Livet!
En i uendelige baner sig slyngende straale,
gjennem alle væsner, gjennem alle kloder,
en uendelig, — tonende —, ildspiral, —
som vi ikke kan se begyndelsen paa,
og ikke enden paa,
og aand risler i,
og sole drypper af,
— sole i lyshav, sole i tankehav, —
en uendelig, — tonende —, ildspiral,
ude fra det kolde, ude fra det tomme,
ind mod det varmere,
ind mod det varmeste,
ind mod Gud —
Lyset!

Sfærer svinger, bølger bæver,
— der, hvor den ene er,
var den anden, —
livceller svæver,
synker mod mørke, hæver sig mod lys,
livceller svæver,
hæver sig,
synker.

Men hav og tid skilte os,
og Vestens nætter er mørke.
Mangengang, naar jeg vaager og mindes,
er det, som det rører sig i det golde hotelrum:
Ansigtslinjer flakker i solhjørnet,
Jacobsens,
Buddha dukker frem af mørket . . . .

Tror du,
tror du, at venner mødes paa nye kloder?

— Dine øine —
blaa, da solen lo og havet sang!
Du er som selve naturen, Eva.

Dine læber, som hviler paa min pande,
er saa kolde.
Dine hænder, som hviler i mine,
er saa kolde.
Dit bryst aander saa tungt,
— jordens aande mod min sjæl!

Ja, du er som jorden.
Naar soldis paa soldis svømmer,
er der over dit øie soldis, —
naar taage favner taage,
er dit øie mørkt og vaadt.

Nei.   Jeg skal ikke tale mere.
Tause vil vi sidde og lytte
til havets lange, sugende suk,
stirre mod taagernes angstfulde nat.

Eva! . . .

Blæs!
Fold ud min sjæls brede vinger!
Min sjæl favner verden!
Uranos skjælver derinde!

Orkan!   Orkan!
Jeg er nøgen!
Som du har jeg kastet mig i jordens vaiende græs!
Mine arme jubler mod rummet!
Verdensrummet!
Hei!

Kom!
Lad os lege!
Styrte os i havet!
Kom, hvirvlende blade!
Kom, ravne, haier, sjøer!
Kom, rasende skyer!
Vi danser, vi danser!
Jeg og I!

Dette er altsaa verden.
Dette er altsaa klodernes hjem.

En regndraabe!

Jeg ser paa de høie huse,
jeg ser paa de tusende vinduer,
jeg ser paa det fjerne kirketaarn.

Dette er altsaa jorden.
Dette er altsaa menneskenes hjem.

De graablaa skyer samler sig. Solen blev borte.

Jeg ser paa de velklædte herrer,
jeg ser paa de smilende damer,
jeg ser paa de ludende heste.

Hvor de graablaa skyer blir tunge.

Jeg ser, jeg ser . . . .
Jeg er vist kommet paa en feil klode!
Her er saa underligt . . . .

Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder,
sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør —
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.

Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.

Lydløst daler nogle blade.
Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte . . .
Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker,
graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater.

Hun støder mig ikke bort.
Hun tørrer mine øine nænsomt.
Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind
og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.

Mørkets taage sænker sig over trær, over sjæle.
Løvet har ingen farver, græsset intet grønt.
Men i taagen daler lydløst sorte blade,
og i mørket sidder skjult paa en ensom bænk en navnløs,
og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt,
og gjemmer i de myge hænder en ræds øine,
og ingen uden Gud hører hans saare hulken,
og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.

Da jeg var ung!

Der arbeider sig frem her inat
hos en forpint mand,
i en jaget sjæl,
ord.

Mit liv er ord.
(Og det er skade.)
Visne ord.
Stivnede hjerteslag.

— dette forpinte menneske,
som blot, blot, blot
har ord —
husker du det da?

— — — — — — — — — —

Nu brænder lyset ned i stagen,
nu vandrer mørkets aander
        paa spidse tær
        ind i mit rum.

Lysner der linjer
der borte i krogen?

Var det mørket, som hvisked
om kvindelinjer,
hvide og runde?

Hulker der hjerter
der borte i krogen?

Er det aander, som sukker?
om død, og om nat?

Hjerteslag . . . :

Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte mig ned paa trapperne
og tænkte paa min døde mor.

Og jeg gik ud paa markerne —
ud — blandt stjernerne.
Min skygge gled hen over skyggerne
af dødningearmede trær.

Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snejulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
en stakkels frostdød spurv.

Og jeg gik hjem til mit tagkammer
og satte lyset i min flaske.

Jeg satte lyset i min flaske
og la bibelen paa min kiste.

Jeg knæled ned ved min kiste
og blæste støvet af min bibel.

Jeg folded hænder over min bibel
og graat.

Bævende spørger det.
Bølgende hvisker det.

Fuglene klynger sig sammen,
læser hinandens øine.

Og vesterfra
ror vinden saa tungt,
og østerfra
banker søens pulse.

Skabningen lider.

Hvor veiene mødes,
staar det hvide kors
med slør over
af «blodsdraaber».

Der ligger en kvinde paa knæ.

— Hvide kors!
Hvad er det at elske?

Jeg har spurgt sankthansblomstens støvveie,
da solen randt.
Jeg har spurgt tjernets vover.

Jeg har siddet under gjøgens træ
ved midnat.
Den sang om vemod og fløi.

Og jeg kom dybt ind i en stor skov
til en gammel, gammel bramin.
Han var saa vis.
Hans skjæg var saa hvidt.

— «Kjærlighed — den kjender ingen.
Længsel — den kjender alle.»

Min fod er saar.
Mit øie er træt.
Mit hjerte saa tungt.

Da drypped der frugtstøv fra blodsdraabeklyngen,
da blomstred det frem fra blomstermunde,
da mumled det kjælent fra skjulte kilder,
da risled det og skummed det i bække og elve,
da dryssed det og kyssed det og fossed det og blussed det:

«Indtil nu, indtil nu, indtil nu.»

Og vesterfra
kommer stormens susende vingeslag,
og østerfra
kommer havets brusende aandedrag,
i straaleglød!

— Al skabningen jubler!
Thi jorden er svanger!
og kjærligheden, den kommer,
kommer
med sommer,
med straaleglød,
kommer med smerte,
med verdensfryd!

Salmens toner svinder,
kirkens dør blev lukket,
vognen rulled bort.
Men vi som blev igjen,
som ikke kjendte hende,
men saa, hvor hun var angst,
vi vil stanse og be en bøn:

Hadets dæmoner, mørke skjæbne,
        spar hende!
Lyttende engle, arnens feer,
        var hende!
Trampende love, glædens bødler
        glem hende!
Lønlige elskov, lune solskin,
        gjem hende!

Brødre og søstre!
Se, solen daler!
Lad flagre over bruden blomster
og sange om livets bryllupsnat,
mens solen segner.
Kom!   Ved hendes vindu vi danser,
binder kranser,
holder leven,
vadmelsvæven,
knytter paa
lykkestraa,
ler, —
ber.

Myrten om hendes haar maa jo blegne,
rosen paa hendes bryst maa jo dø,
øiets glød maa jo blegne,
blodets ild maa jo dø.

Ja, alt paa jorden maa blegne,
hver blussende drøm dø,
men blussende liv skal spire
af din brudenats frydsvangre ve!

        Faen i vederlagskræfterne!
        Faen i vederlagskræfterne!
Det kvindfolk, som gaar derborte,
        har hun sorg?
Hun skal klæ sig i blaat, blaaveisblaat,
        hatten ranunkel!
Valsekiplagerne?

        Faen i valsekiplagerne!
        Faen i valsekiplagerne!
Varme og . . . berberisser og . . . parasoller og . . .
        og sommerfugler og . . .
og og og sølv i luften og sølv paa sjøen . .
        Opvarter!   Vin!
Huller paa hoserne?

        Faen i huller paa hoserne!
        Faen i huller paa hoserne!
Jeg har sol, jeg har skygge!
        — hele verden!
Skulde bare havt . . en liden rødklædt
        . . blond kjærest . . .

«O jo, o jo!
Jeg skulde saa gjerne, min stjerne,
        dig holde om halsen,
        dig varme ved barmen,
        dig bysse og kysse,
det skulde din terne saa gjerne!
        Stryge dit kind,
        læge dit sind,
med navne saa milde og ømme,
dig nynne saa stille i drømme,
det skulde saa gjerne din terne!

««Stryge dit kind,
læge dit sind» — —
        O nei — — ja nei!»

«Er du ræd mig?
Er du bange
at bli fange
i sange
og lange
kys?»

«Jeg er ræd for at synde —»

«— din hvide ynde
og nattens ro,
dit sorte øie,
din barm, den høie,
mit blod.»

                                               «Saa synd!
                                               Saa ta mig!
Min hvide ynde den skjænker jeg dig!
Mit runde legem jeg lænker til dig!
Mit sorte øie skal vinde dig!
Mit bløde haar skal binde dig!
Kyssene ilder dig op!
Barmene tænder din krop!
        Men gaa ei fra mig!»

«Dit øie, det drar,
det drar, —
og som dine læber vugger,
saa vugger mit blod.

Ta mig, ta mig, vugger dine læber,
vugger mit blod.

Dine tænder —
de er hvide — de smiler —
dine hviskende, tiskende tænder! —
Si maa jeg, maa jeg?

Min pande brænder.

Og dine blikke!
dine rasende søde blikke —
Nei! — jeg vil ikke! — vil ikke!
— dine dragende, sugende ord!

. . . Si maa jeg, maa jeg?

— dette hvide herinde, —
dette svalende linde,
dette myge, som er kvinde,
under livets for.

Si maa jeg, maa jeg, du?

— dette myge . .
dette hvide.
En liden strime bare.
En liden blinkende strime bare.

Du er saa taus.
Dine læber bæver.»

Min celle, løft dine vægge!
        Krans dit tag!
        Dæk dit gulv!
Hynderne rødmer, mens blussene blegner.
        Violinerne tier.
        Kvinderne segner.

Det knitrer i knipling og sitrer i silke!
Duftende florslør i dronningehænder!
        Glimtende fødder!
        Slangemyge lænder!
        Lamperne sluktes,
        diamanterne brænder! . .

Tzjiolitzka!
Skjælver dine vrister?
Du er sletikke stø i dansen.
Du misted dit slør.
        Ser du ham, Tzjiolitzka?
        Han sover, Tzjiolitzka!
                Kys ham!

Tzjiolitzka!
Skjælver dine bryster?
Der er sorg paa din hvide pande.
Dit haar falder ned.
        Du er hed, Tzjiolitzka!
        Synd, Tzjiolitzka!
                Kys ham!

Tzjiolitzka!
Skjælver dine livbaand?
Dit øie er sort under diademet.
Hvor er din kjortel?
        Du elsker, Tzjiolitzka!
        Det er nat, Tzjiolitzka!
                Kys ham!

Hys!
Der var noget indi mig selv, som klatred.
Der var en stor tjørnehæk indi mig selv,
som lukked for en sovende jomfru.
Hvem klatrer i min tjørnehæk?
Hvem plukker mine roser?

Hys!
Det spiller.
Der drar et spillende tog rundt hækken.
Med fakler.

Er der damer?
Damer med slæb er der.
Blaa guirlander af damer.

Slæb?
De er jo spildrende nakne!

Legemer.   Kjælne.
Ha, se den blonde i bækken.
Foden.   Knæet . . .
Er det du, som stjæler min jomfrus roser?
Ud!   Ud med dig, tæve!
Saah!
Nu er der ro i min have.
Nu er der blot en.
En, som sover.   Som jeg ikke tør vække.
En, som venter.   Som jeg ikke tør se.
For hun er ren.

Hendes hud, den er bygget af æbleblomstens blade,
hendes blod er brygget af vaarnatvinens skum.

Hendes nerver er spundne af lys, af toner,
hendes muskler er tvundne af roseknoppers marv.

Hendes legem er sigtet af den store Satan,
hendes sjæl er digtet af Gud selv.

Brændevin!   Skaal!

Jeg har flakket i lyng og myrer, —
jeg — en gud?
Mit hjerte bløder, — vrider sig, krymper sig.
Hun snor sine hofter i myge tepper, —
hun — en skjøge!

Jeg har grædt i den vaade jord, —
jeg — en gud?
Hun er saa fager — hvid, blød, hed, —
den hvide nakke i den hvide pude,
det brune haar svulmende, bølgende —
Hvorfor skjælver I, liljer?

Hun smøg sine hænder om min hals —
Død og helvede, hvorfor staar I og dirrer?

. . Kval, — snigende kval, —
giftig, tærende kval!

. . Der sidder paa en grav i maaneskinnet
paa kirkegaarden mellem døde
med en lang, skjælvende slagskygge
en frysende mand.

Stjerner.

I stjerner —
derude, hvor I gaar,
er der dér fred?
Renhed?

I gaar saa stille.
Det er som Gud, der aander,
stjernerne hans tanker.

. . . Stjernerne hans tanker . . .

Hvide fingre, runde barme, glødende pupiller,
— — men ingen aand!

Millioner pragtfulde blomster har marken,
millioner straalende sommerfugle,
glimrer og dør, svinder.
En kvindes hvidhed gulner.

Som blodrøde blomster uden duft
er sansernes drømme uden aand.
Som stjerner er blikke fra aand til aand,
som sole er smil fra sjæl til sjæl,
som verdensvarmen er favntaget
mellem adelig mand og adelig kvinde!

. . . Maanen er borte.
Ogsaa stjernerne er sluknet.
Roserne og liljerne sover.
Se, daggryets kyske skjær kysser,
kysser kirkespiret.

Daggry!
Gi’s der paa jorden blandt kvinder én
kysk?

Speilet kan tale!

Speilet skal se paa dig hver morgen,
        forskende,
se paa dig med det dybe, kloge øie,
        — dit eget!
hilse dig med det varme, det mørkeblaa øie:
        Er du ren?
        Er du tro?

Og natlampen brænder.
Paa oblaten flyder
den lille tande
omkring uskyldigt
i den gule olje.

Rullegardinet skudt tilbage.
En gaslygt udenfor.
Det er alt.

Hvor den flimrer vemodig!

Teppet er gledet ned.
Gaslygten strækker hals og glor paa min kones skulder.

Jeg skal dække over dig, min sovende hustru!
Og jeg skal trække rullegardinet ned.
Gaslygten faar ikke se
det hvide, som jeg eier!

Jeg vil trykke to kys paa dine smilehuller,
— som smiler i søvne, —
og paa dine fingre,
og paa trolovelsesringen,
og paa sølvkorset om halsen.

Jeg vil liste mig stilfærdig op til dig,
og bli varm hos dig.
Og glemme,
at vi sommetider ikke er, som vi burde være,
mod hinanden.

Presterne tænder de blege kjerter,
nonnerne nynner de fromme bønner,
børnene folder de spinkle hænder,
svanerne skjuler sit næb under vingen.

Snart skal de sove, alle de trætte,
hvile hodet mygt paa puden,
glemme de graa, sørgmodige tanker,
slumre, sove, drømme, sove.

Ude i blaaet svæver en kvinde,
Herrens moder, Maria, Maria,
lukker sjælenes øine kjærlig,
træder jordvuggens gjænger varlig.

Verden er søen —
        stille.
Alene hun
        aander.

Stille, I bølger!
        Stille!
Alene hun
        aande!

Her vil jeg ligge —
        længe.
Mens baaden taust
        glider.

Her, i din dybe
        haar-elv.
Og kind imod kind.
        Gjem mig!

Her vil jeg sove —
        længe.
Mens maanen taust
        glider.

Bys, vaarmorgen,
du skal dæmpet bysse
ind i barmens bølge
en saa fredfuld skvulpen!
        Bys, bys,
du skal bysse dæmpet.

Hys, fossesus!
der er alfer hos os.
Ind i ørets musling
lad en vise risle!
        Hys, hys!
Der er alfer hos os.

Kys, lysvover,
hendes øienskjærme,
hendes næsevinger,
at i duft hun vaagne!
        Kys, kys
hendes øienskjærme!

Der drysser ei guld over bølge.
Der glider ei fruer, som dølge
        den hvide blu.

Der ligger ei lyttende huldre,
der glimter ei dugvaade skuldre
        i moseseng.

Der stiger ei hviskende drømme,
og elskende engle ei svømme
        paa himlens hav!

Væv mig en kjole, som skjælver —
aspebladvævet, dugperleknappet,
heftet med spindelvævtraad!

Sy mig et belte, som funkler —
lokkende lygtmænd, hoppende ildblus
funkle paa himmelblaa grund!

Sy mig saa noget, der hvisker!
smilende spænder, sommerfuglvinger,
— legende kolibrisko!

Nu vaagner alle smaa piger
og kaster den dumme muffen
og kaster de dumme hanskerne
og laaser dem ned i skuffen.
        Og alle de hvide smaa fingre,
        de leger ei mere med vanter,
        og alle de hvide smaa fingre,
        de leger med dugdiamanter!

Nu vaagner alle smaa piger.
De tænker ei mere paa baller.
Nu drømmer de hele prækenen
om friske lillekonvaller.
        Og alle de spæde smaa fødder,
        de danser ei mere paa tilje,
        og alle de spæde smaa fødder,
        de danser paa roser og lilje!

Nu vaagner alle smaa barme
og vender sin knop imod solen
og vorder saa underlig skjælvendes,
saa blegrød og hed under kjolen.
        Og alle de ædle smaa fruer,
        de aabner sin rude saa vide,
        og alle de ædle smaa fruer,
        de længes i lunden at ride.

Nu vaagner alle smaa viser,
nu vaagner alle smaa toner,
nu vaagner alle smaa digtere
og ønsker, de havde smaa koner.
        Men den, som sidder i celle,
        han kan ei paa elskov tænke,
        men den, som sidder i celle,
        han stirrer taus paa sin lænke.

Hun havde ilet!
Hun havde stilet
skiftende skridt
mod mig.

Og derfor sødmen
ved halsens rødmen
strøg sig saa blidt
mod mig.

Og derfor navnet
ved nye havne
smøg sig saa tidt
mod mig.

Hun har saa’ne mørke øine!
Sorte, berusende løgne!
Kan hun fanges?

Jeg tror, hun er glad,
— ikke træt, ikke syg, —
jeg tror, hun kan kvidre og juble.

Jeg tror, hun er varm,
varm for det vakre,
jeg tror, hendes arm
er svært tryg.

Nu er hun færdig,
— rød og hed!
Nu stryger hun haaret tilbage.
Var dansen deilig?
Var hjertet med?

Hun er endnu alene.
— Aa, det duggede blik!
. . Som en sjæl, der skuer
regnbuer
mellem menneskenes ord,
mellem smilenes luer.

Han gaar og saar,
saar og saar —
rædde roser, blege tulipaner,
sorte violer og syge hyazinther,
mimoser.

Han gaar og saar,
saar og saar —
blege smil, bange taarer,
sorte kvaler og syge længsler,
tvil.

Dagen den gaar med latter og sang.
Døden han saar i natten saa lang.
Døden han saar.

Har gaat og higet mod kys, mod favntag!
hvori livsens glød brænder
og de sorte øine tænder
solild!

— Inat kom min brud mig imøde.
Hendes livsens glød var slukket,
hendes favn, hendes mund lukket,
ligbleg.

Da vil jeg føle dit legemes aande
        i vaargræsset,
dit legemes livsalige, varme aande
        mod min pande.

Og jeg vil begrave din deilige barm
        i søde, blaa anemoner,
og jeg vil blæse dem bort for dig igjen,
        jeg og zephyr.

Og vi gaar i den lyse forunderlige skov —
        da er det sommer!
Og vi plukker de svulmende blaabær,
og vi farver vore tænder blaa,
        og vore tunger blaa
                Hva?

Og jeg plukker vældige rognbærklaser,
— de hænger som blus i skovmørket, —
og jeg træder et perlebaand af rognbærrubiner
        til dig, min skovviv!

Og under de majestætiske furuer
staar de tendre linnæa og drømmer,
        dem damerne elsker.
Og jeg fletter dig en duftende talisman.
Den skal nok skytte dig mod spøgelser.

En grøn moskaabe laver jeg dig,
— for det er koldt i skoven om kvelden.
Og naar du faar den prægtige kaabe,
kommer du til at kysse mig vistnok.

Og naar det blir skumring blandt buskene,
        du min skovviv,
da vil du række mig dit bryst, din mund,
        din haand.

Da vil dit legemes hede aande
blande sig med skovens kjølende aande
        — og med min aande,
                hva?

Og mens du sover i min favn, du kjære,
vil jeg synge elvenes sange,
og hviske trækronernes hvisken,
og nynne skovstjernernes elskov
ind i dit øre.

Natten, som synker i skov,
maanens runer paa sø,
sukke fra min husbonds søvn
skal skjærme mig, mens jeg vaager.

Draaber af din skovvivs blod,
din vaagende vivs ve,
draaber af min barms blod
skal skjærme dig, mens du sover.

Du byder mig at brygge dig en læskedrik,
og jeg brygger dig en kostelig trylledrik,
— af rødder, som disse hænder har plukket,
af saft, som de har krystet af siv.
Jeg brygger dig en læskedrik.
Den giver dig manddoms styrke.
Den giver dig elskovs kraft.
Jeg brygger dig en trylledrik.
— Thi dit barn er mit barn.

Du er min tzar.
Du byder mig at hænge om dig din jagtkniv,
at spænde den fast om dig.
Jeg spænder den fast om dig
— og graater.
Thi naar solen daler,
og du er borte,
og jeg føler det skjælve under beltet,
— jeg sidder alene,
min tzar er borte,
og hans barn taler i mit skjød,
— da frygter jeg.

Ja.
Jeg kysser din blanke jagtkniv
og dugger den med taarer.
Jeg kysser med mine svage læber
eggen paa din skarpe jagtkniv.

Ja.
Jeg har viet din jagtkniv:

Forbandet af stjerner, af skyer, af skove,
forbandet mellem dyrs og menneskers hær
tzarina, som synder mod tzar!

Forbandet af diebarns læber,
forbandet af mødres fødselsskrig
tzar, som synder mod tzarina!

— Din jagtkniv har ridset mit hjertes lov.

Ja.
Du er mand.
Du er sterk.
Jeg er svag som den frysende fugl.

Naar tordenen ruller,
og stormene brøler om hevn, om had,
naar mørket sniger sig rundt vor hytte,
da maa du være hos mig.
Og jeg vil gjemme mine øine i din kappe,
og jeg vil værge dig mod døden med bønner.

Alene er jeg ræd at sove.
Jeg frygter denne susen derude.
Jeg ved ikke, hvad den siger og vil mig.
Jeg skjælver for at leve.
Alene er jeg intet.

Men du er min tzar.
Ja.
Mit barn er dit barn.