nået den gamle Kultur endnu, end sige dens Udartning, vi er, så at sige, hoppede over den, vi kunde trænge til Adskilligt af hvad bedst den havde at yde, lidt mere Idealitet i vor Stræben, lidt mere Styrke til at elske, og Styrke til at hade, hvad der hades bør – lidt mere Respekt for Formerne, lidt mere Agt for Kvinderne og Syn for hvad de rettelig betyde og kunde og burde være . . . . . Har vi Noget af dette?
|
⮟ | |
[missing]
|
Jeg ved det ikke. Mig var det, som om jeg indvendig stivnede, og jeg følte en sådan Misfornøielse med mig selv og Altsammen, at jeg havde grebet den ubetydeligste Anledning til at komme bort. Nu kan det ikke undre Nogen, at jeg greb denne Post med Begjerlighed; der [74]måtte en total Omskiftning til for at blive Menneske igjen.
|
⮟ | |
Men jeg skulde ikke forlade Byen
|
Men jeg skulde ikke forlade Byen uden at
|
⮟ | |
Endnu En! hører jeg Dem sige, ja, endnu En.
|
[missing]
|
⮟ | |
Jeg havde nok
|
Jeg havde nok seet hende
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[missing]
|
Havde hun selv elsket?
|
⮟ | |
[missing]
|
De har været fordringsfuld og fordomsfuld på en Gang, det er Deres Ulykke, sagde hun engang med en lidt bitter Betoning, som ellers ikke var hende almindelig. Den, der skulde tilfredsstillet Dem, har De ikke søgt, hvor De skulde søgt hende. De har søgt hende i Festsalene, under Lysekronerne. Blandt de [76]Ikkefeterede, de Ikkepåagtede, de Skjulte, havde hun måske været at finde. Sporet af den Slags Kvinder må man søge i de dunkleste Vråer af Husene, eller søg dem i Sindssygeanstalterne, eller i Graven . . . i Graven lagde hun til med et Eftertryk, som om hun indskjærpede mig et Husnummer, der ikke måtte tages feil af.
|
⮟ | |
[missing]
|
Det var trist at høre; havde hun Ret?
|
⮟ | |
[missing]
|
En anden Gang mildere: De klager over os og med Rette. Men hvad skal vi gjøre? vor eneste Udvikling få vi gjennem Smerten, men ulykkeligvis gjør denne os med det samme uskikkede til Livet.
|
⮟ | |
[missing]
|
Ja, hun selv var et sådant brudt Rør, som Vinden kun endnu aflokkede melodiske, men også enkelte skjerende Toner. Hvor Meget skylder jeg ikke Margrethe! . . Mine glade Illusioner kunde hun ikke redde, men hun har reddet min Tro.
|
⮟ | |
[missing]
|
Georg Kold lod denne Skrivelse ligge hen nogen Tid, optagen som han var bleven af en uopsættelig Forretning. Så mindedes han den, tog det lille Hefte frem og læste det igjennem.
|
⮟ | |
[missing]
|
[77]Længe sad han grundende med det i Hånden. Han måtte spørge sig selv, om det var ham, der havde skrevet alt dette og – til Müller!
|
⮟ | |
[missing]
|
Ja, til Müller var det virkelig; det begyndte ganske nykternt, næsten lidt modstræbende, stilet til ham. Og så . . . . .
|
⮟ | |
[missing]
|
Han åbnede sin Pult, grov det ned i dens skjulteste Gjemme og låsede omhyggelig. Han var tilmode som den pålideligste af alle ufeilbarlig pålidelige Slusevogtere, som for første Gang har gjort sig skyldig i en Skjødesløshed, og som nu, skamfuld over sig selv, skyndsomt stræber at udslette Følgerne.
|
⮟ | |
[57]
|
|
⮟ | |
[missing]
|
Dette Brev fik Müller, og han læste det meget opmærksomt igjennem.
|
⮟ | |
|
[78]
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
[I, 7] (Fortsættelse til Margrethe.)
|
[missing]
|
⮟ | |
[58]Tyvende Mai.
|
[79]Tyvende Mai.
|
⮟ | |
Her er en forskrækkelig
|
Her er en forskrækkelig
|
⮟ | |
|
[80]
|
⮟ | |
[I, 8]
|
[missing]
|
⮟ | |
[missing]
|
[82]Ondt Veir havde igjen i nogle Dage forsinket Sofies Hjemkomst, som nu endelig indtraf og vakte lydelig Glæde i den stille Nat. Først næste Formiddag gik Kold med bankende Hjerte ned af Trappen. Han fandt Sofie i Dagligstuen med sin Moder og sine Sødskende. Hun hilsede ham, dog uden at nærme sig. Georg vidste ikke, om han skulde række hende Hånden eller ei; når Sligt skal overlægges, bliver det for sent. Der blev vexlet nogle almindelige Velkomst- og Høflighedsfraser, Beklagelser over Veiret anstillede, og Georg, der i den Spænding, han var i, følte sig ilde tilmode, drog sig snart tilbage. Han ilede op på sit Værelse, tog Ørsteds Håndbog frem, [83]og læste vedholdende og fordybet deri et Par Timer, endte derpaa en vidtløftig Indstilling for Amtmanden og red så ud.
|
⮟ | |
|
Først nu nødtes han til at give sine Tanker Gehør. Hans Møde med den Nysankomne havde rigtignok været
|
⮟ | |
[61]Eller, rimeligere er det, han havde slet ikke tænkt over Luftens Indvirkning
|
Eller, rimeligere er det, han havde slet ikke tænkt over Luftens Indvirkning
|
⮟ | |
I flere Dage kom
|
I flere Dage kom
|
⮟ | |
Der stod hun da tre Skridt fra ham
|
Der stod hun da tre Skridt fra ham
|
⮟ | |
Du
|
Du
|
⮟ | |
[missing]
|
Jeg danser aldrig.
|
⮟ | |
Jeg dandser aldrig, sagde Sophie.
|
[missing]
|
⮟ | |
Hvorledes
|
Hvorledes
|
⮟ | |
Mit fulde Alvor, svarede
|
Mit fulde Alvor, svarede
|
⮟ | |
[missing]
|
Men Gud signe Dig Sofie! . . .
|
⮟ | |
Der er jo Damer nok, afbrød
|
Der er jo Damer nok, afbrød
|
⮟ | |
Af gammel vinterlig Vane havde man tændt Lys i Salen, men man kunde neppe
|
Af gammel vinterlig Vane havde man tændt Lys i Salen, men man kunde neppe
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
Jeg gratulerer Dem rigtig, at De har
|
Jeg gratulerer Dem rigtig, at De har
|
⮟ | |
O ja,
|
O ja,
|
⮟ | |
Hendes fordums Lærer
|
Hendes fordums Lærer
|
⮟ | |
[65]Hvordan mener De? sagde denne med en uforlignelig
|
Hvordan mener De? sagde denne med en uforlignelig Mine . . .
|
⮟ | |
Oh, dem kjender jeg
|
[89]Oh, dem kjender jeg
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
At mine
|
At mine
|
⮟ | |
Mig er det blevet noget anderledes berettet,
|
Mig er det blevet noget anderledes berettet,
|
⮟ | |
Slog han op?
|
Slog han op? slog han virkelig op selv! det kalder jeg skammeligt! skreg Fru Breien i en
|
⮟ | |
De kan begribe, snille Fru Breien, at jeg blev urolig for mine
|
De kan begribe, snille Fru Breien, at jeg blev urolig for mine
|
⮟ | |
Nu ja!
|
Nu ja!
|
⮟ | |
Det
|
Det
|
⮟ | |
Amalie, der idetsamme valsede forbi med
|
Amalie, der idetsamme valsede forbi med
|
⮟ | |
Tager jeg ikke meget
|
Tager jeg ikke meget
|
⮟ | |
Parret var netop
|
Parret var netop
|
⮟ | |
[missing]
|
Capellan Brøcher havde en høi, mager, spinkel Figur, som han bar meget rank; et langt, desto smalere Ansigt, et skarpt Fugleprofil, store, lyseblå, blondindfattede Øine og et noget fremstående Underansigt. Et Par dygtige Bakkenbarter vilde nogenledes have oprettet Ligevægten i dette Ansigt; men Naturen havde negtet Capellanen denne Prydelse. Han lod heller ikke til at finde sit Ansigt for langt; idetmindste bestræbte han sig for endnu at forøge dets Længde ved at tvinge sit tynde, høragtige Hår op i en Hanekam. Hans Ansigtsfarve var af denne rødlig ubestemmelige Art, der er ligeså langt fra Sundhedens Purpur [93]som fra den varme, brunlige Farve, der antyder en kraftig, kolerisk Sjel.
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
I dette Øieblik blev Symptomerne betænkelige.
|
I dette Øieblik blev Symptomerne betænkelige.
|
⮟ | |
Amalie havde i Distraction plukket Bladene af en Blomst, og kastede nu Stilken idet hun gik. Denne Stilk tog Capellanen skyndsomt op og stak i
|
Amalie havde i Distraction plukket Bladene af en Blomst, og kastede nu Stilken
|
⮟ | |
Nu! har jeg Ret? sagde den lille Frue og blinkede. Hvad siger min
|
Nu! har jeg Ret? sagde den lille Frue og blinkede. Hvad siger min
|
⮟ | |
Intet, Fru Breien, sagde Amtmandinden med en Rolighed, som man nok
|
Intet, Fru Breien
|
⮟ | |
De to Damer
|
De to Damer
|
⮟ | |
Aftenen og et godt Stykke af Natten forløb
|
Aftenen og et godt Stykke af Natten forløb
|
⮟ | |
|
|
⮟ | |
Kun med
|
Kun med
|
⮟ | |
[I, 9]
|
[missing]
|
⮟ | |
|
[96]
|
⮟ | |
Den 24de Mai
|
Den 24de Mai
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
Jeg kan ikke leve uden i den
|
Jeg kan ikke leve uden i den
|
⮟ | |
[74]Den gamle Mands Hoved i
|
Den gamle Mands Hoved i
|
⮟ | |
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
|
[missing]
|
⮟ | |
Den Modtagelse, jeg har
|
[99]Den Modtagelse, jeg har
|