Det norske språk- og litteraturselskap/bokselskap.no, 2016
Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002.

ISBN: 978-82-8319-306-0 (digital, bokselskap.no), 978-82-8319-307-7 (epub), 978-82-8319-308-4 (mobi)
Teksten er lastet ned fra bokselskap.no

Elskede Amalie
Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram

Utgave ved Janet Garton
Det norske språk- og litteraturselskap/bokselskap.no
2016



  1. Forord til e-utgaven (2016)
  2. DSL og NSLs forord til bokutgaven (2002)
  3. Redaktørens forord til bokutgaven (2002)
  4. Innledning
  5. 1882
  6. 1883
  7. 1884
  8. 1885
  9. 1886
  10. 1887
  11. 1888
  12. 1889
  13. 1890
  14. 1891
  15. 1892
  16. 1893
  17. 1894
  18. 1895
  19. 1896
  20. 1897
  21. 1898
  22. 1899
  23. 1902
  24. Appendiks I
  25. Appendiks II
  26. Slektstavler
  27. Ordliste
  28. Bibliografi: Amalie og Erik Skrams verker
  29. Bibliografi: Sekundærlitteratur



Forord til e-utgaven (2016)

Denne e-utgaven av Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram er basert på Janet Gartons trebindsutgave fra 2002 (Gyldendal/Det danske Sprog- og litteraturselskab/Det norske språk- og litteraturselskap). Med unntak av person- og verksregistrene er all tekst tatt med, men noen tilpasninger knyttet til de digitale formatene har vært nødvendige. Janet Garton har sett gjennom brevene og lagt til noen nye opplysninger i kommentarene.
Digitaliseringen er basert på filer mottatt fra Nasjonalbiblioteket. Tekstkodingen er utført av Ellen Nessheim Wiger. Fanny Berg, Kaija Risbakken og Gro Videsjorden har korrekturlest.



DSL og NSLs forord til bokutgaven (2002)

På Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs årsmøde 9.5.1996 vedtoges Reader Janet Gartons forslag om at udgive Amalie og Erik Skrams samlede, hidtil utrykte brevveksling 1882-1899. Udgivelsen skulle ske i samarbejde med Det norske språk- og litteraturselskap, fordi det er en norsk-dansk brevveksling. Overbibliotekar Torben Nielsen valgtes som dansk tilsynsførende og professor Ingard Hauge som norsk.
Nu foreligger så den omfattende korrespondance i sin helhed – forsynet med en omfattende indledning, verbal- og realkommentar, ordliste over særnorske udtryk, person- og værkregistren1 samt tre slægtstavler.
Brevvekslingen er interessant fra flere synspunkter. Den fungerer ikke bare som baggrund for de to forfatterskaber (mest Amalie Skrams selvfølgelig), men også som et stykke kultur- og samfundshistorie. Brevskriverne er i forbindelse, enten skriftligt eller personligt, med andre ledende figurer i Det moderne Gennembrud (Georg og Edvard Brandes, Bjørnstjerne Bjørnson, Viggo Hørup, Gustav av Geijerstam, Herman Bang, Holger Drachmann, Arne Garborg, Alexander Kielland m.fl.) Brevvekslingen dækker perioden 1882-1899, fra tiden før de gifter sig, mens Amalie Müller fremdeles bor i Kristiania, til efter skilsmissen. De to udkæmper hele sædelighedsfejden i deres breve, med megen debat om dobbeltmoral og utroskab. Det er også et vigtigt stykke kvindehistorie, hvor man ser Amalie Skram slås for selvstændighed og for tid og plads til sit forfatterskab, og hører en hel del til deres delte omsorg for barnet.
Afskrivningsarbejdet er foretaget af cand.mag. Margit Vraa Pedersen og forfatter Jesper Uhrup Jensen for DSL. Dette arbejde er blevet støttet af Letterstedtska Föreningen, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Institusjonen Fritt Ord, The University of East Anglia og The British Academy. DSL og NSL takker varmt herfor.
København, den 29.6.2001
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Finn Hauberg Mortensen, formand
Oslo, den 18.9.2001
Det norske språk- og litteraturselskap
Olav Solberg, formann



Redaktørens forord til bokutgaven (2002)

Arbeidet med å få redigert denne brevvekslingen mellom to av de mest spennende personlighetene fra Det moderne gjennombrudd har strukket seg over seks år – avbrutt av undervisning og andre plikter ved universitetet mitt i England. Det ville ikke ha vært mulig uten å kunne tilbringe lange perioder i Norge og Danmark, og uten hjelp og støtte fra flere venner og kolleger enn det er mulig å nevne her. Dem skylder jeg takk for tålmodig bistand og en mengde opplysninger. De feilene som eventuelt måtte finnes her er mine egne.
Fra et meget tidlig stadium har jeg diskutert prosjektet med Liv Køltzow og Irene Engelstad; begge har oppmuntret meg og fulgt med utviklingen. Livs biografi av Amalie Skram har vært en viktig kilde, og hun har også hjulpet med stoff om Alver- og Müller-familiene og med å tyde uklare ord i brevene. Historikerne Claus Bjørn og Tinne Vammen fra København har begge to bidratt med opplysninger om mindre kjente samtidige personligheter, og sørget for at jeg noenlunde har forstått den politiske og sosiale utviklingen fra siste halvdelen av det 19. århundre. Pia Forsell har svart på mine spørsmål angående finske kilder, og Louise Vinge angående svenske. Slektsforskeren Olav Halvorsen fra Bergen har supplert min viten om Amalies bergenske slekt. Per Dahl og Hardy Bach fra avisarkivet i Århus har funnet en stor mengde avisartikler og anmeldelser fra danske og norske aviser til meg. Bibliotekarene på Det kongelige bibliotek i København og på Nasjonalbiblioteket i Oslo har gitt meg gode arbeidsvilkår, funnet fram kilder og foreslått mulige løsninger når jeg har stått stille. Blant de mange andre som har hjulpet med litterære eller praktiske spørsmål vil jeg gjerne nevne Jørgen Knudsen, Idar Stegane, Asbjørn Aarseth, Henk van der Liet, Gitte Mose, Kristian Hvidt.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det norske språk- og litteraturselskap har oversett hele prosjektet, og gitt meg praktiske råd og veiledning. Jørgen Hunosøe fra DSL har drøftet tilretteleggelsen av stoffet regelmessig med meg, funnet opplysninger om litterære og språklige spørsmål, og pekt på særnorske gloser som kan volde problemer for danske lesere. Margit Vraa Petersen har påtatt seg det meste av det enorme arbeidet med å skrive av brevene fra originalene. Ingard Hauge har vært norsk språkkonsulent, og har gitt gode råd og tips om norsk historie og samtidens problemstillinger.
En særlig stor takk skylder jeg forhenværende overbibliotekar på Universitetsbiblioteket, Torben Nielsen. Han har vært generøs med sin tid og med sitt uovertrufne kunnskap om danske forhold og mennesker fra denne perioden. Han har vist meg omkring i København og omegn hvor mange av begivenhetene i brevene fant sted. I tillegg har han reddet meg fra mange misforståelser både av brevskrivernes skrift og av de mest sannsynlige forklaringer der hvor opplysningene er ufullstendige.
The University of East Anglia har gitt meg frisemester to ganger i løpet av disse årene for å kunne arbeide med brevene, og har også gitt en del pengestøtte til avskrivingen. The British Academy har bevilget meg forskningsstipend to ganger, noe som gjorde det mulig for meg å tilbringe forskningstiden i Norge og Danmark. Mitt fravær fra Norwich har blitt gjort uendelig mye lettere ved bistand fra to utrettelige venninner: Anne Marie Bülow Møller fra Københavns tekniske universitet, som har gitt meg husly hver gang jeg har kunnet tilbringe noen uker på biblioteket, og min mangeårige kollega Eli Cook, som i tillegg til å være språkkonsulent har påtatt seg ekstraarbeid med norskundervisningen ved universitetet vårt slik at jeg kunne få anledning til å forske i fred.
Janet Garton
Norwich, mars 2001.

*

Ved gjengivelsen av brevteksten har jeg fulgt brevskrivernes tegnsetning og stavemåte, selv om den – særlig i Amalies tilfelle – noen ganger avviker fra det normale. Navn er også stavet som det står i brevene, noe som betyr at noen navn blir stavet på flere forskjellige måter. Det er igjen som oftest Amalie som vakler i sitt valg av stavemåte; noen ganger husker hun fullstendig feil navn, så det kan være uklart hvem det er hun snakker om. Jeg har satt [sic] i teksten for å gjøre oppmerksom på at det ikke dreier seg om en avskrivingsfeil. Hvis det er tydelig at et ord eller en bokstav mangler, blir det tilføyet i hakeparentes. Hvor datoen på brevet er ufullstendig eller gal, står den riktige datoen i hakeparentes. Ord som er understreket i brevene er angitt med kursiv; hvis de er understreket to ganger, står de med kursiv og understreket. Hvis de er understreket flere ganger, blir det kommentert i notene.
Kjente mennesker og begivenheter blir kommentert i notene første gang de opptrer. Navneregisteret gir så fullstendige opplysninger som det har vært mulig å finne for alle nordmenn, dansker, svensker og finner som opptrer i brevene, nemlig fødsels- og dødsdato, nasjonalitet og yrke, vielsesdato, ektemakes fødsels- og dødsdato. For andre nasjonaliteter står det fødsels- og dødsdato, nasjonalitet og yrke.

*

Forkortelser:
KB = Det kongelige Bibliotek, København
NBO = Nasjonalbiblioteket, Oslo
UBB = Universitetsbiblioteket, Bergen



Innledning

Amalie og Erik Skram og deres samtid

«At tænke sig til at jeg kommer kjørende i en hyrevogn fra Grand hotel efter at ha'e forladt Grefsen om morgenen i ypperligt humør, og besørget alle mine indkjøb o.s. v., altså kommer ud til fru Thaulows løkke, hvor jeg er kommen 100 gange før, uden at noget har arriveret mig, og så render lige ind i en troldmands usynlige garn, og bliver siddende fast, absolut fast, med ingen udsigt til at slippe ud igjen, uden at jeg må lade mit liv med det samme.»
Amalie til Erik, 14. november 1882
Det første møtet mellom Amalie Müller og Erik Skram fant sted om kvelden 8. august 1882, på fru Thaulows løkke i Kristiania sammen med medlemmene av Thaulow- og Gad-familiene og andre danske gjester. Dagen etter var begge to på vei til Aulestad for å feire Bjørnstjerne Bjørnsons dikterjubileum med hele Bjørnson-festens hærskare av venner. De var begge to blitt advart mot den andre. Erik visste at Amalie var så betagende deilig at alle menn falt for henne, men samtidig at hun var mistenkt for å være sanselig kald; hun avviste sine beundrere som om hun bare følte avsky for kjønnslivet. Amalie var forberedt på å møte en Don Juan; det gikk rykter om at Erik var en forfører som hadde vært sammen med en rekke kvinner. På samme tid var hun nysgjerrig etter å møte forfatteren til Gertrude Coldbjørnsen, som hadde tegnet et så varsomt bilde av et ungt pikesinn, hvor hun gjenkjente mange av sine egne følelser.
Hva de følte da de traff hverandre og fikk litt tid og ro til å snakke sammen, er behørig dokumentert og analysert i brevene med de elskendes iver etter å fortelle og høre om alle detaljene. Ellers finnes det et samtidig vitnesbyrd i Eriks dagbok hvor han kortfattet noterer hendelsene fra den sommeren.n2 Bak den knappe stilen kan hans gryende interesse tydelig spores. I løpet av de seks dagene deres første møte varer, blir Amalie omtalt med stigende intensitet. 8. august blir hun såvidt nevnt («fru Amalie Müller kom»), men snart blir hun sentral:
10. august: … Kl 11 kørte til Gausdal med Helland Drachmann Fru Amalie Müller og Frk Steen … Fru Müller fik mit Sæde. Kl 2 i Aulestad. Hilste på Bjørnson. Spiste. Gik med Fru Müller som Vejviserinde til «Styrten». Endelig til Bords Kl 5. … Fru Müller. Talerne. Den lange Lie. Ophold; min Tale. Drachmanns digt. Skandering, Snakkerads med Fru Müller og Bjørn Bjørnson. Dessert. Den lænende Stilling under Bjørnsons Tale. Videre Festlighed Bjørns Venskabelighed. Drachmanns og Fru Müllers Spaseretur …
11. august: … Fru Müller satte sig ved Siden af mig. Samtale om de to Tappe Livet drejer sig om. Munterhed … Kl 7 Køretur til Lillehammer med Fru Müller med Adj Mohn på Forsædet … Uviljen hos Drachmann mod mine Sejre.
12. august: Op Kl.6. Sagde farvel til Thommesen. Skrev. Frkost Kl 10 ½. Fru Müllers Forskrækkelse over Frk Steens Forsvinden. Skrev videre. Kaldte på Helland og Fru Müller gennem Vinduet. Læste Begyndelsen op. Videre Middag. Fru Müller inde hos mig; skulde skrive af. Samtale. Helland kom og gik. Drachmann og Helland kom og bankede paa. Tur til Fossen …
13. august: Op Kl 4. Pakkede og børstede. Kl 6 bankede paa Fru M's dør. Kl.7. oppe. Vor lille Spaseretur. Kl.8 med Kong Oscar fra Lillehammer. Fru Müller glemte sine Grejer. Vi to sad sammen. Den lille Frokostscene med Sherry. Afskeden. Hendes Modstand og Given efter for sin Sindsstemning. Kl 11 i Gjøvik. … skrev til A.M.
Etter at de gikk fra hverandre, noterer han mange ganger i dagboken at han skrev til A.M., telegraferte til A.M. eller tenkte på A.M. før neste møtet med henne 31. august. Dagboken slutter 2. september.
Det finnes også en annen beskrivelse av dette første møtet, skrevet senere av Bjørnstjerne Bjørnsons sønn Bjørn, som den gangen var 23 år gammel. Hans Aulestad-minner, først trykt i 1955, gir en idé om hvordan noen av de andre som var tilstede, oppfattet hovedfigurene:
Og så stod hun der, mørkhåret, med brunsorte øine, med glødende leber og sydlandsk teint henover det vakreste ansikt en kvinne kunde ha. Amalie Müller, siden Amalie Skram. Jeg tror far møtte henne for første gang. Han stod og så en stund smilende på henne. Hun var rødmende glad, og lo imot ham. Han omfavnet henne. De hadde skrevet til hverandre. Hun hadde anonymt uttalt sig om «Kongen» i et blad. Især om mellemspillene. Far trodde dengangen det var en mann som hadde skrevet om det. John Lund sa det en bergenser hadde å si:
«Hun er storskjønn.»
Forfatteren Erik Skram satt litt for sig og så dit hun stod.
«Unge Bjørn,» sa han ganske stille, «du fatter vel, at du aldri – ved Gud – har sett en sådan brunøiet satans deilighet som denne kvinne.» Og jeg hørte at Drachmann i forbigående med sin merkelige, slørete, litt spede røst uttalte sig til et par villige smil:
«Gud forlate mig min synd, men hennes ophav er sikkert en spanier.»
Olav Thommessen og jeg stod og så på henne, på far og andre som kom til. Skram nærmet sig også gruppen. Han hadde noe aggressivt over sig. Han gikk likesom med et tiltak inne i sig, han, den ellers så vel avbalanserte mann, han som alltid smakte på sig selv før han uttalte sig om noget til nogen. En smukk mann, soignert, med gyllent lyst spisskjegg og hår. Far sa en gang om ham den ondskapsfulle morsomhet:
«Han ligner en velservert fiskebolle.»
Thommessen, som alltid har hatt en sikker sans for humør [sic], selv hvor det bare såvidt var synlig, så på Skram, og hans ansikt blev sprutende fornøielig. Så sa han plutselig uten overgang, dypt alvorlig, bare øinene lo:
«Det er nok ikke mer igjen av ham,» så lo han igjen.n3
Det hører med til denne historien at Bjørn Bjørnson også var blant dem som ved denne anledningen forelsket seg i Amalie. Dette fortalte hun senere til Erik (brev 20, 13/10/82).
Ikke bare begynnelsen av deres kjærlighetshistorie, men hele deres samliv ble levd så å si i offentlighetens øyne. Begge to, og særlig Amalie, gjorde i begynnelsen store anstrengelser for å skjule sine brev og sine møter, men ryktene sivet ut uansett. Da de ble gift, ble de et fetert par som var en selvskreven del av selskapeligheten i København; de opptrer regelmessig i både brev og erindringer hos bekjente. Nils Collett Vogt forteller om «det Skramske hjem» med dets begeistring for alt norsk, og særlig om Amalie, i Fra gutt til mann; Marcus Rubin beskriver dem som «et sjælden stateligt Par» i sine erindringer; de dukker opp i Sophus Schandorphs Oplevelser.n4 Boktrykkeren og revyforfatteren Axel Henriques gir et slående bilde av deres opptreden i selskapslivet i sin erindringsbok Glade Aar:
Det var en gammel Kultur over [Skrams] Tale som over hans Væsen og Tænkemaade. Han var en af de faa, man kunde tænke sig til daglig klædt i Renæssancens rige Dragter og dog en god moderne Mand paa Tomandshaand, der let vandt éns Hjerte og pyntede svært paa éns Selskaber, baade naar han ene og endnu mere naar han sammen med sin første Hustru, Amalie Skram, traadte ind i en Selskabssal, det var et pragtfuldt Syn. Hun var en af de smukkeste Kvinder, jeg har kendt, han var vel ikke, hvad man i Almindelighed kalder smuk, men han havde en storartet Rejsning og saa i højeste Grad «godt ud». Forskellige som de to var, var de, i de lyse Aar, et sjældent henrivende Par.
Amalie Skram var i sin lykkeligste Tid et ganske mærkeligt Menneske; hun var genial i sin Digtning, lavede fortræffelig Mad og syede sit eget og sin Datters Tøj, men hun kunde aldrig – eller sjældent – komme ind i den rigtige Sporvogn; engang landede hun paa Amager, da hun skulde besøge os paa Strandvejen. Hun kendte og forstod Personerne i sine Romaner til det inderste Indre, men hun misforstod ofte sine bedste Venner, og i det Hele taget: den virkelige Verden. … Medens Skram, som den gennemfine Mand han var, ikke dømte uden nøje Overvejelse, var Fruen uhyre impulsiv, beundrende eller fordømmende, og det, skønt hun ligefrem led af en glødende Retfærdighedstrang i store som smaa Ting. … Som de var, var vi glade med dem, og var de hos os i Selskab, gik der ligesom et fornøjet Ah! gennem Stuen, naar de to – som Regel allersidst – traadte ind.n5
Ettersom de levde sitt ekteskap «for åpen scene», er det lett å forstå at konfliktene, da de spisset seg til, må ha vært dobbelt pinlige for begge. Det aner man bak Henriques' parentesebemerkninger «i de lyse Aar», og «i sin lykkeligste Tid». I de mørke årene må begge to ha følt det som om de spilte med i en tragedie.
Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram forteller mange forskjellige historier. Først og fremst er det en kjærlighetshistorie, fra dens spede begynnelse i august 1882, gjennom forelskelse, forførelse, bryllup, samliv, samarbeid, foreldreglede, skuffelse og fortvilelse i mange forskjellige omganger helt fram til den sørgelige separasjonen i 1899. Men brevene inneholder også mye annet som gjør dem til en rikholdig kilde ikke bare for lesere som er interessert i de to forfatterne, men også for andre som søker opplysninger om den politiske, sosiale og kulturelle utviklingen som fant sted i Norge og Danmark i de to siste årtiene av det 19. århundre.
Da norske Amalie Müller og danske Erik Skram traff hverandre i 1882, var det midt i en stormfull periode i begges hjemland. Politisk var Norge og Danmark innviklet i en langsom og besværlig kamp for uavhengighet på den ene side og en mer rettferdig demokratisk styreform på den andre, en kamp som fortsatte gjennom hele perioden og først skulle avvikles i det nye århundre. Både Amalie og Erik var politisk engasjert på venstresiden, og de fulgte spent med i høyresidens krampetrekninger idet den politiske balansen i begge land svingte mot den nye opposisjonen. Kulturelt og litterært sett var det en nordisk gullalder, med Det moderne gjennombrudds forfattere og kunstnere som Ibsen, Bjørnson, Kielland, Lie, Garborg, Gunnar Heiberg, Christian Krohg, J.P. Jacobsen, Drachmann, Bang, Edvard Brandes og kritikeren Georg Brandes i sin viktigste utfoldelse. Alle sammen kom i mer eller mindre tett berøring med Amalie eller Erik eller begge to, og alle sammen opptrer personlig i disse brevene, ikke alltid i et fordelaktig lys.
Som forfattere sto begge to i tillegg på en korsvei i sine litterære baner. Erik var velkjent både som forfatter og journalist; han hadde to romaner bak seg, en av dem et «skandaleprodukt» som hadde stemplet forfatteren som en forkjemper for «usedelighet». Han var redaksjonssekretær og skrev artikler for den venstresinnete avisen Morgenbladet. Han følte forventningens press på seg; det var nå snart på tide han kom med en ny roman som skulle befeste hans stilling som en av tidens sentrale diktere. Amalie var midt i en gjæringstid; hun hadde fått trykt noen anmeldelser som var blitt godt mottatt, og hadde prøvd seg som skuespill- og novelleforfatter, men hadde ennå ikke fått trykt noe skjønnlitterært. Hun hadde en utsatt stilling som fraskilt frue, og følte et annet slags press på seg, dels det seksuelle presset fra litteratene (og andre) som omsvermet henne, og dels et raskt voksende press fra det stoffet som hun satt inne med, og som skulle bearbeides og omformes til litteratur.
Det var altså ikke bare to private personer som var til stede hos Bjørnson på Aulestad, det var to offentlige personligheter med meget forskjellig bakgrunn og forutsetninger. Dette er viktig å ha i tankene, både fordi det utgjør mye av debattstoffet i brevene, og fordi det bak debatten også ligger en hel del uuttalte, og noen ganger fortidde oppfatninger og fordommer. Både Erik og Amalie må ses mot bakgrunnen av sitt lands politiske og kulturelle debatt og historie i tillegg til sin egen personlige biografi. Danmark og Norge hadde mye til felles i de siste årtiene av det 19. århundre, men det var også mye som skilte dem; det samme kunne sies om våre to brevskrivere.
Det finnes ialt nesten 600 brev i denne brevvekslingen, og ca. 600,000 ord. Mange av brevene er meget lange, spesielt i begynnelsen. De begynte å skrive til hverandre med en gang etter møtet i august 1882, og fortsatte med avbrudd i over sytten år, fram til desember 1899. Nesten halvdelen av brevene kommer fra de første tyve månedene før Amalie flyttet til København og de giftet seg i april 1884. Bortsett fra korte hektiske møter var de henvist til brevskrivning for å bli kjent med hverandre. Men også etter bryllupet fortsatte brevskrivningen. Hver gang de var borte fra hverandre i noen dager, når Amalie reiste til Norge for å hente bakgrunnsstoff til sine romaner eller ut på landet utenfor København for å forsøke å få skrevet ferdig noe, eller når Erik reiste til Sønderjylland for å beskrive land og folk eller til Bornholm på ferietur, holdt de flittig kontakt med hverandre. Det finnes til og med noen brev som ble skrevet mens de bodde sammen. Særlig Amalie følte noen ganger trang til å gi sine følelser luft i skriftlig form når uenigheter eller misforståelser gjorde muntlig meddelelse uoverkommelig.
Denne intense skriftlige idéutvekslingen, ofte fra det ene landet til det andre, var blitt muliggjort av moderne kommunikasjonsmidler. Fra midten av det 19. århundre og framover ble postgangen både hurtigere og billigere; de første frimerkene ble utstedt i 1840 i England, og Danmark fulgte etter i 1851, Norge i 1855. Et brev fra Danmark til Norge kostet 24 skilling i 1860, mens det i 1870 var blitt redusert til åtte.n6 I 1874 bidro dannelsen av en internasjonal postforening til å gjøre postgangen over landegrensene mindre kostbar og mer effektiv. Den elektromagnetiske telegrafen kom til København i 1854, til Bergen i 1857, og i løpet av 1850- og 60-årene ble telegrafnettverket utbygd over hele Norden og videre til England og Europa. Brevene kom fort fram med et distribusjonsnettverk som i noen henseender var bedre enn det vi har idag; det er klart fra Amalie og Eriks beregninger at det var normalt at et brev fra Danmark til Norge kom fram i løpet av to dager, mens posten i samme by (i hvert fall hvis det var Kristiania eller København) ble samlet og distribuert flere ganger daglig. Telefonen derimot var en senere oppfinnelse; det var først mot slutten av århundret at den ble vanlig i private hus. Den blir et par ganger nevnt i brevene, men det er klart at i hvert fall Amalie hele livet betraktet den som et skrekkinnjagende objekt.
Det viktigste elementet som går tapt når en brevsamling kommer på trykk, er selvfølgelig dens fysiske form: papir, blekk, håndskrift. Ved å holde papiret i hånden og følge uregelmessighetene, rettelsene, flekkene har man i det minste en illusjon om å komme forfatteren nærmere. Både Amalie og Erik bruker papir omtrent i A4-størrelse, Amalies noen ganger litt mindre, foldet slik at de skriver fire sider på ett ark; datidens konvolutter var ikke store. Noen av de lengste brevene fyller tolv sider eller mer. Eriks brev er som oftest skrevet med liten, sirlig, regelmessig håndskrift, med få rettelser; det ser nærmest ut som om de er skrevet etter kladd. Det er lett å tro det han sier om at det tar tid for ham å forme sine tanker før han skriver dem ned. Det er sjelden vanskelig å tyde ord i noe han har skrevet (selv om Amalie klager over det). Amalies brev derimot ser like så impulsive ut som hun selv var; de ser ut som om de er skrevet i ett, selv om hun nok overdriver litt når hun sier at det bare tar en halv time å skrive tolv sider. Hennes håndskrift varierer under trykket av hennes følelser; den blir større, og bokstavene rundere når hun er opphisset. Hun retter ganske ofte, feilstaver noen ord og har en ganske egen stavemåte på andre, skriver utydelig og slutter ikke sjelden med å skrive i margen eller helt rundt den siste siden. Å tolke hva hun har skrevet, har noen ganger vært litt av en oppgave.

Erik Skram og Danmark

Da Erik Skram ble født i 1847, var det i begynnelsen av en ny periode i Danmarks historie. I løpet av tre dramatiske år skjedde det en rekke ting på to områder som skulle få vidtrekkende følger både for landets utvikling og for Eriks senere liv. Det gamle enevelde som hadde styrt landet i nesten to hundre år, ble opphevet i 1848 etter Christian 8.s død, og etter press fra borgerne, som var oppildnet av februarrevolusjonen i Frankrike og urolighetene ellers i Europa, innvilget den nye kongen Frederik 7. en mer demokratisk forfatning. 5. juni 1849 ble Grundloven underskrevet, og folkestyret ble innført med den nye Rigsdag. Samtidig blusset det slesvig-holstenske problemet opp igjen i Treårskrigen 1848–51, og sluttet med et provisorisk kompromiss som verken tilfredsstilte danskene, tyskerne eller befolkningen i hertugdømmene. Det var tydelig at de bare hadde oppnådd en foreløpig fred.
I årene etter 1850 gikk det heller tilbake for de demokratiske kreftene i Danmark, da opprettelsen av Rigsrådet i 1854 svekket Rigsdagens makt, og konservative ministre og rigsdagsmedlemmer motsatte seg det som i deres øyne var et altfor hastig innført folkestyre. Stillingen til de to hertugdømmene Slesvig og Holsten var ikke blitt avklart, og i 1862 innså den nye regjeringssjefen i Prøyssen, Otto von Bismarck, at det kunne styrke hans stilling å provosere fram en krig med Danmark. Forholdene i Europa hadde endret seg slik at Danmark denne gangen ikke kunne forvente støtte, verken fra Russland eller fra England. Da heller ikke de forventede styrkene fra Norge-Sverige under Skandinavismens fane kom danskene til unnsetning, var kampen uvegerlig tapt. Etter slagene ved Dybbøl og på Als overtok Prøyssen og Østerrike Holsten og Slesvig i 1864.
Tapet av to femtedeler av det som hadde blitt oppfattet som dansk jord, bidro ytterligere til å skjerpe godseiernes og embedsmennenes mistro til «almuens» evne til å bedrive politikk, og dette førte til en ny kamp om forfatningen. Den reviderte grunnlov av 28. juli 1866 uthulte det liberale framskrittet fra 1849, og viste seg senere å kunne utnyttes effektivt til å blokkere den demokratiske prosessen fullstendig. Den voksende misnøyen i mer liberale kretser førte til at venstregruppene begynte å samle seg i opposisjon, og fra 1872 og framover dannet Det forenede Venstre faktisk flertall i Folketinget. Det medførte imidlertid ikke noen forandring i landets politiske kurs, siden Landstinget og ministrene fortsatt var overveiende konservative. Venstres forslag ble blokkert av regjeringen, og da J.B.S. Estrup dannet regjering i 1875, klarte han enten å splitte Venstre med kloke forhandlinger eller å overse opposisjonen fullstendig. Fra 1877 og framover regjerte han ved en «provisorisk finanslov» som hvert år ble nedstemt av opposisjonen, men ikke desto mindre ble iverksatt. Estrup forble «konseilspræsident» fram til 1894, og det var først i 1901 at systemskiftet inntrådte og venstrepartiene formelt overtok regjeringen.
På denne bakgrunnen er det ikke til å undres over at 1870- og 80-årene politisk sett ble en urolig tid i Danmark; det som egentlig er forbausende, er at venstrekreftene kunne finne seg i å være så tålmodige så lenge. På andre fronter også hadde det begynt å blåse mer radikale vinder, idet nye åndsstrømninger fra Europa nådde inn over landet. Frontfiguren i denne utviklingen var Georg Brandes. Allerede i 1871 hadde han på Københavns Universitet påbegynt den serien med forelesninger som senere ble kjent som «Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur», og som forkynte bl.a. at litteraturen skulle føre an i samfunnsdebatten, at forfattere ikke skulle bo på et fjernt parnass, men hadde en rolle å spille i å tegne et realistisk bilde av samtidens konflikter og å gjøre leserne mer bevisste og samfunnet mer rettferdig. Mot innett opposisjon fra konservativt hold gav han uttrykk for en ny retning som allerede til en viss grad hadde begynt å spire blant yngre forfatterkretser i flere nordiske land, og som han i sin bok fra 1883 betegnet som «Det moderne Gjennembrud». De danske forfatterne som fant nåde i denne samlingen av den nye tidens menn, var J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Sophus Schandorph – og Erik Skram.n7
Erik Skrams vei til forfatterskapet hadde på mange måter vært en naturlig utvikling. Han var født i et hjem som var «i al Ro og Selvfølgelighed stærkt mærket af den æstetisk farvede Embedsmandsdannelse, der udgjorde Baggrunden for mine Forældres Opdragelse», som han selv uttrykker det i sine «Selvbiografiske Optegnelser».n8 Litteraturen var en selvfølgelig og sentral del av denne dannelsen, og den unge Erik fant tidlig vei til forfattere som bekreftet hans tro på det skjønne og det idealistiske som bærende krefter i samfunnet (Scott, Ingemann, Carit Etlar osv). Han var elev på den høyt ansette Metropolitanskolen, og hadde i tillegg fra en tidlig alder kontakt med teatret, både gjennom familien (hans farmors søster var skuespiller ved Det kongelige Teater) og via amatørforestillingene som han deltok i.
Det han fortier i disse offisielle minnene – men ikke overfor Amalie – er at familiesituasjonen ikke var fullt så harmonisk som denne beskrivelsen gir inntrykk av. Eriks far, jernbanedirektøren Gustav Skram, kom opp i både administrative og økonomiske vanskeligheter (eller som Dansk Biografisk Leksikon uttrykker det, «svækkede sin stilling ved at forsømme sine private pengesager»),n9 og i 1856 måtte han gå av. Hjemmet ble oppløst, og Erik og hans mor og søsken ble henvist til hans onkel Mozart Waagepetersens generøsitet. Denne følelsen av å leve «på nåde» satte seg fast hos den unge Erik, og ble senere forsterket som en fornemmelse av ikke å passe inn, ikke å høre hjemme noe sted – «Altid var jeg kommen ind ad den forkerte Dør på Scenen», som han forklarer det for Amalie (brev 78, 11/3/83).
I 1864 kom krigen, og Erik rømte vekk fra skolen – ennå ikke fylt sytten år – for å utdanne seg til offiser. Han deltok i kampen på Als, ble hardt såret, tatt til fange og lå flere måneder på lasarett; men det som gikk hardere inn på ham, var at hans forestillinger om det ærefulle ved å delta i en krig ikke overlevde sammenstøtet med den barske og kaotiske virkeligheten. Etter krigen fullførte han skolegangen og ble student, men da han ikke hadde råd til å studere, lærte han seg stenografi og ble i 1868 ansatt i Rigsdagen. Av bakgrunn og opprinnelig overbevisning hørte han naturlig hjemme på høyresiden i politikken, og han drev i disse årene en ganske utstrakt journalistvirksomhet ved Høyres provinspresse. Men i Rigsdagen opplevde han på første hånd de intrigene og konfliktene som førte til en motvilje mot Estrups taktikk og en gradvis desillusjonering; han brøt med Høyre, og gikk over til opposisjonen. Han var kommet med i kretsen rundt Georg Brandes (Holger Drachmann var en skolekamerat), utvidet sin horisont med utenlandsreiser (Berlin, Dresden, Prag, Wien i 1874 og Firenze, Roma, Napoli og Pompei i 1877) og begynte å skrive for venstrepressen. Han var først medarbeider, og så, fra 1881, redaksjonssekretær i Edvard Brandes' og Viggo Hørups Morgenbladet, og ernærte seg fra da av dels som journalist, dels som stenograf.
Samtidig hadde han bestemt seg for å prøve seg som skjønnlitterær forfatter. Hans første roman var Herregaardsbilleder (1877), utgitt pseudonymt under forfatternavnet Henrik Herholdt, som var Holger Drachmanns mellomnavn. Det var en tynn bok, som han selv kalte dilettantisk, og som hovedsaklig var blitt til som et svar på Drachmanns Tannhäuser (1877). Erik mente at Drachmann hadde gitt et villedende bilde av herregårdslivet, et miljø han selv kjente godt fra oppveksten, og ville korrigere det. Romanen er interessant fordi den anslår den tonen og det budskapet som går igjen i hans senere verk: det er en kjærlighetshistorie som finner sted blant kultiverte mennesker i et forfinet miljø, og det forfekter det standpunktet at kjærligheten er den høyeste moral. Et ekteskap som ikke er grunnet på kjærlighet, er usedelig, og en kvinne som bryter ut av ekteskapet for å følge kjærlighetens bud, gjør det eneste rette.
Det gode selskap ble selvfølgelig forarget over denne romanen; men det ble langt mer forarget over hans neste og viktigste roman, Gertrude Coldbjørnsen (1879). Her tok han opp et beslektet tema i en skildring av en ung jente som intetanende ble giftet bort til en eldre mann, og da hun så flyktet fra ham etter bryllupsnattens voldtekt, ble hun sendt tilbake med forskrifter om plikt og lydighet. Den gryende kjærligheten hun følte for en jevnaldrende mann som var henne verdig, måtte bare glemmes. Det var imidlertid ikke Eriks forsvar for kjærlighetens rett som voldte bestyrtelsen, men enkelte «dristige» passasjer i romanen, en beskt skildret abortscene og framfor alt et opptrinn hvor Gertrude på lang avstand beundret den maleriske skjønnheten av en gruppe unge menn som badet nakne.n10 Etter denne romanen var han en utstøtt, og de «bedre hjem» lukket seg for ham; men det var Gertrude Coldbjørnsen med dens vilje til å avdekke den usminkete sannheten bak den penborgerlige fasaden som sikret dens forfatter en plass blant gjennombruddets menn.

Amalie Skram og Norge

Norges historie i den andre halvdelen av det 19. århundre kan bare forstås på bakgrunn av hendelsene i 1814 da landet gikk fra danske over i svenske hender. Denne gangen var vilkårene imidlertid forskjellige; Norge var ikke lenger en umyndig provins, men en mer jevnbyrdig partner i en politisk union. Nordmennene fikk sin egen grunnlov og sitt eget Storting. Det var langt fra å være full uavhengighet – kongen var svensk, og utenrikspolitikken ble bestemt fra Sverige – men det betydde ikke desto mindre en forandring i den politiske bevisstheten. Nasjonalfølelsen begynte å vokse seg sterkere, ledet av diktere som Henrik Wergeland, Johan Sebastian Welhaven, og senere av Bjørnstjerne Bjørnson. Romantikken i Norge fikk et sterkere preg av nasjonalromantikk enn i de fleste andre europeiske land. Norske forskere begynte å lete etter det spesifikt norske som hadde overlevd «fire-hundre-års-natten», både litterært sett, med f.eks. Asbjørnsen og Moes innsamling av folkelige eventyr og fortellinger som var blitt overlevert i muntlig tradisjon, og språklig sett, med Ivar Aasens lansering av landsmål på basis av norske dialekter som ikke hadde blitt påvirket av det danskspråklige embetmannsstyre.
Da Amalie Skram ble født i 1846, var den nasjonale gjenreisning i full gang. Henrik Wergeland var død året før, og Ivar Aasens Det norske Folkesprogs Gramatik kom ut året etter. Den politiske utviklingen var stort sett fredelig, og i store deler av landet gikk livet sin vante gang; Norges geografi gjorde det til en langsom og arbeidskrevende oppgave å opprette forbindelser tvers over landet med moderne kommunikasjoner, det være seg post, telefon eller tog. Det var således først i 1909 at togforbindelsen mellom Kristiania og Bergen var klar. Religionen spilte en overordentlig viktig rolle i samfunnet; vekkelsespredikanter og nye religiøse retninger etterfulgte hverandre mange steder, særlig i første halvdelen av 1800-årene. Hans Nielsen Hauges forkynnelse rundt århundreskiftet hadde lange etterdønninger i Sør- og Vest-Norge, og retninger som herrnhuterne, grundtvigianerne, læstadianerne, mormonene og senere Indre Mission vakte bred interesse og tilslutning.n11
Fra 1860-årene begynte misnøyen med maktfordelingen i unionen å bre seg; Norge ønsket mer likestilling og mer selvbestemmelsesrett. I Stortinget dannet det seg en bred opposisjon av både borgere og bønder med front mot embetsmannsstyret. I spissen for denne opposisjonen før det var dannet partier i Norge, stod Johan Sverdrup som klarte å samle mange forskjellige interesser med det formål å flytte den politiske makt fra Kongen og Regjeringen over til Stortinget. Venstre krevde at statsrådene skulle kunne møte opp i Stortinget, og at Kongen ikke skulle ha veto i grunnlovssaker. Fra 1869 hadde opposisjonen en majoritet i Stortinget; men akkurat som i Danmark var det mer enn det som skulle til før høyrekreftene ga fra seg regjeringsmakten. Forslaget om statsrådenes adgang til Stortinget ble vedtatt i 1871, og igjen i 1874, 1877, 1880 – men ble hver gang stanset av Kongens veto. Både Oscar 2 og statsminister Selmer nektet å bøye seg, og til slutt var det ingen annen utvei for opposisjonen enn å nedsette en riksrett som i 1884 dømte Selmer og flere medlemmer av hans regjering til å miste embetet. Norges Venstreforening ble dannet, og Sverdrup ble statsminister.
Venstreregjeringen varte imidlertid ikke lenge; samarbeidet bygde på en ustabil sammenslutning av mange forskjellige interesser, og det ble snart sprengt, bl.a. av spørsmålet om diktergasje til Alexander Kielland. Denne og andre saker skilte den radikale fra den mer konservative fløy i Venstre. Allerede i 1889 kunne Emil Stang danne en ny høyreregjering. Men den gamle maktbalansen kunne ikke bli gjenopprettet, og uviljen mot svensk dominans vokste fram til etter århundreskiftet da Norge bestemte seg ved avstemningen i 1905 for å tre ut av unionen og danne en selvstendig stat.
Kielland-saken i 1885 viser hvor nøye forbundet politikk og åndsliv stadig var i Norge mot slutten av århundret. I 1850- og 60-årene begynte de unge radikale forfatterne – bl.a. Ibsen, Bjørnson, Lie, Vinje – å få stor innflytelse, ikke bare i litterære kretser, men som samlende krefter for en voksende bevissthet om norsk kultur. I 1850 fikk man endelig et norsk teater, da Ole Bull dannet Det norske Theater i Bergen. Før det hadde skuespillerne talt dansk. Ibsen ble direktør for teatret i 1851, Bjørnson i 1857, og begge overtok senere teatrer i Kristiania. Historieprofessoren Ernst Sars skrev en avhandling om dansketiden (Norge under Foreningen med Danmark, 1858–65), som påviste at Norge hadde beholdt sin indre selvstendighet i bondesamfunnet i hele perioden. Splittelsen mellem høyre og venstre viste seg overalt i åndslivet; professoratene til både Ernst Sars og geologen Amund Helland ble forsøkt blokkert av politiske grunner. Språkdebatten ble politisert, og det nynorske forlaget Det Norske Samlaget ble dannet i 1868.
Da Georg Brandes traff Henrik Ibsen i 1871, fant de at de hadde mye til felles i synet på litteratur og samfunn. I det hele tatt fant Brandes i 1870- og 80-årene mer i norsk litteratur enn i dansk som svarte til hans idéer om en moderne samfunnsengasjert diktning. Det var Ibsen og Bjørnson som førte an i hans samling av det moderne gjennombrudds menn. Bjørnson, «Norges store Sædemand»,n12 appellerte direkte til sin samtid med skuespill som En Fallit (1875) og Redaktøren (1875), med deres oppfordring til et liv i sannhet, mens Leonarda (1879) kunngjorde nødvendigheten av sosial og religiøs toleranse. Ibsens skuespill, som Et Dukkehjem (1879) og Gengangere (1881) avdekket løgnene bak det pene borgerskapets ekteskap, og hykleriet i de offentlige religiøse og statlige institusjoner. Senere ble Brandes også meget begeistret for Alexander Kiellands og Arne Garborgs diktning. Kiellands noveller hudflettet en overklasse som levde høyt på hykleri og på utnyttelse av kroppene og arbeidskraften til de fattige og rettsløse. Garborgs Bondestudentar (1883) og Mannfolk (1886) var krasse sosiale og psykologiske studier som viste hvor nådeløse vilkårene var for dem som levde på skyggesiden, eller ville leve et ukonvensjonelt liv. Og i rekken av disse samfunnsrefsende forfatterne kom Amalie Skram fra 1880-årene og framover til å innta en sentral plass.
Hun ble født i august 1846 i Bergen som Berthe Amalie Alver, den nest eldste av en søskenflokk på ni, men kun fem overlevde spebarnsalderen. Hennes far, Mons Monsen Alver, hadde vært en butikksbetjent som hadde arbeidet seg opp til butikkeier; han hadde giftet seg med piken Ingeborg Lovise Sivertsen. Klassemessig var det ikke en herkomst å skryte av – og Amalie diktet litt om på den senere, til og med i brev til Erik hvor hun fortalte at hennes mor hadde vært foreldreløs og var blitt oppdratt i huset til en velhavende kjøpmannsfamilie; sannheten var at hun hadde vært stuepike der (brev 244, 19/2/84). Men barna fikk en god utdannelse; guttene gikk på Katedralskolen, og Amalie på byens beste pikeskole. Dette sammen med hennes livlige vesen og overdådige skjønnhet skaffet henne adgang til det bedre selskap i byen, og ga henne gode venner for livet. Hun leste det hun kunne komme over både hjemme og på skolen, inkludert romaner som ikke egnet seg for unge piker, og beveget seg ganske fritt i byens myldrende folkeliv. I midten av det 19. århundre var Bergen en blomstrende kosmopolitisk handelsby med bedre forbindelser med vestlandske, nordlandske og utenlandske havner enn med den provinsielle hovedstaden Kristiania, og Amalie suget inn inntrykk fra havnen og gatene og samlet inn den detaljerte kjennskap til høyt og lavt som senere skulle gi henne stoff til de uovertrufne realistiske beskrivelsene i hennes forfatterskap.n13
Så i 1864 forandret hennes liv seg med ett; Mons Alver gikk fallitt, og reiste hals over hodet til Amerika. Familien ble tilbake i ringe kår – ingen av Amalies fire brødre var voksne – og hun bestemte seg nesten med det samme for å si ja til en frier. August Müller var sjøkaptein fra en av byens beste familier; hun sto brud i en alder av 18 år, og fulgte så med mannen i flere år på reiser over store deler av verden. Hennes to sønner, Jacob og Ludvig, ble født i henholdsvis 1866 og 1868. I 1876 solgte August skipet, og de bosatte seg på Ask utenfor Bergen. Ekteskapet hadde ikke vært lykkelig, og nå gikk det for alvor galt; Amalie forlangte skilsmisse, ble fysisk og psykisk syk, tilbrakte i 1877–78 en tid på Gaustad asyl, og oppnådde endelig separasjon i 1878. Våren 1878 flyttet hun til Østlandet med sine sønner. Der bodde hun først med den ene og så med den andre broren for å begynne på et nytt liv.
Til tross for sine personlige konflikter hadde Amalie fulgt godt med i den nye radikale litteraturen, hvor hun fra først av følte at hun hørte hjemme, og hun hadde begynt å skrive selv. Hun hadde vært med i teaterkretsen i Bergen som arbeidet for opprettelsen av Den Nationale Scene, og hadde til og med opptrådt på scenen selv. Hun hadde prøvd seg, foreløpig uten hell, som skuespillforfatter, bl.a. i 1877 med «At lege med ilden», som er gått tapt. Hun hadde debutert som anmelder med en anmeldelse i Bergens Tidende 17/2/77 av J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, hvor hun priste bokens menneskekunnskap, men etterlyste en mer dyptgående psykologisk analyse av hovedfiguren. Hun skrev mange anmeldelser i løpet av de neste fem årene om bøker av bl.a. Bjørnson, Lie, Camilla Collett, Asbjørnsen, Kielland og Ibsen; hun var en av de få som forsvarte Gengangere mot den alminnelige forferdelse like etter at dramaet kom ut. Hun tok forsiktig brevkontakt først med Bjørnson, så med Brandes, og ble snart personlig kjent med de fleste radikale forfatterne. Da det i 1880 ble drøftet planer om et nordisk litterært tidsskrift som bl.a. skulle involvere Bjørnson, Edvard og Georg Brandes, Sars, Skavlan, Garborg, Drachmann, Schandorph, Erik Vullum, kom hun på tale som redaksjonssekretær. Planene gikk ikke i oppfyllelse; tidsskriftet ble til et norsk foretakende (Norsk tidsskrift, med Ernst Sars og Olaf Skavlan som redaktører), uten at hun ble med. Men hun fortsatte å skrive. Da hun traff Erik i august 1882, hadde hun mer eller mindre ferdig tre fortellinger, «Byråsjef Krogh's», «Madam Høiers Lejefolk» og «Fru Ring».
Sammenlignet med de fleste andre forfatterne som er nevnt ovenpå, var Amalie kommet sent i gang; ikke bare hadde hun vært opptatt av andre ting, men hun var også kvinne. Det var fremdeles ikke en selvfølge for kvinner å uttale seg offentlig, og som fraskilt frue som viste seg i selskap med menn med samfunnsnedbrytende idéer, levde Amalie hele tiden på randen av skandale. Det var selvfølgelig enkelte kvinnelige røster som lot seg høre, slike som Camilla Collett og Aasta Hansteen, men det var først i 1880-årene at bevegelsene for flere rettigheter for kvinner begynte å få bredere støtte. Norsk Kvinnesaksforening ble grunnlagt i 1884, og skjønt Dansk Kvindesamfund ble startet allerede i 1871, hadde det meget få medlemmer før slutten av 1880-årene. Kampen for allmenn stemmerett tok til mot slutten av århundret. Sedelighetsdebatten i 1880-årene involverte ganske mange kvinner, men det overveiende flertall var på den konservative siden.n14 Amalie følte hele livet at hennes kjønn la seg i veien for at hennes meninger og bøker fikk den oppmerksomhet de fortjente.

En brevromanse

Da Amalie og Erik begynte å skrive til hverandre, var de begge to forfattere, vant til å uttrykke seg skriftlig og klar over ordenes tyngde. Brevene er utelukkende private og absolutt ikke skrevet med tanke på at de noen gang skulle bli vist frem til andre; men brevskriverne var ikke desto mindre klar over at det var en slags historie de skrev sammen. Begge oppbevarte brevene fra den andre som en skatt, og Erik forærte til og med Amalie et skrin hvor hun kunne oppbevare hans (slik som Camilla Collett hele livet bar rundt med seg det sorte skrinet med Welhavens brev). Det forekommer uttrykk i brevene som: «Det bli'r en gammeldags roman detteher» (Amalie til Erik, brev 36, 14/11/82), og «Vor Roman er smuk» (Erik til Amalie, brev 197, 25/12/83). Da Erik hadde sittet og lest brevvekslingen mellom P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, som ble trykt i 1882, utbrøt han begeistret: «Det er den interessanteste Brevsamling, der findes i Norden! Vil Du være enig med mig i, Amalie, at bryde Dig snavs om alle Romaner i Verden, når man kan få fuldstændige og virkelig autentiske Brevsamlinger fra betydelige Mennesker? Jeg foragter Romaner og elsker Breve! – Og dine særlig min Unge!» (brev 44, 2/12/82).n15
Når noen setter seg ned for å skrive et brev, gjemmer de seg alltid bak en halvt oppdiktet persona – eller flere; og det er noe som verken Amalie eller Erik klarer å unngå. For en interessant diskusjon av Amalies «masker» særlig i hennes brev til Viggo Hørup, se Judith Messick: «Amalie Skram's Talking Cure Revisited», i Michael Robinson og Janet Garton (red.): Nordic Letters. Norvik Press, Norwich 1999, s. 281–305.n16 I brevene fra de første par årene er begge to oppsatt på å presentere seg for den andre og å lære den andre å kjenne. Begge vil gjerne fremstille seg selv i et godt lys og samtidig gi et ærlig bilde av seg selv til den andre – det er ofte en underlig spenning i brevene mellom åpenhet og fortielse. Det å skrive brev har blitt kalt «å kle seg naken»,n17 og dette forekommer som et diskusjonsemne i brevene. Amalies uvilje mot «å kle seg naken» er ikke bare fysisk, men også mental; det kan godt være at hun følte hun hadde mer å tape enn Erik ved å være fullstendig åpen. Hennes retusjerte bilde av sin mors bakgrunn er allerede blitt nevnt, og selv i 1898, da de hadde vært gift i 14 år og hun fikk beskjed om sin fars død, gav hun i brevet til Erik et forskjønnet bilde av «min dejlige, unge, kampberedte far» og hans «yderst ærlige fallit» (brev 590, 15/12/98). Hun fortiet også (kanskje til og med for seg selv) sannheten om sine brødres død av tuberkulose, først Wilhelms i 1883 og så Bernhards i 1884. Det at den farlige sykdommen fantes i familien, var noe hun ikke ville anerkjenne. Men samtidig er hun meget åpenhjertig når hun skriver om sine egne idéer og meninger; hun vil at han skal få et klart bilde av hvem hun er, hva hun tenker, hvordan hun lever. Hun har ganske bestemte meninger om mange ting, ofte på grunnlag av en instinktiv reaksjon, og noen ganger ikke helt veloverveid. Erik tar henne i skole mer enn en gang for hennes forhastete bedømmelse av noe hun ikke riktig har satt seg inn i.
Erik på sin side gir inntrykk av å bestrebe seg for å være fullstendig ærlig når det gjelder hans bakgrunn og livsvilkår. Det er ganske forbløffende at han nesten med det samme de er blitt kjent, forteller Amalie at han har en maitresse i København – og det er nær ved å velte hele forholdet i begynnelsen. Han forklarer inngående omstendighetene omkring dette forholdet, og forteller også Amalie om sine tidligere forbindelser og elskerinner. Om han har fortiet noe her, er nesten umulig å vite. På Det kongelige Bibliotek ligger det en samling brev til Erik Skram som er nesten uoverkommelig stor (brev fra 1004 forskjellige individer – ofte mange fra hver enkelt – pluss aviser, teatrer osv.), og i noen av brevene fra kvinner er det en antydning til noe mer enn platonisk vennskap, men hvorvidt det var gjensidig er ikke godt å si. Noe bevis for at han har løyet, har jeg ikke funnet. Fra noe han sier i et brev mens de planlegger ekteskap, virker det sannsynlig at han har et uekte barn (brev 130, 5/9/83); dette blir ikke oppklart i brevene, men Amalie forteller det senere til Bjørnson som et faktum.n18 Han vil ikke at Amalie skal få et falskt inntrykk av hans livsvilkår ellers, og særlig ikke når hun har bestemt seg til å flytte ned til ham. Han er dum og langsom, han arbeider alle døgnets timer i to jobber som hverken er åndelig oppløftende eller tilstrekkelig godt lønnet, og når han er forkjølet, er han ikke til å være i hus med. Han har aldri nok penger, og de kommer til å leve i meget trange kår – noe han insisterer på så mange ganger at det igjen holder på å velte forholdet. De må begge huske – og det holder nok hardt for dem begge to – at det er hverdagens virkelighet de skal leve i, og ikke den romantiske kjærlighetsdrømmen som brevene gir næring til: «Vil Du ikke føle Dig skuffet, når jeg bliver dit daglige Brød, når Du bliver Vidne til alle de ak'er og men'er og hm'er, der ledsager den Tales fine Slyngning, som besnærer dit Hjerte i mine Breve? … Du må ikke gøre mig den Uret at overse, at vore Dage ikke kan forløbe i den, hvad skal jeg kalde det, i det festlige Skrud, som Breve dog på en Måde er. … Du får mig at se i Arbejdstøjet, og det er et helt andet Syn end den pæne Frakke, som Pennen nøder mig til at tage på.» (Brev 197, 25/12/83.)
Begge to skifter roller etter hvert som intimiteten utvikler seg. Til å begynne med tar Erik gjerne på seg lærerens rolle; han vet mer enn Amalie, hun skal lære noe av ham. På mange måter er dette sant. Han har mer erfaring som forfatter og journalist og har en sikker stilsans; når han får se Amalies fortellinger og artikler, kommer han med velfunderte kommentarer som hun ikke alltid aksepterer, men som hjelper henne til å bli mer bevisst om språk som redskap. Han har på mange områder bedre gjennomtenkte meninger og får henne til å revidere sine slutninger. Han har den erfaring som kommer av å ha levd et fritt ungkarlsliv i en storby, og å ha sett sider av livet som Amalie ikke kunne ha erfart. Alt dette beskriver han for henne uten omsvøp, og det får henne til å reagere med fascinert avsky (koster det virkelig bare 5 kroner å få en tøs? – brev 46, 7/12/82). Amalie på sin side er ikke så villig til å innta elevens rolle. Hun er faktisk noen måneder eldre enn ham (noe hun forresten også pynter litt på i biografiske noter hvor hun gir seg ut for å være født i 1847, ikke 1846), hun har vært på verdensomseiling, hun har vært gift, fått barn, blitt skilt, vært på asyl. Den ærbødige holdningen hun inntar i sine første brev til Bjørnson finnes det ikke spor av her (og den varte heller ikke lenge overfor Bjørnson).
Og så spiller Erik forførerens rolle, og det med glans. Han har sett at Amalie er deilig, blitt tiltrukket av henne, følt seg vel i hennes selskap; hva mer er, han har sett hennes følelser for ham våkne før de går fra hverandre etter dagene på Aulestad. Han blir meget snart klar over for en vanskelig oppgave han har påtatt seg. Hennes tidligere erfaringer har etterlatt en avsky hos henne for den fysiske siden av elskov; hennes mann klarte aldri å vekke hennes sanselighet, og hennes skjønnhet har siden hun var skolepike tiltrukket beilere som bare har gitt henne avsmak. Hun er ikke sikker på om hun i det hele tatt kan elske. Erik tror hun kan, og tar fatt på å overbevise henne. Tålmodig og utholdende bruker han alle språkets midler: alvorlige foredrag, humoristiske anekdoter, forelskede utbrudd. Dette er en side av livet hun må lære å kjenne, det vil gjøre henne til et mer fullstendig menneske og (meget listig!) en bedre forfatter. Motstrebende og nysgjerrig lar hun seg overtale; hun kan ikke forstå at «dette filleri» skal bety så mye, men hun vil gjerne overbevises, og så er hun også for første gang i sitt liv forelsket. Den eneste gangen Erik virkelig går fra konseptene i disse tidlige brevene, er når hun plutselig får panikk ved tanken på hva hun har innlatt seg på og skriver at nei, det kan hun ikke (brev 33, 9/11/82 – Fredag Aften). Etter deres «bryllupsnatt» i desember 1882 er der ingen tvil om at han har forløst henne erotisk; hennes brev gir utvetydig uttrykk for hennes jublende glede.
Språket i brevene gjenspeiler disse forskjellige rollene. Særlig avslørende er måten de tiltaler hverandre på som viser hvordan spillet mellem dem utvikler seg. Amalies forsøk på å holde Erik på avstand i de første brevene, fører til at hun vakler mellom «du» og «de», mens Erik konsekvent bruker «du» i de brevene som er bevart. (I de aller siste brevene bruker hun igjen «de» for å markere den definitive slutten på intimiteten.) Hun vet heller ikke hvordan hun skal tiltale ham i de første brevene, og gjør det derfor som regel ikke, men tar bare fatt med en gang på det hun har å si. Erik derimot tiltaler henne gjerne, enten med navn eller med et uttrykk for hengivenhet («Min egen yndige søde søde Amalie» (brev 30, 3/11/82); «Søde, kære velsignede Amalie» (brev 54, 20/12/82)).n19 Slutten av brevene er tilsvarende forskjellig; hun er til å begynne med «Amalie Müller» eller «A.M.», han erklærer seg helt fra starten av som «din Erik». Han finner i det hele tatt mer varierte uttrykk for hennes roller i disse første brevene enn hun gjør for hans; når han agerer skolelærer er hun litt ovenfra-og-ned «min Unge», «Pigelil» eller «Stump», når han er elsker er hun «Du sødeste Kvinde af alle på Jorden» (brev 110, 17/6/83); «Du kære elskede, usigelig søde, urimelige, forkælede, bedårende Amalie» (brev 91, 22/4/83).
Bruken av fornavn i brevene sier også en hel del om bølgegangene i forholdet. Erik kaller Amalie for Amalie helt fra begynnelsen av, og gjentar det flere ganger i hvert brev; hun derimot kan slett ikke få seg til å si Erik. (Noen tall for å bevise forskjellen: I sine 27 brev mellom august og desember 1882, tiltaler Erik Amalie ved navn 190 ganger – i gjennomsnitt syv ganger pr. brev – mens hun gjør det ikke en eneste gang. Mellom januar og juli 1883, etter at han flere ganger har bedt om det, klarer hun å bruke hans navn tretten ganger i sine 29 brev, hvorimot han tiltaler henne som Amalie hele 194 ganger i sine 31 brev). Til dels er dette en del av Eriks forførelsesprosjekt; hans gjentakelser av Amalies navn lyder nesten som en besvergelse, overtalende, manende. Dels reflekterer det tidens vaner; det var ikke vanlig for kvinner å bruke fornavn til mannlige venner. Amalie ville ikke drømme om å kalle Bjørnson for Bjørnstjerne eller Garborg for Arne selv om hun var dus med dem. I Ibsens Fruen fra havet (1888) kaller Ellida sin mann for Wangel, og i Hedda Gabler (1890) sier Hedda nesten alltid Tesman til sin mann. Sistnevnte tar det for et særlig gunstig tegn på Heddas varmere følelser for ham at hun én gang som gift kaller ham Jørgen.n20 I Amalies egen roman Forrådt (1892) ber Ribe sin hustru Ory om å kalle ham Adolph, noe hun må overvinne seg selv til å gjøre. Når Erik ber Amalie om å bruke hans fornavn, forklarer hun hvor uhyre vanskelig det er (brev 32, 7/11/82). Det er et tema som går igjen i debatten i brevene, og det utvikler seg senere i brevvekslingen til å bli en viktig målestokk på nærhet og avstand. Ikke lenge før de gifter seg, ber Erik Amalie igjen om å bruke hans fornavn i brevene – «Elskede begynder Du dit første Brev nu til mig med 'Erik', svinder en Måneds Længsel ud af mit Sind» (brev 173, 3/12/83). Og når Erik senere ikke undertegner brevene «din Erik» forstår Amalie, uten at noe mer er sagt, at hun har såret og skuffet ham (brev 511, 27/12/95). Det er betegnende at hun i underskriften til avskjedsbrevet fra desember 1899 går tilbake til sitt pikenavn Amalie Alver, og hennes eneste bevarte brev til ham fra 1902 er så anonymt at det slett ikke lå sammen med de andre brevene – ingen kunne se hvem det var skrevet til.n21
«Som Du trænger til mig Amalie!» utbryter Erik ganske tidlig i brevvekslingen (brev 13, 20/9/82). Dette er sant nok; hun trengte ham både som menneske og som forfatter. Det er ingen tvil om at hun lærte mye av ham når det kom til skrivekunsten, og at han gjorde alt han kunne for å støtte hennes forfatterskap og hennes talent – som han klart innså var større enn hans – selv om enkelte kritikere går for langt når de påstår at han «ofret» sitt forfatterskap for hennes. n22 Det finnes helt andre grunner til at han i flere år ga opp å skrive skjønnlitteratur. Men det er like innlysende at han trengte henne. Til tross for sitt rykte som kvinnebedårer hadde Erik Skram aldri før truffet en kvinne som han kunne gi sin modne kjærlighet til. Han forsikrer Amalie om det gang på gang når hun blir plaget av tanken på hans tidligere forbindelser: «Du er ikke en stakkels Pige, der kommer dumpende ind i en Mands Liv, som en tredie Elsket der har at kæmpe med de foregående; Du er den Kvinde, som han har stridt sig gennem Livet for at nå» (brev 67, 4/2/83). Pil Dahlerup sier det ganske treffende i etterordet til sin utgave av Gertrude Coldbjørnsen: «Amalie Skram var digter: hun måtte og skulle skrive. Erik Skram derimod var et menneske, der måtte og skulle elske.»n23 Og på en måte gjorde dette ham – kanskje litt uventet for dem som kjenner deres samliv bare fra Amalies uttalelser eller fra andres omtale – til den svakere i forholdet. Diktningen stod i sentrum av hennes bevissthet; hun stod i sentrum av hans.

Privat og offentlig moral

Innflettet i Amalie og Eriks private diskusjoner i brevene er mer generelle bemerkninger om tidens debattemner; ikke bare uttaler de seg begge to som offentlige personligheter, men de er personlig dypt engasjert i utredningen av konfliktene. Dette kommer tydeligst fram i deres drøftelser av samfunnets og deres eget syn på seksualiteten og dobbeltmoralen. Amalie er et levende eksempel på hvorfor hele debatten var så mye mer pinefull for kvinner enn for menn. På en måte kan man si at de utkjemper hele sedelighetsfeiden i brevene.
Det borgerlige samfunnet i midten av det 19. århundre både i Norge og Danmark, som i det meste av Europa, var basert på et splittet syn på seksualiteten. Familien var samfunnets basis, og hustruen dens vokter; en kvinne burde komme uberørt til ekteskapet slik at hun kunne vie seg til mannens og barnas vel og garantere for arvefølgen (mannen måtte kunne være sikker på at hans barn var hans egne). Mennene derimot burde være rimelig erfarne; for dem ble seksuell avholdenhet eller onani betraktet som usunt. Dette betydde at det måtte finnes andre slags kvinner enn dem man giftet seg med, og dette rettferdiggjorde nødvendigheten av en underklasse av ukyske kvinner, prostituerte og forførte piker.
Denne bekvemme inndelingen av kjønnslivet på mennenes premisser var både kjønnslig og klassemessig diskriminerende, og med det voksende presset fra 1860-årene og framover for politisk demokrati og sosial rettferdighet, kom den uunngåelig i søkelyset. Kampen for kvinnenes rettigheter ble ikke bare ført av kvinner, men også – og til å begynne med, først og fremst – av de radikale mannlige politikerne og forfatterne i begge landene. Det var således Ibsen, Bjørnson, Kielland og Lie som i 1884 sendte en protestskrivelse til det norske Storting etter en avstemning hvor forslaget om at gifte kvinner kunne få særeie, var blitt forkastet – av menn.n24 Undertrykkelsen av den borgerlige kvinnens utfoldelsesmuligheter i et konvensjonelt ekteskap ble påpekt bl.a. av Ibsen i Et Dukkehjem (1879) og av Lie i Familjen på Gilje (1883), og den triste skjebnen til en forført pike av Kielland i Else (1881) og av Christian Krohg i Albertine (1886). Bjørnson kastet seg inn i debatten med skuespillet En Handske (1883), som kom til å stå i skjæringspunktet for feiden. Gjennom historien til den modige ungjenta Svava angrep han fortielsessystemet som gjorde kvinnene til bitre ofre og mennene til kyniske hyklere, og forlangte samme oppriktighet av begge kjønn: Begge skulle komme kyske til ekteskapet. Dette ideale kravet vant tilslutning hos noen, men hos mange vakte det både personlig hån (Bjørnson hadde såmenn ikke levd opp til idealet i sine yngre dager) og prinsipiell motstand; det var simpelthen urealistisk. Georg Brandes førte an i forsvaret for det motsatte synspunkt: mer likhet mellom kjønnene måtte bety ikke det at mennene skulle bli unaturlig kyske, men at kvinnene skulle skaffe seg mer erfaring. Han på sin side ble angrepet for å være umoralsk og for å oppfordre til «parring i fleng». Debatten fortsatte gjennom resten av århundret; historisk sett kan man vel si at Brandes vant til sist, godt hjulpet av sosiale framskritt som kvinnenes voksende økonomiske selvstendighet og adgang til prevensjon.
I brevvekslingen blir dette fra første stund et brennende emne. Til å begynne med går Erik nesten som en selvfølge ut fra at Amalie deler det allment aksepterte syn på saken: «Du véd, at alle vi Mænd ikke leve kysk», sier han freidig (brev 6, 2/9/82). Omgående får han hennes bestyrtete svar. De går i gang med å diskutere problematikken og fortsetter gjennem resten av korrespondansen. Amalie forklarer at hennes tidligere liberale uttalelser bunnet i en følelse av at alt som hadde med seksualiteten å gjøre, egentlig var henne uvedkommende. Når det går opp for henne at det også for henne er blitt en viktig del av livet, begynner hun virkelig å få problemer ved tanken på at Erik har elsket andre kvinner i en yngre alder og derfor heftigere enn han elsker henne. Han setter alt inn på å overbevise henne om at dette ikke er tilfellet, og en stund ser det ut som om hun aksepterer det; men det ligger og ulmer under deres nygifte lykke og bryter senere ut gang på gang. Amalies anklager er voldsomme, urimelige, noen ganger grotesk overdrevne; på grunn av sine tidlige erfaringer følte hun seg mer sårbar her enn på noe annet punkt. Erik på sin side er mildest talt uforsiktig i sine handlinger, og av og til merkelig svevende i sine svar. Dette er nok ikke den eneste grunnen til at ekteskapet til slutt gikk i oppløsning, men de lidelsene som begge to påførte den andre som en følge av denne konflikten, bidro sterkt til å drive dem fra hverandre.
Debatten om den personlige seksualmoralen er knyttet sammen i brevene med deres meningsutvekslinger om litteratur og kunst; langt på vei er det den samme debatt. Stort sett er de enige om å bifalle indignasjonen bak de radikale forfatternes skildringer av middelklassens hykleri og arbeiderklassens elendighet, og om å forkaste de frafalne – som f.eks. senere hen Holger Drachmann – eller de useriøse, som John Paulsen. Betegnende nok er Bjørnsons En Handske en av de få bøker de er uenige om; Erik synes at skuespillet er kunstig oppspinn, mens Amalie forsvarer Bjørnson som en profet (brev 107, 7/6/83). I kunsten beundrer de begge de sosialrealistiske bildene til Krohg, Frits Thaulow, P.S. Krøyer. I teatret liker de de samme problemdebatterende skuespill (Ibsen, Gunnar Heiberg, Edvard Brandes) og de samme skuespillerne, skjønt Amalie ikke helt forstår Eriks svakhet for Sarah Bernhardt. Det er ikke bare nordiske forfattere som interesserer dem heller. Begge leser ganske mye utenlandsk litteratur, særlig fransk; de diskuterer Daudet, Dumas, Pierre Loti, Musset, og begge er begeistret for Maupassant og for Dostojevskij. Zola er en forfatter som spiller en rolle i begges utvikling. Erik hadde allerede skrevet sine to første romaner, og hadde halvferdige planer om å skrive en mer realistisk samfunnsroman da han leste Zolas L'Assommoir, og ble klar over at han aldri kunne hamle opp med en så jordnær, illeluktende fordypelse i livets råhet; så han skrinla prosjektet, og bestemte seg for å være journalist (brev 76, 4/3/83). Amalies Hellemyrsfolket er det nærmeste nordisk litteratur kommer til Zolas form for naturalisme, og er ofte blitt sammenlignet med hans Rougon-Macquart serie. Selv påsto hun at hun hadde lest meget lite av Zola, bare noen noveller, og at hun syntes at Nana var kjedelig; men at hun kjente til ham og hadde lest om ham, er sikkert.
Forbindelsen mellem den offentlige moralen og de økonomiske forholdene i samfunnet var særlig tydelig i samtidens debatt. Mangelen på økonomisk uavhengighet drev mange piker inn i prostitusjonen – hvis de kom fra arbeiderklassen – eller i et ekteskap som egentlig var en byttehandel, hvis de kom fra det pene, men ubemidlete borgerskap. Victoria Benedictssons Pengar (1885) gir en krass skildring av hvordan en kvinneskjebne blir bestemt av den som har råd til å kjøpe henne. Dette er et dominerende tema også i Amalies romaner; det grelleste eksempel er Fie i Afkom (1898), som blir solgt av sin mor, men det blir også ventet mer eller mindre åpenlyst av Constance, Lucie, Aurora osv. at de skal yte seksuelle tjenester mot økonomiske fordeler.
Penger og mangelen på dem er et omkved som ledsager mye av det som blir sagt i brevene. Amalie og Erik vedblev å være «to fattige litterater» i hele sitt ekteskap. Amalie nektet å skrive på en måte som det pene borgerskap ikke ville finne støtende, og Erik skrev likeledes bare av overbevisning, ikke av økonomisk beregning. De hadde faktisk ikke nok penger til å gifte seg på; i april 1884 var deres eneste faste inntekt Eriks latterlig lille lønn som riksdagsstenograf. Den gangen ble 4000 kroner regnet som en god borgerlig lønn som en mann kunne gifte seg og forsørge en familie på. Erik hadde tjent 1800 kroner som redaksjonssekretær ved Morgenbladet og 14–1500 kroner fra Rigsdagen – i underkant av hva de ville trenge; og da han mistet stillingen ved avisen, var det en økonomisk katastrofe. Også etter at de ble gift, fikk de aldri nok penger til å kunne foreta seg noe uten nøye beregninger. Hvis Amalie måtte kjøpe et par sko, eller Erik ville tilby en dame noe å spise for ikke å være direkte uhøflig, skrev de til hverandre med unnskyldninger. Fra brevene kan man danne seg en god idé om hva forskjellige varer kostet på den tiden; prisene på mat, husleie, bøker, togreiser, hoteller, pikelønn, til og med hattenåler. Amalie sendte ofte en liste med utgifter til Erik slik at han kunne se hva hun hadde brukt pengene til. Erik gjorde det ikke så ofte, men hans små notisbøker er fulle av regnskaper; han holdt nøye rede på hvordan han brukte pengene. Til tross for knappheten forekommer det ingen bebreidelser fra den ene til den andre (bortsett fra mot slutten da allting gikk galt). De hadde giftet seg under forutsetningen av at dette skulle være et arbeidende fellesskap hvor ingen av dem skulle leve av den andre, og slik ble det også.
Nasjonalitet og nasjonalfølelse er et tilbakevendende tema i brevene. Erik er og skriver dansk, mens Amalie er norsk og skriver datidens dansk-norsk.n25 På en måte betydde dette at de hadde mye mer tilfelles enn det som er vanlig for to forfattere av forskjellige nasjonaliteter; de delte en felles historisk og kulturell arv, og den litterære debatten foregikk på et nordisk plan. De fleste norske og danske bøkene ble trykt i København, og skuespill og kunst krysset landegrensene uten problemer. Begge to leste, skrev om og kjente danske, norske og svenske forfattere. Dessuten kunne de begge skrive til den andre og (nesten) bli forstått uten videre; ingen av dem måtte slåss med den hemsko det ville ha vært å prøve å uttrykke sine mest intime følelser på et fremmed språk. Men alt dette var for dem en selvfølge, og i brevene er de mye mer opptatt av forskjellene mellom norskhet og danskhet enn av likhetene.
På ulike måter hadde begge to en sterk fedrelandsfølelse. Som mange av sine landsmenn var Erik tidlig blitt berørt av den sønderjyske konflikten, og hans deltakelse i krigen hadde etterlatt en sviende følelse av at en del av Danmark var gått tapt. Hans opptatthet av Sønderjylland kommer klarest fram i hans bidrag om denne landsdelen til Galschiøts Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere (1887), som gir et levende og vemodig bilde av landskapet og befolkningen. Han levde lenge nok til å få se før sin død i 1923 at den nye grensen gikk omtrent hvor han hadde sagt at den naturlig skulle gå. Rundt århundreskiftet kom hans sterke interesse for danskhet fram da han arbeidet for opprettelsen av «Det danske Selskab», et forbund av dansker som hadde bosatt seg i utlandet. Så ble han sekretær for «Forsvarskommissionen af 1902», som arbeidet for en forsterkelse av Danmarks militære forsvar, og dette brakte ham i nærmere kontakt med konservative kretser enn han hadde vært siden sin tidlige ungdom.n26
Hvis danskenes nasjonalfølelse var blitt skjerpet i striden mot tysk militarisme, så var nordmennenes blitt skjerpet i striden mot dansk dominans. Amalie kunne ikke unngå å bli påvirket av uviljen mot arven fra dansketiden som kunne merkes på så mange nivåer i det norske samfunnet, og denne holdningen kommer klart til uttrykk i brevene. Senere i livet kom hun i en mer tvetydig stilling til hele spørsmålet; hun flyttet jo til Danmark, og de fleste av hennes bøker kom ut der. Ganske lenge ble hun like stemoderlig behandlet av begge land. Verken av danske eller norske kritikere fikk hennes bøker den anerkjennelse hun hadde håpet på, og da hun søkte forfatterstipend, ble hun avvist i Norge fordi hun var gift med en danske og i Danmark fordi hun var norsk. Men endelig i 1901 fikk hun dansk diktergasje, og i Danmark fikk hun også etter hvert en mer positiv kritikk for sine bøker, noe som forsonet henne med landet. Det gikk så langt at hun etter århundreskiftet erklærte at hun nå ønsket å bli betraktet som dansk forfatter.n27
I 1882 var det imidlertid lenge til Amalie skulle ta en slik beslutning, og brevvekslingen inneholder ganske mye fektning om nasjonalitet og nasjonalisme.n28 Erik kan ikke forstå nordmennenes angrep på danske forhold, og ber – litt naivt – Amalie om å forklare hvorfor følelsene er så sterke (brev 28, 29/10/82). Hun på sin side forsøker å forklare at det ikke er så galt som Erik tror, men den bitterheten hun sier ikke finnes, skinner tross alt gjennom i hennes svar (brev 29, 1/11/82). Danmark var kolonialmakten, og danskene er fremdeles litt overbærende, litt nedlatende i sin holdning mot Norge. Mye av norsk litteratur og kultur kan bare forstås, påstår hun, hvis man ser forskjellen; Norge er en ung nasjon, mer energisk, mer idealistisk enn det litt trette og kyniske Danmark (brev 107, 7/6/83). Amalie overdriver i sin trang til å overbevise, men hun var ikke den eneste. Hennes gjengivelse av Amund Hellands rasende utbrudd da hun fortalte ham at hun skulle gifte seg med en danske viser hvor dypt det stakk i hvert fall i noen nordmenn: «'Det har vi ikke fortjent af dem' – sa'e han omsider, – 'gifte dem når de virkelig elsker, – det er en ting, men gå til Danmark, til dette forbandede, flade, forhadte 'jyteland', der ligger os alle iveien, og er enhver skikkelig og retskaffen nordmand en forsmædelsens torn i øiet … Det er en national forhånels …'» (brev 186, 13/12/83).
I det hele tatt føler Erik nødvendigheten av å unnskylde seg overfor Amalie fordi han er dansk, mens hun ikke tviler på norsk overlegenhet på nesten alle områder. Det norske landskapet er så mye deiligere enn det danske. Da det er blitt bestemt at hun skal flytte til København, tar han seg en tur på landet for å forsikre seg om at det ikke er altfor stygt (brev 135, 16/9/83). Danskene kan ikke lage mat; Amalie kan ikke begripe at det er mulig å klare seg i København uten en iskasse, og det er først etter lange diskusjoner at hun motvillig finner seg i å etterlate sin i Norge. Til og med i språket gjelder den samme diskrimineringen. Amalie klager over Eriks bruk av flertallsformen i verb ('vi ere', 'de høre' osv), selv om den eneste begrunnelse hun kan finne for sin klage er at det er – dansk (brev 24, 21/10/82). Erik på sin side er begeistret for Amalies norsk; når han leser særnorske ord som 'pyt', 'sjau', 'på strømpelæsten' i hennes brev, kommenterer han det forelsket, og han blir fullstendig betatt av å høre henne snakke det: «er det nu ikke til at forgå af Henrykkelse over at høre Dig sige det. Ja det kan Du måske ikke forstå, men en sød Kvinde, der er norsk, er det to Gange» (brev 30, 3/11/82).
Forskjellen falt imidlertid ikke alltid utelukkende ut til Amalies fordel; det var ikke fritt for at hennes 'norske' fripostighet senere voldte henne noen problemer i det mer avmålte danske selskapsliv. Følgende bemerkning av Louise Drewsen til Alexander Kielland i oktober 1884 kan fungere som en slags motvekt til alle de positive uttalelser om hennes opptreden i København:
Har Beate – ja hun har naturligvis fortalt Dem om fru Sk. – det lader nu til at hun har kastet masken. Jeg har hørt at det ene hus efter det andet lukker sig for hende. Hun har aldrig havt gode manerer, men nu gaar det til yderligheder … Jeg hørte fortælle om et foredrag, hun nylig havde holdt for herrer og damer om de danske lopper og derved givet en skildring af hvordan de passerede hendes ryg. Hun drikker cognak og ryger tabak [sic] med en mærkelig færdighed og skal være i den grad fri i sin tale og i sit væsen, saa det forbavsede de indfødte. Skram, siges der, ser ulykkelig ud og sidder som paa naale, naar hun slaar sig løs. n29

Bilder og drømmer

Metaforene Amalie og Erik bruker i brevene forteller mye om deres forskjellige temperamenter og livssyn. Amalies bilder har ofte et negativt preg, handler om noe ekkelt som synes å klebe ved henne. Bildet hun bruker av sin reaksjon ved Eriks tilståelse om forholdet til Camilla er velkjent: «Det er et lag af olie jeg må være indsmurt med; thi alt det, der er min natur fjernt og modbydeligt, glider af igjen, om man så tog og dyppede mig i det fra isse til fod» (brev 11, 15/9/82). Når hun tenker på sitt første ekteskap, og forteller Erik om det, kommer det hele opp igjen: «Der kommer krybende over mig noget sort og klamt og uhumskeligt» (brev 38, 22/11/82). Hun vil ikke at noen skal vite om deres forhold, fordi de ville «drage det ned i smuds, og håndtere og beføle det på den modbydeligste måde» (brev 29, 1/11/82). Dette henger sammen med hennes hyppig uttrykte fysiske avsky for å bli «fingereret på». Selv det å bli forelsket omtaler hun som å la seg synke: «hvis en gav sig hen, og lod sig synke, så blev en ikke det en kunde og skulde for de andre» (brev 1, 16/8/82).
Tonen i hennes brev er ikke alltid så dyster; hun kan juble over sin kjærlighet, sladre om sine bekjentskaper, glede seg over et nytt stykke på teatret. Hun blir veltalende i sin begeistring eller indignasjon. Men selv når hun er aller mest forelsket, tyr hun gjerne til bilder som har noe negativt ved seg. Hun er fanget, bundet, lenket: «Lagt mig i lænker, har du, og du ved det godt, du tyran!» (brev 36, 14/11/82). Han har temmet henne, og hun er ikke udelt glad for det: «Nu har jeg gået fri om i alle mine mange ungdomsår, og så kan du vide det ikke er spøg pludselig at få tøiler og sæle på» (brev 77, 7/3/83). Det er alltid en anelse av motstand i hennes hengivelse.
Erik uttrykker seg gjerne i bilder. Når han skriver om litteratur, roser han ofte verk hvor et godt bilde gir uttrykk for historiens kjerne, og han bestreber seg på å gjøre det samme. Når han snakker om Amalie, florerer bildene ganske uhemmet; hvis de mest slående bilder i Amalies brev handler om henne selv, handler de mest spennende bilder i Eriks brev også om henne. Når han vil beskrive sitt inntrykk av Sarah Bernhardt sammenliknet med Amalie, griper han til et dyrebilde: «må jeg kalde Dig en Bjørn, Amalie, når jeg kalder hende en Hjort? Å jeg kalde Dig en Bjørn, en sød, sød en, sådan en rigtig ubegribelig dejlig Hunbjørn, der er sådan nogle med kort Snude …» (brev 108, 10/6/83). Og når han vil skjenne på Amalie, blir også det ofte i form av et bilde. Når han synes hun er moralsk trangsynt i sin fordømmelse av «usædelige kvinner», utbryter han: «Er Du gal Tøs! Men Du tænker nu også som en løbsk Hest med Vogn bag efter» (brev 140, 2/9/83). Når han går på så direkte, blir hun sint og fornærmet, og han lærer snart at han skal gå mer forsiktig til verks når han antyder at hun kanskje burde tenke seg litt om før hun uttaler seg. Han skisserer for henne et bilde av et imaginært ektepar, hvor «… det stundom i hans Øjne kunde komme til at tage sig lidt letfærdigt ud, at hun sprang ud af sine Tankers Seng i bare Natlinned … Jeg vil jo ikke gøre Dig Fortræd. Tror Du ikke jeg ser, hvor skinnende hvidt dit Linned er, hvor smukt den lette Dragt klæder Dig? Hvor kan Du nogensinde blive bange for at vise Dig for mig således? Det er kun ikke altid jeg synes det passer» (brev 187, 13/12/83). Her som andre steder mildner hans forelskede blikk på hennes kropp tonen i hans irettesettelse.
Det er også Erik som finner et passende bilde for hvordan forholdet mellom dem må ha vært når de hadde det som best, når begge var villige til å glemme sin stahet og inngå kompromiss: «Vi kan jo se, om vi i al Skikkelighed kan komme ud af at lempe os efter hinanden, den ene i Spring den anden i Trav, i Længden kommer vi forhåbenlig lige langt og til samme Tid begge to. Du ved, en Traver holder nok så godt ud som en Hest i Spring» (brev 190, 19/12/83).
De forteller hverandre om drømmene sine i brevene – og drømmene gir også et bilde av deres sinnstilstand, selv om disse er noe vanskeligere å tyde enn de bevisste metaforene. Amalie har det ikke godt i sine drømmer, hverken før eller etter at hun gifter seg med Erik. Drømmebildene er fulle av angst og skyldfølelse. Den første drømmen hun forteller, handler om at hun har vært Erik utro med Holger Drachmann, Eriks rival fra Aulestad (brev 86, 4/4/83). Hennes bekjennelse får Erik til å holde en prefreudiansk foredrag om «disse fuldstændig skændige Ting man i Drømme begår» (brev 87, 8/4/83), hvorpå hun svarer at selv ikke i drømmen gikk hun i seng med Drachmann, hun gikk bare tur med ham, og det var galt nok (brev 88, 11/4/83). Men hun fortsetter å drømme – og det blir ikke mer behagelig.
Spesielt to av hennes drømmer er det verdt å se litt nærmere på. Begge to er fra høsten 1883, etter at hun hadde fridd til Erik og de var blitt enige om å gifte seg. Det var en vanskelig høst for Amalie. Hun hadde tatt sin beslutning, men måtte slåss med seg selv for å holde fast ved den; hun ble gang på gang hjemsøkt av tvil. Bare et par uker etter at de har forlovet seg, har hun en drøm hvor hun er ute på reise med Erik, som er blitt fører på et stort dampskip, og de må skjule sitt forhold fordi de ikke er gift: «Så pludselig hed du August og ikke længer Erik, ligesom Müller, og det syntes jeg var så leit; men så et øieblik efter var det slet ikke dig, men ham jeg skulde seile med og ham jeg skulde giftes med for anden gang. … Og så med engang vidste jeg at det om dig var en fabel, at det havde været August Müller hele tiden, og altid skulde være ham. Så sprang jeg i søen og vågnede nede i bølgerne» (brev 134, 15/9/83). Dette er en ganske foruroligende drøm. Man ville tro Erik ville være like betenkt over denne som han hadde vært med Drachmann-drømmen. Det kunne se ut som om Amalie fryktet at det ville gå med Erik som det hadde gått med August, at hennes andre ekteskap også ville ende med en panisk flukt. Var noe i henne blitt ødelagt av den tidligere redselen slik at hun aldri kunne befri seg fra den, hadde hun ikke tillit til Erik, ville hun ikke la seg binde? Det er vanskelig å tro at han ikke ble foruroliget av dette; men hvis han ble det, ga han ikke uttrykk for det i sitt svar. Hans eneste kommentar til drømmen er: «Hvor jeg elsker Dig for dit Spring i Bølgene» (brev 138, 19/9/83).
Den andre drømmen er fra oktober 1883, bare en måned senere. Amalie er i teatret, og her møter hun Erik uventet; hun styrter om halsen på ham foran alle menneskers åsyn. Han bærer henne ut av teatret – men så husker hun kåpen og vil gå tilbake og hente den. Han blir sint på henne fordi hun ikke følger med, hun river seg løs, men så angrer hun plutselig og kommer tilbake til ham. De kommer så hjem til henne, og oppdager at det sitter en stor rotte på bordet, og
i samme nu vidste vi begge at den der først kom indenfor tærskelen måtte dø af rotten. Jeg gjøs et øieblik heftigt tilbage, men pilsnart besindede jeg mig, puffede dig bagover, og løb frem. «Amalie!» råbte du med en ubeskrivelig angst i stemmen, – «Vil du gå tilbage!» og i samme nu havde du armene om mig, og stødte mig så langt indover fra den grufulde tærskel, at jeg vidste der ikke var tale om at komme dig i forkjøbet. Så vendte du dig lynsnart om og gik over tærskelen; der stansede du et sekund, kyssede på fingeren til mig, og var i samme nu dræbt af rotten. (Brev 149, 8/10/83.)
Drømmen inneholder i et nøtteskall mye av deres samlivs konfliktstoff – hans ønske om å være den som vet best, hans «stivhet» som hun klager over, og hennes likeså heftige trang til selv å bestemme, som plutselig kan forvandle seg til anger. Den inneholder også mye av det beste i samlivet: hans ridderlighet, hennes spontane likefremhet, og begges dypfølte kjærlighet og ønske om å gi til og ofre seg for den andre. Den viser også hvor Amalie hentet noe av det stoffet som hennes senere forfatterskaps drømmefigurer og monstre er gjort av. Også denne gangen er Eriks kommentar til drømmen ganske kortfattet, men fyndig: «Historien med Rotten greb mig, jeg finder den ikke meget usandsynlig» (brev 150, 10/10/83).
Erik kan ikke varte opp med så dramatiske drømmer; hans er fredeligere og mer dagligdagse. Men han har en innholdsrik drøm fra samme høsten som Amalies to selvmorderiske drømmer, like etter at han har takket ja til giftermålet. Han går rundt i København og leter etter Amalie som skal flytte til en ny leilighet:
Der kom min Moder og fortalte mig, at Du var forlovet med en anden end mig. Jeg traf Dig endelig lige som Du var i Færd med at bære en Kurv fyldt med Syltetøjsglas med et underligt brunt Stof ind i din nye Lejlighed, lige overfor den gamle, nogle ganske små Værelser. Der stod tre Herrer, som da de så Glassene i Kurven, vilde købe denne «Likør» – den plejede de at få på dette Sted. Jeg fortalte dem, at der her intet Udsalg var. … Der inde spurgte jeg Dig, om det var sandt, at Du var forlovet med en anden. Du så så sød ud, var også alvorlig og trådte lige hen til mig. Så lagde Du begge Armene om Skuldrene på mig, ikke om Halsen men helt nede på Armene og sagde: Ja vist er jeg forlovet, men det kan Du da vide gør ikke noget. (Brev 142, 27/9/83.)
Det er mange tråder man kan følge i denne drømmen. De er i gang med å diskutere Amalies flytting til København, hvor mange værelser de trenger, om de har råd til pike osv. – og Erik er bekymret for at de kommer til å bo trangt fordi de mangler penger. Det er ikke mer enn noen uker siden hun skrev til ham og fridde, og ba ham om ikke å gi henne «en kurv» i den anledning. Han er nok litt bekymret for alle rivalene som flokker seg om Amalie når han ikke er tilstede; hun forteller ham i mange brev hvor omsvermet hun er, og han vet det også av egen erfaring. Selv om hun sier hun avskyr det, er det ikke usannsynlig at det gjør ham litt urolig på så lang avstand. Og så kommer hans mor inn i bildet – moren som han er så knyttet til og samtidig så fjern fra, som han bodde hos inntil året før han traff Amalie, da han var 34, og som han nettopp for noen dager siden har fortalt at «jeg havde en Svigerdatter at give hende» (brev 138, 19/9/83). Det er mange slags bekymringer som tynger også på Erik i denne tiden, særlig økonomiske, men som ikke er så undertrykte som Amalies – han snakker åpent om dem i brevene. Og når hun svarer på hans fortelling om drømmen, tar Amalie den ikke videre alvorlig (brev 149, 8/10/83).
Etter at de har giftet seg, har de ikke så mange drømmer å fortelle hverandre – i hvert fall ikke skriftlig. Men Amalie fortsetter å drømme, noen ganger ganske voldsomt. Hennes drømmer er likeså dramatiske som hennes følelsesliv, og går dypt inn på henne. Mens hun bor hos sin bror Ludvig i mai 1889 på Kongsberg, har hun en fargerik drøm som hun beskriver for Erik i alle dens tragikomiske detaljer. De skal skilles, og Erik ordner med Marcus og Gottfred Rubin at hun skal avstås til Niels Juel-Hansen (en mann hun aldri ville ha valgt i bevisst tilstand). Hennes sønner Jacob og Ludvig har vært ute på byen og svirt opp en masse penger, og kommer hjem fulle og fryktelig skitne. Det er forbudt å vaske klær, og så skal guttene avsted til Nordpolen hvor Amalie har bestemt at hennes to bøker Sjur Gabriel og To venner skal skjæres i småstykker og såes i en potetåker. Hun kaster seg inn til Erik og ber om å få bli hos ham – og han tar henne til nåde. Drømmen er en herlig blanding av alle bekymringene som går rundt i hennes hode: hva det skal bli til med hennes stormfulle ekteskap, om guttene (som for tiden bor hos dem) kommer til å kunne klare seg økonomisk, om hun får skrevet noe som duger. Men mer gripende enn selve drømmen er dens virkning på henne: «Så vågned jeg og var så dyvåd af gråd, ikke alene på ansigtet og hodepude, men også det øverste af mit natlinned som jeg på en ubegribelig måde havde proppet ind i munden min, var vådt. Men det værste er, at da jeg så sovned ind igjen, drømte jeg videre … og vågned i samme tilstand og sovned igjen og drømte videre og vågned igjen. Tre ganger gjentog det sig og idag er øjnene mine som to smale røde striber og jeg brænder så på ansigtet» (brev 360, 11/5/89). Denne kraftige reaksjonen kommer igjen etter andre drømmer; det virker som om hennes fantasiliv er like virkelig for henne som det som skjer rundt henne om dagen.
Erik er mye mer forbeholden i hva han forteller Amalie om drømmene sine etter at de har blitt gift; det virker som om han ikke vil si for mye. Flere ganger nevner han at han har drømt om henne, men sjelden forteller han noe om innholdet. Bare noen måneder etter bryllupet er han i Thisted for å besøke J.P. Jacobsen, og skriver: «Jeg har drømt hver Nat om Dig – undertiden ikke glædeligt» (brev 280, 26/9/84). Året etter skriver han hjem fra Flensborg: «Jeg drømte inat først så ondt om Dig og dernæst så skønt» (brev 287, 30/7/85). Før de giftet seg kunne han fremdeles spøke med det («Du Amalie, nu må Du virkelig snart sørge for, at Du bliver sødere i mine Drømme» (brev 148, 5/10/83)); men senere blir det nesten til en klage: «Blot jeg kunde drømme smukt om Dig» (brev 354, 3/5/89). Det må ha betydd en del for ham, siden han nevner det så ofte; om det er for å skåne seg selv eller Amalie at han ikke går inn i detaljer, er vanskelig å si.

Barn

Barn og barneoppdragelse er et tema som går igjen i brevene. Mest dreier det seg selvfølgelig om egne barn; men også andres blir omtalt ganske ofte. Særlig Erik virker usedvanlig opptatt av og vár overfor barn. Han forteller Amalie om barn fra vennskapskretsen, hvordan de oppfører seg og (ofte ganske kritisk) hvordan foreldrene oppdrar dem; han synes det er en fornøyelse å gå i Tivoli med Alexander Kiellands sønner eller i barneselskap med datteren Johannes lekekamerater.
Amalies to sønner fra hennes første ekteskap, Jacob og Ludvig, opptrer regelmessig i brevene. Hennes tidlige brev gir et inntagende bilde av dem som to livlige og kjærlige gutter. I begynnelsen av brevvekslingen er hun nervøs for at de skal bli tatt fra henne om hun gjør noe som kan bli tolket som usedelig, og litt senere blir hun bekymret for hva det skal bli av dem når hun reiser til Danmark – de var da 17 og 15 år gamle. Erik er fra første stund inneforstått med at dette er noe som må være av den største betydning for henne. «Nu har jeg Stump jo aldrig forlangt af Dig, at Du skulde løbe fra Gutterne dine, jeg har vistnok ikke en men flere Gange sagt, at dine Pligter dér også for mig er hellige» erklærer han etter at de bare har kjent hverandre i noen måneder (brev 37, 18/11/82), og han mener det. Han vil gjerne invitere dem til København ved juletider i 1883 for å bli bedre kjent med dem, og han overveier om det ikke ville være mulig for dem å flytte til ham sammen med Amalie. Når Amalie i 1887 må reise hodestups til Kristiania for å hente Jacob som har kommet på gale veier, skriver han forståelsesfullt om hvordan det er å være en gutt i den alderen. Senere bor en eller begge guttene i ganske lang tid hos dem i den trange leiligheten, og det kan bli en ganske stor belastning, både emosjonelt og økonomisk; men Erik opptrer alltid lojalt, som om han var deres egen far.
Fra 1889 og framover er Johanne, Småen, et yndlingstema i brevene til begge to. Vi får nesten en løpende beretning om hennes første år; det finnes mange detaljer om hva slags klær hun gikk med og hvor de kom fra, hvordan hun lærte å snakke, hvordan de leste med henne og oppdro henne, hva slags barnepiker de hadde og hvor vanskelig det var å finne en som dugde. Særlig Erik skriver inngående om hvordan hun oppfører seg, hva hun sier, hvordan hun leker. Han er en usedvanlig øm og oppmerksom far, og tilbringer ganske mye tid med datteren, enten hjemme eller på landet, når Amalie arbeider eller besøker familien i Norge. Han lar seg villig forstyrre i arbeidet når datteren krever hans oppmerksomhet. I august 1891 for eksempel, når han bor på kro i Esrom sammen med Småen og Amalie er inne i København, skriver han og beretter inngående hva hun foretar seg etter at hun våkner av en drøm:
Så satte jeg mig hos hende, hun holdt min Hånd (rettere en Finger) og alt medens Efterdønningerne af Gråden sad hende i Struben, blev hun inderlig fornøjet, og det var umuligt at forlade hende. Men det gjorde hende naturligvis mere vågen end ønskeligt, hun faldt først i Søvn Kl 9. Hun lå og fortalte om Willy, Tove, Magna rejst langt bort – Mama også rejst langt bort – med Postmanden, kommer snart igen. Mama ikke tommet endnu, Willy, Magna, Tove, Fru Galle, Else, Postmanden, Mama tøre på Vogn, langt bort osv. Johanne tør itte gi Aja Sigtebrø, våd på Fingrene, Aja Mund. Sigtebrø mejet godt li osv. Magna Tove Else – der tører no'e Hyppehester (hun hører en Vogn køre forbi) Papa sitter der inde (på den anden Side Gardinet) Papa!!! Papa itte hove! (jeg havde sagt, at nu skulde Papa sove, Mama sove, Kirstine sove) Papa itte då sin Vej. Kort sagt, havde det ikke været fordi Kristines Ryg så så bebrejdende ud, tror jeg, at jeg var bleven siddende der, til hun endelig var sovet ind. Nu løsrev jeg mig efter en lille Times Forløb. Og nu idag, hvor svært at bære hende over til Kirstine! Først havde hun leget og løbet efter Gudrun ned i den lille Spisestue, pyntet sig med Elses røde Hat – det øsregner naturligvis – og så gået med mig ind i Butiken for at hente Posten, så op til mig og standset mig i Læsningen af dit søde Brev vel de Snese Gange, så ligget i min Seng, så siddet på mit Skød og fået Neglene klippet, og lidt til, som jeg sender Dig, så ligget og jublet i min Seng igen og selv kunnet kave sig op til at stå for Fodenden, og så havde jeg dog til sidst Mod til at tage hende på Armen og bære hende over … (brev 400, 13/8/91).
Amalies omsorg for datteren uttrykker seg i brevene mest som bekymring. Hun føler seg hele tiden pint av motstridende følelser; når hun har reist vekk eller sendt familien vekk for å kunne arbeide, lengter hun etter Småen, og når hun er sammen med Småen, lider hun fordi hun ikke får skrevet noe. Hun forlanger daglige rapporter fra Erik om hvordan Småen trives uten henne, og er flere ganger på nippet til å reise hjem når hun ikke hører noe. Hun skriver lange formaninger om hvor forsiktig han må være med hennes påkledning, og gremmer seg fordi datteren ikke spiser nok, ikke legger på seg som hun skulle. Hun har en skrekk for at Erik lar henne ligge for ulåste dører mens hun selv er bortreist, en angst som blir til en besettelse mens hun er i Norge i 1898, og som hun nevner gang på gang (brev 582, 14/11/98; brev 584, 24/11/98; brev 585, 30/11/98; brev 590, 15/12/98). Etter skilsmissen bor Johanne hos Amalie, og i brev til andre gir hun flere ganger uttrykk for at datteren er det eneste som nå gjør livet verdt å leve: «Havde jeg ikke Johanne, det deilige livskraftige, og glade lille menneskebarn, så – ja så Irminger var min træthed så stor, at jeg uden et suk gik ud af verden, frivillig, forstår Du. Men hun – hun holder så fast ved mig, og jeg mærker ved alle lejligheder hvorledes hun trænger til mig – eller hvorledes hun ialtfald bilder sig ind at hun trænger til mig. Og så må jeg som en trofast soldat ikke forlade min plads. »n30 Etter Amalies død overtok Erik ansvaret igjen; det finnes blant hans papirer en ekteskapskontrakt for Johannes første ekteskap med Poul Knudsen i 1912, hvor han og Pouls onkel påtar seg å støtte dem mens Poul blir ferdig med sine studier.n31

Sykdom og oppløsning

Fysisk sykdom, medikamenter og råd for god helse blir drøftet inngående i brevene. Både Amalie og Erik har venner som er leger, og som de rådfører seg med. Begge tror på det sykdomsforebyggende i å gå tur; særlig Erik nevner i nesten hvert brev at han har gått én om ikke mange turer den dagen. Når han blir syk, er det som oftest tale om kortvarige sykdommer, forkjølelser, hodepine, en vrikket ankel; og så har han en stivhet i benet på grunn av sårene fra krigen og en svekket høyre hånd. Amalie har mer kroniske problemer. Gjennom hele bekjentskapet plages hun av en stadig tilbakevendende hoste (sikkert til en viss grad nervøsitet, kanskje forårsaket av den undertrykte frykten for «strubetæring»), og av søvnløshet. For å motarbeide begge symptomer forsøker hun forskjellige medikamenter. Regninger fra apoteket utgjør ofte en betydelig del av de utgiftene hun skriver til Erik og forteller om. Det blir nevnt flere ganger i brevene at hun tar bromkalium for å kunne sove, og hun har også tatt opium. Hvor mye disse medisiner har påvirket hennes evne til å konsentrere seg om arbeidet eller hennes generelle velvære, er vanskelig å si. I 1895 lå hun på sykehuset med eksem, og i 1897 var hun igjen innlagt med «et maveonde». Etter separasjonen i 1899 var hun ofte sengeliggende med sår på benet som ikke ville heles; flere brev til andre gir uhyggelige detaljer om dette.
Amalies søskens dødelige sykdommer blir beskrevet i brevene, om enn litt unnvikende. Av hennes sønner er det Jacob som volder mest bekymring: Først med en litt vag tretthet i 1889 som legen beskriver som «en Overgangstilstand» (og som Erik forteller Amalie at han skal ha fri en måneds tid for å komme over (brev 352, 1/5/89)) – og senere med alkoholisme. Datteren Johannes helse opptar også Amalie mye, særlig den forferdelige sommeren 1893 i Norge etter at hun har hatt difteri; hun ser ikke ut til å kunne komme seg, og Amalie henger nesten ikke sammen av angst og sorg.
Mental sykdom er et velkjent tema fra Amalies forfatterskap; hennes to romaner Professor Hieronimus (1895) og På Sct. Jørgen (1895) skildrer i lett fiksjonalisert form hennes opplevelser i 1894 på Københavns Kommunehospital og på Sct. Hans, og utløste en debatt om datidens behandling av psykisk syke som førte til forandringer i regimet. Første gang hun snakker om sine opplevelser i brevene, er når hun forteller Erik om sin tidligere innleggelse på Gaustad asyl i Norge da hun ville skilles fra sin første mann; den gang opplevde hun behandlingen som velgjørende og helbredende (brev 38, 22/11/82). Når hun sier seg enig i å la seg innlegge i 1894, er det for en stor del på bakgrunn av denne tidligere erfaringen i håp om at et nytt forsøk vil få samme virkning. Selve opplevelsen i 1894 er tilstede som et hull i brevvekslingen, mellom brev 457 (30/1/94) og brev 458 (23/4/94) – omtrent den eneste gangen de er borte fra hverandre uten at det finnes brev. Erik hadde skrevet til Amalie på sykehuset, og hun hadde skrevet til ham, men brevene er forsvunnet.
Etterpå setter disse hendelsene ganske lenge sitt preg på brevene, uten at de kommenteres direkte. At de også setter sitt preg på forholdet mellom dem, er utvilsomt. Amalie har skildret ganske utførlig hvordan hun opplevde behandlingen og Eriks svik i brev til Bjørnson, datert 22/4/94:
S. gik fra mig med løftet om at han skulde se til mig mindst hveranden dag. I de 4 uger (på to dager nær) jeg var der, kom han ikke en eneste gang for mine øjne. Jeg tigged og bad i begyndelsen daglig om at få se ham, for jeg vidste at han, så snart han så hvordan jeg havde det, jeg lå nemlig i celle mellem tildels meget støjende gale, med celledørene åbne nat og dag – straks vilde tat mig hjem, men der blev stadig sagt nej og nej og atter nej.
Så efter 3 ugers forløb fik jeg se en dame … Til hende gav jeg et hemmelig brev … Brevet var til S. Jeg skildred ham deri tilstanden som den var, tigged i de mest hjærteskjærende udtryk om at måtte bli forskånet for transporten til Bidstrup, hvorom jeg vidste, der var tale. Jeg anråbte ham om dog idetmindste at skaffe sig adgang til mig, og se mig forinden, sa ham at hvis han lod mig rejse uden at se mig først i altfald, så havde jeg ikke mere nogen mand og at så vilde jeg aldrig, aldrig vende tilbage til hans hus. Jeg bad og bad for barnets skyld, idet jeg minded ham om al den strid der vilde bli om hende når jeg slap ud igjen fra Bidstrup. Alt forgjæves. Han kom ikke og jeg blev sendt afsted.
Siden den dag da S. forlod mig ved indgangen til komunehospitalets sjette forfærdelige afdeling har jeg ikke sét ham, og med min gode vilje sér jeg ham heller ikke mere her i verden. Alt er forbi, uigjenkaldelig forbi.n32
Bjørnsons svar – da han også har lest Professor Hieronimus – kommer kontant: «Jeg ser heri hele hans slaphed og det som værre er. Du er gift med en velformet fiskebolle.»(17/2/95, ibid. s. 102.) I mellomtiden har Amalie og Erik truffet hverandre igjen, og oppnådd en slags forsoning, og hun skriver tilbake for å prøve å formilde hans dom. I februar 1896 har hun nådd så langt at hun skriver: «Min mand er sød og god. Har han faret vild dengang han lod mig i stikken hos Hieronimus, så er det ikke skét med hans gode vilje. Og det må der ta's hensyn til.» (21/2/96, ibid. s. 114.) Men at alt ikke er som det var før, kommer tydelig fram i disse brevene.
Erik på sin side har vært mer tilbakeholden når det kommer til å uttale seg om forløpet. Den eneste kommentaren fra hans side som det har vært mulig å finne, er et udatert notat blant hans papirer som gjør det klart at også han synes at Amalie var blitt feilbehandlet. Han bestreber seg på å gi et objektivt bilde av hva som skjedde, uten å være urettferdig mot noen av partene, men hans forbitrelse gir seg luft i slutten av notatet, hvor han utbryter: «Denne tarvelige Herre!»n33
Forholdet fikk en avgjørende knekk i 1894. Ikke bare følte Amalie at Erik hadde latt henne i stikken, hun var også overbevist om at han hadde innledet et nytt forhold til en annen kvinne mens hun lå på sykehus. Det skulle gå fem år til innen de endelig ble skilt, og av og til i disse årene skriver de fremdeles til hverandre som i gamle dager; men det er også kommet en ny vemodig tone i brevene, særlig i Amalies, som gir inntrykk av at noe er uigjenkallelig forbi. Hennes mistenksomhet og hans utålmodighet vokste om kapp inntil det ikke var til å holde ut lenger, og hun ba ham om å flytte ut.

Konklusjon

Etter separasjonen i 1899 fortsatte Amalie og Erik å ha kontakt med hverandre inntil Amalies død i 1905. Erik flyttet ut av Klassensgade 11 til en liten leilighet i Købmagergade, mens Amalie ble boende der med Johanne inntil hun flyttet til Ribegade i oktober 1904 noen måneder innen hun døde. Drude Krog Jansons datter Ingeborg bodde hos dem en del av tiden. Amalie slet i sine siste år med romanen Mennesker som hun aldri ble ferdig med, og hun var plaget av dårlig helse og svak økonomi. De fleste av hennes bøker innbrakte ikke noen særlig fortjeneste før etter hennes død, slik som hun hadde forutsett. Hun og Erik ble separert, men ikke formelt skilt.
Etter Amalies død giftet Erik seg om igjen i 1907 med den 36-årige Caroline Aagaard. Hun hadde tidligere vært skuespiller på Dagmarteatret (1893–96), og hadde spilt ingenuerollen i hans skuespill Ungt Bal i 1895, så han hadde kjent henne ganske lenge. Det finnes ikke noen overleverte brev mellom dem. Men Eriks dagbøker fra 1900 til 1905 og 1907 finnes blant hans papirer på Det Kongelige Bibliotek, og der forekommer hun.n34 Dagbøkene inneholder for det meste korte notater om hans avtaler; når han skulle treffe Småen, når han skulle spise middag hos Harriet Meyer (ofte), Augusta Lønborg, With, Marcus Rubin. Men noen ganger bruker han stenografisk skrift istedenfor vanlig skrift, og det er i de delene Caroline finnes; dette skulle ingen annen lese. I dagboken for 1900 forekommer hun mange ganger, og alltid har hun vært på besøk hos ham. Noen ganger kunne det kanskje dreie seg om et uskyldig besøk: «Caroline hos mig om Aftenen» (3. mai), «Caroline hos mig om Formiddagen» (5. mai), «Caroline hos mig hele Dagen» (8. mai, 25. mai, 9. juni). Andre ganger ser det neppe så uskyldig ut: «Caroline hos mig Dag og Nat» (25–30. juni), «Caroline kom og var hos mig den Aften og Nat og fremdeles» (11–16. desember).n35 Nå var dette selvfølgelig etter separasjonen, så det er ikke noe bevis på utroskap, men det er interessant å oppdage at forholdet eksisterte allerede da. (Det finnes dessverre ikke noen dagbok for 1899!) Etter at Erik og Caroline hadde giftet seg, slo de seg ned i Nøjsomhedsvej 15, hvor de ble boende til Eriks død i 1923. Han fikk en del anerkjennelse for sitt arbeid med Det danske Selskab og med Forsvarskommissionen, og ble Ridder af Dannebrog i 1908.
Den siste tiden av Amalie og Eriks ekteskap er ikke fyldig dokumentert i deres brevveksling, spesielt ikke fra Eriks side. Hans brev fra de siste to årene mangler fullstendig, og fra Amalie finnes det bare tre brev fra det siste året. Etter separasjonen fantes det nok noen flere brev fra Amalie til Erik i tillegg til det ene fra 1902 som har overlevd, men det kan godt tenkes at det ikke var noen fra ham til henne. I et brev til Helene Sandberg datert 14/1/05 beklager Amalie seg over dette: «Og at spørge hr. E.S., vidste jeg ikke kunde nytte. Han har siden vi blev skilt aldrig svaret på skriftlige spørgsmål eller henvendelser fra mig. Dertil er han naturligvis alt for 'fin-fin' og altfor 'stolt'».n36
Blant Eriks etterlatte papirer finnes det imidlertid noen notater skrevet på lapper, for det meste udaterte, som belyser den siste tiden av ekteskapet, og som jeg derfor har tatt med i slutten av brevvekslingen.n37 Det finnes faktisk to sett av noen av lappene, ett sett skrevet med Amalies håndskrift og ett sett skrevet med Eriks. Noen av dem er så like at en av dem må ha skrevet av etter den andre (og vi vet også fra brevene at Amalie noen ganger leste Eriks opptegnelser når hun kunne komme til – se f.eks. brev 489, 23/10/95). Men det er ikke lett å dømme fra innholdet hvem som opprinnelig skrev hva. En del er formulert slik at de må skrive seg fra Erik, siden de former seg som en kommentar om Amalie – selv om de finnes (nesten) hos begge:
Hun, der var alle mine Tankers Genstand, min Lidelses Alfa og Omega, har været hos mig og har talt om sine Sorger, forklaret mig sit Indres Sønderrevethed, hvori også jeg spiller en Rolle – og jeg er rolig.
Jeg tror det ligger i at jeg er for langsom. Jeg fattede ikke, mens hun var hos mig hendes uendelige Fjærnhed.
Men hun vækkede ikke hos mig den uendelige Attrå jeg for to Dage siden endnu har følt
Er det fordi hun sagde, at hun ikke følte Attrå til mig?
Andre derimot kunne være Amalies formuleringer, skjønt det er mindre sikkert. Uttrykket «å ta sitt kors på seg» virker mer sannsynlig i Amalies munn:
Det er det sidste forsøg på at tro at der endnu er en fremtid for mig, der har givet mig kraft til at skilles. Hvis jeg havde givet efter for den ofte gjenkommende følelse af at potten var ude, så havde jeg taget mit kors på mig og var blevet i ægteskabet.
Det er umulig å si med bestemthet hvem som har skrevet hva. Som notatene nå foreligger, fletter de seg sammen til å danne en slags felles elegi over en tapt kjærlighet.
Da jeg gikk i gang med å redigere denne brevvekslingen, hadde jeg bestemt meg for å prøve å la være med å «ta parti» for enten Amalie eller Erik. Ettersom arbeidet skred frem, mistet jeg lysten til å ta parti for noen av dem. Det går tydelig frem av brevene at begge to satset alt på dette forholdet, for begge to var den andre deres livs kjærlighet; men forskjellig bakgrunn og oppdragelse, forskjellig erfaring, forskjellig temperament la seg imellom, og skjønt de gang på gang gjorde et nytt forsøk, ble det til slutt for mye som skilte dem. Begge mente det helt oppriktig da de skrev med forskjellig håndskrift på de siste lappene: «Jeg er dømt til at skulle leve halvt herefter.»
Janet Garton
Norwich, mars 2001



1882

Etter at hun i 1878 hadde flyttet vekk fra Bergen, ble Amalie Müller boende en tid hos sin yngre bror Ludvig, som var adjunkt i Fredrikshald. Ordningen fungerte imidlertid ikke så bra på grunn av altfor stor temperamentsforskjell mellom den stillferdige, litt trangsynte broren og den noe bohemaktige, mondene fraskilte søsteren. I august 1881 flyttet hun så med sine to sønner til Kristiania, hvor hun skulle bo sammen med sin eldre bror, Wilhelm. Han var enkemann med et barn, Jakob, som Amalie ble meget glad i; Wilhelm hadde tatt avskjed fra sitt prestekall etter å ha mistet sin tro. Så kom de to søsken til å bo sammen med de tre guttene i en leilighet i Rosenborggaten 11.
Amalie trivdes i Kristiania. Hun kom i forbindelse med radikale kretser i hovedstaden, og ved kontakt med kunstnervenner og kritikere som Bjørnson, Garborg, Kielland og Gunnar Heiberg fikk hun direkte eller indirekte oppmuntring i sine egne skriveforsøk. Hun hadde en ganske stor selskapelig omgangskrets, og kom mye sammen med Thaulow‑familien, Sars‑familien, Ullmann‑familien. Hun hadde begynt å få et visst navn som anmelder; fra 1877 av skrev hun i de følgende årene regelmessig i Smaalenenes Amtstidende og fra 1880 i Dagbladet. Hun fikk en del støtte fra sin fraskilte mann August Müller, slik at hun klarte seg tålelig bra økonomisk.
Erik Skram måtte slite for sin føde i København i 1880‑årene. Han hadde to «halve» stillinger, som tilsammen ble til mye mer enn en hel, men som begge to var så ille betalt at han var i en konstant økonomisk krise. Etter å ha fått en fast stilling som stenograf i Rigsdagen i 1872 fikk han i januar 1881 også stillingen som redaksjonssekretær ved Morgenbladet. Utover dagen satt han i Rigsdagen og skrev, og så satt han ofte på aviskontoret til langt på natt og skrev videre. Foreløpig hadde han omtrent sluttet å skrive skjønnlitterært. Fra 1880 holdt han seg ved siden av redaktørarbeidet mest til reportasjer og anmeldelser, som han skrev både til Morgenbladet og til Ude og hjemme, (norsk) Dagbladet, Göteborg Handels‑ och Sjöfartstidning osv. Han tilhørte det «europeiske» venstre, og omgangskretsen var deretter: Brandes‑brødrene, Viggo Hørup, Holger Drachmann. Han bodde alene i Nansensgade 34, men var så lite hjemme at det nærmest bare var et sted hvor han sov; ellers hadde han en forbindelse med en «Dameskrædderinde», Camilla, som han besøkte regelmessig og hadde kjent i tre år.
Til Bjørnsons dikterjubileum i august 1882 var Amalie invitert som personlig venn og medlem av Bjørnson‑kretsen; Erik ble utsendt som korrespondent for Morgenbladet og skulle sende reportasje hjem, og dessuten reise litt rundt i Norge etterpå og formidle sine inntrykk. Han kom sammen med Holger Drachmann til Kristiania 8. august, og begge ble invitert til et aftenselskap hos familien Thaulow, hvor også Amalie var invitert. Så reiste alle sammen dagen etter til Aulestad og feiret Bjørnson ettertrykkelig i et par dager. På tilbaketuren reiste de med båt, og Erik gikk av i Gjøvik for å ta fatt på sin reise over fjellet til Lærdal i Sogn og videre til Bergen. Så reiste han ned til Stavanger, hvor han bodde hos Alexander Kielland i noen dager mens han ventet på brev fra Amalie, om han kunne komme på besøk til Kristiania. 31. august traff de hverandre igjen i byen. Han bodde på Victoria Hotel; de hadde fortrolige samtaler, satt på hotellrommet, gikk gatelangs, satte seg på havebenker og snakket. Men hun hadde ikke mye tid til ham; hun hadde hyppige vennebesøk som hun ikke syntes hun kunne si nei til, og var dessuten livredd for at noen skulle mistenke henne for å ha noe hemmelig fore.
2. september måtte Erik reise tilbake til København og sitt arbeid, men etterlot et brev som voldte Amalie mange kvaler. Deres korrespondanse utviklet seg utover høsten til en debatt hvor hun påsto at hun ikke ville, ikke kunne inngå en forbindelse med ham, og han prøvde å overbevise henne om at hun ikke var ferdig med livet, at hun burde åpne seg for kjærligheten. Men skrivingen var et ork, de ville sees. Etter mye diskusjon om hvordan det best kunne ordnes, ble de enige om å møtes i Sverige like etter jul, under påskudd av å treffe familie og venner. 26. desember møttes de i Göteborg og reiste sammen til Falköping, hvor de var sammen i fire dager.

1. Amalie til Erik

Kr.ania 16-8-82.
Både deres telegram og brev har jeg fået, det sidste for et øieblik siden, og jeg takker dem for al den dvælen i tankerne ved mig, der ligger bagved, og har sendt begge dele frem.k1
Alligevel vilde jeg ønsket at jeg intet havde hørt fra dem. For så havde det været lettere at få livet af det hele. Thi livet skal det lade. Jeg er bleven enig med mig selv, og jeg og mig selv har været ærlige og modige mod hinanden.
Hvor det er underligt at jeg ikke skammer mig over at ha'e siddet der på dampskibet,k2 og udleveret mig således. Men det er vel fordi jeg kjender det på mig, at det måtte så være. Det brød frem af sig selv, og jeg glemte at genere mig.
Jeg er ikke «frygtagtig». Det er ikke derfor at jeg kaster på dør dette nye og forfærdelige, der forklædt og uforvarende har listet sig ind hos mig, og siden har siddet og bredet sig og forstyrret hver en fiber i mine nerver, eller hvad det nu er for noget.
Det er fordi jeg ikke vil det anderledes.
Jeg kunde nok ha'e mod, jeg, hvis jeg bare havde villien. Men den har jeg ikke. Jeg vil være herre over mig selv, og spare mig for smerte.
Jeg har havt nok af smerte, endog jeg aldrig har elsket nogen mand, (men der er andre arter smerter) – nok, at jeg er bleven træt og blødagtig deraf, og ønsker at hytte mit skind. Og skjøndt det volder mig en stor smerte at rive mine tanker og mit væsen løs fra dem, så ved jeg dog at jeg derved handler som den, der lader fingeren amputere for at koldbranden ikke skal fordærve hele legemet.
Jeg forudser at de synes dette er sludder, og det i den grad at det vil hjælpe dem til snarere at glemme mig, – men jeg er nu engang af en så vidt egen art, at jeg også har min egen måde at behandle mig selv og min tilværelse på. Jeg vil ikke ud af den vei, jeg nu er kommen ind på. Jeg vil leve mit liv i fred og ro, skjøndt det lader til, det bli'er vanskeligt nok. Når noget kommer, så kommer det i flok og følge med så meget; – sådan er det bestandig, og jeg sidder fortabt i forskrekkelse over at jeg ikke kan få fred, men der er så mange (også aldeles uvedkommende) som vil mig noget. Jeg vil ikke nogen noget, jeg.
Jeg vil leve for og med mine gutter og min broders gut.k3 Jeg vil kunne se dem i øinene og ha'e den glæde at kunne tænke: I kan alle være stolte af mig. Ikke således at jeg mener de havde lov til at foragte mig om jeg handlede anderledes. Men der er dog en seier i det at være hård mod sig selv, og være det for andres skyld, fordi en ved, at hvis en gav sig hen, og lod sig synke, så blev en ikke det en kunde og skulde for de andre.
For jeg, – jeg vilde blive opslugt af det, jeg.
Og har jeg nu klaret mig altid og bestandig, og hele mit liv gået om som et frit menneske, som ingen kunde gjøre noget, eller være mester over, så skal det, håber jeg, – være min mindste kunst at greie mig ud af denne smule pine.
Det er hos Pylle jeg sidder og skriver,k4 der hvor jeg så dem første gang, og mindst anede at de var en troldmand, med forgiftede toner i hvert et ord. Alle er gået på Tivoli, men jeg vilde ikke, jeg. Jeg skal sove her inat, hvad jeg også gjorde igårnat, fordi rangelen er blevet ved, og jeg endnu ikke har kunnet ta'e op til Grefsen.k5
Imorgen er det til Sars's vi skal i et stort selskab, som fru Sars giver på sin fødselsdag.k6 Drachmann reiste imorges til Lauervig,k7 men vender imorgen tilbage, og bli'er her til på lørdag.
Det var godt de ikke kyssede mig. For så var jeg måske kommen til at lægge mit hoved ind til dem, og det vilde jeg siden fortrudt.
Men det er stygt af dem, at de la'er det bli'e til noget, at én har kysset mig på panden, og én på kinden. Herregud, jeg har jo slet ikke følt det, jeg! Når de andre vil gjøre sig til narre, og gå hen og trykke læberne mod en trædukke, hvad kommer det så trædukken ved?
Men det er forresten sandt, det er for modbydeligt, at blive således fingereret på. Det var nu blot på den fest, og det kom som et udtryk for en over – overgiven stemning. Det skal aldrig mere ske! De siger: «Stæng os ikke på forhånd ude» o.s. v. Men det er jo netop hvad jeg vil og må. Gjør jeg ikke det, så er jeg forloren, – det ved jeg jo. Jeg vil ikke under-handle med dem, – ikke treffe dem, ikke reise nogetsteds hen for at møde dem, ikke for nogen verdslig pris, vil jeg det. Var de her så vilde jeg måske ha'e én éneste samtale med dem, – skjøndt nei, – heller ikke det, vilde jeg! –
Ikke tro, at de vilde ha'e godt af at komme sammen med mig! Tro det endelig ikke. For jeg vilde bare blive idiot, og sidde ganske stille, og høre og lytte med et fjantet smil, eller sådant noget. Og det vil jeg ikke. Jeg vil ikke fordummes og forkvakles og forhexes, således som samværet med dem vilde gjøre det. –
Jeg er forfærdelig bedrøvet – så helt til døden bedrøvet, når jeg nu i aften siger dem mit farvel. Men sige det må jeg. –
Amalie Müller.
[På baksiden:] Læs dette sidst.
Morgenen derpå.
Jeg har læst det igjennem hvad jeg skrev igåraftes, og jeg er så misfornøiet, så misfornøiet med det. Men sende det må jeg, for jeg ved ikke noget andet at svare. Det er så svært at tale til en om sig selv, der ikke kjender de forudsætninger og betingelser i kraft af hvilke man er den man er, og har det underlag at stå på, som man har. Derfor er det så håbløst. I sex måneder, ja måske i et år måtte vi være sammen, og være det uafladeligt for at de skulde kjende mig tværs igjennem. Og dog er jeg så utrolig enkel. Men det er det folk ikke tror, og det er det jeg altid glemmer at folk ikke tror.
Jeg forstår ikke deres brev. Hvorfor skal jeg være så «uendelig forsigtig med med [sic] hvad jeg gjør med dem og mig» og hvorfor så «uendelig modig»?
Hvorfor i al verden skal jeg det?
Som om der var anledning at være den ringeste smule i retning af hverken det ene eller andet ligeoverfor dem.
Vi, som beboer to forskjellige riger og lande, og som ikke kan være noget andet for hinanden end brevvenner, hvad vi slet ikke vil, for det er så kjedeligt. Det var underligt det, at de kunde gå hen og ha'e til hensigt at give mig et kys og det et alvorligt, for det gjør man dog ikke sådan uden videre med et medmenneske, – og hvor kunde de vide om jeg vilde det?
Nei, nei, nei, – der er intet andet at gjøre end det jeg skrev igåraftes. Nu skal jeg ta'e fat med alvor og kraft på at fordrive og reflektere mig ud og bort og opover, og som sagt, – det skulde være underligt om det ikke vilde lykkes.
Og når de sidder dernede i Kjøbenhavn og atter er ved deres arbeide så vil de huske, (men skjældnere og skjældnere) at de traf en rar en (ikke på dansk) deroppe på Norgesreisen, som tvang sig ind i deres tanker ved at være så underlig «forrykt» som Drachmann kaldte mig i sine rimede vers. k8
Og jeg, – ja jeg klarer mig nok. Livet er så dog alligevel en ørk, og støder man på en oase, så gjør man klogest i at gå den forbi for at slippe for den jammer det volder at drives fra den igjen. Og fra den må vi alle, bestandig.
Men de var et vidunderligt menneske. Gud give, det nu måtte være helt ud sandt, at «jeg havde en mageløs evne til at glemme.»
Deres
A.M.
NB. Jeg skal nok sende dem afskriften af B.B.s brev om Jakobsens bog, når de er vendt tilbage til Danmark.k9 D. S.

2. Telegram til Erik

Skram, Hotel Nordstjernen Bergen
Fra Kristiania 17/8/82 kl. 5.35 em
Hilsen tilbage. Har sendt brev idag.
Amalie Müller

3. Telegram til Erik

Redaktør Skram
Alexander Kielland Stvgr
Fra Christiania 26/8/82 kl. 1.40 em
Jeg er i Kristiania, hvor de treffer mig hjemme
Amalie Müller

4. Telegram til Erik

Skram
Alexander Kielland Stavanger
Fra Christiania 28/8/82 kl. 2 em
Har feber af at vente. Længes, men er gruelig bange.
Amalie Müller

5. Amalie til Erik

[2/9/82]
Søde, elskede!
Du kommer ikke mere til at se mig. Her lå bud fra atter nogle reisende bergenservenner om at de kom idag kl.10 for at være sammen med mig til kl.6 iaften, da de reiser sin vei. Selv om jeg vilde, kunde jeg intet afbud sende, for jeg ved ikke, hvor de bor. Men jeg kunde forresten ikke gjøre det i ethvert fald.
Derfor sender jeg dig mit portrait. Du vil sikkert ikke synes om det, i allefald ikke meget, – ja jeg ved ikke, jeg, men folk synes ikke det er godt.
Hvis du skriver til mig, så kunde du gjerne fortælle mig det som du begyndte på igår, om hvorfor du af to grunde, vilde komme til at lide mindre end jeg ved at skilles og leve adskildt fra mig. Hvorfor var det? Jeg kom til at tænke på noget Drachmann sa'e om dig,k10 men det er lidt stygt, og kanske bli'er du sint på mig for det, men det kunde være den ene grund. Det var dette, at du havde gående en 5–6 forhold på en gang i almindelighed, og så gik du sådan og pirkede lidt ved dem alle. Hvis det er sandt, var det måske bedst, at du skyndsomst lod det til mig falde, for det vil utvilsomt bli'e det brydsomste og kanske også det kjedeligste, når alt kommer til alt.
Du var så sød og god igår. Ved at være sådan vandt du og bandt du mig i en forfærdelig grad, – du er det deiligste jeg ved. Og jeg har sovet som en sten, og jeg er slet ikke bedrøvet eller forpint mere, men bare glad, og jeg vil vedblive at være det. Farvel da elskede, – og tak for det altsammen, – men husk at du ikke siger det til nogen, og husk at binde With,k11 eller hvad det var noget på ærmet,– husk endelig det!
Din, din egen – – –

6. Erik til Amalie

Kristiania. Hotel Victoria den 2 September [1882] Kl. 1 ½
Min Kuffert er pakket, jeg har spist, om to Timer kommer Folk og bærer mine Sager bort, og jeg trasker bag efter, forunderlig tilmode. Jeg er ganske rolig, alt er blidt inden i mig, jeg lider ikke, men ved en lille Anledning kunde jeg græde. Da dit Brev kom til mig imorges,k12 og jeg følte Fotografiet inde i, vidste jeg, inden jeg åbnede Konvoluten, at jeg ikke måtte komme til Dig. Havde det været den gamle Grund, havde Du tilføjet mig et næsten ondt Slag, nu kom det fint og blødt som din Hånd igår Aftes på mit Hoved. Jeg blev ikke straks bedrøvet, det voxede langsomt op i mig, men jeg tænkte næsten ikke på andet end på, at Du måtte komme til Kbhvn i Julen, og hvorledes jeg da vilde indrette alt. Hvorledes Du skulde gå ud og ind hos min Moder og min gifte Søster,k13 og hvorledes Du og min Søster Emma – spørg om hende hos Lille-Mo'rk14 og gamle Fru Thaulowk15 – skulde gå med mig i Teatret og videre og videre.
Men jeg var inderlig forknyt og medlidende med mig selv, og nu er jeg helt melankolsk. Idag skulde jeg have tiet stille, jeg skulde have fået Dig til at tale, mine Spørgsmål skulde have lagt sig så snedigt om dit Hjerte, at Du måtte bryde ud igjennem dem for at få Luft. Min egen dyrebare Veninde, mit første alvorlige Forlangende til Dig – og nu har jeg Ret til at forlange – er, at Du så snart ske kan sender mig Manuskriptet til dine Fortæl-linger.k16 Jeg kende dem. Jeg må vide, hvad der har bragt Dig til at skrive. Jeg må hjemme og på Afstand få at vide noget af alt det, som jeg nu rejser fra. Amalie Du skal lukke dit Sind op for mig. Du Søde, du er jo allerede i Gæld til mig. – Dit Billede ligger foran mig. Jeg er glad derfor. Helt godt er det ikke, men det er jo dog Dig. – Ak mon jeg idag kunde have været rolig og fornuftig ved vort Møde og spurgt klogt? Jeg havde vel ikke gjort andet end trykke Dig til mit Hjerte og kysset Dig. Men et er næsten godt, at jeg ikke så Dig idag. Det havde gjort bitterlig ondt at sige farvel. Du, jeg er så langsomt et Menneske, det havde først gjort rigtig ondt nede på Gaden og ombord og hjemme, og Smærten jeg nu først skal til at føle, vil blive mange Gange værre, jo længere bort jeg kommer fra Dig. Alligevel Amalie, jeg er kun glad over, at jeg kom tilbage, kun skulde jeg ikke have talt så meget – jeg interesserer mig ikke længer rigtig for mig selv; indtil jeg på ny får gjort noget, der duer,k17 har jeg ved at tale om mig selv en underlig Følelse af at omtale noget forhenværende. Kun det Amalie gør mig så ubeskrivelig glad, at jeg måske ved al denne Snakken har gjort Dig noget godt. Min egen Pige, derfor kom jeg jo tilbage for at sige Dig, at Kærlighed er ikke noget ondt. Og Du har nu følt det. Om end kun en eneste Dag! Min Ven, tro mig, det vil holde ud. Der er en velsignet Tilflugt i en eneste virkelig fyldt Dag. Men for mig er alt dette kun en Begyndelse. Jeg er så langsomt et Menneske, jeg er længe om at leve, og jeg er længe om at vokse mig helt ind i en Kærlighed. Jeg synes det er så stort det, jeg går ind deri som i et nyt Liv, jeg vil føle det igen i enhver Trevl i mig, og det breder sig ikke i et Nu. Taler jeg uden Respekt om den Følelse, der nu binder mig til Dig? Jeg tror det ikke, Ven, den er så øm og god og levedygtig. – Ak jeg har ikke Tid til at sige Dig hvad det er jeg forlanger af Dig og mig, det er så meget.
Der var nu et Menneske, som vilde have mit Tøj.k18 Jeg må snart afsted. Det suger om mit Hjerte.
Kæreste Du, blot jeg igår havde sagt helt ud hvad jeg mente med, at jeg vilde rimeligvis komme til at lide mindre end Du. Drachmanns Sludder må Du ikke bryde Dig det mindste om, han snakker hen i Vejret, han kender mig absolut ikke.
Jeg mente for det første det, at jeg jo har elsket én Gang og lidt. Jeg mente, at mit gamle Hjerte måtte vibrere mindre voldsomt end dit. Du er så ung, Amalie, så uskyldig, min yndige, dejlige Pige, Du vidste jo igår endnu næppe, hvor hen dit Hjerte kunde føre Dig.
Også det andet Amalie. Jeg sagde det ikke igår, for jeg var bange for at tilføje Dig Smærte. Jeg syntes jeg måtte gå forsigtig og lempelig frem. Du véd, at alle vi Mænd ikke leve kysk. Jeg heller ikke. Men jeg lever ikke i Griseri – det kan jeg ikke holde ud. Der er en ung Pige,k19 som holder inderlig, absolut trofast af mig nu på tredie År. Hun er en fin Natur. Jeg vilde have vist Dig hendes Breve til Stavanger. Hun er mig en Trøst, det er således og jeg har ikke Evne eller Vilje til at vise dette fra mig så længe jeg er alenek20

7. Amalie til Erik

Kr.ania 6-9-82
Jeg har ventet med at skrive. Dag efter dag har jeg ventet, for jeg vilde så endelig være sikker i min sag. Jeg vilde vide med vished om det var sandt at for hver time, som gik, levede jeg mig længer og længer bort fra det, der var mellem dem og mig.
Og således er det.
Dine to «grunde», dem du ikke vilde sige.
Den ene af dem har bevirket forandringen.
De stod at læse i dit brev, ved du jo nok – det brev, som jeg var så henrykt, så frydefuld over – sålænge til slutningen kom.
Det gjør så ondt at vide, at der ikke gives nogen muligheds råd for at få det sagt eller udtrykt således som det er, og jeg er så bange for at du så dårligt og så neppeligt, vil kunne forstå hvad der er foregået med mig. For hvis du f.e.x. tænker at at jeg er vred, eller krænket, eller misfornøiet med dig; at jeg har følt så meget som en skygge af en skuffelse over dig; at jeg nærer et øiebliks tvil om at du er den aller éneste i verden, som kunde været min Pygmalion,k21 så er det så galt og så urigtigt tænkt. Nei, det er bare dette, at den ene lille grund har tilintetgjort og veiret hen, ikke billedet af den mand jeg nu bærer i min sjæl, – men enhver mulighed for, at jeg kunde ville ham noget. Forstår du? Du skulde vide hvor alvorligt jeg taler nu.
Det er jo ikke mange dage siden jeg blev født på ny ved min kjærlighed til dig. Men disse få dage, har været en travel tid indeni mig. For jeg «lever ikke langsomt», jeg, når jeg først farer med det.
Hvad der skete mellem os, er blevet en drøm, en dejlig forførende drøm, som jeg i fremtiden vil mindes, men skjældnere og skjældnere, og som aldrig kan få mere end en drøms magt over mit sind.
Hvis jeg nu kommer til at volde dem [krysset ut], jo dem, for lad os være de's igjen – om bare et par dages bedrøvelse eller mismod, så vil det gjøre mig forfærdelig ondt.
For jeg vilde heller volde dem glæde, al den glæde, der bare er til. Jeg skylder dem jo det meste et menneske kan skylde et andet, og jeg kan ikke glemme, at de var den, de var.
Men jeg må jo være redelig, og sige dem sandheden.
«Det voxer så langsomt» – skrev de – «det tager slig tid før det bliver til kjærlighed». – Aa hvor jeg nu er glad for disse ord, de som i øieblikket gjorde mig så urolig og utålmodig. Nu er det dem, som giver mig mod.
Hvor jeg takker dem fordi de ikke gjorde mig klog på «grunden» hin aften. Kun dårligt kan jeg forestille mig den virkning det vilde havt, at høre det af deres egen mund. Sandsynligvis vilde jeg, stum som en sten, være sprunget min vei, forbi glanende tjeneste-piger og nysgjerrige opvartere, ikke ændsende nogen verdens ting, kun villende det ene; flygte bort fra dem, og komme i skjul. Men hvor det var godt de skrev det nu strax. Og hvor det var rigtigt! De er da endelig engang en mand, og hvor jeg tror, at de er sanddru.
Men hvorledes kan det hænge sammen at de vilde binde mig til dem, endskjøndt de tilhørte en anden kvinde iforveien, en som er deres, og som er dem en trøst? Hvorledes kunde de ville det, – de, som er så fin og god? «En ung pige som holder inderligt, absolut trofast af mig, nu på tredie år. Hun er en fin natur, og hun er mig en trøst «.
Hvad vilde de så gå ud efter en ny kvinde, de som allerede har givet dem bort til en, der er værdig til at eie dem. Og fremfor alt, hvorledes kunde de falde på at vælge netop mig? Hvorledes kunde de tænke, at jeg vilde have nogen del eller lod i sligt?
Det er ikke skinsyge, i allefald føles det ikke således. Det er simpelthen min retsbevidsthed som oprøres i en grad, så de aner det ikke. Jeg være kommen ind mellem dem og en kvinde, som elsker dem, og som de elsker, og som sidder inde med sine krav ifra års troskab, kjærlighed og samliv. En som har givet hele sig selv hen, og som er bleven taget af dem, som de, for at sige det vulgairt, har forført og levet med. Det er jo netop den slags forhold (som det, deres til mig vilde blive) jeg har den dybeste, den sandeste afsky for. Thi enten de er viet i kirken eller ei – det er ligefuldt et ægteskab – og de er ligefuldt for mig en gift mand. Og når hun virkelig er så meget for dem, hvorfor tager de hende da ikke til deres virkelige hustru, siden hun udentvil vil det helst af alt i verden, og siden de ved, at hun vil gå i hundene den dag, de forlader hende. Det er og bliver oprørende, at mænd ikke opdrages til at føle den slags ansvar. Mephistofeles: «Sie ist die erste nicht»k22 – det er den formular, hvormed samfundet begraver disse sine døde. Hvad skal der dog gjøres for at få en anden moral ind på netop dette punkt. Om tusinder gav sit liv hen for det, – det nyttede intet. Derfor jeg vende mig bort fra verden, og lade den seile sin egen sø, for jeg kan, jeg kan ikke udholde at se på al den uret der gjøres, al den smerte, der lides, al den menneskekapital der går tilspilde. Hvor jeg synes synd i denne unge pige, som sikkert er en sød og god og ufordærvet én, siden de holder af hende. Og hvor det vilde gjøre mig ondt, om de nogensinde gik fra hende. Havde det enda været mig. Jeg skulde nok ha'e vidst at greie mig bagefter. Men sådan en ung stakkel, der ikke er klog nok til at være færdig med livet, hvad øieblik som helst. Men hendes breve vilde jeg ikke ha'e læst. Det vilde været helligbrøde. Og jeg havde ikke havt lyst engang, jeg.
Bare dette, at de skulde gå med to kvinder i deres hjærte, og jeg være den ene; – og jeg være den, som skulde vendte til jeg voxede op ved siden af den anden! Hvor de absolut ikke kjender mig!
De vil tænke på mine liberale udtalelser om flerkoneri,k23 og kan måske ikke rime dette sammen. Men forstår de da ikke at jeg vilde ha'e det, fordi hele det skidt var mig i uindskrænket grad uvedkommende. Fordi mændene og alt deres kram var mig så uendelig ligegyldigt, og fordi jeg syntes bedst om at der var sandhed i tingene, siden det alligevel ikke kunde nytte at forlange at de bedste mænd skulde være jevngode med de bedste kvinder. Det er forresten ikke sandt at alle mænd lever ukydsk. For jeg ved med absolut vished at begge mine brødre, ikke min tredie, som er i Amerika, men begge de andre, som er ugifte, og som jeg skiftevis har levet sammen med, siden jeg forlod mit ægteskab – at begge disse mænd lever kydsk.k24 De kan stole på at det er sandt. Og gives der først to undtagelser, så kan der gives to tusinde.
Jeg stanser forskrækket over at ha'e talt så meget, jeg, som sammen med dem ikke kunde sige nogen verdens ting, fordi de fyldte mig så helt at der ikke blev rum for mig, eller mine tanker, eller min forstands brug; og fordi det var mig en for stor fryd at se dem, at høre deres ord og deres stemme, at lytte til alt det om dem selv, som aldrig blev mig nok. Jeg og mine greier blev så kjedelige i sammenligning med selv det mindste ord fra deres mund. Og så forresten, så interesserer jeg mig heller ikke for mig selv i ringeste måde.
Gå nu ikke hen og tro at at dette vil øve en stor og smertelig indflydelse på mig.
Jeg skal nok klare mig, jeg. En så durchdreven og gjennemreflekteret pessimist, finder sig hurtigt tilrette i hvadsomhelst, der forefalder. Livet har nu engang omtrent skræmt livet af mig. Nu kan det længe nok stå og kalde på mig. Så såre jeg løfter på mit hoved, og går et frygtsomt og nølende skridt for at se hvad det er, støder det mig, ved selve sin venlighed, således tilbage, at jeg ræd og forfærdet søger ind i mit skjul igjen. Således er det gået mig, hvergang jeg har listet mig frem for at høre hvad det er man vil mig. Kanske går jeg dog bare for at få fred en dag hen og gifter mig med et menneske, som jeg akurat kan tåle, og som forresten har meget at byde på. Gutterne kan så alligevel ikke godt tages fra mig for skolens skyld.k25 Det vilde ikke blive så slemt nu, siden jeg ved hvad det er for noget. Og vanen vilde gjøre sit. Livet er så utrolig vulgairt, og det bedste man kan gjøre, er uden tvil selv at blive vulgair.
Der er noget jeg har sådan en trang til at gjøre, og det er at bede dem om forladelse. Og idet jeg nu gjør det, sker det med en så levende følelse af sorg og anger, at mine øine står fulde af tårer, mine, som i åringer ikke har udgydt én éneste. For det var min skyld altsammen. De mig ikke, de, (i allefald ikke på den måde), før jeg tvang dem til at tænke på mig. Og så telegraferte jeg ikke afbud til Stavanger, fordi den troldskaben, jeg på reisen havde fået i blodet mit, endnu sad i, og kun behøvede deres tilsagn om at komme for at gi'e sig til at rase på nyt, og værre end før. Altsammen var min skyld, – det er derfor jeg beder om forladelse. De har havt så meget bryderi med mig, og nu er det spildt altsammen – der er intet, intet tilbage, – det er veiret hen som støvet på landeveien. Lad det ikke gjøre dem noget. Det tror jeg heller ikke det kan. De ser jo at jeg er en ubekvem materie. Og desuden har det havt en så en [sic] kort tid til at gro i hos dem, og de er «så langsomt et menneske» ved de, og så har de en, som «er dem en trøst». Og skulde de et øieblik ville til at føle smerte, så skal de skynde dem at huske, at der er ingenting ved mig i grunden. Det er ved gud sandt. Jeg duer ikke til at bruges. Jeg passer i ethvert fald ikke til at ha'e noget med mænd at gjøre, for de er så anderledes beskafne end jeg. De vilde ikke havt nogen rigtig glæde af mig. Langtifra! Kammerater og venner kunde vi være blevne, for de var jo så kjæk og prægtig i alle henseender, og alt det de kunde lært mig! Men nu er også denne mulighed gået istykker for os.
Vær nu ikke sint på mig. For jeg kan ikke holde ud, at de er det. Husk bestandig på, at jeg kunde ikke hjælpe det, jeg. Jeg blev ledet ind i dette af noget, der var stærkere end jeg. Derfor kan jeg heller ikke skamme mig over at jeg har favnet og kysset en fremmed mand, og det skulde jeg dog. En fremmed, – hvor det klinger underligt. For jeg følte det, som havde jeg kjendt dem i al min tid, men bare ikke havt held til at treffe dem før. Derfor – Fortryder? Langtifra!
Der er ikke tanke på, at jeg fortryder. Hvad skulde jeg fortryde? Jo, at jeg har voldt dem al den tummel det var at komme hid tilbage, ikke at tale om udgifter og sligt. Og det vilde smerte mig, hvis det kunde gjøre dem nogen virkelig, eller varig fortræd, at de fandt og tabte mig omtrent samtidigt. Men det kan det ikke. Kan det vel det?
Jeg har været ude på røvertog og eventyr. Træt og såret, men ikke tilsølet og forjasket, er jeg nu vendt tilbage. Mit forrige jeg åbner med en streng og dadlende, men dog moderlig mine sine arme for mig, og langsomt, ganske langsomt synker jeg ned i dem. Det er som går jeg nu i kloster.
Og jeg vil være så flittig og virksom, meget flittigere end før. Når jeg ser alt det, jeg vil bestille, går det pludselig op for mig, at jeg har været et dovent menneske.
Og al den søvn jeg har tilgode!
Hvis vi nogensinde treffes, hvad jeg håber vi ikke gjør, for det vilde pine mig så meget, så har vi bare set hinanden en passant. Husk endelig det!
Nu vil jeg brænde alle telegrammerne, og begge brevene. Jeg føler et stik i hjærtet, idet jeg nu tager mod til mig og siger: adieu for bestandig.
Amalie Müller.
Jeg har glemt at takke for det telegram jeg fik igår. Havde det været som det var, da vi skildtes, vilde det moret og glædet mig i høi grad. Nu bare gjorde det så ondt, så ondt. D.S.

8. Amalie til Erik

Kri.ania 7-9-82
Netop som jeg har sendt mit modbydeligt lange brev afsted, bli'er jeg nødt til at skrive et til. Først igår traf jeg nemlig Ingeborg og en del andre Thaulower,k26 da jeg har været syg siden lørdag, og nægtet mig hjemme for alle, uden undtagelse, og nu har jeg fået hele lextien om, i hvilken grad de havde forstået at stave og lægge sammen. Nini og Theodor havde ikke alene sét dem i vognen, men også sét dem kjøre op ad Rosenborggade,k27 og ventet til den tomme vogn kom nedover igjen. De var gået ganske rolig til løkkenk28 og fortalt at de nu vidste hvem fru Müllers reisende var e.c.t. De havde ikke villet nævne det til dem dagen efter, fordi de gjerne vilde være delikate, og fordi de troede, det var en så «alvorlig affaire.» Ingeborg påstod at de havde været så besynderlig dagen efter, og besvaret alle spørgsmål på en så åndsfraværende og rastløs måde. Det, de havde sagt om forretninger, havde forekommet dem alle så mystisk. Nogen havde sét mig fare nedover byen i en drosche. Herman havde taget fat på Jakob, og spurgt ham ud, om hvor jeg skulde hen, hvad Jakob ikke kunde give besked om. Ingeborg påstod med en sådan bestemthed, at jeg havde været sammen med dem begge aftener, at jeg virkelig troede, hun positivt vidste det. Hun var meget fornærmet på mig, fordi jeg ingen fortrolighed havde havt til hende, og trængte hårdt ind på mig for at jeg skulde tilstå alt! Nini havde skrevet til Theodor om det og sagt at der var ingen tvil om at fru Müller og Skram o.s. v.
Der kan de se, hvor godt det var, vi ikke kom på løkken hin aften, da vi næsten stod for døren.
Jeg udholdt attentatet med en beundringsværdig ro og koldblodighed. Jeg havde ikke tiltroet mig selv så megen frækhed og energi som den, hvormed jeg tilbageviste alle beskyldninger. Det gik op for mig, at man først ved, hvad man duer til, når man står foran ilden. Jeg er ikke så gal, jeg, må de tro. For en fordærvet og snedig person, jeg kunde være bleven, hvis forholdene havde taget mig ordentligt i brug. Nu gider jeg hverken det ene eller andet. Men jeg løi, – det er utroligt hvor godt jeg gjorde det, tiltrods for at jeg ikke er håndgangen, og jeg påstod, at jeg kun havde set dem den ene gang i visiten. Din tomme vogn kunde været en anden, sa'e jeg: alle vogne ser éns ud, og det gjør alle kudsker også. Den første aften havde de faret omkring for at treffe Grevstad,k29 med hvem jeg havde forstået, at de havde kjedelige forretninger, – pengesager – men uden resultat, – så havde de i ethvert fald sagt det til mig. De havde endvidere sagt at de også fredag eftermiddag sandsynligvis vilde være optaget af kjedelige forretninger, hvorfor jeg ikke mere fik dem at se. Det holdt hårdt, især med Ingeborg, men tilsidst troede hun mig aldeles ubetinget. Jeg tog det så utroligt roligt. Som om det ikke interesserte mig synderlig enten man troede mig eller ei. Nini og de andre, bad mig næsten om forladelse, fordi de havde kunne tænke det til mig. Hun vilde strax skrive til Theodor. Fritz sa'e, at han altså havde havt ret, når han hele tiden havde sagt, at det hele var noget sludder; han var så vis på at Skram og jeg ikke havde havt det fjerneste maskepi sammen at o.s. v. Det vidste han bedre. O.s. v. Jeg underretter dem om dette, for at de skal vide, hvordan sagerne står, når Fritz og Ingeborg nu kommer til Kjbhvn og måske gjør hentydninger. Kjære, – sig nu bare akurat det samme som jeg, så er de så sød. De sa'e engang at det ikke kunde være så farligt om folk til syvende og sidst, fik det at vide, men det er, det er farligt. Ingen af dem vilde tro mig mere! Bare det! Man vilde mistænke mig for at være så meget værre og for at ha'e gjort så meget galere ting end det jeg virkelig har gjort. De vilde tro det værste om mig. Og det vilde ikke være hyggeligt at stå som en løgner foran dem alle. Og så er det ikke bare for min skyld, men for mine gutters som fortjener at ha'e en mor med et pletfrit rygte og for min broders og hans guts skyld. Husk på alt det!
Forresten føler jeg mig tryg i deres hænder.
Deres A. M.

9. Erik til Amalie

Kbhvn. den 10 September [1882]
Amalie, Du har dømt hurtig, for hurtig, og Du skal høre mig. Tro ikke, min dyrebare Veninde, at jeg i mit Hjerte beskylder Dig for letsindig at have fældet din Dom, jeg véd, at Du har været dybt dybt alvorlig, da Du gjorde Prøven på at rive mig ud af dit Sind, og hvad mere er, jeg tror, at hvad Du har gjort Prøve på, er lykkedes for Dig. Du elsker mig ikke mere. Jeg siger dette så sørgmodig som muligt, men jeg er rolig, for jeg har intet Håb opgivet. Jeg vil bejle til Dig. Jeg vandt Dig for hurtig. Lad mig nu prøve, om jeg kan vinde Dig anden Gang og bedre. Jeg er Dig ikke uværdig, og jeg beder dig kun, om jeg langsomt må få Lov til at søge ind imod dit Hjerte på ny. Jeg beder derom for min og for din Skyld Amalie. Jeg kan gøre Dig noget godt, så vist som jeg véd, at der hos Dig ligger det Gode i Livet, som jeg har Evne til at søge. Dit Liv Amalie er ikke helt rent, og synder jeg imod noget Fint og Skært, så står Du og har stået i Begreb med at gøre det samme. En enkelt Ytring i dit Brev indeholder forblommet det samme Brud på Renhed og Ægthed i dit Følelsesliv som min Meddelelse gjorde det for mit Livs vedkommende. Og tager Du ærlig din Kærlighed op på ny, så bliver Du renset, det er det Gode jeg kan gøre Dig – og Du mig. Jeg vender mig med min Kærlighed til Dig som til en Renselsesfest helt og helt igennem – ikke fordi Amalie Du er et så meget bedre Menneske end jeg, end ikke et så meget finere, skønt det er Du, men fordi to ærlige Mennesker kunne elske hinanden rene.k30 Du og jeg, hvis Livet giver os Lykke dertil. Når Du har næret Planer om Gifter-mål og griber til dem på ny, er det på dine Vilkår en Synd af samme Art som den jeg har gjort Tilståelse om, kun at min er så meget værre, fordi jeg sidder midt i den. Men Du har ingen Trang haft til straks at sige mig, at der var et Brud i Rækken af dine blanke, selvrolige Handlinger, at Du stundom hemmelig hvilede ud i Planer, der, man tage så hensynsfuldt på dem som man vil, smitter af i en ren Sjæl. Min egen Veninde, jeg retter ingen Bebrejdelse imod Dig, men jeg ønsker for et Øjeblik at vende dit Blik ind imod Dig selv. Jeg er bleven uhyre forskrækket ved din Ytring, den er gået mig igennem Hjertet på langt smærtefuldere Måde end dine Ord direkte til mig. For jeg tror, Du har Uret i det væsentlige hvad mig angår, og jeg er endnu modig nok til at håbe, at jeg skal kunne vise Dig det – men er Du for Alvor slap i dine egne Sager, så Amalie forstyrrer Du så meget, der kunde blive godt.
Men jeg har vel ingen Myndighed til at tale til dig, før jeg har fejet for min egen Dør.
Husker Du min Ven, Dyveke i «Gertrude Coldbjørnsen»?k31 Den unge Pige, som trøster Fabricius. Hun optræder først i sidste Kapitel. Forargede hint Forhold Dig, da Du læste det, eller forstod Du nogenlunde Arten af den Godhed, Fabricius nærede for hende, og kunde Du tænke Dig, at denne unge Pige elskede ham af hele sin Sjæl og vidste af, at hun kun var ham en Trøst, aldrig kunde fylde Tilværelsen for ham? Dette er Grundtonen i det Forhold jeg omtalte for Dig som en Trøst i mit Liv. Der er end ikke en Gnist af Løgn deri i den Forstand, at den unge Pige tror, at jeg elsker hende. Hun tror, at jeg holder alvorlig og ømt af hende, og at der hidtil siden Gertrudes Dagek32 ikke har været nogen Kvinde på min Vej, som har kunnet tage mig fra hende. Men da jeg blev så længe i Norge, var hun forberedt på, at jeg kom forlovet endog gift hjem, og hun vilde været gået fra mig uden at rejse nogensomhelst Anklage imod mig, for på de Vilkår vidste hun vare vi forenede. Det har jeg sagt en Gang for alle og hun gentaget de hundrede Gange. Forklaringen på disse – i Danmark ikke meget hyppige, i Frankrig overordenlig talrige – ensidige Kærlighedsforhold ligger simpelthen i den sociale Dannelses Forskel. Den unge Pige jeg omtaler er Dame-skrædderinde og har aldrig tænkt på at ville være min Hustru. Hun er forstandig og véd, at hvad der udgør hendes Fryd som Elskerinde vilde være en Ulykke for hende som Frue.
Men om igen; jeg vil lægge det hele så klart frem for Dig som det er mig muligt.
En Efterårsaften for snart tre År siden mødte jeg på Gamle Kongevej ved Søen den unge Pige som hedder Camilla. Hun havde en ejendommelig smuk Gang, som fængslede mit Blik og idet jeg gik forbi, så hun vist på mig. Jeg vendte om og talte til hende, og hun bad på en Måde om Undskyldning fordi hun havde set så bestemt på mig, hun havde i mig troet at genkende en anden, som hun ønskede at træffe. Jeg spurgte om, hvem denne anden var, og skønt jeg ikke fik nogen klar Besked, forstod jeg, at det måtte være en meget kær Person, en Elsker formodentlig, med hvem det var kommet til et Brud. Hun talte behage-ligt og med et ejendommeligt Lune og noget forpint, og var langt langt finere end unge Piger man kan finde på at tale til på Gaden ellers ere. Hun boede i Nærheden. Jeg husker, at jeg foreslog hende at følge med mig på en Restauration, men da det så ud til Regn, svarede hun kort og godt, at det var bedere [sic] at gå op til hende og der drikke den Flaske Vin, jeg omtalte. Naturligvis mente jeg nu, at have et mildest talt højst letsindigt Pigebarn for mig; jeg købte Vin og Glas – kan jeg huske – og befandt mig installeret hos en fint-tarvelig klædt yngere [sic] Pige på en 25 År, hvis ualmindelig svære sorte Øjenbryn og forunderlig hårdt skårne Ansigt interesserede mig. Vi talte i et par Timers Tid sammen. Så vidste jeg, at jeg havde et ufordærvet, forstandigt, delvist dannet og rimeligvis fintfølende Væsen for mig, der havde lidt Nød i en Kærlighedshistorie. Hun var for Tiden første Syerske på et stort Magasin. Vi talte muntert og honnet, kun forsvarede jeg i al Skikkelig-hed den sanselige Side af Elskov, som hun angreb som noget uskønt. Jeg fortalte en Historie om Kærlighed, som skulde bevise mine Teorier, så, uden Overgang eller Forberedelse rejste hun sig, greb med et forunderlig stille Smil Broschen under Hagen, løftede den af og sagde «Ja, nu må jeg i Seng; jeg ved ikke hvad De vil gøre.» «Blive naturligvis,» svarede jeg trods min umådelige Forbavselse så rolig, som om jeg intet andet kunde have ventet, og i et Minut var hun hoppet i Seng. Jeg var rolig som en Eksperimentator. Hendes Hengivelse var forunderlig, ur-ren, skælvende sanselig og sig brødefuld bevidst på én Gang. Jeg havde ondt af hende. Jeg tror, at jeg ikke et Sekund tog fejl. En Mand, hendes Elsker havde hun hengivet sig til før, han havde forladt hende; i Måneder havde hun lidt, krænket i sin inderste Sjæl og dybt bedrøvet, nu stod hun på et uendelig farligt Vende-punkt. Hendes Sanser havde overlistet hende i den forpinte Tilstand hvori hun var. Var jeg nu en Slyngel – nej blot det man i Almindelighed kalder et Mandfolk – var hun fortabt. Jeg tog så blidt og roligt og så muntert skikkeligt som jeg havde Evne til på hele Situationen. Da jeg gik, kyssede jeg hende, det havde jeg ikke gjort før. – Ak Amalie, det er sandt, Du mener formodentlig, at jeg skulde være gået, da hun vilde give sig hen. Min Ven, om slig Dyd findes, vilde den på dette Tidspunkt næppe have været heldig anvendt. Hun havde været skrøbelig som Vox i enhver nogenlunde erfaren Slubberts Hænder, og en sådan vilde hun have truffet. Jeg tog med rolig Samvittighed hvad hun gav. Jeg kendte Værdien deraf. Min Ven, mulig forstår Du slet intet af den hele Historie, men gør Du det, så skal Du føle, at jeg har Ret, når jeg siger, at det var netop deri min Fortjeneste bestod. Jeg forstod hvad der var sket. Jeg kendte Arten af hendes Sjælstilstand. Det var ikke et usædeligt Kvinde-menneske, der gav sig hen for en Flaske Vin; det var en ulykkelig ung Pige; næsten alle Mænd jeg kender vilde ikke have forstået dette. De vilde ikke have spurgt, de vilde ikke have haft synderlig Plads til Interesse for hende, for deres eget Begærs Skyld, og de vilde råt have ladet hende gå i Klasse med Skøgerne, man for en Klat Sølv kommer i samme hurtige Forbindelse med. Nu behandlede jeg hendes Hengivelse som en stor, vægtfyldig Begivenhed, jeg vilde ikke have undladt at komme igen for overmåde meget – løs og ledig som jeg var – jeg tog hende under Behandling som en Slags Elskovspræst kunde have gjort det, der gik en Måned hen, inden jeg spurgte om en Gentagelse af den første Aftens Begivenhed og jeg lærte hende i denne Tid og derefter såre såre meget om Respekt for sig selv, Finhed i Følelser. Hun skulde, var vi den Gang blevet skilte, ikke let være faldet i sine egne Sansers Snare på ny. Men naturligvis, så kom hun til at elske mig, for jeg tog godt og kærligt på hende. Så fortsattes vort Forhold i to År – hendes eneste Frygt var: når jeg gik fra hende; hun troede aldrig på Varigheden af vor Forbindelse, og en skønne Dag gik hun hen og forlovede sig med en halvt gejstlig Person ved Irvingianernes Menighed, Enkemand med to Børn.k33 Jeg kunde naturligvis have forpurret denne Forbindelse, men jeg støttede den, fordi jeg troede hun var i god Havn. Forstår Du hendes bange Bevæg-grund? Mig forlod hun først to Dage før sit Bryllup. Hun var gift i lidt over et halvt År, i hvilken jeg fik et Par Breve – meget sørgmodige. Så gik hun pludselig en Dag fra sin Mand – han havde lagt Hånd på hende, og hun havde holdt det ud i tre Måneder, tror jeg. Hun tyede naturligvis til mig. Jeg hjalp hende med Penge og med min store Godhed for hende, hun var umådelig nedbrudt. Hun er en meget dygtig Kvinde og er hurtig kommen sig. Nu er hun modig, tjener godt og – elsker mig.
Ser Du Amalie dette er i korte Omrids Historien. Jeg brugte Udtrykket «mig absolut trofast», det skete for i et Par Ord at antyde Forholdets Art. Jeg var bange for, at Du skulde tro, at det var almindeligt Griseri det Hele. Når jeg brændte på Tungen for at få fortalt dette Forhold, så er det fordi det har spillet en Rolle i mit Liv. Camilla har været mig en Trøst. Det er godt at holde af; min Hengivenhed har været øvet og jeg har været trofast mod den Opgave at gøre godt – på min Måde – mod denne gode og kærlig-hedsfulde Kvinde. Havde jeg gået ganske ene om i Verden og kun nu og da knyttet et kortvarigt måske pikant, måske kun usædeligt Forhold til Kvinder i og uden for mit eget åndelige Område, var jeg måske bleven ligeså rå i mit Følelsesliv, som jeg til min Forskrækkelse mærker, at selv fint dannede Mænd kunne være. At jeg skulde have levet som en Munk er ikke din Mening. Men altså Amalie, min Brøde mod Dig er, at jeg ikke bryder dette Forhold straks, ja endog har sagt, at det vil være mig en Trøst at holde det vedlige. – Amalie, jeg ligger under her for min Ærligheds Skyld. Forstår Du slet ikke min Mening? Jeg lider ved min Fraværelse fra Dig, jeg lider ved, at jeg i mit Liv fra Dag og til Dag ikke kan få udtrykt, ikke finde Udtryk for det, som er blevet mit eget egentlige Indhold; min Stræben hen imod, ind til Dig, min Tro på, at Du har min Lykke i din Hånd, min Følelse af, at det er rent og dygtigt hvad vi to kunne ville hinanden – det lider jeg under, og så véd jeg, at jeg vilde lide endnu mere, hvis jeg med Ét skulde mærke, at jeg foruden en rent åndelig Smærte, om man kan sige så, skulde have mit sanselige Jegs aller bitreste Længsel at kæmpe med, ave og kue. Forstår Du ikke Amalie hvad Længsel vil sige. Er det afskyligt at sige, at jeg føler en Trøst ved at døve Længslen noget. Tror Du Trøsten er stor? Tænker Du ikke på den Pine, der ligger i selve Forsøget på Trøst? Amalie, Du må ikke lade mig falde for denne Sags Skyld – Du handler urigtigt heri. De fleste Mænd vilde vel på dette Punkt have tiet bom stille, og så Dig uafvidende søgt og fundet en rimeligvis langt lavere Art af Trøst. Amalie, havde Du været min Hustru, vidste jeg når Du blev det, tror Du så, at Sagerne stillede sig som nu, hvor jeg på Forhånd har meldt et Slags Frafald mod min Troskab mod Dig? Husk Amalie, at Du ikke har gjort Fordring på dine Rettig-heder, Du kappedes kun svagt med mig om at «give». Du har ikke villet være min straks og udelt, og derfor har jeg sagt Dig, at jeg så længe jeg er «alene» i Verden holder på den lille Trøst, som Livet har ført til mig. Jeg har ikke mod til at begynde min Pilgrimsgang med den Tærepenge jeg har. Du skal give mig mere. – Amalie, Du må ikke indlade Dig på at elske et Fantasimenneske. Jeg har vist mig som jeg er. Som sådan, men bedre og bedre, håber jeg, ved din Hjælp vil jeg vinde Dig. Lad Dig vinde Amalie, og tro en Smule på, at jeg, der har kunnet tale ind i dit Hjerte blot ved rolig at være mig selv, også er skikket til at høre til hos Dig. At jeg med mine Fejl, med min plumpe Udvikling som Mand dog kan råde og hjælpe Dig, at det virkelig er muligt at elske et Menneske, som ikke er en ideal Person men blot et ærligt Menneske, som i Bestræbelse efter at fjærne enhver Misforståelse har brudt ind på et fint omgærdet Sted og netop voldet en lignende Mangel på Forståelse som den han frygtede – tro på det.
Ak det er så fattigt det jeg siger. Kan Du ikke føle, at det jeg har kaldet en Trøst, nu er mig en tyngende Byrde netop for den udvortes Ligheds Skyld, der er imellem dette Forhold og et virkeligt Kærlighedsforhold, og kan Du forstå, at jeg nu aldrig kunde have begyndt på noget sådant. Jeg er jo ikke nogen løs og ledig Person mere – hvis Du holder af mig. Men kan Du så på den anden Side tage med en Smule af din Tanke forsigtig fat i det sørgelige Forhold, at vi Mænd – det er så Amalie, på meget få Undtagelser nær – rent uafhængig af vort Følelsesliv har lært fra 14–15 Års Alderen at leve ukysk, og at det dæmrer truende for mig som noget rent fysisk ondt, der vilde komme over mig og gøre mit Sind uklart,k34 hvis den Fordring nu stilledes til mig, at jeg uden sikkert Varsel om et nyt Liv i Skønhed og Ro skulde bryde med noget forholdsvis kønt og blive Munk. Stil ikke dette op som din Vilje, Amalie, det er for ufornuftigt.
Jeg vil ikke skrive mere før dette Punkt er klaret. Det bæres mig for, at jeg kun med et Par ulyksalige Udtryk har voldet Dig og mig Fortræd. Men jeg tør intet tro, intet rigtig tænke.
Grunden til, at mit Svar først idag bliver skrevet ligger i at jeg først idag har læst dine to Breve og hvorfor jeg først idag har læst dem ligger i Omstændigheder, jeg ikke nu kan få fortalt. Det hænger sammen med hele mit Kærlighedsliv og derom vover jeg nu ikke at tale. For alt Godts Skyld misforstå mig nu ikke igen: min Kærlighed til Dig Amalie – jeg har ingen anden.
Alt det Pinlige med Thaulows gør mig oprigtig ondt for mange Årsagers Skyld – ikke mindst for din Dygtighed i at lyve.
Din Erik.

10. Telegram til Erik

Skram
Nansensgade 34 – 4 Kbhvn
Fra Christiania 13/9/82 kl.9.05 fm
Skriver et Svar, naar jeg har tænkt mig ferdig, rimeligvis om en Dag eller to.
A M.

11. Amalie til Erik

Kristiania 15de septbr. [1882]
«Jeg har dømt hurtigt, for hurtigt», siger du. Ak nei, min ven; jeg har slet ikke dømt, jeg. Bare den ytring beviser mig at du aldeles ikke forstår hvordan det hele er gåen til. Og hvorledes skulde du også kunne det. Jeg skrev jo det til dig, at der aldeles intet andet var foregået end dette, at jeg ikke mere kunde ville dig noget. Men deri ligger ingen dom, end ikke en nuance af bebreidelse mod dig, du kjære. Jeg er så modløs og så beklemt ligeoverfor den opgave jeg har, at skulle svare på dit brev. Jeg gjør det så modstræbende, for jeg vilde helst knibe af fra det hele, sænke det altsammen ned i den grav jeg har lavet istand i mit indre. Men det går jo ikke an, at du et sekund skulde tænke, at jeg behandlede vort mellemværende legertk35 eller ukjærligt. Jeg har så stor respekt for dig og det, så megen godhed for det minde vi nu har fælles, at jeg ikke kan tåle, du skulde misforstå mig her. Men husk at jeg sendte dig mit sidste, mit virkelige farvel, og betænk at det var alvorligt ment. Når jeg nu taler til dig, så er det som var jeg stået op fra det døde.
Jeg ser anderledes på dit forhold til hint fruentimmer nu, og jeg ser også anderledes på hende. Det er sandt; det var af en anden art, end jeg tænkte. Jeg forstår mig forresten så utrolig lidt på den slags ting. Og det uagtet jeg ved og har hørt så meget, at intet burde være mig fremmed eller overraske mig. Men alligevel, – jeg oplever det atter og atter, – al min viden er ikke trængt indenfor huden. Det er et lag af olie jeg må være indsmurt med; thi alt det, der er min natur fjernt og modbydeligt, glider af igjen, om man så tog og dyppede mig i det fra isse til fod. Det mærker jeg bedst når noget sligt bryder ind hos mig. Den virkning det gjør, den skræk og smerte jeg føler, kunde passe for et barn, der intet, absolut intet vidste, og pludselig så alle sine illusioner flommet over af en smudsig, slimet strøm. Og hvis jeg enda havde illusioner! – men jeg eier ikke det som illusion er, skabt i min hjerne eller mit hjerte.
Hvad jeg har lidt ved at læse dit brev, – disse mange gange igjennem! Du aner det ikke. Tilsidst har jeg dog ikke kunnet udholde andet end at springe over det meste, og kun læse det du siger til mig om dig og mig.
Det har været som om en stod og pirkede i mit hjerte, med noget iskoldt, stålagtigt. Jeg er vis på at jeg har siddet og anket mig under læsningen. Jeg ha'e gjort det. Det var ikke bare fordi det var dig. Det var også den gamle, fortærende smerte over alt det stygge og fæle, som verden er fuld af, alt dette her som menneskene siger ikke er synd, men som jeg aldrig, aldrig kan forlige mig med. Jeg skulde ikke tro det var «almindeligt griseri», siger du. Ja, jeg ved nu ikke, hvad man i almindelighed kalder for «almindeligt griseri», – men jeg vilde, hvis jeg turde for dig, sætte et u foran adjektivet og beholde substantivet uforandret, og så bruge den betegnelse der kom ud deraf, på det du i dit brev fortalte mig. Bliv nu ikke vred på mig. Det er bare fordi jeg er så uskjønsom, – nei, det er fordi jeg bliver så forfærdet, så i min inderste sjæl forstyrret, hvergang dette på ny træder mig nær. En kvinde som møder en fremmed herre på gaden, som tager ham med op, og går tilsengs for hans øine, og så det andet, – uf nei, – hvorledes kan du dog forlange, at jeg skal kunne forstå det. Men endnu værre er det at hun midt i sin kjærlighed til dig, går hen og gifter sig med en anden, med en af den art, at hun løber fra ham efter ½ års forløb. Og så at hun bliver hos sin elsker til to dage før bryllupet! Og så at hun vender tilbage til ham, og ikke føler trang til at rense sig ud fra al sin besmittelse ved at leve sit liv i ensomhed og selvfornægtelse, og brænde ud sin skam ved at tage sin smerte op som sit daglige brød. Og at hun ingen pligter og intet ansvar har fundet i sin nye stilling, ikke engang ligeover-for de små, som hun dog var trådt i forhold til, og kunde ha'e været noget godt for, – nei det er så over al beskrivelse udenfor min fatteevne, at andre end de mest lavartede fruentimmersorter kan gjøre alt det, at jeg slet ikke vil befatte mig med at tænke på hvorledes det går til, at du kalder hende en «god og kjærlighedsfuld kvinde» og at du holder «ømt og alvorligt af hende». Jeg kan nu forresten heller ikke begribe hvad forskjel der er på at «elske», og at holde ømt og alvorligt af en kvinde, eller omvendt af en mand. Hvis det var mig så vilde jeg ganske vist ikke kunne skille de to ting ad, eller skjelne mellem dem. Men om alt dette, skal vi aldrig mere tale. Lov mig det. Ja, forresten er det vel sidste gang jeg skriver til dig, for jeg antager ikke du kommer til at svare på dette. Men vist er det, at jeg ikke kan, ikke med min allerbedste villie kan forstå det, og at jeg føler et fysisk ildebefindende ved at lade tanken dvæle derved. Nu ved jeg så vist at enhver anden kvinde i min alder, og med min intelligents, vilde vide at finde sig tilrette ligeoverfor det, der har fjernet mig fra dig. Det vilde slet ikke gjøre dem noget. De vilde endog synes at du i dit forhold til dette fruentimmer stod så nobel og god og fin, at du derved blot kunde voxe og få forøget værdi. Når jeg ikke kan det, så er det fordi jeg er formeget af en abstraction. Det er også dette som er iveien for at du kunde få nogen glæde af mig. Jeg er bleven så vis på det efterat ha'e læst dit brev. Når jeg tænker på dig som på et blot og bart medmenneske, så gjør det mig slet ikke noget hvorledes du lever eller har levet; jeg vilde så gjerne, så uhyre gjerne ha'e dig til ven, og det er ikke alle mænd jeg vilde ha'e til ven, må du tro. Men når jeg tænker på, at du er den mand jeg skulde elske, og give mig hen til, så kan jeg ikke holde nogen ting ud, ikke engang at du har levet i verden sålænge som jeg selv. Det vilde derfor ikke nytte mig det ringeste om du skrev: jeg bryder med hende, og vender aldrig tilbage, – jeg forpligter mig til at leve som en munk for eftertiden. Langtifra! Jeg vilde gyse ræd og feig tilbage for at ta'e et sådant offer, og det vilde ikke bevirke den ringeste forskjel hos mig. Jeg ønsker intet i den retning. Ikke for nogen pris i verden vilde jeg ha'e det engang.
Men føler du nu ikke mere og mere, hvor dårligt jeg kunde passe for at være din? Du har taget feil af mig. Jeg vilde være så ræd så ræd. Du aner ikke hvor bange jeg er bleven for dig, efter at ha'e læst dit lange brev. Jeg har fået en angst over mig, så jeg kunde sætte mig nedfor og storhulke. Jeg er ikke skikket for at tilhøre nogen mand, selv ikke den jeg elskede. Dette at han skulde komme og forlange af mig, hvad han havde fået hele livet igjennem af en eller anden, – – – jeg må gjemme mig bort i rædsel. Og jeg kunde heller ikke ha'e ham halvt, for det vilde pine mig tildøde.
Og ved du hvorfor jeg også er bange for dig. Det er fordi du har noget, nei meget af det stof i dig, hvoraf Søren Kjirkegaard har lavet forføreren, Johannes. k36 Og så når jeg tænker på at jeg har gået sådan og slængt på gaden næsten ved nattetide med en mand, akurat som hvilketsomhelst fruentimmer, og været på hans værelse i hotellet, så bli'er jeg pludselig ganske jevngod med hende den anden, som du forresten jo sætter så høit, hvad jeg ikke gjør. Og det kunde godt hænde sig at du engang, hvis situationen havde været slig, at vi to kunde have etableret magen til hint forhold, at du da en dag når du var bleven kjed af det, overtalte mig til at ægte en «halvt geistlig person», for at «bringe mig i havn». Ja, for du kan slet ikke vide det du, om det ikke vilde gå akurat sådan og ikke anderledes. Og du skal ikke blive vred fordi jeg siger det, – jeg bare sætter det jo. – – –
Jeg har jo slet ikke næret planer om giftermål, jeg. Det har i allefald bare været lavede tanker. Du behøver ikke at skjænde på mig for det, og dutte mig på at jeg af og til har hvilet ud i urene forestillinger. Nei, for jeg har virkelig ikke gjort det. Og hvor-ledes skulde jeg så ha'e følt trang til straks at sige dig det. Jeg måtte have rodet længe om, og gravet dybt ned for at finde dette frem, og du ved jo, at jeg slet intet kunde sige, bare fordi du var så deilig, du. Du ser altså at det er din egen skyld, når jeg ikke har kunnet tale. Forresten, jeg skal være ganske ærlig. Da jeg sidst skrev til dig, kom tanken pludselig for første gang som en virkelig tanke. Jeg ved ikke hvorfor den netop kom da, endnu mindre hvorfor jeg skrev den ned. Men den har ikke været der siden, ikke så meget som et spor af den, og tror du virkelig, jeg nogensinde kunde få mod til at gjøre det, jeg? Eller tror du, at jeg nogensinde kunde få lyst til det, kanske? Ja, da måtte jeg i allefald forandre mig meget. Rigtignok forstår livet sig udmærket på at vende op og ned på et menneske, – men så er der dog visse ting, som straks kommer på sin rigtige plads igjen. – – – Jeg kunde forresten godt mærke på dit brev, at du ikke havde taget dig alt dette synderlig nær, og det var mig en beroligelse.
Bjørn er her endnu.k37 Han er bleven længere, end han fra først af mente. Hvis han nu reiser over Kjbhvn. som jeg tror han gjør, så vil han plage dig med sit snak om mig. Han driller mig uafladelig med dig, og det er desværre lykkedes ham at få mig gloende rød lige ud i ørespid-sen. Den omstændighed har han vidst at drage fordel af. Når han er hjemme hænger han altid over mig. Derfor må jeg skynde mig at skrive mens han er ude. Du havde ret i det, du sa'e om ham, rasende ret, men jeg har været så fjern og så alvorlig som en gudinde. Og så har jeg været så bedrøvet. Nu har jeg det dog bedre. Jeg tror at jeg er rolig og fattet. Når alt kommer til alt, er det dog sandt, at jeg er et flygtigt menneske. Der er ingen ting ved mig i grunden, det er altid omkvædet på alle mine betragtninger over mig selv som jeg forresten anstiller skjældnere og skjældnere. Det er sandt at du ligger under for din ærlighed. Men det skal du ikke bryde dig om, for vilde du vel opnået så meget som så, – ved en løgn. Nei det vilde du ikke. Du er meget for god dertil. De fleste andre mænd vilde ha'e tiet. Men du er ikke som de andre du, ved du. Du er så meget, meget bedre.
Amalie Müller.

12. Erik til Amalie

Søndag den 17 September [1882]
Amalie, om Du vidste, om det var mig muligt med Ord at sige Dig, hvor lidt den usalige Historie, der ligger os imellem, har med Dig og mig at gøre! Det er en Sag helt til en Side. Jeg elsker Dig, det vil sige, der er om Dig en Verden – der har om den unge Pige i en Ørk været en Oase, hvorhen jeg tyede, da Tomheden greb mig med Skræk. Min Ven, jeg har brugt det forkerte Udtryk «Trøst»; det skulde jo kun betyde, at når jeg gik tilbage i det, jeg troede fremdeles var en Ørk – det er det ikke, så længe Du er til og – elsker mig, Amalie – så var der dog en Plet, som ingen smudsig Fod havde betrådt. Jeg så jo mit Liv i Belysning af de mange Års golde Tilstand; Amalie jeg havde endnu ikke vænnet mit Øje til ret at forstå Rigdommen, hvori jeg var kommet ind. Jeg er langsom af mig, det har jeg sagt Dig. Om Du vidste, hvor dybt jeg nu føler, at Du måtte opfatte mine Ord som et Fald helt dybt ned, et uforklarligt Forræderi, om Du vidste Amalie, hvor utallig mange Ord jeg nu véd der skal til for at danne den Kæde ind til dit Hjærte, som Du skal vide der er mellem Dig og det helt rene i mig. Amalie, lad mig få din Hånd, se mig ind i Øjet, det er ufordærvet hvad Du har elsket! Der ligger over mig et Lag af Livets smuldrede Støv. Jeg tør jeg vil ikke nægte det, men blæs på det, Vennen min, og Du vil få at se, at det ligger løst.
Amalie, Du har elsket mig, endnu har jeg dit Hjærte, Du må ikke sige nej, for så er Du ikke sand, men det kan man ikke løbe fra. Du må ikke tænke som så, at Du kendte mig ikke nok, dit Hjærte bedrog Dig, at der er endnu Mulighed for Dig til at trække Dig i Behold ud af Historien. Det er en falsk Tankegang. Amalie det smærter og svier at gøre som Du vil, og den Smærte betyder, at Du tager af dit Liv det bedste, Du ejer. Giv, giv helt, før har Du for din egen Skyld ikke Ret til at gå tilbage, ti før kan Du ikke gøre det i Behold. Hvad der ikke duer i mig skal Du forme Dig til Behag, først når det store Forsøg glipper, står Du atter ene i Verden. Så er der atter Smærte, det er vist, men den har Livskraft i sig, det er Forskellen, den Smærte, Du nu føler, er gold. Du har elsket mig, det vil sige, Du har følt Lykke ved mig; Amalie, det er Livets Vilkår: brug den Lykke eller gå til Grunde! Der er kun denne ene Mulighed til i Verden. Hvad enten Du vinder et Liv i din Kærlighedslykke, eller Du taber i Kampen for at binde dit og mit Væsen uløselig til hinanden, har Du vandret de Veje, der gør seende. Og det er nok Måden at vinde sig selv på. Du skal elske mig, for Du gør det. Det er et Vovespil, hvor det Højeste er Indsatsen – Amalie, tror Du jeg byder Dig letsindig derpå? Du har elsket mig; det er en Livets Lov, der har rørt Dig; Du er under dens Indflydelse, og det er Livets dyreste Magt Du står i Begreb med at krænke – eller har stået. – Amalie, to Menneskers Elskov er det eneste Hellige Livet véd af at skabe. Jeg var forsigtig med at indlade mig derpå – Du vilde kvæle din Elskov, for Du kendte kun dens Vrængebillede – men én Gang under dens Magt Amalie, tror jeg, at det er forsmædelig Synd at bryde ud, før den haarde Nød fordrer det. For så synder man mod sit eget Væsen. Og den hårde Nød foreligger ikke for Dig Amalie. Lad min Opfattelse af hvad jeg fjærnt fra Dig, og inden Du har bundet dit Væsen helt om mig, tør gøre, og jeg er fristet til at sige, bør gøre af mildt mod en anden og ligesom afbødende for mig selv, end bero på et Fejlsyn, på en noget sløvet Finfølelse – ak nej Amalie det er slet ikke det, jeg føler uendelig sikkert Fejlens Art – så skal Du, fordi Du elsker mig, tage blidt forstandig og kærlig derpå. Skru ikke vilkårlig, og fordi Du vil følge en Opfattelse, som aldrig på god – jeg mener på kærlig forklarende Måde er kommet til Dig, en Sag op til at være et Enten-eller, når den kun er et rent ydre historisk Påhæng. Lad der end indfiltret i Sagen være en Grimhed, Du vægrer Dig ved at ville forstå – ikke kan forstå – men tag så min gode Forsikring om, at denne Grimhed tynger mit Sind hårdt, men at jeg stoler på en Dag at kunne tage Tyngen både fra Dig og mig.
Og nu Amalie, gid den Historie, jeg måske, fordi den derved måtte få forkerte Dimensioner, aldrig burde have fortalt Dig, kunde lægges i en Slags åben Begravelse, som Du ikke besøger. Lad mig stride denne Strid alene. Der har vist været noget umandigt hos mig, da jeg vilde indvi Dig i disse Forhold, som hænger sammen med netop alt det i Livet, Du ikke har haft med at gøre og derfor ikke kan opfatte i sin rette Sammenhæng. Mon jeg har søgt efter en Absolution, som jeg ikke skulde få? Bevidst har jeg i alt Fald ikke gjort det. Min Meddelelse hænger sammen med, at der ikke er den Ting i Verden, som jeg ikke synes, at jeg bør dele med Dig.
– Du har ikke skrevet den Dag jeg havde ventet. Jeg troede så sikkert, at jeg igår Kl 5–6 skulde have fået dit Brev. Nu har jeg intet at holde mig til. Imorgen når disse Ord alt ere på Vejen til Dig, kommer formodentlig dit Brev. Ak, gør mig nu ikke for bedrøvet! Du har Synd deraf Amalie. Véd Du hvorfor jeg sidst kom to Dage efter med mit Svar? Jeg fik dit Brev Fredag Aften,k38 nogle Timer før jeg ventede et Par Venner til Aften, de havde meldt sig, og inden mine Forretninger vare færdige. Jeg kyssede da Brevet – tænk det sørgelige Brev – og lagde det i min Skuffe. Havde jeg læst det – jeg tænkte mig kun Muligheden af et godt Indhold – vilde det have været mig så at sige umuligt at agere Vært, jeg havde været uartig, og jeg vilde ikke bryde mit Indtryk af Dig med noget andet i Verden. Da Vennerne gik hen ad Nat, turde jeg for mit Arbejdes Skyld næste Dag ikke læse Brevet. Jeg vilde da ikke have sovet den Nat. Jeg havde det fremme, kyssede det på ny og lagde det i sin Skuffe. Næste Dag havde jeg Hovedpine og forceret travlt fra Morgenstunden og skulde i Middagsselskab hos min Moder – jeg lod som en Gnier dit Brev ligge. Så Søndag Morgen efter et endnu omhyggeligere Bad end mit sædvanlige styrtede jeg over Læsningen – Hvor det gjorde ondt! Hvis Du kunde Amalie lade mig få dine Breve Lørdag, så kæmper jeg ingen Strid. Du véd ikke, hvor tungt mit Arbejde falder mig, når noget særligt fører mig ind i den Labyrint af Tanker, som min Kærlighed uhjælpelig har stillet mig midt i. Du er så at sige altid hos mig, men kommer der noget særligt til, ligger jeg helt under. Forunderlig nok har denne Uge for øvrigt været ret modig; men nu er jeg melankolsk. Ak det jeg skriver synes jeg er så lidet sigende. Du skulde vide, hvorledes mit Væsen har haget sig fast i Dig, hvorledes al min Tro og Higen kun suger Næring af mit Håb til Dig. – Men jeg er ved at klage, og det vil jeg ikke. Må jeg sende Dig de medfølgende tre Fotografier. Ler Du ad mig, fordi Du får tre. Jeg synes de ser så dumme ud allesammen, men tag et af dem til Nåde og lad et andet være officielt og riv det tredie itu. – Så har jeg også det lille Smykke til Dig, som jeg har ladet lave pænt i Stand og forgylde. Når må jeg sende det? – Hvor jeg frygter for og længes efter dit Brev!
Din Erik

13. Erik til Amalie

Morgenbladets Kontor Onsdag Aften
Den 20 September [1882]
Amalie jeg fik dit Brev i Mandagsk39 og har siden gået med det i Lommen og har læst det om og om igen ved hver forefaldende Lejlighed. Det kan ikke lykkes Dig at gøre mig modløs. Jeg har en Uendelighed at sige Dig, og det har ikke været mig muligt at finde et eneste Øjeblik til at skrive. Nu er jeg alene tilbage på Kontoret, om et Minut måske styrter Arbejdet ind over mig, så bryder jeg af og tager fat på ny – i Aften vil jeg sende Dig et Par Ord. – Rigtigt, der var nu en Afbrydelse men heldigvis kun kort. – At Du ikke skulde ville mig noget? Amalie, der er ikke den Ting i Verden Du ikke vil mig. Hele dit Liv skulde Du leve om med mig, og Du må vide, at så først fik Du levet. Det er kun de fortvilede hundrede Mil, som er imellem os, der gør det muligt for Dig at tale til mig, som var Du stået op fra det Døde. Ak min Ven, Du siger, at Du er bleven bange for mig – der er så absolut ingen Grund dertil, med mindre ét er sandt, det nemlig, at Du er en «Abstraktion» som Du siger.k40 Jeg forstår, tror jeg, nogenlunde Billedet, og der har været en isnende Skræk i mig for at Du virkelig skulde have fundet en træffende Betegnelse for dit Væsen; men jeg har smilet rystende på Hovedet ad min egen Skræk – jeg har jo følt begge dine Hænder om mit Hoved, Amalie … (henved to Timers Afbrydelse)… Så, det er til at blive nogenlunde rasende over – – på ny en Dreng med Spørgsmål Korrektur osv. Jeg opgiver det, jeg er tilmed højst ilde tilpas af en voldsom Forkølelse jeg fik igår ved at snakke på en Veranda med en Dame efter en stor Middag – om Du vidste hvor hun var mig ligegyldig; men for Resten morsom. Hun var ingen Abstraktion! – Du begriber ikke Amalie, hvor jeg er hjemløs siden mit Besøg hos Dig. Alle, alle uden Undtagelse forekommer mig at være Væsener af en vis lavere Rang – jeg gider slet ikke tale med nogen.
Amalie, ét har Du glædet mig usigeligt med: at Du afviste det stygge Snak om Giftermålsplaner. – Du har aldrig næret sådanne, det véd jeg.
Jeg kunde knække Halsen på den Dreng Bjørn! – Var Du nu også virkelig Gudinde lige over for ham? Fuldstændig utilgængelig? Sig ja!
Amalie fortæl mig hvorledes det er gået til, at Du skrev «Rosen» i Nyt Tidsskrift.k41 Fortæl mig vidt og bredt og send mig det Manuskript jeg straks bad om. Hvorfor er Du ikke god ved mig? Det er noget Snak, at Du er bange for mig. Vi kan ikke være to uensartede Naturer. Men Du er forskræmt. Der er ingen på Jorden, som har holdt rigtig af Dig, og der er ingen, der har haft Mod til at vise og forklare Dig alting – å jo måske, men der er ingen, der har haft Evnen dertil. Som Du trænger til mig Amalie! Noget kan jeg forklare Dig, noget vil Du kunne lære hos mig – alt det bløde, gode smukke, som jeg har fundet i Livet, der ikke er den Samling Hæslighed, som Du, når Du er bange, taler om. Se nu den lille Ting: Du får pludselig en Skræk for den ydre Lighed mellem vor «slængen» på Gaden og gåen i et Hotel og så noget andet. Men Ven, var det nu ikke rimeligere at tage fra sin Rigdom og tro, at alt andet dog måske ikke er fuldt så usselt, som det der og der har fået Ord for. Hvorfor bruger Du ikke straks enhver Stump Erfaring til om og om igen at måle. Hvor tør Du, som véd så lidt, have så kradse Meninger? Min lille Pige, Du gik dog lykkelig ved min Arm hin Fredagnat – sådan et lille Glimt af Lykke skulde, rigtig brugt, kunne kaste Lys over hele Strækninger. Hvorfor er Du sprungen så skræmt tilbage, min Stemme er jo dog den samme – jeg er jo den Du kyssede, Du har jo virkelig en Lygte i Hånden, som kunde lyse noget op. Du er slet ikke så klog, som Du skulde være. Der er uendelig meget til i Verden, som forekomme Dig grimt, ja vel hæsligt og forfærdeligt; men har Du ret for Alvor sat Dig hen og undersøgt Beskaffenheden af din Evne til at dømme. Er der mulig ikke en Fejl i din Opdragelse, en Ulykke i dit Liv, et hvadsomhelst, som kunde fra først af have forrykket dit eget Standpunkt således, at Du må være bange for din egen Dom. – Amalie, Du har aldrig før elsket nogen Mand. Men hvor får Du så Mod til at karakterisere, anbringe lavt eller højt i Værdi Handlinger, der direkte eller indirekte have deres Udspring fra Elskovssiden i Livet? Det er jo ikke sagt, at Du har Uret, men Du kan jo ikke selv vide noget derom. Og hvor tør Du, Ven, lade en sådan Ukyndighedens Dom få afgørende Indflydelse på dit Liv – jeg mener sådan uden videre, uden Prøve, lige bus fra det Gode ind i det Afskyelige?
Du kunde have godt af Amalie at få en lille Smule af min Langsomhed.
Jeg var bange for dig Amalie indtil på Skibet, for jeg troede ikke Du kunde elske – således var dit Væsen og Du havde selv sagt det – – – – nej nu må jeg afbryde; der er ikke Mulighed for at blive ved.
Næste Brev må Du adressere Zinnsgade 2,4 Ø.k42
Din Erik

14. Amalie til Erik

Kr.ania 21de septbr [1882]
Tusinde tak for din vrimmel af photografier, du søde, bedrøvede menneske!k43 Der er et jeg synes bedst om, og et jeg synes mindst om. På det sidste ser du meget ældre ud, og så er det slet ikke den Erik Skram jeg kjender, – nok ham på en måde, men ikke sådan som han var, da jeg var sammen med ham. Det er det, som er taget hos Pettersen på Nørrebrogade, med dette sedate, gammelmandsagtige, selvfornøiede udtryk, jeg ikke kan like, – nei jeg mener, – synes mindre om end de to andre. Jeg vil ikke have et, officielt, og tage ét til nåde, og rive et itu, du kommandérsergeant! Jeg vil ha'e dem allesammen for mig selv alene, og ikke vise et menneske dem.
Hvergang jeg skriver til dig, tror jeg det er for sidste gang, og jeg synes at være så ganske og aldeles færdig med det hele. Men hvordan det er eller ei, så forstår du altid så snedigt at få lokket mig frem fra mit skjul igjen. Der er altid noget, jeg svare på. Så er det da bedst at give sig over på nåde og unåde, og med en rask beslutning opgive at der skal være ende på det. «Sørg for at jeg får dine breve på lørdagene Amalie», siger du, som om der ikke havde været en skygge af noget galskab imellem os, og som om ikke den samme Amalie nogensinde i verden havde sagt farvel til dig for bestandig. Det kalder jeg at trumfe sig frem. «Becheidenheit [sic] ist eine Zier, doch kommt man weiter ohne ihr.»k44 Nei, alvorlig talt – skal vi så alligevel prøve det med at være venner? Først tænkte jeg det slet ikke kunde gå, – der var så meget sårt, som blødede, og som jeg tænkte vilde virke forstyrrende; men nu tror jeg dog det er forsøget værdt. Venskabet er dog altid og evindelig det jeg foretrækker, og vender tilbage til, – det andet er der så meget klus,k45 så fortvilet megen uro og elendighed med. Og så går man hen og bliver lidende og føler sorg, og bilder sig ind at man har lov til at føle sig skuffet, medens sandheden er at det er livet som idelig og altid har ret til at beklage sig over at sligt et fæ som jeg f.e.x. aldrig lærer noget af det, og det uagtet det har taget mig så nidkjært og omsorgsfuldt i skole. Jeg vil ikke svare noget i særdeleshed på dit brev. Fra nu af skal der komme en anden, roligere, ganske intetkjønsagtig tone mellem os, og du begynder! Vi kan jo godt være dus, ikke sandt? I allefald skriftligt. Mundtligt tror jeg det vilde genere mig, – men herregud – så kan vi være de's når vi ses, hvis det sker, hvad der ikke er sandsynligt. Jeg tror du tager feil af dine følelser for mig. Bare begynd at analysere dem med ærlig nøiagtighed, så skal du se hvor de reduceres. Der er jo nok af kvinder i verden, og nok af dem som du kunde komme til at elske, nok af dem som du har elsket, eller i allefald stået i forhold til. Hvorfor skulde så netop jeg kunne få en større betydning for dig, eller have nogen evne til at binde dig varigere og stærkere. Du må ikke tro at jeg et øieblik vilde være indbildsk og naiv nok til at bilde mig det ind. Desuden, når bægeret er tømt, sætter man det fra sig, – det gjør jeg, det gjør du, det gjør alle fornuftige mennesker. Men jeg vil ikke være et tømt bæger, jeg, – jeg vil, jeg vil det ikke. Jeg vil meget heller være et fyldt, som ingen får lov at drikke af, skjøndt de brænder af lyst dertil. Uf nei, – hvor jeg snakker, – ved du, – jeg har en glimtagtig fornemmelse af at jeg kunde blive slet. Tænk det, – og jeg som hele mit liv har været så sikker på at være god, bare god. Du må ikke tænke, at det nytter at ville omstemme mig, eller atter at vende mit hjærte til dig på den tidligere måde, – for det er, det er umuligt. Det vilde være uærligt og uhæderligt af mig ikke at sige dig det, og sige dig det så, at du ved det er sandt. Men det kommer aldeles ikke af det du betroede mig om dig selv. Det gjorde en voldsom virkning på mig i øieblikket, – det er sandt, – jeg kunde ikke fatte, hvad du mente, hvad du tænkte, hvad du var for noget, og så på samme tid var jeg så taknemmelig for din ærlighed. Men nu forstår jeg alt det bedre. Jeg ved du har ret, – du er vist netop således som de bedste mænd, eller den bedste mand kan være, for tingene er nu engang ikke anderledes. Men alt dette med dig har gjort mig utrolig klog og klar på mig selv. Det er på grund af min beskaffenhed og ikke på grund af din, at jeg aldrig kan blive andet end en ven for dig. Gud give du vilde forstå det, og tro det. Du har, i allefald for mit vedkommende, så decideret uret, når du siger at der ikke gives andre vilkår i livet end at bruge den lykke jeg en stakket stund følte ved min kjærlighed, eller at gå tilgrunde. Jeg føler det hos mig, at jeg aldeles ikke skal, ikke kan gå tilgrunde ved nogen lov i verden, hvis jeg selv ikke vil. Hvis jeg går i vasken, så er det fordi jeg med rolighed har valgt at ville være slet. Men det kommer jeg aldrig i evighed til at ville, når jeg ret betænker mig. Jeg har jo mine 3 gutter, som jeg føler levende ansvar og pligter med. Et menneske behøver ikke mere for at blive stående på et sted, hvor intet smuds driver omkring, om det end kunde være aldrig så lysteligt at være med på farten blandt dem, der er ligesæle om alt andet end det at gå på eventyr og komers – – – –
Det er et så strålende, deiligt veir idag. Haven er fuld af sollys og ren, blå luft. Når jeg strækker mig henimod vinduet fra skrivebordet, kan jeg se de træer, som skjuler bænken, hvor vi sad. Hvor det dog er en drøm for mig, – og så fjern, så fjern. Synes du ikke også?
Vær nu ikke altfor bedrøvet over mine breve! Du beder mig om ikke at gjøre dig altfor bedrøvet. Jeg var ved at græde, da jeg læste det, for jeg frygter for mit brev har bedrøvet dig, og det vil vel dette også. Men hvad skal, hvad skal jeg dog gjøre? Jeg kan jo ikke skrive anderledes end jeg skriver. Der kan du se hvor meget bedre det havde været om du aldrig havde indladt dig med mig, både for dig og mig. Det er så forsmædeligt at tænke på at dit arbeide skal falde dig tungt for min skyld, og at du virkelig skal lide ved mine breve, eller ved mig overhovedet, at jeg kunde ha'e lyst til at tage dit hoved mellem mine hænder, og kysse dig sålænge til du blev rigtig god og glad igjen. For det kunde jeg godt gjøre med en ven, ja i allefald til nøds! Vær nu rigtig kjæk og mandig, og lav det bedst mulige ud af dette, – og det bedst mulige er, at du lærer dig op til at betragte mig som en ven og kammerat. Du kan gjerne sende mig smykket, siden du har lyst til det. Men kanske, nu vil du ikke, – for jeg ved godt hvor egenrådig du er – jeg husker nok må du tro, at jeg ikke måtte få det, hvis jeg ikke lovede at være med dig hele eftermiddagen.
[i margen] Tænk nu hverken med bedrøvelse eller vrede på din fuldtro ven
Amalie Müller.
Siden der er mere papir, skriver jeg lidt til. Bjørn reiste først i forgårs ved middagstiden. Han tog veien over Fredrikshavn, tror jeg det var, for at nå snarere frem. Jeg syntes i det hele så godt om ham, og jeg havde så uhyre ondt af ham. Han var så mismodig da han reiste, rent nedfor af flere grunde, også af den at fremtiden lå så mørk foran ham. Han kom nu til et rent fremmed sted, til en filleby, og et ukjendt theater med naturligvis bare second class kræfter.k46 Der er meget som duer hos ham, meget mere end jeg tænkte.
Jeg arbeider så flittigt, næsten forceret om dagen på oversættelsen af den engelske bog af Waite om «History of Christian Religion».k47 Bjørnson raser fordi det går for langsomt. Men jeg har været så forfærdelig meget på farten, og også selv flere gange havt fremmede; så kommer dertil at jeg, såsnart jeg havde en times ro, sank hen i grublerier over dig og alt det. Du må forresten ikke tro, jeg var kvit det nogensinde på dagen. B.B. har skrevet en alenlang fortale til bogen.k48 Jeg har ikke læst den, men Bjørn fortalte mig om den, og efter det at dømme, må den indeholde det værste og voldsomste og hensynsløseste anfald på geistligheden og alt det theologiske humbug, som endnu nogensinde har været trykt i Skandinavien, kanske i Europa, hvis det ikke skulde være at Bradlaugh i England har været ligeså slem.k49 Jeg vil blive set på som en rent fortabt person af præster og konservative, når det bliver bekjendt at jeg har oversat en så antichristelig bog. Og mange af mine bekjendte vil blive bedrøvet over mig, endnu mere end de alt i forveien er det. Du skulde se mit skrivebord. Det ser så lærd ud med disse store folianter og masser af beskrevne papirer. På det ligger først den engelske store bog, så Schleiermachers «Kritischer Versuch über Schriften des Lucas»,k50 så Protevangeliet på græsk hvorved min broder kontrollerer en del af min oversættelse,k51 så bibelen på norsk og engelsk, så et par vældige lexikon. Som sagt, man kunde tro, det var en lærd man kom ind til. Og jeg synes næsten jeg ikke er langt fra at være det om dagen. Jeg må stjæle mig tid til alt muligt, også til at skrive til dig, du kjære.
Din
A.M.

15. Amalie til Erik

22de septbr. [1882]
Du gjør mig så forvirret og usikker at jeg hverken ved op eller ned. Du skjænder så græsseligt på mig. For alting skjænder du. Jeg er tilmode som en skolepige der er sat i skammekrogen og ikke slipper ud før hun beder om forladelse. Men det vil jeg ikke, jeg, må du tro. Når du nu vender ryggen, det vil sige, når jeg ikke længer føler mig så overvældende trykket af dig, som stod du overalt og truede mig med bittre miner, så griber jeg leiligheden til at smutte ud og løbe min vei. – – Jeg har ikke skrevet nogen «Rosen», jeg. Hvor kunde du dog være så dum at tro at det var noget sligt som sådan en stakkels forlovelse mellem to smule forelskede, der lå mig på hjærtet at skrive om? Kan du da ikke begribe hvor fjærnt sligt «tusseri» måtte være mig. Det er jo fru Schjøtt, professorens frue, datter af Dunker,k52 forresten en god veninde af mig, som er forfatterinden, – ja, for en dame måtte det jo være. Hun læste det for mig, før det var indleveret, og jeg sa'e jeg syntes det var en net og sød liden tingest. Det var heller ikke meningen at det skulde være noget andet. Nei du, når jeg skriver, er der mere raseri og flere «krasse meninger», som du siger. Du hørte jo det at Schou krympede sig for at forlægge det,k53 fordi jeg havde været for oprigtig, og taget for lidt hensyn til de forhold hvorunder vi lever o.s. v. Så kan du selv tænke dig til!
Stakkels Bjørn som du er så sint på! Jeg er slet ikke sint på ham, jeg, for han var ikke sådan at jeg kunde blive sint. Om jeg nu virkelig var helt ud gudinde? Ja, det skal jeg fortælle dig, hvis vi treffes engang. Men du, som står på verandaer med morsomme damer, som ikke er nogen abstraction, – du vil vel snakke, du. – Jeg vil ikke sende dig manuskriptet, ikke endnu i allefald. Det kan ligge så længe. Jeg vil se det over igjen, og dertil har jeg ikke tid nu om dagene. Jeg har idag været nede og forlangt dine to bøger hos Aschehoug.k54 De skulde komme om 4–5 dage, sagdes der. Jeg glæder mig umådelig til at læse Gertrude om igjen. Tænk, jeg har ikke se't den, siden dengang i Fr.hald, med det samme den var udkommen. Og som jeg dengang var betaget af den! Jeg mindes ikke at nogen bog har gjort det indtryk på mig. Jeg kunde i lang tid ikke tænke på andet. Og nu har dens forfatter gået hen og fordreiet hovedet på mig, så jeg slet ikke er menneske mere. Men det er jeg nu forresten. Det er bare at han lægger for meget beslag på mine tanker, men ikke på den måde, at jeg er forelsket i ham længere, – nei for det er, det er, det vil jeg ikke være.
Du kunde vistnok forklare og lære mig en hel del, og jeg kunde måske gjennem dig få en anden opfatning af meget som jeg nu ikke har forstand på og derfor dømmer så raskt og hårdt, men det er et spørgsmål om jeg ikke er lige godt hjulpen uden alt det, om jeg ikke til syvende og sidst dog slipper lettest og mindst beskadiget gjennem livet ved at stå som jeg nu står. Naturligvis, mit liv er på en vis måde glædeløsere, (skjøndt glædeløst er det heller ikke, om end ofte kjedeligt) men så er jeg også sparet for megen og mangeslags smerte. «Hver glædesstund du fik på jord, betales må med sorg»k55 – jeg er vis på det er sandt. Nei, jeg vil ikke skrive mere. Det nytter ikke. Jeg har atter læst dit brev igjennem og jeg er fornærmet over alt det skjænd. Og så har du alligevel ikke ret. Det er aldeles ikke en ukyndighedens dom jeg lader få indflydelse på mit liv, – det er min naturbestemte inderste vished for hvad der er ret og uret, og andet har intet tænkende menneske at holde sig til.
Din A.M.

16. Erik til Amalie

Mandag Aften [25/9/82]
Amalie, jeg har fået begge dine Brevek56 – jeg ligger midt i Flytning og er bunden af Forretninger på fire Hænder, om jeg havde dem.
– Jeg havde vel aldrig svaret på det Brev jeg fik i Forgårs – Brevet i Aften vil jeg – ak desværre for gerne svare på, men der må gå Dage hen inden det er mig muligt. –
Svaret havde jeg nok på det første, men helt ude fra en anden Verden – min Smærte kunde jeg ikke have blottet.
– – «Din naturbestemte inderste Vished for hvad der er Ret og Uret» – ja Amalie, på de Vilkår Du nu kender – men Du kender ikke de Vilkår, som kunne komme, og Du véd, at der gives andre Vilkår end dine, og derfor skal Du være forsigtig.
Din Erik
«naturbestemt» – hvad véd Du derom? Din Natur står for din Bevidsthed som sund og hel, fordi Du slutter med den Erfaring Du gjorde igår – – men når Du nu véd, at der er Mulighed også for Dig for at gøre Erfaringer helt udenfor dem fra igår – hvad så Amalie? –

17. Erik til Amalie

Kbhvn. Søndag Eftrmdg den 1 Oktober 1882
(sluttet den 8 s. M.)
Jeg kan næsten ikke tænke mig, at der ikke er gået mere end en Uge, siden jeg læste dit næstsidste Brev,k57 så meget er der foregået i mig siden da. Jeg fik det Lørdag Efterm. i forrige Uge. Som sædvanlig vilde jeg ikke blande Dig ind midt i mit daglige Vrøvl, og det lå i min Brevtaske til næste Morgen, da jeg i en Jernbanekupé – jeg skulde besøge nogle Venstrebønder i Kultusministerens Valgkreds i Sydsjællandk58 – lukkede det op og læste det. Jeg havde flere Timers Kørsel for mig og glædede mig til at leve i Tankerne frem til en ny Vinding i mit nye Liv. – Jeg forstod kun Brevet langsomt. Jeg er ganske dum ved slige Overgange i mit Liv. Så groede der en ond og ildeartet Smærte op i Brystet på mig, den satte sig fast og fejede som med en Hånd, der i sin Sikkerhed ikke vilde forhaste sig, enhver glad og god Tanke ud af mit Sind. Jeg glemte Brevets Enkeltheder – jeg har siden ikke kunnet læse det – og tilbage blev kun Visheden om, at Du nu «var kommen Dig» efter Dårskaben, jeg en Tid havde indgydt Dig. Ser Du min Ven, når denne «Dårskab» nu uheldigvis var bleven den Grund, som jeg havde tænkt skulde bære den Bygning til Dig og til mig, hvori jeg Smule for Smule vilde slæbe al den Livets Lykke ind til Dig og til mig, som en ihærdig Stræben kunde overkomme – så er det en Skuffelse, at denne Grund pludselig svigter under Ens Fødder. Ens Stræben bliver noget håbløs derved, for den har intet Sted at gå hen. – Hvor meget eller hvor lidt en sådan Skuffelse piner i et Tilfælde som mit, er det næppe Umagen værd at undersøge, kun vil jeg med ét Ord sige, at det var, som om Alt visnede inden i mig, og når det sker pludselig, er der ikke ringe Smærte forbunden dermed. – Jeg tænkte i min Pine meget på, hvad jeg vilde sige til Dig, om jeg skulde give den snigende Ringeagt Ord, som i Smærtens Øjeblik vilde til at flænge i mit Hjertes Kød – om jeg skulde give hele den Bedrøvelse Luft, der begræd de tusinde Spirers ynkelige Død – om jeg skulde samle al den Mildhed, jeg ejede i min Natur, og kaste den som en varmende Kåbe om dit stakkels golde Hjerte – ak, jeg tænkte onde Tanker, og gode fornuftige imellem: det Hele beroede jo derpå, at jeg var langt borte fra Dig. Du var som Gertrude: Du vidste slet ikke hvad det var at elske og kunde kun langsomt lære det. Men jeg vidste også, at Smærten med Gertrude vilde jeg ikke leve om igen.k59 Man kan ikke to Gange give sit Liv og Intet vinde. Så blev tilbage denne ene Beslutning: Jeg vilde sige til Dig, at der var kun Ét jeg fortrød i mit Forhold til Dig, dette at jeg havde sagt, at jeg vilde bejle til Dig. For det var usandt, og jeg vidste det, da jeg skrev det. Jeg har aldrig villet bejle. Da jeg brugte Ordet var min hemmelige Forståelse derved, at jeg vilde bejle til den Kærlighed, som måtte blot være krøben i Skjul, som umulig kunde have lagt sig til at dø, som altså endnu var der, som jeg kendte, som jeg havde kysset. Bejle mig en Kærlighed til! Aldrig. Således forstår jeg ikke to Menneskers Kærlighed. Det er for stolt og god en Ting, for kraftig for modig og ærlig en Følelse, til at den Ene eller den Anden kan bejle om den. Du gav på Skibet din Kærlighed, Du bejlede ikke – jeg er vel så stolt som Du.
Min Ven, så kom jeg hjem. Mandag Aften fik jeg dit Brev.k60 Jeg læste det ved en Gaslygtes Skin på Vejen forbi min nye Bolig – der var Flyttefolk og Rumsteren i mine nye Stuer. – Der var en anden Tone i det Brev. Jeg greb den som en Druknende – ja, lad mig kun bruge det Billede; der var Noget slået sammen over mit Hoved, som gjorde mig sanseløs – og jeg skrev hos en Ven de Par Ord jeg sendte Dig, og hvoraf jeg nu kun husker, at jeg fastholdt min Advarsel til Dig om ikke at have færdige Meninger om Ting, hvis virkelige Natur og Væsen Du ikke kendte men mulig kunde lære at kende. Og siden har dette Brevs Tone og hvad der altsammen er sket imellem os arbejdet i mit Sind, som om dette havde jeg nær sagt var et stort Vand, der gik i Dønning eller Bølgeslag alt efter Påvirkningens Art. Jeg begyndte med min gamle Tro på Umuligheden af, at din Kærlighed var omkommen, og på mine Ture om Morgenen og Aftenen til og fra Redaktionskontoret skrev jeg Breve på tyve Sider og mere til Dig om denne Ting. Jeg syntes det var de alvorligste Øjeblikke i mit Liv, og at mit Livs Lykke afhang af, om jeg fik sagt det rette Ord. Du undrer Dig over min Langsomhed til at fatte den Sag, Du alt havde været på det rene med et Par Dage efter min Afrejse og Modtagelsen af mit første Brev, og Du forstår ikke den Ihærdighed, hvormed jeg har overhørt dine Forsikringer om, at Alt var forbi. Jeg skal sige Dig, at vor Natur og Tankegang her er meget forskellig. – Jeg lægger ind i Kærlighed Alt, hvad Livet ejer af godt, for jeg har elsket én Gang, og jeg véd, at jeg ved denne Følelse blev til Mand. Jeg kom til at lide utrolig, ethvert åndeligt Ledemod i mig blev som slidt i Stykker, og jeg ser dog tilbage på denne Lidelsernes Tid med ubetinget Andagt, for jeg husker denne Følelses uhyre Styrke, dens Ubetingethed, Selvsikkerhed, Værdighed og utrolige Evne til at føre enhver nok så lillebitte levedygtig Spire i Sjælen frem til Lyset. Og jeg husker den sejerstolte Glæde, hvormed en sådan Følelse begynder. – Du ser i Kærlighed en Forstyrrelse af Livets regelmæssige Udvikling, for Du har nået den modne Alder uden Kærlighed. Fra dit eget Liv har Du kun Vidnesbyrd om, at der lader sig prægtig leve uden det, som andre Folk snakke så meget om, og Du smiler ad et sådant Ord som, at man skulde gå til Grunde, hvis man ikke fik Kærlighed. For Dig har Kærlighed Sammenhæng med Alt, hvad der er svagt i et Menneskes Sjæl, den fører i Følge med sig Svigten af Pligter, Selvfortabelse, ja går den rigtig højt, bliver man netop en Slave af sine Lidenskaber. Er man inde under Kærlighedens Magt, har man netop mistet det, som dog er det eneste Holdepunkt man har: sig selv i ren og uforvansket Form. Og således vilde Du kunne blive længe ved uden synderlig tydelig at mærke, at Du taler uden virkelig inderlig Overbevisning, kun af Indignation over alt det Slette, Du har set, at Kærlighed kan volde. Din Viden er kommen udvendig fra til Dig, Du har i dit Liv lige som været kørt i Kvas af det lange Brudetog man møder overalt i Vejene – din lille fine enslige Karriol har ligget splintret ved deres ustyrlige Færd, og Du passer med Harme på ikke mere at komme ud for sligt et Tog. – Og så, Amalie, kommer der så en ensom Vejfarende, en forsinket Gæst i Livets store Brudefølge, og han er klædelig, munter eller taler smukt, bliver dit Sind helt blødt, og Du går ind på at køre med ham til næste Station, og undervejs lytter Du med et for Dig selv aldrig helt forklarligt Behag til hans Opfordring til Dig om at slå Følge med de Andre – dem Du ringeagter for deres grove Ubændigheds Skyld –, bad han Dig ikke om at være med, vilde Du føle Dig skuffet. Hvori kan dette dog ligge? Hvorfor har Du ikke en Gang for alle kunnet vende denne foragtede Side af Livet Ryggen? Er det fordi det er morsomt og behageligt at være efterstræbt, være det fyldte Bæger, som Du siger, Alle gad sætte til Munden og derfor gøre Anstrængelser for at nå? Nej Amalie dette er ikke Grunden – var det i alt Fald oprindelig ikke; hvor langt Du nu er kommen ind i en af Omstændighederne lavet Natur, kan jeg ikke nøjagtig måle – Grunden er simpelthen den, at også Du har stået, da din Natur var ung og ufordærvet, jeg mener upåvirket, med Pigelængslen i dit Sind, Længslen efter hensynsløst at give. Du har målt med dit Øje Svendene, som drog forbi og tænkt på: hvilket Hjerte af disse er det ærligste, til hvem af dem skal jeg give Alt, hvad jeg ejer? Du har ikke oprindelig tænkt på vedblivende at være det fyldte Bæger, Ingen skulde komme til at tømme, Du har drømt om selv at bringe hele dit Livs Skat til en Mand, og Du har søgt at udmåle for Dig selv Dybden og Omfanget af den Fryd, Du skulde føle ved at se ham henrykt tage. At så også han vilde give, var selvforståeligt, men det kom for din Tanke i anden Række. Om dette store Grundforhold i Naturen er nået langt ind i din Bevidsthed, jeg mener om denne din Længsel i sine brede Træk har været Dig synderlig klar, ikke tidlig er bleven forstyrret, tør jeg ingen Mening have om, jeg véd kun, at den fra første Færd ved Vanrygt er bleven ynkelig fordærvet. – Du har aldrig fået at vide, aldrig følt hvad det var at give. Det, Du kom til at skænke bort [«at give» krysset ut] var et Intet, Fryden, Du ængstelig havde søgt at udmåle, svandt som en Tåge. Du har endnu Dig selv fuldstændig i Behold, ingen Mand har ejet end ikke en Unse af dit Livs Lykke. Ser Du, Amalie, når Du vil vide, hvori det for Dig aldrig helt forklarlige Behag ligger i idelig at få Opfordringer til at slå Følge, så beror det derpå, at Livets uendelige Glæde ligger stille inden i Dig, endnu urørt, den trykker sagte på dit Sind, når Du hører smukke forelskede Ord, den vil ud, når Tiden kommer, den er så blid, så blød, så salig ventende, denne Glæde, der er i Livet den eneste, som fylder sig selv helt, Glæden ved at give sig bort. Du véd det ikke tydelig, men Naturen lader sig ikke spotte, den volder Dig Uroen, Utilstrækkeligheden i Alt, Du har endnu aldrig kunnet give Rum til denne Glæde, som er sin egen Skaber, denne runde store frydefulde Hengivelse i en eneste Alt omfattende Salighedstilstand – og derfor taler Du ilde om Kærlighed. Du har aldrig været tvungen til at tænke denne Sag igennem, for Du har aldrig følt Kærlighedens Vilje sprænge noget af de Hylstre, som Naturen og Omstændighederne lægge om den. Men derfor ligger ikke mindre vist Kærligheden i Dig som en Puppe og venter på sin Befrielses Dag. – Mit Møde med Dig var så menneskelig smukt, for da trængte, uden at jeg vidste det, mine Ord helt ind til Glæden i din Sjæl, og den rørte sig, og et af Båndene brast. Men Hylstret forblev urørt, fordi de mange År har gjort det hårdere end Naturen oprindelig har dannet det. – Du må ikke tvivle på, at jeg har Ret med denne Glæde, som jeg taler om. Den er der. Den vimrer i Fiskestimerne, når de sanseløse for alt Andet under deres Kærlighedsrus lade sig skovle ind i de Både, som styrte sig over dem; den findes i Insekternes Summen og forlibte klirrende Lyde; Fuglene synge om den, og de Firbenede gå fra Sans og Samling, når Lysten melder sig. I Menneskene er Driften i al sin bløde Skønhed Tanke og sanselig Atrå i uadskillelig Forening. Den er det, som har skabt Alt hvad der falder ind under Skønhedssiden i Livet. Det er jo så, at i Mennesket blive alle Jordelivets Kræfter – alle de Magter, alle de stoflige Forbindelser, der med ét Ord danne det vi kalde vor Jord – til en Del af vort Åndsliv; der er ikke den mindste Smule Gæring i den usleste lille mikroskopiske Celle af de Millioner, der stykke os sammen, som ikke har sin Del i det Produkt, vi tage og føle på som vor Ånd. Nu vel, to Virksomheder driver Naturens store Værk: Ernæringsdriften og Formeringslysten.k61 Den første driver sit Spil i vor Tanke som Alt hvad der på nogen Måde kan komme ind under Selvbevaringslysten – og det går meget højt: der er ikke nogen Heltebedrift, ikke nogen stor videnskabelig Udforskning, hvis Rod ikke findes i vore Urforfædres simple Pønsen på at tilrane sig det bedste Stykke af det fældede Vildt. Og Formeringen? Det er den forunderlige ligesom modgående Strøm. Der har Naturen samlet alle sine Midler til at danne en Lyst, som kan tage det op med Selvbevaringsdriften. Det mætte Legeme kan forestille sig en endnu bedre Mættelse; Mættelsen kan mulig næste Gang blive endnu fyldigere behageligere for det hele Befindende. I Parringen derimod slutter al Forestilling om livsalig Nydelse; ud over denne Tilfredsstillelse kan Sanserne ikke danne sig det mindste Billede af Lyst. Det er Højdepunktet, selve den absolute Tilfredsstillelse. Se, dette måtte nu også til for at bringe Formeringen i Stand. Den betyder jo på de lavere Trin Moderdyrets Tilintetgørelse, på de højere en Række af Lidelser og Savn (Svangerskab, Afkommets Røgt). På menneskelige Vilkår findes denne Udviklingsrække om igen i den halve Side af Åndslivet, som hviler på Formeringslystens Grund. Hos de Vilde kun ligefrem Begær; op efter: Hengivenhed, Ømhed, Troskab og så, Amalie, alt det fint udviklede Smukke, som nu kan fødes i to Menneskers Forening. Det er Selvhengivelsen, de to nøgne Menneskers dybe og inderlige Forening, den forunderlige Taben sig selv og Finden sig igen, det er Sansernes og Tankernes usigelig mættede Fryd, Naturens virkelige Lykke. Der gives ingen anden, som er hel. – Alt dette er nu måske Græsk for Dig eller på en eller anden Måde hæsligt; imidlertid, således er Kærlighed: Det er Naturens Formeringsvilje gjort til Skønhed af Menneskene. Og at Naturen har samlet det finest udviklede af sin glædefrembringende Evne i Kærlighedslysten, i Trangen hos Kvinden til at give sig hen, og i Ønsket hos Manden om at blive taget til Nåde og være Beskytter tillige, hænger simpelthen sammen med Naturens hele store Livsøkonomi, at Livets Bevaring og Udvikling kun kan bygges på det Glædefrembringende. Kun det er frugtbargørende, kun i virkelig Glæde eller ud fra dens oprindelige Grund spirer Livets Kræfter og de Tanker som bære fremad. Børnene fødes efter Mødet på Elskovslejet, og også kun der fødes Poesi, Kunst og Moral. Menneskene véd Intet om hinanden – Mand og Kvinde ikke – før de have skænket hinanden den højeste Fryd og givet sig nøgne hen (åndelig og legemlig), i hinandens Arme. Fra denne inderlige Forbindelse skriver sig alt blødt og godt på Jorden. Det er i Blottelsen Kundskaben stikker, og kun ved denne kommer Udviklingen. Det er i Følelsen af den Enes Uundværlighed for den anden, i den højeste Følelse af denne Art, at Muligheden for gode Samfundstilstande må søges, og det er i den fromme, selvfortabte indbyrdes Dyrkelse af hinanden som dem, der give Fryd og rolig Lykke, at Mand og Kvinde have hjulpet hinanden til at få et Skønhedsbegreb og derved dannet Kunst og Poesi på Jorden. – Oprindelig, der er ingen Tvivl der om, var den menneskelige Parring som Dyrenes; et Valg har der vel altid været – Dyrene vælge jo også – men jevnsides dermed gik Parring i Flæng for sig;k62 først langsomt arbejdede Lystfølelsen sig op fra sin Begyndelse og blev til Kærlighed. Og fordi det var den højeste Lystfølelse blev Kærlighed den skønnest mulige Sjælstilstand. Når jeg har sagt, at man går til Grunde uden Kærlighed, så har jeg ment, at det Bedste i En aldrig fødes, hvis ikke et Kærlighedsliv varmende kommer til og bringer Sjælens fineste Evner til at virke. – Se, Alt dette kan nu højt regnet kun tjene til at vise, at den, som spotter Kærlighed, spotter Naturens Orden og må tage Skade for Hjemgæld. Men hvori ligger det da, at Nogen overhoved kan sætte sig uden for Naturens Lov? Er det da muligt for det naturlige Menneske at bryde med Naturen, – blive sit eget Livs vilkårlige Ordner, en Slags Skaber på ny? Hvis Kærlighed virkelig er en sådan Fryd og en så fornuftig Fryd tilmed, og den yderligere har været så forsynlig at melde sig i ethvert Menneskes Bryst som Længsel, for at man ikke skulde gå hen og glemme den, hvorfor styrter alle Mennesker sig da ikke hurtigst muligt i hinandens Arme, hvorfor er der ikke en evig Kærlighedsjubel over den hele vide Jord? – For det første: Folk styrter sig i hinandens Arme overalt, bestandig, og der er Jubel forbunden dermed. At Jubelen ikke holder ud men vender sig til Lede hyppig til Elendighed måske lige så ofte eller oftere end at den bliver til Lykke, er et Forhold, hvis rigtige Forståelse nødvendiggør en Vandring ad alle de Veje til Visdom, som kendes. Men Sagen er i Korthed den, at i så mange Mennesker er «Udviklingen» ikke gennemført – de have Tilbagefald til Urtiden, og for min Opfattelse er der i og for sig ikke noget Mærkeligere i, at Elskovslængslen kan ende i Usselhed end i, at den naturlige Tørst kan ende i Delirium tremens. Men det var Undtagelsen fra Reglen, som interesserer Dig – og mig med. Disse Mennesker, oftest Kvinder, som netop ere så bange for det Favntag, jeg nu har brugt så mange Ord til at forherlige, hvad er det da for Væsener? Man har kaldt dem «Marmorkvinder», tror jeg – jeg antager, at et fransk Stykke med dette Navn, som jeg for Resten ikke kender, spiller om disse Kvinder, hvis Hjerte er koldtk63 – «Sirenerne», der sang så smukt for Odysevs, men ikke selv kunde føle Kærlighed, var de Gamles Navn på demk64 – Du husker, at disse Sirener grusomt dræbte hver Mand, der i sin Længsel søgte til dem (en modig Allegori!) – og Biskop Martensen, det Fæ, har nylig kaldt disse Kvinder for «angeliske» Naturer, det vil sige englelige Væsener.k65 Man går altså i Nutid og Fortid ud fra, at der virkelig gives sådanne Væsener, der danne en Undtagelse i Naturen, Kvinder uden Elskovsevne. Det er jo muligt, at man har Ret, jeg tør ikke benægte det. Men jeg antager unægtelig, at man har taget sig Sagen altfor let, er gået alt for overfladisk til Værks. Der er og har været en stor Mængde ulykkelige Forhold mellem Mænd og Kvinder, det vil sige Forbindelser, der i Fortiden stiftedes ved Køb eller Tvang, i Nutiden ved Uvidenhed, ved den håbløse Vankundighed, hvor i det naturlige Menneske nu om Dage holdes. Der er ingen Glæde i Forholdet. Netop der, hvor den navnløse Fryd skulde skabes, føler Kvinden kun en vammel Modbydelighed, der efterhånden strækker sig til Alt i Forholdet! Og denne Rædsel eller Modvilje har man så taget for uadskillelig forbunden med denne Kvindes Natur. Det havde været klogere, forekommer det mig, at undersøge, om den ikke skrev sig fra en Forkerthed i disse to Menneskers Forening. – Og her kommer jeg til det Punkt, hvorhen jeg hele Tiden har villet.
Den 8 Oktober.
Amalie, har Du kunnet læse det Foregående? Har det ikke været for tungt og klodset skrevet? Jeg kunde ikke blive færdig i Søndags og i Ugens Løb har jeg haft indtil 15 Timers Arbejde om Dagen – der var ingen Mulighed været [sic] for at gøre mit Brev færdigt, og jeg vilde dog så gerne skrive det helt ud – om det skulde lykkes mig at få sagt lidt af det, som gærer i mine Tanker, og som jeg synes vedkommer Dig.
Det er jo Dig jeg mener med de Kvinder, der i Livet kun har følt Modbydelighed med det, som har fyldt de tusinde Millioner med Henrykkelse. Troede jeg nu på, Amalie, at Du var «Sirenen», så styrede jeg ikke mit Skib hen i Nærheden af Dig – men jeg tror ikke derpå og kan ikke tro derpå! Der er på alle Livets højere Trin overalt i Kærlighedslivet det fine Åndsforhold at spore – jeg taler om Dyrene – at der vælges. Du véd, at Darwin har bygget på dette Forhold som på sin Hovedhjørnesten. Nu vel, i det menneskelige Kærlighedsvalg ligger al Kærlighedens Orden og Lov. Kun når to, som virkelig have Behag i hinanden, mødes, er de Betingelser til Stede, som gør Kærlighed til det, den kan blive. Amalie, Du fandt Behag i mig. Jeg tror, at jeg kan løfte Modbydeligheden ud af din Sjæl og give Dig tilbage til den Jord, som Du hører til, den skønne gode Jord, som er så skændig miskendt. Der er blevet syndet mod Dig i din Ungdomstid; Ingen havde lært Dig at vælge – derfra de Tårer og den Nød, som Du har kendt, og som måtte gøre Længslen i dit Sind til en vantreven Stakkel. Og Amalie det er det, som jeg vilde sige Dig, at når to mødes som vi to, så står det for min Tanke, at her var der Mulighed for, at det virkelig fint Menneskelige kunde blive til. Det fødes kun ved to, det fødes kun ved Glæde, det fødes kun i virkelig Kærlighed. Der er mellem Menneskene ikke så såre meget menneskeligt i god Forstand, og når man pludselig kommer det nær ind på Livet, man synes man kan gribe det, så er det i mine Tanker en Forbrydelse at lade det fare, som var det Tant. Det er ikke Tant. Der gives ingen Alvor på Jorden, som er højere end det at blive Menneske, for der er intet Mål at stræbe efter ud over det. Og det Arbejde er ikke gjort en Gang for alle, så at man kan tage en Andens Vejledning og lære det; ethvert Ord Du har tilegnet Dig, enhver Viden Du har, er som de marvløse Knokler i en sygelig Stakkel, når det ikke er din egen Erfaring, der har gjort Arbejdet. Og det Arbejde bliver ikke færdigt. Det er ikke så, at Du i Kærlighedens Kys med Et bliver «synsk», så at Du kan se tværs gennem Alt, Du bliver kun så uendelig klog, og så kommer det helt an på Dig selv, om denne Klogskab og hvorledes den vil blive benyttet. Der er ikke én Pligt, der behøver at dø i et Kærlighedsliv; den kan blive omformet, det er vist, men så beror det på, at den er fyldigere forstået. Der er ikke Tale om, at man taber sig selv, når man elsker; man får mere at overveje, det er vist, der bliver så rigt et Mylr derinde, hvor før var så roligt og tarveligt, men det betyder kun, at man må anstrænge sig mere, blive dygtigere for at holde rede på sig selv. Det er ikke Lediggang dette Elskovsvæsen, det er så rig en Opgave. Man bliver ikke sine Lidenskabers Slave; man bliver et Menneske, som véd ud til Bunden hvilke Muligheder man rummer. Man kan gå til Grunde ved Kærlighed. Netop! Det er Beviset på denne Følelses overragende Evne, og det er Sejersstoltheden ved Farten ad disse Veje, at en Fejl kan have Undergang til Følge.
Lad mig standse her. Jeg véd ikke, om Du nu forstår Ét: min Ihærdighed til at overhøre dine Forsikringer om, at Alt var forbi. For mig står det, som om Du ved at kvæle din Kærlighed – hvad siger jeg: det spæde lille Væsen, der kunde have vokset sig op til Kærlighed – har begået en af den Art Forbrydelser, der har hele Unaturens Afskylighed ved sig. Jeg troede det ikke, før jeg havde Beviset i Hænde. Når man selv har så megen Respekt for en Ting, har man uendelig ondt ved at fatte, at Andre tager den for ringe. Men Du har borgerlig talt gjort klogt, der er ingen Nødvendighed for at elske, og det Hele var jo muligvis en Fejltagelse, og hvem siger, at min Kærlighed duede Noget? Og under alle Omstændigheder vilde den Historie have voldet Dig overmåde megen Ulejlighed, Uro, Bekymringer osv.
Mit Hoved er tomt som en Tønde, jeg er i usselt Humør. Skade har alt dette gjort mig og vil gøre mig mere – jeg er langsom af mig, hvad jeg måske gentagne Gange har givet Dig Beviser på. Når jeg giver dette Brev fra mig, lader jeg lige som det Korkbælte fare, der har holdt mig oppe. Så går jeg lidt til Bunds og kommer op igen og ser meget dumt på Tilværelsen, og der er det kedelige ved at være dum, at det i Reglen har Dumheder i Følge. – – Om jeg imidlertid skulde komme til at begå noget så dumt som Drachmann har begået i «Puppe og Sommerfugl» skulde jeg betvivle.k66 Dumt? Ja kunstnerisk set, men ellers er det næsten til Uforskammethed fiffigt anlagt på at angle alt det Bifald, som giver Penge. Uf! han er en forrodet Natur. Du kunde ellers gerne have fortalt mig meget mere om Dagene i Kristiania. Så Du det Digt, han skrev til Fru* – så nu kan jeg ikke huske Navnet, din Veninde fra Bergen, som Du lå på Grefsen sammen med, som er så flink?k67 – Jeg er meget glad over, at det ikke er Dig, der har skrevet «Rosen», men det ærgrer mig, at Folk siger, at det er Dig. – Jeg har set Ingeborg Thaulow i et Minut og slet ikke Pylle; den sidste véd jeg er vred. Ingeborg og Brandes undgå mig systematisk, de ønske ikke Vidner, og mig er deres Roderi usympatetisk.k68
*Sandberg, ikke sandt?
Farvel Din hengivne
A O E Skram

18. Amalie til Erik

Kr.ania 5-10-82.
Du vilde svare på mit sidste brev skrev du. Der er ikke kommet noget endnu, så har du kanske opgivet det, og er ment på ikke mere at skrive. Det er naturligvis det bedste, men hvor det gjør ondt. Hvor jeg er forfærdelig ulykkelig over at ha'e truffet dig og fået at merke at jeg dog, trods alt, er den samme lov undergivet som de andre. Men det var uret af dig at du skrev til mig dengang fra Gjøvik;k69 havde du ikke gjort det, så var det hele døet bort indeni mig, og jeg vilde nu siddet her som et glad og roligt menneske, som den jeg var, og har været så længe. For jeg skal sige dig, – du følte ingen kjærlighed til mig dengang, – det var bare din forfængelighed som drev dig mod mig, fordi det havde vakt din interesse og nysgjerrighed at se mig sidde der og vånde mig som en såret. Men du skulde nok være kommen til at elske mig, hvis vi havde kunnet være sammen, – det er jeg vis på. Dog, nu er det setletk70 alt det der mellem os, og derfor ikke til at tale om. Men nu skal du vide, at jeg har lidt græsseligt ved denne historie. Tiltrods for min pessimisme har den gået mig gjennem sjælen, så at jeg er vågnet om nætterne og ikke har kunnet huske hvad det var, som gjorde ondt. Du taler om smerte som du ikke «kunde ha'e blottet». Og tror du kanske, at jeg har blottet min. Nu er jeg ligeså kjæk og flink til at lide, uden at klage, som nogen mand. Og jeg kan tage maske på, og være munter og ligegyldig, som du ser jeg har været i mine breve. Men nu er det værre at leve end nogensinde før. Du siger du er langsom; men nu har jeg lært, at det er mig, som er langsom. Så meget i dit første brev har jeg først nu forstået rigtig, – ja nok forstået, – men ikke følt det som en sandhed for mig. F.e.x. det deilige du skrev om at to ærlige mennesker kunne elske hinanden rene. Ja, det ved jeg nu, men det er ikke os to, som skal gjøre det. Og nu ved jeg også at jeg aldrig, aldrig skal komme til at elske mig således ren, for der er ikke mere end én på jorden i hvert menneskeliv som passer for et menneske. Og så passer du alligevel ikke. Jeg ved at du nu er bleven færdig med mig, har fået forstand på, at jeg ikke var den du troede e.c.t. Derfor skriver jeg således iaften, fordi det letter mig i min forpinthed. Men jeg vil ikke ha'e det anderledes. Det må være som det nu er. Men skriv bare én næste gang at du ikke er vred på mig, ikke tænker uvenlige tanker om mig, ikke betragter mig som et væsen der er hjærteløst og ondt. –
Dit ene billede er kommen bort for mig; det er det peneste, der hvor du ser så yndig og fornydelig ud, og nu du give mig et istedet. Hører du! Vær nu ikke barnagtig og sig nei. Jeg , ha'e det billede. Men tag nu ikke feil og send det gale. Du ved der er to fra Hansen; det ene en liden, bitte smule mindre en face end det andet. Det er det mindst enface jeg har mistet.k71 Og det er det jeg holdt mest af og altid så længst på. Er det ikke komisk at jeg skulde miste det første gang jeg af vanvare slap det op af min skuffe. Nu skal du høre. Jeg fik bogen fra Drachmann den nye,k72 og hans portrait med nogle venlige ord, samme dag som vi skulde ha'e en liden sen middag på 12 stykker. Så tog jeg dit billede frem og holdt det ved siden af Drachmanns for at glæde mig over, hvor meget sødere og penere og kjækkere dit ansigt var end hans. I det samme kom der nogen og kaldte på mig fra kjøkkenet; jeg lagde begge portraitter fra mig inde i hans bog, tænkte at gjemme dit bort igjen, men glemte det hele. Så efter kaffen skulde jeg læse «Puppe o.s. v.» høit, ingen kjendte den endnu, og så faldt både du og Drachmann ud. Nini tog dem begge op. Jeg sa'e ganske rolig at jeg havde fået begge portraitter. De gik rundt gamle fru Thaulow og do. Sars beundrede mest dit, men da gjæsterne var gået, var dit portrait ikke til at finde. Jeg har søgt ustanseligt siden, men forgjæves. Nu må du endelig være sød og sende mig det strax, for jeg kan ikke leve uden det.
Begge dine bøger har jeg læst. Det er utroligt at den første er en debut.k73 Den står jo i ét og alt især fra formens side, på høiden med det bedste der er kommen ud. Og at kalde den bog uanstændig, – det er jo en ren latterlighed. Den er jo så ren og uskyldig! Men Marie har du vist idealiseret; jeg tænker at hun har været et rigtigt bæst, jeg, – ikke så slem som Soffi dog, eller iallefald på en anden måde, men hun har vist ikke været bra. Og sig mig så en ting: hvorfor er du ikke gift med Julie?, – er det hende du «har elsket og lidt» for? Nei, – det er jo umuligt, at hun skulde sagt nei til dig, men hvorfor er du så ikke gift med hende? Julie er en af de bedst gjorte og korrektest holdte kvindeskikkelser jeg har sét på prent, og så er hun så helt igjennem skjøn; det er en nydelse at kjende hende. Og så som dialogen falder der; bare den replik: «men de kyssede mig jo» er uforlignelig, og så lig dig. Og samtalen mellem Julie og Krog, da de taler om Soffi, hvor er den brilliant gjort.k74 Og så er bogen helt igjennem spændende. Men du da gå hen og skrive noget nyt. Jeg tror du er splinter gal, som ikke gjør det. En mand som dig, der har skrevet to af de bedste bøger som Danmarks nye skole eier, gi'e sig til at tie stille, og være aldeles ufrugtbar. Der er ikke mening skabt i at være redaktør, når man er digter, og det en førsterangs. Ja, for det kan ingen nægte der forstår sig på bøger. Og det nægter heller ingen. Men det er bare de fineste kjendere, som ved hvor høit dine to bøger rangerer, – det var Poulsen og jeg enig i.k75 Han talte forleden en hel del om dig. Jeg sad ganske stille med nedslagne øine, og nød hvad han sa'e, for det var så godt, og han var venlig nok til at fortælle og blive ved, uden at jeg spurgte et éneste spørgsmål. Jeg kunde gjerne være falden ham om halsen for det. Krog havde slet ikke tænkt på Julie, hvis hun ikke havde tvunget ham dertil. Langtifra! Således var det også med dig, – for du gik vist med en rest af din gamle kjærlighed i dit hjærte da du så mig, og så er der jo desuden hende, den anden. Men lad os være venner, lad os endelig det! Kan ikke det gå an, tror du? Svar mig nu.
Endnu Gertrude stod i en så strålende erindring for mig, blev jeg ikke spor af skuffet ved at læse den engang til. Jeg har tærsket den to gange igjennem fra perm til perm, og jeg har nydt den rigtig grundigt. Sig mig, er ikke Gertrude og Marie samme person på forskjellige stadier af sit liv? Nei, hvor Gertrude er yndig, helt igjennem, og så sandfærdig som hun er, jeg mener psychologisk. Hvor kan du dog lave så vellykkede unge piger fra? Ingen forfatter kan måle sig her med dig! Du kjender dem så forbausende vel; du ved nøiagtigt hvorledes de tænker, hvad de siger og føler i givne situationer, – jeg har aldrig i mit liv sét magen. Hvad jeg ikke synes om i Gertrude, det er at alt det skal arrangeres og klargjøres ved denne lange samtale, (Emma og doktoren) først mellem hende og Feddersen og så mellem hende og manden.k76 Den hele dialog vrimler af brilliante ting, er lutter perler kan jeg næsten sige, men det virker pinligt og uheldigt, og der må på en eller anden måde være en feil derved. Endnu står det ikke klart for mig, hvori det stikker, men der må være noget galskab i det, for det virker som sagt pinligt. Men det er også det alleréneste jeg har at udsætte på bogen, nei, hvor den er god og rigtig, og hvor sproget og formen er «first class». Men hvorfor siger doktorfruen til sin mand at Feddersen burde vidst i forveien hvorledes Gertrude vilde være i en vis bestemt retning? Mener du at han skulde forført hende uden de blev gift, eller prøvet på det? Nei, det er jo umuligt! Å der var så meget jeg vilde spurgt dig om, tusinde ting både fra bøgerne og fra mig selv, men det er for besværligt, og nu har jeg desuden ikke hørt fra dig på så længe, og jeg kan jo ikke vide om du er vred på mig, eller ei. Jeg er virkelig så bange, jeg. Tænk om jeg kunde fået talt en time med dig, bare for at få forklaret dig altsammen. Men så var jeg vel kommen til at tie igjen.
Din Amalie Müller.

19. Erik til Amalie

[Skrevet på baksiden]:
Læs dette først!k77
Den 9 Oktober Morgen [1882]
Min egen kæreste Ven, jeg har fået dit Brev imorges just som jeg skulde med det fra igår Aftes lukkede Brev afsted på Posthuset. – Jeg er rolig, glad nu og sikker på Dig Amalie. Hører Du, min Ven! Lad os nu begge bære os fornuftig ad. Vi skal ikke skilles. Vi skal blive sammen som to fornuftige Mennesker, og så lader vi Tiden råde for, hvor meget godt vi ved den kunne komme til at gøre hinanden. – Vi må begge to være roligere nu, vi véd begge to mere nu end fra først af. Vi høre sammen og kan ikke gå fra hinanden uden at skade hinanden. Men pin nu ikke Dig og mig med nye Klager over den Ufred jeg volder Dig; det er en dårlig Tale. Den Ufred er nødvendig – var det – og tager Du rigtig på den, smelter den sagte hen i gode og modige Forestillingers Lykke. Du har ikke vidst Ret, hvor dyb en Lov Naturens er, at den er den stærkeste; Du havde skabt Dig en efter Omstændighedernes Vilje og lod de to kæmpe, og Du led inderlig under denne Kamp. Og Du svigtede Dig selv og gjorde mig Fortræd. – Tag nu, klogere som Du nu er, Naturens Lov ved Hånden, gå stolt og blød, modig og forsigtig frem med den, luk dine Øjne op og forstå, at Du kun på denne Måde kan nå en sikker Havn – om gennem Lidelser eller Lykke eller gennem hvilken Blanding af disse, véd ikke Du, ikke jeg. Der har været noget kvindagtigt Bange over Dig; det er galt, det skader, ser Du nu. – Du har Ret, jeg elskede Dig ikke i Gjøvik – ikke fyldt ikke virkeligt; men det var en helt anderledes mægtig Følelse end Interesse og Videbegær, der drog mig tilbage. – Amalie, det var min Tro på, at jeg endnu en Gang kunde komme til at leve. Jeg troede på, at Du kunde gøre mig god – og så Amalie, en usigelig Respekt for hvad jeg havde set foregå i Dig. At det skulde ske, at jeg løste dine Lænker, det gjorde mig så grebet, så bevæget, så ydmyg og stolt. De Uvidende benævne slig en Følelse en Kaldelse af Gud; jeg skulde gerne have knælet, men for Dig Amalie, for Dig, Menneskebarnet; for det Hellige der foregik i Dig, jeg kunde uden at have strakt Hånden ud efter Dig have tilbedt den Naturens Vækkelse, der skete i Dig, stille have ligget med bøjet Hoved og frydefuld have ventet på, at alt dette skulde tilsidst sænke sig ned over mig og gøre mig god, god. – Du begriber, Unge, hvor det pinte mig, at Du stred imod.
Kæreste Amalie jeg har læst mit lange Brev igennem. Ak nu forekommer det mig, at der må et lige så langt til for at forklare Dig den Stemning, under hvilket det blev skrevet. Forsøg at forstå det. Du må kunne se min underlige Hjælpeløshed igennem det. Der er jo gået så lang Tid hen med det, og jeg blev ondere og ondere.
Jeg sender Dig mit Billede og så sætter jeg Datoen idag på det. Du har gjort mig så uendelig meget godt idag. Der er Ord i dit sidste Brev, som er Kærlighedsord – det er på dem jeg bygger videre.
Du begriber nok, hvorfor jeg sender Dig mit lange Brev. Du har Ret til at se tværs igennem mig, og Noget vil Du lære af Brevet.
Dette skriver jeg i jagende Hast.
Svar mig så snart Du kan. Jeg skal nok skrive om Herregårdsb og Gertr.
Jeg er meget glad
Din Erik

20. Amalie til Erik

13de oktbr. 1882.
Igåraftes fik jeg dit brev, som vi sad ved aftensbordet. Jeg turde ikke åbne det der, men måtte sidde og vente til min bro'er, der spiser så langsomt, især når han snakker med os, endelig, endelig, på sin langsomme måde, stak servietten i ringen. Så gik jeg ind på mit eget værelse med det, og blev siddende der så bange, så bange. Jeg sad og græd mere end jeg læste, ikke for brevets skyld tror jeg, skjøndt meget i det gjorde ondt, men fordi jeg havde lidt så meget i alle disse dage og nætter, og gået så stille og taus med det, og været som ellers, når jeg var blandt folk. Det var al denne opsamlede smerte som igåraftes fik luft i min lange gråd; (tænk at jeg nu skal begynde at græde igjen!) Tilsidst stak min broder hovedet ind, og spurgte hvor jeg blev af; kl. var da ½ 11, og gutterne var én for én komne for at sige godnat, mens jeg havde siddet der. Min bro'er så så vist på mig gang efter gang, da jeg var kommen ind i stuen, men han spurgte ikke. Det gjør han aldrig, han er så god og hensynsfuld. Det bliver ikke et svar idag, bare et par ord for at takke dig for dit lange, lærde foredrag om naturkundskab eller hvad det nu hedder. Der var så meget i det, som var mig så nyt, ja alt omtrent; jeg har aldrig vidst og aldrig tænkt over hvorledes alt det havde sig. Min tanke har altid vendt sig fra det, bare fra det, for jeg syntes det var så stygt og ondt. Men jeg begynder at forstå, – ja tænk, jeg gjør virkelig. Jeg må forresten studere dit brev igjennem sætning for sætning, så vil der gå flere og flere lys op for mig. Hvor klog du er, og hvor meget du ved. Men der er meget i brevet som er af den beskaffenhed at jeg ikke kunde se på dig efter at ha'e læst det, og slet ikke kunde jeg tale om det med dig, det vilde være for flaut. Du var langsom med at forstå det, der var dig fremmed og syntes dig umuligt; jeg er så endnu megetmere langsom end du, til at finde mig tilrette på ukjendte enemærker. Nei, hvor langsomt det kommer at gå! Jeg mener med min forståelse af alt det, der hører kjærligheden til. Men husk hvor aldeles nyt alt dette er, og hvor totalt ukyndig og uvidende jeg står her. Derfor skal du bære over og ha'e en mild og snil forståelse.
Nei, jeg var alligevel ikke kommen over dårskaben min; og gjør det heller ikke. Thi nu er jeg træt af at kjæmpe, og jeg ser også at det er unyttigt. Du må vide jeg var så sikker på at det var over; midt i min bedrøvelse og tomhed følte jeg en vis tilfredshed med mig selv over at jeg havde evnen til at kontrollere og styrken til at kommandere og mestre mig selv. Og det havde ikke kostet mig så farligt meget enda; tusinde grunde, skarer af fornuftige reflexioner kom løbende til min undsætning; jeg sad som i en fæstning, med hundreder af hjælpesvende omkring mig. Jeg vidste jo, som du siger, hvor prægtigt der lod sig leve uden alt det vrøvl som andre gik og pludrede med, og så hele min livsbetragtning, alle mine theorier om tilværelsens værdiløshed, mit had mod og min foragt for det, folk kaldte kjærlighed, det som jeg havde sét hvad var for noget og som jeg satte min ære i at være hævet over, og så endelig dette at jeg vidste med mig selv at jeg både havde evne og villie til at leve på nokså hårde vilkår, at det var en beslutning hos mig, at jeg vilde gå gjennem resten af mit liv uden at begjære noget af det der kaldtes lykke, som jeg forresten lod hånt om, fordi jeg ikke troede på den, – ikke troede at det som jeg vilde kalde lykke, var til. Og jeg havde jo fået beviset ihænde på ny. Du ved jo hvad det var, som bevirkede alt dette. Jeg var kommen til at elske dig, – jeg forstod det ikke, – men det var så, – det var kjærlighed jeg følte hin fredag, og endnu mere dagen efter; da jeg mærkede, at jeg var bleven et nyt menneske. Jeg skal sige dig noget. Jeg havde inderst inde et hemmeligt lidet rum, som jeg så uhyre skjælden betrådte med mine tanker. Der var noget gjemt derinde, og det var en drøm om, (thi mere end en drøm var det ikke, – jeg havde hverken tid eller lyst til at gi'e mig ikast med det) hvorledes det vilde være at finde den mand jeg kunde elske. Men hør nu: at den mand ikke fandtes, var jeg samtidig således sikker på, at der ikke existerede en trevl af tvil i min sjæl. Jeg havde jo truffet så mange i alle disse år. Fra jeg var ganske ung har der været så mange mænd omkring mig. De begyndte med at sige mig smukke ting dengang jeg ikke forstod et muk deraf. Jeg var så utrolig dum, da jeg var ung, – ja jeg er det forresten endnu tildels, men du aner ikke hvor dum jeg var; og så, så det ud som om jeg tog vel imod, hvad jeg ikke tilbageviste, fordi jeg ikke begreb det. Derfor har jeg fået en dyb og stærk afsmag for mændene. Ikke til at treffe, og vexle ord med i dagligt lag, thi der er i reglen (ikke bestandig forresten) mere udbytte af at tale med dem. Men en afsmag for deres forelskelse. Hvad er det de kalder forelskelse? alle disse elendige, pjattede dumrianer, der tror man skal blive i den syvende himmel over deres forelskelse. Sligt hænder mig forresten ikke mere, ikke på den gamle måde, i allefald. Jeg har sét så meget flaneri hos mændene, så megen begjærlighed, at jeg en tidlang foragtede hele racen. Nu er det over, – ja det var det – før jeg så dig også. Kan du derfor forstå den ting at jeg til den inderste bund i min sjæl, til hver nerve og pore var forvisset om at den mand fandtes ikke, der kunde tage min kjærlighed? I «Syndfloden» hos Byron, stiger guds sønner, vældige kolosser af engle ned på jorden og besnærer Kains døtre med sin elskov.k78 (Du husker det af theologer så meget omtvistede sted i anden Mosebog – det er dette han har taget til text for sit storartede poem.)k79 Jeg smilte undertiden med mig selv og tænkte: ja, det måtte til for mig. Det måtte være en mand af en ganske ny og usét sort, en som kom ned fra himlen, og hvor var jeg overlegen og tryg! Jeg havde jo været sammen med alle de bedste og første, alle dem der gik ry af i hvilkensomhelst retning, og jeg havde altid endt med at smile og altid smile.
Så kom du. Naturligvis var jeg sikker og tryg også efter at jeg havde følt denne lyst til at være ved siden af dig, denne bestandige dragen henimod dig, dette savn og denne uro, når jeg ikke så dig, og dette utrolige velbefindende i din nærhed. Tror du at jeg blev bange for det? Det faldt mig ikke ind med et øiebliks tanke. Den sidste dag på Lillehammer begyndte jeg imidlertid at ikke kunne like mig. Alting blev mig med ét så ækkelt og kjedsommeligt. Når jeg tænkte på Grefsen og alt andet, kunde jeg formelig ikke holde det ud; og der gik mig et stik gjennem hjærtet da jeg mindede mig om: imorgen er han borte. Så ved du hvorledes det var på skibet, og hvorledes det gik bagefter. Og så da jeg endelig havde givet mig over, da jeg klart og bestemt sa'e til mig selv: det er ham, han er kommen, den du troede ikke var til, da foregik dette som jeg godt kan betegne med Kristi ord: jeg blev født påny i et nu. Men det skete ikke om fredagen, men på lørdag morgen da jeg vågnede fra min trygge, faste søvn. Så gik jeg og tænkte, at nu skulde du ha'e det altsammen, alt det jeg havde sparet op og gjemt bort, og sat på renter i alle disse år, min ungdoms og min modne alders; ikke en tanke, ikke en evne skulde jeg eie uden at jeg vilde lægge den ned for dig, eller drysse den over dig; og hvor skulde jeg være på vagt om mig selv, ågre med det jeg eiede af skatte, for at blive rigere og rigere til dig; intet, intet havde jeg lov at give til nogen anden, – ikke et smil, ikke en tanke, – det var rov fra dig, – og så kommer du og skriver, at du har en anden kjærlighed, at du nok vil forsøge på at oparbeide en kjærlighed til mig fordi jeg nu engang var bleven såret så uændeligt,k80 men at du, sålænge til jeg voxede helt op i dig, vilde elske og leve med den anden.
Du som er så klog, og som skjønner dig så godt på kvindehjærter, burde kunne forstå det bedre og dybere end du har gjort. Der gik en stormflod over mig i hint øieblik, da jeg læste disse ord i dit brev. Hvor jeg dog fik ret! hvor sandt og klogt og vist jeg havde opfattet alt det væsen, for ikke at sige uvæsen. Så gik jeg alligevel og ventede til på fjerde dagen, før jeg skrev, men alt det jeg grundede og ventede, blev jeg kun vissere og tryggere. Og kan du ikke forstå alt det jeg har lidt, – jeg! når det nu var mig, som endelig havde fundet den mand jeg kunde elske, som endelig havde taget spranget fra der jeg stod, til der jeg aldrig havde tænkt jeg kunde komme til at stå, så at blive stødt således tilbage. For et øieblik tabte jeg alt muligt fodfæste, – jeg svømmede om som en syndflodsforulykket; hvad andet havde jeg så at gjøre end at ty tilbage til mit forrige jeg, og synke ned, stedse dybere i dets arme. Når du ret kunde sætte dig ind i alt det, så vilde du ikke ha'e et eneste skjænd, ikke tale om ringeagt, eller vrede eller noget af alt det. Og når jeg skrev til dig at jeg ikke elskede dig, ikke på grund af din, men min beskaffenhed, så var det sandt. Jeg ynkedes over mig selv, at jeg ikke kunde være som en af de andre; at jeg stod der med så strenge fordringer, at jeg ikke kunde slå mig tiltåls fordi om du også holdt af en kvinde til, foruden mig; det vilde andre ha'e kunnet gjøre, fordi andre vilde sét på dette som noget «nebenbei», et nødvendigt onde. Men det kan ikke jeg, – og det vil jeg heller ikke. Jeg vil ikke give alt, alt, og ikke få alt i bytte. Det vil jeg ikke!
Og nu skal du vide det altsammen:
Jeg har lovet Bjørn, at jeg aldrig skal tilhøre nogen mand i verden.k81 Nu vil du naturligvis fare op i forfærdelse. Men der er intet at blive forfærdet over. Bjørn kom tilsidst til at sige mig hvorledes han led. Han led virkelig, og han var mere alvorlig og mandig, og selvfornegtende og klog end de fleste. Ikke ét éneste forsøg gjorde han på at opnå, såmeget som så. Men han jamrede sig over at han elskede mig. Vi havde én éneste samtale om det, strax før han reiste. Jeg talte fornuftigt og roligt og sagde ham besked. Han svarede at han vidste det altsammen i forveien, alt kunde han finde sig i, men én tanke kunde bringe ham til selvmord, og det var, hvis jeg gik hen og elskede, og tilhørte en anden. Jeg svarede med et gjengangersmil, indbilder jeg mig, at for den sags skyld kunde han være rolig. Han greb det med lidenskab og følgen blev at jeg gjorde ham et formeligt løfte. Det var just efter at jeg, som jeg mente, var bleven færdig med dig.
Men nu er jeg alligevel ikke færdig med dig, – desværre, – desværre! Det er der, det er derinde. Og nu ved jeg at det aldrig kan overvindes, eller kvæles. Det kan dø en naturlig død, når det har levet sig færdigt – det ved jeg nok, men det lader sig ikke myrde, for det opstår strax fra det døde igjen. Jeg sidder i et chaos af vildrede. Jeg ved kun ét klart og bestemt: at jeg elsker dig, trods alt. Nu får jeg se til at tænke mig klar over altsammen. Vær ikke længe før du skriver til mig.
Hvad skulde jeg ha'e fortalt dig om «dagene i Kristiania», sammen med Drachmann? Jeg husker, og huskede da jeg så dig, ikke et fnug der var værdt at fortælle. Og så må du jo huske at jeg sammen med dig, havde mistet min tales brug. At fru Sandberg har fået noget digt af Drachmann, er jeg sikker på, ikke er sandt: Hvor kan du falde på det. Det er absolut ikke sandt. Og hvad er det hun er så flink i? Det forstår jeg ikke. Ja, hun er nok flink og kjæk i flere henseender, men hvad er det du mener? Hvor kan folk sige, at jeg har skrevet «Rosen». Alle ved jo at det er Mathilde Schjøtt. Det stod jo til overflod i en korrespondance til Danmark fra Norge. Hvorfor vil Ingeborg og Brandes være uden vidner? Du skal svare mig på alt. For jeg tåler det ikke om Ingeborg. Og hvorfor er Pylle vred? Og på hvem er hun vred?
Din Amalie
[skrevet på langs på side 2:]
Nu er det dog blevet et langt brev. Men der er meget mere at svare på. Idag har jeg dog ikke tid, ikke på nogen måde.

21. Amalie til Erik

Kr.ania søndag aften [15/10/82]
Kjæreste dig, – jeg havde tænkt at få skrevet mere idag, for jeg syntes der var masser af ting jeg skulde ha'e svaret på, masser af ord jeg skulde ha'e sagt. Men naturligvis måtte jeg gå i selskab. Jeg forsøgte at få min broder til at gå alene, men det gik ikke. Så har jeg i hele dag siddet i stort selskab, og alligevel bare været sammen med dig. Jeg syntes hele tiden du sad ved siden af mig, så nær, at jeg formelig kunde føle dig. Jeg har aldrig oplevet noget så snurrigt i mit liv. Lidt distrait gjorde du mig jo, men jeg klarte mig alligevel mærkelig godt. Det var bare ved l'hombren man ikke havde grund til at være så fornøiet som man pleier. Jeg kommer næsten altid nemlig til at spille l'hombre med 3 herrer, når jeg er i selskab; thi du må vide jeg er så ualmindelig flink til det, og man mangler gjerne en fjerdemand. Her i Norge er det ikke så almindeligt at der spilles l'hombre af hvemsomhelst. Jeg spiller også så uhyre gjerne; for det første fornøier jeg mig meget derved, og dernæst slipper jeg jo på den måde lettest fra at sidde og snakke med alle de kjedelige mennesker. Og så vil man altid så gjerne ha'e mig til fjerdemand, og det er jeg stolt af, for det viser at jeg spiller godt, såsom herrer ikke kan fordrage at spille l'hombre især, uden for fuldt alvor. Dette synes du vist var altfor længe talt om kortene, men husk på alt dit om bevaringslyst, eller var det ernæringspligt?, og formeringsdrift og parringsvalg og marmorkvinder og Odyssevs's sirener og hvad det altsammen var. Det surrer mig om ørene alt dette doktorsnak, havde jeg nær sagt; for du må vide jeg tror, jeg kan det udenad; i alfald burde jeg kunne det, for alle de gange jeg har læst det om igjen. Men jeg tror, jeg er lige klog, jeg. Jeg kan ikke begribe, at det filleri skal være et så vigtigt anliggende, som om himmel og jord afhang deraf – jeg har aldrig hørt magen! Nei du, jeg kan ikke forstå det. Om det nu også er så stor en tilfredsstillelse, så er man dog lige velhjulpen uden. Jeg synes det er så uvæsentligt det, i allefald mellem to som elsker hinanden, for da er der så meget andet de kan ha'e imellem sig. Men det kan også være det samme om jeg ikke forstår alt det så godt, for nu er det dog så vist og sikkert at jeg elsker dig, og helst af alt vilde være hos dig bestandig. Jeg er alligevel ikke nogen marmorkvinde (uf! det dumme, ækle drama!), og heller ingen sirene, det skal du nok få se engang. Bi nu bare. Det bli'r ikke meget i aften, for klokken er så mange, og jeg står tidlig op om morgenen, jeg. Så er jeg også så træt, efter al den mad og drikke. Jeg er roligere tilsinds nu. Jeg vil gjøre som du siger, give mig ganske hen under åget, ja, for det er et åg, og lade tiden råde for resten. Det nytter ikke at stride imod. Nu er jeg to gange sprungen fra dig; og begge gange var jeg vis på at ingen magt i verden skulde kunne drive mig tilbage. Men begge gange har jeg dog på egne fødder måttet vandre tilbage den vei jeg var kommen, og nu får jeg blive hos dig. Der er jo dette som piner mig, det du ved, som voldte al denne smerte og møie; men jeg får se til at skyve det fra mig, – ja for tænke det igjennem, og blive klar og rolig over det, formår jeg ikke. Jeg har forsøgt det om og om igjen; men det er altid som om jeg tilslut render panden mod en mur i et mørke, som jeg ikke kan gjennemtrænge med mit blik. Jeg kan det ikke. Jeg bare tænker, – hvis det nu var mig som holdt så meget som så, af en anden mand ved siden af dig, – ja det er jo en utænkelig ting, men hvis, – hvor forbryderagtig vilde jeg ikke føle mig. Men når du siger det går an for dig, så gjør det vel det da. Det er det gamle om igjen, – den forskjellige sort moral for de to kjøn.
Uf ja! Jeg vil ikke tale om det. Jeg føler den smerte derved, som når en river op i et nylig tilgroet sår, og så har jeg sådan lyst til at skjænde og græde for det, men gjør det alligevel ikke. Nu skal du ikke svare et ord på dette. Hører du. Jeg vil og kan ikke drøvte den sag med dig; den har noget mørkt og pinligt i følge med sig, som jeg helst vil holde mig fra livet. Nu svarer du ikke! Du «vilde ikke beile til mig». Du skriver som om jeg havde forlangt at du skulde det. Jeg kan så godt forstå at du ikke vilde det, og jeg opfattede også dine ord dengang rent instinktmæssigt sådan som du havde ment dem, således at jeg i øieblikket da du tog dem tilbage i dit sidste brev slet ikke huskede at du havde sagt det. Ikke jeg heller vilde beile, ikke om noget i verden vilde jeg det, ikke engang hos dig, skjøndt dog, – nei, jeg vilde det ikke jeg er vis på det. Hvorfor skulde så du gjøre det? Hvor godt du dog kjender mig, og hvor du ved, hvoraf alting kommer. Jeg faldt fra overraskelse i overraskelse da jeg læste dit brev. Kun på et punkt ta'r du lidt feil: Jeg synes ikke det er morsomt at få «idelige opfordringer om at slå følge». Tvertom, jeg gav, jeg ved ikke hvad, for at undgå dem, hvis jeg mærker, de er i anmarsch. De piner og ængster mig og gjør mig helt ulykkelig og jeg synes min værdighed lider et knæk derved, og jeg giver mig selv så stor skyld. Nei, der tog du feil, men også kun der. Du siger du blev til mand på «den følelse» på din kjærlighed. Jeg tror dog snarere, det var på den lidelse du ved den fik at gjennemgå. Ja, jeg taler af egen erfaring her. Jeg har ingen kjærlighed havt at blive til mand på, men jeg er dog blevet det (jeg mener menneske), og jeg er blevet det gjennem lidelse. Det ved jeg vissest af alt i verden.
Jeg troede jeg skulde klaret mig med det ene papir, men det blev for knapt, for der er lidt til, jeg vil hae sagt. For det første dette, at løftet til Bjørn giver jeg en god dag. Jeg har ikke med nogen anden at skaffe end dig nu, og jeg er så tryg og stolt derved og færdig til at sige «spadille» til hele verden.k82 Altså, det tænker jeg ikke mere på. Og så, – ja så er det vel altsammen klaret os imellem, så klaret som det vel bli'er, i alfald for det første. Men sig mig; hvad mente du med at der var noget æggende i den måde hvorpå hun i «Herregårdsbilleder», hvad var det nu hun hed, Sofie, legte med sine børn? Jeg har grublet så på det, men kan ikke finde ud deraf. Svar mig på det. –
Og så godnat min deilige, kjære. Vær nu blot ganske tryg og sikker. Nu kan du være det, for nu er al modstand brudt «for ever». Jeg har været så træt mens jeg har skrevet; kl er mere end 12; nu er jeg også søvnig. Hvor det skal være deiligt at komme iseng. Men du, det er sandt – hvor vred du vist har været på mig, men dog kanske mest bedrøvet. Fortæl mig om det.
Din Amalie
Jeg sender dig dette stykke billede af mig. Det blev taget forrige sommer, just som vi kom tilbage fra landet sammen, Kathinka Heibergk83 og jeg: Det er min ældste veninde, vi gik hele skolen sammen i Bergen. Så forflyttedes hendes fa'er herind omtrent samtidigt med at jeg kom hid. Jeg har klippet hende bort, fordi jeg jo ikke tør bede hende om lov til at sende det med, og jeg vil ikke gjøre det, når hun ikke ved om det, for hun er lidt streng med sligt.
D. S.

22. Erik til Amalie

Kbhvn den 17 Oktober 1882
Min elskede yndige Ven, vær vis på en eneste Ting, at var jeg nu hos Dig, vilde utrolig meget være let, som nu volder Dig Ufred og Pine. Vær rolig, vær god Amalie, hold af mig og tro en Smule på mig. Lad det være en Fortjeneste hos mig, at jeg holdt så fast på Dig, da Du vilde bort, og se ikke deri et Slags Forsøg på at besnære Dig i dine egne Følelsers Snare. Tro ikke, at Du har valgt den svage, den lille, den bedragerske Side af dit Jeg til nu at bygge dit Liv på; min kæreste Ven, som ærlig Kvinde, ærlig mod Dig selv, var der ingen anden Udvej åben, og Du skal være for stolt til at kunne ville noget andet i Verden end det din Natur siger: Du skal. Din Kærlighed er stærkere end den Fæstning, en fjendtlig Magt havde lagt midt i dit rige Jegs gode Agre, slut Dig til din Kærlighed Amalie, slut Dig inderlig trofast til den, hold af den, følg den, lær den dine bedste Ting og lær af den igen, den er jo Frihedens og Folkets Sag i Dig, om jeg så må sige, Fæstningen var Aristokraternes Borg. Går Du imod din Kærlighed, kan Du så vist gøre den Skade, det er sikkert, men underkue den i sidste Instans formår Du ikke. Den er Dig, den er din Natur den vil frem – prøv da på at føre den så ædelt og smukt som et Menneske formår. Du har hældet til den Religion, at Lidelse og Forsagelse i og for sig var et Noget at bygge Livet på – jeg tror det ikke Amalie, jeg vil kun lide for det Gode, som jeg skal vinde. Du har villet mestre Dig selv – ja Ven, men ikke ved at forknytte, hugge ned det Stærkeste man ejer. Der ligger et Mistillidens Bedrag der bag ved, som ikke er et sundt Menneskebarn værdigt.
Men Amalie vi er jo enige. Stump vær nu ikke bange!k84 Og så Amalie tag kærlig og mildt på mig. Ak Ven, jeg trænger til din Godhed. Tror Du jeg har talt de store Ord om Kærlighedens Lykke uden Angst? Min Ven, jeg har været ved at bøje Hovedet under en ydmyg Følelse af: Hvad kan jeg, når Alt kommer til Alt, give hende til Erstatning for den Kampens Pine, som jeg vil føre hende ind i? Men så Amalie har den inderlige Overbevisning ført mig: vi høre sammen. Vi skal tage, hun som jeg, Følgerne af vor Kærlighed. Og jeg tror på Dig min egen Ven. Vil Du være kærlig ved mig, kan Du gøre mig utrolig meget godt. Jeg kan leve af din Kærlighed, ja Amalie, jeg tror, at jeg nu kun kan leve af den. Jeg holder jo ikke meget af de for store Ord, og Livet har givet mig så mange Slags Erfaringer, men jeg har målt og undersøgt mit Hjertes Bund i denne hårde Tid, jeg for nylig har gennemgået, og Amalie, Du véd ikke, hvor tomt der blev om mig, da jeg på ny blev ene, da jeg troede jeg var ene. Jeg havde en tydelig Forestilling om, at Resten af mit Liv vilde blive en Slags langsom Gåen til Grunde. Du er det Kildespring i mit Liv, som den store Natur havde forbeholdt for mig, inden det var for silde. Min sødeste Pige, Du får i mig ikke den, Du burde få, jeg er ikke god, ikke ufordærvet nok, men gå med lidt Fortrøstning til vort Møde, og Du skal se, der kommer noget ud deraf, som også Du kan bruge. Jeg er så glad ved at kunne tale kærlig til Dig, Ven, Du er så sød.
Amalie, om jeg føler Alvoren i dit sidste Brev? Vær inderlig vis derpå. Om jeg begriber, at Du har lidt? Ja jeg gør Amalie. Jeg véd det. Men det skulde altså gå således til. Det var mit uforsigtige på en Måde urimelig skrevne Brev, der voldte «Syndflodssmærterne» – Stump, din vilkårlige Forståelse deraf gjorde Gengæld; kun at jeg holdt min Ro og mit Håb længere ved lige, end Du kunde. Amalie vær ikke for stræng i dit Hjerte over min Mangel på sikker Begriben af din Følelses ømme og fine Ungdom, jeg var noget undskyldt, Du havde næsten ikke givet mig den i Hænde, jeg havde jo mest kun haft med dens Frygt at gøre, jeg så dens «snusfornuftige» Side og skulde derfra skabe mig selv din Følelses sande Billede. Og Ven, Du sprang så hurtig fra mig, at Du næppe fik fat i mine Ords virkelige Ordlyd end sige deres Mening: Jeg vil ikke nu begynde på ny på en Forklaring, som Du vistnok mangler de hundrede små og store Forudsætninger til at kunne få helt og fuldstændig rundt fat på – kun Et skal Du høre på ny. Du ikke tale om, at jeg for at nå til Dig har måttet arbejde mig ud af en «Kærlighed» til en anden Kvinde. Det er så afskylig en Forvridning af Sandheden og mine Ord. Med en Kærlighed i Hjertet til en anden Kvinde var jeg aldrig kommen til Dig. Det kunde jeg ikke. Ikke et Sekund siden jeg talte de første Ord med Dig har jeg i min Tanke kunnet byde Dig noget Halvt, noget Ufuldstændigt. – Amalie, det faldt mig først ikke ind, at Du kunde elske mig, og så var jeg klog og gammel nok til at kunne tøjle mit usigelige Behag ved Dig til det Venskab jeg viste Dig – Du har ikke hørt et lapset Ord af min Mund – men fra første Færd jeg så din Kærlighed gry, blev jeg så alvorlig grebet af et Håb – et Håb for mig selv, forstå det Amalie, et Håb om på ny at mødes med mit virkelige Jeg under den rene Indvielse til et nyt Liv, som min Kærlighed skulde give mig – at jeg ikke kunde tænke mig at lade dette Møde blive til en smuk lille Oplevelse, således som Du (bange, demoraliserede(!) Kvinde) vilde have det. Men så Amalie lå jo over mit Sind de mange Års Halvheder og onde Smuler, hvormed jeg havde hjulpet mig igennem. Jeg måtte, da jeg havde haft Dig i mine Arme, sige Dig, at jeg var ikke ung som Du – Amalie, jeg måtte sige Dig, at en 35 årig Mand stiger ikke ned som Guden fra Skyen for at give en Kvinde et æterklart Liv. Der var foregået en Vandring på denne Jord i Søle og Solskin, det skulde Du vide; og jeg gjorde som jeg trode et rigtigt Forsøg på at angive for Dig Arten af det Hvilested jeg havde udsøgt mig. Jeg gjorde med en anklagende Ærlighed mod mig selv, som jeg nu fortryder, fordi det måtte falde forkert ud, Forsøg på at stemple mine Følelsers Natur under den Periode af Flugt fra alt det gamle ind i det nye, som måtte gå forud for den rolige Besiddelsestagen af det Kærlighedens store Land, som Du havde skænket mig. Min sødeste lille Pige, jeg kom til Dig så ene så ene, og mine dumme Ord gav dig Indtryk af, at Du skulde i Flok og Følge med andre – andre ganske vist af lavere Rang, men dog andre. Nej Amalie, derom har der aldrig været Tale, kan der aldrig blive – vær nu dog usvigelig vis på det! Alt hvad der er Dig uforståeligt, gådefuldt uforeneligt med din Kærligheds gode og dybe Natur, og som har Sammenhæng med den Skræk jeg som min Kærligheds Morgengave til Dig (ak, tilgiv mig Amalie!) begyndte med at skænke Dig, skal du på mit Ansvar lade ligge. Du skal komme til at kende mig her også helt ud og ind, når vi mødes, Du vil få noget at overvinde hos Dig selv for at give mig det Kys, der gør mig ren – men Du vil ikke nægte mig Kysset, tro det, Amalie! Og elsk mig nu.
Den 18 Oktober Aften
Jeg er lige kommen hjem, jeg har lige læst dit Brev fra i Søndags, du søde, søde, jeg har set og set på dit Billede – tænk dig Amalie, det fór igennem mig, jeg trode et Øjeblik, at det var en Mand, der var klippet fra. Du er så smuk, men Stillingen er ikke rigtig god, din Underkrop er bleven til slet ingen Ting. Jeg holder mere af det Billede jeg allerede ejer, Du ser mig således ind i Sjælen på det, og så har Du klemt Læberne sammen på det sidste, og der véd Du også af, at Du er smuk, Du er så umådelig stolt af din Næse, og Du er dog ikke nær så smuk som på det første Billede, hvor Du er så ærlig, så ligefrem og god. Men jeg er meget glad for det nye Billede, det griber mig ikke som mit gamle, men det er yndigt, og så er der det Sted op under Mansketten ved Håndledet, som ikke er til at holde ud. Det er en fuldstændig Snare for et roligt og skikkeligt Menneske som mig.
Kæreste Amalie jeg skulde lige til i adstadig Pasgang at spørge Dig, om Du ikke allerede sidst gjorde Nar ad mig for mit naturvidenskabelige Kærlighedssystem. Nu behøver jeg såmæn ikke at spørge. Du giver hele min Klogskab en god Dag, men den imponerer Dig dog. Ja bi Du lidt, en skønne Dag går det Hele op for Dig lige som Hegels System gik op for J L Heiberg, da han stak Benene ud af Sengen en Morgenstund i Hamborg.k85 – Hør Amalie jeg har været så alvorlig, nu kunde Du friste mig til at blive lystig. Men det er jeg for Resten slet ikke, men det kommer måske af, at jeg er sulten, Klokken er halvelleve og jeg har ikke spist til Aften. Nu gør jeg det. – Du, det er for Resten et højtideligt Måltid; det er første Gang jeg i to År spiser hjemme en Aften – alene da. Mit Arbejde på Redaktionskontoret har ført uundgåelig med sig, at jeg måtte tage mine Måltider ude. I Aften havde jeg gjort mig fri og var gået hjem for at skrive mit Brev færdig, og så, Stump, får jeg et nyt Brev fra Dig og får Dig med helt ind i mit intime Liv med lidt Brød og Ost og bayersk Øl. Du har ikke haft det så fint hos mig, som jeg havde det hos Dig i Kristiania «med al den Mad og Drikke». – Så Du er en så dygtig L'hombre Spiller? Jeg er en Slags genial Idiot i det Spil som i andre – min sødeste Ven, forbarme sig, hvor jeg vilde forgå af Raseri, skulde jeg virkelig i Selskab gå omkring og se Dig spille L'hombre, og skulde jeg komme til at spille med Dig – Du vilde tabe al Agtelse for mig, én Gang af ti gør jeg noget rigtigt, men så kan det for Resten være glimrende – én Gang af hundrede. – Ak Amalie hvor jeg synes det er lidt at sidde her og skrive; men de Tanker vil jeg ikke give Rum. Der er kun det, at jeg aldrig tilfredsstiller mig selv som en, der formår at få sagt det ordenlig, som han trænger til at sige. Og så kommer det aldeles afskylige til, at jeg bogstavelig aldrig har Tid til at skrive. Jeg er idiotisk bunden af Forretninger. Nu har dette Brev været to Dage om at blive til, ja egenlig tre for i Mandags fik jeg jo dit Brev og vilde under normale Forhold naturligvis straks have sat mig til at besvare det, og i Stedet derfor måtte jeg stikke det til mig og bære det hos mig et Døgn, inden der var Tale om at jeg kunde få sat Pen til Papiret. Jeg stjæler, når jeg blot kan, et Par Morgentimer for at skrive til Dig. Jeg elsker disse Morgentimer, og jeg vil blive ved med dette Tyveri, det får så gå som det vil. I Aften besvarer jeg ikke dine forskellige Spørgsmål, der nu tror jeg have hobet sig ret anselig op. Jeg er altid sløv og træt om Aftenen – – Jeg har standset her og har læst mit Brev igennem. Jeg skriver ikke mere i Aften. Klokken går til 12, og jeg må tidlig op imorgen. Jeg har glemt at betale mine Skatter i to Kvartaler, Rodemesteren har været her og sagt til Pigen, at det er rent galt.k86 Så får jeg heller ikke Tid til imorgen at skrive for at løbe afsted med Penge, som jeg for Resten ikke har liggende men først må hente – Min Ven gid jeg med et eneste Ord kunde få Dig sagt den usigelige stolte Fred Du har givet mig ved din Kærlighed. Jeg elsker Dig og er lykkelig.
Din Erik
Du brugte det rette Ord, da Du sagde: bliv nu ikke forfærdet, den Gang du fortalte mig om Løftet til Bjørn. Det stak i mig, som havde Du ført en Kniv ind i mit Bryst. Så gik det jo over! Men Amalie, Forræder, gjorde det Dig ikke frygtelig ondt at sige sligt. Hvor kan man komme så langt bort fra sig selv? – Jeg har haft et Par Ord at skrive til John Paulsen. Jeg har nævnt dit Navn i Brevet, fordi jeg vilde have, at han skulde komme til Dig og snakke om mig. Det skulde være en Hilsen. Måtte jeg ikke det? Jeg vilde helst fortælle hele Verden at jeg elsker Dig. – Har Du to Gange fået nogle «Morgenblade» fra mig?

23. Erik til Amalie

Den 19 Oktober 1882
Jeg sender Dig herved min kæreste Ven de to Knapper oppe fra dit eget Land, forgyldte og sammenføjede. Du må endelig blive glad for dem, jeg selv synes de er så pæne, og jeg har holdt så meget af dem, så længe de har været hos mig, fordi de hele Tiden har været bestemt til Dig. Da jeg var bedrøvet, huskede jeg på disse Knapper, der i deres nuværende Tilstand har ligget i min Skuffe fra tre Dage efter jeg kom fra Norge – jeg gik straks til en Guldsmed med dem – og jeg syntes det var Synd i dem. Jeg vilde ikke sende dem, for de Tanker, som de skulde bringe Dig fra mig, var lyse og gode, og Du havde jo gjort Fortræd. Ja kære, kære Amalie Knapperne blev købt i den lyse Stemning jeg var i, efter at jeg i Stavanger havde modtaget dit Telegram om at Du ventede mig. Men tag nu altså det lille Smykke og tænk på mig, når Du bærer det. Det er den eneste Overtro jeg bekender mig til, den som knytter sig til Gaver. Kan Du ikke lide de to Knapper eller er ligegyldig ved dem og lader dem ligge og går ikke med dem, bliver jeg umådelig bedrøvet.
Desværre er det mig ikke muligt at ordne Spørgsmålet om Tolden, som rimeligvis skal betales, anderledes end at Du selv må betale. Det er lidt dumt men hvad skal jeg gøre? Men det er altså fra Norge udførte Sølvknapper som i Danmark har fået lidt Guld på sig.
Jeg havde et Par mindre Knapper af lignende Form med til den skikkeligste af mine Søstre, Emma; hun er meget strålende fornøjet med den Brosche hun har fået. – Tænk dig for Resten hvorledes jeg lever, jeg har ikke set hende siden jeg for over en Måned siden gav hende den og det er sandt da så jeg hende heller ikke, jeg lagde den til hende hos min Moder. Jeg går til Morgenbladet og Rigsdagen og hjem igen – det er mit Liv – dermed går 10–15 Timer af Døgnet. En enkelt Gang er jeg bedt ud, men det indtræder sjældnere og sjældnere. Jeg tror Folk er kede af mig. – Du må ikke blive det for snart, jeg har så meget at lære af Dig, og jeg skal blive så god. Det, Du sagde i dit sidste Brev om, at den Udvikling, jeg havde vundet ved min Kærlighed, rimeligvis lå i den Lidelse, der havde været forbunden med den – kan jeg ikke blive kvit. Der er meget sandt deri. Du er sød, yndig og klog, meget klogere end jeg; men Du skal love mig ikke at opdage det altfor snart. – Amalie jeg er rædsom tykhovedet! Det eneste der duer ved mig er, at jeg er en lille bitte Smule skikkelig.
Sig mig, om Paulsen har været hos Dig? I Brevet til ham havde jeg søgt at gøre ham angst for at skrive til os. – Du forstår jo nok, at jeg ikke har villet tale på Redaktionen om Dig som Korrespondent. Enhver Ytring, der kunde falde blandt disse lidet hensynsfulde Menneskerk87 kunde dryppe Gift i mit Forhold til dem, og så véd jeg jo nu heller ikke, om Du har Lyst. Du sagde for Resten også, at det under alle Omstændigheder skulde blive mellem Dig og mig – det var nu en Umulighed.
Det summer mig om Ørene med Redaktionsvrøvl – jeg sidder på Kontoret – Farvel Amalie. Send mig en Gang Bjørnsons Brev om Jacobsen.k88
Din Erik

24. Amalie til Erik

Lørdag aften 21-10-82.
Det er altså sikkert at du elsker mig. Ja, for det har jeg slet ikke egentlig troet, før nu. Det kom mig for, at du vilde bringe dig til det, forsøge på det, siden du nu engang var bleven vis på at jeg var gået fra mine gode koncepter for din skyld. Ja, for det så du jo dengang på Mjøsen. Det var nu også rimeligt at jeg troede det; for hvad skulde jeg vel bringe ud af et brev som dit første – jeg mener det, efter vort møde i Xania. Det var virkelig en utrolig skrivelse, det. Der stod jo med rene ord, at du holdt af en anden fra for år tilbage. Så begyndte jeg at tænke mig om, og pludselig huskede jeg, at du slet ikke havde sagt en eneste gang, at jeg var den du elskede, nei for det gjorde du ikke. Du talte om at du kunde komme til at gjøre det, men videre gik du ikke. Hvor rimeligt det var, at jeg tog det, som jeg gjorde. Ja, ikke sandt? Jeg blev næsten så skamfuld over at du skulde ha'e al den uleilighed, bare fordi du syntes synd i mig, og så føltes det som en uret mod den du elskede fra før af. Partiet blev så ulige – jeg med alt mit til dig, og du med næsten ingenting til mig. Jeg blev jo til en påtrængende, en bønfaldende, – uf ja, jeg var både harm og fortvilet, men mest af alt dog fortumlet, før jeg kom til klarhed over det hele. Hvis du havde været tilstede og jeg var løbet fra dig, og du havde fulgt efter, er jeg vis på, jeg var sprunget bent på søen, hvis det havde været den eneste udvei til at undgå dig. Og så var det også dette, at jeg ikke kunde begribe, hvorfor du også skulde elske mig. Jeg syntes at ingen var god nok for dig, og hvad var jeg? Ja, jeg regner ikke de andre, der går med hænderne fulde af fixe og færdige forelskelser til det første, det bedste smukke ansigt, – uf alle disse, der er så færdige til at tro de er uimodståelige, og at en «stakkels» kvinde strax er parat til at tage imod deres forslag.
Det er det jeg ikke kan forstå at du netop ved mig fik et håb om at kunne komme til at leve på ny. At ikke det var hændt dig før, med en af de andre, du må ha'e truffet, som er smukke og unge og alt hvad du vil, i langt høiere grad end jeg, der var så færdig og udlevet, at jeg syntes alle måtte kunne se, hvor umulig jeg dog var. Ja, for du ved jo godt at du kunde ha'e vundet hvilkensomhelst ung piges kjærlighed, når du for alvor havde villet. Du kan vel skjønne at dette må være ubegribeligt for mig, rent ud sagt en gåde. Men når det virkelig er sandt at det alligevel er mig du elsker, mig alene, så er jeg det lykkeligste menneske, der er til. Ikke jeg heller holder af «de for store ord», men tror du vel det er formeget sagt, jeg mener, kan du ikke sætte dig ind i at jeg må føle mig som den lykkeligste af alle, siden jeg elsker dig så høit? Jeg elsker dig mere og mere for hver dag som går. Skal dette blive ved, øiner jeg ikke hvad ende det skal tage. Nu har jeg givet mig helt og holdent hen i dette, der er mere end en følelse, fordi det er et liv, og nu er jeg fuldstændigt i dets vold. Og alt hvad du har sagt i alle dine breve, (ja, ikke doktorsnakket alligevel) men alt det andet, går jeg her om dagene og forstår mere og mere af. Jeg er et andet menneske og jeg kan bare ikke skjønne hvorfor man ikke ser det på mig, og fordrer at jeg skal stå til regnskab. Jeg tænker uafladelig på dig, ikke et sekund er du borte fra mig; det er som om jeg har slugt dig, og du nu holder til indeni mig, og det skal du vide er besværligt, så stor som du dog er. Når jeg sidder og oversætter på Marcions evangelium,k89 falder jeg hvert øieblik i staver, fordi jeg aldrig kan få fred for dig, og når jeg taler med nogen, er det dig, jeg ser foran mig. Bare jeg ikke bliver sindssvag af det, det ser virkelig «spøge» ud.k90 Hvor det dog er utroligt, at man kan ha'e så meget igjen for at elske et menneske. Og når jeg nu engang skal se dig igjen, – jeg tør ikke tænke på det. Det bli'er så deiligt, at det næsten er fælt. Men så må du være lige så sød og snil som sidst. Husk endelig det! Da er der intet at være bange for, og jeg er det ikke heller, – jeg bare glæder mig, jeg: Du kan tro det er en herlighed at få dine breve, men jeg venter altid så længe på dem. Jeg skriver altid snarere til dig, – og tror du kanske jeg har tid, jeg? Forresten ved jeg så godt, at du ikke kan svare hurtigere end du gjør, – du har jo så meget at bestille. Kan du ikke ta'e et menneske til at hjælpe dig, – for det er jo til at dø en tidlig død af, 15 timers arbejde om dagen, – og nu må du ikke dø på det første, hvis du går hen og gjør det, – så vil jeg også dø, – vær vis på det! Men du kan skrive breve, du!
Ja, det er jo en «fortjeneste», at du har holdt så fast på mig, trods min vilde flugt. En stor, en meget stor fortjeneste. Tror du ikke jeg ved det. Og det viser mig, at det har været alvor med din tro på at jeg kunde blive noget virkelig godt for dig. Og det skal jeg også blive. Men at du beder mig tage mildt og kjærligt på dig, er næsten dumt. Kan man da gjøre andet, når man elsker? Jeg spørger om man kan. Selv ikke den, der er ond, kan det, og jeg er jo ikke ond, jeg, ved du jo nok. Nei, jeg vilde aldrig være andet end god mod dig, aldrig andet end det bedste, sødeste og ærligste jeg vidste og eiede i mig. Og hvis jeg ikke elskede dig mere, eller du ikke mig, så vilde jeg gå fra dig, sige dig eller mig løs strax, – der er ingen tvil om at jeg ikke betænkte mig et øieblik. Og det vilde du heller ikke, er jeg vis på.
Men du ikke sige, at du ikke er god nok, – tænk det gjør mig ondt at du siger det, og jeg kan heller ikke like det, for det er jo mig, som ikke er god nok, og jeg vil så nødig være ved det, jeg.
Jeg havde ikke vist dig min kjærlighed siger du. Det kan jeg ikke begribe. Så du da ikke, hvorledes du havde mig i din magt, hvorledes jeg gjorde de vanvittigste ting fordi du vilde det: gik med dig på gaden om natten, sad med dig på bænker omkring, var på dit værelse i hotellet o.s. v. Og så det brev jeg skrev om morgenen, tror du jeg kunde skrevet slig, hvis jeg ikke var bleven vis på, at jeg elskede dig. Jeg skrev jo ganske anderledes tydeligt, jeg, end du gjorde, ligesom jeg i det hele var den, der havde været tydeligst, jeg, stakker!
Du måtte sige mig at du ikke var ung, som jeg. For et snak! Jeg er jo så gammel, jeg, at jeg burde være færdig med livet, hvad jeg da også ærligt har været i mange år. Man siger jo altid at en kvinde, i samme alder, som en mand, er langt ældre end han. Og det er ganske sandt. Pigerne bliver meget tidligere voxne. Da jeg var 16 år, var jeg med på voxne baller, og 17 år gammel var jeg gift. Tænk det – og hvad var du, da du var 17 år, – en liden, bitte skolegut (for man bli'er jo ikke student før man er 18) som jeg vilde ha'e imponeret uhyre om vi var stødt på hinanden, kun et år ældre end Jakob.k91 Nei du, hvad alderdom angår, kan du ikke hamle op med mig, om du også ellers kan stikke mig i lommen, især når du disker op med dine utrolige systemer om formeringsvalg og sligt. – – John Paulsen hilste mig ganske rigtig fra dig. Det vil sige, han fortalte at du havde skrevet, at jeg var en dygtig dame. Det var bare så morsomt syntes jeg, for han talte atter så meget om dig. Min broder var så ondskabsfuld forleden aften, da Paulsen var her, at foreslå mig at jeg skulde drikke du's med ham. Han blev naturligvis begeistret, og jeg kunde ikke undslå mig. Det er forresten så kjedeligt, og jeg siger stadig væk de til ham, men han er så dum, at han altid retter på mig. Min br. er forresten ikke den som drikker du's med nogen, efter hvad jeg har mærket. Han gjorde det for at drille mig, til gjengjæld for et lidet puds, jeg havde spillet ham. Nu ved jeg hvorfor Pylle er vred, for hun har selv sagt det. Det var alligevel sandt med digtet til fru Sandberg; ikke ét, men tre, og hvorfor det blev holdt hemmeligt for os andre, er en vidtløftig, men morsom historie, som jeg skal fortælle dig mundtlig.k92 Den Dr.mann er af en simpel art. Og du, som har ladet Paulsen gå mig i næringen, og givet ham mine korrespondancer, uden at spørge om lov! Jeg spøger bare – for jeg vilde ikke prøvet det jeg, ikke som det er nu, i ethvert fald.
Forleden aften ude hos Sars's hendte noget, som jeg skal fortælle dig: Fru Sars, der altid er så sød mod mig, og «udmærker» mig så meget som de andre siger, sad og sagde så de alle hørte det, at hvis hun var en mand, vilde hun øieblikkelig frie til fru Müller, og at hun ikke kunde begribe at Ernst og Ossian (hendes sønner) kunde lade det være.k93 Jeg, som altid sidder og tænker på dig, blev ildrød derved og Ernst og Ossian, der er blygheden og uskyldigheden selv, ligeledes. «Men», føiede fru Sars til, da hun så vi var forlegne, «jeg tænker nu på at gjøre det alligevel, og hvis fru Müller ta'er mig, så bli'er det et af de ægteskaber, der indgåes i himlen». Så lo man, og så var det over. Men siden kom flere og drillede mig, og vilde dutte mig på, at jeg svermede for professor Ernst, eller sådant noget, og så var det bare for din skyld jeg blev rød. Der kan du se, hvad jeg har fået at gjennnemgå!
22de.
Så langt kom jeg igåraftes; nu er det atter søndag. Kl. er 4 ½, og vi har netop spist middag. Istedefor [sic] at ta'e min sædvanlige siesta med avislæsning, og en liden blund, sætter jeg mig nu til at skrive brevet færdigt. For om en halv time er det mørkt især siden jeg har fået op de tykke vintergardiner, og i aften skal jeg ud. Jo, du jeg har fået to gange «Morgenblade» fra dig og det har været så morsomt at ta'e imod dem. Bare at se din udenpåskrift er nu i og for sig en stor fornøielse. Den sidste artikel af G.B. om «Nyt Tidsskrift» var især morsom.k94 Jeg sad og lo høit, mens jeg læste den og var så enig, især hvad Fru Colban angår, for over hendes nonsens havde jeg ærgret mig en del i forveien.k95 Men hvor også Dr.mann får sit pas påskrevet. Til «Noget» læste han høit for os efter en middag med Champagne hos Pylle, og vi syntes alle det var så deiligt.k96 Over dette med «for liden udviklingsmodnet ret» kan jeg dog huske, at jeg ærgrede mig på stedet, men jeg gjorde ingen indsigelser, der var ikke stemning til at gjøre det da. Alt var så rosenrødt. Dr.mann er ikke nogen sikker mand. Han vil for meget holde sig tilvens med begge leire. Måske ved han det ikke selv, man bedrager sig jo så ofte, men på bunden er der ikke ganske rent mel i posen, det jeg kan tro. Og dette til «Noget» har også indbragt ham noget. «Han, den gale Drachmann, er dog, når det kommer til stykket, den bedste af alle de røde hunde, dernede – det er den modne mands overlegne dom» o.s. v. Nei, du, han bliver aldrig en pålidelig soldat, bare en fanejunker eller en tambur med et godt øie til marketendersken. Men det er soldater og arbeidere vi trænger til, for fanejunker kan enhver fusentast være. Begge gange har jeg forresten snuset bladene igjennem for at se efter noget af dig. Men forgjæves. Skriver ikke du noget du? Men «Gamle Guder og Nye» forresten, – det er jo noget af det deiligste jeg har læst, – jeg må ikke være uretfærdig og glemsom.k97 Og «Puppe og Sommerfugl» syntes jeg heller ikke var gal, men det tør jeg vel ikke sige høit, efter hvad du skrev, og efter Brandes's kritik i «Ude og Hjemme».k98 – Det er sandt mens jeg husker det: kan du ikke tjene mig i at skrive dine præsenser i singularis, selv om subjektet er pluralis. Jeg kan ikke for min død fordrage vi «ere», de «høre», vi «komme», – det er, – – ja, det er så «dansk».k99 Og skriv ikke mere bare på den ene side af papiret, – det er et altfor stort snyderi; at få et tykt brev og så finde at halvparten er borte.
Ja, hvad Dr.mann angår, så ved jeg jo at hvis det kom til skarpskuring, vilde han ikke betænke sig på, hvor det var, han vilde hen, men jeg tror det lokker og smigrer ham at vinde ind igjen, stykke for stykke af sit ramponerede renommé og for at opnå dette, må han strø lidt sukker på retterne for høire, – thi det er jo dog høire som på en vis måde har magten, – skjøndt ikke så meget nede hos eder vistnok som heroppe, og især her i Xania. Det viser sig bedst nu ved valgene.k100 Du kan tro her er hurlumhei; men man følger det ikke med synderlig spænding, fordi man ved, der bliver omvalg i februar, som storthinget vil forlange. Men at høire også da seirer, er der ikke et fnug af tvil om. Hvad kan det så hjælpe for et land med en hovedstad som Kr.ania. Det er et deiligt «hjærte» det. Før Kr.ania bli'er vundet, kan jeg ikke ret glæde mig over noget og der vil sikkert gå en 3–4 valgperioder hen, inden det sker. Nu kan jeg ikke se mere, og der kommer også kaffen. Gid du var her din stygge unge, så kunde vi drikke den sammen; for min br. er ude til middag, og vi kunde sidde ganske alene herinde hos mig. Når jeg kommer hjem iaften sladrer jeg endnu et øieblik med dig, inden jeg sender brevet afsted.
Nu er jeg her igjen; kl. er 12 ½, så du kan vide jeg må skynde mig. Jeg var sammen med professor Erns[t] (Sars) iaften. Han talte en hel del om Brandes's kritik over «Nyt Tidsskrift».k101 Han fandt at den var skrevet med altforliden velvillie, at det var ildesindet at B. kastede sig over netop det svageste hefte, at den samme B. vistnok ikke havde et godt øie til vort Tidsskrift o.s. v. Ja, dette må du ikke fortælle dernede blandt dine, hører du. Sars talte forresten så meget om dansk literatur og dens forhold til den norske, om den rolle Brandes havde spillet som fører, som han syntes B. gjorde en reklame for, der grænsede til markskrigeri. Så roste han også stærkt en liden skitse som jeg havde sendt ind til tidsskriftet og sa'e at også Skavlan som er så streng, havde sagt, at der ikke var tale om andet end at ta'e den.k102 Han var så interessant iaften; Ja det er han nu altid og vi blev stående over 1 time borte i et hjørne. Her synes damerne det er sådan herlighed at få tale med Sars, det kommer måske af at han er så sky for damer; ja ikke for mig, – mig kan han snakke med i det uendelige. Paulsen var der også, og vilde partout vide, hvad vi havde talt om. Det er så underligt, hvergang jeg er sammen med Sars føler jeg bedst hvorledes jeg elsker Norge. Og en trænger om at føle det iblandt. Sars fandt det f.e.x. så latterligt at G.B. vilde annektere Kielland som ikke havde mere sammenhæng med ham og dansk literatur end katten med sennep, endvidere at han tog Garborg med hud og hår, og talte om at han «nu havde dobbel glæde af ham». Dette lod han dog passere; men at han også prøvede at bemægtige sig B.B. og Ibsen, som fremgåede af hans skole; det blev dog for drøit.k103
Men nu godnat eneste! Jeg tager dig i tankerne om halsen, og kysser dig på munden og på øinene dine, idet jeg nu går ind og lægger mig.
Din Amalie

25. Erik til Amalie

Lørdag den 21 Oktober 1882
Vil Du tro min Ven, at når jeg på Gaden i en lille Afstand ser en Dame af din Højde med indkneben Talje i Overstykket – og af den Slags Dragter synes jeg nu der vrimler – tror jeg det er Dig. Der går et Stød igennem mig og så siger jeg: Vås! bagefter til mig selv. Sortøjede og smukke Damer har jeg begyndt at interessere mig levende for. Der er en ung Pige, jeg har set et Par Gange i et Vindu på mine Morgenture i Nærheden af min Bolig på Østerbro, hun har en aldeles fjærn Lighed med Dig – i den Anledning kigger jeg til Vinduet, og hvis jeg sætter hende Fluer i Hovedet, er det din Skyld. Det er for Resten nu flere Dage siden jeg har set hende, og jeg er ikke ganske vis på, hvilket Hus det er hun sidder i, så nogen egenlig begyndende Intimitet synes der dog ikke foreløbig at være Fare for. Sig mig nøjagtig dine Øjnes Farve; sorte var de ikke. Så forelsket som jeg er i dit Billede – det første – begriber Du ikke. Jeg synes det er over al Beskrivelse smukt. Så god som Du dog er Amalie, og som det ligger fint og stille på dit Ansigt! Kan Du huske vort allerførste Møde. Da de andre søgte at forvirre Dig. Du bøjede Dig en Gang imellem over din Kop eller din Tallerken, Du var ganske rolig, lidt ked af Snakken men iøvrigt uden at lade den nå synderlig længere end til dit Øre, Du fulgte din egen Række af Tanker, der måske vare blevne lidt nysgerrige, men som ikke derfor forlod den slentrende, personlig uinteresserede Gang de nu en Gang havde anslået. Jeg fik i samme Nu i store almindelige Træk den dybe Respekt for dit Væsens Soliditet, som jeg så senere fik rigere udstyret. Kan Du huske, at Drachmann om Aftenen vilde ægge Dig til at snakke med – der begyndte den Række af smagløse Befamlinger af dit Væsen, som senere bestandig pinte mig ubeskrivelig, jeg tror mig meget mere end Dig selv. Amalie, Du var fra første Nu så fin, så rolig, så fuldt ud Dig selv. Hvor jeg er glad over, at jeg havde Evne til øjeblikkelig at se det. Det, at jeg straks forstod Dig, gjorde, at jeg følte mig de andre så overlegen. Havde jeg et eneste Sekund taget fejl, var Du vist heller ikke kommet til at elske mig. Jeg var i dit Selskab så højnet, så dygtig – ja forstå mig: jeg blev bedre og følte mig bedre, fordi jeg kunde følge et så yndefuldt bravt og i visse Måder upåvirket Menneskebarns – Snak, Kvindes! – hemmelige Veje, medens de andre sprang omkring og trampede som Klovner uden for hendes Have. Det at jeg strax gik derinde og var så rolig og nydende og ikke fra første Færd tænkte på, hvad jeg nu kunde rapse til mig – Amalie, det er vistnok det, som har givet mig min Lykke nu. Min Ven, Du må tro mig, at det er rigtigt at være religiøs i Kærlighed. Hvad jeg har syndet, det er dog uantastet: min Tro på det Hellige i et rent menneskeligt Forhold, min Følelse af at skulle have Fred og Forsoning ved den Kvindes Hjælp jeg elsker. En sådan Følelse gør, at man må gå varlig frem. Det lapsede må falde bort. Jeg har godt ellers kunnet være lapset – ikke nok, ikke meget; jeg var lige begyndt at skulle komme efter det. Du véd, dette at plukke et Øjebliks, nogle Dages letsindige – grimme eller kønne – Sødme, og så lade det være, som intet var sket – Og så møder jeg Dig Amalie, som tager enhver lapset Fibre ud af min Sjæl. Du søde dygtige Kvinde!
Tirsdag
Amalie, det er noget nær fortvivlende vor Fjærnhed fra hinanden og Umuligheden af at få skrevet, når man vil, og så meget jeg vil. Jeg havde opsparet min Søndag. Hele Dagen skulde jeg have siddet ved mit Skrivebord og ikke tænkt på, ikke bestilt andet i Verden end at skrive til Dig. Så blev jeg ulidelig forstyrret ved et Besøg fra tidlig Morgen, og så var jeg nødt til at tage et Arbejde for, som skulde gøres. Så sad jeg dernæst den hele Aften hjemme, bund melankolsk, ganske ene og forladt forekom det mig af hele Verden. Jeg glemte ikke et Sekund Dig, tro ikke det, og Du var netop den eneste Tilflugt jeg havde, uden Dig vilde min Tilstand ikke have været til at beskrive for Jammerlighed; men jeg var modfalden også ved Tanken på Dig: Hvor var jeg ikke et fattigt Menneske, hvor havde jeg Retten fra til at klynge mig til din rolige ubekymrede Tilværelse, jeg, som til syvende og sidst kun havde en urolig, uenergisk svinglende Mands ensomme Følelsesliv at byde Dig. Desværre Amalie, jeg er meget ene. Rundt om mig taber jeg Venner og Bekjendte. Der må være en Kulde i mit Væsen, som gør det. Jeg søger dem ikke, og så gør det mig ondt, når jeg mister dem. Og jeg har ikke Tid til at holde de selskabelige Bekendtskaber friske, de dø ud. Og så er jeg ulidelig dum til at støde Folk fra mig, når jeg virkelig interesserer mig for dem – jeg siger dem min Mening, og alle Folk mærker jeg, selv de bedste, ere forkælede på dette Punkt. Ingen siger sin Mening! Der går et Lyveri i Svang, som er mig af inderste Sjæl imod. Jeg har ganske vist lært meget i den Retning, men jeg bruger det ikke med megen Øvelse og ikke gerne. Det morer mig ikke. Jeg bliver borte, og så er jeg naturligvis den, der taber. Jeg har ingen social Stilling, som kan bære den Stolthed oppe, som jeg vel på en Måde besidder. Jeg dumper, og er så en Gang imellem overmåde nedtrykt i den Anledning. Min Moder, som elsker mig, besøger jeg ikke. Dels har jeg aldrig Tid, dels piner den absolute Fjærnhed, der er imellem os, mig. Der er ingen Forståelse mulig imellem os. Jeg sled, til jeg var 30 År tror jeg på at få denne Forståelse bragt til Veje. Så brast det en Gang for alle uhjælpeligt. Det var med Gertrude.k104 For hende er det en afskylig Bog. Jeg vender i Ny og Næ tilbage med et Slags Håb. Da jeg kom ned fra Norge t.Ex. Jeg vilde jo berede Dig et Sted, som jeg havde givet Dig. Min Moder er nemlig en fin Kvinde, og der er på en Måde godt at være hos hende. Men nej, Håbet er forgæves. I den aller sidste Tid har Du, søde, taget Venner fra mig. Jeg tror ikke, at jeg har aflagt et eneste Besøg siden min Rejse og det er Du Skyld i. Enten jeg har været glad eller bedrøvet, har jeg kun kunnet tænke på Et, kun interesseret mig for Et, og det er Dig. – Men alt dette spiller nu for Resten – – –
Den 27 Oktober
Amalie begge dine Breve har jeg!k105 Søde søde lad mig kysse Dig! – Jeg sender blot for at give et Livstegn fra mig dette kedelige Brev afsted. – Jeg måtte afsted i Tirsdags midt i en Tankegang. Siden har der ikke været Mulighed for at skrive. Jeg har været afskylig dårlig og dog måttet passe mine Ting. Min yndige Ven som dine Breve går ind i mit Hjerte! Jeg kan først skrive på Søndag, det er Fredag idag. Vent så længe på et ordenligt Brev! Jeg klipper en Stump ud, som jeg skrev forleden.k106 Jeg skriver ikke meget i Avisen, mest de andres Sager om. Men så kan Du dog se lidt af mig på Tryk. – Sars dømmer udmærket rigtig! Men jeg er skinsyg på ham! Og din Broder er jeg rasende på med den dusdrikken. Vi fik straks et meget mådeligt Brev fra Paulsen. Gid Pokker havde ham.
På Søndag!
Din Erik

26. Amalie til Erik

Mandag aften kl. næsten 12. [23/10/82]
Endelig slipper jeg til; jeg havde bestemt at skrive strax i eftermiddag for at takke for det nydelige smykke, som jeg selv hentede på posthuset idag, men så var der kommen bud fra fru Wullumk107 at hun og en dame fra Bergen vilde komme her idag til kaffe. Så kom de da og siden kom en student og en anden fyr, og først i dette øieblik gik de sin vei. Vi har brændt af et stort fad bruleau,k108 og pigen havde lagt formeget i ovnen, og her er endnu så forsmædelig varmt at jeg næsten ikke kan puste, endskjøndt jeg har sat døren åben til mit soveværelse. Her har været såmegen sang og musik iaften; den unge dame sang så deiligt forelskede sange, og du kan vide hvor jeg tænkte på dig. Du, det er ikke «fred» netop min kjærlighed har bragt mig, som du siger tilfældet er med dig, snarere uro, men dog mest en stille fryd. Nei, men hvor knapperne var nydelige! i langt høiere grad end jeg kunde ha'e tænkt. Jeg elsker det smykke, og må hvert øieblik ta'e det frem for at betragte det. Jeg håber du har kysset det, før du sendte det afsted; derfor kyssede jeg det, da jeg fik det. Skal jeg gå med det, siger du? Men det er jo aldeles umuligt. Mine bekjendte, især mine bedste, og dem er der mange af, kjender jo på en prik alle mine eiendele, og især alle mine smykker og det er så kjedeligt at stå og lyve, når de spørger, hvorfra jeg har fået den smukke tingest. Ja – for den er så iøinefaldende og egen, at alle strax ser den, og jeg kan jo ikke sige, at du har sendt den, du søde elskede. Altså jeg går ikke med det, – ja det måtte da være om nætterne, at jeg brugte det istedetfor knap i mit natlinned; men den vil stikke mig under hagen, er jeg bange for, eller gjøre ondt med sine høie tapper. Hvor det var morsomt at jeg fik det, når jeg treffer dig, skal jeg nok kysse dig for det. Jeg betalte ingen told. Det var en gammel herre med hvidt hår og forgyldte knapper, der gav mig det. «Nei, der er ingen told at betale, når en så smuk dame kommer og henter det» – sa'e han, og så tog han begge mine hænder. Heldigvis var der en disk imellem os. Jeg blev et sekund bange, men så følte jeg i det næste, at der ingen grund var, og så blev jeg bare så fuld af latter indvendig, (som jeg dog ikke gav luft) fordi han var så varm, så varm i hænderne, og mine fingre så stivfrosne i de stramme handsker, (det var en bidende vind) at det slet ikke var ubehageligt. Han opholdt mig så længe som muligt, og da han endelig kom med pakken tog han atter og varmede mine hænder, og takkede fordi jeg var kommen selv. Han kjeder sig naturligvis rædsomt der nede, den gamle kavaller, eller også er han fjollet. Som sagt, bange var jeg ikke, og da jeg sagde adieu, lo jeg endog en ganske liden smule. – – Hvor skrækkelig kjedeligt du dog må ha'e det dernede, efter hvad du skrev idag. Bestandig bare ved arbeidet. Ja, det forstår sig, – arbeidet er jo det vigtigste af alt, heller formeget end for lidt – men alligevel. Når du ikke bli'er bedt ud, så er det naturligvis din egen skyld. Der har vel været en periode, hvor du slet ikke har giddet gå nogetsteds, og så holder man op at sende indbydelser tilsidst. Man kommer ud af vane. Men at du ikke har sét din søster Emma på over en måned, er dog mærkværdigt. Går du da ikke daglig indom til din mor? Forresten har du sét hende, siden du lagde smykket hos din mor, thi hvor kunde du ellers vide, at hun var strålende fornøiet over det, – å jo, – du kan jo ha'e hørt det gjennem andre. Herefterdags kommer brevene at ta'e længere tid; den mørke, fæle årstid er kommen med tåge og storm og regn. Uf, det er så bitterligt vanskeligt at komme gjennem denne tid; den har i mange år været mig en hård nød at knække; mørket virker så nedstemmende på mig. Såsnart det lysner, er det ingen sag at leve. Men i år bli'er det vel bedre, for nu har jeg jo dig at tænke på. Skal jeg ikke blive kjed af dig? Jeg vilde ønske du vidste hvor liden udsigt der er til det. I ethvert fald må jeg jo først lære dig at kjende. Men du værs'god skal være klogere og flinkere og dygtigere end jeg er, for ellers går det galt, så meget du ved det. Jeg er så enig, – det var ikke værdt at jeg skrev noget for «Morgenbladet», – jeg har fået ulyst, ganske instinktmæssig, (foruden at jeg ikke ellers gad, eller kunde) siden jeg er kommen i dette forhold til dig. Jeg sender dig Bjørnsons brev.k109 Kan du læse det, kalder jeg det godt gjort, men det kan du naturligvis ikke, for det kan ingen uden folkehjælp. Du må ikke tumle det bort for mig, men give mig det smukt tilbage engang. – – – Godnat, nei hvor jeg elsker dig, du eneste!
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Der bli'er nok alligevel ikke omvalg i februar. Venstre har båret sig så dumt ad, har fjantet omkring med hundreder af ulovlige bygselmænd;k110 derfor har de tabt så mange stemmer fra sidst. Nu er de glad til at tie stille.

27. Amalie til Erik

Onsdag formiddag [25/10/82]
Jeg har slet ikke tid til at skrive; egentlig burde jeg være flittig på oversættelsen, men nu er jeg netop færdig med et ustyrtelig kjedeligt afsnit, og så må jeg begynde på et brev til dig. Jeg, som har været så kjed af at skrive breve, kommer nu til at skrive som et menneske, hvis sindssygdom består i den fixe idé, at det uafladelig må lave breve. Jeg føler det er i anmarsch, strider imod, men ved, at det ikke nytter. Jeg har altid så ubegribelig meget at sige dig, og bestandig kommer der mere til. Jeg er et offer for «the law of accretion»,k111 som de kanoniske evangelier, skylder det meste af sit indhold. Bare du ikke bliver træt af mit snak. Det er nokså heldigt, alt vel betænkt, at vi ikke kan komme til at være sammen længe ad gangen nogensinde; for jeg vilde komme til at forgive dig med snak. Du, som jeg ikke kunde tale til sidst – hvor bli'er du dog forskrækket, når du ser mig i min sande skikkelse, for jeg er ustanselig når jeg først får munden på gang, og jeg er bekjendt for det og bliver drillet med det. «Nu, er jernbanen kommen ud af skinnerne?» sa'e forleden prof. Storm,k112 da jeg omsider holdt inde. Det var noget vi havde været uenig om, og jeg havde havt så mange grunde. Hvad der hjælper på, er at jeg også kan tie for det kan jeg så godt som nogen.
Dette bli'er bare en begyndelse på et brev; jeg har kun en halv times tid til min rådighed, og iaften skal jeg i theatret og først drikke the hos fru Vibe.k113 Men så skriver jeg videre imorgen. – Det går forresten slet ikke fort med min bog, for jeg har altid så meget i ilden, og andre har bestandig brug for mig, og der kommer stadig væk nye afbrydelser.
Bjørnson var forresten nokså fornøiet med at jeg var over halvveis, da han var her nu.k114 – Dette har nu forresten også været en travel tid i huset, med rengjøring og gardinophænging og vinterforberedelser, og syltning og alslags stel. Jeg har dertil fået ny pige, (hvad der også bringer tidsspilde), for Karoline den stakkel, har gået hen og giftet sig. Jeg har så ondt af hende, skjøndt hun vistnok er så lykkelig, men jeg synes altid det er synd for dem, der gifter sig – ja ikke for mændene, må du tro. Det er en styg institution, den med ægteskabet. Fra alle sider sét, er den så styg, så styg. Min nye pige er forresten den sødeste, snilleste og flinkeste lille «værelse» i verden. Så ser hun også så glad og munter ud. Selv mine gutter, der er så kræsne på pigerne er blevne så glade i denne her. Jeg får nu forresten altid mine piger til at blive flinke, dels fordi jeg selv er flink i huset, men også fordi de bli'er glade i mig, hvad jeg da også ærligt gjengjælder.
Også igåraftes kom her fremmede. Jeg var ment på at være så flittig, men så, kl. ½ 8 kom pigen, og meldte hr. Paulsen, og strax efter kom et ægtepar, og alle havde de tænkt at blive naturligvis. Jeg går aldrig af mig selv til nogen, jeg, for jeg er aldrig ledig nok til at kunne gjøre det. Jeg begynder mellem os sagt, at blive kjed af J.P. Han var forresten så fornærmet på dig, fordi du havde strøget nogle linier af hans korrespondance,k115 og det var netop noget, som han absolut vilde ha'e sagt. Han ønskede ikke at få sit arbeide revideret, som var det en skolestil, og det blev første og sidste gang han skrev til «Morgenbladet». Nu kan du ha'e det så godt! Jeg var forøvrigt ganske enig; det er virkelig næsten en uforskammethed mod vedk. forf., uden given tilladelse, at tage om end aldrig så lidt fra det, han har sagt; det tilkjendegiver nemlig, at man ikke taxerer ham i rang med dem, man nødig vil støde på manschetterne, og det skal man ikke sige lige i ens næse. Han sov her forresten inat, men gik imorges strax. Han kalder værelset deroppe for sin kvist, og han ved det står tomt. Derfor hænder det at han, når det er påtide at gå, siger: Veien er så lang, og veiret så mørkt, kan jeg ikke få sove deroppe på min kvist. Han er så ualmindelig ensartet bestandig; der er ingen farvevexel og ingen foranderlighed, – det er derfor man bliver så snart færdig med ham. Sig mig engang om du synes det er kjedeligt at jeg fylder siderne med småsnak, og fortæller alt dette vrøvl om ingenting. Jeg vilde nu holde af at få høre hvadsomhelst, når det angik dig og din daglige færden, men kanske vil du heller jeg skal skrive anderledes. Sig det bare, så skal jeg nok!
Jeg fik et brev fra Ingeborg igår, det første siden hun reiste. Hun er vred på dig, fordi du ikke har gjort dig den uleilighed at hilse på hende eller Pylle, meget vred. Hun skal [sic] samme dag i middag til E.B.k116 Var ikke du der? Forresten går der en oprevet tone gjennem brevet tiltrods for at hun ikke i mange herrenstider har fundet livet så «tækkeligt som nu». Hun er «ligeså kjed af Kjbhvn. som af Xania, og glæder sig til Paris. »
– Ja, så længe det vil vare – det kommer nu derpå an. Stedet gjør hverken fra eller til. Betingelsen for at være tilfreds, eller det modsatte, bærer man jo indeni sig. I allefald gjør jeg det. Ydre ting eller tilstande kan hverken gjøre mig det ene eller det andet, hvis det da ikke går på livet løs, og det hænder jo ikke så ofte. Jeg er bekymret for Ingeborg; jeg ved ikke hvorhen hendes hensynsløshed, der forresten hænger sammen med, ja er det bedste i hende, kan føre hende.
Du skriver i dit næstsidste brev: «jeg måtte sige dig, da jeg havde havt dig i mine arme, at jeg ikke var ung som du». Mener du dermed, at det da gik op for dig, at du ikke kunde komme til at elske mig som du havde elsket den anden, at det på en måde vilde blive smuler og levninger, det jeg skulde komme til at nøies med? Er det det du mener med dit snak om min ungdom? Du skal svare mig på dette, (hvad der forresten slet ikke er din vane, men så er det jo også sandt det om én dåre og 10 vise)k117 og du skal svare uforbeholdent, hører du, – for jeg vil endelig vide det, jeg. – –
Torsdag. Det var et skrækkeligt stykke med ægteskabsbrud og forførelser på åben scene, og skurkestreger og mord og revolverskud. Man forlod en bunke lig og ruiner, da man endelig slap fri. Sådant et ritsch-rutsch, knald og smaldeffekteristykke! Rigtig noget kram. Ja, det var naturligvis «Fyrst Panin» af George Ohnet, en simpel sort vare.k118 Hus har det dog trukket og gjør det fremdeles. Nu har jeg også fået billet til fredag igjen. Da er der abonnement som jeg ikke har, da jeg i regelen kjeder mig mere end jeg skjøtter om at være ved, i theatret. Da skal jeg se et «Photografie» af Henrik Jæger,k119 den unge dumme literat, der er æstetisk konsulent ved theatret, og optræder som en Molbech i miniature.k120 Desuden Alfred de Mussets: «On ne badine pas» o.s. v.
Ja, jeg har ganske vist ikke alene «hældet til den religion, at lidelse og forsagelse var noget at bygge sit liv på» – men den har i mange år været min éneste. Ved lidelse, ved ærligt og modigt at ville lide sin lidelse tværsigjennem, således at en ikke for nogen pris, vilde skyve fra sig, eller søge at undgå én éneste smule af det, der hørte med, vinder et menneske frem og opover. Det er derved man kommer til at eie sig selv, til at kunne ta'e sig i brug til det, man vil, (istedetfor at blive beslaglagt af snart et, snart et andet, der ikke er andet end forfuskelse) og til at styre sit liv i den retning man har afstukket sig. Lidelsen gjør jo den gjerning som ploven på marken. Jo dybere den skjærer sig ned, når der er jordsmon da, jo mere gror der op bagefter. Og kjærligheden, – ja den må vel lignes med solskinnet, den. Men hvad kan det hjælpe at solen skinner på et vildnis, der ikke er oppløiet eller ryddiggjort, der kommer bare mere vildnis ud deraf. Mange mennesker har havt virkelige kjærligheder, men de er ikke blevne, hvad jeg kalder voxne alligevel. Og mange prægtige planter trives deiligt uden solskin. Jeg har endog engang i Bergen fået roser til at blomstre, skjøndt de stod i et vindu hvor der kun i omtrent 10 minutter om morgenen (når det ikke regnede, men det gjorde det altid,) faldt et par skrå stænk af solskin hen over dem. Og deiligere roser havde ingen sét. De var så underlig kjølig skjønne, og som de duftede og holdt sig længe!
Gjennem at lide bli'er man først rigtig klarsynet. Ja du siger kun det sker ved at man kommer til at elske, men det kan du tro, er forskjelligt for de forskjellige. Når man har lidt sig fra livet, ganske fra det, først da er man skikket til at leve det, med eller uden solskin, det kommer ikke så nøie an på. Man må blive den stærkeste, have livet under sin fod, så at det ikke skal få magt til at skade en. «Hvo som mister sit liv (det er, giver det fra sig,) skal finde det»k121 – det er et sandt og dybt ord, som så mange af dem, der står i bibelen. Så mener jeg da fremdeles det, at lidelse og forsagelse eller rettere evnen og villien til begge dele, som så mange übrigens slet ikke har, er en sikrere grund til at bygge sit liv på, end kjærligheden, thi den kan fordunste for et menneske, men det kan lidelsens indhold og udbytte ikke. Hvis du nu synes jeg har været for vidtløftig så husk på dit systembrev! Jeg har meget at løbe på, før vi er kvit.
Senere på dagen. – Jo mere jeg tænker på det, jo bedre forstår jeg, at det er dette du har ment med det snak om at du «ikke var ung». Du har følt det, kanske pludseligt, at du ikke mere kunde elske synderlig meget. Det må vel være fordi du har sat så meget overstyr af dit hjærtes kapital i tidligere dage. Så er da altså sandheden den, at det er dig, som ikke kan elske, istedetfor vi gik og troede det var mig, min tåbe, som ikke havde prøvet på, og derfor ikke kunde. Og så skal jeg alligevel forære mig til dig, du stygge? Skal jeg virkelig alligevel gjøre det; uden pardon. Men du må virkelig prøve at elske mig meget, ligesåmeget som nogensinde før du har gjort det, for det er så harmeligt ellers. Jeg er formelig bleven trist af at forstå dette, men det går vel over igjen – –
– – Her har været slig sjauk122 idag om et kjøkkenforklæde og en fåresteg, som er bleven stjålet derude. Pigen beskyldte oppassergutten for det, en stakkels kanalje på 16 år, med et ansigt til en alder af 12. Jeg kunde dog strax se, at han var uskyldig; han, på sin side havde mistanke til en jentunge, som han kaldte Martine Svingen, der havde stået alene i kjøkkenet da han kom ind om morgenen, og var der for at tigge. Så gik han efter hende, bragte hende med og fortalte at forklædet ganske rigtig hang derhjemme på væggen. Siden kom moren, og skjændte så græsseligt på os allesammen, at jeg rent gik fra vid og sans af angst. Jeg løb uden videre min vei, og lod dem fægte det ud alene. Nu vil pigen endelig mælde det, for det er hendes forklæde, men jeg beder hende så lade være, og lover hende et nyt istedet, for det bli'er bare så fælt. Og desuden – de er naturligvis så fattige, at de nok kunde bruge både stegen og forklædet, og mere til. Nu må jeg gå. Adieu til imorgen.
Lørdag. Jeg havde håbet så vist at få brev fra dig igår; forrige fredag fik jeg nemlig. Men så fik jeg ikke noget. I theatret var det kjedeligt. Alle stykker uden forskjel går yderlig slet, når Ibsens og Bjørnsons regnes fra, for de går nemlig udmærket. At prøve det med Musset! det er dog for ilde. Stykket handler jo forresten bare om kjærlighed og mad,k123 og det er noget så nyt for mig at kjærlighed skal interessere mig, at jeg endnu ikke er kommen i vane dermed. Musset har nok sat kjærligheden lige høit som du, kan jeg mærke, – derom ingen tvil. Det var forresten synd for det deilige, fine arbeide at få sig udskjæmt på en secondscene i Xania. En gammeldags duft er der dog allerede ved det. Man taler ikke længere således til hinanden, selv om man er forelsket. –
Fritz går her og driver og kommer sig aldrig afsted til Kjbhvn., endskjøndt han skulde været der allerede mens Pylle var der. Du må vide han har en forelskelse, ja hvad værre er, en liaison til en ung pige af den bedste familie.k124 Der er ingen som aner det uden jeg. For det første har han været lidt uforsigtig i sit snak til mig; han var så forlegen for at tale lidt om det der fyldte ham så til randen. Deraf vilde jeg nu ikke vidst det, for jeg er ikke videre gløgg i den retning, men så har tilfældet spillet ham det puds, at jeg er bleven medvider i, hvad jeg tusinde gange heller, ikke vilde anet. Jeg går her om dagene og føler mig så modbydelig ubehageligt berørt derved, og så har jeg så ondt af den lille, der naturligvis ikke har et gnist af en anelse om hvad det er hun har gjort for noget. Men jeg tænker ikke på det forresten. For at ikke vække mistanke prøvede han at bruge mig som skalkeskjul. Men det gik ikke først af den grund, at jeg ikke har tid eller lyst til at være således optagen af nogen og siden fordi jeg gjennemskuede ham. Han er bleven så elastisk og ung for tiden: Alle går og snakker om at Fritz Thaulow aldrig har været så smuk som nu. Kanske det kommer af at han er forelsket, og hvad mere er, lykkelig forelsket. Forresten er han utrolig freidig. Det er en taktik alle Thaulower, og de Gadder med forresten, praktiserer i en forbausende grad den, at dække sig bag sin nonchalante åbenhed. Han aner mindst at jeg ved noget og ikke for nogen pris, vilde jeg det heller. Og husk på: naturligvis har du aldrig i dit liv hørt et kny om dette. Hvad er dog ægteskaberne for noget uudholdeligt noget. Dette at man er tvungen til at leve sammen, at få børn sammen enten man kan li'e hinanden eller ei, livsvarigt, uopløseligt, hvis man ikke vil gå igjennem hvad de færreste formår at bære, det er dog en oprørende usædelighed, en vederstyggelig unatur, og hvor det dog afstedkommer ulykke! Hvor går de dog tilspilde, mænd som kvinder, men især de sidste. Jeg hader den institution, især fordi den ikke kan afskaffes, siden man ikke har noget bedre at sætte istedetfor.
Jeg skriver ikke mere nu, og jeg sender ikke dette brev før jeg har hørt fra dig, du sendrægtige til at skrive.
Mandag 30te oktbr. Endelig imorges kom dit brev. Jeg gad vidst om du bli'er ligeså henrykt når du ser at brevet er fra mig, som jeg, når jeg ser, det er fra dig. Men det gjør du ikke. Du ta'er det roligere, du. Det har du også forudsagt at du vilde. Du vilde hverken elske eller længes således som jeg.
Du skal slet ikke interessere dig for sortøiede og smukke damer, du. Du værs'god har andet at gjøre. Det manglede bare! Skal så jeg kanske begynde at have et godt øie til blonde herrer med smukt skjæg af et distingueret ydre? Nei, hverken mit hår eller mine øine er sorte, skjøndt dumme folk kalder det sort altsammen. Jeg er tværtom temmelig blondagtig i grunden men det ler man af, fordi man ikke har bedre forstand. Mine øine er gulbrune, tror jeg, og mit hår er lysebrunt, nu ved du det, og prøv aldrig på at sige mig imod på dette punkt, for det er et af mine ømme.k125 Siden jeg taler om hår, – fru Vibe kom iformiddag, just som jeg skulde begynde at gjøre dette langstrakte brudstykkebrev færdigt, og vilde endelig krølle mit forhår; hun har så længe villet ha'e lov til at gjøre det og idag skulde hun da forsøge. Hun har også friseret mig lidt anderledes og gutterne siger, jeg ser meget yngre ud med det. Selv ved jeg ikke rigtig. Jeg får ikke tid at svare ordentlig på dit sidste brev nu; du har været trist da du skrev det, du søde, elskede, ubeskriveligt kjære. Der er meget jeg skal svare dig på, såsnart jeg får tid. Når du mister venner og bekjendte, så er det bare fordi der er så meget ved dig. Forstår du ikke det, nei jeg skal forklare dig hvad jeg mener næste gang, – det er ikke det heller. Igår var jeg hjemme alene med Jakob Alver. Mine gutter var bedt ud og min broder var ikke frisk og holdt sig inde hos sig selv.k126 Jeg sad og læste eventyr for ham af Andersens og vi var begge så rørte ret som det var at vi måtte stanse for at pudse vore næser. Tilsidst brast Jakob ud i hulken, faldt mig om halsen og sa'e: tante, du må ikke læse det så sørgeligt; det var bare for at give mig skylden for sin rørelse, som han generte sig for. Jeg sov på sofaen herinde næsten i hele nat. Det er en svaghed jeg har, når der er varmt i stuen, at lægge mig til at sove i fuld oppakning på den bløde sofa, og så rave op kl 4 om morgenen dødelig drukken af søvn, og putte mig tilsengs. Imorges var den ½ 5, og da jeg var kommen iseng sov jeg urolig og drømte om dig.
Farvel så længe du elskede, elskede!
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Bare der nu ikke er kommen et «ulideligt besøg» igjen på søndag, ligesom sidst. Så får jeg i ugens løb ikke noget brev. Og det bli'er synd i mig. Jeg kunde ha'e lyst til at kassere dette dumme, snakkesalige brev og skrive et, der var svar på dit. Men kanske vil du heller ha'e dette end vente.

28. Erik til Amalie

Søndag den 29 Oktober Kbhvn [1882]
Min elskede! Jeg har til Morgen været en lang Visit hos min Moder, jeg skal spise til Middag hos gode Venner, og jeg skal i Aften til den første Opførelse af «Gyngende Grund» – Du véd E Brandes' sidste Stykke.k127 Hvis altså mit Brev bliver meget kortere end det skulde være, så har du her Grundene. Jeg var igår Aftes hos Alexander Kiellands. Drachmann var der. Han og Kielland kom i Strid om norsk og dansk. D. æggede, og så busede Kielland ud med hele sin umådelige Norskhed.k128 Intet duede i Danmark, som ikke på en eller anden Måde var kommet fra Norge. Jeg sad ganske tavs – og tænkte på: om nu Amalie havde været her, hvad vilde hun så sige. Ja, min sødeste Pige, jeg var virkelig helt forvirret, og Du skulde have bragt Rede i mine Tanker. Der blev jo talt ud af Følelser fra begge Sider; det forekommer mig delvist besynderligt i et sådant Spørgsmål, hvis rette og fornuftige Løsning kun kan foregå med overordenlig omfattende Kundskaber – jeg mener Spørgsmålet om Nordmænds og Danskes Fælles- eller Særarbejde i Foreningstiden. At Norske holder på sit og Danske på sit, er naturligvis ikke svært at forstå; men at man endnu så lidenskabelig og hovedkuls afgør Sagen, som om Uretten og Undertrykkelsen var fra igår, forvirrer mig. Er det virkelig så, at Forbitrelsen mod Danmark holder sig, måske endog tager til med Selvfølelsen i Norge og ikke tager af, at man t.Ex. i Norge betragter Jammerligheden under de Oldenborgske Kongerk129 som særlig Uret mod Norge og ikke som en Fællesplage og – nød? At man i det Hele i Norge er så instinktmæssig vis på, at det er Foreningen med Danmark, der har holdt Udviklingen tilbage og ikke lægger Mærke til, at Danmark i visse Måder holdtes endnu mere nede under det Regimente, der i lang Tid førtes, og at Norges Stilleståen også må tilskrives den politiske Svaghedstilstand i Norge, som overhoved havde ført de to Riger sammen? Det forekommer mig, at Spørgsmålet er et ganske roligt Kundskabs- og Skarpsindighedsspørgsmål; men er det kun fordi jeg er dansk og altså har mine Instinkter fra det Land, der sikkert nok i Foreningstiden følte sig som det overlegne og vel tildels endnu pukker på sin «finere» Intelligens? Svar mig Du søde kloge Ven: kribler det i Dig af Harme imod «dansk», når Du tænker på de foregående Århundreders sørgelige Forkuethed? Jeg holder så inderlig af Norge – også uafhængig af min Kærlighed til Dig – jeg deler gerne ud til det af min Fædrelandsfølelse; men det bliver jo halv komisk, når det er en almindelig Forestilling i Norge at jeg og mine høre til et fremmed Folk, fordi vi i gamle Dage levede under og selv da for Resten lavede os det Regimente, som fordummede Norge – og Danmark.
– Min Ven jeg måtte, syntes jeg, bringe dette Emne på Bane, siden det igår overfaldt mig og bragte mig Dig så nær, så nær; jeg gik hjem fra Kielland – og Turen er lang – med Dig under Armen. Du talte så klogt, jeg spurgte, og Du gav mig Lov til at være dum. Du kyssede mig en Gang ganske uden videre midt på Vejen, fordi jeg var sådan et Fæ og dog ikke så dum endda. – Men Amalie som jeg længes efter Dig! Og det vil blive meget slemt. Skulde jeg komme til at klage mig, så er det fordi jeg en Gang imellem må have Luft for overhoved at kunne holde det ud. Og Ven, der er vel næppe Udsigt til, at vi ser hinanden snart? – Min Plan har hele Tiden været den, at jeg i Vinter skulde se på en eller anden Måde at få Tid til at skrive et Arbejde – for Teatret. Når det var sket, vilde jeg se Dig. Jeg har ment, at jeg ikke vilde se Dig uden det. Jeg har tænkt lidt på, at hvis jeg ikke kan gøre noget som duer – som jeg selv synes duer – vilde jeg se at få mig skaffet ud af Livet. Jeg havde da ikke nogen Ret til at komme til Dig med min Kærlighed. Den vilde da nemlig være syg. Og er der ikke noget sundt og dygtigt ved mig, må Du ikke elske mig. Du må ikke gå ned til den, Du elsker – lige for lige min Unge! Derfor kan Du godt få Lov til at være den klogeste i en Uendelighed af Forhold. Jeg er så mærkværdig langsom og tung til at forstå og så er jeg så grænseløs uvidende. – Amalie véd Du hvad Idealet af Tilværelse for mig er. At have så mange Penge, at vi to kunde studere sammen. Jeg er frygtelig doven, når jeg kan få Lov til at være det. Men jeg er videbegærlig, Ven. Hvad mener Du om, at vi to levede et Par År i Paris for at lære. Læste sammen, gik ud sammen! Min nuværende Stilling har den frygtelige Fare, at min Hjærne bliver tom. Du kan mere end jeg Amalie, – tror jeg da. Med min elendige Hukommelse har jeg sat det meste til af hvad jeg spredt rundt omking fra har kunnet. Jeg spiller i Lotteriet for at vinde den Sum, der skal gøre mig fri. Vil Du så gå med? Eller skal Rejsen kun være kortere? Vil Du tilbage og være Moder for Gutterne? Nu vel, Amalie, den Pligt er hellig for mig som for Dig, så fik jeg Lov til at arbejde sammen med Dig endda. Men Altsammen under Forudsætning af, at jeg nu får skrevet noget, som duer. Ellers går jeg min Vej. Du skal kunde være en lille Smule stolt af mig. Jeg har haft god Tro til, at jeg nu skulde kunne skrive et dygtigt Arbejde – min Tro kom med min Kærlighed; det er positiv sandt Amalie. Du har givet mig den Skønheds- og Lykkefølelse, uden hvilken jeg ikke vilde eller kunde skrive. Min Tro er lige som lidt svagere i denne Tid. Og lad mig kun sige Dig det Ven, da Du fingerede i det Brev, som jeg endnu ikke ret forstår, at Du kunde skrive, at din Kærlighed var forbi, slappedes i mig en Mængde Strænge, som havde givet – for mig i alt Fald – helt skønne Toner fra sig. Min Vished om det menneskelig Brave, Sande, Dygtige, Stærke faldt underlig sammen, og det gjorde mig ondt for det Arbejde, som nu ikke vilde blive til. Jeg har endnu ikke rigtig samlet mig på ny om den Ting at skulde tage fat; jeg har ikke Mistillid til mine Evner – endnu, men jeg er ikke helt stærk og dygtig i Troen. Det bliver en underlig Tid for mig, når jeg på ny skal skrive – jeg er da nødt til at lukke mit Sind ude fra alt andet i Verden i Stød, jeg véd det. Jeg er et underlig enkelt Menneske, jeg kan kun skrive én Ting ad Gangen. Intet Menneske må heller have Nys om hvad jeg foretager mig. Jeg er så angst og undselig fra Dag til Dag. Levede vi sammen, var jeg i Stand til også at skjule mit Foretagende for Dig. Og søde Amalie, når jeg begynder mit Skriveri, kommer Du på Aftægt, hvis Du kender det Ord.k130 Det er mig da ikke muligt at skrive synderlig meget eller synderlig ofte til Dig. Og det vil pine mig usigelig. Og mit Arbejde vil gå langsomt for sig. Tænk så lidt Tid jeg har. Og så skal hver Replik skrives 7, 8, 10 Gange om. Ven, Ven det bliver en hård Tid! Men Du skal være interesseret deri! Jeg går til denne Sag som Ungersvende i fordums Tid gik til at fælde Dragen for at vinde Jomfruen. Jeg skal skrive mig ind til Dig, ikke til dit Hjerte Amalie, men dels i rent udvortes Forstand – den Mand, Du vil begunstige, skal stå foran Mængden – og dels i indvortes Forstand i mig selv. Jeg skal skrive for at have Mod til at være din, jeg vide, at jeg kommer til Dig som en nogenlunde rig Mand. Jeg kan overfor dig ikke lade mig nøie med den Formue, jeg har besiddet.
– Ven, når Du nu spørger mig, hvor det kunde være, at jeg var så langsom med at tale om min Kærlighed til Dig, så ligger det jo deri, at jeg er forsigtig ved enhver Begyndelse. Du véd endnu ikke ret hvilken Omvæltning Du har bragt tilveje i mig. Jeg troede ikke godt om mig selv. Jeg havde Afsmag for mig selv. Mine virkelig ynkelige Trældomsår ved Morgenbladets Trædemølle havde givet mig så megen bedsk åndelig Føde, havde udelukket mig fra så meget af det gode i mig, at hvis jeg dristig havde sagt: jeg elsker Dig af hele mit Sind med alt hvad jeg ejer af godt, så vilde det i mine Øre have lydt helt formasteligt. Mit Sind stolede jeg næppe på, og af det gode syntes jeg fandtes så lidt tilbage. Kærlighed er for mig virkelig noget Stort, som man kan arbejde et Liv på – jeg mener det vidste jeg så overmåde godt – skulde jeg altså have begyndt med at sige, at dette ejede jeg altsammen, så havde jeg i min daværende Tilstand, syntes jeg, sagt mere end jeg var vis på at kunne stå ved. Jeg tror, at når Kærligheden er god, kommer man til at elske mere for hver Dag, der går, det er selve det gode i En, der vokser. Jeg var bange for uden Prøve og med min Viden om alt hvad der hang ved mig af Slaphed fra de golde År at sige det store Ord. Jeg måtte i mit Hjem føle Hjemveen efter Dig Amalie, før jeg ret havde Mod til at sige: jeg véd, at jeg elsker Dig. Dette, ser Du, er ikke en ung Mands Forelskelse, hans ene Dags Sejer over alt det døde i ham; men jeg er jo ikke ung. Det er i den Forstand at Du er ung Amalie. Du har på en Dag og Nat kunnet vinde, hvad jeg måtte have nogen Tid til. – Men hvor jeg længes efter Dig for at føle Dig nær, for at hvile lykkelig med min Arm om Dig nær ind til Dig og slet ikke sidde og lave alt dette til Ord. – Jo det vil sige nok til Ord men langsomme som Kærtegn et og et ad Gangen. – Du må være ganske usvigelig vis på, at Du har haft Ret – på din Vis, som Tingen kom osv. – til at føle min første Meddelelse til Dig som et giftigt Stød imod din Kærlighed. Jeg vil nu ikke for alt have det anderledes. Min Følelse var ikke som den skulde være på dette Punkt, om end ikke således som Du opfattede den. Jeg kommer tilbage hertil kun for at sige Dig Amalie, at nu er alt forkert fra denne Side ophørt. Du behøver ikke mere at tænke på dette, det er forbi.k131 Det er ikke mig, der har haft den sidste og sande Fortjeneste af selve Opløsningen. En Gang skal Du lære alt at kende om denne Historie og Du skal ved den, så underlig det måske i dette Øjeblik lyder for Dig, lære at få Respekt for dit eget Køn og for en af de Kvinder, som Du tidligere vistnok har troet at have Ret til at ringeagte. Et beder jeg Dig nu kun om: tænk godt om den Kvinde, der imod hendes Vilje kom til at gøre Dig Fortræd; hun fortjener det! Og husk så på: det har aldrig været Kærlighed, som bandt mig til hende.
Min Ven, nu lakker det ad Spisetid. Der har været for hedt i min Stue medens jeg har siddet og skrevet. Jeg har fået Hovedpine og vil gå lidt i Luften, inden jeg præsenterer mig i det lille Selskab. – – Jeg har nu klædt mig om. Farvel så længe. Når jeg kommer hjem i Aften eller Nat, skriver jeg et Par Ord om Stykket.
Nat Kl 1 ½.
Vi var en Del Mennesker sammen efter Teatertid, Klokken er bleven mange. Stykket er ikke rigtig godt, og så har Spillet gennemgående været elendigt. Jeg led så jevnt under hele Opførelsen. Stemningen i det propfulde Theater var imidlertid velvillig. Til slut peb nogle personlige Antagonister, hvilket bragte Bifaldet godt i Vejret. Jeg sad og så med Skræk på, hvor meget Skuespillere kunne ødelægge af et Stykke. Det var ingen Opmuntring!
Søde kæreste Ven, Du får dette ufærdige Brev, som jeg med Skræk har læst igennem – der står forekommer det mig noget ganske andet end det, jeg troede jeg havde skrevet: noget inderligt og kærligt noget – imorgen og på Tirsdag véd jeg, at jeg ikke kan skrive, men så håber jeg på Onsdag. Der skal være Fest i Studentersamfundet på Tirsdag, jeg har fået Anmodning om at holde Talen for de indbudne Kunstnere.k132 Jeg aner ikke når jeg skal få Tid til at lave den Tale.
God Nat Amalie. Sig mig kan Du læse i mine Breve, at jeg elsker Dig? Der går så mange Tanker på hvert Ord!
Din Erik

29. Amalie til Erik

Kristiania 1-11-82
Dit brev fra i søndags har givet mig meget at tænke på. Med det samme jeg læste det, blev jeg så forfærdelig bedrøvet; magen til tankeforvirring og hulter til bulter tilstand, kan jeg ikke mindes på mange år at have været hjemsøgt af. Hvor kan du dog gå hen og skrive meget, der må gjøre ondt; det er stygt af dig. Du er jo bleven aldeles gal, du som har været så sindig og rolig, og i dine breve har sendt mig så megen tryghed og glæde. Og hvis du tror at jeg kan gjøre rede for mig, eller snakke dig tilrette, så er det det største sludder du nogensinde har tænkt i dit liv. Jeg føler mig så magtesløs og uformuende ligeover dit urimelige snak, fordi jeg føler det bunder i en slags galskab, og jeg ved hverken hvor jeg skal begynde eller ende. Desuden, – jeg er så træt af denne brevskrivning; det ligner slet ingenting, for jeg får jo ikke sagt en tusindedel af det jeg netop vil og skal, og nu, når jeg bare har trang til at ryste og knibe og dunke dig, nei ikke for spøg, men så det gjør ondt, for at vise hvor vred jeg er på dig, du hjærteløse menneske, hvad kan det så nytte at gi'e sig til at skrive. Og jeg vil det ikke heller! Langtifra! Jeg sidder her og kunde storgræde, og jeg ønsker til at bli'e gal af, at du var her for at jeg kunde få skjænde mig tom. – Nei du, – jeg kan slet ikke læse i dine breve at du elsker mig, du som ikke vilde komme til mig med din kjærlighed, hvis du ikke kom som den rige og mægtige storfyrste af guds nåde, for at du ret kunde føle, hvor meget du gav mig. Hvor du dog er hoffærdig, og hvor du er egoistisk. «Hvis ikke du får skrevet noget som duer, så går du din vei.» Ja, og så kan jeg længe nok sidde der med et knust hjærte. Det er ikke mig og min kjærlighed du vil, det er fremfor alt dette, at du vil være den eller det ligeoverfor mig, der gjør dig stolt af dig selv. For du ved meget godt, at jeg elsker dig over alt, netop som du er, at jeg ikke vilde, du skulde være den mindste smule mere eller det ringeste anderledes end det du var, da du uden selv at ville, eller vide det, ganske rolig tog mit hjærte og gik med. Du har ment du «ikke vilde se mig uden», du «har tænkt lidt på at få dig skaffet ud af livet», hvis det ikke lykkes. Oh, hvor det piner og harmer mig at du har tænkt disse tanker. – Det er rent utilgiveligt af dig. Står du da ikke for mig «foran mængden»? Du er jo den mand jeg elsker. Og at jeg er kommen til at elske dig, – det vil sige noget, for jeg har ikke været let at fange, jeg. Og hvor stolt er jeg ikke af dig! Og så skal jeg komme på aflægs – eller hvad det var for et utåleligt ord, bare for at du skal skrive mig stolt af dig! Jeg giver pokker i den ækle stolthed, – jeg vil ikke have noget med nogen stolthed at skaffe, jeg. Istedetfor at vor kjærlighed skulde være det væsentlige, og alt andet i verden noget i enorme grad subsidiært, så sætter du sagen på hovedet og siger: det at jeg elsker dig og har vundet din kjærlighed, har for mig ikke et fnug af betydning, hvis jeg ikke kan gå ind til dig i den prunk og stads jeg ønsker. Det rager mig aldeles ikke om du så ligger derinde og dør af at vente på mig. Det er nemlig ikke dig det gjælder, det er først og fremst mine prægtige klæder. Men på den måde vil jeg slet ikke ha'e dig, – jeg vil ikke, jeg vil ikke! Og så vil du dutte mig på, at jeg «fingerede» at min kjærlighed var forbi. Nei, du, hvis jeg ikke havde været fuldt og fast overbevist om at det var sandt, havde jeg ikke skrevet det. Jeg bedrog mig det så jeg siden, for jeg havde jo bare raisonneret mig min rolighed til, men det vidste jeg slet ikke dengang. Ja, det er jo aldeles umuligt at få talt ud, så det nogenlunde tilfredsstiller mig, – jeg ved det, jeg ved det, og derfor opgiver jeg det. Hvis du nu bli'er forskrækket over min heftighed, og sidder og siger til dig selv at du ikke begriber mig, at jeg forvirrer dig o.s. v. så er det bare det samme som er hændt mig med dig. Og hele dette skriverivæsen er noget ufordrageligt filleri, jeg tror det er lige godt vi aldeles holder op at korrespondere, og gjemmer hvad vi har at sige hinanden til vi engang treffes, hvis det nogensinde sker, og du ikke «går din vei» forinden. Nei at du kan gå og tænke sligt! Det er jo at ville spille hassard om mit hjærteblod, om mit livsens indhold. Det er dig selv der vil, og ikke i fjerneste måde mig. Min kjærlighed skal tages på prøve; du skal se hvor langt den rækker at bære dig frem; holder den ikke det mål du i din villie har sat den, så har du slet ingen brug for den; «så må jeg ikke elske dig.» Så kan du være den du er, og ta'e din kjærlighed til dig. Ja, jeg ved jo godt at dette blot er den éne side af sagen; (du behøver slet ikke at forklare det for mig), men sagens ene side opsluger for mig ganske dens anden. Du skal slet ikke gjøre dig nogen møie med mig, – jeg ved på en prik hvad du kunde ville sige, og jeg kan ligegodt sige mig det selv. Det er slet ikke derfor, – jeg ved med vished at du vil klare hvad du har sat dig for, du har netop særlig alle betingelser for at kunne skrive for scenen, men alligevel, at du så hensynsløst sætter alt på dette ene kort, at det ikke er dig kjærere end at du sætter det som indsats i et lotteri, det viser i hvilken grad alt dette med mig er en fantasiens, en tankens sag og ikke en livets og hjærtets, ikke noget konstant, der er i og ved sig selv. – – –
Så langt var jeg kommen igår, da jeg blev afbrudt. Inat drømte jeg, at vi var på Lillehammer, og at jeg skjændte og var sint, men så så du så underligt på mig, og så blev det bare til at jeg kyssede dig 100 gange. Men det må du ikke tro vilde ske i virkeligheden. Langtifra! «Skaffe dig ud af livet!» Ja, hør, hvis du virkelig engang gjør det, så vær idetmindste så venlig at varskoe mig om det, for at jeg kan slå følge. Jeg har igrunden slet ikke noget imod at gå min vei på den vis, – jeg synes meget mere det er den værdigste måde et menneske kan absentere sig på, istedetfor at gå og vente til man bli'er kastet ud med magt. Og så lever man tryggere og mere ligesælt med en sådan beslutning i baghånden.
Og så det andet du skrev om at leve sammen i Paris; ja, det vilde jo være over al måde deiligt, og det er også for mig nu blevet idealet af tilværelse, ikke at leve i Paris, men at arbeide og lære sammen med dig. Men der er bare den hage derved, at det aldrig på jorden kan realiseres. Jeg blev så urolig og forskrækket, da jeg læste det; det rullede med en gang op et forvirret virvar af alle de vanskeligheder og umuligheder, der vil formørke, og fordærve fremtiden for os, og det lagde sig så knugende og pinefuldt over sindet. Siden er det jo blevet bedre, for jeg har fået en letsindig tendens til at lade fem være lige og give alt hvad der er sørgeligt en god dag, fordi jeg er bleven så altfor glad igrunden, siden jeg er kommen ind i dette nye, til at noget i verden helt kan spolere min glæde for mig. Men tænk dig at jeg slet ikke har tænkt det mindste fremover. Nu synes jeg selv det er så mærkværdigt og utroligt, men havde jeg gjort det, så var jeg vist aldrig kommen så langt ind i min kjærlighed, som nu er tilfældet. At elske dig, og være elsket af dig, og få dine breve, og så engang imellem få se dig en dags tid eller så, – at der kunde blive noget mere at opnå, har aldrig faldet mig ind. Og ikke det heller har faldet mig ind forresten; jeg har slet ikke tænkt så langt. Men nu ser jeg pludseligt hvor umuligt selv det vilde blive. For jeg vilde hellere dø, end at nogen skulde vide om at jeg elskede dig, og hvis jeg f.e.x. kom til Kjbhvn. eller du til Kristiania, så var det jo for at vi kunde være sammen med hinanden, og så vilde jo alle folk vide om vort forhold, og drage det ned i smuds, og håndtere og beføle det på den modbydeligste måde. At du ikke strax har sét og vidst det, og med det samme været på det rene med, hvor ugjørligt det var at vi kunde være sammen mere end et stjålent og hemmeligt øieblik ad gangen. Det måtte vel være på et fremmed sted vi måtte mødes, på en feriereise eller noget sligt, – det er i allefald den eneste udvei jeg øiner. Men det er vel ikke værdt at spilde tiden med at drøvte dette; du har jo givet hele vort forhold en forudsætning ivold; hvis ikke den indfrier hvad du vil den skal indfri, så vil du jo slet ikke se mig. Leve med dig et par år i Paris! begriber du da ikke at det i alle henséender vilde være meget værre end selve det at jeg gik hen og giftede mig? Hvis det står i kontrakten, at jeg skal aflevere gutterne til deres fa'er hvis jeg gifter mig, og han er ugift, så kan du vel forstå, at han tog dem uden nogen aflevering, hvis jeg uden videre reiste med en elsker, – jeg sidder og ler, – for så komisk klinger det i mine egne ører, – jeg gjøre noget sligt! Og han måtte jo det, for gutterne kunde jo ikke gå på vievanke herinde i byen. Og hvad vilde gutterne tænke og lide, og hvorledes vilde jeg komme til at stå for dem. Det er slet ikke fordi jeg for min egen del finder det urigtigt at leve sammen med den man elsker under hvilkensomhelst form, men du ved meget godt hvad samfundet dømmer derom, (det kunde være mig det samme forresten), hvis det ikke var for at gutterne vilde komme til at lide under den opfatning der er den rådende, som de måske når de blev mænd slet ikke vilde dele, men som dog i mellemtiden vilde forpine deres liv. Og dette er bare en eneste side af sagen, og den har så mange, så mange, der alle vender sig med tusinde brådder mod et sådant foretagende. Jeg forstår nu, at jeg skal ind i en hel ny sort smerte, for når jeg ret betænker det, er det jo den værste ulykke, at jeg ikke kan få være med dig, men det er ligeså uomstødeligt sikkert, at det aldrig, aldrig kan ske.
Hvor har jeg dog været henne, at jeg ikke er begyndt at sørge over dette for længesiden. Og jeg mærker nu at mine store ord fra igår om at vor kjærlighed var alt, og alt andet noget underordnet, slet ikke holder stik. Jeg beder dig om forladelse, – det er mig som har havt uret. «Om jeg vilde tilbage og være mor for gutterne?» Du kan være rolig for at gutterne var væk, når jeg kom tilbage fra en sådan færd, om den også blev en hel del kortere end 2 år. Mine stakkels gutter, – i kan være sikre på mig. Der er noget som piner mig så græsseligt nu, siden det er gået op for mig, hvor lidt jeg dog kan blive for dig, – men jeg er ikke istand til at nævne det.k133 Jeg er helt ulykkelig her jeg sidder; men når jeg for din skyld vil til at ønske, at det hele ikke havde været, så kan jeg det dog ikke. Bliver du nu misfornøiet med mig igjen? Og vred på mig? Du må endelig sige mig det. Jeg tænker det bli'er mig som kommer at skaffe mig ud af livet, fordi jeg ikke kan klare mig helskindet igjennem alt dette.
Man er ikke «forbitret» på Danmark heroppe, men jeg tror der i det store hele er bleven siddende en uvillie igjen mod danskerne ikke fordi man endnu går og harmes over vor underkuelsestid, men fordi man idelig og altid pånyt mærker hvorledes danskerne er tilbøielige til at overse os norske. Der er en vis overlegenhed i grundstemningen dernede, og den vil vi ikke anerkjende som berettiget. Men af den gamle forbitrelse er her ikke stort tilbage. Den vilde i allefald vidne om råhed og dumhed; skamfølelse og selvmedlidenhed vilde være i langt høiere grad på sin rette plads ved tanken om den lange ydmygelses tid, som vi naturligvis var fuldt modne og hjemfaldne til, siden vi så roligt og sløvt gled ind under den. Jeg for min del har i mange år været aldeles færdig med den forbitrelse, som bestandig før, da jeg var yngre, lige fra jeg var barn, ved alle givne leiligheder blussede op i mig. Og det er gået mange som mig, og vil gå hele nationen på samme vis. Jeg har nu gået hen og slået så aldeles om, og er kommen til at holde så uhyre meget af de danske, fordi de har så meget som vi mangler og må mangle, og som tiltrækker mig. Men så er det også på den anden side sandt, at det er Norge som står for tur i langt høiere grad end Danmark. Og det må med nødvendighed være så; tænk alt det Norge har sparet op, mens danskerne har produceret og blomstret. Specielt hvad nu Kielland angår, så ved jeg at han, inden han flyttede derned, tænkte mod Danmark omtrent som jeg, men jeg ved også gjennem Bjørnson, at han efterat ha'e boet dernede er falden tilbage til en afsmag for danskerne, der er i slægt med vor ungdomstids forbitrelse. «Hvor han er færdig», – –, men det er sandt, nu husker jeg at B.B. (det var sidst han var herinde) udtrykkelig lagde mig på sinde at ikke fortælle til et eneste menneske, hvad Kielland havde skrevet til ham om danskerne og Danmark.k134 Det vilde jo være unaturligt, hvis den lange fornedrelsestid under hvilken Danmark foer frem mod os (lad være at det var styrelsens skyld), på en oprørende måde, – (skjøndt nei, det er mere oprørende at vi fandt os i det) ikke skulde have sat mærker i sindene, der vil gå i arv endnu gjennem nogle generationer. Og jo mere vor selvstændighed voxer, jo større, ser vi, har uretten været. Det er langt lettere for en dansk at holde af Norge og «dele ud til det af sit fædrelandssind» end for en norsk ligeoverfor Danmark. Danskerne var jo dem, der gik af med fordelen på alle områder, var de overlegne, de styrende, de undertrykkende. Og alt hvad der duede i Norge tog jo Danmark og slugte, alt, alt uden undtagelse. Hvad har vi ikke tabt derved, skjøndt vi har også vundet en del. Og ét er sikkert, vi står i et langt inderligere slægtsskabsforhold, og har i langt høiere grad naturbund fælles til og med Danmark end Sverrige: Så stor forskjel der er på den norske og danske nationaleiendommelighed, og der er en stor, så er der næsten en raceforskjel mellem den svenske og norske; i allefald føler jeg det så. Ja, du kan vel mærke hvor bedrøvet jeg har været, siden jeg har skrevet så tungt, og har brugt så mange ord til det, der kunde været sagt i et par sætninger. Det er først idag at dette har overfaldt mig. Igår da jeg sad og skjændte, var jeg så fripostig. Jeg er det ikke mere; det vil sige, alt det er trådt i baggrunden for denne nye kummer. Og at jeg ikke har tænkt på det før, – – der er dog intet hold i mig. Jeg stanser her. Bliv nu ikke vred på mig du søde, søde, som jeg elsker. Jeg skal siden på konsert.
Din Amalie.

30. Erik til Amalie

Fredag den 3die November [1882]
Min egen yndige søde søde Amalie, Du véd ikke som jeg er glad for Dig – glad i Dig hedder det på norsk, det Sprog gad jeg gerne kunne tale. Jo, Du skal fortælle mig hver eneste lille bitte Smule Ting, som angår Dig, som farer Dig gennem Hovedet, Du Stump, tror Du der er så meget som en Knappenål i dit Hus, der ikke har Betydning for mig. – Det er Fredag idag, jeg kom hverken til at skrive Onsdag eller Torsdag. Det er mig som havde jeg svigtet et Møde; men hvad skal jeg ulykkelige Menneske gøre med min vanvittige byrdefulde Bestilling, der netop i disse Dage er rent tosset. Dit Brev fik jeg Onsdag Aften.k135 Jeg havde lige begyndt at finde, at nu var det altfor længe siden jeg havde hørt fra Dig. Jeg kyssede det og lod det ligge til Torsdag Morgen – ellers vilde jeg jo ikke have kunnet sove i mange Timer, og jeg sove for at kunne arbejde som jeg gør. Amalie hvad skal jeg begynde på med alle de hundrede Ting som Du skulde have Besked om? At jeg elsker Dig? Ven, Ven, spørg om jeg er til. Om jeg er glad eller bedrøvet, modig eller slap, så er det Dig, som det Hele drejer sig om. Men alt det vil Du først rigtig kunne føle, når vi får levet sammen. Amalie det Liv, som Du har foragtet, skal Du komme til at elske. Du skal komme til at føle den Rigdom, ethvert Minut kan rumme. Hvad betyder det, at jeg siger, at jeg elsker Dig, jeg må jo have Dig hos mig for at Du kan føle hvad det Ord er. Skal Du ikke være i mine Arme, når Du siger, at Du elsker mig? Skal Du ikke Unge? Må jeg kæle for Dig, Amalie Du har strøget over mit Ansigt og Hoved og Hår – kan Du huske, mange Gange efter hinanden, langsomt – det var så ubegribeligt sødt. – Amalie én Ting! Du siger aldrig Erik til mig. Falder det Dig unaturligt? Gør det, hvis Du kan. Når Du siger det, tror jeg Du kysser mig. – – Jeg har siddet og læst igen i dit Brev. Hvor Du dog er henrykkende! Denne Poulsen [sic] med «sin» Kvist! Jeg kunde slå ham i Mas – å nej! Men hvis han, når jeg er i Kristiania, går på din Kvist, da vogt Dig! Jeg bliver aldeles utålelig, og det er Dig det kommer til at gå ud over. Han er dum. Hans Brev var næsten ubrugeligt. Skulde det lykkes, måtte det rettes. Men for Resten naturligvis, har man med en Forf. at gøre, retter man ikke. Men det Menneske kan jo ikke skrive. Hans Brev forekom mig at være en tilfældig Samling af nogenlunde uheldige Ord. Så brugte jeg af det, hvad der kunde gå an. Jeg havde på en Måde varet ham ad og bedet ham om at betragte det at skrive i en Avis som noget af det sværeste, man kunde indlade sig på. Men han er en Sjusk.
Nat Kl 12.
Naturligvis måtte jeg i Morges løbe fra mit Brev. Jeg havde tænkt på at gøre det færdigt nu, når jeg kom hjem – jeg har været i Middagsselskab – men jeg er for træt. Min sødeste kæreste Ven, man gav mig en ganske ung Pige til Bords; hun var meget livlig, men Herregud, nu er jeg dog en ældre Kavaller, det var lidt angribende at sidde med hende fra Kl 6 til 8. Så talte jeg efter Bordet meget med en interessant Dame – 28 År antager jeg – klog, belæst. Ifjor kan jeg huske, at jeg tænkte på, om jeg ikke skulde se at blive forelsket i hende – o min lykkelige Ro nu! Og derpå måtte jeg hengive mig en god halv Time til Politik og så være åndrig mellem flere Damer, hvoraf den ene var en kræsen Kender på de halvhundrede. Så endelig slutte med at gøre lidt Hoveri for den udmærket smukke og elskværdige Frue i Huset – jeg er absolut træt og Idiot nu. Og jeg troede, at jeg skulde komme så oplivet og dygtig fra mit Selskab. Det hænder mig undertiden. Men det kan nu for Resten gerne være, at jeg har spist for meget af den udsøgt gode Mad. – Men nu vil jeg sove for imorgen at begynde min Dag med Dig. Hvad enten jeg skriver eller lade være er det nu alligevel Dig, der indvier min Dag for mig. – God Nat min Ven, min søde – Du er sød! –
Lørdag Morgen
Det er et Herrens Vejr idag, Storm og Regn, jeg har gået en kort Tur og er kommen umådelig våd hjem. Det er for Resten omtrent den første rigtig ægte Efterårsdag vi endnu har haft. Ellers har Vejret været smukt og mildt. Fra min nye Bolig har jeg efter khvnske Forhold en vid og smuk Udsigt – når jeg tænker på det Kig, jeg fik fra din Altan, så er dette rigtignok kun Jammerligheder – jeg lejede Boligen for denne Udsigts Skyld, og så skal der til Foråret bygges en umådelig Kaserne op lige for mine Øjne! Den vil tage al det Kønne bort. Foreløbig morer det mig idag at se Stormen feje hen over det åbne Terræn og rense Træerne for den sidste Rest af gulnede Blade. Før da jeg var ude kom jeg forbi en Flok Ænder ved en Vej – det er jo den mindst bebyggede Forstad jeg bor i – de var som besatte af Henrykkelse over Regnvejret. De Stakler må til daglig nøjes med den bare Jord og lidt Snavs på Vejen – hvor det morede mig at se dem baske med Vingerne og dukke Hovedet i en lyksalig Indbildning om at være i Vandet, nu da de var våde. Jeg følte med de Knægte, deres Glæde var så smittende. De havde så travlt, ned i de små Pytter, tumlede med Bagkroppen, rejste sig i Vejret, virrede med Hovedet og fór omkring imellem hinanden – det er en Fornøjelse at se på en Smule Fornøjelse, selv om det er halvvejs en Indbildning og på Bunden i Grunden en Sørgmodighed. Men det er det, jeg altid kommer tilbage til. Der er i Livet, i selve det at leve, en overskydende Glæde, som er selve Livsprincipet. Var det ikke så, tog vi fornuftige Mennesker Livet af os.
Du yndigste af alle Kvinder, der er i det at sidde og småsnakke med Dig på Papiret en sådan sød og hyggelig Ro, at jeg aldrig kommer til at skrive rigtig til Dig. Og så hindrer min Viden om, at det hver Gang kun kan blive kort mig også deri. Alt det jeg har at svare på! Og jeg, som ikke kan lide, at man ikke svarer på hvad der er spurgt om. – Jeg har ikke ment noget om «Smuler og Levninger». Men jeg skrev vistnok i mit sidste Brev noget derom. Et andet er Amalie, at jeg fra første Færd har følt og været vis på, at så sandt vor Kærlighed er ægte, så sandt vil vi først med fuld Gyldighed kunne tale om vor Kærlighed, når vi har levet sammen. Det der binder os sammen, Ven, har nu mere af Håbets Art, end af den sande virkelighedsfyldte Hengivenhed, som jeg til syvende og sidst er tilbøjelig til ene at give Navn af Kærlighed. Dette at man kender hinanden ud og ind, har sin Tilflugt hos hinanden, søger og finder sin Trøst hos hinanden, elsker hinanden for det usigelige Behags Skyld man gensidig indgyder hinanden, er fortrolig med de Fejl og Skrøbeligheder den anden har og netop elsker dem med, om end de måske bedrøver en, at man længes som en Hund, når man er ene, netop for alle de tusinde små Enkeltheders Skyld, som man kender, at man husker det Kys den Gang, har hele Indtrykket af den bløde Arm om sin Nakke så levende, som var den der, søger ind som et Barn og et voxent Menneske på en Gang i Sovekamret til hinanden, vil eje hinanden grænseløst, fordi man kender Lykken deri, fordi det er en Gentagelse – Amalie, når Du har hvilet lykkelig og stolt og sød som min Brud ved min Side, så elsker jeg Dig. Så véd jeg, at jeg elsker Dig. Nu elsker Du og jeg hinanden, fordi vi tror på noget om hinanden. Jeg vil elske Dig i mange År og så vil jeg sige til Dig: Amalie nu elsker jeg Dig, for nu véd jeg det. Forstår Du min sødeste Pige, at jeg holder på den syv Års grundmurede Kærlighed frem for på Gårsdagens modig optårnede Forelskelse. Men det er vist at være gamlere end Du.
Så nu må jeg til Byen. Jeg tager Brevet med for om mulig at snige mig til en lille Slutning i Aften.
På Kontoret Kl 10
Det bliver ikke nogen lang Slutning jeg sætter på mit Brev, Du Kære, jeg er så uhyggelig anbragt som mulig mellem al Redaktionuroen og så er jeg ikke nogen dygtig Skribent – Fred må jeg have. Alligvel sender jeg Brevet afsted. Imorgen håber jeg at få skrevet mere i Orden og Følge. – Hvad Du siger om at «ville lide sin Lidelse», siger Du så smukt, at Du er nær ved at forføre mig til at have din Mening, og dog tror jeg, at der er en så farlig Misvisning i dette som mulig. Der har formodenlig måttet udkræves intet mindre end hele din sunde Naturs hemmelige Spændkraft til at føre Dig nogenlunde velbeholden ud af denne overhedede Moralovn – brændt Vingerne har Du nu alligevel –. Men har Du ikke taget fejl af den Ting overhoved at tage alvorlig fat på den Opgave man vælger sig og så selve Opgavens Natur? Det ikke at skyde Lidelsen fra sig er dog noget andet end at «ville» lide, og i det første synes mig, at der er moralsk Dygtighed nok, i det andet noget af Selvpineriet. Og Du glemmer, synes mig, at din Betragtningsmåde kun kan have Gyldighed for Folk, som har Tiden til sin Rådighed. Hvorledes skulde stærkt sysselsatte Mennesker komme ud af at lide deres Liden i den Forstand, at de bruge den som Plovjærnet på deres Sjæls Ager? Når man har lidt sig «fra» Livet, Ven, er man da så først skikket til at leve det? Med Interesse? med Iver? Varme for en Sag? Hvad kommer Livet En så ved? Så kan det jo kun være Pligten (mod Andre), som får En til at gå ind på at fortsætte denne værdiløse Tilværelse. Hvad skal jeg med det Snavs, jeg har sat min Fod på? Endnu tror jeg på mit «System» – men husk, at Du har meget at løbe på, Du har først lige begyndt at udvikle din Mening, der er mange Sider at skrive om denne Ting endnu, inden Du når mig om Glæden. – Bæ, tror Du måske jeg lader mig forknytte af, at Du gør Nar ad mig. «Her har været slig sjou [sic] idag» er det nu ikke til at forgå af Henrykkelse over at høre Dig sige det. Ja det kan Du måske ikke forstå, men en sød Kvinde, der er norsk, er det to Gange. Hvor jeg godt forstår Dig med din Fåresteg, som Du lod Tyvene beholde! Men galt er det formodentlig. – Du, som ikke rigtig vil til at interessere Dig for Kærlighed – når Du så bare vilde fortælle mig, hvad Du da egenlig har interesseret Dig for. Der er jo snart sagt ikke andet. Det er jo ikke andet end omsat Kærlighed alt det andet – se Systemet pag.(?)3!k136 Du, jeg kom til at le højt, da jeg læste, at Du kaldte Dig «blondagtig i Grunden». Du skulde se på dit Fotografi, så sort Du er – – men Gud Amalie, hvor lang Tid skal der gå hen, inden jeg kan komme til at kysse Dig. Jo undskyld det står i nøjeste Sammenhæng med dit Ydre. Jeg kan absolut ikke forstå, at Du ikke sender mig en Lok af dit – undskyld jeg må se efter i dit Brev – – jo så Gu min Sandten står der ikke «lysebrune» Hår. Jeg venter på den Lok. Dit Fotografi tør jeg ikke kysse på, så lider det, din Kniv har jeg ikke Lyst til at kysse på – Amalie jeg drømte forleden at jeg var sammen med Dig, og på ny fandt noget til Dig, og at Du fortalte de andre, at det var min Specialitet – Du må sende mig lidt af dit Hår, Du ikke af dit «krøllede» Forhår, det er Synd. Nej Du skal give mig noget helt inde ved Nakken, hvor Halsen begynder. Hører Du! Længes Du efter mig Amalie?
Nu kan jeg ikke skrive mere!
Din Erik

31. Erik til Amalie

Søndag Aften Den 5/11 82
Blot to Ord i Aften, Du sødeste af alle Mennesker på Jorden. Du må ikke tro sørgeligt om vor Fremtid! Vi finder Udveje, det skal ordne sig for os. Jeg stoler rolig derpå. Du må ikke sige «aldrig» om Noget, som vi vil. Vi vil, så er den Sag afgjort. Jeg elsker Dig Amalie, mit Liv drejer sig om Dig. Tror Du så, at jeg vil krybe ind under et elendigt «aldrig». Og dine Gutter må ikke lide end ikke Antydningen af Afbræk af din Omsorg for dem. Men Amalie, hvor er jeg sørgmodig ved min Adskillelse fra Dig, hvor er det tungt hvad vi får at kæmpe med. Men der skal komme Lykke ud af det Hele. Du og jeg er for gode til at det ikke skulde ske.
Mandag Morgen.
En Del af Natten har jeg ikke kunnet sove for en Orkan, som brød løs, og da [sic] raser endnu. For et Spektakel det har været! Min gamle Pige går endnu forfærdet omkring og tør ikke rigtig være ene. Jeg har spillet hende et slemt Puds ved trods den brølende Larm og den tydelige Fornemmelse i Sengen af at Vindstødene bevægede Huset – tænk, et meget stort 4-etages Stenhusk137 – at sove hen på Morgenstunden. Hun har i mange Timer trængt så forskrækkelig til at få sagt: Har Herren hørt som det stormer! Men så skulde Herren høre omme på min Side, jeg tør næsten slet ikke være der! Gud, og Herren har kunnet sove! osv. Hun er helt forvåget og bleg, og også jeg er lidt skør i Hovedet af for lidt Søvn. Jeg skal til Byen, min søde Stump straks. Jeg tager Brevet med, mulig kan jeg knibe lidt Tid til at få lidt mere skrevet og så sender jeg Dig det – jeg har en Følelse af, at Du mulig længes mere end ellers efter at høre fra mig. Kys mig, vær god og modig!
Mandag Aften Kl ½ 12
Jeg kommer fra Kasino, hvor jeg har overværet den første Opførelse af Sergius Panin,k138 og takket være Hr Sergius og Jeanne, som var på gode Hænder, ikke kedet mig mere end den halve Tid og skal nu spise til Aften med nogle Fyre. Kun et Kys til Dig forinden. Du vil kunne begribe, at nu var der ikke Lejlighed til at skrive et fornuftigt Brev. Men ikke sandt Du vil hellere have disse Par Ord end vente endnu en Dag. Søde elskede Amalie hvor kan Du gå ind på noget, som hedder aldrig, når det drejer sig om os? Farvel jeg skriver forhåbenlig igen imorgen.
Din Erik

32. Amalie til Erik

Tirsdag 7de nvbr. [1882]
Nei, kjæreste, jeg kan ikke sige Erik til dig, sådan med én gang. Først måtte jeg ha'e vænnet mig til det lidt efter lidt – det er så flaut – ha'e hvisket det ind i dit øre, for at ha'e et sted til at gjemme ansigtet mit, så du ikke skulde se mig, med det samme jeg sa'e det. – Du er så sød og vidunderlig, og du bliver stadig sødere og mere forførende for hver gang du skriver. Du besnærer, og bedårer og besætter mig, og undertiden gjør du mig bange, men det viser jeg fra mig; jeg er bleven letsindig nok til at lade det skure. Men hvor du får mig til at længes efter dig! Og så er du så udsøgt ondskabsfuld, at du ender dit brev med at spørge: længes du efter mig? Ja, jeg længes efter dig, for at sidde ved siden af dig, du små mirakel, og holde din hånd og betragte dig, og engang imellem kysse dig på kinden, eller hellere bag øret for der er ikke noget skjæg, som stikker. Jeg længes, så at jeg får svindsot eller lungebetændelse, der på et par dage gjør det af med mig for jo stærkere man er, og jo skjældnere, man har været syg, jo intensere og farligere ta'er sygdommen fat. Og alligevel, skjøndt jeg længes efter at falde dig om halsen og holde dig meget fast, efter at høre din stemme, der er så sød, efter at se dit ansigt, der er det eneste jeg savner, kom jeg nok til at løbe min vei når jeg så dig, for at rende tilbage i næste nu, naturligvis; men ikke, hvis der var lyst i stuen, der måtte være mørkt, eller næsten mørkt, for jeg vilde genere mig så rasende efter al denne udleveren mig selv i brevene.
Så du virkelig har kniven i din varetægt. Undertiden har jeg husket den, og tænkt at du har mistet den. Det var en underlig ting, sådan en bondekniv, jeg kom til at gi'e dig. Det skal være et slet omen at gi'e sine venner skarpe redskaber. Hvis du engang syntes jeg havde fortjent det, så kunde du ganske rolig myrde mig med den kniv. Uf, jeg vilde ønske den kom bort for dig på en eller anden vis. Kan du huske du først sa'e nei, – du brød dig ikke om at få den – vi sad på giggen, og du var så gjild og kjæk at sidde og tale med; tiden foer væk som en vind, og jeg var så vel, så vel tilmode. Men du betænkte dig og sa'e: Jo, jeg vil dog ha'e den, hvorpå du stak den til dig, kan du huske, du herlighed? – Der var noget bestikkende i det, at du gik og kom over mine eiendele, og bragte mig, hvad jeg selv havde glemt! Først var det min store toiletbox du kom slæbende med. Der gik et øiebliks forundring gjennem mig, over at du strax havde draget kjendsel på den, men så glemte jeg det igjen, indtil du også kom med kniven. Det var meget mere bestikkende det, end om du havde sagt mig de fineste smigerier, og vist mig al den hyldest, du bare kunde ha'e hittet på; for så havde du jo ikke gjort andet, end hvad der er hele sulamitens mindste kunst.k139 Alt det jeg er bleven budt af den slags, og som jeg har ladet ligge på veien, der det faldt, uden så meget som at se på det, end sige ta'e det op, – men du, det er slet ikke bare herrer som siger mig smukke ting, damer er de værste, – det var bare frøken Sten, som ikke kunde like mig, men det var nu også rimeligt, for jeg var så ækel imod hende.k140 Men du, kloge, søde vismand, du forstod, at jeg ikke skulde gjøres kur til og derfor, – – – – – Gutterne sidder og øver sin firhændige lektie, og hvergang de spiller galt, jeg fare ind og skjænde på dem, især siden jeg tror, deres frøken generer sig for at ta'e dem strengt, – så kommer de i disput, om hvis skyld det var, og så må jeg dømme dem imellem før det stilner af igjen. Derfor er det skrivning «with difficulties», dette her. Ja, hvor var det nu jeg slap, – jo, – hvor kan det gå til at du kjender mig så nøie, at du ved og forstår alt, før jeg får sagt det, at du skriver om det, som jeg netop har spurgt om i det brev, der er underveis, og som du endnu ikke har fået? Jeg må trykke dig til mit hjærte og takke dig tusinde gange, fordi du er så sød, at være den du er. Der er ingen tvil om at du er den éneste i verden jeg skal elske, fordi du er den eneste der har evne til at ta'e alt hos mig i brug. Jeg vil herefter kun komme til at «være» gjennem dig, – det er virkelig sandt, du fæle, som skal tyrannisere mig. Og så talte du om, at du skulde løse mine lænker. Nei du, nogen løsning af lænker bli'er der ikke tale om, langtifra! Du har jo lagt mig, et fint og uafhængigt menneske i lænker for gud ved hvor længe, kanske for livstid. –
Hvis Amund Helland vidste, at du havde fået kniven!k141 han vilde dø af sinne. Du aner ikke for et kors han er mig. Jeg har ikke fortalt dig om det, for det kjeder mig så meget, og det er heller ikke til at beskrive! Han vil, at jeg skal synes om ham, være hans ven, hans fortrolige, gå med ham, vanke hos ham, bede ham til mig og gud ved hvad mer, – når jeg træffer dig, skal du få høre lidt til. Men nu vil jeg intet af alt dette, og så opfører han de utroligste scener, gjør sig til nar og latter, sender mig frugter og sukkertøi, kommer farende på de mest umotiverede tider, men bliver ikke indladt, skjælder mig ud i selskab, græder af sinne, passer sit snit til at overfalde mig, når jeg et sekund står alene, til at tigge og trygle mig om at være venlig, med en hurtig, lidenskabelig, ubændig hvisken, når jeg går fra et værelse til et andet, sender mig bud og bønner og spørgsmål, gjennem de underligste mennesker, går forbi mig på gaden, uden at hilse, vender om, og kommer i stormskridt tilbage, for at tale mig tilrette med ondt eller med godt, kort sagt, plager mig som kun en sindssvag kan plage et medmenneske. Jeg har lét og ærgret mig vexelvis, men jeg begynder at blive urolig. Sæt han bliver gal! Ja, for du kan vel begribe, at det første han vil gjøre, er at komme ansættende med en øxe, og slå mig ihjel når og hvor han antræffer mig. Der er ingen tvil om det. Og jeg vilde så nødig, netop nu. Havde det været i fjor, men nu, siden jeg har dig, som jeg skal se, og elske og kysse idetmindste én gang før jeg dør. Nu er han gået på en reise til thelemarkenk142 for at grave i jorden efter jern eller sligt, det er en lette at han er ude af byen. Jeg skal i en dameklub, hvor der læses høit. Iaften skriver jeg lidt til. – – – – – Her er jeg igjen, men jeg er træt. Her er så hedt, så deilig hedt; jer er så glad i at ha'e det varmt om aftenen; det ved pigen, og derfor fyrer hun i til jeg skal komme. Om morgenen er jeg ikke så blødagtig, da går jeg lige af sengen, og i koldt vand; og hele vinteren gjennem, lader jeg ikke vandet lunke engang og har heller ikke i ovnen, før det fryser på ruderne. – Paulsen har sendt mig sin «Pehrsen» i pragtbind.k143 Indeni har han skrevet et vers om sorte øines pragt (det fæ som ikke ved at de er gulbrune) og kloge læbers magt og husvalet og malet og digt i fattig dragt. Ak herregud om han vidste hvorlidt jeg ændser det. Den er forresten bedre end hans forrige bøger. Der er virkelig fremgang. Enkelte ting i den, er ganske gode, men der er en uformuenhed i hans evne som er nedslående for hans venner. Så arbeider han også forlidt. Han kommer til sine varer for en altfor billig penge, men det hævner sig. Der er personer i bogen som kunde være lavet af en skolegut, så udvendige og flade og naturligvis usande er de. At han kan bilde sig ind, det går an at ta'e sig det så let!! Målstræverparret har han nu slet ikke magtet; det er den rene fiasco, Pehrsen selv er for letvindt tænkt og fruen den incarnerede tradition.k144 Så er der en svensk forloren fuskefyr af en æstetiker, som der kunde været et slags mening i, hvis han ikke ved et éneste sluskeri som han tillader sig, for at få det ydre maskineri til at gå som det skal, gjør et forvirret sammensurium ud af ham. Og så denne henad landeveien liggende, indtil vederstyggelighed gjenfortærskede og udslidte kokette, som har været udstillet i alle second klass noveller, generation efter generation, som er kold som is, men ser ud som ild, som har barneøine med tårer i, og et hjærte fuldt af fordærvelse, og derfor er så «let» at skildre!k145 Men så har han til gjengjæld skildt sig af med en stor del af sin forrige uudholdelige bredde, skjøndt der endnu sidder lidt igjen: der er en større fart og raskhed i stilen, og der er små skildringer fra Italien og Skandinaverleiret der, som ikke er uden friskhed og ynde. Hovedpersonen, den unge fyr, der har konflikten med sin far, har han skildt sig bedst ved.k146 Der er virklig adskilligt godt der. Og hans død er realistisk og enkel. Men så har han gjort et mislykket forsøg på at efterligne Kiellands vårskildring fra Ægypten i «Arbeidsfolk» eller det kapitel om dampskibet og brevene, du ved.k147 At dette har foresvævet Paulsen, da han lavede sit afsnit om «Blomster, blomster og atter blomster», der går foran Sverres død, derom er ikke tvil. Stakkels Paulsen!
Jeg er bange for dit næste brev. Du må ikke være vred på mig elskede! Men jeg kan ikke gjøre det du ved; aldrig, aldrig! Det er da at jeg vil ty til min gamle religion, og modig tage lidelsen på mig igjen. At jeg har kjendt og elsket dig, vil hjælpe mig, når de onde dage kommer. Der vil ingen vaklen være. Det sønderslider mit hjærte at gjøre dig imod, at sige nei til det, du vil, men der vil ingen vaklen være, ingen ingen! (Dette papir er ikke til at udholde; det lader sig ikke skrive på, nemlig.)
Men du, jeg vil ikke komme på «aflægs». Det vederstyggelige ord! Hvor kan du ha'e hjærte til det. Du måtte dog idetmindste skrive én gang om ugen, og på en bestemt dag, så jeg slap at gå og vente og græmme mig bestandig. Jeg er misundelig på den unge pige, som sad tilbords med dig, og jeg er sint på den interessante dame, som du vilde ha'e forelsket dig i, og som er klog og belæst, – den blåstrømpe! og jeg er skinsyg på den udmærket smukke og elskværdige frue i huset som du gjorde hoveri for, det er stygt af dig! Jeg kan ikke fordrage nogen af de kvinder som ser og taler med dig; ingen skal tale med dig, uden jeg! Jeg vil ikke sende dig mit hår, før jeg har sét, hvad du svarer på mit sidste brev. Jeg er så bange, du er sint på mig, og ikke mere bryder dig om mit ækle hår. Du har ikke skrevet på søndag, ellers havde jeg havt det idag. Var det Magda Kielland hun hed, den frøken K. som A. K. sa'e, du havde gået, og taget fra ham.k148 Hun er her nu; jeg var sammen med hende i søndags. Imorgen skal jeg i selskab til professor Schjøtts;k149 Nu vil jeg lægge mig på sofaen; det er for fristende; skal jeg klæde af mig, bliver jeg så årvågen, og da er det ingen fornøielse at komme iseng. Godnat elskede! – – Lidt efter. Jeg har måttet tørne ud fra min sofa igjen. Her er så forsmædelig, tropisk varmt, akurat som det var i de tyrkiske badestuer i Konstantinopel.k150 Jeg tør ikke sove, før jeg ser, hvad ende det taer med ovnen; den er blevet en glødende, ildrød masse. Portieren er så ophedet, at jeg knapt kan ta'e i den, og vedkurven lugter af opblødt fernis. Når jeg går på strømpelæsten nede ved ovnen, brænder jeg mig fordærvet under fødderne på gulvtæppet. Hvis der går ild i stuen inat og jeg omkommer i luerne, vilde du så græde for mig?
Din Amalie.

33. Erik til Amalie

Torsdag den 9 November 82
Jeg er lidt overanstrængt af Arbejde i denne Tid, så at selv om jeg havde Tid, min søde Pige, har jeg været meget ilde oplagt til at skrive. Jeg har ikke kunnet lade være at tænke på, hvor sødt og godt mit Arbejde og Slid, der har såre lidt med Ånd at gøre, dog kunde være for mig, havde jeg Dig som Trøster i Nærheden. Men Du måtte rigtignok belave Dig på en hård Tjeneste. Først efter Kl 12 om Natten kunde jeg komme til Dig for at hente den Husvalelse Du skulde give mig. Og Du med dit søde Sovehjerte vilde vel protestere mod sligt nerveangribende Natteravneri. Nu igår t.Eks. kunde jeg først Kl 12 ¼ forlade Kontoret. Jeg havde intet spist siden min Middag mellem 5 og 6. Jeg følte mig dog ikke sulten og lavede mig til at gå hjem – en halv Times Vej. Det faldt mig dog ind, at jeg vist i Løbet af Dagen havde forbrugt så megen Hjernemasse, at jeg kunde have ondt af intet at spise, og jeg turede da ned på en Restaurationskælder, hvor Nattegæster pleje at søge for at fortsætte en begyndt Svir. Der fik jeg en Ret kold Bøfsteg og Porter og mærkede med ét, at jeg var mægtig nødlidende. Midt som jeg spiste, kom ind i Salen hvor jeg sad – og hvor der fra et Kabinet bag et tillukket Gardin lød frejdige Kvindestemmer blandede med dybe mandlige Røster – fire glade Kunstnere og unge Rovsing, som Du kender.k151 De havde været hos á Portak152 og der vædet om Østers; de skulde nu nydes her. Rovsing og den ene af Malerne havde spillet nærmest til Væg med deres Ure, jeg så Rovsings Ur, det havde under denne Idræt mistet både Glas og Visere og var formodentlig også indvendig sønderbrudt; Malerens Ur havde på en eller anden mærkelig Måde været dyppet i en Sennepskrukke; hele Værket var fyldt af denne klæbrige Masse, og Menneskene var fuldstændig ædru: Nå, jeg blev bænket som en slags Hædersgæst imellem dem og fik min Del af Østerserne. Jeg var umådelig træt, men ikke desto mindre oplivede Selskabet mig, og i en Timestid gik Samtalen muntert for sig. Så fulgte Rovsing, der havde den mest brændende Lyst til en Svir hele Natten igennem – han ejede ikke en Øre – mig halvvejs hjem. Han dyrker mig så småt i denne Tid. Og vor Samtale drejede sig om – Skøger og om Kyskhed. Han er overmåde neddyppet i en vis glad Liderlighed, der dog er ret åndfuld, og jeg forlod det unge Menneske med en halv melankolsk Følelse af, at havde jeg Evne dertil, var han et af de Mennesker jeg kunde have Lyst til at påvirke. Der er gode Krummer i ham. Sad jeg i gode økonomiske Kår og kunde samle Folk om mig, kunde jeg udrette ikke så lidt. – Så var min sidste Tanke Dig, Du søde. Der var så forfærdelig meget vi to kunde leve igennem sammen, tror Du ikke Amalie, og nu sidder vi med hundrede Mile imellem os og sukker. – Min yndige Ven, dit sidste Brev gjorde mig naturligvis forskrækket. Du begynder med en hel Række Bebrejdelser, og det varer noget, inden man kan læse sig til, hvad disse Bebrejdelser egenlig gå ud på. Der hændte mig det besynderlige, hvad aldrig er hændet mig før, at jeg blev nervøst angreben i den Grad, at Ordene svømmede ud for mig i en Tåge; jeg tror, at jeg rystede stærkt, og dog var det ikke nogen rigtig Smærte jeg følte, kun noget ubehagelig mat, uldent noget – ikke det Stik f.Eks. som dit snakkende U-Kærlighedsbrev, jeg læste i Jærnbanewaggonen, voldte – men så kom jeg jo videre i Brevet og læste mig din søde Kærlighed til ud af de hårde Ord. Det var sådan noget som Begyndelsen til en Besvimelse – en Stump af en Begyndelse formodenlig – jeg oplevede. Jeg var ganske forundret. Du min søde Pige, Du må rive i mig og ruske rigtig hårdt, så at det virkelig gør ondt, jeg vil kysse dine Hænder, for Du elsker mig jo. Om selve det jeg skrev, Amalie, må der ikke blive Uenighed mellem os. Du må jo huske min Stump, at alt hvad jeg skriver til dig, kan jo aldrig blive mere end det Halve af hvad jeg vil sige. Du er jo ikke hos mig, Du har de halve af mine Tanker. Et Ord fra mig går ud i Verden for at møde et Ord fra Dig, så favner de to hinanden, og idet de slynge sig inderlig sammen får den lange hjælpeløse Gut fra mine Tanker først sin rette Form. Husk det og kys mig og bliv aldrig bange for hvad jeg siger. – Når jeg vil skrive på et Drama eller hvad det nu kan blive, foregår der noget så alvorligt for os begge, at vi må være enige om at tage Pinen derved i godt Fællesskab. Vinder jeg et Skridt frem i Anseelse, stiger vore Udsigter til Lykke, derom kan der ingen Tvivl være. Og Du må ikke tage Modet fra mig ved at klage stærkere, end at jeg kan kysse Klagen fra din Mund.
Fredag Kl 12 Middag
Jeg har været syg i Nat (voldsom Kolerine) og ligget i Sengen til nu da jeg må til Byen. I Aften når jeg kommer hjem ligger der Brev fra Dig! – det er et forfærdeligt Regnvejr og mig med min Kolerine. – Som jeg denne Gang har længtes efter dit Brev – der må være gået meget længere Tid end sædvanlig. Det kan såmæn godt være, at mit Ildebefindende er bare Længsel. Den slags Ting slår sig altid på de ædle Dele af Legemet. Jeg har en Svoger, hvis Mave aldrig rigtig er kommen sig efter den Klavappelse han gik i, da han skulde forloves.
Fredag Aften
Jeg har fået dit Brev. Der står de Ord. «Du må ikke være vred på mig elskede! Men jeg kan ikke gøre det, Du véd, aldrig, aldrig! Det er da at jeg vil ty til min gamle Religion og modig tage Lidelsen på mig igen.» Hvad betyder de Ord? Hvortil i alt godts Navn sigter dette?
Jeg kan ikke skrive et Ord, før Du har svaret tydelig, så at ingen Misforståelse er mulig. Skriv de Ord af i mit Brev, som Du besvarer på denne Måde, og tøv ikke et Minut dermed. Tal direkte, helt ud, der må ikke være en Gnist af Tvivl hos mig om din Mening her hvor det synes at gælde alt.
Din Erik

34. Amalie til Erik

13de 11-82
Hvad skal det til at du høres ganske vred på mig? Det er en ganske ny fornemmelse jeg har fået over mig, en slags ængstelse for at du kunde blive ond mod mig. Og det kunde du vist. Så skjælden, som du skriver, og så skal du ikke være god engang. Men du kan ikke skrive oftere; det ved jeg jo du søde, elskede! Jeg skjænder ikke på dig, ikke et gran. Herregud hvor dum du er! Det var jo bare det jeg mente, at jeg ikke kunde reise væk med dig, og lade gutterne i stikken. Det skrev jeg jo i mit næstsidste brev også, se efter skal du se, at det står der, og dengang tog du ikke på veie for det, hvorfor skal du så gjøre det nu? Forresten kan jeg aldrig tro, at der står: «det du ved», – det er vist: det du vil. Forstår du, hvis den tid kom, at du vilde forlange, jeg skulde følge med dig, og lade gutterne, og alt andet tilbage, hvad der vilde sige det samme som at opgive helt, så kan du jo begribe at min sjæl og mit hjærte med alt hvad deri er, vilde drages mod dig; men så vilde jeg alligevel ikke kunde gjøre det, og så vilde jeg ty til min gamle religion, og tage den lidelse på mig, som adskillelsen fra dig vilde være. – Jeg kan ikke skrive, fordi jeg netop i dette øieblik har fået dit brev, og gråden sidder mig i halsen; dit brev har voldt det, og når jeg spørger hvorfor, så ved jeg ikke at sige det. Det er rædsomt at være henvist til bare skriveri; en eneste uklar, eller uheldig ytring, kan volde den pinligste misforståelse, og så den tid, der må gå hen, inden det kan greies. Det er frygteligt trist dette her! Der følger dog også megen pine og uro med at elske et menneske, i allefald når man er borte fra den man elsker. Jeg begriber dog ikke, at du kunde blive forskrækket over det jeg skrev. Hvorfor så ikke med det samme, for det stod jo også i det forrige brev. Forresten var det dumt af mig at tale om det. Du vil jo det skal komme an på så meget, om du nogensinde beder mig om en sådan ting; hvis alt det ikke sker, så skal jeg jo gå min vei, med min dumme kjærlighed. Derfor kunde jeg jo vente, og se hvad det blev til; det er tidsnok at begynde og kave om det, når det engang foreligger. Foreløbig vil jeg bare elske dig; og jeg er ganske din, hører du, ganske og helt og aldeles din! Forstår du, eller vil du jeg skal sige det endnu tydeligere, du ubarmhjertige menneske. – – – – Jeg skulde nok holde mig vågen til du kom, om det også blev efter kl. 12. I allefald kunde jeg jo sove på sofaen så længe, så vækkede du mig sikkert nok ved dit komme. Og hvis du nu er syg, hvor gjerne jeg vilde være hos dig; du skulde nok snart bli'e frisk igjen kan du tro. Men jeg har virkelig aldrig i mit liv hørt tale om at noget menneske i verden, nogensinde har arbeidet så uafladeligt, og især så længe om aftenen, eller rettere, så langt ud på natten som du, i allefald ikke nogen, der er functionær. Videnskabsmænd, der sidder oppe og arbeider udover nætterne, fordi de foretrækker den tid af døgnet, – det er en anden sag, men dette med dig, er den rene galskab. Nei, du mærker vel hvor lidt jeg er i stand til at skrive! Jeg få et kjærligt brev fra dig, før dette går over. Du ser så sint, og så forskrækket på mig gjennem disse spørgende slutningsord; jeg kan slet ikke forvinde det indtryk. – Når nu Tidsskriftet kommer for nov. – dec., så må du ikke gå hen og tro at noget deri er af mig. Mit kommer ikke før næste gang i det tidligste. Der var så mange forpligtelser fra før. Mathilde Schjøtt har til dette hæfte skrevet en slags anmeldelse af «Puppe og Sommerfugl», og i det hele, taget Drachmann under behandling.k153 Det er ikke overlegent og flinkt nok skrevet, ellers er det et par nokså gode tanker. Men hendes eget standpunkt er ikke konsekvent. Hun har sluppet meget af det gamle, men ikke alt; hun er kommen over i det nye, men ikke helt, derfor kommer hun ikke til at skrive noget virkelig dygtigt. Hun som så mangfoldige andre er repræsentanter for overgangssstadier som i deres levetid ikke bliver tilbageladte. Jeg ved det så vel, for jeg har selv været af dem, men jeg havde gudskelov mod og evne til at ta'e skridtet fuldt ud, og det uagtet ingen i den grad var bundet af det gamle som jeg, fordi det er min natur at gjøre alting helt. Forresten er jeg så uhyre glad i fru Schjøtt, – det er et fint, et rigtig nydeligt menneske, og så intelligent som hun er! Hun kom til mig og lod mig læse det om Drachmann, strax det var skrevet, og alle mine indvendinger rettede hun sig efter. Det var så altfor hånligt og affeiende fra begyndelsen af, og det havde slet ikke været hendes mening. Nu må du endelig læse det. – –. Uf nei! at jeg ikke kan få tale med dig. Hvor anderledes alting da blev. Kan det slet ikke ske i vinters engang? At du kom herop, var vel ikke rigtig bra, skjøndt var du her først, vilde det blive deiligt, at jeg kom til Kjbhvn. gik endnu mindre, men sæt at vi begge reiste til Gøteborg f.e.x. Jeg kjender næsten ingen der, og de få, skulde jeg nok hytte mig for. Hvis det nu var i julen f.e.x. – ja mellem jul og nytår mener jeg, så kunde jeg tage gutterne med, og lade dem blive i Frederikshald hos mor og Ludvig, – ja for du ved vel, at Fr.hald ligger midtveis imellem Gøteborg og Xania. Så sa'e jeg til mor og Ludvig, at jeg skulde besøge de venner jeg virkelig har der, og at jeg skulde hente gutterne på hjemveien. Gutterne kunde jo også forresten godt bli'e her, om jeg reiste, men da kunde jeg det ikke, før nytårsaften var over. Det var kanske ligegodt, for ellers vilde mor og Ludvig blive vred over at jeg ikke hellere blev hos dem, end reiste til Gøteborg, så ofte som de har bedet mig komme, uden at jeg har gjort det.
Det sludder om at du ikke vil se mig, før du har gjort noget som duer, må du naturligvis stryge en streg over. Vi har jo så meget at tale om gut! Bare derfor du. Nu får du ikke dette brev før onsdag aften, men så skal du død og pine strax skrive, så at jeg kan få dit svar fredag aften. Gjør du ikke det, er det ude mellem os, så meget du ved det. Å, hvor jeg vil komme til at vente. Du skræmmer livet af mig med dine korte, forretningsagtige spørgsmål, og så piner du mig tildøde med at lade mig vente på dine breve. Jeg vil ikke finde mig i dette. Enten, eller. Vi holder op at korrespondere, eller du skriver ordentligt idetmindste én gang om ugen. Jeg er din,
din Amalie.

35. Erik til Amalie

Fredag den 17 November 1882
Amalie, om Du vidste, om Du ret kunde føle den Fryd, Du har givet mig ved dit sidste Brev. Den er så stille, så stor og rolig. Min prægtige, dejlige Pige, Du har givet mig den Lykke jeg drømte om, en Fred så ubeskrivelig sød. Stolte yndige Kvinde, jeg er så tryg ved Dig, Du elsker mig, og jeg, Amalie, elsker Dig, elsker Dig, som jeg alle mine Dage har trængt til at elske. Amalie Du skal få at se, at det dog bliver Dig, som får min første lykkelige Kærlighed. Det andet var en Higen, en Søgen, en Kamp, hos Dig min Stump, med mit Hoved ind mod dit Bryst vil den store Fred komme. Når jeg blot rører ved din Skulder, løber ind i alle mine Årer Livets sikre Lykke. Du er min helt og udelt – føler Du ikke noget så besynderlig livsaligt derved, noget så udhvilende fyldigt og blødt, noget kraftigt og modigt smilende godt, noget, der vil, og noget, der kan – Amalie, Du er min Hustru, Du fine smukke Kvinde, Du skal få Tak derfor, Du skal se, at Du vil få Lykke derved. Jeg er så god hos Dig. – Du véd ikke Ven, hvor stolt min Følelse er. Jeg elsker Dig. – Ak Ven, det vrimler ind på mig af Ting jeg skulde sige Dig. Min Rædsel, den håbløs ensomme Skræk, Ytringen i dit næstsidste Brev voldte mig – men det var jo Dumheder! Og jeg vil nu slet ikke tale derom. Jo Amalie jeg kunde vistnok være blevet ond – og dog alligevel ikke vistnok på den Måde Du tror. Havde min Frygt været rigtig så havde jeg revet Dig ud af mit Hjerte straks og med Et, og havde vi været sammen, og det var kommet pludselig over mig lige som i dit Brev – – men det skete jo ikke, hvorfor så tænke derpå. – Ven ja, ja, naturligvis vil jeg mødes med Dig – alt, hvad jeg har sagt om at gøre noget dygtigt først, er det blotte Mundsvejr lige over for den Mulighed at se Dig. Amalie Du gør mig helt tossetglad af Lykke. O vi skal aftale til Punkt og Prikke vort Møde. Lad mig straks sige, at Gøteborg hvor vi begge har Bekendte, næppe er det fornuftigste Sted. En anden By ved Jernbanelinjen – jeg har studeret et Jernbanekort og tænkt på Jønkøping. Sig mig din Mening, jeg lader følge et lille Kort med i det Tilfælde at Du intet så bekvemt har.k154 – Amalie rigtigt, det er til at fortvivle over at skulle skrive, jeg er hundrede Gange fristet til at kaste Pennen. Den forbistrede Tid tilmed, som ikke er min. Min sødeste unge, Du må ikke blive sint på mine få og korte Breve, jeg gør mere end det mulige for at skrive til Dig. Fik Du for Resten ikke et ganske lille Brev (hvor jeg fortalte noget om en Storm) et Par Dage før mit sidste? Og nu med Udsigten til at skulde se Dig snart – tænk Dig Amalie, snart, om næppe to Måneder! Det er næsten for ubegribelig dejligt – bliver Skriveriet endnu dummere. O nej ikke dumt, jeg elsker dine Breve, det er kun mine, der er til at fortvivle over. – Men Du må ikke regne galt med Postgangen. Dit sidste Brev fik jeg ikke Onsdag Aften men Torsdag Morgen. Jeg kunde ikke have afsendt Brev før med den svensk-norske Post Fredag Morgen, der går kun en Gang om Dagen, og Du vilde således under ingen Omstændigheder kunne have haft mit Svar før Mandag, da man i Kristiania – så vidt jeg ved – ikke omdeler Breve om Søndagen. Dette Brev kan først gå af imorgen Lørdag, og Du vil efter min Beregning have det Mandag – er det rigtigt?k155 – Jeg skriver ikke hurtigt, for det er mig umuligt ikke mellem to på hinanden følgende Perioder, at falde i Tanker – det er min Glæde ved at skrive til Dig. Det, der kommer til at stå er så umådelig lidt af det jeg har tænkt derved. Jeg har drømt en hel Del om Dig i Nat. Vi var i Teatret sammen, siden i en Vogn, og i et Selskab, og overalt fik jeg din Hånd imellem mine. Den havde en lang sort Handske på, Du gav mig den så trofast, vi havde begge en Følelse af, at de andre så det, men vi brød os ikke derom. Jeg undrede mig over, at dit Håndled var så spinkelt – jeg kæmpede i Drømme for at huske, om mit Indtryk var rigtig, at Du i Kristiania havde et fast og rundt og fyldigt Håndled. Det har Du. Men det med det spinkle Håndled kom af en Samtale jeg i et lille Selskab igår Aftes havde med en Dame om en anden Dame, der var bleven for svær til, at hendes spinkle Ankler kunde bære hende. Jeg kom i Selskabet Kl 11 ½, før kunde jeg ikke løbe fra Kontoret – og tænk Dig min Glæde, der var en Dame fra Bergen – en Frk Grip nys forlovet med en Hr Bramsen, i hvis Broders Hus vi vark156 – som talte norsk og sagde «flout» på sammen Måde som Du. Hun havde et rart Smil samme Dame – umådelig høj og noget sygelig af Udseende. Kender Du hende? Hun gik imidlertid meget hurtig efter at jeg var kommen, så jeg fik omtrent ikke talt med hende. Jeg bryder mig ikke rigtig om det østlandske norsk, de skal snakke som Du, for at det skal være Musik for mig.
På Kontoret
Hvad er det for et Ord Amalie, der står i Begyndelsen af dit Brev? «Hvad skal det til, at Du høres(?) ganske vred på mig?» Er det det, der står, eller læser jeg galt. – Det Ord, som jeg har brugt en Gang, og som har plaget Dig, er ikke aflægs, men Aftægt. Det betyder – nej det er altfor langt at forklare.k157 Det er også altsammen lige meget, der sker intet, før jeg har talt med Dig. – En lang Strid med et Menneske på Kontoret ligger på den Streg! Hvor det er pinligt. Et irritabelt Menneske, som er smålig og kun halvvejs dygtig til sin Gjerning, men som er ældre end jeg og derfor på Forhånd nødig retter sig efter Anvisninger fra min Side. – Jeg har læst omtrent Halvdelen af Poulsens Bog. Hvor er den lidt god. Men et godt Kapitel er jeg stødt på. Jeg skal skrive om det til Dig en anden Gang. Nu vil jeg kun fortælle Dig, at jeg kjender en Del af Personerne fra Rom (foruden naturligvis Ibsen og Sønnen), og den danske Dame, der er koket og uden Lidenskab, véd Du hvem det er: det er hende, som er bleven til Gertrude i min Bog.k158 Man ser lidt forskellig på Tingene! – Hvor jeg længes efter at læse, hvad Du har skrevet. Men Du, det er nu på en hel anden Måde end før. Før vilde jeg straks have det Du havde skrevet, for jeg vilde vide Besked om Dig. Nu véd jeg jo noget – o jeg ved meget. Véd Du Amalie, at jeg nu snart tror, at jeg kender meget til Dig. Det er dog muligt også at komme hinanden nogenlunde nær gennem Breve. Tænk på, hvad der dog er sket for mærkelige Ting imellem os. Skulde man tro, at vi, siden der kunde komme til at hænde noget mellem os, kun har kunnet bruge Pen og Papir. – Jeg glemte da jeg var ved Poulsens Bog at sige Dig, at jeg ikke har villet læse, hvad Du skrev om den, før jeg selv var færdig med den. Så skal jeg se om vi ere enige.
Farvel på kort Tid min søde Amalie! Nu vil jeg vente med at få dit Hår, til jeg selv kan hente det. Elsker Du mig? Jeg elsker Dig!
Din Erik

36. Amalie til Erik

Tirsdag aften, nokså sent. [14/11/82]
Der er kommen mismod over mig. Alting som hænger sammen med dig og min kjærlighed, synes så vanskeligt, og der er jo ingen mening i at gå og elske på et menneske, som man aldrig ser, og aldrig kommer til at se, uden glimtvis. Og så denne længsel efter hvert øieblik at ty hen til dig, for at sige dig det eller det, for at spørge dig om tusinde ting, for at komme til at kjende dig i alle dine folder og afskygninger, og så at gå her og vide, at noget sådant bli'er der aldrig tale om, fordi vi aldrig bli'er længe nok sammen, og fordi jeg vil være så undsélig og bange og stum, det øieblik vi har hinanden, at der ikke vil vindes stort derved. Men vi er dog bleven en hel del bedre bekjendte ved al denne skriveri, der forresten er så kjedsommelig. Tænk, da vi skildtes her i Kr.ania, hvor var vi dog igrunden fremmed for hinanden, skjøndt jeg følte det ikke dengang. Nu er det som om vi har levet et stykke af et liv sammen, og hvad har vi ikke havt for oplevelser med hinanden, for smerte og fryd! Men det er så trist. Det bli'er en gammeldags roman detteher, med et bjerg af forhindringer, som ingen «tro» kan flytte, med længsel og elskov på hundrede miles afstand, (hvoraf ved du forresten at det er hundrede just?) og sluttelig resigneren, og et evigt farvel, med selvmord eller drukkenskab i udsigt til trøst. Ja, for hvis jeg nu får se dig i vinter, og være nogle dage sammen med dig, så bli'er det jo meget værre bagefter. Jeg går jo her og ved, at det ikke bli'er til at udholde for længsel, når jeg atter er ene. – Havde der været et umuligere tilfælde på jorden, så vilde min skjæbne ganske vist ha'e fundet det frem, for at lade mig snuble i det, og gjøre mig endnu ulykkeligere for resten af mit liv, den stump jeg har tilbage, end jeg da egentlig i grunden altid har været. Skjæbnen har været i slet, eller i drillevornt humør, da den lod mig se dig. At tænke sig til at jeg kommer kjørende i en hyrevogn fra Grand hotel efter at ha'e forladt Grefsen om morgenen i ypperligt humør, og besørget alle mine indkjøb o.s. v., altså kommer ud til fru Thaulows løkke, hvor jeg er kommen 100 gange før, uden at noget har arriveret mig, og så render lige ind i en troldmands usynlige garn, og bliver siddende fast, absolut fast, med ingen udsigt til at slippe ud igjen, uden at jeg må lade mit liv med det samme. Og så er det dig, som vover at sige til mig: «at jeg var den, som skulde løse dine lænker», – du er jo gal! Lagt mig i lænker, har du, og du ved det godt, du tyran! Men jeg vil ikke være med, længere end jeg vil. Vær vis på det. Forstår du, – det er jo det jeg mener med at ha'e livet under sin fod, ikke i foragt, sådan har det været, men det er jeg kommen forbi, – men i svir, kunne leve det med visheden inderst inde, den tryggeste vished om at når det for alvor kniber, så kaster én det fra sig. Det er det jeg kan. – – Du vil vist synes det er stygt af mig, men undertiden ønsker jeg at du aldrig var kommen til Norge, hvad skulde du også der! eller at jeg aldrig var reist op til dette forbistrede Gausdal. Men hvem kunde nu også tænke! – – – – Og desuden, – så ønsker jeg det slet ikke, et helt livs smerte kan jo ikke opveie den lykke jeg føler ved at være din. Men undertiden sidder jeg og tænker, at jeg først nu skal til at leve, hvad det vil sige at være kjed af livet, jeg som bildte mig ind at være det i forveien. Thi hvad værdi kan det ha'e, når det skal leves fjernt fra dig, og hvorledes vil ikke alt mere og mere bare kjede og trætte mig. Jeg kunde ha'e lyst til at flygte fra det hele til Australien eller Nyzeeland, hvor jeg har været, for at blive fårehyrde eller sligt.k159 De så ud til at ha'e det så urgodt dernede i teltene, med de brogede tæpper om skuldrene, og kvinderne med en antydning af et skjørt, skjøndt klæ'er vilde jeg dog havt på. Min broer, der et øieblik tænkte på at ta'e en såkaldet professorpost i latin og græsk i Amerika etsteds, du ved han kunde ikke greie at være præst længer for alt dette med troen, bad mig om, i tilfælde at være med. Det havde været et sted af [sic] flygte hen. Nu foreligger det forresten ikke mere, for han har kjøbt en skole her i byen, latin og real,k160 og skal tiltræde som bestyrer fra 1ste [sept. – krysset ut] dcbr. Du mærker vel, hvor søvnig jeg er, siden jeg skriver så galt. Jeg har været længe oppe både søndag og igår, og imorgen skal jeg igjen i selskab hos Nicolaysens, fruen er Elise Sars,k161 og en komplet skjønhed, sort, – hun har sort hår, og sorte øine, hun, og du skulde bare se forskjellen mellem os; når nogen siger at mit hår er sort, viser jeg bare hen til hende; det er blåagtigt. Jeg er formeget ude. Det er bare mærkeligt, at jeg alligevel får gjort noget. Torsdag skal jeg også ud; forresten går det jo i røkkevis, – det hænder at jeg er hjemme 4–5 dage i træk, og det er så deiligt; for gutterne er så uhyre kameratslige, og virkelig morsomme, og der er ingen, de heller er sammen med, end mig. Tænk det, – de gi'er gjerne kammerater en god dag, for min skyld. Forresten er de slet ikke optaget af nogen verdens ting undtagen af sit arbeide, som de har måske for fuldt op af, men de er så glade i det. Du aner nemlig slet ikke, hvad det er for to gutter jeg har. Når talen ude blandt folk, hvor jeg er, falder på børn, regner det ned med lovtaler over mine gutter. Og så sidder jeg alligevel og ved, at der ikke gives ét eneste menneske med undtagelse af mig, og måske Vilhelm, der ved i hvilken grad de fortjener alt det gode, der fra alle hold siges om dem. Pylle sa'e forleden: «det er de sødeste og prægtigste gutter, (nei drenge sa'e hun), jeg absolut nogensinde har sét.» «Sødeste og prægtigste, sa'e fru Vibe, nei det er de eneste gutter der find's». Ja, de er virkelig utrolige; ikke alene så flinke og dygtige, og pålidelige, og arbeidsomme, men de er også velopdragne og har et civiliseret ydre og væsen, hvad der slet ikke altid følges ad her i Norge. Det at de to gutter er hvad de er, forsoner mig med at jeg har bragt dem til verden. Ja, for du kan vel begribe, at jeg helst ikke vilde havt dem, efter det ægteskab, – det er jo igrunden en skjændsel. Havde de en hel del utækkelige egenskaber istedetfor de mange gode, – jeg tror jeg vilde være kommen til, ikke at kunne tåle dem. Som de er, elsker jeg dem, måske dog med en mere medmenneskelig end moderlig kjærlighed, skjøndt nei! Og så er det så morsomt, at de slet ikke ligner nogen anden end mig. Og det er ikke bare af ydre, men i hele måden at være og tale på, alle siger det, og det fremtræder tydeligere jo ældre de bli'er. De siger forresten begge, at jeg forkjæler Jakob Alver, og er meget mere glad i ham. På en vis måde er det sandt, for han er jo bare ni år, og mine er 14 og 16, og det er ham jeg har til at lege med, når det en gang imellem kommer over mig. Og så som han er til at læse eventyr for! At se disse øine, der tindrer og stråler så fulde af glæde, og hænger ved mit ansigt når jeg fortæller ham noget; og så den kjærlighed han viser mig, når vi er alene, eller borte i en krog, for han vil ikke at de store gutter skal se det. Ja, han er fordeilig den gut, men han bli'er aldrig det mine er i de andre alvorlige retninger, thi han er igrunden en almindelig, «gutteagtig» gut.
Jeg oversætter nu på de sidste sider af bogen. Det er deiligt at være næsten færdig, men jeg har dog mere arbeide ivente med den, for jeg må hjælpe student Knudzon, der skal læse korrektur på den.k162 Det er nemlig så vanskeligt og farligt et arbeide, og den mindste feil kan blive meget at hænge sig på. Bjørnson havde selv oversat nogle blade, af et evangelium som han havde presset sammen og forkortet og vilde ha'e placeret et andet sted. Og der havde han gjort flere grove feil, som vi vilde fået svide for. Det var af ægypternes evangelium,k163 og han havde utrolig freidigt oversat et «af» der var genetiv som præpositionen af. Det gjorde en stor forskjel. Men der bli'er en afskyelig, utålelig orthografi i den bog, aldeles bjørnsonsk-bjørnsonsk,k164 – jeg kan slet ikke fordrage det. Alligevel glad er jeg dog, at den er færdig, skjøndt mere end halv glæde af nogen verdens ting, har jeg ikke siden du ikke er hos mig. Det skulde være anderledes, hvis det var rigtigt fat med mig, thi så skulde glæden over dig være den stærkeste faktor, men nu er længselen det, der går af med seieren, og så kan du vide, det ikke er godt. Du, som sad og sa'e at det vilde bli'e værre for mig end for dig, – du var så ovenpå du, og du havde jo de mange erfaringers grund at stå på, medens jeg stakkel var som på vildstrå, og anede ikke hvad jeg gik imøde, – nei, for det gjorde jeg ikke. Men alligevel, hvis det gjaldt, så kanske jeg blev den stærkeste. Hvis jeg gjorde op med mig selv, at jeg dog vilde ud af alt dette, hellere idag end imorgen, fordi det havde bragt mig mere uro og pine end jeg syntes det var forsvarligt at læsse på mine skuldre, så var jeg den, der var istand til at handle, til at vikle mig ud, og atter stå fri, eller – til at gå min vei bort fra det hele. Jeg har dig jo bestandig med mig, hvor jeg er og hvor jeg går. Når jeg er i selskab, og den ene efter den anden, og mange på én gang kommer og er elskværdig og siger mig sine pene og beundrende ting snart for det ene og snart for det andet, og jeg et sekund ikke har været distrait for din skyld, så kan du komme jagende gjennem mit blod og på den voldsomste måde minde mig om, hvorledes jeg er fangen og solgt og bundet og lykkeligt ulykkelig. Men sjælen trættes ved denne evige drømmetilværelse. Jeg er ikke skikket til at lide af ulykkelig kjærlighed jeg, – og jeg vil ikke heller. Nu, på mine gamle dage, hvad skal det dog til! Nei, så træt som jeg er, jeg sidder næsten og sover. Hvorledes skal jeg dog bære mig ad med at få mig afklædt, det begriber jeg ikke. Og så skal jeg flette mit hår og børste mine tænder og vadske mig. Jeg tror jeg sløifer det sidste, – ja ikke håret, for det går ikke an, men jeg orker ikke resten. Jeg har været på de streikende kunstneres udstilling iaften.k165 Der var oplyst med elektrisk lys, og det hele var nydelig arrangeret, med blomster og gobeliner og draperier og sofaer og alt muligt. Du ved, de har undsagt den gamle, konservative kunstnerforening, som er aldeles umulig. Iaften havde kunstnerne indbudt alle sine venner, før der bli'er betalt entré. Det er den smukkeste udstilling Kr.ania har havt. Der var to deilige billeder af Chr.Krogh [sic], to brilliante sjøulker;k166 den ene med sydvest og oliefrakke i regnveir tilrors. Man kan se det er kuling, og at skuden hiver på sig, skjøndt billedet ikke giver andet end fyren til bæltet og et stykke af rattet. Han står lidt foroverbøiet, for at være stødig, og så har han taget mærke på riggen og lysningen i luften for at ha'e noget at styre efter, å det er ikke til at beskrive hvor glimrende det er gjort, – jeg, som har faret tilsøs i mange år, kan tale om dette, – det er et henrykkende korrekt og virkeligt billede. Og så det andet, lodsen som sidder i kahytskappen på koffen og styrer med en rorpind – så som det er gjort! til at se sig ellevild af glæde på. Jeg måtte ha'e fat i ham for at storme ud med min glæde. Han blev helt rød og undsélig derved, hvad der forresten slet ikke er hans specialitet men han så, at det kom fra mit inderste hjærte. Han er forresten slet ikke en af dem, jeg synes om, men når noget er gjort som han har gjort sine to sjøfyre, så er det jo ikke til at udholde. Han havde forresten også, foruden andre gode ting, et billede i legemsstørrelse af Sverdrup, også glimrende godt gjort.k167 Han er en prægtig fyr, ja det vil sige, kunstner. Fritz havde også nogle udmærkede billeder,k168 men jeg kom ikke længer end til Kroghs. Der var masser af mennesker og en hilsen og småsnakken uden ende. Jeg må derned igjen og igjen for at se resten. Jeg skriver afskyligt, og burde slet ikke sende det. Men jeg skynder mig og er søvnig og grætten og sint og fremfor alt forelsket og lidende af ulykkelig kjærlighed, – ja for denneher er meningsløs og umulig, vi som ikke kan «få hinanden». Godnat enehersker, selvhersker. Jeg kysser dig ikke for jeg hader dig! Og jeg dør af søvnighed.
Torsdag. Dit søde telegram!k169 Tak du elskede. Det var godt jeg fik det. Ellers havde det været ude mellem os, som jeg sa'e, siden du ikke har skrevet strax. Nu sender jeg ikke dette brev før jeg har fået dit. Så beror det altså på dig selv, når det skal komme til dig. Jeg tror, at jeg endog lader det ligge et par dage til, for at du skal se hvor godt det er at gå så og vente, som du er begyndt med altid at lade mig gjøre. Du siger du ikke har tid. Men herregud hvad tid ta'er det dog at skrive et stakkels brev. En halv times tid i det høieste og ikke det engang.k170 Det kan gjerne være meningsløst, og slet skrevet som du ser, mine ofte er. Hvad pokker gjør det! Når jeg blot kommer i besiddelse af mine skatte, jeg – ser jeg ikke på hvorledes de er indpakkede. Den arme Paulsen, som han er bleven behandlet af Irgens Hansen i Dagbladet.k171 Det er brutalt og råt skrevet. Det er et slægtsmærke hos dem; jeg kjender flere af hans brødre, – hans forældre har 16 børn, og denne er den yngste omtrent, så kan du tænke dig til, hvad det kan blive. Sådan en bergensersimpelhed! Og når man nu ved, at der ligger personligt fiendskab til grund for det, – jeg skal fortælle dig det når vi sés – bli'er det dobbelt skjændigt. Han går omkring og bilder sig ind at han er fører for den norske skjønliterære kritik denne snyvert! Som om vi havde nogen fører, vi! Det er altsammen kun forsøg og begyndelser. En broder af ham, der er sømand, foér som styrmand ombord i et dampskib, så ilde med en stakkels kanalje af en passager, at han gik hen og hængte sig ombord. Han følte en barbars vellyst ved at mishandle og «straffe» ham for alle passagerernes åsyn, og han troede ikke at denne døgenicht, et udskud af en af landets første slægter (Trampe)k172 som familien vilde sende til Amerika, havde æresfølelse i sig. Men der forregnede han sig, thi fyren gik bent bort og hængte sig i sin lugar. Jeg måtte tænke på denne begivenhed, da Vilhelm en aften kom hjem og fortalte at Irgens Hansen ikke havde havt tid til at være med på noget, fordi han skulde hjem og «henrette» John Paulsen, og jeg er vis på han har sagt det med et smil, der kunde klæde en menneskeæder. Erns[t] Sars, har bedet mig anmelde bogen til næste hefte af tidsskriftet, fordi han gjerne vilde ha'e den velvillig omtalt.k173 Det er et fælt stykke arbeide, men nu, siden han er således medfaret tror jeg, jeg gjør det, og da tier jeg med indsigelser, og taler bare om det gode, der dog virkelig kan siges om «Familien Pehrson». Om «Morgenbladets» skjælden vil jeg nu slet ikke tale.k174 Fra den leir venter man ikke andet, – men Dagbladet! Jeg har ikke sét Paulsen siden. Han var her på mandag i dameselskab. Vi havde vor klub, og så kom han af sig selv, og blev til aftens. Stakkels liden!
Lørdag aften. Jeg spiste frokost hos Pylle idag. Hun var så forbitret og bedrøvet over skitsen af G.A. Dahl. i tidsskriftet.k175 Ja, det er jo en fræk indiscretion. At tænke sig at han har gået der og nydt deres mad og deres «iskolde» øl og sødsvage punsch, og så giver sig til at chikanere dem på offentlig gade bagefter, det er forgalt. At han tager studier, det er rimeligt, men når han kun kan photografere, så får han lade være sålænge. Det er aldeles Ingeborgs hjem og hende selv og Fritz og de samtaler, ord til andet, han har ført med hende, og når han ikke formår at digte det om, så kunde han tie. Gamle fru Thaulow var vred, og allesammen var ilde berørt. Forresten er det talentfuldt gjort. Synes ikke du? Han er en fin iagttager, og han kan også tænke sig ind i et menneske, det vil sige et stykke på vei, men ikke som du! Apropos om dig. Der er flere, ja mange, som har sét Herregårdsbilleder, og bedet om at få låne den, og alle er komne tilbage og har sagt, at det var en, – ja det er et stygt ord i allefald på norsk, – – – en forliderlig bog. Kan du begribe det? At den behandler et – – ja der er ordet igjen – et liderligt forhold gjør jo ikke bogen liderlig – hvis du havde en liderlig livsanskuelse, så er det en anden sag – men det er jo stik det modsatte din bog gjør! Uf, de er alle nogle fæ! At sige at det var den liderligste bog de var komne over i sit liv – for en begrebsforvirring! Der var også nogle, som ved samme leilighed vidste noget stygt at fortælle om dens forfatter, altså om dig, og de sad og bredede sig, og forklarede mig hvordan det gik til at du var kommen til at skrive noget så urent, og at du altid vilde komme til at gjøre det, fordi du var så fordærvet, og havde ført et så stygt liv. Jeg sad og lo i mit hjærte, og faldt dig i tankerne om halsen, og trykkede dig tæt ind til mig, og kyssede dig uafladelig, og tænkte at selv om alt det var sandt var du mig dog mere værdt end hele verden og alt hvad i den er, og at jeg vilde været stolt af at sige det, hvis jeg bare havde turdet. Men fælt var det dog at høre det.
Imorgen skal vi i selskab til gamle fru Thaulow. På mandag kommer vel dit brev, endelig en gang! så skriver jeg dette færdigt, og sender det på tirsdag vel. Adio sålænge.
Søndag formiddag 19de nvbr. Det sner idag, men ikke så det bli'er til noget, for det er for mildt. Jeg har ligget så længe; til den var over 11, for jeg var så ustyrtelig søvnig, og endskjøndt jeg flere gange var vågen, som da pigen kom og spurgte mig om noget, og da gutterne kom en for en, og gik igjennem hos mig fuldt påklædte (deres soveværelse er indenfor mit) så sov jeg dog for hver gang fast ind igjen, og så kom der visitter, før jeg var klædt. Men nu sidder jeg i fuld puds, ren og pen, og skriver et par ord til dig. Helland er desværre kommen tilbage. Han var hos Nicolaysens forleden, og tænk han så formelig vakker ud, med hvidt slips og kjole må du vide; det er fordi han ingen mellemdragt holder, mellem den flækkede blå eller af den kaliber, og spidskjole. Han plagede mig som han pleier, og han blev hele tiden drillet af de andre for det, og flere gange af værten, der syntes han fik forlidet godt af mig, opfordret til at lade fru Müller i fred. Men det hjalp aldeles ikke. Gudskelov at han ikke skal til Thaulows iaften. Der kommer han forresten sågodtsom aldrig. Jeg har dog en følelse af at han lader mig i fred nu. Det var da vi gik hjem, forresten i følge med flere andre, og det var ikke mange skridtene, for Nicolaysens bor lige i nærheden, men jeg fik dog sagt ham noget, som jeg tror gjorde indtryk på ham. Tænk om det var ham jeg elskede istedetfor dig – hvor letvindt det vilde være at få komme til at kysse ham i allefald, medens du, – – – uf det er ikke til at tale om. Søndag aften sent. Vil du tænke dig til at jeg virkelig tænker på at reise med til Kjøbhvn. imorgenaften. Fritz har i aften holdt på at overtale mig, – oh du kan ikke tænke dig hvorledes, bare for at få følge på søen. Han ved at jeg aldrig er bange eller søsyg, og det er ikke han heller. Han bli'er der en 8 dags tid før de alle ta'er til Paris, og sålænge skulde også jeg være der. Gamle fru Thaulow støttede ham på det kraftigste, og sa'e jeg var dum, hvis jeg ikke gjorde det, for at treffe Ingeborg, og ha'e den adspredelse e.c.t. Tilsidst lovede jeg Fritz det med hånd og mund, og var virkelig aldeles bestemt på at gjøre det. Men jeg ved alligevel ikke. Jeg kommer jo naturligvis op i det med Fritz og Ingeborgs venner, og kommer måske til at bo derude hos fru Gad,k176 og så bli'er der jo ingen råd til at træffe dig, aldeles ingen. Og det er jo ikke til at udholde. At jeg skulde føite omkring dernede på alskens sport uden dig, det vilde jo være komplet meningsløst, og på den anden side vilde det være aldeles ugjørligt at komme sammen med dig, for det gik jo ikke an, at du da forsøgte at gjøre dine hoser grønne med Ingeborg, det vilde være for påtageligt. Og du som jo desuden næsten «sidder fast» på det ækle kontor, det måtte jo være om natten det, vi skulde sés, og da skulde jo jeg pent og anstændigt være i min seng. Nei, jeg får nok skrive et par ord til Fritz, og sige, at efter modent overlæg o.s. v., men sint bli'er han, for jeg lovede det så vist.
Det er bare dette med dig, som står mig for hovedet; havde det ikke været, var jeg virkelig reist; men det vilde jo ikke blive til at holde ud, og desuden, vi vilde naturligvis komme til at prostituere os, med åbenlyse skandaler, så at alle vidste om alting. Nei, jeg opgiver det. Sig mig nu endelig næste gang du skriver, om det ikke var bedst at jeg ikke kom, om du ikke vilde være bleven ubehagelig overrasket, sådan som alting nu engang er, var jeg pludselig en dag kommen gående på gaden dernede og du havde mødt mig sammen med Ingeborg eller Fritz. Jeg tror du vil sige, det var rigtigst og bedst, at jeg ikke kom. Godnat «sødeste, yndigste», – det sa'e du til mig på skibet, med det samme du skulde iland på Gjøvik; kan du huske? Og du var så alvorlig og sød, og din stemme var så forførende, – ja det vil sige, «farvel» var det naturligvis.
Mandag. Jo idag kom da dit brev, dit deilige brev. Det har gjort mig så lykkelig, og har taget hvert et gran af mismod fra mig. Jeg har læst det så mange gange, og for hver gang mere følt hvorledes det er at jeg elsker dig. Jeg er også bleven endnu sikrere på, at jeg ikke skal ta'e afsted med Fritz. Det må ikke være i rammen af alle disse mennesker, og al den ståhei, at vi to mødes. Det bliver høitideligt og alvorligt det, ganske som da jeg gik i kirken for at konfirmeres; vi må være alene, for os selv, når jeg atter skal stå ansigt til ansigt med dig, for det bliver det alvorligste øieblik i mit liv. Det er mig ganske det samme hvor vi mødes; synes du Jønkøping passer bedre, og det er vist så, synes jeg det også. Men jeg kan ikke se, hvorledes det skal gå til med mig; der er såmeget klus og så mange rare greier på linien fra Kr.ania til Jønkøping. Fra Kjbhvn. derimod ser det greit nok ud. Veien kommer for mig til at falde så meget i zigsag, ser det ud til, hvad der vil gjøre reisen længere. Og nu er der kun en eneste ting jeg rigtig grundig hader i verden, og det er at reise på jernbane;k177 det er for mig en straffedom værre end nogen anden. Tusinde gange hellere tog jeg søveien hvis det var muligt, for at være tilsøs, kan jeg li'e, men at slæbes afsted på en jernbane! Jeg har havt formeget af det i mit liv, – det er vel deraf det kommer, thi formeget er dog altid for meget. Det ser ud som om jeg må over Gøteborg for at komme til Jønkøping. Se nøie efter om du ikke kan finde et andet og bekvemmere sted. Men kan du ikke, og er det bare vist at jernbanen går til Jønkøping, så skal jeg nok. Men tror du nu virkelig at vi lever frem til det beggeto; det skulde være underligt det, for det bli'er så altfor deiligt, og skjæbnen er ofte så ondskabsfuld vist. I dette øieblik kom der et bybud med et brev fra Fritz, hvori han giver mig nøiagtig besked om skibets afgang, og beder mig indstændigt komme ombord iaften. Han ender således: «Dersom du ikke kommer foragter jeg dig, og tror at du er bange for Nordøsten.» Jeg har alt svaret nu. – – Nu må du skrive om når du lettest kunde komme afsted o.s. v. for at jeg itide kan begynde at indrette mig derpå. Sig mig også hvor længe du kunde være borte. Jo, jeg fik en stump af et brev med en storm i, men du skrev at du vilde skrive mere dagen derpå, (hvad du naturligvis ikke gjorde) og derfor ventede jeg med at svare. Jeg kan ikke begribe at du først fik mit brev torsdag; for jeg sendte det jo mandag tidlig på dagen, og dit, som du sendte lørdag fik jeg tidlig mandag morgen, men det må være kommen hid allerede søndag. Mit håndled er virkelig lidt smalt i allefald forholdsvis, så den drøm var ikke så dum. Er det Bramsen han hedder frk. Grips forlovede? Du skriver undertiden lidt utydeligt. Ja, jeg kjender hende, – det vil sige ikke anderledes end at jeg i Bergen stødte på hende her og der. Hun var så sød dengang, ikke spor af vakker, men alligevel så sød. Men sygelig er hun vistnok. Hendes søstre er døde i alderen mellem 20 og 30; der er blot én (Agnes) tilbage foruden Otilie, denne her. Ja vist står der «høres». Hvorfor skulde der ikke stå høres må jeg spørge. Der kan da intet være at indvende mod det. Og vred hørtes du, det er sikkert; og når jeg nu hører, at du vilde «revet mig ud af dit hjærte straks, med én gang», så viser det i hvilken grad jeg har hørt ret. Men kunde du virkelig ha'e gjort det; strax du havde villet, sådan på komando?[sic] «Farvel på kort tid», siger du. Ja, jeg synes jeg ser hvor kort den bliver. Det skulde du aldrig sige, for så går jeg bare og venter forgjæves og er skuffet, når jeg intet får. Jeg får slutte her. Der var endnu mere jeg vilde sagt, meget mere, men jeg være færdig nu. Ja, jeg elsker dig!
Din Amalie.

37. Erik til Amalie

Lørdag den 18 November [1882]
Der står i dit Brev, Elskede, «jeg kan ikke gøre det du ved, aldrig, aldrig!» men neden under har Du skrevet: «Det sønderslider mit Hjærte at gøre Dig imod, at sige nej til det, Du vil.» Nu har jeg Stump jo aldrig forlangt af Dig, at Du skulde løbe fra Gutterne dine, jeg har vistnok ikke en men flere Gange sagt, at dine Pligter dér også for mig er hellige. Jeg ved jo Amalie, at det ikke nytter det mindste at ville «synde» sig sin Kærlighed til – det vi to forstå ved at synde – det er en Tommes Fryd for hundrede Favnes Elendighed. Altså Stump min uhyre Skræk har jeg ikke letsindig pådraget mig. Jeg havde i Brevet forud til Dig talt Dig helt ind på dit søde yndige blottede Legeme. Det så ud som måtte Ordene være Svar derpå. Nu tror jeg ikke Ven, jeg ret mere, skal kunne misforstå en Ytring fra Dig – men Sødeste indrøm mig, at mine Teorier er rigtige: Kærlighed er Blottelse, først ved den når man til at eje hinanden, først ved den er der Sikkerhed og den guddommelige Ro, der ubevidst er et af Kærlighedens store Mål, ti først ved den bliver Tilliden prøvet og vundet. At jeg dog ikke kan kysse Dig nu!
Søndag
Jeg har læst «Familien Pehrsen» til Ende. Jeg er ikke helt enig med Dig, for så vidt jeg nemlig i det Kapitel, der karakteriserer Fru Berner, Koketten, finder noget af det Bedste i Bogen, og i det Hele synes jeg ikke, at hun er traditionelt gjort. Han har virkelig set hende og skriver ud fra et vist forskrækket forbitret Standpunkt. Ganske vist bliver det til ingen Ting, lige som alt det øvrige heller ikke bliver til noget – der er noget så uplastisk, så ukunstnerisk ved det altsammen, Personerne kan hverken stå eller gå eller snakke. I Dagmark178 finder jeg for Resten det, som vel sagtens gør, at Mennesket tror, at han er Digter: en Del ret fine Ord om hendes Sjælstilstand. Begyndelsen af Slutningen af Ventetiden under det forgæves Stevnemøde synes jeg er det eneste i Bogen, der nærmer sig Kunst. – –
Jeg har siddet og læst i dine gamle Breve Amalie. – Hør Du, skal vi ikke træffe en fornuftig Aftale. Nu holder jeg op med at skrive, for det er sådan noget usselt Tøv jeg skriver, men Du skal blive ved, Du skal fylde mig med Breve, for dine er så ubegribelig dejlige. Det er så jammerligt hvert Ord fra mig, og nu har jeg slet ikke Lyst længer til at skrive. Der skulde bare stå et stort Ord i hvert Brev: jeg længes! Det er det eneste, der interesserer mig. Alt andet er så småt og lille. Jeg tror for Resten, at jeg bliver fjollet af Glæde, når vi kommer sammen. Når jeg skal gå helt ned på Bunden af min Sjæl Amalie, nej, jeg mener, at hvis jeg – Sludder! Det er det jeg vil sige Dig, at jeg tror, at jeg lige til dit sidste Brev, nederst nede på Bunden af min Sjæl har båret på en hemmelig Frygt for, at Du dog alligevel ikke elskede mig helt. Min yndige søde Amalie. Var det så underligt, om jeg kunde nære en sådan Frygt, en bitte en, en som stak Næsen i Vejret engang imellem, men som vistnok mig ubevidst har holdt mine Følelser noget tilbage fra at blive så glade som de lige som ved et Trylleslag ere blevne – fra at have været helt askegrå af ondt modbydeligt Støv i Dagene umidddelbart forud – Du har jo været angst for dette Kærlighedsvæsen. At jeg virkelig er sådan en Eventyrprins, der ved et Kys vækker den slumrende Pige i Skoven, ganske med ét, uden Varsel? Du, det er vidunderligt. Men Du er nu også så dejlig. – – Pyt, bilder Du Dig ind, at jeg er klog, at jeg véd noget om Dig – ikke en Smule! Det er bare Vigtighed og mandfolkeagtig Fripostighed, når jeg lader sådan og får Dig til at tro det. Men det kommer også af, at Du heller slettens ikke kender den aller mindste bitte Smule til Dig selv. Du er jo en hel anden end den, vi havde Fornøjelsen af at tilbringe nogle behagelige Dage sammen med oppe i dette det bedste Land på Jorden, Norge – NB når Solen skinner –. Når Du om 7 Uger!!! har kysset mig én Gang, så risler sagte ned igennem Dig det første Spor af en Fornemmelse af, at det dog også nok måske vil lykkes Dig at blive fortrolig kendt med denne nye underlige elskende Amalie, og så vil denne Følelse efterhånden stige til Vished, hvis Du kysser mig ofte og mange Gange i Træk. Og så søde lille Pige, så skal Du lære mig denne yndige nye fortryllende Kvinde at kende, som Du er bleven fortrolig med. Sikken et Kompani vi skal danne. Hvor vi skal elske hinanden allesammen! Amalie sig mig, er Du ved at blive sindssvag af Glæde ved Tanken om at vi skal mødes? For det er jeg.
Min Stump, hvor jeg gerne vilde fortælle Dig alt muligt fornuftigt, sidde og skrive ganske rolig og sat til Dig. Der er så mange Spørgsmål Du har gjort mig, som endnu vente på deres Besvarelse. Men det er så umådelig meget, og jeg kan ikke indlade mig på de lange Breve. Du spørger mig om Ingeborg og Brandes. k179 Jeg har slet ikke set dem sammen, men jeg véd, at der er en nøje Forbindelse mellem dem, og at Brandes på en næsten fornærmende Måde har brudt Omgangen med mig, fordi han ikke vil have mig til Vidne ved sit Foretagende. Dette kan betyde et af to. Enten er hans Forelskelse smuk, og så vil denne følelsessky Mand ikke lade mig se derpå – han véd, at jeg kan se – da han altid har været kynisk overfor mig, eller også er hans Forelskelse ikke smuk, og så vil han endnu mindre lade mig se noget, fordi han en Gang af mig er bleven greben på fersk Gerning – netop overfor Ingeborg – i Ufinhed, ja i Grunden i skammeligt Begær efter at vinde ind på hende ved hensynsløst at bryde noget godt ned hos hende. Jeg har ingensomhelst Agtelse for hans erotiske Bestræbelser, og det føler han instinktmæssig. Det er givet, at der er et Slags Kærlighedsforhold mellem de to – af hvad Art tør jeg ikke have nogen bestemt Mening om – de skjuler ikke deres Forståelse meget, og jeg betragter det som mest sandsynligt, at Ingeborg går bedærvet bort fra dette Møde. Omvendt kan det jo hænde, at denne egenkære, kyniske men udmærket begavede Mand, der ikke har megen Kærlighedserfaring, fordi han ikke har elsket – kun begæret – ved at mødes med Ingeborg kan blive ramt af en virkelig Kærlighedsfølelse, og så er hans Ånd fin nok til at udarbejde Begivenheden til noget smukt. Ham er det, der kommer til at stemple Forholdet, give det dets Karakter; som han vil, bliver det – det vil sige, jeg véd jo ikke ret, om Ingeborg indlader sig på de «sidste» Ting; er hun ikke sanselig kold? – hun er noget af en Fugl her, der er fløjet i Slangens Gab. – – Det er for Resten appetitligt at forestille sig Sammenkomsten nu i Paris mellem hende og Fritz. Du holder jo meget af Ingeborg. Jeg tror, at der er alvorlig Grund til at frygte Virkningen af disse Måneder i København. Den Skade er sket, at man grisser hendes Rygte til.
Lille Pige, som det i Grunden gør mig ondt – nej det er dog måske for stærkt et Ord – at Du ikke bruger det forgyldte lille Smykke. Sig, at Du har vundet det i et Væddemål fra en Beundrer i Danmark. Er Du nødt til at nævne mig? Men er Du det, så begynd da således småt dermed, en Gang skal Du dog udmærke mig. På denne Afstand er jo dog alt så pænt. Du skal bære det Smykke, for så er Du først så hård som Du skal være overfor denne Bandit Helland. Der må ikke være så meget som et Øjes Blink af Svaghed hos Dig. Du må aldrig tage imod ham i dit Hjem, hører Du. – Jeg skal se at tage Timer i Pistolskydning, for jeg får nok en eller anden Duel på Halsen for din Skyld. Det har jeg ikke meget imod, jeg tror, at man har godt af sligt, og nu med Alderen har jeg mistet den Respekt, jeg tidligere havde for et Medmenneskes Liv. Jeg skyder med Fornøjelse løs på den, der vil mig til Livs. Men det vilde interessere mig at mærke, om jeg var bange. Som Gut da jeg var i Krigk180 var jeg ganske vist ræd på en Måde, men alt det jeg gjorde var modigt. Senere har der vist været en Periode, hvor jeg var mere frygtsom. Nu synes jeg ikke jeg er det.
Hvor det er dejligt med Dig Amalie, at Du elsker denne stærke bløde Stuevarme. Det gør jeg med. I en kold Stue er jeg ulykkelig. Sig mig Unge læser jeg rigtig, gik Du på «Strømpelæsten», da der var så brændende varmt i din Stue og er det Ordet for det, vi blot kalder Strømpefødder. Og husk så på vort første Møde, da Drachm. knælede og tog Støvlerne af Dig – skam Dig! Sig mig kender Du Irgens Hansen? Han har skrevet et Brev til Mrgbl. om de norske Studenterforhold.k181 Er han ikke en noget tør Fyr. Hans Kritiker er lidt jevne snusfornuftige synes jeg. – Gunnar Heiberg gjorde igår Visit på Mrgbl's Kontor.k182 Hvor absolut Br. har trukket sig bort fra mig kan jeg bl.a. se deraf, at han ikke har bedt mig sammen med samme Heiberg, om hvem vi har talt en Del; han har jo skrevet tidligere til Mrgbl. Kender Du noget til G.H.? han har et godt Ydre. Jeg mener et flinkt Hoved og et behageligt Smil. Han skal jo være så umådelig forranglet – det ser man ikke på ham. Jeg vil have lidt fat i ham; han kommer jo oppe fra din By. – Fru Sandberg har jeg hørt omtale af den Hr Ostermann, som lå på Grefsen sammen med Dig og hende og spaserede med jer.k183 Jeg troede i Grunden Manden var et Fæ, men han talte både kønt og fornuftigt om jer begge, mest om Fru Sandberg, med hvem han synes at være bleven god Kammerat. Til ham havde hun vist det Digt af Dr., som jeg en Gang spurgte Dig om. Jeg blev mest forundret over, at Osterm. kunde fylde så meget i en Situation. Snærperne er nok slemme ved samme Frue, som jeg ved hans helt fine Omtale fik et flinkt Indtryk af. Og så Amalie lavede jeg, at Fru S. var den Veninde af Dig, som havde gjort et så pinligt Indtryk på Dig. – Kan Du ret forstå det, at en Maler igår Aftes fortalte fra Paris, hvor han havde omgåedes Ingeb. og Fr., at Ingeb. skulde have gået ved Stranden et Sted der nede og kysset en af de mange Kurmagere? Jeg gad ikke tvære i Historien ved at spørge, der var flere til Stede. Det synes mig så usandsynligt, at hendes Småforlibelser eller Mandfolkeinteresser har haft den Karakter. – Nu skal jeg om lidt til Byen. Jeg skal på en Slags Embeds Vegne se en berømt Tusindkunstner. Nå, det morer mig. Jeg tror Unge, at der nu vil gå flere Dage inden jeg igen kan skrive. Jeg får meget at gøre i denne Uge. – Hør det er sandt, vort Møde blive mel. Jul og Nytår, det er den eneste Tid, hvor jeg kan få fri. Du må ikke være ked derover, søde. Elsker Du mig ganske forskrækkelig meget Amalie? Sig mig det! Og sig mig, om der er noget forkert, galt, ækelt ved mig. Noget jeg skal forandre. Du er det yndigste på Jorden! Du er så sød, Du bliver min første Kærlighed Amalie. Vil Du rædselsfuldt gerne have ét Kys af mig? Vil Du gerne en Gang vækkes af mig med et Kys?
Din Erik

38. Amalie til Erik

22de nvbr. [1882]
Sødeste, vidunderligste, deiligste der er intet som skal være anderledes ved dig. Er du gal? Du kan bare prøve på at forandre dig så meget som der kan ligge på min lillefingernegl, så skal det komme dig dyrt at stå. Sådan som du er, må du være det fuldkomne, i allefald for mig. Jeg kan ikke skjønne andet, siden du har sendt denne stormflod af elskov ind over mig, mig der var så bespottelig sikker. Jeg tænker uafladelig på dig, og det er så henrykkende at gå og være til. «Angst», jovist er jeg angst. Nu må du ikke være dum, og tro at jeg ikke er angst, eller at sligt så let lader sig få bugt med. Du må forstå. Ja, for min afsky for alt det væsen, har været så over alle grændser stor. Min forfærdelse var fra begyndelsen af så alt overskyllende; og min endeløse forbauselse over, at noget der var så modbydeligt og stygt og ovenikjøbet ondt, kunde spille nogen rolle for hæderlige, normale kvinder, gjorde mig rent forhærdet i mine tanker imod det. Og naturligvis sidder det i mig. Men når jeg tænker på dig, føler jeg bare at jeg elsker dig, og at jeg vil være din så helt som muligt, om det også vil koste mig nogen anstrengelse og pine før jeg vinder over den skræk, der sidder mig i blodet fra før; ja vistnok fra fødselen af; for jeg tror, jeg har været usanselig i den retning af naturen, og værre blev det, da det ved mit giftermål brød så uforvarende ind over mig. Man ved jo ingen besked, og det er synd mod et menneske, at det lades så uvidende.k184 Men dette er i grunden græsselig flaut at sidde og tale om; det er godt du ikke er her, for da var det umuligt. Og når vi treffes, må du ikke lade dig mærke med, at vi har skrevet om så meget stygt, nu du være sød, og ikke gjøre det. Men hvorfor skal du sige der er 7 uger til det. Det er jo ikke sandt, for især hvis vi skal mødes mellem jul og nytår, kan der jo ikke være mere end henimod 6. Skal jeg være nødt til at gi'e dig det ind med skeer, kanske? Idag er det den 22de, altså er der jo kun 1 uge og en dag tilbage af nvbr. Så er der 3 uger og 3 eller 4 dage, til mellem jul og nytår. Men hvad ser jeg! – det bli'er jo knapt 5 uger, eller kan jeg ikke regne sammen denne smule? å du har godt vidst det, men du har alligevel havt moro af at lade for dig selv, og af at bilde mig ind at det var 7 uger. Men du må ikke tro, at du har narret mig et eneste øieblik med det. Det er forresten så ensidigt dette, med dine theorier om kjærligheden og blot – – ja, ja du ved hvad det er. Man kan jo elske hinanden og eie hinanden på en rent åndelig vis, udlevere hinanden sine tanker, skrive sjælen ud af livet på sig, skjøndt det vilde ta'e mange år før den sidste stump var ude – og være helt lykkelig derved. Tror du ikke? Ånei, kanske ikke. Man måtte være i hinandens arme for at føle lykken helt. Når jeg siger noget sligt, blier jeg altid genert bagefter, men det er igrunden dumt. Når jeg har været hos dig, som din, går det over, tror jeg. Men du, det bli'er nok fælt i Jønkøping, kan du tro, sådan en lille flække, hvor man vil se på os, og undre sig over hvad vi er for nogle, men lidt morsomt bli'er det jo også. Men det vil pine mig at gå ned ad trapperne i hotellet, og vide at værten eller en står og tænker noget fordægtigt om mig; for noget mere umotiveret end at komme reisende midt i julen og ta'e ind på et hotel i Jønkøping, og holde til der, og ingen ha'e at besøge, kan der jo ikke tænkes. Og de svenske hotelværter, (for på sligt et fillehotel er det nok værten selv der viser sig og gjør honnørs), er så snedige og slue, og hans «einverstandne» smil bli'er ikke til at udholde. Ja, ikke sandt? Og så er der naturligvis væggedyr i sengene, og hårde møbler med sort damaskes betræk eller kanske det er af hestehår. Og der vil være koldt og træk, og bittesmå gule vaskeservanter med et bitte lidet spilfad til vadskevandsbolle, som ikke rummer mere end omtrent en pægl vand, der ikke er til at bli'e ren af. Og så lys på soveværelset, og en ækkel liden parafinlampe inde i stuen som må tændes kl.3 om eftermiddagen, og som der naturligvis ikke er skjærm til. En skjærm kan jeg jo ta'e med mig forresten, for lampelyset er ellers så utåleligt. To nætter i træk har jeg forresten drømt om væggedyr, og det er det allerværste jeg ved. Det kom af at den flinke lille pige kom ind en dag og fortalte at der var væggedyr i hendes seng. Jeg kunde ikke tro det, men sa'e at hun kanske havde havt dem med i sin kuffert eller komode, for jeg har aldrig nogensinde set væggedyr i vore ting eller i vort hus. Hun svarede blot med at bede mig komme og se. Jeg var rasende ræd, men jeg gik dog med, stod forsigtig et stykke fra, og strak mig fremover, fór så tilbage med et skrig, da jeg så den vrimmel nede i en sprække. Tænk, hun havde sét det for flere dage siden, og alligevel var hun gået tilkøis med freidigt mod. Da jeg ytrede min forbauselse derover, svarede hun leende: «pyt, man dør dog ikke af dem.» Det kunde jeg ikke ha'e gjort hende efter. Nu har oppassergutten fået sengen. Han skulde nemlig slæbe den ned i vedskjulet, hvor den skulde hugges itu for at brændes op, når der blev vadsket klæder, men så spurgte han, om jeg ikke vilde sælge den til ham, hvortil jeg svarede at han skulde få tak og ære, hvis han bare vilde ta'e den, hvad jeg dog rådede ham fra, idet jeg bad ham betænke, hvor rædsomt det vilde være at ligge med alle de dyr. Han mente imidlertid at han nok skulde få livet af dem, men jeg har hørt, at væggedyr aldrig dør, og det er vist sandt. Gutten havde ingen seng, fortalte pigen, men lå på fladseng,k185 derfor syntes han dette var et rent fund. Nu har Josephine fået gjæstesengen sålænge, til jeg får kjøbt en anden, og nu kan Paulsen altså ikke få sove på sin kvist. – Han var her på mandag, og så medtaget ud. Han havde naturligvis taget sig Hansens råhed nær; det vilde, troede han, skade ham meget hos hans forlægger. Nu har også «Aftenposten» havt fat i ham,k186 men den slags blade bryder man sig ikke om. Har du læst det stykke i «Dgbldt.» om Irgens Hansens kritik af John Paulsens bog? Meningen er god men når Amund Helland langer fra borde, for at komme nogen til undsætning,k187 kan man gjerne bede den gamle bøn: gud frie os fra det onde, – det er: fra vore venner. Helland hørte hos Nicolaysens den aften, at vi talte om Hansens kritik. Siden sa'e han til mig: «nu skal jeg ta'e kyllingen af dage i Dgbldt. så bli'er du vel blid på mig.» Stakkels Paulsen! Jeg siger det så tidt, og det er skam af mig, for der er ikke noget ved at blive ynket. – – Du, som har været i krigen! Jeg har hørt at du var så tapper der. Og er det sandt at du har en kule i maven din? Det har Helland sagt, og jeg ved nok det er sandt, for du kunde ikke tåle at ligge på knæ sa'e du, kan du huske deroppe på dit værelse, og det er vist for kulens skyld. Å, du må endelig fortælle mig om alt det, hvert eneste gran fra krigen, du deilige, for at jeg kan blive endnu mere forelsket, endnu mere henrykt over dig, og endnu mere stolt af dig. Du aner forresten ikke hvorledes jeg allerede er det sidste. Du er jo et mirakel. Jeg troede ingen mandfolk igrunden kunde være rigtig tækkelig og fin og behagelig. Men der er én som kan, og det er den, som elsker mig. Nei, for selv de tækkeligste mandfolk er i virkeligheden utækkelige. –
– Ja, du tør bare prøve på at holde op med at skrive! Det er jo dine breve jeg har til at leve af gut, og så vil du lade mig sulte! Ja, hvis du gjør det, så holder jeg også op, så meget du ved det. Se mig til den kanalje. Jeg skulde «fylde dig med breve», og du skulde få lov til at ha'e det så mageligt, og bare ta'e imod. Jeg elsker dine breve. De er så søde og vidunderlige, lidt af dig selv; om de også er korte, er der så meget skjult i dem, ti gange mere end der er ord og bogstaver til. Og hvis mine breve er deilige, – jeg er så glad fordi du synes det, for jeg tænkte du var så misfornøiet med dem – så er det jo bare det, dine breve bli'er til indeni mig som du får igjen. Jo du skrive, så ofte det blot er dig muligt; om det også bli'er kort, det får heller være; du ved jo slet ikke for en fryd det er at se dit brev komme ind døren, – jeg føler, at jeg altid bliver hvid i ansigtet; og så at tage og læse dem! Jeg føler det, som om jeg vilde dø uden dem, og det vilde jeg sikkert. – Jeg er nær ved at blive noget rent ravruskende noget af glæde over at jeg snart skal møde dig, men «sindssvag» er det ikke. Og det må du heller ikke blive, for det kan du tro er fælt. Det har jeg været engang, ja, det ved du vel.k188 Det var dengang jeg endelig, endelig, efter utrolige kampe med mig selv, efter udslidende vaklen og uvished om hvad der for gutternes skyld var det rette, omsider havde fattet min beslutning. Da det først var skét, vidste jeg med mig selv, at jeg heller lod mit liv, end tog den tilbage. Jeg havde ikke sovet, ikke spor af sovet i ni nætter, (og jeg som ikke kan leve uden megen søvn,) og da jeg så skred til handling, kom de allesammen, svigerinder og svogre, (jeg vil nu slet ikke tale om ham) og mor og præsten, og selv den gamle stuepige, som jeg var så glad i, og vilde sætte mig skranker, og troede at de ved sin tomme snak, kunde virke på mig, som endelig var bleven sikker i min sag. Å, du kan tro det var græsseligt! endnu går det gjennem mig, og endnu piner det mig meget at tænke på det. Allesammen kom og kyssede og klappede mig, og talte fornuft for mig; undertiden var der flere på en gang, undertiden tog de mig i énrum. Jeg sad ganske stille, og mælede ikke et ord, for jeg syntes det var så dumt hvad de sa'e, at jeg ikke kunde. Men når de så troede at ha'e udrettet noget, og affordrede mig et nei eller ja, fik de høre at jeg var urokkelig. Men så tilsidst kom hans ældste broer,k189 som jeg altid havde været så gode venner med, og foreslog mig at jeg skulde lade det bero så længe. Han vilde indestå for, at jeg skulde få leve som om jeg slet ikke var gift, når jeg bare vilde holde skinnet vedlige. Å ja, han sa'e så meget som er for vidtløftigt, og der er så meget som jeg ikke får tid eller plads at fortælle her. Han skulde tale med ham, og forbyde ham at forulempe mig på den måde o.s. v. Træt og sløv og modstandsløs, gik jeg ind på dette. Michael, kan jeg huske som i en tåge, var så stolt af sin mægling. Jeg hører endnu den stemme hvormed han sa'e til Bolette: «ja, det var nok det jeg vidste, jeg fik hende til, stakkel.» Men så må du vide, at netop samme nat, da jeg endelig holdt på at sove ind, og efterat han udtrykkelig havde givet sin bror det løfte at lade mig i fred, – så kom han ind, og var skrækkelig, og så husker jeg ikke mere. Jeg ved at jeg havde fået hjærnerystelse, og var sengeliggende og talte forstyrret, og vilde altid være for låsede døre, og turde aldrig være alene, og følte en uafladelig angst for alt muligt, og huskede ikke at jeg havde to gutter, og vilde ingen anden se end stuepigen og doktoren. Så blev jeg sendt til Gaustad, og der var jeg i to måneder. Men jeg blev meget snart normal igjen. Det kom af at jeg havde så stærkt et legeme, og aldrig havde været syg e.c.t. De sidste tre uger var jeg ikke på asylet, men nede hos direktørens (fru Sandbergs svigerforældre)k190 der var så søde og gode mod mig, at de nødig vilde af med mig, skjøndt jeg længst var fuldkommen frisk. Havde der været det mindste spor af sindsygdom [sic] eller tæring eller sligt i vor slægt,k191 så vilde jeg været kaput, det er jeg sikker på; men mine forfædre på min fa'ers side, var kraftige, prægtige bønderfolk, og derfor gik det, som det gik, tænker jeg. Siden den tid kom jeg ikke til Bergen. Lysten var omsider forgået dem til at «virke» på mig. Han skrev jo rigtignok masser af «rørende» bønnbreve, men jeg svarte ikke stort, og det jeg svarte var altid det samme. Så blev alt det med skilsmissen ordnet, og gutterne sendt mig til Fr.hald, hvor jeg var taget hen, for at leve sammen med den af mine brødre, som jeg altid har holdt mest af. Det var for gutternes skyld at jeg flyttede til Kr.ania, ellers var jeg gjerne blevet i Fr.hald. Jeg havde det godt nok der, og mig var det ligemeget, hvor jeg boede. Å hvor det endnu den dag idag er fælt, at mindes alt dette. Der kommer krybende over mig noget sort og klamt og uhumskeligt, og det fylder mig med en ubestemt ank,k192 som om det var noget jeg frygtede for, og ikke vidste hvad var. Det er stygt af dig at få mig til at tale om det, det var dette «sindssvag» som voldte det, for sindssvag har jeg været, og det med skik. Forresten sa'e direktøren, at jeg ikke havde været det, men deri ta'er han feil. – – – – – Du må ikke længes efter at læse hvad jeg har skrevet. Det er ikke noget. Du som er så kritisk, du får slet ikke lov engang til at læse det. Der er ingen jeg generer mig for som for dig. Heldigvis kommer du ikke at se det, før efter vort møde, da det næste hefte først kommer i januar tænker jeg.k193 Det er bare en situation, og det er slet ikke pænt, må du tro. Stygt er det, græsselig stygt og trist. Jeg har sét noget lignende engang for mange år siden. Det hændte med nogle frygtelig fattige mennesker, som jeg undertiden var inde hos i Bergen. Al den elendighed, og at konen siden kom i straf som hun jo måtte komme, er aldrig gået mig af minde, og nu er det kommet frem på denne måde. Men det er en stor bagatel, kan du vide. – – Det var ikke morsomt hvad du skrev om Ingeborg. Hun er dog så altfor god til at gå hen og udjaske sig på denne måde. Jeg forstår ikke at en kvinde af hendes rang tørner sådan ud – jeg tænker ikke på hvad du skrev, som muligheden, men på hvad jeg selv ved. Hun er bleven en ganske anden end den jeg troede hun var, og end den hun vistnok også var i begyndelsen, da jeg kjendte hende. Men jeg holder fremdeles meget af hende. Hun er et glimrende menneske, det er givet. Om hende vil vi forresten ikke tale, når vi sés, – husk det. Jeg f.eks. kan ikke tale om hende, tør det ikke, forstår du. Det kan forresten godt være, at det er Ingeborg, som har forbudt Brandes at lade dig være nærværende. Hun havde nemlig taget dig det så umådelig ilde op, at du ikke havde hilst på hende. Jeg tror, at hun deri har sét tegn på et slags ringeagt fra din side, en demonstration om at du troede slet om hende, – jeg ved gjennem Pylle at hun kjender til det, der siges om hende – eller betragtet sig som personlig fornærmet, og er hun vred på et menneske, så er hun ikke at spøge med, – jeg kunde næsten kalde hende hevngjerrig. – – Nei, du har ret, jeg kjender slet ikke mig selv, ikke den jeg nu er bleven, for jeg er nemlig forvandlet. Å hvor jeg dog elsker dig, – alt er så sødt og godt med dig, så deiligt og trygt, og så denne vished for at jeg virkelig har fundet den jeg kunde elske. Du er så sød og god, eneste! At det nu er mig som sidder og siger det til en mand, en stor voxen mand, som jeg dog i grunden har sét så lidet til. Kan du forstå det? Ja, for jeg kan det ikke. Men det er det samme. Sådan er det nu engang. Jeg tror ikke at Ingeborg er sanselig kold, ja nok overfor Fritz, som hun ikke bryder sig om, men ikke i sig selv. Ja, det er det samme, – – hun er dog et sødt og deiligt mennneske, som er tusinde gange for god til at falde i mandfolks hænder. Jeg kjender ikke denne Brandes, men jeg afskyr ham på forhånd. – – – Du kan bare tie stille, – jeg har gået med dit smykke to gange. Å du ved ikke hvor jeg elsker det. Ret som det er, ta'er jeg mig en tur ind, og betragter det med forelskede øine. Om jeg så aldrig kom til at bære det, – – jeg har dog så utrolig megen glæde af det. Det var i to småselskaber, hos forholdsvis fremmede, hvor ingen kunde holde regning med mig. Men tænk dog dig, man beundrede det, og sa'e at man aldrig havde sét noget så smukt og eget, og man vilde endelig skaffe sig magen; men ingen spurgte dér, om hvor jeg havde fået det. Rød blev jeg naturligvis, men det var der ingen som så. Men ikke så Helland ser det, kan jeg gå med det. Det har jeg også «med alderen», – ja jeg mener mistet respekten for menneskeliv. Jeg kunde således så godt finde mig i at blive skudt, når jeg virkelig havde fortjent det, af dig f.eks. Det er jo bare at ta'e sig tilrette, sin lovlige ret. Selv vilde jeg ikke dræbe, for jeg kunde ikke blive så vred på nogen, ikke engang på dig, fordi der dog er gået noget istykker indeni mig, og det må vel være den tro til livet, der, når den skuffes, gjør fortvilet. Men forresten nu, siden jeg virkelig elsker et menneske, kan det da måske være, at jeg er bleven oprindelig nok til at kunne, i allefald ha'e trang til at slå ihjel. Jeg har læst igjennem dit brev. Hvor deilig du er! Længere er mine breve vistnok, – ja til den grad at du skulde skamme dig, – men deiligere, – umuligt! Jeg skriver jo så kjedeligt, jeg! Sig mig, – er det vist at du ikke synes det, du?
Ja vist er det strømpelæsten! Du fornærmer mig med denne spørgen. Som om strømpelæsten ikke er den rigtige betegnelse – «Strømpefødder», – hvad er nu det for noget! Der er ikke mening skabt i det. Eller som om jeg skulde skrive så utydeligt, – ja det gjør jeg nu forresten; men det gjør du også, min gut! Der er ord i dine breve, som jeg aldrig har fået bugt med. Men jeg har været mere tålmodig, jeg. Naturligvis kjender jeg Irgens Hansen. Alle har sagt han var en råas,k194 men jeg har, så ofte jeg endog har truffet og talt med ham, ikke vidst i hvilken grad det var sandt, før nu. På søndag hos Thaulows jeg ham ikke. Gunnar H. kjender jeg også lidt til.k195 Han er med alt sit umådelige rangleri nokså velopdragen og dertil altid tækkelig, selv når han siger til en dame, at hun er det nydeligste og skjønneste han har sét. Og han er vittig; ofte lader han det gå ud over sig selv, og det bli'er man lidt kjed af, for han bruger det formeget til pynt over sin mangeartede misère. Så den Ostermann har gjort et godt indtryk på dig. Det sa'e også Helene, fru Sandberg, mener jeg. Med mig var han meget lidt sammen. En aften på en tur til troldvandet, hvor jeg talte lidt med ham, – det var det hele. Jeg syntes han var nok så kjedelig, forresten velopdragen. Men Helene og han var gode venner. Det glæder mig at høre, at han talte fint om hende. Hun er nu så altfor uforsigtig i sin opførsel, ikke som snærperne mener det, – men hun udleverer strax hele sig selv, og det bli'er altid misforstået. Jeg var gal på Osterman [sic], fordi jeg troede at også han tænkte ækelt om hende; det gjør godt at høre, at jeg har taget feil: Om jeg elsker dig ganske forskrækkeligt meget? , at det ta'er pusten fra mig at tænke derpå. Om jeg gjerne vil kysses af dig og vækkes med et kys af dig? Du skal få at se!
Din Amalie

39. Erik til Amalie

Fredag den 24 November [1882]
Amalie, Du er et vidunderligt Menneske. Du taler sådan ind i min Sjæl, at det er som havde Du spurgt mig først, om hvad det er for Ting jeg kan forstå og føle – der er ikke en Tone, ikke en Mellemlyd i hvad Du skriver, som jeg ikke tager ind i mig i samme Nu som mit Eje – å Amalie, jeg kan som jeg sidder her på Kontoret ikke få sagt blot en Tusindedel af den usleste lille bitte Snus af en af de fra sin inderste Grund til sin yderste Spids lykkelige Forestillinger, hvormed jeg forsøger at omklamre Dig på ethvert Punkt. Amalie det er næsten for lyksaligt at tænke sig, at jeg i mit Liv skal, om det så kun bliver i Dage fylde hele hele mit Hjerte, hele mit Jeg med en Glæde, der bliver større end alle mine Drømme. Ja, Du har Ret, det bliver Alvor, lyksalig Alvor når vi mødes – en Indvielse. Stump hvor er det muligt, at Du er så nøje det, der griber ind i hver af mine Sjæleporer. Hvor er det dog sikkert at vi to skulde sammen!
Men jeg har ikke Sekund [sic] at give bort. Du må endelig tage større Konvoluter og formodenlig også af bedre Stof. Dit sidste Brev var sprængt i Kanterne, da det kom til mig.k196 Bliv ikke bange. Det var ikke læst af uvedkommende. Jeg kunde føle det ved at lukke det op. Den svage Sammenklæbning af Blækket fra de to Sider der mødes, som øjeblikkelig tabes, når Papiret blot en Gang har været lukket op, var fuldstændig bevaret. Brevet var kommet den Dag – Onsdag altså – da jeg var borte og tog imod mig, da jeg dødstræt Kl ½ 4 Nat mellem Onsdag og Torsdag efter at have skrevet min Beretning og læst Korrektur på den, skrubsulten stod i min Stue. (Du har jo fået Avisen med Beretningen om Henrettelsen?)k197 Jeg kunde da ikke nænne at åbne det af Postvæsenet her sammenklæbede Brev. Jeg var for angreben til at læse det. Om Torsdagen, igår altså, måtte jeg læse det i tre Repriser: Sådan er mit Liv! Men det er næsten godt. Jeg får ikke Tid til at fortvivle – Tirsdag Morgen rejste jeg, efter Mandag Nat at have arbejdet til Kl ½ 1 og være kommen i Seng Kl næsten 2. Kl 5 om Eftrmdg nåede jeg Nakskov, talte med en Mængde Mennesker til Kl 10, gik i Seng Kl 11, var oppe Onsdag Kl ½ 6 overværede Henrettelsen, skrev nogle Notitser, rejste tilbage, var i Kbhvn Kl 9, kunde begynde at skrive Beretning Kl 10 og fortsatte så uden Aftensmad – jeg havde på Vejen på en Jernbanestation slugt en Bøf – til kl 3 under så fortvivlede Forhold, at alt som et Stykke Papir var fuldt beskrevet løb en Sætterdreng afsted dermed, og de første Korrekturstykker kom tilbage, måtte læses og afleveres, inden jeg endnu var halv færdig med Beretningen. At den endda hænger så meget sammen, som den gør, synes jeg virkelig er ganske bravt. Men er et sådant Journalistforfatterskab ikke utåleligt? Det er netop det første løse Udkast, der går i Publikum. Ikke en Snus mere. Det er ikke let at få kunstnerisk Virkning frem på denne Måde. Hvad synes Du om min Beretning? – Det er anden Gang jeg har skrevet om en Henrettelse. Min første Beskrivelse var min Debut i Morgenbladet.k198 Den gjorde umådelig Virkning. – Jeg skriver ikke om selve Tingen, det kan vi tale om som om så meget meget andet når vi ses – jeg mener om mit Indtryk mine Følelser ved en sådan Lejlighed. – Så Søde, kommer en Afbrydelse jeg respektere. Jeg har haft mindst 5 mens jeg har skrevet dette.
Aften
– Klokken går til 12. Jeg venter på de sidste Småartiklers Fremlæggelse fra Korrektørens Hånd. Min Elskede, kun to Ord endnu. Du har haft så fuldstændig Ret som mulig i at blive i Kristiania og ikke tage med til København, når Du ikke vilde bryde med alle Former og bryde Dig Pokker om alle de andre for at springe i Armene på mig – og det havde været topmålt ubesindigt. Den Lidelse det vilde have skaffet os begge – som Sagerne nu stå – at Du var kommen herned, har Du med dit usigelig søde og kloge Hoved og Hjerte rigtig følt og jeg elsker Dig om mulig endnu højre [sic] for det. Du skal komme til København når Du netop kan være fri for at falde i afskyelige Menneskers Snarer, som enten ikke kende mig eller ikke ville have med mig at gøre. Du kan begribe, at en stor Del af mine Fantasier om Dig dreje sig om at have Dig her nede og opleve alt muligt sammen med Dig. At jeg dog ikke har en Smule Formue, så Amalie fandt vi nok på en Mulighed til at gifte os – Sig mig vilde Du være bange for det, hvis det kunde gå for dine Forholds Skyld? – Nå, Du skal nu slet ikke købe Katten i Sækken og Du skal slet ikke elske mig, før til Jul når Du rigtig får set på mig. Folk siger jo at jeg er så umoralsk! Hør sig mig, spørger Du ikke altid når Folk bagtales: Hvor ved De nu egenlig alt det fra? Det gør i Reglen god Virkning. Elsk mig sødeste Kvinde i Verden!
Din Erik

40. Erik til Amalie

Søndag den 26 November [1882]
Amalie, jeg er næsten syg af Længsel! Dine to sidste Breve! Om jeg elsker dine Breve, om de er søde? – ak spørg mig ikke, det er noget helt Snak at svare derpå! Men de gør mig urolig i Sindet af så blød og bevæget en Længsel, som Du næppe ret kan tænke Dig. Det er godt med mit meget Arbejde – levede jeg som i gamle Dage med mange Timer til mine egne Tanker, så véd jeg egenlig slet ikke, hvorledes det skulde gå. – Der har siddet et Menneske hos mig for at tale om en Artikel til Bladet, en interessant og dygtig Mand; han stjal en Time fra mig, som Du skulde have havt, jeg var tilsidst næsten uartig imod ham for at få ham til at gå. – Ven, da jeg i Fredags Nat Kl næsten 12 havde lagt mit Brev til Dig i Postkassen og gik ind på et Konditori for at spise til Aften, traf jeg der Fritz. Han var meget venlig, og omtrent det første han sagde til mig var, at han lige på et hængende Hår havde fået «vor fælles Veninde Amalie» med til København. Så nær som jeg var ved at sige: Ja det véd jeg nok! Min Stump Du var bleven hvid af Skræk, om Du havde anet, hvor langt Ordene var fremme på min Tunge. Men jeg fik sagt: Ih nej da! – «Men hun kom ikke med, for hendes Broder turde ikke lade hende rejse med mig.» Og Fritz lo fornøjet ved Tanken om den Fare, Du var bleven reddet for. Han sagde også, at han skulde hilse mig fra Dig. Jeg håber, at det er sandt. Senere talte han yderlig godmodig om Dahls Artikel,k199 som han, så vidt jeg forstod, havde læst, forinden den forelå i Trykken. Jeg kender den ikke. Heftet er vistnok endnu ikke kommet til København; men Dahl talte til mig om den i Sommer, uden at jeg dog fik Formodning om, at den skulde blive det Fotokopi den er blevet. Så aftalte Fritz og jeg, at vi som i Går Aftes (Lørdag) skulde mødes i stort Kompani oppe i Studentersamfundet – Du véd den nye oppositionelle Studenterforeningk200 – og for Resten opfordrede Fritz mig dog endelig til at se op til Brandes, for der var han «hele Dagen». De andre, der var til Stede, lo stille hver for sig over Ægtemanden. Den gamle Historie! Da jeg så kom hjem, lå dit Brev til mig. Du søde Kvinde! Jamen Amalie, Du er så yndig, at det ikke kan siges. Som jeg ikke bryder mig en Snus om at Du er smuk. Jo naturligvis har jeg og vil jeg have min store Glæde deraf, men det har ikke og vil fremdeles ikke bedåre mig, nej det er det, at Du er så god. Du Elskede, hvor var der alvorlige Ting i dit Brev. Men det vil jeg ikke tale om nu. Jeg kom ikke i Går sammen med Fritz. Jeg var i Middagsselskab, og en kær lille ung Frue – hun er rigtig smuk – bad mig efter Selskabet tage hjem med hende til Manden, der er Violincellist i det kgl Kapel,k201 og fordi en Opera gik ikke kunde være med i Selskabet. Det gjorde jeg så, og vi fik i Følge Mandens Søster, som er, og navnlig har været umådelig forelsket i mig. Jeg har nogenlunde godt før kunnet klare mig med disse Damer – de forelskede – naturligvis med nogen Bumren, men nu er jeg ren Virtuos i Tingen. Vi bliver gode Kammerater. Ja en Undtagelse danner en lille brav ubehjælpsom energisk Dame, som sidder og sørger. Og hende har jeg for et År siden også kommet til at gøre en Slags Fortræd, men det var hendes egen Skyld. Den Historie skal jeg naturligvis fortælle Dig, hvis Du gider høre den. Amalie Du er naturligvis ikke for Alvor skinsyg, og jeg må nok have Lov til at drille Dig en lille Smule med de pæne unge Fruer jeg kender. De er lidt kedelige allesammen, men t.Eks. denne sidste unge Frue fra Dresden er meget indtagende med sit umiddelbare, blide, nervøse Væsen og ret snurrige Indfald. Mandens Søster er brav og meget talende, jevnt fornuftig men uinteressant. – Da jeg blev opfordret til at følge hjem til Manden efter Selskabet, blev jeg dygtig ked af det. Jeg vilde hellere have set Fritz på ny, fordi det forekom mig, at det var ligesom en Smule med Dig. Jeg glæder mig allerede til at skulle have noget at fortælle Dig om ham og om Aftenen i Studentersamfundet. Men det var rigtigt, at jeg lod som om jeg blev glad for Opfordringen. Disse Mennesker viser mig megen Velvilje, og den unge Frue er ikke så lidt bange for, at jeg dog ser hende noget over Hovedet. Altså hvor jeg kan, yder jeg hende min ridderlige Hyldest. Hun er af Småfolk og har været forskræmt. Jeg og en Ven af mig – With,k202 det Navn skal Du lægge Mærke til, for han er min Ven – have Fortjenesten af at have taget det Forskræmte fra hende og givet hende Mod til at være efter sin Natur, altså givet hende en mange Gange forøget Fornøjelse af at leve i den Kreds, hvor hun færdes. Vi gjorde det planmæssig, og det morsomste er, hun aner ikke, at det er os hun kan takke for den Forandring, der til alles – ikke mindst Mandens – Forundring og Glæde er foregået med hende. Jeg tog først fat, så gjorde With det næste Arbejde og gjorde det i Grunden bedre – ham holder hun rigtig af Hjærtet af, mere end af mig. Manden er bleven dygtig forelsket i sin Kone på ny – hun havde pint ham en Del. Er det ikke morsomt? For hun er en lille original og god en, og det så jeg og tvang With med ind i Opfattelsen, og så gjorde vi to Pebersvende et rigtig pænt Stykke Arbejde. Men jeg er vis på, at Folk naturligvis har sagt, at jeg har været forelsket i min Vens Kone. [Innsatt:] Spring nu i Tanken! – Amalie, min sødeste Pige, du må ikke for Alvor være Angst. Snak, Snak, tro nu ikke, at jeg ser forkert på det. Jeg skal nok være sød og god. Men Elskede, vær Du nu også vis på, at Du vil være god af Hjærtet, vi må mødes – Så! så taler vi ikke mere om det. Kys mig og vær god.
Mandag
Jeg blev afbrudt igår. Så skulde jeg spise hos min Moder og i Kasino om Aftenen for at se «Guldfluen», den unge «Miss» der svæver i Luften i en Platintråd, man ikke ser.k203 Hun var pæn, så fin og let og absolut uden Klæder på. Hun var nydelig. Bag efter faldt jeg i Røveres Klør og måtte svire med dem. Jeg kom hjem i morges Kl 4 og er nu stået op Kl 9 foreløbig uden Hovedpine det er et helt Vidunder; men det er vist fordi jeg hele Tiden igår Aften og Nat tænkte på, at jeg skulde op som nu for at slutte mit Brev til Dig. Det skal være på Posthuset ½ 11 og jeg har en halv Times Vej dertil. – Du lille Stump Du røber jo en grænseløs Uvidenhed med dit Broderlands Geografi: Jønkøping er en stor Stad med mægtige Fabrikanlæg, jeg antager, at man kan leve højst komfortabelt der. Men under alle Omstændigheder bliver det vist det ene rigtige, at vi mødes først i Gøteborg, og så flygter vi sammen fra denne farlige By. Jeg kan rejse den 25 Kl 11 fra København, så må jeg formodentlig i Løbet af Natten kunne være i Gøteborg. Når kan Du tage fra Kristiania? Jeg skal naturligvis nærmere studere Rejselister osv. men når vi samme Dag tage fra Hjemmet må vi vistnok bekvemt mødes i Gøteborg.
Amalie, jeg har læst det Sludder igennem jeg har skrevet. Hvor det er klodset! Det skulde jo have været langt og helt anderledes. Nu er jeg vis på, at Du har læst næsten to Sider med en ubehagelig Fornemmelse i Brystet, fordi jeg ikke i samme Nu kan med et Smil eller et Tonefald forklare Dig hvorledes det hænger sammen med den «kære lille unge» Frue. – Jeg havde Lyst til at rive mit Brev i Stykker, for det har slet ikke været i mine Tanker at volde Dig denne ækle Fornemmelse i Brystet som jeg kender fra de Par Gange Du har talt for længe om en eller anden Mand. Jeg må afsted!
Din Erik

41. Amalie til Erik

Søndag aften sent 26de nvbr. [1882]
Jeg har været i stor middag idag, frygtelig fin med bare konservative mennesker, hos min bro'er [sic] svigerforældre.k204 Så, da vi kom hjem, gik jeg med ind til min bro'er, – han vil altid så gjerne ha'e en aftenspassiar, og så lokker han mig med cigaretter og fin vin. Af vin havde jeg forresten fået nok i forveien, så det kunde ikke friste mig, men cigaretten kunde jeg vanskeligere modstå. Nu har jeg taget af den trange, ækle kjole, og fået slåbrok på, og nu sidder jeg her hos mig selv, for at sladre lidt med dig du sødeste af alle i verden. Jeg er bange for at jeg holder på at lægge mig ud om dagene, thi alle mine kjoler er så stramme, som de aldrig før har været. Bare jeg ikke bliver for tyk, det vil skjæmme mig ud, og så vil du kanske ikke synes jeg er pen nok længere. Også idag har jeg båret din brosche, den er ubetinget den sødeste og smukkeste brosche i verden. Ingen spurgte hvor jeg havde fået den, men flere stod og beundrede den. Naturligvis har jeg spillet l'hombre; vi begyndte ved kaffen og sad frygtelig flittig lige til vi skulde spise aftens. Jeg havde to soloer i kulør og en tout. Det var en morsom l'hombre. Siden blev der danset lidt. Jeg var med i en francaise, men var for mæt til at kunne danse runddanse. Imorges fik jeg dit «Morgenblad». Det var så morsomt. Hvor godt det var skrevet det om mordet på den arme fyr; så knapt og malende. Og hvor oprørende! At du virkelig kunde holde ud at være tilstede. Jeg vilde ikke ha'e været der for 5000 kr. Det var en pine fra først til sidst at læse det igjennem. Hvor jeg ser det arme offer, der stod og frøs, og blev så umenneskelig langpinet. Men hvor det høres bondeagtigt ubehjælpeligt og barbarisk forklodset alt det. Da gik det dog anderledes expedit og praktisk for sig, da Vallin blev henrettet i Bergen for år tilbage.k205 At du virkelig var istand til at se det! Var det også dig der havde skrevet anmeldelsen af Thyra?k206 Det var det vist, for den var så god. Hvor jeg længes efter dig, og hvor jeg glæder mig forfærdelig til det øieblik jeg skal falde dig om halsen og kysse dig. Tænk om de andre vidste det! Hvor de vilde forbauses. Men det er så morsomt at gå og narre dem allesammen. Bare der nu ikke kommer noget iveien, at jernbanetrafiken stanser på grund af sne eller snestorm, eller noget andet galt, eller at et af trænene forulykkes underveis, så at den ene ikke finder den anden. Hvor det vilde være græsseligt! Du må være kommen til stedet lidt før mig, så du kan være på stationen, og ta'e imod mig. Nei det bli'er altfor deiligt; – bare jeg kunde lade være at glæde mig, for jeg har en følelse af at jeg kunde blive rent syg af at gå og længes efter at tiden skal komme. Om en måned, hører du, om en måned skal vi sés! Godnat min elskede! min deilige, min ubegribelige! Bare det nu ikke varer forlænge, før jeg får brev fra dig: Imorgen er det mandag. Da pleier der at komme, men jeg vil prøve at ikke vente for sikkert, for det er så ondt at bli'e skuffet. Jeg elsker og kysser og omfavner dig! Godnat!
Mandag aften sent. Ved du at jeg er formelig oprørt over den måde hvorpå du tilbringer din tid. Det er jo virkelig umenneskeligt. Og hvad i guds navn skal det betyde?! Er der kanske nogen anden, der arbeider på den vis i hele verden! Langtifra! Man har sin arbeidstid, men man har også sin tid, hvor man er færdig med sit arbeide. Alle mennesker har jo sin aften fri, medens du, uf, det er til at ærgre sig over. Og når jeg bare kunde begribe hvad det skulde være godt for. Får du kanske en voldsom betaling for det, 10,000 spd. om året f.eks.?k207 Hvis vi var gift sammen, så kan du stole på, du ikke skulde få ture således frem, – det vilde være det første, vi blev uvenner om, og hvis du ikke lod dig sige, så vilde jeg mindst 3 gange om ugen gi'e dig noget ind i maden til at blive syg af, så jeg fik beholde dig hjemme de hele dage. Nei, men det er dog virkelig forgalt, hvis det, at være redaktionssekretær fører med sig, hvad du har at udstå, så kan jeg virkelig ikke udgrunde, hvorledes det går til at man får et ordentligt menneske til at befatte sig med det. Man kunde jo ligegodt sidde på slaveriet. Og hvem er det som vil, at du skal ha'e det på den måde? De skyldige burde drages for retten, og dømmes til en ordentlig straf, pengebøder var altfor lidt. Ja, jeg er virkelig så sint, og da jeg ikke ved hvem der er ophavsmanden, går det ud over dig. At tænke sig alle de umanérlig urimelige klokkeslet hvoraf der er en vrimlende mængde i dit brev. Jeg kunde næsten fristes til at spørge: hvad er det så du driver på om dagene, når du har denne sjau om nætterne? Det er uforsvarligt, og utåleligt og selvmorderisk, det er mit sidste ord! Og ikke dine måltider engang får du tid til at passe. Du er en sørgelig en, og det græmmer mig, at du er det. – –
Din beretning stod forresten allerede lørdag aften i «Dgbldt»k208 men jeg læste den naturligvis op igjen i din avis. Netop som den er, gjør den mest virkning. Folk siger den er så god. Mine gutter læste den, og var så indigneret og medtaget over den. «Det er gut, som kan skrive det» – sa'e Jakob, og så spurgte han om jeg kjendte dig. Å hvor jeg blev undsélig du, – det var så rart at sidde og være det ved et spørgsmål fra ham. – Du kan tro her er kjedelige greier om dagene med det liberale parti.k209 Der er så mange misligheder, så meget «has (nu forstår du vel ikke det ord igjen) i plukfisken»k210 at gud ved hvad ende det ta'er. Der er ikke værendes noget steds, hverken i den ene eller anden leir. B.B. har formelig undsagt Sverdrup, og truet ham med offentligt modskriveri i – hvad synes du – Aftenposten!k211 Fru Wullum, også kaldet «Inden»k212 har i hu og hast måttet reise til Gøteborg for at snakke B.B. tilrette, og få ham til at afstå fra sit forsæt, hvad han også har lovet foreløbig. Hun havde nok forresten havt meget at stå i der – B.B. havde været voldsom mod hende, og Hedlund især havde været slem.k213 Og så er der naturligvis kommen ud rygter om at hun har været i Gøteborg for at iværksætte, hvad hun netop har opbudt alt for at hindre. Stakkels fru W! Hun har ikke lykken med sig; og så kan man slet ikke like hende; ingen, absolut ingen kan det. Tænk dig, hun har sågodtsom ikke ét eneste kvindebekjendtskab her i byen, når jeg undtager mig, og jeg får desværre så lidt tid til at være noget for hende, for jeg er så optaget på så mange andre kanter. Selv i den såkaldte liberale damekreds, vil man ikke for nogen pris ha'e hende med. Det går så vidt, at man vender om uden at komme ind hvis man af pigen får at høre, at fru W. sidder inde hos mig. Hun har det virkelig så ondt her i byen. Jeg håber blot at hun ikke føler det i samme grad, som andre ser det. Og det er bare fordi man finder hende kjedelig og sær og nogle andre småting. Der er ingen anden grund. Det om B.B. og Sverdrup taler du selvfølgelig ikke om. Når jeg træffer dig, skal jeg fortælle dig mere derom, hvis du husker at spørge mig, men det gjør du naturligvis ikke. Alt det vi skal tale om da! Det er at lide på, at vi glemmer altsammen. – –
Hvor du har gjort mig glad ved at sige at jeg ikke skulde være kommen derned. Ja, det var jeg nu forresten så vis på du vilde, men alligevel; du er så ubeskrivelig sød i det du skriver om det. Å du er, du er så uudholdelig deilig og sød. Men det om «afskyelige menneskers snarer», som «enten ikke kjende dig, eller ikke ville have med dig at gjøre», er mig dog en smule dunkelt. «Når du netop kan være fri for at falde i afskyelige menneskers snarer», – jeg grubler forgjæves over det ord. Men ligemeget, – det gjør intet til sagen. Det er vist lige deiligt for det. Alt hvad du skriver, elsker jeg. Begyndelsen af dit brev, var især utrolig sød og elskelig. Om du også bare kan skrive ganske lidt om gangen, – jeg er så henrykt, så sjæleglad og lykkelig ved at få det, – for du begriber jo nok, hvorledes jeg elsker dig. – Men kl. er meget mange. Jeg har været ude i aften igjen i vor klub, og kom senere end ellers hjem. Om jeg vilde være bange for at gifte mig? Var jeg bleven spurgt om det for en måned siden vilde jeg være sprungen forskrækket tilbage, og selv nu siger jeg, – ja. At gifte sig er dog så sin egen sag. Og især når man ved hvad det er for noget. Desuden, – det er jo af så mange grunde en umulighed. Men gud ved, hvordan det skal gå mig uden dig, – det er det, som er det fatale. Men så bli'er der vel altid råd til at sés idetmindste to gange om året, tror du ikke elskede? Det er jo intet når det skulde være bestandig men dermed er ingen råd. Godnat elskede!
Tirsdag morgen.
Du har måttet læse mit brev i tre terminer; – ja noget under er det ikke, selv om det var et menneske, der havde en normal emploi, hvad du ikke har, utåleligt! for det var jo hele folianter du fik. Jeg skriver vist for langt ad gangen; men det kommer jo af min grænseløse snakkesalighed, som du dog gjør bedst i at vænne dig til, hellere først end sidst, siden vi nu engang uoprettelig er faldne i hinandens snarer. Siden vi skildtes her i Kr.ania, er det dog mig som har talt mest, så jeg har jo mere end «squaret» op min dumme taushed under vort smule samvær. Der kom alligevel brev fra dig igårmorges, – ja du er en herlighed, – det er jo så klart som at 2 og 2 er fire.
Også «Verdens Gang» har en beretning om henrettelsen, fra Dagsavisen.k214 Dine slutningsord har den dog måttet medtage. – – Jeg vilde hellere vort møde skulde fundet sted efter nytår, men når du ikke kan da, er der jo ingen råd for det; thi se dig, vil jeg. Det bli'er dog nok lidt vanskeligt for mig at komme afsted på den tid, men jeg håber dog at greie mig såpas, at der ikke vækkes nogen mistanke. – Hvor den er god den skitsen i «Ude og Hjemme» som hedder «Tøbrud». Det er jo Holger Dr.manns søster, som er forfatteren.k215 Hun bli'er vist flink, ja hun er det jo allerede. Jeg må slutte her, for jeg skal til byen strax; jeg har en hel del at udrette idag. Jeg går nemlig så skjælden til byen, for det er så kjedeligt; men så kommer der gjerne en masse på en gang. Ieftermiddag skal jeg læse korrektur med Knudzon, og siden skal Sars komme op, og tale om noget, – jeg tror det er om anmeldelsen af Pehrsons. Adiø sålænge du meget elskede.
Din Amalie
[Tilføyelse på baksiden av papiret]:
Nu har jeg ingen anden konvolut før jeg får kjøbt i byen idag. Bare den holder! Sig mig om den har.

42. Erik til Amalie

Mandag Aften den 27 Nov. [1882]
Du sødeste Amalie, vil Du blot se hvad Du har skaffet mig på Halsen! Men jeg hævner mig grusomt. Jeg sætter mig hen og skriver en Anmeldelse, og så får du intet Brev!k216 For Resten, der må vistnok indtræde en Standsning i mit Skriveri til Dig. Jeg er nødt til at tage endnu mere Arbejde på mig for at få noget af den uhyre Juleliteratur anmeldt hos os. Brandes har rent gjort strike, han rører ikke en Pen nu på fjerde, femte Uge eller måske længere endnu. Det er den megen Kærlighed. Du Amalie, hvor dette med Kærlighed er demoraliserende! Hvad siger ikke Du – eller sagde! Barn, Barn det er vist gået rent i Stå med dine Principer. Du sødeste Kvinde, hvor er jeg glad i Dig. Men hvis nu Paulsens Lovsang over Dig gør Dig for venlig mod ham, så ve over dit Hoved! Det Væggetøj er vistnok kommen i en heldig Stund nu da Du skal kæle for Staklen. Hvem er det, som i Lørdags tager sig af ham i «Dgbl»?k217
– Nu har jeg læst Artiklen. Af Bogstaverne ser jeg, at det er Fru Schiøtz, som Du forleden omtalte. Det er godt «skrevet». Hør Du jeg har umådelig Respekt for jer norske Kvinder. Hun skulde ikke skælde på os stakkels danske. Sig hende det. Vi gør ingen Fortræd mere, og det om fru Colban er noget Snakkeras. I det Numer af Mrgbl. jeg sendte Dig – Du har formodentlig modtaget det senere end Du har læst min Artikel i «Dgbl» – har G. Heiberg skrevet Kritiken over «Thyra». – Jeg gør mig en hel Fornøjelse af at sende Dig Udklippet en Føljeton, som hvem har skrevet? Gæt.k218 – Ak Amalie, kunde jeg sidde oppe i Kristiania og sysle med literære Sager og blive klogere for hver Dag og finere af at komme i dit Hus! Her nede bliver jeg dummere og grovere for hver Minut jeg slider i Morgenbladets Tjeneste. At Du gidder have noget med mig at gøre! Jeg er så dum, så hestedum og og ufin. Amalie, jeg havde Lyst til at kaste mig til dit Bryst og suge din Sjæl ind i mig – og Du skulde have skrækkelig lidt Klæder på ved den Lejlighed. Søde, jeg elsker Dig.
Hvem er -ea- i Dagbladet? Det er en fornuftig Kritik over «Puppe og Sommerfugl», der stod i Fredags. k219 Var Du til Opførelsen den Aften? – –
Der er indtrådt en lille Standsning i Arbejdet, Kl. er ½ 12 min Mave skriger af Sult. Nu må jeg naturligvis i Aften igjen ned på den væmmelige Knejpe med Nattesværmerne for dog at få en Smule Mad inden jeg sover. Og jeg som først kom i Seng Kl. 4 i Morges. Rædsomt det ender! Og imorgen har jeg lovet at komme til Maleren Tuxen Kl 11 og stå Model til en allegorisk Adelsmand der hylder en nøgen «Danmark» tror jeg.k220 Det er en Bestilling til Musæet på Frederiksborg. Tuxen er den dygtigste af vore yngre Malere måske dog efter Krøyer – nej jeg tror dog over ham. Du søde, kunde jeg dog gå på Malernes Udstilling med Dig! Vi skulle lære så meget af hinanden. Ser Du godt på et Maleri? Ja naturligvis gør Du det. Jeg elsker at betages af Beundring lige over for et Maleri. Lidt kan jeg se, men trænger til Udvikling i «sikker» Farvesans. Har du det? – Kys mig, God Nat Elskede, Du er yndig, jeg er sulten. Vi ses snart. Vi skal køre i Kupé sammen!
Din Erik
[Tilføyelse på første side]:
Det er jo noget Sludder jeg synes slet ikke om Paulsens Bog.

43. Amalie til Erik

Fredag 1ste dcbr. [1882]
Når et menneske i den grad som Helland har fået påtrængenhedens nådegave, så er der intet udkomme med det. Jeg sad ved mit arbeide forrige lad mig se – fredags aften, da jeg hører min bro'r med den venligste stemme af verden vise nogen ind til mig, og et øieblik efter stod der to personer i stuen. Paulsen havde spist middag hos Helland, og så havde H. tvunget P. til at følge med ham til mig, for at foreslå mig, – hvad synes du – at jeg skulde gå med dem i theatret o.s. v. Slige banditidéer har ingen, absolut ingen anden end H. P. bad så meget om undskyldning; han havde kun med magt ladet sig slæbe med o.s. v. Var min bro'r ikke kommen ind så var alt gået vel og brav, men han, der er uvant med H.s maner, sa'e venligt bebreidende: «men du kan da ikke være så ugjæstfri.» Det var nemlig, da H., såsnart han mærkede at jeg omtrent ikke gad svare på hans opfordring om theatret uden videre sae: «ja så må vi få blive her iaften», hvortil jeg energisk svarede: «nei, det kan jeg virkelig ikke indlade mig på», at Vilh. interpellerede. Du har jo forbudt mig at ta'e imod ham, og intet er mig selv mere imod, men hvad kunde jeg gjøre. De blev naturligvis, og nu synes vist H. at han har vundet en smule fodfæste. Men forresten det gjør ingenting. Han er ikke til at bryde sig et gran om. Der er ingen som gjør det; og jeg forstår, at jeg umuligt vil kunne gå ganske klar ham, sålænge han bor i samme by. Det er et kors, som jeg må bære med ro, og som sagt, så uskadelig, som han i grunden er, har det så lidt at sige. Det er bare det, at jeg undertiden taber tålmodigheden. Dette vilde jeg naturligvis ikke nævnt, for det hele er jo en dum bagatel, hvis vi ikke havde talt om sagen i tidligere brev, og du havde sagt at jeg ikke måtte ta'e imod ham; det måtte jo ikke føles som om jeg gik og vilde fortie noget for dig, du elskede, og det var ikke langt fra at jeg havde en sådan fornemmelse. P. har siddet her et par timers tid. Han kom netop som jeg var kommen ind fra middagsbordet for at ta'e min halve times siesta i skumringen med lyset fra sprinklerne i den runde lille kakkelovn. Han fik kaffe og en cigarette, og jeg til gjengæld en ustanselig masse snak. Den smule lovsang i brevet til dig, var da ikke noget at bli'e bestukket af. Da har han gjort det ganske anderledes grundig ved mange forskjellige leiligheder. Han kommer her imorgenaften, og da skal han treffe Garborg som er en af mine specielle yndlinge,k221 endskjøndt han er så styg som det næsten er muligt at bli'e. Garborg, som i paranthes [sic] sagt har skrevet velvilligt og godt om «Pehrsons» i «Verdens Gang»k222 er så utrolig menneskesky; jeg vil nu ikke tale om hans rædsel for kvinder og damer, thi den overgår enhver beskrivelse. Man er forlængst holdt op med at bede ham nogetsteds, for han viste sig aldrig. Men tænk dig til at han kommer til mig, – ja ikke ofte, 3, høiden 4 gange om året, men han kommer dog; og det er jeg så stolt af. Jeg har på en eller anden måde vundet hans tillid. Han sidder så tryg og ligefrem og taler med mig, og det glæder mig mere end alverdens «verdslige» erobringer vilde kunne. Der er ingen, som forstår hvad jeg har gjort med ham – selv Ernst Sars skvat formelig i veiret da jeg tilfældig kom til at nævne, at G. havde været en aften hos mig –; det er nemlig så bekjendt hvordan han har det. Jeg har ikke gjort nogenting mod ham, jeg – det er bare at jeg har været venlig og ligefrem, og stilfærdig og beskeden den gang jeg, meget mod hans villie, kom til at treffe ham, – det var forresten på landet i en ferie. Han «stammer direkte fra bønder» som fogden siger i «Folkefienden»k223 og har havt en streng, og forfærdelig fattig og elendig ja vel næsten hæslig barndom og ungdom. Og så lider han så grænseløst ved at være så styg, – ja for det er nu så svært – ser du, mig generer det forresten ikke spor. Men det er en fin og blyg natur, og han er naturligvis ikke en gnist af mandfolkeagtig. Og så som han er at tale med! ja det vil sige, når han vil, og han vil altid med mig. Der tør absolut ingen damer være tilstede, når han skal komme, og det er en, (forresten ganske stiltiende) overenskomst os imellem, at han skal være alene, eller næsten alene. – – – – Jeg synes at «Folkefienden» er kjedelig må du vide. Men folk går naturligvis i ekstase, og jeg har besluttet mig til ikke at lade mig formærke med min dumhed, siden jeg igår blev så høilydt «beforundret», da jeg sa'e at jeg syntes det. Alt det han siger os der, ved vi jo så godt iforveien; og al den avispolemik tilfredsstiller dog ikke de krav man har til et digterværk. Og dette at den virkelig store eller rettere sande mand står i ensom kamp med plebeierne er jo intet nyt syn; og han har ikke formået at give os et nyt syn på dette syn. Han har skildret sin hovedfigur med kjærlighed, hvad han jo skjælden pleier, og han har gjort ham god, bare god og sympathetisk, uden pletter eller «gamle» skavanker men han er dog bleven en halv latterlig fyr. Det er jo B.B. op ad dage, ja det vil sige en incarnation af alle B.B.s gode egenskaber.k224 Ja, latterlig er forresten for stærkt, men vi kan ikke lade være at synes synd i ham for hans blinde naivitet; han er så barnagtig dum, og på samme tid så gigantisk stærk og sandru. Det er akurat som B.B. Han ved aldrig det som alle andre ved af sig selv, før han må erfare det i et sammentørn, der koster ham noget. Ja, læs nu du den, og se hvad du synes. Skal et folk vinde fremover, så der jo kjæmpes partivis; og det må vel være de bedstes opgave at drage majoriteterne opefter bag sig; men det er jo på den anden side ikke muligt for en ædel ånd at se al partivæsenets uhumskhed, uden at redde sig ved flugt, eller at fortvile. Det er jo derfor Stockmann (B.B) ikke får nogen indflydelse. Men alt det er jo så gammelt, derfor griber ikke bogen, hverken griber eller slår. Den bare gjør håbløs, – nei den gjør ikke det heller, for vi glemmer den strax igjen. At den også må bli'e kjedelig på scenen, synes jeg bestemt; men det tror ikke de andre. De minder om hvor morsom «De Unges Forbund» er, men den er nu også morsommere, den. Jeg er glad at jeg ikke har kjøbt bogen, – jeg har nemlig fået den anonymt. Samme dag den netop var hidkommen, gik jeg og talte med sekretæren i «Tidsskriftet» om den, – ja det vil sige, han kjendte den ikke, men havde hørt et og andet om den, som han fortalte mig. Da jeg så kom hjem lå den på bordet i et omslag med en fordreiet håndskrift på. Jeg ved ikke hvem det er, som har sendt den. Et bybud havde bragt den. – – – Nei da har jeg ganske anderledes glædet mig ved den række småmalerier, du sendte mig, du søde, yndige menneske.k225 Det er jo maler du er, gut! Neimen du er jo ikke til at udholde. Hvor flink og dygtig! Uf, nei, – jeg kan gjerne la'e være at tale om det, for det er jo ikke muligt at takke dig med ord, – kysse dig måtte jeg 1000 gange og enda var det ikke nok. Så det tror du virkelig! At jeg vilde elske stalden. Ja, vær du sikker! Men alle de køer og svin som jeg er så rasende bange for, – nei det får du mig ikke til at tro, at jeg kunde blive god kamerat med dem! Å men den tur i stalden, og kvæget som tygger og hestene som spiser og de to, som har et forstående øiekast, nei hvor du er kunstner! Og så tilslut! Ja, ja jeg gjemmer mit ansigt ved dit bryst, og vil slet ikke se op, såmeget du endog beder mig, for jeg gjemme mig hos dig, bare gjemme mig væk, for at du ikke skal se hvad jeg tænker, du min elskede. Men jeg gik dog «på jorden» du, – det er jeg fornærmet over;k226 – som om jeg skulde været slig en overspændt ækel en, før jeg traf dig, – det har jeg aldrig været, jeg. Men kl. 5 vilde jeg ikke stå op, ikke på nogen mulig måde, – jeg tror du er gal! at forlange sligt af et ældre menneske. Men hvor du er sød, aldeles rasende sød er du.
Det var for at trøste Paulsen at jeg sa'e du havde skrevet noget godt om hans bog. Han ved nemlig at vi korresponderer, men derved tænker han ingen verdens ting. Det gik således til at der to aftener mens han var her, kom brev fra dig. Pigen bragte det ind, og P. for imod hende, meget gutteagtig og råbte «ah brev til fruen!», eller sådant noget, og så tog han det, studerte håndskriften og frimærkerne, og sa'e det var fra dig. Jeg blev nok rød og forlegen, men der var skjærm på lampen så det vistes ikke, og så var jeg så rolig som om intet var hændt. Forleden aften spurgte han mig ligefrem, om du havde nævnt «Pehrsons», og så sa'e jeg at o.s. v. Du er vel ikke vred for det, – nei det ser jeg jo. Hvorfor siger du at du er dum, hestedum? Hvad mener du dog med dette snak. Jeg forstår det ikke, og derfor vil jeg ikke høre det. Du dum! Ja, det kan jo slet ikke være dum du mener, men hvad er det så? For noget må det jo være, siden du skriver det. Ak, ja, – tænk om du var i Kr.ania, og kunde komme her i huset, – skjøndt nei, – det er bedre som det er. Du kom naturligvis for tidt, og så vilde snakket begynde, og så var det ikke til at holde ud. -ea- i Dgbldt. er jo Irgens Hansen. Når han skriver om theatret, bruger han altid det mærke. –
Nu kommer min piece i «Tidsskriftet» næste gang. Det er allerede sat, for man vil ha heftet ud til jul. Jeg er bare så lei fordi at de, der har læst det, har gået og forrost det så rent meningsløst, for så ved du, hvordan det går. Forresten bryder jeg mig ikke en smule om at der bliver revet ned på det. Jeg husker slet ikke på det om dagene, uden når nogen vrøvler om det, for her ved og snakker alle om alt. Det er mærkeligt at jeg ikke er spor af bange. Jeg troede, man var det, og jeg har sikkert god grund til at være det. Sekretæren spurgte mig, om hvor jeg vilde stå, først eller i midten. Jeg svarede at det var mig ligegyldigt; gjerne sidst. Nu kommer jeg nummer tre. Jonas Lie begynder, og tænk, det er en [ord krysset ut] noget af samme sort efter hvad jeg har hørt.k227 Ja, så stygt som mit, er det vel neppe, men det skal også være om fattigfolk, der kastes ud. Det er kjedeligt for mig, det! Nu lover du mig at du ikke skal ha'e læst det, når vi sés. Hvis du ikke vil det, kommer jeg slet ikke. Vilde du blive aldeles forfærdelig bedrøvet om vort møde ikke blev af? Ja naturligvis, – det vilde jeg og, men det er jo ikke værdt at sætte sig det for sikkert i hovedet, for der kunde jo komme noget i veien, og så er det en kjedelig tid, at foretage en sådan reise på, som jeg jo ikke kan gjøre rigtig rede for. Endnu har jeg ikke talt til nogen om, at jeg tænker på at echappere i julen; jeg går forgjæves og samler mod til det. Jo nærmere det kommer, jo modløsere bli'er jeg. – Du, det er sandt, redaktionen vil helst at jeg skal sætte mit navn under. Synes du jeg skulde det, eller skulde jeg ikke. Sig mig dog. – Jeg havde ikke bedet Fritz hilse dig, som du vel kan tænke, siden det var bestemt at jeg skulde være med, da vi hin aften sa'e hinanden godnat på «Løven».k228 Forresten havde jeg vist alligevel ikke gjort det. Jeg talte med redaktør Thommesen [sic] idag.k229 Siden selskabet for Dr.mann (hos Th.) da Helene var så altfor lystig, havde jeg ikke øinet ham. Ved at høre hans stemme og se hans smil stod turen opover Mjøsen så lyslevende foran mig. Dengang var alting så deiligt og godt, og nu, – ja nu er det jo på en vis måde skjønnere og bedre; men der er kommet noget meget alvorligt, noget som undertiden gjør mig beklemt, ind i mit liv. Det er som har jeg stået på et skille, og uigjenkaldelig valgt den vei jeg ikke mere kan bøie af fra; og den fører heller ikke tilbage den vei, – du det er frygteligt alvorligt, – jeg går ikke længer med en kjephøi og sorgløs gang; jeg går så stille og igrunden forsagt, med en andægtig mine på ansigtet mit, færdig til at bøie min nakke under hvad der skal komme. Og før! Men nu er det jo også ved vintertide; sneen ligger allerede 4 fod høi tror jeg, og hver dag kommer der mere. Det er så trøstesløst, og jeg kan aldrig begribe, hvorledes det skal blive muligt, at det atter kan blive vår: – –
Nei ikke egentlig, ikke for alvor er jeg skinsyg tror jeg, for det vilde jo være så dumt, siden jeg ved at du er min, alene min ikke sandt – og ingen andens. Men alligevel, gud ved om jeg ikke let kunde blive det.
Alt det snak om den dumme frue! Og gud ved om det hænger så rigtig sammen. Lidt forelsket har du nu alligevel været og da, – det er jo det man siger om dig, at du er en Don Juan. Og det er ikke hyggeligt at elske en Don Juan. Jeg vilde ønske at jeg ikke havde hørt det, især ikke de detaljer, som skulde illusstrere [sic], for undertiden tvinges jeg til at sidde og tænke på det, og da gjør det formelig ondt etsteds. Og jeg kan aldeles ikke vide hvor skinsyg jeg kan blive; jeg kjender jo slet ikke noget til mig selv, – det kan godt hænde jeg vilde blive det urimeligste i verden, og være angst både for levende og døde. Og alle disse forelskede fruentimmer, og hende du har gjort fortræd, – gad vidst om det er den ene historie, – – – ja, det er det samme, – der er noget Donjuanneri under det hele. Og jeg vilde ikke ta'et dig til at forelske mig i, hvis jeg selv havde kunnet råde, – nei, nei, nei – det vilde jeg ikke, – jeg vilde ikke valgt en Don Juan.
At netop jeg, – å ja, – det kan være det samme.
Og så siger de, at det er dig der er blevet til Sti Høeg i «Marie Grubbe»,k230 og Sti Høeg, som er så klam og modbydelig, som jeg strax følte jeg vilde hade, såsnart jeg bare traf ham. Og så at gå og høre dette ringe for sine øren. «Der er gået det meste af et halvt årstid, og Marie Grubbe og Sti Høeg er langsomt gledne fra hinanden» – – ja det er jo det mest meningsløse sludder alt dette her, og det er dumt at sidde og vrøvle om sligt, men dette tusseri har virkelig gået og gjort mig fortræd, – det har, – men kun af og til og jeg har kjæmpet så imod det – stillet sig imellem dig og mig, så jeg ikke har kunnet finde helt og ganske ind til dig, og jeg vilde så gjerne være kvit det. Du skal dog slet ikke tage dig på at svare på det nu i denne travle tid, og heller ikke bryde dig den mindste smule om det, – jeg ved jo så godt at når du slår armene om mig, og holder mig tæt ind til dig, så er det altsammen væk, og jeg er igjen din lykkelige
Amalie

44. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 2 December 1882
Amalie jeg havde lovet mig en «Helligaften», gik fra Kontoret Kl 9, kom hjem for at sidde Resten af Aftenen med dit Brev – Du Skændige intet Brev! Jeg elsker Dig Du Yndige, og jeg har ét Brev fra Dig, som jeg fik Torsdag Nat, da jeg kom hjem, men alligevel blev jeg skrækkelig sint i Aften over intet Brev at finde – nej søde Unge ikke sint, men skuffet, bedrøvet, hvad Du vil. Jeg var så gnaven og skændte på Marie, Pigen – hun ler nu kun af det, for hun véd godt, at jeg mener ikke noget med det – jeg havde så sikkert ventet Brev. Du yndige Ven, jeg længes så inderlig efter Dig, og jeg véd ikke hvorfor, men det var stærkere i Aften end ellers, og jeg var så vis på, at der skulde ligge et Brev på mit Bord. Men fordi du ikke har skrevet, så har jeg siddet og læst i «Nyt Tidsskrift», og nu vil jeg tage fat på den interessante Brevveksling mellem P.A. Heiberg og Fru Gyllembourg og først skrive imorgen.k231 – G.A. Dahls er ikke det og ikke så godt som jeg havde ventet, men for øvrigt dygtigt.k232 Du ubeskrivelig søde, som jeg i Grunden har meget at fortælle Dig! Men Du får ingen Ting i Aften. Amalie det er Vanvid, at vi lever så langt fra hinanden.
Søndag.
Jeg sad fængslet af Fru Gyllembourgs Breve til i Nat Kl ½ 3 og kom i den Anledning sent op idag. Jeg har været ude til Frokost og nu søde, kaster jeg mig over Brevene igen. Jeg har jo kun Søndagen til at læse. Men imorgen den Dag går jeg ind og køber Bogen til Dig. Den er for interessant! Det bliver min Julegave til Dig, Du får ingen anden. Nej men Amalie om vi kunde have læst disse Breve sammen! Min Elskede, det laver til et forrygende Vejr med Snestorm nu. Når sligt sker, kan jeg ikke lade være at få en dødelig Skræk for, at Vejret til Jul skulde stoppe os, tage Dage af vort Møde. Hvor mange Dage tror du Amalie at vi får? Tag det mest mulige Stump! Husk, at det skal vi leve af vel mindst i et Halvt År. Amalie, hvorfor disse Breve fængsle mig? Fordi jeg læser om Dig i hver Linje – på en Måde. Du vil også kunne læse om mig. – Amalie, Fritz har villet have mig til at snakke om Dig. Han har mærket, at jeg elsker Dig, det er umuligt andet – jeg kan ikke som Du – fy, det har jeg aldrig rigtig tilgivet Dig – fornægte min Sjæls dyreste Indhold, men ikke et Ord, som gav den mindste Forklaring kom over mine Læber. – Er Du så diskret? spurgte han som halvvejs forundret, og så tøjlede jeg ham med en eneste Mine og en Pause, da han i et ikke ærbødigt Udtryk nok sagde noget om Dig, som var godt ment, men ikke fint. Han blev flov og gjorde Undskyldning. Men han snakker sikkert om nu, at Du og jeg elsker hinanden – nej, det gør han ikke, for Du har båret Dig dumt ad, han siger noget, der fidter på og nærmer sig ufint det sande. – Nu går jeg til min Sofa for at læse, men jeg gør det ved en Viljesanstrængelse. Der er for meget jeg vilde sige Dig. Men det er, fordi Du ikke har skrevet siden i Tirsdags.
– Amalie, jeg har i dette Øieblik sluttet Læsningen af det lange Brev, P.A. Heiberg sender som Svar på sin Hustrus Forlangende om Skilsmisse – i et Brev så skønt (Hustruens)! – og jeg må skrive til Dig straks blot dette, at jeg er i højeste Grad rystet ved det Billede af mandfolkeagtig Jammerlighed, det ruller op. Jeg er som Mand forfærdet over sligt! Han, P.A. Heiberg, en af Tidens mest fremragende Personer, så lille! så elendig fortabt i den håbløseste Egenkærlighed, så ynkelig ved Siden af sin Hustru. Men hvor er disse Breve fulde af Lærdomme! Nej, men Amalie, at Mænd kunne være så – så blottede for netop alt det, der giver Livet Værdi. Hvor er dog denne selvfortabte Egenkærlighed en Synd! Amalie, jeg tror at denne Bog vil gribe Dig som ingen anden i Verden. At jeg dog ikke har kendt den før. Den har været udkommet i fjorten Dage og mere. Hvis jeg ikke er den, som giver Dig den, bliver jeg aldeles fortvivlet. Du skal have den af mig, og den skal være ny for Dig, når den kommer sendt fra mig. Jeg lever sammen med Dig i hver Linje jeg læser i den.
Mandag Morgen
Jeg læste videre og videre, bestandig lige fængslet igår. Så skulde jeg i Teatret og siden i et lille Selskab. Jeg kom hjem og læste igen en Smule og atter imorges har jeg læst nogle Breve. Det er den interessanteste Brevsamling, der findes i Norden! Vil Du være enig med mig i, Amalie, at bryde Dig snavs om alle Romaner i Verden, når man kan få fuldstændige og virkelig autentiske Brevsamlinger fra betydelige Mennesker? Jeg foragter Romaner og elsker Breve! – Og dine særlig min Unge! Hvorfor mon Du ikke skriver. Igen imorges ventede jeg at få Brev fra Dig. Jeg er en lille Smule urolig. På den anden Side tænker jeg mig, at Du har gået og lagt din Slagplan og ikke vil skrive, før Du nøjagtig kan sige mig den Dag Du rejser fra Kristiania, og når Du så kan indtræffe i Gøteborg. Naturligvis må jeg helst være der i Forvejen, men vi må tage det så knapt som muligt. Alt hvad der spares, inden vi mødes kan vi jo lægge til vort Møde. Jeg har fået noget af en Forskrækkelse i disse Dage. Halvdelen af min Rejsekapital, som stod i en Sparekasse, har jeg lånt til en Slægtning, der var i Bekneb, 150 Kr. Jeg skulde have haft Pengene igen tilbage allerede for et Par Dage siden, og jeg har intet hørt til ham eller Pengene. Det er så ubehageligt at kræve, og sæt, han nu ikke kan betale! Så må jeg selv låne. – Du spørger mig hvad jeg får for mit Slid ved Morgenbladet. Ja véd Du, Stump, jeg er lidt flov ved at sige Dig Summen. Jeg får 1800 Kr. Ved siden deraf har jeg min Stilling som Stenograf i Rigsdagen 14–1500 Kr., det er mit Levebrød. Du ser, vi Venstremænd får ikke vor Tid glimrende betalt.k233 Det værste ved det hele er, at jeg slet ingen Tid har til at erhverve mig Kundskaber. Jeg går åndelig tilbage, og Virksomheden er ikke opmuntrende. Den bæres ikke af synderlig mange Tanker, i alt Fald ligger de godt gemt og vise sig sjældent på Overfladen.
Du, sidst jeg skrev, stod jeg nok i Begreb med at stille min Nattesult i Rydbergs Kælder.k234 Naturligvis, da jeg havde siddet en Stund ved min (store) Bøf der nede, kom G. Heiberg og Rovsing spaserende. De så mig ikke, og jeg var for træt til at gidde gøre Anstalter til at snakke med dem. De forsvandt i en anden Del af Kælderen. Jeg spiste færdig og sad dvask og træt tilbagelænet imod Væggen, da de atter kom i Nærheden af mig i Begreb med at gå. De så mig, gik op til mig – jeg sad i den højre roligere Del af Lokalet – og fortalte leende, at de var gået ned for at spise et halvt Dusin Østers hver for deres sidste Penge. Nu havde de ikke en Øre i Lommen og kunde ikke drikke det Glas Øl, de trængte til. Jeg bød dem det, halvt flov over at mit Tilbud på denne Måde blev til en Gave, de trængte til. De drak med stor Fornøjelse, H. var kun skuffet over, at jeg ikke blev ved med at lade komme Øl. – Så inviterede jeg dem til Torsdagen derefter at smage noget Portvin hos mig på Kontoret om Aftenen Kl 11. Jeg bød 7 Mand og havde 7 Flasker Portvin. Det var jo meget rigeligt. Da de 7 Mand kom Torsdag Aften, Fritz var imellem dem, var jeg endnu ikke færdig med mit Arbejde, de måtte tage fat uden mig i de to Kontorværelser, medens jeg sad i det tredje. Da jeg kom ind, var de 6 samlede i den ene Stue, Fritz havde flyttet sig alene ind i den inderste Stue og læste et Brev. På Stillingen så jeg, at det måtte være et Brev fra den lille Dame i Kristiania.k235 Jeg sagde intet. Kort efter væltede tre Banditer ind, som nok havde ranglet sammen med Fritz og Rovsing fra om Morgenen, de kom under Påskud af at skulle tale med Thaulow. Han gik og de blev siddende og drak min fine Portvin. Imidlertid var R. bleven aldeles snyd, gav mig en brændende Tilståelse om tre Års Beundring for «Gertrude» og bad om at måtte blive Dus med mig. Det skete. Kort efter drak R. Dus med Resten af Selskabet, for så vidt han ikke alt var det og vrøvlede uafbrudt, midt i Fuldskaben for øvrigt ganske åndfuldt. Heiberg sad forholdsvis stille og drak tæt. Jeg kedede mig og var som Vært ærgerlig på de tre ubudne, der drak som Børstenbindere. Der havde været en Skovtur, Fritz og Rovsing havde været med – Frokost – de skulde til Middag og havde været kjoleklædte. I Kupeen hjem var R. falden hen, og de andre havde da på hans stivede Skjortebryst med Blyant tegnet det uanstændigste og sjofleste Krimskrams og skrevet grove Ord. Han havde måttet købe en anden Skjorte til Middagen og havde med i Overfrakken den overtegnede Skjorte. Den blev triumferende vist frem. Endelig brød man op. «Ak, kan vi ikke blive siddende og drikke hele Natten!» sukkede Heiberg. Der var ikke mere at drikke. «Lad os gå et andet Sted hen» bad han. Jeg svarede med en Floskel jeg længtes blot efter at komme hjem. Jeg antog, at der måtte ligge Brev fra Dig, og det gjorde der. Elskede! Det var en yndig Slutning på den Nat. Da H. ikke kunde få mig med, bad han mig, om han måtte låne 5 Kr – han måtte have dem. Til hvad? En Tøs. – Skal jeg ikke således fortælle helt ud? Det var naturligvis ikke mig der spurgte, jeg svarer nu på dit Spørgsmål. – Søde min Unge, næste Aften var jeg i et lille Selskab hos ham Violincellisten med den indtagende Kone,k236 Fritz var buden og kom, og blev øjeblikkelig bedåret af hende. Det så ganske kønt ud. – Jeg sagde hemmelig til ham, at jeg den foregående Aften havde kunnet se, hvilken Art af Brev det var han havde læst. Han blev fuldstændig imponeret, og en Del bevæget. Han vilde umådelig gerne have talt med mig. Havde jeg villet, havde jeg den Aften fået ham til at fortælle og til at sige mig sine Følelser angående Ingeb. og Bra. «Hun har været meget uforsigtig», var hans Indledning. Jeg kunde ikke, syntes jeg, have talt med ham. Jeg følte ikke Venskab nok. – Måtte jeg ikke have lapset mig med mit Skarpsyn m.H.t. Brevet? Amalie, jeg trængte så umådelig til at sige blot et Ord til ham, som jeg vidste jeg havde gennem Dig. Han mærkede intet og kunde intet mærke. Du sødeste, yndigste i Aften skal jeg på et Studenterbal. Om der skulle være Brev i Aften!
Farvel Elskede!
Din Erik

45. Erik til Amalie

Mandag Aften [4/12/82]
Jeg er kommet hjem for at klæde mig på til Bal og har fået dit Brev. Der er Ting deri, som jeg må svare på straks – –
Svigter du ved vort Møde, så Amalie er din Kærlighed en syg lille Stakkel – men det gør Du ikke det er noget der er løbet Dig gennem Hovedet og jeg vil ikke tænke derpå.
Det piner mig, at Du for Alvor tror på det Vrøvl om mit Don Juaneri. For Pokker spørg Folk som snakker: Hvor har I det fra? Og Du skal som Regel se hvor løs næsten al Snak er. Hvem kender mine Forhold i Kristiania? Hvem har blot levet i Dage sammen med mig der? Uden Pylle, og det er vel nu 10–12 År siden, inden noget var sket i mit Liv. Så meget som jeg alt har givet Dig Amalie af mig, skulde Du være stoltere blandt de snadrende Mennesker som gentager på hundrede Hånd hvad alt på første Hånd formodentlig var forkert – Du burde kunne vide Besked og med et Smil høre på, hvad andre bilde sig ind at vide. Tag det Exempel med Stig Høeg. Da Marie Grubbe blev skrevet kjendte Jacobsen og jeg ikke hinandenk237 – uden helt flygtig fra et Kursus vi begge i 16 Års Alderen havde besøgt. Véd Du hvem egentlig Stig Høeg er? Det er Edvard Brandes.
– Intet har som denne Frygt i dit Brev vist mig hvor sørgelig vor Lod er. Har jeg da virkelig givet Dig så lidt? Jeg har talt ud af mit ærlige Hjerte, men ganske vist aldrig ret længe ad Gangen, men dette at jeg skulde være dette usunde udbrændte Menneske – eller at jeg skulde være en Don Juan, det vil sige et Menneske, der blot for Spadsens Skyld søgte Kærlighed. Har jeg gjort så let et Indtryk? Jeg har i Grunden slet intet at sige dertil.
Så er der ét, der har glædet mig overordenlig – ja som da jeg læste det i Begyndelsen af dit Brev gjorde mig inderlig stolt – stolt over min Kærlighed. Det er din Dom over «Folkefjenden». Hvert Ord Du siger har jeg sagt, og det var en Forglemmelse, at jeg i Brevet, der er sendt afsted forud for dette, ikke fik indlemmet de Ord: «Har Du læst Folkefjenden? Det forekommer mig at være en Bog, som slet ikke kommer os ved. Den er som et Barn mod Gengangere og Dukkehjem og næsten et – dumt Barn.»
Men så Du søde har Du ærgret mig jammerfuldt igen! Du har ladet dig forlede til at tro, at det er mig, som har skrevet «Brevet fra Landet» og så deri fundet ubegribelige Dejligheder. Kæreste søde Amalie, jeg véd godt hvorledes sådan noget kan gå til, og Brevet er ikke dårligt. Men mig er det skam ikke, der har skrevet det. – I Aften vil jeg ikke sige Dig hvem der er Forfatter dertil. Det bliver for grelt. Du skal få det at vide, når Du er i Stand til at le derad.
Amalie Du må nære megen Tillid til mig, ellers gør Du Synd mod Dig selv og mod mig. Går Du ikke rolig til Hvile hos mig med Tro på min Karakters ærlige Retskaffenhed, så lister Du bort fra vor Kærlighed de friske Safter, som skulde holde den evig ung.
Jeg er ilde berørt af dit Brev og jeg vil ikke skjule det. – Jeg husker, at vi to gik sammen op mod Vandfaldet ved Lille Hammerk238 og talte efter at vi havde siddet så længe sammen hin sidste hele Dag på Hotellet. Denne Samtale var for mig et Bevis jeg ikke forlanger bedre på din usigelige Godhed – er Ord fra mig, er Måden at være på intet Bevis?
Jeg vil meget gerne have de Detaljer, som pine Dig eller have pint Dig. Skriv dem kun ned min Stump, lad mig blæse på dem! Sådan noget kan liste sig ind på Dig på ny. Jeg lover Dig slet ikke at jeg vidt og bredt skal stille Historierne på ret Køl – det får jeg vel sagtens ikke Tid til. Men er det til Exempel så let som med Stig Høeg, er det dog Umagen værd at få dem at se.
For Resten Unge, Du har jo mine to Bøger. Heltene deri er mig; i min Kunst er det mig absolut umulig at lyve. Kan man heller ikke se det? Det er jo derfor jeg så længe intet har skrevet.
Din Erik

46. Amalie til Erik

Kr.ania 7-12-82.
Elskede! Begge dine breve kom idag tilligemed bogen, som jeg takker dig mange gange for. Jeg havde læst det meste af den allerede,k239 og jeg havde tænkt at tale til dig om den i mit næste brev. Naturligvis har jeg fundet dem interesant [sic] og fængslende med undtagelse af fru Heibergs refleksioner, som kjeder mig, men så grebet som du tror, er jeg langtfra ikke. Jeg har tænkt både på mig selv, og på dig under læsningen, og har ønsket at du vilde læse dem, men Gyllembourg er jeg ikke bleven glad i, i allefald ikke synderligt, – han viser sig jo heller ikke meget, og den lange skrivelse med alle de «nådigste», og «underdanigste» gjør ikke et udelt godt indtryk. Tiden, det er sandt – den gjør jo meget – næsten alt, og han behøver jo ikke at have været umandig fordi om han bruger alle de dumme talemåder. Når vi sés, skal jeg forklare dig ganske tydeligt hvorfor disse breve ikke har gjort et stærkere indtryk på mig, og du vil sikkert komme til at forstå det. Nu har jeg ikke tid, for der er jo så meget at svare på. At du ikke har skrevet brevet fra landet er mildest talt kjedeligt; – du burde ha'e skrevet det, godt er det – og det vil jeg blive ved at sige, om jeg endogså skulde opleve at du fortalte mig at frøken Sten var forf. Nu tror jeg forresten det er hende, og da er hun ved gud flink, for som sagt, – det kunde godt været dig; du er jo så dygtig til at tænke dig ind i kvinder du. Du kunde såmæn gjerne hae sagt hvem det var, for jeg er ikke det mindste skamfuld over feiltagelsen; – jeg lo tvertom høit, da jeg så det i dit brev. Men nu skal jeg vel drilles for min dumhed alle mine levedage, og altid få høre om mine «småmalerier». – Ja, ja, – men pas dig dog, – jeg skal nok finde ud noget at gjøre gjengjæld med, – det kan du stole på. Derimod er jeg meget skamfuld over alt det om Donjuaneriet. Du er bleven vred, det kan jeg godt mærke, og det har du også havt ret til. Men det var dog bedre at jeg fik sagt det siden jeg er et slet nok menneske til at lade mig påvirke af sligt vrøvl, ellers vilde det gået og spøgt om i min hjærne af og til; nu siden jeg har overgivet det i dine hænder er det taget af dage med det samme, og jeg er vis på det aldrig vil få magt til at forstyrre mig mere. Du aner ikke hvorledes dine djærve, lidt sinte ord har taget alt det fra mig, og givet mig en vished og en fred som er deilig at eie. Og du har ret, – jeg burde ha'e vidst bedre besked om dig, – for jeg kjender dig jo så godt allerede, – men du skal alligevel ikke være for streng og barsk fordi der er løbet mig en angst gjennem, ikke hjærtet tror jeg, men forstanden. Jeg havde jo været så lidt sammen med dig, og skjøndt du er et mirakel, så er du jo alligevel en mand, og manden har jeg jo gjennem alle disse mange år havt mistro og fiendskab til vexelvis. Forresten må du nu slet ikke tro, at dette sludder har andet end hjemsøgt mig som en forbifarende stemning. Nogen synderlig rolle har det ikke spillet. Du, det er sandt, jeg glemte at sige dig, at jeg slet ikke eier bogen om fru Gyllembourg, og at det derfor på ingen måde var overflødigt at du sendte den. Tværtom, – jeg vilde så uhyre gjerne eie den, – havde du dog bare skrevet mit navn i den. Nei du, jeg vil slet ikke fortælle dig de kjedelige historier, – tror du jeg gider nu siden du har talt om det, – det eksisterer ikke mere for mig, og du må vide at det nu er en umulighed at nogen verdens fortælling om dig, kan bringe mig til andet end at smile. Jeg vilde ikke sige det, hvis jeg ikke var absolut vis på det. Der er og bliver noget trolddomsagtigt ved dig; du kan løse og binde nedtrykke og opløfte, bedrøve og lyksaliggjøre efter behag. Du, hvor jeg kunde lade mig tyrannisere af dig, – men det vil jeg ikke, – jeg skal nok holde dig stangen og bide fra mig – jeg «skal værne om kvindens jevnbyrdighed med manden» – er det ikke så det sludder heder?k240 Å hvor det er mig ligegyldigt alt det, jeg før var så optaget af. Det er næsten betænkeligt, – jeg er bange for at jeg tørner ud til en slet og ret slavesjæl – ja, ja, så kan du ha'e det så godt. Jeg fik samtidigt med dine breve et langt brev fra B.B. fra Helsingborg.k241 Men jeg har ikke læst det endnu, så jeg ved ikke hvad der står i det. Hvis jeg giftede mig med dig, og kom til at bo dernede, så vilde B.B. blive rasende vred. Han har så ofte sagt, at hvad jeg gjør eller ikke gjør: «ud af landet skal jeg ikke, for det vilde være forræderi.» Det tager nemlig slig tid at studere sig igjennem B.B.s breve, og nu jeg ha'e dette færdigt til dig for at bringe det på posthuset, når jeg går til byen, hvilket ske om en halv time. Gad vidst om han skriver om «Folkefienden». Jeg har gjort en proselyt af Erns[t] Sars hvad den bog angår. Det var på søndag derude i hans hjem. Han kom lige hen og sa'e: «nu, de synes ikke om en Folkefiende?» for det var alt bleven ham berettet. Så begyndte jeg at tale, og jeg sa'e meget mere end det jeg skrev til dig, og tilslut sa'e Sars, til nogle andre, at han slet ikke skammede sig for at tilstå, at jeg havde givet ham en anden opfatning af dramaet. Naturligvis mente han det ikke således, for siden tog han sin moder og broder til vidne på, at han også før, han havde talt med mig, havde været misfornøiet med «Folkefienden». – Da måtte jeg le af fuldt hjærte, for det var for komisk at høre Erns[t] Sars virkelig for alvor ta'e så meget hensyn til mig og min mening. – –
Der var forresten adskilligt i dine breve, som berørte mig ubehageligt; f.eks. det om Fritz. Jeg har «båret mig dumt ad». Jeg har slet ikke båret mig ad, hverken vist eller dumt. Såvidt jeg mindes har Fritz og jeg slet ikke talt om dig. Men Fritz har jo sin force i at lyve, – ja det vil sige han lyver slet ikke for at lyve, men han bruger det som redskaber. Det er altid hans vane, at lade som han ved det eller det, eller som om vedkommende selv har fortalt ham det eller det, og så har han ofte på den måde fået at vide mere end det han havde mistanke om. Hvor ofte har han ikke fortalt mig sligt, og siddet og klukket af latter over dem han havde narret, og fået til at røbe sig. Hvor jeg er forfærdelig bedrøvet over at Fritz som du siger «har mærket at du elsker mig». Det har sat mig på hovedet i forvirring. For nu, når du reiser bort i julen, og jeg altså også reiser bort, så får alle mennesker, Fritz og de andre med, det at vide naturligvis, – jeg mener den kjendsgjerning at vi begge forsvinder, og så, – tviler du vel ikke om at man forstår at lægge sammen. Så bli'er jeg en gjenstand for folkesnak og gisninger, og så vil man sige at jeg nok er en god en, der dog trods alt, har sine historier. Og det kan og vil jeg ikke udholde. Det er slet ikke bare for min skyld, – det er meget mere for gutternes, og fordi jeg ikke er vant med at stå i fordægtige lys. Alt hvad jeg har gjort, har jeg før kunne lægge frem for hele verden. Hvad skal jeg dog gjøre?
Å du, hvor jeg vilde ønske at du havde været flink til at «fornægte din sjæls dyreste indhold». Det er slet ikke til at skryde af, at du ikke kan det, for se nu bare hvor det vilde være kommet vel med her. Havde du til Fritz talt om mig i ligegyldige, – ja endog overseende udtryk, så var han fra første øieblik bleven instinktmæssig vis på at der ikke var noget på færde. Jeg forstår mig forresten ikke ret på Fritz. Han lod i den sidste tid til at have en så levende interesse for mig og mine greier, – også efter at han havde opgivet at få mig til skalkeskjul, – kom her om aftenen af sig selv, og bar sig ad som et ulykkeligt forelsket menneske, endskjønt der ingen var tilstede, som kunde blive skuffet af det. Og så sa'e han engang, at når han kom til Kjbhv. vilde han få folk til at tro, at vi, han og jeg var forelsket i hinanden. Jeg er nu altid vant til at lægge så lidt bræt på Fritz's snak overhovedet så det altid går ind det ene øre og ud det andet, hvad forresten også alle andre menneskers snak gjør. – Det er vanvid, dårskab, uforsigtighed i allerhøieste grad at komme til dette møde for mig, men alligevel gjør jeg det, fordi jeg det. Endnu ved jeg ikke hvorledes jeg skal arrangere det, for at få det til at se blot nogenlunde rimeligt ud, men komme skal jeg. Det gjælder altså blot at vi bliver enig om dagen for vor afreise, og at vi sætter hinanden stævne i det eller det hotel, – jeg overlader til dig at bestemme hvilket. Hvis trænene går på helligdagene fra Kr.ania til samme tid som på hverdagene (om morgenen kl. 7), så vil jeg være i Gøteborg om aftenen kl. omtrent 8 eller 9. Jeg skal nok greie mig, jeg, – for jeg er vant til at reise fra før af, – så tager jeg ind i det bestemte hotel, og venter der på dig. Og så er det vel bedst at vi med det allerførste træn går videre til et andet sted, for jeg kjender et par familier der, og det er altfor utrygt at blive. Skriv nu et nøiagtigt svar på alt dette, og gjør det strax, for husk at der er ikke så overhændig lang tid tilbage. Det du fortalte mig om G.H. kan jeg næsten ikke begribe med min forstand. Er det da blandt mænd ingen skam at være som et lavartet dyr? Jeg finder det udtryk, for leiligheden, thi ordene: usædelig, umoralsk, liderlig er vel forlængst blevne blotte og bare talemåder for personer af hans sort. Jeg synes man må være så over alle grænser skamløs, – nei snak, man må være lavet sammen af bare smuds og lort, for at bede om fem kroner tillåns ved en sådan anledning. Og koster det 5 kroner? Jeg er virkelig nysgjerrig, – er det muligt at det ikke koster mere? Er det, er det virkelig muligt?
Det er dig som må sige hvor mange dage du kan blive: Er jeg først sluppen løs, gjør en dag eller to ikke noget fra eller til, – ja det vil sige, jeg forudsætter at vi regner i dage og ikke i uger. Hvor du er dum som låner dine reisepenge bort, – det skulde du ikke gjort, for den sum skulde været dig hellig. Men koster det virkelig så meget som det dobbelte af 150 kr. Jeg bli'er ganske forskrækket. – Hvormeget er 1800 kr.? Jeg må altid ha'e det i spd for at forstå mig på hvad det er. – 4,50 spd.,k242 – det er jo latterligt for alt det stræv, – ja hvis det var et nebenarbeide, men nu er det ganske det modsatte.
Jeg får slutte her, for nu må jeg afsted. Måske skriver jeg imorgen igjen, for jeg har langtfra fåt sagt alt hvad jeg vil, og dine breve har gjort mig bedrøvet, alt hvad der står der har gjort mig lei, ikke minds [sic] det om G.H. ikke fordi, – det vedkommer jo ikke mig i fjerneste grad, men alligevel, jeg kan aldrig høre sligt, uden at blive sjælesyg, og så varer det en tid før det går over.
Og det om Rovsings skjorte, – uf hvor det er modbydeligt, man kiger ind i en fæl, uren uudholdelig verden, en verden som skulde have Jehovahs syndflod over sig for at skylles bort fra vor stakkels klode, å jeg kan ikke sige, ikke klare for mig, eller dig hvad det er jeg føler, – jeg har ved alle slige leiligheder blot et ønske: at lægge mig til at dø.
Din Amalie.
[Tilføyelse på baksiden av papiret]:
Er ikke dette gode konvolutter?

47. Amalie til Erik

Kr.ania 8-12-82.
Er du endnu sint på mig? Det er du vist, for nu har du fået tid til at tænke dig om, og så er jeg vis på du har tænkt dig harmere og harmere. Ja, for det var nu også stygt af mig at skrive om sligt, – nei ikke at skrive det, for det var vel bedre vel at sige det frem, end at gå og skjule det for dig, og være bange for et og andet sådan i al stilhed. Du har så tidt sagt, at du er så langsomt et menneske, og nu tænker jeg mig at vreden og misfornøielsen langsomt er voxet op i dig, og derfor kvier jeg mig til dit næste brev, på samme tid som jeg venter det med utålmodig længsel. Å bare jeg var hos dig, – du kan tro jeg skulde få dig til at forstå det; der skulde ikke blive såmeget som en skygge af forundring tilbage hos dig, over at jeg havde mine anfald af ængstelse. Nu, efterat du har talt om det kan jeg rigtignok ikke begribe mig på mig selv, skjøndt det kan jeg; men jeg er så usigelig bedrøvet over det, meget mere end det kanske vistnok er værdt. Tror du at du vil ha'e en liden smule ondt for at tilgive mig ganske? Gad vidst om du ikke vil det? Er du langsinnet? Det er ikke jeg, – ja det vil sige, undtagen når det er noget uhyre, – noget der slukker ud, eller bryder af, eller gjør stum, for da er der ingen som er værre end jeg, men da er det heller ikke langsinnethed, men noget ganske andet reelt og fornemt. – Jeg skulde hørt på det med et smil – siger du – det var jo det jeg gjorde først, men så kom der mere, som var værre, og så var det det kjedelige, at jeg kom til at gruble over det om nætterne, og da er det altid slemt, for jeg kan ikke undvære søvnen min, uden at det hævner sig på en eller anden måde, denne gang altså med alle de stygge ængstelser. Og tilslut blev det så pinefuldt, at jeg måtte ud med det. Men nu du ikke længer være vred for det, hører du jeg be'r dig så pænt, og jeg ser så bange på dig, for jeg kan ikke leve uden at du er blid på mig, – nei, jeg kan, jeg kan det ikke. Hvis du gik i dage, og var sint, og så koldt og ondt på mig – for du kan godt, – så blev jeg rent fjollet af sorg, og hvis vi levede sammen, og du kom sent hjem om aftenen, så vilde jeg være gået iseng, og ligge med ansigtet ned i puden og nakken op, og lade som jeg sov stenhårdt, og siden, når du var sovnet, vilde jeg gi'e mig til at græde. Nu du skrive , at jeg kan føle du ikke er vred, ellers kommer jeg ikke til mødet; tror du jeg vil komme, når det skal være for at få skjænd af dig? Jeg har lidt ondt i hovedet i aften, ja ikke så lidt enda, og det gjør mig utålmodig og kjed, for jeg er ikke vant til noget sligt. Jeg har ikke ofte ondt nogetsteds. Men derfor kan du tænke at dette brev ikke bliver langt. Det er desuden sent. Den stærke ovnsvarme skal heller ikke gjøre det bedre. Og så er jeg træt. Jeg har siddet med en sypige siden middag, og været så umådelig flittig, for det var sidste dag hun kunde komme, og i formiddag var jeg i geburtsdagschokolade, og drak en champagne, der ikke var god. – Jeg længes så umådelig efter dig, bestandig, du! Det er dog underligt at gå med denne græsselige lyst til at kaste sig i et menneskes armer, – jeg har aldrig kjendt magen, – det er for naragtigt igrunden. Og gad vidst om det nu egentlig er så morsomt. Ja nu får jeg se når vi træffes i Sverige. Jeg har spurgt efter om trænene, og tænk jeg må overnatte i Charlottenburg.k243 Er det ikke rædsomt. Nu skal du høre: trænet går herfra kl. 8 eller så om morgenen første juledag f.eks. og så kommer det ikke til Gøteborg før den næste dag kl. 8 om morgenen naturligvis. Er det ikke rædsomt! Det er vinterruten. Gid pokker havde den. Kunde ikke du komme til Charlottenburg? Så traf vi hinanden allerede første juledags aften, – å nei, det er sandt, dit træn går jo først fra Kjbhn. kl. 11 om form. så det er jo en umulighed. Ja, nu må du endelig give mig den nøiagtigste besked om alt muligt, hører du? Måske kunde jeg blive i Charlottenburg og vente dig der. Det kan vist ikke være så langt fra Gøteborg. Jeg skal se efter på dit jernbanekort. Nei, – den stod der ikke naturligvis. Så har alt det stræv med at finde det brev, hvori kortstykket lå, været til ingen nytte, – det falder af sig selv, at det var det allersidste brev i bunken, og at jeg havde at gjennemse hvert eneste ét, før det rette kom. Jeg har telegraferet til B.B. idag.k244 Han er jo hos Hegel. Du kommer vel til at treffe ham. Jeg læste et brev fra G.B. til redaktør Thommesen forleden.k245 Hvor han dog kan syte, (klynke hedder det på dansk) den mand. Som om hele verden ikke pønsede og tænkte på andet end at sige ham «ubehageligheder» og «uartigheder». Han er dog med al sin storhed lidt liden; mindre end en af os (i hans sted) kunde være fordi han er en jøde; og dog holder jeg så meget af jøderne, – ja forresten mindre nu. Det går altid så, man har voldsomme anthipatier, næsten afsky, så slår man om såsnart man mærker at man er gået for vidt og har været uretfærdig, man forbauses over al den uret man har havt, man vil gjøre den god igjen, man bliver varm, lukker øinene vidt op, for vidt, man begeistres og får ideer, – men så bli'er man gammel i rusen, og så begynder man at forstå, at der dog har været nogen grund til anthipathien, og så bli'er man stående der. – – Men hvorledes kunde dog Fritz komme til at gjøre dig undskyldning, for noget han sagde om mig. Han må jo vide fuldstændig besked for at kunne gjøre det, – for hvad buisiness [sic] havde han ellers til at gjøre det? Ja, du er rigtig deilig, du. Hvorledes er det dog du har båret dig ad, – jeg er nysgjerrig for at vide hvordan det gik til. Og tænk Fritz som går og vaser så om alt til alle. Det er umådeligt sørgeligt. Hvor jeg glæder mig til at få tale med dig om alt dette. Og hvor jeg glæder mig til at skulde kunne sige mundtlig godnat til dig om et par ugers tid. Da skal jeg også ta'e dig om halsen med det samme, og kysse dig rigtig ordentlig. Jeg elsker dig mere end det er muligt, mere end fru Gyllembourg elskede Gyllembourg, hvor vil du hen! titusinde gange mere. Jeg er træt og min hovedpine er ikke bleven bedre. Og nu skal jeg ovenikjøbet løbe ned gjennem haven midt om natten i al sneen med dette brev til en postkasse, som hænger dernede i den gade, hvor vi gik isommer, for ellers kommer det ikke til at gå før på søndag. Postkasserne bliver tømt om morgenen kl. 6, forstår du. Den, der kunde sidde ved din side, med din arm om sit liv, og tale om alt muligt!
Din Amalie.

48. Erik til Amalie

Søndag Aften den 10 December 82
Min elskede, tak for dit sidste Brev.k246 Det var yndigt at modtage. Hvor er hvert Ord deri kvægende godt. Det er en så fuldt lødig Kærlighed den, der har skrevet det. Min egen Pige – jeg havde naturligvis en «lille» Angst for Måden Du vilde tage imod Utålmodigheden, Utilfredsheden, hvad Du vil, i mit sidste, afjagede Brev. Stump, vi gå jo begge på en ikke fuldt tilforladelig Viden om hinanden, så længe vi ikke i et Møde har taget på, følt, vejet, undersøgt, legemliggjort vor Kærlighed – Du søde, så roligt, så alvorligt, så inderlig villende vide Besked – å min dejlige Veninde, jeg vil, at jeg med et eneste Strøg af min Hånd skal kunne sige Dig hundrede Ord, og jeg vil i et eneste Blik fra Dig kunne læse Ting, som aldrig endnu er bleven sagt, som aldrig vil kunne blive født til Verden i så grov en Skikkelse som et Ord eller en Række af dem. Min elskede! som Ord dog er for lidt – ikke?
Du, nej jeg tror ikke, at jeg vil drille Dig med din Fejltagelse. Så vidt jeg véd er det ikke min Natur at «ærte». I alt Fald gør det altid et ubehageligt Indtryk på mig at høre andre gøre det. Og det er ikke selve Fejltagelsen, som jeg lagde stor Vægt på – skønt Stump, jeg tror, at min Stil er en hel anden; er den ikke mere varm, er der ikke noget mere Pragt ved den. De tre Breve i «Gertrude» som Helten, hvad Fanden er det han hedder, Arthur, tror jeg, skriver dels om Lærerinden på Gården, dels senere om sine to Veninder og endelig på Lasarettet har jeg altid betragtet som Stilprøver fra min Hånd. Og mig forekommer det, at der er en egen Glød i dem, en blot ved Sprogets Vellyd frembragt særegen Pragt og Dybde i Farverne, som jeg har forud for de fleste, en vis glat eller glidende Ynde, ikke noget energisk, stærkt og stort, men dog noget sikkert, skønhedsmættet villende. Eller er dette noget Sludder, sig mig det! Nej, altså det var ikke selve Fejltagelsen, der gjorde mig ærgerlig, det var de yndefulde, søde Værdier Du ved den kom til at skænke mig forgæves. De nåede mig ikke. Jeg følte dem ikke. Jeg kunde ikke huske de Ting i det lille Stykke, hvortil dine Ord sigtede. Og jeg havde Følelsen af, at Du søgte måske inderligere, kærligere end nogensinde ind til mig, at det Hoved, Du gemte ved mit Bryst, var en Kærlighedsgave af så fin og øm en Art, som jeg endnu i det enkelte ikke havde modtaget – og så stod jeg der som en Per Tott,k247 der ikke kunde gribe hvad Du vilde have jeg skulde tage. Det var så pinligt Stump, at et eneste Ord fra Dig skulde gå til Spilde, jeg som ikke vil miste end ikke et Fnug af en lille bitte Stump af en Længsel hos Dig, som vil kunne høre et Suk i dit Bryst, længe inden det er blevet til Antydningen af en Lyd! Ikke Unge, Du lagde Dig ind til mig da, så fint og blødt og varmt, som kun dit eget elskende Legeme kan gøre det, og jeg kunde ikke gribe Dig – jeg kunde ikke netop da, da Du var sødest, sige Dig det, jeg kunde ikke med et Kys på dit Hår og med en Arm så varlig om Dig give Dig Følelsen af min Kærlighedsglæde. Du, min Ven, var dette ikke Synd? Forstår Du nu Arten af min Ærgrelse. At noget er spildt imellem os to!
Ven, husk én Ting, at jeg ønsker at kende de Historier man fortæller, om ikke for andet så for at få Lejlighed til at lægge hele mit Liv åbent for Dig. Et eller andet, der peger hen mod virkelige Forhold, indeholder disse Krønniker [sic] dog vel. Og det véd Du jo, at Du elsker en Mand, der har levet som andre Mænd; der er meget i mit Liv som Du naturligvis slet ikke holder af. Kærlighed, Fidteri, Bedrag eller sådan noget Kludseri – er det ikke dit Ord? – er der ikke meget af, noget må vel findes hos ethvert Menneske, jeg er meget nøjeregnende, og véd, at også Du har din Part deraf – Du tror det måske ikke – men netop det, man vil betegne med «Don Juaneri» eller i Ordeste [sic] egenlige Forstand «Fordærvelse» af Hjertet – nej min Stump, det er ikke forekommet i mit Liv. Herregud det er jo netop det, som ikke er sket med mig. Det er jo min eneste Fortjeneste på denne Jord. Du søde vær altså så artig at huske på Historierne, at Du kan fortælle mig dem.
Hør nu Amalie, der er noget af Demoralisationen fra dit foregående Liv, som bestandig gør Dig Fortræd; jeg må tale lidt om det. Først dog dette: Vor samtidige Forsvinden fra vor vante Skueplads vil næppe skaffe Vanskeligheder. Her vil jeg lyve. Jeg rejser til Jylland i Julen til min Broder der, som er Præst.k248 På Mrgbls Kontor vil man ikke få Mistanke om noget andet, og Brandes altså ikke i et Brev til Paris fortælle den mærkelige Omstændighed, at jeg er borte, særlig da han jo ikke aner noget om din Rejse. Passez! Min Ytring til Dig, at Du har båret Dig dumt ad lige overfor Fritz betyder: Du skulde da Thauloverne [sic] i sin Tid faldt over Dig rolig som Du gjorde have afvist de andre, men Fritz og Ingeborg, som du står nær, eller ialt Fald hende, skulde Du have standset ved netop ikke at lyve. Uden at sige et eneste positivt Ord kunde Du have forpligtet de Mennesker til at lade Dig i Fred på dette Punkt. Du har sagt mig, at Ingeborg troede på, at der var «Alvor» i Historien, en eneste Mine, et eneste Ord fra din Side havde gjort, at hun med Respekt havde taget Sagen ind i sig som et kammeratlig Anliggende, om hvilket hun dannede en Del af Vagten imod Uvedkommendes Indtrængen. Havde Du kunnet være stolt for din Kærligheds Skyld vilde dette være sket. Men Du var ydmyget og nægtede som en Forbryder, der for enhver Pris vil slippe. Du har derved opnået at få to Sporhunde – og de farligste – lige i Hælene i Stedet for at danne Dig en solid Sauvegarde. De er krænkede, pirrede for dit Lyveris Skyld, de vil nu ved ethvert mistænkeligt Ord eller Vink, sætte Snuden mod Jorden og finde noget ud, og de har ingen Forpligtelse til at lade være. Tværtimod! Du har vist dem bort fra Dig ud imellem Rakket, der staver og lægger sammen, og så staver de og lægger sammen. Det er jo nemlig umuligt at lyve. Véd Du ikke det? Umuligt at gennemføre en Løgn, når man da ikke er pervers. Man skal ikke lyve, det er dumt! Du tager på min Ytring om min Sjæls «dyreste Indhold» lidt som om den i dine Øren lyder som en Floskel. Det er forkert. Det er sandt, at jeg ved at lyve positivt om Dig har Følelsen som begik jeg Helligbrøde – jeg mener om mine Følelser for Dig. Jeg kan ikke sige de Ord, som skulde ved deres Frækhed eller Flothed eller rolige Ligegyldighed gøre et Forsøg på at jage Hunden bort, der snuser. Men jeg kan ved min rolige Alvorlighed tvinge et Menneske, der har nogen Ære i Livet, til at bøje ind i nogenledes fine Tankeforbindelser, når han har med mine og dine Anliggender at gøre. Længere formår man ikke at sikre sig mod Kendinge – efter min Erfaring. Havde Du valgt dette Middel, havde Du nu i forholdsvis Sikkerhed kunnet bevæge Dig nogenlunde frit. Nu har Du bundet Dig strammere end rigtigt og nødvendigt. Men det kommer altsammen fra dit foregående Liv. Hvad Du stod i Begreb med, var noget så vanskeligt at forsvare osv., der måtte lyves. Uf! Og så er det jo sandt Stump, netop i de Dage man overfaldt Dig, var Du jo i Begreb med at smutte bort fra eller snige Dig bort fra din Kærlighed – og det var min Skyld. Ak, Amalie, havde jeg straks kunnet gøre Dig stolt og glad i din Kærlighed, havde Du måske båret Dig anderledes ad. Ven, jeg véd godt, at der var meget forkert ved mig straks, og dette er netop tror jeg den dårlige tilsvarende Følge. Men altså Amalie, Du kommer! Vær nu ganske og aldeles vis på, at jeg véd, hvad det betyder for Dig. Men Du må ikke bære på denne Skræk. Det er Gift. Det er noget satans afskyligt Tøj! Det er rigtigt hvad Du gør – hvad vil Du så mere? Vi skal være meget fornuftige og forsigtige, så vidt mulig ingen Dumheder gøre. Du vover mest, jeg véd det Unge. Men Du vil jo vove det og så må Du ikke være bange, for så gør Du Sagen endnu sværere.
– Hør Ven jeg kan for min Død ikke lide dette Kurmageri, som Folk vover overfor Dig. Nu det med Fritz. Det er dog for galt. Og så var der virkelig for Alvor Tale om, at Du vilde være gået i Båd sammen med ham! Eller skulde I være rejst på Dampskib sammen? Lige meget! Du er for uvidende Amalie – det går ikke an. Du er for – hvad skal jeg kalde det? jeg har et forskrækkelig hårdt Ord på Læberne – for uberørt af de Kumpaners urene Tilnærmelser. Vis dem dog Foragt, Du er for blød – o jeg havde Lyst til rigtig at skænde på Dig. Men jeg skal nok gøre det, når vi kommer sammen. Må jeg skænde rigtig stærkt på Dig? Det er så sødt. Men Du skal se Amalie, Du vil hos mig uden at jeg behøver at sige meget, lære meget.
Du Stump, når jeg rejser fra Kbhvn den 25, så er jeg den 26 Morgen Kl 6 i Gøteborg. Jeg synes det er fornuftigst, at jeg er der først. Hvis du altså rejser fra Kristiania den 26, kan jeg om Aftenen tage imod Dig. Så er Du kun Natten over i Byen. Næste Dag tager vi et eller andet Sted hen, syd på eller øst på, lige meget hvor, er dette ikke godt? Men sig mig kun én Ting. Skal jeg, når jeg bestiller Værelser, indrette det for min Søster, min Hustru, eller «en Dame» – hvori jo ikke behøver at ligge noget slemt. Du søde overvej dette et Øjeblik. Og så giver jeg mig et andet Navn. Hør det er forfærdelig morsomt alt dette farlige Roderi. Vær snild, giv mig et Navn. Det rigtigste er vistnok at Du simpelthen er min Hustru. Jeg har forhørt mig om Hoteller. Der ligger tre, som skal være lige gode, i Nærheden af Banegården, et af dem er Hotel Kristiania, lad os vælge det. Det er blevet Tøvejr nu i Danmark efter en usædvanlig tidlig og hård Vinter med Snestorme og Togstandsninger – Du skal se, Vejret bliver nok skikkeligt i Juleugen; under alle Omstændigheder har vi Navn og Hotel aftalt, for under mulig indtrædende Tilfælde at kunne telegrafere til hinanden. Amalie er det rimeligere for dine Forholds Skyld at komme en Dag eller to senere til Gøteborg, så kan jeg også det, men for mig er det bedst at komme afsted den 25de.
Den Sum, jeg lånte ud, har jeg fået igen. Jeg har slet intet Begreb om hvad vort Møde vil koste, men jeg gør et Forsøg på at få 300 Kr med. Jeg er så angst for at have for lidt Penge på mig. Jeg véd ikke Amalie hvor mange Dage jeg kan snyde mig til – ak Uger bliver det ikke.
Amalie, jeg ser nu først rigtig tydelig, at Slutningen af dit Brev er så sørgmodig. Du må ikke tage Dig af disse Smudsigheder. Bag dem, ser der dog ikke så hæsligt ud, som Du tror. Jeg har fortalt Tingene som de er, for det er min Vane, og jeg har ondt ved at lade være, og efter min Mening er det rigtigt, at også en Kvinde – en forstandig, moden Kvinde – tvinges til at vide Besked, men naturligvis må der være mangfoldige Ting, som ved at stilles uforklarede hen kan antage endnu værre Former end de i og for sig har. Også om den Slags Ting kan vi jo snakke. Min lille Pige, der er ikke Spor af Tvivl om, at G.H. er fordærvet og demoraliseret – i hvor høj Grad véd jeg ikke ret, jeg mener, jeg véd ikke hvor dybt eller hvor lidt dybt hans egenlige Følelsesliv er angrebet; men det skal Du vide, at fordi det ved hans usigelige Mangel på Penge kommer til at antage grelle Former, så er hans Fordærvelse ikke derfor større end disse rigtig pæne Mænds, hvoraf der sikkert gives nok i Kristiania, og med hvem Du kommer i Selskab og spiller Kort t.E. Husk jeg véd intet om din Omgang, beskylder ingen, men jeg antager det kun for rimeligt. Og heller ikke er dette grove Grisseri egenlig værre end det, Miljonerne gør anstændigt i sin ydre Form, eller blot velhavende Forhold formår at dække nogenlunde vel til.
– Men hele denne Verden under den Verden, man ser, kender Du for lidt til, at det kan nytte her at fortælle Dig noget om den. Der kunde ellers på ny være Lejlighed dertil, igår så jeg nemlig ikke så lidt af sligt: Der var et udmærket vellykket Gilde for Bjørnson i Studentersamfundet – han talte fortrinlig, helt anderledes end oppe på Aulestad – og efter det vandrede jeg ud med 6 [kendte?] Mænd for at se Kbhvn ved Nat.k249 Jeg vil ikke affektere, at jeg ikke før har set sligt, men det er længe siden, og jeg var nu netop igår i et Humør, som bar mig ind på den Slags Nysgerrighed – Grunden skal jeg fortælle Dig en anden Gang – og jeg så virkelig adskilligt, som morede mig. Da jeg så kom hjem Stump, så dit Brev til mig, og som et rensende Bad efter de Ting jeg havde hørt og set på, fyldte jeg mine Tanker med dine usigelig rene og søde Ord. Ser Du nu, min Unge, hvis G.H. nu ingen Kvinde har, som han holder af, eller som holder af ham skal meget tilgives ham.
Jeg er træt nu af at skrive – min Hånd tåler i Grunden ikke meget, jeg har haft en Art Skrivekrampe – Klokken er også mange, jeg har først sent i Aften kunnet begynde. Jeg siger Dig Godnat min lille Pige! – Det er sandt det om Fru Gyllembourgs Breve. Jeg turde jo ikke sætte dit Navn på. Kan du ikke begribe, at jeg havde haft den inderligste Lyst dertil. Naturligvis er jeg lidt skuffet over, at Du der ikke føler helt som jeg. Men det bliver sødt at tale med Dig om det. – Godnat min yndige lille Pige, min Elskede! Du véd jo af, at jeg er rigtig dybt alvorlig grebet af så snart at skulle mødes med Dig. Min Amalie!
God nat Du elskede.
Det er G. Heiberg som har skrevet Anmeldelsen af «Familien Pehrsen» i Mrgbl.k250

49. Amalie til Erik

13-12-82
Nu har du vel også fået mit andet brev, som var skrevet fredag aften i en bange og bedrøvet stemning, såvidt jeg husker. – Jeg havde ligefra søndag af, så vist ventet mig brev idag morges. Hvergang jeg, mens jeg klædte mig på, imorges, hørte nogen gå i trappen og ringe på klokken, bankede mit hjærte som det var galt, men det var aldrig postbudet. Så havde jeg opgivet det, og forsøgte enda med lidet held at være nokså fornøiet, idet jeg sa'e til mig selv, at nu kunde jeg i allefald med kraft ta'e fat på mit arbeide, siden dit brev ikke var der for at distrahere mig, som det altid gjør i en nederdrægtig grad. Men så kom det alligevel; – tak du forfærdelig elskede som får mig til at være et fremmed menneske, som jeg selv slet ikke kjendes ved, som bringer mig til at gjøre hvad jeg forlængst har troet mig ophøiet over, og i overlegen medlidenhed har overladt til andre, elendigt forblindede væsener. – Lad os ikke tale mere om den dumme misforståelse hvad brevet fra Landet angår, iallefald ikke før vi treffes. Jeg forstår dig forresten så udmærket. Du er vidunderlig sød, er du, og så over alle grænser klog, – hvor er det dog muligt at du er til, og at jeg, at jeg virkelig har fundet dig. Men jeg skal sige dig det, at brevet fra Landet er godt; jeg har læst det igjen og igjen, og det kunde, så eiendommelig og meislet din stil endog er, udmærket været dit brev, et udtryk for en stemning eller en fantasi, du havde sat i ord i en fart. Lad det længe nok være hende som har skrevet det istedetfor dig, – jeg siger ikke længer at jeg elsker det, – men jeg holder af det, ikke alene fordi det voldte mig denne illusion, men også fordi det er godt. Hvor det er deiligt, at du ikke synes om at ærte. (Jeg har brugt det danske ord «drille», meget imod min villie, af hensyn til dig. Nu ser jeg til min glæde, at du kjender ordet ærte.) Ikke jeg heller synes om det, – jeg kan det endog ikke. Det vil sige, – jeg har forsøgt at lære det gjennem tidernes løb, for at ha'e et våben mod dem, der ærtede mig, og jeg blev virkelig flink, – skjøndt nogen rigtig art havde det ikke. Men du kan tro, det er min natur imod; dem jeg holder af, holder jeg af på en ganske anderledes alvorlig måde, end at jeg kan klusse samværet op i sligt tusseri. Men det er jo så almindeligt at de, der står hinanden nærmest, uafladeligen og ubarmhjertigen ærter hinanden, så jeg næsten troede det hørte til. –
Alt det du siger om «demoralisation» fra mit «foregående liv», er der vist meget i. Det vil sige, jo længere og jo mere jeg elsker dig, jo bedre forstår jeg hvad der ligger i disse ord, det har jeg i ethvert fald en følelse af nu. Men jeg synes at du i dette tilfælde lægger forliden vægt på, at der dengang Thauloverne kastede sig over mig, slet ikke var noget at betro, hverken de nære eller de fjerne iblandt dem. Ingeborg kom jo og talte til mig, netop som jeg havde afsendt mit (som jeg troede for gud og mennesker) afskedsbrev til dig. Og strax efter reiste hun jo. At indvie nogen, selv Ingeborg, der ved sin egen uhyre fortrolighed kunde havt krav på min til gjengjæld, i det, der dengang var foregået mellem os, vilde jo været en uting, og dernæst mig en umulighed. Jeg gik jo med et sår, der blødte, og jeg havde jo ingen anden udvei end at dække mig bag en forhærdet nonchalance. Det synes jeg just var dygtigt gjort af mig. Netop fordi, jeg var så vis på, at alt var forbi mellem os, måtte jeg jo lyve dig og mig fra det hele. Hvis jeg havde tilstået at du virkelig havde været hos mig, og at vi havde havt sammenkomster her, som vi havde holdt skjult, så kunde de jo ha'e anstillet gisninger, (når de så, der intet kom ud af det), som jeg fuldt så meget for din skyld, som for min, måtte søge at afende. Kan du ikke forstå det? Det lykkedes mig også virkelig. Og jeg tror det skyldtes min måde at tage sagen på, at ikke Thauloverne, Ingeborg også, dengang gik og hviskede om at du havde friet til mig og fået en kurv, for noget sådant slog de på; det var just det som forfærdede mig i den grad, at jeg fik mod til at være så kjæk, så langt kjækkere end jeg selv havde ventet. Sådan hang det dengang sammen. Men det kan jo også godt være, at om det havde været anderledes, jeg dog ikke vilde havt mod til at være sådan som du siger, jeg skulde. Skjøndt gud ved alligevel. Det forekommer mig at om Ingeb. nu spurgte, kunde jeg, om det gjaldt mit liv, ikke ha'e fornægtet min kjærlighed. Sagen har jo slet ikke foreligget siden, – ingen har spurgt mig, – alt synes glemt her. – – Jeg mente slet ikke, at det om dit «hjærtes dyreste indhold» var en floskel. Er du gal gut! Hvis ikke din kjærlighed var det, vilde jeg slet ikke ha'e noget af den, du. Tror du kanske ikke den er mit? Men alt det kan vi jo tale om. Bare vi får tid til så meget. – Hvorfor vandrede du ud «med sex kjendte mænd»? Og hvorfor var du «i et humør som bar dig ind på den slags nysgjerrighed», og hvorledes kunde du more dig? Kan et bravt menneske virkelig more sig ved sligt. Jeg synes det måtte være ham bare en lidelse, jeg. Jeg har nu en følelse af at der er mellem min og mandfolks verden et dyb befæstet, som det der var mellem fader Abraham og den rige mand i pinen.k251 Jeg kommer aldrig over det dyb, – jeg mener end ikke med min forstand. Så god den endog er, så slår den ikke til ligeoverfor dette uudgrundelige væsen. At det slet ingen skam er, – bare det at yde sit bidrag til at sligt består, – – ja det nytter jo slet ikke at tale derom, – det er så uhyre nedslående, så græsseligt ondt og stygt, at det stundevis betager mig al min tro til mennesker, og alt mit mod på livet. – Paulsen har troet at det var dig som havde anmeldt «Pehrsons». Du skal få se den skrivelse, han i den anledning sendte mig. Jeg tager den med. – Adieu sålænge. Jeg skal spise middag.
Om aftenen. Jeg går og studerer på om du vil sende mig en skrivelse til svar på mit andet brev, som du vel må ha'e fået mandag morgen, eller om du vil tænke som så, at det jeg fik idag kan være nok for dem begge. Gud give du ikke vilde det, for det er så over al måde deiligt at få dine breve, selv om der er skjænd i dem. I dette sidste var der nu egentlig en hel del, men så var der også så mange søde, gode ord, der gik mig lige ind i sjælen og gav mig en længsel efter dig, som du ikke kan fatte. Jeg skal svare dig på det du skjænder for når vi sés, – (når vi sés – det er næsten berusende at vi skal sés); da skal jeg jo også ha'e mere skjænd, så det er klogest at vente til jeg kan ta'e alt under behandling på én gang. Brevet fra B.B.k252 vilde jeg så gjerne ta'e med mig for at vise dig, men jeg er vis på, du bliver sint på mig for det, og det ville virkelig være synd i mig, for der er jeg nu så over alle grænser uskyldig. Jeg ved det er dumt at jeg viser dig det, for du vil ikke kunne forstå hvorledes det går til at B.B. kan skrive således, – og det kan jeg ikke heller, – skjøndt jo, når jeg husker hans måde at spøge på, den er lidt plump og voldsom, så kan jeg det nok, – hvad var det jeg vilde sagt – ja, – men siden du nu netop har skjændt på mig for den slags ting, så vilde det plage mig at der var noget jeg ikke talte om. Pyt, du må ikke tro det er noget! Det er et utækkeligt vrøvlet brev, fuldt af sludder og ingenting; men B.B. har aldrig skrevet således før, og når jeg har været sammen med ham, har han altid siddet mindst tre alen fjernt fra mig, og aldrig rørt med en finger ved mig, undtagen éngang i et selskab, da han midt for alles øine pludselig greb mig om livet, som jeg stod og snakkede med ham. Men han slap mig strax, og det gjorde ingenting, for det kom så rent uforvarende. – Du må love mig at der aldrig skal komme nogenslags misstemning ind mellem os for sådanne årsagers skyld. Det vilde være for dumt og dertil uretfærdigt, og så vilde det krænke mig, og tilsidst gjøre mig vred. Men jeg ved jo godt at du er altfor sød, – jeg er så tryg, så tryg hos dig, min elskede! – – Jeg har atter læst dit brev igjennem, og det næsten ærgrer mig at du tager således på vei fordi jeg har «nægtet som en forbryder, der for enhver pris vil slippe». Det er aldeles forkjert tænkt og sét af dig. Hvad havde jeg at gjøre andet dengang ligeoverfor Ingeborg?, – og siden har man ikke spurgt mig. Men jeg har jo skrevet om alt det, – du gode gud hvor du kan skjænde forresten! Og nu med hensyn til vor reise. Se nu på det, jeg skrev om Charlottenburg.[sic] Var det ikke lige godt, at du gik did? Der vilde altså jeg indtræffe om aftenen. Skulde jeg til Gøteborg vilde jeg altså først træffe dig den næste morgen, og det vilde være fælt at blive alene i Charlottenburg, og måtte op tidlig ja vistnok meget tidlig midt på natten omtrent, eftersom trænet skal være i Gøteborg kl.8, tror jeg, om morgenen. Jeg tager ingen bestemmelse, før jeg atter har hørt fra dig. Men så næste gang håber jeg at kunne give ordentlig besked om alt. Hvor det er græsseligt flaut dette med at bestille værelser. Du ved ikke hvor pinligt det var at læse det, men det er jo ganske nødvendigt at ha'e alt på det rene i forveien. Men hvor det er flaut! Jeg generer mig alligevel græsseligt for dig, du. Og så at du skal give dig et andet navn! Måtte jeg også det? Det er jo som var vi to falsknere som politiet var i hælene på. Jeg overlader alt dette til dig. Du må ikke blive vred fordi jeg ikke giver mit besyv med i laget; jeg kan jo ikke sige at du skal kalde mig din, – ja hverken det ene eller andet. Gjør i denne henseende ganske som du finder det klogest og rettest. Jeg forstår jo godt at vi må være enig om alt, men at vi skal være nødt til at blive så fordægtige!
14de om aftenen. Jeg fik ikke noget brev idag; derfor gjør jeg dette færdigt, og løber ned i postkassen med det, så får du det lørdag aften vel. Hav nu alting bestemt til næste gang du skriver, og lad mig vide nøie rede på alle greierne. Så skriver jeg – det bliver formodentlig i næste uge – et brev med svar, hvori jeg siger at jeg har forstået, og at alt er allright. Derefter skriver jeg bare et eneste brev til før vi sés. Er det ikke deiligt at jeg kun har to breve til foruden dette, at sende dig, inden vi tales ved? Men er det ikke fælt at vi skal ha'e falske navne? Skjøndt klogt er det vistnok. Alt dette har jeg slet ikke tænkt på, for jeg er så letsindig, og derfor kom det så overraskende på mig. Du, det med at bestille værelser er i grunden det sværeste. Hvis du sa'e jeg var din søster, hvad jeg helst ønskede, men hvad ingen vilde tro som ikke var rent idiotisk, (gud give jeg dog havde været meget blondere!) så kunde vi fået værelser ved siden af hinanden. Det kunde du godt ha'e forlangt; ikke sandt? Men hvis du siger det er til en dame, så vil de måske forundre sig over, at vi sidder så meget sammen om dagen og, men du kunde jo sige det var til din forlovede! Er ikke det en god idé. Den tror jeg er udmærket. Så kan vi være sammen så meget vi vil hele dagen, og de vil bare finde det naturligt. Ikke sandt? Gjør forresten som du vil, og skal jeg hae et andet navn, så må du skaffe mig det. Jeg synes alt dette er så fælent på afstand. På nært hold bli'er det dog vel ikke så slemt, antager jeg. Jeg kan meget nødig reise herfra før den 26de om morgenen. Ja; jeg kan jo slet ikke da heller, men jeg vil alligevel gjøre det. Idag om 14 dage er vi altså sammen. Er du nu vis på at du bliver rigtig glad i mig, strax du ser mig? Du har jo igrunden sét så lidet til mig, at du slet ikke ved hvordan jeg er. Tænk om du finder mig ganske anderledes end jeg står for din erindring. Vil du så blive skuffet? Det skulde du ikke, for jeg kan nok være bra, om jeg ikke netop er slig som du har tænkt dig mig. Jeg er vist ikke så pen om vinteren som om sommeren. Al den ovnsvarme tager på huden, og så er jeg meget blegere, for da du så mig, var jeg brun af at ligge på Grefsen. Jeg er så bange, og jeg er så flau for dig. Du må slet ikke sige noget til mig med det samme du ser mig, ikke før en god stund efter, hører du det elskede. Hvor det bli'er dræbende at reise den lange vei alene. Jeg vil tage ind et sovepulver, og lægge mig nedfor fra begyndelsen af. Det er den eneste måde at kunne holde ud på. – Det er slet ikke slige fæle folk jeg spiller kort med, må du tro. De er tværtom meget skikkelige, – ja det vil sige, én siger man noget slemt om, jeg ved ikke hvad, – han er adjudant [sic] hos kongen, – men ham er det så skjælden jeg har spillet med, og de andre er slet ikke slig. – Uf, det blier en travel tid denne. Der er så meget som skal gjøres til jul, og så har pigen naturligvis fået værk i fingeren. Hun går med grødomslag, og tør ikke komme i vand med den. Idag var doktoren her og skar den, stakker, hun var så kjæk. En lykke er det imidlertid at veiret er blevet så mildt. Det har været bidende koldt lige op til 14 grader Reaumur,k253 men nu i over en uge er det gået op til 0, og det er så deiligt, især siden jeg må hjælpe pigen i kjøkkenet, for konen kan ikke komme før på eftermiddagen. Jeg bryder mig forresten slet ikke om at det er koldt, når jeg skal afsted. Kupéen er jo opvarmet, og jeg har udmærket reisetøi, forværks kåbe, og mere end jeg behøver af alt muligt. Man spår imidlertid at veiret blier udmærket i julen. Vi får nu se. Dette er et dumt og kjedeligt brev. Du vil kanske finde at det ikke er værre end så mange af de andre jeg har sendt dig, men deri har du ikke ret, – dette er værst. Pennen er så dårlig, og jeg gider ikke tage en ny. Nu skal jeg desuden holde op. Gud give jeg var kommen tilbage fra expeditionen ned gjennem haven: Det er ikke det mindste fælt, men jeg er bare så doven og min stue er så varm. Godnat min elskede, min søde, yndige hjærtens ven! Det går så, at du blier mig alt, alt i verden, det mærker jeg mere og mere.
Din Amalie.

50. Erik til Amalie

Den 14 December 1882
Som Dit sidste Brev er sødt! Som jeg er gået rundt med det i min Lomme, glad helt ned på Bunden af min Sjæl, helt udfyldt af Dig. Ethvert Hul og Sprække i mig var fyldt med Dig. Også når jeg havde mest travlt kunde jeg føle Dig. Jeg tror, at Du aldrig har været så meget med mig som netop i disse Dage. Men jeg har haft urimelig travlt. – Men jeg er ved at blive fortumlet i Hovedet af at studere et forbandet «Jernvägs Karta öfver Sverige» med tilhørende Liste. Jeg kan ikke finde ud af det. Du søde, har Du ikke sagt galt, at du skal rejse fra Krstia Kl 8 Morgen? Efter mine sidste Granskninger har jeg udfundet, at der må gå et Tog Kl 4,20 fra Kr. – – nej nu ser jeg, at det rimeligvis også er galt. Det er for dumt indrettet det Kort! – Men hør nu. Du siger jo, at Du skal overnatte i Charlottenberg. Det er jo ufatteligt. Charlott. er den første svenske Station på Nordvestre Stambanen 18–20 danske Mil fra Krist. – Fra Charl. går et Hurtigtog Kl 6,50 – men om det er Morgen eller Eftermiddag siger den idiotiske Liste ikke – Dit Tog er Kl 1,40 i Laxå. Samme Dag kan jeg fra Gøteborg være Kl 1,50 i Laxå. Jeg formoder at det er Frmdg's Tog begge to. – – Nej det er noget Sludder, nu har jeg fundet ud af det. Jeg kan være Mandag den 25d. Aften Kl 9 i Charlottenberg. Det går til på følgende Måde: Jeg tager Lørdag Aften Kl 6 fra Kbhvn med Dampskib til Gøteborg, er der Søndag og rejser Mandag Morgen Kl 6,30 fra Gøteborg, så er jeg om Aftenen Kl 9 i Charlottenberg. Ja jeg kan ved at rejse Søndag Aften fra Gøteborg være i Charlottenberg Mandag Eftermd. Kl ½ 1, men så skal jeg tilbringe 3 Nattetimer i Laxå fra Kl 2 til 5, det er mindre behageligt. Og jeg tror, at det er rigtigt, at Du først tager fra Kristiania Kl 4,20 Eftermdg. Men hør nu, Stump: Forholder det sig som Du siger, at Du skal med et Morgentog fra Kristiania, så må Du være midt på Dagen i Charlottenberg, og så kan jeg altså også være der omtrent samtidig. Undersøg nu dette nøjagtig og behold dette fast, at Du kan eftersom Du indretter din Rejse bestemme, om jeg skal være i Charlottenberg Kl ½ 1 Formdg eller Kl 9 Aft. Mandag den 25. Så tage vi slet ikke til Gøteborg, men flakke om hvor helst vi vil. Indret det aldeles absolut alene efter din Bekvemmelighed hvis begge Muligheder findes (Morgen og Eftermdg'stog) Timerne i Laxå om Natten har i og for sig intet at betyde.
Om Aftenen Kl 12 på Kontoret
Jeg har ikke haft et Minuts Tid Du sødeste til at skrive et eneste Ord i Løbet af Dagen.
Det kan nu også være det samme, nu ser jeg Dig jo snart. Jeg har på ny gennemgået Listerne det er rigtig som ovenfor angivet. Svar mig altså og husk, at jeg under alle Omstændigheder tager ind under mit eget Navn i Hotel Kristiania i Gøteborg Søndag den 24
Brandes er idag rejst til Paris!!k254
Det er slemt for mig, for så vidt der da ikke er Tale om at kunne «bede» mig fri på Bladet. – Jeg bryder mig ikke derom og rejser uden Permission med efterladt Skrivelse om, at Fanden er løs i min Familje i Jylland!
Læs Brandes «Et Besøg».k255 Han har gjort mig en slem Spas, tror jeg, ved at give Forføreren udvortes Kendetegn, der ere tagne fra mig. Han har gjort mig en Slags Undskyldning derfor. Men har jeg altså været Stig Høg, så bliver jeg sikkert nok denne Fyr – jeg husker ikke hans Navn.
Nu farvel Elskede
Vi ses snart!
Din Erik
Dine Konvoluter ere for tynde, man kan læse Skriften igennem dem.

51. Erik til Amalie

Lørdag Aften 16/12 82
Min yndige Ven, jeg har fået dit Brev i Aften og vil blot med et Par Ord sige Dig, at Du er den sødeste Pige på Jorden. Tror Du dit Brev var kedeligt? Du er et lille Fæ!
Når Du ikke kan komme fra din Rede før den 26, så er der jo ikke dertil noget at sige. Men så indretter jeg mig lidt anderledes, så tager jeg den 25 over Malmø og kommer til Charlottenberg 26 Kl 12 (?) tror jeg – jeg har ikke det interessante Jernvejs Kort ved Hånden. Jeg sidder hos fremmede Folk og skriver.
Altså kun dette! Du er ubeskrivelig sød, jeg elsker Dig, glæder mig længes og indretter mig ganske som Du kan og vil have det.
Din Erik

52. Erik til Amalie

Mandag Aften [18/12/82]
Min elskede Amalie, er det underligt, at jeg ikke nu mere, da Tiden til at vi skulle ses, nærmer sig så stærkt, griber Lejligheden ved Hårene for at sende Dig et Brev. Min Stump, det er så fattigt at skrive. Aldrig har jeg ladet et Brev gå afsted til Dig uden at føle hvor lidt der står i det imod hvad jeg ønskede at få sagt, og netop nu er det så lidet lokkende at skrive. Jeg er så lidt glad i Brevskriveri og det hører ikke til det mindst mærkelige i Historien mellem os to, at vi har lært at finde hinanden ved Breve. Også Du havde jo forlængst taget Afsked med det for Alvor at skrive Breve. Søde!
Naturligvis skal Du have B.B.'s Brev med. Du skal aldrig være bange for at sige mig noget eller vise frem et eller andet, der skal forklares. Er der noget jeg tror jeg kan, så er det det at høre på og forstå en Forklaring. Du mærker jo, at jeg nærmest er urimelig i den Retning at tvinge Dig til at høre på og forstå alt muligt i Verden. Jeg vilde godt lide, at Du led af samme Sygdom.
Og hør nu en Gang så godt som tyve. Jeg forlanger, at Du har med Dig Manuskriptet i det mindste til den Fortælling, som er færdig. Jeg har ganske vist tidligere været mere ivrig begærlig efter at se hvad Du havde skrevet, fordi jeg da trængte til at få Stof til dit Billede – nu er min Interesse meget roligere. Men den er alvorlig, forstår Du Stump. Og så bliver jeg sint, når Du finder noget «flaut», som jeg er alvorlig ved. At Du véd det min Unge! Du er nu i det Hele en stor Nar med alt hvad Du finder «flaut» – men det gør ingen Ting, jeg skal nok kysse det flaue bort – jeg siger nu flov det er styggere det véd jeg, men egenlig kæle for dette Begreb har jeg heller ikke i Sinde.
– Du Stump, at Du slet ikke kan huske at vi har talt om de Norskes Morskab ved at ærte. Det var på Lillehammer.
– Jeg véd godt, at Du har Ret med din Optræden overfor Ingeborg – – som Sagerne den Gang vare komne til at stå. Men da jeg begyndte at skrive derom – at tænke derpå – stod det mig ikke helt klart, og havde jeg begyndt var det dog det rigtigste at blive ved, noget ramte jeg jo dog hos Dig, som det slet ikke var så galt, at jeg omtalte. Kan Du se, at jeg godt kan være Jesuit. – Også Paulsens Brev skal Du tage med. Tag alt muligt med, som Du blot nogenlunde kan, der minder om Dig, dine Sysler osv. Er det sandt, at Du i Vinter har gået med en Maria Stuarts Krave, der har klædt Dig så nydelig? – Du, jeg har slet ikke pæne Klæder at vise mig i til vort Møde. Jeg burde være elegant men det er jeg ikke. Den samme Frakke, de samme Buxer som i Sommer. Det er i Grunden «flovt».
Jeg betragter det nu som givet, at Du rejser den 26 fra Kristiania. Jeg tager den 25 Kl 11 fra Kbhvn så skal jeg være i Charlottenberg 26 Middag. Om vi mødtes samtidig? Men derom må Du give mig klar Besked.
Jeg kysser Dig Stump – jeg er rolig og stolt!
Din Erik

53. Amalie til Erik

Mandag aften [18/12/82]
Kl. er græsselig mange min egen elskede. Jeg har været til middag hos Wullums, tænk dig det stel – vi sad og ventede i to timer på maden!! i en iskold stue, og jeg, som var så ulykkelig over at komme 10 minutter forsent. Der blev lagt teppe på gulvet og hængt gardiner op i dagligstuen, og alt det var i fuld gang, da gjæsterne kom. Jeg forsikrer at jeg overdriver ikke. Så kan du jo nok forstå, at hun ingen omgang kan ha'e. Da vi så endelig kom tilbords, var det forresten meget bra altsammen, og ved kaffen i den færdige dagligstue, der var bleven så hyggelig, fik vi det næsten gemytligt. Jeg havde i formiddag været på jernbanekontoret i egen person, og erkyndiget mig om trænene én gang til. Så havde jeg glædet mig til at komme nogenlunde tidlig hjem for at give dig besked, men just som jeg skulde til, kom fru Vibe op, (hun bor nedenunder) så sent det var, med sine nybagte julekager, som jeg endelig skulde smage, og så blev hun naturligvis siddende i timevis. Derfor bli'er det ikke meget du får iaften. Men det gjør jeg mig ingen samvittighed af, for du har så ofte sendt mig småstumper af breve, du, som jeg tålmodigt har taget imod, og været glad til! Alt det om Charlottenberg og overnatten og al den anstaltering, var det største sludder. Ikke et sandt ord er der i det. Men mig var det ikke, men derimod fyren dernede som sidst havde givet gal besked; da jeg mindede ham om det tilstod han at han havde taget aldeles feil. Der går nemlig slet ingen andre tog, end det éne hver morgen kl. 6,30 (hvad synes du til det græsselige klokkeslet?) som ankommer til Gøteborg om aftenen kl. 7,20. Er det ikke deiligt elskede! Så er jeg altså bare en dag underveis, med ingen overnatten eller stands eller sligt. Altså reiser jeg herfra tirsdag morgen kl ½ 7; sætter gutterne af i Fr.hald, tager med en rolig og urokkelig mine imod skjændet og spørgsmålene fra moder og Ludvig, der naturligvis er på stationen for at tage imod gutterne, og være fortrædelige mod mig, fordi jeg ikke stiger af hos dem, men reiser ind til mine venner i Gøteborg, ankommer til denne by kl. 7,20, hvor jeg håber du er i forveien. Så kan jeg jo love at blive et par dage hos dem på tilbageveien, når jeg henter gutterne. Jeg havde idag brev fra Ludvig, hvori han siger at han og mor sikkert og vist gjør regning på at få se os i julen, og at det jeg har skrevet om at ville til Sverrig, istedetfor at blive hos dem, naturligvis har været en spøg. Ja, han skal få se, hvad spøg det er! Men det værste er at her siger jeg bare, at jeg skal til Fr.hald for nogle dage, det værste, fordi det er ækelt at lyve. Thi da er det jo nokså rimeligt at jeg reiser fra Vilhelm og hans gut (de kommer forresten at holde til hos hans bedsteforældre, der er så glade ved at skulle få Jakob til at bo der, mens vi er borte) da, når det er for at være hos mor og Ludvig, hvorimod det ellers vilde være underligt. Siden, når V. får vide engang i tiden, at jeg har været i Sverrige (det er forresten ikke sikkert, for han glemmer at spørge og glemmer at høre alt sådant) så får jeg greie mig som bedst jeg kan. Det går nok. Til gutterne har jeg sagt at jeg skal ind til Gøteborg, og besøge mine venner der, og de er så lykkelige over at skulle til Fr.hald hvor de har masser af venner, at det slet ikke har gjort noget indtryk på dem, at jeg drager videre. Forstår du nu altså: det er ganske sikkert og vist at jeg kommer, hvis jeg ikke falder og brækker mit ben, hvad det er glat nok til om dagene, og det er også aldeles sikkert at jeg er i Gøteborg om aftenen kl. 7,20 på tirsdag, anden juledag, som er den 26de dcbr., hvis jeg ikke får afbud fra dig, eller du siger jeg skal reise en dag senere. Nu må du endelig, strax du får dette brev, skrive, om det er allright, og om til hvilket klokkeslet du er i Gøteborg. Gjør endelig det! Hvis du gjør det strax, vil jeg kunne ha'e dit svar lørdag morgen, og så venter jeg ikke mere noget brev. Skulde der i sidste øieblik komme noget iveien for dig, så må du telegrafere; hvis ikke sender du intet telegram, lad det være en aftale, det. Du kommer vel ikke at reise fra Kjbhvn. før søndag eller mandag, så der vil blive god tid for mig til endnu at sende dig et brev, som du skal få lørdag aften, men som ikke skal åbnes før på julaften. Bare jeg nu har givet dig tydelig besked. Jeg må læse igjennem for at se efter. – – Jo, jeg tror nok det er tydeligt. Men tænk om jeg træffer en bekjendt underveis, der setter sig i kupé sammen med mig, for at være underholdende, og fritter mig ud, for det gjør han sikkert, især hvis det er en bergenser, og de er allevegne ude og er så familiære, når de træffer byesbørn på reiser, hvor det vil blive græsseligt! Jeg vil være i en nervøs og angstfuld forfatning den hele dag, og det vil ikke gå over før jeg sidder ved din side, med mit hoved mod din skulder, og hører dig tale trygt og godt til mig, for det er dig som skal tale og mig som skal høre på, ved du. Og strax den næste morgen må vi ta'e et andetsteds hen, for der er for utrygt i Gøteborg, hvor både du og jeg kjender folk, og derfor er det bedst at sidde oppe om natten, for at vi ikke skal forsove os, for du kan stole på at trainet går kl. 5 eller så, og selv om det går lidt senere, er det ikke værdt at ha'e det bryderi, og så har vi jo desuden så meget at tale om, at vi slet ikke kan bryde op, skal du se. Hvor jeg vilde ønske at jeg kunde reise forklædt som en mandsperson, og komme ansættende i min broders store ulveskindspels, det vilde være trygt det! For så var der jo ikke et menneske, som kunde ane, hvem jeg var. – Endnu har jeg ikke læst «Et Besøg», men imorgen skal jeg. Forresten kjender jeg det i forveien, det må være spændende, og det er godt opfundet; godt gjort skal det jo også være, siges der, rent ud glimrende. Men hvor det er kjedeligt at det bæstagtige mandfolk har ydre kjendetegn tilfælles med dig, – det er mere end kjedeligt, – jeg formelig tager mig nær af det. Hvor udmærket morsom Kiellands «Trofast» dog er!k256 Vi læste den høit igår et sted hvor jeg var, og hvor man morede sig! Jeg havde forresten læst den før. Men bliver ikke danskerne gale på ham? For en kunstfærdighed det menneske har, det er rent allerhelvedes! sådan som han disker op med det såreste, tristeste, mørkeste, der pletter det bedrøvelige uvæsen, som kaldes samfundet, i dette udstyr, forklædt i en hundehistorie, der minder om et eventyr af Andersen; den ser næsten ud som en børnehistorie; børn og barnlige sjæle kan godt komme til at læse den som en sådan. Så du at man atter var ude og gik om Pålsens [sic] Pehrsons i Dgbldt? Nu bli'er det for meget. Det var igjen Mathilde Schjøtt.k257 Og naturligvis sa'e man, det var mig. Alt hendes får jeg skyld for; selv for «Rosen», og så latterligt som det er at jeg skulde ha'e skrevet «Rosen». Sådan en komplet og blot og bar umulighed! «Dagens Nyheder» (er det ikke så den hedder?) har skrevet meget anerkjendende om den (om «Pehrsons»).k258 Ser du det, du! Jeg sover næsten. Kl. er 1, og alligevel jeg ned i postkassen med det, for gjør jeg ikke det, får du det ikke onsdag aften, og så får jeg ikke dit elskede svar på lørdag morgen. Godnat vidunderlighed. Jeg elsker dig og længes efter dig.
Din Amalie
Er disse konvolutter heller ikke gode nok? Det er de bedste og dyreste, som findes i byen, skal jeg bare la'e dig vide.

54. Erik til Amalie

Onsdag Aften [20/12/82]
Søde, kære, velsignede Amalie – jeg længes efter Dig, Du skulde være hos mig. Jeg er slet ikke så glad som jeg burde være ved Udsigten til at mødes med Dig på Tirsdag, for jeg vilde have, at Du skulde være allerede i Aften i mine Arme. I Aften her i min Stue, Stump!
– Men det er noget Snak, jeg véd godt, at sådan noget skal jeg ikke sige. Jeg er så inderlig glad ved vort nære Møde. Kun er der det, at jeg er lige som lidt modfalden i Aften. Jeg tror det kommer af, at da jeg kom hjem – og jeg indrettede mig på at være i ordenlig Tid hjemme til dit Brev, som måtte være kommet, det er det også Du Søde – så læste jeg tilfældig, medens jeg ventede på, at Bålet i min Kakkelovn skulde gøre det en Smule hyggeligt og varmt hos mig – der var naturligvis hundekoldt da jeg kom – en Anmeldelse jeg havde skrevet af nogle Bøger, og den var så umanerlig slet. Jeg har været så forkølet og ilde oplagt og haft et Pres på mig af Arbejde og gjort det så dårligt – så synes jeg altid jeg er et så umådelig stort Fæ, og det opliver mig ikke. Det kan nu for Resten være det samme for på Tirsdag Aften er jeg et andet Menneske. Så er jeg hos Dig, min egen, egen, kække, stolte Pige. Du er jo min og vil være det, og Du skal se Stump, at det er noget godt, det vi to vil. – Altså alt det om at komme til Charlottenberg er noget Snak. Jeg tager Mandag Frmdg fra Kjøbenhavn og er Tirsdag Morgen i Gøteborg og tager ind i Hotel Kristiania. Så henter jeg Dig om Aftenen på Jernbanestationen og på Hotellet er Du min Hustru. Vi bliver der kun den Nat til næste Dags Middag, så er Du udhvilet. Så går vi med Toget til Falkøping t.Eks. Jeg skriver mig i Hotellets Bog som Dr. Müller fra Kbhvn, det tror jeg er det fornuftigste.
Stump jeg tror ikke jeg sender Dig noget Brev til Juleaften. Det skulde altså skrives imorgen, og jeg véd, at jeg vil være ophængt af Travlhed for Morgen tidlig til Nat, det er imorgen en af mine to særlige Vagtdage på Kontoret. Jeg har ikke Lyst til at jage et Par Ord af, og Ven jo nærmere det kommer at jeg skal se Dig, jo fattigere forekommer det mig at skrive. Men alligevel, hvis Du nu netop gerne vilde have et lille Brev fra mig den Aften. Om jeg blot sikkert vidste, hvorvidt de omdeler Breve om Søndagen hos jer. Husk også at sige mig, om det ingen Opsigt vækker at jeg til Eks. i denne Uge har sendt Dig Brev tre Gange. – Du, Juleaften er for Resten efterhånden bleven en melankolsk Aften for mig, så underlig fjærnt jeg står med min Slægt. Aftenen højtideligholdes hos min gifte Søster Jutta, Fru Rothe, der har fire prægtige Småbørnk259 – men nu har de skrækkelige Mennesker fundet på at «indlede Julen» som de kalder det med en Præken tror jeg af min ældste Søster Henriette – Jernet, Forstanderinden hos Frk Zahle – og Salmesludder, det udebliver jeg naturligvis fra, og befinder mig så for Resten hele Aftenen hjemløs i denne Kreds. Der er noget så forvrænget og sygt i de Menneskers Religiøsitet, og de stakkels Unger, som drives ind i dette håbløse Stads.
– Det er sandt Stump, jeg så i Aften i Dgbl. at din Oversættelse – der stod Bjørnsons – må være udkommen.k260 Den tager Du naturligvis med som Gave til mig! – Og hør Amalie tag Fotografier med af dine Brødre Gutterne, din Mo'r osv. alle der stå Dig nær. –
Jeg er ikke glad i «Trofast» som Du synes at være – Kære hvad er det den pyntelige Hollænder hedder med de glatte Salonstykker?k261 Når K. skriver sådanne Småtterier minder han mig om denne glatte Mand. Eller kan Du huske David Popper?k262 Det er det samme Foredrag. Det er for Resten ikke min Bemærkning, for jeg forstår mig ikke på Musik. Må jeg sige et grovt Ord? Kunstnere imellem kaldes dette at «ludre» med sit Talent. Nogen Vrede her nede fra mod K. for Fortællingen kan jeg ikke tænke mig mulig.
Lille Pige skulde det virkelig være det sidste Brev jeg sender Dig inden vi ses? Hvor forunderligt og hvor lykkeligt. Véd Du for Resten, at sætter Du noget på Spil ved at rejse, så gør jeg det med, det vil komme så forkert som overhoved muligt at jeg forsvinder – men ikke et Hårs Vægt vejer det i Vægtskålen. Jeg tror, at jeg går til et Møde – nej Stump nu vil jeg ikke sætte mig til at veje Ord af til Dig. Vi mødes på Tirsdag Aften! Kys mig så min lille Pige – Amalie at Du virkelig holder af mig!
Ved Du Amalie at om Du kaldte mig Erik i dit Juleaftens Brev så blev jeg glad!
Men det kan altsammen være det samme for på Tirsdag ses vi!
Din Erik
[Tilføyelse på første side]:
Det Stykke Papir jeg har lagt om mit Brev må Du læse for at få et ægte Indtryk af den besynderlige fordrukne elskværdige simple S.k263 Giv mig det tilbage! Kan Du mærke, at jeg vil have, at Du skal kende alt

55. Amalie til Erik

20-12-82:
Min elskede, jeg må allerede iaften skrive det brev som skal sendes imorgen med min juleklap til dig, for imorgen har jeg ikke et minuts tid til min disposition. Jeg skal bage kager, og en masse andre ting, og iaften må jeg sidde længe oppe for at få færdig noget som skal sendes til Elisa Knudtzon i Bergen,k264 med en udmærket leilighed af en fælles ven. Jeg har det i det hele så travelt at jeg hverken ved ud eller ind. Og så er jeg udbuden både imorgenaften og iovermorgen, men gå kan jeg ikke, og det har jeg svaret, men så kommer de selv og nøder og tvinger mig. Hvor det skal blive deiligt at få hvile ud i julen, og få gjøre det hos og med dig. Jeg fik idag et sødt brev fra mor, hvori hun ganske roligt tager det som noget naturligt at jeg vil til Gøteborg. Hun bare glæder sig til at få gutterne, og forbeholder sig at jeg skal være hos dem nogle dage på hjemveien. Heldigvis har jeg nu venner i Gøteborg, som det vilde være nokså rimeligt at besøge. Alting er klappet, klart og afgjort nu. Jeg var igår hos Jakob Alvers bedsteforældre, og aftalte at Jakob skulde komme der fra første juledag af. De var så henrykte over det, og Vilh. synes det er så godt, at vi reiser ned og besøger mor og Ludvig. Julaften bli'er vi hjemme, fordi Vilh. helst vil det, ellers skulde vi været hos Sommerfeldts, en af hans svogre, hvor hele familien er.k265 Alting flasker sig så herligt, som man siger. – Bare du nu bliver glad i billedet. Jeg har slet ikke sét det endnu. Stygt er det naturligvis; kjolen bli'er vist ikke pen, men jeg måtte ha'e slæb på et sådant billede, og jeg skulde havt en sort dragt, det ved jeg nok, men den lange sorte var ikke rigtig istand, og der var ikke tid til at få det gjort, og så måtte jeg ta'e denne her. Kanske vilde du heller havt noget andet, men siden vi skal være adskildte bestandigt, og kun et par gange om året træffes i smug som et par andre arrestanter, der har brudt ud, synes jeg du gjerne kunde ha'e et billede til af mig. Og så var det så bekvemt at sende. Alt andet havde været værre. – – Hvor «Et Besøg» er udmærket gjort! Det er noget andet end «Puppen», – den flyder ganske ud over ved siden af dette, hvor hver en replik former sig så kompakt om stoffet. Jeg troede ikke at han eiede så megen virkelig dramatisk kraft. Så som spændingen stiger, og som der er meget sammentrængt på de få sider. Og hvor er dialogen naturlig og begrænset. Han er flink. Og emnet er brilliant opfundet. Gad vidst om han har lavet det, eller det er noget virkeligt der har forekommet i et eller andet menneskeliv som han kjender. Det gjør ham ære at han har formået at give Florizel således,k266 jeg mener, lægge alt det gode indhold i hende, tiltrods for det, der er hændt. Men hvor nederdrægtigt af ham, at lade afgrundsbæstet i den grad, hvad det ydre angår, være dig, at ingen kan læse det, uden at de må tænke på dig. Det er slet ikke bare dette med krigen. Der er også andre ting, – uf! Han kan da vel ikke ha'e tænkt på dig, da han lavede dette asen. Det ligner vistnok meget mere ham selv, tror du ikke? skjøndt så elendig er han vel dog ikke. Det er en fuldblods Don Juan, Repholdt mener jeg,k267 men tror du virkelig der gives mange sådanne? Er det ikke en skjældenhed? Du , du må sige ja. Og du forsværge at den replik: «Han har båret sig ad, som mandfolk gjør» – er en floskel, ellers er det ikke muligt at leve. Å hvor dette har sat liv i mit halvt udslukte had til den race, mandfolkene; det viser at stykket er godt. Men hvor slutningen er dum og slet og hverdagslig! Jeg afskyr den, og den kjeder, trætter og irriterer mig. Det er dog altfor usselt at Florizel ikke er stoltere, at hun står der og trygler om nåde hos dette mandfolk (han ligner forresten meget mere dig, end den anden) at hun ikke nøier sig med at bede om forladelse fordi hun har bedraget ham med den løgn hun løi, og som hun måtte lyve, som mandfolkene tvinger de ulykkelige kvinder, der måske har havt en skjæbne som hendes, (det hænder vist forresten utrolig skjælden, tror du ikke?) til at lyve, og så siger ham at hun intet mere vil høre; hvad ret har han til at være hendes dommer, denne mandsperson,k268 – uf uf! det går rent i bugt så overvældende meget har jeg at indvende. Men bi du til vi treffes, så skal du få det altsammen. At ikke Brandes har vidst hvor ganske anderledes hun skulde være der, i det øieblik alt ligger klart for hendes mand. Men Brandes er jo også et mandfolk, og kan som sådant naturligvis ikke vide bedre. Gud give du vil forstå mig her. Den har rent oprevet mig denne historie, og jeg har havt en pinefuld fornemmelse af, at det dog vilde være bedre om jeg var forbleven i min skilpaddeskal, og aldrig var krøben frem i dagens lys. Der er formeget fælt. Jeg får slutte her. Måske skriver jeg lidt mere imorgen, når jeg har fået billedet, inden jeg lukker sammen. Naturligvis, må du ingen, ingen vise mine billeder. Altså, – vor aftale er at jeg reiser herfra anden juledag 26de dcbr. og kommer til Gøteborg om aftenen 7,20, tror jeg det var. Jeg skrev det sidst. Levvel elskede til vi sés. Du kan tro jeg har hjærtebanken af glæde og angst og af alt muligt. Det er forvovent gjort af mig i alle henseender, men nu er loddet kastet. Jeg kommer. Dette er det sidste brev jeg skriver før vort møde. Glædelig jul, – det er sandt, – nær havde jeg glemt det.
Din Amalie.
Torsdag i lynende hastværk. At billedet vilde blive stygt, var jeg forberedt på, men at det skulde være så utåleligt som dette, både så slet gjort og så ækelt i alle henseender, havde jeg dog ikke ventet. Kjolen ser fæl ud, og så sidder den gement, men det er slet ikke sandt, for i virkeligheden sidder den meget godt nemlig. Det er næsten skam at sende dig det, og jeg har været i tvil om jeg ikke heller burde lade være, men det var også så kjedeligt. Sig nu ikke at du synes altfor lidt om det, når vi sés. Jeg fik atter idag nogle linier fra dig min elskede. Tak fordi du sendte dem. Sludder med dit snak om elegant; jeg klæder mig naturligvis så tarveligt som muligt til den færd, jeg. Du må ikke bilde dig ind at du får se mig i andet, end min hverdagskjole. Ja, det er mærkeligt at vi er bleven kjendt gjennem vore breve. Jeg synes forresten ikke om det; thi for det første hader jeg at skrive breve, og har alt gjort det i mange år, og dernæst er det ikke frit for at være farligt og upålideligt dette, at vi, som du siger, har fundet hinanden gjennem breve. Man kan så let komme i skade for at digte hinanden om, når en ikke ser og føler og tager og iagttager; en får jo sagt så lidt i breve, bare antydet et og andet, – så skal man fantasere sig resten til. Det er farligt, meget farligt. Har du ikke af og til en angst over just dette, at vi har fundet hinanden gjennem breve, – ja, for det har jeg, – og så er det gået så underlig til det hele, – men nu nytter det ikke at tænke derpå; men undertiden når jeg grubler over det, får jeg en fornemmelse af en misstemning der næsten vil ha'e mig til at græde, eller noget der ligner, når man ligger og anker sig i søvne. Men du gode gud hvor jeg trænger om at se og tale med dig. Altså, om 5 dage skal jeg være i dine arme. Levvel sålænge elskede.
Din Amalie.



1883

Etter møtet i Sverige i slutten av 1882 forandret forholdet mellom Amalie og Erik seg, og brevene ble mer intime, mer gjensidig engasjerte, og meget hyppige. 1883 er langt det største brevåret, med 150 brev, dvs i gjennomsnitt tre hver uke. Dette var «beslutningsåret» i deres forhold, og de brukte mange brevsider på å undersøke hva de ville med hverandre, og hva mulighetene var for å være sammen på kortere eller lengere sikt. Samtidig var begge to energisk opptatt av kulturdebatten i København og Kristiania, og av forbindelsene mellom kulturkretsene i de to hovedstadene. De diskuterte bøker og forfattere, avisfeider og politikere; de gikk på teater, på forelesninger, i selskap, og informerte hverandre om store og små begivenheter.
Det var et dramatisk år for begge to. Amalies første publiserte fortelling, «Madame Høiers Leiefolk», ble trykt i siste nummer av Nyt Tidsskrift 1882 som kom ut i januar 1883 og vakte mye oppsikt og debatt, både i avisene og blant vennene. Hun skrev også på andre fortellinger, som hun sendte til Erik og fikk grundige kommentarer om. I begynnelsen av april flyttet hun til Nordahl Bruns gate sammen med barna og sin bror Wilhelm; han hadde kjøpt en gutteskole der som han skulle drive. Men det varte ikke lenge før Wilhelm ble alvorlig syk, med det som skulle vise seg å være slekten Alvers familiesykdom, lungetuberkulose. I mai reiste han til Bad Ems i Tyskland for å forsøke å komme seg, men han var allerede dødssyk, og døde i Ems i slutten av juni. Det ble Amalie som måtte reise ned og ordne med begravelsen. Hun traff Erik på vei ned (like før han etter planen skulle reise til Norge) og på vei tilbake, og så reiste han også til Norge og ble der i seks uker; han og Amalie var i Bergen sammen, og reiste over land tilbake til Kristiania en reise som de fikk høre en del om fra bekjente, og som særlig Amalie ble bebreidet, fordi hun hadde vært uforsiktig med sitt rykte.
Erik hadde ikke vært gjennom så store forandringer i de første seks måneder av 1883; hans tid var gått med arbeid og lengsel, men også med voksende utilfredshet på grunn av hans stilling i Morgenbladet, hvor han følte han trellet for liten anerkjennelse og sultelønn, mens andre (særlig Edvard Brandes) bestilte mye mindre og fikk hele æren. Da han reiste til Norge i juli 1883, var det halvveis som korrespondent for Morgenbladet; han skulle bl.a. skrive reportasje om utvandring. Men det ble det ikke noe særlig av, og så ble han også borte lenger enn forventet. Da han plutselig og uten varsel forlot Kristiania i begynnelsen av september, var det halvveis i fortvilelse over at han ikke så utsikt til noen gang å kunne være sammen med Amalie på alvor, og halvveis med en følelse av at han forsømte alt i København. Men hans forhold til de andre i redaksjonen var blitt så forverret at han sa opp sin stilling som redaksjonssekretær da han kom hjem.
Eriks plutselige forsvinnen fra Kristiania ga Amalie det støt hun trengte for å bestemme seg. Hun hadde tidligere vaklet, redd for å miste guttene sine og usikker på om hun kunne bryte opp fra det kjente og satse alt på forholdet til Erik; hun hadde til og med grepet til utveien å ville flykte fra del hele og utvandre til Amerika. Men da han reiste, gikk det opp for henne at hun ikke ville leve uten ham, og hun skrev med det samme og forlangte at de skulle gifte seg. Hennes mot ga også Erik mot til å svare gledelig ja, og alt så bra ut i noen uker; men etter en stund meldte ettertanken seg. Erik var bekymret, som han alltid var, for økonomien. Hans stilling i Rigsdagen ga ikke nok penger til å leve av, han hadde ikke fått hva han syntes Morgenbladet skyldte ham, og han hadde en usikker utsikt til å tjene noe mer ved å skrive i forskjellige aviser og tidsskrifter. Til å begynne med feide Amalie bekymringene til side hun skulle bidra til husholdningen, dette ekteskapet skulle bli et arbeidsfellesskap. Men hans insisteren på at dette var et alvorlig problem fikk henne til å tro at han kanskje angret at hun hadde «tvunget» ham til å si ja, og hun skrev 19. oktober for å bryte forholdet.
Da Erik (klokelig) ikke besvarte hennes brev, var Amalie i villrede; til slutt gjorde hun hva han tidligere hadde bedt henne om å gjøre, og reiste ned til København tidlig i november for å snakke med ham. Hun ble i flere uker, og etter dette møtet var der ingen tvil mer; hun skulle flytte til København så snart som mulig. De så seg om etter leilighet og opptrådte som «forlovede» hos familien Knudtzon, hvor Amalie bodde – selv om det er klart fra brevene at temperamentsmessige forskjeller fremdeles kunne føre til heftig debatt. Men da Amalie reiste hjem i begynnelsen av desember, var det for å ordne flyttingen og finne et sted for guttene å være når hun reiste fra dem.
I desember kom en til av Amalies brødre hjem: Bernhard, som hadde svindlet sitt firma i Norge for penger og hadde reist til Amerika for å prøve å gjøre lykke der. Nå vendte han hjem, nedbrutt og, skulle det vise seg, dødssyk av lungetuberkulose han også. Hennes andre gjenlevende bror, den melankolske Ludvig, var ikke blid da han hørte at hun skulle forlate guttene og reise til utlandet. Erik hadde også sine bekymringer da krisen ved Morgenbladet tilspisset seg samme måned, og han ved Chresten Bergs overtagelse fra Edvard Brandes og Hørup kom til å stå definitivt utenfor. Men ikke desto mindre var begge to ved godt mot i slutten av året, ved utsikten til bryllup i København ved påsketid 1884.

56. Amalie til Erik

Fr.hald tirsdag aften [2/1/83]
Å min elskede hvor det nu er fattigt og usselt at skulle skrive, hvor hjælpeløst og sørgmodigt! Og især med denne såre, syge fornemmelse om hjærtet, som jeg aldrig har kjendt før. Jeg har naturligvis til mangfoldige tider været fortvilet og ulykkelig; havt mange triste perioder, men noget af denne nagende, grådkvalte fornemmelse, der nu har sat sig fast om mit hjærte har jeg ingensinde før vidst af. Alligevel, siden jeg er kommen hjem og har sét gutterne friske og muntre, og havt en lang passiar med moderen, der allerede flere gange har fået mig til at le, er jeg mildere og bedre tilsinds. Men du, – endnu sidder du jo på den fæle jernbane, alene med din længsel og dine sørgmodige tanker, for dig er det dog værre, du elskede. Jeg kunde naturligvis ikke læse om Germannernes [sic] lærling;k269 jeg forsøgte nok, men ordene svømmede ud for mig, og meningen blev borte, druknede i de tårer, som så ganske langsomt sneg sig ned over mit ansigt. Jeg var ussel og elendig; det gjorde så ondt derinde, hvor det før havde været så godt. Mine øren var fyldt med din søde stemme, og alt hvad du pleiede at gjøre og sige, så og hørte jeg uafladelig. Med alle mine sanser, med hele min sjæl drages jeg tilbage mod dig, hvor er du sød og deilig at være hos, og hvor jeg er fattig og elendig uden dig. Jeg har måttet sige til moderen, jeg kunde ikke la'e være, at der er et menneske jeg har fået kjær, og at jeg havde sét og truffet dette menneske i Sverrige. Hun blev forskrækket og sa'e med en klynkende stemme: «Nei vil du nu tutle dig ind i slige greier, du som har havt det så godt, siden du blev kvit alt det væsen.» Jeg bad hende ikke spørge mig om noget, og det gjorde hun heller ikke. Hun tror at jeg har truffet dig hos fælles venner, kan jeg mærke, og det er det bedste, at hun bliver i den tro. Der vil ingensomhelst mistanke kunne opstå med mig; – jeg er bleven så tryg og rolig i den henseende, alt ser så naturligt og rigtigt ud. – Sove kunde jeg naturligvis ikke, så energisk jeg endog prøvede på det. Jeg lå bare og kastede mig frem og tilbage hele natten igjennem, og længtes og sørgede. Jeg fik tilsidst ondt i maven, og måtte tørne ud for at gjøre det samme som den nat, da du sad oppe og var fornærmet, og du behøver ikke at spørge om jeg vadskede mig, da jeg kom ind igjen. Jeg går og vadsker mig i ét væk, og der er ingen tvil om at jeg vil blive ved med det bestandig. Endelig ud på morgenen faldt jeg i en slags døs, hvoraf jeg vækkedes af den lille opvarter med det sorte, friserede hår, præcis kl. 6. Hvor det var græsseligt at gå der og tumle alene, uden dig, at drikke min sørgelige kaffe, og gå afsted med de knapper åbne i ryggen, som jeg ikke kunde nå. Opvarteren vilde jeg ikke bede om at hjælpe mig, og pigen kom ikke tilsyne før ude på gangen, da hun stod for at få sine drikkepenge. Jeg kom afsted i ordentlig tid; øsregnede gjorde det, og alt var gråt i gråt. Etsteds på veien var jeg inde, og drak en kop kaffe med noget optørket sødbrød til, det var det hele, – sulten var jeg ikke, fordi jeg var syg af længsel og savn, af en tærende fornemmelse ved tanken om de mange, mange hundrede dage der skulde hengå, inden jeg atter skal se dig, min éneste, elskede. Toget var forsinket af at vente på det, der kom fra Norge, som skulde passeres underveis; jeg kom først kl. 5 omtrent til Fr.hald. I vaggonen faldt jeg dog i søvn, og lå flere tider og drømte om dig, om bare dig. Vi var i Fr.hald, og du sad med mig og moderen, der ikke kunde forstå hvad du sagde. Jeg er så træt og tom; nu da glæden over dig ikke længer holder mig oppe, føler jeg det så uhyre. Hvor du er sød og fin og god, hvor jeg er stolt af at tilhøre dig, og hvor jeg er lykkelig ved at du elsker mig. For nu ved du, at du elsker mig, ikke sandt? Men jeg er bedrøvet over at du har elsket så græsselig høit tidligere; og det gjør mig ondt det med hende, som reiste til Tyskland, for naturligvis vil du savne hende.k270 Man glemmer ikke så let og snart, den man har holdt af, og især når man har stået i et så inderligt forhold til hinanden. Din kjærlighed har været udstykket på så mange forskjellige hold; det er en del af dig kun, jeg har fået, jeg mener ikke, at du nu, kun har givet mig en del, men alt det du før har givet andre, er gået tabt for mig. Jeg får slutte nu. Der skal spises tilaftens, og jeg er desuden altfor bedrøvet til at kunne skrive. Jeg kysser dig tusinde gange, min elskede, min Erik, og er din
Amalie

57. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 3 Januar 1883
[2/1/83]k271
Min elskede dyrebare Amalie, så sidder jeg igen i det afskylige København og skriver Dig til.
Har det Hele været en Drøm og begynder jeg der hvor jeg slap i det gamle År? Nej min Ven, hvor meget end alle Omgivelserne og mit Liv vel med vil true mig til at tro, at jeg er den samme som før, så ved og føler jeg, at det er ikke så. Du elsker mig Amalie og jeg? Jeg elsker Dig min egen, stolte, modige, kloge Veninde så dybt som mit Hjerte formår – og ingen af Delene vidste nogen af os før på samme Måde som nu. Vi har gjort Prøve, Amalie! Yndigste Stump, Du spurgte mig igår, om jeg virkelig fandt Dig så sød som jeg havde ventet. Jeg kom til at le, og vi blev forstyrrede, så at Du ikke fik mit Svar. Jeg lo, fordi Du var så sybaritisk, Du vilde høre om igen, hvad jeg ikke mange Timer forud havde sagt Dig. Måske var det Dagen før jeg sagde det, men da stod jeg med Dig i min Arm og gentog for Dig – uden at Du først spurgte – at Du var ubeskrivelig dejligere end jeg havde tænkt mig – ikke smukkere, nej sødere, bedre mere bedårende. Det var vistnok i Falkøping, henne til højre i Stuen fra Døren, i Nærheden af den store Lænestol. Unge, det var jo derfor jeg lo. Du kunde godt føle på min korte Latter, hvor glad jeg var. – Jeg skriver til Dig efter en kort Søvn i mit Hjem, og jeg føler mig i dette Øjeblik så ubeskrivelig lykkelig. Havde jeg straks som jeg kom hjem sat mig til Skrivebordet, var vistnok Begyndelsen af Brevet blevet alt andet end fornøjeligt. Du véd ikke, hvor København lagde sig ondt over mig – fælt vilde jeg have sagt, nu skriver jeg, og så taler jeg ikke norsk længer – da jeg i Drosken tog fra Dampskibet hjem, og da jeg hjemmefra gik til en Kaffé for at spise lidt. På Rejsen havde jeg det ikke så slemt som jeg troede jeg skulde have fået det. Jeg sov næsten hele Natten. Først da Toget gik, græd jeg min Stump lidt. Det gjorde så ondt at glide fra Dig, at skulle tage fra Dig, at se Dig stå ene der på Perronen og selv være så ene på ny. Så Amalie kom jeg til at tænke på, hvor dumt jeg havde båret mig ad ved ikke at sige til Hotelkarlen, at han skulle vente og følge Dig hjem – jeg tror, at det var løbet mig gennem Hovedet, medens jeg tog Billet, og så slap det fra mig igen, jeg kunde ikke tænke fornuftigt i det Øjeblik. Så blev jeg bange for, at Du ikke kunde finde hjem, at Du måske ikke en Gang rigtig vidste hvad Hotellet hed; det pinte mig en Stund. – Jeg er ganske bange nu igen for at der tilstødte Dig noget – Men jeg jo lade den Tanke fare, og igår Aftes gik den også fra mig. Jeg tænkte på Dig – og på mig, mest på Dig. Men ikke lidt på mig. På, at det ikke var underligt, at jeg elskede Dig, jeg var jo så fattig åndelig og dårlig stillet, om der ikke var et Slags Forræderi i, at jeg var så lykkelig, så helt mig selv hos Dig. Jeg vidste jo og følte i det Øjeblik, hvor underlig jeg faldt sammen i samme Nu jeg blev ene. Du havde aldrig set mig slidende, utilfreds, på en Måde ydmyget ved den Rolle, jeg har at udføre i Livet – jeg tænkte på, hvor usikkert det er, om der ligger en Fremtid for mig. Du har kun set mig kæk, og jeg blev virkelig alvorlig bange for, at der fra min Side skjulte sig en Slags Løgn i dette. Om Du vilde elske mig lige højt, når Du vidste rigtig helt ud, havde det klart, at Du vistnok giver mere end Du får. Ikke af Ømhed, Unge, jeg kysser Dig på Foden, men af Friskhed, Dygtighed, Lykke. Du var jo lykkelig, jeg var det ikke, da vi mødtes. Der er en uhyre Forskel. Jeg trængte til Dig, Du ikke til mig. Således pinte jeg mig og således vil jeg mange Gange komme til at pine mig, indtil jeg en Dag, åndelig talt, kan optræde som Rigmanden. – Så gled det lykkelige Billede af os to i disse 6 Dage i små Stykker ind til min Sjæl. Jeg dannede min Pels til min Hovedpude lagde mig ned, lukkede Øjnene og så havde jeg Dig helt og holdent. Ak en eneste Ting vilde jeg ønske Du havde gjort – ikke fordi jeg bad Dig derom, men som om det var faldet af sig selv, det skulde være kommet, når der rent praktisk taget var Anledning dertil, jeg skulde netop ikke have udhævet det – vist mig det, Du ikke turde. Du véd ikke Amalie, hvor jeg to tre, fire Gange, medens jeg lod som ingen Ting for ikke at forstyrre Dig og gøre Dig «flov», var henrykt, når Du sans gëne var flink og ordnede det og det, som du netop vilde have ordnet uden først at gøre en lille Scene. Havde jeg nu fuldt og rundt for mit Øje det, som jeg nu ikke gider nævne – det skal netop ikke nævnes, rent i Forbigående skulde jeg vide Besked dermed – vilde mine lykkelige Forestillinger have lige som et Brændpunkt at samle sig om. Jeg er vis på, at der er en egen Pragt ved det Billede af Dig jeg mangler. Men det gør nu alligevel ikke noget. Jeg har så meget at være lykkelig over, at jeg er rig nok til foreløbig at undvære dette. – Amalie, hvor er det jammerligt at skrive Brev! – Jeg faldt i Søvn min Unge med Dig trofast hos mig, og vågnede først i Falkøping – det er ikke sandt! Den sidste Time inden Falkøping var jeg vågen og beregnede, at Toget var omtrent 20 Minuter forsinket. I F. skulde jeg jo vente. Klokken var næsten 11 og jeg var bleven sulten. Jeg spiste på Stationen. Der stod den lille runde Værtinde fra Hotellet. Jeg blev ganske rørt ved at se hende og nikkede venskabelig til hende. Hun smilede med det samme idiotiske svenske Smil til mig som til alle de andre, jeg er næsten vis på, at hun ikke kendte mig, og i et Slags Raseri spiste jeg af alle Fadene, Kalvesteg, Boeuf, Haresteg og Kage. Jeg have glemt at forsyne mig med mine egne Cigarer og købte en afskylig slet hos den lille runde Tingest, som jeg nu foragter, og gik i min Kupé, som opvarmet stod og ventede. Der sov jeg så til ½ 2 da vi kørte, og Du, så faldt jeg i Søvn igen med enkelte Afbrydelser til Kl 8. Jeg følte da vi var i Jønkøping – Du husker at Toget der kører ind under et Tag – jeg sendte Dig en Tanke og så sov jeg igen. Kl 8 drak jeg Kaffe på en Station og atter igen kunde jeg sove i lidt over en Time. Du ser altså min Unge, at min Rejse var helt blid. Der var umådelig varmt i Kupéen. Udenfor styrtregnede det, og da jeg kørte i Skåne glædede jeg mig over at få grønne og brune Farver at se på ny efter det meget hvide, som trætter Øjet umådelig. I Nærheden af Malmø begyndte der at komme Folk ind i Kupéen, og jeg mærkede at med dem var min Fred forbi. Jeg var meget nervøs og irritabel, og det blev værre og værre jo mere vi nærmede os bekendte Steder. Tilsidst på Dampskibet til København styrtede alt det modfaldne ned over mig på ny, og her hjemme – ak her var det drøjt. Jeg har havt det for godt, Du har været for sød. – Amalie jeg er glad over således som vore Forhold nu en Gang ere, at jeg mødtes med Dig helt løsrevet fra alt mit eget. Havde jeg fået Dig med ind i mine egne Sager fra Dag til Dag vilde Savnet være grusomt. Nu i dette Øjeblik er jeg modig, og jeg synes, at Tiden til Juli – August – hvem véd måske før – må kunne gå tålelig.
Jeg har én Længsel, det er Brevet fra Dig, og når det kommer, så smelter mit Mod fra mig. En Ting er vis, at stod jeg rede til at modtage Dig Amalie, ønskede jeg at føre Dig ind i mit eget Liv, så fik Du ikke Fred for mig, for så havde jeg ikke Fred i min Sjæl for Dig. Nu er Du for god til at tumles med som Livet tumler med mig.
Jeg har ikke talt med et Menneske siden jeg kom hjem. Jeg véd intet om hvorledes det står til på Morgenbladet, så det må jeg fortælle Dig en anden Gang. Jeg var hjemme vistnok på samme Tid som Du er kommen til dit Hjem Kl ½ 5 – var det ikke så? Men Amalie det er jo sandt! Gambettas Død!k272 Jeg så det af en Avis jeg imorges Kl 10 købte på en Station, hvor jeg telegraferede til Mrgbl. at jeg imorgen tiltrådte Tjenesten på ny. Min første Tanke var, tror jeg, at det kunde komme Dig rent på tværs, at Du intet vidste derom. Men Efterretningen har vistnok ikke stået i noget Blad før Tirsdag Morgen, så at Du selv i et fornuftigt Familiebesøg ikke har behøvet at vide noget. – Jeg begynder pludselig at blive bange for, at et eller andet kunde være galt fat med dit Foregivende om et Besøg i Gøteborg – å pyt! (Du véd ikke hvor henrykt jeg de Snese Gange har været ved dit «å pyt») når man ikke har grebet Dig på fersk Gerning, så er det jo umuligt, at Du ikke skulde klare Dig over for dem, der sidst af alt formoder noget sligt som er sket. –
Amalie jeg elsker Dig, elsker Dig! Men det ligger hårdt på mig her hjemme, at jeg kun kan give Dig så lidt – ikke andet end min Kærlighed. Kan Du være glad nok i den? – Du, jeg sender Dig medfølgende Brev, som lå til mig da jeg kom hjem. Naturligvis var det godt at modtage det. Schw. er ham, der har skrevet om Wergeland.k273 Han er brav men desværre ikke helt «flink» (norsk). – Det skal jeg leve af at skrive «din Erik» under mine Breve – jeg som har været det!
Din Erik

58. Amalie til Erik

Brev-Kort.
Fredrikshald 6-1-82 [rettet til: 83]
Reiser idag fra Fr.hald. Tak for brevet. Send det næste til mit eget hjem. Skriver strax imorgen. Din
A.

59. Erik til Amalie

Mandag Nat Kl 12 [8/1/83]
Jeg sidder på Kontoret – jeg har læst om og om igen dit Brev. Amalie det er for elendigt at skrive. Da jeg fik dit Brev – det var i Fredags – var det som lå Du i mine Arme. Du min elskede, det var sødt, som Du skriver, men jeg! Amalie hvor er Du yndig. Min Ven, jeg er så forunderlig tilmode i alle disse Dage. Lykkelig over enhver Beskrivelse ved din Kærlighed og sørgmodig ussel ved Følelsen af at gå så ene og forladt her nede. Du Amalie, at Du må vide det en Gang for alle: jeg er kun noget hos Dig. Jeg er den ynkeligste Prås her på Københavns Gader: jeg har ikke en Tanke. Kun en eneste syg Fornemmelse af, at det bedste af mig blev der oppe hos Dig. – Min Ven, så glad Du har gjort mig ved ikke at kunne lade være at sige til din Moder, at der var En Du havde fået kær. Jeg blev så stolt, så ærbødig tilmode, hvorledes skal jeg udtrykke det – der kom noget så fint og sødt ind til mig, det var smukt og rigtigt følt fra din Side, min egen kæreste Ven på Jorden. Vil Du Amalie forstå mig, når jeg siger Dig, at den Følelse, der drev Dig til at sige din Moder, at Du var fyldt af et nyt Liv, den samme Følelse var det, som drev mig, da jeg i Sommer kom hjem, til at sige With,k274 at han ikke måtte tage mig, hvor han sidst havde forladt mig: jeg var en anden. Jeg måtte fortælle ham, at jeg havde fået en Kærlighed. Husk Ven, at i mit meget fattige Liv spiller den Venskabsfølelse, der binder os to Mandfolk sammen, Erstatningen for en Moders Forståelse; en Moders Kærlighed kan jeg ikke sige, men Muligheden for igennem Medfølelse at få Lindring, lige som Tilhold for alt det, man er fyldt af, og som næsten er for rigt til at det kan bevares i Skjul og Tavshed. Du min sødeste Pige, Du forstår, at jeg bringer disse to Forhold ind under samme Kategori. Du var så absolut borte fra en Forståelse af hvad det var, der blev sagt og følt mellem W. og mig, når jeg havde nævnet mit gryende Forhold til Dig. Du troede, at det var blevet trukket noget ned ved at blive nævnet til en Mand – lad mig sige Mandfolk – men for Resten slap Du vistnok efterhånden denne Følelse. Og nu min Ven, skal den Opfattelse fra din Side være helt borte. Om vort Møde denne Gang har jeg så godt som ikke sagt et Ord til ham. – Det er sandt, jeg må jo fortælle Dig, at min Fraværelse har voldet mig meget mindre Fortræd end jeg ventede. Den Omstændighed, at With havde overtaget det rent mekaniske Slid for mig, bødede i umådelig Grad på at jeg var borte. Der er kun én kedelig Omstændighed derved, at Edv. Brandes var kommen hjem Dagen før mig.k275 Han vil jo stave og lægge sammen. Imidlertid havde W. med stor Koldblodighed klaret for mig, og jeg antager, at min egen Antydning af Familieubehageligheder tog sig særdeles sandfærdig ud. At jeg har været i Sverig kunde ikke skjules, da man vidste, at jeg med et Skib var gået til Malmø; men det gør for så vidt ikke noget, da jeg netop har eller har haft Familje bosat i Sverige.k276 Brandes tidlige Hjemkomst – han havde tilmed været i Berlin i adskillige Dage – hænger vistnok sammen med en eller anden Skuffelse. Af hvilken Art véd jeg ikke og forsker ikke efter. Der hænger noget i Luften med, at han og jeg ville blive grundig adskilte. Vi er ikke af samme Stof. Han har begået den Ufinhed at bruge stærke Ord i Uvedkommendes Nærværelse imod min Artikel, Du har af mig,k277 fordi den kom ham utilpas, og han har ikke turdet sige det samme til mig. Han er vred, fordi Drachmann er bleven rost og har mistænkt mig for på en eller anden Måde at have sluttet Forbund med Dr. mod ham og Broderen – der er noget Småtteri i dette. Selv har han trukket sig ud af den daglige og nøje Berøring med mig, er bleven påvirket til Ugunst mod mig, og går nu omkring med Følelsen af, at jeg virker på halv troløs Måde til Fordel for Uvenner af ham. At jeg ikke skulle kunne rose Dr. når der er Grund dertil uden at mistænkes – det huer mig ikke. Nå, muligvis er dette at stave og lægge sammen fra min Side uden tilstrækkelig Anledning. Heldigt vilde det være, om jeg tog Fejl af mange Grunde, og blandt andet af den at jeg borgerlig talt ikke har godt af at stå mig ilde med Brødrene Brandes. – Hvad jeg vilde give for som Iagttager at kunne vurdere denne Svingning i Gemytterne – jeg holder ikke af personlig at hænge fast i alt dette, som jeg i Virkeligheden ikke personlig har det mindste med at gøre. Men det ender med, at jeg formodentlig bliver akkurat af samme Art som de andre.
– En Ting Stump! Midt i din søde Sorg over at jeg var borte, over at jeg ikke er hos Dig – sig mig, hjælper det samme ikke Dig, som hjælper mig, at vort Møde var under fremmede, fra vort daglige Liv løsrevne Forhold? – er Du så dog ikke glad over din Kærlighed? Du vil ikke være den foruden.
– Amalie, Du må ikke sige, at Du hellere vilde have gået Livet igennem uden at støde på mig. Jeg kunde ikke tænke mig nu at skulle være den samme som for et halvt År siden. Men Amalie det er en Sorg og en Elendighed at elske på vore Vilkår. Al den Lykke alle de smukke Ting som gå til Spilde! – Mit Arbejde, ethvert af mine Forhold sløver mig, og jeg er glad derved. Jeg tager på vor Adskillelse som på det uundgåelige og finder mig deri roligere, fornuftigere end jeg egenlig selv kan begribe. Der er den ene Ting, som er mig en Støttestav uden lige: Jeg vilde ikke have Dig her nede med den Dont – det Slaveliv, jeg nu fører. Men jeg længes op efter Dig Amalie som efter Lys i Mørke. Ak havde jeg Penge! Du, jeg synes, at det i den Grad er nødvendigt for mig at blive uafhængig, at jeg tror på, jeg en skønne Dag bliver det. Jeg har jo mødt Dig netop da jeg var i Færd med at gå på Akkord med Livet – nej det er ikke rigtig sandt, mit Håb levede endnu – det er et så vidunderlig vel ordnet Træk af Naturens Orden, at jeg mener den har flere i Baghånden. Min elskede Ven, Du véd ikke, hvad godt Du har gjort mig og vil komme til at gøre mig – men en Jammer er det med os to alligevel. Men jeg véd, at når vi næste Gang mødes, bliver jeg så lykkelig, at jeg tror, at jeg ganske stille kunde dø deraf. – Jeg bliver lykkeligere endnu end denne Gang. Min Ven! – Nu vil jeg ikke skrive mere. Det har trukket så længe ud med mit Brev – af en Slags Sybaritisme. Sålænge jeg ikke havde svaret, gik jeg bestandig med dit Brev hos mig – og så havde jeg for øvrigt ikke et Minut til min Rådighed. Min egen Pige, jeg husker godt Aviserne jeg skal sende Dig – og Ringen! Du, om den skal jeg skrive Dig nogle Ord til næste Gang. Nu er jeg træt.
Min søde Pige, når Du får dette Brev, er Du jo i Kristiania – i dit gode fornuftige Liv. Tag mig med ind i det men fredeligt, stille, yndigt – ikke snart sygt, snart sløvt som jeg har Dig. Det er ikke sandt, jeg har Dig mange Gange så smukt, så smukt og velsignet. Du min elskede Ven. Tak fordi Du kaldte mig Erik.
Din Erik

60. Amalie til Erik

Kr.ania 9-1-83.
Endelig idag kommer jeg mig til at skrive. Jeg har ikke fundet tid til at gjøre det før. Bare ét brev har jeg fået fra dig, så hvis du har skrevet 2 gange til Fr.hald, er det sidste endnu ikke nået frem til mig. Men det kommer nok. Lørdag aften altså kom jeg hid tilbage, og gik strax ind til min bro'er, der var hjemme udtrykkelig fordi jeg dagen forud havde skrevet at jeg kom til det og det klokkeslet. Han tog meget venlig imod mig, og sa'e strax, at han var glad ved at ha'e mig tilbage; så gik han lidt på gulvet med små nervøse skridt, vendte sig så pludselig imod mig, og sa'e med en stemme som talte han om det naturligste af verden: sig mig er det så, at du har været i Sverrige og giftet dig? Er du gal! var vistnok mit svar, og min mine har ganske vist været yderlig bestyrtet. «Ja, men du har dog været i Sverrige jo?» Ja, svarte jeg, og (Nu kommer fru Schjøtt,) jeg fik ikke skrive mere igår, for da fru S. omsider gik, kom nogle andre, der slet ikke gik, før kl. var næsten 12. Altså er det den 10de idag. Jeg berettede altså det samme til ham, som jeg havde sagt på Fr.hald. Det er forresten ækelt at fare med usandhed; det er ikke bare det ene faktum; det drager så meget med sig. Som nu f.eks. når man spørger om hvordan jeg har haft det, om jeg var meget i selskab, om mine værtsfolk gav selskab, så må jeg fare med historier; og når man spørger om hvad man i Sverrige sa'e om den politiske situation i Norge, så må jeg diske op med noget som jeg hørte af nogle svensker ifjor. Men tilbage til min bror. På mit spørsmål om hvordan han kunde falde på noget så urimeligt, som at jeg skulde ha'e giftet mig, svarede han, at han havde sin visdom fra Poulsen, der havde sagt, at jeg ikke alene ikke var på Fr.hald, men at jeg endog slet ikke havde været der, at jeg derimod var tagen sporenstregs til Sverrige, hvor jeg havde sat literaten Skram stævne, med hvem jeg derpå hemmeligt havde giftet mig. Jeg citerer ordret hvad min bro'er sa'e. Jeg svarede med indignation at det var det største sludder af verden, og at jeg nok skulde ha'e fat i hr. Poulsen for hans vilde fantasier. Min bro'er forsøgte at formilde mig, sa'e at han havde fået det indtryk af P. at han var forarget fordi det ikke var med ham jeg havde giftet mig. Det havde dog trøstet ham noget at det ikke blev Helland; gang efter gang havde han gjentaget: det er da enda bra, at det ikke er med Helland. Vilh. havde været meget urolig og bekymret, ikke vidst hvad han skulde tænke, været angst for, at folk skulde få noget at sige på mit rygte o.s. v. Det kom for dagen at han igrunden havde gået og været stolt af mig og mit forhold, og vilde tage sig det nær, hvis der kom noget vrøvl på med mig. Jeg tog altsammen med stor sindsro. Jeg var nemlig fra første øieblik vis på, at det bare var slutninger og spekulationer af P., at han absolut intet vidste, mere tænkte sig det og det. Jeg har jo ofte mærket, at han går med en hemmelig mistanke om at jeg har givet mit hjærte bort til et eller andet menneske, og at dette menneske er dig. At han vidste jeg var i Sverrige, kom deraf, at han har en ven på Fr.hald, der også kjender mig fra Bergen. Denne ven var så (underrettet gjennem brev fra P. om at jeg skulde tilbringe julen på Halden) gået op til mor og Ludvig for at hilse på mig nytårsaften. Der havde han fået den besked at jeg var i Sverrige, men ventedes hjem hver dag. Nytårdag var denne mand reist til Kr.ania, havde truffet P. og meddelt nyheden. Så var P. begyndt at spekulere. Fra Helland fik jeg et brev på Fr.hald, hvori han taler om en oversættelse af Ingersolls værker,k278 som en amerikaner vilde anmode mig om at tage fat på. Men siger han: «Nu bli'er der vel en forandring på det hele. De kommer vel ikke mere til at arbeide; jeg hører at deres broder pludselig har sagt op logiet.» Der havde inden jeg reiste været tale om at vi skulde flytte ned i øverste etage i skolelokalet;k279 det blev, mente Vilh. nødvendigt for ham at bo på skolen, som bestyrer; men vi havde begge en overhændig ulyst til at forlade Rosenborg. Så blev vi da enig om at blive boende, her sommeren ud; det var vor endelige aftale strax inden jeg reiste. Hellands meddelelse forbausede mig derfor. Men med logiet forholdt det sig således, at Vilh. havde sét sig nødt til at leie hele etagen, fordi der var kommen så mange nye indmeldelser at en udvidelse af skolelokalet var bleven nødvendig. Hvis han ikke leiede alt hvad der var at få, kunde han ikke få de par værelser han tiltrængte, og derfor måtte han i sidste øieblik slå til og afgjøre det på egen hånd. Han har gjort ganske og aldeles ret. Mig vilde han ikke underrette skriftligt, fordi han vidste det vilde bedrøve mig så meget at skulle flytte, og så syntes han det var bedre at gjøre det mundtligt. Det var imidlertid tydeligt at Helland havde sat opsigelsen af logiet i forbindelse med sin frygt for at jeg skulde forandre mig, en frygt som han havde havt ganske på egen hånd, og aldeles uafhængig de Poulsenske fantasier [sic], som denne havde beholdt for sig selv, og kun i sit hjærtes forpinthed betroet min bro'er, sandsynligvis for at iagttage og undersøge, om der virkelig var noget igjære, eller iallefald om min bro'er vidste af at der var noget igjære. – En af skolens lærere, der sammen med Vilh. beså vor nye leilighed havde pludselig sagt: Men din søster, bli'er jo ikke her længer end til sommeren, jo? Vilh. blev aldeles forfærdet. «Er det kommet så vidt, at hele byen ved og taler om det, tænkte han, så er det bedst du holder gode miner.» Han svarede derfor undvigende: ja, det ved jeg ikke så rigtig endnu. Vedk. fik det indtryk, sa'e han, at han (Vilh.) nok vidste besked, men ikke vilde røbe hemmeligheden. Også hvad denne mand sa'e, stod ikke i den fjerneste sammenhæng med Poulsen. De aner ikke hinandens gjensidige existence, og jeg ved at P. i både mine og sine egne kredse, forsåvidt de er forskjellige, har holdt ren mund. Men sagen er den, at man formelig går og venter på, at jeg skal tage mig noget sligt til. Jeg er vistnok meget mere omtalt og bemærket end jeg selv i min beskedenhed havde nogen anelse om. Ja, at jeg var afgjort og omtalt der hvor jeg færdes, det vidste jeg jo nok, men at man forresten ofrede mig nogen opmærksomhed, har aldrig faldt mig ind. Jeg traf Poulsen hos Sars's søndag aften, hvor der i Parenthes sagt var adskilligt røre i anledn. Marcellus. k280 Han spurgte mig i aftenens løb, om han måtte få lov til at følge mig hjem, min broer var nemlig et andet sted. Jeg sa'e ja, og tilføiede at jeg havde noget at tale med ham om. Helland, der også var der, blev imidlertid aldeles rasende fordi jeg ikke vilde gå med ham. Han kom løbende efter os, dunkede P. i ryggen, greb mig hårdt om håndledet [sic], og vilde drage mig afsted med magt. Alt hvad P. sa'e brød han sig ikke om. Først da jeg talte ham hårdt til, og betydede ham, at nu vilde jeg gå med P. med hvem jeg ønskede at tale om noget særligt, gik han sin vei, uden at sige godnat, eller at mæle et ord.
Følgen af dette overfald var, at jeg mistede mit armbånd, det som du så på i Falkøping, som jeg havde fået af konsulens i Lima.k281 Da jeg opdagede det, gik vi veien tilbage og ledte meget nøiagtigt, men uden resultat; vi var ganske stivfrosne og forkomne, da vi endelig gav tabt. Så kom der en slæde forbi, som vi strax tog og satte os op i. Poulsen blev naturligvis yderlig flou og fortvilet, da han hørte hvad jeg havde at sige, og da han mærkede hvor vred jeg var, og hvor alvorligt det havde mishaget mig. Han påstod at Vilh. havde refereret galt, at han sammen med ham havde undret sig over hvad jeg skulde i Sverrige, at han P. havde fremsat tre muligheder: forretninger i anledn. livsassurancen, literære ting, eller måske giftermål, eller aftale om giftermål. «Hvem skulde det da være med?» havde Vilh. sagt. Ja, – det er ikke så godt at vide, – f.eks. Skram o.s. v. Sådan var det. Han vilde endelig følge op med for at se om Vilh. var oppe, og få ham til at bekræfte at han ikke havde fremsat det uden som gisninger. Vilh. var oppe, men følgen af forhandlingen var, at V. sae, at jeg havde refereret aldeles korrekt, og at han ikke havde opfattet det som bare gisninger af P. Han havde fået det indtryk at P. på en eller anden måde vidste bedsked [sic]. Dem om det. Jeg er ikke en snus bekymret over det. Der er ikke et fnug af begrundelse i det; jeg mener at P. ikke har så meget som et halmstrå af positiv mistanke engang at holde til, end sige spor af noget der ligner et faktum. Men han er digter, og han har ikke digtet så ueffent denne gang. Hans angst har ledet ham ind på det rette spor. Vær nu bare du forsigtig, – det forlanger jeg af dig. Hvis man gjætter på noget lignende dernede hos dig, så er det din pligt at lyve for min skyld. Jeg er slet ikke så tryg mere, siden du imod min villie (jeg havde bedet dig lade være) har indviet en, der er mig ganske fremmed i vort forhold. Hvor kan jeg vide om han ikke en dag siger det samme som vennen i «Herregårdsbilleder»:k282 man tier med en hemmelighed sålænge o.s. v. Du må nægte alt; selv om nogen har sét dig i mit selskab, må du sige det har været en anden. Det er jo frygtelig kompromiterende efter verdens mening, det jeg har gjort, og for mine gutters skyld især, må jeg ikke kompromiteres. Poulsen bad mig så meget om at jeg måtte tilgive ham, forklarede mig, at han havde været så usigelig bange for at det skulde været sandt, at han var så sjæleglad over at jeg var kommen uskadt tilbage o.s. v. Det samme sa'e Helland. Han var næsten rørende, det store hårbevoxede barn. I et andet brev som han skrev til Fr.haldk283 men som kom efter min afreise, og som jeg derfor først fik her skriver han (det var i anledning forretninger han skrev): «Hvor Fanden bliver de af? John Poulsen går her, og vil vide hvor de er. Jeg siger de er på Fr.hald. Han siger at han gjennem den katholske præst har fået vide, at de ikke er der, hvortil jeg svarede at jeg ønskede dem guds velsignelse og alt det som godt er, hvor i verden de er. Men det siger jeg dem, at hvis de ikke snart kommer, så tager jeg John Poulsen af dage med Cyankalium,k284 dels for at gjøre en ende på hans lidelser, dels til selvforsvar, thi han plager livet af mig.» Og længere nede: – – «Som sagt er, John Poulsen tror at de er i Gøteborg, men dette siger han i et slags sindsforvirring, tror jeg. Vi andre har imidlertid, så hårdt det endog har holdt, bevaret vor forstand uformørket, og vi håber at de har det godt, dog ikke så godt, at de helt bliver borte. Det siger jeg: den der tager dem fra os, og lader hele det liberale parti stå tilbage med en lang næse, den vil vi alle ligge efter livet» – – o.s. v.
Fra Bertha Knudtzon fik jeg forleden et brev,k285 meget interessant og underholdende var det, hvad breve skjælden er; der stod: «De har aldrig fortalt mig, hvad de syntes om Erik Skram isommer. Hernede siger man, at han havde så vanskeligt ved at forlade Norge for deres skyld.» Der kan du se. Man har sine tanker, og der passes dog på. – – – Bestem du en vis dag til skrivning. Vil du f.eks. skrive hver søndag punktlig, så får jeg det hver onsdag morgen. Så kunde jeg sende brev hver uge så at du fik det lørdag aften. Vil du det?, eller har du andre dage at foreslå? Svar mig på det. «Germannernes Lærling» [sic] skal jeg meget snart sende.k286 Det er skjældent at se en så «alvorlig» bog komme fra Danmark, men den er så ubeskrivelig kjedelig. Den lader sig næsten ikke læse, og det er synd, for bogen er virkelig god. Jeg sa'e det til Sars, og han lo, og svarede at det var den kjedsommeligste bog han nogensinde var snublet over. Den er forresten bleven krøllet af at ligge i jernbanen, og så har jeg en gang sluppet den ned, da jeg gik ud af kupén. Du må ikke være vred over det. – – Du, – jeg vil ikke give dig nogen ring før jeg ved hvor du har den med diamanten i fra. Jeg turde ikke spørge dig, så ofte det endog brændte mig på tungen. Det er naturligvis en gave fra hende, som du har elsket heftigere, længere, og yngre end mig. Du kommer aldrig til at elske mig som du elskede hende. Det kan ikke nytte dig at du prøver på det. Jeg ved det, ved det med hver en evne, hver en nerve i min sjæl. Jeg lærte det da jeg var hos dig. Jeg erfarede det af såmange småting, – nei det er ikke ret, af det der ikke kan nævnes fordi det ikke kan sættes i ord. Jeg er meget klogere end jeg vidste, og jeg er heller ikke så god som jeg troede. Men alt dette følte jeg ikke før jeg kom hjem; jo, naturligvis har jeg undfanget disse fornemmelser da jeg var hos dig, men de fik først liv her. Først syntes jeg det var så ubeskrivelig deiligt alt sammen, og at være hjemme igjen; men siden faldt der så meget over mig. Og det er så usigeligt sikkert at det er sandt alt hvad jeg har tænkt, og alt hvad jeg nu ved. Intet, intet kan ske uden at konsekventserne står der som lovenes virkninger, som lovene selv. Det er ikke så sikkert at vi to blev lykkelige sammen.
Din Amalie. –

61. Erik til Amalie

Søndag den 14 Januar 1883
Aften.
Amalie, jeg har ikke nu Lyst til at svare Dig på alt det Filleri med hvad Folk tror og mener og har lagt sammen. Jeg har i den Anledning kun følt ét, og det er en umådelig Tynge ved Visheden om den væsenlige Rolle det spiller for Dig og derfor vil komme til at spille for mig. Jeg har ikke nogen rigtig Evne til at huske og tænke på den Slags Ting, men mulig ligger det i, at jeg ikke har haft andres end mine egne Sager at varetage – indtil for nylig. Jeg husker, at da det gik op for mig, at man i Rephold [sic] i Brandes Stykkek287 kunde finde Tegn til, at han havde tænkt på mig, pinte det mig navnlig af den Grund, at Folk vilde regne Dig for dårlig stillet, hvis de fik at vide, at Du havde mig kær. – Jo der er dog ét jeg vil sige. Jeg fatter ikke, hvad Du vilde med Poulsen den Aften. Hvad har Du at snakke med ham om? At Du gider nævne mit Navn i en falsk Belysning, når Du ikke er tvunget dertil? Er det at frede om din Kærlighed til mig? Hvorfor skulde vort Møde trækkes ned i en ussel Passiar med en sådan Person og lyves på og blive klamt og modbydeligt ved at dækkes til med Ord, der bleve hentede underlige Steder fra. Du kom jo hjem ugift. Nå, hvad var så hans Snak værd? At Du i en enkelt Sætning eller med et Par Ord vilde slå ham på Øret, det forstår jeg, men tage en Scene med den Fyr, slæbe ham hjem med, holde Forhør, få Forklaring – nej Stump, det kan umulig have været rigtigt. Og så det afskylige Optrin med Helland! – Amalie, jeg vilde gerne tale lige ind i dit Hjerte. Der er noget i dit sidste Brev, som gør mig bange for at have mistet noget af min Evne dertil, men lad mig prøve. Er der slet intet i din Følelse, der lægger ligesom en Anelse af Skamfuldhed over Dig ved at sligt kan foregå? Kan Du slet ikke tage imod, at jeg her nede rejser en Stump af en Anklage imod Dig? Har Du holdt ret fast på din Person, Amalie, når en Bandit og en Springfyr kan opføre en Scene med Dig af den beskrevne Art? Min Ven, føler Du, at jeg er indviklet i denne Sag? Amalie, lad gå tidligere, men nu, nu véd Du, hvad det er at stå til Ansvar for en anden for hvert Ord, hvert Blik hver Handling, der angår Dig, din Person, dit jeg. Mig har Du skænket alt, og dog tumler to Mennesker Dig med hinanden, som havde de Lod og Del i Dig. Så vidt har Du ladet den brutale af dem gå, at han i Forglemmelse griber efter Dig som sit lovlige Bytte. Min kære elskede Ven, forstå at mine Ord er ømme og gode, men at jeg fører min Sag frem for dit Hjerte med en Klage. Jeg beskylder Dig ikke for noget positivt i Verden, jeg beder Dig kun tænke den Sag helt igennem, om det, at Du er min, at Du har givet Dig bort, ikke måtte kunne præge sig i din Færd så sikkert, at ingen Mand, han være nok så stumpåndet, faldt på at række sin Hånd ud efter Dig. Men Du har ikke givet Dig hen til mig helt. Der er et Forbehold i dit Hjerte, en Følelse af ikke fuld Tillid. Tiden skal klare denne Sag, jeg vil slet ikke tale derimod. Som vi er stillet, er det vel ikke helt urimeligt, at det er kommet således. Men det angår ikke den Værdighed, jeg havde troet det skulde give Dig, at Du fik at vide hvad Lykke det var Du rådede over at give bort. Min Elskede, jeg havde drømt om, at Du skulde blive stolt i mine Arme. Stolt over Dig selv. Men Drømme skal man tage sig i Agt for.
Du vil ikke give mig nogen Ring, før Du véd, hvor jeg har fået den med Diamanten fra. Naturligvis svarer jeg Dig på dit Spørgsmål, men jeg havde sat Pris på, om jeg havde fået min Ring for vort Mødes Skyld. Jeg synes det var den værd. Om Du så samtidig havde spurgt, havde Du også fået Svar. Ringen med Diamanten, min Ven har jeg fået af hende Friherreinde Soffi – eller hvad det er jeg har kaldet hendek288 – med den Bemærkning, at hun en Gang i Tyskland havde fået den af en ældre Veninde, der havde givet hende den på den Betingelse, at hvis hun en Gang i Verden mødte en Mand, hun havde udelt Respekt for, skulde han have den. At hun havde så stor Respekt for mig, er ikke meget underligt. Hun var med sin ypperlige Begavelse en fordærvet Kvinde, da vi mødtes, og jeg var ufordærvet. Det forstod hun. Hun havde næppe haft en så uskyldig Elsker før. Tilmed var jeg ikke nogen helt almindelig Elsker – jeg trode jeg havde en Slags Mission at udføre; det var egenlig Båndet imellem os. Ringen har jeg først sat Pris på i den senere Tid, da En en Gang sagde mig, at Brillanten var af en sjælden Renhed og Glans. Nu går jeg med den af et Slags Lapseri. Det morer mig at bære en virkelig fin Sten. Sådan noget kommer formodenlig med Alderen. De to andre tarvelige Ringe holder jeg for så vidt mere af. Den ene har Gertrude givet mig, den anden har jeg fået af hende, der drog til Tyskland.k289
Nu står vi ved det, som volder Bitterheden eller vel hovedsagelig Bitterheden i dit sidste Brev: Du tror ikke, at jeg kan elske Dig så hæftigt, så længe, så ungt, som jeg ganske vist har elsket den ene af disse Kvinder.k290 Min Ven, så sørgmodig din Frygt end gør mig, så rigtigt tror jeg det er, at vi kommer til at tale derom. Du har til syvende og sidst Uret, om end Du har ret i noget, men lad mig tage ganske rolig fat derpå. Jeg har siden jeg igår modtog dit Brev tænkt meget på denne Sag. – Da jeg en Jul på den Herregård jeg vistnok har nævnet for Dig lærte Fru B. at kende, syntes jeg ikke om hende. Det var flere Måneder efter i København i hendes eget Hus at hun gjorde en Slags kærlig Tilnærmelse til mig. Det overraskede mig men berørte mig på en Måde ubehagelig, jeg vidste intet om, at der intet virkeligt Kærlighedsforhold var mellem hende og Manden. Jeg betragtede hende som en Kokette og tvang mig – jeg husker endnu med hvilken Anstrængelse og hemmelig Selvforagt – til et Slags Lapseri. Først efter en rum Tids Forløb kom der en Situation imellem os af den Art, at jeg holdt det for min Pligt – siden jeg nu havde indladt mig på det hele, og det var jeg for videlysten og for forfængelig til at nægte mig – at optræde som dristig Kavaller og trykke et Kys på hendes Kind til Godnat. Da jeg umiddelbart derefter stod i Entreen og tog mit Overtøj, faldt mit Blik i et Spejl, og jeg rakte da Tunge af mig selv. Så farlig en Don Juan var jeg den Gang! Jeg tænkte mig for øvrig, at Madame var dybt krænket. Jeg tror, at det var Dagen efter at vi mødtes i et Selskab. Jeg havde en meget ond Samvittighed, men da så jeg for første Gang i hendes Blik noget så kærligt og alvorligt, at jeg blev dybt grebet. Fra da af steg langsomt min Interesse til Kærlighed. Jeg fik hendes Fortrolighed, og hun led, og jeg misforstod på et væsenlig Punkt hendes Stilling. Jeg trode, at hun og Manden levede adskilte. Jeg drømte ikke om, at der gaves Mænd, der vedblivende benyttede deres Ret brutalt, (der var den Omstændighed til, at hun ikke måtte blive frugtsommelig) – der gik halvandet År eller mere, fra da, inden jeg fik den Kundskab. Jeg var ganske ung i mine Følelser, umådelig ideel, fyldt indtil Randen af min Sjæl med Længsel efter den sande, den virkelige Kærlighed. Der var utrolig meget at tage fat på her. Min Kærlighed begyndte som Medlidenhed, Medfølelse, hvad Du vil, et kraftigt Raseri mod en Kvindes ynkværdige Lod, og så var hun på Bunden af sin Sjæl mærkelig naiv, lige på, frisk og af en god Forstand. Idelig trampede Manden hen over det Bedste hos hende uden Spor af Forståelse, jeg stod som den brændende Yngling, der gjorde hver Blomst hos hende til et Rosenbed. Jeg havde slet ingen Menneskekundskab den Gang, jeg levede og svælgede snart himmelglad snart sort fortvivlet over alt hvad jeg fik at se og høre. Så kom sent hen den Viden, at hun og Manden dog levede sammen. Fra da af var min Kærlighed syg. Jeg vilde skille dem ad. Ikke Ægteskabet, det tænkte jeg ikke synderlig på, men det hæslige Forhold imellem dem skulde ophøre – og jeg drev Sagen til et afgørende Punkt. Så faldt hun dog tilføje. Det var jo mig, der havde drevet hende op til at ville – hendes Forelskelse, eller hvad man skal kalde det, i mig bundede intetsteds, hun vidste ganske sikkert ikke hvad Kærlighed var. Det slog mig overende – og dog Amalie jeg véd det, at hemmelig, inderst inde var jeg forberedt på, at således vilde det gå til. Kort efter foregik min Rejse til Italienk291 – der kom det flygtige Møde i Rom, som jeg har fortalt Dig om, den sidste Opblussen af en Følelse, jeg havde levet på i to til tre År – og i Rom helbrededes jeg fuldstændig. Ser Du Amalie jeg har fortalt Dig dette, for at Du skal lægge Mærke til én Ting. Det var mig, der i hele dette Forhold var den fineste, og så kom det til en Begyndelse over mig, at jeg havde en Uret – mit Lapseri – at gøre god igen. Så var det mig, der var den rige, jeg gav og gav, jeg forelskede mig i min egen Renhed, jeg uddybede hver en Følelse, der meldte sig hos mig og fyldte den med de dyreste Skatte af Poesi for med megen Viden om det kostbare jeg gav at lægge alt i Skødet på en Kvinde, som jeg vilde «løfte» op til mig. Ikke et Minut i den hele Kærlighedsperiode satte jeg hende på lige Fod med mig, jeg beskyttede, jeg tænkte, jeg følte – når så blot hun vilde følge og forstå. Og så havde jeg et Mod den Gang. Ganske vist havde jeg intet Kendskab til hvad mine Evner egenlig duede til, men i al Almindelighed havde jeg et Livsmod, som intet kunde rokke. – Nu Du, min elskede Veninde, tænk nu på, hvorledes vor Kærlighed er født og har vokset sig stærk. Først det rent ydre. Jeg kom til Norge advaret mod at blive forelsket i Dig eller rettere forberedt på ikke at ville blive det – «alle lå for dine Fødder» og mellem alle vilde jeg ikke være – yderligere havde Helland det Drog og de andre hos Catharinus [sic] Bangk292 om ikke talt ondt om Dig så dog anvendt en Tonart i deres Omtale, så at jeg fik Indtryk af noget ikke fuldt lødigt (der kan jo her være en Fejltagelse fra min Side), nok jeg var rustet, da vi stod over for hinanden. Mit første Indtryk var en Slags Forundring over, at Du virkelig var smuk. Det vilde jeg have forsvoret, i alt Fald på den ægte Vis som Tilfældet var. Så mit store Behag ved dit Væsen. Nej da, hun er også ægte af Natur, rolig, fin. De andre skræpper op, hun sidder fint stille. Videre, den næste Dag. Du véd ikke, hvor Du var sød i Jernbanekupéenk293 med dine lange knækkede Cigaretter i Lommen, den Måde Du hørte på de andres Drilleri med din Beskrivelse af Bjørnsons Hjem. Jeg var meget indtaget i Dig. Upersonligt, jeg havde jo ikke noget og vilde ikke få noget med Dig at gøre. Ombord, din Friskhed, vor begyndende Forståelse i Fjendskabet mod Frøken St.,k294 vor Spøg over Borg,k295 alt hvad jeg sagde til Dig lykkedes, vi havde Vaner sammen, Du vilde sove, jeg også. Du brød Dig ikke om at gøre Lykke, Du interesserede Dig for at sove, vi begyndte dog alle at hylde Dig. Middagsbordet, der kom for tidligt, Du var halvt gnaven og sød, jeg fik Dig ved List ved min Side. Kan Du huske, at jeg for at gøre Dig opmærksom på noget stødte til Dig med Foden. Det kunde jeg jo kun gøre, når jeg havde fuld Tillid til Dig – at Du ikke skulde falde på at mistænke mig for en Lapsestreg. Den lille Begivenhed med Toiletskrinet, som jeg straks straks [sic] satte et forunderligt Håb til. Jeg vilde, at Du skulde lægge Mærke til mig. Så vor gode Forståelse i Lillehammer med Aftalen om at køre sammen. Da denne svigtede næste Morgen – vent lidt, jeg fik Dig til at gå i Seng for at jeg kunde gå; var Du bleven, var jeg det også, Du var allerede da for mig Selskabet – da Aftalen svigtede, betød det for mig, at Du dog ikke betragtede mig som andet end en hvilkensomhelst Herre, og det gjorde mig ondt og sint, jeg kunde ikke tage det ligegyldigt. Ja Amalie, da Du så på Aulestad løb med mig til «Styrten» – sig mig, var Du en Smule genert den Gang? jeg var det; det var jo første Gang jeg var ene med Dig, jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige til Dig – og Du havde fortalt mig om «Grisserne»,k296 ja så var jeg det, som man vel vilde kalde for forelsket. Men jeg holdt det helt fjærnt lige som udvendig – Min Ven, jeg var nu jo dog noget verdens klog. Hvad kunde det hjælpe til her ved dette tilfældige Møde at blive forelsket. Men jeg tænkte ikke meget derpå. Så talte vi sammen. Jeg talte kun med Dig. Da jeg så Bjørn gøre Kur til Dig,k297 var jeg lige ved at blive lapset – der kom en Smule af en Mistanke mod Dig op i mig. Det forekom mig, at Du var noget koket og det gik op for mig, at Du var vant til umådelig megen – dum og klog – erotisk Smiger. Jeg sagde til Dig, at alt det øvrige vilde jeg endda kunde stå mig for, men kom jeg ofte til at se den Tungespids imellem dine Læber, måtte jeg blive forelsket. Jeg tror min Stump, at det er det eneste ikke fuldt ærbødige Ord (det var det på det Tidspunkt) jeg har henvendt til Dig. Og jeg véd, at jeg den Gang besluttede at huske, at Du havde taget imod mit Lapseri (det er i Grunden Synd at kalde det så, for jeg følte stærkt ved hvad jeg sagde) noget mere – hvad skal jeg kalde det? – nysgerrig ligeglad, end jeg egenlig fandt helt i sin Orden. Men det glemte jeg siden. Jeg var meget ilde tilmode medens Du og Dr. spadserede.k298 Begivenheden næste Dag var, at Du satte Dig hen til mig ved Bordet. Det er det, der har forenet os min elskede Ven. Dengang fik jeg sagt så meget, at Du virkelig begyndte at interessere Dig for mig. Og medens jeg talte, talte jeg mig i Grunden i mit eget Sind bort fra Tanken om at kunne blive for Alvor forelsket i Dig. Du havde jo aldrig elsket, Du vilde heller ikke komme dertil – ikke i mig. Men, hvor var jeg indtaget i Dig. Ak Amalie Resten véd Du altsammen. Så yndig Du var, så sødt og fint vort Venskab steg til en hel barnlig glad Fortrolighed – men at jeg sad sidste Aften, da Du var så livlig, og var i Grunden helt forpint, det véd Du vist ikke. Jeg trode det var Dr. der fik Dig i denne ypperlige Stemning, det stod for mig, som om Du ude ved Vandfaldet var smuttet fra mig. Og Ven, på noget der virkelig var Forelskelse hos Dig turde jeg slet ikke tænke. Din Livsanskuelse var så glædeløs, så færdig. Jeg sov så godt som slet ikke den Nat. Jeg vilde stå tidlig op og gå rolig og alvorlig ind til Dig medens Du endnu lå i Sengen. Jeg vilde tage din Hånd, bøje mig ned og kysse Dig på Panden. Hele min Sjæl skulde ligge i det Kys. Jeg syntes Du måtte føle deri, at Du engang i dit Liv var stødt på en Mand, som uden at forlange noget for sig, vilde om han kunde give Dig det snilde og gode, som Du ikke havde fundet i Verden. Jeg var så angst for at Du skulde tro det var Kurmageri – og Kysset faldt jeg på, fordi de andre havde snakket om, at Thomsen havde kysset Dig.k299 Du skulde føle Forskellen, jeg vilde vække noget hos Dig, som slumrede. Jeg vilde om jeg kunde give Dig Indtrykket af noget fint hos en Mand. Kl 4 tror jeg var jeg oppe – var ude i Huset Du véd, og tog så et Bad så godt det lod sig gøre i Stuen. Var ren fra Top til Tå og rent Linned, og så svigtede Modet mig dog til sidst. Jeg tøvede, til jeg næsten kunde begribe, at Du var oppe. Og da jeg så kom og bankede – jeg havde for Resten været ved din Dør før – blev jeg halv stødt over, at Du kunde blive så forundret, og ja jeg tror næsten også over, at Du ikke lod mig komme ind. Der var noget underlig Fantasteri i dette, men jeg troede virkelig Ven, at det vilde være muligt i et Kys på denne Måde at få lagt alt det ind, som jeg følte. – Jeg var slet ikke forberedt på hvad der kom på Skibet. Det kom så pludselig og stærkt, at det i Grunden bedøvede mig. Jeg så dog ikke et Øjeblik Fejl; jeg vidste at Du var inderlig, så dybt som mulig grebet af Kærlighed til mig. Men nu skal Du forstå mig fint Amalie. Jeg så på det næsten med Frygt. Har Du Lov til at tage, hvad Naturen her på næsten vidunderlig Måde lægger i din Hånd? Må Du benytte Dig af, at en slig Følelse er bleven skabt hos denne fine yndige Kvinde, har Du nogen Fortjeneste deraf, må Du tage Lønnen – og er Du rede? Ven forstå mig. Jeg vidste – jeg havde nær sagt alt for tydelig – hvad det var der skete. Kvinden fødtes i Dig. Det var mig umuligt ikke at se rent beundrende derpå. Jeg glemte mig og Dig for Skønheden i hvad der foregik – tror Du nogen havde haft Mod til at blive forelsket i Venus, da hun steg op af Havets Skum – sådan stod Du for mig. Og dog var Du mig nær. Dig var det, jeg havde tænkt den hele Nat på, Dig var det, der havde givet mig Følelser og Tanker tilbage, jeg syntes jeg havde mistet, jeg vidste ikke for hvorlænge siden. Men Dig var det også, som jeg ikke havde troet kunde føle Kærlighed som vi andre. Jeg var ikke rede da til at gribe til, og Amalie, der lå noget af en Frygt for, at når det kom til Stykket var det dog mulig slet ikke mig Du elskede. Amalie her kommer hele den indre Historie ved Fødselen af min Kærlighed. Jeg var ikke modig. Jeg var ikke glad ved mig selv, min Selvtillid var borte. I de År der var gået, siden jeg havde stået helt og kønt og kækt samlet om et Arbejde (min Bog) havde jeg sjusket med mine Følelser, tyet til Surrogater og jeg havde en Forestilling, som om alt det uskønne jeg havde begået, rejste sig hånende imod den Kærlighed, der nu vilde tage sin brede Plads i mit Hjerte. Amalie det var der i Vejen med mig den Gang, og det er der i Vejen med mig endnu – men mindre o mindre! – at jeg ikke har det Mod som i gamle Dage. Hvad kan jeg give Dig? Hvor er det, Du trænger til mig, hvor er det Du skal blive finere og bedre ved mig? Jeg har prøvet på at få sagt, at min første Kærlighed dannede jeg til en Art Apoteose for mig selv, og det er vistnok sandt. Jeg er bange for, at hvis Du har sporet i min Kærlighed det Du kalder det mindre hæftige og unge, så kommer det af den lidt ydmygende Følelse jeg har af, at til slig Apoteose er der nu ikke Plads. Du véd ikke ret, hvad det betyder for en Mand ikke at stå med begge Hænderne fulde og give, der kan let komme et Skær af Modfaldenhed over ham da. Amalie, Du skal være klogere end Du nogensinde i dit Liv før har været, Du skal ud af disse dårlig sammenfiltrede Ord forstå mig til Bunds. Du skal vide, at har Du ikke kunnet føle helt ind i dit Hjerte Fryden ved den Glæde Du giver mig, så ligger det i, at min Glæde endnu har noget af Barnet ved sig, den er ikke voxet til Mand, jeg har levet for kort med Dig til, at jeg kan få sagt eller vist Dig, at det er Dig jeg elsker, Dig, Dig min Ven, medens det, der i gamle Dage var min Kærlighed, var mig selv. Du véd slet ikke tydelig nok, at der er begyndt et nyt Liv for mig med Dig. Men det nye Liv skal Du give Lov til at voxe. Jeg er for mismodig en Fyr nu til hurtig at vise hæftige og unge Følelser. Hvorfor er Du ikke modig Amalie? Du har jo Grund dertil.
Bliver jeg til noget Amalie, bliver jeg det i Kraft af Dig, jeg vil være modig som Du skulde være det.
Giv mig nu min Ring til højre Hånd. Ved alt hvad jeg rører mig til i Verden vil jeg føle den trykke om min Finger.
Du Slemme som ikke har været kærlig ved mig i dit sidste Brev.
Din Erik

62. Amalie til Erik

Onsdag formiddag. 17de. januar 83.
Min egen kjæreste ven, jeg har imorges fået dit lange brev, som kostede 24 øre, så tungt var det. Jeg vil begynde idag, så får jeg det vel færdig imorgen engang, og så får du det til den aftalte dag. Alt det skidt om Helland og Poulsen vil jeg gjøre mig færdig i en fart med. Når du taler som du gjør, og formelig retter en anklage mod mig, hvis art jeg forøvrigt ikke spor af misforstår, så sker det kun fordi du som fraværende ikke ser tingene rigtig an, og heller slet ikke ved at Helland er en barbar, en vild, og ved alle givne leiligheder fuldt ud opfører sig som en sådan. Hvis det skéte med en hvilkensomhelst anden fyr, vilde det kaste skygge på mig, men hele klikken, og alle der kjender H. vil ikke et sekund tænke andet om mig, end at det er et stort kors jeg må bære efter bedste evne, at H. har kastet sin godhed eller sin forelskelse på mig. Den Herren elsker, den tugter han, tænker Helland formodentlig, og så farer han frem derefter. Men siden du ikke forstår dette væsen som det bør og må forståes (og det undrer mig ikke) vil jeg for eftertiden ikke fortælle dig noget derom. Der kunde ellers være plenty af anledning. Det kan jeg også trygt la'e være, uden samvittighedsuro, for det er som sagt det største og meningsløseste tusseri af verden. Ingen kan klare sig for Helland, når han først vil et menneske noget. Om det så var selve guds moder, så vilde han springe efter hende, og gribe hende om håndledet, og begå et overfald for at skille hende fra en Poulsen, når han selv havde sat sig i hovedet at ville gå med hende. Og du må aldrig tænke at H. vilde ha'e andet end gået ved siden af mig med 1 ½ alens mellemrum, og næsten ingenting sagt o.s. v. Derfor går ikke hvad du siger «ind i mit hjærte», og derfor «lægger der sig ingen anelse af skamfuldhed over mig, ved at sligt kan foregå». Hvis det var tilfældet, måtte jeg trækkes med en usund, affekteret og opstyltet betragten af det virkelige forhold, som én som jeg, aldrig vilde kunne præstere. Jeg sér dertil for sundt og rigtigt ud af mine øine. – Men en fremtoning som Helland, har vistnok en dansk såre vanskelig for at begribe, hvad vi heroppe til dagligt dog også har forresten. Hvad dernæst «springfyren» angår, så har han ingen del eller lod i det røveragtige optrin. Han havde spurgt om han måtte følge mig hjem; jeg havde sagt ja, fordi jeg ønskede at tale med ham; hans opførsel var under det hele ganske korrekt. Med ham resikerer [sic] man heller aldrig at blive udsat for uopdragenheder. Du spørger om jeg har holdt ret på min person o.s. v. Der er ingen tvil om at jeg har gjort det. Men kjøtere som H. kan man jo ingen forståelse vente af. Hvad Poulsen betræffer, så er det min formening, at han først nu, er bleven rigtig sikker på, at jeg virkelig har givet mit hjærte bort. Der var ikke tale om at jeg «løi, eller dækkede vort møde til med ord hentede underlige steder fra». Det var ham som talte og mig som tiede. Jeg bare spurgte hvor han havde det fra, som han havde meddelt min bro'er. Dette vilde jeg vide; for så sikker jeg endog syntes mig at være i min formodning om sagens rette sammenhæng, – vished havde jeg dog ikke. Jeg måtte komme på det rene med, om en eller anden reisende fra Sverrig måske havde sét os sammen eller a.d.k300 Jeg sagde ingenting om enten det var sandt eller ei; det blev så overflødigt, fordi P. var så ivrig i at forsikre mig, at han bare havde tænkt og sagt det for spøg, og da han bad om lov til at følge op med, og tale med Vilh. fandt jeg ingen grund til at afslå det. Hvorfor kunde han ikke gjerne gjøre rede for hvordan han havde ment det, og hvorledes han vilde ha'e sit snak forstået, ligeoverfor ham til hvem han havde udtalt sig, når han virkelig følte sådan trang til det? Nei du, – der er ingen som kan ha'e mindre klus af den art, eller mindre med mandfolkegreier at gjøre, end jeg. Ikke én mand i hele byen, kan rose sig af den mindste smule gunst eller opmuntring til nogen verdens ting fra min side. Hvis de så alligevel er karakterløse nok til at gå og bilde sig ind at de er forelskede eller at o.s. v. så lad dem det. Det vedkommer slet ikke mig; jeg har at passe på mig, og ikke på dem. Og der er forresten heller ingen som forulemper mig andre end Helland, og det og skal du forstå én gang for alle, at han kan ikke komme ind i nogensomhelst rubrik. – – Jeg kan ikke blive en anden end jeg er om også dette med dig er foregået. Det kan gjøre mig mere alvorlig og retiré, fordi jeg er bleven så meget klogere både på andre og på mig selv, og bedre forstår at vurdere hvad jeg ser og bliver berørt af, men nogen egentlig væsensforandring kan der ikke blive tale om, det jeg kan tro. Jeg kan f.e.x. ikke fra at have været indtagende og behagelig (hvis jeg har været det), gjøre mig om til det modsatte. Jeg ved ikke hvordan jeg skulde bære mig ad med det. Min natur er at være snil og omgjængelig og efter bedste skjøn elskværdig mod alle mennesker. Hvis jeg nu pludselig blev anderledes, vilde man sige at jeg var affekterert for at opvække en forhøiet interesse og sligt – – – – –
Det er ganske og aldeles sikkert og vist, at jeg aldrig i livet giver dig nogen ring. Hvis du nogensinde kommer til at bære ring no 4, så er det ikke fra mig du skal have fået den. Du må ikke blive sint på mig; ordene høres kanske bitre, men det er slet ikke meningen at ville såre eller støde dig. Der er bare noget som oprører sig hos mig mod at du ved nok en ring skulde kunne registrere forholdet til mig ind blandt de andre. Kan du ikke begribe det, at når du går med en ring til minde om hver en af de kvinder, som har spillet nogen længere eller vigtigere rolle i dit liv, så kan jeg ikke ville sætte nogen ring på din finger. Jeg jo, forsåvidt jeg ønsker eller tror at foreningen mellem os skal blive af en bedre og varigere art end før har været tilfældet, netop have en brændende ulyst til, ja afsky for at give dig netop det samme ydre symbol, som du har fået fra de andre. Hvor jeg vilde ønske, nei det er for svagt, hele mit liv på to år nær, som jeg skulde leve i dagligt samliv med dig for alle menneskers øine, ikke i skjul og mørke, vilde jeg give hen for at du ikke havde elsket alle disse kvinder. Du vil sige der er forskjel på at elske og stå i forhold til. Jeg sér den ikke denne forskjel, – jeg kan ikke gribe og fatte den, – nu siden jeg har været din, siden jeg har følt og ved hvad det vil sige, at tilhøre en mand, at give mig hen til et menneske som jeg elskede, – nu mindre end nogensinde. Det brænder sig ind i mig med smerte, at du så ofte, og i så mange kvinders arme har følt det samme (og følt det heftigere) som i mine. Det kan ikke nytte at jeg ræsonnerer med mig selv. Det som er, det er. Før jeg havde været din, kunde jeg ræflektere mig gjennem og bort ifra dette. Jeg vidste jo slet ikke hvad alt det væsen var for noget. Jeg kaldte det i mine tanker noget usselt filleri, som jeg syntes du gjorde formeget væsen af, betragtede det som en ren bisag. Nu er det anderledes. Jeg synes, at hvis jeg ikke kunde truffet en mand som aldrig før havde elsket, eller givet sig hen til nogen kvinde, før han så mig, så vilde jeg tusinde gange hellere ha'e gået livet igjennem som den jeg var, før jeg mødte dig. Jeg ved at jeg smerter dig med dette, men det er sandhed, og sandheden frem. Jeg ved nu så udmærket tydeligt at dette kan drive mig ifra dig, ikke så at jeg langsomt glider fra dig, men så at jeg pludselig flygter. Det hulker indeni mig, mens jeg skriver dette; men jeg har ingen tårer. Kom mo'er nu ind ad døren, vilde jeg kaste mig til hendes bryst; så fik jeg græde, og så blev det bedre. Alt hvad du kan svare mig, ved jeg til punkt og prikke: Ingen mand kunde svare til mine fordringer eller tanker. Nei, det er vist sandt, men derfor vilde jeg heller været dette foruden. Og det er sandt, jeg vil ingen ring ha'e af dig; ikke jeg heller vil ha'e nogen ring. De andre kan bære dine ringe, jeg ikke!
Også fra hende som drog til Tyskland, har du altså fået en ring. Så inderligt og helt har forholdet været mellem eder. Og så kunde du alligevel vise hende fra dig, bare fordi at en fremmed kvinde, der var for uerfaren og hjelpeløs til at kunne bære sig ad som et normalt menneske, havde siddet på et dampskib, og givet sit indre til pris. På hende har jeg tenkt så meget i den sidste tid. Jeg føler som om jeg mod min villie har gjort hende en stor smerte, en stor uret. Men hun var jo gift, – uf nei, – det er formeget roderi. En vakker dag, kommer hun forøvrigt vistnok tilbage til dig, skal du se. Hun har jo været borte før, og er kommen igjen.k301
Jeg vil ikke skrive mere nu. Det er ud på eftermiddagen, og jeg skal om en times tid gå i theatret med min bro'er og se en «Folkefiende».k302 Jeg er så forfærdelig bedrøvet, rent ulykkelig. Jeg lider under alle disse pinsler, sjælen græder hele dagen indeni mig, og jeg længes efter et menneskebryst ved hvilket jeg kunde øse det ud altsammen. Men ingen, ingen i verden vilde kunne forstå mig helt, – det ved jeg, og det er det som er det græsselige. For eks. det at jeg lider, fordi du har elsket før, hvem vilde vel forstå det, ja nok på en måde, men ikke helt; ikke være med i begribelsen af alle de smådetaljer som jeg går med i bevidstheden, som daglig myldrer op derinde, og ligesom kvæler min kjærlighed. Og så er der billedet af hende der reiste. Jeg kan aldrig glemme det udtryk hvormed du svarte på mit spørsmål om hun havde været bedrøvet i sit afskedsbrev til dig. Hvad ret har det ene menneske til at volde det andet så grusom en lidelse, til helt af [sic] bryde livets blomst af for det, og sende det ud i en ørken. Og jeg kunde godt ha'e ladet være. Jeg vilde kunne levet fort, når jeg atter var kommen i ligevægt, omtrent som tidligere. Havde du ingen notits taget af min tilstand, og det er min bestemte formening jo mere jeg tænker på det, at du ingen ret havde dertil, bunden som du var til en anden kvinde, der aldrig havde gjort dig andet end godt, at hun ikke på alle punkter var din ligemand forandrer ikke sagen, et menneskes værd afhænger dog ikke af en større eller mindre grad af dannelse; hun var en «god og kjærlighedsfuld kvinde», det er dine egne ord, og hun var et finartet menneske, det har du sagt, og hun vist ved sin opførsel; – altså havde du ingen notits taget af min tilstand, så var det jeg følte vågne, snart visnet bort igjen; jeg havde glemt det hele, og måske én gang imellem tænkt på hvor underlig forkjert dog livet var indrettet, siden det éneste menneske jeg kunde ha'e elsket, ikke kunde elske mig, mens de andre – – – At der kunde være andre praktiske grunde, der afholdt dig fra at nærme dig til mig, vilde jeg aldrig været opfindsom nok til at kunne tænkt mig. Nu går jeg. – – –
Torsdag aften. Jeg læser mit brev igjennem, og er så misfornøiet med det. Gud give du kunde forstå det, og gud give du ikke blev vred på mig for det. Jeg «skulde være modig», siger du, jeg «som har grund dertil». Men det er jo det jeg ikke længer har siden denne tvil har listet sig ind i mit hjærte. Jeg er ikke modig, og jeg vil ikke være det; jeg er et vanskeligt menneske og passer vistnok bedst til at gå min vei alene. Når denne forestilling var bleven så indgroet hos mig, når jeg så rent havde slået mig ifra verden, ikke tænkte på at søge noget eller nogen, så har det sikkert bundet i noget naturgivet hos mig. Jeg vilde nok ellers gået omkring, og ventet på at livet skulde betale mig hvad det var bleven mig skyldig, vilde holdt udkig, og stået på post færdig til at gribe til. Men det gjorde jeg ikke. Og der ligger forskjellen mellem os hvad vor finden hinanden betræffer. Du gik omkring og ventede på at møde et menneske, som du kunde, ikke give dig til, men tage til din eiendom. Hvis det ikke havde været tilfældet, var du ikke kommen til at blive forlovet med en, som du, da det kom til stykket, ikke engang fandt behag i.
Jeg var ment på, og det så alvorligt og helt, at seile på min egen sø, den jeg selv havde udvalgt mig, og seile der alene. Jeg vilde ikke være mellem de andre, fordi de allesammen havde det på en vis, jeg for ingen pris vilde ha'e del i. Det samliv der levedes fyldte mig med modvillie, ja en tid endog med rædsel og modbydelighed. Alting var så vulgært og forpjusket, så usselt og fattigt. Og så bli'er jeg pludselig rammet af noget midt i hjærtet, noget der trods al modstand og al doktoreren viser sig at være kjærlighed til en mand. Men denne kjærlighed vil bringe mig lidelse af forskjellig art, har allerede gjort det. Jeg tænkte ikke på om du havde elsket eller elskede andre; der var ikke rum eller evne til nogenslags reflektioner dengang. Så, da vi var sammen her de par få timer, antydede du vistnok, det var nede ved banken i haven, at du havde havt kjærlighedseventyr; men det gik på rent overfladisk vis ind gjennem mine øren, og nåede så at sige, ikke min bevidsthed. Og jeg vidste slet ikke dengang, at det vilde volde mig nogen kvide; jeg var for dum og tankeløs på samme tid. Jeg er idethele en barok sammenblanding af viden og dumhed. Så kom jo det du skrev, der voldte bruddet mellem os. Nu ved jeg, at havde jeg dengang været din ganske, og du så bagefter havde fortalt mig om dit forhold til hende, at du ikke kunde vise det fra dig fordi det var såmeget for dig, fordi du trængte hende, når du ikke havde mig, – at så vilde hint brud aldrig i evighed være bleven helet. Men jeg vidste jo dengang ikke hvad det vilde sige, hvad det var for en fryd at give mig hen til dig. Nu, siden jeg ved det, er først alt det du har oplevet med de andre, bleven mig en rigtig pine. Jeg er begyndt at blive bange for at jeg ikke har mod til at tage denne lidelse på mig, og forsøge at klare den fra mig. Når jeg tænker på det, krymper jeg mig sammen, og vender mig bort. Du skal ikke svare mig på dette. Hører du min ven. Ingenting skal du sige. Hvis du har forstået nogenlunde hvorledes det er at jeg har det, så vil du også vide at ord vil være spildt på mig. Lad det ligge. Vi vil i vore breve for eftertiden glide det forbi, og skrive om ganske andre ting, og jeg begynder. Når så tiden går, kan vi se, om vi vil mødes mere, om vi kan det. – –
«En Folkefiende» gik udmærket over scenen. Der var et samspil og en energi som man altid pånyt glemmer at Kristiania skuespillere kan præstere, indtil man atter ser et norsk stykke blive spillet. Reimers's spil var aldeles storartet godt;k303 der er ikke tale om at Stokmann [sic] kan blive således spillet på nogen anden scene. Men naturligvis vil stykket snart blive kjedeligt. Nu er der jo en jubel uden ende, men allerede næste vinter vil det ikke kunne gives mere. Der er fire af os, Garborg, Lammers, fru Nicolaysenk304 og jeg som har væddet om sherry og champagne, der skal gives ud i en frokost hos en af os, to mod 2 om stykket vilde gjøre lykke eller ei. Nu ved vi ikke hvem der har vundet, men søndag formiddag skal frokosten være. – Her er en lettelse og glæde uden ende over at Grevstad endelig er bleven bortdrevet fra «Dgbldt». Med Bætzmann er alle fornøiet.k305 Han har været ved bladet før; idag var han oppe hos mig, og bad mig endelig skrive. Jeg hverken gider, eller har tid; men jeg svarte hen i veir og vind, og lovede ingenting. Her har også været en anden redaktør af «Figaro»k306 og bedet om han måtte sætte mig op som fast medarbeider. Jeg behøvede ikke at skrive mere end et par gange om året. Jeg er forskrækket over de tusser, at de kommer til mig. Jeg er så kjed og led af dem, og af al den dumme skrivning med. Lørdag havde jeg middag kl. 6 for en del af mine venner. Vi var 16 tilbords, og det var udmærket vellykket. De siger bestandig at der er så hyggeligt hos os, og at jeg er en mageløs flink værtinde. Skal jeg dømme efter den livlighed og det spektakel vore gjæster altid holder, så må det være sandt. Jeg kan se og føle at de morer sig, og så vil de aldrig gå. Nu skal jeg snart ha'e et konservativt selskab, og der må jeg bede Thaulows, som der slet ikke var plads for sidst. Hvor det er skrækkeligt at du ikke lever her i byen. Gjorde du det så vilde jeg tilsidst ikke kunne leve uden dig, og så måtte jeg vel komme over alt det, der nu smerter og tynger mig. Du ikke misforstå hvad jeg før har skrevet. Du kunne se, at det er fordi jeg elsker dig så høit, fordi det er så nyt for mig, fordi jeg ikke kan hjælpe for, at jeg ikke kan tåle du har været de andres, nu da jeg ved hvad det vil sige at være din. Kys mig nu, og hav ondt af mig.
Din Amalie.
Det er sandt, du må strax sende mig det lange kabinetsbillede tilbage.k307 Jeg kom tilfældig da jeg fulgte en anden til fotografen, at sige til ham, hvor misfornøiet jeg var med billedet. Han var så elskværdig ganske uopfordret at tilbyde sig at gjøre det om: Jeg vilde ikke spørge ham om det, for det er noget de aldrig gjør, uden at man betaler pånyt. Men så vilde han ha'e det gamle tilbage. Nu skal du se, at du endnu skal få et pent billede af mig. Dennegang skal jeg nok passe på at klæde mig manérligt. – Godnat Erik!
Din Amalie.

63. Erik til Amalie

Søndag Aften 21/1 83
Min Amalie, Du har gjort mig så bedrøvet ved dit Brev, at var det ikke som at bryde en Aftale skrev jeg ikke i Aften. – Et vil jeg sige Dig, og lad det her i mit Brev blive til et Kærtegn, at ingen af de Kvinder, det piner Dig at tænke på, har jeg været kærlig ved som mod Dig. Du har fået af min Ømhed Beviser, som Du ejer helt alene. Amalie mod Dig har jeg gjort hvad jeg hos Dig syntes måtte blive det højeste Udtryk for min Kærlighed – ingen anden har ejet mig som Du har. Tænk på det inderligste, intimeste nøjeste Kærtegn mellem os to næst vor virkelige Forening og vid, at her behøver da under alle Omstændigheder ingen fæle Skygger fra Fortiden at træde imellem os. Amalie vi var for kort sammen, ellers vilde Du have lært at elske mig med større Fred. Der er også noget at lære her. – Du må ikke stille det hen i det uvisse, om vi snart mødes. Mit Liv er indrettet derpå. Jeg har kun det ene. Men jeg vil ikke skrive derom, jeg har tabt mit Mod til at klage. Du ligger ikke stille og sødt ved min Side – –
Amalie én Sorg har Du gjort mig til. Du har i sin Tid bildt mig ind, at « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schiøtt jeg véd nu ikke længer hvilken.k308 Jeg spurgte fordi jeg troede det var Dig og Du svarede mig med et af disse Navne. Dette forstår jeg absolut ikke. Det må hænge sammen med den Følelse hos Dig, der tilsagde Dig at bede mig om at lade være med at læse din Fortælling i Tidsskriftet. Der er noget her så stik imod min Natur, at jeg opgiver ethvert Forsøg på en Begriben. Men det har gjort mig meget ondt. – – Igår Aftes fik jeg Tidsskriftet i Hænde.k309 Mit Hjærte bankede derved meget kraftigere end om jeg selv havde havt en Fortælling deri. Og så måtte jeg oven i Købet lade som ingen Ting og besørge adskilligt ved Redaktionen først. Sverdrup havde mistet sin Kone,k310 der stod noget om Marcellus i Dgbl. vi måtte have med,k311 en Pastor Krog-Meyer var død,k312 der lå en Betænkning fra et af Folketingsudvalgene, en jydsk Folkesanger og Digter skulde have en Oplæsning osvk313 det måtte besørges altsammen først. Og så skulde jeg til en Forestilling i Folketeatretk314 og til et Diskussionsmøde i Studentersamfundet, hvortil Socialdemokraternes Førere vare indbudne: Jeg fik det besørget alt og endda fik jeg læst «Madam Høiers Leiefolk» – inden jeg kl 9 gik til Forestillingen. Din Fortælling er god Amalie, men for mit Øje og Øre er der en umådelig Forskjel mellem de første 6 og de sidste 7 sider. Således at forstå, at jeg på de sidste 7 finder en fin og ypperlig egen Kunst; på de 6 første plager en Påvirkning af Kiellands Stil mig så stærkt, at jeg ikke véd, om det er Kunst. Jeg var skinsyg på Kielland. Og så Amalie, Du som er så meget Person, og som har skrevet den Samtale mellem Manden og Konen – bedre end Kielland – hvad tager Du efter ham for? Det hele er bedre end Kiellands små Billeder, sandere, mere lige på – intet Lapseri (på de sidste 7!) Er det fra Bergen, Ven? To eller tre Steder skulde jeg have vist Dig Muligheden for en heldigere Vending. Men hvor er det ægte! Det er meget dygtig gjort Amalie, og slet ikke fruentimmeragtigt. I den Skildring er der Mod Amalie. – Når jeg tænker på, hvor forkert jeg vilde være kommen til at dømme om Dig, hvis jeg uden at kende Dig havde læst din Fortælling og fra den skulde slutte til din Natur. Alle de bløde og de ufuldførte Linjer mangler jo. Men Du må ikke skrive efter Kielland. – Jeg har læst for tredje Gang den sidste Halvdel. Denne Gang har Indholdet lagt sig helt grufuldt på mit Sind. Sig mig dog én Ting Amalie, som man her nede strax vil sige: Hvorfor vandre disse elendige Mennesker ikke til Fattiggården og melder sig som husvilde?k315 Er det ikke indrettet således hos jer, at det offentlige skal tage sig af den Slags Folk? Udsætterforretninger forekommer naturligvis også i Kbhvn, men er de Vedkommende så elendige som her, måtte de øjeblikkelig blive besørgede til Fattiggården, om de ikke selv kunde gå, og der fik de da i det mindste Tag over sig, Mad og Varme – vistnok også Sengestel og Klæder om det kneb, ja sikkert. Og de var ikke uden videre Fattiglemmer for det. Kunde Manden få Arbejde var de fri på ny – kun havde han så mistet sin politiske Valgret, indtil han tilbagebetalte Staden dens Udlæg. – – Jeg har nu siddet og læst Arne Garborgs Anmeldelse af «En Folkefjende».k316 Hvis Du vilde sige til denne fine Skribent, at Du har en Ven i Danmark, som med udelt Glæde og Beundring har læst denne Anmeldelse, gjorde Du mig en Glæde – men Du har vel ikke Lov til at have en Ven i Danmark.
– Amalie det er tungt dette at være skilt fra Dig! Men at komme til Dig på de «forbudne» Vilkår gruer jeg for. Imidlertid det måtte Du da vel få at mærke, at jeg havde kastet Broen af bag mig, og det måtte vel være Dig en – Trøst. Jeg synes selv det ikke er rigtigt at sætte dette Ord her, men det lå nær. – Jeg er ene, helt og fuldstændig ene i Verden, og Du er bange for det Følge jeg slæber med mig! Og Du tror, at jeg nogensinde har været selvanden. Ja bliver jeg det ikke hos Dig, går jeg i min Grav uden at vide hvad det Ord betyder. – Nu har jeg læst «Slagter Tobias»,k317 Begyndelsen er god, Ven, ikke sandt? Nå, der har jeg det samme Fattigvæsensspørgsmål som hos os. Så burde dog vistnok det være nævnt i din Fortælling. Der er for Resten noget vist virtuosmæssigt i Lies Måde at fortælle på, men det slår klik jevnlig. Det med Melsækken er godt.k318
Jeg har ingen Lyst til at skrive mere i Aften. Det ligger tungt på mit Sind hvor uendelig – jeg vil ikke fortsætte.
Det med Bætzmann interesserer mig levende. Skulde monstro den moderate Tone kunne virke til virkelig Gavn? Fortæl mig hvad der bliver af Grevstad? Hvad er «Figaro» for noget? Har Du hørt noget fra Bjørnson? – Jeg savner Konvolut i Aften til at sende Dig Fotografiet – Dit Hoved er imidlertid så godt, at jeg næsten synes det er Synd at give slip på det.
Slutningen i dit Brev min Ven er så sød – det er den jeg lever på til næste Brev.
Din Erik

64. Amalie til Erik

Kristiania 25de januar 83.
Jeg har aldrig sagt at « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schjøtt. Du tager ganske feil. En gang har du spurgt mig om mærket «ea» i Dgbldt. Jeg har overensstemmende med sandheden svaret at det var Hansens mærke, når han skrev om theatret. Så meget jeg endog kunde ønske at du ikke kom til at læse hvad jeg havde skrevet, fordi jeg generer mig for dig, så vilde jeg dog aldrig sige en positiv løgn i den anledning. Når du skjænder en anden gang, skal du være aldeles vis på, at du har ret dertil min søde gut. Jeg har været syg et par dage. Nu er det over; det begyndte søndag på hvilken dag jeg var udbuden på 4 forskjellige steder. Jeg måtte dog tilbringe den i min seng. Jeg var stærkt forkjølet da jeg om aftenen gik tilkøis, og så fik jeg et brev fra en dansk dame strax om morgenen, der gav mig slig feber, at jeg blev absolut syg. Der stod nemlig dette, – ja det er jo bedst du får det skjøndt jeg er bange du bliver både sint og bedrøvet, men det har pint mig så meget, der stod altså: «Jeg har hørt fra en norsk bekjendt, at de skal interesere [sic] dem meget for E. Skram. Nu vil jeg bare sige dem, at det er ham der er forbilledet for Repholdt i «Et Besøg»;k319 [og – krysset ut] Han skal for ikke lang tid siden hae havt en aldeles lignende historie med en ung pige.» Nu er det bare det jeg synes, at når der peges så bestemt hen på en «lignende historie», så der ligge en «historie» af en eller anden art til grund derfor. Sig mig, hvad er det for en historie? Den har du ikke fortalt mig om. Det forekommer mig ubegribeligt at en slig påstand som at du er Repholdt og har havt en sådan historie virkelig kan blive ved at være i omløb, når der slet intet er deri. Jeg kan ikke forstå hvorfor der ikke strax danner sig en slags opinion, der med en gang gjør sagen klar, og vender det derhen, at man taler om det lumpne af E.B. at benytte en vens ydre og tildels personlighed til en sådan skildring, når det er i den grad ubeføiet o.s. v. Bare det at sligt virkelig kan siges og bliver troet om Dig, gjør mig forfærdelig ondt; ikke for det dumme sladders skyld, men fordi du anses for et troværdigt og brugbart materiale til at gjøre en sådan figurant af, fordi du ikke står således i det almindelige omdømme, at det vækker latter at du nævnes. Sæt f.eks. det var bleven sagt om en der hos eder svarede til hvad Sars er hos os,k320 eller bare om en som Wullum, eller endog om Drachmann, – hvor vilde man ikke strax le snakket ihjel. Hvorfor le's det ikke ihjel, når det gjælder dig? Og hvorfor har i det hele E.B. vovet at stille dig op på denne måde. Hvis det ikke angik dig, så vilde jeg sige til mig selv: Jeg kan tænke mig to grunde, enten har den, der er Repholdt betroet oplevelsen til B. og givet ham lov til at bruge den, fordi han altså er af den art, at han er ligeglad med sig selv og alting, eller så, har B. været indiscrét i den grad, at han har tilføiet vedkommende den blodigst mulige fornærmelse. Og hvorfor har Brandes, tror du, gjort det? Hvorfor har han tegnet ham slig, at ingen, der kjender dig, kan læse det uden at du står der lyslevende? Jeg har grublet meget over dette, og alleslags tanker er i bølgegang gået gjennem mit sind. Du ved du blev vred dengang jeg talte om Donjuanneriet, og du har ved flere leiligheder søgt at vise mig, at du netop ikke er en Don Juan. Det er jeg også vis på, du ikke er. Men jeg har spurgt mig selv om det alligevel ikke er muligt at en sådan begivenhed som den med Repholdt kunde være forekommet i et menneskes liv, der var alt andet end en Don Juan. En der er bleven skuffet i sin kjærlighed til den kvinde han elskede, kunde vist falde på alleslags underlige ting bagefter, især hvis der kommer en periode, da han giver sig over, har mistet sin tro til livet og dets værd, sin respekt for kjærlighedens [sic] og dens væsen. Og måske var det ikke sikkert at han derfor var absolut fordærvet, skjøndt det måtte han vel være. Men hvis det nu var hændt bare én eneste gang, og aldrig mere, hvis han altid siden fortrød det, og græmmede sig over det, og følte byrde og kvide ved det? Hvis du var her nu, vilde jeg kaste mig til dit bryst, og ikke slippe dig, før du sa'e at du havde tilgivet mig. Og vær overbærende og god, når jeg nu beder dig om forladelse, fordi jeg ikke er stærkere end at jeg siger: gjør mig vis på, at det ikke er dig, som er Repholdt. Du ved ikke hvorledes jeg har pint og slidt dette ud af mig selv. Det vil såre og opirre dig, og smerte dig, at du skal nødes til at forsvare dig ligeoverfor mig. Jeg kan tænke mig at det vil virke således på dig at du skriver tilbage: Når du ikke endnu kjender mig bedre end at du trænger en sådan forsikring fra mig, så får det være forbi mellem os to. Men forsøg dog som sagt at være overbærende og snil. Det går mere og mere op for mig hvor ulykkeligt vi er stillet, at vi ikke kan være sammen bestandig siden vi elsker hinanden. Men det er noget sludder at du ikke skulde vilde ha'e mig dernede, sålænge du er ved bladet. Var det ikke fordi det af andre grunde er umuligt, så skulde jeg nok tvinge dig til at gifte dig med mig. Men så måtte jeg jo rigtignok først være sikker på at jeg vilde, at jeg vovede det, og at jeg kunde komme over alt det fæle jeg skrev om sidst, hvad jeg slet ikke er vis på, jeg kan. – Det var rigtig godt du skrev alligevel på søndag, endskjøndt du ikke havde lyst. Hør her Erik, – du må aldrig bryde den aftale, men bestandig skrive på den fastsatte dag. Du ser jeg gjør det; nu f.eks. sidder jeg her istedetfor at få min sædvanlige smule middagssøvn, fordi jeg skal ud kl. 5 og ikke for alt i verden vil opsætte at skrive til imorgen, fordi følgen deraf vilde være at du ikke fik brevet på lørdag. –
Hvis der ikke kommer noget særdeles iveien, så er det min mening at besøge gamle fru Knudtzon i april.k321 Jeg har igjen havt brev fra dem, hvori de beder mig komme, og de siger at i april vilde det være så herligt. I maj skal de til Marienbad, og senere ligger de på landet. Nu har jeg virkelig lyst til at gjøre det en gang. Men jeg er bange for at vi ikke fik se stort til hinanden. Jeg kan ikke tænke mig hvorledes det skulde gå for sig. Hjem til dig i dit logi kom jeg nu ikke under nogen omstændigheder. Selv om det ikke var forbundet med den mindste resiko [sic], gjorde jeg det ikke. Jeg vilde nemlig ikke. Der har hun jo været som er i Tyskland, og der kom ikke jeg. Men bare at være i samme by som dig, var morsomt. Og tænk at træffe dig på gaden! Men du er vel aldrig på gaden, du, som sidder på kontoret. Det var morsomt at du kunde sige så meget godt om mine leiefolk. Jeg tror ikke du har ret i det om Kiellands stil. Ingen har sagt det. Men vi er begge fra Vestlandet og bruger begge udtryk, der er eiendommelige for dette strøg. Der er også et eget fællesskab i sprogtonen mellem Bergensere og Stavangere; det kan være dette du har følt; skjøndt jeg kan jo ikke være så aldeles sikker på det, jeg. Vist er det, at jeg var meget langt fra at tænke på Kielland, eller hans manér, da jeg skrev det. Det med fattigvæsenet har du ret i. Jeg kunde ha'e nævnt det. Men sagen er at jeg har fortalt det netop sådan som det gik til. Den arme kone, der kom til mig og tiggede efter at hun havde udstået sin straf, og som jeg et par gange gik til, berettede mig hele tildragelsen. Familien kom ganske rigtig på Arbeidsanstalten, men først den næste dag. Alle de fattige i Bergen havde en ubegribelig afsky for at komme der, og vilde hellere lide det værste, end søge did. Og sålænge ikke politiet fandt dem kunde de godt blive siddende i prangen. Så blev det jo også snart mørkt, [da de kastedes ud – krysset ut] og så var der en sprinkeldør der lukkede for smuget. Man har også sagt, at ingen kan kastes ud uden der er politi tilstede. Men det var ikke tilfældet her. Folkene lod sig kaste, fordi de var så angst for politiet. Manden havde jo været i straf. De foretrak at gå godvilligt. Hvorledes vilde du være kommen til at dømme om mig hvis du uden at kjende mig havde læst min fortælling, og skulde sluttet efter den? Sig mig det, – jeg er så nysgjerrig. Forkjert vilde det blevet, siger du. Det som du beder mig sige til Garborg, skal jeg nok. Jeg tror det vil glæde ham, og jeg går altid på lur efter at kunne glæde ham. Da jeg takkede ham for anmeldelsen, sa'e han, at han siden han havde skrevet den, hver dag havde gået og spekuleret på at gå op og takke mig, for den, såsom det var samtalen med mig om «Folkefienden», der havde givet ham hans syn på bogen, og ladet ham skrive sådan. Det var fornøieligt, for jeg ved at hvad han siger, det kan han altid stå ved. Og jeg husker vi begyndte med uenighed. Han aldeles begeistret, og jeg netop det modsatte. Jeg forstår ikke det om at kaste broen af bag dig, og at det vel måtte være mig en trøst; men jeg beder dig bare, at du ingen galskaber gjør, for noget galt må det vel være du pønser på, når det skal gå løs på broer og sligt. Jeg synes så udmærket godt om Lies fortælling. Tusind gange bedre end om min. Jeg synes næsten det omtrent er det bedste Lie har gjort. Den prægtige Tobias! Som man tror på ham, og som en får respekt for den iltre kone. Og hvor vi forstår at der bliver prægtige sønner, som kan gå i slagterkompagni med sin far. Og så er den morsom og opmuntrende midt i sin tragik. Jeg får slutte her. Kl. er bleven mange. Skriv nu ikke hårde ord til mig i dit næste brev. Jeg falder dig om halsen og kysser dig mange, mange gange, så at hvis du vil tale vredt til mig, så får du ikke komme til. Kan du huske hvorledes jeg kunde kysse dig, husk på det, så ved du du er min egen Erik og at jeg er din Amalie.

65. Erik til Amalie

Kbhvn 28/1 83
Indlagt vil Du finde Kopien af et Brev, jeg idag har afsendt til Brandes. k322 Hans Svar sender jeg Dig, når jeg modtager det. Mit bestemte Forlangende er da det, at Du svarer den Dame, der på en løs Angivelse har skamskændet mig, at Du ganske rigtig som formodet nærer Venskab for mig og er i det heldige Tilfælde at vide bedre Besked end hun. Og så meddeler Du hende, at Du har set E.B.'s Brev og giver hende det positive Indhold deraf. Om Du for egen Regning vil tilføje nogle Betragtninger om det Skammelige i at tale ærerørig om Folk, man ikke véd noget om, overlader jeg til din Indignation eller Finfølelse.
Jeg var igår i et Middagsselskab og traf der for første Gang en Dame, der er Søster til en god Ven af mig, Kammerjunkerinde Bauditz f. Rist.k323 Hun havde hørt mig meget omtale og var glad ved at se mig og tale med mig. I Samtalens Løb nævnede hun «Et Besøg». Efter en Omtale af Bogens glimrende Egenskaber sagde hun pludselig: «Den Bog kunde de ikke have skrevet. De kunde ikke have ladet det være nok, at gøre en Kvinde så blodig Uret.» Denne Dame har jeg som sagt aldrig vekslet et Ord med tidligere. Hun havde sin Visdom formodenlig fra hvad jeg har skrevet og fra sin Broders Omtale.
Blandt dem, Du nævner, hvis Navn skulde være nok til at slå enhver Bagtalelse til Jorden, er Drachmann. Om ham er blevet fortalt og troet, at Fiskere ved Kysten have spyttet ad ham, fordi han er bleven grebet på fersk Gerning i et Lysthus med en Vens Hustru, han havde forført. Om ham er blevet fortalt og troet i mange År, at hans Liv var det mest ryggesløse, at ingen Kvinde kunde være sikker for hans Efterstræbelser. Da han løb bort med Fru Talbitzer,k324 brusede Historierne op som et Springvand. Der gik Afskrifter af et Brev rundt fra ham, hvori han blottede sig selv som den jammerligste Pjalt. Brevet har jeg ikke set, men sligt sagdes og blev troet. –
Jeg har ingen hårde Ord at sige i Anledning af dit Brev. Din Kærlighed er syg, og det synes mig at jeg i alt Fald på Frastand ikke har Lægedom til den.
Du underretter mig om, at Du til April vil besøge Fru Knudtzon, og at det skulde «more» Dig at møde mig på Gaden, medens Du iøvrigt ikke kan tænke Dig, at vi skulde se stort til hinanden, idet min Bolig er et befængt Sted, hvor Du ikke kunde sætte din Fod. – Da jeg ikke forstår noget af dette, tier jeg.
Du spørger mig, om jeg kan huske, hvorledes Du har kysset mig? Ja Amalie det kan jeg huske! Og jeg kan også huske mine Tanker og Følelser under dine Kys. Det kom mig for, at Du elskede mig som en kærlig trofast og yndig Kvinde, der vilde prøve på at fæste Bo og blive hjemme inde hos mig. Dette Indtryk har dine sidste Breve ikke i høj Grad tjent til at bestyrke.
Og dog er der noget virkelig kærligt og smukt i al den Fjærnhed Du giver Rum. Du må ikke tro, at der ligger en Vrede imod Dig og ulmer hos mig; der er kun en pinlig Forundring. Jeg venter, indtil Du atter i din Tanke når til at blive min. Nu er Du kun din egen. Du borer Dig fast ind i dine egne Forestillinger og har kun mig med derinde som en fremmed Urostifter, som Du så pludselig en Gang imellem kaster Dig om Halsen på og overgiver Dig til for at få Fred.
Du bruger det Ord, at Du skulde «tvinge» mig til at gifte mig med Dig. Véd Du da ikke, at var jeg uafhængig og kunde jeg byde Dig blot jevne Vilkår, lukker den Plan at blive gift med Dig sig om alle mine Planer for Livet. Jeg har i alle disse Dage, hvor Du har stablet Had og Bitterhed op imod mit foregående Liv, kun gået og vejet dette ene i mit Hoved: vilde Amalie som min Hustru kunne føle sig tilfreds i København, eller måtte vi drage til Kristiania? Og jeg har fantaseret mig ind i, at vi levede et År her nede, så længtes Du hjem, og jeg fulgte med Dig. Jeg har vejet hele min Omgang med den Vægtskål, jeg tænkte mig, Du vilde anvende, og næsten alle ere vippede op som for lette. Havde vi Penge, véd jeg imidlertid, at vi kunde danne et fint og interessant Hus i Kbhvn.
Vilde Du virkelig komme til Kbhvn nu i April og ikke gøre alt for at se mig hver Dag? Endnu tror jeg det ikke.
Din Erik

66. Amalie til Erik

Onsdag aften 31-1-83.
Denne gang bli'er det bare for at sige dig, at jeg ikke skriver denne gang, at jeg sætter pen på papiret. Jeg kan det nemlig ikke, for jeg er altfor bedrøvet, beklemt, forpint og angst til at jeg kan få et brev sat sammen. Ja, der var virkelig angst i den følelse hvormed jeg læste dit brev imorges, og der har været angst i den måde hvorpå jeg idag har gået og gjentaget dets sætninger for mig. Så ondt, så frygteligt ondt gjorde din skrivelse mig at jeg sad og dukkede mig sammen som under slag fra en usynlig hånd; og så feig var jeg bleven at jeg efter læsningen drog pusten og sa'e til mig selv: Gudskelov at han ikke brugte hårde og onde ord. Jeg følte som om sådanne vilde ha'e gjort det af med mig, og havde du været tilstede kunde jeg ha'e tigget og tryglet dig om at la'e være – – – men gud ved hvad jeg snakker for, – det nytter så ikke til noget, – du er krænket og vred og det med rette, – jeg er ulykkelig og lidende, og det er også med rette, – ja, det er med rette du, for der er så meget som gjør ondt og forpiner mig, og nu at vide, at der er kommet dette fremmede, kolde modvillige ind mellem os, mellem os der elskede hinanden. Det var det som gjorde mig angst, – denne fjærnhed, denne lyd som af stygge dissonnantser. Jeg kunde, syntes jeg styrtet frem over stok og sten og fjeld og hav for at få dig tilbage, nå frem til dig, og slynge armene om dig for at holde fast på dig for bestandig. Men så i næste nu, blev jeg stående stille, rådvild og modløs, som jeg er i mine tanker om dagene. Men du skal ikke bryde dig om det du. Det er ikke fra dig det er kommet, men bare fra mig. Det er mig som er skyld i det hele, fordi jeg har fået en sygdom i blodet, der voldtes ved at jeg i dine arme fik forstand på hvad det var at elske. Det er af kundskabens træ på godt og ondt at jeg har spist, og det mærkes på mig desværre, desværre. – – Du er jo den du var, da du uden at vide det, tog mit hjærte i besiddelse. Ved du, at jeg nu undertiden synes synd i dig for det. Du gjorde ingenting du, hverken for eller imod. Det er mig som har stået for det hele og det er mig, ene mig, der har skabt denne misstemning. Det er virkelig sandt, at du er for god for mig. Der er intet lapseri; og ingen affektation i ordene, det må du tro. Jeg mener det virkelig. Et menneske der, som jeg, når det kommer til stykket, har tabt enhver gnist af tro til livet, det vil sige tro til at det kan præstere noget virkelig skjønt, noget helt og fuldstændigt, noget som det er værdt at reise sig op, eller gjøre sig uleilighed for, er ikke noget for en mand som dig at knytte sig til. Jeg har allerede som ganske ung været så umådelig gammel af sind og så livsled. Det kunde ikke mærkes, fordi jeg trængte det tilbage og fordi det mest føltes som en ligegyldighedens ringeagt for livet, der satte mig istand til med en vis ligesælhed, at være med på alt, endog med livlighed, så at folk troede jeg var livsglad og intereseret. Så havde jeg også tidlig fået en utrolig færdighed til at omgåes, og underholde mig med alleslags folk. Det gik lige glat med hvem det var, tiggere, bønder, søfolk, unge lapser og gamle jomfruer, udlændinger og indfødte, det var mig det samme. Du talte om at «snakke sig fra det», – jeg har i mange år af mit liv ikke gjort andet end snakket mig fra min umådelige skuffelse ved og foragt for det liv som jeg havde tiltrådt med begeistring og andagt og hellig alterild. Så, da jeg havde revet mig løs fra mit ægteskab og var kommen til ro efter al den utrolige slid og strid der udfordredes for at blive stående fast ved min beslutning – hvad jeg der har havt for bombardement at stå for, det er endnu et ulæst kapitel for dig – begyndte jeg at finde mig bedre tilrette. Jeg blev levende optaget af alleslags spørsmål, jeg tænkte dem igjennem, og fik min egen opfatning, – jeg tog mit bestemte parti og jeg følte under dette mine kræfter voxe, på samme tid som hver en redelig forhvervet overbevisning, hver en indvunden erfaring gav mig en særskildt glæde. Jeg arbeidede mig igjennem og ud af kristendommenk325 langsomt og retskaffent. Religiøse materier havde jeg altid været stærkt optagen af, så her havde jeg en særlig betingelse for at kunne give et ord med i laget ligeoverfor mig selv. Tilslut fandt jeg at det dog gik an at leve; der var blot ét et vist menneske burde sky, og det var alt, alt i verden der havde den fjerneste skygge af tilbøielighed til at falde ind under erotiken. Her var og blev min foragt grænseløs og mit had bundløst. Ja, det ved jeg nu forresten, at intet menneske i verden vil kunne forstå eller fatte fuldt ud mine rørelser og følelser på det gebet. Om nogen havde sagt mig at jeg, jeg skulde opleve at der skulde være en mand som ikke var mig akurat ligeså ligegyldig, og ligeså kameratslig velkommen som alle de andre, der var af den kaliber, at det gik an at samtale med dem, – ja, jeg ved ikke hvad jeg vilde sagt, men hvad jeg vilde tænkt, det er jeg fuldkommen på det rene med. Og da jeg så traf dig, du vidunderligt søde menneske, så blev jeg jo strax ligesom et barn igjen. Det var jo et barns fagter at sidde der og jamre sig over den kjærlighed som havde grebet mig, og samtidig fortrøste sig til at den nok skulde gå over. Jeg glemte alt over dig, og den følelse du havde vakt. Hvis ikke det havde været tilfældet, vilde jeg ganske vist husket at alle mand på ganske få undtagelser nær, har levet sådan som jeg ikke kan andet end fordømme, fordømme fordi det ikke svarer til de fordringer jeg stiller til et menneske der i sandhed er et menneske, det vil sige, – – ja det vil sige, noget ganske andet end andre siger, at det vil sige. Det at jeg elskede en mand kunde gjøre mig ung igjen sålænge som jeg kunde holde alle urene skygger borte fra min kjærlighed. Jeg tror jeg må elske længe, længe, før jeg kan elske skyggerne bort. Om det ellers vil lykkes mig. Jeg føler så stærkt og intenst, og jeg har en ulyksalig evne til at lide en lidelse tværs igjennem helt ud i alle dens detaljer. Det var derfor jeg blev gal dengang. Tror du alle har evnen til det? Men så er der jo rigtignok også det, at når jeg er færdig; – så er jeg færdig. Det har jeg erfaringens vished for. – Du mærker nok mere og mere, at du har fået en vanskelig kvinde på halsen; sikkert er det i allefald, at du havde fortjent en anden. Der er mangfoldige som vilde passet dig bedre. Jeg er vis på du vilde være bleven lykkeligere med Gertrude. Om hende har Poulsen forresten fortalt mig en masse ting forleden aften. Han omtalte også dit forhold til hende ganske uforbeholdent, og som talte han om et fait accompli som alle kjendte – i sine mindste detaljer. Hvert ord var et stik i mit hjærte, men jeg hørte roligt på, og lod som ingen ting. – Det bliver alligevel et brev, – nu er jeg kommen igang, og nu kan jeg fare fort. – Hør her, – hvis du nu er begyndt at tvile om at jeg kan gjøre dig mere lykkelig end du var før, hvis du er bleven bange for mig, og undertiden har tænkt at du hellere ikke vilde ha'e mødt mig, – så du ikke kvie dig for at sige mig det. Dit sidste brev var skrevet i en sådan tone, at jeg kunde tænke mig det. Nu skal du huske én ting, og det er at du har lov til nårsomhelst at sige til mig: Jeg vil fra dig. Netop fordi det er mig og ikke dig fra «hvem forargelsen er kommen», har du mere end ellers lov dertil. Så vilde jeg da være vis på, at jeg fik gå resten af mit liv igjennem uden nye kjærlighedssorger. Og derved er dog altid noget vundet. – – – – – Forstår du, – det er fordi jeg er så gammel, så ulidenskabelig i ond forstand, at min kjærlighed til dig ikke som en brusende fos river alle smertelige reflektioner overende, – det er derfor at jeg ikke er god nok for dig. Du skrev før vi havde eiet hinanden, at jeg var så ung i mine følelser. Og det var sandt; det ved jeg nu var sandt. Dengang var det mig ikke klart, hvad du mente med det. Men da kunde jeg sagtens være ung, jeg vidste jo slet ikke noget om alt det du siden har bragt mig til at føle og begribe. Forstår du mig? Jeg vilde så gjerne vide, om det er dig muligt at fatte hvad der, siden vi var hos hinanden, er foregået i mit indre, eller det er dig som står du over en forseglet bog. Det vilde trøste mig om du forstod. – – Ja naturligvis – alt det der siges om Dr.mann er af den kaliber at man kan tro det. Alt det kunde han ha'e gjort, netop! men alt det kunde du ikke ha'e gjort. Det du fortæller mig at man har troet om ham, falder så akurat ind under hans naturels kategori. Hvis det er løgn, så er det tilfældets skyld. Det kan være sandt. Men Repholdts udåd kunde han ikke ha'e øvet. Det ligger udenfor hans evnes rækkevidde. Det er ikke hans specialitet. Netop ikke. Han vilde ikke engang givet sig tid dertil. En «vens kone», – das ist was anders. En vens kone, der lader sig forføre, kan du være vis på, er ingen «ubekvem materie». Men en ung uskyldig, ufordærvet pige er en «ubekvem materie». Der skal en tusindfold høiere grad af ryggesløshed til at ville hende. Der skal en snedig diabolitet, en iskold fordærvethed, en næsten mephistofelisk dygtighed. Det er derfor jeg sa'e at hvis man havde duttet Dr.mann det på, vilde det være bleven le't ihjel. Det ligger i almenhedens bevidsthed, at sådan er ikke hans evners art. Man gjør sig det ikke klart hvorfor man ikke kan rime det sammen med ham, – man tror det simpelthen ikke. Det var det jeg vilde den almindelige opinion skulde ha'e gjort gjældende ligeover dig også. Det var det som smertede mig, som gjorde mig så tumelumsk i hovedet, – det, at dette rygte om dig kunde leve, holde sig, bringes om. Der var altså ikke noget i den almindelige sladderbevidsthed, der forkastede en sådan antagelse.
Min elskede! forstå det ikke altfor overfladisk dette. Lad ikke dine betragtninger over at jeg virkelig kunde synke ned til at nære denne angst, denne uro der drev mig til at sige dig det, kvæle din evne, din villie til at sætte dig ind i min lidt vanskelige stilling, vanskelig både ved den ydre afstand, min mangel på erfaringsmæssig bekommet kjendskab til dig, og min indre tilstand. Nu skal du være høimodig. Og din høimodighed skal hidrøre fra din forståelse. Som gave tager jeg ikke imod den! Hvor du har været i slet humør, som ikke har forstået, at det om at «tvinge» dig til at gifte dig med mig, var et mat, et krampagtigt forsøg på at tage brådden af mit brev med en spøg. Ja, det vil sige ordet «tvinge», var en spøg. Det andet står jeg ved. – – – – Men det er virkelig min mening, at vi, hvis jeg kom til Kjbhvn. ikke kunde komme til at være synderligt sammen. Sålænge vort forhold er hemmeligt, kan vi jo ikke sætte os ud over fornuftige hensyn. Og du ved selv hvor bunden en dame, der boer hos en enkefru som fru Knudtzon er. Kan du huske at du skrev dengang talen havde været om at jeg skulde fulgt Fritz (med ham og Ingeb. er det desværre overordenlig galt fat) til Kjbhvn: «Du har gjort så klogt som muligt ved ikke at komme herned nu, hvis du da ikke vilde bryde med alle hensyn, og springe lige i armene på mig, hvad der under vore forhold vilde været aldeles urigtigt». Det samme gjælder nu. Enten får jeg lade være at komme, og det er kanske under disse omstændigheder det rigtigste, eller også måtte vi begge ha'e den fornødne selvfornægtelse til ikke at mødes oftere end bekjendte af forskjelligt kjøn pleier at møde hinanden. Sammenkomster i smug kunde der ikke blive tale om. Knudtzons ved jeg, vilde lægge al mulig beslag på mig. Og som jeg sidst skrev: i dit logi vilde jeg ikke komme. Om du bliver vred igjen, – det får ikke hjælpe, jeg vilde det ikke. Det er den visse sandhed, det. Forresten, – hvis jeg kommer, så bli'er det nok i marts, for i april har jeg Jakobs konfirmation og flytningen på mig, og det huskede jeg ikke strax.k326 – Ak om jeg kunde lægge mig tæt, tæt ind til dig, og græde ud hos dig. Du er og bli'er dog den éneste jeg har elsket her i verden.
Din Amalie.
Torsdag 1ste februar. Jeg sender Dig Brandes's brev tilbage.k327 Til vedkommende dame skal jeg skrive det du forlangte i dit brev fra igår. Jeg har en følelse af at jeg skulde bede dig om tilgivelse. Men jeg kan det ikke. Mine følelser ligeoverfor hele denne sag er så forviklede og sammensatte, at jeg ikke vilde kunne give dem et blot nogenlunde sandfærdigt udtryk. At tænke på denne sag, – jeg mener det hele tilsammen: at det skulde siges om dig, troes og bringes videre, at det skulde skrives til mig og stilles op som en advarsel imod dig, at det skulde få magt til at formørke mit sind til at bringe om det så kun havde været den svageste forstyrrelse i det gode, lyse billede samværet med dig havde givet mig af ham, som jeg elskede, at det ikke vilde slippe mig men blev ved at plage mig sålænge til jeg havde sagt dig det, – jeg tænkte de første par dage at ingen magt i verden kunde bringe mig til at ymte om det til dig, – altså, at tænke på alt dette er som at røre ved et ondt sår. Og når jeg ikke tænker på det, føler jeg det alligevel som en nagende fornemmelse et steds inde i brystet. Du kan vide det må være så, – du kan forstå at det piner og ydmyger mig grænseløst, – det at det virkelig kunde gjøre mig noget, jeg som dog vidste bedre besked end alle verdens andre. Det er ikke skam jeg føler; men det er, at jeg ikke kan være stolt af mig selv. Jeg kan ikke skamme mig, for jeg ved jo hvordan det hele gik for sig derinde; jeg kan heller ikke angre, for det kan jeg aldrig, men jeg kan græmme mig over dette nye bevis på, at jeg har taget skade på min sjæl af det syn livet i lange tider blev ved at vise mig af mændene. Jeg er meget forsagt; jeg tør ikke engang bede dig om at kysse mig; jeg sætter mig stille hen i en krog og falder i tanker.
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Det er Irgens Hansen, som han [sic] har skrevet anmeldelsen af Nyt Tidsskrift i Dgbldet.k328 Han skal være så rasende fordi jeg har anmeldt «Pehrsens» velvilligt.
[Tilføyelse på siste side]:
Hverken de lovede Morgenblade eller det fæle kabinetsbillede har du sendt mig. Men det skal du!

67. Erik til Amalie

Søndag den 4 Februar 1883
Min elskede lille Pige, vær aldrig bange for hvorledes det går med min Kærlighed! Den er der, og den står rolig og tillidsfuld og ser på de Lidelser og Smærter, som kan komme også ind under dens skærmende Skygge, men selv lider den ingen Nød. Du yndigste Stump, jeg har havt Dig så tæt og godt hos mig i dit Brev, Du har lidt og Du lider endnu, men det vil gå over, og Du skal se, min Unge, at det vil gøre Dig godt, at komme ned til mig og lægge dit Hoved ind til mit Bryst, medens jeg klapper dit Hår og kysser Dig oppe i Skildningen. Vær slet ikke bange. Dine Anfægtelser bunder vel i din Natur, i din Historie og i vor Fjærnhed fra hinanden, men det er ikke Meningen med Dig, at Du ikke skulde kunne slippe ud af dem igen. Jeg forstår vel ikke helt din Sindstilstand, men ganske uden at begribe, hvorledes det kan være gået til, er jeg heller ikke. Det Drag af Fjendtlighed netop mod den man elsker, som hos Dig er slået ud i bitter Skinsyge mod min Fortid og i frygtsom Usikkerhed i Bedømmelsen af hvad der overhoved ligger indenfor min Karakters Muligheder, har jeg læst om, måske set noget til, mulig overfor Dig også følt noget af; men det gør mig ikke længer for Alvor angst. Alt dette er Ting, som Tiden skal klare. Du slår på, at jeg har Ret i, at Kærlighed er en langsom Ting. Min Unge, vær vis på, at vi to har uendelig meget tilbage at lære – at lære hinanden at lære af hinanden. Min Ven, det er ikke sådan at springe til at forstå, stole på og elske et andet Menneske. Du kender af mig jo bedst, tror jeg, mine fordums Forsøg på at komme til at elske – jeg har aldrig elsket før – og din Tanke kaster sig formelig glubsk over dette. Få lidt mere Kendskab til mig, så blegner nok de Indtryk fra mit fordums Jeg, som nu volder Dig Fortræd. Du er ikke kritisk på dette Punkt. Du sluger alt, hvad jeg selv har fortalt, hvad andre véd at fortælle, naivt med Tro på, at det forholder sig, som det fortælles. Du lægger ikke Mærke til, at rimeligvis jeg selv lægger en Farve ind i mine Ord, som ikke er helt ægte, som i alt Fald rimeligvis er for ene om det, der skulde have været mange flere til for at gøre det hele naturtro – formodenlig meget mattere –, at de andres Snak er mere eller mindre fri Digtning, og Du bærer Dig således ad, fordi Du endnu har altfor få Midler til med Tryghed på egen Hånd at kunne gå de Billeder efter, som Du ejer Originalen til. For Du ejer mig, min Ven, det er kun et Tidsspørgsmål, når Du kommer i sikker Besiddelse af din Ejendom. Og tror Du, et eneste Ord om før, passer helt på mig nu? Min elskede Pige skyd alt det grimme Snak om mig til Side og kom ned til mig og lær mig bedre at kende. Hvad tror Du jeg har brugt min Tid til siden Dagene om Nytår? Til at lære at føle, hvor højt jeg elsker Dig. Og tror Du ikke Du skal komme til at mærke det, hvis Du lægger Dig trygt ind til min Favn? Du dumme lille Unge, Du bygger på den lille Stump af en Begyndelse til vor gode Kærlighed, vi oplevede, som var den Fundamentet til alt i de kommende Dage – min lille Pige! nu først kan vi jo mødes med tilforladelig Vished om vor Kærlighed. Og så først kan Grunden rigtig lægges. Du hos mig, i min Favn! Hvad der piner Dig er din Fraværelses Ubeskyttethed mod Fantasier. Du har for lidt af Minder om mig. – Et, Unge, skal Du lære, og det er at lade være med at skille din Sag fra min. Du er ikke en stakkels Pige, der kommer dumpende ind i en Mands Liv, som en tredie Elsket der har at kæmpe med de foregående; Du er den Kvinde, som han har stridt sig gennem Livet for at nå. Dig tager han ind til sig, og med Dig ser han tilbage på et Liv – mildt eller fordømmende. Du gør ham Skade ved at stå alene og skælde. Han har ventet noget andet af Dig, Ven, forstår Du hvad jeg her flygtig skriver? Jeg mener en hel Del med det. Vi to må virkelig holde sammen. Skulde der i mit foregående Liv ved din Skarpsindighed kunne opdages noget, som tager endog blot et Gran af hvad dit er fra Dig, vil jeg være hurtigere til at føle Smærte derover end Du eller i alt Fald lige så hurtig, og Du kan stole meget langt på min Finfølelse i så Henseende – ud over hvad jeg selv kan føle af denne Art, véd jeg er Sygdom hos Dig. Du må betænke lidt, om Du sådan uden videre har Lov til at give Dig en Skinsyge i Vold, som æder sig ind i Kærnen af vort Liv – hører Du Amalie, vort Liv – Du er ikke så ene og frit rådende over hvad Du gør ud af Dig selv, som Du har været. Men det véd Du ikke sådan helt inderst inde. Du er meget selvisk Amalie. – Men alt det tænker jeg kun lidt på for dette ene, at jeg om en Måned har Dig i min Favn. Og Du vil straks, når vi mødes, kysse mig, det véd jeg – det gjorde Du ikke sidst men denne Gang kan Du ikke lade være. Amalie min elskede Ven, vær lidt tryg og glad ved din Kærlighed, så bliver alt godt. – – Jeg er nødt til at bryde af her!
Den Slyngel i Dgbl! jeg troede ikke, at det var IH. – Skriv mig lidt til om Bætzmanns Stilling nu! Kan Du huske at jeg straks ytrede nogen Tvivl om det hensigtsmæssige i hans Fremgangsmåde?
Din Erik

68. Amalie til Erik

7de februar 83.
Min elskede, min Erik – jeg har fået dit brev, og jeg takker dig så meget for det. Du forstår at jeg blev rørt og glad over det. Hvis du sad der i sofaen iaften, istedetfor at være de hundrede mile borte (hvad der er og volder hele ulykken) så vilde jeg sætte mig på en skammel og lægge mit hoved på dit knæ; så fik jeg se om du vilde tage mig op i dine arme og lade mig kysse din deilige mund, eller om du ganske rolig lod mig blive dernede, fordi du dog var lidt vred på mig. Dit brev var så sødt, men på det sidste får du bare tid at skrive hastværksbreve til mig. Hvorfor får du bare det? Det er ikke «fiendtlighed» jeg har følt overfor dig; og det er heller ikke skinsyge, må du vide; jeg tror det idetmindste ikke, for der er ikke kommet op en gnist af uvillie hos mig mod disse kvinder, tværtom holder jeg næsten af dem, fordi du har elsket dem. Det vilde således være mig en smerte og en skuffelse hvis jeg nogensinde opdagede at der intet havde været ved dem, og jeg vilde i det længste stride imod en sådan kundskab. At høre J.P. forleden tale så ringeagtende om hende Gertrude, og fortælle alt det væsen hun havde drevet med Rosenstamk329(han havde mødt dem alene om natten på forskjellige steder) pinte mig ikke lidet. Det vilde glædet mig, om jeg af hans omtale kunde ha'e uddraget at hun havde været i alle henseender en første klasses kvinde, netop fordi du havde ødslet din kjærlighed på hende. Det som du kalder skinsyge tror jeg er sorg over at jeg ikke kan eie dig hele tiden bagover, sålænge du har været voxen, blandet sammen med en frygt for at du slet ikke vil kunne elske mig således som du kunde ha'e gjort, om du ikke havde levet med så mange kvinder iforveien. Forresten ved jeg ikke selv klart hvad jeg sørger over. Jeg ved bare at undertiden gjør det så ondt, så jeg næsten ønsker jeg aldrig havde sét dig, naturligvis for i næste nu at ta'e ønsket tilbage med en heftig angst. Jeg tænker ofte på dig når jeg sidder og taler med Ernst Sars, og så kan jeg ikke lade være at ønske at din fortid havde været som hans. Han har aldrig, absolut aldrig i sit liv været nogen kvinde nær. Det er ikke bare noget som siges, – det er noget som alle ved. – – – Det er sandt at jeg er meget «selvisk». Godt at du er kommen efter det på egen hånd. Jeg har forresten ikke vidst det, før efter jeg var kommen tilbage fra vort møde, og jeg har gået og tænkt på at du dog burde vide det. Hvorledes skulde jeg også ikke være bleven selvisk, jeg som er bleven så gammel uden at ha'e elsket et menneske som jeg kunde gå op i, gå under i, og som der, hvor jeg er kommen, i mere og mindre grad har været den, hvorom det dreiede sig. Jeg er græsselig selvisk, jeg. Men selviskhed er vistnok en alvorlig hindring for at elske. Tror du ikke? Det har Gertrude også været. Hun er bleven det fordi hun har været vant til at gjøre lykke. Det at gjøre lykke er noget, der til en vis grad kan fylde og tilfredsstille et menneske, så at man resikerer når man længe har været vant dertil især, ikke at føle trang til nogen anden lykke end den der flyder af at «gjøre lykke». Men jeg tror at du også er selvisk. For du er også bleven skjæmt ud. Du har vist i dine dage gjort megen lykke hos kvinder, og tilsidst er du kommen til at mene at det skulde så være, og derfor synes du egentlig at det at man elsker dig er intet under. Hvor gjerne jeg vilde vide om jeg ikke har ret i dette. Jeg er forresten vis på at jeg har det. – Det er «ikke sådan at springe til at forstå, stole på og elske et andet menneske». Men det skulde det være, når de rette mødtes. Da du var gået i land i Gjøvik, var der intet menneske i verden, jeg kjendte og forstod som dig. Det var virkelig så at det kom mig for, jeg havde kjendt dig til punkt og prikke hele mit liv, som var det dig, jeg uden at vide det, havde gået og ventet på, og som det var næsten latterligt at jeg ikke havde fundet før. I Kristiania voxede denne følelse. Men så kom hint brev, som drog det forhæng bort som min egen tankeløshed eller glade forrykthed havde hængt op, og lod en bølge skylle hen over min glade, dumme tro. For det jeg troede eller rettere glemte at vide, thi jeg troede egentlig intet, var en dumhed af mig. Havde jeg tænkt mig om, så vilde jeg ha'e vidst, at der måtte være en fortid med andre kvinder i, bag dig. Så kom hele min gamle villen holde mig borte fra mændene med overvældende styrke over mig. Der sidder endnu noget af en tvil om hvorvidt det ikke havde været det klogeste, igjen hos mig. Men jeg tror jeg kommer over det. Siden jeg har læst dit sidste brev, har jeg fået en fornemmelse af at det kan gå over. Du er så klar så tryg og rolig, så ærlig og mandig i dit brev. Det er synd at du skal ha'e slig møie med mig – – – Jeg «kyssede dig ikke strax vi mødtes sidste gang», – – men hvorfor kyssede du ikke mig, for det gjorde du ikke. Jeg lod det være, fordi jeg var nærved at af undseelse, og så stærkt optagen af at skjule min undseelse, – men du, – du var da ikke undseelig, og alligevel kyssede du mig ikke. Du følte ikke trang til det, for du var endnu ikke sikker på at det var mig, den påtrængende, barnagtige tingest, som på en måde havde taget dig med magt, at det var mig, du elskede. Og det er det som oppirrer mig, at du har måttet lære dig til at elske mig; du har formelig måttet godsnakke med dig selv, om at det dog ikke gik an at lade mig blive liggende, når jeg faldt sådan fra skyerne ned for din fod, kanske var der noget ved mig som der var værdi i, og kanske kunde du bruge min kjærlighed. Du har måttet ave og bøie dig henimod mig, – å jeg ved det så vist, – din forstand har spillet en rolle, og din reflektion ligeledes. Med mig var det stik modsat. Jeg spurgte og vidste, og så ikke efter nogen verdens ting. Det gik som en pludselig varm bølge henover mig, og så stod jeg der aldeles færdig. Gud gie du havde ta'et mig dengang med det samme ind i dine arme, og sagt mig at jeg var din og du min. Men det at du trængte tid, tog dig betænkning gjorde at jeg lidt efter lidt mærkede hvor anderledes det var med dig; det gik langsomt op for mig (ja det vil sige jeg så først meget senere gjennem og under det hele) og det gjorde langsomt sin gjerning hos mig. Den har først i de sidste tider båret sin frugt. Dette har givet mig et knæk, som jeg neppe helt forvinder. Der var noget af det samme ved vort sidste møde. Du trængte tid før du kunde føle trang eller være tryg nok på dig selv til at trykke mig til dit hjærte og kysse mig. Jeg er for stolt til ikke at gjøre oprør mod at blive «antaget» sådan efter grundig prøvelse, og så kan jeg ikke lade være at tro at mindet om dem du før har havt i dine arme, gjør glæden over mig meget mattere. Jeg tænker mig bare til at det var mig som havde havt en eller to virkelige elskede og en hel hoben andre som jeg havde stået i forhold til. (Det gammeldagse snak om at den sædelige moral er anderledes for kvinden, må du ikke komme med). Jeg ved med vished at hver en gnist af evne til at føle en retskaffen, virkelig kjærlighed da vilde være slukt hos mig. Og tror du nu virkelig, du som er så klog, på denne grundforskjellighed hos kvinde og mand, der skulde diktere dem uensartede love på følelsesområdet. Jeg gjør det ikke. Jeg ser ikke andet end at alt drager sine konsekventser. Det er vist derfor der er så mange ulykkelige ægteskaber. Hustruerne føler sig bitterlig skuffede. De sidder fortabt i sin smerte og tomhed, og ved ikke hvoraf det kommer; det er fordi de får mænd med udbrugte, forjaskede hjærter, med visne, skyggeagtige følelser, mens de selv står i al sin friskhed og uberørthed. Du, min elskede, – du må ikke tro at jeg vender alt dette snak mod dig – – for du ved jo at jeg elsker dig, – det er på det heles vegne jeg taler, og idet jeg gjør det, kaster jeg mig grædende til dit bryst, og beder om at du skal kysse mig. Du ved jo at jeg hænger ved dig med hele min sjæl, at jeg gjøre det og kan ikke andet. Men det var ikke mig du skulde fået fat på tilsidst. Det skulde været én, der var frisk og naiv og måske lidt enfoldig, eller i allefald ikke betydelig. Mænd kommer bedst ud af det med dem, der ikke har nogen videre evne til at reflektere over fortid og sligt. Og nu jeg, ja du kan vide en kommer ikke ustraffet over 13 års ægteskab, – det har sat sine mærker på mig. – – –
Der råder inden vort parti et til forbitrelse grænsende misnøie med Bætzmanns redaktionsvirksomhed.k330 Intet kunde være uheldigere end at han kom med sit holdningsløse, dinglende prat netop nu. Det er slingringsmændenes prototype det, hel og fuldfærdig. Sligt et vandigt udflydende intetindholdende hjælpeløst snakkeri. Og så Wullum den hylekrogk331 som har stået på folkemøder, og prædiket til det yderste handlingens politik, offensivens fremgangsmåde, som har hævdet niendejunibeslutningens konsekventserk332 med en ordflom og en fraseveltalenhed der var sit ophav værdig, – han sidder nu i redaktionen og går på med på [sic] dette intetstedsbundende, og ingentingsvillende uvæsen, som nu om dagene er Dgbldts. daglige opdækning. Jeg har aldrig hørt Sars tale i så vrede udtryk om B.B. der har sendt os Bætzmann på halsen.k333 Han sa'e blandt andet, at han undte B.B. at han skulde komme til at lide i sin inderste sjæl ved at se Dgbbledts. [sic] udseende. Dengang Bætzmann kom, skikket her af B.B., troede vi alle at han havde truffet en bestemt aftale med B.B. om sin holdning som redaktør. Ingen kunde ane at B.B. havde taget ham på de gamle præmisser. Men vi er bleven sørgelig skuffet. Det er bare personlig hevnfølelse hos B.B. mod Grevstad, der har drevet ham til at få Bætzmann ansat. Hvis B.B. kan noget i ligeså høi grad som han kan elske og tro, så er det at hade, – ja var det ikke stygt, så vilde jeg sige at han bedst kan hade. Og han hadede Grevstad med et aktivt had. Det var han forresten også vel værd. Men at opofre sagen, stille så alvorlige interesser på spil for sin personlige hevns skyld, det er dog uværdigt. Jeg var ganske enig med Sars i at man kunde bære over med at B.B. gjorde sligt i sin ungdom, men nu i femtiårsalderen skal det ikke tåles, ikke tilgives ham. Sars sa'e at der arbeidedes for at oprette et nyt blad; så får vel Dgbldt. overtae salige Aftenbladets rolle.k334 Det fortælles nu at Bætzmann akurat lige gjerne havde overtaget Morgenbladet.k335 Og det er mere end troligt. Bladet lå jo lavt under Grevstad, og det var jo af mange grunde umuligt at ha'e ham, blandt andre af den, at han var en skurk, men gud signe os hans redaktion fremfor denneher. Det er et deiligt trekløver det, Bætzmann Wullum og Wullumine,k336 for hun er jo også med i redaktionen, og har meget der at sige. Alex. Kielland har underrettet «Tidsskriftet» om at han agter at sende det første kapitel af en ny roman,k337 som skal være færdig til flyttedag.k338 Ikke et ord mere. Hvad det er for en flyttedag må vorherre vide. Sars der er så godslig og har så vanskelig for at sige nei, har ladet sekretæren skrive at det ganske Tidsskrift stod til hans disposition, men ellers er man misfornøiet med det. Sådan et første kapitel af en roman er en uting i et tidsskrift. Poulsen siger at Kielland forstår at tjene penge, og vort tidsskrift betaler udmærket godt og meget kontant. Det var ikke I.H. som havde skrevet hele den anmeldelse i Dgbldt. Begyndelsen om «Dagny» var af Wullumine f.eks. k339 Der var slået en 3–4 forskjellige anmeldere sammen, og det om Tidsskriftet var af I.H. Jeg har skyndt mig rædsomt for jeg skal ud iaften og kl. er mange. Det er torsdag idag og torsdag har det været siden jeg begyndte at tale om Bætzmann og Dgbldt. Resten skrev jeg igår. Du må ikke blive sint for min rædsomme skrift. – Jeg længes forfærdeligt efter dig, efter at være dig nær, høre din stemme, se dit ansigt, sidde ved din side, kysse dine øine og din mund, hvile i dine arme, og meget meget mere. Jeg ved ikke hvordan det skal gå mig uden dig. Det er som et halvt liv jeg fører.
Din Amalie. –

69. Erik til Amalie

Søndag Aften den 10 Februar 83
[11/2/83]k340
Min elskede Pige! Fortryd ikke på, at jeg har kendt andre Kvinder end Dig, jeg bringer en Målestok med, som løfter Dig højt over alle de andre. Hvad virkelig Værdi var der i dette, om jeg ikke vidste, at det forholder sig som jeg føler. Du aner ikke i hvilken Grad Du har fået ethvert Indtryk fra Kvinder til at blegne for mig, jeg bærer Dig i mit Hjerte og går forundret omkring over, at alle de andre betyde så lidt. På en Måde var det yndigt, om Du havde været Gertrude, men Stump, om jeg nu får det kysset helt ind i din Sjæl, at jeg kun har virkelig elsket Dig i mit Liv, vil det så ikke lægge sig fint og kærlig blødt omkring dit sårede Hjerte? Og Du skal komme til at føle det. Tro mig Amalie, gå mig tillidsfuldt i Møde, og Du skal komme til at se, at det er Dig, der har fået hele min Sjæl, medens det andet kun var en Begyndelse, en Følelse af selvisk Længsel, ikke Kærlighed. – Men for Resten, min yndige Ven, mit Liv er jo nu en Gang gået som det er – jeg kunde have tabt mig ude i et Øde – hvorfor vil Du ikke som jeg glemme, at der har været andet til i Verden end det, der ligger foran mig. Jeg har kun min Glæde over Dig. Yndigste Pige det er så. Du har givet mig alle mine hele Følelser tilbage, tror Du jeg husker eller tænker på andet i Verden end, at jeg er reddet, at jeg er din? Ja vist jeg havde hele Følelser den Gang under min «første Kærlighed» – men pyt, min Stump jeg véd, at de var til at knække over, de var ungdommelige. Du lille Pige, nu snakker vi ikke mere om det, Du skal se, hvor jeg skal elske Dig, helt ud i dine Tåspidser, når vi nu mødes. Og vi skal mødes på følgende Måde: Du melder din Ankomst her i Kbhvn tidlig i Marts ikke sandt? Så snart som muligt Unge, jeg længes så hårdt. Nu vel Du må tage med Jernbanen. Det er drøjt, jeg véd det, men det er den eneste Måde hvorpå vi kan mødes. I Kristiania fortæller Du, at Du lægger Vejen om ad din Moder – og der var jo intet til Hinder for at Du besøger hende – og så passer Du at være enten Fredag eller Lørdag Aften i Gøteborg for at tage med det Tog jeg tog med. Så går Du om Natten til Lund (Du skal under alle Omstændigheder den Vej), hvor Du kommer tidlig Frmdg. Der er jeg, og så bliver vi 1 eller to Dage der sammen. Så kommer Du Mandag eller Tirsdag til Kbhvn den Dag Du har meldt det. Jeg kan nok slippe disse to eller tre Dage bort, som ere nødvendige, når en Søndag benyttes. Min Ven det var aldeles utåleligt, at Du skulde komme her til Kbhvn, og vi ikke skulde kunne ses anderledes end i stjålne Øjeblikke. Men når Du er her, går Du lige rakt op til min Søster Emma og hilser på hende og interesserer Dig for det store Skole- og Pensionatsinstitut, taler derunder frejdig om dit Bekjendtskab fra i Sommer med mig – de Pigebørn ane intet – så Invitation til en Lørdag eller Søndag, og så går Emma, Du og jeg i et af Teatrene osv. Så kan Du senere en Dag slippe helt og holdent bort med mig, idet Du melder en ny Invitation til min Moder eller en af Søstrene. Min lille søde Pige er dette ikke godt? Du må ikke sige nej, for så tror jeg ikke, at Du elsker mig. – Min lilleste Pige, Du spørger mig, hvorfor jeg ikke kyssede Dig, da vi mødtes. Stump, jeg var jo bange for Dig. Bange i den Forstand, at jeg ikke skulde fylde, som Du havde ventet det, bange fordi Du så så betænkelig ud. Bange fordi den Lyksalighed, der fyldte mig, da jeg stod på Perronen, løb fra mig, da Du kom og ikke var hjemme ved min Arm som jeg havde ventet det. Og Amalie, i hele vort Forhold må Du vente at mærke det, at jeg synes Du bør gribe først til. Der er noget ved en Mand, som kunde få ligesom et brutalt Anstrøg, når han altid er på Færde først – forstå mig, Pigelil, nu er jeg ikke bange mere, men alligevel jeg synes, at det er smukkere, at Du giver end at jeg tager. Ak Forskellen skal ikke måles ud på en Vægtskål mellem os min egen Ven, men alligevel, prøv at føle, at jeg er din over al Måde, alt medens jeg i alt Fald endnu kan tænke med Forsigtighed på at fare over Dig med et Kærtegn. Men holder Du af at jeg kysser Dig – og det gør Du Amalie – hvor skal jeg da myrde Dig med mine Kys! Så lille Pige vær nu rolig og sød og lad os give hinanden et rigtig trofast Kys. – Selvisk? Ja Ven, det er jeg vel som Du. Men jeg tror, at jeg er lidt mere bange derfor end Du er. Jeg tror ikke, at jeg er meget hensynsløs. Du har været det lidt. Jeg gør mig i alt Fald umage for at tænke mig ind i dens Følelse jeg holder af, og stiller jeg store Fordringer, bilder jeg mig i det Mindste ind, at de ere belagte med Grunde også uden fra hentede. Jeg har som Du siger gjort nogen Lykke hos Damer – der er for øvrigt her en stor Forskel, mange kan sikkert ikke fordrage mig – og dét må naturlig have fået en vis Indflydelse på min Optræden. Men Stump, det tror jeg ikke har spillet den mindste Rolle over for Dig. Jeg har været – det véd Du – og er dybt grebet af, at Du kan elske mig, og skulde jeg give mig til at tænke over Forklaringen, vilde det aldrig løbe ud i Stolthed eller Følelse af eget Værd, nej Stump, jeg begriber det egenlig slet ikke – men jeg har hørt op at tænke over Grunden. Jeg er stolt, modig, indbildsk, alt hvad Du vil af den Grund alene, at Du elsker mig, men jeg giver ikke mig selv Æren af et «derfor». Du min lille Pige er vist bleven en Smule forbavset, hvad skal jeg kalde det, over at din Skønhed, dit fortryllende Væsen tilsyneladende ikke har spillet den Rolle i min Kærlighed, som Du er bleven vænnet til, at det må spille for enhver Mand. Men nej, Amalie, den Følelse skal og må brydes netop hos den Du elsker, den Lykke Du gør hos mig er noget nyt. Du er sat på de Vilkår at skulle begynde for fra. Det er jeg med Amalie, og uden det antager jeg heller ikke at nogen Kærlighed bygges rigtig solidt op. Vi er selviske begge to, Unge. Lad os prøve på ikke at gøre hinanden Fortræd dermed. – Og så for Resten Amalie vilde Du kende mig dårlig, hvis Du ikke følte den Mistillid til mig selv, den Frygt for at komme til kort, der på så uendelig mange Punkter behersker mig. Jeg er jo nogenlunde klog min Ven og jeg véd Besked om mine Mangler bedre sikkert end de fleste. Jeg tror, at ingen kender mine Dumheder og Dårligheder bedre end jeg selv. Men alt dette er det næsten umuligt at tale om i Antydninger. – Min Ven, «når de rette mødes», kan der ske hundrede Ting. Det er ikke udtømt med den ene Begivenhed, at de falder i hinandens Arme. Vi to kunde skrive en Roman om, hvad det vil sige, at de rette mødes. Så begynder Livet forfra for dem begge, hvis de er heldige; men så kommer det an på, hvor hver af dem stod. Husk det! Efter at de to ere mødtes, kan Vejen fra den ene til den anden endda blive lang nok. – Hør nu min Ven, husk hvad der blandt andet gjorde, at jeg ikke kunde tage Dig ind til mig straks: Det var din egen Frygt og Bæven for det Grimme der overfaldt Dig. Havde Du været rede! Amalie tænk lidt på, hvor lidt færdig Du var, da «de rette mødtes». Jeg kom rejsende de mange Mile imod din Vilje. Mig var det, som tog Dig i Kristiania, Du stred imod og vilde til Taulows [sic] den Aften. Og det er mig der har holdt fast på Dig. Stump jeg har ikke været i Tvivl et Sekund, om end jeg fra første Færd har vidst, at der i mit Sind var en Renselsproces at udføre, inden jeg stod blank og prud i min Kærlighed. Kys mig så min Ven og tænk en Smule på hvor blasfemisk Du efter 13 Års Hæslighed talte, og lad min Langsomhed være Noget ved mig, Du kan bruge til andet end at pines ved og harmes over. Det er ikke Minderne om de andre som har holdt mig tilbage – aldrig! Det véd Du jo også, at den, som vel må siges at have havt min Ungdoms Kærlighed, aldrig har været min – det var en Slags Frygt for mig selv. Jeg syntes ikke at jeg gik ren og skær nok ind til Dig. I din Undselighed min egen Pige så jeg noget, som jeg tydede som Mangel på Glæde ved mig og det gjorde mig bange. Å ja Amalie, havde Du været ungdommelig og naiv måske var jeg hurtigere nået til Sikkerhed og Ro – hvis jeg da nogensinde var kommet til at elske Dig. Men netop som Du er, er der Grund for en Mand til at blive varsom – ikke for at skåne Dig, nej varsom med sin egen Lykke. – Jeg tror Du har Uret i din Tro på hvad et af mere eller mindre ren Kærlighed og Elskov fyldt Kvindeliv nødvendig må ende i – Erfaringen taler derimod. Men derom vil jeg nu ikke tale. Et Par Ord om Mændene. Det, som volder Ulykken i så mangt et Ægteskab, er så vist ikke, at Hustruen får en Mand med et «udbrugt» Hjerte, nej det ligger deri, at han aldrig har kunnet drive en ærlig Gnist af Kærlighed frem i den Klump, der banker ham i Brystet. Han har slukket Evnen til at føle en retskaffen Kærlighed i et fra enhver forpligtende Fornemmelse adskilt Liv i Liderlighed. Og selv det udelukker endda ikke, at han kan leve op på ny og blive brav, men det er sjældent. Skæld ikke på Mænd, som har elsket! Når Tiden er inde, står Valget for Mænd i de 999,999 Tilfælde mellem Kærlighed og blot og bar Tilfredsstillelse af Kønsdriften – og de, der få Kærlighed gør et Arbejde i Livets Tjeneste; de andre sløse Livet bort. En af de 100000 [sic] får ingen af Delene og om ham er det umuligt at sige noget almindeligt, han er en Særling. Det må ikke spille den Rolle det har gjort at vi ere mødtes så sent i Livet, som sket er. Det er en Uretfærdighed mod de gode År vi har tilbage at virke i. – Virke? Ak min Ven, om jeg var en fri Mand, hvor vilde for Resten ikke min Kærlighed få et lysere Præg. Nu er jeg duknakket til alt, hvad jeg indlader mig på. Du véd ikke helt Besked om hvor tungt og dumt mit Liv er.
– Længes efter Dig Amalie? Mit Liv er ingen Verdens Ting i den sørgelige Ørk hvori jeg vandrer. Vær frygtelig god ved mig, når vi mødes. Jeg går til Dig min eneste eneste Ven på Jorden med en Tillid og Tro, som Du åbenbart slet ingen rigtig Forestilling har om. Amalie ét må ikke nogen Fornemmelse i Verden byde Dig at nægte mig når jeg beder Dig derom, det er hvad du nægtede mig sidst: Min elskede Ven Du kan ikke måle den Glæde det vilde have gjort mig og nu vil gøre mig – Du forstår det slet ikke, tror jeg. Men jeg siger Dig, at der ligger et helt Stykke af mit Liv derpå. Jeg har ikke et renere Ønske på Jorden.
Stump jeg lægger her i Brevet en lille Billet, jeg igår Aftes sammen med dit Brev fik fra Mama. Sig mig om det har Interesse for Dig at se det. Det var idag 3 uger siden jeg havde været i Linnésgade.k341 Jeg fulgte naturligvis Indbydelsen og har havt det rigtig godt til Middag. «Småkrattet», Juttas fire Børn, vare meget søde mod deres Morbro'r Erik.
Jeg havde hundrede Ting, Begivenheder osv. at fortælle. Et dog: Brandes er på ny i Paris. Fortæl mig lidt om Ingeborg og Fritz.
Elsk mig!
Din Erik

70. Amalie til Erik

Kristiania 15de februar 83.
Nei du har ret min sødeste elskede! vi snakker ikke mere om det; det har jeg altfor længe tvunget dig til; nu må det være slut. Og du har også ret ligeoverfor mig i alt det du siger i det sidste brev. Følgen er at jeg føler mig stedse mere og mere uværdig til dig, i den grad at der skal mod til at mødes med dig. Jeg har været ond mod dig, og plaget dig med alskens ubehagelige puslerier; men jeg har ikke kunnet hjælpe for det, – det kan du være tryg for. Det er sket mod min villie, ganske og aldeles imod min villie, hvis du ellers kan forstå det. Nu håber jeg at denne vanvittige raptus er over for denne gang iallefald, – nei for bestandig naturligvis. Det tror jeg virkelig er tilfældet. Jeg kommer ikke til Kjøbenhavn i marts du søde. For det første har jeg selv ondt for at komme afsted, og for det andet skrev Knudtzons at den syge svigerinde som nu i årevis har ligget for døden i de største smerter uden at kunne dø, sløvet på hjernen så hun ingen kjender, og som de skiftes om at være i huset hos, nu var så dårlig, at de håbede det ikke kunde vare så længe. De vilde derfor hellere ha'e at jeg skulde komme i april om det også blev så sent som jeg havde sagt, nemlig først efter den 20de; de kom nemlig ikke at reise til Marienbad før ud i Mai (hvis det ellers blev af), og jeg kunde under ingen omstændigheder blive længere borte end en 14 dages tid. Altså desværre, det bli'er frygtelig længe før vi ser hinanden! Om det ellers sker før til sommers engang. Den vei med jernbanen kunde jeg ikke reise. Jeg vil nu slet ikke nævne min afsky for jernbanereiser, og især alene; det vilde ikke veie stort når målet var dine åbne arme, skjøndt overhændig fælt vilde det jo være den lange, lange, kjedsommelige vei. Men det vilde være så over al måde uforsigtigt. Når vi kom sammen fra Lund til Kjøbenhavn, så måtte jo alle forstå sammenhængen. Og Knudtzons i allefald, der vilde være der for at ta'e imod mig vilde jo se det, og alle de andre også få det at vide. Nei, det kan ikke ske. Og nu det med at gå lige op til din søster. Det kom jeg vist heller ikke til at gjøre. Hvor påfaldende, og påtrængende vilde det ikke være. Min følelse deraf, vilde gjøre mig det umuligt både at gå, og hvis jeg gik at opføre mig naturligt. Om jeg også fik en hilsen med fra Thaulows; det er dog altfor søgt at overbringe en sådan – det vil sige gjøre anstalter for at overbringe den, en anden sag er det, når det skete en passant, hvis leiligheden gaves, at altså tilfældet førte mig sammen med din søster. Jeg har iallefald absolut aldrig brugt at med den slags hilsener. Jeg har så ofte fået pålæg snart fra en, snart fra en anden, om at gå der og der, når jeg reiste andetsteds hen, og endelig gå for at hilse, men tror du jeg nogensinde har gjort det? Jo, når situationen har været slig at det vilde været urigtigt og påfaldende ikke at gjøre det. F.eks. da en tysk dame i Melbourne, som jeg var meget sammen med, og som jeg holdt en hel del af, indstændigt bad mig opsøge hendes søster som boede i Lima,k342 og var gift med en peruviansk søofficer, og fortælle hende om hvor godt hun havde det i Melbourne, om hvor yndige hendes børn var, og hvor god hendes mand, og så endelig at skrive om mit indtryk af hvordan søsteren havde det – hun frygtede nemlig at hun var ulykkelig og lod være at skrive om det, hvad også var sandt, for hendes mand var en dårlig fyr – han brugte den først mulige leilighed til at sige mig at han havde fattet en rasende kjærlighed til mig med det samme han så mig, – det afskum, – jeg svarte ikke et muk, men gik øieblikkelig jeg tænker med en både bedrøvet og foragtelig mine på mit ansigt ud i haven til hans frue, der holdt på at skjære af nogle roser til mig. Han var så ubehagelig den person. Jeg var siden så rasende bange for ham, og undgik ham som den onde selv, og han gik på lur efter leiligheder til at tale alene med mig. Endelig lykkedes det ham engang, og så kastede han sig med en pludselig theatralsk pathos ned på knæ, greb fat i min kjole, og svor at det var kun det han vilde, at jeg skulde sige, jeg havde tilgivet ham. Han så virkelig ud som han var ærlig i det øieblik. Jeg sagde strax ja, at jeg tilgav ham; så bad han mig sige at jeg ikke foragtede ham, – men det var igrunden en liden løgn, – men så angst jeg var over den heftighed, havde han kunnet få mig til at sige løgne i hundredevis. Så bad han mig række ham hånden for at han kunde se at jeg mente det; det gjorde jeg, men livende ræd var jeg: Han kyssede naturligvis min hånd tre gange tror jeg, så reiste han sig, og gik ganske stille ud af stuen. De gange jeg senere så ham, var han tilbageholdende og alvorlig. – – Som sagt, – der gik jeg naturligvis, for der vilde det været lumpent ikke at gå. Og naturligvis vilde din mor og dine søstre, når de hørte at jeg kjendte dig fra i sommer tænke at jeg kom for din skyld, og strax få et tvilsomt indtryk af mig. Og tror du jeg kunde tale med freidighed om at jeg kjendte dig! til dem; jeg tror du er gal. Forstår du ikke at mit hjærte vilde banke sig til[d]øde ude på trappen og når jeg så var kommen ind kunde jeg ligegodt vælge strax at gå til bekjendelse med rene ord; det blotte syn af mig vilde så alligevel strax røbe alt. Kan du virkelig bilde dig ind at det er en så ligefrem sag for mig at gå bent op til din mor og dine søstre, og tale med freidighed o.s. v. Ak nei du, – jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis det skulde være så. Ja, iallefald stiller det sig i dette lys for mig nu; kanske vilde det blive anderledes, men jeg tror det knapt. Bevidstheden om alt hvad der er os imellem, og bevidstheden om at jeg foer med et slags, om end uskyldig underfundighed, (for jeg vilde jo nemlig aldrig i verden være gået op til din søster med nogen hilsen, hvis du ikke havde været) vilde betage mig mit mod, og gjøre mig umulig. Men den tid, den sorg forresten. Nu får vi nu først se om jeg kommer eller ei. Det er ikke så sikkert, for det vil være så pinefuldt ikke at kunne holde til med dig. Og det er en umulighed. Selv stjålne sammenkomster kan jeg ikke indse lader sig iværksætte. – Hvor jeg har følt at jeg har elsket dig den sidste ugestid, med en styrke som du ikke begriber min ven. – Nei så Brandes atter er i Paris! Det forstår jeg ikke. Det har været en frygtelig tid for gamle fru Thaulow, stakkers. Det er omtrent 14 dage siden at jeg fik høre at Pylle og Hermann pludselig var styrtet afsted til Paris, fordi Ingeborg og begge børnene lå for døden. «Fruen gik og græd hele dagen, mens hun pakkede – der var kommet et brev fra [uleselig] i Paris, og så reiste de strax. Jeg har aldrig sét fruen så ilde» – sae Stina, Pylles søde, svenske pige. Jeg gik øieblikkelig ned på Løven.k343 Pigen sa'e at siden det var mig troede hun nok de tog imod, ellers havde hun ordre til ingen at slippe ind. Jeg kom altså ind og fru Thaulow brast strax i gråd, og talte at jeg en lang stund troede at Ingeb. var gået fra forstanden. At hun ikke var legemlig syg, og ikke de små heller, gav hun strax besked om. Tilsidst kom det da ud af hende, at det ikke var sindssygdom heller, og så fremgik det af alt hvad hun sa'e og alt hvad hun spurgte mig om, at det var dette, at Ingeb. vilde skilles fra Fritz.k344 Hun må i sit brev til Pylle ha'e udtalt sig med stor voldsomhed, thi fru Th. vred atter og atter sine hænder og sa'e: «nei, du gode gud for et brev det var Pylle fik!» Så gik der naturligvis en legion af rygter over byen. Allesteder talte de om det, og alle slags gav sit besyv med om årsag og grund og hensigt og mål. Jeg gjorde mig døv og stum i de dage, og var rent ør i mit hoved. Edv. Br.s navn figurerede naturligvis øverst og i transparent så at sige på alle de rygter. Man tildelte ham en meget aktiv rolle, og talte med stor ubarmhjærtighed om Ingeb. andre gjorde det om Fritz forresten. Så kom der en norsk foged fra Paris, der vidste at melde at sagen var i fuld gang, og de indledende skridt til skilsmisse allerede taget. Dette var sandt. Jeg gik i denne tid ikke ned til fru Th. Jeg havde et indtryk af at hun ikke brød sig om besøg, og det har vist været korrekt. Men igår eftermiddag fik jeg et meget kjærligt brev fra hende, hvori hun åbent taler om al den kval hun har gået igjennem i disse dage, og siger at nu gudskelov er hun rolig, for samme dag var der kommet et telegram fra Fritz med de fire ord: Ingeborg blier hos mig. Hun var så uendelig glad og lettet derved. Jeg skrev strax til hende, og nu går jeg snart derned, hun bad mig endelig komme, men Lillemor ligger forresten tilsengs, og er nok adskillig syg. Hvad kan Br. have at ha'e gjort i Paris netop med det samme Ingeb. har bestemt sig for at blive? – Det har vist forresten holdt hårdt for hende at bekvemme sig til dette sidste skridt. Men alle har været over hende, og så har kraften svigtet. Jeg ved hvad det er, jeg. Nu er det jo sandt hvad fru Th. sa'e at de to familier er så indvævet i hinanden at overskjærelsen af et bånd, bringer hele greien til at opløse sig. Nini har været aldeles fortvilet under dette. Havde jeg ikke vidst om så meget som andre ikke ved, så vilde jeg græmmet mig over at Ingeborg ikke kom løs fra det ægteskab. Nu siger jeg at af to onder har hun valgt det mindste.
Hun har før talt til mig om skilsmisse, men altid sagt at så gjerne hun vilde og trængte til det, så kunde hun ikke, aldrig i livet. Hun kunde ikke for sin mors skyld; man vilde sige til hende: du rendte fra din mand; nu gjør din datter det samme. Hun kunde ikke for Pylles skyld, hvis hjærte det vilde knuse, og hvis forhold det vilde vanskeliggjøre så det ikke var til at bære, – hun kunde ikke for Theodor, som er forlovet med Nini – ikke at tale om svigermoren som forresten ikke veier en døit for hende i vægtskålen; hun synes slet ikke om hende. Som sagt: de har været over hende allesammen, og fået sin villie frem. Stakkels, arme Ingeb. hvad hun har lidt i denne tid! Hun skal være bleven så mager og elendig, rent en skygge af sig selv. Men bare ikke den seier kommer de Gadder og Thaulower dyrt at stå! Jeg er stygt bange for det. Jeg kjender Ingeb. og forstår hende langt bedre end alle de andre, for jeg forstår hende – – – Det er ikke til at holde ud at gå og være så fuld af elskov til et menneske. Jeg var forleden i et lidet selskab hos Vibes; der var vist morsomt, men jeg sad og var sammen med dig hele tiden. Kjender du det at du har mig så nær, at du formelig føler mine arme om dig. Det hænder mig undertiden, og det er så deiligt, men så fælt fordi det ikke er sandt. Sådan sad jeg med dig forleden nede hos Vibes – det var rent som en trolddom – og jeg fik ikke fred, men blev hvert øieblik kaldt til orden. Du ved hvad det vil sige, – jeg blev trukket i og interpelleret, og spurgt om hvor det var mine tanker var henne og drillet på en måde, der var sandheden langt nærmere end de anede. «Jeg vilde give mit liv for at være den eller det, der giver deres øine dette udtryk,» sa'e en af dem, – uf det var så fælt; jeg blev forvirret og rød gang efter gang, men jeg kunde ikke ta'e mig såvidt sammen, at jeg fik dig bort fra mig. Det var for mig en forløsning da man brød op og jeg fik løbe ovenpå, og putte mig i seng, og drømme videre med dig i min arm. Du, men det er forgalt at du snorker som du gjør. Det vil være et kors, hvergang vi er hos hinanden. Du snorker som den allerværste. Indtil den nat i Gøteborg, da du pludselig faldt i søvn med mig i dine arme, hvad du ellers ikke pleiede, snorkede du rent oprørende. Du burde dog virkelig den gang havt en vis kontrol i blodet dit, der forbød dig selv i søvne, at skeie sådan ud. Men du snorkede af hjærtens lyst og så var du så sød, da du med ét vågnede op et sekund for at minde mig om, – ja det kan være det samme hvad du mindede mig om – men med en af søvn halvdød stemme, var det, og du sovnede også øieblikkelig til igjen. Sig mig hvad tid det er din geburtsdag? Og sig mig om du ingenslags hentydninger har hørt til at nogen ved hvad du havde reist bort til i Julen? Dit sidste brev var langt og deiligt. Du aldrig lade være at skrive på den bestemte dag, hører du. Jeg dør pludselig med et rabalder, det vil sige jeg falder død om, den onsdagmorgen jeg intet brev får. Det er virkelig sandt. Og du må skrive lidt langt, som sidst. Dine breve er så vidunderlig herlige. Der er så meget, meget mere i dem end ordene og udstrækningen synes at tillade. Å at det skal vare så længe inden vi sés! Kan du ikke finde på en forretningsreise til Kr.ania i påsken f.eks.? Det var sødt af dig at sende mig din moders brev; jeg er så glad i det, og vil så gjerne slippe for at sende det tilbage; må jeg beholde det? Læse det kan jeg rigtignok ikke undtagen ordene: Kjære Erik; men det gjør ingenting. Du må ikke undre dig over at jeg ikke kan læse den slags bogstaver;k345 jeg har nemlig aldrig lært dem. Vi fik lov at skrive vore tyske stile med almindelige, skikkelige bogstaver, og til andet end tyske stile har man jo ikke brug for dem. Jeg har atter læst dit brev. Hvor har du ret i alt, altsammen. Jeg elsker dig, elsker dig! Du, jeg er slet ikke bange for at komme tilkort; jeg, ligeoverfor dig, – jeg har slet ingen mistillid til mig selv, og nærer ingen slags frygt af den art. Og det kommer ikke af at jeg er selvgod eller indbildsk. Jeg er det ikke, så alt, alt andet. Selvisk er jeg, det hørte du jeg tilstod straks, men ikke det andet.
Din Amalie.
Efterskrift. Hvad er det du mener jeg ikke skal nægte dig, som du bad mig om sidst. Først tænkte jeg at det var det som jeg ikke vilde gjøre den morgen i Gøteborg, da jeg stod og vaskede mit ansigt og du kom ind, og trak min uldtrøie af mig, og det du vilde når vi skulde bade. Men siden forstod jeg at det måtte være noget andet, for det kan da aldrig i verden være dette du lægger slig vægt på, at du skriver om det iforveien. Forresten, jeg synes det er flaut at vise sig foran et andet menneske med ikke klæder på. Jeg har altid syntes det fra jeg var barn. Det var ikke muligt at få mig til at bade sammen med andre småpiger når vi om sommeren daglig gik ned til Bontello [sic] i Bergen.k346 Jeg fik altid min særegne lukaf til at klæde mig af i, og kom ud med badedragt på. Og siden er den følelse ikke bleven brudt. Sålænge jeg var gift var jeg rent tusset når det hændte sig at han så et stykke af mit legeme. Han vilde det også, men det skete aldrig. Jeg bare spurgte om han var gal på en måde, der bragte ham til at tie stakkel, han var virkelig sagtmodig overfor mig. Men skidt vi blier vel enig om det; med os er det en anden sag. Skjøndt jeg tror det knapt. – –
Der har været en rasende feide i studentersamfundet i anledning af at Sars havde tilbudt at holde et foredrag der.k347 Min broder som havde været tilstede fortalte så meget morsomt om det. Stemmegivningen faldt først kl. ½ 5 om morgenen. Til fordel for Sars med mange stemmer overvægt. Høire havde fået undsætning fra alle småbyerne. Min broder siger ofte: Hvis jeg var en dame, vilde jeg dø af kjærlighed til Sars. Sars havde selv været tilstede, og havde taget det så morsomt. Han kommer her imorgenaften. Jeg glæder mig til at høre ham tale om det.
D.S.

71. Erik til Amalie

Den 18 Februar 1883
Min elskede Amalie, jeg er meget bedrøvet over Udsættelsen af vort Møde. Jeg længes så stærkt, at jeg ligesom frygter for, at der skal gå noget itu inden i mig, når ikke det får Luft, jeg bærer på. Min Ven, så er der også det, jeg ikke kan lade være at tænke på: Vi er ikke så meget unge længer, vi har ikke ret Råd til at stole på Fremtiden. Der går store store Værdier tabt for os ved vor Fjærnhed – ak ja, var vi 16 År yngre, så havde vi Råd til at leve fattigt som vi gør. Du, som sidder hos Vibes og giver mig Gaver, jeg ikke får! Amalie – i mine unge Dage vilde jeg have skrevet et Digt i Prosa derom og på egen Hånd have fyldt min Sjæl med Henrykkelse – nu suger det for Hjærtet af mig ved Følelsen af min Forladthed. Jeg er grisk på min Lykke, jeg har ikke Mod længer til at leve grandementk348 og kaste ud i Verdens tomme Rum de Lyksalighed [sic], som er mine med Rette. De andre skal ingenting have. Dine Øjnes søde Udtryk! – at en anden kan nå til at se det, at han kan komme Dig så nær, at han kan få Ønsker i den Anledning! Han skulde kvæles. Jeg favner Luften hvor jeg skulde have Dig i mine Arme – Stump, jeg er ikke Poet længer, jeg kan ikke finde dette sødt. Jeg vil ikke snakke til Månen, jeg vil tale med Dig. Amalie min Længsel er meget stor. Var endda mit Liv indrettet således, at jeg f.Eks. i mit Arbejde havde med Dig at gøre. Sad jeg og skrev på et Stykke – studerede jeg et Spørgsmål af lidt betydelig Art, så at jeg kunde føle, hvorledes enhver nedskreven Linje, som lykkedes for mig, var ligesom et fastgjort Brædt i den Bro, der om end måske sent så dog sikkert førte over til Dig, ja så Unge vilde jeg mulig finde, at vor Adskillelse kunde ordnes ind fornuftigt i vort Livs hele Økonomi; men nu denne utrolige Ødslen! Jeg sidder i en idiotisk Syssel, hvor lige som igennem et fint Sold Dråbe for Dråbe mine Tankers Friskhed uhjælpelig drypper ned i Sand, intet er der til at samle dem op, intet Steds fra på Jorden føres nye Kildespring ind til min Hjerne. Snart er den helt tør. Medens Du sidder i Kristiania og elsker mig, dør i langsom Svindsot efterhånden enhver fornuftig Mening ud i den Kærlighed, der grebet og benyttet medens det var Tid, kunde have gjort Dig godt, kunde have været måske en Livselixir for Dig. Ven, hvad vil Du med mig, når jeg er bleven ganske dum? Et kunde Du virkelig nu have brugt mig til. Du kunde være bleven yngre. Endnu, min Amalie er jeg i dine Arme ung. Ak Ven, levede vi sammen, Du skulde se, jeg var helt Gut endnu, og elskede Du mig så, så smuttede ind i din Sjæl – det tror jeg på – lidt af den Livsglæde, som Du så sørgelig kvalte hin Brudenat i dine unge År. Det var jo det, som jeg skulde give Dig nyt Mod til at leve Livet for dets egen Skyld, ny Lyst til at prøve om igen den Tilværelse, Du havde lagt til Side med Foragt. Men nu min Stump? Nu mødes Du om nogen Tid med en gammel Mand. Længsel, Savn, tilkæmpet Ro, Øvelse i at undvære gør gammel. Men mest af alt synes jeg, gør det gammel: i Livets tusinde Småting at være ene, i Livets tusinde Momenter at slå en anden Tone an, end den man trænger til at få ind i sit Øre. Det er det sidste, der er det værste. Jeg kunde gå ind på at vente på Dig, hvis jeg i de Dage, der gik, Slynge for Slynge spandt min Tankes Tråde til et Net, der skulde spændes under din Fod til Sikkerhed for Dig, når Du modig på ny svang Dig ud til en Fart tværs over Livets store Cirkus. Men sidde og krybe sammen og føle, at Maske for Maske rådner det Net bort, som min unge dejlige Pige skulde se, at hendes Elsker have spændt solidt og fast under hende, så at selv om Gyngen i Loftet brast, faldt hun blødt – nej Pige min lille, det er onde Vilkår. Jeg har Skaden deraf og Du med!
Efter at jeg nu har fået Dig hængt op i en Gynge under Loftet, bliver jeg for Resten bange for, hvorledes det er jeg tumler med Dig. Du som er frygtsom af Dig! Vi kunde udmærket være mødtes i Lund, jeg behøvede ikke at være taget til Kbhvn med samme Skib. Amalie et Ord så godt som mange: Jeg vil ikke have Dig til Kbhvn, hvis vi ikke kan mødes nogenlunde frit, og hvis jeg ikke forud får Dage at leve i med Dig. Så hellere de hundrede Miles Adskillelse. Jeg véd ikke, om Du ønsker mig til Kristiania, for at jeg mulig en Gang om Dagen kan få Lejlighed til at hilse Dig på Karl Johanns Gade og for Resten tilbringe glade 14 Dage i en fra din helt forskellig – mulig endog fjendtlig Kreds? Jeg antager, at Du vil betakke Dig for sligt Besøg.
Om Thaulows har man fortalt nogenlunde det samme her som Du fortæller fra Krstna. Ingeborg og Fritz skulde skilles. Besynderligt er det altid for mig, hvorledes det går til, at Folk helt Fanden i Vold fra kan fortælle En sligt. Om Brandes Rejse til Paris har jeg den Mening – han kom hjem igår – at den netop meget har bidraget til en Udjevning. Hvad enten der nu har været Elskov mellem de to Mennesker eller ikke – Du synes fremdeles at henføre I.'s Sindstilstand til Oplevelser af ældre Dato – så er han ingen Helt. Vil hun noget djærvt, så går hans Instinkter netop ud på det modsatte. Han har alle sine Dage levet sit Liv på Halvheder, han tror ikke på nogen Beslutnings Holdbarhed, han taber Modet tre Gange om Ugen. Har I. villet gå fra Fritz for en Finheds Skyld i Sjælen, så har denne Finhed måttet dø en ynkelig Død spændt over en Rist med tusinde glødende Grunde fra B.'s Bål af udbrændt Klogskab. Der er jo hundrede af Former at indrette sig på, når man er nået så langt som Ingeborg. – Om han har rådet klogt eller i sidste Instans dumt (Du véd, hvor dum selv den allerfineste Klogskab kan være) har jeg ikke Spor af Begreb om. Jeg kender ikke Ingeborg.
Jeg må høre op nu, jeg skal til Middag hos Kielland. Tusinde Gange hellere blev jeg hjemme og skrev videre. Der er meget at fortælle Dig – Du, som bliver siddende deroppe i Stedet for at komme ned til mig. Amalie prøv på småt og småt at få givet mig hele din Sjæl, min Elskede! – – –
Jeg er kommet hjem, Du søde, fra Kiellands. Der var I.P. Jacobsen, en Direktør i Livsforsikringen ved Navn Drewsen med Fruek349 og jeg – det var Kiellands Fødselsdag – og Skam for os her nede, så var det det eneste Sted jeg har været siden Nytår – med Undtagelse af ét – hvor jeg med Ro havde ført Dig hen. Alle de andre Selskaber jeg i den senere Tid har deltaget i, har jeg målt med din Alen – den jeg mente var din Alen – og alle ere de blevne på en eller anden Måde for små. Uden at der forefaldt noget egenlig usædvanligt hos Kiellands, havde jeg dog Følelsen af, at der vilde Du have kunnet være hjemme: Det var hos en norsk. Min yndige Pige, var jeg bleven hvor jeg oprindelig hørte hjemme, i de «gamle» Kredse i Kbhvn og på Herregårdene, så havde jeg havt en Kreds at byde på, som havde den Omgangstone i alt Fald, som i sin Art havde været fin nok til Dig. De andre, ak hvilke Plebejere det i Grunden er! At vi ikke ejer en virkelig fin Kreds indenfor Venstre er en Jammer! Det er min stadige Idræt siden mit Møde med Dig nu, at måle og vrage alle mine Jevnlige i Kraft af Dig, min elskede, og det bidrager desværre kun til at tage Modet fra mig: Der er så få, som er gode nok til Dig. – Men det får nu være det samme, om jeg blot er det. Jo, Amalie det er sandt, at jeg har været bange på en Måde for at komme til kort, netop i Kraft formodenlig af min Selviskhed. Jeg forlanger meget af mig selv! Og når jeg nu som i Aften sidder sammen med literære Mennesker, så går det med en ny pinlig Følelse igennem mig, hvorledes jeg er gået ind i en lille Høkerforretning, medens de andre brede sig som Grossister. Jeg, som nu i over to År bogstavelig ikke har læst en Bog. Der er ikke megen Tid at spilde, om Du vil have en Smule godt af den Kærlighed, Du letsindig har undfanget. Du spørger mig, om jeg har hørt noget Steds fra, at man véd, hvad jeg var rejst bort til i Julen. Nej min Unge, jeg har intet hørt derom, men jeg har nu og da kort efter jeg kom hjem lige som kunnet fornemme, at der var Formodning om, at jeg havde havt et kært Ærinde, og skønt Du formodenlig bliver ilde berørt deraf, kan jeg dog ikke forti for dig, at jeg igår hørte, at en Ven jeg i lange Tider ikke har været hos eller set noget til, hos With spurgte, om det var sandt, at jeg var bleven forlovet med en rig norsk Enke – det havde han hørt. W. gjorde Løjer dermed og slog det ned, og den vedkommende betragtede det også kun som løs Snak. – Ak om det var sant! Var Du for sandt en rig norsk Enke, og Du vilde, som Du en Gang sagde, forsøge på at «tvinge» mig til at gifte mig med Dig, jeg er bange for, at den Tvang fandt jeg mig i med næsten upassende Hast. – Hør min Stump, hvem var det, som vilde «give sit Liv» for at være den, Du tænkte på? Det er dog lige godt en temmelig nærgående Ytring, når den ikke er Spøg – men det er den Slags Ting, som Du efterhånden ved Misbrugen har mistet Evnen til at forstå, og jeg vil ikke snakke til Dig om det. Så får jeg tilbage det Svar: Her efter vil jeg slet ikke meddele Dig Noget af den Art, for Du forstår ikke Situationen og kan aldeles ikke sætte Dig ind i, hvorledes sligt er sans consequense. – Jeg véd kun, at slig uforskammet Floskel – forudsat som sagt, at det ikke er Spøg, og som sådan har jeg i Grunden lige til nu opfattet det – kunde jeg aldrig have taget i min Mund over for nogen Dame. Men jeg indrømmer Dig Ven, jeg véd intet om, hvad Mandfolk kan falde på at byde smukke Damer af åndelige Knæfald, og hvad de muligen kan være nødte til at tage imod som ganske lige fremme Ting. Og jeg har ikke haft et Minuts ilde Fornemmelse deraf – jeg har slet ikke tænkt på den Ting før nu pludselig. Værre er det Ven, med Sars. Ham har Du en åndig Kærlighed til, som formodenlig en skønne Dag gør mig skinsyg. Men det er sandt, jeg må dog ikke glemme at fortælle Dig, at jeg i et Middagsselskab forleden faldt i Samtale med I.P. Jacobsen og Kielland om Madam Højers Lejefolk af Amalie Müller. De angreb den begge. J. fandt, at det var en Dame, der havde sat sig for at skrive noget rigtig slemt, og han læste en ham ubehagelig Kulde ud af Beretningen. Forf. var ikke Spor af grebet ved at fortælle sligt sørgelig Noget. I Stilen fandt han kun det godt, hvor Konen da hun er mest sint, bøjer af og taler i en sødlig Tone til Manden. Så fik K. Lejlighed til en finere Bemærkning. Der var anvendt for mange Ord til at få skildret det sørgelige skidne, lasede, lurvede osv. «Den Fejl lider Beretningen under, at den netop for sine Ords Mængde ikke får det Indtryk frem, den skal. Når man vil skildre en uhyggelig Begivenhed og få Læseren til at føle Uhyggen, så er der ét Ord man ikke må bruge, og det er «uhyggelig» – alle andre Ord ere gode. Alle de Adjektiver, som Fru Müller bruger, lader En kold, man læser den lille Fortælling uden at føle den Elendighed der er skildret – det er et Politireferat.» – Der har Du de to Augurers Dom.k350 De lagde begge to med en vis Iver, jeg havde Følelsen af, at de lige som forsvarede sig imod et Indtryk fra Fortællingen, de ikke vilde være ved for dem selv, den var dem på en Måde for dygtig, for vel støbt (en Dame skal ikke således lære dem Kunsten af). I K.'s Bemærkning er der i alt Fald en Finhed man kan bruge. Hvad J. sagde forstod jeg absolut ikke. Mit Indtryk er fremdeles nu som før, at sidste Halvdel er bedre Kunst end K.'s for glatte Tagen løst om Tingen. Men i første Halvdel har Du uden at vide det skrevet K. efter. – Sig mig helt ærlig Stump hvad Indtryk det nu gør på Dig at læse denne Dom. Du selv har vel kun fået rosende Ord at høre. – Kan Du forstå, at K. sender sit første Kapitel ud i Verden,k351 han har først igår endt det tredje? Jeg kunde mærke i Aften, at han for Drewsens – meget gode Venner – havde læst det hidtil skrevne. Sligt noget vilde være mig, tror jeg, absolut umuligt. Jeg kan ikke en Gang spørge en anden om den Bog han skriver på, end sige, at jeg for flere skulde læse op, hvad endnu dog kun er halv født. På det Punkt er jeg blufærdig eller skamfuld hvad man skal kalde det, som Du var for dine Veninder i Skolen.
Ja min Ven, det jeg sigtede til i mit forrige Brev er hvad Du har gættet på. Du forstår mig ikke på dette Punkt. Det er hele min Sjæl som beder Dig – nej jeg vil netop ikke bede Dig. Jeg véd, at sålænge Du ikke i Kærlighed, i den inderligste Tryghedsfølelse har blottet Dig fuldstændig for mig, så længe har jeg en Følelse, som var Du ikke helt min – som var der en Finhed tilbage i din Sjæl, Du ikke vilde give mig Lod i. Det er for mig da, som var der ingen Glæde i vort Møde, som var det et Syndefald, der skete. Jeg kan slet ikke forsone mig med den Forestilling, at Du vil bevare den Følelse af Skam overfor mig. Jeg vil have min Viden om det Nøgne fra Dig, lige som jeg i alt menneskeligt vil have Viden Sammenligning Korrektiv fra Dig. Jeg står ussel fattig, helt sørgmodig nu for hver nøgen Kvindeskikkelse jeg ser fremstillet i Kunsten, fordi jeg ikke kan henføre hvad jeg ser til hvad jeg véd fra Dig. Og jeg har slet, slet ingen Respekt for den besynderlige halve Skamfølelse, der snører din Tanke sammen her. Du véd, at der er et Skønhedsindtryk, vi ikke kan få højere, i det smukke nøgne Legeme, Du véd, at der ved vore Skikke, der skjuler Legemets Former, er bleven lagt Skamfølelsen ind i Sjælen og Muligheden for i Kærlighedsmødet at give den Elskede en Gunst, som netop ikke kan blive større – og Du holder denne Gunst tilbage. Amalie, jeg går så vidt at tro, at Du næsten ikke har Lov til at tage og give mig den højeste Lyst, når Du ikke stille, fin, yndig – uden Ophævelse giver mig Lod og Del i Dig som Du er fra Naturens Hånd med hvad der er ubeskrivelig smukt og hvad ikke. Jeg vil være så stille, så rolig, så glad og taknemlig så rig og lykkelig, mulig uden et Ord. Min Ven det har for mig en uendelig kærlighedsfuld Betydning. Hvorfor vil jeg se dit Legeme, fordi det er dit, dit. Amalie det er fordi jeg elsker Dig.
Din Erik

72. Amalie til Erik

Kr.ania 16-2-83.
[22/2/83]k352
Og tror du ikke jeg er «meget bedrøvet», min elskede gut? Jeg er bestandig syg, meningsløs elendig over ikke at kunne være hos dig; og som du siger, vi har ikke råd til at undvære hinanden, tiden løber fra os, mens vi sidder hver på vort sted og ældes. Dit sidste brev har bragt mig til at tænke alvorligt over vor fremtid – det har jeg aldrig gjort før – jeg har igrunden taget hele den ydre side ved denne sag uforsvarlig løsagtig eller letsindig, hvad du vil, ganske som havde jeg været 17 år, og vilde lade violen sørge.k353 Men forstår du, de indre vanskeligheder opslugte alle mine tanker, og så var jeg jo også de mange, mange mile borte fra at ville indlade mig på noget praktisk i retning af giftermål eller sligt. Det stod altid for mig sådan uklart og «bøigagtig» (du husker udtrykket fra Peer Gynt)k354 også efter at jeg var bleven besnæret af denne hovedkulse kjærlighed og efter at jeg helt og villigt havde givet mig bort til dig, at der slet aldrig kunde eller skulde blive spørsmål om andet end sådan en hemmelig, men derfor ikke mindre hel og inderlig kjærlighedshistorie, med et møde en skjælden gang indimellem. Ja, det vil sige, jeg tænkte end ikke dette helt igjennem; der stod som en skanse omkring mig, der stilt og umærkeligt var voxet ud af alt det foreliggende, – der var som en taus underforståelse mellem mig og mig selv om at sådan som jeg nu havde indrettet mig, sådan skulde det blive indtil dagenes ende. Og det at jeg elskede dig, bragte ingen forstyrrelse i dette. Jeg havde ikke gjort noget løfte, ikke givet mig nogen forsikring i denne anledning, det var overflødigt, for det faldt så over alle grænser af sig selv. Jeg var jo så vis på at det om kjærlighed var noget nonsens, at jeg iallefald ikke kunde komme ud for noget sligt. De ydre arrangements var ganske i overensstemmelse hermed. Som betingelse for at jeg skulde få beholde begge gutterne blev sat at jeg ikke skulde gifte mig igjen, og hvis jeg alligevel gjorde det, skulde både gutterne og de penge som var udset til os, falde tilbage til ham.k355 Jeg gik med glæde ind på alt, når jeg bare slap for at være gift, og fik ha'e mine gutter i ro. Jeg måtte smile over hans iver for at hindre mig fra at ægte nogen anden end ham. Han sa'e det også ofte, at han kunde tåle på én vis, at jeg gik fra ham, men han kunde ikke udholde, at jeg blev en andens. Når jeg spurgte ham om han for alvor troede jeg vilde begynde på noget sligt igjen, svarede han: du vil ikke få fred, det ved jeg. Og nu er jeg bleven en andens, som slet ikke har bedt mig, ganske godvillig, med hele min sjæl, og af min egen inderste længsel, tænk om han vidste det. Siden igår, har alt dette gået rundt i hovedet på mig ikke på den forrige tågede, drømmeagtige måde men således at jeg greit og klart har tænkt mig tværs igjennem det. En stor del af natten har jeg ligget vågen, og spekuleret, og når jeg sov ind drømte jeg, at jeg skulde giftes med dig, men kunde ikke fordi jeg havde mistet min skilsmissebevilgning, hvad der i parenthes sagt også er sandt; jeg ved ikke hvor den er bleven af, så ligeglad var jeg med den. Jeg er bleven klar over, at det er rent uudholdeligt, meningsløst at vi holder fast ved hinanden, hvis vi ikke kan komme til at leve sammen, som andre skikkelige mennesker, og derfor er det min alvorlige mening når jeg siger: lad os da hellere gå fra hinanden. Nu er jeg vakt til bevidsthed om hvordan dette egentlig har sig – jeg har jo gået som i søvne før, har du også gjort det? – og nu vil jeg ha'e greie på det. Det er ganske sikkert, at havde vi begge været i vor første ungdom – (uf at jeg ikke traf dig dengang skjøndt gud ved – – –) så kunde vi ha'e set tiden an sålænge, og ventet til forholdene lempede på sig, men som tilfældet er, kan det ikke nytte noget. Desuden, det bli'er vel ikke bedre siden. Der er meget at betænke. Først dette at jeg for din skyld måtte opgive og forlade mine gutter, og min visse indtægt, der med det jeg selv fortjener lader mig leve ganske sorgløst, og så det, at jeg vilde falde dig tilbyrde, hvad jeg ikke på nogen måde kan finde mig i at skulle gjøre. Du kan vide, det var et alvorligt skridt. Havde det været en mand i Kr.ania, vilde sagerne ha'e stillet sig ganske anderledes. Jeg er da nemlig sikker på at jeg, når det kom til stykket, og efter nogen delibereren, vilde fået beholde gutterne, og altså også indtægten iallefald sålænge til de blev voxne, for der er jo dog ingen, han tryggere lader dem være hos, end mig, det har han ved flere leiligheder sagt, og desuden, skolegangen vilde hindre ham fra at tage dem til Bergen nu. Det vilde være en umulighed. Men, hvis jeg gik til dig, så måtte gutterne sættes i logi etsteds i Kristiania, og det vilde være for fælt både for dem og mig. Nei, du skulde været norsk, og bosat i Kristiania, og havt nok af penge, – det skulde du, din stygge gut, som volder mig al denne kvide, og alt dette hovedbrud. Og dog, slig som jeg længes efter dig, og er ulykkelig uden dig, så kunde det godt hænde at jeg en dag sa'e: dette holder jeg ikke ud, tag mig ned til dig på hvilkesomhelst vilkår. Men forresten, – du har jo sagt at du ikke for nogen pris vilde ha'e mig derned i det «slaveliv» du fører. Det kan jeg nu ikke forstå; fører du et slaveliv så trænger du jo netop meget mere til mig end om du levede det bedste herreliv. Hvad skulde jeg der så, – for da havde du det jo godt nok iforveien. Hvis der ikke var andre betænkeligheder som holdt mig tilbage, så skulde jeg nok tigge og bede dig og ikke give dig fred før du vilde ha'e mig. Men det er nu dette med gutterne først og fremst. Havde du været rig eller havt en udmærket indbringende stilling, så vilde du sandsynligvis været gift forlængesiden, og så havde jeg ikke fået noget af dig. Så havde du kanske havt din frue med på turen til Gausdal forrige år, og så var vel aldrig denne troldskab kommen over mig. Jeg skulde jo naturligvis forelsket mig i en rig mand, og det skulde du også ha'e gjort. Men en rig mand til at forelske sig i, havde jeg vel aldrig truffet. Min broder har rigtignok en Neworkerven,k356 som er rig og smuk og elskværdig, og intelligent og dannet og fin, og alting – han kommer måske til Norge i sommer. Ham har han bedet mig blive forelsket i; – ja, han siger jeg kan ikke lade være, når jeg taler med ham. – Men tilbage til det jeg begyndte med. Kan vi altså forudse, at vi muligens aldrig, eller dog måske sandsynligvis aldrig vil kunne gifte os, (siden nu denne dumme gifting er den eneste form hvorunder vi kan leve sammen) så bør vi sige hinanden farvel. Det er ikke noget snak; der står en mand bag hvert ord, for jeg har tænkt det alvorligt og ærligt igjennem. Jeg synes nemlig at livet kan være korsfuldt nok, om en ikke skal tage på sig slig en tung byrde, som jeg daglig mere og mere mærker det er, at ha'e en elsket, som man ikke hvert øieblik kan nå hen til. Tror du ikke jeg går her i hvert øieblik og vilde sige noget til dig, eller spørge dig om noget; og er det ikke en pine at ikke du er den jeg altid har alting fælles med, at jeg ikke kan gå hen og sætte mig på dit skjød med armen om din hals, og tale ret ud af hjærtens lyst om alt og ingenting, eller om det der lå mig på sinde, eller plagede mig. Jeg vilde om aftenen kunne lægge mig ind til dig, og føle mig lykkelig og tryg og glad, ved altid på nyt at se hvor du var glad i mig, og var lykkelig ved min kjærlighed, så jeg skulde vide, der var ingen du savnede når du havde mig. Det vilde blive frygtelig ondt og smerteligt, frivilligt at skulle opgive dig, og en del af mit liv, måske hele resten vilde blive en ørken. Men alligevel vilde jeg hellere det. For det er forbunden med større lidelse, (mere uro, mere nag ikke at tale om denne frugtesløse ødslen med sit livsens indhold, sine kjærlighedsfyldte længsler, sin rigdom af tanker, der ikke kommer den elskede, eller nogen tilgode), at holde liv i en elskov under vore vilkår. Jeg tror det er mandigere og modigere og til syvende og sidst, rigtigere at opgive hinanden og synke ned i en rolig og sindig sorg, der med årene vilde mildnes, fordi det var den overmægtige skjæbne, der lagde den på os uden vor skyld, end at lade sig fortære af en elskov på hundrede miles afstand, der tilsidst må fortørne vort indre. Så vilde du nok la'e være at bære nag til mig, fordi jeg voldte dig denne forstyrrelse, med al den smerte der måtte lides, før du ganske havde glemt mig; du vilde ikke, – det stoler jeg på – kunne bære over dit hjærte, at nære uvillie mod mig, netop fordi du ved det så tydeligt og vist hvorledes det altsammen er gået til. Men vi skal begge være enig om dette, at sådan som det nu er, kan det ikke være i årevis. – Jeg kom til at tænke over alt dette, fordi det bæres mig for at der i dit sidste, søde brev var en klage over mig, mod mig fordi vi var skildt og ikke sammen. Hvor det dog var synd i dig, at du skulde mødes med mig på den tur. Hvis det ikke havde været, kunde du enda ha'e truffet en ung, smuk og rig pige, som du havde fået kjær, og strax havde kunnet gifte dig med. Du må ikke bilde dig ind at du er gammel; det er bare mig, som er det. Du er netop i den rigtige alder til at begynde at tænke på at tage en ung pige tilægte, og der er mangfoldige unge piger som du kunde bedåre ikke tiltrods for, men snarere meget mere på grund af din alder. Og det ved du også meget godt. Det vilde være meningsløst af dig, om du tabte modet hvis vi to gik fra hinanden; for dig er endnu tiden inde i massevis, og du vilde snart komme på ret kjøl igjen, og finde noget meget bedre, og især hensigtsmæssigere end jeg – – – Der er så græsselig meget jeg skulde skrive om denne gang, men det går som det pleier, jeg får ikke sagt en fjerdedel, så glemmer jeg det til næste gang, og så går du glip af en hel del jeg vilde fortalt dig. – Naturligvis vilde det været morsommere om Kielland og Jacobsen havde talt godt om stykket, men noget ubehageligt indtryk gjorde det ikke. Det er så underligt hvorledes det folk siger dog er mig uvedkommende, ja dette om leiefolkene, mener jeg. Det er som det slet ikke angår mig. Hvad K. sa'e var nu forresten ganske sandt, – jeg har selv tænkt noget lignende, og skulde jeg anmelde det, blev det en meget betinget ros, jeg kom til at yde. Jakobsens [sic] ytring om at det var skrevet med kulde, har jeg også hørt fra andre kanter, og det er, må du vide, sandt. Dengang jeg skrev den, var jeg ganske hørt op at føle smerte ved at tænke på begivenheden. Jeg var færdig dermed. I flere år kom det over mig med en sand sorg, hvergang tankerne streifede derhen, men nu var jeg ganske rolig og ligegyldig. En, som havde læst den sa'e, at det kunde aldrig være rigtig at han skulde give sig til at storle der hvor mdm H. slæber de lamme ud i gården; men det gjorde han bare han tænkte på det; det morede ham. Forresten, tiet ihjel er den skam ikke bleven; i Bergensposten fortæller J.P. har der stået en på tredie spalte lang anmeldelse af denk357 der begynder med at «vort byesbarn Amalie o.s. v. har debuteret o.s. v.» Jeg har ikke læst den men den skal være overmåde nedrakkende. Dette morer mig nu virkeligt. Det er sandsynligivs en theologisk kandidat som har skrevet den. Tænk at den lille bagatel kan gjøre opstyr. Bare at den tales om, er jo fornøieligt. Fra Bergen skrev en veninde: man gjør ikke andet, hvor en kommer end disputerer om mdm. Høiers leiefolk. Så har der været en korrespondance til en stokholmsk avis her fra Kristiania,k358 hvor den også er bleven omtalt på en meget smigrende måde. Jeg mener det virkelig, thi nedrakken fra disse hold smigrer og glæder mig virkelig. En assessor i høiesteret, der forresten fandt den talentfuld skreven har bedet Sars om plads i Tidsskriftet for et angreb;k359 han vilde nemlig gjøre indsigelser mod fortællingens juridiske tilforladelighed. Sars kom til mig og spurgte om jeg havde noget imod det, for så vilde han nægte plads, men jeg svarede naturligvis: nei, – jo mere, jo bedre. Jeg skulde også få læse det før det tryktes, og få svare med det samme. Så har også endelig en basaravis der udgaves nogle dage på «fremtidens marked» i Handelsstandsforeningen lavet en morsom karikaturføljeton af den.k360 Den kaldes «Leie Folk» (du forstår ordet lei?) og den er slået ihop med «Trofast», «Karen», «en Forgrundsfigur» og Ibsens fru Alving,k361 men der er brugt mest af min. Den var meget morsom, og jeg måtte le uhyre meget da jeg læste den; men så bagefter så jeg noget der gjorde et høist ubehageligt indtryk på mig nemlig at forf.s navn var Amalie Bimbam.k362 Du husker hende fra «Arbeidsfolk». Det var jo råt, men jeg glemte det strax, for det prællede jo af på mig naturligvis; men nu går mine venner og sætter mig op og er så rasende på mine vegne, og nu ærgrer det mig stundimellem. Forresten er basaren forbi og «markedet» forsvundet og alt forbigangent. Jeg havde aldrig fået sét bladet, hvis fru Vibe ikke havde fået en lysestage hun kjøbte, indpakket i det. Jeg tror forresten næsten, at det er G.A. Dahl som har gjort det. Jeg fik instinktmæssig det indtryk, da han på gaden igår talte om det sådan en passant, og sa'e at det var en dum og forfeilet spøg. Da jeg sa'e at føljetonen var morsom, svarte han: jeg har ikke læst den og det er jeg vis på var løgn, for han har havt med denne basarkomers at gjøre, og han skulde ikke læse den, når Forgrundsfiguren var taget med! Det var for at vise, i hvilken grad han stod det fjernt. Men han er vist meget perfid, og lidt stødt på mig, fordi jeg aldrig har bedet ham, hvad han så gjerne vilde jeg skulde. – Det har forresten altid været så at hvergang jeg har skrevet noget er der blevet et raseri fra de forskjelligste kanter. Jeg har ikke kunnet åbne min mund på tryk før man har lagt ivei og modsagt mig. Ligefra den gang jeg skrev om «Kongen»k363 og hele tiden nedover. «Luthersk ugeskrift»k364 har således fyldt sit halve hefte, for at vidne imod nogle artikler jeg havde skrevet om B.B. og det nye system. Jeg svarte på det, og det var et godt svar; det var nu også så altfor let at sætte ugeskriftet fast. Så kom der en masse penne i bevægelse dengang jeg skrev om Niels Lyhne,k365 først Kristoffer Randers, der tog voldsomt i, så to andre som jeg ikke ved hvem var, og så endelig G. Brandes, og så tilsids[t] fru Wullum i 3 artikler som det var umuligt at læse igjennem gratis. – Mens jeg husker det; fru W. har skrevet en betragtning over «Et besøg» som jeg synes er for god til at ligge utrykt. «Dgbldt.» vilde ikke ta'e den, ja Bætzmann vilde ikke, fordi den var for «drøi». D. Mrgbld. vil vel heller ikke, fordi det har havt anmeldelser af den? Og det er sandt: Har du læst, «Hun kommer ikke mere igjen.» af Dr.mann.k366 Det er det fineste og skjønneste, og fuldkomneste, og rigtigste jeg på lang tid har læst. Det er deiligt, bent ud sagt deiligt. Hvor han kan være flink! Gud ved nu om disse andre greier jeg har skrevet er noget værdt. Jeg har siddet og filet og filet på den første, og bli'er aldrig fornøiet med den. De andre to har jeg endnu ikke rørt ved – de skal skrives om. Det er længe siden jeg skrev dem, nede i Fr.hald, og jeg vilde ikke ha'e gjort den første slig, om det havde været nu; men nu får den blive, hvad den oprindelig var tiltænkt. Den hedder en moderne dame,k367 og det skal være en ironi; men jeg er bange for at det kan ingen se. Så er der også en samtale som bør sammentrykkes, men jeg får det ikke til. Jeg generer mig grusomt for det, men alligevel tror jeg nok jeg sender dig denne «dame» med det allerførste for at få vide om den er nogenting teds eller ikke.k368 Jeg tror det næsten ikke selv, skjøndt jeg ved ikke rigtig. Sålænge jeg har den vil jeg også ikke kunne la'e være at sidde og rette på den, og det må der dog engang være slut med. Den anden fortælling heder [sic] «Bureauchef Kroghs»,k369 og den må du vide jeg ikke anede omhandlede samme emne som Gengangere, før mindst et halvt år efter at Gengangere var kommen ud. Jeg skrev mit om sommeren nede på landet i Fr.hald, og Ibsens kom ved juletider bagefter; men det faldt mig ikke dengang ind, så utroligt det lyder at stoffet var ensartet. Behandlingsmåden var nu også så forskjellig at det måske forklarer phænomenet. Det, som jeg skildrer er hændt i en familie i Bergen – jeg var barn dengang da alle de voksne børn i denne familie døde, et efter et, og moren og faren og alle andre gik og sa'e at guds veie var så urandsagelige, og at alle hans tilskikkelser var nådige, tiltrods for alt. Jeg tænkte dengang, at gud måtte være en streng og vilkårlig herre, siden han kunde ha'e hjærte til at se på al den sorg og elendighed og ovenikjøbet være ophavsmanden til den. Længe efter, da jeg i nogen tid havde været gift, fik jeg høre hvorfor børnene måtte dø. Faren var en troende kristen, og havde ment at han kunde bede sig og børnene fri for konsekventserne af hans legemes tilstand. Jeg har i min fortælling taget mig for at vise hvorledes den åbenbarede religion, der lover mirakler, ødelægger al moral. Fru Wullum, der har læst den, har talt i stærke rasende udtryk om den, jeg skammer mig for at gjentage dem til dig. Når du har læst den første, så må du strax sende mig bogen tilbage, for at jeg kan skrive de andre to ind; så sender jeg dem atter ned til dig. Vil du dette? Men så siger du igjen at jeg har skrevet Kielland efter. Hvad skal jeg dog gjøre, for at det ikke skal se sådan ud for dine øine, og hvad skal jeg gjøre hvis det nu virkelig er, som du siger. Tænk om vi havde kunnet sidde sammen og læst og talt om dette, og jeg kunde ha'e læst mit kram for dig, hvis jeg havde havt mod dertil, da. Sådan en hyggelig aftenstund, med ordre til Josephine om ingen at slippe ind. – – Du har jo sét at Bætzmann og Wullum er afsat og Lars Holst indtrådt i deres sted.k370 Ja, at der vilde ske noget var man vis på, thi forbitrelsen var stor. Man råbte frisk væk på forræderi; især er det Wullum man raser mod. Hvis det ikke lykkes ham og Bætzmann, hvad de arbeider for, at stifte et nyt blad som altså skal repræsentere centrum, så kan Wullum gjerne ryste støvet af sine fødder, og forlade disse egne. Hvis de forøvrigt havde midler dertil, så er der ingen tvil om at et sådant blad vilde kunne stå sig. Der er bleven en utrolig masse centrums mænd under de sidste års foreteelser, folk som ræddes for Morgenbladet, og gyser tilbage for et VerdensGangsstandpunkt.k371 Mrgbldt. taber år for år sine abonnenter. Så holder disse mennesker der for sin samvittigheds skyld ikke kan ha'e Mrgbldt. et kjøkkenblad som Aftenposten, som de aldrig ta'er i sin hånd uden at skjælde ud. Det er nemlig så politisk umyndigt at det hvad denne sag angår ikke kan vække nogen vrede, men så ærgrer det dem, at de skal være henvist til en sådan avis. Dgbldt. fik under Bætzmanns korte styre en masse af den slags abonnenter, som nu øieblikkelig har sagt op da Holst kom til. Det er storthingsmajoriteten med Konow i spidsenk372 (Ida Bojesens mand) som er formand i interesentsskabet, der har afsat Bætzmann og indsat Holst. De vil ha'e at Dgbldt skal lægges tættere op til gårbrugerstanden [sic], for at få nogen virkelig magt. Gud ved hvordan det nu går med Holst. Han må ha'e forandret sig meget siden de dage, da jeg kjendte ham godt,k373 hvis han skal kunne magte denne sin stilling. Hvis det nu lykkes Bætzmann og W. at danne et nyt blad, så tror jeg næsten det bli'er dem, der får magten engang. Gud ved om ikke venstre kommer til at bruge altfor stærke midler. Hvad kan det nytte med den rigsret.k374 Ja, regjeringen går, for den har jo begået ulovligheder, men så kommer der en ny regjering af akurat samme farve, der vel vogter sig for at begå ulovligheder, og som altså aldrig kan rokkes. Det må jo være en stedse voxende opinion som skal trykke en regjering bort, hvis det skal ske ved sunde midler. Jeg er bleven fuld af mistro til venstre, fordi jeg ved at de i lukkede møder omtrent er kommen overens om at optage Livius Smits forslag til votering.k375 Det er den største ydmygelse der kan overgå storthinget, og hvis det sker, da får de ret alle de som skreg på at niende junibeslutningen var en fadese af værste art.k376 Tilstanden er igrunden mislig, og venstre er slet ikke så modigt som det lader. Ske noget? du må aldrig et minut tro at der vil ske noget. Alt vil sige sin sendrægtelige [sic] gang videre fort. Det var det Venstre var forbitret på Bætzmann for at han røbede deres hemmelige tanker, deres hemmelige tendents til muligens at ville gå på en smule akkord. Og naturligvis, – sligt skal ikke røbes. Så er B. også en mand uden overbevisning, uden tro til nogen sags positive ret, og så kan det jo ikke gå. Jeg overvar storthingets åbning i lørdags. Det var et syn til at komme i stemning af at se kongen og Sverdrup ansigt til ansigt.k377 Kongen hilste så vredt og kort på Sverdrup; alle andre fik derimod de mest huldsalige smil. S. så værdig og bestemt ud. Idet kongen gik ud passerede han tæt forbi der hvor jeg stod oppe i en thingstol flere trin høiere end gulvet. Han kjendte mig igjen – vi har talt sammen engang for 11 år siden – gjorde en bevægelse bagover med overkroppen som af overraskelse og sa'e goddag idet han gik forbi med en uhyre venlig hilsen. Han er bleven så meget penere end han var som kronprins nu med det grå hår. – Hvor kommer dog det snak fra om en rig norsk enke? Uf, det viser at der dog er dem som har tænkt sine tanker. Hvis nu jeg kom ned til Kjbhv. og man bare en eneste gang så os sammen, så naturligvis vilde snakket bryde løs for alvor, og så vilde man sige, hende er det altså, hende er det han har været hos i julen o.s. v. Nei, du, det er bedst jeg ikke kommer. Ja vist var det en nærgående ytring – den hos Vibes mener jeg. Det skulde jo være spøg, men den var meget uheldig, og jeg viste ham også med et uvilligt blik at det kjedede mig: Det var en fyr, der hedder Kræfting, hvalfangerkaptain tror jeg han er, som har gået omkring og været vakker i al sin tid.k378 Han er ualmindelig smuk i alle henseender, men for mig har han et så modbydeligt ydre, at jeg næsten ikke kan bekvemme mig til at svare, når han taler til mig. Jeg kan ikke tåle hans skjønhed, og jeg ved ikke hvoraf det kommer. Jeg skulde engang ha'e lyst til at vise dig ham; jeg er vis på du vilde sige: nei, hvor han er smuk. Jeg får slutte her. Jeg kysser dig i tankerne sålænge til du beder om nåde, og jeg fortæller dig at jeg elsker dig sålænge til du siger du er kjed af at høre det, og jeg er din Amalie. Ser du hvor lange breve jeg skriver! Send mig dog billedet, og sig mig dog når det er din fødselsdag.

73. Amalie til Erik

Kr.ania lørdag 24de februar [1883]
Min elskede ven, det er ikke den rigtige dag idag, jeg skrev jo nemlig iforgårs, men jeg har længtes så uhyre efter dig, netop siden jeg skrev, og jeg føler mig så beklemt og mismodig, så rent ud op i ingenting ved min adskillelse fra dig, at jeg må prøve det med at skrive, for at se om det da måske skulde blive bedre. Jeg vil ikke sende det før ved sædvanlig tid, men det gjør jo ikke noget om det er skrevet i flere terminer. Jeg skal prøve på at give dig hele min sjæl siger du. Det har jeg jo gjort, forsåvidt som der intet er i den, som ikke du skal have. Men give dig den praktisk, så at du selv kunde se hvorledes du fik mig stykke for stykke, det vilde først være sket, når vi havde levet et helt liv sammen. Du har jo sét så lidet til mig; du har slet ikke erfaret de forskjellige sider, der er ved mig; du ved ikke hvorledes jeg er i så mange forhold, hvorledes jeg tager på det eller det, hvorledes jeg i det hele arter mig. Det var det som samliv skulde lære os begge, thi heller ikke jeg ved jo noget egentlig om dig. Du siger at du er gået ind i en «høkerforretning». Men hvorfor har du egentlig fra først af gjort det? Hvorfor blev du ikke ved at skrive, du som kan i rang med de første og bedste? Hvorfor skrev du ikke bog efter bog som Kielland f.eks.? Din ene bog står jo så fuldkommen ved siden af hans bedste. Det er igrunden ubegribeligt. J.P. sad en aften for længere tid siden, – det var før vort sidste møde – og udbredte sig over hvor besynderligt det var at du ikke var bleven ved at skrive. Til et svar som en eller anden gav, og som jeg ikke husker svarte han: «Nei, – det er mangel på energi, eller mangel på livsmod, – se på mig som er langt mindre talentfuld, jeg har ernæret mig ved at skrive i alle disse år, – jeg har ikke givet tabt, og vil aldrig gjøre det. Har jeg kunnet leve ved at skrive, og altid kunnet klare mig og være honnet, så skulde da Skram med langt større lethed kunne gjøre det.» Det bæres mig for at der må være noget i dette. Jeg tror du ikke har gidet have det stræv, men hellere har taget en plads med en sikker indtægt. Og det er jo ikke at foragte. Hvis ikke din tid var således til det yderste minut beslaglagt i den høkerforretning, så at du kunde skrive dine bøger ved siden af, så vilde det just være godt, at du var der. Hvis du ikke tog det fuldt så samvittighedsfuldt, kunde du vist drive dine literaire sysler ved siden af. Når jeg skriver noget så er det altid som drev jeg noget nebenbei. Det er kun en stund nu og da, halvt stjålne fritimer på en måde, jeg anvender dertil, og alligevel får jeg noget færdigt, men om det duer, det er nu et andet spørsmål. Jeg er ganske på det rene med, at hvis ikke de tre småting jeg nu holder på med, kan trykkes – og jeg vil ikke på nogen måde ha'e det trykt, hvis det ikke er virkelig godt, om det er passabelt eller ikke så galt, – hjælper ikke, – så vil jeg slet kun opgive det. Jeg vil ikke holde ved på Poulsens vilkår. Derfor er det en samvittighedssag for dig at du giver mig ren besked, når du har læst det. Og du behøver ikke at bruge omsvøb eller formildende talemåder. Du skulde vide, hvor lidt ømfindtlig jeg er på dette punkt. Jeg var sammen med Sars i et selskab igår. Vi talte om alle de «haglbyger» jeg havde fået over mig i anledn. leiefolkene, og han gratulerte mig med et strålende fornøiet ansigt med at der nu var skrevet mere om mit produkt end produktet var langt til. Han vilde i mit sted været lykkelig over alle de ukvemsord i sammenligning med hvad han vilde følt, hvis der var bleven sagt: et velskrevet, stemningsfuldt arbeide, som man med tryghed kan anbefale læseverdenen o.s. v. Jeg kunde ikke la'e være at sige ham, at der også fra de hold hvor en sådan udtalelse virkelig vilde været en ros, var mit stykke bleven dadlet og angrebet, og jeg fortalte ham ord til andet hvad Jakobsen [sic] og Kielland havde sagt. Han hørte meget interesseret på det, og det første han sa'e var: hvem har skrevet det til dem? «En bekjendt, jeg har dernede» – svarte jeg. «I hvad Kielland sa'e, kan der måske være noget» – mente han, «men det er så langt fra at han i høi grad har ret, at det tværtimod næsten bliver en uretfærdighed at fremføre anken, fordi den kun er så svagt begrundet. Men det kan jo altid komme dem til nytte, at det er bleven sagt», føiede han til. «Hvad jeg har fået ud, er at fortællingen er folk for god» – blev han ved, – de falder i forundring og ærgrelse over at de har kunnet gjøre det godt at de føler sine nerver angrebne. Han havde hørt mange angribe den, men også mange rose den, især damer, og det var damer, hvis mening han brød sig om. Jeg holder fremdeles fast ved min første dom, sa'e han, og jeg tager ikke i betænkning at sige at det er noget af det bedste Tidsskriftet har budt. Der var mange, som hørte at han sa'e det. Der er så meget mere jeg vilde fortalt dig – han duttede mig på med det mest fornøiede ansigt, men jeg mærkede dog, at det havde gjort ham ondt, at jeg engang indirekte havde beskyldt ham for at være feig, – men det bli'er for langt at fortælle om nu. Da jeg fortalte ham det med «Bimbam»k379 blev han formelig bleg af forbitrelse, men strax efter sa'e han hvad jeg selv også synes, at det, der i den grad ikke rammer, er intet at bryde sig om. Det som assessoren havde skrevet imod mig – det var fem sider langt, kommer ikke denne gang. Sars havde mærkelig nok, fået det aldeles feilagtige indtryk af mig, at jeg nødig vilde ha'e det, og så havde han leveret det tilbage, og sagt at der ikke var plads o.s. v. Nu vilde han sige, at det skulde få komme næste gang, men han vilde forlange at han skulde sætte sit fulde navn under. «Jeg tænker, at en assessor i Høiesteret nødig tør være bekjendt at skrive i et så berygtet organ» – sa'e Sars, – så det bli'er vel ikke noget af.k380 Assessoren kjender jeg forresten personligt. Amund Helland havde også straks taget ordet for, at det ikke skulde få komme ind. Sars sa'e tilslut, at hvad jeg vilde levere til Tidsskriftet øieblikkelig skulde tages. «De har skaffet os flere hundrede nye abonnenter især fra Bergen; da Leiefolkene stod anonceret med forfat.'s navn blev folk i Bergen så nysgjerrige, og det var kommen Tidsskriftet tilgode». – –
Kunsterne [sic] skal ha'e et storartet karneval 12te marts. Udgifterne skal beløbe sig til 20000 kr. Formanden var her i går, og spurgte om jeg vilde være med i et optog. Jeg tror det knapt. Jeg har ikke lyst. Adieu sålænge elskede! Jeg tænker du har kjedet dig over denne lange passiar. Og hvad kan det hjælpe, – der er altid så meget, ja det meste, jeg ikke får sagt. – Jeg elsker dig min Erik. –
Onsdag. Det var et snippeligt brev idag,k381 men jeg vil ikke skjænde for du råber så op over al din travlhed, og gjør dig til sådan en martyr for den, at jeg uvilkårlig imponeres. Jeg bare spør mig selv, hvordan det er gået til, at du har fundet tid til at læse mit lange brev, skjøndt jeg kan jo slet ikke vide om du virkelig har læst det, såsom du ikke just besvarer det. Hvad mener du med det, at du da vilde «få fred bl.a.» – når man vidste, at du elskede mig. Er der damer som er forelsket i dig, og gjør kur til dig? Det er stygt af dig, hvis du la'er dem gjøre det. Men du skal sige mig det, – jeg vil vide det. Nei du, jeg kommer ikke til Kjøbenhavn. Jeg kan det ikke. Jeg ved at det vilde blive en lidelse for mig, fra den første dag og til den sidste. Der er jo ikke mening i for mig, at komme derned til dit sted, når det ikke var for at være sammen med dig uafladelig. Og det vilde være en umulighed, at nå til dig overhovedet, når jeg boede hos Knudzons [sic]. Tænk dig de formfaste, gammeldags-fornemme mennesker! og når jeg først havde indladt mig på at være gjæst der, så bød simpel velopdragenhed mig at tage alle mulige hensyn. Jeg vilde ikke da foretage mig noget som, hvis det kom gamle fru Kn. for øre, vilde skandalisere hende, og gjøre hende misfornøiet. Hun vilde sige at jeg havde benyttet mig af hendes gjæstfrihed, for at holde stævnemøder med en elsker, og det ovenikjøbet en af venstres mest omtalte mænd, og derover vilde hun ha'e grund til at være vred, [Jeg kan ikke bare tænke på mig selv under disse omstændigheder – krysset ut] fordi det efter hendes mening vilde sætte en plet på hendes hjem at ha'e sådan en til gjæst. Jeg kan desuden ikke gå med underfundighed; jeg vilde ikke ha'e mod dertil, det vilde svigte mig, og gjøre mig usikker ved hvert skridt jeg tog. En anden sag var det, hvis du skrev: kom alligevel, og gjør det bedst mulige ud af det. Tilfældet får råde om vi ser meget eller lidt til hinanden. Nei, jeg vilde ikke folk skulde vide at det var mig, du elskede; jeg hader snakket som pesten, og det vilde fra Kjbhvn. trænge hid op, og væltes ud over mig i alle mulige former. Jeg vilde aldrig få fred for stiklerier og hentydninger folk er ikke videre taktfulde, ved du. Man vilde anse det som en temmelig letsindig historie i allefald fra din side, for du er nu engang kommen ud for et leit ord i den retning, og alt det kunde jeg ikke udholde. Det ser rigtignok mørkt ud for os; selv mødes flygtigt kan vi ikke. Jeg er bange for at vi må vente til i juli-august, og selv da er det vel tvilsomt om det bliver noget af. Jeg ser det undertiden så trist an, at jeg er på nippet til at skrive: farvel for bestandig, det går ikke med os. Det gjør så ondt at gå sådan og længes; man får uvilkårlig trang til at kaste den utålelige byrde af sig, og atter stå fri. Og du som ikke får fred! Hvad er det de vil dig? Skal jeg nu også få skinsyge at trækkes med, så bli'er det rigtig hyggeligt. Uf, jeg gruer så for at sende dig manuskriptet. Jeg er vis på det ikke er noget. Og så er jeg kommen efter at den titel: «En moderne dame», slet ikke passer. Det er for pretentiøst, såsom det bare er en skisse, og det hele foregår på én éneste aften. Det er helt igjennem latterligt at kalde det en mod. dame. Den titel har jeg raderet ud, og sat en anden istedet.k382 Jeg skriver ikke mere nu. Jeg er for nedstemt.
Din Amalie.
Torsdag. Jeg har fået billedet og dit brev.k383 – Jeg kan slet ikke forstå at det på disse vilkår er bedre for dig end før, da du ikke havde mig. Jeg tror at det i virkeligheden er meget værre. Før havde du dog noget, et sted at ty hen til, som dog altid var et sted, men nu! Og hvad kan det hjælpe at vi mødes, – at det sker snart eller sent? Jeg er slet ikke så hidsig på at mødes, jeg, for jeg husker det savn og den ulidelige tomhed, som følger efter, og så synes jeg, jeg er bedst faren ved slet ikke at se dig. Sådant et møde på nogle dage, det tjener jo blot til at lade os føle den ulykke det er ikke at være sammen. Jeg tror jeg kunde ganske langsomt dø af fra ønsket om at eie dig og være din, hvis jeg nu år efter år ikke så dig mere. Men at gå til at møde dig, vil bare oprive såret på nyt, og det vil jeg så nødig ha'e gjort. Bjørnsons nye stykke hedder, ved du: «Over Evne».k384 Der er et kjærlighedsforhold der som er over evne. Han spurgte mig for år tilbage om jeg ikke kunde hjælpe ham med dette forhold; han fik det ikke til, som han vilde; han havde ikke sikker erfaring at holde sig til. Havde det været nu kunde jeg nok ha'e hjulpet ham. Vort forhold vil blive over evne. Det er dårlig økonomi at holde det vedlige. Det, vi får igjen er for intet at regne mod det vi giver ud. Tilsidst vil vi blive træt af at sætte til det bedste og værdifuldeste på det. Og hvis vi så alligevel ikke la'er det falde, praktiserer vi noget, som er over evne. – Nyt Tidskrift [sic] kom idag. Kiellands første kapitel er bent ud sagt kjedeligt, mat, flaut, fuld af mislykket jagen efter at være morsom.k385 Han gjentager sig selv for meget den gode kavaler, og det kan dog selv ikke Kielland ustraffet gjøre i længden. Nu kan det jo hænde, at bogen alligevel bli'er god, når det kommer til stykket. Henrik Jægers afhandling om Jakobsen [sic] er der adskilligt godt i;k386 den er dog et stykke nokså kjedelig, men så tager den sig op igjen. Men han ta'er feil i at Jak. er den mindst produktive af Danmarks nutidsforfattere; derimod har han ret i at han er den mest åndfulde kunstner af dem alle. Der er som sagt meget godt i den. Så har fru Schjøtt anmeldt Trofast og Karen.k387 Det er fire meget velskrevne sider, hun har leveret, men hun roser for stærkt, synes jeg næsten; især Karen, for Karen kan jeg ikke få ind i mit hoved skal være noget mesterværk. Mulig har jeg uret deri. Jeg glemte vist at spørge dig. Der tales atter om redaktionsskifte i Dgbldt. Jeg er så kjed af det kram, at jeg ikke gider vide noget om det mere. Dgbldt ligner Slagter Tobiask388 deri, at det uafladelig gjennem alle disse herrens år hænger på hægten af fattigkassen, og akurat såvidt klarer sig. Skjøndt nu klarer det sig vist ikke mere. Kanske det også må til Amerika. Wullums kommer her iaften. Jeg kvier mig. Hun var her igår og var så yderlig trist og ulykkelig, og så vilde hun ha'e mig til at gjøre regnskab for hvorfor jeg aldrig kom der, og vilde dutte mig på, at jeg havde slået hånden af hende. Jeg gik udenom, og bad dem komme her iaften. – Jeg skal alligevel være med til det karneval, og jeg får en del at varetage, for jeg er sat ind som et slags opsyn af kunstnerforeningen med alle de damer, gode bekjendte forresten, som skal være i Semiramis's følge.k389 Jeg får slutte her. Farvel. Jeg er meget mismodig.
Din Amalie.

74. Erik til Amalie

Søndag Nat Kl 12 den 25 Febr. [1883]
Idag kommer jeg til at gøre Dig Sorg min Elskede, men jeg kan ikke gøre for det: det har været mig positivt umuligt at få så meget som et Minut til at skrive i idag, og nu er jeg ødelagt af Træthed. Jeg skulde på Embeds Medfør i Theatret i Aften og har i Går i samme Anledning været til en Fest den største Del af Natten,k390 efter at jeg i Fredags som privat Person ligeledes havde festet til henad Morgenstunden. Min Amalie, dit Brev er forfærdelig alvorligt – jeg har sagt mig alt det selv, men at se det fra din Hånd gør et endnu stærkere Indtryk. Men min søde Pige, ét glemmer Du, og det er, at vi to slet ikke overvejer andet i Verden end når skal vi mødes. Du lægge en Plan. Jeg er næsten glad ved i Aften ikke at kunne skrive, for jeg vil ikke andet på Jorden end at være sammen med Dig, om det så kun var en eneste Dag – min yndige Ven, så skal Du se, at vi får nyt Mod. Den Jammer der er over vor Fjærnhed, har endnu ikke fået gjort mig helt bange, om end jeg i Grunden hvert Minut på Dagen er inderlig bedrøvet. Disse Fester t.Ex. gør ikke anden Virkning på mig end at jeg dybere føler min Ensomhed. Så ensom som jeg, er Du ikke Amalie. Min elskede Ven, som jeg trænger til Dig gør Du Dig intet Begreb om. Amalie vi har intet, intet andet at tænke på end vort næste Møde. Min Plan med Lund er god – der er en Mulighed for, at jeg kunde nå højere op i Sverig for at møde Dig, men derom kan jeg endnu intet sige med tilnærmelsesvis Sikkerhed. Og kommer Du til Kbhvn, skal vi kunne mødes, om det så end kun er en Time hver Dag. Det er slet ikke så umuligt at ordne. Du skal samle dine Tanker om dette ene at komme ned til mig.
– Du lille dumme Unge, som indlader Dig på at ordne mit Liv for mig uden Dig – nej Stump, det er ørkesløs Tale. Hør sig mig Amalie, vilde det nu virkelig være så slemt om Folk her nede, der tror på min «rige norske Enke», kom det Skridt videre og sagde, at den, jeg elskede var Dig, netop Dig? Mig vilde det være kært, hvis Du blot kunde være rolig ved den Tanke. Så havde jeg Fred bl.a. De dumme Fæ, som ikke øjeblikkelig kan mærke, at jeg er mindst de hundrede Mile borte under alt hvad der foregår. Jeg havde mest Lyst til at råbe min Kærlighed ud på alle Gader og Stræder. For Resten er det vistnok kun et enkelt Sted at denne Historie med Enken grasserer. Jeg er kommen nogenlunde efter hvem det er, der siger det. Men nu Amalie må jeg slutte, der er koldt i mit Værelse hvor jeg sidder. Det har været en Orkan idag som har jaget al Kakkelovnsilden ud i min Dagligstue, den har stået i den tykkeste Røg, og under disse Vilkår har jeg oven i Købet ikke haft Ro et Minut. Jeg håber imorgen at kunne finde Tid til at skrive.
– Jeg glæder mig og er spændt ved Tanken om at få dine Fortællinger til Gennemsyn, min elskede Pige. Min Fødselsdag er den 10 Marts. Når er din? Det har jeg glemt. Dit Billede skal jeg sende imorgen – jeg har ikke haft Lyst til at sende det uden at have set, om det andet Du har stillet i Udsigt blev bedre.
God Nat Amalie
Din Erik

75. Erik til Amalie

Mandag Aften Kl ½ 12 26/2 83
Min Elskede, det er næsten håbløs Gerning at begynde på et Brev til Dig nu, træt og udaset som jeg er. Et Par Ord må jeg dog sende Dig. Jeg sendte Dig ikke en Klage «over» Dig, Unge, sidst – anderledes end at mulig havde jeg fundet, at Du tog mere rolig på den Ting, at vort Møde måtte blive opsat end jeg kunde. Jeg siger «mulig», for har dér et Øjeblik været en sådan Opfattelse hos mig, så glemmer jeg det straks bag efter – tror Du, at jeg i Grunden finder, at nogetsomhelst er galt ved Dig, Stump? Kan jeg ikke billige det, så mener jeg, at det kommer af, at vi skriver, så står stundom et Udtryk helt stivnet som et Resultat af de Tanker, der er gået forud, og som vi gensidig ikke altid kan føle umiddelbart og sikkert. Jeg klagede Ven, fordi jeg virkelig ikke har det godt. På den ene Side er det overhændig meget Arbejde jeg har, naturligvis en god Ting mod at fange Griller, men det Øde, det volder i min Hjerne, den Træthed i min Sjæl gør mig Savnet af Dig endnu bitrere. Dette Skændige, der er ved, at de korte Øjeblikke jeg har Tid til at være mig selv, gå spildt, kan gøre mig bitter. Jeg er bange for Amalie, at jeg skal blive dum egoistisk, at jeg skal gå og vænne mig ind i at være sløv og gold. Jeg er angst for, at mit Hjerte lider under ikke til alle Tider at have Dig at være kærlig, øm og omhyggelig for. Min egen Pige, jeg véd slet ikke, om det er en Kimære; men det bæres mig for, at mit tomme Pebersvendeliv gør mit Hjerte Fortræd. Du, Ven jeg skrev altså et Varsko til Dig om ikke at slå Dig til Tåls med en Måned før eller senere. – Men for Resten Amalie er der jo slet ikke Sammenligning mellem min Tilstand før og nu. Nu har jeg Dig – det havde jeg jo ikke før, og så dog i Grunden et Savn af lignende Art som nu, kun rigtignok med den uhyre Forskel, at det ingen bestemt Form havde. Der er en egen Rigdomsfølelse i at længes – forstår Du søde kære Ven? Og Amalie, arbejdede jeg på at gøre mit Navn anset, var der dog en Mulighed for, at jeg kom Dig nærmere rent udvortes taget – nu grundlægger jeg kun i en Kreds af Indviede den Dom om mig, at jeg er en «finere» Journalist end de andre. Jeg følte for første Gang i mit Liv, tror jeg, forleden Misundelsens nagende Tag i mig. Ved «Nationaltidende»k391 havde Ejeren tjent 22000 Kr mere i det sidste År, end han havde gjort Regning på, og med en vis storslået Forstandighed lod han alle ved Bladet ansatte nyde godt af denne Merindtægt. Den Mand, der som jeg ved «Morgenbladet» gør Sjovet, Redaktionssekretæren, fik som sin Part 1200 Kr udbetalt som et lille Tillæg til Gagen – og jeg slider Året rundt for 1800 Kr. Tænk hvilken Forskel i Vilkår! Og den Vedkommende er med en Pen i Hånden hundrede Trin under mig. Jeg forsikrer Dig Ven, at det virkelig for et Kvarterstid eller så gjorde mig nervøs og utilpas at høre denne Historie, og jeg vender nu og da tilbage til den i Tankerne. Jeg har fået Anledning til at ville have mange Penge, og jeg burde i min Stilling tjene udmærket – var det ikke Venstre jeg hørte til. – – Amalie, vi kan længes, til vi går i Stykker – ét står fast: Dine Gutter må Du ikke forlade. Ikke for deres Skyld, for dem kender jeg ikke, men for din egen Skyld. Jeg kan i Længden ikke give Dig Erstatning for Tabet af dem. Men Du skal være modigere med mig. Endnu Ven er jeg ikke ret bange. Men Amalie forlænger Du Tiden for vort Møde begynder jeg at blive det. Jeg håber også noget på i Sommer; jeg tror på Muligheden af at komme til at arbejde for mig selv, når Rigsdagen hører op. Men for Resten kan det godt være, når det kommer til Stykket, at jeg slet ikke kan. Rig i min Fantasi har jeg aldrig været, «Påhit» er min svage Side, og kan jeg ikke kultivere min Hjerne udelukkende for denne ene Gernings Skyld, kan jeg ikke ensidig slå mig over at lide og vinde Sejre på dette ene Område, går måske Digterdrømmene Pokker i Vold, og jeg bliver det jeg slet ikke har Lyst til at være Journalist Resten af mine Dage. Så har jeg for Resten Lyst til at tage Livet af mig. Gift med Dig Amalie i gode Vilkår – Du må netop ikke komme sammen med mig, når jeg lider disse sørgelig små Sorger, Du forstår dem ikke, og jeg selv har jo så ondt ved at lære at begribe dem – nej i gode Kår, hvor jeg havde Tid til at elske Dig, til at drage Dig ind i min Sjæl og til at give Dig en hel Sjæl til Gengæld – min Ven uden det må vi leve adskilt. Du vilde slet ikke kunne leve i en fremmed By i en tre Værelses Lejlighed og gå på de billige Pladser i Teatret osv. Nej Amalie tænk end ikke på sligt. Men for Alvor, jeg har kun den ene Tanke: Når skal vi mødes?
Mine Øjne falde sammen af Træthed
Din Erik

76. Erik til Amalie

Søndag Aften den 4 Marts 1883
Lad mig besvare dit Brev i Orden og Følge. Det var sødt af Dig at prøve på at jage dit Mismod bort ved at skrive til mig i Lørdags, således får jeg i alt Fald flere Glimt af den Ting at se, som jeg endnu kun i sine Hovedtræk kan danne mig en virkelig levende Forestilling om: din Sjæl. Amalie, jeg tror nu mindre end nogensinde, at jeg kender Dig. Det Drag af utålmodig Mismod, der lige som i Vrede vil kaste Nøglen fra sig til en af Indgangene til Livets Herlighed, fordi det varer og varer, inden Ens Tur kommer – sig mig, elskede Ven, bunder det i selve din ny Følelse? Er det Dig for hårdt at længes efter mig, eller er det noget, Du overhoved ikke vil indlade Dig på at være i Vånde for nogen Ting i Verden? Kender Du slig Utålmodighed fra før, eller har jeg givet Dig denne Plage med, da vi skiltes? – Du spørger mig, hvorfor jeg i sin Tid ikke fortsatte min begyndte Forfattervirksomhed? Jeg vilde meget gerne have, at Du skulde forstå mig her og vide Besked, og jeg vilde have givet uendelig meget til, at Du selv havde gennemskuet mig på dette Punkt – men det var vel et urimeligt Ønske efter vore Vilkår. Medens jeg skrev på Gertrude, husker jeg, at jeg undertiden under den langsomme Udarbejdelse fik Planer til Skildringen af helt andre Forhold, helt forskellige Mennesker. Jeg betragter det derfor som rimeligt, at jeg havde taget fat på noget sligt, hvis min Bog havde gjort Lykke. Da den imidlertid gav Stødet til et næsten eksempelløst Overfald alle vegne fra,k392 og jeg altså til min store Forundring så, at jeg og de, jeg skrev for, ingen Mulighed havde til at forstå hinanden tænkte og følte som Antipoder – jeg vidste jo, at der for så vidt ingen Fejl var begået fra min Side som jeg ikke kunde tale tydeligere eller finere – blev jeg ganske naturlig tavs, i alt Fald foreløbig. Du véd det vel sagtens ikke, og jeg vil derfor anføre, at min Bog var i den Grad «uanstændig», at ingen vovede at rose den, den blev slået absolut til Jorden, og endnu den Dag i Dag kendes den enten ikke, eller Navnet mindes som noget gement, der i sin Tid er begået af Skram. Georg Brandes havde, da den udkom, ingen videre Respekt for den. Han betragtede den nærmest som en noget naiv uskyldig Provins Idyl, det er først senere (mulig efter at Paul Heyse havde sat den over de af Kiellands Romaner han havde læst og Elsters Bog) at han har fundet Ting deri, som det er værdt at tage Hatten af for.k393 Der var altså ikke i de ydre Omstændigheder nogen Opfordring for mig til at tage fat umiddelbart efter Tilendebringelsen af Gertrud. Jeg levede meget ene den Gang og erfarede så godt som intet om, at Bogen i Stilhed havde vundet Hjerter for mig. Det kom først År og Dag efter. Det var det første. Det næste er, at jeg så begyndte at læse Zola.k394 L'Assomoir [sic] gjorde et overmægtigt Indtryk på mig, og jeg sagde meget rolig til mig selv: Du skriver ikke et Muk mere, for Du er kun en Dreng i Literaturen. Det stod for mig med næsten afgjort Vished, at mit Arbejde var Fusk, og at jeg følgelig aldrig vilde befatte mig med sligt mere. Det var Zolas «Sagkundskab», der gjorde det af med mig. Hvor meget af det, der er skrevet i G.C. er ikke til syvende og sidst gjort på en Gætning – for mig stod det, som om Zola ikke kunde skrive en Linje uden fuld og sund Vished. Anderledes havde jeg heller ikke ment det, men han åbnede mine Øjne for, hvorledes man skulde forstå det. Det Indtryk har varet i År. Jeg mente ikke at vide Besked om noget, hvad i al Verden skulde jeg da skrive om? Besked til Bunds, helt ind og ud på den anden Side med. Nu vel, jeg levede altså frem og frem, og det er mig en Gåde nu, hvad jeg egenlig foretog mig. Jeg læste en Del, spredt hist og her fra. Mit Sind blev meget øde. Den rent tekniske Skræk for at skrive forlod mig vel efterhånden, men jeg sporede ikke den fjærneste Trang til at producere ud over de Artikler jeg ugenlig afleverede til Blade i Sverig – også til n. Dagblad skrev jeg den Gang af og til.k395 Hvorfor kom ikke på ny Trangen til at skrive? Jeg tror Amalie, at det ligger deri, at det Talent jeg har, er af fuldstændig lyrisk Art – jeg kan kun skrive ud af mit jeg, som en Bekender om mig selv, ud af mine personlige Forhold. Jeg har slet ingen Fantasi. Jeg blev de to Gange jeg har skrevet, drevet dertil, fordi jeg vilde sige: således forholder det sig, og det var, fordi således havde jeg følt det. Det forekom mig, at ingen Mennesker vidste Besked om det, jeg kunde lære dem, og at det jeg lærte dem var noget nyttigt, som de kunde bruge. I de År, der gik, oplevede jeg intet, der var nyttigt, jeg følte intet, som Livet kunde leves på, jeg lærte kun at tvivle på, om noget af alt det, jeg tidligere havde følt, var Værdier, som kunde stå sig. Med et Hjerte, der ikke elskede, havde jeg et Par Kærlighedshistorier, med et Sind, som ingen Respekt havde derfor tog jeg Del i det politiske Stræv. Jeg følte mig selv synke i personlig Vederhæftighed, jeg erfarede en Del om Livets Vrangside, om den Del deraf, der ikke leves åbenlyst – jeg var forinden meget uerfaren – nu vel, hvad var der i det Liv, som jeg kunde trænge til at meddele andre? Ja havde jeg kunnet forandre hele min Natur og tro på, at Livet byggedes op af Grimhederne, af det Lunkne af det Svage, stundom Skidne, så kunde jeg have samlet Stof til at præke denne Lære, eller havde jeg haft et Håb foran mig, kunde jeg modig have vist frem den Sygdom og Usselhed jeg havde set, og peget på den Vej, der var at følge, når man karsk vilde leve i Verden; men jeg havde intet Håb, jeg så ikke længer Vejen foran mig. Jeg tvivlede på mig selv, hvor kunde jeg så præke for andre? Et var der smukt i mit Liv: det var den unge Kvindes Kærlighed, som der mellem os er bleven talt så meget om. Og det var dog for koldblodigt handlet i en Fortælling at slagte denne Smukhed for hendes egne Øjne, og andet kunde jeg jo ikke gøre, den måtte ende med Sorg og Smærte for hende. Nej Amalie som jeg er beskaffen har jeg ikke kunnet skrive i de År, der ere gåede. Jeg kan ikke skildre det Syge uden i Kraft af min Viden om det Sunde – hvor får man ellers Mod fra til at holde Billedet af det Syge fast? Jeg véd slet ikke, hvorledes andre Mennesker bære sig ad med at få en Digtning lavet, for mig går det således til, at jeg lever hele Historien igennem. Jeg har hidtil ikke kunnet få et Ord ned på Papiret, som jeg ikke personlig står inde for. Det er mig en forskrækkelig alvorlig Sag at skulle skrive. – Nå, nu kommer dertil, at jeg ingen Lethed har for at forme et Stof.k396 Dette Digteri ligger helt dybt nede i mig, det kommer så sjældent frem for Dagens Lys, og så er det så blufærdigt som en Kvinde med sit nøgne Legeme. Alene det, at Folk véd af, at jeg mulig en Dag kunde have siddet og digtet, generer mig. Og jeg er utrolig langsom, begynder jeg en Gang. De syv otte Gange bliver hver Enkelthed skrevet om. Levede vi sammen, fik Du intet at vide om Aftenen om hvad jeg havde skrevet om Dagen alt skulde være færdigt først. Det at jeg er bleven Journalist er en latterlig Modsigelse, og jeg begriber stundom slet ikke, hvorledes det er muligt at jeg overhoved får noget i Stand til Avisen. Du vil nu imidlertid kunne forstå, at jeg greb endog med en vis Begærlighed Tilbuddet [sic] om at være Redaktionssekretær ved det nye Morgenblad,k397 der skulde skabes samtidig med at det literære Venstre gik til at drive praktisk Politik. Pengespørgsmålet spillede ingen Rolle for mig. Jeg troede på at komme i en nyttig Virksomhed og vidste ikke, at Foretagendet var så goldt som det er – helt goldt er det nu dog ikke – og heller ikke, at jeg blev så fuldstændig bunden som jeg blev. Nu sidder jeg der. Det er sandt hvad der også spillede en Rolle for mig: Jeg troede at jeg skulde lære noget. Det har jeg, men hverken så fuldstændig eller af den Art jeg ventede. – – Jeg skal tage lige så kritisk fat på Bedømmelsen af det, Du sender mig, som var det mine egne Sager, en mere nærgående Kritik kan jeg ikke præstere, om den er sund og brugelig er et andet Spørgsmål. Min søde Pige, det morer mig at se, hvor næsten enslydende mine og Sars' Bemærkninger er om Kiellands og Jacobsens Kritik, men det kunde Du gerne selv have lagt Mærke til – hvis Du da ikke har det. – Du, det gjorde i dit Brev forrige Gang ikke Spor af Indtryk på mig det om «Bimbam», det var for dumt, og Du havde givet mig for meget at tænke på, kun havde jeg en Følelse af, at Du mistænkte G.A. Dahl med Uret. Har den Fyr gjort det, er det sikkert nok en gemen Streg; men jeg anser det ikke for muligt. Det er en Højremand, der må være Partigemenhed med i dette. – Du spørger mig om hvad jeg mente med dette at have Fred og om det er Damer der gør Kur til mig. Å nej, så vidt jeg erindrer er der for Øjeblikket ingen som gør det. En, som vilde gøre det, kommer jeg næsten aldrig mere sammen med, den unge Pige jeg ifjor i to Dage var fanget af, er for stilfærdig til, at den Godhed hun viser mig, kan komme ind under denne Betegnelse – hende har jeg tilfældig mødt i Selskaber tre Gange i forrige Måned – nej det jeg tænkte på, var den dumme Fordring jeg kan spore i ikke få Damers Væsen overfor mig, at jeg skal være tilrede og kurtiserende, når vi mødes. Særlig var jeg ærgerlig vistnok sidst jeg skrev på en lille smuk Jødinde, kåd og provocerende i sit Væsen, som ved en Fest i Kasinok398 i Lørdags fangede mig ind og tvang mig havde jeg nær sagt til at snakke om lutter Lapserier. Jeg fandt heldigvis på at benytte Thaulow, som jeg vidste havde gjort umådelig Kur til hende. Men det ærgrer mig denne flade Opfattelse af den Glæde jeg har fundet og vel fremdeles endnu kan finde i Omgang med Kvinder – smukke Kvinder. Der er så liden Form og som Regel så lidt Ånd i Selskabslivet hos os, at man næsten aldrig slipper fra at have sagt en Finhed til en Dame, der ikke betyder noget andet i Verden end at det er En til stort Behag at være sammen med en livlig og smuk Kvinde – hvis Navn man meget mulig ikke kan komme på næste Dag – uden at det hedder sig, at man gør Kur – det modbydelige Begreb, som jeg foragter dybere end meget andet. [endret fra: end noget havde jeg nær sagt.] – –
Amalie jeg véd slet ikke hvad jeg skal sige til den Ting nu mere, om Du skal komme eller ikke. Jeg har skiftet Mening fire eller fem Gange i Dag. Lad mig nu først og fremmest sige Dig, hvorledes jeg havde tænkt mig Sagen ordnet. Altså først: vi mødtes i Lund. Det synes jeg ikke at vi kan opgive uden at opgive os selv. Synes Du vel Amalie? Helt måtte vi være sammen, var det så kun ét Døgn – jeg kan ikke forestille mig Dig her nede som «en Dame af mit Bekendtskab», tilmed en Dame, jeg næppe så. Vi måtte være mødtes som det vi er: to der elsker hinanden. Det står fast, uden det vil jeg ikke tænke den Tanke færdig, at Du kommer. Når Du så er her Stump, var der dog den Mulighed at Du hver Morgen gik i Bad og brugte varme Søbade eller Styrtebade af Saltvand. Det er en ret anselig Tur fra Amaliegade, som må kunne benyttes. Fremdeles, jeg gør Dig en Visit dels af almindelig Høflighed og dels i literært Forretningsøjemed. Jeg bringer en Indbydelse til min Moder til Middag, det slår den Ting fast, at Du kommer der. Kan Du ikke bære den Forstillelse, der hører med til dette? – Ak nu véd jeg igen ikke ud eller ind, undertiden tager jeg ganske rolig derpå og synes at det må kunne gå, undertiden er det jammerfuldt lidt det Hele. Du har gjort mig bange helt ind i Sjælen Du med dit «over Evne». Men jeg vil ikke tale om det. Det er der ingen Rimelighed i, det er ikke over Evne endnu. Jeg har min Glæde i Dig og den har endnu ikke Længslen taget fra mig. Jeg så igår eller forleden, at der næste Sommer skal være Industriudstilling i Stockholm.k399 Det var min første Tanke, at der må vi kunne mødes og leve sammen i det mindste 14 Dage. Vi kunde arbejde sammen, Du kunde jo også korrespondere, og selv om vi havde Bekendte, kunde vor gode Forståelse og vort Samliv (naturligvis ikke det virkelige) magelig gå an. Det gav mig lige som nyt Håb. – Jeg hader det Karneval Du skal på, og var jeg i Krania – desværre jeg tror også at jeg vilde hade det. Jeg er bange for, at der er Elementer i mig til at lide meget af Skinsyge. Men jeg vilde gøre Forsøg på at skjule det om jeg kunde. Amalie er det dog ikke forkert følt, at Du for Savnets Skyld bag efter ikke vil gøre det mest mulige for at komme sammen med mig? Så har vi dog det vundet. Vort Møde til Sommer vil jo ikke blive angrebet i nogen Måde deraf. Kom min Stump her ned! – – Jeg er dog bange her for hvert Ord jeg siger. Jeg kender ikke dit Følelsesliv til Bunds – ak jeg kender næppe mit eget. I Aften er jeg rolig, men hele Dagen, medens jeg gik omkring på nødvendige Visiter har den Tanke pint mig, at jeg ingen Ret har til at holde Dig fast. Du er kommen som en god Fe ind i mit Liv. Blot selve det Faktum, at Du har vist Dig og hvilet ved min Favn har gjort mig så uendelig meget godt, at jeg ikke véd, når jeg kunde lide nok til at få Mod til at sige: jeg opgiver Dig. Men det forholder sig anderledes med Dig. Jeg har ikke på tilsvarende Måde øvet nogen god Gerning mod Dig. Men alligevel Amalie er det dog ikke en Ødselhed større end Du foreløbig ret vel kan bære at lade dit Ønske om at se mig og være min langsomt dø hen? Jeg véd det ikke. Du er Herre over dette. Jeg véd helt så langt ind i min Sjæl som muligt, at Lykken kun kunde komme i langsom Dråbeform ved det daglige Samlivs ugribelige små Indgifter, men jeg har endnu ikke Mod eller Vilje til at give Afkald på de korte Møders Sødme eller til at give mine daglige Tanker om Dig Løbepas. Der er dog en Sødme i dette at vide at hver Gang jeg lægger mig til Hvile falder jeg i Søvn med Tankerne på Dig. Jeg er dog ikke ene som i gamle Dage, og selv om netop det, at Du lægger Dig ind til mig, kan gøre mig syg – min Amalie, med nogenlunde nær Udsigt til, at det bliver til Virkelighed, kan jeg leve. – Lad mig huske at sige Dig, at det ikke vilde kunne gå at tage endnu en Anmeldelse i Mrgbl. af et Besøg, husk Forf.'s Navn står på selve Bladet. Stakkels Du med dit Besøg og stakkels Fru V. Jeg kender slet ikke den Fortælling af Dr. «Hun kom ikke igen».k400 Hvor har Du den fra? – Jeg kysser Dig til Godnat min Elskede.
Din Erik
Har jeg sagt Dig Stump, at jeg er meget glad fordi Du er sød og sender mig dit Manuskript og har jeg sagt Dig at jeg tillige er ræd. Du forstår mig, ikke sandt.

77. Amalie til Erik

Kristiania 7-3-83.
Har du været meget bedrøvet, da du skrev dit brev? Ordene tyder ikke hen derpå egentlig; men da jeg læste det, kom der over mig en smertelig følelse, en nagende, sår fornemmelse, som jeg kan tænke mig må være i slægt med det, man føler, når man står ved sine kærestes lig, og siger sig selv, at til dem kan man aldrig smile mere. I hele dag har jeg gået med disse tårer frosset fast omkring mit hjærte, og alle de jeg har truffet har sagt: men hvad er der dog gået dem imod? Og da fru Lammers, (Mally Sars) hos hvem jeg spiste middag, også sa'e det, følte jeg et øieblik trang til at kaste mig om hendes hals (for hun er så sød, og hun holder af mig) og sige at jeg var det ulykkeligste menneske på jorden, men så gjorde jeg det ikke, fordi Mally ikke var dig, og fordi det kun vilde nytte at kaste mig om din hals, og græde ud ved dit bryst. Da jeg havde læst dit brev imorges, måtte jeg la'e det ligge, og gå til byen; jeg havde tusinde ting at udrette i anledn. af dette ækle karneval, ikke for mig selv, men jeg har 17 damer under min kontrol, hvis dragter jeg skal påsé bli'er ordentlig, og hvem jeg skal tilholde at møde frem til prøver e.c.t. Kunstforeningen bekoster alt dette her med os, men jeg har at sørge for, at alt går i orden. Du skal ikke umage dig med at «hade» dette skidt karneval. Du ved ikke hvor lidt nærværende jeg vil være på det. Jeg er allerede så mæt og træt af det, at jeg mere end gjerne udeblev, hvis det gik an; men det gjør det ikke, for hvis jeg går, så går næsten alle de andre også; de er kun blevne med på betingelse af, at jeg er med. Det var derfor jeg gav efter for formandens forestillinger. Han kom igjen, og fortalte, at omtrent alle de, der var bleven anmodet havde sagt: «ja, hvis fru Müller bli'er med.» Jeg har titel af oberhofmesterinde hos dronning Semiramis, skuespillerinden frøken Reimers. k401 Nu er jeg kommen hjem for et par timer siden; kl. er over 11, og nu har jeg lagt den sidste hånd på denne pude som jeg sender dig til din fødselsdag. Nu skal du blive lidt glad i den; for den fortjener det. Jeg har nemlig selv syet hvert eneste sting på den; stopning og alt har jeg selv gjort, og alle de kjærlige tanker jeg har syet ind i den! Jeg har valgt så mørke og tarvelige farver, for at du skal bruge den daglig til din middagslur, nei det er sandt, – du spiser ikke middag hjemme, – men så om søndagene da! Og den er stoppet med den fineste grådun, det vil jeg bare fortælle dig, og det er dobbelt så kostbart som krølhår, hvad der også er kostbarere end al anden stopning. Det er for at du skal se hvor vel jeg har villet gjøre det tiltrods for at den ser så tarvelig ud, men det gjør den forresten ikke for den, der rigtig skjønner det. Når du sover på den, så skal du vende fløielssiden til dit ansigt, for den er blødest; det har jeg prøvet iaften. Og jeg håber du kan se, at det skal betyde E.S. i snirkelbogstaver med en blåstål pil igjennem, henne i det ene hjørne. Hvis jeg ikke havde haft så overhændigt meget at gjøre i disse dage, så vilde jeg sét, før jeg syede det, at den E. var en uting, men nu får du tage fantasien tilhjælp, og forstå at der skal stå E.S. Mit billede sender jeg dig også; det er slet ikke bedre end det andet, i allefald er ansigtet det ikke, men figuren er ikke så fæl som på det forrige. Jeg vilde sendt dig et avisbord – du kjender de lave små med to bordhylder, betrukket helt med klæde og frynser, på små hjul, men det skal du få en anden gang, for det er så vanskeligt at få det praktiseret derned.
I næste uge skal jeg sende dig manuskriptet. Jeg er endelig begyndt at renskrive også den anden fortælling, så nu får du de to til gjennemsyn på én gang, men jeg er ikke bleven færdig med no. 2. Jeg er bleven så tryg for at du skal sige mig ren besked, efter det du sidst skrev, at jeg sender dem med den største ro og tillidsfuldhed. – Og så du elskede! hvor meget er der ikke at svare på, lad mig dog engang prøve det, skjøndt lykkes gjør det ikke. Men først dette: min pude vil du alle dage blive ved at være glad i, ikke sandt? For den vil jo altid minde dig om en kvinde, som først ved dig fik at vide hvad kjærlighed var, som efter modstand og strid, lagde sig overvunden ned for dine fødder, – ja for dine fødder, og som du løftede op, og gav det kys, som gjorde hende forstyrret i hovedet. Derfor, hvordan det end går, så skal du have min pude kjær. Den vil vare sålænge du varer, og når den falmer, så er det måske for at holde skridt med det billede og den erindring, der, som vore vilkår er, vel vil blegne år for år i dit hjærte. Nu kan jeg ikke skrive på en stund, for nu må jeg lægge pennen bort for at græde. – Se så, nu er jeg her igjen. – – Hvad du spørger om, kan jeg ikke svare på, for jeg ved det ikke selv. Der har jo aldrig i mit liv været noget, som jeg har længtes efter, været syg efter at opnå [uavsluttet]
Torsdag.
Jeg havde skrevet fem sider til igåraftes, foruden de fire jeg sender dig, men jeg måtte kassere dem idag, for der var falden så mange tårer på papiret og det havde trukket sig udover, og taget blækket med, så det så så ækkelt ud. Jeg kunde ikke lade dig få det. Så var der også en altfor dyster nattestemning i det. Også det ark du får, har jeg grædt på, men det ser dog ikke så ilde ud, at jeg vil skrive det om, synes jeg. – Altså været syg efter at opnå som jeg er det efter dig. Hvor kan jeg vide besked! Du ved slet ikke hvor roligt og sedat mit liv trods alt, er gledet hen over mine år. Jeg tror at det er dig, som har givet mig denne grænseløse utålmodighed, der heller vil dræbe end vente, men vis på det, kan jeg ikke være. Dette her er jo noget hos mig, som ikke før har været taget i brug, ikke er bleven sat på prøve. Hvis jeg i mine unge år havde truffet en mand, som jeg var kommen til at elske, og som havde lært mig, som du nu har det, fryden ved at give sig hen til den elskede, så vilde denne kundskab ha'e gjort mig anderledes indvendig, måske også gjort mit liv anderledes. Nu har jeg gået fri om i alle mine mange ungdomsår, og så kan du vide det ikke er spøg pludselig at få tøiler og sæle på. Ja, kunde jeg være hos dig, så vilde det jo bare være min høieste glæde at have det på, men som nu det er, bli'er det et åg der gjør ondt. Jeg fristes til at være enig med Lucifer hos Byron,k402 når han taler til Kain om det menneskene kalder kjærlighed. Jeg tror ikke at jeg «ikke vil indlade mig på at være i vånde for nogen ting i verden». For er der nogen som med velberåd hu har taget vånde på sig, så er det mig. Hvis jeg ikke havde gjort det, så var jeg ikke det lille gran jeg er, og så var jeg heller ikke kommen løs fra mit ægteskab. Jeg tror tværtom, at jeg hvad mod til at tage min lidelse angår, så skal jeg kunne hamle op med de fleste. Og ved du ikke hvad der skulde til af vånde og pine for at have mod til at opgive dig f.eks.? Men hvis jeg nu fandt at der var mere mening i at lide dette, end det andet, skulde jeg så ikke gjøre det? Og tror du nu virkelig at du selv vilde holde ud år efter år, med den fattige lykke til tærepenge, at du i dine tanker havde lov til at regne mig for din? Vilde det ikke gå dig som mig at du efter hvert fornyet møde – og hvor sparsomt vilde vore møder ikke falde – dybere og dybere følte tomheden og ulykken ved at savne det eneste menneske i verden som du helt trængte til, for rigtig at kunne leve. Det er bedst at tænke det modigt igjennem. Siden jeg først er vågnet op til synet af det som jeg før ikke havde fået øie på, kan jeg ikke lade det ligge, eller skyve det fra mig. Tror du ikke, du vilde blive træt og modløs og forpint under et sådant forhold, og så forpint når det lidt efter lidt gik op for dig, at du havde indladt dig på noget der oversteg dine kræfter, og så forpint ved at skulle sige mig det, og så endelig forpint ved at skulle gå som en åndelig reconvalescent i lange tider bagefter. Og så er der endnu noget, som jeg kvier mig for at nævne, men det skal til. Du skrev dengang du ved, da jeg havde sagt at det måtte være forbi mellem os, i dit lange brev hvori du søgte at forklare mig dit forhold til hende du ved, at du ikke kunde leve kydsk, at det vilde gjøre dit sind uklart og føles som noget ondt o.s. v., at jeg ikke måtte stille op et sligt forlangende o.s. v. Det må jo også tages i betragtning. Jeg mener at du heller ikke her, må tage mere på dig end du kan bære. Jeg forstår mig jo altfor lidt på alt det væsen, til at jeg kan begribe den plage det skulde være at undvære sligt, når man ikke var hos sin elskede. Men mænd er ganske vist anderledes her end kvinder. Og det som er, det er. Det er alt dette jeg har tænkt på, når jeg frygtede at vort forhold (og især hvad dig angår), skulde blive over evne. Jeg er vis på du forstår mig, og giver mig ret. Vi er for voxne og for dygtige eller brave begge to, til at vi ikke skulde vilde klare det der er os vigtigst i livet om det end er forbunden med en stor smerte at gjøre det. – – – Du «har ikke på tilsvarende måde øvet nogen god gjerning mod mig». Ak min ven, min Erik, skjønner du ikke her forskjellen på dig og mig. Du har jo bestandig vidst hvad det var for noget, – ja, lad mig kun sige det, – den sanselige fryd, medens jeg! fordi du elsker mig, og fordi du tror jeg er din kjærlighed værdig har jeg gjort noget godt imod dig, ved at hvile i din favn – det er blevet smukt det, der uden kjærlighed bli'er hæsligt. Men jeg er bare kommen ind som et nyt led i en kjæde, der går langt tilbage, og der også kan komme til at gå langt frem ved at nye led knyttes til og knyttes til. Du er taknemmelig og fornøiet over at dette med mig blev et smukt led, som du bestandig vil kunne mindes med glæde. Helt ubevidst er det således. Eller kanske jeg ta'er feil. Jeg husker pludselig noget du skrev om at jeg ikke var en stakkels pige som kommer dumpende ind i en mands liv, men at jeg var den kvinde han havde stridt sig gjennem livet for at nå. Det kunde jeg så godt forstå dengang, og det gjorde mig så tryg og glad. Altså jeg opgiver at ville sige hvordan det er for dig. Men for mig er det i ethvert fald helt forskjelligt. Samværet med dig har gjort mig forstyrret i hovedet. Det er som om en ny verden har åbnet sig for mig, og jeg som er vant til at se mine små ønsker imødekommet af gud og hvermand kan ikke holde ud at det éneste jeg bryder mig om: – at være med dig bestandig – skal nægtes mig. Jeg kan aldrig, aldrig, aldrig blive nogen andens end din. Det ved jeg så altfor vist. Om jeg giftede mig med nogen anden end dig, så blev det for at leve på den gamle vis. Men derfor kan du forstå, at den fryd du har givet mig ved at være min, har lagt livet end yderligere øde for mig, siden det ser ud til at vi aldrig kan komme til at leve sammen. Derfor har du ikke øvet nogen tilsvarende god gjerning mod mig. Havde jeg ikke stødt på dig så vilde jeg ikke vidst besked, og så havde jeg været fri dette kors som jeg nu går og bærer, til ingen nytte synes det mig ofte. Jeg «kaster ikke nøglen bort i vrede fordi det varer og varer før min tur kommer», men mere fordi jeg ved jeg skal stødes ud igjen såsnart jeg har været et øieblik derinde i herligheden, og fordi jeg heller vil forsmå den stakkede glæde, og skåne mig for den lange pine bagefter. Kan du ikke forstå lidt af dette? Du siger at du ikke kjender mig. Nei, når vi aldrig er sammen, så er det jo rimeligt. – Forresten så har jeg raptusser, hvor jeg blindt hen gi'er mig over til glæde og jubel over at eie dig. Men så kommer altid de mørke stunder i hælene på raptusserne. Og sidst jeg skrev, var jeg nu også så sint på dig, og så såret i mit inderste, for dine feige tanker om mig, og for dette snak om tre værelser og billige pladser. Det var nok sandt og rigtigt hvad du skrev, men ikke på de præmisser. Du sætter mig så lavt på en måde, og det vil jeg ikke tåle, skal jeg sige dig. – – Og hvorfor skal du altid tale om «hende», og om at hendes kjærlighed var noget smukt i dit liv. Jeg kan fremdeles ikke begribe at du ikke knyttede hende fast til dig for bestandig; thi det er jo klart, at du har holdt uhyre meget af hende, og det gjør du endnu; jeg kan godt mærke det, jeg. Kan du vel sige dig fri for at du går og længes efter hende undertiden? Men det kan ikke gå an, at du gjør det. Fik jeg kanske lov hos dig til at gå og længes efter en mand på 25 år som jeg engang havde holdt meget af, og stået nær, og som jeg endnu havde en svaghed for? – – – – –
Hvis jeg ikke havde elsket dig allerede, så vilde jeg være kommen til at gjøre det efterat ha'e læst alt det du skrev om dig selv som forfatter. Der er ikke et muk som jeg ikke forstår helt ind i sjælen. Det er så rigtigt og sandt hvad du siger, og jeg føler om muligt endnu større respekt for dig end tidligere; jeg er stolt over at jeg elsker dig, og jeg er stolt over at jeg strax forstod at vurdere din bog. Jeg vidste ikke det, at din bog ingen lykke gjorde. Jeg troede at overfaldene var komne fra den andre kant bare. Men jeg husker nu at Brandes's anmeldelse ikke egentlig var skrevet med respekt, i allefald ikke med nok.k403 Men du har ret, som du er beskaffen, kan du ikke skrive ud af det, som mange andre kan. Jeg tror at hvis jeg kommer at skrive, så vil det blive en fortærende spot over livet, ikke fordi jeg ingen respekt har for det for min egen del – nu har jeg jo endogså fået tro på det og kjærlighed til det – jeg vilde elske det, hvis jeg kunde leve det med dig – men spotten vilde være over den måde hvorpå det leves. Og så er det dog igrunden synd at spotte de stakkels mennesker, for de står jo der hvor de sættes, og de har at ta'e fat, der hvor de forrige slap, – de er jo igrunden bare et produkt. – Men du, – hvad var det for en ung pige du ifjor i to dage var fanget af? Det har du ikke fortalt mig, – værs'god! – – – Nu taler vi ikke mere om dette enten jeg skal komme eller ei. Det bli'er nu i ethvert fald ikke før hen i april omkring den 20de. Så får du en dag et brev, (hvis det bli'er af naturligvis) hvori det står, at jeg reiser den og den dag fra Kr.ania, og så får resten stå i Herrens hånd. Men sig mig, er der ingen mulighed for at jeg kunde gå iland et sted og træffe dig før jeg kom til Kjbhn. om jeg også gik med dampskib? Er der ingen anløbssteder underveis? For jeg hader at reise med jernbane af al min evne og formue. Kan du spare mig for dette, så du, du gjøre det. Kunde du ikke ta'e lige til Gøteborg? for der anløber den jo, – det ved jeg. Men det fik du vel ikke tid til. Nu når jeg sidder og skriver om det, får jeg en rasende lyst til at se dig, og jeg brænder af længsel efter at kaste mig om din hals. Uf, at det skal være så længe! Du siger at der «næste» sommer skal være industriudstilling i Stokholm? Du mener vel isommer, – nu isommer, for «næste» er for fjern til at vi allerede nu skulde befatte os med at lægge planer for den. Hvor kan du vide at du kunde komme til at lide af skinsyge. For nu er du vel ikke skinsyg på nogen? Den af Dr.mann: «Hun kommer ikke mere igjen», stod for en tid siden i Ude og Hjemme sammen med Poulsens: «Hundejomfruen», bedrøvelig ihukommelse.k404 Du må endelig læse Dr.manns. Den er det skjønneste, jeg næsten ved. Og så som det er kunst! Apropos om Poulsen forresten. Han gav mig forleden et manuskript til gjennemlæsning, en liden fortælling som skulde åbne næste hefte af Tidsskriftet.k405 Sars havde sagt at han vilde ta'e den ulæst, og at det fik gå på forfatterens eget navn, om den ikke var god. Han bad mig indstændigt sige min oprigtige mening uden forbehold. Det gjorde jeg da. Jeg sendte ham den tilbage med en vrimlende masse blyantstreger ved sproglige, rent ud sproglige feil. Der var så mange, at jeg tilsidst opgav at understrege dem, og så skrev jeg, at jeg i hans sted ikke vilde sende den til Tidskrift [sic] iallefald ikke uden at ha'e omarbeidet den. Så kom han strax op med den, og så sad jeg i fire timer, og rettede norsk stil. Hvor han dog er en gut og en slusk af en gut! Han var så taknemmelig, men lidt skamfuld tror jeg. Foruden de sproglige bommerter fik jeg ham til at stryge omtrent halvdelen og til at forandre en hel del replikker, som var så aldeles uægte, som vedkommende aldrig i livet vilde sagt. Det er mest sluskeri, tror jeg som hindrer ham fra at blive til noget, for strax jeg gjorde en indvending, gik det op for ham at jeg havde ret; han rettede og forandrede med en rent overvældende raskhed og redebonhed. Du må læse den i sin tid. Den hedder: En Ubrugelig, – og den er nokså dum sådan overhovedet. Jeg sender dig Wullums brochure.k406 Jeg ved ikke om det vil more dig, at læse den. Der har været råbt så høilydt på forræderi, at W. har set sig nødt til at ta'e ordet, og forsøge at feie for sin stakkels dør. Tænk dig det du, at Tidskriftet [sic] gav et overskud af 500 spcd. altså 2000 kr. for hver af redaktørerne. Fru Sars fortalte at Ernst var kommen ned med hænderne fulde af hundredekronesedler, og sagt at han ikke vidste hvad han skulde gjøre med alle disse penge. Og enda har sekretæren havt 3,500 kr. Nu er abonnentantallet voxet, så nu skal han ha'e 4000. Og det er bare sådan en nebenindtægt. Men nu får jeg slutte. Jeg er ganske træt i hånden af at skrive. Jeg har atter gjennemlæst dit brev, og jeg synes ikke det er så trist idag, som det var igår. Skriv lidt langt til mig, så bliver jeg så glad. Hvis du kunde blive sekretær ved vort Tidsskrift, så fik du udmærket tid til at skrive dine egne sager bagefter. Tror du det gik an, fordi om du var dansk? Forresten tror jeg Poulsen går og lurer på den post. Men nu er den jo forresten besat. Men gud ved om den ikke bliver ledig. Hvis jeg bare kunde intrigere lidt. Men jeg holder mig for god; det ligger ikke for mig.
Din Amalie
[Tilføyelse på s. 5]:
Det er sandt! Du får vel ikke puden til din fødselsdag. For den skal vel fortoldes. Så bliver du kanske vred over at jeg har skaffet dig det klus på halsen.
[Tilføyelse på s. 9]:
Fortæl mig hvad du synes om billedet. Jeg ser så mange småfeil ved det.

78. Erik til Amalie

Kbhvn den 11 Marts 1883
Aften
Du søde, søde, elskede Amalie har jeg voldt Dig de Tårer! Min yndige Pige, Du må være god og blive en Heksemester i den Kunst at kunne leve og ikke leve på en Gang – elske og ikke finde Smærte i vor Adskillelse, ikke føle den Smærte, som gør ondt. Lille Pige, Du må ikke græde. Var det fordi der var noget galt ved Tonen i mit Brev? Ak min Ven, det har ikke været mig bevidst; men jeg var jo ikke glad, da jeg skrev. Véd Du Amalie, hvad der må have gjort Fortræd? Det kan ikke være andet. Der var en ond lille Frygt trængt dybt ind i mig, den førte et Slags hemmeligt Liv der inde, men jeg vidste alligevel, at den var der –: at Du vilde være fri for mig, at Du af ligefrem Kærlighedssorg el. Længsel, på en Måde fortvivlet, kastede mig bort og tænkte på at finde en anden Mand, som Du kunde elske. Et Parti, som kunde blive virkeligt, et Forhold, der kunde holde, hvad din Kærlighed til mig havde begyndt med at love. Der var noget så utålmodigt, så bittert i dit Brev, så verdensklogt – det er det sidste, der stundom gør mig helt forskrækket. Jeg er ikke sikker i at dømme om, hvor meget en sådan Verdensklogskab kan føre med sig. Jeg er ikke verdensklog min lille Pige – ikke som Du, ikke med mig selv. Du så med så sikkert Øje Elendigheden i vor Adskillelse, alene den, så den grellere, voldsommere end jeg – vent lidt lille Pige, jeg vil endnu ikke tale færdigt om dette. – Min elskede Ven, endnu har jeg kun fået dit Billede, det er Søndag idag, så at jeg ikke har kunnet lade din Pude hente fra Toldboden. Du søde, hvor er Du dog smuk! Ak Amalie jeg vilde næsten ønske, at Du ikke var det, så var Du ikke så forkælet – ja Du må ikke blive vred, men det er Du – og så vilde Du, synes jeg næsten, tilhøre mig mere helt, mere ganske alene, nu er de alle forelskede i Dig; der er noget påtrængende i dette som jeg ikke kan fordrage. Billedet er meget bedre end det foregående, hvad hele din Skikkelse angår, den Kjole er så sød, og så ser Du mere alvorlig ud således som jeg tænker mig Dig nu. Hvor kunde jeg lægge en Arm ind om din Hals og kysse din dejlige Mund, dit Ansigt, Amalie mens Du stod stille og lagde Dig glad glad ind til mig. Min yndige Ven, det gør mig helt elendig af Længsel at have Dig her liggende ved Siden af mit Brev, medens jeg skriver. Du må ned i din Skuffe igen. Jeg ser godt Stump, at Du har Brystnålen på fra mig – der foran på Halsen vilde jeg kysse Dig. Så læg Dig nu pænt ned igen, imorgen skal jeg kysse Dig på ny, Du min smukke Elskerinde. Amalie din Pude glæder jeg mig meget til. Du skal ikke nære Frygt for, at jeg ikke skulde have mærket hvad den var stoppet med. Min Stump, mit Hoved fordrer netop noget blødt og fint – og jeg skal hvile sødt med din Pude under Nakken. Jeg elsker den, inden jeg har set den, for dit Arbejdes Skyld, for dens velsignede Blødheds Skyld, for dine Tankers Skyld min yndige Pige, som er syet ind i den, fordi jeg nu får noget fra Dig ind i min Stue. Jeg er for Resten ikke glad i min Bolig og flytter til Efteråret. Jeg skulde se at finde mig en mere lun og hyggelig Bolig, og din Pude min Stump skal da komme endnu bedre til sin Ret. Skulde jeg en Gang igen komme til at føre et menneskeligt Liv med Hjemmesidden, vil den komme til at spille en umådelig Rolle for mig, hjemme læser og tænker jeg bedst liggende. Nu bliver den foreløbig min Søndagstrøst. Tak Du søde for disse Fødselsdagsgaver! Jeg gjorde ellers ikke megen Stads af Dagen. Jeg spiste Frokost hos min Moder, hvor min Søster Jutta med sine to små Gutter vare de Gæster, der vare bedte til Ære for mig, der var nogle Småforæringer til mig. Så gik jeg på Kontoret og der arbejdede jeg til Kl ¾ 12 Nat, med en Times Besøg i et af Teatrene for en ny Farces Skyld, der blev spillet.k407 Det var min Dag. Den endte så hos à Porta, Kafeen på Kongens Nytorv, Du måske kender, og for en Begivenheds Skyld, som der indtraf, kom jeg sent hjem. Jeg lukkede dit Brev op, kyssede glad dit Billede og turde ikke begynde på at læse dit Brev – de søvnløse Nætter kan jeg ikke tåle. Først fra imorges har jeg Dig i dit sidste Brev, der er mere kærligt synes jeg, mere Dig, som jeg kender, end de nærmest foregående. Men det er jo også sandt Du siger, at Du har været sint på mig – o min Ven, det har der ingen Grund været til. Jeg har ikke gjort Dig fejg – jeg har kun brugt min Smule Verdensklogskab. Det kan for Resten godt være, at det vilde være mig, der vilde lide mest ved, at Du måtte vænne Dig ind i tarvelige Vaner. – Blot jeg nu ikke har pyntet på mig selv ved Omtalen af hvorfor jeg ikke skrev! Men jeg tror det ikke. Kun husk, at mit Talent er et skrøbelig et, der fordrer en Række af gunstige Betingelser for at gøre Gavn, og det værste er, at det vist altid vil falde mig umuligt at drive det neben dabei. Jeg må have Tid og Ro til at kæle hver eneste Tanke frem. Uf, jeg er på det Område så lidet hårdfør. – Det morer mig, at Du har plukket J.P. op en Gang. Det forekom mig, at Du tog ham for meget au sérieux, han er jo dog virkelig en Fusker. Fyren har sikkert også godt af det. – Det med den unge Pige har jeg fortalt Dig: at jeg var forlovet i to Dage; det er en græsselig flov Historie, og i den Anledning valgte jeg nogle mere pyntelige Ord sidst. Jeg kviede mig for at bruge det rette Ord. «Kvie» er det ikke rigtigt? – Tidsskriftet, hvor er det godt med det! men om en Plads der, ak Ven, en dansk! Rent praktisk vilde det vistnok også være farligt at have en dansk Sekretær, han vidste jo ikke Besked om personalia, om Skik og Brug og om Sproget, Stump. Vi skriver jo snart Pokker i Vold fra hinanden. Der vilde slet intet være til Hinder for at en norsk blev Sekretær ved et dansk Tidsskrift. Ikke en Kat vilde gø derad, som man siger. Men det er sikkert anderledes hos jer. À propos Kielland æder sig mere og mere ind i sit Danskerhad. Han er snart trættende med denne Væren på Post for det norske. Du, hvad siger man egenlig i Kr.iania om Johan Svendsens Udvandring til os?k408 Er man vred på ham eller på os? Skinsyg? Ja min Ven, jeg er skinsyg på Sars og på den amerikanske smukke og rige Ven, som kommer til Sommer.k409 At Du véd det og er skikkelig. Og hvis der er flere Mennesker af samme Kaliber, som Du holder af, så er jeg også skinsyg på dem. – Min søde Pige, jeg véd ikke, hvad det er Lucifer siger til Kain og har jeg nogensinde vidst det, har jeg glemt det.k410 Du er undertiden mere literær end jeg straks kan være med til. Byron kender jeg kun lidt til. Du må huske, at med mit engelsk er det såre slet bevendt, jeg har aldrig lært det ordenlig. I Skolen lærte vi det ikke, og det jeg har læst af Byron i Oversættelse, interesserer mig oprigtig talt ikke meget. – Ven, jeg havde altså en Stump af en Fornemmelse, et Gry af Frygt for, at Du ligesom førte dine Menneskerettigheder i Ilden mod mig. Der var som en Anelse i dit forrige Brev af at nu da Du var vågnet af de mange Års Slummer, så vilde Du også leve og ikke blot længes. Min Ven, jeg havde jo strængt taget intet andet at svare dertil end med min Sorg. Nu vel, Amalie, det bæres mig for, at Du er lidenskabeligere mere hæftig, i dine Følelser end jeg, og dine Forhold fører også med sig, at Du må komme til at lide ved vor Adskillelse mere end jeg. Jeg er næsten bange for at tænke på, hvorledes jeg vilde have det, hvis jeg var fri og kunde hvad Øjeblik på Dagen det skulde være give mig hen til mine Tanker. Nu er jeg bunden i et Arbejde, som hvor tomt det end stundom kan være dog fordrer min udelte Opmærksomhed, og som for hver Dag lader mig udmattet søge hjem, hvor jeg på Hovedet går i Seng. Der er to Tider på Dagen, hvor jeg lever mit eget Liv: om Morgenen, og da er jeg i Reglen kæk, og om Aftenen sent den halve Time eller mere jeg er om at vandre hjem, og da er jeg i Reglen træt. Jeg har altså ikke ret Tid mere til at lide. Og Amalie, det har endnu ikke været for mig, hvad jeg vil kalde Lidelse i hel bogstavelig Forstand at længes efter Dig. Der er for mig endnu en Rigdom i dette – naturligvis forudsat bestandig, at der er et fornuftigt Håb i denne Længsel. Blev Du borte for mig, vilde jeg søge på alle Måder at kvæle en så ulykkelig Kærlighed. Og ét Amalie, som Du har spurgt om, og som det er smukt af Dig at bringe på Bane: Den Frygt jeg tidligere nærede for at leve kydsk, den Frygt nærer jeg ikke længer.k411 Jeg vidste ikke, at Kærlighed gør så stærk som den gør. Jeg har ikke sporet de onde Følger af den Forvandling, der er foregået med mig, som jeg var bange for. Hvor længe Ven denne sjælelige Spænding kan holde de rent animelske [sic] Funktioner i Ave, véd jeg jo ikke Ven, jeg har ikke erfaret det. Jeg kunde tænke mig, at det gik «over Evne» – men da, min inderligt elskede Pige var det, måtte det blive une affaire de santé,k412 der måtte afgøres som sådan. Hvis Du havde Ret i, at min Glæde i Dig kun var at betragte som det gode Behag jeg måtte føle ved at have føjet et særlig smukt Led ind i den Kæde af Elskovsæventyr, som mit Liv havde ført med sig, ja så måtte jeg vel bøje mig for din følelsesfulde og fine, nej virkelig kærlige og store Klogskab og give Dig Medhold i, at vi måtte søge en rimelig Slutning på dette skønne Vovespil med vor Lykke – men Amalie, min Følelse er jo en hel anden. Bag Dig øjner jeg intet. Jeg har givet mig hen til Dig, og det har for mig betydet, at nu kom det store, anede, drømte i mit Liv, at jeg fandt mig selv i min Kærlighed til en Kvinde. Alt forudgående var de ærlige eller slappe Forsøg, de gode eller onde Udslag af den Overbevisning, der har ledet mit Liv, at kun ved en Kvinde blev en Mand til en Mand, men nu kronedes alt det forudgående med det virkelige store Bevis på, at den røde Tråd, der kan følges i mit Liv, har ledet mig til Sandhed, fordi den begyndte ud fra selve Livets sunde Kærne. Min Amalie, ingen af os kan endnu sige, at vor Kærlighed er Afslutningen, Fuldstændiggørelsen af vort Liv, men i den Tro har jeg hengivet mig til Dig Amalie. Jeg har forbi Dig ikke Følelsen af noget. Jeg kan have taget fejl af Dig og mig, men derom véd jeg under alle Omstændigheder intet endnu, med en sådan Forestilling kan jeg ikke regne. – Du må ikke vente Amalie, at jeg med et helt Livs Længsel efter Dig, skal føle disse Måneders undertiden vel hårde og onde Pine – det indrømmer jeg – for tunge at bære: Jeg tager dem og lidt til. Klage min Nød til Dig, Du Elskede, må jeg, men så lever jeg videre på mit Håb. – Men Amalie, at Du véd det, Du må ikke her lade Dig binde over Evne. Dit Liv er bygget over helt andre Forudsætninger end mit. Du har ikke den grævlingeagtige Øvelse som jeg i at få Halvparten Fjerdeparten, Tiendedelen af det Vovede ind igen. Du har taget rundt tilbage hvad Du gav ud. Lad mig hurtig meddele Dig lidt om mine Forhold, som Du ikke kender. Fra en udmærket Stilling og forholdsvis rige Forhold og Forbindelser, faldt min Fader, da jeg var 8 År, tror jeg, med ét ud i et økonomisk fuldstændig uholdbart Vovespil af et Liv, han havde slet ingen Støtte i min Moder, han opløste vort Hjem, og jeg med de fleste af mine Søskende kom til at leve for den aller største Del af en Onkels storartede Godhed.k413 Vi optoges i hans rige Hus. Vore Forhold havde et besynderlig falskt Præg, min Fader ophørte så vidt jeg véd snart med at betale for os, og uden direkte at vide det, fik vi alle tidlig Følelsen heraf. Dette varede, til jeg blev Student. Min Fader døde Året før. Denne Følelse af at være lige som på Siden af de Forhold, hvori jeg færdedes, har gravet sig fra Børneårene ind i min Sjæl. Jeg holdt af min Fader imod min Moder, fordi hun direkte gjorde Forsøg på at rive os alle løs fra ham, og jeg så samtidig de fleste af hans Fejl. Den Onkel af hvis Godhed vi levede, forarmedes, og vi mærkede det småt efter småt. Så måtte han sige til os, at vi ikke kunde finde Støtte mere hos ham. Det var fem År efter min Faders Død, så kom en i Grunden ganske smuk Periode, hvor den yngste af mine Søstre, min Moder og jeg dannede et Hjem.k414 Så skiftede dette efterhånden et Par Gange ved min Søsters Giftermål og ved at min ældste Søster og derefter også den næstældste flyttede sammen med min Moder og jeg fortrak, da Huset ikke længer kunde rumme mig. Men i den Tid var så min Don Quichotiske Kærlighed til Fru B. falden og tidligere Tåbeligheder. Aldrig havde jeg kunnet leve helt på noget, altid var jeg kommen ind ad den forkerte Dør på Scenen. Jeg fortæller Dig dette fordi jeg tror, at det oplyser, at jeg har en større Øvelse i at finde Lyspunkter også ved Forhold, der ere pinlige i høj Grad. Ja og det er sandt, så udgav jeg i to Gange mine Bøger. Den ene var en Skandale – den var ganske ærlig og naivt skrevet fra min Side – som slog ihjel hele min Omgang med det fashonable [sic] Grosserers København og Herregårdene på Landetk415 og med den anden gik det som Du véd. Nu min Virksomhed ved Mrgbl. – overalt har jeg måttet krybe i Ly inde i mig selv og finde ud af at leve, endda alt var skævt. Jeg har altså Øvelse i at nøjes. Jeg siger Dig altså kort og grejt: Du skal ikke tage mine Følelser her som Rettesnor. Kan Du ikke finde Dig i en så lille Kærlighedslykke som vor – jeg har ikke sagt, at jeg i al Evighed kan holde dette ud – så kast los! Men Amalie, når Du aldrig kan blive en andens, når Du føler dette sikkert og vist, hvorfor så gøre det? Hvad vil Du drive med din Båd så håbløst alene for? Og hvorfor vil Du gøre mig så bitterlig sørgmodig ved at tale om, at der er endog blot en Mulighed for, at Du giftede Dig. Er det Koketteri, eller er der bestandig, når Du lider Nød denne i mine Øjne usleste af alle usle Udveje parat i dit Sind, at Du kan slå Følge med en Mand, som Du intet har med at gøre?
– Min Ven tror Du ikke, at jeg huskede og vidste hvor afskylig Jernbaneturen faldt Dig? Men jeg syntes ikke, at der var Mulighed for at udfinde nogen anden Måde at mødes på. Idag gryer der dog et Håb for mig at vi kunne slippe til at mødes på en anden Måde. Du kan stå af i Helsingør. Men der i den lille By er jeg for godt kendt, til at jeg turde vise mig. Der måtte da kombineres noget med Helsingborg. Men derom får vi jo desværre god Tid nok til at lægge Planer.
Jeg tror Du elsker mig Amalie helt og aldeles, hold så fast ved mig Pige, jeg elsker jo også Dig!
Din Erik

79. Amalie til Erik

Kr.ania 15-3-83.
Idag er det mig, som kommer at volde dig sorg, for noget langt brev får du ikke. Jeg er træt og forkavet og jeg har kun en timestid til min rådighed. Så har jeg også stødt min høire hånd igåraftes på karnevalet, hvor vi var med til et optog og tableauer i vore assyriske hofdragter fra mandag af, således at det gjør ondt at skrive langt. Ja, om karnevalet skulde jeg vel fortalt dig, men det bli'r for meget hvis jeg først begynder. Jeg har vist været ganske forfærdelig deilig, for jeg hører fra alle kanter om det. Gutterne kommer og siger det fra skolen hvor lærere og kamerater har sagt at jeg var den deiligste, pigen kommer med det fra andre folks piger, min broer siger at alle siger det; ikke at tale om hvad jeg selv hører. Det morer mig ikke det ringeste. Det hverken morer eller kjeder mig. Jeg hører på det, på samme måde som jeg vilde høre at man sa'e de havde sét mig i theatret eller på gaden, og at jeg gik med en sort kåbe o.s. v. Kunstnerforeningen har lovet mig en takadresse når alting er over, men det varer endnu hele ugen ud desværre, og hver aften med undtagelse af én, skal vi vise os i vore strålende dragter i tableau og optog e.c.t. Vore dragter, og særlig min og fru Lammers's, der var éns, var nu virkelig pragtfulde, og aldeles i stilen studeret ud efter ninivitiske basreliefer.k416 Vi havde været så stilfærdige fru L. og jeg, og sagt at vi kunde tage de stoffer og farver, der blev tilovers når alle de andre, der sloges om det smukkeste, havde fået sit. Og tænk så gik vi hen og blev ubetinget de skjønnest klædte. Men vor skrædderske gjorde sig nu også særlig flid, for hun havde, som hun sa'e, slået sin elsk på mig, og så fik fru Lammers også godt af det. Det var forresten meget vellykket det hele. Vore kunstnere har ære af hele arrangementet, og ikke mindst, af de to hallers udsmykning med Semiramis's palads i baggrunden, og alle de aldeles ægte basreliefer på væggene. Man er i sandhed flinkere her oppe hos os, end jeg havde tænkt eller vidst. Der er en kraft og en hensynsløshed ligeoverfor hindringer og vanskeligheder og pekuniære umuligheder, som viser nationens store livsfriskhed, det er næsten morsomt at være norsk, tiltrods for at det er den mindste og fattigste nation i verden, omtrent. Og så er man så brav, så beskeden, så lidt fordærvet. Ja, de er patent de norske; indvendig er det de mest dannede, det vil sige, de finest og hæderligst tænkende mennesker, de der ta'er på folk, på kvinder i altfald, med de værdigste forudsætninger, jeg har stødt på; udvendig er mange af dem lidt slampede, men ikke alle; de virkelig fine, dem der er både udvendig og indvendig fine, er finere end alle på jorden, ligeså fine som de fineste englændere. Jeg synes der er lidt forskjel på danske og norske her, men det er vel en tilfældighed. Når jeg tænker på dem af det literaire venstre jeg kjender personlig og af omtale, så er de alle simple, Georg Brandes med, – jeg tænker på Schandorf, Dr.mann, Borchsenius som jeg kjender gjennem andre, han har jo giftet sig med et bæst, som drikker f.eks. k417 Men så er det jo rigtignok sandt: så er jo du dansk, du deilige, og det opveier jo meget. – Fru Lammers og jeg har lovet at lade os photografere i vore asyriske [sic] hofdragter, så skal du få et, og så skal du få se, hvor sød og nydelig Mally er. – Ja, J.P. er en fusker, det er sikkert. Nu er jeg desuden bleven så dødsens træt af ham, at jeg næsten ikke kan tåle ham. Jeg kan nemlig mærke at han er forelsket i mig, og det gjør ham så modbydelig. Han forsøger at skjule det, for han forstår jo situationen tilbunds, men det vil ikke længer lykkes ham. Det kjedeligste er, at de, der ser ham, når jeg er tilstede, også kan se det. På karnevalet rent prostituerte han sig ved at gå og dilte efter mig, og være skinsyg. Han var formelig uartig, fordi jeg dansede to danser med én person; og ingen med ham. Jeg vilde være fri ham den aften, og gjorde alt for at blive det, hvad han tydeligt så. Så har den ækling forstået at insinuere sig så godt hos min bro'er, og derved har han fået sikrere fodfæste. Og jeg som skulde leve med dig, og elske dig, og være din, så at alverden vidste det, – jeg går her, og bliver beundret og begjæret af alle de andre. Det er ikke til at udholde og det er ikke min skyld; jo mere alvorlig og fraværende jeg er, jo mere, tror jeg, synes man om mig. Men lad mig ikke tale om dette til dig, – det kan jo ikke være hyggeligt at høre på. Men den, der elskede mig, og som jeg også elskede, skulde kunne ta'e mig helt ind til sig, så at jeg blev skjærmet, ikke mod virkelig påtrængenhed, for den kan jeg selv holde borte, men mod alle de øine og øines udtryk, som luften er fuld af. Og desuden, jeg er ikke skikket til at gå og tage min lykke i smulevis, i skjul og mørke, det er så utåleligt. – Og det med «une affaire de santé», kan jeg ikke udholde. Jeg vilde ikke møde dig bagefter, – aldrig i livet; jeg kunde det ikke, fordi jeg vilde lide ved det, og fordi det er min natur imod at kunne det. Jeg siger dig det ligeså ærligt som du skrev til mig, at den tid vistnok kunde komme, at dette vilde spille en rolle. Det var det jeg frygtede, og derfor vilde jeg at du skulde vide besked. Vilde du virkelig sørge, hvis jeg blev «borte» for dig, virkelig alvorlig sørge? Sig mig det. Vilde aldrig den dag komme, at du tænkte det igrunden var en byrde, du var bleven kvit? Er du vis på det? Jeg går bestandig med din brystnål nu; jeg kan ikke være den foruden nogen dag; og så er den så pæn. – – Det tror jeg slet ikke at en norsk vilde blive tålt ved et dansk tidsskrift som sekretær. Og hvor skulde han vide bedre besked om personalia, om skik og brug om sproget o.s. v. end en dansk i samme kasus? Nei du, – det blev ganske vist hip som hap, det. Man skammer sig over at Svendsen er nødt til at ta'e en post dernede hos eder.k418 Det er det eneste snak jeg har hørt i den anledning. Svensen [sic] selv er bedrøvet over det; han ved på forhånd at han ikke vil trives blandt de danske, og at han får det ondt med alle de intriguer og sligt. Og så skal jeg betro dig, at han slet ikke er skikket for den slags arbeide. Det er ikke der hans evner ligger. Nu skal du få se; skjøndt han er jo så dygtig, at han nok måske kan lære det. Hans frue er en ækel, liden jødetingest, som altid i selskab hænger sig fast i mig, og tvinger mig til at tale engelsk med hende, som hun forresten ikke kan; hun kan overhovedet ikke et sprog i verden; noget modersmål har hun nemlig ikke. Hun sminker sig, og har en løs paryk, og piner sine stygge fødder ind i bitte små parisersko, så hun gier indtrykket af at gå på stylter; og så får hun krampe, strax hun ikke får sin villie og er fæl mod sin mand, og er idethele meget simpel. Nu ved du det. – Jeg er meget sørgmodig, men jeg elsker dig, og jeg vil mødes med dig endnu en gang, for at være din. Den salighed vil jeg ta'e med, men så siger jeg dig måske farvel for altid.
Din Amalie.

80. Erik til Amalie

Søndag Aften den 18 Marts 1883
Min Kind har lige forladt din Pude – den lugtede af Dig. Jeg sov ind med den Forestilling, at Du og jeg stod hinanden uadskillelig nær, men da jeg vågnede må mine Tanker vel have arbejdet videre i Søvne, da var Du ved at gå fra mig og gifte Dig bekvemt. Det er anden Gang den Tanke er kommen uforvarende over mig, lige som en Køter, der bjæffer på Gaden: med ét er den bag ens Lægge. I gamle Dage kunde end ikke en Forestilling af slig Art være nået til de yderste tågede Linjer af den Forestillingskreds, min Tanke overhoved omspænder; men Livet øver sin Virkning. Der er brudt lange Gange ude fra ind igennem ens egen Atmosfære, og ad disse Gange vandrer med stort Spektakkel Livets elendige Plebejere for som påtrængende Gæster at få Plads ved ens Bord. Men vel tager jeg ikke imod dem. Der skal i mit Væsen kunne ligge noget overordenlig frastødende, når jeg ikke ønsker at indlade mig med nogen. Jeg har Evne til at væbne mig mod Plebejerne, og jeg er væbnet. – Din Pude, min Ven, har jeg brugt første Gang idag. Den er yndig, og det «E.S.» med Pilen må jeg sige Dig var såre let at kende. Jeg tror endog, at det er godt slynget sammen; det er to af de vanskeligste Bogstaver at få til at stå sammen, idet Linjerne for en stor Del bøje samme Vej. Puden er smuk og fin og udmærket brugbar, havde jeg været glad idag, vilde jeg have hvilet uendelig sødt på den. Dens Duft var hele Dig. – Om jeg vilde sørge, hvis Du blev borte fra mig? Amalie, Du forstår ikke ganske, eller Du forstår mulig slet ikke den Art af Kærlighed, der har sat sig fast i mit Sind. Jeg står og falder med den. Det er min Tro. Men den kan jeg ikke meddele Dig i Ord. Jeg har når jeg tænker på at skulle nævne noget om min Kærlighed lige som ikke Plads for mig – det er lige som der kom et Bjerg ind over mig. Jeg vil have År for at få sagt Dig, hvorledes jeg elsker Dig. For min Kærlighed er hele mig selv. Det er det, der er sket, at Du er vandret ind i mig, til hver Evne, hver Tanke, hver Forundring, hvert Ønske. Jeg har Dig ikke som et Billede, som noget færdig, sluttet, som noget jeg kan stå og se på, tale om, Du er ikke det Menneske der henne, som jeg attrår, Du er den, hos hvem jeg først langsomt vil leve op, Du er ikke uden for mig, Det er Dig, der gør mig til mig, jeg vil være Dage, Måneder, År om i Forundring at føle efterhånden alle mine Nervetråde svulme i sjælelig Styrke ved at jeg elsker Dig – – ja, det er min Tro. Der er noget over mig borte fra Dig, som var jeg gået ind i en Dvale. Jeg er sovet ind med den lykkelige Tro, at jeg først vil vågne op ved et Kys fra Dig. Du må ikke tænke min lille Pige, at jeg ved vort Møde fik Indtryk af at «eje» Dig, et så hurtigt Ord kunde ikke nå rundt om alt det jeg følte da. Det er en stille stor Forundring, der har grebet mig; først med Dig, ved Dig vil Du, jeg, min Kærlighed, Livet blive min virkelige Ejendom. Således står det for mig min lille Pige, og så spørger Du, om jeg vil sørge, hvis Du går fra mig? Men Amalie jeg synes, at det er forunderligt af Dig at tale om, hvad Du vil gøre, efter at Du har set mig på ny. Jeg lægger heller ingen Vægt der på. Derom véd Du intet. Men et Møde løsrevet fra alt Sammenhæng med den øvrige Verden er som en Blomst en af os skænker den anden. Det er sødt at modtage den, jeg vil ikke undvære den for noget i Verden; men det er en Fryd, der må visne. Jeg vil finde en Måde til at leve – foreløbig i nogen Tid – med Dig sammen med andre Mennesker. Derom kan vi tale når vi mødes. På en Visit idag hos Kiellands, jeg tror det er en Måned siden jeg var der, sagde en Kontorchef Drewsen, der er bleven K's meget nære Omgang, og Fruen Fruens, at Fru Amalie Müller ikke kom til Kbhvn, der havde været Tale om, at hun skulde besøge Knudtzons. Det var i Anledning af «Nyt Tidsskrift» og «M.S.'s» Kritik.k419 Man vidste ikke hvem M.S. var, og vidste, at -ie- var Dig. Jeg formoder altså, at Du må have svaret meget bestemt nej, hvad så ikke er dit sidste Ord. Der skal jo være Kunstnermøde her til Sommer;k420 men Du må ikke udsætte dit Komme til da. Jeg vil ved det være absolut bunden. Jeg begynder at vente Dig, når denne afskylige Frost hører op, der tager Modet fra alle Forhåbninger. Alle Skøjtebanerne ere på ny i fuld Virksomhed efter at enhver Anelse om Is var forsvunden. Det er Stockholmer-Udstillingen til næste År jeg har omtalt. Mine Planer farer vide om. I Anledning af Dig sluttede jeg Venskab med Stockholmeren Claes Lundin, Føljetonisten,k421 da han var på Gennemrejse her syd på. – Nej Amalie, det forholder sig som jeg siger, at ikke et Menneske her vilde nævne det som en Anke mod en Sekretær ved et literært-videnskabeligt Foretagende, at han var norsk, hvis han iøvrigt duede og passede. Man vilde måske anføre det som et Kuriosum, som en Anke aldrig. Man holder af de norske her nede. Tænk lidt på, at med Undtagelse af «Tidsskriftet» – hvis Udbredelse i Danmark jeg ikke kender – lever jo den nye norske Literatur mindst for en Halvdel af Danmark. Man bliver forundret hver Gang på ny man erfarer noget om Danskerhadet i Norge. Jeg t.Ex. vidste i Grunden ikke noget derom før mit Besøg ifjor. – Du er et Barn, Amalie, som taler om at kende Folk af Omtale og dømmer om deres Finhed da. Jeg antager, at der er en lille Portion fine Folk overalt i Verden. Finheden er iøvrigt vis à vis Damer ved at skifte Form – det skal og må den; men I blive vel selv de sidste til at forstå det. Det er ingen Anke mod Dig, jeg véd ikke om nogen Mangel hos Dig i så Henseende. Med Finhed forstår jeg iøvrigt Hensynsfuldhed. Jeg vilde have sagt om Stakkels Borchseniusk422 – der ikke er ufin, kun lidt simpel (og ikke umådelig kløgtig) – at hans sørgelige ægteskabelige Historie kun ved Ukyndighed eller Skændighed kan lægges ham til Last. Han var naiv, hun var en ung smuk og talentfuld Skuespillerinde af tredje Rang, der den Gang ikke havde skejet ud, i alt Fald ikke ham vitterligt. Senere fandt hun på at drikke. Han var svag men til sidst lod han sig (for tre fire År siden) skille fra hende, og for et halvt År siden endelig fik han erobret den lille Pige, hun havde beholdt, fra hende. Det er i Korthed Historien. Man skal ikke sidde og sige noget om nogen, når man ikke véd noget. – Jeg vil meget gerne have dit assyriske Billede. Men Du har forstået min Følelse af Fattigdom ved det Karneval. Fortalte jeg Dig i sin Tid om det Kunstnerkarneval, hvor jeg lige som ifjor var i et Slags middelalderligt Landsknægtkostume – en pavelig Gardist. Jeg var henad den næstbedste Maske. Som jeg var tom i Hjertet i År! Ifjor var der en lille Amagerpige jeg da i alt Fald kunde bilde mig ind interesserede mig. Der er på ny, i næste Uge tror jeg, et stort Karneval, hvor jeg omtrent er nødt til at gå hen. Jeg slippe, det er en lige frem Straf – der kunde jeg nu dog skjule mig i en Domino, hos Kunstnerne skulde man være i Dragt. Vi havde et Gilde med et Par smukke og tre tækkelige Damer først hos Maleren Krøyer – jeg drak Champagne og Bourgogne som en Dranker, lige sørgmodig og tom blev jeg. Fru Alex. Kielland var med som norsk Jente og havde moret sig dejlig. Vorherre må vide i Grunden med hvad. Jeg syntes de var alle lige så tomme indvendig som jeg. – «Folkefjenden» så jeg for første Gang forleden.k423 Hvis Poulsen havde havt Intelligens og Mod nok til at spille Manden som det, han i Grunden er, en gal Mand med gode Indfald, min Sandten om ikke Stykket kunde være bleven interessant. Nu var det lige det at det morede. Folkemødet var ypperlig gjort, et lille Mesterstykke med omtr hundrede Mennesker, der alle spillede med. Der var ikke én, hvis Dragt og Rolle ikke var nøje indstuderet: pæne Folk og Sjovere, Søfolk, Værtshusholdere, en nervøs Mand, den fulde, der absolut vilde hilse på Byfogden osv. Jeg havde nærmest mig Ryggen af en Fisker, jeg syntes jeg kunde lugte ham, så ægte så han ud i sit Uldtøj og Søstøvler. Schram som Aslaksen var fortrinlig.k424 Det var god Kunst, alt det andet var kun så som så. – Min elskede Ven, dit Hjertesuk over Luftens Fyldthed med Øjne og Øjnes Udtryk er Balsam for mig. Jeg tænker imidlertid mit sørgmodige derved. I det Hele Amalie er jeg efterhånden gledet ned ad den skrå Vej Du har vist mig og i hvert Brev tydeligere. Jeg vil ikke skrive mere.
Din Erik

81. Amalie til Erik

Onsdag aften.
[21/3/1883]
Min elskede, hvor dine breve gjør mig glad og bitterlig bedrøvet samtidigt. Hvad er det for en «skråvei» jeg har vist dig «tydeligere i hvert brev», og som du «idethele er gleden ned ad?»? Aajo, jeg forstår det nok på en vis, men det gjør mig så hjærteangst at vide noget om det. Men jeg er så ulykkelig ved at være skildt fra Dig, at jeg er hulter til bulter indvendig. Og bevidstheden om hvor håbløst og vanskeligt det bliver at få være med dig, selv bare de stjålne, korte tider, gjør mig så fortærende utålmodig, så sint og oprørsk, at det bringer tanker op i mig, som jeg i rolige stunder ræddes ved. Hvis jeg skal finde mig i at elske dig, være lykkelig ved at eie dig på disse vilkår, så har jeg meget at lære, og meget at lide, før jeg rolig og ydmyg kan give mig over i det. Men jeg tror, du kan lære mig det; jeg tror du kan få mig til alt i verden, men først må jeg rase og ture, rigtig skjælde og smælde og grassere; så lægger jeg mig roligt og stilt ned for din fod igjen, du elskede. Forstår du lidt af en sådan natur? Nei, det er ikke til at vente; jeg forstår det ikke selv; jeg har aldrig kjendt mig selv fra denne side, ikke vidst, hvad der boede i mig, – jeg har været så sød og snil og medgjørlig og omgjængelig alle mine dage, og det er jeg fremdeles i alle andre forhold, men ligeoverfor dig har jeg tabt mig selv. Og så sidder du dernede og er misfornøiet med mig, og tænker at jeg er en «plebeier», og en «verdensklog», – du stygge, store, dumme gut, – du ved slet ingen besked. Gifte mig med nogen anden! Det er jo bare digtende tænkt; et experiment, som jeg undertiden forsøger at drive smerten på dør med, når jeg har arbeidet mig ind i den forestilling, at jeg elskede dig til at blive gal af; og at jeg længtedes mere end jeg kunde udholde, at jeg tog en beslutning om at gå fra dig for evigt, at jeg iværksatte den uden at vakle, at jeg stod tilbage i en ørken, som jeg vidste jeg aldrig skulde komme ud af, at jeg så for at glemme, for at sætte en skranke der umuliggjorde at jeg kunde prøve på at løbe tilbage til dig, slog følge med en anden, der førte mig uigjenkaldelig bort fra dig, stedse længere og længere. Før jeg kjendte dig kom undertiden også denne tanke i form af noget lavet over mig, når jeg undertiden var så træt af dette at man gik og vilde mig tillivs, at man gik og ordnede min fremtid for mig, og slog mig sammen med den og den, og sa'e at det og det kunde passe. Jeg blev så vammel ved det, og så sa'e jeg undertiden til mig selv: hvis du giftede dig med et menneske, da først blev der ro. Og nu om dagene, går man og siger at jeg skal være forlovet med snart den ene og snart den anden, folk, som jeg neppe kjender engang, ikke at tale om dem jeg virkelig kjender, og det kan du begribe gjør mig træt og kjed. Hvis jeg bare fik være i fred! Men det får jeg ikke, – aldrig får jeg det. Men der er aldrig tale om at jeg kunde gjøre noget sligt. Det er som sagt bare et tankeexperiment ligesom når jeg sidder og tænker: hvis du nu havde været en mand istedetfor en kvinde, hvor godt du så kunde havt det, eller: hvis du nu levede i Amerika istedetfor her, og kunde ha'e studeret og var bleven læge f.eks. Lad det ikke pine, eller ængste dig, min elskede; du må vænne dig til at høre underlige ting af mig, for nu er jeg kommen i vane med at fortælle dig alt hvad der farer mig gjennem hovedet, og så husker jeg ikke at du ikke strax ved at sætte alting på sin rette plads, at du lægger vægt på sligt nonsens, som at: «selv om jeg giftede mig med en anden» o.s. v. Forstår du da ikke, at da har jeg trasket en lang vei gjennem mange digtede egne, som jeg har en vis glæde af at udmale mig så afskrækkende som muligt, fordi jeg i min sorg har en nydelse af at se alting rent djævelsk sort. Og det mest djævelsk sorte er at jeg af smerte over min ulykkelige kjærlighed til dig, skulde blive offer for et giftermål, martyr til gavns for resten af mit liv, frivillig være gået i hundene. – – Jeg skulde skrevet tidligere idag, for jeg havde tænkt at sende dig manuskriptet, og imorgen er det helligdag, og da er der kanske ikke åbent på posthuset, og der må det hen, for jeg ved ikke portoen, og har kun ét frimærke. Hvis det nu ikke kommer, så ved du grunden. Jeg kom ikke til at skrive, fordi jeg havde sendt bud efter Garborg, og han kom senere end jeg vilde, og blev her længere end jeg tænkte. Jeg skulde nemlig være mellemmand for nogle, der troede at jeg bedst kunde få ham ind på det vi gjerne vilde: nemlig ha'e ham til professor i literaturhistorie. At Catarinus Bang bliver siddende, er en ren skandale.k425 Der er ikke en kat på hans forelæsninger. Og Garborg er manden, der kan tage hans plads. Det var det jeg skulde sige ham, at nu skulde han søge et universitetsstipendium, som han skulde være vis på at få, og så skulde han reise udenlands for en tid; og så skulde han skrive en afhandling for doktorgraden og så skulde han blive professor. At der var mænd bag, som kunde og vilde sætte dette igjennem, skulde jeg også lade ham vide. Han blev ubeskrivelig rørt da han hørte dette udmærkede program være fix og færdigt foran sig, men han begyndte naturligvis at krympe og ængste sig, og sige at hans livsmod var brudt, hans energi borte, og at hans enthusiasme og en stor del af hans tro var rent forbrugt, og at han altså vilde være uduelig. Jeg beviste ham imidlertid at han tog ganske feil af sig selv, og det endte med at han gik fra mig i et rent strålende humør, og lovede at tage sagen under alvorlig overveielse til lørdag aften, da han hos mig skal treffe de mænd som står bag, og underhandle med dem. Det går nok, – det er jeg vis på. Og hvor glad jeg skal være på hans vegne. Vil du tro det, at dette menneske med sit uansélige ydre, og frygtsomme optræden er et af de fineste jeg har kjendt. Og så kan han få et formelig skjønt udtryk i sine øine når han først er kommen i gang med at tale. Og nu ser jeg at han slet ikke er undselig længer ligeoverfor mig. Han kan sidde og spøge, og være småmorsom, og da er han så sød. Nei min søde, elskede, – det stikker i mig ved at sige det, men jeg kommer alligevel ikke. Det kan ikke ske. Bailly Knudzon,k426 som har været i Kjbhvn på et kort besøg var her i forrige uge, og skulde overtale mig til at reise ned til dem strax, de skulde nemlig alle afsted til bade og sligt i midten af næste måned. Ja, før skulde de til Paris, hvor Marie har været syg og spyttet blod i vinter, og gjort sin mor så bange. Men nu er den onde skjæbne slig, at jeg umulig kunde reise før til den tid jeg sidst sa'e dig, i slutten af april på grund af konfirmationen og flytningen e.c.t. Jeg kan ikke løbe fra det, umulig, umulig! Jeg kunde være kommen tidligere, men da var det at hun døde Elisabeth Knudzon, svigerinden, ved du. Bailly Knudzon skulde skrive til sin mor samme dag, og deri berette mit afslag. At Drewsen allerede søndag vidste noget at fortælle derom, er ufatteligt, for fru K. kunde først ha'e fået det brev lørdag, eller kanske fredag. Nu kommer jeg kanske til høsten på besøg til Knudtzons, og det er jo godt at ha'e det tilgode; så bli'er der jo en leilighed mere til at se dig iallefald. Men jeg kan ikke leve i al den tid uden dig, ikke til sommeren heller kan jeg det; jeg se dig engang forinden. Men hvorledes? Det er igrunden dumt, at vi ikke har benyttet påsken; for du har vel ferier da en hel uge. Så kunde vi være mødtes i Sverige igjen; ligesom sidst. Du måtte være reist til Gøteborg min gut. Skal vi virkelig nu gå og vente til i july [sic] måned? Jeg dør af at tænke på det; og det er igrunden dumt, for jeg ved jo godt at jeg vil blive elendig, ulykkelig i tusindfoldt mål, når du så er borte igjen. Der skal være kunstnermøde i Kjøbenhavn siger du. Men her skal være udstilling;k427 man bygger en voldsom indretning, et helt kvartal til den, og så er det dig, som skal komme hid værs'god. Jeg kunde ikke komme did til noget kunstnermøde jeg; for da er ikke Knudtzons der, og hvem skulde jeg så bo hos? At ligge og slænge på et hotel for mig alene gik ikke an; det kunde være, hvis jeg fik en med mig; men min bro'er bli'er det ikke, for han skal til Ems for sin hals. k428 Men kanske Ludvig vilde; ånei, – det er sandt; han vil vel til nogle philologgreier et eller andet sted, eller så høit tilfjelds; det gjør han altid, og vil intet andet. Ja, men sés vi, om så jorden forgår af det. –
Også her er det en rasende frost, med en bidende isvind fra nord. Alle mennesker går og er forkjølet; jeg har klaret mig godt; skjøndt lidt hæs er jeg bleven af at gå og klæde mig dernede i «paladset» i et garderobeværelse med en orkanagtig træk. Og der har været en dame som var med til tableauerne, som formelig har forfulgt mig med sin kjærlighed. Du kan ikke tro, hvor fælt det var. Det var sikkert det stygge, som du talte om, husker du. Hun kom når jeg stod og satte mit hår, og kyssede mig på skulderen og armene, og omfavnede mig, selv i negligé, og var så ækel at jeg kan ikke sige det. Jeg rent skreg tilsidst, når hun nærmede sig, og gav mig til at løbe; og så stod hun og sa'e at jeg var det deiligste hun vidste, at hun var blevet et ulykkeligt menneske, siden hun havde sét mig, at hun lå om nætterne og ikke fik sove, at hun forstod sig på mennesker, og at jeg var «pragtfuld» – «pragtfuld»; og tænk, hun er gift, og har tre børn, men det var noget stygt alligevel. Nu har jeg sagt til Josephine at når den dame kommer, skal hun altid sige, jeg ikke er hjemme, for hun truede mig med besøg, og hun går og taler til alle de andre om at hun er bleven syg af kjærlighed. Hvis hun endnu var et galt menneske, men hun er så flink og dygtig, og hun er igrunden smuk, skjøndt jeg synes hun er rædsom, vel før er hun nu også virkelig. Nu skal vi til igjen efter påske med disse utålelige karnevalsgreier. Jeg kvier mig uhyre, for jeg er så gørrende lei af hele greien, men det går ikke an at sige nei, for de stakkels kunstnere mangler endnu 1500 kr. før de har sine udgifter dækket, og disse tableauer og optog trækker hus. Men udgifterne har været rent enorme, større end beregnet, skjøndt beregningen var høi. På slutningsballet 4de påskedag kommer prinsen og kanske kongen, og det bli'er naturligvis averteret, for at lokke folk hid, for naturligvis løber de som gale efter den fillegutten på 22 år.k429
Jeg vilde ønske du havde sét «Folkefienden» her. Som Reimers spillede Stokman!!k430 Bare den måde han stod og hørte de andres replikker på var sådan, at man havde møie med at holde sig i skindet, for ikke at bryde ud i rasende klap. Aldrig havde jeg troet alt det til Reimers. Poulsens maske alene, har været slet og umulig efter hvad jeg har hørt. Reimers's var ypperlig. Med det samme man ser ham, ved man at der er manden. – – Hvis nu manuskriptet er med,k431 så må du altså læse det i guds navn, havde jeg nær sagt. Du vil sikkert finde at fru Ring er et leit og kjedeligt menneske, med sin leddiggang, der er roden til alt ondt. Men du får søge at fordrage hende så godt du kan. Jeg ser allerede nu manglerne ved det. Ikke hvad detaljerne angår, men sådan overhovedet, nei jeg mener med hensyn til indholdet. Du kan tro jeg kvier mig til at du skal sidde der og læse det med dine kritiske øine (på samme tid kan du aldrig være mig for kritisk, forstår du vel) og naturligvis grine på næsen, som er en sød liden næse, og sige til dig selv, at det er noget juks. Men bureauchef Kroghs' er ikke juks. Den er jeg selv så glad i, for den er så ærlig og sandfærdig. Men jeg ved nok, at jeg ikke tør lade den trykke, i ethvert fald ikke på flere år, for den vil vække en exempelløs forbitrelse og forfølgelse, der vil gjøre alt hvad jeg måske kom til at skrive til en umulighed blandt publikum. Jeg har jo der bespottet kristendommen, kristentroen, bønnen og nåden, kort, alt det, der er helligt på jorden, vil man sige. Men det er slet ikke meningen. Jeg har blot ment at spotte den måde hvorpå kristentroen bruges som puder under, ja rent ud sagt forbrydelser, og at det personlige, menneskelige ansvar ligeoverfor sig selv og efterslægten, er den eneste religion, der ikke går tilbunds, når det kommer til stykket. Men som sagt, trykkes kan det ikke. Det er gået mere og mere op for mig, siden jeg har hørt hvorledes jeg er bleven beskyldt for at ha'e været gudsbespottelig i den uskyldige mdm. Høier o.s. v. Jeg har mistet venner ved den. Så er det jo også kjedeligt at stoffet er «Gengangeres».k432 Men det kan jeg ikke hjælpe for. Som sagt, nu får du læse det, og sige hvad du synes, og så sende mig det tilbage strax. Jeg vil føre den tredie ind i samme bog. Det er underligt at sende det fra sig. Vær nu lidt glad i mig, lidt tilfreds med mig, næste gang du skriver. Husk, at jeg lever af dig og de ord du sender mig ene og alene, og husk at jeg elsker dig forfærdelig meget.
Din Amalie

82. Erik til Amalie

Natten mellem Søndag og Mandag
Den 25-26 Marts 1883
Min Amalie, det er over Midnat, jeg har sovet en Timestid på din elskede Pude for at være frisk til at skrive til Dig, men jeg føler, at det dog vil være rigtigere af mig at indskrænke Skriveriet i Nat for imorgen at kunne tage fat med bedre Kræfter. Du Søde, Du har gjort mig overmodig glad med dit Brev, som jeg først læste imorges. Véd Du, at jeg nu formelig var bange for det. Du har min Ven i de sidste Breve givet den Stemning så meget Luft, som Du nu selv kan tage i Nakken og ryste, til den tier, at jeg måtte gå og være forknyt. Enhver Glæde i vor Kærlighed var så ynkelig borte – således så det ud. Så fik jeg dine søde Ord, og jeg læste mig Arme til om min Hals, Læber mod mine – Stump, vil Du vide, at jeg har holdt Råd med mit Spejl og min Frisør, om der dog ikke skulde være Mulighed for at skabe mere Plads på mit Ansigt for det dumme Skæg, der sluger de Steder op, hvor Du kunde have Lyst til at kysse mig. Elskede, kan Du huske, at Du har klaget over, at der ikke var kysseligt Sted for dine Læber? Jeg husker det. Men desværre, jeg tror, at det snarere er gået tilbage med Pladsen. Der er bogstaveligt kun et bitte Rum tilbage omkring Øjnene. Så får Du sætte dine Læber to Gange på hvert Sted for den ene Gang Du havde tiltænkt den mere åbne Adgang til Kys. – Jeg er glad for Dig. Og jeg trænger så hårdt til Dig, som Du intet Begreb gør Dig om. Amalie, det er meget mere Sandhed end Du nogensinde vil få tydelig at se, at Du på en Måde holder hele min Skæbne i din Hånd. Jeg er sløv og ligegyldig for Alt uden Dig. Kun i og ved Dig tænker og føler jeg. Der har ved dine Klager, som jeg naturligvis må tage lidt dummere på end nødvendig – Stump, helt dum har jeg dog ikke altid været, alt har jeg ikke taget efter Bogstaven, indrøm mig det, Du har sat mig på ikke så ringe en Prøve – jeg siger, at Du har ved dine Klager fået mig til at holde hele et gnavent Examinatoriums svære Examen med min Kærlighed, med Kærlighed overhoved, om det nu også var så stor en Ting, at man skulde gøre sig så megen Pine for dens Skyld. Men jeg bestod sejrrig Examenen. Uden Dig var Livet absolut intet. Og så kom dit Brev. Så yndigt dine Kærlighedsord klinger, så sødt alt former sig, når Du elsker mig, ja Amalie det må man vel være mig for at kunne forstå. – Nu vel, jeg har slet intet kunnet foretage mig idag. Jeg mener, at jeg ikke har kunnet læse i dit Manuskript, lige som jeg ind til nu ikke har kunnet skrive til Dig. Jeg har skullet være her og der. Det vil sige jeg har dog havt halvanden Time i Ro hjemme. Men jeg foretrak Amalie, at hvile ganske stille på min Sofa med din Pude under Hovedet i Drømme, jeg hverken vilde skrive til Dig eller læse i din pæne sorte Bog med den ordenlige Renskrift og meget slette Radering – Vor Herre bevares sikken en Kniv Du har havt – jeg vilde nyde i Fred den gode rige Stemning Du har givet mig. – Mødes, min Unge? Ja hvad gør vi nu? Rigtig, jeg kunde have været 6–8 Dage borte i Påsken, men jeg vidste i Grunden ikke af det før jeg nu mærker, at således er det. Men altså April løber ud, inden der kan være Tale om noget. Med den begyndende Sommer vil vi ses. Lille Pige, det må dog nok så vist blive i Jylland. Du kan fra Kristianssand komme pr Dampskib til Frederikshavn. Det synes mig nu det rimeligste. Hvis da ikke ligefrem en Tur til København for en Bogs Udgivelses Skyld er mere formålstjenlig. At jeg skulde kunne praktisere mig op til Kristiania ligger næsten udenfor Mulighedernes Grænse. Den Udstilling Du taler om, er ren lokal norsk, der er slet ikke Tale om et skandinavisk Foretagende, og så har vi jo nu en fast Korrespondent i Kr'iania.k433 – Men jeg vil ikke tale derom nu. Jeg har ingen fast Plan. Ak det begynder at løbe ud i Elendighed med os på ny. Men nej, det taler vi ikke om nu. – Tænk Dig, jeg kunde være kommen til at bo i Knudtzons Sted i Amaliegade. En fortrinlig indrettet Kvistlejlighed på 3 Værelser til 400 Kr, kun ubetydelig mere end hvad jeg nu giver, har stået ledig et halvt År. Jeg har ikke vidst af det. Igår fortalte Borchsenius mig, at han havde fået Lejligheden. Jeg kender den godt, Pietro Krohn har beboet den som Ungkarl.k434 Det gik som et Stik igennem mig: Om nu osv.! – Hvor Du er sød som Muse for Arne Garborg, men naturligvis, jeg skulde da også blive skinsyg på ham med. Det er forskrækkeligt med den Følelse som den sidder parat til at fare frem som en uartig Dreng, det ikke er muligt at holde Styr på. – Min sødeste Pige, aldrig har jeg bragt Ordet «Plebejer» i Nærheden af Dig. Hvis Du siger det anderledes end for Spøg, må Du læse om – men «verdensklog», ak ja, det Ord har jeg brugt, og det må Du bruge hundrede Kys for at få mig til at slette, Du forunderlig søde og grusomme Kvinde. – Uf, for den Kvinde, som var efter Dig, at jeg dog ikke er i Kr.iania at Du kunde vise mig hende. – Aldrig har jeg dog hørt Mage til Hoveri med jert Kunstnerkarneval. At det er tænkelig muligt at samle Kræfter til at møde 5,6 Gange for det Pjudseris Skyld. Og så kun for at få Udgifterne dækkede! Ifjor kan jeg huske foranstaltede Skuespillerne i Kbhvn et Marked som var beregnet på 3 Dage det blev forlænget til 5, så tror jeg der var tjent 25–30.000 Kr, og der var omtrent friske Kræfter hver Aften til at tage fat. Det er dog næsten for urimeligt med sligt Slid omsonst. Rent alvorligt synes jeg ikke man har Lov til at kaste Tid og Møje bort i den Grad for en Skønhedsvirknings Skyld, hvis positive Udbytte vel er de Forelskelser og Forkølelser, der hentedes på Karnevalet. Hvis jeg var din Mand Amalie, havde jeg vistnok holdt slemme Taler i den Anledning. Nu kan Du være glad Du slipper. Og at Du så skal have med det kongelige Skidt at gøre, som man ellers til daglig foragter. Jeg håber, at Du føler lidt af Byrden ved at være så smuk som Du er – forfængelige Kvinde. – Nu God Nat Stump. Imorgen læser jeg Manuskriptet og – håber jeg – skriver. Men det er ikke sikkert at jeg straks kan sige hvad jeg mener.
Du husker dit Kostumebillede!
Din Erik

83. Erik til Amalie

Mandag
[26/3/1883]
Min elskede Ven, jeg har læst begge dine Fortællinger, og synes ubetinget bedst om den første «Fru Ring». Hvis jeg t.E. var Sekretær ved «Tidsskriftet», og Du havde sendt Heftet der til, og jeg skulde afgive min Kendelse, vilde den lyde således. «Fru Ring» kan trykkes, når det skal være som den er – mulig bør der dog foreslås Forf. en enkelt eller to Lempelser af meget kraftige Udtryk,k435 der ikke synes umiddelbart begrundede, og hvis Forf. overhoved er villig til Forandringer, burde det henstilles, om ikke der var Anledning til at omdanne den meget benyttede Nutidsform (Præsens) til Fortid (Imperfektum) om ikke alle Steder så de fleste. – «Bureauchef Krogh's» bør Tidsskriftet ikke optage. Er der imidlertid personlige Grunde til at gøre det, er der i Fortællingen et Par så gode Steder, at det vil kunne forsvares, hvis en temmelig kraftig Beskæring anvendes på hele Begyndelsen. Det er i Korthed min officielle Dom, min yndige søde Pige, min private skal jeg se at få sammentrængt her så kort og fyndig som mulig. Du synes selv bedst om «Bureauchef Krogh's» for dens Sandfærdigheds Skyld – men søde velsignede Ven, det er slet ingen Fortælling, det er et Program. Der står intet på Fortællingens 30 Sider, som gør Krogh, Moderen og Sønnen til bestemte kendelige Individer inden for Arten. Kroghs religiøse Overvejelser (og andet kender man ikke til ham) ere Overvejelser i al Almindelighed, der findes ikke en Farve i dem, som han særlig har lagt ind i dem, han er en almindelig, flad, kristelig Syfilitiker, og Moderen går det på samme Måde, hun er den opofrende, slidende, troende Moder, men hvad hun egenlig føler og mener, hvor udslukt eller hvor levende hun er, om hun taler hurtig eller langsomt, er køn eller grim, er venlig eller træg, dygtig eller udygtig osv, derom ved man slet intet. Man kan hverken se hende eller Manden. Holder de af hinanden eller er hun et Offerlam også i Ægtesengen? Ved Sønnen er der dog, fordi han kommer til at sige noget, en lille Antydning af, at han er et særligt Individ, men den er rigtignok kun meget lille. Der er ikke et Billede at få fat i. Det Hele er et Referat. Og er Du vis på, at Referatet er rigtigt? Så vidt jeg véd laver en syfilitisk Fader ikke svindsotige Børn.k436 Snarere Kertelsvage og Døvstumme eller Idioter. Og det, at det unge Menneske er så overordenlig forberedt på Døden, jeg mener vidende om, at hans Sygdom er absolut dødelig, og at de alle uden videre taler til ham som en Dødens Kandidat – er det ikke noget helt forunderligt? Jeg har set adskillige Dødens Kandidater og meget kloge derimellem, hverken havde de det present, at de skulde dø, eller nogen kunde falde på at sige dem det. Du har haft den Mening, at det er en Skændsel at lave Børn, når man er fattig, og når man er inkurabel syg – ja ikke en Gang det sidste helt ud. Du har kastet dit Had på Syfilitikeren – men nu den Brystsyge,k437 den med arvelig Vanvid i Slægten? de sidste ere meget farligere for Menneskeslægten, de Syfilitiske kunne i de fleste Tilfælde slippe for at påføre deres Afkom et Onde. Din Mening har Du formet i en Omtale af nogle Personers Skæbne, men det er ikke Personerne som sådanne der interesserer Dig. Du har aldrig set dem. Du skildrer ikke dem, men den Religion, de har og den Sorg de lider. Men det bliver ikke til nogen Fortælling, og jeg kan kun vanskelig tænke mig, at man ad denne Vej skulde kunne nå til Kunst. Der er smukke Ting i Omtalen af det unge Menneskes Kærlighed til Moderen og i de Ord de veksle, men denne Scene bæres ikke af noget i den øvrige Beretning. – «Fru Ring» er et talentfuldt Arbejde, fyldt med megen bevidst Kunst, men, min Unge, den er langt fra god nok. Du kan skrive den meget bedre. Du har givet for lidt, det er ikke et helt Billede man får. Jeg vil vide, hvorfor Fru Ring keder sig så gudserbarmeligt. Du har præsenteret hende straks om jeg så må sige på for nært Hold. Vi er ikke forberedte til at forstå den særegne overdrevne Form for Træthed og uægte Livslede, som vi få at se, og uden Forståelse ingen virkelig Interesse. Lad mig straks sige, hvori jeg tror, at Hovedmangelen ligger. Det er i Kompositionen: der mangler et Kapitel. Når Tæppet rulles op, taler Hr og Fru Ring sammen. De er ikke enige. Der er et underlig dulgt Fjendskab i alt hvad hun siger, som aldrig kommer tydelig til Orde, men som har skabt den Kulde, der stempler hele deres ægteskabelige Liv, Fjendskabet er hendes Fejltagelse da hun giftede sig. Han ser ikke synderlig dybt i dette. Deres Uenighed nu drejer sig om Minerne i Ivery[?] og den Proces han har begyndt. Hun spotter og havde foretrukket et magert Forlig (?). I denne Samtale lærer man Fru Ring at kende. Så sejler Manden ud og kuldsejler. Næste Billede din Fortælling [sic] fire År efter. Der er som det er nu bl.a. den Urimelighed, at hendes Forhold i Ægteskabet, hendes virkelige Følelser derunder ikke kendes og ikke direkte mærkes gennem de Forestillinger der vandrer trægt ud og ind af hendes Hjerne. – Undskyld jeg opdager nu, at Nils vel betyder Manden og at «siden», da hun er ved at forloves med Fætteren, betyder efter Mandens Død. Men det er ikke tydeligt og forstyrrer i Grunden Billedet noget, man får for dårlig Besked. I det Hele, er det så aldeles rimeligt, at hun netop den Aften straks oven på Ølmanden tænker på dette, om hun da aldrig kan komme til at elske? Ja meget muligt er det det. Men det kommer som en Nysen på os. Vi er for uforberedte. Der er nogen Usikkerhed i din Måde at lade Omgivelserne virke og Fruens Forestillingskreds skifte, og snart er Fortælleren selv med i et Adjektiv, snart er det blankt og blot Fru Ring vi har for os. – Hvorledes har hun overhoved kunnet tænke på at blive forelsket på ny? Der er meget, der ikke er færdigt. Johanne i sit Køkken er god. Det Billede, der ved hende males af Fruen og hende selv er ypperligt – Du har en for en Kvinde helt mærkelig sanselig bred Pensel, en saftrig Anskuelighed, som virker helt bedårende på mig – mulig vil den forskrække andre. Det rent Ydre i hvad Johanne ser gennem Nøglehullet synes mig absolut fortrinligt. Men som sagt: denne Drømmen og Svømmen ud i den blødeste Lediggang skulde forklares, i alt Fald også anskueliggøres. Jeg synes ikke helt godt om Kusinens Besøg. Det forekommer mig, at Tonen imellem de to Damer er lidt under de Udtryk de vilde vælge, – den stramme Stemning over Samtalen er derimod af udmærket Ægthed. Men mulig vrisser to Damer således ad hinanden. Da Du overhoved har delt Fortællingen i Afdelinger skulde III slutte, hvor Fru Hansen går. Begyndelsen af Ensomheden er ikke rigtig godt skrevet. Hun tænker næppe på Holmk438 så historisk som Du for Læserens Skyld har været nødt til at gøre det, og der kommer kedelige almindelige Ord med. Så stiger Fremstillingen fra: «Hvad skulde der nu blive af hende?» (Hendes Blik rundt i Køkkenet ug!)k439 til hun har brændt Brevene. Erindringen tilbage ved Synet af Strimlen forekommer mig usandsynlig, hun har Medlidenhed med sig selv, er blød hvad Fortiden angår, det er Fremtidens Fattigdom der er Skrækkebilledet. Og så Slutningen, min sødeste Pige, det er for lavet. Nej, naturligvis, lad hende blive forstyrret og få Brevet til Doktoren tilbage, og så efterhånden komme bort fra Selvmordet den Nat, for hun havde ikke taget Livet af sig alligevel, om så Holms Brev aldrig var kommen. Det Brev skulde først dumpe over hende senere, når hun var blevet endnu sløvere eller mere forpint. Slutningen med hendes Fantasier om Dragterne fra «det andet store Magasin» osv. må ikke mangle. – Psykologien er for svag. Vi véd til syvende og sidst ikke, hvad det er, der har naget denne Kvinde. Men den kunstneriske Evne er af ægte Slags, Stilen bliver, hvor den er beskrivende, tæt, kraftig, næsten hed, malende og såre anskuelig. Den er noget for sig selv.
Min søde elskede Amalie, hvad siger Du til alt det, jeg har rodet sammen på det andet stykke Papir? Jeg tør næsten ikke læse det igennem, for der er sandelig ikke Stil i det. Men jeg har en gruforvoldende Hovedpine og det har jeg havt hele Dagen, og det er Du Skyld i, Du sødeste Pige på Jorden. Da jeg i Nat havde skrevet til Dig, og gik i Seng kunde jeg ikke sove. Jeg tror, at den Tur ned på Gaden i Sneuføre sammen med alle mine Tanker – jeg må altid bringe Brevet i Postkassen Søndag Nat – gjorde mig for årvågen, og så drak jeg en skrækkelig Mængde Kognak for at bedøve mig. Det har jeg Hovedpine af idag. – Min elskede Ven, gør Dig en Smule Umage for at forstå de Antydninger af Meninger, jeg har nedskrevet – det er slet ikke så hurtig besørget som Du måske kan tro – var vi sammen, hvilken Uendelighed af Bemærkninger havde jeg da ikke at gøre. Du må ikke lade hånt om min Kritik, og Du må ikke blive mismodig. Den er en Tilskyndelse for Dig til at skrive. Du lille Tosse, Du véd jo meget bedre Besked om Fru Ring end både jeg og alle andre, hvorfor skriver Du ikke ud af din Sjæls Indhold. I Kunst gælder intet andet end Ærlighed. Man tinger ikke der. Amalie, der er stundom en vis Drøjhed i din Udtryksmåde; tror Du ikke, at det var rigtigt at være en Smule mere tilbageholdende der? – Jeg kan for min Hovedpine ikke skrive mere i Aften. Ak der var så meget at fortælle og snakke om.
Elsk mig som jeg elsker Dig
Din Erik

84. Amalie til Erik

Onsdag.
[28/3/83]
Kjære, søde, over alt i verden elskede, hvor du har det ondt med mig. «Du er meget selvisk Amalie» – skrev du engang, men min selviskhed bunder dog ikke i egoisme, men mere i den voldsomme måde jeg føler dette med dig på. Når jeg først har raset ud, tror jeg endog at jeg kunde være meget lidet selvisk, at jeg kunde bringe det til at tie med det, der vilde såre eller gjøre dig forknyt min elskede; oh du ved ikke hvad jeg kunde læres op til ved at elske dig. Men alt må ha'e sin tid, og alt må komme efter sin naturlige orden. Er jeg «grusom», jeg? Kan du virkelig ville sige at jeg er grusom? Ja, med at ha'e mod til at sige mig selv sandheden, til at se iskoldt og nøgternt på tingene, på den måde er jeg grusom. Men så er det dog mere værdt; når jeg tilsidst strækker gevær og gi'er mig over på nåde og unåde, for da har det under sig det, at jeg ved hvad jeg har gjort. – Hvor jeg er lykkelig over at du nu er mere glad i mig, mere tilfreds med mig, at du har følt det rigtig helt ind, hvorledes jeg vilde lægge mine arme om din hals, og kysse dig til at forgå af. Torsdag. Længer kom jeg ikke igår, og der var meget mere jeg skulde sagt om det at kysse dig, blandt andet at det græmmer mig at du har alt det skjæg, – der er jo ingen rimeligheds grænser for det; overalt er det iveien, og der er ikke et menneske på jorden der har så liden plads for kys som du. Jeg bli'er kjed af at kysse dig bare på munden bestandig og på den filleflækken omkring øinene. Jeg har fået dit brev du søde, snille gut som sidder og skriver alt det værdifulde med hovedpine nattens tider. Din kritik er en skat, og du er en perle, men jeg vil ikke omarbeide fru Ring,k440 – det er for kjedeligt – jeg få slippe, og jeg vil ikke skrive et første kapitel med en samtale i, for jeg vil overhovedet være færdig med det kjedelige fruentimmer. Der var så meget jeg skulde sagt i anledning af det du skriver om min skitse, men jeg kan ikke, for jeg er træt efter igår af at danse til kl. 2, og drikke meget champagne, og tale en hel del fransk med en greve som er fransk vicekonsul her. Uf, at vi aldrig kan få være på bal sammen! hvor det er skammeligt, og hvor meget vi idetheletaget går glip af, vi, det er ganske forfærdeligt, når jeg rigtig betænker det. Nu er det da slut med alt det karnevalsrod, gud være takket og priset. Jeg er ganske enig i alt hvad du siger om det at kaste tiden bort i en sådan udstrækning, og til så liden nytte. Havde jeg det med at angre på noget, så vilde jeg angre på at jeg gik med på dette, nu haster jeg bare fra det med mine tanker, og er glad det er over. Jeg vilde ønske du havde været min mand, for at du kunde ha'e forbudt mig at være med, rent ud forbudt mig, for så havde der ikke været mere snak om det; jeg kunde sagt: jeg får ikke lov af min mand. Tænk hvor godt det vilde været. – Du er udentvil den kyndigste dommer af alle i Skandinavien – det er ikke en superlativisk floskel, men min virkelige mening, og jeg er så glad at du har læst mine greier og sagt mig din mening. Jeg skal ganske vist få nytte af alle de udmærkede vink, hvis jeg skriver noget mere. Men fru Ring, vil jeg som sagt ikke røre ved mere. Slutningen er lidt lavet, – åja herregud, – det er nok sandt, men ikke så græsselig sandt endda, for tilfældet spiller jo som oftest første violin her i verden, og der er intet til hinder for, at det brev kunde komme netop den aften. Det kunde også være bleven borte, hun havde så alligevel ikke taget nogen gift, hun, – men dette gjør det meget letvindtere for mig. At lade det stå hen, og la'e der gå nogen tid, og vise hende endnu mere reduceret, og så lade brevet komme, det bli'er så besværligt, – og som sagt, – det laveri er ikke med det værste. Hvad skulde der være iveien for at brevet kom? Du må ikke være for strid med et menneske heller, og især ikke med en begynder, husk det. Og så det om et første kapitel for tydelighedens skyld. Du har sikkert ret naturligvis, – men jeg synes på den anden side at man godt skimter hvorledes hendes første ægteskab har været, både i det hun siger om Nils, som jeg synes røber en langsom begribelse, at du ikke strax vidste var manden, man skriver da ikke for et publikum, som skal ha'e det ind med ske'r heller – og i det om hans photograferen, og i det hun siger til kusinen om ikke ét ægteskab er nok og om processen. Der kan ikke stå mere om det som det hele er lagt, for husk hvor gammelt det er for hende hvor færdig hun er med at gruble og være bedrøvet over alt det. Hvorfor fru Ring kjeder sig? Det er jo bare fordi hun har stof i sig til at undgå at kjede sig. Hun har lidt indhold i sig, som ikke blier udnyttet, det er det som nager hende; hun ved det ikke selv, – der er mange som går og lider og lider af samme grund uden at vide hvorfor de er lei af sig selv og hele stasen, – de som blier udnyttet til mindste evne, er de lykkelige, de få, de forsvindende få, de udvalgte. Havde fru Ring ikke havt ubrugte evner, så vilde hun ikke ha'e kjedet sig; kun været forlystelsessyg og tom naturligvis, men uden at mærke det eller lide ved det. Det er kvinder som fru Ring det er synd i; det er synd i dem at de opdrages så slet, at de fra barndommen af ledes hen til det, at blive en mands kone, og ikke et menneske. Man skal altså forstå af sig selv hvorfor hun kjeder sig. Fru Ring kunde ikke «spotte» over processen, – hun har altid været udenfor sin mands leben und treiben, gået ved siden af alt det; slet ikke bekymret sig om hans greier. Hvad hun alligevel ved, har hun ikke kunnet undgå at høre. Jeg kan ikke indse at der er noget iveien med samtalen mellem kusinerne. Det er de mange uenigheder og pripne samtaler fra før, når fru Hansen vilde ha'e fru Ring til det eller det, – der ligger under, og gjør tonen som den er. Men hør sig mig nu, – skulde jeg helst la'e være at trykke den? når den har så mange mangler, – og jeg er vis på du ikke har sét dem for skarpt an, så synes jeg ikke det er værdt. Jeg er vis på jeg kan få den i Tidsskriftet, men som jeg før har skrevet, – jeg bryder mig ikke om det hvis den ikke er virkelig god. Og det er den ikke. Vil du gjøre mig den store tjeneste at sætte mærke ved alle de udtryk som er for drøie, – (jeg kan absolut ikke fatte, at der findes sådanne,) og har du bedre, så skriv dem over med blyant, og ved de verber, der heller skulde været imperfekter, og ved de ordelag, du ikke synes om i samtalen mellem de to damer. Ved du, forresten, – hvad jeg tror, – at damer bedre vil kunne forstå fru Ring end herrer kan det. Og så må du sende mig bogen meget snart tilbage, – hører du. Ja, så var det ikke mere, – jo det er sandt «Bureachef [sic] Kroghs»! Jeg synes ikke du har ret i at man ikke kjender Krogh. Jeg ser og kjender ham så tydeligt, at jeg ved på en prik hvorledes han ser ud, ja lige indtil den måde han spiser på, og klæder sig af på om aftenen. Han er så kjendelig ved det, der siges, at der slet ikke skal siges noget. Og hun også. Tror du hun ved om hun holder af ham eller ei? Slig en slavekvinde, for hende gjælder det: alting skal så være, og naturligvis er hun sanselig, ellers havde hun på en eller anden vis gjort oprør. Du skulde hørt hvad fru Wullum sae om den! Og hun skjønner sig ikke så lidt på bøger; jeg har hørt så mange forstandige domme af hende; og hun sa'e engang at din bog var en af de «skønneste» hun havde læst, – rent ud et herligt arbeide, sa'e hun. Men det kan nu være det samme det om «Krogh's» for den vilde jeg nu alligevel ikke ha'e trykt, af andre grunde end dine. Idetheletaget er det forresten kjedeligt at skulle skrive, rent ud et kors man går og slæber på: igrunden begriber jeg så lidt, at jeg gider, men jeg kan ikke la'e det være heller. Jeg ved godt at jeg er flink, men jeg er ikke flink nok; ikke så flink at jeg, hvad man kalder, får det til. Men jeg er slet ikke bedrøvet over det, må du tro, – det skulde jeg nu egentlig være, men jeg kan ligesålidt ta'e mig nær af at jeg ikke får det til, som jeg kan angre på noget jeg har gjort. Forresten var det en glæde at se, hvor alvorligt du tog på det, at du dog havde fundet, der var noget ved det; jeg var så forberedt på, at du vilde skrive: nej min lille pige (nu snakker jeg dansk, og hærmer efter dig, du skulde bare høre!) det må du ikke befatte dig med, eller sådant noget. Og det synes jeg forresten gjerne du kunde ha'e gjort; så havde jeg lagt det på hylden for bestandig, og været glad og lettet ved det.
– – Er det virkelig sandt at du elsker mig således, at min kjærlighed er så meget for dig, at livet blev intet for dig uden mig? Det er så sødt at høre det, og var du hos mig, så vilde jeg spørge dig igjen og igjen og kysse dig mellem hvert ord, og kysse dig mange gange for hvert svar. Og jeg tror jeg kunde komme til at græde af glæde, hvis du ikke blev træt af at svare mig ja. Som jeg glæder mig til den dag jeg skal være i dine arme! Og du skal komme til at føle hvorledes jeg elsker dig da; men det gjorde du allerede sidst, – ikke sandt? Men nu bli'er det værre. Bare det ikke må være forlænge. Jeg bli'er syg af utålmodighed. Men du, – dengang du elskede hende du ved, da er jeg vis på, du også følte det som om livet vilde være absolut intet for dig uden hende; og dengang følte du det stærkere, varmere, mere troende; for dengang sad du ikke inde med erfaringen om, at det går an at lide, glemme, leve op påny, og finde en ny kvinde til at elske. Det ved du nu, og jeg er aldeles overbevist om at hvis du mistede mig, så – ja, så vilde du nok sørge, men ikke som sidst, og så vilde du om et år eller to møde en anden, som gav dig sin kjærlighed, på samme vis som jeg har gjort det, kanske også da uden at du bad om det, og så vilde du en dag sige til dig selv: jeg elskede nok Amalie, men ikke som jeg troede. Det er det som er det triste. Kostumebilledet skal du få, men du får give tid, til det er færdigt; det blier det vel nok i næste uge en gang. Min elskede, min Erik jeg er ganske og aldeles
din Amalie.
Jeg har taget konvoluten op igjen, for at sige dig, at du har så uhyre uret i meget af det du siger om «Krogh's». Han skulde ikke vide at han skulde dø efter at han var bleven sengeliggende, og kun havde et par måneder igjen. Jeg ved med vished om flere som har vidst det, og talt om det; en var et ungt menneske på 21 år som døde af tæring inde i Hardanger, hvor jeg med andre, lå på landet. Det var ingen af hans nærmeste hverken lægen eller moren, som lagde skjul på det da, – de gik endog og prøvede på at omvende ham, og bad ham betænke hvor snart nådetiden var forbi. Han sa'e til mig: når de bare vilde la'e mig dø i fred. Og dette var intet exceptionelt tilfælde. Men jeg har mærket engang før, – det var i Gøteborg, at du ikke rigtig ved hvorledes de som farer med at være kristne har det, og hvilket præg det giver dem. Jeg er sikker på der er noget i dette. Meget mere vilde jeg ha'e sagt, men det får være til vi træffes.
Din Amalie.
[Skrevet bak på konvolutten]:
Il y a quelque chose dans votre lettre, que je n'ai pas pu lire, malgré des efforts incroyables. Après avoir dit: «Så stiger fremstillingen fra: 'hvad skulde der nu blive af hende?'» – vous avez fait une parenthèse: («Hendes blik rundt i kjøkkenet») alors vient ce que je n'ai pas compris; c'est comme ça (maintenant il faut que je dessine) «ug». Qu'est-ce que vous avez voulu dire par ce signe barbare? Dites-moi donc sur-le-champ, et ne l'oubliez pas!k441

85. Erik til Amalie

Kbhvn
Søndag Nat den 1 April 83
Du elskede søde, dit Brev er yndigt, og ikke mindst tager Du mig fangen med din franske post scriptum uden på Konvoluten. Lad mig straks sige Dig, at «ug» betyder «udmærket godt», og er den forkortede Betegnelse, man bruger som Karakter i Skolen, den bedste Karakter, der gives. Jeg måtte naturligvis tro Stump, at Du var meget fortrolig med denne Karakter. Sig mig for Løjers Skyld, hvilket Mærke man bruger hos jer for samme Sag. – Så er Du mageløs! Du roser mig for min kritiske Evnes Skyld og siger, at jeg uden Tvivl er den kyndigste Dommer i Skandinavien – hvad er nu det for en Urimelighed, Ven? – og bag efter underkender Du mir nichts dir nichts omtrent alt hvad jeg har sagt. O, Du Snedige! Imidlertid, Amalie, vær forsigtig her. Jeg har Ret i omtrent alt hvad jeg har sagt, og jeg skulde ved at gennemgå Stykkerne med Dig Punkt for Punkt vise Dig det. Der er ingen Tvivl om, at «Fru Ring» kunde trykkes, og interessere, men den er drillende under, hvad Du formår. Opgaven er så meget større end i «Madam H's Lejefolk», men Behandlingen er også tilsvarende ringere. Jeg vilde ønske, at Du ikke sendte den til Tidsskriftet. Jeg siger ikke, at min Idé om at lade et Afsnit gå forud, er den ene rette, Du kunde også inden for den givne Ramme få sagt, hvad Du vilde; men Du måtte da være større Virtuos. Og Et navnlig: Du forholder Dig ikke ret frigjort selv over for dit Emne. Du har ikke fået denne Frue ud i Rummet, Du har hende t.E. ikke i Ironiens Belysning, og det kan ikke nytte at stille den Fordring til Læserne, at de skulle begynde med Forestillingen om, at Hemmeligheden her stikker i den større eller mindre Fond af ubrugte Evner. Det står der ingen Steder noget om. Det vil sige, der er ikke malet noget tydeligt Billede deraf. Husk, at al Kunst er jo dog kun at male Billeder. Man kommer ganske vist efterhånden til den Forestilling, at Fru Ring ikke er helt ringe, men det er en usikker Gætning bag efter, og vi skulde netop have havt denne Opfattelse som Forudsætning. Skal vi holdes indenfor den givne Ramme, måtte hendes Fantasier ganske sikkert være meget mere intelligente, ellers begriber vi ikke, at hun ikke lige som sine sære Medsøstre falder til Føje under Livets almindelige Nipssager. Det forekommer mig en god Opgave og lærerigt for en Mangfoldighed, navnlig af Mandfolk, at få et Billede malet af en Kvinde, som virkelig er livstræt i al Almindelighed – uafhængig af det meget Kærlighedssludder, som Mændene altid tror, at Kvindens Forestillinger ere udfyldte af. En intelligent Kvinde, der er kold og – træt, er en første Rangs Opgave. Men Kulden og det gode Hoved må males lige så anskueligt som Trætheden, ellers er Billedet ikke lykkedes. Amalie, Du måtte kunne gøre det. Men Du har taget underlig flygtig på Tingen her. Det er ikke rigtig Alvor, det jeg møder, ikke rigtig Kærlighed til det kunstneriske Forehavende. Der er ingen Frygt og Bæven i din Sjæl ved i Selvfordybelse pludselig at være kommet Ansigt til Ansigt med Sagens sande Sammenhæng. For Pokker, Du véd jo dog Besked med hvad der foregår i en smuk Kvindes utilfredsstillede Forestillingskreds, når hun er absolut uden Elskov og samtidig begæret af så godt som enhver Mand hun møder. Hvorfor vil Du ikke give dit Livs opsparede Foragt Luft i kunstnerisk Form? Din virkelige Foragt. Du står jo nu over den, kan gennemskue den. Hvorfor vil Du ikke tvinge Dig selv til at se og male den Svaghed, der dog på ethvert Punkt har været i denne Foragt – «Fru Ring» er kun en Antydning i så Henseende. Jeg tror, at det er rigtigt at holde de Fantasier, som en Kvinde i Fru Rings Sted får fat i, til netop de små Ynkeligheder, der foregå umiddelbart for hendes Øjne – men lægger hun sig hen, antage de større Former, de kunne blive til en hel Fortælling, et Maleri. Enten der, eller forud for denne Eftermiddag Maleriet af noget ganske bestemt og enkelt i hendes Liv gives, ellers kender vi hende slet ikke. Pigens Omtale er fortræffelig som Vejledning; men det enkelte Maleri af det, der er hendes Livs Indhold, bør være givet, helst formodenlig – jeg tænker her på, hvad der ligger din Pen nærmest – koldt, udvendig fra set. Og husk, at for at få et Billede til at stå, må man vælge sit Standpunkt og holde det: enten inden fra den Individualitet selv, man vil have frem for Læserens Øje, altså alt, ethvert Støvgran set i Belysning af Fru Rings Stemning, fortalt næsten med de Ord, hun vilde vælge, eller også omvendt Tilskuerens Standpunkt, der beskriver og giver igen sit Indtryk af det sete. En Skiften her, så at man snart ser Tingene med Tilskuerens, snart med den Skildredes Øje, ødelægger som Regel Billedet og røber Usikkerhed i den kunstneriske Evne.
– Min lille Pige, Kl er 2 Nat, jeg holde op. Jeg har ikke kunnet komme til at skrive idag.
Du er mit Livs Indhold, det er noget Sludder med alle før og efter.
Din Erik

86. Amalie til Erik

Onsdag 4de april. [1883]
Det var et kort og snippeligt brev idag, min elskede, og så var det ovenikjøbet opfyldt med bare snak, om det kjedelige stykke. Nu må det dog være nok. Vi taler ikke mere om det, ikke hvis vi treffes heller, det er så flout – og jeg ved jo nu så god besked om hvad du synes, du stygge vigtigpér, som jeg skulde ha'e lyst til at se fornærmet ud på. Nei naturligvis skal det ikke komme i Tidsskriftet, når du ikke synes det; jeg er glad, jeg slipper, havde jeg nær sagt. Men Sars har jeg lovet, skal få læse Bureauchef Kroghs, som fru Wullum imod min villie har gået og talt om som noget udmærket, og gjort ham nysgjerrig efter at læse, og nu er jeg bleven nysgjerrig efter at høre hvad han synes. Så får han jo også læse fru Ring. Men det gjør ingenting. Selv om han skulde bede om det til Tidsskriftet, får han det dog ikke. Hele greien skal brændes sammen med alle de overflødige breve og papirer, som skal kastes i ovnen nu til flytningen. Jeg vil ikke ha'e bogen liggende, for så resikerer jeg gjerne at komme til at gå og tulle med det bagefter, og jeg vil ikke vide af det mere. – Jo, – jeg tror virkelig at du er den bedste dommer jeg kunde finde i de 3 lande – jeg vilde ha'e mere tillid til hvad du sa'e end til G.B. f.eks. fordi han er for lyrisk, for meget digter, når han kritiserer.k442 Men herregud, derfor kan jeg vel få lov at bruge lidt mund. Jeg «underkjender» ikke hvad du siger – er du gal? men jeg forsøger at snakke lidt imod. Den fornøielse må jeg dog vel kunne ha'e. Du ta'er virkelig feil. Jeg kan ikke gjøre det bedre, og hvad det angår at jeg skulde skrive ud af min sjæls indhold – da er der ikke tale om at jeg vilde det. Naturligvis ved jeg langt bedre besked om fru R. end jeg giver i stykket, – men fru R. selv ved ikke noget synderligt om sig selv; hun er ikke kommen længer end til at være forundret, som jeg var, da jeg var bleven forelsket i dig og til ikke at kunne finde rede i noget. Mange kommer aldrig længer. Jeg vilde ikke skrive om mig selv, ikke for aldrig det! Ja, det har du ret i, at hvis jeg gjorde det, så blev det en anden greie. Du kunde gjøre det; du kunde kanske skildre en kold og træt kvinde ved det du ved gjennem mig; du vilde få det til, for du vilde ikke generes af den undseelse der holder mig tilbage. Nei, om andre vil jeg skrive, om det jeg ser og føler gjennem andre, – men selv vil jeg gå i graven med mig selv. Forresten er det ikke sandt, – jeg vil slet ikke skrive mere, – jeg vil ikke ha'e det mas og slid til ingen verdens nytte, uden den at blive råbt ak og ve over, og blive rakket ned i skrift og tale. Du er forresten så sød – det irriterer dig, at jeg ikke har skrevet noget feilfrit, jeg havde nær sagt fuldkomment, men husk at den kunst der er fuldkommen, interesser[er] ikke længe. Deraf de skiftende skoler. Den dysser os ind i en blød og nydelsesfuld tilstand af hvile, der snart kunde lulle os i søvn. Foran den sixtinske madonna kunde jeg af bare velvære og fryd, glide over i den saligste søvn.k443 Uf, jeg havde forøvrigt en rædsom drøm forleden, – det var om dig og mig og én til. Jeg havde været så forvorpen troløs mod dig, – ikke til at beskrive, og ved du hvem det var som havde taget mig fra dig, – ja lé nu bare: Dr.mann. Så kom jeg tilbage fra en udflugt med ham, som havde varet i mange dage, og så kom vi gående hånd i hånd opover haven dernede fra sporveisgaden du husker, hvor så bænken strax stod,k444 og så var spisestuen festligt oplyst, så jeg forstod der måtte være selskab hjemme. Jeg steg op på en bænk for at kige og det gjorde han og, og tænk så så vi, at der var middag, og øverst ved bordet lige ved min bror sad du i livlig passiar med ham og Pylle, som havde plads vis à vis dig. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg var nær ved at segne fra bænken, (hvorledes man dog kan lide og føle distinkt og korrekt i drømme!) og jeg spurgte Dr.mann om hvordan det gik til at du var kommen til Kr.ania. Han svarte at der længe havde været tale om at du skulde herop, men han troede ikke det vilde være sket så snart. «Han må være reist fra Kjbhvn. dagen efter mig» – sa'e han. Så vilde Dr.mann, at vi skulde gå op, at jeg skulde præsentere ham for min bror, og lade som ingenting o.s. v. Så stod jeg der og skulde skjule for ham – kan du tænke dig noget forfærdeligere svineri – mit forhold til dig, og bad og besvor ham om at gå, – sa'e at jeg var syg, at jeg måtte gå lige i seng. Han blev vredere og vredere, og gik tilsidst fra mig i sinne. Så vågnede jeg, og spørg ikke om det var en lise. Jeg led legemlig hele resten af natten, og kunde ikke sove mere; jeg var så opskræmt, og jeg klamrede mig i tankerne fast, fast, fast til dig. – Men hvad var det jeg skulde sagt, – ja det om fuldkommenhed i kunst, der var forleden en, som sa'e om din bog at den var så udmærket god i et og alt, men at den var kjedelig; jeg kom siden til at tænke på at hvis den virkede kjedeligt – men det kunde den nu ikke uden på dem, der var uden evne til alvorlig forståelse af dit problem – så skyldtes det uden tvil dens fuldkommenhed. Men hør engang – du beflitte dig på at skrive lidt, bare lidt tydeligere. Nu er der atter igjen et ord, som jeg ikke kan læse, – og det er, som altid, et ord som jeg nødvendigvis burde forstå. Jeg har fløiet brevet igjennem en gang til, – der er mange flere end det ene må du tro, som jeg ikke forstår, – det er skam af dig. Nu får jeg ikke det udbytte af alt det udmærkede du siger, som jeg skulde havt. Hvorfor får du på en hel søndag ikke tid til at skrive mere end de tre sider? Men nu får jeg heller ikke tid herefterdags, du. For nu skal jeg snart flytte, og jeg har været længe, og er fremdeles i så mange selskaber, så skal du se hvor godt det er. – Jeg slutter her. Imorgen skriver jeg mere. Jeg længes rædsomt efter at kysse dig.
Torsdag.
Jeg havde halvveis ventet et brev idag istedetfor alt det du ikke havde skrevet til igår, men nei, der kom intet. Derfor skal jeg skrive meget mindre til dig end jeg havde tænkt. – Jo mere jeg tænker på alt det du siger om fru Ring, jo bedre forstår jeg alle dine indvendinger, og jo dybere ser jeg ned i dem. At du havde ret, vidste jeg naturligvis strax, men jeg havde ikke fået sådant tag helt ned og omkring alle dine antydninger og meninger, som jeg nu har. Det er så soleklart altsammen nu. Og det er jeg så glad for, thi først således kan det blive af virkelig nytte for mig. Du siger at jeg bare har «antydet» fru Ring; ja det var det jeg havde sat mig i hovedet at jeg vilde; jeg vilde bare ganske diskret antyde, for jeg syntes det faldt så aldeles af sig selv, at alle måtte forstå hvordan hun havde det, og hvorledes det var gået til med hende, at jeg var bange for at fortælle noget så fortærpet og gammelt. Du må vide jeg gik og spekulerte stærkt på, at stryge hele afsnittet om Johanne fordi jeg syntes det var en kjedelig gjentagelse af alt det, der var sagt og sét i det første afsnit. Og jeg var så sikker på, at du strax vilde sige, at det om Johanne måtte væk. Jeg så igåraftes Hamlet med Hammer i titelrollenk445 – Han var over forventning god og rystede mig flere gange op af min døs. Vanvidsscenen som fru Hansson gjorde nokså bra, fik mig til at græde lidt. Iaften skal jeg se Odette, hvor fru Gundersen skal være en «åbenbaring».k446 – Kjender du en cand.jur. Carl Torp fra Kjøbenhavn?k447 Han har stipendium og ligger, mærkeligt nok, heroppe for at høre forelæsninger. Han var hos os i en liden middag på lørdag, og jeg tror han fandt mig meget ufordragelig. For han talte om det norske og især om det danske venstre på en lidt hånlig måde, og så sa'e jeg ham imod, måske på en lidt mindre høflig måde end det passer sig for værtinden. Jeg ved forresten ikke, men jeg har en følelse af at han syntes jeg var ubehagelig. Han farer forresten selv med at være et slags venstre, og sværmer for den konfødererede republik. Min bror har været sammen med ham i Leipzig forrige år, derfra skriver sig bekjendtskabet. Jeg vil slutte her for du fortjener ikke mere, og du har fået dobbel så meget, som du skulde havt.
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Nu skal jeg til photografen for at få taget kostumebilledet.

87. Erik til Amalie

Søndag Aften den 8 April 83
Min elskede Amalie – kan Du læse det? – nå, så er jo Resten ligegyldig, så er der jo slet ingen Grund til Klage. – For Resten, dette er kun Lapseri, jeg synes slet ikke om, at mine gyldne, vel overvejede Ord færdes ude i det tomme Rum, ikke opfattede af Dig; men gør Du Dig nu også rigtig, rigtig Umage? Bliver Du ikke hurtig utålmodig og siger noget om Kludseri og dine mangfoldige andre morsomme norske Ord, der betegne dit Sinds uendelige Overlegenhed over denne Støvets Verden, hvor bl.a. også forekommer en ulykkelig Mandsperson, der gør sig den mest forbistrede Umage med hvert Ord, han elskende lægger hen til sin udkårne Kvinde? Er det virkelig Reglen, Amalie, at Du må igennem mine Breve som igennem et fremmed Sprog, man ikke er helt fortrolig med, hvor man taber Ord den ene Gang efter den anden? Pyt, det er nu kun noget, der meget sjælden hænder, ikke sandt? – For jeg vil sige Dig, at jeg som Regel skriver langsomt. Om end ikke hvert Ord langsomt, så er jeg meget længe om mine Breve til Dig. De give mig så overordenlig megen Anledning til at falde i Tanker. Jeg standser for hver Sætning næsten, stundom blot for at vælge et Udtryk, en Vending, der har mere Kød og Blod i sig, end det, der i sin Magerhed først lagde sig for Pennen, men ofte for at gå helt ind i det, jeg nu netop taler om. Du skulde vide, hvorledes jeg har siddet i Dage, havde jeg nær sagt, ved mit Bord med et Brev til Dig foran mig. Kun lidt efter lidt fylder de af Dig forhånede Bogstaver de hvide Sider, men i min Hjerne har der samtidig været arbejdet, og jeg er vis på, at når jeg en Gang er død, og man vil gøre sig den Ulejlighed at åbne Hovedskallen på mig, vil man finde, hvis man da ellers har Evne til at tyde sligt, i enhver af den store Hjernes Slyngninger en Række samlede Værker med samme fine Skrift, der anvendtes ved Dueposten under Paris Belejringk448 – Du véd Indholdet af en Måneds Aviser kunde gemmes i en Pennepose – og på alle disse tæt skrevne Bind står: «Til Amalie». En Nat min Unge, gik jeg først Kl 5 om Morgenen med mit Brev i Postkassen. Det var en Aften hvor jeg havde været hos Kiellands i Selskab, så vidt jeg husker. Du skal altså ikke, Ven, tro, at jeg sjusker med mit Brevskriveri. Og rejser Du en Klage mod mig for denne Måde at være Elsker og Brevskriver på, hvor jeg gemmer det bedste for mig selv, så, dejlige Ven, må jeg dog sige Dig, at fordi der bliver så overvættes meget tilbage i min store Hjernes Slyngninger – Du véd, der er noget, der hedder den store og noget, der hedder den lille Hjerne – så er det jo ikke sagt, at det netop er det bedste. Desværre det jeg giver, må vist betegnes som det bedste; jeg ejer næppe Skatte af anden Art end dem, Du kender, om end jeg har Dynger liggende, Du endnu ikke har set. Jeg har altså ikke i Sinde at lokke Dig med denne Meddelelse, det er kun et af Bidragene til at se, at jeg i alle Måder er en langsom Fyr. Jeg æder det altsammen ind i mig, og så varer det en skrækkelig Tid, inden det kommer frem igen, og så overmåde meget går tabt under denne Proces. – Hvorfor jeg ikke fik skrevet mere forrige Gang? Lille Pige, Grunden var meget prosaisk og dum. Det røg så afskyligt i min Stue, at der ikke var tale om, at jeg kunde være der. Det er sket mig et Par Gange før netop de Søndage jeg skulde skrive. Jeg måtte gå ud om Formiddagen. Ud skulde jeg til Middag og Aften. Jeg har for din Skyld, elskede Ven, forsømt et så anseligt Antal udbudne Søndag Aftner, at der tilsidst måtte komme en, jeg ikke kunde være overhørig, hvis jeg da ikke vilde bryde helt med den fåtallige Rest af Huse, hvor jeg tidligere var en hyppig og velset Gæst. Jeg fik gjort fire Visiter den Søndag Frmdg, et helt Vidunder af en Dag. Jeg var kommet sent på Benene. En Landsmand af Dig havde holdt mig oppe til Kl 4 Lørdag Nat. Det var Gunnar Heiberg.k449 Jeg holder af det Menneske, men den Nat var det nær blevet for meget. Det var sidste Lørdag Aften Kiellands var her i Byen – de skal ligge et par Måneder på Landet, inden de rejser hjem, G.H. var for første Gang buden til K.'s, og da Turen ud til dem for en fremmed i Byen, er nogenlunde umulig uden Følge, tog jeg med ham – der er en Times Vej fra mit Kontor, der dog ligger i den østlige Del af Byen.k450 De bo yderst ude på Østerbro. På Vejen måtte jeg et Svip op til mig selv for at blive lidt pænere end jeg var, og medens jeg puslede i mit Sovekammer, satte jeg en meget fin Kognak for G.H. – da vi nu Kl 1 Nat kom vandrende hjem, huskede den brave Mand min fine Kognak, og så måtte jeg som høflig Vært byde ham op. Så sad han til Kl 4 og søbede Kognak i sig. Og under alt dette gik jeg med dit uåbnede Brev på Brystet. Det lå til mig da jeg første Gang kom hjem. Du søde yndige Væsen, hvad det Brev Lørdag Aften er for mig! Ja det er bl.a. det, som står at læse derinde i mine samlede Værker i Hjernens fine Slyngninger. – Nå den Aften havde Fru Kielland for Resten direkte spurgt mig, om jeg kendte Dig, om jeg syntes om Dig, og med en mageløs uskyldig Mine fortalte hun mig, at Kielland og Du en Tid lang havde korresponderet, men at det pludselig var hørt op.k451 Jeg ved ikke, om jeg har fortalt Dig, at K. tidligere for mig har ladt, som om han kun kendte Dig af Navn, under alle Omstændigheder kun aldeles flygtig. Så spurgte hun fremdeles, om Du og jeg korresponderede, hvortil jeg med samme uskyldige Mine, som hun havde på, sagde at vi havde vekslet et Par Breve. Derpå spurgte hun, om Du ikke havde fortalt mig, at Kielland og Du havde korresponderet, og da jeg sagde nej, vilde hun ikke tro det. Imidlertid må jeg sige, at der ikke i hendes Måde at spørge på lå noget, der i mindste Måde skal forurolige Dig. – Ak idag til Middag – jeg spiste hos min Søster Fru Rothe og der var min Moder, begge de ugifte Søstre og foruden min elskværdige Svoger et Par Personer til, alt var så hyggeligt, Børnene så søde. Der var ved Bordet blevet spøgt med en Historie, der i denne Tid løber Byen rundt på alle Leder og Kanter, at Frk Zahle – Du véd – skal giftes med en bekendt grundtvigiansk Præst, hvilket er hentet ned fra Luften.k452 Nu vel, efter Bordet ved Kaffen sad jeg fredelig og stille mellem min Moder og Søster Emma og ud af denne Ro, hvor vi talte om noget meget alvorligt der er hændt i vor aller nærmeste Slægt, dukker så kønt, varmt og godt fra min Søster – i forsøgende Spøg – «men Du Erik, Dig har man jo også ville gifte bort. Er det slet ikke sandt?» Og så fortalte hun den samme Historie, Du kender om min rige norske Enke, som hos dem havde ligget stille siden den blev fortalt. Min Moder sagde så kærligt «Ak jeg havde næsten begyndt at glæde mig til at det var sandt; men jeg har jo ikke turdet spørge. Var det sandt, havde du jo også fortalt det.» – Jeg var melankolsk – rigtig jammerlig tilpas – medens jeg spøgte Historien bort imellem det andet Snak, der fortælles. Gud Amalie, hvor Du vilde blive godt modtaget, om jeg kunde føre Dig ind til disse fine gode Sjæle. – Stump, det er sørgmodigt med os to! Hør Amalie, hvor jeg er rasende for din Drøms Skyld. Jeg véd det, Du har været helt afskylig utro imod mig – i Drømme heldigvis. Alt véd jeg. Du blev besnæret, din Dyd holdt ikke Stand – og så for dette lange Menneskes Skyld! Sig mig blot én Ting, min lille Pige, om dette er første Gang? Amalie jeg føler fuldstændig med Dig, jeg véd hvad man lider af en sådan Drøm. Der er forøvrig her noget overordenlig interessant, som en Gang må føre til en vigtig psykologisk Opdagelse: disse Forbrydelser, disse fuldstændig skændige Ting man i Drømme begår.k453 Jeg spår Dig Stump, at hvis det er første Gang, så bliver det under alle Omstændigheder ikke sidste Gang at Du besnæres i Søvne – og aldrig aldrig vil det blive af mig. Det skulde være et rent Lykketræf, at jeg blev den lykkelige. Det er til at blive en Smule gal over. Men sådan går det altid til. Man er viljeløs i Drømme. Jeg havde uhyre Lyst til at udbrede mig vidtløftig om dette, og jeg havde umådelig Lyst til, at du næste Gang fortalte mig vidt og bredt om denne Drøm og om andre. Men du tør formodenlig ikke. Der er dog én Ting jeg må nævne, fordi det forekommer mig så meget vigtigt. Der er en stærkt sanselig udviklet, fuldstændig uberørt ung Kvinde. Pludselig en Nat får hun en Drøm af hed erotisk Art, den kan endog blive helt forvorpen – hvad Indtryk må dog ikke sligt gøre? Det er såmæn ikke forunderligt, at Drømme i overtroiske Tider har spillet en stor Rolle i Folks Tankeliv; med hvilken Magt kommer ikke sligt over En. Der er for Mænd den Forsmædelighed at opleve i Drømme, at de er fejge. Hvor ofte har jeg ikke tidligere drømt mig ussel. Det er nu vistnok to År siden at jeg for første Gang, i måske den mest levende Drøm, jeg har haft, var fuldstændig koldblodig, endog næsten heroisk modig. Som jeg var glad! Jeg har siden ikke mærket denne vamle Fejghed i mine Drømme, og jeg tilskriver det en bestemt netop imod mine Drømme rettet Bestræbelse, jeg led under dette Dobbeltliv, jeg besluttede, at jeg også i Drømme vilde være mig selv, og denne ene Nats lykkelige Oplevelse gav Styrke til denne Beslutning. Min Hjerne må have fået et Tryk, et Mærke, som den ikke kan slippe for. Jeg drømte, at jeg var i Paris og sov til Middag i mit Værelse i et stort Hotel. Forud var der gået en Mængde andre Ting, inden Situationen blev så simpel. Pludselig blev jeg skræmt op ved et umådeligt Brag i Nærheden. Jeg vidste, at det var Kommunarderne,k454 der havde lagt en Række Miner fra en Plads tværs ind under Hotellet videre til Banken. Der vilde springe tre Miner, inden Hotellet gik i Luften. Jeg hørte dem alle tre. Der var god Tid imellem. Jeg kunde have været forfærdet, forsøgt at flygte osv. men jeg lå rolig næsten, festlig stemt, jeg skulde dø, mulig kun lemlæstes, jeg tænkte på, om vi hurtig vilde blive gravede ud, om jeg vilde komme til at lide, alt i en vis højtidelig rolig Stemning – den tredje Mine sprang lige uden for Vinduerne, jeg tog fat i Sengekanten, og med et Brag, hvis Voldsomhed ingen Forestilling kan rumme, gik Hotellet i Luften, og jeg vågnede. Du begriber ikke, hvor fortumlet jeg var. Jeg husker, at da jeg nogenlunde var kommen mig, sagde jeg til mig selv: Ja nu behøver Du min Sandten ikke at opleve at se Døden imøde. Stærkere kan intet virke end denne Drøm. At Du ikke sov Resten af Natten efter at Du på skændig Vis havde bolet med Dr. forstår jeg godt. Men er det ikke forunderligt Ven, denne Løben grasat i Drømme, det dyreste man ejer, har man så godt som aldrig til sin Rådighed, det kommer bag på En. Fortæl lidt om dette.
Jeg er ikke meget fornøjet med hvad Du skriver om dit Forfatterskab, om end Du er så henrivende sød i dine Bemærkninger. Jeg havde Lyst til at ruske i Dig. Hvad er det Du siger: Du vil ikke skrive ud af din Sjæls Indhold? Nu vel, Du mener naturligvis, at Du ikke vil skrive således at En og Anden kan gå hen og pege og være Idiot og sige: Æ, der går Fru Ring. Men min lille Pige, det er ét, et andet er, at Du så pinedød – nu bander jeg på norsk – ikke kan få en Linje til at Du, uden at Du føder og elsker den som dit eget Barn, ammer den med din egen Mælk. Du ved bedre end andre Besked om Fru Ring. Vil Du skrive om hende, er det din Pligt at sige os alt. Vil Du være fornem lige over for Kunsten? Forbeholden tage vare på din Mund? Så skal Du blive uden for med det Gode, for så er der ingen Plads til Dig der inde. Men det er heller ikke din Mening. Du har stået i den Formening, at der i Billedet «Fru Ring» var givet ærlig og redelig hvad der skulde til for at skabe et levende Maleri. Men der er kun en talentfuld Begyndelse. Det forundrer mig, at Du er bange her. Du er jo ikke Fru Ring. Du har i Stød været så meget af hende, at Du kan danne hende til en kunstnerisk Helhed – mig kan Du jo gerne sige det, om det ikke netop er en begravet Stemning hos Dig meget mere end et Møde i Livet med Fru Ring, som har givet Dig Lyst til at skildre denne Kvinde. – Uf, hvad det er for noget Du siger om det fejlfri eller fuldkomne, at det ikke interesserer længer! Der kommer for øvrig til syne her en Åndrighed, som Du skal nærmere udføre: det med de skiftende Skoler. Det står for barokt i en indskudt Sætning til at jeg kan forstå din Mening, men det lokker mig. Men det er vist kun noget åndrigt Forkert. Er det dit eget? Kom med det Stump, hører Du, sådan noget lærer man noget af, om det også er ravruskende galt. Hør nu: min Bog er god, men jeg skulde vise Dig en Mængde Svagheder og ligefremme Fejl i den. Er den kedelig, hvad jeg for Resten ikke tror, så er det skam ikke fordi den er fuldkommen. – Så for Pokker, nu går min Lampe. Der er ikke mere Petroleum i den, Pigen er forlængst i Seng. – Nu har jeg tændt min Sovekammerlampe, men med det samme set, at Kl er over 1, jeg må i Seng, og der er da for Resten heller ikke synderlig meget Petroleum på den lille Lampe. Jeg havde havt Lyst til at blive ved endnu en Stund. – Du, det kan jeg godt lide, det Træk, at Du har troet, at inden Du næsten fik nævnt Tingen, kendte man Fru Ring, jeg tror der er Grøde i dette. Men altså således forholder Tingen sig: vi kender hende alle i al Almindelighed, for hun er hundrede Gange omtalt i Literaturen; men det er Dig, der kjender hende til Punkt og Prikke. Af Dig skal vi lære hende virkelig at kende. Du kender hendes Udtryk Manerer da hun var ung Pige, hendes Fantasier da, Du véd hvad hun tænkte, da han friede, hvad der gik for sig Bryllupsnatten, under Ægteskabet da hun blev Enke. Du kender hendes Bolig, de Bøger, hun har læst, hendes Omgang, hendes Helbred, Lyster, hver Fold i hendes Klæder. Du har set hende nøgen, halv påklædt, under Toilettet – husk Amalie, netop fordi vi i al Almindelighed kender hende godt har det umådelig Interesse for os at lære hende at kende ud og ind. Du har begyndt ypperlig, men vi mere ind i hende. Gå løs på Opgaven. Og Ven, uden en prægnant Samtale, næppe Mulighed for at få pustet Liv ind i Skikkelsen. God Nat min elskede, elskede Pige. Om Du vilde drømme en Nat om mig! Den Torp kender jeg ikke. Det er naturligvis et Fæ, jeg hader ham fordi han kan sidde og snakke med Dig.
Din Erik
Det er denne ene bestemte Kvinde, med denne bestemte Natur og denne Livsskæbne og disse Dun på Armene, denne Måde at fæstne Strømpebånd på osv.

88. Amalie til Erik

Onsdag 11te april. Kristiania
[1883]
Jeg går og ordner og pakker ned til flytningen imorgen,k455 – bare veiret bli'er godt – det sner idag så det driver efter, sådan en vassen, surpet sne, der siler ned i et vådt slubs over folks parapluie, jeg har nemlig været ude og prøvet det. Derfor må du nøie dig med et kort brev med besked på omtrent ingenting af det du taler om i dit sidste, og derfor får du det fredag istedetfor lørdag, såsom jeg må få det afsted idag; imorgen bli'er der ikke tale om at sætte pen til nogetslags papir, eller at få så meget som slængt et brev ned i den postkasse som hænger nogle skridt borte fra havnen. Jeg troede rigtignok du feiede dine breve til mig af i en fart, især de korte, for det gjør jeg altid selv; men det kommer vistnok af at jeg altid går og tænker på dig, og elsker dig, og derfor kommer det så rent af sig selv, det jeg skal sige dig. Så er nu også dine breve noget ganske andet end mine, gudbevars. Men det bry'er du dig ikke om, bare du kan mærke at jeg elsker dig, det er hovedsagen, ikke sandt? – Men hvad er det for noget forrykt snak du kommer med i anledn. af min dumme drøm? Jeg forstår absolut ikke et muk af alt det, og jeg begriber ikke at du ved at høre om den filledrøm, kunde komme til at diske op med så meget, der høres så stygt. Jeg var selv så ilde berørt deraf; jeg led både i drømme, og især da jeg vågnede over at jeg havde været så falsk og løgnagtig mod dig, som jeg dog elskede, men nu får du mig dog til at le af alt det tusseri. Jeg forstår det slet ikke, det du siger; jeg har følelsen af at jeg trænger en nøgle for at gløtte på en dør, for pludselig at få alt at se. Ja, for noget extra må du dog ha'e ment med alt det. Er du gal? Tror du f.eks. at jeg drømte at jeg kyssede ham? Langtifra! Det gik slet ikke sådan for sig. Det var alt i et hulter til bulter; vi gik og vi gik fra sted til sted og vi vandrede hele tiden hånd i hånd. Og jeg syntes at vi havde det på samme måde som vi to, – ja det vil sige, jeg drømte at jeg havde tutlet mig ind i et forhold til Dr.mann, der var ens med det jeg havde til dig, og jeg gik og var så ulykkelig, så forfærdelig lidende over det, men havde ikke mod at sige til Dr.mann, at jeg var så elendig, at jeg ikke engang havde kraft til at afsky og hade ham, hvad jeg ellers vilde, men at jeg kunde lade mig slæbe afsted til verdens ende af bare modløshed og skamfuldhed. Og vi kom til det ene herberge, (jeg bruger det ord, for hoteller var det ikke) efter det andet, men så måtte vi øieblikkelig afsted, for der var altid nogen som vi ikke vilde sés af. Og da jeg da endelig halvdød af sorg og jammer nåede vor have, forekom det mig at vi havde været borte i mange dage, og at jeg ved at gjøre dette, havde gjort mig værdig til at foragtes af dig først og fremst, og dernæst af alle andre. Denne følelse var så stærk, at jeg ikke kunde få sove for den, men måtte ligge og formelig anke mig. «Om det er første gang?» Hvad kan du dog mene med sligt snak! Du er virkelig dum. Om det er første gang jeg drømmer at jeg trasker afsted med Dr.mann og har ond samvittighed for min dobbelthed? Tror du kanske jeg har for vane at drømme om Dr.mann eller om at jeg begår nedrige handlinger? Jeg vil ikke svare dig, – dog jo, – jeg vil alligevel, – ja det er absolut første gang. Men jeg kan slet ikke skjønne at det kan ha'e nogen interesse for dig, når alt kommer til alt, enten det er første gang jeg ligger og væver og roder nogle urimelige oplevelser sammen i drømme, eller ei. Forresten drømmer jeg sågodtsom aldrig. Jeg har dog engang drømt om dig, men det var ikke morsomt, for jeg syntes du var vred på mig for alt det skriveri om at jeg vilde fra dig o.s. v. Jeg græd og søgte at forklare mig, men du var så forstokket. Tilsidst gled jeg ned på knæ foran dig, og søgte at omfavne dig, men du tog mine hænder bort. Derfor vil jeg helst la'e være at drømme om dig, for i drømme er du ikke grei at komme ud for. Det er besynderligt at du kan sige en ting som den, at jeg har været «helt uskyldig utro» imod dig. Hvor har du dog gjort af din sunde forstand? Drømt det har jeg, – jeg har drømt at jeg har været, ikke «helt uskyldig», men helt skyldig, utro imod dig, men været det! ja, iallefald er det dumt at kalde det for det. Idetheletaget forstår jeg ikke, og jeg er ærgerlig over at du virkelig har gidet gjøre noget ud af dette klus. Jeg vil ikke tale mere om det, jeg. – – – Nei, det er ikke reglen at jeg må gjennem dine breve som gjennem et fremmed sprog. Men det hænder iblandt at der er et ord som jeg umulig kan forstå. Jeg slider og stræver med det indtil jeg bli'er aldeles rasende, for det er altid et ord, der forekommer midt i den vigtigste sætning, og gjør at jeg ikke får fuld greie på det sagte. Så bli'er jeg naturligvis ærgerlig. – Jeg har atter læst dit brev igjennem, ja det vil sige jeg kom ikke længer end til dit: «Hør Amalie, hvor jeg er rasende for den drøms skyld. Alt ved jeg. Du blev besnæret, din dyd holdt ikke stand!» længer kom jeg ikke, for der brast jeg i latter, – ja, jeg kan ikke hjælpe det, – det er så latterligt. «Min dyd holdt ikke stand»! Sludder! hvad har der dog gået af dig, – jeg sidder og ler og ler, for nu er jeg kommen over ærgrelsen, og nu synes jeg det bare er komisk. Men hvor jeg alligevel skulde kysse dig hvis du var her, – kysse dig og le, for du er for sød og deilig og dum, og jeg kan godt li'e at du er skinsyg på mine drømme men alles mit massen, sage ich allerdings. k456 – – Om jeg har det om fuldkommenhed i kunst fra mig selv? Det har jeg sikkert forsåvidt som man overhovedet har noget i verden helt fra sig selv. Jeg har i ethvert fald hverken læst det eller hørt det af nogen. Men det synes jeg enhver der tænker, må ha'e af sig selv. Det er jo nemlig så soleklart at det forholder sig således som jeg siger. Alt hvad jeg ved, forekommer mig forresten i den grad gammelt og fortærpet, at jeg næsten ikke gider nævne det i allefald ikke uden sådan i forbigående. Hvis ikke alle ved det, at når kunsten har nået op til fuldkommenhedens tinde, så er den dødsdømt med det samme, så er det bare fordi de ikke har gidet tænke den sag igjennem. Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af noget, hvad interesse har det så? Således er det med religionerne. Lad dem være udnyttede, og drevede op til at præstere det fuldkomne, det vil sige efter sin arts og sit væsens evne, og de vil være på nedgangen i næste nu. Kristendommen kulminerede i middelalderen, – der er ingen tvil om det, – da satte den sig overalt sine blomster, i literaturen, i kunsten – hvad har den siden været: på nedgående. Således er det også med kjærlighed. Brug den ud til dens sidste smule indhold, – den vil være forbi med det samme; man vil vende sig bort, og søge noget nyt, der kan lægge beslag på ens interesse, og den nye kjærlighed vil uomgjængelig få en ny form, aldrig vil den være det samme som den foregående, ligesom de nye retninger i kunst og literatur o.s. v. idelig skifter skikkelse; det må de jo, fordi mennesket voxer og kræver forandring.
Jeg har ikke tid at skrive mere min elskede, jeg har lyst til at sige, min elskede Erik, men jeg gjør det ikke, fordi det ikke er nødvendigt og derfor klinger affekteret i mine egne øren. Det er ikke min fødselsdag før i slutten af august,k457 og inden den tid må vi dog vel ha'e truffet hinanden, om det ellers sker her i verden. Næste gang må du adressere brevet: Nordahl Bruns gade 24. Uf, der er ikke i nogen henseende så pent som her, skjøndt værst er der ikke. Men opgangen er ækel med de skidne skoletrapper, og så er det i tredie etage, og ikke på langt nær den udsigt vi har her, skjøndt selv udsigten er ikke værst – det vil sige, den kunde være meget værre. Men alle værelserne har lyst tapet, ganske lyst, og det kan jeg ikke fordrage. Jeg hader at du kan lade mine breve ligge så længe før du læser dem, og det er fordi jeg absolut ikke kan forstå den evne hos et menneske. Og det jeg ikke kan forstå, hader jeg. Jeg kunde ikke vente et minut med at læse dit brev, ikke om jeg vandt al verden; thi hvad hjælper det mennesket om han vinder den ganske verden, men tager skade på sin sjæl, og det vilde jeg gjøre ved at lade dine elskede breve vente, bare et øieblik. Jeg er så lykkelig over dit lange brev idag. Tak søde, elskede fordi du skrev så meget, men alt det om drømmen var dumt, næsten altsammen søde små nar! Du kan stole på at fru K. har hørt noget om at vi gjør af hinanden eller sådant noget, siden hun spurgte dig om mig. Den næseperle!k458 Hørte K. på det? Det var deiligt at du løi og sa'e at jeg ikke havde fortalt dig om vor korrespondance, om K's og min, mener jeg. Men hvorfor sa'e du at vi havde vekslet breve? Det kom jo ikke hende ved. Blev du ikke flou og forvirret da hun spurgte så direkte? Fortæl mig alt om det er du snil. – Jeg lægger billedet indeni som ikke er tiendeparten så deiligt som Mally og jeg var i virkeligheden.k459 Tænk dig bare de strålende farver, som ikke kan gjengives. Jeg bli'er altid mindre pen på billeder end jeg skulde være, og især er jeg det på dette. Fortæl mig hvad du synes om det næste gang.
Og vis det ikke til nogen, enten de så heder With eller Hit, hører du!
Jeg har skyndt mig rædsomt. Bare du kan læse det!
Din Amalie.

89. Erik til Amalie

Søndag Aften den 15 April
[1883]
Min sødeste Pige hvad jeg synes om Fotografiet af Dronning Semiramis's to Hofdamer – de pæneste naturligvis i Flokken –? Ak, jeg er en Kætter, jeg synes slet ikke om det. Jeg kan ikke finde din Skønhed end sige da Fru Lammers. Virkningen må absolut være gået tabt med Farvernes Forsvinden. Snittet i Klædedragten forekommer mig tungt og tvivlsomt korrekt og Stoffet afskyligt, der er jo ikke en Fold til at glæde Øjet, og så er tilmed hele Stadsen så forkrøllet, at det på Fotografiet gør et helt forjasket Indtryk. Dernæst burde Fotografen hænges for den slettest mulige Opstilling han har udfundet, for sin Baggrund og sine elendige sorte Skygger. Nej, min inderlig elskede, dejlige Amalie – var jeg Dig, foranstaltede jeg øjeblikkelig et Bål af disse Fotografier – en større Løgn om Dig end dette Billede vil der vistnok vanskelig kunne udbredes. Du bliver jo ikke vred min søde Pige fordi jeg siger Dig min Mening lige ud. Du har sendt mig dette Billede for at jeg skulde blive glad for det, og så sender jeg Dig til Gengæld en Række hårde Ord om det; men det er jo så, at Du have set hundredetusind Gange bedre ud, og Du kan ikke gøre for, at Fotografiet er under al Kritik. Jeg havde glædet mig meget til at få en Smule Lod i de Lovsange der fra dette Karneval er blevet sunget i dine Øren, og nu kan jeg kun istemme et fælt Ugleskrig. Men Skylden er ikke min, min elskede. Jeg er ganske fyldt af Forbavselse over, at man, når man er så smuk som Du, kan tage sig så lidet godt ud. – Jeg har vist ikke skrevet «uskyldig utro» men «afskylig utro» min sødeste Ven, det gør en Forskel. For Resten har jeg naturligvis moret mig over det Drømmesnak. Min Fejltagelse er mig yderst kærkommen. Det var mig virkelig overmåde pinligt alt det jeg troede, og som slet ikke var «dumt», Du «kloge» Malene – det Faktum, som jeg berørte i mit Brev, véd Du blot ikke noget om, men det skal jeg fortælle Dig til Sommer – Du er blot sødere, fordi Du ikke véd noget om det. – Ja, nu må Du så skam ikke begynde med at fortælle Dig selv, at jeg er dum, eller ikke har tænkt Tingen igennem, fordi det forekommer mig, at det, Du siger om «det fuldkomne», er meget uklart. «Det keder, det interesserer ikke mere», et Liv er levet og udslukt deri, man vil forbi det, til noget andet, og det hvad enten det fuldkomne træffes i Kunst, Religion eller Kærlighed. Har Du da truffet det? Ja i den sixtinske Madonna, i Venus fra Milo, i Middelalderens Kristendom; – i Kærlighed? dér lades (til Beroligelse for mig) Pladsen åben. Nu vel: «foran den sixtinske Madonna kunde jeg (Du) af bare fryd og velvære glide over i den saligste søvn». Hvis dette er Kedsomhed eller Mangel på Interesse, er det ganske vist af en anden Art end det, der griber Tilhørerne under et Foredrag om Ting, man har hørt hundrede Gange før, og som stundom skal kunne fremkalde Søvn. «Salig» Søvn, dermed mener Du vel den fuldkomneste Ro, den største Tilfredsstillelse i Beskuelsen, Sindets fuldstændige Gåen til Hvile. Der er lige overfor dette ene intet mere at fordre. Men Millionerne af andre Ting? Og er det Kedsomhed, Mangel på Interesse, at man betragter Tingen som nået, Opgaven som løst på et eneste Punkt i Verden? Du siger: husk på, at den Kunst, der er fuldkommen, interesserer ikke længer? Er da Interessen for Venus fra Milo ophørt? Og overhoved dette farlige Ord: «det fuldkomne». Hvad er det andet end et foreløbigt Hvilepunkt for Tanken. I sine historiske Undersøgelser kommer man til Steder, der indbyde til Hvile, en Udvikling synes at være nået længst mulig, en Kraft at have sat sit stærkeste Mærke, man kan i alt Fald ikke finde noget stærkere: man hviler ud i Beskuelse eller Overvejelse og taler om «det fuldkomne». Det Hele er som en rød Streg i en Bog. Det er et udhævet Sted; har man alle de udhævede Steder i sit Hoved, har man Udviklingens Gang. Men det fuldkomne som en virkelig Standsning på Ens Vej, som den absolute Ende på Legen, er jo en Indbildning; i den Forstand findes intet fuldkomment. Man kan betragte en Kunstart som udtømt – jeg vil t.E. nævne Vaudevillen – en religiøs Retning som udlevet – lad os rolig sige Kristendommen – og for så vidt om disse Ting tale om, at det fuldkomne, som disse Sager kunde nå, er nået. Men hvad i al Verden denne vedtægtsmæssige Betegnelse har med vor Stræben fra Dag til Dag i kunstnerisk og religiøs Henseende at gøre anderledes end som en Vejledning for den Retning, vi ville slå ind på, forstår jeg ikke. Som om det var muligt for os i vor Gøren og Laden at anbringe Betegnelsen: fuldkommen? Det er jo en historisk Betegnelse. Og selv om vi med en dristig, måske genial Fremskuen, satte dette Ord rigtig hen midt i Nuets Bevægelse, hvad har så dette med Kedsomhed og Mangel på Interesse at gøre? Som Du nævner Tingen, skulde man tro, at det kun var de famlende eller mislykkede Forsøg i en Bog, der interesserer, og at det var de lykkede Steder man faldt i Søvn over. Du er kommen ind på dette Emne ved at svare på min Kritik over dine små Fortællinger, og i kort Begreb lød i Grunden dit Svar således: Du skal ikke være så ivrig for at få mig til at gøre disse Fortællinger bedre, ti sæt at de blev fuldkomne, vilde de jo ikke interessere længer. Denne Betragtning var mig og er mig stadig meget dunkel. Men mulig taler Du ganske ensidig om en Kunstners Standpunkt lige over for det, han selv betragter som fuldkomment – ti at der kan være forskellige Meninger om «det fuldkomne» hører jo også med til at forflygtige dette Ords Betegneevne – meget vel, jeg er i Grunden lige klog. Hvorfor han derfor skal være pisket til at falde i Søvn over en Scene hos Shakspeare eller et Vers af Gøthe [sic], eller slumre ind i Sofaen over for den sixtinske Madonna, skylder Du mig endnu Beviset for. Jeg blev spil levende i Dresden da jeg så den berømte Madonna. Jeg tænkte ganske vist på, at «Himmeldronningen» næppe nogensinde vilde blive malt bedre, men det trøstede mig, at de Tider også var forbi, hvor det var Opgaven at male Himmeldronninger, Malkepigernes Tidsalder kunde jo være god nok for sig. Og at en Kunstner lige over for det ypperlige, det udmærkede i hans eget Fag, kan blive modløs og af den Grund søge Trøst i Søvnen forstår jeg også godt. Men at han eller andre ikke derfor skulde interessere sig for det? Nej det forstår jeg ikke. «Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af Noget, hvad Interesse har det så?» siger Du. Det har så skam den Interesse, at – – – om Forladelse nu forstår jeg din Mening. Du mener, at når noget er gammelt og kendt på Retten og Vrangen og alle Pletter med, så skal man ikke snakke om det. Nej det er meget sandt, men det kommer blot slet ikke det ved, vi snakker om. Vi taler om at gøre sig så megen Flid som muligt er for at nå «det fuldkomne» inden for sine Bestræbelser, og det siger Du er ufornuftigt, fordi det er uinteressant, hvis det lykkes. Er der her en Forveksling mellem det Standpunkt, Kristiania om hundrede År vil indtage over for «Fru Ring», hvis den blev fuldkommen og altså til den Tid endnu læstes, – og så vort, dine Læseres Standpunkt nu om Dage? Vil Du virkelig forsøge på at bilde noget Menneske ind, at første Gang han ud og ind fik Tag i en Kvindeskikkelse som Fru Ring, vilde han kede sig? Eller sødeste Kvinde af alle på Jorden, hvad mener Du egenlig? Det Du snakker om Kærlighed er måske rigtigt, hvis Kærlighed er en sanselig Forlibelse; deraf rummer to vel kun et vist Mål, som må kunne tømmes; men jeg ser ingen Hindring for, at to's gode Forening, der er foregået, fordi den ene væsenlig hjælper den anden, kan holde Livet ud. Menneskenes Krav på Forandring er jo ikke andet end den samme Naturmagt, der virker i en Malkeko, som keder sig Yveret læns, hvis den bliver lukket ene inde i Stald. Den vil have Selskab. Det vil vi med. Men hvorfor vi nødvendigvis skulde forlange af Livet, at det skal skaffe os en lang Række af skiftende brune og blonde kloge og dumme henholdsvis Elskere og Elskerinder forstår jeg ikke. Der er nogle, der betragte det som en aldeles satanisk Ulejlighed at skulle skifte Elsker eller Elskerinde. Bø! jeg er lige så klog som Du med den Kærlighed, Du snakker om med en Rutine, så man skulde tro Du havde drømt meget værre Ting end Du fortæller mig – ikke at tale om dine Oplevelser. –
Ja jeg var en Smule usikker og mulig en Smule varm i Kinderne ved Fru K's Spørgsmål – hvad er det Du kalder hende (Naseperle?) – men der var ikke meget lyst hvor vi sad og K hørte ikke på. At vi havde vexlet Breve sagde jeg ja til, fordi Du har fortalt J.P. det samme. Så havde det været ufornuftigt at sige andet. Hvordan går det med Fyren P.? jeg har ikke havt Fornøjelsen af at se ham i dine Breve siden han var Dig lästig på Karnevalet.k460 At Du nu er flyttet, er mig en Hjertesorg. Nu véd jeg slet ikke, hvordan Du har det, og den Bænk der nede! Er der Have hvor Du bor nu? Fortæl mig vidtløftig om dine Værelsers Beliggenhed, deres Indretning, hvor Du sover, hvor Do er osv. og om Du vasker Dig som Du skal.
– Så er der den store politiske Situation. Som jeg skriver i Aften véd jeg intet om Kompromisets Skæbne.k461 Kongens Omgivelser har altså virkelig ikke Lyst til at sætte alt på Spidsen, en Rigsretsdom betragtes virkelig som et Magtmiddel –? jeg spørger fordi vi ere i en sådan Demoralisation her nede m.H.t. alle politiske Værdier – der er intet længer, der gælder for hvad det skulde være – at vi meget let kunde tænke os et Ministerium i Norge, der sad en Rigsretsdom overhørig. –
Forleden havde dine Drømmes Ven, Dr'mann, en hård Dag eller Aften. Hans nye Stykke «Strandby Folk» gik for første Gang og faldt til Jorden.k462 Jeg var i Teatret. En sådan første Forestilling er en Begivenhed, Billeterne koste 7 Kr på første Hånd, Mellemhandlerne sælge dem for fra 8 til 10 Kr. Man kender så godt som alle hinanden, i alt Fald hinandens Ansigter. Ved denne Lejlighed mødte de få mest indviede med en nogenlunde sikker Viden om, at Stykket ikke duede, de uindviede havde hørt om et hartad Mesterværk, der stod for alle tilbage at vide, hvad Virkning det vilde gøre. Jeg var rædsom klog og sagde: Stykket falder igennem, Pietro Krohn – kender du ham? –. profeterede 100.000 Kr Indtægt for Teatret. Der er én god Figur i Stykket, og han blev så fortrinlig spillet som tænkes kan, en Ironiker blandt Fiskerne, som vi i Stykket leve imellem, Stykket var sat i Scene med den fineste kunstneriske Sans – alle Dragter var gamle brugte Ting fra Skagen og «gjorde» sig bedre end det næsten var tænkeligt, men Stykket faldt, fordi det er flovt og tomt og gjort på en halv Fornemmelse. Der er imidlertid næppe Tvivl om, at Stykket vil spille sig noget op. Nu véd Folk at de ikke må vente sig noget godt, og så blive de overraskede ved at finde så meget «Poesi» deri, som de kalde det. Jeg havde tæt ved mig den skikkelige Schandorph og på den anden Side Kielland, lidt længere borte I.P. Jacobsen. Ak, de var skadefro. Det vil sige Sch. gjorde det oprigtig ondt, at det gik så dårligt som det gjorde, men det var dog altid en Trøst, at Dr. ikke endnu havde nået «det fuldkomne», når man selv går om med en Plan om at skrive et Stykke, der vistnok også skal handle om simple Folk, de andre kan ikke lide Dr. og morede sig over Fiaskoen med den retfærdige Tanke ved Siden af, som jeg også deler, at havde Dr. denne Gang med det urimelig ringe Arbejde havt Lykken med sig, havde han lidt ubodelig Skade. Han kan foreløbig næsten ikke tåle mere Lykke.k463 Jeg har lige frem næsten en syg Følelse ved Dr's og K's hurtige Produktion, jeg, som skal møfle mig det halve Liv igennem for at få skrevet en Novelle, så jeg vil ikke fragå, at denne på Næsen for Sjuskeri kom mig til pas. Jeg så Dr. sent samme Aften eller Nat, han gik hjem fra Gilde, der var forudbestilt til ham og Kl var kun ½ 2, han så hverken til højre eller venstre. Næste Dag var jeg bedt til en Middag dels til Ære for ham dels for Kielland – det var en naiv Mand, der gjorde det. Dr havde – naturligvis – om Morgenen sendt Bud, at han ikke kom. Der blev dog gjort Anstalter, og hans Kone lovede, at hun og han skulde komme.k464 Vi var meget uhyggelig stemte, snakkede, inden han var kommen, men medens hans Hustru forlængst havde indfundet sig, om alle mulige Ting, kun ikke om «Strandby Folk», så kom han. Han havde indrettet sig på at komme en halv Time for sent, men uheldigvis havde han misforstået Indbydelsens Klokkeslet og måtte finde sig i at gå til Bords sammen med os andre dødelige. Han var – ikke drukken, men meget påvirket af den Mængde Vin han Dagen igennem havde nydt under en forceret Tur ud i Frederiksberg Have og Søndermarken – om Natten havde han ikke lukket et Øje – sammen med nogle af Skuespillerne. Jeg havde ondt af ham, var irriteret på ham for hans absolute Uopdragenhed ved Bordet, han var støjende, indkrævende, pokulerende – som det Menneske kan drikke! – og holdt af ham for hans i Grunden elskværdige og bløde Sind netop nu hvor en umådelig Boble var bristet for ham. Ingen sagde et Ord om «Strandby Folk». Værten turde ikke drikke Dr's Skål for ikke at komme til at nævne noget, der bragte det Billede frem, alle forsøgte at mane nederst ned i sit Sind. Dr. brølede, snakkede, vilde omfavne sin Borddame – ikke erotisk, men i Kraft af, at Livet var stort, bredt, og hvordan Fanden det så gik til var han dog H.Dr. en uhyre stor Digter. Han tømte en halv Flaske Champagne i et Drag og begyndte så at holde Taler. Ak alt havde været godt, om vi alle havde været Herrer og Stedet havde været et Værelse på en Restauration, nu var der Damer, det var lidt ulideligt. Under andre Forhold vilde vi vel alle have båret over med ham netop i den Stemning, der skyldtes Gårsdagen. Så begyndte han i en af Talerne at omtale sit første Møde med Kielland i Paris, K. blev vred, Skænderi, Dr måtte tilsidst sætte sig ned. Det hele var ikke meget hyggeligt. Bordet trak længe ud. Der blev pokuleret umådelig. Jeg havde efter Bordet en ganske kort Samtale med Dr. ellers undgik jeg ham. Jeg syntes, at det var rigtigt dog en Gang at nævne «Strandby Folk». Jeg spurgte ham, hvorfor han havde begået den urimelige Fejl at lade de pæne Folk i Stykket sige «Du» til Fiskerne, medens de tiltale de Velklædte med «De». «Det har jeg ikke gjort, svarede han; men hvad skal man gøre med Skuespillere, som absolut ikke vil rette sig efter mit udtrykkelige Forlangende? Jeg har 10 Gange på Prøverne sagt: Sig dog «De!» Idag har jeg kigget i hans Stykke, der står «Du» alle Steder. Er han dog ikke et besynderlig fejgt Menneske? Den lille (?) Anke tør han ikke stå for. Og hvorfor? Han har ved dette «Du» gjort et Forsøg med at imponere Folk. Han vil bilde os ind, at han – den Gang han var en lignende problematisk Natur som den naturalistiske Maler, der præsenteres i Stykket, hvad han jo nu gudskelov ikke længer er – selv har sagt «Du» til Fiskerne. Det forekommer ham rask, overlegent, dannet. Det er et plumpt Forsøg på at sætte sig til rede nede mellem de velklædte i 1ste Parket og blinke til dem ad Fiskerne der oppe samtidig med at han udhæver Fiskerne som de sunde, fra hvem man skal tage Eksempel. Han skulde have sagt «Du» til Fiskerne! Han var bleven kastet på Hovedet ud af ethvert Lag, havde han vovet det. Og han har netop bejlet til dem. Dumheder! Han har aldrig tænkt på, at sligt kunde gøres, før han fik Pennen i Hånden og jaskede sit «Strandby Folk» sammen af Reminiscenser fra sine andre Bøger. Nå, havde jeg sagt noget, der gik alvorligere ind på Stykket, havde han svaret: «Åh, ba! det er et Stykke jeg har skrevet for Børn – sådan noget må der også en Gang imellem til». Det var en Ytring han Dagen efter kom af med. Nej Sandheden er, han havde sat umådelig Lid til «Strandby Folk», men vover forløbig ikke en Øre på det mod Forkastere af det. Lad det nu gøre relativ Lykke ved en 7–8 Forestillinger, så er min Sæl Manden stor på det igen.
– O, undskyld de to store Pletter, det var et Glas Vand jeg drak og skulde sætte fra mig, der var Dråber under Glasset, jeg stirrede forfærdet på Ulykken og så bredte den sig, inden jeg med et Klatpapir kunde råde nogenlunde Bod på den. – Men er Du ikke ked af mig, Unge? Jeg synes jeg skriver så uklart idag. Men det er din Skyld, for det med det «fuldkomne» var ikke til at forstå et Muk af. – Der er for nylig opstået en Strid mellem det Kgl Teater og Kasinoteatret om den dygtige Skuespillerinde Fru Oda Petersen;k465 det har kostet mig 200 Kr, hvilket er kedeligt, for Pengene skulde være brugt til at mødes med Dig, hvor i Verden Du bød. Kasino havde nemlig købt af mig en Oversættelse af «La princesse de Bagdad»k466 jeg i sin Tid skrev til Mrgbl's Føljeton, og nu ventede Direktøren et Forbud mod at spille det fra Kgl Teaters Chef, ergo lod jeg Handelen gå tilbage. Det er Kasino, som har erobret tilbage samme Frue, og Kgl Teaters Chef, der hævner sig. Fruen har 7000 Kr ved Kgl Teater, Tilbudet fra Kasino er som Begyndelsesgage 12000 Kr – og Hævnen kan udføres ved Benyttelsen af det Kgl T.'s Forret til at spille visse Arter af Stykker. At nu netop denne Strid skal bryde ud lige som jeg stod i Begreb med at indkassere 200 Kr., jeg aldrig havde gjort Regning på – det hører med til de gratis Fornøjelser jeg har havt ved Mrgbl. – er kun et af de snurrige Uheld, som altid skal ramme mig. – Jeg har haft ét ubegribeligt, ufatteligt Held i Verden, det var i Sommer da jeg mødte Dig. Våg over det Held, Amalie, vær øm over det, bevar det for mig, og begynd nu at tænke på, hvor vi skulle mødes i Sommer. Sarah Bernhardt kommer til Kbhvn i Begyndelsen af Junik467 – var det noget for Dig? Så er her Kunstnermøde i Begyndelsen af Juli. Amalie, det bliver vist i dine Gutters Ferie at vi må mødes. Men vær nu dog ikke for bange for at bestemme at jeg kommer et Sted hen hvor også Du er – og lad så Folk snakke! At man siger Du holder af mig er jo dog ingen Skændsel. Kan du ikke ligge på Landet et Sted i Norge, hvor også jeg kan komme dumpende. Jeg begriber ikke at den Ting skulde være så farlig. Hvorledes vi holder af hinanden får jo ingen noget at vide om. God Nat min søde elskede Ven – nu venter jeg på et sødt, yndigt, langt Brev fra Dig
Din Erik

90. Amalie til Erik

Kr.ania onsdag aften 18de april.
[1883]
Jeg skulde ha'e skrevet til dig iaften, et langt og godt brev, men så kom en ven af min bro'er, som jeg måtte gjøre honnørs for og nu kl. 11 er jeg taget ind på mit soveværelse, for dog at få skrevet lidt. Men det har ingen art, for hvert minut venter jeg at han kommer med sit hoved stikkende ind gjennem døråbningen, og spørger hvor jeg bliver af. Han vil altid at jeg skal sidde med dem, og det er ofte så kjedeligt, for jeg er bleven glad i at gå lidt tidligt iseng, og han er slig en nattemand. – Er det ikke deiligt! Nu får jeg dine breve tirsdag aften, istedetfor onsdag morgen, siden vi bo'er i en af byens mitre [sic] kredse, hvor aftenposten ikke bliver liggende til næste dags morgen, som tilfældet er med Hægdehaugen,k468 i altfald om vinteren, og her er det næsten altid vinter. Nu kom dit brev rent uforvarende over mig igåraftes, og det var slig en glæde. Men tænk at igår måtte jeg gjøre det som jeg hader at du har så let for, nemlig la'e være med at læse det straks; for Vilhelm og jeg stod færdig til at gå i selskab; det var blevet så sent, og da jeg åbnede brevet, sa'e han lidt forundret: «Kan du ikke vente med det til siden?» Jeg stak det i lommen, og svarte med den blideste og ligegyldigste stemme: Jo, naturligvis, og så gik jeg foran ham nedad trappen. Så sad jeg der den hele aften, og var overstadig livlig, og fik dem alle til at le ved at snakke efter folk, blandt andre efter J.P. og de bad mig uafladelig blive ved, og jeg blev ved og blev ved, og gjorde det altid bedre, og det kom bare af nervøsitet, fordi dit lange brev lå ulæst og brændte i min lomme. Da jeg så endelig engang var kommen iseng i mit deilige, nye soveværelse læste jeg dit indholdsrige brev. Hvor du i de få ord gi'er Dr.mann ypperligt! Det er for mig abslout det samme som at ha'e været tilstede og sét og hørt ham i det selskab. Som duften og ånden og arten – hans egen – er over ham. Han er forresten utålelig. Jeg kommer til at tænke på ham som han var en aften hos Helland ifjor, da han pludselig vilde omfavne og kysse mig for noget jeg sa'e (ganske uskyldig) med et brøl og et rabalder hvorfra man måtte bé sig gudbevare. Og så at ligge og drømme om at han har fået magt over mig. Det kom vist af at jeg havde tænkt så meget på hans yndige stykke: «Hun kommer ikke mere igjen.» Han har jo lovet os heroppe, Pylle og mig at han skal blive kvindernes digter, – ved den lille skitse har han gjort sit løfte ære. Af aviserne ser det ikke ud som om «Strandby Folk» er faldet så aldeles til jorden; men det er jo Shandorf [sic] som skriver om det;k469 jeg forstår det netop som det skal forståes. Jeg er sint fordi du ikke fortæller mig det om drømmen. Vente til isommer! Hvem siger at vi treffes isommer? Ikke jeg ialtfald, for jeg synes det ser mørkt ud. Det om at ligge på landet sammen, går ikke, hvad forresten forøvrigt ingenting gjør. Og så at svinge mig om næsen med dit «faktum», som jeg blot ikke kjender. Jeg tror ikke på det, for alt det jeg ikke vidste, fortalte du mig jo ivinter. Hvad skulde det være for et faktum, – det er det reneste galimathiasprat for mig; og jeg kan ikke fordrage, at du begynder på noget, som du ikke vil forklare mig. Det forresten være noget nonsens, siden jeg ikke begriber det, og du er en Vigtigper, som vil lade som om du sidder inde med en visdom, som overgår min viden, – det er ikke sandt. Jeg «er sødere, ved at jeg ikke ved det» – du gjør mig rent gal af nysgjerrighed, – skjøndt nei, – det er jeg ikke, for jeg ved jo godt, at det er noget sludder og jeg, – der er min bro'er, nu må jeg afsted. – – – Nu er jeg her igjen. Kl. er over 12; jeg sa'e godnat og gik min vei, men nu er jeg så søvnig at jeg ikke kan tænke, end sige skrive, og når jeg er så forsøvnig som kun jeg kan være, så ved du hvad jeg duer til. Jeg vil ikke skrive mere om det om fuldkommenhed i kunst. Jeg er så træt af det. Ret har jeg, det vil sige, således som jeg mener det, men du forstår mig bare ikke, og det er ikke din skyld men min, der ikke kunde skrive udførligt i det hastværksbrev jeg sidst sendte dig. Jeg begyndte jo med at sige det for spøg, – det vil sige i den forbindelse med fru Ring kom det som en spøgefuld harcellas over mig selv. At Du ikke forstod det, har ærgret mig. Men min påstand indeholder dog naturligvis sin sandhed: – Som alle paradoxale sandheder kan den imidlertid plukkes op, og hutles væk i lutter ingenting, men dermed er min påstands indre holdbarhed ingenlunde veiret hen. Får jeg nogensinde den lykke at tale mundtligt med dig, skal jeg forsøge at gjøre mig forståelig. Men at du har anvendt det således i alvor på mit eget kram, – det er næsten latterligt, jeg stakkel! og «Fru Ring», tifold mere stakkel! Det er dog forfærdelig forgalt at jeg kan være sammen med alle andre, så meget jeg lyster, kun ikke med dig. Nu vil de ha'e mig med på en såkaldet fodtur i pintsen, Erns[t] Sars, Lammer's, Vibes og nogle til. Jeg siger ja, og er samtidig forbitret og fortvilet fordi det ikke er med dig jeg skal. Det er til Krokleven vi drager,k470 et for sin skjønhed og sin udsigt berømt sted på Ringerike. Du har havt «et ubegribeligt held: at møde mig isommer.» Det synes jeg slet ikke er noget held. For hvad ligner vort forhold? Og hvad skal du egentlig med mig! Jeg finder at du var langt bedre faren, før du kjendte mig. – Du har havt uheld med dine 200 kr. som du ikke fik, men det er værre for mig, for jeg er i flytningen bleven frastjålet min portemonaie med mere end 100 kr i, og du har bare ikke fået nogle penge, som du aldrig har havt. – Jeg får det ene brev efter det andet om at komme til Bergen en tur på besøg fra forskjellige hold, men jeg har ikke lyst at røre mig fra flækken, når det ikke er for at møde dig. Jeg synes også at vort billede er stygt, men ikke i den grad som du; du gjør formeget ud af dets uheldighed. Jeg syntes det var så ækelt, da jeg så det, men jeg turde næsten ikke sige det, for alle mener det er deiligt, og ude hos Sarsene er de rent henrykte over det, men det regner jeg nu slet ikke, for der forguder de både Mally og mig, og når det bare skal være os, er det nok til at de synes det er deilighedens toppunkt. Deilig var vi nu forresten hvad du end siger, men jeg holder med dig i at du ikke fordrager billedet, det gjør jeg heller ikke. Men brænde det nytter ikke, for Mally går og giver det bort til alle mennesker; vi er blevne enige om at ha'e lov til at gi'e det bort til hvem vi vil. Nu jeg lægge mig, men jeg vil ikke tænke på dig, og drømme mig ind i din arm, for det er så kjedeligt at det altid bare er drøm, og aldrig virkelighed. Jeg vil beskæftige mine tanker med ganske andre ting. Heldigvis lykkes det, når jeg vil, for jeg har et herredømme over min hjærne og mine følelser, der ikke er lidet. Apropos; Sars var aldeles henrykt over «Bureauchef Kroghs». Han brugte omtrent ordlydende de samme udtryk som fru Wullum, bare endnu stærkere. Han sa'e at den var utrolig godt gjort og mange andre ting. Ikke én indvending havde han. Fru Ring var «udmærket» sa'e han, men han satte den langt under den anden (hans nøiagtige ord.) Han vilde absolut ha'e fru R. til Tidsskriftet, men det får han ikke, for der ved jeg at du har ret. Du skulde se mig i flytning, – da fik du respekt for mig. At jeg har været bestemt til at blive snedker, kan der ingen tvil være om; det er sørgeligt at jeg ikke blev en mand, og fulgte dette kald. Godnat! jeg sover omtrent.
Torsdag. Jeg var så mistrøstig igåraftes, og derfor må du ikke bryde dig om det, dersom der er noget skrevet som du ikke synes om. Men jeg ved virkelig ikke, hvor det skulde være at vi kunde mødes isommer. Hvis vi reiste til et af de almindelige badesteder, – det blev uudholdeligt! Du ved ikke hvordan det er at ligge ved bad i Norge. Jeg så lidt af det ifjor ved Grevsen. Det sladder og det udspioneri, og den passen på! Ja, det gik jo ikke ud over mig, for jeg havde dengang ikke noget at skjule – (anderledes vilde det blive om du var tilstede) men desto mere over stakkels Helene Sandberg, som jeg tog mig på at beskytte, hvoraf følgen var at man også så skjævt til mig. Hun havde forresten vistnok heller ikke noget at skjule, men hun er en underlig sanselig-geschäftig natur, så ganske det stik modsatte af mig. Og dog vilde Grevsen måske være det eneste bekvemme sted at ligge ved, fordi det kun er en halv mil fra Kr.ania, og fordi jeg altså kunde tage ind til mit hjem nårsomhelst, hvor så du, hvis du også lå ved Grevsen, kunde besøge mig, for deroppe på Grevsen kunde vi slet ikke være sammen, uden som bekjendte; det ved jeg var umuligt. Men hjemme hos mig, hvor der stod ganske tomt, – der kunde det gå. Eller kanske det skulde være på et ensomt sted i en eller anden fjeldbygd, men det vilde ha'e den fare ved sig at fik man vide vi havde været sammen der, så vilde man vide besked i langt høiere grad end om vi tilfældig mødtes på Grevsen. Grevsen er forresten et ækkelt utriveligt sted, hele etablissementet ligner en dårekiste, men de danske synes om det, – de finder det så «yndigt» der! Eller kanske jeg skulde blive i byen, og blot du ta'e til Grevsen, så kunde du hver dag ta'e dig en tur til byen, der går diligence og sporvogn, den sidste et langt stykke på vei, men så fik jo jeg slet ikke ligge på landet isommer. Du kunde jo fortælle at du var syg, og trængte til bade, – stop – du har jo gigt! det er altsammen iorden, gigt, din fæle gigt, hvoraf også jeg blev smittet i vinter, – der er ingen tvil om det, – jeg har aldrig havt det hverken før eller siden, men dengang fik jeg gigt i mit høire skulderblad, det er sikkert. Men at det skal være så længe inden vi sés! Det er så trist, at jeg atter får disse stygge planer om at løbe fra det hele. Jeg er ikke det mindste tålmodig. Jeg synes at livet byder så lidt at det der er, skal man ha'e helt eller slet ikke! Får jeg ikke det, kan jeg kaste det fra mig for bestandig. Smuler vil jeg ikke leve af. Jeg er vis på, når vi næste gang mødes, hvis det overhovedet sker, siger jeg dig ved afskeden mit sidste farvel. Du må ikke blive sint på mig for det, for min natur er sådan, og den kan jeg ikke tvinge, vil det heller ikke. Jeg vil lide grænseløst derved, for du har været og er mit livs virkelige sollys, men kan jeg ikke få holde tilhuse i solskinnet, det der vælder ud og er skabt for mig, for mig og ingen anden, så forsmår jeg at stjæle mig ind når en lumpen, fattig liden leilighed gives, for så at føle mørket og skyggen dobbel bitterlig, når jeg er stødt udenfor igjen. Nei, min elskede, min éneste på hele jorden, vi vil ikke nogen af os være så beskeden; vi vil begge være stoltere end som så, og forsmå de smuler, der falder fra den riges bord. Jeg har aldrig savnet de smuler, jeg, og jeg vil det ikke heller. Jeg kan undvære helt, men jeg kan og vil ikke akkordere. Enten, eller, det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min villies og min tilværelses røde tråd. – – – Du spørger efter J.P. Han er siden karnevalet forsvundet fra min synskreds. Han har båret sig så ilde og fortusset ad ligeoverfor mig – det er rent en ynk – hans skinsyge og forelskelse har drevet ham til at være så byrdefuld, at jeg måtte være så ubehagelig som jeg neppe nok har været mod nogen anden. Så er han blevet borte. Jeg ser ham aldrig mere. Et par gange har jeg truffet ham hos Sars's men da har vi neppe hilst på hinanden. «De må have god råd på tilbedere,» sa'e forleden Lammers, «siden de slår dem således fra dem, tilhøire og venstre» (han tænkte på Helland og én til formoder jeg). Længer kom jeg ikke iformiddag, fordi jeg fik besøg af nogle damer. Så skulde jeg ned til fru Wullum i eftermiddag, og havde tænkt at skrive en mængde iaften; men så havde min bro'er taget med sig en ven, en maler Bold,k471 iaften igjen, og nu har jeg stjålet mig ind for at sige dig godnat søde, elskede. Jeg skal skrive om leiligheden og alt det andet næste gang. Javist vasker jeg mig du nærgående menneske, – som er så stolt og hoffærdig af din renslighed, og som fik mig reduceret til en ren gris. Men det er ikke morsomt at gå slig og vaske sig, siden du ikke er hos mig. Jeg tror snart jeg sløifer det, for det er igrunden overdrevent, ånei, jeg mener ikke med det.[sic] Jeg elsker dig og længes og elsker dig umådeligt; men jeg har havt en af mine onde raptusser i disse dage. Jeg er så fortrædelig over at eie dig på denne måde. Jeg kunde kvæle dig med kys for at få dig til at dø, så var der ikke mere nogen at fortæres af længsel efter; så vilde jeg kvæle mig selv bagefter.
Din Amalie

91. Erik til Amalie

Søndag den 22 April [1883]
Du kære elskede, usigelig søde, urimelige, forkælede, bedårende Amalie, idag får jeg kun Lejlighed til at skrive Dig et kort Brev til. Jeg skal i Middagsselskab, og Tiden i Frmdg er uden min Skyld smuttet mig ud af Hænderne. Jeg er ikke helt rask og har en Formodning om i Aften at komme hjem som en Klud, der intet andet har at foretage sig end at gå på Hovedet i Seng. – Min Elskede: når jeg nu kom til Bergen i Sommerferien? Kunde vi så mødes nogenlunde godt og hyppig. Johan Bøgh er med Hustru og Barn for Tiden i København,k472 og med dem taler jeg væsenlig kun om det at komme til Bergen i Sommer. Så vidt jeg har opfattet det er det ikke nogen direkte Indbydelse om at bo hos dem, der ligger bag, men der tales om en Udflugt til Sogn og andetsteds som om det var en Indbydelse. Kunde vi have Glæde af hinanden på denne Måde? Jeg har i disse Dage bestandig havt vort Møde om Bord på Damperen til Bergen i Tankerne. Jeg har tænkt mig at vi indrettede det så, at jeg i Kristianssand, der jo står i direkte Forbindelse med Frederikshavn, kom ombord i det Skib, der førte Dig afsted, og jeg bestiller ikke andet end at drømme om vort Møde der i den lille Kahyt, Du havde for Dig selv. Min Søde det er næsten til at gå fra Forstanden af. Men nu begynder din ensomme Bolig i Kristiania at spøge i mine Tanker. Dog Unge, hvis vi på nogen Måde kan få en Udflugts Friskhed med ind i vort Møde, bør det jo ubetinget foretrækkes, jeg er bange for, at skal Du for min Skyld kukkelure i et ophedet Byliv Sommeren igennem, så bliver Tabet Du lider større end jeg kan erstatte. Tænk det nøje igennem, om ikke dette Møde i Bergen vil kunne gå. Der var jo intet til Hinder for – antager jeg – at vi stoppede i en eller anden lille Filleby på Vejen. Og Rejsen hjem, hvis selve Bergensopholdet væsenlig kun kunde blive udvortes selskabelig. På en af de to Måder vi mødes. Enten kommer jeg til Kristiania eller vi ses i Bergen (først på Rejsen derop!). Tænk nu alt koldblodig og omhyggelig igennem. Imidlertid gør jeg Kur til Fru Bøgh – der er umanerlig kedelig. En Ulempe er der for Resten med Bergensturen, og det er, at Schandorphs også tænker på et Bergens Ophold i Sommer – men hvad, det kunde vel give Anledning til nogen Selskabelighed, hvor vi mødtes. Det er nu for Resten Skade det med vor Kærlighed, Amalie; jeg vil ikke have Interesse skabt for andet der oppe end Dig, og det vil præge sig i mit Væsen. Er jeg ikke bestandig sammen med Dig, bliver jeg tavs, uselskabelig, uelskværdig – som på Aulestad, hvor jeg satte min Kredit til hos Bjørnsons.
Nat
Klokken er 2 ½, en halv Mil mod en Østenstorm og en Kamp forud med en Samling politiske Modstandere – min elskede, jeg er dødstræt –
God Nat elskede
Din Erik

92. Erik til Amalie

Mandag Aften
[23/4/1883]
Kære elskede Amalie Du har sikkert ventet idag at få Fortsættelsen af det lumpent lille Brev jeg fik afsendt igår, men der bliver ikke mere Tid idag end igår. Jeg sidder her på Kontoret midt i Redaktionsslid. Jeg er et Øjeblik alene og benytter det til blot at sende Dig en kærlig Hilsen. Du må aldrig blive vred på mig for korte Breves Skyld, det er så vist ikke min Lyst at snuppe Dig af i en Fart min sødeste Veninde, det er Forholdene der ikke giver mig Ro og Lejlighed til at skrive. – «Enten-eller» det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min Viljes og min Tilværelses røde Tråd», skriver Du. Ak min Ven, således har jeg også talt, og jeg har handlet en Del derefter; det var den Gang jeg var en ung Fole. Nu da jeg har fået slidte Mærker i den fordums blanke Lød af Livets Seletøj, nu siger jeg det ikke, og når jeg hører Dig sige det, kan jeg ikke andet end med en lille Hovedrysten tænke på, hvad det er der danner Baggrunden for disse modige Ord, hvad det er, der oprindelig har givet Kraft til denne Følelse som sanddru Naturer vel som Regel ere begyndte med: Det er dine gode timelige Kår, dit borgerlige Livs Velartethed og Blødhed. Du må huske, at Du i ethvert «eller» falder tilbage til noget fint godt og forsonende
– – – Så, nu er jeg forstyrret, Stuen er fuld, og jeg har på stående Fod måttet holde et lille Foredrag om hvad en «timokratisk» Forfatning er for nogetk473
– Vi se[s] næppe mere i Aften min elskede Pige.
Vi ses kun for at jeg i Tankerne kan sende Dig et brændende Kys min Elskede
Godnat
Din Erik

93. Amalie til Erik

Tirsdag aften 24de april. [1883]
Min elskede! Jeg har ligget tilsengs i hele dag for noget som jeg måtte holde mig i ro for og som ikke ellers pleier at genere mig i den grad. Jeg var oppe imorges, men jeg kunde ikke holde det gående, og klædte mig derfor af igjen. Så kan du vide hvorledes jeg har ligget og ventet og ventet på det brev, som skulde komme iaften, og som i parenthes sagt, var et fillebrev hvad kvantit[et]en angår.k474 Du er for gal med dine korte breve! Men så var der jo rigtignok gået to lange, galante i forveien. Det er formelig morsomt at ligge tilsengs, siden jeg har dig at divertere mig med – du stygge forresten, som volder mig al den kvide med længsel og sligt. Idag har jeg kun levet for dig, udelukkende for dig, – men jeg har jo sovet den meste tid, men du har været der under søvnen også. Ja, som jeg har sovet. Hvert øieblik har jeg sovet, men også hvert øieblik været vågen, når gutterne eller Josephine er kommen ind. Nu er jeg tørnet ud for at få sengen redt, men jeg er nok glad til snart at putte mig i den igjen, for det er aldeles latterligt hvor mat og træt jeg er. Tænk om du var her til at stelle godt for mig, og være snil, og synes litegran synd i mig – hvad der dog ikke er spor af grund til, men alligevel! Skjøndt Gud ved om du vilde være nogen god sygepleier. Jeg husker pludselig hvor let du tog det med min gigt i Falkøping, og det uagtet du selv havde smittet mig, og det virkelig gjorde så ondt. – Ja, fru Bøgh er kjedelig; næsten til overmål. Står du i længden ud at gjøre kur til en dame med den stemme, så vil jeg sige det er godt gjort. Hvorlænge bli'er hun der? Jeg skal tænke på det med Bergensturen. Der er meget som taler imod, men også meget for. At der vil blive snakket tusinde gange mere og tusinde gange vægtigere, hvis vi viser os sammen i Bergen, end om det skete her, er der ingen tvil om. Det har sine naturlige grunde, som er mange og vidtløftige. En af dem er, at jeg er ganske anderledes kjendt der af alle og enhver end her, hvor byen desuden er større og hvor sladder og snak ikke trives en tusindedel så godt som i Bergen. Bergen er i den retning aldeles utrolig – forresten en kjæk by som jeg elsker mest af alle byer – men småstadsmæssig! i en grad som det slet ikke var nødvendigt, fordi om den kun har 50,000 mennesker. Men det er bergensernes specialitet at lægge sammen og snakke og gjætte og kombinere, og sætte de vildeste historier i omløb! I og for sig vilde man nu også snakke om mig når jeg viste mig i Bergen, om aldrig du var med. Jeg har jo ikke været der, siden dengang jeg syg sendtes til Gaustadk475 og siden skilsmissen og alt det væsen; så kan du tro det vil rippes op, og nu har jeg jo også forbrudt mdm. Høier. Så vilde det jo også være græsseligt hvis jeg mødte ham på gaden,k476 – skjøndt det var igrunden ingenting, men jo, der er mange som jeg nødig vilde møde, hans brødre f.eks. Du er naiv, som tror det gik an, at gå i land i en filleby ved kysten. Umuligt! Overalt er der nogen som kjender mig, så ofte som jeg har faret den kyst nedover frem og tilbage! Det vilde være at fortælle alt. Og tror du jeg midtsommers på et af de overbefolkede Bergensskibe får nogen lugar alene. Aldrig tale om det. Du må forresten ikke udmale det for mig, det øieblik vi skal mødes og være ganske alene, for det er ikke til at holde ud at tænke på, du elskede, søde! Helene Sandberg skrev forresten forleden at hun halvveis ventede Dr.mann derop til Bergen på et besøg. Hvis nu både han og Schandorphs' kom så havde vi det «gåendes». Der er ingen tvil som sagt om, at vi vilde kunde mødes mest ubemærket her i byen i vor tomme leilighed. Det er bare en pedel som bor langt nede etsteds, pokker ivold, som vil være i huset på den tid. Og han og jeg er desuden hjærtensvenner. Vi fandt hinanden under flytningen; han er forresten tater, ikke bare med taterblod i sig, men helt tater, og en deilig tater er han, en prægtig fyr. Josephine vilde jeg sende på landet, og lade pedellens datter stelle for mig. Så var der ingen uden mig i næsten tre etager, og hvorledes kunde vi da ikke rumstere! Og være på mit eget soveværelse! Det var dog meget morsommere, især bagefter når du var borte. Jeg vilde synes der var blevet en hel del igjen af dig, når du virkelig havde været der, og elsket mig der. Men på Grevsen vilde jeg ikke være. Der er for dræbende, jo mere jeg tænker på det, jo værre står det for mig. Bare den vrimmel af danske, – og sådanne danske, gustne adjunkter med lyse, hængende hår, og bondepigekoner, klokkere fra Falster med hornbriller og stumpnæser, og døve madammer, kirkesangere fra Lolland, folkehøiskolelærere med koner i afklippet hår, og hæleløst skotøi, smilende, snakkesalige grundtvigianske præster, forhenværende skippere, der er blevne landmænd og lader som de har glemt sine egne visitkort for at få vise sine adelige koners, og endelig Ostermand!k477 Og som de spiser og drikker, mælk, sød og sur, en stor mugge af hver sort, kaffe og the alt på engang; intet har de hjærte til at la'e gå fra sig, fordi det fåes for samme betaling, og så sidder de og skryder af den meget middelmådige mad, og nyder at spise sig mæt som om de pleiede at halvsulte hele året igjennem. Og så de mangle [sic] gamle danske frøkener, der er så snerpede og egenretfærdige og fremfor alt så dumme. Og de rumsterer deroppe, og ter sig som om de eier det hele; de norske er rent skudt for glug,k478 for de er så fåtallige og kommer dumpende af vanvare medens de danske har været der sommer efter sommer i al deres tid, og længe før i sine forfædre, gjennem mange slægtled bagover. Jeg hørte sidst at en gammel frøken Bagesen skulde komme igjen i år for 21de gang, og hendes far og bedstefar havde også ligget ved Grevsen. Men du kunde godt holde ud at være der, for du er selv dansk og når det var for at få treffe mig, så gik det nok, tror du ikke? Så er der også så billigt, som du pleiede at sige på Lillehammer, kan du huske, hvergang du foreslog os at blive en dag længere end vi havde tænkt. Du var så sød, når du sa'e det. – Jeg skal nu forresten tænke det nøiere over; så skriver jeg mere imorgen, og forøvrigt behøver vi vel ikke at bestemme os endnu – der er jo masser af tid til at summe os på, desværre! Godnat min hjærtens elskede, du min hemmelige glæde, min skjulte sorg, min lyst, min pine! Jeg elsker dig. – Onsdag aften. Jeg kommer til at tænke på det, at hvis vi ikke var blevne på Lillehammer den ene dag mere end hensigten var, noget som Bjørnsons i parenthes sagt, var meget pripne over, så havde vi to aldrig fundet hinanden. Var vi reist efter bestemmelsen morgenen efter vor ankomst til Lillehammer, da vi havde kjørt sammen, og fået talt en hel del med hinanden – husker du i giggen, med «sandhedsvidnet», den arme adjunkt Mohn på bukken,k479 han, som jeg altid har været så tilvens med, og som jeg dengang var over alle grænser uartig mod, så havde vi nu måske slet ikke husket hinanden. Det er aldeles sikkert at der intet var opstået mellem os, uden den dag på Lillehammer, thi den modnede hvad der, formodentlig lige siden jeg så dig først, havde været under vækst. Der kan man se hvorledes de såkaldte skjæbner hænger i en tråd. Du nu også, uden at du selv har vidst det, ha'e været en liden smule forelsket i mig; kanske det var derfor du rent instinktmæssig gjerne vilde forlænge opholdet. Men det var jo slet ikke om dette jeg skulde snakke. – Du, det er sandt, sig mig – har du mærket noget til at Bøghs ved at vi kjender hinanden? Har de nævnt mig til dig, og spurgt hvad du synes om mig, ligesom fru K. gjorde? Jeg vil gjerne vide om dette fruentimmers, denne Poulsens snak er nået op til Bergen. Det skulde ikke undre mig for han korresponderer med flere deroppe, og vaser bestandig. Fosseduren kalder vi ham, aldrig andet. Hans skyld er det at vore navne her i Xania er bleven sat i forbindelse med hinanden. Ingen havde drømt om at nævne os sammen, hvis ikke han havde gået og fosset af sig at jeg var reist til Gøteborg for at ægte dig. Forresten er der ingen her som tror noget, end ikke P. selv. Men fortæl mig endelig om Bøghs har nævnt mig, og hvilken art fornemmelse du derunder har havt. Du må ikke være bange for at forurolige mig, jeg vil helst af alt vide rigtig besked. – – – –
Hvis vi begge var i Bergen isommer, var der naturligvis ikke tale om at være sammen uden selskabeligt. Og tænk hvad det vilde være for en tvang at skulle sige de til hinanden, og passe på at ikke altid hænge efter hinanden, men lade som vi var interes[s]eret og optaget af alt andet mindst ligesåmeget som jeg af dig og du af mig. Og så det at vi aldrig kunde få kysse hinanden. Være sammen i 4 uger f.eks. og ingensinde få gi'e hinanden et kys, ikke en eneste gang få falde dig om halsen, og trykke dig ind til mig og sige at du var det sødeste og deiligste på jorden. Tror du det blev til at bære? Men det forstår sig, således måtte det jo altid være hvor vi så var, når det ikke hang sammen som i vinter, så for den sags skyld kunde Bergen være lige god som hvilketsomhelst andet sted. Og hvis nu jeg boede hos Knudtzons, og du hos Bøghs eller det bare var at du ligesom mest holdt til med og hos dem, så vilde vi vistnok komme til at færdes i forskjellige kredse. Elisa Knudtzon og fru Bøgh er jo rigtignok kusiner,k480 men der er ingen nær omgang i allefald var det der ikke. Og hvis du reiste med Bøghs til Sogn (Hardanger er nu forresten langt deiligere) så kunde jo ikke jeg blive med, med mindre Knudtzons også reiste, og det er ikke sikkert at de gjorde det, og hvis de reiste er det ikke sagt at det blev sammen med Bøghs. Det kan hænde at vi fik megen anledning til at være sammen, – det ved jeg nok, – men det kan også hænde, at vi kom til at se hinanden meget lidet. Men måske får vi lade det stå til, og gjøre det bedste ud deraf. Kunde jeg bare ta'e ind til Sandbergs istedetfor Knudtzons, så fik jeg det meget friere, og Knudtzons bor desuden så langt afveien udenfor byen oppe i Kalvedalen, hvis du ved hvor det er, ikke langt fra Svartediget. Jeg er buden til Sandbergs uhyre indtrængende, men det gik formodentlig ikke an at bo der, såsom Knudtzons har bedet mig først, og det gjennem lange tider har været en aftale at jeg, såsnart jeg vilde komme til Bergen, skulde ta'e ind til dem. Og Sandbergs ligger vist på landet i sommermånederne, men det forstår sig, Helene tog til byen, hvis jeg sa'e jeg vilde komme, det er jeg vis på, og hos hende vilde jeg få det friere. Allerbedst vilde det være om jeg tog ind på et privathotel. Der er en frue, som jeg kjender, der har et sådant, hos hende kunde jeg godt bo, det var nu det allerfrieste. Ja, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Det ser så forviklet og vanskeligt ud på frastand, men kanske alt vilde forenkles og falde rent af sig selv til gunst for os, hvis det først stod sin prøve –
Hvad siger du om at komme først hid og være et par dage. Hvis min bro'er og gutterne da var væk kunde du i al stilhed og hemmelighed besøge mig, og så kunde du reise ned til Drøbak f.eks., og blive til næste dag da jeg kom nedover med Bergensskibet, som stopper ved Drøbak, hvor så du kom ombord. Da vilde det se ud som et tilfældigt møde. Du kunde vistnok godt være i Kr.ania nogle dage, uden at nogen som du kjender, så dig; på den tid er næsten alle bortreist. Alle damerne Thaulow skal til forskjellige bade, men det er sandt, Fritz og Carl og Herman blev i byen, så det vilde måske være farligt. Fritz og Ingeborg kommer i slutningen af maj – for at slå sig ned her for bestandig hedder det. Kanske gik det an at du simpelthen boede her, hvis du kom til Kr.ania. Ikke kom kjørende med kuffert og sligt, men kom herop ud på eftermiddagen, blev til aftens hos mig ganske alene; – så gik jeg ud til Josephine og sa'e: det er en god bekjendt af os, en reisende, han har taget ind på et hotel, men han er så fremmed i byen at han ikke ved at finde veien – derfor har jeg sagt at han kan sove her de par nætter han er i byen, – gå ind og gjør istand på min broders værelse. Det kunde udmærket godt gå an du søde, elskede. Jeg er vis på det kunde, du skal ikke ryste på hovedet og se skeptisk ud, for det ved jeg meget bedre end du. Naturligvis havde du et værelse på hotellet, hvor dit tøi stod; traf du så nogen på gaden, så sa'e du at du boede der eller der, og du kunde jo vise dem dit værelse, hvis det faldt sig så, – at du ikke var hjemme om natten kom jo ingen ved. Til min pige vilde jeg give dig et andet navn, så kom hun jo aldrig til at kunne fortælle at du havde sovet her. Hun vilde ikke fatte en gnist af mistanke om du sov her; for det første vilde det aldrig være hende muligt at tro noget sligt til mig, og for det andet er hun vant til at en eller anden ligger her om natten f.eks. før i vinter, Poulsen. At min broer ikke var hjemme, var et tilfælde som var beklageligt, forstår du. Ah, det kunde så udmærket gå! Tænk i det tomme hus med den skikkelige bundsforvandte af en pedel, og den velsindede, troskyldige, naive Josephine. For ombord på dampskibet er jeg vis på, vi ikke kunne få være såpas øieblik alene, at vi kunde omfavne og kysse hinanden engang, og det var jo ikke til at udholde at komme op til Bergen og være måske i en vrimmel af mennesker, når vi traf sammen, uden at ha'e gjort det. Du spørger efter værelserne. Det er bare mit soveværelse som jeg er glad i; de andre bryder jeg mig ikke snus om. Det er forresten ikke noget ekstra ved det værelse heller – det er lysmalet med to fag vinduer afskyelig lyst o.s. v., men jeg ved ikke hvad der er ved det, som gjør det så tiltalende for mig. Ja, der er sol, og det er jo en deilig ting; det er kun i mit og gutternes værelse at der er det. Når du kommer op ad to lange ækle ikke videre rene trapper har du en bred entredør foran dig. Så kommer du ind i en uhyre langstrakt entre (vi brænder to lamper i den, rigtignok er de små) og så har du tilhøire i bunden min soveværelsesdør og til venstre i bunden af entren forstår du, gutternes dør. Midt foran dig er der 3 døre, den ene fører ind til spisestuen, den anden til kontoret, den 3die til «salen», – det er et øgenavn jeg giver den, for alle værelserne her er små, nei ikke de to jeg og gutterne sover på. Så er der i flugt med disse tre værelser på den ene side et kabinet, som støder til mit soveværelse, der vender til gården, og på den anden side min broers og Jakob Alvers soveværelse. Kjøkkenet og pigeværelset er pent men doet er stygt, så trangt at man ikke kan være to der, og så er der så underlig lavt under loftet. Jeg er der aldrig, uden at jeg sidder og studerer på, hvorledes de har båret sig ad med at få det så lavt; det er som en aflang kasse de har stillet ind i et dertil afpasset indelukke. Heldigvis er det lige udenfor kjøkkendøren. Det er en renslig, stille gade vi bor i, og luften i dette strøg er god, men ikke så god som på Hægdehaugen. Fra vore vinduer har vi udsigt til det nye, storartede rigshospital med et stort haveanlæg,k481 der endnu er for ungt til at være pent. Bygningens forskjellige dele er forbundne med åbne buegange, der hviler på søiler; gjennem disse buer ser vi videre ind til haver og beplantede gårdsrum og andre store bygninger. Den er ganske eiendommelig den udsigt, den har et svev af noget italiensk over sig med den lyse sten og de åbne buegange. I måneskin ser det godt ud. Jeg længes forresten tilbage til mit forrige logi. Her er langtfra så pent, og disse trivielle stuer med de lyse væggefarver, som formelig gjør ondt i øinene, kan jeg ikke føle mig hjemlig i. Jeg har mit skrivebord inde på mit soveværelse, og der kommer jeg at tilbringe det meste af min tid. Det er bare om aftenen, når vi skal sidde sammen at jeg holder til i «salen» og kabinettet. På mit soveværelse har jeg også min yndlingsstol en ostindisk lænestol med en bramink482 som altid gjør mig ondt i ryggen, og som jeg bestandig har sagt jeg skal dø i. Den er forresten slet ikke pen – af strå eller rør – men bare så egen. Der er også en anden god stol, en amerikansk, som du kunde bruge til at sidde og være fornærmet i om nætterne. Den vilde passe så godt til det, for den er så lav og magelig, og du kunde nemt få dig en liden blund der, så du ikke blev for meget martyr. –
Torsdag. Du søde, elskede, deilige menneske som sendte mig nok et fillebrev!k483 Du er en skat, og jeg kysser dig i tankerne mange, mange, mange gange. Ved du, at undertiden står det ganske som en drøm for mig, at jeg har været hos dig på den måde, at jeg har kysset og kjærtegnet dig og ligget i dine arme. Undertiden er jeg vis på, at det slet ikke er sandt. Som da det spørsmål pludselig kom om jeg vaskede mig som jeg skulde; da strømmede blodet med en rasende fart op i mit hoved, og jeg følte en underlig fremmed undseelse. Det at jeg havde været og var din, stod så tåget og fjernt, langt tilbage, og jeg var halvt skamfuld over at du skrev om sligt til mig. Men det er bare øiebliksvis at jeg har det således. Når du engang kommer, så må jeg få sidde ganske, ganske stille hos dig, i timevis uden at røre mig, bare for at føle og nyde at jeg har dig tilbage, og at dine arme er om mig. Hører du, – du må slet ikke røre på dig, eller sige et eneste muk eller gjøre den mindste mine til at ville kysse mig. Det kan vi gjøre bagefter. Det med gode kår, tror jeg slet ikke er sandt. Dengang jeg stod ved mit livs egentlige «enten, eller» da jeg vilde fra mit ægteskab, var jeg gået min vei, om det så havde været på den pureste fattigdoms vilkår. Der er ingen tvil om det. Det blev også stillet mig for øie som et skræmmebillede, at jeg vilde få så lidet at leve for, og at jeg vilde komme til at måtte føre et yderst nøisomt liv. Det vidste jeg også var sandt, men det rokkede mig ikke. At jeg skulde komme til at bo sammen med brødre først den ene og så den anden, havde jeg dengang ingen anelse om. Og hvis jeg ikke var kommen til at gjøre det, vilde jeg slet ikke havt gode kår, men meget knappe kår. 550 spd, det er knappe kår.k484 Og det er jo usikkert hvor længe det kan være at jeg bor sammen med min bro'er. Jeg har også fået «slidte mærker af livets seletøj» men jeg vilde derfor ikke opgive mit enten eller. Levede vi i religionsfanatismens, inkvisitionens tid, da var jeg én af dem, der lod mig brænde; om en eneste hykkelsk mine vilde været nok til at redde mit liv, – aldrig, aldrig havde jeg ta'et den mine på. Jeg vilde skrevet mere men bli'er afbrudt. Nu skal du sige at du har fået et langt og sødt brev. Hvor jeg glæder mig til dit på tirsdag!
Din Amalie.

94. Amalie til Erik

Kr.ania 28de april. [1883]
Jeg har atter igåraftes fået et brev fra fru Sandberg, hvori hun bønfalder mig om at komme og besøge hende strax i maj; hun vil jeg skal svare strax. I ferierne er hun på landet med børnene, og det er ikke så nær at hun så godt kunde ta'e til byen for min skyld. Nu må du øieblikkelig sige mig om det var muligt for dig at ta'e din ferie i maj-juni, istedetfor juli-august, for hvis du kunde det, var det ligegodt vi reiste nu. Så mødtes vi i Kr.sand tilfældigvis, og kom sammen til Bergen. Hos Sandbergs kunde du vanke hver dag, derom er ingen tvil; jeg tror vi kom til at være meget mere sammen på denne måde end om du ventede til Bøghs kom hjem, og skulde holde til væsentlig hos dem. Og der er morsommere nu i Bergen end i ferietiden, for da er alle mennesker borte og da øsregner det bestandig. Kom vi i ferien, så blev vi ganske anderledes splittet ad, du i Sogn med Bøghs, og jeg på andre kanter med Knudtzons og andre. Jo mere jeg tænker på det, jo vissere forstår jeg at dette med at reise i maj såsnart det lod sig gjøre, og med at bo hos Sandbergs, vilde være den måde, hvorpå vi fik mest godt af hinanden. Til Bøghs kunde du sige, at du blev nødt til at ta'e din ferie tidligere end du havde tænkt af forskjellige grunde. Men hvis dette bli'er af, så gik det ikke an, at du kom til Xania, for nu er huset fuldt, og vi vilde ikke kunne være sammen som to elskende her hos os. Derfor måtte vi mødes i Kr.sand. Eller du kunde komme lidt før mig, og jeg ta'e af der og blive natten over i det samme hotel som du, og så reise afsted næste dag. Jeg venter et øieblikkeligt svar for at jeg strax kan sige fru Sandberg besked. Hvis du ikke kan, så er der naturligvis ikke tale om at jeg reiser. Jeg elsker dig og sender dig mange kys.
Din Amalie.

95. Erik til Amalie

Søndag Aften
[29/4/1883]
Min Elskede, ja det var et langt og sødt Brev, og kunde jeg, skrev jeg et Kys ned her, hvad siger jeg – et? ti, som skulde hvile over Dig, så at Du slet ikke mere kunde frigøre Dig for deres Indtryk: fire på din Mund, et på hvert af dine Øre, et på hvert af dine Øjelåg, et på din Næsetip og så et på din Mund igen, indtil Du bad om Nåde. Der var en Mo'r med sine Drenge, når de skrev til hinanden, satte de Pladser af i Brevet, hvor Kyssene lå, så kunde de på Afstand give og modtage Kærtegn, men det er noget jeg i alt Fald idag ikke har Råd til – for Pladsens Skyld. Og Du er særlig sød, fordi Du ikke blev vred for mine Fillebreve – jeg kunde ikke give Dig dem bedre. Du! som jeg nu sidder her og skriver, stiger der fra mine Hænder, der jo altså ligge foran mig, en sagte Duft af Ixora op i min Næse,k485 og der er tilmed ved min Kind og Skulder en blid Duft fra din Pude – jeg har, træt som jeg næsten altid er, når jeg har fri, sovet med din Pude under Hovedet – hvor jeg elsker disse fine Minder om Dig, Du elskede. Jeg har først i den senere Tid taget dit Stykke Sæbe i daglig Brug – det lå og duftede min Hårbørste fuld i min Servanteskuffe og blev kun anvendt ved særlig højtidelige Lejligheder. Men som sagt nu har jeg taget det i Brug, og med en vis Spænding gik jeg så forleden ind i den Butik, hvor jeg plejer at købe min Sæbe og bad om Ixora. Jeg blev helt stolt på Københavns Vegne ved at se, at man foruden hundrede andre Arter af fin Sæbe også havde et rigt Oplag af denne elskede Slags, som Du har betegnet som så sjælden. Foruden denne købte jeg så også af min egen tidligere mere tarvelig Guimande, men Ixoraen bevirkede, at den strænge unge (smukke) Dame, der fører Forsædet i Butiken, for første Gang værdigedes at komme ned fra sine Højder og anerkjende Tilstedeværelsen af min Ringhed i Butiken. Hun henvendte endog med forholdsvis mild Stemme det Spørgsmål til mig, om de skulde sende mig mit Indkøb. Jeg stammede, blev forvirret og sagde, at jeg så godt kunde bære det selv, og med mit dejlige Ixora i Baglommen, min Pakke Guimande under Armen vandrede jeg bort, vel vidende, at Resten af Dagen vilde disse Sager genere mig ganske betydelig, jeg kom jo ikke Hjem før Aften sent og skulde nu på Kontoret. Der kan Du dog se Amalie, København er ikke så dum en By, som du måske troede. – Du min elskede, som tvivler om, at jeg kunde stelle godt for Dig, når Du var syg. Det kan jeg Ven. Men så måtte Du også virkelig fejle noget. Den stakkels Gigt var der ikke noget at gøre ved og så troede jeg heller ikke rigtig på den. Min egen Pige, som har ligget så trofast og sovet med mig i Tirsdags – ak Stump det er et Velvære – jeg mener det at ligge uden Smærter en Dag helt stille – jeg skulde være kommen listende for at kysse Dig men næppe for at beklage Dig, den lille – nej litegran Synd i Dig, jeg skulde have følt, vilde jeg kun have taget på mig for at føje og forkæle Dig, for at vise, at jeg elskede Dig, men i mit Hjerte vilde jeg misunde Dig. For Du har jo ingen Fortræd deraf, vel min Unge? Og Du var oppe igen allerede om Onsdagen, ikke? I Onsdags traf jeg ved en Middag – oj, hvor fin! – hos Pietro Krohn Frk Knudtzon. Jeg kom sidst, og da Pietro spurgte, om nogen i Selskabet var mig ubekendt, lagde jeg ikke Mærke til hende – Broderen Dr Phil og Bogtrykker havde jeg hilst påk486 – og havde kun Theaterchefen at lade mig præsentere for – vi kendte hinanden for øvrig udmærket –; ved Bordet dukkede så denne blege, langlivede Frøken op i min Nærhed. Hun havde Georg Brandes til Kavaller, og han våndede sig under Åget.k487 Senere gad jeg ikke lade mig præsentere. Hun så mig virkelig for kedelig ud, og så var det hende eller en anden af Slægten, som skrev det dumme Sludder til Dig om «Et Besøg» og mig.k488 Er der for Resten flere Frk Knudtzon – en af dem var det altså. Se, havde jeg nu været diplomatisk anlagt, havde jeg naturligvis gjort mit Bedste for at tækkes hende; i Kbhvn synes jo dog Vejen til Dig at gå gennem denne skyggeløse Poppelfamilie – og det første jeg så hende fôr også en sådan Hensigt gennem min Hjerne, men jeg stod det ikke ud. Men elskede Ven, den Art anklagende Stivhed i en Selskabssal er en Dumhed jeg ikke ret vel tolererer. Hvad vil Mennesker mellem andre, når de ikke selv give noget til Bedste? Har her altså været en Lejlighed til at handle til fremtidig Fordel for os, har jeg undladt at benytte den. – Men nu min Pige til vore Sommerplaner. Det er kun Pengene, min Ven, som gør det lidt vanskeligt for mig først at komme til Kristiania for derpå at drage til Bergen. Det er mindst 100 Kr mere, som derved går med – men hvad, det kommer jeg vel ud over. For det er ellers den dejligste Plan, der er til. Jeg er ikke en Snus bange for at tage imod din Gæstfrihed – når Du kun vil lade være med at begå den umådelige Uforsigtighed at give mig et andet Navn. Og tror Du jeg for bestandig vil lade mig afskære Muligheden for at komme åbenlyst i dit Hus? Nej Amalie, alt går som Du siger, men jeg er den, jeg er – din Josephine bevæger sig vel ikke i de Selskabskredse, som J.P. har averteret, og hvis der skal blive Snak eller Udfritten – det sidste hører nu med til Ubegribelighederne for mig – så gad jeg vide hvad Skjul et fremmed Navn, hentet ned fra Skyerne, skulde kunne give. Den danske Herre, det er mig, om jeg så hedder Per eller Povl, og alt vil først blive riv ruskende galt, hvis et falsk Navn dukker op i Historien. Altså Søde jeg kommer til Kristiania, og så bærer Du Dig ad i dit Hjem og overfor andre som det, der officielt skal være Tilfældet: jeg er din meget gode Ven – – – – –
Elskede, det er sket hvad jeg mindst af alt havde ønsket, et Menneske er kommet for at være min Gæst. Han sidder endnu hos mig, kl er 12 ¼. Han var elskværdig jeg holder af ham, og han søger mig fordi han holder af mig. Kære jeg har været nødt til i mange Timer at være Vært. Jeg har intet haft i Huset og er næsten nødt til nu at gå med ham for at opfordre ham til at drikke et Glas Vin på et offentligt Sted. Min elskede søde, Godnat – om det er mig muligt får Du igen imorgen et Par Ord.
Din Erik

96. Erik til Amalie

Tirsdag Aften
[1/5/1883]
Søde velsignede Amalie, blev Du en Smule skuffet – jeg håber da Du blev det – over den bratte Afbrydelse i Søndags. Jeg vilde så inderlig gerne have bødet en Smule derpå igår, men det var umuligt, jeg var ikke ene og ikke ledig et Minut på Dagen, før Kl. lakkede ad 1 om Natten – og da var jeg heller ikke alene. Da sad et Par Venner på Redaktionskontoret og ventede utålmodig på, at vi skulde gå et Sted hen og nyde lidt, de var sultne og tørstige efter en Kammermusikkoncert, de havde forladt Kl ½ 12. Så kom jeg hjem Kl 2, og da lå dit næste Brev til mig. Jeg var jo nær bleven forskrækket, nu da jeg er afvænt med at blive overrasket af dine Breve. Jeg læste altså din Plan om det tidligere Besøg. Jeg havde den dummeste Drøm. Jeg drømte, at jeg gjorde Forsøg på at få en mig højst nødvendig Søvn på min Sofa, men at jeg blev vækket af en utålmodig Samling Mennesker: min Moder mine to Søstre, min Broder, der er i Frankrig, min gifte Halvsøster og det yngste af hendes Børn,k489 jeg skulde op og pakke ind; om ganske kort Tid måtte vi afsted til Dampskibet, vi skulde rejse, jeg, min Mor og to Søstre, til Stettin. Jeg stred og stræbte for at blive vågen, men det var mig ikke muligt, jeg var som lam af Træthed. De gjorde Nar ad mig og blev sinte, navnlig min Bror, men lige umuligt var det mig at stå på Benene, jeg faldt bestandig tilbage på din Pude, og jeg bad for mig om dog blot at få sovet i 5 Minuter til, det vilde hjælpe. Så bøjede min Halvsøster – jeg har ikke talt med hende nu på flere År – sig over mig og kyssede mig – jeg tror aldrig i mit Liv, at det er sket – hun var så forunderlig blød og velgørende at føle på og samtidig kravlede hendes lille Dreng – i Virkeligheden må han nu være Student – op til mig, han var ganske nøgen, fast og buttet på Kroppen, det var så friskt og behageligt, og jeg blev helt vågen. Men dette med Rejsen var en fuldstændig Overraskelse, jeg havde ikke det mindste i Orden. Jeg måtte i en Fart se at finde mine Klæder – Kufferten stod parat inde i Sovekammeret – og mine Penge. Navnlig de sidste! Men hvor var dog min Sparekassebog med de 300 Kroner jeg havde lagt til Side, det var ikke muligt at finde den, den skulde stikke i en Frakkelomme, og jeg dukkede ned i en Uendelighed af Klæder, men det var aldrig min egen Frakke jeg kom i – jeg havde havt min Sparekassebog med mig i Byen for at sætte en Sum ind, jeg havde sparet i Løbet af Måneden, igår var det jo den sidste, og idag har jeg hævet Gage – nå, endelig fandt jeg den. Men hvorledes få hævet Pengene? Min Moder vilde låne mig Penge. Så var Vognen der. Afsted! Så endelig brød det igennem, hvad hele Tiden havde ligget som en dunkel Tanke jeg ikke kunde få fat i, at om jeg nu rejste til Stettin, så vilde jeg jo ikke have Penge nok til i Sommer at komme op til Dig. Høj, Godtfolk jeg rejser ikke med! Nej, lad Du også meget hellere være med det, min Dreng, sagde min Mor med en for mig aldeles forbavsende Koldsindighed – gå Du kun ind i din store Seng og sov, det har Du bedre af. Jeg vågnede badet i Sved af Anstrængelse og Forvirring, himmelglad over, at jeg i sidste Øjeblik havde fået mine Tanker samlede, så at jeg havde undgået den frygtelige Begivenhed at stå uden Penge til Sommer. Hvor var det godt jeg slap! sagde jeg ganske højt og kom så fuldstændig til mig selv. – Jo ser Du lille Pige, det voldte nu dit Brev altsammen, og så en Samtale jeg på Kontoret havde havt med Chr. Rovsings Fader,k490 der havde fortalt mig, at han imorgen må rejse til Kissingenk491 for at bruge en Kur. Min søde, yndige Ven, jeg kan ikke komme løs nu. Og Amalie i Grunden foretrækker jeg også langt at vente til Ferien. Jeg har sådan levet mig ind i Fantasier om dit tomme Hus, at jeg kun med ligefrem Sorg kan skille mig fra denne Fremtid. Men jeg kan ikke komme bort nu. Lige efter Pinse skal en politisk Kampagne begynde Landet over,k492 og min Nærværelse på Kontoret bliver en ligefrem Nødvendighed. Du synes at være så glad i den sidste Plan, og i og for sig er den jo også lokkende over al Måde – særlig at Du vilde smutte ind på Vejen til mig i Kr.sand – men Unge, tror Du ikke, at det gik, hvis vi til Sommer var sammen i Bergen, at Du uden videre sagde til Fru Sandberg, at hun skulde bede mig ud på Landet, hvor de lå (og Du naturligvis). Jeg kunde jo være indlogeret i en Kro i Nærheden. Skal jeg i Bergen høre Fru Bøgh til, rejser jeg slet ikke derop. Der er jo ikke noget kompromitterende i, at Du på gæstevenlig Vis anbefaler mig ind i et Hus. Jeg er jo fremmed og skal se Landet og behandles pænt, og der er jo noget literært ved mig. For Resten bryder jeg mig ikke en Snus om Bergen, når jeg blot må komme til Dig i Kr.ania – i dit tomme Hus. Og så synes jeg også Amalie, at det må være Sommer næste Gang vi ses. Vi elsker jo dog begge Varmen, og dette at kunne færdes ude, min Ven, det er dog så godt. For Øjeblikket er her en Smule Forår i Luften her nede. Alle Sommerlængslerne er begyndt, og skulde jeg leve min lykkelige Tid i Maj-Juni (i en Slags grøn Vinter) for så at komme ned her og forgå af Melankoli i Højsommeren – nej Unge, det var næsten for grusomt. Så er der en Ting til, jeg må også se at samle nogle flere Penge sammen til den store Rejse. Jeg hader at låne, når jeg ikke har det klart som Dagen Tidspunktet da jeg kan betale tilbage. Altså kære søde Du, jeg kan ikke rejse nu. – – Du er et lille Fæ. Du lader endnu, som Du ikke véd, at jeg var forelsket i Dig, inden vi kom til Lillehammer. Jeg var det. Men jeg begærte Dig ikke, for jeg trode ikke Du kunde elske, særlig, at Du ikke kunde falde på at elske mig. Og så klog var jeg bleven i Livets Skole, at på håbløse Historier vilde jeg ikke indlade mig. Ak jeg vilde jo være gået ind til Dig hin sidste Morgen for at kysse Dig – forskrækket som jeg var, fordi jeg trode, at Du dog syntes bedre om Dr. end om mig. Det skulde have været det menneskeligt smukkeste Kys på Jorden. Og jeg fantaserede om hele Natten, at jeg på den Måde vilde kunne give Dig noget, et Indtryk af en Mand, der skulde være helt rent og blottet for den Atrå, Du kun havde set som styg. Amalie, min Følelse for Dig var en fin og skær Forelskelse, derom kan der ingen Tvivl være mellem klartseende – og Du er jo så umådelig klog på Kærlighed. Og jeg syntes Synd i Dig, at Du ikke vidste, hvad godt to Mennesker kunde ville gøre hinanden.
– Nej min Ven, Bøghs har ikke med et Ord antydet din Eksistens til mig, så Fossen synes i alt Fald ikke at have lydt i deres Øren. Jeg ser for Resten for Tiden ikke meget til Bøghs, vi kommer ikke i de samme Huse, og det synes at skulle blive meget tilfældig at vi mødes. – Så vidt jeg har kunnet forstå Beskrivelsen af din Lejlighed, må din Broders Soveværelse ligge længst mulig borte fra dit. Du kunde tegne mig et lille Grundris, det vilde interessere mig i højeste Grad. Ligger Gutternes og hans Soveværelse ikke Side om Side svarende til dit Værelse og Kabinettet? – Ak Amalie, jeg vil så gerne, når vi mødes være stille og god, som Du ønsker det – men jeg lover intet, navnlig ikke, at jeg ikke kysser Dig, og Du skal se Ven, at det vil ikke være så slemt. Kan Du huske, at i Falkøping turde jeg ikke straks kysse Dig. – Amalie jeg tror Dig med «enten-eller», det jeg skrev var et Udbrud af min egen mistrøstige Stemning. Jeg har aldrig lidt så meget som i det sidste År ved at skulle slide for mit Brød. – Jeg sender Dig min Unge, hvad jeg tror vil more Dig den allerførste (kasserede) Begyndelse til «Gertrude»k493 – jeg fandt den tilfældig idag; tidligere har jeg ledt meget efter den. Mig har det interesseret at finde Beviset for, hvor fuldkommen jeg stod bag ved Figuren Gertrude, da jeg vilde til at begynde, og hvorledes den efterhånden kunstnerisk betog mig. Du ser også, hvor lidt Mod jeg havde, da jeg begyndte på Novellen: min Plan var umådelig meget simplere: en kort lille Turgenjevsk Fortælling. Du må sende mig denne Begyndelse tilbage, den er jo et Aktstykke, der har Betydning for mig. – Jeg må stoppe, for Kl er mange. Der var for Resten navnlig en Begivenhed jeg skulde have fortalt, men den udvikler sig måske til noget mere senere.
Din længselsfulde
Erik

97. Amalie til Erik

Kr.ania 4-5-83.
Nåde elskede, nåde! jeg glemte at skrive denne gang, nei snak – jeg glemte det ikke, jeg gik tværtom hele dagen igår og glædede mig over at det var søndag at jeg havde skrevet på torsdag som ellers, og at jeg nu kun havde mandag og tirsdag igjen til at vente på dit brev. Så kom dit brev fra tirsdag, imorges (fredag) og så først fik jeg øinene op for ulykken. Det var Christi Himmelfartsdag som narrede mig.k494 Jeg havde ikke anelse om at det ikke var søndag. Er du sint på mig nu? Du ikke være det. Og blev du umådelig forbavset og vred da der lørdag aften intet brev lå fra mig ved din hjemkomst? Du vil ikke gjøre gjengjæld og lade tirsdag gå hen uden at bringe mig noget brev! Du , du skal ikke gjøre det elskede. Det værste er at jeg nu ikke kan skrive dig et ordentligt brev til. Det er og har været mig umuligt idag; alt har sammensvoret sig imod det, og det uagtet jeg var oppe 10 minutter før 5. Så tidlig forlader jeg min seng nu fortiden, så går jeg lige i det kolde vand. Men jeg bliver søvnig af det om aftenen, og jeg begriber ikke hvorledes jeg skal stå i det når du kommer, og vi skal holde de vågne nætter gående, som vi gjorde på vor bryllupstur, havde jeg næsten sagt. Ja, ja da, – så kommer du altså ikke før i juli. Det er kjedeligt, først fordi det varer så meget for længe før jeg skal få dig i mine arme, og dernæst fordi jeg var bleven så glad i denne plan. Det bli'er ækkelt på den anden måde. Bøghs kommer at fange dig og holde dig fast, og veiret bli'er slet. Det er en kjendsgerning at det øser ned og stormer og er råt og koldt i Bergen på den tid. Men når du ikke kan, så kan du ikke. Hvor det var sødt af dig at sende mig det udkast til din bog. Jeg har fået en underlig indvendig kjærlighed til det, og det forekommer mig at være noget kostbart, som jeg af og til vil ta'e frem for at betragte. Du får det nemlig ikke tilbage før vi sés. Det er sandt: fik jeg det Bjørnsons brev om Jakobsen [sic] tilbage hos dig?k495 Jeg husker det ikke, men vil i tilfælde gjerne ha'e det. Mor kommer hid fra Fr.hald imorgen. Jeg glæder mig umådeligt. Så var det jo godt for noget at vi ikke skulde til Bergen nu. Jeg slutte, og du ikke være vred.
Din Amalie.

98. Erik til Amalie

Mandag Aften
[7/5/1883]
Min egen Amalie, jeg sad igår hjemme hele Dagen, og var «fornærmet» – lige som hin Nat i Lænestolen.k496 I den Stemning kunde det naturligvis ikke falde mig ind at skrive, Du skulde dog også føle, hvad det var ikke at få Brev den rette Dag. Ak nej, i Grunden var jeg slet ikke fornærmet, kun skuffet, og da min Uge ikke havde bragt mig noget som helst af Interesse, morede det mig at spille krænket Ægtemand. Du søde, hvor jeg alligevel var glad og lykkelig ved Dig og ved Tanken om Sommeren. Bogstavelig Amalie, jeg lever kun på mit Besøg hos Dig. Alt løber næsten uænset forbi mig medens jeg venter. – Jeg kan nu for Resten dårlig forstå, at Du kunde glemme at skrive, Du tossede Menneske, jeg troede, at Du vilde opsætte at sende Brev, til mit Svar om den nye Plan for vort Møde var kommet Dig i Hænde. Det gik mig for øvrigt Lørdag Nat, da jeg kom hjem, helt raffineret ubehageligt. På mit Bord lå nøjagtig som sædvanlig et firkantet Brev, jeg kunde se det inden jeg tændte Lys og tog det med ind i Sovekammeret. Så tændte jeg Lys og så et Brev med min egen Bys dumme Frimærke – det var virkelig temmelig afskyligt. Jeg smed det hen på en Kommode og gad ikke røre ved det mere ved denne Lejlighed. Igår morges så jeg så, at det var en fuldstændig ligegyldig Underretning. Ak Du søde – godt var det, at jeg hurtig havde min Forklaring til rede på intet Brev at få. Jeg fandt den ganske vist ikke fyldestgørende men den lod sig dog høre. Havde jeg tænkt mig, at Du sådan uden videre kunde glemme mit Søndagsbrev fra Tirsdag Aften og det på ny ventede Svar – jeg havde Samvittighedsnag ved, at jeg måtte vente til Tirsdag med at skrive – så havde min Stemning formodenlig haft sin Tilsætning af Bitterhed. –
– Kl er 11 ½ i dette Øjeblik kom en Deputation fra Kunstnerforeningen for at melde mig, at jeg efter en umådelig Kamp ved Ballotering var optaget i Foreningen.k497 Forrige Mødedag var jeg faldet med nøjagtig 1/3 Stemmer imod. Det er Politik. De gamle havde rottet sig sammen for at undgå det literære Venstres Indmarch. Nu havde man haft Generalforsamling havde omstyrtet den forrige Ballotering holdt Taler som man var gale og med et umådeligt Overtal var min Optagelse sat igennem – kun 12 havde endnu fastholdt Afgivningen af sorte Kugler. De vilde øjeblikkelig have mig med op i Foreningen for at gøre Stads af mig. Denne Gang var jeg glad ved min sene Travlhed, jeg kunde med Sandhed sige, at det var mig umuligt at gå fra Kontoret. Nu må jeg også sige Dig God Nat der ventes på mig.
Din Erik

99. Amalie til Erik

Kr.ania 10de maj 83.
Jeg kunde godt mærke du havde været vred «du tossede menneske», som dårligt kunde forstå, at jeg havde glemt at skrive. Men du hørte jo det, at jeg slet ikke havde glemt det, jeg – det var bare en skjæbne som var over mig. Har der aldrig hændt dig noget sligt, dig, at du har gået og været besat af en rent ravruskende forunderlig tidforveksling? Mig er det slet ikke første gang det passerer, og jeg formoder det heller ikke bli'er sidste. Og desuden, om du også aldrig har glemt at skrive på den rette dag, så har du så ofte spist mig af med rigtige fillebreve, hvad jeg kun én éneste gang har gjort. Men jeg vil gjøre det herefter. Det er så alligevel så bort i natten utilfredsstillende at skrive, at jeg formelig ikke gider være besværet af det. Jeg havde en masse ting at fortælle dig, eller rettere at tale med dig om, eller allerrettest begge dele, men det er så altfor håbløst at begynde derpå. Nu er der jo heller ikke mere end 2 måneder til vi skal sés – så er det ligegodt at vente. – Det har været så trist i den sidste tid; min bro'er har egentlig i hele vinter været dårlig af catahr [sic] i halsen,k498 – ja strengt taget lige fra han forrige år kom hjem fra Leipzig. Men han har selv gjort så lidet væsen deraf, og slet ikke tålt at man lagde merke til det, indtil det blev så galt, at han måtte gi'e sig over. Og selv da gav han sig slet ikke over, men vilde forsøge at lade som ellers. Så gik jeg ned til hans læge, og fortalte ham nøiagtig og omstændelig hvor dårlig han var, og bad ham give mig hans erklæring for at han måtte afsted til Ems heller idag end imorgen. Og han var aldeles enig med mig, og fortalte at han aldrig gjorde andet end sige ham hvor klein han var, og indtrængende opfordre ham til at komme sig afsted. Jeg kunde godt mærke på doktoren, at han ikke havde stor tro til ham. «Han kan jo komme sig i Ems» – sa'e han. Så fik jeg hans svigerforældre og svogre til at sammensværge sig med mig for at få ham afsted, og tirsdag middag reiste han da over Fr.hald, hvor han bliver til fredag, (imorgen) da Ludvig følger ham et stykke på vei. Han var elendig da han sa'e farvel til os. Den smule anstrengelse med at bli'e færdig – endskjønt jeg naturligvis gjorde alting for ham, tog umådeligt på ham, og så var det vistnok også det, at han havde opgivet at ville sætte os blår i øinene. Kuren i Ems varer 6 uger, men så reiser han etsteds hen i Tydskland, som han elsker at være i – han kan ikke fordrage Norge – og han kommer under ingen omstændigheder hjem før i septbr. – Du kan tro det var deiligt for mig at mor kom. Til hende kunde jeg på min side gi'e mig over, og lade al min bedrøvelse få frit spillerum; den jeg ligeoverfor Vilh. og gutterne havde holdt nede. Og mor får mig altid i godt humør. Hun sover inde hos mig; vi har stillet hendes seng på den modsatte langvæg, og så kan vi ligge og tale over til hinanden om aftenen, hvad vi gjør mere end især hun har godt af. Og om aftenen når hun er kommet iseng, kommer alle gutterne ind «for at høre os være fornøielige», – som de siger. Forresten har det ingen art med os denne gang; vi er så bedrøvede for Vilhelm. Det er meget tvilsomt om han kommer mere tilbage. Jeg står fremdeles op kl. 5, og mor skjænder og spør hvad der er kommet over mig, at jeg farer op midt om natten som en daglønner der skal på arbeide ude af huset. Og siden igår kan du tro hun gjør nar af mig, fordi jeg kl. omtrent 11, blev så forsøvnig, at jeg måtte lægge mig på sengen og sov som en sten til kl. 1. Hvor du er flink som har fundet ud at min bro'ers soveværelse ligger længst borte fra mit, og støder op til gutternes værelse, ligesom mit støder op til kabinettet; det er just således. Jeg har lavet en tegning, som er grusom, men som viser dig hvorledes værelserne ligger. Når du ringer på klokken isommer, skal jeg selv lukke dig ind, og så trækker jeg dig, uden at sige noget lige ind i kabinettet, hvorpå jeg falder dig om halsen og kysser dig, og får dig til at sætte dig i den grønne sofa ved siden af mig, og være ganske stille, og ingenting sige. Så får du se om min tegning har kunnet orientere dig en smule. Du kunde nu forresten godt ha'e skrevet søndag aften hvis du havde villet, for mit brev er formodentlig ikke kommet dig så sent ihænde, at der ikke var tid, men du har skullet straffe mig og det var stygt af dig. Jeg må desværre slutte nu. Jeg ved ikke hvordan det er men det bli'er så vanskeligt om dagene at få tid til at skrive. Jeg taler med mor om dig uden at nævne dit navn. Hun har ikke begreb om hvem du er. Idag bad hun om en god bog at læse i over middagene. Jeg har givet hende Gertrude.
Din Amalie.
[Tegning over leiligheten vedlagt]
Illustrasjon

100. Erik til Amalie

Søndag den 13 Maj 83
Min yndige, fine, elskede Veninde, jeg véd ikke ret, hvoraf det kommer, men det forekommer mig, at dit lille sidste Brev fra igår Aftes er et af de kæreste jeg har modtaget fra Dig. Det er så stille, så sødt. I sin knebne Korthed med sin alvorlige bedrøvede Tone fortæller det mig om Dig meget mere synes jeg end tidligere en lang Skrivelse har kunnet gøre det. Jeg tror Amalie, at det er det, at din Kærlighed her har været Dig en selvfølgelig Sag, noget Du ikke længer forundrer Dig over, reflekterer over, kæmper med. Min egen Ven, der gik igennem det lille Brev en Følelse af – det tror jeg da – at Du virkelig trængte lidt til mig, en Tro på, at jeg kunde fylde, blødne en Del af dit Liv for Dig. Jeg tager Dig så usigelig gerne på Ordet, min Ven. Hvis det virkelig skulde blive så, at jeg kom ind i din Tilværelse, ikke som en Forstyrrer men som en Lemper, en Tilrettelægger – ikke just ved det jeg fandt på at gøre men ved din Følelse for mig, så Amalie havde jeg en usvigelig Ret til at være hvad jeg er: din Elsker. Min søde Pige, det er din gode Ven jeg så gerne vilde være. – Hvor jeg er glad på dine Vegne, at Du har din Moder hos Dig netop nu. Så vidt jeg har forstået har Du ikke netop været forberedt på den hurtige onde Vending med din Broders Sygdom, og Du har ikke i den Anledning skrevet efter din Moder, hun er kommen af sig selv. Det synes mig, at det er endnu bedre således: Nu vilde jeg kun have ønsket at jeg kendte din Broder. Rimeligvis må han være kommen over Kbhvn, har måske været her igår eller idag, så kunde jeg have fortalt Dig om hans Humør hans Tilstand. Nu kan jeg kun føle med Dig, dele din Ængstelse og give mine Ønsker med – jeg har fået et så dygtigt og nobelt Indtryk af din Broder ved din Omtale af ham. Sig mig hvad er din Broder Ludvig i Fr.hald. Enten har jeg glemt det, eller jeg har ikke før spurgt der om, vistnok det første. Du er sød Amalie, at Du gav din Moder «Gertrude» at læse. Men jeg er urolig for, hvad hun vil synes om den. Kan hun ikke lide den, bliver jeg virkelig bedrøvet. Herregud, den er jo så inderlig skrevet fra min Side. Du må ærlig sige mig, om hun har sagt noget og hvad hun har sagt. Min Ven, dit Grundris af Lejligheden er jeg en Smule stolt over. Sådan havde jeg netop anbragt Værelserne for hinanden, det eneste jeg ikke kunde komme ud af var Anbringelsen af Køkken og Pigekammer, og så det Pulterkammer, det vidste jeg ingen Besked om. Hvis nu, hvad jeg antager, Pigen fra sit Værelse kun har Adgang til Køkkenet, synes hun mig meget passende lukket inde – det Skind, megen Plads kan hun ikke have. – Du har ikke tidligere fortalt mig om din tidlige Morgenopstandelse. Jeg kan umådelig godt lide den. Om Sommeren er man ubetinget mest Menneske om Morgenen. Ja jeg er nær ved at gå så vidt at sige, at man egenlig i vort Klima kun lever i de fire eller fem Sommermåneders Morgentimer, som man ved at gå i fornuftig Tid i Seng kan forskaffe sig. Det hører med til en af mine Fortvivlelser ved det Avisliv jeg i de sidste År har ført, at jeg Sommer og Vinter kommer lige sent i Seng og lige sent op om Morgenen. Om Vinteren er dette mig en mindre Plage, men fra det Øjeblik jeg kan sætte mig hen ved Skrivebordet i min Dagligstue, uden at der først er fyret i Kakkelovnen, længes jeg som i Hjemve efter den Morgenstund, der giver mig Rådighed over den bedste Del af mig selv. – Hvis jeg sidst vilde vente på dit Brev, kunde jeg ikke have skrevet før, det kom først Mandag Morgen, idet der ingen Brevombæring finder Sted om Søndagen efter 1 eller 2. – Du Amalie, jeg har for Resten noget godt at meddele Dig. Så vidt jeg i dette Øjeblik kan beregne, skal det nu lykkes mig på en god Måde at slippe mit Slaveliv ved Avisen. Det har tæret for meget på min åndelige Evne, og det er på høje Tid at jeg forlader det, hvis jeg ikke skal falde hen til det almindelige journalistiske Håndværkerstandpunkt. Vanskeligheden var, at jeg ingen kunde sætte på min Plads, og at jeg ved at gå, derfor måtte bryde overtvært og gøre Fortræd og rimeligvis skaffe mig Fjender – om ikke åbenlyse så indvendige – i de Mennesker, som jeg hverken borgerlig kunde tåle at være Fjender med eller moralsk ønskede at være det med. Jeg har fundet en Mand.k499 Nu skal min Kunst bestå deri at slippe løs og dog ikke kaste los. Jeg må indrette mig en Stilling, som er overordnet og uden Kontorarbejde, men såsom vi har en politisk Redaktør (Hørup) og en æstetisk Medudgiver (E. Brandes), der når Lunet falder over ham, med noget af Parvenuens Ufinhed blander sig i Styret, er Opgaven ikke let, da netop disse to Mennesker af Navn udfylder omtrent hele det Rum, som jeg skulde bevæge mig på, hvis jeg ikke vil kaste helt los og blot være almindelig Medarbejder. Kan jeg ikke andet, bliver jeg det sidste fremfor at dumme helt hen; men jeg tilsætter derved for den største Del den – relativt dog ikke så helt ubetydelige – Magt, min nuværende Stilling har givet mig, og det har jeg ikke ret Mod og Manddom til at gøre, idet jeg ikke i Forholdene kan se noget fast Punkt, til hvilket jeg kunde knytte nye Bestræbelser efter at vinde Indflydelse. Politiker kan jeg kun ved en sådan Række Lyverier blive, at jeg ikke tiltror mig Evne til at opnå noget ad den Vej. – Megen Tillid til mine åndelige Gerningers Dybde og Vidde har jeg aldrig havt, og i dette Øjeblik da jeg lægger Planer for på ny at sejle ene ud og mulig opdage det Rige, der skal føde mig herefter – Du forstår, ikke alene pekuniært men med Anseelse – er jeg så langt fra at være fortrøstningsfuld, at jeg meget mere er belavet på, at hint Riges Kyster får jeg aldrig Kig på. Men bange er jeg alligevel ikke. Det er noget, der skal gøres. Det er ligesom i 64, da jeg stormede Prøjsernes Stilling.k500 Jeg var vis på, at jeg blev skudt, men det kom ikke mig ved. En underlig Fornemmelse – forhåbenlig er den sund. – Nu min søde Pige, må jeg sige Dig foreløbig farvel. Det er 1st Pinsedag – ganske skikkeligt overtrukket Vejr (bedst til Vinterfrakke) – jeg skal ud til Middag. Kan jeg komme skikkelig hjem, får Du et Par Godnat-ord, men sikkert er det jo ikke. Men jeg må med det samme sige Dig, at Du ikke på Tirsdag Aften må vente Brev fra mig. På Søndag skal et stort politisk Møde foregå i Nordsælland [sic],k501 hvor jeg må være til Stede. Det er hele Dagens Optagelse. Kan jeg, skriver jeg naturligvis Lørdag Aften eller Mandag, men intet af dette er synderlig sikkert. Farvel altså min Elskede. – – Kl. er ½ 2 Selskabet var lille og tungt, jeg er træt. Der var et Par Forlovede, som jeg kender, og som jeg har ondt af: Familjen fornægter dem, vil ikke vide noget af Forlovelsen at sige, fordi han ikke er i Stilling, og hun intet ejer. Han har det mindst mulige Hoved til at lære noget og skal have en Examen han aldrig får; de talte om den Uret, de er udsat for. De er vistnok brave begge to og burde være hjulpne frem; han har mekanisk Talent. Sådan to Menneskers Nød angriber mig en Smule.
God Nat
Din Erik
Kan Du få Tid dertil, gjorde Du mig en stor Tjeneste ved at skrive om den politiske Situation. Hvad din Kreds dømmer, hvad Du selv mener. Jeg har på ny været sammen med Bøghs og fandt hende i Grunden ganske tækkelig – jeg gjorde Lykke hos hende. Jeg vilde og det lykkedes.

101. Amalie til Erik

Onsdag eftm.
[16/5/1883]
Min elskede søde, tak for dit sidste, trofaste brev; hvor du er snil og god og prægtig! ja, det var så, jeg havde en følelse af at trænge dig sidst jeg skrev, og det gjør jeg i en usigelige grad bestandig, men alligevel står det fast hvad jeg dengang skrev, at jeg vilde se dig éngang til, og så aldrig mere. Det er for at tage afsked med dig for bestandig, at jeg venter dig hid isommer. Jeg har gjort noget rasende radikalt; jeg vilde ikke tale om det til dig, før det var afgjort, du må ikke blive forskrækket og du er ikke den jeg tror, hvis du bli'er vred for det, ja det vil sige for at jeg ikke har spurgt dig iforveien. Du kan vide jeg har tænkt det nøiagtigt og grundigt igjennem, og at jeg ved hvad jeg har foretaget mig. Jeg reiser til Amerika; jeg er gjennem en veninde som jeg ikke har sét på mange år, og som er gift med en tydsk professor i Milwaki [sic]k502 bleven tilbudt en god post ved universitetet der, ja, det høres jo latterligt, men i Amerika får damer sådanne poster – det er som bibliothekar, og jeg skal være optaget fra 8 om morgenen til 12 ½ hver form. og så ikke mere; for dette skal jeg ha'e 850 daler i årlig løn, og når jeg på grund af ælde ikke mere kan være der, halvdelen i pension. Jeg skal bare kunne skrive engelsk, tysk og fransk, og det er jo billige betingelser. Det er en dame som har posten nu, men hun skal giftes og drage til Chicago ellers var hun vedbleven at være der. Det er længesiden hun skrev og bad mig komme; hendes mand er formand i det collegium der har med postens besættelse at gjøre. Hun har så længe tænkt at få mig over eller ønsket det, rettere sagt. Vi har i mange år korresponderet af og til, og aldrig ganske tabt hinanden af syne. Det er bare amerikanere og tyskere jeg kommer op i, og det er bedst, for de norske i Amerika er i regelen simple og ukultiverede mennesker. Nu skrev jeg i forrige uge og sa'e at jeg vilde ha'e posten, men på den betingelse, at der kunde skaffes en vikar indtil jeg kunde arrivere, hvad ikke kan finde sted før til næste år høst, når Jakob er bleven student, for begge gutterne ta'er jeg naturligvis med. Så slipper jeg at leve af hans penge, hvad jeg jo for en del har gjort og hvad der altid har pint mig. Så får alt det udelukkende komme gutterne tilgode. Jeg antager ikke at han kan have noget imod at gutterne bli'er med mig, for han har altid været i ekstase over Amerika, og beklaget at hans sønner ikke var født der, på grund af den ulige bedre fremtid for flinke unge mennesker. Jeg kan også godt li'e Amerika; jeg har været overalt der omtrent, ja det vil sige i Nord og Syd og Øst og Vest Amerika,k503 så jeg ved hvad det ligner i altfald. Gutterne har jeg spurgt om de vil være med, og de har sagt ja efter nogen forskrækkelse. Men selv om enden bli'er, at de ikke følger, drager jeg min vei. Jeg vil naturligvis dø af længsel de første to år eller så, for jeg har jo så mange venner her, og er dertil på så mange måder rodfæstet i Norge, som jeg elsker, og aldrig vil glemme, men der er dog grunde gode nok for mig at reise bort. Måske var jeg aldrig kommen til at giøre det, hvis jeg ikke havde mødt og elsket dig. Men ser du, som det er med os, kan jeg ikke holde det ud. Jeg længes efter dig bestandig, – jeg lider ved at være skildt fra dig, – alt hvad i mig er, drager mig bort fra mig selv, over til dig, – jeg rent sygner hen af det – og så indimellem græmmer det mig den frygt jeg bærer på, at du dog ikke elsker, ikke kan elske mig som jeg elsker dig, du som har elsket før, og vidste hvad det altsammen var for noget. Og derfor vil jeg fra det. Tro ikke at jeg bilder mig ind at kunne glemme dig nogensinde i dette liv, eller at jeg kan tænke mig, én dag at være bleven så hærdet at mit hjærte ikke skulde vånde sig og bløde ved at huske på tabet og savnet af dig; men jeg ved, at det vil være mig tåleligere på den måde som jeg nu har udsét mig. Jeg ved det nu: jeg mødte dig kun for at jeg skulde lære alle sorter lidelser at kjende. Jeg havde jo prøvet så mange, ja, alle undtagen den det kan volde at elske et menneske, – nu ved jeg også hvad det vil sige, og nu er jeg først helt et menneske. Og nu vil jeg ikke, at det jeg har følt for og ved dig skal jaskes ud og slides af i livets mangehånde, usselige slitage; det skal stå som et rent og helligt stykke minde, alle mine dage, som de elskede døden berøver os, inden vi har lært deres svagheder at kjende. Og jeg skal desuden sige dig, at alt dette fordækte og dulgte væsen er mig så inderlig forhadt. Og alt det snak som tiden og forholdene, hvis vi fortsætter på denne måde, vil vælte ud over os, vil jeg hade og samtidig krympe mig under mere end jeg kan tåle. Ingeborg og Pylle ved alt. Det bryder jeg mig forøvrigt utroligt lidt om, så langt, langt mindre end jeg skulde tænkt. Jeg fik vide det forleden, og dagen efter skrev jeg til professor Hirt og sa'e at jeg tog posten. Det gik således til: jeg fik forleden et brev fra Ingeb. hvori det blandt andet hedder: «Du ved selv hvor stor tillid jeg havde til dig, hvor sikkert jeg stolede på at du holdt af mig, det viste jeg vel mere end tydeligt i den overstrømmende fortrolighed jeg havde til dig; men ser du Amalie, den slags fortrolighed eller venskab fordrer gengæld. Jeg kan ikke lukke mit hjærte, og alle mine tanker op for en, der sålidt stoler på mig, sålidt føler trang til at være sand overfor mig, at hun ikke taler til mig anderledes end til gud og hvermand. – Du kan forstå jeg bebreider dig slet ikke noget, men jeg vil bare sige dig hvad jeg ved, – eller at jeg ved mange ting, som gjør at jeg vilde være en påtrængende tosse, om jeg bildte mig ind at du bryder dig mere om mig end om alle andre. Se derfor behøver vi vel ikke at ha'e scener og opgjør og bebreidelser o.s. v.» Så traf jeg Pylle, der spurgte om jeg havde hørt fra Ingeborg, og om hvad hun skrev. Jeg svarede at det var ikke noget sådan at fortælle, og så busede Pylle (der forresten er ualmindelig sød) ud: åh jeg ved godt hvad det er, Ingeb. har havt en stor sorg med dem, hun syntes hun stod dem altfor nær til at de skulde kunne gå hen og lyve for hende – det sa'e hun til mig i Paris, og vi ved godt at det om Skram som vi troede i sommer, og som Ingeb. spurgte dem om, er sandt altsammen; de har jo mødt ham i Gøteborg i vinter o.s. v. Så naturligvis nægtede jeg ikke nogenting. Det var så underlig at jeg tog det så roligt. Ja, jeg sa'e heller ikke egentlig ja, – jeg tænkte bare på dig, på hvor sød og deilig du var og på hvorledes jeg elskede dig, og hvad kom så alt andet egentlig mig ved. Men du kan jo vel forstå at jeg i grunden er beklemt over det. Synes du nu ikke jeg skulde fortælle Ingeborg alt, når hun kommer om en 14 dgs tid. Det vilde jeg helst selv, for hun har ret til at vide det, og det er jo ikke noget jeg behøver at skamme mig over – ialtfald synes jeg ikke det, – men det kommer jo an på hvad du giver mig lov til. At jeg nu er bleven i høi grad bekymret og betænkelig overfor vore sommerplaner med møde hos mig og tilhold her om natten, kan du sagtens forstå. Du kan vide man vil tale meget om mig, når man får vide at du er kommen, og holder til hos mig, og at kunne skjule det, er der naturligvis ikke tale om. Det er jo ikke bare for min egen skyld jeg krymper mig, det er jo også for gutternes, de har jo bare mig at holde sig til, og det går ikke an at der tales tvetydigt eller uden respekt om mig. På den anden side jeg jo træffe dig elskede, så du får vel komme som bestemmelsen var. Jeg skulde forresten ønske at det var nu til høsten jeg skulde afsted, så tog jeg afsked med dig, og reiste straks efter, – det vilde være bedre således.
17de maj. Jeg har været ud og sét mig glad på gutternes fanetog. Det er uhyre deiligt og sindsbevægende at se det uendelige guttetog 4 i bredden, alle med flag, og så de store silkefaner for hver skoleafdeling, og de mange musikkorps. De kom nedover Carl Johan op fra slottet, og stansede så hos Wergeland,k504 der var bekranset og besløifet til overflødighed. Der holdtes taler, og tilsidst blev den deilige «Ja, vi elsker dette landet» afsungen af de tusinde friske, unge stemmer.k505 I eftermiddag skal den store proscession [sic] foregå, og så skal jeg være sammen med en del venner til et lag i aften i Grand hotel, tror jeg det bli'er. Så er der stor folkefest og tivolifest, og optøier i theatrene, og musik rundt om i byen på alle optænkelige steder. Veiret er strålende, og Kristiania ser godt ud idag i sit festskrud. Men her er ikke som i Bergen. Den som har været med til 17de majer i Bergen vil kunne føle forskjellen. Der gribes alle af stemningen og giver den luft. Man slipper sig ganske anderledes løs end herinde, og man er tækkelig med det. Det er umuligt at gå ude og ikke blive rent ør af den jubel og festlighed som ligger i atmosphæren. Her er man stiv og taus, og ser ud til at kjede sig igrunden. Det gjør man ikke i Bergen, for der er det alvor med festen. Du spørger om den politiske situation. Jeg ved ikke stort at sige om den. Det står stille for tiden. Folk er ligesom trætnet af; man taler ikke længer med ivrighed om det; man går ikke i spænding, og er fuld af forventninger om hvad den nærmeste fremtid kan bringe. Høire er aldeles rasende, utrolig fanatisk ved alle, både private og offentlige leiligheder. Venstre er i godt, jevnt humør og fuld af fortrøstning til sin egen magt og ret. Imorgen begynder rigsretsaktionen mod Selmer og på lørdag kommer turen til Kjerulf, og så er det Vogt o.s. v.k506 Venstre har som du ved villet indgå på forlig; Lindstøl har været hos kongenk507 – ja tidligt i vinter – og meddelt ham ganske privat hvor langt Venstre vilde gå i sine indrømmelser, og det var sandelig meget langt – niendejunibeslutningen skulde stå derhen (spørsmålet om det) det absolute veto skulde forblive ubesværet, man skulde votere over Livius Smits forslagk508 man vilde ingen rigsret foranstalte; til gjengjæld skulde kongen danne et nyt ministerium der skulde tælle idetmindste et par liberale medlemmer. Det var det hele. Men Gud forhærdede Pharos hjærte, så at han ikke lod Selmer fare. Kongen må være dum. Heftye, en af hans private venner her, var oppe hos ham,k509 og forestillede ham at han burde gå ind på disse betingelser. Han var hos ham hele natten, men uden nytte. Så reiste han til Sverrig med det samme rigsretdebatten skulde begynde; det hed sig at han skulde rådføre sig med Sverrige, og hvis resultatet blev at han vilde vise sig imødekommende øieblikkelig indfinde sig i Norge igjen. Men kort efter læste man i bladene at han var taget på bjørnejagt i en afsides egn af Sverrige. Så gik sagen sin gang. Venstre tror ikke på krig eller på forstyrrelser af nogen art. Alt vil gå sin jevne gang. Ministeriet vil ikke tænke på at sidde rigsretsdommen overhørig, og så vil vi få et nyt råd med et par liberale elementer i. Hvis det mod forventning skulde gå anderledes, så vil vistnok Oscar med det samme ha'e ophørt at være konge i Norge. Men der er ingen som et øieblik tror, at sligt vil ske. Kongen er igrunden en svag mand, uden noget initiativ, han vakler og er rådvild; men så er han på den anden side så latterlig bange for at give slip på noget af sin værdighed, at han aldrig har mandsmod til [at] gi'e sig på noget. Han er halsstarrig, fordi han er en liden person, der ved kunstige, gagnløse midler vil bringe sig i respekt. Dette om «ophøiet over tvil» som kongen utrykkelig trumfede ind i det juridiske fakultets vetobetænkning, er bleven ham en dyr sak, og endnu værre er det at han i den letfærdigt uforsvarligt dumme trontale har sat sin «urokkelige overbevisning» ind. Han er siden den dag bleven en halvt latterligt halvt medynksværdig person; – det er igrunden en theaterfigur. Naturligvis bli'er Norge republik; det er vel ikke så godt at sige når, men at det kun er et tidsspørsmål, er der vist ingen tvil om. Hvad skal vi igrunden med det kongedømme, vi med vor demokratiske forfatning. Det er på forfatningens bygning et unyttigt zirat af en kjedelig gammeldags façon.
Fra min bro'er har vi havt dårlige efterretninger, ja det vil sige, ikke værre end vi kunde vente. Det er Ludvig som har skrevet begge gange; de kom kun frem i små dagsreiser. Først mandag var de i Kjøbenhavn hvorfra de skulde gå med dampskib til Stettin, dine drømmes by.k510 Ja, han er både dygtig og nobel Vilh; især nobel tror jeg. Det er en sjælden fornem natur, lidt lukket og indestængt, mere end folk ofte syntes var elskværdigt. Han var forresten godt likt, fordi han i alle dele var en komplet gentleman; mod mig var han nu altid så elskværdig, så snild og god, men han sa'e jo også bestandig, at han likte mig bedre end de fleste andre mennesker. Ludvig er adjunkt, stakkel;k511 men han er meget dygtig og flink. Han havde som student gjort en stor gjæld; den har han nu betalt for et par år siden, bare ved sit eget arbeide. Siden den tid er han blevet i et ypperligt humør. Glæden rent lyser af ham, og altid er han den samme.k512 Jeg ved ikke noget mere oplivende end at treffe ham, og slå masser af sladre af. Han siger altid at hans eneste bekymring er den at han nu siden han blev gjældfri, mindre og mindre ved hvad han skal gjøre af sine penge. Og endnu fører han hus og har mor hos sig; men han fortjener en hel del ekstra foruden sin gage. Men det om pengene er naturligvis spøg. Han er forresten i et og alt et af de mennesker jeg bruge udtrykket perle om. – Mor læser i Gertrude, og ser uhyre interesseret ud. Endnu har hun intet sagt, og jeg ikke spurgt. Gud ved hvad hun vil synes forresten. Hun er uhyre konservativ, theoretisk, men så i praksis løber hendes sunde omdømme undertiden af med hende. Forleden, da hun talte om et menneske, som havde fremsat de og de forkjerte meninger, og jeg så sa'e at jeg var ganske enig med vedkommende, – svarte hun med en komisk affeiende stemme: ja du, – det tror jeg gjerne sådan en fritænkermadam! Det vil hun vist sige, hvis hun angriber Gertrude og jeg ta'er den i forsvar. – Jeg er uhyre bedrøvet ved udsigten til ikke at skulle få brev fra dig til rette tid. Hvad skal jeg så tage mig for på tirsdag aften! Skriv endelig så snart du på nogen mulig måde kan, og vær ikke misfornøiet med hvad jeg har gjort. Jeg måtte fra det; jeg kan ikke være tilfreds med det lille jeg skulde få se til og af dig gjennem årenes løb i de skjulte, stjålne sammenkomster. Og sligt rod er så utåleligt. Jeg måtte, jeg måtte afsted, for bestandig stænge porten bag mig. Jeg vil leve som i en ørken for resten af mit liv, men det får heller være. Jeg har mod til at tage alt det på mig. Jeg har en fornemmelse af at ha'e skrevet yderlig slet for mig. Du får undskylde; hjærtet ligger som en hård klump i den venstre side, og det bæres mig for at der går en ledning op derfra til hjærnen som forhindrer tankernes omløb. Jeg er så tung og dum og dorsk, men jeg angrer ikke min beslutning. Adieu elskede! jeg venter med længsel dit næste brev.
Din Amalie.

102. Erik til Amalie

Mandag Frmdg 21 Maj [1883]
Amalie jeg har kun Tid at skrive to Ord. Om det mindre først. Kan Du huske, at jeg i sin Tid var meget utilfreds med den Måde Du havde svaret Ingeborg på, men at jeg senere forstod, at Forklaringen for en væsenlig Del måtte søges deri, at Du netop i de Dage var ivrig i Færd med at kvæle din unge Kærlighed: forarget som den var bleven ved min Mangel på Evne til straks helt ud at føle vort Forhold som den Magt det var. At dette atter lå i, at vor Kærlighed endnu ikke havde levet, vil Du huske. Nu altså Amalie deler jeg din Følelse: giv Ingeborg lige for lige. Kun er det min Bøn så til Dig, at Du siger hende, at jeg fra første Færd havde tænkt mig dette som det rigtige og naturlige.k513 Jeg holder af Ingeborg, og det gør mig ondt den Fjærnhed, der er kommen mellem os.
Om det andet Amalie har jeg nu kun ét at sige: Jeg vil ikke rokke en Tomme ved din Beslutning, men den har taget Lyset fra mig. Men Lyset var vel et Blændværk.
Jeg elsker Dig. Du er en dygtig og udmærket Kvinde.
Din Erik

103. Amalie til Erik

Onsdag aften
[23/5/83]
Også for mig er lyset slukt med min beslutning, men så får det gå an at leve i mørke, endog jeg ved at i det mørke vil der være idel håbløshed og livslede. Jeg vilde meget heller dø, men hensynet til gutterne kræver at jeg lever, ialtfald en tid endnu. Du er jo ikke bleven vred på mig elskede, og du må ikke lade det nedtrykke dig for meget. Du skal sé når jeg først er borte, så går det bedre end du tænker, og så vil du nok når nogen tid er gået, finde en anden kvinde, som vil bringe mere lykke med sig, end jeg kunde det, og som vil fylde meget bedre og rigeligere ud for dig. Menneskehjærtet besidder vistnok i en måske rent uindskrænket grad evnen til at gjenføde sig selv, og om det end vil svide hårdt fra begyndelsen af, så skal du se den dag kommer, at du igjen føler dig ovenpå. Men hvis du skriver en bog, så må du ikke skildre mig således, at man ved hvem det er, hører du det, du søde! Alle, alle ved jo hvem Gertrude er, og at det er din egen kjærlighed, som er skildret i Fabricius's. Ikke til noget eneste menneske i verden skal du betro noget om hvad det er for en kvinde, hvis du skriver en bog, og jeg kommer i den, lov mig det. Ikke til With heller! Lad det være din egen udelte hemmelighed. Og så kan du sende mig den til Amerika. Du må ha'e min adresse for dette ene tilfældes skyld. Så vil det føles som om hjærtet skal briste, når jeg skal sidde og læse om dig og mig, især om dig, du inderlig elskede, du som er så nobel og brav, at det har bragt en hel verden af respekt ind i mit sind for hvad en [rigtig – krysset ut] mand kan være for noget. Jeg vil komme til at græde mig tildøde over den bog, men alligevel vil jeg ikke for alt i verden undvære at få den. Og så skal jeg skrive og takke dig, det må jeg vel, for du er jo ikke bleven vred på mig, og du vil jo altid komme til at mindes mig med godhed og vemod, om du også finder en anden som kan tage min plads i dit hjærte, ikke sandt? Hvorfor siger du, at «lyset var vel et blændværk»? Jeg forstår ikke hvad du mener med det. Du må skrive så tydeligt, så tydeligt herefterdags, hvis jeg skal kunne forstå det, for jeg er bleven så dum, fordi jeg er forstenet resigneret af at ha'e gjort dette skridt. Jeg angrer det dog ikke et sekund, og vil ikke tage det tilbage. Jeg synes ikke at jeg har noget at bebreide mig ligeoverfor Ingeb; at der ser sådan ud for hende, forstår jeg imidlertid så godt. Dengang hun spurgte, var der intet at fortælle. Jeg havde netop skrevet det lange brev til dig, i hvilket jeg sa'e at jeg ikke kunde elske dig efter at ha'e fået vide hvorledes sagerne stod. Og jeg var så oprevet og fuld af smerte over det passerede, at det var mig helt umuligt at fortælle Ingeb. dets detaljer, hvad jeg jo måtte gjort, hvis hun skulde forstået det. Havde jeg ansét det som en virkelig værdifuld begivenhed i mit liv, der gav mig glæde og gjorde mig lykkelig, så vilde det jo været en anden sag, men det ved du jo, kom først senerehen da Ingeborg var borte og så fuld af forvikling og forvirring både udad og indatil [sic], at det jo ikke kunde falde mig ind at gå til hende med nogen slags betroelser om egne affairer. Havde Ingeb. været hjemme i vinter og vi været sammen som de gode venner vi før var, er jeg vis på, jeg havde fortalt hende dette nye i mit liv. Men dengang! bare forskrækkelsen over hvad der var overgået mig, om aldrig alt det fæle var kommet, vilde en tidlang ialtfald, ha'e lukket min mund. Men alt dette, særligt det med forskrækkelsen vil Ingeb. kun dårlig kunne forstå. Hun har oplevet så meget, og er mere hærdet. Det kan forresten godt være, at hun nu er så forstokket i sit sinte syn på mig, eller i sin krænkelse og bitterhed, hvad jeg skal kalde det, – at hun slet ikke vil lade mig tale engang. Det vil ikke undre mig, om så er tilfældet. Jeg skrev straks, men hun har ikke svaret, og der kunde været svar nu. Men muligens venter hun til hun kommer, hvad der meget snart vil ske. Jeg skal sige det du beder om, hvis det bliver til nogen forklaring os imellem. Jeg vil forresten kunne miste hende og alle, alle mine venner, uden at det vil gjøre et minuts ubehagelige indtryk på mig. Siden jeg skal miste dig, – hvad bryder jeg mig så om alt andet i verden. Lad det fare sålangt det vil for mig. Mit hjærte bløder ved at skulle gjøre dig sorg. Jeg glemmer mig selv og det jeg skal lide, fordi jeg bare tænker på dig. Vær ikke vred på
din Amalie

104. Erik til Amalie

Søndag den 27 Maj [1883]
Borte fra Dig Amalie har jeg næppe en Tanke, kun en stor dump Følelse af Sørgmodighed. Jeg vilde skrive så kærlig og godt et Brev til Dig; Ven, jeg véd kun ét, jeg vil være hos Dig. Du siger, jeg er brav – måske Amalie, men jeg kan nu intet godt gøre Dig. Jeg har trængt ind på Dig med min Kærlighed, holdt Dig fast, da Du vilde slippe – hvad har jeg nu gjort Dig? At Du lider og vil flygte fra alt hvad Du har kært. Er det det, at det er kommet på højmåls Tale mellem Pylle og Dig, der gav det sidste Stød, er det din Broders Sygdom og frygtede Død, der løsnede Dig fra Hjemmet? På mig har din Beslutning virket således, at jeg på ny har Følelsen af at drive for Vind og Vove. Jeg véd jo Amalie, at Du ikke har taget Din Kærlighed fra mig – og den ene af alt på Jorden har givet mig en hjemlig Følelse – men nu alt er jeg som var jeg kastet ud på Gaden. Det var det jeg kaldte et Blændværk: Følelsen jeg havde af at hvordan det så gik, så kunde jeg en skønne Dag komme og kaste al min Sorg på Dig, Du elskede mig, så var alt godt. Men Amalie alt var jo ikke godt, for din Kærlighed og min Kærlighed til Dig gav ikke Dig nogen Glæde. Den har ikke hjulpet Dig til noget. Det ser ud, som om Du langt hellere burde have været den foruden. Men hvilken Ret har jeg så til Dig? Hvor tør jeg komme og slutte Dig i mine Arme? Og det er dog det eneste jeg vil, det eneste jeg tænker på. Amalie jeg har en ganske sikker Følelse af at gå som i en Tåge, i en Drøm og først kunde blive Menneske, mig selv, hos Dig – og nu er det som om det var et Bæger sød Gift at tage, ikke Mod til at leve videre. Men frem for alt Amalie er det Hele mig, som om jeg intet forstod deraf, før jeg er hos Dig, og som om det da vil vise sig, at jeg vil glemme alt for et Smil af din Mund. Helst Amalie tav jeg ganske stille til jeg var hos Dig. Hvad kan jeg sige uden dette ene: jeg elsker Dig, tror på Dig – og har ikke Mod til at tænke den Sag igennem, at jeg har gjort Dig Fortræd. Og så ligger det som en uendelig Byrde over mig, at jeg ikke kan sige: Hvorfor løber Du din Vej, kom lad os gifte os. Mit elendige Slid i denne Verden blot for at holde det Liv ved lige, der alene dog intet virkeligt Værd har! – –
Amalie, hvor det er underligt hvad man lærer. Jeg har måttet og skullet have hundrede Ting i Hovedet lige fra det Minut jeg læste dit Brev forrige Lørdag. Jeg var lige ved da at bøje sammen og kaste alt fra mig. Men som Hesten i Trædemøllen gik jeg rundt rundt, og jeg har udrettet hvad jeg skulde. Ugen er netop derved levet igennem uden dybere Indtryk, næsten som om en Forandring ikke var indtrådt, idag hvor alt ligger over mig som et Bjerg, ser jeg med noget, der ligner Forskrækkelse tilbage på denne Uge. Det er altså Livet: man lever uden for sig selv og handler uafhængig af den Følelse der behersker en. Og således skal det herefter gå. Under Glæde eller i det mindste Håb har man Selskab i hver en lille Ting, man foretager sig, af sin egen Sjælstilstand; i Bedrøvelse, Forsagthed skal man først kue sit eget Jeg til Jorden, før man kan røre sig. Det er som om man var henvist til at bestå ved lutter Bedrag og Snyderi. – Men på den anden Side, havde jeg ikke mit Slid, hvad blev det så til. Så stod jeg vel helt stille for ret at stirre på den hårde Skæbne. – Du Søde som tænker Dig mig gøre min Nød til Digt og Skildring – derom véd jeg intet og kan naturligvis kun sige, at lige så lidt som jeg til noget andet Menneske end Dig har sagt hvem Gertrude var, har jeg kunnet ønske, at man skulde gætte rigtig. Og det var det rene Gætteri. Ingen uden jeg kendte Skæbnen i denne 32-årige Kones Liv – Tanten var død. Men man vidste, at jeg havde anvendt nogle År på min Fortabthed i hende, og så var Fabricius vel for tydelig et Udtryk for mig selv. Nu vel får jeg skrevet noget, får jeg Penge, og så anvender jeg dem til et Besøg hos Dig i Amerika. – For Pokker min Unge pludselig ruller der et Billede op for mig, som jeg slet ikke har haft på rede Hånd før. Amalie, vent lidt Stump, Du skal se, at det nytter Dig ikke en Smule at lægge Oceanet imellem os. Det er slet ikke så dyrt længer at komme til Amerika. O, om jeg endnu kunde blive en dygtig Forfatter, så Amalie blev vi ikke adskilt. Men først skal jeg til Norge til Sommer. Dumme lille Unge, som tror, at det er forbi mellem os. Lad mig nu hvile ud i min Tro til Fremtiden. –
Fru Thaulow har jeg set flygtig i et Theater og talt lidt med lige som med Datteren. Fru T. var Dagen efter, tror jeg, hos min Moder, som hun for Resten ikke kendte, hun søgte min Søster Emma, der ikke var hjemme, men så blev Fru T. i et Par Timer hos min Moder og udøste sit Hjerte for hende. Min Moder er en fin og sympatetisk Tilhørerinde.
Jeg sender dette Brev afsted – jeg er bleven afbrudt men jeg får ikke skrevet mere
Amalie jeg lever kun i Dig
Din Erik

105. Amalie til Erik

Kr.ania 30-5-83.
Min elskede, jeg sad og græd over dit brev; det gik mig ind i hjærtet med en underlig vemodig smertesfornemmelse. Hvor du er sød, når du er bedrøvet og hvor sødt de kommer de ord: «jeg vil være hos dig.» Som om du lagde dig trygt tilhvile ved mit bryst, og ikke vilde høre snak om noget andet i verden. Just som jeg vilde gjøre med dig. Nei, nei, nei jeg burde ikke have været min og din kjærlighed foruden. Jeg var jo aldrig blevet noget rigtig menneske uden det, kan du ikke forstå såpas, din dumme gut! Hvad godt du har gjort mig kan ikke siges ud i ord, eller males op i billeder. Det er en verden af godt du har gjort mig, en verden, hører du, – med alt sit tilbehør og al sin uendelighed af indhold. Jeg vilde ikke undværet at ha'e kjendt dig, om jeg end skal have at lide for tabet af dig for resten af mit liv. Du må aldrig tale således; det gjør mig så ondt så ondt. Du har været det eneste i mit liv, for hvis skyld jeg vilde påtage mig at leve det om; du har jo været min eneste fryd, mit eget deilige vidunder, har du været. Du skal ikke gjøre mig mere forsagt og forpint end jeg er i forveien ved at lade som om alt det gjerne kunde været det samme. Og du har ret til mig. Du har ret til at komme og ta'e mig i din favn, fordi jeg vil det, fordi jeg er din eiendom, og elsker dig, og venter på dig, og længes efter at trykke dig til mit hjærte. Nu ved du det, og nu værs'god forstår du at du, og du alene på jorden har retten til mig. Jeg kan forstå at du helst taug ganske stille, til du var hos mig. Hvad vil disse fattige blækkede ord sige mellem os! Men du ikke gjøre det. Du ved jo at det er dit elskede brev jeg stunder efter ugen igjennem og så atter lever på ugen tilende.
Det bli'er ikke meget jeg kan skrive nu. Her kommer et par fremmede, og de er her vist snart. Men så får du lidt imorgen, det er kun onsdag idag. Du taler om hvad det vel er, som nu har givet det sidste stød til at jeg vilde væk. Jeg tror det er lidt af hvert af det du nævner. Samtalen med Pylle havde vistnok ingen direkte indflydelse, men den bragte mig til at se en gang til med mine egne skånselsløse øine på hvordan sagerne stod, og jeg fandt intet smuthul hvorigjennem jeg kunde krybe for at slippe for at gjøre min pligt. Ja, for sådan står det for mig. Det er min pligt jeg gjør, og derfor har jeg mod. Grundene er så mangeartede og kombinerede at det er vanskeligt at lægge dem tilrette. En af dem, måske den stærkeste er hvad jeg så ofte har berørt, at jeg ikke har selvfornægtelse eller seighed nok til at nøie mig med det lidet af samliv forholdene kunde give mig med den jeg elskede. Jeg kunde ikke tage de smuler, og så være forholdsvis tilfreds. Så er det også det med hans penge som jeg nævnte sidst.k514 Du kan begribe det ikke er behagelige penge at leve på. Det vil jo bringe en ganske anderledes styrkende følelse at gå om dagene og spise helt sit eget arbeides brød. Og så er der en ting til som ikke har spillet en liden rolle. Det er dette at jeg ikke får være i fred for efterstræbelser nei – det ord er for krast, men tilnærmelser kurmagerier og sligt griseri. Man finder det formodentlig usandsynligt at jeg ikke skulde ønske at gifte mig, eller at knytte en eller anden forbindelse – mandfolk er jo således, – og så kommer den ene efter den anden og vil ha'e fat i mig. Jeg bekjæmper og afviser og lider og pines – hvor lidt mandfolk ved eller fatter at sligt er en pine og en forsmædelse, men undertiden kommer det dog over mig, jeg kan ikke holde det borte. Og når jeg så undertiden følger min natur, og glemmer at stå på vagt eller at være væbnet til tænderne, og er tillidsfuld og venlig – går det rent ilde. Du kan tro sligt trætter et menneske ud. I Amerika vil det blive anderledes. Der indta'er en kvinde en medborgerlig stilling, og sés ikke på som én der må være gift for at være noget. Jeg ved det vil blive bedre der, og så bli'er jeg jo også gammel og styg snart, og det vil være en lise. Dette med disse mandfolk har aldrig været mig så afskyeligt, modbydeligt forhadt som siden jeg kom til at elske dig. Jeg tog det før som en forholdsvis ligegyldig sag, som noget der kun i meget ringe grad kom mig ved. Men nu! – det synes mig en skjændsel. Farvel for idag min deilige! Hvor jeg vilde lægge mit hoved op til dit bryst og høre dig tale med din søde stemme, mens du klappede min kind og smilte til mig. Engang skal det dog jo ske. Men så, – der er en afgrund bag det, og ned i den jeg. Torsdag. – Du er sød, som tænker dig muligheden af at komme til mig i Amerika. Hvor kjæk og tapper du i grunden er. Men hvis det nogensinde skete, så måtte det være for aldrig at skilles mere, ikke sandt? Ellers var det bedre vi var som døde for hinanden. Forresten kunde det jo godt hænde at du kom der, – ingen kan vide hvordan det går i verden. Kanske vil det engang vise sig, at det at jeg drog til Amerika var det heldigste jeg nogensinde kunde foretage mig. At det er det rigtigste synes jeg at være så vis på. Der er en ting til som har puffet mig til at fatte min beslutning, men det vil jeg ikke skrive om, for det er så flout; det angår dig og ikke mig. Når du kommer kunde jeg måske sige det, hvis det var mørkt, så du ikke kunde se mit ansigt. Det var Wullums og et par til som var her igåraftes. De første har ikke været her siden længe før jul, og fru W. er rent hørt op med at komme her. Jeg traf hende på gaden igårform. og så sa'e hun noget om at hun havde følelsen af at jeg holdt på at trække mig tilbage fra hende – der har i vinterens løb ofte været fremmede hos os, hvor de ikke har været budne, det er så ondt med det, at ingen liker at treffe dem, men det er mest for hans skyld, for han bli'er jo mere og mere umulig for hver gang man ser det menneske, hende kan man virkelig nu bedre li'e, og hun er et bravt og igrunden et fint og nobelt menneske, og så bad jeg dem komme om aftenen. Så kom Helland et ærind op som han forresten havde lavet for at få en anledning, i den senere tid har han gået og hittet på alle slags påskud for at nærme sig igjen – og da han blev vist lige ind, (pigen troede han var buden), kunde jeg ikke undgå at bede ham bli'e. Så begyndte H. og fru W. at tale om Aulestadturen forrige år, og så tog H. på at fortælle om alt det som jeg er så kjed af at høre ham gi'e tilbedste, om dig og Drachmann, og mig og frk. Sten o.s. v. Så spurgte nogen om hvad Skram var for et slags menneske, og så kom H. med det som han altid siger: «S. er en kjæk kar, – tænk han er ikke som en dansk men akurat som en af os, – men,» og når han siger det som nu kommer ser han altid udfordrende på mig, – han bli'er ikke til noget for han er ødelagt. Når man vil vide – som også igåraftes – hvorfor han ikke bli'er til noget og hvorfor han er ødelagt, har han kun det svar: nei, for han bli'er ikke til noget, og han er ødelagt, fordi han er ødelagt. «Det var en underlig argumentation» sagde fru W. «Skram bli'er netop til noget, – han er jo allerede så meget, og han er en af de bedste og «kækkeste» mænd Danmark har.» «Det er bare Brandes, som har forrost ham» brølede så H. «Nei tværtom» svarte fru W. [«]Skram er netop Brandes altfor selvstændig og dygtig sådan på egen hånd, mener jeg, – til at jeg tror, at han (B), kan li'e ham». Så faldt der da nogle ord om at jeg havde været bedåret af S. på hin mindeværdige tur, og han af mig, – «men» – sa'e H. henvendt til mig – S. er en letsindig fyr, ikke sandt fru Müller, – de vilde ikke være så dum at ville ha'e noget med ham at gjøre? For ham gjælder det: ude af øie, ude af sind – tror de ikke? o.s. v. Jeg sad ganske stille, og sa'e næsten ingenting. H. har tidligere oftere doceret for mig, når han har opfrisket minderne fra Aulestaddagene at S. havde havt så mange kjærlighedshistorier, og at jeg ikke måtte synes om ham. «Han er udbrændt!» er et af hans yndlingsudtryk. Den latterlige tussefyr med sin banditagtige opfatning af alt muligt. Jeg sad der og følte mig så rig og glad igåraftes ved at kjende og eie dig, og jeg var så lykkelig ved at vide fuldt ud, jeg, hvordan du var, min deilige, inderlig elskede Erik. Hvor det er græsseligt at jeg ikke kan sige til dem alle: Det er ham jeg elsker, og han elsker også mig. Hvor stolt jeg vilde være over at det var mig, som havde vundet dit hjærte, og hvor morsomt jeg vilde synes det var at vise dem at jeg havde et hjærte at give bort, at jeg kunde elske, jeg. Nu tror de jeg er kold eller «udbrændt» måske, som H. siger. Det fæ, han har naturligvis ikke nys af en forestilling om hvad det vil sige at være udbrændt. Jeg har fået vide hvad indholdet i Bjørnsons «Hansken» er,k515 men under strengt taushedsløfte. Han er som han er gal med det denne gang at ingen skal vide et nys om det. Themaet er i slægt med E.B.s. «Et Besøg»k516 – nei det vil sige, det er rent det modsatte. Hos B.B. er det hende som bryder da hun får at vide hvilket liv hendes forlovede har levet. En ung uskyldig pige som ikke aner hvorledes mændene er, – sådan som det er med os alle – ser pludselig at hendes elskede i sit foregående liv har smudset sig til og levet med mange kvinder. Så bryder hun med ham, og i anden akt kaster hun ham i vrede sin hanske lige i ansigtet. B.B. opstiller den modsatte fordring af E.B.s [.] Han kræver renhed af mændene, og ikke at kvinderne skal tillades at gjøre det samme. Se hvor langt mere ophøiet hans moral og sædelighedsideal er! Og det er hans vei som fører opad til frelse for samfundet, den anden fører nedad i simpelthen afgrunden, i opløsning og fordærvelse. Der vrimler af skjønne ting, – Bjørnson er et deiligt menneske, men 3die akt er svag. Den burde slet ikke været der. Første akt er glimrende, men anden allerede ringere. Det vil gjøre en meget betinget lykke. De unge mandfolk vil se det og smile og sige at B.B. er bleven værre end den værste romantiker med sit sædelighedsideal, og de gamle vil sige at han nok har ret naturligvis, men at det nu engang ikke går an at forlange umulige ting. Farvel elskede.
Din Amalie.

106. Erik til Amalie

Søndag den 3 Juni 83
Min elskede, dit Brev er sødt og velsignet som Du selv, og Du har gjort mig godt dermed. Jeg fik det først imorges og blev naturligvis bange, da jeg i Går Aftes ved min Hjemkomst intet Brev fandt fra Dig. – Ak, Amalie det er et underligt, næsten nedbrydende Liv at have den man elsker så langt borte fra sig. Alt det netop, som man vil dele med hende, som man synes ligger lige som på Siden af En, fordi Du ikke er hos mig, står op imod En efterhånden med en vis fjendtlig Styrke. Da jeg i Går stod uden Brev blev jeg hadefuld på alle, jeg Dagen igennem og Dagene forud havde været i Berøring med. Mon de Mennesker bilde sig ind, at de er det mindste bitte Gran for mig, fordi jeg omgås venlig med dem? Jeg synes, det er meget ringe Mennesker, og i Grunden har jeg en Følelse af at jeg jevnlig er i Demimonde-Selskab. Jeg kan godt være livlig, jeg har lært at skabe mig et vist interesseret Væsen – og så véd jeg, at stod Du ikke bag ved ethvert Ord jeg siger, vilde hele Klumpen af Mennesker og Ting blive som Støv og falde sammen til et intet for min Fod, standsede jeg blot et Øjeblik for at tænke mig om. Der bliver gjort Kur til mig i denne Tid af nogle Damer, Fruer, som jeg i Kraft af min Stilling ved Morgenbladet er kommen i Berøring med, jeg er ganske dum forundret ved hvert Ord de siger. Den ene er noget af en Gamin, den anden er besynderlig brutal uanstændig Anstændighed, der har en slags maniakalsk Lystenhed efter vovede Ord og Situationer, som hun ganske sikkert ikke ønsker at bruge til det aller mindste. Ja det er sandt, så faldt et Skabedyr af en Skuespillerinde fra det kgl Theater over mig i Går. Hun syntes da for Resten at mene noget virkelig uanstændigt med sit grove Koketteri. Jeg gad set dem hængte alle tre. – Jeg véd ikke hvorfor jeg nævner det. Jo det var fordi den Luft, de Mennesker havde åndet på mig i Går, lige som vilde hænge ved mine Klæder, da jeg stod ene i min Stue og intet Brev fandt fra Dig. Du elskede, så vilde det have interesseret Dig mere, om vi i Fredags havde været sammen til en lille Middag, Justitsråd Hegel gjorde på sit Landsted for Kiellands, der nu rejser.k517 Jeg talte længe der med en Dame, jeg tidligere kom en Del sammen med, en ung Fru Puggaard.k518 Hun knyttede Samtalen væsenlig tror jeg, fordi jeg nogle Dage forud havde været i Theatret sammen med den yngre Læge ved Hoffet, der i mange År har været hendes trofaste Elsker. Hun er gift med et Stakkels udslukt Menneske, som er Morfinist og nu noget fra Forstanden. Han fik på en Uge disponeret nogle hundrede tusind Kroner ud af det gamle rige Firmas Kasser, og er nu sat fast i en Slags Landflygtighed i Paris under Formynderskab – vi talte om Tidernes nye Skikke. Hun var så god og medgørlig, tidligere var hun lidt af en fripostig Spidslærke. Hendes bedste Veninde sagde hun, var Frk Knudtzon, og hun (Frk K.) gik meget vidt i sine Anskuelser – det skal man skam ikke mærke meget til, når man tilfældig er sammen med hende. Du vilde så have fortalt mig om din Samtale med Georg Brandes. k519 Hvor er den Mand – åndfuld som er [sic] – prop stop fuld af de gyseligste Indiskretioner! Idag skal jeg spise sidste Gang hos Kielland. Fruen er der ikke – på Landet for at tage Afsked –. K. er foreløbig glad ved at komme bort, han er meget træt af os danske – de ufine Mennesker, som nu tidlig og sent drille ham med hans Danskerafsky! – Fruen derimod er stille fortvivlet over Begravelsen ved Stavanger. Sagen er: K. har i visse Måder ikke fundet mange af de fine i Landet – jo Drewsens.
Mandag Morgen Kl ½ 4
Jeg og Solen er lige netop ståede op. Det er den skønneste Sommermorgen, blikstille. Der er et Fuglekvidder og Spektakkel uden for mine Vinduer og en fin lilla Tone i Luften. Du elskede, Forklaringen af min tidlige Væren på Færde er denne. Jeg var hos Kielland til Middag – de har boet den sidste Måned inde i Byen i Hegels Lejlighed, efter at denne Familje er flyttet til Landstedet (Margrethe Rohdes fordums Hjem)k520 – og efter Bordet gik jeg med de to prægtige Gutter Jens og Alexanderk521 i Tivoli for at lade dem nyde for sidste gang denne Anstalts glimrende Herligheder. Vi rutschede, kørte i Karussel – et nyt Afskum med Sejlbåde, der gynger under Kørslen som i den voldsomste Søgang, og en Damplirekasse – slog på Studen, bleve vejede, spiste Kager og drak Brus, så på Danserinder, stærke Mænd og Folk på Line, Damer der for igennem Luften hængende i Tænderne osv. osv. Drengene var henrykte, og da vi så kom hjem igen, kunde jeg ikke, som jeg havde villet, slippe, for at gå hjem og skrive til Dig. Kl blev 12 Nat inden jeg stod i min Stue. Så besluttede jeg at stå tidlig op idag for at fuldføre Brevet, men nu er jeg vågnet Kl lidt over 3 og af Frygt for senere at sove over mig har jeg sat mig til Skrivebordet. Men jeg er noget fortumlet af for lidt Søvn. Du elskede, jeg måtte jo sige Dig, hvor lifligt – ja hvad for et Ord skal jeg bruge – dit Brev var, er. Ja Amalie så har jeg virkelig Ret til Dig, når Du elsker mig som Du gør. Min yndige Pige aldrig i noget Brev har jeg vel haft Dig sådan i mine Arme som denne Gang – åh jo dog også før – de sidste Timer i Gøteborg steg uvilkårlig så mægtig levende op for min Erindring. Du kæreste Ven, jeg kan ikke være ulykkelig, ikke sørge – endnu. Vor Kærlighed er mig så ung og frisk. Der spirer, når jeg tænker på Dig, så uendelig meget godt frem og jeg vil være glad i Kristania, når vi mødes. Véd Du Amalie, at det har været stærkt oppe i mig, at når Du dog vilde flygte, så var det Vanvid på ny at mødes – der kunde ikke en Gang blive ret Glæde ved at ses, Adskillelsen vilde stå som et Spøgelse for os og skræmme Lykken bort fra vore Kys – men det Indtryk er lykkeligvis nu borte. Nu har jeg Dig kun som min unge nye Brud, hvad véd jeg om Fremtiden. Jeg elsker Dig min dejlige Veninde, Du er mit Liv, og jeg gør også Dig godt med min Kærlighed. Lad så det komme, der skal komme, ét kan vi to give hinanden som Tærepenge ind i det nye Liv: Lykken, der ligger ene og alene deri, at vi er til, Lykken i at mødes vi to, Lykken i at elske. Min lille Pige, tror Du ikke også, at jeg har tænkt på at gå med til Amerika. Desværre Stump, at jeg er så uduelig i Sprog og enhver praktisk Ting. Jeg vilde næppe nu i min Alder kunne bryde mig en Vej der ovre. Du søde, som hader og afskyer det, der er min Lidelse på dine Vegne: denne Mændenes brutale Bejlen. O jeg vidste det jo godt Veninde, men af og til har der været ligesom en Falden til Ro i det hos Dig, har jeg syntes – kun ganske lidt. Du skal slet ikke svare på det; jeg mener intet, intet, der er et eneste Ord værd fra din Side. Men jeg har jo godt Lov til at være meget øm over Dig min Ven, ikke Amalie? – Amalie det er undertiden som jeg skulde briste af alle de Ord, jeg har at sige Dig, eller som Du siger inde i mig, sådan var det også i Formiddags, og så fortvivler jeg ved den Opgave at skulle sætte mig med en Pen i Hånden. Jeg gik op og ned ad Gulvet og sad på min Stol og bladede mekanisk i en Bunke gamle Aviser istedet for at skrive til Dig. Du elskede vi er kommen for tidlig fra hinanden. Hele din lidenskabelig dygtige Natur Amalie, véd jeg egenlig kun på Afstand, igennem Tåge noget om. Jeg har set din Elskelighed, din Forstand, dit Væsens usigelige Sødme og så din Ufordærvethed, din rene yndefulde Menneskelighed – men det egenlige virkelige Drøn i din Natur har jeg kun kunnet tage Kending af på Afstand. Hvor det er underligt. Amalie hører Du, når jeg nu kommer op til Dig, må Du ikke bruge Tiden til andet end til at tale om Dig selv. Du må ikke vente til jeg spørger – jeg tror, at Fryden ved at sidde hos Dig (føle lugte smage Dig havde jeg nær sagt) vil gøre mig dum, så at jeg glemmer at spørge – men Du skal huske, at jeg uafbrudt dog kun tænker på dette ene: om jeg nu kunde få listet Amalies Sjæl, hendes hele Jeg således ind i mig, at jeg forstår, virkelig forstår enhver lille bitte Krusning af hendes Tanker, således at jeg føler enhver af hendes Følelser. Amalie tag mig om Hovedet og tal uafbrudt – nej men fyld mig ganske med Dig. – Du søde der fortæller mig om denne brave Fru Vullum. Hvor jeg har gjort mig lidt fortjent til hendes gode Omdømme, jeg, der flygtede for hende som for selve Kedsommelighedens Pest. Du, dette med «Udbrændtheden» har Helland formodenlig hentet i en eller anden Udtalelse af Drachmann. Min kunstneriske Goldhed står formodenlig for ham således. H. selv véd jo ikke et Muk om mig, end sige, som Du siger, hvad Udbrændthed er. – Bjørnsons «Handske» har E. Brandes fortalt mig noget om. Han vidste Besked om Gangen og Indholdets Omrids. For Resten, Du Stump, kan Du huske, at Du netop mod mig hævdede, at E.B. «havde Lov til» at lade være med at vise noget Ideal frem.k522 Han viste Tingen som den var! deri lå en Præken. Nu synes jeg Du slår ham en Smule på Snuden med B.B. – det som jeg gjorde i Vinter og naturligvis lod mig imponere af, at Du kunde dømme «Et Besøg» langt mere moderne end jeg, og omvendte mig. – Min Unge nu går jeg ned i Postkassen med Brevet. Jeg må krybe lidt i Seng igen. I Aften optræder Sarah Bernhardt første gang i Kbhvn.k523
Min elskede det runde her ved Siden er et Kys. Jeg har trykket mine Læber inderlig mod Papiret
din Erik

107. Amalie til Erik

Torsdag aften sent
[7/6/83]
Søde, deilige velsignede elskede, jeg er bogstavelig nær ved at gå istykker af længsel efter dig, efter at, – ja det kan være det samme, efter at elske dig og kysse dig tildøde. Jeg kan kun skrive få ord iaften; gjør nu du ikke gjengjæld, men skriv lidt langt. Jeg har i nogle dage havt sypige, og har måttet sy med, for at blive færdig til hun skulde afsted. Nu er hun væk gudskelov, og imorgen kl. 7 reiser jeg til Fr.hald; det er moderens geburtsdag imorgen,k524 så er jeg der til kl. 12 middag, går op bagtrappen, gjør pigen til min bundsforvandte, får slippe ind i Ludvigs soveværelse, – han er på skolen – bytter dragt, og kommer ind efter at ha'e banket på døren med lange hansker og en blomsterbouket i hånden. Jeg ved der er formiddagschokolade, og så kan du tro der bli'er et opstyr. Moderen bli'er ganske bleg, slår hænderne sammen og siger ganske svagt: «nei men Amalie!» Og de andre kommer at reise sig op og le og snakke i munden på hinanden. Når der så er gået 10 minutter akurat siger moderen: jeg vidste forresten at du vilde komme, jeg har gået og anet det i hele dag, det begyndte allerede igår. Og når jeg så ler og drager det i tvil, påberåber hun sig Ludvig, og siger at han skal være hendes vidne når han kommer, at hun har ventet mig, det var bare forundring over at hendes anelse kunde slå således til, der gjorde hende fælen med det samme. Når så Ludvig kommer bli'er der en ny overraskelse og fornøielse, og så svarer Ludvig når moderen provocerer ham, at hun har sagt, hun vilde ønske jeg kom, og at det vilde være morsomt om det skete o.s. v. Søndag eller mandag – jeg ved ikke hvorlænge returbilletten varer – er jeg her tilbage, og så er det straks tirsdag og brev fra dig. Dit sidste er deiligt, – jeg dør af kjærlighed og længsel ved at læse det. Ja, vi vil gjøre som du siger, glemme alt over den fryd det er at være i hinandens arme. Vi vil leve i solskinnet sålænge det er dag, og lade fremtiden med sit nattemørke i fred til det indhenter og overvælder os. Det er tidsnok at sørge når tiden er inde. Også hos mig har det været stærkt oppe, at det måske var rettest og rimeligst ikke at gjensés, siden det nu skal være forbi mellem os bagefter, men det duer ikke, vi må dog tage den stump liv som bydes os, og kanske det kan være, kanske du kan komme over til mig der. Lad nu mig først være kommen iro der, så finder jeg nok noget for dig også, – hvis du virkelig skulde ville til den tid. – Men hvorfor i alverden fik du først mit brev søndag morgen? Jeg bragte det dog tidsnok i postkassen, skal gud vide. Sig mig endelig det. Og sig mig hvad du tænkte du elskede, da du stod uden brev i din stue. Og du ikke glemme at fortælle mig når vi sés, hvad det er de siger til dig, de fruer som gjør kur til dig, og hvad hun gjorde med dig den skuespillerinde, – hører du, – jeg er så nysgjerrig, – hvad kan de egentlig sige og gjøre, – hvad kan de finde på? – Ja, naturligvis synes jeg det er mere at være B.B. end E.B. Men derfor har E.B. ligestor ret til at skrive som han skriver, derfor er «Et Besøg» ligefuldt berettiget. Det er og bli'er en præken, og en god, til at få forstand af. Brandes er en præst men B.B. en profet af det stof hvoraf de gamle lavede sine guder. At Norge frembringer profeter men Danmark bare præster er et tegn på at Norge er mere, magter mere, står mere for tur til at føre det store ord end Danmark, men det vil i virkeligheden sige at Norge står tilbage. Det vil sige – der hvor Danmark er må Norge desværre også komme. Desværre, desværre.
Du søde, som går med gutter i Tivoli. Du er deilig! Gid jeg havde været en af de gutter. Du må ikke overvurdere mine gode egenskaber. Det gjør du i dit sidste brev. Jeg har nogle men ikke som du tror. Jeg elsker, elsker og tilhører dig med hver en tanke i min sjæl.
[Ikke underskrevet]

108. Erik til Amalie

Søndag Eftrmd
[10/6/83]
Amalie, jeg har tænkt så meget og så stærkt på Dig nu idag, at jeg næsten har været syg. Du yndigste Kvinde! Det er godt, at det ikke er Søndag hver Dag, så døde jeg. Ja virkelig, havde jeg ikke mine bundne Forretninger, så tror jeg ikke, at jeg holdt ud at leve med min Længsel efter Dig. Men hvor er jeg i Bunden af mit Hjerte glad, hvor er den nærmeste Fremtid sommerlys og dejlig, og dog er der 6 Uger endnu at holde ud. Min Ven, så vidt jeg kan se bliver min Afrejse den 25 Juli. Så går et af de store Udvandrerskibe her fra til Kristiania.k525 For at forsone nogenlunde med min Fraværelse bliver jeg nødt til at love at skrive nogle Breve, og et Døgn om bord i et Udvandrerskib vil vel straks give et velkomment Stof til en Skildring. Hvordan jeg for øvrig skal blive rolig nok i Sindet til hos Dig at skrive fire fornuftige Ord, begriber jeg ikke; men det kan måske netop blive morsomt at skulle komme op til Dig og være adstadig og passe sine Pligter – pyt! Jo, Du Elskede alligevel, hvad, en lille Smule? Vi løber jo ikke sådan fra hinanden denne Gang som tidligere. Hvor jeg elsker Dig. Du skal være glad ved mig Amalie, så har jeg det så godt. Amalie, hvor skal jeg tage ind i Kr.ania? Et Sted, hvor Du uden Gène kan besøge mig. Tror Du måske, at jeg vil være uden Dig, fordi jeg er nødt til at gå fra Dig i dine egne Stuer? Så kommer Du naturligvis pænt spaserende op til mig. Ikke, Stump? Tænk, når det er Dig der kommer ind ad Døren! Du Amalie, hvor har vi dog været dumdristig lykkelige de to forrige Gange. Og hvor smukt det har været for os. Min Unge, dit Jomfrubesøg hos mig i Viktoria Hotel, vort Måltid nede i Spisestuen og Aftenen før på Gravesens Restauration og vor Bænk!k526 Og så hele det ubegribelige Æventyr i Sverig. Min Ven, hvor kan det være, at det forekommer mig, at det dog først er nu at vi ret skal mødes? Sig mig, Ven er der ikke hos Dig den samme lyksalige Følelse af Fortrøstning ved hvad der nu forestår, som den, der fylder min Sjæl? Jeg ejer Dig, jeg kender Dig, vi mødes, Du elskeligste af alle Kvinder, der er ingen Spænding, ingen Skræk for noget ukendt, Skatten er der, vi lægger Hånden på den og tager den. Ak Amalie læg dit Hoved ind til mig, Du gør det jo nu med Tillid – Du må, om Du kan, fortælle mig hver en underlig Følelse der gik igennem dit Sind hin første Nat i Falkøping. Jeg var angst Amalie, så angst tror jeg, at jeg endnu undres over så rolig jeg var. Og så synes jeg slet ikke jeg var elskværdig. Jeg kan i Grunden slet ikke begribe, at Du blev glad i mig den Gang. Men Du blev også yndigere og sødere mere og mere for hver Dag. Men min Ven, hvor jeg nu synes, at vi er hinanden uendelig meget nærmere. Du elsker mig Amalie! Du gjorde det, da jeg kom til Dig i Kr.ania, og jeg vil kysse Dig hundrede tusinde Gange for din Kærlighed da, den var så yndig og sød som mulig – hvor var den inderst inde kæk og brav – men nu Amalie, nu er din Kærlighed større, den er mit Livs Hvile, den bærer hele min Tankes Lyksalighed. Du søde Veninde – kyssede du på den runde Plet i mit forrige Brev? Der er slet ingen Mulighed for at sige et eneste Ord, der har Rimelighed, der er kun den eneste Udvej at kysse et Kys så dybt ind i din Sjæl, at det evig føles blødt og varmt der inde. – Så min Engel, kys mig nu rask med begge dine Hænder om min Nakke og vær fornuftig. – Vi tager slet ikke fra Kristiania, hvad? Hvad skal vi i det dumme Bergen? Kan vi ikke gøre en Udflugt sammen, rædsom hemmelig?
– Hvad jeg tænkte, da der intet Brev var til mig i Lørdags? Jeg skal sige Dig Amalie, hvad mit Hovedindtryk var: Tænk, om Amalie forlod mig, hvor vilde Livet da være umuligt! Jeg siger Dig, at jeg måske aldrig i et enkelt Nu har haft et så kraftigt Billede af et enkelt Menneske, der famlede blindet afsted på en stenet Vej, hvor der før havde stået et Tempel, som hin Lørdagnat i et gråt Morgenlys. Det var i et Nu. Du begriber, at jeg ikke for Alvor kunde blive forskrækket. Angst var jeg men ikke bange. Men dette Billede af et Tempel – jeg kan næsten se Façaden af det – der var sunket i Jorden, og så en grå Tomhed – det var som et Stød igennem mig. Så slog jeg mig forholdsvis hurtig til Ro med, at der Søndag Morgen vilde ligge Brev. Ja jeg var så sikker i min Sag, at da jeg vågnede om Søndagen gik jeg lige ind i min Dagligstue og tog det, blot med et lykkeligt Smil. Så kan jeg huske, at disse ækle Fruentimmers Latter og næsvise Vimsen indpå mig forfulgte mig som en ond Parfume; jeg kunde ikke få Duften af Dig fat, og det gjorde mig sørgmodig. Og så Du søde, tænkte jeg på, om der kunde være noget i mit Brev, der havde stødt Dig, og så på, om Du kunde være bleven syg. Men det var altsammen ikke meget stærkt. Lykkeligvis var jeg træt og trængte til Søvn og sov tungt næsten umiddelbart efter at jeg havde lagt Hovedet til Puden. Hvad Grunden har været til Forsinkelsen i Besørgelsen af Brevet; har jeg intet Begreb om. – Kiellands rejste da i Onsdags. Det sidste jeg så af dem, da de på Dampskibet passerede gennem Knippelsbros Klapper, var to Dannebrogsflag, som Gutterne holdt i Vejret og svingede til Afsked med. Jeg synes, at det var virkelig fint af K. at lade os få denne Hilsen til Afsked. Om hans gode Norskhed tvivler jo ingen. Jeg er kommen til at holde meget af K. og beklager, at jeg i den sidste Tid kun har haft liden Lejlighed til at give mit Kendskab til ham den sidste Sikkerhed. Han er ikke let at se rundt om. Fruen er en fin lille en, men skønt jeg for Spøg har kaldt hende en «Klippe», er jeg ikke meget vis på «Fastheden i de fine Linjer», som jeg skrev om på hendes Vifte. Du, sig mig om det er affektert, hvad jeg skrev på Viften; men sig mig det ærligt. Jeg skrev: «Klippe» har jeg kaldt Dem, Frue. Det var Fastheden i de fine Linjer jeg derved tænkte på. Når De nu er rejst, vil om denne fine Fasthed kredse som store Søfugle mine Erindringer.» Er det ikke lidt skabagtigt? Jeg skulde skrive noget om «Klippen». – Så har Sarah Bernhardt været her og er rejst igen efter 6 Forestillinger i den forløbne Uge,k527 hvoraf jeg så de 3. Forrige Gang var jeg helt betaget af hendes ubegribelig dejlige Indbegreb af alt hvad som findes af kvindelig Evne til at bedåre.k528 Denne Gang var jeg rolig og kun sidste Gang i højeste Grad grebet af hendes Kunst. Noget ligger det i Forskjellen på de Stykker, hun spillede de to Gange, men meget Amalie ligger det i, at Du er kommen imellem. Hun er dejlig, der er ingen Tvivl derom, men i Åar [sic] vilde lige som det rent Menneskelige ikke rigtig blive mig indlysende. Ved det første Besøg troede jeg snart sagt slet ikke på Kunstnerinden, alt var for mig kun noget så uanet skønt naturligt, at jeg straks lagde alle fordums Forestillinger om Kvindeynde til Side og sagde til mig selv, at enhver Drøm, jeg som Mand kunde have haft om en dejlig Kvinde, her var ladet langt tilbage; som hun var overstrålede hun alle mulige Fantasier. I År synes jeg ikke sikkert dette. Der er en Mangel hist og her. Men hendes Kunst! Nej Du, det er Højdepunktet. Du er af Væsen vidt forskellig fra Sarah Bernhardt, af en hel anden Type og Race – må jeg kalde Dig en Bjørn, Amalie, når jeg kalder hende en Hjort? Å jeg kalde Dig en Bjørn, en sød, sød en, sådan en rigtig ubegribelig dejlig Hunbjørn, der er sådan nogle med kort Snude – Amalie, bliver Du vred, hænger jeg mig! Hun spanker afsted på lange Ben, hun vil ikke kunne favne som Du. Amalie hos Dig kan jeg gå til Ro, Sarah Bernhardts Ynde er Elskov uden Hvile. Ind i dine mørke Øjne, under dit brune Hår Amalie har jeg set hvad der er smukt i Verden, S.B.'s Blondhed – også i Stemmelag – imponerer mig ikke mere, forvirrer på en Måde. Sødeste Du, hvor jeg [er] lykkelig ved slet ikke at være bange for Dig. Jeg kan godt sige Du er en Bjørn, Du kysser mig jo dog alligevel. – Hør Amalie, hvor det er morsomt med din Tur til «Moderens» Fødselsdag – det lyder så egent for os, at du siger «Moderen» – glem ikke at fortælle mig hvorledes alt gik. Du, jeg har læst på Kortet over Kristiania og véd på en Prik, hvor din Gade og dit Hus ligger – overfor Hospitalet. Du er sød! Amalie jeg elsker Dig. Jeg har en Fødselsdagsgave til Dig.
Din Erik

109. Amalie til Erik

Kr.ania onsdag 13de juni [1883]
Jeg er vis på at brevet har ligget på dit bord ganske allright allerede lørdag aften som det pleier, men at du bare har været for søvnig og træt til at se det. At du ikke af dig selv har kunnet forstå det! Hvorledes skulde det ellers være kommen der på bordet om morgenen. Så var vel pigen gået ind med det på dit soveværelse. Desuden, det er ganske umuligt at det ikke skulde være kommen frem til ret tid, og altså har det været der. – Jo, jeg er fornærmet over at du kalder mig en bjørn. Amund Helland er en bjørn, men ikke jeg. Hvorfor skal jeg kaldes en bjørn, jeg, en hjort er et meget fornemmere dyr, bjørn er sådan en klumpedeie.k529 Hvor du har været rasende bedåret af, nei, forelsket i S.B. forrige gang! Det bare undrer mig at du kunde se mig bagefter det, at hun ikke helt havde stængt dig inde i en forhærdet vished om, at ved siden af synet af hende gaves der ikke mere noget på jorden i retning af kvindeynde, som et øieblik kunde behage dig. Jeg er ikke skinsyg, tror jeg, men det var ikke morsomt at læse om al den deilighed du har set hos en anden. Jeg blev ilde ved, og følte et slags angst som sad igjen i hele gåraftes – jeg var i et lidet selskab – og tilslut føltes som en art benauelse. Men så, da jeg kom hjem faldt jeg dig om halsen og græd ganske lidt i dit skjæg, og så gik det over. Jeg vidste jo at det var mig du elskede og tilhørte, du balstyrige gut, som har taget mig fangen med hud og hår, og sind og sans. Du behøver ikke at bede mig «være glad ved dig». Kan du ikke mærke på mine breve hvorledes mit blod banker i jubel over dig og den elskov du har kaldt tillive hos mig. Du er en tussegut som slet ikke forstår den vidunderets hemmelighed, som har gjort mig splinterny, helt til en anden end den kolde sphinx jeg før var. Nei du, hvor meget jeg har at fortælle dig. Paul Johnsenk530 – det navn går han nu under her i klikken, går omkring og docerer at jeg er en sphinx, en iskold kvinde, uden plet og lyde, aldeles ren siger han, men farlig – han rent advarer folk imod mig. Og alt kommer de og fortæller mig. Han er et fjollebøtte! Og han er dum at han gik og blev forelsket i mig, og ikke kunde føle at det var en rent moderlig godhed jeg viste ham – jeg syntes bestandig så synd i ham, – at han ikke forstod at vurdere det jeg ydede efter fortjeneste. Jeg ved med vished at jeg er ganske og aldeles ulastelig her – ikke et eneste, flygtigt sekund har jeg legt med ham, men været så alvorlig bestandig. Jeg var ikke angst i Falkøbing, men undselig – det var hvad jeg stærkest følte, undselig, og så inderst inde fuld af fortrøstning til dig og min kjærlighed. Og så bagefter var jeg fremdeles undselig hver eneste dag og nat, og lyksalig, og fortabt over at ha'e mistet mig selv og forvirret, indtil stumhed, over at jeg nu skulde bort fra livets kilde, ikke være med dig bestandig. Men det bli'er meget, meget deiligere at mødes med dig denne gang; også jeg synes at det først nu skal til at begynde, at vi først nu eier hinanden helt. Når jeg tænker på det øieblik jeg skal lægge mig ind til dit bryst, er det som bæres jeg bort på en bølge af bare lyksalighed, og bli'er borte i dig. Sidst var det jo anderledes. Jeg vidste bare at jeg elskede dig, uden at ha'e anelse om hvad det vilde sige, at mødes med sin elskede, og så var der en lønlig bæven. Nu skal jeg kysse dig til velkomst med fuld bevidsthed om hvad det kys betyder. Ja, naturligvis kyssede jeg på det indhegnede sted, men sligt er i grunden naragtigt. Så lidt kan ikke være noget for et fornuftigt menneske, enten, ja nu kommer jeg igjen at sige dette dumme med enten-eller, der dog ikke kan gjennemføres, ikke, slet ikke gjennnemføres helt af mig, for så skulde jeg ikke se dig mere, siden jeg ved, det er for at skilles. – Men hvor det er forkjert at du først kan komme så sent. Det kommer alle mine planer og arrangements påtværs. Gutternes ferie begynder den 9de omtrent; så reiser de sandsynlig samme dag eller i altfald den næste til Valøerne hvor moderen (og Ludvig en tid) ligger på landet.k531 Hos dem skal de være i ferien. Så havde jeg bestemt at du kom straks da, at vi blev her et par dage, og så reiste til Bergen. Efter mange betænkeligheder og overveielser havde jeg nu nemlig bestemt mig til denne reise. Josephine har jeg givet ferie fra den 12te eller 13de at regne – – Torsdag. Jeg blev afbrudt igår midt i en tankegang, og kunde ikke fortsætte. Nei du, nu er jeg slet ikke fornærmet længer over din «bjørn». Du kan gjerne kalde mig det, sødeste, deiligste, du kan også godt få lov til at synes at S.B. er meget deilig, «indbegrebet» o.s. v. deiligere end jeg, værs'god – når det bare er mig du elsker, når jeg bare er den eneste du bryder dig om at holde i din favn – jeg skal godt finde mig i at være en simpel bjørn – (men din bjørn) mens hun er en fornem hjort når det bare er sikkert, at hendes og andres elskov, om den bødes dig, ikke kunde friste dig, siden jeg er din, – sådan er det jo med mig. Jeg kjender mænd jeg sætter høit og holder af, og skatter, men det er kun dig jeg kunde kysse, og tage i mine arme, med de andre var det umuligt, og så må det også være med dig, lige for lige, ellers vil jeg ikke mere, men løber straks min vei. Men man har jo altid sagt at mænd er ikke således, de tager og tager men giver, kan kun give halvt. Nei, det behøver ikke at være halvt de giver, de kan på en vis give helt, men så er de dog så begjærlige, og dertil mere kjødelige, tror jeg med ringere evne til den troskab, der slet ikke er troskab, for det smager af pligt, men snarere den begeistring som en urokkelig tro giver, men som, – nu kommer paradoxet – bunder i mangel på erfaring, i den ubrugthedens frygtsomhed, der er gode kvinder egen, altså på en vis måde i en mangel, eller et fortrin – som du vil. – Ja, jeg synes at det du skrev på viften var affekteret, – det vil sige bare ordstillingen, forresten, når jeg vænnes til det, går det nok. Indholdet var fint og nyt og morsomt, – det er ingen under man synes om dig, – magen til dig vokser ikke på træer – hvert land har kun én slig – det kan du stole på er sandt, for du er så utrolig egen. Men naturligvis synes jeg det er harmeligt at du er så glad i fru K.k532 Det er ikke fordi jeg synes hun ikke fortjener det, for det ved jeg intet om, men det er fordi jeg er så grisk. Jeg vil ha'e alt for mig selv alene, ikke en snus af noget af dig kan jeg undvære, uf du, hvor rædsom jeg vist blev til at leve sammen med, hvis ikke min forstand og min snilhed, for jeg er snil og god, måske vilde holdt mine onde lidenskaber i tømme. Skjønt, gud ved! Kjærlighed er en forfærdelig ting! det bæres mig undertiden for, at først når den var forbi, kunde vi to ha'e den rigtige nytte af hinanden. For vi kan lære hinanden noget. Men ikke nu, i alfald ikke jeg, som bare kan føle ét overfor dig: at jeg elsker dig, som bare kan være ét: din elskerinde. Og, ja, – det var det jeg vilde sagt: du skal være min, selv når du skaber dig om til «store søfugle». – – –
Ja, du, nu jeg reise til Bergen. Jeg troede du så gjerne vilde det, – således så det ud i dine breve – og nu har jeg gjort det endelig af med Sandbergs hos hvem jeg tager ind, og med Knudtzons hvor jeg bliver en del af tiden. Jeg kan ikke skrive afbud nu, – det ser så vægelsindet ud; endelig engang får det bære til at jeg virkelig kommer. Desuden, siden jeg nu skal til Amerika, jeg tale med gutternes fa'er. Jeg har ærind derop, og et vigtigt. Når jeg mundligt får forklare ham, hvorledes alting er, og hvor gode gutternes udsigter der kan blive – jeg har flere formuende bekjendte derover, som ligefrem har lovet at være gutterne nyttig – så giver han villigere sit samtykke til at de reiser med. Og uden dem, kan jeg jo dog ikke leve. Det er fordi de i så høi grad har været min egen skabning, disse gutter, – det er derfor jeg ikke kan tænke mig livet uden dem. Og du skulde vide hvordan de er: det spotter enhver beskrivelse. Mirakler, fænomener er de, og du må ikke tro det er mig der er forblindet, eller bare mig som synes det. De vil blive som begge Sarsene – så ser det allenfalls ud. Det er næsten en absolut nødvendighed at jeg bekvemmer mig til denne mundtlige konference, for jeg ved jo hvor tungvindt han er, hvorledes han misforstår, ialfald alt hvad jeg siger. Vi er af forskjellig race, derfor er det, og har det altid været så vanskeligt os imellem. Men altså, hvis du slet ikke kan komme før den 25de july (hvad ligner forresten det, – da er jo vore og alle menneskers ferie omtrent forbi) – så får det blive i Bergen at vi mødes. Så kan vi reise sammen nedover til Kr.ania, helst overland, for det er en deilig tur, og så bli'er du resten af tiden i Kr.ania. Sig mig nøiagtigt, hvorlænge din ferie varer. Der er intet sted i Kr.ania som du kan tage ind på, hvor jeg kunde besøge dig uden gene, – det er vist nok en umulig ting du der har tænkt dig. Det skulde da være, hvis du boede en halv times jernbanereise fra Kr.ania. Altså, – jeg reiser til Bergen den 10de eller så, – og du indtræffer der den 27de, måske. Så kan vi reise derfra, når du vil. Eller også kan jeg møde dig i Kr.ansand, kommende fra Bergen, jeg, så tager vi overland derfra til Kr.ania. Jeg behøver ikke at være mere end 14 dage i Bergen. Det er nok, det. Altså som du vil. Tænk nu alt dette nøiagtigt igjennem, og skriv så om det næste gang. Det er skrækkeligt, rædsomt at det endnu skal være så længe, især for mig, som havde bildt mig ind at du skulde komme den 12te senest. Helene Sandberg skriver at Dr.mann kommer til Bergen, og skal bo hos dem. – Det var et for deiligt brev, dit sidste. Som jeg var lykkelig ved at læse det!
Din Amalie
Nei, det er sandt, – jeg må jo fortælle dig om Fr.halds-turen. Den var aldeles mageløs vellykket i alle retninger. Det gik complet som jeg troede, med undtagelse af at moderen stakker, slet ikke sa'e at hun havde anet det iforveien. Jeg søgte at provocere hende, og spurgte i den anled. om hun slet ikke havde anet det. «Nei sa'e hun ganske fortabt, det faldt mig ikke et øieblik ind denne gang.» Det var så rasende morsomt! Jeg kom først tilbage mandag aften og havde med en veninde der fra byen, som skulde bo hos mig et par dage. Hun havde ærind herind. Da stod der i min grønne sofa et smukt maleri med ramme af Gibraltar som Boll havde foræret mig,k533 og en hængekøie var ophængt i mit soveværelse. Det er sikkert Helland som har gjort det. Han hørte engang at jeg syntes om hængekøier – det var den aften du ved. Endnu har jeg ikke truffet ham, – men det er sikkert hans. Du aner ikke hvad dine breve er for mig – – å du aner det ikke! Jeg elsker dig det er det eneste jeg ved med sikkerhed her i verden.
Din Amalie

110. Erik til Amalie

Søndag Eftrmdg
[17/6/83]
Du sødeste Kvinde af alle på Jorden jeg må jeg vil jeg skal komme til Kr.ania på den Tid Du har ventet mig. Når jeg rejser fra Kbhvn den 11 Juli, er det så godt? Vil Du så lade være med at stænge dit Hus og sende din Pige bort, inden Du ser, hvordan det går med os. Herregud søde Amalie, lade være med på Forhånd at have Hast. Vi vil hvile ud et Par Dage i hinandens Arme. Til Bergen kan vi jo altid komme. Du må sige til din Pige, at omtrent på den Tid, den 15 Juli eller så skal hun få fri. Vi vil ikke løbe, ikke styrte afsted. Når jeg kommer til Kr.ania gør jeg et Forsøg på at være gemt for alle. Det er i Grunden udmærket som det nu er. Jeg har hidtil fortalt alle, som spurgte om mine Sommerplaner, at jeg i Slutningen af Juli rejste til Norge, og min Ankomst der på den Tid, er bebudet bl.a. til «Dagbladets» Redaktion af Gunnar Heiberg,k534 der lover sig selv og mig at gøre alt muligt godt for mig der, når jeg kommer. Jeg har ikke kunnet undgå denne Venlighed, som jeg jo på en vis Måde har været meget bange for – nu snyder jeg de brave Folk så vidt mulig. Om min Rejseplan vil blive meget vanskelig at sætte i Værk, har jeg ikke nogen ret tydelig Forestilling om, men det skal gå. Du, Amalie, det forekommer mig absolut ikke behageligt med Dr.manns samtidige Besøg i Bergen. En og anden havde sagt mig, at han skulde der op. Jeg har i Grunden ikke tænkt meget derpå men det kølnede noget min Lyst til Besøget der i Byen. Han vil ikke blive glad ved at møde mig, og jeg har heller ikke Lyst til at være sammen med ham. Imidlertid min Ven, forstår Du, at sligt i Grunden er forbi samtidig med at det er sagt. Skal vi to til Bergen, og det skal vi jo, kan for mig Fandens Oldemor tage imod mig på Bryggen, det kommer ikke mig ved. Jeg tænker slet ikke derpå, og når det interessante Møde foregår, håber jeg at skulle kunne tage det fra den gode Side. Sidste Gang hjalp jeg ham over det Fjendskab, hvormed han begyndte – jeg antager, at det vil gå ligedan i Aar, pourvu ma chère,k535 at Du er flink og ikke tåler så meget som et Gran Fingereren af hans lange Lapper. Når han slår ud med Arme og Ben, får han lade Dig være i Fred. Med Johan Bøgh og Kone er Venskabet rimeligvis mindre intensivt nu. Jeg blev under alle Omstændigheder en Aften så led af Fruentimret, at jeg endnu den Dag i Dag undrer mig over, at jeg holdt min Mund i Tømme og ikke sagde hende min Mening. Det kom nu for Resten vistnok netop af, at jeg fandt hende så utålelig, at der ikke var det Sted jeg kunde lægge en Bebrejdelse. Min Mening må dog vistnok have skinnet igennem. Monsieur så så forbeholden ud den eneste Gang jeg siden så ham. Nå meget omgikkes vi for øvrigt ikke hinanden her i Byen. – –
Med Brevet forholder det sig som jeg har sagt, Du påståelige Person. Jeg så ikke blot efter i begge Stuer men også i Brevkassen på Døren, og det er bleven bragt Søndag Morgen Kl 8 af Postbuddet. Tror Du Pigen da vover sig ind i mit Sovekammer? Nå! Om der så kom Bud på den Tid fra Kongen om jeg vilde overtage Dannelsen af et nyt Ministerium, vovede hun ikke at vække mig. – Stump, aldrig et Minut forelsket i Sarah Bernhardt! Slået, grebet af dette ufattelige Trylleri, af dette kvindelige Skønhedsindbegreb, det var jeg; men forelsket, nej! Jeg er så rolig Ven, så langsom. Nej Du, jeg sad den Gang de fem Forestillinger i Rad og anstillede literære Overvejelser. En Mængde Ting i franske Bøger gik med ét op for mig, og så havde jeg en Undren om de uendelig mange Ting, som de dumme Franskmænd lod ligge. En sådan Ømhed, som hun kunde give Udtryk, en sådan Kærlighed, så ren og skær som Sølv i Måneglans – der var en smilende Fred deri. I næsten alle franske Bøger, jeg kender, er Kærligheden hidsig. Det var det forunderlige, der slog mig, at det, hun kunde fremstille, netop var det, som danner al god og dårlig Poesis Indhold her hjemme. For mig var hun ganske vist en personlig Oplevelse, for så vidt som hun jo virkelig var et levende Menneske men mest interesserede hun mig literært om jeg så må sige. Og så kan jeg huske, at jeg tænkte meget på, hvor godt vore Kvinder havde af at se, at sådan kunde man elske. Nej, Amalie, om Du den Gang havde set det! Hvad skulde Du havde sagt derom! denne Kurtisane, og Du med din Rædsel for den ækle Erotik. Sødeste Stump, det forstå Du jo nok, at jeg kan tale i høje Ord og med Varme om Kvindeynde og Kvindeskønhed og så ikke være mere personlig berørt deraf end af et Maleri, Skildringen i en Bog osv. – For Resten jeg kan heller ikke lide, at Du bliver altfor henrykt over andre Mænds Fortjenester, om end jeg samtidig godt kan fortælle mig selv, at en sådan Glæde hos Dig jo slet ikke tager noget fra mig. Det piner, det er dumt, men det piner alligevel. Du yndige, bedårende som Du skriver om din lille Pine! Ak, Amalie hvor er det sødt at være elsket, når man elsker igen. Men Du er nu også aldeles ubegribelig dejlig.
(Min yndigste Ven det er aldeles forkert med Papir idagk536 – det er nu for Resten Aften, har jeg pludselig mærket, jeg har måttet tænde min Lampe – jeg er nu så lidt hjemme og skriver så sjælden, at jeg havde glemt, at jeg skrev på det sidste Ark forrige Gang til Dig)
– Pigebarn når jeg nu kommer til Kr.ania, og Du er så sød som Du er, hvad skal jeg så gøre for at få Tid til at beundre Dig? Hvordan skal jeg, som jeg dog nu kan i et Brev, sidde og se mig aldeles fortabt af Glæde i Dig. Du, hvis jeg ikke siger et eneste levende Muk hos Dig, bliver Du så vred? Men det er fordi der skal jo dog skam være Fornuft i alt. Når jeg snakker, så kan jeg jo ikke se og høre Dig, og Du er sådan, at der ikke er den Ting ved Dig, som ikke er bedårende, på en egen Måde lifligt, til at få et evig lykkeligt Udtryk i Øjet af – jo et, min egen Stump! Du må ikke, ikke for noget i Verden være «flou» som Du kaldte det. Det virker så besynderlig forstyrrende på mig. Vid at hvad Du giver mig, og Du giver mig jo alt, må Du give med et frit Sind, ellers tager Du noget af Skønheden ved Gaven bort. Men det vil vi nu ikke snakke om, det vil komme af sig selv. Undseelsen kæreste Ven forekommer mig ligger på et andet Punkt mellem os. Ved en Uskønhed er jeg undselig. – – Vil Du tro Ven, at jeg idag da jeg var med mine Søsterbørn i Zoologisk Have rigtig studerede mellem Bjørnene den lille sorte Hunbjørn, som dunkelt havde foresvævet mig da jeg skulde hente en Lignelse. Den (Lignelsen) er betydelig dum vil jeg indrømme Dig, og dog fandt jeg noget af det jeg havde ment: Kraften, Tætheden, Roen og det fuldstændig hurtige Herredømme over enhver Bevægelse parret med en egen bedårende Afvigelse fra det Gratiøse. Der er noget ved en Bjørn, der er et Favntag værdt, en Hjort lader man løbe til Parade i en Skov. Men lad os for Resten komme bort fra det tossede Billede med Bjørnen. Men jeg smilte der ude i Zoologisk Have deraf. Ak Ven, sådan en god Søndag tilbragt med Dig! Jeg mener vi skulde have taget Børnene med, ikke jeg alene. Vi var i Panoramaet førstk537 og kørte så oven på en Sporvogn – Børnenes Fryd – ud til Frederiksberg. Du vilde have moret Dig! Se Dig give Elefanterne Brød. Min Ven hvor var der meget godt i Verden at opleve sammen. – Om nogen Kvindes Kærlighed frister mig? Nej Ven, Du har min Kærlighed. Hos Dig ligger mit Liv, jeg tror på, at Liv og Kærlighed hører uadskillelig sammen, og man kan kun elske én. Ja, når jeg skaber mig om til «store Søfugle» så er jeg din, netop din. Der er ikke et venligt Ord, ikke et Påfund, ikke noget, der skabes hos mig i Anledning af en Kvinde, som ikke er dit. Du er nærværende i alt hvad der foregår mellem nogen af dit Køn og mig. Jeg har Dig lige som usynlig ved min Side, Du leder og danner min Smag, jeg har Dig altid inderst i mit Øje, og bagest i mit Øre; når jeg ser på nogen går Billedet, jeg modtager, gennem Dig, og hver Tone må bryde sig sin Vej igennem Klangen af din Stemme. Det sidste er næsten det værste. Mine kære Landsmandinder taler gennemgående stygt. [Et par linjer krysset ut.] (Det jeg har slettet ud, var noget Vås). – Hør nu Ven, det er da sikkert, at vi kan komme meget, meget sammen i Bergen? – Amalie vil Du ikke først skrive til Gutternes Fader om Amerika? Ellers bliver han vel bestyrtet og skal have flere Samtaler med Dig. Hvor det var godt med dit Besøg i Fr.hald! Men hvor jeg afskyer den Hængekøje! – Hvem er Boll? Elskede søde, nu farvel, dit Brev var yndigt!
Din Erik

111. Amalie til Erik

Kr.ania 21de juni. [1883]
Min elskede, min Erik, du gjør mig jo rent ud gal af glæde ved at sige at du vil komme til den tid jeg har ventet dig. Ved du om, at der kun er tre uger omtrent tilbage, at jeg foruden dette altså bare kommer at skrive 3 breve endnu til dig, inden vi skal være i hinandens arme. I hinandens arme, – al jordens fryd og lykke er i disse tre ord! Du hos mig, og jeg hos dig. Hvor er det underligt at elske et menneske. Hvorfor er det netop dig jeg vil give mit legeme og min sjæl til og ingen af de andre? Hvorfor fylder du og dit favntag mig med denne salige følelse, så jeg pludselig forstår at det er deiligt at leve, medens den svageste berøring af enhver anden jager mig en bæven af afsky gjennem blodet. Det er jo igrunden et mysterium dette, men et sødt, som jeg ikke vil søge at udgrunde. Der er salmevers hos Landstad,k538 som jeg i gamle dage med andagt sad og sang i kirken, hvori menighedens hjælpeløse længsel, og forventningsfulde jubel ved udsigten til engang at skulle se Kristus, tolkes. Strofer af dem rinder mig nu ofte i hu, når jeg tænker på dig, du som bare hedder Erik, og er et ganske almindeligt, jordisk menneske; de passer akurat for mig, og udtrykker just min sindstilstand overfor dig; jeg kan slet ikke hjælpe mig med noget ringere end ordene i disse glødende, andagtsfulde, pietetfyldte salmevers, jeg. – – Om den 11te som afgangsdag fra Kjbhvn. passer, ved jeg ikke rigtig endnu; jeg kan jo altid skrive nærmere derom. Min broder Ludvig kommer, og bli'er en dag eller to med det samme ferien begynder, før han drager tilfjelds. Som sagt; du skal få grei besked. Men nu du ikke komme og sige at du alligevel ikke slipper bort før den 25de. Ikke nu, siden du først har sat mig dette tidligere møde i hovedet. Jeg var så resigneret da jeg sidst havde skrevet; jeg var allerede begyndt at fortælle mig, at det dog måske vilde være bedst således at jeg var alene i Bergen, og kom nedover og mødte dig i Kr.sand. Jeg udmalede mig hvorledes vi dog måske vanskelig vilde kunne få nogen hygge af hinanden deroppe, hvor vi rimeligvis vilde komme på rent forskjellige steder, og i modsatte sphærer, at jeg vilde undgå det snak der sikkert vil opstå ved at vi er sammen deroppe, at nu siden Dr.mann også skulde komme o.s. v. i det uendelige. Dette med Dr.mann er jeg mindst ligeså kjed af, som du. At han kommer samtidig med mig, er jo ikke sikkert, men dog vistnok sandsynligt, og tænk at skulle bo i hus sammen. Det er absolut ikke behageligt, især siden du tror han er fiendtlig sindet mod dig, – hvorfor er han forresten det? Og desuden, så kan jeg egentlig slet ikke like Dr.mann. Jeg skal «passe mig for hans fingereren»! Men det er jo netop så fingererende han er, både med sin tunge og sine lange, løsagtige knoklede hænder. – Hvor kan jeg vide om det er «sikkert» at vi kan komme «meget, meget sammen» i Bergen. Det beror jo på så mange tilfældige ting. Hos Sandbergs skal jeg nok få dig indstalleret, – ja det vil da sige, hvis ikke Dr.mann lægger hindringer i veien. Hvis han slår sig vrang, og ypper klammeri med dig, eller siger til Sandbergs, at han ikke holder af at træffe dig – så bli'er det jo vanskeligt nok, siden han er deres gjæst. At fru Sandberg forresten vil ha'e det menneske boende hos sig, – jeg mener bare, at hun efter det korte samvær med ham kunde blive så glad i ham, at hun inviterede ham! Forresten var det spøg dengang. Dr.mann sa'e at han til næste år vilde til Bergen. «Så kan de bo hos os» sa'e fru S. Han greb det straks, og siden sendte han hende sit store photografi og sine nye bøger, og skrivelser hvori han stadig henholdt sig til besøget i Bergen med deres hjem som station. Men forresten, når du nu kommer, kan vi jo tale om alt detteher. – – Hvis det går med dette at «være gjemt for alle», her i Kr.ania, så kunde du jo bo hos mig, tror du det gik an? Josephine er jeg ikke bange for. Hun vil ikke tænke det ringeste derved. Sammen med Ludvig kommer måske en god ven af os, Schjøtt fra Fr.hald;k539 de skal tilfjelds sammen, og jeg er vis på Ludvig bringer ham med op, og spørger om husly for ham og, den ene nat de bli'er her. Han ved jo at her er rum nok og ledige senge, siden også gutterne da vil være væk. Nu er jo altså du for Josephine en anden, ligeså god ven, der bli'er et par dage, og boer her, fordi hotellerne er så overfyldte på grund af udstillingen, hvad der forresten er noget i.k540 Hvis da veiret er varmt og deiligt, kan vi ta'e bort fra byen ud i omegnen, og først komme tilbage sent om aftenen, gjerne i hver vor drosche, for en sikkerheds skyld, og med 10 minutters mellemrum, og når vi først er kommen ind porten, og op de ækle trapper, (opgangen her er så gennem styg) kan vi ha'e frit spillerum. Josephine sover som om det kunde være mig selv, og så er hun så deilig lukket inde og rent afveien. Du hvor det skal blive deiligt, og morsomt da! Jo, naturligvis må du ha'e lov til at tale med varme om andre kvinders ynde og skjønhed, ligesom du jo heller ikke kan ha'e noget imod at jeg vurderer andre mænd efter fortjeneste. Men jeg skal sige dig, – det er ikke så farligt for mig, – du kan sagtens gi'e lov, du, for der er jo så få bedårende mænd i verden, jeg kjender ingen uden dig – og jeg har jo dog sét så mange, men med kvinder er det anderledes; der er så mange, mange af dem, som er søde og yndige, og uimodståelig indtagende, så det må slet ikke være så let at værge sig for at blive berørt deraf. Og så sidder du og sammenligner og finder ud, at jeg måske mangler dette eller hint, og titulerer mig for en bjørn – en hunbjørn, og det er så utåleligt. Jeg sammenligner aldrig dig med nogen eneste en, jeg. Det kunde ikke falde mig ind, på den måde. Du er det menneske som jeg elsker og dermed er du sat på en plads for dig selv, langt udenfor og over alle andre i verden. – Ak om jeg havde været med eder på søndag. Den ting har vi også fælles, at vi kan more os så deiligt sammen med børn. Ikke på den måde, at det morer mig at more dem, men det er netop mig selv som morer mig rent på første hånd, og det kommer vel af dette at børn så gjerne vil ha'e mig med til alting, at de instinktmæssig føler hvor lige partiet er. Jeg er altid en af deres, og sådan må du bestemt også ha'e det. Jeg tror vi har meget tilfælles også i småting, og vi vilde som følge deraf passe udmærket sammen, ikke sandt? – – –
Du har vist ret i, at jeg først bør skrive til ham om Amerika, jeg skal også gjøre det, men jeg kvier mig naturligvis til det. – Boll er marinemaler, meget flink, men meget doven.k541 Det er en gammel herre på henved 60 år tror jeg; han er på en måde en ven af Vilhelm, og vil nu partout være det af mig og gutterne også. Han overdænger dem med elskværdigheder, og tager sig af dem, som var han deres fader, akurat. Jeg har fået en stedse voksende ubehagelig fornemmelse ligeover ham. Det er først kommet i de allersidste dage. Han er sådan, at det slet ikke vilde kunne falde nogen ind at han kunde pønse på noget ubehageligt. Men nu er jeg begyndt at føle mig uvel ved ham, og jeg ved desværre med sikkerhed, at jeg aldrig tager feil i disse ting. Jeg har en for sørgelig lang række af erfaringer. Uf du, – jeg har det igrunden så ondt! Jeg føler mig undertiden som et jaget stykke vildt. Når jeg kan lægge mit hoved ind til dit bryst, og føle dine arme fast og tæt omkring mig, vil dette onde vige fra mig, og en usigelig fred vil falde over mig. Da, men også først da!
Jeg har sét fru Hennings i et par roller.k542 Først syntes jeg slet ikke om hende i det franske lille «Efterårssol», det var bare comediespil fra først til sidst, hun var mig helt imod; i «Fruentimmerskolen» var hun sød, og aldeles udmærket der hvor hun ramser budene op.k543 Men som Nora var hun deilig. Hvad hun gav synes mig for de to første akters vedkommende at være alt hvad man kunde sidde og ønske sig. I tredie akt slår hun absolut ikke til, men hun ødelægger intet. Hvor dårlig og syg hun forresten ser ud. Hun har gjort megen lykke her, og vistnok tjent en masse penge som hun reiser til Modum for,k544 og derpå til Sanatoriet. Det kan hun trænge om. Noget så magert har jeg ikke sét. Og så stygge hænder! Der var forresten et par replikker som hun ikke sagde ret. Det kom af at hun er dansk, tror jeg. Forresten stak hendes tungemål slet ikke meget af. Hun taler pent, nokså pent, men ikke som Emil Poulsen, der idetheletaget var ti gange mere henrivende end fru Hennings. k545 Tænk om vi havde en skuespiller som ham! Vore er alle så rasende stygge, og så kan de absolut ikke gå eller stå eller geberde sig, når undtages gamle Johannes Brun,k546 som er en herlighed at skue fra den øverste tup af hans hovedhår, og til spidsen af hans støvle. – Skal ikke Shandorph [sic] til Bergen? Du talte engang om det. – Jeg skal prøve at ikke være flou, når du kommer; jeg skal gjøre alt, hvad du vil. – Tænk jeg fik dit brev tirsdag formdg denne gang. Var ikke det morsomt? Jeg kysser dig i tankerne på munden og på øinene dine min Erik, hører du, nu kan jeg godt sige Erik, det er ikke det mindste flout.
Din Amalie

112. Erik til Amalie

Søndag den 24 Juni 1883
Min sødeste Pige, jeg har nævnet den 11 Juli som Afrejse-Dag, fordi der på den Dag også går et af Udvandreskibene,k547 og jeg har sat mig i Hovedet, at jeg må benytte et af dem. Jeg har to Fordele deraf: Jeg kan gøre et Brev om Rejsen, og jeg kommer uden Udgifter til Kr.ania, jeg har fri Rejse. Det sidste er meget vigtigt for mig. Pengene vil for Øjeblikket absolut ikke slå til – det er mig for Resten ufatteligt, jeg synes jeg lever mere sparsommeligt nu end i Efteråret hvor jeg dog kunde lægge flere hundrede Kr til Side – og det forbistrede Kunstnermøde, som vi nu går ind til, vil blive blodig kostbart, ikke at tale om, at jeg gøre et Gilde en af Dagene for Venner, og at en Dame fra Stockholm i Går kom dumpende ind til mig med en Veninde fra Trondhjem,k548 hende må jeg også sætte mig i særlige Udgifter for. Jeg blev utrolig gal i Hovedet, da denne kære (flinke) Frøken Lundin kom anstigende – (20 til 30 Kr! tænkte jeg) jeg er så rasende gerrig. Ikke en Øre vil jeg klatte ud, alt skal forbeholdes Norge [ɔ:] Dig, Du eneste ene på Jorden. Hun Frøkenen er et Bekjendtskab fra Rom for 6 År siden. Jeg står i lyse Farver for hende – hun er Folkeskolelærerinde og meget livlig og dygtig – pyt, jeg følte allerede i Går i den halve Time vi var sammen, hvorledes Kedsomheden tog mig i Struben. Jeg må se at få mine Søstre engagerede!
Et par Timer senere.
Jeg er oven på. Jeg var hos min Moder og har fået Lov til at invitere de to Damer til Middag på Tirsdag. Begge Søstrene er imidlertid så bundne ved Eksamener og anden Skolegerning, at den ene kun har ½ den anden 1 Time til Middagen, så må de på ny i Virksomhed. Jeg får dog min elskværdige Svoger ind fra Landet, han skal hjælpe mig om Aftenen med Damerne. – Du, jeg har nu efter mine Optegnelser regnet sammen, at min nøjagtig 1 Måneds Rejse ifjor i Norge kostede mig 444 Kr 35 Øre, og der har jeg rimeligvis endda glemt adskilligt, jeg var tilmed i en Uge Gæst hos Kielland, altså under 500 Kr tør jeg ikke beregne min Rejse til i År, og jeg har kun 380 – uf!
Du Menneske med din store dybe Kærlighed og din Forelskelse – for Du er forelsket i mig og det er yndigt – Du skal være skikkelig og huske, at Du ikke sætte mig op et Sted på en Piedestal, hvor det er umuligt at blive. Du må ikke gøre Uret mod mig og tro at det er en så mærkværdig Mand Du elsker. Husk, at de andre finder mig nogenlunde dagligdags, og at jeg også er det, og at det kun er vor lykkelige Passen-sammen, der har bragt Kærlighed til veje mellem os. Vi elsker hinanden, Amalie – der findes slet ikke noget at sammenligne det med på Jorden, for det er det øverste, men min yndige Pige, det er et Forhold, som netop for sin egen stolte Krafts Skyld ikke må tvinges ud af sit Leje, op i Skyerne. Du har ikke gjort det, yndige Vendinde [sic], og vil heller ikke gøre det, men Du kan begribe, at jeg bliver betænkelig ved at være Manden uden Lyde i dine Øjne. Ak, der er så meget Småtteri ved mig, og så er jeg desværre så lidet nogen overlegen klog Person, at jeg tværtimod for hvert andet Skridt jeg gør, kommer i Urede med mig selv og Tingene. Jeg er bleven afvænt med at tænke på andet end hvad der ligger lige for. Du har slet ingen Grund til at være stolt af mig udad til. Vær det altså ikke Amalie. Føl på Jorden, som Du træder på, og mærk, at jeg hører den til. Jeg er et Menneske, som kan føle Glæde, som ikke har rigtig Mod til at sørge, som gør sig Umage for at leve ret, og som elsker Dig. Kys mig derfor, læg begge dine Arme om mig, læs min Sjæls Tanker, inden de har fået Ord og vær min, men husk, at Du favner en Mand, der kun har det Fortrin frem for de andre, at han har følt dybere din Naturs særegne Art, er bleven alvorligere grebet ved Dig og derfor har haft Evne til at elske og til at blive elsket af Dig. – Og vær så uden Spor af Overvejelse sådan som Du vil være, elskede søde Pige, Du gør mig svimmel. Amalie det er lykkeligt at elske. Du må gerne være lige så glad Du være vil ved mig. – – Dr.'s Uvilje mod mig antager jeg ikke er Fjendskab. Han hader E. Brandes og har en usikker Følelse af, at jeg er et Menneske af henad samme Beskaffenhed, kold, og så at jeg er meget forbeholden i min Tro på ham (Dr.). Han kan ikke ret føle sig helt kry i min Nærværelse og får derfor ikke sine bedste Indfald, når jeg hører på. Det plager naturligvis. På den anden Side var vi så gode Venner i Drengeårene og de første Studenterår,k549 at vi i Reglen blive rørte alligevel over at komme sammen kammeratlig. Det er hans personlige Uvederhæftighed, som gør mig utilbøjelig til at synes om ham. – Bo hos Dig, Stump, når ingen vide det, er vistnok for farligt. – Hvor jeg føler med Dig, Du sødeste Du, med din Træthed ved Mændenes Jagt. Det lyder formodenlig underligt at høre en Mand sige, at han forstår sligt, det siges jo altid mellem os, at en Kvinde inderst inde ikke kan blive led ved endsige krænket over at føle sig efterstræbt. Nå, om den konventionelle Krænkelse end mulig hænger i Vedtægternes skøre Bånd, så er Leden, Trætheden Modbydeligheden ærlige nok det føler jeg lige så vist, som om jeg selv havde oplevet sligt. Jeg har før haft Lyst til at slå Mænd til Jorden for deres idiotiske hundeagtige Gåen løs på ethvert smukt Kvindemenneske der kom for, og det var for det Indtryks Skyld som sådanne Mænd gav disse Kvinder af Livet, og for den Fordærvs Skyld af de mindre lødige, som de udbredte. – Sig mig, hvor er Ingeborg Th.?k550 Er Br. og hun sammen i denne Tid et Sted i Europa? Han er siden en Måneds Tid eller så rejst – til Schweitz, sagde han. – Det glæder mig at du synes om Fru H. som Nora. Hendes og P.'s Spil der forekommer mig det bedste på vort Theater. Ellers synes hun mig vel spæd. Underlig nok, det siges, at hun er en stærkt erotisk sanselig Natur; det gør hun ikke Indtryk af. Hendes Organ holder jeg ikke meget af, hun er mig for københavnsk. – Schandorph kommer til alt Held ikke til Bergen. Han er umulig uden for den Kreds, der nu en Gang har vænnet sig til ham. Han er ellers en af de braveste Fyre i hele Sværmen her nede. – Nu kysser jeg Dig min dejligste Ven og siger farvel, snart, snart har jeg dine Arme om min Hals og så – lad hele Verden komme, jeg aner ikke den er til! Farvel min elskede Amalie
Din Erik
Jeg skal i Aften til stor Soupé med den svenske Operak551 – det er nogenlunde flovt, at jeg næsten ikke har hørt en Smule af den.

113. Amalie til Erik

Kr.ania 28de juni.
Så kommer du altså den 12te juli om aftenen? eller til hvilken tid af dagen? Det er fru Vibes fødselsdag den 12tek552 og jeg er forlængesiden buden der til den dag. Hvis du først kom om aftenen, så gjorde det jo ingenting, men bli'er det tidligere på dagen, ved jeg ikke hvad jeg skal finde på for at slippe fra den; finde på noget kan jeg vel sagtens, men det er så farligt, for de kan så letteligt opdage bagefter, at det ikke var sandt, og når de så får høre, at du er, eller har været i byen på den tid, er 101 ude. Men hvis du kommer om aftenen, så gjør vi det så, at jeg går fra Vibes kl. ½ 11 eller så tidligt som muligt, og at du så kommer op til mig kl. 11 f.eks. Så har du iforveien taget ind på et hotel. Jeg skal passe på dig fra vinduet, og give dig et tegn om alting er allright. Så kan vi jo sidde sammen udover natten i mange timer. Når du så bare finder veien tilbage til hotellet, for følge dig længere end ned ad trapperne, tør jeg ikke. Næste dag kan du så godt blive om natten. Jeg siger udenvidere til Josephine at du skal ligge her. Har du nu noget at indvende mod dette arrangement, eller ved et bedre at foreslå, må du endelig fremsætte forslag derom i dit næste brev. Så får jeg bide i det sure æble, og skrive til Ludvig, og sige at jeg sandsynligvis vil være reist til den tid han vilde overnatte her; det er nemlig akurat den 12te om aftenen han og Schjøtt skulde komme. Forresten er det ikke så ganske sikkert at de tager denne vei over Kr.ania; de har nemlig valget mellem flere og når de nu hører at jeg ikke vil være tilstede, tænker jeg at de bryder sig såre lidt om Kr.ania. Det var især for at få en gemytlig passiar, før de drog ud, at de vilde møde frem her. – Hvor jeg vil få det travelt den tid som er tilbage og især den sidste dag, da alle 3 gutter skal ha'e eksamensfest og sendes afsted om aftenen den 11te, hver til sin kant, ja det vil sige, Jakob Alver skal til Risør, hvor hans bedsteforældre har sit landsted.k553 Denne tid, disse fjorten dage, hører du, fjorten dage, vil gå som en vind. Nu kan jeg ikke begribe hvorledes jeg har kunnet holde alle disse måneder ud ligefra den 1ste januar, som var den dag vi skildtes – uf den græsselige mørkets dag – i Gøteborg, kan du huske hvor rædsomt det måtte være for mig at stå alene igjen på perronen og vandre tilbage til hotellet, som jeg naturligvis havde vanskeligt for at finde, hvad jeg vist har glemt at fortælle dig – og til nu da der blot er 14 dage at vente i tilbage. Hvordan det så skal gå mig, når du atter er borte, fatter jeg ikke, og vil jeg ikke tænke på. Tænk, det lykkes mig virkelig helt ud at skyve den tanke fra mig, – det ikke alene lykkes mig, men det falder af sig selv, – for jeg kan ikke dvæle ved det for bare glæde over det som forestår. Jo, af og til kommer det dog over mig i form af et stik, en pludselig angst, et glimt af et mørke, som lurer på mig, for at opsluge mig, men det varer blot et øieblik, så bryder de lyse billeder sig frem til mig, og fylder aldeles mit sind. Kort sagt: jeg går og er lykkelig. Det er kjedeligt med pengene, men du er vist ikke sparsommelig nok. Det gilde som du «» give, kunde du nu vist godt lade være med. Du kan jo gjøre det ved din tilbagekomst; nu kommer du jo at reise tidligere end du havde tænkt, du får ikke tid o.s. v. Gad vidst hvad du skal holde gilde for! Og damen fra Sto[c]kholm – så må du jo ha'e korresponderet med hende, siden hun efter 6 års forløb gjør et reisebekjendtskab gjældende, sligt falder jo intet normalt væsen ellers på. Du er nok en vidtløftig person, du, som har ladet dig forlede til at indgå mange dumme dameforbindelser. Din reise kommer forøvrigt vistnok ikke til at koste dig såmeget iår som ifjor, da du var 2 gange i Kr.ania oppe i Gausdal, overland til Bergen, så til Stvgr, Kr.ania og endelig til Kjbhvn. Nu får du jo fri reise herop på det store udvandrerskib, som forresten må være kjedeligt at gå med, og her bruger du ikke noget at tale om. Reisen til Bergen er ikke kostbar, lidt over 30 kr. tror jeg, og deroppe kan du godt være lidt sparsommelig, og klare dig med 20 kr. ugen, såmeget som du vistnok kommer til at være ude hos folk. Det må kunne gå iår med en 400 kr; vi skal spare, kan du tro, jeg skal passe på dig. Men jeg vilde så gjerne reise landeveien tilbage; jeg har sat Sars og Schjøtt's stevne i Jotunheimen omkring den 10de august.k554 De vil endelig at jeg skal møde dem der på tilbageveien fra Bergen, og det vilde være morsomt. Vi behøvede jo ikke at indtreffe netop samtidig, men jeg om middagen, og du om aftenen f.eks[.], så må du bare være forsigtig, og huske at sige de og «fruen» til mig, så de ikke mærker noget; åja forresten, du vil have erhvervet dig øvelse deri da. Reisen overland er jo meget kostbarere end søveien, bare mine penge strækker til, men det håber jeg da, – forresten, jeg har også måttet spare.
Der var så meget sludder i dit sidste brev. Du rent fordærver det for mig. Det jeg skrev om hvorledes jeg elskede dig, og hvorledes du stod på et sted for dig selv, skulde du slet ikke svaret på, men bare forstået med et lidet smil og en rysten på hovedet. I det øieblik det skal tales høit om og raisonneres over, bli'er jeg ganske flou over min egen snakkesalighed, og jeg undres over at det var såmeget jeg i min forelskelse hviskede dig i øret. «Manden uden lyde» – sludder! det er ikke derfor jeg ikke falder på at ligne dig med andre, men det er jo bare fordi jeg elsker dig. – Om Ingeborg og Brandes er sammen, ved jeg ikke, men jeg er alligevel sikker på at det er så. Ingeborg ligger ved et bad i Frankrig har Fritz sagt, undertiden er det Fécamp, og undertiden Trouville.k555 Snart skal hun komme hjem om et par uger, og snart om nogle måneder, og så atter igjen ikke før til vinteren. Andre siger at hun aldeles ikke kommer. Børnene har de delt, F. har Nina, og Ingb. den yngste. Forresten hører jeg så lidt til og om Thaulows om dagene. Der er nok megen bedrøvelse og forvirring. Gamle fruen er så bitter og vred på Gadderne; således har hun aldrig talt før. Og nu skal Nini ha'e bryllup!k556 Det må ikke være morsomt, især fordi Nini vistnok forlængst er færdig med sin forelskelse til Theodor. Pylle ligger ved Modum,k557 og er meget bedre. Herman turer herinde i byen på sin sædvanlige kviksølvmaner. Pylles og hans ægteskab er også ulykkeligt. Hun kommer vistnok til byen netop i de dage, du skal være her, og det er meget kjedeligt. Fritz er ude og seiler med båden. Gud give han ikke kom hjem før efter vi er reist. Jeg er bleven afbrudt flere gange under skrivningen. Og nu kommer de og siger at maden står på bordet; vi skal spise middag. Jeg tænker det er bedst at slutte nu; i eftmdg. får jeg så alligevel ikke tid at skrive for jeg skal være et sted kl. 6 og et andet kl. 8. Imorgen fjorten dage har jeg dig inde i mine arme. Dette er det næstsidste brev jeg skriver, jeg havde regnet galt sidst jeg skrev. Dette får du på lørdag, så får jeg fra dig på tirsdag, så får du fra mig næste lørdag, og jeg fra dig den derpå følgende tirsdag, og så kommer du på fredagen som er den 12te. – Fjorten dage, uf det er igrunden en græsselig lang tid, fjorten hele lange sommerdage, med dertil hørende fjorten nætter, som ikke er lange fordi jeg sover dem væk. Jeg tror jeg bliver ganske taus og stille, når jeg ser dig, uden at kunne røre mig, fordi mit hjerte vil banke så voldsomt.
Din Amalie

114. Erik til Amalie

Søndag den 1 Juli [1883]
Min Amalie, jeg har intet at indvende imod din Plan. Jeg kommer formodenlig midt på Eftrmdg den 12 til Kr.ania, men kan naturligvis godt greje mig alene til Aften. Det vil sige, kommer jeg så tidlig, at jeg kan være hos Dig inden Du tager i Selskab, så har du mig. Så siger Du Goddag til mig, og jeg går så igen, når Du skal tage bort. Jeg må derfor have Tiden at vide, når Selskabet er. Siden Du kommer hjem 11, er det jo mulig ikke Middag, og kom jeg derfor Kl 2–3 til Kr.ania, var der jo oven i Købet Udsigt til, at jeg kunde komme som uanet Middagsfremmed hos Dig. Sig mig altså to Ting: når går Du til Vibes og når er din Middagstid? Kommer jeg så sent til Kr.ania, at jeg ikke kan få se Dig før den sildige Nattetime, bør jeg vel bøje ind i din Gade fra St Olafs Pl.k558 – jeg véd ikke, hvad den lille Stump Gade hedder, der fra denne Pl. fører til Nordal Br. Gade – eller mulig helt oppe fra Akersgade for ikke at støde på din Eskorte fra dit Selskab. Du må jo komme fra Pilestrædet ind i din Gade. Så går jeg der oppe i den nordlige Del af Gaden og holder Vagt – den Del, der ligger til højre for dit Hus. Den Ting står jo nemlig fast min Elskede, at Du ikke bør forsømme dit Selskab. Gør Du det, har Du straks Fru V. den næste Dag på Visit. Hun må jo se, om Du er død eller hvad der er i Vejen, og det kunde jo dog slet ikke være belejligt. Skal jeg tage ind i Grand Hotel som sidst? Det er vistnok det Hotel der ligger Dig nærmest. Men det er så Pokkers på alfar Vej. – Mine Pengesager får jeg magelig bragt i Orden. Det ærgrer mig blot lidt, at jeg har snakket til Dig om dem; men Spørgsmålet sysselsatte mig sidst, jeg havde det den Gang ikke nærværende at jeg må kunne hæve hele min Julisgage, inden jeg rejser, og så er alt i Orden. – Min Ven, jeg har intet Hensyn taget til din Broder Ludvigs Lyst til at træffe Dig, men ikke sandt, det var dog ikke en Hindring, som bør komme i Betragtning, når ellers alt føjer sig således, at jeg netop bedst kan komme til Kr.ania den fastsatte Dag? – Jeg gør intet Gilde for nogen. Min Stockholmerdame har jeg aldrig vekslet et skrevet Ord med. Hun har rejst flere Gange igennem Kbhvn og lagt Hilsner til mig, og jeg har gengældt disse Hilsner, nu dumpede hun over mig på Redaktionskontoret. Jeg skulde – naturligvis – hjælpe hende og nogle Rejsefæller til at komme ind på den den Gang endnu strængt afspærrede ufærdige Nordiske Kunstudstilling.k559 Middagen hos min Moder gik rigtig pænt. Til Ære for de to Skoledamer – har jeg fortalt, at foruden Frk Lundin var der en Frk Dahl fra Trondhjemk560 – var Frk Zahle og hendes uadskillelige norske Veninde Frk Winnern budte,k561 og jeg havde desuden bedt Gunnar Heiberg. Den Mand er en fortrinlig Begavelse! Det ærgrer mig, at jeg har fortalt Dig Ting om hans Vaner, som må nedsætte ham. Så pænt han for Resten har levet her nede. Går det ham nogenlunde godt, er han kommen over Rangleriet. Nå, vi måtte spise tidlig for Søstrenes Skolegernings Skyld og G.H. og jeg tog så den lange Aften med de to Damer til Frederiksberg, var senere på et lille Teater der ude hvor der spilledes en Parodi på «Strandby Folk»k562 og spiste så tilsidst til Aften i Tivoli. Kørte Damerne hjem Kl 1. Det var et Hoveri Du søde. Jeg tænkte hele Tiden på om det nu havde været Amalie – for Du kunde akkurat lige så godt som denne Dame seit lange her være kommen til Kbhvn, havt et Forretningsanliggende med mig og være bleven budt til min Moder. Jeg dumme Menneske, som ikke har anvendt alle Evner på at få dig her ned til Kunstudstillingen. Du skulde have moret Dig min yndige Ven, og Du skulde have fået en lille Dråbe sund Respekt for os, for Naturen her nede i vor sydlandske Sommer i År og for vor Kunst. Elendigheder og Småtteri er her naturligvis nok af, men jeg skulde have ønsket Amalie at Du, som elsker mig, med mig vilde være gået rundt og set på Tingene uhildet og venlig. Du lille Pige dømmer undertiden vel rask og på for få Forudsætninger. Efter 8 Dage her i Kbhvn var vi så på et Skib forsvundet direkte til Bergen. Så havde Du taget en Del af det Land med i dit Sind som jeg elsker, hvor jeg er født, og Amalie i din Kærlighed til mig vilde jeg have fundet endnu en elsket Plet til at kysse på, så alle Sorger forsvandt. – Jeg har dårlig Tid til at skrive mere, jeg skal ud til Middag. Men jeg bryder mig heller ikke så farlig derom nu Du elskede. Snart snart er jeg hos Dig! Hele denne Uge er jeg slugt bort i Kunstnermødets Vrimmel. Godt måske dog, at Du ikke er her, så kan jeg bruge min Opfattelse og se hvad her foregår. Var Du her, så jeg intet – som på Aulestad.
Tænkte jeg det ikke nok, at Du den Gang i Gøteborg ikke kunde finde hjem. Jeg er for Resten glad i at Du mangler den gode Stedsans som jeg har. Man er altid vigtig af sin Overlegenhed på det Punkt hvis der kan blive Spørgsmål om den største Evne. Men har man den er man kærlig overbærende mod den ringere stillede dødelige.
Min Drøm er, at jeg kommer til Kr.ania netop som Du er i Færd med at klæde Dig på til Selskab. Pigen lukker mig efter nogen Vanskelighed ind og beder mig vente. Så med ét – når hun er borte – er Du halv påklædt i mine Arme. Amalie hvor jeg elsker Dig.
Din Erik

115. Telegram til Erik

Skram
Zinnsgade 2-4 Ø Kbhvn
Fra Kristiania 5/7/83 kl. 5.55 em
Reiser Ems over Kjøbenhavn Dronning Lovise imorgen mød d'Angleterre ikke ombordk563
Amalie

116. Amalie til Erik

[Skrevet på hotellbrevpapir: «Hotel de Flandre» Carl Fahdt Bad-Ems]
Ems 10de juli [1883]
Min elskede Erik, først iaften kan jeg komme mig til at skrive. Du er naturligvis den første der hører fra mig, såvist som du har været i mine tanker hvert minut siden jeg forlod dig i Korsøer. Jeg elsker dig mere end før, på en hedere måde, – det bæres mig for at jeg kan ikke mere leve dig foruden; hvad skal, hvad skal jeg gjøre? den lange, kolde umulige vinter og ikke se dig mere, aldrig mere se dig! Jeg føler dine kys på mit legeme bløde og varme, og når jeg sover ind om aftenen, er det i dine arme. Du er deilig, ubegribelig deilig, og hvor jeg er din! Det ved jeg egentlig først nu. – Jeg kom i god behold til Hamburg, havde akurat tid til at få min kuffert kartiertk564 og spise lidt aftensmad på Jernbanerestaurationen, før jeg gik ombord i trainet til Ems. Det var nattetoget, som er 3 timer snarere end dagtoget, og derfor gik jeg med det, byttede train i Göttingen kl. 6 om morgenen, og kom kl. ½ 12 til Ems. Her traf jeg bergensere, Mowinkler med fruer,k565 og nogle andre, som tog imod mig med åbne arme, og har siden kun levet for at være mig til hjælp. Jeg har fået udrettet en mængde ting idag og igår, har været hos den dame som pleiede ham, i det værelse hvor han døde, på hans grav, der var uden en blomst, bare med et nummer på en hvid pind. Nu er der blomster og kranser i massevis, – alle her har lagt hver sine, og jeg mine. Jeg har talt med hans læge, med ligkommissairen, med graveren, og borgermesteren, med en, som er udnævnet til hans kurator, og jeg fik det svar at ligets hjemsendelse godt lod sig iværksætte, at det var forbunden med så og så mange omkostninger, så og så mange vanskeligheder, og at der vistnok vilde hengå 14 dage inden alt var bragt i orden. Jeg telegraferte til Prebensen i Kr.ania alt dette,k566 og spurgte hvad han syntes, fik for et par timer siden svar, at liget skulde hjem, og at jeg burde forblive til afsendelsen. Nu er imidlertid min nærværelse her ganske overflødig, såsnart jeg bare har fået sagen i gang, og udbetalt alle omkostninger. Her er penge nok; Vilhelms akkreditiv er der 2000 mk. tilbage på,k567 og hjemmesendelsesomkostningerne beløber sig til omtrent 1000. Der må så alligevel medsendes en fører, da liget må reise med et godstrain, og vedkommende person må fremstille sig for de forskjellige authoriteter med ligpasset, hvad jeg jo ikke kan påtage mig. Ligkommissairen her vil gå med det; han har gjort mangfoldige sådanne reiser med lig til Paris, Moskwa, Sverrig, Wien o.s. v. Alt kan således gå i orden uden at jeg bliver, og derfor reiser jeg såsnart ske kan antagelig torsdag, eller fredag. Jeg havde tænkt at reise over Jylland, (er det ikke Fredrikshavn den by hedder)? til Kristiansand for at træffe dig i Jylland, for nu må jeg til Risøer og overvære begravelsen,k568 og give dem alle underretning. Over Kjøbenhavn kan jeg ikke komme, siden jeg skal til Risør. – – – 11te. Jeg stansede her igåraftes for at tænke mig om, og måske er det dog bedst at jeg går over Kjøbenhavn, hvis du kan finde en afsides krog helst udenfor byen, hvor jeg kan hvile ud et par dage. Så reiser jeg til Kr.ania fra Kjbhvn. og derfra til Risøer. Men så var det vel bedst at du ikke kom til Kr.ania før efter at alt det var forbi,k569 eller kanske du vilde være derinde mens jeg var i Risøer, nei, deri er der jo ikke et fnug af mening. Jeg er uhyre rådvild, hvad skal jeg dog gribe til? Kanske er det dog bedst at jeg går over Jylland, at du møder mig der, bliver hos mig et par dage, reiser tilbage til Kjøbhvn, mens jeg over Kr.ansand går til Risøer. Nei, nei, nei, – det er dog bedst jeg går over Kjøbhvn. at du følger med til Kri ania, bliver der med mig til jeg går til Risøer, så går du samtidig til Arendal f.eks. og venter på mig. Jeg kommer næste dag med dampskibet forbi Arendal, du kommer ombord, og vi drager videre til Bergen. Således får det blive. Jeg skal telegrafere ved afgangen fra Hamburg, så ved du vel når jeg kommer til Korsøer, hvor jeg håber du er for at møde mig. Hvordan gik det med pengene, fik du hvad jeg skyldte dig? det gjorde du vistnok ikke, i altfald var det sikkert for lidet; men det kan vi endnu gjøre op. Skulde jeg nu måtte forandre min bestemmelse, skal jeg telegrafere til dig om det. Har du noget at indvende så er min adresse: fru Müller, hotel Flandre Ems. Farvel elskede! om ikke altfor mange dage, er jeg atter i dine arme, – og da, – ja da er jorden et paradis.
Din Amalie.
[Skrevet i margen:]
Du må forresten aldeles ikke telegrafere til mig: Det vil først komme efter min afreise, og så vil Mowinklers åbne det, fordi de tror det angår liget. – Vær nu ikke ulydig.

117. Telegram til Erik

Skram
Zinnsgade 2 Kbhavn Danemark
Fra Ems 14/7/83 kl.3.30 em
Afreisen herfra først Mandag Aften
Amalie

118. Amalie til Erik

Ems 15de juli 1883.k570
«Forgaar af længsel!»k571 End jeg da du søde, nydelige elskede! Længes du virkelig så hårdt? Det gjør jeg også, med langt større utålmodighed end nogensinde tidligere. Jeg havde glædet mig så til at vi skulde været sammen lørdag aftenen og søndagen, eller dog idetmindste søndagen, men se hvordan det går. Og jeg, som så godt kunde havt et brev ifra dig, så længe som dette varer, men du er vel glad du, at du nu i to uger har været fri for det kors, du siger det er, at skrive til mig; det kan jeg dårligt tilgive dig, du stygge menneske! Vilde du da bedre kunne holde ud at lade det være? Den tid kommer nok altfor snart, da du ikke mere skal skrive til mig, eller høre fra mig, da det skal være for den ene af os, som om den anden ikke var til. Så har du atter dine søndage fri. Jeg kan ikke komme afsted mandag heller, knapt nok på tirsdag. Vi har gået og ventet og ventet på et telegram, der skulde være forsynet med alle slags formaliteter, og påtegning af skifteret og konsulat og øvrighed fra Kr.ania; det skulde været her igåreftermiddag, og da var det jeg regnede ud, at kunne reise mandag. Men så igåraftes da jeg kom tilbage, – jeg var bleven taget med på en tur til Coblenz – lå der telegram fra Nicolajk572 at det havde været umuligt at opnå rekommanderet telegram, og at derfor den formelle, officielle fuldmagt var sendt pr/ brev. Det vil vist ikke kunne være her før på tirsdag, og så er det et spørsmål om jeg rækker at få alt besørget til om aftenen, toget går. Hvis det imidlertid sker, vil jeg onsdag aften kunne være i din favn, du elskede. Jeg tager billet lige til Kjøbenhavn, og reiser i et kjør. Derfor er der dog intet iveien for at du kan møde mig i Korsøer, hvis du vil. Hvis ikke jeg ser dig der, bli'er jeg ikke skuffet, men reiser rolig videre til Kjbhvn, hvor du naturligvis vil være på banegården. Onsdag aften er altså det seneste tænkelige jeg kommer herfra, og så vil jeg først torsdag kunne slynge mine arme om din hals for at kysse dig umådelig meget. Fra Hamburg skal jeg sikkert telegrafere. Hans lig bliver alligevel liggende hvor det er. Efter mange telegrammer frem og tilbage mellem Risøer, Kr.ania og Ems, er det nu endelig bleven bestemt at det skal opgives. Det kostede, da det kom til stykket, omtrent 2000 mrk. Ligkommissairen her opgav udgifterne mindre fra først af, end de virkelig var. Han vilde så gjerne få sagen bragt i gang, fordi han skulde være ligfører, og formodentlig vilde gjøre en god affaire ud deraf. Jeg blev lidt mistænkelig over hans iver, og indhentede oplysninger fra andre hold. Så var det også det, at der måtte ventes til det ikke længer var så varmt, helst til næste år, med opgravningen, og så måtte der fra Risøer sendes en mand det imøde, da føreren ikke skulde følge længer end til Hamburg. Jeg synes det er bedst som det nu er bleven bestemt. Jeg har bestilt monument, som bliver opsat og færdigt allerede på mandag, og gjort aftale med graveren, at han for den og den sum, skal holde graven pen så og så mange år. – Havde Vilhelm bare ikke så ofte sagt, at han så gjerne vilde begraves på sin gamle, kjære kirkegård i Risøer, så havde alt været bare godt. Men nu er det jo ham i altfald ganske det samme. Jeg drømte forleden at han sa'e til mig: lad mig ligge, jeg hviler så godt. Jeg vidste, syntes jeg, at han var død. Han lå udstrakt på en lang sofa med et hvidt lagen under sig, der hang ned til gulvet på alle sider. Da han talte, løftede han hovedet en liden smule, vendte det med anstrængelse om til mig, som lå i sengen, og smilte så træt, men så venligt. Da jeg vilde sige noget, lagde han fingeren på munden og rystede på hovedet, inden han lod det falde ned igjen på puden. – – Jeg har grædt meget i disse dage; det har været så ondt at høre om hvor syg og elendig han var, før han døde. Det er udenfor al tvil at han er død en naturlig død. Han var så udhungret sa'e lægen, og så forkommet, da han indtraf i Ems. Han havde stanset mangesteds underveis, og været et par dage her og der. I de sidste tre dage før han kom, havde han kun nydt et eneste glas øl. Det havde smertet ham forfærdeligt at synke noget. Et lidet glas brøndvand, tog det ham to timer at få ned. Men han havde været so geduldig – so geduldig, fortalte lægen. Ikke en eneste klage havde han hørt af ham, og ikke spor af fortrydelighed havde han sét, hvad der pleier være så almindeligt når patienter ingen bedring mærker. Lægen havde villet ha'e ham til at reise hjem igjen, da han meget snart mærkede, at han var færdig; men det havde Vilh. slet ikke villet. Det var hans mening at blive etsteds i Tyskland, og gå til syden til vinteren, hvis han ikke blev helbredet. Tilsidst havde lægen sagt, at han måtte reise, at han ikke fik lov at være der længere – man frygter jo altid så meget for dødsfald ved badesteder ved du – og så havde stakkelen lovet at afreise den følgende dag. Men da tiden kom, havde han bedet så vakkert om henstand to dage; han orkede det ikke, og så kom døden og tog ham. Han havde været iseng om natten, og var ud på formiddagen stået op, og havde klædt sig fuldt på. Så havde han lagt sig på sofaen, formodentlig for at hvile efter anstrængelsen, og der fandt man ham død og kold ved middagstiden. Lægen troede det var en lammelse i lungerne, forårsaget ved udmattelsen på grund af hunger og lidelse. Eller også kunde det være, at han var bleven kvalt af slim, som han ikke havde havt kraft til at hoste op. Pulsen havde været utrolig svag de sidste dage, men han havde alligevel holdt sig så mærkværdig rank, og var altid gået op ad trapperne uden at stanse. Kun den sidste dag var han et øieblik bleven stående på afsatsen for at trække veiret. Lægen trøstede mig – han var meget venlig og elskværdig – og sa'e jeg måtte være glad at hans lidelser var endt. Han havde lidt meget, og helbredes kunde han ikke. Den store svulst i halsen, troede lægen var kræftagtig, sikkert kunde han dog ikke sige det. Ingen hjemme anede hvor syg han var; ingen, undtagen jeg, men selv jeg troede ikke det stod så ilde til med ham. Han forstod i en sjælden grad at skjule sine lidelser, og var ligesom for stolt til at ville være syg. Derfor vilde han også bort. Hans endeligt minder om et sygt dyrs, der slæber sig bort i en afkrog, for at ingen skal se det dø. Hvis jeg forrige gang skrev om alt dette, må du undskylde at du får det to gange. Jeg er så ør i hovedet af bestandig at gå og tænke og gruble over hans sidste dage. Og det er så tomt og tungt at han er borte. Det vil føles værre og værre alt som tiden går. Tanken på mødet med dig, og så samværet med dig, tog brådden af den første smerte. Når vor ferietid er tilende, og jeg sidder alene i Kr.ania, da vil først sorgen komme.
Din Amalie.

119. Telegram til Erik

Skram
Zinnsgade 2 Kbhavn
Fra Hamborg 19/7/83 kl.9.55 fm
Afgaaer fra Hamborg 8 ½. I Korsør sandsyntlig [sic] Kl 6
Amalie

120. Amalie til Erik

[?/7/83]k573
Der kommer folk til mig i hele dag sågodtsom – ja det vil sige, før kl 8 aften omtrent, kan jeg vist neppe blive at få fat på for dig. Jeg fik en billet fra en af min broers svogre fra Kristiansand,k574 at han var kommen til byen sent igåraftes, og så gjerne vilde høre lidt om det fra Ems, om jeg derfor kunde være hjemme og ta'e imod ham idag kl. 2. Han reiser allerede iaften. Og kl 4 præcis kommer skifteretten for at efterse min broders papirer, og ordne en del med boet. Der må jeg være tilstede. Og fra Nikolaj Prebensen fik jeg bud at han først kl. 7 iaften kunde komme op og tale med mig, istedetfor kl. 11 fmd. som han igår havde sagt. Så må jeg desværre give afkald på at se min elskede i hele dag. Jeg må til byen iformiddag i et par nødvendige ærinder. Kan du ikke se efter mig udenfor hotellet kl ¼ før 12. Jeg kommer Rosenkrantzgaden. Det går godt an at du tiltaler mig, og går opover gaden et stykke med mig, så kan vi aftale for aftenen. Får nu de andre fat på dig, så er jeg vis på jeg slet ikke får kysse dig i hele dag, og det er ikke til at udholde. Jeg svider i øinene af for lidt søvn og føler mig som et dygtigt forlevet menneske. Jeg kunde desværre ikke sove længere end til 10 minutter over 7; det er ikke stort mere end to timers søvn jeg har havt inat. Men jeg klarer mig nok. Jeg venter ikke svar på dette, men håber at se dig på gaden.
Din Amalie

121. Amalie til Erik

[?/7/83]k575
Kommer først afsted imorgenaften. Det er kjedeligt forsåvidtsom morgendampskibet ikke er så godt som det der går iaften, men det er umuligt at komme afsted. Jeg har en plan om at sløife Risøerk576 – det vil sige, jeg skriver og berammer møde nede ved bryggen, såvidt jeg får talt med dem. Så kommer jeg ligehurtigt til Bergen.
Måske kunde jeg følge med dig på visit til Thomsen imorgenk577 – det gik vist an, at jeg viste dig hvor han boer – tror du ikke. Så blev vi måske budne der til imorgen aften, og så pakkede jeg i forveien, og sendte tøiet ombord, og så fulgte du mig ombord fra Thomsens, eller du fulgte mig ikke, men så var vi i ethvert fald sammen den stund. Hvis du iaften kan komme hen til mig – så skal jeg passe på og lukke dig ind. Kom i såfald enten præcis 10 eller præcis 11. Er du der ikke til 11 går jeg iseng, og så må du ikke komme.
Din Amalie

122. Erik til Amalie

[?/8/83]k578
Kl 12
Min elskede, der må findes på dit Bord en Nøgle til min Kommode. Jeg lagde den fra mig igår. Find den og tag den med idag ti denne Nøgle gemmer for mine Penge.
Jeg har sovet til 11 ¼ og har det udmærket godt. I hver Nerve i hvert usselt lille Blodkar sidder Du og er så munter og sød
Din Erik
Bedårende er Du!

123. Erik til Amalie

[1/9/83]k579
Kl 1
Farvel Amalie.k580 Jeg har på en Avis set, at det er den 1ste September, det er Vanvid at blive længere. Jeg har været ved dit Hus – jeg kunde ikke gå op. Jeg kan ikke skrive for Gråd. Min elskede Du må [noen ord krysset ut] (slettet Kl ½ 4) aldrig glemme min Kærlighed jeg vilde så gerne den skulde have været god for Dig. Hils dine Gutter
Din Erik
Giv Helland 2 Kr 50 Øre fra mig og hils ham Vi har jo et Regnskab sammen

124. Amalie til Erik

Søndag formiddag.
[2/9/83]
Erik elskede at du kunde gjøre mig dette! Aldrig har jeg vidst hvad smerte var, før nu i disse sidste 17–18 timer. Jeg dør af det, hvis jeg ikke snart finder lindring. At du kunde, kunde, kunde det! Stod du derude i entrén og kyssede mig for sidste gang? Gjorde du virkelig, eller var det først siden du tog den grusomme beslutning? Ja, jeg ved nok at jeg sa'e noget om, at det var bedst du reiste uden at jeg vidste det, for at slippe afskedens kval, men det havde jeg rent glemt. Ikke et sekund faldt det mig ind, at du havde noget sligt isinde. Hvor fik du mod og styrke til det? Her lå jo «Sandinge Menighed»k581 og medallionen du skulde fået; vort regnskab var ikke opgjort, og vi havde jo ikke skrevet op de dage vi havde været sammen og så portnøglen! Da det varede sålænge før du kom igår, sendte jeg Ludvig ned med et lidet brev til dig, der var fuldt af kjærlighedsord, hvori jeg bad dig endelig ikke udeblive til aftens, da Lammers's og Ernst Sars kom; jeg havde nemlig truffet Lammers's om formiddagen på vei til mig, og så bad jeg dem hellere komme til aftens, så skulde de få treffe Skram. Strax efter mødte jeg Sars, og inviterede også ham, på dig. Og så da Ludvig kom tilbage med mit lille brev i hånden, og allerede i døren med en travel stemme siger: hr. Skram var reist idag kl. ½ 4 til Kjøbenhavn, skar der en sådan skjærende smerte gjennem mit bryst, at jeg et øieblik troede, det var døden som var kommen. Jeg lukkede mig inde på mit soveværelse, og var afsindig af lidelse. At du virkelig gjorde mig dette, elskede! Jeg kan neppe skrive for gråd og jammer og jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med mig selv, og min store elendighed. Og tænk dig at have fremmede under slige omstændigheder. Det var for sent at sende afbud, – jeg måtte ta'e imod dem. Jeg drak noget stærkt for at døve mig, eller for at få kræfter, og var så hele aftenen Nora, der danser tarantella med døden i hjærtet.k582 Hvad jeg led igåraftes, og hvad jeg endnu lider, er ikke til at beskrive. Et har din grufulde forsvinden lært mig: at jeg aldrig, aldrig vil forlade dig. Så meget du ved det: du skal gifte dig med mig. Der er og eksisterer ikke tale om noget andet. Så dårlig er ingen af os, at vi af frygt eller feighed giver afkald på hinanden. Jeg reiser ikke til Amerika,k583 jeg rører mig ikke af pletten andetsteds hen, end for at komme og være din hustru. Du behøver ingen større leilighed end den du har, tre værelser er akurat passe, og det skal ikke blive dig kostbarere end det var før. Du skal se hvor flink jeg skal være, jeg kan godt, jeg kan udmærket godt; lad mig bare få lov til at arrangere det hele, så skal du se, hvor godt jeg skal greie mig. Havde du bare beholdt din plads på «Morgenbladet» så havde det ingen sag været,k584 kan du ikke tage den tilbage, åh gjør det endelig, for at vi kan blive sammen. Hvad jeg skal bruge for mig, skal jeg selv fortjene, – du skal se jeg skal få tid til alt, – jeg vil, jeg vil gifte mig med dig, – det skal ikke ske, at vi skal skilles. Hvor mange har ikke gjort det, på ligeså knappe vilkår, og det er gået bedre og bedre, fordi de var arbeidsomme, og skikkelige. Skulde vi være så meget ringere end alle disse? Desuden, det er det samme, jeg vil for enhver pris om vi bli'er aldrig så fattige, det er mig det samme, og du skal også ville, ellers er du en klein kar. Til foråret skal det ske. Vinteren skal jeg bruge til at arrangere alt i alle henseender. Jeg vil når tiden kommer, betro det til gutterne, – de er så kloge og søde, – de vil nok forstå og tilgive mig. Vi bli'er ikke skildt for det; der eksisterer nemlig ingen adskillelse mellem mor og børn, uden den, der kommer af hjærtekulde. Vi skal skrive til hinanden, og af og til skal jeg besøge dem; jeg har jo venner jeg kan bo hos i Kr.ania, når du giver mig ferie. Og jeg skal nok få dem godt anbragte, hos folk jeg har tillid til. Nu må du ingen betænkeligheder ha'e. Du må blindt sige ja, til det jeg vil. Du skal se, du vil ikke komme til at angre det. Vi skal klare os pynteligt, og vi skal ingen børn få, der kan gjøre husholdningen dyrere. Først når jeg er hos dig i ro og fasthed, vil du få evne til at arbeide, rigtig. Du skal se, jeg siger sandt. Du er en dåre, hvis du tænker, at du dog først måtte få noget gjort, før du tænkte på en sådan ting. Tro ikke at dette er fusentasteri, noget der er født ud af den voldsomme smerte, og vil dø bort igjen efterhånden. Nei du, det er min urokkelige faste beslutning. I denne nat har jeg for første gang sét hvad min kjærlighed er for noget. Den er min herre, mit liv, mig selv. Med den kan jeg alt, uden den intet. Det er ikke tomme ord, det er sandhed. Jeg er bleven en anden i denne nat; først nu har jeg fået øinene op. Og nu skal jeg sige dig en ting, og jeg sværger af min inderste sjæl at jeg taler sandt: hvis du nu ikke tager imod mig, men har betænkeligheder og viser mig tilbage, så reiser jeg ikke til Amerika, men gifter mig med Gjems. k585 Jeg behøver blot at sige et ord, så kommer han. Uden dig har jeg ikke kraft til at arbeide, til at leve et retskaffent liv, – jeg troede jeg havde det, – jeg kjendte ikke min kjærlighed – jeg talte iblinde – nu
Nu ved jeg at jeg kun vil leve for at døve mig, for at gå i hundene, hvis jeg ikke får leve med dig. Livet blier mig vammelt uden dig, så modbydeligt tomt og ækelt, at jeg ikke eier kraft til at leve som et menneske. Jeg vil give mig over, og lade mig synke, og jeg synker bedst og dybest i et sådant ægteskab. Var det ikke for gutternes skyld, så valgte jeg at dø uden betænkning, men nu har jeg ikke hjærte til at føre den sorg og pine over dem. Svar mig strax; før jeg får et ord af din elskede mund, blier der ikke svaling for min kvide at finde. Og betænk dig på at komme med indvendinger; du gjør mig fortvilet, vanvittig af smerte derved. Jeg skriver en af dagene til Bertha Knudtzon, og fortæller hende at vi elsker hinanden, og at jeg forfærdelig gjerne vil komme til Kjøbenhavn, og bo hos dem, at det er for at se og træffe dig, og at hun må hjælpe mig dertil alt det hun formår, – ja det vil sige hvis du går ind på at gifte dig med mig, ellers kommer jeg naturligvis ikke derned. I slutten af oktober skal jeg komme; før kan jeg ikke slippe løs, altså om knapt to måneder sés vi elskede, deilige, søde, uden det kunde jeg heller ikke leve. – – Havde du enda skrevet et lidet brev inden du reiste, og sagt at du var taget afsted, at du vilde spare mig for afskeden o.s. v. vilde det været en stor lettelse for mig. At du kunde la'e være at gjøre dette, kan jeg vanskeligt tilgive dig. Hvorfor gjorde du ikke det? hvorfor, hvorfor? Jeg ventede som den dødsdømte på en yderste benådning, igåraftes, – jeg hørte hvert fodtrin lige nede fra porten og de nederste trapper; jeg lyttede til det værkede i mit legeme, men aldrig var det postbudet. Det var for hårdt gjort af dig. Mente du at ville straffe mig for et eller andet? Jeg tror undertiden, at du må ha'e gjort det i vrede, det ser jo sådan ud, men hvad i herrens navn, skulde det være for? Svar mig, svar mig, jeg lider vanvittigt. Vær nu ikke bange for at give dig over til tanken om vort giftermål til våren. Det og skal så være, og det skal gå. Du har jo ingen gjæld, det har jeg heller ikke; vi behøver ikke at sætte os i nogen slags udgifter for at sætte bo, at få vielse koster ikke stort; og du lever jo dog alligevel af dit arbeide. Det blier jo bare at du arrangerer dig lidt anderledes, tager en husholderske, og spiser dine måltider hjemme. Og noget må jo jeg også fortjene – det skulde ellers rart være,[?] og går det partout ikke, så kan vi jo udvandre. Bare vi holder sammen til døden. Det er kun skilles vi ikke må. Jeg kan ikke, jeg orker ikke at leve uden dig! Med dig skal det ydmygste liv være mig en daglig fornyet lykke og glæde. Jeg ved godt hvad jeg tager på mig, jeg er intet barn med dumme illusioner o.s. v. at arbeide sammen med dig min elskede, mit eneste i verden er hvad der er nødvendig for min eksistens. Du må, du skal ikke sige nei, jeg ligger på knæ foran dig og beder dig med tårer og med sjæleangst, tigger og trygler om, at du skal tage mig ind til dig, og lade mig blive hos dig. – Jeg vil stanse her, – jeg er grænse, grænseløs ulykkelig, et ord fra dig, kan tage smerten fra mig, – lad det ikke udeblive, men giv mig det snart snart! Jeg elsker dig, du forfærdelige menneske.
Din Amalie
Det der følger medk586 er brevet jeg sendte Ludvig med igår til fru Sandbergs pensionat.
Du kommer vel, og blier iaften, det må du endelig, Lammers's og Sars, som jeg mødte iformiddag, kommer. Du ved, du lovede at være her tidlig ieftermiddag, nu synes jeg det varer sålænge og jeg begynder at blive frygtagtig. Jeg længes efter dig, og jeg elsker dig bestandig mere og mere. Alt det du engang skrev om kjærligheds vækst og væsen, forstår jeg pånyt fra dag til dag. Jeg tror jeg kunde bruge et liv for at lære at elske dig, og så lære hvad det var at elske dig. Jeg er mere end nogensinde
Din Amalie
Der kan ikke være tale om andet, end at du må komme. Har du lovet dig et andet steds hen, så må du udenvidere la'e være at gå. Stik mig en seddel i hånden iaften, hvorpå der skal stå, om du kommer tilbage efterat være gået, eller om du vil at vi begge skal sove inat, i hele nat hver for sig. Det var måske ikke så dumt. D.S.

125.Telegram til Amalie

Fru Müller
24 Nordalbrunsg. Chria
Fra Kjøbenhavn 2/9/83 kl.7.49 em
Jeg måtte og troede på en måde at ramme dit ønske.k587 Jeg er lamslået.
Erik

126. Erik til Amalie

Kbhvn Søndag Aften 2/9 83
Min elskede, et Kvarter efter jeg kom hjem Kl 7 modtog jeg dit Telegramk588 og gik så straks til Telegrafstationen. Jeg havde ikke gjort det i Aften, havde jeg ikke modtaget dit, jeg tænkte på, at Du var hos Sars's; så havde jeg telegraferet imorgen tidlig. Har Du været hos Sars's i Aften? Jeg vil finde det rimeligt både at Du er gået der, og at Du har ladet være. En så jammerlig Tilstand som vor kan tages på alle mulige Måder, lige sørgelig bliver den. Jeg er så lam, så rasende elendig, jeg er som underkuet af egenkærlig Sorg. Amalie, jeg synes jeg er ond, fortabt, først dit Telegram mindede mig ret levende om, at også Du har Sorg, Sorg som jeg. Men det har Du ikke min Ven. For jeg er så inderlig ræd for mig selv. Jeg synes jeg intet er, intet har været for Dig og intet formodenlig nogensinde kan blive. Min Kærlighed har intet Mod, og jeg har intet andet end denne Kærlighed at leve på. Jeg har pint Dig de mangfoldige Gange, der har været onde Ord på min Tunge, jeg har været vred og styg og skinsyg til Tåbelighed. Ak der har jo kun været et eneste Menneske i hele Norges Land, som var til for mig, jeg var syg, når Du talte med andre, når blot den mindste Gnist af en Tanke hos Dig syntes at stå og gælde for sig selv alene uden Hensyn til om den havde noget med mig at gøre. Jeg som troede, at jeg netop i min Kærlighed skulde være kæk og brav og god, jeg blev noget helt andet. Den smukke kraftige Viden-om din Kærlighed, den inderlige Stolen på Dig svigtede i Øjeblikke – og nu på Dampskibet og her tænkte jeg næsten udelukkende på min Sorg. Du elskede, elskede, jeg var nødt til at rejse. Jeg tror endnu, at det var rigtigt at jeg ikke gik op til Dig. Du vilde have talt om, at vi ikke skulde skrive til hinanden, at vi ikke skulde ses mere – Ting, som endnu virkelig i Kristiania stod som noget Du kunde falde på at udføre – hvorledes tale om det? Du kunde jo lige så gerne række mig en Pistol og bede mig trykke til mod Dig. Hvorledes sige farvel til Dig, jeg forstår det ikke. Amalie bliver det til, at jeg nogensinde tror at skulle sige farvel for Alvor til Dig, så flygter jeg som nu, jeg kan det ikke. Jeg véd det, jeg kan det ikke. Jeg tænker på ét og ét og det samme: mine jammerlige Forhold, som gør det til en Umulighed for mig at bede Dig om at blive min Hustru. Der er noget i mig, som er ved at gøre det til en skammelig Streg af mig, at jeg har bejlet til Dig og vundet din Kærlighed, når det står til med mine Pengesager som det gør, at det nu bliver tvivlsomt nok om jeg kan komme anstændigt ud af det alene. Mit Liv skulde blive et Arbejde for Dig og med Dig, et inderligt sammenknyttet noget, som var Dig og mig, et elsket Tryk af Dig på mig, en helt mekanisk Viden-om, at jeg intet kunde sætte overstyr af Finhed, Godhed, Hensyn alt hvad nævnes kan uden at din Smærte tog i mig så hvast og sikkert og ubønhørligt som Minutterne løbe om Dagen – nu har det været, som kunde jeg knibe ud. Har jeg ikke gjort Dig Fortræd som var Du ikke min helt og holdent? Ak det er som har jeg manglet ret Troen på, at Du var min, min alene. Du elskede søde, det anklager jeg mig for, at jeg til Tider har følt mig alene i Norge. Hvor jeg har kunnet det? Ak Amalie der er i mig så megen Mistillid til mig selv, noget sygeligt og også noget fuldstændig klogt, det vandrer med mig, blander sig for mig og strøg sig som en Mangel på Tro ind i min Kærlighed. Jeg søgte Dig til alle Tider, overalt, Du var roligere. Du har i så mange År måttet være Dig selv nok, din Søgen var ikke så ængstelig, så uophørlig, ikke så syg som min: det var Grunden. Min elskede kunde jeg på nogensomhelst Måde nu sidst, da jeg dog skulde rejse, have undgået at gøre Dig Fortræd? Jeg tænkte og tænkte, da jeg havde skrevet de få Ord – jeg kunne næsten ikke for Gråd; Du, hvor underligt, jeg vidste på Gaden, at jeg vilde komme til at storhulke i det Minut jeg blev alene, kom ind i min Stue, men på Gaden kunde jeg tænke rolig og fornuftigt: jeg lagde f.E. Mærke til, at Du havde Ret i hvad Du om Aftenen havde sagt, at Udstillingspavillionen, hvor der spilles, ligger nærmere Nordal Br.' G. end mit Pensionat – Du Søde at Du skulde få Ret i sligt! – jeg tænkte siger jeg på, om der skulde være Måder, hvorpå Efterretningen om at jeg var borte ikke skulde komme farende over Dig – jeg fandt ingen. Min elskede har Du været vred på mig? Skriv mig til om alt.
Endelig, hører Du om alt. Om Bord traf jeg som afskedtagende Thaulowernek589 – jeg gemte mig så vidt mulig for dem – og kom jo til at rejse med Theodor Gad, hvad jeg naturligvis havde glemt at jeg skulde – han var elskværdig – så strøg kun Fru Bull (Buhl?)k590 mig forbi ved Landgangen. Hun hilste køligt. Hun vidste, at for hende var jeg umulig. Hun havde taget Afsked med en Dame, Fru Schou fra Kjøbenhavn,k591 jeg kender. Denne Dame spurgte mig, om man havde Lov til at ønske mig til Lykke. «Til at jeg skal tilbage til Kbhvn?» spurgte jeg formodenlig med så trist en Mine, at al videre Spørgelyst forgik hende, hun drejede diskret af. Thommesen var også ombord, men da det øsregnede, gik han ikke med til Horten som hans Plan var, og jeg var glad derfor. Jeg kunde ikke tale med noget Menneske. Åh disse Afrejser fra Kristania! For Resten gik Rejsen godt. Jeg tvang mig til at læse, til jeg faldt i Søvn og gentog Kuren idag: en bedrøvelig Bog «Une vie» af Maupassant.k592 Jeg har endnu ikke talt med et Menneske siden jeg kom hjem andre end Pigen, men venter With. I et langt Brevk593 har han meddelt mig adskilligt ubehageligt om hvorledes Stemningen ved Morgenbl. og måske andre Steder har benyttet min Fraværelse til at blive mig ugunstig – – der kom With.
Elskede jeg venter på dit Brev
Din Erik

127. Telegram til Amalie

Fru Müller
24 Nordalbrunsg. Chrania
Fra Kjøbenhavn 4/9/83 kl. 7.10 em
Jeg siger ja uden et sekunds betænkning. Kasserersken fik brev med indlagt nøgle
Erik

128. Amalie til Erik

Kr.ania 4-9-83.
Min elskede, hvor det var sørgeligt at læse dit brev; jeg havde som du, næsten glemt, at også du måtte lide, fordi min egen smerte var så voldsom, og fordi det så så hjærteløst ud, at du reiste, uden at give mig et ord til afsked. Af en ytring i dit brev, ser det forresten ud, som om du skulde have skrevet et par ord til mig,k594 som da altså ikke er kommet mig ihænde; hvorledes kan dog det hænge sammen? Skriv og fortæl mig derom. Jeg er ikke længer så håbløs, fortvilet siden jeg har hørt fra dig – en sådan sindstilstand som den jeg gik i lørdag og søndag havde heller ikke været til at udholde stort længere, – jeg måtte have døet af det. Den lettelse jeg føler, skriver sig forøvrigt fra den beslutning jeg har taget om at gifte mig til våren. Du tror ikke hvor modig og stærk og glad jeg er bleven af det. Alt hvad du siger om dine dårlige pengeforhold skrækker mig ikke. Jeg er efter at have læst dit brev, om muligt endnu fastere bestemt på det. Det skal og ske, og det er på høie tid. Ser du ikke at du trænger til mig? Og ved du ikke at jeg aldeles ikke formår at leve uden dig. Det er forsilde, jeg kan ikke mere gå tilbage; det er det samme hvorhen veien fører, om jeg så helvedes afgrund som endemål, kunde dog ingen jordelig magt hindre mig fra at gå videre. Det er en nødvendighedens lov jeg er kommen ind under, og det nytter lidet at spørge om hvorfor, eller hvorledes, det skal ske, og det sker. Nei du gode gud, hvor jeg er bleven voksen, og hvor jeg har været blind og umyndig! Du må ikke være bange, ja det vil sige, du kan gjerne være det, hvis du har lyst, men det hjælper så alligevel ikke. Jeg skal tvinge dig! Ingen magt i verden kan få mig til at afstå fra mit forsæt, og du skal nok se, du kommer til at takke mig derfor, når skrækken har lagt sig, og du ser det går. Og gå, skal det. Nu skal du bare se, hvad penge jeg skal tjene i vinter; når to slår sig sammen sparer de begge en hel del på husholdningsudgifter, kan du ikke begribe det? ja det kan også være det samme, for det er nu sandt alligevel. – Tal ikke om at du har pint mig, eller været ond. Det er ikke sandt. Din væren hos mig står for mit minde som en eneste lys og deilig livsalighed. Det er mig, som ikke altid var, hvad du vilde jeg skulde være, og det gjorde dig smerte. Tilgiv mig alt det, og hav endelig fuld og fast tro til min kjærlighed, jeg tror den alligevel fortjener det, – jeg er din, ene og ganske alene din i verden, og du kan trygt forlade dig på mig. Jeg elsker dig, det er vist og sandt i alle måder, og det er en god sort kjærlighed for den giver mig et mod som jeg vilde forbauses over, hvis det ikke syntes mig så naturligt og selvfølgeligt. Nu skal du ikke være så bedrøvet du elskede. Du har jo mig, og jeg viger ikke fra dig, om du så siger du ikke tør ta'e mig, jeg bryder ind med magt, og lader ganske rolig som jeg er hjemme der. Du må slet ikke tro, at jeg lader mig afvise. Skal du blive mig kvit, må du enten bruge vold og magt, eller list, og det nænner du ikke. Du skal ikke sørge og være elendig, men tænke dig glad på al den moro vi havde sammen, og på al den fryd vi fandt i hinandens selskab. Og så skal du huske, at vi snart skal sés, – to måneder og neppe det, hvad er det for noget, – de vil gå af sig selv uden at vi mærker hvor de bliver af. Og du skal se at det om stemningen ved «Morgenbladet» ikke er så farligt som det lader til på frastand. Når du selv kommer tilsyne, vil deres knurren ikke længer være så høirøstet, og når du så tager i og er flittig og kjæk straks med engang, vil nok misfornøielsen fordunste. Fortæl mig endelig om hvordan det går, og glem det ikke. Hvor du er sød og deilig, at du elsker mig således. Jeg er så rig, så rig, og så lykkelig ved din kjærlighed – det éneste der piner mig er, at jeg ikke formåede at lade dig føle min kjærlighed, således som jeg kunde føle din. Jeg havde ingen øvelse i at elske et menneske på den måde, du ved jeg forstår nu, at det er noget man må lære, og du skal se jeg er lærvillig. Hvis du var bleven her til idag som du falskelig foregav, du stygge gut – kan du huske hvor glad jeg blev, jeg måtte hen og kysse dig, men kunde ikke nå dig, og du gad ikke løfte dit hoved – så havde du truffet min broder Ludvig. Han kom rent uventet igår, og reiste idag til Hamar hvor han skulde i bryllup. På torsdag kommer han tilbage, og bliver til på fredag, – han var så sød og munter. Alle mennesker spørger om jeg er forlovet med dig; jeg siger nei, og slår det hen, men nu fra forleden dag, er jeg forlovet med dig, hvad enten du vil eller ei; men det skal være hemmeligt til våren; du må ikke fortælle det til nogen, åjo, gjerne til With, hvis du vil, og du kan gjerne sige at det er mig der har tvunget dig, det skal jeg nok også selv fortælle ham, når vi er gift. Men han må ikke sige at det er vanvittigt, for da blier jeg vred på ham, og glemmer ham det aldrig. Det kan gjerne hænde at det er litegran vanvittigt, men det skal jeg lade mit liv på, at det er ti gange så vanvittigt at lade det være. Tror du vi skal skilles, vi? Ikke tale om det! Og vi er træt af at gå således i smug, og ikke én eneste gang få ordentlig nattero, når vi er sammen, fordi du må op og ud i nattens mulm og mørke, og liste afsted, som en, der har gjort noget galt. Hvor vi skal sove fredeligt og godt ved hinandens side, i hver vor seng som andre skikkelige folk, der har lov til at sove sammen. Og du, som så godt kan la'e være at snorke! Jeg ta'er dig om halsen og kysser dig for det. Jeg vil slutte her. Jeg venter på dit svar før jeg taler mere til dig. Alligevel sender jeg dig dette fillebrev; du må blive glad i det, for du ser jo hvor jeg elsker dig. Du må ikke anklage dig for nogen ting i verden med hensyn til mig. Du har været bare deilig og sød, og jeg er kommen til at elske dig med langt større styrke. Jeg er elendig borte fra dig; Kom du nu ind ad døren, kunde jeg dø af glæde. Aa hvor jeg vilde komme til at græde, hvis jeg nu kunde styrte mig i dine arme. Al den smerte som i disse dage har stivnet hjærtet, vilde løses op, og smelte hen i tårer. Vær ved godt mod, du elskede, elskede! Vi skal holde sammen, vi skal ikke skilles.
Din Amalie

129. Erik til Amalie

Kbhvn Onsdag Morgen den 5 Sept. 1883
Min elskede Amalie, igår kunde jeg kun sende Dig Telegrammet og idag får Du kun et Par Linjer – jeg må jo have dem med Posten, som går Kl 11 fra Havnegade en halv Times Vej fra mig. Elskede jeg er kun lyksalig. Jeg aner ikke det mindste om, hvorledes vi i Virkelighed skal ordne vore Forhold, men det bryder jeg mig ikke en Snus om. Du har sagt vi kan, Du vil, Du får klare den Sag, jeg vil lytte til og smile. Alvorlig talt, Unge: jeg tror på Dig, jeg begynder at tro en Smule på mig selv, og jeg opsætter enhver Undersøgelse af nøjagtig Art til Oktober, når jeg taler ordenlig og forretningsmæssig med Dig. Pyt, hvad sa' jeg. Tror Du vi kan skilles for bestandig? Tage Livet af os medens vi endnu er så unge og kan vove at håbe? Amalie Du er det dejligste Menneske på Jorden! Ved Dig skal jeg blive til noget, min Hustru, mit yndigste Barn. – Når må jeg fortælle min Mor, at Du vil have mig? Du forstår Amalie, at det for hende betyder først og fremmest, at hun får sin Søn igenk595 – jeg har jo været et Udlændighedens Barn for hende nu i fire År, med Dig falder jeg uvilkårlig naturnødvendig tilbage i hendes Favn – men så Amalie betyder det, at hun får en Datter til. Du véd ikke, hvor stort et Hjerte min Moder har, hendes hele Natur er den blødeste Kærlighed. Giv mig snart Lov til at sige hende, hvor lykkelig jeg er, Du vil blive glad selv da ved at føle hendes Kærlighed på Dig. Elskede Amalie hvor er jeg glad. Jeg er så rolig, så stolt.
– Stakkels Unge så afskyligt min Afrejse kom. Det er det skændigste Forrædderi af den lille modbydelige fede Kassererske i Pensionatet. Jeg gav hende Brevet med et Par andre med Frimærker (indeholdende Visitkort med nogle Afskedsord) og sagde udtrykkelig: Jeg stoler på, at det bliver hurtig besørget, det er et vigtigt Brev. Hun smilede forbindtlig og lovede øjeblikkelig at sørge for det. – Det var mig i Vognen til Toldboden påfaldende, at hun intet havde forlangt for Brevets Besørgelse, jeg dumme Menneske glemte at spørge. Nå hvad, tænkte jeg, det går formodenlig ind under Pensionatets Drift – hun stod jo med min Regning i Hånden og kunde have skrevet på hvad hun vilde. Men det ligger formodenlig i, at der ikke blev betalt noget for Brevet, at det heller ikke så blev besørget. Det er skammeligt alligevel. Jeg stod jo med Pengene i Hånden! Du må endelig undersøge Sagen, der stod naturligvis i de få Ord, jeg skrev, Ting, som ingen af os kan ønske i forkerte Hænder. I Hotellet gav jeg Stuepigen 2 Kr i Drikkepenge men ganske vist ikke noget til den pæne Jomfru, som stod for Spisestuen. Det var måske en Fejl, men hun så mig for fin ud, jeg turde ikke, og Kasserersken fik naturligvis heller ikke noget. Skulde dette have taget sig ud som Kniberi og har man villet hævne sig?
I Brevet bad jeg Dig om at betale 2 Kr 50 Øre til Helland og hilse ham. Gør det min Unge, jeg skylder Dig så vidt jeg kan se med dette 16 Kr, som Du først får i Kbhvn – for Øjeblikket ejer jeg ikke en Øre.
Brevet må afsted. Elskede, søde trofaste, yndige dejligste på Jorden jeg er din.
Elsk mig
din Erik
Her med et Minde om vort korte Besøg på Udstillingenk596 hin første Dag i Kbhvn!

130. Erik til Amalie

Kbhvn Onsdag Aften den 5 September [1883]
Amalie véd Du, at jeg er et andet Menneske siden dit Brev, et lykkeligt, stolt, muntert Menneske, en hel Karl. Jeg elsker Dig af hele min Sjæl. Jeg er så rolig, så tillidsfuld, det skal gå med vort Ægteskab. Jeg længes nu kun rasende efter dit næste Brev. Var det først igår Aftes jeg sendte mit Telegram, imorges der gik et lille Brev afsted? Forunderligt, jeg synes det er mange Dage siden, og jeg har i Aften så småt gået og ventet på Svar. Du vidunderlige søde Kvinde. Nu véd Du, hvad Kærlighed er, ja kæreste, søde Amalie, jeg er nær ved at tro, at Du hidtil kun har været forelsket i mig og nu først elsker mig. Men stol på, min Ven, at min Kærlighed vokser med din. Ind i mit Legeme, ind, ind i Sjælen sætter den sig fast. At Du skulde lide så hårdt? At det skulde få Udseende af, at jeg således hensynsløst, ukærligt smøg min Vej! Nej min Stump, det kunde jeg ikke. Mon Du har fået fat i mit lille Brev? Jeg kan huske, at jeg lige inden jeg skulde aflevere det til denne skændige Taske af en Kassererske slettede et Par Ord deri, som pludselig kom til at lyde anderledes i mine Øren, end de var mente. Der stod sådan noget som: lev som Du vil, men glem ikke min Kærlighed osv. Jeg blev bange for, at Du kunde tro jeg gav Dig fri, at jeg slappede Båndet imellem os. Det vilde jeg ikke. Jeg tænkte på, Stump, min evige Kval: din Glæde ved at snakke med alle dine Venner, din Munterhed med dem osv. Jeg vilde, at Du skulde vide, at jeg så det i et andet Lys, at jeg følte, hvor sygelig min Smærte havde været, og jeg vidste den Gang ikke, hvor meget Du holdt af mig.
Torsdag Aften
Længer kom jeg ikke igår Aftes, så måtte jeg klæde mig på og afsted til en Lindberg Fest. Du véd måske, at den meget talentfulde svenske Skuespiller Lindberg med sin Trup i denne Tid har spillet «Gengangere» i Kbhvnk597 – en gribende Forestilling – og for ham havde Studentersamfundet lavet Fest. Jeg var der altså, kom hjem Kl 3 i Nat med Hovedpine af Tummelen og den dårlige Luft i det fyldte Lokale, og idag er jeg pint af en arrig Smærte i Forhovedet, som har gjort mig helt sløv og mat. Du Søde, jeg har i Grunden ikke bestilt andet end ventet på dit Brev. Jeg fik det, da jeg Kl henad 6 gik til min Restauration for at spise Middag. Postbudet kom løbende efter mig på Gaden med det. Så læste jeg det på Restaurationen med en stor Tallerken Risgrød dampende ved Siden af mig. Elskede Unge, min egen Amalie, hvor er det godt at have Dig, ja Du kan tro, jeg trænger til Dig, og Du har Ret, at det var noget evigt Vås at vi kunde skilles. Men Du véd jo, at det ikke bliver nogen stedsevarende Fest at være gift med mig, rent bortset fra vore Pengesager, jeg kan sikkert godt være urimelig og ubehagelig. Men jeg tror for Resten, at min Kærlighed til Dig skal gøre mig til et godt Menneske. – Du Amalie, hvis vi blot kan tjene nogenlunde menneskelig rimeligt, så skal Du bare se, at jeg har et nok så muntert Sind, men skal det knibe for os, er jeg bange for, at jeg bliver så græsselig alvorlig, jeg synes, at jeg er lidt gammel allerede. Og Du vide, at jeg aldrig hidtil har forstået mig det mindste på at skaffe mig Indtægter. Jeg har slet intet Greb på det. Jeg arbejder utrolig langsomt, og enhver Øre, jeg har tjent, er kommet som Tilbud til mig, når jeg da undtager netop mine to Bøger og så min Stilling i Rigsdagen. Du må altså på Forhånd vide, at Du har med en Sinkepeter af første Rang at gøre. Du er hurtig, flink og tager med godt Håndelag på de fleste Ting i Livet, jeg er så tung i Vendingen som en Kærrehest. Belav Dig altså på denne Forskel i dit Ægteskab og beslut tidlig ikke at ville blive utålmodig – min yndige søde Pige, jeg skal nok stræbe, men det går altid småt for mig. Om min Stilling i Øjeblikket hør nu dette Du søde: Du må ikke et Minut beklage, at jeg har sagt Morgenbladet farvel.k598 Det var ganske vist 1800 Kr fast med usikker Udsigt til mere, men det var min åndelige Ruin, og det var en Elendighed uden lige i et Ægteskab, jeg var aldrig hjemme og var altid forjaget og træt. Jeg havde nogle Planer om at bevare for mig en Post ved Bladet, som sikrede mig 1000–1200 Kr og kun gav lidt at bestille – under Skin af Overopsyn, Tilsyn eller sligt – men det er røget i Lyset og i Grunden med rette, som Bladet nu er ordnet med E. Brandes som virksomt Medlem af Redaktionen,k599 er der ingen Plads for mig, og min Plan var også udelukkende fabrikeret til min egen Fordel. Jeg har naturligvis Adgang til at skrive honorerede Artikler til Bladet så meget jeg lyster, men ad den Vej bliver der næppe meget at tjene, jeg har ingen virkelig Specialitet, dog vil der naturligvis falde et og andet af. Fra «Ude og hjemme» har jeg derimod et Tilbud,k600 som jeg håber skal kunne udbyttes. Jeg skal skrive en ugenlig Artikel, en Revue, og jeg formoder, at man vil honorere den anstændig. Så har norsk Dagbladet anmodet mig om Korrespondancerk601 og også tilbudt honnet Betaling; fremdeles kan jeg skrive til Handelstidningen i Gøteborg,k602 og har jeg et eller andet af politisk Art i pikant Form, vil «Verdens Gang» uden Tvivl også betale pænt derfor.k603 Det er mine Udsigter. I Rigsdagen har jeg i År 1700 Kr, til næste År 1850–1900. Du ser min Stump, at det vil blive småt, men da Du vil kunne tjene ikke så lidt, så er jeg slet ikke bange for, at vi ikke skulde kunne leve – lige frem fattige måtte vi kun nødig være, det står vi næppe ud. Men for Resten siger jeg som Du, det er ganske og aldeles nødvendigt at vi gifter os, det kunde se meget værre ud, og vi måtte gøre det alligevel, nu kan jeg kun dårlig begribe, at vi ikke har vidst det hele Tiden. Og der er en usigelig Lykke i denne Beslutning. Jeg tror Amalie, at vi godt kan hjælpe hinanden frem i Livet. Du skal se min egen Pige, at det var klogt, hvad Du fandt på hin sørgelige Nat, da Du lå der forladt og led for min Skyld. Og Amalie, jeg blev i Grunden slet ikke forbavset eller forskrækket eller befippet eller nogensomhelst af den Art, da jeg læste din Beslutning. Hvis Du f.E. havde sagt mig det to Minutter inden Toget skulde gå, Du sad inde i Kupéen, og det galdt om, at jeg straks skulde rejse med, og Du havde brugt sådan nogle Ord som nu, det altså med ét havde stået klart for mig din Beslutning, så havde jeg ganske sindigt lukket Kupedøren op og sat mig ind til Dig og smilet og først bag efter var jeg faldet Dig om Halsen og brugt Mund om, at jeg elskede Dig. Du søde, jeg tror jeg sagde sådan noget som: ja naturligvis, og så gik jeg hurtig ned til Sporvognen, den kørte fra mig det Bæst, og jeg måtte løbe. Jeg skulde på Morgenbl's Kontor for at læse Korrektur på mit Brev fra Kristiania,k604 inden jeg kunde telegrafere, og bag efter skulde jeg til «Gengangere». Da jeg havde telegraferet havde jeg et knapt Kvarter endnu, Forestillingen begyndte ½ 8, jeg skyndte mig op til min Svoger og Søster, jeg var så venlig og glad, jeg havde endnu ikke været hos nogen af min Familie siden min Hjemkomst, det var Tirsdag Aften, jeg kom Søndag Aften, og da jeg ikke traf min Svoger, tilbød jeg Jutta den ene af de to Billeter jeg havde (Du, man har altid 2 Pladser i Sekundteatrene fra Bladene, en til Dig og en til mig, når vi er gifte) men hun afviste den med Forskrækkelse, «Gengangere» vilde hun ikke se, og tænk jeg blev ikke en Smule gal i Hovedet, jeg lo kun. Så gik jeg hen i Teatret. Det interesserede mig usigelig, at jeg der traf to Par Ægtefolk, hvis Skæbne jeg kendte noget til. Det ene var en Fif-Dame,k605 som imod Familie og Venners Advarsler Trusler og Bønner giftede sig med en fattig Skuespiller ved Det kgl Teater, der indtil da aldrig havde haft nogen egenlig Rolle, og som man antog for en noget rå Person – han har en bedre Anseelse, om end han benyttes overmåde lidt – de er gode Kammerater og holder trofast sammen. Jeg så dem gå fejl af hinanden og endelig finde hinanden udenfor Theatret, de to andre er senere gifte, lykkelige, rolige. De sad lige bag ved mig. Han er juridisk Kandidat, min Kollega i Rigsdagen og tjener vistnok godt uden om. Jeg havde haft den mest brændende Lyst til at vende mig om og fortælle ham – Konen kender jeg ikke til at tale med – at jeg snart kunde sidde lige så rig som han. Ja Du min Unge, det var min Forlovelses Aften. Selve Stykket fængslede mig umådelig. Intet blev helt galt spillet, om end Fru Alving og Præsten kun var så som så, men Lindberg som Osvald og en pragtfuld ung Frk Rustan som Regine var over enhver Beskrivelse gode.k606 Snedker Engstrand heller ikke ilde. – Du, når fik Du mit Telegram Tirsdag Aften? Blev Du glad for det. Havde Du ikke ventet, at jeg skulde telegrafere. Blev Du først bange eller blev Du straks glad, da Du fik Telegrammet, eller var Du måske endog slet ikke hjemme? Fortæl mig alting Unge. – Jeg husker godt, hvor glad Du blev, da jeg sagde Dig, at jeg blev til Tirsdag. Men min sødeste Ven, jeg véd også, at jeg i samme Nu havde en underlig bitter Følelse af, hvor lidt sådan et Par Dage betød, hvis det virkelig var sandt, at vi da skulde skilles. Amalie det er næsten ikke til at begribe, at vi har kunnet være lykkelige med denne gabende Afgrund foran os, som vi hver Dag nærmede os et Stykke til. Jeg glemte den, vilde ikke tænke på den, troede ikke på den. Men den lurede der dog. Det var i Grunden hæsligt. Du sødeste Stump, Kærlighed er noget mærkeligt noget – tænk, hvor sorgløs nydende Du sad den ene Dag i vor Vogn og sov så sødt, det var da vi tog fra Grindahejm,k607 dengang var det vist jeg fandt på Opstillingen med de to Sæder, jeg syntes alt var så smukt og yndigt som det kunde være, og Dagen forud, da Du havde sovet med dit Ben over mit, – elskede Ven, det vil dog blive bedre, når vi begge har sovet sødt om Natten, ikke? Det er åbenbart den egenlige Moralitet i Livet: Nattesøvn. Ja det er din Tanke, det véd jeg godt, jeg har den bare også. Du jeg glemmer aldrig for Resten, hvor sød Du var, da Du pludselig vågnede, og vi holdt uden for en Landhandlers Hus, og Du troede det var en Station og vilde ud og ind i Huset og så endnu søvndrukken opdagede din Fejltagelse. Du blev vred fordi jeg narrede Dig, og jeg troede først, at Du narrede mig en Smule.
– Jeg har ikke kunnet fortælle With det mindste, vi har gået fejl af hinanden uafladelig siden han var hos mig i Søndags. Han vil gøre store Øjne. Vi skal være gode ved ham, når vi er gifte. Han er melankolsk, han tjener det samme som jeg og har været rasende angst for at forelske sig, fordi han med sine 3400 Kr ikke mente at kunne gifte sig. Nu gør jeg det på mindre, men rigtig nok også med en Stadspige, som selv kan føre noget til Huset. Det er sandt min Pige, det har jeg ikke fortalt Dig, at jeg har en fast årlig Udgift af 200 Kr,k608 som jeg ikke kan slippe for, det må bestandig regnes fra mine Indtægter. Sammenhængen hermed er det for langt og kedeligt at fortælle nu, men det er altså et Hul i de 1700 faste eller det er sandt 1900 til næste År. Vi må for Resten bilde Folk ind, at Du har Formue, ellers har man deres forbandede Bekymring på ens Vegne på Halsen. Igår var jeg hos min Moder, hun blev meget glad ved at se mig, min Søster Emma fik jeg også talt med. Hende vil Du komme til at synes bedst om af mine Søstre, hun er også den elskværdigste. Da hun gik, sagde hun: «Nå, Du har ikke din Enke med Dig? Jeg troede det, siden Du blev så længe borte. Sig til hende, at hun skal blive modtaget avec des bras ouverts. »k609 «Jeg har ingen med,» sagde jeg stilfærdig. «Endnu ikke» sagde min Moder ganske sødt og stille og gik over til noget andet. Du vil få en god Modtagelse, Elskede. Men hvad mon din Moder vil sige, og Gutterne? Det vil gøre dem ondt, meget ondt og dog måske –
Farvel min egen elskede Amalie, idag må Du have fået mit Brev fra igår. Hvor var dit yndigt!
Din Erik

131. Amalie til Erik

Kristania 8de septbr [1883]
Min egen elskede, jeg har så meget at svare på og takke for, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Først var det nu telegrammet,k610 som kom sent tirsdag aften, ja det vil sige det var ikke sent, men jeg var allerede gået iseng, og havde slukket lyset – jeg skal betro dig at jeg går iseng kl. 9 og sover som en sten til kl. ½ 7, og da er jeg endnu så dødsens søvndrukken, at jeg falder hen og blier liggende til 7, før jeg orker at stå op; det er som bestandigt med mig: min natur regulerer sig selv; den søvn jeg måtte undvære da du var hos mig, tager jeg ganske rolig nu, og ser derfor så frisk og prægtig ud om dagene – jeg er penere nu forsikrer jeg dig, – da du var her, så jeg bestemt en del forranglet ud – altså, jeg lå og døsede og tænkte i halvsøvne fremdeles på hvad du vel vilde svare til mit forlangende – da jeg skvat op ved at høre entreklokken sådan en pågående, selvsikker ringen. Josephine havde fået fri og var ude og gutterne iseng, som jeg. Lad dem bare stå – var min første tanke jeg rører mig min sandten ikke af flækken og jeg blev liggende. Men der blev en kimen som i ildebrand, og endelig måtte jeg som dommeren i Judæa, der plagedes af kvindens bønnerk611 tørne ud, kaste på mig den lange frakke, stikke mine bare ben i tøflerne og begive mig ud. Jeg tændte ikke lys, for jeg vilde nødig sés i det kostume. Omtrent samtidigt med mig kom Jakob ud fra sin dør i underbukser og spurgte barskt: hvem er det? Så var det telegrammet fra dig, du elskede, deilige menneske. Om jeg blev glad? – overhændig glad – men først forskrækket et øieblik. Jeg var så angst, der var tilstødt dig noget galt, for jeg så jo på følgeseddelen at det var fra Kjbhvn. Hvor det var elskeligt af dig at telegrafere. Jeg lå i sengen og var så glad, at jeg ikke kunde holde mig rolig. Jeg havde forresten været så glad og tryg og vel tilmode, så stolt af min kjærlighed, lige siden det gik op for mig, at vi skulde giftes, men nu da jeg havde dit deilige uindskrænket glade og bejaende svar, var jeg aldeles overstadig lykkelig. Først nu føler jeg den rette og egentlige lykke ved dig og min kjærlighed. Jeg siger som du: jeg begriber ikke at der nogensinde har været tale om noget andet. Vi har været utilgivelig dumme, – nei du, det er ikke det, – det er bare at alt mellem os, er modnet i sin egen tid. Det er igrunden en skjøn historie, vor kjærlighedshistorie. Den har fået lov at vokse i fred, og styre sig selv, uden nogenslags kunstig forpleining, derfor er den bleven som den er. Jeg, som aldrig tænkte på at der eksisterede råd for ikke at skilles, – hvor er det latterligt at jeg ikke før havde den plan at vi skulde gifte os! Men ser du: nu igjen er det mig som har tvunget mig ind på dig, ligesom på dampskibet. Indrøm det nu: der var ikke bleven en snus af nogenting mellem os, havde jeg ikke været. Du er ikke den, som har taget fat. Fy skam dig, at ville lade mig glide dig således af hænderne, at ville sidde rolig og se til at jeg blev det elendigste og jammerligste på jorden – ja, for det var jeg blevet uden dig, hvor tror du jeg havde gidet være eller gjøre noget i verden siden jeg vidste hvad livet havde at byde og hvad jeg måtte undvære. Og ifjor efter Aulestadfesten, – du havde ladet mig gå, du stygging, hvis ikke jeg min stakker, havde været dig en retskaffen, overrumplet tusse, sådan en bondemadam. Men nu kan det altsammen være det samme, – du er det deiligste på jorden, og jeg elsker dig. Du, hvis du havde sagt nei, og altså givet mig en kurv, – jeg var bleven så uhyre forundret, bare forundret; jeg havde siddet rent forstenet i forundring, og ikke været istand til at fatte, at ikke du, såvelsom jeg vidste at det måtte, måtte ske. Og alt det om indtægter og sligt foreligger slet ikke. Der er nu ikke tale om andet end at det skal så være, så får jeg ta'e fat i det andet, når tiden kommer. Og jeg tror ikke, jeg selv om det skulde knibe for os, hvad der vel vil kunne hænde imellem, vil have nogen alvorlig frygt for fremtiden. Hvis jeg senerehen ikke skulde kunne fortjene noget, så har jeg jo mine gutter, som med den indtægt de har, vil kunne gjøre sig færdige og blive uafhængige mænd i en ung alder. Når jeg tænker på, hvor udmærket mor har havt det fordi hun har havt sine sønner, og det er ingen skam at blive hjulpen af sønner der holder af en. Forresten skal jeg nok klare mig, jeg. Det er ikke dig, som skal forsørge mig, det er to kammerater som slår sig sammen og arbeider i fællesskab. Det er, tror jeg næsten, borgerlig talt, den eneste fornuftige basis for et ægteskab, forudsat at man elsker hinanden som vi to gjør det. Og skidt om det kniber for os. Jeg vil ikke blive «græsselig alvorlig» – da jeg, men heller være litegran letsindig. Jeg vil være så lykkelig, så lykkelig, at der skal meget til at noget skal kunne tære på mig. Og det er just det, som skal holde min lykke frisk, at jeg må arbeide for mit brød. Du ved hvorledes vi er enig om at denne forbandede lediggang af hustruen undergraver lykken i ægteskaberne.k612 Altså: alting er så godt og velsignet som det er muligt, og jeg er så glad – så glad! Også jeg er bleven en anden; nu kan jeg rigtig føle velsignelsen af at «sole sig under varmen af en beslutning» som Bjørnson siger i «Kongen».k613 Reisen til Amerika var jo også en beslutning, men den frøs jeg under. Der kommer Jakob Alver i bare skjorten. Han skal ligge på fladseng herinde hos mig disse to nætter gutterne er på landet hos Vullums. Pigen har vrøvlet noget om at Vilhelm går igjen derinde, og det ved jeg Jakob har hørt ligt til.k614 Derfor spurgte jeg om han vilde flytte ind til mig. Hans strålende glæde! han faldt mig om halsen og lo for at skjule det. Nu har han vasket sig, og taget ren natskjorte på. – – Søndag morgen kl 7. Jeg sendte naturligvis bud til kasserersken, straks om onsdagen. Hun blev meget forbauset, og tilkaldte øieblikkelig budet, der efter at ha'e tænkt sig lidt om trak en aldeles søndermaset konvolut op af lommen. Jeg fik det altså i en ynkelig forfatning, med mange medsendte undskyldninger. Det er det sandsynligste at det slet ikke har været læst; det gav indtryk deraf. Kasserersken er altså uskyldig. Havde jeg fået det forrige lørdag, da jeg endnu sad og ventede på dig, vilde det været godt for mig. Det så så stygt ud, at du kunde stryge din vei uden et muk til mig; ikke et sekund faldt det mig ind, at dit brev kunde være bortkommet; jeg er så lidt vant med at sligt hænder. Den bitterhed, der nu blandede sig ind i smærten vilde jeg så slet ikke ha'e følt. Du har ikke svaret mig om du sad og var bestemt på at reise sidste fredagsaften, om du vidste at du narrede mig da du lovede at blive til tirsdag, om du omfavnede og kyssede mig for sidste gang, eller om det var lørdag morgen du tog din beslutning. Jeg vilde helst det første skulde være tilfældet, for da forstår jeg alting bedre. – Var jeg bleven glad over telegrammet, så blev jeg det i end høiere grad over det lille brev med photografiet af det yndige billede fra udstillingen.k615 Tak min elskede, det var sødt af dig, og det gik mig så varmt og trygt gjennem sjælen da jeg læste at du var rede, at også du var bleven glad og rolig ved beslutningen, at det slet ikke havde forfærdet dig, men at du havde taget det som noget der måtte så være. Du er jo en herlighed – det forstår sig, ellers var jeg ikke kommen til at føle denne virkelige kjærlighed til dig. Det er det lange samvær i sommer som har styrket og modnet og befæstet min følelse. Det har ikke været forgjæves, og den kjærlighed du har givet mig har heller ikke været spildt på mig, kan du se, om det end har taget lidt tid, før jeg lærte at blive klog på mig selv. Så håber jeg til gjengjæld at jeg nu skal finde mig selv helt igjennem tilforladelig i min villie og i min følelse. Vilde du virkelig gjerne sige det til din mor? Jeg er så bange; tror du virkelig hun vil tage godt imod mig, og blive glad for det? Ja kanske når hun først har vænnet sig til tanken, og har overvundet den fordom hun dog føle imod mig. Hun er jo så konservativ og fordomsfuld, har du selv sagt, og for hende vil der stå skræk af at jeg har været gift, og er bleven skildt – så vil hun også synes jeg er for gammel for dig. Hvis hun havde kjendt mig i nogen tid som f.eks. gamle fru Sars, så vilde det måske gået lettere, men nu gruer jeg virkelig. Jeg vilde så forfærdelig gjerne at hun skulde blive lidt glad i mig, og jeg skal gjøre mig al mulig flid for det. Jeg er nu så sikker på, at jeg kommer til at blive glad i hende, både fordi det er din mor, og fordi jeg kjender det på mig at hun er en fin og deilig gammel dame, og gamle damer, der er søde, holder jeg så uhyre meget af og bliver altid tilvens med dem. Og det at hun føler min kjærlighed vil måske hjælpe lidt. Forresten du, jeg er så rasende bange. Tror du ikke det er bedst du venter til jeg har været nede hos Knudtzons ihøst. Da, mens jeg er hos dem, kan du jo sige, at jeg er en dame du kjender så godt fra Norge, at du gjerne vil være lidt venlig imod mig og må få lov til at bede mig til din mor. Du måtte komme og invitere mig, jeg vilde og kunde ikke gå der på visit, det vilde være så flout og pinligt. Når jeg så er reist, kan du jo sige hende, at det er mig som er din enke fra Norge. Forresten giver jeg dig frie hænder ligeoverfor din mor. Gjør som du vil, – nu da det virkelig er så et vi skal giftes, er det jo naturligt at hun ved det. Men du må ikke sige det til andre. Det skal og må ikke være et almindeligt samtaleemne blandt dem der kjender dig – som noget der er en kjendsgjerning, før tiden er kommen. Såsnart jeg taler mundtlig med mor, siger jeg hende det. Hvad hun vil synes? Hun er nu så stilfærdig og god, – hun vil ikke gjøre megen sjou i den anledning, og ikke Ludvig heller, skjøndt han vil blive kollossal forfærdet, og vil ikke kunne begribe at jeg kan forlade gutterne. Forresten, hvad mor og Ludvig og alle i verden vil sige, angår mig ikke – i fjerneste grad. Det er kun mine søde deilige gutter, som ligger mig på sinde. Det går mig undertiden med et stik gjennem hjærtet når jeg tænker på hvad de vil føle ved at høre det; de vil blive bleg, og der vil komme trækninger om deres mund. Og så, når jeg med angst og undseelse beder dem ikke være vred på mig, og spørger om det går dem meget nær, så ved jeg de vil falde mig om halsen med gråd og sige: nei søde mama, hvor kan du tænke det? Jeg glemmer aldrig Jakobs indignation over «fru Føns's» børn.k616 Han havde fundet den på mit bord og læst den, og så kom han til mig og talte ganske oprørt over hvilke egenkjærlige, modbydelige kanaljer Ellinor og Tage var. «De fortjente at hun døde» – sa'e han, «og at de ikke fik sige hende farvel.» Jeg skal nu se til at få det godt indrettet for dem, så de skal føle sig hjemlig og vel; jeg har en plan som jeg håber at få iværksat. De fleste gutter skilles jo i den alder fra sine mødre; mine brødre reiste sin vei til Kr.ania, og det må jo så mange. Hvad der vil blive skadeligt og tungt for dem er, hvis de efter min bortreise vil føle sig hjemløse herinde, men det er det jeg håber at skulle kunne undgå. Du kan tro, der er mange som vil stå færdig med en dom over mig, fordi jeg gjør det, men det kan jeg intet hensyn tage til. Jeg tror også at mange af mine bekjendte vil føle en vis forargelse over at jeg gifter mig med en dansk og forlader landet for hans skyld, men alt sligt kommer mig ikke ved. Jeg er dog vis på at de vil lade mig føle det. – Og så var det «Morgenbladet» du sendte mig. Hvor det var morsomt at læse dit brev,k617 og hvor det var godt skrevet. Ved du hvad der slog mig: at alt hvad du sa'e var så korrekt. Og så var det fængslende. Jeg blev så ræd at det skulde være galt bogstaveret det om: Eg e så lei o.s. v., men det var aldeles rigtigt. Du, hvor jeg brast i latter, da det pludselig kom. Sig mig nu alvorlig om du ikke selv er tilfreds med det brev? Her synes alle det er så godt. Du må endelig skrive mere, om de spedalske og om theatret,k618 hører du, lad mig nu se, du skriver mere. Amund Helland var reist før jeg fik besked om de 2 kr. og 50 øre. Han havde været heroppe for at sige farvel, mens jeg var ude og kjøbte brullupspresent [sic] med Ludvig, før han reiste til Hamar; han havde siddet og skrevet et langt brev til mig med mange hjærtelige afskedsord. Såsnart jeg ser ham, skal han få pengene. – Det var godt du ikke talte med din mor, før efter du havde fået mit brev, for ellers vilde du når Emma havde spurgt om enken, sat op en altfor bedrøvelig mine; nu er jeg vis på din moder så, at du var glad. Jeg er så glad fordi du har fortalt mig hvad du havde slettet i det lille brev. Jeg studerte så på hvad det kunde være for noget, og var helt febrilsk ved ikke at vide det. Du, de 200 kroners udgift om året, – det er vel ikke i anledning af en tidligere kjærlighedsforbindelse eller noget sligt; du skal slet ikke fortælle mig hvad det er, hvis det ikke er dette, for da er jeg vis på det er så kjedeligt og langvarigt; gjør det endelig ikke, men sig mig om det har noget med fordums kjærlighed at skaffe. – Det er sandt at det er ækkelt at ha'e folks medlidenhed og bekymring for vort udkomme på nakken. Du kan jo bare sige at jeg har såpas meget at jeg ikke falder dig til byrde. Det vil på en vis måde blive sandt. Og det vil ikke koste dig en skilling at sætte bo. Jeg sælger nogle gamle møbler og kjøber nogle nye istedetfor. Vi skal jo ha'e liden plads så vi får ikke brug for så meget; men så skal det til gjengjæld være pent det vi har. Om alt dette kan vi tale i oktober. Hvor jeg glæder mig, – jeg har aldrig vidst hvad det var at gå og være glad fra dag til dag, at vågne om morgenen, og pludselig huske at jeg er et lykkeligt menneske, det er over al beskrivelse deiligt. Og alt dette bare fordi du skulde til Bjørnson ifjor. Havde han ikke været Bjørnson, og skulde han ikke havt fest det velsignede menneske, så havde jeg jo aldrig fundet dig min elskede, elskede. Du behøver slet ikke at fortælle mig at du kan være urimelig og fæl, – det ved jeg jo nu så godt, og jeg ved også at intet liv på jorden er en stedsevarende fest; livet er arbeide, og livets lyst må jo være at elske hinanden og at kjæmpe og slide og arbeide sammen. Du skal bare se, jeg kommer ikke til dig med uholdbare forestillinger og tågede illusioner. Husk at jeg er voksen, og at det at jeg er gammel også kan ha'e sin fordel. – Du må læse Dagbladet for lørdag. Det er så indholdsrigt, og Øiebliksphotografierne er meget morsomme.k619 Men du må kjende lidt til Randers's sidste poesi,k620 og vide hvorledes han bander og skjælder og siger til «helvedes» for ret at nyde dem. – Tænk at din søster ikke vilde se «Gengangere» – jeg forstår det så dårligt, men i grunden er det vistnok konsekvent og rigtigt af hende – det måtte bare være så vanskeligt at huske på det. Tænk når jeg skal kunne gå med dig, du! – Fredag da jeg var oppe i rigsretten et øieblik med min br. Ludvig blev jeg pludselig grebet om armen i vrimmelen deroppe på galeriet, og en stemme i mit øre sa'e hviskende: «er de glad for det?» Endelig var de da komne, aftenen iforveien.k621 De havde reist overland, samme vei som vi. Der blev en hvisken og en fnisen, så Thommesen smilende rystede på hovedet, og betydede os, at vi ikke måtte gjøre skandale. Længer nede stod Helene lige ved den forreste bænk. Hende fik jeg ikke talt med, men Sandberg og Thommesen fulgte ud på gangen da jeg gik, og den sidste sa'e at vi nu i den kommende uge måtte forsamle os hos ham til middag. Så traf jeg Sandbergs på gaden i gåraftes, og gik en stund og drev med dem. Helene spurgte straks om hun måtte gratulere, alle mennesker påstod at jeg var forlovet, enkelte sa'e gift. Jeg spøgte det hen, men så vist altfor lykkelig ud. Hun var forresten så misfornøiet med Kr.ania, og vilde bare tilbage igjen. Der fandtes ikke en eneste kavaller, som var værdt at gå med o.s. v. Tingen er at hun blandt hans venner ingen lykke gjør. Man går af veien for hende, og undgår såvidt muligt at invitere dem. Han er forresten meget afholdt, og har en masse venner, men hun er meget lidet likt. Du må endelig skrive til dem. Tak for dit deilige, lange brev igåraftes. k622 Jeg havde ventet det, men samtidigt fortalt mig selv at det meget let kunde hænde jeg intet fik, at det endog var sandsynligst o.s. v. Jeg blev så henrykt da jeg fandt det ved min hjemkomst. Tak du elskede! Skriv så ofte du kan. Det er som jeg føler dig omfavne og kysse mig hvergang dit brev kommer.
Din Amalie.

132. Erik til Amalie

Torsdag Morgen den 13 September [1883]
Du elskede, søde, slemme Pigebarn, som lader mig vansmægte af Længsel efter Brev, jeg véd ikke hvor mange Dage, og så med ét sender mig det sødeste, fuldstændigste dejligste Brev på Jorden. Og så gør det med en overjordisk Mine af Elskelighed, som om Du ikke anede, at jeg lå hentæret slængt på Jorden og ernærede mig af den magre Længselskost Du havde sat mig på. Men jeg var skikkelig og knurrede ikke. Jeg mødte i Mandags den Grosserer Knudtzon, vi så i Bergen,k623 ham med den udslukte Stemme, og han fortalte mig, at Sandbergs var kommet til Kristania. A, sa' jeg til mig selv, der har vi Forklaringen, Amalie har måttet ture med dem, har været fuldstændig optaget, er naturligvis fortvivlet over, at hun ikke kan skrive til Dig, men stoler jo på, at Du rolig bøjer Dig for den jernhårde Skæbne – vent lidt, lad mig se: dit Brev er formodenlig lagt i Postkasse i Søndags, den er først bleven tømt Mandag, jeg fik Brevet Tirsdag Nat, da jeg kom fra Teatret og en Passiar hos Fritz Bendix med nogle gode Venner.k624 Jeg slugte det som den udhungrede sit første Måltid og lå så med Hjertebanken, lykkelig over enhver Beskrivelse. Véd Du, at Du taler dybere inderligere blødere til mig nu end tidligere, ved Du, at Du elsker mig højere nu, véd Du, at det er dit første Brev til mig efter at vi har lovet hinanden at holde sammen i Liv og Død, havde jeg nær sagt. Elskede, kan Du begribe at jeg særlig måtte længes efter dette dit første «rigtige» Kærlighedsbrev – Ven, det er jo dit første Brev efter at Du havde Vished om mig. Lad mig straks huske at svare på dit Spørgsmål, om jeg hin Fredag Nat kyssede Dig med Viden om, at det skulde være så at sige sidste Gang. Nej Stump den Gang troede jeg, at jeg kom igen som jeg havde sagt. Jeg angav lidt i Blinde og uden fuldt at være sikker derpå, at jeg vilde blive til Tirsdag, men senere tog jeg det selv for gyldigt. Det var først næste Frmdg ved at se Datoen helt tydelig materielt og manende trykt på en Avis, at jeg fattede min Beslutning. Jeg har dog i Grunden ikke et Minut troet på, at vi var skilt for bestandig, det var en underlig umulig Tanke, en Gift for alt hvad der havde været imellem os, som jeg ikke kunde sluge. –
Dette er ikke noget Brev Du søde, jeg tør ikke begynde på noget, jeg må om et Øjeblik til Byen med lidt Manuskript til «Ude og Hjemme», men jeg måtte dog sende Dig et Livstegn. Igår var det mig umuligt at skrive et Ord, jeg skulde lave noget sammen, og så fik jeg igår Aftes «En Hanske».k625 Den har jeg også allerede skrevet en Bemærkning om. Du, den er ikke god. Bjørnson lader det, som i sin inderste Rod er et personligt Spørgsmål mellem Svava og Alf – ikke Svavas egen Sag alene, ikke Alfs for sig, eller om Du vil begge disse to Menneskers fineste Anliggende hver for sig – afgøre ved Snak og Debat in abstracto mellem os uvedkommende Familiemedlemmer. I Stedet for at male Alf og Svava i Kamp om dette Følelsesanliggende, inderlig indfiltrede i hinanden, stridende deres egen Strid, siddende fast eller nående ud af Tågen og Pinen, et Anliggende der for de to Menneskers Skyld skulde gribe os, giver han os i dramatisk Form en Afhandling – oven i Købet uklar i høj Grad – om et Samfundsspørgsmål. Om Kyskhed eller Ukyskhed for Manden inden Ægteskabet om Troskab efter dette. Alf er det blotte og bare Mandfolk, ikke et ganske særlig og begrænset Menneske med den og den bestemte Historie, Svava er bedre; men skal dette være god Kunst? Hvad drev ham i Armene på Fru Hoff, hvad førte ham mod Svava, må jeg be', deri ligger Livet, og der ligger den kunstneriske Opgave. Jeg ser jo nok, at B. har forsøgt i Fru Riis, i Christensen og Riisk626 at skabe Mennesker, alt medens Samfundssagen får en Art af Løsning, det er Udenomsgreb, det er kun i én Slags Lys han ser disse Personer, det er det socialt-moralske Spørgsmål, som har fyldt hans Sind, ikke disse Menneskers Livsskæbne. Og det går ikke at lade Alf og Svava være Sagen, medens det er Fru Riis og Hr Christensen, der tager Kampen op. Og så forstår jeg kun Halvdelen af Replikerne, Tankerne er for mig ved første Gennemlæsning urimelig skruede og tilslørede. – Virkelig god synes mig kun den ene lille Scene med Hoff.k627 Denne Biperson er grebet med forbavsende Genialitet.
Sødeste Stump jeg skal nok se at få Tid til at skrive mere idag.
Din lykkelige Erik

133. Erik til Amalie

Torsdag den 13 September Kl ½ 4 [1883]
Min elskede, i dette Øjeblik da jeg skulde sætte mig til at skrive til Dig, har jeg fået en Modgang, som jeg ikke nægter angriber mig noget. Min første Artikel til «Ude og Hjemme» har ikke vundet Redaktionens Bifald. Jeg modtager lige nu følgende Linjer: «Kære Skram! Jeg er dog lidt betænkelig ved Artiklens Form, jeg tror, også for din egen Skyld, at vi gør rettest i at vente til næste Gang med at begynde osv.» Sagen er, at jeg havde indrettet den ugenlige Oversigt, jeg skulde levere, i Dagbogsform og søgt at være kort og vittig. Noget var lykkedes, andet var miserabelt, jeg talte imorges med Udgiveren og tog det dårlige Stykke hjem med for at omskrive det. Det var tildels gjort, jeg havde fået det til, så kommer den lille Billet. Desværre er jeg temmelig stærkt gennemtrængt af, at jeg ikke duer til dette Stykke Arbejde, og denne Begyndelse virker ikke opmuntrende. Men nu vil jeg lade dette ligge og sætte mig til på ny at læse i dit Brev, det er Balsam for al Modgang. Det vilde være mig mindre magtpåliggende, om det var godt eller slet, hvad jeg havde skrevet ved denne Lejlighed, om der ikke bag lå et Pengespørgsmål. Jeg havde jo påregnet en forholdsvis god Indtægt af dette og derfor indladt mig derpå og ikke for selve Arbejdets Skyld. Nå, skidt med det, jeg er vant til, at intet lykkes for mig første Gang. – Du, når vi bliver gift, og jeg har noget for, som ikke vil gå, så er jeg i dårligt Humør. Ikke gnaven, det håber jeg ikke, men nedtrykt, at Du véd det. Stump, det er alligevel vistnok slet ikke så morsomt at blive gift med mig som Du tror. Sig mig, når er Du i ondt Humør? Jeg har kun set det, når jeg enten har gjort Dig Fortræd, eller Du ikke har fået din Vilje. En Gang oppe ved Nystuenk628 var Du nu lige frem urimelig, men Du blev snart sød og glemte dine vilde hævngerrige Forsætter. Jeg kan for Resten godt huske, at jeg så med nogen Forundring på Dig. –
Fredag Aften Kl 11 ¼
Du søde elskede, igår blev jeg siddende med dit Brev i en Krog af min Stue. Da jeg havde læst det for fjerde Gang fra Ende til anden, så var jeg, havde jeg nær sagt, først ret fængslet af det. Og jeg sad og drømte. Det vil sige jeg sad og tænkte og tænkte på mig og Dig, på hundrede Ting, Tiden gik, og jeg fik ikke skrevet. Jeg måtte til Byen for at spise Middag, og så skulde jeg på Morgenbladets Kontor, og så var Tiden gået til at gå hen og høre Ullmann holde Foredrag i Studentersamfundet om norsk Politik.k629 Bag efter måtte jeg blive til et Gilde for ham og Stortingsmand Rindek630 og et Par norske Herrer til, jeg ikke véd hvem var. Og idag har jeg været sysselsat hele Tiden. Iaften har jeg måttet gå i Teatret og se en Debutantinde. Sødeste Du, Du har ikke været et Minut, tør jeg næsten sige, ude af mine Tanker, og også har det ligget som en Anfægtelse over mig, at under alt dette har jeg ikke fået skrevet det lange Brev til Dig, som Du skulde have. Men Elskede Du må være yndig elskelig og ikke være vred på mig for det. Det kommer til at gå således til, at Du aldrig sikkert må stole på mit Brevskriveri. Nu i Aften trode jeg, at jeg kunde indhente lidt af det forsømte, og så sidder jeg og er dødsens søvnig. Jeg skal op imorgen Kl 6 ½ til en Landtur. Elskede jeg siger Dig Godnat i det Håb på Søndag at kunne skrive. Du må elske mig elske mig, hele mit Liv er dit. Men jeg duer til ingenting nu, jeg må i Seng.
Din Erik

134. Amalie til Erik

Lørdag aften 15de septbr. [1883]
Du, som havde lovet at skrive mere på torsdag – det har du ikke gjort! Jeg har i hele dag gået og glædet mig til iaften, og så kom der alligevel ikke noget; imorgen er det søndag, og så får jeg ikke noget før på mandag. Tak for dit sidste; det var så kjærligt og sødt. – Moderen er her siden igår; der kom et brevkort iforgårs og meldte at hun kom, men hun reiser allerede mandag, det styggeting; hun har taget returbillet for ikke at blive fristet. Jeg har fortalt hende alt; hun sad så taus og rolig og hørte på mig og omsider sa'e hun: Gudskelov at det altså er gået overstyr dette fæle med Amerika; nu kommer du da ikke længere afveien end der er håb om at få se dig igjen engang her i verden. Forresten talte hun så fornuftigt og kjærligt. Hun syntes ikke det var så ilde med gutterne som jeg havde tænkt. De var så store mente hun og så snille og brave, det vilde nok gå. I hvereneste liden ferie skulde de komme og være hos hende og Ludvig. Men hun spurgte mig alvorlig om jeg også var vis på, at jeg elskede dig nok – hun kunde ikke begribe hvadslags menneske det måtte være, som virkelig havde fået mig til at elske sig således at jeg vilde gifte mig med ham – jeg, som havde været så forhærdet i det kapitel. Jeg forsikrede hende at jeg elskede dig så over al beskrivelse, at der ikke kunde være tale om at jeg var istand til at leve uden hos dig, når der eksisterede en mulighed for det og tilsidst blev hun også ganske beroliget ved alt det jeg sa'e, skjøndt mærkeligt forekom det hende dog. «Du får hilse ham da, og takke ham fordi han har hindret dig fra at gå til Amerika» – sa'e hun. Men så sa'e jeg hende, at det ikke var dig, at det var mig som havde tvunget dig, at du havde været for stolt til at ville sige en tøddel imod min Amerikaplan, at det var mig, som tilsidst var kommen til fornuft, og havde pludselig sét hvor vanvittigt det var at forlade dig, at jeg havde tigget dig om at tage mig o.s. v. «Er dette dig?» spurgte hun med et ansigt, der var bare forbauselse. – «Ja, sådan er jeg tørnet ud efter alt» – svarte jeg. – – –
Søndag morgen. Hun havde med din bog,k631 som hun sidst tog med sig, fordi hun dengang ikke fik læst den ud. Det var en udmærket bog, sa'e hun, en af de bedste hun havde læst. Meget i den havde hun læst to gange. «Og Gertrude, det er jo dig op ad dage, som du var før du blev gift, og efter, – det er jo en umulighed at det ikke er dig han har skildret» – sae hun. Men hun vidste jo godt at du ikke dengang ikke havde kjendt mig, for hun havde sét at bogen var udkommet i 78 eller når det nu var. – Jeg fandt ikke en eneste replik uklar i «Hansken»; tvertom var de mig alle durch gjennemsigtige fra første øieblik af. Jeg er enig med dig i meget; Svava er jo et blot og bart vehicel for hvad han vil ha'e sagt, men jeg synes alt det sagte i hele bogen er godt, idel godt. Som kunstværk står den ikke høit, men dens betydning ligger andetsteds. Den er skabt af en profet, og den er i egentlig forstand det folks eiendom, der eier profeten, – det folks og intet andets. – Og den deilige Garborg! Min sjæl forlyster sig i hvad han har skrevet om «Vantroens Væsen» – Heuchs bog, ved du.k632 Jeg måtte skrive ham et par festlige jubelord til tak. Jeg fik Tidsskriftet igår morges, kastede mig øieblikkelig over Garborgs lange artikel,k633 og havde en over al beskrivelse morsom time. Som han kan den mand; man læser og er tilfreds, ganske og aldeles tilfreds. – – – Forleden havde jeg brev fra Bertha Knudtzon.k634 Efter at ha'e talt om at fra den første oktbr. kunde jeg komme når jeg vil, og bedet mig endelig komme snarest mulig, siger hun: «Vi har i denne tid læst Skrams novelle og både mama, min søster og jeg synes at det er en ganske udmærket bog. Det må være et nobelt menneske, der har skrevet en bog som den. Det er over al måde besynderligt, at vi ikke tidligere har læst den. Både Bailly og Elisa syntes så udmærket godt om Skram; og Harriet med. Elisa skriver at hun vilde ønske rygtet talte sandt om dem og ham. De må endelig opgive deres Amerikaplan; når de nu kommer her i høst, må de aftale med Skram at i skal gifte eder. Men de må tillade mig førend de kommer, at sætte mama ind i deres forhold; hun er kjærlig og god og holder så af dem; de vil ikke fortryde at have betroet dem til hende. Jeg har aldrig skjult noget for hende, og jeg synes ikke om at hun skulde være uvidende om hvorledes sagerne står under deres ophold i vort hus, thi Skram må naturligvis besøge dem så ofte de og han ønsker at sés, og det vilde mama måske finde lidt besynderligt, hvis hun intet vidste derom.» – – – Du forstår at jeg i mit brev har fortalt Bertha Knudtzon om vor kjærlighed, og det er jo bedst hun siger sin mor det inden jeg kommer; det gjør jo ikke noget at hun ved det. Forresten vil jeg nødig andre skal vide det mindste om det, før alt er klappet og klart. Alt det snak frem og tilbage, og alle de betragtninger med hensyn til arrangements o.s. v. som folk altid anstiller under slige omstændigheder, vil jeg så nødig ha'e noget af. Derfor må ingen andre end din moder få det at vide; ja, With, – men det var igrunden letsindigt af mig, skjøndt han tier vel, når du beder ham. – Du som taler om at jeg sætter dig på mager kost med hensyn til breve. Du er ikke bedre du heller, skjøndt jo, i forrige uge fik jeg tre breve og et telegram men nu i den sidste, fik jeg kun det ene hastværksbrev på tre knappe sider, og det var til svar på et af 16 sider til dig. Og nu kan du vel ikke ha'e så ondt om tid, siden du ikke mere er på «Morgenbladet». Men jeg har det alligevel så godt, selv om du sjælden kommer og ser til mig, for jeg elsker dig, og jeg nærer mig ved min kjærlighed, ved al den lykke den skaber indeni mig, ved at huske at jeg har dig, har dig for alvor, for fremtiden, at det skal være mellem os, ved at vide at alt er besluttet, og at i denne beslutning ligger mit liv. Jeg drømte så meget om dig inat, om at vi var ude på reiser og skulde skjule vort forhold, og havde det igrunden så ondt. Du var pludselig bleven fører af et stort dampskib med en elegant leilighed i; jeg skulde gå med dig på langtur, og sad ombord inde i en stor fløiels sofa, og bebreidede dig at vi ikke var gift forinden. Du sa'e at det var akurat lige godt vi gjorde dét i Konstantinople,k635 men jeg mente at det var så leit for styrmændenes skyld. Så pludselig hed du August og ikke længer Erik, ligesom Müller, og det syntes jeg var så leit; men så et øieblik efter var det slet ikke dig, men ham jeg skulde seile med og ham jeg skulde giftes med for anden gang. Og da blev jeg så slagen af rædsel. Jeg så omkring til alle sider efter dig, men du var væk. Og så med engang vidste jeg at det om dig var en fabel, at det havde været August Müller hele tiden, og altid skulde være ham. Så sprang jeg i søen og vågnede nede i bølgerne og det varede lidt før jeg så at bølgerne var min egen gode, varme seng. Du søde, hvor jeg ofte længes, længes efter dig.
Din Amalie.

135. Erik til Amalie

Søndag den 16 September 1883
Min elskede lille Pige[.] Jeg var, som jeg har fortalt Dig, igår på en Tur. Jeg var inviteret til Helsingør hos en Ven, Galschiøt,k636 der har Hjem der, om end han ellers bor i Kbhvn. En brav Fyr, der er noget kedelig moderat og modererende i alle Forhold. Han har hidtil skønt literær Venstremand været ansat ved den mere og mere reaktionære Avis «Dagbladet»,k637 men har endelig nu brudt dette urimelige Forhold, der har skabt ham en Række Ydmygelser – dem han snakkede om og beklagede sig over. Han bor der nede i et gammelt Hus midt i en stor Have sammen med tre gamle Søstre, der er noget hyggeligt gammel Jomfruagtigt over ham, de har nu taget en lille forældreløs Pige til sig, de to Søstre arbejder ved to Skoler der i Byen, og kappes alle fire om at være gode mod den indtagende lille Stump, der køn og sund og livlig farer om på to af de solideste små Skanker man kan se. Jeg var der i Selskab med Hegels,k638 den store Boghandler Du véd, gamle H. unge do, dennes elskværdige Frue og tre Børn og så den unge Frues Søster, som unge H. er forelsket i samtidig med han holder af sin Hustru. Jeg har vist talt til Dig om dette ejendommelige Forhold. Så var også Borchsenius der,k639 Du véd Redaktøren (mere af Navn end af Gavn) af «Ude og Hjemme». Alle disse Mennesker vil Du sikkert lære at kende som min Hustru. Du, det var egentlig ikke det jeg vilde fortælle Dig hvem jeg var sammen med, det løb mig nu i Pennen, nej det var kun det, at jeg tog der ned i stærk Spænding. Jeg havde ikke været uden for Byen siden min Hjemkomst, ikke set Skov, ikke Søen, ikke Natur i det Hele. Jeg var rasende angst for, at det altsammen skulde være grimt nu, efter at jeg havde levet mig ind i den norske Natur. Elskede, det var ikke for min egen Skyld, jeg frygtede, jeg tænkte ikke på mig selv anderledes end som den, igennem hvilken en Opfattelse skulde gå, og som havde til Opgave at aflægge samvittighedsfuldt Regnskab. Jeg så med mine Øjne, men jeg så kun og kun på dine Vegne. Du Elskede, jeg var så bange for, hvad Du vilde sige til dette flade Land, som jeg har lokket Dig ned til. Du elskede, elskede Ven, tro mig rolig og sikkert, når jeg siger Dig, at her er til at leve. Landskabet var fint og af en egen blid Ynde, der så ved Søen i den friske Kuling med Skum og Sprøjt fik en tilstrækkelig Tilsætning af Kækhed og Kraft. Du elskede, Du vil kunne være glad her nede, det er ikke dumt og flovt og ækelt og grimt det Sjælland Du skal bo på – Tankerne kan gå viden om her, og de lave bølgende Høje med Korn eller Skov i vekslende Lys efter Skylagets Beskaffenhed lå så venlige der, så stilfærdig indbydende: Kom ud til os, slå Dig til Ro her, lev Dig ind i vort Liv, Du skal se, der er Fred og Hygge her og Finheder, som gør en Sjæl godt. Det ser lidt småt ud, det vi byder på, men Vennen min, det er ikke ubetydeligt det, som sker her. Det er Menneskers Liv og Strid, dine Frænders, Folk, som holder af dit Land først af alle næst deres eget, og som vil tage imod Dig uden Skygge af Forbehold, som beundrer, hvad Du elsker højest, og som i Stræben og Kunnen står Side om Side med hvad der er dit eget. Tilbage i en Henseende, foran i en anden – lige Børn. Husk, at her i dette bløde Land blev de Soldater født, der kæmpede ved Sankelmark og på Dybbøl,k640 det er ikke alt mygt, der ser således ud. Elskede, Landskabet var så frodigt, og så var det så ærligt; Amalie jeg havde en Følelse, som lå jeg på Knæ foran Dig og så Dig ind i Øjnene, og at Du så tog mig om Hovedet, så på mig og sagde: «Du er dum, at Du er bange: jeg er jo ikke bange. Her er smukt på sin Måde og jeg er også glad i det. Kys mig og giv mig din Kærlighed til Norge, så giver jeg Dig min Kærlighed til Danmark.» Og jeg blev glad Amalie, rigtig glad, og syntes at de Mennesker jeg var sammen med, var elskværdige og flinke. Jeg vilde ønske, at Du og den unge Fru Hegel blev Venner, jeg tror, at hun er en fin Kvinde. – Du, jeg vil her fordi jeg husker det, sige Dig noget, som gik igennem mit Hoved igår Aftes, da jeg Kl 10 gik fra Banegården sammen med Borchsenius. Vi passerede den store Kafé «National» og den lige over for liggende illuminerede Indgang til Tivoli med Sangerindepavillonen,k641 vi to var inde i, kan Du huske, og han fortæller mig noget om, at et nyt stort Lokale skal indvies, og i den Anledning anførte han nogle Træk fra et lignende Etablissement i Berlin om Opmarcheringen der af uanstændige Fruentimmer. Mine Ord faldt således som de af og til er faldet lige over for Dig, når Du har fortalt mig et eller andet grimt om en Kvinde med mange Elskovsæventyr eller sligt: der var lige som en Anerkendelse deri. Jeg havde i samme Nu din søde, fortrydelige lille Afart af et Overfald eller en Bebrejdelse over mine Ord i mit Øre. Hvorfor siger Du nu det? Mener Du nu virkelig det, så må jo også det og det være godt således og således. Jeg har altid plejet at blive underlig betuttet, hver Gang Du således har taget mig i Kraven, og jeg har ikke kunnet klare for mig til min egen fuldstændige Tilfredshed. Jeg har lige som beholdt en Frygt i mig for, at jeg dog mulig var noget angreben i min moralske Tankegang, noget «vermoulu», som Lægen sagde til Osvald.k642 Men det er jo noget Snak Du kæreste, igår stod det fuldstændig klart for mig, hvad det er, det her drejer sig om. Når sådan et Træk af gennemført Letsindighed, af Liderlighed, af Grisseri, af kort sagt noget fra mit Standpunkt forkasteligt, dog aldeles umiddelbart kan fremklade en anerkendende Ytring fra min Side, så beror dette jo simpelthen på, at jeg rent kunstnerisk føler Behag ved det færdige, det ægte, det afsluttede, plastiske. Om det er grimt og moralsk fordømmeligt har jeg jo slet ikke overvejet, det er en Betragtning helt for sig. Det er den kolde, helt upersonlige, beskuende Måde at tage Tingen på, som gør sig gældende, sålænge man ikke har noget levende, noget mere eller mindre interesseret med Sagen at gøre. Billedet af en Skøge, jeg mener selve Skøgen, der går mig forbi, er morsom, er mig til Behag eller det modsatte, alt efter den større eller mindre Fuldstændighed, der er over hende, og så kan jeg i en anden Stemning eller i næste Øjeblik få hele det Skrækkens Billede af en Skøge frem for Tankerne. Men er det en mig kær Person, der er Skøge, kommer den første Opfattelse slet ikke frem, så bliver jeg ikke uinteresseret beskuende. Når Du altså har fortalt mig noget, som havde Karakter af hvad det nu være vil, noget der havde Klang af færdig Støbning, har det moret mig, lige som kan Du huske Krøyers Billede af den hæslige italienske Hattemager fængslede Dig.k643 Og det er rasende forkert, når Du så uden videre løb mig ind på Livet og gjorde mig bange ved at sige: Men så måtte Du jo også synes om, at jeg var sådan. Det var som om jeg fra din Glæde over den ynkelige Hattemager vilde blive krænket og sige: Men så måtte Du jo også ønske mig så mager, udtæret og skidden. Tør jeg spørge, om denne lange Udvikling er Dig tilstrækkelig Du yndige? Eller skal jeg holde et nyt Foredrag for Dig en anden Gang. Det er forfærdelig længe at vente til Slutningen af Oktober, inden jeg kan få kysset Dig. Længes Du efter at komme ned til mig, Du min Dejligheds Unge? – Jeg var hos min Moder i Formiddag, men da jeg ikke havde dit Billede hos mig, sagde jeg ingenting til hende. Der havde ellers været god Lejlighed, hun var ene. Jeg sad kun og var god Søn og gjorde hende glad ved min Nærværelse, havde jeg båret dit Fotografi på mig, vilde jeg sikkert ikke have kunnet tie. Jeg er meget vis på, at hun vil blive glad. Den Omstændighed, at Du har været gift og har forladt din Mand, vil ikke nedsætte Dig i hendes Øjne, hun er ikke borneret på det Punkt, den Religiøsitet hun har, er forfinet, humaniseret på mange Punkter, det er det dannede Selskabs Religion, der i 1830–50 blev præket af den fine Biskop Mynster,k644 det er ikke Gisle Jonsons Pietisme.k645 Nej men dine to store Gutter vil gøre hende forskrækket. Og det er ikke helt underligt. Imidlertid vil alt svinde for den ene Betragtning, at Du elsker mig og jeg Dig, hun vil i samme Nu jeg fortæller og forklarer, i Tankerne tage din Hånd og klappe den, og hendes eneste Følelse vil være Frygt for, at Du ikke skal få Kærlighed nok her nede til Erstatning for hvad Du forlader i Norge. Du er så ivrig på, at jeg nu må indrømme, at det ikke er mig, der har taget fat nu og før men har villet lade Dig gå. At Du er min «Bondemadam». Elskede, hvad før angår, indrømmer jeg ingen Verdens Ting – ja, jo dog på en Måde, det er sandt, der på Dampskibet, men senere holdt jeg Dig fast, da Du vilde gøre det til intet, hvad Du havde vovet Dig ud for. Da var det mig der holdt; det går omtrent lige op. At jeg nu ikke turde foreslå noget – ak Amalie det var desværre kun altfor naturligt. Du ofrer, forlader og giver, det er mig der tager og tager. Min Ven hvor turde jeg være den, der gik i Spidsen her? Jeg synes i Stød, at min Dristighed, som den er, mulig er vel stor. Men min Stump, der var jo ikke levende Råd for andet. To Mennesker som vi har ikke kunnet leve sammen for at løbe fra hinanden. Det var noget Snak, en Umulighed! Du, det var morsomt at se With, da jeg fortalte ham, at jeg skulde giftes til Foråret. Han skvat helt rundt på Stolen men var i samme Nu glad og kom ikke med et eneste dumt Spørgsmål. Det var, som om han straks forstod, at således måtte det naturligvis være. Ja Du har Ret, vor Kærlighed har haft en smuk Udviklingshistorie, den er groet op uden kunstig Kultur, Du er min «Bondemadam», min søde, kække Kvinde. Jeg vilde ikke kunne, synes jeg, konstruere et mere naturligt Forløb, en mere fornuftig Begyndelse, og så fuld af Æventyr den er, min Ven, vi har jo dog vovet efter vore Forhold det mest umulige. Ja Du, det er morsomt at have begyndt som vi har gjort. For Resten Stump, det er mærkeligt, at denne Gang snakker man her nede ikke, så vidt jeg da har mærket, synderlig om, at jeg har været i Norge for en Kærlighedshistories Skyld. De Mennesker, der interesserer sig for mine Anliggender, stoppe ved det Faktum, at jeg er gået fra Morgenbladet. Jeg får ingen nærgående Spørgsmål, og With siger, at man heller ikke spørger ham. Georg Brandes, som jeg efter min Hjemkomst jevnlig har set,k646 har ikke med en Mine gået mig på Livet; jeg glæder mig til det Øjeblik da vi gør Visit hos ham. Kan Du huske det lille tyske Kvindemenneske,k647 som Du lod mig sidde og snakke med hos Thommesens? Hun er nu i Kbhvn igen og hænger som en Burre fast ved det Brandeske Hus. Han raser og skælder hende ud, Fruen bærer sit Kors med mere Anstand. Det er et skrækkeligt Fruentimmer. Àpropos Fruentimmer, så kan jeg meddele Dig, at endelig er min Stjerne fuldstændig dukket under Horisonten hos hende den lange Fru Bernhard Olsen,k648 jeg har ikke set hende siden min Hjemkomst, men With, som lider under hendes Tilnærmelser for Tiden, fortæller mig, at hun har fundet ud, at hun har taget fejl af mig, jeg er kun et ganske almindeligt Mandfolk. Heldigvis! Det er sandt Du, jeg glemte at sige Dig, at efter min Følelse kan der ikke være Tale om, at Du må sætte dine Ben i min Mors Stuer under noget Påskud i Verden. Forinden har jeg sagt hende alt, og Du kommer som den Du er, hendes Svigerdatter. Min lille Pige, er dette ikke rigtigt? Vi vil nu, når Du kommer pines det mindst mulige – tænk nu på ny at skulde begynde med at sige «De». Nej Du Amalie den Oase skal der være, at Du og jeg hos min Moder og min Søster, den gifte, mødes som Mand og Kone, havde jeg nær sagt, som Forlovede i det Mindste. Kan Du forinden sige din Moder hvad Du tænker på at gøre hende for en Sorg? Er Du bange for hvad min Mor skal sige, så kan Du begribe, at jeg næsten ikke tør tænke på at træde frem for din Moder. Hun vil kun meget vanskelig kunne tilgive mig, at jeg fører dig ind i Slid og Slæb; havde jeg været velhavende, skulde jeg nok have klaret mig, så var det kun om et enkelt Indtryk at gøre, nu gælder det en fortsat Bekymring. Og din Broder! – Hør Du, har Du Lyst til at sende mig Hellands Afskedsbrev, som han sad og skrev i din Stue? mig vilde det more at se. Gud forbarme sig, hvor det Menneske vil blive rasende på mig, i al Skikkelighed, tænker jeg mig, men rasende særlig fordi jeg er dansk.
Mandag Morgen
Jeg var i Kasino igår Aftes for at se første Opførelse af «Prinsesse George» med den fra det kongelige Teater flygtede Fru Oda Petersen i Tittelrollen.k649 Det bliver en af Skuffelserne for With, når vi er gift, så kommer han og jeg ikke mere på Komedie sammen; han plejer altid at have den anden Billet. Han vil for Resten have godt af det, han er for afhængig i sin Dom af hvad jeg mener. Du, det er en af de Ting jeg glæder mig umenneskelig meget til, det er dine Meninger, dine friske Indtryk. Gud véd, om jeg ikke kommer til at rette mig umådelig meget efter din Opfattelse. Du, jeg er lidt spændt på at høre din Mening om «En Hanske». Jeg tror, at Du må synes nogenlunde det samme som jeg. Hvor B.B. dog i Grunden slet ikke har magtet det Spørgsmål. Det ligger som en Klump i Tilværelsen for ham, han har løbet Panden imod det, men det er godt til ham. Hvad ligner det, når man er Digter, at vælge et Stof, hvori man ikke selv har levet. Det var dejligt Vejr igår Aftes. W. og jeg gik så efter Forestillingen ud på Tivoli og spiste der til Aften. Jeg har ikke været der siden min Hjemkomst. Vi sad i en åben Veranda og spiste, Luften var så mild, det var Fuldmåne tror jeg, og Illuminationen brændte så klart og smukt i Farverne; nede ved Kanalen var det helt prægtigt med Spejlingerne i det blanke Vand. Jeg vilde nu på Morgenstunden have skrevet et Brev til Fru Sandberg men jeg får ikke Tid, jeg har så ustyrlig meget at gøre, men snarest mulig må det jo løbe af Stabelen. Jeg har i Sinde at sende hende mit Fotografi, den Taske, for det er hun i Grunden. Du, jeg er naturligvis glad over, at Du synes om mit første Brev.k650 Å jo, det er jo ikke dårlig skrevet, og det har også interesseret her nede, men egentlig godt er det ikke. Hvad der ikke er ilde, er den Karakterisering af det københavnske Væsen, der lige som tilfældig og fordringsløst løber ind med. Og Brevet er i Grunden skrevet for den Sags Skyld. Jeg vilde give mine søvnige Landsmænd et Stød, puffe opmuntrende til Normændene også, og begge Dele er i al sin Lidenhed vistnok lykkedes. Det andet Brev er en Del ubetydeligere. Virkelig godt er hverken det første eller sidste. Om de spedalske og om Teatret i Kr.ania kan jeg ikke skrive. Jeg véd for lidt. – Amalie beklag mig! På Onsdag skal jeg til et knasende Bryllup, det bliver frygtelig dyrt, hvor skal jeg ulykkelige Menneske tage Pengene fra? For Resten er det et ungt Par, som jeg håber noget af: Maleren Hans Nikolaj Hansen og hans nydelige Brud.k651 Der vil vi komme. Har Du tænkt på den slemme Ting med vor Selskabelighed, at vi er nødt til at gøre Gengæld? Kan Du klare det Spørgsmål, min yndigste Unge? Jeg tror, at vi i Begyndelsen vil blive bedt en Del ud. – Så, nu farvel Stump. Du må ikke vente Brev fra mig nu i adskillige Dage jeg har for meget at bestille. Jeg elsker og længes!
Din Erik

136. Erik til Amalie

Tirsdag den 18 September [1883]
Formiddag
Elskede, giv Fru Sandberg indlagte Brev,k652 som jeg lader åbent for at Du, hvis det interesserer Dig, kan læse det. Men luk det så. Jeg havde i Grunden ikke et Muk at sige hende, men håber, at det Hele nu ser nok så hjertelig og åbent ud. – Jeg venter så temmelig sikkert Brev fra Dig idag, men kommer der intet, vil jeg endnu ikke blive altfor utålmodig. – Du; Er der nu mere end en Måned til vi ses? Ak, tænk Dig Amalie imorgen til det store Bryllup skal jeg være Kavaller for en Dame, hente hende i Vogn, spasere op ad Kirkegulvet med hende, formodenlig have hende til Bords – de Mennesker véd ikke af, at jeg er gift – ja næsten da. Om Du nu havde været her som min Hustru!
Aften
Jeg blev dog ikke lidt skuffet da Klokken blev ¾ 6 og endnu intet Brev var kommet. Så gik jeg ud til min Middag, spiste i en Fart, var melankolsk, gik hen og satte 24 Kr over Styr til en Bryllupsgave til imorgen, blev ikke mere munter af det, gik og tænkte på vort Hus – vi må have 4 Værelser og bo på Østerbro – så så jeg med ét så velsignet venligt et Ansigt, som jeg syntes jeg skulde kende, uden for et oplyst Butiksvindue. Naturligvis et Dameansigt, ellers kunde det ikke være således velgørende. Jeg måtte tænke mig om. Det var en ung norsk Dame (naturligvis var hun norsk, hvor kunde hun ellers se så bundgod ud) fra ombord nu på min sidste Nedfart. Hun rejste i Selskab med en engelsk Dame til Kbhvn. Hun kunde være 25–26 År. Hun var ikke smuk men et mere vindende Smil har man ondt ved at finde. Hun talte ombord med en dansk Herre, hun havde været sammen med enten på Grefsen eller et Sanatorium og fortalte om i hvor høj Grad hun glædede sig til København. Hun havde været der for nogle År tilbage, og aldrig havde hun haft det så godt i sine Levedage. Der kan Du blot se. Nu i Aften kunde jeg på hendes Mine se, at Byen vistnok havde holdt hvad den forrige Gang havde lovet. Tænk jeg måtte næsten holde mig selv tilbage med Magt for ikke at gå hen og spørge hende, om hendes Forventninger var gået i Opfyldelse. Den engelske Dame stod hos. Det var i en Sidegade til Østergade. De så begge to ud, som om de var hjemlig vant, og en Dame må vel også føle sig nogenlunde hjemlig for at gå uden Ledsagelse efter Mørket er faldet på. Kan Du se på min Skrift, at jeg ikke er hjemme? Jeg sidder hos With og skriver i stor Fart med en af hans afskylig hårde og spidse Penne. Du elskede, om lidt skal jeg med ham i Herreselskab – lige nu siger han, at vi ikke må vente for længe med at gå, Kl er ½ 9. Jeg tog, da jeg gik hjemmefra, Brevet med for her at føje et Par Ord til. Her skulde kun stå, at jeg længes og er melankolsk og glad og angst og tillidsfuld. Jeg trænger til Dig, Amalie, trænger så uhyre til at tale med Dig. Jeg er glad ved, at jeg skal ud mellem Mennesker i Aften, jeg føler på mig selv, at jeg er i Humør til at fange Griller. Jeg har slet intet kunnet bestille idag. Farvel nu Du søde i Aften har Du fået mit sidste Brev ikke sandt? Blev du glad ved at føle på Konvoluten, den var tykkere end de foregående Fillebreve. – Nu går jeg elskede – et Kys til Dig!
Din Erik

137. Amalie til Erik

19de septbr. 83.
Så kom da endelig dit lange brev!k653 Det var en henrykkelse at læse det. Fru Schjøtt og fru Ullmann var hos mig til aftens, og da jeg kl. ½ 8 modtog det, måtte jeg putte det i lommen til senere. Du er for sød med din bekymring for at dit land ikke skal være skjønt nok. Du kan være ganske rolig, jeg skal nok komme til at elske det; det er jo det land som har formået hvad Norge ikke kunde: give mig min elskede og mit livs lykke. Og desuden jeg har altid havt Danmark kjær, i altfald fra jeg kom til sjæls år og alder; som barn og ganske ungt menneske gik jeg og hadede det, men jeg blev omvendt lidt efter lidt. Og nu, – der er ikke tale om andet end at jeg er glad i det, og vil finde mig vel der, bedre der end nogetsteds i verden, fordi det er dit hjem, og fordi det er der, jeg skal få være hos dig. Du skriver så sødt om alt det, jeg blev rørt derover; ja, du er nu idethele et yndigt menneske, det synes jeg mere og mere for hver en tid der går, for hver en ny fase, der indtræder i vort forhold, for hvert et brev du sender mig. Jeg er så tryg og lykkelig, – der er ikke en gnist af frygt eller tvil i min sjæl, og hvordan det går, så vil der aldrig komme det, aldrig komme en tanke af tvil mener jeg om det var godt og rigtigt det jeg hin nat besluttede. Du ved jeg kan aldrig ønske nogenting af det jeg selv gjør ugjort; jeg kan det ikke, aldrig, fordi at det jeg gjør, – det gjør jeg fordi jeg , og kan ikke andet. – – Men din lignelse med Krøyers fillede hattemager du'er ikke. For at den skulde slå til, måtte det være din anerkjendende beundring ligeoverfor gode malerier af ryggesløse kvinder, fordærvede fruentimmer, eller udjaskede skjøger, jeg havde klandret. Men det har jeg ikke. Hattemageren nød jeg fordi maleriet af hattemageren var godt gjort. Det var kunstnerens flinkhed jeg stod og så mig glad på; det var ikke hattemagerens fillethed eller degraderede habitus som tiltalte mig – endnu mindre det liv eller de livsvaner som muligens havde gjort ham således. Men når jeg blev stødt over det du taler om, så var det fordi du beundrede de væmmelige gjerninger vedkommende kvinder havde bedrevet, – ja det vil sige væmmelig efter min og mange andres betragtningsmåde. Du kunde sige: «se det er dog flinkt, eller; fanden til dygtigt fruentimmer», når jeg sad og fortalte dig ting som jeg for min del og mange med mig anser for tegn på degradation, åndeligt lurveri og rusk om snusk, og som bedrevet af mig selv f.eks. vilde stemple mig selv i egne øine og i en del andres med som et lavartet og foragteligt fruentimmer. Et er at studse og beundre fordi man gribes af den kunstneriske fuldkommenhed hvormed det hæslige kan være gjengivet, men et andet er at sidde og anerkjende den forvorpenhed, der muliggjør en gradvis synken ned til det der er hæsligt. Eller også må ordene: hæslig, liderlig, væmmelig slet ikke eksistere mere. Og der er jo dem som siger at de begreber som disse ord betegner er lutter fordomme og opspind. Men så langt er jeg endnu ikke kommen, – jeg siger endnu, for jeg ved ikke hvorhen min udvikling kan føre mig – den har ført mig allerede til steder hvor jeg troede jeg aldrig skulde sætte min fod; bare betænk at jeg har været den frommeste sjæl, kristelig talt nogen kunde ønske. Da jeg fortalte dig om den fru v. der Lippes tøilesløshed,k654 der havde kastet hende – fra hendes tidligste ungdom af – fra det ene mandfolks arme over i det andets uafladeligt, – om de var gift og altså for enhver ærbar kvinde med renhed i villien, en andens eiendom – det gjorde for hende ingen forskjel – så sa'e du: pokker til flinkt gjort, eller sådan noget, – og det er jeg som sagt endnu ikke moden nok til at kunne gå med på. Det er det gamle ord om forskjellen mellem disse der siger: «æd, drik, vær lystig og glad, imorgen dør du» – og dem der siger: bed og arbeid, der her står iveien. Den der beder og arbeider ser andre mål, andre opgaver at samle sin kraft og sine evner om, og både evnerne og målene vokser under troskaben mod sig selv og mod det man har sét som meningen med livet. Jeg kunde blive ved og blive ved, men jeg stopper her – du har allerede kjedet dig over den norske, tunge, dumme rubrikeren eller sådant noget, det ved jeg godt; jeg vil kun endnu tilføie at når dine ord ved disse leiligheder påvirkede mig ubehageligt, og det gjorde de, så var det fordi det hørtes som om alt var dig lige godt, når det bare var helt, når det bare var gjort med fynd og klem så at intet mere stod tilbage. Men hvem ved; – en dag kan jeg måske være sprungen dig helt forbi på dette gebet, hvad jeg gjør det gjør jeg tilgavns – skjøndt nei, – jeg tror det dog ikke.
Dine indtryk no 2k655 læste jeg siddende på doet ude hos Herman Thaulows på løkken.k656 Jeg havde ligget der om natten og fik om morgenen, som jeg skulde derud, Morgenbladet rakt ud gjennem vinduet af Ingeborg, der stod og flettede sit hår, og som spurgte om jeg ikke vilde tage min ven, Erik Skrams forfatterskab med mig til tidsfordriv. Det var underholdende, men ikke så godt som det første. Du skulde naturligvis skrive om de spedalske, – du ved meget at sige i den anledning som vilde interessere, forsikrer jeg dig. Og dit indtryk af norsk scenekunst, kunde du også lave mindst en spalte af, hvis du gad. Ude hos Sars's på søndag blev jeg af fru Sars sat til at læse «En Hanske» høit. Hun tvang mig, fordi der var ingen som vilde. Heldigvis havde jeg læst den to gange før, alene og for mor; derfor læste jeg den nokså godt. Fru Sars er så rasende grebet af den. Det er ikke jeg desværre. Jeg kan ikke skrive til B.B. om den som han visselig venter. Erns[t] Sars og jeg var så enig forsåvidt som vi begge sa'e at den slags themaer interesserte os mindre end de helt ud sociale spørsmål. «En Hanske» er hverken en behandling af det ene eller det andet, på en vis rent mislykket. Sars havde netop læst «Over Evne» i manuskript;k657 han gjengav mig indholdet, og jeg er sikker på at dette vil gribe mig. Du skulde hørt ham tale om «Strandby Folk»!k658 Tilfældig var han kommen til at læse den – der blev vasket ovenpå i hans og Ossians værelser, – han måtte sidde nede i kabinettet og vente, og der lå på et bord hint berømmelige værk. Hans spot og hån, – det var penge værdt at høre hvor knusende det faldt midt i al hans godslige elskværdighed. Vi lo begge af hjærtens lyst. Stakkels Dr.mann som kan forfalde til sligt – og han skal være Danmarks Vergeland! – sa'e han blandt andet. – Har du så siden skrevet for «Ude og Hjemme»? Du er en tosseper, som ta'er dig nær af sligt – det troede jeg du måtte være vokset fra. Der er mange, og det af dem som skriver bedst, – der altid først skriver dårligt og så udmærket godt, når de gjør det om. Det er som oftest de flinkeste – de bedst – skal jeg bekvemme mig til at bruge hint forhadte ord – begavede, som har det på den vis, – dem som aldrig kan blive rutinemaskiner. Altså går du ganske rolig ivei igjen, og ikke noget snak om at du ikke duer til det stykke arbeide, – det er jeg vis på ikke er sandt, – du duer nok, men der skal arbeide til, man får intet for intet, husk vel på det; nogle vinder frem ved arbeide, andre ved at svire og lide, som Dr.mann f.eks, – men så er det deres måde at arbeide på. – Sent om aftenen. – Jeg er netop kommet hjem fra professor Schjøtts; fruen og jeg læser fransk sammen én gang om ugen. Vi er begyndt med «L'assommoir» som ingen af os har læst.k659 Den er hvad den er, men alt på jorden blegner ved siden af «Raskolnikow», som jeg nu også læser.k660 Gud bevare mig for et arbeide der er gjort, for en kundskab og viden dybt og ind og ned i menneskets alle nerver og indvolde. Drukkenboldtens inspirerede prædiken på kneipen – kan du huske den? – jeg bare spør om du i dit ganske liv har læst noget mere gribende godt, – at se hvorledes dette om: Kommer hid i som lide og ere besværede, denne tale om purpurrøde synders tilgivelse, dette tågede, deilige sagn om husvalelse og forsoning, om renselse for syndens søle, hvorledes dette lever og rører sig i den elendige lurvs alkoholiserede hjærne, hvorledes det forløser hans trang til at se sig selv i klasse med masser, der fra evige tider har sin plads og sit navn – det er for vidunderligt rigtigt og godt. – Men det var ikke det jeg vilde sagt. Garborg havde været her iaften for at blive. Jeg blev så lei da jeg hørte det, så sjælden som det går på, var det rigtig fatalt, at jeg ikke skulde være hjemme; nu vil jeg sende bud efter ham en aften med det første. Og så var her kommen et nyt maleri af Boll; aldeles nydeligt, motivet fra middelhavet, udenfor Malta. Jeg kjendte det straks igjen – det er udmærket godt gjort. Hvad skal jeg dog gjøre med denne stakkels Boll – jeg ser ham selv omtrent aldrig – han er virkelig så beskeden, – det er kjedeligt med disse presenter; et visitkort var fæstet ved, på det stod: den 22de august. Han huskede dagen, han. – Du må dog have vidst om at du hin fredag gik fra mig for sidste gang, for hvorfor skulde du ellers skrive i dit første brev fra Kjøbhvn. at du vidste med dig selv du vilde komme til at græde i det minut du stod ene i din stue, men at du på gaden havde været rolig og kunde tænke på andre ting f eks det om at jeg havde ret med hensyn til musikpavillionens beliggenhed, kan du huske? – Hellands brev har jeg brændt sammen med en del andre, som havde hobet sig op på mit bord, ellers skulde jeg gjerne ha'e sendt dig det. – Du må vide jeg forleden dag, da jeg skulde vise mor hvorledes jeg havde det i min hængekøie faldt bardous på gulvet, touget gik tvært af. Mor stod og sa'e: «nei gjør det ikke, touget er næsten over heroppe, du vil falde». «Lantifra!»[sic] var mit svar, og i samme nu lå jeg kladask i gulvet. Jeg slog mig frygteligt på min ene ende helt oppe ved hoften; du skulde se: en stor svær kulsort flæk, og så fik jeg en rasende singlen i hovedet som om noget gik løst. Moderen sa'e at gulvet rystede som i jordskjælv, da jeg faldt. Om morgenen når jeg vågner er jeg endnu læmster efter slaget; det gjør ondt når jeg skal reise mig i den anden hofte også, og i den modsatte skulder, men det er bare læmsterhed, og har intet at sige. Om jeg længes efter dig? – du søde elskede – Forfærdeligt, men dagene går så fort, så fort; jeg er så flittig på så meget, og har tiden optaget fra morgen til aften, så det er altsammen ingen ting, – jeg kan nok holde ud at vente, når jeg bare får høre fra dig ofte. Skriv endelig så ofte du kan, om det ikke bliver så meget om gangen – det gjør ingen ting, – det er min fryd, min eneste virkelige glæde at få brev fra dig, som jeg elsker og tilhører. Før efter den 20de oktbr. kan jeg ikke komme, men ved du at der er knapt mere end en måned tilbage! Imorgen skriver vi jo den 20de. Tænk når vi skal være hos hinanden bestandig, og når vi skal kunne sove i fred uforstyrret ved hinandens side hele natten til den lyse morgen, og gjerne i hinandens arme om vi vil, – det bliver noget det, og det glæder jeg mig mest af alt til. Godnat elskede, jeg er søvnig og træt, men jeg elsker dig over alt i verden. Og tænk at du kan lade være at snorke!
Din Amalie.
[Tilføyelse på side 1]:
Nu får du dette brev fredag aften. Så må du endelig skrive lørdag for at jeg kan ha'e det mandag aften. Længer kan jeg ikke vente, hører du!
[Tilføyelse på side 5]:
Jeg har fået et «Morgenblad» til.

138. Erik til Amalie

Onsdag den 19 Sept [1883]
Du elskede, igår Aftes da jeg kom hjem, eller rettere Nat, lå dit Brev til mig.k661 Posten må være bleven urimelig sent omdelt, dine Breve pleje at være hos mig ½ 6, og den var bleven over 6 inden jeg kom hjemme fra. Så dejligt et Brev! Tak Du elskede for hvert Ord. Amalie, der er noget mandigt ved Dig, som jeg elsker og beundrer, noget fyndigt, klart. Over for Dig får jeg af mig selv stundom et kvindagtigt Indtryk. Det er det: min Stolthed lider under, at jeg ingen sikret Stilling har at byde Dig, det gør mig myg i Tanker og Følelser, der er sådan en underlig snigende Fornemmelse som af et Bedrag ved mig. Du véd vist ikke ret, hvad det er at mangle Penge og må dog vist engang få Indtryk af, at jeg er udygtig, siden jeg så lidt er i Stand til at skaffe Penge tilveje. Jeg skulde sidde og passe en lukrativ Forretning, det duede jeg til, så havde jeg Rygstød, så skulde jeg være snil og flink og kunde, tror jeg, skabe Dig en nok så passelig Lykke. Nu pusler og roder jeg og er langsom og dum over enhver Beskrivelse – min egen elskede Amalie, Du får meget at bære over med hos mig i vort Ægteskab. Du elskede, jeg gik imorges efter mit Bad og Frokost til Moderen – for at tale som Du, det lyder så morsomt i mine Øren denne bestemte Artikel ved «Moderen» – og fortalte hende, at jeg havde en Svigerdatter at give hende. Hun græd af Glæde, af Bevægelse, så på dit Billede og tog imod Dig så godt og kærligt, som jeg havde ventet. Til Beretningen om, at Du havde været gift, sagde hun: Enhver Kvinde, som duer noget, må jo i vore Dage næsten nødvendigt være skilt fra sin Mand. Du kan se det forskrækkede hende ikke. Hun var mindre forberedt på, at jeg var forlovet, end jeg havde ventet. Det, hun havde hørt, havde hun ikke lagt synderlig Vægt på, hun havde lige netop erfaret af Emma, der havde sin Visdom fra Frk Zahle, at den Dame i Norge, jeg interesserede mig for, hed Fru Müller. Det greb hende strækt, at Du af Kærlighed til mig vilde forlade dine Gutter, hun trode et Øjeblik, at jeg skulde til Norge. Men jeg antager, at hun selv skriver Dig til. Hun bad, om hun måtte beholde det ene af dine Billeder og var meget glad ved Udsigten til snart at skulle se Dig. Foreløbig var hun enig med mig om intet at sige til Søstrene. Men når Du kommer Amalie, er det jo urimeligt ja næsten umuligt andet, end at Du må tage det på Dig at have Svigerinder, som vil holde af Dig. Du sødeste Ven, ellers er jeg så fuldstændig enig med Dig, at ingen skal indvies i vore Planer. Jeg er ligeså ængstelig for at have andres Deltagelse eller Nysgerrighed på Halsen som Du. – Hvad Du skriver om din Moder har naturligvis gjort mig usigelig glad. Jeg var meget bange for hendes Dom og velsigner nu Amerikarejsen, der er optrådt som min Forbundsfælle. Sig mig, det véd jeg ikke rigtig, om din Moder er meget religiøs. Hvor er det dog godt, at hun synes om min Bog. Det hun siger, at Gertrude ligner Dig, forundrer mig for så vidt ikke, kun at hun er så temmelig ubetydelig anlagt, Du må dog altid have vist et langt bedre Hoved og meget mere Karakter. Du har så ubetinget kun ligget under for det urimelige Opdragelsessystem, man har fulgt overfor unge Piger. Vil Du nu hilse din Moder til Tak fra mig og sige hende, at jeg ikke føler det som tog jeg Dig langt bort fra hende eller dine Gutter. København er nærmere Frederikshald og Kr.ania end til Exempel Bergen, eller i alt Fald ikke længere borte, og går det os blot nogenlunde godt, så vil Afstanden ikke blive følt som noget hårdt. Du min elskede Ven, de skal gå os godt, Du skal se, Du bringer Lykken med Dig. Føl blot ikke det som et Spring, at Du kommer til et andet Land, Du skal se Du kan tjene Norge her nede også. Har Du tænkt på den Mulighed at tage Jakob Alver med Dig? Frk. Knudtzons og de andre Knudtzons venlige Omdømme er jo en prægtig Ting. Tænk, om de havde syntes, at jeg var en modbydelig Person. At vi med Tak må tage imod et Asyl der, er jo selvfølgeligt – kun Du, må det gå af med megen Beskedenhed. Lidt løjerligt er det nu også at sidde som hemmelige eller åbenbare «Forlovede» hos fremmede Folk. Jeg tænker, at vi vil være så pas generede begge to, i alt Fald til en Begyndelse. Nå heldigvis er det delikat tænkende Mennesker, så vidt jeg véd af. Du elskede blot det var Bryllup vi gik til nu om en Måned. Og hvad skal vi gøre af os selv i Vinter? Jeg gruer for at tænke derpå. Du, der er nu igen det, var jeg rig, så fik Du ikke Lov til at rejse ugift fra København. – Om «Hansken» må vi tale mere, Du elskede, jeg synes din Opfattelse lyder lidt stejl. Tidsskriftet har jeg endnu ikke set. Din Drøm!! Hvor jeg elsker Dig for dit Spring i Bølgerne. Jeg må slutte.
Din Erik

139. Amalie til Erik

21de septbr. 83.
Jeg har to søde, yndige breve fra dig, ét kom igåraftes og ét nu.k662 Hvorfor vil du dog plage dig med at være bange for udkomme. Jeg siger dig, det skal kunne gå; kun at vi ikke begynder med at indrette os over evne. Vi skal ikke have mere end 3 værelser fordi det er nok; der må være et rigtig stort soveværelse for at jeg kan sidde der og arbeide. Det gjør jeg jo nu her, fordi der er sol, og hele den række af værelser står tom, – der er så øde og ækkelt derinde, jeg gider aldrig være der. Her på soveværelset står mit skrivebord, og her sidder jeg og er flittig om dagene. Fru Ring er allerede indleveret til Tidsskriftet i en meget forbedret skikkelse, og den vil efter al sandsynlighed stå trykt i oktoberheftet.k663 Så får jeg penge for den, og der kan du se at jeg kan fortjene noget. Men nu er jeg allerede i fuld vei med noget nyt, som jeg skal få endnu flere penge for, men jeg vil ikke tale om det, for det er der ingen lykke med. Hvad jeg fortjener ekstra i vinter, gjemmer jeg til våren. Hvad vil du gå og ængste dig for den simple ting at jeg flytter ned og bor sammen med dig. Jeg skal klare mig og du jo ernære dig selv, enten så jeg er der eller ei. Du er en stor tusseper, er du. Men som sagt, vi vil være uhyre økonomisk fra begyndelsen af og ingen fast pige holde, det har jeg udtænkt, for det er igrunden så kostbart, og får man én som ikke er at tro, hvad vistnok let kan hænde i Kjøbenhavn, så er det en ren ruin. Jeg vil ha'e et menneske som kommer og gjør hvad der skal gjøres fra morgenen af, og går sin vei når hun er færdig, – der er intet iveien for at det kan gå, – mange gifte par har det på den vis her. Vadsken kan leies ud, og skal vi ha'e fremmede en aften, så kan hun jo blive. Forresten, det vilde være deiligt at tage Josephine med,k664 for hun er så tro, og så flink, og kunde gjøre alt med vask og sligt, men hun er en meget kostbar pige, og så måtte vi også ha'e et værelse til hende. Sålænge ingen af os bli'er sengeliggende, er der ingen tvil om at det kan gå. Bare ikke gå og vær bange, – det er så dumt, og dertil virkelig umotiveret. Ja, skulde jeg blive sygelig og ikke kunne bestille noget, så det jo slemt ud, men hvorfor plage sig med at forudsætte sligt, – så kunde man jo aldrig vove at røre sig til noget her i verden, og jeg, som desuden er så frisk, hvad skulde jeg få til at blive syg af, jeg? – Og hvor kan du så gå med en «fornemmelse af et bedrag», – du har jo sagt fra, det mangler ikke derpå, – har du kanske skuffet mig med at forespeile mig noget, der ikke er sandt? har du pyntet eller sminket på nogen verdens ting? Og er det ikke mig som har fremtvunget dette? Og hvorfor har jeg gjort det? fordi hvilketsomhelst liv uden dig vil blive mig en jammer og en ørken, og fordi hvilketsomhelst liv med dig vil være mig en glæde og lykke; det ved du jo, og kan du ikke så holde fred? Der er jo ikke tale om hvad vi får at leve af, eller om vi kommer til at sulte eller ei, – ikke for mig ialtfald, – det er kun dette som der er tale om, at vi holde sammen, og såsom vi ikke kan det uden at gifte os, så vi gifte os. Den sag er klar og simpel nok, skulde jeg mene. Jeg har aldrig vidst hvad det vilde sige at mangle penge, siger du, – nei, sandt nok, men derfor må du ikke tro at jeg ikke skal forstå mig på tingene, – du skal bare se, – jeg skal blive en gnier, men ikke en ækkel og grætten, men en sød og munter og fornuftig gnier. Jeg skriver i en rasende galop. Vil du vide at jeg har været 5 minutter om dette rabbel. Uhret ligger foran mig på bordet – jeg skal nemlig ud, og kl. er meget mange. Men jeg måtte give dig denne dosis med skjænd, – du stygge dumme gut. Hvor det var sødt hvad du skrev om din moderen; jeg var så bange for hende, – det hjalp ikke hvad du sa'e, – jeg troede du tænkte feil. Der er lettet en sten fra mit hjærte derved, – hun er nu vist over al måde sød, din mor. Men du, – jeg bliver bange alligevel, når jeg skal gå op for at se hende, jeg tør ikke tænke på det, – den tid, den sorg. Det er ikke sikkert det bli'er genert hos Knudtzons. Det kommer an på så meget; jeg har endnu ikke skrevet til Bertha, og svaret på hendes venlighed, men nu gjør jeg det med det første. Farvel elskede, – ved du nu at jeg elsker dig, eller ved du det ikke? Du, som gik og var skinsyg, og gud ved hvad, og var sint på mig, og sa'e at det, var vel det, jeg helst vilde, at du skulde gå din vei. – Nu kan du angre det, nu. Jeg kysser dig 1000 gange.
Din Amalie

140. Erik til Amalie

Lørdag Aften [22/9/83]
Nej det er for galt, først i Aften den 23 modtager jeg dit Brev af 19. Lad gå, at det ikke er kommet afsted før den 20 Eftermdg, så skulde jeg dog have haft det længe før. Hvad Fanden tænker det elendige Postvæsen på? Og så forekommer det mig, at jeg læser mig til, at Du ikke har modtaget direkte sendt fra mig det Morgenbl. med mit andet Brev. Forholder dette sig rigtigt, så er vi jo inde på, at Breve begynder at gå galt mellem os. En dejlig Historie! Elskede, dette er virkelig uhyggeligt. Siden det lange Brev i Søndags har jeg skrevet to – jeg tror ikke flere, et Tirsdag og et Onsdag. – Holdt, jeg ser nu, at det først er den 22 idag, men alligevel er Postgangen altså nu blevet en Dag længere end i Sommer, det er overordenlig bedrøveligt. Sødeste Kvinde med din lange Udvikling og så dine Trusler om at blive meget værre end jeg. Jeg tror for Skam, at Du gør Dig for ringe Umage med at forstå en Tankegang, der lyder Dig fremmed. Om dette Spørgsmål, hvorvidt den kunstneriske Opfattelse og Nydelse af et eller andet først indtræder, når Tingen er gjort (på Lærred, i en Bog, i Marmor), eller om den allerede er der, i det Modellen går forbi, har en vis AOE Skram skrevet noget ret læseværdigt i Novellen Gertrude Col – nu skal jeg slå op – Side 95–105:k665 Vær så venlig at læse det efter og se, om ikke det indeholder et Fingerpeg til Forståelsen af hvad jeg har ment. Jeg kan for min Død ikke lide at blive vist uden for «Dig og mange med Dig» – det vil sige Du siger «mig o.m.m. mig» – i Spørgsmålet om den moralske Bedømmelse af usædelige Kvinder. Men rigtignok vil jeg holde på, at selve det rent udvortes Faktum ikke er nok til at skære alle over en Kam. Det er ikke Kyskheden som sådan, der er Dyden så lidt for Kvinder som for Mænd, og der er i selve den Ting, at en velopdragen ung Pige bryder Kyskhedsloven, noget kækt, som jeg anerkender som et Fortrin. Jeg mener, at har jeg kun Beretningen om det rent udvortes, så kan jeg i den Omstændighed, at her er sket et Brud på det højtidelig vedtagne, finde noget at rose. Så kan det gerne være, at Tingen bagefter er gået i Fordærv, eller måske ret beset aldrig har været nogen Ros værd, – fordi alt har berot på Slaphed fra Begyndelsen af – det kan jo først afgøres ved Kendskab til det enkelte Tilfælde. Er hun Frk v.d.L. forvorpen som Du siger,k666 så skal Du lade være med at antage, at jeg anerkender dette hos hende. Har jeg sagt noget rosende, så har min Tanke standset ved den første korte Iagttagelse, at her var sket noget kækt. Jeg kan ikke begribe, at Du et eneste Minut har villet lade det bero med den Opfattelse af mit Standpunkt, at det var væsenlig forskelligt fra dit. For her er et Kardinalpunkt, om hvilket man ikke kan være uenig, skal man leve sammen. Men ganske vist, der kan indtræde Meningsulighed i det enkelte Tilfældes Bedømmelse lige som ved en Domstols Behandling af en Sag, man véd ikke altid så lige under hvilken Kategori i Straffeloven Tilfældet skal henføres. Men om Principperne i Loven må der være Enighed for at en Forhandling overhoved skal være mulig. At Du nu véd dette og holder det usvigelig fast, at i Æresbegreber kan vort Grundlag ikke være forskelligt. Er Du gal Tøs! Men Du tænker nu også som en løbsk Hest med Vogn bag efter. – Det forekommer mig, at jeg har skrevet til Dig om «En Hanske»,k667 om den kunstneriske Misopfattelse fra B.'s Side – har jeg ikke? Du nævner Bogen, denne Gang med stor Ro [innskutt: men ikke om Du er enig med mig] – forrige Gang kaldte Du B. i Anledning af «En Hanske» for en Profet. Jeg blev ganske bange. Jeg har læst den om igen. Første Akt er fortrinlig, Resten er jo absolut mislykket. Blot jeg ret forstod, hvad Du og Sars egenlig mener med, at Kunsten skal behandle «sociale» Spørgsmål. Dette er sågu da fra B's Side netop gjort til et socialt Spørgsmål, og deri ligger Forbrydelsen. Havde B. mere beskedent holdt sig til at ville klare Forholdet mellem de to enkelte Mennesker Svava og Alf, så havde han kunnet skabe et Kunstværk, nu har han intet fået færdig. – Du, det jeg har skrevet om i mit første Brev fra Kbhvn, at jeg vidste jeg vilde komme til at græde osv. refererer sig jo, Stump, til min Vandring Lørdag Morgen fra din Gade. Jeg var jo der omtrent ved din Port, så gik jeg min Vej, jeg kunde ikke gå op. Fredag Nat tænkte jeg vistnok ikke på stort andet end at komme hjem og sove. Hør Amalie, den Historie med Hængekøjen gør mig alvorlig bange, ikke håber jeg, at det skal have varige Følger det Slag Du har fået, men for den underlige Halsstarrighed den viser. Allerede jeg sagde Dig, at Tovet var ved at slides over, og jeg måtte imod din Vilje knytte den højre. Du har formodenlig knyttet den ned igen. Jeg selv kan være dristig og hader Frygtsomhed på urette Sted, men jeg ser mig for, og jeg sætter intet på Spil, når jeg kan lade være, og der intet er at vinde. Jeg finder det for dumt af Dig at krybe i en Hængekøje man kan se vil falde ned, jeg kan slet ikke få i mit Hoved dit Motiv til at gøre det. Historien er uhyggelig i mine Øjne, og jeg siger Dig, at sligt vil kunne gøre mig hensynsløs vred, og så er jeg ikke god. Man har ikke Lov til at handle så åbenbart tåbeligt. Du måtte kunne vide, at det omtrent er det modbydeligste Fald der kan overgå En at falde på denne Måde med Ryggen i Gulvet. Jeg er vred på Dig for den Historie. – Raskolnikov er en vidunderlig Bog, Du vil alt som Du læser videre på ny og på ny gribes af Beundring. Det er først senere hen, at en enkelt Indvending kan falde En ind. Blot vi havde læst den sammen! – Nu ser jeg først din lille Randglose om, at Du har fået det andet Morgenblad. Fortæl mig lidt mere om hvad Du foretager Dig fra Dag til Dag. Bor Hermann Th. på Løkken?k668 Ak, Amalie jeg er ikke ganske vis på, at dette Snorkeri virkelig kan bekæmpes. Men jeg håber jo og skal ærlig stræbe Stump, jeg så i Grunden hellere, at Du glædede Dig mere til vore Dage end til vore Nætter, men det er måske kun i det Humør jeg er i idag. Og imorgen er jeg mulig netop henrykt for den lille Bemærknings Skyld. Jeg har min kæreste Ven skyndt mig at få et Brev i Stand til Dig. Der ligger et Arbejde og venter på mig, derfor får Du ikke mere, Klokken er allerede altfor mange. Men når dette Brev kommer Dig i Hænde, har Du forhåbenlig alt igen skrevet mig til. Farvel altså min sødeste Pige
Din Erik

141. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 26 September [1883]
Min elskede, jeg har gået med dit Gallopbrev med den megen økonomiske Fornuft på mig siden i Mandags Morgesk669 – jeg går altid med dine Breve på mig, til de er besvarede, ved enhver lille Bevægelse kan jeg mærke det knage svagt i min Brystlomme – og jeg har opsat at skrive til Dig, fordi jeg i Grunden hver Dag har ventet et til. Jeg tænkte mig, at Du havde fået Brev i Mellemtiden fra min Moder og straks sat Dig til at fortælle mig det. Nu vil jeg imidlertid ikke vente længer med at skrive, så meget mere som jeg har på Fornemmelsen, at det sidste Brev, Du har modtaget fra mig, havde et Præg af Gnaveri, som helst burde have været slettet ud Dagen efter. Ja jeg er ganske vist noget trykket af vore økonomiske Sager; det har nu måske sin særegne Grund deri, at der er kommet et Hul i mine Finanser, som jeg ikke havde påregnet. Jeg har mistet en Måneds Indtægt fra Morgenbladet, idet man har været så venlig at beregne min Fratrædelse fra 1st August i Stedet for fra 1st September, og det giver mig et Minus af halvandet hundrede Kroner, som jeg netop nu aldeles ikke kan tåle. Jeg har strængt taget Ret til at fordre Penge for August, idet jeg havde betinget mig at få min Ferie betalt, men jeg vil så Fandens nødig have en Pengekontrovers med de Mennesker, særlig E Brandes. Han er smålig, og nu, da jeg har løst Forholdet, ingenlunde opfyldt af, at denne Måneds Efterbetaling vilde være vel anvendte Penge. Jeg får nu at se, om jeg kan få mig selv til at fordre denne Sum – der er jo den Svaghed i min Stilling, at jeg så omtrent havde givet Tilsagn om at skrive, medens jeg var i Norge. Det er modbydeligt at have dette at fidte med, men da jeg er i Baghånden med disse Penge, kan jeg ikke skyde det fra mig. For min egen Skyld generer det mig som Regel kun lidt at leve yderlig tarvelig, Gæld kan jeg kun ikke tåle. Du, jeg tror ikke det er muligt for os at leve uden fast Tjenestepige. Tænk blot på Madlavning. Den har Du da vel ikke i Sinde at tage Dig af – det bør på ingen Måde finde Sted. Spise på Restauration er både for dyrt og uudholdeligt og tilbragt Mad noget modbydeligt og dyrt noget. Vask er en kostbar Historie ud af Huset. Nej min Ven, Forskellen i Udgift ved at have et Fruentimmer nogle Morgentimer og ellers Resten ude af Huset og så en Pige er for ringe til, at ikke den uhyre større Behagelighed ved at have et fast Tyende bør være det afgørende. Heller ikke tror jeg, at 3 Værelser kan gøre det. Men vi får nu se. Alt det taler vi bedre om. Tror Du måske ikke, at jeg har tænkt på, om Du kunde få Josephine med Dig. Har hun mere end 10 Kr i Løn hos Dig? Det var vist det vi måtte give vor Pige om Måneden. Jeg har gået og kigget så småt på et Sted, hvor jeg kunde ønske at vi skulde bo – helt afsides uden Genboer med Udsigt over det nedlagde udmærket smukke Fæstningsterræn,k670 der nu er omdannet til et stort Parkanlæg, ikke langt fra den egenlige By – men heller ikke det kan det nu nytte at snakke om, Du må selv se, og Finanserne må også være bragt mere på det klare. – At Du har sendt «Fru Ring» i omdannet Skikkelse til Tidsskriftet er jeg både glad og forskrækket over. Du kunde ikke have ladet mig have en Stemme med ved denne Lejlighed? Jeg havde tænkt mig den virkelig færdig udarbejdet – det er den næppe nu. Du må ikke tage mig det ilde op, men jeg er noget bange for din Gesvindighed på det kunstneriske Område, og jeg stoler ikke på dine Konsulenter ved Tidsskriftet, de sluger råt ethvert Bidrag fra Dig. Jeg så forleden et Nødråb fra Irgens Hansen i Dgbl. om æstetiske og andre literære Medarbejdere.k671 Tror Du Dgbl. betaler nu? Så var det noget for Dig, ikke? Jeg har sendt en Korrespondance til Bladet og spurgt om Betingelserne. Korresp. duede ikke synderlig men var brugelig. Nu få vi se. Min opsatte Debut i «Ude og Hjemme»k672 – det er sandt, jeg har da for Resten skrevet der før – er fremdeles udsat til det første Numer [sic] i det nye Kvartal. Vil Du tro, at jeg endnu ikke har spurgt om hvilket Honorar man vil byde mig. Bogstavelig hver Gang jeg har talt med Udgiveren har jeg glemt det og bander mig så selv bag efter, at jeg er så dum. Nu er jeg glad over, at det første jeg skrev ikke kom frem; det duede ikke. Når jeg skal være ærlig har jeg i Grunden været i slet Humør i disse Dage, og selv dit yndige, kærlige Brev nu sidst har ikke kunnet sprede Skyerne ret. Alt har været tungt og gråt i mig. I Søndags gik jeg ikke til min Familje, fordi jeg var gnaven og havde ventet på en særlig Indbydelse. Jeg fik kun Afbud fra min Mor, hun var hos Jutta, og der stod ikke, at hun var vis på at også jeg vilde være velkommen der. Så gik jeg ikke af Flekken før om Aftenen, da jeg besøgte Lægen Fejlbergsk673 – et Hus, hvor vi vistnok jevnlig vil komme. Der kom jeg egenlig på tværs, men nu vilde jeg have det godt, og jeg vilde holde det gode Forhold vedlige, fordi jeg vilde, at de skulde blive glade, når jeg en Gang kom med Dig, og så blev Aftenen hyggelig. Vi talte meget om deres Rejse for 3 År siden i Norge. Den faldt sammen med Kongens Rejse i Telemarken.k674 De fortalte morsomt om deres Kvaler i den Anledning, hvorledes alle Heste og Rum på Haukeli Sæteren havde været optagne.k675 Tænk dig Fruen – en lille mager, ikke stærk Dame – havde været til Hest over Haukeli fra om Morgenen Kl 6 og kom i øsende Regn til Sæteren Kl 4 og måtte så køre 2 Stationer videre til Kl 2 om Natten, inden der var tale om Hvile. Så kom de til den sletteste Station af alle Mule, hvor der i Rejsebogen står, at man ikke skal tage ind.k676 På Vejen havde de talt med Overlæge Danielsen fra Bergen,k677 han havde siddet to eller tre Dage fast, fordi alle Heste havde stået til Kongefølgets Rådighed. På den sidste Del af Turen i bælg mørk Skov havde hun været ved at falde helt sammen af Træthed i Karriolen. Hun kørte forrest og kunde hverken se eller høre noget til sin Mand og en tysk Herre, der kom bag efter i Kærre. Skydsgutten havde da rakt begge Arme frem «Hvil dig kun og sov, jeg skal synge for Dig» sagde han, og hun fortalte om, hvor underlig Sangen havde lydt der i den mørke Skov; hun sovnede hen, indtil hun pludselig fik det Indtryk, at Gutten blev for kærlig. Så rejste hun sig og holdt sidste Del af Turen ud siddende opret i Karriolen. Er det ikke en ganske morsom lille Episode? Ak Du Søde, det er noget jammerligt noget at sidde og skrive sligt. Det er morsomt når man er sammen og hører det. Ligeledes igår. Jeg var i Folketeatret og så en Folkekomedie,k678 der særlig for en enkelt Rolles Vedkommende blev spillet uforlignelig godt, ja således, at der ikke var en Indvending mulig. Stykket var ellers tarveligt nok. Du vilde have moret Dig, tænker jeg mig, på samme Måde som jeg, nydt det gode og ladet det slette ligge. Det kan man, når der blot er en eller to, man har fuld Tillid til, og det var der. Folketeatret kan være ypperligt til Sligt. Men jeg længes efter Dig, Ven. Først vilde jeg dog gerne være ude af det Pengeroderi. Skønt nej, det angriber mig kun stødvis. Men jeg synes ikke der er rigtig Hold og Fornuft i hvad jeg foretager mig med Dig så langt borte, og så synes jeg, at jeg er så dum og uduelig. Og så synes jeg en Gang imellem, at Du er helt langt borte fra mig og taler et Sprog jeg ikke forstår. Det er ikke norsk jeg mener.
Jeg elsker Dig
Din Erik

142. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 27 September [1883]
Heller ikke i Dag Brev! Amalie Du sætter mig på smal Kost. Er det Straf for mit gnavne Brev fra i Lørdags. Jeg kunde have fået Svar på det. Der gik samtidig et Brev til Irgens Hansen, og det har han besvaret. Han meddeler mig, at Honoraret er 8 Kr for Spalten. Herregud, det er jo ikke stort mere end Morgenbladet betaler, ja det er vist ikke en Snus mere. Så behøvede de da ikke at have talt i så høje Toner om de Honorarer, der fra nu af skulde falde for ved Dgbl. Du, det er snavs Betaling, en Spalte kan stundom være sur nok at lave sammen. Nå, Korrespondancer er den nemmeste Form af al Journalistik. – Men kæreste Amalie, hvorfor skriver Du ikke til mig? Jeg har ikke set en Stavelse fra Dig siden i Mandags. Min egen elskede Ven, og der må ligge et Brev fra Moderen imellem. Er det ikke en Begivenhed? Jeg er spændt – noget ængstelig – på at vide, hvad Indtryk det har gjort på Dig, hvad min gamle Mor egenlig har skrevet. Jeg er så besynderlig i mit Forhold der. Jeg holder af og føler mig fremmed. Jeg er så angst for enhver Diskussion. Den simpleste Meningstilkendegivelse forekommer mig at indeholde en Misvisning. Kunde Du finde Glæde i hende, vilde det hjælpe mig så umådelig. Den egenlige Grund hvorfor jeg i Søndags ikke gik til Familjen har jeg ikke sagt Dig. Den lå i et Par Ord fra min Moder i hendes Brev: der står: «Jeg er inderlig og taknemlig glad for din Lykke, men efterhånden dukker der for mine gammeldags Betragtninger mangehånde alvorlige og bekymrede Fornemmelser op, og jeg kan kun håbe, at I begge med klart og uhildet Blik har set Skærene og véd at undgå dem på en Måde, hvorved intet af det Bedste for nogen af Parterne går tabt.» Nu idag undrer det mig i Grunden, at jeg på en Måde blev ilde berørt i Søndags af disse Ord; men jeg blev det. De kom også uventet oven på den frejdige Glæde hun viste da jeg meddelte hende, at jeg stod i Begreb med at give hende en Svigerdatter. – Jeg har brugt Dagen i Dag til at læse Schandorphs nye Bog «Et År i Embede»k679 – han har sendt mig den. Den er langt fra god, nogenlunde kedelig. Og så er der dog meget gode Ting i den. Manden er «begavet», der kan ikke tvivles derom, men ikke samlet, ikke overlegen. – Jeg har endnu ikke læst «Tidsskriftet» med Garborgs Kritik.k680 Siden jeg ikke er ved Morgenbladet må jeg hente den Slags Læsning i Atenæum,k681 og der har man først smølet med at fremlægge Hæftet, og senere har jeg ikke kunnet få fat i det. Jeg længes efter at læse det Stykke, der har voldet Dig så megen Glæde.
Fredag Morgen
Jeg har drømt om Dig i Nat, noget underlig uklart noget. Du var her i Byen, men det var mig ikke muligt at komme til Dig. Der var noget i Vejen, som jeg ikke kunde få at vide, hvad var. Du boede et Sted i en smal Gade og skulde flytte, og jeg kredsede der omkring for at finde Dig. Der kom min Moder og fortalte mig, at Du var forlovet med en anden end mig. Jeg traf Dig endelig lige som Du var i Færd med at bære en Kurv fyldt med Syltetøjsglas med et underligt brunt Stof ind i din nye Lejlighed, lige over for den gamle, nogle ganske små Værelser. Der stod tre Herrer, som da de så Glassene i Kurven, vilde købe denne «Likør» – den plejede de at få på dette Sted. Jeg fortalte dem, at der her intet Udsalg var. De gik, og Du satte Kurven fra Dig i den smalle Gang og gik så ind i det forreste tomme Værelse, uden at lægge videre Mærke til mig. Jeg var umådelig alvorlig og gik efter Dig. Der inde spurgte jeg Dig, om det var sandt, at Du var forlovet med en anden. Du så så sød ud, var også alvorlig og trådte lige hen til mig. Så lagde Du begge Armene om Skuldrene på mig, ikke om Halsen men helt nede på Armene og sagde: Ja vist er jeg forlovet, men det kan Du da vide gør ikke noget. Jeg forstod det ikke og vågnede, medens jeg endnu stod og så forundret på Dig og følte begge dine Arme uden om mine Skuldre.
Aften
Intet Brev! Jeg begynder at blive bange. Er Du syg? Er det måske dit afskylige Fald, som nu først melder sine Virkninger? Men Ven, ikke sandt, det vil Du jo ikke lade ske, at jeg skulde være uden Efterretninger fra Dig, hvis Du blev sengeliggende, så at Du ikke kunde skrive og ikke selv besørge Brevet på Posten. Så måtte Du lade en anden gøre det. Nu kan Du jo dog ikke være så absolut bange for at indvi en anden i den Hemmelighed, der om ikke alt for længe skal briste. Men det må Du jo have sagt Dig selv. Syg er Du altså ikke. Kæreste Ven, tænk Dig femte Dags Aften siden dit sidste Brev! Det er for længe, Amalie. Galt er det at leve Dig foruden, skal jeg oven i Købet pines ved i mange Dage slet ikke at høre fra Dig, så bliver Tilværelsen skam ikke lystelig. Jeg lever absolut ensomt. Idag har jeg t.E. ikke talt med et Menneske og således mange Dage. Og jeg bestiller ikke noget videre. Jeg læser, skriver lidt, drømmer adskilligt, Dagene gå uden at jeg rigtig véd hvorledes. I næste Uge med Mandag begynder Rigsdagen,k682 så har jeg hele Eftermiddagen besat. Så får jeg naturligvis bestilt endnu mindre. Jeg har idag læst Garborgs Kritik. Tænk, jeg synes, han er for skikkelig mod det Heuchske Pludder. For begyndende Tvivlere er der for øvrigt glimrende Bemærkninger i denne Kritik. Som ungt Menneske vilde den have sysselsat mig meget. Nu synes jeg den tager for meget Hensyn. Jeg er begyndt på en Bog af Normanden: Johannes Norman «Fritz Randel»,k683 den begynder meget lovende. Hvem er den Forfatter? På Bindet ser jeg, at han har skrevet «Til Statsrådstaburetten» og kan huske, at jeg har set en stor Bog med den Titel. Kan Du fortælle mig noget om ham? Jeg er bange for den Dag imorgen, hvis den ikke bringer Brev, og det kommer under alle Omstændigheder ikke før henad 6. Nu vil jeg sætte mig til at læse.
Lørdag Morgen
Elskede, idag hører jeg fra Dig! Der er dog det skikkelige ved at vente, at man endelig en Gang bliver sikker i sin Sag. – Jeg har haft Visit på Morgenstunden af With og har derfor ikke andet at gøre end at slutte Brevet for at det kan komme med Posten. På Mandag er det den første Oktober, så skulde der jo kun være en Snes Dage til at vi ses!
Din Erik

143. Amalie til Erik

Kr.ania 28de/om aftenen. [september 1883]
Min kjæreste ven, jeg har ventet med at skrive – mandag var det jeg fik dit brev – fordi det slet ikke gjorde mig glad, det brev. Du skjænder og er misfornøiet og lidt spodsk, og så er der en ytring som synes mig noget nær fornærmelig. Jeg gik og stundede efter det næste jeg skulde få fra dig, for så tænkte jeg, vilde hint indtryk forsvinde. Iaften er det kommet, men det har gjort mig meget melankolsk. Det er som om glæden ved din kjærlighed er ganske borte; der slår mig som et gufs imøde af noget jeg ikke kan, eller ikke vover at finde navn på. Bare jeg vidste hvad det bundede i; men det kan jeg på denne lange afstand ikke se. Jeg kan tænke mig to ting: enten har jeg såret og stødt dig ved et af mine breve, mig selv aldeles uafvidende, eller også er det vort forestående giftermål, som piner dig. Det må du endelig sige mig, min ven. Vær ikke et sekund bange for at jeg skal misforstå dine motiver. Du kan tale ud til mig om dette, som var det din mor, der havde bedt om din fortrolighed fordi hun vidste du havde fuld tillid til hende. Du har altid været ærlig imod mig, og du er til syvende og sidst ikke kommen tilkort dermed; lad nu intet afholde dig fra atter at være det; det modsatte, ved du, vilde hævne sig svarligen. – – Jeg fik et sødt, elskeligt brev fra din mor;k684 det gjorde mig så lykkelig og glad; jeg skrev straks tilbage så godt jeg kunde; men mit blev så dumt og fladt i sammenligning med hendes. – Jeg kan ikke skrive mere; jeg sidder med en trang til at græde som jeg give efter for. Hvad kan det nytte, sålænge jeg ikke har følelsen af at ligge tæt ind til dit hjærte, og det har jeg ikke nu. – Du, jeg har fået lyst til at opsætte min reise til Kjøbhvn, til engang i nyåret. Det vil af mange grunde blive bedre og rigtigere; da ved vi jo bedre besked om meget af det, der nu står skræmmende i alfald for dig, og derigjennem også for mig. – Du må ikke være sint på mig, men jeg kan ikke mere. Godnat min elskede.
Din Amalie

144. Erik til Amalie

Søndag den 30 September [1883]
Jeg er meget glad idag, men Du, Søde, er rigtignok kun indirekte Skyld deri. Først det Bedrøvelige. Igår da det lakkede mod den Tid, at et Brev fra Dig kunde komme, begyndte jeg at blive usikker og bange: Sæt der nu intet Brev kom! Og jeg gik min Vej, inden Ventetiden var udløben. Jeg gik for at spise, så havde jeg det at glæde mig til, når jeg kom Hjem, at der lå Brev til mig. Efter Middagen skulde jeg tale med Hendriksen, Udg. af «Ude og Hjemme»,k685 og da det var besørget, faldt det mig ind, at det var bedst samme Aften at gå til Schandorph, hvem jeg skyldte et Besøg og en Tak for Tilsendelsen af «Et År i Embede». Hele Tiden tænkte jeg på dit Brev, som lå hjemme på mit Bord og ventede på mig. Men det kunde jo være, at der dog intet Brev var, så vilde jeg ikke være hjemme. Jeg blev altså i Byen, fik Hendriksen til at gå med til Schandorphs, efter at vi først havde set «De usynlige» på kgl Teaterk686 – det er ikke alene det af Holbergs Stykker, som går bedst, men i og for sig et overordenlig morsomt Stykke; bliver det givet, mens Du er i Kbhvn, skal vi hen og se det sammen – at gå alene til S.'s, var jeg ikke meget for. Jeg turde navnlig ikke udsætte mig for at komme for dybt ind på en Omtale af den nye Bog. Nå, vi var altså hos S., og det gik livlig og godt. Jeg talte kun til ham om de Ting ved hans Bog, som jeg syntes, at jeg med nogenlunde god Samvittighed kunde rose og brød mig for øvrigt ikke Spor om det, som for nogle År tilbage vilde have været min eneste eller dog min væsenligste Interesse, at S. skulde få den hele runde, sandru Dom at høre, at han kunde arbejde sig ud af sine Fejl. Således går man tilbage i Moralitet. Nå naturligvis drak vi meget Vin, og jeg slufrede det formelig i mig som en tørstig Sjæl – Er der intet Brev hjemme, vil jeg i det Mindste kunne falde i Søvn. Men jeg var glad, der lå jo Brev til mig. Så kom jeg hjem i god Tid, Klokken var næppe over 12, Natten var mild, det regnede fint og tæt. Jeg kom ind i mine Stuer, intet Brev! Jeg véd jeg talte ganske højt med mig selv: Hvad skal dette sige? Hvad betyder dog denne Tavshed? Altså nu kan jeg ikke få Brev før Mandag. Hvad skal Du gøre af din Dag imorgen? Dette er virkelig Synd osv. Vinen hjalp mig dog heldigvis til at falde hurtig i Søvn. Jeg sov tungt til Kl 6, mærkede, at jeg havde ondt i Hovedet, og det lykkedes mig at sove videre til hen ad 9. Op. Min Te var nydt, mit Morgenblad læst, nu skulde jeg ud til Styrtebadet – jeg vandrede frem og tilbage i Sovekammeret, hvad så gøre? I det Humør, med denne underlige Tomhed i Tankerne, med denne Ængstelse – Hendriksen havde bedt om noget fint og kønt i den første Artikel, der er ikke Tale om, at Du kan bringe en Linje i Stand – – dirrr! Ringeapparatet. Det var min Moder med den mindste af Juttas Børn, en Gut, Oluf, på 4 År. Hun fortalte mig, at hun allerede for fire fem Dage siden havde havt Brev fra Dig – «så kønt og godt som jeg havde ventet det». Du véd ikke Amalie, hvor det gjorde godt at høre det. Jeg véd ikke, om jeg var bleven gladere, hvis jeg selv havde fået Brev. Alt blev lyst og godt. Hun havde naturligvis ikke tænkt sig, at jeg var uden Efterretninger fra Dig og havde derfor ikke skyndt sig med at meddele mig noget om dette Brev, det kunde næppe være nogen Nyhed for mig, og omvendt har Du vel ikke tænkt Dig, at vi lever så isolerede, at der går Uger og 14 Dage imellem at vi ses. Du har så, idet Du skrev til Moderen, tænkt Dig, at jeg på en Måde blev delagtig i denne Efterretning fra Dig. Men således går det altså ikke til, min Ven. Du en anden Gang ikke lade mig sidde således hjælpeløs alene. Ja, det er kun dette jeg har villet fortælle Dig. Jeg har været så glad og lykkelig idag. Jeg besøgte til Afsked den store Udstilling, det er sidste Dag den er åben.k687 Men dér på kom der mig rigtignok en aldeles afskylig Hovedpine, som endnu spænder over min Pande. Jeg skyndte mig hjem, klædte mig af, gik i Seng for at sove den bort. Det er ikke lykkedes. Jeg har ladet Mad bringe til mig hjemme og vil nu prøve på at sove lidt igen. Uheldigvis har jeg lovet at komme til With i Aften, men det gjorde jeg i Formiddag under Indtryk af min glade Stemning. Men altså Amalie, endnu har jeg intet Brev fået. Dog nu må det jo komme. Vistnok allerede imorgen tidlig. Farvel min yndigste Pige, Du er sød, men i denne Uge har Du været styg mod mig!
Din Erik

145. Amalie til Erik

Mandag formiddag 1ste oktbr.[1883]
Min elskede, jeg læser med bedrøvelse dit sidste brev, fordi jeg ser hvor såre du har ventet på at høre fra mig. Du, som var så sikker på at skulle få lørdag aften! og så må du jo ha'e ventet lige til på mandag. Vær ikke vred på mig elskede! det var ikke for at straffe dig, men fordi jeg var så bedrøvet efter dit brev. Hvor jeg gjerne vilde tage dit hoved mellem mine hænder, og kysse og klappe, og godsnakke for dig med masser af kjælenavne, for at du skulde smile til mig igjen, og sige at du brød dig ikke om det mere. Men kan du huske før, fra mødet i Sverrige af, og lige til isommer; – da fik vi aldrig mere end et brev om ugen fra hinanden, og nu var det netop akurat en uge. – Så man giver ikke mere end 8 kr. spalten i «Dgbldt» nu. Jeg vidste det ikke, for jeg har på lange tider intet havt med det blad at gjøre. Dengang man aldrig betalte, gav man 10 kr. Så er altså taksten reduceret siden den tid. Får man sine penge så er jo den nuværende ordning alligevel at foretrække. Du, hvad mener din mor egentlig med «skærene» som hun håber vi har sét, og skal undgå på en måde, hvorved intet af det bedste for nogen af parterne går tabt. Jeg kan ikke komme ind i hendes tankegang; jeg kan formode dette eller hint, men sikker er jeg ikke. Hendes brev til mig var så sødt og kjærligt; det var bare elskværdigt fra ende til anden. Jeg fik det forrige lørdag middag, og blev uhyre rørt og lyksalig derover. Så om eftermiddagen satte jeg mig til at skrive til hende, og det gik ikke så gesvindt som ellers, for det var så vanskeligt, syntes jeg; dertil kom at jeg også virkelig var så bevæget. Jeg havde tænkt at skrive også til dig, og fortælle derom; men klokken var bleven for mange; jeg skulde i selskab om aftenen, og måtte klæde mig om. Så vilde jeg gjøre det søndag form. Garborg og Schjøtt fra Fr.hald skulde rigtignok spise middag her, men jeg tænkte nok der blev tid. Men så kom Fritz,k688 og blev siddende og beklagede og jamrede sig og talte fortroligt – (uf det kjedede mig!) ligetil mine to gjæster kom. Han spekulerte på at blive til middag tiltrods for at han var buden til sin mor. Om aftenen skulde jeg til Thommesens, det var hans geburtsdag, og mandag havde jeg lovet gutterne at tage imod Fritz's indbydelse til at seile ud på båden. Om aftenen da vi kom tilbage, fulgte han og de andre fra seilladsen op til mig; så lå dit brev til mig, det som jeg ikke svarte på, og nu ved du hvordan det er gået. Du, hvor godt du kunde ha'e ligget her om nætterne ialtfald undertiden. Nu forleden da Fritz ganske bardous spurgte om han ikke kunde få sove her, han vilde så nødig ud på båden, vilde det været urimeligt og dumt at sige nei. Josefine gjorde naturligvis straks istand på Vilh's forrige værelse, og der sov han til om morgenen kl. 9 da vi spiste frokost sammen, hvorefter han røg en liden pibe, begyndte at gjøre mig fortrolige meddelelser i anledn. Drachmann og Ingeb.k689 og gik så kl. omtrent ½ 11. Siden har jeg ikke sét ham. Han talte også lidt om dig, og ytrede blandt andet: «du skulde gifte dig med ham Amalie.» «Hvorfor?[»] spurgte jeg; «åh, fordi i passer sammen, og sandsynligvis elsker hinanden, i ethvert fald véd jeg at han har været rasende forelsket i dig, hvorfor fanden kan du ikke gifte dig med ham![»] Jeg svarte ikke noget egentligt, og så vedblev han: jeg troede så sikkert det skulde sket i sommer, og det troede vi alle, men nu ser jeg jo at det ikke bli'er. Ah, der var så meget jeg skulde fortalt dig, men hvor kan jeg be[sk]rive det i brev. Når vi tales ved får det komme lidt efter lidt.
Du, der var noget i din mors brev, som tydede på at hun frygtede meningsforskjel og sligt, at hun vidste vi havde en modsat opfatning af så meget. Hvor kan hun for det første vide det, og hvad skulde det for det andet vel spille for en rolle? Se nu moderen; hun er meget religiøs (ikke pietistisk, tvert om) og høikonservativ, – men hun er samtidigt et menneske, og der er ingen jeg fornøier mig så godt med som sammen med hende. Moderen ryster vel engang imellem sit hoved til mig, og drager et oprigtigt suk over mig, men mere bli'er det aldrig; disputerer gjør vi ikke. Alligevel ved jeg godt at hun på bunden er meget bekymret over at jeg ikke er en kristen. Men som sagt, forstyrre det gode forhold mellem os, har det hidtildags ikke formået. Vi er for gode kammerater, ser du, og har for megen moro os imellem, og har også så megen overvunden sorg, og fortrolighed fælles. Hun ved til syvende og sidst, at der er ingen hun bedre kan stole på end mig, trods al forskjel i meninger om dit og dat, og det ved jeg om hende også. Derfor kan jeg ikke indse, at det kan spille en så stor rolle for din mor, at hun, før hun endnu har nogen erfaring på det punkt, gider skrive om det. – Ja, din mors brev var en virkelig «begivenhed» for mig, – det er sikkert. – – Jeg ved ikke hvem «Johannes Normann» er;k690 jeg har dog hørt det engang, men glemt det igjen. Det er vist en gammel embedsmand, hvis jeg ikke husker feil, men han skal være flink. – Nu kommer jo snart Poulsens: «Moderne Damer».k691 Titelen har han stjålet fra mig. Jeg sa'e ham engang, at jeg havde noget liggende, som jeg med tiden vilde gjøre færdigt, og kalde: Moderne damer. Han blev så henrykt over denne idé, og råbte: «åh for en titel, – den er deilig den titel, – ja, ja – jeg vil stjæle den, – ja, ja!» Og nu har han gjort det. Det er i den bog jeg skal forekomme som en skjønhed med ildrødt hår; vi skal forresten allesammen være der. Gjennem fru Schjøtt hørte jeg at Hegel havde været så ubehagelig, – «ja, ja,» og tvunget ham til at stryge et helt kapitel, og forandre nogle andre. Han er ikke længe om det den karen, – tænk at han alt nu har en bog færdig igjen. Det viser forresten flid og arbeidsdygtighed, men så er det på den anden side sandt, at alt hvad han skriver, helst havde været utrykt. Han ser forresten så sørgmodig og kleinartig ud om dagene. Jeg så ham igår hos Sars's, men jeg taler aldrig et muk med ham. – Jeg synes rigtignok du skulde fordre din gage for august, når du virkelig havde betinget dig at få den for ferien. En anden sag er det, hvis de har stillet op som modbetingelse, at du skulde skrive korrespondancer. Du kunde jo altid gjøre din fordring gjældende, og heller frafalde den, hvis du mærker de gjør klus; så vil de måske få som en fornemmelse af at du er bleven mindre pent behandlet, og blive rimeligere ved eftertidige anledninger. Havde det været i decbr. istedetfor nu, kunde jeg godt ha'e lånt dig disse penge; for da skal jeg sætte nogle i banken. Er Edv. Brandes virkelig så smålig? Fritz sa'e at han var så uhyre under pisken hos Ingeb. Jeg har slet ikke været så gesvindt med fru Ring som du tror. Jeg havde arbeidet meget på det før vi mødtes isommer. Jeg er rasende bange for din dom. Forresten kommer kun den ene halvdel der, den er bleven så svært lang, resten kommer senere.
Din Amalie

146. Erik til Amalie

Mandag Aften den 1st Oktober [1883]
Kæreste Amalie, min søde, elskede Hustru jeg har fået dit Brev – endelig.k692 Det er mig, som har afholdt Dig fra at skrive, det er mit Brev fra forgangen Lørdag, der har gjort Dig Fortræd.k693 Jeg var bange derfor og troede det dog ikke. Jeg vidste ikke, at Tonen deri havde været så styg, og jeg vidste endnu mindre, at mit næste Brev også kunde gøre Dig utryg. Min elskede, stryg de Breve i den Forstand ud af dit Minde, at de holder os fjærnt fra hinanden, det har ikke været deres Mening og det bør ikke blive deres Virkning. Jeg har intet andet Ønske end at blive din i Ærlighed og Sandhed, at blive gift med Dig, at stride Livet igennem sammen med Dig. Ethvert Ord jeg siger eller skriver går ud fra den Forudsætning, har det lydt anderledes, er det imod min Følelse og Vilje, at det er kommet ind deri. At der er kommet Ord ind, som synes Dig «noget nær fornærmelig» er et så sørgeligt Misgreb fra min Side, at jeg står hjælpeløs forskrækket der over for. Jeg véd ikke hvilket Ord det er, kan altså ikke gøre Dig en bestemt positiv Afbigt, kun dette: jeg har aldrig kunnet tænke, at noget Ord i Verden fra min Mund kunde få en sådan Karakter. Men det kommer vel af, at det står skrevet hen hårdt og koldt på Papiret, dets rette Lyd har Du ikke fået. Men altså elskede Ven, der har ikke været en Skygge af Tvivl i min Sjæl om Rigtigheden af hvad vi har besluttet, jeg ser en eneste Vej foran mig, den går med Dig i Ægteskab med Dig, Amalie jeg har i mine Tanker og Forestillinger ingen anden Form for Lykke og Fremgang i mit Liv. Hold nu dog fast ved dette. For mig står det i Grunden, som om vi alt var gift, så lidet har jeg tænkt på nogensinde at rokke ved den Afgørelse, og netop min absolute Ro på dette Punkt har mulig gjort mine Ord drøjere, mindre varsomme, end de vilde være faldne, stod jeg på en Måde uden for det, Du og jeg kaldte vort. Det var mig, som talte jeg om den Misfornøjelse, jeg havde følt, om den Frygt, jeg nærede, til Kameraten i Båden efter at vi forlængst var kommet ud på det åbne Vand, jeg tænkte ikke et Sekund på at vende Blikket tilbage til en Strand, vi for længe siden havde tabt af Syne. Og min Glæde? Elskede, den er så sikker og fast – ja som min Tilværelse er det. Ja netop som den. Den er ikke lutter Lys og smilende Håb, men den er en god Tro. Jeg tror på Dig Amalie, jeg tror på mig selv, det er denne Tro jeg bygger mit Liv på, og det er min Glæde, det vil sige, det er mit jeg. Jeg kan ikke se dette anderledes. Min egen elskede Pige, Du véd, at jeg ofte er såre misfornøjet med mig selv, at jeg dømmer strængt om mine egne Mangler, strængere end Du gør det, at netop denne kære mig selv kan gøre mig mange Bekymringer, men Du véd jo også, at jeg har Tro til ham, Glæde ved mit Liv. Du elskede, det må ikke forfærde Dig, at jeg ser Mangler ved Dig. Elskede, jeg er ingen stor Filosof. Jeg svinger i Stemninger. Jeg er svag på det Punkt, at et enkelt Indtryk tager Tid for at blive indarbejdet i mit jeg, i mit Sind, blive, om jeg så må sige, erobret, behersket af min hele Viden og Følelse, og inden dette er sket, kan der komme Ord frem, som maler mere det øjeblikkelige Indtryk end den virkelige Fornemmelse ved Tingen. Nå, Du havde i dit Brev hin Lørdag på forskellig Måde ramt mig pinagtigt, syntes jeg, og dette Indtryk har jeg givet for meget efter for – jeg er langsom har jeg sagt Dig mangfoldige Gange, jeg må altid have Tid for at være rigtig mig selv. Jeg véd, at det overraskede mig noget det ved Dig, jeg i hint Brev fandt, hvad skal jeg kalde det, selvretfærdigt, irrationelt, selvisk – ukærligt. Ja det er så store Ord og de dækker ikke min Opfattelse, og Du må for alt godt ikke tage på den Del af Ordene, der lyder bebrejdende. Der var kort sagt noget ved dit Brev, ved Dig selv, som i Øjeblikket for mine Hænder blev lige som glat og koldt, jeg kunde ikke gribe trygt og roligt om Dig. Det betyder mit Brev, den underlig usikre Følelse, der betog mig. Men tror Du jeg for Alvor blev bange? Eller hvad tror Du jeg benyttede Dagene derefter til? Jeg arbejdede mit Indtryk ind i mit jeg til en glad og sikker Fortrøstning til, at det jo dog netop vil sige Kærlighed, at man finder hinanden bag det, der først støder, at man hjælper hinanden på to Måder, fordi man netop har Sind dertil, den enes Indtryk bliver rettet udbedret, det forkerte i hans eller hendes Opfattelse tages bort, og den Rest, der så bliver tilbage af rigtigt i Anklageposten bliver det den andens gode Opgave at forandre. Jeg førte den kærligste Klage frem mod Dig, jeg sagde til Dig, at jeg måske var fordringsfuld og tåbelig, men at der måtte være en Rest af noget Berettiget i, at jeg stødtes bort ved noget strunkt og stivt i din Måde at ræsonere på, ved noget for Dig selv alene gående, ved noget i din Følelse, som gjorde Dig helt ene i Verden, ved noget, der netop ikke bøjede dit Sind ind imod den, Du elskede. Ak jeg fæstede mig i Grunden efterhånden slet ikke til det enkelte, der her havde været mig påfaldende, jeg gik og troede på, at netop vor Kærlighed vilde lære os begge at finde Ord, der skulde hjælpe os til tættere og tættere, inderligere og inderligere at leve Livet med hinanden, og jeg endte med ikke at være bange for den Mulighed, at der vilde komme Uoverensstemmelser, som aldrig kunde løses. Men jeg så fremad på vor Kærlighed som på et alvorligt Arbejde, og jeg bad Dig i Ånden ruste Dig med et stort Mål af Overbærenhed, for jeg kunde jo ikke sikre Dig imod, at jeg ikke midt under den Stræben, som jeg priste for Dig og mig, pludselig kunde lige som bryde ud af Banen og tage på Vej med Ord som dem i det Brev Du har modtaget. Og jeg fik en alvorlig Skræk for mig selv. – Ja nu har jeg i Hast – jeg har været nødt til at skynde mig – sagt Dig noget af det, mit Hjerte er fuldt af. Det er dårlig kommet frem. Men kan Du læse min Kærlighed igennem det, min rolige Fortrøstning til Dig, så er det opnået jeg vilde.
– Amalie, det vilde volde mig en aldeles ubeskrivelig Smærte, om Du nu opsatte din Rejse. Er der ikke tvingende Grunde for ikke at komme nu, så bliv ikke borte.
Din Erik

147. Amalie til Erik

Kr.ania 4-10-83
Min elskede, jeg har ikke kunnet få skrive til dig idag; nu er kl. ½ 12, og jeg er overstadig træt og søvnig. Det har været en meget bevæget dag med besøg og alskens greier fra morgenen af. Iaften har jeg været i en slags literær soiré, hvor «En Hanske» er bleven læst høit, og diskuteret bagefter. Nogle ord må jeg dog sende dig til tak for dit sidste kjære brev, og for det fra søndag;k694 det var så sødt og godt det sidste (fra søndag); jeg blev i et strålende humør af det. Men jeg er bleven bange for os, – det vil sige for mig, for at jeg ikke skal passe for dig igrunden, ikke skal være istand til at gjøre dig så lykkelig som jeg tror du kan gjøre mig. Det er dog alvorligt og skikket til at vække bekymring dette at jeg uden at ane det, kommer til at gjøre dig ondt, «ramme dig pinagtigt [»] o.s. v. Jeg har vist levet for meget på egen hånd – hele mit liv har jeg jo levet hen uden at vide hvad det vilde sige at elske et menneske, gå op i den ene og smelte sammen til et med ham. Jeg er dog glad at jeg kan forstå din anke på dette punkt; men netop derfor nærer jeg frygt. Når jeg nu gjenkalder mig hint brev i min erindring føler jeg godt hvad det er som har stødt dig. Jeg vil så gjerne lære at blive således i min kjærlighed og mit forhold til dig, som du vil, og som du vistnok er det ligeoverfor mig. Jeg vil ikke være for stolt til at ydmyge mig selv for dig, høre på dig, når du peger på mine mangler, dem jeg har i mig selv og dem jeg har i mit forhold til dig; når du bare kan være tålmodig og ikke opgive en eneste smule af dit håb og dine fordringer til mig. Men siden forrige mandag er der listet sig en tvil ind i mit hjærte, for det første om det måske dog ikke var overilet handlet af mig at fremtvinge dette, for det var jo mig som fremtvang det, et ægteskab er en forfærdelig alvorlig ting, ikke havde jeg troet at jeg nogensinde skulde komme til at indlade mig derpå. Og for det andet, om du virkelig ikke er bleven overrumplet af mig, om du ikke når det kom til inderste og sidste stykke helst vilde slippe, om du også har mod til at bære et ægteskab, og specielt et med mig. Det er dette som spøger i min hjærne om dagene; jeg var så sikker som fjeld fra begyndelsen af; men ligesom jeg havde kraften til at være det, kunde jeg ha'e kraften til at træde tilbage, og jeg vilde gjøre det, uden at der blev igjen i mit sind et fnug af uvillie eller bebreidelse mod dig, du elskede. Det var derfor jeg vilde opsætte mit komme for at vi begge skulde prøve os bedre, blive sikrere på os selv. – Alt det økonomiske kommer for mig langt nede i rækken; jeg nærer ikke spor af frygt på dette feldt; og det er ikke fordi jeg er dum og letsindig; det er fordi jeg har tro til dig og mig, og ved at vi kunne klare os her. Du ved der kom uoverensstemmelser af og til, misstemning og rivninger, da vi var sammen; men jeg syntes altid det havde så uendelig lidt at sige, fordi min kjærlighed til dig, og min lykke ved dig var så uendelig overragende over dette, så fast og sikker, at jeg ikke kunde ængste mig. Så tænkte jeg jo dengang heller ikke på at vi skulde leve livet med hinanden; jeg tænkte slet ikke overhovedet når jeg var hos og med dig. Godnat min elskede, jeg længes efter at lægge mit hoved op til dig og høre din stemme tale til mig. –
Din Amalie

148. Erik til Amalie

Fredag Efrmdg den 5 Oktober 83
Min egen elskede Ven, idag er det Fredag, og jeg har ikke skrevet siden i Mandags, jeg har lige som Følelsen af at have forsømt noget Dig vedrørende, men det er kommet af Travlhed og anden Forhindring. Dit søde Brev af i Mandagsk695 har jeg og vil først og fremmest besvare det. Det er sandt, jeg drømte igen noget besynderligt om Dig i Nat. Du havde sendt Mo'r et eller andet; med Pakken fulgte et Brevkort, formet som et temmelig stort Stykke let Pap, knækket over på Midten og derpå var på engelsk skrevet en Underretning til mig. Jeg blev nævnt som «han», og der stod noget om, at jeg naturligvis måtte finde mig i de Dispositioner Du traf. Det var urimeligt at stille den Fordring til Dig, først at undersøge mine Ønsker, «det med Giftermålet er jo dog ikke afgjort». Det var ikke din Hånd, der var på Brevkortet, det var store grove Bogstaver, men jeg vidste, at Du havde skrevet det, og jeg vidste også, at jeg ikke vilde få noget andet Brev fra Dig. Jeg havde ondt ved at forstå alle de engelske Ord, men jeg læste dem tydelig nok og i Morges skulde jeg have kunnet gentage den hele Epistel. Det var sikkert rent splittergalt engelsk. – Du Amalie, nu må Du virkelig snart sørge for, at Du bliver sødere i mine Drømme. Hvorfor skal Du pine mig i dem? Jeg længes aldeles umådeligt efter Dig efter at se og høre Dig, efter at tale med Dig, dette Filleri med Breve er ussel Kost og giver oven i Købet Anledning til Misforståelser. Ligger der nu ikke en sådan en og ruger imellem os? Denne forfærdelige Plan med at udsætte din Rejse er da vel falden til Jorden igen, vil jeg håbe? – Men nu dit Brev! Du spørger hvad Mo'r – jeg er fra Barn vant til at kalde hende Mama, og skønt jeg synes det er tåbeligt, kan jeg næsten ikke komme ud af noget andet Navn – har ment med «Skærene». Jeg gættede lige som Du i Blinde til i Søndags, da det fremgik af hendes Ord, at hun havde tænkt på dine Gutter. For hende har «Kærlighed» i Grunden aldrig haft anden Form end den mellem Forældre og Børn og mellem Søskende indbyrdes; hun kan til syvende og sidst ikke forstå, ikke virkelig føle med, når Talen er om Kærlighed mellem Mand og Kvinde. At Du altså kan vælge at følge med mig frem for til Dagenes Ende så vidt mulig at blive sammen med Gutterne, må for hende inderst inde blive en Gåde. Hun forstod mærkelig nok i sin Tid bedre end jeg, hvad der foregik i Søster Juttas Sjæl, da hun på Rothes Frieri rask væk havde svaret nej; det var ja, der var ment. Men hun har i dette Ægteskab, hvis Forløb er foregået så nogenlunde under hendes Øjne, fået at se i sin Datter en Gentagelse af sin egen Natur, og det må have bestyrket hende i Forestillingen om, at dette med den usvigelige Vished om, at man vil sammen, er uholdbar Grund at bygge på. Hun tror på Børnene i et Ægteskab, men længere går hendes virkelige Overbevisning ikke. Det er altså den erotiske Side af Ægteskabet, der alle sine Dage har været hende en lukket Bog. Det blev tilsidst et stygt Forhold mellem hende og min Fader. Da han mistede sine store Indtægter, blev Hjemmet opløst,k696 og hos Mo'r begyndte en længe tilbageholdt Bitterhed at give sig Udtryk. Det er det eneste Punkt i hendes Liv, hvor der har været noget hårdt og hjærteløst rådende, ellers er hendes Sind snarere overdreven følsomt. Hun er overordenlig kærlig. Nu til Spørgsmålet om hvad Rolle de forskellige Meninger i religiøs og politisk Henseende vil spille. Min sødeste Ven, jeg er meget spændt på det Punkt, om Du virkelig skulde kunne fylde den Kløft ud der findes, med din Elskelighed. Det måtte så netop også være ene Dig, der kunde gøre det. Og jeg ønsker sidst af alt på Forhånd at betage Dig Modet, men mig er det unægtelig ufatteligt, hvorledes det går til. Jeg standser ved den tredje fjerde Sætning nu i enhver Samtale om, havde jeg nær sagt, et hvilketsomhelst Emne, så ser jeg en uoverstigelig Skranke rejse sig mellem vore Anskuelser, en fuldstændig Umulighed for at føle og tænke ens om nogen Ting i Verden. Da jeg var ung, kæmpede jeg med de iltreste Ord for at overbevise, føre på nogenlunde sund og fornuftig Vej, og uden Virkning var disse mangfoldige Disputer ikke – ja det vil sige, man bøjede af for mig – nu siger jeg helst ikke et Muk, hvor Uoverensstemmelsen begynder. Jeg kender på Forhånd det håbløse for mig i at nå et Resultat. Du må jo huske, at det er ivrige, religiøst gennemarbejdede Mennesker med et stærkt udviklet intellektuelt Liv. Min Søster Henriettes Ros som genial Historielærerinde går over de tre nordiske Lande – bogstavelig –; jeg talte for nogen Tid siden med en yngre Dame, der havde været hendes Elev og også stemmede i med Lovtaler over hende, skønt hun nu var helt og holden Fritænker. Hun fortalte mig, at Henriette uden at blinke havde anført som Grunden til, at Carthago ikke gik sejrig [sic] ud af Kampene med Rom, – en Spådom i det gamle Testamente. Og i det hele var Gud og Kristus og «Ånden» og det gamle og ny Testamente uafbrudt med i hvad der så foregik i Verden. Da Mama havde læst Gertrude C., bad hun til Gud for min Sjæl. Ser Du det er ikke lette Forhold.
Lørdag Aften
Så langt kom jeg igår, så svigtede jeg Dig for en Forelæsnings Skyld på Universitetet (om social Ethik), hvis Art jeg gerne vilde lære at kende, om det var noget jeg burde være Tilhører ved i Vinter, og for et lille Selskab hos Arkitekt Bindesbøll eller måske rettere Professorinde B., han, min Bekendt, bor hos sin Moder.k697 I det Hus vil vi nu næppe komme, mit Bekendtskab til dem er temmelig flygtigt, imidlertid sad jeg som sædvanlig igår Aftes og målte alt med Dig ved min Side. Og jeg kom til det Resultat, at Du vilde have haft Glæde af at være med. Den gamle Professorinde er munter og frisk, to Døtre, hvoraf den ene er overordenlig dygtig.k698 Hun er Deltager i eller Bestyrerinde for en Forretning med Kunstbroderi, har meget at bestille og arbejder med en noget doktrinær men overordenlig samvittighedsfuldt udviklet kunstnerisk Smag, véd Besked; Sønnen er en Særling, en Buldrian og meget styg, særdeles kundskabsrig og kritisk. Der er en god kunstnerisk Tradition i det Hus – Faderen har bl.a. bygget Thorvaldsens Musæumk699 – Tonen er munter, det er noget af det København, jeg lider bedst. Det har Rod i nogenlunde den Åndssfære, jeg er opdraget i – det vil sige mere frigjort, mere inde i Nutiden. Der var en lille norsk Frk Aschehoug til Stede,k700 som talte rent dansk, underlig nok, begge Forældrene er vistnok norske. Samtalen drejede sig hovedsagelig om det Spørgsmål, hvorvidt vor Tid kunde siges at have sin egen Stil, eller om den bevidste Bestræbelse hen imod en korrekt Genfremstilling af tidligere Stilarter, ikke netop udslettede Begrebet «moderne Stil». Jeg holdt på, at Eftertiden vil finde en «Stil» også i det, vor Tid bygger og laver. Vi talte også om Werenskiold;k701 jeg søgte at hverve Tilhængere for, at han i én bestemt Retning er Nordens første Maler; i Evnen til at male Frilufttonen, at få sine Figurer til at stå i en Masse, i virkelig Luft, ikke i det tomme Rum. Så strejfede vi også ind på Spørgsmålet, om ikke Trækonstruktionen har ligget til Grund for al Byggekunst osv. Du, vilde Du ikke, tror Du, kunne have haft det nok så godt i dette lille Selskab? Sig mig, min sødeste Ven, om jeg er kedelig, når jeg således gør Forsøg på at meddele Dig, hvad det er jeg lever i? Jeg vil jo så gerne have Dig med ind i alt, og der foregår nu ikke den simpleste Ting i mit Liv, uden at jeg tænker på, hvorledes Du vil opfatte det, når Du er med i det, sidder midt i det. Når jeg går på Gaden, spørger jeg mig selv, om det vil forekomme Dig trykkende og kedsommeligt at vandre i disse Gader, eller om Du vil kunne more Dig ved de utallige Småiagttagelser, der der er Lejlighed til at gøre, om Du vil kunne falde således til Ro her, at de forskellige Gaders Fysiognomi uvilkårlig bliver Dig påfaldende, om Du vil kunne dele min Smag i Retning af at finde Underholdning i Småting, helt ligegyldige Sager, ikke just gøre dem i Ord men komme i en Slags udparcelleret Stemning fra Gadehjørne til Gadehjørne. Eller måske slet ikke det. Noget helt andet. Min yndige Pige, Livet forekommer mig til Tider så rigt, at stirre på mig med så vidunderlig mange Øjne, som alle indeholde en Gåde, der fanger Opmærksomheden fra Nu til Nu. Mest af alt tænker jeg på som noget herligt, at Du en Gang skal blive så gammel i Gårde her nede, at alt er Dig trygt og på en Måde kært, selv det, Du ikke lider. Således går det jo i Grunden mig. Jeg finder Kbhvn grim, utålelig på en vis Måde, og så mærker jeg, at jeg egenlig træder på hver Sten med et hemmeligt Behag. Ja det er, når jeg er i den menneskevenlige Stemning. Det hele kan også hvile som en Byrde på mit Humør. Men jeg snakker Dig vist for meget om ingenting.
Søndag Morgen.
Du elskede, jeg fik dit Brev igår Aftes. k702 Jeg skulde ud og kunde ikke skrive mere. Nu til Morgen bliver der kun Tid til to Ord. Jeg tror ganske sikkert og fast, at det ingen Fare har med os. Gik vi gladelig uden Spor af Begreb om den Opgave, vort Ægteskab stiller til os begge, ind i dette, kunde Sagen mulig være betænkelig, men når vi to fornuftige Mennesker elsker hinanden og véd, at dette betyder en Udvikling, et Arbejde sammen ud ad til og ind ad til, hvorfor så frygte? Er Uoverensstemmelserne så store? Jeg tror det ikke. Min elskede Pige, føler Du din Kærlighed til mig varm og inderlig som da Du besluttede at ville være min Hustru, tror Du med samme Styrke på, at jeg kan gøre Dig glad, så frygter jeg ikke. Det vil sige jeg frygter ikke for mit eget Vedkommende, for at min Glæde ved Dig ikke skulde være inderlig og stærk nok til at tage adskillige Dravater af Skuffelser, der komme og gå. Men naturligvis må Du være rustet på samme Måde. Du skal være forberedt på at bære din Kærlighed uskadt gennem en gold Egn. Den må have megen Livskraft, må ikke banke i dit Blod alene, den må sidde til Højbords i hele din Natur, i hver Tanke, havde jeg nær sagt, må være det stolteste Du ejer og det blødeste, og den må have en Evne til at fordre lidt og ville meget, samtidig med at den ikke giver tabt for noget som helst Fusks Skyld. Min elskede Pige, det er kun dette Ene: tro, at Du står ved en Begyndelse, når Du gifter Dig, ikke ved en Afslutning, så mødes vore Tanker og vor Vilje. – Men kom ned til mig, elskede, efter din første Bestemmelse, det forekommer mig aldeles forkert at tale om os selv på denne Måde på Papiret. Der er ingen ret Vejledning i nu at sidde hver for sig. Elsker Du mig Amalie, så vær tryg, men Du skal elske mig med Ømhed og Forstand. Men det gør Du jo, Du sødeste Kvinde på Jorden, hvad er det for noget Tøv vi snakker om. Du skal komme til mig efter din første Bestemmelse. – Så nu kom der et Menneske! Farvel Du elskede jeg venter Dig
Din Erik

149. Amalie til Erik

Kr.ania 8-10-83.
Jeg gik og ventede brev fra dig på lørdag; så kom der et på façon som dit, men så var det fra en herre her i byen, som jeg fra engang i tiden skyldte mit portrait. For at minde mig om det, sendte han sit eget en gang til; du kan tro det var en modbydelig skuffelse. Så imorges (mandag) kom Jakob Alver med et på samme façon, og mit hjærte begyndte at stormbanke, men så var det fra Elisa Knudtzon; først iaften fik jeg dit, du elskede; det er forfærdeligt at gå og vente og intet få; især før klokkeslettet er omme, og man har fået den forfærdelige vished. Elisa skriver forresten om at jeg ikke burde reist overland med dig;k703 folk har snakket en masse om det; hun er ærgerlig på mig fordi jeg har gjort noget, hvorved jeg har givet dem anledning til at tale tvetydigt om mig, og vred på dig, at du kunde vilde kompromitere mig således, «for det vidste han meget godt at det vilde». –»Jeg, som altid har været så stolt af dig, – hvad skal jeg nu svare, når de kommer og taler ubehageligt om Dig?» – hun taler sig ganske hed og skjænder fordi jeg ikke havde sagt det til hende i forveien – «så skulde du ikke fået lov». – – – «hvad er det Skram tænker på, – tror han sligt går an med en, som dig, – uf, det er skammeligt af ham, [»] – – «ja, hvis i ikke er forlovet allermindst at sige», – – – – – – – «du er meget for smuk og bedårende til at kunne gjøre sligt, og det ved han udmærket godt – – – Knudtzon skriver også om det til dig, – han siger: at hun ikke tænkte på sine gutter» – – – Naturligvis, – det kunde jeg så godt vide, – det forundrer mig ikke en smule, – jeg har fået det før fra flere hold herinde også, – og det er som et dryp af noget koldt på min næse for hver gang; så ta'r jeg lommetørklædet og tørrer den af, og så er hele fornemmelsen vække. Forresten, havde jeg vidst at vi skulde blive gifte med hinanden, kunde jeg gjerne la'et det være, så var vi gået søveien, men dengang da jeg nærmest troede vi snart vilde være skildte for dette liv, kunde jeg ikke nægte mig den glæde det var, at reise gjennem landet med dig. – Du, som ligger og drømmer om mig om nætterne, – sådanne idiotiske drømme, den med sylteglassene var forresten morsom – hvad er det dog som går rundt i hovedet på dig, – nei så kan jeg gjøre det bedre, – hør nu: igårnat (ja du husker vel dengang på skibet, da jeg endte med at springe i vandet, fordi «han» ikke var dig) – altså igårnat sad jeg sammen med Kathinka Heiberg (min ældste og bedste veninde) helt oppe under taget i en trang liden loge i det kgl. theater i Kjbhvn. Vi så et stykke med sang og pistolskud, og helt nede på gulvet sad du ved siden af Edvard Brandes (i drømme kjendte jeg ham, skjøndt jeg aldrig har set ham) og talte og hviskede en hel del. Jeg så dig ¾ profil, og viste Kathinka dig som betragtede dig i min kikkert og sa'e: hvor pen han er, du. Jeg var så henrykt og stolt af dig, vilde gjerne du skulde opdage mig, – jeg var kommen derned uden dit vidende, – men følte samtidigt ængstelse for det øieblik du skulde få øie på mig. Pludselig tog E.B. en kikkert og gav sig til at se rundt om, også op til os; derpå puffede han dig på ærmet, pegte op på mig og jeg kunde se at han spurgte om du vidste hvad det var for en. Du tog kikkerten, vendte dig om til vor kant, og efter et sekunds forløb gav du den tilbage; reiste dig hurtigt og løb ud uden at svare ham et muk. Jeg så at han stirrede skrækslagen på dig: «Han kommer herop», sa'e jeg til Kathinka, – vent nu bare, og straks efter stod du i døren. Jeg for op og styrtede om halsen på dig, for alle menneskers åsyn, – det gjorde jeg, – du som lader dine drømme bagvaske mig således. Du tog mig om livet, og formelig bar mig med dig ned over trapperne ud på gaden. Der tog jeg mig til hovedet, og huskede mit overtøi. «Lad det være, – hvad pokker kommer det skidt os ved», sa'e du ganske vred. Jeg blev ærgerlig, og spurgte om du vilde jeg skulde gå barhovedet gjennem gaderne? «Ja vist, du halstarrige menneske», sa'e du og greb mig hårdt i armen. Men min forværks kåbe, – jeg kan jo ikke gå fra den, råbte jeg og rev mig løs, – sprang et par trin op i trappen, men fik pludselig en lammende skræk for at ha'e gjort dig vred, – vendte om, gik hen til dig, slukøret som en liden hund, tog dig frygtsomt i hånden og sa'e: [«]du kan vel skjønne at det hele var spøg, – tror du jeg bryder mig om nogen kåbe, jeg.» «Så kom da», – sa'e du halvt formildet, – nu kjører vi ud til Amund Helland. Vi så gjorde, men da vi kom op til A.H. var det mine værelser, og inde i kabinettet var der placeret et langt bord med en hvid dug på, og på denne sad en kjæmpemæssig rotte, og tænk dig hvor underligt, – i samme nu vidste vi begge at den der først kom indenfor tærskelen måtte dø af rotten. Jeg gjøs et øieblik heftigt tilbage, men pilsnart besindede jeg mig, puffede dig bagover, og løb frem. «Amalie!» råbte du med en ubeskrivelig angst i stemmen, – «vil du gå tilbage!», og i samme nu havde du armene om mig, og stødte mig så langt indover fra den grufulde tærskel, at jeg vidste der ikke var tale om at komme dig i forkjøbet. Så vendte du dig lynsnart om og gik over tærskelen; der stansede du et sekund, kyssede på fingeren til mig, og var i samme nu dræbt af rotten. Spørg mig ikke om det var en lise at vågne i det samme og vide at det var løgn. Jeg græd af glæde, og af kjærlighed til dig som var gået i døden for at redde mig, – indtrykket var så friskt, og det forholdt sig således at en af os, men kun én, af en eller anden grund måtte og måtte blive et offer for den djævelske rotte.
Tirsdag morgen. Dit sidste brev er så elskværdigt, – jeg læste mig så glad på det, men du skriver i det heletaget på en anden måde end før. Jeg kan ikke mere mærke at du er det mindste forelsket i mig, og det kunde jeg før næsten på hvert eneste brev. Men derfor er det jo ikke sagt at du hænger mindre ved mig nu. Jeg er nysgjerrig på at se, hvorledes jeg vil føle det når vi atter sés – jeg skal nok straks mærke om du elsker mig ligesåmeget som tidligere, eller hvordan det egentlig hænger sammen med dig. Og så kommer jeg alligevel nu, siden du ikke også finder at det var bedst om jeg ventede. Det var det som gik rundt i mit hoved: hvis det nu virkelig forholder sig således at han ikke er ligeså sikker lige ind i sjælen som du, på at det er det eneste rette i alle dele at giftes med dig – (dine breve var så underlige) så er det dog bedst at jeg ikke viser mig dernede, ikke kommer tilsyne for hans mor; det kunde jo dog hænde at det gik overstyr, hvis jeg f.eks. bare fik vished for at min tvil var grundet, så vilde det være uigjenkaldelig afgjort i samme nu. Men dette at du endelig vil jeg skal komme nu efter min første bestemmelse viser mig, at du i altfald selv tror på, at der ingen tvil eller usikkerhed er hos dig, og så er jeg fornøiet. I modsat fald tænker jeg nok at også du vilde finde det bedre at jeg opsatte mit komme, til du havde mere greie på dig selv. Uf, jeg har igrunden gået og lidt så ondt under denne kvalfulde tvil, men ikke været vred på dig eller selv misfornøiet med dig, ikke et øieblik min elskede! Men så kommer jeg altså; når kan jeg ikke bestemt sige, – nu skal jeg flytte ved du i slutten af denne uge, og så går der altid en tid hen før alt er ordnet. Jeg husker ikke om jeg har sagt dig, hvor jeg flytter hen, det er i St. Olafsgade 11 B. anden etage,k704 meget penere værelser end her, og naturligvis meget mindre leilighed. Nu bli'er det bare os tre, så kan du vide vi ikke behøver alle de værelser. Jakob Alver reiser idag tilbage til bedsteforældrene.k705 Vi er alle så benauede og Jakob selv ikke mindst. Jeg har ikke villet ymte et ord om at beholde gutten, så stor lyst jeg endog kunde havt dertil. Fru P. har jo havt ham siden moderen døde; da var han 1 ½ år gammel, og hun hænger ved ham med en afguderisk kjærlighed. Hvis hun ikke fik ham, tror jeg hun døde af sorg. Så er det jo også dette, at hun har været så angst for min påvirkning; hun er meget kristelig og fanatisk høirepolitisk. Det var det som var det værste. Det er forresten synd på gutten; han vilde havt bedre af at blevet [sic] hos mig, – synes jeg da – og Vilh. havde også helst sét det; det ved jeg med vished, men siden han ingen bestemmelse efterlod sig derom, får det gå sin gang. – Det var godt jeg fik vide hvad «skærene» betød. Jeg har studeret så på det. Hvis jeg ikke havde truffet dig, vilde jeg heller ikke kunnet forstå at man kunde forlade noget så kjært som sine egne børn for en mands skyld. Jeg begriber såre godt din moders følelser og raisonnement på det punkt. Men jeg er ikke i tvil om at det er ret gjort af mig. Jeg siger som «Nora», rigtignok i en hel anden forstand og ud fra andre forudsætninger: «jeg tror at jeg er først og fremst et menneske»k706 – og dernæst mor for mine gutter. Jeg har i så mange år levet bare med dem, og med min livsplan lagt udelukkende på dem, – nu er tiden kommen at jeg skal få leve lidt for mig selv, det vil sige for dig, som jeg elsker. Gutterne er desuden nu så store at verden snart vilde ta'e dem, – så sad jeg der, jeg, nei, det er ikke sandt, – de vilde aldrig ladet mig sidde der i den forstand, men bestandig havt mig til en vis art kammerat. – Nu er jeg også spændt på at se om det bliver så vanskeligt at finde glæde i hinanden for dine og mig. Jeg kan ikke tro det. Hvad der hjælper mig lidt er nu det at jeg kan så forfærdelig godt, så aldeles til bunden ud og ind forstå en der tænker og er kristelig. Når jeg altså sidder og taler med en sådan, føles det aldrig af ham eller hende som om der manglede forståelse fra min side; jeg har heller ikke imod de kristne specielt; jeg har imod fuskede, vrøvlede, ækle mennesker, enten de er kristne eller fritænkere. Når jeg bare forstår et menneskes tankegang, og finder den grei og konsekvent, så generer forskjelligheden i livsbetragtning mig ikke. Og således er det på det politiske område også. Bare jeg forstår, hvorledes det går til, at de har den eller den mening, så irriterer det mig ikke længer. Husker du når jeg tog Heuch en smule i forsvar,k707 hvor vred du blev. Der er dog ingen tvil om, at det var noget af en virkelig forståelse af manden, der bragte mig til at lægge et ord ind for ham, om jeg end hidset ved dig sa'e mere end jeg strengt taget vilde vedkjende mig. Du siger i dit brev: «Elsker du mig Amalie, så vær tryg», men du taler som om det modsatte ikke vilde angå dig i mindste måde, akurat som om du sa'e: elsker du mig, er det vel nok, men elsker du mig ikke, så derfor ingen sure miner. Hvor kan du være bleven så forstokket flegmatisk. Men jeg elsker dig nu alligevel.
Din Amalie.

150. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 10 Oktober 83
Du kan ikke mærke, jeg er forelsket i Dig, siger Du. Vent, til jeg har Dig i mine Arme, min yndigste Ven, så vil Du mærke det, håber jeg. Amalie, jeg elsker Dig bedre nu end før om ikke højere. Skønt også det tror jeg. Du er vist bleven mig kærere. Men jeg tror selv, at jeg er bleven roligere – udvortes i alt Fald. Der var før bestandig noget som en Undren over mig, over at jeg var så lykkelig, over at jeg ejede din Kærlighed, denne Undren har jeg jo måttet omsætte til en mere rolig Følelse af fast Vilje. Jeg har Dig Stump, Du har nævnet Dig som min Hustru, jeg elsker Dig som mit evige Eje, og så er jeg dybt grebet af hvad denne Kærlighed betyder for mig selv. Jeg véd så vist Amalie, at der er et Arbejde på min egen Udvikling, der måtte begynde fra samme Dag Du vilde være min, og det har rimeligvis gjort mig alvorlig. Jeg har opgivet at spørge mig selv: hvad er det Amalie elsker hos dig, og så blive glad for hver Gang jeg på ny fik Visheden for din Kærlighed; jeg har vendt Spørgsmålet ind imod mig selv og spurgt: Kan dette og dette leve i dit Kærlighedsliv med Amalie? Kan denne lille Egenskab huses endnu, kan disse lamme Evner tåles? Og det er ikke altid, at Svaret har været fuldt beroligende. Min yndige Ven, det kunde godt være, at jeg nu er helt anderledes frygtsom end i vor Kærligheds første Dage, og at noget sådant spejler sig i min Måde at være på over for Dig. Men samtidig véd jeg, at min Fordringsfuldhed ikke er aftaget. Men alt dette er noget, som kommer i Forgrunden, når jeg er ene; kommer Du nu her ned, vil jeg formodenlig kun være glad. – Jeg var dygtig og fin og glad nok til at være din Elsker. Er min sociale Stilling ikke for ringe til at jeg kan være din Mand? Det er et af de Spørgsmål, der jevnlig komme for.
Fredag Aften den 12 0ktober
Elskede, vær ikke vred på mig for Forsinkelsen af dette Brev, jeg har ikke kunnet gøre for det; Tirsdag, Onsdag, Torsdag og Fredag Morgen har jeg at pusle med den Artikel, jeg skal stykke sammen til «Ude og Hjemme», ved Siden af Dagens Arbejde i Rigsdagen. Min elskede, jeg har tænkt på at sende Dig et Gallopbrev, for at Du ikke skulde gå og vente forgæves, men heller ikke det vilde føje sig for mig. Jeg var så glad ved dit sidste Brev. Torsdag Morgen gik jeg helt lystig i Alleen ind til Byen og gjorde Nar ad mig selv, ad min Alvorsmine, ad denne evige Famlen på og Befølen af mine moralske og intellektuelle Egenskaber, og jeg skrev i Ånden et muntert og frejdigt Brev til Dig, hvori jeg sagde Dig, at jeg elskede Dig, var lykkelig, og at Du var et kortsynet Menneske, som ikke kunde se Forelskelsen dæmre bag den Bededagsmine, som jeg havde anlagt. Så kom jeg ind i Redaktionskontoret, læste Korrektur på den første Del af min Artikel. Den var ikke god. Enkelte Ytringer fra Udgiveren oplyste mig yderligere, end jeg alt var det, om hvor overordenlig bunden m.H.t. Meningsudtalelser, Bladets vanskelige Stilling gjorde mig; det var ikke lovende. Jeg så i Ånden disse Artikler om kort Tid høre op af to Grunde: det ringe Liv, jeg kunde puste ind i dem, og Faren ved at fortsætte med en Omtale af Dagens Begivenheder, hvori revolutionære Anskuelser kunde spores. Så forsvandt min Hovedbiindtægt. Mere end dette sidste Hensyn pinte dog mit svage Arbejde mig. Det er fordømt kluntet, hvad jeg skriver; tungt, uden Flugt eller Lune og netop aldeles blottet for den – ægte eller uægte – Glans, der skulde vække Opmærksomhed. Jeg er vis på, at de allerfleste Læsere går hen over det, uden at fæste sig det mindste derved. Kun en eller anden snusfornuftig Idiot sporer svagt Røgen af den Brand, der stikker bag, og iler med at meddele den let skræmte Redaktion, at dette slet ikke går an. Men altså min Evneløshed til at yde det, som man venter af mig, som er Meningen med disse Småartikler om Ugens Begivenheder (at de skulle være morsomme) blev liggende som en Tynge over mig. Jeg arbejdede i Rigsdagen, læste der efter på ny Korrektur – det sidste Stykke var egenlig ikke en Snus bedre end det første – og gik så til G. Brandes' første Foredrag i År,k708 som skulde omtales med et Par Ord. Det var overordenlig fængslende og interessant. Men Ulykken vilde, at Manden fordybede sig i den ulykkelige Charlotte Stieglitz' Historie,k709 Du véd, den unge begavede Kvinde, der giftede sig med den udslukte Digter Stieglitz og dræbte sig selv for ved denne rystende Begivenhed at vække Manden op af den åndelige Lamhed, hvori han levede. Det var ikke just et Stof, hvoraf jeg skulde hente megen Opmuntring. Tværtimod det gik mig, som det går de unge medicinske Studenter, der høre om afskylige Sygdomme og spore alle Symptomerne på sig selv, jeg følte Hr Stieglitz slappe Hjernemasse krybe inde i mit Hoved. Forskel var der ganske vist, men formodenlig var den ikke stor. Jeg var ganske underlig til Mode da jeg kom derfra. Min søde, yndigste Pige, jeg havde tænkt at skrive mit Brev færdig til Dig, når jeg kom hjem, altså igår Aftes, det, der skulde skrives om det Brandeske Foredrag, måtte kun blive et Par Linjer, men jeg følte det straks som en Umulighed. Skulde jeg give den Stemning, hvori jeg var, Ord, vilde det blive noget så sørgmodigt, at det endte i Urimelighed og formodenlig i dine Øjne ikke engang blive et Kærlighedsbrev, og desuden trængte jeg med en formelig legemlig Tørst efter at læse eller høre noget åndfuldt og fint formet. Jeg var helt febrilsk efter at fornemme skønne Tankers Berøring, føle en andens skarpsindige Iagttagelser meddele sig til mig, og jeg skyndte mig – Klokken var alt ½ 9 – til en Boghandler, som jeg kunde formode havde åbent endnu. En ude på Østerbro i Nærheden af hvor jeg bor. Jeg kom der med Sporvogn, så Bogladen lukket, opdagede Lys indenfor, gik en Bagvej og kom ind, hvor 3 unge Herrer stod og gjorde Dagens Indtægt op. En dejlig Bunke Penge! Så købte jeg første Hæfte af Julius Langes «Billedkunst»k710 – den havde hele Tiden stået mig i Hovedet – den kostede heldigvis kun 1 Kr (senere kommer der 8 Hæfter til, som jeg altså nu er Abonnent på), og jeg skyndte mig hjem, skar Bogen op, og læste som den Tørstige drikker. Jeg spiste en halv Snes Pærer samtidig. Først en Afhandling om «En antik Nævefegter». Det var godt, dygtigt, men lidt for jevnt i Tonen for mig netop da. «Skulptur-Fund i Pergamon» fængslede mig mere, men jeg mærkede alt for tydeligt, at jeg her omtrent måtte tage alt på Tro og Love, mine Kundskaber på Antikens Område duer ikke meget. Det ærgrede mig, jeg vilde hellere have læst noget, hvis Betydning jeg helt ud kunde skatte. Nå, så satte jeg mig til at skrive en Snes Linjer om de begyndte Forelæsninger på Universitetet og kunde i dem ikke få indpasset det mindste, der var Umagen værd at læse. Så var Klokken over 12 og jeg gik i Seng, lysvågen. Så læste jeg noget mere om Pergamon, blev endelig søvnig, faldt i Søvn og sov lige til Kl ½ 10 imorges. Det var Snyderi. Jeg vilde imorges have skrevet et Par Ord til Dig. Nu var det umuligt at få det afsted med Posten. Jeg gjorde mig altså færdig, læste mit Morgenblad og gik ind på Trykkeriet for at redde en Linje, der dog mulig kunde blive mindre flov end den var. Det lykkedes, og jeg syntes, at min Artikel i det Hele ikke var slet så dum, som den var forekommet mig Dagen før. Denne Forestilling varer nu til på Søndag, når jeg læser den i Bladet. Så har jeg atter Ækkelhed ved mig selv, og desværre bliver vi vel så flere om det. Men jeg fortæller videre. Keder denne Vidtløftighed Dig? Du har ikke svaret mig direkte derpå. I Trykkeriet stødte jeg sammen med Jon [sic] Paulsen.k711 Du véd måske, at han er kommen her til. Forleden havde han søgt mig på Mrgbl's Kontor. Han kom for at aflevere et Korrekturark af «Moderne Damer». Jeg véd ikke rigtig, jeg kan ikke huske det, om jeg skal være gal på det Menneske. Han har jo ikke fornærmet Dig, vel? Kun været dum, ikke? Og mig har han jo ingen Fortræd gjort, vel? Jeg blev glad, da jeg så ham. Det var, fordi han kom fra Kristiania, og for en Gang eller to er han let at tale med og morsom. – Du, det gik mig helt komisk et Par Dage efter at jeg var kommen her ned. Jeg stødte da pludselig på Rovsing,k712 og fordi jeg øjeblikkelig satte ham i Forbindelse med Norge og Dig, glemte jeg, at der nok egenlig var nogle Flovser med ham, og at Du ikke ubetinget satte Pris på ham, jeg sagde «Du» til ham, skønt jeg netop tidligere havde afskaffet dette Dusbroderskab, som han en Aften havde overfaldet mig med, og jeg mærkede først for sent, at min Glæde i Grunden slet ikke galdt ham, men de Ideforbindelser, Synet af ham fremkaldte. – Men altså Jon P. og jeg gik gladelig fra Trykkeriet sammen. Han skulde til G. Brandes for at gøre Visit. Det kriblede i ham; der har jo været noget Vrøvleri imellem de to, den ømfindtlige G.B. og den do J.P. har talt ondt om hinanden; nu gik han for at få en Forsoning bragt i Stand, og jeg satte ham af ved Døren. Derfra gik jeg til Mrgbl's Kontor for at hæve nogle Penge, jeg havde til gode for Artikler i September. Honoraret var noget større, end jeg havde ventet, man betaler mig 6 Øre Linjen. Men der fik jeg ellers en Ærgrelse af solid Natur. Man vil ikke betale de 100 Kr, som jeg har gjort en Art Fordring på. Jeg havde nu ventet at få dem. Mit Krav er af den Natur, at havde jeg havt let ved at undvære disse Penge, havde jeg ikke stillet det, idet det altid forekommer mig pinligt at kræve, hvor Folk ikke godvillig udleverer, og min Ret ikke er uomtvistelig, men på den anden Side har jeg ondt ved at finde mig til rette med den Finfølelse, som nægter at udbetale mig denne Sum, når jeg har forlangt den. Min Fordring kunde have galdt 150 Kr, jeg har selv sat den ned til 100 Kr for netop ikke at gå videre end min moralske Ret gik. Men altså jeg fik ikke disse Penge. Det er en Fandens Historie, og jeg har været i dårligt Humør i den Anledning den hele Dag indtil nu, da jeg begyndte at skrive til Dig. Nu befinder jeg mig i Grunden udmærket godt. Men det holder jo desværre ikke ud, der er virkelig alvorlige Ting at hente Bekymringer fra. – Nu tager jeg, Du sødeste Menneske på Jorden, dit Brev for mig og læser det Linje for Linje og standser og svarer for hver Gang jeg synes jeg vil putte et Ord ind. Ja, Unge det er rædsomt at vente! I forrige Uge eller når var det, Du pinte mig så afskyligt, fordi jeg havde skrevet et stygt Brev på noget fra Dig, som slet ikke var elskværdigt. Men der kan Du se! Og når Du denne Gang også kommer til at vente, gør det mig uhyre ondt. Men hør nu Unge, nu kan jeg igen ikke forstå mig på Posten. Nu får Du om Mandagen mit Brev, der er sendt afsted Søndag Morgen, og jeg får om Onsdag Aften dit fra Tirsdag. Det er jo som i den gode Tid fra i Sommer. Hvad har der været i Vejen i den Tid Brevene var to Dage under Vejs? – Jeg kan ikke lide, at Du fortæller mig, at «en Herre her i Byen» osv. Jeg vil vide, hvad det er for en Herre, hans Navn, Stilling osv. Jeg fortæller Dig alt sådan noget. Hvad har Du med «en Herre her i Byen» at gøre? Du glemmer, at Du er min Kone og skal aflægge ordenlig Regnskab. – Ak for den Rejse, som nu volder Fortræd! Jeg har virkelig været naiv nok til at tro, at det kunde gå an. Du var det da også, og så vidt jeg har kunnet mærke, de fleste af dine Venner med. At Fru Elisa Knudtzon nu istemmer et Klageskrig er øjensynlig påvirket af Sladderen. Og jeg, som i mit stille Sind har givet Norge en Masse Æreserklæringer i Anledning af, at man der var så umiddelbart velopdragen, at man ikke på Forhånd eller Baghånd blandede sig i en Affære, der i Danmark slet ikke kunde være sat i Værk. Men jeg tager for øvrigt ikke mine Æreserklæringer tilbage. Din Kreds i Kristiania har jo ikke sat betænkelige Miner op, vel? Du er nu sød, som Du tager de kolde Dryp på din Næse. Ved Sagen er der jo for øvrigt heller ikke noget at gøre, og jeg kan ikke gå ind på at fortryde på vor Rejse. Den var udmærket smuk og sød, og havde vi blot intet havt at skjule, vilde den have været fuldendt god. Jeg forsikrer Dig, at jeg ofte kan falde hen i spændt Nysgerrighed efter at erfare, hvorledes dine Miner vil være, når Du uden videre bekender for al Verden, at det er mig, Du elsker. Du vil vist selv blive i højeste Grad forundret over, at Du intet har at skjule, når det store Faktum kommer for Dagens Lys. – Ja min Elskede, dine Drømme er bedre end mine og ulige interessantere. Hvor jeg elsker Dig for dem begges Skyld! Men Fo'rværkskåben havde jeg nu alligevel givet Dig Tid til at tage med. Historien med Rotten greb mig, jeg finder den ikke meget usandsynlig. – Nu er jeg søvnig, Kl er 12, jeg må i Seng.
Lørdag Morgen.
Igår havde jeg for første Gang den Mulighed i mit Hoved, at jeg selv kunde ønske, at Du ikke kom nu her ned; men det var ene og alene Vægten af det økonomiske Tryk, der da lå på mig. Der er noget ydmygende, noget for min Følelse nedværdigende i økonomiske Sorger. Jeg føler mig angrebet i min Værdighed som Menneske, jeg har ikke Mod til noget under Solen, når disse skidt Penge mangler. På den ene Side er Livets Ordning udelukkende bygget over Princippet: Hvormange Penge råder Du over? og på den anden Side er selve Erhvervelsen af disse Penge en grov og ikke meget anset Beskæftigelse. Samtidig at skulle være stærkt åndelig udviklet og i Stand til at tjene Penge var, navnlig da Kølen til min Person blev lagt i min Hjerne, en dårlig Spøg, en dum Modsigelse: jeg lærte aldrig at forene disse Opgaver. Det piner mig usigelig at skulle lægge Planer til Fremgangsmåder, hvorved man erhverver Penge. Jeg er som et Menneske, der ikke kender Sproget i det Land, hvori han skal færdes: jeg er ængstelig forlegen, ulykkelig. Og når det nu viser sig, at mit Talent – hvis jeg har noget – slet ikke er af den Art, at man i Længden vil komme til mig for at bestille det og det Arbejde hos mig og betale det, så står jeg virkelig ganske dum der. Jeg har ikke den svageste Forestilling om hvad der da er at gøre. Så er det jo muligt, at jeg får skrevet en Bog, en Komedie eller sligt; men det er jo også muligt, at jeg ikke får gjort det, og når så ikke en eller anden falder på at tilbyde mig den ledige Plads som Opsynsmand ved et Musæum eller Bud i en Livrenteanstalt, så antager jeg, at jeg må se at expedere mig ud af denne Tilværelse, der har glemt at forsyne mig med de Penge der er nødvendige til at leve af. Ser Du, det er jo strængt taget ikke meget forsvarligt at indbyde den Kvinde, man elsker, til at tage Del i denne Jerimiade,[sic] og det kunde jo nok løbe mig gennem Hovedet: det er dog bedst, at Amalie ikke kommer her ned. Men jeg har ikke desto mindre kun kort havt denne Forestilling. Du bør, må og skal komme nu og netop nu. Der foregår for meget mellem os to, til at det er muligt at holde ud kun at skrive derom. Endnu er vi jo dog i Live begge to, vi har Lov til at tro på, at der er nok så gode Muligheder åbnede for os, kom altså i god Tro, min Elskede og føl, om det så end kun skulde blive en kort Lykke ved at hvile ved mit Bryst. Lykken skal Du føle Amalie, vær ikke bange for det, jeg elsker Dig højere end nogensinde! – Nu må Brevet afsted.
Farvel Elskede
Din Erik

151. Amalie til Erik

Kr.ania 15-10-83.
«Og føl om det så kun skulde blive en kort lykke ved at hvile ved mit bryst» – hvad skal det sige, – «en kort lykke», – du skræmmer mig, – jeg kommer ikke!, – jeg skriver ikke heller; ikke heller skriver gjør jeg, – jeg er så målbunden, – ved ikke hvad jeg skal sige. Når det virkelig volder dig så megen kvide at tænke på at vi skal giftes, – ja, jeg mener tænke på hvor sandsynligt det er at det vil gå os rent vanvittigt ilde, (du må ikke tro at jeg tviler om din kjærlighed, eller overhovedet tviler et fnug om dig i nogensomhelst retning, jeg forstår hvad der er hvad,[)] så vil jeg slet ikke. Nei, det er alvorligt sandt, – umuligt er jo umuligt. Du ved hvordan det hele kom, men nu er jeg forfærdelig ulykkelig. Nei, om jeg så skal dø af det, vil jeg ikke gifte mig med dig. Tror du jeg vil tvinge dig til at gjøre noget, som du skal gå i en evig pine og plage for? Langtifra! Men forresten var det ikke det jeg skulde skrive om, – det var for at sige dig at du skal låne disse 100 Kr. hos mig; hvis du ikke gjør det, så har du slet ikke nogensinde elsket mig, og hvis du sender mig dem tilbage nu, er du simpel. Jeg kan få dem tilbage engang i tiden. Det haster ikke. Jeg fik for en 14 dage siden vide at jeg skulde få nogle hundrede kroner efter Vilh. Det var en skibspart han havde taget i et skib som gik af stabelen engang jeg sammen med ham var tilstede. Så sa'e han: hvad jeg tjener her, skal du få. Jeg havde glemt det hele, men han havde skrevet det op. Nu er det desværre så såre lidt denne part har tjent i disse par år; når renter og assuranceudgiftene er dækket blier der ikke stort igjen. Parten skal nu sælges og gå ind i boet, hvortil Jakob er arving. Jeg har fået nogle hundrede kr. og får resten i dcbr. Du ser altså at du godt kan låne 100; jeg har fået dem aldeles uventet og upåregnet, som om de kom flyvende ind vinduet til mig. I dcbr. skal du få låne flere, hvis du bare vil. – Det er dumt at du er dus med den modbydelige Rovsing. Du skulde høre hvad Ingeborg har fortalt mig om ham, som han taler om damer, både dem han har stået i forhold til og dem han intet har havt med! Jeg har fået afsky for ham. Men nu vil jeg ikke skrive mere. Jeg er hermetisk korket, for jeg er så bedrøvet og rådvild, og ved ikke ret hvad jeg skal gjøre med dig. Det var grusomt af dig at lade mig vente så længe på brev. Lørdag aften kom der et med kjøbenhavnske frimærker akurat som dit pleier at se ud, – det var fælt; det var fra gamle fru Knudtzon. Som sagt, – jeg skriver ikke mere til dig; – ja det vil sige, – gud ved når jeg næste gang skriver, men kanske jeg kommer at gjøre det også, – jeg ved ingenting.
Farvel min stygge, søde, grusomme elskede, der gjør mig så ulykkelig.
Din Amalie.
NB. Du sender mig vel nummeret af «Ude og Hjemme». J.P. er en flab, – en dum person!
Jeg begår den ulovlighed ikke at gjøre bankebrev af dette. Derfor må du straks lade mig vide, at det er i behold. Tænk om det blev opdaget, så blev jeg knebet, fik straf og kom i avisen, og så blev hemmeligheden mellem os røbet, og hvor det dog vilde være kjedeligt nu siden det ikke bliver af. – Det bliver ikke af; jeg er vis på det.

152. Erik til Amalie

Onsdag Nat Kl 12 den 17 Oktober [1883]
Amalie, det er et stygt Brev Du har sendt mig. Men jeg er ikke vred på Dig, ikke, hører Du. Jeg kysser Dig på din søde Mund. Jeg var vred på Dig lige som jeg havde læst det. Men det er nu adskillige Timer siden. Det kom just som jeg skulde afsted til Aftenmøde i Folketinget, på et hængende Hår var jeg kommen for sent, fordi jeg læste det først. Jeg er nu vendt tilbage fra Mødet, det trak heldigvis ikke længe ud. Men her er bitterlig koldt i min Stue, det er Midnat, en Nordenstorm står ind ad mine Vinduer, jeg må fatte mig i Korthed. – Min elskede Pige, først altså så øm en Afbigt jeg kan give Dig for de Ord i mit Brev, som har kunnet misforstås, og som har voldet Dig Sorg og Kvide. Sligt kan indtræde, uden at man aner det, men man bør overveje de Ord man skriver, være forsigtig med dem. Med den «korte Lykke» mente jeg, at det jo virkelig kunde gå mig ilde, ingen er sikker derfor, og jeg mindst. Men jeg skrev dem i Sammenhæng med mit øvrige Brev, der lå intet særligt skjult bag dem. Jeg havde omtalt mit Uheld med de skidt hundrede Kroner, mit Mismod; men det syntes mig, at jeg skrev ud fra en bedre Stemning, der så tilbage på disse Ting som på et overvundet Standpunkt. Der var om Du så vil en Kækhed netop i det, jeg sagde: Skal vor Lykke blive kort, så lad os tage det som dygtige Mennesker, der ser Faren rolig under Øjne. Jeg skilte ikke min Skæbne fra din, jeg tænkte ikke derpå. Og nu efter dette, Amalie, en alvorlig Bebrejdelse. Du har en Gang for alle afgjort vor Skæbne, og jeg har stolt og lykkelig slået til. Kun en fysisk Umulighed for vor Forbindelse kan fra nu af adskille os. Jeg vil altså have Lov til at tale til Dig som til min Hustru om mine økonomiske Sorger, uden at skulle frygte for at falde i det Baghold, dit sidste Brev afdækker. Mine Sorger er dine. Det er ikke Fejghed, at jeg klager, det er nødvendigt, at Du véd Besked. Og jeg tager ikke imod, at Du dukker Hovedet bag en Sten og siger: Tror Du jeg vil tvinge Dig til at gøre noget som Du skal gå i en evig Pine og Plage for? Min ydre Skæbne forandres jo ikke det Gran ved dit Komme. Men Du skal vide hvad Du indlader Dig på. Du skal vide, at det er mere end sandsynligt, at der er Pengesorger forbunden med et Ægteskab med mig. Dine modige Ord om, at Du ikke frygter for denne Side af vort Liv skal være bygget på andet end det gode Håb i Almindelighed. – Men at Du har misforstået mig på dette Punkt, beror vel netop på din fuldstændige Mangel på Erfaring om økonomiske Bekymringer. De er grelle og kan skabe grelle Afgørelser, grelle Ord, grelle Fantasier. Men Pengemangel og Sorger i denne Anledning er ikke uden videre fysiske Umuligheder, de kan komme og de kan gå. Og Du er mig en dårlig Kvinde, som fordi jeg har klaget har troet, at jeg var alvorlig bange. Er Du modig, når Du véd Besked, så skal Du se mig frygte mindre endnu. Og nu min anden Bebrejdelse: Hvor kan Du tænke på andet i Verden end hurtigst muligt komme ned til mig? Hvad skal det til, at vi sidder her og snakker sort for hinanden i dårlige Breve. Du løber vild, jeg løber vild. Intet, intet kan klares, vides, forstås, føles til Bunds uden ved personlig Samkvem. Véd Du Besked om mit Mismods egenlige Art, Vidde, sande eller foregøglede Grund? Kender Du mine Forhold? Kan Du træffe en eneste Afgørelse uden at have set de Forhold for Øje, som praktisk skal afgøre Indretning af dit Liv. Har Du et eneste Øjeblik erfaret hvad det vil sige at skulle være min Hustru? Der sidder Du oppe og laver Dig på halve Fornemmelser Sorger, og din første Tanke er ikke den at gå Sorgen ind på Livet, tvinge den til at blotte sit Væsens sande Kærne, at Du kan se, om Du ikke tog en Skygge for et Menneske. Er det dit Mod? Du gemmer Hovedet under Tæppet som et Barn! Amalie, Du har ét at gøre, hvis Du elsker mig: at komme øjeblikkelig ɔ: så snart ske kan her ned. Jeg tager ikke imod nogen Bortforklaring af denne din eneste Opgave nu for Tiden. Du véd intet før da.
Og nu min Elskede føl dog, at jeg af min Kærlighed kan forledes til at blive frygtagtig for Dig, at det da er din Sag at tage denne Frygt fra mig. Min søde Pige, Du har ét at gøre: komme her ned, lægge din Arm om min Hals og kysse mig.
Din Erik
Nær havde jeg dog glemt at takke Dig for Lånet af de 100 Kr. Dem jeg ikke nu trængte til, jeg har lånt dem andetsteds. Du burde have anbefalet Brevet. Tak, Elskede.

153. Erik til Amalie

Den 18 Oktober Aften [1883]
Du elskede Veninde! Hvad er det for onde Luftninger, der har bølget om Dig og gjort Dig Fortræd i denne Tid? Er det altsammen mig? Hvor kan mine Sorger og Bekymringer være kommen til at tage sig således ud, at de er bleven Gift for Dig? Du elskede, der har været fem Minutter, tror jeg, og næppe måske endda så længe, i al den Tid siden jeg fik dit dyrebare Brev, efter at jeg var rejst, hvor jeg har givet den Tanke Rum, at mine Forhold kunde stille sig så håbløse, at jeg ikke burde bede Dig om at komme nu. I hver Tanke, der ellers er gået mig igennem Hovedet, har Du været min yndige Hustru og har jeg havt Dig nu i Slutningen af Måneden her nede for at tale med Dig om alle de hundrede Ting, det var nødvendigt at komme på det rene med forinden vort Bryllup. Du underlige Kvinde. Har Du altså fået det Indtryk, som taler ud af dine Linjer fra igår, så må det jo dog have samlet sig til et stort pinagtigt Spørgsmål – til noget gådefuldt ufatteligt. Og Du spørger ikke. Du slår Hænderne sammen og fatter en Beslutning. Elskede, sødeste Amalie jeg holder Dig forundret i min Arm, ser Dig ind i Øjnene og beder Dig forklare mig, hvorledes det er gået til, at Du med det Indtryk, Du har modtaget, ikke uden videre tog Hat og Kåbe på og rejste her ned for at ruske mig i Ørene. Har jeg taget mig så jammerlig ud, at jeg ikke var det værd? Sig mig det kun lige frem. Her må jeg virkelig have noget at vide. Nej Du elskede Pige, vi er hæderlig og borgerlig forlovede, med vore Forældres Minde, det kan hænde, at Brudgommen går rent i Stykker på at skabe sig en Stilling, og så kan der naturligvis ikke blive noget af Bryllupet, men såsom han er brav og i det almindelige Omdømme duelig i forskellige Retninger, skal man ikke tage hans egne nøjeregnende Fantasier bogstavelig, og når han taler om at blive Bud i en Livrenteanstalt, så véd man, at han driver en Smule Gæk med sin egen Frygt. Under alle Omstændigheder elsker hun, Bruden, ham så højt og kender ham så godt, at hun er den sidste til at opgive Håbet. Hun kommer for at omfavne ham, blæse ham sit Mod ind og stå Last og Brast med ham. For det véd hun, at er det positivt vist eller overragende sandsynligt, at han ikke kan gifte sig, så var han den første, som vilde sige det grejt og uden Omsvøb. Og stod det endnu usikkert hen, vilde hun heller ikke frygte for at stille sig ved hans Side, for hun elsker ham, og hun vidste at netop dette, at hun kom, kunde give ham den Tillid, som han manglede. – Min elskede jeg står forundret med Dig i min Arm og spørger: har jeg været jammerlig i mine Breve? Jeg mente det ikke således.
Du søde, jeg er glad idag for en Artikel jeg har skrevet.k713 Den er helt god. Desværre angår den så egne københavnske Forhold, at Du næppe vil kunne fornemme dens rette Duft; så meget tror jeg imidlertid, at den duer, at Du også uden det vil kunne have Glæde af den. Ja tro nu ikke det er noget stort. Det er et Billede af Livet her i Byen. Men der er Kunst og Stemning i den.
Klokken er kun ½ 12 men jeg er søvnig mærker jeg, jeg vil i Seng. Jeg har tre Breve i Aften at lægge i Postkassen. Jeg var til en Forelæsning i Aften af Brandes. Der var en Frk Knudtzon.k714 Hun vendte sig et Par Gange for at tage mig i Øjesyn. Jeg ulyksalige, det er mig umuligt at se, om det er hende jeg så i Bergen, eller den jeg var sammen med hos Krohns. Jeg gemte mig bort for ikke at gøre en Dumhed ved at hilse en forkert. Er der en tredje? God Nat min elskede Amalie – når skal det være min Hilsen hver Nat?
Din Erik

154. Amalie til Erik

Fredag nat. [19/10/83]
Jeg har sét «Gengangere» i aften og forleden,k715 og har spist tilaftens ude sammen med nogle. Jeg vilde ikke besvaret dit brev nu, fordi jeg er uoplagt, hvis det ikke havde været at jeg, omtrent fra sidst jeg skrev, har havt svaret færdigt i mit hoved og hjærte. – – Nei, du det hænger ikke således sammen, – mindst af alle vilde jeg nogensinde i virkeligheden komme til at dukke «hovedet bag en sten» for at slippe for at dele de bekymringer som var mine fordi de var dine, men der har været i din måde at omtale dem på, i den forbindelse dine ord har stået, og i den klang de har havt i sig, noget som har taget modet fra mig. Min kjærlighed har holdt på at visne bort for mig, og jeg ønsker ikke længer at gifte mig med dig. Jeg tror ikke at jeg nu elsker dig nok til det. Du er mig så underlig frygtsom, og det kan godt være at det, hvis jeg selv kunde råde, dog ikke blev dig, jeg vilde vælge at elske. Altså, alt det må være forbi mellem os. Det er det bedste og tryggeste at vi nøier os med at være venner. Vi kjender jo hinanden godt nok til at vide at vi kan tænke på hinanden som på gode, prøvede venner; derved resikeres jo heller ingen verdens ting. – Mit «gode håb» var bygget på netop at jeg vidste besked, og tiltrods derfor, men din idelige og idelige kommen tilbage til dette at skulle give mig besked, viser mig hvilken plage alt dette er dig, og nu er det også blevet mig en plage. Du ved slet ikke hvad jeg dur til, jeg mener hvad jeg, selv med den fuldstændigste viden besked, kunde havt mod til. – Men det er fåfængt at tale om dette. Alt hvad du har skrevet i dine 5–6 sidste breve, har drevet mig hen imod det sted hvor jeg nu står. Og nu står jeg således at jeg ikke vil mere. Jeg vil heller ikke korrespondere med dig for det første; jeg orker det ikke. Hvad skal jeg kunne sige dig nu, efter dette. Sandsynligvis vil jeg aldrig få noget at sige dig mere. Der skal ingen kjærlighed mere være os imellom. – Naturligvis kommer jeg ikke. – Det er muligt du vil finde det forkert og vrangt, men ved du hvordan jeg ser forholdet: Du har stået ved indgangen til, sammen med den kvinde du elskede, at vove en dyst med livet, en af dem i hvilke man seirer eller dør, men du har vaklet og tøvet og krympet dig for at tage hende ved hånden, og det uagtet hun har bedet og opmuntret dig alt hvad hun kunde. Så er hun bedrøvet gået sin vei, for ikke mere at komme tilbage. –
Tanken på din mor piner mig meget, men derved er jo intet at gjøre. Gud ved hvad hun vil tænke i sit hjærte. –
Når du svarer på dette, så vær så kort som muligt. Sig intet, der kan pine eller martre mig. Vi er jo gode venner.
Din hengivne Amalie Müller.
Den 19de oktbr. 1883.

155. Telegram til Erik

Skram
Zinnsgaden 2 Kbhvn
Fra Christiania 27/10/83 kl. 10.50 fm
Ønsker Du tale med mig nu? eller vil Du helst ikke? Telegrafer strax
Amalie

156. Amalie til Erik

27de 10 –83.
Jeg havde ventet så sikkert såsnart ske kunde at modtage et brev fra dig, hvori du sa'e at også du fandt det rettest at det blev som jeg havde bestemt i mit sidste brev. Men din taushed gjorde mig tvilrådig, og jeg begyndte at spørge mig selv om jeg dog skulde have taget feil og gået og opkonstrueret mig et bjerg af en hindring som ikke forefandtes. Det er jo umuligt i et brev at forklare hvorledes alt dette er gået for sig, hvorledes jeg har læst dine breve, og hvad jeg har sét gjennem linierne, vist er det at jeg læste dig længere og længere bort fra mig, og tilsidst var der kun ét jeg vilde: at du skulde føle dig fri igjen. Du finder det måske underligt at jeg ikke så kom ned efter bestemmelsen og talte med dig, inden jeg tog en afgjørende beslutning, men dermed hænger det således sammen. Det var hos gamle fru Knudtzon jeg skulde bo. Fra hende fik jeg for nogen tid siden et brev hvori hun på den kjærligste måde foreholdt mig min uforsigtighed ligeoverfor dig; hun talte lidt skærpet om dig, og sa'e, at dit rygte gjorde det jo ingenting, men derimod skadede det meget mit. Netop fordi hun holdt så meget af mig, og stolte på at jeg vidste hvilken kjær gjæst jeg til alle tider var i hendes hus, o.s. v. vilde hun give mig det råd at ikke komme nu, da det kun vilde give den sladder der gik isvang om mig – man havde også i Kjøbenhavn opholdt sig over vor reise overland – forøget næring o.s. v. Og det hensyn skyldte jeg at tage til mig selv, såfremt jeg da ikke var forlovet med hr.S. hvad hun ikke af mine udtalelser i Berthas breve, havde forstået. Så skrev jeg tilbage og sae at jeg var forlovet med dig o.s. v. Siden har jeg havt 2 breve fra gamle fru K.k716 med bønner om at jeg endelig måtte komme, at jeg måtte vise jeg ikke var bleven fornærmet over hendes udtalelser ved ikke at straffe dem med at udeblive o.s. v. Men ser du, så var det at jeg lidt efter lidt og mere og mere for hvert brev fik en fra før af ulmende mistanke om at du i virkeligheden var noget nær fortvilet over at jeg havde fået dig op i dette med giftermålet, således bestyrket at den gik over til vished; og så – når det altså muligens kunde vise sig, efter at jeg var kommen til Kjøbenhavn, at alt gik overstyr – hvad jeg anså for sandsynligst – så turde jeg jo ikke være kommen til fru K, og vilde jo heller ikke være i en sindstilstand til at holde ud blandt de fremmede mennesker. Derfor var det jeg ikke som du skrev, tog hat og kåbe på, og reiste ned til dig. Jeg har ikke fortalt dig dette om fru K. fordi jeg syntes det var tidsnok når vi såes, og det desuden forekom mig uvæsentligt. Jeg skrev mit sidste brev som jeg gjorde, for at gjøre det lettere for dig at træde tilbage. Ser du, – når jeg nu engang havde givet mig denne mistanke i vold og gud skal vide der var grunde for den, hvad jeg ord for ord skulde kunne bevise dig af dine breve, hvis vi talte sammen, håber jeg du kan begribe at tilstanden blev mig utålelig, og at jeg for enhver pris vilde komme ud af den. Og fordi jeg var bleven så sikker på at du gik og var fortvilet, og helst vilde være kvit det som stod for døren, nedlod jeg mig til at sige den løgn at jeg ikke længer elskede dig som før. Det var for at du ingen bekymring skulde have for at jeg skulde blive ulykkelig hvis vi blev skildt ad, for at det hele skulde falde dig lettere, at jeg brugte dette middel. Men løgn var det. Du husker du fortalte mig at dengang du før havde forlovet dig, følte du en sand lettelse ved det brev, hvori hun sa'e dig, at hun frygtede dog muligvis at have taget feil af sig selv, at hun dog vistnok neppe elskede dig nok o.s. v., og du var ikke sen til at svare, at når så var tilfældet, gav du hende hendes ord tilbage o.s. v. Det selvsamme gik jeg og ventede på at få høre. Men da det udeblev, vaktes min tvil. Du husker, at du også engang da talen var om en forlovelse, som var gået overstyr, betonede som din mening at det altid var det mest hensynsfulde at «han» på en måde nødede «hende» til at gjøre opslag, o.s. v. Jeg gik og troede at det var det, du vilde nøde mig til. – Ja nu ved du en liden bitte smule besked om hvad der er foregået i mig. Hel forklaring er det kun muligt at give dig mundtlig. Da jeg telegraferte idag tænkte jeg: enten har du havt ret i din mistanke, og da sender han et fornærmet svar, og siger at nu siden alt er forbi o.s. v., eller også har du taget feil, og da beder han dig komme. Ingen af delene blev tilfældet. Så har jeg vovet at skrive til dig. Jeg formoder du er meget vred på mig, hvis jeg har gjort dig al denne uret, men vær det ikke! jeg har – du kan stole på det – lidt nok alligevel, jeg er som et aldeles forknust menneske, der trænger om at ligge ganske stille i årevis med hovedet etsteds i nærheden af dig, for at blive hel igjen. Hvis nu det hele virkelig har været min egen dumheds skyld, og hvis det i så fald er dig muligt at tilgive mig, alt, alt, og ganske, ganske, – så reiser jeg ned til dig på tirsdag, tager i al hemmelighed ind på hotel Dagmar, og så beror det på hvorledes det går med os, om jeg straks reiser tilbage igjen, eller tager til Knudtzons. Hvis du ikke vil at jeg skal komme, så telegrafer ved modtagelsen af dette brev. I modsat fald, vil jeg altså onsdag være at træffe i Dagmar.
Amalie.

157. Telegram til Erik

Skram
Zinsgaden 2 Køhavn
Fra Christiania 28/10/83 kl.9.40 fm
Afsendt Brev
Amalie

158. Amalie til Erik

Kr. 29de oktbr. [1883]
Der er intet telegram kommet, altså vil du l[a]de mig komme. Jeg skriver disse ord idag, for at sige dig, at der er kommet noget i veien med det skib jeg skulde gået med, og at jeg derfor først kan komme afsted torsdag morgen kl. 8. Jeg vil ikke være i Kjøbenhavn før meget tidlig lørdag morgen. Kunde så ikke du komme ombord? Det er en forfærdelig lang tid, for skibet skal indom nogle steder, – jeg tror det var Fredriksværn, eller havn eller sådant noget; men det vil tage ligeså lang tid at reise overland, og da jeg langt, langt foretrækker søreisen, og det desuden er ikke så lidt mindre end halv pris, vil jeg dog gå med dette skib. Baldur hedder det. Formodenlig er det en græsselig kasse. Men det gjør ingenting. De to dage ombord blier forresten lange, lange, især fordi jeg er så bange for at møde dig. Altså farvel til på lørdag. Du har naturligvis fået et telegram søndag morgen og et brev mandag fra mig:
Din Amalie.

159. Amalie til Erik

Torsdag aften 1ste nvbr. [1883]
De dampskibe jeg skal reise med, går alle sammen i stykker. Imorges da jeg kom ned med kuffert og alt, fik jeg høre at også «Baldur» var gået itu. Jeg forsøgte at tage med jernbanen for dog at komme afsted, men den gik just som jeg kom ind på perronen. Det ser ud til at jeg ikke skal få komme, og jeg har været lige på nippet til idag at opgive det hele, især siden din forhærdede taushed just ikke gjør mig egentlig modig. Du må jo af aviserne have sét disse skibes havarier, og kunde altså sendt mig et telegram med forespørsmål, hvis du havde villet. Jeg drager dog alligevel iaften, skjøndt jeg kanske helst burde lade være, – men jeg tale med dig. Jeg har fundet ud af at jeg kan gå med «Dronningen» til Kristiansand, derfra lørdag morgen med dampskib direkte til Kjøbenhavn. Vil du spørge efter om når det skib kommer, for at møde mig, ellers går jeg ikke iland, men tager sporenstregs tilbage overland ad en eller anden vei. Men naturligvis forliser jeg underveis. Det gjør alle skibe i denne tåge. Altså til på lørdag, hvis jeg da er ilive. Undertiden tror jeg at du er død, eller idetmindste sengeliggende. Det er så underlig utrygt, intet at have hørt. Gud ved om jeg burde reise. – Men altså, til på lørdag.
Din Amalie

160. Telegram til Erik

Skram
Zinnsgade 2 Kbhvn
Fra Christiansand 3/11/83 kl. 4.10 em
Forsinket afgaar imorgen Aften Frederikshavn Aalborg. Send et Ord Ernsts Hotel
Amalie

161. Telegram til Erik

Skram
Zinnsgade 2 Kbhvn
Fra Frederikshavn 5/11/83 kl. 12.25 em
Reiser med Toget Kl 4 directe Kjøbenhavn
Amalie

162. Erik til Amalie

Tirsdag Aften Kl 11 den 13 Novbr [1883]
Du elskede,k717 jeg har længtes sådan efter Dig idag! Jeg tænkte endog på at snyde mig fra mit Arbejde i Aften og gå op til Dig for at få Dig med i Folketeatret – men Dyden sejrede. Du yndigste, det stod så tomt for mig at skulle gå hjem for at være alene, og jeg drømte om: hvis Du nu sad der hjemme som min Hustru og blev lige så glad ved at jeg kom, som jeg ved at skulle hjem til Dig. Amalie Du elsker mig! Min yndigste Pige, jeg er så usigelig glad og let til mode! Jeg elsker Dig så inderlig, så lykkeligt, min dejlige, elskede Ven! Jeg måtte sove en lille Tørn på min Sofa i Aften, jeg drømte hele Tiden om Dig. Det sidste jeg så, inden jeg sov hen, var dine strålende Øjne – nej dine lykkelige, søde, dybe trofaste Øjne fra igår Aftes i Teatret. Du var lykkelig da min egen Unge. Den elskede Plads der i det mørke Parterre!
Hør nu Stump, Du sætter Dig i en Droske Kl ½ 11 senest og kører til Zinnsgade, som Du må sige ligger ved Østerfarimagsgade tæt ved Østerbro. Det kan nemlig godt være at Kusken ikke véd hvor Gaden er, den er forholdsvis ny. Så er Du hos mig i halvanden Time. Vi kører så Sporvogn til i Nærheden af min Moder hvor jeg siger Dig farvel, jeg skal tidlig i Rigsdagen desværre! Hvis så der er en fornuftig Forestilling i Folketeatretk718 går vi der i Morgen Aften. Ingen kender os der på de almindelige Aftener. Men Du gør formodenlig bedst i at sige, at en af Søstrene er med. Mulig kan vi jo også tage en med. Imorgen Aften har jeg fri. Jeg har i Aften skrevet en lille Artikel til Ude og Hjemme og den skal ikke være længere.k719 Jo egenlig burde jeg skrive til Dagbladet, men det fanger jeg næppe Kraft til.
Elskede, hvor jeg glæder mig til at vågne imorgen, så er der Brev fra Dig
God Nat søde yndige
Din Erik

163. Erik til Amalie

Hotel Dagmar Kl ½ 1 17 Novemb 83
Du min elskede, er det godt Vejr imorgen tidlig, gå så hjemme fra Kl 10 ¼ ned på Langelinje, så vil Du møde mig. Er det Regn, kommer jeg til Dig Kl 11. Desværre skal jeg på ny i Rigsdagen imorgen Kl 1.
Husk at spørge mig om hvem der boede sammen med Dig på Dagmarhotellet.
Jeg elsker Dig og har længtes efter Dig hele Aftenen.
Din Erik

164. Erik til Amalie

Mandag Morgen Kl 1 ¼ 19/11 [1883]
Min kæreste sødeste Ven! Naturligvis gør det mig ondt, at jeg har ramt noget ømt og fint hos Dig på en sårende Måde, men det forekommer mig, at Du i og for sig ser galt på Tingen og tog den forkert. Der, hvor Du var, var Sagen god Spøg, der var ingen Ufinhed mulig, og dernæst kom Oplysningen fra min Mund i Kraft af så god en Følelse af vor gode Sag, at den ingen Bebrejdelse burde have afstedkommet, i det højeste kun en uvillig Indvending. Du gjorde det til en Forsyndelse fra min Side. Det kunde det ikke være.
Jeg kommer til Dig Kl 7 imorgen Aften for at blive en Time eller to. Jeg skal til en Fest imorgen Aften.
Din Erik

165. Erik til Amalie

Natten mellem Mandag og Tirsdag 20/11 83
Du søde elskede, jeg sender Dig dette til Morgenhilsen. Det er et Slags Lapseri af mig, Klokken er ½ 3, og det er for at overraske Dig. Du må ikke vente de andre Morgener at få Brev. Jeg har været til Kunstnergilde, og i mit Liv tror jeg ikke været i en sådan Larm. De var som Børn, vildere end ganske unge Studenter men også morsommere. Din Ven Krøyerk720 – jeg fortalte ham, at Du havde syntes godt om ham – sang på et givet Tidspunkt en spansk Folkevise – der var gået en Mængde Sange forud, som man ledsagede med at klirre med Glas, hamre i Borde, dundre på store Blikbakker, ringe med Klokker, hyle og brøle, kort gøre et sandt Helvedes Spektakkel – da han blev afbrudt af et Par Stykker, der spillede på Sodavandsflasker som på Kastagnetter, slog han dem et Glas Punsch i Hovedet og over Klæderne, jeg fik min Del, og sang så uforstyrret videre. De to, der fik Punschen over sig, fandt sig rolig deri. «I vover da ikke at blive fornærmede» sagde Krøyer. – Du elskede, det var nu mindre det, jeg vilde fortælle Dig, end at jeg hele Aftenen har tænkt på Dig. Du var så sød da Du sad der og læste. Du var sød i ethvert Minut, og jeg var så lykkelig ved at være hos Dig. – Just som jeg var kommen ind i Festsalen i Aften og var bleven bænket mellem til dels ukendte Folk, spurgte En mig, om jeg var gift og en anden, som jeg kendte, svarede for mig: «Han, nej han er ikke gift! Ser han ud til det.» Jeg svarede spagfærdig: «Nej jeg er ikke gift, men jeg vilde gerne være det», og så sendte jeg Dig min første Hilsen efter at jeg var gået fra Dig. Senere fik Du Hilsen på Hilsen, Tanke på Tanke, hver Gang noget nyt, noget påfaldende skete. Da jeg fik Brødstumper, Propper, Servietter osv. en hel Ladning af forskellige Ting i Hovedet og måtte værge mig ved at bombadere igen, lo jeg og tænkte på, hvad Du nu vilde sige, hvis Du så dette. Jeg talte med den norske ældre alvorlige Maler Hansen,k721 der morede sig over Børnene som jeg, og jeg ønskede brændende som altid, at Du alt var min Hustru, at vi kunde gå sammen ud til ham. Han opfordrede mig så venlig til at besøge sig. Og Poul Johnsen var der,k722 han holdt sig fra mig, men vi drak Glas [sic] sammen. Men værst var det, jeg fik en Indbydelse til Fredag til et Ungkarlegilde. Hvor har jeg lidt Lyst dertil. Jeg er ikke Ungkarl længer – jeg har længe ikke været det. Du min søde elskede Hustru nu siger jeg Dig Godnat og Godmorgen på en Gang. Dette er en Stump af hvad jeg vilde have fortalt Dig, om Du havde været vågen nok dertil, når jeg kom hjem, og Du havde ligget sødt yndigt og klynket Dig kærligt ud af din dybe trofaste elskede Søvn for at gøre mig glad.
Din Erik
Nu skal jeg til Postkassen med dette, Vejret er godt.

166. Amalie til Erik

[21/11/83]
Onsdag kl 3 eftermiddag,k723
må jeg beskedent sige, og kan ikke som du skrive 1 ½ morgen eller sådant noget. Vi kommer ikke i folketheatret iaften du søde, elskede; hvis du nu går derhen og ikke finder mig, bli'er du måske vred, men det er ikke min skyld. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, det ikke blev af med at gå i theatret, ja det er sandt vi skal iaften hen til nogle som hedder Gortschalk [sic], fru Knudtzons broder.k724 Jeg mødte idag dr. Georg,k725 just som jeg kom ud Amaliegade – jeg skulde til photografen – han kom tværs over St. Anna [sic] plads, og fulgte mig lige til døren i Østergade, hvor han foreslog mig at spasere videre med ham – jeg vilde så dog komme til at vente deroppe mente han. Men jeg afslog det, sagde at jeg udtrykkelig måtte være præcis, fordi jeg skulde møde fru Drewsen, der kom kl. ½ 1, exprès for at træffe mig. Han var overhændig elskværdig – fik talt om en masse ting, blandt andet også om «Moderne damer».k726 «Skal det være dem?» sa'e han; han havde intet hørt derom, men blot ved at kige her og der var det sprunget ham i øinene. Nu har jeg læst den helt ud. Noget så giftigt kan du vanskelig tænke dig. Han må alt mens han skrev ha'e følt forløsning for et rent ætsende had. Man læser om en eventyrerske, uden overbevisning, uden en ærlig tanke, som holder sig til venstre fordi høire ikke vil vide af hende, af den simpleste ekstraksion, der gjør alt af beregning, er rede til hvert øieblik at blive overløberske, sidder på storthinget for at vise sig, går på jagt efter invitation til hofbal[l]er en flane, en «åndelig skjøge» – – ja naturligvis, i alt dette, vilde hverken jeg eller nogen gjenkjende mig, hvis der ikke var en ondskabsfuld villie til at ville udpege mig som den han mente, og hvis han ikke i forveien selv havde sagt at det var mig han mente. «Fru Schønberg» bryster sig af at have talt med kongen. Jeg husker så godt at jeg kom til at fortælle ham at jeg tidligere havde truffet kongen, fordi han kom og sa'e mig smigrende ting om den opsigt jeg havde gjort i Storthinget ved åbningsfesten, og om den udmærkelse kongen havde vist mig ved at stanse og særskildt hilse mig. Tænk nu at bruge en sådan ting for at karakterisere mig, som om det var karakteristisk for mig at gå og skryde af den slags ting. Hans bog er en gemenhed fra ende til anden. Den er gjort så, at selv de, der bare har hørt mig omtale, straks vil tænke at det er mig han mener, og så kalder han den moderne damer, – bare for den titels skyld skulde han nu tages alvorlig af dage, – det er en ren latterlighed. Den har påvirket mig uhyre ubehagelig, det nytter ikke at nægte det. Så har jeg samtidigt fået en levende fornemmelse af at J.P. er et rigtigt skadedyr – så uendelig simpel og lavartet. Jeg kan dog ikke hjælpe at han gik hen og forelskede sig i mig, og bortsét fra dette uheld, har jeg kun gjort ham godt, kun kunnet vente taknemmelighed af ham, hvis jeg overhovedet skulde vente noget. Jeg håber nu imidlertid snart at blive færdig med den ubehagelige fornemmelse jeg sidder inde med efter læsningen. – Min elskede, søde ubeskrivelig kjære og dyrebare, så kommer jeg altså til dig imorgen efter det klokkeslet, som du selv vil angive i brevet imorgen. Hvor jeg elsker dig, og hvor jeg håber at skulle kunne vise dig det dag for dag mere og mere, når det nu endelig skal times mig at få leve med dig åbenlyst som din hustru. På søndag skal her være middagsselskab; du er buden. Der var en strid om nogle som Bertha ikke vilde invitere: «det går da ikke an at bede disse mennesker sammen med Skrams og Krohns» sa'e pludselig Bertha, hvorpå vi tre, B. Harriet og jeg brast i latter. Jeg kysser og omfavner dig min elskede!
Din Amalie. –

167. Erik til Amalie

Natten mellem Onsdag og Torsdag
Kl 1 den 22 Novemb 1883
Kæreste velsignede Amalie, Du var ikke i Folketeatret. Jeg kom der hen og stirrede og stirrede, men kunde ikke opdage noget, der lignede Dig. Jeg kom midt under en Akt, da der var mørkt på Tilskuerpladsen, så at jeg altså kun med Vanskelighed kunde få Overblik over, hvem der var i Teatret, men det greb mig straks, at Du ikke var der. Imidlertid blev jeg ikke så skuffet, som jeg selv havde ventet, at jeg skulde blive – der var en underlig Fornemmelse om, at jeg ikke skulde se Dig, og om at hvis jeg så Dig, at jeg så ikke kunde komme hen og hilse på Dig – men naturligvis jeg gik noget slukøret tilbage til mit Selskab. Du, jeg havde så meget at fortælle Dig, som så vanskeligt kunde være blevet sagt i Teatret – nu glæder jeg mig kun til imorgen Kl 10 ¼ lige som sidst. Ak om Du havde været med i Aften, det vilde have moret Dig! Elskede jeg skynder mig med dette, jeg er søvnig, Kl 10 ¼ går Du hjemme fra!
Din Erik

168. Erik til Amalie

[26/11/83]
Mandag Kl 12.k727
Min kære Amalie, den Lejlighed vi skulde have set sammen men som jeg desværre måtte tage alene i Øjesyn ser således udk728
a Korridoren, b rummelig tofags Stue (med 3 Fløjdøre, der tager næsten al Væggeplads bort) c Kabinet med en Dør ud til Trappegangen, som kan spærres, hvorved to ypperlige Vægflader fås, d stort etfags Værelse med en ypperlig Langvæg, e godt Sovekammer, f Køkken, g usselt Pigekammer, h Kloset. Den ligger S.S.Ø. med vid Udsigt, altså herlig Morgensol, og koster 450 Kr årlig. Vi kan få den oliemalet efter vort Ønske og flytte ind nårsomhelst. Den eneste synlige Mangel er det dårlige Pigekammer og Mangelen på Væggeplads i den store Midtstue. Formodenlig er Lejligheden kold, men derpå vil der kunne bødes. Jeg har tænkt mig, at Du tog b og c, jeg fik d til Stue. Kan dine Møbler ikke anbringes i b (Spise- og Dagligstue), så måtte jeg få c og Du b og d. Det vilde være såre heldigt, om Du imorgen på en eller anden Tid kunde se på Lejligheden.
Min kære Pige, Begivenheden imorges står i følgende Lys for mig: Imod din Vilje stødte Du mig midt i min glade Følelse af at gå og tale med Dig – hvad kom Vejret os ved? – da jeg tog Sagen lidt alvorligere end mulig strængt rimeligt, manglede Du det lille kærlige Ord, det milde sikre Sind, som i et Sekund havde blæst mit onde Lune bort. Jeg følte din Hånd, Du Søde, da den – ak så sent – kom ind i min, men så tog Du den tilbage og havde ikke et Ord til mig. Du var dog den, der havde gjort mig Fortræd. Hvorfor ikke et eneste lille Kærlighedsord ved en sådan Lejlighed? det er jo dog det, der trænges til, når der har lydt en Klage. Du så, at din Ytring havde gjort mig ondt – om det så hundrede Gange beroede på en Misforståelse el. Overdrivelse fra min Side, hvorfor så holde det Ord tilbage, som skulde lægge sig blidt og blødt som en venlig Hånd over det stødte Sted?
Din Erik

169. Amalie til Erik

Brevkort
[26/11/83]
Jeg får imorgen ikke tid til at komme og bese leiligheden. – Så skulde jeg spørge dig fra fru Knudtzon om du imorgen, tirsdag vilde spise hverdagsmiddag her til sædvanlig tid. Om du kommer lidt før tiden, går det godt an. Da jeg stak min hånd ind i din igår, var det mere end det kjærlige ord som du beklager at jeg ikke gav dig. At du kunde være slig som du var igår, kan jeg ikke begribe.
Amalie. –
[Tilføyelser:]
Du spurgte igår: «Skammer du dig ikke?» Jeg svarer nu: «nei, jeg gjør ikke
Vi går imorgen ikke til Hornemanns. k729

170. Erik til Amalie

Mandag Aften 26/11 83
Min elskede, der hviler et Tryk på mig fra imorges. Den samme Tyngde, som din Tavshed under en Uenighed lægger over mig, er nu faldet over mig, fordi jeg intet Brev har modtaget fra Dig.k730 Jeg tror, min egen dyrebare Amalie, at Du ikke rigtig tydelig forstår den Lidelse, der kommer over mig ved en Uoverensstemmelse imellem os, når et Ord fra Dig eller en Handling er mig uforståelig eller pinlig. Du tror jeg er vred. Ak min Elskede. Vrede er en hel herlig Ting imod den Pine, Du kan lægge på mig ved at lade mig uden Forklaring, uden et kærligt Ord, hvor jeg venter et sådant. Nu tænker jeg mig ganske vist, at Du har skrevet og blot ikke har vidst at tage Tiden i Agt til at få Brevet besørget i en Brevkasse, men bag dette dæmrer der dog hos Dig en Ro, som Du ikke vilde føle, hvis Du vidste, hvor ondt et uopklaret Mellemværende imellem os gør mig. Du danner Dig vist en Forestilling om, at jeg er hård netop der, hvor jeg er mest blød. Min egen sødeste Pige, jeg véd, at jeg i samme Sekund min Beklagelse imorges havde lydt, ikke tænkte på noget andet i Verden end ved din Hjælp at finde min glade og lykkelige Stemning igen. Men din Hjælp måtte og vilde jeg have. Du gør mig glad eller bedrøvet, det er din Magt over mig, den Evne hos Dig, der skal være Tilskyndelsen, Hjælpen Magten i Resten af mit Liv, den er vigtig i store som i små Øjeblikke, jeg vil ikke frivillig lade et Fnug af denne din Evne, din Betydning for mig tabe sig i det tomme Rum. Du kom imorges til at ramme mig ømfindtlig, jeg skreg en Smule op som den der føler Smærte, Du, Du skal tage Smærten fra mig. Hvilken Misforståelse der end kan have ligget til Grund for min Fornemmelse, måtte det være Dig klart, at jeg havde lidt et eller andet, at dine Ord var Grunden – altså kun Du kunde tage det Ubehagelige fra mig igen. Og Du skal det. Havde jeg ikke denne Fordring til Dig, var min Kærlighed ikke så god som den er. Tror Du jeg forlanger at have Ret over for Dig i det enkelte Faktum? Tåbelighed! At der er Vrede i mit Sind? Urimelighed. – Amalie tænk Dig en Smule om. Når det er indtruffet, at jeg har gjort Dig Fortræd ufrivillig og har set det, har jeg så ladet Dig gå ene? Jeg har bedet, jeg har spurgt, jeg har søgt at glatte lempe, lette, slette ud. Du – Du er stum. Om jeg så hundrede tusinde Gange opfattede Meningen af dine Ord forkert i Morges, var der jo i min Protest intet andet end en Bøn om Forklaring. Jeg hørte en Hårdhed, jeg bad altså om et blødt Ord. Hvorfor er det ikke dit Hjærtes Trang så at give det? Jeg tvang Dig hen imod Sporvognen for at få Dig til at protestere. Du fandt Dig deri: jeg kan kun forklare mig det ved, at Du tror, at min Stemning er en hel anden end den er. Det var din Stumhed, som fik min Kærlighed til at rejse en alvorlig Anklage imod Dig – straks havde Klagen været til med et Pust at drive bort. Du kunde blot have set forundret på mig, have sagt «Sludder med Dig» eller hvad i Verden ellers, og Misforståelsen havde været klaret. Nu i Aften gør det mig på ny ondt at jeg intet Brev har modtaget fra Dig.
Din Erik

171. Erik til Amalie

Torsdag Aften Kl ½ 12
[29/11-83]k731
Min elskede! Da jeg gik fra Dig, havde jeg det, som Du kan begribe, ikke helt godt. Jeg var angst for at komme hjem og ligge søvnløs. Gik derfor frem og tilbage i Bredgade. Jeg er ikke usikker på mig selv Elskede, ikke et Sekund. Jeg har min Vej sikkert afstukket foran mig. Jeg har Kærlighed til Dig, og jeg skal vinde min Kærligheds Sejer, hvis Du har lige så stor Kærlighed til mig. Det er mig, som endnu ikke har Evne til at tale til dit Hjerte således, at Du straks véd, at Du skal låne mig Øre. Jeg taler formodenlig for forskellig fra hvad Du er vant til at høre, så at dit Sind lukker sig for mine Ord. Men jeg har altså den Bøn til Dig. Elsk mig, om Du kan, mere selvforglemmende. Jeg mener intet moralsk i dette Øjeblik. Rent mekanisk Kære. Gør Forsøg på at huske i hvert Øjeblik, at hvert Ord jeg siger til Dig er født eller i alt Fald farvet af min Kærlighed. Vent derfor hver Gang til jeg har sagt min Mening og hør så, om det ikke er noget, Du forstår, kan bruge, kan hjælpe Dig selv frem med. Jeg har sådan Tro til, at Du er god og i dine Meninger som i dine Gerninger vil det rette, at jeg er sikker på, at Du ikke i dit Hjerte mener, at Du har nået det fuldkomne. Der er altså et Arbejde at udføre også rent intellektuelt. Brug mig til en Hjælp her. Husk at når Du som Du siger hele dit øvrige Liv har været alene om at få Meninger, så er der nu tilstødt Dig det i Livet, at Du har fattet Kærlighed til en Mand. Du er fra da af ikke ene i noget Forhold. Vær derfor mild, ventende også når Du tænker. Du synes mig at glemme at jeg begynder med Respekt for enhver af dine Meninger og at det først er din Måde at forfægte dem på, der ægger mig til Angreb. Gør et Forsøg på at tænke sammen med mig lige som Du føler med mig.
Jeg skriver dette hos à Porta, Du véd, Konditoren på Kongens Nytorv. Inde bag et Skillerum hører jeg Frederik Knudtzons Stemme, han fortæller noget om «Faktorer» osv.k732 – Jeg kom ind i en af de inderste Stuer, så mig om, hilste på nogle Bekendte, lader mine Øjne glide videre over Grupperne, ser John Paulsen sidde ene. Han hilser mig smilende. Jeg ser rolig på ham, som havde han været den Stol han sad på og gik ind i et andet Værelse. Lidt efter ser jeg Maleren Grothk733 komme fra en anden Gruppe hen til Paulsen og gøre Mine til mig om at komme ind til dem. Jeg havde da taget fat på dette Papir. Lidt efter kommer Groth efter at have talt med Paulsen ind til mig og spørger øjensynlig opfordret dertil af Paulsen om jeg ikke vilde komme ind til dem. «Nej svarer jeg, dertil har jeg ikke Lyst, for den Person, de sidder sammen med, betragter jeg som en Slyngel». «Er det for den Bogs Skyld, han har skrevet?» «Ja». «Ja han har sagt til mig, at han var bange for at være i Kristiania, når den kom ud». «Det er rimeligt nok, for kommer han tilbage til Krstia., vil han blive sparket ud af ethvert Selskab, som han sætter Pris på at komme i». Så gik Groth tilbage og fortalte håber jeg mine Ord. For et Øjeblik siden gik Paulsen og Groth, men de søgte en anden Udgang end det Værelse hvor jeg sad. Nu sidder Krøyer og læser Aviser ved mit Bord og venter på, at mit Skriveri skal blive færdigt. Ak han boer på Østerbro lige ved Siden af min Gade. Jeg må følges med ham jeg er ikke meget oplagt til Samtale, men det er måske godt for mig.
Godnat min Elskede
Din Erik

172. Amalie til Erik

Fredag frmdg.
[30/11/83]
Min egen elskede, tak for dit brev, som var så sødt at modtage. Jeg skal gjøre mig megen flid for at høre på dig, og for at forstå hvad du siger, men jeg tror virkelig at der vil arbeide og selvfornægtelse til. Du vil ligesom slet intet forstå, men spør uafladelig som i vrangvillie: hvoraf ved du det? på den måde at det gestalter sig for mig omtrent som så: jeg: min kjole er sort af farve. Du: hvoraf ved du det? og så videre fort. Det er som om vi to mennesker, der engang syntes at forstå hinandens alle halve ord og svage antydninger blot, nu ofte mangler enhver fælles givet forudsætning, enhver åndelig slægtslighed. Det gjør mig bange; inat lå jeg og havde bekymringer, men så kom dit brev og blæste dem bort, for det fortalte om vor kjærlighed og om den fortrøstning det ikke er for dristigt at have til den. –
Men hvorledes kan du forsvare at sige, at jeg har et ondt sind? eller hvad mening lægger du ind i den betegnelse af mit væsen eller karakter? «Et ondt sind!» det er noget meget ondt og foruroligende at vide om den elskede, at han eller hun har et ondt sind. –
Men imidlertid, jeg elsker dig og det vil vel hjælpe mig over både den ondskab og hoffærdighed og stædighed og egenretfærdighed som huses i min natur. Men bange er jeg, undertiden til og med slet ikke så lidet. Hvis det ikke går med os, så vil jeg ønske og håbe at jeg skal have det samme moralske mod som frk. Ravenkilde [sic], der nu i går aftes har skudt sig, fordi hun ikke likte livet.k734 –Prøve det med dig og vil jeg nu, såfremt du elsker mig med samme sikkerhed som før, men jeg går ikke letsindig til den prøve. Jeg ved nu at det undertiden vil blive vanskeligt. Det vidste jeg slet ikke før. Jeg troede at vort samliv skulde blive en stedse fortsat stille, lykkelig nyden, men istedet derfor bli'er der sikkerlig adskillig kamp at levere. Men som sagt, jeg er vis på at jeg elsker dig min elskede. Din
Amalie.

173. Erik til Amalie

Zinnsgade Mandag Aften Kl 10
Den 3 December 1883
Min elskede, jeg har ikke behøvet Dage for at få Følelsen af min Ensomhed, efter at Du er rejst.k735 Jeg håber til Skæbnen, at det bliver sidste Gang, at jeg siger Dig farvel på så lang Tid. Det er ondt at sidde alene tilbage. Min søde Pige, denne Gang er Du bleven mig mest nødvendig af alle de Gange vi har været sammen. Men sådan skal det være. Jeg trænger i uhyre høj Grad til Dig, jeg vil ikke indlade mig på et Liv uden Dig. Du er min elskede, Du er min Tilflugt, at Du véd det, Stump. Uf, da Du gled bort i Mørket! Jeg kunde ikke se Dig. Jeg havde Følelsen af, at Du stod der endnu foran Hytten, men din Skikkelse slugtes af alt det Sorte. Så stod jeg der med Damerne Knudtzon. Skønt de vist er mig gode, var de med ét blevet mig som helt fremmede Væsener, jeg fulgte dem til deres Port og sagde farvel. Så gik jeg til min Moder og bragte din Hilsen. Der blev jeg end mere modfalden. Hun talte så kærligt om Dig, men jeg følte for tydelig, hvorledes det var mig umuligt at sige til hende et Ord om mit Savn. Jeg sad for Resten en Stund hos hende. Hun fortalte om nogle gamle Venners beklagelige Skæbne, om et Ægtepar, der havde været hos hende i den forblommede Hensigt at låne tohundrede Kroner til at betale Husleje med – en afskediget Organist fra en af Småbyerne – og hendes Beklagelse over netop nu at være ude af Stand dertil, hendes hurtige Griben Ordet, inden Manden var rykket frem med sit egenlige Ærinde, og om Konens og hans febrilske Forsøg på under Forlængelsen af Visiten at skjule i hvilken Hensigt de var komne osv. Det var sørgmodigt som min Stemning var det. Jeg hørte derpå med inderlig Beklagelse. Du elskede, det var for Resten ikke uden en vis Nydelse af min Moders gode Forstand, hendes ypperlige Fremstilling og hendes fine Følelse af hvor Trykket havde ligget hos Staklerne, der havde besøgt hende, også med en Hilsen i Tankerne til Dig, der vilde have følt netop det selv samme som jeg, hvis Du havde siddet hos og hørt på den lille Fortælling. Du, det er sødt at have sådanne Småting at dele sammen. Ingen af Søstrene var hjemme. Jeg lod en kærlig Hilsen blive tilbage fra Dig. Jeg sagde, at de havde været søde og gode mod Dig, og at Du havde været glad i dem. Så gik jeg til With. Jeg kunde se på ham, at det ligefrem gjorde ham ondt, at han ikke var kommen til at sige Dig farvel. Han holder af Dig. Han er snil, den Fyren. Han blev helt egen tilmode over pludselig at få at vide, at Du var fløjen bort. Så fortalte han mig nogle Slyngelsytringer, som han John Paulsen havde ladet falde. De gik ud på, at Fru Sars i det sidste Selskab, hvor han og Du havde været sammen, havde vist Dig en tydelig Kulde, og at de øvrige Damer i Selskabet havde vendt Dig Ryggen i Anledning af din skandaløse Rejse med mig over Land, at det havde «gjort ham ondt for Dig», at jeg var et skændigt Menneske, som havde undergravet dit Rygte således osv. Det kunde jo være, Stump, at det var rigtigt, om Du ligefrem gik til Fru Sars og fortalte, at Du skal giftes med mig til Marts. Ikke at jeg lægger mindste Vægt på, hvad den Løgnhals siger; men mulig, at han dog har erfaret en Smule om, at Byen hedder Snærpe,k736 og under alle Omstændigheder er det måske både klogt og rigtigt følt fra din Side, om Du i Tide sikrer Dig denne din gamle fine Venindes Forståelse af hvad Du har for og gode Sindelag for din Plan. Tænk lidt på, min egen Unge, at Du ikke gerne må skære noget Bånd over af dem, som Du har kær i Kristiania, at dit Giftermål ikke må komme til at tage sig ud for dine Venner som en Flugt eller Svigten af gode Opgaver. Det er næppe helt klogt, om Du ikke hæver Sløret så meget, at Du under fine Menneskers diskrete Begriben af hvad Du har for bereder Dig Vejen til fremtidig at tjene under Fanen på din Måde – den, der uden Forklaring i jeres Klan der oppe vel netop – særlig i Begyndelsen – vil blive opfattet som et Slags Forræderi fra din Side. Jeg tror at opfatte din Stilling rigtigt ved at mene, at Kredsen i Kristiania har taget Dig så tæt og venskabeligt ind i sig med en Bifornemmelse af at eje en stor Værdi i Dig. Det er ikke så ringe en Ting at have Byens smukkeste Frue i den literære Falanks, som Venstre kan stille på Benene. Tydeligt eller utydeligt føles dette. Man giver Dig med Glæde et oprigtigt Venskab for din egen Persons Skyld, men din Skønhed og din Pen er en Kraft, som alle for Sagens Skyld mene at have en Slags Lod og Del i. Det bliver på en Måde noget, som lever uafhængigt af Dig, dit virkelige jeg. Forsvinder Du fra Skuepladsen, skuffer Du en Fordring, alle tiltro sig Ret til at stille til Dig. Man holder ganske vist af Dig personlig, men det var dog også den Fru Müller, der fyldte på den og den Måde i Venstre-Billedet, som man satte Pris på. Altså går Du, er det Dig, der tager fra de andre noget, de forlængst har indordnet mellem de Værdier, de taler om som «vor». Og man bliver vred på den, som tager noget fra en. Ret til at blive vred har man her ikke Spor af, men man vil uvilkårlig blive det alligevel, og Du løber Fare for at tabe noget af den umiddelbare og lette Forbindelse med den gode Kreds i Kristiania, som ikke må tabes. Der kan indtræde en Kølighed, som kan blive Dig ikke blot ubehagelig men på en Måde farlig. Din Rejse til Amerika var slem, men dit Giftermål i Kbhvn er værre. Det er naturligvis let at se tværs igennem det uædle i at angribe Dig efter en Tankegang som den her skitserede, og det vil vel heller ikke bogstavelig blive udført – men I kære Normænd, er Folk som er iltre på eders eget, og som har let til Sinne. Vær altså snild som en Slange min elskede. Klogskaben her tror jeg føres bedst frem ad Ærlighedens Veje. Du har intet ondt i Sinde imod «noget i Norge».k737 Gå lige på og sikr Dig Huset Sars's Forståelse. Min elskede, jeg tænker mig, at disse Ting, som Du vel har set og følt før jeg, kommer i et endnu klarere Lys ved at omtales. Jeg synes ikke, at der er nogen egenlig Fare i dette, men det forekommer mig, at man bør lægge så megen Klogskab ind i sin Fremgangsmåde som mulig, hvor der handles om så betydelige Værdier som her, der om end ikke kan tabes så dog forringes. Elskede, Du har som Hæmsko i din Optræden her, din Følelse af, at der i denne Kærlighedshistorie ikke er meget af det gode, lyse, frejdige, ærlige, åbne og glade, som Du kunde ønske skulde ligge til Grund for enhver af dine Handlinger. Dette at det er «Kærlighed», som driver Dig til Handling, er ikke din Stolthed – og sødeste Stump jeg er et rimeligt Menneske og tænker nu ikke mere på at angribe Dig for det – der er noget som af et Frafald i dette, at Du skal stå frem og sige: «Jeg underskriver ikke mere mine Ord fra før om denne «såkaldte» Magt i Livet, ti jeg føler den nu herske i mit Indre». Jeg véd det Stump, at dette har sin Bedskhed. Men dejlige min lille, det er jo Sandhed! Din Kreds har ikke trot synderlig på Kærlighed. Du og Ernst Sars har gået og lagt nogle artige Tanker sammen om Emnerne i Fremtidens Kunst, det var slet ikke mere «Kærligheden» som var Poesien i Livet osv. Nu skal Du med din kraftige lille Hånd rive en Flænge i det statelige Gevandt, som Du og Sars så pyntelig havde viklet om Gudens Lyra, I vilde ikke høre på Klingklang mere – og nu er det Dig, som skal få Strængene til at klinge så smukt om Elskov. Elskede tag netop dette, at det falder som en Overraskelse ind i Kredsen til din Støttestav. Nu har Du noget at lære de andre. Du skal ikke sødeligt kvæde, men Du skal stoltelig tale; Du elskede, det er det kraftige nye Tilløb Du tager i Livet. – Ak Ven jeg sidder og lader Pennen løbe, så glemmer jeg, at jeg er temmelig ynkelig tilmode. Jeg håber at Du ligger nu og sover. Mon Du imorgen telegraferer til mig fra Gøteborg? Mit Brev må komme en Dag senere til Kristiania end Du. Blot Du nu ikke har ventet at finde Brev ved din Ankomst. Telegrafere tør jeg ikke, for er Du ikke kommen, kunde Telegrammet jo mulig blive åbnet. Elskede begynder Du dit første Brev nu til mig med «Erik», svinder en Måneds Længsel ud af mit Sind. For hvert Erik Du kan sige, tager Du Dage af den onde Tid fra mig. Men som jeg allerede synes, at det er fælt at være uden Dig! Og så er jeg dog på Bunden af mit Hjærte så inderlig glad. Det er dejligt at holde af, at være sikker i sin Kærlighed, at elske. Du min egen Amalie, jeg har ikke grædt denne Gang. Det var for yndigt at stå der med Dig på Dampskibet og vide, at dette var kun en lille nødvendig Standsning i det Gode, der var ingen virkelig Afbrydelse nu forestående, jeg kunde ikke lade være med at sammenligne dette med de foregående Afskedstagelsers eller Ikke-do's Afskylighed. Dette sidste dybe sorte Hul i Kristiania – og så nu. Men da jeg gik der på Gaden og sad hos min Mo'r og kom hjem og ikke imorgen skulde se Dig – elskede jeg er lykkelig ved Dig, men jeg længes efter at høre din Stemme. Jeg tror, at det er det jeg længes mest efter af alt.
Din Erik

174. Erik til Amalie

Tirsdag den 4 December 1883
Elskede, er det ikke helt egent, at samme Dag Du har forladt København, klæder Byen sig i sin mest modbydelige Efterårs- eller Vinterdragt med Storm og Tøsjap. Det har snet med vådt Sne idag så stærkt, at Sneen ligger på åbne Pladser og Grønninger endnu en Time efter Snefaldets Ophør. Du søde, elskede dyrebare, når Du er borte, var der jo heller ingen Grund til at holde det dårlige Vejr længere tilbage. Folk bander og skælder over det rædsomme Føre, der som giftig Væde siver sig ind gennem Støvlerne, men kun jeg véd, hvad der har været Grunden til Omslaget i Vejret. Jeg morer mig næsten over hvad der plejer at være min Fortvivlelse, og det kommer af, at jeg gennemskuer det hele. Heraf kan Du lære min sødeste Unge, at Du er meget dum, når Du er hæftig og holder din Ånd trodsig og siger: «jeg vil ikke, nej jeg vil ikke forstå hvad Du siger». Man har altid Glæde af at forstå noget, selv om det er noget, en så personlig ukært som våde Fødder. Således uddrages Moralen af alle Ting. – Min Stumpedorthe jeg har moret mig idag ved at læse Anmeldelsen af Irgens Hansen af «Moderne Damer» i Dagbladet.k738 Den er jo ligefrem fint skrevet. Slutningssætningen, at nu kender vi J.P. og tidligere Bemærkningen om, at J.P. «lyver» kommer med ypperlig diskret Kraft. Kan Du tænke Dig, at Lømmelen idag igen hilste mig, da jeg kom ind til à Porta. Naturligvis besvarede jeg hans Hilsen lige som sidst. Igår tænkte jeg alvorlig på at opsøge ham og give ham en alvorlig Dragt Prygl, og sikker er Monsieur endnu ikke. Træffes vi en Gang, og han vover at tiltale mig, og Stedet er nogenlunde dertil, kunde det være, at han får et sådant Næveslag i Ansigtet, at han ligger der. Endnu har jeg så pas Kræfter, og Vreden skal forøge dem. Det usle Dyr. Det er virkelig lykkedes mig en Gang for Alvor at blive opbragt på et Menneske. Og så kan jeg ærgerlig nok alligevel føle lige som Enden og Begyndelsen til det Selvforsvar, hvormed han klarer sit Standpunkt for sig selv. Men en ynkelig Pjalt er Fyren, og Juling skulde han have. Du allerdejligste på Jorden, min sødeste Hustru, tag den lille Byrde på din[e] Skuldre, som jeg sender Dig. Skik denne Barselfærd med et Par Ord til Skavlan,k739 sig ham, at Du har påtaget Dig at forelægge ham det lille Arbejde, fordi der er Dygtighed og Talent deri, men at Du ikke derfor direkte anbefaler det til Optagelse i Tidsskriftet. Udbed Dig som en særlig Gunst, at hvis det ikke optages, at det da sendes Dig tilbage med et Par motiverende Ord. Sig, at Du vilde sætte Pris på at få Afgørelsen hurtig. Og når så det er gået som det vel må, så send mig Manuskriptet tilbage med Afslaget. Besørg nu dette min egen Ven, drag dit Suk derved og tænk med Kærlighed på, at det er en af disse kedelige Pligter, som denne mærkelige Kærlighed kan lægge på en. Der var intet Telegram idag, dit lille Afskum. Jeg havde ganske vist ikke sikkert ventet det, men det havde dog været så umådelig dejligt at modtage det. Jeg véd ikke en Gang ret til hvilken Tid Du idag kommer til Kristiania. Mon Du så telegraferer? Nu forekommer det mig ubegribeligt, at jeg ikke sikrede mig det ved Afskeden. Jeg kan huske, at Fru Knudtzon endog slog på, at Du vel sendte Telegram. Hvor forunderlig ubetænksom man kan være. Men endnu har jeg jo Lov at håbe. Du søde, nu skal jeg til at læse Gunnar Heibergs Artikel om Kristiania Teater;k740 jeg fik Lov til at stjæle Numeret på Kaféen.
– Jeg har læst Artiklen og fået mig en Lur bag efter, og jeg vil ikke påstå, at ikke disse to Idræter hang sammen som Grund og Følge. G.H. forekommer mig ved denne Lejlighed lidet klar og fyndig, under alle Omstændigheder meget for vidtløftig, og når man ikke er oplagt til at være vittig skal man ikke gøre Forsøg derpå. – Du Pigebarn, Du fik dog min Kniv med Dig. Behold og brug den, så er Du sød. Vis mig, at Du har den når Du første Morgen i vort Hjem skal gøre dine Negle pæne.k741
Hvor jeg elsker Dig Amalie!
Din Erik

175. Amalie til Erik

Gøteborg 4de dcbr 83.
Min egen, inderlig elskede, naturligvis kom jeg ikke tidsnok til trænet for Kr.ania. Først kl ½ 12 kom vi, og toget gik kl. 7. Altså må jeg blive til imorgen, og agter at opsøge Hedlunds og måske Lindhé's,k742 hvis jeg efter at have spist, får humør til det. Jeg er så sulten, så sulten, – jeg har intet nydt på skibet og er nu af et bybud bleven sat af i et hotel, hvor – tænk dig, der ingen mad er at få. Jeg forlangte at komme til hotel Kr.ania, men underveis foreslog fyren som havde min kuffert at ta'e ind på hotel Kalr [sic] den femtende,k743 da det lå tæt ved jernbanestationen, var også os nærmere og det blæste en så forrygende snestorm at hvert sparet skridt var noget værdt. «Er det et pent hotel?» spurgte jeg. [«]Ja var's, mycke snygt og hygligt»! sa'e karen, og så gik jeg da i fælden, og er kommen på et utriveligt, simpeltlugtende sted, hvor man ingen mad kan få. Det vil sige intet varmt. Kaffe og the med hvad dertil hører, nok, men nichts weiter. Da jeg græmmede mig derover, og vilde fort, blev der sagt, at jeg kunde få al den mad jeg ønskede, – de kunde skike efter, og da de alle var færdig til at styrte nedover trapperne på hovedet for mig, blev jeg hvor jeg nu engang var kastet ind af skjæbnen. Men fælt har jeg det. Nu for et øieblik siden under skrivningen forsøgte jeg at spise af den bøf jeg havde bestilt; noget mere ildesmagende har jeg ganske vist aldrig ført indenfor mine tænder, den var aldeles nedsyltet med salt (store dynger lå det i) og peber, og så var det ikke muligt at komme ind til kjødet, fordi det var begravet under finhakket løg. Det var vel altsammen gjort for at skjule at kjødet var bedærvet, – ja, for det smagte så ondt, og så et smør, – vognsmørelse! Jeg kommer kun at spise for at opholde livet mens jeg er her, – og sengen kvier jeg mig for; den ser ud til at have lopper i madratserne og væggedyr i træværket, og gud ved, hvad den, når den bliver varm af min krop, kan give sig til at lugte af. Havde du enda været her, – – – oh min elskede hvor jeg længes efter dig med alle sorter følelser af smerte og forladthed, – som et yngste barn efter den mor uden hvem det er hjælpeløst, fordi hun er det alt. Det er deiligt at elske dig min Erik, men hvor det er beskt at skilles fra dig, hvor det er ondt at savne dig ved alt hvad jeg rører mig til, hvor det er smerteligt at føle længselen som et stort, ømt sår i sit inderste. Jeg tænker på sidste gang jeg var her med dig du elskede, og måtte følge dig til stationen[en], og gå tilbage på hotellet for at blive natten over. Da var der dog mere grund til at fortvile end nu, da vi har vundet det, at vi eier hinanden helt, og vil blive sammen for livet. Det er dog det eneste virkelig gode et menneske kan opnå på denne jord at finde en jevnbyrdig til at smelte sammen med, uden at opgive det mindste af det, der hos en selv har en eller anden art værdi. Det er livets eneste, egentlige hemmelighed jeg ved dig, du elskede, er kommen til at skulle forsøge på at udgrunde, men jeg står endnu ved begyndelsen; men ét forstår jeg allerede: livet bliver så enkelt og let på en vis måde når man finder sig selv i sin kjærlighed til en anden. Tænk om jeg nu kunde komme op de mange hundrede trapper i Zinnsgade 2, 4 Ø, og snige mig ind i din stue, for i næste nu at ligge om din hals, og glemme at verden er til over dine forføreriske, henrykkende kys. Jeg har aldrig vidst hvad det var at kysse før at jeg lærte det hos dig; men du, – skjøndt ingen så ofte som mig, – det sa'e du en gang; gud give du ikke regnede feil. – Det var et ækelt dampskib at reise med. Luften dernede i min kahyt var så dårlig og beklumret, så havde vi også sjøen stik i stavn så at skuden duvede sig ordentligt. Jeg blev søsyg i nat, rigtig ordentligt, som et andet menneske; det var over al beskrivelse ækelt. Ud på morgenen fik vi en rigtig, forrykende snestorm, og kapteinen sa'e vi kunde prise os lykkelig at vi havde nået ind i snetykken. Og stormen vedvarer med hyl og tud, og pisker snedrevet mod ruderne, og her sidder jeg i en utrivelig «1ste sals» stue på et 4de rangs svensk hotel, med alting lugtende svensk i et svensk land, og har ingen til at være tolk i dette utækkelige sprog. Jeg har intet fået i ovnen, fordi du ikke er her, og kan forlange at få «eldad», – jeg gider ikke kave med at få dem til at forstå mig. Min elskede, elskede, elskede! jeg er intet uden dig, – jo jeg er elendig og livsled, og forfærdelig fattig i min sjæl. Gud give du følte dig ensom som jeg, og følte som jeg at du måtte leve livet med mig, eller ikke, slet ikke leve det. Skriv ofte til din elendige Amalie. –

176. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 5 December 1883
Elskede – ja nu tror Du naturligvis straks, at Du skal have Brev hver Dag; det kan jeg dog ikke love, skønt det slet ikke vilde være for meget, for Du er sådan en sød en. Rigtignok har Du ingen Telegrammer sendt, og det burde Du have gjort. Vi har haft Uvejr, og der er en Mulighed for, at Du har siddet fast i en Snestorm oppe der langt nord på. Helt rolig er jeg ikke for Dig. Men til Søs kan Du da ikke være gået. Det stoler jeg trygt på. Hvis jeg tænkte mig, at Du var gået Søvejen, vilde jeg for Alvor være bange, for så måtte Uvejret efter al Sandsynlighed have overfaldet Dig, og så ganske nemt var Du da ikke sluppet igennem. Men altså til trods for, at Du intet Telegram har sendt mig, og jeg nu i to Dage ikke har hørt det mindste til Dig – tænk Dig i to hele lange Dage – så er Du sød alligevel, og jeg elsker Dig, og jeg kan ikke blive glad eller bedrøvet, uden at min første Tanke går til Dig. I Aften, nu for et Kvarter siden næppe, er jeg bleven rigtig glad. Du skal dele min Glæde så hurtig som mulig. Den består i Modtagelsen af medfølgende Brev fra Arne Garborg.k744 Du forstår min sødeste Pige, at Du skal være omhyggelig med dette Brev og straks sende mig det ned igen. Sig mig lidt, om Du synes, at Tonen i det er sat en Smule op. Det forekommer mig muligt. Du véd jeg mener lidt frejdigere i sin Hjertelighed end Mandens Natur er. Jeg antager, at Brevet vil interessere Dig meget, Du med din Kendskab til Garborg. Så vil det også more Dig – det skal det – at kigge ind til sådanne to Eksemplarer af det foragtede Mandkøn, se hvorledes de snakker til hinanden. Garborgs Omtale af det Kønslige er en Besvarelse på et Spørgsmål fra mig,k745 om det er helt korrekt at lade Daniel Sørbrauts kønslige Liv være så tilbagetrængt. Af hvad jeg har set til unge norske Mænd, så er de vildere i deres Kønslidenskaber end vore. – Du elskede er det dog ikke virkelig besynderligt, at Vinteren har holdt sit Indtog hos os med Orkanen igår, netop da Du var rejst. Idag har det været tør Frost. Længe står dog rimeligvis denne Frost ikke. – Jeg har gjort Visit idag hos gamle Fru Knudtzon og traf hende og Harriet hjemme desuden Svigerdatteren født Hansen.k746 Modtagelsen kunde ikke være hjerteligere. Jeg tror virkelig, at de Mennesker holder af mig og ikke alene har været gode imod mig for din Skyld. Det berørte mig en Smule fremmed, at Fru Knudtzon i Svigerdatterens Nærværelse uden videre spurgte, om jeg var Overbringeren af gode Efterretninger fra Dig og senere spurgte, om vi havde fået Lejlighed osv. Det svarede ikke til Forsigtigheden i det første Selskab, da kun Familien var til Stede. Unge Fruen spurgte også uden Forbehold til Dig. Alle i Familjen véd altså Besked. Hvor mange der efter dette er au fait med vort snare Bryllup,k747 er vel uberegneligt. – Hvorlænge tror Du Stump, at Du kan holde ud at sidde oppe i Kristiania og pine mig? Bestem en tidlig Termin min yndigste dejligste Pige, min egen Amalie, og jeg skal sporenstregs gå til Værten og sige ham, at til den og den Dag skal Lejligheden være rede til at modtage sine mærkelige to Indbyggere, der gifter sig uden at have andre Indtægter – næsten – end dem Himmelen vil skænke dem, hurra! Jeg var dernæst ovre hos Doktorenk748 for at betale ham de 16 Kroner. Han er om mulig endnu mere i Stil overfor sine Sættere og en lille Tøs, der gik Byærinder, end ved sin Moders Bord. Til en Side i Kontoret stod den berømte Flaske Champagne med Glas – den syntes nylig tømt, eller skulde det være et Slags Skilt, noget, der bliver stående fra den ene Gang til den anden? Helt uden blague er Fyren ikke.k749 Nå mig foruroligede han ikke med Champagne. Der var travlt, mit Besøg hos ham var kun kort. Farvel min sødeste Stump. Jeg har to Breve til at skrive til Kristiania, et kort et til Garborg, jeg vil sende ham første Hæfte af «Tilskueren» med min Kritik af En Hanske,k750 og så et til Heiberg. Jeg er endnu i hans Gæld fra i Sommer – det er halvvejs Sjuskeri, halvvejs Forglemmelse fra min Side og fra først af Pengemangel – nu giver jeg ham en Anvisning på min Fordring til «Dagbladet», der er Penge nok til Dækning af min Skyld. Altså farvel Amalie – når kommer dit første Brev? Ak først idag har Du kunnet skrive!! Arne Garborgs var fra i Søndags, fire Dage – nej der må have været noget galt med det. Men heller ikke imorgen tør jeg vente sikkert. Lige til Fredag inden jeg hører fra Dig! Nej Du skulde have telegraferet.
Din Erik

177. Amalie til Erik

[Kjø – krysset ut] Kristiania 6-12-83.
Min elskede Erik! Netop hjemkommen finder jeg dit søde, velsignede brev,k751 og skynder mig at sende dig min hilsen. Jeg kunde ikke slippe fra mor, der underrettet ved telegram stod på stationen, men måtte blive natten over i Fr.hald; altså er jeg først idag torsdag hjemkommen, og har endnu kun truffet Jakob, der nu er ude et ærinde. Den John Paulsen er dog et ligefremt ondt menneske, en ren sump af en fyr. At fru Sars viste mig kulde er løgn; netop den aften bad hun mig om noget som vidnede om særskildt forkjærlighed, at jeg sammen med fru Schjøtt skulde komme om formiddagen på hendes eget værelse, for at læse høit fru Edgrens noveller.k752 Og at de andre damer skulde have vendt mig ryggen! Han er dog for gal den fyr, rent forgiftet af galde. – Jeg skal forresten nok opføre mig med klogskab, hvad angår sagen med dig, skal du se, – det er godt at du kom til at tale så udførligt om det; udentvil har du ret min elskede. Når jeg nu treffer fru Sars, vilde jeg ønske at hun spurgte, så skulde jeg sige hende rent ud, at jeg elskede dig, og vilde ægte dig. – – Jakob, som ikke selv har sét eller læst «Moderne Damer», fortæller at man er rasende forbitret på J.P. og at man siger: Bare han var her, så – – – – –. Jeg er vis på at han blev pryglet op på åben gade, hvis han indfandt sig; han har ganske vist ret i det, at han ikke turde være i Kr.ania når den bog kom ud. Den ene af opsatserne er fra «Verdens Gang», det er sikkert Amund Helland som har skrevet den.k753 Lad Bertha Knudtzon få dem efter dig; hun vilde så gjerne se norske anmeldere om bogen. Jeg er bleven afbrudt flere gange, og får som det lader, slet ingen ro til at skrive uforstyrret. Det er dog vanvittigt af den Poulsen at han ikke kan lade mig fare, men sidder og raser om mig på offentlige steder til fremmede mandfolk som With (efter hvad han ved i altfald), er for mig. Så du er et «skjændigt menneske» som «har undergravet mit rygte». End han da med sin bog! Men skidt i den fillefyren; det er dog forgalt at jeg skal sidde og spilde mine ord og min ærgrelse på sådan en lus. – Ja, det var igrunden kjedeligt at jeg ikke fik sagt With farvel. Jeg vilde så gjerne, men det var jo ikke godt gjørligt. Hils ham når du ser ham, men jeg synes næsten at hvis han skal være «vor gode ven», så kan han ikke samtidigt være Poulsens. Når jeg nu kommer til at huske det, så har denne P. igrunden sagt mange graverende ting om dig til mig i den tid han gik og frygtede for at det var dig, jeg elskede, sådanne ækle, besmittende småting, som er så vederstyggelige fordi der kan være et slags skin af mening i dem, oh nei, ikke det, – ikke mening, ikke skygge af mening, – men, ja han er et skiddent menneske. Du, da jeg gik her i gaderne idag, længtede jeg tilbage til dine gader; jeg følte som var Kr.ania en næsten fremmed by, hvor jeg ikke mere havde hjemme. Det var så underligt, jeg greb mig flere gange med forundring i den underlige fjerne følelse jeg gik med. Og så bildte jeg mig ind at jeg var i Kjøbenhavn, at du var inde for at kjøbe en cigar eller telegrafere afbud til en professor, eller for at gjøre noget stygt, og at jeg hvert sekund kunde have din hånd stukket ind i min og lyden af din elskede stemme i mit øre. Men hvorfor kunde du ikke tale om dit savn til din mor? Det kan jeg igrunden ikke begribe. Du skulde hørt mig igåraftes mens jeg klædte mig af tale op om dig og min kjærlighed og min fuldstændige gåen under uden et fremtidigt liv med dig, og om min længsel, og elendige hjælpeløshed borte fra dig, til moderen, – det var til moderen forstår du. Hun sagde ikke stort, engang imellem: [«]men at dette er dig! hvor er de nu henne alle dine fordums dages teorier, din faste, sikre livsens mening om at kjærlighed var nonsens og intet andet?» «Ah tie stille», sa'e jeg så leende, du ved jo jeg har strøget flag, og brudt mit værge, og nu skal du være ædelmodig. Men med Ludvig havde jeg en dyst at bestå. Da mor var gået ind og vi sad alene, spurgte han mig pludselig: «er det sandt at du er forlovet og skal gifte dig?» «Ja», sa'e jeg hårdt og raskt. Mor havde afvist hans spørsmål, hun havde ikke lov at sige noget, men af andre havde han hørt det. Han var indigneret over at jeg vilde forlade gutterne, og talte mig næsten hårdt til. Jeg svarte rolig, at jeg så godt kunde forstå, det måtte synes ham urigtigt, og at det slet ikke var mig en let sag at gjøre det, men at det ikke destomindre var min urokkelige beslutning, og at jeg trode sikkert og vist at handle rigtigt. Det var ligesom han havde vanskelig for at fatte dette med denne store kjærlighed hos mig, og mindede mig om at hele mit liv havde været anlagt på at leve for gutterne. Men tilsidst blev han mildere og sa'e, at det jo slet ikke var sikkert at jeg handlede urigtigt fordi om det så slig ud, at det i ethvert fald var et spørsmål som ikke var så ligetil at besvare, og at det ikke engang var absolut vist at han vilde fastholde sin mening. Det var kommen ham så pludseligt, og han var ikke mild imod mig. – – Nu kom dit andet brev.k754 Tak min elskede, min Erik! Hvor det var godt at vi glemte manuskriptet; det forskaffede mig et ekstrabrev, et deiligt elsket brev. Men lad dog endelig for guds skyld være med at give den stakkeren J.P. prygl. Du ikke gjøre det; tænk om du slog ham fordærvet, han som er så klæk og kraftløs – så blev der rettergang og sligt, og da var der først rigtig skandale, og det vilde gå ud over mig på den vis f.eks. bare at mit navn blev nævnt om og om igjen som den der var «la femme». Desuden, han skal, – han skal ikke vørres nok,k755 – du er for god til at lade ham mærke at han virkelig har gjort dig eller mig fortræd. Men hvor er det dog infamt af ham, at han lader som han er indigneret over din «ødelæggelse af mit rygte», fordi han derved gives anledning til at tale om mig som den kompromitterede. Du kan stole på at det er ham som har talt om dit «reisefølge» gjennem Norge til hr. Rosenstamm.k756 Med ham, denne værdige herre – ja, jeg tror han er en dårlig person – har han også i sin tid drøftet dig og fru Bille,k757 og eders gjensidige forhold. Det var fra ham han havde alle sine detaljer. – Naturligvis skal jeg sende manuskriptet imorgen den dag, og gjøre som du siger, min elskede. Apropos; Boll fortalte, at Garborg havde siddet nede hos Ingebrektk758 sammen med ham og to andre og undsagt J.P. på liv og død for den bogs skyld. Han har svoret at tage hevn over ham. – Tænk dig at det G. Heiberg skrev om teatret syntes jeg var så udmærket, så fortrinlig skrevet.k759 Just alt det måtte til under de rådende lokale forhold. Der var ikke et eneste overflødigt ord. Såmeget måtte der til. Alle her, såvidt som jeg efter den korte tid har forstået, er umådelig tilfredse med det. – Jeg var hos Hedlunds hele dagen i Gøteborg, og traf der nogle redaktører og skribenter, og tænk jeg fik et udmærket godt indtryk af dem. Den respekt og forståelse hvormed de talte om B.B. om hans sidste bøger, om vor politik o.s. v. gjorde godt. Så havde de også i sit sind et ganske anderledes alvorligt tyngdepunkt end jeg syntes at spore hos eder. Ja, jeg blev glad i dem. Gamle Hedlund er nu en hæderskar. Han var ikke mere det, jeg efter mødet på Aulestad havde antaget ham for,k760 – nei ikke mere end du eller jeg er det. Han har et prægtigt hjem, bor og er udstyret ganske næsten som en engelsk rigmand, og hans kone og døtre var så elskværdige. – At du ikke bad mig telegrafere! Tænk dig til, jeg var oppe og telegraferte til moderen, og så stod jeg og tænkte: mon du også skulde sende Erik ett? Aanei; nu har jeg jo skrevet, – det er ikke værdt, tænkte jeg så igjen og lod det være, – nei jeg tror ikke jeg tænkte det engang, – jeg bare blev ligesom draget fra at gjøre det uden at gjøre mig nogen slags rede derfor. Gutterne fortæller at der et par dage efter min afreise stod at læse i «Dagen»: en (fille høireavis)k761 «Vor «unge» (anførselstegnene af mig) begavede forfatterinde Amalie Müller skriver i Dagbladet om En Hanske: o.s. v. [»] I bergenske aviser har det også stået, – Nu ligger her en bog med en skrivelse fra Irgens Hansen med anmodning om at jeg skal anmelde den, men så får jeg ikke skrive på mit eget, og så er det opsatsen om «Bondestudentar» og det om «Over Evne»,k762 der er så meget som skal gjøres. Jeg må se til at være meget flittig herefterdags. Gudskelov at al den leddiggang fra Kjøbenhavnertiden er forbi. Sligt et levnet virker igrunden demoraliserende. Men nu godnat Erik. Hører du, jeg siger Erik, ohne weiter, ikke elskede, eller søde Erik, men simpeltvæk Erik. Du må hilse hos din mor til dem alle. Hvor det er deiligt at du elsker mig; – du kan stole på at jeg også elsker dig. Jeg elsker dig af hele min sjæl.
Din Amalie

178. Erik til Amalie

Torsdag den 6 Decemb. 1883
Amalie Du yndige Kvind, her har Du mig igen, og hvis Du blot er Hælvten så glad ved at få mit Brev, som jeg er ved at skrive det, så er Du vel stillet, min Søde. Knagende Frost, min Unge efter natlig Snestorm, men nu klart Solskin. Ak Du har naturligvis taget dit Land det ilde op, at det straks mødte Dig med Kulde – det havde ikke været anderledes, var Du bleven. Min Næse bliver stærkt rød i samme Nu jeg stikker den uden for en Dør – Du husker det måske fra ifjor i Falkøping – og mine Hænder bliver fugtige, når jeg fra Kulden kommer ind i Varmen, men hvis Du finder mig ækel og modbydelig for det, så – ja så vil jeg ydmyg bøje Nakken. Jeg synes selv, at disse Skrøbeligheder kun er lidet tilgivelige. Idag har der i Mrgbl. stået en af Edvard Brandes skreven Anmeldelse af «Moderne Damer»,k763 som jeg sender Dig. Jeg synes, at den bærer Præget af at være ret ærlig skrevet, blandet med en lille Smule Skadefryd. Til E.B.'s Karakter eller tilvante Fornemmelser vilde det høre at have sin Fornøjelse af at tro på, at der i alt det Gode han har hørt om den smukke Fru Müller var en god Del Overdrivelse eller Fejltagelse, og han har næppe kunnet værge sig imod at finde en Bekræftelse herpå i J.P.'s Smædeskrift. Jeg tænker mig, at han fornemmelig har fæstet sig ved, at den skildrede Frue brænder af Begærlighed efter at komme i fine Højrekredse og er hemmelig religiøs, sligt vilde fryde hans overragende Tro på Løgnen i Verden. – Du Amalie, jeg vilde nødig have, at Du opgav dit Forsæt at skrive om «Over Ævne» i vort Tidsskrift.k764 Kunde det ikke blive det første Du foretog Dig efter at være kommen til Ro. Gør Dig al den Umage Du kan med Stil, Klarhed og Kritik og send mig Afhandlingen i Løbet af 14 Dage. Put lidt norsk Samfundsskildring ind i den og læg al dit Hjertes Varme i Ordene. Lykkes Afhandlingen, vil min Glæde være større end din. Jeg læste din Beskrivelse af Johanne Reimers Begravelse om Aftenen da Du havde givet mig den.k765 Jeg har glemt at sige Dig, at der var ét overordenlig smukt Sted i den: der hvor Graven fyldes med Blomster, og Du mindes de rappe Fødder og strålende Miner, hvormed hun selv tidligere samlede de Blomster op, som man strøede for hende. Det er af den ægte Slags, det giver et Billede. – Ellers lider jeg under at læse Gjellerups sidste Bog «G-Dur, En Kammernovelle».k766 Det er noget kedeligt Skidt og tilmed delvis en fræk Efterskrivning af Gertrude Coldbjørnsen. Han er en ufin Skriverkarl, der i Stedet for at tage sig noget nyttigt til, lader sine drengeagtige Fantasier fylde det ene Ark efter det andet. Han forholder sig til en virkelig Digter som en Onanist til en Elsker. Næsten intet er førstehånds og alt er uden Fylde, uden sand Lidenskab, en elendig Prås, der en Dag skulde sparkes ud af ærlige Forfatteres Samlag. Så smagløs det lille Dyr er! Og det skal for Alvor sluges af honette unge Piger, fordi den Slubbert i rette Tid har fuxsvanset for Kritikens Herrer. Det er vammel Søbemælk for kraftig Kødspise – uf at jeg kunde tage den Karl i Ørene og holde ham op som det magre Skidt af en Hareunge han er. Og så «Kammernovelle»! Skulde han ikke have på Øret alene for en sådan beklumret Sovekammertittel, hvor han har ligget alene og hedet sine dårlige Skanker og indskrumpede Mave med sine modbydelige Fingres Befamlen. En sådan Bunke Filipenser på det literære Venstres kønne Ansigt kan gøre mig modfalden og ækel tilmode. Var han da en ordenlig Byld – nej kun små væmmelige Filipenser. – Nu har jeg læst Bogen til Ende. Der gøres et Forsøg på at stille Helt og Heltinde i et problematisk Lys mod Slutningen, at ende i en Disharmoni. Fæet vil være moderne. Han har ikke mere moderne Ånd i sig end Eftersnakkernes jappegale Vitzmageri. Og så skal vi rolig tage imod som noget ret naturligt, at en forlovet Mand indlader sig i en ny Kærlighedshistorie med en brav ung Pige med den Aftale mellem disse to, at «foreløbig» skal den Forlovede intet vide derom. Det er samæn en pæn Fyr, ham Mosjo Gjellerup! – Elskede Ven, føler Du, hvor glad jeg er for Dig – jeg siger med Vilje «for» Dig, der er i min Tanke i dette Øjeblik noget mere i dette «for» end i «i». Jeg mener, at det at Du er min, at Du har været her i så pas lang Tid, at jeg synes jeg nu kender Dig ud og ind, fylder mig med et Velvære, som endnu bærer mig lykkelig oven over Længslens sorte Vande. Jeg er ikke plumpet i endnu, jeg elsker, jeg erindrer, jeg føler de Dage der er gåede. Jeg er så lykkelig Amalie. Jeg sidder og tager min Lykke i Besiddelse. Men så en skønne Dag kommer Savnet og Længslen som en Nordostenstorm som den vi havde Dagen efter din Afrejse, og Hjærtets Vinterpine følger efter. Så er det, at Du skal skynde Dig at komme her ned med alt hvad Du ejer og har og blive min virkelige Hustru.
Din Erik

179.Erik til Amalie

Fredag Aften den 7 Dember 1883
Min elskede, yndige Pige, idag har det været en god Dag: Først dit Brev fra Gøteborgk767 – jeg skulde egenlig havt det igår Aftes, men da jeg ved min sene Hjemkomst intet Brev fandt på det Sted, hvor Pigen plejer at lægge mine Breve, når jeg er ude, og jeg ikke ventede noget før idag, ledte jeg ikke og fik altså først min Glæde imorges. Du søde, ubegribelig elskede, dejlige Skat – Ak Amalie dit Brev gør mig syg af Længsel. Her forslår ingen Ord, jeg kan slet ikke sige, hvor jeg elsker Dig, det er så stort, så opslugende, så fuldstændigt, så ubønhørligt – ja Du har Ret min elskede: Livet med Dig eller slet ikke. Men er Du nu ikke også ubegribelig dejlig. Elsker Du mig ikke som mine Drømmes Mål. Har Du ikke gennem Modstand, Forundring grebet vort Livs, vor begges Naturs dybeste, sikreste, inderligste Eje, vor Evne til at elske. Nu undrer Du Dig ikke mere, nu vil Du ingen Modstand gøre, nu vil Du elske mig, nu vil Du tage min Kærlighed, min søde Hustru. Og Du skal få hver Stump, hver Gnist af mit Liv. Jeg elsker Dig Amalie, elsker Dig i de første fulde rene Drag af mit Livs Kærlighed – alt det andet har intet været, kun de ufuldkomne Forsøg på at brede et Vingefang ud, inden Flyveevnen var der. Hvad tror Du min Ungdoms Småfornemmelser har havt at betyde ved Siden af det, jeg nu som Mand føler? Nej Amalie, Du har min Kærlighed, Du har den ubeskåren, jeg er din, jeg véd det, jeg elsker Dig og jeg kender Dig. Min yndige Stump, mit Kys, mit stakkels forladte ensomme Kys vil til Dig, det brænder i mig, ak, at jeg dog ikke kan sende Dig det! – Og Du Stakkels, Stakkels Pige med din brogede Rejse. Og Du har været søsyg og har lidt Nød. Du sidder og får ond Mad og ikke «eldet», hvad skal det dog blive til. Og nu har Du formodenlig siddet fast i Sneen længere nord på. Min eneste Trøst er Hedlunds. De må have været gode imod Dig. Men det er til at fortvivle over, at der nu går Måneder hen, Måneder og ikke Øjeblikke hvor vi ikke ses. Amalie længes Du ikke ubeskrivelig også nu Du er kommen hjem? Ikke alene din Forladthed på Rejsen. Min søde Pige, al min Glæde, min virkelige dybe Jubel over Dig samler sig i en eneste Følelse af Forladthed – nej af stormende Længsel. Jeg er ikke forladt med et sådant Brev fra Dig ved min Side her i Skrivemappen, men det sætter sig som noget, der nager under mit Hjærte. Det er min Kærlighed, der ikke kan få Luft. Du, kan Du huske hin Morgen efter vor Disput eller Trætte eller hvad man skal kalde det, da vi kom ind i din Stue, og jeg ved dit Bryst fik nogle Ord frem, fik krystet Dig til mig, fik kysset Dig, fik givet min Kærlighed et legemligt Udtryk, hvor var jeg da ikke til Bunds lyksalig, hvor gled da ikke det jeg følte og hele min Tilstand ind i en samlet Lykkens Tilværelse. For Du var hos mig, Du følte det samme som jeg, Du elskede mig. Min Unge, det er så vist ikke nok at vide den andens Kærlighed, den skal, den må føles, gives, tages, byttes, der skal leves med den, den skal prøves i sine hundrede tusinde Mangfoldigheder, den skal sættes ind og vindes tilbage, behandles som en hårdfør Svend og plejes som den fineste Jomfru. Du elskede, den skal gennemleves. Å hvor der er meget at gøre med den Kærlighed. Og så skal den være så dagligdags, ikke det mindste Smule søndagsagtige, ikke pyntet med en Stump Bånd engang, uhyre tarvelig, og sommetider endog splitter nagendes nøgen. Men det sidste er så for Resten det allerpæneste, Du min egen lille kærlige Pige. Du har kaldet mig Erik, kald mig det mange Gange, væn Dig til det, hører Du, så at Du straks, når vi ses, i den ligegyldigste Tone af Verden kan sige: Erik, kom ind og spis, Erik hent mig det og det. Erik Du er ikke sød, Erik Du er sød. Amalie luk nu dine Øjne og føl, at jeg kysser Dig. – Jeg kom sent hjem igår, fordi jeg efter Forelæsningen hos Brandesk768 syntes jeg trængte til at tale med Mennesker. I tre Dage havde jeg ikke talt med nogen. Jeg gik da til Schandorphs og der snakkede jeg, som var jeg betalt for det. Det er i Grunden dumt; man skulde meget hellere lade de andre snakke, så lærer man noget og forsnakker sig heller ikke. Min dumme Ærlighed spiller mig undertiden slemme Puds. Du, det var aldeles mageløs morsomt at se den indre Fryd, der greb S. da jeg talte ilde om Gjellerups ny Bog. Men senere kom jeg til at sige noget om S. selv, som jeg havde al min Åndsnærværelse behov til for at dække over med andre Ord. Det var jeg véd ikke længer hvilken kritisk Bemærkning, som jeg mente. Efter endt Forelæsning havde jeg vekslet et Par Ord med Frøken Bertha; hun er virkelig snil og jeg skal huske på din Anbefaling, når Du er død, lille Tåbe.k769 Inden Forelæsningen havde jeg været i Athenæum for at få «En Fritænkjer».k770 De havde den ikke. Du kommer til at sende mig den, elskede. Senere skal jeg gøre Gengæld med en Bog, som vil more Dig: Brandes nye Bog «Det moderne Gjennembruds Mænd».k771 Du, det er den anden Glæde jeg har haft idag. Brandes har foræret mig Bogen, der slutter med en Artikkel på 33 Sider betitlet «Erik Skram». Du må endelig sige mig helt nøjagtigt hvad Du mener om dette Essay, som Brandes velvillig kalder det. Jeg er desværre ikke ret hjertelig grebet af det. Jeg er lidt ydmyg ved det. Men i al Almindelighed må jeg jo være umådelig glad: For én Bogs Skyld at komme i Række med Bjørnson, Ibsen, I.P. Jacobsen, Drachmann, Edv. Brandes, Schandorph – Du forstår, den sidste i Rækken. For Resten venter jeg mig høj høj Nydelse af Bogen, jeg har ikke kunnet lade være at kigge lidt hist og her; der er glimrende Ting, og om lidt kaster jeg mig over Læsningen. Ak om Du nu sad hos mig og vi skulde læse den sammen! Sådanne gode Ting må vi altid læse sammen, ikke Du? Jeg læse højt. Idag er udkommet Drachmanns nye Bog,k772 der efter Sigende skal være et voldsomt Angreb på det literære Venstre. Jeg får den imorgen og skal også sende Dig den efter Læsningen. Og nu min Stump, min elskede søde, min egen, min dyrebare, Du dejligste af alt hvad som jeg véd, nu må Du skikke Dig vel i Verden, tage Vare på din Kærlighed, være øm og god mod mig i din Tanke, længes efter mig og elske mig og berede dit Hus og tænke på dette ene, at Du er min Hustru og skal drage af Landet for at komme ned til mig, og at hver Dag, der går for os adskilt, er et Tyveri fra vor Lykke.
Farvel til imorgen
Din Erik

180. Amalie til Erik

Kr.ania fredag aften 7-12-83.
Min elskede, atter et brev fra dig!k773 du ved ikke hvor lyksalig du gjør mig ved dine breve, hvorledes mit hjærte banker ved synet af den håndskrift, der sætter alt mit blod i en boblende bevægelse. Vi sad ved aftensbordet gutterne og jeg, da det ringede – «Dagbladet» – sa'e vi alle med én mund, men så var det ikke noget dgbld, det, men dit elskede brev. Hvor kan det dog hænge sammen at du endnu onsdag aften, ikke havde modtaget mit brev fra Gøteborg. Jeg lod «vagtmästaren» på hotellet besørge mine to skrivelser, en til dig og en til fru Knudtzon. Kan det være muligt at han har snydt mig med dem? Det var tirsdag ved omtrent totiden; onsdag aften måtte de jo dog være komne frem. Sig mig endelig om og når du har fået det brev. – Tak fordi du lod mig se Garborgs brev.k774 Kan du se, han blev glad! Jeg vidste det, og hans ord siger ikke det mindste for meget. Netop således er han, når han bliver rigtig glad; der er noget tilbedende næsten i hans glæde, hans taknemmelighed, – det er da at han blotter sit inderste væsen, sin naive rørende modtagelighed; ligesålidt som det for mig, der kjender ham, lød det mindste affekteret da han sa'e om dig på mit spørsmål: [«]ja, var han ikke tækkelig deilig, – aldeles deilig, jeg likte ham brænnende godt, den karen» o.s. v., – ligeså lidet er der det mindste spor af snakken op eller hæven sig ind i en digtet stemning i brevet til dig. Jeg forstår imidlertid så godt dit spørsmål, – jeg mener at du kunde stille det. Garborg er i god og ædel forstand meget af et barn, en af dem der aldrig kan fordærves eller afblaseres aldrig i dette liv. Den indvending om det kønslige havde jeg også i mit stille sind, – sa'e jeg det til dig? Jeg husker at jeg tænkte at en anmelder burde reise den anke mod skildringen, og derfor tænkte, at jeg dog helst lod være at skrive om den, såsom jeg ikke likte at røre ved sagen. Når jeg nu treffer Garborg vil jeg tale om din plan med at skrive om ham, og få vide hvad du til den ende bør læse. Jeg er aldeles vis på at de holder af dig hos Knudtzons, måske liker de dig – når alt kommer til alt – mere end mig, og det vilde jeg ikke være lei for, jeg, tværtom det vilde glæde mig så. Jeg tror slet ikke jeg kan blive likt så godt af de danske, som du f.eks. af de norske. Jeg tror det er bare i Norge man synes rigtig godt om mig, rigtig forstår mig til at kunne holde af mig, – sådan meget mener jeg, – jo også i England tror jeg, – der var det som alt hvad jeg sa'e og mente straks fandt et godt sted. Men når bare du vil elske mig og være god imod mig, jeg mener bære over når det trænges, og ikke «give it up as a bad job» når jeg gjør mig stiv og siger: «jeg vil ikke», så skal jeg nok klare mig, jeg. Fru Knudtzon sa'e til mig engang, at det var bedst hun indviede børnene i hemmeligheden, da de ellers vilde gå sammen med de andre fremmede og være nysgjerrige og undre sig over din pludselige fremtoning som en daglig gjæst hos dem. Det mente jeg også, men jeg finder det med dig lidt taktløst at tale med dig om det foran dem, som om du havde betroet dem det. Nå skidt, – det gjør os jo ingenting, – snart skal vor sag være grei og åben for hele verden, og da kan jeg ved høilys dag gå smilende ved din arm gjennem gaderne, og hilse på kræti og plætik775 med en meget hoffærdig mine, – skjøndt nei, – det bli'er nok lidt flaut i begyndelsen du alligevel! Men bare i aller begyndelsen. –
Der kan ikke være tale om elskede at jeg kan komme før i marts, måske ikke før i april; vi får være tålmodige og stræbe at få disse onde dage til at gå på bedste måde; jeg har nu så meget at gjøre, så meget at ordne, at tiden knapt vil strække til, og det vil hjælpe. Bare jeg var kommen over dette med at sige det til gutterne. Det bæres mig for at aldrig har vi været så meget for hinanden som netop nu. Vi har så meget sammen, og fornøier os gjensidig så godt i hinandens selskab, de er i alle dele så rent skjældne disse gutter. Gud ved hvorledes det vil virke på dem. Du må dog ikke et sekund tænke, at jeg blot har en skygge af tvil om jeg har havt ret til at fatte min beslutning. Jeg har havt ret dertil, og jeg er vis på at det vil jeg altid synes under hvilkesomhelst forholde, der vil kunne indtræde. Min broer Ludvig sa'e forleden: «det er gutternes sag jeg taler, hvis det ikke havde været sådanne gutter, – men disse, – har de fortjent af dig at du forlader dem, du som har taget dem med dig dengang du med velberåd hu og sikkert i din fulde ret, brød op deres fordums hjem, og kan du forsvare det?» Jeg spurgte om han da vilde synes jeg havde havt mere ret dertil hvis de havde været nogle kleine, dårligt udrustede, moralsk brøstfældige gutter, der trængte at blive gjætet og passet for ikke at glide rent nedover. Dertil svarte han ikke noget. «Ja, som sagt» – blev han ved – «det er bare for gutternes skyld – ellers vilde jeg inderlig glædet mig over din lykke, og fundet at intet var rimeligere end at du giftede dig igjen». Jeg er nu aldeles vis på, at de ikke vil føle sig krænket eller forurettet ved hvad jeg gjør, men virkelig kunne føle glæde ved at jeg bli'er så lykkelig. Jakob spurgte mig idag om jeg havde sét dig i Kjøbenhavn. Jeg svarte ja, at jeg ofte havde truffet dig. «Ham syntes jeg svart godt om» – sa'e så Jakob, – «jeg ved næsten ikke nogen af alle dem jeg har sét her i huset, som jeg har likt bedre, – han var så karslig og dertil så fin og pen.» «Det synes jeg og» – sa'e så Ludvig med sit søde, tillidsfulde smil. Lidt efter spurgte Jakob: «Hvad sa'e Skram om «Moderne Damer»? syntes han ikke det var en sjofel streg af Poulsen?[»] «Jo, – det er sikkert» – svarte jeg. Pludselig tog Jakob op sin portemonaie og tømte den på bordet, hvorpå han gav sig til at eftertælle indholdet med en grundende mine. Jeg spurgte om det var noget han pønsede på, og ikke havde penge nok til. «Jeg sidder og regner efter», sa'e han, «for jeg vil kjøbe mig gymnastikvægter med kugler og stænger». «Hvad da?[»] spurgte jeg. Jo, jeg vil drive på med gymnastik for rigtig snart at blive stærk nok til at prygle J.P. fordærvet. «Jeg skal jule ham op, når jeg treffer ham, om det så er midt i et selskab» – sa'e Ludvig, «enten jeg så er stærk nok eller ei». – Jeg havde fortalt dem en del af bogens indhold netop. – Jeg fik idag indbydelseskort fra Fritz til at overvære åbningen af kunstnernes høstudstilling,k776 men jeg gik ikke, sendte bare gutterne, der også var budne. De kom henrykte tilbage; der var så mange prægtige billeder, særlig talte de om et af Chr. Krog [sic] og 3 af Fritz. Alle mennesker havde spurgt efter mig, om jeg var kommen og om når, og om hvorfor jeg ikke var der; de havde en mængde hilsener og bud til mig. Nu kommer de vel rendende en masse fra imorgen af, og så er min ro til at arbeide borte, men jeg vil nægte mig hjemme, skjøndt så tror de gjerne det er fordi jeg er lei over bogen, og det er jeg så langtfra. Jeg er hverken lei eller sint. Når det kommer til stykket, er jeg vistnok den som den mindst har angrebet. Jo, engang imellem blusser der en liden vrede op i mig, som iforgårs da jeg læste i dit brev, at han havde siddet og vaset og løiet for With. Tænk dig hvor smålig den J.P. er. Han sad forrige vinter ude og forsikrede Sars og mig, at Kielland var bleven så vred over den kritik du havde skrevet om Trofast i d. Mrglbl. [sic]k777 at han var sikker på du aldrig mere vilde komme indenfor K.'s døre. Jeg og Sars sa'e ham imod, og var af en anden mening; vi kunde ikke tænke os, at K. vilde være så smålig, og dernæst ikke så dum at røbe sin lidenhed på en så plump måde. Men J.P. blev ganske heftig, og svarte at ingen skulde belære ham om hvordan K. var. Så rykkede jeg ud med sproget, og vovede at røbe, at jeg tilfældigvis gjennem et brev fra dig vidste at du havde været hos K. flere gange efter hin artikkel, og at eders gode forhold var aldeles uberørt. Dette var ganske rigtig. Du havde just en passant fortalt mig at du havde været indbudt til Kiellands. Så først taug asenet men med en tvilende mine, som om han ikke var så vis på at jeg talte sandt. Gunnar Heiberg har fået sit stykke tilbagesendt fra det kongelige teater med en lang motiveren af E. Bøgh,k778 hvori hans arbeide roses, roses på alle områder for replikbehandling, dramatisk kraft o.s. v. men så ender han med at sige at der dog ikke kunde være tale om at opføre et så «galdebesprængt proletariatprodukt». Fra Kr.ania teater har han ligeledes fået det tilbagesendt, med en inderlig «tak» fordi han havde været af den godhed at indlevere arbeidet, men at det ikke kunde opføres fordi tendentsen var umoralsk. Han har rigtig havt modgang stakker; fra «Intelligentsedlernes» eierk779 fik han efter den første pibekonsert trudsel om at han vilde blive afsat som teateranmelder hvis han gik med på slige pøbelagtige demonstrationer. Han svarede at den og den dag skulde den næste store demonstration foregå, og at han vilde optræde som en af dens ledere, hvorhos han vedlagde billetterne. Så er der kommet nok en en [sic] elendighed over ham for hans lange angreb på direktionen i Dgbldt,k780 jeg husker i øieblikket ikke hvad det var for noget. G.A. Dahl var under trudsel om at miste sin stilling som teateroversætter bleven tilholdt at lade være med at pibe.k781 Da dette er hans éneste indtægt og livserhverv for tiden, havde han bidt i æblet og sagt ja, han skulde ikke. Men i kampens hede glemte han alt, satte piben for munden, og blæste som en basunengel. Hvorledes det er gået ham, ved jeg ikke noget bestemt om. – Fritz skal være i et udmærket humør, fortæller man, fuld af liv og lyst og arbeidskraft. Han går selv og siger at nu er hans modfaldenhedsperiode overstået, og at nu kan han arbeide som ingensinde før. Ingeborg har jeg ikke sét eller hørt noget til. Hermann skal have komponeret en viener-polka [?],k782 som han går og er besat af at ville spille og ville ha'e spillet overalt og alletider. Her er liv og rørelse på alle felter, og folk ta'er i med lyst og iver, – det er altid noget. – Hedlund fortalte mig noget morsomt om Kongen og om hans stilling til den norske politik; husk på at du får det en anden gang. Nu må jeg slutte; kl. er 12 og jeg skal luske mig ud af huset i nattens mulm og mørke, koldt er det også så det gnistrer, og glat på gaden til at brække benene, – for at lægge dit brev i postkassen, – så får du det mandag morgen og så blier du glad når du ser min håndskrift, ikke sandt elskede, elskede? Så du virkelig længes efter mig? og glæder dig til at vi skal flytte ind i vor egen leilighed? til at jeg skal være bleven din for alvor, for bestandig? Godnat min egen Erik, min elskede mit liv på jorden. Skriv ofte til mig, – jeg elsker dig og længes altid efter dig, du sødeste mand i verden. Du, jeg synes «Une Vie» er god på sine steder. Den brudenat!k783 hvor er det dog korrekt og godt beskrevet! rystende godt. Jeg led alle den nats kvaler om igjen. Og kan du se, han faldt i søvn straks; det troede jeg alle mænd gjorde. Så forfærdet som jeg blev da jeg mærket han sov så trygt, mens jeg lå der i en sådan tilstand, syg på sjæl og legeme forrevet indvendig og udvortes, men alligevel glad fordi han sov, og angst for at puste så han skulde vågne og begynde forfra igjen. Og senere på reisen, – nei hvor er det dog rædsomt godt, men noget er slet, og meget kjedeligt. Jeg har endnu ikke læst den ud. – – At tænke på alt det, der var så rædselsfuldt, så beskjæmmende og modbydeligt, og så huske dig, og vide hvad det er blevet til hos dig, i dine arme, – ja er ikke det et mirakel, – så ved ikke jeg. Godnat elskede!
Din Amalie.

181. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 8 Decemb 1883
Min elskede Amalie, hvor meget at svare på idag! Dit Brev fra Kristiania af 6.d.M. har jeg modtaget.k784 Min søde Pige! Indtrykket af det igår modtagne har ikke haft Tid til at blive koldt, før det nye modtages, det er herligt. Jeg lægger det ved Siden af mig, læser Stykke for Stykke, til jeg har fået det helt besvaret. Du elskede først et glad Nik til Dig, fordi de sørgelige Papirer med den brede sorte Rand er blevet forladt.k785 Så tager jeg fat. Å nej, det går ikke, jeg bliver ved at læse Side ned og Side ned, men bliv lidt, lad mig læse mig mæt, så skal jeg begynde. Nej lad mig straks sige Dig, at With ikke er eller har været Poulsens gode Ven. Det er ikke til W. at Poulsen har sagt sine løgnagtige Ord, det er til en anden fælles Bekendt. W. vidste intet endnu, tror jeg, om «Moderne Damer». Under alle Omstændigheder var den Samtale, W. og jeg havde, tilstrækkelig for ham til at vide, hvorledes han vilde stille sig til J.P. – Du det morer mig at Du bruger den Betegnelse om Fyren som jeg følte og fandt på i Sporvognen en af hine søde Morgener da vi var ude sammen for at se på Lejlighed – ikke den sørgelige hvor jeg bar mig ad som jeg aldrig mere kan bære mig ad – at han er en «Lus», en væmmelig Fyr, som sætter sig og gnaver. Man får ham på et skiddent Sted, og man bliver først af med ham i et grundigt Bad. Du søde, Du kan foreløbig være rolig. Prygl får han kun, hvis han er særlig uheldig med Stedet, hvor han møder mig. En Skandale må for din Skyld undgås. Men Lyst har jeg, og Du føler vel Stump, at der heri ikke er en Gnist af Opbragthed for min personlige Skyld. Det var da jeg hørte, at han havde brugt de Ord om Dig, at det havde gjort ham «ondt» for Dig, at min Vrede blev akut. Om mig kan han sgu sige hvad han lyster. Nå, men nu ikke mere om det ækle Dyr. – Å Du, som går i Kri.ania og synes Du ikke længer hører hjemme der! Min elskede, det var som da jeg første Gang kom til Kbhvn fra Dig og havde Hjemve, bogstavelig virkelig Hjemve efter Norge, efter det dejlige Land, som husede Dig og så mange prægtige Mennesker. Ak ja, hvor var det dejligt at have Dig stående eller gående og vente. Dette at kunne sådan uden videre komme ud af en Dør eller frem bag et Plankeværk – kan Du huske da vi gik fra Moderen? – og så finde Dig, tage din Hånd og spasere afsted. Min Ven, det er dejligt med dette sådan uden videre at have hinanden. Min søde, yndigste Pige, denne rolige ud og ind i hinanden, denne selvfølgelige Fortrolighed og Delen i småt og stort. Dette at skulle snakke om Smør og Spækhøker, om Kjoletøj og Drachmanns sidste Bog, vor egen Skriven og mine Natskjorter, det er et Himmerig. Jeg elsker Dig! Hvis Du nu blot ikke vil kedes ved dette Giftermålsmæssige – jeg har sådan en Lyst til alt dette Roderi. Du, at jeg ikke kunde, ikke kan tale med Mo'r om hvad der dybest bevæger mig, det er jo Spaltningen i min Familjefølelse. Ikke med nogen af dem kan jeg gøre det. Ingen af dem forstår et Gran af min særlige Art at føle på. At jeg elsker Dig, at jeg føler Dig i enhver Nerve – jeg kunde blive rasende på mig selv, om jeg gjorde et Forsøg på at sige dem noget om hvad det betød. Det er min Religion. De er Kættere, Urene, jeg og de kan ikke gå sammen til Helligholdelsen af et eneste lille bitte Faktum. Jo dog, den Aften, hvor jeg ulykkelig havde forladt Teatret, fordi du sad på den anden Side, tyede jeg instinktmæssig til Mennesker, som vidste, at jeg elskede Dig. Jeg var glad ved at kunne tale om Dig, om at jeg havde det ondt. Men det hele vidste jeg jo betød heller ingen Ting. Jeg kunde gøre en Spøg af, at jeg havde haft denne Modgang. Men næste Dag, da jeg virkelig begyndte at lide, fordi der intet Brev kom – ikke en Lyd om min Sorg kunde være gået over min Læbe, fordi det er fremmede Mennesker. Sproget ejer ingen Bro fra mit Hjærte ind i deres. Hvad der er min Salighed er dem til Forargelse. De holder af Dig, men det er ikke det samme, ikke nøjagtig det, jeg elsker, som de synes om hos Dig. Jeg er naturligvis glad ved at høre dem tale varmt og godt om Dig, men det fylder mig ikke, det klinger kun i mit Øre, og jeg har intet Svar, for jeg har ikke Samklangen at sende dem tilbage. Jeg har aldrig levet noget virkeligt Fortrolighedsliv med min Moder eller Søstrene, jeg har gjort Forsøg på at gøre mig forståelig og så endelig ladet Forsøget falde. Og det kan aldrig blive optaget på ny. Jeg skylder min Moder uhyre meget. Jeg har hos hende set et kærligt Sind, en hensynsløs Opofrelse – det er hendes Gave til mig, og den er uvurderlig stor. Derfor min Kærlighed til hende, min gode Følelse af Hengivenhed, min Lyst til at glæde hende, men nogen Slags hjemlig Fornemmelse, nogen virkelig Fortrolighed – nej, det er umuligt. Din Lykke hos din Moder er mig som et Sagn, som en glad Poesi, jeg smiler lykkelig på dine Vegne, men desværre jeg kan ikke sige, at jeg fra mit eget Liv forstår den. Der var mellem min Broder og mig godt Kammeratskab i gamle Dagek786 – nu er vi formodenlig komne fra hinanden, han er ikke Poet – og der var mellem os to Sønner og min Fader et godt Forhold. Men min Fader var en Smule fordærvet af Livets Stygheder på sine gamle Dage. Et hjærtens godt Menneske, en fortrinlig Forstand, stor Energi, men uforstået i sit Ægteskab og letsindig af Karakter blev han mod Slutningen noget ufin af Sæder og Smag. Det gik ham pekuniært for ilde på hans gamle Dage.k787 Det knækkede ham. Og så var han ikke fuldstændig sanddru. Jeg var løgnagtig som Dreng, det vil sige opfandt Historier – jeg har selv helbredet mig, som Dreng endnu, jeg husker Dag og Time. Med et Ryk var jeg fri for den Last. Jeg er stolt af, at jeg uden nogensomhelst Mellemkomst af noget af hvad Art nævnes kan gjorde mig fri for det Løgnagtige, som klæbede ved mig. En Aften i mit Liv, og der har været en til Overdrivelse plejet Søgen efter at være sand i alt hvad jeg har sagt og gjort. Jeg var 11–12 År den Gang. Jeg havde det som Arv, men sligt er ikke uudryddeligt, når det kommer sammen med andre Tilbøjeligheder, der ved et gunstigt Tilfælde får Overtaget. Du kan jo huske en Gang at spørge, så skal jeg fortælle Dig den lille Begivenhed. – Min elskede, Du kan forstå, at det griber mig, dit Sammenstød med din Broder Ludvig. Min søde Pige, det er jo tidligere Frygt og Bæven, der røres ved hos mig; men jeg er ikke længere usikker. Og hvad vil det i Praksis sige? At Du var gift i Norland t.E. eller langt fra så langt borte og måtte have dine Sønner i Kri.ania mellem fremmede Mennesker. Har vi ikke Råd til at have dem som Gæster, når Ferierne kommer, så er de jo rige nok til at rejse til Dig. Evig og altid skal de dog ikke drage til deres Fader. Og andre Muligheder. Adskilte skal I ikke blive. Ak min elskede Ven, mig vil de dog vel ikke fatte Vrede eller fast Modvilje imod? Tror Du vel? Jeg er for Resten lidt angst overfor de prægtige Gutter, at jeg skal gøre for meget ud af det for at vinde dem. En Ting, Amalie, tænk på Tidspunktet, da de bør kende Sandheden. Har Du Lov til at udsætte dem for at høre Tingen gennem Folkesnak? Skal de den ene Dag svare vredt og fornærmet, når en vigtig Fyr fortæller dem, eller måske i en Slags næsvis Uskyldighed spørger dem om deres Moder skal giftes med denne danske Skram, og så først senere erfare hvad der forestår? Gør naturligvis hvad Du synes er Ret der. Det er jo umuligt for mig at vide helt ud Besked om dette. –
Hør Stump, dette med de svenske Redaktører gør mig en Smule utilpas. Du er for hastig til Gunst og Ugunst. Jeg tror gerne, at det er brave Folk, særlig lider jeg udmærket Hedlund og Warburgk788 – skønt den sidste i Længden er utålelig kedelig, en fuldstændig Borchsenius på svensk – men hvad véd Du i Grunden om Tyngdepunktet i deres Sind, og om «vort» Tyngdepunkt. Du kender én Mand med offenlig Virksomhed her i Landet foruden mig, ja og så det svajende Siv H.D.k789 – opsæt din Dom, min elskede. Behag og Ubehag kan flyve som Dufte forbi ens Næse, men alvorlige Meninger om Menneskers Færd, om deres «Tyngdepunkter», min søde, det kan man fornuftigvis ikke være så rask med. Se, nu fik Du lidt Skænd og det havde Du fortjent, for Du glemmer lidt, at Du ikke er en løs og ledig Dame, der har Lov til at sige hvadsomhelst af blot følte og ikke overvejede Ting. Du har Dig selv at være, og Du har min Hustru at respektere. Men Sagen er vel den, at Du overhoved var af den Mening, at enhver Svensker var et umuligt Bæst. Der gives honette Folk af alle Professioner. Ja kære, Du burde have telegraferet; men hvad, jeg kan forstå, at det ikke nødvendig faldt Dig ind, og egenlig ængstelig har jeg ikke været. Naturligvis rent at undlade at tænke mig, at Du lå på Havsens Bund, kunde jeg ikke, det vil sige således i en Halvforestilling, ikke en skærende Ængstelse, men sådan med Følelsen af, at naturligvis måtte en Ulykke ramme. Nu smilede alt for smukt. – Og Du siger Erik til mig uden videre! bliv ved, bliv ved! Var det virkelig uden mindste Standsning? Du er for sød. Ja nu skulde jeg egenlig begynde det Brev, jeg havde tænkt at sende Dig, selv om der intet var kommet fra Dig, men jeg afbryder i alt Fald foreløbig. Der ligger Drachmanns nye Bog og med et aldeles mærkeligt Instinkt har jeg i den endnu uopskårne Bog fundet det mest brændende Sted – for mig og Dig i det Mindste: der hvor han fortæller hele Kærlighedshistorien med Ingeborg, Udfordringen, sit Brev til Fritz osv.k790 Jeg har virkelig Lyst til at læse dette Sted. Med et Par Ord skal Du få at vide Indholdet, men det ser noget langt ud, og Klokken er mange. Gud om Du nu sad hos mig, hvor begærlig Du vilde være! Mon Du havde sat Dig pænt rolig hen og skrevet til mig først, om Bogen havde ligget hos Dig, og Du havde set hvad Slags Sager den gemte? Jeg er tilbøjelig til at tro nej. Jeg har også en anden Ting at meddele Dig, men det får vente. Det er ikke om os. Kl. er straks 11, nu spiser jeg først, så læser jeg, så slutter jeg mit Brev og vandrer i Nattens Mulm og Mørke med Brevet i Postkasse. Det værste er, at jeg skal tidlig op imorgen. Det vil sige skulde, mulig snyder jeg.
– Spist og læst. Jeg fandt det nøjagtige Sted, hvor Historien om Ingeborg begyndte. Det er i Ostende, en flamsk Maler fortæller, 40 Sider.k791 Gode Ting deri, navnlig i Begyndelsen Skildringen af I. og Fritz og hvorledes de bliver gift. For os til at tage aldeles på Kornet, men ikke Spor af Skandale deri, når de rette holde Mund. F. er Forfatter. Efterhånden uægte og usikkert i Stilen. Udfordringen kommer mere naturlig end den virkelige og så – o Barnagtighed og moralsk Fejghed! – Fortælleren tager imod den, en nervestærk Helt, skyder i Luften, og Fritz er den, som er svag. Af Overraskelse over den selvfornægtende Helt, han har lige over for sig, kaster han Våbenet, og uden Herredømme over sig styrter han til Jorden i konvulsivisk Gråd. Hans Venner må føre ham bort. Dr. står tilbage og stirrer efter ham. Det kan man kalde «at digte sig ud af det»!k792 En Bemærkning er interessant. Den flamske Maler er Representant for den «nationale» Retning i Kunsten i Belgien, der kæmper imod det indtrængende franske; men han er ikke fuldt ud sikker i sin Sag, Franskmændene er ham så «dygtige». Natten inden Duellen skriver han Breve, hvoraf det ene lange til Fritz, hvori han søger at sætte alt ud for ham, så at han og I. kan finde hinanden igen, men er for Resten ikke fornøjet med hvad han får i Stand. Så kommer følgende Bemærkning: «Men lærte jeg ikke andet denne Nat, så lærte jeg at finde Bund i min egen hidtil vage Afsmag for den moderne Naturalisme. Der var dybt til denne Bund; men jeg fandt den.»k793 Menneskene føres ad underlige Veje. Duelhistorien fra i Sommer er den hemmelige Grund til den ny Fase i Dr's Standpunkt. Kampen mod de franske Vejrmøller.k794 Det skulde blot Brandes vide. Véd Du hvad, dette er min Sandten morsomt. Egenlig burde Du og jeg, Fritz og Ingeborg være de eneste fire, der kunde klare denne Gåde, men har Fr. ikke snakket? Jo det er jo sandt Herman vidste jo også Besked, og Edv. Brandes véd det formodenlig også. Her nede har jeg i øvrig ikke hørt et Muk om Sagen. Men nu kommer den vel nok plumpende ud fra en eller anden Kant. God Nat Du elskede rimeligvis skriver jeg ikke imorgen.
Din Erik

182. Erik til Amalie

Søndag den 9 December 83
Hvis Du tror, at Du skal slippe for mig idag, min yndigste Pige, tager Du umådelig fejl. Jeg har fået nyt Brevpapir sendt fra min Boghandler, og hvorledes skulde det være muligt ikke at indvi det med et Brev til Dig? Ulykken er jo min sødeste Stump, at jeg synes ikke jeg har nogetsomhelst andet alvorligt at bestille end at sende Breve til Dig. Det var vistnok klogt, om jeg lod være med at skrive og søgte at fortjene noget, jeg har jo ikke nu i lang Tid tjent en eneste Øre udover min Løn i Rigsdagen. Men pyt, jeg bryder mig om ingen Ting jeg, og så går det jo også så hurtig for sig de små Fillebrevene, Du får.
Jeg er kommen hjem fra en lang Frokostscene hos Moderen med begge Søstrene og har de kærligste Hilsener til Dig. Der var nok så hyggeligt. Jeg var gået en lang Tur over Langelinje først. Hvis Du har kunnet tvinge ind i dit lille dumme Hoved, hvorledes Linnésgade ligger for Zinnsgade og Langelinje, så véd Du, at det var at gå i den stik modsatte Retning af den nærmeste. Men Vejret var så smukt, sivende rislende Tø på anden Dag – tror Du vi kan beholde Frost i December mere end et Par Dage ad Gangen? – og så skulde der ligge Strandinger på Langelinje fra Stormdagene. Rigtig, en stor Galease var kastet på Land lige nøjagtig på det Sted, hvor vi sidst gik et Svip op på Langelinje og en unge Herre hilste mig, kan Du huske? – en af de mange: hvem var det? For Resten var der fuldt af Spaserende, som vistnok gik og ventede på at se Dijmphna komme,k795 Du véd, Ishavsfareren med Løjtnant Hovgaard, der lå i Gøteborg, medens Du var der. Det strandede Skib havde man tættet og var nu i Begreb med at pumpe det læns for at få det ud fra Stenene. Det så jo nok så morsomt ud. Inde i Grønningen mødte jeg With, der havde været hos mig. Han havde den umådelige Plan at bede Selskab til på Fredag, 14 Herrer, og skulde naturligvis hente Råd og Vejledning hos mig. Han fik den og din Hilsen med på Købet. Han er en snurrig Fyr. Jeg kender alle hans Fejl. Jeg holder ikke en Smule mindre af ham for det. Han er redelig; men har ubegribelig lidt Selvstændighed. Når Folk har snakket til ham om Dig og mig, har han energisk nægtet at ane noget om din Eksistens. Vil man have ham til at gøre noget, må man helst selv forudse alle Muligheder, han gør kun det ene, man har sagt, ikke det Gran af egen Opfindelse. Denne fortvivlede Fastholden af, at Du formodenlig overhoved er et Sagn blot, på et Tidspunkt, hvor de, der spørger, har Fakta nok at holde sig til, er naturligvis meget mere kompromitterende, end et lunt lille Smil og en kvasi uvidende Slåen Sagen hen vilde være. Men det forstår min kære Jakob ikke. Jeg har sagt ham, at han skal holde Mund, og så holder han Mund, om så jeg og Du og han og hele Kramkisten ramlede Pokker i Vold ned ad en eller anden Bagtalelsens Skråplan. At tage Mosjo Poulsen i Krebsen ɔ: i Kværken og sige, at han er en Slyngel, kunde han af egen Magtfuldkommenhed aldrig være falden på. Men nu kan han. – Jeg var i Forgårs til Frokost hos G. Brandes. k796 Jeg fulgte med hjem til ham fra Styrtebadet, idet han vilde give mig sin Bog, Du véd. Fruen var først ikke hjemme. Da vi havde spist, kom hun og var glad og fornøjet. Hun kom fra Toldboden, hvor hun havde indklareret Silketøj og andet og dette syntes at have blæst alle Skyer bort på den ægteskabelige Himmel.k797 Vi spøgte, jeg sagde hende Artigheder, alt var såre godt. Medens vi var ene, G.B. og jeg, sagde han pludselig til mig: «Jeg vil dog sige Dem Skram, at min Broder Edvard forleden uopfordret sagde til mig, at hvis jeg skulde blive spurgt, om det forholdt sig rigtig med at han E.B. skulde giftes med Fru Thaulow, så kunde jeg frit svare nej. Det var der absolut ikke tale om. Han giftede sig ikke.» Og videre sagde G.B. «Dertil sagde jeg kun, at jeg så syntes, at han havde spilt sine Kort dårlig, når han havde båret sig således ad, at alle Mennesker måtte få det modsatte Indtryk.» Jeg turde til G.B. ikke sige min Hjærtens Mening, idet jeg nemlig jo ikke er vis på, at den ikke går lige i E.B. igen, og jeg foreløbig ikke vil bryde med ham, og G.B. havde heller ikke Lyst til om Broderen at tale lige ud til mig, men begge sagde vi i forsigtige Udtryk, at dette så ud som havde E.B. båret sig æreløst ad. Naturligvis dømmer jeg ikke, jeg kender jo ikke nøjagtig, hvad der er foregået mellem Ingeborg og E.B. men det ligger rigtignok snublende nær at formode, at Ingeborg aldrig havde valgt den ene moralske Udvej, Skilsmissen fra Fritz, hvis ikke hun havde havt Grund til at tro på et Ægteskab med Brandes. Stakkels Ingeborg, skal hun virkelig gå i Stykker den første Gang hun i et langt forløjet Liv handler som en ærlig Kvinde, eller er der fornuftig Grund til at tro, at hun og Fritz kan gå sammen igen, og at dette vilde føre til noget godt? E.B. og Frøken Hansen ses fremdeles bestandig sammen.k798 Jeg tror den Mand er kommen ind i en Slags ustyrlig Sanselighedsperiode, hvor han ikke længer gider holde Tøjle på sig selv. Det var dette jeg igår opsatte at fortælle Dig. – Se nu min søde Stump sætter jeg mig til at læse i Dr.s Bog. Véd Du en lille bitte Smule af, at jeg elsker Dig? – Jeg har nu læst Halvdelen af Bogen («Ostende – Brügge») og jeg har spist til Middag, hjemme hos mig selv, jeg har ladt Marie hente noget Mad; jeg er halvvejs forvirret af det forunderlig uklare, upålidelige og samtidig ærlig følte, fortvivlede, poetiske Sammensurium, som her bydes. Det skal være et Slags Opråb til Grundlæggelsen af «Hjemlandets Skole»k799 i Modsætning til den «franske» (?) Retning i Kunsten, og Principet man skal gå ud fra i denne Skole, skal nok, så vidt jeg har forstået, være «Kærlighed». Det kan nu være meget pænt det sidste, men som egenlig kunstnerisk Ledesnor vil dog nok «Kærlighed» ikke kunne føre meget langt. Man får tage en Smule «Indsigt» med på Købet. Men hvorom alting er, Drachmann er et såre uklart Hoved, en uselvstændig Natur, umandig og en Blanding af sandt og falsk, som ingen og mindst han selv kan finde rede i. Fordi hans bløde danske Natur er bleven forskrækket over Nutidens Sandhedssøgen, der på så mangfoldige Punkter må blive grel for vore tåget tilvante Øjne, og fordi de i Frankrig har fået en Literatur, der endog er stærkere udstyret med Skøger end Livet er det, og fordi endelig han har religiøse Anfægtelser, giver han sig til at skælde ud. Nej et Moment mangler jeg: fordi han skal gøre en Bog om det, der opfylder ham. Han er så underlig dum. Alt det Skøgesladder, hele denne Roden om i Pølen, som foregår uden for vore Grænser – endnu er her skam ikke noget ondt på Færde her hjemme; det kommer vel sagtens nok men hvad så? – kan naturligvis bidrage til at brede Utugten ud over et større Rum, men da den svulmende Liderlighed, som beskrives, alt er der uafhængig af vore Dages Literatur, så kan den altså også vokse prægtig op på en Grund, der ikke er «naturalistisk» behandlet, og da selve det håndfaste Tag i Skøgen, hvor ved hun føres frem i Dagens Lys, kan virke afskrækkende, og da Smagen ganske sikkert snart er ved i Væmmelse at vende sig fra al denne Skiddenfærdighed – når den nemlig ikke er ny længer – så kunde Hr Drachmann jo være lige så rolig som vi andre, tage Del i Tidens ærlige Bestræbelse for ikke at give det uægte hen som ægte Varer og lade Skøgerne fare. Hvad Fanden kommer de ham ved. Vil han ikke skrive om dem, kan han jo lade være, der er ingen der beder ham. I hele hans buldrende Trommehvirvel – den er ganske rask for Resten nu og da – er der egenlig ikke en eneste fornuftig Anvisning af, hvor Vejen bør dreje. Han er lige som kommen agende med et Par sky Heste. De vil ikke længer, de stejler og pruster; men var Kusken ikke selv så forfjamsket, var der ikke Spor af Fare på Færde. Der er blevet sagt, at Drachm. vilde søge tilbage til «Kirken», men det synes foreløbig ikke at være korrekt. Han har en Slags Alfaderreligion uden Former og Dogmer. – Men dette er altsammen kun Ord hen i Vejret for at bøde på, at Du ikke er hos mig. Vi skulde have læst Bogen sammen, der er meget interessant at lægge Mærke til, vi kunde have nydt det. Han blotter sig Sted for Sted på den fornøjeligste Måde. Ser Du, Pigebarn det er det umoralske ved at Du sidder i Kristiania og jeg i Kbhvn, at der ingenting kommer ud af denne dumme Bog – for mig, eller næsten ingenting. Jeg er allerede ved at blive nogenlunde stupid alene. Hver Gang jeg skulde til at lægge Mærke til noget i Bogen tænkte jeg på Dig, men da Du så ikke var her, fik jeg i Grunden slet ikke lagt Mærke til noget. – Ak Du søde, jeg kæmper med nye ugemytlige Penne; jeg havde en, hvormed alle mine Breve medens Du var her og de andre indtil idag var skrevne, den faldt så udmærket til Papiret. Det er mig ikke nær så hyggeligt at skrive med disse nye Krabater – denne sidste synes for Resten at kunne blive god. Det er ikke uvigtigt hvad slags Pen jeg får i Hånden, den er nemlig svag af tidligere Overanstrængelse i Rigsdagens Tjeneste.k800 En hård Pen kan på en halv Side gøre mig til Invalid igen, et tungt Penneskaft ligeledes. Der var en Tid, hvor jeg ligefrem var bange for rent at miste Skriveevnen i højre Hånd. Det vilde være en net Historie. Rigsdagen gik da fløjten, for jeg kunde vel nok lære mig til at skrive almindelig Skrift med venstre Hånd, men stenografere med den gik aldrig. Elskede Ven, mon der er Brev til mig imorgen tidlig, et som på Grund af Søndagen ikke er blevet omdelt idag. Jeg tror det næsten og glæder mig dertil. Det er sødt at få Brev; men det er en jammerlig Erstatning for Dig selv. – Nu er det sen Aften, jeg har lige endt mit ensomme Måltid. Jeg gjorde et Forsøg på at besøge Lægen Fejlberg til Aften, men Familjen ɔ: han og hans Kone var i Teatret, så gik jeg hjem igen og læste Resten af Dr's Bog, den hedder «Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland». Det var første Halvdel jeg manglede: «Måneskin». En underlig dilettantmæssig skreven Fortælling, der i Begyndelsen lover meget, men efterhånden bliver svagere og svagere og tilsidst usandsynlig. En Pebersvend, som tager et stort Pigebarn til sig og er halvt Fader for det, halvt efterhånden forelsket i det. Jeg ser det underlig sløje og lavede i alle Dr's Forestillinger i den Omstændighed, at Katastrofen hidføres på den Måde, at da Pebersvenden en Aften umærket opdager, at hans Myndling sidder i Dagligstuen på Skødet af en halvsjofel Person og kysser ham, lister han sig bort, lader Parret i Ro, bliver den største Del af Natten borte, søger at sysselsætte sine Tanker ved at gå ind i en hel sjofel Knejpe, kommer der i et Selskab, som virkelig fanger hans Interesse, vender tilbage, siger ikke et Muk til den unge sekstenårige Pige, og da hun så nogle Måneder efter præsenterer Sjofelisten som den, hun vil giftes med, er hans eneste Bemærkning den: «Er det måske nødvendigt?» Og denne Pebersvend har ellers Anskuelser som Du og jeg. Han er endog særlig blufærdig, og han går umiddelbart efter at have fået at vide, at det er nødvendigt hen og dør af Sorg og Kulde en stræng Frostnat på en Bænk ved en af de store Søer, Du kender, der strækker sig mellem den ydre og indre By. Det er jo simpelthen noget Vrøvl eller Dr.'s usigelige moralske Fejghed, som der har spillet ham et Puds. Ikke med et Ord antydes det, at Plejefaderen kunde have haft det som Pligt at spørge den unge Pige, råde hende. Det er dog ikke Sorg over Pigebarnets Valg eller Opførsel, som slår den gamle ihjel, det er Kærlighedssorg. Nå, Dr. om det, denne Del af Bogen var en Skuffelse. Desto livligere vil der blive snakket om sidste Halvdel. Jeg kommer vist til at læse det meste nok engang for at være nogenlunde sikker i hvad der står. Det er i Grunden noget ubarmhjærtigt Vås. – Ja ser Du, alt dette vilde nu more mig, om vi sad sammen, om der kom en og anden god Ven imorgen Aften op til os, men nu – kun dette Brev! Det er Dårligdom min elskede. Og Dig morer det formodenlig heller ikke, Du har jo ikke læst Bogen. Naturligvis skal Du få den sendt. Blot Du nu vilde skrive lidt udførlig om dine Forhold, ikke snuppe mig af, hører Du min inderligt elskede. Alt har Betydning.
Din Erik

183. Amalie til Erik

Kr.ania 10-12-83.
Å du min elskede gut hvor du gjør mig glad ved dine breve. Det jeg skulde havt lørdag aften,k801 fik jeg først søndag morgen; postbudet havde stukket det ned i brevkassen, og der lå det da uopdaget til næste dag. Så umådelig henrykt jeg blev ved synet af den velkjendte grå konvolut! Den Gjellerups bog må have sat dig i et rigtig sort humør,k802 siden du giver så meget ondt af dig over den. Der er formelig lidenskab i den uvillie du giver ord, og det forekommer mig at der måtte kunne laves en god, men bedsk kritik med dine ord som besjælende momenter. Når du er bleven så vred, hvorfor skriver du så ikke om bogen; det vilde jo være fortjenstfuldt af dig. – Du elskede, hvor jeg elsker dig! og hvor jeg tror på at du elsker mig, og at din kjærlighed har livet i sig, livet for mig, og også for dig. Og jeg skal give dig hele min sjæl til gjengæld, mere og mere alt hvad i mig er og rører sig. «Du skal ikke leve for andet herefterdags end for at være mig til glæde» – sa'e du engang dernede til mig, – og tænk, – det er netop sandt, ganske og aldeles således forholder det sig. Jeg ønsker mig og håber på en fuldkommen forening med dig, således at jeg ikke mere vilde kunne sige et ord, der f.eks. kunde såre eller støde Dig; fordi alt hvad jeg tænkte og mente var født, ikke af mig alene, men af dig og mig i fællesskab, hvilket jo igjen vilde betyde at jeg omtrent var bleven ét med dig, Du elskede menneske. Hvis vi får held til at arbeide os stadig nærmere hen imod hinanden, og aldrig bortifra, så vil den dag nok sikkert engang komme, at vi er fuldkommen forenede med hinanden. – Det er kjedeligt med dine fugtige hænder du sødeste mand på jorden; Helland har det også i en voldsom grad, og det er leit og ækelt, men vist ikke på dig; du var det en enkelt gang, men jeg synes du var like deilig for det; jeg bare måtte tørre mig af på hånden en gang imellem, – det var alt. Den røde næse bry'r jeg mig nu slet ikke om, – det tror jeg just må klæde dig om vinteren, når dit ansigt er så blegt. – Jeg synes som du at der er en smule skadefryd at formærke i Ed. Br.s artikel om «Moderne Damer».k803 Forresten tar han jo temmelig ironisk på den; det undrer mig forresten at ikke kritiken siger den er slet, jeg mener siger det med større styrke, og fører bevis for det, thi slet er den i høi grad. Du kan tro jeg bliver vartet op med snak; folk er så rent bort i natten rasende på ham; gjenfortællinger om dens og dens forbitrelse siver ind til mig fra alle hold. Det vilde gå John Paulsen ilde, om han kom herop efter dette. Han havde før bogen udkom skrevet til Lars Holst,k804 og bedet ham indstændigt om at hindre at I.H. fik anmelde den; han havde sagt: «hvemsomhelst, men ikke Irgens Hansen. Det vilde være en stor inhumanitet» o.s. v. Holst svarte, at det skulde han med fornøielse tjene ham i, og lovede i værste fald selv at anmelde bogen. Men da den så kom og Holst havde læst den, gav han Hansen den til anmeldelse med velberåd hu. Så kom der et brev fra stakkeren dernede, hvori han siger at Holsts færd var ignobel, og at han var i høieste grad forbauset over at I.H. dog var bleven bogens anmelder. På dette svarte Holst, at han «efter at have gjort sig bekjendt med bogens indhold ønskede den så skarpt dadlet som vel muligt, og at den havde vakt en voldsom indignation i vide kredse, se anmeldelsen i Verdens Gang» o.s. v.k805 Så går de her og er så bange for at jeg skal have taget mig det nær. Jeg! Jeg husker den ikke engang; undertiden når jeg tænker på, eller citerer enkelte tirader af den, brister jeg i latter. Helland fortalte at han havde sagt ved flere forskjellige leiligheder: «fru Müller taer sig ikke mere nær af det skidteri end katten, hun siger å skidt, og slår op en latter.» Dette havde blandt andre Pylle og Ingeborg, som efter hans sigende havde været i det vildeste raseri over bogen, og ikke fundet skjældsord drøie nok for J.P., Ingeborg havde endog sagt, at hvis der var det mindste ved ham – Amund Helland – så seilede han ned til Kjøbenhavn og gjennempryglede angjældende – hånet ham for, og sagt at det lignede hans fjottede naivitet at tænke at jeg ikke var ulykkelig over smædeskriftet. Men det gik akurat som Helland havde forudsagt, jeg lo og spottede over bogen, og kom med de mest graverende anførsler – det er virkelig sandt at det formelig morer mig – under latter og spøg, – og Helland var rigtig triumferende. Jeg tror han gik sporenstregs ud i byen for at berette om at han havde dømt rigtig. G.A. Dahl skal have taget sig det nær.k806 De historier han giver tilbedste om ham, at han udsuger modren, låner fra opvartere, og endog har søgt sin tilflugt til skjøgers pung og godhjærtethed, skal nemlig være aldeles sande; Poulsen har fået dem opsnusede her. [To linjer krysset ut.] Du må ikke min søde, egen Erik blive kjed og lei af alt dette vas om denne bog og dens lurv af en forfatter; men man nøder mig her til at tænke eller i alfald huske den mere end jeg ellers vilde, og så, når jeg skriver til min bedste og nærmeste ven på jorden, så løber det uvilkårlig ned i pennen. Ingeborg er reist til Paris for at være hos Mette mens hun ligger på barselseng.k807 Imens bor Fritz i Ingeborgs logi derude i Oslo med børnene. Er det ikke et eget roderi? Hun flytter ud, og han ind, lægger sig lige i hendes seng og tager alt hendes i brug. Det skal være skildte ægtefolk det! Ja, jeg kan nu ikke begribe det, men det er måske fordi jeg er bornert eller snærpet. Man fortæller at Ingeborg ved en given leilighed, hvor en bog af Edv. Brandes lå på bordet, tog den og slang den i væggen med de ord: Jeg tåler ikke at se det menneskes navn. Hvis det er sandt, men det ved jeg ikke, – så må hun jo have erfaret at han har været en slyngel i sit forhold til hende. Stakkels Ingeborg! hun er ulykkeligt stillet. Hvis hun ikke gjør en overmenneskelig kraftanstrængelse, går hun i hundene. Og den overmenneskelige kraftanstrængelse vilde bestå i at hun med bøiet hoved rolig og villig som en der lider sin lovbefalede dom, gik ind til sin lidelses pine, og lod sig gjennemlutre af dens ild. Der gives ingen anden vei til at fødes på ny, og det er det som må foregå med Ingeborg. Ja, kjærlighed kan nok også gjenføde et menneske, men så må det samme menneske være i en anden forfatning end Ingeborg for tiden er. Hun er altfor tilsølet og sønderrevet. Når jeg tænker på hende, og ret af hjærtet føler sorg over hende, så tyr jeg med en følelse af ubeskrivelig tryghed og taknemmelighed ind til dit bryst, du elskede. Jeg er vel faren hos dig min Erik, og skal, det tror jeg blive mere og mere værdt for hver en tid jeg lever med dig. Du skal først helt gjøre et menneske ud af mig. – Jeg skal forsøge at skrive om «Over Ævne». Om det lykkes, så at jeg sender dig det, ved jeg ikke. Liden tid har jeg, og mange andre ting kommer at lægge sig hindrende iveien for en rolig arbeiden derpå. Men, som sagt, forsøge skal jeg. Men var da du endelig så snil at sende mig det Borchsenius skrev i «Ude og Hjemme».k808 Glem ikke det. Tror du forresten det vil blive optaget hos eder? Jeg har nu i vort Dgbld. sét listen over medarbeiderne, og ikke et eneste norsk navn forekommer. Altså er ingen norske bleven opfordret til at være med. Er det så ikke meningen at de kun vil have danske bidrag? – – – Dit søde, deilige elskovfulde brev fra imorges!k809 Det var som at have været til møde med dig, hvilet i dine arme, og følt dine kys på mine læber. – – Se så, der kom dit tredie brev!k810 Nei du er for sød og deilig. Nu må jeg læse det. – – – nei for breve du skriver, – der er jo udkast til hele bøger i dem. Alt det du får pakket sammen på disse sider; det er som ligger der lag på lag, og kunde der løses op kapsel efter kapsel og tvindes ud lange, sirlige rader med skildringer. Og så er stilen så glidende, glat, men du er også forargelig, – jeg hader dig for dette: «jeg har også en anden ting at meddele dig, men det får vente». Fy skam dig, – jeg forstår det er af ondskab du siger det. Bare jeg kunde finde på noget til hævn, og det skal jeg nok! Du er forgal med dit skjænd for mit snak om det svenske «tyngdepunkt». Der kan for mig blive noget kuende i denne din bestandige driven til vægs af hvad jeg meddeler, tildels som blotte og bare indtryk. Jeg kommer tilslut af bare rædhed og modløshed at blive så temmelig stum fordi jeg skal gribe mig selv i nakken først og spørge: er du nu vis på at du kan forsvare hvad du siger, at du helt kan stå bag hvert ord? Som om det skulde stå på prent og læses offentlig! Det er sikkert og vist at de svensker, Varburg undtagen, for han var den personificerede modbydelighed i ét og alt – spørg Bertha hvad jeg skrev om ham – tiltalte det bedste hos mig. Der faldt under samtalen med dem, om netop de samme æmner, som var bleven drøftet nede hos eder, en fred og glæde over mig, der udsprang af en fælles basis for forståelse, et slægtsskab i tankesæt, og en lighed i udgangspunkt som jeg bestandig savnede hos eder. Så måtte jeg jo meddele denne min glæde over disse svensker til dig? Eller hvad? skulde jeg af frygt for din dragen mig til regnskab have fortiet det hele for dig? At jeg giver mig til at kalde dette fællesartede alvor, denne forståelsens respekt som for begge parter var forud givet, for et fælles «tyngdepunkt», er slet ikke noget at tage mig i skole for. Det var det ord som tilfredsstillede mig selv og som endnu tilfredsstiller mig, fordi det er betegnende for min fornemmelse. Efter den måde du farer på, må det blive ganske utilbørligt at meddele nogetsomhelst der blot og bart går ud på at male et indtryk; man skal pent tie stille og vente til man har kunnet anstille grundige studier, før man udtaler eller giver nogenslags fornemmelser et udtryk, eller du vil jeg skal sige til dig: dette er jeg ikke personlig ansvarlig for det er blot min naturlige fornemmelse. På den måde visner et samlivs glæde bort af sig selv. «Hvad ved du i grunden om tyngdepunktet i deres sind»? skriver du. Det er således man korekser en næsvis gutunge, der står og plager et voksent menneske med sit blærede vrøvl. Og videre: «Alvorlige meninger om menneskers færd, om deres tyngdepunkter, det kan man fornuftigvis ikke være så rask med» o.s. v. Har jeg givet mine ord ud for andet end de virkelig var? Har jeg sagt det offentligt, eller sat det i avisen. Som du skriger op skulde man tro, at jeg havde begået en kompromiterende bommert. Du får virkelig lære at tage mig som jeg er, og fremfor alt mine udtalelser for det de ere, ellers blier følgen at jeg sammen med dig synker ned til en forstokket stumhed, der enten kommer at skrive sig fra trods eller rædhed – – Jeg tror ikke du vil det med bevidsthed, men der er, frygter jeg, hos dig, en slags tilbøielighed til at tyrannisere, til at ville gjøre et menneske du havde taget op i dit hjærte, åndelig afhængig af dig; du går bestandig ud ifra, at man kan nu snakke og prate længe nok, – det er nu alligevel altid dig som har retten, og det går du og er skråsikker på på forhånd. Men det kan aldrig i evighed lykkes noget menneske på jorden at tyrannisere mig, at gjøre mig afhængig på den måde jeg her har antydet. Aldrig! Alt hos mig reiser sig derimod. Afhængig gjennem min store kjærlighed til dig, – det kan jeg blive, – det er jeg allerede i høi grad, men aldrig anderledes. Men jeg kan godt lære mig til at være forsigtig og forbeholden med hvad jeg har at meddele ligeoverfor dig. Så kom jeg vel at snakke så meget mere til dem hvis kritik jeg ikke frygtede. – Jeg glæder mig naturligvis umådelig til Dr.manns bog og til Brandes's med, – ja mest til den, siden der står noget om dig. Send dem endelig så snart du kan. Det jeg skrev om fru Wencke,k811 som jeg selv og du ikke likte, synes man her så godt om. Blandt andre havde Catherinus Bang udtalt sig meget rosende om det, bedet Helland sende det til Ingeborg Thaulow, som en, der kunde have godt af at læse det. – – Jeg vil slutte her; nu lister jeg mig hen til dig, – du sidder i en lænestol med en bog og læser og ser grætten ud efter ordstriden – jeg står og venter, og ser på dig, men du stirrer hårdnakket i bogen. Så sniger jeg en arm om din hals og bøier mig ned og kysser dig midt på munden, og så endelig lægger du bogen og slår armene om mig og la'er mig sidde på dit knæ mens du taler pent og snilt til mig. Og så er alting godt. Godnat min elskede! Du ved jo at jeg elsker dig.
Din Amalie. –

184. Erik til Amalie

Kl 1 Nat mellem Mandag og Tirsdagk812
[11/12/83]
Kl er 1 Nat og jeg er dødstræt. Jeg har haft meget at bestille den hele Dag og har ikke kunnet skrive. Min elskede dyrebare, dit Brev fik jeg imorges. Du véd ikke hvor glad og lykkelig jeg er for Dig. Der er Masser af Ting, der skal fortælles, og nu begynder netop travle Dage. Vigtige Ting min elskede og formodenlig kan jeg ikke få Tid til at skrive. Det er mig som tog man, medens jeg er sulten, Brødet fra mig. Jeg nu sove, men jeg håber at vågne så tidlig at jeg kan få skrevet et Par Ord til Dig imorgen.
Tirsdag Morgen
Det kan i bogstavelig Forstand også kun blive et Par Ord Du får. Men jeg vilde så nødig ikke sende dette Brev afsted, Ugedagen for det første Brev denne Gang – jeg havde nær sagt Årsdagen, så længe synes jeg det er siden Du rejste. Du beder mig have Tålmodighed, Du kan ikke komme ned til mig før tidligst i Marts – Tålmodighed, nej min Unge, jammerlig Sorg vil jeg have indtil den Dag jeg trykker din Hånd igen. Der er ingenting ved mig, der bliver ingenting ud af mig før Du er min stolten Hustru, der aldrig tænker på at løbe fra mig mere. Elskede Pigebarn, Du er tusset med din Tålmodighed!
Dine prægtige, dejlige Gutter! Det er det mærkelige med Drengebørn at de så ofte får Moderens Anlæg og Karakter. Jeg gik hele Gårsdagens Morgen med en Plan, som jeg udarbejdede i alle Enkeltheder – at dine Gutter skulde komme til Kbhvn i Juleferien og bo hos mig. Du véd jeg har tre Værelser, det ene, som er overladt Pigen, benyttes i Grunden kun til Strygestue, der kunde Gutterne bo, en Seng kunde jeg låne hos Moderen, en Seng vilde jeg købe, den, der senere skal være min, Magen til din nøjagtig. Ak er det kun en vild Fantasi? Du min sødeste dejligste Unge, som lister Dig ned dyb Nat med Brevet til mig. Ja jeg fik det Mandag Morgen og glad blev jeg, kan Du tro! Elskede jeg slutte nu, og det værste er, at jeg rimeligvis i tre fire Dage ikke kan skrive til Dig. Så får Du Fred for mine påtrængende Breve, så kan Du smage hvor godt det er. Og netop nu var der meget at fortælle, at skrive om. Farvel min egen min søde Amalie
Din Erik

185. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 11 December [1883]
Jeg havde i Grunden så vist ventet at få Brev fra Dig Stump idag, at det, at Tiden nu er forløben, hvor Postbudet kan komme med Brev, uden at der er kommet noget, er blevet til en Skuffelse. Der kom for et Par Timer siden en god Ven, Kontorchef Marcus Rubink813 – ja ham skal Du som min Hustru lære at kende og efterhånden eller lige straks få Respekt for – for at tale med mig, og medens vi med Iver førte en interessant Samtale, og Tiden nærmede sig Postbudets, var dit Brev ikke et Sekund ude af mit Hoved. Det var helt morsomt at kunne tale om de Ting, som virkelig lå mig på Hjærte og så hele Tiden føle som en sagte Kimen inde i mit Hoved: Når nu Postbudet kommer med Amalies Brev, når nu Postbudet kommer med Amalies Brev, så bliver Du nødt til at sidde med det uåbnet i Hånden, uåbnet i Hånden, til han er gået, uåbnet i Hånden, til han er gået – – Min sødeste, men der kom intet Brev. Og han gik, og jeg har fået mig en lille Lur på Sofaen, og det ringede, og jeg fôr op og jeg troede, at det var Postbudet, men det var en Tøs, som skulde tale med Pigen, og jeg er en lille Smule bedrøvet, og jeg elsker Dig, og jeg skal om et Par Minuter klæde mig på for at gå i Herreselskab hos samme Marcus Rubin. Jeg skriver kun dette i susende Galop, fordi jeg ikke kan lade være. Han Rubin besøgte mig for at tale med mig inden sit Selskab, fordi der er så interessante Begivenheder i Gære, at han ikke vilde vente til Selskabet og ikke vilde udsætte sig for, at vi, når der var de mange sammen, skulde komme til at tale om hvad der er sket og vil ske under Hensyn til de tilstedeværende. Han vilde med mig gå ind i Sagens Kærne. Og Du min søde elskede, som jeg ikke kan få Tid til at fortælle om disse interessante Ting. Du jeg har idag læst «Dagbladets» Søndagsnumer med Irgens Hansens Imødegåelse mod E Brandes Kritik af «Over Ævne»,k814 og jeg finder IH.'s Artikel fortræffelig, og jeg er vred på Dig for at Du ikke straks har tænkt på at sende mig den. Og jeg er ulykkelig over, at jeg ikke kan kysse Dig. Heri indesluttet sender jeg Dig «Dagsavisens» – Du ved Henriques – Anmeldelse af «Moderne Damer».k815 Jeg faldt tilfældig over den idag. Den er umådelig lidt interessant. Men Du ser, at Fyren har holdt sig min Anmodning efterrettelig, ikke at slå på, at der her er Slyngelstreger. Hvis Du ikke har hørt det i Kr.ania, hvad man for Resten tydelig kan spore, at I.H. véd, så tjener det til din Underretning, at B.B. og E.B. for Historiens Skyld med Ingeborg, er dødelige Fjender.k816 Der er vekslet Breve imellem dem, hvori de Ord af E.B. er forekommet: «Jeg er Deres Fjende, og jeg vil fra nu af altid betragte mig som Deres Fjende.»k817 Med denne Følelse imod BB. går EB til at kritisere et Arbejde af ham for at skælde det ud – det er ikke meget fint. Til Gengæld sender B.B. her til Byen – til Borchsenius og til Hegel – åbne Brevkort,k818 hvorpå der står, at Brandes er en Skurk, en æreløs Karl, han B.B. véd det, og han håber, at den, han skriver til, vil bidrage til at udbrede dette så meget som muligt. Det er ikke meget stort. Fremdeles har efter Sigende – jeg har ikke kunnet få positiv Vished derfor – B.B. til Borchsenius sendt et takkende Brev for Anmeldelsen (!).k819 Vist er det, at B.B. til en Anmelder ved «Nationaltidende»k820 – den mest udbredte men literært helt foragtede Højreavis – har sendt et Brev fuld af Anerkendelse for det Skarpsyn vedkommende har røbet i sin (rosende) Anmeldelse af «Over Ævne». Nå det sidste gælder ikke synderligt, men at B.B. gider nedlade sig til en Borchsenius efter den Anmeldelse! – et Brevkort af omtalte Art har han under alle Omstændigheder sendt. Nu må jeg klæde mig på. –
Klokken mangler et Kvarter i 1, jeg er kommen hjem fra mit Selskab, hvad der ikke var overdreven morsomt. Mine Øjne svider af den megen Tobaksrøg. Du skal ikke være altfor spændt på at få de Mærkeligheder at vide, som jeg nu gentagne Gange har bebudet, mulig svinder de ved Omtale betydelig ind, og mulig tager det Hele sig på Frastand meget mindre vigtig ud end her på nært Hold, og mulig går det altsammen i sin Moder igen, inden det er blevet til noget. Det drejer sig om, at en skønne Dag er det såkaldte radikale og literære Venstre detroniseret herhjemme, og det moderat grundtvigianske Venstre kommer i Besiddelse af «Morgenbladet» og Førerskabet.k821 Drachmanns Svingning netop nu står i direkte Forbindelse hermed – antager jeg. Det er nærmest en Bevægelse, som er rettet imod Edv. Brandes' overragende literære politiske Indflydelse, men Hørup, G. Brandes og alle vi andre mindre Ånder må da stryge med i Købet. Det er aldeles forbavsende at mærke, hvilken Uvilje i Grunden E.B. har formået at rejse imod sig, ingen stiller sig ubetinget på hans Parti. Desværre at han har haft så megen Magt. Det kan ikke nægtes at den er benyttet uden Skønsomhed, og desværre, at mit Hjærte ikke mere tror ret på ham. Der er for mange Vidnesbyrd imod ham. Min Stilling bliver dog formodenlig på hans Side, literært og politisk (?) står han jo på det rette Sted, der i alt Fald hvor jeg hører hjemme. Sagen har brændende praktisk Betydning. Skal vi literære Venstremænd nu på ny være uden Organ, bliver vor Stilling pekuniært truet.k822 Imidlertid kan Faren drive over, og dernæst, selv om Ulykken skete, at Morgenbladet toges af Grundtvigianerne, så er der dog andre Muligheder, jeg er ikke en Smule bange. Og i mit Hjærte må jeg indrømme, at der ikke foregår noget, som man for Alvor kan beklage sig over. Har de Magt til at gøre, hvad der trues med, var de gale, om de ikke benyttede den, ømt er de ikke blevet behandlet fra vor Side, de tror ikke på os, nu vel, hvorfor så ikke trykke os ned i den Mindretalsstilling, hvor vi hører hjemme. De tilegner sig jo med Livets Ret alt hvad godt det literære Parti har udrettet, befrier det for «Vantroens Gift» og fører Folket som de tror ind på Udviklingens stolte Bane. Så kan vi med vor bedre Viden gå som de få ud for at præke Evangelium i Folket. Vi få nu se. – Du elskede søde, det havde været ubegribelig dejligt om der havde været Brev fra Dig idag. Men nu er jeg virkelig træt. Jeg må ned med mit Brev i Nat, jeg vover ikke at stole på, at jeg kan komme tids nok op i Morgen. God Nat min elskede – nu skulde Du mere end nogensinde være hos mig.
Din Erik

186. Amalie til Erik

Kristiania 13-12-83.
Min elskede, dine deilige breve, hvor har jeg levet i dem i denne tid; det er som har jeg været med dig hver time på dagen, siden jeg forlod Kjbhvn., fordi du har skrevet alt hvad du har tænkt og følt og foretaget dig, ind i mig. Jeg er kommen til at forstå dig så forfærdelig godt ved disse breve, – jeg synes nu at begribe årsagen til alle dine fornemmelser på familieområdet og andetsted, motiverne til din gjøren og laden, aldeles gjennemsigtig godt, – ja det er som forstår jeg og har jeg en ganske anderledes klarhed over og greie på dig og dit hele indre selv, end på mig og hvad mit er. Og jeg elsker dig og hænger ved dig som aldrig før. Jeg synes for hver tid som går, at først nu ved jeg rigtig hvad det er at elske dig. Jeg trænger så usigelig til dig; i alt hvad som jeg oplever af indre og ydre rørelser eller foreteelser, så er strax min tanke med et sprang på flugt til dig; jeg deler uvilkårlig alt med dig, og siden du ikke er her til at tage imod det, og give mig dit svar tilbage i «beslægtet sang»k823 – så er det, som fører jeg kun en halv tilværelse. Vi har det akurat på samme vis, kan jeg mærke af dine elskede breve. Min søde, kjære, ubeskrivelig deilige ven, min egen sinte Erik, du lille skjændegjæst, – du går vel ikke med en slags modvillie til mig fordi jeg skreg så op, over at du havde skreget så op for dette med «tyngdepunktet» og svenskerne. Du har vel ikke nogen slags fornemmelse af et uopgjort mellemværende, som piner dig så – har du engang sagt. Det må du ikke elskede, husk at jeg kom og kyssede dig tilsidst og fik dig god igjen; der er intet ondt af hvad navn nævnes kan, som nogensinde skal få lov til at sætte sig fast mellem os; enten du eller jeg, eller vi begge skal gå til hinanden, og tage det fra hinanden, og så blive varsommere næste gang, – og jeg skal blive tåligere og klogere, – oh jeg skal nok lære en hel del af dig du mit nødvendigste på jorden, min store, uafviselige nødtørftighed. Gud give du ikke havde knubbede ord til mig i dit næste brev, eller lod nogen kulde eller ærgrelse klinge igjennem, og så endte omtrent som så: «ja, hør min sødeste pige, jeg mener jo slet ikke at skjænde på dig, men du skal være af et kjærligere sind» o.s. v. Jeg er lidt bange for din næste skrivelse, – jeg husker hvor usigelig ondt en sådan skrivelse gjorde mig, dengang i Nordal Brunsgade, da jeg ikke var istand til at svare på en 5–6 dages tid, fordi jeg gik og ventede på et forløsende ord ifra dig. Jeg kan ikke leve uden at eie dig helt have dig hvilende i mit sind og min sjæl i fred og kjærlighed og fortrøstningsfuld forståelse, så jeg bærer dig med mig som et smilende solskin hvor jeg går og hvor jeg står, – og så vide at jeg eies af dig på samme lykkelige måde. – Dit brev igåraftes gjorde mig forresten beklemt; du vil ikke kunne skrive på 3–4 dage, siger du, – hvad er det nu for noget uventet kav du har fået over dig, du som gik i en blødagtig leddiggang, og havde ikke andet at gjøre, end at skrive til din elskede og sende hende dine uforløste kysse. Du var dødstræt, kl. var 1; hvad havde du så bestilt for noget den dag; og så skriver du videre, at nu var der netop så meget at fortælle mig, «vigtige ting», – hvor kan du dog ha'e hjærte til at gjøre mig så nysgjærrig Erik! Jeg vilde heller at du ganske skulde have tiet med det, når du så alligevel ikke havde tid til at skrive, – lige klog sidder jeg her, og kan ikke begribe hvad du sigter til. Naturligvis er det noget leit, formodentlig er du bleven opsagt fra din post i rigsdagen, og vil meddele mig, at det nu er og blier umuligt for dig at begive dig ind i nogen ægtestand uden med en der har fuldt op af penge og udkomme. Næste gang jeg skriver, skal jeg forresten sende prøver på vore væggefarver. Jeg var bleven så forvænt nu med dine breve, jeg gik som i en rus af lykke og søde drømme; mens de glade forestillinger det ene brev havde givet liv, stod i den fuldeste flor, med et mylder af solstreif og sommerglæde, kom det andet og øgede, og øgede på, så jeg levede som en pigelil, der var taget ind i et trylleslot, hvor en venlig fe, dryssede livets bedste skatte ud over hende, mens hun sov, og nød det i drømme. Og så kommer denne pludselige travlhed og korthed og denne spådom om sparsomme breve, og vækker mig op med et ublidt rabalder, og tvinger mig til at samle tankerne og spørge hvorledes jeg kommer ud af at leve udenfor slottet, thi udenfor er jeg jo igrunden, sålænge jeg er forvist fra din livsalige nærhed. Nei, du har ret, det er den dårligste «dårligdom» dette med at skrive disse fattige rablerier på en ussel stump papir, der hvor livets egen, rige kilde vil flyde fra hjærte til hjærte i en rolig, uhindret frem og tilbageglidende strøm. – Du søde, deilige, som vilde have mine gutter derned i julen; tak du min elskede for dette vidnesbyrd om hvorledes du har taget mig ind til dig, – jeg hørte nok hvorledes du, da vi så på leiligheder talte om vort arrangement når gutterne skulde besøge os, jeg mærkede nok at dette glemte du ikke; – åh hvor jeg elskede dig for det, – og jeg kunde ikke takke dig, for det var for godt og dyrebart det du da gav mig, til at jeg kunde tale om det, forsøge at sætte det jeg følte om i ord; det gik mig ind i sjælen, og blev optaget af mit væsens kjød og blod som en del af den Erik jeg elskede, elskede og vilde søge at leve for. – Men gutterne får være hjemme i julen, – husk det er formodentlig min sidste jul i Norge, i altfald på lang tid, så får jo gutterne og jeg feire den sammen. Vi vil være hjemme denne julaften; bliver vi udbudne, siger vi nei. Garborg vil vi bede om at komme, og Helland har spurgt om lov til at tilbringe sin julaften her; så vil gutterne så gjerne også have Boll, og han er det vel værd, sådan som han er imod dem, rent ud rørende i sin trofaste godhed, mageløs selvopofrende, elskværdig mod mig også, uden at være påtrængende, ligedan nu efter at han forlængst har slået de ulyksalige ider [sic] om at ægte mig ud af sit hoved, fin og hensynsfuld, har aldrig et indiscret spørsmål, – har f.eks. aldrig taget dit navn med et spørsmål på sin tunge, og det uagtet han har hørt om dig og mig. Forresten snakker man ikke synderligt her nu. Fritz har fortalt et par steder, at nu var det alvor, han havde det fra sikker kilde i Kjøbhv., men ingen trode på det. «Hvergang hun er ude af byen, siger man at hun er forlovet, og er hun ikke ude af byen, er det ligedan, – Skram er bare et nyt navn i kjæden, – det er naturligvis bare sludder,» – på den måde anser man sagen her. Det vilde også forresten blive en altfor kostbar tur for gutterne nu vintersdag, da de måtte gå overland, så der er ikke mening i det, men sødt og elskeligt var det af dig at du virkelig vilde have dem, og dertil modigt, at ville vise dig med din tilkommende hustrus store, lange voksne gutter, – du er nu en kjærnekarl, «with no nonsens about you», med hjærtet akurat på det rigtige sted, og af en mandighed, der er nokså skjælden, synes jeg. Når jeg nu har fortalt gutterne om sagen – vor herre styrke mig til det – skal jeg sige dem at du gjerne vilde set dem hos dig i julen, – så skal jeg se deres overraskede, søde smil, og høre dem sige noget om, at «det var sandelig snilt af ham». – Det vilde nu heller ikke gået an at du havde kjøbt nogen seng nu; for husk det er jo bare selve jernskelettet du skal kjøbe, – jeg har jo fjærmadrats/krølhårs do. og alt andet tilbehør, og på bare flade jernbrisken kunde jo dog gutten ikke have ligget. – Jeg har fortalt Helland om min kjærlighed til dig og mit forestående giftermål. Det var en aften han sad her, og kom til at tale om Kielland. Han vilde vide, hvad der havde passeret imellem os o.s. v., og han fortalte mig udførligt om hvad K. havde sagt om mig, og derpå hvorledes han havde spurgt om mig og dig i sommer. Han havde ladet bringe en masse vin, og havde drukket dus med ham, – så da konen gik, eller de blev alene, begyndte han at pumpe ham. Jeg stod bare og mjauede, jeg – sa'e Helland. Tilsidst for at få mig til at tale sa'e han, K. (forstår du): «jeg syntes det var synd at den deilige rose skulde gå der, uden at blive plukket, – jeg forsøgte det, jeg, men jeg kunde skam ikke, men fik en på næsen, som var alvorlig.k824 Og nu er det det jeg så gjerne vilde vide om Skram virkelig har råd med hende?[»] (Det cyniske bæst!) «Hvor kan de tænke!» havde H. skreget, – [«]det er pinedød bare sludder og snak, – de kjender ikke fru Müller, de.» «Nei, desværre jeg kjender hende altfor lidt», havde K. sagt, [«]men jeg tror også igrunden akurat det samme, som de, – hun er ikke af den sort, man råer med.» Idelig og idelig var han kommen tilbage til dette. «Alle folk» – sa'e H. [«]tror, at jeg er en slig kraftidiot, som de kan pumpe og vride ud af, uden at jeg forstår et muk af det hele, men svarer i den naiveste troskyldighed, – det er fordi jeg gjør mig dum, og svarer ha og ja, men jeg er ikke så dum, jeg[»]. – Siden ytrede han sin glæde ved at være så sikker på, at der intet var og intet havde været mellem Skram og mig, han gav mig et formeligt tillidsvotum, og talte lidt i [ret]ning af at han havde sin personlige grund til at håbe og tro på at jeg ikke brød mig mere om S. end om alle de andre. Så var det at jeg sa'e fra. Om han havde fået et bedøvende slag midt i ansigtet, kunde virkningen ikke været større; han blev hvid og sad og måbede i flere minutter. «Det har vi ikke fortjent af dem,» – sa' e han omsider, – [«]gifte dem når de virkelig elsker, – det er en ting, men gå til Danmark, til dette forbandede, flade, forhadte «jyteland», der ligger os alle iveien, og er enhver skikkelig og retskaffen nordmand en forsmædelsens torn i øiet» – Du skulde hørt ham. Han skreg ikke op, men sad ganske rolig, og talte dæmpet og skjælvende. «Det er en national forhånelse, værre end om statsråderne ikke blir dømt,k825 – en offentlig forsmædelse, – et ubegribeligt forræderi, – en spytten på os alle lige i vort åbne ansigt. Nei at det skulde overgå os, – sådan en skjændsel, en dansk, en jyte, sådan en skam og spot, og så at folk skal sige at vi står igjen med lange næser.[»] Så talte jeg ham tilrette, og hævdede mig selv og min beslutning og min kjærligheds sag, og så blev han så god og fin og hensynsfuld, og siden har han kun været elskværdig. Det er en bundnobel kar, men en vild barbar; men nu, ved dette at han på en måde er bleven min første fortrolige heroppe i altfald af «kredsen», er der kommet et forbund af en god art imellem os. Han er virkelig af den gode sort, man risikerer til syvende og sidst ingen ufinhed af ham, kun en vis brutal måde at give sit første overvældende indtryk luft på ved alle slags leiligheder. Han vil være mig en fuldtro ven alle mine dage, – det har jeg mærket nu, – jeg vidste ikke at der var så meget guld i hans venskab for mig. Det er en lettelse at have ekspederet en af dem; men der er flere tilbage. Han holder forøvrigt ren mund sålænge. – «For Garborg vil det blive et hårdt stød» – mente han, «og for Boll!» «Havde det været i Sverrige, Tyrkiet, Amerika eller Ægypten, de skulde have giftet dem, men i Danmark!» Han vilde gå og drikke og rangle uafbrudt i disse måneder til jeg drog min vei, for at slippe at tænke alvorligt over det» – sa'e han; men dette sidste med en latter. – – – – –
Jeg har en gang nævnt i et brev til dig, at min yngste broder var i Amerika,k826 – du husker det måske ikke. Han har været et dårligt subjekt, ranglede græsseligt herinde i Kristiania, mistede sin udmærkede post på et stort godt handelskontor, og blev sendt til Amerika. Der fik han post efter post, – havde lykken med sig – han er flink og rask og usædvanlig tækkelig og vindende, – den slusk, men overalt er han bleven jaget bort tilsidst, på grund af sin ubændige, aldeles grænseløse, ud over al rimelighed drevne rangel. Nu må du vide han er bleven sendt os tilbage, syg og nedbrudt, sandsynligvis har han kun tilbage at dø i den nærmeste fremtid. Jeg fik igår brev fra moderen stakker, hvori hun siger at han er kommen, og i hvilken forfatning! Det gjør mig ondt for moderen, for hun sorger over ham, og lider ved at se ham således, men for min egen del, er mit hjærte aldeles koldt imod ham. Jeg har holdt uhyre meget af ham, og min kjærlighed varede ud over alle rimelige grænser, jeg kunde ikke slippe ham; så kom det forfærdelige slag, at der var ugreie med hans pengeforhold på kontoret, han havde taget op sin gage for lange tider, – der var noget uærligt med i spillet. Endnu holdt jeg stand; jeg syntes jeg aldrig havde holdt så meget af ham som da han var bleven så usselig reduceret; og så følte jeg en sorg over ham! – du gjør dig ikke begreb om dens voldsomhed. Min broder Ludvig og Vilhelm påtog sig øieblikkelig hele hans gjæld, det han havde snydt kontoret for, og den er bleven betalt til sidste hvid. Som vi dengang sorgede sammen, Ludvig og jeg! – jeg boede med ham i Fr.hald.k827 Men så, da vi mærkede at han ikke vilde andet end være et umuligt bæst af en fyr, – han bar sig så rent umenneskeligt jammerligt ad bagefter det hele var ordnet, – så slettede jeg ham med ét slag ud af mit hjærte og min hukommelse, og siden har det været for mig som om han ikke var til. Jeg har vidst at han har havt det ondt af og til derover, lidt sult og nød, men det har ikke anfægtet mig, fordi der ingen råd var med ham, når han endelig vilde ligge og vælte sig i sølen vilde det, og intet andet i verden. Engang blier man færdig med sligt, og jeg synes ikke han var mig mere værd end den gadesten jeg trådte på, – ja for du aner ikke hvormeget vi og andre har gjort for ham, hvorofte han er bleven stillet foran nye udsigter, nye muligheder, men han har kastet alting fra sig. Jeg vilde ønske han snart måtte dø. Han duer absolut ikke til at leve. Han vil bestandig blive ved at gjøre os skam, og være sig selv en plage og byrde. Men som sagt, for moderen gjør det mig ondt. – – –
J.P. har skrevet et brev til Sars,k828 hvori han har talt om sin fortvilelse over de «gemene anmeldere». Lars Holst havde været ignobel ved at lade I.H. anmelde den, men, havde han sagt, en ignobel handling straffer sig selv og han, L.H. vilde nok få sin straf. «Reflektionerna gjöra sig sjölve».k829 – Der var endnu meget at skrive om om [sic] min elskede, efterlængtede, savnede, min egen skat på jorden, men nu får det være nok. Min Erik!
Din Amalie. –

187. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 13 December [1883]
Dit dejlige Brev!k830 Og tænk, jeg har været sørgmodig for dets Skyld. Jeg har måttet lade en Dag gå over uden at skrive til Dig, for jeg følte, at jeg ikke havde Tonen. Amalie, det er ikke helt let at håndtere Pen og Blæk således, at den rette Lyd i Ordene straks høres. Og så er det ikke heller helt let straks at få læst alle Ordene; man springer i sin Iver et, to, tre Ord over på en Side, de Ord, som netop måske indeholdt Nøglen til den sidste bedste, virkelige Forståelse af hvad man har læst. Med dit Brev gik det mig således. Jeg kom lidt sent hjem igår. Jeg havde et Pligtbesøg i Folketeatretk831 og efter Forestillingens Slutning stillede det sig således, at det var klogt at jeg blev og spiste til Aften med et Par Mennesker, som jeg skyldte forskelligt. Ved at give en Flaske god Vin efter Måltidet og være behagelig kvitterede jeg Gæstfrihed nydt hos dem. Altså Klokken var ½ 1 da jeg stod i min Stue og fandt min rige norske Post. Tak min yndige Ven for Avisen og Bogen. Jeg læste mig strålende lykkelig i Begyndelsen, så kom din lange Protest, der endte i noget, jeg fik i mit Øre som Mislyd, dette om min ubevidste Hang til Tyrannisering og dine energiske Ord for at vare for Dig i den Anledning. Jeg lå en Stund vågen af en indre Uro, en Tumlen med Tanken, så kunde jeg endelig sove. Kl 7 var jeg vågen igen og mine Tanker tog fat hvor de havde sluppet igår Aftes. Så måtte jeg op og gøre et lille Arbejde færdigt til «Ude og Hjemme»k832 – det var mig næsten ikke muligt at få mine Tanker tvungne hen til det, jeg skulde gøre. Inden jeg begyndte, vandrede jeg også med de to Nr af Bladet til Posthuset her ude på Østerbro; før Kl 10 kom jeg ikke til at skrive. – Jeg har sendt Dig det andet Nr, fordi jeg så gerne vil have, at Du skal synes om den Tegning, som deri findes af et Ægtepar ved Stranden.k833 Ikke netop selve Tegningen, den har adskillige Mangler, men Følelsen, Tanken i Billedet; jeg synes at det er noget af det inderligste, roligste, mest virkelig ægteskabelige, som jeg længe har set. Sig mig din Mening om det lille Billede. – Jeg gjorde altså mit Arbejde færdigt i stor Skynding, gik til Byen med det Kl 12, besørgede et Par Forretninger, mødte i Rigsdagen, var der til Kl 4, gik til Trykkeriet for at læse Korrektur, spiste til Middag og havde så en Time inden Brandes Forelæsning.k834 Tilbragte denne Time i Athenæum, var på Forelæsning, hvor jeg hilste på Bertha Knudtzon, som lovede mig at give mig det Stykke af dit Brev at læse, som handler om Warburg, kom altså hjem Kl henad 9. Bestandig havde dit Brev hvilet mod mit Bryst og næsten uafbrudt havde det været i mine Tanker; nu da jeg kom hjem tog jeg det frem. Jeg læste ikke i det. Jeg syntes, at jeg endnu vilde vente. Jeg vilde ud af en vis sørgmodig Stemning, jeg vilde være helt glad på ny, inden jeg bandt an med det, der havde klinget ilde i mine Øren. Jeg satte mig til at læse i G. Brandes Bog,k835 som jeg langt fra er færdig med. Jeg læste den aldeles fortræffelige – noget for ømt følte – Essay om E Brandes og en Del af den om J.P. Jacobsen. Så kunde jeg ikke styre mig længere. Nu havde jeg brændende Lyst til på ny at læse dit Brev. Jeg gjorde det, og jeg er lykkelig. Jeg hører ingen egenlig Mislyd nu. – Søg min Elskede at skyde den Forestilling til Side at jeg er så ivrig – ubevidst – efter at bringe den jeg elsker under et åndeligt Åg, og at der her er for Dig lige som en Ret at hævde, en Plads at stå på, som man vil tage fra Dig. Tro mig min søde, der er her en Illusion. Du er lidt uvant med at møde Modsigelse i Livet eller endog Forsøg på Påvisning af en formodet Fejl eller Fejltagelse hos Dig. Du har stået i det – lidt golde – Forhold til de fleste Mennesker i Livet, at de beundrer Dig og er lige glade for alt, hvad Du siger eller gør. Nu kommer Du pludselig i det – lidt frugtbarere – Forhold, at en Mand elsker Dig, elsker Dig som han elsker sig selv. Jeg har altid opdraget på mig selv. Jeg tror det er rigtigt. Du aller dejligste Unge, jeg har været hurtig til at dømme og afgøre som Du, jeg har pillet og forandret ved mig selv på dette Område, fordi jeg har udfundet, at man i Længden har mere Fornøjelse af at gøre få Fejltagelser end mange; når jeg nu lidt hastig måske siger til Dig, at jeg tror Du bærer Dig forkert ad, så er det jo, søde, fordi jeg vil lokke Dig over til mig, fordi jeg tror jeg har det bedre. Lad ikke det at mine Lokketoner fremtræder som en brummende Bebrejdelse forvirre Dig. Jeg kan jo godt bære mig ad som en Klodrian og have Ret endda. Og Du min elskede Ven, Du kan uden Gran af Skade for din Selvstændighed indrømme Muligheden af, at jeg på ét Punkt er overlegen, fordi Livet har givet mig Anledning til netop i den Retning at være mere samvittighedsfuld end Du, jeg mener mere omhyggelig, mere agtpågivende – jeg skulde i en Fart kunne nævne Dig et Par Punkter, hvor jeg véd, at Du er mig overlegen, og hvor Du selvfølgelig har Lyst til at gøre din Overlegenhed gældende, fordi det således er bedst. Og har Du ikke så megen Lyst måske endnu, så vil Du få det ved at leve sammen med mig. Men for Resten, Amalie, naturligvis har Du Ret til overalt at fordre Plads for Dig selv – kun Unge at Du skal vide, at hænger Du Dig i den Forestilling, at Du må passe på, for jeg vil gå din Ret for nær, så kan Du gøre os begge megen Fortræd. Ingen af os Amalie, er dumme, så fordeler den enes Indflydelse på den anden sig jo helt naturlig fornuftigt. Denne Frygt hos den ene eller den anden af os to for at sætte noget til er vist ikke på sin Plads. Jeg håber vi skal vinde noget begge to ved at bøje os den ene efter den anden. Tror Du ikke min elskede Ven, at der i denne din Frygt for at være Genstand for et Tyranniseringsforsøg stikker noget af din gamle Ubehagsfornemmelse og instinktive Frygt for at blive knyttet til og være afhængig af – et Mandfolk? Søde min Pige, se på det lille Billede af de to Ægtefolk i Sandet. Tror Du hun fra den Stilling pludselig kunde rejse sig op og sætte en Trompet for Munden for at kalde alle sine stærke Egenskaber sammen til Værn imod den Mand, der vilde tyrannisere hende, fordi han på et Udbrud fra hende, med Styrke svarede: ti stille Stump, Du dømmer for rask, vent til Bogen er færdig. Hun vilde trykke sit Hoved ned mod hans Skød og sige: Snak med Dig min Ven, Du forstår ikke hvad jeg siger. Og hun vilde føle sig lykkelig og tryg, for hun skulde let forklare, hvad hun havde ment, og let vilde hun have ved at forstå, at han kunde opfatte hendes korte Udbrud som en Dom med langt videre Omkreds end Meningen var, og intet vilde der være til Hinder for, at hun kunde anerkende, at hendes hurtige Griben om en Opfattelse og kække Stolen på dens Rigtighed og hendes indre Behag ved at gå frem på denne Måde, kunde, om end beroende på hendes naturlige Anlæg, lempes ind i et omhyggeligere Spor. Og hun vilde slet ikke være bange for at føle, at hendes Mand, ene fordi han tidligere end hun havde arbejdet med Tanker, var et Skridt forud for hende i Samvittighedsfuldhed på dette Område, og at det stundom i hans Øjne kunde komme til at tage sig lidt letfærdigt ud, at hun sprang ud af sine Tankers Seng i bare Natlinned, når der var andre til Stede, eller, hvis de var ene, uordenligt, når han allerede var påklædt. Lidt Vrippenhed på dette Område vilde hun finde sig i. Og det vil Du med min elskede Amalie. Jeg vil jo ikke gøre Dig Fortræd. Tror Du ikke jeg ser, hvor skinnende hvidt dit Linned er, hvor smukt den lette Dragt klæder Dig? Hvor kan Du nogensinde blive bange for at vise Dig for mig således? Det er kun ikke altid jeg synes det passer. Min elskede lad være med at drage store Følger ud af små Begyndelser. Læg Dig fint og blødt og mageligt tilrette som før, hør på hvad jeg læser for Dig, føl, at ikke et Ord går mig til Hjærte deraf, uden at jeg tror på, at Du føler med, vid, at jeg er så afhængig af din Mening din Dom, at jeg ingen Glæde har, uden Du er med, og smil når jeg retter på Dig, for det er jo som når jeg tager mig selv i Skole. Men jeg skal være mere forsigtig med at rette. Til mig selv siger jeg afvekslende «Idiot» eller «Fæ», når min Dumhed fører mig på galt Spor – til Dig skal jeg herefterdags se at finde en pyntelig Form. Du skal se Du skal nok blive tilfreds med mig.
Fredag.
Jeg sendte ikke mit Brev afsted igår, der stod for lidt deri, syntes jeg. Navnlig var der slet ingen Besvarelse af forskellige Ting i dit Brev. Véd Du, at den første Side i dit Brev er det kærligste, Du nogen Tid har sagt mig. Véd Du, at med denne Kærlighed vi blive lykkelige. Amalie, det er din Sjæls inderste Tankefølelse Du lige som med begge Hænder på dit blottede Bryst åbner for mig. Jeg følte dine Ord, som bad Du mig med en Bevægelse kysse Dig ikke længer på dit Bryst men inde i din Sjæl. Der inde fra Amalie groer Livet for os. Du elskede Kvinde, min Mund søger din Sjæls fineste Fiber – bær over med mig, om jeg kysser for hårdt, lær mig at kysse blødt og sagte. Træng Dig ind i min Sjæl, bliv hjemme der inde og se, om Du kan finde blot en ussel Begyndelse til en Torn, alt bliver til Roser, hvor Du færdes. Hvor din kærlige Hånd stryger, bøje alle Spidser sig og springer ud som Blomster. – Nå Hustru min, læg nu din blottede Arm om min Nakke, inden Du er helt påklædt og kys mig, gør mig rolig og glad. Så Stump, det var smukt, klæd Dig nu på, lad os gå ud sammen. – Skrive en Anmeldelse om Gjellerups Bog! Ikke et Menneske vilde se andet deri end den pure blotte Misundelse. Ikke at tale om, at jeg ikke tør. Jeg stoler ikke på min Opfattelses Rigtighed. Han irriterer mig det lille Bæst; men de fleste synes om, hvad han skriver. Jeg mener af os Nutidsfolk; det vilde kun være til Bagstrævernes dumme Glæde, om jeg holdt Fyren frem. – E. Brandes er rejst fra Byen. Hvad er nu det på ny? Ingeborg er rejst fra Kr.ania. Bliver den Historie nogensinde grej og klar for andre Mennesker? – Nu må vel det J.P.' Snakkeras efterhånden forstumme. Jeg forstår i øvrigt så godt hele Uroen, den Slyngel har fremkaldt. Men sig mig, hvad siger de kære Højrefolk og –aviser? Et synes det jo for Resten at Fyren har tjent Dig med. Du fortæller intet om, at Folk befamler dit og mit Forhold; er det gået i Glemmebogen for «Moderne D.»? – Begribe kan Du naturligvis, at de to Linjer Du har overstreget netop har gjort mig nysgjerrig. Har Du blot en lille Smule Lyst, så fortæl mig hvad der stod. Men det sysselsætter iøvrigt ikke min Fantasi. – Roderiet mellem Fritz og Ingeborg har, synes mig den gode Side, at vi andre, som næppe kunne bære os slig ad, lærer at se forholdsvis roligt på at andre klarer sig på deres egen Vis. Man har godt af at øve sig i at lade være med at fordre samme Adfærd af alle, at lade andre skytte sig selv. – Om «Over Ævne» må Du endelig skrive. Jeg tror det er af Vigtighed. De fleste jeg har talt med, ere slet ikke enige med «Morgenbl's» Anmeldelse.k836 Her er god Jordbund for Påvisningen af Arbejdets Betydning. Om Optagelse i «Tilskueren» er der ingen Tvivl, en «norsk» Forfatter vil man netop gøre særlig Krus for. – Medens jeg husker det: din Ven Johan Svendsenk837 har sat den musikalske Verden på den anden Ende af Henrykkelse ved sin første filharmoniske Koncert. Disse Koncerter vil blive det fin-fineste i København. Sagen er, at Manden har havt Energi og Evne til at få hele Kapellet til at spille for sig, det er hans Redskab, så vidt jeg véd et så godt som det næstbedste i Europa, og så kommer hans glimrende Anførerskab, og at de alle har Ærbødighed for ham og holder af ham. Det skal have været en Samvirken, som man ikke før har kendt i Kbhvn. Gade, Musikens Konge,k838 komplimenterede ham for åben Estrade, Publikum kaldte ham frem og frem, Dronningen fældte Tårer, alle Anmelderne havde Feber for at finde de rette Ord til at tolke Nydelsen. – Bertha Knudtzon har sendt mig Side 2 af dit Brev til hende.k839 Jeg er skinsyg på hende – sådan noget interessant noget om Hedlunds! Jeg vil have alt, alt, hører Du. Sig mig Stump, har Du talt med Warburg, eller er det blot hans Ydre, som har angrebet Dig så stærkt? Han er en inderlig brav, begejstret – kedsommelig Fyr. Det gør mig næsten ondt de hårde Ord, Du bruger om ham. Det Menneske, hvis Finfølelse jeg i Grunden stoler mest på af alles, er en lille Jøde, grimmere end Warburg, endnu mere præget af «Kristenfolkenes» utrolig Råhed i Behandlingen af den fine Folkestamme, som havde skænket dem deres «Kærligheds»religion. Det er Marcus Rubin. Han har alt hvad en Jøde kan have af Styghed, en Træl af Udseende, en Prins af Ånd og Hjærte. Jeg glemmer aldrig en Nat hjemme i min Stue, da jeg boede hos min Moder. Billedhugger Hasselriis,k840 With og Rubin var hos mig. H. havde første Gang set R. og denne havde aldrig før været sammen med en Kunstner. H. der lod sig lede af sit Modbydelighedsindtryk, var irriteret og hakkede på R. længe inden denne mærkede det, han gik i sit Hjærte ud fra god Respekt for Hasselriis. Med ét slog der en Strid ud i lys Lue. H. var en god Klopfægter, ikke dum, men uoplyst og modbydelig plebejisk i sin Måde at føre en Strid på, Rubin talte sig varm om sit Emne, glimrende, en Billedrigdom, Spring som på Hovedet højt oppe fra gennem Fyrværkeri, Hasselriis imponeret – de talte om Kunst – brugte Kneb, R. forstod det ikke, trode, at Manden, han talte med, var fin som han, tog hans Ord for Guld, det vil sige klarede en Tanke ud af dem, svarede på det, og førte Samtalen videre og videre ind i Egne hvor den anden følte sig som en Tyr i en Glasbutik; han var i sit Hjærte angst for Rubins Overlegenhed og blev grov. Du skulde se Rubin forundret standse, denne lille platfodede Jøde foran Hasselriis' smukke svære Skikkelse, tage på hans Ord, tro endnu engang, at han misforstod sin Modstander, Kunstneren, og gå videre med en Skønhed i Tanken, en Intelligens, en Forståelse af hvad han havde indladt sig på at tale om, som var beundringsværdig, han havde i Grunden ikke noget med Kunst at gøre, han er Nationaløkonom, og så tilsidst da Hasselriis var aldeles elendig dumsimpel i et Svar, det kunde ikke misforstås, tog Rubin med en så inderlig forba[u]set Ækkelhed Svaret i sin Hånd og plantede det som en maurisk Konge i Ørkenen kunde have gjort det i Ansigtet på denne «Kunstner», så at han beskæmmet måtte tie. Rubin er det eneste Menneske på Jorden, der nogensinde har bragt Hasselriis til Tavshed. Det er uhørt, ingen af Kammeraterne vilde have trot det, om jeg havde fortalt dem det. Jeg bevarer intet Indtryk noget Steds fra om fine Tankers Skønhed og Magt, som jeg vil sammenligne med hvad jeg så dem virke hin Nat i min Stue. Samtalen varede i Timer. Denne lille usle Jøde, grimmere latterligere end en forkommen Abekat og så den bomstærke, smukke, bornholmske Billedhugger. – Ja det er egenlig dumt at forsøge på at fortælle sligt, det kan ikke gøres. Men altså denne lille Jøde er nu Kontorchef i Magistraten og ham håber jeg på som Gæst i vort Hus. k841 Han er meget klogere som oftest også finere end jeg – ikke selskabelig taget, der mangler han en Del – hans Fader handlede med brugte Bøger og var dertil lærd Talmudistk842 – men af Hjærte. – Nej Du, Du har intet sagt mig om Indvendingen angående det kønslige imod Garborgs Bog, og jeg finder det yndigt, sødt, dygtigt af Dig at Du har denne Indvending; den var nær undgået mig. – Min Amalie jeg synes det var sødt af Dig, at Du ikke gik til Kunstudstillingens Åbning. Du er mindre verdslig end Du har været – ak tro nu ikke at jeg tror, at Du har været mere verdslig end andre smukke Damer, men som sagt en Rem af Huden har Du haft, og nu meget mindre, og det er din Kærligheds Skyld. Har jeg slet ikke Ret? – Sig mig, er det Stykke Du omtaler af Gunnar Heiberg et nyt Stykke?k843 I disse Dage er «Tante Ulrikke» udkommet. Jeg venter så småt Brev fra Manden; jeg har skrevet ham til. Drak den Karen ikke, blev han til noget. Han har et ganske anderledes Hoved end mit. Sig mig min dejlige Pige, om jeg har sagt Dig, at Du er sød fordi Du forrige Fredag vandrede i Nattens Mulm og klingrende Frost med mit Brev i en Postkasse? Jeg har vistnok kun flygtigt svaret på mit Mandagsbrev. Hør Du jeg syntes det var morsomt, at da Du sidste Gang skulde skrive til mig sad Du med 3 Breve – der kan Du bare se hvor flink jeg har været. Halløj nu må jeg afsted til Withs Aftenselskab! Du har naturligvis Ret med «Un[e] vie». Der er ypperlige Ting. Men gennemgående hvor lidet Kunst er der i den Bog. Et Skema, ikke malede Mennesker. Kender Du nogen af dem? Kan Du blot huske deres Navne?
Jeg elsker elsker elsker Dig Amalie! Tro på mig, vær tryg ved mig
Din Erik

188. Amalie til Erik

Kr.ania 17de dcbr. [1883]
Min elskede dit lange, søde, kjærlige brev, som jeg fik idag har fyldt mig med en dyb lyksalig glæde. Men uf, at jeg ikke kan få kysse dig; i dag har jeg gået og trængt så græsselig til at få kaste mig om din hals og kysse dig sagte og ømt men mangfoldige hundrede gange op og op igjen, på munden og på halsen bag øret, og på begge sider af næsen, og på øinene dine – nei det er sandt, det kan du ikke like, og det er så kjedeligt, men så på panden istedetfor. Og omfavne dig og trykke mig ind til dig, og takke dig for brevet, og for den gode, trofaste, arbeidsvillige kjærlighed du har givet mig, du elskede mand med dit bløde sind, og din leilighedsvis skarpe tunge, når du mener det er din pligt at ta'e mig i nakken, og stanse min rappe tale. Og sige dig at jeg elsker dig, at alt mit menneske min villie og min attrå er bøiet imod dette ene: at kunne blive i sandhed dig tilpas, være fuldt ud noget godt i dit liv, som du har været det, og vil blive det i mit. Det er underligt at have fået noget så konsentreret indeni sig, noget der grådigt og fordringsfuldt absorberer alt andet, noget rent vampyragtigt og så at vide at gjennem dette og dette alene, går veien til at blive et bedre og værdifuldere menneske, – du skal få se! Nu har jeg kun dette éne som helt interes[s]erer mig: at jeg er din hustru, og at jeg skal gjøre mit til at leve et virkeligt skjønt og nobelt ægteskab med dig. Jeg er ikke uden bange anfægtelser, ikke for dig, men bare for mig, for at jeg ikke skal strække til, ikke skal kunne give, og give, og give, og glemme at der er et væsen som hedder Amalie Müller, som har været svært glad i sig selv, og svært vant med at tage imod beundring og hyldest, uden at give noget igjen, ja ofte uden at ænse det, eller agte på det, som anderledes, end noget, der faldt af sig selv. Ja, du, jeg vidste det ikke før nu da jeg elsker dig, at jeg har været grufuld egenkjærlig alle mine dage, og grufuld selvtilfreds. Og det er derfor jeg er bange for at denne gamle Adam ikke skal være så let at få livet af, sådan på komando, og da vil det gå vort ægteskab ilde, for det er dig som skulde have hele min kjærlighed, min sjæl og al min forfængelighed. Du, idag efter dit brev er det, som var du gået helt ind i mig, – jeg kan ikke huske, at jeg før nogensinde har havt denne stærke følelse af en inderlig forening, – og det er så lyksaligt, – det er mit hjærtes fryd, min glæde og stolthed. – Jeg har betragtet «dit» billede,k844 som gik mig med en følelse af glæde lige til hjærtet, fordi det på en rørende, stilfærdig og enkel måde realiser[er] ægteskabets idé; jo mere jeg tænker på det, jo rigere bli'er min glæde over det. Men jeg er bange for, at jeg ikke godvillig kan gå med på dette at blive korrekset for mine raske domme. Det er min natur; får jeg ikke lov at være rask i min dom, så vil jeg aldrig kunne have nogen dom. Jeg har slet ikke tid til at gå og gruble det ud langsommeligt og samvittighedsfuldt, og jeg tror ikke at jeg vil lære det heller. For jeg skal sige dig, at evnen til at dømme til at tale, skrive noget vilde dermed visne bort hos mig. Jeg vilde altid gå og være usikker, fordi der aldrig blev ende på betænkeligheder. Og hvad er til syvende og sist den rigtige opfatning? Kan den ikke klandres og bortraissonneres, og modbevises af den første den bedste, der ser anderledes. Og hvor kan man vide at man ser alle faktorer. Og desuden har jeg ikke sét andet end at mine instinktive domme til syvende og sidst har været rigtige; det vil sige der har kunnet være mere af godt, mindre af slet, eller omvendt, end det jeg så og følte fra begyndelsen af, men der har dog været mening, og det god mening og ordentlig grund for mit, så raskt i ord, omsatte indtryk. Eller du vil da vel ikke nægte det, at den ene kan have større evne, til at se og føle skarpt og rigtigt, mere lov altså til at dømme hurtigt – dømme er forresten et dumt og ubetegnende ord – jeg mener til hurtigt at skaffe sig en mening, end den anden. Jeg er slet ikke så vis på at det er et ubetinget fortrin at være langsom med at skaffe sig en mening eller en dom. Man vinder noget derved, men man taber noget andet, og jeg ved ikke jeg, hvad som er mest værd. – – Så E. Brandes er reist bort. Ja, jeg har gået her og kjendt det på mig, at Ingeb. var reist til et møde med ham. L. Holst fortalte, at den historie om at kyle en bog der bar hans navn i væggen, var aldeles sand; det var bleven ytret i hans egen stue. Da jeg ikke formår at gjennemtrænge denne nattegåde, vil jeg aldeles ikke bryde mig med at anstille betragtninger over den. Helland sa'e, at hun havde været i et rasende sindsoprør den gang hun talte om «Moderne Damer», og at hun også var kommen ind på at tale om sit eget liv i de bitreste, voldsomste ordelag. Nei, snakket om J.P.'s bog og forbitrelsen mod ham, har ikke lagt sig; jeg er forlængst træt af det, men de andre bliver ved at rase. Nu må du vide, det gjør mig ondt for ham. En anmeldelse som stod i Bergens Tidende af Lofthus,k845 synes jeg var for drøi, – det er for plumpt at sige at han «står i taknemmelighedsgjæld til de folk, som han har forsøgt at æreskjænde» o.s. v. Finder jeg den, skal jeg sende dig den. I den thaulowske familie snakker de om at jeg skal være forlovet – «de har det fra sikre kilder» –, men de andre tror det ikke, og thaulowerne tviler ganske sikkert selv. Ingen har talt til mig om det. Fru Schjøtt sa'e uforbeholdent at hun hadede din anmeldelse af «En Hanske»,k846 at den var skrevet fra et synspunkt, som hun foragtede, og at hendes mand var endnu mere forbitret over den. Det vilde hun vel måske ikke sagt hvis hun havde tænkt at jeg elskede dig, og det var omtrent det første hun sa'e, da hun første gang så mig. Fritz er reist til Modum igjen tilbage til sit hi, deroppe, og har taget begge de små med sig. Pylle har ligget tilsengs, men skal være oppe igjen; jeg har ikke sét nogen af dem, for jeg elsker at være for mig selv, og leve i min lykkelige drøm om min elskede. Desuden, når gamlefruen ser mig, begynder hun at fråge og fritte om Ingeborg og Fritz og alt det rod fra før af, du ved; da jeg var Ingeb.'s fortrolige, og siger jeg så et ord kommer der sladder og ubehageligheder ud deraf som her i høst engang – jeg har ikke talt om det for det kjeder mig så, – men siden har jeg skyet fru Thaulow. – Du skal ikke sende mig Dr.manns bog,k847 for jeg har fået den fra Dgbldt. til anmeldelse; det greb mig ikke det om Ingeb. og Dr.mann, skjønt meget i det var godt, særlig var hun fint og treffende skildret – men jeg har bare fløiet igjennem det endnu – så jeg ved ikke rigtig. Det bæres mig for at han raser mod sit eget parti, – ja, det vidste jeg jo, han vilde, men hvad er det så han vil ha'e op til gjengjæld for det han vil rydde afveien? Jeg forstår ham ikke; at en B.B. kunde rase mod det væsen, – men Dr.mann?! Det overstregede var ingenting,k848 en bemærkning, – tror jeg – om at da skildringen af mig slet ikke var treffende, – så var det rimeligt at jeg ikke brød mig om det, noget sligt, – jeg strøg det fordi det så så flout og dumt ud, og jeg strøg det så vel, fordi du ikke skulde se, at jeg havde generet mig for dig; nu kunde du jo tænke alt muligt. Jeg er begyndt på artikkelen om «Over Ævne». Jeg tror, at du sikkert kan bede om plads for den, – jeg mener, jeg agter at gjøre den færdig. Ja, naturligvis har jeg talt med Warburg, han sa'e næsten bare dumme, eller idetmindste utålelige kjedelige ting, som at det var rimeligt at Gengangere var forkastet af teatrene, at det var umoralsk, hvorfor?, – jo fordi en fader ikke kunde tage sine sønner, en moder ikke sine døtre hen for at se det. En skikkelse som «Regine» var omtrent en forbrydelse af en digter at levere, – hvorfor?, – ja fordi hun var en komplet usandhed, – så dybt var ingen kvinde sunken! i ufølsomhed! i egoisme! Og så nød han som en liflig læskedrik at sidde og tale om hvor slet E.B. havde behandlet sin kone. Han kunde gjerne sige det, men den måde! – jeg fik lyst til at slå ham, eller idetmindste til at sig[e]: de er en væmmelig fyr. – Nei, det er intet nyt af Gunnar Heiberg, – det var jo det stykke om teatret jeg mente,k849 – det som du sa'e havde næsten kjedet dig, eller idetmindste var forekommet dig mindre godt. Du må ikke være så dum du Erik min. – Jeg går næsten altid ned med brevene i nattens mulm og kulde, så det er intet at takke for at jeg gik netop hin fredagsnat min søde, deilige, prægtige gut! Nu vil jeg slutte. Jeg er træt og søvnig. Godnat Elskede; jeg sender dig et langt, langt brændende varmt kys.
Din Amalie
Send mig anmeldelsen tilbage. – J.P. er bleven taget til indtægt af Morgenbladet.k850 Det har rost hans «Moderne Damer» så meget det anstændigvis gik an. – D.S.

189. Erik til Amalie

Mandag den 17 December 83
Du begriber min elskede Amalie, at jeg har måttet gøre en Anstrængelse for ikke at svare Dig på dit sidste Brev,k851 før jeg foretog mig nogetsomhelst andet. Men Du vil, håber jeg, i «Dagbladet» kunne læse Dig til,k852 at det Brev, jeg igår var temmelig længe om at få skrevet – så længe at der ikke blev Tid til andet – måtte afsted, måtte gøres færdigt, inden jeg plejede min Lyst, mine private Sager. Du elskede for et Brev Du har sendt mig! Noget godt og smukt kommer der dog frem ved vor Adskillelse. Min Ven, det er som elskede Du mig inderligere nu end tidligere, som følte Du det bedre, vidste Du bedre Besked derom. Amalie véd Du, at vor sidste Strid i København, den Aften da jeg skulde gå nøjagtig Kl. 5' i 11, da jeg brød af, rakte Dig Hånden og gik, og så satte mig hen på Kaféen, så J.P. og skrev til Dig,k853 den Aften lærte jeg at elske Dig dybere og inderligere end før. Eller måske det var først næste Morgen jeg stod op. Fra da af vidste jeg, at intet kunde skille mig fra Dig. Jeg havde følt og vidst det længe forud, men fra da vidste jeg det klogere på en dybere, tilforladeligere Måde. Siden Amalie har jeg elsket Dig med så inderlig en Lykke, med en så stærk Følelse af hvor godt denne Kærlighed gjorde mig. Og jeg tror jeg véd Grunden til at denne Aften blev et Slags Vendepunkt. Jeg indså, at der havde været en Slags brutal Tilegnelse i min Kærlighed, jeg havde i Grunden ikke ofret Dig noget. Fra da af var min Beslutning fast, at jeg vilde kaste det ud af mit Sind, som kunde gøre Dig Fortræd, og at jeg vilde passe på, gøre mig usigelig Umage. Jeg så, at det var mine Ord, som kaldte det onde – ak jeg mener det ikke slemt – frem i Dig. Det skulde ikke ske mere. – Jeg vilde lære at forstå Dig meget bedre end før, jeg vilde virkelig gøre mig til et kærlighedsfuldt Menneske, være øm over Dig, ikke forkæle Dig, for det synes jeg er en uendelig Svaghed og en Uret, men være fyldt bedre af Dig end tidligere, kort sagt, jeg vilde passe på mig, ikke være et fordringsfuldt, stivtænket Menneske som før. Ak sig mig Amalie, tror Du det er lykkedes en Smule for mig? Eller var hine Ord om Svenskernes ulykkelige «Tyngdepunkt» et Fald helt tilbage i gamle Synder? – Men nu ikke mere om det, kun at jeg elsker Dig min dyrebareste Ven på Jorden,k854 min sødeste Pige, og at jeg véd, at Du elsker mig. Jeg længes forfærdelig efter Dig, og jeg hader den Tanke, at jeg er nødt til på en Måde at vænne mig ind i et Liv på ny uden Dig. Det er en ørkesløs Anstrængelse, en dum Straf for en Forbrydelse, som jeg ikke har begået. Jeg havde jo nok tænkt mig, at mine Breve kunde gøre Dig en lille Smule glad, men at de har frembragt noget så usigelig yndigt som de Tanker Du røber i dit sidste Brev, min Ven det er langt over Fortjeneste. Å nej Unge, hvis det blot er min Kærlighed og Glæde ved Dig, som Du belønner. – Ja jeg forstår, at dine Gutter må blive hos Dig i Julen. Men der kan Du se, at det var den rene skære Egenkærlighed af mig at ville have dem. Jeg vilde slutte Venskab med dem, jeg vilde, at de skulde mærke, at jeg var deres gode ældre Kammerat, at de ikke skulde gå hen og klage i deres Hjærte over, at deres Moder gik bort fra dem til en fremmed. Senere er det måske slet ikke så let at vinde deres rolige og kloge Tillid. Men jeg håber det min egen Amalie, min ærlige Vilje skal indgive mig den Klogskab, der vistnok må til for at de kan blive helt Venner med mig. De hører Dig til, de er et Stykke af Dig, et uadskilleligt Stykke af Dig, Du måtte slet ikke undvære dem, og så tænk, at de er som de er! Tror Du ikke, at også det spillede en Rolle for mig, at jeg kunde komme til at leve en Uge eller mere uforstyrret med to sådanne gryende unge Mænd? Er der ikke noget at lære der? Tror Du ikke, at det for mig omtrent vilde være det samme som for en Musiker, der i mange År havde levet mellem forstemte Instrumenter, pludselig at høre det rene a? En Bekræftelse mulig på, at han trods alle de falske Toner, han daglig måtte høre, dog havde formået at holde sin Ungdoms ægte Tone ved lige, eller måske en manende Klang i Øret om, at også han var begyndt at få sit Øre fordærvet. Begriber Du, at jeg vilde være i Spænding ved at modtage dem? Men ikke bange. Jeg var langt inde i mine Planer om, hvorledes vi skulde tilbringe vore Dage her nede. Nogle Penge måtte de selv bringe med, men for Resten skulde vi nok have klaret os. Da jeg så skrev, indså jeg jo nok, at det vel ikke kunde lade sig gøre. Men jeg trode, at Du ikke vilde sende dem, for ikke at fortælle hvor nøje vi alt var knyttede til hinanden. Men Du har Ret min Stump, naturligvis, i hvad Du skriver om denne Sag, og jeg burde have kunnet tænke noget lignende. Så har vi jo Sommeren at håbe på. – At Du havde Madrats til Sengen, havde jeg glemt, jeg trode kun det var andet Sengetøj. Men hør nu Ven. Er dit Sengestel, jeg mener Skelettet, smukt? Jeg véd slet ikke, hvorledes det ser ud, Omhænget skjulte det. Kan det stå frit ud fra Væggen uden Omhæng og endda være præsentabelt? Er det dette, så bliver det dog vistnok det fornuftigste, at Du køber Tvillingsengestedet nøjagtig som dit oppe i Kr.ania. I modsat Fald sender Du mig det nøjagtige Mål af Madratserne, og så køber jeg derefter to Sengesteder her nede. Ens må de være og honette må de se ud. Tror Du det er muligt at få Omhæng om begge Sengene? I alt Fald vel en Kappe op ad Væggen. Har Du tænkt på, at Du må komme med alt dit Hab'und Gutk855 en Uge før vi går hen og gifter os for at vort Hjem straks kan være præsentabelt? Amalie jeg bliver næsten svimmel ved Tanken om at sidde med Dig virkelig fuldstændig helt og holden som hæderligt Ægtefolk. Min egen Pige, hvor er jeg glad ved at vide, hvor dejligt det vil blive. Jeg véd ikke nøje min egen Ven, hvad det er, der gør Dig det nødvendigt at blive en bestemt Termin ud i Kr.ania. Men er det kun, at Du vil gøre et bestemt Arbejde færdigt, så betænk, at en Udsættelse, en Stoppen op og Tagen fat på ny som oftest kun er til Gavn for Arbejdet. Når Tiden er der, at Du for dine ydre Pligters Skyld kan komme, så kom Elskede. Hører Du, det er Synd andet. – At Du har sagt Helland, hvorledes alt forholder sig, er mig en Sten fra Hjærtet. Men han måtte klemme Dig hårdt, måtte han. Og jeg er glad ved Amalie, at jeg har let ved at tro på dine Lovord om Manden. Jeg har altid følt og fundet mig vel ved hans Ærlighed. Han er en Bjørn, men en honnet Bjørn, og når han véd, at han skal holde sine Fingre fra Dig og gør det, og er Dig hengiven endda og fin i sin Adfærd imod Dig, så har jeg let ved at føle Venskab for ham. Det er kun når han gør Scener og tager Dig om Håndledet og tiltager sig Rettigheder overfor Dig at jeg har været ondt sindet mod ham. Nå han tænker vel næppe på at gengælde mine venskabelige Følelser. Du må en Gang Stump med så megen Omhu som det er Dig muligt sætte ud fra hinanden for mig hvad Normænds Had til Danmark egenlig er for noget. Hvad er det, som gør, at «dette forbandede Jyteland ligger os alle i vejen»? Jeg må lære at forstå det. Du begriber, at Du ikke må tænke på at bruge skånsommere Ord end dem der virkelig hører til. Der må jo være nogen Fornuft i dette, ikke? – Vil Du love mig, når Juleaften kommer, at være en Smule bedrøvet, fordi jeg ikke er hos dig. Vil Du love mig at tro på, at jeg skulde have passet stille og skikkeligt ind imellem dine Venner. At jeg havde undt dem al den Glæde, de kan hente hos Dig, når jeg kun havde fået Lov til at mærke, at jeg stod Dig nærmest, så nær, at jeg som en Konge med et Smil kunde se Dig skænke ud af mine Skatte; der blev altid uendelig meget tilbage, jeg kunde intet tabe. Tror Du jeg har kunnet læse om din Juleaftens Ordning uden at have en sår Fornemmelse? Men den er blød og god, min egen elskede Ven. Og vil Du så love mig én Ting som en lille Slags Erstatning og Opmuntring for mig, at Du vil lægge den lille Ting – hvad det nu kan blive – som jeg sender Dig, frem imellem de Gaver, Du får af de andre. Du skal sige mit Navn højt den Aften imellem de andre, hører Du. Det ydre Bånd vil jeg have på Dig. Det er også rigtigt at vænne dine Folk til at se og høre tale om Fjenden, at de ikke skal flygte over Hals og Hoved, når han nærmer sig. Du må ikke synes det er småt af mig, at jeg nærer dette Ønske. Jeg vil føle mig så fattig den Aften; men den Vished, at jeg dog på en Måde kan komme stilfærdig og beskeden med ind i din Julestemning vil gøre mig godt. – Har Du nogensinde skrevet til mig om din Broder i Amerika, må jeg fuldstændig have glemt det. Dette er jo en meget sørgelig Historie, og det gør mig ondt for din stakkels Moder. Hvad er dog det for noget besynderlig noget, som gør et Menneske til det, din Broder er, eller har været. Var han ældre, yngre end dine andre Brødre? Han må ligne en Farbroder, jeg har haft,k856 som døde på Ladegården,k857 Du véd – hvad er det, I kalder det? Han var bleven hjulpen de utallige Gange, var elskværdig, theologisk Kandidat tror jeg, allenfals Student, havde mange Sprogkundskaber, kunde t.E. russisk, har skrevet en Tragedie – som rigtignok er blot og bar Efterklang – var Medudgiver som ung Mand af et Tidsskrift osv., men min Fader måtte lade ham synke i Sølen, han var uforbederlig. De sidste 10 År af sit Liv var han på Ladegården, men fordi han var en dannet Mand blev han ansat på Kontoret der. Så oversatte han Romaner for et Lejebibliothek, tjente lidt derved – 1 Kr Arket eller så – blev betragtet som den fine Mand imellem Lemmerne og var lykkelig. Jeg så ham da han skulde til at dø af en Svulst i Halsen. Han lå på «Almindelig Hospital». Luftrøret var overskåret på ham, han åndede gennem et Sølvrør og kunde derfor ikke tale. Min Fader havde taget mig med ved et Besøg på Hospitalet, jeg var 12–13 År – «en anselig ung Mand,» skrev han på sin Tavle og smilede anerkendende til mig. Han var meget smuk, så ud som en døende Minister eller sligt. Hans Fader var jo også Konferensråd og (Slegfred) søn af den bekendte Minister Grev Bernstorph.k858 (Ja så fin en Nedstamning har nu jeg på Fædrene Side; Du véd, at Mama er Datter af Justitsråd Hoë fra Trondhjem.)k859 Hvad er det for mærkelige Egenskaber, som driver sligt et Menneske ned i Sølen? Egenlig fordrukken påstod min Fader, at han aldrig havde været, kun en ubændig Hang til at drive på Værtshus og traktere Svirebrødre, til han ikke ejede Skjorten på Kroppen. Han er bleven funden på et Loftskammer absolut nøgen, udtæret af Sygdom og Sult. Da han kom på Ladegården, skal han have opført sig godt og været tilfreds. Tilfreds var han også på Hospitalet, hvor han døde. I al Almindelighed kan man sige, at det er en absolut Umulighed ved at styre sig selv, som fører disse Mennesker i Ulykke. I en Tvangsanstalt kan de komme igennem, uden for går de i Hundene, men det er jo ganske vist en dårlig Trøst og ingen Forklaring. Det er sandt, min Farbror skal være bleven aldeles urimelig forkælet som ung af en ufornuftig Moder. Jeg forstår og synes, at det er rigtigt, at Du har kunnet gøre Dig færdig med et Menneske af denne Beskaffenhed. Der er, skal og bør være en Grænse for ens Hjærtes Evne til at lade sig mishandle og bespotte. – Min søde Pige, men sørgelig er denne hans Opdukken i din Moders rolige Hjem. – Stump, jeg trængte hårdt til Dig igår for at give mig et Råd. Jeg vidste ikke, om jeg skulde sende det Brev om Drachmann afsted.k860 Mon Du har læst det i Dgbl., når Du modtager dette? Jeg gik usikker i Seng i Nat, men imorges var jeg helt rolig, jeg syntes, at alle mine Betænkeligheder var forsvundne. Det er desværre ikke nær godt nok skrevet, jeg var famlende næsten ved hvert Ord jeg skrev, jeg var ikke ret Herre over Stoffet. Men én Ting forekom mig utvivlsomt rigtigt: at tilføje en politisk Slyngel og moralsk Pjalt en Tugtelse. Jeg gjorde det for vor alles Skyld. Troløshed er en forfærdelig farlig Ting at leve Side om Side med. De falske politiske Alliancer, som det er Tidens Krav for Øjeblikket at holde i Hævd og Ære, udsætter en i forøget Grad for at falde i en eller anden Grav, som en ærlig Mand ikke tænker på og ikke frygter. Hvor derfor Bagholdet, Overfaldet, Falskheden viser sig grelt for alles Øjne, bør det tugtes. Dr. skal ikke have Lov til at komme godt fra den gemene Historie, han ved denne Lejlighed har lavet. Der er en Tilbøjelighed her hjemme, som jeg vistnok også lider under, at bortforklare alt og bære over med alt. Det virkede derfor elektriserende på mig, at Pingel, denne Hædersmand fra Top og til Tå,k861 havde offentlig kaldt Dr. en Slyngel, en Tudse, han ikke vilde sætte sin Fod på. P. endte sit Angreb på Dr. som denne i Begyndelsen ynkelig tav stille til og senere kun imødegik med den flove Undskyldning, at han var Lyriker og havde været hidsig som Pingel nu, med at sige, at han (P.) ikke var nogen principiel Modstander af Dueller. Den ulykkelige Dr. der bestandig er omsvævet af denne ubehagelige Snak om Dueller,k862 som han nu en Gang ikke vil indlade sig på! Ingen synes her nede at kende Duelhistorien med Fritz, derimod hører man fra alle Sider, at den Skildring, jeg omtalte,k863 gælder Ingeborg, Fritz, Dr. og E.B. – Min Ven, det jeg kortelig fortalte forleden om «Morgenbladets» Skæbne,k864 er nu virkelig sket. Foreløbig er Berg Ejer af Bladet, og som det synes skal Hørup-Brandes dethroniseres. Det er en lang Historie at sætte Dig ind i alt, og noget er så vidt jeg véd også Statshemmeligheder – som jeg naturligvis øjeblikkelig vilde røbe Dig mundtlig, men som det dog falder mig lidt hårdere på Samvittigheden at afsende skriftlig – men i al Korthed er Sagen den. Berg, som nærmest hører det grundtvigianske Demokrati til,k865 sluttede i sin Tid Forbund med det literære Venstre, og et Fælleseje af Mrgbl blev lavet i Stand dog således at B. skulde have Ret til at udløse Medejerne 15 December 1883.k866 Denne Klausul glemte de andre. B. blev faktisk trængt ud af Mrgbl. Jeg har selv bidraget meget dertil, idet han omtrent var umulig at arbejde sammen med, fordringsfuld og tung som Manden var. Og det var altså det literære Venstre, der fortrinsvis fik Indflydelse gennem sit Organ. Ved forskellige Lejligheder gik særlig EB. Bergs Hjærtens Meninger skærende nær, andre Grunde gjorde Forbundet mellem disse to til næsten kun et Skin, nu har dertil nye overraskende underjordiske Makinationerk867 gjort Berg utålmodig efter at tage Afstand fra «Fritænkerne» – forleden gjorde han Brug af sin Ret. Mrgbl er hans og Grundtvigianernes. Det lader til, at Hørup ikke vil slippe Brandes og dermed sin Forbindelse med det literære Venstre – jeg havde nærmest antaget det, hans hele Stilling (Statsrevisoratet) er i høj Grad afhængig af Bergs Nådek868 – og når så er, er vi ikke lamslåede, men kommer Bruddet med Berg, er «Magten» forbi. Du kan begribe min Unge, at det falder for Brystet at skulle have Edv. B. til absolut Fører, det er blevet os til en lille Forbandelse, men foreløbig er der herved intet at gøre. Gid den Mand – ak nej det er sandt, han er desværre uundværlig. Jeg er for Øjeblikket mest tilbøjelig til at antage, at der vil ske et Tilbagekøb af Mrgbl., men Vilkårene er så slette, at vi pekuniært omtrent vil begynde med et Fallitbo. Udsigterne er ikke lyse. Nå alt dette har naturligvis opfyldt mig meget i den senere Tid. Vanskelig har det været at få noget at vide, Meddelserne har svinget frem og tilbage. Navnlig synes det for Resten at der har været ved at lave sig et Forbund Berg-Drachmann-Borchsenius-Larsen (den frhv. Redaktør af Mrgbl.)k869 og både Pingels Optræden og min Skynding med at få mit Brev afsted har været påvirket af Politik. P. har selv fortalt mig, at han ved at se de fire nævnte efter det store Kasinomøde indfinde sig til det foranstaltede Gilde (på Hj. af Amaliegade og St Annæplads i det såkaldte Larsens Lokale) lige som ved en Gnist i en Krudttønde fik sin uhyre Harme tændt og lod den eksplodere straks. Og Virkningen har da også foreløbig været den, at Berg har desavoueret Drachmann. Det er ikke sikkert, at han havde gjort det, havde man ladet Dr. være uanfægtet og kun i al Skikkelighed havde vist ham tavs Uvilje eller Foragt. Nå denne Dr's jammerlige Stilling vil vel snart være forbi – om fjorten Dage, en Måned er alting glemt, han besøger en grundtvigiansk Højskole i Vinter, skriver Digte i «Højskolebladet», nogle Skildringer, som udkommer i Bogform, og bliver Mrgbl' Bergs, lever han så længe han kan sammen med det «brede» Folk i dets Spalter. Så ender han vel engang helt ovre i Højre eller ydmyger sig for Brødrene Brandes, Fanden kan stille hans Horoskop. En Maler fortalte mig et karakteristisk Ord fra et af de Fiskerlejer, Dr. har besunget, og hvor Fiskerne som sædvanlig ikke kunde lide ham: «Nej ham lider vi ikke, han har et koldt Øje.» Er det ikke fortrinlig set og sagt? – Stump nu er jeg træt, Klokken er også mange, jeg må slutte. Jeg spiste hjemme hos Moderen igår og havde det hyggeligt. Kunde Du få Tid til at sende et Brev dertil, gjorde Du Mama glad lige ind i Hjærtet. I Aften har jeg fra Bertha Knudtzon fået sendt Anmeldelserne af Moderne D. tilbage tillige med et lille Kort, hvorpå jeg opfordres til snart at aflægge dem et Besøg. Familjen længes efter at høre noget om Dig. Hos Drewsens har jeg endnu ikke gjort Visit. Det er ikke sandt med det lange Brev fra Bjørnson til Borchsenius, men det forholder sig rigtigt med Brevkortene.k870 E Brandes' Fraværelse fra Byen indskrænkede sig til to Dage. En Sammenkomst i Hamburg? Endelig Opgør? Imorgen kan jeg sikkert ikke skrive til Dig min sødeste Stump. Har Du savnet mine daglige Breve? Men det går ikke an at skrive så meget til Dig. Det stjæler virkelig min Tid mærker jeg og al min Interesse. Jeg bliver nu alligevel ikke Menneske, før Du sidder inde i den anden Stue og kradser på noget Papir lige som jeg. Så kan vi jo en Gang imellem se ind til hinanden og mødes i det neutrale Værelse, hvad? Og så sove sammen Amalie. Ak, blot jeg vidste om jeg er en uforbederlig Snorker. Så kan jeg jo i Grunden lige så godt skære Halsen over på mig med det samme. Vil Du tænke Dig min Stump, at jeg idag har glemt at gå i Rigsdagen, til min Forretning! Formiddagen gik med Samtaler med G. Brandes og den Maler, jeg nævnte før for Dig,k871 om Situationen. Så skulde jeg have læst noget, var træt fordi jeg igår kom sent til at sove og havde været nogenlunde tidlig på Benene idag, faldt i Søvn på min Sofa, måtte besørge et Ærinde før Middagsmaden på min Restauration og huskede da pludselig på Rigsdagen. Da var Kl 5, jeg skulde have været der ½ 2. For sent! Det var din Skyld, jeg tænkte hele Formiddagen kun på at gå hjem for at skrive til Dig; men det fik jeg så rigtignok først begyndt på i Aften. Der kom en Indbydelse til mig til i Aften men den har jeg ikke brudt mig om. Du elskede søde Pigebarn, Du min dejlige yndige elskede Ven!
Din Erik

190. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 19 Decemr 83
Min elskede elskede Ven, jeg er ulykkelig i Aften over at der intet Brev er kommet. Jeg havde så sikkert ventet det. Det er en ussel Tilstand at leve adskilt fra Dig, jeg véd slet ikke, hvordan jeg skal komme igennem disse Måneder. Igår ventede jeg ikke Brev, og Dagen gik derfor nok så tålelig, men idag, nu i Aften da Tiden har sneget sig forbi, uden at Postbudet har været her, nej Amalie det er afskyligt. Min egen søde Pige ventede Du i Lørdags og måske også i Søndags Brev fra mig uden at få det, kom det først i Mandags? Ak har jeg tilføjet Dig den samme Uro og underlige rastløse Pine? Men min sødeste Stump, først måtte jeg vente med at skrive, hurtig kunde jeg ikke befri mig for Følelsen af at have lidt en lille Smule Overlast af Dig, og så syntes jeg, at mit Brev var for mangelfuldt til at sendes afsted. Jeg lod det ligge til Fredag. Det gik nok op for mig så, at det i Grunden var Uret af mig; men da var det for sent, min egen dejlige Pige, og jeg var også letsindig og sagde til mig selv, at i Længden vilde det jo dog heller ikke gå an at forvænne os begge i den Grad med Breve. Men nu da jeg selv sidder og er forvænt og har trot på, at Du straks i Mandags vilde have sat Dig til at skrive, og det ikke er sket, nu Amalie lider jeg. Du er mig så forfærdelig nødvendig Stump, så aldeles helt og holdent nødtørftig, så rasende uundværlig, hører Du Amalie, jeg er et ynkeligt Menneske uden Dig. Jeg tør ikke forlange, at Du skal skrive hver evige Dag, for jeg véd jo, at Du er flittig og ofte ikke kan få Tid, men det er forfærdelig sørgeligt når Du ikke gør det, jeg er syg, elendig, uduelig, umulig, når jeg ikke hører fra Dig, og får jeg så dit Brev, lever jeg kun i det. –
Min elskede Ven så langt var jeg kommen, så afbrød en lille Visit af With mig, han vilde låne «Une Vie» og så satte han sig for at passiare, og jeg var i dårligt Humør og Samtalen gik trægt – så ringer det. Det var Postbudet Elskede med dit Brev.k872 Så gik With, jeg har læst dit Brev og fløjet Lofthus' Anmeldelse igennemk873 – nej så kan Helland bedre – Du min dyrebare, dyrebare Skat, mit Eje, jeg er næsten lige så bedrøvet endnu, fordi Du ikke er hos mig Amalie, jeg er helt modløs i Aften. Jeg længes på en helt ulykkelig Måde. Jeg vil læse dine yndige Kærlighedsord om igen, måske jeg ved den anden Læsning kan blive lykkeligere, gladere tilmode, mindre lig en forladt Mand, der strækker Armene ud i det tomme Rum efter sin Elskede. – Jammen som jeg vilde kysse Dig, hvis Du kom ind ad min Dør nu! Tror Du tåbelige Pige, at Du vilde få Ro til at kysse mig? Først skulde Du dø under mine Kys. Så min Ven skulde vi se, om der vilde blive Lejlighed for Dig til at få kysset mig – elskede! Det var første Stykke af første Side af dit Brev. Nu videre. Amalie hver Linje er så god, så dejlig. Du vil leve et «nobelt» Ægteskab med mig. Å min Unge, Ordet er vel ikke vort eget Sprogs, men Tanken er din, er vor, ja Ven, vi kan det, jeg tror det. Gode gode vil vi være ved hinanden. Hvor jeg er modig ved Dig, ved os begge. Jeg kan i dette Øjeblik ikke lade være med at have Dig inderst intimest i mine Arme, jeg tænker mig Dig – ak jeg tør ikke fortælle det dumme Papir hvorledes – efter dit Bad om Aftenen frisk lun og kølig, min lille Pige, min egen Hustru, alt, alt giver vi hinanden, det er en Indvielse så hel og fuldstændig, så lykkelig, så overmenneskelig ubegrænset og salig. Så sover vi trofast ved hinandens Side, og Dagen er lys og munter for os. Ja Amalie holde af hinanden og arbejde sammen, er det ikke godt, så véd jeg ikke, hvad godt der er til i Verden. Ja min Ven rask og lige på er vel din Natur, og den skal Du heller ikke lave om på – kun synes jeg, at man endda kan være en Smule forsigtig med sig selv – men det er det åbenbart lidt tomt at tale i al Almindelighed om. Jeg er desværre en langsom Natur. I denne Retning har jeg altid tænkt mig, at Du vil få en Del at bære over med hos mig. Vi kan jo se, om vi i al Skikkelighed kan komme ud af at lempe os efter hinanden, den ene i Spring den anden i Trav, i Længden kommer vi forhåbenlig lige langt og til samme Tid begge to. Du véd, en Traver holder nok så godt ud som en Hest i Spring. – Hør sig mig én Ting Amalie, begynder Du ikke nu efterhånden at længes lidt efter at bryde dette underlige Tryk af at leve på en Måde under falsk Flag. Trænger det sig aldrig frem i Dig en Lyst til at sige netop dem, der er mest trygge på, at Du ikke vil gifte Dig, at Du alt omtrent er det. Jeg kan for mit Vedkommende undertiden blive helt sint, når Folk kalder mig Pebersvend, og spørger man mig, som det kan ske i al Uskyldighed, om jeg er gift eller tænker på at gifte mig, er det mig en Lidelse at svare nej eller undvige Sagen. Jeg tror virkelig, det er min Natur imod at leve i Skjul med noget. Jeg gjorde Visit igår hos Knudtzons. Der spurgte de, om Du havde sagt dine Gutter, hvad der forestod. De syntes at have den Mening, at Du vilde gøre det meget snart, og at dette var det rigtige. Jeg blev lidt ked af denne Kommentar over hvad Du havde at gøre. Du må jo vælge Tidspunktet Stump, om dets Hensigtsmæssighed kan andre ikke vide tilforladelig Besked. Der hørte jeg for første Gang også, at du tænkte på at anbringe Gutterne hos Schjøttsk874 – hvor er det underligt at jeg aldrig har spurgt derom eller at Du aldrig har nævnt det for mig! Blot jeg af Hjærte kunde tro på, at de Mennesker er rigtig kloge, jeg mener rigtig vidende kloge – men jeg kender dem jo omtrent slet ikke, så det er vel dumt af mig at have Fornemmelser i så Henseende. – Herligt, at din Anmeldelse af «Over Ævne» kommer. Ikke sandt Stump, det er rigtigt ikke at vende den polemisk, jeg mener direkte mod de to, E.B. eller Borchsenius? Og Du skriver vel som den «norske» Fjeldknaus som Du er. Du skal sende mig den, hører Du. Jeg vil have Fornøjelsen af at læse den først og af at gå med den til Neergaard.k875 – At Warburg er så ækel et Bæst, tænk jeg vidste det ikke. Jeg syntes han var skikkeligere end den mig overordenlig modbydelige kokette Kone han har. Hun gjorde alle mulige (uskyldige) Kunster med Fritz da han var i Gøteborg. – Snak med Dig, Du fortalte mig, at G.H. havde fået et Stykke forkastet ved Teatrene i Kbhvn og Kr.aniak876 – og hvis det var den gamle Historie fra før vi så hinanden i Sommer, så havde Efterretningen strængt taget ikke Nyhedens Interesse for mig. Naturligvis interesserede det mig at få at vide, om han havde fået gjort et Arbejde færdig på ny. Men det har han altså ikke. Det er «Tante Ulrikke», som han har fået 1000 Kr. for mindst. Aha tænkte jeg det ikke nok, at Højrebladene vilde bruge J.P.k877 Men lad dem have ham, vi kan undvære den Fyr. – Jeg er foreløbig noget ilde tilmode over mit Brev om Drachmann,k878 inden jeg ser, om det er så dårlig skrevet, som jeg har en Følelse af. Og i Grunden har man vistnok ikke Lov til at beskylde en Mand for at handle efter Motiver, som ikke tydelig kan påvises. Optrinet med Pingelk879 – jeg var ikke selv til Stede – beroede, hører jeg senere, desværre delvis på en Misforståelse fra Pingels Side og var dertil formelt urigtigt Dr. var Gæst på en Måde. Sagen vakte umådelig Røre, og Politikerne, der lige gik og glædede sig ved Kasinomødets gode Udfald, har taget Pingel det meget ilde op, at han «gjorde Skandale». Jeg er fremdeles vis på, at det er godt at Dr. blev grebet på fersk Gerning og stemplet som den Usling han er. – Min Ven, jeg har siddet og læst Herman Bangs «Fædra»k880 – en besynderlig Bog, usund, lavet og talentfuld. Stedmoderen ender med at drikke og blive Morfinist. Man siger at H.B. har Mandfolkeelskov, og at Skildringen er et maskeret Forhold mellem ham selv og en Skuespiller – Snarere er Manden simpelthen Onanist. Godnat min elskede Amalie, jeg trænger til at høre Dig!
Din Erik

191. Amalie til Erik

Kr.ania 21de dcbr. 83.
Tak min elskede Erik for dit lange, morsomme, deilige brev.k881 Jeg havde ventet så bitterligt denne gang – du har forvænt mig –, gik og regnede ud at du havde fået mit brev lørdag aften, at hvis du skrev straks, kunde jeg havt det tirsdag morgen; brevene uddeles nu i vintertiden først om morgenen henad 11 tiden; de ankommer så sent om aftenen at de ikke blir ekspederet; det kommer af at de går senere fra Kjøbenhavn, – såvidt jeg har kunnet forstå ved 10 tiden, medens de går herfra mellem 7 og 8 om morgenen den ene dag, og er omdelt i Kjbhvn den næste dags aften. Altså jeg ventede forgjæves både tirsdag og onsdag; først torsdag kom det, og vel var det; jeg var omtrent fortvilet, fuldt besluttet på at telegrafere, hvis der ikke kom brev om torsdagen, hvad der dog gudskelov gjorde. Og et sådant brev! Da jeg sendte dig Dgbldt. forleden aften,k882 kl. var ½ 1 da jeg tumlede ned i postkassen med det, havde jeg ikke endnu læst dit ypperligt skrevne, men du gode gud hvor voldsomme brev. Jeg var kommen sent hjem, snusede efter dgbldt; fandt det ene nummer inde hos gutterne – de sov som to stene – og tænkte ikke på at der var flere nummer, – der var den aften: a – b – og c. Først næste dags morgen da Jakob før han gik på skole spurgte om jeg havde læst Skrams «rasende kjække» skrivelse,k883 faldt jeg over det. Som jeg sidder heroppe så udenfor har jeg jo ikke nogen slags stærk fornemmelse af Dr.manns tølperagtighed – Du måtte først hae forklaret mig den, sat mig ind i alle detaljene. Men jeg har den ubetingede tillid til dig, som er vis på at når du har skrevet det, så er det ret gjort. Artikelen gjør et modigt og mandigt indtryk, og her går man og beundrer den, og er så glad over din udredning. Helland var komisk. Jeg spurgte om han havde læst korrespondancen. «Nei» – sa'e han tvært. «Det skulde de gjøre, den er skjælden interesant [sic]» – sa'e jeg. Senere kom Thomsen til og udtalte i store ordelag sin glæde over artikelen. Og da mærkede jeg at Helland havde læst den fra perm til perm. Han kan ikke bekvemme sig til at udtale dit navn. Et par gange hvor det har været nødvendigt at angive hvem det var han mente, har han sagt: «han dernede» med en brummende stemme. Men mod mig har han været bare fin og elskværdig, siden han fik nyheden at vide. Hvorfor jeg ikke kan være så helt ud indigneret over Dr.manns angreb på brødrene Brandes, kommer også af at jeg ikke kan fordrage dette jødepar,k884 og at jeg har en stærk fornemmelse af at de på mange måder har kuet og ensidiggjort åndslivet dernede. Dette om de «underjordiske rødder» frydede mig. Der er noget op af afgrunden kommet ved disse funklende slangglatte, magtbegjærlige revanchetørstende jødebegavelser. Uf; min sjæl vender sig i degoût bort fra dem, nei mere, i næsten had. E.B. har jeg nu aldrig ventet noget af, men G.B. om hvis elskværdighed, der heroppe går som et slags sagn, gjorde et indtryk af lavhed, husk hans snak om misundelse, af et frækhedens hovmod som vilde reducere alt han ikke kunde prale af at have stået i et direkte skabende eller idetmindste befrugtende eller skolerende forhold til ned til bare ingenting, som var mig i høi grad usmageligt, fordi fyren tilraner sig en betydning han slet ikke har, og samtidig glimtvis røber, hvorledes hans sjæls attrå står til at træde med en jernbeslagen hæl den eller det ned i i [sic] jorden, i afgrunden, som ikke i tale og gjerning er hans dicipel. På den basis, men kun på den, kan han være god og elskværdig, – tro du mig. Han er jøde, – jøde, jøde. Jeg hører at han har behandlet gjennembruddet hos os med vanlig arrogance i sin nye bog, – talt om vort nye åndsliv som en aflegger af det danske. Det forfængelighedens, æresygens, herskertrangens offer! Han er runden af jødeæt, – deraf kommer det. Men jeg antager ikke, han får dø i den synd. Artikelen af Harstadk885 var blot et ganske lidet varsko. Jeg tænker far sjøl (Sars) langer fra borde i «Nyt Tidsskrift», om ikke denne gang, så næste. Han har længe havt ham i kikkerten for hans udtalelser om, at han har affødt Bjørnson, Ibsen, Kielland, Garborg, kort alt hvad der duer heroppe hos os. Det er derfor han håner og spotter når B.B. skriver noget han ikke forstår, noget hvori han ikke kan påvise sig selv og sin ophavs ære. – Bliv nu ikke sint igjen, og sig at jeg har dømt for rask. Det er ingen dom, – bare et af hjærtens lyst luftgivet udbrud af min fornemmelse. Vær ikke vred for det elskede. – Men heller end at have E.B. til absolut fører, – vilde jeg skyde mig tværs gjennem hjernen. – – Du elskede, du min egen søde Erik, – også mig er det gået således; fra den strid af, eller fra det øieblik at jeg havde dit brev i hånden, som du havde skrevet umiddelbart efter din bortgang, randt der op i mig en usigelig vished, en dyb, stille glæde og fredbringende fortrøstning til at din kjærlighed for mig var livet, var min godheds, min udviklings kilde. Jeg havde jo – du ved det elskede – længe før vidst at jeg måtte leve med og hos dig, at jeg intet var uden dig, og intet så mig syn til at gjøre når ikke du var mit daglige brød, men hin dag var det som sprang der op en ny stor og rig og livbringende kilde indeni mig, – forståelsen af hvad det betød at du vilde så at sige arbeide på mig, ofre tid, tålmodighed, møie, stædighed, ja, for du kan være stædig, heftighed, for at vi begge bedre kunne blive hinandens fuldstændige eiendom. Jeg sa'e til mig selv; ja, således er kjærlighed. Og det vakte i mig et brændende ønske om at være en sådan kjærlighed værdig, om ikke at stå dig iveien, eller gjøre dig arbeidet vanskeligt, en lyst til at åbne mig selv fra øverst til nederst, lægge mig hen for dig og sige, se her er jeg, gjør nu ud af mig du, som kan fordi du elsker, og er elsket, det bedst og mest mulige. Du skal få igjen med renter, hvad du ofrer mig min Erik; – jeg tror det forvist. – Jeg længes efter dig mere og mere for hver dag som går, stundom så voldsomt, at jeg føler det som en legemlig smerte for brystet, og på juleaften, – hvor er det trist at sidde adskildt fra den allermest elskede på jorden, – den rareste, den bedste den eneste i verden. Jeg skal gjøre som du vil med gaven du sender mig, men det er et offer, – jeg mener det vil ske med bankende hjærte og lidt skjælven vil der være i stemmen. Kan du huske ifjor, – da på denne dag, var der ikke lang tid tilbage til vort vovelige møde. Ak det var deilige, underfulde dage, men alligevel, hvor langt skjønnere er ikke alt i år, med denne solbelyste, smilende, hjærtekvægende udsigt til et liv som din hustru. Men husk på vor bryllupsdag, det var den 26 eller rettere natten mellem den 26 og syv og tyvende, hvilken af de datoer skal vi høitideligholde – sig mig det, – jeg holder ubetinget på den 6 og tyvende. Gjør du også det! Jeg formår ikke at forklare dig danskehadet. Jeg forstår det ikke selv, åjo for en del, men det må være til vi kan tales ved, så kan vi forsøge om vi finder ud af det. Forleden i et selskab faldt talen på dansk og Danmark. Eva Sarsk886 – hende den smukke, yngste datter, et kraftigt, deiligt lidet menneske sa'e: uf ja; de danske er et rædselsfuldt folkefærd; jeg liker ikke svensker heller, men du min! hvor langt bedre end de danske. «Men om du nu faldt i kjærlighed til en dansk mand.» Hun svarede rolig, iskoldt, overlegent, affeiende: jeg kunde a-l-d-r-i-g elske en dansk mand. Sådan tale er ikke skjælden at høre. Men som sagt, at forklare hvori det stikker, er ikke så let en sag. – Dette er dit juleaftens brev min elskede. Idag får du min present hos din moder. Bare du nu blier glad i den; jeg synes nu at der kunde været mange rimeligere ting at give dig, men det er til aviser, Uder og Hjemmer f.eks. på begge pladerne, – det kan dog være godt at ha'e et lidt stort sted til aviser og sligt. Sådanne små mapper, som hænger på væggene blier straks fulde, – der er intet forslag i dem. Hele julaften vil jeg tænke på dig, og længes efter dig og din kjærligheds solskin, efter et kys fra din elskede mund, du min stolte, kjække skat, min bedste og kjærligste og dyreste ven på jorden, min kjærlighed, mit liv. Jeg har skrevet et brev til din søde moder, og fortalt hende at – – – – at julegaven først kommer til nytårsaften.
[Skrevet på langs til sist]:
Tænk dig, – jeg har været så lumpen sangvinsk at tro, at jeg nok skulde klare det arbeide i en ruf, men så så jeg det var senere end jeg havde tænkt. Jeg er skamfuld og bedrøvet.
Din Amalie. –
[Tilføyelse på side 1,4,5]:
Dine breve er et rigdoms dyb af skatte, du er det deiligste, det bedste, det sødeste, det fineste på jorden. Nei at det er et mandfolk!! Men du ved Gud være en undtagelse – du – , og du er.
Du deilige morsomme menneske, som glemmer at gå i Rigsdagen, og som glæder dig til at jeg skal sidde i stuen ved siden af. Hvert øieblik kommer jeg at springe ind for at tage dig om halsen og kysse dig eller for at påføre dig ørebetændelse.
Gud give du måtte ha'e det godt på julaften, være glad og ikke føle dig fattig, skjøndt det skal du, for det gjør jeg.

192. Erik til Amalie

Fredag Aften 21/12 83
Du allerdejligste Unge, i dette Øjeblik da jeg netop har fået mine Julepakker til Dig i Stand – jeg ryster formelig lidt på Hånden af mit Stræv – og jeg havde sendt Pigen ned for at købe en Stang Lak, som jeg manglede, ringer det, og ind ad Døren kom dit Dagblad!k887 Hvor er det velsignet med sådan en Hilsen. Med nogen Besvær har jeg læst dine forbryderske Blyantsord – Du véd man må intet skrive under Korsbånd – men Artiklen selv har jeg ikke fået læst. Jeg glæder mig til den, jeg får mere og mere Respekt for Irgens Hansen. Jeg er febrilsk efter at komme på Posthuset og skynder mig derfor med disse Par Ord, der skal følge med Adressebrevet. Altså søde min lille Pige det er min Julegave til Dig. Kassen kan Du anvende til Fotografier, eller hvis Du har Breve, som Du holder af – jeg har jo tænkt mig Muligheden deraf – kan de også puttes ned deri. Der er en bitte Nøgle indlagt, find den mellem Papiret. Et Stykke Sæbe ligger der også – det var nærmest for at give en Smule Vellugt til Kassen, som jeg er bange for stinker afskyligt. Den anden Pakke er jeg kommen billig til – ved at skrive en Anmeldelse – men jeg håber, at Du vil have Fornøjelse både af Kunstneralbumet og af Julenumret af Ude og Hjemme med Krøyers morsomme Tegning og Schandorphs gode Fortælling.k888
– Nu løber jeg på Posthuset. Du har vistnok senere i Onsdags fået mit Brev fra Mandag Aften, ikke? Jeg havde beregnet, at mit polemiske Brev til Dagbl. havde stået i det Onsdagsnummer Du har sendt mig;k889 forhåbenlig kommer det så i om Torsdagen. Der er vistnok noget i mit Brev Du ikke forstår, når Du ikke har læst mit Brev til Dagbladet.
Altså glædelig Jul Du min elskede Hustru – tænk Amalie, det er kun et År siden vi mødtes og holdt vort Bryllup og vor Jul, er det ikke som om der lå mange År imellem?
Din Erikk890

193. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 22 Decemb 1883
Det gør mig så underlig ondt, min Elskede, at Du ikke har skrevet i Onsdags. Dels må Du den Dag have modtaget mit lange Brev, der dog ikke var så helt betydningsløst, og dels stod mit Angreb på Drachmann den Dag i Dgbl. – Nå der kan jo have været gode Grunde nok for Dig til ikke at skrive. Men heller ikke Torsdag! Nu får jeg først Brev på Mandag. Det vil sige tre Dages Ventetid. Glad er jeg ikke, Ven, det vil Du kunne forstå. – Jeg havde adskillige Ting at berette. De stå nu tågede for mig. Jeg kender ikke Varmegraden af den Interesse, Du skænker de Begivenheder rundt om mig, der har lagt så stærkt Beslag på mine Tanker i den senere Tid. Et vil jeg dog straks meddele. Jeg talte igår Aftes med Neergaard, Redaktøren af Tilskueren. Han bad mig om at skrive om «Det ny Gennembruds Mænd», hvilket forekom mig en Del besynderligt, siden jeg selv er omtalt i Bogen, og om «Skyggebillederne»k891 – det sidste forstår jeg bedre. Jeg lovede intet. I Samtalens Løb fortalte jeg ham, at Du havde udtalt Lysten til at skrive om «Over Ævne» i Tilskueren, og det var morsomt at se hans Ansigt formelig lyse af Glæde, og da jeg sagde, at jeg i et Brev yderligere havde tilskyndet Dig til at blive dit Forsæt tro, og at jeg i et Brev fra Dig havde et næsten sikkert Tilsagn om, at din Artikel kunde ventes i Løbet af 8–14 Dage, takkede han mig så hjærtelig, som havde jeg gjort ham en stor Tjeneste. «Det var rigtig prægtigt», gentog han et Par Gange, «det skal De ret have Tak for, Skram.» Der kan Du se, hvilken Modtagelse, der er Dig beredt. Det er sandt, jeg føjede udtrykkelig til, at det var ved at læse Borchsenius' dumme Artikel,k892 at Du havde fået Ideen. – Jeg beder Dig sende mig tre Eksemplarer af den Del af Onsdags Dagbladet, hvori mit Brev om Dr. står. Det har vakt megen Opsigt her nede og vil få Betydning i vort politiske Liv. Helt galt er det jo ikke, men det kunde rigtignok have været adskillig dygtigere gjort. – Jeg læste med megen Interesse Irgens Hansens Redegørelse for det norske Gennembrud.k893 Det oplyste mig om meget, som jeg kun havde på Fornemmelsen, er i det Hele et ypperligt Fingerpeg. Nu vil jeg håbe, at G.B. vil forstå at benytte dette Vink til Forståelsen af Forhold, som han åbenbart slet ikke kender. – Igår blev Morgenbladets endelige Skæbne afgjort. Berg i Forbindelse med Bojsen og rimeligvis Høgsbro har taget det.k894 Hørup bliver med os. – Der er siden 1881, da det literære Venstre overtog Redaktionen, i vort indre politiske Liv ikke sket noget så betydningsfuldt. For en væsenlig Del ved Hjælp af Morgenbladet ɔ: ved Alliansen med det literære Venstre er Berg fra at være en Bondeagitator bleven den ledende Venstrepolitiker også i Kbhvn.k895 Han har lært meget under disse to Års, for hans Vedkommende ganske vist meget udvortes Forbindelse med det «intelligente» Demokrati, og han har måttet lide en Del. Han tror sig nu stærk nok til at kunne afkaste den Tvang, han har måttet finde sig i, og byder nu «Intelligensen» i Venstre at tjene i den Gård, hvor den i et Par År – noget overilet – har båret sig ad som Herre. Det er ingen let Sag for et «europæisk» Demokrati at følge et «grundtvigiansk», men foreløbig må det til. Mulig var Bruddet kommet under alle Omstændigheder – sikkert kan dette dog ikke siges – men noget særligt og vigtigt har lagt sit Lod i Vægtskålen. Berg regner på at blive Minister til Foråret. Han har som Formand i Folketinget i den senere Tid gentagne Gange haft Lejlighed til at tale med Kongen, han har så vidt jeg véd været kaldet til særlige Audienser. Han har gjort et godt Indtryk på Kongen. Der er rimeligvis blevet ført Forhandlinger om Forsvarssagen, og i denne Sag vil Berg, i Modsætning til Hørup, noget. Andre, der have Kongens Øre, den ærgerrige, liberale Højremand Højesteretsassessor Klein, fhv. Minister,k896 har pustet til Venskabsflammen, og Berg har fået et tydeligt Vink om, at hvis han vil skille sig fra «Fritænkerne» og de yderligst Radikale, vil Situationen komme til at ligge i hans Hånd. Han har skyndt sig at følge Vinket. Skeptikerne tror nu, at Berg bliver narret, at det Hele er et yderst fint Spil fra Hofpartiet, der har til Formål at splitte Venstre. Jeg tror ikke dette. Den politiske Stilling er således, at den rent foreløbige Splittelse det vilde medføre at holde Berg hen med Snak i et halvt År, ikke af Højre vilde kunne benyttes til nogetsomhelst, og på den anden Side er Tilstanden for en Fædrelandsven, som Kongen må antages at være, så utålelig, at kan han personlig overbevise sig om, at den udskregne Fører for Venstre, ikke er den Tølper eller tomme Tønde, som man har villet gøre ham til, så må han vel kunne bekvemme sig til at skille sig fra sit Hjærtens Ministerium.k897 Han har jo ikke kunnet forblive blind for, at dette har berøvet ham en stor Del af hans Popularitet. Altså jeg tror, at Berg bliver Minister ɔ: Konsejlspræsident, kommer til at danne det ny Ministerium, bestående af moderate Venstremænd og liberale Højre-do – til Foråret. Under denne Forudsætning kan jeg ikke ret beklage hvad der er sket. Berg er Manden – foreløbig. Og Betydningen for Frihedsudviklingen her hjemme af, at en fhv. Skolelærer, en seminaristisk dannet Mand bliver Minister og Konsejlspræsident,k898 er uhyre, uberegnelig. Springet er for Demokratiet af samme Vigtighed som 1848's borgerlige Ministre var for Liberalismen. Ja her har Du i kort Begreb «Situationen». Konfidensielt må Du meddele Sars dette med Tilføjende, at en uforsigtig Benyttelse af disse skøre Sager kan skade overmåde meget. Det vil ubetinget have sin Betydning for Norge, om Tingene tager den antydede Vending hos os. De Radikales Forhold til Berg må selvfølgelig udadtil blive støttende. Det vilde i Øjeblikket være Forædderi [sic] mod Demokratiets Sag at skade ham. Om han mulig skulde ønske at blive angrebet af yderste Venstre véd jeg for øvrigt ikke. Hans utålelige Arroganse frister i så Henseende. Berg er på dette Punkt dum. Han har en Evne til at støde Venner fra sig, som rimeligvis vil blive skæbnesvanger for ham. Længe bliver han næppe ved Magten. – Ja nu sender jeg Dig dette. Bedrøvet er jeg ved min Enetale. Hvor anderledes varm om Hjærtet vilde jeg ikke have været ved at svare Dig i Stedet for at snakke videre og videre. Det regner og blæser udenfor. Jeg skal i Selskab. Farvel min elskede Pige, nu går jeg ind i mit Sovekammer for at klæde mig på. Farvel elskede!
Din Erik

194. Amalie til Erik

Kr.ania 22de dcbr. lørdag aften. [1883]
Min elskede, dit sidste brev kom idag morges;k899 du rent beruser mig med dine elskovsord; mens jeg læste det og hele tiden siden, såsnart jeg har husket det, har det skjælvet i mig, fordi jeg syntes jeg var i dine arme. Du er deilig min elskede! Og jeg længes forfærdelig efter dig, og jeg har ofte lyst, ubændig lyst til at sige dem: jeg reiser fra eder til våren for at gifte mig med Erik Skram, men det er fortidligt endnu. Du må heller ikke sige det, hører du. Kun et par linier til, du søde, fortryllende menneske. Jeg sender dig dette dgbld. for at du skal læse I. Hansens anmeldelse af «Tante Ulrikke»;k900 den er meget god synes jeg, og det glæder mig usigeligt for Heibergs skyld at han får de velfortjente lovord. Det kribler endnu i mig af forargelse, når jeg husker professor Storms fede smilk901 og uendelig høviske tone dengang på dampskibet, da han sa'e: «se der ser de vor nyeste digter frue!» Heller ikke denne gang kommer min «Ring» i Tidsskriftet; du kan se dets repertoire i avisen. Jeg har forresten vidst det fra jeg kom hjem. Dahl har gået så voldsomt på for at få sin, omtrent for et år siden indsendte og antagne fortælling trykt;k902 han vidste at min skulde komme, men har benyttet min borteværen til at agitere – sa'e han selv til mig, og bad spøgende om undskyldning. Han havde også forlængst fået halve honoraret i forskud, og var forlegen for resten. Stakkers fyr, han bespottes overalt. Forleden så jeg en studenterkomedie «Splendid»k903 – ypperlig god og det morsomste jeg i hele mit lange liv har sét af den art – hvori han gaves lyslevende, og i fylle gik og stødte alverden på albuen og spurgte, fortrolig og fræk: Kan de ikke låne mig en krone de? Det gjør mig i grunden ondt for det talentfulde menneske. En så stor grad af fattigdom er en forbandelse, – hvor det må demorlasire [sic], afstumpe, og nedværdige. Fru Schjøtt har vistnok anmeldt «Moderne Damer» til Tidsskriftet.k904 Hun og Sars er mere forbitret over at folk går og siger det er mig han har villet skildre, end over J.P.'s gemenheder. Jeg synes den helst ikke burde være nævnt i Tidsskriftet, men de bilder sig ind at hævde mig ved at anmelde den fra et rent literært standpunkt. Ja, ja for mig kan det være det samme, men jeg tror det er dumt. J.P. har gjentagne gange skrevet til Sars og forsvoret at han har tænkt på mig med sin skildring – den løgnhals, til Ludvig (min broder) havde han isommer med største freidighed sagt at han skrev på en bog hvori jeg var hovedfiguren. Du ser jeg fralægger mig i Dgbldt forfatterskabet til «Ulmende Gløder»,k905 som skal være noget rent nonsens, et forsøg på vittig åndrighed, der blier så ganske forloren, noget rent skidt. Nu har jeg så længe hørt at man beskyldte mig for det. Fru Gundersen – skuespillerinden, der spiller den ene rolle, havde sagt hos Vullums at hun vidste det var mig for hun kjendte min skrift, og havde sét det i manuskript. Så var det jeg sa'e fra. Det skal være fru Schjøtt – har jeg hørt, og det tror jeg, er sandt foranlediget ved noget som hændte hernede hos mig, – et udtryk i fru Schjøtts ansigt, da jeg leende ærgrede mig over at skulle være beskyldt for at have skrevet dette, efter udsagnet rent umulige, ødebringende, vrøvleprodukt. Jeg har ikke tid længer min elskede, elskede. Nu kan jeg ikke skrive før på 1ste juledag tænker jeg, – kan jeg, så skal jeg min egen søde gut, min kjære, trofaste, trygge Erik!
Din Amalie.
Oh hvor jeg elsker dig, og trænger dig. Hvad skulde, – hvad skulde der være bleven af mig, hvis jeg ikke havde truffet dig, for nu ved jeg jo, at jeg kunde forvandles.
Du elskede Mand! Jeg er din med hver en bloddråbe.
Undskyld den sortrandede konvolut. Jeg har glemt at kjøbe, og så har jeg denne her. Du sødeste stump, som du pleier at sige til mig.

195. Erik til Amalie

Juleaften 1883 Kl ½ 1
Amalie, dette er næsten for dejligt!
Jeg kommer hjem fra min Juleaften hos Rothes – til Middag havde vi været hos Moderen – med dit Brev fra imorges i min Lomme,k906 dette længselsfuldt ventede Brev, og havde til Hensigt at sætte mig stilfærdig hen for at skrive om min Kærlighed til Dig, skrive et Ord eller to, som kunde finde Vej fra mit Hjærte til dit, Amalie – Stump, hører Du, lige ind i dit Hjærte, for jeg kan gå der lige ind. Jeg er så aldeles fuldstændig hjemme der. Jeg er så sikker, så overmodig, Du dumme Unge, kan Du mærke, at jeg rusker i Dig, for Du er min, jeg elsker Dig, og Du elsker mig virkelig. Virkelig, virkelig, Amalie. Dette er smukt, er lykkeligt – jammen jeg er lykkelig. Ordene er hjælpeløse. Amalie, Du er min Livsens eneste Tilflugt og en Rigdom! – hør min Ven, vi er to meget lykkelige Mennesker. Jeg kommer hjem, og så ligger der et Brev til fra Dig.k907 Et Kærlighedsbrev, et yndigt, fornuftigt, sjælfuldt, et klogt, et dejligt, et elskovsvarmt Brev, Amalie et Brev, som har gjort mig lyksalig. Min eneste Ven på Jorden min dejlige Pige, dette var yndigt. Naturligvis gjorde den sorte Rand om Konvoluten mig en Smule forskrækket, men det varede jo ikke længe. Amalie det var sødt af Dig at skrive på ny, og Du har gjort en god Gerning, tro mig. Så overrasket glad jeg blev! – Min Ven, det bliver ikke noget Brev i Aften, jeg kan nu ikke som min Plan var, virkelig skrive, det er så dumt synes jeg, jeg ejer næsten kun Udbrud i min Sjæl. Imorgen må jeg få Tid håber jeg. Tak Elskede for din Gave. Den stod så pænt, så trofast, så rørende for sig ved Vinduet i Stuen – Spisestuen – hvor Juletræet stod på Bordet. En Tid lang så jeg den ikke. Jeg tænkte slet ikke på, at Du gav mig noget så stort, et helt Møbel. Jeg snusede mellem de andres Gaver for at finde Dig. Så med ét stod jeg ved Siden af den og så Initialerne, så vidste jeg, hvad det var. Men det er så udmærket, noget jeg rigtig trængte til, jeg som aldrig har et Sted at lægge de Ting, jeg netop vil have lagt til Side af Aviser og Værker. Og så smuk den er og hyggelig. Du er så sød og god i den Gave. Jeg har siddet og studeret Bogstaverne A O E S, som Du har syet, imorgen tidlig får jeg den hjem til mig, så tilegner jeg mig den helt og holdent, så går den ind i min daglige Bevidsthed – der er straks den lille Samling «Dagblade», som Du i Aften har forøget, at lægge på den, og mine «Ude og Hjemme». Naturligvis har jeg endnu ikke læst IH's Artikel om Tante Ulrikke;k908 G.H. har sendt mig et Mæcenat-Eksemplar, men jeg har ikke haft Tid til at læse Stykket endnu – i sin Tid har jeg jo læst det i Manuskript. Jeg har de kærligste Hilsener fra Moderen og Søstrene til Dig. Mama var rigtig inderlig glad for dit Brev, hun havde jo sat sig ind, i hvor meget Du havde at tage vare, og hun er af Sind og Tanke fordringsløs, så Du havde intet at afbøde. Min søde Pige! – Du Amalie jeg er idag bleven bange for, at mine Gaver er kommet for sent til Dig, så at Du ikke har fået dem i Aften. Den ubegribelige Post, der snart besørger Tingene på halvanden Dag, snart bruger 3 Dage dertil. At Du måtte vente så længe sidst! Der have været Uorden i Besørgelsen. Men har Du intet hørt og fået fra mig i Aften, så min Ven, er Du da i alt Fald sluppen helskindet fra at «nævne» mig. Men alligevel har det været et Skår i din Juleglæde, hvis mit lille Brev og mine Sager ikke er nået frem. Hvordan mon den dumme Told har stillet sig. At man dog ikke kan slippe for det. Det er dog næsten latterligt ved en sådan Lejlighed at tænke på, at et højtideligt kongelig norsk Toldvæsen skal have sit Besyv med. At det ikke kan mærkes som Elskovssager, der passerer uhindret ind! – Jeg var for Resten en Del fraværende og melankolsk i Aften, medens de andre var så glade. Jutta havde fået dit Billede, og det havde hun stillet på sit Skrivebord. Om jeg havde glemt min Længsel fem Minuter af Gangen, vilde det have mindet mig – det stod der så ubeskrivelig smukt, så stilfærdigt så fint og yndigt, uafladelig var mine Øjne der, og sad jeg inde hos Rothe og røg Cigar var Du hos mig. Fra ham skal jeg også hilse Dig. Men nu Godnat min elskede trofaste, yndige, inderlige, søde Hustru – ak nej det er Du ikke helt endnu, min egen velsignede Pige, så glad som Du har gjort denne Juleaften for mig! – Ja min Ven den 26 er vor Bryllupsdag, vidunderlige Nat!
God Nat min Elskede, min Amalie
Din Erik

196. Amalie til Erik

Kr.ania 25de dcbr. 83.
Imorges fik jeg dit brev, skrevet lørdag aften,k909 hvoraf jeg ser at du havde været bedrøvet over ikke at ha'e fået et brev skrevet i onsdags. Det er akurat som mig, får jeg ikke brev den dag jeg venter, går jeg hen og er ulykkelig og forpint, og kan ikke få ro i min sjæl før det endelig, endelig er skét, at jeg har dit næste brev; det er en ren feber at gå således, og det er idetheletaget græsseligt at føle sig så hjælpeløs og længselsfuld, som jeg gjør det, skildt fra dig, du elskede. Men du Erik, onsdag var det nu en ren umulighed at ha'e skrevet, såsom dit brev først kom torsdag formiddag, og selv om det var kommet onsdag aften, vilde der været knap tid for mig at få et et brev [sic] istand. Så havde jeg det også travelt til julen, kan du vide, og havde tænkt at jeg kun kunde sende dig ét brev inden juleaften, nemlig det som skulde komme på den dag. Og det har du vel nu fået elskede. Var du glad i bordet? Fortæl mig det, men sig nu sandt; idag må du ha'e fået brev og to Dgblade fra mig. Jeg skal skaffe dig to til, – men du, det er sandt, jeg, som måtte love at lægge din juleklap frem på bordet mellem de andre, – jeg fik jo ikke noget, jeg, og i brevet idag, siger du intet om at du har sendt noget. Naturligvis interesserer det mig umådelig meget alt hvad du skriver om de politiske begivenheder. Jeg sluger hvert ord. Idag især, siden det så ud at skulle blive til noget. Jeg må jo være enig med dig i, at som sagerne stå dernede, vilde det ikke være så gal en vending. Men hvordan det skal gå for eder at arbeide sammen med grundtvigianerne, er ikke så let[?] at begribe. Men ske må det! I overser jo grundtvigianerne, og disse er eders fiender; de tror det sin pligt at bekjæmpe og fælde og ødelægge eder på alle kanter. I den bevægelse Brandes'serne har anført, har grundtvigianerne sét landets fordærv. Jeg husker godt hvad Bojesen sa'e om alt dette på Grefsen dengang.k910 Det lod forresten allerede dengang til at han troede det vilde gå så at grundtvigianerne kom til magten. Og det er en naturlig og normal udviklingsgang, at sker. Det vilde bare ha'e forberedt en forsmædelsens reaktion, om det led i kjæden som smedes ved disses væren ved magten for en tid, var bleven oversprunget, tror du ikke? Og oprigtig talt, så har vist ikke «Morgenbladet» under Brandes og Hørup egentlig repræsenteret så store åndelige værdier. Men nu kommer «Dagsavisen» end yderligere op.k911 Ved den skulde du været redaktør, det vilde været levebrød. – Jeg kan ikke se nogen hindring for at du anmelder «Gjennembruddet» deri, at du selv er ofret et kapitel. Det bare undlader du at tale om, der er jo nok at skrive om alligevel. Og om «Skyggebilleder» tror jeg nu du kunde sige mange gode ting. Jeg synes du skulde! – Det glæder mig at redaktøren af «Tilskueren» så gjerne vilde ha'e noget om «Over Ævne». Han skal også få det, men der blier ikke spor af polemik i det, – tænk jeg har slet ikke læst Borchsenius's artikel igjennem siden jeg fik den fra dig. Siden jeg er kommen igang med arbeidet, har jeg slet ikke brug for at tage hensyn til ham. Det er anderledes lagt. Jeg begynder med en oversigt over Bjørnsons udfald mod dogmer og kristendom – tror du man har så god greie på rækkefølgen i denne hans udvikling dernede hos eder, at det ikke vil interessere?, sig mig det. Og så påviser jeg – ja det vil sige søger at påvise hvorledes dette at bringe sine landsmænd til selvstændig tænkning, ud af en tro som enten er vanens, eller vankundighedens, i begge tilfælde umoralsk, er bleven den bevægende kraft i hans liv; og i alt hans virke, og derfor også bestemmer stoffet for og behandlingen af hans digtning; og så først taler jeg om selve dramaet. Tror du det er en fornuftig fremgangsmåde, eller frygter du at nei. – Men forresten er det ganske vist, at jeg neppe var kommen til at få lyst til at skrive om dette, hvis ikke Borchsenius's taskede, fuskerartikel havde været. Vi havde en hyggelig juleaften, – de tre pebersvende var her,k912 og alt vilde været udmærket, hvis 3 ting ikke havde været, for det første, at den omstændighed at min længsel og mere end min halve sjæl var hos Dig elskede, gjorde mig «fraværende», og det tror jeg de andre dunkelt følte som noget de ikke vidste hvad var, for det andet, at Ludvig havde ondt i maven, og måtte lægge sig straks efter bordet, og for det 3die at jeg gik og bryggede på en næsebyld der har røvet mig min nattesøvn, og tvunget mig til at holde sengen i hele dag. Først nu iaften er jeg tørnet ud for at skrive dette brev. Nu er jeg lidt bedre, – hele tiden før har jeg været meget dårlig af smerter der har strakt sig over ansigt, den halve hals, og hoved. Jeg kommer vist at måtte holde mig inde i morgen også, så at hverken idag eller imorgen kommer jeg hvor jeg er buden, og det er jeg ikke det mindste lei for. Gutterne er så søde og elskværdige, nu den Ludvig, – hvorledes han har været idag! Du kan vide det er trist når jeg ser på dem, og tænker det er sidste jul, de eier sin mor på den gamle måde, endskjøndt det har de jo igrunden slet ikke gjort hele dette sidste år, såsom jeg har elsket dig, og været din. Det bliver ikke let at forlade disse deilige to mennesker, men det jo ske. Som jeg nu er stelt, vilde jeg ikke kunne være noget godt for dem i samlivet, siden prisen skulde være tabet af dig. Jeg blev rent ud sagt forstyrret af det. Men det stikker mig ofte i hjærtet for dem, og så er jeg så bange for at de ikke skal få det godt, ikke så godt som de har det nu. Men Erik, – jeg elsker dig, – mit liv er dit, – der kan ikke være tale om andet. Jeg må slutte nu, for jeg er slet ikke frisk; det værker fremdeles i næsen og mit hoved er så tungt. Godnat min elskede. At jeg er din, det er mit livs indhold. Imorgen er det den 26de!
Din Amalie. –

197. Erik til Amalie

1ste Juledags Aften 1883
Dagen er gået med Politik, min Stump, og med Middag i Familjens Skød: nu i Aftnens Stilhed skulde jeg sætte mig til at skrive til Dig Du elskede, men der er koldt i min Stue, og jeg er træt, jeg tænker, at det bliver et dårligt Brev Du får. Det er hårdt, min Unge, at være Dig foruden, og det er ligefrem nedbrydende at skulle stemme sine Fordringer ned til det Minimum, der ligger i at modtage og skrive Breve. Der kommer noget skævt ind i alle ens Tanker, og man bliver dog, hvorledes man end vender og drejer bestandig vist tilbage til sig selv. Men naturligvis, noget uendelig lyksaligt kan der komme ind deri. Som til Eksempel igår Aftes da dit Brev overraskende lå til mig. Men så er det jeg bliver vred på selve min Glæde, der er som en Fanges over en Blomst, som uventet kastes ind til ham gennem det tilgitrede Vindu. Og elskede søde, går jeg ikke stundom hen og får en skinsyg Følelse, når Du er så glad for et Brev fra mig. Kan den rædde Følelse ikke snige sig ind i mig, når jeg i Mismod savner Dig, at netop vor Fjærnhed fra hinanden, Sjældenheden af vore Tankers Besøg hos hinanden giver disse Besøg en festlig Art, som de vil savne i det daglige Samliv? Vil Du ikke føle Dig skuffet, når jeg bliver dit daglige Brød, når Du bliver Vidne til alle de ak'er og men'er og hm'er, der ledsager den Tales fine Slyngning, som besnærer dit Hjerte i mine Breve? Jeg er forkølet, hoster og har Snue, eller har Hovedpine, eller er blot dum og utilpas – vil du så elske mig lige højt? Min Amalie, det er Fangens Ensomhedsfølelse, som overfalder mig, det er Fængslets Banghed, som jeg giver Udtryk. I mit Hjærte er jeg ikke angst, kun at Du ikke må gøre mig den Uret at overse, at vore Dage ikke kan forløbe i den, hvad skal jeg kalde det, i det festlige Skrud, som Breve dog på en Måde er. Men Du er jo så klog en Unge, og Du véd det, jeg er netop så og så ækel, og Du elsker mig endda. Altså min lille Tøs – Amalie jeg måtte sige det, det er kærligt det grimme uartige Ord – Du får mig at se i Arbejdstøjet, og det er et helt andet Syn end den pæne Frakke, som Pennen nøder mig til at tage på. – Ja Du er en slem en, Du med dit Jødehad! Vil Du om dette enkelte Spørgsmål tro, Stump, at her har jeg virkelig tænkt og med Ord og Modord gennemgået alt hvad der kan siges for og imod; om dette har jeg jo haft så rig en Anledning til at gøre mig en færdig Mening. Dit Udbrud virker derfor just ikke overbevisende på mig, og jeg holder ikke af det som et virkeligt Resultat. Men jeg er glad ved at høre Dig tale i ustandselig Fart, fordi da Du begyndte følte jeg Ægtheden af et Indtryk, og fordi jeg vidste, at til Slutning vilde Du give mig Hånden og sige: Ven, har Du en anden Mening, så er jeg rede til med Dig at begynde forfra med mit Indtryk. Min søde Pige, jeg tror, at Livet i meget vil blødne og forandre din Opfattelse af denne Sag. – Hør nu noget, som jeg tror er en så alvorlig Sag, at jeg har omgåedes med den Tanke at skrive til Sars derom.k913 Næst i Norge selv vil en autentisk Fremstilling af «Gennembruddet» i Norge, blive modtaget i Danmark med den mest modtagelige Opmærksomhed. Vi véd intet om denne Sag. G. Brandes har forledt af de og de Udtalelser og andet og lad være af sin overdrevne Tro på Betydningen af sin egen Virksomhed, henkastet den Bemærkning, at det i væsenlig Grad er Påvirkningen fra Danmark, der har fremkaldt Fornyelsen af det norske Åndsliv. Det er en «løs» Bemærkning; der har intet Forsøg været gjort på at belægge den med Grunde. Der har derfor hernede ikke dannet sig nogen «Opinion» om denne Ting. Sars eller hvem ellers, der kommer til at behandle dette vigtige Emne, vil være den første, der lærer os noget på dette Punkt. Vi vil høre på hans Tale aldeles upåvirkede af nogen Fordom, rede til at modtage Belæring af den, som vi i Kraft af hans Forhold til Emnet tiltror den bedste Kendskab til det. Der behøves derfor ikke for «en i Danmark herskende Menings Skyld» at hvæsses Pile og slibes Sværd. Ingen, uden måske Brandes, vil føle sig «ramt» her nede af den rette Fremstilling. Den Forestilling, at Norge nu har modtaget Stødet fra os, er en flagrende Sommerfugl, Brandes i glad Tro på sig selv har ladet udgå, den er med en eneste trykt Side fra Sars' Hånd fangen, spiddet, dræbt og bleven til en Kuriositet. Ingen – næppe Brandes heller – vil lægge et Ord ind for det lille Dyrs Liv. Om Sars eller Harstad eller hvem der skriver vilde lade være at tro det nødvendigt at skænke Brandes Bemærkning mere end en flygtig Nævnelse, vilde det være vundet, at der ikke i et eller andet stærkt Ord fra norsk Side blev Anledning for en eller anden Skrålhals her nede til at bruge Mund. Og jeg synes, at når det ikke er nødvendigt, bør noget, der er ment som og tager sig ud som Angreb fra den ene eller den anden Side undgås. Kunde Du ikke have Lyst til at sige Sars dette? – Min Ven, min Elskede, dine Ord, der svarer på mine om Betydningen af vor «sidste» Ordstrid er som begge dine Arme om min Hals, som din Kind ind mod min, som den skønneste Fred i mit Liv. Du vil formodenlig nok en Gang blive Vidne til en eller anden Strid imellem Rothe og Jutta – der skal Du se Jutta ikke bære sig ad som en ret Ægtefælle bør. I hende det «Gudsfrygtige» nok sagt findes der ikke Gnist af Vilje til at lede efter en Udklaring, Udjevning af Striden hun vil ikke forstå, ti hun er hovmodig af Hjærte. Jeg har virkelig med Forskrækkelse i gamle Dage tænkt på min brave – ikke meget skarpsindige – Svogers hårde Vilkår, og jeg har aldrig kunnet få ret Godhed for Jutta siden jeg en Gang så hendes hårde Sind. Men den Kærlighed som forener dem er jo også en Fejltagelse. Hun er kold i hans Arme. – Mon du så fik mine Gaver Juleaften? Amalie, tro ikke, at jeg ikke føler hele Tyngen for Dig i hvad Du har for med mig – eller rettere jeg formår formodenlig dog ikke at sætte mig ret ind i det. Ak min søde Pige jeg har aldrig været således bunden til mine Omgivelser som Du er det. Egenlig er det uhyre forkert, at det ikke er mig der kommer til Dig. Jeg kunde bedre løsrive mig. Men det kan jo også godt være at vi en skønne Dag finder på at gå tilbage til Norge som vor Kærligheds rette Hjemland. Men først må Du komme her ned til mig. For vor Kærligheds Skyld var det nødvendigt. Amalie, Du har først lært at elske mig – det er ikke sandt, jeg har først fået ret Mod til at elske, elske Dig, leve min Kærlighed helt og holdent tværs igennem her nede. Der oppe stoppede dine Venner mig. Jeg var bange, for jeg var skinsyg. – Ja Stump, Du har ret, alt er dog skønnere for os i År end ifjor. Da skulde vi til at prøve os frem, og hvor forunderlig udenfor vort virkelige Liv lå vor Kærlighed. Tænk jeg er næsten ved slet ikke mere at kunne forstå en Smule af det Hele. At vi tænkte på at elske hinanden og dog leve hver for sig! Nej, det skal aldrig ødelægges af noget senere kommende, at Du satte mig Stævne, Amalie min elskede Du har været, Du er den dejligste Kvinde. Vor Roman er smuk og jeg er så stolt som en Konge ved Tanken om hvad jeg har vundet. Amalie, jeg tør udfordre den halve Verden, den byder mig ikke vor Historie om igen. – Du søde Pige med din Skamfuldhed over den forsinkede Julegave til Mama. Tro mig min sødeste Ven kan Du holde af hende af hele dit Hjærte Du vil få Løn derfor, hun er inderlig god. – Fattig Stump, det jeg føle mig, til jeg har Dig og aldrig mer kan slippe Dig, til jeg føler Dig føle enhver af mine Følelser, til jeg har Dig i enhver af mine Tanker, til jeg ejer, kender, lever med og af enhver af dine Særegenheder. Tossede Unge, som tænker på, at andet kunde være muligt.
– Min lille Pige jeg må nu standse, jeg er så overordenlig træt og jeg har ingen Frimærker i Aften. Jeg må op i ordenlig Tid imorgen for at få Frimærker sat på Brevet og det med Posten. Den går Kl 11 fra Kbhvn, men Brevet må være indleveret inden Kl 10 på vort Posthus her ude på Østerbro eller også må jeg ind til Skibet. God Nat min elskede Stump. Jeg skal imorgen Aften i Selskab. Tror Du jeg vil tænke på meget andet end Dig på vor Bryllupsnat? Du elskede
Din Erik

198. Erik til Amalie

Den 26 December 1883 Nat
Klokken er ½ 3, jeg kommer fra Selskab. Med Vilje har jeg trukket Tiden ud. Jeg har siddet og været interessant, men ingen har kunnet drømme om, at min Livlighed skrev sig fra mit Forsæt om at komme hjem og sætte mig til Skrivebordet netop når Året løb ud fra hint Øjeblik da Du blev min. Amalie, nu ligger Du formodenlig fornuftigt og sødt og yndigt og sover, men tænkt på mig har Du den hele Dag og da Du var ved at sove ind. Min Hustru, hvad er der ikke sket for os begge i Kraft af vort Møde ifjor. Kan Du huske hver Enkelthed? Et og andet står utydeligt for mig. Jeg var halvvejs forskrækket. Men Du skal minde mig om alt og jeg Dig til Gengæld. Amalie i Nat for et År siden blev vi viede til hinanden, det var en Indvielse af en forunderlig højtidelig Art. Og dog Stump vort Bryllup ud ad til, i Verdens Øjne, vil blive mig nok så højtidelig. Nu véd jeg hvad jeg gør, den Gang var alt lige som et Vovespil. Amalie min elskede, usigelig dyrebare Skat, det er noget vidunderligt der er sket for os begge. Jeg har en så mærkelig religiøs Fornemmelse af at have haft den store Naturs Medviderskab og Gunstk914 da Du bange og dog uden Tøven eller Modstand blev min, og så lykkelig en Følelse af hvor ligefremt det hele gik til. Men Amalie vi er to Mennesker, der har fundet hinanden for det Godes Skyld, tror Du ikke også det? – Men jeg er træt, jeg føler, at [jeg] dog ikke nu vil kunne finde de ægte Ord for min Stemning. Jeg er lykkelig, det er i Grunden alt hvad jeg kan sige og jeg er helt alvorlig og grebet ved Tanken om nu for et År siden.
Din Erik
Min elskede jeg er så lykkelig!

199. Amalie til Erik

Skram
Zinnsgade 2 Kbhvn
Fra Christiania 28/12/83 kl. 5.10 em
Pakkerne ankommet idag. Skriver iaften
Kjærlig Hilsen
Amalie

200. Erik til Amalie

Fredag den 28 Decemb 83
Min elskede stakkels Stump, som har Smærter og er så sød alligevel.k915 Amalie min egen yndige Pige hvor det gør mig ondt for Dig, en sådan Næsebyld er jo noget af det pinagtigste der er til! Og jeg som ikke skrev igår! Det gik således til, at da jeg igår Aftes kom hjem for at skrive, var der ikke blivende Sted for mig hjemme. En Idiot af Kakkelovnsmand, som havde været der kort forinden, havde lagt en Plade i Ovnen forkert, så at min Stue uafladelig var fyldt af Røg. Jeg var sint som en Tysker og gik af bare Fortvivlelse i Seng. Ak Du elskede jeg tænkte og tænkte på Dig og havde så ondt af Dig og ønskede blot, at Du var hos mig jeg skulde gøre alt så godt for Dig, som det på nogen Måde var muligt. Amalie bliver Du syg hos mig, skal Du se, jeg er flink til at pleje, jeg har lært det af Mama, som er så mageløs omhyggelig. Min egen Ven, Du skal ikke være bange for at komme til at lide af Mangel på Omhu, hvis noget Slags Ondskab som Bylder eller anden Pine kommer på, jeg skal være så god, og så tror jeg, at jeg kan finde på en og anden Lindring. Og jeg kan forsvinde og ikke plage, når det er rigtigt, og jeg kan komme listende og rette på Hovedpude, og jeg kan stable Hovedgærde op og stille Lyset el. Lampen på hensigtsmæssig Sted og stoppe ned for Fødderne eller skaffe Luft – Du skal se, Du skal nok blive fornøjet med mig. – Min elskede, nu må Du vel have fået mine små Julegaver og set, at de blev sendt fra mig Fredag Aften i forrige Uge. Søndag Aften har de været i Kristiania, men det må vel have været Juletravlheden, der har forhindret, at de blev uddelte i rette Tid. Naturligvis har det ikke været mig kært at erfare at Du den Aften intet Budskab modtog fra mig. Min elskede sig mig, savnede Du ikke, intet at høre fra mig netop Juleaften, og er det slet ikke faldet Dig ind, da Du læste mit Lørdagsbrev, at der måtte ligge et imellem? Men det er sandt, mulig forhindrer den afskylige Byld Dig endnu fra at hente Sagerne på Tolden, for det har Du vel været nødt til. Og i Aften kommer der vel af samme Grund intet Brev fra Dig. Elskede at Du stod op og vel også selv besørgede dit Brev i Postkassen! Du må ikke plage Dig, min dyrebare Ven for min Skyld, jeg skal være så tålmodig, så tålmodig – kun at hvis Du virkelig nogensinde skulde blive virkelig syg, at Du så sørger for, at jeg daglig får Efterretninger fra Dig. Hører Du, det må være en ren Aftale. – Om jeg er bleven glad for dit Bord? Jo Du kan være vis derpå. Fra igår har det været indlemmet i mit Møblement. Det står tæt ved Vinduet tilvenstre for mit Skrivebord, jeg sidder nu og ser på det. Mine Øjne falder uafladelig hen på det. Det pynter sådan op og er så udmærket nyttigt. Øverst ligger tilhøjre «Ude og Hjemme» med Julenummeret øverst og tilvenstre en Bunke af «La vie moderne»,k916 neden under ligger et Antal af norske «Dagblade», som jeg efterhånden har samlet, og «Rigsdagstidenden».k917 Alt dette har hidtil flydt tilfældig omkring i min Stue uden at have blivende Sted. Jeg synes, at her formelig er blevet ordentligt i min Stue, siden det Bord er kommet til. Og det er så pænt, pynteligt og tilbageholdende i Farve (olivengrå) og Form. Tak Du søde. Du har lagt Mærke til, at jeg trængte til et sådant Bord. – Din Plan for Artiklen om «Over Ævne» synes jeg lyder udmærket. Ukendt i almindelig Forstand er Bjørnsons åndelige Bevægelse naturligvis ikke, men der er vel næppe Tvivl om, at Du både har set den skarpere og kan sige, hvad det kommer an på, tydeligere end nogen her nede, og ethvert Bidrag til Belysning af Bjørnsons literære Personlighed vil ubetinget blive modtaget her med ivrig Opmærksomhed. Jeg får næppe Tid idag til at gå på Posthuset med «Det ny Gennembruds Mænd» men så sender jeg Dig den imorgen.k918 Du bør dog vistnok løbe Artiklen om Bjørnson igennem, om ikke for andet så for den beroligende Fornemmelses Skyld, at dine Ord formodenlig på intet Punkt falder sammen med Brandes'. Om den sidst nævnte Bog vil jeg ikke skrive bl.a. fordi jeg ikke er moden dertil. En Avisartikel lad gå, den kunde jeg vel brygge sammen, men en Opsats af virkelig literær Betydning angående dette Emne og til Bedømmelse af Brandes' Fremgangsmåde føler jeg mig langt fra overlegen nok. Jeg har altfor liden Evne til at anstille Sammenligninger, jeg har så godt som intet læst af moderne udenlandsk Literaturhistorie. Om «Skyggebilleder» derimod antager jeg nok at kunne få nogle Bemærkninger nedskrevet som kan få Betydning.k919 – Jeg skal til Middag idag hos Knudtzons, første Gang siden Du rejste. Det vil blive underligt at gå der alene omkring, ikke have Dig at smutte bort med, ikke være der for din Skyld – hvad skal jeg der egenlig? Jeg lover mig ingen Fornøjelse deraf. I det hele Amalie er det urimelig tungt, denne foreløbige Tilstand, inden Du sidder som min Hustru. Mulig kan vi få drøje Dage. Det er jo højst sandsynligt, at det vil blive svært knapt med Pengene, og det er en slem Ting, men det har dog altsammen sin Mening. Med Dig ved min Side véd jeg jo hvad jeg lever for. Så længe Du er i Kristiania, og mine Tanker og Interesser, mit Liv fra det jeg står op til jeg går i Seng, ikke trods al min Længsel al min Tilbøjelighed og al min Vilje kan komme til at have Dig som eneste virkelige Midtpunkt og Tilflugtssted, sålænge er jeg hjemløs. Stump, det er afskyligt at være Dig foruden, for det er meningsløst. Jeg forsikrer Dig Amalie, at jeg undertiden er ved at fortvivle ved Tanken om endnu i tre, tre! Måneder at skulle gå i denne Tilstand. Jeg er syg, Unge, jeg har Bylder på Sjælen, det er en af dem, som ved mine Breve har smittet Dig og sat sig i din Næse. Sig mig, søde elskede Ven, kunde der være tale om, at jeg kunde få Lov til at kysse Dig på din stakkels Næse nu? Tror Du, at den blødeste fineste ak så øm og forsigtig en Berøring kunde få Dig til at smile et eneste lille Øjeblik? Eller er den yndige Næsetip så ømfindtlig, så spændt og pint, at Du ikke turde vove at føle endog blot Anelsen af en Berøring af min Kærligheds allerblødeste Læbespids? Jo Stump tænk på, at jeg kunde gøre Tippen af din Næse ganske svagt fugtig og så sagte sagte blæse på den, det vil køle svagt, fint stille, godt. Og jeg kunde kysse Dig stille, blidt, så at Du næsten ikke mærkede det, andre Steder, igen, og igen en ganske lille bitte Gang og så en Gang til og så holde op og se på Dig, jeg mener kysse Dig på Tippen af dit ene Bryst, og Du lå så stille, og jeg kyssede Dig igen, så aldeles utrolig let og blødt, og din Smærte kunde blive lige som mindre, ikke så ond og fæl. Den kunde glide sagte bort for en Stund, Du kunde føle en Lindring. Og så kyssede jeg Dig lige så ømt og forsigtigt på den anden Brysttip, og Du måtte smile ganske lidt og Du kunde lukke Øjnene og måske få sovet lidt, når jeg endnu en eller et Par Gange havde blot som en Anelse berørt Dig med mine Læber. – Stakkels Unge, Du skriver, at Din Nattesøvn har været røvet fra Dig. Sig mig Elskede vilde det så have været godt eller kedeligt for Dig at have din Mand liggende og puste i dyb Søvn ved din Side? Du må huske, at Du er så sød når Du sover; det er endnu så rasende uvist hvorledes jeg vil arte mig. Men Du skal gøre Dig Umage med mig, jeg vil ikke blive Dig dine Nætters evige Plage. – Nu Ven glem ikke at sende mig Prøverne på Farverne med Opgivelse af hvilke Stuer der skal have hvilken, og giv mig Svar om Sengen eller Sengene. Tænk også på, at Du i Tide må sikre Dig Josephine eller ikke Josephine, og at det Spørgsmål må afgøres, om Du vil se at få en Pige med Dig under alle Forhold, eller om jeg eventuelt skal sørge for et hensigtsmæssigt Kvindemenneske. Julen her nede har været ubegribelig smuk, 6–7° Varme Réaumurk920 og klart stille eller lun tåget Luft. Du vilde have syntes om den. Ak nu kan der formodenlig gå Åringer hen, inden så gode Forhold på ny indtræder. Jeg er inviteret i Aftenselskab efter Middagsselskabet hos Knudtzons, så i Aften skriver jeg ikke. Jeg tager dette Brev med og lægger det i Kasse på Vejen. Nu skal jeg klæde mig på. Min elskede, hvor morsomt, når vi to skal skynde os i Pynten sammen og afsted!
Elskede elskede elskede!
Din Erik
Dette med «Dagsavisen» er en Fantasi,k921 som vanskelig vil kunne få Fødderne nedpå Jorden. Det er et lille halvsjofelt, i alt Fald ikke for ordenlig anset og tilvisse ufint Blad med industrielt Tallent, uden Spor af literær Evne. Det vilde være en Bod af bitter Art at skulle ty til det. Foreløbig vil der blive gjort Forsøg på at holde sammen med det ny Morgenblad. Det er en temmelig upræsentabel Fyr, som skal være Redaktør, uden Respekt for og uden Kendskab til literært og kunstnerisk Liv. En politisk Klopfægter.k922

201. Amalie til Erik

28de decbr. 1883
Min elskede Erik, klokken er over to nat; jeg er netop kommen hjem fra selskab, og kan kun skrive et par ord til dig; jeg vilde skrevet den 26de om aftenen, men var for klein af næsebylden. Nu er den over. Men jeg er så rasende træt; ak om vi var gift nu, så at jeg kunde lægge mig til at sove i din arm så trygt og godt med ansigtet trykket ind mod dit bryst, du elskede, dyrebare. Tak elskede for dit brev som jeg fik imorges fra første juledags aften.k923 Og endelig idag kom dine gaver. Skrinet elsker jeg mere end alt hvad jeg eier og har; jeg kunde ikke fået en ting som bedre havde afhjulpet et savn end den smukke, solide, lille dragkiste til dine breve; men der skulde været en metalhank på hver af siderne. Gudskelov for det ikke var en brosche du gav mig denne gang og; jeg frygtede det næsten. Og albummet er så smukt; jeg er så glad i det, og julenummeret af «Ude og Hjemme» ligeledes. Jeg kan ikke mere iaften. Nu må jeg snige mig ned med brevet til postkassen. Imorgen skriver jeg et ordentligt brev til svar på dine; der er så meget, så meget at skrive om. Men som jeg længes efter dig du elskede, – jeg må alligevel komme så snart som muligt, – jeg holder ikke denne tilstand ud. Var du glad for telegrammet?
Din Amalie.

202. Erik til Amalie

Kbhvn 29/12 83
Min elskede Stump, der havde Du nær gjort mig alvorlig forskrækket. Jeg kom sent hjem, Kl 2 Nat, fra mit Selskab og fandt dit Telegram. Amalie er bleven alvorlig syg, var min første Tanke. Jeg lukkede op, så Underskriften og blev atter rolig: når hun selv telegraferer, er forhåbenlig alt godt. Så læste jeg. Nu er der kun den slemme Mulighed, at Du ikke har skrevet siden den 25, og det betyder vel, at Du har været dårlig og sengeliggende i den Tid. Min stakkels, egen Unge, og jeg har først bag efter kunnet gå omkring med min Beklagelse. Du søde, men er Du da nu rask? Kan Du huske din Byld i Nakken ifjor Sommer, da Du havde skrevet dit slemme Brev til mig i Bergen,k924 og Du på et hængende Hår havde fået mig til aldrig mere at komme Dig nær. Denne Gang har Du virkelig ikke fortjent nogen Straf – ja det skulde da være, fordi Du ikke samler Pik og Pak og kommer ansættende ned til mig og siger, jeg vil straks giftes med Dig, jeg kan ikke holde ud at leve borte fra Dig. Ja det er vistnok derfor, at Du har fået din Byld i Næsen. – Min søde Pige, har Du savnet mine Småting, som skulde have været hos Dig Juleaften? Har Du længtes efter dem? Så er Du naturligvis blevet skuffet. Det er jo slet ingen Ting jeg har givet Dig. Og har Du måttet betale Told? – Nej men hør Amalie for en Gave Du har sendt Fru Knudtzon! Du kan såmæn være glad, at Du ikke endnu er gift med mig. Jeg havde lagt mig over disse Fotografier og hvæset som en Drage og spyt Ild og Gnister for at hindre Dig fra at sende dem ud af Huset. Det er jo Stykker af dit Liv, af mit Liv med, for Du skulde have fortalt mig om dine Indtryk, nu svinder dette mig ud af Hænderne! Jeg tror så sandt, at de hos Knudtzons mærkede, at jeg blev helt ve tilmode over at se Dig give disse Billeder bort. Jeg tror for Resten, at jeg sa' det ligefrem. Men glade er de blevet, kan Du stole på. Men det tror jeg nok, det har de let ved! Uf! Hør Du, den Bertha er dog et underligt Pigebarn. Nu igår da jeg kom ind til Middagen, der i Anledning af Etatsråd Collins Tilstedeværelse var ansat til Kl 5,k925 og jeg mødte i god Tid, og Gæsterne var kommen, og vi kun ventede på Doktoren, som man havde forsømt at underrette om den forandrede Spisetid, og den gamle Frue var så elskværdig og talte en hel Del med mig og hørte med megen Beklagelse på min Beretning om din sørgelige Næse og viste mig din Mappe og var helt triumferende, så kom da også Bertha hen senere, da Fruen var begyndt at blive nervøs. Så talte jeg med hende først om Mappen og om dit Bord – hvor jeg naturligvis glemte at takke hende for den Ulejlighed, hun havde haft med det – og så kom jeg da også til hende frem med din Næse. Herregud jeg går virkelig omkring og tænker på den Næse, og det er et meget bedrøveligt Faktum den Pine, Du lider. Så i Stedet for at spørge deltagende, i Stedet for at se medlidende eller blot interesseret ud, i Stedet for i det Hele at tage sig Spor af denne søde yndige stakkels Næse, der i sagte Glød bestandig svæver for mine Øjne, ser hun ret ud i Stuen, står rank med Armene halvtoverkors, betvivler let, at det er en Byld, antyder Muligheden af en Filipens, hvilket stygge Ord hun dog naturligvis vel vogter sig for at tage i sin Mund, mener, at det går snart over, gør mig fuldstændig dum med mine beklagende Ord og ønsker synlig dette Emne hurtigst muligt forladt. Jeg får Indtryk af, at jeg har sagt «Bukser» eller noget andet upassende, ærgrer mig og er virkelig ked og led af hendes dumme stive Væsen. Jeg havde hele Aftenen ikke Antydningen af Lyst til at tale med hende, og jeg gjorde det da nok omtrent heller ikke. Hun var for Resten meget smuk igår Aftes med en høj fyldig kruset Kravestrimmel i Halsen. – Jeg havde Frøken Brosbøll tilbords,k926 og det gik meget behageligt. På min anden Side sad den elskværdige Fru Drewsen. Senere ved Cigaren talte Drewsen og jeg sammen. Jeg får mere og mere Respekt for denne Mands solide Dannelse og rolige Evne til at tænke. Det er Folk af hans Slags, som er det gode Publikum, den Kritik, der aldrig kommer offenlig frem, stundom forsvinder helt i Døgnets Larm, men til syvende og sidst bestemmer – – å nej, han fører et for tilbagetrukket Liv til egenlig at have videre Indflydelse. Men mig imponerer han med sin megen Læsning. – – Disse to Streger betyder, at jeg har været i Byen for at spise. På Vejen mødte jeg Henriques – Dagsavisenk927 – som bad mig gå hjem med ham for at spise fyldt Hvidkålshoved, hvad jeg da gjorde. Dette har trukket temmelig længe ud, og jeg er bleven så underlig tung i min lille bitte Mave og let i Hovedet af denne Historie. Kl er straks 10, With har sat mig Stevne Kl 11 hos à Porta og jeg har sådan en umådelig Lyst til at slibe mig en Skraber forinden. Hvad siger Du min sødeste Unge til, at jeg svigter Dig for denne Lurs Skyld? Så meget mere som jeg véd, at jeg imorgen ikke kan få skrevet et Ord til Dig. Først skal jeg til Frokost, og når den er overstået har jeg formodenlig intet andet at foretage mig end at lave mig til den Middag, jeg skal til Kl 5. Og imorgen Aften kommer dit Brev. Men Du véd ikke, hvor lyksalig en Følelse det er at vide at der, når jeg kommer hjem, ligger Brev fra Dig. Altså Stump nu går jeg til Sofaen for at lure en Smule. – Det blev nu ingenting til, det viste sig, at jeg dog ikke var søvnig. Min Ven, Du har i dit sidste Brev med en vis Bekymring slået på, at Du ikke var vis på, at dine Gutter vilde få det så godt som Du kunde ønske det, når Du rejste. Husker Du, at Du aldrig til mig har sagt, hvorledes Gutternes Forhold skal ordnes? Og læg fremdeles Mærke til, at jeg i Grunden kun på det løse kan sætte mig ind i Nødvendigheden af din Forbliven i Kristiania til Marts Måneds Udgang eller hen derimod. Har Du ikke Lyst til at skrive om disse Ting? – Idag er det blevet afgjort, at alle de faste Medarbejdere går fra Morgenbladet nu til Nyår. With er imellem dem. Han redigerede den temmelig vidtløftige «Brevkasse» i Bladetk928 – Du véd, den Mængde Spørgsmål om allehånde Sager, som indsendes til Redaktionen og besvares af den – han oppebar derfor 600 Kr, en som alle de andre, ussel Lønning, men den spillede dog en Rolle for ham, og han nærer en lille stolt Fornemmelse af ved denne Leilighed at have ydet et Offer for sin Overbevisning, og jeg driller ham med, at han har forspildt sine Udsigter til en eller anden Post under Ministeriet Berg. Med dette samme Ministerium turde det for Resten forholde sig mere uvist, end det fra først af så ud. At få rigtig Greje på, hvorledes Sagerne står, er imidlertid for Øjeblik[k]et næsten umuligt. Hvad det er, der tilsidst har bestemt alle Bladets gamle Medarbejdere til at gå, efter at det en Tid så ud, som om de vilde blive, véd jeg endnu ikke. Jeg tænker, at jeg i Aften kan få fyldestgørende Forklaring derpå. Det er mig, der i sin Tid har knyttet dem alle til Bladet. Morgenbladet vil formodenlig nu blive en temmelig umulig Avis, og det ender dog nok med, at der ad Åre kommer et radikalt Organ.k929 Når der så blot i Mellemtiden kunde gå Hul på den utålelige politiske Byld, som efterhånden har standset så mange gode Safters fornuftige Fordeling i vort offenlige Liv. Jeg burde naturligvis have skrevet et Brev til Dgbl. om Forandringen ved Morgenbladet. Jeg har kviet mig for det, jeg har bogstavelig ikke vidst hvorledes jeg skulde belægge mine Ord. – Nu Stump, går jeg til Byen for at spørge nyt. – Jeg længes umådeligt efter dit Brev imorgen. Jeg synes, at det er forskrækkelig længe siden jeg har hørt fra Dig. Du glemmer da ikke de to–tre Dagblade jeg bad Dig om. De bliver rigtignok nu så gamle, at hele Historien er ved at gå i Glemmebogen. Var Du nu min virkelige søde Hustru og ikke en fornem Dame, som forbeholdent bliver siddende i Kr.ania, fik Du mit Godnatkys, og så sagde Du: Kom nu ikke for sent hjem, og så gik jeg og var et lykkeligt Menneske.
Min elskede
Din Erik

203. Amalie til Erik

Lørdag Kr.ania 29-12-83.
Min elskede, jeg har ikke været flink til at skrive på det allersidste, men dels har jeg været syg, som du ved, og dels stærkt optaget af juleselskabelighed, og så har jeg i disse dage fået et længselens mismod over mig, som gjør mig så nedstemt, at jeg ikke har lyst til noget i verden, end ikke til at skrive til dig, elskede. Da jeg fik dine julegaver igår og dit brev, som du havde skrevet på fredagen, måtte jeg telegrafere, for at du ikke skulde være uden hilsen fra mig så længe, – jeg havde sidst skrevet på tirsdag, første juledag, og nu var det fredag, – og så vilde jeg få tid til et ordentligt brev, endskjøndt jeg jo vidste, jeg skulde i selskab om aftenen. Men timerne blev mig frastjålne, og jeg måtte gå i selskab, uden at ha'e sat pen til papiret. Så, da jeg kom hjem sent på nat, skrev jeg de ilsomme linier, og da jeg kom tilbage fra min vandring til postkassen sa'e jeg til mig selv: tænk om der nu lå brev fra Erik på mit sengebord, men jeg vidste det var umuligt, såsom posten jo først udleveres om morgenen, så det var bare en vild fantasi, der var glemt i samme nu. Men tænk dig, – i det øieblik, da jeg afklædt, barfodet, iført min lange natkjole, skal sætte lampen hen på bordet ved sengen, falder mine øine på et brev med din håndskrift.k930 At jeg ved det høie glædeshop jeg gjorde, ikke tabte lampen, begriber jeg endnu ikke. Jeg sprang iseng, og læste liggende dine søde, douce elskovsord, din milde, alvorlige ihukommelse af vor brudenat forrige år, det var skrevet den 26de om natten, ved du – og sov ind med brevet under puden, i tankerne hvilende tæt op til dig, omsluttet af din ene arm, lykkelig og længselsfuld på én gang. – Men hvad siger du forresten om en sådan afsindig postbefordring? Du, hvor jeg elsker det skrin du gav mig! Og den sæbe lugter af virkelig roser, men Ixora havde duftet skrinet bedre til.k931 Det skrin vil jeg ha'e stående på mit bord i min sidste sygdom; det skal være det sidste jeg flytter mine øine fra, – nu ligger din skat af breve deri og når jeg ser på det, må det være med et blik, som kjærtegner og varmer. – Hvor dit brev fra julaften var stormende sødt. Alle de udbrud gik mig så til hjærtet, og de fyldte op derinde, fordi jeg så alle underlagene, du elskede. Hvor det var deiligt med mit brev, som overraskede og glædede dig i den grad på julaften ved din hjemkomst – akurat som med mig igår formodentlig, og hvor jeg er glad, fordi du syntes om min julegave. Du skal se, det er en nyttig ting, og du skal bruge det udelukkende til aviser og tidsskrifter. Holder du orden der, kan du få rum til utrolig meget, for jeg skal sige dig, det nederste rum mellem gulvet og den underste plade kan også bruges til aviser, når der er teppe på gulvet i allefald; jeg glæder mig til at se det i din stue, i vort hjem. – – Ja, det er hårdt at skulle lade sig nøie med bare disse fattige breve, men alligevel ikke så meget nu, når vi jo ved at om nogle måneder skal vi eie hinanden helt og holdent og for bestandig, hvis vi selv vil, da. Tænk på forskjellen mellem før og nu, – jeg kan som du, ikke begribe hvorledes vi egentlig havde det dengang, hvorledes vi kunde være så letsindige og knytte os så fast, så uopløselig fast til hinanden, og alligevel ikke et øieblik tænke den tanke alvorlig tilende, om der dog ikke skulde eksistere nogen mulighed for at blive sammen. Men forresten, – så meget desto bedre, at det er kommen som det er, – sprunget frem af sin egen nødvendigheds lov, ubøieligt, over alle grænser, trods alle hensyn, bydende. Du skal se vi bliver ikke kjede af hinanden, – vor kjærlighed vil tiden ikke kunnne forringe, – jeg ved det, – fordi der vil være udvikling, bestandig udvikling, og fornyelse i vor kjærlighed, og i vort samliv, – hvis ikke noget uventet, grelt vil skjære den pludselig over. Vi vil aldrig blive færdige med hinanden, tværtom vil vi fra måned til måned blive hinanden mere og mere uundværlige, – ja, det er ialtfald min tro, du elskede hvor jeg skal blive god gjennem min kjærlighed, og gjennem din, – jeg, som troede jeg var god, – først ved at elske dig, har jeg fået et glimt af en forestilling om hvad det vil sige at være god, for den, der elsker. Men nu må du huske at bære over med mig, om jeg ikke straks når op til det jeg vil, for jeg har en del at lære her. På en vis har livet nemlig forkjælet mig voldsomt, på samme tid som det har handlet hårdt og ilde med mig. Bare jeg ikke alligevel har taget større skade af begge dele, end jeg selv eller nogen ved. Jeg har havt min egen vis at tage det på, lade det virke på. Hvad man kalder fordærvet sådan i almindelig forstand er jeg ikke bleven, – de fleste vilde blevet det under mine forhold, det er jeg vis på, – men gud ved om det ikke har affødt en underlig slags forhærdelse, en forstokket egensindig villiestyrke, som har fået næring derved, at jeg i så mange tilfælde har sét, at det er den jeg har havt at berge mig ved, og som måske vil reise sig og virke på urette sted. Jeg tror søde, elskede Erik, at der skal lidt klogskab til at behandle mig således, at du får det bedste ud af mig, klogskab og megen kjærlighed, – kjærlighed der må være selvfornægtende nok til at kunne bære over. På samme tid synes jeg og at jeg kunde være som et voks i dine hænder, fordi jeg elsker dig. – – –
Jeg husker ikke om jeg skrev om julaften. Jeg fik mange pene presenter, – du skal få se dem når jeg kommer, blandt andre et stort photografi efter et maleri med smuk ramme, som skal hænge i vor spisestue. Jeg havde skrevet vers til gjæsterne, jeg vilde havt til Jakob og Ludvig og, men fik ikke tid, – jeg skrev dem mens jeg gik og pyntede julebordet, og pakkede gaverne ind, – ret som det var, for jeg hen til skrivebordet, og satte en ny linie. Garborg var så fornærmet over sit, – han fandt det så usselt i sammenligning med de andres, – vil du høre det? Men husk at det bare var sludder og skrevet for komers, men Garborgs var forresten det værste. Først må jeg fortælle dig at han fik en liden flacon af krystal med parfume på af mig, – for ellers forstår du ikke «digtet», og af gutterne en nydelig liden splinterny tingest i form af en paraplui – (på bergensk regnehat) – af elfenben og ibenholdt, hvori der var gjemt alleslags skrivematerialer. Altså: O Garborg kjær – Velkommen vær – til dette runde bord – Lidt af krystal – du finde skal – o tro mig mig [sic] på mit ord. – Og noget der er hvidt som sne – Og sort som ibenholdt – Og gjemmer på de gjenstande – Du tumler som en bolt. Og det er gjort i lignelse – Af tænk, en regnehat – Og hvis du ikke er et fæ, – Du kalder det en skat. – Nu skal du få Bolls, men først må du vide at det var ifjor gutterne gjorde dette intime bekjendtskab med ham dernede på karnevalet, hos dronning Semiramis,k932 og at de forærede ham en kasse cigarer, versene bar derfor også overskriften: fra Jakob og Ludvig:
«I dronning Semiramis' assyriske slot,
Hvor vi engang var budne som gjæster,
Levede vi så gemytligt og flot – Det bare gik løs på fester. – Men det bedste af alt, var at der vi fandt,
En mand hvoraf der sig et venskab udspandt,
Os til stor gammen og både.

Han bar et ordensbånd, som var blåt,
Ellers gik han i jordiske klæder. – Han var en pryd for det ganske slot, For Assyriens rige en hæder.
Af gestalt så skjøn, og som Saul han raged op,
Høit over Plebeiernes længste krop
Og så høvisk han var i sin tale.
Så kommer der et vers som jeg ikke kan huske helt og derfor udelader, slutningen er:
Og såsom vi gjerne ham glæde vil
Og godt formærket haver,
At det eneste han er forfalden til
Af Vorherres jordiske gaver,
Er cigarer, der dufter og trækker godt,
Og derfor vi begge måtte være et fjot
Om det ikke var vor julegave. –
Hellands var sålydende: (I Grækenland kaldtes han altid: kyrios Helland,k933 og havde med en masse græsk vin som han dels gav bort, dels solgte)
«Hil dig krigførende,
Samfundsoprørende
Hurlumheigjørende
Skavankberørende
Med vin os rørende
Kyrios Helland!
Påfærde værende, – Monrad belærende – Lochmann docerende, – Kierulf kreperende, –k934
Budgetbeskjærende – Fru Bull besnærende, –
Dagbladsernærende, – Hvast opererende –
Poulsen håndterende, Kyrios Helland.

«Leiefolk» værgende,k935 – Jurister tærgende, –
Fiender hærgende, – Vennerne bærgende, –
På Island færgende, Kyrios Helland!
Han være kan en svøbe, – Et ris, der slår par force,
Med ham af fad at søbe – For uven er et kors. »

Så kommer der 2 vers om «ønskekvisten» og «den sorte rotte», som jeg desværre ikke husker, og så: Men han er også vennehuld,
Et stål, som svigter ei, – For hjærtet hans er udaf guld,
Svig er ei på hans vei.

Vi derfor ham vil dyrke, – I denne juletid, –
Til tak for årets yrke, – Med al vor kunst og flid.

Vi bringe vore gaver – Med glæde for ham frem,
Når hjem ikvæld han raver – – han passer nok på dem.

Bare nu ikke alt dette har kjedet dig elskede, det var for at du skulde få lidt indsigt i arten af den moro vi havde på vor juleaften. Det havde lignet mig mest slet intet at fortælle, men det er din interesse for mine greier, den der leilighedsvis er kommen for dagen, som har sat mig på det. Der går et mismodigt drag igjennem dit brev fra første juledag. Det gjorde der vistnok også i det jeg skrev den dag. Hvor kan du dog gå og ængste dig for vort daglige samliv, for at der da ikke skal være den festlige tone i luften over os? Og hvoraf kommer det, at jeg aldrig plages af en lignende ængstelse? Vistnok deraf, at jeg ved så helt ned til nederste bund af tingen hvad jeg gjør. Jeg er ikke spor af bange, elskede. Jeg elsker dig, og elskov er ikke en veirhane på taget der dreies af naturens fra øst og vest opkommende vinde. Ikke hos mig eller dig. Jeg er ikke sangvinsk, ikke på ungdommens illusionsmæssige manér. Du skal se, at dette, at det er en moden, færdig, om du vil gammel kvinde du elsker, skal komme netop vort samliv til gode i forskjellige retninger. Men når du plages af disse banghedstanker, kommer det så ikke af frygt for mig? Af frygt for at jeg ikke vil kunne holde din kjærlighed vedlige? Men det er jo ikke noget at ængste sig for du dumme gut. Tror du at vort samliv nogensinde i verden skal få lov til at blive os en lænke om benet? Husk hvorledes det begyndte i frihedens skjønhed, husk, – hvorledes det er mig som er mere end den halve medskyldige, tror du ikke jeg er kar for at realisere, hvad jeg har tænkt og villet, et liv i kjærlighed, i skjønhed og sandhed sammen med dig, og bliver det noget andet, så er veien mig jo åben. Ikke ofre en tanke på dette. Hvad der komme, det komme. Kun at vi begge er mennesker, – det vil sige, gjør hvad der er menneskeligt i god forstand! – – – –
Mit jødehad er netop reaktionens, en fornuftig reaktions resultat hos mig. Jeg har gjennemløbet banen fra had, gjennem begeistring godhed, tilbage til had, der er så meget dybere og uudryddeligere, fordi det har den forudgangne udvikling at bygge på. Uf, hvorfor kan du dog ikke være rigtig determineret voldsom i nogen fornemmelse! – jeg har lyst til at ruske i dig, banke dig til du blir rasende. Jeg hader de jødetamper, kva race; det er en modbydelig slægt, – jeg ved det,k936 menneske, nu ved jeg det, når selv han, Georg Brandes, der gjennem sin hjerne ialtfald har forstået hvad der er sublimt og ædelt på jorden, er i sig selv en så lavartet skabning. – Og hvor kan du ha'e en anden mening? Jeg er vis på at du etsteds i din sjæl føler at det er ret og rigtigt hvad jeg fornemmer, – en enkel undtagelse, – kanske denne hersens Rubin, – der forresten jo er en sådan stygging, – og stygge mennesker tror jeg ikke helt på, – det er næsten altid det indre, som præger det ydre, – men kanske denne fyr Rubin kan være en undtagelse, – men en enkel undtagelse altså, – hvad siger så det? – Sars kan ikke skrive om «Gennembruddet», fordi at han i den bevægelse, der skulde påvises, vilde komme til at spille en hovedrolle. Jeg har talt meget om dette med forskjellige. Garborg er manden, og han er villig. Men der må skrives en hel bog derom, og han siger der vil gå to år hen inden den er færdig.k937 Men han har halvveis givet sit løfte. Det var ikke Harstad men Holst, som havde skrevet hin artikel i Dgbldt.k938 Brandes, som kjendte ham, fordi han i sin tid har fået en meget nøiagtigere udredning om disse forhold i et privat brev fra Holst på anmodning, skrev et meget uforskammet brevk939 og sagde, at «høistærede burde have indsét at en sådan tilrettevisning som den han havde givet ham i hin artikel, var overflødig og fornærmelig.[»] Der var ligefremme frækheder i det brev. Han var også ubehagelig over noget Holst havde skrevet om det modbydelige kjøbenhavneri, som gjorde sig gjældende i anmeldelsen om «Over Ævne» i dansk Morgenbld.k940 Men forresten begyndte brevet: Kjære Holst og endte: Deres hengivne o.s. v. Og på den sidste side fortæller han ham alt det om de politiske tilstande, som du betroede mig, om Bergs udsigt til ministerpost og alt det andet. Helland fortalte mig det først, og så Holst. Der er blevet en udmærket kjærnekar af Holst, – og det er en glæde. Men du kan godt skrive til Sars om denne sag, – det synes jeg du skulde, for så vil han måske skynde på Garborg. – – Men nu må jeg slutte, du elskede; min pen har været utrolig ond at skrive med, derfor er det værre skrift end selv jeg pleier at opvarte med. En hel æske penne står i min midterste skrivebordsskuffe, nøglen sidder i; jeg havde blot behøvet at stanse et minut, for at tage en ny pen, men det minut har jeg ikke villet give mig tid til at stoppe. Kan du forstå sligt? Vær nu ikke vred du søde over det med jøderne; jeg skal ikke være forstokket; kan du pege på kjendsgjerninger, som beviser min uret, så skal jeg lade mig sige. – Det er efter mit sidste besøg i Danmark, at dette had er blevet rigtig til hos mig. Alt det modbydelige Bertha Knudtzon og fru Drewsen fortalte mig om Brandes's lavtliggende cynisme. Jeg sa flere gange: Men havde de ikke lyst at slå ham i ansigtet? «Jo, det ved gud, sa'e de begge, – spytte på ham!» Men hvis du vil, skal jeg la'e være med at sige det, – og jeg skal få en anden opfatning, – jeg skal, jeg skal, hvor i verdens rige jeg end skal skaffe mig den fra. – Tænk, for nogle år siden var jeg så opfyldt af den uret jødernes race havde lidt af de kristne gjennem tiderne, at jeg synes jeg kunde ofre mit og mine nærmestes liv for at sone det. Jeg pleiede at sige til mine gutter: hvis I bringer mig jødinder til svigerdøtre, skal de være mig fortrinsvis velkomne. Nu, ja, velkomne skulde de nok være mig endnu, men jeg har skiftet mening; mit sind har bøiet sig fra dem. Men nu farvel, – ikke sandt, – du er ikke vred på mig? Og jeg har ikke stødt dig ved mit snak ikvæld, har jeg vel? Husk på at jeg elsker dig og er din egen elskede Amalie. –

204. Erik til Amalie

Mandag den 31 Decemb 83
Min elskede – kun én Side Brev,k941 når jeg havde ventet jeg véd ikke hvormange! Du må kunne begribe, at selve dette Faktum er en Skuffelse. I Telegrammet stod der: «skriver i Aften», altså ventede jeg et Brev, et virkelig et. Men min Unge jeg vil ikke skænde, så meget mere som jeg i Eftermdg vil få Erstatning, det lover Du mig jo i dine natlige søde Linjer. Af en Ytring i dit lille Brev kunde det se ud, som om Du ikke har fået et Brev jeg skrev til Dig selve Juleaften. Jeg anfører derfor de Dage jeg har afsendt Brev efter at Julepakkerne afgik Fredag den 21: Lørdag, Mandag, Tirsdag, Onsdag, Fredag Lørdag. Den 29 bør Du have liggende for Dig tre Breve for så vidt ubesvarede, som jeg efter dit Brev fra 1ste Juledag kun har modtaget den lille Side imorges. Dette kun for at sikre mig, at intet Brev er gået tabt. Min Unge hvor jeg er glad for, at Skrinet er kommet Dig tilpas, men din Mistanke, at jeg på ny skulde vove mig frem med en Brosche er næsten for slem. Dårlig til Påhit er jeg ganske vist, men ved et passende Lavmål af Ringeagt for mit Begreb burde Du dog være standset, Du slemme Trold. Om jeg kunde kysse Dig på Truten nu! Så Du synes virkelig, at Tilstanden ikke er til at holde ud? Den er det ikke, min Ven, tro Du mig, gør Pinen så kort som mulig! Der er noget oprivende i dette at have sit Liv på den anden Side Pokker i Vold, alle Forhold bliver forrykkede, forkvaklede. Jeg lider mest, jeg véd det, for jeg er den vegeste af os to, og jeg er tilmed den, der er mest alene, men også Du Stump har ikke godt af at leve «foreløbig» videre i noget, som ikke skal vare. Det er nær sagt en Uret mod selve de Værdier, man lever op; man bruger dem dog ikke ret til sin egen Fordel, og mon man egenlig er i Stand til at lade andre høste synderlig større Gavn af dem? Og nu én Ting til, min elskede trofaste Amalie: Der er noget mellem os to, som forskydes, forhutles. Vi skriver Breve til hinanden, det er ikke det samme som at tale sammen. Uden at vi kan redegøre for det forandres umærkeligt et og andet i det Billede, vi gensidig bærer i Hjærtet af hinanden. Hvad enten denne Forandring er en Slags Forskønnelse eller det modsatte, der er noget forkert deri og en Smule af en Fare derved. Jeg tror godt, at Du har haft Ret, når Du for nogen Tid siden skrev, at mine Breve havde hjulpet Dig til at forstå adskilligt i min Natur bedre end Du gjorde før vor sidste Adskillelse; men dette kan kun gælde den kortvarige Adskillelse, den første Virkning af den, den om jeg så må sige grovere Massevirkning. Den egenlige sande nøjagtige, fuldt ud fortrolige, helt instinktmæssige Viden Besked, den lille bitte trygge alle Kroge kendende Samfølelse angribes, kan ikke komme i Stand. Du skal elske mig Amalie, ikke det Billede af mig Du har i din Sjæl, det er vor Lykkes Betingelse. Jeg vil ikke være din Prins i mine Breves Guldkareth, jeg vil være din elskede Husbond i min Natdragts og Morgenfrakkes allerdummeste Udseende. Jeg véd, at hvor sød Du end kan blive i dine Breve, så er Du elskeligere i Bukseben og Særk – den Skikkelse, som Du tror er den allerfarligste for Dig at vise Dig i – men jeg er ikke helt vis på, at ikke Du vil længes efter noget andet hos mig, når min Kærlighed til Dig puttes ind i den daglige upyntelige Trummerum. Du skal fra første Færd vænne Dig til at vide, hvad Du elsker, hvorledes der uundgåelig må være usmagelige Ting også i den Styrkedrik. Men det kan Du dårlig nu, hvor din Fantasi ved vor Adskillelse for hver Dag på ny brygger Drikken af lutter fine Sager. Du skal komme ned til mig Amalie, snart snart, overbærende i dit Sind, med Tro på, at det er i Vadmel og hårde Lædersko din Kærlighed skal vandre, og ikke først om tre Måneder, hvor din Længsel har syt Dansesko til dine Fødder og vævet Silkeskrud om dine Skuldre og Lænder. Det er ikke Herlighed Du går ind til, det er et Arbejde, en Villen frem, en daglig Kamp, Du Søde. Og Du må ikke sidde der oppe sålænge, at du glemmer dette. Jeg er i mange Stykker slet ikke flink: doven, dum, fordringsfuld. Men sådan noget føles ikke i Breve. –
Senere: Jeg sidder nu i den største Spænding og venter på dit Brev. Klokken er ½ 6 det kan komme nu, men det kan også vare til 8 omtrent, det afhænger formodenlig af Postens Størrelse. Skal det vare længe i Aften er jeg nødt til at gå uden Brev. Jeg skal til Byen og endda være her ude på Østerbro igen Kl ½ 8, til hvilken Tid jeg har lovet at være hos Fejlbergs, som jeg nu i adskillige År har tilbragt Nytårsaften hos. Véd Du når jeg kom hjem imorges? Kl 4. Er det ikke forskrækkeligt. Men det er din Skyld, Du kunde jo være her nede for at passe på mig. Men hvad der er meget værre er, at jeg igår satte 16 Kroner over Styr til Mad og Drikke. Det var With og jeg, som gav en Ven fra Helsingør Kaptejn Rist en Middag,k942 og den blev så vellykket, at vi først skiltes Kl henad 4. Den kostede for os tre 32 Kroner. For meget er det slet ikke, men i mine nuværende Formuesforhold har jeg slet ikke Råd dertil. Du, der er kommet en Letsindighedens Ånd over mig, som virkelig er farlig. Forleden købte jeg et Par Støvler til 24 Kr. jeg plejer at give 18. Det er Galskab, men det er fordi Du ikke er her. Jeg hævner mig. Jeg går hen i Sinne og ruinerer mig, så kan Du først komme til Gældsfængselet og løse mig ud, inden Du kan få den Fornøjelse at blive gift med mig. Forleden var hos mig en Herre fra Hamborg. Han talte en Del om Bjørn Bjørnson,k943 der synes at være i meget ilde Lune og at pønse på at forlade Skuespillervirksomheden for at blive Forfatter. Han har kun 100 Mark om Måneden. Hans Forlovelse er hverken huggen eller stukken men varer nok for øvrig fremdeles ved. Denne danske fra Hamborg fortalte hvad Bjørn havde meddelt ham om Måden, hvorpå han var bleven forlovet, og hvad enten det var Løgn eller sandt, var Bj's Fortælling lige modbydelig. Den kan Du få en Gang. Er det sandt hvad Bj. også havde fortalt, at en Kreds i Kr.ania havde købt Aulestadk944 for på ny at skænke Bjørnson den som Nytårsgave? – Nu gør jeg mig i Stand til at gå. Å gid, gid dit Brev vilde komme, inden jeg er færdig! Under alle Omstændigheder skal jeg nok sende Dig en Nytårshilsen i Nat. Jeg kommer sikkert ikke altfor sent hjem i Aften. Du søde, søde, min elskede!
Aften Kl 11
Hvor er det Synd Amalie, der er intet Brev kommet, og imorgen er det Helligdag, så kommer der heller intet. Nu går jeg modfalden til Ro for sidste Gang i det gamle År. Kan Du huske vor Nytårsnat ifjor? Da var vi på Rejse fra Falkjøping til Gøteborg, og da vi kom til Gøteborg, faldt jeg i Søvn i din Arm. Kan Du huske det? Du slemme Pige, som ikke har sendt dit Brev afsted! Så skriver jeg ikke til Dig imorgen. Jeg har også dårlig Tid, Besøg må jeg gøre og ud til Middag skal jeg. Du kunde have gjort mig så glad i Aften. Nå heldigvis er jeg så træt og søvnig, at min Skuffelse ikke vil røve mig noget af min Søvn, men denne velsignede Fred ved at eje dine Kærlighedsord lige friske, inden jeg går til Hvile, skal jeg ikke føle i Aften. Min søde velsignede Amalie, har Du kunnet afsende dit Brev og uden Nødvendighed opsat det, så har Du ikke handlet betænksomt. Tænk dog på, at netop Nytårsaften og med den sikre Bebudelse i Forvejen er dette en bitter Skuffelse. Men nu god Nat min elskede Ven, dette har været det rigeste År jeg har levet, et vidunderligt År, Du har fyldt det helt, vor Kærlighed har gjort mig til et andet Menneske.
Din Erik

205. Amalie til Erik

Nytårsaften 83 kl 1.
Godt nytår elskede, den hilsen må jeg sende dig inat min allerdeiligste ven, og du ved at det er mig selv med hvad jeg eier af gode og ubehagelige egenskaber, sådan som jeg er, men også med muligheden i mig til at blive bedre under din indflydelse, dig mere og mere tilpas, bestandig mere, altså mig selv, jeg giver hen til dig i den hilsen. Og tak for det år som gik; vi har oplevet det meste livet kan byde, det meste og det skjønneste, – hvor meget har dog vi to ikke at takke hinanden for, når vi tænker tilbage på dette år, som har forenet os, og bundet os til hinanden for livet. Kan du huske ifjor, – var det ikke nytårsaften vi kom til Gøteborg? sent på nat, og tog ind i det værelse nedenunder, hvor vi ikke likte os, og hvor opvarteren kom og var genert på mine vegne, mens jeg var så fræk som dertil, og du gav besked om at vi skulde vækkes, fordi jeg tænkte på at reise næste morgen, for ikke at blive ladt tilbage alene, men så opgav det, vistnok halvt i søvne – naturligvis, – hvorledes skulde jeg også ha kunnet tage bort en eneste af samlivets timer med min gode villie, og så du kom over i min seng, og tilsidst for første og eneste gang pludselig faldt isøvn i mine arme – og snorkede tæt op til min skulder. Og den næste dag da vi gik i bad derovenpå, og du var lei, fordi vi ikke kunde bade sammen, og vi fik de to prægtige, fine, dyre værelser, og havde de sidste skjønne afskedstimer i hinandens arme, og øieblikket kom at du skulde afsted, og jeg med bristefærdigt hjærte, men nokså tapper udvendig – fordi jeg vidste det måtte ske – fulgte dig på stationen, og stod tilbage så ensom og trøstesløs, og så dit ansigt flimre borte i kupévinduet, og hørte toget bruse afsted, og jeg gik vild i gaderne, og kunde ikke finde hotellet, og var blind af de tårer som uafladelig steg op i øinene, og rullede over kinderne. Uf det var som om der var faldet det sorteste mørke ned over mig, – jeg havde slet ikke vidst af at det var midtvinters, – men da kom det med knugende tyngsel over mig. Det var vinter, håbløs, kulsort, endeløs vinter, og du var borte, og havde taget lys og varme og glæde med dig, og gud måtte vide når jeg atter skulde se dit elskede ansigt. Jeg sidder og skriver mig ganske sår om hjærtet, og er lige ved at græde, fordi elendigheden fra den gang har sat sin klo i mig, og fordi jeg led den så intenst, at tanken aldrig kan gå tilbage did, uden at jeg føler en underlig smerte. Du elskede, min egen dyrebare Erik, jeg falder dig i tankerne om halsen, og kysser dig inderlig, trofast, taknemmeligt, elskovsvarmt, og jeg hvisker dig i øret hvor meget jeg skylder dig, meget mere end et liv kan opveie, hvor lykkelig og rig du har gjort mig, og hvorledes jeg skal elske dig til gjengæld, – hører du, – jeg er så glad i dig, så taknemmelig for dig, du har gjort livet til noget helt andet for mig, noget velsignet og usigelig sødt, – jeg vidste ikke hvor godt det var at leve, men hvad skulde jeg også i verden, hvis jeg ikke havde fundet dig, – hvor mærkværdigt forresten at jeg traf dig, og at det skete mens det endnu var tid. – Det bliver ikke noget ordentligt brev; kl. er så mange og jeg er træt. Mine søde gutter er gået til ro, – vi har været ude sammen, og så har vi siddet og talt en stund herhjemme, og jeg har været så bevæget og blød om hjærtet, fordi jeg skal fra dem, og vi har takket hinanden for det gamle år, og jeg har fået sagt dem så godt og inderligt, hvor taknemmelig jeg er for deres godhed og bravhed og kjærlighed, sagt dem at de bestandig, bestandig kun har gjort mig glæde, at jeg er så stolt af dem, og tror så ubetinget på dem, og de er blevne rørte, og har smilet og lét for ikke at græde, og sagt at det er bare mig som har været alt det gode jeg tillægger dem. Du, som har gået og tænkt på min næse. – Ja det var meget smærtefuldt mens det stod på, men det varede ikke mere end begge juledagene, det vil sige, at det var på det værste. Nu er jeg ganske frisk. Fra din moder fik jeg idag et sødt og kjærligt brev, – hvor hun er god og elskværdig, og hvor jeg holder af hende – og deraf ser jeg at hun gjennem dig har opfattet det som om jeg havde ligget i sengen også juleaften. Men det har jeg jo ikke. Lidt klein var jeg jo, for næsen var begyndt – men jeg mandede mig op, og vilde ikke vide af det. At ligge tilsengs på julaften, når man har to gutter, – det er jo urimeligt. Imorges fik jeg brev fra dig, – et deiligt, sødt brev,k945 hvor jeg glæder mig til at ligge syg en skjælden gang hos dig, – jeg følte hvorledes du vilde stelle om mig, og hvor godt det vilde være. Og så iaften fik jeg atter et som var skrevet den 29de altså lørdag;k946 jeg fik også et langt brev fra Bertha.k947 Du, som ikke vilde jeg skulde givet photografierne bort! jeg har så mange, så mange tilbage, men måske var det de mest interesante [sic] fru Knudtzon fik, for når jeg skulde give hende noget og det vilde jeg, så skulde det være noget hun blev glad for. Jeg er så fornøiet over at du synes det var en morsom ting at få og over at du kunde mærke de var blevne glade for dem. Så du blev forskrækket over telegrammet? men så glad, ikke sandt,? bare glad bagefter. – Der er forskjellige ting i dine sidste breve, som jeg skal svare ordentlig på, men ikke iaften, jeg er så træt. Om jeg skriver imorgen ved jeg ikke, – jeg skal ud til middag, og får sandsynligvis bare tid til et hastværksbrev, som dette, og det gider jeg ikke sende dig to gange på rad. Men altså iovermorgen skriver jeg sikkert elskede. Imorgen er det søndag (nytårsdag), da kan jeg ikke få fat på Dgbldene, men på onsdag skal det ske. Du må hilse din moder tusinde gange, og takke hende så hjærteligt for brevet; jeg skal nok selv skrive, men det blier vist ikke i denne uge. Hils også Henriette og Emmak948 og tak dem for de venlige ord de sendte mig på julaften. Jeg vilde så gjerne skrive også til dem, men jeg indser ikke hvorledes jeg skal få tid. Naturligvis skulde du ha skrevet til Dgbldt om forandringen ved eders blad, – det er så uhyre morsomt, når der er noget fra dig i bladet. Også herop har B.B. skrevet på åbne brevkort at E.B. er en skurk.k949 Kan du begribe hvad sligt skal være for? Men nu godnat! Iovermorgen får jeg vistnok atter brev fra dig, – jeg lykkelige menneske, – hvorledes jeg, når vi er gifte skal kunne være dine breve foruden, forstår jeg ikke, det er så usigeligt deiligt og lyksaligt at få dem.
Du elskede menneske!
Din Amalie.
Du kan godt en gang imellem med passende mellemrum hilse With fra mig, synes du ikke? Nu går jeg med brevet i kassen.
Det brev jeg skrev første juledag da jeg var syg; lod jeg Ludvig gå ned med! Jeg kunde ikke selv.



1884

Den hyppige brevvekslingen i 1883 fortsatte gjennom de første tre månedene av 1884, med i alt 73 brev, dvs. mellem fem og seks hver uke. Hovedtemaet i disse brevene er planleggingen og den utålmodige lengselen; det var bestemt at Amalie skulle flytte til København i slutten av mars, og de skulle gifte seg. Amalie hadde forrykende travelt, det var så mye å ordne: Møblene skulle pusses opp og repareres, klær skulle sys, familien og vennene skulle bringes til å akseptere hennes «forræderi», og ikke minst, hun måtte fortelle guttene at hun skulle reise fra dem, og finne ut hvor de skulle bo, og hva de skulle holde på med. Det siste viste seg å være vanskeligere enn hun hadde trodd; selv om begge guttene støttet hennes beslutning, var deres framtid langt mindre sikker enn hun hadde håpet. Jacob var nå 17, og skulle til å ta studenteksamen, Ludvig to år yngre. Planen hadde vært at deres far skulle støtte dem mens de studerte. Men August Müller hadde ikke gjort det så bra økonomisk i de siste årene, og han hadde brukt opp de pengene som han hadde lovet skulle spares til guttenes utdannelse. I siste øyeblikk fikk Amalie bestemt at Jacob skulle bo hos Amund Helland og hans mor mens han tok eksamen, men mer var det ikke råd til. Begge guttene måtte deretter gå til handelen.
Mens Amalie holdt på med å organisere flyttingen, fortsatte Erik uten særlig begeistring sin tilværelse som uavhengig journalist; han passet sitt arbeide på Riksdagen, og leste, gikk på teater og skrev anmeldelser og petitesser som han nesten alltid var utilfreds med. Han var fortsatt urolig for økonomien, uten å finne på noe han kunne gjøre med den; de hadde egentlig ikke nok å leve av. Og han ordnet leiligheten og bekymret seg for at papirene skulle være i orden; det viste seg nemlig at ekteskapslovgivningen i Danmark ikke hadde forutsett at bruden kunne komme fra utlandet, og kravene var ikke lette å etterkomme. Da Amalies papirer ble ytterligere forsinket p.g.a. riksrettsforhandlingene, som på det nærmeste paralyserte norsk offentlighet i flere uker, så det hele uoverkommelig ut. Men til slutt var det hele allikevel i orden, og Amalie reiste som avtalt med alt sitt habengut lørdag 29. mars fra Kristiania med Dronning Louise, og kom fram søndag 30. mars. Torsdag 3. april giftet de seg borgerlig i Københavns Rådhus, og flyttet så inn i «dukkeleiligheten» i Øster Farimagsgade 51.
Etter slutten av mars finnes det ikke flere brev mellom ekteparet før ut på høsten 1884; man er henvist til andre kilder for å finne ut hvordan det gikk dem i de første månedene av deres ekteskap. Det kom bryllupsbrev bl.a. fra Alexander Kielland og Bjørnstjerne Bjørnson, litt keitet begge to, litt forbauset over at Amalie plutselig hadde giftet seg og – særlig Bjørnson – litt engstelig for hvordan det ville gå, om nå Erik virkelig forsto Amalies kompliserte følelsesliv. Men ellers er der flere vitnesbyrd om at det var en lovende begynnelse på ekteskapet. Det var et flott og fetert par, som ble en velkommen del av Københavns selskapsliv. Og det var en fruktbar tid for Amalies utvikling som forfatter. Hun skrev på sin første store roman, Constance Ring, som skulle komme ut året etter, og fikk sikkert kyndig rådgivning av sin mann som hun like sikkert ikke alltid fulgte. De skulle leve av sitt arbeid, og de tok fatt begge to med godt mot.
Det viste seg imidlertid ganske tidlig i ekteskapet at de ikke hadde løst alle problemene angående fortiden og dobbeltmoralen, og Amalies mistenksomhet fikk næring da Erik første gang reiste vekk fra henne senere samme år. Det er ikke helt klart når denne reisen fant sted; Amalie sier senere at det var etter tre måneders ekteskap, men hvis det er riktig, så finnes det ikke noen brev derfra. Den første dokumenterte reisen er fra september. Det finnes heller ikke noe samtidig vitnesbyrd om konfliktene; men fra Amalies senere uttalelser (f.eks. brev 331, 445) blir det klart at hun fant kondomer i hans bagasje noe som utløste en krise hos henne.
Fra september 1884 finnes det i hvert fall to brev uten årsangivelse som likevel kan plasseres ut fra innholdet. Erik reiste til Jylland for å besøke J.P. Jacobsen, som han hadde lovet å skrive om til den nyopprettede Politiken, men han gjorde det ikke; Jacobsen var alvorlig syk og skulle dø seks måneder senere. Amalie ble i København blant slekt og venner. Disse brevene virker muntre og likefremme, uten antydning av konflikt. Nøyaktig hvor lenge Erik ble borte går ikke fram av brevene, men han må ha vært tilbake i København i begynnelsen av oktober, siden han var med i Politikens stab som rapporterte den store brannen 3. oktober på Christiansborg.

206. Erik til Amalie

Onsdag den 2den Januar 1884
Jeg modtog dit Brev af 29 f.M. først imorges min elskede Ven;k950 det var altså det tumpede Postvæsen – Pokker kan blive klog på det og ikke jeg –, der Nytårsaften snød mig, og Du havde ingen Skyld. Min søde Pige, har jeg i min Skuffelse brugt et og andet Ord, Du ikke lider, så bær over med mig. Du véd jo selv, hvor ondt det gør at se sig narret i sit sikre Håb om Brev, og jeg var jo tilmed en Smule udhungret. – For at tage det onde først: Ja min Unge, det gjorde mig ondt at se Dig bruge de Skældsord mod Jøderne, som forlængst er svunden ud af det Tankesæt, jeg er vant til at have med at gøre, og det berørte mig så meget mere ilde, som jeg ikke øjner den fornuftige Grund til denne elementære Ophidselse. Du støder på et enkelt udmærket Eksemplar af Racen; han er efter hvad der kommer til din Kundskab behæftet med en Bunke lave Egenskaber, og så «véd» Du, at Racen er modbydelig og «hader» den. Efter almindelig Sprogbrug er Had Udtryk for en overordenlig stærk Følelse af Afsky, så stærk endog, at den bliver til en Fordring på Forfølgelse og om mulig Tilintetgørelse. Skulde Du for Alvor mene noget sligt, det vil altså sige billige og eventuelt være villig til at støtte og deltage i den antisemitiske Bevægelses allervidest gående Foretagender, regner jeg dette for en Ulykke af samme eller værre Art som hvis Du en Dag går hen og tror på Jomfru Marie [sic] eller Kristusmythen. Så føler vi ikke ens i et humant Spørgsmål af væsenlig Betydning, og dit Spring tilbage fra Deltagelse i Arbejdet på Menneskeåndens Frigørelse og Udvikling synes mig afgørende. Men jeg tænker mig, at Du har brugt «Had» i en noget mildere Betydning. Det er ikke din Mening at ville berøve Jøderne t.E. deres borgerlige Rettigheder el. sl., det er et Slags Selskabshad, Du nærer til Racen, Du tror, at dens moralske Egenskaber er af ringere Værdi end Arernes [sic], mindre samfundstjenlig. Du anfører som Grund, at «selv Georg Brandes er en lavartet Skabning». Jeg synes ikke dette er synderlig fornuftigt. Det måtte da først bevises, at hans lave Egenskaber var Racemærker og nødvendige Racemærker. Og selv dette synes mig ikke nok til at begrunde den mildere Form for «Had», Du nærer til Racen. Du betragter jo ikke G.B. som selskabelig umulig. Altså dette har berørt mig ilde. Det er jo ikke en Kuriositet men et Spørgsmål, som er oppe i Tiden,k951 rent bortset fra, at jeg står i et personligt Venskabsforhold til G.B. Da jeg gik til Byen imorges, kom jeg til at følges med Pingel, og under vor Samtalen kunde jeg ikke lade være at berøre for ham min Beklagelse over midt i det gode Selskab at være snublet over Jødehadet – jeg nævnte naturligvis ikke hvor og hvorledes. Hans Ord var da omtrent disse: «Ja det er beklageligt, jeg har selv nu og da mærket noget lignende. Jeg husker, at da denne Brutalitet kom op i Tyskland nu på ny, nærede jeg et Håb om, at den ikke vilde nå længer end til Østersøen. Vi i Norden syntes jeg måtte gå fri, vi havde jo Wergelands Digte om Jøderne;k952 men naturligvis de er glemt nu, ingen kender dem.» Det er ejendommeligt for Pingel at han virkelig tror på, at et ædelt Følelsesudbrud i skønne Former har blivende Betydning ned gennem Slægterne. Hans Betragtning er noget uhistorisk, idet Jødehad da og Jødehad nu er noget forskelligt. Det moderne finder jeg iøvrigt ikke meget finere end det gamle. Men jeg har ikke Lyst eller Lejlighed til nu at skrive vidtløftig om denne Sag. Kun ét beder jeg Dig om for din Kærligheds Skyld til mig: hold så vidt mulig igen på dette «Had». Er det uu[d]ryddeligt i din Sjæl vil det blive et tungt Kors for os begge at bære, og jeg beder Dig sålænge det er Dig muligt at holde hadefulde og onde Ord om Jøderne, der så vidt jeg véd ikke udæsker Dig i dit daglige Liv, borte fra dine Læber. Kommer Ord af denne Art til Folks Kundskab her nede, og det sker som Du véd let, Du er jo ikke helt og holden en privat Person, vil Du udsætte mig for at miste ved vort Ægteskab nogle af mine kæreste og betydningsfuldeste Venskabsforbindelser. Jeg har gode Venner, som er Jøder, og der er andre af min Omgang, der i Jødehad kun kan se noget tåbeligt eller uædelt, navnlig det sidste. – Der er noget man her nede er så temmelig enig om at kalde «jødisk», et Indbegreb af Egenskaber, der vækker Mishag; det er en Betegnelse, der har fået historisk Borgerret, man træffer disse Egenskaber fremdeles hyppig blandt Jøderne, de bruge ikke så sjælden selv Betegnelsen både indbyrdes og om andre; lyshårede Mennesker bør naturligvis være forsigtige med at hæfte Betegnelsen på en Jøde, det er endnu som at sige pukkelrygget til en Krøbling, men der er ingen der forlanger, at man skal være blind for det ufordelagtige, der betegnes på denne Måde. Det er interessant at tale med fint dannede Jøder om dette, de har i Reglen et klarere Blik for disse i Tiderne tilegnede uheldige Egenskaber ved deres Race end andre. – Men nu ikke mere om dette. Jeg har talt alvorlig om denne Sag, fordi jeg antager Du var alvorlig da Du skrev om dit Had. Had er jo ikke noget man leger med. – – – Jeg har læst for tredje og fjerde Gang dit søde Brev igennem og glædet mig i mit inderste Hjærte over hvert kærligt ømt og hensynsfuldt Ord, og ikke mindst skønner jeg på Du kære, at Du har fortalt mig Julerimene, jeg er jo kommen en Smule med til din Juleaften ved den Lejlighed. Nej min Amalie jeg er ikke bange for vort Ægteskab, kun at vi begge har det klart, at den Bøjen sig ind under og Lempen sig efter hinanden, som er vor gensidige alvorlige Vilje, fordi vi véd, at det er vor Kærligheds Liv, i det enkelte kan blive en vanskelig Kamp, en Strid med os selv, der kan tage Tid, og kun min Stump, at Du ikke må blive bange, når Du lider en og to Skuffelser og mulig flere. Det skal der vistnok til i ethvert vel ordnet Ægteskab, om 7 År Amalie har vor Kærlighed stået sin Prøve. Ene det Ord gør mig en Smule forskrækket, at Du har villet et Liv i «Skønhed» – min Stump, vær forsigtig! Hvad kan jeg give Dig af Skønhed? Fattigdom, Pengeforlegenhed, det Lyveri, som følger med ingen Penge at have i Kassen, det er ikke skønt. Hvis det er Dig muligt at tænke Dig ind i dette, så prøv på at gøre det. Sligt kan så sikkert som noget ramme os. Husk, hvor jeg står: i yderste Venstre, min ensidige Begavelse: jeg er som lavet til aldrig at komme på den grønne Gren. – Det er vor Adskillelse, som efterhånden må gøre vore Breve alvorlige. Dette Liv er strængt taget ikke til at holde ud. Hvorfor bliver Du i Kristiania?
Jeg har så meget på Hjærte, ikke af Enkeltheder, men af Livsens Sager, at jeg foretrækker helt at lade være med at skrive.
Jeg har siddet i Timer og stirret på dette Brev.
Din Erik
Kl ½ 2 Nat
God Nat min elskede, jeg har siddet ved Kakkelovnen og læst en darwinistisk Afhandling om Plantearter. Jeg er søvnig og ikke søvnig på en Gang. Nu har jeg sat en iskold Flaske bajersk Øl til Varme, den vil jeg drikke for at falde i Søvn. Hvor din lille Skildring af hvorledes Du fandt mit Brudenatsbrev rørte mig. Ak den Gang vidste jeg ikke, at Du lå og droges med Smærter. God Nat min egen dyrebare Ven, min elskede. Mon der er Brev imorgen til mig. Jeg får nu meget at bestille og må vistnok i nogen Tid indskrænke mit Skriveri.

207. Amalie til Erik

Torsdag aften 3die januar 1884.
Jeg blev så bedrøvet idag jeg fik dit brev, og deraf så at mit ikke var kommet frem på nytårsaften. Hvad kan dog have været grunden? Jeg sendte det jo herfra til rette tid, gik som sædvanlig ned til postkassen med det lørdag aften, så skulde du jo havt det mandag aften. Jeg begriber slet ikke denne uregelmæssighed i postudleveringen. Så må du vel ha'e fået det tirsdag morgen; gud give du da havde skrevet, så jeg imorgen kunde få denne pinlige fornemmelse af din, som sagerne stod, meget begrundede misfornøielse ud af mit sind igjen. Du søde, elskede Erik, som måtte gå iseng den aften uden at have hørt fra din elskede. Og jeg, som var så lyksalig over det brev fra dig som ventede mig ved min hjemkomst, og straks satte mig til at skrive til dig; det brev skulde du nu havt som igåraftes (onsdag) har du heller ikke fået det? Der er ingen af dine breve bortkommet elskede; jeg har fået alle dem du regner op i din sidste skrivelse. Men dette er en jammerlig tilstand med bare disse usle breve at leve af, – nei ikke usle, deilige skatte er hvert eneste et, men alligevel! Men hør nu min egen søde Erik, der er virkelig tvingende grunde for mig til ikke at kunne komme før snarest i slutten af marts. Jeg har så meget at stelle og ordne; det grønne møblement skal stoppes op og pudses af; på stolene skal der nyt betræk, og det rødes skal vendes. Sengetepper skal gjøres istand og madrasser ligeledes. Der er en masse af småting til som er for vidtløftige til at kunne ramses op. Så må du betænke at jeg endnu intet har sagt til nogen om min forestående bortreise, at jeg altså heller ikke har kunnet træffe nogen forberedelser til at få det med gutterne arrangeret. På lørdag skal jeg tale med advokat Heibergk953 om alt hvad der er at gjøre med hensyn til mine papirers iordenbringelse, og hvad der er at foretage med hensyn til skiften af bo og sligt. Det bliver forøvrigt kun en formalitet som skal gjøres, en opsættelse på et papir af hvad mine eiendeles værdi er, såsom deres far jo sidder i uskiftet bo. Kathinka Heiberg har foreløbig talt med sin broder om det, og det skal jeg nok få ordnet. Så må jo også du på din side få vide dernede om der er noget særskildt at iagttage med hensyn til mine papirer, siden det er i et andet land jeg skal giftes, om hvad jeg skal bringe med mig af dokumenter og sligt. Når jeg nu har talt med Heiberg er det min beslutning at fortælle gutterne det og så får jeg få afgjort hvor de skal bo. Alt dette tager sin tid. Så er det også det, at det måske ikke er så sikkert at jeg kan få dem anbragt før til flyttetiden, da de som skal tage imod dem måske måtte leie et værelse til, eller få sig en større leilighed. Jeg har tænkt på Schjøtts,k954 men det er jo bare min egen fantasi; og jeg ved slet ikke, om det vil kunne lade sig gjøre at få dem anbragt der. De måtte sikkert leie sig en større bekvemmelighed, da der ikke er tale om at de har rum nok hvor de nu bor, såsom deres leilighed er akurat stor nok til dem, og kneben nok er den. Naturligvis kunde jeg ikke drage af landet uden først at ha'e set dem installeret i sit nye hjem. Og så er det også dette min elskede, at jeg synes, jeg trænger om disse måneder for at tage afsked med dem. Så smertelig som savnet af dig er og bliver for hver en dag, der går hen, så er det dog som om de holder mig tilbage. Forresten kan jeg jo intet sige om dette, før jeg har ordnet alt deres nye forhold angående. Du skal nok få vide besked i tide. Se nu du til at få leiligheden malet og stelt – det er sandt farverne, – jeg har iaften ikke prøverne, men skal sikkert sende dem næste gang. Det er tidsnok, hvis den er færdig fra første april. Muligens kan jeg ikke komme før til flyttetid, der jo er i midten af april – det beror på hvor gutterne kommer at bo, men muligens kommer jeg også til den første. Jeg synes det var bedst jeg selv kom, samtidigt med alle mine greier, så kunde jeg – hvis det lod sig gjøre, bo hos din mor de dage som vilde gå med til at få bekvemmeligheden bragt iorden, – det var dog bedst jeg selv var med til det, og så havde vi vort hjem at gå til den dag vi blev viede. Synes du ikke også dette var bedst? Vi vil ingen hae med til vielsen, ingen uden de nødvendige vidner, og ingen andre må vide det, for at de ikke skal komme og se på os. Det er bedst du itide spørger din moder om det kan gå an at jeg bor der de par dage, og siger hende hvordan vi har tænkt at gjøre det. Eller hvis du har en anden fremgangsmåde at foreslå, så skriv om det. Josefine kommer ikke med. Hun har hævet sin forlovelse igjen, og er nu forlovet med et nyt menneske, som er her i byen, og som vil have bryllup til sommeren, og vil at hun skal bo hos hans mor fra flyttedag af. Hun skulde altså i ethvert fald være gået fra mig til våren. Jeg tror imidlertid det er bedst jeg får en norsk pige med mig, eller kanske det er mere hensigtsmæssig at tage en dansk. Hvad tænker du om dette? Min seng er meget styg; uden omhæng går den næsten ikke an, og det slags omhæng, der ganske skjuler den, kan vi ikke få, når to senge skal stå ved siden af hinanden, og ret ud fra, ikke langs med væggen, som min nu gjør. Endskjøndt, når der er hvide tepper på, og omhæng oppe ved hovedgjærdet, så kunde det nok klare sig. Men så er det bedst at vente med sengekjøb indtil jeg kommer. Kunde du ikke få solgt hele din sengegreie, taget i bytte, der hvor vi kjøbte de nye f.eks. for den er for stor til pigeseng, og der findes i den lille leilighed jo ikke rum for den. – Så tror jeg ikke der var flere praktiske ting jeg skulde skrive om. Har jeg glemt noget, må du være sød og elskelig, og ganske tålmodig minde mig om resten. Brandes's bog som du lovede mig,k955 har jeg ikke fået. Nu siden du har mindet mig om, at jeg måske kunde sige det samme eller bruge de samme ord som Brandes om B.B. er jeg bleven bange, og vilde ikke sende min afhandling afsted uden at have sét hvad han skriver forinden. Altså, send den straks. – Jeg har iaften læst artikelen fra dansk Morgenbldt i vort Dgbld,k956 den som bærer Bergs underskrift, og er et slags program. Det om kjøbet af Aulestad til Bjørnsonk957 er en vild fantasi, som ingen har hørt noget om heroppe. Lad mig endelig ved leilighed få høre om hvorledes Bjørns forlovelse gik for sig.k958 Du, med din frygt for at jeg ikke skal elske dig i din hverdagsdragt. Så må du jo også nære den samme frygt for dig selv med hensyn til mig, for du har jo ikke sét mere af mig end jeg af dig i dagligt samliv, og har ikke kunnet gjøre nogen grundigere prøve på det, end jeg. Ak nei, elskede ven, vær ikke bange for dette. Så elskelig og bedårende du end kan være i dine breve, så er det dog dig, dig, jeg elsker og vil – du skal få se, – du kan være «dum» og «doven» og hae snue, og være lidt gretten og ikke for meget fordringsfuld, – du er dog min elskede, den mand jeg har givet mig til og vil have til min skat og mit eie, og hvis svagheder jeg vil elske, fordi de er ham eiendommelige og en del af hans væsen og et stykke af ham selv. Jeg har jo set dig være sær og urimelig, som den gang du tvang mig fra dig i sporvognen, da jeg intet ondt havde gjort, men gået og stukket min hånd ind i dink959 for at du skulde føle at jeg bare gik og ventede på et lidet smil eller blik af dig, for at komme til at smile igjen, og nikke til dig, og lade dig føle at jeg elskede, elskede dig. Og da du siden kom op til mig, var'ke[?] jeg da lige sød kanske? Ak nei, nei, nei, – husk på at det ikke er et dumt barn, som elsker dig, men en moden kvinde, som ingen af den slags illusioner har at tabe. Jeg er så fornuftig og så menneskelig, – du skal bare få se. Og det med pengene kan jeg heller ikke grue for. Jeg forstår så godt at vi vil få lidet at leve af, og ofte måske være i direkte forlegenhed, men det får være som det kan og må. Det er for mig noget til siden, noget som ikke kan komme i betragtning ligeoverfor den uundgåelige kjendsgjerning, at vi ægte hinanden fordi vi elsker hinanden og aldeles uigjenkaldelig hører sammen. Vi skal være tapre, og trolig bære tilværelsens slid og byrde med hinanden, – det er dog deiligt at være to, som deler alt, og er villig til at være alt for hinanden. Jeg ved godt at det slet ikke er til «herlighed» jeg går i den forstand at jeg ikke får dagligdagshedens kamp og møie at drages med. Men for mig er det dog til livets éneste, eneste herlighed jeg indgår, den dag jeg er forenet med dig, og vi sammen kommer hjem i vore stuer. Bare tanken derom lader der falde en usigelig, livsalig fred og tryghed ned over mig, – du elskede, trofaste, for trofast vil du være, når jeg også er det, og snild og god og kjærlig, som jeg vil være det mod dig. Sig mig, synes du det er letsindigt af mig at jeg ikke er bange for at du ikke skal elske mig når du ser mig til daglig med alle de dumme, ja vistnok ubehagelige, frastødende sider, som jeg har? – ja, for jeg har dem. Uf, – undertiden er jeg næsten arg på mig selv når jeg tænker på at du drages med sådanne tanker, du, som er så sød og deilig, og ikke jeg, – der er så gammel, og snart vil se ganske gammel ud. Men jeg får slutte, klokken er græsselig mange, – uf den ækle tur til brevkassen. Det er knagende koldt iaften. Igår var jeg fodtur til Frognersætrenk960 sammen med nogle, og kom ind i varm stue, og faldt næsten isøvn under middagsmåltidet. Turen var så storartet skjøn. Jeg tænkte hele tiden på om nu Erik havde været med!
Din Amalie

208. Erik til Amalie

Fredag Nat [4/1/84]
Min elskede! Jeg har ikke kunnet skrive igår og idag. Det har været positivt umuligt. Og nu jeg sove. Arbejde. Dit Brev fra Nytårsnat har gjort mig lykkeligere end Ord kan beskrive. Du er så dejlig, at det ikke kan siges. Jeg synes så ilde om mig selv ved Siden af Dig, Amalie men Du må holde ved mig. Aldrig tabe din Kærlighed til mig, hører Du.
Elskede jeg falder sammen af Træthed
Din Erik

209. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 5 Januar 1884
Amalie min egen elskede Ven jeg har fået dit Brev fra Torsdag Aften. Jeg har nu altså de to, det ene fra Nytårsnat og det sidste i mit Eje uden at have sendt Dig Svar. Amalie jeg synes aldrig jeg har længtes således efter Dig som nu. Det er så hjælpeløst dette. Jeg er så bedrøvet, så ude af Stand til at finde mig til rette i noget. Hvad skal jeg dog gøre. Mest af alt piner det mig, at jeg synes ikke jeg på nogen Måde kan få givet Dig et Begreb om min Kærlighed til Dig. Du kan ikke få føle, at Du er Luften for mig jeg ånder, min eneste sidste og første Livsbetingelse. Der kunde vel, om Du alt nu var hos mig som min Hustru, gå mangfoldige Dage, hvor jeg ikke ligefrem sagde Dig, at jeg elskede Dig, at jeg kun levede ved Hjælp af Dig, men umiddelbart vilde Du kunne føle det. Du vilde se det, når jeg var glad, og jeg tror Stump, at mine fleste Dage vil være glade, og var jeg bedrøvet, vilde Du muligvis mærke det endnu mere. Blot at gå og komme ud og ind af den Dør, som Du lige nylig har passeret, at være i de Stuer, som bærer dit Præg, at spore Dig i den mindste Småting, at vide, at i mit Hjem er Du, at dit Hjem er mit, at Du er min Kone; min Kone slet og ret, Amalie det vil brede over mig noget særegent, noget roligt, noget tilforladeligt, noget tilbunds så lykkeligt – min Ven jeg tror ikke Du kan tænke Dig, hvor lykkelig din Kærlighed kan gøre mig. Men alt dette har jeg endnu kun på Afstand! Amalie det er virkelig undertiden for mig, som kunde jeg gå hen og fortvivle af Længsel efter Dig. Du må betænke min elskede Ven, at mig er der intet, som trøster. Jeg har ikke dine velsignede to prægtige Gutter, jeg har kun mig selv at trækkes med, en øde Ørk uden Kærlighed til noget i min Nærhed. Intet, intet Amalie på Jorden elsker jeg uden Dig. Ja mit Land, men hvad vil det sige? Det elsker jo i Grunden ikke mig igen, for så vidt det overhoved giver sig tilkende på en eller anden håndgribelig Måde. Alt i mig samler sig om dette ene, at Du er min, vil være det, at med Dig har mit Liv fået sit Indhold, sin Mening, at Du er det, som hedder Lykke for mig. Men Ven, jeg forstår jo godt, at jeg skal finde mig i det uundgåelige. Du har i dit sidste Brev fyldestgørende forklaret mig, hvad der binder Dig i disse Måneder til Kristiania. Betragt dette Spørgsmål som afgjort.
– – Her kom With. Han ligger nu på min Sofa og læser Gunnar Heibergs Tante Ulrikke. Véd Du min Elskede, at min Stemning var således, at jeg i Stedet for som sædvanlig når jeg bliver afbrudt i mit Skriveri til Dig, at blive helt ilde tilmode, næsten blev glad ved, at han kom. Jeg kunde have fået ham til at gå, men jeg gjorde det ikke, skønt jeg vidste, at det måtte gå ud over mit Brev til Dig. Kan Du forstå mig Ven. Der er Øjeblikke, hvor jeg har det så ondt, at jeg formelig næsten får Lyst til at tvinge mig selv bort fra alt, og hvor det at skrive disse ynkelige ufyldestgørende Ord på Papiret er mig en Pine. Jeg var derfor gæstfri, og han ligger nu der og om lidt kommer Marie ind og sætter det Brød og Smør og Ost ind på Bordet, som jeg har, og så bliver der formodenlig ikke mere af Skriveriet. Men véd Du, at jeg nu også i to Dage har levet absolut ene, ikke talt med, ikke set et Menneske af mine Bekendte. – Der ligger over min Samvittighed mit sidste Brev til Dig. Blev Du bedrøvet for det? Var det for alvorligt? Men det er dette jammerlige ved at leve af Breve, at sådan ét tungt Indtryk kan sætte sig fast. Jeg syntes at jeg måtte sige mit ærlige Indtryk af dine Ord om Jøderne. Og så var der bag efter så utallige Ting som kom op i mig, at de bogstavelig næsten kvalte mig. Jeg kunde ikke bekvemme mig til flygtig at røre ved noget af det uhyre meget. Nu er jeg bekymret for og har været det lige siden Brevet gik afsted, at det hele skal se på en eller anden Måde ukærligt ud. Det må Du jo nok kunde forstå min dyrebare Ven, at sligt kan der ikke være Tale om; men det må jo heller slet ikke se sådan ud. Ak Amalie det er ikke Spøg, denne Adskillelsens Tid. – Min Ven Du må ikke tænke på, at jeg et eneste Sekund har været fristet til at vende den Banghed, eller rettere sagt ikke Banghed men Påmindelse til Dig om at være på Post imod Skuffelserne i vort Ægteskab, om imod mig selv. Og hvorfor ikke fristet? Fordi jeg Amalie har set Ting hos Dig, som jeg på en Måde kunde benævne med Ordet Skuffelse. Og fra da af voksede min Kærlighed sig så uslidelig fast, så uopløselig forbunden med mit jeg, at jeg næsten daterer min Kærligheds mandvoksne Alder derfra. Omvendt Unge var jeg ikke så vis på, at Du regnede min Urimelighed for en virkelig Prøve. Imidlertid dine Ord i dit sidste Brev er så forstandige så modne og rolige, at jeg håber aldrig mere at komme tilbage til denne Sag. Vi elsker hinanden min Ven, og vi er ikke Årsunger vi véd, hvad vi går ind til, dermed nok. Kun endnu dette ene: vær aldrig ængstelig for at sige mig mine Fejl. Du kan opdrage mig, min egen Ven, vær vis på det. – De praktiske Ting har Du så vidt jeg kan se alle husket. Jeg har talt flygtig til Mama om Muligheden af, at Du kunde være hos hende de Dage forinden vort Bryllup, og der vil næppe være noget til Hinder. Da vi er så gamle Mennesker og Du har været gift før, håber jeg at den Omstændighed at Du selv ordner dit Husstel vil betragtes som en selvfølgelig Sag. Jeg ønsker som Du ubetinget, at det må gå således for sig. Og vort Bryllupsdag bør holdes ubetinget hemmelig. Nysgerrige vilde være en Plage. Det er faldet mig ind, at det vil være fornuftigt, om Du en god Stund forinden Du rejser fra Kristiania begynder at notere Dig, alt som det falder Dig ind alle de Mennesker med deres Adresse, som vi efter vort Bryllup skal sende Kort til. Her nede vil Du i Hurlumhejen glemme de halve. Om Du bør fæste en Pige, eller jeg skal få Mama til at skaffe os en, må vistnok afhænge af hvorvidt et fortrinligt Eksemplar skulde vise sig i den enes eller den andens Farvand. Man kan naturligvis få gode Piger også her, men har du Kendskab til nogen, som Du kan få, så bør Du ubetinget foretrække en sådan. 10 Kr om Måneden? ikke? – Men sig mig Ven, Du må jo have fortalt Kathinka H. om dit Giftermål – når er det sket? – Og jeg som ikke har sendt Dig Brandes' Bog! Det beror på at jeg mulig selv skal bruge den og oprigtig talt havde glemt igen, at Du havde Brug for den. Nu skal den komme, men jeg er bange for at jeg først kan få den afsted på Mandag. – Så nu er her ikke blivende Ro With er sulten og forlanger Mad. Jeg har igår sendt Dgbl. et Brev.k961 Sig mig endelig hvad Du synes om det og hvad man siger. Det er skrevet på Skruer og var såre svært. Ethvert Ord fra mig bliver brugt her nede af Venner og Fjender. Du har aldrig sagt mig hvad Garborg eller andre sagde om min Kritik af En Hanske.k962 Det kunde nu både G. og G. Heiberg gerne selv have meddelt mig jeg sendte dem Bogen. Men sig nu Du mig det. – Nu må jeg til Bordet og så skal jeg hen på en Kafé for at tale med Folk Kl er 11 vi må skynde os.
God Nat min elskede dyrebare længselsfuldt savnede Veninde
Din Erik

210. Amalie til Erik

Mandag aften 7-1-84.
Min elskede, jeg har 3 breve fra dig, et fra fredag – det alvorlige, og et lidet som kom imorges med bare et par linier i, og så det sidste fra lørdag aften, som kom nu for et kvarter siden. Men jeg eier ikke mere brevpapir. Dette er et stykke som jeg har revet af et gammelt brev; når dette er skrevet fuldt, skal jeg søge efter en ny lap. Du må altså ikke vente noget ordentligt brev iaften. Jeg er desuden meget beklemt, det er så tærende denne adskillelse, og det er ofte som gider jeg ikke ty til det usle hjælpemiddel at sidde og rode nogle dumme ord ned på et stykke papir. Dit brev fra fredag gjorde naturligvis ikke just et oplivende indtryk på mig. Ikke just det om jøderne, var det, skjøndt jeg godt kunde mærke hvor alvorlig du mente det, men det var brevets indhold forresten som især påvirkede mig pinligt. Hvad det om jøderne angår, så vil jeg jo gjerne vare modtagelig, for hvad du kunde lære mig og påvirke mig, jeg er igrunden forstokket, når jeg engang har sat mig fast og roligt tilrette i en mening, men jeg ved jo at jeg vil ikke være det vis à vis dig. Og hvis du har virkelige, gode venner blandt jøderne, så er de naturligvis selvskrevne til også at være mine. Du må ikke tro, at jeg nogensinde vilde opføre mig slet, og jeg skal nok vare min mund, og ikke gå og sige at jeg hader jøderne, især nu, når du har varskoet mig. Men helst af alt vilde jeg lære at stryge mit had, lære at holde af dem – og det kan du måske hjælpe mig til – for jeg ved jo at især hos mig kommer munden til at strømme over af hvad hjærtet er fyldt med. Men der gik en sådan underlig forstemt tone gjennem hint brev forresten; det var som om, jeg et øieblik havde stirret en sphinx lige ind i øinene og følt mig forfærdelig gjennemgrysset af det blik. Jeg havde ikke lyst at svare, for jeg var bleven så underlig distanceret fra dig ved den måde du skrev på, men jeg gik og vilde vente til dit næste brev kom. Du spør hvad skjønhed jeg vil vente at finde hos dig, og minder mig om pengemangel og lyveri og sligt. Der kom for et sekund den gamle tvil op i mig, den der hin dag bragte mig til at skrive dig mit opslagsbrev. Men kun for et sekund, for jeg havde jo så meget, så meget at bygge på, og da var det sphinxen kom og stirrede på mig, fordi jeg nemlig ikke kunde forstå dig: Som om du ikke kjender nogen anden skjønhed end den, nok af penge kan brede over livet. I mit første ægteskab havde jeg altid penge i overflod, men jeg så ikke ligt til noget af den skjønhed, der giver livet sin værdi. Hæsligt var det fra først til sidst. Og så dette om «lyveri». Er det nødvendigt, – så lad gå. Hvis der ikke lyves af letsindighed af uvederhæftighed af lastefulde eller skjofle årsager, så vilde jeg ikke finde lyveriet hæsligt. Jeg har tænkt så meget over det, og forestillet mig tilfælde, hvor man måske var nødt til at synes istedetfor at være, til at sige hvad der ikke var sandt, – det vilde dog inderst inde være sandt fordi det var hvad man ønskede skulde være, hvis man ikke var bunden af feks. pengemangel. Når lyveri tages i en fornuftig sags tjeneste, gjør det vel sin nytte, formoder jeg. – Her sender jeg dig prøver på væggefarverne. Den røde skulde være i det største værelse – glem ikke at få det ene vindu bort – og den grå i det miderste nærmest soveværelset. Den brune havde jeg tiltænkt dig, men hvis du heller vil ha'e den grå eller røde, så kan du jo det. Der må endelig være brede sorte border langs taget og ned i alle krogene, og langs træværket ved gulvet, og forgyldt list desuden hvis værten vil; endvidere bør vinduesposter og døre være sorte ubetinget med gule lister om indfældningerne. Igår var jeg sammen med Holst og Irgens Hansen, og i samtalens løb sa'e en af dem: «Vi må endelig få Skram til at skrive os et brev om redaktørskiftet og alt det andet væsen dernedefra.» Nu er det jo godt det er kommet; sandsynligvis står det i imorgenavisen. Jeg har ingen hørt sige noget om det du skrev om «En Hanske», ingen andre end fru Schjøtt, og det fortalte jeg dig. – Nu er jeg færdig med mit arbeide om «Over Ævne».k963 Jeg har gjort mig megen flid dermed, og Du må endelig forstå, at det er en ganske korrekt opfatning. Det er jeg nemlig selv overbevist om i en aldeles urokkelig grad. Imorgen kommer Lars Holst og Helland op en timestid, for at jeg kan læse det høit for dem; jeg vil nemlig ikke sende det afsted, uden at være vis på, ingen feil at ha'e begået med hensyn til rent faktiske ting. Men jeg vil ikke sende dig det før jeg har fået gjennembruddet fra dig. Det er forresten dumt når du skal bruge den; jeg kunde jo ha lånt den etsteds. – Uf ja, – dette er en væmmelig og sørgelig tid. Jeg er vis på, at jeg længes akurat lige meget og akurat på samme måde som du min elskede ven, – men hvad kan det nytte at syte? Det som skal være, det får være. Jeg fik forleden min juleklap fra Elisa Knudtzon et aldeles mageløst nydeligt og elegant sybordsteppe. Hun beder mig i brevet hilse dig når jeg skriver. – – Så er jeg også så uhyre glad og taknemmelig over at situationen ikke længer er som den var, at vi nu kun har disse tre måneder at være adskilt i, for så at blive virkelig forenet. Den tanke hjelper mig i min længsel og mit savn. Godnat min søde Erik. Der var så meget, så ustyrtelig meget jeg vilde tale med dig om, og fortælle dig, hvis vi var sammen, men i denne forbandede adskillelsestid går det tabt og glemt og i vasken. Det er jo umuligt at leve rigtig tæt og inderligt sammen i breve – ja nok i hovedtræk, men ikke i detaljer.
Din Amalie.

211. Erik til Amalie

Mandag den 7 Januar 1884
Min elskede Pige jeg har så småt ventet Brev idag. Ikke fordi jeg længer véd, om det er rimeligt, at der kommer Brev som Svar på et af mine, jeg har tabt Tråden i hvorledes Dagene og Brevene har krydset hinanden, men fordi jeg overhoved altid sidder med Fornemmelsen af, at det er hundrede År siden jeg hørte fra Dig. Også synes jeg nu, at jeg selv skriver sjælden. Det kommer af, at jeg har været nødt til at sysselsætte min Hjerne med andet end Dig, hvad i sin inderste Grund er meget tåbeligt, il n'y a reel au monde qu'aimer,k964 men det hører nu en Gang til, når man vil have noget at spise, at man må gøre Gavn derfor. Jeg har en dunkel Erindring om, at for uhyre længe siden sad jeg og skrev på et Brev til Dig, havde lige begyndt det, da With kom og om ikke helt og holdent afbrød mig dog ved sin Nærværelse gjorde mig utryg og forkortede den Tid jeg vilde have givet Dig. En anden Erindring står også for mig, at Du havde sagt noget, som Du ikke vidste ramte mig smærteligt, og at jeg i den Anledning blev uhyre alvorlig og med min bedste Alvorsmine belærte Dig om, hvorledes jeg så på den Ting. Å min elskede hvor er nu alt sådant noget, noget uvirkelig noget. Du kan ikke ville gøre mig Fortræd altså gør Du det ikke, og det at jeg forleden ikke fik skrevet et ordenligt Brev til Dig, er jo også kun noget Snak, jeg får aldrig skrevet et ordenligt Brev til Dig, for det kan jeg slet ikke. Det lader sig overhoved ikke gøre. Det hele er en Drøm, en Mare der ligger på os, indtil Du sidder med din Hånd i min den Dag vi kører bort sammen fra Rådhuset som Mand og Hustru. Da vågner vi, da begynder Livet for os. Af Børn at være er vi ganske vist lidt til Års, men ikke desto mindre er det sikkert, at vor Tilstand endnu i tre Måneder er det rent barnlige, hvor man nærer sig af Fantasier, Sorger man selv skaber sig, Glæder, som man har i Vente. Mit eget elskede Drømmebillede min Amalie, hvor vil Du bryde Dig om, at jeg har været alvorlig nu i lang Tid; når Du kommer her ned svinder Skyerne fra min Pande. Så er jeg så frisk og munter en Svend, som blot har sovet Tiden bort siden Du sidst så ham. Jeg sender Dig idag «Gennembruddet»k965 som jeg i lang Tid skændig har forholdt Dig. Hvis jeg selv kommer til at bruge det håber jeg at kunne klare mig med Lån. Jeg skynder mig at skrive jeg skal på Posthuset med min lille Pakke. Det står for mig, som om mine sidste Skriverier ikke har indeholdt andet end Klager over hvor ondt jeg har det. Jammen Amalie på Bunden er der jo altid Følelsen af min uhyre Lykke. Du aner ikke Unge, hvorledes jeg som Jeppe stundom kan knibe mig selv i Armenk966 og spørge: Ja men er det nu også Dig selv? Er det virkelig Dig, der om nogle Måneder skal leve i Ægteskab med den Kvinde Du elsker? Er det Erik Skram som i sit Liv har nået at skulde giftes med Amalie Müller? Han den Mand, der altid ellers blev jaget bort fra Livets Bord halv sulten? Min elskede, min rasende Utålmodighed beror for en Del på min dybe Undren, min usigelige Taknemlighed mod Skæbnen. Jeg tør næsten ikke hengive mig til Troen på, at Du kommer, at en Dag løber Dampskibet fra Kristiania ind i Havnen med Dig ombord, med alle dine Sager. Du kommer sådan uden videre borgerlig redelig, rækker mig din Hånd rolig smilende kysser mig: her har Du mig, vær god imod mig. Amalie, tror Du jeg vil være god imod Dig? Amalie tror Du, at alt mit Liv ligger på dine Læber, i din Sjæl? Du skal tro det. At alt dette virkelig en Gang skal overgå mig kan jeg undertiden næsten ikke begribe, ja jeg kan ikke begribe det. Amalie, der er kun det ene til i Verden at elske Dig, men jeg må have Lov til at synes, at det varer forfærdelig længe inden det bliver til håndgribelig Sandhed.
Min egen elskede Pige!
Din Erik

212. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 8 Januar 84
Min elskede, kommer der intet Brev idag, så har mit første Brev i dette År gjort Dig bedrøvet – hvorfor har Du ikke smilet, trykket det til dit Hjærte og sagt til Dig selv: «Stakkels Erik, hvor Du trænger til at jeg skal komme ned til Dig. Hvor Du er tåbelig når Du er alene, hvor Du lidet er i Stand til at læse alle mine Tanker af de få, jeg kan antyde i et Brev.» Hvorfor har Du ladet mine Ord være kolde og sørgmodige på Papiret? Du skulde have lagt dem ind til dit Hjærte, til de blev varme af Dig, helt ind på dit Bryst, så skulde Du have følt min Unge al den Blødhed de indeholdt, Du skulde have set dem skifte Karakter, blive rolige glade, de var så tillidsfulde alt her nede fra. Synes Du, at jeg har handlet forkert ved ikke alene at holde mig til dine søde Slutningsord, men har taget fat på selve Tingen? Du havde jo dog lovet muntert at tage Tankerne frem til ny Prøvelse, så såre jeg ønskede det. Ja Stump det var yndigt at læse den Forsikring, for den indgav din Kærlighed Dig; men jeg synes heller ikke, at jeg har gjort andet end hvad min Kærlighed tilsagde mig. Det Du kom så let over, vidste Du ikke var en så alvorlig Sag for mig, jeg var nødt til at tale derom, netop for at bede Dig ikke være så helt færdig med en Opfattelse, som jeg måtte modarbejde. Men når Du nu ikke skriver, så synes det, at der er en Misstemning, som Du enten ikke vil give Ord, eller som Du vil være helt klar over, inden Du bringer den på Papiret. Min elskede, Moralen af dette som af alt andet er, at det er hårdt, skændigt, uhyre sørgeligt at være skilte ad, når ens Liv beror derpå at man vil leve sammen. – Du min søde jeg véd ikke hvorfor, men jeg har idag bestandig haft i Tankerne det lille Bord Du har foræret Mama til Nytår. Det kommer vist af, at jeg igår ikke fik nævnt, at jeg i Søndags da jeg besøgte Moderen – uden for øvrigt at træffe hende – så det stå og se så sødt ud i hendes Stue. Jeg talte kun med Emma og har i det hele ikke set Mama i det nye År. Men jeg kan tænke mig hendes Glæde. Den Slags små Beviser på Godhed er det nu også yndigt at modtage, og Du er en virkelig dejlig Skat, fordi Du har sendt hende det. Desværre på Dig kommer der til at ligge Evnen til at være ret af Hjærtet kærlig mod min gamle Moder; jeg er et underligt ubrugeligt Menneske i denne Henseende. Men det skal vi tale om en Gang, Du skal sige mig om Du synes at jeg har et koldt Sind, fordi min Godhed straks bliver gold, når jeg føler, at den virkelige sande Forståelse mangler. Af Emma fik jeg at vide, at en norsk Pige Johanne, der tjener i samme Hus, hvor Jutta bor, bliver ledig til April, idet de to gamle Damer hun skøtter, da rejser tilbage til Norge, medens hun vil blive. Jeg bad om, at der måtte blive talt foreløbig med Pigen, hun skal være dygtig. Idag mødte jeg Rothe på Gaden. Jeg spurgte om Pigen. Jo alt er såre godt men hun vil have 14 Kroner om Måneden. Dette er dog vistnok meget for meget. Hvad mener Du? – Jeg skal om lidt til et Møde, hvor en foreløbig Aftale skal træffes m.H.t. Måden at optræde på overfor Morgenbladet.k967 Jeg har haft Forhandling med Redaktøren om Overtagelse af Teateranmeldelserne. Desværre betragter Hørup og Brødrene Brandes det simpelthen som Forræderi at have med Bladet at gøre i den nuværende Form, og kommer vi andre til det modsatte Resultat, hvad jeg antager, så har vi et Skisma indenfor vor egen Lejer [sic] som bliver pinligt mulig endog farligt. – Har Du talt til Garborg om min Hensigt at skrive om ham? Hvad har han sagt. Du fortæller mig for lidt om hvad der foregår i din Nærhed. Husk hvorledes alt interesserer mig. Sig mig min Unge, taler Du ondt om G. Brandes? Synes Du ikke, at det af mange Grunde vilde være rigtigt ikke at gøre det? Husk at han repræsenterer så meget og at han jo allerede er komprommitteret, så temmelig alene ved den Omstændighed at han er dansk. – Du må nu endelig så snart ske kan sende mig din Artikel. Jeg brænder af Begærlighed efter at se den. Jeg selv kan ikke finde på, hvorledes jeg egenlig skal tage fat på «Skyggebilleder».k968 Det er en overordenlig sluddervoren Bog. Og Ulykken er, at jeg har smølet så længe, at jeg nu skrive. Jeg havde en Idé om at nævne «La Dame au Camelia»k969 ved Karakteriseringen af Fortid og Nutid, læste i Bogen, min Sandten, om ikke dette forbandede Stykke Poesi greb mig så at jeg blev helt benauet. – Det har ikke været mig til stor Glæde at læse «Tante Ulrikke» om igen el. IH's Kritik.k970 Ganske vist er Kritiken rosende, men jeg skulde tro, at H. ikke kan være meget fornøjet med den. Kommer jeg i Forbindelse på ny med Mrgbl. er det for Resten muligt, at jeg skriver om den. Du skal fortælle mig lidt om Kathinka H. Hvad siger hun om sin Broder. Omgås Du i Grunden meget med K.H. hun bliver altid kun nævnt i Ny og Næ? – Synes Du indlagte Stykke af Dagsavisens Søndagsnummerk971 er morsomt? Det er et Stykke af en Omtale af en Adelskalender, der er udkommet i disse Dage, og så en Satire over to Verselinjer i et Nytårsdigt, hvormed Drachmann indledede det ny Morgenblad.k972 Jeg har kun taget det første Stykke med, for at Du kan forstå Begyndelsen af andet.
Nat Kl 1
Jeg er kommet hjem fra Mødet. Natten er så mild, tåget med en Måne oppe, som svagt lyser i Tågen. Der var så smukt ved Søen, hvor jeg gik. Mødet har været bedrøveligt. Det beviste en grundig Uenighed, en for mit Syn i alt Fald sørgelig Misopfattelse hos de vigtigste af de tilstedeværende af den Stilling vi befinder os i, og Resultatet for mit personlige Vedkommende er en pinlig Usikkerhed ikke om hvad jeg i det store og hele burde gøre men om hvad der af Hensyn til Per og Povl er rigtigt for mig at gøre. Var Du nu her hos mig min Elskede, så talte jeg allerede nu i Nat med Dig. Du vilde vågne og med den søvnigste Stemme, som Universet kender, vilde Du endnu i halv Søvne sige: Nå hvad blev det så til? og så vilde jeg give mig til at fortælle, og Du vilde blive helt vågen og mulig kom vi straks til en Beslutning, mulig vedblev vi at være usikre. Men under alle Omstændigheder havde jeg Dig Dyrebare til Medvider, Rådgiver, til Støtte i hvad jeg så foretog mig. Det ender naturligvis med, at jeg for at være Kamerat lader den tilbudte Stilling falde, og senere ikke mærker Spor til, at noget Menneske på Jorden er Kamerat med mig igen, når Lejlighed tilbydes. De brave, nej det er sandt Pingel var også på den anden Side, jeg vilde have sagt, at de Folk hvis Sind og Tankesæt står mig nærmest, mente i det politisk-praktiske Spørgsmål det samme som jeg, det var de indflydelsesrige, de stærke, som stod på den anden Side; men det er netop dem, som uden iøvrig personligt at have givet noget virkeligt derfor, fordrer en ren personlig Politik fra vor Side, fordrer et Kameratskab, som de ikke har givet nogen Varme til, og forlanger vedblivende at anerkendes som kommanderende Generaler til Trods for, at de fuldstændig har ladet deres slagne Hær i Stikken. De vil, at vi alle skulle være passive Modstandere af Berg, skønt man ikke har noget Frafald fra hans Side at anklage ham for. Noget andet er hvad der en Gang naturnødvendig må komme. For Øjeblikket kan jeg ikke se rettere end at de skader den demokratiske Sag for en Forbitrelses Skyld, hvor de oven i Købet har lige så megen Skyld som Fornærmeren. – – Min elskede vær snil og spørg hos «Tidsskriftet» om den Barselstudie «For sent»,k973 som Du for en Måned siden indleverede for at få hurtig Svar på. Fritz B. er begyndt at blive urolig for sit lille Skrifts Skæbne.
Onsdag Nat Kl ¾ 1
Min egen dyrebare Amalie, jeg lod igår dette Brev ufuldendt, jeg syntes det var så dumt. Idag har jeg ikke kunnet skrive, jeg kommer nu fra Byen. Dit Brev på de to løse Lapper lå og ventede på mig. Min elskede Ven, her har vi Brevskriveriets Fare i en for mig fuldstændig skrækindjagende Skikkelse, at en Misforståelse, en virkelig grundig Misforståelse på ny skulde være mulig. Min søde Hustru, mit Liv, hvad der har været sfinxagtig på Papiret har været min dumme Omhyggelighed for Dig. Dum er den, for Du behøver ikke denne Omtanke, denne kærlige Frygt fra min Side, Du og jeg tænker ens. Dit lille alvorlige Brev er en af de dyrebareste Skatte Du længe har skænket mig. Det var mig livsaligt at læse det. Du har tænkt Dig denne Sag med Pengemangel som den er, min elskede elskede Ven, når Prøven kommer, vil den ikke overraske Dig. Det var jo kun dette ene jeg ængstedes for. Ikke hvad det endelige Udfald af en sådan Overraskelse vilde blive, jeg vidste jo godt, at Du skulde komme bravt igennem, men jeg var bange for, at det kunde begynde med en pinagtig Følelse, som Du først skulde lære at tage med ind i dit Liv og knække Halsen på. Min egen Pige, Du må ikke lægge det ud som en altfor stor Mangel hos mig, at jeg endnu ikke kender alt hvad som dygtigt og godt er hos Dig; det havde været rimeligt, om netop den Side af vort Samliv havde stået i et urigtigt eller i alt Fald utydeligt Skær for Dig, nu véd jeg, at så nær man overhoved kan komme en Ting, man ikke personlig har prøvet så nær kender Du også den Omstændighed af din Forbindelse med mig, at vi kan en skønne Dag stå uden Penge. Lad mig her på dette Stakkels Papir så godt det er mig muligt sige Dig, at Du er min, at ikke Skyggen af en Skygges Betænkelighed rummes i min Sjæl ved denne mit Livs salige Følelse, at ikke Glimtet af en Forestilling af den Art, som nu atter i et Sekund har skræmmet Dig, har kunnet komme op i mig, at det er rent utænkeligt for mig ad hvilke Veje en slig Øjebliks Skræk lister sig ind på Dig. Ethvert Ord Du ikke straks føler som skrevet ud af den dybeste, helt sammenlukkede jeg kunde sige fortabte Kærlighed til Dig, det har fået sit Udseende, sin Lyd af Sorgen over vor Adskillelse. Det går mig som Dig, at jeg har været og vel atter og atter kan blive fristet til i Fortvivlelse over Skriveriets håbløse Ufuldstændighed at lægge Pennen fra mig. Min Længsel efter Dig gnaver sig dybere og dybere ind i mig som en Ulykke jeg bærer på. Skriver jeg Ord, der stirrer grelt urimeligt uforståeligt på Dig, så kommer det af, at jeg kan være helt træt og sløv af mit Forsøg på at tro på at der dog er nogen Trøst i at skrive. Der er Trøst i at få Brev, men der er nu mere næsten ingen Hvile i at skrive. Men vi må begge blive ved alligevel, for vi trøster hinanden. Vi må gøre det så godt vi kan, min dyrebareste Skat i Livet, mit eneste Håb, min Tilflugt, mit Liv, min egen Amalie. Min lille Pige, Du er så god og sød, Du må sende mig dine kærlige Ord. Å hvor vi skal spøge sammen, le – min egen Dejlighed, vil Du love mig at love Dig selv at Du skal prøve på at være munter og ikke ilde berørt, når vi bliver uenige en Gang. Du skal se, at det er slet ikke svært. Stump, jeg er meget lidt forstokket – det synes jeg da selv – men jeg fordrer et ret anseligt Kvantum Fornuftgrunde for at vige min Mening, når jeg efter et nogenledes omhyggeligt Arbejde har bygget mig en Opfattelse op. Men mangfoldige Gange har jeg naturligvis en Mening på en blot Fornemmelse, og en sådan Mening kan den, der er bedre rustet, blæse overende for mig i et Nu. Jeg har da ikke Spor af Vanskelighed ved at bøje mine Tanker ind i en ny Retning, den enkelte Fornemmelse som sådan har jeg ikke megen Respekt for. Den beror jo på en Tilfældighed, på en løsrevet Oplevelse, på en god eller en dårlig Mave, på alt imellem Himmel og Jord, som ikke kan have den Betydning for en som et gjort Tankearbejde, en virkelig Overvejelse. Nej forstokket tror jeg virkelig ikke jeg er. Nu god Nat min elskede, det som jeg vilde tale med Dig om, hvis Du var hos mig, har jeg naturligvis! ikke sagt et Ord om – det er den pinlige Morgenbladsaffære, som jeg fremdeles er lige uklar over. God Nat, ak prøv på at kysse mig i Tankerne, jeg kysser Dig
Din Erik
Send mig som før et Par Dgbl. med mit sidste Brev.
[Tilføyelse på første side]: Jeg fik ikke Farveprøverne. Du må have glemt at lægge dem i Brevet.

213. Amalie til Erik

Kr.ania 11-1-84.
Det er stygt af dig at du ikke har skrevet på så længe. Om du også har havt meget at bestille, så er det dog for længe at lade mig uden et ord ligefra mandag af – idag er det fredag. Om du kun havde skrevet en side, det var det samme, men denne fæle tavshed. Der kan da vel ikke være noget på færde med dig; for husker du, at du lovede at sende mig «Gjennembruddet» på mandag – så vilde den været her onsdag, og jeg har ikke sét ligt til noget gjennembrud, jeg. Idag sender jeg dig alligevel min afhandling. Det er neppe sandsynligt at jeg efter at ha'e læst Brandes's artikel vilde rettet eller strøget noget. Jeg tror ikke vi godt kan komme i skade for at sige just det samme, ialtfald ikke med de samme ord. Men nu får det stå sin prøve. Holst og Helland var udmærket tilfreds. Helland syntes den var altfor god til at gå til «jytelandet», men han vil ikkedestomindre anmelde den i vore aviser når den står trykt, for den «var for god til ikke at blive hylet over». – Nu er jeg spændt på at høre hvad du siger. Du må ikke tro, at jeg har brugt for stærke udtryk om «Over Ævne». Der er ikke sagt et ord, som jeg ikke er belavet på at forsvare, og som jeg ikke kan stå ved. Heroppe hos os er «Over Ævne» anset for noget «ud over alle rimelige grænser» ypperligt. Læs hvad Vullums skriver i Nyt Tidsskrift, og den artikel i et Dgbl af Irgens Hansenk974 som jeg skal sende dig, og som stod, straks bogen var kommen. Men det siger forresten ikke alt. Du skulde høre os tale om den, Garborg, Sars og allesammen, så vilde du først rigtig forstå hvor høit den skattes. Og når jeg tænker på hvad der blev sagt dernede hos eder privat og offentlig, – ja, så er det jo, som var I en os ganske fremmed race. – Hvis du vil, må du gjerne stryge eller forandre et enkelt ord, helst stryge, – jeg jeg [sic] er vistnok temmelig ordrig, men intet må du gjøre, som giver en anden mening. At jeg har fået puttet ind en anmeldelse af det skrift Bjørnson har udgivet nu, vil fryde ham i hans inderste hjærte. –
Som jeg har gået og længtes efter dig, efter dine breve, du stygge, fæle gut, har du ingen anelse om. Det er for hårdt at blive skuffet 4 – siger og skriver fire dage i træk. Derfor har jeg heller ikke skrevet til dig. Dit sidste brev har jeg jo svaret på, så jeg kunde ikke sætte mig til at skrive, – jeg, jeg var for bedrøvet og mismodig over min kroniske skuffelse. – Jeg har atter fået et brev fra din mor, – hun er for sød, det menneske, – tænk det var mig, som skyldte hende brev, og så kommer der det sødeste, elskeligste, kjærligste der kan gives. Hun er en perle. Og tænk dig til så glad hun er blevet i bordet, og således som hun siger mig det, – jeg sad og fik tårer i øinene, – bogstavelig: af glæde over hendes glæde. Uf at jeg ikke nu på stående fod kan løbe afsted for at falde hende om halsen, og takke hende, – det er et kors for mig. Iaften vil jeg skrive til hende. Hvis det falder sig så, så sig du hende engang at jeg altid har så mange breve at skrive, og andet også, at jeg virkelig har lidt vanskeligt for at være en brav og flittig korrespondent. Det er sandt. Dette ser jo så lumpent ud, at jeg ikke har svaret hende på hendes gode, kjærlige brev fra juletiden, og nu har havt det næste liggende hos mig i to dage, men der er virkelig undskyldning for mig. Jeg skylder alle mennesker brev: moderen, Elisa Knudtzon som jeg ikke har takket for julegaven, gamle fru K. i Kjøbenhavn, Bertha,k975 og mange andre. Og nu ligger denne anmeldelse af «Bondestudentar»k976 som Holst går og beder mig så indstændigt om, og Garborg glæder sig så til, så tungt på mit sind. Jeg får ikke gjort en tiendedel af hvad der skulde gjøres. Din mor skrev om en norsk pige som Jutta […] en smule til,k977 og som blev ledig fra våren […] vilde tjene i Kjøbenhavn. Hvis hun får […] befalinger fra sit forrige herskab, så […] var bedst at tage hende, ja, hvis […] Jeg skal tale til din moder om det. […] jeg slutte. Jeg har skyndt mig volds[…] rabbel, for jeg skal etsteds hen til […] klokkeslet. Og du får heller ikke […] brev, før jeg hører fra dig. Men jeg elsk[…] mit hjærte og jeg lever i dig, og i tanken […] kommende vår. Svar mig nu så snart du kan og fortæl hvad du synes om anmeldelsen.
Din Amalie.

214. Amalie til Erik

Nat til lørdag – 11– –1-84.
Min søde, elskede Erik min deiligheds deilighed, naturligvis skal du tage det ved «Morgenbladet».k978 Det er jo din mening – du har selv skrevet det til mig, at I ikke har andet at gjøre end foreløbig at gjøre fælles sag med «Morgenbladet». Det «kammeraderi» er dumt og uholdbart, for ikke at tale om hvor lidet «svarende» det er. Hvorfor skulde du ikke kunde være Morgenbladets teateranmelder? Det er jo dumheder. Hvilket blad vil du så skrive i? Lad det literære venstre få sit eget organ, så kan det bebreides dig, at du skriver i Morgenbladet og ikke i det. Tro du mig, – der er hos brødrene Brandes så meget personligt fiendskab, så megen personlig krænkelse i den opposition de reiser som et martyrium over sig. Du har strengt taget ikke noget dermed at skaffe. Ja, dette er intet brev elskede. Kl. er to; jeg kom hjem, og fandt dit søde brev fra onsdag nat. Tak! Imorgen skriver jeg ordentlig. Nu er jeg for træt.
Din Amalie.
Jeg skrev i formddg til dig. Prøverne på væggefarverne er sendte.k979 De må være falden ud idet du har taget brevet op.

215. Erik til Amalie

Lørdag den 12 Januar 1884
Min elskede Ven kun et Par Ord har jeg Tid til. Det er uhyre længe siden jeg har hørt fra Dig. Jeg lever af dine Breve, tænk på det. Tak for Tilsendelsen af Dgbl. med mit Brev,k980 men Du sender mig jo nok mindst et Eksemplar til, og så Farverne, husk dem! Brevet har foreløbig gjort mig en Del Fortræd i min egen Lejer [sic], adskillige finder, at min Kritik over Mrgbl. er for hård. Du véd jo, at jeg – uden at binde mig – har taget imod en Opfordring fra Mrgbl's nuværende Redaktion og har skrevet en Anmelde[lse] af et nyt Stykkes Opførelse på det kgl Theater.k981 Der er Vrede imod mig. Nå forhåbenlig rider jeg den Storm af; hvad jeg har gjort, er sket, fordi jeg tror, at det er rigtigt. Imidlertid har dette Skisma pint mig ikke lidt, og jeg har fremdeles endnu idag den Opgave for mig at tvinge Hørup til en slags Forståelse, om det er muligt. De Folk fra den Side har vis à vis mig og nærmeste Meningsfæller båret sig overmåde uklogt og forkert ad. Så har jeg havt den Ærgrelse idag at have været fordrevet af Røg, bogstavelig ikke kunnet være hjemme. Det volder, at Du kun får disse Linjer. Og jeg har meget at gøre. Imorgen skal jeg til Helsingør, det tager hele Dagen. Jeg skal skrive om noget der nede fra.k982 Den Tur skal vi til Sommer gøre. Jeg har en meget god Ven der, Kaptejn Rist,k983 en smuk Mand som Du vil synes om. Konen vil næppe falde i din Smag; men jeg holder nu af hende, det hjælper. Hun har været så flink imod mig en Sommer jeg lå på Landet dernede. Min elskede Livet er ingenting uden Dig. Og som jeg i denne Tid havde haft godt af at have Dig ved min Side. Jeg er så ærgerlig og vred på mig selv over, at jeg virkelig har haft Sindsbevægelser, hvad er det for noget at gå alene omkring med. Jeg vil ikke tænke, ikke opleve noget, slet ikke være til, medens Du er borte fra mig, og så skal netop nu Begivenhederne styrte ind i min ellers så stille Tilværelse. Og det er helt ud umuligt at sætte Dig ind i disse tusinde små Intriger Småting og Vrøvl og bratte A[f]gørelser som er foregået. Ak min elskede Du aner ikke, hvor jeg har gået i disse Dage og ærgret mig over alt som skete. Netop det, at der sker noget, som har Betydning for mit Liv, og som Du ikke er med i, er min Sorg. Jeg, som ikke nu gider købe mig en Skjorteknap, medens jeg er alene for ikke at foregribe noget af det som Du skal være med i – Unge, mon Du aner hvilken Livsens Nødvendighed Du er for mig! Nu må jeg sige Dig Farvel. Du har da vel modtaget «Gennembrudet», og skynder Dig at sende din Afhandling. Og Du husker at spørge efter, eventuelt forlange tilbage Barselhistorien. Manuskriptet er det eneste, der existerer Frf har intet andet. Han er urolig, altså skynd Dig at skaffe Vished om dets Skæbne.
Farvel min elskede elskede.
Din Erik

216. Amalie til Erik

Kr.ania nat til søndag 12te. januar 84
Min elskede, du får ikke et ordentligt brev, ikke iaften heller – det er så længe siden du nu har fået det – men der er jo så liden hjælp i denne elendige skriveri, den er så fattig, så ussel, og utilstrækkelig. Først idag morges kom bogen og det søde, søde brev der fulgte med og som allerede var skrevet på mandag, altså i overensstemmelse med hvad du havde lovet, elskede. Jeg har straks kastet mig over det om dig, og det var så underligt slet ikke bare godt men lidt pinligt også at sidde og læse om dig. Det var jo meget anerkjendende, og på en måde er der jo grund til at være smigret og fornøiet, men det er dog ikke rigtig discret skrevet, ja det må iallefald ikke være behageligt at se sig selv sådan dissekeret. Jeg havde en følelse som om min blufærdighed var bleven såret, – ja, for det var jo akurat som om det var migselv der var bleven skrevet om. Forresten var det udmærket rigtig, både rosen og daddelen med hensyn til «Gertrude», hvor det er sandt med disse overflødige samtaler, husker du at jeg engang forlængesiden skrev til dig:k984 at der er noget galskab med disse samtaler doktoren og hans frue imellem. Men hvad han siger om den anden bog,k985 underskriver jeg ikke; den er meget bedre end han har sét. Forresten du, sad jeg og led og led ved at læse alle de citater, for det bragte din lange, store, dybe kjærlighedshistorie så blødende friskt op i mit sind. Hvor har du dog elsket dette kvindemenneske, og hvor meget du har ødslet ud over hende! Nu, siden jeg kjender dig, kan jeg så intens føle hvorledes du har lidt, gjennem hvad Krogh fortæller om sin kjærlighed til mdm.Vallé og senere Fabricius til Gertrude.k986 Det er altsammen om dig og hende og det er på sine steder akurat hvad I har sagt til hinanden. Jeg måtte ikke være et menneske, om det ikke tog et smærteligt tag i mig alt dette, og jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis jeg ikke nu i aften sad og følte mig fattig og ringe. Om din kjærlighed til mig, vilde du ikke kunde skrive således, for du er nu en anden, end du dengang var. Hun har fået førstegrøden af din ungdom og dit liv, hvorfor var det ikke mig? Uf, at du ikke er hos mig nu, for at jeg kunde græde ved dit bryst, og høre dig tale til mig, og sige at jeg skulde stille mig tilfreds, og være vis på, at jeg eiede dig helt og holdent og at du var lykkelig ved mig, – men nei, nei, nei, ikke, ikke, og tusinde gange ikke så lykkelig som om du dengang havde fået hende! Det er det, som stikker mig i hjærtet. Jeg kan ikke skrive mere iaften. Gråden blænder mine øine, og det gjør så ondt, så ondt. Godnat elskede, jeg elsker dig, men, men, – det er ikke mig, som har været hverken Marie eller Gertrude, og der har været flere også!
Din Amalie.

217. Erik til Amalie

Mandag Aften den 14 Jan 83k987
Min elskede Ven, næsten tre Breve fra Dig på én og samme Dag, det kunde jo være Herreliv det! Men desværre de er så korte, og så var det sidste, det, der nu lå til mig ved min Hjemkomst, så bedrøvet. Min Ven, om jeg vidste en Urt, en Trylledrik eller sligt, som kunde åbne mit Hjærtes lønligste Tanke for Dig, jeg vilde give Dig den for at Du kunde en Gang for alle læse Dig rolig for de Spøgelser fra en Fortid, som kommer og får Dig til at græde. Der har i mit Hjærte aldrig været så stærk en Følelse som nu.k988 Min Personlighed, mit dybeste Væsen, mit Håb, min Vilje, alt hvad i mig har Levekraft har aldrig været samlet om ét som nu. Jeg har aldrig mødt mig selv som nu, jeg har aldrig båret Kærlighed til nogen før – jeg har været forelsket, betaget, jeg har lidt for én Kvindes Skyld – men Kærlighed, Amalie det har Du lært mig hvad er, Kærlighed som gør stærk, som giver Tillid, min dyrebare, sødeste Hustru, hvad vil de Ungdoms Indbildninger sige, som har fyldt min Sjæl en Gang
– – – – En ærgerlig latterlig Tildragelse er her kommet som Mellemspil. En fordums Kæreste af min gamle ækle Pige havde trængt sig ind i Køkkenet til hende, han var drukken, snakkede højt, jeg skulde just i Vrede ud og se hvad der var på Færde, da Pigen kommer og beder mig jage Mennesket på Døren. Jeg ud: Hvad Fanden vil De her, vil De se til at komme afsted! Nej jeg vil ikke. Vil de gå godvillig, eller skal jeg hente Politi? (Fyren var en stor Vognmandskarl, som jeg nok lod være at sætte på Døren) Jeg går ikke, her har De ingen Ret til at befale, De bor der ovre (han pegede på min Stuedør). Han stank af det modbydeligste Fusel. Jeg gentog med Eftertryk min Opfordring, han gik ikke. Jeg ned efter en Politibetjent i Vagten just under den Lejlighed kan Du huske, som vi så på med de mange Værelser. Det var galt, jeg skulde have henvendt mig i en anden Vagt, men en Betjent gik imidlertid med. Da vi kom tilbage var den drukne der endnu; i Skjorteærmer kom han ud af Pigekamret. Han havde gjort Forsøg – jeg antager forgæves – på at få et Samleje i Stand. Han gik godvillig med Betjenten under brøsige ironiske Bemærkninger. Han var højrøstet men ikke grov. Den Fyr har oprindelig, da Marie kom til mig, boet sammen med hende, hun optrådte som gift, kaldte sig Madam Petersen, og i Begyndelsen mærkede jeg aldrig noget til ham. Senere var han drukken et Par Gange, og da jeg i den Anledning vilde have begge bort, bad hun om jeg vilde jage ham alene bort. Han gik da uden Spor af Protest, og det blev mig klart, at de slet ikke var gifte. – – Nå det var nu det dumme Mellemspil, som afbrød mig grundig. Det var uheldigt, for jeg er træt efter Gårsdagens Udflugt med kun 4 Timers Nattesøvn og skal bestille noget i Aften. Min elskede velsignede lille Pige, gid Du rigtig kunde gennemforske al Kærligheds Gåde og blive utrolig sikker i den ene Sag, at Du aldrig bør ønske at bytte den Kærlighed Du har fremkaldt hos mig med den, der blomstrede i mig for så og så længe siden. Det var en Kærlighed, der var syg i Roden fra første Færd, og jeg vidste det hele Tiden. Jeg så vel ikke, hvor ilde anbragt den var før længe efter, men det var i egenlig Forstand aldrig skjult for mig, at den vilde ikke komme til at bære mit Liv. Det kunde den ikke, skulde den have stået sin Prøve, var den ynkelig sunket sammen som den af Længsel og politisk Trang kunstig opvoksede Stængel den var. Dig elsker jeg Amalie,k989 det andet var min egen Kærlighed jeg elskede, dyrkede, gødede, indtil den var overkultiveret. Du har set min Kærligheds Glæde Amalie. Vær ikke sygelig eller ond min Stump, så at Du tænker på at få min Sorg at se. Min Sorg nu vilde begynde indenfra og æde som Kræft mit Hjærte ud af Livet på mig, indtil jeg åndelig talt var et stinkende Lig. Den Gang blev jeg Menneske ved at arbejde mig ud af min indbildte Sorg. Menneske så som så, Du har fuldendt, reddet det Værk, der kan komme ud af mig. Med Dig står og falder jeg. Hører Du nu det, min trofaste Pige og kys mig så og vær glad. Du er mig, og Du har inderlig glædet mig ved den Følelse, hvormed Du har læst «Erik Skram» i Gennembrudet. Jo min Unge Du er fin og nobel i dine Instinkter – men for Resten man bliver jo afstumpet, og jeg har mere haft imod, at G.B. på en lidt plump Måde synes jeg har givet mig dette Puf i Ryggen for at få mig til at skrive,k990 og at den gode «Kunst», min Bog bærer Vidne om, fremdeles lades så temmelig upåagtet. – Nå men jeg har læst din Afhandling, og jeg har læst den for Neergaard.k991 Ved at læse den højt fik jeg bedst fat i dens Varme, det glædede mig at føle, at dens Fylde tog til under Oplæsningen; det er for mig et næsten ubedrageligt Kendetegn på Værdi. Stump, Du véd jeg er stræng, stræng mod mig selv, altså også stræng mod Dig. Min Dom er denne, at dette kunde blive en god Afhandling, når den blev tilstrækkelig gennemarbejdet; som den er nu, er den et Udkast. Sidste Halvdel er ubetinget det bedste, og jeg tager på mit Ansvar min elskede Ven at stryge lidt af den alt for brede Indledning. Det er tilmed også nødvendigt for overhoved at få Afhandlingen med i Februarhæftet, Neergaard havde misforstået Sagen noget og tænkt sig en Anmeldelse omtr som min af En Hanske. Min yndige Unge, det er vel umuligt at undgå, at Du ikke vil blive utålmodig, når vi kommer til at arbejde sammen; det jeg forstår ved at gennemarbejde sit Udkast, er noget som tager på Kræfterne; men jeg beder Dig inderligt, så kærligt og alvorligt, som jeg kan bede om noget, at Du går første Gang med mig dertil med et villigt Sind. Anden Gang behøver jeg ikke at bede Dig derom, for så er det der af sig selv. Du vil komme til at føle Arbejdets Velsignelse, din Respekt for din Gerning vil stige. Du kan blive fortvivlet og lægge alt fra Dig – hvor ofte har jeg ikke gjort det? – men Du vender alvorlig, samvittighedsfuld tilbage, og Du ender med at føle en Glæde ved den Kunst Du øver, som Du nu kun aner. Vær ikke bange for, at min Måde at arbejde på, skal være hæmmende for dit Talent; Du er frodig Stump og vil blive ved at være det. Det er ikke i Fremgangsmåden nogen Hindring vil ligge. Men derom kan det ikke nytte at tale nu. Du må se, hvad jeg mener for at kunne have nogen Dom derom. Du er ung og frisk for den literære Kærre som en Fole lige indfangen fra Græsgangen, men Du spilder mange Kræfter, for Du kender ikke Hemmeligheden ved at trække, Du forstår ikke Seletøjets Indretning. Er Du nu bleven bange? Du må ikke være det, min Dejligheds Unge, og fremfor alt må Du ikke tro, at jeg er borneret, superklog – dum på dette Område, eller kold-kritisk eller hvad andet ondt nævnes kan. Jeg er varmere end Du; kun at jeg har mer Erfaring end Du og bruger den. Jeg er varmere, for jeg har øvet den Kunst at skrive og have med Tanker at gøre som et Kald fra jeg var meget ung. Du er kommet senere og mere tilfældig ind derpå. – Jeg må slutte min lille Pige. Du har lidt forkert Greje på Sagerne, når Du tror, at Brødrene Brandes har nogen bestemmende Indflydelse på Politiken fra det literære Venstres Side nu, det er Hørup, Busk,k992 Pingel og så G.B. men Hørup er den afgørende for denne ene Opfattelse, det er Rubin, Fredericiak993 Nee[r]gaard og jeg, der har været bestemmende for den anden Side. Jeg har talt længe med Hørup efter først at have talt med hans Frue en Time, det har givet mig en Forståelse af hel anden Art end den jeg havde. Jeg antager endnu, at jeg har handlet rigtigt, men var denne Samtale kommen forinden, var jeg næppe optrådt som sket er. Det er ikke simpel Rancune,k994 der har ledet Hørup, tværtimod, han er tvungen ud i sin Stilling. Du kan kun tilnærmelsesvis sætte Dig ind i den Lykke det er for Norge at have en Mand som Sverdrup, Du véd det ikke, for Du er ikke dansk og føler ikke, kender ikke Jammeren ved at skulle gå skjult bag Bergs brede Ryg. Den Politik, det er det sværeste, jeg endnu har kunnet få en Opfattelse af, for en Mand med lidt Blødhed at kunne klare uskadt. Men nu god Nat min sødeste Unge. For at give Plads til din Artikel har jeg opgivet at skrive om «Skyggebilleder»; heldigvis havde en anden indsendt et protesterende Stykke,k995 som jeg kan bruge som Påskud til at slippe. Jeg har kviet mig for denne Opgave, men jeg havde haft godt af for min egen Skyld at søge at løse den. Men Lejligheden kommer snart igen. Du forstår min Stump jeg har ikke på nogensomhelst Måde «bragt Dig et Offer» som man siger. Nu for Alvor Godnat elskede dyrebare Ven, min sødeste Amalie, min dejlige Unge!
Din Erik

218. Amalie til Erik

Kristiania 14-1-84.
Min elskede Erik, du har nu kun fået fillebreve, 3 på rad, og du har rigtig grund til at være misfornøiet med mig: Iaften vil jeg se til at få et ordentligt brev istand, men du gode gud hvor du har ret deri, at der ikke længer er spor af trøst i at skrive, bare i at få breve, er der trøst. Jeg skal imorgen få fat på et par «dgblde» til dig, og sende dig, men farverne har du, har du fået, – se efter i konvoluten; de ligge der etsteds. Du må ikke la'e din modgang med skriveriet og alt det der, gjøre dig formegen fortræd. Et menneske får jo gjøre hvad han selv finder rigtigt og dermed lade det bero. Vrede og gunst fra venner og partifæller svinger i stemninger som dønninger og bølgeslag; en gang kommer det pludselig en mand tilgode, at han har holdt stand, og har handlet som en ærlig mand. Og desuden hvad har du at tabe, – du sætter jo dog intet på spil ved at handle fuldstændigt selvstændigt. Bliv bare ved dermed, så er det godt: Jeg, for min del er slet ikke bange for krig; jeg tror at det undertiden må til; jo mere man slår i bordet, og siger sparto til verden, jo varsommere behandler verden en; den er ikke anderledes. Man må bare være vis på at man handler i overensstemmelse med sig selv, det vil sige, med det man anser for ret at være! Om det «barselmanuskript» har jeg endnu ikke været istand til at få nogen slags besked. Jeg har kun kunnet erkyndige mig skriftlig om det hos redaktionen, såsom jeg foreløbig står på en meget spændt fod med den. At du nu ikke er her, for at jeg kunde fortælle dig alt dette, som giver den nærværende situation, er uhyre kjedeligt. I et brev er det umuligt. Til en side er det forøvrigt en såre slet redaktion,k996 Skavlan er syg, sløv, næsten blødhjærnet, dertil ræd, feig, og hårdnakket egensindig i en vanvittig grad. Sars er svagsindet og godslig i en grad som næsten er en plet på hans karakter. Redaktionssekretæren er ingen ting, især fordi han ikke har smidighed eller dygtighed til at råde med Skavlan, der egentlig burde sættes ud af betragtningen. – Jeg sendte hans manuskript til Skavland [sic], og bad om et hurtigt svar; jeg hørte intet; senere har jeg skrevet og forlangt et svar, enten manuskriptet tilbagesendt, eller tilsagn om at det var antaget. Ikke et ord har jeg hørt. Det er ikke uhøflighed men tusseskab, sløvhed, sygdom. Nu skal jeg imidlertid på en håndgribelig måde skaffe mig svar. Jeg sender mosju [?] Helland i egen person; han kan den karen. Her er for tiden et formeligt brud inden det literære venstre, – ja, et af en ganske privat art, men hvis man ikke er klog, kan det antage dimensioner. Det hele kommer af at «Nyt Tidsskrift» har villet anmelde «Moderne Damer» som et literært produkt.k997 Der har reist sig en storm af forbitrelse derimod. Garborg har erklæret at han ikke mere vil skrive en stavelse i Tidsskriftet, han havde lovet en afhandling om «Over Ævne», Holst har sagt til Sars, at han vil angribe redaktionen for at have handlet malhonnet, ved at tage et skandalprodukt under sin beskyttelse, Helland har svoret til redaktionen at han skal rakke Tidsskriftet ned, og blive dets fiende, Vullum har meldt, at hvis Tidsskriftet gjør det, så skal dets dage være talte Thommesen har lovet at undergrave det, Irgens Hansen at ødelægge det, – og så fremdeles i det uendelige. Alle de andre står som en mur mod, egentlig ikke Tidsskriftet, men mod E. Sars og fru Schjøtt, der har skrevet anmeldelsen. Sars har forklaret sin opfatning af bogen, og sagt at han som mand af ære, ikke kan lade sig true til at bryde sit løfte til Poulsen, som går på, og går på med bønskrifter til ham og fru S. om at anmelde bogen. De andre har svaret, at Sars opfatning gjælder ikke et fnug ligeoverfor den samlede hær, at han gjerne kan skrive arkelange artikler for at bevise at sneen er sort, der er dog ingen som ikke siger, den er hvid. Mit forhold til fru Schjøtt er bleven meget kjøligt efter alt dette. Hun har mundtligt og i brev forsøgt at klargjøre mig hvad hun synes er det rette, og sagt at det «er en sorg for hende, hvis jeg ta'er den mindste grad fra hende af det venskab jeg før gav hende.[»] Jeg har svaret at jeg sætter hende lige høit, ser på hende med de samme øine, men at jeg ikke kan komme fra dette ene, at havde hun været mig, og jeg været hende, så vilde jeg ha'e skrevet til J.P. da han sendte mig bogen, at jeg ikke ønskede at forhandle med ham om den, eller at anmelde den, fordi den var skandaløs. Og da hun ikke har gjort dette, så synes jeg det viser mangelen af noget, som ikke kan undværes i et venskab. Med hele Sarsefamilien er jeg kommen på spændte fødder; først fordi de beskytter Poulsen, og siger at han er aldeles uskyldig, og aldrig har tænkt på at ville skildre mig, hvilken opfatning jeg har betegnet for enten at være hykleri eller idiotisme. Bogen selv har jeg ikke taget mig et fnug nær af; men jeg, som ser, hvad forf. har villet, kan ikke finde mig i, at mine venner tar ham i forsvar på dette punkt. Så har fru Sars må du vide til min store forfærdelse sagt til en, at hvis fru Müller er forlovet med Skram, så har hun handlet uforsvarligt mod den arme Ossian.k998 Om en pludselig havde rettet en bebreidelse for at jeg havde koketteret med Hermann Th. og knust hans hjærte, kunde jeg ikke være bleven mere forskrækket. Med Tidsskriftet har jeg brudt fordi Skavlan har villet tvinge mig til at stryge en sætning, som var «for vovet», – han er så dum og feig den fyren – i min fortælling. Jeg har svaret at hele greien var skrevet ene og alene for at få sagt den sætning, og at ingen magt i verden kunde få mig til at stryge den. Jeg har taget fru Ring tilbagek999 til deres – gud ved hvorfor store ærgrelse og bedrøvelse, – nu går de her og sender mellemmænd og breve, og er som Helland siger så «opskjørtet», at de ikke ved hvad de skal foretage sig. Jeg vil ikke levere den tilbage. Du må ikke være bange for at det er urigtigt handlet af mig. Tværtom, det er modigt og rigtigt. Sålænge denne redaktion står, ønsker jeg ikke at ha'e med Tidsskriftet at gjøre. Naturligvis har jeg ikke kunnet give dig et blot tilnærmelsesvist tydeligt billede af hvorledes sagerne står, – der er tusinde småting som jeg på dine spørsmål og indvendinger vilde redegjøre for og udrede. Alt vilde blive dig klart og tydeligt og forståeligt. Det er forbandet med en sådan adskillelse. Du må ikke tro at det er skadeligt for mig at være falden ud med «Tidsskriftet». Jeg har alle de andre til mine redebonne riddere. Jeg er i denne sag det flag de heiser; de hader at Tidsskriftet vil gjøre fælles sag med Morgenbladet og betragte Moderne Damer som et literært produkt. Ingen andre aviser har gjort det; selv Aftenposten, Dagen og Intelligentssedlernek1000 stemplede den som et smudsprodukt, ikke at tale om bergenske aviser, og oplandernes aviser og stavangerske blade. Selv professor Skavland [sic] står i denne sag contra Sars. Bliver den anmeldt i næste hefte, bryder det løs; i dette vovede de det ikke; de vilde at «stormen skulde lægge sig» – men den lægger sig ikke, den. – – Om jeg taler ilde om G.B.? Nei, men når man har spurgt mig hvad han sa'e om «Over Ævne» har jeg nøiagtigt gjengivet hans ord, og da har det ikke lydt som talte jeg godt om ham. Jeg er bange for at jeg dog er kommen til at skade ham heroppe, men jeg lover dig at være så varsom, så varsom med min mund herefterdags. – Jeg har skrevet til din moder om pigen, og sagt at mere end 12 kr. måneden må der under ingen omstændigheder gives. Hvis jeg tog en med mig herfra til 10 kr. måtte jeg jo betale hende reiseudgifter, så det med 12 kunde gå an. Det vilde gå op i op for en god stund ialtfald. – Nei, jeg er ikke kommen til at tale med Garborg om din plan at skrive om ham. Jeg har ikke truffet ham sådan på tomandshånd, eller også har jeg glemt det, når jeg havde an[led]ning. Nu ser jeg ham snart en dag, så skal jeg huske det. Her synes man også at G. Heiberg havde grund til at være mindre vel tilfreds med I. Hansens kritik.k1001 Det faldt slet ikke mig ind, da jeg først læste den. Nu vil fru Vullum skrive om den.k1002 Kathinka Heiberg er min første og bedste veninde;k1003 jeg er meget sammen med hende. Hun er for mig, det samme som formodenlig With for dig bare at hun i et og alt i særlig høi grad, er et første rangs menneske. Jeg ved ikke om W. er det, men måske. Hun har lige fra første tid vidst om at der var noget imellem os, men hun spurgte ikke, og jeg nøiede mig med at sige at jeg var kommen til at elske en mand, og derfor var bleven et andet menneske. Hun kunde også straks se det på mig dengang forrige år sommer, og spurgte hvad der var foregået. Hun har kjendt mig bedst af alle, lige fra barndommen af; for hende kan jeg intet skjule; hun læser sig alt til. Nu ved hun også alt; hun er så glad i dig gjennem hvad jeg har sagt hende, er så lykkelig fordi jeg har fundet en jeg kan elske, – hun mener så fuldt og fast at først gjennem dette kan der blive det mest mulige ud af mig. Jeg vilde så gjerne du skulde holde lidt af hende, og anse hende som en, der på en måde hører med, for hun hører uopløselig til mig her i verden, og tænk, hun er en kristen. Men et finere, elskeligere og mere intelligent væsen kan ikke gives. Og så har hun en karakter, – den er helt igjennem, tænk dig det, helt igjennem det gediegneste guld. Hun formår at være sand bestandig. – Ja, stykket fra Dagsavisenk1004 var virkelig nokså morsomt, jeg vil gjerne se resten. – Jeg skulde ikke været søvnig elskede, deilige Erik når du var kommen hjem fra mødet. «Med den søvnigste stemme som universet kjender, vilde du hae svaret» – skriver du. Nei, jeg vilde git [sic] mig god tid med at gå iseng, og måske ha'e siddet og børstet mit hår, eller stået og vasket mig når jeg hørte den dyrebare lyd af dine skridt i trappen, og så vilde jeg straks reist mig, og ha gået hen og først og fremst før du fik begyndt på nogen verdens ting, kysset dig med armene om din hals, og hvis du vilde fortalt da, så havde jeg sagt at du skulde gå iseng først, og så skulde jeg ligget i din arm og hørt på dig. Og når du så vilde gestikuleret, måtte jeg hae reist på mig, for at du skulde fåt [sic] den anden arm fri, og så havde jeg tvunget en og anden liden pause frem, ved af og til at kysse dig midt på munden. Ak du søde, jeg kan næsten ikke holde den fryd ud som griber mig når jeg dvæler ved det liv hos dig, som venter på mig. Ak om dog disse måneder var gåede. Men du; engang, vil de være tilbagelagte, og tænk dig så! Ja, det er sandt, «vi tænker ens». Det er vel derfor jeg aldrig kan forstå dine dumme udtalelser når du er bange for hvorledes jeg skal forholde mig til økonomiske pinagtigheder, men altid føler mig ilde berørt, og stirrer på en gåde. Det er så overflødigt at nære denne frygt; at du nu engang for alle ved det, du elskede mand! Aa hvor var dit lange brev, skrevet i flere terminer mig en salighed at læse. Jeg fik en usigelig trang til at knæle ned foran dig, lægge mit hoved på dit knæ, og græde af glæde, af tak til dig fordi du, – er som du er; jeg vilde kysset dine hænder, og trykket dem ind til mit bryst, og mine øine. Du gode gud, hvorledes jeg dog elsker dig, – jeg går og bliver mere og mere dygtig til at elske dig for hver dag, som går, du skulde bare vide du, hvad der foregår i mig, rent vidunderlige, utænkelige, ubeskrivelse [sic] ting, – jeg blir så liden og forsvindende selv, – det er dig som er vokset op indeni mig, istedetfor at jeg selv før sad der og bredede mig; og det er så sødt og saligt, – nei hvad kjærlighed dog er for en herlighed, for en livsens fryd og glæde, og det er din skyld, – du har kaldt alt dette frem i mig; ingen anden havde kunnet gjøre det; om jeg havde kastet mine øine på en eller anden, som ikke var dig – ulykke vilde der tilsidst være kommen ud deraf. Og alligevel kan en slig tilstand som den hvori jeg skrev mit sidste brev få magt hos mig. Bryd dig ikke om det! – jeg strider imod det, og når jeg har følt dig elske mig hver eneste dag i mange år, så er vel muligheden for at føle en slig smerte over den kjærlighed du har givet andre, for evigt bragt ud af verden. Godnat min søde, mit liv, min kjærlighed mit alt og eneste på denne jord. Jeg kysser dig tusinde kys på dit ansigt og dit legeme.
Din Amalie.

219. Erik til Amalie

Tirsdag den 15 Januar 1884
Min elskede jeg har nu i Timer siddet med din Afhandling for mig. Jeg har taget de Småstykker ud, der uden strængt at angå Emnet, indeholdt direkte Angreb på Kristendommen som Lære. Man er blevet meget afvænt med at se disse vrede Angreb her nede – der vilde rejse sig et Råb imod Dig, som der ingen Nødvendighed er for at hidkalde, så meget mere som Du selv roser Bjørnson for Tolerance. De hårde Ord om Teologerne står for største Del tilbage, dog har jeg taget ud et sådant spottende Udtryk som, at de «lagde sine Hjærner i Blød». Hvorfor spotte dem fordi de svarede Bjørnson? Det var jo meget korrekt gjort af dem. Nogle «longueurer» har jeg fjærnet.k1005 Elskede Stump, Du må jo huske, at det er en ofte betrådt Mark Du er inde på, den overses i et Øjeblik, mange Ord standser kun, viser intet. Et Sted har jeg rettet «Nuancer» til «Forskelle», og Du må ikke blive vred derfor, det er en Egenhed hos mig at blive syg, når jeg ser fremmede Ord, som haves lige så gode eller bedre på norsk eller dansk. De Tilføjelser Du har til «nuancer» gør denne Betegnelses særlige (indbildte) Nøjagtighed aldeles overflødig. Et Sted har jeg efter megen indre Kamp strøget. Jeg véd, at det bør gå ud, men jeg véd også, at Du vilde hvis Du var her, holde stærkt på det. Sagen er, der er ingen virkelig Mening deri. Der står: «»Over Ævne» er også noget andet og mere. Det er en verdens allegori, klædt ind i et kjæmpebillede, hvor hver en skikkelse er et storværk. Og hvorfor et storværk? Fordi det er dens indre sandhed, det vil sige dens sammenhængsbundne af bestemte faktorer prægede udviklingshistorie, som har givet de store linjer sin geniale renhed, detaljerne sin harmoniske sikkerhed og fysionomierne sin slående korrekthed.» Fra «Og hvorfor» og Stykket ud har jeg strøget.k1006 Jeg forstår ikke et Muk af dette. Jeg lader gå, at Du kalder en Allegori for noget mere end «Dramaernes Drama». Jeg er absolut uenig med Dig i en sådan Opfattelse, men enfin det er en Opfattelse. Men hvad betyder disse Ord: «Fordi det er dens indre Sandhed?» Hvilken «det»? Er det «Storværket» eller Billedet, «Kjæmpebilledet»? Hvor kan noget af det være nogen Tings «indre Sandhed»? Hvorpå går «dens». Er det «Verdensallegorien»? Kan den have nogen Udviklingshistorie. En Allegori? Eller er det «hver en Skikkelse»? Så måtte der jo have stået «deres». Hvad mener Du med «Faktorer»? Hvor kan nogen Tings «indre Sandhed» «være» dens Udviklingshistorie? Og hvad vil det sige at en Tings «Udviklingshistorie» giver en anden Ting genial Renhed, harmonisk Sikkerhed eller slående Korrekthed? Min søde Pige jeg forstår ikke et Ord af alt dette – – – Halløj nu forstår jeg hvad Du har ment. «Det» er det ubestemte Stedord, ikke det tilbagevisende, og det er den relative Sætning, der er Omsagnet, og «det vil sige» er en Indskudssætning. Men min kæreste Ven, selv om det lykkes andre hurtigere end jeg eller straks at læse Stykket, som det skal læses, så bliver der Indskudssætningen tilbage at forstå. Hvad vil en Verdensallegoris af bestemte Faktorer (hvilke Faktorer?) prægede Udviklingshistorie sige? Og det Du sætter Dig til at besvare er ikke hvad Du selv spørger om. Du spørger, hvorfor er hver en Skikkelse et Storværk? Og din Forklaring sigter til Allegorien. Men sætter vi nu «deres» i Stedet for «dens», er Stykkets hele Indhold det, at det med en særegen Dvælen og en særegen Højtidelighed og Pyntelighed bliver sagt, at det og det er stort, fordi det ved sin Sandhed er genialt, harmonisk og korrekt. Men dette «fordi» gør da en sørgelig Virkning. Det er de samme almindelige Betegnelser der stå på begge Sider af dette Ord: man kan i Flæng vælge, om man vil sige, at en Ting er stor, fordi den er genial, eller genial fordi den er stor eller korrekt fordi den er harmonisk og sand osv. Det er sideordnede Begreber, som ikke kan bruges til at forklare hinanden. Havde Du sagt, at Skikkelserne vare store, fordi de var nye eller noget lignende, var vi inde på en Vej, der mulig kunde føre til en virkelig Begrundelse, men at ville forklare den valgte Betegnelse «Storværk» ved en Omskrivning af Ordet fører til intet. Vi er ikke kommet et Hårsbred frem. I selve Ordet Storværk ligger jo alt det Du nævner bag efter. Du har villet sammenfatte dit Indtryk af Digterværkets Enkeltheder ved at sige, at Skikkelsernes Sandhed er genialt truffet i hvert Ord de sige, at hver Ytring fører én nærmere til Forståelsen af den Udvikling, de har gennemgået, og at Digteren med sikker Hånd bruger alle disse slående Enkeltbilleder i sin Sags Tjeneste. Ved den Sammenstilling han bringer dem i, opføres en Verdensallegori for vore Øjne, som ved sin Storslåethed, sin kunstneriske Gennemførthed og sin Ægthed i det Enkelte gør et overmægtigt Indtryk. Men når Du har villet sige dette eller noget af denne Art, hvorfor så pludselig anbringe denne Tankebarrikade «et Storværk», som Du så glemmende hvad det egenlig er Du vil sige giver Dig til at rydde af Vejen. Og Du får den tilmed ikke ryddet bort. «Storværket» står der udefineret, og jeg gad også se den, der kan give en udtømmende Besvarelse af hvad et Storværk i Literaturen er. Det er et tomt Ord voilà tout. Et Ord som først kan anbringes, når man har tvunget et ganske bestemt Indhold ind i det, men et Ord som ikke kan fyldes med andre «almindelige» Ord. – Ja dette ser naturligvis ud som et Miskmask; men det er i Sandhed ikke let i Korthed at foredrage ABC'en i den Kunst at skrive. Du har givet en Ordforklaring min søde Pige i Stedet for en Sagforklaring, og det er alle begyndende Skribenters Skødesynd, og det ligger simpelt hen deri, at Ordene virkelig bliver til en Sag for den uøvede ved den Modstand de gør for Tanken. Man standser ved en ydre teknisk Vanskelighed, synes man kommer igennem, medens Forholdet blot er, at man for ét Ord har fået anbragt to, tre eller fire. Tænk Dig et Øjeblik om: Kan det ikke være Dig aldeles rasende ligegyldigt, om Folk kalder «Over Ævne» for et «Storværk» eller ej, når de blot erkender, at det har den bestemte nøjagtig angivne Betydning, som Du hævder? Det er den enkelte indholdsfyldte Bestemmelse af en Ting det kommer an på. At Du t.E. påviser at Digterværket kan forstås som en Allegori er fortræffeligt, det er en Betegnelse men ikke, at det er «stort» osv. – Interesserer Du Dig virkelig for Allegorier min søde Pige, eller er det blot denne, der ved sin særlige Storhed har imponeret Dig? I sidste Tilfælde er dine Ord uforsigtige. Nu læser man din Artikel med Indtryk af, at Du i Allegorien ser den egenlige Storhed ved «Over Ævne». – Jeg antager nu rigtignok, at Bjørnson er for moderne en Ånd til for Alvor at have givet sig i Lag med Allegorien. Den er kommen med helt lejlighedsvist, efter min Opfattelse, den trængte sig på, kunde ikke lukkes ude. Har Du ikke også forholdsvis sent fået Øje på den?
Torsdag 17 Januar
Det var mit Brev forleden. Jeg nåede ikke videre og har siden været forhindret fra at skrive bl.a. af en Kamp med en rygende Kakkelovn, som har gjort mig halv sindssyg og omtrent husvild. Min egen elskede Ven, Du skal love mig at tage de Udstrygninger, jeg har foretaget i din Afhandling, med al den søde Sindsro, Du råder over. Du kan begribe, at jeg er gået alvorlig til Værks og har skåret i dine Ord, som var det i dit Kød. Jeg har betragtet mig som en Slags Læge og kan naturligvis have gjort Fejl, men jeg har et virkeligt Studium for mig, og dit Tilfælde ligner oven i Købet meget det, jeg har måttet helbrede mig selv for, og som i det hele er et hyppigt forekommende. Sig til dem, der kender Artiklen, at da det fra Redaktionens Side blev fremhævet som noget nær nødvendigt, at der foretoges Forkortninger, betroede Du mig at gøre dem tilligemed de Småforandringer af enkelte Udtryk, som jeg måtte finde rigtige for noget at mildne Tonen. – Jeg var i Teatret igår Aftes og kom hjem og fandt dit Brev! Et sådant Brev! Så lykkelig Du gør mig, Amalie! Det er sådan, at jeg er lige ved at sige: Nej jeg vil ikke være så grænseløs glad, så helt ned til Bunden af min Sjæl lyksalig ved et Brev, hvor skal jeg gøre af min Glæde, jeg kan intet Udtryk finde for den, jeg véd ikke hvor jeg skal gå hen med den. Det var jo så sen Aften (Kl 12), at jeg, selv om der havde været varmt i min Stue, vanskelig kunde have sat mig til at skrive. Det er dette ikke at kunne sige det til Dig, ikke at have Dig med i min Lykke, som er så fortærende. Men alligevel Amalie, inderlig glad er jeg, det kan ikke hjælpe. Endnu idag føler jeg mig så rig, så stor, så løftet over alle Bekymringer, at selv din Fraværelse står for mig i et tåleligt Lys. Der kommer for Resten bestandig tilbage for mig en Anledning til at være ond på Skæbnen, at den ikke giftede os i Efteråret i Stedet for først nu til Foråret, og det er den aldeles mageløse Vinter vi har. Som Du vilde have nydt den! Min Stump klar Nordenvind og 3–4° Varme, en uforanderlig Mildhed og Skønhed. Noget lignende opleves ikke to Gange i en Menneskealder. Næste År naturligvis bliver Vinteren modbydelig med Frost og Storm eller Slusk og Storm. Jeg sidder med åbent Vindu nu for Røgens Skyld fra min Kakkelovn, uden for pipper Fuglene og Tømmersvende arbejder nede på Pladsen over for mit Hus. Selv Røgen gør mig ikke rasende idag. Det femte eller sjette Forsøg på at forhindre Røg med nordlig Vind skal nu gøres. Du, det er ikke en Gang Røg fra min egen Ovn for Øjeblikket, det er mine Husfællers Røg, som trænger ind til mig – jeg har været ved at gå fra Forstanden. Men tror Du ikke, at jeg også har tænkt på, hvorledes Du vilde klare Dig, når sligt skulde indtræffe for os. Jeg har i Tankerne sammen med Dig været fordrevet, og jeg har gjort mig Umage for at tænke den Sag igennem, om det var muligt, at Du kunde tage sligt med Ro, eller om Du ikke blev rasende, og jeg netop i den Anledning den mest koldsindige af os to. Nu har den Tanke plaget mig meget, om jeg ikke skulde være berettiget til at fordre Skadeserstatning for mine spildte Arbejdsdage og mine tilsmudsede Møbler, og om jeg ikke er et tossegodt Fæ, som ikke straks har slået den Tone an overfor Værten. Han har for øvrig været skikkelig og søgt at gøre hvad der var muligt til Røgens Fordrivelse. – Men nu til dit Brev. Jeg har ikke Farverne Stump, hvorledes det så er gået til, Du må sende nye, og så en til, til Sovekamret, men lad det ske så snart som muligt. – Det er jo noget aldeles umådelig vigtigt det med Tidsskrift og Sars'erne Du fortæller. Så forstår jeg noget, Poulsen for så og så længe siden – han er vistnok rejst nu – har fortalt her om et Brev fra Sars, noget venligt til Poulsen, jeg husker i Øjeblikket ikke hvad; jeg opfattede det den Gang som en af Fyrens sædvanlige Løgne og lod det gå ud af det andet Øre. Men hvad er dog det for Fjotteri fra den Lejer? Du har nævnet for mig i sin Tid, at «Moderne Damer» skulde anmeldes for din Skyld, som om den var et almindeligt Romanprodukt for netop at tvinge Skandalen bort fra Bogen. Jeg fandt det forkert, naivt. Men at man ud fra Bogen selv eller for Poulsens (!) Skyld mener at burde behandle den som en hæderlig Mands Arbejde, forstår jeg absolut ikke, og jeg siger som Du, at der her må mangle Fru Schiøtt og Sars noget enten på Forstanden eller på Følelsen. Holder de af Poulsen eller mener at have Forpligtelser over for ham, vilde det højeste, jeg i min Fantasi kunde svinge mig op til at tænke mig, at de vilde gøre, være, at der blev slået en Streg over hans Forhold ved denne Lejlighed, at man glemte «Moderne Damer» som en Bedrift udført i utilregnelig Tilstand. Jeg lider ikke dette at man kan få denne Bog tilsendt og være din Ven og så fremdeles lade Poulsen være lige god for det, men altså Gemenheden kan de måske forklare som vanvittig Sorg, men at ville lukke Øjnene for hvad her er foregået – hvorledes er det egenlig muligt? Hjælpe på Fyren i Anledning af «M.D.» – det er jo Forræderi! Men ser Du Stump, må jeg skyde det ind her: således som Morgenbladsforholdet tager sig ud for den forurettede Part – og der er Forurettelse – kommer vor Støtten af Bladet til at se ud omtrent på samme Måde som Fru S. og S.'s Støtten af Poulsen viser sig for Dig og os. Kun at Hørup talte så hjertelig og smukt med mig, fordi han gik ind på at forstå mit Standp. For ham har Spørgsmålet kun været Berg-Hørup, og mulig har han Ret, og endda er det rigtigt, hvad vi andre har gjort. Men ser Du, let har dette ikke været. – Kunde Du sende mig Fru S.'s Brev om denne Sag?k1007 Det vilde naturligvis interessere mig i højeste Grad at se, hvorledes hun forklarer sit Standpunkt. Nå og gamle Fruen, som holder på med at få sin Søn gift – av, av! Vil Du tro Ven, at jeg har haft en Fornemmelse hen i den Retning ved nogle Ytringer Du har refereret af hende om, at var hun Mand, vilde hun blive forelsket i Dig. Du lagde ingen Vægt på disse Ord, og så måtte jeg naturligvis end mere gå dem forbi, jeg kendte dem jo kun fra Dig. Men alt dette er jo broget, og ubehageligt. – Jeg har en Følelse af, at Historien er temmelig gammel, og at jeg har lidt en Smule Uret ved først nu at komme ind i den. Du er lidt af en Gemmepotte og skal ske Skam i den Anledning. Vi ligner ikke hinanden i denne Henseende. Min første Lyst, min første umiddelbare Trang er Meddelelse til Dig, dele, dele alt. Fy! Og så nu også det med «Fru Ring». Jeg som ikke véd mere end jeg véd, siger naturligvis, at Du har Ret. Men Mulighed kan der jo være for, at Du virkelig har sat en Ytring for skrigende i Farven hen i Fortællingen, og at netop det Du vil sige, kan blive sagt i en lempeligere Tonart. Du skal slet ikke svare på denne Formodning, der hensættes helt i det Blå. Det er kun fordi jeg efterhånden er bleven snildere, end jeg var før i Retning af at finde på Udveje til at få det frem, man vil have frem og mindre og mindre tror på det enes absolute Nødvendighed. Men naturligvis et Ord, dette bestemte Ord kan blive selve Centrum, som ikke kan forrykkes uden at hele Cirkelen går i Skuddermudder. –
Hør min søde Pige, nu er jeg nær ved at skænde på Dig. Er der nogen Mening i, at Du først nu over et År efter at Du er bleven min, fortæller mig hvem Kathinka Heiberg er, din virkelige, eneste, sande, uadskillelige Veninde, og det oven i Købet kun på Foranledning af mig? Hvorfor har jeg ikke skullet holde af hende for længe siden? Er det at varetage min, er det at varetage hendes Tarv, er det at gøre Ret imod Dig selv? Og hvad ligner din Vrede i sin Tid over, at jeg havde fortalt With, straks, naturnødvendig den Forandring, der var foregået med mig? Har Du ikke været nødt til at gøre netop det selvsamme? Hvor har Du kunnet undgå at komme til at tale om alt dette til mig? Det skal Du gøre ordenlig rede for. Jeg holder af Kathinka Heiberg, jeg er vis på, at hun er et udmærket Menneske – og jeg kan efter hvad Du har fortalt mig om hende ikke begribe, at Du ikke har ét hæderligt Ord i din Artikel om de kristne. Jo ét står der et Sted indeklemt mellem lutter nedsættende Udtryk. Og når Du har talt til mig om dit Forhold til religiøse Mennesker, hvorledes Du i dit daglige Liv let kommer ud af det med dem, hvor har Du så kunnet lade være at bringe hende på Bane? Svar mig! – Så er der i dit søde Brev et Kildespring af Ømhed og Kærlighed som betager mig Vejret næsten. Du søde. Du er så glad for mit Brev – hvad kan jeg mon have skrevet andet, end at Du er min Fryd, min Nødtørft på Jorden.
Aften Kl 12
Jeg måtte afbryde før. Du yndigste Sødhed som findes, jeg vilde have sagt Dig, at Du gør mig indbildsk med dine kærlige Ord. Hvad er der andet godt ved mig end min grænseløse Kærlighed? Jeg er sikkert lille i mange Forhold, Stump, dår Dig ikke, husk, at Du skal elske mig med alle mine Fejl. Elskede, elskede Pige, Du skal væbne Dig med Overbærenhed, med en uendelig Evne til at kunne finde Guld imellem Slakker. «Det Glimt af Sol bag Tågen at bevare, det er det Livsens Krav en Mand skal klare» står der hos Ibsen;k1008 men det gælder også den gifte Kvinde. Du har meget at holde ud med, hører Du. Men Unge, jeg tror også på mangt et Glimt af Sol, hos Dig og hos mig. Jeg tror på, at Du kan få det gode frem i mig, Amalie jeg tror på vor Lykke, jeg tror på Dig. Du er en brav, en hæderlig Kvinde, en dejlig, rettænkende, bedårende Hustru! Amalie Du er Smukheden i mit Liv. Uden Dig var alt gråt, umuligt, forbi! Ja Ven, det er sandt, mig er det, Du skulde elske, for Dig er det, der har givet mig Kærlighedens Gave. Hører Du Amalie, Du har fået mig til at blive Mand, til at elske, Veninde jeg elsker Dig helt, uden Mål uden Grænser. Jeg har givet mig Dig helt i Vold. Du skal altså give mig Dig igen. Min søde Hustru. – Jeg har i Aften været i Dagmarteatret og kedet mig over en idiotisk Operettek1009 rent afskyligt, så spist lidt hos Jakob og er nu kommet hjem og er overmåde søvnig. Du min elskede, om Du nu var hos mig, søvnig som jeg, sådan ganske i al Almindelighed, rasende søvnig, ked over Operetten, kun bevarende et eneste morsomt Træk, som vi kunde nævne sammen for hinanden, en aldeles overraskende kæk, kåd lille Streg af en Skuespiller – det var dog et af disse Glimt af Sol – ikke? Godnat nu min dyrebare, jeg går ned med Brevet i Aften for at være sikker på at det kommer med imorgen. Der lå til mig to Dgbl. fra Dig, tak min sødeste Stump. Jeg kunde naturligvis ikke lade være med at endevende dem for at se om Du skulde have smuglet noget med, men nej. Men Du er dejlig alligevel. Godnat Amalie
Din Erik

220. Amalie til Erik

Kriania 16de januar 84.
Kl. er 2 nat min elskede; jeg er netop kommen hjem fra en selskabelig sammenkomst hos kunstnerne i et stort offentligt lokale. Der var nokså morsomt, men ikke at ligne med igår hos «Fram» den unge liberale studenterforening,k1010 hvor kunstnerne havde møde og holdt diskussion som Fritz indledede med et tyndt, spredt, åndfuldt ja, à la Numa Roumestan foredrag,k1011 der greb tilslut, fordi det, skjøndt lidt reklamemæssigt, dog var ganske treffende. Så kom Chr. Krogh, som var brilliant, og så en del andre, og så kom der punscheboller og lange smale borde, og da var der en moro, og en stemning og en given tilbedste af fortællinger og andet, som var virkelig kunst helt igjennem. Husk endelig på at jeg engang mundtligt fortæller dig om dette; det er noget rent mærkeligt dette lille «Fram», – om du havde været med, du vilde være grebet af den evne til at samle sig, præstere, skabe liv og glæde – siden jeg var barn har jeg ikke havt en sådan aften. Men jeg sad hele tiden og tænkte: Ak om Erik havde været med! Da jeg så kom hjem, fandt jeg dit brev fra mandag, nu kommer brevene igjen om aftenen – og blev naturligvis henrykt ved at se det. – Ja stryg du bare af mit skriveri, hvad du vil. Jeg ønsker inderlig at jeg havde været hos dig nu for at få se hvad du mente med dette at gjennemarbeide min artikkel. Du kan tro, jeg skal lade dig lære mig alt hvad du kan lære mig på dette område. Aldrig skal du have havt en lærvilligere, lydigere og mere beskeden elev. Det er kun når du udtaler noget, som viser at vi tænker modsat, at vi mangler muligheden for en virkelig forståelse, – det er da, at jeg steiler. Det gjør mig så rasende ondt, det stikker og slider i mig, og smerte er jeg så forhadt på, – jeg kan ikke fordrage at føle nogenslags pine, – jeg blier straks utålmodig og vil slå eller tie den fra mig. Siden jeg har havt anledning til at vise dig mit ilske i vore disputter, tror jeg det vil overraske dig at se hvor uhyre medgjørlig jeg vil være, når du klandrer mit arbeide, vil vise mig feilene der og hjælpe mig til at gjøre det bedre. For jeg elsker ikke mit arbeide, – det vil sige, jeg elsker at arbeide, men alt hvad jeg får færdigt, vilde jeg med glæde på ny styrte mig over, og rive istykker for at gjøre det om og få det rigtigere, når der blot var en, som pegte på feilene og sa'e: så og så skal det være. Det er mine meninger, ja det vil sige mine livsens grundmeninger jeg elsker, dem jeg ikke kan røre ved, uden at hele min åndelige habitus falder overende. – Men hvorfor kan det ikke komme i det første hæfte, i det for januar? Jeg sender dig «Nyt Tidsskrift», – jeg vidste ikke om du havde let for at få fat i det. Men jeg må ha'e det tilbage, fordi denne årgang skal indbindes. Men jeg slutte. Jeg dør af træthed og så har jeg en kardialgi, til at fortvile over om dagen; det er af den megen nattevågen o.s. v. Får jeg brev imorgen, så skriver jeg, – så vil du få det mandag morgen. Uf ja, – også jeg syntes ilde om denne puffen dig til at skrive af G.B. Det skulde betyde velvillighed, men det var en taktløshed, en simpelhed i tænkemåden. En éneste, fin antydning i form af et ønske, en forhåbning havde været nok, og på sin rette plads. Godnat elskede. Dine ord om din kjærlighed var livsalige at læse. Ak ja min dyrebare, mit liv på jorden, jeg ved jo at du elsker mig, men lige indtil iaften, har jeg siddet, og sørget over den kjærlighed, som de andre har fået. Jeg elsker imidlertid dig af hele min sjæl. – Endelig har jeg fået manuskriptet;k1012 der stod i en liden skrivelse, der ikke kan sendes, fordi der stod andre private ting også, at redaktionen takkede, men at den fandt skitsen for faglig, for «speciel»; og da deres plads dertil var så uhyre stærkt beslaglagt, kunde de ikke ta'e den. De har ikke turdet heller; den var dem for vovet.
– Din Amalie.
NB. Det er «Tidsskriftet» som har bøiet manuskriptet over i to. Derfor gjør jeg det nu, ellers havde jeg ikke gjort det.

221. Amalie til Erik

Lørdag aften. [19/1/84]
Nu har jeg for 4de gang tærsket igjennem dine 3 eller 4 sider lange indvendinger mod «storværket» og [«]bestemte faktorer» og sammenhængsbundne, og jeg er ikke istand til at forstå hvad det er du mener og tænker på. Jeg ved at der er god og fornuftig nok mening i alt det, og jeg synes det er ufordrageligt at det går ud, men skriftligt kan det ikke nytte at forsøge på at forklare dig hvad jeg har ment. Jeg opgiver det. Stryg og skalt og valt som du vil. Netop dette sted var L. Holst så glad i, fordi det i stor udstrækning og i få ord gav hvad netop der skulde siges. Jeg kan ikke begribe at du ikke også er glad i det sted. Vi bruger ikke denne ækle pluralisform «deres»k1013 sådan i flæng som I danske; vi bruger sin, og har deres naturligvis. Jeg læste det to gange det sted for Holst og Helland og ingen råbte på noget «deres». Det var ikke at teologerne svarte som var harmeligt, – men det var måden. Du skulde ha'e læst det; ingen brav mand eller kvinde kan mindes det uden at vredes. Jo, det var netop sine hjærner de lagde i blødk1014 – du skulde kjende de morsomme historier om Heuch og Casparik1015 fra dengang; det er netop betegnende for det virkelige forhold at sige, at de lagde sine hjærner i blød. – Nei, men du, jeg vil heller ha'e artikkelen tilbage. Ikke fordi jeg er fornærmet eller stødt ved hvad du har sagt min sødeste, elskede ven, men fordi jeg umulig kan være tjent med at du skriver den om. Du håner så det om allegorien. Lad mig sige dig at Bjørnson f.eks. vil sætte mest pris på det om allegorien. Der må allegori til, ikke for mig men for de menige. Det er for dem det hele er skrevet. Lad mig få det tilbage! Jeg sætter det ind i «Verdens Gang» med enkelte modificationer af angrebene på kristendommen. Det er ikke fornærmelse, men jeg liker ikke dette at nogen skriver om hvad jeg har sagt. Og det er unødvendigt. Lad os bare få den op til os; her vil det ikke vække denslags grublerier. – Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal svare på din bebreidelse over at jeg ikke har fortalt dig om Kathinka. Vil du tro at jeg blev stødt over at du kunde spørge om hende, bede mig forklare dig hvad hun var for mig o.s. v. Jeg, som bestandig i breve og muntlig har sagt dig så meget, så meget om hende. Du er en underlig en; der går ikke ind i dig mere end én ting ad gangen, og du er, – ja, som du selv siger – langsom. Ikke heller huskede du at jeg havde fortalt dig om (uf jeg har taget et halvt ark papir) min yngste bror, som var i Amerika. Og meget andet af samme art har i tidens løb gang efter gang gjort mig forbauset. Jeg har for længe, længe siden skrevet at Kathinka kunde se på mig straks hun kom fra landet ifjor høst, at der var foregået noget med mig, og at jeg måtte tilstå for hende, at jeg var bleven glad i et menneske, men at hun var som altid altfor fin til at spørge mig om nogen verdens ting. Det er dig, som skal bebreides fordi du er sløv for alt det i brevene, som ikke angår mig og dig, og ikke mig for at ha'e forholdt dig noget. Nu nede i Kjøbenhavn på Dagmar hotellet sad jeg jo og fortalte dig om hende også, og om hendes søstre, men jeg kunde se det på dig, at du kun hørte med trekvart øre, og derfor stoppede jeg længe før jeg vilde hae stoppet. Det er da en skrækkelig plage med din din [sic] røg. Næsten i hvert brev, står der om forhindringer og forstyrrelser forårsagede af den. Det er jeg bange for, vilde fortrædige mig meget. Røg skal et ordentligt menneske ikke finde sig i, for det er jo aldeles ødelæggende for krop og sjæl og alt ens habengut. Jeg synes du burde betænke dig to gange på at leie i det hus til os, for du kan stole på, det er samme elendigheden i de andre leiligheder også. Tænk hvorledes mine broderte puder og tepper, og stolene, hvis broderier nu er vasket og indsat i ny plyds for at være pene til foråret, skal komme til at se ud, ikke at tale om gardiner. Du vilde – tror du – være koldsindigere end jeg i røgstilfælde. Ja, jeg vilde slet ikke være koldsindig, for det er ikke til at være koldsindig i. Så sender jeg dig da atter farverne. Lad dem nu ikke gå i vasken igjen. Jeg vil gjerne ha'e den grå farve i soveværelset, altså både spisestuen og soveværelset gråt, hvis du så synes. Den største stue skal være rød, og så får du gjøre som du vil, om du vil ha'e dit værelse rødt eller brunt. Jeg tror den brune bli'er pen. Det glæder mig at du ser på det om at ville anmelde M.D. i Tidsskriftet aldeles på samme måde som jeg og de andre. Det er akurat min følelse; jeg vil ikke være ven med de mennesker, som tager M.D. under armene for at hjælpe på Poulsen. Fru Schjøtt går og siger, at det at jeg har trukket mig tilbage fra hende, er den største sorg hun på mange år har oplevet. Hun siger det til dem som hun ved vil bringe det igjen. Men jeg er aldeles forstokket her. Jeg holder mig til min egen følelse hvad dette anbelanger. Jeg har for at være sikker på ikke at bedrage mig selv – spurgt Kathinka som er min samvittighed, som kjender mig bedre end jeg selv gjør det om hun ikke tror jeg i fru Schjøtts sted vilde ha'e sendt Poulsen bogen tilbage med den besked at jeg synes den var et ignobelt produkt og at jeg ikke ønskede at anmelde den, eller forhandle om den, og hun har sagt mig, at der ingen tvil er om, at netop det vilde jeg ha'e gjort. Altså: her er noget som jeg ikke forstår hos fru Schjøtt, og det jeg ikke forstår, steiler jeg for. Jeg ved godt at fru S. har været min virkelige ven, og at hun er det nobleste og fineste menneske jeg kunde ønske at omgåes med, men alligevel, – jeg er og vil være absolut borte fra hende. Det brev fra hende, kan jeg ikke sende dig nu, for fru Ulmann f. Dunker, en gammel deilig dame,k1016 som jeg elsker, fru S.'s tante har det. Hun også er på mit parti i den poulsenske affaire, og det er Kathinka, og alle, alle de andre. Sarsene er nu så uhyre godmodige og medlidende mennesker, de tog sig af Poulsen, og fru Sars vandt ikke mere end at afparere alle de små fine spotterier hun overalt og af alle måtte høre over at hun kunde holde Poulsen ud. Nu skal standpunktet opretholdes. Så skriver han jo også alle disse jammerskrig[?] til Erns[t], fru Sars, ja selv til Ossian, og så er de straks rørte. Helland og Irgens Hansen, og måske flere går bare og ønsker at anmeldelsen skal komme, for at de kan få dundre løs, I.H. har nu flere horn i siden til Tidsskriftet, og han har lovet at de skal få sit hele synderegister. Eva Sars havde sagt, at det var sørgeligt at en eneste menneske, og det en «dame», kunde vække splid i det hidtil så enige literære venstre, og dertil havde vedkommende svaret at det ikke var nogen dame som havde afstedkommet fortræden, men ene og alene den omstændighed at Tidsskriftet forholdt sig æresløst til en literær gemenhed.
– Jeg har hørt mere end det at gamle fru Sars sa'e, at var hun mand, vilde hun blive forelsket i mig. Mally Lammersk1017 fortalte mig således engang i et selskab forrige år vinter – vi stod i en kreds midt på gulvet, at Ossian havde sagt til sin mor, at jeg var så deilig, at han ikke kunde se mig, uden at det gryssede i ham. «Dette er farligt» – sa'e så fru Vibe, – «hvad vilde din mor sige, om det blev til noget nærmere mellem Ossian og fru Müller?» «Det vilde være mors høieste ønske» – svarte så Mally. Men tænk dig til at alle denslags ting forstår, eller rettere «hører» jeg først år bagefter. Jeg hørte dem med mine øren dengang, det bevises jo deraf, at jeg nu husker dem, men jeg hørte dem alligevel ikke. De har været begravet etsteds i mig lige til nu da dette fru S. havde sagt, kom og gjorde indtryk på mig, påvirkede mig ubehageligt, – da dukkede hine ord og flere til op, og jeg kunde ikke fatte, at jeg ikke straks var bleven opmærksom. Og lige indtil nu i et selskab hos Hellands med det samme jeg var kommen hjem fra dig, sagde Olaf og Eva Sarsk1018 noget som var aldeles mærkværdigt udtalende, men som er for langt, det vil sige, trænger for lange indledende bemærkninger til at jeg kan få det udredet her; men du skal få det mundtligt, som masser af andre ting. Ja, jeg er ganske vist en «gjemmepotte», fordi det er, det er umuligt at få dig meddelt pr breve alt det jeg oplever, hører, er omringet af. Jeg går med en eneste sår, fortærende sørgelig fornemmelse af at det er håbløs, halsløs gjerning at forsøge på at meddele til dig alt, og så lader jeg mesteparten fare. Men derfor vil du også opleve, at jeg, hvorlænge vi endog lever sammen, vil have et bundløst forråd af stof oplevet stof, som vil interessere dig, fordi det er kun det der er noget ved, som efterlader sig i min hukommelse, og knapt nok det engang. – Nu skal du høre hvad det er, der står i «fru Ring» som det fæ, den Skavlan, synes er for vovet. Det er en aldeles forslidt tanke, men det passer ind i det der udgjør hele situationen og fortællingens habitus. Fru Rings veninde siger: «Men der er da intet afskyeligere i verden end en gift kone, som lever med en elsker» – og fru Ring svarer: «Eller en gift kone, som lever af at leve med sin mand – det kommer ud på et.» «Men det er jo en kones pligt!» «Ja, naturligvis, – det er derfor at ægteskabet igrunden er en styg institution.»k1019 – Jeg kommer atter tilbage til det om Kathinka, fordi jeg ved at kige i brevet så hvorledes du lægger ivei mod mig for dette, og det er næsten et slags vrede jeg føler over at du har gået så let over alt det jeg har sagt og skrevet om mit forhold til hende. Netop når talen har været om at jeg kan komme ud af det med de kristne, har jeg altid nævnt hende, og hendes, og føiet til: men det kommer nu af at de kjender mig så tilbunds, og i mig har et levende bevis for at en vantro kan være god og elskværdig. Men af den grund at Kathinka er en kristen, vilde jeg aldrig i livet ha'e et hæderligt eller anerkjendende ord at sige om kristendommen. Tror du hun er som hun er fordi hun er kristen. Nei min ven, tiltrods for, og ikke på grund af. Jeg har jo selv været kristen, alvorlig kristen, så jeg kjender hemmeligheden. Et menneske på et civiliseret og nogenlunde overlegent standpunkt, er hvad det er, uafhængig nogen tro eller lære. Ja, det ved jeg jo også at du ved. Var Kathinka vantro, vilde jeg ha'e hende endnu kjærere, nei, ikke kjærere, men mere fornøielse og glæde af hende. Hun f.eks. har mere fornøielse af mig, end jeg af hende, enda jeg skatter hende blandt de bedste jeg har i verden. –
Nu ved gutterne besked. Kathinka sa det for mig. Hun har flere gange sagt at hun syntes det var uret mod de store gutter at de ikke vidste det de sidste par måneder, så det ikke skulde komme så overrumplende på dem. Jeg var enig med hende, og vilde så gjerne, samlede også gang efter gang mit mod, men ordene døde på min tunge, og jeg følte hver gang, at jeg heller vilde dø end ikke få udsættelse. Så igår efterm. kom Kathinka efter aftale ned. Jeg gik ud og drev i gaden mens hun gik ind og fortalte Jakob det, Ludvig var ikke hjemme. Jeg kunde ikke, havde ikke ro at være i huset, mens det stod på. Så, efter en halv times forløb, – jeg havde gået og storgrædt i gaden – listede jeg mig op bagveien og ind i spisestuen, og så kom Kath. ind og sae at alt var over, og at han havde været så aldeles ubeskrivelig sød. Jeg gik ind i dagligstuen. Jakob kom ind, gik lige imod mig faldt mig om halsen og sa'e at han bare var glad for det. Det er aldeles umuligt at fortælle dig her hvor sød og ubegribelig deilig han var, men når jeg treffer dig skal du få høre alt. Han havde sagt til Kathinka, på hendes spørsmål om han syntes det var ondt: nei langt fra, – vi er jo ikke således opdragne, vi, at vi skulde synes noget sligt. Senere på aftenen, da Kath. var gået talte jeg med dem begge længe, Jakob havde sagt Ludvig det og, – ja det er ugjørligt at sige hvordan de var. Men de sae begge, at der var ingen de hellere vilde jeg skulde giftet mig med end dig. Tænk det, at de har havt et så ensartet instinkt, så blodsbeslægtet med mit eget. Jeg sae, at de jo ikke kjendte dig så meget, at de kunde ha'e noget at bygge sit gode omdømme på. Nei, det er sandt sae så Jakob, men vist er det, at der ikke er et menneske som har vundet min agtelse og godhed således som han. Det er den kjækkeste fyr jeg har sét, Ludvig og jeg har af og til talt om hvor godt vi likte ham. Det samme havde Jakob sagt til Kathinka, og været ganske lei fordi hun ikke kjendte dig, eller idetmindste havde sét dig. «Du kan stole på du havde likt ham» – havde han så føiet til. Ja, hvorom alting er: sådanne gutter som mine, findes ikke i verden; så humane, modne og dannede og dog så usigelig barnslige, og så hjærtensgode, og så kloge og fine, – ja så udsøgt fine. Det er som om tusinde stene er taget fra mit hjærte. Idag ved middagsbordet sad vi og talte om det og de formelig spøgte, endskjøndt jeg ved at de er bedrøvet over at skulle miste mig. – Bliv ikke vred på mig over at jeg vil ha'e artikkelen tilbage, hører du min søde, elskede Erik. Det kan godt være, at jeg vilde forstået dig, hvis vi havde kunnet samtale om alt dette; men nu kan jeg bare ikke forstå, at du ikke forstår. Men husk hvorofte det hænder at I danske f.eks. ikke skjønner hvad Bjørnson mener! Nei at du kan spørge: «Er det «storværket»? eller billedet «kjæmpebillet [sic]», komme med sådant galmandssammensurium hvor meningen er så enkel og simpel. Ved du da ikke, at det er slægtledenes sammenhæng med hinanden, de nedarvede traditioner i religion, moral o.s. v. nedarvede evner og tilbøieligheder, som giver individerne sit præg. Og når disse figurer er allegoriske så er det et udtryk for hele rasen, må altså tages efter store, almengyldige dimensioner. Og bestemte faktorer; det er jo netop det pres religionsteorierne og opdragelsen har øvet på deres åndelige habitus, og netop dette er det som hos Bjørnsons personer har skabt det ydres korrekthed. Det er forsvarligt og rigtigt!
[Tilføyelse på side 8]:
Om min forklaring sigter til allegorien? jeg tror du er gal! Forklaringen af allegorien som helhed, kommer jo bagefter. Først har jeg jo med hver enkelt skikkelse at gjøre. Enten er du dum eller jeg!
[Tilføyelse på side 5]:
Du forstår ikke et muk af det om storværket; men om jeg skulde lade mit liv, så forstår jeg ikke et muk af dine indvendinger. De er rent sammensurium for mig. Jeg studerer dem uden spor af udbytte [?]
[Tilføyelse på side 4]:
Jeg kunde ikke sige at skikkelserne var nye, – for de er altfor gamle og kjendte til det. Ja, sikkerlig! I allegorien ser jeg den største værd i «Over Ævne», det er det vi netop har trængt. «Folket» må få sandheden ind på den måde. Men nu godnat min elskede
Din Amalie

222. Amalie til Erik

Søndag 20de januar 84.
Nu er det mig som glemte farverne, men sidst er det dig som har tumlet dem bort. Jeg sender dem altså idag, og benytter anledningen til at skrive lidt med det samme. – Det er ikke akurat det samme jeg har været nødt til at gjøre ligeoverfor Kathinka, som du for With. For det første havde du sagt hvem det var du var bleven glad i, og for det andet var With et mandfolk og det var du også. Det kan aldrig blive et ganske analogt tilfælde. Kunde jeg vide hvem With var?, og om han ikke vilde opfatte det som noget ækelt eller almindeligt noget, af den slags som forekommer i mandfolks liv. Ikke at tale om dette gamle, forslidte der alligevel spiller en stor rolle, at en dame kompromitteres ved den slags, medens omtrent det modsatte finder sted for herrens vedkommende. Er der kanske f.eks. nogen som har talt tvetydigt om dig fordi du gav dig til at reise overland med mig, men hvorledes har man ikke opholdt sig over at jeg gjorde det. At du kan komme med sligt snak som at jeg har gjort akurat det samme som det du gjorde med With, forundrer mig. Der er ikke mening skabt i det. Og desuden beskylder du mig for hvad der er usandt; jeg kan ialtfald ikke huske, at jeg har ladet dig føle nogen «vrede» i anledning af at du havde vaset om mig til With. Husk forresten også på, at jeg indstændig havde bedet og bønfaldt dig om ikke at lade et eneste menneske få nys om hvad der var foregået, eller om mit navn, – så forskræmt som jeg var over hvad jeg havde vovet mig ind på, men du havde slet ikke bedt mig om noget lignende. Naturligvis, – dig var det ligegyldigt, og desuden vidste du, at jeg nok vilde tie. Hvad der foregik mellem Kathinka og mig dengang, var kun dette at hun kunde se jeg ikke længer var den sorgløse gamle, kjappe og ovenpåværende – det var kort efter at du var reist fra Kri-ania til Kjøbenhavn dengang, så vidste hun jo, at jeg havde været på Aulestad og truffet både den ene og den anden, og så kom hun med et spørsmål om der virkelig var hændt mig noget sligt, som at en mand havde gjort noget indtryk på mit hjærte, og så brast jeg i gråd og nikkede, og siden spurgte hun ikke, før jeg selv fortalte i høst hvordan det nu stod til. – – Jeg har tænkt mere på det du skrev om min afhandling. Hvad du har strøget i indledningen, vil vistnok kun være til gavn for tingen; jeg kan godt gå med på at den er for bred, og mulig er den også for kras; kan du her ændre noget uden at meningen forkvakles, så gjerne. Og hvis det kun af selve det om «Over Ævne» er det ene du skrev om igår, som du stryger, så er det jo ikke værdt jeg får den tilbage, hvis du ikke måske selv tænker det ligegegodt [sic] at så sker. Bare vi havde været sammen, så vi kunde talt om det du finder meningsløst; jeg skulde gjort mig så meget umage for at forstå hvad du mente; men skrive om det må du ikke; det vil være ørkesløst, og så er det så kjedeligt, og tager for meget af den kostbare tid og plads op elskede. Det er brav nok at du har rettet «nuancer» til «forskjelle», kun at det aldrig vilde siges på norsk. Vi har ikke pluralis af forskjel, ja, har nok, men bruger den aldrig; vi siger da forskjelligheder, eller mange slags forskjel, forskjelle aldrig. I den forbindelse, vil forskjelle klinge absolut komisk i norske øren. Jeg har atter studeret dine indvendinger om «storværket» o.s. v. og jeg kan ikke få sammenhæng i hvad du mener; for hvis jeg skal forstå det som det står og efter min simple forstand, så bliver jo du så hestedum, og derfor må du mene noget, jeg ikke får tag i. Hvorledes er det f.eks. muligt at du kan spørge hvad «det» i sætningen: «det er dens indre sandhed» o.s. v. går på? Som om det går på noget! Hvad jeg har tænkt og ment er dette, og kanske kunde det stå således udtrykt (Se på det andet papir)k1020
Husk at figurerne er allegoriske, og at de har at være et typisk udtryk for de mange. Det er jo netop dette, der giver en skikkelse sin indre sandhed, og det er dette som i mine øine gjør den til et storværk. I «Over Ævne» er der ikke en figur, som kan påvises at have en eneste feildraget eller blot mindre rigtig linie, og netop af den årsag som overfor er sagt. Men hør, – det blir vel bedst, jeg i ethvert fald får skriveriet tilbage for at renskrive det; ja, det ønsker jeg udtrykkelig, såfremt der er tid, og tid må der jo være i massevis. Du skal i tilfælde få det straks tilbage; hele greien vil tage 5 dage. – – –
Røgen i det hus hvor vi skal bo, står mig stærkt for hodet. Du bør ikke leie på et sted om hvilket du ved, at det er befængt med livets værste plage. Og det er jo noget, som daglig forekommer; i dine sidste breve, har der altid været noget om røg. Du har vel fået tidsskriftet og dagbladet med en afklippet følje[t]on om «Over Ævne».k1021 Der har stået en føljeton til om samme æmne, af fru Vullum,k1022 men den er så kjedelig; og så lidet rammende hodet på sømmen, at jeg gad ikke finde den op engang. Selv læste jeg ikke hverken Irgens Hansens, eller Vullums, før efter at min var skreven. Du, som har den deilige vinter; her er den nokså ækel, ikke meget kold hidtil har vi ikke havt over 6 grader Réaumur, men en tåge, der kun kan forekomme så tyk og tæt i Kr.aniadalen. Man vandrer om som i en underjordisk eller sunken stad; man ser ikke en alen frem for sig, støder lige mod medmennesker, og redder sig i yderste sekund fra at knuses mod en lygtepæl. Der er en råben og en fløiten, og en skjælden og smelden af konstabler, som skriger til kuskene at de skal kjøre i skridt, af vognmænd som brøler af veien, af folk, som er ved at overkjøres, sporvognene stanser hvert øieblik og støder i en slags tågelur, og man går og smager kul og støvpartikler og lort og røg hvoraf atmosfæren er ganske fortættet. Forleden måtte Kathinka og jeg 3 gange spørge en konstabel om hvor vi var, og sidste gang var vi kun 3–4 skridt fra mit hus, hvor vi skulde hen. – Poulsen er da vist ikke reist; det har jo stået i avisen, at han skulde blive i Kjøbenhavn til hans stykke var bleven opført.k1023 Ingeborg er nu kommen tilbage;k1024 hun var oppe hos mig igår, og så forstenet og hård ud. Da jeg talte noget om at det blev svært for hende at sidde derude i ensomhed i Oslok1025 slog hun med nakken, og sa med en ubehagelig latter: Du bilder dig kanske ind at jeg er ulykkelig og knust, men det tar du feil i, – der findes ikke det i verden som egentlig gjør mig noget. Ingen af os nævnte E.B. Der var noget så umådelig afstumpet og cynisk over hende; hun har i sandhed taget skade på sin sjæl. Hun spurgte om det fremdeles stod på, at jeg skulde til Amerika; jeg havde lyst til at vise hende den fortrolighed, hun før har bebreidet mig så meget, at jeg har forholdt hende, men jeg kunde ikke, der var noget så usympathisk ved hende, og jeg sagde derfor ja. Hun gav sig til at le og sa: skal du nu virkelig spille komedie for mig; – ja, ja, – jeg vil det i det mindste ikke ved at lade som jeg tror dig. Da hun var gået satte jeg mig ned og skrev til hende at jeg ikke skulde til Amerika, men at jeg skulde giftes med dig til våren. Det var et godt og pent brev jeg sendte hende, – jeg har så ondt af hende, og vilde så gjerne hun skulde føle at jeg gjerne vilde være noget for hende; jeg bad hende tie med hvad jeg meddelte. Imorges må hun ha fået det. – Der er ikke tale om at Fritz og Ingeborg nogensinde kan gå sammen igjen. Jeg har havt en lang samtale med Fritz. Han vil det ikke, for alt hvad som til er. Den Fritz, – den Fritz! forresten. Han er en udmærket Numa Roumestan en miniature.k1026 Har du ikke læst bogen af Daudet, så gjør det endelig straks. – Da jeg er bange du ikke kan læse hvad der står på det andet papir sætter jeg det her: – –
klædt ind i et kjæmpebillede, hvor hver en skikkelse er et storværk i den forstand at det er mange slægtleds sammenhængsbundne, af givne faktorer prægede produkt, som her er formet til mennesker af kjød og blod med physionomier af slående korrekthed, og som derigjennem bliver almenmenneskelige, almengyldige typer. Eller der kunde stå: – hvor skikkelserne er mange slægtleds sammenhængsbundne, af selvgivne (eller underforståede) faktorer prægede produkt. De store liniers geniale renhed og detaljernes harmoniske sikkerhed, gjør dem til mennesker af kjød og blod med slående korrekte physionomier. De er alle almenmenneskelige, almengyldige typer. – Alt dette vrøvl gjør at jeg slet ikke får tid eller ro til at give min kjærlighed udtryk idag, og sådan gik det også igår. Jeg har i de sidste dage længtes så rædsomt efter dig, således at jeg har følt mig syg af det. Aa hvor jeg trænger om at tale med dig, og elske dig ikke alene i tanker og ord, men i gjerning og liv. Og endnu er der længe, længe tilbage. Nu er det grønne møblement hos sadelmageren for at stoppes og betrækkes; du skal bare se hvor pent det skal blive. Tror du der i dit værelse blier plads for den store, voldsomt store bogreol med skabsindretning og skuffer, ja egentlig ikke skab, men åbne rum til aviser og bøger og papirer, som stod i spisestuen, – kan du huske, på den ene væg oppe ved vinduet, fuld af bøger. Hvis ikke, vil jeg sælge den. Den er meget stor at drage på, men når den er fuld af bøger, er den prægtig, og nyttig. Der blev da ikke andet end bogreoler og sofaer – den røde sofa du ha' og din egen ligeså, og skrivebord og spillebord, og stole og et par småborde måske i din stue. Din gamle sekretær måtte ind i soveværelset. Jeg tror du vilde blive glad i det møbel jeg taler om, for den er hyggelig og meget praktisk og brugbar, men det er plads om at gjøre. Jeg begriber ikke hvad vi skal gjøre for at skaffe os plads. Skriv om det straks, er du snil min elskede – nu fik jeg slig lyst til at kalde dig stump, men går vel det an at bruge til dig, du deilige, – desuden er det dit kjælenavn til mig, jeg vil ha'e det for mig alene. Jeg synes det er herligt at det er til våren vi skal slå os sammen for alvor. Våren er den deiligste årstid, og så er det den eneste i hvilken vi ikke har været hos hinanden. Sommer, midtvinters og høst har vi oplevet at ha'e hinanden; det er bare våren, som hidtil har været ublid imod os, våren, som nu skal forene os for livet. Jeg ved ikke hvorfor, men idag har den flere gange stået for mig situationen fra hin eftermiddag, da jeg var hos dig på Victoria hotel og du, kan du huske, pludselig vilde hjælpe mig med mit strømpebånd, og knælede ned i den anledning. Som jeg blev forskrækket, og samtidig fuld af latter, fordi der trods dit disrespekterlige indfald dog var noget så trygt ved dig. Jeg følte ikke frygt eller uvillie, mærkelig nok, for det var jo igrunden en uanstændig idé af dig, du uopdragne gut. Hvor kunde du også falde på at vilde det dengang, da jeg endnu sa de til dig. Du gode gud hvor underligt at jeg kunde ha den instinktmæssige tillid til dig og godhed for dig ved siden af at jeg var forelsket i dig – at jeg uden videre gav mig dig således ivold. – Ja, ja Erik min, søde elskede mand, siden den tid har du mere end knyttet mit strømpebånd, og du har ikke behøvet at bede. Hvor jeg glæder mig til livet med dig, – tænk dig sådan en søndag eftermiddag med gråveir og tåge udenfor, og varmt og hyggeligt indenfor, vi to døsende i mørkningen på hver vor sofa, og jeg vågne først, og tænde en bitte liden lampe med en stor skjærm over som jeg stillede hen i en fjern krog, og så liste mig på tæerne hen til dig, bøie mig ned og vække dig med et sagte, ømt kys. Og klappe dig, og kjæle for dig, og kysse dig om og om igjen, og bringe dig cigar og kaffe, og sætte mig på en skammel tæt ved din sofa, og få fat på din ene hånd, den som du ikke holdt cigaren med for at ha'e noget at kjærtegne og kysse, mens jeg sad og talte med dig om ingenting, eller om noget virkeligt. Nei du, den lykke jeg skal hente mig hos dig er for stor til at der ikke skulde indtræde noget uforudsét, som ødelagde alt. Jeg kan næsten ikke tænke at så meget af virkelig, ægte lykke skal falde i et simpelt menneskes lod. Når jeg bare var hos dig, bare var viet til dig, og sad i din stue med armene om din hals og hovedet ved dit bryst; før det sker, får jeg ikke fred for en urolig frygt for at jeg aldrig skal opnå det. – Og du, hvor vi skal passe på vor lykke; værne om den, være forsigtig for alt det der kan tære på den, ågre med den. Aa, jeg skal være så bange, så bange, og så øm om dig og om vor kjærlighed! Min elskede Erik! Du er mit liv.
Din Amalie.
[Tilføyelse på første side]:
Eier ingen anden konvolut.

223. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 22 Januar 84
Min elskede, elskede Pige, igår Aftes skulde jeg skrive en lille Artikel, og det blev sent inden jeg kunde begynde på et Brev til Dig, Midnat omtrent. Der hændte så det, at da jeg havde skrevet to tætte Sider fulde og netop vilde til ret at skrive om det, som egenlig lå mig på Hjærte, tabte jeg fra min Cigar Asken over Brevet; i Asken var der en Stump brændende Blad, og inden jeg fik set mig for, røg det i Papiret og et stort Hul var brændt i det skrevne. Jeg var træt og var lige standset ved et Udtryk, som jeg var bange for Du kunde misforstå – så betragtede jeg det brændte Hul som et Varsel og besluttede ikke at sende det makulerede Stykke Brev afsted. Derfor min Stump kommer dette Brev en Dag senere end det skulde. De andre Dages Tavshed har sin væsenligste Grund i en Nedstemthed, som jeg kun dårlig kunde beherske – den var rent fysisk, jeg var betænkt på at snakke med min Læge om Sagen, så løftede mit Ildebefindende sig. Ja egenlig først ret idag, og dit Brev igår med den gode Efterretning har været min Lægedom. Du har vel modtaget mit Telegram idag,k1027 et Livstegn måtte jeg jo give fra mig. Tænk Dig Amalie jeg har ikke været så ængstelig for hvad Gutterne vilde sige, men jeg forstår din Spænding, din Frygt. Billedet af Dig, som vandrer i Gaden grædende og urolig, vil ikke forlade mig. Min egen Ven, om jeg nu ikke med mine fattige Ord skulde sige Dig, hvor jeg er grebet af hvad der er sket, hvor glad og taknemlig jeg er – tusinde Gange hellere blot være til Stede et Minut eller to, ak et Kvarter, trykke din elskede Hånd lægge min Arm om dit Liv, være din Mand blot ved min stille Tilstedeværelse. Min Amalie, at Du kunde føle, at det ikke er en Besættelse, et Kogleri, som drager Dig til mig bort fra det dyrebareste Du hidtil har skøttet i dit Liv, men et fornuftigt Valg til din egen Udvikling og Forædling. En Beslutning, som går ind i Dig selv, en virkelig Fuldkommengørelse af hvad Du er kommen på Spor efter, at Naturen har ment med Dig. – Der er jo nogle Ord i dit sidste Brev, nogle harniskklædte Toner, som forstyrrer mig netop nu, da jeg trænger til at have alt mit Mod og min Tro på min Kærligheds Betydning vågen og stærk ved Indtrykket af det Offer Du bringer. Det er ikke så let, ser Du, at gå i Skole hos mig, og de sure Øjeblikke, som jeg har bebudet Dig, og som Du har talt nok så kærligt og kækt om, er kun alt for snart komne. Naturligvis står det mig klart, at Sagen er bleven forværret ved at der skrives derom, mundtlig vilde vel din Grundmisopfattelse af, hvad det er min Kritik går ud på, ikke være indtruffen, […]k1028 Amalie, min Påvisning af din Fejl var kærlig og omhyggelig. […] Du skulde være nået til at forstå, at mine Indvendinger var rent stilistiske, at de ikke har et Ord med Meningen i det strøgne Stykke at gøre. […] Begyndelsen af 2den Sides Bemærkninger har jo for så vidt ingen Betydning, som jeg selv retter dem som beroende på en Fejllæsning af Stykket, en Falden i et stilistisk Hul, som din noget vredne Konstruktion havde lagt for Forståelsen. (Du har trukket den relative Sætning så langt bag ud, at man blev stående ved den første Sætning som ved et selvstændigt Led i Perioden). – Men nok om dette, din Artikel er trykt og kan ikke uden Skandale tages ud af det om nogle få Dage offenlig foreliggende Februarhæfte. […]k1029 Min søde Pige, jeg håner ikke hvad Du skriver om Allegorierne, kun undrer det mig, at Du har lagt så stor en Vægt på dette, og efter min Opfattelse er det det, som «Folket» sidst får fat på, om end jeg nok tror, at en Påvisning af og Redegørelse for Stykkets allegoriske Betydning vil have meget at sige for «Over Ævne» som folkeopdragende Skrift. Det er af den Slags Finesser, som Bonden elsker, men det må vistnok de fleste Gange forklares for ham først.
Bummelummelum hurra! her kom dit Brev fra Søndag, og i det lå ganske rigtig tre søde dejlige Farver. Det første jeg har gjort elskede var at læse mit Brev igennem; og så har jeg ikke kunnet lade være at stryge nogle dumvigtige Ord til Dig om at Du skal være en sødere Pige end Du er. Du må ikke blive vred på mig, fordi Brevet er kommet til at se sådan ud, hvorfor lade de ækle Ord stå, som nu ikke længere gav nogen Mening? Min elskede Glut, men hvor jeg trænger til Dig! Du véd slet ikke, hvor sygelig min Ånd kan blive, når jeg sådan går og tusser om alene. Hør nu altså, som jeg er glad for hvad Jakob og Ludvig har gjort. Jeg ventede det af dem, det er to ridderlige Fyre først og fremst, men hvor det er godt at vide, at de straks tog Sagen som de gjorde. Og at det er gået ind i min Sjæl med en virkelig Fryd – ja det Ord må Du nu ikke bruge til de unge Mennesker – at de holder af mig, foretrækker mig, det vil du kunne begribe. Min egen livsalige Stump, det er næsten som var Du skænket mig på ny at dette med dine Gutter er sket. Og det er bravt af Dig, at Du har ladet det foregå. Du må kunne vide, at jeg ønskede fra Dag til Dag at Du havde sagt Jakob og Ludvig hvad der forestod, sålænge dette ikke var sket var der et mørkt Punkt, som kunde betyde Fare. Da jeg i Lørdags gjorde Fru Knudtzon Visit, kom hun atter tilbage til dette Spørgsmål om Gutterne – jeg kunde tænke mig en finere tilrettelagt Samtale mellem hende og mig – og hun fortalte, at Du havde lovet at underrette hende straks om, når de havde fået Sagen at vide. Har Du husket dette? For at bringe Samtalen lidt bort fra dette, fortalte jeg med ganske løse Antydninger, at der var opstået en Strid i Anledning af Spørgsmålet om Moderne D.'s Anmeldelse, og at Du og Fru S. i denne Sag var uenige. Jeg håber, at dette ikke var galt gjort af mig. De er så begærlige efter den mindste Stump Underretning om Dig, og jeg har i Grunden så lidt Lyst til at tale med nogen om dette mit bedste, ja eneste Anliggende. Jeg synes det er som at afdække mig selv. Men så gav jeg dem det. De var for Resten uforanderlig venlige, Fruen og Bertha, som blev hentet ind ved mit Komme. Min elskede Ven nu må Du sige til dine Sønner, at jeg er glad ved deres Venskab, og at det har sysselsat mig meget, hvorledes de vilde tage imod mig som deres Moders Mand, og at jeg håber, at vi skal få mange gode Timer sammen. Amalie dette have hjulpet Dig prægtig over den skrækkelige Begivenhed at Du gifter Dig. Sig mig, kom det fuldstændig overraskende for dem? Og det at jeg er dansk gør altså ikke Fortræd i deres Øjne. Yndige Ven, det er jo stundom således, at jeg forholder mig helt undskyldende og beklagende ved den Omstændighed, at Skæbnen har ladet mig fødes i «dette forbandede Jyteland». I er så glade ved det I har, og vi så misfornøjede med vor Tilstand, at I ta'r Kraften fra os. Men jeg tror, at jeg lige som Drewsenk1030 må beslutte at sætte hårdt imod hårdt, ellers bliver jeg ganske flad: Ja det gælder naturligvis ikke Dig, min Unge, vi kan vel nok komme ud af at lade hinandens Fødsel vederfares Retfærdighed. – Og nu min Stump til min Forbrydelse med Kathinka Heiberg. Du er ikke helt retfærdig her. Mit Spørgsmål var på en måde polemisk. Jeg spurgte, fordi det forekom mig, at Du aldrig for Alvor havde villet plante ind i min Viden den Betydning hun havde i dit Liv. Jeg vidste, at Du havde sagt, at hun var din bedste Veninde, og der var t.E. også en Gang i Kristiania en Dag at det var mig påfaldende at Du fortalte om et Møde med hende på Gaden uden at Du nævnede, at Du kunde have haft Lyst til at føre mig sammen med hende, Fru Vibe kom og gik, Fru Schiøtt spillede en Rolle, Mally Lammers lige så, Kathinka H. stod til en side. Jeg tænkte derpå og glemte det igen. Tror Du ikke godt jeg husker hvad Du har fortalt om hendes Søstre, der alle er venstresindede, om hende i Kongsberg? Hun forekom yderst sjælden i din Omtale og hver Gang kun flygtig. Du har ikke røbet Trang til at ville give mig hende til Veninde. Om dette til syvende og sidst er min Skyld, ja ser Du Stump, derom vil vi ikke strides, men det forekommer mig besynderligt, at jeg overfor et varmt Ord fra din Side skulde have været ligegyldig – det må så da også have været første og eneste Gang. Gamle Fru Sars, hele den Kreds kender jeg af din Omtale, Kathinka H. ikke. Du vil ikke indrømme, at min Sammenstilling med With er rigtig, og Du vover Dig til at bruge det Ord, at jeg havde «vaset» om Dig til W. Dette er nu meget forkert gjort af Dig min Stump. For det første vaser jeg ikke om Dig, og dernæst vaser jeg ikke om Dig til With. Vil Du lægge Mærke til dette. Du synes ikke at kunne forudsætte, at Mænds Forestillinger kan være fine. Det er atter en Fejltagelse. Når de er fine er de finere end Kvinders, fordi disses Finhed for største Delen er bygget på Uvidenhed, Mænds på Viden – men dette vil Du holde uden for din Begriben, og jeg vil ikke spilde Ord derpå, kun eftertrykkelig afvise din uridderlige Betragtningsmåde, hvor den strejfer mit Område. Du har, for at jeg kan tage det med med [sic] det samme, en Gang tidligere tilladt Dig selv at bruge en ringeagtende Betegnelse om en Mand, som jeg havde betegnet som en udmærket Mand og min Ven, nemlig Rubin – jeg tog Dig det den Gang så ilde op, at jeg ikke turde nævne det i mit påfølgende Brev. Sligt bør man ikke kunne Amalie, det er et Brud på Ridderlighed, en Slaphed i Omtanken for andre, som er farlig. – Min egen Ven, jeg skal endnu i sidste Korrektur rette dette med «Forskelle» og så skal jeg om muligt føje dine nu skrevne ikke så lidt bedre Ord ind ved «Storværket».k1031 Men at Du ikke kan se, at et sådant Udtryk som «givne Faktorer» i og for sig er et tomt Udtryk. Enhver Ting på Jorden er præget af sine «givne Faktorer», dette Udtryk siger ikke det bitterste om den Enkelthed, som skal betegnes. – Min dejligste Pige jeg er rasende glad ved Udsigten til at få den store Bogreol Du taler om i mit Værelse, så sælger jeg mine Bogreoler eller flytter dem på Loftet. Her er ikke Tale om et Øjebliks Betænkning. – Min egen Unge, hvor det er sørgeligt med Ingeborg og hvor fuld, fuldstændig jeg føler med Dig i din Optræden over for hende. Sådan måtte Du handle. Du er dejlig. Stump, Numa Roumestan er af Cherbuliez,k1032 jeg har læst den for længe siden en Gang, fordi den første Fru Drachmann, hende den meget skønne Bornholmerinde,k1033 naivt en Dag spurgte mig, om jeg ikke fandt, at Holger lignede Numa R. Jeg synes for Resten fra da af, at Figuren var mere tænkt end gjort. – Poulsen er rejst så vidt jeg véd. Det er vist tvivlsomt om hans Stykke bliver opført. Under alle Omstændigheder har man ingen Hast haft dermed. Det har jo været antaget fra i Efteråret. Nå det er en elendig Skuespillertrup på Dagmarteatret, så Fornøjelse vilde han næppe få deraf. – Naturligvis er det på en Måde en Fejl af Dig Du tossede Unge, at Du ikke i sin Tid bed Mærke i Ossians og hans Moders forliebte Ytringer, men jeg elsker Dig for det – eller ikke forliebte Ytringer, måske virkelig alvorlig mente. Men hør hvor er det dog besynderligt hvad Kvinder kan sige til hinanden. Når alt kommer til alt, har Du formodenlig hørt din Skønhed omtale langt oftere af Kvinder end af Mænd. Ak elskede om jeg var den første, som havde nævnt for Dig, at Du var smuk! Din Skønhed har de alle gramset på, derfor er den mig mindre kær end Du holder af at høre. Jo jeg elsker den Amalie, men jeg vilde fra først af have elsket Dig højere, om Du ingen «Skønhed» havde været, tror jeg. – Du det, der står i «Fru Ring» må man jo være dum for at finde for vovet. Det er lidt knapt i Udtrykket, lidt forbeholdent synes jeg næsten, i alt Fald løsrevet som jeg har fået det, men vovet! nej min sødeste Stump, det er noget Sludder. Du min Ven, når jeg har berørt, at Du for K.H.' Skyld bl.a. burde mildne dine Ord om Kristendommen, har jeg ikke svævet i den løjerlige Misforståelse, som Du et Øjeblik forudsætter, at hendes Eksempel skulde forandre din Opfattelse af den barnagtige Lære; min Mening har blot været, at Du ikke kunde have Lyst til at ramme hende smærteligt, så meget mere som Du fra hende, om ikke andetsteds fra vidste, at man også uden de moralske Mangler, Du nævner, kunde forblive i det overleverede. Du er meget hård mod Kristendommen. – Tak min Stump for Tilsendelsen af Tidsskriftet Du skal om et Par Dage få det tilbage. Også Aviserne har jeg. Ikke synes jeg, at de Artikler når synderlig dybt, og Vullums snakker mere end den siger. Barselhistorien er kommen til sin Ejermand. – Jeg har levet et meget ensformigt Liv med et lille Selskab nu og da. Du Stump har jo tumlet Dig i Kunstneres glade Liv – ja Du kan tro jeg gerne havde været med! Men hvad er det for noget Kardialgi Du taler om? Vil Du værsgo' være forsigtig Du. Ja nu siger jeg Dig Godnat min lille elskede Pige. Hvordan denne forfærdelige Tid skal gå inden Du er hos mig, begriber jeg ikke, det bliver for hver Dag værre. Jeg er ussel og jammerlig tilmode, undertiden kender jeg mig næsten ikke selv. Du er Betingelsen for mit Liv. – Hør Du det er sandt har Du Bekendtskaber som kunde skaffe Dig Forbindelser med et engelsk frisindet Organ? Betaler sig udmærket.
Din Erik

224. Erik til Amalie

Onsdag den 23 Januar 1884
Min elskede dyrebare Amalie, jeg kommer lige fra min Moder, som jeg var gået til for at fortælle hende om Gutterne. Hun blev glad, kan Du tro. Dette Spørgsmål har ligget hende tungt på Sinde. Omkvædet af hendes Betragtninger nu idag var da: «Det må sandelig være to prægtige Drenge – eller unge Mennesker må man vel kalde dem.» Og det kunde jeg bestyrke hende i. Hun fortalte mig, at Henriette i Lørdags har sendt nogle Bøger afsted til Dig, nogle Lærebøger engelske, af hendes eget Fabrik,k1034 som I nok har talt sammen om. For Resten har jeg i Formiddag været i vor Lejlighed for at udspejde dens Kakkelovns Forhold. Røg som i min Lejlighed vilde gøre den ubetinget ubeboelig. Du må ikke tænke Dig andet min Unge end at jeg naturligvis har gennemgået den samme Skala af Sindsoprør som Du ved den blotte Tanke om at skulle opleve noget lignende, det er kun det uundgåelige, der til sidst har fået mig til at bøje Hovedet under Skæbnens Tilskikkelse. Jeg har ikke Råd til at flytte, der er tilsyneladende gjort alt hvad Mennesker kan hitte på for at udspekulere Årsagen til Røgen og forhindre den, det ryger endda – Jeg er nødt til at leve i disse Forhold. Min Undersøgelse i vor Lejlighed idag havde et gunstigt Resultat men jeg lader det ikke bero dermed; hemmelig har jeg tilegnet mig en Nøgle til Lejligheden, og den skal nu underkastes en systematisk Udspionering, inden jeg slutter Kontrakt. Det er en egen dejlig benauet Følelse hvormed jeg går i det, som skal være vore Stuer. De er små min Stump. Navnlig er min Stue og Sovekamret noget Småtteri, og der er ikke lidet at gøre ved dem. Disse Reparationer og Udbedringer, særlig ved Vinduerne, vilde jeg måske kun vanskelig under almindelige Forhold få Værten til at udføre, det er ubegribeligt, hvad Folk her til Lands i beskedne Kår finder sig i af Kludseri og Utilstrækkelighed ved Lejligheden, men nu skylder han mig Erstatning for hvad jeg har døjet og endnu fremdeles skal døje i den forbandede Bolig, han har lejet mig. Det Gode vil jeg have ud af mine Plager nu, at han udstyrer mig vor Lejlighed ordenlig. Sovekamret er snart sagt det vanskeligste af alle Rummene, uagtet det kun har én Dør, men vi hitter vel nok på Råd, det er jo til syvende og sidst helt mærkeligt hvad man kan få Plads til. Hvorledes forholder det sig med Vaskebord? Tager Du dit med og skal jeg anskaffe mig et lignende? Har jeg fortalt Dig, at jeg har set på norske Johanne, en smal, tætøjet behagelig Skabning, som dog endnu ikke véd, om hun skal følge sine Frøkener tilbage til Kristiania eller blive og i så Tilfælde tjene os. Min yndige Pige, der er ikke Tale om, at jeg kan have mere end én Sofa i min Stue; men jeg har da idag udfundet, at jeg kan give Pigen min Sofa, den er jo til at omdanne til Seng, det vil så måske forsone hende med det lille Pigekammer, at det bliver udstyret med Sofa. Hvis norske Johanne ikke kan blive vor Pige, går Juttas dygtige svenske Johanne og smisker for at få os til at tage hendes Søster, der for Øjeblikket tjener i Kristianstad i Sverig. Hun kunde nu næppe komme før til Maj, og anden Anbefaling, end at hun i mange År har tjent på samme Sted i Sverig og Søsterens Forsikring, fik vi vel ikke, og svensk er hun, og så turde det være tvivlsomt, om det i og for sig er så overmåde behageligt at have Familierne knyttet sammen også ad Køkkenvejen. Der kan komme Sludder og Snak nok endda, vort Liv bliver næppe indrettet efter samme Målestok som den øvrige Families. En pæn dansk Pige kunde man nu nok få ved Bekendtskab. T.E. Dr. Fejlberg eller hans Frue plejer at være så Satans heldige, de véd så ypperlig Besked, og han står i Forbindelse med fortræffelige Damer på Velgørenheds Området. Derfra tænker jeg mig at kunne få noget godt. Eller andetsteds, Rubins har altid gode Piger osv. Min Ven har Du talt med Advokat Heiberg om dine Anliggender? Nu snart tænker jeg mig at anstille den sidste Undersøgelse om hvilke Papirer det er fornødent at have til Rådighed, men Begæring om Ægteskab bør iøvrigt først fremkomme tre Uger, fjorten Dage før Tiden. Ja jeg tror endog at man taber sin Ret, hvis Ægteskabet ikke fuldbyrdes senest tre Uger efter Begæringen. Tænk Dig Ven, at foreløbig er jeg ikke så glad som Du i Våren. Jeg kan ikke lide det ufærdige, lunefulde ved den Tid, snart Solskin, snart Regn og Kulde, og så dette grelle Lys, hvor der ingen Skygge findes, de nøgne sorte vintervåde Træer og det skrigende grønne under dem. Men jeg skal lære at elske også den Tid med Dig. Forhåbningsfuld er Tiden det er sikkert og fyldt med mange smukke Enkeltheder. Du søde, som glæder Dig også til det med Våren. Pyntelig kan den være her i vor skovrige Omegn, Bøgen i Udspring dyrkes med religiøs Beundring af alle danske. Og vi skal ud sammen og se på Naturen stå i sin bare Særk og skudre og smile på en Gang. Du dejlige, vi skal se så meget sammen, følges følges ad. Det morer mig din Beskrivelse af Tågen i Kristiania; det er yderlig sjælden at vi har den synderlig tæt. Det må være en underlig indelukket Følelse at vandre således om i Blinde og det vilde specielt more mig, idet jeg da rigtig fik prøve min Stedkendings Evne, den jeg er så vigtig af og kan imponere Dig med – når det da ikke stundom slår fejl. Du min yndigste Stump, som tænker på mig, da jeg knælede ned første Gang og var så tillidsfuld glad og ubekymret for hvad der «passede» sig eller ikke – jeg vilde virkelig gerne hjælpe Dig, bare hjælpe Dig, jeg syntes det var så naturligt. Naturligvis var det også fortroligt, men så var det jo kun så meget des sødere. Du friske dejlige Sommer i mit Liv, Du er ingen spæd forkommen Vårblomst – kan Du huske hvor kæk Du var, da Du skrev til mig at Du vilde møde mig i Julen. Min allerdejligste Pige min dyrebare længselsfuldt savnede Hustru!
Din Erik

225. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 23 Jan [1884]
Min søde dejlige trofaste Pige, ved min Hjemkomst i Aften fra Folketeatret finder jeg det tilsendte Dagblad fra Mandag. Skaf mig endelig hurtigst mulig Underretning om hvem MC er.k1035 Slå på, at det naturligvis er G Brandes, hvis man trykker sig for at rykke ud med Sproget, og se hvad Virkning dette vil gøre. Jeg er nemlig nogenlunde overbevist om, at det er G.B. selv, som har skrevet Artiklen. Eller også er den skrevet under Påvirkning af ham, eller sidste Mulighed: han har stået under Påvirkning af Forfatteren. Jeg kender Ord nøjagtig igen fra Samtaler med G.B. Kan Du føle den Fejl, som denne Artikel begår: den er rettet mod Berg netop i et Øjeblik, hvor Situationen «Venstre-Højre» strammes til et Knude, som kan briste med den længste Ende til Venstre, hvor altså alle Forskellene inden for Venstre burde udhæves det mindst mulige – hvor Berg politisk rigtigt har gjort det Skridt, som baner ham – og han er i dette Øjeblik Venstre – Vejen til Ministerpladsen. Det er den gamle Strid mellem Moderate og Radikale, som står i lys Flamme i denne Artikel – ak, ak Menneskene har ondt ved at følge den Kommando de selv har givet sig ind under. Dette er for øvrigt en kedelig Streg af Redaktionen at tage denne Artikel op. Jeg er næsten målbunden her, fordi jeg med Vilje har sat mig på det Standpunkt ikke at ville røbe Venstres Skrøbelighed. Hvilken Sag tjener det i dette Øjeblik at give den Opfattelse Ord, at Berg er en troløs Person? Højres. Og Artiklen er ufin mod mig:k1036 den kan have til Hensigt eller til Følge at få mig til at træde i Skranken for Berg på en Måde, som ikke er min Hjærtens Mening. Når han er bleven den moderate Minister, måtte vore Veje skilles. Jeg skærmer ham nu af almindelige politiske Grunde, og det véd Forfatteren af Artiklen.
Dette i Hast min søde Pige Godnat
Din Erik

226. Amalie til Erik

Søndag aften 27-1-84.
Min midterste skrivebordsskuffe er gået i baglås, derfor kan jeg ikke få fat på det brev, som jeg fik sidste torsdag aftenk1037 og som du var så ubehagelig i, at jeg ikke har været istand til at læse det siden. Nu vilde jeg tat det frem for at se hvad jeg skulde svare på. Af samme grund må jeg skrive på dette, alt andet end propre papirark. Ja, Erik, det er første gang at jeg virkelig er bleven alvorlig bange for dig, for at der skulde forekomme ikke så let løste vanskeligheder os imellem i vort samliv, og end ikke dine kjærlige ord bagefter formåede at puste den trykkende beklemmelse bort. Jeg lå og fik ikke sove af det, og sov jeg lidt, var det for at arbeide videre i drømme. Du ved du har ofte forsøgt at skræmme mig ved at sige at der nok kunde blive mangeslags fortræder i vort gjensidige forhold, men jeg har aldrig været ræd før nu, ved dette brev. Jeg husker ikke nøiagtigt ordene, men det var noget om at når jeg vilde være uridderlig i min opfatning af den finhed mænd kunde ha'e, så vilde du ikke spilde et ord på mig, men kun forsåvidt min uridderlighed streifede dine områder værge for dig. Endvidere at jeg havde talt ringeagtende om din ven Rubin, og der var mere af samme slags, og alt dette gav mig et vrængebillede af mig selv, som jeg ikke kjendtes ved, og som det gjorde ondt at se dig give. Hvor kan jeg hae sagt noget, som kunde genere dig om en mand som jeg aldrig har sét, hvis tilværelse jeg ikke har vidst om, før du her forleden skrev noget om ham. Når jeg aldrig har sét manden, kan jeg jo hverken ha'e den ene eller den anden slags mening om ham, endsige udtale noget, der med rette kunde krænke dig. Jeg synes det er søgt af dig, at du her har fundet noget at irettesætte mig for, og den irettesættelse kom i en alt andet end venlig form. Og at du kunde udtale dig således om det, jeg havde sagt om din sammenstillen af dit forhold til With og mit til Kathinka, og om det der var foregået mellem ham og dig og mig og hende, røber en så ondartet misopfatning fra din side, at jeg ikke øiner mulighed til at opklare den i et brev. Det får bero til vi sés. Du forstår heller ikke det egentlige tyngdepunkt for forskjellen mellem din fortrolighed til With og min til Kathinka, eller arten af det forhold jeg har indtaget med hensyn til min omtale af hende til dig. Jeg havde ventet at du havde været finere i din klogskab her. Men om alt dette skal jeg tale til dig, og jeg håber da, at du i allefald skal kunne forstå hvad jeg har ment og hvorledes jeg har tænkt og følt. Hvad der forresten stod i det brev, aner jeg ikke; jeg husker bare det, der gjorde ondt, og nu kan jeg som sagt ikke få fat på det, så er der noget jeg ikke besvarer, må du ha'e mig undskyldt.
Så kom der to søde breve fra dig fredag aften; de lå i min brevkasse da jeg sent på kvelden kom hjem. Jeg vilde ha'e skrevet igår, men blev forhindret; det var absolut umuligt at få istand mere end et temmelig langt brev til fru Knudtzon og et til Henriette, som havde sendt mig bøgerne og et sødt lidet brev allerede forrige lørdag. Idag har jeg været til middag hos fru Ullmann, hvor Irgens Hansen var; jeg spurgte om hvem M.C. var, men han vilde ikke ud med det. Jeg nævnte G.B. han så overrasket ud, men svarte nei. Holst er mere udtalende af sig, men ham har jeg ikke truffet siden. Der blev talt om at det var utilbørligt at røbe uenighed inden sit parti, som denne brevskriver havde gjort, og da jeg sa'e at det var underligt redaktionen havde optaget det, svarte I.H. at det ikke godt gik an at afvise korrespondenten heller. At dømme efter pladsen i bladet, må det være et menneske med navn. Viggo Ullmann, folkehøiskolelæren [sic] og I.H. talte om dig, i meget rosende udtryk, du havde i Kjøbenhavn udbragt hans skål dengang, og været så prægtig, han gjengav noget af din tale, og var helt begeistret for dig. I.H. stemmede i med, og det var deiligt at sidde ganske stille og høre din pris du elskede! Det er sødt af dig, at du straks har fortalt din mor om gutterne; hils hende når du ser hende, og sig at det er en usigelig glæde og lettelse for mig, at det er overstået, og at de har taget det så elskeligt. Til Kathinka, havde Jakob sagt med en underlig bedrøvet klang i stemmen: «Tænk, så blier mama dansk,» men til mig nævnte han intet om dette. Forleden aften, da vi sad og talte sammen, vi tre, sa'e Jakob blandt andet: «du, der vil blive forskrækkelse blandt dine venner,» – «Ja,» sa'e så jeg, «og danskehadet vil gjøre den større.» «Danskehadet!» sa'e Jakob og så op med en usigelig forbauselse i sit søde ansigt, – er her danskehad her, i Norge? «Aaja, inden visse kredse» – svarte jeg «men det er en urimelig tåbelighed.» Så, da de var komne i seng, og jeg sad i spisestuen og læste avisen, og havde været inde og sagt godnat til dem, overhørte jeg følgende samtale: (der er rasende lydt) Ludvig: havde du vel tænkt at mama vilde giftet sig? Jakob: Nei, jeg troede ikke det lå for hende, – hun var ikke slig. L: Tænk om det havde været Helland? J: «Ja, han vilde ikke været så gal, dersom han blot ikke havde været så skjidden.» L: End Boll da. Så hørte jeg Jakob reise sig i sengen, og sige indigneret, – [«]nei ved du hvad, det vilde jeg rigtignok hae syntes var underligt gjort af mama, græsselig rart af hende.» L: ja, tænk, det vilde jeg og, men hvorfor er det egentlig? Boll er jo så snil og pen, og sådan dygtig maler? Ja, det hjælper ikke sa'e Jakob, hvis mama havde taget ham, så havde det været fordi hun vilde gifte sig, og det vilde jeg ikke likt, – du kan da skjønne at Boll ikke var noget for mama at ha'e, nei Skram er den eneste. Så drøftede de noget om Ernst og Ossian Sars, som jeg ikke fik rigtig tag i, og så sa'e de godnat til hinanden. Jeg havde en rasende lyst til at løbe ind og kysse dem, men jeg gjorde det klogelig ikke. Jakob sa'e den første aften til mig flere gange med en vemodig blød stemme: Du er jo så ung endnu du mama, det er jo rimeligt at du gifter dig. Det blier et pent par sa'e Ludvig lidt efter med et næsten polisk smil. Tusinde tak for telegrammet du sendte med hilsenen til gutterne; de blev så glade og fornøiede derover. Men jeg har ikke sagt noget om dine hilsener i brevet endskjøndt vi sad så hyggeligt sammen igåraftes, at de hver gang jeg spurgte om de ikke skulde tilkøis, blev ved at sige: ånei mama, – det er så morsomt at snakke med dig, og vi får så skjælden lov, (det er ikke sandt, men det siger de altid). Men jeg generer mig dog alligevel lidt for dem endskjøndt de har taget det som de har. Forresten skal de nok få din hilsen engang. Da jeg sad alene med fru Ullmann i eftermiddag bad hun mig så indtrængende sige om det blev noget af med min Amerikareise, eller om det ikke heller var til Kjøbenhavn jeg skulde. Jeg sa'e først nei; men så kunde jeg ikke, og så sa'e jeg jo, at det var til Kjøbenhavn. Hun blev så underlig alvorlig og trist, men tog mig ind i sine arme og sa'e at det glædede hende, fordi hun gjennem sin søn havde et udmærket indtryk af dig, og fordi jeg så alligevel aldrig vilde få fred her i verden, før jeg giftede mig, men idelig være udsat for efterstræbelser og tilnærmelser og alleslags planer. Jeg ved ikke hvoraf det kom men jeg fik en græsselig gråd over mig – jeg pleier ellers ikke at ha'e det med at græde. Men der kom så meget op i mig. Hun blev bange og spurgte om jeg ikke var sikker i min sag, sikker på at jeg elskede dig. Dertil kunde jeg svare ja af mit ganske hjærte, og så sa'e hun: ja, så er alt godt. Det er deiligt de skal komme i havn, – de kunde ikke gå om alene. Jeg har to vaskeborde af akurat samme sort, du husker mit med marmorpladen i, det er jo bedst jeg tager begge med, og så kjøber jeg sæt til, for at få magen til mit. Tænk dig pastor Heuch vil holde polemiske mod fritænkeriets gyselige resultater rettede foredrag over Nansens bog, Unge mennesker.k1038 Så skal han naturligvis male os djævelen på væggen og sige: «se der følgerne.[»] Det fæ, ved naturligvis ikke, at en sådan bog aldrigk1039 vilde kunne være bleven til i Norge. Den er jo dansk i dette ords slette betydning. I et folk hvis ungdom dog vil noget resikerer man ikke at sligt udlevet læsegods ser dagens lys. Den slags literatur reiser på en måde en anklage mod G.B. Han har feiet, feiet jordbunden,k1040 og ryddet grunden, og se, hvad der skyder op. Jeg har lyst at spytte, når jeg tænker på det marvtærings-produkt. – Det er vel bedst du fæster en slags pige dernede, men få endelig en god, helst en norsk; skjøndt skidt, – det er det samme. Men din søsters piges søster er ikke bra at ha'e.
Din Amalie.
[Tilføyelse på siste side]:
Nu må jeg sende brevet afsted uden frimærke på grund af den i baglåsgåede skuffe. Det er søndag og kl. er 1 nat. Bare du nu får det. Skriv strax, og sig mig det.

227. Erik til Amalie

Søndag Aften den 27 Januar 84
Min dejligste Pige jeg har naturligvis ikke kunnet lade være med at tro på Brev igår, og skønt det var umuligt at noget kunde komme idag, også idag. Jeg véd jo godt, at jeg ikke fortjener noget, men ser Du, alligevel. Det er så skønt at få en Smule over sin Fortjeneste. Jeg har ikke skrevet siden Onsdag Aften, jeg har været meget på Farten og har også bestilt lidt. Idag min sødeste Stump har jeg læst den sidste Korrektur på din Afhandling – det har trukket noget længere ud end jeg formodede – og ganske vist Amalie, strøget en Del har jeg, ændret et Udtryk nu og da også, men jeg tror, at Du selv vil finde, at Artiklen har vundet i samlet Virkning. Den er et glansfuldt Arbejde, morsomt for danske Læsere, det vil gøre Lykke. Jeg har i Aften bestået en lille Kamp med Redaktøren. Du havde brugt det Udtryk, at Brand var Legemliggørelsen for den kristelige Læres ene Grundidé: dens umenneskelige Bøddelgrumhed. Jeg havde taget «Bøddel» ud, jeg syntes, at det var så voldsomt, at det var ved at skyde over Målet, og jeg vidste, at det vilde forarge og mulig fremkalde energiske Protester. Der står altså «umenneskelig Grumhed». Nu var Neergaard meget betænkelig ved dette «umenneskelige» og foreslog mig som din Repræsentant at sætte «naturfjendsk» i Stedet. Jeg viste ham, hvorledes Afhandlingen indeholdt en nærmere Redegørelse af, hvorledes «umenneskelig» måtte være at forstå og udhævede, at det var et væsenligt Sted i Artiklen, som allerede var angrebet noget ved min Rettelse: lavere ned turde man ikke komme, når din Tanke skulde bevares. Tilmed sagde jeg er Udtrykket nu ikke hadsk, ikke injurierende, det er meget snarere beklagende el. sligt, og det vil læst i sin Sammenhæng næppe fremkalde Vrede. Han gav sig. Men et andet Udtryk måtte jeg på hans Anmodning forandre. Der står på Afhandl's tredje Side, at Kristendommen eller vel snarere Teologerne er en Modstander, som af alt, hvad der skaber Fremskridtet «forlængst er bleven sat ud af Betragtning»[.] Dette fandt N. for stærkt. Jeg rettede det til: «er bleven ladet i Stikken.» Det er ikke nøje din Tanke, men jeg fandt ikke Stedet så afgørende, at man ikke for den hellige Freds Skyld kunde gøre en Indrømmelse. Så bad han om, at «Fabler» måtte ændres til «Fortællinger», og også det tilstodes. Hvad andet der er af Lempelser har jeg foretaget på egen Hånd – min sødeste Ven, nu må Du prøve på at se med milde Øjne på hvad der er sket. Personlig er jeg overbevist om, at Afhandl. er klarere og kraftigere nu end før, og at Du havde givet mig Ret, hvis vi havde kunnet forhandle mundtlig, men det er jo så sin egen Sag at handle ensidig i den slags Sager. Et brænder på min Samvittighed, det er «Forskelle», men jeg vilde græde, hvis der kom til at stå «Nuancer», og de norske, som læser Ordet, vil tro, at det er en dansk Korrekturlæserfejl, og alle danske vilde snuble i Læsningen ved «Forskel» alene. Da Du ikke vil have, at jeg skal græde, og da der er 1000 danske for 1 norsk, som læser Afhandl., har jeg ladet det bero med det en Gang satte. – Jeg sender Dig Numret fra idag af «Ude og Hjemme»,k1041 ikke fordi jeg har skrevet det lille Indledningsstykke, men fordi der under «Literatur» findes en Anmeldelse af «Moderne Damer», hvor Borchsenius' ejendommelige Dumhed kan nydes. Han er en besynderlig Fyr. Han går netop så meget på Siden af en fornuftig Opfattelse, som det store enfoldige Publikum sætter Pris på. At han nu ikke har kunnet få andet ud af de norske Anmeldelser, end at her er gjort for «nærgående Brug af levende Modeller» er det ægte Publikum-Standpunkt! De læser, at Forfatteren dadles for en gemen Streg ved Benyttelsen af virkeligt Stof, det siges tydelig, at han har løjet – men nej i deres Hoveder går ikke andet ind, end at her foreligger Indiskretioner. At Dyret netop har forhullet Virkeligheden, ynkelig omlavet sit Stof, sat Krop og Hoved falsk sammen, benyttet kendte Motiver til at få en Grimhed ud af noget smukt, det kan han ikke læse sig til, skønt det er sagt tydelig nok. Han hører, at her er Tale om et literært Misbrug, og han har kun én Opfattelse af dette: at Forf. har været for «nærgående». Det er i højeste Grad betegnende for hvad det er for en Art af Nederdrægtighed, J. Poulsen har begået. Nå skidt, blot én Afhandling som den Du nu får ud i «Tilskueren», er som Svanens Dukken i Fabelen, da Ravnene havde spyet Snavs på den, Du kommer snehvid op.k1042 Min søde elskede Ven, der er ingen anden, der kommer til at lide ved denne Bog uden J.P. selv. Jeg er lidt nysgerrig efter at få at vide hvad Modtagelse Bjørnson har givet ham i Paris. – Du sender mig jo nok som sædvanlig et Par Numre af mit Svar til MC.k1043 Synes Du det er for spagfærdig skrevet? Jeg har ikke villet have Polemik på dette. Jeg kan ikke stå mig ved det. Jeg vil ikke ud i Snavset for Berg. Jeg tror ikke anderledes på ham, end at jeg er forberedt på en skønne Dag at forlade ham. Jeg har heldigvis talt med G.B. ham er det, han indrømmede det øjeblikkelig, vi forhandlede meget venskabelig om Sagen, Du må ikke sige til nogen, at det er G.B. Det er en uhyre Dumhed af ham at skrive som han har gjort. Jeg håber, at Redaktionen bevarer hans Hemmelighed. Har Du mærket, at de ikke gør det, så søg at standse dem på denne for Brandes virkelig farlige Vej. Det kan være G.B.'s hele Fremtid om at gøre. Hans brændende Ønske er at blive Professor ved Københavns Universitet. Bliver Berg Minister, kan hans Venskab eller Fjendskab afgøre Sagen. Bliver han det ikke, vil han dog rimeligvis altid bevare så megen Indflydelse, at det kan komme til at spille en afgørende Rolle for G.B.'s Ansættelse eller ikke. Jeg forstår ikke G.B. i dette. Han er meget mere ubetænksom, end jeg havde anet. Der er i Grunden noget kønt i denne Forglemmen af alt for dette ene, at hans nærmeste Hjærtens Sag og Vennen Hørup har lidt et Nederlag. Det gør mig ondt, at jeg ikke straks, da jeg havde talt med ham og havde fået at vide, at det var ham, skrev til Dig, hvor farlig hans Optræden her kan blive ham. Der foregår i denne Tid noget, som jeg meget beklager, det for et Par År siden dannede Studentersamfund holder på at opløse sig. Man har fået trange Kår, Lokalet er slet, den grundtvigianske Bestand i Samfundet har kedet Medlemmerne til døde, man har fået Udsigt til at kunne erobre den gamle Studenterforening, i Forbindelse med et Oppositionsparti dèr blive Flertal, og den ypperlige Bygning det store Bibliotek osv. frister. Det er efter min Mening et Gøglebilled, som hurtig vil opløse sig i intet og imidlertid brister den Sammenslutning af venstresindede og fritænkerske Studenter, som begyndte så flinkt ifjor. G. Brandes taler og ivrer imod en Opløsning, skønt atter her vilde han kunne drage Fordel af en klog Tilbageholdenhed. Der er nu det morsomme ved G.B. at hans varme Hjærte fører ham frem på farlige Steder, men kommen der overdænger han sin Modstander med de ubehageligste Ting. Hans Polemik bliver bestandig personlig, og han underlægger sin Modstander de slemmeste Motiver. For ham stiller t.E. nu Studentersamf's Optræden sig kun som Fejghed, og i den Sammenslutning med Oppositionen i «Foreningen», som er påtænkt, ser han et Rænkespil fra en enkelt Mands Side A.C. Larsen, Forfatteren Theodorus. k1044 Igår Aftes i et Møde i Samfundet, som varede til Kl 2 Nat, overfaldt han denne fraværende så hårdt, at han på et hængende Hår havde vendt en farlig Stemning mod sig selv. Han er en Natur, som man ikke bliver færdig med ved at have set ham i en eller et Par Situationer. – I Fredags var jeg i Middagsselskab hos Schandorph og undrede mig selv over, hvor kåd jeg var. Jeg morede mig i Grunden ikke, men fik dog bestandig en lille Gruppe Damer til at le. Og hele Tiden tænkte jeg på: Gud véd, om nu også Amalie vilde synes om at se Dig gøre alle disse Løjer? Tror Du? Ja jeg tror det nu i Grunden ikke. For Løjerne var vistnok hemmeligst byggede på en ikke dybt rodfæstet Respekt for Situationen og for Huset jeg var i. Men umådeligt uskyldigt var det hele, om end en Smule uartigt. Men sødeste Unge, hvad skal jeg gøre, når jeg keder mig? Du er her ikke, jeg har ikke nogen virkelig Interesse af hvad der foregår omkring mig, jeg er nødt til at leve på rent elementære Forestillinger og Fornemmelser: høj Latter, et godt Bord. Du dejligste Unge, havde jeg ikke Dig, var Livet virkelig for Alvor ikke til at holde ud. Når jeg nu får Dig, må jeg så en Gang imellem blive rigtig lystig, jeg tror det er min Natur, men sådan rigtig dygtigt fra Hjærtet, langt dybt nede fra – å le! Jeg lo næsten ikke noget selv forleden. Amalie har Du lagt Mærke til, at det begynder så småt at lakke hen imod, at Halvdelen af Lidelsestiden er forbi? Det er rasende rædsomt hvad vi har udstået, og de sidste Måneder vil blive de værste, men Tiden sniger sig dog fremad. Jeg har aldrig før vidst, at det er så ondt at længes og savne som det i Virkeligheden er. Jeg lider Fortræd derunder. Min Ånd lider, mit jeg, det er som jeg positiv mister noget af mig selv fra Dag til Dag. Når Du ingen Breve skriver til mig, er det som om jeg arbejdede mig gennem en Mose, hvor Fødderne hænger fast, mine Tanker står stille, foretager sig ingenting, og når jeg har et Brev fra Dig, kan min Glæde gøre mig syg og sår om Hjærtet. Nej Du Stump, det er en Styghed uden lige at være borte fra hinanden. – Jeg har spist idag hos Mama og Emma, Henriette var hos Frk Zahle til Middag. Mama var rørende sød og elskværdig og så livlig, hun er så glad, når jeg kommer af mig selv, men helst naturligvis melder mig lidt i Forvejen. Og jeg spiste med så udmærket Appetit hendes Bøfsteg med de mange Løg – den var virkelig godt tillavet, jeg tror, at hendes stilfærdige Pige er ret dygtig og jeg hørte hende nynne senere da hun tog af Bordet, medens vi sad i Dagligstuen i Mørke og talte sammen, hun er altså ikke så dybt nedsænket i et mod Tilværelsen anklagende Alvor som jeg troede – hvad jeg vilde sige: jeg spiste og vi talte naturligvis om Dig. Jeg kom ind på at fortælle, at Du i Sommer havde været her på Gennemrejse et Par Dage, som vi havde tilbragt med at tage Ture ud med Jernbanen osv. og Emma spurgte mig, om jeg forrige Vinter havde truffet Dig i Gøteborg, hvilket jeg bejaede. Du kan naturligvis begribe, at det altsammen havde det uskyldigst mulige Præg. Du må ikke ængste Dig i så Henseende, men altså i kommende Tider ikke benægte, at Du kender Gribskovbanen og Esrom. Kun har Du begribeligvis ikke tilbragt nogen Nat på det sidste Sted. Ak Amalie står det ret tydelig for Dig vor Udflugt? Hvor var den yndig, mærkelig. Vi skal gøre den om engang med dine Gutter, det har bestandig stået for mig som så meget tiltalende. For Resten har jeg også komponeret en lang Rejse igennem Jyllands skønneste Egne sammen med Gutterne – ak mon vi får Råd dertil? Himmelbjerget, Silkeborg – der i Nærheden har jeg en Broder som er Præst ude på Grænsen af Hedenk1045 – Århus, Skagen. Det kunde blive prægtigt. Sig mig hvad er det, som de snakker om hos Knudtzons, at Ludvig er kommen på et Handelskontor? Jeg har naturligvis sagt, at det er bare Snak. Men er der nogetsomhelst til Grund liggende for dette? – Du jeg glemte hos Mama at spørge om vor norske Pige, men da hun heller ikke huskede at tale om hende, er der formodenlig intet afgjort, eller hendes Besked går i negativ Retning. Så må der tænkes på noget andet. – Imorgen tidlig ligger der, når jeg kommer ind i min Dagligstue Brev til mig fra Dig. Ak Stump det er for længe siden Du har skrevet! Vær sød og ret Dig ikke for meget efter mine Breve i denne Tid. Jeg bør må og skal bestille meget og nu netop tager Rigsdagen fat på ny. Der vil blive knap Tid for mig til at skrive til Dig. Hører Du Amalie, Du må skrive ofte. Fortæl mig meget mere end Du gør. Jeg har skrevet for adskillige Dage siden til G. Heiberg men får formodenlig ikke Svar, han kan vist ikke overvinde sig til at skrive et Brev. Den Slubbert skylder bl.a. at meddele mig Kvitering på den Anvisning på Penge jeg for længst har sendt ham. Så har jeg nu for anden Gang forlangt en Opgørelse og Penge tilsendt fra Dagbladet. Det er mig ubegribeligt, at de Mennesker gidder udsætte sig for at blive rykket. Men sender de mig ikke Penge nu, ophører jeg med mine Korrespondancer, naturligvis. Det er så elendigt betalt i Forvejen at man må være så arm som jeg eller meget rig og ubeskæftiget for at skrive dem. Men nu Godnat min elskede Amalie, jeg er træt fra igår. Jeg drømte en Mængde om Dig i Nat.
Din Erik

228. Amalie til Erik

Kr.ania 29-1-84
Iaften min elskede har jeg frimærker, men ikke andet papir end disse små ark; det blir nu forresten ikke meget jeg kan skrive, kl. er mange, og jeg har lidt hovedpine hvad der er en sjælden foreteelse hos mig; det kommer af formegen udeværen, og af formegen drik – igår var jeg ude etsteds, hvor man holdt ud til 3 og drak en masse champagne, tilsids[t] bryggedes der en drik af champagne, kognak, selters, is og curaseau [sic], som smagte deilig, men var ful. Jeg har formelig ikke været menneske siden. Garborg har været hos mig iaften; han kom af sig selv og var så sød og lun, og som han var hjærteglad over min anmeldelse.k1046 «Det var et fænomen at blive således forstået; jeg havde sét tværs igjennem, lige ind til rødderne af det, der havde skabt Bondestudentar.» Dette lille brev fik jeg igåraftes. Jeg er bleven så rost og takket fra mange hold om hvad jeg skrev om hans bog; men du vil vel finde meget at udsætte, du stygge, strenge gut, og nu er sagen den at jeg ikke, ikke for et fnug bryder mig om de andres ros, når jeg ikke får din. Disse breve har jeg i sagens anledning fået fra fru Schjøtt.k1047 Vi omgåes absolut ikke mere, ikke heller med Sars's omgåes jeg, men fru S. er nu slig at hun skriver mig til, når noget glæder hende alligevel. Jeg kan ikke være venner med den, som holder på J.P. i denne affaire; de gjør forresten så meget mere væsen ud af dette, at jeg har trukket mig tilbage fra dem, end jeg egentlig kan fatte, de skjøtter om. Og så misforstår de; de bilder sig ind at det er selve bogen, «Moderne Damer» jeg har taget mig nær af, hvad ikke er tilfældet, de forstår ikke, eller vil ikke forstå at det er deres holdning, ene og allene den, som gjør mig vred. Jeg talte til Garborg om dine planer at skrive om ham og spurgte til den ende hvad du skulde læse. Det var aldeles umuligt at skaffe dig noget andet end en fritænkjer og en afhandling om «Keiser og Gallilæer»k1048 som han forresten på sit nuværende standpunkt desavouerede i høi grad, og det der fra tid til anden havde stået i «Tidsskriftet». Alt det andet, hans avisartikler og anmeldelser i forskjellige blade var spredt for alle vinde. Du måtte komme herop og gå og læse det på universitetsbibliotheket. G. Brandes havde skrevet til ham om «Bondestudentar», som han forresten slet ikke havde forstået – sa'e Garborg, og bedt ham give en udvikling om bogen selv som han G.B. vilde benytte til et essay om Garborg; ved samme leilighed vilde han skrive udførligt om ham. Garborg var rent i vånde. Han vilde ikke blive skrevet om af G.B. Han var bleven så vammel ved at læse Gjennembruddets mænd og se, hvorledes alt var skrevet til hans egen forherligelse i grunden, ene og alene i hans egen sags tjeneste; det samme havde jeg under læsningen siddet og været modbydelig ved. Den bog har gjort ringe lykke her. Sars har næsten ikke heller vært[?] at ta i den bog – Men han er nu en danskehader på sin hals[.] Aa du, hvor meget jeg havde at tale med dig om, jeg er rent overfyldt, og jeg forbander vore skrivende vilkår. Hans sidste bog er jo en samling af hans forrige avisartikler, – jeg, som troede jeg var bleven sløv og glemsom, har ved den fået lære at jeg har en brilliant hukommelse for det, der i sandhed interesserer mig. Jeg huskede alle disse artikler. Langt vilde Garborg foretrække at du skrev om ham, – men selv Skram sa'e han havde ikke forstået hvad jeg egentlig mente med den bog, for det har mig bekjendt bare én, og det er dig – sae han til mig! Jeg synes ikke du er for spagfærdig i den korrespondance, men jeg kan bare ikke forstå at det er dig som har skrevet den, hvis det da er dig som kalder dig A. Cantor,k1049 for det ligner aldeles ikke din måde at skrive på. Jeg skal imorgen sende dig nogle dagblade. Men jeg ærgrer mig over at du ikke fik samme plads i bladet som M C. Det er ækelt at Borchsenius nu, så længe efter, begynder at vrøvle om «Moderne Damer». Nu synes jeg det kunde være nok om den greie. Hos Bjørnson får han nok ingensomhelst modtagelse. B. har aldrig kunnet tåle det menneske; han trængte ikke om hans sidste bog for at være på det rene med den ting. Jeg antager ikke at J.P. gjør forsøg på at komme ham nær. Jeg havde svaret fru Schjøtt at hun tog feil i sin formodning om at læsningen af Raskolnikow havde nogetsomhelst med min opfatning af «Bondestudentar» at gjøre, og fremhævet at i Raskolnikow lå tyngdepunktet på at udrede et interes[s]ant psykologisk problem, medens i «Bondestudentar» kraften var lagt på at at [sic] stille den næringsvenlige godtkjøbsmoral op imod livets barske vilkår o.s. v. Dette til veiledning til forståelse af hendes sidste skrivelse.k1050 Du får dine penge i dagbladet; herom er der ikke tvil; de er så punktlig og nøiagtig med sine udbetalinger; det er bare et slags sluskeri eller glemsomhed ligeoverfor dig. Det er sandt at Ludvig er gået til handelen; hans far vilde det eksprès; jeg har ikke skrevet om det til dig fordi det hænger sammen med så meget andet, som er så tungvindt og vidtløftigt at skrive om. Bailli Knudtzon havde skrevet om det til sin mor, og da de så spurgte mig, fortalte jeg lidt om det. Müller har vistnok båret sig lidt uærligt ad ligeover gutterne i pengeaffairer, og jeg har ikke påsét deres tarv, som jeg burde, – det vil sige den sum penge som var udsat for dem har jeg ikke sørget for at få i et lovformelig dokumentligt forhold. Det har vistnok gået skidt med hans forretning i den sidste tid, og så har han pantsat pengene; det fik jeg vide om i vinter efter tilbagekomsten fra Kjøbenhavn. At gutterne får hvad de trænger, til de er blevne istand til at sørge for sig selv, er der dog vistnok ingen tvil om, men om de kommer at arve noget er uvist, som det nu ser ud. Müller er her inde i denne tid; han kom igår og reiser på lørdag; idag var han oppe hos mig og talte imod mig, og forsøgte at forklare og undskylde hvad han havde gjort. Gutterne skulde vedblive at få det samme som tidligere, så længe de ikke kunde sørge for sig selv, sa han. Han er her atter for at skynde på ægteskabstilladelsen.k1051 Det lader til at han endnu ikke får den, stakkel, han var så modfalden idag. Det er godt at han er her nu; han skal udfærdige et dokument nu, som binder ham til at give gutterne så og så meget, og det skal nedlægges hos advokat Heiberg. Forresten nærer jeg ingen frygt for dette. Når han har pantsat pengene, så har det været af nød, og jeg ved at han vil opfylde sine forpligtelser. Når han nu gifter sig, er han nødt til at gjøre en ordentlig greie på tingen. Jeg synes det er taktløst af Knudtzons at sidde og forholde sig beklagende ligeoverfor min taushed om hvad der forestod til gutterne. Hvor kan de vide besked, og hvor kan de lægge sig ind i en sådan sag. Det er dog bedst de lader mig skjøtte mine egne sager; det har jeg gjort godt nok hidindtil i alfald. Det var sandelig ikke så let en nød at knække denneher med at fortælle dem om hvad der forestod. – Men nu får du ikke mere min egen elskede ven. Jeg må tilsengs, for jeg er dødstræt og så søvnig, og min hovedpine blir værre. Bare du nu har fået mit ubetalte brev fra i søndags, hvis du nu ikke har været hjemme, så har kanske din pige nægtet at ta imod det, og så er postbudet gået sin vei, og har taget brevet med sig. Kan du mærke at jeg er syg af længsel efter dig, modløs, mismodig, hjælpeløs, ude af stand til at sige dig noget om min kjærlighed, fordi ordene ikke strækker til, og fordi jeg er så sår og sorgfuld, at kom du ind døren nu, vilde jeg uden et ord, uden et suk eller en tanke lægge mit hoved på dit bryst og give al min tilbagetrængte længsel og smerte luft i en forløsende gråd. Jeg elsker dig Erik!
Din Amalie.

229. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 29 Januar 84
Jo min Stump, dit Brev har jeg fået, og blødet mine 25 Øre har jeg måttet, og bedrøvet er jeg blevet for hvad Du siger om det Indtryk, mine Ord angående With og Kathinka Heiberg og Finhed og Ridderlighed har gjort på Dig. Ak Du sødeste Veninde, vi har et Stykke Vej frem endnu, før hvert Ord i vor Mund eller vor Pen – gid vi aldrig mere skal blive nødt til at skrive til hinanden – når netop med sin sidste allerretteste Mening ind i vor Sjæl. Men bliv ikke bange for det Amalie. Du kan jo have stillet dine Fordringer til min Evne til at forstå, højere end Ret var. Stump så skal Du være sød og tålmodig og tage Dig for at lære mig noget. Så skal Du se min egen Ven, at dels kan jeg virkelig lære, og dels kan der så pludselig måske, midt under dit Stræb med mig dukke noget op, som kaster et Forståelsens Lys ind over Ting, som var gledet Dig umærkelig forbi. Du kan tro, at vi begge har Felter, som Sol og Måne aldrig har skinnet på, der er Tankevidder i os begge, som ligger i Urtåge, men min sødeste Pige, det er jo derfor vi gifter os. Du skal sprede mine Tåger, jeg dine. Og Amalie, er Du da slet ikke bange for, at der kan have sneget sig en eller anden Urimelighed ind i dine Breve, som har fremkaldt det Svar fra min Side, som Du nu (naturligvis min sødeste Unge, det må Du jo kunne sige Dig selv) opfatter anderledes og hårdere end det er skrevet. Lad mig dog her i al mulig Selvretfærdighed rose mig af, at jeg har haft Breve fra Dig, som jeg har kæmpet med, fordi de begyndte med at pine min Sjæl, men at jeg har lært at vente, læse om og læse om igen, indtil jeg fik den Klang i Øret, jeg vidste var den rette. Du Stump, kan Du med nogen Grund beklage Dig over min Langsomhed, så vær omvendt ikke for tillidsfuld lige over for din Hurtighed. Det er mærkeligt så man kan forlæse sig i et Brev. – Men nu mine Drømmes søde dumme lille kloge Pige, brug den Sorg, jeg har gjort Dig, ærlig og redelig i vor Sags Tjeneste: Rust Dig med den. Tag hvad der fremtidig kan komme farende mod Dig som en Skuffelse midt på et pansret Bryst og stå fast. Husk, vid, føl og forstå, at et sådant Anløb skal Du døje nu og nu og nu, og at Du som ærlig Kæmper for en Sag, som Du i dyb Ærbødighed har bøjet Knæ for – vor Kærlighed – ikke give tabt, før Du står ene. Min søde dejligste Pige, det gælder for os begge at blive meget kloge, jeg er bange for, at vi begge endnu trods vore mange År har meget af Barnet at ryste af os. Men ser Du Stump det kommer altsammen, når denne græsselige Mellemtilstand hører op. Vi vil noget Du, men vi kan ikke komme til at arbejde ret, før vi kommer sammen. Og jo længere denne Adskillelse varer, jo længere snakker vi os ind i noget, som ikke er vor Fællesejendom. Er vi Børn, så er vi jo ret gamle Børn, som har uforgribelige Meninger, og det er noget slemt Stads til at fænge Ild. Min sødeste Ven lad os bare ikke bilde os noget ind hver for sig men vente til vi er blevet to. – Er Du nu en lille Smule fornøjet med mig eller har jeg atter snakket sort? Du er så sød i dit Brev med din Fortælling om Jakob og Ludvig, ja den Samtale mellem de to var god at høre på, og jeg forstår, at Du måtte beherske Dig selv for ikke at gå ind og kysse dem. Ak Amalie, der er noget så rent og fint og skært fra dit Samliv med disse Gutter, som ikke kan erstattes; men allerede nu véd Du jo, at Livet uden for som Regel er hårdere og grimmere end i dit Hjem. Min egen Ven vær mild i din Dom over hvad der fremtidig vil stykke sig sammen om Dig. Ullmanns fordelagtige Mening om mig kommer mig for så vidt noget overraskende, som jeg fandt ham temmelig utilgængelig den Aften jeg mødte ham i Studentersamfundet. Jeg var venlig kan jeg huske for jeg syntes så Pokkers godt om ham, men han var kun lidet indladende. Så lod jeg ham sejle sin egen Sø og talte kun lidt med ham. Tænk jeg kan ikke huske, at det var for ham jeg udbragte en Skål. Jeg fortalte den Historie om Bjørnson véd jeg, om Fyren der peb neden for Aulestadk1052 og blev tvungen tilbage for at bede om Forladelse, den Bjørn fortalte os. Ja jeg forstår godt, at Du måtte græde ved Fru Ulmanns [sic] Bryst – jeg havde jo også gjort Dig Fortræd. Rigtig inderlig glad ved mig har Du jo ikke været i denne Tid. Ja det er Synd, at når Du hører noget godt om mig, det så ikke mødtes med en Fryd i sit fulde Flor i din Sjæl, men sødeste Stump, jeg kunde ikke helt for det. Megen Skyld har vor Adskillelse og nogen Skyld Du. – Pas på Stump, at Du ikke gør Nansens Bog den samme Uret, som jeg i Begyndelsen gjorde «Et Besøg» – jeg sammenligner iøvrigt naturligvis ikke Bøgerne. Jeg har læst mig til en tugtende Smærte i alt Fald i Fortællingen «Aftenvisiter», som er den, der åbenbart betyder mest.k1053 Jeg har omtrent glemt de andre og den sidste har jeg ikke læst. Tonen, Måden at fortælle på lægger let en Snare for Forståelsen ved Overførelsen under fremmede Forhold. Husk, hvor forskrækket jeg blev ved Immoraliteten hos det Lag af unge Mænd i Kristiania, der svarede til hvad jeg kendte af unge Studenter og Kunstnere i København. Jeg er for Resten ikke sikker på Hr Nansen. Men med G.B. har han ikke det mindste at skaffe, hvis han er hul. – Du, jeg havde nær sagt à propos, hvad svarede Ingeborg Dig på dit Brev? Eller har hun slet ikke svaret. – Du er sød med dine to Servanter. Jeg har idag set på nogle Sengestel. Jeg syntes de var dyre, 25–30 Kr. Et til 14 var for tarveligt syntes jeg. Så var der et af Træ til 18, men malet Fyrretræ var det. Imidlertid har jeg langt fra gået Magasinerne igennem. Om Pige har jeg endnu stadig ingen Besked hørt. De Sengedrapperier jeg spurgte på, var svimlende dyre op i 100 Kr. – Nej at Du nu ikke var med igår! Jeg spiste atter hos Schandorph og der var Fru Erna Juel-Hansen, Du véd Drachmanns Søster, Forfatterinden Arne Wendt.k1054 Det er længe siden jeg har været sammen med hende. Hun forekommer mig meget flink. Hende vilde jeg ønske Du måtte finde Behag i, hun har Tro på noget og hun har Viden og Forstand. Hun kom ind på at fortælle imellem os gode Venner om Drachmann og hans Kærlighedshistorie med Polly Talbitzer – det var som den vildeste Roman, hvor var det mærkeligt. Hvad jeg har vidst før var de dummeste ydre Linjer oven i Købet forkerte, nej dette – pyt med «La glue» med «Une vie»k1055 eller hvad alt det andet Skidteri hedder, dette var så broget, så frækt, sådan udover enhver Beskrivelse overraskende skøgeagtigt umuligt at gribe – og alt i Religionens Navn.k1056 Hende inviterer vi som en af de første i vort Hus min Søde. Hvad hun fortalte var kun Stumper og Stykker, jeg kan netop godt bede hende fortælle helt og fuldt ud. Dr. var forøvrig naturligvis den skikkelige i denne Historie, kun fejg og ynkelig som altid. Fru Juel Hansen har holdt uhyre af Dr. og har lidt en dyb Smærte ved hans sidste Jammerligheder. – Imorgen Ven skal jeg i Dagmarteatret og se J.P.'s Stykkek1057 der virkelig nu er nået til Opførelse. Jeg skal anmelde det i «UdeogHjemme»k1058 – jeg véd med mig selv, at jeg kan gøre det aldeles uberørt, og altså for så vidt retfærdigt. Tak min søde for Tilsendelsen af din Artikel om Bondestudenter. Jeg finder dine Citater kloge, men, men Du har skrevet Dig bort fra Opgaven, ikke ind i den. Ja Du må ikke blive vred men jeg forlanger meget af Dig. – Hvis hvad jeg vil håbe en Plan går i Orden om et literært Arbejde, jeg skal have Del i, kommer vi til Sommer til at gøre en Rejse til Sønderjylland, som vil blive interessant, men endnu er der rigtignok intet afgjort i så Henseende. God Nat min elskede jeg har meget at varetage i denne Tid
Din Erik

230. Amalie til Erik

Kr.ania 30-1-84.
Jeg har igjen brugt op mit papir, ja det vil sige, jeg har kun disse altfor små ark; derfor vælger jeg hellere at skrive på stumper, der er større. Jeg har igåraftes siddet rent i drømme og læst en korrespondance fra A. Cantor, som jeg troede var din; nu iformiddag ser jeg at det er umuligt. Jeg havde netop læst i dit brev til mig, at du havde sendt dagbladet en korrespondance, og så læste jeg i halvsøvne og hovedpine det fra Cantor; og jeg syntes det slet ikke lignede dig, men jeg troede du havde med flid forskruet din stil, for at være ukjendt. Ja, hvad synes du, at jeg et øieblik kunde være så tusset. Jeg har idag læst artikkelen af M.C. igjennem igjen, og finder at den er lavtliggende i grunden, med sin udredning af de angjældendes motiver for deres holdning og handlemåde, foruden at den er simpel personlig og uklog. At svare på den uden at blive lidt grov, synes mig måtte falde dig vanskelig. Imorges fik jeg «Ude og Hjemme», tak elskede! Din artikelk1059 er der virkelig god kunst i, og den er vist meget interes[s]ant for danske læsere, kan jeg tænke mig.k1060 Vi er vant med anden føde. Der skrives intetsomhelst hos os omtrent, uden at noget sættes under debat uden at indholdet får fart og farve af hele den forkjæmperiske bevægelse som besjæler og mærker alt, alt. Borchsenius er et irriterende fæ! Hans dumhed vilde jeg ikke orke at holde ud, hvis jeg skulde være nødt til at ha'e noget med ham, for han skal liksom «være med» også. Jeg synes at både hans og E.B.s artikkel i d. Morgenbl.k1061 er skrevet med en slet skjult skadefryd. Og at den fyr ikke undser sig ved at servere en anmeldelse, der kun er eftersnakkeri af de andres. Det med at skjælde adjunkten ud for en usling, kan vi nu; det er formelig blet en tradition. Og at man dernæst finder bogen nokså god eller endog blot antagelig, begriber man ikke her. Man synes her at den er det «gemenest uægteste» som Chr. Krogh siger, der kan præsteres.
Sent aften. Nu har jeg læst dit brev i Dagbladet.k1062 Ja, der kjender jeg dig. Du er virkelig meget spag, men det er vist klogt og rigtigt. Når nu «Tilskueren» kommer, må du sende mig et par eksemplarer. Det var da endelig godt, at du reddede «umenneskelige»; jeg kan ikke se, at «naturfiendske» skulde være mindre farligt; «umenneskelige» er netop hvad der skal stå. – Når de nu begynder at male i vor leilighed, så se endelig til at få dørene og vinduesposterne sorte; vil han absolut ikke, så må de idetmindste blive mørkegulbrune. Det er ikke værdt at pigen får din sovesofa, synes jeg, for den er så nyttig at ha. Der blir dog vis plads til den etsteds inde hos dig, eller i spisestuen, som jo ikke er et så ganske lidet værelse. Og der kan jo gjerne være ganske propfuldt af møbler; der skal meget til, for at det kan blive for fuldt! – Iskassen og linnedskabet er jeg mere bekymret for, hvor de to dele skal stå, fatter jeg ikke, siden både kjøkkenet og pigeværelset og entreen er så bitte småt. Det blir et kav før vi får alt istand. Straks jeg kommer, går vi forresten igang; når jeg får en snedkersvend og har min pige til hjælp skal det dog snart være gjort, og så vil vel du hjælpe med at ordne alle bøger og sligt i altfald hos dig selv. Din ene boghylde kommer du nok at trænge, om du også får den store reol jeg talte om. Så må du huske på vinduet, som skal lukkes. Jeg tror jeg kan komme til den første april, men før blir der ikke tale om det. Müller spurgte mig om jeg skulde til Amerika, eller om ikke rygtet der gik i Bergen om mit giftermål med dig var sandt; jeg løi ikke, men svarede at således forholdt det sig. Det lod til at gjøre et stærkt indtryk på ham; han kunde ikke mere samle sine tanker til at tale om noget, eller svare fornuftigt, sad ganske bleg og så fortabt ud, og gik straks efter. Jeg sa at det foreløbig var en hemmelighed, og han svarede at han ikke skulde røbe den.
Det er en græsselig tid denne ventetid; gud give den dog var over! Jeg længes så forfærdelig efter at føle dine arme om mig; jeg er blot halvt menneske, heroppe jeg går. Men nu er der bare to måneder igjen. Den første halvdel af en ventetid er altid den værste, disse uger vil snige sig fortere afsted. Hvor vi skal få det godt sammen når vi endelig er komne op ad trappen, og har lukket vor entredør efter os, og sidder i vort eget hjem som mand og hustru. Jeg vil ikke tænke synderlig på det, for min utålmodige længsel tar modet fra mig. Vi vil ikke lade os vie før alt er færdigt. Altså 3die eller fjerde dagen efterat jeg er kommen, skal det først ske, men husk at ingen får vide det, så vi slipper for tilskuere. Hvor er jeg tryg, og glad ved dig min elskede! Jeg føler, som jeg er lukket helt og ganske inde hos dig, i din kjærlighed, og jeg vil kun komme til at leve gjennem dig. Hvor er det længe, længe siden den aften jeg reiste fra Kjøbenhavn, og du stod igjen på bryggen, og hvor er det en menneskealder siden vi først traf hinanden og hvilket liv, et helt nyt rigt liv – ligger ikke imellem nu og da. Gud give der kom brev imorgen.
Din Amalie.
Du må om nogen tid bruge konvolutter af denne størrelse, akurat denne, for ellers får jeg ikke plads for alle dine breve i skrinet. Der er et rum ved siden af den store hob, som skal fyldes, men der går ikke de store konvolutter, for de må passe til skrinets bredde forstår du. Men jeg kan godt endnu bruge en 8 breve til af denne sort. Din Amalie. Din elskede, elskede Erik!

231. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 31 Januar [1884]
Min elskede elskede Amalie, jeg skulde stå i Begreb med at klæde mig på til en stor Fest – jeg har fået dit Brev! Jeg forbander alle Fester og forbander vor Adskillelse, det er ikke til at holde ud! Der foregår hundrede Ting om Dagen hos Dig, som jeg ikke får den mindste Greje på, jeg er syg af Sorg derover. Men Du gør lidt galt i min elskede Ven at gemme så meget, fordi det dog alligevel er så lidt man kan få sagt i Breve. Det er afskyligt at få at vide på anden Hånd, om det så blot er, at Du har stukket din Finger på en Knappenål. Ak Amalie Du tænker Dig ikke tror jeg helt ind i hvor vigtig i mit Liv enhver Ting Dig angående er. Og Du giver mig ikke alt, hvad Du kunde give mig. Så kan jeg også tage vor Adskillelse i Struben for at kvæle den, i Raseri næsten, når nu sådan noget som din Anmeldelse af Bondestudenter kommer. Du læser min korte Bemærkning, der ikke er begejstret, og hører de andres Lovtaler, det slår sig til din Misstemning og Du tænker Dig sådan noget som at jeg ikke forstår hvad Du giver, halvt så godt som de andre. Det er håbløst, afskyligt, det er Snak og Nonsens, men det er umuligt at sige de tusinde Ord, som ligger i min Bedømmelse af hvad Du skriver. Og så har Du Hovedpine og jeg kan ikke skænde på Dig, fordi Du drikker det skændige Ispunsch om Natten og ikke kæle for Dig ikke køle din Pande. Og så siger Du sådan noget Satans Tøj, at det kan være mig, som skriver under Navn af A Cantor. Jeg har naturligvis ikke set det, jeg ser ingenting, men hvad er det for en næsvis Vigtighed af denne Cantor at skrive til Dagbladet. Han er fra Dagsavisen. Jeg har sendt mit Brev afsted i Lørdags og har igår modtaget et privat Svar fra Holst om, at han tror sig forpligtet til at optage MC's Forfægten af det Brandes-Hørupske Standpunkt. Men hvorfor optager han denne Vigtigmager Cantors Sludder. Det er en besynderlig Redaktion. – Amalie jeg er syg af Længsel og Savn. Det er ikke til at holde ud, at der er Dage imellem de stakkels Ord vi veksler. Det er til at dø af Sorg over, at Du sidder midt i vigtige Afgørelser, og jeg véd intet intet derom. Jeg har Lyst til at gå hen og hænge mig, og nu skal jeg til en knagende Fest. Og hvad jeg er mest rasende over af det altsammen er, at min Sorg og min Kommen ud over den skal foregå uden at der ligger din livsalige Nærværelse imellem. Jeg vil ingen Sindsstemninger eje, jeg vil ikke spore blot den svageste Antydning af Forskel i min Tilstand, jeg vil ikke have en Tanke, jeg vil ikke gøre en Bevægelse, ikke udføre nogetsomhelst, medens Du er borte. Det er til at pønse på Mord og Drab over at skulle være nødt til at leve, så længe Du ikke er her. Jeg vil det ikke Amalie for jeg elsker Dig – jeg er elendig jammerlig for der er Hul på Hul i vor Forbindelse siden Du er rejst. Jeg er syg Stump, rigtig virkelig syg, fordi ikke et eneste Ord kommer som det skal, når så langt som det skal, føles som det er ment. Amalie min elskede, indtil Fortvivlelse elskede yndige Glut, dette er rædsomt. Vi er for unge i vor Kærlighed til at leve hver for sig. –
Så nu går jeg i det sorteste Humør til at klæde mig på og kommer til Festen med de 500 Damer som den, hvis Sjæl er hundrede Mile fra Stedet hvor jeg går. Men naturligvis det er det hadefuldeste modbydeligste ved det altsammen, alligevel lader jeg mig oplive. Amalie elskede jeg bliver ikke Menneske før Du kommer ned til mig.
Din Erik

232. Amalie til Erik

Fredag første februar 84.
Den beklemmelse dit forrige brev – det ubehagelige – påførte mig, og som jeg selv ved eget stræv havde fået bugt med, har taget sig op igjen ved det jeg fik igåraftes. Det er lidt af en frygt, men mest af en tvil, en, som det nu forekommer mig, vel motiveret tvil om hvordan det altså virkelig vil gå os. Jeg er bange for at vi har truffet hinanden altfor sent; både du og jeg er for færdige, tilvant med en aldeles grænseløs og ubunden uafhængighedssikkerhed. Jeg, for min del har jo aldrig i mit liv stået i den slags kjærlighedsforhold til nogen, og er komplet uskikket til at gå ind under kjærlighedens tugt og åg. Jeg reiser mig bestandig pånyt hver eneste gang i opsætsighed. Jeg frygter også for at det at vi tilhører forskjellige nationaliteter skal blive os en stor og måske uryddelig anstødssten. Jeg har følt den hindring, der ligger i dette, og det må du også ha gjort. Vi ser forskjelligt på så mange ting, og vi opfatter og bedømmer forskjelligt, for det meste. Jeg kan ikke la være at skrive om det, for jeg er uhyre bedrøvet og nedstemt, jeg rent ud lider. Og jeg kan ikke indse nytten af at tie stille med det, eller at læse dine breve så «længe om igjen til jeg får den rette klang i mit øre». Hvad siger mig at «den rette klang» da ikke er en digtet klang. Og hvor kan jeg vide om det altid, hvis vi skal leve sammen, vilde lykkes mig at omdigte meningen af dine ord. Hvis der er grund til at frygte for, at vi i samliv ikke vil komme til at trives, så vil jeg helst ikke labourere under nogen slags vildfarelse eller selvskuffelse desangående. Helst af alt vil jeg se sandheden i øinene. Kun på den måde er et menne[ske] rustet til at kunne møde alt. Undertiden kan det hænde at mennesker, der fra først af ser ud til at harmonere på den elskeligste måde, ved intimere bekjendtskab opdager at der findes uhjælpelige, ubekjæmpelige uoverensstemmelser netop i det, der udgjør deres inderste væsen eller natur. Og hvad nytter kjærlighed under sådanne omstændigheder. Den tæres, slides, bruges op; når den skal være forsvunden er et tidsspørsmål af liden udstrækning. Jeg ved ikke om det vilde gå os således, men er du ikke bange, meget bange?
«Megen skyld har vor adskillelse, og megen du» – siger du til mig. Jeg vil svare: du er lykkelig du, som ingen har.
Kun nødigt vilde jeg været med hos Schandorfs [sic]. Jeg er vis på at fru Juel-Hansen, der var så underholdende, vilde ha budt mig imod, men fremfor alt kjedet mig. Dette «skjøgeagtigt-umulige, overraskende», og al den liderlighed, har jeg ikke af naturen smag for, og jeg er af min omgangskreds ikke bleven oplært til at vænne mig til det. At fru Juel-Hansen forresten kan sidde og udbrede sig om dette, der jo dog gå ud over hendes egen bror, der til og med nu har nok af prostitution samlet over sig, selv mellem nok så gode venner, bekræfter det usmagelige indtryk jeg ved en andens omtale – det skete ikke for at dadle hende, men i en stik modsat hensigt – har fået af denne dame. At hun er flink og dygtig, og hvad man kalder meget begavet, ved jeg naturligvis udmærket godt. Den slags væsen med alle disse forelskelser og ulovlige erotiske forhold og ægteskabsbrud, og kjærlighedsforhold til gifte koner for unge mennesker, eller ikke unge, har ikke stor interesse for os heroppe. Hvis nogen i et selskab begynder at tale om noget, der streifer dette gebet, falder det øieblikkelig dødt til jorden; det kjeder os voksne. Det er nu engang så, enten det geråder til ære eller skam. Vore interesser ligger på ganske andre hold; at dette er så, beviser bedst af alt vor literatur; på alle områder er det erotiske, ja selv forholdet mellem mand og kvinde i rent almindelig forstand, det rent secundære. Vi har talt om det før, og du har modsagt mig, – men det er nu så; man må være dum eller blind for ikke at se det. Det er jo også denne kjendsgjerning, som gjør den norske literatur så forskjellig fra den danske.
Når du fortæller mig at «Numa Roumestan» er af Cherbuliez og ikke af Daudet, må jeg virkelig smile. Den er af Daudet! Og figuren N.R. er ikke mere «tænkt end gjort», for den er udmærket godt gjort; og du kan ikke ha læst den og talt om den allerede i den første fru Dr.manns dage, for den kom først meget senere eller ialfald senere ud.k1063 – Hvor kan du sige at Nansen ikke har noget med G.B. at skaffe, hvis han er hul. Allesammen har jo med G.B. at skaffe. Og jeg kan ikke se at «måden at fortælle på» i Nansens bog skulde «lægge snarer for forståelsen ved overførelsen under fremmede forhold». Der er intet andet jeg beklager ved den bog, end at den giver en række unge mennesker der allesammen intet vil, intet ønsker, intet arbeider for, intet ser at stræbe efter. Det er et bedrøveligt tidens tegn, at et sådant produkt fremkommer og det kunde ikke være kommen i Norge. Produktet er forresten godt gjort, det, tildels endog udmærket. De unge norske mænd er vistnok liderlige, – måske, men det er dog ikke det hovedsagelige, det de lever af, og det literaturen skabes af. – G.B. havde – jeg ved det med vished – skrevet et meget rosende og anerkjendende brev til Bjørnson,k1064 for En Hanske, efter at hae læst manuskriptet igjennem. At han, som han fortalte mig, havde «skrevet stykkets bedste replikker», er ligefrem løgn.
Jeg vil stanse her; jeg har ikke mere at skrive om, og mit hjærte er så at sige frosset inde.
Din Amalie.
P.S. Langt om længe fik jeg et sødt lidet brev fra Ingeborg. D.S.

233. Erik til Amalie

Lørdag Aften Kl 11 den 2 Februar 1884
Amalie jeg falder Dig om Halsen! Du er umådelig sød. Om min Snus Idyl fra Helsingørk1065 har Du først skrevet «men synderlig interessant for norske Læsere er den ikke», det retter Du så omhyggelig til «og den er vist meget interessant for danske Læsere, kan jeg tænke mig». Det siger det samme men rigtignok på en pænere Måde, og ganske rigtig igår Aftes da jeg kom hjem fra Teatret – jeg havde som Anmelder set «Et Dukkehjem» med en ny Fru Lindek1066 – læste jeg også de pæne Ord uden nærmere Undersøgelse. Det er først nu, at jeg noget mistænksom ved de gjorte Rettelser har undersøgt Tingen nærmere. Jeg måtte le højt, da jeg havde læst den oprindelige Tekst, Du søde. – Dejlighed det er rigtigt at Du rettede. Mundtlig skal Du naturligvis ikke «rette». Der snakker vi om Tingene som de er, og Du skal få Prygl, hvis Du pynter dine Meninger. Men søde Stump, disse Ord griner sådan i Brevene, og det har Du følt, og Du har lempet dem, og jeg elsker Dig en lille Gang til for din Frygts Skyld for at støde mig. Ak Du har selv gjort Erfaringer med dumme Ord fra min Side, som har stået der så stive og strunke og vigtige og sagt helt andet, end de skulde. Min elskede lille yndige Troldunge, som for øvrigt slet ikke vil beundre mig netop der, hvor der var Mening deri. I den Ubetydelighed om Helsingør var Sprogets rent mekaniske Sammensætning og Billedets «Impressionisme» Kunst, som ikke to eller tre gør bedre i Skandinavien. Jeg er tre eller fire Gange om Året indbildsk af sådan en eller anden Småting, Resten af hvad jeg gør synes jeg er noget rigtig Juks – Unge, husk på, at Du gifter Dig med en Fyr, i hvem der stikker en «Kunstner» – det er Kunsten ved en Ting, der som Regel lægger sig tættest og fortroligst ind til min Sansning, alt andet er jeg Dilettant i. Politik t.E., jeg forstår ikke et levende Muk deraf. Jeg kunde formodenlig godt blive et letsindigt Våsehoved i Politik, i Kunst kunde jeg ikke blive det. Du har det noget anderledes. Du ser i Bjørnson først Folkelæreren – jeg tror nu Du tager fejl – og så Kunstneren, i «Bondestudentar» læser Du Dig først til dens humane opdragende Betydning, inden dens Malerier og Sjælekundskab fylder Dig med Fryd. Jeg bytter Tingene om. Og så kysser jeg Dig lige på Truten, og hvis Du vil snakke vidt og bredt og dybt og længe om dette, så er jeg beredt, vi har et helt Liv for os til det. – Borchsenius er en Umulighed, et lille Hoved, men en brav Fyr tror jeg, hos ham ingen Skadefyrd. Jeg talte for øvrig igår Aftes i Teatret med E Brandes, jeg har ikke talt med den Mand i et halvt År tror jeg, og han udtalte sin umådelige Despekt for J.P. som Menneske. Han fortalte, at han i Anledning af den Anmeldelse, han skrev om M.D., havde fået Brev fra samme J.P. først et, hvor Fyren lod, som om han var uvidende om de Kritiker, der var skrevet i Norge om ham, og dernæst et, som havde omhandlet mig [og Dig].k1067 Hvad Brevet sagde fortalte E.B. ikke, og jeg spurgte naturligvis endnu mindre. At M.D. kan nævnes her som bedre end Paulsens øvrige Bøger ligger simpelthen i, at dens rent ydre Form er bedre – hvad Irgens H. også gjorde opmærksom på – Sproget er glattere og Sammenstillingen knappere. At den er Fusk, ser naturligvis ethvert fornuftigt Menneske, men der gives også ufornuftige, tilmed iblandt dem, som skriver. – Søde Unge, har Du ikke kunnet læse min Foragt for M.C's Fremgangsmåde i den Benyttelse af hans Ord, jeg anvender? Jeg havde ønsket, at min Ironi skulde glimte frem under den rolige Form, jeg bruger. Jeg fandt hans Artikel såre slet bygget. – Jeg har talt med Philipsenk1068 – Forlæggeren af «Tilskueren» – i Aften i Studentersamfundet, hvor der blev holdt Foredrag om Dødsstraffen. Han sagde, at han havde udfundet en Rettelse til «umenneskelig», som vistnok kunde været benyttet, det er åbenbart ham, der har fået Neergaard gjort bange, nemlig «overmenneskelig». Det er ikke så tosset fundet det. Det tager det onde bort og giver Tanken, synes Du ikke? Han var glad for din Artikel men ængstelig for dens Glubskhed. Disse Boghandlere er ejendommelige Mennesker med deres Købmandstag på de Ting, som de flinke af dem i og for sig respekterer, og han hører til de flinke. Han sender Dig et Eksemplar til foruden det, Du har modtaget, og jeg sender Dig et; vil Du have flere? – Min allersomdejligste Fortryllerinde – Amalie jeg kan i dette Øjeblik ikke få din Huds yndig varme Farve ud af mit Hoved, Snak ud af min Sjæl, og «Sjælen hos en Elsker er i Blodet» – jeg skal gøre vor Vært det så broget at de sorte Vinduer og Døre må komme. Du Linnedskabet må vistnok stå i Gangen, sig mig nøjagtig hvor bredt det er, men husk det. Isskabet, Kære! Jeg tror Du bør sælge det. Køkkenet med Spisekammer ligger i Nord, ingen eller kun få Mennesker bruger Isskab hos os. Tilmed vil til Sommer Is ikke blive til at opveje med Guld, der har ikke været en Kvadrattomme Is endnu i Vinter i Danmark. Ja i Aften fryser det 1° men det går vistnok snart over. Imorgen regner det formodenlig. Men sig mig alligevel nøjagtig Målene også Højden på Isskabet, mulig kan det anbringes i Spisekamret. – Amalie længes Du efter at føle min Arm om Dig? Ven, tro mig jeg længes efter at lægge den der og så føle dit Legeme læne sig ind mod mit – – Halvt Menneske? Jeg er slet ingen Ting uden Dig! Men jeg tør som Du næsten ikke tænke på den Tilstand at have Dig hos mig, jeg har ondt deraf. Ak Amalie jeg tror, at de to sidste Måneder, som nu står tilbage, vil blive endnu længere, endnu værre end de to første. Husk, hvorledes December gik forholdsvis skikkeligt ved det endnu levende, skabende Indtryk af vort Samliv her, og Du var glad i mine Breve og jeg i dine, og vi skrev og skrev af hele vor Sjæl – ja Du ikke så meget som jeg, men nu kan Brevskriveriet næppe en Gang hjælpe os over det værste. Og dog naturligvis jo, det er jo det eneste vi har at leve af. Stump dit sidste lille søde Brev er nu så elskeligt som Du selv næsten. Jeg skal passe at anskaffe mig Konvoluter som Du ønsker det, men det er rigtignok en højst nederdrægtig Størrelse eller rettere Småhed. – Jeg var da på den dumme «Holbergfest» i Forgårs som jeg omtalte,k1069 jeg kom der da Klokken manglede ¼ i 11, og Dansen var i fuldeste Gang. Jeg morede mig ikke Spor, men noget opmuntret blev jeg jo naturligvis ved det smukke Syn af de mange unge Damer i gode Dragter. Du, det er for Resten et underligt Syn med de «korte» Kjoler, der nu bruges til Selskabsbrug. Slæbene var stateligere, og når de løftedes og blev kastet over Armen i Dansen, så det nok så fornøjelig letsindig hensynsløst ud. Det så ud, som om de unge Piger virkelig havde Sind til at more sig. Nu stumper de alle afsted, som skulde de ud og trippe til Hverdags alle sammen. Pyt med de fjottede Damer! Du, jeg fik ikke Spor af Lyst til at føre Dig ind på en sådan Studenterfest, det Hele havde ikke Anstand nok, det gik så underlig «gemytlig» til. Der skal være Stil, hvor Du kommer. God Nat nu elskede, savnede!
Din Erik

234. Amalie til Erik

Lørdag nat 2den februar 84.
Hjemkommen fra selskab finder jeg brev fra dig, og et sødt elskværdigt brev fra gamle fru Lucinde.k1070 Ja, du har ret min elskede, denne adskillelse er utålelig. Igår skrev jeg et brev til dig, ud af min dystre, alvorlige stemning; jeg lod det ligge til imorges, strøg nogle ord som jeg syntes var for tunge, og lod det så gå. Du siger noget om at jeg får indtrykket af at alle andre forstår bedre hvad jeg siger og skriver end du, og det er så. Dette rammer netop på hovedet årsagen til min frygt for at vor forskjellige nationalitet skal gjøre os måske ulykkelige i samliv. Havde du været norsk, eller jeg dansk vilde det været bedre; derom er ingen tvil. Jeg har gået med dette tryk på mit sind lige siden jeg fik dit næstsidste brev. Idag da Helland kom her op med Lofthus fra Bergenk1071 og de sad her et par timers tid og drak kaffe, sa Helland gjentagne gange med sin sædvanlige pågående velvillie: «hvad er det som feiler dem fru Müller, de ser så bekymret ud?» Tilslut mæglede Lofthus, og sa: lad dog fruen være i fred Helland. De gjør det jo bare værre, hvis der virkelig er noget iveien. Og der var noget iveien, det er sikkert, det. – Hvorfor skal du gå i fest på 500 damer, og vide på forhånd at du vil lade dig oplive? Når du lader dig oplive, så er det fordi du finder behag i dem, og hvorfor skal du gjøre det?
J.P. har skrevet et brev til fru Thommesen,k1072 og sagt at det var kommet ham for øre, at man sa, at han med denne ytring i bogen: en bekjendt redaktørs fanatiske hustru, skulde have sigtet til hende. Brevet er fuldt af den modbydeligste smiger, han tror det er Thomsen som har skrevet anmeldelsen i «Verdens G.»k1073 og alligevel kryber han på alle fire. «Deres udmærkede mand leder massen. De leder ham. I dette tilfælde kan man mere end nogensinde spørge: où est la femme?»
«Han vil smigre mig med at lade som han tror jeg forstår fransk» – sae fru Verdens Gang som viste mig brevet. Det har forresten cirkuleret i kredsen og er bleven behørig bespottet. Fru Knudtzons brev er så inderlig kjærligt og hjærteligt, – det gjorde så godt at få det, at min tanke går tilbage til det. Så var det også så særdeles godt skrevet; det er hendes følelse, som har givet ordene fart, ellers pleier hun at skrive temmelig konventionelt. Hun svarer på min beretning om at gutterne nu vidste besked. – Idag blev storthinget åbnet. Kongens tale var aldeles betydningsløs, han så temmelig spag ud. Den fornemme pøbel brølte af henrykkelse da han og dronningen kjørte op og ned, meget mere end ellers. Og forleden ved indtoget sad de, hørte jeg, til halsen i buketter under blomsterregnen. Det er afskyeligt. Forresten har han igår i middagen hos Selmer, sagt, at når dette ministerium måtte gå,k1074 kunde der jo ikke være tale om at danne et nyt af udelukkende samme farve. – Jeg får slutte her. Jeg har en underlig frygtsom, halvt forlegen beklemmelse ligeoverfor dig, som jeg er bange for kun kunde tages fra mig ved at du kom og var god og kjærlig mod mig, tog mig ind i dine arme og lod mig føle at du elskede mig. Du må ikke blive sint på mig for det brev jeg sendte imorges. Jeg beder dig derom.
Din Amalie.

235. Erik til Amalie

Tirsdag den 5 Februar 1884
Igår min elskede Ven kom With strålende til mig i Rigsdagen, han havde lige læst din Afhandling: den er meget bedre end Stykket! sagde han. Idag læser jeg i Dagsavisen følgende Udtalelser af Henriques i en Anmeldelse af «Tilskuerens» 2'd. Heftek1075
Og så har jeg talt med Kontorchef Rubin, der fandt Artiklen «interessant» og velskrevet, men ikke rolig nok. Det er hvad jeg forløbig kan melde om den Modtagelse, din Afhandling har fået. – Jeg var i Søndags hos Mama. Vi talte længe om Dig. Hun fortalte kærligt hvad hun havde hørt om din Ungdom, dit Giftermål, hvorfra véd jeg ikke og spurgte jeg ikke om, jeg antager, at det var meget ukorrekt. Det vil Du jo engang fortælle mig fuldstændig og nøjagtig. Hos Mama læste jeg et Brev Du har skrevet til hende, den 11 f.M. tror jeg, og hvor Du skriver bl.a. om din Kærlighed til mig. Min Amalie det var så forunderlig smukt at læse dine Ord om mig til en anden. Du sætter mig højt. Jeg blev meget alvorlig og meget glad ved det Brev. Senere har Du min Ven til mig skrevet i en noget anden Tone. Jeg vilde helst undgå at svare på disse Breve foreløbig. Det bæres mig for, at vor Adskillelse har øvet den onde Virkning at forstyrre de Ords Mening vi indbyrdes veksle. – Hos Mama fik jeg den endelige Efterretning, at norske Johanne følger tilbage til Kristiania med sine Frøkener, de vil ikke slippe hende. Hvor fortræffeligt et Vidnesbyrd end dette er for Pigen, eller rettere netop dette udmærkede Tillidsbevis kan jo kun yderligere få os til at beklage, at hun smutter fra os. For Øjeblikket står vi altså vis à vis de rien m.H.t. Pige. Jeg var senere hos Jutta, og med en Spøg antydede hun, at deres udmærkede Stu- og Barnepige, Elin, vistnok gik med en brændende Lyst til at tilbyde os sin Tjeneste. Hun er nemlig meget for flink til kun at tjene som Stupige. Skulde den nette store Pige komme med en Anmodning, jeg tager hende øjeblikkelig, Du kæreste, og beder Dig bære over med, at hun taler skånsk, det er jo dog bedre at få noget man véd er godt, selv om det er svensk, end at gå på det uvisse.
Onsdag den 6 Februar
Igår blev jeg afbrudt, havde meget at bestille og skulde sluttelig i Aftenselskab. Dér, min Unge, mødte jeg den elskværdige unge Fru Neergaard.k1076 Hun var aldeles opfyldt af, hvor fortrinlig din Artikel var og sagde med Øjne, der glimrede af Ivrighed: «Det er en Skam, at der skulde rettes på et eneste Udtryk i den Afhandling. Var jeg Fru Müller el. kunde jeg skrive som hun, vilde jeg ikke finde mig deri.» Hun var sød, da hun sagde det og tog Dig i Forsvar mod os to brutale Personer, hendes og din Mand. Det må være en udmærket Dame, sagde hun, og jeg havde den mest brændende Lyst til at sige hende, hvor udmærket, jeg fandt denne Dame. Så har jeg idag efter min Middag læst i «Social Demokraten» og der faldt mine Øjne på følgende Slutningslinjer af en Anmeldelse af «Tilskuerens» 2. Hæfte:k1077 Jeg skar den ud af Avisen og sender Dig den. Jeg sad igår og skrev på en Anmeldelse af Heibergs «Tante Ulrikke». Jeg blev ikke færdig, og idag har jeg for Rigsdagsarbejde intet kunnet gøre ved den, lige som jeg også nu om et Øjeblik må gøre mig i Stand til at gå i Folketeatret for at se på et Par nye Stykkerk1078 og en Skuespillerindes Optræden i et nyt Fag. Jeg skal skrive til «Ude og Hjemme» derom og har desværre af vedkommende Skuespillerinde fået særlig Anmodning om at interessere mig for denne nye Side af hendes Virksomhed. En sådan Anmodning påvirker altid Ens Pen noget. Nå jeg har nu altid haft Tro til hende. Det er Frk Lydia Sørensen, Du skal se på hende, når vi sammen skal til at dømme Skuespillere fra Ære og Liv eller hæve dem højt på Rangstigen. Farvel så længe min Stump. Når jeg kommer hjem, føjer jeg et Par Ord til.
Nat Kl 1
Min elskede, jeg havde smigret mig med, at der ved min Hjemkomst lå Brev til mig fra Dig. Men nej! Nu vel det skal da blive din Straf, at jeg kun skriver kort. Jeg sad efter Teatret imod mit Ønske bundet af et Selskab på en Kafé – jeg har siddet på samme Kafé en Gang i Vinter netop i samme Situation: Kommet fra Folketeatret, villet hjem fordi jeg trode [sic] på Brev fra Dig og havde til Hensigt at svare. Netop således i Aften, jeg sad utålmodig og følte, at jeg selskabelig talt var bunden. De, der bandt i Aften var for øvrig Henriques og Frue, han, der har skrevet så anerkendende om dit Arbejde i Tilskueren,k1079 jeg har så ofte været Gæst der, nu måtte jeg til Gengæld agere en Smule Vært på denne nette lille Kafé, hvor man kun kommer, når man har været i Folketeatret. Jeg har for Resten moret mig i Teatret i Aften, der blev spillet godt, og Stykkerne, et alvorligt og et lystigt, var fængslende hver på sin Vis. Om Du nu havde været med og godmodig venlig havde været hyggelig med de to rettænkende Mennesker, som ganske sikkert ikke svinger sig højt, hvor vilde jeg så ikke have været lykkelig. – Nu ligger der en Tynge over mig. Du læser Dig til så besynderlige Resultater i mine Breve, det er stundom, som om Du ikke kendte mig fra andet end fra de Misforståelser af hvad jeg skriver, Du læser Dig til. Men det er for stærkt i Modstrid med hvad vi alt har levet sammen, til at det ret for Alvor kan angribe mig. Jeg sætter min Lid til det næste Brev fra Dig, min elskede kærlighedsfulde Hustru. Du har fået en Stump af Troldspejlet i dit Øje – havde jeg Dig her og kunde kysse Dig blot en Gang, var alt godt, men Glasstumpen vil også glide ud af dit Øje uden det. God Nat min velsignede Ven
Din Erik

236. Amalie til Erik

Kr.ania 7-2-84.
Du er altså vred på mig siden du ikke har skrevet efter modtagelsen af mine sidste breve. Betænk dog hvor ganske anderledes alting vilde arte sig om vi kunde tale sammen. Og har du lidt ondt ved at læse hvad jeg har skrevet så har jeg ikke lidt mindre ondt ved at skrive, og ved at have afsendt det! Sålænge jeg ikke hører fra dig, kan jeg ikke skrive. Jeg er altfor hjælpeløs og ulykkelig. Nu forstår jeg at du ikke skriver før du atter har hørt fra mig, og så kan jeg altså ikke vente noget før mandag aften. Det bliver hårdt at gå på, hvorledes jeg skal slippe igjennem al den tid, forstår jeg ikke. Tak for «Tilskueren». Jeg fik også et fra Neergaard, med et særdeles elskværdigt og smigrende brev.k1080 Du har havt meget stræv med at skrive min artikel om, – jeg takker dig for det arbeide du har lagt derpå. Om de forandringer du har foretaget kan vi tale en anden gang. Der er nogle jeg ikke er fornøiet med, men andre som jeg er glad over.
Din Amalie.

237. Amalie til Erik

Kr.ania 9-2-84.
Tak for dit brev fra igåraftes elskede; jeg blev, om ikke så lykkelig som jeg kan blive ved dine breve, så dog betydelig lettere om hjærtet. Tak fordi du ikke skjænder på mig, du søde, snille Erik, og det er også bedst, at du slet ikke svarer på alt det jeg skrev i hint brev; for det fører ikke til noget tilfredsstillende resultat. Tror du virkelig at jeg har haft et stykke af «troldspeilet» i mit øie? Jeg føler det ikke således, – det er snarere som en svær anfægtelse jeg har gjennemgået. Og samtidig føler jeg et slags forløsning over at hae givet, noget som virkelig, om end skjælden, har pint mig, et desværre krast og ukjærligt udtryk. Men som jeg i alle disse dage har gået og længtes efter at kaste mig om din hals, og få din tilgivelse, og som jeg har været angst for hvad du vilde svare mig, og elendig over at hae gjort dig bedrøvet eller måske vred. Hvor det var sødt og snilt og elskværdigt af dig at skrive således til mig, du har gjort mig en uendelighed af godt derved, og givet mig en verden af tryghed og fred. Bare jeg nu kunde huske på at ikke være opsætsig, at det er en latterlighed at være det ligeoverfor dig som er mindst halvdelen af mig selv. Disse skjærmydsler vi har havt, skal håber jeg, hae lært mig noget, og bidrage til at jeg er meget forsigtig, og passer på at ikke disse stygge forstyrrelser og mislyder, skal få lov til at liste sig ind over os. Sig mig nu om du er lige glad i mig som før? Eller om du føler nogenslags antydning af uvillie mod mig. Aa, hvis jeg bare havde dig hos mig, så skulde nok alt blive godt. Hvor det er græsseligt at det endnu skal være alle de uger før jeg har mine arme om din hals, og kan få kysse bort enhver skygge fra vor adskillelses onde dage. Og kan få føle på dine kjærtegn at du elsker mig lige høit og varmt som sidst jeg var hos dig, du elskede, deilige. Tak for de avisudklip du sendte mig. Af Thommesen havde jeg fået «Dagsavisen», han vil sætte det ind i Verdens Gang, men det fra «Socialdemokraten[»] kjendte jeg ikke. Det er meget pent og velvilligt og anerkjendende skrevet af Henriques; men han roser jo også E Brandess piece,k1081 som jeg synes er en usigelig tynd bagatel. Meget heller burde barselstudien af Bendix være optaget efter mit skjøn. Der har stået i Dagbladetk1082 en anmeldelse af min opsats sammenholdt med en af Kristoffer Brun som denne har skrevet i sit organ: For frisindet Kristendom. Det er næsten bare citater som er stillet således op at Bruns artikel blir latterlig; det er skrevet i den enfoldigste tone og ser ud til at være den naiveste almuesmand, der beskedent spørger sig fore; men det er naturligvis Helland. Hverken Dagbladet eller «Vredens Gnag» [sic] har fået «Tilskueren» så den bliver ikke anmeldt her. Af min opsats vil Holst citere i bladet et par sider.k1083 Det vil også ske i bergenske aviser. De få, som her har læst min artikel, har givet mig megen ros, og hvad du skrev om Withs, den søde, snilde, velvillige With og fru Neergaards udtalelser glædede mig meget. Hils W. fra mig. Rubins kritik viser at han meget godt ved om i hvilket forhold du står til mig, ellers havde han ikke brudt sig om at sige netop det, tror du ikke? Jeg må le over «Demokraten» som taler om mine udmærkede anmeldelser i «Nyt Tidsskrift». Nei, det er ikke der jeg har fået mine laurbær, for det er i Dagbladet det. I «N.T.» har jeg af anmeldelser kun præsteret den om Poulsens Pehrsens,k1084 bedrøvelig ihukommelse, – men skidt, – det går for det samme. Nu har jeg fået 3 eksemplarer af Tilskueren, og det er nok i mængdevis. Honoraret fik jeg samme dag som jeg fik det første hæfte tilsendt, og det er ekspedit. Idethele er jeg meget fornøiet med den behandling jeg har nydt, når jeg undtager nogle af dine omskrivninger, men det skal nu være sidste gang sligt skal ske uden i samråd med mig, – du stygge, søde gut. Din mor skal værsgod ikke la dig læse hvad jeg skriver om dig til hende, det er for hende, og ikke for dig. Men høit, sætter jeg dig virkelig! og det er ikke det mindste formeget. Betænk hvad du har været i mit liv. At jeg siden har skrevet i en anden tone til dig, er på en vis måde ikke sandt, for denne anden tone rokker jo ikke min vurderen af dig, eller graden af min kjærlighed til dig. – Jeg ved ikke af at der er mere at fortælle dig om min «ungdom og mit giftermål» end det jeg vistnok har fortalt dig. At jeg blev friet til fra mit femtende år da jeg endnu gik på skole af så den ene og så den anden, har jeg kanske glemt at meddele dig, – skjøndt det har jeg vel ikke. Hvad havde din mor hørt, som du ikke vidste? Forresten er det ikke første gang jeg skriver for et dansk publikum, som A.H. siger, for der har jo stået den opsats i «Ude og Hjemme».k1085 Du har ikke fortalt mig hvad du syntes om J.P.s skuespil, eller hvad du skrev om det. Tror du at moderen og Henriette vil blive meget bedrøvet og forarget på mig, hvis de læser det om «Over Ævne»? Ja, – naturligvis, – det de jo, og det gjør mig så ondt. Gud give de dog kunde holde de to ting ud fra hinanden, og ikke få imod mig personlig fordi jeg tænker som jeg gjør. Kan du hindre det, så lad dem, lad dem endelig ikke læse «Tilskueren». Sig at den er så kjedelig, hvis de spør dig at de ikke skulde umage sig med det. Imorgen skal jeg ha fremmede; Gud give du kunde være med. Det blir vist nokså fornøieligt, fordi at Blehrsk1086 som jeg skulde ha til nogle bergenske venner, spurgte om de måtte få lov at komme og tage med de mennesker som de havde indbudt til sig, og så slå vore retter og vor vin sammen. Jeg sa straks ja, og nu er der kommet 2 kurve fulde. Kristian Krogh [sic] er blandt deres gjæster, det er første gang han kommer til mig, men han var meget glad lod det til ved at skulle komme; han talte til mig på gaden idag, og var da allerede underrettet om den «overraskende heldige vending» det hele havde taget. – Kan du få den din søsters pige, så naturligvis tag hende, men hun er vel som stuepige ikke vant til madlavning. Sig mig, når er «vandredag» for pigerne hos eder, og når er det flyttedag? Glem det ikke. Jeg håber han er begyndt at male nu, ellers blir malerlugten for fæl. Er det virkelig muligt af [sic] føre husholdningen der uden iskasse? Hvis det er vist og sikkert, så burde jeg vel sælge iskassen, siden der ikke er rum til den, skjøndt det er så trist at skille sig ved den. Men når isen blir så dyr – så – – – Men hvordan kan man greie sig, varme sommers dag uden is, – ah snak, det er umuligt!
Din Amalie.
[Tilføyelse på første side]:
Skriv lidt ofte til mig, – jeg trænger om det. Og jeg elsker dig mere, forstår du, – høiere end nogensinde. Din A.

238. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 12 Februar [1884]
Du sødeste Unge på Jorden, Du får intet ordenligt Brev i Aften, Du skal få imorgen. Jeg skulde have skrevet igår men det blev mig umuligt – og de andre Dage jeg har ladet gå over, min Dejligheds Pige, det var din Skyld. Tror Du det har været lette Dage for mig? Jeg begyndte at skrive, men det gik mig som salig Dick i David Copperfield med Carl den Andens Hoved,k1087 bestandig vilde dit «onde» Brev ind i min Omtale; og jeg vilde ikke have med det at gøre, så tilintetgjorde jeg Brevene og holdt så til Slut op. Nu i Aften har jeg skullet lave et lille Stykke til UdeogHjemme [sic], det tager mig altid uforholdsmæssig Tid og tilmed blev jeg ret grundig forstyrret af et Besøg. Det var for Resten ikke umorsomt. Det var den dygtige unge Billedhugger Schultz, der kom for at spørge mig, om jeg vilde lade mig modellere af ham til «Panoptikum»,k1088 som er i Færd med at oprettes her i Byen. Du véd en ny Form for Voxkabinet, hvor Samtidens bekendte Mænd opstilles som de står og går – jeg skal nok stå sammen med Schandorph og Gjellerup og fl. formodenlig i samme Gruppe. Det bedste ved det er, at man skal af med et Sæt Klæder, som man har båret, og får så til Gengæld et splinter nyt Sæt hos sin egen Skrædder. Det er ikke så tosset! – Lad mig i Aften svare Dig på dine to positive Spørgsmål (Pas Dig: Du har ikke svaret mig på mit Spørgsmål om Iskassens Højde Længde og Bredde) Pigernes Skiftetid er 1st Maj og 1st November for halvårsvis, men for Resten fæster man som Regel nu månedsvis. Kun meget gode Piger er fæstet halvårsvis. Flyttedag er 17 April. Du Unge, ved at slå op i Almanaken ser jeg, at Påske falder straks efter vort Bryllup,k1089 det er jo aldeles udmærket.
Så nu søde Dejligheds Unge, min egen elskede Stump, min lille yndige Pige, nu skriver jeg ikke mere, ellers bliver jeg siddende og kan så ikke falde i Søvn, og jeg trænger til ordenlig Nattesøvn; jeg var til Møde i Studentersamfundet igår som trak så længe ud.
God Nat Amalie
Din Erik
Er dette en passende Størrelse Konvolut?

239. Amalie til Erik

Kr.ania 12-2-84.
Intet brev iaften! og jeg havde dog været sangvinsk nok til at gå og sætte mig brev i hovedet. Strengt taget fortjente jeg det ikke, men sæt at du alligevel havde været sød og deilig nok til at ha skrevet søndag f.eks. så vilde jeg havt det iaften. Uf det er fælt at gå således og håbe på og vente på, og stunde efter dine breve, den feber og spænding og hjærtebanken, og an[s]trengte lytten, når der er lyd i trapperne ved den rigtige tid, før den langsomt, langsomt har sneget sig hen, og der ikke længer er nogen mulighed og skuffelsen efterlader en afkræftet slaphed, som er usigelig bedrøvelig. Ja, dette er rigtignok en jammerlig tilstand, og værre og værre bli'er det. Kan du huske i begyndelsen efter at jeg havde forladt dig, da fik vi meget oftere breve fra hinanden, og meget længere var de også. Der er en opgivelsens sløvhed over mig. Når jeg tænker på at skrive siger jeg ofte til mig selv: hvad kan det nytte, og hvor vil du hen, – der er ingen tilfredsstillelse deri, og ingen udsigt til at være i en uafbrudt vedvarende rapport med din elskede; så er jeg håbløs og dorsk, og gjemmer alting bort, dybt inde etsteds, og forsøger at vente til forløsningens time skal være inde, og jeg kan leve alt mit liv ved siden af dig og i og ved dig. Før får det ingen art med den forbindelse der er imellem os, du elskede, savnede mand! Og så får jeg fortærende længselsstunder over mig, hvori dagene og tiden ikke er til at udholde. Nu har jeg intet hørt siden fredag, da jeg fik det søde, beklemte, alvorlige brev, med avisudklippene i. Hvor kan du ha hjærte til at tie sålænge, åh snak, – jeg har intet at bebreide dig, – jeg skriver selv så altfor sjælden, men det kommer bare af min længsel og min hjælpeløshed ligeoverfor alt det meget, jeg har at tale med dig om. Tak for «Morgenbladet», som jeg fik idag, og tak for anmeldelsen; den var meget godt skrevet, jeg tror det bedste der har været sagt om «Tante Ulrikke».k1090 Det er så fint det om at ideerne opstår i sin renhed hos Helene. Du er sød og prægtig er du; jeg blev så glad i dig, da jeg læste den lange opsats, der var meget som gik ind i mig med en følelse af glæde. Dagbladet havde optaget noget af den idag, men det var så kjedeligt at der ikke var mere. Kommer der nu ikke brev imorgen heller, så ved jeg ikke hvad jeg skal gribe til. Vil du tro at nu har jeg alt lyst at lægge pennen bort, og opgive det hele. Det er mig, som kunde jeg først ved dit bryst og under dine kys få mit rigtige mæle tilbage. Og nu kan vi jo også snart begynde at regne det ud i uger, stort mere end 7, kan der jo ikke være tilbage af denne ulidelige ventetid. Vil du komme ombord, og tae imod mig, når jeg kommer? og må jeg ha erklæring fra toldboden her om at det er brugte sager jeg fører med mig? Her var så hyggeligt her på søndag; de blev til ¼ over to, så kan du selv tænke dig til. Og så kom et par af dem, de der skulde reise, igjen til frokost næste dag, og det havde Krogh og Heiberg fået nys om, og kom listende med. Da var det endnu livligere, tror jeg næsten, og så blev vi alle budne i aftenselskab hos en af dem som var her, så det gik i et kjør de to dage. Idag har jeg holdt mig hjemme i ro, og hele tiden ventet på det klokkeslet, som skulde bringe mig dit brev. Og så fik jeg intet, jeg. Her kom en veninde af mig ieftermiddag, som sad et par timer og snakkede, og sluttelig fik mig til at følge sig etpar ærinder i byen; jeg var nokså villig, for jeg tænkte, at så gik da altså den stund tid. Jeg er vis på du, at det onde, som har været imellem os skriver sig fra vor adskillelse. Jeg tror jeg på en måde går heroppe i Norge, og blier lidt altfor kjephøi af mig. Når jeg kommer ned til dig, og er henvist til dig, og til dig alene, blier jeg spagere og snillere, og lever mig mere sammen med dig. Jeg har aldrig før været dig så tæt og nær, som dernede hos dig, og fra den tid er du også bleven mig endnu uundværligere. Jeg er vis på det er godt for vor kjærlighed at det er mig, som kommer til dig, og ikke du til mig. Bare jeg nu måtte blie rigtig snil, og du rigtig fornøiet med mig. Er du nu bleven bange? Jeg har været det, men det er over nu, fra den dag jeg fik dit sidste brev, jeg føler bare, ved bare om dette eneste, ene, alt sig underlæggende, at jeg elsker dig, at livet uden dig blev mig en umulig byrde, at du er den eneste af alle i verden. Men der er lidt i dette at vi ikke er børn af det samme land. Det hændte undertiden at du, når jeg fremsatte en påstand, hvis rigtighed jeg vilde døet på, sa: «jamen bevis det»; sligt vilde ikke hændt om du havde været norsk eller jeg dansk. Det hænder mig aldrig når jeg taler med de mænd heroppe som jeg virkelig kan tale med om ting, der virkelig er noget, for der er et udgangspunkt som vi har fælles, enkelte grundsyn eller opfatninger, som der mellem os ikke kan disputeres om. Når du ikke forstod hvad jeg var vis på, jeg aldrig havde behøvet at forfægte for de andre, gjorde det så rasende ondt, og forekom mig så underlig oprørende, det var som du skar mig i kjødet, og jeg følte en heftig vrede næsten. Men dette skal jeg stræbe at få bugt med. Tilsidst vil vi vel komme til at forstå hinanden helt ud og ind; når du bare ikke i forveien går og er forstokket i den vished at det du tror og ved og opfatter er det eneste rette og sande; det har jeg en mistanke om, for det er jeg vistnok fristet til jeg på min side, og derfor kom jeg til at tænke, at vi måske havde truffet hinanden for sent. Når du nu bare elskede mig lige høit, men det er jeg så ræd for du ikke skal gjøre. Men vent da idetmindste til jeg kommer, og se så om du ikke blier glad i mig pånyt således som du var det i gamle dage.
Godnat min elskede Erik, ak om jeg kunde give dig et kys, et sådant som jeg vilde give det!
Din Amalie. –

240. Erik til Amalie

Onsdag den 13 Februar 1884
Min elskede dyrebare Pige, Du skulde leve i det Vejr vi har; her er en Mildhed og et Solskin som i højt Forår; hvis Du ikke allerede elskede mig, og Du kom herned, Du måtte falde i Kærlighed til nogen, og hvem kunde Du så bedre vælge end mig? Min elskede lille Pige, jeg har de og de Fejl, Du kender dem vel snart, men der er dog et og andet at holde af ved mig, bl.a. det, at jeg elsker Dig så højt. Du har ikke været rigtig god ved mig, og jeg har lidt derunder, men det har været Vejrets Skyld deroppe i det kolde Nord, der har sneget sig en Kuldegysning gennem dit Hjærte min elskede Ven, og det har gjort os begge Fortræd. Lad mig kun sige et eneste Ord om dette, nu da jeg kan tale derom, min blide lille Hustru. Du har ikke været mig en fuldtro Kammerat ved denne Lejlighed. Husk vi har fælles Nød, fælles Glæde, tag mig med i alle dine Stemninger. Tal til din Kammerat om din Frygt for vor forskellige Nationalitet, tag ham blidt om Armen og sig, at Du stoler på ham. Se ham ind i Øjet: danske Dreng, Du skal hjælpe mig at se til Bunds helt ned i det Gode ved jert danske Væsen, hvad er det, som gør jer til brave Folk, hvad får Landet til at blomstre? Jeg er en norsk Jenteunge med alle mine Forestillinger hamrede ind fra Barnsben med norske Spiger, jeg er blød af Sind, jeg ønsker ikke at have en eneste Forestilling spigret fast, som gør Uret imod nogen. Og jeg vil være sammen med Dig, Gut, og Du er dansk og jeg er norsk, og Du har ikke rusket i en eneste af mine Spigre og sagt, at den ikke duede, fordi den var norsk, Du har pillet ved og rykket i så den og så den fasthuggede Forestilling, men Du har ladet mig i Fred med min Norskhed. Sig mig Dreng, som jeg elsker, er der da ikke noget af det, Du vil have rettet ved mig, som Du fører tilbage til min Nationalkarakter, og som Du er bange for? Siger Du jo, Gut, og smiler og er altså alligevel ikke helt bange. Stoler Du da på mig Dreng? Tror Du, at jeg kan leve hele mit eget fødte og vundne Liv sammen med Dig og dine Landsmænd og føle og mærke Forskellen uden at blive harm, blot mærke Forskellen som Forskel, se den, værdsætte den, give Ros og Daddel og snakke med Dig om det, leve mine norske Tanker, blot vinde i Kundskab? Elsker Du mig da nok til det? Vil Du lade mig i Fred? Ja jeg mener ikke forkæle mig, som jeg er blevet det før, beholde alle mine Egensindigheder, men give mig mit eget Liv? Vil Du det, og fordrer Du det samme af mig? Vil Du, at jeg skal tie eller blot spørge, hvad jeg ikke forstår? Må jeg ikke dømme så rask, som jeg har gjort før? Men vil Du så også være skikkelig og ikke blære Dig med din Vigtighed og ikke bilde Dig ind, at Du er så Pokkers klog, bare fordi Du går langsommere og vidtløftigere til Værks end jeg? Og vil Du lade være med at fare op og skænde? – Vil Du give mig et Kys på det, og vil Du så have mig til ærlig fuldtro Kammerat, som ikke skiller min Sag fra din? Vil Du? Vil Du elske mig Erik? – Ser Du Stump, det var den Tale jeg havde ventet af Dig, og den var endt i den dybeste Omfavnelse. Men Du er et lille Trold, som bliver vred, fordi meget dog ser anderledes ud, end Du havde belavet Dig på. Jeg har sagt Dig Unge, at Skuffelser skal man lære at se tværs igennem, i Kærlighed som alle andre Steder. Uden det forstår man ikke den Kunst at leve. – Men nu har jeg jo fået dit Brev, og det er mig som havde dine Arme været om min Hals og din Mund på min, jeg er rolig og lykkelig på ny. – Vor «Tilskueren» er sendt igennem Cammermeyer til Dgbl. til Verdens G., til de bergenske Aviser, har de ikke modtaget Eksempl., er det Smøleri fra Boghandlerens Side. Gør mig den Tjeneste at erkyndige Dig om, hvorvidt heller ikke første Hæfte er modtaget, begge Hæfter er straks sendt til Norge. – Du kan begribe, at jeg er spændt på at få at vide, hvilken af Ændringerne ved din Afhandling Du er misfornøjet med, kunde Du ikke sige mig dem. Jeg har dit Manuskript i Behold og vil altså let kunne forstå blot en Antydning. Jeg lover Dig, at indser jeg ikke min Fejl, skal jeg ikke skriftlig give mig til at forklare noget, det har sine Vanskeligheder, vi er ikke sammenarbejdede. – Nej Stump, det vidste jeg ikke med de så tidlige Frierier – ja man har begyndt i god Tid med at ødelægge Dig. Var Du ikke så dejligt et Stof min Stump, var dit Liv sikkert blevet noget mærkeligt noget. – Om J.P. Skuespil vil Du i mit Brev til Dgbl.k1091 se Kvintesensen [sic] af min Mening; den nærmere Redegørelse er ikke interessantere, end at Du magelig kan vente. – Emma holder «Tilskueren», og de har sikkert alle fire læst din Afhandling, men ingen har talt til mig om den af dem. Jeg vilde ikke spørge de andre og Emma var ikke hjemme i Søndags da jeg spiste hos Mama. Kald Mama, Mama, det ligger mig naturligst i Øret og «Moder» må, synes mig, for Dig være unaturligt. – Du Amalie der er for mig noget helt forunderligt ved at jeg er så absolut ukendt for din Familie – din Moder navnlig vilde jeg så gerne kende, din Broder Adjunkten er jeg bange for.k1092 Det første jeg gør, når jeg bliver pænt borgerlig gift med Dig, er at skrive til din Moder – før synes jeg ikke det rigtig vil falde for mig. Fortæl mig hvorledes det går med din hjemkomne Bro'r fra Amerikak1093 – – Ak Amalie tror Du, at jeg er en Snus bedre end at det skær mig i Hjærtet med dit Selskab. Jeg kan ikke fordrage at Chr Krogh skal være din Gæst og formodenlig være galant – når jeg ikke er med, hader jeg, at slige Mænd kaster sine Øjne på Dig. Forstår Du jeg angriber ham ikke på anden Måde end i en Situation hvor Du er med, der hænger for meget af Livets Smuds ved ham, til at jeg kan være hyggelig tilmode ved at tænke mig ham installeret i dine Stuer.
– Den svenske Pige får vi ikke, desværre, og endnu har ingen anden vist sig på Horisonten, hun var også dygtig til Madlavning. – Min Artikel om Tante Ulrikke var ikke god,k1094 men den var også nærmest skrevet for at henlede Opmærksomheden på Bogen, gøre H. en Tjeneste, den Slubbert, han har to Breve fra mig og en Pengeforsending og intet Svar får jeg. Véd Du noget om ham? Går han ned ad Bakke eller op? Bor han endnu på Hægdehougsvejen,k1095 dertil har jeg sendt Brev og Avis. Jeg har skrevet et lille Stykke til Tilskuerens Martshæfte.k1096 Ja Du har Ret, Brandes' Piece var noget overfladisk ubetydeligt noget, kedeligt på en underlig Måde flovset. Derimod synes jeg overmåde godt om Neergaards Artikel.k1097 Søde man kan greje sig uden Iskasse. Men send mig Målene, endnu er der en Mulighed. Nu skal jeg til Byen for at spise og derfra i kgl Teater for at se «Tartuffe».k1098 Min elskede
Din Erik

241. Erik til Amalie

Torsdag Nat den 14 Februar [1884]
Amalie jeg har været ude hele Dagen fra imorges og kommer hjem og finder dit Brev nu i Nat sammen med to andre Breve – jeg kan ikke sammenligne det med andet på Jorden, end at jeg efter at have været borte fra Dig kom hjem og fandt Dig selv, og vi begyndte at fortælle hinanden, hvad vi hver for sig havde set og hørt i Mellemtiden – jo Stump jeg vil sammenligne det med, at vi havde været længe fra hinanden, og jeg ikke havde Ord for min Glæde, når vi kom sammen på ny. Jammen Amalie at Du ikke kan få se min Glæde! Et sådant Brev, ja min Ven, lad mig sige med ét Ord, at det i bogstavelig Forstand jager enhver Forestilling om mig selv ud af mig, jeg kan kun sanse Dig. Du er så elskelig, at det aldrig i Verden vil kunne siges. Amalie jeg synes, at Du er så sød, så vidunderlig mit Hjærtes yderste Forestilling om hvad Elskelighed er i Verden, at det er for mig som kunde jeg ikke rumme den Glæde Du giver mig. Og den Forestilling beholder jeg tilbage af mig selv, at jeg ved at leve her nede borte fra Dig, taber i uberegnelig Grad i Viden om hvad der er smukt og godt på Jorden, om hvad Du er. Min inderlig ubeskrivelig elskede, læg ikke Mærke til noget af hvad jeg skriver til Dig, vid om intet af hvad der på Papir har stået fra mig til Dig – det er dumme forladte elendige Forsøg på at tro på, at jeg uden at ånde i din Nærhed uden at føle Dig hos mig kan have en Forestilling om nogetsomhelst i Tilværelsen, kan ane blot Sammenhængen med den allerusleste lillebitteste Smule af en Begivenhed. Amalie jeg elsker Dig, det vil sige, at jeg intet er uden Dig, at Du ikke må tro noget om mig, før Du er hos mig. Amalie jeg er din – det er en Begyndelse for mig så absolut som Du ikke har hørt om nogen Begyndelse før.
Amalie jeg vil ikke vide noget, jeg vil ikke røre mig til noget i Verden anderledes end rent spøgelseagtig, før Du er hos mig. – Amalie jeg er kun i Dig hører Du, forstår Du, det er sandt, jeg har en Fornemmelse som er alt det, jeg ser og hører og føler selv, kun noget, andre finder på, som havde jeg ingen Del deri, før Du er min, min virkelige samlevende Hustru.
Véd Du nu dette Amalie?
Amalie Du har gjort mig så ud over ethvert Ord glad i Dig
Min elskede elskede!
Din Erik
Det er Vanvid men jeg kan formodenlig ikke skrive fornuftig til Dig i disse Dage jeg skal det og det!
Du har synes om min Artikel om H. og Du har haft det godt ved dit Selskab – altså elsker jeg begge Dele.

242. Amalie til Erik

Lørdag aften 16-2-84.
Min elskede, jeg har 3 breve fra dig, det ene deiligere end det andet; hvor du er sød og god og kjærlig; ja du har ret, det er som at ha'e fundet hinanden igjen efter en lang og pinefuld adskillelse. Du kan forstå at jeg elsker dig, elsker dig således at jeg fremfor alle ting i verden vil være dig tilpas, vil søge at tvinge og kue det oprørske og vrede i mig og blive stille og blid og god bestandig, bestandig foran dig. Og lad mig få lov at sige dig, at du har været udmærket klog og god og elskelig i din måde at behandle denne uenighed på. Du vil have noget tilgode hos mig, husk på at minde mig derom når det engang blir dig som er slem og ond, som jeg har været det denne gang. Du skal ha tak og ære for din søde, rolige tålmodighed! Hvor det var godt at du kunde overvinde dig til at la være at svare på mit sinte brev – jeg mener gå ind på det ilskede, som stod i det – det er mig et stort og nyt og dyrebart bevis på din kjærligheds gode art og på dens styrke. Som sagt, du skal ha det igjen engang, lad mig nu endelig ikke glemme det! og lad mig dog absolut lære af dig, du bedårende deilige mandige menneske. Slig en sinnetag som jeg kan være! jeg vidste det ikke engang. Og du, som alligevel elsker mig akurat ligehøit og lige inderligt som før! Tak elskede! Du gjør mig så usigelig lykkelig, slig en skat som livet, det ringeagtede liv ved dig er blevet mig. Engang skrev du: «det liv du foragter, skal du komme til at elske» – det var modigt af dig dengang, for det var i den allerførste tid, i et af de første breve vi vekslede, men sandt er det blevet og sandt vil det fremforalt blive i fremtiden når jeg er installeret i dine stuer som din hustru for alle menneskers øine. Nu kan jeg slet ikke forstå hvorledes jeg kunde orke at leve dengang du ikke var; sandelig, – det var godt gjort af mig at jeg fik såpas meget ordentligt og menneskeligt ud af det; skjøndt nu synes jeg det var som at leve i hades og som om jeg først ved min kjærlighed og ved dig, er kommen op i solens skin og luftens klarhed. Du, jeg kunde og vilde slet ikke leve, hvis du nu gik fra mig; jeg gjorde end ikke den svageste antydning af et forsøg; jeg måtte, og havde kun: at dø. – Hvor du har været flink i den sidste tid. Alt det du har fået skrevet, i Ude og Hj. i vort Dagblad i eders Morgenblad, til Tilskuerens martshæfte, og måske andre steder som jeg ikke har sét. Og du siger, du er sen til dit arbeide og klusser og søler, og får ingenting bestilt. Det er ikke sandt, du er flink og rask er du, jeg er så glad i dig! Her synes folk så udmærket godt om din anmeldelse af «Tante Ulrikke». Heiberg også; han fandt at folkemødet var så brilliant refereret, det var et helt kunststykke at kunne referere slig, som oftest når anmeldere refererede, ødelagde de det hele – sa han. Han spurgte om jeg skrev til dig, og bad mig i tilfælde hilse og takke dig så meget. «Skriv selv» – sa jeg. «Jeg formår det ikke» – var svaret – «det er det modbydeligste jeg gjør, at skrive breve.» Jeg har været ofte sammen med G.H. i vinter; jeg har aldrig set ham drukken,k1099 aldrig, han har også flere gange været her, men nu vil jeg ikke ha ham mere, for han er begyndt at gjøre etslags kur, med at sidde og nistirre borte fra en krog, og se så underlig ubehagelig på mig. Idag, da han kom hen til mig på gaden, gik jeg øieblikkelig fra ham, og sa at jeg skulde ned en anden gade. Om han «går op eller ned» ved jeg ikke, – han er rædselsfuld doven, det ved jeg, men han ser udmærket pen og ordentlig ud, og er bleven så fin i en ny dress der sidder godt. Morsom er han også, og lader til at være i godt humør. Han søger posten i Bergen,k1100 men der siges at et menneske som har imod ham, en Mikkelsen som har med besættelsen at gjøre,k1101 vil kaste ham og ta Jæger,k1102 den modbydelige fyr, du ved ham, forfat. til «Løse Fugle», som vi sammen så i teatret heroppe. Nu har H. bedet mig tale til konsul Gade,k1103 som er storthingsmand fra Bergen, og få ham til gjennem skrivelse at indvirke på stemningen deroppe til gunst for H. Jeg er dog bange for det er forsent. Der skal kun være disse to ansøgere. – Hvor jeg iaften blev lyksalig over dit brev, med al den glæde og kjærlighed som det rummer. Jeg måtte flere gange trykke det til mine læber. Lykkelig, lykkelig er jeg ved dig min Erik. Og hvorledes er jeg ikke din du elskede. Jeg vil være lukket inde i dig for resten af mit liv, ikke bekymre mig om andet i verden end at leve mig sammen med dig. Idag da jeg pludselig under en lænestol på gulvtæppet fandt den søde papirkniv du gav mig – den havde været borte for mig et par dage, og jeg havde med en egen urolig fornemmelse hveranden time omtrent, snuset omkring efter den, – tog jeg og kyssede den fra øverst til nederst på begge sider, og klappede den, – du skulde sét hvor glad jeg blev ved at finde den. Iskassens mål skal jeg sende dig næste gang, og jeg skriver meget snart igjen; iaften blier det hverken halvt eller alt, jeg er rasende træt efter en rangel igår, og kl. er mange, og der er meget jeg vilde sige dig. Hvad skal vi så gjøre med pige? Skal jeg høre efter en? Jeg sender dig tre af «dine» Dagblade,k1104 – du vil jo altid ha tre, og et, hvor uddraget af din anmeldelse står,k1105 og et hvori Kristoffer Brun svarer på det Helland skrev om hans anmeldelse af «Over Ævne»k1106 for at du kan se af hvad art den anmeldelse var.
Så er der et Dagblad til som du skulde havt, men det vil jeg ikke sende dig før jeg har fåt [sic] bede dig om for alt i verdens skyld ikke blive vred eller lei eller krænket på mig. Jeg er så rasende bange, så rasende bedrøvet over at jeg har skrevet det, men det var indleveret for over en uge siden, og havde jeg set din anmeldelse med de søde ord om hvilke skikkelser literaturen får tilført fra det «Unge Norges» leir, – jeg havde strøget hele den sidste ækle, vigtige passus. k1107 Helst vilde jeg lyve og lade som om A.M. slet ikke var mig, det kunde jo være hvemsomhelst, – men for det første går det ikke med at lyve for dig Erik, og for det andet vilde du kjende ordene igjen – da jeg har skrevet i lignende udtryk til dig, da vi talte om Nansens bog. Men hvis du mærker at man blir vred dernede, kan du så ikke for de andre lade som om det er en ung fyr eller sådant noget og bestemt afvise at det skulde være mig, hvis nogen sa det. For de andre kan vi altid lyve lidt. Jeg er bange for at støde folkene dernede, – de var jo alle så snille og venlige mod mig da jeg var dernede, og jeg vil jo så nødig opvække nogen unødvendig uvillie mod mig. Det er i Dagbladet for iaften det står, og det er en anmeldelse af Dr.manns bog, og jeg tænker det alligevel er bedst du får det med engang, da du ellers blir for nysgjerrig, og tror det er værre end det er. Men jeg sender bare den del af bladet hvori anmeldelsen står, for jeg har selv ikke læst det andet. Jeg skjælver af bedrøvelse af frygt for dig, for det er stygt af mig siden jeg er din og du er min og siden du er dansk, og jeg er norsk. Tilmed er det heller ikke godt skrevet, og ikke rigtig holdbart, – uf at jeg skulde skrive det; – det hele produkt har jeg rasket fra mig i en fart. Skriv straks du har læst det, og skjænd heller på mig end vær bedrøvet og forundret over mig, din forundring især kan jeg ikke tåle, for den betyder en ny skuffelse ved mig, den betyder at du siger til dig selv: jeg forstår ikke at Amalie kunde gjøre dette, og det kan jeg ikke holde ud! Min elskede tilgiv mig, jeg elsker dig du søde.
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Den konvolutprøve var vel liden.

243. Erik til Amalie

Mandag Morgen [18/2/84]
Elskede elskede Amalie det har været mig umuligt i disse Dage at skrive og heller ikke idag næppe imorgen får jeg et Øjebliks Fritid. Jeg går omkring med dit sidste dyrebare Brev i min Lomme til det bliver opslidt inden jeg kan sætte mig for Alvor hen og besvare det. I Brevet i Dgbl. havde man strøget et Angreb på Chr. Bruun, som var morsomt, det har naturligvis ærgret mig. Jeg var der ivrig efter at få Børresen hjem til sit Fødeland,k1108 han er dansk; jeg sagde, at Mirakler nettopp var for dannede Mennesker, hvad bryder en Mand i Santalistan sig om en rund Firkant osv. – Når man engang skriver noget godt får man det ikke trykt. Jeg må afsted nu med denne Lap!
Din Erik

244. Amalie til Erik

Kr.ania 19de februar 84.
Jeg vilde ha skrevet til dig på søndag, men blev skammelig forhindret; jeg havde glædet mig så til hele søndagseftermiddag at bare sidde og være med dig, du elskede dyrebare menneske; det skulde blevet et langt elskeligt brev, som skulde ladet dig føle helt ind, inderst inde min kjærlighed, og min dybe, grænseløse hengivelse til dig. Du skulde blevet glad over det brev, er jeg sikker på. Så blev det mig heller ikke muligt igår, og først nu tirsdag sidder jeg her, og skriver på et sølle skrog af et brev – er det ikke så I siger på dansk? Det får du altså først på torsdag, og hvis du svarer samme aften – det du endelig – så kan jeg ha det lørdag. Du skal ikke bryde dig om at dine skrivelser er korte; når du har knapt om tid – hvad jeg så godt kan tænke mig, du, som bestiller så meget, jeg ser bare hvordan det går mig – så kan du raske af en side eller to med bare disse korte, søde kjærlige udbrud, der går med en følelse af sødme, over i min daglige tanke, – nei i min bevidsthed, min sjæl, mit blod. Hvor jeg er lykkelig, som var fornuftig nok til straks at bli forelsket i dig! Hvor det vilde været synd for mig og jammerskade om min kjærlighed var falden på nogen eneste anden i verden. Hvad havde jeg ikke tabt om jeg ikke havde fundet dig, du skat af en mand, som har bevaret dit hjærte, tiltrods for at du har elsket før, og endog levet med andre kvinder. Jeg tror nu det kan komme til at ende med, at jeg kan tænke på dette, uden at føle det sviende stik i mit hjærte, som gjør så heftigt ondt, for du er dog frisk og ren og fin i din kjærlighed til mig, og den er dyb og stærk, om den end ikke er så heftig som den kunde været eller var i din første ungdom. Hvor det er herligt og godt at være elsket af dig, jeg synes min lod er så misundelsesværdig, at jeg skal ha lov til at eie dig og leve livet med dig, der er en svimlende lykke i denne tanke. Nei du, det er ikke vinterkulden heroppe i «det kolde nord» som du siger, der har sneget sig ind i mit hjærte, og «gjort os begge fortræd», for det kan ikke være den. En mildere og skjønnere vinter – når jeg undtager de skrækindjagende tågedage kan jeg ikke mindes at ha oplevet i Norge. Jeg synes der er ligesom vi har lusket os fra en vinter helt og holdent. – Jeg har siddet og læst igjen dit brev fra forrige onsdag det hvor du lader mig holde den lange spørsmåltale til dig, uden at afbryde mig, og jeg har kun at tage dig i mine arme, trykke dig tæt til mit hjærte, og kysse din elskede mund som kan lade mig tale så bravt og elskværdigt. Du er deilig er du, – og du skal se, jeg bliver nok også bedre med tiden, når jeg får levet en stund med dig. Du ender jo rigtignok med at kalde mig et lille trold, og det ord har jeg let høit af, de gange jeg har læst det; «lidet» vilde nu vi sige, det ser så uanseligt[?] ud det kjedelige «lille». Jeg har ikke fået spurgt efter om redaktionerne har fået «Tilskueren». Forrige lørdag, altså for 10 dage siden, havde de ikke modtaget noget eksemplar det ved jeg, og da havde jeg allerede havt mit i 5 dage. Men første hæfte fik både «Dagbladet» og «Verdens Gang». Uf den ækle iskasse, som jeg fremdeles har glemt at ta mål af, og nu gider jeg ikke gå derud hvor den står, det er så mørkt og ækelt; forresten haster det jo slet ikke; det kan altid være tidsnok, når det bare sker, at jeg får besked tilbage, inden jeg bryder op. Af hvem ved du at man kan hjælpe sig uden iskasse? Har din mor f.eks. sagt det? Nei du, jeg vil ikke sige dig hvilke forandringer jeg er misfornøiet med, det vilde koste så mange ord, for jeg vilde ikke kunne la være at motivere det, og det er så kjedeligt. Vent du bare til vi kan tales ved, så skal du nok få besked. Jeg er forresten bleven så umådelig rost heroppe for den artikel, så jeg har al mulig grund til at være mere end tilfreds med den. Naturligvis har den sådan overhovedet vundet uhyre ved at du har bearbeidet den, men der er dog enkelte ting som jeg med detsamme græmmede mig over var gjort, og som jeg bestandig vilde ønske ikke var gjort. – – Ja, når vi er gift skal du skrive til moderen, før synes jeg, som du det kan være det samme. Hun er så bedrøvet og nedtrykt i denne tid. Bernhard ligger ganske nedfor skriver hun – det er som jeg fortalte dig, han er kommen hjem bare for at dø, og han dør for sine udskeielsers skyld. Jeg kan ikke la være at tænke det er det bedste han kan gjøre, og jeg kan ikke mere føle sorg for det menneske, jeg har sørget så grænseløst over ham engang, da han havde stelt sig slig at han måtte sendes bort, men han har kureret mig. Hvad skal man stille op med et menneske, som bogstavelig kaster livet fra sig med vold og magt, og slænger sig nedfor i smuds og elendighed, som absolut ikke vil eller ikke kan andet. Jeg tror at Ludvig føler præcist som jeg i dette forhold. Med moderen er det anderledes. Hun er ikke bleven færdig med den gut, som jeg og Ludvig er det, og det vilde hun vel heller aldrig kunne blive. Hvis det var en af mine gutter, gik det vel mig ligedan. Jeg tænker på om dette var Jakob eller Ludvig, – og føler som at jeg måtte elske desmere, være des trofastere, jo dybere de sank. Men sådan var det fra først af også ligeoverfor Bernhard. Jeg husker godt at jeg aldrig havde vidst hvor forfærdelig meget jeg holdt af ham, før dette gale kom på med ham. Men siden er jeg bleven så rasende harm på ham, og end ikke nu, da han ligger der på sine gjerninger, er mine forrige følelser komne tilbage. Det er en passiv medlidenhed jeg nærer for ham. Han er selv så glad ved at få lov til at dø hjemme. Nu holder naturligvis moderen stakkel på med at skulle omvende ham. Jeg vilde ønske han døde i troen på Kristus, for så vilde moderen være usigelig glad, og mindet om hans endeligt vilde forsone alt det onde for hende; og ham kunde det jo ikke skade, men snarere gavne forsåvidt at han da måske døde med større glæde. Han vil, og ønsker kun at dø. Han er formelig utålmodig efter at det skal komme. Det har været en mærkelig fyr. Dengang det kom op om ham at han havde taget op flere års gage, og skrevet noget falskt i en regnskabsbog, bad han sin principal om at angive ham. Da denne bestemt nægtede det – han fik øieblikkelig sine penge af Vilh. og Ludv. gik han selv til politiet og angav sig. Han blev straks sat i varetægtsarrest, men kom ud igjen dagen efter, fordi det var en forbrydelse som offentligheden ikke kunde påtale – der måtte være en som anklagede ham. Så var det han reiste til Amerika, og der har han havt den ene plads efter den anden, og er gået fra igjen på grund af sit uleven. – Ja det er underligt at du slet ikke kjender moderen og Ludvig. Moderen vilde du nu ikke kunde tale med, tror jeg. Hun bevæger sig i en totalt forskjellig åndelig sfære, er konservativ, kristen på en måde rasende bornert i teorier sådan at det er håbløst at snakke, men i praksis meget bedre fordi hendes sunde forstand og gode hjærte løber af med hende. Jeg kan godt tale med hende, ikke om det der udgjør mit liv, med vi har jo så tusinde andre tilknytningspunkter og så holder vi af hinanden, og så er moderen så rasende fornøielig i al stilhed, bare for mig, ja, det vil sige, man må kjende hende godt for at merke hvor fornøielig hun er. Din mor kan og ved meget mere end moderen, skjøndt hun har udmærket godt hoved, men hun har fået en mangelfuld uddannelse fra barnsben af. Hun kom som barn, forældreløs i huset til en af disse velhavende spidsborgerlige bergenske kjøbmandsfamilier,k1109 gik på en pigeskole deroppe, som du kan stole på ikke stod meget høit dengang for mere end halvhundrede år siden, og hun kom aldrig ud af Bergen by før hun for gud ved hvor mange år siden flyttede med gutterne til Kr.ania. Det var længe efter at jeg var gift. Når jeg tænker på det er jeg nysgjerrig for at se hvorledes du og moderen vilde greie det sammen. Jeg får stoppe nu, min elskede; kommer der brev iaften, føier jeg noget mere til. Du søde, søde gut. Jeg elsker dig. – Senere. Jeg har fået din lille lap. Tak min elskede! Du er sød og deilig, er du. Hvor jeg længes efter dit næste brev efter at se om du er sint for hvad jeg skrev i min anmeldelse.
Din Amalie.

245. Erik til Amalie

Tirsdag den 19 Februar 1884
Du lille søde Stump, som er bleven så bange for dine egne Ord i den Anmeldelse! Ja mulig kunde jeg have synes ilde om den, havde jeg læst den uden Forberedelse, nu er det mig umuligt. Jeg kan ikke engang dømme længer om Ordenes Vidde, jeg synes ikke de er så slemme, som Du vil gøre dem til. Du peger på en Forskel, som vistnok er sand, noget hårdt Angreb læser jeg ikke længer i denne Udtalelse. Du er så yndig, så fin og dejlig, og Du må gerne rynke på Næsen af dette «unge Danmark» – hvor meget eller hvor lidt det betyder i vor Udvikling her nede er mig overordenlig lidet klart. Denne Nansen er kun 22 År eller sligt, hans Kampfælle Iver Iversenk1110 et År eller to ældre og deres Herre og Mester Herman Bang,k1111 en underlig begavet Skabhals skrev tror jeg i næppe tyveårs Alderen, nu må han vel være nået op til 28–29 År, der er vistnok et Par Stykker til af ringere Kvalitet, jeg har hørt en nævne ved Navn Albækk1112 – de er lapsede, stænkede med Parfume og står til en Side i Literaturen. Men Du skal dog lægge Mærke til, at det, som denne Samling «Begavelser» repræsenterer, også er et Brud med noget bestående, de tror at tjene kunstnerisk og social Sandhed på deres Vis, at bryde æstetiske Fordomme, de tager hårdt på Idealer, der endnu har Kurs. Denne Side af Livet, som deres Tanker dvæler ved, kommer glimtvis frem hos Kielland i hans første Ting, og det som G.A. Dahl gerne vilde,k1113 det er sådan noget, som de får gjort. Det findes i alle Literaturer. Gjellerup, Pontoppidan, Elmgaardk1114 har mættet sig med mere social Harme, og de er hidtil blevet betragtet som dem, der gik den lige Vej frem i Literaturen, de andre har man hidtil ikke ænset synderlig. Hvor Kraften er størst, i den u[d]adgående Gøren eller i den indadvendte Pegen er ikke så lige straks at sige – men jeg har som Du mest Samfølelse med den, der præker, fremfor med den, der sidder og pirker i sin egen Barm. Om de erotiske Motiver har mere eller mindre Værd end de sociale må vel fuldstændig afhænge af Måden, hvorpå de benyttes (Dukkehjem, Gengangere, Magnhild),k1115 men at dette unge Menneske, som Du har æklet Dig ved,k1116 ikke røber Anlæg til at udbedre Samfundets Knokkelmarv, er vist. – Du det var kedeligt, at mit Indlæg imod Chr Bruun ikke kom frem. Det var så min lille Stump Præken i denne Sag. Det forekommer mig, at der er blevet taget så besynderlig håndfast omkring denne Ting: Mirakel – som om det overhoved lod sig gribe! Det er den runde Firkant, det umulige. Det er en Tilsnigelse, når de Kristne nu om Stunder taler om «Underet», de leder derved Tanken ind på det «vidunderlige» ɔ: det uforklarlige, og passer man ikke på dem, holder de af at falde til Ro med det Snak, at der kan være en «højere» Sammenhæng i Naturen, end vi aner, at hvad der for os er et Under, ikke er det for Gud. De mærker ikke, at de derved netop tager Livet af selve Miraklets Begreb. Så er det jo intet Mirakel, men en naturlig Ting, der er sket, og Guds «Almagt» har ikke vist sig. Almagt og Mirakel vil sige, at 2 og 3 ikke er 5, at Tiden kan gå tilbage, at en Syre og en Base ikke danner et Salt, at en Mand kan stå på Hovedet og på Benene på en Gang. Sker noget i Kraft af en højere Lov end vor, så er det blot en Naturens Taskenspillerkunst, en Benyttelse af vor Uvidenhed om Fremgangsmåden, og altså et Bedrag, hvis det for de Uvidende udgives for et Mirakel. Miraklet i sin Renhed er Sludder, forklaret er det Spilfægteri eller Bedrag. Dette kan man tvinge ind også i ufilosofiske Hoveder, og det forekommer mig næsten farligt, at der nu tales så meget om «Mirakel» og «Under», som var der overhoved Fornuft skabt i selve de Kristnes Standpunkt i denne Sag. Men mit virkelig vittige Indlæg vilde Dgbl. ikke binde an med. Jeg kan for Resten ikke forstå mig på de Mennesker. Nu har jeg først to Gange bedet om en Opgørelse og Tilsendelse af Tilgodehavende. Så får jeg langt om længe Svar fra Holst, om jeg blot vil behage at sende min Regning. Jeg svarer tilbage, at jeg ikke er i Stand til nøjagtig at opgive Forholdet, men at jeg gerne skal tjene ham i på Slump at sende ham mit Krav beregnet til 16 Kr pr Brev – det var da min Sandten ikke for meget. Heiberg havde fået udbetalt 52 Kr og tilbage blev en Fordring på 52 Kr for mig. Jeg har haft en Anmeldelse i Bladet. Skulde nu Manden ikke have skyndt sig med at sende mig denne Sum? Jeg skrev oven i Købet, at jeg vilde sætte Pris på snarest mulig at få Pengene. Det er en Tilfældighed at jeg uden disse Penge har kunnet klare mig i denne Måned. Men tror Du, at jeg har set en Øre? Denne Uorden plager mig. Jeg er selv akkurat i Pengesager, når jeg blot på nogen Måde kan være det, og en Institution som Dgbl. har ikke Lov til at lade sig kræve af en Medarbejder, det sætter Pris på. Hvad skal jeg gøre? Grov har jeg så rasende lidt Lyst til at gøre mig, men mine Penge vil jeg skam have. Kan Du give mig et Råd? – Hør nu Pigebarn, søde dejlige Unge, har Du dine Papirer i Orden? Din Dåbs- og Konfirmationsattest og din Skilsmissebevilling, hvori der må stå, at Du har Ret til at indgå nyt Ægteskab, og at der har fundet Skifte Sted. Send mig disse Ting snarest i anbefalet Brev. Jeg vil sikre mig i Tide, at der intet Formalitetsvrøvl kan opstå. Skal Knutzon [sic] være din Forlover?k1117 Det er nødvendigt at jeg indleverer min Begæring om Ægteskab med det allerførste, Forretningsgangen er ikke hurtig, og så går jeg til Overpræsidenten og aftaler med ham Dagen. Du må ikke tage dette ligegyldigt, jeg véd endnu intet om, hvad man af Pernittengryneri kan forlange i Magistraten i Anledning af, at Du er fra fremmed Land. – At vi skal giftes begynder nu for Resten at sive dejlig ud. Jeg går fri, men den ulykkelige Jakobk1118 omsuses af Spørgsmål på alle Kanter. Igår var der en, der var så venlig at interessere sig levende for vore Formuesforhold, fortæller J., han håbede da, at Skram ikke var så tåbelig at gifte sig, når ikke «hun» havde Formue. Der kan Du blot se, min søde lille rige Enke, hvad det er man venter af Dig. Ikke alene på det «åndelige Område» men også i det «timelige» skal Du være rig. Jeg er nu for Resten nysgjerrig Stump efter at se Dig tumle Dig med de satanisk små Indtægter vi får – når Du skal til at betænke Dig på hver Øre? Men Du skal se, når Du er omhyggelig, så får Du snart Instinkter efter vor Evne. – Ved Du, hvad der bliver det hårdeste, at vi ikke får Råd til at gøre Selskaber, ikke kan bede Folk hjem til os og gøre dem det godt, uden meget enkeltvis. I denne Måned har jeg arbejdet godt, der har været god Lejlighed, men hvad har jeg tjent? Ikke 100 Kr endnu. Jeg sender Dig en Artikel i Mrgbl., som er min første egenlig Skuespilkritik,k1119 idet jeg i den udelukkende har omtalt Udførelsen. Sig mig, om Du finder den morsom; det skulde jo netop prøves af dem, som ikke har set de pågældende Stykker. Igår lavede jeg en lille Opsats til «Ude og Hjemmes» Fastelavnsnummer,k1120 jeg kunde først begynde Kl 2, så skrev jeg til Kl 5, kasserede alt hvad jeg havde skrevet, gik til Byen spiste Middag, måtte læse Korrektur på min Artikel i Mrgbl. og kom hjem Kl 8. Så tog jeg fat på ny. Dit Brev kom, medens jeg skrev. Jeg turde ikke åbne det, før jeg var færdig. Jeg blev færdig, men jeg tror, at det er yderlig flovt. Det hedder «Fastelavnserindringer» – uf, skulde jeg ikke have Penge for det, lod jeg det ikke trykke. Når Du tænker på, hvad jeg bestiller, må Du for Resten ikke glemme mine mange Timers Arbejde i Rigsdagen, og så de Timer jeg tilbringer i Teatre el. andre Steder, når det er Råstof, som skal behandles. Jeg skrev i forrige Nr af Ude og Hj. en lille Ting som Tekst til Billeder,k1121 53 Linjer der i Bladet, ɔ: 70–80 Linjer i Dgbl.; ser Du det er noget, som Schandorff [sic] sætter sig hen og læser 6 Gange igennem for at lære at skrive dansk, han har umådelig Respekt for min «Stil», og som G.B. siger om, at det er aldeles udmærket, men at det er en Skam at anvende et sådant Arbejde på så lille en Opgave – det har han sagt til Jakob – men så fryder jeg mig. Selv var jeg for Resten ikke tilfreds dermed. Det tog mig sikkert 4–5 Timer, når jeg regner den Tid med jeg gik på «Nytorv» – det var et Billede af Torvets Liv – og gloede, og det indbringer mig lidt over 4 Kr. Satsen er bragt ned til 8 Øre Linjen. Mine Fastelavnserindringer antager jeg at kunne anslå til 15–16 Kr., den Artikel jeg sender Dig til 17, Du kan se af hvor lidt Indtægterne må sammenstykkes. Så bliver jeg tilmed i denne Tid modelleret,k1122 og det har slugt uforskammet megen Tid, Billedhuggeren bor ¾ Times Vej fra mig, og han siger, at jeg er meget vanskeligere end han havde troet. Foreløbig ligner det ikke det mindste. Sindingk1123 ligger for Tiden her nede og arbejder for Panoptikum. Hasselbergk1124 tror jeg det er, Svenskeren, som skal gøre Bjørnson og Lie i Paris. Begge Brandes'erne og Jacobsen har nægtet at sidde for nogen Billedhugger, af Kielland haves Krøyers Bystek1125 – jeg skal spørge en Dag om man har tænkt på at få Sverdrup. Det er nogle dejlige Narrestreger det hele, men jeg ser ikke nogensomhelst Grund til, at man ikke skulde gøre den Narrestreg med, når Folk har Lyst til at give deres Penge dertil.
– For Kærlighedsbreve Du sender mig Amalie i denne Tid! Min elskede dyrebare Pige, Du giver mig en Fryd, som jeg skal prøve på at betale Dig en lille Smule tilbage af, når jeg har Dig. Lidt og lidt skal jeg forsøge at dryppe ind i Dig mit Livs lyksalige Tro og Håb, som jeg har fået af Dig. Amalie Stump Du giver mig Ære, fordi jeg ikke har skreget op af Smærte, da Du tog lidt hårdt på mig – Du glemmer, at Du har taget blødt før, og at jeg har en Kapital, altså en Kapital at tære på, og så Stump, så hjalp jo ved denne Lejlighed vor Adskillelse mig. Det er slet ikke så underligt, at jeg tænkte ved denne Lejlighed, da jeg kunde, at jeg vilde vente på det Gode, der måtte komme. Så græsselig sikker på, at jeg ikke skriger en anden Gang, er jeg ikke. – Men nu er jeg træt min egen velsignede Stump. God Nat
Din Erik

246. Erik til Amalie

Fredag den 22 Februar 1884
Min elskede Dejlighedsunge, jeg har været noget slap idag og ligget på min Sofa og er faldet i Søvn i Stedet for at bruge Tiden til at skrive til Dig, men det kommer af noget stikkende Hovedpineskidteri, og det kommer igen af en Middag igår med megen Mad og Vin og stærke Cigarer. Sødeste min Unge, i disse rædsomme Ventemåneder har jeg vænnet mig til, når jeg er ude, at drikke meget mere, end jeg nogensinde før har gjort. Det er mig næsten nødvendigt for at være livlig, jeg går altid på Randen af et gabende Kedsomhedssvælg, og for dristig at tilbagelægge Vejen bruger jeg kraftige Stimulanser. Du må ikke blive bange, Stump, og tro, at jeg beruser mig, det synes næsten, som om jeg kan tåle uberegnelige Kvantiteter, men det efterlader stundom – ikke altid – en slem Hovedpine den næste Dag. Dejlighed, jeg kunde altså ikke skrive igår lige ved Modtagelsen af dit Brev. Klokken var for mange da jeg kom hjem, og Du får nu først disse Linjer Mandag Morgen, men Du skal være brav Pige alligevel og blive glad for det. Elskede, har Du tænkt på, at jeg dræber Dig den første Dag Du kommer til København? Jeg knuger Dig ihjel, der bliver slet ikke noget af vort Bryllup, for Du dør i mine Arme. Har Du Mod alligevel? Kom Unge, fremskynd af al din Formue dette Øjeblik, dø og lev og le og græd og vær min i alle Tider. Elskede Fornuftighed, tossede Unge kryst Dig ind til mig og bliv i min Favn og vær den snilleste Jente på Jorden, så skal jeg lade et lille bitte Pust blive tilovers i Dig, som Du kan leve af, men jeg vil myrde Dig først, bryde Dig ihjel i en Omfavnelse, sønderklemme det i Dig, som ikke må leve. Jeg vil lægge min Mund på din, Du skal aldrig få Lov til at tale uden Du føler min Ånde i din. Hører Du, og aldrig må Du tage din Mund fra min, jeg vil kun tale nu og da, og da altid med min Stemme fyldt med den Luft Du sagte puster over mit Ansigt og ind i min Strube. – Amalie, hvad om vi bad din Broder Ludvig komme her ned til vort Bryllup? Når vi nu siger, at det bliver den 3 eller 4 April, så er det ikke mere end nogle Dage før Påskeferien. Vilde Du ikke synes det var hyggeligt at have en af dine kære med? Tænk på det, jeg vilde overordenlig gerne på denne Måde se min Svoger. Så kunde han bringe Bud hjem til din Moder og fortælle, at de Mennesker Du skulde leve med her nede, dog forholdsvis tog sig skikkelige ud. Tænk nu på det, Stump. – Det ender dog vistnok med, at vi kan få Juttas fortræffelige Elin – alene for Navnets Skyld bør en sådan Pige fæstes – og jeg kan ikke nægte, at jeg vilde se derpå med megen Beroligelse. Skulde Du tage en Pige ned med, vilde det for det første være lidt dyrt og dernæst vilde netop den første Tid blive Dig dobbelt besværlig, når både Du og din Pige var lige ukendte med alt, Priser Steder osv. – Iskasse har hverken Jutta eller Mama eller overhoved nogen tarveligere Famlie her nede. Is er jevnlig [sic] rasende dyr. Man køber til Huset formoder jeg i så små Kvantiteter, at intet alligevel fordærves. I vor Lejlighed rummesterer nu Snedkeren som skal sætte dobbelte Vinduer helt op og slå Brædder for Vinduet, som skal spærres. Efter ham kommer Maleren, men der bliver ingen Lugt, det er jo Limfarve der kommer på Væggene, og Stump – bliv nu ikke sint – Dørene får vi ikke sorte. Værten bad så ynkelig for sig og var så flink i alle andre Måder, vi får brede sorte Rammer på Dørene, mere kunde jeg ikke uden Ufred opnå; men tro nu ikke, at Lejligheden bliver ubeboelig for det, de gulbrune Døre og Vindueskarme er ganske skikkelige også de. – Jutta venter sin Nedkomst tror jeg i disse Dage. De to ældste Pigebørn lever hos Mama, og forleden tog jeg dem med i Kasino for at se et Udstyrsstykke «På Havsens Bund»,k1126 noget Satans kedsommeligt Tøjeri, men Ungerne morede sig. Karen er en sød blid kærlig Pige, Ellen en morsom lille egenkærlig Tingest, der ikke kan være rolig et Minut. Hun bliver engang rasende koket, en farlig Natur. Det var nok så underholdende at sidde som gammel Morbror med disse to. I Aften skal jeg i Folketeatret til et Par nye Stykker,k1127 og igår burde jeg have været i det kgl – det er min Sandten ikke altid for sin Fornøjelses Skyld at man må trave om i Teatrene, på Søndag må jeg i Kasino,k1128 og sådan bliver det nu formodenlig ved en Tid. Der har været temmelig rolige Teaterforhold for længe, nu strænge de sig an i Slutningen af Sæsonen. Nu skal jeg klæde mig på og så til min Middag og så er det Teatertid. Jeg skal skrive alt i Aften om hvad jeg har set, jeg kommer derfor så sent hjem og formodenlig med en så dundrende Hovedpine, at det er fornuftigst nu at slutte. Farvel altså Elskede
Din Erik

247. Amalie til Erik

Lørdag formiddag 23de [april – krysset ut] februar 84.
Tak Du min elskede for dit brev af 19de, hvori du beroliger min urolige banghed for at du skulde være bleven ilde berørt af min anmeldelse. Nei noget angreb var det jo ikke, end sige, noget hårdt angreb, – jeg var kun ræd for at du skulde være bleven ubehagelig pirket i af det, det var det hele. Tak du sødeste, sindigste, at du skriver så snilt og pent om det. Heroppe har naturligvis ingen synes at der var noget iveien med ordene. Jeg spurgte nogle som talte om anmeldelsen om de syntes det så det ringeste affeiende eller hipagtigt ud, men de forstod ikke engang hvad jeg mente. Fra Caterinus Bang fik jeg atter en uhyre anerkjendende hilsen; Helland og Garborg kom begge og fortalte mig hvor megen pris han satte på hvad jeg skrev. «Det om den danske literatur havde været så aldeles slående rigtigt og hele anmeldelsen,» – det filleri fortjente dog virkelig ikke alle de lovord. Jeg bad dem hilse Bang fra mig og sige at nu havde jeg fået høre så meget godt fra ham, og nu formærkede jeg at han måtte være i høi grad velvillig i sin mening om mig, og derfor syntes jeg han var et elskeligt menneske. Så fik jeg en skrivelse fra Garborg med megen ros over min anmeldelse i Tilskueren, han havde lovet at fortælle mig mundtligt hvad han syntes, såsnart han havde læst den, men så skrev han fordi han påstår at jeg aldrig er hjemme. Jeg sender dig den for, skjøndt nei, – det gjør jeg ikke, det er dumt at lægge så stor vægt på deslige udtalelser, når jeg repeterer den klinger det som selvros i mine egne øren. – Jeg regner ikke Dukkehjemmets, Gengangeres, Magnhilds motiver til de erotiske, ja den slags erotiske motiver kan man sagtens ha brug for; – men det er en tilsnigelse af dig at forsøge at argumentere ved at føre disse, vore egne ypperste literære storværker i marken, og det ved du godt, og har heller ikke villet jeg skulde ta det alvorligt. Det må vi endelig tale om, når vi sés. Ja, jeg synes som du at man snakker formeget om dette mirakelvrøvl; forresten forholder det sig virkelig således at de kristne fuldt og fast tror på at mirakler har sket, og kan ske. Den flok Chr. Bruun er fører for,k1129 er for det første ikke liden, og dernæst er den den bedre del af de kristne på en vis, så man får vel høre og besvare hvad de siger. Der kan du se, hvor forargeligt det er at få strøget ting som man netop ønskede sagt. Dagbladet har ikke turdet ta det, netop fordi de mirakeltroende, de andægtige ligeoverfor alt dette religionsvæsen er så mange. Dgbldt er jo organ for hele venstre, og massen af dette er kristent, ved du. Jeg er forbauset over «Dagbldts» opførsel. Når jeg har forlangt honorar, siden Holst kom til, har jeg straks fået det; latterligt lidet har det jo været. For de 3 ting: Om En Hanske, Bondestudenter og nu om Dr.mans [sic] bog, har jeg fået 40 kr. Hvad skal man sige til en sådan parodi på arbeidsløn. Jeg ved ikke hvad du skal gjøre med de folk, der er jo intet andet at foretage sig end at kræve dem, og det har du jo gjort, det er ækelt. Kan Du ikke skrive til Irgens Hansen og spørge ham om hvad meningen med dette er? Det står forresten slet ikke så godt til med bladets finantser, som det hed sig: Jeg har nu talt med konsul Gade en af de største eierek1130 – han var netop nu hos mig, og han siger at der ikke er tale om at det har svaret sig. Han fandt budgettet altfor stort; der måtte foretages indskrænkninger. Jeg fremhævede at det endelig ikke måtte være honorarbetalingerne som indskrænkedes, og forfægtede at bladet aldrig vilde kunne stå sig på den ting. Deri var han også ganske enig. Men tænke sig for alt det gratisarbeide, der gjøres inden venstre! Det er imponerende for det viser hvilken kraft tro på en sag, giver. – Iforgårs endelig sendte Garborg svar til G. Brandesk1131 – du husker han havde bedet om biografiske oplysninger til sit essay. Det hele stod på to sider, og der var så forbigående som muligt pegt på at det 18de århundrede,k1132 eller hvad den hed den bog havde øvet nogen indflydelse på ham, hvorimod han dvælede udførligere ved den vækkelse han havde modtaget fra andre hold. Garborg har som sagt fået afsmag for Brandes' maner. Endvidere skrev han at det var ham naturligvis til stor ære og glæde at han, G.B. vilde sætte noget på tryk om «Bondestudentar», og det uagtet han havde forberedt ham på, at det langtfra blev bare rosende, men om den bog havde fru Müller skrevet så godt, og med sådan forståelse, at han for sin del var fuldstændig tilfreds. Ingen kunde gjøre det bedre og rigtigere. Hører du det, du, som er så vigtig! Jeg har ikke mine papirer i orden. Heiberg har forlængesiden indsendt ansøgning om tilladelse til at indtræde i nyt ægteskab, men der er endnu intet svar kommet. Han mente at en så courant sag vilde være ordnet på en 3 ugers tid, og da havde han enda taget hensyn til den langsomme forretningsgang. Men nu falder dommen på mandag over ministerietk1133 – du kan vide her er spænding – og hvad da sker, ved ingen. Denne bevilgning skal udstedes af kongen i statsråd, og gud ved når der holdes statsråd under disse opløsningsforhold, havde jeg nær sagt. Imidlertid må det vel være færdig i løbet af marts, og kan ikke du få det nødvendige greiet dernede uden at ha mine papirer. Du kan jo sige til Overpræfekten at så og så forholder det sig, og at jeg skal bringe med de nødvendige greier, han må jo kunne indse at under slige rigsretstilstande er det ikke så greit at ha alting iorden. Nogen dåbsattest og do konfirmations har jeg ikke. Heiberg mente at det var tilstrækkeligt at få fra ham en bevidnelse af at lovene i Norge var som i Danmark, at ingen kunde være bleven gift uden også at være døbt og konfirmeret, og at altså jeg var i orden, hvad det angik. Kan du ikke spørge også om dette. For ellers må jeg først skrive til moderen og få besked om hvilken kirke jeg er døbt i, – det husker jeg ikke sikkert, og så må jeg korrespondere med en i Bergen, som kan gå og skaffe mig disse attester. Hvis du intet kan foretage dig uden at ha'e mine papirer at fremlægge, og hvis også du – (som jo dog ikke har været gift før, mig bekjendt –) også skal være nødt til at indgive ansøgning om lov til at gifte dig, så vil altså det komme at hænde, at vort ægteskab bliver opsat, hvis jeg da ikke en af de allerførste dage får bevilgningen, hvad der er usandsynligt. Det var jo dumt af mig at jeg ikke straks med detsamme jeg kom tilbage fra Kjøbenhavn gik igang med dette, men Heiberg som jeg talte med i januar, mente at jeg var tidsnok ude, når det ikke skulde ske før i begyndelsen af april. – Din artikel i Morgenbladetk1134 var vistnok noget rigtig godt i retning af skuespilkritik, det var morsomt og fængslende at læse den, skjøndt jeg slet ikke kjender Tartuffe, hvad der er en skam for mig. Ja tænk, dit arbeide i rigsdagen tænkte jeg ikke på, da jeg var forundret over hvad du fik gjøre, og så har du jo også på embeds vegne at gå i teatrene. Jeg glæder mig til at se dig der i «Panoptikum»; men du kan stole på du blier ikke halvt så smuk som du er i dig selv, du deilighed.
Nu i disse dage, kommer fru Schjøtts anmeldelse af Moderne D. i Tidsskriftet.k1135 Vullum har vist mig et stykke af det i korrekturen, og det er meget rosende. Her er opstået en forbitrelse – man gik og troede at det var bleven opgivet, alle undtagen jeg, – nu da man ser det er bleven alvor. Vullum gik straks på Sars og sa at han vilde nedlægge protest med sit fulde navn i Dagbladet, og oplyse almenheden om at han, hvis han havde vidst at den anmeldelse var kommet, ikke vilde skrevet hvad han til dette hefte har skrevet. Sars sae at han ikke lod sig pågå, men gjorde hvad han vilde. V. svarede, at ja, men så gjorde også han hvad han vilde, og det gjorde de andre og. Der bliver vrøvl om dette, skriveri og spektakel. Det er så meget besyndeligere af Sars som Skavlan var så meget imod det, og slet ikke vidste af at det var kommen i trykkeriet. Der er flere her som taler om at opsige det, og man er mere forarget end man til hverdags pleier at kunne blive. Men nu falder jo dommen over ministeriet, og så sluges alt andet op af dette. Farvel min elskede, dyrebare skat. Måske skriver jeg lidt mere iaften. – Godaften: kl. er 11: Der kom et langt brev fra Bertha Knudtzon,k1136 jeg troede først det var fra dig, og blev derfor så skuffet. Hun havde været i middag hos Adlers,k1137 hvor vi, du og jeg var bleven drøftet uafladelig. F. Bendix havde påstået at det ikke var sandt vi skulde giftes, kunde ikke være det. Det berører mig så ilde denne gramsen af fremmede næver på os og vore intimeste greier, bare de ækle mennesker vilde la os i fred, hvad kommer det andre ved, eller bare man idetmindste ikke vilde fortælle mig det igjen. Hvor det er utåleligt alt dette snakkeri. – Du skal indbydes til Knudtzons i næste uge til selskab siger Bertha, de har ikke sét dig på så længe, og længes formelig efter dig. Vær nu elskværdig, så de kan se hvor sød du er. Jeg sender dig Dgbldt, for at du kan se Wullums protest mod Nyt Tidsskriftk1138 i anled. anmeldelsen, det kom til middags. Dette er en forløber bare for de andre udtalelser som vil komme. Prof. Skavlan skal ha sagt hører jeg at han kun på den betingelse at M.S. ikke mere får lov at skrive i Tidsskriftet vil blive stående som redaktør. At han er meget vred derover, ved jeg. Godnat min elskede Erik. Gud give dagen for min afreise alt var bestemt og at alt var i orden. Undertiden tror jeg at det hele ikke blier noget af. Var jeg dog bare hos dig igjen!
Din Amalie. –

248. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 26 Februar 1884
Min søde elskede Stump, Du har fået mit Telegram.k1139 Jeg håber, at dets Modtagelse må have givet Dig Indtrykket af, at der dels ingen Tid er at spilde, og at dels ingen Formalitet må springes over. Jeg har idag forhørt mig i forskellige Magistratskontorer, og Resultatet er foreløbig ikke opmuntrende. Alle Love er dumme og alle Håndhævere af dem uden Begreb. Den borgerlige Ægteskabslov har ikke forudset det Tilfælde, at Bruden bor i fremmed Land, og deraf opstår en Række praktiske Vanskeligheder ved Opfyldelsen af forskellige Fordringer, særlig den, at Begæringen om Ægteskab skal «tinglæses» i Brudens Hjemsted, og at en sådan Tinglæsning fra ét Land til et andet ingen Gyldighed har. Spørg imidlertid Adv Heiberg om eventuelt en Begæring om Ægteskab kan blive tinglæst i Kristiania. Du må spørge straks og svare straks. I det hele Stump må Du så nøje som mulig og så hurtig som mulig gøre alt hvad jeg beder Dig om at gøre af Formaliteter, hvor idiotiske de end kan synes Dig. Der er her ingen anden Mulighed end at gøre blindt hvad der forlanges af Myndighederne. Det er muligt, at en Tinglæsning i Norge, hvis den kan gå for sig, vil blive anset for lige god med en Tinglæsning i en By i Danmark uden for København. Men jeg må så hurtig som mulig have at vide, om en sådan Tinglæsning overhoved kan gå for sig hos jer. Jeg har set de norske Bestemmelser om borgerligt Ægteskab efter, og der forlanges ikke dette om Tinglæsning – der svarer til Lysning i Kirken ved kirkelig Vielse. Altså spørg og svar, og hvis der fordres en særlig Form for Affattelsen af Begæringen så få den opskreven og send mig den. Her vil Formen simpelthen lyde således: Herved anmeldes, at N.N. boende der og der og N.N. boende der og der agte at indgå borgerligt Ægteskab for Københavns Magistrat. Netop dette, at Bopælen skal opgives, og at Loven bestemmer, at Tinglæsningen skal foregå, hvor Bruden hører hjemme, standser os ved det første Skridt, hvis vi ikke kan sætte en fingeret Bopæl for Dig, t.E. Amaliegade 14. Men har man gjort dette, er der en Mulighed for, at vedkommende Embedsmand vil forsikre sig om, at Du virkelig har Bolig der, hvor Du opgiver det, og så står man der. For bogstavelig at opfylde Lovens Fordring, måtte Du altså først flytte her ned og så vente en Måned, inden Bryllupet kunde gå for sig, idet der skal gå tre Uger efter Tinglæsningen, inden Bryllupet må ske. Dåbs- og Konfirmationsattest vil mulig ikke blive forlangt, hvis din Skilsmissebevilling og Bevillingen til at indgå nyt Ægteskab – at I også har de to Ting adskilte! – indeholder fuldstændig Oplysning, men lige så muligt forlanges disse Papirer, og på så simpel en Sag som Fremlæggelse af et Par Attester vil vi ikke standses en Dag. Du må altså Stump føle, at alt dette Sludder er alvorligt, Du må ikke i Ærgrelse over det forsømme det mindste. Det var dog virkelig ingen Spas, om vi skulde vente eller tvinges til at løse Kongebrev og krybe ind i en Kirke. Det er tilmed også dyrt. Hvad Du altså nu har at gøre er at gå til Advokat Heiberg, sige ham, at han skal gå op i de Kontorer, som har med din Begæring om Ægteskabstilladelse at gøre, slå i Bordet for dem, eventuelt forlange af Kongen at Bevillingen skal udstedes uden en Dags Smøleri. Uden denne Bevilling i Hænde kan vi overhoved ikke røre os. Det er det ene, og det andet er Spørgsmålet om Tinglæsning. Det tredje er den øjeblikkelige Underretning til mig. Altså det haster og enhver Småting er lige vigtig med det store. At også de Satans Statsråder netop skal dømmes nu, når vi har Brug for deres rent borgerlige Administration! Dommen faldt da forøvrig ikke igår, i Aften har jeg ingen Telegrammer set i min Fjærnhed fra Mennesker og Aviser her ude på Østerbro, men efter Telegrammerne fra igår at dømme synes der jo endnu at kunne gå Dage hen, Protokolleringen tager jo lang Tid. Er I spændte? Hvad skal der ske? Her nede følger man naturligvis med stor Interesse Sagen, om end den lange Retsforhandling har slappet Spændingen. Man har været ved at tabe Tråden i det hele. Her ventes en simpel Dom fra Embede uden Tilføjelse af Uværdighed til fremtidig at træde i Statens Tjeneste. Svarer det til Forventningerne hos jer? – Vullums udmærkede kraftige Erklæring læste jeg igår Aftes på Kaféen, inden jeg kom hjem og fandt dit Brev min yndige Ven, med Dgbl. Det gav et Stød i mig, kan Du tro, da jeg træt og døsig efter Dagens Slid – jeg havde skrevet Artikel været i to Teatre, skrevet yderligere, læst Korrektur – faldt over denne «Nødvendige Erklæring»k1140 Kl ½ 1 efter endt Aftensmåltid. Heldigvis forstod jeg jo Sammenhængen og så i Ånden hele den øvrige Hær vandre op med vrede Miner. Nu kommer formodenlig dog de store Begivenheder og forvisker Sagen. Den gode Fru Schjøtt synes jeg er den ærgerligste, hun kunde have taget sin Artikel tilbage, om hun så hundrede Gange mente, at den var berettiget, men også Sars bærer sig besynderlig ad. De må i Sandhed have bundet sig med mærkelige Bånd til Pjalten J.P. for at træde op som de gør. Vullum er virkelig her en gæv Riddersmand, og det glæder mig overordentlig, at mit sidste Indtryk af ham fra Kristiania i Sommer var så godt som det var. Du husker måske, at jeg traf ham hos Garborg og senere samme Dag spiste sammen med ham hos Ingebrettk1141 lige inden jeg skulde i Teatret. Han havde da skrevet sin ypperlige Artikel om Greven af Chambords Død i Verdens Gang,k1142 jeg roste den, og han var livlig, det var formelig med Beklagelse at jeg gik fra ham ind i Teatret. – Imorges fik jeg Indbydelsen fra Knudtzons, jeg har endnu ikke svaret, jeg gør det nu i Aften og lægger Brevet til Bertha i Postkassen sammen med dette til Dig og to andre Breve. Det ene indeholder Korrekturen til min lille Artikel til «Tilskueren», som jeg ved Smøleri først har fået nu; jeg sender den til en ung Mand, der har bedet om Forlov at oversætte den til Frankfurter Zeitung,k1143 et af de mest udbredte Blade (demokratisk) i Tyskland. Han er ligeledes i Færd med at oversætte Gertrude Coldbjørnsen på tysk.k1144 Jeg håber ved denne Oversætter at komme i Forbindelse med Fr.Z., der skal være et meget godt betalende, om end sent honorerende Blad. Jeg spurgte Dig engang, om du ikke havde Mulighed for at komme i Forbindelse med et liberalt engelsk Blad. Har Du det, så grib derom med begge Hænder. Det er noget af det, som betaler sig bedst af alt. Ak om vi kunde få et sådant hæderligt Ben at gnave sammen, så skrev Du om Norge jeg om Danmark hvad Du måtte oversætte og tjente vi da en god lille Skilling for ringe Umag. Knudtzons Indbydelse er til Mandag den 3die Marts Kl ½ 6, tænk altså på mig til den Tid, så er jeg på de kendte Steder, og jeg skal nok gøre mig Umage for at være elskværdig – men jeg keder mig noget der uden Dig. Jeg havde for Resten haft i Sinde at gøre gamle Fruen en Visit en af Dagene. – Véd Du, min lille Pige, hvad jeg idag har gået med i Tankerne på min Vandring til og fra Styrtebad, til og fra Rigsdag, oppe i de væmmelige Kontorer på Rådhuset osv.? Det er den lille Kærlighedssag, Du for kort siden skrev til mig om. Du havde mistet min Papirkniv, den jeg gav Dig, Du fandt den pludselig, og så kyssede Du den. Ser Du søde Amalie sådan noget gør mig så rasende godt, din Kærlighed bliver mig så frisk og ny ved sligt. Du har jo, må Du huske, før udtalt Dig med en vis Foragt om slige Sværmerier. Yndige Unge, Du gennemlever dog, hvor meget Du end før har trodset, alle Kærlighedens underlige vildredede Vilkår, intet bliver Du sparet for, og Du har godt deraf min søde lille Prinsesse. Stump Du har ikke for megen Blødhed af Naturen, giv Dig villig hen, når det vege kommer, det er godt imellem to, må Du tro. Ak Amalie denne Evne til at holde af, være blid og snil og føle sig afhængig, virkelig afhængig af den man elsker, inderlig, stolt afhængig, ikke kuet og tvunget afhængig af et Slags Kogleri i Ens Kød og Blod, Du kan tro Ven, det er en Livets Hjælper, man ikke skal støde fra sig for en indbildt Selvsikkerhedsfølelse, der ingen Lykke bringer. Det er sandt jeg forstår ikke hvad Du mener med «erotiske Motiver» i Literaturen, men det kan vi jo tale om. Jeg har med dette Ord tænkt mig det helt omfattende fra småt til stort og tror til Dato ikke på en Literatur, hvor dette Livets Pulsslag mangler – nok på enkelte Forfattere. Men som sagt det kan vi jo snakke om. – Hvad jeg skal gøre med Dgbl. véd jeg skam ikke, jeg er bange for, at det ikke nytter at skrive til Irgens Hansen, mest Lyst havde jeg i Grunden til at give Dig en Generalfuldmagt til at modtage og kvittere på mine Vegne mit Tilgodehavende, men Du betakker Dig formodenlig for dette Hverv. Men Stump det er jo vore Penge det drejer sig om. – Uf de 40 Kr. hvor lidt! Men tidligere var det lige så hos os. Hvad Mrgbl. og Ude og Hj. har fået for Arbejde for intet eller for næsten intet, det er uhyre, og jeg kan tale med, jeg har slidt et halvt År i Mrgbl. 11–12 Timer daglig og skrevet Artikel på Artikel, stundom været der den halve Nat for 100 Kr om Måneden, det blev så til 150 senere. Samme og i Kvalitet ringere Arbejde lønnes i Højrebladene med 4–5000 Kr om Året el. mere. Det er den slemme Historie, at Vilkårene for Folk af vor Slags næppe bliver synderlig bedre i vor Levetid. Det var det, der gjorde Bevægelsen i 48k1145 – det liberale Opsving der da skete – så mægtig, at den hurtig fik Pengene på sin Side. Vi her nede har det endnu så godt som slet ikke, jeg troede, at det var bedre i Norge. Men nu kommer den Pokkers Udstykning på de mange Hænder naturligvis også der i Vejen – to Venstreblade i Bergen osv. osv. – Du, jeg sender Dig Mrgbl. for idagk1146 med min Artikel skrevet igår fra Kl 2 og med et Besøg i 2 Teatre for de to sidste Stykkers Skyld – den er derefter vil Du se. Forestillingen jeg anmelder i det kgl Teater var i Søndags, altså Aftenen før. Det er det, man kalder Journalistik, gid Fanden havde det. – Jeg slap for at gå på Karneval i År, og lykkelig var jeg. Nu bliver vi vel for gamle Stump, ellers havde jeg nok Lyst til med Dig som lykkelig Ægtemand at prøve disse Glæder – morsomt kan det være. – Men nu må jeg skrive et Par Ord til Bertha Knudtzon og så ned med Brevene.
Godnat min elskede Stump min egen Amalie – vend nu tilbage til min første Side og gør som jeg har bedet Dig, enhver Opsættelse kan betale sig blodigt.
Din Erik
Må jeg endnu sende de store Konvoluter?

249. Amalie til Erik

Onsdag 27-2-84.
Min elskede deilighed har du ventet brev, og er du bleven skuffet over intet at få? for det har jeg både igår og især idag. At du dog kan ha hjærte til at la der gå så mange dage over uden at la mig høre et ord eller to. Nei elskede, sludder, – nu synes du vist at jeg er urimelig; jeg fik jo brev mandag morgen, og et telegram igår, så jeg har jo ingen ret til at bruge mund, men jeg længes altid, uafladelig efter dig, mere og mere hver dag som går, og jeg stunder bestandig mod aftenen for at se om den ikke skal bringe mig et brev som dine hænder har berørt og lagt sammen og puttet i en konvolut og tænkt alle de kjærlige tanker over. Da dit telegram kom igår, stod jeg færdig til at gå i teatret. Da jeg var vendt tilbage skrev jeg til Bergen efter mine attester, om en 10–12 dage kan jeg vel ha dem. Idag er dommen falden over Selmer;k1147 alt gik så stille og roligt. Høirepakket brølede og skreg hurra da den domfældte minister kjørte bort fra Storthinget. Venstre var taus og stille, ikke en lyd fra dem var at høre. Hele Karl Johan var pakkende fuld af mennesker, oppe ved Storthinget var der aldeles ufremkommeligt. Her er almindelig glæde blandt venstre, og en dump modløs forundring over høire. De havde lige til det allersidste håbet en anden dom. Men gud ved som sagt når jeg i disse tider skal få min bevilling. For et fæ jeg dog var, som ikke itide tænkte på dette. Jeg er aldeles fortvilet nu ved udsigten til at blive forsinket. Hør, kan du ikke så komme herop? For til den tid, 1ste april må jeg ha fået det i orden, og der er vel intet til hinder for at du kan ha dine papirer i orden nårsomhelst? Men så må vi vies i kirken, for ellers må jeg ha det stræv at melde mig ud af Statskirken o.s. v., og så nyder den borgerlige vielse hos os ikke samme agtelse, som den kirkelige, og som en af landets, og samfundets borgere vil jeg ha en ligeså ansét vielse som andre. Og desuden, det er jo det samme hvem der mumler over os, og hvilken formular der benyttes for anledningen. Vi er jo gifte iforveien, det andet er jo kun en ceremoni der foretages mest af hensyn til samfundet og nære medmennesker. Tænk i ethvert fald på om du kan komme.
Jeg har i aften skrevet til Ludvig og spurgt om han vil være min forlover. Jeg havde netop i de sidste dage før brevet fra dig, hvori du taler om dette, kom, gået og tænkt hvor deiligt det vilde være om han kunde komme. Men hvis nu Bernhard dør i den nærmeste fremtid – og han er meget dårlig – vil han vel ikke forlade moderen så straks efter.
Jeg længes forfærdelig efter at «dø» under din omfavnelse du elskede, svimlende bedårende menneske, men jeg havde rigtignok tænkt at det ikke skulde ske før efter vort bryllup; for du ved hvorledes det må gå for sig i smug, og det er dog ikke værdt at stjæle sig noget til, når vi har så få dage igjen at vente i, og derfor vil vi vente til vi kommer hjem i vort hjem i vore senge den første aften. Uf, jeg tør ikke gjøre mig fantasier om al den salighed, for jeg har ondt af det næsten. Du deilige elskede, jeg har lyst at bide dig så det gjør ondt.
Du Erik, kanske blir det for mørkt i stuen med bare et vindue. Sådanne etfags værelser er i grunden lidt ækle. Vær ikke altfor sikker, men betænk dig vel inden det vindu blir spærret. Du må ikke tale ondt om «På Havsens Bund»,k1148 for som jeg fornøiede mig da jeg sammen med gutterne og Helland så det forleden, er umuligt at udsige med ord. Jeg kneb Jakob omtrent fordærvet, da skibet brændte, og da dykkerne kom og ligene lå dernede var jeg – åh gud bevare dig, hvor henrykt jeg var! Sådan en strålende teateraften har jeg ikke havt siden jeg var ganske liden og så Ørkenens sønk1149 med hr. Koop i titelrollen og fru Kortes som Ingomarine. Jeg må gå i barndommen allerede, for det er utroligt hvadslags stykker som nu for tiden sætter mig i den 7de himmel. Det værste juks, – havde udstyret enda været første rang men det manglede der meget på. De andre vilde gå – gutterne naturligvis, de blaserte fyre – men jeg var ikke at rokke før jeg havde fået den sidste rest tillivs, fremkaldelserne også. Jeg er dødsens træt; kl. er over 12. Godnat min kjære, elskede skat. Du hilser vel bestandig din mor og dine søstre fra mig!
Din Amalie. –

250. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 28 Februar [1884]
Det er endnu temmelig tidligt, Postbudet kan først komme om en eller to Timer med Brev fra Dig – hvis han kommer. Men han gør, det tror jeg. Du har nok skrevet Tirsdag om ikke af anden Grund så for at sende mig Hellands Erklæring i John Paulsen – og M.S. – Sagen.k1150 Men jeg har læst den. I Frmdg fik jeg Tid til at gå op i Athenæum for at læse n.Dgbl, det sidste Numer [sic] var netop Mandagsnumeret, hvori Erklæringen stod. Det er mærkeligt, hvor godt, spidst og ironisk Helland kan skrive, han, der er så bred og lige på i Samtale. Men «Verdens Gang» Stump, den ser jeg nu om Dage ikke. Når den har noget, må Du tænke på mig. I Hellands Artikel savner jeg dog den Undsigelse mod Nyt Tidsskrift, som Vullum lod falde. Vil man ikke gå så vidt? Du, umiddelbart efter jeg havde lagt Dgbl. fra mig, fik jeg vor «Nationaltidende» i Hænde,k1151 vor mest udbredte Højreavis med enkelte literære Venstretilbøjeligheder, og mit Øje falder på følgende Overskrift: Brev fra Paris III af John Paulsen. Der sanker altså Fyren sin Føde. Hellands Henrettelse af Mennesket løb mig for Resten næsten koldt ned ad Ryggen. –
Nå og Dommen er falden! Nu må vel Højre få travlt med at samle de 15000 Kr sammen til Selmer. Det er så skam en dyr Spas at tulle forkert med Statssager i Norge – ak om vi havde en så fornuftig sammensat Rigsret som I, så havde vi også haft Has på vore Selmere,k1152 nu kan de ikke dømmes, før Højre er blevet Venstre, og det går småt nok. Vort Dgbl. slår så lidet forblommet som mulig på direkte Indgriben af Kongemagten! Hvad vil der ske? Jeg er umådelig spændt. I Aften må jeg til Byen for at læse Telegrammerne. Det er satanisk, at Telegrambyreauet [sic] både her og i Kristiania åbenbart er højresindet. Om Tirsdagen har Du altså ikke vidst noget sikkert endnu, hvis da ikke Udfaldet kendtes, inden Ordene forelå. Jeg gad nok se Kongens Ansigt ved Deputationens Modtagelse. Stemte alle Højesteretsmedlemmerne for Frifindelse? Du må endelig fortælle mig så vidt og bredt som det er Dig muligt alle Enkeltheder, der kommer til din Kundskab, husk, at Du står inde for, at jeg kan følges i Forestillinger og Stemninger med Dig i dette uhyre vigtige Anliggende. Du må give Dig Tid til at få mig med ved denne Lejlighed. Snup mig ikke af, fordi jeg sidder her nede. Jeg stoler på Dig, Unge. – Igår var jeg hos Overpræsidenten og hos den juridiske Borgmester, den ene skal vie os, den anden har med Undersøgelsen af Sagens Formalitet at gøre. Jeg må sige, at den Modtagelse jeg fik var udmærket, særlig Borgmester Hansens, som er den vigtigste for os i dette Spørgsmål, viste sig så imødekommende af Sindelag som mulig. Han vil gøre alt for at hjælpe os over Vanskeligheden med Fordringen om Tinglæsningen på Brudens Hjemsted. Den forbandede Vanskelighed, som jeg ikke har drømt om før nu i sidste Øjeblik! Jeg er stævnet til samme Borgmester til imorgen, så får vi se. Han er Gunnar Heibergs Onkelk1153 ɔ: gift med en Søster til H's Moder, sig mig hvorledes din Advokat er i Slægt med disse Heibergere – en Broder til G.H.'s Fader? I så Fald vil dette formodenlig kunne hjælpe. Imorgen skal jeg nærmere snakke med Manden, om der skulde vise sig Vanskeligheder, sådan personligt Bekendtskabsforhold plejer at jævne selv store Hindringer. Gunnar H. boede i Borgmester Hansens Hus det ¾ År han var her nede.k1154 – Medens jeg er ved disse Ting må jeg huske at spørge Dig, om Du har Pigeseng, og om dens Bredde. Du må også sende mig Iskassens Mål. Vær lidt snil og glem ikke disse Ting lige så hurtig som Du har læst dem. Pigesengens Bredde er vigtig for den Plads Skyld den skal indtage i Pigekammeret. Naturligvis spurgte den flinke Elin straks om Pigekammervilkårene, da der var Tale om at lade sig fæste til os, og de er jo ikke glimrende; er Sengen imidlertid ikke for bred, vil der dog kunne blive nogenlunde antagelig Plads; der er nemlig en smalleste og en mindre smal Afdeling i Kammeret, og kan Sengen stå i den smalleste Del – bred nok i og for sig til en Seng – vil det hele dog ikke blive altfor skændigt. Altså giv mig denne Underretning. Er Sengen for bred mener jeg nemlig at den bør sælges. Sengeklæderne måtte sikkert uden store Udgifter kunne gøres smallere. – Jutta venter fremdeles på sin Nedkomst, der efter Beregningerne alt skulde have fundet Sted. Jeg havde en lille pinlig Scene med hende forleden. Hun tillod sig en af disse kun for arrogante Damer mulige angribende Bemærkninger om noget, jeg havde skrevet, som berørte hende ilde, og som spotvis havde været citeret i vort Dgbl. Jeg følte hvor lidet jeg nu var i Stand til blot rent selskabelig talt at tåle hendes selskabelig ikke tilladelige Ytring. Jeg fôr ikke op som i gamle Dage, mine Ord faldt tværtimod både langsommere og lavere i Tonefaldet end de plejer, men det kogte i mig, og jeg rejste mig i selve Samtalen og gik. Hun er et af de modbydeligste Mennesker at være uenig med jeg kender. Så dumstiv uforskammet borneret som et begavet Fruentimmer blot kan være og indbildsk af Uvidenhed. Ikke Evne skabt til at føle blot den udvortes Respekt for et hende fremmed Standpunkt som driver til høflige eller spøgende Indvendinger. Og ikke den naturlige Finfølelse at være varsom netop når Modsætningerne i Anskuelser er så væsenlig som mellem hende og mig. Jeg blev i Grunden måske mest af alt grebet af Forbavselse over, at hun overhoved vilde rette et Angreb på mig mod et enkelt Punkt. Som om det kunde falde mig ind at anbringe min Kritik for Alvor ved noget, hun eller de andre gode Mennesker i Famljen foretager sig i Kraft af de Meninger, de nu en Gang har! Så er min Svoger Rothe med sin delvise Enfoldighed et langt mere fint- og varmtfølende Menneske. Ham er jeg i Årenes Løb kommet til at holde meget af. Og hvor har det Menneske en frisk og skarp Opfattelsesevne for alle de små Snurrigheder man møder hos Folk – – Nu kom Dagbl. sendt af Dig! Ak intet Brev. Så slutter jeg. Det var næsten Synd! I Mandags har Du dog fået to Gange Bud fra mig – jeg troede på Brev!
Din Erik
Skriv en omhyggelig Korrespondance beregnet på «Frankfurter Zeitung» – Tyskland er fyldt med Højrekorrespondancer – og send mig den, så skaffer jeg den videre. Altså kort historisk Overblik, og Begivenhederne med Småtræk i disse Dage.

251. Amalie til Erik

Kr.ania 29de februar 1884.
Min elskede, søde ven, bare et par ord iaften; kl. er 11 og jeg er så tung i hovedet af forkjølelse og snue, der er kommen med denne heftige veirforandring, – det er bleven streng kulde igjen – ja det vil sige, ikke så streng men ovenpå alt det milde veir føles den dobbelt. Jeg gik straks idag til Heiberg, og mødte ham på gaden, hvor jeg sagde besked. Han gik lige op i justitsdepartementet, og i eftermiddag fik jeg brev fra ham. Vedkommende deroppe havde ment at sagen kunde være i orden om en 8 dage, men der måtte betales 40 kr. til stempelpapirforvalteren, og disse penge skulde betales forskudsvis. Så skulde jeg sende kvittancen til bureauchefen i justitsdepartementet; det skal ske imorgen straks. Hvad thinglæsningen angik så var der ingenting iveien. Den kunde jeg få med detsamme jeg havde bevilgningen for 2 kr. troede han. Altså ser det ud til at vi ikke vil blive yderligere forsinket, gudskelov. Straks ske kan sender jeg dig altså disse dokumenter, og så skal der stå på at formuesforholdet er ordnet. Når du altså om en 10 à 12 dage har disse papirer i dit værge, kan du indgive din begjæring; når jeg så kommer de første dage i april, vil formodentlig vielsen kunne finde sted akurat i rette tid, for du ved der vil hengå det meste af en uge før vi har vort hus i orden. Og så er vi over alle vanskeligheder forsåvidt. Hvis der spørges efter dåbs og konfirmationsattest kan du jo sige at de skal fremlægges i den nærmeste fremtid, forøvrigt kan jeg jo få Heiberg til at påtegne et papir at han indestår for at jeg er både døbt og konfirmeret for sikkerheds skyld om jeg ikke til den tid skulde ha fået disse attester fra Bergen. Jeg har skrevet et langt brev til fru Knudtzon idag,k1155 og fortalt hende om en tiggeliste til en elendig fattig enke med fem børn, som jeg har gået på skole med, som jeg i disse dage har havt et skrækkeligt stræv med, såmeget du ved det, om hun skulde nævne det. Endvidere har jeg fortalt hende om høires vanvittige raseri nu efter dommen. Høire er gået fra sans og samling. Her går allehånde skrækkelige rygter om krig og blodsudgydelse, men venstre tror ikke på dem. Så har jeg også skrevet at jeg tror gutterne kommer at bo hos Lars Holsts, hvad jeg er meget glad for og fornøiet med. – – Idag stod i Aftenposten følgende: «De af dansk Morgenblad udsparkede herrer Hørup, Georg og Edvard Brandes vil om kort tid påbegynde udgivelsen af et politisk Dagblad i Kjøbenhavn.k1156 Man ønsker nemlig revanche!» Et smagfuldt udtryk dette «udsparkede». Det er sandsynligt at jeg kan komme i forbindelse med et liberalt blad i London; imorgen skal jeg skrive om det og spørge. Men kan jeg skrive om Norge, når jeg sidder nede i Kjøbenhavn? Ak nei min elskede, jeg spares ikke for nogen af de svaghedsraptusser som et forelsket menneske har at gjennemgå. Jeg sigter til din bemærkning om at jeg måtte kysse og kjærtegne papirkniven. Min stakkels broder Bernhard døde onsdag stille og rolig. Det er jo som forholdet var, et glædeligt dødsfald, men jeg blev dog mere og smerteligere oprevet ved den underretning end jeg havde ventet. Den arme ulykkelige gut! Og stakkels moderen! Det er svært hvor vi dør.k1157 Nu er det bare Ludv. og mig igjen. Og jeg for min del er aldeles overbevist om at ikke opleve 40 års alderen. Men det kan igrunden være vel blåst det. Så har jeg dog opnået livets største og rigeste lykke, inden jeg forsvinder, den at leve nogle år med den mand jeg elsker over alt i verden. Jeg er syg af længsel efter dig.
Din Amalie.
[Tilføyelse på første side]:
Jeg fortalte ikke fru Knudtzon om Bernhards død. Siden han dengang reiste til Amerika har det været som han ikke var til.
Du kan endnu sende store konvolutter.

252. Erik til Amalie

Fredag Aften den 29 Februar 84
Længe leve alle norske Piger! De har Tilbøjelighed for danske Mænd, og de kommer her ned og gifter sig med dem både borgerlig og kirkelig. Der er blevet opdaget en velsignet Glut fra Elverum,k1158 om Du véd hvor det er, hun har giftet sig borgerlig med en Mand fra Odense, som ligger på Fyn og er en gammel dansk Kongestad. Nu vel da hun skulde giftes, gik Manden fra Odense til sin Øvrighed og spurgte, hvorledes Lysningen skulde foregå. «Efter Loven» svarede den kloge Øvrighed. Det vilde i det Tilfælde sige ved Tinglæsning i Elverum af Erklæringen om Ægteskabets Indgåelse. Dette har den kloge Øvrighed i København fået opsnuset: en Tinglæsning i Kristiania er lige god med en i Danmark. Jeg sender Dig herfor elskede Pigelil to Erklæringer. Den ene, der begynder med «Undertegnede» og har Plads åben til Udfyldning af dit Navn på to Steder, udfylder Du, første Sted med dit fulde Navn, som det findes anført på din Døbeseddel, det andet Sted som Underskrift ved Siden af mit som Du plejer at underskrive Dig. Når dette er besørget går Du straks til Heiberg med begge Erklæringer, beder ham udfylde på det andet Papir efter «Til» Navnet på den Ret, hvor man i Kristiania får Dokumenter tinglæste, og dernæst så hurtig som mulig besørge det yderlige fornødne med Erklæringernes Indlevering og Stempling. Der må være nogle ubetydelige Udgifter forbundne hermed, dette må han vide Besked med og kan sige Dig hvad det koster. Fremdeles må han 3 Uger efter Tinglæsningen kræve Erklæringen tilbage med den i Dokument II omtalte Erklæring tilført og naturligvis betale hvad sådant måtte kunne koste. Det kan også kun være ubetydeligt. Altså Unge tre Uger efter Tinglæsningen af dette Papir kan vort Ægteskab foregå uden Hindring her nede, når så dine øvrige Papirer er i Orden. Dit Skilsmissebrev med behørige Oplysninger om det Skifte, der er foregået, og Tilladelsen til Indgåelse af nyt Ægteskab samt Dåbs- og Konfirmationsattest. Du må så såre Du kommer i Besiddelse af disse Papirer sende mig dem. Altså Amalie dette Brev får Du Mandag Morgen. Mandag Kl 11 senest må Du være hos Heiberg, muligvis kan Tinglæsningen så allerede foregå samme Dag, kommer Du senere er der Sandsynlighed for, at der kan blive spildt 4–5 kostbare Dage for os, Tinglæsningen foregår rimeligvis kun to Gange om Ugen, mulig endog kun en Gang, og vor Frihed indtræder først tre Uges Dagen efter Tinglæsningen.
Dette er skrevet i rasende Fart, jeg er blevet forsinket, skal ud og kan ikke begribe hvor dit Brev bliver af Kl er nu 8 og til den Tid plejer Postbuddet altid at have været her.
Besørg nu dette samvittighedsfuldt – nu må jeg klæde mig på
Nu lige som jeg skulde gå kom dit Brev og Dgbladene. Jeg har fløjet dit Brev igennem, naturligvis læst hvert Ord – jeg er strålende glad. Nej Stump dette med at komme til Dig som jeg meget kunde ønske af mange Grunde, er nu urimeligt for det vil koste Penge, og så er det for Eksemplets Skyld mig af Vigtighed at blive borgerlig viet. Ikke sandt Du: vi har Bjørnsons: Bekend! i Blodetk1159 lige så godt som han.
Farvel elskede elskede elskede
Din Erik

253. Amalie til Erik

Kr.ania 1-3-84.
Jeg skrev til dig igåraftes min elskede, men jeg var så søvnig og træt, at det vistnok ikke var noget videre frægt brev. Det får du altså mandag morgen, og når du så kommer hjem om aftenen fra middagen hos Knudtzons ligger dette til dig. Bare du nu går lige hjem, og ikke slænger indom på en eller anden kafé, som du pleiede at gjøre i gamle dage når du var fornærmet på mig og gik hen et sted for skriftlig at begynde en underhandling om fredsvilkårene, kan du huske det sødeste? en gang traf du J.P. der og bare så på ham, da han hilsede dig. Nu er det besørget det med de 40 kroners gebyr. Amund Helland som altid er den snilleste, mest opofrende, mest tjenstvillige ven, som kom herop imorges, og som fik høre hvad jeg skulde gå om, sa naturligvis straks: det skal jeg gjøre for dem og så tog han pengene og gik. Han er et nokså sjældent menneske den Helland, for nu ved jeg at det er ham forfærdelig imod både at jeg reiser min vei, og at jeg gifter mig med dig, men alligevel vilde han gjerne på sin egen fod gå omkring og rydde de muligt forefaldende vanskeligheder og hindringer af veien, blot for at tjene mig. Så siger han altid når han har gjort noget for mig: er de blid og fornøiet nu da? Når jeg så svarer ja og takker, siger han: men så må de smile og se glad ud. Idag da han kom tilbage med kvittancen så han så mørk ud. Da jeg takkede ham sa han, at jeg ikke måtte sige ham nogen tak, for han havde ikke gjort det selv, men fået en anden fyr til at gå ind, mens han stod og ventede udenfor. «Nei ser de,» – sa han «det er jo igrunden forsmædeligt at være deres håndtlanger, når de opererer for desto hurtigere at komme til at forlade landet.» – Nu er kvittancen sendt op i justitsdepartementet, og nu håber jeg som sagt om en uges tid at få tilladelsen. Jeg kunde jo ha bedet Heiberg om at betale dette for mig, men siden han ikke bød sig selv til, vilde jeg det ikke. Han er så åndfraværende i disse dage, fordi en søn af ham under et skirend har stødt sig så voldsomt i hovedet, at der påfulgte en hjærnerystelse, som måske vil vise sig at ha meget slemme følger. Er du nu en rigtig sød gut, og er du ikke kommen altfor sent hjem fra Knudtzons, og har du ikke drukket dig altfor meget fuld, du som er bleven så slem til at pimpe, så skriver du straks et par ord til mig, – så har jeg dem på onsdag, og så går jeg og glæder mig til om aftenen, og er over al beskrivelse lykkelig ved synet af den grå konvolut. – Min elskede, hvis det går som det skal, så er der ikke mere end 1 måned igjen, til jeg skal lægge mine arme om din hals og trykke mine læber mod dine, mange mange gange, i et langt ustanseligt kys. Tør du tænke på det? Jeg tør ikke. Bare det øieblik da jeg skal få øie på din skikkelse, – uf det blir for deiligt – på bryggen skal du stå ligesom sidst, da jeg havde forbudt dig det, og du stod der alligevel, kan du huske? At vi dog virkelig nu har slidt os igjennem disse måneder – tre stykker af årets værste og fæleste måneder, gud i himlen ved hvorledes det har gået for sig, men for sig har det jo gået. – – Er det dog ikke skrækkeligt med denne rigsretsprocedure. Nu er sagen udsat til den 7de marts, og så skal der påny begyndes at procedere om inhabilitetsspørsmålet. Og således vil det blive ved for hver eneste en af disse skidt statsråder. Det vil trække langt udover sommeren sandsynligvis. Der går rygter om at kongen skal ha henvendt sig til assessor Hansteenk1160 en af de mest forhærdede, vanvittige bornerte høiremænd, med spørsmål om han vilde danne det nye ministerium. Hvis dette eller noget lignende sker, vil vi få permanent rigsret i 20–30 år. Det er alvorlige tider. Høires forbitrelse kjender ingen grænser. Det kan vistnok være muligt at det smælder løs med krig fra høire. De bøier sig aldrig i evighed; får de ikke kongen til at annulere dommen, hvad han offentligt og privat rådes til, gjør de oprør på egen hånd. Ialtfald har de god lyst. – Ja naturligvis sagen om Tidsskriftet og Moderne Damer drukner i disse andre begivenheder. Kristiania snakkede om Vullums og Hellands artikel en dag, så faldt dommen. Nu kommer I. Hansens anmeldelse af «Tidsskriftet» iaften;k1161 så får vi se hvad han siger; jeg har bedet ham tie, for jeg synes Tidsskriftet og især fru S. har fået nok. Sligt er altid kjedeligt, for det sætter ondt blod. Thommesen vil også harske sig[?], og de bergenske aviser ligeså. Men fru S. og Sars har dog båret sig ganske mærkeligt ad, aldeles ubegribeligt for alle os andre. Tænke sig til det venskab der var mellem hende og mig! Og jeg ved hun nødig, høist nødig vilde miste mig. Og så Sars! Ja, hele Sarseriet er vistnok måske bleven skuffet over at jeg ikke tabte mit hjærte helt og holdent derude, men alligevel, uforklarlig blir dog deres opførsel. Jeg har fornylig hørt at J.P. gik derude og docerede for fru Sars allerede forrige sommer, at fru Müller sikkert elskede Skram, og brød sig pokker om alle de andre, hvad fru S. ikke vilde tro. Sars skal ha sagt at det tilsidst blev en æressag for ham af [sic] få den anmeldelse trykt i Tidsskriftet fordi han blev truet fra alle kanter med krig og ufred hvis han gjorde det. Det vilde efter hans mening været feigt at lade sig rokke. Sars er nemlig karakterløs af bare godslighed og elskværdighed. Dette ved han selv, og ved fremfor alt at folk siger ham det på. Så får han en gang imellem en bersærkergang over sig, der driver ham til at ville hævde sin karakterfasthed, og det gjælder altid vanvittig dumme sager han så går i ilden for. Så stod jo også løftet til J.P. det han på forhånd havde givet og hans mor i baggrunden og manede ham. Fru S. forstår jeg mindre. Hun elsker E. Sars platonisk, har gjort det i mange herrens år (ugjengjældt) og gjør alt hvad han vil. Så er hun også vist lidt forfængelig i retning af stivsindethed; og så syntes hun selv at hendes anmeldelse var så udmærket god; til fru Ullmann havde hun sagt, at hun havde «fundet det rette ord». Ja, skidt, mig kan det jo være det samme; det har gået ud over hende, Tidsskriftet, og den arme J.P. Men venner med fru S. blir jeg aldrig mere i dette liv. Det tror nu hun, men deri tar hun feil; hun kjender mig hidindtil bare fra min godslige side; hun ved slet ikke at jeg har en anden, og vender jeg den, i rolig beslutning vel at mærke, ud mod et menneske, så er det for bestandig. «Jeg har ikke formegen blødhed af naturen» siger du. Ja, er du nu så vis på det, for det er slet ikke jeg. Jeg har oplevet underlige ting siden jeg lærte dig at kjende du heksegut, og det er mig som var det netop min egen, dybt gjemte natur som bød sig frem, gjennem alt det livet havde lagt derover. Men forresten ved jeg det ikke. Det kan gjerne være jeg er en hård trold, men jeg tror at jeg er bleven det, ikke var det oprindelig, – jeg husker altfor godt fra min barndom og tidlige ungdom hvordan jeg artede mig. Men jeg tror nu at slig som forholdene har artet sig for mig, og med al den ækle mandfolketilbedelse hængende over omkring og udenpå mig, måtte jeg enten blive forhærdet på et vis, eller rent spoleret. Alle slags kjærlighedssværmerier blev mig latterlige, modbydelige. Jeg har aldrig havt nogen respekt for den følelse. Hvis jeg fra begyndelsen af havde nogen evne til at elske, så blev den kvalt i det ægteskab, under de «kjærlighedspligter» som var mig en vederstyggelighed, fordi de var mig en ubegribelighed. Havde han, Müller været anderledes, havde han forstået et glimt, en skygge af hvad det var for noget grufuldt han foretog sig med mig, så vilde han ladet mig i fred, og måske begyndt at studere på hvorledes han skulde lære at vinde og vække min kjærlighed. Men der var en grådighed over det menneske, som ødelagde alt.
Du må gjerne give mig en fuldmagt til at indkræve pengene i Dgbldt og kvittere på dine vegne. Man ved det så alligevel nu i hvilket forhold jeg står til dig eller i ethvert fald kan det ikke skjules stort længere. Så, kom bare med den du; det skal slet ikke genere mig. Nei men du, hvor jeg synes dine «Fastelavnserindringer» var morsomme.k1162 Særlig slutten. Du skulde hørt mig ligge og skoggerle på sengen om aftenen, (jeg fik ikke læst det før,) over gutterne på briggen. Hvor det er fornøieligt givet og deres hurtige tilbagetog udmærket! Sligt har jeg selv været med på sammen med mine brødre og deres kammerater, – jeg var rasende vild som liden, men blev hurtig alvorlig og eftertænksom allerede i 14–15 årsalderen gik jeg ikke mere med brødrene på slige togter, men før – som jeg morede mig med dem på altslag, og som de gjerne vilde ha mig med! Jeg læste din artikel for gutterne efter middagsbordet, og vi lo på samme steder i kor. Din sidste teaterkritik syntes jeg også var god, må du vide, – jeg forstår det vist ikke jeg, selv skrev du at den var dårlig. – – Senere. Jeg har fået dit brev elskede. Det kom så sent og jeg havde ganske opgivet at få noget. Jeg sad inde i dagligstuen med gutterne og syede; de var så fornøielige og fortalte så morsomt og livligt masser af ting fra i sommer, dernede på landet og fra før i tiden. Ludvig især var sød og vittig. Jeg måtte le flere gange, men egentlig sad jeg med gråd i halsen fordi skuffelsen over det ventede brevs udebliven var så bitter. Men så kom det alligevel; tak du elskede troldgut. Jeg orker ikke at fortælle dig mere om alt vort politiske kav. Da Selmer vendte hjem fra dommen lå der – siger man 20.000 kr. på hans bord. Idag kl. 2 var deputationen hos kongen, som ikke ytrede et ord, men bare bukkede, hvorefter de gik igjen. Jeg skal forsøge at skrive den korrespondance, og begynder på den imorgen. Målet af iskassen og pigesengen skal du få næste gang. Kan ikke dine sengklæder gjøres om til pigesengen? Det så jeg helst for det vilde passe bedst for mig. Tænk at Jutta skal være så slem, men husk på hendes tilstand; af den grund skulde du ha båret over og ikke ha reist dig, og være gået din vei. Godnat min elskede, det gjør mig så ondt, at du ikke fik noget brev på torsdag, men igår fik du.
Din Amalie.

254. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 1 Marts 1884
Stump, Du skal have en lille Snus af et Brev, for Du var så sød igår i dit Brev, skønt Du begyndte med at skænde på mig (!) fordi jeg ikke skrev nok – det svimlede for mig, og jeg måtte trods den store Hast, jeg havde, læse Ordene om igen for at overbevise mig om, at jeg virkelig havde forstået dem rigtig – og skønt Du med suveræn Ligegyldighed forbigår Fostret af min Skribentvirksomhed, som jeg omhyggeligen havde sendt Dig. For Du har vel modtaget Fastelavnsnummeret af UdeogHjemme? Men som sagt, sød var Du nu alligevel, og jeg vil tage Tiden i Agt og sende Dig et Par Ord, inden jeg begiver mig ind til Studentersamfundet, hvor der er Foredrag og Sold. Å Du Stumpelille, hvor det var Skade, at jeg ikke havde Dig med de andre Børn i Kasino til «Havsens Bund», så havde jeg vist draget endnu større Udbytte deraf, Ellen og Karen var vel små til den talende Del af Stykket, de havde ondt ved at blive klare på, hvem der var de gode og hvem de onde; men Sceneriet nede på Havbunden var glimrende. Skibsbranden opfyldte mig mindre. Siden jeg for nogle År siden i «De Forviste»k1163 så en ond russisk General, en sand Bøddel mod de Forviste, indebrænde i sit Palæ og langsom kvæles af Røg og omkomme i Flammer, som slikkede op ad Væggene og brændte Døre og Loft igennem, vil andre Ildebrande på Teatre ikke ret smage mig, jeg tømte den Gang Nydelsens Bæger helt ud. Det var henrivende rædselsfuldt. Mig må Du nok ved kommende Lejligheder knibe – nej lad os sige klemme, for kniber Du hårdt til, skriger jeg, og det vil dog vistnok forringe min Anseelse som Kritiker noget, at jeg gør Skandale med min Kone i Teatret. Havde Kurt imidlertid ikke styrtet sig i Afgrunden vilde jeg have betragtet Aftenen som spildt. – Du yndige Unge, Du har nok af mine Breve set, at jeg har næret en vis Frygt for, at Du ikke skulde være omhyggelig med Opfyldelsen af de rent forretningsmæssige Krav til Ordningen af vore Forhold – din Skriven til Bergen og din honette Angst for Giftermålsbevillingens Forsinkelse hæver al min Frygt, Du er sød og skulde have et stort Kys. Nu er jeg kun ked af, at jeg formodenlig i mine to Breve har sat Dig nogen unødig Skræk i Blodet. Når nu blot vor Erklæring bliver behørig tinglæst, regner jeg vore Sager for at være i god Gænge. Med Giftermålsbevillingen kan der dog ikke smøles meget længere, når blot Advokat Heiberg skynder på. Men det han. Du må ikke lade ham slippe for at gøre det mest mulige Vrøvl, der kan gøres. Der må jo være et Statsrådssekretariat, lad ham gå til Statssekretæren, der fremlægger Sagerne til Ekspedition i Statsrådet. – Tak min Stump for Tilsendelse af de sidste Dagblade. Det har sparet mig en Vandring til Athenæum idag. Jeg læste Lederen igår Aftes,k1164 da jeg kom fra mit lille Selskab hos Fejlbergs, jeg finder den særdeles værdig og kraftig skrevet. Hvem gør sligt. Skulde det virkelig være Lars Holst? Så har han dog virkelig en Pen i politiske Sager. Hans æstetisk-kritiske Indlæg i Tidsskriftet var slemt.k1165 Men Du Søde hvad vil der ske? Jeg har læst lange Uddrag af Aftenpostens og Morgenbladets Artikler i vore Højreaviser, og de er jo om end ganske vist uklare og forskrækkede så dog kæphøje nok til at indgyde En Forestillinger om, at der pønses på Ulovligheder fra Kongemagtens Side. Men Kongen og Højre har jo også drevet en va banque Politik,k1166 som nu må føre til et næsten ubetinget Nederlag eller tvinge dem ind i Forsøg på Revolution, Statskup. Har de Mod til det sidste? Derpå står åbenbart hele Sagen. – Så er jeg meget nysgerrig efter at læse M.S.'s Artikel. Du behøver ikke at sende mig den, With holder Tidsskriftet, og det er sandt Unge, jeg skal sende Dig dit Hæfte tilbage, Du sagde, at det skal indbindes. Du skal få det næste Gang, i Aften er jeg bange for, at jeg ikke får Tid at gå på Posthuset med det, jeg ved ikke, hvor meget det skal frigøres for. – Stump, ikke sandt, Du nærer ikke Spor Betænkelighed ved vor borgerlige Vielse hernede? For det første er der ikke Antydning af, at nogen tænker på at sætte den lavere i Anseelse – nok i Moral ɔ: Obskurantisterne, som man jo ikke kan tage med i Betragtning – men selv ivrige Kristne er for Indførelsen af almindelig tvungen borgerlig Vielse – det står jo så enhver frit for at gå i Kirke bag efter – og t.E. blandt de Kristne, Du vil støde på her nede, vilde det vække Forargelse, om vi lod os vi i Kirke. Det er vor Bys første Øvrighedsperson, der foretager Vielser, og vi kan få den i hans egen Stue på Rådhuset med kun de Vidner, vi tager med, og som Loven befaler. Mig vilde det pine som en virkelig Urigtighed at have med en Præst at gøre, en Ærgrelse, som vilde følge mig hele mit Liv. At stå med blottet Hoved i et så kaldet Guds Hus eller høre på det forargelige Sludder, han læser op af en Bog og være Deltager i Komedien – uf, kun den hårdeste Nødvendighed kan gøre sligt tilladeligt. Jeg holder på denne udvortes Sanddruhed, det er ved den, at den ene puffer den anden frem i Verden. Jeg har t.E. forlængst meldt mig ud af Statskirken og kan kun vanskelig forsone mig med Mængden af mine Venners Forhold, der henholdsvis står opført på Tællingslisterne som Lutheranere eller Jøder. – Ja min Pige vente med at knuge Dig ihjel, til jeg har Dig helt og holden, ak, ak, om jeg kan! Du må slet ikke drømme om, at Du skal dø i mine Arme, det har Du ikke godt af, yndige dejlige Unge. Ak sødeste Stump, blot jeg selv kunde holde mine Tanker i Ave! Ven, nu er der kun en Måned til at jeg skal se dit velsigende dejlige Ansigt. Nej Du begriber ikke, som jeg længes efter at se ind i dine Øjne og læse mig til, at Du elsker mig. Amalie gives der en skønnere Viden på Jorden end at man er elsket? Der gives ingen, ja det vil sige af den som man selv elsker. Men der findes heller ikke sand ægte Kærlighed uden Gensidighed indbyrdes Given, Hengiven, Tagen Salighed!
Nu må jeg spise og så afsted!
Lille yndige elskede Hustru min
Din Erik
Skriv!

255. Erik til Amalie

Hjemkomst Mandag Aften Kl 12 den 3/3 84
Du dejligste, hyggeligste, sødeste, snilleste, mest trofaste lille Hustru i Verden at have – men Du får kun nogle korte Linjer, her er nemlig koldt i min Stue. Ilden er forlængst gået ud, og det blæser en afskylig Vind i Nat. Dit Brev er så usigelig sødt Dig selv, så godt, men jeg vil ikke indlade mig nu på at tage det for mig, kun sige Dig, at jeg halvt om halvt havde belavet mig på, at der lå et Brev til mig, men helt turde jeg dog ikke stole derpå. Hør Amalie dette at blive gift med Dig, at leve hver Dag med Dig, at føle det Bløde i din Natur lægge sig ind til mig som en Del af mit Liv, at blive så fortrolig med Dig som jeg er med mig selv, det er godt, at jeg vil blive et forunderlig rolig og stolt Menneske. Du skal se, hvorledes Lykken vil gøre mig til noget. – Men altså Stump, jeg sidder i Vinterfrakke med Hat på lige kommen hjem fra Knudtzons fulgt på Vej af Doktoren og Hr Brosbøllk1167 – den berømte, der så vidt jeg kunde mærke var for første Gang til hæderlig Middag i Familjen ved denne Lejlighed; en såre ubetydelig Person, så vidt jeg kunde iagttage, omgærdet og beskyttet af Doktoren, han bor i min Nærhed og han og Dokt. havde vistnok et eller andet for i Nat. Middagen var nok så behagelig, jeg sad imellem Fru Adeler,k1168 som var min Borddame, og Frk Bertha, og det var muntert og mere frit, end jeg hidtil har fundet Frøkenen. Hun har et mærkeligt udeltagende Væsen i de Øjeblikke netop hvor man venter lidt Hjærtelighed, jeg tror, at hun til syvende og sidst er forlegen, men ved Bordet gik Samtalen, når jeg henvendte mig til hende, let og frit. Efter Bordet talte jeg udelukkende med Collin af Herrerne på Rygeværelsetk1169 – vi drak et Glas, hvorved han sendte Dig sin beundrende Hilsen. Han kom forleden på Gaden til mig og lykønskede mig, han troede, at Sagen nu var officiel, han havde hørt den omtale andetsteds som ganske vis. Nå så kom vi ned igen imellem Damerne og der fik jeg Lejlighed til at tale en Stund med gamle Fruen og også med Bertha, hun spurgte mig om hvad «Amalianismen» var.k1170 Du er nu slem til at lade mig løbe med halv Besked, det Ord t.E. kendte jeg jo slet ikke. Nå så bad jeg om Forlov til at læse hele Brevet, og det fik jeg. Min sødeste Ven, Du véd ikke hvor det er mig forunderlig fangende mærkeligt at læse dine Ord til andre – mere derom, når jeg har Dig. Så talte jeg fremdeles med en Fru Gad, en Slags Halvsvigerinde med Thauloverne og Ingeborg – født Halkier,k1171 og hun vilde vist have talt om Literatur med mig – det slemmeste havde jeg nær sagt man kan byde mig. – Så sagde man Godnat, og jeg blev opfordret til at følge med til à Porta, men min halve Fornemmelse og så Følgeskabet med de to Herrer førte mig lige hjem. Her er jeg altså, jeg har fået dit dejlige lange indholdsrige Brev og er mere end lykkelig. Her er meget koldt og jeg har jo Turen i den forsmædelige Storm ned til Postkassen endnu for mig, men jeg smiler lyksalig ved Tanken, for så får du altså virkelig den grå Konvolut på Onsdag – tænk at det skal være så længe. – Dit dejlige lange Brev i Aften har fået mig til næsten at glemme, at jeg imorges alt har stået med Brev i Hånden fra Dig, og at havde jeg kunnet finde blot et Minuts Fritid idag havde jeg skrevet. Om jeg vilde skrive i Aften, havde jeg stillet hen – det var nu i Grunden stygt af mig. Men min sødeste Unge jeg vidste, at det var koldt hos mig, Ilden var allerede ude, da jeg i Hu og Hast kom hjem og klædte mig på – og nu Stump begynder jeg virkelig for Alvor at blive kold. God Nat altså dyrebareste og tak for at Du skrev til mig Du har gjort mig så glad.
Din Erik.
Imorgen Rigsdag og om Aftenen Teater, skriver ikke, får ikke Tid

256. Amalie til Erik

Den fjerde marts sen aften [1884]
Min søde, elskede Erik, min deilige yndige gut, jeg fik to breve fra dig igår. Alt er i orden med hensyn til tinglæsning. Imorgen vil det ske i byretten hos byskriveren; det kostede 3 kr. og 20. Det er i god gjænge nu. Idag fik jeg mine attester fra Bergen, såsnart jeg har fået erklæringen om at vort forestående ægteskab er tinglæst, skal jeg sende dig alle greierne, ja og bevilling til at gifte mig også; den må jeg nu sikkert ha fået til den tid. Tror du jeg har husket på at få målet taget af iskassen og sengen. Bliv ikke sint; imorgen skriver jeg igjen. Iaften orker jeg ikke mere. Kan denne korrespondance bruges?k1172 Den er aldeles rigtig hvad angår de faktiske oplysninger. Men den er dårlig og rodet skrevet. Bare den kan læses. Hvorfor har jeg ikke godt af at drømme om at dø i dine arme? det er så sødt! Godnat du elskede, mit liv, min glæde, mit håb, min tilflugt. Jeg elsker dig over alt i verden.
Din Amalie.

257. Amalie til Erik

Kr.ania 5te marts 1884.
Jo mere tiden nærmer sig til at vi skal være i hinandens arme, jo ørkesløsere og kjedsommeligere synes det mig at spilde tiden med at skrive. Det er dog kun det kleineste, mest håbløse surrogat der kan tænkes. Men det forstår sig, vi har jo også virkelige ting at skrive om, forretningsanliggender, som det er ganske nødvendigt at blive klar over. Som jeg igår skrev, tror jeg nu at alt går i sin orden. I ethvert fald har jeg trolig efterkommet alle dine ordre. Min forargelse over alt det væv og vrøvl, som jeg synes disse idiotiske formaliteter er, har jeg bidt i mig – det vil sige, jeg har gået og raset høit med mig selv, men alligevel været ligeså bange som du min sødeste gut for ikke at efterkomme alt til yderste punkt og prikke. Men tænk at vi nu altså virkelig bliver gift, vi to. Det er den største lykke der kunde times mig i verden, det ved jeg ind til hver en fiber af min sjæl. Og jeg er sikker for at jeg ser fornuftig på sagen. Jeg tror jeg forstår hvad det vil sige at få lidet at leve af, at det nemlig slet ikke blir morsomt at være i pengeforlegenhed, at skikke regninger bort, og bede dem komme igjen en anden gang endskjøndt man ikke har udsigt til at kunne betale da heller, at være bange, bestandig bange for hvert et overflødigt øre man kommer til at gi ud o.s. v. i det uendelige. Alt dette ved jeg, jeg tør sige til overflod – du har ved gud ikke taget lempeligt fat, når det har gjaldt for dig at gjøre mig opmærksom på den økonomiske side af vort fremtidige liv, men det er en byrde som vi skal være to om at bære, som vi skal lide under, kjæmpe mod, spøge over, alt i fællesskab, og for hver dag som går trods næringssorg og pengemangel elske hinanden høiere, fordi vi stedse bedre forstår at det er os som passer sammen og som har kræfter til at føre den krig på en hæderfuld måde. Du må og skal ikke være bange elskede, jeg er det ikke, og det er ikke af uvidenhed eller mangel på evne til at gjennemskue denne side af sagen; det har du måske troet, men du vil forstå at du har taget feil, og at du er bleven gift med en kvinde som på dette område er dig værdig – er fuldt rustet. Nei min elskede Erik, jeg nærer ingen skygge af betænkelighed ved vor borgerlige vielse – – torsdag aften. Længer kom jeg ikke igår. Jeg var i et lidet selskab, og havde tænkt at fortsætte når jeg kom hjem, men kl. var over 1 og jeg orkede det ikke. Så kommer du til at vente forgjæves på mit brev imorgen aften, men du må ikke blive utålmodig; jeg kunde ikke hjælpe for det. Men altså jeg er fuldkommen rolig og tilfreds med den vielse vi skal få. Det vilde også for mig været meget ubehageligt at skulle ha gået ind i en kirke ved den leilighed, men naturligvis havde jeg gjort det, hvis der ingen anden råd havde været. – Der har stået en anmeldelse af «Nyt Tidsskrift» i Dagbladet.k1173 Men I.H. har indskrænket sig til at sige, at «M.S. kritiks mål er slig at J.P. får mandshøide, hvad der jo ikke stemmer med virkeligheden». Dgbldt. vilde ikke klemme mere på; de syntes vel at N.T. og J.P. og M.S. havde fået nok nu. I Verdens Gang har der endnu intet været, men står der noget morsomt skal jeg sende dig det. Du spør om hvad der vil ske. Men det er der ingen som ved. Venstre tror at alt vil gå i sin lovlige orden, og at høire vil gjøre alt det vrøvl og alle de trakasserier som det er muligt at hitte på. Kongen har udentvil havt rasende lyst til at byde dommen trods, men det står ikke i hans magt at gjennemføre sine onde tilbøieligheder, og derfor sker der intet. Jeg skal fortælle dig hvorledes stemmegivningen i rigsretsdommen faldt, men det må være under ubrødeligt taushedsløfte. Blir der snakket om det, kommer jeg i alvorlig ubehagelighed. Hele høiestreret [sic] stemte for frifindelse i alle poster. Hele lagtinget stemte for dom i post 1,k1174 nogle for den strengeste straf, andre for den mildere (som gik igjennem). I post 2 har 3 i lagtinget stemt for frifindelse, to for den mildere straf og 12 for den strengere. Altså blev der i det hele 12 som stemte for frifindelse i post 2. Lagtingets 12 som stemte for den strengeste straf, sluttede sig derefter til de to som stemte for den mildere straf, og så gik altså dommen igjennem. I post 3 var hele lagtinget enigt. Du begriber hvor græsseligt ubehageligt dette med afvigelsen i post 2 var; Frifindelse i denne post, vilde nemlig ha slået fast kongens suspensive veto i bevilgningssager, hvad der vilde været ulige skadeligere for landet og mere undergravende for forfatningen end selve det absolute veto i grundlovsforandringer. For tænk når kongen altså skulde havt det i sin magt i 9 år at kunne forhale en stortingsbevilgning, det vilde været en deilig historie. Men nu er der altså skabt den præcedents at tre medlemmer af det 1884 års «radikale» lagting har været med på en frifindelse der vilde fastslået et sådant veto, og du kan vide man ikke er glad derover. Man holdes dog i uvidenhed om dette, men senerehen i tiden vil man vel ha greie derpå og kunne bruge det. Husk at du aldrig nævner eller ymter et ord om denne stemmegivning. Har du læst «Times» om rigsretsdommen?k1175 Den var jo morsom, men i den artikel har Sars en finger med i spillet. Dette er atter en hemmelighed, og hænger sammen på en egen måde, som jeg mundtlig skal fortælle dig. Idag fik jeg Tidsskriftet, og det var bra for indbindingens skyld. – Her er målene. Det længste sorte bånd er iskassens længde, det andet sorte dens høide, den korteste hyssing dens bredde. Den længste hyssing er sengens bredde. Sengens længde kan reguleres efter omstændighederne, den er i to udtræk til at skyve ind i midten. Hvis Elin ikke er høiere end mig, ialfald ikke meget, så er sengen ikke for kort. Gud give du fik den pige. – Så fandt jeg da dit elskede søde brev i den hjemligt udseende grå konvolut ved hjemkomsten inat. Tak du trofaste, kjære. Jeg blev glad, men alligevel var jeg ikke istand til at skrive endskjøndt jeg havde lovet dig brev. Nu blir du skuffet imorgenaften. Men vær ikke sint for det, og straf mig ikke ved at la være at skrive engang når du hel er træt og søvnig og værelset dit koldt, men hvor du dog har en følelse af at burde skrive. Jeg har så forfærdelig meget at bestille i denne tid, jeg, med alle disse forberedelser til den afreise, der nu så stærkt nærmer sig. – Tænk at Brosbøll dog altså virkelig blev buden i familien. Gamlefruen forsvor dog gang efter gang at ville ha ham når Fredrik plaiderede sagen. «Nei det får du aldrig igjennem Fredrik» – så [sic] hun determineret. Ja, naturligvis er Bertha forlegen; det er det hun er; det har jeg jo sagt dig flere gange, ved flere leiligheder. Du, som går og får læse mine breve! det er så underligt når jeg hører det, – jeg næsten liker det ikke. Jeg får aldrig læse dine breve til andre, jeg, – du det er sandt, fru Sandberg er i Kjøbenhavn for tiden, ligger i kur hos ham – hvad er det nu han heder den flinke doktor som steller med damers maver, og Fritz er i Bergenk1176 hvor han bor hos Sandberg og efter sigende «fylder op» hele Bergens by. Men nu slutter jeg. Her er ikke koldt, i stuen, tværtom, men kl. er mange, og jeg er træt af dagens slid og mange tanker. Der er så forfærdelig meget at huske på. Du, jeg syr mig en ny silkekjole som jeg sandsynligvis kommer til at ha på den dag vi skal vies, hvis jeg ikke tar en gammel sort. Jeg vilde havt en mellemfarve, men der var ikke at opdrive en farve som klædte mig, og så har syersken fået mig overtalt til at ta en lysegul. Den blir vist nydelig. Det er blevet slig med mig at kun sort eller noget ganske lyst helst hvidt tror jeg, klæder mig nu. Jeg kan næsten kun bruge sorte farver. Hvor det var deiligt med de renter af den skibspart som jeg fik efter Vilhelm, den snille noble fyr;k1177 jeg har så mange, mange ekstraudgifter i denne tid, at jeg ikke vilde kunnet klare mig, ikke på nogen måde uden disse penge. Moder er så uhyre bedrøvet eller rettere oprevet ved Bernhards død, for igrunden er hun bare glad, som vi andre. Også Ludvig var så trist og nedstemt i sit sidste brev. B. havde været et vidunder af elskelighed og tålmodighed under sin sygdom. Ludvig skrev at han var som et helt uskyldigt barn den hele tid. De var kommen til at holde så græsselig meget af ham alle som havde været om ham, doktoren, vågekonen og pigen i huset, der tiggede og bad om lov til at våge hos ham om nætterne. Hun havde grædt så meget da han døde, og var sent om aftenen gået fra sit værelse på tå ind til liget for at klappe det på kinden, sålænge han lå der i huset. «Det var en guds engel» havde hun sagt mange gange. Han havde været så taknemmelig for den mindste ting. Lige henimod døden da han ikke længer kunde tale, takkede han hviskende for alt hvad de gjorde ved ham, tilsidst bare ved at bøie hovedet. Stakkels, ulykkelige gut, – det var dog en sorg med den pene, tækkelige fyr. Så som jeg holdt af ham engang. Han var altid så lun og gemytlig, så fuld af pudsige indfald og fornøielige udtryksmåder. Vi har i tidligere dage havt megen hygge sammen. – Jeg har spurgt Ludvig om han vil være med til Kjøbenhavn, men ikke fåt svar endnu. Jeg tror det neppe under disse omstændigheder. – Godnat min elskede savnede, længselsfuldt savnede Erik.
Din Amalie.
Skriv nu endelig straks.

258. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 6 Marts 1884
Du er en lille Troldunge med dit korte lille Snus af et Brev i Aften og ikke Spor af noget igår, men jeg har på Forhånd straffet Dig, for Du har formodenlig regnet ud, at jeg har skrevet til Dig igår. Det kunde jeg nu ikke, Du søde, for jeg kom først i Teatret igår og ikke som Bestemmelsen var i Tirsdags. Og i Tirsdags stod jeg alt i Dagmarteatrets Forsal for at overvære Førsteforestillingen af «Tiggerstudenten»,k1178 da jeg blev opmærksom på, at jeg havde fået udleveret forkerte Billeter. Der var ingen Mulighed til at få dem byttet, da alt var udsolgt, og min Værdighed – de var nemlig ringere end dem, jeg skulde have haft – forbød mig da at gå ind. Så fik Jakob, som jeg var sammen med, mig til som Erstatning for den forgæves Rejse til Teatret at hente Tredje- og Fjerdemand, for at vi kunde gå hjem til ham og spille Kort. Han hentede en Dr. Mollerup, jeg Carsten Kielland,k1179 der imidlertid viste sig at være uindviet i det ædle L'hombrespil, så spillede vi lidt Whist og så en uskyldig Slags Hazard med ½ Øres Point, hvorved jeg vandt 2 Kr. og Kielland 1, det var hele Omsætningen til Kl 1. Men vi havde lét meget og moret os som i vore helt unge Dage. Nu véd Du altså, hvorfor jeg ikke skrev til Dig i Tirsdags og ikke igår, og i Tirsdags sad jeg omtrent med samme Følelse som begge de hentede Ægtemænd, der netop morede sig så bravt, fordi de som Ungkarle sad hos en Ungkarl og havde med et Kys løskøbt sig fra Hustru og Arne for en Aften. Jeg tænkte hele Tiden på, at jeg jo omtrent var stillet som de, også jeg havde løskøbt mig ved mit lille Brev fra i Mandags, det måtte så gå for et Kys, og det rigtige Brev Du skulde have, vilde så komme en Dag senere. Ser Du således min Unge snyder vi Ægtemænd os en og anden Gang til en herlig lille Fornøjelse, som Jakob og jeg for Resten netop talte om, inden vi hentede de to andre Fyre, skulde være foregået hjemme hos Dig, om vi nu havde haft Dig hernede. Og så havde vi fået en rigtig L'hombre. Å Du søde lille Hustru min, kan Du nok være Kammerat med os og more Dig over sådan noget ingen Verdens Ting, bare sådan lidt? Stakkels Jakob, han har haft en af sin[e] vanlige Skuffelser. Han søgte om en Sekretærpost i Borgerrepræsentationen, 1200 Kr, som han kunde forene med sit øvrige; en anden har fået den. Var han blevet Sekretær hos Borgerrepræsentanterne, tror jeg, at han lige sporenstregs havde friet til en dygtig og elskværdig Almuelærerinde – en fin lille Kvindek1180 – han er ved mit Eksempel bleven såre utålmodig efter huslig Lykke. Jeg var bleven overordenlig glad på hans og også mine egne Vegne, om denne hans Plan kunde været gået i Opfyldelse. Jeg kender den unge Pige, hun vilde være hyggelig, og hun vilde falde i din Smag fin, tilbageholdende og munter som hun er. Nå det blev nu ikke til noget denne Gang. Jakob vil med næppe mindre Interesse end vi selv følge vor økonomiske Status, ser han, at vi kan leve for 3000 Kr – og det er det vi skal – prøver han vist endda Lykken i et tarveligt Ægteskab. Den unge Pige er ham god efter alle Julemærker at dømme. Nå, men Stump jeg har jo noget morsomt at fortælle Dig, som det er bedst at Du får med det samme. Da jeg i Tirsdags kom fra Rigsdag og Middagsmad Klok. lidt over 5 hjem til mit og træder ind i min Stue, hvor Skumringen allerede var temmelig stærk, ser jeg til min Forbavselse en Dame rejse sig fra Lænestolen ved Vinduet vendt mod mig og byde Hånden til Goddag med en lille Latter. Jeg kendte først ikke Damen og tog noget forsigtig fat på Hånden, ret fyldig Figurkåbe, en Pelsværksbarret, «Se rigtig på mig», sagde hun, så i Stemmen og ved det nøjere Eftersyn opdagede jeg med ét, at jeg havde Helene Sandberg for mig. Jeg blev umådelig forbavset og ikke ubetinget glad, dette Besøg kunde være en Smule fordægtigt. Nå jeg lod jo på bedste Måde henrykt og spurgte naturligvis, hvorledes hun pludselig kunde komme dumpende her ned. Hun havde allerede opholdt sig i tre Uger i København. Hun var kommen for at konsulere Kvindelægen Howitz,k1181 ligge på hans Klinik. Så snakkede vi jo løs; det var Fritz Thaulovs bebudede Besøg, som efter Sigende havde fået hende til [at] bryde op, og så kedede hun sig så forskrækkelig – «Spetk1182 og jeg er jo noget kede af hinanden, vi måtte have lidt Luft» – «og var det ikke fordi jeg havde været så ked af Bergen, så var jeg ikke rejst, for den Kur jeg skal gennemgå, var ikke så nødvendig» osv. Hun var den gamle, behagelig og så lige ud, at man tror hun spøger, hvad hun formodenlig slet ikke gør, og ikke til at blive ret klog på. Om hun kom af Koketteri eller af et vist frejdigt Venskab, skal jeg lade fuldstændig usagt. Jeg var himmelglad over, at Situationen ikke kunde trække ret længe ud, hun havde meddelt mig, temmelig tidlig, at hun skulde i Teatret, det kgl., og jeg skulde jo også afsted, så at vi altså kun snakkede til omtr 6. Hun var i disse Dage hos en Familje af sig – Grosserer Gjertsen – på Østerbro.k1183 Tidlig spurgte hun tilsyneladende helt uskyldig, om jeg korresponderede med Dig, og om Du kom til Kbhvn. Jeg svarede naturligvis ja til begge Dele og fortalte, at Du under alle Omstændigheder kom inden Påske. Om Du så skulde bo hos Knudtzons? Dertil svarede jeg et flygtigt ja og gik løs på noget andet. Men jeg sagde som i Forglemmelse «Amalie» om Dig for at hun kunde have noget at holde sig til. Hun bliver så vidt jeg husker 6 Uger endnu her i Byen og havde i Sinde, sagde hun, efter nu først i 8–14 Dage på ny at have ligget på Kliniken at leje sig ind i et Pensionat. Hun vilde have et Værelse med «ugenert» Indgang, sagde hun og lo, og jeg spurgte, om hun havde fået nogen elsket Genstand her i Byen. Dertil sagde hun nej, og jeg spøgte da med, at det var kedeligt, at hverken Drachmann eller Gunnar Heiberg var her i Byen. Så snakkede vi om disse to, G.H. havde hun aldrig kunnet blive forelsket i, han var ikke smuk, og kun en smuk Mand kunde blive hendes Ideal. Så spurgte jeg om hendes Mand kom her ned til Lægemødet i Sommer, og det troede hun nok – der er mere ved ham, tænkte jeg, end ved hende, og hvor vilde jeg ikke have foretrukket, at det var ham, der stod i min Stue frem for hende. Nå imidlertid måtte hun jo gå, og jeg var jo nødt til at spørge, om jeg måtte komme og hilse på hende. Nej foreløbig måtte det nu vente med at ses, indtil den nærmest forestående Del af Kuren var overstået, og vi skiltes med mange gensidige Forsikringer om, hvor morsomt det havde været at se hinanden. Lejlighedsvis havde hun omtalt, at hun kom hos Nini Gad, og hun bad naturligvis om, at når jeg skrev til Dig, skulde jeg hilse og fortælle om hendes Besøg og sige, at hun glædede sig til at se Dig til April. Hun omtalte, at hun havde været vred på Dig nu sidst i Kristiania, og hun havde også været vred på mig og havde fra først af besluttet slet ikke at meddele mig noget om, at hun var her i Byen. Ak om hun havde ventet med at give sig til Kende til Du var kommen, jeg har en Skræk i Blodet for, at hun kan finde på at foreslå mig en eller anden Tur i et Teater el. lignende – det går slet ikke an, og jeg vil så rasende nødig, jeg véd slet ikke, hvad jeg skal tale med hende om andet end Dumheder, og det er jeg dødsens ked af efter en halv Times, et Kvarters Forløb. Sig mig, tror Du, at det er Koketteri af hende at komme til mig, har hun villet prøve, hvorledes jeg nu er til Sinds, om der var et Æventyr at hente hos mig, eller er det en bravere mere lige for liggende Tankegang, som har ledet hende? Ja nu har Du fået hele Historien om Fruens Besøg, og jeg håber til alle Guder, at der ikke bliver mere at fortælle om hende før Du selv kommer og kan tage imod hende. Men der kan Du se Stump, at det er nødvendigt at Du skynder Dig også af denne Grund. – Hør nu Du min sødeste, dejligste Amalie, den 27 Marts er Tinglæsningsfristen udløben, så kan den ønskede Påskrift på Erklæringen forlanges udfærdiget, det må sikkert kunne ske samme Dag og så senest den 28 eller 29 sender Du mig den. Husk nu altså Torsdag den 27 Marts er Fristen udløben. Men inden den Tid, så såre Du har dine andre Papirer – det er prægtigt så hurtigt Du fik Papirerne fra Bergen – må Du sende mig dem. Den tinglæste Erklæring kan komme bag efter, og det er af Vigtighed at aflevere vor Begæring om Ægteskab så tidlig – med Henvisning til den senere indkommende – at enhver Granskning og mulig Tvivl kan være færdig og løst i denne Måned. Så kan vi selv bestemme Dagen for Vielsen lige som Du kommer. Min yndige Pige jeg skal en af de første Dage tale med Rothe om den Akkord, der er at slutte med vedkommende Dampskibsselskab, der får dit Møblement til Besørgelse – det bliver rimeligvis et af det forenede Dampskibsselskabs Skibe – han er jo som Du flyttet med Pik og Pak over Vandet,k1184 og véd man ikke Besked, er man udsat for en Beregning af Fragt, der løber op til en urimelig Sum. – Du jeg finder det Gebyr af 40 Kr for Ægteskabstilladelse at være til ligefrem at besvime over, det er jo Blodsugeri. Hvad skal fattige Mennesker gøre når de kommer i et Tilfælde som vort? det er virkelig for galt! Det er naturligvis indrettet til Afskrækkelse. Å de kristne Kæltringer! – Min egen lille Pige, jeg er jo i Grunden kun glad ved, det må Du kunne forstå, at din stakkels Broder Herman er død nu,k1185 jeg var lidt forskrækket ved Tanken om, at han kunde leve og på ny volde Dig og dine Fortræd, og så har jeg også beregnet, at nu vil formodenlig Ludvig være villigere til at komme her ned som din Forlover. Oprigtig talt vilde jeg sætte megen Pris derpå, af alle mulige Grunde. En af dem er også den, at det er tryggere for Dig. Du skal ikke gives bort eller indestås for, hvad det nu er en Forlover skal til, af en fremmed, din Broder er netop på sin Plads her ved denne Lejlighed. Og så er den gode Dr. Knudtzon, hvor brav han end kan være, ikke netop den, der er mig kærest at have med ved en så intim Lejlighed, han og jeg kommer sikkert aldrig til at stå hinanden nærmere end vi nu gør. Altså at Du véd Stump, at Du går mit hjærtelige Ærinde, når Du beder Ludvig om at komme. – Så Du vil ikke leve længere end til dit fyrretyvende År? Ja det skal vi nu nappes om min elskede, det var dog morsomt, om vi kunde holde lidt længer ud sammen. – Ja Unge jeg finder dette Rigsretsefterspil forargeligt over alle Grænser, men mest undrer jeg mig i Grunden over, at Selmer endnu går om som Statsminister.k1186 Hvorledes skal Dommen fuldbyrdes, og hvorfor bliver den ikke fuldbrydet nu straks? Er det Kongen som er i Stand til at trække Sagen i Langdrag? Du lader i din Korrespondance Forholdene være helt ufarlige; de er det vel altså til en Begyndelse. Men kan der ikke komme det Tidspunkt, hvis denne Situation trækker ud, hvor det er Venstre, der bliver utålmodig og truende? At denne dømte Karl fremdeles beklæder Rigets højeste Embede, endnu har Magt til administrative Handlinger, det forkommer mig at være en Frækhed, som det undrer mig at Venstre foreløbig finder sig med Ro i. Kender man måske de Formaliteter, som skal iagttages for at få Ministeren ud af Embedet, er det normalt det, der sker? Jeg sidder blot og undrer mig. – Jeg bestiller i disse Dage ingen Verdens Ting udover Rigsdagsarbejdet og lidt småt Anmelderpilleri, jeg har en Del Selskabelighed at passe – i Søndags læste jeg «Ein Fritenkjar», nej den er ung mod den Manddomsdåd «Bondestudentar»,k1187 men hvor nobel den er og på en egen Måde yndefuld. Jeg vil skrive om de to Bøger, de er for gode, til at Folk skal være ukendte med dem. – Du min Unge jeg mærker pludselig, at jeg er træt og søvnig, jeg har lige nu spist, Kl er over 12, nu skynder jeg mig blot med at svare på et og andet. Nej først, Du er så ubegribelig sød, og Du gør mig så lykkelig, og jeg siger Dig, at dit Komme her ned er noget på én Gang så forunderlig festlig dejligt og stort og selvfølgelig ligefremt, at jeg i min Tanke svinger mellem at være svimmel af Fryd og behersket stolt rolig af en Glæde, som skal holde Resten af mit Liv ud. Min Amalie, min søde Ven, hold trofast af mig og bryd Dig ikke om, at det hele vil komme til at tage sig fuldstændig prosaisk ud og være knebent og småt. – Stump, min Madrats passer kun til min brede Seng, men jeg har Hovedpude og to stukne Tæpper samt et (slidt) uldent Tæppe, som kan bruges. – Det spærrede Vindu vi prøve, ellers får vi slet ingen Plads til Møbler. – Nej hør hvor det glæder mig, at min Fastelavnsartikel har moret Dig og Gutterne, Du véd, at jeg var så temmelig ulykkelig over den. Men Teaterartiklen er noget rigtig skidt, som jeg er gal i Hovedet på mig selv for. Din Korrespondance min Unge er god om end noget for tør synes jeg,k1188 nu skal jeg imorgen gå med den til Oversætteren, så får vi se hvad der kan bringes ud af denne Forbindelse. Jeg havde forleden Brev fra Brækstad i London, kan Du huske ham fra Aulestad.k1189 Kan han bruges til en engelsk Forbindelse? Godnat søde elskede Ven, min Hånd vil ikke mere, Rigsdagen var meget drøj idag.
Din Erik

259. Erik til Amalie

Fredag Aften 7/3 84
Min kære velsignede Pige, der er intet Brev kommet fra Dig i Aften, og Du havde dog lovet det. Det er meget nær ved at være Synd af Dig. Naturligvis har Du haft Forhindringer, og jeg vil ingen Bebrejdelse sende Dig, jeg véd jo ikke hvad der har opholdt Dig fra at skrive. Men at jeg er bedrøvet jeg sige Dig. Jeg havde den Mand hos mig, som skal oversætte din Korrespondance til Frankfurter Zeitung, og Tiden forløb, medens han lidt vidtløftig snakkede, jeg kunde føle, hvorledes Minuterne langsomt gled bort uden at føre Postbudet med sig, og jeg blev syg i Sjælen efterhånden. Der må omformes og tilføjes et og andet til hvad Du har skrevet, og vi blev dernæst enig om, at det dog vistnok var bedst at afvente, om Dommen dog ikke vil blive udført, det må jo dog ske, eller også er der jo Revolution i Norge, Revolution fra oven – men jeg kan nu intet Arbejde foretage mig ved Indretningen af din mandlig knebne Artikel. Jeg er så underlig lam i Tankerne, Du har svigtet mig med Brev. Min søde elskede Hustru lad mig sende Dig dette Klagesuk, det er jo kun min Kærlighed, der taler. Imorges sendte jeg Dig det først da modtagne sidste Hæfte af «Tilskueren» med min lille Artikel «Schwester Weleicka»,k1190 som Du vil kende igen fra den Gang jeg fortalte Historien om Aftenen hos Sandbergs, og Du faldt i Søvn ved at høre på min «dæmpede bløde» Stemme, sagde Du. Hæftet kommer dog først samtidig med dette Brev, Mandag Morgen, det var efter den norske Posts Afgang det kom på Posthuset. Endnu er «Tidsskriftet» ikke kommet Abonnenterne i Hænde, så jeg har ikke læst M.S.'s Anmeldelse. Det er dog en for gal Forretningsgang!
Men altså min elskede Amalie i Aften er jeg bedrøvet – jeg tænker, at jeg nu tuller mig ind til Byen for at læse de norske Aviser.
Din Erik

260. Telegram til Erik

Skram, Zinnsgaden 2 Kbhvn
Fra Christiania 10/3/84 kl.1.10 em
Kjærligste Hilsen/
Brev Onsdag
Amalie.

261. Amalie til Erik

10de marts 1884.
Det har været din fødselsdag idag elskede, og du har intet brev fået fra mig, bare et simpelt, fattigt telegram. Brev skulde du nu havt; jeg vilde skrevet på lørdag, men så gik hele dagen med forhindringer og om aftenen kom Ludvig dumpende fra Fr.hald, og så var der ikke tale om at sætte sig til med at skrive. Og hele dagen igår havde vi så meget at tale om, og desuden, række dig med brev til mandagen, var jo blevet umuligt og derfor tog jeg det mere roligt. Så havde jeg jo også naturligvis bestemt mig for at telegrafere. Kl. ½ 5 idag reiste han, der var månedsfri på skolen. Så fik jeg jo tale med ham om at komme ned til Kjbhvn. Naturligvis vilde det været ham en glæde – nu siden han først havde forsonet sig med det, og ikke mere havde spor tilbage af den misstemning over at jeg forlod gutterne, men der var nu for det første ikke tale om at han vilde be om permission – der var så mange forståelige grunde for det, – og dernæst havde han dårlig råd for øieblikket. Bernhards sygdom og begravelse havde kostet ham en voldsom slump penge, og endelig gik han i en kval, som han kjendte for første gang i sit liv, han havde fattet en afsindig kjærlighed til en ung dame,k1191 og han kunde ikke på nogen sæt og vis blive klog på, om hun gjorde af ham eller ei. Undertiden troede han det, og undertiden ikke. Han var umådelig forpint af dette – det optog hele hans indre menneske. Da jeg fulgte ham på stationen idag viste han mig hende; hun havde også rent tilfældig været en tur inde i Kr.ania, og gik nu tilbage med samme tog som han. Han vekslede et par ord med hende – der var ingen tid til at præsentere – hun så for mine øine ud til ikke at bryde sig om ham; der var noget afvisende koldt i den måde hun svarte på, da han spurgte om hun havde sikret sig plads – toget så ud til at blive overfyldt, – hvorpå hun skyndsomst gik ind i en damekupé. Hun er efter Ludvigs sigende forfærdelig meget feteret, bestandig på farten dernede og meget «omtykt» af herrer. Påfaldende smuk var hun ikke, skjøndt han påstod det; høi, slank med et lidet, fint hoved, halvblondt hår, en yndig liden buet mund og hvide tænder, lyse øine og en strålende teint, for strålende til at være rigtig fin. Men hendes ansigt var ikke indtagende eller sødt, syntes jeg da. Derom kan man jo ikke dømme, uden at ha talt med et menneske. Han sa at hun havde en prægtig, kraftig figur, og var så flink og eiendommelig og munter. Jeg vilde ikke af mig selv være bleven opmærksom på hende. Der var formeget af dette her «som folk er flest» over hende. Hvis vi kunde opsætte brylluppet til i påsken, var der en mulighed for at L. kom; da var ialtfald den ene hindring, den med permission ikke tilstede. Men jeg forstod forøvrigt at han just havde tænkt at dyrke hende i påsken. Han fortalte mig at hans kjærlighed havde gjort ham til et ganske nyt menneske. «Det er så ubegribeligt, ja næsten latterligt, du skal aldrig ha set sligt» – sa han flere gange, halvveis grundende. Jeg sa, at dette kunde nok jeg bedre end alle andre forstå, som just havde oplevet det samme. Så ynkede han sig selv, at han virkelig måtte betro sig til mig, – det vilde været mandigere om han havde tiet, især så usikker som han var, men, blev han ved: «jeg kunde ikke la være, jeg, ikke for mange herrens penge; jeg måtte tale om det til dig.» Jeg foreslog ham at forlove sig, og tage hende med til Kjøbenhavn. Han smilte og slog ud med hånden – «ak om hun bare vilde ha mig!» Men imidlertid, han vilde og måtte frie meget snart, – dette holdt han ikke ud, hellere vished, så vilde han forsøge at bære skuffelsen som en mand. Naturligvis tog han det løfte af mig at jeg ingen skulde fortælle det til, men jeg regner nu ikke dig, og jeg håber han undtog dig, men du må ikke la dig mærke med at du har fået noget at vide når du engang træffer ham, hører du det! Så stoler han aldrig mere på mig. Du, som ingen present har fået, men jeg tænkte det kunde være til jeg selv kom; ikke havde jeg tid at få gjort noget istand nu, og så skulde jo du ha det klus med at gå på toldboden efter det. Du aner ikke hvormeget jeg har at tænke på, og at få udrettet om dagene. Tinglæsningen er foregået; man har undret sig meget over den, har jeg hørt – ikke direkte – for man har ikke kunnet begribe hvad det skulde være for. Men du min søde, elskede Erik, det ser småt ud til at jeg får ægteskabsbevillingen. Heiberg har flere gange været deroppe, men justitsdepartementet er bare optagen af rigsretsdommen, som er det overgivet til betænkning. Man slipper ikke ind, og sekretæren siger at det nytter ikke; man ser ikke på, rører ikke ved andre sager i denne tid. Er det så, at vi først kan vies 3 uger efter at du har fået mine papirer, skilsmissedokumentet, ægteskabstilladelsen og de to bergenske attester? Eller har jeg misforstået dette? Og har snakket om de 3 uger kun gjaldt tiden efter tinglæsningen? Skal der hengå så længe efter at du har modtaget mine papirer, så gud ved når vi kan blive gifte. Heiberg siger at der slet ikke eksisterer tale om at jeg skal gjøre noget skifte. Havde jeg været enke, og beholdt hele boet efter min afdøde mand, så vilde jeg ved indgåelsen af et nyt ægteskab havt at udskifte til gutterne, deres fars arv. Men her er mit indbo udelukkende min eiendel, og den bliver børnene først ved min død arvinger til for halvdelens vedkommende. Han siger at når der står på skilsmissebevilgningen eller på et særskildt dokument at skiftet var i orden dengang jeg fik min skilsmisse, så er det alt hvad der behøves. Hvis der er noget særligt her at bemærke, så må du skrive mig det straks. Hvis du taler med Hansen om det, så kan du gjerne sige at A.V. Heiberg har forsikret at jeg intetslags skifte har at foretage. Alt sligt med skifte gjøres op med skilsmissen her. Jeg skriver om dette, fordi du taler om det som en vigtig post. – Dit søde brev som kom lørdag! Tak du elskede, det var langt og deiligt. Var det ikke underligt af Helene Sandberg at hun kom til dig i din leilighed? Det vilde nu jeg aldrig kunne ha gjort, og sådan i skumringen. Jeg tror hende ikke; hun vilde vist været oplagt til hvad du vilde foreslåt hende, men hun vilde også ganske vist bilde sig selv ind at hun kom i bare freidig ærlighed og venskabelig tillid, når du intet foreslog hende. Hendes mand er meget for god til hende, og holder meget mere af hende end hun fortjener. Hun er jo en tøite igrunden, og dertil så gyselig løgnagtig, – du skal bare få høre når jeg træffer dig. Men jeg liker ikke af dig, at du slår på de strenge til hende som om det var noget som du fant bare morsomt og ganske i sin orden, jeg mener at du spør om hun har fået en «elsket gjenstand dernede». Du som kjender hendes mand, og ved at han elsker hende, måtte ikke kunne gjøre det. Så, når hun fortæller det til Sandberg, for det gjør hun når leiligheden gjør det indbringende for hende, så ryster han på sit ærlige hoved og siger som hin aften i Bergen: det er nu ikke rigtig fint af Skram at tale sådan til Helene, fordi, at sådan vilde han ikke tale, hvis jeg var tilstede og deri ligger det ufine. Men det er det forbandede ved en så lavartet kvinde som Helene, der dertil er pen og frisk og ofte nokså tækkelig at hun drager virkelig fine mænds tale ned, for du f.eks. gjør det igrunden bare fordi du tror det er den sort hun skal flaskes op med. Men man burde ikke svige sig selv nogen, nogensinde. Sludder Amalie, er jeg vis på du siger, – dette er en altfor høitidelig og lang tale over det nonsens som ingenting betød, og ingenting havde på sig at sige, og så svarer jeg med et smil, at det er ganske sandt, og reiser mig op for at gå hen og ta dig om dit elskede hoved og kysse dig en usigelig lang kys midt på munden. – Men kan du huske, hvor alvorligt og pent vi to talte sammen da vi stod på bare bekjendstskabsfod; hele tiden på reisen op og ned og på Aulestad, – du sa ikke et lapset ord til mig og derfor måtte jeg elske dig, jeg, for du var ikke som de andre. Men slig som du dengang var mod mig, vilde jeg du skulde være mod alle damer; ja, ikke forelsket eller i altfald på vei til at blive det, men så alvorlig så fri for lapset og slibrig tale. Det er jo bedre at tale om noget som er noget, selv om efter aldrig så fattig leilighed. – Det er deiligt at du kan tale med Rothe om fragten for møblerne. Så må du give mig besked. Du hør nu: Får vi den svenske pige? eller ikke? For nu kan Josefine alligevel følge med. Hendes sidste forlovelse er også gået overstyr, og hun vil intet heller end følge med mig. Men jeg er ikke sikker på at det ikke var bedre at få Elin; hun er kjendt og Josefine er desuden vist et usædvanligt letsindigt og pretentiøst ting. Jeg har altid den ulykke at skjæmme oprindelig gode piger ud, – hun er ikke som hun var, – ja flink og dygtig – gudbevares, men ikke snild, du. Hun siger til mig at det er synd vi skal skilles, som kommer så godt ud af det med hinanden, – men hun ved slet ikke at det er fordi jeg er så grænseløs tålmodig ligeoverfor hendes uopdragenheder, eller indolent og ligesæl hvad det nu er for noget. Men altså giv mig svar. – Dommen er fremdeles ikke eksekveret. Det heder sig nu at der intet skal gjøres fra kongens eller de andres side, før dommen er falden over alle statsråderne. Kjerulf,k1192 der er no.2 i rækken af de anklagede fungerer midlertidig i Selmers sted, når så han er dømt må no.3 fungere og så videre. Venstre er for tålmodigt. Men der er og blir ikke tale om nogenslags revolution hverken nedenfra, og især ikke ovenfra. Så fik jeg et aldeles fordeilig stump af et brev imorges. Aa du ubegribelig søde elskede guttebarn, hvor du dog er lik mig når du har ventet brev, og intet får. Også jeg kan heller ikke gjøre hvad jeg skulde gjøre, også jeg er som et lamslået menneske, der sidder med gråd i halsen og en underlig sår følelse i hjærtet. Du gode gud, hvor jeg elsker dig! Du skal få se, jeg kommer at ta livet af dig med min kjærlighed, at kvæle dig med kys, spise dig op fra øverst til neders[t]. Hvor smuk og fin den var din skitse i Tilskueren! Men var det ikke dig som kyssede «Schwester»?k1193 Det er jeg vis på det var.
Din Amalie.

262. Erik til Amalie

Onsdag Morgen den 12 Marts 1884
Et Afskum er Du Amalie, og din Afskumsagtighed dækkes kun dårlig, Du søde, ved dit Telegram på min høje Fødselsdag – det var som et Figenblad blot, der dækker det mest kompromitterede Punkt men lader Resten nøgent. O Du stygge, fæle, elskede, søde, men jeg håber, at jeg har straffet Dig uhyre grusomt ved at lade Dig uden Brev i næsten fire Dage, det svarer til netop de fire Dage, hvori jeg skal gå og længes. Medens jeg altså ikke har skrevet har jeg vandret i Selskab på Selskab og i Teatret, og min Fødselsdags Aften, som jeg så gerne havde helliget Dig – hvis Du havde sørget for blot en ussel Stump af et Brev – sad jeg hos Jakob og drak den dyreste mørke engelske Portvin, som kan opdrives for Penge i København. Jeg er også vred på Dig Stump, fordi Du ikke igår har svaret på mit Telegram.k1194 Nu er jeg idag virkelig i Forlegenhed. Jeg skal se på en Pige; der er i Avisen mange efter Avertissementerne at dømme fornuftige Tilbud, men jeg er jo lammet i mine Bestræbelser, for jeg véd ikke hvad Du vil. Måske skulde jeg slet ikke have plaget Dig med at stille Spørgsmålet men Du må kunne begribe, at jeg i første Øjeblik og da for Resten endnu er temmelig befippet ved Tanken om, at jeg skal byde Dig en Pige ud af den sig fremstillende Mængde, at jeg skal granske hendes Egenskaber efter. Stump det komme over dit Hoved, hvis jeg nu tager idag det Væsen, som jeg skal se på. – Hør nu søde Unge, for at Du ikke skal tro galt, så må Du naturligvis vide, at dit Brev i Lørdags var så yndig dejligt, at det skulde have haft Svar straks, hvis ikke netop samtidig Svir og Middage og den forestående Fødselsdag var brudt ind over mig. Men hvad er det, skriver Du nu på parfymeret Papir? Jeg er ikke noget ubetinget Tilhænger deraf, skønt denne Gang har det været mig usigelig kært at bære din Lugt med mig overalt i min Lomme. Nå men hør nu søde: Jeg er stået tidlig op idag for at sige Dig, at Målene har ført til det Resultat, at Sengens Bredde er passelig til Stedet hvor den skal stå, men at Iskassen er umulig. Du må tage det som en af de Sorger, et af de Savn, dit nye Liv vil føre med sig. Kæreste Unge min, det kan ikke nytte, at Du slæber den med Dig her ned, lad den blive i Norges Land. Og så må jeg sige Dig følgende: Lørdag den 29 Marts Morgen går «Dronning Louise» fra Kristiania direkte til København, først den 5 April er der atter direkte Lejlighed. Ganske vist går et andet og mindre Skib Torsdag den 3 over Frederikshavn til Kbhvn men det er en lang og kedsommelig Fart. Kunde Du nu ikke være dygtig og indrette alt på at komme afsted Lørdag den 29? Og hør så: Du henvender Dig til «Det forenede Dampskibsselskab»'s Agent i Kristiania Expeditør kaldes han, det er en Grosserer, hvis Navn jeg har glemt, og beder ham sende en betroet Mand til Dig for at tage det Møblement i Øjesyn, som Du skal have med til København, og så nævne Dig Fragtens Størrelse. Rimeligvis siger han for høj en Sum, så forlanger Du Nedsættelse, men jeg vil forberede Dig på, at Prisen vel omtrent vil blive 60 Kr eller mere. Nu må Du søde Stump sige mig, om Du har Penge til alt dette: Indpakning, Vognleje, Fragt osv. Jeg sender Dig en af Dagene Fuldmagt til at hæve de mig tilkommende Penge hos Dgbl. Det må omtrent blive Fragtens Størrelse, skal Du have flere, må jeg vide det. Jeg bliver nødt til at låne en Sum til vort Bryllup men det må jeg under alle Omstændigheder. – Du min elskede Unge – i lysegul Silke må Du ikke gå til Vielse, en hæderlig sort Kjole skal det være; rimeligvis møder vi alle i Formiddagsdress, og Amalie, vær lidt forsigtig med de Farver Du vælger, sådan en Selskabskjole skal holde længe, så lidt påfaldende altså som mulig: når Du i tre Selskaber har været i gul Kjole – tre i nogenlunde samme Kreds – hedder Du «den gule» Fru Skram. Elskede, husk, at vi er to fattige Litterater. Hvidt og sort elskede, elsker jeg, og det er det fornuftigste af alt, det kan lempes og forandres i det uendelige.
– Du i dette Øjeblik får jeg Brev fra Bertha Knudtzon med Anvisning på et Par Piger, en har tjent i 17 År på et Sted, jeg går straks ind og ser på hende. Jeg må slutte i en Fart. Min elskede, idag er jeg glad, for i Aften kommer der Brev fra Dig.
– Tak for dine Meddelelser om Rigsretten, naturligvis ligger de ubrydelig forvarede i min Barm. Farvel Stump, elskede Pigebarn, snart snart er Du i mine Arme – hvor jeg længes, hvor jeg er glad alt som Tiden nærmer sig. Husk at sige mig den af Farverne på Væggene Du synes bedst om, Du vil have på din Væg.
Din Erik
[Tilføyelse på første side]:
Jutta fik Søndag d. 2. Marts en Dreng, hun har det godt

263. Amalie til Erik

Onsdag nat kl. 1. 12-3, 84
Min elskede, aftenen er bleven mig frastjålet; jeg sad og var ment på at bruge den til at skrive til dig, men jeg vilde vente for at se om der ikke kom brev, så kom der to damer, som havde slået sig sammen for at tilbringe aftenen hos mig. De sa det straks, at de var komne for at blive, og der var intet at stille op. Først nu gik de, og det kan ikke blive mange ord du får, siden kl. er så mange. Det var forresten en bitter skuffelse, at der intet brev kom fra dig iaften heller; nu har jeg ikke hørt siden lørdag, jo den lille lap mandag morgen. Er du vred på mig nu? Det er så ondt at vente sikkert på brev, og intet få, og jeg synes det går så tidt på i den sidste tid. Havde du ventet svar på dit telegram igår? Jeg vilde vente, siden jeg just netop havde skrevet om det anliggende med pigen. Nu skal dit råd gjøre udslaget for mig. Du må straks skrive og sige om du synes jeg bør ta Josefine. – Uf nei, når du ikke skriver til mig, er jeg syg i sjælen og aldeles hjælpeløs. Kommer der nu heller ikke imorgen noget brev, blir det rent ilde med mig. Du fik jo brev lørdag; det kunde du jo ha svaret på søndag. Så havde jeg havt det tirsdag. Men nei. Og du kunde skrevet mandag, så havde jeg havt det iaften. Nu har jeg en ængstende frygt for at du kan ha opbebiet[sic] mit onsdagsbrev inden du skriver; i så fald får jeg heller intet imorgen. Men det er stor synd for mig. Du er bleven lunken i din korrespondance, og vi som endnu har så længe at holde ud; jeg bliver jammerlig elendig og sjælesyg af denne ventetid. Jeg elsker dig mere og mere.
Din Amalie. –

264. Amalie til Erik

Kr.ania 13de marts 84.
Så kom der da endelig et brev fra dig iaften, et kort fillebrev forresten. Ja det er sikkert, – du er bleven sløi i din skrivegjerning; du tar det så ligegyldigt som en gammel ægtemand, der er skildt fra sin kone for et par uger i det høieste men nu skal du se det blir slet ikke så snart at du får mig, som du har gået og troet; den 29de marts! ja, pyt ja! kan jeg komme afsted til den 29de april, må jeg enda være glad. Og du som kan sidde hos With og drikke den ækle portvin istedetfor at skrive til mig, og det fortæller du ganske freidigen. Gud ved om du ikke alligevel godt kunde undvære mig? Hvad skal du med de penge, som du er ment på at låne, hvad er det du agter at bruge dem til? Koster det da at gå op og få den fille vielsen nogen sum at tale om? Du skal ingen udgifter få med sagerne. Alt det klarer jeg selv, og enda håber jeg at ha en liden klat penge i lommen når jeg kommer, stort blir det dog vistnok ikke. Men så vil jeg straks få forlægger til de fortællinger jeg har, den ene lange og de to skitser;k1195 jeg vil, hvad enten du så synes eller ei. Du får ikke lov at læse dem engang, for så siger du, de ikke er gode nok, og det vil jeg ikke vide af; jeg vil ha dem trykt for at få de penge. De penge jeg opkræver i Dagbladet, sender jeg fluksens dig, du stygge tussegut, som tror at jeg skal bruge dem til reisen. Langtfra! Lad du bare mig tutle med mig selv. «I am very well saved in my own hands. » Ja, det er modbydeligt med den lysegule silkekjole. Straks jeg havde ladet mig overtale angrede jeg det, og løb ned for at sige at hun ikke skulde sende bud efter tøiet, men da var det alt for sent. De skal dog ikke få sige «den gule fru Skram», for jeg har en ligeså strålende lysegrøn som jeg også kan ta på, og så er det ikke længer morsomt at sige den «gule» fru osv. Forresten vil jeg håbe vi ikke kommer i selskaber; jeg længes netop ene og alene efter at leve i ro alene, sammen med dig. Gud gi vi skulde bo på landet, sådan en mils vei udenfor byen. Jeg kan forstå det var kjedeligt for dig at du ikke fik svar på telegrammet. Men jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulde svare. Med denne usikkerhed i blodet, enten jeg skulde ta Josefine eller ei, var det ikke så godt at svare, hverken det ene eller andet. Jeg venter nu for at høre dit råd. Det var netop Brækstad jeg tænkte på, da jeg talte om at komme i korrespondance med et engelsk blad.k1196 Han havde skrevet noget om at korrespondancer vilde blive modtaget med åbne arme. Så endelig nu skrev jeg om det til ham med spørgsel om nærmere oplysninger, med hensyn til honorar o.s. v., og jeg fik til svar at der var så liden interesse i England for norske forhold at der vistnok ikke kunde være tale om at de vilde engagere en fast korrespondent. Gratis bidrag vilde de nok ha. I Kjøbenhavn havde de havt en, men han var død, og der havde ikke været engageret en ny. Kanske du kunde få hans post, så skulde jeg være din oversætter; jeg vil nu slet ikke gjerne skrive korrespondancer, for det er et tørt og kjedeligt arbeide. Jeg vil arbeide på mine egne sager, med kraft herefterdags.
Hvad er det for et snak om parfumeret papir. Lugten må ha siddet i de sorte båndmål, som har ligget i mit syskrin, hvor en engang kom til at spilde nogle dråber af min parfume. Så får jeg altså opgive min kjære iskasse og se til at klare mig som andre fattigfolk klarer sig dernede. Det er den røde farve jeg skal ha på min væg; den passer bedst til det grønne pludsch på møblerne. Men er I endnu ikke færdig med den maling? Det går småt, men dog alligevel desværre hurtig nok. Fra min side er der forøvrigt intet iveien for at kunne være færdig til den 29de, hvis bare bevillingen til den tid er kommen. Men det er et spørsmål. Heiberg mente dog igår, at den måtte være kommen inden denne måneds udgang. Lørdag, iovermorgen tror jeg, jeg reiser ned til Fr.hald for at ta afsked med moderen: Det brev som så formodentlig kommer til mig lørdag aften, lader jeg gutterne skikke efter mig, så har jeg det på søndag, og så kan jeg svare dig på mandag, altså før onsdag hører du ikke igjen. Jeg tænker at være tilbage her på mandag, så skal jeg tale med dampskibsekspeditøren om fragten. Tænk at du først nu fortæller mig at Jutta har fået en søn den 2den marts; du har jo dog flere gange skrevet siden den dato. Men jeg vil slutte her; jeg er så nervøs og urolig i sindet, før jeg ved med bestemthed om når jeg kan komme afsted, og det hjælper slet ikke at skrive. Det blir først godt når jeg er ombord med alle mine greier og damper ud fjorden, og da blir det først rigtig galt indtil jeg er hos dig. Så får vi jo meget at bestille før alt blir i orden, men det stræv blir nu bare morsomt du. Og du skal hjælpe mig ikke sandt elskede. Godnat Erik.
Din Amalie.

265. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 13 Marts 1884
Min egen elskede dejlige Pige, min egen Amalie, som Du burde have fået Svar straks på dit sidste søde yndige Brev! men jeg kunde kun have skrevet i rasende Fart igår eller imorges, så foretrak jeg at vente til i Aften, hvor jeg dog kan give mig noget bedre Tid. Er Du vred på mig fordi Du måtte vente så længe på mit forrige Brev? Vær det ikke Du søde, det er for svimlende godt, at Du snart står her nede på dine egne virkelige Ben midt i det allermest virkelige København, til at Du nu har Tid til at være vred på mig. Amalie det Øjeblik, hvor jeg på Toldboden – det bliver vist det samme Sted hvor jeg i Sommer tog imod Dig – ser Dig ombord på «Dronning Louise» tror jeg, at jeg falder om og dør. Og når jeg så har Dig – Stump hvad skal jeg gøre med Dig for bare Glæde? At man virkelig skal komme til at opleve sligt! Men vel, kom an Du min Elskede, hvor vil jeg elske Dig! Mit Hjærte skal spænde sig rolig og energisk i mit Bryst og gribe om min Kærlighed med et Tag, som ikke mere skal kunne slappes. Hjærtets Muskler skal være de stærkeste af dem man ejer, dets Spændkraft hører først op med Døden, har det sluttet sig om en Kærlighed, er der fysisk intet til Hinder for, at det holder på den, indtil dets sidste Slag har banket i Pulsene. Kom altså min søde Hustru og begynd med mig det underlige Liv, vi får at føre. Du er jo ikke bange, jeg heller ikke. Tænk når vi igen kysser hinanden! Du min Unge, Livet er dog ikke så tosset en Indretning endda. Vel Dejlighed? Og er Du glad for det? Om jeg er det? Der var noget, en vis Fyr, som Du har kendt i gamle Dage, og som Du var dum nok til at blive forelsket i, han hed Erik, Du kaldte ham rigtignok aldrig for det, men han hed det nu alligevel – ham kan Du lade ligge, jeg giver Dig Lov til at kalde ham en Torsk, der er nu én rede til at tage Dig i Favn, han er stærkere, han er bedre end ham, Torsken, som Du dog elskede. Tror Du så, han duer noget? Tror Du så, at Glæde er noget, der er værd at bygge Livet på, tror Du, at det kan udvikle, at det kan gøre en Mand ud af sådan en Fyr, som Du kastede din Kærlighed på? Hør Du Amalie, Kærlighed er noget godt noget, og Du skal værsgo' være artig, når Du taler om det, ikke sætte Næsen vigtig i Sky og fortælle, at det Sludder er Literaturen i Norge forlængst kommen udover. For det er noget Sludder min Pige, at Du véd det. Vil Du så kysse mig og være sød alle dine Livsens Dage?
Tossede Tøs, som streger under, at jeg ikke må lade mig mærke med over for Ludvig eller nogen at jeg kender hans Hjærteanliggende. Tror Du jeg kunde være ufin på dette Punkt? Ak, efter dit Referat synes det ikke at stå lovende med hans Sag, men mulig dog! Men hør Amalie, det vilde være letsindigt af os efter dette at indrette Tiden for vort Bryllup efter ham. Og Du ikke komme et Minut senere her ned til Kbhvn for noget Menneskes Skyld på Jorden end Gutterne. Det er de eneste, som jeg vil bie for. Og min Ven, rent praktisk taget er det meget vigtigt, at Du er her den 1ste April. Så står jeg jo med en Tjenestepige, med en Lejlighed, som jeg skal overtage, og en, jeg skal fraflytte – er Du her da ikke, hvad skal jeg så fange an, jeg ejer jo ikke et Møbel ikke et Husgeråd, Pigen skal jeg ernære og give Bolig, det vil blive dyrt, og min Lejlighed har jeg lovet for dens Reparations Skyld at tømme til den Dag. Min sødeste Stump, kom! og kan så Ludvig og vil han komme i Påskeugen, er det jo herligt. Mulig kan vi opsætte Bryllupet men mulig netop slet ikke; da det er verdsligt, vil Embedsmændene naturligvis netop ikke møde på Feriedage. Min yndige Pige jeg ønsker med samme Styrke som før, at Ludvig kunde være til Stede ved vort Bryllup, men at vente en Dag med at have Dig i Kbhvn for hans Skyld går jeg ikke ind på. Jeg har sat mig i Hovedet, at Du rejser Lørdag den 29 fra Kristiania, er her Søndag, begynder Ordningen af vor Lejlighed Mandag, er færdig Onsdag eller Torsdag den 2–3 April holder Bryllup Fredag den 4 April. Hvad synes Du om det? Er Du koldsindig og foretrækker at komme en Uge senere, vil jeg begynde vort ægteskabelige Samliv med at banke Dig. Men er Du her blot, og vi har Sikkerhed for, at Ludvig vil komme til Bryllupet, så er jeg jo et så uhyre skikkeligt og medgørligt Menneske, at jeg kan gå ind på en Udskydning af Dagen for Vielsen til den 9 – uf nej, det bliver for afskyligt, vi måtte formodenlig oven i Købet vente til Lørdag den 12, nej Unge det går ikke, så har vi mistet den halve Påsketid med sin Frihed og gået om de herlige Dage i en umulig Forlovelsestilstand. Og Ven, nu er Ludvig jo i det hele tvivlsom: enten bliver han forlovet, tror Du så, at han kommer? Uden hende naturligvis ikke, og med hende? Kan det gå? Eller han bliver ikke forlovet – Stakkel, har han så Lyst? Naturligvis var det så måske netop godt for ham at komme mellem andre Mennesker, men al den Lystighed og Glæde, som et Par Nygifte vækker om sig, vil vel skræmme ham. Altså Pigebarn Du indretter Dig foreløbig uden Hensyn til Ludvig kun med Hensyn til mig, din Husbond og Herre. – Jeg håber da, at Tinglæsningen foregik den 5. Så er Fristen udløbet den 26, så skal Erklæringen med Påskriften afkræves vedkommende Kontor i Byretten og så kan vi fra den Dag – når Du har de andre Papirer i Orden – gifte os når som helst. Da Justitsdepartementet nu har gransket Selmersagen færdig, kan Du vel en af Dagene have din Bevilling i Eje. Dit Skilsmissebrev beror vel også i Justitsdep., ellers var det af Vigtighed, at jeg fik det her ned så hurtig som mulig. Jeg antager også, at det er tilstrækkeligt, at der står på et eller andet Dokument, at Skifte fandt Sted ved Skilsmissen, men står det der? Det er vist netop Skifte mellem Dig og din fhv. Mand og ikke mellem Dig og dine Børn, som Talen drejer sig om, men hvis Du tror, at jeg har det mindste Begreb om disse Ting, tager Du fejl. Jeg løber blindt efter hvad man forlanger, og jeg har ikke Adgang til Borgmesteren blot for at spørge. Det er Jakob, som må forklare mig disse juridiske Grejer, og nu har jeg ikke husket at spørge om dette sidste. Der er nogen, der har sagt «Skifte» til mig, og så skrev jeg straks «Skifte» til Dig, for det tænkte jeg nok Heiberg måtte vide hvad var. – Helene Sandberg! ja vel jeg tænker som Du, og lidt værre. Jeg tror, at hun kom for at få en Historie i Gang. Hun er sikkert en Tøjte i Ønsker om ikke helt ud endnu i Gerning. Og hvad Du så siger om min Tone overfor hende, er fuldstændig rigtigt. Således som Du vilde, at jeg skulde, vilde jeg have gjort, om jeg havde været den stålsat fine Person, som Du ønsker jeg skulde være, og således vilde jeg have optrådt, hvis jeg havde den mindste Agtelse for hende, og hvis jeg troede, at jeg gjorde blot en Gran af Fortræd ved at slå en spøgende Tone an som den jeg brugte, og således endelig vilde jeg være optrådt, havde jeg mine unge Dages Tro endnu. Nu har jeg ikke Lyst til at være fin i den Forstand, Du rigtig tager Ordet, overfor de ufine. Jeg forsvarer ikke ubetinget min Adfærd, men det morer mig nu at kaste den Madding til de forskellige som gør dem glade og får dem til at vise sig som de mest har Lyst til at være, blotte sig; jeg har nogen Ret til at gøre det for den Menneskekundskabs Skyld, jeg i for høj Grad mangler. I gamle Dage var jeg uforanderlig mig selv, og jeg virkede forstyrrende på selve det Liv, det også da var min store Interesse at iagttage, alle fik de uforanderlig en god Side frem mod mig, ofte var det en overmalet Kulisse, stundom noget ægte, og jeg gik og troede på alt det gode jeg iagttog. Det førte bl.a. til mit Livs store Fejltagelse, min første Forelskelse, og ser Du nu min Stump, nu da jeg er et roligt Menneske med alle mine Grejer i Orden, nu føler jeg mig nu og da så kold og udeltagende personlig for det, der som rent menneskeligt Dokument kan fængsle min Opmærksomhed, jeg vil blot have det frem, og så kan jeg i den Forstand som Iagttager og Undersøger ikke være ubetinget «fin». Og så min Ven er jeg kommet dertil, at mine Perler er jeg mere gerrig på, dem giver jeg ikke mere til Svin. Jeg føler mere Forskellen mellem dem og mig. Nå og så endelig har jeg jo en Slags mandfolkeagtig Morskab over Livets Farceside. Hun Helene Sandberg er en sådan «Dame», Franskmændene bruger i deres Farcer; hun er morsom, indtil man vender Sagen om og ser, at Farcen er en Tragedie; men det kan man gøre ved enhver Farce, eftersom man er i Humør til. Ser Du min lille Unge, jeg var så kæk og fast og god, fordi jeg havde Dig – jeg følte mig således – der var en Slags godmodig Hån i de spøgende Ord, hun fik, og havde hun tilstrækkelig Intelligens, har hun forstået det. Jeg stod inde på min lykkelige Plet af Jorden og talte ud til hende, der som en Gadeunge var ude for at rapse forbuden Frugt. Hun vilde haft mig med, og det krøb i hende, at jeg havde det for godt, til at hun endog blot turde antyde et Forslag i den Retning. – Du jeg er bleven meget bange for Josephine, hellere vil jeg se at skaffe en dygtig Pige her nede. Bertha Knudtzon arbejder i vor Interesse, men endnu har det rigtignok ikke ført til noget Resultat. Imidlertid Stump vil Du have Joseph. så – men det er lidt farligt, for jeg finder mig absolut ikke i Mangel på Respekt, hverken på dine eller mine Vegne. Du får dette Brev den 15 og kan altså, hvis det ikke forlængst er sket, efter dansk Skik i alt Fald løssige Dig fra hende. Jeg telegraferer øjeblikkelig, om jeg finder en Pige. Skulde der dukke noget overordenlig tiltalende op på din Horisont så må Du telegrafere. Fransk Strygning bør forlanges og så min Unge 12–14 Kr måske 15 i Løn. – Hvad vil Stortinget gøre ligeover for den uforskammede kongelige Kundgørelse? Vil man ignorere den eller møde den med en Udtalelse, som spotvis kan stille Kongen hen, hvor han skal stå. Det glæder mig af Dgbl. at se, at der er en Mulighed for, at Selmer yderligere kan blive draget til Ansvark1197 for endnu at have været i Funktion, da Deputationen var hos Kongen. Det var, synes jeg, Topmålet af Frækhed. – Hør nu Du, dumme Unge, det var ikke mig, som kyssede den barmhjærtige Søster. Tænk Dig om: jeg en 17 årig Gut, så bly og uerfaren, jeg skulde blot være kunnet faldet på det! Snak med Dig, Du kender mig ikke, jeg kunde jo ikke have gjort det nu, jeg vilde have troet, at jeg skadede hende. En Nonne, som ingen erotiske Instinkter havde vist, som ikke havde givet mig den lille Finger! Umuligt. – Så Ven, nu går jeg i Seng, jeg er blevet uforskammet forkølet med Snue, som jeg i øvrigt ikke kan begribe, hvor jeg har fået fra. Kan jeg, føjer jeg et Par Ord til imorgen tidlig, jeg har for min Forkølelses Skyld ikke Mod på at vandre til Postkassen nu; Klokken er et Kvarter over 12. Godnat Stump!
Fredag
Godmorgen Stump! Jeg havde ventet et Brev fra Bertha Kn. om Pige, men her er intet. Jeg har hele Hovedet fuldt af Snue, og så har jeg nu læst hele Ordlyden af den kongelige Kundgørelse,k1198 igår havde jeg kun set et telegrafisk Uddrag. Nej men dette er dog for galt! Skal I virkelig slæbe den Union med jer som Kuglen på Straffefangens Ben? Hvad Gavn har strængt taget Norge af at være forenet med Sverig? At en Lømmel af en Kongenar vover en sådan Tale, og at der gives Folk som lader sig bruge og med Begejstring bruge i en sådan Sags Tjeneste! Nå men nu må da både Selmer og den elendige Koncipist af dette Aktstykke stilles for Rigsretten og dømmes for Landsforræderi, det går jo glædelig!
Men nu afsted med Brevet!
Din Erik

266. Erik til Amalie

Fredag Aften [14/3/84]
Du elskede Menneske, som har siddet og ventet på Brev og anklager mig for at være lunken til at skrive nu i den senere Tid – ak Amalie Du glemmer, at jeg i Begyndelsen var urimelig med mit Skriveri, Du kunde jo formelig ikke være i Fred for mine Breve, og nu Du dejlige Unge, nu havde jeg jo i et Par Dage lige som min Fryd af at bilde mig ind, at jeg var forurettet. Dette Telegram, der meldte «Brev på Onsdag» syntes jeg måtte imødegås med en alvorlig Handling. Nå og så Stump byggede jo Selskaber, Teaterbesøg og Rigsdagsarbejde sig op om mig, så at jeg næppe kunde ånde frit end sige få Tid til at skrive. Nu i Aften skriver jeg heller ikke noget Brev. Jeg er ved at omkomme af Snue og imorges sendte jeg et såpas anstændig righoldigt Brev afsted. Du skulde blot se mig, når Snuen som nu rigtig tager fat, det bliver en Prøve for din Elskov – jeg er blot én stor våd Klump med Næse, Øjne og Mund sammenflydt til en rødlig glimtende Masse der nyser uafladelig stønner og forsvinder i et Lommetørklæde, som skiftes hver halve Time. Du kan tro jeg er sød. Uf sådanne blonde Mennesker, hvor er de modbydelige, når Forkølelse eller blot Kulde slår sig på dem. Det er nu aldeles latterligt. Vi har fået Forårsvarme igen. Under den kortvarige Kulde der pludselig indtraf, og som forkølede Dig, stod jeg mig prægtig, nu da Mildheden skulde fylde min Sjæl med Fryd, har jeg ingen Sjæl, den siver sammen med Hjernemassen ud af mig i Snuen. – Nu nøs jeg 7 Gange og sidder og snøfter og stønner og er aldeles ikke til at være i Stue med. – Altså Du yndigste kun en Hilsen ud af al denne Elendighed! Hvad var det for to Damer, som kom til Dig i Onsdags? Det er en tosset Betegnelse «to Damer», Du skal altid sige mig hvem. Jeg har beklaget mig før over, at jeg ingen ordenlig Besked får. Havde Du nu blot nævnt mig to Navne, så havde jeg haft et lille Billede, som min Fantasi kunde lave lidt ud af, «to Damer» er som en Sjat Vand i Ansigtet, når man tror at skulle se noget. – Jeg er ikke i Stand til at bestille noget, håber også, at det kan gå med at udskyde mit Arbejde – jeg sidder og læser i en utrolig dum og tilmed vidtløftig Smædebog om Sarah Bernhard: «Sarah Barnum» af en Rivalinde Marie Colombier,k1199 jeg ærgrer mig over mig selv, at jeg gider læse videre i det Skidt og så gør jeg det dog; men i min nuværende Tilstand vilde formodenlig intet andet kunne trænge ind i den Hjerne, der for øvrig snart har forladt mig i vandklar flydende Tilstand. – Nej jeg kan næsten ikke se hvad jeg skriver, Øjnene står fulde af Vand, det er som om den voldsomste Tø havde angrebet et frossent Fysionomi [sic] – åh, ja Du det er aldeles rædselsfuldt forskrækkeligt. Og når Du nu er bleven min egen elskede – der nøs jeg tre Gange – nu to Gange igen, det er for galt, det lyder som når Sneen i tunge våde Masser falder ned fra Tagene – Husmoder, når Du er bleven min egen trofaste Kone, og sådan et Tøbrud indtræffer, så taler jeg ikke om andet, så længe det står på, jeg fylder hele Huset med min Forkølelse, Du kan tro det er interessant, og hvis Du så ikke er kærlig ved mig og ikke siger et eller andet trøstende Ord til mig eller i alt Fald blot viser nogen Deltagelse, så bliver jeg aldeles rasende fortvivlet. Når jeg bare må snakke om det og kan bringe Dig til at interessere Dig for den uhyre forfærdelig afskylige Tilstand jeg er i, så er jeg i Grunden nok så glad og er slet ikke uskikkelig og kan også godt snakke om andre Ting, når blot det Faktum bliver Grundlaget for alt, at min Snue er værre end noget andet Menneskes på Jorden. Men hvis Du ikke vil indrømme mig det, så vil jeg slet ikke gifte mig med Dig. Jeg er vis på, Du har aldrig haft Snue. Du er naturligvis lige pæn og nydelig og anstændig når det som Du kalder Snue indtræffer – jeg! jeg er lige til at feje ud med en våd Klud og smidde [sic] på Skarnbunken, der er ingen Mennesker der kan være bekendt at vise sig i Selskab med mig. Jeg er blot én Bunke rødkantet Afskylighed som nyser. Ja således er den, Du elsker. Kommer Du nu snart min søde, jeg kan ikke begribe, hvor Du bliver af.
Din Erik
Jeg sender Dig indlagte idag modtagne,k1200 som Du skal gemme på; det vil om 100 År være morsomt.

267. Erik til Amalie

Søndag Aften den 16 Marts [1884]
Blot et Par Ord, Du elskede bedårende Menneske – Amalie jeg elsker Dig ud over ethvert fornuftigt Begreb, så sød Du er – jeg er kommet vanvittig sent i Seng i Nat og har været på Farten hele Dagen jeg vil blot sende Dig en Hilsen til Tak for det Brev, der lå til mig, da jeg fra en «Skuespillerfest» kom hjem og denne Gang ikke ventede Brev. Hvor var det sødt! Jeg kyssede det inden jeg havde åbnet Konvoluten, og jeg kyssede det igen, da Du kaldte mig «tussegut». – Men hør nu min Unge, nu har jeg virkelig godt Håb om, at Du kommer afsted den 29, den Bevilling jo dog blive udfærdiget, det kan jo ikke ligefrem hindres med Kunst. Og Du længes efter at komme til mig og Du elsker mig. Amalie Du véd ikke hvor glad jeg er. Jeg kan føle Glæden i mig lige som stige som en Flod for hver Dag der går, og min Utålmodighed har lige som noget mildt og blødt medgørligt ved sig, jeg er ikke pint i samme Forstand som da der endnu var Måneder til jeg skulde se Dig. Alt er lyst inden i mig. Amalie din Rejse ned til din Moder har naturligvis været alvorlig nok, Du søde yndige Pige, men ikke sandt også Du er glad ved, at Du nu ikke skulde tage Afsked for en Rejse til Amerika. Tænk Dig Amalie om det var blevet ført igennem! Jeg afskylig elendig dumme Karl, som bildte mig ind, at jeg ikke havde andet at gøre i sin Tid da Du meddelte mig din Plan end at tage det rolig og fast og ikke med et Blink i Øjet, hindre Dig i frit, at handle som Du tyktes var bedst. Ja det er gået bedre end jeg havde Forstand til, og min Ven Du har ledet vore Handlinger så Du skal være evig priset. Du er Dejlighedernes dejligste Kvinde, så stolt og brav og skøn en Sjæl Amalie mest Lyst har jeg til at ligge på Knæ foran Dig og holde Dig omfavnet og tilbede Dig og sige Dig, at jeg elsker Dig, og at jeg er så lykkelig, og at jeg næsten ikke kan rumme den Tanke, at jeg nu går ind til et Liv med Dig. Min egen Ven jeg er ubegribelig lyksalig. Nu Godnat min egen Stump jeg sove, imorgen og de følgende Dage skal jeg arbejde strængt.
Din Erik

268. Amalie til Erik

Fr.hald 18-3-84.
Min søde elskede, – jeg er endnu her, – det er moderens papir og pen og begge dele kan jeg ikke like, og kommer til at skrive endnu værre end jeg pleier. Sådan en spids, hård ækel pen, som man ikke er kjendt med! Jeg har fået to brev fra dig du deilighed. Men det jeg skulde havt søndag og besvaret mandag, kom først, mandag igår, og bliver først besvaret i dag tirsdag. Gud ved hvordan det hænger sammen. Der var et andet brev, som var kommet til Kr.ania lørdag aften; det fik jeg på søndagen, men ikke det fra dig, og det må jo også være kommen frem lørdag aften, som det pleier. Gutterne må ha ladet det ligge; idet de i halvmørke om aftenen kun har fået øie på den hvide konvolut i postkassen, og ladet din grå ligge til søndagen, hvorpå de straks de har opdaget den, har sendt den afsted. Nu får jeg høre når jeg kommer hvem [hjem] iaften. Jeg fik ikke slippe herfra igår, og nu går Ludvig og tigger mig om at blive til imorgen, men det vil jeg ikke, for det er urimeligt, jeg som har så meget at gjøre, uf, – det rent svimler for mig. Dit lange, deilige brev fra torsdag, tak du elskede; det gjorde mig rent ør af glæde. Som Du kan skrive, hvor dumme og ækle mine breve må forekomme dig ved siden af dine. – Hvis jeg nu bare får bevillingen, kommer jeg til den tid, vi har tænkt os fra begyndelsen af. Jeg vilde så nødig først reise herfra den 4de eller 5te april, også af den grund, at da reiser fru Thaulow og Lillemor,k1201 og så gjør de naturligvis mange spørsmål, og så kommer Torp og henter dem og Nini og Theodor,k1202 som skal have en liden allerede i August, til stor ærgrelse for Carl og Hermann,k1203 der er så rasende ærgerlig over ingen børn at få. Nei, du har ret, det nytter slet ikke at indrette brylluppet med nogenslags tanke på Ludvig. Kommer han alligevel, er det jo såmeget des bedre. Nei, jeg vil ikke ha Josefine. Efter at ha talt om hende med moderen, er jeg bleven klar over at det vilde være dårskab at gjøre det, sådan som hun har udviklet sig i det sidste års tid. Igrunden har jeg gået meget igjennem med hende, eller rettere vilde ha gået igjennem hvis jeg en eneste gang gang [sic] havde optrådt som jeg skulde og burde ligeoverfor hendes dumme, utækkelige, over alle grænser selvgode opførsel. Hun er som sagt bleven udskjæmt, – jeg ved ikke hvordan det er gået til. Jeg har været meget snil og anerkjendende ligeoverfor hende, men hun har været en for rå natur til at kunne tåle det. Altså kan du skaffe pige, så gjør det bare. Nu får du først dette brev torsdag aften. Det er ikke min skyld at jeg kommer til at narre dig med brev på onsdag. Jeg gik her og var fortvilet over at du som jeg troede, ikke havde skrevet på torsdag. Og så havde du sendt mig sligt et yndigt, deiligt brev, som gjorde mig lykkelig helt ned på bunden af min sjæl. – Jeg skal hilse dig på det bedste fra moderen; hun håber at se dig engang. Ligeledes beder Ludvig mig sende dig sin hjærtelige hilsen. Du får ikke mere idag elskede. Jeg har liden tid, trænet går om ½ time.
Din Amalie.

269. Telegram til Erik

Skram, Zinnsgade 2 Kbhvn
Fra Christiania 19/3/84 kl.7.15 em
Brev Fredag, kan ikke hjælpe det jeg ingen Pige
Amalie

270. Erik til Amalie

Torsdag den 20 Marts 1884
Kl 9 Morgen
Først nu i Morges for ½ Time siden modtog jeg det Telegram, som Du har indleveret igår Aftes Kl lidt over 7 i Kristiania – det er en vakker Besørgelse! Jeg vil undersøge, om Skylden ligger i Telegrafkontoret her ude på Østerbro, og så skal de min Sandten ikke slippe billig derfra, eller om det er Kristiania Kontoret, som først har expederet Telegrammet imorges – så kan jeg desværre ikke nå vedkommende med min Harme!
Det er sørgeligt, sørgeligt at have et Hul i sit Liv på 2 Dage min elskede søde Amalie, min brave Pige, som har telegraferet igår Aftes – jeg var bange for, at Du havde ladet Dagen gå over, da Du skulde skrive uden virkelige Skrupler, jeg fik jo intet Brev og intet Bud fra Dig igår – det er mig, som skulde jeg ikke kunne vinde op af dette sorte Hul, jeg er plumpet i, ved egen Hjælp. Véd Du Amalie, at dette er aldeles rasende sørgmodigt. I næsten en Uge har Du nu ikke skrevet til mig fra Torsdag til Onsdag! Og det har Du kunnet leve med! Og jeg, som har været så glad i denne Tid, som næsten følte Dig ved min Arm når jeg gik på Gaden, som har levet med Dig hvert Minut. Nu skal jeg sørge og længes i to Dage! – Min egen Ven, den Farve i dit Værelse er bleven slem karmoasin [sic]. Den er nøjagtig efter Prøven, men jeg er bange for, at din Mening næppe har været den. Den brune Farve står ypperlig, den grå er bleven noget død. Ingen Pige endnu! Bertha Kn. har taget sig af Sagen, jeg hører intet fra hende – om hun steller fornuftigt?
Jeg har det ondt indtil dit Brev er kommet
Din Erik
Netop som jeg skulde lukke Konvoluten kom Pigen ind med et Brev som har ligget i Kassen. Det er fra B.Kn. Hun har fæstet en Pige!
Det er da en Trøst!
Du kunde godt have telegraferet i Mandags til mig, at Du ikke skrev, så var jeg ikke blevet skuffet så dybt nu

271. Amalie til Erik

Kr.ania 20-3-84.
Min kjære søde Erik, du har vel været vred på mig fordi du så længe har været uden brev fra mig, hvorlænge er det nu? hele ugen omtrent. Men du hørte hvorledes det gik til med det brev som jeg havde regnet ud skulde været på Fr.hald søndagen, og det brev jeg så omsider skrev dernede blev desværre liggende over og først besørget onsdagen. Det gik således til: jeg skulde reist tirsdag eftermiddag med kl. 4 toget og samtidig taget mit brev med, posten går over Xania – men så kom jeg ind for at sige farvel til Schjøtts,k1204 og Ludvig, som havde overtalt mig så græsselig at blive til næste dag kom lige i hælene på mig, for at være tilstede når Schjøtt hvad han var sikker på vilde ske, gav sig til at tigge mig om at blive. Schjøtt begyndte da ganske rigtig, og Ludvig istemmede. Jeg sa det var umuligt, først fordi jeg ikke vilde at gutterne skulde gå forgjæves til stationen om aftenen, og dernæst fordi jeg skulde ha en lappe-sypige den næste dag som vilde gribe leiligheden til at gå til en anden hvis jeg ikke var kommen hjem – der er slig rift om hende. «Jeg river i telegram på gutterne» – sa så Schjøtt, «og jeg på sypigen!» råbte Ludvig. Jeg var lige ved at gi mig, men huskede så på returbilletten, og sa, at hvis jeg ikke fik lov til at bruge returbilletten den næste dag, vilde jeg alligevel reise. De lo og så at det var en umulig ting, men jeg mente at det idetmindste var forsøget værdt, tog hat og kåbe og gik ned på stationen hvor jeg førte følgende samtale med stationsmesteren. Jeg: kan jeg ikke ligegodt reise imorgentidlig, for jeg vilde så gjerne blive til den tid. Han: (smilende imødekommende,) jo, det kan vel sagtens fruen. Jeg: ja, men jeg har en returbillet, som de siger ikke gjælder for mere end idag, men kan den ikke gjerne gjælde for imorgentidlig, det blir jo ikke så mange timers forskjel. Han: (kløende sig bag øret [)], – ja, ser de igrunden, – – – åjo kom her med billetten, så skal jeg give dem en påtegning, men det må de ikke fortælle, for så får jeg flere af den slags anmodninger, hvilket ikke går an. Han forsvandt kom igjen, leverte mig billetten smilende og bukkende. Jeg triumferende ud til Ludvig, som ikke havde villet være med ind for skams skyld, men gik og spankulerede udenfor. Han slog op en latter da han hørte udfaldet, og sa at det igjen havde bekræftet sig at hvis man blot har den tilbørlige portion frækhed får man alt igjennem. Men forresten sa han, havde jeg eller Schjøtt bedet om sligt, han havde leet os ud. Under alt dette glemte jeg dit brev elskede, det lå på moderens bord da jeg kom hjem, og jeg var fortvilet; det skulde været med det træn, som jeg ikke gik med. Jeg følte mig så brødebetynget igår, at jeg måtte gå ned og telegrafere til dig, du yndigste, som har skrevet 3 breve til mig dag efter dag og sendt mig et morgenblad idag med din gode artikel i.k1205 Du, hvor det er sandt hvad Schwanenflügel skrev om din skitse;k1206 den er yndig, og den bliver skjønnere jo længer man går og gjemmer på den; den står så fast og ren og fin og nobel i erindringen. Men du, det er sandt. Imorgen får jeg bevillingen endelig, så sender jeg dig den og de papirer jeg har i mit værge, rekommanderet; tinglæsningen kan jeg selv ta med mig, og så er der ikke noget til hinder for at jeg kan reise herfra den 29de marts. Altså om en 8 dages tid, nei ti i dine, dine arme! Blir det at udholde; jeg er færdig til at sprænges af fryd. Bare jeg nu kan holde mig i skindet og ikke blive rent ude af mig selv for glæde. Denne gang er det først rigtig skjønt at møde dig, – det er for alvor for alle menneskers øine, for livet. Nei du gode gud for en lykke dette dog er! jeg siger som du: at et menneske virkelig skal opleve sligt. Forresten kan du tro det var traurigt i Fr.hald. Jeg græd hvereneste dag, rigtig storhulkede, når vi talte om stakkels Bernhard. Og så var moderen syg, og jeg fik en græsselig angst for at hun skulde dø, og hun sa selv at hun gjerne vilde det, men tog det straks i sig igjen, og forsikrede at hun hverken vilde eller kunde dø, da hun så mig kaste mig over hende, og hulke mig rent istykker. Men så havde vi det muntert indimellem, når jeg fik moderen til at le så hun bad om nåde, og når hun sad og var fornøielig, men med hende havde det ikke den gamle art. Sidste aften kom vi ind fra Schjøtts kl. 1; så sad Ludvig og jeg og snakkede til kl. 3, så lå jeg resten af natten og strøg af fyrstikker i hvert øieblik for at passe på klokken, og da den var 5 gik jeg ud og vækkede pigen, og gjorde mig istand. Toget gik et kvart før 7 så der var god tid. Så gik jeg ind, og sa farvel til Ludvig, han lå i sin seng, men han vilde plent op, skjøndt jeg bad ham så inderlig la det være, han som skulde læse kl. 8 og trængte så vel den smule søvn. Men der var ingen råd; op vilde og måtte han, og så fik han sin villie. Og så, da han kom ind, tog han mig ind i sine arme, og sa så meget kjærligt til mig, mens tårerne strømmede over hans kinder. Og jeg der var som en sluse med en yderst skrøbelig dæmning for fossede rent over i gråd med hovedet på hans skulder. Slig har jeg ikke grædt på mange herrens tider, som jeg gjorde dernede i Halden nu. Jeg så elendig ud, rent udgrædt, da jeg kl. 12 stod i min dagligstue, men alligevel var jeg i selskab igåraftes til kl. 1, og idag har jeg været aldeles kjæk. Du, Müller har skrevet at han når jeg reiser vil ha gutterne til sig, for at ha lidt godt af dem ude på Ask en tid.k1207 Så vil han få en plads for Ludvig i Bergen, og sende Jakob på kontor i udlandet. Han vil at de begge skal gå til handelen, og påstår at han ikke har råd at lade selv bare Jakob studere. Der er begået en stor feil dengang ved skilsmissen, at der ikke blev sørget ordentlig for gutterne. Jeg vidste ikke andet end at alt det var i den skjønneste orden, men der var en mangel etsteds, og nu da det har gået så tilbage med forretningen, har han disponeret over den pengesum. Men at Jakob ikke skulde få blive student, gik jo ikke an. Ludvig sa straks at Jakob kunde komme ned til Fr.hald og bo hos ham og ta sin art. ved Fr.halds skole, men Helland sa at det var så upraktisk at la gutten skifte skole; han skulde bo hos ham de par måneder og ta sin eksamen ved sin egen skole. Helland er umådelig glad i Jakob og Jakob liker også Helland så godt, og gamle fru H. var bleven så glad at hun ikke vidste hvad fod hun skulde stå på fortæller Helland, da hun fik høre at Jakob skulde bo der. Dette kan jo faren ikke sætte sig imod, når han ingen penge får at betale for ham; så får han jo siden sende ham til udlandet eller lade ham studere, hvad han vil; han er et meget ubeslutsomt og vægelsindet menneske. At Ludvig kan få en bedre og fordelagtigere plads i Bergen end den han har her, vil jeg gjerne tro, da jo Bergen er en blomstrende handelsby. Imidlertid er der dog en mulighed for at Ludvig bliver her, såsom Müller sa, at kunde jeg få plads for ham hos Sten & Strøm,k1208 et meget anset firma her, så vilde han lade ham blive. Nu har firmaets chef omtrent sagt ja til forespørsel fra min side. Både Ludvig og Jakob er nu så mærkelig filosofiske af sind, og tager livet så vidunderligt roligt og fornuftigt. De vil gjerne blive handelsmænd, når deres far ikke har råd til andet, siger de begge, – det gjælder jo at blive til noget i verden, og det kan være det samme hvor vi er til en begyndelse; det er to kjærnekarle. Men jeg vilde altså i ethvert fald være bleven nødt til at skilles fra dem ved denne tid. Jeg var enten reist til Amerika, eller jeg havde ægtet en af disse mennesker her i landet som jeg kunde ha fåt, det vil sige – hvis jeg ikke havde kjendt og elsket dig! Det er dig, som er skyld i at fremtiden lig[g]er så lys og livsalig og sød og smilende foran mig. Jeg fik forleden et sødt og kjærligt brev fra din mor,k1209 hvori hun siger mig hvor velkommen jeg er hos hende. Jeg har skrevet til hende iaften, men jeg eier ikke mere end frimærker til dit brev; kl. er 12, så jeg kan ingen få, altså lægger jeg det indeni dit, og håber at det ikke bliver overvægt. Du må straks besørge det for mig. Du får dette brev på lørdag; det er sandsynligvis det sidste lørdagsaftensbrev du får fra din elskede. Næste lørdag vil jeg være på vei til dig. Bare du nu har betænkt mig med brev, at jeg ikke skal gå den sidste lørdagsaften med et skuffet håb i seng. Men har du været vred på mig, har du måske ikke skrevet; det vilde dog være en for hård straf for mig. Lad mig se, nu skriver jeg sandsynligvis på mandag, og så måske på onsdag, som du får fredag, eller rettere på torsdag, så får du det lørdag, mens jeg er underveis, skjøndt jeg ved ikke jeg. Jeg er ør af al den travlhed; vent bare ikke mere noget ordentligt brev fra mig. De vil være i telegramstil med en håndskrift som ikke er at læse. Du gode gud, hvor meget jeg har at gjøre. Og når jeg tænker på farvellet til gutterne bløder mit hjærte, men når jeg så husker på dig svinder al min smerte. Godnat du elskede! der lå et yndigt, deiligt, bedårende nattebrev til mig, da jeg kom fra Halden. Tak du elskede.
Din Amalie.

272. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 20 Marts [1884]
Du søde Unge, så fik jeg helt overraskende et lille Brev fra Dig i Aften. Jeg havde efter dit Telegram imorges slet ikke ventet det. Det var inderlig dejligt, jeg er helt frisk i Sindet nu igen. Og Du har gået og været lidt sint på mig i Søndags; det var også Synd med den Fejltagelse af Gutterne – fik Du så begge Brevene på en Gang? Nå og hvordan står det så til i Fredrikshald? Det skriver Du vel lidt om i Brevet imorgen. Men hvad er det Du har så svimlende meget at bestille med? Tænk min Dumhed, at jeg ikke rigtig véd hvad det kan være. Jeg er glad for de Hilsener, dit Brev indeholdt, jeg vil så gerne være i god Forståelse med din Moder og Ludvig. Jeg tænker mig Stump, at jeg ved at lære dem at kende kan trænge endnu bedre ind i Dig, få et eller andet lille Glughul opladt ind til din Natur, som jeg endnu ikke har kigget ind ad – Du er nu slet ikke sådan at få kigget igennem på én Gang. – Men Amalie det må nu altså være vist at Du kommer afsted på Lørdag 29. Skulde Bevillingen ikke være i dit Værge senest Tirsdag, så søg Audiens hos Ministeren, og hvis det kniber hos den Kronprins, I nu har som Vicekonge. Det er dog for galt, om ikke den Ting kan blive besørget. Jeg tror virkelig jeg bliver syg, kommer ikke Bevillingen og ikke Du afsted i rette Tid. Pus Heiberg på ny op i Ministeriet, gør Dig vred, gør alt muligt, husk at jeg sidder her nede i Elendighed, om nu noget slår fejl. Vi har ventet længe nok, og jeg synes nu så temmelig tappert. Det er mig næsten ufatteligt, når jeg tænker tilbage, at den Tid er gået, som den dog er. – Jeg var i Morges hos Knudtzons i Anledning af Berthas lille Brev om Pigen. Hun hedder Ane Marie, er 34 År, fra Landet har gode Anbefalinger, skal have 14 Kr om Måneden, men kan Strygning, det sparer for mit Vedkommende omtr 6–7 Kr månedlig. Gamle Fruen fortalte mig, at de venter Beli m.m. (staver han sit Navn således?) på Fredag.k1210 Sig mig Du, var han ikke bedst til Forlover? Hvis din Broder da ikke kommer. Det er jo udmærket med dette Sammentræf. Du ser, at alt samler sig om, at Du skal afsted på Lørdag. – Jeg sidder midt i en Afhandling om «Familjen på Gilje» til «Tilskueren».k1211 Det vil ikke rigtig gå jeg synes jeg har skudt mit Krudt ud efter kun at have skrevet 3 små Sider, men Klokken er ½ 12 jeg vil vente til imorgen; jeg har fri for Rigsdagen, så må jeg kunne arbejde til Aften, da jeg skal i Teatret og derefter i Selskab ɔ: jeg ser kun den halve Forestilling. Her er også for varmt i mit Værelse, jeg går nu ned med dette Fillebrev, spiser så lidt til Aften putter mig i Seng, tænker lidt på Dig – det gør jeg hver Aften før jeg sover – falder så forhåbenlig i en god Søvn, vågner imorgen Kl 8, tager mit Styrtebad og går så hjem og skriver.
Du min elskede! Den karmoasinrøde Farve synes jeg nu er fløjesblød [sic] og smuk i dit Værelse, og den brune er nu aldeles fortrinlig i Midtstuen, der ganske vist er mørk i det ene Hjørne men bliver mageløs hyggelig alligevel.
God Nat, Du min Livsens stolteste Bedrift og Håb, min Sikkerhed, mit Jegs eneste Forklaring, min Tilflugt, min Udvikling, mit Alt!k1212
Din Erik

273. Amalie til Erik

Kr.ania 21-3-84.
Så sender jeg dig da endelig engang de nødvendige dokumenter. Tinglæsningen kan jeg selv ta med mig, er den ikke færdig, kan man jo endog i nødsfald sende den efter mig. Jeg tror at den skal være færdig til den 28de, altså dagen før jeg reiser, men jeg er dog ikke så sikker i dette. Det er ikke noget egentlig brev jeg skriver. Helland sidder i stuen og læser avisen; vi skal gjøre noget sammen, og så er han kommen på mig før jeg var færdig. Bare du nu har skrevet til mig elskede, og ikke været hevngjerrig, men det er du elskede. Ja, havde jeg ikke været, var vi aldrig bleven gift, du vilde jo slet ikke du, hvorfor du ikke vilde kan jeg ikke begribe igrunden og når jeg ret betænker det, er jeg næsten lidt ærgerlig på dig. Hvorfor var det ikke dig som sa: «Du skal og gifte dig med mig?[»] her var det mig som måtte optræde virksomt, og så at sige tvinge dig, du dumme gut, som havde ladet mig smutte fra dig, bort fra dine arme, og din tilværelse. Det havde været en evig skam for os begge, om vi ikke havde holdt sammen for resten af vort liv, og du, som dog elskede mig så høit, for det gjorde du!
Jeg får ikke noget piano med mig hvilket er kjedeligt, da det hører til i en hyggelig stue. Men sagen er at jeg sidst jeg flyttede solgte mit gamle, det var så umenneskeligt tungt og stort, at det gik på livet løst, når det skulde flyttes; aldrig kom det fra et steds til et andet uden at lide en eller anden skade med påfølgende reparation; det var ikke til at håndsame for tredemensionsmennesker [sic]. Altså jeg solgte det, fik det dårligt betalt, satte pengene i banken for senere at kjøbe et mindre, og leiede midlertidig et andet. Men nu da denne elendighed kom på, med denne arme enkefrue, som havde de 5 nødlidende børn, tog jeg ud af banken 200 kr. til hende i den tanke at jeg senere kunde godtgjøre mig mit udlæg af de indkomne bidrag. Endskjøndt jeg fik ind alt i alt lidt over 500 kr. var det dog en umulighed, at tage tilbage et eneste øre; hun fik efterhvert som pengene kom; og nu kan jeg ikke kjøbe noget piano, umuligt; var jeg bleven her kunde jeg fået et på afbetaling, men siden jeg forlader landet kan jeg ikke det. Kanske jeg kan gjøre det i Kjøbenhavn, for jeg vilde så gjerne ha pianoet igjen. Hvis du anede med et glimt af forestilling, hvormeget jeg har at bestille, så ventede du ikke mere brev fra mig. Det er utroligt. Adiø for idag; jeg slutte.
Din Amalie. –

274. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 22 Marts 84
Jo Du søde der lå jo et lille Lørdagsaftenbrev til Dig – men véd Du, at Du igår bedrog mig for Brev? Dit Telegram nævnede udtrykkelig Brev Fredag. Det er vist gået Dig af Glemme. Men jeg vil ikke, ikke i allerfjærneste Måde nu gå i Rette med Dig, jeg var naturligvis skuffet igår, men så er jeg så meget desto gladere nu i Aften ved dit Brev. Min sødeste yndige Pige, at alt nu virkelig skal gå i fornuftig Orden, og at jeg på Mandag Morgen skal have de længselsfuldt ventede Papirer i Hænde! Pyt, om jeg tror det. Men jeg tror det alligevel, om end mit Hjærte allerede nu banker i ængstelig Spænding. Det er formelig, som sad jeg og ventede på Dig selv. Men hør, tænk Dig Amalie, at Du skal være hos mig nu imorgen 8 Dage, det er jo en Fabel, et Sagn, en Vidunderlighed, som ingen kan begribe. Hvorledes egenlig denne Uge skal gå – om jeg på Lørdag Nat vil få sovet en eneste Smule, nej Ven jeg er allerede så forunderlig betaget lyksalig, at jeg formodenlig vil gå den hele Uge som et nattevandrende Spøgelse uden Rist eller Ro. Og jeg har dog så meget at bestille, som skulde kræve ordenlig Hvile. Du jeg har først at få færdig en lille Afhandling om «Familien på Gilje» som nu med Afbrydelser plager mig på tredje Dag, så er der Teater med nyt Mandag og Onsdag, et Brev til Dgbladet, en Novelle (?) til UdeogHjemme,k1213 jeg ulykkelige, som så har min Kærligheds Lyksalighed at trækkes med! Hvad skal jeg dog gjøre. Men Stump jeg svælger for Resten i den Følelse at være et fornuftigt Menneske, som bestiller noget samtidig med at jeg er ved at miste Forstanden af Kærlighed og ganske sikkert gør det på Søndag, når Du falder i mine Arme. Men hør nu Amalie medens jeg er ved mine fem: husk at assurere dine Sager samtidig med at de tages ombord, spørg Expeditøren hvorledes sligt laves. Og hvis Du kan få Tinglæsningsdokumentet Onsdag og sende mig det om Aftenen så må Du ikke forsømme det, så kan jeg nemlig levere det i Magistraten allerede Lørdag og dermed har vi vundet at kunne bestemme vor Vielsesdag næste Uge med større Frihed. Det bliver 3 eller 4 April, hurra! – Min egen bitte lille Pige, som måtte græde sådan i Frederikshald. Godt at det ikke var tunge Tårer, de har jo dog ikke gjort dit Sind Fortræd min elskede. Det synes af din Tavshed desangående at være sikkert, at Ludvig ikke kommer her ned til Vielsen. Jeg vilde så gerne have haft det. Han kunde for øvrigt som Udlænding ikke have været Forlover men det gjorde jo ingen Ting, det var hans Tilstedeværelse, jeg vilde have sat Pris på både for min egen og for din Skyld. – Spørg, om Du ikke bør have en Erklæring hos Expeditøren om, at det altsammen er brugte Sager til dit eget Brug, som Du fører med Dig, for Toldens Skyld nemlig. Brugte Ting til eget Brug indgår toldfrit. – Du søde dejlige elskede Ting, som jeg sådan uden videre om kort Tid kan lige frem stryge henover Kinden og se lige ind i Sjælen, for Amalie jeg vil se Dig lige ind i Sjælen fra nu af altid – hvis Du tror, at Du kan få Lov til at blive en Trold sådan for egen Regning herefterdags, så tager Du rasende Fejl, jeg skal være med i alt også i din Troldskab, og jeg skal underminere den og tilintetgøre den og elske Dig, tossede Pige, som er så indbildsk – Unge hvis Du bliver rigtig sød, vil Du have rigtig godt af af [sic] at blive gift med mig – det var slet ikke det jeg vilde sige. Min yndige Pige, som dine Sager nu står med Müller, der begynder for Alvor at tale om sine slette Pengeaffærer – han gør dem for øvrig naturligvis ikke mindre slette nu end de er – kommer forekommer det mig dit Giftermål med mig op i en hidtil ukendt økonomisk Glans – det bliver så formodenlig også den eneste Glans af denne Art det får – og jeg er henrykt derover. Men hør nu Stump, Jakobs Forhold har jeg fået Greje på – Ludvig derimod véd jeg ikke rigtig Besked om. Hvis han bliver i Kristiania, hvor skal han så bo? Det har Du ikke sagt mig. At Jakob kommer til Helland – nå, denne Mand er jo brav, om han end ikke sprækker af Venskab for mig. Som jeg længes efter disse to Gutter, og som det i Grunden gør mig ondt dette med Faderens Villen have dem hos sig, og denne Udsigt til en relativ Smalhans, som vil vanskeliggøre et Besøg hos os, ja det Stump, forstår Du måske endnu ikke helt – jeg havde dannet mig mange Fantasier om os fire. Nu kun Godnat Du elskede snart har jeg Dig – for Alvor, Alvor! Brevet til Mama er besørget. Længes Du efter mig Amalie?
Din Erik

275. Amalie til Erik

Kr.ania 24de marts 1884.
Nei, min elskede, jeg havde ikke glemt dit fredagsbrev, jeg troede at du først på fredagen vilde få det, der var skrevet i Fr.hald, som kom dig ihænde allerede torsdag. Det skulde, tænkte jeg gå over Kr.ania, og kunde derfor først komme afsted torsdag morgen, men nu ser jeg at det er kommet snarere afsted. Så har du gået og ventet forgjæves også på fredag, og været ærgerlig på mig? Ja, ja min søde, elskede Erik, nu er denne ventetid straks overstået; at den har kunnet gå, forekommer mig nu noget nær et under, nu er der blot 5 dage tilbage, og jeg går i en feber med et boblende glødende blod; glæden skyller som høie bølger henover mig hvert øieblik på dagen; det er som jeg alt i et mister veiret. Jeg er så grænseløs lyksalig, – jeg drømte ikke om en sådan frydefuld rigdom af lykke og glæde som den du har bragt over mit hoved. Men hvorfor siger du at jeg er indbildsk? For mene det, kan du dog vistnok ikke. – – Her blev en lang afbrydelse, Wullum og frue kom op, og har siddet et par timer; nu er kl. et kvarter over 12, og nu må jeg skynde mig for at ikke være altfor træt og låk til imorgen, da jeg har ligesåmeget at gjøre, som alle disse travle dage. At du ikke kan begribe at jeg har det travlt! Det er virkelig dumt af dig, en mangel på evne til at sætte dig ind i sager og ting som du ikke netop ser foran din næse. Men det skal jeg fortælle dig altsammen, når jeg kommer. To mennesker der elsker hinanden som vi, – det er dog en overmenneskelig fryd! Hvor jeg er dig taknemmelig og hvor jeg skal elske dig, elske dig. Det som du engang sa, og som gjorde mig så alvorlig og betænkt, at jeg ikke havde stor evne til at elske, eller måske det var at du havde langt større evne til at elske end jeg, tror jeg ikke længer på. Ingen kvinde kan have en større evne til at elske, elske en mand, end den jeg har til at elske dig, men den har rigtignok udviklet sig og vokset for hver dag der er gået siden jeg først på Mjøsdampskibet følte mig besværet af en ganske ny ubehagelig fornemmelse, der altså var en spirende knop til en kjærligheds blomst, ja det klinger nu så affekteret, men er det i virkeligheden ikke. På onsdag skal Hellands holde «sørgefest» for mig, der skal være en mængde mennesker, men det er det eneste afskedsgilde, der blir givet for mig. Til alle andre, har jeg sagt nei, jeg orker ikke at gå i disse selskaber nu meddetsamme jeg skal reise, og har bedet så vakkert om lov til at slippe. Jeg går heller ikke omkring og siger farvel; dem jeg ikke træffer, sender jeg bare mit kort. Der er bleven sat gale farver i stuerne mærker jeg; den røde skulde været i midtværelset, for det skulde jo været dagligstuen; og den anden indenfor, nærmest soveværelset, spisestuen. Der blir ikke rum for det grønne møblement, uden i den største stue, og der skulde også lysekronen hængt. Jeg syntes vi var aldeles enig, og på det rene med dette dengang vi så på leiligheden, men skidt, det gjør ingenting, når jeg bare er, er hos dig. Tænk på søndag, på søndag! Men der kommer vel noget iveien, kan du tro, eller vi går under med mand og mus, hvordan er det muligt at denne lykke skal times mig, – jeg tror, jeg tror det ikke før jeg ser det. Jeg skal undersøge det med tinglæsningen imorgen, men fristen er vist ikke udløben før om nogle dage, det jeg kan tro. Om erklæring for at det er mit eget møblement jeg flytter med mig, har jeg talt til ekspeditøren, og det er i orden, jeg får et papir med hvorpå det står. Assurere skal jeg også huske at gjøre, men det er jo ligesom du skulde tænke vi forliste, og det er da umuligt! Det er godt at du har fæstet pige; jeg er glad for det. Josefine var umulig; hun er så rå indvendig. Jakob sa i aften: «Josefine er Regine Engstrand op ad dage, har du ikke set det?»k1214 Og det slog mig hvor sandt det var. Akurat hende. Så usigelig kold beregnende og så rasende pengegrisk, og ingen følelse, ingen medmenneskelig godhed, – jeg har en følelse af at ha været så uhyre meget for god og fin til hende, den hele tid, og så har jeg måttet rent la mig mishandle før at det skulde gå op for mig. Men sådan er det altid med mig, folk som jeg ikke holder af i den forstand at jeg har givet dem noget af min sjæl, kan jeg tåle usigelig meget af. Jeg er for stolt og overlegen til at lade mig fornærme, og så glemmer jeg det altsammen i næste nu. Så brutalt som hun nu har taget denne skuffelse at hun nu siden hun var løs og ledig og gjerne vilde, ikke fik blive med mig til Kjøbenhavn. Det er næsten afskyeligt. Det er moderen som har reddet mig fra at tage hende med, og det skal hun ret have tak for; jeg ser nu at hun kunde gjort mig megen fortræd i sin daglige omgjængelse dernede. Jeg får en liden kasse vin med mig, – det er resten af beholdningen efter Vilhelm, nogle flasker rødvin, portvin, et par flasker kognak og dram og en enkel halv krukke kuraceau. Du, jeg bringer med mig en røi og en tiur, den slags vildt ved jeg ikke om I har dernede, og så kan vi give vore første middagsfremmede det, det blir vel din mor og søstre og With vel? Ellers har jeg ingen madvarer med, jo smør får jeg tilovers af i husholdningen, så den rest tar jeg med, og alt hvad der ellers findes i spisekammeret. Hvor skal vi sætte de lange speile? Når der ikke er to fag vinduer i stuerne, er der egentlig ikke god plads for speile, men vi får nu se, – det ene tar jeg nu i soveværelset, men så er der to foruden. Dit lørdagsbrev var henrivende deiligt! Er det virkelig sandt? Er jeg, har jeg været alt det for dig? Du elskede, deilige som havde bevaret dig selv således i livet, at du havde brug for mig!
Din Amalie.

276. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 25 Marts 1884
Tænk Dig min yndige Stump, så umættelig jeg er, jeg kom hjem fra Teatret i Aften med Tro på, at der dog muligvis lå et lille Brev fra Dig – jeg synes, at jeg har dine Breve behov nu mere end nogensinde skønt der nu kun er Dage – 5 – til at jeg har Dig i mine Arme. Amalie Kærlighed er en slem Ting, jo mere den får, jo mere venter og forudsætter den. – Men Du min lille Unge Du har vel også nu en Aften ventet forgæves på Brev, Du har trot, at jeg igår lige efter Modtagelsen af Papirerne har sat mig til at melde Dig deres rigtige Ankomst. Jeg burde have gjort det – men Amalie bogstavelig jeg havde ikke et Øjebliks Tid. Jeg kunde end ikke gøre andet end lukke dem ned i en Skuffe, det var mig umuligt at gå til Borgmesteren med dem, en Artikel skulde skrives, jeg var tre Dage bag den lovede. Alt måtte skydes til Side for den. Og jeg var uoplagt, havde ikke en Tanke, havde sovet ondt om Natten, havde ligget af Hovedpine hele Søndag Frmdg, været i Middagsselskab med Hovedpine, drukket den bort i Rødvin, og var nu kun i Grunden optaget af min Kærlighed, en underlig febrilsk Tankegang, som løb omkring i mit lidt matte og endnu noget skrøbelige Hoved. Kl. blev 2 om Natten og endnu sad jeg ved Skrivebordet og vidste næppe, om der var Mening skabt eller ikke i det, jeg havde skrevet. Så gik jeg i Seng, var oppe igen Kl ½ 8 satte en Slutning på Artiklen, fik den afleveret, har arbejdet strængt i Rigsdagen idag, fået Forloverattest, skrevet Ansøgning om Ægteskabsbevilling men blev for sent færdig fra Rigsdagen til at kunne komme i Magistraten, der lukker sine Kontorer Kl 4, måtte skynde mig med Middagsmaden, hjem, tilbage til Dagmarteatret, så et Par Timers Stykke,k1215 har skrevet Artikel og er nu så udaset og ødelagt i min Arm – den har fra gammel Tid en Svækkelse af at skrive – at jeg kun kan give Dig et Par Ord, min egen elskede Ven. Min Amalie, jeg véd ikke, om det er Dig imod, men idag for at få Tingen færdig anmodede jeg Rothe foruden With om at skrive på Forloverattesten – den skulde affattes efter en vis Formel, og den havde jeg først nu fået – der er altså ingen Knudtzon, men gør det noget? Ønsker Du, at vi skal vise Frederik eller Beali (hvordan Fanden staver den Mand sit Navn?) en Opmærksomhed i Anledning af Bryllupet, så – nej bede dem om at være med, går ikke, men det skal jeg fortælle Dig når Du kommer her ned. Men altså at Du véd dette søde elskede Ven og kan i Tankerne skænde på mig, om jeg skal have Skænd. – Imorgen Stump er det sidste Aften det kan nytte at skrive til Dig, og jeg skal skrive, men noget langt Brev må Du ikke vente. Der går på det kgl Theater et nyt Stykke af Fritz Bendix,k1216 og efter Teatertid har han bedt mig om at komme hjem til sig. Du forstår, at dette er en særlig Højtidelighed som jeg ikke kan sige nej til. Desuden må jeg vistnok allerede imorgen Aften skrive om Stykket til Mrgbl.k1217 og hele Dagen imorgen vil gå med Arbejde på en Teaterartikel fra i Aften – jeg har to at skrive – og Rigsdag, som bliver hvas og Magistratsbesøg, imorgen skal Ansøgningen indleveres. Du ser således Stump, at det bliver en Gåde, når jeg får Lejlighed til at sende Dig min sidste skriftlige Hilsen – – ak lad mig håbe på urimelig lang Tid.
Men nu god Nat min dyrebare nødvendige Skat på Jorden.
Din trætte Erik

277. Erik til Amalie

Onsdag Nat Kl ½ 3 [26/3/84]
Dit Brev er for yndigt, for altfor dejligt – Amalie jo Du er alt for mig i Livet, til Dig vender alt tilbage går alt ud. Jeg føler det så vist, jeg véd det, derom er der, kan der ikke være nogen Slags Usikkerhed. Hvad i Verden tror Du Unge, at jeg har levet på i den Tid Du har kendt mig andet end Dig? Fra det Minut jeg sad i Kupé ved siden af Dig, så Dig rode i din Lomme på den Frakke, jeg elsker, som når den ikke kan bruges mere, skal bevares i vort Hjem, skattes, som et Harnisk, der havde tjent sin Herre trofast, i gamle Dage vel er blevet, fra det Øjeblik har der foregået i min Sjæl en Udviklingsproces, den, som gør, at jeg har Mod til at tro, at jeg er Dig værd som Mand. Amalie jeg elsker Dig. – Jeg skriver ikke mere i Aften. Stykket gjorde ingen Lykke, det var mig svært at skrive min korte Anmeldelse, og bag efter blev vi det længst mulige for at lade, som om alt var godt. Nu må jeg sove, jeg vil op i god Tid imorgen så føjer jeg et Par Ord til. Du min egen yndige Unge, snart er Du min, min søde trofaste Hustru – God Nat.
Torsdag Morgen Kl ½ 8
Fra dyb Søvn sprak jeg pludselig op med Frygt for, at jeg havde forsovet mig. Det kneb i Nat med at få Søvnen til at komme, jeg var bleven så årvågen, mit Hjærte kommen i en sådan Bevægelse, jeg måtte drikke et stort Glas Brændevin, så sov jeg. – Du og Gutterne skal have en Hilsen fra mig sidste Aften I er sammen. Er I tre alvorlige ved Afskeden, så er jeg det med. Du véd min elskede, at det har spillet en stor Rolle for mig dit Forhold til dem, inden der var Tale om, at Du kunde skilles fra dem, nu da det ikke længer er mig, der skiller jer ad, er jeg så modig, at jeg uden Frygt havde taget det på mig. Det er Dig og dem, der har indgivet mig denne Følelse. Jeg længes efter Dig Amalie og tager imod Dig uden Spor af nogen Slags Tvivl om, at Du og jeg skal leve sammen, men jeg er glad ved, at jeg har fået Dig til Givende af dine Sønner med, sig dem det. Når vi nu er gift, min Stump, så er vi to her nede, som vil følge ethvert af deres Skridt med en Følelse af at være personlig delagtige i alt hvad de foretager sig. Vil Du fortælle dem at de aldrig må tænke sig Muligheden af, at jeg skulde kunne ville – hvis der var Tale om at jeg kunde – stjæle det mindste Smule Gran af din Kærlighed til dem. Jeg har din store Kærlighed: vi tre, Jakob, Ludvig og jeg er som Delere af en uhyre Formue, der ikke kan måles, vi kan ikke komme op at skændes om den: vil den ene have mere, så tag! Hils nu Jakob og Ludvig fra mig, tak dem, fordi de har givet mig deres Venskab og fortæl dem, at jeg længes efter at se dem her nede. –
Min egen elskede Stump jeg har snydt Dig med Stuerne, men det har jeg været nødt til, hvad jeg i et Minut skal vise Dig, når Du ser, hvorledes Tingen hænger sammen. Du skal assurere, for I kan løbe på Grund og få Skibet fuldt af Vand, medens I selv klarer jer prægtig i Både osv. Godt at Josephine ikke kom med. Tænk det Ansvar man har med sådan en Pige der følger en – tilsyneladende i Hengivenhed. Hvor dine Bemærkninger om dit Forhold til hende er rigtige, jeg måtte nikke bekræftende og snakke højt i Anledning af dem i Nat. Godt med Fetaljen Du bringer, men Vinen burde formodenlig være solgt den skal fortoldes, antager jeg. – Kom altså ned min henrivende dejlige Hustru, bliv min for bestandig! Hjælp mig at leve, så skal jeg hjælpe Dig. Det er en bedårende Drøm at Du kommer, det er en Lykke uden lige når jeg har Dig.
Din Erik
Igår var jeg hos Borgmesteren. Det Forlangende om Skifteerklæring skriver sig fra at her skal Formuesforholdet mellem skilte Ægtefæller ordnes ved Skifteretten. Lad en Bemærkning blive tilbage til Heiberg om at han mulig bliver anmodet om at skaffe en Skifterets Erklæring – hvis Du og Müller da i sin Tid har været for en Skifteret.

278. Amalie til Erik

Torsdag aften sent. [27/3/84]
Min elskede Erik, hvor var jeg lykkelig at jeg iaften fik de få ord fra dig, du søde. Jeg var naturligvis skuffet igår, usigelig skuffet men nu er jeg glad og rolig, og fryder mig til at blive gal af ved at tænke på at søndag, – nei det er ikke til at sige. Du dumme gut, som ikke vilde havt mig; kan du mærke hvorledes vi passer sammen, hvorledes vi elsker hinanden, hvor usigelig meget godt vi kan gjøre hinanden! Men der er ikke tale om at dette bliver et brev, jeg sidder mellem pakkasser og embellarede møbler, og er sinssvag [sic] af træthed; jeg går med pakningsfolk i ét eneste kjør, render ærinder, husker på tusinde ting på en gang, gjør istand for gutterne, betaler regninger, tager imod farvelvisitter og er i selskab om aftenen (fik du telegram igåraftes?)k1218 og er under alt dette rent ør af glæde og lykke over dig. Ak nei det er aldeles uudsigeligt hvor lykkelig jeg er, snart skal jeg kysse al min glæde ind i dig, du utrolig elskede. Jeg slutte. Det er mig så aldeles knusende ligegyldigt hvem der er forlovere. Jeg vil slet ikke ha nogen af Knudtzons med til brylluppet, ingen vil jeg ha med bare os to og hvis det er nødvendigt disse andre to. Idag fik jeg først tinglæsningen.
Din Amalie
Det sidste brev jeg sender dig! Hurra! Levvel til på søndag!

279. Amalie til Erik

24de septbr. [1884]
Jeg er netop kommet tilbage fra fru Wulf;k1219 hun havde sagt til mama, at der var så meget hun endelig vilde give dig besked om inden du reiste; da jeg så kom hjem igår, havde hun været her, og så gik jeg derop idag kl. 11, for at spørge om det var noget jeg kunde skrive til dig. Nu har jeg spist frokost og skal nu til at fortælle hvad hun sa. Ja, det var så meget om to bisper på en kirkegård, som du endelig måtte se, og om nogle volder i nærheden af Sjørring tror jeg, og om 13 kjæmpehauger på rad, og om et tjørnetræ, hvortil det sagn knyttede sig, at når kongen engang bandt sin hest i det, var det ude med Danmark, og om Klitmøller og et fyrtårn og nogle dejlige skrænter ved en fjord. Træet måtte du ikke glemme, det var så mærkværdigt. Du måtte endelig besøge hendes datter; de ventede dig; derfra kunde de kjøre dig ned til Vesterhavet, og der fik du meget at vide. Jeg skulde været med på denne tur sa hun; den var meget interesantere [sic] end den i Hanherrederne, så kunde jeg boet i præstegården, og du derfra gjort dine udflugter. Hun var meget elskværdig og snil, – hvor hun kan snakke! Hun havde sét Judick1220 og ærgrede sig rasende over sine penge; hun fandt hende ækkel, og ikke spor af pen engang.
Tak for dit telegram som kom imorges. k1221 Hvorfor har du ikke fået tid til at skrive? Hvad har du været så optaget af? Jeg troede du havde skrevet den første aften fra Sruerk1222 eller hvad det sted hed hvor du skulde overnatte og ankomme temmelig tidligt, såvidt jeg husker. Jeg var igår i Folketheatret med frøken Pryds. k1223 En «Valgdag» var ikke svært morsomt syntes jeg, altfor karrikeret, og dertil så langtrukkent, men det andet Vebæk[sic] –Skods- o.s. v.!k1224 som jeg fornøjede mig! Jeg lo flere gange så højt, at det var en skandale; jeg vidste ikke af det, før jeg brast ud, og så var det forsent og hjalp lidet at jeg tog lommetørklædet for munden. Iaften skal jeg der igjen, og glæder mig græsselig. Jeg er gal efter det stykke. Tænk jeg har overtalt mama til at gå med mig, – jeg synes det er så fornøjeligt at hun har sagt ja. Så går jeg og henter hende. Jeg var deroppe igår for at få Emma med mig; hun kunde naturligvis ikke – som de to pigebørn arbeider! – og så strøg jeg lige til frøken Pryds, og bød hende billetten, det var igår forstår du, – hun blev så glad, kom hæsblæsende her kl. 7 og gjorde mange undskyldninger fordi det var så sent hvad jeg til ingen nytte forsikrede hende var aldeles overflødigt. Hun havde forresten slig ond ånde i theatret at det var en sand lidelse; stakker, – det var fælt. Vi havde brilliante pladser, parketlogen tilvenstre, første bænk 7–9. Hun fornøjede sig udmærket og var taknemmelig. Fra Abraham fik jeg et meget elskværdigt svar;k1225 hvis jeg blot vilde gå hver eneste aften og ta med hvemsomhelst, vilde jeg volde ham en stor glæde o.s. v. På fredag kunde Emma – sa hun, og vilde så gjerne derhen; vi aftalte at gå sammen på fredag. Men da jeg igår kom hjem lå der brev i kassen fra fru Ida Hansenk1226 med invitation til dig og mig til på fredag kl. 5. Jeg skrev straks, og sa at du var bortreist, og at hvis der ingen var som om aftenen skulde samme vej, så måtte jeg altså renoncere på fornøjelsen. Men hvis hun nu svarer at der er følge for mig, så blier det ikke af med Emmas og min teatergang, og det er rasende kjedeligt. Synes du det er stygt af mig at gå til Hansens når jeg sa ja til Emma, at jeg kunde på fredag?
Fru Wulf sa at hvor hun gik og kom i denne tid holdt folk på med at bedrive tankelæsning. Efter hendes sigende må Otto Bentzon være meget flinkere end Bispop [sic],k1227 men tænk, der er bare et eneste medium han kan bruge, en ung fyr, bly nervøs, en ven af Ulf Hansen, som havde været der for leiligheden. Du kan ikke tænke dig hvad for ting han havde udrettet. Tilsidst var de begge så udmattede, at de måtte holde op; de fik hodepine af det. Hun sa det kom så græsselig meget an på mediet, og nu er jeg sikker på at det bare var derfor jeg ikke kunde finde knappenålen, fordi du er et så slet medium. Besynderligt at jeg ikke straks faldt på det. – Jeg har udrettet alt hvad jeg skulde for dig, sendt til Gallschjøt, til Lund, hævet pengene i Ude og Hjemme; der havde de sagt, at hr Skram selv havde hævet 10 kr; men hun fik det, du havde sagt hun skulde ha alligevel, du talte noget om at de vist havde snydt dig, kan du huske, – måske det er de 10 kr. du selv har hævet og glemt at du har hævet. I banken har jeg også været; jeg mødte Chr. Rothe på Kjøbmagergade; han hilste så alvorligt, anderledes end han pleiede, syntes jeg. Han er vist stødt over et eller andet, kanske over at vi aldrig bad ham, eller spurgte til ham i den lange tid hans familie lå på landet. Jeg ved ikke, jeg. Jeg traf din tante Mathilde igår hos din mor,k1228 hun er altid så venlig og snaksom når jeg ser hende. – Du har ikke havt rigtig godt vejr vel? – men ikke rigtig stygt heller?; mandag aften var her syndflod og lynild, – da var jeg meget bange, sad og krøb sammen på en stol snart inde hos dig, og snart i den anden stue, indtil det gik over. Jeg har taget mod til mig og talt til Josefine om stopningen;k1229 resultatet skal du få mundtligt. Det blev til et kompromis, ja det vil sige, jeg forbeholdt mig at indhente dit samtykke, og lade det stå uafgjort til du var kommen, men imidlertid lovede hun at stoppe den vadsk [sic], der nu lå ueftersét. Jeg er så sikker på at du blir længere borte end du sa, akurat som første gang, da det gik så rasende langsomt med at bevæge dig fra sted til sted dernede i Sønderslesvig.k1230 Er du fornøjet og i godt humør nu? og begynder du at finde det interesant? Eller længes du tilbage hid? Eller er begge dele tilfældet? Jeg har ikke kunnet ta fat på dit værelse, for mandag aften begyndte jeg at få mine ting, og siden har jeg været som i en opløsningstilstand aldeles ude af stand til den slags sjou. Jeg håber du snart kommer hjem. Jeg længes så efter dig.
Amalie.
[Tilføyelse på siste side]:
I aviserne står der at rigsretten skal åbnes den 6te oktbr.k1231 ifølge kongelig forordning.

280. Erik til Amalie

Thisted Fredag [26/9/84]
Min elskede Du har gjort mig meget glad med Dit Brev idag, men desværre har jeg kun dårlig Tid til at skrive, så Du må tage mine Ønsker for Gerning. Fru Wulff har Ret i, at denne Tur er interessantere end den til Hanherrederne, her er mere stor Natur, men unægtelig havde det haft sine Vanskeligheder for dig at færdes som jeg omkring fra Morgen tidlig til Aften sent, igår oven i Købet i Fjeldevogn på de mest halsbrækkende Klitveje mellem lutter Bønder. Men jeg tænkte hele Tiden på, at Du vilde have moret Dig, om Du havde været med. Jeg har ikke fået ordenlig Middagsmad siden jeg spiste på Jernbanestationen i Frederiks, men idag skal jeg få Erstatning. Jeg skal spise hos Jacobsens Svoger Konsul Andersen til Middagk1232 og til Aften skal jeg være hos Jacobsen, der er raskere end han var i København, da jeg sidst så ham. Jeg kunde ganske vist have skrevet i Struer i Mandags Aftes, men min Ven Klokken var ½ 11 da jeg var i Hotel, jeg var dødssulten meget træt og skulde op Klokken 5 næste Morgen så jeg tilstår, at det eneste jeg tænkte på var min Magelighed. På samme Måde gik det mig da jeg i Tirsdags kom til Thisted. Jeg måtte først spise, så sove og så ud i Byen for at hilse på de Mennesker, som skulde give mig Anvisninger, og på Jacobsen som jeg havde lovet «Politiken» at skrive om.k1233 Men Brevet til Politiken har jeg heller ikke kunnet skrive, jeg har måttet lade mig nøje med at sende et Telegram. Her er ikke Stof til et Avisbrev. Den Aften kom jeg først hjem Kl 12 og siden har jeg som meldt været i Vogn uafbrudt. Hvor Dit Brev er morsomt vrimlende fuldt af Enkeltheder som fornøjer mig i højeste Grad, og godt er det at Du har skrevet mig til om Besøget hos Baggers,k1234 jeg havde villet stryge det – det tager mindst en Dag men når jeg nu hører, at de venter mig, må jeg jo derud, jeg vilde meget nødig vise mig ligegyldig der. – Så Du har moret dig så godt i Teatret og fået gamle Mama med Dig! Du er sød! Det eneste der er kedeligt ved dette er, at jeg ikke fik set din Glæde. At Du tager til Hansens forekommer mig helt naturlig, med Emma må Du jo let kunne komme en anden Gang i Teatret.
– Det er rigtigt med Pengene, det vil sige det er rigtigt, at jeg har fået 10 Kroner men jeg antog, at de var trukket fra, det forekom mig, at Summen var så lille men mulig er der en Fejltagelse fra Ude og Hjemmes Side som jeg skal nærmere undersøge når jeg kommer hjem. Og Du Ulykkelige som fik Lyn og Torden! Jeg mærkede intet dertil på Rejsen, men Uvejret har raset stærkt på Limfjorden, hvor det slog ned i et Dampskib – det samme tror jeg vi i Sommer rejste med, bedøvede Kaptejn og Rorgænger og slog Styrmanden om, men gjorde ellers ingen Fortræd. Josefine, som for Resten hedder Johanne, så vidt jeg da husker, har naturligvis forlangt højere Løn – men foreløbig er det jo bravt, at hun stopper denne Gang, og ønsker Du at beholde hende så lad hende få de Par Kroner mere! Min elskede søde Ven jeg længes hjem, har følt mig ensom navnlig på Udflugten til Hanstholm, hvor Du godt kunde have været med, jeg havde god Vogn, hvor Du kunde have sovet trygt i min Arm da Mørket faldt på – jeg kørte mellem 7 og 8 Mil og gjorde tre Udstigninger – Vognen lignede den, vi rejste gennem Valders medk1235 men var større nyere og mageligere. På den anden Side er her et virkeligt Stof, som desværre blot burde behandles langt grundigere end jeg kan, så keder mig, gør jeg ikke. Jeg har drømt hver Nat om Dig – undertiden ikke glædeligt. Farvel min elskede Ven
Din Erik



1885

Fra 1885 og framover blir brevvekslingen mellem Amalie og Erik Skram mer spredt og sporadisk. De bor sammen i København, og skriver brev til hverandre stort sett bare når den ene er ute på reise (skjønt det skjer av og til at en av dem, særlig Amalie, skriver for å forsøke å oppklare en uenighet mens de bor i samme huset.) Erik reiser av og til bort på journalistiske oppdrag; Amalie reiser til Norge i lengere perioder, enten for å besøke en av sine sønner eller for å samle stoff og finne ro til å skrive.
I juli 1885 (brev 281–92) var det Erik som reiste vekk. Han hadde fått i oppdrag å lage en beskrivelse av Sønderjylland til en bok om Jylland i en serie om de forskjellige landsdelene i Danmark, Danmark – i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere, som Martinus Galschiøt redigerte, og som kom ut i 1887. For Erik var det en kjærkommen anledning til å gjense de stedene hvor han hadde slåss som gutt i 1864, og samtidig et smertelig møte med deler av Danmark og med danske bønder som nå var under tysk herredømme, (men som han levde lenge nok til å se bli danske igjen i 1920). Hans kapittel ble ikke bare en geografisk skildring, men et dypt personlig engasjert innlegg i debatten, og var så vellykket at det ble trykt opp igjen året etter som en liten bok, Hinsides Grænsen. Erindringer fra Sønderjylland efter 1864 (1888). Mens Erik reiste rundt i Sønderjylland, bodde Amalie i Hornbæk, et yndet sommersted for københavnere, sammen med sønnen Jacob, som tilbrakte sommeren hos dem. Hun prøvde å skrive på et skuespill, var sammen med andre sommergjester, og lengtet etter Erik, som på sin side forkortet reisen så mye han kunne for å nå tilbake til Hornbæk mens hun ennå var der; han var borte i omtrent to uker.
7. oktober 1885 var det Amalies tur til å reise, og denne gangen skulle hun være borte i tre eller fire uker (brev 293–313). Hun tok skip til Bergen for å gjense sin yngste sønn Ludvig, som på det tidspunktet var 17 år gammel, og som arbeidet i butikken til onkel Tobias, hans fars eldre bror. Han hadde «gått til handelen» som August Müller ønsket da Amalie giftet seg; men det virker ikke som om han hadde utsikter til hurtig forfremmelse eller videre utdanning han var nærmest butikkbetjent. Amalie og Erik hadde heller ikke penger nok til å hjelpe ham fram. Amalie hadde ikke tenkt å oppsøke sine gamle bergenske venner; hun skulle arbeide og være sammen med Ludvig. Men det varte ikke lenge før hun begynte å treffe folk, gå i teater og ut i selskap. Erik følte seg forlatt og utenfor da hun reiste, men han fikk også trøst av gamle venner og var opptatt som vanlig med journalistikk og teater – han var blitt teateranmelder for Galschiøts Illustreret Tidende. Han gjennemlevde også en ganske dramatisk politisk periode, hvor regjeringen ble utsatt for heftige angrep av venstre, Chresten Berg ble dømt til fengsel, og Estrup ble skutt på åpen gate. Hendelsene speiler seg i brevene til Amalie. Men mest av alt lengtet de fremdeles etter hverandres brev og etter Amalies retur til København.
Det er lite i brevene om Amalies arbeid. Constance Ring var kommet ut i juni 1885 hos Huseby i Kristiania, etter at boken var blitt refusert av Hegel, som syntes den var for vovet; anmeldelsene blir nevnt i brevene fra juli og august 1885. Som forfatter var hun ved denne tiden i sterk utvikling, og størstedelen av hennes romaner, noveller og skuespill skulle komme i løpet av de neste ti årene. Vitnesmål om Amalie og Eriks liv sammen i København må man ellers søke i andres brev eller selvbiografier. Om deres opptreden finnes det litt blandede meninger; særlig Amalie pleide å gjøre et sterkt inntrykk på andre i bekjentskapskretsen, enten det var positivt eller negativt. De fleste syntes nok at de var et kjærkomment innslag i selsapslivet i København, men det var også noen som var mindre begeistret (f.eks. Louise Drewsen i sine brev til Alexander Kielland). De nøt å være sammen og å være sammen med andre, og de aldri helt løste konflikter holdt seg i disse årene for det meste under overflaten.

281. Erik til Amalie

Sønderborg den 22. Juli 1885
Min søde elskede Hustru! Endelig har jeg fået et Par Timer til min egen Rådighed i Ro her på et lille Hotel i Sønderborg på Als. Jeg har villet skrive til Dig fra det første Øjeblik jeg i Mandags slap ud af Jernbanekupéen, men jeg har været alt for optaget, alt for meget på Farten, og så om Aftenen alt for umådelig træt til at det kunde blive til noget. Jeg véd ikke om Du nu kommer til at vente længere på Brev, end Du havde beregnet; under alle Omstændigheder véd jeg, at jeg selv kommer til at vente længere med at få Svar fra Dig, end jeg på nogen Måde synes om. Jeg længes hvert Øjeblik på Dagen efter at høre din Stemme, det er mig helt underligt at savne dit elskede Mål klinge som Akompagnement til de Indtryk, jeg modtager. Og hvordan er det gået Dig? Kom Du velbeholden til Hornbæk? Kom Drosken tids nok tilbage, fik I Regn undervejs, hvordan klarede I jer i Helsingør med den store Kuffert, og hvad Slags Vejr har I nu, har Opholdet svaret til Forventningerne osv. osv.? Du må endelig skrive vidt og bredt om alt muligt, så at jeg kan følge med i alt hvad der angår Dig og Jacob. Du må sige til Jacob, at han vilde gøre mig en stor Glæde, hvis han også vilde skrive til mig. Min elskede Ven, havde jeg vidst lidt bedre Besked om Forholdene herovre, så havde jeg bestemt overtalt Dig til at lade Hornbæk fare og følge med mig. Her vrimler af små og store Badesteder i Omegnen af Flensborg i de mest idylliske Egne, hvor Du for 3–4 Kroner om Dagen kunde bo i Ro, medens jeg drog rundt på de Ture, som skal foretages. Så frisk en Strand og så salt et Vand som i Hornbæk er her ganske vist ikke, og Du vilde komme til at leve i større Ensomhed, end hvor Du nu er, for så vidt Du da ikke gjorde Bekendtskaber med de for største Delen tyske Badegæster, som fylder Hotellerne her, men Du vilde til Erstatning se og høre en Mængde Ting, som måtte interessere Dig. Kampen her mellem dansk og tysk går sejgt og dygtigt for sig, og der er et Folkestudium at gøre, som lønner Umagen.
– Men nok om det, Du er her ikke og har det forhåbenlig godt hvor Du er, arbejder og længes ikke bort fra Stranden.
Kort efter at jeg i Mandags havde forladt København, fik vi Regn, og den varede i Stød ved lige til Flensborg. Jeg tænkte på jer, om I nu også på Dampskibet havde den stærke Blæst og Regnen, det måtte genere jer mere end mig, som jo den længste Tid var godt gemt i min Kupé. Af Æventyr oplevede jeg kun det, at jeg en Tid lang med en vis Ængstelse iagttog en stigende Hede og Svulmen i mit højre Knæ, som dog ikke var forbunden med nogen Smærte. Jeg grundede noget over, hvad der kunde være Grunden til Fænomenet, men først på Dampfærgen over Lille Belt gik det op for mig, at det var det fortræffelige Katteskind, der havde foretaget en Vandring fra mine Rygstykker ned på Benet, og da jeg nærede Frygt for tilsidst at se det komme til Syne som et loddent Dyr nede ved Støvlerne – hvilket jo kunde frembringe et aldeles uberegneligt Indtryk på mine Medrejsende – var jeg en Smule urolig, indtil jeg endelig på Fredericia Jernbanestation fik Skindet trukket frem. Det viste sig da, at det ene Bånd var revet løs fra Skindet. Det kom så i min lille Rejsetaske, hvor det fremdeles befinder sig og, som det synes mig, i nok så høj Grad beskytter min Ryg som da det sad på sin Plads. I Flensborg var jeg Kl henved 6 og måtte efter at have spist, straks ud for at søge efter en Mand, som man der formodede skulde rejse næste Morgen, og som det var af stor Vigtighed for mig at træffe. Jeg fandt ham ikke, han sagdes at være rejst et Par Timer før jeg kom, men jeg traf en anden, de danskes Fører i Flensborg, Gustav Johansen,k1236 som omtrent var lige så god, og som jeg under alle Omstændigheder skulde have opsøgt. Hos ham fik jeg en ypperlig foreløbig Vejledning, gik hjem for at skrive til Dig, og faldt så i Hotellet i Armene på en ny Mand, der sad og ventede på mig. Da han forlod mig, var Klokken 10, og jeg så søvnig, jeg havde ikke sovet det mindste på Vejen, at jeg ikke kunde tænke på at skrive. Næste Morgen blev jeg snydt for en Time, jeg trode at Dampbåden først gik Kl 9, den gik Kl 8 og jeg nåede blot akkurat at komme med. Så ombord traf jeg den Mand, jeg den foregående Aften havde søgt – Lauridsen, der har skrevet i «Tilskueren» om Sønderjyllandk1237 – og med ham tog jeg så til Lyksborg ved Flensborg Fjord, det Slot, hvor Frederik den syvende døde, og hvor der nu er Badested. Der turede jeg med Lauridsen, som gav mig fortræffelige Anvisninger, i de dejlige Skove i tre Timer og gik så videre med Dampbåd til en Station nord for Fjorden. Her måtte jeg i en lille Kro leje Køretøj, som så i flyvende Fart langs Broagerlands hyggelige Veje, de er alle indhegnede med høje Hække af Hassel, El og Tjørn, førte mig til Gammelgab, en Landsby, hvor den unge Bonde eller Proprietær, Wolf bor. Der blev jeg gæstfrit modtaget – sulten var jeg rigtignok som en Hund, og jeg måtte foreløbig lade mig nøje med lidt Kaffe – så just som vi skulde sætte os til Vogns for at bese Omegnen og gøre et enkelt Besøg, kom der i Besøg en aldrende Skolelærer – han lignede mere en Præst – og vi blev hjemme, kom efterhånden til Aftensbordet, hvor jeg åd som en Tærsker, og jeg søgte da at drage det mest mulige ud af Samtalen mellem Wolf og Skolelæreren, der skønt dansk født og talende er tysk sindet om end ikke af de ondartede. Der blev ikke sagt et Ord om Sym- eller Antipartier [sic], og jeg fik intet Vink om Mandens Sindelag, men jeg var forøvrig først hen imod Slutningen af de lange Diskurser noget i Vildrede med hvor jeg skulde sætte ham, jeg havde straks på Følelsen, at der her var en at tage sig en Smule iagt for. Men kort inden han gik begyndte han at dadle noget ved det tyske Landbrug og ved Embedslønningerne og så blev jeg lidt usikker. Efter at han var taget bort, fik jeg endnu en temmelig lang Samtale med min Vært, som desværre er højresindet i for høj Grad til at det kan nytte at tale Politik med ham, hvad han er noget tilbøjelig til – en særdeles dannet og klar Mand er det iøvrigt, ugift – og så Kl 10 var jeg for søvnig til at holde længere ud. Jeg blev vist op til et hyggeligt Gæsteværelse og under en Dyne – det var koldt nu ud på Aftenen – faldt jeg øjeblikkelig i dyb Søvn. Imorges blev jeg vækket Kl omtr 6 af min Vært. Kl 7 ½ var vi til Vogns og med nogle Standsninger på Vejen for Udsigters og en pragtfuld Kirkegårds Skyld med Krigergrave – vi var nu i den Egn hvor Kampen i 64 rasede stærkestk1238 – drog vi over Dyppel til Sønderborg. Vi passerede på Dyppel Banke – der hvor de danske Skandser lå – det prøjsiske Sejersmærke, et anseligt Monument i gothisk Stil – det stikker i Hjærtet kan Du tænke at se det. Det rager op her i det danske Land som et mægtigt Tegn for Sorg og Ve over de knuste Anstrængelser og den megen Uklogskab, som har ledet os og leder os den Dag idag. Jeg er lidt syg i Sindet her i Sønderjylland. Det begyndte da jeg på Jernbanen i Mandags så de første sorte og hvide Pæle, og det kommer igen og igen for hvert Minde, som drages frem, for hvert nyt Indtryk af Skønhed og Frugtbarhed, jeg modtager i dette Land, der har Former som Sjælland omtrent, kun i større Målestok, og som uden for Byerne ikke rummer andre end Embedsmændene, der forstår tysk, men hvor hver Mærkestolpe, hvert Øvrighedsskilt er affattet på tysk, og hvor man møder Gendarmer med Pikkelhue og ser tyske Uniformer i Mængde. Jeg skal nu i de nærmest følgende Dage til at vandre de gamle Veje efter, hvor jeg i 64 gik som Soldat, det bliver underligt at se disse Steder igen. Jeg håber at kunne skrive til Dig om en Dag eller to på ny, og jeg beder Dig inderligt at Du vil skrive hyppig. Min kæreste Ven jeg har et eneste i Verden, det er Dig, husk altid det, jeg trænger til Dig og aldrig kommer det i min Tanke uden når Du tvinger mig til at huske på det, at der i mit tidligere Liv er foregået andet end en Stræben hen imod Dig.
– Jeg er to Gange blevet afbrudt i mit Skriveri af Folk, som her venter på mig, nu hører jeg dem på ny i Gæstestuen under mig. Jeg kan kun opgive som Adresse Flensborg poste restante, idet jeg vistnok vil være borte her fra Byen, inden et Svar kan nå mig. Det er mig et større Savn end jeg let kan sige at være uden hurtig Forbindelse med dig. Skriv i 8 Dage fra Modtagelsen af dette Brev under den opgivne Adresse med mindre Du skulde få en anden opgiven.
Farvel min kære elskede Ven, skriv så ofte Du kan, hils Jakob
Din Erik

282. Amalie til Erik

Hornbæk 24de juli 85.
Min kjære elskede, jeg vented så længe på dit brev; først idag (fredag) kom det og det er jo alt femte dagen siden vi skildtes. Jeg gik og tænkte at ikke alene skriver han ikke selv, men han må jo heller ikke bry sig om at høre fra mig, for han ved jo at jeg ingen adresse har, før jeg får den opgivet. Men så endelig idag altså, og da blev jeg glad; så så jeg jo også at det ikke havde været dig så let at komme til før. Jeg savner dig forresten så græsseligt, ved alt hvad jeg rører mig til, og tænker hvert øjeblik at det er den største uting at leve dagene hen uden dig. Jeg har læst så meget af Turgenjew [sic] i disse dage, og så meget i mig er bleven sat i en underlig sitrende bevægelse ved den læsning; mit hjærte er ligesom blevet mere vågent eller opladt og derfor længes jeg efter dig. –
– – Jo Kusken stakker kom nok tidsnok han, og vi skulde også være kommet tidsnok, for den manglede 12 minutter på ½ 8 da vi fra Kongensgade svingede ind på «Nytorv»,k1239 hvis sagen ikke havde været den at Dampskit til «Helsenør» [sic] var gået kl. 7. En mand med en trillebør kom hen og sled den store kuffert ned i det han sang ud: «til Malmö» – kan jeg tænke! Nej til Helsingør svarte jeg. «Ja, ja det gjør det samme men den går ikke før kl.9. Så kan du vide vi blev rasende lange i ansigtet, vi som havde været så kry over at komme så overflødig i betids. Vi spurgte hinanden hvad vi skulde ta os til i al denne tid, og var omtrent bleven enig om at slænge ind til Aportusk1240, da jeg huskede at du havde talt om jernbanen, og bemærkede til kusken og ham med trillebøren at så var det bedst han satte kufferten op igjen, for så o.s. v. Men han frarådede mig det med den mest konfidentielt oprigtige mine, sa jeg vilde komme til at betale så høje overpenge for kufferten o.s. v. Der gik nogle minutter hen med snakking frem og tilbage, men enden blev at vi kjørte til jernbanen. Det vi skulde nydt på Aportus vilde jo også koste en del tænkte jeg. Kusken var skikkelig; han forlangte for begge turer ikke mere end 1 kr. 75; så gav jeg ham 15 øre til. Betjenten der ekspederte kufferten og byldten fik 35 øre og overpengesummen beløb sig til 20 øre. Så gik vi på 3die Klasse for at vinde ind hvad det kosted mere på jernbane end på dampskib, kom endelig afsted, havde det brilliant undervejs, idet konduktøren uden at jeg havde sagt et muk, passede på som en smed, at vi skulde få bli alene der vi sad. Når nogen på stationerne tog i vor kupédør, kom han øjeblikkelig farende, og drev som, som en saueflok i øst og vest. Det var så komisk, at jeg måtte le. Idet vi kom ud på gaden i Helsingør begyndte det, ikke at regne; nej det var et skybrud der kom væltende ned over os, og i et øjeblik komplet fyldte gaderne så vandet stod flere tommer højt. Vi sprang ind i hver vor port; Jakob vilde ikke først men tænkte at fortsætte vejen; i næste nu, var han dog glad til at han krøb i skjul. Der stod vi til det værste var forbi, nåede så omsider hotellet hvor jeg spiste en kotelet medens Jakob ikke var spor af sulten. Så kom bybudet, og meldte at nu stod kufferten o.s. v. på dagvognen, han havde fåt vor bagagebillet på stationen og for sin umag skulde han ha 35 øre. Straks efter sad vi på dagvognen, og nåede Hornbæk i god stand. Lidt havde det regnet undervejs men bare fint musk, og slet ikke uafladelig. Vi måtte betale 1 kr. i fragt for kufferten og 25 øre for byldten, og inden jeg vidste af det stod den på en liden trillebør som en mandsperson som kusken råbte an, trillede ud til Anders Hol for 25 øre. «Så spør jeg dig om vi har havt bryderi af kufferten» – var det første jeg sa til Jakob da vi var kommet u[n]der tag. Og han gav sig til at le og svarte: Nej, det skal gud vide vi ikke har. Der kan du se, du med alle dine dumme spådomme og ophævelser. Nej, så pas vant til at rejse er jeg jo, at jeg godt vidste det var tøv hvad du sa. En har ikke mere bryderi af sit tøj end en selv vil – det vil sige det kommer an på om en forstår at stelle sig eller ej. Nu angrer jeg så græsselig på at jeg lod mig hindre fra at ta den store stol med. Da jeg talte om det til Jakob idag, svarte han ganske spagfærdigt, at igrunden kunde vi jo gjerne gjort det. Ja, for nu idag f.eks. er det stygt vejr, det regner og blæser, så en må holde sig inde og da havde stolen været god at ty til. Mandag, da vi kom var det også regnfuldt; ikke straks, men ud på dagen gik det med voldsomme byger, som vi fik over os, mens vi gik og kjøbte brød og smør og petroleum og melk. Jeg kjøbte mig straks et par franske træsko, for det indså jeg at det var splitter umuligt at gå tør i andet i den fugtige sand, ikke at tale om hvorledes skotøjet vilde lide derved. De kosted 1 kr. og 60, og de er slet ikke onde at gå med, især ikke siden jeg har syet noget tøj under kanten på ankelen. Bergsøe,k1241 som havde været inde i butikken, mens jeg stod og forhandlede om træskoene, havde havt slig lyst til at be mig la være at kjøbe dem fordi de ødelagde fødderne, fortalte Rosenstandk1242 siden. Jeg så der stod en herre og keg på mig, men jeg vidste ikke hvem det var. Om aftenen (på mandag forstår du) da vi havde drukket te, og vi begge sad og læste i hver vor Turgenjew blev der dundret på vor havedør, og ind træder Juel-Hansen og frue våde fra top til tå, for at hilse os velkommen. «Når det regner i Hornbæk – ja, for ser de altså, det regner jo ikke så hyppig, men altså, når det sætter ind med den slags vind, her blæser vinden gjerne fra tre forskjellige kanter, men altså, siger jeg, når det regner i Hornbæk forstår de» – o.s. v. Jeg havde lyst til at råbe «kjæften te», der sad fru Juel-Hansen, og fik bogstavelig ikke komme til orde. Du kan tro det er nogle dejlige senge; en jernbrisk hvorpå en tre tommer tyk halmmadrats. Når jeg vågner er jeg aldeles læmster på hele bagsiden af kroppen, og det varer over en halv time inden det går over. Der er også så underligt kjøligt i den seng, skjønt jeg egentlig ikke fryser, men du kan tænke dig til med så lidet sengeklæder. Så er der et lidet stykke der hvor ryggen svajer ind mellem enden og det ovenfor, som aldrig får noget at hvile på for den ene pude der findes må jeg ha under nakken. De første to nætter sov jeg godt trods alt, da sov jeg om dagen også, for jeg var så søvnig af luften, men siden ligger jeg og vågner i hvert øjeblik fordi der er så ondt i sengen. Inat var det forresten meget bedre, fordi fru Juel-Hansen, som altid er snil, skaffet mig en dejlig lang pude tillåns hos postfruen; da sov jeg udmærket. Kl. 7 står jeg op, kaster morgenkjole på mig, og går i bad; det er dejligt salt vand, og så morsomt og friskt at ligge ude i stranden og bli overskyllet af småbrændingerne. Når du kommer, kan vi godt gå samtidigt i bad; så sidder du oppe i teltet og venter på mig, og mens jeg klæder mig, går du i; der er så ensomt derude; ingen badehuser i nærheden. Du kan tro Jakob er muggen fordi han må så tidlig op; men når jeg går i bad siger jeg at han skal være oppe til jeg kommer igjen; så drikker vi kaffe som jeg selv laver, så går han i bad, og jeg en liden tur, mens Signe gjør værelserne istand. Det er derfor han må op for at ikke værelserne skal ligge slig op ad dagen, og det indser han også godt. Kl. 11 spiser vi frokost, smørrebrød med melk til og kl. ½ 3 middag på kroen hvor maden er slet; de første dage spiste vi og Rosenstand sammen, og da gik det enda an, for så kunde vi rive ned og skjænde så meget vi vilde; men nu har de fundet på at vi skal spise sammen med hele familien og den ene dame som er i pension og det er langtfra så hyggeligt. Men de synes naturligvis det er morsomt; de gjør alle slig kur til os, børnene også, og de er meget snille. Iaften skal vi hen på kroen og sidde og drikke vin sammen med Juel-Hansens; det var hende som fandt på det; hun har nu ikke sét et menneske, siden hun flytted herned, og så fik hun lyst. Rosenstand og Bergsøes og Madvigsk1243 sidder der altid om aftenen vi var der engang; Rosenstand havde bedt os hver dag om endelig at komme; han havde i kommission fra de andre at be os; men jeg tror ikke det var blevet, hvis ikke Juel-Hansen var kommen inden og havde inviteret «ung Jakob» til «et glas øl på kroen». Så gik jeg med, og det var nokså morsomt. Bergsøe fortalte så mange historier, nokså morsomt, og Rosenstand var så elskværdig. Det er han altid; han er så hyggelig med Jakob også. Når Jakob har været vække lange tider, og så kommer tilsyne igjen, heder det altid på mit spørsmål om hvor han har været: gået med Rosenstand, eller siddet og talt med Rosenstand: Og mange interes[s]ante ting har han også fortalt ham hver gang. Der er naturligvis masser af småting som jeg ikke kan få plads til at skrive om; jeg håber at jeg ikke glemmer dem når du kommer. Igår var Shandorphfs [sic] her;k1244 i den anledning spiste vi middag hos fru Saraouw,k1245 og fik god mad og udmærket vin. Shandorpf var, henrykt fortalte de, da han hørte jeg lå her og proponerte straks at jeg skulde inviteres til middag. Jeg fik også en varm modtagelse, men han kom ikke til at kysse mig; uf, han lugted så fælt af vin og tobak. Fruen var så dårlig; hun så ud som en liden nyfødt katteunge, og sad hele tiden og peb så ynkeligt. Det var rent fælt at høre, hvor det sang i hende, hvergang hun trak vejret. Hun tåler ikke at ligge på landet. –
Fra mama fik jeg idag et langt brev,k1246 som Johanne sendte mig. Mama aner ikke jeg er her. Men derom mere næste gang. Nu orker jeg ikke mere; jeg er træt lige op til skulderen, for jeg har, som sædvanligt skrevet i rasende galop uden et sekunds pusterum. Imorgen skriver Jakob til dig; iovermorgen jeg. Gud give du vilde skrive svært ofte; jeg længes så efter dig, hører du jo. På stykket arbejder jeg i mit ansigts sved.k1247 Aa hvor jeg arbejder! Farvel min søde, elskede mand. Jeg glæder mig rasende til at få dig tilbage.
Din Amalie.
[Tilføyelse på første side]:
Du må skrive Hornbæk pr/ Hellebæk på brevene.

283. Erik til Amalie

Fægtergården ved Nordborg på Als 25/7 85
Min elskede Ven, det kan naturligvis ikke nytte at fortælle Dig, hvor jeg er, Du kan alligevel ikke hitte ud af det, nok at jeg sidder på Nordenden af den fortryllende Ø Als, til hvis Sydspids jeg forleden kom, og hvorfra mit sidste Brev var. At Du ikke er med mig! Her er uforligneligt smukt, og Menneskene, jeg træffer, interessante. Mine Bondebekendtskaber er endnu ikke talrige. Jeg har kun boet hos én Bonde – en Mand, der ved sin Dannelse og sin Stilling forøvrig i Kongeriget næppe kunde gå for Bonde – og hos ham var alt udmærket undtagen min Nat; da havde Lopperne nær gjort mig vanvittig. Det var en mærkelig Nat. Jeg var for træt til at vågne, men i Søvne kæmpede jeg mod en Helvedesild over hele Kroppen og drømte bestandig om, at jeg var jeg hjemme [sic], og at Du lå ved siden af mig, og skændte på mig, fordi jeg ikke kunde ligge stille. Jeg undskyldte mig på det bedste og snakkede i et Kør om, at det Bad, jeg havde taget i Østersøen, måtte have givet mig Nældefeber. Endelig Kl 4 blev jeg mig bevidst, hvad der var i Vejen. Jeg klædte mig da halvt på, svøbte mig i mit Plaid og lagde mig oven på Sengen og sov uforstyrret Resten af Natten. Da jeg vågnede, så jeg mine Fredsforstyrrere krybe rasende omkring på mine Underbenklæder. Jeg var rædselsslagen og det kostede mig Anstrængelse at komme ind i det samme gode Forhold til mine Værtsfolk, som jeg havde været i om Aftenen og den foregående Dag. Ellers er det velhavende Proprietærfolk jeg har besøgt. Idag sidder jeg ved en Millionærs Bord og skriver med Elfenbenspenneskaft af Guldblækhus havde jeg nær sagt, men det vilde dog være for meget – det er i Mandens Bibliotek at jeg har fået Plads. Desværre kommer nu et Par Gæster ind og kaster sig med Larm i et Par Lænestole for at læse Aviser. Manden er en Alsinger, der som fattig Købmandslærling drog til England, var der 20–30 år og nu for 10 år siden har bygget sig en lille elegant Bolig på Nordsiden af Øen, lavet sig en herlig Park, og er en gæstfri og jovial Mandk1248. Jeg drager videre på min Vej imorgen, og så begynder mit Bondeliv for Alvor, indtil jeg på ny kommer til Flensborg. Jeg har ikke noget Sted været mere end en Dag, bestandig er jeg på Farten og kommer i en ny Seng hver Nat. Jeg ser meget og har det godt, men føler mig underlig ensom. Jeg længes efter Dig, og det går mig nær, at jeg ikke kan dele Indtrykkene, jeg modtager, med Dig. Du vilde nu næppe have havt Lyst til at flakke således om, særlig igår og idag havde der været Fristelse for Dig til at blive i de smukke Hjem, som åbnes for en.
– Du, jeg har for Resten været så nogenlunde nær ved at brække Halsen idag. Ved en Kusks Uagtsomhed eller dumme Måde at køre på blev jeg og min 65 årige Vært fra igår kastede bag ud af en ret høj Vogn vi kørte i, vi styrtede lige på Nakken ned på den hårde Vej, men mærkelig nok slap vi begge helskindede derfra. Min Vært fuldstændig mærkværdig uskadt, jeg med en forslået Arm og et ømt Ben, der vil gøre mig halt i de første Dage, men som forhåbenlig ikke vil have værre Følger. Det er nu Skade nok, for imorgen skal jeg efter min Rejseplan færdes temmelig meget til Fods på det Sted, hvor jeg var med i Kampen den 29 Juni 64.k1249 Min Hat fik jeg slået så flad som en Pandekage og en lille Skramme har jeg oven i Hovedet, men Hatten har jeg rettet, så at man næsten ikke kan se den Overlast, den har lidt, og Skrammen vil være lægt om en Dag eller to. Jeg har endnu ikke undersøgt Benet nøje, men virkelig Skade har det sikkert ikke taget. Da jeg stod på Landevejen og hjalp min gamle Lidelsesbroder på Benene, kunde jeg ikke lade være at tænke på, hvor helt anderledes forfærdet og elendig jeg vilde have været om det var Dig, der havde siddet ved Siden af mig og gjort Luftrejsen med.
– Nu gik Gongonen vi skal til Aftensbordet. Farvel min elskede Ven, sig til Jakob, at om ikke før så nu kommer hans Stok mig til uberegnelig Nytte.
Endnu må jeg vente nogle Dage inden jeg får et Brev fra Dig at se
Farvel elskede!
Din Erik

284. Amalie til Erik

Hornbæk 27de juli 85.
Min kjære, elskede ven, jeg skulde ha skrevet til dig igår igjen, men da der intet brev kom fra dig, tabte jeg lysten. Jeg sa til mig selv: vent til imorgen så får du brev, og så har du noget at svare på. Men også morgendagen kom uden at bringe mig noget brev fra dig, min elskede. Og nu har jeg heller ikke lyst til at skrive idag. Du sa i dit brev at du vilde skrive til mig om en dag eller to, men det har du altså ikke gjort, og det er synd af dig. Så var det bedre du ikke havde lovet det, for det er så ondt at bli skuffet. Om du også er lidt træt om aftenen inden du lægger dig, så kunde du godt alligevel sende mig et par ord; det er jo fort gjort at fylde et par sider og mere behøved det ikke at være. Eller du kunde stå lidt tidligere op om morgenen, og ofre mig en halv time, inden du tog afsted – du skulde vide hvor tidlig jeg er på benene, – igår var jeg i vandet kl. ½ 7. Det er så dovent at du slår dig tiltåls med at du ikke netop har hele dagen til at skrive i, og derfor er undskyldt for at skrive breve. Nu er det 8 dage siden vi skildtes, og i den tid har du sendt mig et eneste brev. – Jeg har ikke været rigtig frisk de sidste dage, egentlig har jeg følt mig svært ilde tilpas. Det var så rasende stormfuldt torsdag, fredag og lørdag, med regn og kulde; jeg gik og frøs både nat og dag, og da var det det begyndte. Igår og idag har det været dejligt igjen, stille og en bagende varme. Nu er jeg også bedre, især efter jeg tog ind af nogle dråber, som Rosenstand gav mig. Igår var Salamonsen herk1250 og besøgte Juel-Hansens, og da var vi der og drak hjemmelavet punsch igåraftes; phænomenet J.H. var tækkelig og underholdende igåraftes, og meget rask i sin ellers så valne mund. Du skulde forresten hørt ham sammen med Rosenstand og Bergsøe forleden; der gjorde han sig formelig. Anna Bendiks var også deroppe igår; hun bor herude med sin mor. Igår var Viktor Bendik [sic] og hans frue inde hos mig,k1251 og sad en stund. De skulde havt fat i Anders Hol,k1252 men da han ikke var hjemme tyede de til mig istedetfor. Iaften skal vi alle samles på kroen; Viktor Bendik skal spille for os. Fra «Leiv Hanssen» har jeg fået et med tak for samarbejde påskrevet kort;k1253 han ber mig ikke forsmå medfølgende bagatel; jeg ved ikke hvad det er, for det står hjemme i byen. Johanne sendte mig brevet men lod pakken ligge, og det uagtet hun netop den dag sendte mig noget jeg havde skrevet efter. Idag må jeg forresten skrive og be hende om en uldtrøje, som jeg ganske glemte at ta med mig så siger jeg hun skal sende pakken fra L.H. med det samme, hvis det ikke ser ud til at være noget der går istykker. Jeg vil ikke skrive mere idag fordi jeg ikke er i humør. Det er din egen skyld, du stygge, dovne gut.
Kom snart hjem til din
Amalie.
Jakob hilser. Han smurte sammen et brev til dig forleden på 10 minutter, tror jeg. Gud ved hvad det bestod af.

285. Erik til Amalie

Flensborg 28/7 85
Min elskede Dejlighed, min bedste Ven, så glad jeg er! Jeg er lige kommen til Flensborg igen, gik straks på Posthuset og fandt dit og Jakobs Brevk1254 – først trode jeg, det var to fra Dig –, det måtte det helst have været, men det må Du ikke sige til Jakob; hans Brev er så elskværdigt, og jeg er meget glad for det. Men dit, så sødt, så rigt – der er kun den eneste Ulempe derved, at jeg har fået en Længsel efter Dig og Jakob – tror jeg så skam ikke, at jeg nu regner med Jakob som vor faste Husstand! – en Længsel efter Dig, min søde yndige Hustru, i Sindet, som formelig gør mig benovet. Jeg misunder de Fyre, som kan sidde til Kros med Dig og snakke, jeg afskyer den Bergsøe, som så dig købe Træsko, hvad kommer det ham ved! Men tag dig forResten iagt med det at ødelægge dine Fødder. Du må ikke gå mere end højst nødvendigt på det tunge Fodtøj. Jakob fortæller, at I har køligt Vejr og Regn hver Dag, det er lidt hårdt, synes mig. Jeg har haft afrikansk Varme bestandig og ikke en Dråbe Regn siden hin første Rejsedag. Jeg så mig lige nys i Spejlet, så pæn brun jeg er bleven, jeg var afkølet efter et Par Timers Sejllads i Blæst, altså ikke rød, Du skulde blot se mig, jeg blev overrasket over, at jeg var så godt udseende en Karl. Nu er jeg kun bange for at min gode Farve ikke skal holde sig, til jeg kommer hjem. Der vil vist gå en 8–10 Dage endnu. Jeg er en Smule melankolsk; men Du skulde vide, med hvilken Fryd jeg tærer på min Melankoli nu, da jeg har dit første Brev og jo kan vente et imorgen igen. Min elskede Amalie, det er dejligt at Du har mig så kærligt i Tanker. – Det var Slyngelsstreger af de Aviser jeg så i, at bilde Folk ind at Dampskibet gik ½ 7, men heldigvis klarede I jer jo som kække Karle. Den Regn gjorde jer jo ikke Fortræd, og det var dog vistnok bedre end den umådelige Støv, som vi sidst kørte i. Og I er tilfreds med Boligen, frarregnet Sengene. Jakob fortæller, at han taler meget med Sønnen i Huset, som vil omvende ham til Kristendom, det tyder jo da ikke på det værste. Hør, I må blive længere end de 14 Dage, hvis Du da har Lyst. Jeg vilde dog så gerne se jer i de Omgivelser, og min Hjemkomst kan under alle Omstændigheder ikke falde indenfor den først beregnede Tid. Hvis Du trænger til Penge, kan Du efter den 1st August skrive til With (Linnésgade 24) han har da hævet min Løn i Rigsdagen og skylder mig yderligere 20 Kroner – det var det, han vilde tale til mig om hin Nat på Kongens Nytorv, du slemme Kvinde – hidtil har jeg klaret mig billigt. Endnu tror jeg, at jeg kun har brugt 50 Kroner, men det vil blive dyrere nu. Du ikke kysse Schandorph eller lade dig kysse af ham, om han så aldrig lugter som det uskyldigste Barn, jeg kan ikke lide det, det er lidt helligbrødeagtigt.
– Du må sige til Jakob, at hans Brev var udmærket «dansk», jeg fandt ikke én norsk Vending, tror jeg. Tak ham og sig, at han bør blive ved som han er begyndt; det er overordenlig morsomt at få Beretninger fra to Hænder. Jeg lærer endnu bedre jert Liv at kende på denne Måde, hvor fuldstændig end Du skriver. Men om jeg når til at svare ham direkte, må stå hen, jeg har hidtil ikke haft mange Øjeblikke for mig selv til at skrive i og får vistnok ikke bedre Lejlighed herefter. Jeg vil forcere min Rejse det mest mulige. Med mig går det godt. Der er endnu kun en Smule Ømhed i den ene Ankel efter Faldet og nogle afskrabede Steder på Skinneben og Albue, men den hele Historie har ikke standset mig i mine Foretagender. Mit sidste Brev endte nok med, at jeg blev kaldet til Aftensbordet hos Konsul Olsens. Efter Måltidet fik Konsulen og jeg os en Passiar, under hvilken jeg præsenterede Dig for ham, det vil sige dit Fotografi, som han blev umådelig indtaget i og viste til sin Kone, så gik det hele Selskabet rundt. En af Damerne, den københavnske Fru Hjort-Lorenzenk1255 havde forøvrigt siddet ved Siden af Dig i Teatret og indrømmede – det forekom mig en [S – krysset ut] lidt nødtvungent, at det lignede udmærket – og alle gættede de på, at Du var meget yngre end jeg. Konsulen er selv en Snes År ældre end sin Kone og vilde have følt sig nærmere knyttet til mig, om jeg også havde været det. Jeg kunde jo ikke tjene Manden deri. Alle var meget venskabelige, men der er ingen Tvivl om, at jeg her som overalt hvor jeg har været på Als tages på med Varsomhed i Anledning af, at jeg er Venstremand. Mindst dog her på Fægteborg og på Lysholm hos Knudsens, hvor jeg idag til min Forundring hører, at den stille, hyggelig hjærtelige, lidt grove og aparte og noget uskønne Datter «Ditte» foruden at være en begejstret «dansk» Kvinde,k1256 der arbejder for Sagen, tillige er et ivrigt Idrætsmenneske, som går på Jagt med Hund og Bøsse og lange Støvler. Det anede jeg mindst, da jeg så hendes Øjne lyse af Begejstring ved Omtalen af nogle Krigsbegivenheder i 64, og jeg anstillede den Betragtning, at det var Skade for den unge Pige, at hun så så lidet foretagsom ud, det blev formodenlig aldrig til andet end en stille Brand for Sagen. Nu tror jeg på, at hun er et af de Mennesker, som kunde rejse til Berlin og skyde Bismarck. Jeg talte så godt som slet ikke med hende; det beklager jeg nu. Nå, men på Fægteborg kom Sengetiden – noget for sent for mig, jeg var træt og søvnig og skulde op Kl 6 næste Morgen – og op kom jeg i et pragtfuldt Gæsteværelse med lyst Tapet, to Pillespejle på forgyldte Konsoler, tre Vinduer, Tæppe på Gulvet, en Seng så herlig, at det ikke kan beskrives, et Vaskebord, som ikke kunde komme ind ad nogen Dør i vor Lejlighed osv. Der lå jeg og tænkte på, hvor inderlig fattigt det var at være uden Dig i denne gode Luksus, som vi kunde have nydt sammen. Men jeg faldt naturligvis i den dybeste Søvn og havde ondt ved næste Morgen at rive mig ud af den, da der blev kaldet på mig. Jeg gav halvtredje Krone i Drikkepenge, da jeg tog afsted på det afskyligste Postkøretøj, som endnu er blevet opfundet. Jeg sad hos Kusken. Vognen og Hestene var så elendige, at denne brave Sønderjyde erklærede, at ingen hæderlig Karl kunde være bekendt at blive ret længe ved slig en Forretning. Han var som næsten alle jeg støder på af Befolkningen underholdende at tale med. Den nationale Sorg, som de bærer på, gør dem fine i Følelser og Udtryk. Efter halvfjerde Times Kørsel var jeg ved mit Bestemmelsessted, en Kro, hvor et Par Bondemænd efter Aftale tog imod mig. De kørte mig ud på Slagmarken hin 29 Juni, og uden synderlig Søgen fandt jeg netop det Sted, hvor jeg fik den sidste Kugle og faldt. Det var jo underligt nok at stå netop der, men desværre var jeg ikke alene. Den ene af mine Bondemænd, en Landsbysmed, var med mig, Samtalen med ham optog mig en Del – jeg vilde Pokkers gerne have været helt overladt til mig selv, eller vel endnu bedre haft Dig med mig. Nej, Du skulde have siddet et Sted i Nærheden, så skulde jeg efter at have fundet Stedet, have ført dig der hen. Der gik en Del Indtryk tabt for mig ved den Ledsagelse jeg havde og så også, fordi Ejeren af den Mark jeg gik på stod tæt ved og ærgrede sig over min Søgen. Han er en slem Hjemmetysker, fortalte min Smed mig. Nå, vi tog videre afsted – sørgelige Minder rejste sig fra hvert Sted vi dvælede ved; rundt om ved Hegn og inde på Marker er der hegnede Grave over faldne Soldater, som er blevet begravede der omtrent hvor Ligene fandtes; men det egenlig sørgelige består deri, at det ved enhver Samtale atter og atter må stille sig klart for dem, som var med i denne Kamp, at det gik os så galt, fordi Ledelsen var så aldeles uforsvarlig slet i sine Hoveddispositioner. Til sidst kørte vi så hjem til Smedens for at spise til Middag. Vi fik Solbærsuppe med Boller og stegt Flæsk dertil Dram og bajersk Øl. Om Aftenen var jeg i Sønderborg hos en Slagtermester Reimers. Desværre var den fortræffelige Mand ikke hjemme – det er en Mand som Du skulde se – men så havde det den Fordel, at jeg kom tidlig i Seng. Næste Morgen tidlig måtte jeg på mine Ben vandre et Par Mil – Dampskibet gik ikke til den Station jeg havde antaget – og så kom jeg efter at have passeret en Mængde Steder hvor Kampen i 64 havde raset, og hvor nu Korsene på Gravene hist og her angiver, at snart 2 snart 9 snart 22 snart 3 er begravede, til den første Venstrebonde, jeg har truffet denne Gang i Sønderjylland. Han sidder på en god Gård, og jeg fik ypperlig Forplejning. Hos ham var jeg igår, og han kørte mig idag efter at vi havde besøgt forskellige Punkter imorges, til Gråsten, hvorfra jeg nu i Aften pr Dampskib er nået til Flensborg. Her må jeg vistnok blive en Dag eller to, så går jeg vest på. Jeg skal imorgen sende Dig et Par Ord om hvorhen Du kan sende Breve herefter, det må jeg udregne efter de Anvisninger jeg imorgen kan indhente.
Nu siger jeg Dig god Nat min inderlig elskede Ven. Dit Brev har gjort mig lykkelig, Du kan begribe at jeg sætter Kursen op til Dig så såre jeg blot på nogen Måde kan. God Nat
Din Erik

286. Amalie til Erik

Hornbæk 28de juli 85.
Min kjære elskede, endelig idag kom dit næste brev, og det var ikke hverken langt eller til at bli noget videre glad i. Det rystede mig derimod at du havde været så tæt ved en ulykke for ikke at sige ved døden, idet du på denne måde blev hevet ud af vognen. Gud ved hvordan det var gået mig; jeg havde formodentligt slået mig sønder og sammen, og var bleven liggende igjen på en bondegård med knækkede ribben. Og jeg som alt i forvejen er så bange for at kjøre; der kan du se, den behøver ikke at være så aldeles ugrundet, den frygt. Hvis du var bleven liggende med knuste lemmer, så havde du vel ladet mig straks komme til dig? Du skulde ellers være lidt forsigtig, for jeg har altid erfaret at når det først begynder at spøge efter en, gir det sig ikke med første tørnet. Begyndelserne er bare et slags varskoer. Pas nu på. – Ja naturligvis kunde og burde jeg været med dig. Jeg er vis på jeg havde likt mig forfærdelig godt, men så havde jeg kanske ikke kunnet være så flittig på mit arbejde, som tilfældet er her. Forresten går det langsomt og skidt. Det er egentlig kun første akt, som er helt færdig. Her er forresten dejligt nu; det gode vejr vi fik søndag varer fremdeles ved, og badene er fortrinlige. Imorges rejste Juel-Hansen med dagvognen; han skal til skolemødet, men du må bare ikke bilde dig ind at han ikke er her, når du kommer. Om en uge har vi ham nemlig tilbage. Jeg kan ikke begribe at du bryder dig om at få alle de breve på én gang. Du skriver idag, at der endnu var nogle dage til du skulde høre fra mig. Du kunde jo fået postbudet til at sende dem efter dig, efterhvert som de kom; det synes jeg måtte ha været morsommere. Igår kom der så mange fremmede til Kroen; idag var vi 20 tilbords. Maleren Tuxen og en bror af ham var deriblandt.k1257 En herre fra Sorø havde sagt til krofruen, at hun ikke måtte la sin unge datter læse en sådan bog som Arne Wendts Fra 12 til 17 år;k1258 den var skadelig. Han havde set hende sidde med den. Så kan du tænke dig til af hvad slags kaliber gjæsterne er. Fru Juel-Hansen er bleven så fornærmet på en fru Madvig, som undertiden optræder på kroen en ubetydelig, koket liden pyntedukke af en dame, styg og tilstelt. Fru J.H. vil have hørt hende tale fornærmeligt om hende, men det er vist en fejltagelse. Jeg synes fru J.H. har været lidt simpel af sig eller ikke egentlig simpel, men dog lagt for meget bræt på det. Imidlertid gav det os anledning til megen moro da vi sidste søndag var forsamlede til punsch hos Juel-Hansens. Fru J.H. har ikke noget godt lov på sig herude; de, hun har boet hos siger hun er det fæleste menneske der er til, og at børnene er så grove mod hende spytter på hende o.s. v. Når jeg tænker på J.H.s fortællinger om deres rørende kjærlighed og ridderlighed, så kan jeg ikke rime det sammen. Vores skikkelige Signe geråder rent i harnisk, såsnart hun bare er herude, og ingen her i huset såmeget som hilser på hende.
29. Her blev jeg afbrudt igåraftes af fru Sarouw som kom og foreslog mig at spasere en tur, og fordi jeg havde sagt nej en gang før hun kom i samme ærinde, vilde jeg ikke andet end gå med hende. Idag ved kaffen i haven borte på kroen – det var så stegende varmt og stille kom jeg i samtale med den «konservative klub» fra Sorø en gammel far, sikkert kongelig embedsmand – en grålokket mor, og to døtre hvoraf især den yngste er nydelig. Rosenstand var gjennemledet mellem os og jeg blev siddende der i to timer. De var elskværdige at jeg rent tabte mit hjærte til dem. Den gamle herre især var så glad i Norge, han havde gjennemrejst landet på kryds og tværs, og de andre havde også flere gange været i Norge. Gud ved hvad de heder; det skal jeg spørge Rosenstand om iaften. Nu fik jeg bud fra fru J.H. at Neergårds var kommen der, og at jeg og Jakob måtte være med dem på kroen iaften; de skulde komme indom og hente mig. Inat drømte jeg så stygt om dig. Du traf dernede hvor du nu rejser en af dine forrige elskerinder hende den gamle grevinden i Herregårdsbilleder,k1259 og så gik du op på et værelse med hende og låste dig inde hele natten. Jeg stod nede og ventede på dig, (du vidste ikke at jeg var kommen –) for at sige dig at jeg reiste tilbage til Norge med Jakob. Du vilde ikke, men jeg tog Jakob under armen og sprang ned i en [skrevet på langs] båd som lå færdig ved stranden, og straks efter var vi på et voldsomt stort dampskib. Jeg var så glad ved at være sluppen ombord, at jeg græd af glæde, og så sa Jakob at jeg ikke måtte ta det så overdrevent.
Jeg har vist været sanddrømt. Jeg mener at du vist har truffet hende for hun bor vel på de kanter. Du skal sige mig det.
Din Amalie.
Jakob hilser.

287. Erik til Amalie

Flensborg den 30 Juli [1885]
Min elskede Skændemor, nej det er ikke så let gjort med at komme til at skrive, men det kan nu være det samme, nu har Du tre Breve fra mig, og Du vil have set, at der kun gik to Dage imellem første og andet Brev, men at jeg imidlertid havde flyttet mig, og at derfor Opholdet imellem Brevene er blevet så langt.
Idag har jeg bogstavelig kun to Minutter til min Rådighed jeg skal med Jernbanen Vest på og har endnu ikke pakket. Min elskede, skriv endnu et Brev og adresser det poste restante, Aabenraa, Slesvig.
Jeg drømte inat først så ondt om Dig og dernæst så skønt
Farvel
Din Erik
Dit Ildebefindende syntes jo forårsaget af Kulde – har Du ikke Tæpper nok? Lej eller lån!
Det er sandt Du passer vel at Johanne har Penge til at leve af

288. Amalie til Erik

Hornbæk 31te juli [1885]
Min kjære, søde elskede mand, jeg fik et sødt og godt og dejligt brev fra dig igår. Hvis du blev glad i mit, så blev jeg det ikke mindre i dit. I tankerne tog jeg dig om halsen, og kyssed dig mange, mange gange, og vilde slet ikke slippe dig mere. Det var så dejligt at mærke hvor du havde længtes efter at høre fra mig, hvor glad du var bleven ved at læse hvad jeg skrev, og hvor du var kommen til at ønske dig hjemme hos mig. Det er dejligt at få brev fra sin mand når man er glad i ham, dejligt idetheletaget at ha ham, at føle ham være sig nær, selv når han er langt borte. Det er dog bedre at være to end en, når man trives ved hinanden; om der også er skygger iblandt ja selv om der altid er en mørk skygge, som ikke er til at få helt væk, så er det dog rigt og lykkeligt at eje et menneske, som hører en ganske til. Man får jo intet for intet i verden, og den lykke, der blir en til del, må sikkert kjøbes med nogen smerte, men alligevel jeg er jo din og du er min, og det er så sikkert at det ikke er til at rokke for det første. Nu i denne tid da jeg har måttet undvære dig og alt i et har følt savnet og længselen efter dig, har det rigtig gået op for mig, hvor ulidelig fattig og tom jeg vilde være hvis jeg ikke havde dig du min egen, min rigtige ven, som har knyttet sig til mig, og som, ikke sandt, allerhelst vil leve de år, som kommer sammen med mig. Så prøver jeg at lukke alt andet ude og bare se dig og den kjærlighed du har git mig, siden vi blev gift, og så undertiden er jeg helt fyldt af fred og glæde ved visheden om at jeg er og skal være din hustru. Det har dog ingen anden før været, og du har sagt at det ialtfald nu står således for dig, at der ingen anden af alle de kvinder du har kjendt og stået i forbindelse med, har været, som du heller vilde havt end mig. Det vil jeg tro på, og være glad for.
– Jeg har idag ikke andet papir end nogle stumper som jeg har revet af andres breve. Derfor blir det ikke så meget jeg kan skrive. Helst havde jeg igår straks sat mig til at besvare dit kjære brev, men så skrev du at du «imorgen» vilde sende mig besked om hvorhen jeg for eftertiden skulde adressere brevene, og så tænkte jeg det bedst at vente til idag. Men den dag idag bragte mig bare skuffelse. Der kom slet ingen skrivelse fra dig, men derimod et langt brev fra dyrlæge Jørgensen, hvori han taler en hel del om «Constance»k1260 (hvoraf jeg ikke kan læse mesteparten[)]. Det var forresten mig, som skyldte ham brev. Til mama skrev jeg igår 9 tætte sider,k1261 og fortalte alt muligt fra vor tur du ved, før du rejste, og om Hornbækopholdet o.s. v. Hendes brev var så sødt og elskeligt som hun selv, men desværre har nok ikke opholdet på landet givet det ønskede resultat. Johanne har jeg et par gange skrevet til. Jeg havde nemlig glemt begge de sidste akter af mit stykke, og kunde ikke gå videre i mit arbejde, inden jeg havde dem. Ikke for det – jeg bruger ikke et ord af hvad der står, men alligevel jeg ha det. Nu er anden akt færdig, og jeg tror virkelig – ja, ja jeg siger ikke mere, du kan selv se når du kommer, og får høre. Heldigvis vidste jeg på en prik hvor de lå, og så fik jeg dem også og et lidet brev, der begyndte med: kjære frue og endte: deres tjenerinde Johanne. Engang til måtte hun sende mig en pakke. Jeg havde nemlig glemt uldtrøjer, og samtidigt skrev jeg da efter samråd og opfordring af Jakob at hun skulde sende os de 12 cigarer, der lå i den og den kasse. Så nu må du ikke bli forskrækket ved at finde den tom. Johanne er forresten en slusk. Nu har hun brændt 4 store huller i min morgentrøje ved at skulle ta rustflækker af med noget slags svineri, skedevand eller sligt noget. Den gode Johannes vask, blir dog vel kostbar på den manér. Og så siger hun aldrig et muk, bare lægger sammen og lar det stå til. – Jakob røg lidt uklar med Peter fisker forleden; han havde brugt hans båd forlænge; det var forresten bare ilske af hr. Peter, for han havde slet ikke savnet båden, det sa Signe også. Men igår var han blid igjen, og da bød Jakob ham en cigar, hvilken opmærksomhed havde en overraskende god virkning. Nu har jeg sagt til Jakob, at det skal han oftere gjøre. Idag må jeg skrive til Johanne at hun skal sylte lidt, for ellers blir bærrene [sic] borte til jeg kommer. Jeg vil sige, at har hun ikke nok penge kan hun få nogle kr. hos hr. Jakobsen; så skriver han så og så meget kontant udlæg i bogen. Jeg skriver ikke til With efter penge; jeg kan godt klare mig til du kommer med de 80 kr. jeg havde; ja fuldt 80, var det nu ikke, men alligevel. Hvis With følger ned med dig, må du endelig sige at han må spise sine måltider på kroen, – for det er ikke muligt for os tror jeg, at byde ham noget; vi har kun 3 gafler og to teskér [sic], og et bord der akkurat er stort nok til to. Forleden meddelte Dagsavisen at fru Skram arbejdede på en ny roman,k1262 der skulde udkomme til høsten. Hvordan de nu kan gi sig til at skrive sligt. Jeg holder det aldeles hemmeligt at jeg skriver på noget. Ingen aner det. Jeg kan ikke fatte at fru Juel-Hansen kan læse op for mig så snart hun har skrevet en side, som nu med hendes nye novelle.k1263 Igår fik jeg igjen bud at jeg måtte komme for at høre på, og noget så ufærdigt som de to sider hun læste, kan du ikke tænke dig. Ja, jeg forstår det ikke – jeg generer mig nu lidt på det område. I disse dage kan jeg ikke bade fordi ja, du forstår. Jakob går og siger at han ikke kan begribe hvad tid på dagen jeg nu går i bad, og han ser så underlig mistroisk ud, når jeg svarer – jo, vist, jo, jeg badede imorges. Borte på kroen har jeg en sidedame, hende «den grinagtige modehandlerinde» som Rosenstand siger, hun spør mig ufravigelig hver dag ved middagsbordet: Nu, har fru Skram badet idag? Ja, da, svarer jeg. Så går der en 5 minutter og så kommer: Har de spaseret i skoven idag fru Skram? I begyndelsen var jeg så retskaffen at jeg svarte nej for jeg får jo ikke tid til alting – jeg som sidder hjemme og skriver, men nu lyver jeg ligefrem og svarer altid «ja da, det har jeg». For hun så altid så misbilligende og medlidende på mig og rystet på hodet med et dadlende smil, og det blev jeg kjed af. Hun er forresten så snil og skikkelig – vi er rigtig gode venner. Forleden dag, da jeg vilde gå hjem uden at drikke kaffe, og slå den reglementerede passiar af ude i haven med hele kompagniet, kom hun hen og sa: De må ikke gå fru Skram, så blir de alle så kede af det – ja, for de synes alle de er så sød og morsom at høre på, og når de siger farvel og går, så blir der så tomt og taust efter dem, og så piller de op en efter en. Nu, lidt efter lidt er det bleven til det at vi sidder der lige til kl. 5 vi spiser nemlig halv tre. – Igår var jeg oppe i pensionatet og hilste (ja, hvor jeg nu skal få papir fra ved ikke jeg)k1264 på gamle fru Bendix. De havde så tidt [sic] sagt: kommer de ikke op og ser til os. Jeg traf gamlefruen alene og vi sad og snakked længe sammen. Johanne skrev at den pakke som var kommen, var det nok ikke værdt at sende, såsom det var et grønt likørstel. Jeg skulde skrevet og takket Fritz Bendix,k1265 men jeg har jo altid så meget skriveri og skriveri idelig og bestandig. Forleden dag var Neergård og frue her. De besøgte fru Juel-Hansen, og så fik jeg bud om at vi om aftenen skulde forsamle os på kroen, hvad vi også gjorde og havde et par hyggelige timer ude i haven med brændende lampe alene i lysthuset. De rejste afsted om natten, ja det vil sige kl. 5 næste morgen som de kalder det her. De skulde på fodtur i Sjælland og Jylland, og bli borte til den 18de august. Du, for en lise det er at Juel-Hansen er rejst! I aften har jeg også fået bud fra fru J.H. om at komme derop. Det blir næsten vel meget af det gode. Jeg føler med bedrøvelse at hun er mere glad i mig end jeg i hende, men det kan jeg jo ikke hjælpe for. Undertiden ret som jeg sidder og taler med folk er det pludselig liksom jeg hører din stemme og føler dig tæt ved mig. Så falder jeg i tanker for det er så dejligt at hengi mig i den hallucination. Eller når nogen pludselig nævner dit navn, eller spør efter dig, så blir jeg med ét glovarm i ansigtet men det vises ikke, for jeg er så brun, og så kan jeg så tydeligt føle, hvordan det er når du kysser mig. Det er underligt når man elsker lykkeligt hvor megen rigdom man kan gå og være omgivet af, sådan i al stilhed. Viktor Bendix har jeg af og til truffet. Han er tækkelig. Det vi sa om at man ikke altid bare skulde spøge og ville være morsom sammen med fremmede, der stod udenfor jargonen, har han tilvisse skrevet sig bag øret. Her var en rasende morsom scene mellem ham og Anders Hol Jakob og mig ude i kjøkkenet igårmorges. Den kan det ikke nytte at fortælle dig; det drejede sig om at Viktor Bendiks nu ikke længer vilde sætte sit liv i vove sammen med Anders Hol den fyllefant – du ved han plejede at ro ud med ham, og bade på båden hans. Nu skal jeg snart se at komme mig hen til Bendix; fruen er også så tækkelig. Idag har det regnet lidt, og straks har jeg krøbet i mine dejlige træsko; du behøver ikke være bange der er ikke tale om at de skader benene mine.
– Jeg kan ikke udtrykke for dig hvor jeg synes det må være smerteligt at streife om dernede i det dejlige land som tyskerne har taget. Jeg er dog glad for jeg ikke er med. Det må jo være som at rive i et blødende sår. Stakkels dig min søde, tapre gut – men den dag du gik omkring og søgte efter stedet hvor du faldt, vilde jeg rasende gjerne været i nærheden af dig. Jeg tror jeg da var kommen til at græde. Jeg vilde skrevet mere, men slutte. Du aner ikke hvor jeg glæder mig til gjensynet med dig. Det er dog noget andet, når du er med os.
Din, din Amalie

289. Erik til Amalie

Højer den 31 Juli 85
Min elskede, jeg sidder i en Kro helt Vest ude og venter på Middagsmad, når jeg har spist skal jeg med Post Nord på for imorgen tidlig Kl 5 eller 6 at gå med Båd til Rømø, en Ø i Vesterhavet, som skal være beboet omtrent af lutter Skibskaptejner, alle danske. Det er i Marskegnen jeg er, mellem de rige Marskbønder, der ikke kan et tysk Ord men imidlertid er fuldstændig tysk sindede. Her er naturligvis også mange gode danske men de er som Regel trykkede af de store Bønder. En Apotheker her er de danskes Fører,k1266 en ypperlig Mand, som har været med i den første slesvigske Krig og indirekte også deltog i den anden ved med Fare for sit Liv at give de danske Underretning om Tyskernes Planer. Underligt nok har det hos denne formuende Mand skortet en del på Gæstfrihed. Her sidder jeg i Middagsstunden ikke fem Minutters Vej fra hans Gård og må spise i en Kro, og det er ikke faldet ham ind med en Tanke at tilbyde mig Værelse hos ham eller Befordring til de Steder i Omegnen, som jeg nu har opgivet at besøge, fordi jeg umulig selv kan betale Vogn.
– Jeg har idag købt en Gave til Dig, blot den nu er god. – Jeg håber, at mit Besøg på Rømø kun skal medtage en Dag, men der er kun Forbindelse ved Sejl- eller Robåd, så kommer der Storm eller Stille er der en Mulighed for, at jeg kan blive fængslet derude. Du må ikke lade dig ængste, hvis der skulde gå Dage hen uden at Du får Brev, men for Resten skulde jeg tro, at jeg på Torsdag kan være i København, det er den 6 August. Dit sidste Brev Du sender mig kan Du lade afgå Søndag den 2 August og adressere Haderslev poste restante Schleswig; senere bør Du ikke skrive. Jeg har fået to Breve fra Dig, og jeg tror, at der må ligge endnu et til mig i Flensborg – det er jo en forfærdelig Tid Brevene er undervejs fra de Udliggersteder, hvorfra vi har skrevet – men det Brev har jeg truffet Anstalter til at få i Åbenrå. – Vejret er vedblivende varmt og tørt, kun blæser det her ude i Marskegnen. Jeg rejser nu mere og mere på ren Pligt med en Fristelse til at stryge på min Vej alt, hvad der nogenlunde går an. Det at jeg tager til Rømø forekommer mig selv som en Bedrift af høj Rang; men det var nødvendigt for Skildringens Skyld. Min elskede jeg må slutte, også i Nat drømte jeg om Dig, men der var ikke noget særlig mærkeligt ved det. Her er en Flensborgerdame her, som også en Gang er druknet. Hun fortalte ganske morsomt derom da jeg før mødte hende og den unge Apotheker. Da jeg spurgte hende om hun havde haft Følelsen af at gå i grønt Græs i Drukningsøjeblikket, benægtede hun det, og sagde, at adskillige Læger havde gjort hende samme Spørgsmål. Vidste Du at det er noget almindeligt for druknende at ende med dette Indtryk? Jeg synes det er interessant.
Nu må jeg slutte, farvel min Elskede jeg glæder mig usigeligt til atter at se Dig
Din Erik
Det er drøjt at kredse langt borte fra de Breve, som jeg jo er temmelig sikker på allerede ligger og venter på mig

290. Amalie til Erik

1ste august 85.
Min elskede, idag kom det brev jeg ventede igår; ja brev kan jeg dog ikke kalde det, men ialfald besked. Igår skrev jeg et, efter omstændighederne, (jeg havde ikke papir) langt brev til dig, som jeg sendte til Flensborg. Jeg skrev udenpå at det måtte bli sendt efter dig, hvis du var rejst, og det håber jeg da de gjør, for det var et brev som du vilde bli glad i, det er jeg sikker på. Du må endelig se til at få fat på det. Det lader som du mener dette skal være det sidste jeg skriver til dig, og det er jeg glad for, for det betyder at du snart kommer selv. Du må nu endelig la mig vide dagen, så jeg ikke skal være borte i øjeblikket. Inat var det et så voldsomt uvejr; jeg kunde ikke sove for pladsk på ruderne og tuden om ørene; det forekom mig bogstavelig at sengen stod og slingrede, og det gjorde den da sikkert også. Jeg lå og ønsked du havde været ved siden af mig; så havde jeg sikkert krøbet over i din seng, og lagt mig tæt ind til dig med hodet dybt nede etsteds, ja, for det tordnede også, skjøndt jeg ingen lyn så, gudsketak. Så tidlig imorges blev jeg vækket af et rasende rabalder i kjøkkenet som om al verden blev slåt i knas, og derefter en højrøstet skjænding og spektakling. Da jeg kom ud var stormen stilnet af; gulvet i kjøkkenet og stuen var bedækket af flaskeskår, og inde på sofabænken (døren stod åben, det gjør den altid) sad den arme Anders så fuld som et røre med ludende overkrop og begge sine store labber af hænder hængende ned mellem knæerne. Næsen formelig hang og dinglede på ham idag. Straks han så mig rejste han sig op ravede hen imod mig, og begyndte at fortælle om et stort, pent stykke kjød som han kunde fået over på Hvén for en billig betaling, «men jeg hadde ingen penge ser de». Dette gjentog han i det uendelige og viste på bordet hvor stort kjødstykket havde været. «Ja for jeg kjender en tøs derover, skal jæ sige fruen, hun er så rimelig at komme til rette med, for hun har en beværtning i fuld stand, og hun gir en flaske brændevin for 10 sild. Ifjor fik jeg to flasker for tre tosker på den længde».k1267 Han viste igjen på bordet. «Men ser de frue; jeg har været uartig idag ser de, ja, jeg har været uartig, men det går nok over, for alting er en overgang, og det skal æ sige fruen at deres søn, han er ligegodt en gut, han.» En gut! gjentog han med en underlig halvt hemmelighedsfuld betoning og en som det syntes mig anerkjendende mine. Siden har han været stille, men knagende drukken hele dagen. Om natten er han ude og sætter sildegarn, han og to andre aldeles kontante fyllefanter. Sønnen hans, Peter er altid for sig selv. Sligt et syn det er, siger Jakob, når de tre «brave» lægger fra land. Men det er nu det samme. Aldrig har jeg vidst at en drukkenboldt kunde være så elskelig i sin uligenskab som Anders Hol. At se ham på do er dog mere end alt andet, påstår Jakob; det har jeg ikke opnået, men Jakob siger at døren altid står vid åben og så sidder han med labberne nedhængende, foroverbøjet og småsnakker. Og tænk, det er det samme do, som jeg går på! Jakob har aldrig været der; han går på vidden. –
Idag fik jeg et kjækt og hyggeligt brev fra Garborg.k1268 Han siger at han alligevel vil anmelde Constance; for di han er blet så opærget over alle de «rædde – eller forståelsesløse anmeldelser» han har læst. Det kan du vide jeg er glad for. Undres om Socialen har havt noget om den.k1269 Jeg har nemlig ikke sét den siden jeg kom herned. Du ved jeg skrev brevkort til den og Politiken. Dagen efter fik jeg brev fra Socialen om at jeg måtte opgive til hvilken adresse bladet tidligere havde været sendt. Jeg havde blot nævnt dit navn. Så svarte jeg straks tilbage, og opgav det forlangte.
Her kom Jakob og sa jeg måtte endelig komme ned på stranden og se fiskerne drage kvaserne i land. Der var et liv dernede, så du fatter det ikke. Hele Hornbæks fremmedbefolkning på benene, alle stedets fiskere, Anders Hol og Peter Lemke (den ene af hans staldbrødre ikke at forglemme) småt og stort, gammelt og ungt. Det var så morsomt; mild, blød luft med dæmring i disen rundt omkring (– det havde regnet før idag) og en gylden stribe i horisonten nederst nede ved havet. – Men altså, så kom der atter brev fra Socialen at jeg først måtte sende et kvartals hyre havde jeg nær sagt, og da blev jeg så opærget, at jeg ikke gad svare. «Politiken» fik jeg straks uden spor af slinger i valsen. – Imorgen er det søndag og da skal jeg begynde at bade igjen; det glær jeg mig til. Men allermest glæder jeg mig, og længes jeg efter at falde dig om halsen og ønske dig tusinde gange velkommen hjem min elskede! Kan du få tid, så kjøb et par af de bøger du ved, til renskrivning af komedien med dig, når du er i Kjøbenhavn. –
Din Amalie

291. Erik til Amalie

Abenrå Søndag 2/8 85
Min elskede Ven, jeg er aldeles afskylig tilmode, jeg kommer lige fra Posthuset, og der var intet Brev. Nu har den Snøbel af en Mand, som jeg har bedet om at sende Brevene efter mig til Åbenrå, formodenlig ment, at han havde god Tid dermed, efter min Rejseplan skulde jeg først indtræffe hertil imorgen eller i Overmorgen. Jeg har skyndt mig, som rejste jeg fra en Forfølger, og Åbenrå stod for mig som et foreløbigt Længslernes Mål, for der var Brev fra Dig, nu er jeg her, men der er intet Brev. Det er Søndag, og Posthuset er først blevet åbnet for lidt siden, det vil sige Kl 5, jeg har kun ventet på dette Klokkeslet og skal rejse videre om en halv Time, havde jeg ikke ventet Brev, var jeg kommet før afsted. Ak det er et Stød, som er svært at komme over! Og dit eller dine søde Breve, som nu ligger og længes efter mig i Flensborg, det er til at ærgre sig ihjel over. Var der Mening deri, blev jeg til imorgen for at se, om Fyren da havde sendt Brevene; men det vil udsætte min Hjemkomst, som nu kan ske en Dag eller to før jeg havde tænkt og det er dog det vigtigste. Min dejlige Hustru Du kan ikke tro hvad det er for en Fattigdom at sidde her uden Efterretning fra Dig og at skulle rejse videre stadig med Følelsen af de Breve, som nu er spildt. Jeg har ingen rigtig Interesse forbunden med den sidste Del af min Tur, det er forekommet mig, at jeg har været temmelig uheldig med de Mennesker, jeg har truffet – jeg har sprunget Steder over, hvortil jeg vistnok burde være taget, og jeg har afkortet mine Besøg, altsammen er det, tror jeg, kommet af, at mine Tanker nok så meget var på Sjællands Nordstrand som her i Sønderjylland. Idag var jeg dog heldigere: den nordslesvigske Deputerede Junggren (Rigsdagsmand i Berlin)k1270 var en fængslende Skikkelse, hans Hjem hyggeligt, han er Tobaksfabrikant her i Åbenrå, men jeg var jo også i bedre Humør, der var Breve at få Kl 5, og det var lykkedes mig ved en forceret Tur igår at komme så langt frem idag, at Enden nu er nær. Nu sidder jeg her og rejser om lidt videre i sort Humør. Min elskede Ven, så lad mig da i det første Kys Du giver mig, når jeg nu snart er hos Dig, få al min Lykke på ny og Erstatning for de særlig slemme sidste Dage jeg nu skal gennemleve. Har Du en Smule Medlidenhed med mig?
På snarlig Gensyn min Elskede
Din Erik
Jeg formoder, at Du ikke har kunnet skrive til Haderslev, da mit Brev fra Højer formodentlig først når Dig idag eller imorgen, og Posten fra Hornbæk vel kun afgår en Gang om Dagen, vel sagtens om Morgenen. Jeg havde jo skrevet at senere end Søndag skulde intet Brev afsendes.
Farvel elskede!

292. Amalie til Erik

2de august. 85
Idag fik jeg rent uventet et sødt lidet brev fra dig, uventet fordi jeg jo havde fåt de få linier igår. Iaften skriver jeg bare et par ord – vi skal holde kro hos Juel-Hansens iaften, og klokken er blet så forfærdelig mange. Men så må du være sød og huske på at jeg jo igår skrev et nokså respektabelt brev til dig. Igår aftes kom Juel-H. tilbage, og idagmorges tidlig før jeg var klædt og mens Jakob endnu lå og sov, kom han og banked på døren med «Berlingeren». Winkel Horns anmeldelsek1271 er mere angribende, end det selv for Berlingeren havde været nødvendig, synes jeg – den er forresten ikke god. Fru J.H. er meget opbragt på ham, og skriver ham sin misnøje til. Hun havde nemlig sagt til mig, at hans skriveri vilde blive varmt og anerkjendende selv om han også måtte passe det af for sit blad. Nu er hun bleven så rent skuffet. Men skidt med det! Idag kan du tro jeg har opnået hvad jeg igår beklagede ikke var falden i min lod. Anders har været så rasende fuld at han har siddet på do fra kl. ½ 10 imorges, til kl akurat et kvartér over to med vidåben dør, og brølsnorket. Tilsidst tog sønnen en lur og blåste ham vågen og så kom han tumlende rent ille forstyrret og kunde bogstavelig næsten ikke gå. Han grov sig ind i stuen, forlangte mad, og mens han spiste snøvlet han om, at han idag ikke kunde gå med de andre to, og sætte garnene ud (det var derfor sønnen havde vækket ham); han måtte sove rusen ud. Men det blev der ingenting af, for straks efter slingred han ind og hented skrædderen, som er pukkelrygget, og får rasende bank af sin kone, fordi han drikker sig fuld, men langtfra som Anders. Du skulde set dem gå hånd i hånd afsted til kroen; de sammenknyttede hænder løftet op i højde med skuldrene og lidt fra hinanden, som når man stiller sig op til Fandango. En timestid senere kom de samme vej tilbage og skulde i bad. I vandet fik skrædderen krampe, og blev bærget op af Anders. Og lidt efter kom de gående i samme positur naturligvis på vej til kroen. Nu kl. ½ 9 ligger endelig Anders på sine gjerninger. Hans datter har trukket klærene [sic] af ham, og vilde havt ham tilsengs, men han dat overende på sofabænken, og faldt straks i søvn i skjorteærmer og underbukse. Ja, den Anders! Aldrig havde jeg vidst hvad en drukkenboldt var, før jeg lærte ham at kjende. Signe og den gamle pige, som er lejet her hver dag (ja hun sover her også) for at sidde og bøde fiskegarn giver mig uafladelig rapport om hvad der foregår med Anders. De har tydelig mærket at det interesserer mig stærkt;k1272 indtil den mindste detalje, så holder de mig nøjagtig à jour. Hør du min egen elskede, hvis du kommer tidsnok til Kjøbenhavn om torsdagen, så må du endelig ta afsted samme dag. Der går befordring til Hellebæk til Aalsgård, også om eftermiddagen og aftenen, og derfra kan du gå til Hornbæk. For ellers skal du ligge i byen om natten, og så må jeg vente til næste dag, og det er så kjedeligt. Jeg får slutte her. Farvel til vi sés!
Din Amalie.

293. Erik til Amalie

Onsdag den 7 Oktober 85
Min elskede Ven, Klokken er 1, det regner og blæser endnu omtrent med samme Styrke som imorges, jeg tænker på Dig, som nu vippes på Kattegats arrige Bølger.k1273 Jeg håber Du holder Stand. Det er noget lysere i Vejret, så Regntykke har I vel ikke fået. Men dit Læsestof er alt for ringe; dumme var vi, at vi ikke tænkte i Tide derpå. Jeg har ikke begyndt at bestille noget endnu, men når jeg nu har skrevet til Dig, tager jeg fat. – Først altså da jeg gik fra Knippelsbro, hvor jeg fik det sidste Glimt af Dig, vadede jeg bogstavelig i Vand til Posthuset, hvor Brevet til Jakob blev indleveret i god Tid.k1274 Så vadede jeg videre under et Skybrud fra oven, som spottede ethvert Forsøg på at dække sig. Ved Nørrevoldgade vilde jeg først fejgt snyde mig fra at gå op i Huset, hvor Kvistetagen var til Leje,k1275 jeg var så våd, at at en hvilkensomhelst Forpligtelse til at holde et Løfte syntes mig skyllet bort med Vandet, som drev af mig, men jeg tøjlede mit skændige Sind, og med kolde Knæ og Sjup i Støvlerne begav jeg mig ind i det nye Hus. Der var Marmortrin den første Etage op. Det var smukt, men koldt og glat for våde Såler og ikke lovende for hvad der i Kvistlejligheden skulde gives for de 400 Kr, som prangede i Vinduet. Jeg var beskeden, da jeg i min dryppende Tilstand spurgte en dejlig tør Snedkermand, jeg mødte på Trappen, om Kvistværelsernes Antal. «Tre, min Herre, uden Køkken!» Tak, sa' jeg, det var akkurat netop lige det, som jeg ikke kunde bruge. Mange Tak skal De ha. Snedkersvenden grinte ringeagtende, og Marmoret lagde Snarer for mine nedadgående Fjed. Så nåede jeg vor lille Sporvogn, som jeg stille fyldte med Vand fra min Paraply og mine Bukser, og så stod jeg i vor Lejlighed, som jeg elsker, fordi den er vor Lejlighed, men som nu var underlig forladt. Gangen og Sovekamret sørgede, fordi ingen af dine Hatte var der og ingen Handsker og Slør, ingen lang Regnfrakke, ingen Paraply på gale Knager, ingen Mulighed for ikke at kunne finde alt hvad det skulde være. Og Bordet foran Spejlet, jeg mener Kommoden, i Sovekamret så ud som en nedlagt Kirkegård, ikke det mindste Smule levende lille Mindesmærke om, at Du lige var kommen hjem og dybt rystet over dine overstandne Besværligheder havde kastet hulter til bulter, hvad Du havde i Hænderne, Johanne havde ordnende stedet Indtrykkene af Dig til Jorden. Så skiftede jeg Over- og Undertøj og kom ind i Værelserne til Gaden, de var søde og ikke så fortabte, kun bredte det røde Tæppe på Spisestuebordet sig noget pralende i sin Vigtighed over allerede Kl 10 at ligge der i rolig Venten på den Frokost, der ved adskillige Timer var skilt fra Morgenteen. Så læste jeg Aviserne i min Stue, som var herlig lun, og fik Kl ½ 12 Frokost. Johanne havde lavet noget meget velsmagende Lobeskowes, og da jeg så atter var i min Stue forekom det mig mest passende at strække mig en Stund på Sofaen med en tilfældig Bog i Hånden. Allerede nu syntes min Tilværelse mig så temmelig uhyggelig. Den lille Lur jeg havde tiltænkt mig selv, kom ikke, jeg stod da op og forlangte Regnskabet af Johanne, det viste en Indtægt for hendes Vedkommende af 12 Kr og en Udgift af 13 Kr 46 Øre. Efterat mine Overvejelser i den Anledning var overståede, udfægtede jeg en Kamp med Johanne, som kom farende og vilde have Lov til at købe Rødspætter hos Manden, der råber med dem. Jeg sagde, at når vi skulde have Fisk, skulde hun købe dem, hvor de var friske, på det Fiskehus, som Fruen havde bestemt, eller om det skulde vise sig, at der var for dyrt, så et andet Sted. Mine Ord lokkede højt et Smil omkring Johannes Læber omtrent som talte hun sålunde til sig selv: jo snak Du kun, jeg køber hos Manden; tror Du jeg render til Byen efter Fisk! Men Enden på Historien blev, at jeg idag får Hakkebøf. For så vidt er altså min Autoritet endnu i Behold. – Så nu ringede det, det var Manden med Skattekvitteringen! Tror han jeg er gal! Jeg betalte 22 Kroner i forrige Måned, han kan få Lov at vente. I Aften skal jeg ikke i Kasino ligesom jeg heller ikke idag skal i Rigsdagen. Der er først Møde imorgen.
Torsdag
Min søde Pige, det er ikke morsomt at færdes her uden Dig. – Jeg læste efter Bestemmelsen igår Lie's Bog, som jo skal anmeldes,k1276 den er ikke synderlig god, vistnok en Del gamle Sager parret med et Par nye Fortællinger, og da jeg var færdig med det meste af den, stod Middagsmaden parat. Den blev besørget så uanstændig hurtig, at jeg ikke turde kalde på Johanne, da jeg var færdig, jeg gik lidt omkring og drev i Spisestuen, inden jeg åbnede Døren og sa': Værsgo! Så gik jeg mismodig ind i min Stue og gav mig på ny i Færd med min Bog. Men det var ikke morsomt, og jeg fik efterhånden en Skræk for at sidde hjemme om Aftenen. At tage mig en Middagslur faldt mig ikke ind. Jeg så efter hvad der gik i det kgl Teater, og da jeg så, at det var den ny Opera «Aïda»,k1277 klædte jeg mig på og gik i god Tid derind. Regnen var nu hørt op, og det var stille, jeg glædede mig på dine Vegne. Ved Indgangen til Teatret så jeg Pylle og Hermann Thaulow og hilste på dem først på Afstand senere vekslede jeg to Ord med Hermann, som spurgte til dig. Jeg havde nær ikke kendt dem, jeg vidste jo ikke af at de var i Byen. Forøvrigt lod det ikke på Hermann som om han havde store Sager at tale med mig om. Begge så udmærket godt ud. De var i Følge med Fru Heiberg og en af Frøknerne samt en Dame til. De sad naturligvis i første Parket. I andet Parket første Række sad Lillemor og hendes Mand (hvad er det nu han hedder)k1278 og jeg kom senere til at sidde umiddelbart foran dem; da havde de et lille Skænderi for, som han førte, forekom det mig, stilfærdigt og pænt, det drejede sig om, at et eller andet, hun havde sagt eller gjort, ikke var godt Kammeratskab. Hendes Svar var nok så spidse. Jeg flyttede mig, det var så flovt at sidde halvvejs der som Lurer, de tænkte naturligvis ikke på, at jeg hørte hvad de sagde. Operaen er skøn, det var Synd, at jeg var der alene. Jeg er vis på, at Du vilde have glædet Dig, Simonsen vilde rent have bedåret dit Hjærte, Frk Dons spillede bedre end hun sang og omvendt sang Fru Keller bedre end hun spillede.k1279 Det er det værste Nonsens af Lange,k1280 at han er fornærmet, fordi Simonsen har fået et mere fremragende Parti end han, Simonsen knuser ham aldeles i denne Rolle, både er Stemmen omtrent dobbelt så stor og så er den meget skønnere. Lange har sin Genialitet som ikke passer overalt, den andens umiddelbare Kraft bliver her benyttet på rette Måde som vild Æthioperkonge. I Teatret talte jeg med Galschiøt, som fandt på i Anledning af min Enkemandsstand at tilbyde mig en af sine to Billetter til Kristina Nielson-Konserten i Aften.k1281 Det Fæ burde naturligvis forlængst have sendt os to Billet[t]er til den ene af Konserterne. Nå jeg tog naturligvis nu med Glæde imod Tilbuddet, så har jeg også Aftenen i Aften anbragt. Ved Bortgangen fra Teatret mødte jeg Fritz Bendix, som jeg havde givet et Vink, og han fulgte så hjem med til det kolde Hakkebøf – jeg havde til Middag kun spist lidt – og Øl. Der var jo noget Kognak endnu på en af de små Karaffer, og det lod han sig smage godt, efterat vi havde spist. Det var jo godt at have et behageligt Menneske at snakke med, men han blev for længe, jeg var umådelig træt tilsidst, Klokken var halvtre, inden han gik. Til vor Undskyldning må tjene at Aïda ikke sluttede før næsten 11. Så tumlede jeg mig da endelig i Seng. Over din havde Johanne ladet Sengetæppet, det hvide hæklede, blive liggende udbredt, og det var jeg ret tilfreds med, som den der lå urørt så den ikke så tom ud som den kunde have gjort. Jeg sov til ½ 10 imorges og var lidt tung i Hovedet af den lange Nattevågen og Kognaken, men det gik for Resten hurtig over. Klokken 11 omtrent fik jeg Visit af Neergaard, der kom med Korrekturen af K'ivigtok,k1282 som er bleven 12 Sider, og for at rykke mig for Artiklen om Strindberg.k1283 Gid Fanden havde den! Kort efter at han var gået indfandt en Hr Brøckner sig,k1284 som uvist egenlig af hvilken Grund vilde hilse på mig og fortælle mig, at han havde oversat «Et Skud i Tågen» af I.P. Jacobsen på engelsk og idag sendte Oversættelsen til et londonsk Tidsskrift, hvis Navn jeg har glemt (Whitehall-Review (?)). Jeg ønskede ham til Lykke med hans Foretagende og så tøflede han af. Så Frokost og så Rigsdag. Efter Rigsdagen gik jeg til Mama, kom der lidt før halvfire og traf hende siddende nogenlunde oprejst og læsende i nogle Småfortællinger. Det så jo ret opmuntrende ud og virkelig regnes nu også Betændelsen i Lungen for hævet.k1285 Hun har en stærkt udbredt Bronkitis (?) tilbage og for at kue den er hun begyndt med et Vandomslag, der i Form af en Trøje trækkes over Bryst og Ryg. Hun holdt ikke af dette Omslag men lod ellers mere forhåbningsfuld, end da Du t.E. sidst så hende. Hun havde været så ked af, at hun ikke vidste Klokkeslettet for din Afrejse igår, havde tænkt sig det mere sent på Dagen og blev altså nu altereret over, at den var foregået under Morgentimernes Skybrud. At jeg skal hilse Dig så kærligt som muligt, kan Du begribe. Emma kom, mens jeg sad der, og jeg fik en Opfordring til at spise med, som jeg dog afslog, ikke var jeg sulten og hjemme vidste jeg, at Johanne lavede på gule Ærter til mig. Spiste jeg ikke af dem idag, fik jeg formodentlig aldrig Bugt med dem, kendte jeg hende ret, var der til en lille Bataljon Soldater.
Aften Kl ¾ 12
Rigtig, der var Ærter til mange Dage! Men udmærket velsmagende, det må man lade dem. Jeg spiser for Resten ikke nær så meget nu i min enlige Stand, som når Du sidder med. Du skal se, når Du kommer tilbage, får Du en rigtig pæn smækker Ægtemand at gå omkring med. – Jeg er nu netop kommen hjem fra Kristina-Nielson-Konserten med en efterfølgende Aporta-Tur sammen med Galschiøt, han var rigtig behagelig. Naturligvis øsregnede det, da jeg skulde fra Aporta, jeg havde jo ingen Paraply taget med, ellers har det været udmærket fint og mildt Vejr idag, som jeg har håbet på har strakt sig så langt op som til Stavanger, hvor Du vel har været idag. Konserten var jo ret interessant, men hun er svært på Retur den store smukke Dame som hun er, og Begejstringen havde lidt ondt ved at komme op, men efterhånden gik det jo, det knagede og bragede tilsidst med Fremkaldelser. De kejserlig-kongelig-prinselige Herskaberk1286 var i Teatret og Kristina Nielson hædrede dem med en russisk Sang ved en af Fremkaldelserne. Jeg så ved denne Lejlighed, at den pæne lille Kejserinde har en styg Næse i Profil, den ender i en opadvendende Tap. For øvrig gad jeg ikke kigge synderlig på dem. – Da jeg kom hjem idag, fandt jeg to Kort fra Frøken Aalberg,k1287 som havde været på Visit, hun havde trot endnu at træffe dig, fortalte Johanne; desuden lå der de to Breve, som jeg sender med. Efter Bordet har jeg idag fået mig en Lur, som hengik med bestandig at drømme om Dig, vi var i Selskab og jeg spiste den ene Pære efter den anden, Du var snild og god, det var meget hyggeligt.
– Nu min søde elskede Ven har jeg vist fortalt Dig alle Dagens Begivenheder. Ja Politiken får vente til en anden Dag, jeg er bange for, at Venstre er i Færd med at gøre en Dumhed, men da jeg ikke har talt med nogen, der forstår sig på disse Ting, er min Mening usikker, og det vilde desuden også i Aften blive for vidtløftigt. Jeg er søvnig og træt og vil gærne ordenlig til Sengs. Nu går jeg ned med Brevet og med Korrekturen til Neergaard. Når mon Du nu får dette Brev, og når får jeg dine Ord fra Kristianssand – dem længes jeg efter. Godnat min kæreste Ven, det er fælt at være uden Dig. Men nu må jeg til at arbejde på Kraft. Rigsdagen vil i næste Uge vistnok blive slem. Hils nu Augusta og hendes Fader mangfoldige Gange fra mig, hav det godt, tænk på mig, sig Ludvig, hvor ondt det gjorde mig, at han ikke kom i Sommer, at jeg alvorlig havde glædet mig til at få ham sammen med os andre. Skriv meget flittigt
Din Erik

294. Amalie til Erik

Ombord i Kristiansund, torsdag [8/10/85]
For et par timer siden har vi fåt Norge isigte, det ligger så pent og højt og langstrakt, og knejser med sin fjeldryg i den rene, klare luft og det strålende solskin. Vi har det dejligste vejr, der kan tænkes, men skuden sætter dog en del, for her er vældige underdønninger, skjøndt vandfladen kun er let kruset i små spidse skumbølger. Kl. er 12 og først kl. 4 er vi inde i Kristiansand; vi skulde været der kl. 10, men dels kom vi en time forsent afsted fra Kjbhvn og dels havde vi vinden stik i stævn, rent en storm til og med, i går. Men ikke hele dagen igår. Jo fjernere vi kom Danmark, jo bedre blev vejret. Kaptejnen siger at han er temmelig sikker på Øresundet også idag står i et eneste drev af storm og ruskevejr. Vi har havt det meget godt ombord; kaptejnen der heder Hansen og i gamle dage har kjendt dig og især Tyge,k1288 har ikke vidst det gode han vil gjøre os, og Christensen har tronetk1289 som en sultan mellem sine fire damer og været rundhåndet med vin og spøg og omsorg. Nej, nu slingrer skuden så, at det næsten ikke går an at skrive. –
Tænk for et øsende regnvejr igår, da du stod der på Kniplebroen [sic] og viftede! Jeg blev på dækket sålænge jeg kunde øjne dig og var ganske sår om hjærtet da du kom mig fjernere og fjernere. Og uafladelig har jeg savnet dig min elskede; ved alt muligt har forestillingen om hvordan det vilde været hvis du havde været med, levet i mig, hvad du vilde sagt og gjort o.s. v. Det blir svært at undvære dig. Christensen er i et strålende humør, og siger uafladelig vittigheder. Igår formiddag sad vi heroppe i røgesalonen og krøb sammen for stormen og regnet og jeg begyndte at græmme mig over uvejret og jeremiadede, og sa at det dog var en underlig tilskikkelse at vi, som havde faret jorden rundt så mange gange, og var kommen uskadt fra det, nu skulde gå hen og omkomme på en filletur fra Kjbhvn. til Bergen. Pludse[lig] gav Kristensen en hvæsende lyd, så på mig med et morskt øjekast og udbrød: Vil du bare tie stille med dig, for ellers varer det ikke længe før lugen blir tat op, og du blir puttet ned i lasten. Derover brast alle i latter, og siden har det hedt bestandig: vær bare skikkelig, ellers kommer du i lasten. Og igår ved middagsbordet da kaptejnen var så opmærksom med os damer; da lagde Christensen med ét kniv og gaffel og sa: hvis det skal være på denne måden, så er det bedst du spiser i din egen lugar kaptejn for eftertiden. De er dus og gode venner. Han skulde være jaloux, forstår du. – Jeg var lidt kvalm igår, men klarte mig godt, spiste mine måltider, og kunde endog røge lidt på køjen igåraftes. Augusta og jegk1290 fik et stort kammer for os selv med 4 køjer i. Christensen skulde havt det, men så fik han kaptejnens. Vi sov til kl. ½ 9, da fik vi te på sengen, stod op, og gik på dækket. Aa der er så mange småting jeg skulde fortalt dig, men det får være. Du vilde likt dig rigtig godt om du havde været med. Jeg har kun været to gange på do. og bare den ene gang havt afføring, men derfor græmmer jeg mig også, kan du vide, og nu føler jeg mig kvalm igjen. Du må ikke tro jeg endnu har fåt tid til at læse Alladin ud;k1291 vi er så optat hele tiden. Nu skriver jeg ikke mere, men venter med slutningen til vi kommer til Kristiansand.
Nu har jeg sovet over to timer, og det gjorde godt, for nu er det ækle ildebefindende over; det er forresten ikke bare mig, som har havt kvalme; selv gamle Christensen har været benauet, han har gåt og skjændt og bannet over de små pølser med flæsk i som vi havde til frokost, og som var så delikate at vi forspiste os af dem. Vi ligger nu i Kristiansand, Augusta og jeg går i land med brevet, om en time bærer det atter afsted med os; vi får vist styg slingring, skjøndt vejret fremdeles er godt, men det er de fæle underdønninger. Imorgen meget tidlig er vi i Stavanger og udenskjærs hele tiden, og imorgen ud på eftermiddagen i Bergen. Jeg glæder mig umådelig til at se Ludvig, men jeg længes allerede rædsomt efter dig min egen søde elskede. Christensen og Augusta hilser mange gange. Skriv flittigt.
Din Amalie

295. Erik til Amalie

Fredag den 9 Oktober [1885]
Klokken ½ 6
Idag er der min elskede Ven af mærkeligt kun forefaldet det, at Johanne gav mig Dessert efter de gule Ærter, der var opvarmede fra igår, en Citronbudding, tror jeg det var. Jeg fandt da ialt Fald, om jeg ikke tager fejl, det meste af en halv Citron indbalsameret i Buddingen. Du véd måske, at jeg afskyer at støde på Citronskaller, det sætter mig i ondt Humør som Klumper i Grød. Nå, det var jo velment, men jeg frabad mig forøvrig slige Overdådigheder. Måske var det hele dog kun en Snare, ti på det Tidspunkt, da det kunde formodes, at jeg var kommen til Desserten, indfandt Johanne sig og lod som om det var nødvendigt at bære Ærterne ud for at jeg kunde skride til Buddingen. Hun indledte da følgende Samtale: «Tror Herren, at Herren er ude til Middag på Søndag?» «Derom ved jeg intet.» «Ja for jeg er inviteret til Konfirmation på Landet.» «Hvor?» «I Ordrup. Jeg har været der før, i Sommer, men jeg kan ikke finde Stedet igen alene, og Klokken halvtre tager der nogle andre derud, som jeg kan følge med. Jeg skulde gerne svare idag. Tror Herren –?» «Jeg tror ingen Verdens Ting, men svar De kun ja, De må vel altid kunde lave et eller andet, som jeg kan spise, hvis jeg er hjemme.» «Ja mange Tak.» – Jeg gør således bedst i at ty et eller andet Sted hen på Søndag. Jeg gør det nu for Resten vistnok ikke, jeg sporer ikke den allermindste Lyst til at binde mig i Timer hos fremmede – og hvem? Iøvrigt er Dagen gået med lidt Arbejden og en Tur til Rigsdagen, jeg er lige som lidt hjemløs og ueffen. Nu om nogle Timer – jeg har lige spist – agter jeg at gå i Studentersamfundet, hvor der skal være et Slags Politisk Protestmøde med Besøg af de dømte Berg, Nielsen og Noes. k1292 Du véd måske, at de to sidste er sluppen ud af Arresten. Jeg går mest derhen for at komme til at tale med en eller anden om Øjeblikkets Politik, som jeg ikke ret begriber. Jeg sender dig «Politiken» for idag, for at Du kan læse en efter min Mening fortrinlig Bedømmelse af Kristina-Nielson,k1293 der står på anden Side tilligemed Peter Nansens Opsats om Publikum, der jo også er ganske morsom. Det var et usædvanlig pænt Selskab den Aften i Kasino, Damer i Toilet osv.
Kl 8 ¼
Om lidt går jeg. Jeg giver dig her et Kys på Papiret. Ved Du, hvad jeg for lidt siden tænkte på? At Du har megen Ret i dine Klager over vor Dagligstue. Det er ikke et sødt og hyggeligt Rum nok for Dig, og vi havde Midler til at skabe en herlig Stue. Men Du skal være lidt blid, når Du taler derom – det er jo urimeligt at bruge en ond Mund, hvor man med et Smil og et muntert Ord kan nå det samme: at trøste sig så længe det varer. Du kan være glad ved i Aften at være de mange Mile borte. Som jeg vil komme til at stinke af Tobak i det gyselige Lokale, der naturligvis vil være fyldt til Kvælning! – Fra Fru Juel-Hansen har jeg modtaget to Adgangskort til hendes Gymnastikprøve på Søndag.k1294 Mon hun tror, at Du endnu er i Byen? – Uf det øsregner! Farvel min søde Pige.
Lørdag den 10 Okt.
Jeg begynder unægtelig at længes temmelig alvorlig efter en Underretning fra Dig. Torsdag Morgen har Du været i Kristianssand, og at jeg endnu ikke Lørdag Middag har dit Brev synes mig lovlig hårdt. Johanne spurgte mig før næsten bekymret, syntes jeg, om jeg ikke havde hørt fra Fruen. Jeg trøstede hende og mig selv med, at der nok i Aften kom Brev. – Gamle Grosserer Thune, Jutta Wågepetersens Fader, er død igår.k1295 Dødsfaldet har længe været imødeset, om end Manden gik omkring og styrede sin Forretning. Der er sikkert mange Penge til Deling mellem de tre Døtre, som jo alle er gifte. Jeg må formodentlig sende et Par deltagende Ord til Jutta, det er ikke så let, i Grunden syntes jeg ikke om den gamle Fyr, han var Spidsborger fra Isse til Fod, ufejlbarlig i enhver Opfattelse, det Fæ. – Aftenen igår gik godt. Jeg kørte derind i vor «fattige» Sporvogn, fik talt om den politiske Stilling med Rubin og Høffdingk1296 – særlig den første så noget mere fortrøstningsfuldt på Sagerne end jeg, og end, som jeg senere hørte, nok også Hørup og Brandes, der ved denne Lejlighed er bleven overstemte i Partiet – og så gik Gildet i Gang. Der var den store Fornøjelse derved, at begge Mændene Nielsen og Noes, navnlig den sidste, er udmærkede Repræsentanter for det dygtige i Bondestanden, stilfærdige og sikre Folk, som viser den Hyldest, de nu er Genstand for, tilbage til Sagen; begge taler de med et virkeligt Herredømme over Tanker og Form. Det var overordentlig opmuntrende at høre, og deres personlige Fremtræden skabte en Stemning i den fuldt pakkede Sal, som vanskelig kunde have været bedre. Der var mere Fylde og Varme, forekom det mig, end nu sidst i Lørdags, da Henrik Ipsen blev så stormende hyldet.k1297 Jeg lod mig forlokke af mit Ønske om også at give mit Bidrag til Aftenens gode Forløb til at holde en Tale. Jeg syntes, at jeg havde adskilligt på Hjærte, men da jeg fik Ordet, lykkedes det mig forøvrigt kun dårlig at få sagt, hvad jeg vilde. Jeg udbragte en Skål for vore Bønder, det var tørt og kedeligt. For Resten var det ikke Talernes Glimmer, som gjorde Aftenen hyggelig, der blev ikke sagt noget særlig godt, men hele Tonen var så smuk og jevn. Der var ikke få Rigsdagsmænd til Stede, mest Bønder, af dem talte fire, kort, djærvt, fornuftigt. Den høje smukke P. Andersen fra Midtsjælland,k1298 som havde været en af Indbyderne til Ringstedturen, hvor Jakob var med, bragte Studentersamfundet en Hilsen fra Bønderne, som den Gang blev gæstet, jeg kan ikke sige dig, hvor taktfuldt og godt han gjorde det, han endte med at foreslå Triers Skål, Formanden i Samfundet.k1299 Jeg talte med ham og spurgte, om han havde lagt Mærke til Jakob. Jo det havde han rigtignok, jeg måtte endelig hilse den unge norske Student med Dusken på Skulderen. Drachmanns fortrinlige Sang til Studentersamfundetk1300 – Slagsangen der oppe – blev sunget, de kan den udenad, og senere overraskedes jeg unægtelig ved at høre et mægtigt Kor, da Marseillaisen blev spillet, synge første Vers på fransk. Det lød fortræffeligt. Trier havde den gode Tanke at hæve Soldet tidlig, inden Stemningen løb ud, en Mængde blev tilbage, men jeg gik med With, Bendix og Schiødtek1301 til Aporta, hvor vi lige netop slap ind et Par Minutter før 12, og der sad vi så en Timestid. Det tog sig aldeles ud som i gamle Dage, men der var ikke nogen rigtig Fornøjelse derved, den «Frihed» jeg nyder, smager mig ikke, og de gode Herrer W. og S. er lidt sløje, Bendix syntes jeg var den bedste af dem. Han fulgte mig hjem. Han er vistnok for Alvor sørgmodig,k1302 om end han forøvrig ikke med et Ord har slået på noget sådant for mig, det kommer indirekte til Syne.
Klokken ½ 12
Intet Brev i Aften! Tre gange har jeg været ved Kassen. Første Gang var det blind Allarm, anden Gang fandt jeg et Papir, som indbød alle «hjerteligen til Evangelisk Foredrag i Københavns kristelige Missionsforenings Lokale Kongens Nytorv 21 og Zinsgade 1. Ånden og Bruden siger kom og den som tørster, han siger kom og den som vil, han tager Livsens Vandene for intet. Åb 22, 17», tredje Gang var det en Slagterdreng med Kød til Professor Warming.k1303 Skal jeg nu vente og vente! Den Satans Postbefordring skaber formodenlig også lange Ventedage for Dig, jeg har set efter, Hejbergs Brevkort havde været 5 eller 6 Dage under Vejs, så får Du mit Brev fra forleden først 4 eller 5 Dage efter din Ankomst til Bergen. Dette er ikke morsomt. – Atter i Aften har jeg været i Studentersamfundet, denne Gang til et Foredrag om Rembrandt af Madsen,k1304 der led forekom det mig af en lidt for højstemt Tone. Jeg talte med Phillipsen om Garborg og om Politik; naturligvis havde han ikke kunnet få noget synderlig fremtrædende Indtryk af G.'s Personlighed, han fandt ham overordenlig beskeden, mindre sikker norsk, sagde han, end denne udmærkede Mand jo kunde have været. Hans politiske Betragtninger mundede ud i, at der vel måtte laves en Resolution i Stand, inden vi kom til Ro. Ja vel, men hvor har vi Førerne? Du må fortælle Augusta, at With er temmelig indtaget i hende, kun havde hun forskrækket ham ved at tale højt i Sporvognen. Det er en Skødesynd sagde jeg, som de bergensiske Damer helder til, men det kan gå af. God Nat nu min elskede, jeg skal skrive til Jutta Wågepetersen.
Din Erik

296. Erik til Amalie

Søndag den 11 Oktober [1885]
Min elskede Ven, endnu imorges var der intet Brev kommet. Jeg måtte afsted til Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve.k1305 Den var ikke synderlig morsom, de unge Damer havde kun tre Måneders Undervisning og var strængt taget ikke præsentable. Jeg er bange for, at vor gode Veninde ser Tingene i for lyserødt Skær; hvis der mellem de mange indbudte Skuelystne var Fagmennesker og Folk, som interesserer sig for hendes Konkurrenter, får hun et Smæk. Jeg, som kun forstår mig overfladisk på Tingene, kunde se Løsheden og Usikkerheden i næsten enhver af de udførte Øvelser, den af Fru Juel Hansen så meget ringeagtede Poul Petersenk1306 har i adskillige År vist et fire fem Gange så stort Antal unge Piger helt anderledes fortrinlig indøvede, og så skulde dette til med være et Hold af Lærerinder. Selve Systemet imponerede mig heller ikke, men derom tør jeg ikke dømme. Der burde absolut ingen Præsentation være foregået eller den burde have været helt og holdent privat. Der var dernæst et Roderi og Uorden med Tilskuere og Udøvere, som på pinagtig Måde løb imellem hinanden og ikke Spor af Stemning over det hele. Den unge svenske Dame, der kommanderede, var flink. Jeg ærgrede mig på Fru Juel Hansens Vegne, men hun selv syntes desværre ikke at savne noget. Peter Nansen, som var tilstede og ikke har det mindste Begreb om Tingen, fik med sin underlige Sporsans Indtryk af Fiasko, men gik naturligvis bort for at skrive i lutter rosende Ord om Prøven.k1307 Han bad mig skrive, men jeg undskyldte mig. Min Mening vilde jeg naturligvis ikke skrive, og skulde der lyves, var P.N. jo meget bedre. – Jeg tyede med Peter Nansen ind på en Kafé, efter at alt i Løbet af en lille Time var forbi, det styrtregnede nemlig, og til min Kaffe serverede han mig så en artig Ladning Skandalhistorier. Jeg gik så til Mama, der har det meget bedre. Hun sad idag med Visiter om sig og med et Strikketøj i Hånden. Medens jeg var der, gik Minna Bruhnk1308 og kom William – han er her på Gennemrejsek1309 – Henriette og Emma var også derinde, og tilsidst kom der tre Børn fra Jutta. Det så ud til at være vel meget af det gode, men forhåbenlig passer Henriette på. Vi talte naturligvis om Dig og om at der endnu intet Brev var kommet, jeg havde jo mit stille Håb om at finde et ved min Hjemkomst, og så sprang jeg da afsted fremdeles i skyllende Regn. Jeg kæmpede mig en Sporvognsplads til og løb op ad Trappen til Kassen – rigtig, den hvide Konvolut smilte til mig ud af Kighullet! Tak min søde Pige, og Du har jo haft det nok så bravt. At det suger mig om Hjærtet efter at være med, kan Du forstå, et sådant Familjeliv ombord vilde have smagt mig umådelig godt. Hvem Kaptejn Hansen kan være af Tyges gamle Sømandsbekendtskaber, har jeg nu ingen Forestilling om, men det er jo nok så morsomt, at der var dette Berøringspunkt imellem jer – nå, han havde naturligvis været elskværdig endda. Du fortæller mig intet om de andre to Damer, var de flinke? Gud véd, hvorledes det var gået mig med Pølserne, jeg er bange for, at de kunde have fået det uroligt nok hos mig, når selv gamle Christensen lod sig imponere. Det er sødt af Dig, at Du længes en Smule efter mig, bliv ved med det, så bliver Du ikke så længe borte. – I Anledning af det dårlige Vejr har Johanne ikke benyttet sin Udgangstilladelse – hun har så vidt jeg har mærket Besøg af Søsteren – så skal hun give mig den Middagsmad, som jeg ellers selv skulde have varmet: Suppe kogt på Kotelletben fra igår og Kotelleter også fra igår med Saus og brunede Kartofler. Nu véd Du hvad jeg om lidt spiser. Disse ensomme Måltider er ikke opmuntrende. Farvel for idag min egen Ven. I Aften skal jeg bestille noget. – Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at jeg forleden i Samfundet traf sammen med Adler, Du véd dér, hvor vi skylder Visit.k1310 Han undgik mig koldt. Det gjorde mig ondt, at vi har stødt de Mennesker, der er så brave. Skal vi, når Du kommer hjem, se at gøre vor Uret god igen? Det synes mig pinligt at have gjort Fortræd, hvor der ingen Hensigt har været fra vor Side. Forleden hos Aporta, da jeg var der med Galschiøt, løb jeg naturligvis i Armene på Juel-Hansen. Han gav sig til at snakke om Politik, jeg svarte høfligt undvigende, og vi satte os hver til sit, jeg glemte at takke for sidst. Jeg tænkte, at jeg havde krænket ham, men idag ved Gymnastikprøven var Mennesket omtrent som han altid plejer at være. Det vil da sige, at han så ud som den skinbarlige Natterangel. Han fik af mig at vide, hvem Peter Nansen var og gik så lige på ham. «Jeg er Fru Juel-Hansens Mand» sagde han med sit længste Tonefald. «Ah, Hr Erna-Juel-Hansen!» sa Peter Nansen og bukkede. Det var ikke ment ondt, men lød jo nok så morsomt.
Aften Klokken ¾ 12
Jeg var ved at gå i Seng, havde netop lukket Vinduet op i min Stue, da en infernalsk Ringen på Døren lod sig høre. Jeg var øjeblikkelig på det rene med, at det måtte være fra Gaden og kiggede ud for at se den Vedkommende kigge op, men der viste sig ingen. Skulde der virkelig være kommen nogen op ad Trappen og stå uden for Entrédøren? Jeg ud med Håndlampe. Ingen. Ind igjen i Stuen og så ned på Gaden. Et Menneske stod dernede, nu gik han ind til Gadedøren, og den voldsomme Kimen begyndte igen. Så tog jeg Hat på Hovedet, Lampe i Hånden og gik ned, jeg tænkte nærmest på et Telegrafbud og Telegram fra Dig. Endnu medens jeg var på de øverste Trappeafsatser vedblev Ringningen, og da jeg havde ladet Døren stå åben, kunde man formodentlig høre det over hele Huset. Jeg var særdeles hurtig nede. Gadedøren stod på Klem ikke et Menneske var der at se. En eller anden dum Fyr har moret sig med at trække i Ringeapparatet, og er så stukket af i Tide, da han så Lys nærme sig. Nå han har fået sin Krig frem, ulejliget blev jeg. Da jeg atter var oppe, forekom det mig, at jeg fra Vinduet så den samme Fyr på ny nærme sig Døren, men i det samme kom der en skrående over Gaden, som skulde ind i Huset, og Skikkelsen gik sin Vej. Jeg tænker mig sådan noget som, at en eller anden Højrebølle har vidst, at jeg boede her, har set Lys og villet drille mig – hvis da det hele ikke har været et fuldstændig hensigtsløst Indfald. Vor Klokke er jo den yderste, og jeg har hørt om andre, der på denne Måde er blevet skræmmet op om Natten, når en Drukkenboldt skulde more sig. – Ja se, nu fik Du en hel Side for det. God Nat Du søde.
Mandag Aften
Du, nu begynder også jeg at tro på Forefærd. Det Telegram, som meldte sig igår Aftes ved den voldsomme Ringning, som jeg ingen Ophavsmand kunde finde til, kom imorges. Jeg lå i min søde Søvn – Klokken var ½ 9, jeg sover lidt længe om Morgenen, i Reglen har jeg ondt ved at falde i Søvn nu om Aftenerne – da det ringede: Johanne var der naturligvis ikke til at lukke op, men jeg var for søvnig til at lade mig lokke ud af Sengen. Det ringede igen, jeg udtalte en inderlig Forbandelse mod Brødgutten og Johanne i Forening og besluttede at være fast i mit Forsæt at blive i Sengen. Jeg var omtrent slumret ind på ny, da det atter ringede, men bestandig på en egen forsigtig Måde som af en med en dårlig Samvittighed. «Oho go' Karl», tænkte jeg, «skrub Du bare af, idag får Du intet Brød solgt! Den Satans Johanne!» Og så skulde jeg til at sove igen, men det gik langsomt. Jeg havde dog den Tilfredsstillelse at tro at høre den Ringende tøfle ned ad Trappen. Så brød en Skraldemand fra Gården ved Siden af Freden, idag var der mærkeligvis hverken legende Unger eller Piger, som bankede Tæpper, og da det så lidt efter ringede ret af Hjærtens Lyst på ny hos os, så kunde jeg ikke mere. Forbavsende nok, jeg skummede ikke af Raseri, jeg var blidt resigneret, hvilket giver mig Anledning til at tro, at der må være noget elskværdigt i min Karakter. Jeg stod altså op, krøb i noget umådelig koldt Vand – jeg tænker hver Morgen på, hvorledes Du ter Dig med denne Sag – blev færdig med min Påklædning og tren højst unådig i Hu indtil den ventende Te. Johanne havde ved den sidste Ringning været der og havde fået sit Varsko om at sætte Teen ind. Da så jeg en lille Seddel ligge ved min Kop, et Telegrafbud meldte, at han forgæves havde søgt at få afleveret et Telegram fra Bergen. Bjørnebo hed Manden. Underlig i Grunden, at jeg ikke blev forskrækket, jeg fik kun en betydelig Fart i Kroppen og glemte foreløbig at skænde på Johanne. Jeg skændte mere på mig selv over, at jeg ikke var stået op. Teen drak jeg og læste endog en Stump af en Avisartikel, medens jeg slugte mine Tvebakker, så afsted til Posthuset. – Min søde Pige, det er Augusta, der har telegraferet,k1311 men Du har vel også din Del i Telegrammet. Det er afsendt Søndag Morgen fra Bergen Kl 8 ½, og jeg får det først et Døgn senere, eller er det Søndag Aften det er afgået? Jeg må have den Sag undersøgt. Jeg har ikke svaret telegrafisk, for jeg har det så knapt som muligt med Penge, og mulig har Du fået mit Brev idag, i seneste Fald må det komme imorgen, det er ikke mig, som har smølet med at skrive, det er Postbefordringen, der er så langsom. Vi har som sædvanlig begge haft vor Ventetid. Sig nu til den lille Tusse Augusta, at hun er meget sød, men at hun, som kender Forholdene, måtte vide, at det var urimeligt at vente Brev før Mandag. Du er altså kommen Fredag Eftermiddag til Bergen – jo jeg skulde naturligvis have sendt Brev afsted Onsdag Aften i Stedet for Torsdag, men én Dags Efterretninger syntes jeg var så lidt, og Du har dog måske næppe tænkt, at jeg skulde være så hurtig i Pennen. Tingen står jo nu ikke mere til at ændre, men det gør mig rasende ondt, om jeg har skuffet Dig. Jeg har gået i en vis glad Følelse af, at jeg har benyttet min Tid godt med Hensyn til at skrive Brev til Dig, min Elskede. – På Posthuset fik jeg et Brev fra Tyskland til Forfatteren Hr Skram, det var fra Garborg,k1312 han skriver muntert om det Hi, han har fundet i Loschwitz ved Dresden hos en gammel Kone i et udmærket hyggeligt Kvistværelse. Rejsen på Kieler Damperen gjorde han sammen med Ipsen,k1313 Garborg siger efter en Del Spøg om Ipsens umådelige Appetit derom: «Jeg ved ikke af, at jeg har tilbragt nogen interessantere Kveld,» og senere «Bjørnson er Kaksen, Alexander Kielland Grossereren, Ipsen er den intelligente Proletar.» Om Dig siger han: «Hils din Kone, når Du skriver til hende; med alle hendes Påfund: hun er dejlig.» Jeg har ikke ret Lyst til endnu i alt Fald at sende Dig hans Brev, jeg har jo i Sinde at svare på det. – Ved Frokosttid fik jeg så på nyt Brev, det var en Indbydelse fra Anna Schiødte om at komme Onsdag Aften, det var jo meget venligt, og jeg takkede naturligvis på det hjærteligste, det er de første, der har gjort noget for mig, medens Du var borte. Jeg skulde tidlig i Rigsdagen, og der måtte jeg skam blive til Kl ½ 7, der var overmåde meget Arbejde. Hjem kom jeg altså ikke før 7, Johanne havde opgivet mig, men jeg fik for Resten hurtig Mad, og nu har jeg skrevet siden. Det vil sige jeg måtte først læse 2de Korrektur på den fille K'ivigtok. Jeg har forlangt Regnskabet af Johanne. Hun havde det mærkværdigvis færdigt, men Sagen var den, at hun kun havde 5 Øre tilbage af de 10 Kroner hun fik i Onsdags. Det ligger i, at hun først nu har betalt en gammel Regning hos Madsen og fremdeles betalt Kul og så købt Smør. Der er 4 Skæpper Kul, det forstår jeg ikke, men det giver sig vel nok, så er der Rulletøj, det bliver tilsammen 6 Kr 68. Det øvrige er de berømte Kryder, Æg, Melk og Grøn'd't.k1314 Du ser, at min Dag er færdig med disse Begivenheder. I Aften går jeg naturligvis tidlig til Sengs, men jeg føler mig ikke træt. Aviserne har jeg ikke fået læst ordenligt, der er en Artikel af Bjørnson mod Brun i Politiken,k1315 optaget fra Verdens Gang. Igår læste jeg Bruns mod Bjørnson, den Mand skriver pænere og med ulige mere Ret i denne Strid end ham Stormogulen, der er grov, fordi han har Uret. Naturligvis har han talt mod Kristendommen, det skulde han rolig være ved, den Torsk. Imorgen skal jeg gøre Alvor af at sende nogle Aviser afsted til Dig, jeg har villet have en lille Bunke for Omkostningens Skyld. For Fuldstændighedens Skyld fortæller jeg blot, at jeg gik en god Tur imorges, da jeg havde hentet Telegrammet, derfor er jeg ikke bleven færdig med Aviserne.
Nat Klokken ½ 12
Nej uf min søde elskede Ven, Du må tro, at det ikke er godt at sidde her alene. Jeg har lige spist til Aften uden Spor af Appetit – det er nu ikke så forunderligt, for så vidt jeg først fik Middagsmad Kl 7, men da spiste jeg heller ikke noget – og som en Slags Trøst har jeg en af de små grønne Karaffer med Punsch med inde i min Stue og har drukket et halvt af de små Glas; det søde Stads smager mig dog ikke ret, ihvor vel jeg langt foretrækker det nu for det Konjak man sædvanlig tyr til; med «man» mener jeg, mig selv. Nu drak jeg Resten, det var din Skål. Om lidt drikker jeg noget mere, det skal være Augustas Skål, kan Du huske, at hun drak 3 Glas den sidste Aften hun var her ude, den sidste Aften i København? Da var hun for Resten rigtig indtagende. Skål Augusta! Det var et pænt lille Glas jeg drak. Nu fylder jeg lidt mere i igen og sætter mig tilbage i Stolen og ryger af min Cigar og ser på det kønne lille grønne Hankeglas for så atter at drikke Dig til, Du mine Tankers urolige Beherskerinde. Stille, Du min elskede, gerne gød jeg lidt Olie – fin og duftende skulde den være – ind over dine Vande, det vilde mildne de stærke Kast i dit Sind. Om jeg kunde mildne! Elskede giv mig din Hånd, nu drikker jeg med Dig. – Så, nu skal vi sige God Nat Klokken er til at lægge sig, husk, at jeg har været forholdsvis tidlig på Færde og bestandig i Virksomhed, ikke hvilet det mindste idag. – Bjørnsons Artikel var for Resten ikke så grov som de tidligere har været; men hvad er det dog for noget Nonsens om en Kristendom i Skyerne den Mand søger at forestille sig blot for ikke at få Ord for at «angribe Kristendommen». Herregud, for Fanden, at angribe er da en ærlig Ting. – Så god Nat min Ven, nu skal jeg ned til Postkassen med Brevet. God Nat!
Din Erik

297. Amalie til Erik

Bergen 12te oktbr 85.
[Papir markert: Kapt. Jacob Christensen jun. Bergen]
Min kjære elskede, jeg håber at du ikke blev sint eller ilde berørt af det komerstelegram vi afsendte igår. Det gik således til at Augusta og jeg sad og talte om når vi kunde få brev fra dig, og jeg sa, at jeg længtedes så græsseligt efter det, og at jeg angred på, jeg ikke havde sendt dig et ankomsttelegram. «Vi tar og telegraferer nu!» udbrød Augusta. Jeg: «Ja vel, lad os, hvad skal vi sige for noget?» Augusta: «Bare: Vi venter brev, nej – ved du: Tusse! Vi venter brev.» Og således blev det til. Du husker at Augusta fortalte hun havde slig lyst at sige tusse til dig, dengang du ikke straks kjendte hende igjen. – Her var fremmede til middag igår, det var søndag; jeg traf en ældre bergenser, literær fyr, forhenværende redaktør af «Bergensposten»,k1316 som nu har været i Amerika en række af år. Du ved ikke hvor interesant han var; han talte om Bergen i gamle dage, og var fuldproppet af faktisk viden om de mest interesante ting; han havde læst sin bedstefaders og sin oldefaders (biskop Johan Nordahl Bruns) efterladte håndskrifter; det var en nydelse at høre på ham, fordi han kun talte om de ting han vidste den grundigste besked om og talte forstandigt. Bergen er gået umådelig tilbage i intellektuel henseende. I tiden om 1814 var det fra Bergen at alle impulser udgik, derfra blev landet styret, du ved Kristiania som hovedstad er så ny;k1317 de gamle, gode familier her læste Rousseaus værker i håndskrevne manuskripter, inden de endnu var trykt. Jeg sad hele tiden og tænkte: «tænk om han havde været med.» Han, det var dig det, skjønner du. Jeg ved at du vilde været lutter øre og opmærksomhed og virkelig nydt det. Så ved middagsbordet gav Kristensen morsomme historier tilbedste fra sin barndom; en af dem husker jeg; den skal du få høre ved lejlighed. Han var slig en slagsbroder, som liden gut, det var om slagsmål historierne handlede. –
Men hør nu du min elskede, – jeg skulde jo fortælle dig alting i ordentlig rækkefølge, men jeg løber løbsk, inden jeg ved ord deraf. Altså, du har hørt fra Christiansand. Derfra gik vi kl 4, fik en sydvesten storm på os med regntykke, men da det var medvind følte vi ikke så svært meget til det, dog var det nok til at få mig til at kaste op én gang, ikke mere. Om morgenen hørte jeg af begge kaptejnerne at det havde været en styg nat. Kristensen havde været på dækket hele tiden; det er så vanskeligt når man i regntykke og pålandsstorm skal søge landkjending, forstår du. Først da de havde Listerfyrene isigte gik Kristensen tilkøjs. Om morgenen kl. 7 var vi i Stavanger og siden gik det udmærket; vinden var løjet af således at vi næsten intet mærkede, selv da vi gik over Sletten. Så er det jo indenskjærs hele tiden. Kl. 7 om aftenen kom vi til Bergen, og på toldboden havde Ludvig stået i halvanden time og ventet. Christensen havde telegraferet hjem fra Christiansd at jeg var med, og denne nyhed havde spredt sig over byen så at Ludvig straks havde fåt besked om det. Så havde hans principaler git ham fri. Det var dejligt at se ham igjen. Han var frisk og fornøjet og så strålende glad; og han så så pen og nydelig ud. Jeg skal hilse dig så hjærteligt og godt fra ham. Det var godt at jeg kom op til ham i en grad, som jeg ikke havde anet, godt både for ham og mig. Der er så meget at fortælle dig derom, at jeg slet ikke vil begynde på det. Alt det må være til vi sés. Men nu da jeg er heroppe har jeg fået en rasende stærk taknemmelighedsfølelse mod dig, fordi du lod mig rejse, ja du forstår, aldrig vilde andet end at jeg skulde og måtte afsted. Det var smukt og rigtigt af dig – (du skal bare få høre) – som dit forhold til mine gutter og til mit forhold ligeoverfor dem hele tiden har været. Jeg har i disse få dage alt i et havt en rasende stærk trang til at falde dig om halsen og sige dig tak for så meget, så meget i den retning. Deres far har tat mig min bog så fælt ilde op. Han går og sludrer om at det er ham, som er Ring,k1318 og så siger han, om det der ikke passer på ham, (og det er næsten altsammen) at det er nedrigt hvor jeg har løjet på ham!!! Han er blet meget værre siden min tid, så lavartet og ondsimpel, det var han ikke, bare karakterløs og umulig. Men nu, ja, jeg hører man siger at han er så degraderet, og så drikker han værre. Stakkels Ludvig, – det må pine ham, denne far. Og hans nye ægteskab er ulykkeligt, og det går han også og vaser om og siger at altsammen er min skyld, som gik ifra ham, og at han elsker mig, og altid vil elske mig sålænge han lever, skjøndt han nu, siden jeg skrev bogen også hader mig. Ludvig er så forstandig. Han sa igår til mig: Du ved ikke, hvor jeg synes synd i Kaja (hans fars kone) og jeg begriber ikke at du kunde være sålænge i dit ægteskab. Men lad mig nu holde op med dette, ellers blir jeg aldrig færdig. –
Ludvig gik straks med «Illus. Tid.» til Hejberg,k1319 men traf ham ikke, slap heller ikke ind i entrén engang så han kunde aflevere den, hverken da, eller hele lørdagen. Først søndag morgen fik han fat på en pige, der tog imod Tidenden. Idag har Hejberg sendt mig to pladser til Theatret i aften, da «Et Besøg» – går for første gang.k1320 På dem går jeg og Augusta og så kjøber Ludvig sig en plads ved siden af. –
Jeg kan godt komme til at arbejde her, to timer hver formiddag; her er så stort husrum; i første etage, (stuen altså) er der en stor spisestue og fruens værelse, foruden kjøkken o.s. v. I anden etage er der 2 store dagligværelser, et lidet kabinet og Kristensens værelse; han har det som en prins, brusseler gulvtæppe, svært, prægtigt sengeomhæng og gardiner et vaskebord med marmorplade så stort som vor buffét, og en masse andre bekvemmeligheder. I kvistetagen holder vi unge til, Augusta og jeg på den største kvist, hvor hun ligger inde i en alkove og Jakoba på den mindste.k1321 Der kan vi rode og stelle akurat som vi vil, og det er så dejligt. I vore stuer sætter de gamle aldrig sine ben. Vi ryger cigarer og drikker italiensk rødvin i al hemmelighed deroppe om aftenen. Her er nemlig rigdom af ægte, direkte hjemførte vine, store fader nede i kjælderen. Hele huset har et præg af gammeldags velstand, som jeg synes så godt om. Jeg har besluttet mig til ingen at hilse på. Jeg er jo kommen herop ene og alene for at være sammen med Ludvig, og det vil jeg åbent vedstå. Når jeg ingen visitter gjør, kan heller ingen bli fornærmet på mig. Det at jeg bor hos Christensens, gjør det så let for mig at lade være. De lever så udenfor den cirkel, hvor jeg skulde gjøre visitter. Og så er der det herlige at her kan Ludvig komme hvert øjeblik han har fri, for han bor lige ved siden af, og hans vej falder altid forbi huset her. Jeg er så glad for at jeg bor her, af så mange grunde. Når jeg nu bare fik et brev fra dig min søde, savnede mand, så var alting så godt; at du dog ikke har skrevet det lovte du jo din fæle gut! Har du gået og ventet på mit brev, så får jeg intet før i slutten af ugen, og det er hart at gå på. – Du husker vel at Johanne havde fået 12 kr, som hun ikke havde gjort regnskab for tirsdagen, som jeg rejste på onsdagen. Du jeg har fået en liden tingest til dig, noget fra Ostindien, som jeg ved du blir så glad i. Det er Jakoba som har foræret mig det, og hun blev så inderlig fornøjet da jeg spurgte om hun havde noget imod at jeg gav det til dig og ikke fik gjort det istand til mig. Men det er bare en bagatel, forstår du. Så gav hun mig en anden prægtigere ting, – de er så snille og søde her i huset, og her er en sand oversvømmelse af skjældne sager fra Ostindien og Kina, og gud ved hvor. Augusta og Jakoba står her, og siger jeg skal hilse. Kristensen er ikke hjemme.
Din Amalie.

298. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 13 Oktober [85]
Nej min Ven, jeg trives ikke, når Du er borte, den Ting er sikker. Det er ikke faldet mig ind før med en sådan Klarhed, der næsten gør mig forskrækket, hvor afsondret fra det, der foregår her hjemme, jeg lever. Jeg har ikke savnet Livet uden for os før nu. Det er så besynderligt at være på den Måde på Siden af Begivenhederne som jeg. Intetsteds har jeg et naturligt Tilknytningspunkt, ingen søger mig, jeg søger ingen. Nu i Aften t.E. havde jeg tænkt mig at gå op på Politikens Kontor for dog mulig at komme en Smule på det rene med, hvad det er, der skal ske, jeg gjorde det ikke, jeg ville hjem for at skrive et Par Ord til Dig. Det faldt mig ikke ind et Sekund at tvivle om, hvad det var jeg havde Lyst til, eller rettere hvad det var, der drog mig – dér hørte jeg ikke hjemme, en Samtale med mig måtte begyndes forfra, med Verdens Skabelse, ingen vilde gide indlade sig på den, jeg vilde ikke gide spørge. Her ved mit Bord følte jeg jo Sammenhængen i mit Liv; at skrive til Dig var som et Slags Forsøg på at glemme, at jeg går her muttersene om, her har jeg jo virkelig noget at gøre. Jeg har jo dog i alt Fald Forestillingen om, at det, at jeg sætter mig til Skrivebordet, bliver til Glæde for Dig. – Jeg var gået i Kasino, efterat jeg var kommen hjem fra Rigsdagen og havde spist, der var så tomt og uhyggeligt hjemme, og så gik der en Farce,k1322 som Galschiøt ganske vist har sagt, at han ikke bryder sig om at få omtalt, men som jeg dog mulig kan prakke ham en Anmeldelse på af (smukt Sprog!) for at redde mine 4 Kroner, og nu er det, at jeg sidder og melankoliserer. Havde Du været med, havde vi rimeligvis moret os, det var det urimeligste Gøgl, men det gik i en Sus og Dus og blev muntert spillet, nu sad jeg og gloede mat og dumt på det hele. Fejlbergs var i Teatret og sad på samme Bænk som jeg, dem talte jeg et Øjeblik med; de sagde, at jeg måtte besøge dem. Jeg gør Fanden, de kan invitere mig, af mig selv går jeg ingen Steder. – Det var mig ikke muligt selv at komme til Mama idag, jeg sendte Johanne, som så pænt forleden spurgte, hvorledes Herrens Moder havde det – jeg sagde, at jeg skulde hilse hende fra Dig i Søndags, det blev hun ganske strålende over – og hun meldte, at «Doktoren var meget fornøjet med Fru Skram». Tillige havde jeg ladet spørge, hvornår gamle Thune skal begraves,k1323 det er på Torsdag Kl 12, og det er ubekvemt, for da skal jeg skrive om Niniche,k1324 som jeg imorgen må se Begyndelsen af, inden jeg går til Schiødtes, men det får nu gå alligevel, jeg må se at komme tidlig op den Dag. Naturligvis havde Johanne tillige Meddelelse om Brevet og Telegrammet fra Dig at aflevere. – Idag er det blevet mig aldeles pålideligt meddelt, at Knudtzon, Frederik, er gift, og at han ikke vil indføre sin Kone hos Moderen.k1325 Om denne mulig har frabedt sig det, véd jeg ikke – dog det er sandt, det véd Du vel lige så godt i Bergen som jeg her i København. Min Kilde er hans Omgangsven Bilsted,k1326 der har talt med begge om Stillingen til Familien. Da han er et Fæ, får man ikke synderligt ud af hans Meddelelser. Han giver forøvrig den unge Kone Prædikatet skikkelig og net. Han havde efter eget Sigende prædiket Venskab med Moderen à tout prix, men nok ikke fundet Gehør. Han havde desuden erklæret, at han ikke vilde have noget med den Omgang at gøre, som Knudtzon fremdeles dyrker og med Tilfredshed viser hen på, og derover var Kn. bleven meget fornærmet. Det sidste er muligvis Løgn – om Erklæringen – men det er jo for Resten ligegyldigt. Nok, at den brave Knudtzon ikke kommer til Vejrs ved dette Ægteskab, åndelig talt, hvor honnet det iøvrig kan være.
Onsdag
Da jeg intet Brev har fået idag, begriber jeg, at Du i Bergen har foresat Dig ikke at skrive, før Du fik Brev fra mig. Det er en Skuffelse, og synes jeg ikke helt vel betænkt. Hvor meget af dit Liv deroppe vil nu ikke gå tabt for mig. Nu skriver Du på en Times Tid eller en halv, hvad Du har været 6–8 Dage om at opleve – det vil om jeg så må sige kun blive akkurat netop Duften af din Tilværelse, der går til mig. Den skal imidlertid være velkommen, når den endelig engang når mig, det kan vel så først blive på Lørdag eller Søndag. Jeg skal væbne mig med Tålmodighed. – Jeg sender dette lille Brev afsted i Aften, inden jeg går i Teatret og til Selskabet, jeg vil jo komme så sent hjem, og hvis jeg da endnu er arbejdsdygtig, have nok at gøre med at få en Anmeldelse lavet i Stand, at jeg umulig da kan føje noget til, og jeg på den anden Side nødig vil skuffe Dig, da jeg nu formodentlig alt har vænnet Dig til et Hverandendagsbrev. Jeg har ingen Rigsdag idag, det er det skønneste Vejr, stille, lunt og solbeskinnet, jeg har gået en lang Tur før Frokost og lugtet til Efterårets stærke Krydderi. Her er så fugtigt så blidt og blødt overalt, og de mange Dufte fra det nedfaldne Løv næsten river i Næsen. Jeg lider det umådelig godt, det passer til min Stemning, det gør mig lind og god i Sindet. De små Haver her i Gaderne ved Siden af os står i alle mulige Farver og drøsser sine Blade rundt omkring, Kastanietræerne langs Søen er stærkt afbladede, og under dem træder man uafladelig på de læderagtige Frugthylstre, som de taber, Svaneungerne på Vandet er nu nær ved at være hvide, der er et Spektakkel med dem, når de optræder som voksne, de får Bank af de store, men undertiden banker de lystig igen og går af med Sejren. Nede på Kirkegården ser der endnu ret grønt ud,k1327 kun er alt forpjusket og falmet. Siden Du er rejst, tror jeg ikke, at der har været en eneste af dine elskede Begravelser med Musik. Der var en stor Grav gravet igår lige ud for vore Vinduer, idag er den lukket og dækket af Kranse, mulig foregik der noget pænt med den igår, mens jeg var borte, den synes mig at se ud til allehånde. Det er den ottende nyopkastede på denne Kant, der endnu bærer Kransene fra Begravelsesdagen. – Du, det var noget for Dig, der idag er meddelt i en Notits i Aviserne:k1328 En sindsforvirret Murmester – tror jeg det var – undveg forleden Nat fra Kommunehospitalets Celleafdeling og blev fundet næste Morgen upåklædt, som han var, i en under Opførelse værende Bygning i Zinnsgade. Altså umiddelbart ved Siden af os. Tør jeg spørge, om Du ikke finder dette interessant? Han er sprungen ud af et Vindue, medens Vogteren et Øjeblik var borte, er klatret over et Plankeværk og tyer så langs Søen ned til den brave Zinnsgade, hvor de holder Opbyggelse tre fire Gange om Ugen og indbyder mig dertil; ham havde det været vel så spændende at møde som hin Droske, hvor det kun var Hesten, der af en Fejltagelse var bleven vanvittig. Tænk, om vi rolig var kommen spaserende fra Selskab, og han i sin bare Skjorte var standset for at sige Godmorgen til os, det var ham, som var Estrups onde Ånd, derfor havde de indespærret ham, om vi måske vilde træde med indenfor for at nyde en halv Bajer så skulde han forklare os det hele. Gu' bevares hvor Du vilde have taget dig af den Sag. Men naturligvis, når Du foretrækker at rejse til Bergen, oplever Du intet af den Art. – Nu skal jeg bestille noget.
Kl. 5
Jeg venter på min Mad: Kærnemælkssuppe og Frikadeller (fra igår). Jeg havde sendt Johanne i Byen med min høje Hat til Oppusning i Anledning af Begravelsen imorgen og så med et Par Støvler fra det «vandtætte Udsalg», de skulde repareres – denne Udflugt synes at have behaget hende meget, hun har haft ondt ved at løsrive sig, først for et Par Minutter Siden kom hun tilbage – nå skidt, jeg er ikke sulten, og Vejret er så smukt, og hun har hidtil været flink.
Efter Middag Kl ½ 7
Jeg fik for Resten min Mad et Par Minutter efter at jeg havde skrevet før, der var intet i så Henseende at klage over. Men Kærnemælken var tillavet med Brombærsyltetøj, det var et værre Ankepunkt, som Johanne naturligvis med Overlegenhed afviste, således brugte man de fleste Steder. Uagtet min medfødte Beskedenhed satte jeg dog en Smule Trumf i, at andre Steder ragede ikke mig. Men ved et uforsigtigt Ord om, at dette «gode» Syltetøj skulde bevares til højtideligere Lejligheder, blev jeg tilintetgjort, Brombærsyltetøjet var noget Juks, det stod og gærede og kogte. Jeg reddede da min husfaderlige Myndighed i en Befaling om at give Jukset et Opkog. Det var fint, syntes jeg. For Resten modtog jeg en Klage over «Kleins Pige», som stod på Loftet og huggede Brænde, så at alle Køkkenredskaberne dinglede og Væggene slog Revner. Jeg ned til Værten. Fik den elskværdigste Modtagelse og Løfte naturligvis om Stansning af dette Uvæsen; så benyttede jeg Lejligheden til at omtale, at det ikke var mig belejligt at betale Husleje netop nu og en redebon Afvisning af enhversomhelst Bekymring i så Henseende.
Nu må jeg i Klæderne. Farvel min kære søde Pige
Din Erik

299. Amalie til Erik

Bergen 15de oktbr. 85.k1329
[14/10/85]
Tak for dit lange, dejlige brev min egen, elskede gut. Jeg fik det mandag aften samme dag som jeg havde skrevet til dig, netop som vi stod færdig at gå i teatret. Jeg rev det op, læste de allersidste ord, og måtte så gjemme det, til efter teatertid – Så underligt som det var at komme ind i det gamle bergenske teater, hvor jeg i gamle dage var så hjemmevant.k1330 Noget så rønneagtigt, lidet, mørkt; fillet rødt betræk af damask på de hårde træbænke en eneste balkonrække langs væggene, med forgyldte firkanter på den brune maling og nichts weiter. Så gik teppet op for «Et Besøg». Udstyret var udmærket, (de havde fåt lånt en mængde ting, fra Sandbergs tror jeg), og fru Hejberg og hr. Halvorsen sad og konverserede.k1331 Han var slet, hun ubehagelig, æskelågsansigt, en stemme til at stikke fingrene i ørene for og i høj grad ugraciøs. Men talent havde hun og en kraftig lidenskab; hvis ikke det mæle havde været, vilde hun i de stærke scener gjort det godt. Hendes opfatning var især i sidste akt gjennemgående forskjellig fra fru Odas. k1332 Så kom Aprilsnarrenek1333 som jeg, tænk dig, aldrig før har sét. Det gik jammerligt og Garmans grove Hans eller Peter, Trine Rars elsker rev det hele ned i det usleste fjælebods væsen. Fru Asmundsen som Trine Rark1334 var væmmelig i sin frygtagtige penhed. Da jeg så kom hjem læste jeg dit brev på sengen og blev så glad og længselsfuld. Gud give jeg snart fik et til. Det var godt at høre at mama havde det bedre; hils hende mange gange, og sig at jeg har det så godt sammen med Ludvig, der er sødere end nogensinde. Jeg skal nok skrive et brev til hende om et par dage.
Jeg lever det stilleste liv, der kan tænkes. Siden mandag i teatret har jeg ikke været udenfor en dør. Augusta var så stærkt forkjølet at hun igår måtte holde sengen. Idag er hun oppe, men tør ikke gå ud. Folk er misfornøjet med at jeg ikke viser mig har jeg hørt, men jeg gider ikke gjøre det. Synes vel ikke du at jeg godt kan la være at gå til nogen, når jeg er kommen herop ene og alene for at se Ludvig. Jeg bryder mig om intet andet. Fornærmet blir de, men skidt for det. Jeg talte idag med en ung herre, en fætter af Augusta, der er første mand i en af de største boglader her. De havde solgt af min bog i alt 25 à 30 eks. og deraf en hel del i disse dage, siden jeg var kommen; der havde nemlig været en lang stans. En anden boghandler havde straks i begyndelsen lejet bogen ud for en kr. på den betingelse at de kun skulde ha den hjemme i to dage, og på den måde tjent en masse penge, blev der sagt.
Og du, din stakker som gik i det øsende vejr og så på kvisten! Tak du søde skikkelige menneske. Hav endelig øjnene med dig, om der skulde tilbyde sig noget andet, så er du rigtig sød og snil. Sig til Johanne at hun skal sylte 6 potter tyttebær, bærene er så dyre her, og så må de jo fortoldes. Det er ikke værdt at ha det mas. Hun skal ta ½ lb sukker,k1335 (pudder) til hver pot bær, og så nogle æbler og pærer sammen med bærene, ikke for mange, lad mig se, et lb æbler og 2 lb pærer, som kjærnehusene må tages ud af. Glem nu ikke at Johanne ingen medvaskerkone skal ha denne gang, og lad hende endelig gjøre stuerne rene. Jeg tror jeg sa at hun skulde la dagligstuen stå til jeg kom, men det er ikke værdt. Ludvig og Augusta og Christensen hilser dig så mange, mange gange. Jeg længes efter dig, nej ikke længes så meget som jeg glæder mig til at komme hjem til dig, men rejsen kvier jeg for. Farvel for idag min søde elskede. Jeg kysser dig i tankerne.
Din Amalie.
[Tilføyelse på annen side]:
Det er sandt: Johannesen som Repholdt var fortrinlig.k1336

300. Erik til Amalie

Torsdag den 15 Oktober [1885]
Idag er det første Gang at jeg ligesom har krympet mig lidt ved at begynde mit Brev til Dig. Det hænger således sammen. Jeg kom igår Aftes i Dagmarteatret til at sidde bag ved «Socialdemokratens» Redaktør, Winsted, tror jeg han hedder.k1337 Vi talte en Del sammen, og han spurgte til Dig og bad mig hilse Dig og takke dig for Dit venlige Brev. Hvad der særlig havde glædet ham deri, var din Ytring om, at Anmelderen så godt havde forstået Bogen. «Ah, Constance Ring», sagde jeg, «javel» svarte han og nikkede, «Deres Hustru har ellers ikke skrevet til os». – Det var med en underlig Følelse, at jeg på denne Måde erfarede Tilværelsen af dette Brev. – Er der flere Redaktioner Du har skrevet til, vil jeg bede Dig om at sige mig det, jeg kender Redaktionsmedlemmer af så godt som alle Slags fra alle Aviser, og det er mig ikke ligegyldigt, om jeg på ny skal blive grebet i Uvidenhed om hvad min Hustru har foretaget sig af denne Art. – – Jeg sad ved Siden af den elskværdige unge Fru Puggaardk1338 med sin nydelige Datter, hun fortalte mig at gamle Fru Knudtzon var svag og t.E. havde erklæret i Anledning af et Selskab, der havde været for Baily, at hun i Vinter ikke kunne tåle at være med, hvis Døtrene vilde bede fremmede. Hun Fru P. trode fremdeles ikke på, at Frederik var gift. Pokker må vide, hvorledes dette egenlig hænger sammen. Jeg talte også med Hr. og Fru Juel-Hansen, hendes Bog kommer vistnok i Slutningen af næste Uge,k1339 og hvis den kan træffe Dig endnu i Bergen, vil den blive sendt øjeblikkelig. Jeg gik midt i anden Akt – jeg havde ikke det mindste imod at gå, jeg kedede mig – og kom naturligvis for sent til Schiødtes, de var gået til Bords. Blandt andre var Carsten Kielland og Frue der, fra hvem jeg skal hilse de mangefoldige Gange, jeg kunde mærke, at det for Alvor havde gjort dem ondt ikke at kunne komme hin Lørdag. Gamle Fruen og Frøkenen og Hr Erik var ligeledes overstrømmende venlige i deres Forespørgsel til dig såvel som Schandorph og Kone. Unge Dr Bentzon med sin friske lille Frue var der også,k1340 med ham talte jeg om Christensens, i det hele var der muntert og behageligt. En ung højresindet Sagfører, om hvem With sagde, at han var ilde anset i Forretningslivet, producerede sig som Tankelæser og gjorde det nok så slet; at se Schandorph som Medium var særdeles opmuntrende. Vi skiltes først Kl henved 2. Jeg fik skrevet imorges min Stump af en Anmeldelsek1341 og kom i rette Tid til Begravelsen. Det var i Frue Kirke og alle Stolestader var fyldte. Jeg satte mig så langt tilbage, at jeg havde nogenlunde Håb om ikke at kunne høre Talen, det Vås gør mig altid ilde tilpas, men helt kunde jeg naturligvis ikke undgå at få nogle af Flosklerne smækket ind i Ørerne; heldigvis stod Forestillingen ikke længe på, jeg mødte ½ 12 og var hjemme igen omtrent ½ 1. Der lå Indbydelse til mig fra Fritz Bendix ved min Hjemkomst igår Aftes til imorgen, da skal det opsatte Selskab gå for sig. På Lørdag er der politisk Fest i Kasino, hvortil jeg også skal. Der kommer Damer ved denne Lejlighed, og jeg antager, at Du vilde have haft Fornøjelse af at være med. Imorgen forkaster Folketinget Finanslovenk1342 som Svar på Regeringens forskellige grundlovsstridige Handlinger, og hvad enten Rigsdagen så bliver opløst eller ikke, er der jo foregået den Kraftudfoldelse fra Demokratiets Side, som der foreløbig er Rum til, og altså er der en Smule nyt Tønder til Ilden, som brænder. Der kan altså formodentlig blive sagt et og andet, som man ikke netop har hørt hundrede Gange før. Hørup skal indvi en stor ny Hovedfane for den liberale Forening; den Du var med til ifjor var for lille til at tjene som Hovedbanner, det var skidt ordnet af den gode Henriques. Mon Dagen imorgen skulde bringe Brev fra Dig?
Fredag d. 16
En Indbydelse til imorgen at overvære Generalprøven i Kasino på «En Tur til Månen»k1343 ligger på mit Bord, Prøven er ansat til Kl 11, og der følger et mindre Kort med, hvorpå der står: «Direktør Aug. Rasmussen udbeder sig Æren af at Ihændehaveren vil benytte Forfrisknings Bufeten i Hr Gravesens Restauration i Basaren i Pauserne mellem 3 og 4 og 11 og 12 Tableau.» Der er således også sørget for Frokost. Hvis dette ikke kan sikre Forestillingens velvillige Omtale i Bladene, må der næste Gang ordnes en Middag med Champagne. På Søndag skal Tragedien «Nero» af Christiansen (Forf. t. «Lindows Børn»)k1344 gå første Gang på det kgl Teater, så Du ser, at foreløbig er der rigelig sørget for min Underholdning. Nå, jeg trænger som den tørre Svamp til Væde, det er ikke den mindste Smule for meget til at holde Humøret oppe. Jeg har idag været hos Mama, hun har det nu virkelig tilfredsstillende, har selv Lyst til at komme op og tilskriver Vandomslagene over Bryst og Ryg den betydelige Fremgang. Hun var i godt Humør, var glad ved at se mig og sagde, at jeg måtte sige Dig, at hun længtes efter Dig, savnede dine Besøg og holdt for, at Du ikke burde blive alt for længe i Bergen. Husk nu også på min kære Ven, at Du bør være nede, inden Novemberstormene kommer, det er skam ingen Spøg at trodse dem, og så har Du ingen Kaptejn Christensen til at kyse dig med at komme i Lasten, når dit Mod bliver klejnt.
Klokken ½ 8
Min elskede jeg har dit Brev! Da jeg skulde gå i Rigsdagen, var det i Kassen, et Kvarter forinden havde jeg været der ude, da var der intet, Kl ½ 1 lå det der. Jeg læste det på Trappen. Det er dejligt nu endelig atter at have dine egne Ord. Men jeg svarer ikke på det nu, jeg er lige hjemkommen og har spist, og om lidt må jeg jo klæde mig på til Selskabet hos Fritz Bendix, der skal mødes i Kjole. Rigsdagen er ikke bleven opløst idag men Finansloven forkastet med 77 Stemmer mod 21. Pokker vide, hvad der i den nærmeste Tid skal ske; for vore pekuniære Interessers Skyld er det godt, at Rigsdagen holdes gående; Indtægterne er så længe omtrent de dobbelte. Så har Du altså endnu Mandag ikke fået mit første Brev, det er jammerligt, men jeg ser dog nu, at Brevene kan gå på 4 Dage. Tirsdag Morgen har Du vel så fået den første tykke Sending med de to indlagte Breve, vel fra din Moder og Jakob. Husk at sige mig Jakobs Adresse. Tænk, hvor Jakob må have været optaget af Ipsen-Sagen i Studentersamfundet!k1345 Jeg har ingen Lyst til det Selskab, jeg har nogen Hovedpine og er træt, der var så dårlig Luft i vort Arbejdsrum idag og anstrængende Arbejde. Jeg skriver i Aften eller Nat, når jeg kommer hjem. Nu må jeg ind, min elskede, til den rene Skjorte og de sorte Pantalons.
Klokken ½ 3 Nat
Det blev sent, min elskede, inden jeg kan sige Dig God Nat – det bliver heller ikke synderlig mere, Du kan begribe, at jeg både er søvnig og træt – men der var ingen Mulighed for at slippe før. Aftenen var hovedsagelig musikalsk, først spillede Fritz og Victor Bendix med Anton Svendsen en Trio,k1346 så Svendsen og Victor B. en Duo, så kom Aftensbordet, og derefter sang Simonsen – ja henved en Snes Sange. Der blev så spist Frugt og drukket Vin, og da Klokken var 1 og mere begyndte Simonsen igen at synge til Kl 2 omtrent. Du vilde have nydt al denne første Rangs Musik, endog jeg uværdige var jevnlig betaget. Af mærkeligt er ellers at fortælle, at den Frøken Hansen, der ved Edvard Brandes er bleven berømt,k1347 var der og viste sig at være en munter og elskværdig naturlig Fremtoning. Jeg studerte hendes Kjole; de underlig posede Ophæftninger på din sidste havde hun ikke noget af. Fra den elskværdige Fru Vandel,k1348 hendes Mand, FB mange Hilsener som også fra Victor B og Frue. Godnat Du elskede imorgen skriver jeg ordentligt
Din Erik

301. Amalie til Erik

Bergen 16de oktbr. 85.
Min egen søde elskede ven, igår fik jeg atter brev fra dig, og det kan du tro var en stor glæde. «Skal jeg nu vente og vente» – siger du. Du forstår vel at jeg ikke kan læse sligt uden at falde dig om halsen og sige noget trøstende, klynkende og sådan som man taler til ganske små børn. Din stakker, som ikke engang på lørdag havde hørt fra mig. Det er da også ubegribeligt slig lang tid brevene tar. Herfra går post over Kristianshavn hver mandag, onsdag og fredag, og på disse dage har jeg skrevet til dig. Men kanske får du først idag mit første brev fra Bergen. Det er forgalt, men min skyld er det ikke. Jeg skrev så tidligt der var mening i det. Christensen sa at det vilde ta længere tid om jeg f.eks. havde skrevet lørdag, som var dagen efter vor ankomst. Du, det er sandt, gå endelig éns ærinde hen til fru Fejlberg og bed hende ikke være sint fordi jeg ikke kom hen og sa hende farvel. Det var så kjedeligt, for jeg havde lovet at gjøre det. Sig hende at jeg, da det kom til stykket, ikke kunde få tid, og hils hende og doktoren på det hjærteligste fra mig. – Du har forresten været oppe i meget siden jeg rejste, Christina Nilson og studentersamfund 2 gange og Aporta, og det var bare på de få dage fra onsdag til lørdag. Inat drømte jeg så om dig. Jeg lå i din arm og du var så sød, og glad i mig. Det var ækkelt at vågne. Du, det er sandt, den «Politiken» du taler om, har jeg ikke fåt. Jeg har forresten lige siden jeg kom været plaget af tandpine. Et par nætter har jeg slet ikke kunnet sove bare derfor. Så gik jeg til tandlæge, og fik 2 huller plomberet. Nu er der to til, som jeg skal ta på mandag. Det er jo latterligt at bruge tandlæge i Bergen, når man er bosat i Kjøbhvn. men det var umuligt at gå med den tandpine, og så er der den fordel at det ikke koster det halve af i Kjbhvn. – Du aner ikke for et vejr vi har, blikstille hver dag, og nu på det sidste ren, blå luft, med solskin og mildhed. I al den tid jeg har været her, har jeg sovet for åbent vindu om natten, og tænk dig til at vinduet har stået uden at røre sig eller gi lyd fra sig fra morgen til aften, uden nogen stormkrog, for der er ingen engang. Hvad siger du til det, du din Kjøbenhavnergut? Jeg har ikke lang tid at skrive i, for vi skal i teatret og se foruden «Et Besøg» et nyt stykke af Turgenjewk1349 og kl. er over fem og jeg skal på posthuset og klæde mig o.s. v. Ved du hvem jeg traf i teatret forleden? Berent Nilsen,k1350 han kom op i «logen» og hilste på mig, han og G.A. Dahl. Han bad at hilse dig mange gange og var sig selv så lig fra gamle dage. Desværre rejste han alt dagen efter tilbage til Hamburg. Idag, da jeg kom fra tandlægen gik Augusta og jeg, inviteret af Jakoba ind på byens fineste konditori, hvor vi drak chokolade og spiste kager. Ovenpå i det hus, (nede ved parken) bor Sandbergs. Ret som vi sad kom Helen ned ovenfra, ind bagvejen; hun havde udentvil set mig fra vinduet, og vilde ha den glæde at vise mig hvor fornærmet hun var på mig fordi jeg ikke har været der. Lidt efter kom Wencke Bøgh,k1351 der i et væk kaldte mig fru Müller og gjentagne gange spurgte efter dig «Fortæl mig lidt om deres mand, fru Müller» – sa hun mindst tre gange. Ja, jeg heder nu fru Skram da, – svarte jeg endelig, og jeg ved ikke andet at fortælle end at min mand har det godt, og bad at hilse. Så kom fru Blehr, ikke hende du kjender, men svigerinden, og da vi så kom hjem sad Randi (fru Blehr)k1352 og ventet på mig. Hun vilde nu se mig, sa hun enten jeg så havde lyst eller ej, og så talte vi da længe sammen. Men nu min elskede ven må jeg slutte. Vi skal også indom butiken og hente Ludvig inden vi går i teatret. Derfor farvel. Det er kjedelige breve du får, men føler du ikke min kjærlighed gjennem dem alligevel?
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Hils Johanne. Gud gi jeg snart fik brev igjen. Ludvig hilser.

302. Erik til Amalie

Lørdag den 17 Oktober [1885]
Nu min søde Pige til dit Brev, der er som Sommerregn for Kornet i mit ventende Sind. Det var altså godt, at Du kom til Bergen, og godt mere end Du havde anet. Du har gjort Nytte. Så er jo alt mit Savns Pusleri ikke en Pibe Tobak værd, som man siger. Men tror Du ikke, at Du kan skrive derom? Fortæl mig om Ludvig, nu længes jeg naturligvis stærkt efter at høre om Guttens Forhold, og en Måned eller så at vente på den virkelige Forklaring er stridt. Lægger I Planer for Fremtiden? Som Sagerne nu står, sker det jo ikke med det gode, at han kommer her ned på Besøg eller i Funktion. Kan Du ikke erobre ham nærmere til Dig? Til den Onkel Tobias (?) – er det det, han hedder – som han er hos, går Du vel,k1353 selv om Du ikke har i Sinde at gå andre Steder, med ham må Du jo tale tværs igennem, høre hvad han har for Planer med Gutten. Hvis han har Lyst til at få ham udenlands, er vel desværre København ikke først og fremmest den By, der tænkes på, men der er jo dog en Mulighed, snak godt for vor By, Ludvig kan her gå på gode Handelsskoler, og Forretningslivet har jo taget et betydeligt Opsving i den sidste Menneskealder i København. Som et Gennemgangsled til endnu større Forhold må den i alt Fald kunne bruges. Eller er der slet ikke Tale om sligt? Skriv derom. Hvordan er det med Helbredet, trænger han ikke til at komme afsted? – Du er et godt Barn, at Du snakker om Taknemlighed mod mod [sic] mig for mit Forhold til dine Gutter. Jeg har jo ikke gjort dem det bitterste Gavn. At jeg holder af dem? Jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde være skabt, hvis jeg ikke gjorde det, det er sandelig ikke min Fortjeneste. Men et Kys for dine søde Ord skal Du ha, de er altid dejlige at høre. Det var morsomt igår at tale med Fru Wandel om Jakob, hun var aldeles indtagen i ham, fandt ham noget af det smukkeste, hun havde set af ungt Menneske og beundrede hans forstandige Optræden. «Hvor Deres Kone må være stolt af en sådan Søn», sagde hun, «og hvor hun kan være glad i sin Tillid til ham». Jeg smilte og bejaede og sa, at det var ikke nok med det, der var én Gut til, som Du nu netop besøgte, og han var lige så god om end af en noget anden Sort. – Det er jo efter Beskrivelsen et prægtigt Ophold der i det Christensenske Hus. Fortæl mig lidt mere, giv mig en ordenlig Beskrivelse af Jacoba, hende vilde jeg formodenlig være kommen til at holde af. Lad mig også få Fruen at se og hele Husets Gang. To Timer om Morgenen, er det ikke vel lidt til Arbejde? Men Du er jo ikke rejst til Bergen for at slide – med mig er det gået skrækkelig i Stå, jeg farer til og fra Rigsdag, Teater og Selskab og får ellers næsten kun noget bestilt ved mine Breve til Dig. Igår kom «Tilskueren». Når ikke «Politiken» havde gjort mig den dårlige Tjeneste at kalde mit Bidrag en Novelle,k1354 kunde «K'ivigtok» vel nok passere, nu får jeg formodenlig en Del Spot at høre. Anvisningen var på 72 Kr deraf beholder jeg de 40, for Resten skal jeg betale en Bunke Fotografier, William har bestilt af sig selv.k1355 – Du fortæller mig vel ordenlig om «Et Besøg» på Bergens Teater. Jeg tænker mig, at dine Bysbørn vil spærre Øjnene op, når de ser Dig i Teatret, og det skulde undre mig, om Du, når Du først har vist Dig for alt Folket, kan gennemføre at holde Dig for Dig selv. Ak, om jeg kunde komme listende og en Aften pludselig være med på Kvisten til det Herrens Liv med Cigarer og Vin, det smager formelig på Tungen og i Næseborene, din Beskrivelse af Tilstanden på de to Kamre. Er Ludvig med der om Aftenen, eller er det kun jer Kvindfolk? Hils begge Damerne! Naturligvis blev jeg ikke et Sekund sint for Telegrammet, kun glad, så vidste jeg Dig jo vel beholden i Bergen, og det var godt, at det Telegram var kommet, forleden læste jeg i «Verdens Gang», at der netop medens Du var under Vejs havde været svært med Storm og Tykning på Vestlandet, hvorfor Posterne var forsinkede. Sæt jeg intet havde hørt fra Dig, så var jeg jo bleven alvorlig forskrækket. Du måtte dog altså kaste op én Gang, det var fælt, så er Fortryllelsen brudt, så er Du ikke søstærk mere som i gamle Dage. – Du véd, at jeg imorges skulde til Generalprøve i Kasino. Jeg kom op i god Tid og var Kl 11 ved Kasino i øsende Regn. Der blev ikke noget af Prøven, Elskerinden Fru Larsen var pludselig bleven syg.k1356 Og Frokosten, som vi var inviteret til – jo den måtte vi så få imorgen, når Prøven da gik for sig. Men jeg havde afbestilt min hjemme, så fulgtes jeg med E. Brandes og P. Nansen til Aporta, senere kom Esmann til.k1357 Jeg morer mig ikke med de Folk. Der er forøvrigt den Forklaring af deres underlig sløje Væsen og negative Udtalelser, at de jo fra Dag til Dag arbejder anstrængt, og derfor hviler ud, når de snakker. I Kaféen var der den Morsomhed, at Fader og Søn Hegelk1358 og unge Fruen sad der, da vi kom ind. De var øjensynlig kommet fra Landet og skulde nu spise Frokost. Almindelig Hilsen i Forbigående og rolig Kulde fra min Side. Jeg plaserede mig med Ryggen til dem, og der var så ikke nogen Forbindelse med dem, før de gik, så atter almindelig Hilsen. Brandes spurgte mig, hvorledes mit Forhold var til Huset. «Å, sådan noget mere end køligt». – I Aften ved Festen i Kasino skal Brandes tale. Man kan ikke sige andet, end at han går koldblodig til det, beredt som han var til at have skrevet sin Artikel om «En Tur til Månen»k1359 nu i Løbet af Dagen, efter først at have siddet i Timer og set på Stykket. Han har dog kun en enkelt Gang tidligere talt ved en politisk Fest. Han skal tilmed tale sidst efter både Hørup og Holstein og vist også Hage,k1360 det bedste af Talere i Rigsdagen.
Søndag d. 18 Kl 5
Klokken var næsten 4 i Nat, da jeg kom fra Festen i Kasino, oppe var jeg igen ½ 10, gik til Generalprøven i Kasino, den varede til ½4, så hentede jeg min Billet i det kgl Teater til i Aften, gik hjem og – fandt dit Brev, min søde yndige Ven fra i Torsdags. Så, det har jeg dog fået på tre Dage, men det er mig ufatteligt, at Du, da Du skrev, ikke allerede havde mit andet Brev afsendt Lørdag Aften – å, nu ser jeg af Stemplet på din Konvolut, at Du har sat gal Dato. Du har skrevet om Onsdagen den 14, så bliver alt rimeligt, både at jeg har fået dét idag, og at Du da endnu ikke havde modtaget mit. Men hvad mener Du om mig, for en Herkules jeg er bleven. Har Du ret Indtryk af hvad det er for et Liv jeg fører, på Svir om Natten, tidlig op, i Funktion, og så dog ingen Hovedpine, og at det gentager sig flere Gange i Træk, jeg kender ikke mig selv igen. Men det er unægtelig en Forandring til det bedre. Nå, nu er jeg ganske vist noget træt og tom i Hovedet, disse halvfemte Timers Udstyrsstykke efter kun 5 Timers Søvn tager på Kræfterne, men jeg skulde dog uden at føle mig angrebet nu kunne sætte mig til at skrive længe til Dig, hvis ikke den Pokkers Tragedie i Aften til over 11 stod som en Skræmsel; jeg er nødt til at tage mig en Hvil. Altså, lad mig se Klokken er lidt over 5, så sover jeg til 6 ¼, spiser, pudser mig og går i Teatret. Ved Hjemkomsten får Du så et Par Godnatord, og så skriver jeg først ordenlig til Dig imorgen. Det var en god Fest igår, og Du vilde have moret Dig, og skulde nok være kommen hjem i noget rimeligere Tid, jeg mener den i Nat i Kasino.
Kl 12 ¼
Det varede til 11 ¼ dette «Nero». Jeg har rimeligvis aldrig i mit Liv gabet så mange Gange i Teatret som i Aften – men for Resten, Håndelag er der i denne Hr Christiansen. Havde han blot Begreb om, hvad Kunst vil sige, kunde han måske – å nej, det er et fuldstændig udvortes Talent. Optrinene er lavede udelukkende med Teatret for Øje. Nå, Poulsens Spil var al Agtelse værd,k1361 det fængslede trods Hulheden i Neros Repliker, og nu og da var der for ham virkelig også et fornuftigt Ord at sige, en levende Følelse at give Udtryk – Dødsøjeblikket var ikke ueffent. Men alle Guder, når man tænker på, at dette skal være Forsøg på at skildre Tilstande og Tanker i Rom i det første Århundrede Kristendommen piblede frem! Det rene Narreri. Jeg tror, at Mennesket har ladet sig nøje med den historiske Viden han havde i Skolen. Noget så klodset påklistret «historisk» forkert! Det var som Kunsten havde stået stille siden Hauchs «Tiberius».k1362 Søndagspublikumet klappede, som det var betalt for det, og umuligt er det ikke, at Poulsen her har fået en ny Ambrosius til Københavnerne.k1363 Jeg tror, at han selv tror på sin Rolle. Min elskede, jeg er ikke aldeles vis på, at Du ikke havde ladet Dig bestikke i alt Fald i Aften. De to første Akter var de værste da har man en ligefrem ualmindelig slet Agrippina, Neros Moder, at trækkes med, som tilmed blev spillet forbryderisk ilde af dette græsselige Fruentimmer Fru Nyrop.k1364 Da hun bliver dræbt – det kan for Resten godt være, at det først var i tredie Akt, jeg husker det ikke længer så nøje – åndede jeg op, og virkelig Slutningen stemte mig en Smule mildere end Begyndelsen. Men at også Fru Nyrop fik Klap, og det ikke en men flere Gange, virkede beroligende på mine Nerver, så vidste jeg, at det var det sædvanlige Søndagspublikum og ikke det, der ellers plejer at møde ved Førsteforestillinger. – Men jeg snakker væk, jeg vilde jo kun have sendt Dig et Kys til Godnat og en Hilsen til Ludvig og Damerne og Kaptejn Christensen – god Nat min søde elskede Amalie, nu er jeg umådelig søvnig, god Nat.
Din Erik

303. Amalie til Erik

Bergen 19de oktbr. 85.
Tak for dit lange søde brev, som du havde afsendt mandag aften, og som først kom her lørdag formdg. Hvor længe du dog må ha ventet, inden du har fået mit første brev herfra. Hele ugen er formodentlig hengåt. Så har du naturligvis tænkt at jeg har været forsømmelig, men det har jeg ikke. Dine breve er så indholdsrige, du fortæller så omstændeligt om dit daglige liv, og det glæder mig så inderligt at læse om det fordi hvert ord viser mig at du tænker på mig og er glad i mig. Jeg måtte le over alt det kav med klokkekimingen om natten og det morer mig at du nu må nødes til at tro på forefærd. Jeg for min del tror ikke på det, jeg ved det eksisterer. Igår var det søndag, og det mest strålende vejr. Jeg var nokså tidlig oppe, for jeg havde aftalt at gå en lang tur med Ludvig. Han kom og hentede mig kl. 11, og så gik vi op gjennem Forskjønnelsen – du husker den træbeplantede opstigning ved Kalfarvejen ligeoverfor kirkegården – til Dramsvejen der går i zigg og opover mod Fløjfjeldet,k1365 og kom ned helt ude ved Sandvigen. Det var en dejlig tur. Mage til herlig spaservej har ikke mange byer at opvise, ren let fjeldluft, bred, magelig vej, passelig stejl, og så den udsigt! Fra parken lød der musik op til os og det var så stille og lydt i luften at vi tydelig kunde høre melodien. Så gik vi i kunstforeningen, hvor jeg traf nogle gamle bekjendte, blev så tilsidst hængende fast ved fru Wickstrøm (Kristine Holst)k1366 og forlod hende først, da kl. var så mange, at vi skulde hjem til middag. Om eftermiddagen sov vi middagslur oppe på kvisten, og kl. 5 gik vi til Johannes Wolfs koncert,k1367 der var sat så tidlig af hensyn til teatret. Så fik jeg se det nye, store festlokale i logen; der var propfuldt af mennesker og han spilte udmærket, skjøndt det blev lidt ensformigt tilsidst, bare violin og piano, ved du. Om aftenen var her fremmede og jeg kom til et whistbord med en gammel dampskibsfører Bjerckk1368 en svoger til Christensen, som er det jovialeste og morsomst bergenske du kan tænke dig. Idag havde jeg foresat mig at skrive et rigtig langt brev til dig, men jeg er bleven så forstyrret at det først nu kl. ½ 6 er lykkedes mig at komme til skrivebordet, og nu blir det ingenting du får, for inden 7 må det være indleveret på posthuset, og jeg må selv gå med det. Jeg sad idag som sædvanlig og arbejdede på mit stykke;k1369 jeg havde tænkt at skrive fra 10–12, og så gå til tandlæge, hvor jeg idag blot skulde være optaget et øjeblik, så vilde jeg hjem igjen og begynde på brevet til dig, som jeg så havde tænkt at fuldføre i eftermiddag. Men ret som jeg sad begyndte telefonen, der er anbragt i det værelse hvor jeg sidder og skriver at stormkime. Jeg blir altid så forskrækket over den allarmk1370, at jeg taber både næse og mund, og bare farer op og løber rundt i huset[?] og råber på Augusta, for jeg ved slet ikke hvordan jeg skal bære mig ad og den ringer som sagt så pludselig og pludselig som en brand eller stormklokke. Da jeg imidlertid ikke kunde få fat på Augusta, måtte jeg selv vove mig til, og det lykkedes mig også virkelig efter noget besvær at forstå, at det var mig der spurgtes efter og at de spørgende var fru Hanne Hansen og fru Blehr, som sad inde på et konditori, og inviterte mig endelig straks at komme ind og drikke chokolade. Jeg svarte ja, og gik for at klæde mig på, men da jeg så kom ned i overtøj, var der visitter til mig, blandt andre Helmig Janson,k1371 som endelig vilde be mig over på Damsgård til middag en dag. Havde du været med, vilde det været morsomt; det er så interesant det gamle sted derover som er gået i arv til ham fra hans tipoldefar. Endelig kom jeg da ind på konditoriet, hvor der var 6 fruer forsamlet, blandt andre fru Claus Hansen,k1372 en nydelig, sød dame og som jeg før ikke kjendte. Han er nemlig gift for anden gang. Så kom jeg sent hjem, og så var her en gjæst til middag, som jeg måtte sidde og snakke lidt med til kaffen, og således gik det til at jeg kom så sent til med at skrive. Du må ikke bli misfornøjet med mig min egen elskede, – jeg gjør ikke andet end tænker på dig og længes efter dig, – det ligger altid under, dybest nede på hjærtebunden. Det er så underligt at gå tur i min glade barndoms, og mit senere urolige og mangehånde livs gamle Bergen, og vide at jeg har dig dernede og at alt er så godt og så anderledes. Undertiden kan jeg føle en strøm af glæde gå igjennem mig ved tanken på din kjærlighed og på at jeg har dig og er din, og du min. I sådanne stunder længes jeg forfærdeligt efter dig. Nu må jeg slutte. Kl. er så mange, og jeg kan slet ikke se mere. Her er ganske mørkt i stuen. Farvel for idag min dejlige, søde elskede gut. Nu kysser jeg dig. Imorgen har jeg lovet mig til middag hos Armuers Hansens. k1373
Din Amalie
Just som jeg havde sluttet kom der brev fra dig. Jeg havde jo så småt ventet idag, men blev ved at sige til mig selv: hvis der intet kommer, må du ikke blive lej for det. Men så kom der alligevel. Du er sød og snil er du, men jeg er bleven melankolsk af at læse det, fordi du var melankolsk da du skrev det. Ja, var det ikke det jeg vidste, at du måtte tro jeg havde opsat at skrive. Hvor kunde du tænke jeg vilde det? Jeg skrev som sagt akurat på den dag da Christensen sa det kunde nytte mig at skrive. Nej, skal du gå der og være så lej af dig, får jeg snart begive mig hjemover til dig. Er det virkelig sandt at det gjør slig stor forskjel for dig om du har mig eller ikke? Sig mig, er det sandt. Du søde kjære gut; uf jeg er så lej i aften, hvorfor skal du være nedstemt, når du ved det bare varer en ganske kort tid at du er alene, og at du så vil få mere end nok af mig, når jeg kommer og blir hos dig i alle, alle tider. Vær nu lidt gladere næste gang. Hils Johanne. Augusta hilser.k1374
Din Amalie.

304. Erik til Amalie

Mandag den 19 Oktober [1885]
Skøndt jeg jo har skrevet hver Dag til Dig Amalie, er der dog en Følelse i mig idag, som om jeg var helt i Baghånden med mine Meddelelser, der er så mange Småtræk, som jeg er Angst for ikke at få med. Du skulde om muligt kunne følge med Punkt for Punkt. Der var nu først Selskabet hos Bendix. Det var lidt besynderligt aldeles uforvarende at komme i Stue med denne Frøken Hansen, som jeg nu har set så mangfoldige Gange, og som jeg har snakket om, betragtet som et af disse Gade- og Teaterfænomener, der ikke kom mig personligt det mindste ved. Mit første Indtryk var Ubehag: «Så, nu skal Du være dømt til at hilse på denne Dame, som Du dog ikke kender det mindste til, og så skal den dumme Tilstand indtræde, at Du hilser, Amalie ikke, om man ikke mulig kunde indrette det således, at vi ikke veksler et Ord, så behøves der ingen Hilsning bag efter.» Jeg holdt mig i den Anledning i Stuen, hvor der musiseredes sammen med Fru Wandel og Fru Rigmor Bendix. Ved Bordet sad jeg med Anna B. langt fra Frøkenen, hvem With havde til Opgave at interessere, alt gik foreløbig godt, efter Bordet tyede jeg omvendt ind i den lille Stue med Bramsen og et Par af Herrerne, medens alt af Kvindekøn var i den anden Stue, men så kom der en Scene med Frugtspisning og Vindrikken, der samlede alle i den lille Stue, og i den muntre og fordringsløse Samtale blev alle taget med. Der var ikke Spor af Grund til at mule for sig selv, og samme Frøken var så net og ligefrem som man kunde ønske. Det Faktum blev altså fastslået, at fra nu af kendte jeg hende. Det varede da heller ikke længer end til igår i Teatret, at jeg først i Garderoben løb lige på hende og senere i et Mellemakt stødte på hende, Nansen og Brandes umiddelbart uden for Indgangsdøren til Parkettet. Der blev vekslet nogle Ord, hun var fremdeles naturlig og fordringsløs, så forsvandt Nansen og jeg. Men at Du nu altså véd, at Frøken Hansen hører til mit Hilsebekendtskab. – Så er der hele Festen i Lørdags i Kasino.k1375 At Du nu også netop skulde være på Rejse til den! Alt er så underlig halvt for mig ved at Du er borte. Jeg skulde jo have dine Indtryk at måle mine med. Salen fyldt fra øverst til nederst med festklædte Mennesker, en Masse Damer, tarvelige og fine. Rigsdagens Venstre i Logerne tilvenstre foran, de Delegerede fra Købstæderne i Logerne tilhøjre, Bestyrelsen i dobbelte Rækker på Scenen på hver Side en mægtig Danebrogsopstilling foran hvilken den endnu tilhyllede mægtige Fane knejser på sin høje Stang. Talen af Hørup, Publikums Lydhørhed for ethvert Tonefald, ethvert lille Ord i Talen, der skal fange Opmærksomheden og fordele den på rette Måde, det er som Manden, der står ved en Ledetråd til et mægtigt elektrisk Batteri, som slår Gnister og frembringer Torden blot ved et Tryk af hans Finger, Afbrydelser af Leveråb for den og den midt i Talen, øredøvende Hurraråb, hele Publikum rejser sig, så sætter man sig igen, Talen fortsættes, Fanen afhyldes, for tredje eller fjerde Gang er atter alle på Benene og råber af deres Lungers fulde Kraft. Ja det er sandt først var en Del af Kantaten bleven sunget af et mindst tusindstemmigt Kor til Orkestermusik, det lød udmærket i det store Rum. Taleren slutter med en udmærket Vending, Begejstring! Så kommer Octavius Hansen, han er Formand,k1376 og er bred, han taler en hel del om Norge, om Studenterne og Henrik Ipsen, alle véd Besked. Men så kom Pingel frem.k1377 Aldrig har jeg hørt så bragende en Jubel. Det er fordi han forleden brugte Ord som «Æreskændere» og «Forbrydere» mulig «Kæltringer» om Ministrene ved en Tale i Folketinget. Han er lutter Ild og Flammer, han dirrer gennem hele Kroppen, medens han taler om den ødelagde Grundlov. Jeg har været til Stede ved et republikansk Møde i et af de store Teatre i Rom, Bevægelsen i Publikum var ikke stærkere der end her. Så sang man Slutningen af Schandorphs Kantate,k1378 som jeg i det hele ikke finder synderlig god, men naturligvis fremkaldte den en sand Storm af Håndklap og Leveråb for Digteren, som overvældet og smilende stod og bukkede på Bænken foran mig ved Siden af sin Kone. Dette var altsammen virkelig opmuntrende. Nu fra Logerne korte Taler og Udbringelser af Leveråb af de Delegerede og af Rigsdagsmændene. Laurids Bingk1379 havde pludselig under Pingels Tale fra sin Plads på Scenen udbragt et Leve for Frederik den syvendes Minde, og således tog bestandig den ene og den anden Initiativet til en Afbrydelse, der uden at forstyrre Ordenen, blot ildnede Stemningen op. Så var første Del af Festen forbi; man tyede til Restaurationerne i den underste Etage, Maden var god, man fik den hurtig, i Løbet af en Timestid havde 2000 Mennesker spist, så var i den store Sal Bænkene ryddet bort, fire lange Rækker Borde opstillede, Stole satte til og Punschegildet begyndte. Halvdelen af Menneskemassen sad ved Bordene, Resten var an bragt i Logerne, der blev sunget fire Sange og holdt mange Taler. Brandes talte udmærket og gamle Alberti, men din Ven Bojsen var skrækkelig og Harald Holm og Neergaard samt Redaktør Korsgaard fra Morgenbladetk1380 var til at omkomme ved af Vidtløftighed. Jeg sad sammen med Højesteretssagfører Arentzen og Frue og Gotfred Rubin og Frue,k1381 under Harald Holms Tale flygtede vi til den lille Sal, hvor der dansedes. Jeg havde ikke tænkt mig at skulle danse, men da den unge Fru Arentzen havde umådelig Lyst, dansede jeg et Par Gange med hende og senere en Gang med Emma Hansen og én med Frøken Krüger. Jeg talte lidt med Ida Hansen;k1382 hun udtalte sig mere hjærtelig end man er vant til at høre af hende om Jakob. «Ham holdt vi rigtig af alle», sagde hun, «han var så hyggelig og forstandig.» Den lille Frøken mindedes ham derimod ikke i det korte Øjeblik vi vekslede nogle Ord og dansede sammen og med Frøken Krüger talte jeg kun om Dig og din Rejse. Jeg skal naturligvis hilse Dig fra alle disse Mennesker og mange andre, Henriques og Frue,k1383 hos hvem jeg skal spise imorgen, inden vi går i Folketeatret, fra Bendzon, hos hvem jeg skal spise på Torsdag – begge disse Indbydelser fik jeg ved Festen i Lørdags. Så kom jeg i Kast med Schandorphs og Schiødtes i Restaurationen, da jeg alt var ved at gå. Der blev holdt Taler dernede, bl.a. af Berg, det var nok så brølende og spektakuløst, og der sad det lille halvdøde Menneske Fru Schandorph og hev efter Vejret. Nå alt i alt var Festen god, den havde sit særegne Præg, det er første Gang at jeg i København har set en politisk Stemning bære en sådan Sammenkomst så langt. Du vilde have moret Dig. Nogle unge Mennesker samlede ind til Smedene, men begyndte for sent på det, der kunde være kommet mange Penge ind. Om Du vil synes, at der ingen Grund er for Venstre i Danmark til at holde Fest nu da alt i Politiken går så galt som det kan gå, så skal du få Ret, Begivenheden i Kasino var også mere at betragte som en Sammenkomst eller Mønstring for at holde Modet oppe end som en Festivitet i almindelig Forstand. Jeg falder i denne Tid overalt hvor jeg står og går over Peter Nansen, Esmann og Brandes. Naturligvis var jeg under første Del kommen til at sidde med Nansen på min ene Side og Esmann på den anden og med dem spiste jeg også. Jeg morede mig da for Resten; Esmann havde et virkelig snurrigt Lune. Der var en lille Bror til Peter Nansen, Emanuel,k1384 – Jakob havde en Aften været sammen med ham – de gjorde de syndigste Løjer med dette unge godmodig elskværdige Menneske, der endnu ingen Tænder har til at bide fra sig med, han gør aldeles Indtryk af en halv graciøs halv klodset Hundehvalp; men Fortræd gjorde de ham langt fra, han var et Slags Kælebarn, de kneb lidt i Ørene. Henriques havde skrevet en særdeles morsom Vise, der gjorde umådelig Lykke. – Jeg talte der i Kasino umiddelbart inden Soldet med Brødrene Plum, Du véd, Vinhandlerne. De var aldeles forfærdede over hvad der kunde have været i den Flaske Du drak af. De mente, at det slet ikke var Sprit, snarere Polervand eller anden Gift, og den eneste Måde de kunde forklare det på, var at der i en Flaske, de i Retur fra Provinserne havde modtaget, kunde have været en eller anden Rest, der havde sat sig som Skorpe i Bunden, og som så ikke ved Udskyldningen var bleven fjærnet. Vinen, der havde ligget 1 År i Flasken, var så gået i Forbindelse med dette Stof og havde lavet dette gyselige Gift. Sligt var aldrig hændet dem før. Ja dette er jo en rar Trøst. Du arme Menneske som har måttet undgælde derfor! Nu min søde Pige er vistnok Kasinobegivenhederne udtømte. – Søndag Morgen, altså igår, hørte jeg fra Do et rigtig kapital Skænderi mellem Johanne og en af Pigerne i Huset, enten Kaptejnens eller Klejns. k1385 Jeg kunde forstå så meget, at det var Skarnbøtten, som stod uden for Køkkendøren det drejede sig om, og at det var en Hævn, som den, der talte med Johanne, og en, der hed Andrea, havde øvet. Johanne var i et umådeligt Oprør; hun, den anden, skulde bare bi, for hun (Johanne) havde sagt det til Herren, og det skulde de ikke sådan slippe fra, sådanne to Dansebodsjomfruer, der ikke bestilte andet om Aftenen end at løbe på Dansebuler. Den anden var ikke så dygtig i Munden, men mere skadefro, hun (Johanne) kunde jo lade dem være i Fred og ikke forhindre dem fra at hugge Brænde på Loftet (aha! Der havde vi det!) og nu skulde hun nok ikke få megen Fornøjelse af Fruens Kjole. Jeg var jo ikke bleven særdeles oplyst, men jeg havde næppe vist mig i Gangen, før Johanne kom og klagede sin Nød: Hun kunde næsten ikke være der i Huset for de to Piger, Kaptejnens, som forfulgte hende, fordi hun efter den Historie i Sommer ikke mere vilde være Veninde med hende, og nu Klejns, som havde slået sig sammen med den anden og skulde hævne sig for Angiveriet forleden om Brændehuggeriet. De havde da Aftenen før væltet Skarnbøtten uden for Køkkendøren, splittet Skobørsterne på Trappen, knækket Planterne i nogle Urtepotter i Vinduet, og hvad der vel var det værste hængt Fruens Morgenkjole, som endnu var på Loftet, således op på Døren til Loftet, at Ærmerne var kommet i Klemme og den hele stærkt forkrøllet samt fyldt gamle Kødben i Lommerne. Jeg skulde skynde mig ind til Kasino og havde ikke Tid til nærmere at undersøge Sagen; men så meget fik jeg jo Klarhed over, at Johanne havde ladet Kjolen hænge over Tiden, og at Skarnbøtten og Børsterne ikke må være på Trappen, er et Faktum. På Forhånd har jeg naturligvis ikke Lyst til at indlade mig med dette Pigevrøvl, og da Johanne ikke er uden Skyld, tænker jeg, at jeg lader det glide over foreløbig. Johanne har da heller ikke senere talt om Tingen. Skænderiet var overordenlig morsomt at høre på, særlig fordi de to vrede Amasoner sagde «De» til hinanden, det lød så snurrig pynteligt i den jævne Udveksling af Forhånelser. – Har jeg fortalt Dig noget om Feeriet «En Tur til Månen»? Det behøves for Resten ikke, det går endnu, når Du kommer tilbage, og så skal Du hen og se det, det er umådelig pragtfuldt. – E. Brandes sad der til Generalprøven med sine to Småpiger og så med Ingeborgs to; to sorte runde buttede og to lyse slanke, to underlige Kuld at bringe sammen. Børnene holdt hinanden om Halsen og snakkede i et Kør med Faderen og Sted (?) faderen. – Ved Frokosten talte jeg et Øjeblik med Frøken Aalberg,k1386 fra hvem jeg naturligvis skal hilse. Du, jeg synes min Sandten ikke længer om hende; jeg tror, hun skaber sig og er bleven pretentiøs, hun er vist ikke ustraffet Skuespillerinde. Hendes Væsen indgyder mig nu ikke den allermindste Lyst til at have videre med hende at gøre, det er lige som man ikke følte Bund under hendes Ord – nå Dig tror jeg nu for Resten nok, at hun for Alvor er indtagen i. Hun er nu engageret af Andersen på Dagmarteatret og skal formodenlig optræde i et eller andet fransk Stykke. – Så var der igår kun Aftenens Begivenheder tilbage foruden Modtagelsen af dit Brev. Vil Du tro, min elskede Ven, at jeg helt bagest inde i min Sjæl har næret en Slags skinsyg Frygt for, at når Du nu på ny kom i Bergens Teater, skulde Du blive bergtagen og først kende Dig ret hjemme der, så at der vilde visne noget for Dig her nede. Det har jo ikke været Tilfælde, vel? Den Glæde eller Fred eller Godhed, hvormed Du tænker på dit Hjem her, har ikke lidt ved hvad Bergens Teater bød Dig? Jeg er formelig glad over, at hun, Fru Heiberg ikke behagede Dig – underligt jo for Resten, at ingen før har talt om denne Stemme. Ak Herregud «Aprilsnarrene»! Jeg har en Gang skullet spille «Zierlig» hjemme på Rosendal,k1387 jeg er så at sige opdraget sammen med de Heibergske Vaudeviller. – Om din Gåen på Besøg eller ikke, har jeg tænkt mig, at hvis Du virkelig kan gennemføre dit Ønske om at leve helt i Ro sammen med Ludvig hos Christensens, så skulde Du de sidste to Dage eller henimod de sidste Dage tage det overtvært og aflægge den hele Række af Visiter, som Folk venter. Det bliver så kun et Afskedsbesøg på hvert Sted, men så har Du jo dog brudt Bråden af den Vrede, som ellers vil samle sig imod Dig i din Fødeby, og som det jo dog ikke er klogt at have liggende bag sig, når man med forholdsvis ringe Ulejlighed kan undgå det. Tænk lidt på denne Ordning af Tingene, og se nu så for Resten til snart at bestemme din Hjemtur, det er fattigt for mig at tumle mig omkring alene her nede. – Idag har jeg først været til et Møde i Rigsdagen mellem Stenografer og Bureauchefen og så hos Mama. Ved dette Møde, som gik ud på, at der her i København skulde dannes en Forening af Stenograferk1388 der så skulde træde i Forbindelse med lignende i Kristiania, Stockholm, Gøteborg osv. blev jeg desværre valgt ind i Udvalget, som skal forberede Sagen. Det giver en Del tidspildende Arbejde for noget, jeg ikke har videre Interesse for. Mama traf jeg på Sofaen. Hun havde siddet oppe og havde nu lagt sig påklædt til Hvile. Hendes Hoved er klart, hendes Humør godt. Hosten, som endnu er der, er lind og løs, det ser virkelig forhåbningsfuldt ud. William er her nu på Hjemrejsen med Kone og Børnk1389 og har lagt sig nogle Dage i Kvarter her i Byen til umådelig Ulejlighed for Slægt og Venner. Mama lod til at finde det i højeste Grad urimeligt, Tøjet er kommet til Præstegården, den er tom og venter kun på at blive taget i Brug af sine ny Beboere. Men Sagen er den, at Georgine ikke lader en Københavnstur gå fra sig, når der er mindste Mulighed for at få den. Men de, som huser de forskellige mere eller mindre defekte Individer af Familien, ømmer sig nok høj lydt – en af dem, en Søster til Georgine, er midt i Flytning (det er Flyttedag imorgen) og hun har to, Georgine selv og den ældste stakkels Krøbling af en Datter. – Jeg håber at jeg undgår at få det mindste med denne elskede Slægt at gøre. De rejser på Onsdag. – Johanne har idag været ude for at købe Tyttebær, men kom tilbage med den Besked, at de ikke duede, der måtte ventes til på Onsdag, så fik den vedkommende Handelsmand norske Bær, og de var meget bedre. Så Du ser, at norske skal Du ha. Der er noget om, at Johannes Søster også skal købe, og at det er så udmærket at købe sammen med hende. For øvrigt syntes det mig, at Johanne mente, at 6 Potter var lovlig lidt, men om det var i Søsterens eller i vor Interesse, skal jeg lade være usagt. Det bliver naturligvis hvad Du har bestemt. – Nu min elskede får Du ikke mere Brev idag. Har jeg kedet Dig med al min Snak? Du måtte gerne være så vidtløftig.
Tirsdag Kl 12 ¾ Nat
Min elskede, Brev fra Dig! et dejligt yndigt Brev, Du er sød og elskelig, Du er min! Men Du ser, Klokken er mange, og jeg skal meget tidlig op imorgen for at skrive. Imorges kom William og blev til Frokost, jeg var i Rigsdagen, har skrevet Anmeldelse, har været hos Henriques til Middag, derefter i Folketeatret og så på ny hos Henriques, intet har jeg kunnet skrive til Dig idag. Stakkels søde lille Pige, som har haft Tandpine, men nu er den jo overstået – glad er jeg for, at Du endelig har fået de dumme Tænder plomberede, jeg har altid ærgret mig over, at det ikke skete. – Kielland er kommen til Byen,k1390 jeg talte med ham i Folketeatret i Aften, han er magrere end før og ser bedre ud, han var lutter Venskab og godt Humør; bærer Totalafholdsmærket på sin Frakke. Han var rejst ned med «Kristiandssund», som havde ført Dig op, foreløbig skal han vistnok bo hos Drewsens. Han er alene og synes belavet på at ville more sig i København. – Jeg skal hilse fra Frederik Knudtzon talte et Øjeblik med ham forleden. Henriques' har atter bedt mig til Middag imorgen, det er rørende gode Mennesker.
Din Erik

305. Amalie til Erik

Bergen 21de oktbr 85.
Min egen søde elskede gut, heller ikke idag får du noget ordentligt brev, for jeg kan ikke sidde stille for tandpine. Du begriber ikke hvilke smerter jeg har udstået igår og især idag. Igår var jeg hos Amauer-Hansens til middag og måtte af ham få cloroform til at gnide tandkjødet med. Heldigvis fik jeg sove godt inat, men i hele dag har jeg gåt frem og tilbage og formelig storgrædt. Der var ikke tale om at jeg kunde sidde mig ned for at skrive. Så tog jeg på mig, og gik med Augusta ind til doktor Sandberg for at bede ham om et eller andet middel; han forsøgte forskjelligt, men først nu for lidt siden har smerterne git sig såpas at jeg ikke netop er nødt til at storskrige. Men nu er kl. blet så mange at jeg kun har 20 minutter at gjøre med, og så må jeg af og til stanse for at hælde dråber ind på tanden, så kan du vide hvad det blir til med brevet. Men jeg ved jo, at du heller vil ha nogle ord end slet intet, og derfor skynder jeg mig at gjøre mit bedste. Jeg sidder inde hos Sandbergs, ganske alene i den ene dagligstue; de bor på et andet sted nu, og har en aldeles nydelig lejlighed med en spisestue der er større end vore tre stuer tilsammen. Det er den plomberede tand som værker, og det er så håbløst. Jeg kan jo slet ikke komme til at stoppe nogenting ind, og doktor Sandberg siger, at det muligvis vil ende med at jeg må trække tanden ud. Helene havde sidst hun var i Kjøbenhavn fåt 2 tænder plomberet som straks efter begyndte at værke. Hun gik et halvt år med det, for hun vilde jo så nødig ofre tænderne, men tilsidst måtte de ud. Jeg havde forresten halvvejs tænkt at rejse hjem på fredag altså iovermorgen, men igår blev Ludvig så klejn af sig, fik hodepine og lidt feber så han måtte gå hjem fra forretningen midt på dagen. Idag er han ude igjen men slet ikke ganske frisk. Nu vilde jeg så gjerne se til at få ham fuldkommen kjæk før jeg rejser, og så har han bedet mig så inderlig om ikke at rejse allerede nu! Der er imidlertid det kjedelige at hvis jeg ikke rejser på fredag jeg vente 14 dage til, for med Axelhus som går næste fredag kan og vil jeg ikke tage. Den bruger nemlig et helt døgn mere end de andre, og er i dethele et slet og dårligt skib. Den derpå følgende fredag går så Christiansund det, jeg kom op med, og med det vilde jeg unægteligt allerhelst gå, både for skibets og kaptejnens skyld. Men det er jo rasende længe at være borte fra dig, du min elskede, som også gjerne vil ha mig tilbage. Jeg længes altid efter dig. Men på den anden side siger Ludvig, at når jeg nu endelig engang er kommet herop den lange vejen, er det stygt og trist at jeg ikke vil blive de 14 dage til. Og det er der jo noget i. Jeg er ikke ganske bestemt på hvad jeg vil gjøre, men hvis jeg bestemmer mig for at rejse telegraferer jeg til dig inden jeg går ombord på fredag. Iaften venter jeg brev fra dig du søde snille gut, som har været så flittig til at skrive, men jeg kan ikke nå at komme hjem og få det, inden jeg sender dette afsted, for du ved hvor mange klokken er. Dersom du vidste hvorledes dine breve glæder mig, og hvad de er for mig. Det bæres mig for at jeg i denne tid bare lever for at vente på dem, og så lever af hvad der står i dem. Men det er jo ikke sandt, for jeg lever jo også i det at jeg ser og er sammen med Ludvig daglig. Augusta siger så tidt: hvor Skram vilde bli indtaget i Ludvig med en vældig betoning på det understregede ord. Han er elskeligere og sødere at omgåes end Jakob, men Jakob er også en brav kar. Jeg har fåt to breve fra ham her, som rigtig har glædet mig, for jeg har kunnet mærke at han længes efter os og savner os. –
Fra Amauer Hansens har jeg mange hilsener til dig. Han var så usigelig elskværdig og underholdende, og hun var også rigtig i sit snilleste og venligste lune. Hun bad mig hilse dig og sige at du endelig måtte komme og hente mig, så skulde de gjøre selskab for dig o.s. v. – Det du fortalte mig om Fredrik Knudtzons giftermål havde jeg ikke hørt. Elisa var borte fra byenk1391 da jeg kom og i de sidste dage har jeg jo havt den plage af tandpine. Nu er Baily kommen fra Kjøbenhavn, og nu går jeg derop i morgen, tror jeg. Forresten bor de så afsides ved du, det er så vanskeligt at få Ludvig op med sig der til middag f.eks., for han har jo bare 1 ½ time at spise i, og uden ham bryder jeg mig ikke om at være noget steds. Forresten, hvis jeg bad ham fri, fik han det sikkert. Hans principaler har været så imødekommende og velvillige når jeg har talt med dem; den ene er jo også hans fætter. – Du behøver ingen penge at sende mig. Rejsen frem og tilbage koster ikke mere end 54 kr, og den hele første dag var jeg Christensens gjæst ombord, og til vin og sligt på hele reisen, så jeg havde omtrent halvdelen af pengene tilovers da jeg kom herop, og det er jo rigtig godt, siden du har knapt om penge. Jeg synes forresten det ser ud som Johanne bruger altfor meget dernede; du må se lidt efter hende, skjøndt det jo ikke er så godt for dig. Men nu min elskede må jeg sige dig farvel. Kl er forbi den tid jeg strængt tat havde til min rådighed, Helenes pige skal styrte afsted på posthuset med det, heldigvis er det tæt herved. Nu er også tandpinen blet styg igen. Farvel da, Sandbergs hilser og jeg sender dig mange kys du søde, som jeg glæder mig rasende til at omfavne, hvad tid det nu blir.
Din Amalie

306. Erik til Amalie

Onsdag den 21 Oktober [1885]
Min søde Pige, det var kun nogle Ord skrevne i natlig Skynding Du fik igår, men Sengen kaldte jo, jeg skulde op idag Kl 7. Det skete virkelig og det til Trods for, at det uagtet min Træthed ikke lykkedes mig at falde i Søvn før efter omtrent en Times Venden og Drejen i Sengen. Så tog jeg fat og drømte uafbrudt om at jeg gik ombord i en vældig Damper for at rejse op til Dig. Der var bestandig Forhindringer, Skibet vilde ikke afsted, jeg vågnede, faldt i Søvn igen og var atter på Rejser, det lykkedes mig én Gang at ligge i Morgentåge ud for en Klippekyst, men det var ved England, og jeg vågnede af Anstrængelse for at komme på, hvor det var jeg skulde hen, at Du ikke var i England, vidste jeg, men så syntes jeg, at min Viden hørte op, Du havde jo underrettet mig om, at Du var taget fra Bergen, men hvad så mere, kunde jeg ikke klare. Det var en forunderlig Lidelse. Men jeg sov straks ind igen og har en dunkel Fornemmelse af, at jeg lige til imorges blev ved at drømme om Dampskibe, som aldrig kunde føre mig til Dig. Klokken 5 Minuter over 7 så jeg på Klokken, ringede på Johanne – det er første Gang siden Du rejste, at jeg har udført den Bedrift, jeg tænker mig, at hun er bleven umådelig forbavset – stod selv op, sløjfede min Badning og var hurtig færdig. Så gik jeg på Posthuset med mit Brev fra igår Aftes, jeg vilde have det vejet – pyt, dér åbner de først Kl 9, så forsøgte jeg at levere en Pakke op til William (hos Jutta), hans Manuskript osv. men han var kørt, så gik jeg hjem, det brændte lystigt i Kakkelovnen, og jeg kunde sætte mig til at skrive. Jeg skrev min Anmeldelse af «Nero» om og føjede så Folketeatret og Kasino til,k1392 fik en nok så pæn Artikel ud af det, sendte Johanne med den første Halvdel, fik spist Frokost gik til Galschiøt med sidste Halvdel og var endda på Slaget 1 i Rigsdagen. Det synes jeg nu var flinkt. Nu er jeg kommen tilbage i ret god Tid fra Rigsdagen, har gjort et Forsøg på at sove, som ikke er lykkedes – det vil sige jeg har en ubehagelig Fornemmelse af at jeg en Stund har ligget og hørt på mig selv snorke – og skal nu om lidt til Henriques. At de bad mig igen idag er deres virkelig venlige Sindelags Skyld, der spilles et Stykke med ny Rollebesætning i kgl Teater,k1393 altså en lignende Situation som igår «Så kom og spis hos os også imorgen». Ja tak, hvad skulde jeg vel svare andet. – Nu har vi også fået smukt Vejr men koldt, men Du himmelske Fader for en Mængde Regn det har kostet at nå så vidt, jeg har spøgt med Mama om, at var det for Regnens Skyld, behøvede Amalie skam ikke at rejse til Bergen, den har vi lige så god her. Nå så Du blev dog fanget af gode Venner, det er jo i Grunden nok så bra. Men Du er den rette, som ikke har noget at fortælle om mig, Du skulde bare høre mig sludre op, når nogen vil spørge om Dig. Så går det med din Rejse på det og det Skib, med gode Venner, med Søsyge, med Ankomst, med Gut i Bergen, med Christensens, med Breve og Telegrammer, med min Elendighed som Enkemand og med en Masse mere. Så får Folk Medlidenhed med mig og inviterer mig til Middag. – Igår gjorde Johanne rent i Sovekamret, i hvilken Anledning jeg naturligvis ikke kunde finde min Urnøgle igår Aftes; havde jeg ikke haft dette mærkelige Apparat, Du husker som Jakob tegnede hin Aften, da vi var hos Ludvig Bingsk1394 – ak Herregud, kan Du huske hvor nødig Du gik – så havde det været virkelig ubehageligt for mig. Jeg skældte ud imorges men det nytter jo ikke meget. Hun har formodentlig heller ikke fundet den endnu, hun lod til ikke at have Spor af Begreb om Urnøgle. Medens jeg ledte efter den, væltede jeg den lille Flaske med Djævelskab, jeg sidst fik af Bramsen, ned på Vaskebordet, Glasproppen sloges i Stykker, og Væsken flød ud med megen ond Lugt. Så måtte jeg finde Klud og vaske op, og så lugtede jeg græsselig på Fingrene, så måtte jeg vaske mig. Du ser, at fordi jeg sluttede mit Brev til Dig, kom der dog ikke hurtig Hvile over mig. Så nu farvel min elskede, nu må jeg ind og gøre mig i Stand.
Aften Kl ¾ 12
Dette Brev kommer jo længe efter Nyheden, og Du har forlængst fået mit Telegram – jeg håber, at det må være det første, der underretter Dig om Begivenheden. Naturligvis er der telegraferet til alle norske Aviser, men mulig har Du dog allerede i Aften fået Telegrammet eller imorgen tidlig læst det før nogen af Aviserne har kunnet meddele dig noget. Så har man da virkelig i vort skikkelige København skudt på Estrup!k1395 Jeg hørte først Rygtet da jeg kom til Henriques for at spise, han havde lige erfaret det, da han forlod Kontoret ½ 6. Ingen af os fæstede Lid til Tingen og vi gav os god Tid efter Bordet, inden vi gik til Dagsavisens Kontor på Vejen til Teatret. Der fik vi så Bekræftelsen. Jeg skyndte mig til Politiken; dér havde man allerede for over en Time siden spredt Løbesedler rundt om, at en ung Mand havde skudt på Fyren. Så løb jeg tilbage til Telegrafkontoret og sendte min Depeche til Dig. Så gik jeg i Teatret. Derefter igen på Politikens Kontor. Jeg traf Hørup læsende Korrektur på en Artikel, der handlede om ganske andre Ting end Attentat på Estrup. «De er en besindig Mand Skram, vil De ikke skrive, hvad der skal stå imorgen om den Ting», sa Hørup. «Nej jeg vil ikke», svarede jeg, «men fæld blot ingen Krokkodilletårer». «Nej vor Herre bevar' os». Jeg meddeler Dig ikke nogen Enkeltheder, de vil alle komme i Aviserne. Jeg sender Dig Politiken imorgen tidlig, så afgår den samtidig med dette Brev. – Tingen er sandsynligvis meget at beklage, det vil skabe et Påskud for den vilde Reaktion, og desværre hører den unge Mand til den arbejdende Klasse, har naturligvis som Tilhænger læst «Socialdemokraten», vi får formodentlig både en Socialistlov og en Presselov, om man ikke erklærer Belejringstilstand i København. Men på den anden Side er der jo en Opmuntring, en Tilskyndelse i dette for Provinserne, der er gået Hul på Bylden, det smager dog af noget. Våbenet må have været meget slet, ellers var Estrup vistnok nu en død Mand, det unge Menneske har ikke haft Råd til at anskaffe sig en ordenlig Revolver. Han har været koldblodig nok, efter hvad man hører. Himmel, hvor Estrup er bleven fejret i det Selskab, hvortil han i Aften har begivet sig – det er hos Etatsråd Holmblad.k1396 Der var en Del Sammenstimlen på Østergade, ellers er Byen så vidt jeg véd rolig. Jeg er for træt og søvnig nu til at begive mig ind for at se efter. – Underlig nok har jeg ved en Lejlighed som denne måttet skrive om hvad der foregik i Aften i Teatret både i Politiken og i Dagsavisen – om Mantzius Optræden i «Efterårssol»k1397 – men har naturligvis ikke på det ene Sted sagt, at jeg skrev også på det andet. Det er en Tjeneste jeg har gjort dem begge, men der er særlig for Tiden ikke noget godt Forhold mellem Redaktionerne. – Nu god Nat elskede, om Du havde været her!
Din Erik

307. Telegram til Amalie

Fru Skram
Klosteret Bergen
Fra Kjøbenhavn 21/10/85 kl. 7.35 em
Det er skudt paa Estrup to skud. Estrup ramt men ikke saaret. Gerningsmanden overgav sig straks, tyve aar.
Erik

308. Amalie til Erik

Bergen torsdag 22de oktbr. [1885]
Kl. er 11, vi er netop kommen op på kvisten for at lægge os, men i aften har vi ingen cigar. Augusta har glemt at forsyne sig med dem; hendes far havde sagt idag: svært så mange cigarer jeg har røgt i det sidste. Så var hun bleven lidt ræd af sig, tror jeg nok, skjøndt hun påstår det er bare fordi hun har glemt det. Hun har også røgt selv heroppe om aftenen, en stor stærk cigar. Christensen sa idag til mig: Du ser så godt ud, det er bare fordi du ikke ligger og svabber i den tobakken, der kan du se hvor meget sundere det er at la være. Augusta og jeg havde ondt for at holde os alvorlige, Ludvig vendte sig om og smålo. – Jeg har iaften fåt to breve fra dig. Tak, du elskede. Det første jeg læste var det hvori du taler om brevet til Social-demokraten. Det var ikke noget brev, bare et visitkort, og der stod med blyant: tak for anmeldelsen, og et par ord om at han viste forståelse når han skrev om bøger. Dermed gik det til således at jeg fik en pludselig lyst til at sende anmelderen mit visitkort (Jakob vidste om det) men at jeg ikke vilde sige det til dig fordi jeg var aldeles vis på at du vilde forbyde mig det, eller i altfald bespotte mig for det og sige jeg ikke skulde. Og i det øjeblik vilde jeg nu partout gjøre det. Jeg husked på hvorledes jeg selv så ofte havde fået brev og gode ord når jeg havde anmeldt bøger og var bleven glad for det. Men siden har jeg tænkt det var dumt jeg havde gjort det siden du ikke vidste om det; jeg forudså at det vilde gå som det nu er gået en vakker dag, men så tænkte jeg at så vilde jeg sige: ja, der kan du se, du skal gi mig lov til det jeg har lyst til, eller ikke la mig ha forestillingen om at du vil gjøre nar af det. Jeg kunde mærke på din tone at du var stødt og forundret på mig, og det finder jeg rimeligt. Men vær det ikke længer, ber jeg dig om, jeg tror for vist at det blir første og sidste gang jeg gjør noget sligt på egen hånd, for som sagt, jeg har gåt og været lej for det, og tænkt at jeg, når der var hengåt passelig lang tid vilde sige det til dig. Er det Vinstedt han heder den mand i Socialen?k1398 Jeg aner ikke hvem det er – men at han skulde sidde og kalde et visitkort for et brev, det var rigtig underlig gjort af ham.
Nej men du, tak for telegrammet igåraftes! Hvor snildt af dig at din første tanke ved en sådan lejlighed gik til mig. Endnu idag ved middagstider vidste ingen noget her. Den ulykkelige stakkel. Det er vel en eller anden forvirret sætter eller sligt noget, for de plejer altid at komme ud for sig selv på den måde. Nu blir det vel værre end nogensinde dernede; reaktionen får naturligvis en god tid, det gjør den altid efter sligt. Hele dagen har dette ikke et øjeblik været ude af min tanke. Og jeg kommer ikke afsted imorgen: Dampskibet går desuden inat, hvad jeg ikke vidste. Men nu er du vel så sint på mig efter min streg med Socialen at du er lige glad med hvad tid jeg kommer. Nu får jeg sige dig godnat min elskede. Vær ikke sint på mig. Jeg havde en slags barnagtig glæde af at gjøre det, men jeg føler at det passer ikke mellem os. Derfor gjør jeg det heller ikke mere, og jeg svarer slet ikke på det du siger at jeg skal opgi dig de flere redaktioner jeg har skrevet til, du dit spodske ting. Var det forresten ikke underligt at redaktøren havde åbnet konvolutten; der stod udenpå Til Social-Demokratens boganmelder.
Fredag eftmdg. Også idag kommer jeg mig som sædvanlig sent til at skrive. I formiddag var jeg til lunch ude hos Nilsensk1399 og så da jeg havde spist middag faldt jeg i søvn i sofaen ved siden af Augusta. Det er al den cloroform jeg gnider tandkjødet med, som gjør mig så dvaleagtig søvnig. Iaften kommer her et par fremmede og jeg skal ha brevet færdigt og ha pudset mig lidt så jeg må rigtig skynde mig. Hvor kan det være at du nu kan tåle så godt at rangle, at du nat efter nat går iseng kl. 3–4 efter at ha drukket alverden, naturligvis, og alligevel kan stå op i ordentlig tid og gå til dit arbejde. Det forstår jeg ikke, og derfor irriterer det mig. Hvorfor skal du være anderledes i den retning når jeg ikke er med dig? Og du fortæller mig intet om hvem du var sammen med i Kasinofesten, hvor du fornøjet dig så godt. Sig til fru Juel-Hansen at hun ikke bør sende mig bogen herop, siden den kommer så sent. Den vil sandsynligvis bare omgå mig på vejen, eller idetmindste komme altfor sent til at jeg kan få tid at læse den, så er det jo bedre den ligger til mig hjemme. Tænk at fru Vandel likte så godt Jakobs udseende; det var så morsomt at læse, i det heletaget har folk været svært elskværdig i sit syn på Jakob, dernede. Nej du, det kan ikke nytte for mig at gå til Tobias og tale om Ludvig. Ludvig har bedet mig så la det være og jeg tror han har ret. Han vilde selv så gjerne komme ned til Kjøbenhavn om bare et årstid for at lære noget mere i sit fag, men jeg tror at både hans far og onkel vilde modsætte sig at han kom til Kjøbenhavn, fordi jeg er der. Jeg ved ikke hvad de bilder sig ind, men de har en forestilling om at vor omgang vilde ha en slet indflydelse på ham, gi ham afsmag for handelslivet og gjøre ham endnu mere fritænkersk end han er. Tobias taler endnu af og til med græmmelse om at ingen af gutterne er konfirmeret. Jeg tror ikke der er noget for mig at gjøre, siden jeg ikke er rig og kan sige: kom ned til mig, så skal vi sørge for dig. Han blir nok hjulpen frem til en selvstændig stilling medejer i forretningen, og det på en forholdsvis kort tid, men da må ingen andre og mindst af alle jeg ville ha min næse deri. For det første er det nu forresten bare boutiks forretning, så det blir en meget tarvelig stilling han får, men skal han være butiksmand, så er det bedre han er det her, end f.eks. i Kjøbenhavn, for her er ingen forskjel i social henseende. Og så er det nok meningen at forretningen skal udvides med tiden, men det er der vist langt frem til. Nej jeg tror ikke jeg kan gjøre noget for Ludvig i den henseende, det var af rent moralske årsager så godt at jeg kom herop, det var det jeg mente. Og så dette at jeg nu ved besked om hvordan han har det til punkt og prikke, og ved at det ikke er så galt, som jeg havde frygtet for. Jeg skal hilse dig så usigelig meget fra Ludvig og Christensens. Han går bestandig og pukker på at du har bedet ham passe på mig, hvilket han også trolig gjør. Idag er det 14 dage siden jeg kom herop. Jeg synes det er mange måneder siden jeg så dig.
Din Amalie.

309. Erik til Amalie

Torsdag den 22 Oktober [1885]
Jeg havde trot på Brev idag fra Dig, jeg syntes, at Du også var begyndt på en Hverandendagsafsending – ak, den har kun strakt over tre Breves Afsendelse. Men så vidt jeg har kunnet forstå har Du ikke modtaget mine Breve med to Dages Mellemrum således som jeg har afsendt dem, det er en Postforbindelse, hvis Hemmeligheder jeg ikke vil søge at udgranske. Forhåbentlig kommer dog alle Brevene frem; hidtil har jeg skrevet hver Dag til Dig og afsendt hver anden undtagen igår da jeg sendte et Brev afsted Dagen efter det foregående. – Den uforskammede Estrup har tilført mig en Forkølelse, der virker som Snue i den for mig egne voldsomme Grad –; naturligvis gav det sig til at regne i går Aftes, medens jeg var på Gaden, jeg blev så temmelig våd over Knæene, var inde på ophedede Aviskontorer, ude igen i Regnen og endte tilsidst hos Henriques', der har været så venlige at indføre den Skik ikke at ville holde mere end 13° i deres Stuer; det har Lægen sagt skulde være sundt for Børnene. At det er forbandet usundt for Voksne, kan jeg konstatere, om Sundheden for Børnene skal jeg ikke tillade mig at have nogen Mening. Jeg kan hverken høre eller se, lugte eller smage idag, kun pudse min Næse og nyse, den forbandede Estrup! Denne Tilstand har forhindret mig fra at gå ud og opsøge Højreaviser, det vilde ellers have været den tvivlsomme Nydelse Dagen skulde have bragt mig. Jeg er en absolut upassende Gæst ved den Middag, jeg skal til idag, men jeg går der alligevel, Varmen og Vinen håber jeg skal gøre mig godt. Jeg har også en Indbydelse til Schandorphs til i Aften, men den vil jeg næppe kunne benytte. – Véd Du, at det nu er over 14 Dage siden Du rejste? Tænker Du slet ikke på at bestemme Afrejsedagen? Værsgo', Du skal være hjemme senest i den første Uge af November. Rejste Du t.E. Torsdag den 29, kunde Du være hos mig til den 1 November. Du må sige mig nøjagtig Besked i et Telegram, som svarer på dette, og så må Du telegrafere den Dag Du går ombord. Underlig nok hedder den Dag Du rejste, i Almanaken Amalia, den 29 hedder Narcissus – var det ikke en, som længtes?k1400 – Idag gør Johanne rent i Spisestuen. For lidt siden syntes jeg, at der blev så livligt i de andre Stuer, jeg hørte Stemmer, og det var Mandsrøster. Først trode jeg, at det var Besøg, bandede stille, men der kom ingen ind, Livligheden varede imidlertid ved. Jeg viste mig da husfaderlig i Døren og blev to Mænd i hvide Klæder var, de lugtede af Snedkere, så vidt jeg i min defekte Tilstand kunde iagttage, og de var netop i Færd med at bære dit Bogskab fra Spisestuen ind i Dagligstuen. Jeg tillod mig i al Beskedenhed at hilse på dHrr, det blev taget ret velvillig op, og da min Dør var fuldstændig barrikaderet, tillod jeg mig en Forespørgsel om de trode, at dette vilde vare længe ved. De antog, at jeg kunde slippe med en forholdsvis kort Arrest. Jeg takkede, bukkede og trak mig tilbage. Johanne så jeg under dette ikke noget til. Men da jeg formoder, at det må være den Affinitet, der synes at være mellem Johanne og Snedkersvende, som har bragt de hvide Mænd op i vore Stuer, og dette utvivlsomt kun kan være til Gavn under Rengøringen og Tæppepålægningen, så skal jeg vel vogte mig for at ytre Misfornøjelse med selve Faktum. Kun tror jeg, at jeg vil udbede mig – ak Gud blot den kortest mulige Tilkendegivelse af, at således og således er Tingen ordnet. Der er noget forbløffende i pludselig at se ukendte hvide Mænd gå omkring i ens Stuer med ens Møbler i Favnen og sætte dem således, at skulde der tilfældigvis samtidig udbryde Oprør i Staden, vilde man være afskåren fra enhver Deltagelse, der ikke netop gik ud på at spytte Politiet i Hovedet fra sit Vindu. Livligheden holdt vel ved en halv Time eller måske mere, nu er alt roligt, blot, at jeg hører Johanne synge på nogle Strofer, der vistnok går ud på: «Jeg er en stakkels Pige!» To store Snedkere! Der ser man, at Poesien omformer Virkeligheden. – Jeg hørte Postbuddet, var ude –: «Verdens Gang» på denne Tid, kl 4, men ikke noget fra Dig, så får Du heller ikke mere fra mig, min kære, kære Ven!
Fredag den 23.
Johanne kom lige efter Frokost fornøjet ind med dit Brev, skrevet den 19; medens jeg endnu læste det, kom With, så måtte jeg snakke med ham, så i Rigsdagen, derefter til Mama, og nu er jeg hjemme og er sulten og venter på Mad. Min egen Ven, Du snyder mig lidt med Breve, men jeg forstår jo nok, at Du i meget mindre Grad end jeg er Herre over din Tid, og vær kun rolig, jeg mærker godt din Kærlighed som Understrøm, og hyppig står der mig jo også en stor og varm Bølge imøde der nede fra «Hjærtebunden», som Du skriver. Hvad der er i Vejen, er naturligvis, at jeg synes, at jeg trænger til lidt nøjagtigere Besked, jeg véd for lidt om din Færden til ret at kunne følge Dig på Tridt og Skridt i Følelser og Oplevelser. Så meget ser jeg dog nu, at dit tilbagetrukne Liv for en stor Del er brudt, og det havde vel også været mærkeligt, om Du skulde have fået Lov til at gå uantastet. Det smager formodentlig dog nu slet ikke så ilde at se alle de gamle Venner og Veninder. Og tænk, at I vedblivende har så godt et Vejr.
Nu har jeg spist min lille Pige, og sovet har jeg også lidt. Ved Du, når jeg kom i Seng i Nat? – Kl ½ 4. Det gik således til: Middagen hos Benzons var udmærket: G. Brandes, Krohn, Oct. Hansen, Zahrtmann, Henriksen, Esmann, Algot Lange, de to Brødre Alfred og Otto B.k1401 og så en finsk ung Skribent, hvis Navn det er mig umuligt at huske, Neidinck eller sådan noget.k1402 Der var særdeles livligt, og min Snue svandt mere og mere bort. Der blev talt om Politik og om literære Forhold, G.B. var sprudlende elskværdig, Krohn noget af det hyggeligste jeg længe har set – han er temmelig urolig for hvad der forestår hos ham nu om en Uge eller to; efter Bordet var han hjemme for at se til sin Kone – og vi blev sammen til lidt over 12. Da vi så gik, fulgte den livlige unge Finne med mig, fulgte og fulgte indtil vi stod ved Gadedøren her ude. Jeg måtte foreslå ham at følge op med, og han var ikke sen til at sige ja. Det første han så bad om, da han var i Entréen, var at få Lov til at komme på Do, og derefter fik han Stuerne at se, og hvad der var på Væggene, og så drak vi den sidste Rest af Punschen i i [sic] de små grønne Karaffer – der var næsten en Karaf fuld – derpå hver en halv Flaske Øl. Imidlertid talte han ustandselig i sit underlig finsk-svensk-danske Sprog, som ikke altid var let at forstå, han hyggede sig udmærket, fik alle Fotografierne af Dig at se, og vi blev fortræffelige Venner. Han er næppe særlig begavet men synes brav og ikke uden en vis Skarpsindighed. Han talte også om Frøken Aalgrenk1403 og bekræftede mit Indtryk, at solid er Pigebarnet ikke. Hun er ikke løgnagtig men Øjeblikkets Indtryk aldeles undergiven. Der skal have været en Strid nu med hende og Abrahams, den har nok været omtalt i Bladene: først havde hun i Ord bundet sig til Abrahams, så gik hun dog til Andersen,k1404 fordi hans Tilbud var betydelig fordelagtigere, men hun sprang den lille Formalitet over at give Abrahams fornøden Underretning om Andersens Tilbud, så at den første end ikke kom til at udtale sig om, hvorvidt han ikke var villig til at give lige så meget. «Jeg er så upraktisk», havde hun sagt til Neidinck, og det morede han sig ret godt over. Nå endelig fik jeg min nye Ven på Døren og sov så i to Stød til Kl ½ 10. Tænk Dig, jeg fejlede næsten ingen Ting da jeg så stod op – og alt det, som jeg i Løbet af Aftenen havde pimpet! Jeg er en vældig Herkules! Og min Snue var betydelig aftaget, skønt her var koldt som bare Pokker i Stuerne, hvor vi var, snart i min og snart i Spisestuen, der er bleven så hyggelig med det grønne Tæppe. – Nu min søde til Rigsdagen. Den er bleven udsat idag. Først vore egne Anliggender. Det er en slem Historie, jeg får ikke Arbejdsmåneds Løn nu, før den på ny kommer sammen i Slutningen af Desember. Det er omtrent 100 Kr mindre om Måneden, end jeg havde ventet for Oktober og November. Foreløbig véd jeg ikke, hvorledes vi skal klare os, men det kommer vel nok; hos Philipsen bliver jeg så nødt til at hæve Forskud på det forbandende «Slesvig»,k1405 der ligger som en Tordensky bagerst i mine Tanker. –
Men nu selve Udsættelsen. Det er en fuldstændig skamløs Misbrug af Ordene i en Paragraf af Grundloven,k1406 for at Regeringen derved kan blive sat i Stand til at udstede flere provisoriske Love. Vi lever under Retsløsheden. Der vil nu efter al rimelig Sandsynlighed udkomme en Lov om Ophidselse i Tale og Skrift, der vil kunne binde alle Munde og Penne, Hørup vil ikke kunne skrive, Berg og Pingel ikke holde Taler, Forsamlingsfriheden vil formodentlig også blive indskrænket. Det er den rene og skære Revolution. At dette vil føre til en Kontrarevolution, tvivler jeg nu ikke om, men det er en stenet Mark at så i. Endnu er i alt fald Midlerne elendige; ved den Ordgyderpolitik, som Hørup har indaugureret, har alt ligget ugjort, som forlængst skulde være sat i Scene, ingen har de Midler han skal bruge, ikke en fornuftig Aftale, ikke Antydningen af en Plan er der, som nu kan bruges. Alt må begyndes forfra. Og ingen véd, hvem Manden er, som skal føre an. Rimeligvis må der i Venstre tages fat helt fra den anden Ende, de nuværende Førere kastes; men hvad dette er for en Opgave – når alt tilmed skal ske ad underjordisk Vej, må Du kunne tænke Dig. Her er langt frem, og Udsigten til Sejer alt andet end lys. Det er ikke lysteligt at begynde, men der må tages fat, og vi kan mulig få Hænderne fulde, før vi ret får set os om. Nu må Du, min lille Pige ikke bruge uforsigtige Ord. Tingene er alvorlige, og Du må ikke tro, at Norge er et Fristed. Et Ord sagt der vandrer Sporenstregs til København, der vil blive organiseret et Spioneringssystem, her vil blive Vildskab med Fængslinger over en lav Sko. Vær overalt, hvor Du ikke véd, at Du er mellem sikre politiske Venner, som mellem Folk, der lurer på din Mund, de gør det alle frivillig eller ufrivillig. – Mama har det vedblivende godt. Idag sad hun oppe og syede på et stort Kanavasbroderi, da jeg kom til hende. Det er endelig besluttet, at Mama skal have Emmas Værelse som Sovekammer sammen med Henriette, hun må ikke bo til Gaden, fordi der mangler Sol, Emma har så indrettet sig i Spisestuen og skal sove i Mamas tidligere Soveværelse. Og så er der truffet den store Omvæltning, at de fra 1st November, tror jeg, får en yngre Dame i Huset, der skal styre alle de indre Anliggender, som Pigebørnene ikke har Tid til og Mama ikke Kræfter til. Det er en Johanne Frederiksen, en Datter af den Godsejer Frederiksen,k1407 hvor Emma er om Sommeren, Du véd, dér, hvor hun tidligere har været Lærerinde. Det skal være en hyggelig, praktisk dygtig, trediveårig Dame, der fra gammel Tid elsker Mama, siger Tante Ida og Du til hende, som er en lille Smule enfoldig og har megen Lyst til det, der nu er i Gære. Hjemme går hun selv ellevte Barn tror jeg. Hun er jo af et formuende Hus, skal altså naturligvis ikke have Løn. Dette lyder jo overordentlig fornuftigt. Hun skal så dele Sovekammer med Emma. – Jeg er indbudt til Middag imorgen hos Bramsens Kl 5, og nu kom der ind ad Døren et Brevkort med Indbydelse til Frokost hos min nye Ven Hr Neiglick – sådan var det, han hed – Kl ½ 12 Gothersgade 9. Der er virkelig i den senere Tid blevet sørget pænt for min Underholdning. Du begriber min yndige Pige, at på den Måde hjælpes jeg igennem min Enkemandsstand, og jeg har vist heller ikke i den senere Tid klaget mig som før, da jeg de fleste Dage var meget uvel til mode, men det nytter altsammen ikke noget, Savnet gemmer sig i alle Stuerne herhjemme og kan komme farende over mig, når jeg fører en Skefuld Suppe til Munden, når jeg går i Bad om Morgenen, når jeg klæder mig på til at gå ud, og når jeg sidder i Ro hos mig selv. I Sovekamret ligger det lange magre Bæst af et Savn i din tildækkede Seng og griner hånlig til mig, når jeg skal sove: «Nu kan Du snorke», siger Asenet, som om det var en Trøst. Du hilser vel Ludvig atter og atter fra mig, og de andre.
Din Erik

310. Erik til Amalie

Søndag den 25 Oktober [1885]
Igår var det den første Dag siden din Afrejse, hvor jeg ikke har skrevet til Dig. Jeg vidste jo, at jeg ikke vilde sende Brev afsted før i Aften, og da min Dag var optaget bogstavelig fra Morgen til sen Nat, lod jeg den gå forbi uden nogen Hilsen til Dig. Men jeg holdt ikke af det. Der kom ligesom et Hul i min Tilstand. – Nu idag da jeg var sørgmodig i Forvejen, og endog begyndte at tro, at der intet Brev kom fra Dig (det er blevet sent, inden Postbuddet har nået vor Dør), får jeg med dine Ord to Hjobsposter: dine Lidelser i Tænderne og Udsættelsen af din Hjemrejse. Det første er forhåbenlig nu overstået, det sidste må, vil jeg ønske, blive godt for Dig og Ludvig. Stakkels Gut, han synes jo at have været uvel, og mulig er han syg nu, medens jeg skriver dette. Så må det være lykkeligt i dobbelt Grad for ham at have Dig hos sig. Jeg véd i egenlig Forstand så lidt om ham og hans Forhold, hvorledes han bor, når han er fri, hvad han tænker og vil, at når jeg prøver på at sende ham den Medfølelse, som står rede og rejsefærdig nok i mit Hjærte, så slår der mig Tomhed i Møde; Du har villet udsætte at give mine Forestillinger om ham Form og Indhold, til Du kommer hjem, sålænge må jeg nøjes med at give ham en Deltagelse, der er at ligne med en Båd uden Årer og Sejl. Nå, han mærker ikke, at der mangler noget, det er kun mig, der har denne Følelse, og måske er det dumt af mig at tænke på, at jeg mulig kunde have været med i Indtryk, der har så lang en Vej at gå som fra Bergen til København. Det vil jo altsammen komme. – Jeg var altså til Frokost igår hos den finske Mand, en meget flot Frokost og livlig, men svært ungdommelig; uden for var det et gruopvækkende Regnvejr, jeg nåede akkurat pr Sporvogn at komme hjem og hvile en halv Time, inden jeg atter pr Sporvogn begav mig til Middag hos Bramsens. Der var With, Bendix og Aage Bramsenk1408 – et Menneske, jeg tror er bravere end de fleste – der var meget hyggeligt. Vi talte næsten ikke om andet end Politik, i fuld Samstemning og i megen Alvor. Jeg skal hilse Dig overordenlig hjærteligt. Vi fire Gæster gik tidlig derfra til Generalforsamling i Studentersamfundet. Der var Rygter i Omløb om, at Politiet skal have Ordre til at forbyde Samfundets Møder. Forsamlingen sluttedes netop som vi kom, der havde været en Forhandling, som bl.a. havde drejet sig om Regeringens Planer, der utvivlsomt er vidtgående revolutionære, og da man så på ny samlede sig om Bordene, kom der en Diskussion i Gang, som gav mig den Sørgmodighed, der fremdeles ligger i mit Sind. Ikke at der faldt tomme eller letsindige Ord, tværtimod, ikke heller at Stemningen var forknyt, langt fra, men Hjælpeløsheden lå som en hemmelig Sot i alt hvad der blev sagt og tænkt. Det eneste Holdepunkt for et Håb om Forbedring i Tilstanden var den Foragt for vore Førere på Rigsdagen og i Pressen, som utvetydig gav sig til Kende. Men ikke en af dem, som skulde være med i en Handling (hvis der var nogen sådan) fra Ledernes Side, var der for at give en blot foreløbig Anvisning, eller for at prøve Stemningen, eller for mulig at lægge en Spire, der kunde gro, eller for hvad som helst andet, der tydede på, at der et eller andet Sted var en Aftale, en Plan i Gære, et Forsøg under Overvejelse, som skulde have Støtte fra dette Samfund, der kunde bruges til så mange gode Ting. Jeg talte – og denne Gang ikke ilde – ud fra min Følelse af, hvor elendigt alt stod til, andre søgte at påvise, at Demokratiets Kraft til at stå imod endnu var i Behold, men alt i alt var man uhyggelig tilmode, ikke én dristede sig til at pege ud i nogen bestemt Retning, at dér gik Vejen. Jeg lå længe vågen i Sengen, skønt Klokken var 2, inden jeg kom hjem. Jeg fulgtes med Rubin her ud på Østerbro, han bad mig komme imorgen Aften. Jeg venter With idag til Middag. Jeg er overmåde dårlig oplagt til at høre netop nu på hans private Småsorger, det er derom at han vil tale med mig, er jeg vis på – han skal min Sandten til Gengæld få mine at vide: at jeg ikke ret øjner Måden, hvorpå jeg skal komme denne og de følgende Måneder igennem med Penge. –
Nu min elskede, jeg skriver formodentlig ikke mere idag – om et Øjeblik kommer With. Hvis der ikke er noget fornøjeligt i mit Brev, så er jo Tiderne heller ikke dertil, og Udsigten til fremdeles at sidde alene her nede har ikke opmuntret mig. Jeg har ikke sagt, hvor ondt det gør mig for din Tandpine, tag da nu min inderligste Beklagelse. – Der kom With!
Klokken 9 Aften
Det gør mig ondt, hvad jeg sagde af Gnaveri på With. Han kom med en virkelig Bekymring. Nu lige som alt med hans Udnævnelse til Embedet ved Havnervæsenet skulde synes at være i Orden, viser der sig en Sky, der ikke umuligt kan blive til et Uvejr, som kaster det hele overende. Han har Grund til at tro, at hans Forbindelse med «Politiken» er blevet draget frem i Ministeriet, og at det kan koste ham Stillingen. Han er imorgen tilsagt til Møde på højst påfaldende Måde. Endnu håber han naturligvis at kunne klare for sig, idet der rimeligvis er rejst den forkerte Beskyldning imod ham, at det er ham, der har redigeret «Politiken»s «Brevkasse», hvori der for nylig stod et Svar på et Spørgsmål, som har givet Anledning til Sagsanlæggelse mod Hørup for Majestætsfornærmelse.k1409 Det kan han jo let frigøre sig for. Men så har han under alle Omstændigheder fået den farlige Begyndelse i sin nye Stilling at gå dertil med en Advarsel; hans nærmeste Chef er ivrig Højremand. Og hvis det nu ikke er denne Enkelthed man vil spørge ham om, men om hans Sindelag, hans politiske Overbevisning i det hele, så står han der. Usandsynligt er det slet ikke, at man blankt og bart nægter at ansætte en Venstremand. I denne Tid må man være forberedt på alt. With er nu gået, han følte sig uoplagt til at blive, og jeg holdt ikke på ham, jeg var selv tung til Tanker. Jeg trængte for øvrig så skrækkelig til en lille Lur efter Bordet. Natten har jo ikke været rig på Søvn. – Jeg har luret, og det har hjulpet meget. Min elskede, Du må være overbevist om, at jeg naturligvis finder det fuldt begrundet, at Du på denne Årstid ikke går med «Akselhus», når det virkelig er så slet et Skib som Du siger. Jeg synes for Resten, at jeg husker noget om, at et gammelt «Akselhus» strandede for et Par År siden, og at der kom et nyt i Stedet; men det véd Du naturligvis bedre i Bergen. – Jeg har ikke været hos Feilbergs med din Hilsen, for jeg mødte Doktoren forleden, til hvem jeg meldte, hvad Du vilde have sagt. – Jeg talte et Øjeblik Dagen efter Attentatet med Fru Knutzon og Bertha på Gaden, gamle Fruen var i synlig godt Humør og befandt sig vel, det var med en Spøg at Estrup-Affæren blev nævnt. Det forundrede mig. Vi blev afbrudt, og jeg måtte blive ved min Forundring. Jeg tror endog, at Bertha sagde, at Søsteren havde sagt, at det eneste hun beklagede var, at Fyren havde skudt så dårlig. – Der er vanvittig Raseri i Højre. Idag er der et Fanetog til Estrup, jeg hørte (for lukkede Vinduer) deres Hurra, de Knægte. Estrup bor dér, hvor Grønningen hører op eller begynder, som Du vil, dér på Toldbodvejen. – Min elskede Ven, nu har jeg haft Johanne herinde og sagt, at min Stue skal gøres ren imorgen. Selv vil jeg besørge Bøgerne. Tænk med Medlidenhed på mig! Og nu er der Regnskabet.
Din Erik
Hils Ludvig og Augusta!

311. Amalie til Erik

Bergen mandag eftermidg 26de oktbr. [1885]
Du med dit lange, elskelige brev, som jeg fik lørdag eftmdg. Jeg havde været ude til middag, og kom hjem med et svagt håb om i løbet af aftenen at få brev fra dig, så medetsamme jeg kom i døren, så jeg den grå konvolut ligge og smile til mig. Det havde forresten kostet 24 øre for det var til dobbel porto. Så godt som du har holdt mig à jour med alt hvad du har foretaget dig i denne tid, hvor jeg har måttet undvære dig! Jeg elsker dig for dine breve, og for alt alt andet. Jeg havde tænkt at begynde på et brev til dig straks lørdag aften, men kom så sent op på kvisten, at det blev umuligt. Så havde jeg håbet på at komme tidlig op søndag, men da jeg var klædt kom her visitter, og så kom Ludvig og hentede mig til turen op i Kalvedalen, vi skulde nemlig hilse på Knudtzons og så på Damsgård til middag hos Helmich Janson, hvor vi havde det udmærket hyggeligt. Han er så elskværdig som vært det menneske, jeg kan ikke sige hvor jeg befandt mig vel der på det gamle, gammeldags herresæde hvor jeg har været så meget i gamle dage og boet der om sommeren, og hvor der så at sige er minder i hver en krog. Jeg blev så rørt ved at se gamle Anne, husholdersken, hun har været der i 25 år, jeg har sét hende der alle mine dage, nu styrer hun for Helmich der er bleven ejer af det prægtige sted, og bor der de 6 måneder af året. Hun kom mig så hjærtelig imøde og sa: ja, det hjælper ikke, jeg må få lov at omfavne dem. Det er rigtig et fænomen af en husholderske, fin, nydelig og prægtig. Da gamle fru Janson døde, fik hun et hus til forærings med fuldt udstyr af alt muligt hvor hun bor om vinteren, når Helmich er i byen og Damsgård står lukket. Hvor jeg ønsket du havde været med derhenne; vi talte ofte om dig og om at du skulde været med. Så gik vi i teatret om aftenen, Helmich havde taget en loge, vi så Bagtalelsens skole,k1410 og fornøjet os fordi vi var i humør. Der er så mange flinke herrer ved Bergens teater, rigtig dygtige skuespillere, men det skorter fælt på damer; igår spilte ikke fru Hejberg og skjøndt hun langtfra er nogen stjerne, er hun dog den eneste det går an at se på, alle de andre er mere eller mindre umulige og vederstyggelige subjekter. Efter teateret var vi på kneipe og spiste aftens, og da jeg så kom hjem havde Augusta cigarer og vin på kvisten, så det blev ikke af med skrivningen, da heller. Ludvig var så bedårende sød i hele går, han smilte og strålte i et væk, det er så morsomt at se hvor glad han er over at jeg er her. Han bare kvier sig for at jeg skal rejse og siger han tør ikke tænke på det. Idag har jeg været ude ærinder og hos tandlægen, kom sent hjem til middag fik en altfor lang middagslur på sofaen, blev hæftet af en dame, der var her for at hilse på mig, og kom som sædvanlig forsent til min skrivning. Det blir ikke noget ordentlig idag heller. Nej du er gutten sin som skriver sådan nu og da, – Se der kommer brev fra dig ind gjennem døren og en «Politik». Tak du elskede! Jeg har akurat åbnet det og set flygtigt igjennem det. Jeg tør ikke læse det ordentligt for jeg har som sædvanlig bare nogle minutter til min rådighed. Jeg så dog såpas at Johanne havde gjort soveværelset istand. End dit værelse da? Skal ikke det også tages? Det må hun endelig for det blir så fælt, straks at måtte begynde og ture med alle dine bøger. Lad det endelig være gjort til jeg kommer, er du sød og snil. Jeg tænker stygt på at rejse nu på fredag;k1411 der går et andet skib, som efter hvad jeg skjønner er nokså hurtigt, Acturus heder det nok, og så er der det gode at på fredag er der endnu sidste kvarter tilbage af månen, og det er så dejligt med de 3–4 timers lys om nætterne, for det kan godt hænde det blir en styg tur nedover. Venter jeg til næste fredag er det bare ballende mørke at vente og så ligger vi sandsynligvis over om nætterne, men Christiansund er et godt skib og kaptejnen så snil og hyggelig og dertil nu en gammel bekjendt og stuerten som var vor højre hånd på opturen vilde også være det på nedrejsen. Idag er det forresten efter det mest strålende og stille vejr blevet storm med regntykke, og holder dette ved, venter jeg sikkert til næste uge. Ak om du var her til at råde mig. Det er så væmmeligt at være så ubestemt. Og så er der jo Ludvig, og Jakoba og Augusta, som siger de ikke kan holde ud at jeg alt rejser. Ludvig er flyttet i et nyt logi idag. Imorgen skal jeg ind og tale med den gamle, pene enkefru han skal bo hos, og se på hans værelser, han bor sammen med en ven, en udmærket brav fyr, og så lejer de to værelser sammen med en alkove. Imorgen skal vi spise hos Knudtzons, Ludvig og jeg. Baily siger at Fredrik ikke er gift. Men nu farvel min søde, elskede nu står Trå[?] og siger at han ha brevet.
Din Amalie. –

312. Erik til Amalie

Tirsdag den 27 Oktober [1885]
Min kære Ven, jeg sidder med et Brev fra Dig, kommen i rette Tid, kommen som jeg ventede det – og dog, jeg kan ikke hjælpe det, jeg er ikke glad. Er Du helt vis på, at Du ikke forsømmer mig en Smule? Du tror, at når Du er hos mig igen, vil Du give mig alt det, som Du nu ikke har Tid til at fortælle i dine Breve. Det vil ikke ske, for Du har glemt at give mig Stikordene, jeg har ingen Evne til at spørge. Idag har jeg fået lidt at vide om Ludvig, fordi jeg i mit Brev havde spurgt. Men hvor skal jeg ellers få alt det andet at vide fra? Det er ikke vigtigt. Å nej. Er det vigtigt hvad jeg fylder mine Breve med? Volder det Dig dog nogen Glæde? Måske. –
Igår var det den store Rengøringsdag. Jeg sled med mine Bøger, jeg sled med meget andet. Men tænk Dig, da Johanne kom med Gulvtæppet, så jeg for det første, at hvis den Slyngel, som i Vår fik Betaling for at banke det, overhoved har rørt ved det, så var det under alle Omstændigheder så slet gjort, at det nu umuligt kunde lægges på Gulvet, Snavset dryssede af det, og der stod en Støvsky om det ved enhver Berøring. Så sendte jeg Johanne i Gården med det. Hun fik det groveste af. Men dernæst da det skulde bredes ud, var det sprængt og laset i en Grad, som gjorde det aldeles ufornuftigt at lægge det på. Efter nogen Overvejelse rullede vi det da sammen igen, og Johanne pratede en Del om, at Madam Madsen måtte kunne reparere det; det var kun at skære det igennem på Længden og så sy sammen igen. Jeg har ikke megen Lyst til at give denne Madam det, hun skærer formodenlig Halvdelen bort, sådanne Stumper Gulvtæppetøj er sikkert meget anvendelige i en lille Husholdning. Men det ender formodentlig dog med, at hun får det efter en alvorsfuld Formaningstale fra mig om at gå omhyggelig til Værks. Hun Madamen vasker idag sammen med Johanne. Jeg har her handlet imod dit Påbud. Men det forekom mig, at der af Gardiner og andet var så meget, at det omtrent blev som sædvanligt, og for så at få Ende på det gav jeg Lov til at bestille Væsenet. Johanne har stor Tilbøjelighed til at anvende Harefoden, når hun gør rent, jeg stopper hende og lader hende gøre om igen, det tager Tid – Du må da ikke tro, at jeg – uafhængig af Gulvtæppet – betragter hende som færdig i min Stue? Hun skal t.E. have alle Puder osv. i Gården igen, og Dørene – å, og Gulvet, nå! og Voltaire,k1412 hm, og Vinduerne, pyt! Men så er det rasende ærgerligt med Svar om, at det er umuligt, hun er ikke færdig med Vasken. – Midt i Roderiet kom With for at fortælle mig, at alt var i Orden, der var intet farligt sket, den Tilsigelse, han havde fået, betød kun, at Ministeren havde ønsket, at han personlig skulde fremstille sig for ham, inden han fik Embedet. Så er altså han nu forsørget, og glad er han!
– Det falder mig ind, at jeg har glemt at fortælle Dig, at Johanne naturligvis, som jeg forudså, ikke købte Fisk i Fiskehuset. Vupti en Dag var hun afsted nede på Gaden da han, Brøleren, råbte, og kom stolt triumferende tilbage med en svær Torsk. Tilfældigvis havde jeg mærket hendes Forsvinden og greb hende på fersk Gerning. Det vil sige, at hun var nede for at købe Fisk, havde jeg dog ingen Anelse om, og kun at jeg så hende komme med Dyret, gav mig Visheden – havde jeg ikke været hjemme, havde hun formodentlig bundet mig en eller anden Historie på Ærmet – nu tog jeg hende altså. Men hun var aldeles ikke forbløffet. «Jeg har jo udtrykkelig forbudt Dem at købe Fisk hos denne Mand.» «Jamen denne fik jeg for 80 Øre, sikken Ryg den har, på Fiskehuset havde jeg ikke fået den for 1 Krone.» Unægtelig Torsken så fortræffelig ud, som den lå der slagtet på Fadet, og dyrt var det Fiskehus. «Naturligvis var den død, længe før De fik den.» «Gud, den var spillevende og sprællede da den blev slagtet.» Jeg var afvæbnet. Da jeg kom ind i min Stue, måtte jeg le hjærtelig, hun gør så skam ikke en Snus andet end hvad hun selv vil. Den Fiskesuppe og den Gratin, hun så lavede, var imidlertid virkelig fortræffelig, det får blive vor Trøst.
– Efter Bestemmelsen var jeg igår Aftes hos Marcus Rubin. Han havde skrevet en Artikkel til «Politiken», som han var ret opfyldt af.k1413 Den havde Næb og Klør, og han havde sat sit Navn under, det er første Gang han skriver offenlig om Politik, og riskerer [sic] han end vel ikke sin (kommunale) Stilling derved – navnlig fordi hans Borgmester i meget er enig med ham – det er Borgm. Hansenk1414 – så rokker han dog ved den. Og så troede han til syvende og sidst på, at hans Ord skulde få Betydning, gøre Indtryk på en eller anden af de indflydelsesrige. Rubin er jo meget kendt og meget anset, også i Regeringskredse. Nous verrons! Jeg sender Dig Artiklen. Vi havde talt så meget om den igår, at da jeg imorges læste den, gled Virkningen ud for mig. Jeg vil læse den om nu. – Jeg har læst den og synes godt om Artiklen. – Igår faldt der Dom ved Højesteret i den såkaldte Askov-Sag, der drejer sig om en Protestskrivelse, som et ret betydeligt Antal grundtvigianske Præster har tilsendt Scavenius som Svar på en Tilrettevisning – en «Næse» – han har ladet tildele dem for, jeg husker ikke længer hvilken Adresse, de havde indgivet til Rigsdag og Regering. Dommen lød på Frifindelse. Det er en betydningsfuld Sejer i Øjeblikket for den personlige Friheds Sag, man vovede ikke at håbe, at Højesteret vilde gå imod Regeringen. Octavius Hansen var de Anklagedes Forsvarer, og det skyldes uden Tvivl ham for den væsenligste Del, at Udfaldet blev som det blev. Jeg har idag sendt ham en Lykønsknings- og Takskrivelse. Sagen har Betydning udover hvad den i og for sig drejer sig om. Højesteret udgør den ene Halvpart af Rigsretten. Er Højesteret i Sandhed en af Regeringen uafhængig Domstol, er der endnu Håb om ad lovlig Vej at kunne ramme Ministeriet Estrup, jeg mener ad fredelig-lovlig Vej. Og dernæst er der alle Skattenægtelsessagerne,k1415 som man også påtænker at bringe for Højesteret. Under alle Omstændigheder er der her givet Ministeriet en Advarsel, som har praktisk Betydning. Regeringen sidder endnu og ruger over de provisoriske Love, den agter at udstede – den får dog rimeligvis nu vare sig. – Fra Mama skal jeg hilse Dig. Hun sidder nu oppe fra Kl 11 til 3 og går fra sin Seng ind til sin Stol i den anden Stue. Hendes Hoste varer ved, men den er blød og angriber ikke hendes Almenbefindende. Du véd, at hun nu beboer de to Værelser til Gården. Mama taler ikke til mig om politiske Sager, naturligvis; men idag kunde hun dog ikke bære sig for at spørge, hvad jeg mente om den Ulff-Hansenske Sag.k1416 Ulff H. har i Søndags været anholdt af Politiet (med adskillige andre) fordi han under Højres Fanetog til Estrup har pebet og råbt «Ned med Estrup!». Tingen har ikke Spor af Vigtighed, men jeg kunde mærke, at Mama i den så noget meget forskrækkeligt. Naturligvis lo jeg ad det hele og fremholdt Oct. Hansens Sejer i Askov-Sagen, som Mama – det er betegnende – ikke vidste noget om. Der har også været en Dame anholdt, Alfr. Christensens Kæreste, besvogret med Breinholdts,k1417 Du véd. Han var samtidig til Ungdomsmødet i Høve,k1418 som står omtalt i det Nr af Avisen jeg sender Dig. Ja hendes Sag er også omtalt der. – Skriv nu med lidt mere Tid og glæd din tålmodig ventende Mand.
Din Erik

313. Erik til Amalie

Fredag den 30 Oktober [1885]
Idag har jeg fået dit søde lille Brev fra Mandag. Jeg trængte til det – kunde have haft godt af endnu mere. Jeg har i de sidst forløbne Dage ikke skrevet. Humøret var ikke særdeles langt fra Nulpunktet. Nu får Du til en Forandring nøjes med en Hilsen. Mulig bliver dette jo det sidste Brev Du modtager fra mig. Så vidt jeg har kunnet opspore afgår der kun Post til Bergen Mandag Onsdag og Fredag, og så når et senere Brev Dig forhåbenlig ikke. For på Fredag, idag 8 Dage, rejser Du da vel.k1419 Eller vil også en eller anden Hindring da holde Dig tilbage, t.E. Uvejr? Hvorfor ikke. På denne Tid af Året går der vel næppe nogen Uge hen uden et eller andet Slags Uvejr. Indlagt sender jeg Dig nogle Brevskaber som formodentlig vil interessere Dig, de to må ikke forkommes. Hvis Du synes dette er et dårligt Brev så kom hjem og kys mine Sorger bort. Hils Ludvig kærligt fra mig og venligt de andre.
Din Erik



1886

1886 er langt det «fattigste» brevåret i hele samlingen; det finnes bare ett brev, skrevet fra Erik til Amalie 13. juni. Anledningen var Studentersamfundets pinsetur med dampskip fra København til Horsens, hvor bl.a. Georg Brandes var med og skulle holde hovedtalen til studentene og de jyske bøndene (se Jørgen Knudsen: Georg Brandes. Symbolet og manden 1883–95. Bind I. s. 154-7). Talen var en stormende seir; det kom tusener av tilhørere (alt fra 5000 til 10000, iflg. de forskjellige avisene), og Erik var med for å skrive en rapport om møtet. Han var borte bare et par dager; mer nådde han ikke å skrive. Etter besøket i Horsens reiste han til Åbenrå, hvor han deltok i politikeren J. P. Junggreens begravelse.
Fra Amalie hører vi ikke i 1886. Hun skrev ellers flittig, og fikk to lengre noveller trykt det året: «Bøn og anfægtelse» i Tilskueren i mai, og «Knut Tandberg» samme sted i november-desember. Hellemyrsfolket må også ha begynt å ta form; de to første delene av verket skulle komme året etter.

314. Erik til Amalie

Vrønding ved Horsensk1420 13 Juni 1886
Min søde Amalie
Jeg har et Par Minuter, hvori jeg kan skrive og jeg håber at kunne få Brevet besørget så tidlig til Horsens, at Du får det imorgen. Vi har haft det hidtil fortræffeligt, en udmærket Overrejse mellem unge glade Mennesker, en god Modtagelse i Horsens og nu et Ophold hos en Bonde af første Rang. I Horsens spiste jeg hos en stor Bogtrykker selvfjerde Samfundsgæst, hvor Fruen var aldeles modbydelig – halvung, «pikant», oven i Købet af Hjertet højresindet, det vil sige snobbet – det var ikke morsomt, men her ude på Landet er alt godt. Brandes og jeg er dog kommet sammen. Vor Vært er af den Beskaffenhed at Brandes uden at forandre det allerbitterste i sin sædvanlige Form gør megen Lykke og selv synes at han ikke kunde ønske sig noget bedre herovre. Vi har hver sit lille Sovekammer, hvor en umådelig Søsterseng gemmer os i sin lune Favn, når Natten kommer. Jeg har i Nat så godt som uafbrudt drømt om Dig afvekslende godt og ondt. En Tid af Natten har jeg endog lidt så meget, at det tog Tid for mig at komme til mig selv igen, enten græd jeg virkelig i Søvne eller også har jeg kun drømt det. Jeg var ofte vågen. Fra min Vært, og med Smil og Nik også fra hans trivelige Kone – hun er tilfældig så hæs, at hun næppe kan tale – skal jeg hilse Dig og sige, at det vilde have gjort umådelig Lykke her ude på Landet, om alle vi, der havde Koner, var kommet med dem. Vist er det, at her vilde Du have befundet Dig vel. Rejsen måtte dog have været ordnet anderledes, skulde vi have haft Damer med os. Skibet fra Kallundborg var en ynkelig Skude og på det skal vi imorgen Nat tilbage! Det bliver en elendig Nat, der er ikke Tale om at kunne komme til at sove ja formodentlig ikke engang om at komme under Dæk. Nu kører Vognen frem til det egentlige store Møde, der holdes halvanden Mil herfra i en Skov, det siges, at der kommer 3–4000 Bønder allevegne fra;k1421 men i det Fjærne tordner det, Himlen er overtrukken, vi får temmelig sikkert Regn, og i så Tilfælde bliver vi vel ynkelig dyppede. Brandes sidder inde og forbereder sig til en formidabel Tale, der skal give de gode Jyder noget at tænke på. Han vil sige sin Mening men må naturligvis i den Anledning forberede sin Mund, at han ikke skal løbe lige lukt i Politiets Klør. Imorgen er der Fest med Bal i Horsens, dertil er vi atter indbudt hos Bogtrykkeren med den modbydelige Kone. Det vilde jeg nu gerne slippe for. Kan jeg på nogen Måde slippe, lister jeg tidlig ned på Damperen for om mulig at sikre mig en Liggeplads. Brandes rejser hjem over Land, det synes jeg ikke går an for Bekostningens Skyld.
– Nu håber jeg at Du får dette Brev imorgen, og at det træffer Dig sød og snil og vel til Mode. Jeg har unægtelig haft den Tro, at når jeg først var afsted, vilde den gode Ro slet ikke være Dig så uvelkommen efter al den Turen vi har haft for i den sidste Tid. Men mulig har Du slået Dig løs med Bramsens eller på anden Måde. Noget spændt er jeg på at få at vide hvad Pintsedagene har bragt Dig. – Så nu regner det allerede! Dér er «vor Mor» med Kaffe og Kage. Hils With! Jeg drømte også om Augusta i Nat. Du og hun var sammen i et Værelse og uden for kunde man høre jeres muntre Latter, især hendes.
Farvel min egen dyrebare Ven
Din Mand Erik



1887

Det er bare en meget kort periode i 1887 som blir dokumentert i Amalie og Eriks brev til hverandre: 15–19. mai, da de når å skrive ti brev i løpet av fem dager. Begivenhetene de dekker er ganske dramatiske: Amalie fikk høre, sannsynligvis fra sin bror Ludvig, at det gikk aldeles galt med hennes sønn Jacob i Kristiania. Hun reiste hals over hode til Norge de hadde egentlig slett ikke penger til reisen, og Erik måtte pantsette sitt kjede for å betale billetten og fant at den nå 20-årige gutten var arbeidsløs, hadde solgt sine møbler og pantsatt sitt ur, lånt og tigget penger og ranglet dem opp. Han var ganske skamfull og fremdeles god på bunnen, skrev hun og hun fant ingen annen utvei enn å ta ham med seg tilbake til København, hvor han kunne bo hos dem, komme seg på føttene igjen og lære livets alvor. Eriks rørende omsorg for Amalies sønner kommer klart til uttrykk i disse brevene; han kunne godt huske fra sin egen oppvekst hvor lett det er for en gutt å komme på gale veier, og ville gjøre alt han kunne for å hjelpe. Amalie fikk aldri føle at hennes sønner var uvelkomne hos hennes nye mann.
Mens Amalie var i Kristiania, hentet hun 200 kr fra Huseby, sannsynligvis for salget av Constance Ring, som han hadde utgitt i kommisjon; i 1887 utgav Huseby også hennes pamflett Om Albertine, et forsvar for Christian Krohgs bok. Senere samme år skulle Sjur Gabriel og To venner komme ut hos Salmonsen i København, i henholdsvis september og november. Akkurat i disse dagene mens Amalie var i Kristiania ble Erik ferdig med sitt kapittel om Sønderjylland, og fortsatte ellers som teateranmelder i Illustreret Tidende.

315. Erik til Amalie

Søndag Morgen den 15 Maj [1887]
Min kæreste Amalie jeg sender Dig blot et Par Ord – der er heller ikke Tid til mere – som en Hilsen Du skal have så snart det er muligt efter at Du er kommet til Kristiania. Når du får Brevet, har Du forhåbentlig allerede talt med Jakob og dannet Dig et Skøn om Guttens Tilstand. Jeg tænker mig, at Tingen er bedre nær ved end på Afstand.
Det er det dejligste Sommervejr, men jeg agter at holde mig urokket hjemme, så antager jeg, at Artiklen idag kan blive færdig. Jeg har købt noget simpelt Tobak som jeg lugter forfærdelig op med i Stuerne. Men jeg tænkte, at det måtte kunne gå nu, da jeg er ene om Nydelsen. Igår da jeg gik hjem blev jeg stoppet af Gotfred Rubin fra Haven,k1422 da jeg gik forbi, og jeg slap ikke, jeg måtte et Øjeblik inden for. Han gik der med sin Stolthed og Fryd den store og kønne Søn. Uheldigvis var samme Søn lidt gnaven, og i hans Lydighed synes der at kunne komme Huller – for Resten en sød Dreng. Til al Uheld skulde han netop da jeg var der, blive greben i sin første (?) Usandhed. Det tog en forskrækkelig Tid for Faderen at komme denne Katastrofe igennem. Jeg var ikke umådelig snakkelysten og længtes efter at komme hjem for at bestille noget. Nå, jeg fik Figen og Sukkerstads fra Caen, og begge, jeg mener Ava – Fruenk1423 med og først, bad mig på den hjærteligste Måde om i min Enkemandsstand at spise med dem Kl 6, når jeg havde Lyst. Jeg antager at jeg gør det. Jeg kan jo gå efter nogle Timers Forløb. – Idag har Carl Madsen skrevet en Artikel om Kroghs Billede i Politiken,k1424 jeg har ikke læst den, jeg ser blot, at han råder alle Venner af Kunst til at tage over til Malmø i denne Uge for at se på Billedet. Får jeg Råd gør jeg det. Husk at Du kan købe Politiken i Kristiania i Aviskioskerne.
Jeg blev ringet op af Mælkemanden imorges Kl 8 og skal nu ud på min Morgentur. Jeg sender Dig de kærligste Hilsener min Ven og har bestandig Dig og dit Togt i Tankerne. Kom så snart Du kan tilbage med eller uden Jakob, det er ikke hyggeligt at gå alene om her nede
Hils din Broder og Jakob
Din Erik

316. Erik til Amalie

Søndag Kl 11 [15/5/87]
Jeg har sendt Brev afsted men Anna som jeg lod gå med detk1425 fordi jeg vilde læse lidt i Politiken før jeg ret gik ud, har så vidt jeg kan forstå lagt Brevet i en Postkasse, som ikke bliver tømt i rette Tid. Derfor kun disse Par Ord til Hilsen. Jeg skriver den hos Nimb Dampskibet går om et Øjeblik.k1426 Jeg tænker på at nu får Du jo 17 Maj med.
Hils Jakob og din Broder! Du må altså høre efter Brev også Tirsdag
Din Erik

317. Amalie til Erik

15de maj [1887]
Ombord i Dronning Louise
Jeg kom hertil imorges kl. 5k1427 og har siden den tid ikke blundet. Kaptainen bankede da på min dør og sa der var Dampskib til Kristiania et kl. 7 imorges og et kl. 4 eftermiddag. Jeg bestemte mig straks for at rejse med det sidste, da det gik direkte, det andet derimod indom en masse steder. Jeg blev liggende i køjen til ½ 10, stod så op klædte mig på og gik i land; rendte om i gaderne for at finde 2dra Langgaten, kom tilsidst op i en sporvogn og frem til no. 40. Men frøken Aakermarkk1428 var ikke hjemme, jeg fik bare tale med en idiot, (hendes bror) som sa hun sikkert kom ned til Dampskibet for at hilse på mig. Så søgte jeg op Hedlund,k1429 havde nogen møje, kom atter i sporvogn, og fandt huset. Hedlund ikke hjemme; fruen tog imod mig i entrén og sa at jeg dog alligevel måtte «komma innanfør et øgonblik». Der sad jeg så i en time og vaste om alverdens ting, segnefærdig af sult. Kl. var bleven ½ 1 og jeg havde intet smagt siden imorges kl. ½ 6 da jeg forlangte en kop kaffe. Men den trompete konen, fru Hedlund bød mig ikke engang et glas vand. Hun enten generer sig, eller er ugjæstfri. Jeg husker sidst at det var ham som forlangte aftensbordet tidligere dækket for min skyld, hvorover hun syntes at bli forundret, men var forresten svært venlig og villig. Hedlund var på landet; talte altså ingenting om vore affærer. Så gik jeg og søgte ned igjen på Louise, hvor jeg nu sidder i kaptejnens kahyt og skriver. Han har git mig denne klat papir, fordi han ikke havde bedre. Alle mennesker, uden undtagelse går med salmebøger i hånden her. Og det blir ved uafladelig; ligetil jeg kom ned fra Hedlund mødte jeg ingen uden salmebog.
Her har været en afbrydelse på et kvarter, såsom jeg var nede og bestilte den bif jeg havde spist. Nu er kl. snart to og kl. 4 skal vi gå først. De andre passagerer som skulde til Norge, rejste med toget imorges. Fra og med 15de maj går det lige til Kristiania hvor det ankommer om aftenen kl. 9. Altså havde det ikke været så galt at rejse med det. Men jeg regnede ud, at jeg vilde få en højst forfærdelig nat ved at være i Xania, vide mig tæt ved gutten og ikke få fat på ham. For det vilde der vel været liden eller ingen udsigt til, når jeg kom så sent. Og derfor valgte jeg at bli. Ombord, mens skibet går, sover jeg dog altid lidt idetmindste, men en nat i Xania under en sådan spænding vilde været total søvnløs. Forresten var min søvn højst mangelfuld og utilstrækkelig og urolig inat, som var. Der var så mange småting jeg vilde fortalt Dig, men jeg er bange for at trætte og kjede Dig, bange for at det udtryk (som når Du lægger hodet påskjæve og ser ud som en martyr), skal komme på Dit ansigt, mens Du læser dette. Jeg tænker så meget på vort sidste sammenstød. Jeg er bleven som et andet menneske siden, ikke bedre, ikke værre, men en anden. Du vil nok med tiden, og snart mærke det. Jeg tror det vil bli roligere mellem os herefterdags – jeg mener, jeg vil bli roligere. Al min ret til nogetsomhelst er borte og jeg føler en trykkende genance for Dig. Det er deri forandringen består, jeg er bleven til en, som generer sig for Dig. «Min form» som Du kaldte min tankeløse måde at være og sludre på, vil ikke bli som tidligere. Aa, hvor jeg nu forstår at det måtte trætte og kjede Dig; jeg begriber bare ikke min egen mangel på evne til at gribe den rette forståelse af det, for Du la jo dog ikke skjul på hvordan Du havde det. Og jeg forstod det også på en vis, men ikke som nu, det er som jeg ser 1000de ting i elektrisk belysning – uf ja, jeg generer mig og vil vedblive med det, indtil jeg sålænge har været anderledes at jeg selv har glemt alt. Med alt mener jeg hvad der har været imellem os af godt og ondt af kjærlighed og bitterhed i disse år vi har kjendt hinanden. Det er utroligt hvorledes det forbigangne er blevet forbigangent. Du og den Erik Skram jeg traf, er to personer og jeg og mig er to personer, og de årene siden vi såes først er et færdigt afsnit af mit liv med en stor sort port for.
Nu kan jeg kalde Dig Erik – det er synd at jeg ikke før kunde – det lyder så pænt, Kjære Erik, min kjære Erik –
Og midt under alt dette er jeg så gjennemtrængt af taknemmelighed mod Dig for sådan som Du har været i denne sag med Jakob. Alle de bedste adjektiver slår ikke til og derfor vil jeg bare sige; du har vist Dig som en bra kar. At Du pantsatte kjæden Din igår, rører mig så jeg næsten græder.
Jeg sender Dig disse ti kroner tilbage. Jeg behøver dem ikke.
Hvis Du vil skrive så er min adresse: Sidsel Aanruds hotel garni hjørnet af Store Kongensgade.
Jeg vilde svært gjerne høre lidt fra Dig.
Din Amalie

318. Amalie til Erik.

Under fart Mandag formiddag kl. 11. ½. [16/5/87]
[Skrevet på papir merket Ångfartyget Skandia]
Min kjære Erik, her er jeg altså endnu, og kommer først til Kristiania kl 4 à ½ 5 i eftermiddag. Jeg, som var så glad over at skulde med dampskib, jo det er gåt godt. Den guderne vil styrte i fordærvelse, gjør de først blind. Mig har de gjort sanseløs, for på anden måde kan jeg ikke forklare, at jeg ikke tænkte på den mulighed at få tåge. Jeg, som dog har været ude for den ulykke før, flere gange. Hvis det blot var dukket op som et glimt i min erindring eller forestilling det om tågen, så var jeg tat med jernbanen. Nu siger kaptejnen at det er første gang i år, det har passeret ham. Tågen plejer jo også ellers at høre høsten og vinteren til. Jeg læser så meget om Nemesis, hvis det er Nemesis som er ude efter mig, så er den straf hun gir mig for mine synder, ikke mild. Fra igåraftes kl. 11 har vi ligget næsten komplet stille lige udenfor Kristianiafjorden. Til den tid gik det godt – Du husker jeg gik ombord eller kom afsted kl. 4. Nu, for lidt siden lettede det lidt, og vi begyndte at gå, men i dette øjeblik holder vi igen stille, – jeg kan se det gjennem skyligtet at skodden atter har væltet sig over os. Det om at komme frem kl. 4 ½ 5 var altså et fantasifoster. Vorherre må vide, når det sker.
Jeg er meget spændt på at erfare om mit brev fra Gøteborg med pengene i er kommet rigtig frem. Du så vel at Kjøbenhavn var påskrevet med en fremmed hånd. Det gik således til: I samme øjeblik, som jeg havde puttet det i posthusets kasse, husked jeg at jeg kun havde skrevet gadens navn. Jeg blev betuttet men tænkte: å ja, frem kommer det vel, for folk her ved vel at Østerbro Dossering kun kan være i Kjøbenhavn. Jeg begav mig altså på vej til skibet igjen, men blev urolig ved nærmere eftertanke, snudde, og gik bagvejen ind på posthuset, (portene på forsiden var alle låsede) og traf en funktionær, hvem jeg meddelte sagen. Han åbnede kassen tog brevet ud og lovte mig at sætte Kjøbenhavn på. Jeg håber nu at han både har gjort det og sendt det.
Men altså, her er jeg. At jeg ikke har det godt, vil Du vide uden at jeg siger et ord om det. Hvis vi var troende eller jeg var som i gamle dage vilde jeg sige: bed for mig. Nu går Ludvig der og tusser om efter mig,k1430 så opsøger han Jakob, og siger i det samme han ser ham: Har Din mamma været hos Dig? Jakob blir forskrækket og får vide det hele, lusker af, og kommer ikke mer tilsyne o.s. v.
Ja, det er at græmme sig over. Og så at tænke sig at jeg havde kunnet være der i god tid med toget imorges. Nu går vi igjen; om et øjeblik står vi atter stille. Kaptejnen har forlist et stort prægtigt dampskib på kysten i tåge for et årstid siden. Derfor er han endnu mere ængstelig.
Nu skriver jeg ikke mere ombord. Meningen er at sætte lidt til hvis jeg inden aften er i Kristiania, og lægge det i kasse der. Farvel så længe. Tænk ikke med vrede og bitterhed på mig, hvis Du kan la være. Der var meget jeg vilde sige i den anledning men jeg kan ikke.
Min kjære, kjæreste ven, jeg kom til Kristiania kl ½ 5, og traf min bror på stationen kl. ½ 8. Han kom først da, så for så vidt har jeg intet at angre på. Jeg er tat med i et privat hotel hvor Ludvig bor og plejer at bo: fru Stens pensionat Nedre Slotsgade. Hvis Du har addresseret [sic] et brev til et andet sted, gjør det intet for jeg går og spør efter det. Jakob har jeg ikke truffet. Mor og jeg gik sammen op i hans logi, men han var der ikke og pigen sa at han vist ikke kom hjem på flere nætter, da hans vane var sådan. Men imorgen siger Ludvig at han nok skal få fat på ham, på et af de steder han plejer at sidde. Jakob havde sagt i logiet og til mor at han lørdag rejste til Kjøbenhavn. Da mor spurgte om hvor han fik penger fra, svarte han: dem skriver jeg til Skram efter. Det er så ilde fat med ham, som det er muligt. Langt værre end jeg tænkte. Hans hele færd har i det sidste halve år været æreløs og skjændig. Hvad der skal gjøres ved jeg ikke før jeg har talt med ham. Når jeg siger æreløs og skjændig så mener jeg at han har levet af plattenslageri og løgne, ranglet op på en nat eller to de penge han har fået. Ludvig har fortalt mig mangfoldige ting som er onde at høre.
Imorgen når jeg har talt med Jakob skriver jeg igjen, og fortæller Dig omstændeligere alting. Nu er det sen nat. Ludvig og jeg har siddet her og talt i timevis.
Godnat min egen kjære ven.
Din Amalie

319. Erik til Amalie

Mandag den 16 Maj 1887
Min søde Pige jeg har modtaget dit Brev, men inden jeg svarer på det, er der forskelligt at meddele. Først da det, at jeg var tidlig oppe og ude. På Strandvejen mødte jeg Gaston.k1431 Ved at spørge ham om Madam Hansen, Du husker, der søgte os ved Frokosttid en Dag, kom jeg i Følge med ham, der var adskilligt at fortælle om hendes Anliggender. De var nok kun bedrøvelige. Så fortalte jeg ham, at Du var i Norge, og at det rimeligvis galdt om at finde et eller andet for din Gut at tage fat på her nede. Det blev en længere Tur sammen, og den endte med, at han spurgte, om jeg vilde spise hos ham på Onsdag, Tante Mathildes Fødselsdag, der kom en Kaptejn Axel Larsen,k1432 en gammel fælles Ven og hjemmevant på Rosendal. Det tog jeg gerne imod. Så hjem for at arbejde, naturligvis blev jeg igår ikke færdig. Frokost 11 ¼. Så fik jeg Brev fra Jakob.k1433 – Hvad skal jeg sige om det? Ja først da det min kære Ven, at jeg ingenlunde regner din Rejse for spildt, om end den ifølge dette Brev kunde have været sparet. Bl.a. vil Jakob dog måske deraf lære, at så let går det heller ikke an at tage på dem, man står nær her i Verden, som han hidtil har gjort, og dernæst får Du nu med egne Øjne set, hvad det er, der i Grunden har været ment med Brevene om Jakob. Og så kan Du og Jakob tale ud sammen, inden det nye begyndes, og forskellige praktiske Spørgsmål bliver så også afgjorte. Endelig har Du jo selv dine Formål i Kristiania, og Du får set din Broder og din Moder – to Personer, som også jeg nok vilde have foretaget Rejsen for at lære at kende. Alt i alt er det godt Du kom afsted. – Jakob, ser jeg, tænker kun på et Ophold for Sommeren. Nå, muligvis skal det ikke være længere, vi får at se, men det var dog nok klogest ikke at stole på, at Efteråret bliver bedre end Foråret har været m.H.t. Fortjeneste i Norge. – Så er der jo unægtelig det, som står mig for Hovedet, at Jakob har ranglet de Penge op, som han har havt – hvis det da er sandt – og nu til Rejsen er blottet. Pænere havde det naturligvis været, om han havde spinket og sparet og klaret, hvad der kunde klares, og når så Håb om Fortjeneste måtte opgives, havde tyet til os. Men Gutten er ung, og han véd ikke, hvor småt vi har det. Jeg tænker mig, at Du siger ham fuld Besked, og at Jakob kommer til at indse, at han står over for den ram rammeste Alvor, hvor det drejer sig om Mad i Munden og Klæder på Kroppen. Når dette er indset, bygger jeg på, at der står «din inderlig hengivne» under Brevet, for så er det et Kammeratskab, der begyndes, og så skal Gutten aldrig få et eneste ondt Ord at høre af mig om, at han har båret sig galt ad. Vil Gutten gøre Gavn frem efter, så findes det bagenfor ikke i mit Sind. Det vil jeg også bede Dig betænke, at når alt er sagt, og han vil frem og er god og brav, så er den store eller lille Fejl, han nu kan have begået, et intet for os, som der ikke kan rippes op i mere. Jakob skal forstå, hvad det drejer sig om og så være inderlig velkommen, vi finder nok på Råd. Han må ikke blive bange for at tage imod en Håndsrækning. Går det ikke med at finde en Levevej, så vi jo sige fra, men indtil Forsøget er gjort, holder vi sammen. – Så fik jeg en Idé. Jeg gik til Galschiøt og spurgte ham, om han havde noget imod, at Indledningen til «Slesvig» blev trykt særskilt og først i «Tilskueren», det var 100 Kr. at redde. Men desværre det havde han meget imod, og han antog også, at Philipsen havde meget derimod. Som en Mulighed antydede han, at noget af Indledningen senere hen på Sommeren kunde blive trykt i Illustreret Tidende. Men det var meget uvist. Den Indtægt tør jeg altså ikke bygge på. – Så gik jeg hjem og stødte undervejs på Rosenstand, der uheldigvis netop var gået ud for at finde et Menneske at tale med. Han fulgte mig lige til vort Hus, og da jeg letsindig spurgte, om han vilde se Udsigten fra vore Vinduer, sagde han først nej, han turde ikke præsentere sig for Dig med en Flip fra igår, og jeg i den Anledning følte mig forpligtet til at fortælle, at Du var i Norge, spankulerte min Sandten Mennesket med op og ødelagde mig to Timer med Snak, røg to Cigarer og drak en Flaske Øl. Dit Brev kom, medens han var her.
Min søde lille Pige det gik mig underligt ved Læsningen. Jeg så adskillige Ord, som vel ikke skal betyde noget godt, men jeg fik ikke nogen egentlig Forståelse af dem, så kom jeg til det Sted, hvor der står «Kjære Erik min kære Erik», og så brød jeg mig ikke om Resten. Min elskede Ven, brug de Ord og godt vil det være. Hvad det er Du ser i elektrisk Belysning, véd jeg ikke, kun indser jeg, at det ikke er min rolige uforandrede Kærlighed til Dig. Din «Form» elsker jeg, som mangt et Kys må have fortalt Dig, når Du har givet Dig din «Form» i Vold. Din Godhed er mit Liv – jeg har ikke andet – din Ømhed (når Du vil give mig den, hvad der er mindre hyppig end Du mulig aner) den eneste Lykke jeg har spejdet efter og søgt i de År vi har levet sammen. Men din Vrede er min Skræk, for den bryder dit Væsen i Stykker og gør Dig ufin. Det er min elskede Ven, hvad jeg kan svare på dit Brev. Hvad jeg af småt kan forsynde mig imod Dig, fordi det og det synes mig ikke rigtigt eller urimeligt eller ufornuftigt osv – skal det sættes i elektrisk Belysning? Jeg tror min elskede Ven, at Du tager alvorlig Fejl i hvad der er væsentligt og uvæsentligt hos mig, og Du er nu ved at begå samme Fejl, som Du før har gjort, Du skaber i en Stemning et Resultat, til hvilket så alle dine Erfaringer skal passe, let eller vanskeligt, de skal passe. Min egen kære Ven, havde jeg Trylleevne, vilde jeg blæse på dine Øjne, at de kom til at se mildt, vilde jeg røre ved dit Hjærte, at det ikke anklagede, og vilde jeg åbne dine Hænder, at de kunde give for at få. Men alt dette er nu alligevel kun Sniksnakkeri, Du er sød og god som Du er, og kunde Du én Gang, når Du blev vred på mig, tvinge Dig selv – ikke som i Komedien til at tælle til tyve, men til at lægge din Arm og [sic] min Hals og sige: Du handler Uret Erik, eller: Det er stygt hvad Du gør eller lignende, så skulde Du se dit Ægteskabs Gåde løst. – Jeg tror, at Du har den besynderlige Forestilling, at Vrede er noget, ingen kan forlange skal være kærligt og godt, jeg har den stik forskellige Opfattelse, og jeg tilstår
Tirsdag Morgen
Anna afbrød mig ved at melde, at Kiellands var der.k1434 Ud i Gangen måtte jeg for at tage imod dem, og de sad så vel en Time hos mig. De var særdeles elskværdige og komne for at invitere os til Søndag. Det blev nu til at de vilde afvente din Tilbagekomst. – Nu sidder jeg inde ved dit Skrivebord, fordi Anna har lavet et Helvede af Varme i min Stue, hvor en strålende Sol gløder på de dobbelte Ruder. – Min lille Pige din Rejse har ikke været kronet med Held i Gøteborg men jeg synes Du bar Dig klogt ad ved at vente til Kl 4 Skibet. Den skidt Kerring som ikke bød Dig det mindste! – Det er Synd, at Du har forholdt mig de Småting, som Du vilde have fortalt mig, Du tror jo dog ikke for Alvor på, at sligt ikke morer mig. – Jeg tænkte hele Dagen igår på Dig og Jakob, og da hans Brev kom, var jeg jo for så vidt beroliget med Udfaldet af din Rejse, at Gutten jo nu kun tænkte på Opbrud. Men hvordan går det nu med Huseby!k1435 Du er sød, at Du tænkte på at sende mig de 10 Kroner. Når Du kunde undvære dem, kom de jo unægtelig svært tilpas. Anna havde allerede plyndret mig for de 5 af mine 10. Pokker står i det med de stakkels Skillinger. – Kielland havde også tænkt på at foreslå os noget med 17 Maj idag. Det er det mest strålende Vejr. Havde vi kunnet vilde en Skovtur idag have været dejlig! Jeg fik næsten intet bestilt igår idag skal jeg gøre Slesvig færdig, der mangler nu i Grunden kun Slutningsharanguen.k1436 Du har vel fået mine poste restante Epistler? Jeg vilde kun, at der skulde være en Hilsen til Dig straks Du kom til Kristiania. Hvis Du er bleven betænkelig ved at jeg skrev hos Nimb og tænkt at det kostede for meget, så må Du slå Dig til Tåls, Udgiften var 15 Øre alt i alt og så gjorde jeg oven i Købet et nydeligt Skrabud for Fruen og spurgte til hendes Befindende, det var i det mindste en hel Frokostbøf værd. Den bød hun mig dog ikke. – På Blomsterne går jeg og pøser dejlig kuldslået Vand. Jeg får Kalvesteg og Rabarbaragrød [sic] hver Dag, det er uhyre flot og igår fik jeg Spinat (10 Øre). Nu skal jeg på dit elskede Sted, Klokken er lidt over 9 så Du ser, at jeg er svært morgenduelig, Anna har åbenbart en umådelig Skræk i Blodet for ikke at være tids nok færdig om Morgenen, hun har imidlertid begge Morgener været efter Brød når jeg har ringet på Te. Farvel nu min søde elskede Ven, styr dine Sager fornuftigt og hils Jakob, din Broder og din Moder og skriv om Du kan, meget omstændelig om alt hvad Du har set og hørt i Kania. Opsæt helst så lidt som mulig til mundtlig Beretning, for da undløber det halve. Kom hurtig tilbage
Din Erik

320. Amalie til Erik

Fru Stens pensionat, 17de maj – 87.
Min kjære Erik, idag har jeg da endelig truffet Jakob. Imorges gik jeg ud for at få fat på ham, da jeg vendte tilbage på pensionatet sad han i værelset med Ludvig og moderen – Ludv. havde mødt ham på gaden og bedt ham følge op med, og sagt at jeg var kommen. Han så svært alvorlig og forlegen ud, men rejste sig straks, kom hen imod mig og tog mig om halsen og kyssede mig. Mor gik straks, og jeg gik ind på onkel Ludvigs værelse for at samle kræfter. Så kom Ludvig ind til mig og vi snakket lidt frem og tilbage; jeg kviet mig forfærdelig for at gå ind til Jakob, og stod og skjalv som et espeløv, og bad Ludvig være med. Men han mente det vilde være rettest at jeg først var lidt alene med ham, og lovede at komme straks – han vilde bare ned med et brevkort i en kasse. Så endelig tog jeg mod til mig og gik ind. Jakob sad i sofaen, jeg satte mig på en stol ligeoverfor med et rundt bord mellem os. Hvorledes jeg begyndte husker jeg ikke nu, men min angst gik straks over, og jeg kunde tale ganske roligt og sindigt. Jakob var stilfærdig og forpint, og nægtede ingenting. Han så blot af og til på mig med bønlige, eller ydmyge øjne som da han var ganske lidet barn, sad og pillede ved sit lommetørklæde og talte ikke stort. Da jeg spurgte hvorledes han havde anvendt de penge han fik fra Knudtzon, svarte han at 20 kr havde han betalt til en han skyldte, som netop kom og krævede ham og 13 kr i mulkt for tre ganges gadeuorden og så havde han kjøbt en hat. Resten kunde han ikke gjøre rede for. «Dem har Du altså ranglet bort?[»] Han svarte ikke, bare så på mig. Mor havde tigget ham om at få følge ham til en skrædder og kjøbe et par bukser idetmindste – dem han går med er så fillet – men nej han svarte ha og ja og gjorde det ikke. Logiet hvor han bor, har han ikke betalt et øre for. Til mor havde han sagt at han havde betalt forskudsvis. Bare løgn. Damerne, hans værtinder var forleden dag kommet til mor, og havde spurgt om de ikke nok kunde være sikre på at få sine penge. Den unge Müller havde ikke villet betale forskud, og da de syntes han gjorde et så godt og dannet indtryk havde de imod sædvane gåt ind på hans begjæring. Og netop i de dage havde han penger! Uhret som har været pantsat siden ifjor har han ikke indløst. Mor havde manet ham til endelig at løse det ind nu han havde rede penge. Nu forrige uge, var hun oppe hos ham, han lå flere dage til sengs af et voldsomt sår i hodet som han havde fået en nat i slagsmål på gaden med tre pøbler – da var han vågnet op af flere timers besvimelse i rendestenen, badet i blod, havde slæbt sig til hospitalet fåt ringet dem op og bleven syd sammen og fulgt hjem – men altså hun var oppe hos ham da, og da hun ikke så uhret i stuen spurgte hun efter det. Jada! det havde han indløst. Hvor det da var? Hos uhrmageren fordi det var i ustand. Mor trodde det, og sa ikke mere. Bare løgn altsammen, og så fremdeles i det uendelige.
Men nu er der det mærkelige, at gutten trods alt, alt dette gjør et overmåde godt indtryk. Det blir for vidtløftig at forklare Dig hvorledes, men sandt er det, og sandt vilde Du finde det, om Du var her. Han har i hele dag ikke veget fra mig. Nu i aften da jeg skulde skrive dette brev bad jeg ham gå en liden tur til jeg var færdig. Han spurgte om han ikke heller måtte blive, han kunde læse i «Nemesis» sa hank1437 og skulde ikke mæle et ord. Så lod jeg ham sætte sig ind på Ludvigs værelse, (han er ude det er jo 17de maj) Idag da jeg var oppe hos Joh. Collet Müllerk1438 for at spørge om han kunde hjælpe mig med at få hyre til Jakob, sad han i sofaen nede på mit værelse i 2 ½ time, og ventede på mig. På selvsamme plads, og i selvsamme stilling; han så så melankolsk ud da jeg kom ind at det skar mig i hjærtet. Jeg spurgte om han havde siddet således hele tiden. Ja, han havde tænkt og læst i Nemesis.
Ja, for han vil helst ud tilsøs, eller komme i en praktisk bedrift hvor han skal bruge sit legeme og må være i tvang. Han vilde ta hvadsomhelst og være hvorsomhelst, kun ikke i Xania. Han har talt så forstandig om sig selv og sin stilling at jeg ikke fatter det er den samme gut som har bedrevet alt det. Jeg har foreholdt ham hvad han får at gjennemgå og talt uhyre indtrængende og fornuftigt med ham. Han siger at det ved han og viger ikke tilbage for noget. Han synes at tro så vist på at han gjennem praktisk arbejde, gjennem tvang og hårde vilkår kan bli en anden. Jeg har endvidere sagt, at hvis han nu vil følge med mig så er han velkommen, og så vil vi stræbe at gjøre det så godt som muligt for ham. Han svarer at han har holdt ferier altfor længe, og på ingen måde vil fortsætte dem. Jeg har også talt om det at flytte op med ham fra høsten af og spurgt om når han i så fald kunde gå op til eksamen. Han svarte til næste vår, ganske og aldeles bestemt, mente han. Jeg spurgte om han troede han kunde være flittig og ordentlig i så fald. Han svarte at han vidste han kunde det. Når han bare havde en at holde sig til og især mig, så var han ræddet, sa han. Ja, han sa naturligvis meget mere om denne sag, men det får Du vente med.
Han vilde imidlertid ikke på nogen måde ta imod det offer, men gjentog at han vilde ud til praktisk arbejde, og da «tilsøs» vistnok var det eneste opnåelige, så tilsøs.
Så var jeg som sagt hos Veritas Müller.k1439 Han sa at de fleste skibe, eller alle var sejlet og afgået og at tiderne var elendige, masser af skibe var oplagte o.s. v., men at han skulde gjøre sit mest mulige for ham. Han gav mig en mands adresse (en udmærket mand, sa han) til ham skulde han gå imorgen tidlig inden kontortid, og melde mig og mit anliggende, så skulde jeg komme senere. Han mente det vilde lykkes bedst når jeg selv talte med ham. Men han vidste jo ikke om han havde nogle skibe i færd med at afgå eller om de i så fald trængte folk. Det er meget mere end tvilsomt om der kan skaffes noget tilveje for ham. Nu ved jeg ikke, hvor længe jeg skal opholde mig efter dette. Fra ham kan jeg ikke rejse. Han har ikke et øre, og idag har han altså spist hos mig på pensionatet. Jeg har ingen søgt og ingen truffet. Jeg orker ikke at se folk, og går sidegader for at undgå dem.
Hvad synes Du nu?
Straks idag fik jeg nogle venlige ord fra Huseby og 200 kr, hvoraf jeg sender Dig 50. Skriv straks du har fåt dem, for Du kan vide jeg er lidt bange. Men der er vist lukket på posthuset i aften, alting er lukket hos os den 17de maj, alt, alt, og pengene må Du ha straks.
Jeg kan ikke mere. Jeg er halvdød af træthed. Så lidet som jeg har sovet siden jeg forlod Dig, aner Du ikke. Iaften er jeg så overtræt at jeg af den grund sikkert ikke får sove. Jeg skjælver på hånden så stærkt at jeg næsten ikke kan skrive, i altfald ikke læseligt.
Godnat min egen kjære Erik, min gode, snille ven.
Din Amalie.
Vil du lægge mærke til at dette er det 3die lange brev jeg sender dig. Denne gang i Norge skal Du ikke kunne klage på mig.
D.S.

321. Amalie til Erik

Kristiania 18de maj. [1887]
Min kjære Erik, jeg har fåt tre breve fra Dig idag, to fra posthuset og et fra Sidsel Aanrud. Jeg vilde ikke ha fåt de to på posthuset, hvis jeg ikke havde ventet svar på mit brev fra Gøteborg altfor tidligt. Jeg spurgte nemlig i formiddag efter brev hos Sidsel Aanrud, eller rettere Jakob, og da han kom hjem og så [sic] der ingen var, bad jeg ham spørge på posthuset om de muligens ikke havde villet aflevere brevet fordi jeg ikke var der. Så sa han, der var to breve men jeg måtte selv hente dem, eller gi ham fuldmagt. Da jeg så fik dem, og så at ingen af dem var svar på mit fra Gøteborg, sendte jeg atter Jakob derop til Aanrud i aften, hvor han da fik det 3die. Tak for det!
Der kommer stadig flere og flere sørgelige ting for dagen om Jakob. Han har således solgt alle sine møbler seng og det hele. Onkels Vilhems [sic] gamle tarvelige, men hyggelige, brede skrivebordk1440 som han har havt fra han var student, og som jeg havde en slags pietet for, fordi jeg kjendte det så godt og i så lang tid, har han solgt, for fem, 5 kroner! Det har imidlertid moderen lovet at kjøbe mig tilbage, og få det for samme pris. Aa, der er ingen ende på alt det gale han har gjort!
Jeg har idag været hos den «udmærkede mand». Ingenting at få for øjeblikket, men sikkert løfte om at passe på og sige til.
Jeg har nu omtrent besluttet at rejse hjem på lørdag og ta Jakob med på dæksplads. For det er jo langt kostbarere at bo her og betale for hvert måltid både for mig og ham, end at være hjemme. Tror Du ikke også det er rettest at vi kommer. Ja, for ud til folk kan jeg ikke orke at gå. Fra ham kan jeg jo ikke rejse, såsom han intet har at leve af.
Idag har jeg måttet kjøbe ham en bukse og et par sko. Moderen som er så kjæk og flink gik med os og fik en brilliant og smuk bukse for 14 kr, og sko for 9 ½. Så må jeg løse hans uhr ind. Og mere vil og kan jeg ikke ta på mig. Hvorledes han skal greje sig med betalingen af logiet aner jeg ikke. Jeg har sagt ham at det kan jeg ikke betale.
Onkel Ludvig vilde betale det, hvis jeg kunde love at sende ham beløbet tilbage den 1ste juli, for til den tid måtte han punge ud med 140 kr, for hvilken sum han i vinter har kautioneret for Jakob. Men det kunde jeg ikke. Igår måtte Ludvig ud med 250 kr. som han havde kautioneret for for en ven af sig, så han har ikke lidt på sig.
Jeg skrev første dag til Skavland om at jeg havde noget til N.T.k1441 om han vilde sige hvilken tid jeg kunde træffe ham. Intet svar, og det uagtet jeg bad ham svare straks, da jeg rejste om nogle dage. Det er en dejlig redaktion. Huseby var aldeles forbitret, da jeg idag fortalte ham det.
Mange, mange hilsener fra moderen, broderen Jakob og
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Der går post til Norge om eftermiddagen fra Kjøbenhavn

322. Erik til Amalie

Torsdag den 19 Maj [1887]
Min egen Ven det er ikke Spøg hvad Du er ude i nu. Men endnu har jeg jo en Fornemmelse af, at det må blive bedre, når Du får talt med Jakob selv. Husk under alle Omstændigheder på, at Kristiania kan være Grunden til alt det onde. Et ungt Menneske[s] Æresfølelse kan være kommen på gale Veje, og han kan endda være brav. Som Drenge løj og snød vi altid i Skolen og tildels også hjemme, indbyrdes aldrig, vi havde to Slags Æresfølelser, en til Brug for de fjendtlige Magter, Skolen og Hjemmet, en til vort eget Samfund. Det var så den sidste, der blev den rådende da vi kom ud af Skolen. Mon Jakob ikke på en Måde er Dreng endnu i den Forstand, at han har følt sig underkuet af Samfundet, af alle, der ejede noget. Har han løjet for Kammerater? – Nå jeg indrømmer, at jeg er forskrækket ved dine få Ord –. Men fremdeles holder jeg på, at en ung Gut som Jakob kan blive smittet netop på dette Pengelånespørgsmål af en Slags forunderlig tykhudet Uvidenhed. Han har vist aldrig før for Alvor skænket den Tanke Rum at man kunde fordre noget helt og holdent Mandsstandpunkt af ham. Og så er han gledet og gledet ind i den forbandede Røvermoral, der gør Uvirksomheden til Ret og alle mulige uden for stående til kærkomne Ofre. – Den største Fare ved hvad der er sket og skal ske synes mig ligger deri, at vi ikke har liggende beredt en Stilling til Jakob. Kunde vi tage ham i Nakken og sige: Du har været en Slusk min Ven, og Du er selv på Bunden af dit Hjærte ikke det mindste tilfredsstillet derved – kom nu og bestil noget, begynd her ved denne Ende og vær om et Par År så langt fremme og om et Par År til endnu videre – så vilde Udsigterne vel ingenlunde være så ilde. Om nogen egenlig Slags Last hos Jakob kan der endnu ikke være Tale – hvis det da ikke er Dovenskabets. Men vi har ikke Stillingen. Og endnu har jeg jo ikke for Alvor kunnet røre mig til andet end til de almindeligste Forespørgsler. Tror Du det rigtigt, at Jakob følger ned med Dig, hvad jeg jo anser for det rimeligste, bør Du telegrafere, enhver Mulighed for at bringe ham i Virksomhed hurtig må benyttes.
Det er stride Dage Du har levet der oppe, min egen søde Pige. Men uomstødelig sikkert er det jo nu, at det var det eneste der her var at gøre, at Du rejste, – siden det ikke blev mig der kom afsted. Og det var vel i mange Retninger det bedste, at du kom til Gutten. Skønt det kan blive vanskeligt for mig nu at finde ind til Jakob. Jeg stoler imidlertid på, at Du giver mig så rundelig Underretning om alt, som Du kan overkomme. Bedre for Dig er det at være midt i det end at have siddet her nede og altså indtil idag – jeg håber skønt Helligdag, at der kommer Brev – kun at have fået Efterretning om en mislykket Dag i Gøteborg, en aldeles forfærdelig Pine ombord i Tågen og så foruroligende Indledninger før den egentlige Viden kan komme. Min elskede Ven vær vis på den ene Ting at hvad Du gør har Du mig med Dig. –
Jeg spiste altså igår hos Gaston og havde det hyggeligt – med Spørgsmålstegn ved. Foruden den kvikke Kaptejn Larsen, som i Grunden var det hele – det var ham som talte uafbrudt – var der en personlig elskværdig Kaptejn og Kammerjunker Boeck,k1442 som jeg fra gammel Tid holder af, senere kom Småpigerne hjemme fra og Rothe et Øjeblik. Herre min Gud hvor jeg står de Mennesker fjærnt! Boeck havde set mig i Teatret til Carmenk1443 og spurgte mig, om det var min Hustru jeg havde talt med gentagne Gange, den Dame, der havde Plads midt på første Bænk. Prytza!k1444 Jeg brølede af Forfærdelse, og Manden blev ganske undselig. Kapt. Larsen sagde en del Løjer om Strindberg og forbød mig så eftertrykkelig at gentage hans kætterske Ord for Dig. – For øvrigt havde jeg havt en sindssvag Hovedpine om Formiddagen, der heldigvis dog kun varede i nogle Timer, dårlig Mave. Nu må jeg gøre mig færdig. Jeg skal til Dampskibet med Brevet.
Jeg venter med Længsel på hvert Ord fra Dig.
Farvel min elskede søde Ven
Din Erikk1445

323. Erik til Amalie

Torsdag den 19 Maj [1887]
Min egen kæreste Skat, jeg mener, at Du skal vente i K.ania ikke et Minut længer end der er virkelige Ting at opholde Dig dér for. Får Jakob ikke noget dér, skal Du og han komme ned her. På Forhåbninger er det, forekommer det mig, urimeligt at vente dér. Så er her vistnok mere Udsigt her nede. Imorgen går jeg rundt til forskellige for at høre om et eller andet. Hvad jeg hidtil har gjort for at få noget at vide er jo kun Lapperi. På den anden Side er jeg jo rigtignok noget bunden ved at jeg ikke bestemt ved, om der bliver Brug for den mulige Velvilje jeg lægger Beslag på. Men det får nu være. Men ikke sandt, har Gutten ikke noget at bestille, er det dog vistnok bedre for ham at være her end i K.ania. Og når han vil tage hvad som helst, så skulde det dog være mærkeligt, om der ikke skulde være noget her. Til en Begyndelse mulig vis noget, der ikke er synderlig Stads ved, senere så måske noget bedre. – Jeg er bleven bange for nu, at Du er ved at udmatte Dig ved al denne Søvnløshed! Men min søde Pige nu må Du jo kunne falde lidt til Ro – i dit Sind mener jeg. Jeg synes at det er slået til som jeg trode, at når Du fik talt med Jakob så måtte det blive bedre. Her synes jo virkelig ikke at være Tale om noget, der kan kaldes Fordærvelse, kun en forunderlig Løshed, Mangel på Evne til at klare sig alene, og så den forbandede By Kristiania. Men nu har jeg været bange for, at Du skulde få dine Mavetilfælde som kommer med Overanstrængelse. Du må være forsigtig! – Har Du efterhånden fået mine Breve, dette er det femte. Jeg tænkte, at Du havde hørt på Posthuset straks Du var kommen. Når Du endelig en Gang har fået mine to Søndagshilsener, så har de ikke været meget værd. Ja Du har været sød med at skrive, udmærket har Du ladet mig følge med og Du skal have inderlig Tak derfor. Det vilde have været drøjt at skulle have ventet længer end nødvendigt på Underretning. Og Du som sender mig den ene Kapital efter den anden! Det er gået godt, jeg har fået Pengene, Postvæsenet har ikke mærket, at der var forbuden Frugt i Konvoluterne, men hold nu inde. For det første behøver jeg jo ikke noget nu, og så kunde Krukken dog gå så længe, at det blev galt. – Der er Indbydelse til os i Aften til Schiødtes. Et Brev til Dig fra Frk Anna er mærkværdigvis gået galt, så var der igår Pige med Brev, som jeg fandt, da jeg igår Aftes kom fra Gastons, men ikke åbnede, og glemte imorges til jeg Kl ½ 11 gik med Brevet til Dig. Så spurgte jeg Anna, og da hun sagde, det var fra Schiødtes, åbnede jeg det og læste Beklagelsen over at Du ikke havde svaret. Så gjorde jeg en lille Visit, da jeg gik hjem fra Dampskibet – hvor for Resten lige som i Søndags forskellige vilde lokke mig med til Malmö for at se på Albertinek1446 – og der tilsagde jeg så de to venlige Damer mit højstegne Komme til i Aften. Fra dem naturligvis en Mængde Hilsener. – Jeg er bleven forunderlig forskrækket først, over Jakob – men næsten rolig nu. Han har jo sit snilde Sind, sit klare Hoved – han skal blot i Omgivelser, som giver ham andre Vaner, så klarer den Gut sig upåtvivlelig. Hils ham på samme Måde nu som før!
Fredag Morgen
Det var Fru Schiødtes 70 årige Fødselsdag og der var i den Anledning stort Bord, og foruden de almindelige Gæster et Par gamle Damer, som nogenlunde tidlig forsvandt, og så glædede det unge Fødselsdagsbarn sig ved at øse ud over sit Selskab de uhyre Toddyer Du véd fra en ny Maskine Erik og Anna har givet hende. Carsten Kielland blev mere strålende kåd og glad måske endnu end nogensinde, han begyndte for Resten straks, og da jeg havde den Ære at have Frk Anna til Bords og han sad på hendes højre Hånd med Frk Bentzon nød jeg ham på første Hånd. Han er fængslende elskværdig og han vilde ikke gå. Stadig til Fødselsdagsbarnets Henrykkelse fik vi Mad på Bordet til Kl 1 og kom altså ikke derfra før Kl 2. Men da var Fru Bibi meget nær ved at være vred. Fra alle har jeg en Mangfoldighed af Hilsener – Berghs, Schandorphs – både han og hun var ædru da de gik! og han var det også, da han kom, og i en relativ Sætning anbragte han en Gang den uhyre Enormitet, at han ikke havde smagt Vin den Dag – Bindesbøll,k1447 der da han kom på det tykke Tungestandpunkt sagde en Mængde gådefulde Ting til mig om, at han fastholdt alt hvad han havde sagt, da Du havde sat ham op ad en Væg. Hvis Du vil være så venlig at klare det selv. With det Skind turde ikke sende Hilsen, men da han og Schiødte sagde Godnat til mig ved Sølvgade og S. sendte sin Hilsen, bad W. om jeg vilde sige, at jeg havde været sammen med ham. Det at han havde været med som i gamle Dage var han så glad ved. For Resten fortæller de alle at hele Byen snakker om «Skandalen» med W. og Fru Sarauw,k1448 de ses på enlige Udflugter snart hist snart her. Carsten K. inviterte «jer tre Pebersvende», W. S. og mig, til Middag på Søndag, da vi tog Afsked ved Drosken. – Det stormer og tuder idag heroppe som om Verdens Undergang er nær. Men jeg må slutte, jeg er kommen lidt sent op. Farvel min elskede Ven! Vær forsigtig med Dig selv og bliv ikke et Minut længer end nødvendig, kom med Gutten og Dig selv.
Din Erik

324. Amalie til Erik

19de maj – 87.
Kjære elskede ven, bare et par ord iaften, for at sige Dig at vi rejser med Melchior på lørdag kl. 10 morgen, og er i Kjøbenhavn hvis alt går godt søndag morgen kl. 8. Jakob følger altså med. Det er jo ikke så glædeligt et besøg som det kunde være, men du får være sød og snil, og se på det med de bedste øjne. Vær endelig opmærksom på at Du ikke lar ham få indtrykket af at det han har gjort ikke er så farligt. Jeg ved ikke om han ikke alt føler sig temmelig befriet og let om hjærtet fordi alt er sagt og udtalt, og fordi jeg har været venlig mod ham. Forresten står det på det, at han skal tilsøs, såsnart der blot blir lejlighed. Om det sker snart er jo ikke så godt at sige, men muligt må det dog jo være, når disse folk heroppe interesserer sig for det. Godnat min kjære Erik. Jeg sovner af træthed.
Din Amalie



1888

August 1888 er et dramatisk vendepunkt i Amalie og Eriks forhold; de ulmende konflikter som hadde spøkt i brevene av og til senest i et par av Amalies brev fra mai 1887 slo plutselig ut i lys lue, og Amalie reiste vekk fra Erik et par uker til Hornbæk, for å forsøke å falle til ro og tenke tingene gjennom. Hun brukte anledningen til å gjøre opp status over deres ekteskap (brev 331), og forsøkte å forklare for Erik at hennes mistanke om hans utroskap ikke var hysterisk men fundert på hans egen oppførsel og den alment aksepterte dobbeltmoral. Han forsvarte seg og ba henne sette alt inn på å overvinne sin mistro: «Din Mistillid er vort Ægteskabs Ulykke». At det siste er sant, er sikkert; hvor mye det var berettiget, er kanskje umulig å bedømme.
Samtidig med at hun led forferdelig over sammenstøtene mellom dem, fortsatte Amalie ufortrødent å arbeide. Mens hun satt i Hornbæk og sørget over sitt mislykkede ekteskap, skrev hun og ba Erik om å kjøpe og sende en blå bok, slik at hun kunne skrive rent de to siste aktene av et skuespill; og på hans anmodning sendte hun 81 sider manuskript til Langhoff sannsynligvis deler av Lucie, hennes seneste roman om ekteskap og dobbeltmoral, som kom ut i november 1888.

325. Amalie til Erik

Helsingør søndag.k1449
[12/8/88]
Jeg kom forsent til Hornbæk dagvogn, fordi det tog 3 timer med dampskibet; vogn kunde jeg ikke få uden for 5 kr. så gik jeg op til Gallschjøtt og her sidder jeg nu.k1450 Altså har jeg intet kunnet sige til Jakob,k1451 for jeg kommer først til Hornbæk sent i aften, da vognen først går kl. 8. Sig nu Du ham hvad Du vil, men vogt Dig lidt for at snakke altfor lejt om mig. Med Din bedste vilje kan Du nemlig ikke være helt retfærdig mod mig. Ulykken er at jeg altid lider af en ond, uudryddelig dyb mistro til Dig. Hvad skal jeg arme gjøre? Skjøndt nu er det forbi, så kan det være det samme. Mange ganger har jeg ønsket det var forbi bare for at slippe fra denne tærende mistro. Nu kom det, da jeg mindst tænkte på det, da jeg var gladest i Dig. Men jeg vil det ikke anderledes. Det er ikke muligt for os. Jeg lider altfor meget, og Du kan ikke finde Dig i min Opførsel. Naturligvis. Det er sandt at Du jager mig. Jeg kan ikke bli hos en mand der råber «ud med Dig skidne madam, så jeg slipper at se Dig![»] Det er at jage. Og jeg vil ikke ta imod din nåde, som Du byder «af pligt». Ikke for aldrig det! Jeg vil hverken ha nåde eller medlidenhed eller pligt af Dig. Jeg har tænkt meget idag på om jeg dog ikke burde ta livet af mig. Hvis Du bad mig om at gjøre det, nej hvis Du bare skrev at Du syntes det var bedst for alle parter, så forsikrer jeg Dig at jeg skulde gjøre det. Jeg vilde kunne det alligevel.
Amalie.

326. Erik til Amalie

13/8 88
Kære Amalie
Du er et Barn, nu og da desværre et meget uartigt Barn, og jeg er en dum Mand, som sørger mig elendig derover.
Men Du er jo dog også Kvinde og både klog og genial.
Hvorfor kan denne Kvinde ikke holde Barnet i Ave, så at det dog ikke afstedkommer disse store Ulykker?
Hvor kan Du ville påtage Dig dette uhyre Ansvar og hvorfor sætter Du ikke – jeg mener hvorfor sætter Kvinden i Dig, hende med Ansvarsfølelse, ikke hele sin Kraft ind på at holde dette Barn i Ave, når Kriserne kommer?
Blot af Klogskabshensyn. Hvorfor vil Du lade denne uciviliserede Vildunge ødelægge Livet for Dig?
Og af den Smule Godhed Du dog må have for en som intet ondt gør Dig
Og for dine Børns Skyld
Jeg grubler mig afvekslende fuldstændig forvirret og – forfærdet
Men hvad nytter al Tale.
Jeg er kommen hjem fra mit Møde og mit Referat på Politiken.k1452 Jakob er kommen – jeg så ham ikke igår, jeg var forlængst i Seng, da han nåede hjem – og han fortæller lystig og glad om sin Tur igår. Pølserne han skulde have til Middag – jeg har kun spist Forret (Kærnemælk) var rådne, afskylig stinkende, og Pigen er nu sendt afsted efter Skinke. – Nu er hun kommen tilbage og Jakob fuldender sit Måltid. Af ham har jeg altså hørt at Kroen er fuld, og at Fru Juel-Hansen er i Hornbæk – to Strege i Regningen – men er Du først derude, klarer Du Dig vel nok og er vel glad til, at Du er kommen afsted.
Hvis Du nu ønsker at blive længer borte, så skriv – Penge bliver der vel nok Råd til, Jakob brugte kun 2 af de 5 han fik, og jeg tjener nu på disse Referater om Møderne nogle Kroner, som jeg ikke havde taget i Beregning. Jeg spiste på Tivoli – nej dèr ved Siden af, hvor vi var med Roald og Frk Paulsen, igår;k1453 havde det ondt, gik hjem og havde det ikke bedre.
Din E.S.

327. Amalie til Erik

[13/8/88]
[Skrevet på brevpapir merket Axel Henriques, Østersøgade 10. K]
Jeg er nu i Hornbæk,k1454 men har havt en del vanskeligheder. På Kroen boede fru Erna Juel Hansen og frøken Sten. Altså kunde jeg ikke ta did. Her i pensionatet hvor Henriques's bor kan jeg ikke få være fordi frøken Friis ikke har krobevilling. Nu har jeg lejet mig ind i en hytte, og skal få frokost og aften der og spise middag på pensionatet hos frk. Friis – Forresten så dør jeg af sorg.
Amalie.

328. Erik til Amalie

14/8 88
Kære Amalie
Du behøver jo ikke at dø af Sorg – lad dog blot en Smule Mildhed få Rum i dit Sind.
Om mit virkelige blivende Sindelag mod Dig – den virkelige Dig, kan Du ikke tvivle.
Jeg sendte igår et Par Ord til «Kroen» i Hornbæk.
Jeg skal efter Mødet og Referatet nu til Middag i Tivoli og må skynde mig.
Hos Jakob var igår Aftes den Mejer, som han havde været i Hornbæk med. Jeg fik ikke set ham, da jeg måtte til Stenografseksaenk1455 inden han kom.
Imorgen vaskes der og Ida er naturligvis himmelgladk1456 over i disse Dage omtrent ikke at have havt med mig at bestille. Jeg spiser gratis Frokost hver Dag ved Stenografmødet. Hidtil har det ikke kostet mig 1 Øre ud over de indbetalte 5 Kroner.
Hvis Du læser Politiken,k1457 vil Du kunne følge de – for øvrigt lidet interessante Begivenheder på Stenografkongressen.
Det var et Uheld med de to Kvindemennesker i Kroen.
Pengene min Ven?
Din E.S.

329. Amalie til Erik

[15/8/88]
Tak for dine ord,k1458 som jeg fik idag. Ja, det er vist og sandt, sørgeligt er det, men det som er det er. Jeg vilde gjerne bli herude til på mandag, hvis Du ikke har noget imod det. Jeg gruer for hjemkomsten og for alt det, der kommer. Jeg forstår ikke rigtig det Du skriver om «uhyre ansvarsfølelse». Det er jo ikke min skyld at det er gåt som det er, ja, det ved jeg nok Du siger det er, men så er det det alligevel ikke. Og nu for at vi bryder med hinanden har jo jeg ikke ansvaret, i altfald ikke mere end det halve da. Du har jaget mig og så sagt noget om at Du måske af pligt og for gutternes skyld vilde tåle mig. Det må jeg naturligvis sige nej til, det vidste Du godt at jeg vilde sige nej til. Forresten har jeg det så ondt, og er ikke frisk. Her var meget at fortælle Dig men jeg orker ikke.
Amalie
Fru Henriques ber mig hilse.

330. Erik til Amalie

16/8 88
Kære Amalie
Jeg vilde have skrevet igår men havde ikke et Minut til min egen Rådighed. Jeg sendte et Brev i Tirsdags til Frøken Friis' Pensionat som Du forhåbentlig har fået. Jeg skulde da til Middag med Dessau og den øvrige Bestyrelse for de fremmede Spidserk1459 i Tivoli – der måtte jeg betale min Del, som beløb sig til 5 Kroner 50 Øre som foruden 70 Øre igår er den eneste Merudgift jeg har haft – og da langt om længe kun den finske Hr Fabritius med Fruek1460 var tilbage af Gæsterne, blev Aftenen nok så hyggelig. Svenskerne er umulige og den elskværdige Hr Bjerck fra Kristianiak1461 ikke videre betydelig. Vi danske blev siddende en Times Tid på Berninak1462 for at drøfte forskellige Sager, så Klokken var henved 2 inden jeg nåede hjem. Jeg var da mærkværdig nok ikke træt og satte mig til at læse i en Avis. Da jeg så endelig skulde i Seng faldt mine Øjne på indlagte Billet, som lå på det lille Bord ved Sengen. Det er som Du ser fra Frøken Prydz. At jeg blev forskrækket vil Du kunne forstå – det for hende vigtige var naturligvis ikke noget godt og så denne tidlige Visit! Ak og ve for hende og mine sidste søde Søvnens Øjeblikke. Jeg vågnede efter næppe 5 Timers Søvn og var i Bad, da Pigen kom og meldte Frøkenens Ankomst. Jeg blev da efterhånden færdig og kom ind. Stakkels Prydza! Hun har en Roman på 400 Sider,k1463 som Hegel ikke vil forlægge. Hun har forunderlig nok stolet med fuldstændig Tryghed på, at unge Hegel vilde tage den. For Honoraret vilde hun til Paris, «for nu gik det dog ikke an at opsætte denne Rejse længere»(!). Der stod hun og forsøgte at tale rolig om Tingen med mig. Hun havde efter Hegels Afslag nu leveret Manuskriptet til Philipsen, og hendes Bøn til mig var, at jeg skulde gå til ham og anbefale hende. Gråden brød nu og da frem, men hun kæmpede tappert imod. Det var Jammer! Heldigvis måtte Sammenkomsten blive kort. Men på Tirsdag har hun fået Svaret fra Philipsen og når hun så kommer – og det gør hun – jeg var jo så venlig som jeg kunde være, hvordan skal det så gå. At Svaret bliver nej, tvivler jeg jo ikke et Øjeblik på. Så går hun Forlæggerrækken igennem. Jeg har sandt at sige glemt at gå til Philipsen idag, imorgen må jeg gøre det. – Igår var altså Stenografmødets sidste Dag, og Middagen på Klampenborg var vellykket. Vi tog derfra til Tivoli, men jeg listede mig bort, gik op på Politikens Kontor og skrev en Snes Linjer og var hjemme inden Kl 12. Idag har jeg været hos Kaptejn Sørensen på Kongens Vej i Anledning af en Anmeldelse af Oberst Vaupels Bog om Kampen for Sønderjyllandk1464 – Du ved dèr langt ude på den anden Side Frederiksberg Have, hvor vi en Gang søgte Lejlighed. Jeg gik hele Vejen frem og tilbage – jeg traf ikke Manden – det var halvtredje Times Gang og mere, men jeg holder af denne Træthed. Nu har jeg spist sammen med Jakob – atter var Kødet bedærvet, skønt lige købt. Ida melder at Vasken er gået godt; på Tirsdag kommer Anna igen til Strygning.
Først nu læser jeg dine Ord i Slutningen af det lille Brev rigtigt, at Du ikke er rask – Jeg havde fået noget andet ud af de ikke tydelige Bogstaver. Vær forsigtig der ude i det mere rå Klima!
Min kære Amalie Tingen ligger temmelig klar for:
Du har krænket det Menneske, Du mindst af alle skulde krænke, Grunden er en sygelig Ophidselse, som Du i Øjeblikket ikke kunde beherske. De hårde Ord, Du hørte, fremkom, fordi Du ikke vilde gøre, hvad der blandt hæderlige Mennesker er nødvendigt ved en sådan Lejlighed.
Men gør det, og Du vil fra mig få det Kys, der sletter Bitterheden om end ikke Sorgen ud.
Naturligvis kan Du blive i Hornbæk hvis Du tror det rigtigt.
Hvorfor skriver Du ikke om de Penge Du skal bruge?
Din E.S.

331. Amalie til Erik

[17/8/88]
Kjære Erik Skram!k1465 Jeg har ikke pen og blæk og jeg gider ikke skaffe mig det; så får det gå med blyant. Du vil nok kunne læse det. Jeg er kommen til den beslutning at jeg engang igjen som i gamle dage, da jeg oppe i Norge sad og skrev ud af hjærtet til Dig, vil prøve på at snakke helt ud med Dig. Du vil måske sige at jeg just ikke har ladet det mangle på at ta bladet fra munden i de år vi har hørt sammen og det er nok sandt. Men så har det været i ophidsede øjeblikke, i vrede, i afsindighed, fremkaldt af længe undertrykt, kunstig bekjæmpet pine. Nu er jeg for første gang i vort ægteskab (tror jeg næsten) helt rolig og under denne tilstand har jeg gjenfundet mig selv og har erkjendt at jeg mest af alt og næsten udelukkende er et dybt bedrøvet menneske. Men jeg vilde jo snakke med Dig, ikke raisonnere.
Så vil jeg begynde med at sige at jeg elsker Dig. At det er så har jeg i og hos mig selv tusinde beviser for, og uden det, vilde jeg ikke hverken selv tro det, eller sige Dig det. For der trænges til beviser, slig som jeg er mod Dig og slig som jeg ofte føler imod Dig. Altså jeg elsker Dig og det er just min ulykke, for jeg lider altfor meget derved. For, som jeg skrev til Dig fra Helsingør, jeg har altid mistro til Dig. Jeg kan ikke forlade mig på at Du ikke har søgt andre kvinder end mig også siden vi blev gift. Når mistroen engang er trængt ind i en sjæl, så sidder den som gift i blodet, og forstyrrer hele organismen. Nu kan jeg godt føle, hvorledes vreden blusser op i Dig ved disse ord. Men er det da noget at være vred for? Må Du ikke heller beklage mig? Hvad skal der bli af et menneske som mistror den hun elsker? Kan Du rigtig forstå for en afgrund af elendighed det er? Derfor siger jeg det er min ulykke at jeg elsker Dig, for elskede jeg Dig ikke så gav jeg Dig fri og var selv fri.
Jeg vil berøre et par oplevelser Du har havt med mig, som ganske vist særlig har oprørt og forskrækket Dig. Det ene var din hjemkomst fra Slesvig her i Hornbæk for 3 år siden.k1466 Du var så sød og kjærlig da Du kom og jeg så henrykt over Dig. Glæden ved at se Dig, ved at ha Dig igjen hjalp mig til at kvæle mistroen for et par dage, men ikke længer. Tredie natten efter hjemkomsten lå jeg vågen og kjæmpede med min mistro, som en, der kjæmper for at redde livet. Men jeg reddede mig ikke. Han har ikke været Dig tro! sa det inde i mig, han har ikke, han har ikke. Og hvad glæde er der så ved hans kjærtegn og favntag. Hvorfor skulde han ha vært Dig tro nu, når han ikke var det den gang Du trode ham så vel, dengang han havde forståt at gjøre Dig så tryg og tillidsfuld, ved at fortælle at hans elskerinde var borte og at han tilhørte bare Dig. Dengang blev han dog ved at gå tilsengs med hendek1467 og skrive breve til hende med Din Erik under akkurat som han skrev til mig. Og første gang han skulde forlade mig for 10 dager,k1468 – straks, før han endnu havde pakket noget tænkte han på at udstyre sig således at han uden at resikere noget kunde gå til fruentimmer. Og så steg det op som en stormflod inde i mig og jeg tænkte på alle de kvinder hvis legeme Du havde nydt og i hvis favn Du havde følt langt større fryd end i min, fordi Du dengang var yngre og friskere – nu er Du en gammel, mæt mand – jeg tænkte på og gjennemlevede det alt sammen og min kjærlighed blev en væmmelse og det svidde som af gloende brænder i mit indre. Så var jeg sur og tvær om morgenen, og Du stod målløs af harme og forbauselse. Og dengang jeg kom fra Norge. Samme historie.k1469 Hvorfor skulde han ha vært mig tro nu, jeg har vært borte i hele 4 uger, han som er sådan vant at han dengang han vilde knytte Dig til sig efter det første samvær deroppe i Norge forlangte for sig selv, som en selvfølgelig ting, frihed til at beholde sit fruentimmer. Han som takked tilfældet for at han ikke havde «slængt hen på et fruentimmer» de 10 dage da der var et foreløbigt brud mellem os efterat hun hans ene elskede var rejst til Amerika. Han som har gåt til fruentimmer fra han var liden skolegut og aldrig har kunnet undvære det, som har levet med skjøger og fruer og damer i mængde. Det må jo være som med en drukkenboldt, om han gjør aldrig så mange løfter, fatter aldrig så mange forsætter, han falder dog altid tilbage. Så varte også dengang det gode mellem os kun 3 dager. Da kunde jeg ikke længer. Her har Du, hvordan jeg har det. Sådan er det altid. Kommer Du sent hjem en aften, straks er jeg angst for Dig. Er jeg borte et par dage, samme angst. Hører jeg William tale om Din liderlige grevinde,k1470 straks tror jeg Du treffer hende på gaden og lar Dig lokke hjem med hende. Kommer der et fruentimmer op, og spør efter Dig, straks tror jeg det er hende Du har havt, eller trode at ha havt, de to børn med – til mig har Du kun talt om et.k1471 Ved jeg ikke hvor nogle penger blir af straks tænker jeg Du har forpligtelser, jeg ikke kjender. Går vi sammen på gaden og møder så'nne fruentimmer bringer det en hærskare af onde minder og en flom af smerte op i mig at se de lange blikke hvormed Du altid betragter dem – hvorfor gjør Du også det? Aajo gjør det bare! Du vilde dog gjøre det, når Du gik alene. «Nu ser han efter om det er en han gjerne vilde gåt hjem med,» tænker jeg så, eller om det er en som han før har været hos, kanske undersøger han om det er «Kjøbenhavns berømteste skjøge», som han engang fortalte Dig om. Og så fremdeles, fremdeles, bestandig, bestandig, det samme op igjen i en cirkel. Det er fortærende. Og mange tusinde ting som har pint mig fra den første tid af, og endnu stadig piner mig. Bare det Du engang svarte, da jeg på en bemærkning af Dig om mig, spurte om Du da vidste så nøje besked med hvordan kvinder var skabt på «de steder». Ja, sa Du og lo, det ved jeg rigtignok besked om.
Det er hårdt, hårdt at jeg skal gå her og bøde for det liv Du har levet. Og hårdt er det også at livets største fryd, den jeg så altfor sent fik del i, skal for mig forvandles til kval og gift. Jeg raser og sorger, bider og slider i mine lænker, men til ingen nytte, for jeg blev vel endnu værre faren hvis jeg fik dem af, sålænge jeg ikke blev min kjærlighed til Dig kvit.
Nu vil Du sige til Dig selv: men jeg er jo gift med et unormalt, sygt, halvt vanvittigt menneske. Dertil vil jeg svare: Det er ikke så vanvittigt endda. Mange kvinder om hvem Du mindst aner det, lider det samme som jeg ved tanken om Deres mænds fortid og ved mangelen på tryg tillid til dem. De hører og ved så meget, og har de en liden smule forstand så spør de naturligvis sig selv: hvorfor skulde netop mit ægteskab være en undtagelse. Fru Fejlberg fortalte mig engang at Carl havde meddelt hende om flere af de mænd som vanked hos dem at de, såsnart konen blot var borte en 8 dage, gik til fruentimmer. Jeg ved om mange forhold som er gåt til grunde af netop samme årsag som den – jeg frygter med angst at det blir enden – der vil bryde vort istykker. De gifter sig mange af dem mens de er unge og ikke forstår hvad det vil sige at få en mand, og endnu værre elske en mand, som har ligget i snese kvinders favn før han endelig foreløbig havnede i deres. Jeg tror nu at alle ægteskaber på forhånd er dømt af den grund.k1472 Præmisserne er altfor uligeartede, og virkningen deraf er forbandelse over selve kjærligheden, for hamen vis, for hende på en anden. For det andet vil jeg svare at hvis jeg er bleven unormal, syg, halvt vanvittig, så er det mine erfaringer som har gjort mig til det. Du har så længe sagt at jeg er ond, og jeg tror selv jeg er bleven både ond og dårlig, men jeg ved endnu sikrere at jeg var det ikke af naturen. Ingen i verden kunde være mere blottet for mistro til nogen end jeg. Såre sent og langsomt og møjsommeligt lærte jeg at bli det. Mit første ægteskab f.eks. I 13 år var jeg der, skjøndt det burde vært brudt allerede i det tredie. Mod al fornuft, alle beviser, alle slående omstændigheder gik jeg der og ante intet. Wollert Holst sa siden til mig,k1473 at han havde ringeagtet mig fordi jeg så villig fandt mig i at min mand var mig utro. Ingen drømte om at jeg ikke vidste det. Men jeg vidste intet, så intet, forstod intet. Den tanke at han kunde være mig utro fik aldrig plads i mit sind. Jeg havde nok også da hørt en hel del om mænd, men det angik ikke mig. Og nu, nu er det liksom livet tar hevn over mig for min sorgløse, uforstandige tillidsfuldhed.
Ja nu ved Du så nogenlunde hvordan jeg har det, hvis Du ikke har vidst det før og hvis Du nu siger: men den kvinde vil jeg ikke være gift med, så har jeg intet at svare. Jeg vil til og med godt kunne forstå det. Jeg har i disse dager grublet og tænkt en hel del over hvad der var at gjøre, men alle udveje er lige sørgelige. Det er sandt, hvad Du sa at det vilde være synd for gutterne om vi åbent brød med hinanden, og derfor vilde jeg det nødigt. Også for min egen skyld, for jeg vilde få det svært fælt og føle mig græsselig ulykkelig de første par år ialtfald. At leve sammen som kammerater, så'n at Du havde Din fuldstændige frihed, vilde også bli en pine. Men det lod sig vel nok gjøre, hvis vi begge var enig om at fatte beslutningen. Aa men jeg vilde vel mangen gang længes efter Dig og føle kvide ved bevidstheden om at Du nu gav Dig helt hen i et nyt forhold, som Du intet fortalte mig om, for det vilde Du vel ikke. Af to onder tror jeg dog jeg vilde vælge det sidste. Kanske tog det mig ikke så lang tid, som jeg nu tror før jeg vandt frem til fred og ro og resignation. Så er der det tredie alternativ: at fortsætte på den gamle måde, men det vil Du vel ikke. Jeg skulde nok gjøre mig frygtelig flid for at beherske mig, men love noget tør jeg ikke. Og det værste var at Din godhed for mig vilde dræbes tomme for tomme. Den er jo alt på gode veje til at være uddød. Og det er frygteligt at tænke på.
Da jeg læste Dit brev idag strøg det pludselig igjennem mig: men sæt han nu har vært Dig tro siden Du blev gift med ham ialtfald og for et øjeblik var det som om der drog en svalende fred ind i mig. Hvis jeg vidste det, men hvordan skulde jeg få det at vide. Der sker jo ikke mirakler nu mere.
Her er et tysk ægtepar hernede, de er halvgamle, meget ældre end os i altfald af udseende. Dem tåler jeg ikke at se på for al den kjærlighed der er imellem dem. Hun er vist sygelig og han viger ikke fra hende. Kjærligheden lyser af deres øjne af hver en mine, hver lille bevægelse. Idag fortalte frøken Friis mig at de har vært forlovet fra de var 16 år, gift fra de var 22 og at han aldrig har set på nogen anden kvinde. Jeg må ofte vende mig bort og bide munden sammen for ikke at græde når jeg kommer til at se på dem. –
Jeg må ha en 12–14 kr., hvis jeg skal komme hjem på mandag. Men jeg vilde helst bli her endnu længere. Jeg gruer så for hjemkomsten, endnu mere nu, siden jeg har skrevet alt dette til Dig. Men naturligvis kan jeg godt forstå det, hvis Du skriver at jeg ikke bør bli længere. Det er jo for pengenes skyld, og penger er allemands herre. Altså kommer jeg på mandag, hvis Du ikke udtrykkelig siger at jeg gjerne må bli. Bliv nu ikke sint på mig for dette. Men hvis jeg skal bli må pigen skaffe mig af vasken et natlinned en bukse et par strømper og de broderte småstrimler, som muligens var med til vask. Også nogle lommetørklæder. Så må Du sende mig sammen med dette en blå bog magen til den Du kjøbte sidst, for at jeg kan få skrive rent de to sidste akterk1474 og sende Dig. Jeg er snart færdig med sidste akt, men jeg tror neppe den er god. Men så kan den rettes. Pakken, hvis det blir så at Du sender den, må adresseres til kroen ligeledes brevene, for der bor jeg nu siden de to hekser er rejst.k1475
Jakob har nok slåt sig ordentlig løs herude. Hele Hornbæk er fyldt med rygter om hans ustyrlige munterhed. Små og store blir ikke trætte af at fortælle om hans brilliante meritter. Alt hvad jeg hører er bare godt og elskværdigt. Jeg har måttet love krodøtrene og Gerda, som er bleven en sød pige, at skrive til ham og minde ham om hans løfte at komme herud igjen på søndag til ballet. Ligeledes om de cigaretter han skylder dem. Men hils Du ham tusen ganger fra mig, og sig han må spare sine penger denne uge. Det blir en uhyre skuffelse når han ikke kommer. Men lad bare de unge få skuffelser i tide, der er så ikke andet i livet at vente. – Har Ludvig ikke skrevet endnu?
Læs nu dette brev med så mildt og godt sind som Du kan. Jeg er så bange og nedtrykt. Du skal tænke at det er en gammel ven af Dig som klager sin nød for Dig, og så se til at forstå og være snil. Du må ikke slå Dig tiltåls med det, at jeg er ond. Jeg er ikke halvparten så ond som jeg har det ondt.
Det undrer mig at Du vilde påta Dig at gå til Phillipsen for Prydza. Du som ikke engang kunde skaffe mig som Du trode på, Philipsen til forlægger, hvor kan Du så gjøre det med hende, Du ikke tror på. Hils hende og skriv under alle omstændigheder noget til
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Du skal ikke springe over noget i dette brev om Du end får lyst til det.

332. Erik til Amalie

Lørdag den 18 August 1888
Min kære Ven
Jeg har gjort de stærkeste Forsøg idag på at holde mig alene til det gode i dit Brev – men det vilde ikke være sandt, om jeg sagde, at det er lykkedes mig. Der følger en Tyngde med, som forhindrer mig fra at huske udelukkende på den ene Ting, at Du alvorlig har sagt, at Du elsker mig. Men vær vis på min Ven, at vil Du hjælpe lidt til, skal det alligevel blive det, som holder fast.
Der er noget fortvivlende hjælpeløst i at tænke på, at de altså har været spildte de År vi har levet sammen.
Jeg tror ikke, at jeg kan give noget bedre. Har Du ikke forstået mig nu, hvornår skal da Forståelsen komme? Den svalende Fred Du taler om, der efter Læsningen af mit Brev for et Øjeblik drog gennem dit Sind, kunde Du have ejet fra det Minut Du sendte dit Telegram om, at Du vilde blive min Hustru.k1476 Fra da har jeg været Dig tro som Du siger, i samme Betydning af Ordet som Du tager det, og det er end ikke faldet mig ind, at Du virkelig et eneste Øjeblik har tvivlet derom – jeg forstår det absolut ikke. Det ulyksalige Påfund,k1477 da jeg rejste kort efter vort Bryllup, havde for lidt med Virkeligheden at gøre – og slet ikke noget med den Virkelighed som Du hårdnakket forestiller Dig – til at Tingen nu burde huskes anderledes end som det forbigangne man har sat sin Fod på, og som ikke står op mere.
Men ulykkeligvis, Du tror, at det med Kønslivet forholder sig som med «Drikfældighed» – Hvad der i sin Oprindelse er en Sundhed, slår Du sammen med en Last og giver det Lastens Love.
Og de mangfoldige Ægteskabs Følger gør Du til alles og kalder det Mirakkel, om en Mand, der er gift, bliver sin Hustru tro – ikke af Anstrængelse og «Pligt» men simpelthen fordi der ikke falder ham andet ind, fordi han ikke har Spor af Lyst til andet.
Mest forunderligt vilde det vel forekomme de fleste Ægtemænd, at det var fordums Forbindelser, der skulde drage ham til sig på ny. Herregud, de fordums Forbindelser, det er jo dem han lykkelig er sluppen ud af!
Osv.
Jeg har ikke ønsket at tale om dette. Din Mistillid er vort Ægteskabs Ulykke. Den har forhindret Dig fra at forstå mit forbigangne som mit nuværende Liv – dit Indtryk af mig er grelt forkert –, og tydelig udtalt som den nu er bleven ligger den som en Mare over mit Sind. Jeg vil gøre alt for at ryste denne Mare af mig.
Et alvorligt Ord må jeg sige Dig. Jeg trode, at din Sygdom var det, man kalder Skinsyge på Fortiden – en Sindsstemning som jeg af hele min Natur må sætte blandt de lave Følelser – at den var levende og virkende Mistro, er en endnu større Ulykke for Dig og mig.
Den kues. Jeg må i alt Fald ikke mærke den. Det går over et Menneskes Evne at forblive brav og god mod den, der systematisk mistror en. Mistro avler Foragt.
Men nu min Ven vil jeg give Dig din sørgmodige Kærlighedserklæring tilbage. Også i mit Sind er der Kærlighed. Jeg elsker Dig. Ikke som i gamle Dage, men dog i Glæde for det gode Du har givet mig eller fordi jeg ikke kan andet – men det er sandt at der har været Øjeblikke, hvor jeg lige som har kunnet se Bunden af min Kærlighed. Hin sidste forfærdelige Nat da Du –
Jeg havde været så øm over Dig og dit Landtursønske. Råd syntes jeg ikke ved nærmere Overvejelse, at vi havde – alle tre i det mindste ikke; jeg havde et Håb om at Jakob skulde sige, at han og Vennen vilde blive i Byen, så vilde jeg tage med, for ud skulde Du. Så var han kun fuld af Glæde over Turen, altså måtte jeg blive hjemme – dette var gået rundt i mit Hoved, og rask var jeg ikke –
Men det tænker vi nu ikke på. Dit Hjem er hos mig. Beskyt dette Hjem!

Fra Ludvig er der endelig idag kommet Brev som jeg sender Dig.k1478 Det er til Dig men jeg brød Konvoluten i Håb om at der var Penge i det. En underlig Gut til at skrive!
Jakob tror ikke, at han har lovet noget om at komme til Bal og kan under alle Omstændigheder ikke komme. Hvorledes være næste Morgen på Sætteriet?k1479 Og Pengene?
Bliv Du ganske rolig i Hornbæk Ugen ud, men send mig Nøglen til Linnedskabet, Dug og Servietter er snart ubrugelige.
Tænker Du ikke på at gøre noget færdigt til Langhoff?k1480 Idag har vi den 18.!!!
Hvad Du siger om Prydza Dig og Philipsen forstår jeg ikke.
Imorgen tidlig går Pakken til Dig afsted men jeg er bange for at den blå Bog må vente til Mandag.
Din E.S.

333. Amalie til Erik

[19/8/88]
Kjære ven,k1481 nøglen til linnedskabet er det ikke nødvendigt at sende for der er både duger, servietter og håndklæder i vadsken som den drølete Ida må se til at få rullet. Sig Du bare at hun må skaffe det til middag (imorgen, mandag) Der er ikke det mindste i vejen.
Med mirakler mente jeg ikke at det var et mirakkel at en mand var sin kone tro, men at jeg kunde få vished for at Du havde vært det, selv om Du også havde vært det, mente jeg vilde være et mirakel. Når Du tar Dig til at svare på noget var det ønskeligt om Du vilde være klar. Hvad mening er der i det Du skriver om hvad der hændte kort efter vort ægteskab, da Du skulde bort de dager? Jeg forstår det i altfald ikke. «Det havde for lidt med virkeligheden at gjøre, og slet ikke noget med den virkelighed som Du hårdnakket forestiller Dig» – Ja, når det ikke havde med virkeligheden at gjøre, så ved ikke jeg hvad der har det. Men lad det bare ligge. Helst så jeg Dig aldrig, aldrig mere. Det bedste for mig var at dø. Der er ingen, ingen tvil om det. Og hvem ved? Når der nu absolut ikke er andet tilbage.
Ja, brevet fra Ludvig var rigtignok alt andet end hyggeligt. Enten er han dum eller svært tør og kold. Jeg tror han er lidt dum.
Hvad jeg skrev om Prydza kan være akkurat det samme.
Langhoff? Har han spurgt efter noget da?k1482 Eller har han bare så meget som svart på om bogen kan trykkes hos Knudtzon?
Jeg tror ikke jeg blir her ugen ud. Idag ser det ud som det har slåt sig til stygge vejr igjen og er det så – det er endnu tvilsomt hvad der vil sejre – så rejser jeg herfra imorgen alt. Her er altfor fælt når det øsregner og stormer og når knagingen og bragingen i vinduer og vægge vækker mig om natten, så er jeg så rasende bange. Lynet og tordnet har det også, så jeg har nok gåt en del igjennem. På do er der så mange uhyre store edderkopper de sidder overalt – jeg tør ikke gå derind, men må spasere en halv fjerdingvej ind i plantagen for at komme til et tilstrækkeligt ensomt sted. Men alligevel har jeg ikke lyst at komme hjem.
Der er så mange hilsener til Jakob fra krodøtrene og Gerda og mange andre. De græd omtrent idag da det blev vitterligt at han ikke kom. Men de cigaretter han har tat fra dem med løfte om at sende dem en pakke istedetfor, sendes. De har ventet på dem hele ugen. Jeg kan ikke skrive, jeg er så fortræet indvendig.
Amalie
Du er så skrækkelig ubøjelig af Dig. Det er Din svaghed og Din styrke. Der, Du engang er hjemme og kjendt, der ved Du ypperlig besked og kan ypperligt forstå. Men til andre regioner kan Du ikke strække Dig. Når jeg ser på Dit ansigt kan jeg se Din begrænsning i Din næse. Den er god og fast og pen og hæderlig; men den er stor og snever. Du har nu engang sat Dig i hodet at med Dig og Dit liv er der intet i vejen. Nu vel lad det så være. Men at Du ikke kan forstå en stik modsat opfatning, det er det håbløse. Du er liksom Dine søstre, der er så klippefast så selvsikker og afsnævret inden sin kristendom. Den lidelse jeg drages med hidrører for Dig kun fra at jeg er en lavere natur end Du. Aa, hvor det er snævert! Den lidelse kunde også hidrøre fra ganske andre kilder i mit væsen, men at snakke derom med Dig ved jeg nu er håbløst om jeg ikke har vidst det før. Det er liksom Du er omgit af en mur. Jeg har læst Fyrst Mysckin af Dostojewski herude.k1483 Det er en mand som forstår andre end sig selv.
Amalie

334. Erik til Amalie

Mandagk1484
[20/8/88 eller 27/8/88]
Kære Amalie
Jeg har i dette Øjeblik talt med Herman Bang.k1485
Han indskærper på det alvorligste at være nøjagtig i Aftaler med Langhoff. Selv akkurat inddeler Langhoff de Folk, han har med at gøre, i to Slags: de, som holder sig Aftaler efterrettelig, og de, som ikke gør det. «Og man behøver så ikke at spørge om hvem der står hans Hjærte nærmest», tilføjede H.B.
Jeg skulde derfor mene, at det er yderste Tid, at Du opfylder din Forpligtelse over for Langhoff.
Mon det ikke var det klogeste at Du nu kom til Byen. Du har jo heller ikke sluttet virkelig Aftale om Trykstedet, som Du har indledet Underhandling om.
Altså jeg mener at her står Interesser på Spil som straks skal varetages.
Dette skriver jeg på Pressens Bureau på Udstillingen, hvorhen jeg er gået efter at have været hos Bramsen for Tandpine. Det har ikke hjulpet hvad han har gjort og om lidt går jeg op til ham på ny for at klage min Nød.
Igår Søndag gik Jakob og jeg om Aftenen på Tivoli og blev ynkelig regnet igennem på Hjemturen. Det havde oprindelig været vor Hensigt at gå til Cyklevæddeløbene i Ordrup, men Vejret så os for truende ud. Om Frmdg havde jeg været på Langelinje til Kaproningen og havde også der fået en solid Skylle over Hovedet. Jakob var da hos Ove for at hilse på Helge,k1486 der sammen med Ove forleden under min Fraværelse havde lagt Kort hos os. Helge er 8 Gange mere blasseret nu end før sin Afrejse. Efter J's Fortællinger synes der for øvrigt at gro et temmelig ubehageligt Kuld op af unge Mennesker blandt de fordums Pirater.k1487 De har for Øjeblikket som Ideal at blive optagne i Hofkredsene(!) Det er ikke Fabel men bogstavelig sandt.
Men altså tænk på Langhoff og gør hurtig hvad Du har at gøre.
Din Erik

335. Amalie til Erik

[21/8/88 eller 28/8/88]
Min kjære mand!k1488 Idag har jeg sendt 81 sider manuskript til Langhoff.k1489 Det er bleven gjennemlæst godt og rettet her og der. Tak for pakke og den blå bog. Iovermorgen, torsdag kommer jeg om aftenen. Lad der være åbent.
Jeg er meget bedrøvet over alt det, der har været imellem os, frygtelig bedrøvet. Og alligevel gladere end jeg længe har vært, for jeg tror Dig. Og når jeg gjør det, kan Du vide, jeg må være tynget af sorg og skamfuldhed. Jeg vilde gjerne be Dig ydmygt om forladelse. Og jeg skal stræbe efter at slette ud og reparere alt det onde jeg har gjort. Stakkels Dig Du må ha vært svært både sint og krænket. Men jeg tænkte tit hvorfor siger han ikke til mig at jeg tar fejl, for jeg troede du vidste hvordan jeg havde det, og hvad jeg gik og var bange for. Kan Du så hjælp mig nu. Bare Du ikke rent har fåt imod mig. Aa men jeg elsker Dig trods alt. Og det har jeg gjort hele tiden. Jeg skal bli bedre. Du har vært god mod mig disse 4 ½ år.
Din Amalie.
[Tilføyelse]: Hils Jakob

336. Erik til Amalie

Torsdag Aftenk1490
[1888]
Du spørger mig i dit Brev, som vistnok er meget fornuftigt og hvis Indhold jeg skal lægge mig på Sinde, om jeg trode, det var Komediespil, da Du i Sommer bad om Afbigt uden Ord. Derpå vil jeg for den Ulykkes Skyld, som det Optrin voldede, svare:
Jeg trode ikke det var Komediespil. Jeg spurgte ud af min Fortvivlelse – for den Gang var jeg som lam af Fortvivlelse –: Ja hvad er nu din sande Mening? Derpå fik jeg intet Svar. Du forlod mig hurtigt som for at undgå enhver Forklaring. Du nærmede Dig mig en Gang til – jeg stod med Sindet åbent, ventende, håbende, jeg vidste, mit Ægteskabs (vel mit Livs) Redning eller Forlis lå i din Evne eller ikke Evne til at ville råde Bod på, hvad Du havde forbrudt (eller ikke forbrudt, hvis det ikke var Afsind, hvad Du havde sagt den foregående Aften uden et Støvgrans Anledning fra min Side). Du sagde ikke et Ord. Jeg havde kun det at holde mig til, at Du alvorlig beklagede Optrinet den foregående Aften.
Denne valne Beklagelse af hvad der for mig var et Liv tabt eller vundet, kunde jeg ikke leve af.
Jeg ræddedes for denne Mangel på Evne eller Vilje til at give Kærlighed.
Stødet havde været for hårdt, denne Gang kunde jeg ikke komme Ulykken forbi Du kunde ikke hjælpe. Jeg tænkte, at Du hverken kunde eller vilde.
Så var Ulykken der.
Din Ven
E Skram

337. Erik til Amalie

Fru Amalie Skram, Kroghsgade 1, 4, Hj af Østerbrodossering
Kl 5,5k1491
Jeg har to Minuter og dem bruger jeg til at sende Dig det Kys Du ikke fik da jeg løb afsted. Jeg var på et hængende Hår kommet for sent kun Sporvognen reddede mig.
Glædelig Ludfisk!
Din Erik



1889

I april-mai 1889 var Amalie og Erik borte fra hverandre i usedvanlig lang tid, nesten to måneder. Grunnen var at Amalie reiste til Norge «for sine nerver»; hun hadde vært nervøs og ikke kunnet arbeide, som så ofte, og de fant ut at hun ville ha godt av norsk luft og et besøk hos sin bror Ludvig, som var adjunkt ved skolen i Kongsberg. På veien ble hun noen dager i Kristiania, dels for å gå i teater og skrive teaterbrev til Politiken, dels for å samle attester og skrive søknad om norsk forfatterstipend. I Kongsberg gikk hun lange turer med broren og arbeidet på romanen S.G. Myre; hun nøt å være i Norge, men led av stadige forkjølelser og sår hals. Hun var også gravid, noe som de hadde hatt en mistanke om innen hun reiste fra Danmark, men som hun fikk bekreftet mens hun var i Kongsberg (datteren Johanne ble født oktober 1889). På vei hjem ble hun også et par dager i Kristiania, for å oppsøke bekjente som kunne hjelpe henne med dialektinnslagene i romanen.
Erik ble i København, gikk i teatret og skrev regelmessige teateranmeldelser til Illustreret Tidende. I midten av april skadet han ankelen med gymnastikk, noe som førte til en del frustrasjon og stillesitting. Begge Amalies sønner bodde ved denne tiden hos dem i København; Jacob arbeidet på trykkeri hos Frederik Knudtzon, og Ludvig i forretning hos Wessel og Vett. Jacob voldte en del bekymring, som han ofte gjorde, denne gang med en sykdom som ikke var lett å definere.
Det går tydelig fram fra flere av brevene hvor knapt de hadde det med penger; Erik måtte skrape sammen penger til mat, og Amalie hadde konstant dårlig samvittighet over hvor mange penger hun brukte til reisen. Hennes «regnebrev», nr. 345, er et av flere steder i brevsamlingen hvor hun forsøkte å forklare hva pengene var blitt av – og viser hvor vanskelig hun fant det. Ikke på noe tidspunkt i hele sitt ekteskap følte de at de hadde penger nok til å kunne slå seg løs; Eriks arbeid var dårlig betalt, og Amalie fikk i begynnelsen lite eller ingenting for sine bøker.

338. Erik til Amalie

Mandag 8/4 89
Min kære Amalie
Foreløbig har jeg det trangt og ondt og kan ikke finde mig tilrette i min Ensomhed. Det er nu rigtignok ikke mange Timer siden jeg sagde farvel til Dig, så jeg har jo Lov til at håbe på, at jeg bedre skal forstå at drage Fordel af den Arbejdsro, jeg unægtelig nu nyder i rigt Mål. – Det Asen af en Kommandør, der forstyrrede de Par Minuter ombord, hvor jeg gerne vilde have holdt Dig i Hånden og trykket Dig en Gang for Alvor ind til mig, holdt mig op med Sludder mindst en halv Time. Tilsidst var jeg nær ved at blive uhøflig. Og så måtte jeg tilmed love at melde mig selv til Middag hos ham. Jeg var så arrig, da jeg endelig i Nyboder slap fri for hans venskabelige Passiar, at jeg var på Nippet til at puffe en frugtsommelig Kone i Rendestenen, og da jeg kom hjem ikke kunde finde på andet at gøre end tage Vandkanden og pøse Blomsterne sådan til, at jeg siden i Skamfuldhed selv tørrede Syndfloden op. Så lagde jeg mig på Sofaen og læste med et vist indbidt Raseri i det Håb, at jeg skulde falde i Søvn. Men skøndt ingen forstyrrede mig, blev jeg kun mere og mere vågen, og så begyndte jeg da at læse for Alvor. Det har jeg nu gjort i nogle Timer. Nu tager jeg fat igen, så kommer Ludvig og Maden, og efter den må da den atråede Lur kunne indfinde sig. Imidlertid har Du vel haft det dejligt ombord på det prægtige Skib og glædet Dig ved Tanken om den hurtige Fart op mod Kristiania og Kongsberg. Det er sandt – det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at sætte Dørene på mellem din og min Stue.
Tirsdag
Nå, det gik ikke som påtænkt. Da Ludvig og jeg havde spist – tynd Kærnemælk og herlig kold Steg – faldt det mig ind, at jeg naturligvis skulde i et af Teatrene. Ved Eftersyn viste det sig, at der var nye Stykker både i Dagmarteatret og Kasino,k1492 og jeg aftalte da med Ludvig, at jeg skulde lægge Billet til ham i Cigarbutiken lige over for Dagmarteatret, så kunde han se at få tidlig fri fra Forretningen. Jeg havde ikke glemt, at jeg havde lovet Dig at gå til Fru Feilberg, men derhen mente jeg, at Jakob nok så godt kunde gå, så meget mere som det åbenbart var bedst, at han selv talte med Feilberg. Således indrettede vi os altså. Jeg spadserede afsted Kl ½ 7 og fik altså ikke sovet. Men da jeg kom til Dagmarteatret, var det det lille Bæst Frk Albrechts Benefice,k1493 og jeg kunde ingen Billeter få. Så begav jeg mig op igennem Byen for at hente Ludvig hos Wessel & Vették1494 og gå i Kasino. Vi mødtes på Vejen, og han var kun fornøjet med Byttet, han havde jo endnu ikke været i Kasino og trode på «Skønhedskonkurrencen». Tilmed begyndte Forestillingen først Kl ½ 8 så vi fik Tid til at ryge en Cigar på Amalienborg Plads og høre på Taffelmusiken hos Kronprinsen, hvor der var Middag i Anledning af Kongens Fødselsdag. I Teatret viste Stykket sig at være et Uhyre af Dumhed, men vi fornøjede os godt nok sammen. Vi talte med Ove,k1495 og han meddelte mig, at der var sendt Billeter til Ill. Tid i Lørdags. Dem har Galschiøt altså formodentlig rolig ladet ligge. Det er nu temmelig ærgerligt, for både havde Du jo Lyst til at gå der og også vilde jeg gerne have været der. Vi gingede så hjem, dejlig sultne og lystne efter en Snaps, den vi fik. Jakob var ikke kommen tilbage fra Feilbergs endnu, men kom medens vi spiste. Han havde talt længe med Feilberg, der havde sagt, at han utvivlsomt led af Blodmangel og givet ham Anvisning på nogle Piller, som skal købes hos en Trier i Pilestræde og ikke på Apoteket, hvor de er tre Gange dyrere. Forresten havde han haft det hyggeligt og spist der og var nu for søvnig til at kunne nyde den Cigar, som Ludvig og jeg derimod med Begærlighed røg til Kl var præcis 12. Fru Feilberg var naturligvis meget bedrøvet over ikke at have fået sagt Dig farvel og bad Dig endelig skrive blot et Par Ord så skulde Du få et langt Svar osv., fra den elskede H.B. havde hun længe ikke hørt,k1496 og Jakob kunde fortælle, at han i en Avis havde læst, at H.B. havde glimret som Kotillonsopfører på et stort Bal i Nakskov, hvilken Glimmer forhåbentlig har gjort Fruens Hjærte godt. Idag er det bidende koldt med en Halvstorm af Øst, og jeg priser de påsatte Døre. Jeg har lige spist Frokost og været umådelig økonomisk med Kaffen, hvilket jeg virkelig tror lader sig gøre trods den nye Tragt. Ikke desto mindre er jeg under stærk Påvirkning af det nydte Kvantum og afventer Resultaterne, inden jeg går ud. Jeg var oppe før 9 idag, men har på lidt uforklarlig Måde forpuslet mig Morgentimerne. Indlagte Kort kom i dobbelt Udgave imorges og viser, at hvad Kvinder har på Læben svarer ikke altid til hvad de har i Sindet. Den lille Dame har dog ikke holdt af at vente,k1497 og da Bryllup ikke godt kan lade sig udføre Knald Fald, må hun vistnok allerede da hun talte med Dig have været på det rene med, at hun et Par Uger efter vilde være Frue af Gavn på ny.
Aften
På min Tur idag besørgede jeg Indkøbet af Pillerne til Jakob. Det var en virkelig Oplevelse. På Nr 45 i Pilestræde, der er et uanseligt lille Hus, stod på et gammelt Skilt sådan noget som «Triers Handel med Medicin er over Gården». Jeg gik ind i en snæver mørk Gang, og under en Trappe var Udgangen til den lille Gårdsplads, hvor der til højre var en lille bitte Dør med «Triers Medicinhandel» på, anbragt i en fremspringende lav og gammel Udbygning, der støttede sig til et højere Hus. Ad denne Dør kom man ind i en Dukkebutik, hvor der foran Disken kunde stå tre Mennesker. Der var to, da jeg kom ind, og i den Anledning måtte jeg holde mig trykket op mod Døren, indtil den Dame, der stod ved Disken, havde fået, hvad hun skulde have. Så blev jeg ekspederet af den gamle gråhårede Frøken, som udleverede Sagerne og behandlede en, som var man kun nået ind til hende ved en særlig Anbefaling. Havde Navnet Trier ikke været der, og havde alt ikke set så tarvelig pynteligt ud, og havde det endelig ikke været Feilberg, som havde anvist Stedet, vilde jeg have troet, at jeg var kommen ind i en hemmelig Bod, hvor de Stoffer blev udleveret, som Fosterfordriverne bruger, og hvor man kunde købe Dråber til langsom Forgivning af sine Medmennesker. Stedet var kun en Femtedel i Rumfang af Fiskebløderbutiken, hvor Du køber Ludfisk, og endnu lavere, og så, medens jeg var der, trådte Ejeren ind fra Laboratoriet, der, det så jeg gennem Døren, var betydelig større og lysere end Butiken. Det var en lille bleg Mand med så rent et Smil og en sådan Familjelighed med alt hvad der hedder Trier,k1498 at jeg blev helt skamfuld over, at jeg havde kunnet tænke på forbryderske Ting, hvor han rådede, og næsten ventede jeg, at jeg skulde have fået Æsken med Pillerne for intet. Nu stod det hele for mig som et Menneskekærlighedens Asyl, snævert i Omfang men vidt i sine Virkninger. Både den handlende Dame og det unge Menneske, der ventede på en Flaske med Kinadråber, begyndte straks at sige Hr Trier til Manden, og da hans venlige Øjne strejfede mig, var jeg ganske ulykkelig over, at ikke også jeg var godt kendt på Stedet og kunde sige: Hr Trier, så er de nok så venlig at huske osv. Feilberg havde kun sagt, at jeg skulde købe 100 Piller til Jakob, men jeg købte 200 blot for at indsmigre mig og få Lejlighed til at være længere i den lille Butik. Da jeg gik derfra, pønsede jeg blot på at opfinde Svagheder for Dig og mig og os alle, som kunde nødvendiggøre flere Indkøb. Du må absolut der hen en Gang. Jeg synes det er det mærkeligste Sted jeg endnu har været i København. Og så det særegne, at denne Mand åbenbart har et personligt Privilegium og kan gøre hvad der er forbudt alle andre at gøre: at sælge Medicin uden at være Apoteker.
Nå, i Aften har jeg været i Dagmarteatret, igen med Ludvig, der dog først kom hend [sic] ad ½ 9, og set Badet i Dieppe, og jeg har skrevet på en Artikel til Ill. Tid efter Aftensbordet.k1499 Nu skal jeg i Seng og sender Dig mit Kys til Godnat den lange Vej til Kongsberg hvor Du i Nat sover for første Gang. Skriv langt og vidt og bredt og snart!
Din Mand
E. Skram
Hils naturligvis Ludvig!

339. Amalie til Erik

Kristiania, tirsdag 9de april [1889]
Her sidder jeg nu, min kjæreste, elskede, snilleste ven ifærd med at skrive til Dig, skjøndt blækket er værre end skidtvand. Det er bedst at begynde med begyndelsen. Vi kom altså afsted som Du ved i det dejligste vejr, som holdt sig hele tiden med smult vande, som om vi havde sejlet på søen nedenfor vore vinduer. Af passagerer fandtes der kun et armt fruentimmer, som var bleven sendt hjem til Xania på fattigvæsenets bekostning til dæksplads, men kapt. var så snil at la hende bli på anden plads. Hun sad og skjivred og frøs i sine usselige klær, med en liden papirbyldt i hånden som var al hendes bagage. Hun var netop kommet ud fra St Josefs hospital, og var uden eksistencemidler. Så var der 3 tyske handelsrejsende, beskedne og skikkelige folk, som henad aften spilled og sang, med kastagnetter og sligt efter først at ha spurgt om jeg havde noget imod det. Og så var kaptejnen overmåde elskværdig som alle kaptejner er. Desforuden var der to norske hestehandlere, som kasted sin elsk på mig – gudskelov de rejste på dæksplads – og ikke lod af at snakke med mig såsnart jeg kom på dækket, hvor jeg forøvrigt var den meste tid. Da de hørte, jeg var fra Bergen skvat de til og sa på en gang: «Det er marjarligt[?] langt vække»! Gud ved hvorfor altid den slags folk slutter sig til mig med en aldeles rørende fortrolighed. Disse her havde jeg nu ikke sét på, langt mindre tænkt på at tiltale, for jeg gik i egne tanker frem og tilbage, tilbage og frem og tænkte på hvor god og elskelig Du var og på hvor uhyre meget jeg skyldte denne Din godhed og elskelighed, ja, for Du er så god at Du tvinger en til at bli god, selv om en har vært nokså meget på veje til at bli ond. Velsignede menneske. Kl. 2 spiste vi middag og da havde jeg endnu ikke vært fra dækket. Maden var forfærdelig fin – suppe, lax, forloren skildpadde, oksesteg som var god med gemüse, prinsessebudding, ost smør, dessert. Gud ved hvad alt dette koster tænkte jeg med skræk og idag så jeg at det kosted 3 kr. Så tog jeg mig en lur, fik lov hos jomfruen at ryge i mit lukaf som var prægtigt gik så atter på dækket fra ½ 6 til 8 uafbrudt, spiste aftens, læste i bogen, jeg fik med til ½ 11 og gik så tilkøjs, hvor jeg sov som en sten med morsomme drømme i ét kjør til kl. 8. Stod op og var færdig kl. 10 og indved toldboden 1 kvart før 11.
Gunnar Hejberg kom ombord og hented mig,k1500 hvilket var svært pent af ham – Du ved jeg havde skrevet et brevkort til ham og sagt at jeg rejste. Han tog sig af tøjet mit og fik det på jernbanestationen, men på vejen opover snakked vi frem og tilbage om at jeg burde se fru Didik1501 og skrive en god korrespondance til Politiken om hendes spil – imorgen går En forlovelse og Kammerater,k1502 og efter nogen betænkning beslutted jeg at bli, ja, ikke straks, først var jeg oppe hos moderen og hos redaktør Thomsen, som jeg vilde opsøge om stipendiet,k1503 og som gav mig nogle særdeles nyttige vink og råd med hensyn til dem jeg skulde be om anbefaling o.s. v.; det skal så gjøres imorgen. Iaften (Galeotto) går jeg i teatret.k1504 G.H. har skaffet billet og imorgen ligeså. Så skriver jeg straks et brev til Politiken. Meld det kanske der, men sig at jeg vil ha mere for det end for den artikel om frk. Parelius. k1505 Jeg skrev straks et brevkort til Ludvig og sa at jeg først kom iovermorgen; han får det samtidig med det tog som jeg skulde vært kommen med for toget går først 1 kvart før 4. Nu er den 3. Bare Du nu ikke synes at dette er galt af mig. Jeg er så bange for det. Men når jeg ikke har Dig at spørge så jeg jo handle på egen hånd, og det er så lejt. Der går jo nogle flere penger med men så kan jeg vel få det brev ind i Politiken og så er det det med stipendiet. Billetten ombord kosted omtrent 49 kr, så det var jo en streg i regningen. Thomsen havde bylder i ansigtet og var syg, men dog elskværdig nok til at ta imod mig. Farvel min søde elskede! Hils gutterne meget.
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Det er et dævels blæk detteher!
[Tilføyelse på siste side]:
Jakob har nu vel fåt jernpillerne?

340. Amalie til Erik

Kristiania 11te april [1889]
Min kjære, søde, snille mand, her er jeg endnu. Jeg fik sikker underretning om at ansøgningen om stipendiet skulde indleveres inden denne uges udgang. Thomsen havde sagt at jeg absolut måtte ha anbefaling fra Skavlan og helst fra Schjøtt. Og så bor disse mennesker så uhyre langt udenfor byen, så Du kan ikke tro hvad tid det tar. Idag har jeg vært hos Hartvig Lassen;k1506 han var uhyre elskværdig – han er en af kommitémedlemmerne, – men tænk han havde læst Lucie og Constance, men ikke Hellemyrsfolket. Jeg sa da, jeg vilde sende ham dem om han så vilde læse dem. Nu har han fåt dem. Jeg bad ham sige mig ærligt om der ingen chance var for mig, da jeg i så fald vilde rejse straks til Kongsberg og ikke spilde tiden. Han sa, at jeg burde søge, – der var stor chance. Men jeg måtte absolut gå til den «Sortgule».k1507 Så var jeg hos Skavlan. Han mente at det var aldeles forgjæves. En som jeg, fik aldrig stipendium under dette regimente. Senere fik jeg det sikkert, men bare ikke nu. Men til Sverdrup måtte jeg gå, sa han også. Så gik jeg til ham – åh, Du aner ikke for strabadser jeg har havt at gjennemgå, for de er naturligvis aldrig hjemme og så går jeg og slænger i gaden og venter på dem og går op igjen – igår var jeg hos Schjøtt, hvis anbefaling det efter sigende er meget vigtigt at få, men han var ikke hjemme. Han bor næsten en mil borte fra byen og jeg gik tilfods frem og tilbage for billigheds skyld. Og jeg er bleven så frisk, så frisk heroppe. Sover som en sten og har det udmærket. Den Sortgule var prægtig – og tænk han havde læst både Sjur og To Venner og fandt dem gode. Constance syntes han også var meget talentfuld, men han likte ikke retningen. Også ham bad jeg sige mig ærlig besked, – «jeg vilde være ham taknemmelig om han sa sandheden», men han endte med at sige: «Søg frue! Men søg både statens og Schäffers. »k1508 Efter dette kan jeg ikke la være at søge men så må jeg bli her til på lørdag. Jeg skal tale med både Drolsum og Bang k1509(resten af kommiten[)] og få anbefalinger fra Skavlan og Schjøtt (Skavlan bare skriver jeg til) og så skal ansøgningen skrives. Sverdrup sa også den måtte være indgit i denne uge. Naturligvis får jeg alligevel ingenting, men alle siger at jeg bør søge alligevel, for det hjælper på næste gang.
Sig til Nils Collet Vogt at alt hvad han har fortalt om Krohg er løgn,k1510 lutter løgn og sludder. Krogh [sic] er bedre og kjækkere mand end nogensinde,k1511 men hans kone er frugtsommelig og rasende styg, men elskværdig.
Farvel min kjæreste, mit bedste i verden. Hils gutterne fra
Din Amalie.
I fykende hast for posten går straks.
[Tilføyelse på første side]:
Teaterbrevet kommer snart.

341. Erik til Amalie

Fredag den 12 April 1889
Tak min egen søde Amalie for dit Brev fra Kristiania! Det var så hyggeligt og blødt og kært som den allerbedste Tur med Dig under Armen, hvor dævelsk end Blækket var, og hvor skjult Du end holdt dit Opholdssted. Hvor Pokker sad Du i Kristiania – på Hotel? Hvilket? Nå ja, når Du bare kommer godt fra de Kristiania-Dage uden alt for megen Svir og Kommers, så er det jo i Grunden ret fornuftigt ordnet; men så bør Du da holde Dig i Ro på Kongsberg i Påsken. Husk min Ven, at Du er i Norge først og fremmest for dine Nervers Skyld, og at det er dem Du skal bringe tilbage i udmærket Forfatning. Hvad sa Gunnar Heiberg for Resten? Fornøjet med Krania? og Madam Didi. Og har Du hørt noget om «Fjældmenneskers» Skæbne?k1512 Fortæl pænt om alt. I Onsdags var jeg altså til Middag hos Kapt. Rovsing. Jeg havde været til Gymnastik og skrevet en lang Artikel til Ill. Tidk1513 – jeg læste Korrektur på den igår og tvang ved et positivt Spørgsmål Galschiøt til at erklære, at det var en ganske fortrinlig Artikel, og at han blot ønskede, at jeg nu, da jeg havde mere Tid, vilde skrive så mange Karakteristiker som muligt over Skuespillere. Han havde kun modtaget 1 Billet til Samfundsforestillingenk1514 og den var ikke bleven benyttet. – Altså til Middag hos Kapt. R. Vi fik fortræffelig Suppe, Høns med Champignon, Lammesteg, Ost osv. Is og Frugt. Til Bords havde jeg Thorkilds prægtige Kæreste.k1515 Vi kom udmærket ud af det med hinanden – det er første Gang jeg i Grunden har talt med hende – lo, snakkede, talte fornuftigt og snakkede og lo igen. Thorkild sad på hendes højre Side og ham kaldte vi den fremmede Herre. Ligeover for sad Frk Råschous yngre Søster med unge Brix,k1516 en attenårig, blond smuk og rund, livlig lille beskeden Frøken, der har noget særegent tilspidset indtagende om Næse og Mund. Til venstre havde jeg den Grosserer Møller,k1517 som Du måske husker fra en af Middagene på Vodrofsvej [sic], en behagelig rolig, noget langsom Mand. (Der var flere Herrer end Damer, derfor sad her og der Herre ved Herre) Ved Siden af Møller ragede Frøken Lønborg opk1518 som en kotschinkinesisk Høne i blåt Fløjel og en Barm, der denne Gang anelsesfuldt var dulgt af Flor. Hendes Herre var den evige Ikke-Frier Palludan,k1519 og så kom Fru Hørup, der kiggede frem mellem Palludan og Kapt. Rovsing som en vagtsom Grævlingehunde i et Hundehus. Rav-Rap-Vov! sagde hun og lo så det skar i Ørebrusken. På Rovsings anden Side snurrede og spandt velbehagelig sødt og sagte den lille Silkekat Fru Arentzen,k1520 hun havde Hørup til Bords. Den Mand ærgrer mig, for han kan aldrig blive naturlig og ligefrem imellem andre. Han ser bestandig ud, som om det var to Minuter siden han kom ind ad Døren og endnu ikke var bleven præsenteret for de bedste i Selskabet, men for øvrig forbeholdt sig at sige noget morsomt om Situationen, når der kom en Lejlighed. På hans venstre Side var Fru Lønborg anbragt med Arentzen til Kavaler. Og så har Du fået hele Selskabet. Rovsing drak naturligvis for Dig, og fra alle har jeg lange Hilsener, fra Hønen og Katten, fra den prægtige Marie Råschou, Mænderne osv. ikke gamle Fru L. at forglemme, hendes Livs Mål på de ældre Dage synes at være at træffe Dig. Det hele var livligt, men efterhånden som det gik over Midnat syntes jeg nu nok, at det i Grunden slet ikke var så morsomt, som det så ud til, og at det var i den Anledning at J.E. Palludan og jeg sad og drak os en meget ærlig Rus til, medens vi skålede, og spiste på og aede og åede os af den ungarske Vin. Klokken var over halvto inden Selskabet gik, altså for mit Vedkommende omtr. ½ 3 da jeg kom i Seng. Alligevel var jeg oppe inden 9 igår og havde læst Aviser og været på det lillebitte Sted og besørget alt til Toilettet henhørende inden Kl 11, da der skulde komme en Mand og tale med mig angående en Udstillingsartikel i Politiken. Efter Frokost satte jeg Hale på min Artikel til Ill. Tid og gik på Trykkeriet, var på Politikens Kontor og hjemme hos Edv. Brandes for at tale med ham, så Klokken var 4 inden jeg atter var hjemme. Jeg lagde mig til at ryge og læse og fik en Dvale på et Kvarter, så kom Ludvig ¾5 og vi spiste – Bensuppe med Ris og kogt Rødspætte – og jeg afsted til Trykkeriet. På Hjemvejen mødte jeg Henriques, som opfordrede mig til at følges med ham og Kone og Svigerfader i Folketeatret, og da jeg dog skulde se Forestillingen og havde en Følelse af, at han kunde se på mig, at jeg hellere vilde vente og gå med en af Drengene i Teatret, sagde jeg ja, og så morede jeg mig over det gamle Stykke «Abekatten»,k1521 fordi Fru Marie Müller spillede så friskt og sødt og fint og nydeligt og de andre også spillede godt, og Stykket egentlig er udmærket for sin Tid. Derimod blev jeg syg af Kedsomhed over den gamle Farce «De røde Dominoer»,k1522 som i gamle Dage har fået mig til at le, så jeg trimlede. Efter de to Akter gik jeg, og Henriques og Frue fulgte, men Svigerpapa, som havde betalt sin Billet, blev. De to gik på Kafé, men jeg skyndte mig hjem, og dog var Kl over halvelleve da jeg var hjemme, den lille Lampe sat ud i Entreen og Gutterne i Seng. Så spiste jeg, tænkte på at ville skrive til Dig, men havde en Fornemmelse af, at Brevet kunde komme til at se søvnigt ud, hvorfor jeg blev siddende i Gyngestolen og røg og tænkte. Men så sov jeg storartet til Kl 7, har gjort Gymnastik, spist tidlig Frokost, bestemt Maden til idag – Grønkål og Pølse – og har nu slet ikke Tid til at sidde her og skrive disse mange Ord til Dig. – Der er kommen Indbydelse til to Middage: imorgen til Adlers Kl 6 og på Torsdag ½ 6 hos Kiellands. Men for Resten forekommer nok det vigtigste af hvad der er hændet, mig at være, at Pigen for det første bad om Lov til at sy Trækgardiner til Køkkenet, og da Bemyndigelsen var given, har forsynet ikke blot Vinduet foroven og forneden med tætte hvide Gardiner men også klædt alle Hylderne med hvide krusede Strimler. Det ser meget lækkert ud, men unægtelig synes jeg nok, at det er lidt flot med disse to Sæt. Nå det blev taget på Regning hos Petersen og skal nok ikke have kostet mere end 1 ½ Krone, så vi kan vel overleve Flotheden. Men nu kommer det bedste. Igår efter Frokost kommer Marie ind og beder om at måtte forstyrre mig et Øjeblik. Hun vilde spørge, om Herren havde noget imod, at hun fik et Klaver i sin Stue. Jeg stirrede forvildet på hende. Klaver, mumlede jeg. Ja, et taffelformet Klaver. Hun havde ejet det, men da Hjemmet for et År siden blev opløst, havde en Kusine købt det. Nu skulde denne Kusine flytte til et Sted, hvor der ikke var Plads til Klaveret, og derfor vilde hun (Marie) så gerne benytte Lejligheden til at købe det tilbage. «Men har De da Plads – et taffelformet?» Jo, hun havde regnet det ud. «Skal Sengen stå ovenpå det, eller det oven på Sengen?» Beskeden Latter. Nej begge Dele kunde være i Stuen. «Nå i Guds Navn.» Ja Meningen var ikke, at hun vilde spille på det, hun vilde bare så gerne have det. «Jo spil De kun væk, når De blot ikke spiller om Natten. Men har De da Råd til det Køb?» Jo hun troede nok, at Faderen vilde hjælpe hende, og mere end 50 Kr. vilde hun ikke give. Imidlertid var der groet en uhyre Stolthedsfølelse op i mit Bryst: holde Pige, som havde Klaver i sin Stue! Det var noget som jeg skulde fortælle Anna With,k1523 når jeg en Gang mødte hende. Det vilde jeg have spredt ud over hele Byen. Og sådan bliver det altså formodentlig: Når Du kommer hjem, bliver Du modtaget af en Festmarch, og når den er færdig, afsynges en firstemmig Sang af Marie, Ludvig, Jakob og mig, indstuderet i Pigekamret ved det der stående Instrument, der næsten er et Flygel.
Men nu ikke mere denne Gang. Farvel min søde Pige!
Din Mand
E. Skram
[Tilføyelse på første side]:
Medfølgende Fotografi er en Hilsen fra i Onsdags Du skulde have.

342. Amalie til Erik

[?/4/89]k1524
Min kjæreste ven, hermed sender jeg dig teaterbrevet.k1525 Bare Du nu synes det går an. Sæt Du overskrift og hvis Du synes navn under, og ret hvad Du finder nødvendigt, men ikke mere, er Du snil. Jeg har idag på skriftlig forespørsel fåt et meget kort og kaut afslag angående «Fjeldmennesker» fra teaterchefen.k1526 Idag rejser jeg. Hils gutterne og bed Jakob ta sine jernpiller. Farvel sålænge min egen sødeste elskede.
Din Amalie
Jeg kom for sent til at se Kammeraterk1527 derfor har jeg intet kunnet sige om det.

343. Erik til Amalie

Søndag den 14 April [1889]
Det lader jo til, at det var i Grevens Tid Du kom til Kristiania,k1528 siden det netop er nu, at Ansøgningerne skal indleveres. Det havde dog været ærgerligt at have forsømt at komme i rette Tid. Men min søde Pige, hvor er Du i Kristiania, og hvad tager Du Dig ellers til foruden at løbe Ministre og literære Mænd på Dørene. Du holder mig knap med Underretning. Hvad jeg får bagefter, når Du en Gang kommer i Ro på Kongsberg, vil næppe holde mig skadesløs for alt det jeg nu ikke får. Du har altså været hos Kroghs. Naturligvis forstår jeg godt at Du nu kun har dårlig Tid til at skrive, men det er jo lidt fattigt at skulle være uvidende om blot så tarvelig en Ting som, hvor det er Du får den herlige Søvn, Du glæder Dig over. Og den sortgule må Du fortælle lidt om osv. Og hvor spiser Du, og hvordan Pokker kan Pengene slå til. Jeg er desværre så fattig som mulig og i Vånde, for det synes ikke, at jeg skal få nogen Tilskuerartikel til at løbe af Stabelen.
Jeg var altså igår for det første i Retten Kl 9 angående de Kirkepenge, Du véd jeg har nægtet at betale,k1529 og selve Borgmester Hansen gjorde mig den Ære at møde imod mig. Det gik heldigvis i en Fart og bestod kun i nogle Formaliteter foreløbig. Siden gik jeg til Arendzen for at bede om Vejledning, og den får jeg – forhåbentlig gratis. Igår kostede Rettergangen mig 17 Øre. Så benyttede jeg Tiden til at gå på Universitetsbiblioteket for om muligt at finde noget til min Artikel, men det var vistnok spildt Umage. Så sen Frokost og Arbejde der intet Arbejde blev. Kl 6 skulde jeg til Adlers. Der fik jeg Frk Emma Adler til Bords og havde Fru Kantor på venstre Side. Det var meget hyggeligt. G. Brandes var der, og da han skældte ud på Jæger,k1530 tog jeg ham i Forsvar og det skete unægtelig på Bekostning af Krogh – da havde jeg jo endnu ikke læst dit Brev, som formodentlig, eller rettere sikkert vilde havde dæmpet de Ord om Krogh, som jeg lod falde. Brandes var forøvrigt overordentlig tilfreds med sin Rejse og bedst havde han haft det i Kristiania.k1531 Han var livlig og elskværdig. Fra Adlers gik jeg i god Tid, men da jeg bøjede om ved Vimmelskaftet for om mulig at træffe den fattige Sporvogn, da det regnede, så jeg, at der var Opløb uden for Bernina. Jeg gik derhen og fik at vide, at der var en ung Herre, som havde slået en anden Herre uden for på Trappen, og at man nu holdt på ham, medens der gik Bud efter en Betjent. Jeg tænkte på, at om jeg havde haft Dig med, vilde Sagen være bleven nærmere undersøgt, og det gjorde jeg nu da for egen Regning. Gennem en Del Herrer og Damer kom jeg op til den inderste Indgangsdør, og hvem så jeg der ligge bleg halvt op ad et Par Trappetrin med en stor og stærk Mands vagtsomme Hånd i Struben? Den Ørsted, kan Du huske,k1532 der ved Jakobs første Besøg, kom til ham og siden betegnedes som en Bølle (og Højremand?) Ham var det, der havde overfaldet Herren for et Skænderis Skyld inde på Kaféen – de kendte ikke hinanden, men Herren, der var i et større Selskab med Damer havde anmodet ham gennem Karl om at sidde mindre ugeneret osv. – men uheldigvis for Hr Ørsted var den overfaldne den stærkeste, han havde slået ham til Jorden og stod nu og passede på ham. Så kom Betjenten og førte ham på Stationen. Men så kom jeg inden for i Samtale med Poul, så traf jeg nogle Folk fra Samfundet og fik et Glas Øl og kom til at sidde og vrøvle til Kl 1. Men da jeg så kom hjem sad Hamsun derk1533 med Jakob og Ludvig og de havde en Flaske Wisky [sic] imellem sig og var såre glade. H. havde spist til Aften med dem. Han havde bragt sin Bog med Udskrift til Dig. Den kommer for Resten først på Tirsdag. Han vidste jo ikke, at Du var rejst. Med dem sad jeg så til Kl 4. Jakob var udmærket oplagt men Ludvig opløstes efterhånden til en Tågeskikkelse af Søvnighed. Det synes som om Jernpillerne allerede har hjulpet Jakob. Han var oppe Kl 9 imorges jeg ½ 10, Ludvig sov til Kl ½ 12. Idag har jeg været i Bestyrelsesmøde i 4Sk1534 og arbejdet. Jakob har spist hos Carsten Ravns. k1535 Ludvig været hjemme. Han fortalte, at da han kom ud i Køkkenet for at spørge om Middagsmaden (Lobeskovs), overraskede han Marie og den lille Søster til deres store Forskrækkelse. Den lille sad på Skødet af Marie med Armene om Halsen på Søsteren og talte ivrigt. Det var jo et sødt lille Billede. Nu kom Jakob hjem, Kl er 12. Godnat min søde elskede Ven!
Onsdag Aften
Ak min kære lille Pige, jeg har ikke skrevet til Dig i to Dage, og det ligger i Travlhed og i elendigt Humør – den Artikel!! For at gøre den ordentlig måtte jeg have meget mere Tid. Og nu har Fanden haft en Finger med i Spillet. Jeg sidder i Sofaen og skriver med min Mappe støttet mod det lille grønne Bord, det højre Ben med blottet Fod og Isomslag ligger udstrakt i Sofaen. Jeg har beskadiget Foden for adskillige Dage ved Gymnastiken imorges, sprængt ved et Spring nogle Småsener og Muskelfibre. Jeg har haft temmelig stærke Smærter, Foden er meget ophovnet (jeg måtte køre hjem, ak, det kostede 1 Kr.) men Isomslagene har dog jaget Smærterne næsten helt bort; om at støtte på Foden er der dog ikke Tale. Feilberg har været hos mig Kl 1 og kommer igen imorgen for at lægge fast Bandage om Foden. – Nå og Du med dine Uheld på Jernbanestationen! Men tak min egen dejlige Ven for dit Brev,k1536 det kom ved Frokosttid og var mig en prægtig Trøst i mit Uheld. Ak jeg ser Dig komme anstigende for sent og græde, jeg var ganske betaget på dine Vegne og måtte dog le og skænde for mig selv. Men nu til mine Meddelelser. Din Korrespondance synes jeg var udmærket malende, den kommer forhåbentlig imorgen, jeg sendte den straks til Edv. Br. som jeg havde forberedt. Han sagde nu rigtignok på Forhånd, at han håbede ikke Du roste Stykket, for så kunde det ikke gå an at trykke Artiklen, men det har vel ikke noget på sig. Fra Hamsun fik jeg et Par Ord igår, hvori han fortæller mig, at et Telegram har kaldet ham til Norge. Da nu imidlertid Fru W.H. er i Sverig et Stedk1537 med Ellen (for dennes Sundheds Skyld) formoder Jakob og jeg unægtelig, at Norge er Sverig, og at Fru WH i dette Øjeblik lader Ellen være Ellen og træffer sin Hjærtens Ven i en eller anden Afkrog af det store Rige. Om hendes Hensynsløshed synes Jakob fra sit Besøg i Søndags at have hørt adskilligt, som han dog ikke nærmere omtaler. Men nu en Ting, som vil more Dig. Det er sandt, at Rosenstand gifter sig;k1538 idag står Bryllupet i en eller anden Kirke. Jeg har det fra hans egen Mund. Hun er enke og «borgerlig» – Det er i Længden dog det bedste, sagde han, disse Ture på de «bonede» Gulve har ikke ført til noget. Kirken holdes strængt hemmelig, ti han skulde ikke have noget af at se den fyldt med Elviraer, når han kom vandrende op ad Kirkegulvet. Jeg talte med ham igår på Gaden, han var overordentlig morsom. Men et Vrag, et Vrag! Der er dog næppe Tvivl om, at Ægteskabet er Frugten af et nøje Kendskab mellem de to, hun tager ham ikke i Blinde, og holder af ham. Det indlagte er et Udklip af «Socialdemokraten».k1539 Hvad siger du ellers til Teaterbestyrelsen, som undlader at svare, indtil den kræves for Svar. Den Slags Uforskammethed irriterer mig. Men således var det jo også forrige Gang. Det morer mig, at Du nu giver mig så fuldstændig Ret i min Opfattelse af «En Forlovelse». Ak hvor hvert Ord Du fortæller om Kroghs og Heibergs er netop det mistrøstende, som vi havde formodet. Hvad mon egentlig din Varme i Brevet forud sigtede til?
Der er kommet Brev til Dig fra Schandorph.k1540 Jeg tænker, det er rigtigst at jeg åbner det, for at undgå at sende Konvoluten med. – Ludvig kommer ind og spørger, om jeg vil have Te, han bytter Isomslaget for mig, Jakob er aldeles umulig idag, siger han, han har sikkert sove [sic] fra det Øjeblik han spiste. Ludvig kommer nu hjem så sent til Middag, at vi har spist sammen med Jakob. Drengene klager over, at Maden er betydelig mindre fin nu og truer med at ville skrive derom til Dig – Du forstår: Spøg. Men det er nu sandt, at Marie har udmærkede Instinkter i Retning af Sparsommelighed, og jeg støtter hende. Kærnemælk og Pølse, Vandgrød og Flæskekage. Men imorgen, da Gutterne har fri, skal vi ha' Steg som kan spises kold Fredag. – Nu har jeg læst S.'s Brev. Velbekomme! Hans Grovhed er ikke morsom, og Vorherre må vide, hvad det i Grunden er han bilder sig ind at have imod Kbhvn. Vi, som gjorde Fest for ham, og hvor han havde så mange Venner, som der var Dage i Året. Nej, han er en fordrukken Dreng og skulde haft Kældertøse til at øve sine Abemanerer på!
Godnat min elskede Ven. Jeg skal skrive Afbud til Carsten Kielland endnu og jeg mærker, at det er et ubekvemt Sæde jeg har[.]
Godnat og sov sødt og vær umådelig fornuftig!
Og bliv nu ved at fortælle mig om alt.
Din E Skram

344. Amalie til Erik

Kongsberg 15de april 89.
Tak for dine to søde kjære breve, min egen snille mand. De lå her og vented på mig og glæded mig uhyre ved sin elskværdige omstændelighed. Jeg skal «skrive langt og fortælle vidt og bredt om alting», men tænk hvad tid det tar, når jeg nu endelig skal begynde at være flittig, og så blir der jo intet tilovers til jeg engang kommer hjem igjen. Men lad mig nu forsøge. Det blir nok dog hverken halvt eller alt for der er jo så meget, så meget. Om hvordan jeg havde det i Xania har Du jo fåt besked. Jeg boede på et Privat Hotel sammesteds som Hejbergs på Karl Johan, hvor der ikke var altfor dyrt. Men alligevel gik der mange penger, som jeg lånte af Hejberg. Jeg havde håbet at han skulde sagt, da jeg talte om tilbagebetalelsen – jeg sa nemlig at jeg vilde skrive til Dig og be Dig sende dem direkte til ham – at han skulde sagt, han jo skyldte Dig penger, men nej da, ikke et ord om det. Hans adresse er nu – konen rejser til Bergen og han senere til Stokholm – enkefru M. Hejberg Stenstrupsgade Xania. Så får Du skrive og sende penger eller hvad Du vil – regnskabet skal følge senere. Han var forresten i ypperligt humør, havde masser af penger, og så glad ud i konen, der drak meget. Hun havde flasker stående under sengen sin, – punsch og portvin, hele og flere; gud ved om han da intet ved. Sammen med andre var hun svært forsigtig og drak mindre end nogen. Alligevel spilled hun udmærket komedie undtagen én gang, da hun efter eget sigende var syg, eller «mat», som hun sa, efter andres spikende fuld. Da fik hun begavingerk1541 efter forestillingen akkurat som hos os med krampegråd og skrig. Nu er jeg vis på at disse anfald skyldes overmål af drikkevarer. Noget engagement blir der nok ikke tale om, og det er svært trist, for leddiggang[sic] er rod til alt ondt, også til drik, og hvad skal det arme menneske ta sig til? «Kong Midas» er forkastet.k1542 G.H. fortalte meget morsomt om chefens motivering. «I sin nuværende form egned det sig ikke til opførelse. Han var desværre ikke istand til at sige af hvad art forandringerne skulde være» o.s. v. H. var i det hele umådelig tækkelig og hyggelig og svært glad i Dig, hvem han sender mange hilsener. Han havde nogle hemmelige grejer for. Jeg tror det gjaldt at lave en avis sammen med skuespiller Hansson og sin bror, Jakob.k1543 Kroghs var jeg naturligvis også meget sammen med. «Malerierne er sendt», var det første han sa. Han maled på et aldeles fortrinligt gadebillede af størrelse som Albertinek1544 og viste mig nogle studier fra Skagen, fælt gode. Forresten drak han som før, var snil og elskværdig, men i rasende pengetrang kunde jeg forstå. Hun var lunefuld, styg, og ikke spor af snil, undtagen første dagen. De var undertiden uvenner og hun især så ud til at være lude lej af altsammen. Nu havde de nu heller intet hjem, undtagen atelieret, der var alt andet end hyggeligt og især end propert ja, og så kunde de, om de vilde, sove i Pilestrædet hos Kr.'s tante. Og så var det jo at slænge indom på Grand hvergang de skulde ha en smule mad. Men svært stolt var han af at ha bragt hende i den tilstand hun var, øjeblikkelig, tænk alt i juli venter hun sig midt i fattigdommen. Jeg spiste sammen med dem og Hejbergs på Grand 3 dager. Den ene dag havde H. inviteret mig. Det var forresten billigt, 1 Kr for dejlig mad. Det drikkende betalte jeg aldrig noget for. En af dagene gik de fra Grand op til Kr.s atelier med kognak og Chartreuse: fruen vilde gi kaffe, H. og skuespil. Hansson gav det stærke. Jeg kunde først komme senere, da jeg havde så meget at løbe om med denne ansøgningen, Du ved. Da jeg henimod kl. 8 arrivër var stedet en fuldstændig valplads. Fru H. lå og snorked på en skidden, gammel kanapé uden spor af fødder eller ben. K. gjorde det samme på en sofa. Hansson blunded på en kasse med hodet op ad væggen, kun fru K. og G.H. var vågne og hun ialtfald ganske ædru. Men den aften var Kroghs ikke gode venner. På vejen op til Grand, hvor vi skulde for at få lidt aftensmad, gik fruen fra ham og han blev alene med. Hejberg vilde absolut spendere østers og Champagne på mig bare på mig og konen, men jeg forhindred det og forlangte noget udmærket plukfisk (ikke af ludefisk) med et krus øl, som Hejberg betalte altsammen. Det er sandt, da jeg kom på atelieret var alle flaskerne tømte. Sådan gik det deroppe (i Xania). Jeg var forresten så forfærdelig optat af mine forretninger at for mig var det morsomt og en hvile at være sammen med dem. De andre, som valt sig [sic] fra sted til sted hele dagen, når undtages de småstunder hvor Krogh maler, syntes jeg måtte være så ludenes lej af hverandre, og af det hele. En aften var jeg i et lidet selskab hos Holsts hvor vi havde det rigtig hyggeligt. Thomsen vilde absolut gøre stor middag for mig men jeg kunde ikke gi nogen dag – de spiser jo så tidlig, og så skulde det være til jeg kom fra Kongsberg, men det blir nok vist ikke af, for nu har jeg intet at gjøre derinde, men kan ta direkte hjem. Den sidste middag traf jeg Hejerdahl på Grand.k1545 Han var både så smuk og så elskværdig og spendër i anledning af mig for 13 kr. i italiensk rødvin, men vi var jo altså 6 om den, så Du må ikke bli bange. Jeg skulde rejst derfra kl. 3; alt var pakket og ordnet, jeg havde blot at gå hen til Cammermejers og be om mine bøger til Catharinus Bang, hos hvem jeg havde vært om formiddagen, og som havde svaret på at ville indstille mig, men mine bøger havde han ikke læst – jo Sjur – men så blev det forsent. Da jeg kom hæsblæsende på stationen var toget gåt for 2 minutter siden. Jeg gråd af ærgrelse, for da var jeg færdig og ilte efter at komme afsted. Brevet til «Politiken» var afsendt og alt i orden. Jeg gik da op igjen på Grand, hvor de andre sad, derfra ned til atelieret hvor Krog malte en udmærket skitse af os,k1546 Hejberg læsende, lampelys o.s. v. Gerhard Munthe kom til.k1547 Han var svært morsom og sendte de mest indtrængende hilsener til Dig. Om aftenen skulde Hejbergs til Gundersens, fru Krogh surmulte og jeg gik op til mor.k1548 Jeg havde havt altfor liden tid at se til hende. Hun er forresten ikke til at kjende igjen, bereder sig bare på livet efter dette og vilde gjerne omvende mig. Men mere derom senere. Jeg vilde så rejse med første tog 6,40 næste morgen, gik tidlig hjem, lukked bogstavelig ikke et øje om natten af frygt for at forsove mig, stod op kl. 5, gik en halv time fuldt påklædt frem og tilbage på gulvet efter at ha fåt min kaffe, og holdt øje med uret på Vor Frelsers kirke ligeoverfor. Men vil Du tænke Dig noget så idiotisk. Jeg vidste ikke rettere end at 6 40, var det samme som 10 minutter før 7, kom så naturligvis igjen forsent, græd atter, men fik så høre at der gik et hurtigere tog kl. 8,5. Så tog jeg mig en tur rundt omkring på gamle kanter, gik forbi de steder især, hvor Du havde besøgt mig og hvor vi havde gåt sammen, og længtedes svært efter Dig ved at mindes alt det dejlige fra den tid. Kom så afsted, måtte to ganger skifte tog, nådde Kongsberg kl. 12, hvor der ingen Ludvig var at se. Da jeg havde fåt fat på en kjærre til tøjet og sammen med unge Hansten, Du husker, som jeg traf undervejs, begav mig opover bakken kom Ludvig slentrende for at se om jeg dog muligvis skulde være med. Han havde vært der med vogn efter mig 4 ganger i den forløbne uge, fordi mine brevkort (jeg havde telegraferet en gang) hvorpå jeg meldte at min ankomst var forsinket, først kom ham ihænde en dag forsent. Om Kongsberg og alt det, orker jeg ikke at fortælle idag. Posten går om et kvarter. Jeg var forfærdelig dårlig igår efter den absolute vågenat og al strabadsen, men fik dog ansøgningen skrevet og sendt afsted med alle mine anbefalinger, i går aftes. Sverdrup havde nemlig sagt at på mandag måtte den være indleveret. Ludvig tror som Skavlan at det er en komplet umulighed for mig at få noget stipendium under dette regimente. Tanken forekom ham så latterlig at han gang på gang kom med sit gamle: ha – ha!! ved tanken. Jeg sender Dig de ord jeg fik fra Skavlan sammen med anbefalingen og som svar på min skriftlige beretning om hvordan det var gåt mig hos Sverdrup, – han, S. havde bedt mig fortælle det men jeg havde ikke tid at gå der for 3die gang. Nu blir det umuligt at få regnskabet med idag. Men i morgen. Farvel Du sødeste, snilleste af alle!
Din A.

345. Amalie til Erik

Kongsberg 16de april 89.
Jeg fik ikke regnskabet med igår, men nu skal jeg sætte det op, skjøndt jeg kvier mig rædsomt for det, da det er svært mange penger, og alligevel har jeg intet at bebrejde mig såsom jeg f.eks. ikke nogen dag spiste frokost, for at spare – det vil sige jeg drak kaffe med wienerbrød (smørret var så afskyeligt at jeg måtte holde op med franskbrød) kl. 8 og så smagte jeg intet før kl 3 eller ½ 3 til middag. Men jeg måtte jo bli derinde til jeg havde fåt alt det med ansøgningen iorden, siden jeg først var begyndt på det, og siden Sverdrup sa den måtte være indsendt så snart.
68 kr. havde jeg – foruden Jakobs to som lå i etuiet i kufferten.
Billetten kosted48 65
Restauration med drikkepenge 7 50
Droschekjørsel med tøjet og op i tredie etage  1 25
Transport af tøjet fra dampskib  1 75
_____
57 95k1549
Så havde jeg altså 10 kr. tilbage, men det havde jeg ikke, for der mangled noget i 9.
Hotelregningen til lørdag middag,
Du ved det var min hensigt at rejse kl. 3 var
12 kr. 95
Søndag morgen kom der til 2 90
foruden en glas lysestage
som jeg knuste om natten
     80
Transport af tøjet til jernbanen1 kr. 20
Jernbanebillet5 kr. 40
Betaling for at få seddel på tøjet     65
Transport fra Kongsbergstationen til Ludvig     40
Forbrugt til middags og aftensmad4 95
Til frimærker, brevpapir1 kr. 30
To droscher en til Ladersk1550 om aftenen han bor helt oppe i Vestre Aker og jeg vidste ikke hvor det var     80
En fra Katharinus Bang da jeg var nærved at dø af træthed og sporvognen gik min næse forbi     40
Sporvognsbilletter, det koster 15 øre altid i Xania     50
_____
34 25. k1551

Jeg har lånt af G.H25 kr.
Havde selv, eller skulde havt, for jeg havde det ikke  9
_____
34 kr. 25
Ved ankomsten til Kongsberg havde jeg foruden de 40 øre som jeg betalte for tøjet endnu 32 øre i Kobberpenger tilbage. Nu ser jeg, at det burde jeg ikke havt for regnskabets skyld, men kanske jeg har regnet fejl, men jeg orker ikke at stræve mere med det. Jeg har balt så, at jeg sidder her med sved på næsen. De to kr. jeg havde i etuiet har jeg alt brugt af til frimerker og brevpapir og en hattenål. Nu skal jeg også ha parapluien istand, som blev brækket på jernbanen af en slusk af en kontrollør, men her findes ingen kunstdrejer eller sådant noget, bare en fyr, som renser piber og heder Trollelars, tror jeg; han er det, som skal gjøre det. En hattenål har jeg også kjøbt og nu skulde jeg havt lidt strikkegarn. Jeg skriver så meget om alt dette fordi jeg er så uhyre lej over alle de penger jeg stadig og altid bruger. Havde Du ikke mig, var der aldrig tale om at Du fik næringssorger, men alt hvad Du fortjener, eller mesteparten af alt, Du jo altid gi ud til mig. Uf det er fælt! Og nu, da jeg ved Du ingen penger har, og heller ikke får nogen på lang tid. Ved Du, hvad som er skrækkeligt? at jeg ikke tog galoscher med. Her rent flommer over i alle gader fordi sneen holder på at smelte i sølen om dagen, lidt af den da, og så fryser det til igjen om nætterne og begynder på samme kommersen næste dag. Det er umuligt at gå ud uden at bli søk våd til langt op over anklerne. Men skidt for det, jeg kan jo bytte, når jeg kommer igjen og jeg er frisk som en fisk, så det gjør mig intet det er bare for skoenes skyld jeg græmmer mig som sikkert blir ødelagt. Igår var Ludvig og jeg en lang tur opover fjeldene, bred dejlig høj mellem klippemasser og sligt, men så våd som jeg blev! og det var dog en henrivende tur. Nej, men netop fordi Du er så elskelig og aldrig skjænder – pyt skjænder! – men endog bare viser en mine for alle de pengene jeg bruger, netop derfor er jeg så rasende lej for det, Du sødeste, bedst af alle i verden! Her er den dejligste, reneste fjeldluft, ganske som et sanatorium, med bare 3 kvarters vej op på snaue højfjeldet 3000 fod over havet, hvor sneen ligger uforandret, hvid og ren og fast. Forresten er her rædsomt, ikke spor af brolægning i nogen eneste gade og ikke gasbelysning, bare her og der en petroleumsprås. Husene ligger spredt og er stygge som i en nybyggerkoloni i Amerika, her er ikke en eneste anselig bygning, bare et sølvværk som forresten skal være storartet, k1552 men der er lang vej did. Var her ikke alle disse våninger for 5000 mennesker, vilde jeg tro, jeg lå rigtig på landet. Fjeldene er ikke høje, ikke de i nærheden fordi byen i sig selv ligger så højt oppe, men længere borte er der skyhøje fjelde med masser af sne. Sne er her forresten alle vegne, det begyndte allerede i Xaniafjorden og siden har jeg ikke set et eneste højdedrag uden store flaker af sne. I Xania var gaderne tørre og rene, og luften lidt mild; heroppe er det skarpt og koldt, men friskt og godt. Ludvig bor prægtigt, har 3 store værelser med hele vægger og sligt, højt under loftet og sol på alle kanter, en stor gang hvor iskassen står og en rummelig entré med et helt fag vindu; det kunde godt bruges til værelse i sommertiden. (Alt for – 220 kr.) Der har han hængt Sverdrup ud; han har tat ham ud af den fine, pene ramme hvori han før sad; den står nu bag min sovesofa, som er så bred og rummelig som en dobbelseng. «Jeg blev så irriteret af at se på den fyren,» sa han; jeg måtte hænge ham ud i entréen! Jeg har endnu ikke sét en eneste butik i byen. Gud ved om her dog ikke er nogen. Søndag aften, da jeg skulde sende ansøgningen afsted havde jeg bare 2 10 øres frimærker. Ludvig påstod at det var forlidt til det tykke brev fuld af alle anbefalingerne. «Så får vi ud og kjøbe et,» sa jeg. «På en cigarbutik er der vel åbent.» «Cigarbutik! Tror Du her er cigarbutikker her i byen?» «Jamen hvor kjøber Du da cigarer?» «Hos bageren.» Sådan er her. Jeg tænkte med vemod på vor aldrig svigtende Mangetak.k1553 Men inde har vi det prægtigt. Han har indrettet sig så hyggeligt, med pene møbler og tepper og så de dejlige langvæggede stuer. Husholdersken er lys og snild bestandig, blond og ren og smilende, og laver god mad, og kjøkkenet er så stort, (med to fag finduer [sic]) at det ved et forhæng er skildt ad i to dele, hvoraf den ene er hendes værelse rigtig pent er det, og endda er kjøkkenet lige stort som vort. Var der ikke det at Ludvig har vænnet sig til ikke at fryse, – han synes at 10 grader er umådelig varmt, så vilde jeg være fuldkommen lykkelig. Af lutter elskværdighed går han og fyrer i ovnene når han mærker jeg er blå og halvdød af frost, men det skjærer mig i hjærtet for al den dejlige, store ved. Kul og koks kjender de ikke af navn heroppe og ovnene er ikke til det, og så er veden alligevel blodig dyr.
Du, det er sandt – Catharinus Bang kjendte af mine bøger kun Sjur. Jeg lovte at sende ham de 3 senere, men fik kun fat i «To Venner» og fjældmennesker. Han måtte ha læst dem for indstillingens skyld. Og han vilde også så gjerne ha Sjur for han havde bare lånt den i sin tid. Kanke Du være snil og sende ham Lucie og Sjur straks? adresse: Trondhjemsvejen, Bellevue under Tøjen. Og så må Du bede Salmonsen sende «To Venner» til Hagerup, som er Aschehougs kommissionær og sætte mit navn udenpå med Aschehougs adresse, forstår Du dette? Så får Aschehoug den istedetfor den jeg fik når Hagerup har noget at sende. Og så må Du endvidere sige til Salmonsen at jeg har fåt 1 en Sjur og en To Venner hos Cammermejer, (Aschehoug ejede bare den som Lassen fik) og at han skal debitere mig for den, eller rettere at det er rigtigt, når Cammermejer debiterer mig for den i regnskabet sit. Og til Langhof må Du sige at jeg har fåt en «Fjeldmennesker» af Cammermejer. Forstå nu endelig dette og sig ret besked. Fra en norsk Amerikaner fik jeg brev igår adresseret til Xania postmester som havde sendt mor det, om jeg vilde opgi prisen på alle mine bøger, så skulde han straks sende penger om jeg så vilde sende dem ufrankeret. Jeg svarer at han får henvende sig til en boghandler. Farvel min egen søde elskede. Hils gutterne. Ludvig hilser uhyre meget til Dere alle.
Din Amalie

346. Erik til Amalie

Langfredag 19/4 89.
Min elskede Ven to Breve i Træk! Det er noget, som kan gøre et sultent Hjærte godt, og det indtræffer samtidig med at Du formodentlig har mærket en Standsning i min Brevskrivning. Først af alt har mine Tanker vendt og drejet og er kommet tilbage til den Ting, at Du går der på dine små Sko oppe i Snevandet. Jeg har naturligvis tænkt på, om jeg skulde sende Dig dine Galoscher op, og jeg var jo fristet dertil, fordi Du ingen Penge har. Men så har jeg unægtelig tænkt, at Forholdene have tvunget Dig til at låne af Ludvig, for at købe et Par. Og ærlig talt kan jeg ikke rigtig forstå, at Du ikke har gjort det straks, eller at han ikke har holdt på, at det var nødvendigt. Der er jo ikke nogen Ulykke i at eje to Par Galoscher men derimod i at være våd hver Dag og ødelægge to Par Sko. Nå dette har vel ordnet sig af sig selv inden Du får dette Brev. – Ja, min søde Pige, Du skulde have mange Kys for dit omstændelige Regnskab. Jeg kan formelig se på det, at det er blevet til under Slid og Møje og en Slags Fortvivlelse, men Tingen er jo ikke bedrøvelig som den kunde se ud, for jeg har unægtelig i Sinde at skrive til Heiberg, at jeg betragter de 25 Kroner, han har «lånt» Dig, som det Honorar, han «skylder» mig. Værre er det, at jeg i dette Øjeblik er fuldstændig ude af Stand til at sende Dig Penge. Marie har igår fået 5 Kr., og i min Lomme er der andre 5, det er hele Beholdningen (rigtignok foruden 10 Kr, som må holdes i Beredskab til Assurancepolicen og storartede 150 Kr til Husleje, som ikke er afleverede). Altså lille søde Pige Du må ernære Dig redelig ved Lån endnu en Stund. Jeg fik ikke talt Linjerne i din Artikel, men der har Du da i alt Fald ét Aktiv, og forhåbentlig kommer der fra Salomonsen[sic] nogetk1554 (ved en Forespørgsel forleden hos Henriques stillede Fortjenesten sig rigtignok meget tvivlsom; det synes som om Salmonsen udtaler sig forskelligt fra Dag til Dag. Kroghs «En Duel» k1555 er gået meget godt og giver rundelig Overskud) Hos Langhoff er der jo også noget at hente,k1556 men han behandlede forleden jeg var hos ham, Sagen i den Grad en bagatel, at jeg er flov ved på ny at gå der hen. Nå og så skulde jeg jo fortjene lidt extra men tal ikke derom, det er min Fortvivlelse! Men Pokker tage de Pengesorger, det går nok, og Du må under alle Omstændigheder ikke lade dem tynge på Dig, men som sagt låne hos Ludvig hvad der er nødvendigt.
Men jeg skulde vel egentlig først have fortalt Dig Situationen på hellige Langfredag. Ja den er jo en Smule broget. Igår Kl ½ 11 kom Feilberg og lagde mig en Bandage om den syge Fod, hvorved den med alt det Vat, der bruser frem under Bindene (der indeholder et Stof, som gør dem helt stive som Gibs for at Foden kan være i Ro og beskyttet) ligner et mægtigt Påskelam. Dette Lam bærer jeg omkring, når jeg skal flytte mig. Dette sker nemlig i Spring på det venstre Ben, og skulde Du nogensinde have set en Kænguru på ét Ben, så vil Du kunne danne Dig en Forestilling om den Måde, hvorpå jeg bevæger mig. Ludvig lo i Onsdags, så han var ved at trimle, da han bar Lampen ind i Sovekamret efter mig, medens jeg i vældige Hop satte afsted fra den grønne Sofa igennem din Stue og Spisestuen ind til Sengen. Og igår kneb det endnu svært for Marie at bevare Alvoren, når jeg kom hoppende ind til Te eller til Frokost og Middag. For at gøre Tingen endnu mere malerisk tager jeg nu den lille røde Skammel under Armen samt et Håndklæde i Hånden, der vifter, det sker for at have noget at sætte Foden på og dække den til med. Igår endnu måtte Foden hvile på en Krak med en Pude, medens jeg spiste, og i Onsdags fik jeg Maden bragt ind til Sofaen. Jeg kan mærke, at Foden er i betydelig Bedring. Igår kunde jeg kun kort ad Gange sidde med Foden nede på Skamlen, nu sidder jeg og skriver uden at det smærter mig. Jeg vasker mig på ét Ben, og Huset ryster under mine lange og korte Spring, når jeg skal på Do. – Det er nu det mere fornøjelige. Men igår gik Ludvig tidlig i Seng på Grund af Forkølelse, og idag ligger han fuldstændig. Han har tyk Hals og Smærter i Brystet og er meget hæs og har nu og da Feber, som vi fjerner med Antifebrin. For Resten er der ikke noget videre i Vejen. Han spiser nogenlunde og lader sig opmuntre, når jeg kommer ansættende ind til ham, hvad dog kun sker sjældent, da disse Ture på ét Ben i min Alder falder en Smule anstrængende. For Resten læser han og sover, og er idag mindre misfornøjet med Jakob end de to foregående Dage, dem Jakob tilbragte absolut sovende. Det vil sige, Stakkelen måtte møde til sædvanlig Tid på Trykkerietk1557 både igår og idag, men fik så fri Kl. 1. Idag er Jakob kvik. Men Du ser altså, at Påskeferien ikke netop har lagt sig gunstig til rette for nogen af os. Hemmelig forbinder jeg dog den Tilfredsstillelse dermed, at nu føler vi ikke, at vi ingen Penge havde haft til at drage Fordel af det gode Vejr. Jeg havde en lille Plan om en Tur ud i Skoven med Frokost dér. Men det var rigtignok inden Marie havde fået de 5 Kr. Sålænge der er en hel Seddel i Behold, har man endnu Fantasier af den modige Slags. Igår vilde Gotfred Rubin have mig til L'hombre og Marcus har sendt mig en Indbydelse til imorgen. Som Forholdene ere og har været med vor Gengældelsesevne er det ikke netop det værste, der kunde ske, at jeg er lovlig forhindret.
Som jeg lo, da jeg kom til det Sted i dit Brev, at Cigarene købes hos Bageren! Det var som et helt Maleri. Men Stakkel, som må lade Dig nøje med 10 Grader! Det være et Skår, ja en Flænge i det andet Gode. I hvilken af Stuerne hører Du hjemme? Din Anvisning på hvad jeg har at foretage mig med Bøgerne har jeg gransket meget nøje, og jeg tror, at jeg er kommen til Bunds i det alt undtagen Historien med Aschehoug og Hagerup og dit Navn, det vil jeg lade mig hænge, om jeg grant forstår. Jeg skal sende «To Venner» til Hagerup med dit Navn uden på med Aschehougs Adresse. Det er vel uden på Papirindpakningen? Men hvad i al Verden skal dit Navn der for, når det [er] A. der skal have Bogen? Hvis der t. E. stod A's Adresse og i Parentes: (Fra Fru Skram) vilde det så ikke være rigtigere. Da jeg jo næppe kommer til at gå ud i den første Uge, vil Du endnu kunne klare denne Sag for mig.
Nu er Ludvig kommen ind til mig med en stor Strømpe om Halsen og Øjne som en træt Hunds; man kan se, at han virkelig har været dårlig. Jakob er gået ud. De hilser naturligvis Dig og Ludvig og har gjort det før også og er meget imponerede af de mange Breve, der går imellem os. Det begejstrede Jakob til at lade Antydninger falde om, at han vilde skrive en Gang.
Dine Breve er dejlige og jeg elsker Dig og dem. Jeg tænker uhyre meget på Dig. Du er i Grunden bestandig hos os. Mamma smutter ind i al vor Snak. Men det falder mig ind nu, at når jeg har savnet Dig særlig i Anledning af den dårlige Fod og Ludvigs Upasselighed, så er det i Grunden galt. Havde Du da været i Gang med dit Arbejde, vilde det være kommet som en ærgerlig Afbrydelse for Dig at skulde løbe frem og tilbage mellem os. – Nej det er godt som det er. Nu tænker jeg mig, at dine Formiddage går ved Skrivebordet, at Du afbrydes ved Ludvigs Hjemkomst fra Skolen – nej det er jo sandt, han har også Ferie. Ja så véd jeg ikke, hvordan Du har indrettet Dig. Men ét har Du at passe på, Du elskede ivrige Menneske, det er at sørge for din Sundhed først af alt. Du skal komme tilbage sund og stærk.
Nu er min Fod begyndt at snurre lidt foruroligende, den trænger til at komme i vandret Stilling, men nu er jo også det sket, hvad jeg igår var helt utilpas over ikke skete, at jeg har fået sendt Dig mine Hilsener og Tanker på håndgribelig Måde
Hils nu Ludvig på det hjærteligste
Din Mand
E Skram
Har Du talt til Ludvig om hans upæne Breve. Jeg måtte tænke på dem, da jeg så Skavlans Lap.
[Tilføyelse på baksiden av brevpapiret]:
Din Korrespondence kostede mig 20 Øre

347. Amalie til Erik

Kongsberg 20de april [1889]
Endelig kom der da et brev fra Dig igjen. Jeg fik 2 her ved ankomsten forrige søndag, så gik hele ugen indtil igår, fredag, før jeg fik igjen. Men nu må Du ikke klage over mig, hvis Du ikke får så ofte brev herefter. Husk Du havde fåt 5 eller 6, mens jeg endnu kun havde fåt 2 og så må jeg jo arbejde, og det på kraft.
Nej, men stakkels Dig da, som har havt det uheld med foden din. Det var da forfærdelig synd i Dig, og skal just ikke bidrage til at gjøre humøret bedre. Nu er Du jo fængslet til din sofa, og kan ikke engang komme ud. Så får Du naturligvis også hodepine. Det er vel nok en meget langvarig historie, og smerter har Du jo også havt, Din arme gut. Hvad gjør Du, når Du skal på do? Lar Du Marie hjælpe Dig, eller får Du en potte sat ind? Ja, for Du skrev jo, at Du ikke kunde støtte på foden. Det er forfærdelig trist for Dig, og jeg, som går heroppe på Kongsberg så langt borte, føler det som en ren tyngsel. Havde jeg endda vært hjemme, så jeg kunde hjulpet Dig og vært lidt snil imod Dig og bedrøvet for Dig, men kanske Du synes det er bedre at være alene, så får Du da idetmindste ro. – Gudskelov at Marie er så økonomisk! Ja, jeg tænkte det nok, for hun er uden tvil en retskaffen og samvittighedsfuld karaktér – jeg er så glad ved at tænke på, at det er hende, som steller hjemme istedetfor det drog af en padde, som kom til at ødsle bare af uvorrenhed og dovenskab. Og den små søsteren hendes, som hun har på fanget, synes jeg også så godt om; fra første øjekast kunde jeg like hende, skjøndt hun ser ud som hun er avlet af en houbok[?] og en dværg.
Ja, teaterchefen, ja! Jeg fik da ret dengang også: Jeg sa så vist at Schrøeder ikke vorte at svare os,k1558 hvis han ikke vilde ha stykket, hvad jeg forresten håbed, at han vilde. Men Hejberg påstod det modsatte. Aldrig i verden havde han svart, hvis jeg ikke havde tvunget ham til det. Folk siger det er «Binna» som har lagt sig imellem og fåt Bjørn til at snakke imod det,k1559 fordi der fremstilles et ægtepar, hvor konen er 15 år ældre end manden. Det kan gjerne være, det er sandt, men det var nu ikke blet antat alligevel. Forresten har alle som en hylet over at det udkom på dansk. Alle uden undtagelse, Skavlan og Ludvig også, siger det er en stor «fadæse» af os. «Heroppe i Norge gider folk ikke kjøbe det af den grund.» Jeg sa at så gik det måske bedre i Danmark. «Det var umuligt!» For de norske passed sprogrammen ikke til indholdet, for de danske ikke indholdet til sprogrammen. Så lød det uægte på begge steder, o.s. v. i det uendelige. Ludvig fortæller mig desuden at det ord Gimmerlam har vakt så'n indignation blandt folk. Det betyr på norsk en jomfruelig sau. Så tror de det skal hentyde til og stikle på sædelighedsfrågen, netop fordi det lægges Alm i munden. Idiotpak! «Hvorfor stod der ikke killelam?» sa Ludvig, «det er jo et højst uskyldigt ord, og passer meget bedre i den skikkelige Alms mund.» Ja, så sa jeg naturligvis at killelam ikke var dansk og altså ubrugeligt. Det er blevet frygtelig forhylet i norske højre blade,k1560 og heller ikke de venstre har sagt noget godt om det.
Ludvig siger akkurat det samme som jeg, især først, gjorde om din tilskuerartikkel.k1561 Han er ikke istand til at forstå den. «Slig som jeg har slidt med den artikkel,» sa han, «og like nær er jeg. Og Skram, som det altid har vært mig en nydelse at læse, så klar og fin og belærende, især så klar. Nej, det er hans mindst gode tilskuerartikkel.» Der kan Du se, der er andre end jeg som er tungnemme og uden al forståelse af din «satire». Det kjedeligste for mig er, at jeg slet ikke husker hvad der egentlig står i den. Nu har jeg læst store stykker om igjen her, men aner ligelidt som før hvad det drejer sig om. Jeg tror det kommer af at Du har skullet svare på alle disse idiotisk forskruede ting.
Lad endelig Jakob bli ved med at ta jernpillerne. Hører Du, kjære, snilleste min! Selv om Dere synes, det alt har hjulpet, så må han netop ikke holde op. Hils ham og Ludvig uhyre meget fra mig, og sig til Jakob at jeg har tat nogle af hans gamle strømper med mig, som jeg strikker nye fødder i. Jeg er straks færdig med ét par. Forresten synes jeg det er nokså morsomt, at maden var bedre i min tid, men er samtidig glad over tarveligheden, som jeg håber blir ved. Men Ludvig da, er han ikke gud taknemmelig for han slipper ludefisken? «Min varme om Kroghs i det første brev?» Ja det var altså et udtryk for det indtryk jeg fik af dem første dagen. Han var nu glad ved at se mig og i sit allerelskværdigste lune, hun var også snil og imødekommende. Så stod han jo også der midt i arbejdet på det prægtige, vældige gadebillede med modeller og alting, mens hun sad i baggrunden og modellerte på ornamenterne til en ramme. Alt så så bra ud, og da jeg spurgte ham om bogen o.s. v. fik jeg høre at alt var lutter løgn af det Vogt havde faret med. Han talte så kjækt og stålsat om alt det, og havde ikke flyttet sig et hårsbred fra sine forrige meninger. Men Du ved jo godt at han derfor godt kan drikke sig fuld, dratte i søvn og være bare vrøvl og blouthed næste dag for alt det. Hvad Hans Jæger angår, så tror jeg at han i sin bitterhed – han sulter bogstavelig nedfor – og i sin afsindige forholdsløshed og forpligtelsesløshed ligeoverfor alt og alle er sunken ned til at bli en gemen fyr, simpelt hen. Men jeg ved det jo ikke sikkert. Og Vogt som gik og sa at bohëmen dominerte og grasserte eneherskerisk i Xania. Det er så akkurat det modsatte. Den er stærkt på retur i sin magt og vælde; ingen bryr sig om den mere, ingen snakker om den, – skuldertræk og træthed og lede ved emnet – sådan er det. Men mærker har den sat. Det er sikkert.
Uf ja den Schandorph!k1562 Han blir rent ud modbydelig efterhånden. Hvad er nu det for et brev! «Fordrukken dreng», (hvorfor ikke gadedreng?) det er en passende betegnelse. Og hans forbitrelse på Kjøbenhavn er også uforskammet. Men husk han udtrykkelig undtar vennerne, det er vist bare byens «hæslighed», og mangel på «kønne facader» han vil tillivs. Vor Herre i sin nåde holde sin hånd over os alle, så han aldrig mere kommer hjem igjen. Tænk for et tugtens ris han vilde bli til straf for vores alles synder. Forresten så er det jo snilt også af den grisen, at han skriver nu igjen. Jeg har jo slet ikke svart på hans sidste, eller takket for anbefalingen. Skulde jeg skrive til ham eller la bli? Sig mig det. Jeg har så liden lyst.
Audientsen hos den sortgule, som Du spør efter, var meget interesant [sic].k1563 Men herregud, det jeg vente med til jeg kommer hjem. Det interesante ligger kun i de vekslede replikker, og de må gjengives nøjagtig og ordret – hvad jeg kan – og med hans betoning på de og de ord. Sligt lar sig ikke gjøre i et brev. Han var meget elskværdig og gjorde et vindende indtryk, men alle siger: tro ham ikke! han er en skurk, en ræv og en jesuit, der har levemåde og ser bra ud. Tænk han farer rundt i Sandviken og på Sagene og holder ordinære opbyggelser for simple folk og sligt – akkurat som Dønnergaard i «Lucie»,k1564 så kan Du vide hvorledes han må synes om mine bedrifter. Men jeg vilde nu alligevel ha ærgret mig «sortgul», hvis jeg var kommen forsent med ansøgningen. De siger alle at jeg, om ikke får stipendiet hvad jeg naturligvis ikke gjør, dog har vundet at skabe mig en slags anciennitet, som de blir nødt at ta hensyn til næste gang jeg søger.
Ja, det undrer mig ikke at G.B. var mest fornøjet med Xania. Han drog fra byen med 1554 kr.s nettoudbytte, sa Thomsen, som havde vært hans inkassator, og så havde han jo sin mamsel Bertha her.k1565 Han havde langtfra fåt så mange penger de andre steder, sa Thomsen. Var ikke Bertha også hos Adlers, da? Nu da hans tyske bæst af en madam er borte?k1566 Fortæl mig det.
Nej, hvor det var morsomt det Du fortalte om opløbet på Bernina. Bare jeg havde vært med! Og da Du så kom hjem til gutterne og Hamsun! Både Ludvig og jeg – for jeg læser naturligvis meget højt af dine breve, lo så hjærteligt over alt det. Men ved Du hvad jeg ikke kan begribe? Det er at Du først fik mit brev med korrespondancen i på onsdag ved frokosttid. Det var dog lagt i kassen på lørdag allerede. Sligt er forgalt især fordi jeg får dine breve – når Du skriver onsdag nat f.eks. fredag kl. 1, lige her op på Kongsberg. –
Stakkels arme Winkel-Horn; han er født hanrej.k1567 Jeg har ondt af den kjedelige tørfisken, især fordi han må skaffe de penger tilveje i sit ansigts sure sved – de penger, som hun bruger til at bedrage ham med. «Det er sandt at Rosenstand gifter sig,» siger Du. En snurrig begyndelse når Du fortæller mig om en begivenhed som jeg for første gang hører et kvæk om. Ja ja, lad ham bare gifte sig. Velbekomme hende, som vil ha ham. Hun må forresten være rent ud sagt et svin; hun kjender jo til både at han er et vrag og hvorfor han er det, synes Du at vide. Men dem om det. Mig skiller det jo ikke.
Tror Du ikke det er Krøjer den berømte kunstner som Schandorph fortæller er hemmelig forlovet?k1568 Det er det sikkert. Så måtte da han også gi sig en gang. De ender i fælden allesammen tilslut. – På vor fattigdom som Du taler om, tør jeg ikke tænke. Nej, jeg tør ikke, for så blir jeg så nedtrykt at jeg ikke kan være glad. Men hvad skal det dog bli til – hele den lange, indtægtsløse sommer?
Ja, først ved opførelsen så jeg hvor fuldstændig ret Du havde i det Du dengang skrev om en forlovelsek1569 – tænk jeg husker alt hvad der stod ganske tydeligt, næsten da. Det skyldtes nu forresten ikke bare opførelsen men mest at jeg har forandret meningen, er bleven «udviklet» som det kaldes, men ikke bedre for det, tværtom!
Jeg fik igår sendt Karsten Holst's En Hustru.k1570 Ludvig læste den og syntes den var svært god, men svært kjedelig og ikke opførlig. Ved slutningsreplikkerne skvat han rent til og sa: «Gud bevare mig, hvor det er sublimt, en stor digter værdigt.» Hils Fritz B. og tak ham meget. Sig at både Ludvig og jeg er begejstret. Jeg har ikke tid til at skrive til ham, hvad jeg vel burde, og hvad jeg også skal, hvis Du synes jeg må, (sig mig det) heller ikke har jeg tid til at læse den om igjen nu. Men hils endelig og sig «mille de belles chôses». Jeg læser Sapho på fransk om dagene. Den er fængslende og svært god, og så er den et udstyr med billede og tryk! Det skulde Jakob se, hans tænder løb straks i vand.
Jeg har det brilliant heroppe. Nej de ture jeg går med Ludvig! (Mine arme sko). Igår var vi oppe på toppen af et fjeld. Der var vådt i begyndelsen men efterhånden som vi kom højere, blev sneflagerne faste under vore fødder. Det var en fuldstændig bjergbestigning, meget værre end den Du måtte opgi i Valders, skulde jeg hilse og sige, sa Ludvig. Vi fulgte ikke vejsporet, for at undgå væden, men kravled over stok og sten og alleslags tuer og tornebusker. Hunden var med og ellevild af glæde; den er forresten syg med varm, brændende tør næse; vi er så bange den skal få hvalpesyge, for den er aldeles dejlig men bare 7 måneder gammel (en han gudskelov). Du skulde vidst for en udsigt vi havde: vi så både Drammen og Gausdal deroppe fra toppen, og et stort himmelblåt vand, omkranset af åser og kratskov; jeg har glemt hvad det hed. Da det bar nedover, måtte jeg flere gange smøge kjoleskjørtet op, sætte mig på huk med støtte af hånden og la det stå til udfor skrænterne. Ludvig lo, for han kunde gå eller hoppe, men det kunde jeg ikke. Vi var ude i 3 ½ time, kom hjem med glubende middagsappetit, røg cigar til kaffen, snakte sammen med dejlig døsige stemmer, gik iseng kl.11 og sov som en sten til kl. 8 i ét kjør. Det gjør jeg hver nat heroppe og det havde jeg rent opgit nogensinde at skulde kunne mere. Husker Du hvor ofte jeg om natten trilled ud af sengen hjemme? Jeg sov aldrig uafbrudt, selv ikke når jeg havde mine bedste nætter. Men heroppe jeg sove, og jeg bli frisk, sligt sundt liv som jeg fører. Det eneste sørgelige er at jeg sover altformeget. Jeg sover vid og forstand fra mig. Sætter jeg mig ned, begynder hodet straks at nikke, og så dætter ansigtet ned på armene mine som ligger på bordet, og jeg i den dybeste søvn. Når jeg så blir overrasket lader jeg som jeg ikke har sovet, for det er skam men det lykkes ikke at skuffe dem, især ikke husholdersken. Dagene går så dejlig regelmæssig. Jeg står op kl. ½ 9–9 efter først at ha fåt kaffe og hjemmebagt kage på sengen, hvad jeg først protestër imod, men straks tog tilbage da jeg så hvor bedrøvet husholdersken blev, går så lige fra sengen op i en balje iskoldt vand, som jeg trods de store anstrengelser der er forbunden med det (vandet må bæres op nedenfra) hver morgen får sat ind til mig; så klær jeg mig på, får så atter kaffe med skårne smørrebrød på mit værelse, går en tur mens der ryddes op, kommer hjem, arbejder, får posten, spiser frokost kl. 1 sammen med Ludvig, hvem jeg først ser da – han arbejder på en norsk og en engelsk grammatik og er meget flittig. Så passiarer vi en time eller så, går så hver til sit, spaserer sammen fra ½ 5 til ¼ over 6, kommer hjem, spiser middag, og blir så i regelen sammen til vi lægger os. Men når jeg nu har fåt lidt mere bugt med denne desperate søvnighed, vil jeg arbejde lidt efter middagen også. Aftensmad spiser vi naturligvis ikke. Ludvig er rent bedrøvet over at jeg ikke vil ha en kop te før jeg går i seng, for det vilde moderen, da hun var her, – men jeg er så prop, stop mæt at jeg kan ikke. Vi drikker jo også kaffe efter middagen, hvad jeg jo ikke er vant til. Til frokosten får jeg te, (Ludvig melk) til middagen et stort glas dejligt Xaniaøl, det er det eneste spirituosa jeg nyder heroppe.
Kunde Ludvig få den norske grammatikken til, vilde han bli en velhavende mand.k1571 For tænk hvor det trængs her, hvor hver eneste én skriver sin egen orthografi. Det skulde altså være nynorsk, men ikke radikal for den er beregnet på skolebrug. Han slider og stræver og spør mig undertiden. Det er især participierne som volder ham kval, og han slår uafladelig op i To Venner og Sjur Gabriel og mange andre bøger, men han siger jeg er et ukonsekvent asen, hvad der er gudsens sandhed. – Forleden blev det pludselig sommer. På én nat var forandringen kommen. Smældende varme og gnistrende solsteg. Det eneste overplag man trængte, var en parasol. Igår blev det lidt kjøligere igjen men dog mildt. Idag er det ligedan. Aa, men vi får nok vinter med snekave og nordenvind igjen når det nu lider lidt. Det kan man være temmelig sikker på. Farvel da min egen kjære snille ven!
Din Amalie –
21de april
Min kjæreste, sødeste snilleste! Jeg har kun et par minutter til at fuldende dette brev, som jeg skrev igår, men ikke vilde afsende fordi jeg håbed på at høre fra Dig idag, hvad også er sket. Vi skal i middag til Hanstens kl. 3 og nu er den snart halv, og jeg er ikke klædt. Jeg var oppe kl. 7 idag,k1572 satte mig straks til at skrive og fik det til, tror jeg. Det går dog så fortærende langsomt. Men farten kommer nok, når jeg først er rigtig helt og fuldt inde i det.
Tak tak for alt hvad Du skrev. Hvor Du dog er sød og god bestandig. Trods alle de sørgelige ting måtte jeg le over den humor hvormed Du skriver. Men jeg er lej og bange for Ludvig, og for foden din også. Din arme stakker! Alle dine strygninger i teaterbrevet var udmærked gode, men det græmmer mig at E.Br. altså har set, hvorledes jeg er under din censur. Det burde jeg dog være vokset fra, og jeg vilde hellere havt alle mine overflødige ord. Skriv snart igjen og fortæl mig om Ludvig og om foden din. Jeg har det fremdeles godt, men er rasende træt og søvnig. I tankerne kysser jeg Dig mange ganger og er uhyre snil og god.
Din egen A.

348. Erik til Amalie

2den Påskedag 22/4 89
Jeg havde så sikkert spidset min Næse på Brev idag, at det har været mig en ikke ringe Skuffelse at sidde uden. Men jeg må jo slå mig til Tåls, så meget mere som Helligdagen formodentlig er Skyld i, at der intet er kommet. Jeg er alene og har været det siden Kl 10, da Drengene begav sig til Jernbanestationen for efter Indbydelse at tilbringe Dagen i Lyngby Præstegård. Rørdam var her Lørdag Aften for at bede dem.k1573 Da lå ganske vist Ludvig endnu i Sengen, men han blev rask ved Besøget, og har siden havt det udmærket. Imorges da de tog afsted, var det under Sang og Klang fra begge. Med mig går det kun langsomt frem. Bandagen blev taget af i Lørdags, og Massagen begyndte. Det gjorde til en Begyndelse satanisk ondt, men allerede Dagen efter var Smærterne rimelige, og idag, endnu rimeligere. Feilberg masserer mig om Formiddagen og Ludvig må tage fat om Aftenen. Det vil sige, han har rigtignok kun gjort det én Gang, men nu skal han blive ved. Jeg bevæger mig ikke længer i de lange Kænguruspring men med Stok og uhyre forsigtig Nedtræden på Foden. Den tåler ingenting, og navnlig kan jeg ikke tåle at sidde med den i naturlig nedhængende Stilling. Nu da jeg kun har et temmelig løst Bind om Foden, løber Blodet uhindret til og fremkalder Smærter. I Lørdags havde jeg Visit af Otto Benzon, der kom for at indbyde mig til en lille Familjemiddag 1ste Påskedag, den første efter Emmas Barselseng. Du kan begribe, at jeg gerne havde gået der, om der blot havde været Mulighed dertil. Den lille særegne på én Gang hæmmede og overudviklede, uklare og sikre, elskværdige og fordomsfulde, smukke Kvinde har en fast Plads i mit Hjærte. Altid når jeg tænker på hende, får jeg Lyst til at gøre hende en Tjeneste. Og så var det så venligt og hyggeligt at de havde tænkt på mig i min Ensomhed. De vidste jo intet om mit Uheld. Senere gjorde Marcus Rubin mig et Besøg. Du husker, at jeg var buden til ham om Aftenen. Han var overmåde elskværdig. Men Fanden skal ta' mig, om ikke Mandens naive Selvgodhed snart gør ham til en komisk Person. Og så sætter han mine Nerver på en frygtelig Prøve. Han borer sig i Næsen, som en anden stryger sig om Skæget, ja ti Gange oftere, og han passer på den Skat han har udgravet som på sit dyreste Eje. Jeg følger Begivenheden med Øjnene som en hypnotiseret og taber Humøret. Og hvordan borer han? Pegefingeren forsvinder i tre Fjerdedelen [sic] af sin Længde. Det ser ud som om han stødte en Dolk i sin Skede. Jeg har aldrig iagtaget [sic] noget lignende. Igår Formidddag så Henriques op til mig. Han sa ikke noget videre, men så ud som om han havde noget på Samvittigheden, som han ikke kunde komme af med. Mulig var det fordi Jakob sad hos mig. Nå, var det noget om, at Bøgerne heller ikke i År har givet Udbytte, får jeg det jo tids nok at vide. Efter Opgørelsen fra ifjor skylder vi A.H. 626 Kr 54 Øre, men det vilde jo være dækket ved et Salg af omkr 250 Eksempl. af begge Bøger tilsammen,k1574 så foreløbig synes jeg, at der efter hvad Salmonsen i alt Fald til Tider har sagt må være godt Håb. Igår kom Telegrammet om at alle ombord i «Danmark» var reddede,k1575 men jeg så det først af Politiken imorges. Direktøren for Tingvalleselskabet Schierbeck bor i Feilbergs Gård,k1576 så jeg har jo hidtil været godt underrettet gennem F. men denne Gang var jeg altså efter de fleste andre. F. havde idag Rigmoer med sig. Hun gik om som en koket lille Fe i min Stue. Dejlig at se til i sin bedårende smagfulde Dragt. Du må huske at hilse Ludvig fra Feilberg, og det er sandt jeg må huske at bringe Dig en hjærtelig Hilsen fra Bramsen. Det lå ham for Alvor på Sinde kunde jeg se forleden ved Gymnastiken.
Ja nu min søde lille Pige, har jeg fortalt hvad der mig er vederfaret siden sidst. Jeg læser som en fortvivlet Bind på Bind af forskellige Slags og bliver ganske vist rigere på Viden, men til mit egentlige Øjemed har jeg kun fundet såre lidt. Jeg sender ikke dette afsted, da jeg jo gør sikker Regning på imorgen at få Brev fra Dig. – Jeg ser, at Salmonsens Opgør ifjor var af 26 Maj, så der er formodentlig intet afgjort endnu. – I en stor Bekendtgørelse idag lokker Bing og Grøndal med deres Forårsudsalg. Spisestel til 12 Personer 60 Kr. Det er det blåmalede. Afslaget er dog kun 10 Kr. Men ved noget, der kaldes «dekoreret» Porcelæn anføres «Spisestel» uden nærmere Angivelse, også til 60 Kr, hvor Afslaget er betydelig større nemlig fra 93 Kr 45 Øre. Det er så formodentlig et til 6 Personer? Imidlertid er der for os jo intet andet at gøre end at skrive os Priserne bag Ørene; der er så vidt jeg ved et lignende Efterårsudsalg.
23/4
Tak min dejlige Ven for dit lange Brev idag, som lå til mig da jeg – lidt sent – kom op. Jeg havde siddet længe ved Bøgerne igår Aftes, efter først at have snakket med Gutterne, der kom hjem ½ 1 omtr. De havde måttet følge en ung Dame til «Grønningen» fortalte Ludvig, det var Grønnegade, hvilket mindede mig om Dig. For Resten havde de moret sig udmærket, men næppe godt som sidst. Ludvig masserede mig, inden han gik og lagde sig, Jakob forsvandt straks i en Sky af Søvn. Efter Massagen havde jeg en Del Smærter, hvilket bl.a. holdt mig oppe en Stund efter at jeg var bleven ene på ny. Jakob tager meget nøjagtig sine Piller. Det Gode er der nu, at han selv tror på dem.
Lad mig straks sige Dig, at de små Udstrygninger i dit Brev og de enkelte Omformninger af et Ord (t.E. Traditionen fra al Tradition) blev foretaget således, at intet Menneske skulde kunne se, at der havde været en fremmed Hånd med i Spillet. Jeg var meget omhyggelig for det. Men for Resten rystede og bævede jeg jo ved Tanken om, hvad Du vilde sige, og nu er jeg oven på, da Du har billiget mine Småpillerier. Folk bider Mærke i det enkelte Udtryk, der synes for stærkt eller ikke helt logisk osv., og det snakker de om. Artiklens Fart og Godhed i og for sig forsvinder under den Slags Kritik. Det er rigtigt ikke at give Anledning til Kommentarer af den lille Art. Derfor pillede jeg, og jeg er glad ved at være kommen godt fra det. Det er som om Du havde betroet mig at klippe dit Forhår – hvilket Du skulde have gjort –, man er nødt til at bruge Saksen, men for hvert Hår, der falder, ængstes man for Udfaldet. To Udstrygninger var nødvendige af rent praktiske Grunde: «Kammerater» har været opført på Kasino og «Galeottos» Indhold er for bekendtk1577 til at der behøvedes andet end en blot Antydning af Situationen, for at Tingen kunde stå klar.
Jeg blev afbrudt før ved at det pludselig var Frokost. Så var der Regnskab at gennemgå og Bestemmelse af Middagsmad, hvilker volder meget Hovedbrud. Det blev til Suppe fra igår (det er tredje Dag) og Bankekød. Imorgen skal vi ha Ærter og Klipfisk, i Lørdags fik vi dansk Øllebrød, Sild og Pandekager og i de fire Helligdage har vi haft en Steg, som igår blev til Hatschis, og på hvis Ben der i Søndags efter min Ordre var kogt Suppe; det var genialt, for Knoglen måtte skæres ud af Kødet, som endnu forefandtes i store Mængder. Så læste jeg liggende i min herlige Sofa, hvis grønne Favn i denne Tid næsten ikke har villet slippe mig. Så kom Feilberg, og under hans Vejledning måtte Marie tage fat på Masseringen, hvilket hun gjorde frejdigt og flinkt. Det var mig der foreslog det. Det synes mig at være for galt at lægge Beslag på ham hver Dag; han har for meget at gøre. Han er for Resten stærkt optaget af at Rist i denne Tid er meget lidende. Det er Nervesmærter i den ene Fod, men de er så voldsomme, at denne stærke Mand krummes helt sammen og tilsidst kan ligge i et Brøl, som høres over hele Gården. Feilberg fortæller mig, at Rist har haft disse Smærter igennem 17 År, og han tilskriver dem en Rygmarvslidelse, der en Gang pludselig overfaldt ham, men hvorfra han dog hurtig kom sig. Nerve-Lange har ikke kunnet finde på Råd,k1578 men Feilberg har nu i Sinde at underkaste Rist en Ophængningskur, som man nylig har fundet på, og som består i, at Patienten bliver hængt op ved Hage Hals og Skuldre, så at Ryggen ved at hænge frit ned strækkes, og Rykmarven [sic] derved påvirkes. Han har haft gode Resultater hos andre deraf. Hos Rist er Tilstanden bleven forværret ved at der netop i denne Tid er Officerssammenkomster og Gilder i Anledning af de 25 År efter Krigen.k1579 Til Sammenkomsten med Kammeraterne fra 8ende Brigade og til en Fest for de svenske Officerer, der deltog i Krigen, vilde han med, men det har kostet ham frygteligt. Feilberg var helt betaget af de Følger han havde set. Fru F. har bebudet sit Besøg til imorgen. Det er meget venligt, men helst var jeg unægtelig fri. Damer og min gamle Frakke og Vest uden Knapper og andet Roderi hører ikke sammen, og jeg har så overmåde liden Lyst til at være pænere klædt.
Ja naturligvis er det venskabeligt af Sch. at skrive, men jeg skulde være tilbøjelig til at tro, at det er sket i Kognaks-Stemning. Brevets Tone lugtede af en frisk Rus. Det er jo for så vidt uheldigt, at Du ikke har takket ham for den officielle Skrivelse, som Du altså kan siges at være høflighedsforpligtet – for dette sidste Brev kræver ikke Svar –. Mit Råd er, at Du på et Brevkort (10 Øre) sender ham en Tak for Anbefalingen og med to Ord siger, at Du sidder opover Ørene i Arbejde.
Bertha var ikke hos Adlers. Er det ikke så, at der er kommet et Brud dér? Jeg synes at huske noget derom. En Formodning hos Dig eller en positiv Meddelelse? Din Korrespondance må jeg vist have modtaget Tirsdag den 16. Det er stemplet Kristiania den 14 B: Søndag. Men for Resten måtte jeg betale 20 Øre for det, og jeg har Postbuddet mistænkt for at have beholdt det længere end han skulde for at kunne ringe og få sine 20 Øre med det samme. Det er stemplet Kbhvn Ø 15/4 5 Eftermdg, men det er noget jeg først nu lægger Mærke til.
Du har vistnok Ret i din Formodning om Krøyer, og F.B. skal jeg hilse;k1580 jeg må dog sende ham et Par Ord. Han ved altså, at Du er i Kongsberg. Når jeg hilser behøver Du næppe at skrive.
Om din Dags Indretning læser jeg med den største Glæde. Det synes jo at være rasende fornuftigt og herligt, og dine Fjældture er særlig i denne Tid som svimlende Poesi for mig. Det er morsomt, at Ludvig har Hund på ny, det vidste jeg ikke. Din Søvnighed skal Du ikke bryde Dig om, men denne faste Nattesøvn skal Du ikke ødelægge min egen Ven ved at fare op Kl 3. Du kunde som Onkel Møhl,k1581 kan Du huske jeg har fortalt Dig om, have liggende ved Sengen en Tavle med Griffel, hvor Du noterede Dig det Stikord, som Du vågner med i Hjærnen, og så lægge Dig beroliget om på den anden Side. Når Du så tager fat op ad Dagen, vil det hele stå klart for Dig. – Ved nøjere Eftersyn af den Hieroglyf, der angiver Tidspunktet for din Opstandelse i Søndags finder jeg ud, at der vistnok skal stå Kl 7, det forandrer Sagen betydelig. Så bliver der kun tilbage min Forundring over, at det alt er så lunt, at ikke Kulden holder Dig fra denne Morgenduelighed. Det er pæne Mennesker, som holder Middag Kl 3 – for det er da 3 der står? Jo det er 3 –, så kan Du komme i ordentlig Tid hjem og ikke have Mën deraf næste Dag. – Det er sandt: hvordan går det med Ludvigs Stemme? Er den bleven lig en Løves Brøl? Du må endelig huske at skrive derom. Din Tavshed i så Henseende har jo forøvrigt været beroligende m.H.t. Hæsheden. Den frygter jeg ikke mere, men Løverøsten? – Ak, tænk, forleden fik jeg fra Galschiøt Wildes lille Opsats tilbage,k1582 han vilde ikke trykke den. Den var for ubetydelig skrev han. Jeg har endnu ikke sendt W. den tilbage. Det vil gøre den gamle Mand bitterlig ondt. Og så er der jo den Omstændighed til, at når jeg skriver, må jeg fortælle, hvorfor jeg ikke melder mig hos ham, som han i sin Venlighed betingede sig, at jeg skulde gøre, og skriver jeg det, vil han rimeligvis føle sig forpligtet til at se op til mig. Det er jeg nu ingen Nar efter. Men en af Dagene må jeg nu alligevel til at sende ham Manuskriptet.
Sen Aften.
Jakob har jeg kun set et Glimt af, da han umiddelbart efterat Ludvig og jeg havde spist, kom hjem. Efter Bordet har han lagt sig til at sove og har siden ikke vist sig. Om der tilsidst blev redet Seng til ham, eller om han fremdeles ligger og sover i Klæderne, véd jeg ikke. Ludvig og jeg drak Te ½ 10 så masserede Ludvig mig, hvilket jeg tror morer ham, og efter dette sagde han god Nat og gik for at lægge sig, han var meget træt efter Gårdsdagens Udflugt, hvor de nok havde gået meget på deres Ben. I Lørdags disputerede Jakob og jeg et Par Timer på den fornøjeligste Måde om det historisk-filosofiske Spørgsmål: Har Bismarck skabt Tyskland, som det er nu, eller er det Nutidens Tyskland, der har skabt Bismarck, og Jakob var svær paradoksal men hyggelig. Men Søndag Aften blev jeg irriteret ved hans Raskhed i sin indbildt overlegne Afgørelse af det Selvfølgelige i, at enhver handlede udelukkende for egen Fordels Skyld. Jakob har Hoved men ingen Kundskaber. Jeg blev gal i Kalotten og tog en Skolemestertone på. Det forledes man til, når man umiddelbart får det lagt frem for sig, at den sikre Mening blot hidrører fra Ukendskab til den behandlede Sag, til hvad der er sagt og skrevet om Tingen, og til hvad der kan siges og skrives om den. Nå Skolemestermaneren er ikke behagelig, jeg tog mig hurtigst muligt i den, og den Lov skal Jakob have, at han et Øjeblik efter var lige elskværdig. Der var for øvrigt noget forceret over ham hele den Dag, noget jeg ikke rigtig kendtes ved. Men Mandag Morgen var der intet deraf. Da havde vi en Mængde Løjer sammen alle tre, inden de to kom afsted til Nordbanegården. Hvis nu Jakob virkelig ikke har fået sin Seng redt i Aften, så er det pædagogisk beregnet. Han skal ledes til et af to: enten gå ordentlig i Seng efter Bordet, når han føler sig søvnig, eller beherske sig så meget, at han ved Tetid står op og lader Pigen komme til. Der er ingen Mening i, at Ludvig og hun i Forening og hver for sig skal kæmpe en alvorlig Kamp for at få ham til at vige Pladsen så længe, at hans Sofa kan redes. – Men efter disse Visdomsord er der ikke Plads til mere, og jeg skal også til Ro. Godnat min egen Ven, sov sødt – ja jeg mener i Nat.
Din E.S.

349. Amalie til Erik

Kongsberg 25de april. [1889]
Du har omtrent ikke fåt svar på dit søde, lange brev, min egen kjæreste, for det Du fik var jo skrevet iforvejen, men jeg har vært så rasende forkjølet siden, det kom første påskedag, ja det kom egentlig før, men da kjendte jeg det først rigtig. Vi var hos Hansteens til middag, og der var rasende koldt i deres stuer, tiltrods for at gamle, snille direktøren, hvert øjeblik la sig på knæ foran ovnen og fik det til at brænde. Men det forslog ikke; vinterveden, den store, svære birkeved var opbrændt og nu havde de bare furre og ask, liksom hos Ludvig og det forslår ingenting. For nu er det naturligvis blet vinter igjen, som føles endnu værre efter de par sommer og vårdage vi havde. Forresten er min forkjølelse af almindelig slags bare: tyk hals, som gjør ondt når jeg svælger, krim i næsen, hårdnakket forstokket, så jeg snøvler, tunghed i hodet, mathed og dovenskab i hele kroppen, og nedtrykt sind. I 4 dage har jeg ikke kunnet skrive, og det tynger svært på mig, fordi der gik omtrent andre 4, før jeg kom mig til at begynde. Når Du så dertil hører at jeg arbejder idiotisk langsomt, så kan Du selv tænke Dig til hvordan det er fat. Men går gjør det, kan jeg mærke, går om end under piner og veer, og derfor er jeg inderst inde glad. «Tålmodighed, bare tålmodighed, dit dovendyr,» siger jeg ofte til mig selv, så snegler Du Dig frem engang, og et er sikkert: jeg rikker mig ikke af flekken før bogen er færdig,k1583 ikke færdig til trykkeriet, mener jeg – men så'n færdig, at jeg bare mangler at gjøre den færdig, når jeg kommer hjem. Ludvig har et brilliant inhalationsapparat som han lod mig bruge for halsen igår. Det hjalp udmærket. Imorges skulde jeg forsøge det selv – han havde stelt alting i orden for mig og vist mig nøjagtig hvordan og hvorledes – men jeg fik ikke spor af damp ind i halsen min, bare kogende vand – jodoformsprøjt som brændte mig på tungen og satte fæle flekker på min frisérjakke. Nu får jeg vente til han kommer fra skolen kl. 1. Han går jo før 8, og da er jeg ikke visibel. Du skulde høre ham læse op om lægerne! Det er næsten lige godt som det han siger om præsterne. Der har han gåt og tilsat – en formue – forsikrer jeg Dig på lægernes intetsigende forordninger for det uskyldige, men vanskjøttede halsonde han led af. Så kommer han ned til Holmestrand bad ifjor, får høre at der er en sølle fattig apotheker som har opfundet et inhalationsapparat med jodoform. Ludvig som har kjøbt alt sligt i disse år, kjøbte naturligvis straks også det, gav sig til at bruge det og blev fuldkommen brav efter omtrent en måneds forløb. Nu er hans stemme ganske som ellers – jeg mener som i Fr.hald i min tid; han har ikke noget særlig velklingende organ men han taler fuldstændig højt nok, og der er ikke tale om at hans stemme taber sig eller blir borte når der er mange som snakker i munden på hverandre. «Er Du ikke glad for det,» siger jeg undertiden når han går på gulvet og snakker i timevis, akkurat som et andet menneske. «Jammen, nu er det så gammelt, jeg har jo vært bra i snart et år,» svarer det asen, som ikke har gidet skrive og fortælle os det. Og tænk Dig til at lægerne bare håner og bespotter og tilbagetrænger al snak om denne nyttige opfindelse. De vil ikke vide af det, påstår på forhånd, uden undersøgelse, uden at eksperimentere at det er bare sludder og vås. «Er det ikke til at revne af forargelse over?» siger Ludvig ganske gnistrende sint. «Her går jeg og ved, ved med al min forstand og med hver en tanke i min fattige hjerne, at det og intet andet har kurert mig, og kurert mig så aldeles – at alt hvad de andre læger gjorde, specialisterk1584 og ikke specialister, ikke hverken forbedred eller forværred mit onde, og så skal jeg finde mig i at de øgleunger af læger bare ler og overlegent siger: humbug.» Han har tigget og bedt lægerne på Kongsberg om bare at komme op og se på det da; her hvor hvertandet menneske lider af halskatar og hæshed og krim-tilstoppet næse, fordi luften for de ikke indfødte er så skarp, men det er ikke muligt at få dem til det. Den nye præsts frue – Ludvig kjender dem begge fra barneårene og er dus med præsten, de er bergensere – har vært hæs og meget lidende i halsen hele det halve år hun har boet her. Ludvig har formelig tigget hende om at forsøge hans apparat, men da hun ikke «turde», uden at spurgt lægen, som har sagt: tøv og sludder – gjør hun det ikke. «Jeg har tænkt på at avertere; gratis behandling for alle som lider af halsonde,» sa Ludvig igår, «virkelig for alle, men så vidste jeg jo at huset vilde bli nedtrakket af slimede kjærringer og fordrukne grubearbejdere, og så gjorde jeg det ikke.» Ja, for apparatet hjælper ikke alene for kronisk hæshed som Ludvigs, men for ondt i halsen, forkjølelseshæshed, katar og snue. Han er begejstret for alt det, der siges om lægerne i «For Dødens domstol»,k1585 ellers tror jeg ikke den fortællings vidunderlige dejlighed er gåt op for ham.
Du kan være rolig for jeg passer på min helbred, og hvad ikke jeg gjør, gjør Ludvig. Jeg går i koldt vand om morgenen, gymnastiserer, spaser [sic] i to timer i fjeldene, spiser intet senere end kl ½ 7 og drikker såre lidt. Dertil tar jeg også bromkalium regelmæssig.k1586 Ludvig har lejet et kjækt aflangt værelse til mig på den anden side af gangen med røde vægger og to fag vinduer, for at jeg skulde være aldeles uforstyrret når jeg arbejdede. Det er udmærket at skrive i. På den ene langvæg står den dejlige, brede sovesofa som vi godt kunde ligge begge i – Du og jeg, nu opredt hele dagen, og min kuffert. På den anden langvæg en sofa som hører til værelset og en vældig gyngestol, foran sofaen et prægtigt langt bord, som jeg skriver på; under det ene vindu et toiletbord, i krogen på skrå vadskerservanten med langt spejl over. På den ene kortvæg kakkelovnen, og dejlige nobber til at hænge klær på på den anden udgangsdør og nogle stole. Fra vinduerne har jeg udsigt over et bakkedrag med huser og marker klods op ad fjeldet som er bevokset af furreskov. Kl. 12 kommer solen og så er her især dejligt. –
Du, det er sandt, hvorfor havde Du forandret «servil højreembedsmand» i korrespondancen til snild o.s. v.k1587 Jeg ved ikke hvad snild højreembedsmand vil sige; snild er jo rar på dansk. Og så dette at man græd «trofast i teatret». Trofast ligner Dig, at bruge men ikke dusten mig. Du har brugt det mindst to gange i Ill. Tid. Jeg kunde aldrig sige det.
– Kan Du ikke være så snil at be Fejlberg om en recept på arsenikpiller. Den jeg har, ligger nedlåst i skrivebordsskuffen og jeg får langt fra nok med dem jeg har med mig. Det er nemlig farlig at afbryde altfor pludselig, siger Ludvig. Jeg må holde gradvis op så at jeg istedetfor 6 om dagen tilsist tar 2 og så en. Apothekeren heroppe lar mig nok få dem på en dansk recept. For han er en god ven af Ludvig. Altså bed F. og hils dem begge 1000 ganger hjærteligt. Skrive til hende, får jeg ikke tid til. Sig at jeg er så optat af mit arbejde og at når jeg ikke er flittig, altid enten spaserer eller sover. Det må være al den sovingen som tiltrods for gymnastik og anstrengende ture gjør mig tyk. Ja, for tykkere er jeg bleven, desværre. Du skal ikke græmme Dig over at jeg ikke har galoscher. Sommervarmen forleden tog næsten al sneen og vinden bagefter har tørret godt. En regndråbe er her ikke falden siden jeg kom. Nu har galoscher længe vært overflødig; det støver allerede væmmeligt i disse ækle gader uden brolægning.
Penger får jeg hos Ludvig; han er bare snilhed og elskværdighed, altid ens, altid sød og munter og tjenstvillig, tiltros for at han ikke trives heroppe. At skulle bo her år efter år, så'n for bestandig omtrent, vilde for mig være det samme som for en godt vant russer der er forvist til Sibirien. Men for en tid på hvilken man kan se enden er det udmærket. Jeg har alt lånt 5 kr. af Ludvig til garn til strømperne, frimærker, hattenål, gummibånd hægter og brevpapir. Jeg har endnu nogle få skillinger at rutte med. Men send mig lidt, når Du kan. Det jeg skal bruge til rejsen behøver jeg først i slutten af maj formodentlig. Da må jeg ha 20 kr., har jeg regnet ud. Den bogen til Aschehoug kan Du godt sende som Du siger med: fra fru A. Skram. Men den fyren jeg talte med, sa der skulde stå til fru A.S. adre. Aschehoug, for så vidste de, at det var mig som betalte tilbage den bog jeg havde «lånt». Men den skulde gå gjennem Hagerup. Cammermejer mente at jeg bare kunde underrette de to angjældende boghandlere i Kjøbenhavn om at jeg havde fåt de og de bøger. Forstår Du det nu da? Vi lo svært af din beskrivelse over hvordan du hinker omkring derhjemme. Stakkels sødeste Dig! Det er nu ikke så morsomt for Dig som for os at læse om det. Gud gi Du nu var bedre. Og Ludvig stakker også. Farvel Du elskede, velsignede menneske! Aa, hvor jeg er glad i Dig! For hver dag som går mere og mere! Bliv også Du rigtig, rigtig glad i mig igen. Som før, hvis det er muligt. Får jeg brev idag, skriver jeg formodentlig lidt til. Hvis ikke får Du nøje Dig med dette.
Din egen A.
Senere på dagen.) Jo, der kom brev idag. Tak mit dejlige menneske. For alt det jeg får vide! Det eneste, som græmmer mig er at der intet blir tilovers til jeg engang er hjemme igjen. Stakkels Rist. Tænk hvor stilfærdigt og tålmodigt han har båret sin onde sygdom. Hvor jeg skammer mig over mit eget gnål, når jeg hører om andre der lider alvorligt og virkeligt. Og Du, som fremdeles er lige vanhjulpen omtrent. Det må dog være svært trist for Dig – al denne tid – ligge der og ligge der. Sig mig om Du virkelig får afføring, under dette stillesiddende liv? Eller må Du ta af de «afførande og renande pillerne»? Gud gi jeg havde skrevet til Dig, så Du havde fåt det 2den påskedag, da Du vented det. Det er dog en altfor stor synd, når Du nu skal vente forgjæves min søde, kjære elskede. Det var svært godt det om at udstrygningerne var gjort slig at E.B. ikke kunde merke dem. Så er alt godt og vel. Flere af de strøgne adjektiver havde jeg ærgret mig over stod der, ligeledes den gjentagelse: «folk der har levet i skyggen af for knappe indtægters slidende bekymringer.» Der havde jo ståt før om kampen mellem fuldmægtiggagen og skinnets bevarelse. Men jeg havde så liden tid. Småstunder om aftenen, da jeg var overtræt og om morgenen, da jeg skulde haste ud. – Jeg har også måttet skrive nogle breve til Xania, og det stjæler svært ens tid. Reparationen af parasollen kosted 55 øre; men så er det også solid gjort og endogså pent må Du vide. Hils Jakob meget fra Kristoffer og Hejberg, ja kanske også fra Viggo, men fra Engel Hejberg, (Vilhelms datter, som var her i påsken,)k1588 ved jeg bestemt at jeg skal hilse ham.
Nej jeg sa ikke noget om at fru Adler og Bertha var brouljeret. Men jeg sa at fru A med grædenes tårer havde fortalt om hvorledes hun var bleven narret, skuffet og bespottet af en god veninde, og at der faldt en ytring som bragte mig til at tænke på Bertha.
Stakkels gamle kommandør Vilde. Hils ham fra mig og hils Bramsens. Nu har jeg jo skrevet om Ludvigs hals og stemme, nokså omstændeligt også, netop som Du spør efter det. Man kan ikke berøre alt på en gang, og jeg lever jo desuden helt inde i 40 årene oppe i det gamle kjære Bergen om dagene.k1589 Ludvigs nye hund er aldeles dejlig. Kun bærer den halen på en altfor plebejisk vis. Ludvig siger hver dag at han vil skjære et stykke af halen for at den ikke skal stå så højt tilvejrs men han har nok ikke hjærte til det. Men «Harpax» (hunden)k1590 er ikke frisk om dagene, tør brændende næse o.s. v. Ludvig går i en angst for at også den skal få hvalpesyge og dø sin vej, den også. Og så er her en mærkelig kat med en hale dobbel så bred som en kjøkkenkost; den står tilvejrs når den er sint og sint er den altid. Jeg er så livande ræd den katten, og så har den en killing. Nu må brevet afsted, Du søde. Jo før Du skriver, jo før hører Du.

350. Erik til Amalie

Fredag 26/4 89
Mine Dage forløber så stille, at jeg har ondt ved at kende Forskel på dem, og det er egentlig kun på Følelsen af, at nu er der hengået lang Tid siden jeg har fået Brev fra Dig, at jeg kan mærke, at dog ikke alt står stille. Forleden Aften kom Gotfred Rubin og sad da i det mindste 3 Timer hos mig. Han drak et Glas Øl med, da Drengene spiste, og vi fik derpå et Glas Wisky og Vand. Heldigvis har vi lidt Wisky i Huset. Igår gjorde Fru Feilberg mig en lang Visit, den varede nok halvanden Time, og hun var uhyre hyggelig og elskværdig, og idag har Galschiøt besøgt mig. Det er alt hvad der er sket af andet end det sædvanlige. Ja, det har nu i et Par Dage blæst en Storm af Øst, som har gjort min Stue svær at holde varm, og Bindet er helt blevet fjærnet fra min Fod. Det betyder naturligvis, at det går godt fremad med Helbredelsen, men foreløbig bevirker det unægtelig en Mængde ubehagelige Fornemmelser, når jeg sidder opret. Fru Feilberg har lånt mig en Skråskammel, og den hjælper udmærket, men den er ikke god at benytte, når man skal skrive. I Aften har Marie fået Billeterne til Folketeatret, men hun har spillet mig det Puds at indbyde sin Kæreste, en lang Hørkræmmer, i Stedet for sin lille Søster, og i den Anledning forekommer hendes travle Glæde mig betydelig mindre opmuntrende. Du skal se, at når Sommeren er ovre, skal hun ha Bryllup. Sådan en Hørkræmmer tjener naturligvis briljant. Og det var den lille kærlige Skovtrold som jeg så gerne havde undet en Komedieaften. Når nu blot Marie kunde blive så længe hos os, at Trolden kunde gå ind hendes Plads! Om Marie må det iøvrig siges, at hun virkelig er en udmærket Pige. Så flink og pålidelig. Drengene, særlig Ludvig, sværger til hendes Fane. Hendes Klaver er nu kommet, og Gutterne hører hende spille og synge, når Opvasken efter Middagsbordet er forbi. Det skal dog ikke være den store Stil hun dyrker, og Instrumentet er forstemt. Jeg har læst mere i disse Dårligfods Dage af historisk og kritisk Literatur, tror jeg, end i hele min Ægteskabs Tid. Og det var på høje Tid. Jeg kan formelig føle min Hjærne udvide sig. Den var begyndt at skrumpe ind af Mangel på virkelig Næring. Det lette skønliterære Stof, hvoraf jeg jo har sat en skønne Hob til Livs, går tror jeg gennem Hjærnefibrene som Asparges gennem Tarmkanalen. Der er Behag ved Tilegnelsen, men leve deraf og få Kræfter? Nej det går ikke. Jeg har derfor tilbragt udmærkede Timer og Dage måske, medens jeg som en hungrig har slugt Bind på Bind; men den langsomme Fremgang med Foden og en snigende Hovedpine sammen med Bevidstheden om, at jeg skulde sidde ved Skrivebordet og prente mig Krone på Krone sammen har dog nu og da taget Humøret fra mig. Men alt i alt går Tiden jo for mig fredelig og med store intellektuelle Nydelser.
27/4
Jeg har fået dit lange Brev min søde kæreste Ven, og er jo en lille Smule ængstelig for din Forkølelse og din letsindige Omgang med Ludvigs mærkelige Maskine. Den kan da vel ikke gøre Dig Fortræd? Det er da også som Pokker med den Kulde i Stuerne. Og jeg som gik udfra, at i Norge forstod man til Bunds Kunsten at have det lunt inden Døre. Du har da ikke været uforsigtig i Klædedragt i Anledning af den formodede Sommer. Eller er det dine våde Fødder, som har straffet sig? Feilberg var her før og jeg læste for ham Afsnittet i dit Brev om Ludvigs Raseri mod Lægerne. Det morede ham meget. Og så interesserede Maskinen ham. Det lader til, sagde han, at den Apoteker virkelig har gjort en Opfindelse. Jodoformen, som man længe har brugt mod Halsonder, har nemlig ikke hidtil været opløselig i Vand. Den fremstilledes i et fint Pulver, men så såre der kom Væde til, klumpede den sig sammen som Mel og Vand. Kun Æther kunde opløse den. Kan Du fortælle noget om, hvorledes Indsprøjtningen af Jodoformen foregår, eller bede Ludvig skrive derom, så vil blandt Lægerne i alt Fald Feilberg være en interesseret Læser. Og i det hele er det jo ikke Tonen blandt de moderne Læger uden videre at afvise Lægmænds Påfund. F. fortalte om et tysk Arkanum,k1591 der netop i denne Tid er blevet optaget af Lægestanden, et ypperligt Middel til at skaffe Afføring i hårdnakkede Tilfælde. Men for Resten gjorde han også opmærksom på, hvor let et Middel får Ry, fordi det har virket på enkelte Individer. Det Inhalationsapparat, som Ludvig tidligere brugte, med en Helvedesstenopløsning, og som først kom frem i Kristiania og dér pristes i høje Toner, har her i Kbhvn kun dårlig svaret til Forventningerne osv. – Ja min egen Ven, Du skal være snil og tålmodig, dit Arbejde vil en skønne Dag glide som Skuden, der går fra Stabelen i Vandet, og så sejler Du stoltelig ud kæmpende mod alle mulige Hindringer, men i Havn kommer Du. Ak der er svære Pinsler forbunden med alt åndeligt Arbejde. Du véd, hvordan jeg slider med mine stakkels Artikler, så jeg skulde være den sidste til at undre mig over, at Du har Anfægtelser. Du var ved at læse Sapfo – har Du andre gode Bøger? Det er dejligt at læse, afskyligt at skrive! Er det Værelse, som Du beskriver, så at jeg ser det i sin aflange Rødhed – det er underligt, at de 2 Vinduer ikke rigtig vil passe til mine Forestillinger, jeg havde sat mig i Hovedet, at Du skulde bo i en Stue med ét Vindu – et nyt Værelse, Du er rykket ind i, eller har Du haft det hele Tiden?
«Snild» Højreembedsmand er naturligvis en Fejllæsning af Sætter og Korrektør, men jeg må for Resten sige, at jeg også havde læst «snil». Servil er naturligvis meget bedre, og det er kedeligt, at det ikke kom i Artiklen. Der stod i din Artikel nogle Udtryk om Gråden i Teatret, som ikke gjorde Virkning syntes jeg – som bekendt græder Publikum over det værste Snavs, det kan ikke umiddelbart anføres som Bevis på Stykkets gode Art, at det fremlokker Tårer – derfor mente jeg, at der måtte sættes et Ord ind, som kunde få Gråden til at se lidt anderledes ud end sædvanlig. Nå, at «trofast» er et Ord, som Du ikke vilde bruge, skal jeg indrømme, men jeg havde ikke i Øjeblikket noget bedre[.]
– I Nedskrivningen af de sidste Ord har der været en Afbrydelse. Og en Afbrydelse, som må kaldes påfaldende. Det ringede, og ind trådte Fru Anna With og With. De havde igår hørt af Galschiøt, at jeg sad med dårlig Fod og kom nu for at se til mig. De var meget venlige, og hvad der navnlig var behageligt, der var ikke Spor af Forbehold over With. Han var munter som i gamle Dage. Ak, jeg holder jo af ham og af hende med, og skulde man blot ikke nu være så forsigtig med sine Svar på hendes nysgerrige Spørgen, og var der ikke denne beængstende Påpasselighed fra begges Side med ens Selskabelighed og Pengeforhold og Fanden og hans Oldemor, kunde man kort sagt gribe til med de gamle Dages Tillid, og kunde det i det hele nytte, havde vi Råd til (og Lyst og Tid) at se Mennesker, så havde dette Besøg jo en ny Spire i sig. Men nu? Jeg synes jeg er hundrede Mile borte fra den gamle «Gemytlighed».
Jeg Asen! Medens Feilberg var her og jeg havde læst for ham af dit Brev, vilde jeg blade om for at læse det om Arsenikpillerne, men fordi jeg ikke straks fandt det og måtte svare på, hvad han sagde, og min Fod så først derefter blev undersøgt, måtte jeg lægge Brevet fra mig, og så glemte jeg at bede ham om Recepten. Nu vil jeg bede en af Drengene gå til ham, så at jeg dog kan få Recepten med i dette Brev.
Hør min søde lille Pige hvor mange Hattenåle har Du nu forbrugt, siden Du kom til Norge? Vilde jeg se Brevene efter, er jeg vis på, at jeg fandt et helt Bundt. Hver Gang der er Tale om at købe noget, forekommer der en Hattenål. Du har af den Slags, synes det, et Behov som jeg til Cigarer, heldigvis er dit Libhaveri vistnok billigere.
Den Kat med Halen som en Fejekost er en Troldkat, og jeg vilde være lige så bange for den som Du er.
Sen Aften
Min elskede Ven, Feilberg var desværre ikke hjemme, men Ludvig som var der med et Par Ord fra mig, har skrevet på Brevet, at det skulde besvares i Aften, så håber jeg, at F. lægger Recepten i Postkassen – der fulgte Frimærke med – i Aften, og så får jeg Recepten tidlig nok til at putte den i Konvoluten og lade Marie gå med Brevet i Morgen tidlig.
Jeg er træt i Aften – Vor Herre må vide af hvad – men har det godt, min Hovedpine har et Pulver Antifebrin fordrevet, og jeg sender Dig alle mine kærligste Tanker. Tak for hvert godt Ord, Tak fordi Du holder af mig, min Kærlighed véd Du, satte jeg fra første Færd på 7 Års Prøve, nu er der gået 5, og dømmer jeg rigtig, bliver de to sidste År de bedste.
God Nat min kæreste Ven! Igår lagde jeg mig først Kl ½ 3, det er nok det, der gør mig søvnig og træt i Aften.
Din Mand
E Skram
Naturligvis skulde jeg hilse Dig mangfoldige Gange fra Withs og fru Galschiøt

351. Amalie til Erik

Søndag aften 28de april 89.
Kl. er 11 og jeg er gåt ind til mig selv. Ludvig er vist alt iseng, men jeg er lidt årvågen, for jeg måtte sove idag efter middagsmaden, så dødsens dejlig træt som jeg var efter vor bjergbestigning. Du kan ikke tænke Dig hvor mange prægtige turer vi kan gjøre her. Nye tragter hvereneste dag. Idag havde vi tat os en for lang vej på; den var også på sine steder meget ufremkommelig, op ad stejle fjeldet og ned med hop fra klippe- til klippestykke. Ludvig går i fjeldet net som en kat. Jeg har aldrig set magen! Uden stok eller nogen ting. Holder altid balancen og er gesvindt som en jaget rotte. Jeg pjongser efter så godt jeg kan, falder af og til i staver af forbauselse over synet foran mig. Så diller jeg på igjen, tar for mig i grener og stener når det er altfor halsbrækkende og bruger paraplyen til stok. Ludvig står stundevis og venter på mig. Han tør jo ikke tabe mig af syne, for så fór jeg straks vild. Jeg aner jo ikke hvor højre eller venstre er, langt mindre syd eller nord og allermindst i hvilken retning byen ligger, når vi f.eks. er inde i skoven langs fjeldskråningerne. Og så går han sommerklædt det asen, uden spor af vårfrak engang – jeg vil ikke tale om vinterfrak – aldeles bardus sommerklædt og siger hvert øjeblik: nej for en varme da! Jeg ved ikke enten jeg skal le eller græde, for jeg har min sorte vinterkåbe på og boa og muffe. Uden det vilde jeg være stivfrossen i løbet af et kvarter. «Du må være fejg,» siger jeg til ham. «Det kan aldrig hænge rigtig sammen med denne varmen din.» «Ja, kanske det! Ha, ha!» er svaret. Han har fremdeles ikke i ovnen i sine stuer, undtagen på de to tider af dagen hvor han venter mig ind; efter frokost en timestid og efter middagen 2 à 3 timer. Idag kom vi ikke hjem før kl. 7, lidt over, sågar. Han havde glemt at se på klokken indtil jeg, da han foreslog en forlængelse af vejen sa: «jeg er stø om kl. snart er ½ 7.» «Den er ikke 6 endnu,» mente han og tog op sit uhr. Men da kan Du tro han skvat sammen. Han vil så nødig foregå husholdersken med et dårligt eks., hvad præcished angår, for hun har en skavank i den retning. Idag var hun sur og svarte ikke på mine indsmigrende ord for at formilde hende. Men maden var udmærket og det var det vigtigste. Vi måtte ta en halv øl mere end ellers: (en hel tilsammen) for vi var så forkomne, og så gav vi et glas sherry til desserten. Da jeg så havde drukket kaffe og røgt en halv cigar i Ludvigs opvarmede stue, var det mig umuligt at holde øjnene oppe længere. Jeg havde for første gang idag ikke sovet i dagens løb og det var jeg så glad for. «Nu kan jeg ikke mere, jeg sover over hele kroppen indvendig,» sa jeg og så tutled jeg mig. – Det er så dejligt med det, at jeg nu kan holde den varme jeg vil herinde hos mig selv. Ved ligger der altid opstablet under kakkelovnen, og ovnen her er så let at håndtere at Du bare behøver at holde en fyrstikke hen foran spjeldet når veden er lagt tilrette – en eneste tændt fyrstikke, så står det hele i brand. Det morer mig voldsomt at lægge i disse ovne. Det er andet end dem i Kjøbenhavn. Og så er der aldrig spor af askegrejer eller sligt noget. Gud fader må vide hvor det blir af men tømt blir de aldrig og aske finds [sic] alligevel ikke.
Forleden på vor tur talte jeg om hvor dejligt det vilde vært om Du havde vært med og sa: «han, som er så glad i Norge.» «Er han det?» sa L., «ja, så og skal han være med mig til Jotunhejmen i sommer eller til næste. Jeg ante ikke hvad Norge var, før jeg kom i Jotunhejmen. Da jeg stod deroppe og så denne verden af uendelige bjergregioner, da blev jeg grebet af andagt og var nær falden på knæ. Vejen gjennem Nærødalen ned til Gudvangen er intet absolut intet ved siden af det.» «Du og han og Fejlberg» foreslog jeg – «Dere tre skulde ta den turen.» «Ja, og Du måtte være med,» svarte han strålende fornøjet. [«]Det blev et hyggeligt kompagni, tænk Fejlberg og Skram! Og at skulle få være den som viste frem alle disse herligheder.» Jeg spurgte om der var farbart også for damer. «Brilliant» var svaret, men jeg tænkte i mit hjærte at der kom jeg alligevel ikke med for pengenes skyld. For nu er det Dig, som skal ud og luftes. Du må endelig hilse Fejlbergs fra L. Og Kiellands også. Han har bedt om det. Og hør, mens jeg husker det – kan Du ikke sende Ludvig et billede af Dig? Han ejer ikke fille af photografi af Dig og det er han så lej for. Gjør det mens jeg er her. Helst det store lange, for det er penest og bedst. Tag et af gutternes, hvis Du ingen penger har. Der står jo to og skildrer derinde, Du kan jo love dem det tilbage når Du får råd engang. – Er det ikke frygteligt at fru Hejberg ikke fik engagementet.k1592 Han havde nok trods alt håbet det; det er jeg sikker på, skjøndt han sa det modsatte til folk. Men jeg ved det alligevel. Engel Hejberg en datter af Vilhelm H. som var heroppe i påsken hos Hansteens sa at både han og hun var rent fortvilet over det. Tænk nu skal hun gå på slæng og ragedis igjen.k1593 Ikke alene er det sørgeligt i økonomisk henseende, men hendes evner jo forringes ved denne absolute uvirksomhed så'n i årevis, hendes talent ødelægges. Hvorfor hun ikke blev engageret o.s. v. – om alt det skal jeg fortælle Dig når vi sés.
Idag er jeg endelig næsten helt fri for forkjølelsen og har befundet mig ligeså vel som de to første dager heroppe. Og ved du hvorfor? Ja, fordi jeg igår gik ned på apotheket og kjøbte en æske af de «renande og afførande pillerne». Det stod pludselig klart for mig at jeg måtte jo være syg med den smule afføring jeg hele tiden havde ladt mig nøje med heroppe. Smalekorinther, forsikrer jeg Dig – lutter smalekorinther og intet andet. Jeg forstår ikke selv at jeg ikke tænkte på det før. Jeg tog altså to piller igår efter middagen, sov dejligt, måtte op kl. 5 og ned i gården – doet er akurat magen til det på Aulestad – sov bagefter til kl. 8, måtte atter ned og følte mig nøjagtigt som et nyt menneske. Og denne følelse har varet i hele dag. – Begge mine skopar har vært hos skomageren – tænk det er min gamle fra Xania – ikke Løkke, sig til Jakob, men Christoffersen, ham jeg havde da gutterne var små og vi bode derinde et år – han er flyttet herop det var rørende at se ham igjen for han er så snil og skikkelig. Det nye par skulde han sætte tingester under hælene på, hvad der ikke blev gjort i Kjbhvn. Det andet skulde han stoppe på overlæret, som havde fåt en liden revne i fjeldet forleden. Jeg har tat det på kredit sålænge. – Men nu blir jeg søvnig. Godnat! Jeg tar Dig om halsen med begge hænder og kysser Dig mindst 9 ganger på munden din. Så lægger jeg mig til at sove.
Efterskrift. Jeg har skrevet såpas meget i aften, for imorgen venter jeg sikkert brev fra Dig, og da posten udleveres kl. 1, akkurat ved frokosttid – (kun en gang på dagen naturligvis) får jeg ikke tid at skrive et ordentligt svar, såsom det må være på posthuset allerede kl. 3 for at komme med toget den dag. Og sånne fillebrever som er skrevet i horten og storten er ikke noget. Jeg husker Du klaged over mine brever fra Bergen dengangen. Og det var fordi jeg altid satte mig til at skrive ½ time før de skulde afsted. Kan Du se, jeg har forbedret mig lidt?
Mandag morgen kl. 10. Jeg er stiv i nakken idag. Formodentlig er jeg bleven lidt sved igår på fjeldturen og har så fåt stivheden ved den lange sidden tilbords i spisestuen hvor der aldrig lægges i. Vi prater nemlig så svært, at vi sidder meget over 1 time tilbords og vi spiser begge omtrent lige langsomt. Stakkels Ludvig, han trode han skulde havt ved nok i hele sommer og nu måtte han hente et læs i lørdags. «Jo det er dejligt! Ha, ha!» Veden var forresten kjøbt og betalt forlængesiden. Det var bare at skikke kjøreren bud. – Gud gi Du nu er bra i foden din. Det må dog ha vært en lej og kjedelig tid for Dig dette, rigtig et kors, som skriften siger og det rørende er at Du har skrevet så elskværdigt og muntert om det, Du søde Menneske. Ligge der alene dag efter dag! Havde endda jeg vært hjemme og notabene vært snil og skikkelig mod Dig, så kunde det endda gåt an. For der var jo dog mange ting, jeg kunde rakt og bragt Dig om ikke andet. Og gåt ud og komt hjem og fortalt Dig et og andet. – Du – jeg kan merke på Ludvig at han nu er svært glad over at jeg har giftet mig med Dig – Du ved han var sint på mig fra først af – han sa ikke stort, men jeg kunde jo godt merke det på alle ting. Nu, da han kjender Dig og ser hvad Du har gjort for Jakob og Ludvig, at Du har villet gi dem et hjem og tat dem til os, er han uhyre tilfreds. Det var vist mest tanken på gutterne, som han altid har vært glad i, der bevirked hans modvilje. Ja, og så havde han i det hele tat ikke ventet det af mig. Jeg har læst E.B.s brev om livet på Karl-Johan,k1594 der var optat i norsk Dgbld., liksom mesteparten af min korrespondance. Det er morsomt hvad han siger, men Du har skrevet meget bedre om alt det i sin tid til dansk Mrgbld.k1595 Kan du huske?
Uf ja, den Markus Rubin! Bare jeg tænker på ham er det liksom jeg vil brække mig næsten. Det er hans næsepilling især (jeg burde forresten passe mig selv og tie om andre, men jeg gjør det jo ikke ude og kun når jeg det må) og så det at han ved aftensborde slikker smør og hvad han ellers kan grise sig til med, af sine skidne fingre og sørgerandede negle. Og så har han jo stormandsgalskab, åndelig talt. Det viser at fyren er en stakker, for det kommer bare af at han ikke tåler den tilbedelse og det afguderi de sølle fruentimmere han er gift med, – der er jo to foruden hans kone – overøser ham med. Alligevel må vi be denne arroganter engang og hans skikkelige bror med samt hans «Ava»!k1596 Aa, hvor det gjør mig ondt for den prægtige Rist med hans tålmodig bårne sygdom. Men det skrev jeg vist sidst om. Hils ham endelig fra mig og hende også. Nu slutter jeg og ser om jeg får brev kl. 1. Du må ikke synes mindre om mine brever, fordi om Du kan mærke at de er skrevet i vanvittigt hastværk. Jeg kan ikke gi mig tid med brever. Det er mig ligefrem umuligt, altid, og især nu da jeg sidder og vånder mig under hver sætning jeg skriver på bogen min. – Jeg har kjøbt et brevkort til Schandorph. Idag skal jeg sætte nogle ord på det og få det sendt. Hvor det var godt jeg slap at skrive til F.B. Men så Du hilse forfærdelig meget! Du spør om hvordan jeg kan fare op kl 3; uden at fryse. Det var nu forresten 7, som Du jo også havde opdaget og det er kun sket den ene gang desværre. Nu siden jeg har skildret Dig hvad for mirakler af ovne vi har heroppe, forstår Du det vel. Stuen er varm på 10 minutter. –
Kl 1. Nu har jeg fåt dit brev. Tak for det. Det forekom mig at være lidt trist. Og Du behøvde slet ikke at ha svaret på det om at holde af mig.
Du har vel sét at Prydza har fåt en bog udk1597 hos Omtvedt en såkaldet liberal forlægger.k1598 Det er fortællinger og skitser, formodentlig gamle ting, og altså ikke hendes store værk. Så har hun da hverken hængt sig eller slugt den gift hun gik og bar i lommen i Kjbhvn. Jeg sov kun to nætter i spisestuen, så flytted jeg herind. Det er jo godt Du får læst så meget. Er det min skyld at du ikke har fåt læst noget i dit ægteskab, da? Jeg vilde nu ikke ha nogen nytte af det til det jeg holder på med, ved jeg forrest. Ja, jeg har mange udmærkede bøger heroppe.
Tak Fejlberg for recepten. Han er et sødt menneske af en læge! Jeg har mistet 3 hattenåle, 2 i Xania og én her.
Din A.S.

352. Erik til Amalie

Onsdag den 1 Maj 1889
Tak min kæreste sødeste Pige for dit lange kærlige Brev, som jeg Kl 8 hentede mig ind i Sovekamret, inden jeg var påklædt og læste på Sengen. Synes Du mit Brev var lidt trist? Det gør mig ondt, men umuligt er det jo ikke, at der efterhånden alt som Dagene er gået, og jeg ikke var kommen videre end fra Sofaen og hen til Skrivebordet, har listet sig en noget tung Stemning over mig. Sådan Stueluft og Ensformighed og hårdnakket Ondskab i en ellers så skikkelig Fod er jo ikke netop lavet for Morskabs Skyld, men jeg synes dog for Resten, at jeg har holdt Humøret temmelig godt vedlige. Bær under alle Omstændigheder over med, om der har været og mulig kan komme en eller anden modfalden Ytring, Du véd jo min Ven, at det betyder ikke stort, og at kunde jeg gå med Dig og Ludvig på Bjærgene, så – ja pyt så meget skal der virkelig ikke til. Skrev jeg blot på noget, som jeg følte formede sig under mine Fingre, om det er aldrig så lidt, er jeg jo straks Karl for min Hat, og imorgen går det måske bedre end jeg aner. Marie, som jeg forleden sagde til, at nu blev jeg snart gnaven over den Fod, fortalte mig, at sommetider var hendes Humør det bare «Skidt» – hvilket svære Ord forøvrigt lød underligt i den pæne Piges Mund –, men det var kun når hun gik alene ude i Køkkenet. Når der kom nogen, gik det straks over. Hun synes ikke at mene, at hun har noget at være i «skidt» Humør over, og anførte Tingen, som en anden kunde meddele, at undertiden har han eller hun en Smule Hovedpine. Der er noget eget ved den Slags Mennesker, de tager på Livet som noget, der egentlig ikke er noget at gøre ved. Hun anførte ved samme Lejlighed helt muntert, at det var ligedan med hendes Broder, han havde tilsidst også været rent ude af det den Gang han ikke havde noget at bestille. Det tror jeg sgu nok! Men der ligger bag dette åbenbart en Fordring til sig selv og andre om aldrig at tabe Modet; det er en Slags nedarvet åndelig Kapital, hvorpå en Mangfoldighed af tarvelige Mennesker lever. Og den Arv er ikke det værste de har fået af Forfædrene.
Idag er den store Højtidelighed foregået, at jeg for første Gang har været nede af Trapperne, og i Droske har kørt omkring dels ind i Rigsdagen for at hæve Gage, dels hos Frisøren for at få mit lange Hår og Skæg klippet, dels hos Galschiøt og hos Hof- og Musikhandelen i Anledning af Meiningerne, som begynder imorgen,k1599 og dels endelig hos Gad for at få Honorar fra Ill. Tid. Desværre er jeg ikke i Stand til at få min egen Støvle på, men den altid til det yderste udmærkede Feilberg har lånt mig et Par af sine Sko, med hvis højre jeg så pryder min syge Pote. Gå kan jeg kun så småt, men Du ser, at jeg dog ret artig straks har kunnet kravle op og ned ad Trapper. Du kan tænke Dig min Overraskelse, at da jeg kom ud, var det Sommer. Det vil sige, Træerne var ikke sprunget ud, men Luften var så mild, at trods den vedvarende stærke Østenvind sad jeg i halvåben Droske og havde det næsten for varmt i min Vinterfrakke. Drengene har nok fortalt om Varmen, men jeg har ikke troet synderlig på den, da det i Stuerne nu og da kunde være temmelig køligt, og jeg til Uheld netop for denne Køligheds Skyld har fået Gigt i min syge Fod, fordi jeg har siddet med den blottet eller halvblottet. Denne Gigt er jeg noget bange for. Jeg tror at den vil blive sværere at fordrive end den oprindelige Svaghed, og at jeg vil få mange Smærter. Det er begyndt ret kraftigt. Men jeg holder den forresten godt i Ave med Varme nu da jeg har opdaget, at det er Gigt. Og det er jo heller ikke sagt, at det vil blive til noget videre, når jeg kan begynde at gå ordentlig og dække Foden med Støvle.
Forleden kom Carsten Kielland og Frue og gjorde mig Visit, netop som det begyndte at mørkne. Hun så nydelig ud og var meget livlig. Havde jeg givet hende den mindste Håndrækning, havde hun rakket alle fælles Bekendte sådan til, at der ikke var blevet meget tilbage af dem, nu var det kun Withs der fik deres: «De er i den Grad forlibte i hinanden, at jeg nok finder, at det er væmmeligt, de gamle Mennesker. Og de er ved Gud ikke en eneste Aften i Ro. De har haft 68 fremmede i Vinter, og deraf har der jo været adskillige flere Gange. Og når nu disse 68 gør Gengæld, og det gør de jo, vil jeg nok spørge, når de Mennesker kan sidde som andre skikkelige Folk i deres Hjem. Nej Carsten det må Du forlade mig, det er for meget af det gode. Og så det evige Kævleri med den Mo'r, som altid skal sidde der og trone, når de da ikke er hos hende. Og Erik! Ja nu har han nok fået sit.k1600 Fedt på Hjærtet siger de det er, og det ikke er. Han kan undertiden ikke få Vejret, og det er nok ikke langt fra at de sommetider tror, at det er helt forbi. Men det må jeg for Resten sige. Han ta'r det briljant. Han vil ikke leve stille. Han siger: kort og morsomt, hellere end længe og kedeligt. Ja en Gang måtte det naturligvis komme. Det, han har budt sig – nå!» osv. osv. Carsten var naturligvis fredsommelig og hyggelig. De talte en Del om Fritz B.k1601 – til hvem jeg har skrevet, og som var hos mig i Søndags, og som hilser på det bedste – fordi de hos Withs havde udfundet, at Karsten H. var ham. W. havde fået Bogen sendende. Men efter deres Omtale var det Drengenes rigtige Moder,k1602 der indpodede disse fjendtlige Følelser mod den nye Moder, ikke denne, der ikke svarede til Forventningerne. Dårligt er det formodentlig fat, hvem der så har Skylden. F.B. omtaler aldrig Børnene. Det gjorde han jo ofte og gerne før. Det er sandt, jeg skal dog ikke være for streng mod den små Fru Kielland, forleden snakkede jeg jo om, at Krogh drak, og nu kom jeg ved Omtalen af Heibergs til med mit Vidnesbyrd at bekræfte at Fru H. drak. Man skal holde sin Mund med sligt over for Folk af Fru K's Art. Ja Du har Ret. Stakkels Heibergs! Og det er så meget mere Synd som hun jo netop for sin Dygtigheds Skyld har Krav på at blive ansat. Talte jeg altså ikke godt om hende, udbasunerede jeg desto stærkere hans Ros. Jeg gav et Slags Resumé af Kong Midas, nej blot af Ideen i Stykket ikke noget om Handlingen. I så Henseeende tror jeg at jeg er ret samvittighedsfuld. Og jeg fik endog den små Frue til at se helt optaget ud.
Ak min elskede Ven, Ture i Jotunhejm! Ja det var noget! Men det er nok ikke værd at drømme for ivrigt om det. – Til Lykke med de afførende og renande! Din lille Tosse, som har ladet så lang Tid gå hen. Så har jeg mine Sager bedre i Orden. En Dag er der dog gået hen i denne min Indsiddertid, hvor den gode Orden svigtede. Men så drak jeg efter Ludvigs Råd en varm Toddy om Aftenen – at hans gode Råd lønnede sig også for ham, følger af sig selv – og se, næste Dag var alt i sin rette Gænge igen.
Ja Du er dejlig og sød med dine Breve! Det er nok mig, der denne Gang kommer til at stå tilbage. Men det må jo billig erindres, at Du har Fjældet, jeg kun min egen Stue, og så hviler den Artikel, som nu skal være færdig over mig som en Mare. Min elskede Ven skriv, når blot Du kan, det er min bedste Glæde, jeg havde nær sagt min eneste, men det vilde ikke være retfærdigt. Vi har jo mange gode Fornøjelser her hjemme sammen. Når blot Jakob kunde blive raskere! Han klager så overvættes over Træthed. Men det er forhåbentlig kun Foråret, der virker på ham.
Kl 11 Aften
Min elskede Ven, Drengene har lige forladt mig. Ludvig gav mig Massage, og Jakob, som nu i flere Dage ikke har vist sig om Aftenen, var i Aften oprømt, og vi blev siddende og snakkede. Der var imidlertid gået noget i Forvejen. Jeg talte med Jakob efter Middagsbordet. Han var træt som sædvanlig men dog mere oplagt til at foretage sig noget, end han nu har været i adskillige Dage. Han udsøgte sig en Bog og gik ind til sig selv, men det faldt mig da ind, at jeg i Aften kunde få ham til, hvad han før har undslået sig for nemlig at gå hen til Feilberg. Jeg mente, at jeg selv kunde have godt af at øve mig lidt i at gå på ny, og at navnlig den Mundfuld friske Luft på Vejen hen vilde være godt for mig. Køreturen havde jo kun virket heldig (ak, den kostede 3 Kr 25 Øre!). Som tænkt så gjort. Jeg foreslog Jakob, at han skulde følge mig, da jeg ikke turde gå ud første Gang alene, og han var straks villig, og Kl ½ 9 gik vi da. Desværre var min Fod åbenbart svulmet lidt op fra i Formiddag, men det gik dog ganske ordentligt. Vi traf Feilbergs hjemme men de skulde til Rists, og den uurokkelige [sic] Hr Lindk1603 sad inde hos F., Fruen klædte sig på. Nå vi sad og snakkede lidt, F. morsom og elskværdig som altid, Fruen kom ind og var uhyre sød og ked af, at de skulde bort, så skulde F. tage en Frakke på, og jeg jagede så Jakob ind i Spisestuen til ham for at han kunde tale med ham. Lidt efter måtte vi altså gå. På Hjemvejen fortalte Jakob mig, at Feilberg straks havde sagt til ham: Ja jeg kan se på Dem, at De har det sådan og sådan, og så havde han aldeles nøje sagt Jakob alt, hvad J. selv havde tænkt på at sige. Det havde åbenbart imponeret J. Sagen er imidlertid at J. er lidt snavs for Tiden. F. havde sagt, at der var to Ting at gøre: han skulde bruge Styrtebade, være meget i Luften og have fri en Månedstid. Han var i en Overgangstilstand, som der ikke var noget i Vejen for at komme ud over, og som når den var overstået ikke vilde komme igen, men han måtte skånes lidt i denne Tid. Nu må vi se at lave det sådan, at Jakob bliver fri, og heldigvis er Forholdene på Trykkeriet netop for Tiden ikke ugunstige i så Henseende, og så skal han tilbringe sine Formiddage ud ad Strandvejen og begynde sin Morgen med et Styrtebad. Imorgen taler jeg selv med F og vil høre nøjagtig Besked, og med en Attest fra ham, vil Jakob sikkert kunne få den nødvendige Frihed. Det var dette Besøg hos F., der havde kvikket J. op nu efter at vi var kommet hjem. Han er nervøs, Gutten.
Jeg berørte for F. Planerne om Jotunheim, og min Sandten tror jeg ikke, at F. tager Randselen på Nakken og kommer op til Ludvig i Sommer for at gøre Turen med ham! Fruen sagde, at han skulde. Når han så kom hjem skulde han følge hende på en hurtig Tur til Paris. – Et Billede til Ludvig? Straks! I et Anfald af Flothed bestilte jeg i forrige Måned 6 St. – de udeblev længe og glad var jeg, jeg troede Manden havde glemt dem, men ak, en skønne Dag kom de. Når mon jeg skal få dem betalt. Men giv nu L. Billedet og sig ham hvor glad jeg er over at kunne opfylde et så pænt Ønske fra hans Side. God Nat, tre Kys
Din E.S.

353. Amalie til Erik

Kongsberg 3die maj 89.
Det næsten forfærder mig at se: 3die maj og vide at jeg endnu ikke er nået videre. Jeg har igjen vært uarbejdsdygtig 2 dager på grund af en ny forkjølelse der begyndte med stivhed i nakken, siden slog sig på det indvendige af halsen igjen og i høj grad på maven. Men det var jo diarraé og da kan Du kanske tænke Dig at jeg midt i de gruelige smærter følte et slags tilfredsstillelse ved det. Klimatet her er også over alle grænser utrygt på denne årstid. Enten skal man være her midtvinters eller fra august og udover høsten, siger folk. Luften er så skarp og frisk og ren og stærk at den virker i høj grad udmattende på folk, der kommer andetsteds fra og så er det denne heftige temperaturforandring fra morgen til aften. Midt på dagen er det 14 grader i skyggen og vist 100 i solen at dømme efter slig som man steges og om aftenen og morgenen er det bitterlig koldt – jeg ved ikke hvor mange grader. – Igår var jeg igjen lidt bedre men fik ikke skrevet stort; idag ved jeg ikke hvordan det går, for kl. er bare 8 endnu. Jeg har vært tidlig oppe for at skrive til Dig, da det er min brevdag idag og gud hjælpe Dig, hvis Du har narret mig. Mandag var Ludvig i stort konfirmationsselskab hos en højreembedsmand. Jeg gik ikke med. Men onsdag var jeg i en nydelig, fin liden middag hos apothekerens. Det var bare Ludvig og mig, og vi havde det svært godt. I fjeldene går vi stadig vore ture. Kun én dag har jeg vært dårlig at jeg måtte opgi det, nej to, det er sandt. Og at jeg alligevel, trods alt har udmærket af opholdet, beviser blandt andet, den udmærkede, uforstyrrede nattesøvn og dagsøvn med, og at mit baghode uafladelig og hvert sekund har ladt mig i den fuldstændigste fred. Men alle siger det tar mindst en 3 uger før man blir akklimatiseret heroppe, og så først mærker man for alvor de gode frugter. Igår gik vi næsten den dejligste tur jeg endnu har vært med på heroppe. Jeg havde så længe villet være oppe på det fjeldet jeg har lige foran mine vinduer – kanske i 2–300 alens afstand, men Ludvig har stadig sagt, der var så vådt. Men igår gik vi. Der var knusktørt i vejene og en henrivende udsigt til alle kanter. Da så endogså selve byen skjøn ud med den klare himmel over sig, de skarpe, skovklædte fjeldkonturer, alle af de forskjelligste former og størrelser, den dejlige dybblå brede Lågen,k1604 der falder ud ved Laurvig først, og den hvidsprudende kogende fos midt i byen omtrent. Da vi nærmed os toppen af fjeldet, måtte vi imidlertid snu for der lå store, fæle, halvsmeldede sneklaker, hvorfra vandet sived ned i stierne og gjorde dem til myr. Anderledes er det ikke bevendt med den varme, som alle puster over, end at sneen ligger usmeltet ikke alene oppe på fjeldene men også langs de ikke så forfærdelig bakkede spaserveje endda, f.eks. den nye vej som fører til Drammen og er en svært pen spaservej. Der ligger sneflekker, langstrakte, med knivskarpe kanter overalt hvor der er skygge.
En hjobspost har jeg at berette: jeg har vært nødt til at bestille mig et par sko. Skotøj er billigt her; jeg får således et par tykke, solide og rigtig pene vintersko for 8 kr. med doble såler. Dette tynde Kjøbenhavnske skidtet er ikke noget for fjeldene. De ældste jeg havde, er revnet på overlæret flere steder. Kristoffersen har stoppet dem aldeles nydeligt, men fjeldets spidse stene river nye huller. Han siger at det er sko til kun at gå i fine gader med. (De nyeste jeg fik, tør jeg ikke slide på.) Og væden har også tat på dem naturligvis. Søk gjennemvåd har de jo mange gange vært, således en dag i forrige uge da vi gik på fjeldet bogstavelig i sne til højt over knærne en lang strækning. Ludvig beundred mig dengang at jeg virkelig kunde grave mig frem. Han snudde sig flere ganger for at se om jeg ikke var væltet, men jeg holdt tapper stand, og hjalp mig frem med paraplyen. Det var en højde med udsigt vi skulde nå. Mens jeg gik i sneen følte jeg ikke spor af fugtighed; den var altfor fast og hel. Men senere da jeg kom ned i mildere regioner var det akkurat som jeg gik og vassed i et par brandbøtter. Ludvig siger at galoscher på den slags turer bare vilde gjøre sagen værre og besværligere. For det første vilde jeg miste dem i den dybe sne og for det andet rådner skotøjet langt snarere op, når det foruden væden er omringet af gummiets fordampning. Men den første tid vilde jeg kunde havt nytte af dem på gaderne. De dager er dog nu længst forbi. Ludvig selv går i støvler med skafter der går ham op på lårene udenpå buksen (ja, ikke i gaderne.)
Merker Du noget til at husholdningen falder billigere under mit fravær? Jeg håber det inderligt for ellers var det forgalt. Men jeg håber også sikkert at Schubothe tar bogen såsnart jeg byr ham den,k1605 for det kan jeg alt vide: der blir mange gode ting i den.
Du passer vel på at blomsterne får nok vand. Spiræaen skal stå i vand på fadet bestandig. Det er sandt! Og den store, som Du ikke kalder for alperose, skal ha kogende vand på fadet mindst hveranden og hvertredie dag, og ellers altid holdes fugtig af kuldslåt vand. Og alle blomsterne skal ha plenty af vand i denne tid. Du, det er sandt: Marie må øjeblikkelig gå ned til fru Aagård, nej Henriques eller Dunker hvad det er hun heder og be om at få alle resterne af den lysegrønne silkekjole. Der var både blonder og silketøjstumper som jeg ikke vil miste. Glem det endelig ikke. Det er en skam at hun ikke har sendt det, for hun lovte det to ganger. Men hun har jo gåt i giftetanker. Ligeledes må Marie ta den blå uldne kjole som hænger i dit skab, den fra Wessel og Vett, Du ved, og sprætte den istykker – skjørtet bare, for livet tror jeg, nej ved jeg, duer ikke mere. Når så skjørtet er opsprættet skal hun bringe det hen på et chemisk vaskeri. Der er et på Østerbro; jeg antar at det er lige godt, som det i Dronningens Tværgade. Det må ligge færdigt til jeg kommer, så jeg straks kan sy det sammen igjen. Sig ligeledes, at hvis der i puffen på soveværelset ligger et fag gardiner, så må hun ta og stoppe dem pent, når hun får tid. Anna begyndte på dem, men blev ikke færdig. Du må ikke la Marie ta Anna til at sy efter vasken. Der er ikke mere nu end at Marie skal gjøre det selv.
Det var jo meget venligt af With og frue at besøge Dig i din ensomhed. Men der er og blir den hage ved de mennesker (også ved ham, ja kanske især ved ham) at de gjør alt efter, og af udregning og beregning. Jeg er vis på at de har sagt til hinanden da de kom ud på trappen: se så, nu har vi da ved gud gjort vor skyldighed! Nu skal da ved gud ingen kunne sige at det er mangel på venlighed fra vor side, at vi ikke sés oftere o.s. v. Uf nej – dem tror jeg ikke det blir til nogen omgang med. Jeg ved ikke hvordan det skulde gå til, for både hjærteligheden og tilliden er borte på begge sider, og sligt fåes aldrig helt tilbage. – –
Lørdag 4de maj. Fy skam Dig, som narred mig igår. Der kom intet brev, og jeg havde dog så sikkert gjort regning på det. Det er ækkelt at bli skuffet. Men så får Du også dette brev en dag senere end Du skulde havt det, for igår havde jeg ikke lyst at gjøre det færdigt, siden Du var så fæl. Senere på dagen kom jeg i tanker om at husholdersken der gik med mit sidste brev og blev bedt om at skynde sig, og som i høj grad i praksis gir bevis for de norske «straksers» utrolige længde, måske er kommet forsent til kassen, og at det altså er bleven liggende til næste dag, endvidere at Du på din side også har villet vente til Du fik mit brev o.s. v., og at det er grunden til hele ugrejen. Nu får jeg se idag. Blir jeg nu atter skuffet, tror jeg der er noget galt påfærde og låner penger at telegrafere med. Igår var jeg frisk og fik gjort noget. Idag tegner også til at bli god, så jeg håber at kunne være flittig. Tak for dine opmuntrende ord om mit arbejde. Det er en god lignelse dette med at jeg nu skal få skuden af stabelen. Akkurat så'n er det. Er skuden først på vandet, begynder arbejdet med takkelagen, afpudsningen, den finere indredning o.s. v. Men ikke den sidste del af lignelsen, for det er ikke mig som skal sejle den i havn. Jeg skal blot gjøre den sejlklar, så er mit værk endt. Aa ja, gud – hjælpe mig! – det er en vanskelig opgave jeg har tat mig på, og havde jeg så endda de nødvendige bøger til at få lidt praktisk vejledning af! Bergen og Bergenserne, som ligger hjemme, duer ikke.k1606 Nu har Ludvig lovt at gå bort til den velsignede pastor Schjøningk1607 og be ham skaffe en bog om «det gamle Bergen». Hidtil har han fåt fat på alt hvad jeg har forlangt. Han (Schjøning) er gåt rundt i byen efter det: Pontoppidans Forklaring,k1608 3 forskjellige ældgamle salmebøger, en andagtsbog, og nu sidst, skjøndt han er sengeliggende fordi han har hugget sig i foden sin, sendte han bud i øst og vest og gav sig ikke før han fik opsnuset Lønroths prædikener,k1609 der læstes og brugtes meget i Bergen i 40årene under den heftige vækkelse da, især blandt almuen. Jeg har dog selv ganske og aldeles lavet den lægmandspræken jeg havde brug for, men naturligvis har jeg havt indirekte nytte af at gjennemlæse alt dette lort. Det er også godt at ha Ludvig til at spørre om anvendelsen af et eller andet ord, om han husker de og de indretninger på Tydskebryggen og hvad navn de havde. Han har forresten lagt mærkværdigt lidet mærke til alle slags ting, dem jeg husker så godt at jeg ser dem tydelig for mig. Men ved at snakke frem og tilbage får jeg altid et slags greje på det jeg er i forlegenhed med.
Jeg er holdt op en stund med at ta Bromcalium og har ikke gjort gymnastik i to dager. Skjøndt jeg ikke vilde tro det, og stred imod al fornuft trods alt bevis, måtte jeg dog tilsids[t] la mig forvisse om at disse to medikamenter gjorde mig stor og udmattende skade. Nu vil jeg la det være en hel uge, og så begynde igjen, så er jeg sikker på, jeg atter blir dødssyg, og så endelig jeg da havt fåt syn for sagen.
Senere.) Tak min kjære, søde, elskede ven for det lange, snille brev. Det var da godt det kom, for ellers var jeg bleven rent ude af det idag. Du må ikke tale om at være overbærende med din modfaldenhed! Den er sandelig altfor berettiget. Det var også bare fordi Du altid før havde havt så aldeles mærkværdigt godt og elskværdigt humør. Vær Du bare modfalden stakkels sødeste Dig i alle brevene dine. Jeg skal hverken tænke eller sige et muk om det. Men nu er jeg modfalden over den arme Jakob. Tusen tak min kjæreste ven for al din godhed og omsorg for ham. Lad ham dog endelig, endelig få fri den måned. Gud velsigne Dig, sørg for det! Og styrtebadene og den friske luft ligeledes men først og sidst og fremst af alt: lad ham sove længe om morgenen, og bed Ludvig være snil og stille og ikke vække ham – Du hilser naturligvis altid gutterne! Ludvig blev rent henrykt over billedet og sa at han aldrig i verden havde vovet at håbe på andet end et lidet. Han var meget glad og takker Dig mangfoldige ganger. Nu vilde jeg så gjerne Du skulde sende ham et indbundet eksplr. af Constance som han har kjøbt engang og mistet forlængst ved udlån, og et eks. af Gertrude, som han ofte taler om, men ikke ejer. Han har ikke bedt om det forstår Du, men jeg ved hvor glad han vilde bli; og han fortjener det, slig som han er. Jeg forstår mig ikke på dette brevet dit! Det er jo skrevet på onsdag, skulde altså vært her fredag (igår; alle dine breve er komne den 3die dagen) og det kom først idag. Nu får Du dette på mandag, så sender Du brev samme dag, så har jeg det onsdag. Hører Du det!
Igår borte hos Hanstens da de talte om at fejre den 5te maj heroppek1610 og fruen mente at festen ikke burde være «teoretisk», men «praktisk», sa Ludvig: Alle fester er jo teoretiske; men skal vi gjøre den praktisk, er der intet i vejen fra min side. Vi måtte da ta og henrette mindst 5 samfundsstøtter heroppe. Der blev en vældig latter og alle var forøvrigt svært enige. Farvel for denne gang Du kjære! Altså til på onsdag.
Din A.

354. Erik til Amalie

Fredag 3/5 89
Det var en fuldstændig rigtig Bemærkning, han Vorherre for en Del År siden kom med, at det ikke er godt, at Mennesket er ene.k1611 Hvad Fornøjelse har jeg nu af, at Værtshusholder og Droskeejer Schick sidder arresteret som Lampevejsmorder,k1612 og der hver Dag står noget i Aviserne om hvad man nu formoder, og om hans Beværtnings Opblomstring, siden man dér har kunnet begynde at spore Lugten af den myrdede Sørensen, der stadig ikke er kommet i sin Kiste, om Sønnen, om Konen, om de Blodpletter, en Skuespillerinde har opdaget i Schicks Droske, om dennes mystiske Rejse til Hamborg, om den Handelsrejsende, der for to År siden skød sig med en Revolver i Schicks Beværtning og muligvis er den, fra hvem Schick har ranet de Mailandske Obligationer, som der er så meget Tale om osv. osv., når Du ikke er her og kan være begærlig efter at få Avisen fat og foreslå, at vi skal gå ud og lugte efter Sørensens Blod i Schicks Knejpe på Gamle Kongevej? Det er den pure bare Elendighed at sidde med sin Avis om Morgenen og få de mange Ting at vide og ikke kunne drøfte dem med Dig. Jakob interesserer sig ganske vist meget pænt og hyggeligt for Spørgsmålet Schick, men det varer jo lige til Kl 6, inden vi kan få det drøftet, og Ludvig synes med Ungdommens Letsind at glide frejdigere hen over dette vigtige Anliggende. Han ynder at komme med Udenomsvittigheder, når vi er allermest fordybet i alvorlige Undersøgelser. Som nu t.E. at han kunde more sig over den Idé, som et Blad fortalte, at Politiet havde med den døde Sørensen, at han skulde kvikkes så meget op, at de kunde anbringe ham i Overfrakke og det hele på en Stol således som han måtte formodes at have set ud hin Morgen i Drosken, da han blev slået ihjel, og så slippe Schick ind til ham pludselig og uforberedt og netop som han var vækket i et svagt gryende Morgenskær. – Ludvig påstod, at hvis de gjorde det med ham, vilde han øjeblikkelig bekende, at han var Lampevejsmorderen. Og vi opnåede da for den Sags Skyld også Enighed om, at Politiet vilde få nogenlunde let Spil med Dig, hvis de udsatte Dig for den Slags Kunster. Nå, men som sagt det hele har ikke ret Farve, siden Du ikke er her og kan gennembævres ordentlig af Rædsel.
Igår var det en bevæget Dag – ja det vil sige, Dagen var rolig nok, det var Aftenen som havde Bevægelighed.
Nej men jeg må dog om Lampevejsmorderen endnu fortælle Dig følgende mærkelige Tildragelse, som Jakob kom hjem med samme Dag Politiken ved Løbesedler havde meddelt, at Schick var arresteret som mistænkt på de og de Indicier. Knudtzon havde kørt i hans Droske med sin Kone, og ved Indstigningen havde han sagt til gamle Schick, der sad på Bukken, men hvem Kn. naturligvis ikke kendte og nu kun efter Angivelsen af hvor hans Holdeplads havde været kunde henføre til den mistænkte –: Kør ud til en eller anden Vej – Jakob vidste ikke hvilken, hvorpå Kusken hastig havde drejet Hovedet om og vredt sagt: «Lampevej! Hvad skal jeg dér?» Og den skarpsindige Knudtzon havde da øjeblikkelig henvendt til sin Kone hvisket: «O, ho, dér har vi Morderen!» Men for øvrig i tryg Følelse af sin egen Sags Retfærdighed ladet sig køre til sit Bestemmelsessted, betalt den blodbestænkte efter Taksten og ikke foretaget videre i Sagen. Du forstår, at det var ikke Lampevej, Kn. havde nævnt, men den andens Fantasi var så ophidset, at han hørte dette Ord i enhver tilfældig lignende Lyd. – Senere synes Historien dog at svækkes noget ved, at det formodentlig slet ikke har været Schick, Kn. har kørt med, men derimod en anden Morder, som Retfærdigheden endnu ikke har tænkt på at få fat i.
Nå, men det var Gårsaftenen. Meiningerne havde deres første Forestilling i Kasino: Julius Cæsar,k1613 og jeg havde sat alt ind på at være så langt fremme med min Fod, at jeg i Sporvogn kunde komme derind. Du véd, jeg havde iforgårs dels været i Droske, dels om Aftenen øvet mig på at halte hen til Feilbergs (Det er sandt, jeg havde nok glemt at fortælle Dig, at Rist nu i fire Dage har været fri for Smærter, og at Feilb. tror, at Ondet for denne Gang er overstået). Efter Bordet – vi spiser jo alle tre sammen Kl ¾6 – fulgtes så Ludvig og jeg til Fredens Bro. Det gik langsomt men ikke helt ilde. Dér kom jeg i Sporvogn til St Annæ Plads, humpede ud og bevægede mig i god Tid med Anstand ned til Kasino. Jeg var der et Kvarter før Tiden, og endnu var der kun sparsomt med Folk, hvad jeg netop for min Hinkens Skyld havde beregnet. På min Plads sad jeg 10 Minutter før Tæppet gik op uden en eneste Gang at have været nødt til at forklare en eller anden Bekendt, hvorfor jeg haltede. Nå jeg fordybede mig i Programmets lange Personliste, og da jeg kiggede op, sad i det endnu meget tomme Teater to Bænke foran mig Winkel Horn. Jakob havde netop Aftenen før fortalt, at han fra den lille Fru Ravn vidste, at Fru WH. havde sagt til sin Mand, at hun ikke brød sig om ham mere og ønskede Skilsmisse. På WH.'s Spørgsmål, om der var en anden, hun holdt af, havde hun svaret nej – hvad der på det Tidspunkt var rigtigt, Hamsun var da endnu kun netop dukket op – og de var da blevet enige om at lade alt udvortes talt blive som hidtil. Om de senere Tildragelser havde Fru R. iøvrigt ment, at WH. mærkelig nok ikke syntes at formode, at der var et Kærlighedsforhold mellem Fru WH. og Hamsun. Idet jeg nu fik Øje på Manden bag fra, som han sad der sammensunken og forunderlig afpillet og mager læsende i sit Program, følte jeg en varm og hjærtelig Medlidenhed med ham, jeg syntes, jeg kunde se på hans Ryg, at han vidste alt og længe havde lidt. Jeg råbte på ham, men Døveper som han er hørte han mig ikke, og jeg humpede da hen til ham og lagde bag fra begge Hænder på hans Skuldre. Han så op og blev øjensynlig meget glad og vilde straks aftale, at vi skulde være sammen efter Forestillingen. Jeg havde Aftale med Feilbergs og kunde altså allerede af den Grund ikke, men jeg vilde nu overhovedet hjem straks, dels for Sporvogns Skyld og dels for Pengenes. Så aftalte vi, at han skulde komme til mig Tirsdag Aften, og jeg læste i hans Måde at være på: Så kommer jeg til Dem og fortæller Dem hele Elendigheden. Det vil nu vise sig, om jeg har set rigtig. – Ved Siden af mig kom Fru Vilhelm Møller til at sidde, og er hun end ikke særlig morsom, taler jeg dog nok så let med hende, bag mig havde jeg Hr og Fru Hennings,k1614 der efterhånden viste sig aimable som altid. Jeg var i Uvished, om det skulde være så, jeg har jo skrevet adskilligt fælt Bæ om den små Frue i den senere Tid.k1615 Men det må man i alt Fald lade hende, at selskabeligt lader hun sig ikke gå på. For Resten var der naturligvis en Mængde Bekendte i Teatret. Hr og Fru Mantziusk1616 sad genforenede i en Parketloge lidt bag mig og hilste overmåde ceremonielt. Vorherre må vide, hvorfor de skabede sig. Feilbergs sad på første Række, jeg har Plads på niende. I første Parketloge til venstre var hele den nysgerrige Kongefamilje bunket sammen, og Teatret i det hele på nogle Bænke i Galleriet nær udsolgt.
Nå men Forestillingen? Ja min søde Pige naturligvis vilde Du have moret Dig. Navnlig var det et aldeles storartet Tordenvejr med drivende Skyer og Lyn af alle mulige Former, der slog ned, og et Rabalder som om hele Rom skulde forgå med det samme. Det var for mig kun halv Glæde at sidde der uden at have din Forfærdelse ved Siden. Og Forum Romanum og Folkeopløbene og Måneskinnet i Brutus' Have og Cæsars Mord i det dejlige, søjlebårne mangefarvede i en vis mørkladen Stil holdte store Rum med Pompejus uhyre Billedstøtte ragende op midt for i Baggrunden, og senere Cæsars Genfærd i Teltet med det lysende hvide Dødningeansigt og Bjærgegnen ved Phillipi, hvor den sidste Kamp stod, og den ene efter den anden styrter sig i sine Sværd, en hel Mængde storslåede Billeder, aldeles glimrende indøvede, og Dragter og Massevirkninger, vide og snævre Udsigter – og så det hele ét stort Bedrag! Således har dog intet af alt det, der fremstilles, set ud. Der er en Fordringsfuldhed ved alt dette Udstyr, som ægger til langt større Fordringer. Og bilder Meiningerne sig ind at have nået Højdepunktet i denne Art af Kunst og at de virkelig står ved det rigtige, så tager de fejl. Der kunde gøres meget mere endnu. Og Skuespillerne er ikke virkelige Kunstnere. Og det er overordentlig vanskeligt at forstå hvad de siger. Men det vilde jo være urimeligt ikke at glæde sig over, hvad de har fået udrettet og samtidig med at man tager sine Forbehold yde dem den allerstørste Ros. Dygtige Arbejdere for deres Sag, det er de!
De to sidste Akter, som for Resten ikke er lange, tog lidt af Henrykkelsen bort, og jeg er ikke helt igennem overbevist om, at Foretagendet vil blive lønnende i Kbhvn – 30 Forestillinger i dette i Grunden udannede Sæde for Dumheden i Danmark, hvor det ikke er nødvendigt at vide mere end hvad man læser sig til i Bladene.
Nå efter Forestillingen vilde Fru F. endelig på Kafé, men jeg vilde ikke med, og så endte det med, at de to kørte med i Sølvgadens Sporvogn og tog mit letsindig gjorte Forslag om at følge op med mig og drikke Te for godt, og virkelig da vi Kl lidt over 11 stod ved min Gadedør, besteg de Trapperne og kom ind i den bælgmørke Spisestue. Jeg fik tændt en Lampe og så, at Bordet var dækket og at kun Jakob havde spist. Nå så rodede jeg i Stuerne efter Ludvig, som ikke var der, bad dem sidde og kom så endelig ud i Køkkenet for at tage Teen ind. Der stod til min Forbavselse Marie og strøg. Det var ikke faldet hende ind at komme med Lys eller nogetsomhelst, skønt hun jo måtte have hørt at jeg var kommen hjem og at jeg snakkede med Folk. Men heldig var det jo, at hun var der. Så kom hun med Te og med et Par Stykker Svinekarbonade og lidt stuvet Hvidkål og Øl, og Hængelampen blev tændt og der kom Snaps, og Fru F. drak en pæn lille en, og de havde begge storartet Appetit, og det hele var meget gemytligt. Og da Kl. var over ¾12 ringede det i Køkkenet, det var Ludvig der kom, han var først nu sluppet fra Forretningen. Da sad F. og jeg med hver sin lille Toddy og havde fået Cigarene tændt. Dette Billede af Mad og Mættelse og Drikkelse trøstede i et Sekond den udsultne trætte og modfaldne Ludvig, han spiste og fik Snaps og Øl og Toddy og Cigar og strålede tilsidst som til Fest. Så gik F. og Frue, og jeg var galant og kyssede Fruen på Hånden og sa, at jeg havde i Sinde at prale uhyre til Dig over så godt jeg var kommen fra at bede så fin en Frue op til et Aftensbord, som slet ikke var forberedt. Det eneste der ikke var som det skulde være, var de forfærdelige grimme Teskeer. Gud ved, om Sølvskeerne er tilgængelige? Jeg søgte ikke efter dem men gjorde Undskyldning for de Kompositions. k1617
Ja nu véd Du min dejlige Ven, hvordan Aftenen gik, og her har jeg siddet og været altfor snakkesalig, jeg har slet ikke Tid til det. Om Jakob kun det: Feilberg er ikke bekymret i mindste Måde for ham, men mener rigtignok på den anden Side, at han have fri. Jeg har nu bedet ham skrive sin Opfattelse af Jakobs Tilstand, og med dette Dokument som Grund for en Feriebegæring antager jeg unægtelig at alt vil gå let hos Knudtzon. Så skulde J. blot holde ud imorgen endnu for at gå Ugen ud, og så begynde at leve for sin Sundhed fra Mandag.
Aften Kl ½ 12
Jeg har læst al min Snak her igennem og er i Grunden lidt modfalden derved, jeg synes det tager sig vrøvlet ud. Men Du får vel nok min gode Hensigt ud deraf. Jeg syntes jeg havde haft det så morsomt igår – om Formiddagen havde jeg arbejdet til min egen Tilfredshed – jeg var i godt Humør og vilde i den Anledning lade høre fra mig. I Aften har jeg været en Time i Luften. Det er det mest vidunderlige dejlig Forårsvejr, blik stille efter en mild Regn. Træerne skyder det grønne frem af alle Kræfter, imorgen tænker jeg at hele Rækken af Kastanjetræer på den anden Side af Søen står udsprungne. Jeg vandrede gravitetisk frem og tilbage på Dosseringen og sad lidt på en Bænk hen ad Nørrebro til og så nogle Sprøjter komme i susende Galop på den anden Side og over Dronning Louises Bro. Så gik jeg hjem og drak Te sammen med Gutterne. Jakobs Humør har bedret sig mærkeligt siden den Samtale med Feilberg. Dels tror jeg, at han selv var begyndt at blive bange for sit Befindende – han er magret af og har dårlig Appetit – og dels virker sikkert også Udsigten til Ferie i høj Grad opmuntrende. Jeg har for Resten tænkt på, at mit forrige Brev, hvor jeg fortalte Dig om Jakob, har kunnet gøre Dig ængstelig, men Du forstår jo nok, at dertil er der ingen Grund. Det er en Overgang med Blodfattigdom, Blegsot, af samme Art som unge Piger så jevnlig har, frisk Luft og Bevægelse er den bedste Kur der imod, og så de Jernpiller – dem F. for øvrig ikke netop behandler med overvættes Ærbødighed. «Den Mand tror ikke på Medicin» sa Jakob, da han havde talt med ham. – Ja nu skal jeg i Seng. Sidste Nat drømte jeg om Dig og Fru Hennings – jeg sad noget fra jer på en Veranda og syntes, at I skændtes midt på en stor Plæne, og jeg havde en underlig Forestilling om, at det var min Skyld, at jeg havde sagt noget til Dig om Fru H. men nu ikke længer vidste hvad det var. God Nat min elskede Ven. Blot jeg kunde drømme smukt om Dig.
Din E.S.

355. Erik til Amalie

Mandag Kl 1 6/5 89
Ja min søde dejlige Ven, nu har jeg også ventet en Dag længere end jeg havde beregnet, på Brev, men i Mellemtiden har jeg sanket gloende Kul på dit Hoved ved at sende Dig et langt Brev, som Du formodentlig først har fået nu netop, siden det igår var Søndag. Jeg forstår for Resten ikke, at mit Brev kom en Dag senere end det skulde. Marie gik Torsdag Morgen på Posthuset med det for at få det vurderet, ½ 10, og så skulde det jo afgå med den Dags norske Post. Et eller andet Sted må der have været Smøleri. Jeg er på ingen Måde rolig ved dine genkommende Forkølelser. Du er uforsigtig af Natur og Vane, og når Klimatet er så barskt, som det er, med disse lumske Overgange, så er Du netop en, der er lavet til at lide under det. Jeg skulde være der oppe for at passe på Dig og skænde. Blev Du så end måske mindre elskværdig til Tider, idet Du naturligvis først på ingen mulig Måde vilde lade Dig sige men tilsidst dog knurrende fandt Dig i mit skændige Tyranni og modbydelige Kommanderen, så holdt Du dog måske Forkølelserne fra Halsen, og det var i dette Tilfælde jo det vigtigste. De hæmmer den Gavn Du skulde have af Rejsen min sødeste Ven, Du skal være forsigtig. At Du får et Par fornuftige Sko til dine Ture, er naturligvis det ene rigtige – Pengene kommer nok. Når nu blot det ikke er af dette forfærdelige Lugtelæder, som både Du Jakob og Ludvig har bragt med fra Norge. Så bliver Nytten af dem hernede ialt Fald betydelig indskrænket. – Idag har Jakob begyndt sin Ferie, og han er nu sendt afsted med Ordre til at køre med Dampsporvogn til Ellam (10 Øre), Du véd et Stykke forbi den «fine Haven», og så dilte ud til Charlottenlund og ikke vise sig før ¾6 når vi skal spise Middag. Det sidste protesterte han imod. Han sa, at han allerede nu efter at have været i Styrtebad (før Frokost) var så træt, at han måtte ha Lov til at komme hjem før. Så lo jeg, brumbassede, og han gik. Han talte igår Aftes med Knudtzon,k1618 der nu er flyttet ind i sin elegante Lejlighed her ude på Østerbro – Du véd i det Sted, hvor min Cigarhandler bor i Stuen – og Kn. havde været meget imødekommende og elskværdig og havde ikke brudt sig om nogen Lægeattest. Jakob mente, at han denne Gang virkelig var kommen til at tale fornuftig med Knudtzon om sine Sager – når nu Manden blot vil huske, hvad der er sagt fra begge Sider. Også om Evald har J. i den senere Tid talt fordelagtigere, så at alt i dette Øjeblik føjer sig nogenlunde efter hans Ønske, og Humøret er også nu kendelig bedre end for en halv Snes Dage siden. Jeg tror heller ikke, at Jakob egentlig føler sig på samme Måde syg som kort efter din Bortrejse, da han undertiden vistnok var højst ilde tilpas, hvad dog for os andre nærmest kun ytrede sig som Sløvhed. Ludvig er sprungen ud i et Par nye Benklæder og i en strålende ny lysegrå Sommerfrakke, som begge er betalt, idet han har fået Forskud. Sagerne har han taget på Hellebæk Klædefabrik og betalt 65 Kr for, hvilket er billigt. – Igår var jeg for anden Gang hos Meiningerne og kedede mig lumsk med Wallensteins Lager og Piccolominini [sic].k1619 Forestillingen var først forbi over 11, og ved Rists Arm gik jeg hele Vejen hjem, hvor jeg ankom 10 Minuter i 12. Rist er ikke helt rask men næsten og hilser Dig hjærteligt. Han har ladet sit Skæg vokse, hvilket misklæder den smukke Mand i høj Grad. Endnu kan jeg ikke have Støvle på Foden, og Smærter har jeg en Del af (Gigt, tror jeg) men for Resten går det jo godt om end småt fremad. I Aften skal jeg atter i Teatret og se Wallensteins Todt, hvad jeg håber skal blive lidt bedre end Gårsdagens stillestående Forestilling. Jakob var i Lørdags på min Plads og så Cæsars Dødk1620 og havde moret sig udmærket. Han var for Alvor glad over at få Billeten. Samme Aften havde jeg kørt med Dampsporvognen for at bade mig i god Luft. Jeg sad ovenpå, hvad prægtig går an, da vi nu har fuldstændig Sommervarme. Gutterne var igår hele Tiden mellem Frokost og Middag i Skoven, ud med Jernbane, ind med Dampsporvogn. Bøgen er dog endnu kun hist og her udsprungen, men Kastanjetræerne langs Søen hos os helt grønne. Kom der en Dag med Regn, vilde alt vælde frem; men næsten bestandig er det tør klar Luft med Østenvind. Jeg forstår mig ikke på den Østenvind i dette Forår, den har bragt Varme i Stedet for den Kulde, der plejer at følge med den. Du véd Påskeøst. – Min søde Pige, Bøgerne til Ludvig tænker jeg nok jeg skal klare, når jeg nu blot snart anstændigvis kan vise mig på Gaden ved høj lys Formiddag. Resterne fra din grønne Kjole er for længst kommen fra Fru – ja hvad Pokker er det hun hedder, Døcker – og lagt ned i Puffen, og Marie har jeg idag givet Besked. Hvad er det med Ludvig, som er sengeliggende. Du omtaler det blot en passant, men det lyder jo dog ret alvorligt – hugget sig i Foden? Jeg tænker mig, at trods alle Besværlighederne, så er det Dig dog en Hjælp at Du nu sidder i Norge og skriver. Du kommer dog dit gamle Bergen nærmere dér end her og Hjælpekilderne får Du åbenbart også bedre fat i. Til Lykke med hvert godt Ord, Du skriver, elskede!
Skriv til mig hvor mange Linjer i Politiken din Artikel optog. Der er kommen en Anvisning på 19 Kr 4 Øre – er det nok? Eller skal jeg forlange mere? Blomsterne trives udmærket under min og Maries afvekslende Behandling. Særlig er det blevet min idelige Morskab at fylde Vand i Spiræaens Underskål. Jeg undres på, om Du har Ret med din Mistanke til Bromkaliet, men jeg kunde jo nok tænke mig, at da Luften er så angribende, og da Du jo har megen Bevægelse ved dine Fjældture, kan Gymnastiken være for meget af det gode. Luft og Bevægelse og hæderligt Levned – jeg mener uden Alkohol – det er sikkert det vigtigste for Dig, det andet kommer i anden Linje. Og trods alt føler Du Dig jo rask, min Ven. Men sig mig, er det først på Kongsberg, at ethvert Spor af de onde Fornemmelser i Baghovedet er blevet borte? Sled dog Kristianiadagene Sørejsens Gode bort? Læg Mærke til én Ting: Du har aldrig kunnet tåle at drikke mere end ganske lidt. Dit Sind blev altid forandret med det andet tredje Glas, Du var da i Grunden aldrig helt Herre over dine Følelser og Tanker. Det er et Nervesystem, som har sin værste Fjende i Brændevinsdjævelen, under hvilken Forklædning han end optræder. Derfor Amalie sig: apage Satanas!k1621
Aften Kl ¾12
Jeg kommer fra Kasino, har gået ind og gået hjem – jeg begynder virkelig at komme mig. Har spist til Aften i min Ensomhed, Gutterne sover på deres grønne Ører. Jakob blev virkelig ude idag til Kl 6, men han snød noget, idet han havde besøgt Helge i en Del af Tiden. Jeg har moret mig bedre i Aften end igår men ak hvor aftagende Besøget er, neppe halvt Hus. Jeg traf Fru Oda Nielsen med Mand,k1622 og med dem var Fru Emma Nielsen – hun har vundet mit Hjærte, for jeg véd gennem Edv. Brandes, at hun har sådan en brændende Lyst til at spille Nora – og med dem tilbragte jeg en behagelig Teateraften. Fru Oda spurgte meget om Heibergs og talte særdeles klogt om dem. Jeg kan bedre og bedre lide den Kone – bare hun ikke var Skuespillerinde. Hun holder øjensynlig meget af Gunnar og har Godhed for Fruen. Det gjorde hende ondt for Alvor, at der intet Engagement var blevet af. Hun nævnte ikke Ordet «Drik», jeg heller ikke. Jeg er træt min egen Ven og vil i Seng. Dette skal kun være et Par Godnat-Ord. Der var en Mængde glimrende Dekorationer i Aften, ægte Billeder fra Trediveårskrigen, og Spillet er særlig for Mændenes Vedkommende dygtigt på så mange Leder, at man tilgiver dem det tyske Væsen og Mangelen på Genialitet. Imorgen skulde jeg til at skrive en fornuftig Kritik om de tre Opførelser jeg har været med til.k1623 Hvad Br. har skrevet i Politikenk1624 forekommer mig ubetydeligt.
Godnat nu Du søde
Din Mand
E Skram

356. Amalie til Erik

Kongsberg 8de maj 89
Denne gang er jeg gåt bagud af dansen med min skrivning til Dig min kjæreste gut. Igår fik jeg ikke tid at begynde og så vilde jeg vært tidlig oppe idag for at skrive, men var så forfærdelig træt og søvnig, at jeg ikke kunde. Vi var nemlig på en lang fjeldtur igår, gik afsted lidt før 6 (aften) og kom tilbage lidt før 11. Vejret var dejligt mildt, men ikke stegende som midt på dagen. Det er begyndt at folke sig med temperaturen om aftenen også nu; alle spår at det blir et vidunderår, gjøgen er alt kommen og lillekonvallerne står med store lange blade i fuld knop, hvad der er uhørt så tidlig, ikke at tale om anemonerne, blå- og hvidvejsen o.s. v. Det er sørgeligt jeg ikke har min store, gule stråhat med, for slig som solen bager herinde mellem fjeldene! Ludvig har imidlertid lovt at låne mig en storskygget stråhat som han gik med ved Holmestrand bad ifjor; han havde fåt den af en dame, der er damebånd på den, siger han, og den kan godt bruges af begge kjøn. Nu skal jeg be om at få se den idag. – Ludvig og apothekeren skulde som sædvanlig på rugdejagt igår. De plejer ellers at gå kl. 8 og være hjemme 10 ½ 11 og det tiltrods for om L. har gåt en aldrig så lang tur med mig før middag. Ja, for et liv han fører, så sundt, den gutten! På denne måden blir han 100 år. – Men igår vilde de de [sic] ha damer med og aftensmad og leven og så gik vi så tidlig. Vi var 6: L., apothekeren, og en Jordan fra Bergenk1625 (som har vært i Amerika), kanske gutterne kjender ham, og så var det mig, fru apothekeren og en frøken Vass. Vejen bar en halv fjerding fra byen ud over den bakkede landevej, så begyndte fjeldopstigningen og så var det Ludvig savned hunden sin. Tiltrods for alle forestillinger, satte han sit gevær og madtasken ind i en hytte ved vejen og stimed i rasende fart tilbage til byen. 'Alle' folk havde snudd sig forfærdet efter ham, fortalte han siden. Vi gik imidlertid opover, en smal stiv [sic] omtrent lodret i fjeldet med stene, der danned et slags trappetrin og busker til at hjælpe sig frem på langs siderne. Vi damer blev noget tilbage, skjøndt det var utroligt hvor fort det alligevel gik. Da vi sidste gang hvilte os, hørte vi et brøl fra apothekeren der alt var fremme: Skynd dere! Solregioner heroppe! (Hele vejen opad fjeldet havde vi gåt i skygge.) Vi kravled da videre, steg over en trætrappe som var anbragt ved stengjærdet som skilte mellem pladsen deroppe på toppen og fjeldskråningen, og befandt os på en grønnende vidde med bænke, bord, flagstang, klipper, skov, altsammen badet i solskin. Og en udsigt! Nej, det får være det samme. Ret som vi stod og frydet os over al herligheden kommer Hapax farende og springer jublende op ad os: «Så må jo Ludvig også være her.» Men skjøndt apothekeren gik ud til den yderste skrænt og høl som en indianer hverken så eller hørte han noget til ham (vinden eller luft[t]rækket, for det blæste ikke, bar lyden bort nemlig.) Straks efter hørte vi en pibefløjte, hunden afsted, vi kaldte den tilbage; den kom, afsted igjen efter piben, tilbage til os, det arme dyr, mellem ild og vand, indtil endelig en siger: Det er Alvers fløjte! Ja naturligvis! Så lod vi hunden fare. Der blev tændt bål, vi lejred os i en lun fordybning et stykke borte fra flagstangen, og måltidet begyndte. Endelig kom L. og Hapax. L. blodsprængt, silende af sved, lidt sint, men alligevel i humør til sit: ha, ha! da han blev ærted. Han havde måttet gå lige hjem efter Hapax, hvor han fandt den i kjøkkenet, sky og flou fordi den havde lusket sig fra os. Den var nemlig med os et stykke på vejen og viste godt at den skulde. Omtrent et kvarter havde han så tilbragt med at prygle og dressere hunden som var doven og ikke vilde komme. «Den har ikke fåt så meget juling siden den blev født,» sa han. Så endelig stimende afsted med Hapax i kobbel så hele byen løb til vinduerne for at se. Ved opstigningen af fjeldet slap han den og så var Hapax i et nu på toppen hos os, mens Ludvig kun var halvvejs. Der stod han så og fløjted, trode, da Hunden ikke kom, at den var lusket hjem igjen, begav sig ufortrødent på tilbagevejen med den faste beslutning at skyde hunden ned når og hvor han traf den. (Den var jo ikke havenes når den var slig, mente han.) Kommen ned igjen til landevejen, hører han imidlertid hundens hvæsen bag sig, og ser den komme galoperende, med tungen næsten slæbende foran sig. Så tilbage igjen og op til os. Aanej, der er så meget at fortælle, at det går ikke an. Da vi havde spist, skulde vi stige ned på den anden side fjeldet i en grøn fordybning hvor rugderne fandtes. Men nedstigningen var så brat, en lodret væg med fremspringende fjeldknaster her og der og nogle mosbuske til at ta sig i. Fru Tillier og Jordan gjorde strejke; hun blev svimmel, han sa det var afsindigt – og så gik de en omvej. L. og jeg blev stående og disputere lidt. Han vilde ikke jeg skulde gå ned den vej. Jeg sa: Du kan være ganske rolig – jeg er ikke gnist af svimmel, ellers vilde jeg være veget tilbage straks, og jeg mærker at fødderne mine blir som katteklør så myge og sejge til at holde fast. Umuligt sa L. jeg vil ikke ha noget ansvar for Dig. Jeg går en anden vej! Så får Du gå alene. «Nej,» sa jeg, «alene går jeg ikke [»] og begyndte at stige opover (han stod lidt overfor mig, der alt var begyndt at kravle ned over[)]. Men så betænkte han sig, formodentlig rørt over min uventede føjelighed og sa: ja, når Du vil, så kom da! I det samme brølte apothekeren og frøken Vass som alt var helt nede: «Vær ikke bange! Farbart med forsigtighed! Først ret ned og så lidt tilvenstre, Dere vil se det selv»! Et kvarter efter var vi nede, uskadte, glade, L. imponeret og angerfuld, jeg uhyre kjephøj. «Hvad var det for en spetakkel Dere gjorde?» sa apothekeren. «Vi hørte dønnet af liksom skjænding»! Men så kom rugdejagten som vi damer bivåned siddende afsides på en højde mens de andre stod på vagt nede i det aflange dalstrøg og lured. Det var lunt og måneskin; alle slags fugle sang og skuddene fra jægerne var det eneste som afbrød den store stilhed. Vi havde måttet love ikke at tale og det gjorde vi da også efter evne, mens vi spiste smågager[sic] og drak Chambertin. Imidlertid var fru Tillier og Jordan kommen til ad en lang omvej. – De skjød 2 rugder som faldt ned mellem træerne ved skovkanten langs dalstrøget, og som Hapax fandt for dem. Tilslut brød vi op og gik hjem, dejlig trætte, men i ypperligt humør. Jeg røg inde hos L. et par drag af en gammel stump (min egen), men måtte efter 10 minutters forløb tutle mig, næsten sovende. Bare dette ikke har vært altfor vidtløftigt, så det har kjedet Dig. Men jeg mored mig så godt, så jeg måtte fortælle Dig det nøjagtigt, og endnu er meget ikke kommet med.
Senere.) Tusen tak for dit brev, som jeg fik nu, mens vi spiste frokost. Det er inden 9 at brevene til Norge må være indleveret om sommeren; det er jeg aldeles sikker på, så når hun er gåt afsted ½ 10, har det vært forsent. – Nej men menneske da, kan Du ikke se at det er pastoren, som har hugget sig i foden og ikke Ludvig. Hvorledes er det, Du læser mine brever? Der står endogså husker jeg Schjøning i parenthes ovenfor linjen for at Du ikke skulde ta fejl. Ludvig sengeliggende! Jovist, jo. Og det er jo Sch[j]øning skrev jeg, som har skaffet mig alle de bøger. Nej, så kan Du ikke ha videre morro af mine brever, når Du læser dem så skjødesløst.
Jeg kan slet ikke like alt det, Du skriver om alkohol og drukkenskabsdjævlen o.s. v. Som om det var fru Hejberg Du sad og skulde formane.
Nej jeg har slet ikke havt baghodefornemmelser siden jeg rejste hjemmefra, ikke i Kristiania heller skjøndt jeg drak både vin og øl hver dag, Du! Men heroppe har jeg i de sidste 8 dager havt hodepine hver dag, så'n hodepine som andre folk har, foran i tindingerne og i panden, ikke stærk, men en idelig murren ækkel trættende fornemmelse. Det er naturligvis ikke spor af noget at lægge merke til, hvis det ikke var det faktum at den slags hodepine har jeg aldrig i mit liv havt, den slags som alle andre har beklaget sig over at ha og som nogle har beskrevet mig så nøje at jeg straks jeg selv får den, ved det er samme sort. Jeg synes dog at kunne kjende så tydeligt på mig, at det er den stærke luft, som er skyld i det, her er så'n forfærdelig masse surstof i luftarten og så er der nogen uddampning fra sølvsmeltehytten som er sund men mattende for uvante. For mine forkjølelser kan Du nu være rolig. Den sidste rest svandt den samme dag jeg sidst skrev til Dig og siden har jeg ikke kjendt spor til det. Det eneste, der står tilbage er et lidet sår inde i næsen, som forresten nu alt er bedre. Jeg tror ikke jeg blir forkjølet mere nu, for dels er sommeren virkelig kommen og dels har jeg lært mig til at være så forsigtig at folk ler af mig og at selv Du vilde synes det var påfaldende eller rettere: nok. Af skade blir man klog, og jeg har virkelig havt så stor plage af disse forkjølelser at jeg har lært at være på min post. – Ja, 19 kr. er rigtig efter tællingen af linjerne i «Politiken». Da har jeg endogså fåt 7 øre linjen og det er jo bra betaling. Jeg fik idag et brev fra Krohg skrevet på Grand Hotel, svært muntert og elskværdigt, han er færdig med sit store maleri,k1626 som han i det sidste har malet på med tungen ud af halsen og fra kl. 4 om morgenen, og nu har dovenskjabsdjævlen og formiddagsabsintherne tat ham ganske i besiddelse, skriver han. Om 8 dager rejser de til Skagen og så spør han om jeg vil være med og bli der i sommer. «Det skulde og burde De, for det havde De godt af.»
Det var ikke at sanke «gloende kul» på mit hode at ha sendt mig et «langt brev i mellemtiden».k1627 For det lange mellemtidsbrev var jo kun svar på et endnu længere fra mig, værsgod. Gud ved forresten, hvordan Du regner tiden med disse breve. «Et langt brev i mellemtiden,» skriver Du, «som Du formodentlig først har fåt nu, netop, siden det igår var søndag.» Jeg fik det lørdag naturligvis. Det var jo skrevet onsdag, skulde vært sendt torsdag morgen og jeg havt det fredag, men blev på grund af at Marie først var på posthuset ½ 10 ikke afsendt før fredag morgen, var i Xania lørdag morgen, og her med 12 toget samme dag, udleveret kl ¼ før 1. Søndag gjør forøvrigt hverken fra eller til; posten udleveres til samme tid da også.
Nej, skoene lugter ikke. Det er ikke den sort skind jeg har tat. Tak for beskeden om Jakob og Ludvig! Hils dem begge og gratuler Ludvig med de nye klær og sig, han er en letsindig taske af en sød, liden mandsperson. Bare nu Jakob måtte komme sig! komme sig rigtig ordentlig, mener jeg. Det var da godt at Mejningerne er kjedelige så har jeg ikke noget at træge på. Forresten var jeg i forvejen vis på at de vilde være det, og kanske har Du også bare fåt den ene billet. – Uf det er sørgeligt med den foden din! Det værste af alt er at Du har fåt gigt i den, for det kan vel komme igjen ret som det er. Det er sandt Krohg hilser mig fra Hejberg. Altså er han fremdeles i Xania og er ikke kommet afsted til Stockholm.
Hvor det var morsomt hvad Du skrev sidst om fru Kiellands. Som jeg så og især hørte hende gjennem de replikker eller rettere den lange enetale, Du nedskrev.
Nu får jeg slutte, ellers blir klokken for mange og brevet kommer først med toget imorgen. Uf det snurrer i panden og når jeg bøjer hodet forover er det tungt, og når jeg løfter det op igjen, gjør det ondt. Men det er dog en helt sund og naturlig hodepine sammenlignet med det djævelskab i baghodet. Meget, meget, meget mere var der at fortælle Dig, men det er jo ikke muligt at få alt med. Og noget skal der jo også være tilovers til hjemkomsten. Farvel da for denne gang. Hvis Du bryr Dig om mine brever så skriv regelmæssig de stakkers to ganger om ugen, for så får Du altid svar. Men Du skrive samme dag Du har fåt mit, for ellers regner jeg fejl og blir så sørgelig skuffet. Farvel min kjære, bedste ven.
Din Amalie

357. Amalie til Erik

Torsdag 9de maj 89
Min snille søde elskede, først idag kom det brev, Du i brevet fra igår omtalte som skullende have sanket gloende kul på mit hode. Jeg sender Dig konvolutten for at Du kan se, den har vært i Tyskland først, og det er ikke så underligt at en funktionær i farten kan ta fejl; der står virkelig næsten Kønigsberg. Jeg skriver altid også Norge udenpå når det ikke netop er til Xania.
Men tak Du kjæreste for dit lange, søde, fornøjelige brev. Jeg blev så glad for det, men skal læse det engang til – jeg har kun akkurat fåt tid til at løbe det igjennem. Men disse ord jeg jo få afsendt idag, synes jeg, og siden jeg slet ikke var forberedt og havde gjort nogenslags begyndelse, får jeg kun tid til så lidt. Så er jeg også dårlig igjen idag, stærkt forkjølet, meget ondt i halsen med hvide blemmer i rød bund. Jeg forstår mig aldeles ikke på det. Igår var jeg ganske brav, da jeg skrev til Dig, men ud på aftenen kom det som kastet på mig; jeg måtte gå tilsengs kl. 9, havde feber, lå hele natten uden at blunde, men er idag dog lidt bedre. Gud ved hvad det dog er for noget djævelskab her i luften, som forgifter mig. Igår havde jeg kun vært en tur på en time i solskin langs landevejen. «Og Du, som er så forsigtig,» sa Ludvig da han idag var inde hos mig før han gik på skolen. «Ja, synes Du ikke, jeg er det?» sa jeg, «Jo sandelig, Du kan ikke være forsigtigere efter min mening.» Der kan Du høre!
Ja, det er fælt trist at jeg ikke er med til alt det snak og al den rørelse i anledning af Lampevejsmorderens formodede opdagelse. Uf da! At det netop skulde komme mens jeg var borte. I norske blade har jeg ikke set et muk om det endnu.
Fortæl, fortæl fortælk1628 mig endelig om Winkel-Horn.k1629 Tænk Dig, det gjør mig så ondt for ham at jeg var grædefærdig ved at læse hvad Du skrev. Men han er jo født hanrej, og til at myrde for kjedsomheds skyld, hvis man da var gift med ham. Hun lader til at være i «sin bedste kraft», den madam, tiltrods for både gasterering og akvarier [?].k1630 Jeg trode, (absolut sikkert), at Ludvig var kommen af dage idag ved frokosten, da jeg fortalte lidt om Winkel-Horns, og ytred min forbauselse over at hun som var gastereret o.s. v. kunde være så lidenskabelig i kjærlighed. «Hvad er det Du siger»! næsten skreg han, og så begyndte det.
Efter dette brev at dømme er jo Mejningerne morsomme at se på alligevel. Jaja, det er jo godt for Dere det. Jeg er lige glad, jeg.
Fra fru Fejlberg har jeg havt et umådelig langt og umådelig kjedeligt og meget vanskelig læseligt brev,k1631 men så velsignet snilt og godt og kjærligt at det er umuligt ikke at bli rørt. Hils hende forfærdelig meget og sig hende mange tak. Det var jo morsomt at Du fik dem op til Dig den aften. Men at Du turde! Var Du ikke bange for smudsig dug, mangel på servietter, styg opdækning o.s. v.?
Nej, men nu jeg slutte, ellers blir det forsent. Endnu engang tusen tak for dit dejlige brev. Du er sød, er Du!
Din Amalie

358. Erik til Amalie

Fredag 10/5 [1889]
Nej det er for ærgerligt! Der må være gået et 8 Sider langt Brev til Dig tabt. Jeg skrev det i Fredags i forrige Uge: en lang Beretning om Lampevejsmorderen, om Meiningerne, om Jakob, om Winkel Horn osv. et muntert Brev, som skulde komme overraskende på Dig. Herregud jeg havde sådan en Glæde af at tænke derpå. Nu er der lige som et Hul i vor Forbindelse. Jeg er så ked deraf, at jeg lige frem er i slet Humør. Jeg tror ikke på, at Fejlen er hos Østerbros Posthus. Skulde der ikke være Roderi på Kongsberg? Vil Du se, om det forrige forsinkede Brev bærer Østerbros Poststempel af 2 Maj, for så er Fejlen ikke sket her. Indleveringen er nu som før til Kl 10 undtagen om Søndagen da den er Kl 9 – Ved et fornyet Eftersyn i Avisen over afgående Poster opdager jeg, at der nu går to Gange Post til Norge Kl 10.50 og 11.15, den første over Helsingør den anden over Malmø. Det kan jo være, at Brevene til Kongsberg føres over Helsingør, og at det den 2 Maj indleverede da er kommet for sent, skønt det var over en Time før Togets Afgang på Posthuset. Nej men det helt manglende Brev må Du spørge om i Kongsberg. Er Du også lidt ked af at have mistet det?
Jeg har ikke skrevet om Drukkenskabsdjævelen men om Brændevinsdjævelen, og den taler Jakob og jeg om snart sagt hver evige Dag – vi hen fører alt ondt til den. Ludvig protesterer men vi giver os ikke.
Til de andre Onder, jeg sukker under, kom igår pludselig en rasende Tandpine, som har holdt mig vågen en Del af Natten, indtil jeg endelig ved Hjælp af Antifebrin fik Ro. Pinen holder sig idag i Skindet men den ligger på Lur bag Kæberne og jeg tør næsten ikke lukke Munden op.
Men det er der jo ingen Fornøjelse ved at fortælle om.
Formodningen om Hamsuns Rejse til Sverig er gal,k1632 han er i Kristiania. Men om alt det meget, der derom er at meddele vil jeg ikke skrive. Når Brevene begynder at spasere Pokker i Vold bliver jeg i det hele angst for at betro Papiret andet end hvad Gud og Hvermand må læse.
Uf jeg forsikrer, det er som om jeg sad og talte med Dig og havde Fornemmelsen af at en stod bag en Dør og lyttede.
Den «skikkelige» Hovedpine, som Du taler om min sødeste Ven, kan vist fordrives med Antifebrin. Spør Ludvig om han har, ½ Gram og ikke mere før efter 4–5 Timers Forløb. Jeg siger for Resten som Du: pyt med den når den anden slemme er forsvunden. Det er det virkelig store Gode, og det fortjener Du en hel lang Række af Kys for, som Du også nok skal få.
Din Jagtturs Farer og Besværligheder har jeg nydt med stor Fornøjelse, men jeg kan jo ikke nægte, at der risler mig nogen Frygt gennem Kroppen for at Du ikke skal være tilstrækkelig forsigtig, når Du indlader Dig på de vovsomme Ting. Jeg vil ikke have Dig frygtagtig for aldrig det, det er morsomt at gennemføre en dristig Tur, men man skal være klog tillige, og disse halsbrækkende Nedstigningerne kan narre en slemt. Nå men det kan godt hjælpe at sidde og snakke fornuftigt her i min Stol, medens Du kravler om som en Ged. Paspå min kære Ven, og bliv ikke overmodig fordi Du denne Gang fik Ret! Og Ludvig med sin Hapax – jeg ser ham for mig. Men så er Hunden altså rask igen, og efter Pryglene formodentlig for Fremtiden artigere. Tænk at sådan en falder på at være doven.
Jeg blev alvorlig forskrækket igår ved at der lå Brev fra Ludvig og ikke fra Dig,k1633 men det gav sig jo heldigvis ved Læsningen, som dog ikke gav Oplysning om hvorfor ikke Du skrev. Og jeg som troede, at Du havde to Breve fra mig i Behold! Tak Ludvig for hans Brev, havde heller ikke det været, vilde jeg naturligvis have følt mig endnu fattigere.
Nej den Ærgrelse over at den Dig tiltænkte Overraskelse og Fornøjelse er glippet bliver ved at sidde i Kroppen på mig. Jeg er så gal på Pen Papir og Blæk at jeg næsten ikke gider røre ved det.

Min sødeste Ven jeg har været nogenlunde vanvittig af Tandpine og nu hjemkommen fra Meiningerne Kl ½ 1 – Jomfruen fra Orleansk1634 – er jeg det også. Du må ikke regne dette Brev for noget. Jeg er i en dårlig Forfatning og mest i Grunden fordi jeg sender så elendig et Brev afsted, og så også fordi jeg frygter for den Nat jeg går i Møde. Du skal snart få et ordentligt Brev. Ak søde kære Ven havde jeg Dig hos mig og kunde holde Dig om Livet med min ene Arm og stryge din Kind og se Dig ind i Øjnene og klage mig gudsjammerligt og bruge vældige Ord – min elskede det vilde være en Lindring af udmærket Art. Ved Du, at jeg tænker på at lægge mig i din Seng, for der tror jeg ikke, at Morgensolens lumske Stråler piner mig vågen som i min, selv efter en gennemvåget Nat, om end Hovedpuden er lagt for Fodenden – Så nu farer Smærterne som en Hvirvelvind igennem mit Hoved – jeg vil tage Antifebrin og Brændevin, mulig bedøver det mig – Jeg er højst jammerlig!
God Nat min elskede elskede
Du må ikke være vred på mig for dette usle Brev jeg har været urimelig forpint
Din Mand
E Skram

359. Erik til Amalie

Lørdag Aften [11/5/89]
Nej jeg er ikke sød, min sødeste Ven, sådan et Brev jeg sendte Dig igår! Og så kom dit Brev idag og gjorde mig glad på ny. Men jeg var umådelig forpint af Tandpine igår og har været det i endnu højere Grad idag. Og i Nat har jeg kun fået Ro ved tre Gange at fylde mig med Wisky og Antifebrin. Så gik og kørte jeg så snart jeg kunde blive færdig til Bramsen imorges. Han havde nær dræbt mig ved at sætte et rædselsfuldt Boreinstrument til den Tand, der er så øm, at det farer som Luer igennem mig, når blot Tungen rører ved den, for at frembringe et Hul, hvor igennem han kunde føre Kloroform og Morfin ind til Roden. Han måtte hellere have trukket Tanden ud end frembragt det Hul, Smærterne blev kun meget værre indtil hen ad Middag Kl 6, da de endelig sagtnede. Og nu er Tanden kun uhyre øm, den egentlig Pine er næsten ovre. – Men Du min egen stakkels Pige med din dårlige Hals og din Søvnløshed! Hvad er dog det? Og Du klager så lidt. Du er så sød. Hvad kan det dog være, som Du og Klimatet har imod hinanden? Går det an, at Du fremdeles bliver der oppe i de barske Bjærge? Nu har Du jo i den korte Tid haft flere Forkølelser end i et Par År her nede, havde jeg nær sagt. Tænk dog alvorlig over, om det virkelig også er rigtig at Du bliver længere på Kongsberg. Er der ikke noget Djævelskab med dit Værelse? Hjælper Ludvigs Maskine Dig eller bruger Du den ikke? Taler Du ikke med nogen Doktor? Pas dog endelig på ikke at sidde og blive kold om Morgenen eller Aftenen, og det er vist galt, at Du står op med den Hals. Du skulde blive liggende for at komme Dig helt. –
Ja min sødeste Ven, det var som jeg formodede. Winkel Horn kom til mig for at søge Råd og Trøst. Manden er meget ulykkelig, og Tingen ser temmelig uhjælpelig ud. Men der er ingen Kærlighedshistorie mellem Fru WH. og Hams. Det synes at være en Forelskelse fra hendes Side – tildels endog måske ubevidst –, der ikke deles af ham. Men WH. har forlangt absolut Tavshed fra min Side, og jeg har naturligvis ikke nænnet at fortælle ham, at vi alt havde debatteret Sagen så hensynløst som sket er. Der skal heller ikke ske noget netop nu, så hvad jeg vil fortælle Dig får Du tidsnok at vide. Kun det vil jeg sige, at Manden var navnlig første Aften klar og ikke vidtløftig slæbende i nogen Henseende. Han kom Kl 9 og gik fra mig ½ 4, da Solen brød frem. Næste Aften var han og Svogeren Ravn hos mig til Kl 1 Nat, to Gange har WH. været hos mig om Frmdagen og igår Aftes fulgte han mig hjem fra Meiningerne, medens Tandpinen rasede i mine Kæber. Og jeg véd, at jeg vil gøre alt for at han ikke skal tro, at jeg er træt. Han trænger til Hjælp.
I Aften er Jakob hos Meiningerne. Klokken nærmer sig 12 og han er ikke kommen hjem endnu, imorgen Søndag kommer Ludvig derhen. Jeg har sammen med Galschiøt en fast Plads, og hidtil har han heldigvis ikke lagt Beslag på den udenfor sit personlige Brug. De spiller i Reglen samme Stykke tre eller fire Gange i Træk. Jeg har skrevet en lang Artikel i Ill. Tid,k1635 som for Resten ikke er synderlig god, den næste skal blive bedre, men jeg tjener dejlig mange Penge på den Artikel.
Hu ha! Jakobs Obligation fik 18 Kroner forleden – Ludvig har vel fået dem tilsendt? Og mine fjollede Fotografifantasterier førte mig en 7 Kroners Regning på Halsen. Og Rodemesteren vilde have 32 Kr, men dem fik han ikke, og en Rest fra Skrædderen på 12,50 betalte jeg heller ikke, der gives da Grænser for den menneskelige Evne og Skikkelighed.
Fra Hamsun har jeg fået Brev idag fra Nordre Aurdal,k1636 hvor hans egentlige Hjem synes at være. Han er glad for Klimatet i Norge men han vil ned igen til Danmark og Kbhvn. Han skriver morsomt om et Selskab hos Sars, der har forfærdet ham. «Man talte simpelthen om Bjørnson» skriver han, «ikke bare i forbigående; man debattered Bjørnson. Dyre Død og portugisisk Pine hvilket Emne!» For Resten er han såre misfornøjet med Edv Brandes Anmeldelse af «Amerika», og beder mig med et Par Ord skrive ham mit Indtryk af Bogen. Det jeg nu ikke så gerne gør, jeg er bleven noget skuffet af den og har ikke netop Lyst til at sige ham det.
– Nu er Jakob kommen hjem og jeg har været med ham i Spisestuen. Selv kan jeg for min Tand kun spise lidt opblødt Brød, men Jakob satte et ordentligt For til Livs. Han har fået sin Appetit igen, men er for Resten meget nervøs, dog i godt Humør, når han er hjemme. Går han i Skoven, siger han, henfalder han til sort Melankoli og får urimelige Ængstelser. I det hele går det nu alligevel godt fremad med ham.
Fra Bilsted, som var en Tur til Marseille med et Dykkerskib, husker Du måske, har jeg en Hilsen at bringe Dig fra Jakob Worm Müller, Kaptejn Müllers Søn,k1637 der er bosat der og med hvem Bilsted havde gjort en Tur. Han er nok Skibsprovianteringshandler eller ansat i et sådant Firma. B. mente at han var [et]elskværdigt Menneske, om end hans Fortid mulig var noget broget. Han havde talt med megen Respekt og Godhed om Dig. Jeg fortalte Gutterne dette og de har oplyst mig om hvem Manden er. Om nogen Kone talte Bilsted ikke.
Med min Fod står det noget i Stampe. Den giver mig af og til Smærter og endnu kan jeg ikke få Støvle på den. Jeg går fremdeles med Feilbergs Sko og halter.
Nu længes jeg stærkt efter at høre noget beroligende om din Helbred min kæreste Ven. Disse Blegne er noget fælt noget, synes jeg, og overvej endnu en Gang om Du ikke nu bør komme ned til vor mærkelige Sommer. Hver Dag tør Varme med Østenvind.
God Nat jeg håber at få Fred i Nat. Et Kys. Nej tre!
Din E.S.

360. Amalie til Erik

Lørdag morgen [12te – krysset ut] 11te maj 89
Jeg må straks skrive ned min Drøm om Dig og dem hjemme inat. Jeg har grædt slig i søvne, at Du vilde sagt, jeg havde hulket mig tværs gjennem sengen. – Jeg var altså i Kroghsgade. Jakob havde ferier og han og Ludvig var sammen gåt ud for at ha sig en fornøjelig aften. De skulde hen på en cirkus etsteds. Vi gav dem 3 kr. hver, og det sidste vi begge sa til dem var: «Vær nu endelig ikke længer end til 1. i det højeste. Husk Du har ferier for sygdoms skyld Jakob!» De gik, og hvordan vi to så tilbragte aftenen, ved jeg ikke. Jeg sprang i drømmen med en gang til at kl. var bleven 5 om morgenen at hverken Du eller jeg havde været i seng, dels for at vente på gutterne, dels fordi at Markus og G. Rubin sad inde hos Dig – (jeg gik forstyrret omkring i de andre stuer) – for sammen med Dig at ordne alt angående vor skilsmisse. Jeg skulde nemlig afståes til Juel-Hansen, Du vilde ikke ha mig mere – jeg havde selv forskyldt det, syntes jeg. Men jeg gjorde mig så kjephøj som muligt og sa uafladelig til mig selv: Han skal vist ikke mærke at jeg ikke vil, endsige, at jeg er fortvilet over det. Imidlertid gik jeg i den største angst for gutterne, og så hvert øjeblik på kl. Så var den bleven ½ 7 og netop da hørte jeg gutterne i trappen. Jeg fór ud og åbned; de søgte at gå stille, men kunde ikke af ophidselse, og nervøsitet eller hvad det var; for fulde syntes jeg egentlig ikke de var, men så underlig opkogte i ansigtet, og så grødet i øjnene med håret stående endebent op i luften til alle kanter. Og så var de skidne på klærene. En havde brækket sig nedover ryg[g]en på Jakob og en anden havde skåret en stor flænge i Ludvigs bukse, så skjorten hang ud bag, og aned nokså meget do på. Jeg stod og snakte med dem i entréen og vilde vide lidt besked. Jakob var så sagtmodig og lej: «ja, det er bedst at sige det straks – galt er det og lej blir Du, men vi har levet meget udsvævende, siden vi gik hjemmefra – ikke vært på cirkus – var det likt,» han slog ud med hånden som var fuld af hvide tykke malingflekker. «End penger da, penger?» sa jeg; «har Dere brugt mere end Dere havde»? «Ja» sa Jakob ganske tonløst, «vi skylder 49 kr. og 67 øre.» Ludvig stod hele tiden lænet op mod entrédøren og så brødebevidst men også så underlig tusset ud, og sa ikke et muk. I detsamme gik døren op fra din stue og Du og Rubinerne trådte ud. «Gå ind,» hvisked jeg til gutterne – «og Jakob! hold et lommetørklæde for skjorten til Ludvig så de ikke ser den.» «Nå,» sa Rubin, – «jeg må nok sige det er en nydelig ungdom, Du holder Skram,» han skulte hen på Jakobs ryg hvor brækket var – komme hjem på denne tid – hu ha»! «Aa, det er vel ingen sædvane,» sa mere godsligt G. Rubin – «men forresten, nu blir Du jo snart kvit dem alle 3.» Han trykked din hånd og så gik de uden at ta spor af notits af mig. Jeg tog gutterne ind i kabinettet og så stod vi der og græd lidt og så bad jeg dem gå ind og lægge sig og det gjorde de men i detsamme kom Du gjennem spisestuen og så doet på Ludvigs skjorte. Jeg fortalte Dig straks at de havde brugt 49 kr. 67 øre. «Det er uvæsentligt,» svarte Du, «men doet, doet siger jeg, – hvordan skal den skamplet aftvættes»? «Aa skidt,» svarte jeg – [«]det kan jo vaskes. » «Vaskes! ved Du ikke at al vask er forbudt ved det sidste nye provisorium?[»] «Men hvorledes skal pengene betales,» sa jeg – «å pengene, pengene! Vi, som ikke har et øre»! Du bare blåste, og sa at penger fik vi nok. «Men,» vedblev Du, «nu er det altså bragt i orden altsammen, Du blir afståt til Juel-Hansen og gutterne går med på den ekspedition til Nordpolen.» «Hvad for en ekspedition,» råbte jeg. «Aa skab Dig ikke madam! Som om det ikke er Dig selv der har fundet på at «Sjur G.» og «To. V.» skal skjæres i småstykker og såes ud i en kartoffelager deroppe ved Nordpolen. Sligt forbandet humbug! Men gjerne for mig, når Du kan få det kvæg af to lange drenge til at være så dum.» Dermed gik Du ind på soveværelset. Så var der igjen et sprang i min drøm, for så syntes jeg at jeg havde ligget og sovet længe ved siden af Dig i sengen min, og at jeg vågned i krampegråd, og råbte og skreg, og kastet mig hen over Dig og bad og tigged at jeg ikke skulde bli afstået til Juel-Hansen. Jeg kaldte Dig ved fornavn og tigged og gråd så Du blev ganske våd i ansigtet og Du kunde ikke forstå hvad jeg sa for min hulken, men måtte spørge om det var det jeg mente at jeg ikke vilde fra Dig. Da jeg så sa ja, slog Du armene om mig og putted mig ned under teppet dit og klapped og kyssed mig og der lå jeg i armen din og græd fremdeles som jeg var gal. «Så, så, så, vi blir jo sammen, hører Du,» gjentog Du flere ganger. «Ja men ikke gutterne til Nordpolen heller?» hulked jeg, – [«]det er så dumt at så bøger i en potetesager.» Så vågned jeg og var så dyvåd af gråd, ikke alene på ansigtet og hodepude, men også det øverste af mit natlinned som jeg på en ubegribelig måde havde proppet ind i munden min, var vådt. Men det værste er, at da jeg så sovned ind igjen, drømte jeg videre om at jeg skulde til Juel-Hansen og at jeg græd og bad for mig og vågned i samme tilstand og sovned igjen og drømte videre og vågned igjen. Tre ganger gjentog det sig og idag er øjnene mine som to smale røde striber og jeg brænder så på ansigtet. Denne drøm er fortalt aldeles nøjagtig ordret – Ikke på ét eneste sted har jeg vært i usikkerhed om det var netop det udtryk der blev brugt. Derfor har jeg også skrevet det ned, straks jeg vågned. Jeg har ikke engang brugt vandet i baljen men bare vasket mig i ansigtet og på hænderne. Ellers går jeg lige fra sengen op i baljen. Nu skal jeg forresten til det. – Min forkjølelse er igjen vundet over for denne gang, og jeg skal være, og er forsigtig. – Mere imorgen. Kun bare det: Det bæst, bæst, bæjst! af en Drackmann! Jeg læser nu hans: «Med den brede Pensel.»k1638 Den er lige så modbydelig som selve Drackmann, for den er selve Drackmann. Idag skal vi ha nogle fremmede.
Søndag [14de – krysset ut] 12te? maj
Der er slet ikke noget usselt brev min egen søde elskede, det jeg har fåt nu. Tværtom, det er så sødt og godt og kjærligt og så fuldt af sorg og ærgrelse over det «tabte» brev, noget jeg i fuldeste måde forstår, for det er jo til at græmme livet af sig for, at ha siddet og kastet al den tid og alle de tanker bort. Og så'nt et langt og prægtigt brev det var! Nu er dog den elendighed overståt for så vidt Du nu ved, både at det har nået mig og hele sammenhængen med dets udebliven. Igår morges må Du jo ha fåt mine få linjer med din egen blå konvolut indeni. Det er så kjækt dette at vide hvilke dage og hvilke tider, Du må ha mine brever, hvis der ikke er noget uforudset galskab under ialtfald, som nu med dit f.eks., der gik til Kønigsberg. – At Du nu er begyndt at få tandpine igjen! Der er da heller ikke måde med hvad for kvaler Du har at gjennemgå. Jeg har aldrig hørt magen til møje! Og det høres af dine ord som om det er af den rigtigste ondartedeste slags. Kan Du dog ikke la Bramsen ta ud den svinepels af en tand. Du er dog aldrig sikker sålænge den findes blandt det som levende er, og hvis B. ikke kan, den tasken, for det kan han ikke, så gå til en anden. Aa gjør det, er Du sød og snil, så meget Du kan være menneske når jeg kommer hjem og ikke se altfor dårlig ud. Jeg husker ivinters hvordan den tandpine formelig tog alt huldet fra Dig.
Den dag jeg sidst sendte Dig brev var jeg klein, og jeg blev ikke bedre ud på aftenen, snarere værre. Men nu i 3 dager har jeg vært fuldstændig frisk. Jeg var virkelig lidt ræd for halsen denne gang; for de hvide pletter så stygge ud, og her går difteritis for tiden. Men atter har Ludvigs elskelige apparat reddet og hjulpet mig. Jeg fik 4 inhalasioner denne gang: morgen, middag og aften den første dag og 1 morgen den næste. Så var det ikke længer så ondt at jeg syntes jeg behøved at bli ved, for det er jo lidt giftigt, siger Ludvig, og plejer gi svage folk hodepine, hvad dog ikke i fjerneste grad har vært tilfældet med mig; tværtom tog inhalasionerne væk den hodepine jeg havde havt i 8 dage, (3 uger efter mine første inhalasioner forresten). Og det var ganske mærkeligt at se i spejlet i gårmorges, hvorledes de hvide pletter var skrumpet fuldstændig ind og lå som sammenrullet hud, der sammen med den røde hidsige, ligeledes fortørkede og afskallede hud, kom ud da jeg gurgled mig med vand og lidt amykos. k1639 Nu håber jeg at skulle holde mig fri for forkjølelsen herefterdags; her er stegende, bagende, susende, smeltende, aldeles stille sommer-vær.k1640. Så'n varme har jeg aldrig, det er sandt – kjendt i Danmark. Fuldstændig sydlandsk. Sætter man sig på en sten i fjeldet, brænder det slig at man skvatter op igjen straks, tværs gjennem klærene. Det er ulideligt at gå ude midt på dagen. Var ikke den velsignede fos, der iår er righoldigere og vakrere end ellers på grund af vintersneens mængde, vilde alle folk få hundesyge. Aften og morgen er også dejlig milde, ja selv nætterne er varme. Ja, Norge, Norge, det er et snodigt land! I Xania er det endnu værre med varme og alt står grønt og udsprunget, siger folk som kommer derfra. Og så er der dog en klang i navnet Norge som uvægerlig bringer en til at tænke på frost, frost, is, is og intet andet, ja kanske også lidt stein og fjeld. Og nu vinteren her! Dens friske, stille, dejlighed heroppe overgår al beskrivelse, påstår Ludvig. Man fryser aldrig; han gik i hele vinter uden overfrakke i kort pjækkert, for det blæste aldrig, og fjeldene luned, tiltrods for de 18–20 grader Reaumur. – Og tænk Dig til at en ung frøken Rasch, tidligere elev af Ludvig, som nu ligger i difteritis, sandsynligvis ikke får lov at bli frisk igjen ved hjælp af Ludvigs apparat. Han talte med faren på gaden igår og tilbød det, påberåbende sig min hurtige helbredelse, men faren sa at han måtte først spørge doktoren og siden har der ikke vært bud fra dem. Men lægerne heroppe er nu også noget idiotpak alle 3. De to er begge over 70 år, døve og halte, og den 3die 40, men en stor charlatan, sladderhank, løgnepels og brav liderlig. Og alligevel retter disse slaver af Kongsbergianere sig ubetinget efter deres «legemshyrder». –
Jeg har vært inde og spist frokost, dejlig sylte og spækket tiur med russeærter og så dertil noget rødvin til 1 kr. 80, aldeles udmærket! altsammen levninger efter igår da vi havde fremmede. Det gik nokså godt og muntert, men hvor en fremmed føler at en er mellem mennesker der kjender hinandens gjøren laden, gåen og kommen, sædvaner og bekjendte, ja lige indtil hvad mad man spiser og hvorofte man går på do eller slår en promp. Ja, Du må undskylde jeg blir grov, à la Schandorph, men jeg kan s'gu ikke la være.
At Hamsun er, eller i altfald var ankommen til Xania, vidste jeg. Men hvad så mere? Fortæl mig. Har Du skrevet til G.H., om de 25 kr?k1641 Hvis ikke så skynd Dig, er Du snil. Nej, jeg vil ikke ta antifebrin for hodepinen. Ludvig har det, men for det første er den over nu og for det andet har den vært så skikkelig og naturlig, så'n af formeget solskin og for meget frisk luft, bilder jeg mig ind – at det næsten vilde være synd at gå for hastigt tilværks med at fordrive den.
Se så, nu kom der en dejlig voldsom regnskur. Aa, hvor det vil gjøre godt i de støvede gader og på jorden, som alt var begyndt at bli tør, tiltrods for den den [sic] masse usmeltede sne, der først nylig er smeltet på højderne og er bleven ved at risle ned og trille ned og holde alting fugtigt og grønt. Farvel min elskede.
Jeg længes efter at kjende dine arme om mig og føle dine kys.
Din Amalie.

361. Erik til Amalie

Tirsdag 14/5 89
Kæreste Amalie, Du er da det mærkeligste Menneske til at drømme jeg i mit Liv har truffet eller hørt om, men godt var det da, at Drømmen endte som den gjorde, og at Du tyede hen under Tæppet til mig. Hvad skulde det være blevet til, om Du havde forhærdet dit Hjærte og var vandret til Juel Hansen? Og det Påfund med at så S.G. og To V. i en Kartoffelmark er virkelig så snurrigt, at Du fortjente mange Ekstrakys foruden dem Du straks fik, da jeg kunde finde dit Ansigt under al denne Hulken. Min søde kæreste Ven! Nå og Du havde pyntet Drengene net op! Nej heldigvis den Slags Sorger har vi ikke og får heller ikke, så vidt jeg kan se. Der er god Bund i de to Fyre. Og det provisoriske Forbud mod al Vask! Jeg måtte le. Underligt nok har jeg først fået dit Brev idag Kl ½ 6, og jeg havde lige læst det, da Ludvig kom, jeg sad endnu med et Smil på Ansigtet, og fortalte så Drengene det meste af Drømmen, det, der angik dem. De lo meget. – Den lille Snip af sanddrømt har Du været, at Jakob i Søndags var gået med Ove i Tivoli (Ludvig var hos Meiningerne, og han havde været oppe om Morgenen Kl ½ 7 for at ro med nogle Kammerater en Tur i Øresund; ingen hjemme anede hans store Forehavende, og da han nøjagtig ½ 12 var hjemme til Frokost, strålede han af Stolthed), og skønt jeg sad med Ludvig og røg og snakkede til Kl 1, var Jakob endnu ikke kommen hjem, hvilket jeg ikke syntes om, netop af den i Drømmen anførte Grund, at han jo var Patient. Han kom først over en Time senere, men sørgede for øvrigt for at være temmelig tidlig oppe næste Morgen. Og der havde været særegen Anledning til at blive så længe ude. Helge har nemlig sammen med Vennen Esmann gjort en Kapital-Skandale, som naturligvis måtte drøftes på alle Leder og Kanter i Tivoli og senere hjemme hos Ove og Helge. Jeg sender Dig et Udklip af «Avisen»,k1642 hvori Sagen er refereret. De to havde spist til Middag sammen med et Par danske og en svensk Løjtnant hos Neijendam,k1643 havde drukket sig fulde og var i et Par Drosker kørt om Kap ud på Frederiksberg til en Café chantant, hvor Skandalen, som Du kan læse Dig til, så foregik sikkert så plumpt og smagløst som vel muligt. Da de skulde føres ud af Salen af Politiet, og en Betjent i den Anledning tog Esmann i Skulderen, var han faret op og havde slået løs med en Stok, indtil han blev overmandet og slæbt ud og arresteret med forslået Ansigt og forrevne Klæder. Først senere blev Helge arresteret på Grund af sine grove Ord imod Politiet og sit Forsøg på at hidse Folk imod det. De kom i hver sin Celle og havde ligget på en hård Brix. Næste Frmdg kom de for en Forhørsdommer, der skræmte dem i højeste Grad og behandlede dem meget hånligt, og også fra Politibetjentenes Side havde de måttet døje en såre hensynsløs Adfærd, særlig Helge. De havde dog måttet finde sig i alt blot for at få Sagen bilagt – der svævede Fængselsstraf eller en Bøde på 200 Kr over deres Hoveder – og det havde da endt med, at Dommeren stadig ironisk og knusende dog havde skånet dem. De blev stadig tituleret: «Anholdte» Gustaf Frederik Esmann og «hidbragte» Helge R, og da Dommeren havde spurgt Helge, hvad han var og hvad han levede af, og havde fået Svaret, at han ingen ting var og levede af sine Penge, var der på Dommerens Ansigt kommet Noget, der skulde se ud som aftvungen Agtelse, og han havde sagt: «Nå, det må jeg sige: i så ung en Alder allerede at have drevet det til nu at kunne lægge Hænderne i Skødet og leve af hvad man har fortjent, det er mærkelig dygtigt!» Og senere havde han spurgt, om han var Søn af Gotfred Rode og ved Svaret rystet på Hovedet og sukket. Alt i alt var de forøvrigt Dommeren forbunden for hans Skånsel. Helge har gentagne Gange sagt til Jakob: Du gør Dig ingen Forestilling om så elendig jeg var, jeg tænkte på at tage Livet af mig og alt muligt. Det var efter første Gang at have været for Dommeren. De slap ikke før Kl 4 om Eftermiddagen, og imellem de to Forhør havde Helge måttet krybe ind i «Salatfadet», i Fangevognen, der holdt i Gården, idet alle Celler var optagne. Det var den dybeste Forsmædelse. Da Esmann blev ført til sin Celle, var den alt optaget af en lille Fyr på Ti-Tolvårsalderen i Træsko. «Hvad har Du gjort?» spurgte Esmann. «Jeg har stjålet nogle Penge» sa Drengen. «Det har jeg også gjort» sa Esmann og så vild ud af Øjnene, «men jeg har stjålet mange.» Drengen stirrede rædselsslagen på ham, og et Øjeblik efter forkyndte en lang Flod på Gulvet fra Træskoene på hvad Måde Forfærdelsen havde virket på Drengen. Så dundrede E. på Døren og forlangte at komme ud, han virkede i alt for høj Grad skadelig på Drengen. – Jakob har idag været hos Feilberg og er bleven nøjagtig undersøgt. Der er ikke noget i Vejen med Hjærtet, hvad J. vistnok var lidt bange for, men Feilb. erklærede ham for Neurasteniker. Han skal imidlertid nu prøve på at holde inde med Jernpillerne men fortsætte med Styrtebade og Spadsereture, og F. havde sagt, at lidt Selskabelighed (uden Drik) ikke gjorde Fortræd, men så længe som i Søndags måtte han ikke blive ude. – Jeg kom til at læse din Drøm sidst, da Brevet, da jeg åbnede det, viste mig en Begyndelse med Søndag uden at Papiret var mærket med 2.
Ja tænkte jeg ikke nok, at den Hals havde været slem. Og hvordan var det gået, om Du ikke havde haft Ludvigs Apparat? Jeg kan ikke lade være nu at tænke med mindre Fortrøstning på Kongsberg, der er åbenbart noget lumsk i Luften der. Vil Du ikke drikke din Mælk og Fløde kogt? Er det Smitte, som har ramt Dig, er det sandsynligvis derfra, og har Du været smittet, er Du netop udsat for på ny at blive det. Drik kun kogt Mælk og Fløde, hører Du!
For lidt siden trinede Hr Kalkar op,k1644 og han sidder nu ovre hos Jakob, han bliver til Te. Elskværdig er han, men –
Igår var jeg i Aftenselskab hos Feilbergs, og det var udmærket hyggeligt. Der var Schous, Krohns, Rists, Henningsens, Bilsteds, en Frøken Heise og jeg. Schou var udmærket oplagt og Krohn ligeså – de to rejser om kort Tid som Dommere til Pariserudstillingen,k1645 ak ja! Særlig fra Schous og Rists har jeg varme Hilsener at bringe Dig men forøvrigt fra dem alle, og Fru F. fik jeg takket energisk fra Dig for et «langt sødt udmærket Brev», det var de Ord Du havde brugt, sa jeg.
I Søndags kørte jeg Kl henad 7 med Dampsporvogn ud i Charlottenlund og vandrede om der i den dejlig lige udsprungne Bøgeskov og så med mildt Sind på de over Foråret himmelhenrykte jevne københavnske Borgerfolk, der i store Bunker legede på de grønne Plæner. Der var på den Tid ikke så særdeles mange, men hvilken Fornøjelighed og Glæde! Det er for største Delen grimme og klodsede Mennesker men elskværdige, og nogenlunde kønne er der også iblandt. Ved at følge en lidt mere ensom trådt Fodsti fik jeg i en halvhundrede Alen Afstand, halv skjult af en Runding i Skovens Bund, tre unge Piger og en Mand foran mig, jeg kunde kun se Overkroppene. De to unge Piger dansede hver for sig foran, så fulgte den tredje Ungmø, og om hende dansede den unge Mand, og de sang og lo. Det var så ungt uskyldigt og kønt, den Bevægelse jeg kunde mere føle i Legemerne end se var så nydelig – Ude på en af Plænerne havde temmelig langt borte en ung Mand og hans Kæreste stillet sig et godt Stykke fra hinanden for at spille Boldt med en Appelsyn [sic], som i Aftenskæret formelig lyste i det grønne, han kastede og greb udmærket, hun naturligvis slet, men netop som han i et fortrinligt Kast havde sendt hende Appelsinen, og hun ikke havde kunnet tage den, kom et Selskab af tarvelige Folk forbi, Mændene dog med høje Hatte –, og med et Knald ramte Appelsinen en af de høje Hatte, der med en stor Bule fløj af Hovedet på vedkommende. I samme Nu en overgiven Latter fra alle, ikke en så meget som drømte om at tænke på en ilde anbragt Spøg eller på at blive gnavne over Uheldet, og sikkert gik det dog ud over den høje Hat. Så var der et Selskab, som fængslede mig. De legede «Enke». Der var en ung Kvinde lidt fyldig og langsom men med kønne Bevægelser. Hun måtte flere Gange løbe forgæves; under megen Latter smuttede Parrene hende bestandig forbi. «Nej nu bryder jeg mig ikke om at prøve mere, jeg får dog ingen, før min Mand kommer,» sagde hun forpustet og satte sig, medens hun klappede to Par frem. Ved det tredje Par sprang hun op og fôr i Favnen på en kraftig Mand, der søgte hende og i et vældigt Sving greb hende og løftede hende højt op fra Græsset, hvorpå de begge trimlede om til stor Henrykkelse for Selskabet som lo og klappede. Og sådan var der en Mængde små muntre Optrin.
Nu kalder Drengene mig til Te –
Og nu har vi spist og snakket en Mængde og røgt Cigar og Kalkar er gået fulgt af Jakob i det vidunderlig skønne, blikstille dæmpede Måneskin. Det er virkelig Synd, at Du ikke har fået dette Forår at se her nede, jeg husker ikke at have oplevet noget så mildt og kønt og hurtig færdigt. Natten mellem Søndag og Mandag kom den Regn, der gjorde godt i Kongsberg, til os, og igår og idag er Forårets Pragt virkelig betagende[.]
Jeg tror så min Sandten også, at jeg vil gå ned på Dosseringen, der er for smukt der nede, og jeg har kun været et lille Trip ude idag, min Fod gjorde ondt, og jeg blev så påfaldende hurtig træt. Min Tandpine er ovre, men Tanden vedblivende utålelig øm for den mindste Berøring. Jeg er lidt tung i Hovedet af den megen Indesidden. Så tager jeg Brevet med og lægger det i Kassen ved Posthuset [.]
God Nat min elskede Ven
Din E.S.

362. Amalie til Erik

Kongsberg 16de maj, – 89.
Først af alt: sig Jakob at jeg naturligvis glemte hans fødselsdag igår og at jeg i alle de foregående dage ligeledes har glemt at den var i anmarsch. Derfor fik han intet brev eller nogen slags hilsen fra mig. Naturligvis græmmer jeg mig over det men hvad er derved at gjøre. Han får tilgi mig, må Du sige, og ta imod min dumme bagefterkommende lykønskning. Igåraftes pludselig, da vi gik en spaseretur og månen med ét kom op bag fjeldet rund og stor og glogulrød og jeg spurgte: nej men er det nymåne? svarte en dame af selskabet som tog op en lommealmanak: ja, det er såmæn, her står fuldmåne 15de maj! Da fôr det som en nedslående vækkelse igjennem mig. Tænk først da! Da jeg siden fortalte det til Ludvig blev han lej og sa: Ak herregud vi kunde jo sendt ham et telegram; men kl. var over 11.
Jeg har så meget på hjærte idag, og så er jeg svært trist fordi jeg atter har vært syg, forkjølet og upasselig og ude af stand til arbejde; det er nemlig så aldeles umuligt at få hjernen til at virke som den skal, såsnart der blot fejler mig det bitterste. Jeg har så tit sagt til mig selv: å pyt, sæt Dig bare til og vær flittig; det er igrunden dovenskab. Og Du bruger den smule forkjølelsesuvelhed gladeligt som påskud. Men nej, det har ikke vært mig muligt; jeg har måttet opgi det og pent lægge mig bort på sofaen undertiden med grædenes tårer, eller også er jeg sovnet på stedet. – Der skal nu også et meget ihærdigt og anstrængt arbejde til denne gang.k1646 Jeg må nemlig holde på så længe med min hukommelse, forestillingsevne, smule kundskab eller viden besked om de ting jeg sysler med, holde på så længe at alt det jeg vil ha frem personer (– deres indre og ydre) interiører, gadescener og alt det Du ved, lugten atmosfæren o.s. v. at jeg har alt alt hver en eneste smittel og smule fotografisk inde i hjernen og ligeledes ved alt hvad disse mennesker tænker, føler og siger, eller vil, eller vilde gjøre. Det er det som er mit egentlige, virkelige arbejde når jeg skriver. (At gjengi det på papiret når jeg først selv har det inde er langt lettere.) Jeg er kommet efter det nu. Og det anstrenger hjernen, ikke andre dele eller organer, ikke spor, ikke engang hodet såpas at jeg får hodepine, men bare, bare hjernen. Det er liksom jeg stadig må grave i den for at finde en stump af noget, en trådfin, spiralformet elastisk stump, som jeg så må trække i, og hvis jeg formår ikke at slippe taget får jeg slidt ud af hjernen hvad jeg vil, men glipper det, er alt spildt for så springer den elastiske tråd tilbage og jeg må gi mig til at grave og grave og søge på ny, indtil jeg finder stumpen, og undertiden varer det længe. Og jeg synes liksom at der findes mange så'nne trådstumper inde i hjernen på mig, side om side eller hulter til bulter. Dette er noget dumt skidtprat som Du læser uden at læse. Men jeg kan jo ikke klage mig til nogen anden end Dig, ikke engang til Ludvig, for ingen forstår det og det gjør vist Du heller ikke, ialtfald ikke mere end så nogenlunde, men mere forlanges heller ikke.
Forresten må Du bare ikke tro at jeg på bunden af mit sind er modløs ligeoverfor mit arbejde. Tværtom, jeg er ganske sikker på at jeg får og skal få det til; det gjælder bare at gi tid og at arbejde. Men jeg er svært nedslåt over at det ikke har gåt fra hånden som jeg vilde. «Der e mongi vakker jente, som e gla' når ho står brur, men da gjek'kje so ho vidle, dafyr vardt ho idl og sur»,k1647 heder det i visen og sådan er det også med mig. Det hjælper ikke at jeg siger til mig selv: Du har jo så sjælden vært rigtig frisk og førlig til arbejde heroppe. Det er derfor. Det græmmer mig ligemeget alligevel at jeg skal komme tilbage med næsten ikke halvdelen gjort af det jeg vilde ha gjort. Ja, for nu tænker jeg på at rejse snart, hvis Du bare kan sende mig nogle penger. Men kan Du det? Det vilde, merker jeg godt, ta mig flere måneder mindst, før jeg blev vant til klimatet heroppe og hærdet mod disse unaturlig voldsomme temperaturforandringer. Som nu i søndags, da jeg skrev til Dig og var frisk og kjæk på formiddagen, men blev syg med feber og halseonde ud på eftermiddagen. Den dag var det 20 graders varme ved middagstid og henad aften var termometeret sunket til under 0. De andre heroppe ænser det ikke; de er forhærdet, vant til det, akklimatiseret eller hvad pokker det er. Ludvig f.eks. som ikke var nogen kjæmpe i gamle dage er fuldstændig uangribelig lige frisk og færdig bestandig og det uagtet han går uden overfrak både i varmen og kulden, i dalen og på fjeldet. Og det er rigtigt. Det er først når man er blet slig at man tåler og har godt af at være her. Damerne her har ikke mere tøj på om aftenen end midt på dagen. De færdes overalt, på fjeldet, hvor sneen nylig er smeltet, ved fossen hvor det kulser og skvætter og ryker med kjølighed, og i det bagende solskin i dalstrøgene, i akkurat det samme kostume. Skulde jeg ha båret mig ad som de, vilde jeg nok vært krepert, mindst 10 ganger. Men folk er så sunde her, de dør aldrig, ikke førend de er blet så gamle at man har glemt, de er til, da tutler de af en vakker dag i al stilhed og ingen savner dem; 80 år er en lav alder og 90 er passelig men 100 det middelalmindelige.
Men nu er det disse pengene som det piner mig at skrive om, fordi jeg ved vi ingen har, og skjøndt jeg har vært så frygtelig forsigtig med at gi noget ud, har jeg dog, gud ved hvordan – brugt meget heroppe. Hos Ludvig har jeg lånt 15 kr. og det er gåt til ingenting: til brevpapir, frimærker, garn, lidt sygrejer, mekanik [?] cigarer – Ludvig ryger nemlig lutter pibe det gjør alle her, ikke af økonomie men af smag. Han havde kjøbt en nydelig liden kasse til mig da jeg kom, men den blev snart forbi – han røg også selv ude og bød andre. Så kjøbte han én til men da den var ende[sic], kjøbte jeg en og tænk den kosted 2 kr. 90, skjøndt der kun var 25 cigarer i kassen, men jeg bad om dem, Alver plejed at få. Så har jeg foræret Ludvig en bagatel som han trængte til; det kosted 2 kr. 25. Men var der endda ikke mere, så fik det gå. Men hør nu her. På apotheket skylder jeg nok 2,50 for arsenikpiller, andre piller og noget småt, så må husholdersken ha 5 kr. i drikkepenge mindre er umuligt, bare alt det vandet hun hver morgen har slæbt op til mig, og så må jeg betale 5 kr. til en – ja, bliv nu ikke forskrekket – til en jordemor som jeg to ganger har været hos. k1648 Jeg har ikke skrevet om det til Dig, for ikke at forskrække eller forstyrre Dig på nogen vis, og så er det desuden en lang historie – Du ved mine ting blev borte i vinter – og alt det kan være til jeg kommer hjem. Du må ikke synes det er rart af mig at jeg ikke før har nævnt dette, men jeg havde altid så meget at snakke om, og så likte jeg desuden bedre at fortælle Dig det mundtligt. – Og så kommer jo rejsepenger ned til Xania som er over 5 Kr. husker jeg; og billet på og transport af tøjet her og der, og så maden ombord på dampskibet og en nats logi i Xania. Det er ganske forfærdelig. Men jeg vilde gjerne ha pengene straks i næste uge hvis Du kan for at vide når jeg kan rejse. Kan Du ikke, blir jeg nødt til at vente. Ludvig har ingen at låne mig, tror jeg; han har netop i denne tid havt mange og store udtællinger. Han er nemlig blet en stor spekulant, men det må Du ikke sige til nogen, for han vil det ikke skal vides. Han har kjøbt hollandske og italienske statspapirer som han kan tjene en formue på, men i ethvert fald altid får 6 procent for. Det er noget med præmier eller gevinster eller hvad det er. Han har brugt timer til at forklare det for mig, men jeg får ikke ind i mit hode hvordan det hænger sammen. Så har han aktier i guldkompagniet, som forresten bare gir tab og i turistforeningen og til alt dette har han måttet punge ud netop i denne tid, hvad jeg tilfældig er blet vidne til. Og derfor ved jeg han nu har dårlig råd. Naturligvis, det som jeg har lånt kan nu vel altid stå til jeg kommer hjem, men jeg vil nødig be om mere. Skaffe kunde han nok altid, skjøndt gud ved om han kunde før den 1ste juni. – Jeg kan forstå at der intet har vært at få hos Salmonsen, og så har Du ikke villet bedrøve mig med at nævne det. Ja ja, det er nokså forgalt at jeg til dato altså har skrevet de to bøger uden at få noget honorar for dem.k1649 Dengang fik jeg dog ret at det var bedre at ha en forlægger end ikke at ha en, hvilket sidste Du påstod just var det prægtige.
Nej, men forstår Du, jeg tror altså ikke at jeg blir forhærdet nok til at tåle klimatet, i den tid, jeg selv under de gunstigste omstændigheder, kunde bli borte. Ja, kanske, hvis jeg var her til hen på høsten, men det blir forlænge. Og da disse stadige forkjølelser hindrer mit arbejde, synes jeg det er dumt at bli til månens slutning engang, som jeg havde tænkt og Ludvig så uhyre gjerne villet. Jeg tror at det nu vilde lykkes mig bedre at få skrevet hjemme, fordi jeg er kommet så dybt ind i min bog at jeg kan fortsætte når og hvor jeg vil, når jeg bare er frisk. Og dette at arbejde sig helt ind i arbejdet har denne gang vært en hovedanstrengelse, fordi det jeg skulde skrive om var kommen til at ligge mig så fjernt. Sjølivet ombord i «To V.» var mig langt, langt nærmere. Og altså det har jeg vundet ved at være heroppe, det at få ordentlig begyndt. Det står så vist og klart og sikkert for mig at det vilde vært mig en umulighed at få begyndt i Kjøbenhavn. Jeg vilde ialtfald være blet vanvittig mindst under slidet. Dette at være i Norge at snakke daglig med Ludvig om Bergen o.s. v. har hjulpet en hel del. Og så er der det, at jeg, alle mine forkjølelser tiltrods, har samlet mig en masse kræfter, tænk al den søvn jeg har havt, og det regelmæssige liv, og mit baghode som er brilliant og al den ro jeg har fåt over mig. Alt dette ved og føler jeg er rejsens skyld, og derfor er jeg så uhyre glad fordi jeg kom afsted. Var jeg bleven i Kjøbenhavn vilde jeg fremdeles gåt og hanglet og var bleven mere og mere nervøs og mere og mere forpint over det arbejde jeg ikke fik begyndt på. – Du ved ikke min egen sødeste snilleste mand hvorledes det har gjort og gjør mig ondt for din tandpine. Jeg ved Du ikke overdriver når Du taler om smerter og disse må ha vært forfærdelige. Aa din stakker, din stakker! Tænk for en prøvelsens tid Du igrunden har gjennemgåt med alle de piner, først i foden din, som det græmmer mig at høre, står i stampe, og så i tænderne. Uf den Bramsen! Jeg hader ham fordi han ikke trækker ud. Ja, Du har ikke havt det godt søde elskede vennen min, for tiltrods for at Du som oftest har skrevet muntert om alle dine plager, ved jeg dog hvor inderlig nedslåt Du ofte, ofte må ha vært. Her stopper jeg og venter på dit brev som jeg sikkert venter idag. Det har gåt nogle flere dager hen end sædvanligt siden jeg skrev, men det var fordi jeg skrev så mange brever i forrige uge. Nej gud bevare mig vel – jeg har jo glemt Skomageren! Det er 8 kr til, nej mere for han skal vist ha lidt til. Herrejemini! hvor dette er fælt! – Idag skal vi på en tur mellem frokost og middag, og imorgen på en hel dags tur med middagsmad og det hele op til Knuten hvor turistforeningens hytte ligger og hvor der er kjøkkentøj, husgeråd, senger, pejs og alt muligt godt; det er for at undgå byens ækle 17de majfest at vi vælger morgendagen. – Tænk at jeg lige siden jeg kom til Norge ikke har ejet en eneste loppe på mig! Og når jeg nu ved hvad som forestår mig derhjemme. Der er jeg aldrig helt fri ikke engang om vinteren.
Senere. Tusen tusen tak for brevet! Jeg har netop læst det og har ikke tid at skrive mere end akkurat disse par ord. Vi skal afsted på turen. Vejret er strålende, forfærdelig varmt og stille og vi kommer hjem til middag ½ 7 før frosten kommer på os, forhåbentlig. Du blir påfaldende snart træt, skriver Du. Min søde, stakkels gut, det er jo rimeligt så klein som Du har vært og så længe Du har vært klein. Neurastiker! Uf da, hvad går der dog af det styggeting, den Jakob? Jeg tror han er galen, i så ung en alder alt at ha virkelige sygdomme. Er neurastik ikke noget fælt noget? og farligt? Uf, hvor dog alt er trist. Det var da mærkeligt at brevet mit først kom kl. ½ 6 sidst. Det var dog sendt præcis til den sædvanlige tid. Skriv nu endelig samme dag Du får dette. Så har jeg det mandag.
Din Amalie

363. Erik til Amalie

Lørdag den 18 Maj 1889
Ja min søde Pige, det er jo et såre righoldigt Brev denne Gang, og Du skal have inderlig Tak derfor. Det bedste ved det, synes jeg nu, er, at Du for Alvor tænker på at bryde op og komme hjem. Jeg har ikke længer den hyggelige Følelse af det ene rette som i Begyndelsen ved at vide Dig på Kongsberg. Jeg er simpelthen ængstelig for Dig. Jeg tror ikke synderlig på, at det er Forkølelsen Du bliver syg af, jeg tror, at Du lever i smittebefængte Omgivelser, og at din syge Hals ikke skriver sig fra Temperaturforandringer men fra onde Bakterier. Havde jeg idag kunnet sende Dig Penge, havde jeg ikke spildt et Minut. Nu imødeser jeg med Længsel den Dag, da Du sætter Dig på Jernbanen og drager ned til mig igen. Imidlertid kan jeg ikke før på Mandag skaffe Penge, Du får dem altså først Onsdag, men når Du har dem, beder jeg Dig rigtignok om ikke at opsætte din Afrejse af hvilken Grund som helst, men straks tage afsted, selv om Du skulde blive en Dag eller to i Kristiania ventende på Skibets Afgang. Kongsberg er åbenbart nu kun farlig for Dig. Dermed mener jeg selvfølgelig ikke, at din Rejse har været spildt eller forkert. Hvad der først og fremmest skulde opnås, er jo, synes det, heldigvis nået helt og holdent: dine Nervers Styrkelse og din hele Helbredstilstands Forbedring, og Du må tro jeg lægger heller ikke ringe Vægt på den Betydning Opholdet har haft for dit Arbejde. Jeg er fuldstændig enig med Dig i, at det til syvende og sidst måske slet ikke var lykkedes for Dig at få begyndt her nede i det daglige Trummerum. Du trængte til denne Rejse, den var nødvendig, kort sagt, den var rigtig på alle Leder og Kanter, og slipper Du nu blot helskindet bort igen, vil disse infam[e] lumske Angreb fra en Fjende, man jo ikke kunde beregne, og vel næsten ikke forsvare sig imod, forhåbentlig ikke gøre Dig anden Fortræd end Du alt har lidt. Min egen Ven jeg sidder nu med Samvittighedsbid i Sindet over, at jeg ikke straks idag er gået ud og har taget det Ubehag på mig at benytte et gammelt Tilbud fra Feilberg om at kunne låne hos ham, det forekommer mig i dette Øjeblik vigtigt, at Du hurtig kommer bort fra Kongsberg, at jeg burde have overvundet alle Betænkeligheder. – Men på den anden Side, Du forstår mine Betænkeligheder. Han er jo allerede min Kautionist, og på Mandag kan jeg hos Galschiøt uden tilnærmelsesvis samme Hjærtekrympen få et Forskud, der vil være tilstrækkeligt til at gøre Dig fri. Jeg har regnet de Udgiftsposter sammen, som Du nævner, min søde kærlige Skat, og det bliver mindst 6o Kroner. For at Du skal kunne røre Dig nogenlunde uden Angst for hvert Øre, må Du vel have 70. Ja jeg nægter naturligvis ikke, at det kalder lidt kold Sved frem på min Pande, for vi er blanke – og mere end det –, men for det første har vi jo dit Arbejde, som om en Månedstid eller så er Penge, og der er jo dog endnu en Mulighed for, at der fra Salmonsen kommer nogle Penge nu en af Dagene, og endelig har jeg en Plan, som jeg nærer lidt Håb om vil kunne give noget i Kassen. – Nå min sødeste Ven, Pengene skal Du nok få, så at Du kommer med Hæder og Ære fra Kongsberg. Jeg er blot bange for, at din Pengemangel alt adskillige Gange kan have trykket Dig. Hvis jeg blot havde Dig og kunde kysse Dig nu, så vilde mit Sind være let igen. Men nu bilder jeg mig ind, at jeg kysser Dig, og det hjælper også meget. – Du forstår, at jeg intet har hørt fra Henriques og deraf slutter jeg, at han heller ikke véd noget endnu, jeg har ikke talt med ham, siden han for en Månedstid siden vel var hos mig.
Det forekommer mig i allerhøjeste Grad interessant, hvad Du skriver om din Måde at arbejde på, og det er så langt fra utydeligt, at jeg da bilder mig ind at forstå det som det virkelig er. Jeg kender det naturligvis ikke ganske således fra mig selv, idet mit Arbejde længe har været af en hel anden Art og jo forøvrigt aldrig har været som dit, men lignende Tilstand har jeg dog haft at gøre med, når den Tankerække, jeg fulgte, tabte sig for mig i Forgreninger og Virvar både bag ud og frem efter og jeg fortvivlet lige som rakte Armene ud efter de Tankebilleder jeg selv havde fremkaldt og som forsvandt for mig. Hvad Du skriver, kommer jeg måske en eller anden Gang til at benytte, hvis jeg skal ind på en Skildring af et moderne Digterværks Tilblivelseshistorie. Man har jo Lov til at skrive: En nordisk Forfatter skriver til mig angående sin Måde at arbejde på følgende, og så fortælle dine Ord.
Apropos om Digterværker, så har Schubothe sendt nogle udrevne Sider af et tysk Tidsskrift «Gesellschaft»,k1650 hvor under Rubriken «Skandinavische Litteratur» findes en lang rosende Anmeldelse af Ein neues Buch einer nordischen Naturalistin, Amalie Skram, die sich durch die Kühnheit ihrer Probleme und die Wirklichkeitsbestrebung ihrer Schilderungen auszeichnet. Jeg sender ikke – å jo vist sender jeg Dig Anmeldelsen, den vil jo også kunne more Ludvig, og den kan da næppe koste mere end 10 Øre ekstra. Og fremdeles angående Digterværker har jeg at melde, at jeg forleden mødte Zeuthen,k1651 der var aldeles henrykt over «Fjældmennesker» og udtalte sig meget intelligent om den. Han og Slohmann k1652 bor på Landet sammen, og de havde tilbragt en Aften under én Latter ved Læsningen og var idelig senere vendt tilbage til at tale om denne Komedie. Jeg har for Resten før denne Samtale plejet forskellige Planer om at få Komedien opført her i Kbhvn, og en skønne Dag skal Du se vil det lykkes. k1653
Ak ja Jakobs Fødselsdag! Men Du må da ikke tro, at han selv gav et Kvæk fra sig den Dag eller at Ludvig den dumme Dreng talte om hvad det var for en Dag. Jeg fik altså først ved dit Brev idag at vide, at det havde været hans Fødselsdag. Han havde været ude som sædvanlig hele Frmdgen, og efter Bordet fulgte han mig på Vej ind til Meiningerne og gik selv til Ravns. Ludvig havde forært ham et Slips, det var alt hvad der skete den Dag. Næste Aften var han imidlertid hos Meiningerne til en udmærket Forestilling «Købmanden i Venedig»,k1654 som jeg var fristet til at forbeholde mig selv, men hvor jeg dog besindede mig og lod ham gå, idet min Nydelse og Fordel (for Artikels Skyld) ved Gentagelsen jo ikke kunde veje op imod den Glæde han kunde have ved at få denne Skønhed at se. Heldigvis var han meget glad over sin Aften i Teatret. Det var Store Bededags Aften, og for at Ludvig ikke skulde føle sig fattig, passede jeg ham op, da han kom fra Forretningen foreslog ham at køre en Tur med mig i den dejlige Aften på Dampsporvognen og drikke et Glas Øl i Tuborg Pavillon. Det gjorde vi og gik et lille Trip ind i Charlottenlund, medens Månen kom stor og rund op fra en Skybanke over Øresund og kiggede ind mellem Træerne til os. Vi havde det udmærket hyggeligt og kom først hjem Kl ½ 12 og traf Jakob endnu oppe og sad så og snakkede til Kl over 1. Store Bededag var jeg buden til Fritz Bendix til Middag og var om Aftenen hos Meiningerne for at se «Gengangere»,k1655 og da jeg kom hjem, sad Vogt hos Drengene inde på deres Værelse. De havde intet andet at «solde» i end Te, men det gjorde de efter en stor Målestok og fandt, at det var meget bedre end Whisky. Ja det er sandt det var altså igår Aftes. Hos dem sad jeg til Kl 1, og det var udmærket. Vogt var kommen Kl 6, og de havde først gået en lang Tur, så spist til Aften og så begyndt på det russiske Traktemente. V. er færdig med sin Bogk1656 og fyldt helt op til Hårrødderne på sit Hoved med Forvisning om dens enestående Godhed og om den Berømmelse han vil vinde. Hans barnlige Glæde over sig selv kan endnu gå, nydt med behørige Mellemrum, men om nogle År eller til daglig – det bliver slemt! Og han tager i den Grad Forskud på Lykken som lovprist Forfatter, at han komme til kort. Vil man skrive i Aviserne, at nu er Nordens største Forfatter fremstået, vil det træffe ham fuldstændig forberedt til at tage imod Kaldet, og alt hvad der er under dette vil være en Skuffelse. Det er i Grunden uundgåeligt, at der ikke kommer Skævhed ja Forvridninger i hans Ånd og Følelser. Nå men de mange Kopper Te straffede sig. Jakob har i Nat ligget med en voldsom Hjærtebanken vågen til Kl ½ 6. Hvad det imidlertid var, der også skaffede mig en søvnløs Nat, forstår jeg ikke – jeg drak ikke Te men en halv Flaske Øl, Gutterne havde levnet – men Faktum er, at da jeg endelig Kl 2 eller senere faldt hen i en urolig Søvn med en modbydelig Drøm om at jeg havde skrevet en latinsk Afhandling, som jeg ikke var i Stand til at finde Begyndelsen til, vågnede jeg badet i Sved Kl 3, inden det endnu var lyst. Lå så og følte Lyset stige og hørte det første Fuglekvidder og kunde umulig sove. Stod så op, hentede «Gengangere» og læste den, tog en Bog af Taine og læste i den, ringede på Pigen Kl 6, bad hende lave Kaffe, gik omkring i Stuerne, vandede Blomsterne, drak Kaffe, læste Politiken, der kom Kl ½ 7, var på do, snakkede med Ludvig, medens han drak Te, og krøb så i Seng igen med en Cigar og en Bog og faldt endelig i et Par Timers Søvn. Først da jeg på ny var oppe og vasket og omtrent færdig, kom dit Brev, som jeg forgæves havde været inde i Spisestuen og lede efter straks jeg anden Gang vågnede. Der må åbenbart være kommen nogen Uregelmæssighed i Postbefordringen, dine Breve kom tidligere bestandig om Morgenen Kl 8–½9[.]
I Aften er Jakob nu Kl er over 11 ikke endnu kommen hjem fra Ove. Han skal have ordentlig på Hovedet nu. Han skal føre et regelmæssigere Friliv, ellers er den Frihed han har fået ikke til videre Nytte. Hans Neurasteni betyder at han har dårlige Nerver. Nu på tredje Aften komme sent i Seng er simpelthen uforsvarligt, så meget mere som vi har talt om det. Men der må nok tales bedre. Desværre ser jeg ham formodentlig ikke imorgen tidlig, da jeg Kl 9 begiver mig til Lyngby til Madsen, der på Tirsdag rejser til Paris. Drengene skal spise hos Kalkar. Og jeg skal spise til Middag hos Mollerup. Jeg har adskilligt at tale både med Madsen og Mollerup om i Anledning af det jeg pønser på. Tænk Dig, hvad Madsen, som jeg talte med idag på Gaden på min Vandring fra det kgl Bibliotek til Bramsen (der virkelig denne Gang synes at kunne helbrede min Tand) fortalte: Han havde fået af Staten lumpne 400 Kr. til Hjælp til en Rejse til Pariserudstillingenk1657 og var jo temmelig ilde stillet i den Anledning (han havde ventet 1000 eller 600), så var der igår kommet anonymt til ham 500 Kr til Rejsepenge. Han anede ikke hvem der havde sendt ham dem.
Tilsidst min søde Pige har jeg gemt dine gådefulde Ord om Jordemoderen. Det er mig af Ordene egentlig umuligt at se, om det skal være en Bekræftelse på, hvad Du selv har formodet – nu og da –, eller om det er Feilbergs Mening, der er den rigtige, eller om ingen af Delene er Tilfældet. Hvad det end er min Ven, så må Du ikke være bekymret. Der går en mismodig Tone igennem dine Ord. Holder vi af hinanden og er vi gode ved hinanden, kan vi stå mangen Dravat igennem og endda få Glæde af Livet. Men jeg har oprigtig talt ikke Lyst til at tale om noget, hvor jeg i Virkeligheden famler i Blinde. – På Mandag, det vil altså formodentlig sige Tirsdag Morgen sender jeg Penge! Nu Godnat vær forsigtig med Halsen!! Anmeldelsen skal leveres tilbage til Langhoff. Jeg længes efter Dig!!
Din E.S.

364. Erik til Amalie

Mandag Aften [20/5/89]
Klokken er lidt over 12. Jeg kommer hjem fra en trættende Meininger Aften (Schakespeares Vinteræventyr),k1658 der trak ud til næsten 11. Jeg var rasende sulten og gik med Ove på Kafé. Derfor er jeg først nu hjemme. Lidt dårlig Samvittighed har jeg, idet det ikke er Tider til at spise på Kafé – men jeg var næsten syg af Sult. Og jeg vilde også gerne have skrevet lidt mere til Dig end der nu kan blive Tale om for min Trætheds Skyld. Dagen igår var jo ret anstrængende – først fra Morgenstunden på Jernbane og i Lyngby og så på Frederiksberg hos Mollerup til Kl 11 – men jeg tror, at jeg fik det Udbytte, som jeg vil kunne bruge. Min Fod var stærkt opsvulmet ved Hjemkomsten men det fortog sig i Løbet af Natten og idag har den ikke været værre end sædvanlig. Men altså min egen Ven jeg sender Dig som forudset 70 Kroner og beder Dig omgås dem så sparsommeligt som muligt.
Naturligvis forudsætter jeg, at jeg får nøjagtig Underretning om dine Rejseplaner, og som før sagt, nu beder jeg Dig kun om at fremskynde din Hjemkomst.
Forhåbentlig skal Du finde Huset pyntet og pudset med Undtagelse af rene Gardiner. Alt står vel her nede med Undtagelse af Spiræaen som er begyndt at vantrives. Marie mener, at den har fået for megen Sol og den er derfor blevet flyttet hen i Skygge, men det er vel tvivlsomt, om hun har Ret.
Hils Ludvig de mangfoldige Gange!
Jakob fik på Hovedet idag!
Det var rigtigt med Krøyers Forlovelse.
Godnat min egen Ven kom nu hjem til din Mand
E Skram

365. Amalie til Erik

Kongsberg 21de maj 89.
Mange, mange tak for dit brev, Du søde, gode, bedste menneske. Men hvor det alligevel, trods al din snilhed og alle de ord Du siger for selv at være og gjøre mig fortrøstningsfuld, hvor det dog alligevel er rædsomt med alle de penger. Og hvem kan vide om Langhoff, når jeg engang kommer med bogen også vil ha den? Det er jo dog kun en fortsættelse og en fortsættelse på to bøger, som folk ikke har villet kjøbe, som endnu intet har indbragt os, og som vi sikkert heller ikke iår får et øre af. Du kan da vel begribe at Henriques havde sagt fra om der havde vært noget tilovers. Akkurat så'n gjorde han jo også ifjor, sa ikke et muk før han blev nødt til det, fordi han er så godt og snilt et menneske, at det gjør ham ondt at være overbringeren af så dårlige tidender. Men forstå det kan jeg rigtignok ikke. Alle heroppe har læst de to bøger, alle er enig om at rose dem og sætte dem højt – ja, jeg mener naturligvis dem, der kan være tale om har lidt forstand på bøger og det er jo kun få – men altså får jeg det indtryk at der må være solgt en del af dem. Bare ikke Salmonsen er så forlegen for penger, at han er nødt til at gjøre kunster med regnskabet og først næste år gi os ordentligt opgjør. –
Du må ikke mere min søde snille ven være bekymret for min helbred. Nu synes det endelig engang at være helt overståt –. Siden fredag, da jeg var med på den vældige højfjeldstur 3,500 fod over havet, gående hele tiden frem og tilbage, har jeg ikke kjendt spor af ondt i halsen eller andre steder. Jeg hører nu at det er almindeligt at nye folk blir endogså meget dårlig de første måneder heroppe; særlig slår det sig på halsen, men alle ender med tilsidst at komme sig og bli mindst dobbel så frisk som før. Også jeg gik en tid og trode at der var smitstof omkring mig. Jeg fik således ikke ro, før apothekeren erklæred sig villig til at undersøge om der skulde være arsenik i malingen på mit værelse eller i de brogede gardiner o.s. v. Men bare ved at se på tingene, forsikred han at det var en komplet umulighed. Det er forresten længe siden nu, og jeg har ikke skrevet om det, fordi der altså ikke var arsenik. Jeg faldt på det, fordi jeg hver morgen, når jeg vågned, var så ulidelig dårlig og tung og lam og forkjølet. Men det gik over således at jeg senere kun vågned dårlig når jeg virkelig var dårlig og altså var forberedt på det. Nu har jeg som sagt havt det udmærket lige siden fredag og har følt mig så frisk og så vel oplagt, så det er en lyst. Ja fredag og torsdag var jeg også kjæk, men blev dog dårlig i halsen om aftenen efter de lange strabadser. Og hør nu min kjæreste ven, jeg rejser nu ikke herfra før i næste uge. Dampskibet går til Kjøbenhavn hver fredag, forresten går der nok nu i sommermånederne flere end det ene for samme selskab, så der er lejlighed nok. Men når jeg nu først får pengene onsdag kl. 1, så blir det slig spræng for mig. Jeg skal jo ned til jordemoren og skomageren og på apotheket og betale mine regninger og så skal der pakkes og toget går torsdag morgen kl ½ 7. Jeg måtte nemlig rejse med morgentoget fordi jeg må ha mindst en halv dag i Xania, da der er noget jeg skal spørre Laders omk1659 angående min bog – han er den som ved bedst besked om de ting, siger Ludvig også, fordi hans far, efter at ha vært skibsfører blev stuver på Bryggen, og det er om Bryggen jeg skal vide noget. Så skal jeg også treffe denne herre Halvorsen, medarbejderen ved Nordisk Konversations leksikon,k1660 Du ved. Han har skrevet mig til og bedt mig endelig ikke forlade Norge inden han får talt med mig. Altså har jeg nu efter samråd med Ludvig besluttet først at ta herfra i næste uge, og det må Du ikke bli lej for, min elskede! Havde jeg fremdeles vært lige syg og utilpas som da jeg sidst skrev, vilde jeg straks ha rejst – fordi jeg, som Du også siger – havde en følelse af at opholdet her ikke var godt for mig, men som nu det er, tror jeg det modsatte. Kanske jeg nu virkelig har beståt den akklimatitionsprocessen [sic] og er sluppen lykkelig fra det. Kanske. Jeg ved ikke jeg. Sikkert er det at her er dejligt at være nu. Strålende, skinnede sommervarme, en duft fra skog og mark som jeg trækker til mig gjennem alle porer fra mine åbne vinduer her i min stue og når jeg er ude, stille og dog svalt, fordi fossen bringer kjøling. Men det blir dejligt at komme hjem også, dejligt at se Dig og ha Dig igjen og at se gutterne, de stakkere, som jeg aldrig kan tænke på uden med et slags smertelig medlidenhed, især nu, Jakob er så syg, – nej, før også. Det er synd at ha børn, når man ikke kan skaffe dem bedre stillinger og overgi dem til et mindre tungt og møjsommeligt liv. Og så, på den anden side, så har de det jo så godt. Bare så snil som Du er imod dem, og alt det de vinder ved at få leve sammen med Dig. Du kan tro jeg er taknemmelig for hver en ting Du gjør imod dem, og lægger mærke til det og tænker på det! Men skjænd bare på Jakob – alvorligt – fordi han kommer så sent hjem, nu han er patient.
Tak for den tilsendte anmeldelse.k1661 Det var morsomt at få den, skjøndt alt det om Lucie og hvad jeg havde ment med bogen var det rene idioti. Sligt et ubæst af en fyr! «Det nytter hende ikke, vi får dog mest sympathi for manden, skjøndt hun med vold og magt har villet gjøre Lucie til den lidende og forurettede,» skriver omtrent den tasken. At jeg virkelig har ment hvad der øjensynlig står, nemlig at manden er den jeg har sympathi for, falder sligt et fæ ikke på. Uf!
Det var morsomt alt det om Vogt. Og det om Esmann og Helge ligervis. Jeg læste begge dele højt for Ludvig og vi gotted os kosteligt. Idet hele tat er det prægtige breve Du skriver. Jeg får så god besked på alting. Men nu er Du vel snart træt af denne skrivingen.
Dette mit brev idag blir der ikke stort ved. Tiden er knap, vi skal bese smeltehytten og våbenfabrikken idagk1662 og der må vi være straks vi har spist frokost og nu er den halvet, og jeg er ikke klædt, men sidder i morgenkjole. Jeg har kunnet skrive et par timer imorges og det er jeg så glad for og iler efter at komme til igjen for at se om det fremdeles går, og derfor må Du ikke bli ilde stemt om dette brev er kort og kjedeligt.
Jeg må dog fortælle Dig at jeg igår var i gruben, hovedgruben.k1663 Du aner ikke hvad det gjorde for et indtryk på mig. Jeg har aldrig set sligt før, aldrig drømt om hvordan det var, aldrig ant eller forestilt mig noget om alt det rædselsfulde, højtidelige, storartet imponerende, knugende forfærdelige! Midt inde i bjergets indre, langt, dybt nede under jorden, slig en verden af virksomhed, i mørke, hver mand bærende med sig sin egen tranlampe (aldeles på façon som de romerske), og så den luften, og alle de drøn. Jeg var bange; jeg gråd af angst flere ganger, og da jeg atter, efter en vanvittig fart på en tralle gjennem en sort trang bjergvej med store spidse, dryppende klippesten hængende tæt ned i hoderne, på siderne allevegne, atter kom ud i dagslyset og det varme solskin da græd jeg af glæde og følte et virkelig savn over at der ikke var nogen gud at takke fordi vi var sluppen fra det med livet. Ja, det var en mærkelig dag, den igår; men ikke for alt i verden vilde jeg ha undvært det. Og skulde jeg så også fortælle Dig om vor højfjeldstur til Jonsknuten, da vi gik afsted ½ 7 om morgenen og kom hjem ½ 8 om aftenen, blev jeg aldrig færdig. Det være til jeg kommer. Og turen om torsdagen til Hausgabeltinderne og vandringen langs åserne og rundt to store fjeldvand og nedover et berg så brat som en væg bogstavelig – alt det får Du ha til gode. Søndag var vi på en dejlig kjøretur til Ljabrofossen i kaleschevogner, og igår da vi kjørte til gruben havde vi en gig akkurat magen til den man rejser i skyds med overland, Du ved. Jeg bilder mig ind at det er sommerferie, at vejret er over alle grænser heldigt, og at jeg længe har ligget på landet.
Hvad synes Du om dette billede?k1664 Ludvig vilde gjerne ha et minde om mit Kongsbergophold, men han er så misfornøjet med det, at vi tog os om igjen i andre klær med hatter på, akkurat som vi har stråket om på fjeldene i solskinnet. Nu får vi se om det blir bedre.
Farvel da min egen velsignede elskede. Bliv nu ikke misfornøjet med dette brev og hils gutterne meget.
Din Amalie

366. Amalie til Erik

Kongsberg, torsdag 23de maj 89
Først idag torsdag fik jeg brevet med pengene, skjøndt Du havde skrevet det mandag aften, din trætte stakker og vel også fåt det afsted tirsdag morgen, hvorfor jeg altså skulde havt det igår. Jeg ser det er postet 21de i Kjøbhvn. så gud ved hvordan det hænger sammen; jeg skulde jo havt det igår altså. Da vented jeg det også. Men så var det jo forresten godt at jeg ikke havde bestemt at rejse idag, for så havde jeg måttet opgi det igjen efter at ha pakket og det hele. Nu blir jeg her til tirsdag eller onsdag, og rejser så sandsynligvis fra Xania fredag morgen. Men derom skal Du få nøjere og nærmere besked. Jeg kommer nok at skrive mindst to ganger til Dig herfra endnu. Jeg har det fremdeles godt, så meget, meget bedre end før; halsen har ikke git noget slags tegn fra sig, siden fredag i forrige uge, det er næsten 8 dage. Det eneste som generer mig er varmen. Ja, for den er forfærdelig, tropisk, forsmædelig 24° R. i skyggen, blikstille og lumre nætter. Men syg gjør varmen mig ikke; luften er tiltrods for den, mærkværdig let og frisk. –
Jeg blir vækket så tidlig om morgenen nu og får så ikke sove mere. Kl. 5 begynder de nemlig at hamre, sage og høvle på gårdspladsen lige under mine vinduer hvoraf det ene står åbent og kan ikke være lukket for varmens skyld. De arbejder nemlig på et nyt stort do, elegant, forsikrer jeg Dig – der blir 5 voksne huller i række og to børnehuller. Jeg trode først det var et lysthus, som skulde sættes ned i den nedenfor liggende fra gårdspladsen ved et stakit skildte have, men da jeg så spurgte Ludvig fik jeg vide det var et do. Desværre får jeg ikke være med til at ta det i brug, da det ikke blir snart nok færdigt. Men forresten er det vi nu har også et udmærket do, rummeligt og lyst og luftigt; det er fordi det ligger for klods ind på nabohuset at sundhedskommissionen har tvungent værten til at lave et nyt som skal ligge i gårdspladsens modsatte hjørne.
Mandag beså jeg våbenfabrikken og trævarefabrikken, og tirsdag smeltehytten. Det var meget interesant. Idag skal vi i «Mynten».k1665
Idag stod jeg op kl. 6 og satte mig til at skrive. Det gik. Men det går forresten sørgelig langsomt så'n i det hele tat, og jeg er nokså nedtrykt ofte, – af forskjellige grunde.
Det brev jeg fik idag var ikke så sødt og snilt som brevene dine plejer at være. Men Du var jo så dødsens træt og så var det alle de penger Du skulde sende – men alligevel –
Ikke mere idag. Kl. er mange og jeg må afsted med det. Hils Jakob og Ludvig. Ludvig hilser Dig mange ganger. Alle de planer han har om at få Dig herop på sæt og vis engang!
Din Amalie.
Tusen tak for pengene!

367. Erik til Amalie

24/5 89
Min søde Ven, jeg fik dit Brev af 21 igår – efter min Beregning en Dag for sent – og jeg kunde ikke komme til at svare på det. Naturligvis kunde jeg i rasende Fart have sendt et Par Ord afsted, men det syntes jeg, nu da det lakker mod Enden af dit Ophold var unødvendigt, og så havde jeg jo også uden for Ordenen sendt Dig nogle Ord med Pengene. Jeg gad for Resten vide, om de så kom Onsdag. Det viste sig, at Brevet ikke kunde indleveres før 9 Tirsdag Morgen, da Posthuset først da er åbent for Publikum, og når Indleveringen sker efter den tidligere Tømning af Kasserne, er jeg bange for, at Brevet besørges den længere Vej over Malmø, hvad der i Kongsberg med sin ene Udleveringstid forsinker Brevet en Dag. Nå, nu da jeg véd, at Du dog ikke har haft øjeblikkelig Brug for Pengene, er jeg naturligvis trøstet, men i Tirsdags var jeg overordentlig ked af den formodede Forsinkelse. Det stod jo for mig som særlig vigtigt, at Du kom afsted så snart som muligt. Ja min kære Ven, jeg nægter jo ikke, at det var med nogen Skuffelse jeg erfarede din Beslutning om at blive en Uge til. Men har Du Ret i, at din Akklimatisation nu er foregået, så kan det jo ikke bestrides, at der er en hel Del Fornuft i at drage Fordel af de sidste sunde Dages Ophold på Kongsberg, det vil jo for Alvor kunne gøre Dig godt, og så var der jo også det med den overvældende Travlhed. Altså jeg synes nu som før, at Du har båret Dig klogt og rigtigt ad, og det er i det Hele en Ros Du skal have for al din Færd siden Du løb af Gårde. Og så min elskede skal Du have en Tak for den kærlige Betænksomhed, jeg nu mere og mere opdager Du har vist i dine Breve. Du har ikke villet forskrække mig. Ja kære søde Amalie sådanne Hensyn har Værdi, de bygger stille, ligesom Koraldyrene under Vandoverfladen, på det Kærlighedens Rev, der er vor Bolig. Når Du kommer hjem, vil Du umiddelbart føle, at Bunden vi træder på, derved er bleven fastere. Og mange Kys venter Dig min elskede Ven. Du er sød.
Billedet jeg har fået, er mig kært, men jeg indrømmer, at det bør være bedre, og så din Ødeland er Du i Silkekjole. Jeg glæder mig til det, hvor Du vil være i din daglige Dragt. Jeg kan ikke nægte, at jeg skælver, når jeg ser, at Du dristigen har vandret på Kongsberg vidtløftige Gade med det sorte Silkeskørt, hvis sidste Opblussen i dette Liv jeg var Vidne til kort før din Rejse. Har Du ikke frygtet, at det lige som andet Troldoms Blændværk skulde falde sammen til en Askeklump, når det kom i Dagens Skin? Du besidder af og til et Mod, der gør mig bange.
Jakob fik sine Skænd, og han har indrettet sit Liv derefter. Nu står han op Kl 6 og går ud straks, kommer hjem til Frokost eller lidt før, og går atter i Luften Kl 2 eller før, kommer hjem til Middag Kl 6 og lægger sig før 10. Mine vægtige Ord faldt nemlig desværre sammen med en Forværrelse af hans Tilstand, der var en naturlig Følge af de Nattekommerser, der var gået forud. Han var beskæmmet. Men hans Omvendelse har heldigvis hurtig båret Frugt. Den Hjærtebanken, han selv er mest bange for, er holdt op, og hans Appetit er fortrinlig. Nu synger han igen. Ludvig har under dette været meget opbygget. Det er ham en stor Svir, når Jakob får på Hovedet. For Resten synes jeg, at de to kommer ualmindelig fredelig ud af det med hinanden for Tiden. Ludvig har ikke haft sin fornærmede Mine på, ja jeg husker ikke siden når, men det er, som om vi slet ikke behøvede at regne med den mere. – Ak ja min Ven, deres Fremtid! Det er Ludvig, synes jeg, der er værst stillet. Han er en udmærket brav Dreng, men hans Dygtighed synes ikke at nå udover det gennemsnitlige, og hans Energi anspores ikke særlig i de Forhold, hvori han er. Han er nu i en «finere» Afdeling og er fornøjet med sine Kolleger, kan jeg mærke, men Gagen er endnu ikke bleven forbedret, og den vil åbenbart kun vokse meget langsomt og ikke uden gentagende og ubehagelige Anmodninger fra hans Side. Og så er jo Ulykken, at hele dette Krambodliv – hvor pynteligt det end her kan tage sig ud i Forhold til det i mindre Forretninger – er og må være ham en Plage. Han siger det jo ikke særlig stærkt og klager i det hele ikke, og jeg holder naturligvis også på, at det vilde være rent forkert at dvæle ved det, så længe en Forandring ikke er mulig, men min Mening er unægtelig, at viser der sig ikke i Løbet af et Par År en virkelig Fremtid hos Wessel og Vett, så bør han medens han endnu er ung, søge en Stilling, som ikke er bag en Disk, og i en Forretning, hvor lige frem hans Elskværdighed kan blive ordentlig kendt og vurderet. Han er åbenbart dygtig nok til at kunne komme frem. Og får han en Gang for Alvor Fornøjelse af sit Arbejde, vil hans Tanker næppe fare ad Afrika til som nylig, og så vil han i det hele ikke tro, at Livet burde have føjet sig pynteligere for ham. Han er næppe urolig af Natur. Nå, men dette er Fremtidssyner, for Øjeblikket gælder det om, at han kunde rykke op fra de 75 Kr, der er en skændig lav Betaling.
Desværre Du har Ret: Bøgerne har heller ikke i År givet Udbytte ɔ: Overskud til Dig. Henriques har ikke sendt Regnskabet, men han og Kone gjorde mig forleden Aften en Visit, og da fortalte han det. Jeg trode på, at der dog var kommet nogle Penge i Kassen. Jeg trode for meget derpå.
Igår Frmdg var jeg i Aktivitet hele Dagen og om Aftenen hos Meiningerne til Kl ½ 12 næsten,k1666 det var for meget af det gode. I Aften har jeg desværre lovet at komme til Bramsens. k1667 Jeg har ikke Tid. Nu nylig var der en Kollega fra Rigsdagen, som bad mig stenografere med ham Nansens Foredrag imorgen i Geografisk Forening,k1668 det vil tage den Tid imorgen og på Søndag, som skulde være gået til andre Ting – en Artikel til Konversationsleksikonet som jeg har lovet Mollerupk1669 at gøre færdig i denne Uge. Men jeg tør ikke lade Foredraget gå fra mig, det giver dog altid en Indtægt på en Snes Kroner vel for min Del.
Om Spørgsmålet W.H. kan jeg meddele Dig, at Skyerne, som efterhånden havde samlet sig meget truende, nu er på gode Veje til at fordele sig. Fruen synes at have handlet i høj Grad uoverlagt og nu at have indset dette og at være til Sinds at ville bøde på de gjorte Gerninger. Det står fremdeles fast, at der ikke har været noget Kærlighedsforhold mellem hende og H; og der synes nu heller ikke at være Grund til at tro på en Forelskelse fra hendes Side. W.H. er i den Anledning et andet Menneske og fuld af Taknemlighed for de Smule Tjenester jeg i denne Tid har kunnet vise ham. Nå, lidt har jeg hjulpet ham, han så undertiden sort og rødt danse for sine Øjne, og det gjorde jeg jo ikke. Han har lidt meget og er en fuldstændig honet Person. Uheldigvis ender nu nok det hele med, at H. får et Slags Smæk – ømtålelig som Manden er og finfølende. Ak jeg skylder H. Brev!
Din Gruberejse vilde jeg gerne have gjort med! Jeg har været i Høganæsgrubernek1670 med dyb Nedfart under Jordoverfladen i Kurve, som sænkes og hejses i en uhyre Brønd – der vilde Du også have været bange! De Fiskere fra Hellebæk, som havde sejlet os over, turde ikke vove Turen ned i Jorden. Jeg tror, at man i de Gruber endog er under Havets Bund. Hvor er det morsomt at læse dine Ord om denne Begivenhed, jeg har Dig levende for mig og kysser Dig i Tankerne!

Ja nu er jeg kommen hjem fra Bramsens og vil kun sige Dig Godnat min egen kære Ven. Jeg er meget træt i Aften og skal være flink imorgen. Der var hyggeligt hos Bramsens, men jeg tror Gud hjælpe mig det kom af, at det var mig, der talte næsten hele Tiden. Fruerne Iversen og Haslund var der,k1671 og de kan gøre en dum, men det fik de nu ikke Lov til i Aften, jeg tog straks Pippet fra dem. Så var der også Bramsens hyggelige Broder med norske Kone, som jeg i Aften blev gode Venner med. Dernæst det visne Blad, hvis Mand er i Stavanger.k1672 Fruen (Bramsen) var indtagende, Manden elskværdig. God Nat min elskede, det er en strålende Sommernat.
Din E.S.

368. Amalie til Erik

Mandag 27de maj 89
Uf, tænk at jeg havde ventet brev idag igjen fra Dig min elskede ven, fordi det vilde vært det sidste, jeg kunde fåt her. Men naturligvis var der ingen særlig grund til at skrive, når Du ikke netop slet ikke havde noget andet at gjøre. Og især efter det søde, gode, velsignede brev, som jeg fik igår og som jeg takker og elsker Dig for. Jeg læste det flere ganger igjennem og blev både så glad og bedrøvet over det. Glad fordi Du tænker så pent og kjærligt på mig og os og på vort forhold, og bedrøvet ved tanken om det, der er forbi, er gjort galt, ikke kan gjøres om igjen, og som kunde ha vært anderledes. Men dog mest glad og fuld af trang til at værne om det, der er levnet og som er din ære og fortjeneste, være forsigtig og taknemmelig og snil og sagtmodig den tid vi har tilbage at leve sammen i, som kanske ikke er så lang endda. – Det nytter nu vistnok ikke at Du skriver mere til mig, for lad mig se – onsdag får Du dette brev, så kan jeg først ha svaret i Xania fredag morgen og kl. 10 går Melchior. Nej, så får jeg vente til på lørdag da vi sés igjen min egen kjæreste, snilleste mand. Jeg tror skibet er i Kjbhvn. alt kl. 9 eller kanske før, så meget Du ved det om Du kan komme og møde mig. Kan Du ikke på grund af travlhed eller træthed efter en flittig foregående sen aften, så er der jo Jakob at sende. Jeg skal godt nøje mig med ham; så står Du op imens og er ren og pen og vasket og klædt og doet og alt til jeg kommer. Imorgentidlig kl. 7 rejser jeg herfra, men skulde der være noget brev til mig, sender Ludvig det efter. Jeg skal spise hos Holstsk1673 kl. ½ 4 imorgen og så er han fri om eftermiddagen og kan gi mig de oplysninger jeg trænger til, har han skrevet. Onsdag skal jeg se til at treffe denne Mjøs Du ved, for der blir lidt strilemålk1674 i 3die del også, som han rette for mig, og ham må jeg spørge op gjennem Ros. k1675 Og så er det Halvorsen og meget merek1676 som jeg ikke kommer på i øjeblikket og torsdag er det helligdag, og da ser jeg til moderen.
Ludvig er så trist over at jeg rejser at det rent gjør mig ondt for ham. Og jeg er også trist idag, men jeg glær mig uhyre til at komme hjem igjen til Dig, mit bedste, bedste i verden.
Igår var vi på en storartet tur igjen til Bolkesjø sanatorium 4 mil fra Kongsberg. Der er storskjønt – en række med indsøer på terrasseformige afsatser, den ene nedenfor den anden – – mange – omkranset af skovfulde fjeldskråninger og blåsorte, skyhøje fjelde, og skyhøje snedækte fjelde.
Og så luften og vejret og altsammen!
Nu skriver jeg heller ikke mere, min sødeste. Det synes Du vel ikke er rart af mig? Men onsdag får Du jo dette og lørdag kommer jeg. Ja, med mindre noget skulde hindre min afrejse eller noget andet skulde ske. Da får Du besked naturligvis. Hils nu gutterne rigtig kjærligt. Ludvig hilser Dig med en bedrøvelig hilsen – han er så ude af det, for han føler sig altid så tom og ensom heroppe og i denne tid, mens jeg har vært her, har han ikke mærket det.
Farvel til på lørdag min elskede!
Din Amalie.

369. Erik til Amalie

Mandag Aften 27/5 89
Min søde Amalie, dette må blive det sidste Brev Du får fra mig i Kongsberg, og det er jo endog ikke helt vist, at det når Dig der. Jeg vil da blot sige Dig, at inderlig velkommen skal Du være, når Du endelig atter sætter Kursen hjem. Havde jeg blot noget at sætte over Styr i Anledning af din Hjemkomst, så gjorde jeg det, men nu må Du lade Dig nøje med de kærlige Følelser, som Huset formår. Og Du vil jo nok lade Dig nøje min kære elskede Ven. Du er mit Hjærtes dyreste Eje, og jeg giver Dig af et godt Sind hvad jeg har. Du har været længe borte nu – lad mig se, Du rejste den 8 April og kommer først hjem 1st Juni, det er så nær to Måneder, ak min Ven, havde jeg ikke haft dine to Drenge, vilde jeg have følt mig forfærdelig alene. Nu har jeg haft dem at være skikkelig med og skænde på – for skænde har jeg også gjort – og det er gået hyggeligt og godt. De sender med mig de bedste Velkomsthilsener til Dig. Jakob er ganske vist i Bedring men langt fra så rask som han gerne skulde være, Ludvig er så frisk som en Fisk, og med min Pote går det også nu ret godt. Jeg halter nu først, når jeg har gået en Stund og begynder at få lidt Smærter, af Træthed formodentlig.
Jeg stenograferede da i Lørdags Nansens Foredrag i Geografisk Forening, og det var jo interessant at se disse udmærkede Mennesker, den mærkelige Båd, der bar Nansen og Sverdrup på den sidste Del af Turenk1677 og de andre Redskaber, og kommer der på min Del 25 Kr, hvad jeg håber, så vil jeg sige, at det er de behageligst tjente Penge jeg længe har fået fat i. Og jeg har idag afleveret min Leksikonsartikel og igår været hos Meiningerne og fået skrevet næsten en Afslutningsartikel om dem,k1678 så Du ser jeg virkelig har været virksom. Og dog kørte jeg igår efter Forestillingen Kl ½ 12 til Tivoli i den dejlige Sommernat sammen med Ove, der er bleven min trofaste Kasinokammerat, jeg kunde ikke efter de fire Timers beklumrede Ophold i Teatret holde ud at tage lige hjem. Jeg måtte ånde frisk Luft. Heldigvis har vi Kort til Tivoli lige som ifjor. Jeg havde givet Drengene en Krone til at køre til Charlottenlund for, da jeg gik i Teatret, så jeg syntes at jeg ligesom havde lidt Lov til at slå mig løs for en anden Krone.
Dit lille Ekstrabrev kom uventet og glædeligt, kun er der jo det i Vejen, at Du siger Du er nedtrykt ofte. Det er dog vist noget jeg kan hjælpe på – Du skal se når Du kommer hjem vil det blive bedre. Du siger rigtignok at mit sidste Brev ikke var snilt, men min søde Pige, stod der overhoved noget i det? Jeg har et Indtryk af, at jeg var for træt til egentlig at skrive nogetsomhelst. I Aften er jeg ganske vist også træt og jeg har også i Sinde at slutte nu. Jeg skal tidlig op imorgen for at gøre Artiklen til Illustr. Tid færdig, fordi Bladet i Anledning af Kristi Himmelfarts Dag skal være før sluttet end sædvanlig.
Jakob kom hjem idag til Frokost med Vogt, der var stilfærdig og elskværdig[.]
Arnold Krog gjorde mig et lille Besøg i Lørdags Aftes. Han er lige hjemkommen fra Parisk1679 og skal der tilbage igen om 14 Dage. Han fik naturligvis indblæst en sådan Længsel i mig efter at komme derned, at jeg måtte begynde på Brødrene Karamasov for at få Tankerne forjaget og mig selv borgermandsmæssig søvnig og i Seng. Du må da ikke tro, at Slutningen på Romanen er kommen endnu. Jeg klipper endnu fremdeles i Ny og Næk1680 så fire så otte så ti og tolv Sider af som jeg lægger til Bunken[.]
Men nu Godnat min søde Pige – jeg er glad over, at dette Brev-Godnat snart skal høre op og et virkeligt komme i Stedet, – for nu narrer Du mig da ikke men kommer virkelig på Lørdag!
Godnat min elskede Ven
Din E Skramk1681



1890

I mai 1890 (brev 370–86) reiste Amalie ut til Tårbæk, et sommersted på kysten litt nord for København, for å forsøke igjen å finne ro til å skrive. Hun slet fremdeles med slutten av S.G. Myre, som hun sendte til Erik etter hvert som hun skrev; han kommenterte det og sendte det videre til trykkeriet. Hun bodde hos Octavius og Ida Hansen, gode venner som hadde hus derute. Erik ble ved sitt arbeide i København, og Johanne (Småen) ble passet på barnehjem. Erik skulle se henne hver dag og sende regelmessige rapporter til Amalie. Ludvig og Jakob bodde hos dem fremdeles. Amalie måtte tilbake til byen i slutten av måneden fordi de skulle flytte til en annen leilighet, fra Kroghsgade til Østersøgade 102.
I midten av juni (brev 387–91) var Amalie utenfor byen igjen, denne gangen i Hornbæk, hvor hun bodde sammen med Småen hos Georg og Ane Cathrine Achen. Planen var at Erik skulle komme fra København litt senere og være sammen med dem i sommerferien. (Det gjorde han også, og de var fremdeles i Hornbæk 22. august, da Amalie hadde fødselsdag, noe som ble feiret med usedvanlig festlighet se brevet fra Marie Schneider født Thiele til Amalie 23/8/90, sitert i Eugenia Kielland: Mellom slagene, s. 86–87.) Det framgår også av brevene at Jacob skulle bryte opp og utstyres, kanskje av hans far, men det er uklart til hva.
Fra senere i året (september/oktober) finnes det bare et par brev (392–93), som omhandler teaterstykker og et maleri av Georg Achen, som skulle henge på veggen hjemme. Det framgår av den ganske store brevvekslingen med Georg og Ane Cathrine Achen at Amalie og Erik også var sammen med Achens og Amalies bror Ludvig og hans forlovede Isabella Vibe til jul 1890. Ved denne tiden begynte Georg Achen å male et portrettbilde av Amalie og Erik, men han ble så sint på dem fordi det var så sjelden de ville sitte (Amalie sa hun bare hadde tid to ettermiddager i uken og Erik kom alltid sent fordi han hadde så mange andre ærinder å besørge) at han ødela bildet. Ane Cathrine beundret Amalie og gjorde hva hun kunne for å hjelpe henne, men hennes brev viser også at hun led under Amalies luner.

370. Erik til Amalie

Søndag [18/5/90]k1682
Min kæreste Amalie, jeg mærker, at det er meget nødvendigere, at Du skriver til mig, hvordan Du har det, end at jeg fortæller Dig om Sagerne her hjemme. Her er jo nemlig alt i Orden, men det er Dig, som jeg har sluppet i en ikke helt beroligende Tilstand. Hvordan gik det igår og har Du sovet i Nat? Jeg tænker bestandig på, om det nu også går Dig godt, om Du befinder Dig hyggelig der ude i Tårbæk. Jeg var oppe Kl 8 og var dum nok til at gå ind for at se, om der skulde være Brev fra Dig. Det var jo umuligt næsten.
Jeg har været hos Feilberg på Morgenstunden for at få min Nøgle og fortælle, at Du vel og godt var kommen afsted. Fru F. havde forresten set os bag på Sporvognen, da hun i en anden Sporvogn krydsede os ved Sølvtorvet. Så har jeg leveret Emilie en lille Træfning i Anledning af at Sovekamret ikke var gjort ordentlig rent igår, og fordi Maskinen ikke var pudset. Hun drog sig truende tilbage, og når Lejligheden kommer, får jeg nok mit.
Nu Kl 11 skal vi spise Frokost. Drengene var også tidlig på Benene og har begge været i Bad.
Fra Heiberg ligger her et lille Brevkort,k1683 hvor han melder sit og Frues Besøg Kl 3 og gør Undskyldning for Ikkebesvarelsen af mit Brev.
Naturligvis måtte jeg forlange Badekarret sat ind. Hansinek1684 gav meget pænt Besked om, hvad hun efter din Ordre havde sagt om Johannes Påklædning inde på Børnehjemmet.k1685
– Frokost Kl 11. Kl ½ 12 ringede det. Winkel Horn. Kom for at spørge til Dig. Havde hørt af Neergaard, at Du var syg. Han er gået nu Kl ¾1.
Kl 2 kom Heiberg og Frue på Visit, og et Kvarter efter fik jeg Småen i egen yndige Person i Armene. Hun havde været eksemplarisk i Nat, og efter Hansines Beretning så glad ved at være hos Frøken Petersen, at hun kun nødig lod sig sætte i Vognen for at følge med Hansine. Hos mig var hun storartet sød, hoppede og dansede og slog med Armene og var kort sagt bedårende. Heiberg og Frue blev i høj Grad indtaget af hende. Så bar jeg hende ned igen i Vognen. Hun véd nu, at på Trappen skal hun lægge Kinden indtil min og være ganske stille, mens jeg visker hende en Masse Ting i Øret, og vuggende bærer hende ned ad Trinene, og hun gør det, og jeg tænker på, at sådan skal jeg hver Dag bære hende ned og have min Fryd derved.
Så kørte Heibergs og jeg i den Vogn de havde holdende ud til Tuborg. Der drak vi Øl, og Fruen og jeg besteg Flasken.k1686 Derpå kørte vi til Tivoli. Spiste til Middag og havde det hyggelig, indtil Helge Rode og Esmann og Kæreste indtraf. Så foreslog jeg Fruen, som jeg i det hele gjorde så megen Stas af som mulig, at vi to skulde gå lidt rundt. Vi gjorde det, skød til Skive så på Arenateatrets Forestilling, kom tilbage, Fruen sulten, jeg nødt til at spørge, om hun vilde have hvadsomhelst – forlangte Hummer og Moselvin, det kostede mig over 5 Kroner, nej 6 med det, der tidligere var medgået. Esmann og Kæreste og Helge sad der fremdeles, så gik de to først, Helge blev, så sa jeg godnat, og nu har Du mig her. Kl er 12 ¼.
Jeg er vældig søvnig og har tænkt på Dig de hundrede Gange, mens jeg var med Heibergs. De har bedet mig hilse Dig ikke en men ti Gange, og vi var enige om, mens vi sad godt sammen, at her burde Du have været med, Du havde syntes om det. Fruen var virkelig sød. Hun er en ufordærvet Natur, synes det, uberørt af sin Triumf!k1687
Natten er aldeles dejlig! Ak havde Du været her og vi havde haft Penge til at tage Livet blot én Gang som Heibergs! Det havde været morsomt!
Din Erik

371. Erik til Amalie

Tirsdag [20/5/90]
Kæreste Amalie, Alt er i Orden her hjemme. Johanne har det udmærket, men med hendes Appetit er det stadig ikke videre bevendt. Hun er for Resten som Regel mere stille synes jeg – lige som Du – end i gamle Dage. Men det kan nu rigtignok komme af, at hun er søvnig, når jeg har med hende at gøre. Hun falder da også altid pyntelig i Søvn, når jeg har båret hende ned og stukket Flasken til hende – ja det vil altså sige, det gjorde hun igår og idag. Idag vågnede hun så for Resten igen, da Vognen blev sat ned på Gaden. Men lige fornøjet var hun, og lige venlig så hun på mig, mens jeg følgende hende ind til Børnehjemmet gik ved Vognens Side.
Du skal skrive, hvordan Du har det. Om Du denne Gang mister meget Blod, om Du har holdt Dig i Ro, om Du i det hele er fornuftig, om Du kan arbejde, om Du kan sove, om dine Omgivelser er lige tiltalende osv.
Hører Du!
Fra Kl 1 igår til ½ 9 Arbejde. Så i kgl Teater for at befæste forskellige Indtryk,k1688 lige hjem og lige i Seng. Oppe kl lidt før 8 Arbejde til ½ 3, før kom Småen ikke idag. Så ind til Byen med Artikel tilbage, Middag, en Lur.
Nu skal jeg gøre Regnskab pudre mig og gå i Selskab hos Lønborgs.k1689
Imorges har jeg på ny holdt Mønstring både med Emilie og Hansine. Men denne Gang tog jeg den næstbarskeste Mine på, jeg har i Behold min allerværste, lige over Emilie. Det hjalp. Der har været Fart i hende idag. Hansine er dum og uvidende som en Østers men uforbederlig skikkelig.
Hun vander Blomsterne, så Huset nærmest gør Indtryk af at have det fugtige Øklima. Der er Søer og Floder ved alle Vinduer.
Hun har bedet om Forlov til at gå hjem i Aften, hvilket jeg fandt umotiveret men naturligvis tillod.
Nu farvel min søde Ven
Skriv!
Din Erik

372. Amalie til Erik

Tirsdag aften kl. straks 11. [20/5/90]
Idag har jeg været forfærdelig flittig hele tiden. Da vi havde drukket te sad jeg lidt og snakked, gik så ind og gjennemlæste disse færdigskrevne sider.k1690 Estrid tar dem med til byen imorgen og stikker det i en postkasse.k1691 Bare det nu er godt nok. Jeg er meget bange og utryg. Det er kun skrevet 2 gange, hjemme med blyant og nu her. Men så har jeg rigtignok arbejdet en hel del med det, mens jeg skrev det om idag. Hvis Du synes fløtmandens skjældsord er for grovek1692 så stryg de to eller et af dem. Han siger naturligvis hvad der står og det som værre er, men gjør hvad Du synes alligevel.
Hvis det nu duer så send det afsted og sig der kommer mere imorgen og iovermorgen. Derfor må Du endelig læse det straks. Så var det nøglen. Det er altså en bukse og en særk Du skal ta i komodens midterste skuffe, og se efter om de er hele. Så kan Du jo beholde nøglen hjemme. Tag så også et rent underliv i den mahognichiffonierens øverste skuffe, ja ikke den allerøverste men den øverste af de 3 nederste. Se efter om der er knapper i det og om det er helt; hvis ikke så bed Hansine sy i. Du ved nok underliv, sånne som jeg bruger udenpå korsettet og under kjolen. Og så er det natlinnedet som Emilie skal skaffe. Lad mig få det i løbet af torsdagen.
Jeg længes rædsomt efter at høre om småen. Å som jeg længes efter at se hende også! Men jeg holde pinen ud. Bare jeg nu kunde, kunde, kunde k1693 bli færdig med denne umulige bog engang! Nu har jeg ikke hørt hvordan hun havde det hverken igår eller idag. Får jeg ikke brev imorgen må jeg rejse ind og se til hende. Du kan jo bare skrive to ord på et brevkort.
Mere begjærer jeg ikke.
Jeg har det forresten udmærket. Sover som en sten om natten fra ½ 11 til ½ 8 og arbejder godt om dagene. Men når jeg nu skal til med det som slet ikke er skrevet kladde til, så blir det værre. Uf, jeg gruer og længes efter det samtidig. Imorgentidlig kommer O.B.k1694 Det blir slangen i paradiset. Dere må endelig komme på søndag alle 3!
Godnat min elskede. Her kalder alle Dig for Erik, og jeg også Godnat Erik! Jeg længes efter Dig og elsker Dig.
Din Amalie.

373. Amalie til Erik

Onsdag aften. [21/5/90]
Her sender jeg Dig mit dagsarbejde. Jeg har slidt som en træl og er træt som en mak. Men det duer vist ikke. Tak for aviserne, som kom iaften. Jeg rev febrilsk omslaget af for at se om Du ikke skulde skrevet et ord indeni eller med blyant på avisen om manuskriptet Du fik kunde bruges. Men nej! Så er jeg bleven vis på at det ikke er godt og at Du kvier Dig for at sige det. Men det Du ikke. Det skal jo dog siges, såsom jeg selv og ingen anden får gjøre det om igjen. Med denne tyngsel på mig har jeg skrevet de sidste 6 sider. Nej, det går ikke med bare at skrive det 2 ganger. Først skulde det skrives to ganger, så ligge i en måned og så skrives andre to ganger. Dette Du får iaften er nu vist endnu værre. Jeg har trelt så på for at bli færdig, og så er jeg tom i hodet og har intet judgement.
Tak for Dit søde kjære brev imorges. Det var godt at få høre om Småen, men lidt kjedeligt at hun er så stille. Jeg sa det straks at der var kommet et andet, liksom lidt fortrykt præg på hende siden hun kom på Børnehjemmet. Hun har det nok godt, men de morer hende ikke. Det gjorde vi, ialtfald jeg. Aagud fader som jeg glær mig til at få hende tilbage! Bare de så ikke rent har knækket hende. Hvor trist at hun ikke spiser. Hvad skal vi dog gjøre med det. Mind frøkna om æg i melken. Så minsker hun vel fremdeles sit reglementerte kvart pund om ugen.
Jeg har det godt, men er nok lidt træt om dagene. Ikke rigtig kommen til kræfter synes jeg. Nu har jeg jo også havt mine ting og så arbejder jeg jo strengt. Jeg har ikke mistet meget blod, vistnok ganske passeligt denne gangen. Idag var jeg i Sjøen og havde godt af det. Ida Hansen går altid i sjøen mens hun har det, ikke første dagen netop, men ellers. Plum har sagt,k1695 det er en overtro at det skader.
O.B. var her til frokost i dag. Skikkelig. Men jeg likte mig bedre før jeg så ham. Alle er udmærket elskværdige, fru Ida sødere for hver dag som går.
Du hver dag la mig høre om småen.
Det var dog godt Du gav mig den kronen forleden. Dampsporvognen gik nemlig ikke til Klampenborg før ½ 12; så havde jeg næsten en halv time; den brugte jeg til at kjøbe store konvolutter, frimærker og dette skjofle brevpapir. Så drak jeg et glas melk og spiste en kage hos Marie Müller på broen og så var tiden gåt.
Imorgen sender jeg atter manuskript, hvis Du ikke kommer ud med det Du har fåt og viser mig hvad der skal gjøres ved det. Godnat min kjære, søde, egen Erik!
Din Amalie.
Husk jeg skylder en krone på Bernina!k1696

374. Erik til Amalie

Torsdag [22/5/90]
Først kære elskede Ven Tak for dit Brev! Det var jo beroligende i alle Måder. Så et Par Ord om Johanne. Jeg vejede hende igår, hun er krøben en lille Smule fremad i Vægt, langt fra nok. Frøken Petersen og jeg havde i den Anledning en længere Samtale, hvoraf det fremgår, at hun har gjort Forsøg med Tvebaksmad, men endnu med temmelig dårligt Resultat, Småen nægter ubetinget at spise af en Ske. Jeg selv gjorde også et Forsøg igår. Fordi Fæet Hansine havde givet dårlig Forklaring, troede jeg, at Småen ikke havde fået Flaske efter sin Formiddagssøvn og altså mulig kunde være vel stemt over for en opblødt Tvebak med dejlig Sukker på. Ja rode i Tallerkenen med begge Hænder var hende en stor Fryd, men spise –? På ingen Måde! Dog kunde jeg med Fingrene få hende til at tage lidt til sig. Skeen gjorde hende desperat. Hun havde imidlertid kort forud tømt en Flaske, så mit Forsøg var ikke afgørende. Frøken Petersen vil lære hende at spise. Hun stoler på Johannes gode Forstand og tror at kunne lede hende på Vej ved selv først og længe at føre Skeen med Maden til Munden umiddelbart for hendes Øjne. Johanne følger så opmærksomt Mundens Bevægelser, når man taler, at Spisebevægelserne vel også tilsidst må gå ind i hendes Hjærne som noget morsomt og efterlignelsesværdigt. I fornødent Fald skal hun have lidt fast Mad ned. Frøken P. sagde, at hun havde haft Held med lige så stædige Småfolk før.
Så dit Kapitel, der igår gik i Trykkeriet. Jeg synes, det er godt, men ikke så godt som de umiddelbart foregående, jeg lige havde læst Korrektur på. De er nu også ypperlige! Et Sted strøg jeg fire Linjer, som efter min Mening var unødige og en Smule tyngende, og et Par Steder har jeg forandret en Smule på Sætningsopbygningen, når en relativ Sætning gjorde Fortræd. Et Sted er jeg lidt bange for af Hensyn til det norske: der stod et «som» og Sætningen endte så med «i», jeg rettede det til «hvori». Det klinger bedre på dansk men muligvis går det ikke på norsk. Så stod der et Sted «bølgede» igennem hendes Sind eller hans Sind, jeg husker ikke hvilket. Jeg satte et andet Ord, fordi der ved Omtalen af Petrak1697 kort forinden havde stået, at en Bevægelse gik som en «Bølge» igennem hende. Nå, men Meningen med mine Rettelser er jo kun, at Du skal se dem i Korrekturen og opfatte dem som Forslag på Steder, hvor jeg tror, at en lille Forandring er nødvendig. Slutningen med Farmorenk1698 synes jeg var nok så rædselsindgydende. Mit hele Indtryk blev imidlertid hæmmet ved din utydelige Skrift, og jeg er noget spændt på at se det hele i Korrektur, jeg tror, at det da tager sig adskilligt bedre ud. Kan dit lille Afskum nu skrive lidt pænere, jeg må rette på Bogstaverne i hver anden Linje. Der er Ord, som jeg ikke har kunnet læse.
Jeg måtte skynde mig svært og står lidt usikker overfor det hele, fordi jeg ikke fik det læst i ét Træk, men måtte lade mig nøje med den ene asende Gennemlæsning.
Så var jeg igår Aftes i Kasino til «Mænd af Ære».k1699 Det var dumt og kedeligt, og nu vil Ulykken, at jeg skal forfølges af disse kedelige Piraterk1700 med den kedeligste måske af dem alle, Helge, der var min Sidemand. Jeg kørte hjem umiddelbart efter Forestillingen og traf i Sporvognen Fru Wulff der i en Fart fik sagt en Del Ondskabsfuldheder om sin Datter og Svigersøn.k1701 Nå morsom er hun nu alligevel.
Hjemme drak jeg et Glas Øl og spiste et Stykke Smørrebrød og satte mig til at skrive. Mens jeg skrev, blev jeg – der var vel gået en hel Time – opmærksom på, at der vistnok måtte være kommen en stor Hund ind i Stuen, den lå et Sted og sov, og trak Vejret dybt og sukkede, eller skulde det være et Menneske? Eller inde hos Borgen?k1702 Jeg kunde med Skyggerne fra den lille Lampe intet se fra min Stol. Så rejste jeg mig og fandt Jakob helt nede i Bunden af Sofaen bag Puderne i dybeste Søvn. Jeg vækkede ham ikke, skrev videre, og lod ham fremdeles sove, da jeg bragte Artiklen i Postkassen og forføjede mig i Seng.
Kun småt morsomt hos Lønborgs! Da jeg kom hjem sad Frøchenk1703 med Jakob i Spisestuen. Der havde åbenbart været literær Konference[.]
Din Erik
[Tilføyelse på første side]:
Jeg sender Pakken idag.

375. Erik til Amalie

Torsdag [22/5/90]
Min sødeste Pige Ligesom jeg havde sluttet mit Brev imorges til Dig, ringer det, og ind kommer en skrækkelig Nordmand: Vislie.k1704 Jeg brændte af Utålmodighed efter at komme til at gøre Pakken til Dig i Stand, men nej, Manden blev siddende, og jeg var nødt til at byde ham ind til Frokost. Under Frokosten kom dit Brev. Jeg brugte da dette store Brev til Påskud for at få ham afsted, sagde ligefrem, at nu havde jeg desværre ikke Tid, det var Manuskript som skulde besørges. Så gik det kedelige Bæst med den Trussel, at han kom snart igen! Så fik jeg altså læst dit Brev, og det gik som et gloende Sværd igennem mig, at jeg har ladet Dig vente på Brev. Men før igår Nat var det umuligt at skrive, og jeg lod være, fordi jeg vilde skrive nogenlunde udførligt, som jeg altså gjorde straks imorges. Atter ringede det, jeg fôr ud, og lod Hansine sige, at jeg havde travlt. Der blev meldt en Herre, som kun vilde tale et Øjeblik med mig. Hr Larsen fra Dagmarteatret.k1705 Også han gav sig Tid. Jeg måtte spørge, om der var noget positivt. Jo, en Anbefaling til privat Rejseunderunderstøttelse [sic]. Gav ham mit Løfte, fik ham så med Nød afsted. Pakken blev lavet. Måtte søge mellem adskillige Benklæder, som alle var itu, det bedste Par kom afsted. Pakken besørget. Nu er jeg her og skal begynde på dit Manuskript. Kl er ½ 2.
Klokken er lidt over 3. Jeg har læst dit Manuskript. Stort, udmærket! En Linje her, et Ord hist har jeg tilladt mig at stryge, fordi Virkningen da efter min Mening samledes endnu bedre.
Min elskede Ven, vær tapper endnu nogle Dage og Du får tilendebragt en ganske fortrinlig Bog[.]
I Aften skal jeg i kgl Teater til Fru Heibergs Optræden i Ny System[.]k1706
Nu afsted med dit Manuskript og dette Brev
Din Erik
Idag har jeg ikke ladet Småen hente. Hun tager mig en Time og mere og det havde jeg ikke Tid til[.]

376. Amalie til Erik

Torsdag aften. [22/5/90]
Ihele dag har jeg ventet på brev fra Dig og intet fåt før nu kl. over 8 da der kom to. Da stod jeg og havde lavet en pakke smudsigt tøj istand for at ta til byen. Jeg var nemlig vis på, der måtte være galt påfærde siden Du ikke skrev trods min utrykkelige, gjentagne bøn om at få høre om Småen hver dag. Og nu havde Du ikke set hende idag engang! Hold ud endnu nogle dage siger Du. Nogle dage! Nej gud hjælpe mig såvist. Det blir nok ikke gjort på nogle dage. Mindst 4 kapitler har jeg tilbage og af dem har jeg ikke skrevet et eneste ords kladde. Jeg ved slet ikke om jeg kan engang. Å, jeg er frygtelig mismodig. Tænk for en anspændelse der skal til for at skrive om disse menneskers indre og ydre liv og tilskikkelser. Iaften er jeg så træt så træt. Først imorgen tar jeg fat på det nye. Gud hjælpe mig for hvordan det skal gå.
Her er ingen pakke kommen, men så har jeg den vel imorgen tidlig og det blir vel, for det er modbydeligt at gå i dette tøj.
Imorgen Du se Johanne så får jeg brev lørdag morgen om det. Idetheletat Du lægge dit brev i kassen om aftenen, ellers går hele dagen inden jeg får det. Jeg skal være nøjd med et brevkort, bare jeg får høre om Småen. Jeg er ganske alene hjemme. De er allesammen ude og søger efter en ny ko som kom bort igår og som ikke har vært mælket siden kl.12 igår. Det er græsseligt, men den kan ikke være kommen udenfor Dyrehaven så jeg håber de finder den.
Fremdeles fred med O.B.
Estrid tar dine breve ind med sig om morgenen og poster dem i byen. De går både snarere og sikrere på den vis.
Gjem «Kjøbenhavn».k1707
Så kommer Dere på søndag vel, helst til frokost. Du ialtfald må være sikker!
Hils gutterne.
Din Amalie
Hold endelig Hansine til at sy og stoppe! Gjør Du det ikke, er der intet bestilt til jeg kommer.
D.S.
Vær så snil at sende det sidste nummer af Kvinden og Samfundet.k1708
Sig til Jakob at han sikkert vil hygge sig her på søndag. De er alle så glade i ham må Du vide. O.B. sa iaften at han syntes sjældent godt om Jakob. Det glæded mig, for jeg havde nemlig ikke troet det.
D.S.
Nu er pakken kommen.
Kl. ½ 11.

377. Erik til Amalie

Fredag [23/5/90]
Dit Brev idag åbnede jeg med glad Spænding. Alle mine Tanker, så godt som, havde nu i et Par Dage kun haft med Dig at gøre. Dagen igår havde fra Morgenen tidlig til Kl 4 udelukkende været viet Dig. Det var med Nydelse jeg løb igår med mit sidste Brev til Jernbanestationen, fordi Posthusets Besørgelse mulig vilde blive for sen. Jeg havde været på Benene idag fra Kl ½ 8 og fra Minut til Minut glædet mig til Postbudets Ringning lige efter min Frokost med dets bekendte store blå Konvolut –
Å jo
Desværre – jeg véd, det er dumt af mig – min Dag har været ødelagt, og jeg kan intet gøre, heller ikke skrive til Dig
Du mener jo ikke din Uelskværdighed, men den er der – jeg er som lam.
Johanne har jeg danset med og snakket med, og hun har været sødere end nogensinde. Jeg synes for Resten, at hun har tabt noget af sin Klarhed i Huden.
Fru Heiberg var dygtig som Karen i Det Ny System men Rollen klædte hende ikke
I Teatret traf jeg Wiingaard fra Bergen og Pachtk1709 og drak et Glas Øl med dem efter Teatret. De var meget kedelige. W. rejser idag.
Jeg synes dit Kapitel er meget godt, men foreslår Dig at lade på medfølgende Side alt gå ud imellem de to Kryds, så at kun de tre øverste og den nederste Linje bevares. Det har ikke synderlig Interesse og på det Sted må Du netop vogte Dig for at blive langtrukken. De overstregede Ord mener jeg nødvendig må gå ud, da de dels ikke, synes jeg, passer i Stemningen, dels giver den samme Tankegang, som er udviklet i Gerners Skikkelse.k1710 En Gentagelse af den er farlig her, hvor man uvilkårlig får Tankerne ledet hen i Retning af Gerner.
Det indlagte Brev kom forleden ved et Bud. Jeg har glemt det hidtil
Tro ikke, at jeg et eneste Øjeblik glemmer, hvad der hviler på Dig. Min Glæde og Stolthed på dine Vegne, når det lykkes, synes mig ikke netop krænkende for Dig, og det mener Du naturligvis heller ikke. Dit øjeblikkelige Mismod går blot sine underlige Veje.
På Søndag ses vi, jeg tænker, at også Drengene følger med, og så har jeg glemt den Lammelse som idag er over mig
Din Erik
Jeg kommer næppe til Frokost – men måske!

378. Amalie til Erik

Lørdag morgen. [24/5/90]
Min kjære elskede! Jeg aner ikke hvad det er Du bebrejder mig. Hvad i guds navn er det jeg har skrevet? Eller er det noget andet Du mener? Jeg husker aldeles ikke hvad der stod i det sidste brev, jeg ved bare at jeg var frygtelig træt og frygtelig mismodig og bange for mit arbejde og frygtelig lej og slap efter den hele lange dags forgjæves venten på brev fra Dig. Nu forlanger jeg at Du skal ta det brev med Dig på søndag, for jeg vil se hvad der står.k1711 Gjør Du det ikke, blir jeg i slet humør og dagen spildt. Nu ved Du det.
«Min glæde og stolthed på dine vegne når det lykkes, synes mig ikke netop krænkende for Dig» – Jeg vil la mig slå for panden med en økse om jeg fatter hvad Du sigter til.
Men skidt for det! Det er en misforståelse, Du søde, dejlige menneske som er så glad i mig at Du kan misforstå således.
Hovedsagen er at Du kommer her imorgen helst til frokost, men da må Du rigtignok være her til kl. 11 – ½ 12 senest (gutterne også gjerne). Det går ikke an at gutterne ikke kommer denne gang, for jeg har fåt ordre til at be dem først i ugen, så siger de nu nej, forstår de at de ikke vil, og det er kjedeligt nu de er så overhændig snille her.
Tænk Dig jeg har ikke havt en eneste loppe siden jeg kom hid.
Den siden Du sender mig kan jo være til imorgen; så kan vi tale om den.
Du må endelig ha set Johanne når Du kommer. Rejser Du til frokost kan Du gå indom der.
Poulsen bôr her og maler Gerda.k1712
Jeg glær mig til at kysse Dig imorgen.
Din Amalie

379. Erik til Amalie

Lørdag [24/5/90]
Tak min søde kæreste Amalie for dit lille Brev idag. Jeg vil ikke sige, det kom som Balsam, for mit Indtryk fra igår var forsvundet, og jeg havde sendt Dig et Par Ord i Aften, hvad enten Du havde skrevet eller ikke, for at sige Dig, at jeg ikke havde nogen anden Forestilling Dig angående end min Længsel efter at se Dig og sige Dig, at Du er min Skat på Jorden.
Dit Brev sender jeg Dig hermed. Når det skal bruges som Anklagedokument må Du huske hvad det var jeg ventede af det, og hvad der ikke står et Ord om, at Du synes jeg har været snild og flink og opfyldt af Dig, og at Du var glad over, hvad jeg skrev, og at det var en lille Begivenhed at få to Breve osv. hvad nu sådan en kærlig Ægtemage kan finde på at sige til sin Mand, som har sprunget og anstrængt sig i hendes Tjeneste og været glad og lykkelig derved. At Du havde været mismodig, men at mine Breve havde været en Trøst for Dig osv. Ikke et venligt Ord til Svar, ikke en Streg, der røber, at min Vidtløftighed og Omhu for at fortælle Rub og Stub har gjort det mindste Indtryk på Dig, eller at min Glæde over det, Du har skrevet er sådan noget som en sød Duft i din Næse og Opmuntring i dit hårde Arbejde. Kun Klage og Anklage!
Nå men det tænker jeg nu ikke mere på. Kun er det vist, at først igår Aftes kunde jeg ryste denne afskylige Følelse af mig, at der var noget, som hindrede mig i alt, hvad jeg kunde finde på at foretage mig.
Imorges var jeg på Udstillingen og på de kasseredes Udstillingk1713 og traf på Vejen Gunnar Heiberg, der spenderede Frokost på mig og takkede mig varmt for den Artikel i Ill. Tid,k1714 jeg sender Dig. På Hjemvejen hilste jeg et Øjeblik på Fruen som forærede mig en Rose.
Småen var fin og glad og lidt stille idag, af Hansine kan jeg ikke få ordentlig Besked, om hun har begyndt at spise, men imorgen taler jeg selv med Frk Petersen og kan så fortælle nøjagtig om hende.
Jeg kommer ikke til Frokost. Så tidlig kan jeg nemlig ikke hjemsøge Børnehjemmet. Gutterne kommer Kl 5, men jeg tænker at jeg tager tidligere fra Byen.
Altså imorgen min egen kære Ven
Din Erik

380. Erik til Amalie

27/5 [1890]
Min sødeste Amalie jeg har hemmelig i Grunden gået og ventet på nu i Aften at få et Par Ord fra Dig. Jeg mærker det bedst på, at jeg nu føler det som en Skuffelse, da Postbuddet ikke er kommet. Jeg længes efter at høre, om Dagen igår er bekommet Dig godt, den Svimmelhed igår Morges synes jeg slet ikke om. Du må endelig regelmæssig tage af Pillerne, som jeg har sendt Dig. Jeg selv har været meget utilpas idag, været fem seks Gange på Do åbenbart af Forkølelse på Dampsporvognen igår Aftes. Nu synes jeg dog at Tingene er ved at komme i Orden igen. Men hvor har jeg også frosset! Kl 3 krøb jeg i Seng af Kulden og med to Afbrydelser blev jeg der til Kl 5. Det har nu for Resten vist hjulpet.
Fra Småen har jeg de bedste Hilsener på anden Hånd. Det øsregnede Kl 2, så jeg sendte blot Hansine hen for at spørge. Og hun kom tilbage med lutter gode Efterretninger. Kulden synes ikke at have haft nogen skadelig Indflydelse på hendes Befindende.
Der er ikke kommet Korrektur idag og der vil næppe nu kunne komme noget, Kl er over 8. Skulde der alligevel komme sender jeg det.
Det var dejligt min Ven at være hos Dig der ude, men bedre vil det dog blive i Hornbæk.k1715 Trods den forbandede Kulde tænker jeg med virkelig Længsel på at komme afsted og i Ro der.
Drengene var i Seng da jeg kom hjem igår, og idag har jeg ikke set noget til dem. Ludvig er ikke kommen endnu, og Jakob har ikke vist sig efter Bordet. Jeg har på Følelsen at han bardus har gået og lagt sig og vil derfor ikke forstyrre ham. Jeg lader Hansine gå med dette Brev tidligere end det behøves, men hun skal tillige besørge et til Geijerstamk1716 der stadig er en ligefrem Straf for mig med al den Ulejlighed han vedbliver at volde mig, og så tror jeg sandt for Herren, at jeg kryber i Seng igen, for Kulden er begyndt på ny at tage fat i mig så jeg ryster.
Nu må Du naturligvis hilse! Octavius er Basen.k1717
De 2 Kroner lagde jeg på mit Bord ved Sengen. Så Du dem ikke, er de vel kommet til sin Adresse.
Nu farvel min kæreste Ven jeg længes meget efter dit Brev, som jeg får imorgen Kl ½ 12[.]
Din Erik
Det endte særdeles muntert som det var begyndt igår, men Alfred havde nær taget Livet af Rovsing – ja det var jo før I tog afsted[.]k1718

381. Amalie til Erik

Onsdag aften kl. ½ 8. [28/5/90]
Tak min egen kjæreste ven for brevet idag. Jeg blev så glad for det. Bare Du nu også skriver iaften så jeg får vide om småen. Du må tilgi mig at Du ikke fik brev idag. Jeg var så flittig ihele går og så havde jeg lidt mavepine så fru Ida gav mig 10 opiumsdråber hvad der gjorde mig så døsig ud på aftenen at jeg slet ikke tænkte på at skrive. Nu, da jeg så Du så sikkert havde ventet brev, blev jeg svært lej for det.
Og tak for pakken igår. Du er mageløs at Du husker det og det straks Du kom hjem. Piller havde jeg fåt, hos O.B. Emma havde dem med i en liden glaskrukke da hun kom fra byen igår. Men det skader jo ikke at jeg har to portioner. Jeg har vært lidt bedre for svimmelheden men ikke ganske. Jeg havde det bare godt efter selskabet hos Alfreds,k1719 men Emma var svært ubehagelig og sa vi alle havde vært fulde. Jeg kunde ikke la være at sige hende min mening og det tog hun ikke nådigt op. Næste morgen vilde hun knapt hilse på mig, men kom dog med piller og med «Kjøbenhavn» til mig fra byen. Rigtig blid er hun forresten endnu ikke på mig, men det bryr jeg mig ikke om. O.B. derimod er elskværdigheden selv og alle de andre ligervis. Ja, Octavianus er basen af hele kodillen;k1720 han er nemlig den godeste af dem alle.
Idag har jeg havt voldsom anfægtelse for mit arbejde igjen. Jeg kunde ikke komme af flækken i formiddag og var så fortvilet at jeg [sad] og græd med ansigtet på bordet. Så tog jeg mig til at renskrive, men det er heller ikke godt. Jeg er aldeles nedtrykt til døden. Resten får jeg ikke til.
Hvis nu dette er så slet at det ikke kan gå i trykkeriet – ja, for jeg ved hverken ud eller ind mere – så må Du komme ud med det til mig imorgen og snakke med mig om hvorfor det er slet og hvordan det skal gjøres o.s. v. Du , mit sødeste snilleste elskede menneske! Jeg blir for elendig hvis Du bare skriver om det. Kan det derimod gå, hvad jeg ikke tror, så gir jeg Dig ret til at stryge hvis det ikke overgår hvad Du har strøget i det forrige manuskript, Du har modtat. Imorgen sender jeg en portion til hvis Du ikke kommer herud med dette.
Jeg længes efter småen så jeg ofte er syg. Og jeg længes efter Dig og efter at være hjemme igjen. Jeg kommer på søndag sikkert! Længer kan jeg ikke holde ud, og jeg også være hjemme til Emilie skal gå og Anna flytte ind.k1721 Der blir så meget at gjøre og ordne. Gutternes værelse skal jo være tømt blandt andet.
Men færdig til søndag blir jeg ikke. Det ser jeg er umuligt. For nu er det stoppet op for mig, som sagt.
Det er Ludvigs fine nye lomme tørklæder Du har sendt mig. Stakkeren, jeg skulde gjemme dem i mit skrin for at ikke Jakob skulde bruge dem og ødelægge dem med snuset sit. Og så er de kommen til Taarbæk. Men jeg skal nok passe på dem for ham, sig. Skriv et par ord straks Du har læst manuskriptet, hvis Du ikke kommer. Der er jo så en mulighed for at jeg får det imorgenaften. Farvel min elskede!
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Jeg fryser helsen af mig!

382. Erik til Amalie

28/5 90 Kl ½ 8 Aften
Nej min søde Pige idag har Du for Alvor narret mig. Igår var mit Håb om Brev kun halvt, idag stolede jeg uden et Minuts Vaklen på at få, om ikke den store Konvolut, så i alt Fald en lille firkantet en. Jeg havde spist Frokost i god Tid, fordi jeg måtte til Dagmarteatret i Geijerstams Interesser,k1722 men jeg blev gående med Hat og Frakke og jeg tror Paraply med frem og tilbage, indtil jeg kunde regne ud, at nu kom der intet Brev. Men på Vejen ned mod Østerbro spejdede jeg dog efter Postbuddet. Jeg gik den Vej, for da Klokken blev så mange, havde jeg tænkt mig, at jeg mulig nu kunde træffe Kassereren i Rigsdagen, og det vilde for mange Årsagers Skyld have været mig et kært Møde. Jeg traf ikke Kasseren og fik intet Brev og har heller ikke fået et nu. Underlig nok ventede jeg det heller ikke nu, det tror jeg kommer af, at jeg før Bordet blev ligefrem raffineret bedraget m.H.t. Brev. Jeg var gået ud i Gangen for at tage en Cigar i min Frakkelomme, og mens jeg står der, kommer Postbuddet og stikker en stor blå Konvolut ind gennem Sprækken. Aha! Jeg griber med Iver det store Brev, inden det er glidt ned, forundrer mig over, at Bogstaverne ser så små ud i Udskriften, kommer ind i Spisestuen og læser: Hr Ludvig Müller osv. Det var rent tilfældigt at jeg overhovedet så på Udskriften. Nå, men jeg vil nu anvende den gamle Regel jeg har præket for Dig: intet Brev, intet i Vejen! Kun er der jo rigtignok det i Vejen, at jeg vilde så overordentlig gerne vide af hvad Art dette «intet i Vejen» er. For Resten min egen yndige og dejligste Ven, har Du siddet i Travlhed og ikke kunnet finde Tid til at skrive og ikke netop tænkt Dig, at jeg gik og troede på Brev så – nå så, ja vel så er det jo ikke så morsomt for mig men jeg får jo finde mig i det og være skikkelig endda. Det store Brev til Ludvig er sikkert hans Fortælling tilbagesendt fra Peter Nansenk1723 – stakkels Fyr. Han har på egen Hånd vel efter Jakobs Råd (imod min Tvivl eller rettere Vished om, at P.N. ikke tog Fortællingen) sendt den og skal nu lide Skuffelsen Nr 1. –
Lidt før 2 var jeg hjemme og sendte Hansine efter Småen. Det er «smukt» koldt Vejr idag. Lige som hun var gået, kom Anna med sin prægtige lille Pige. Hun er betykkelig [sic] tykkere end Johanne og ligner hende af Væsen. Hun vilde naturligvis have talt med Dig og synes i Almindelighed at gå ud fra, at det kun forholder sig tvivlsomt rigtigt hvad jeg siger. Det heldige fik jeg dog ud af Samtalen, at de har betalt Leje, hvor de nu bor, til den 15 Juni, så at det ikke volder dem Fortræd ikke at komme den 1ste. Det er jo overordentlig bekvemt for os. Så venter de med at flytte ind, til vi er ude af Huset.k1724 For Resten kan Du jo få hende i Tale når Du kommer til Byen.
Så kom Småen og aldrig synes jeg hun har været så sød og frisk som idag. Hun snakkede «da da bli blu» og var kun et Øjeblik krænket, da hun skulde have Kåben på igen. Hun er taget til 1/5 Pund, hvilket nu er det normale for denne Uge. ¼ før det halve År er omme 1/5 efter den Tid. Men hun har jo en Del at indhente, hvis hun skal blive stor og fed. Det er jo for Resten kun et tvivlsomt Gode. Når hun har det godt som hun har det, og er så prægtig, gør det åbenbart intet, at hun vokser langsomt.
Jeg talte med Græbe idag, og han lovede at gøre sit bedste for at sætte hurtig.k1725 Jeg har ikke fået Korrektur fra ham idag og bebrejdede ham det. Han tillod sig for øvrigt at bemærke, at han syntes din Bog var meget norsk, hvortil jeg tillod mig at bemærke, at det forstod han sig ikke på. Fra Herman Bang har Du fået hans sidste Bog.k1726 Jeg beholder den for jeg skal bruge den til min Artikel. Var den ikke bleven sendt Dig, måtte jeg have forlangt den.
Drengene havde tilbragt 2de Pintsedag i Ro. Jakob havde lagt sig Kl 6. Igår sov han ligeledes uafbrudt fra Middag. Frøchen havde været der om Aftenen. De havde haft det godt hos Hansens. Jeg har læst det meste af La bëte humainek1727 og bliver færdig i Aften. Jeg beundrer og jeg beundrer ikke denne Bog. Den er så forbandet «lavet».
Imorgen får jeg Brev
Din Erik

383. Amalie til Erik

Torsdag eftermiddag [29/5/90]
Jeg skriver disse linjer i håb om at de kan nå Dig i aften, men sikkert er det jo ikke. Du må komme og hente mig hjem imorgen. Jeg kan ikke være her længere. Idag har abekatten skræmt mig så at jeg trode jeg skulde få slagtilfælde. Endnu banker hjærtet så jeg knapt kan holde pennen; det er nu over en time siden; mit arbejde kan jeg ikke røre ved – jeg er syg og mat af det. Og imorges lå der en vældig mus udenfor min dør. De havde lagt den der med vilje for de ved jeg er bange og vil hærde mig. Den var bleven fanget i spisestuen i en fælde, og jeg ved nu at her er mus allevegne. Jeg har ingen fred eller ro mere. Derfor jeg hjem, hvis jeg ikke skal bli rent syg!
Når jeg ber Dig komme er det fordi jeg frygter at et pengebrev ikke når mig tidsnok. Har Du ikke penger blir det rædsomt. Så rejser jeg uden at gi drikkepenge. Til rejsen har jeg nemlig mere end nok. Jeg siger så til Anna at jeg sender hende penger bagefter.
Altså venter jeg Dig imorgen til middag, eller hvis Du ikke vil det så kl. 6 eller 7. Vi spiser 5 nu siden Octavius er bortrejst.
Her siger jeg at det er fordi jeg så alligevel ikke blir færdig med bogen til den første, for de må ikke vide at det er for abekattens skyld; da vil de hade og foragte mig for resten af mit liv.
Jeg mangler to kapitler; kanske kan jeg skrive dem hjemme så de blir færdig først i næste uge. Trykkeriet har jo nu nok at gjøre, om ikke resten kommer før. Iaften sender jeg manuskript, hvis jeg får kræfter til at gjøre det færdigt.
Din Amalie

384. Erik til Amalie

29/5 90
Min sødeste dejligste Ven dit sidste Kapitel er simpelthen
udmærket
Det går straks til Græbe, og af Pilfingeri har jeg omtrent kun tilladt mig at tage det halve af Bønnen ud. Den var for lang og for plagende. Af det halve får vi jo et fuldstændig klart Indtryk af, hvad det er hun læser. Det er så blot nødvendigt at sætte et Par Ord ind om, at Madam Lind «læste Resten af Bønnen i en bestandig mere og mere syngende tone,»k1728 og alt er i Orden.
Du ikke tabe Modet. Du har aldrig været dygtigere end netop nu
Din Bogs Slutning er ubetinget betydeligere end Begyndelsen
Det er et Maleri indad og udad som er bedre end hvad der i lange Tider har set Lyset i Norden.
Stopper Du op, så hvil Dig!
En Dag, en halv Dag, nogle Timer, og Du kommer det Skridt videre, der er nødvendigt
Men frem for alt: bliv ikke fortvivlet
Den store Vanskelighed at slutte løser Du også, giv Dig blot selv Ro.
Tak min elskede for dit Brev!
Alt er godt og vel her!
Ludvig sagde intet igår om at han havde haft sin Fortælling hos P.N. men kom, som om intet var hændt, og bad mig sende den til Galschiøt, hvilket jeg gjorde.k1729 Jeg er dog langt fra sikker på, at G. tager den. Naturligvis lod jeg som om jeg intet havde formodet eller set.
Jeg holder for, at er Du ikke færdig på Søndag, hvad vel vilde være næsten overmenneskeligt, skal Du blive. Du vil af mit Brev idag se, at din Nærværelse ikke er nødvendig den Dag. Du kunde jo for Resten komme ind og tage ud igen
Se mig til den lille Satan Emma – jo jeg mærkede det nok
Sker der ikke noget mærkeligt, skriver jeg ikke i Aften, så at Du altså ikke må vente Brev imorgen.
Det er sandt, Du skal bruge Feilbergs Piller først! De er sammensat på en særlig for Dig beregnet Måde. De andre er de almindelige Jernpiller som Du bag efter kan bruge.
Der var ikke andre Lommetørklæder i dit Skrin end dem, jeg tog
Farvel min søde kære Pige, som jeg er stolt af Dig
Din Erik

385. Amalie til Erik

[29/5/90]
Min elskede! Tak for dit dejlige, trøstende brev! Du kan tro jeg blev glad. Å Du søde snilleste af alle. Her sender jeg Dig mit arbejde. Jeg har skrevet som en gal siden jeg forvandt det med abekatten. Nu skal jeg ud og i postkassen med det. Kl. er 12 og alle sover. Jeg er træt! Bare det nu duer. Men Du må ikke tro at din velsignede ros har gjort mig så dum at jeg er tryg. Langtifra jeg er tværtom ligeså bange som før og tigger Dig om at ha læst det til Du kommer og henter mig. Ja for Du løse mig ud. Jeg kan ikke være her længer. Inat får jeg ikke sove af uro og ildebefindende. Jeg liker mig heller ikke mere. Har Du fåt mit brev fra i eftermiddag?
Din Amalie

386. Erik til Amalie

Torsdag Aften [?29/5/90]k1730
Kære Amalie fra Mollerups er der Indbydelse til på Søndag Kl 5.
Hvis Du vil tage ind den Dag, kunde vi jo spise der, og Du alligevel være i Tårbæk om Aftenen eller for Resten jo også være Natten over hos mig.
Hvis Du ikke vil, men foretrækker at blive i Tårbæk, så er det også godt. Så kommer jeg til Dig.
Du må svare straks, så at jeg har dit Svar endnu imorgen (Fredag).
I Aften og igår har Jakob ikke sovet men mødt pænt til Te[.]
God Nat
Din Erik

387. Amalie til Erik

Onsdag 11te juni 90
Du havde vel ventet et par ord fra mig som imorgesk1731 min egen kjære mand, men er Du bleven skuffet så trøst Dig med at jeg også blev det ved idag at åbne dine sendinger og ingenting finde fra Dig indeni. Men jeg forstår så godt at Du ikke har havt tid.
Jeg for min del er også i høj grad undskyldt for ikke at ha skrevet, hvad Du nok vil indrømme når Du hører.
Rejsen gik altså godt. Johanne tømte straks en flaske og faldt i søvn så pent liggende på sædet. Ved det éneste stoppested midtvejs omtrent vågned hun ved den uventede stansning. Jeg bytted på hende, så at hun havde gjort på sig, styg, fæl tynd afføring og var naturligvis lej over ikke at kunne vaske hende. Så var hun aldeles bedårende sød og livlig, hele vejen. Da vi steg ud af jernbanen ligeledes. Men på den åbne vognen likte hun sig ikke i blæsten. Jeg havde jo glemt det grønne teppet, men den velsignede fru Achen som tænker på alt havde sendt en masse varmt, blødt rejsetøj. Jeg pakked hende udmærket ind med ryggen mod vinden som ikke var så fælt stærk endda, men hun knurred og småskreg og vilde ha armene løs indtil hun kort efter faldt i søvn og sov i et kjør. Achen løfted hende ud og bar hende ind på sin seng, men der vågned hun og var meget fortvilet over de fremmede ansigter. Jeg havde indtryk af at alt dette meget hun havde oplevet idag ikke havde gjort hende rigtig godt. Straks fik jeg vaskervand og vasked og bytted igjen. Enden var nok lidt rød, men hun skreg ikke. Hun blev lagt i vognen fik flaske som hun tømte og blev stående ude i solskinnet på gårdspladsen hvor der var lunt og stille mens vi spiste middag. Så skulde jeg forsøge at få mig blund; jeg hang omtrent ikke sammen, men straks jeg havde lagt mig hørte jeg hende græde så sårt og ondt, og da jeg så fik fat på hende, var hun ikke til at styre for gråd og jammer. Jeg tog af hende bytted igjen og så at hun havde fåt diarhé, da jeg havde vasket hende var hele enden aldeles hudløs. Deraf hendes jamrende gråd. Så holdt jeg på i ét kjør med hende til kl. ½ 9, da hun endelig sovned; vi spiste middag kl. 2. Det var forfærdelig; 4 ganger til havde hun diarhé og næsten et slags krampe hvergang hun skulde til det. Og når jeg så skulde vaske hende og skifte, hvad jeg gjorde begge dele hvert 5te minut omtrent så snart hun havde vædt sig aldrig så lidt, var der en jammer så stor, så stor. Jeg græd selv hele tiden med. Hun satte neglene i min hånd med hjærteskjærende skrig og presset knæene sammen for at jeg ikke skulde få røre hende. Og så indimellem når hun var tør og smurt før hun så atter væded sig, var hun overjordisk dejlig. Kun måtte jeg ikke vige fra hende. Hun tålte ikke synet af nogen anden. Jeg bar hende og byssed hende og lå hende på min seng og gav hende 2 gange af den mikstur Fejlberg havde skrevet op. Og midt i alt rodet, mens fru Achen og hendes pige og karlen i huset bar ind tøjet og pakked ud og spurgte mig i ét væk om alt muligt. Fru Achen er storartet! Achen også, men hun gjør alt og tænker på alt! Så sov hun fast og godt til kl. ½ 1. Jeg kjendte flere ganger efter mens hun sov, men hun var ikke våd. Jeg la mig et kvart før 10 og tænkte at sove lidt men straks hørte jeg der var mus i stuen og fik slig hjærtebanken at hele mit legeme rysted af det. Og trods rædslen for musene gik jeg hvert kvarter ind til Småen for at kjende om hun havde vædet sig. Kl. ½ 1 tog hende op og skiftet og vasket. Samme jammer; enden aldeles uden hud, men diareen var vække og det var jeg frydefuld over, for så vidste jeg det kun gjaldt at holde ud. Og det gjorde jeg hele natten gik fra og til og bytted og vasked. Imorges kl. ½ 6 kunde jeg se bedring og kl. 10 var der kommet en tynd ny lyserød hud. Så var al smerte forbi. Hun blev badet idag og har siden havt det storartet, skriger ikke mere når hun blir vasket hvad vi gjør uafladelig fremdeles. Vi har brugt alle bleerne, men jeg fik en masse udskyllet igåraftes som var tør imorges. Diareen er og blir borte. Jeg kan ikke skrive mere, for jeg er elendig! Men glad. Nu sover hun, har vært i luften meget drukket meget og er ubegribelig dejlig. Jeg har havt 3 anfald af svimmelhed men nu får jeg sove inat og så er det over. Da jeg anser det for sikkert at Du ikke kommer afsted før på lørdag venter jeg med at gi Dig besked til imorgen. Der er mange småting Du skal [ha?] med.k1732 Blandt andet vassilin til småen. Men jeg kan ikke mere idag.
Din Amalie
Efterskrift. Jeg tør ikke for Achens andet end fortælle Dig at det med musen viste sig at være indbildning. Jeg vilde også fortalt Dig det når tiden kom i brevet, men så glemte jeg det. Send endelig Kjøbenhavn og giv besked på ekspeditionen om at sende den til Hornbæk. Glem ikke at gi blomsterne vand.
D.S.
Achens hilser 1000 ganger og glær sig meget til Du kommer.
[Tilføyelse på første side]:
Hansine burde føres udenfor byen og skydes ned! Hun er idiot.

388. Amalie til Erik

Torsdag fmdg. [12/6/90]
Inat har jeg sovet udmærket, og har det som følge deraf ganske anderledes end igår. Men træt og søvnig er jeg i allerhøjeste grad og ser ud som et vrag. Ja, kjære søde vennen min, med min vakkerhed er det forbi: Nu vel for bestandig. Der har før vært tider hvor jeg på grund af sorg og kvaler er faldet svært af men altid har jeg dog tat mig op igjen. Nu er jeg for gammel til det. Det er lidt vemodig at tænke på, især fordi det betyr at med ungdom har og får jeg intet mere at skaffe her i verden. Jeg er formelig styg fordi «my face is so worn». Men Du må være glad i mig alligevel og ikke se det altfor meget.
Småen er dejlig og sød over al menneskeforstand, men hendes mave er ikke rigtig god. Idag har hun havt afføring 3 ganger alt (kl. er knapt 12) og den er tynd og styg. Det er vel forandringen af luft og melk tænker jeg. Hun har fåt en teske af miksturen igjen så jeg håber det grejer sig. Enden er hel og god, men hun blir også passet kan Du tro.
Inat har Småen og Hansine ligget i et fjernere værelse og derfor fik jeg ro. Jeg sa igårmorges til fru Achen at jeg aldrig vilde få sove hvis jeg havde hende så tæt ved og så blev det straks bytted om. Det var forresten min egen skyld at jeg havde fåt hende der, men derom mundtlig. Det var min agt igåraftes da jeg la mig før 10 at se ind til småen om natten naturligvis, men jeg sov i ét kjør til kl. 5 og da vilde jeg ikke gå ind da jeg vidste at småen så vel sov. Kl. 7 stod jeg op. Småen sov så sødt og pent til ½ 8, og var da bedårende. Hun havde vært rolig sa Hansine, og var bleven passet godt kunde jeg se. Den badebalje jeg har er forfærdelig ond; rund, for liden og for høj. Hun skriger i den fordi hun sidder ondt. Kunde Du bringe med vor egen, vilde det være godt. Tænk hvor længe vi skal være her,k1733 og lidt vokser hun da vel.
Så var det hvad Du skal bringe med. Først og fremst gryn til småen (2 pund); 4 flasker (hele) og nogle tvebakker. Du kan pakke alt det i den blik boksen som står på gulvet i spisestuen. Anna kan så finde en anden til gutternes brød på pulterkammeret. Der kommer nok en liden pakke fra Børnehjemmet som Du må ta med. Badebaljen er udmærket til at pakke i. Du kan lægge den kjokfuld af bøger eller tøj og surre sækkelærred udenom. Glem ikke brevpapir, blæk, blækhuser, ringene, det efterlagte grønne teppe, La bëte humaine, Sult, fru Edgrens og alle de mange nye bøger jeg ikke har fåt læst:k1734 Herman Bangs blandt andre. Inde i det lille sengebord som jeg stilled op i spisestuen nærmest blomsterbordet står en aflang glasskål, med noget ruskeri i, bl. andet en knap til min uldne morgenkjole. Tag den glasskål med indhold med og de to runde tandpulverskåle og et par tomme sæbeæsker. Jeg savner så noget sligt at lægge fra mig i. Så er det det vasketøj Anna bringer, som absolut må med. Og det er sandt, gjem min brune parasol som står i entréen ikke i skabet dit, for der er møl, men læg den ind i din stue etsteds med papir om. Tag endelig dine lagen som Du ligger på og helst også din hodepude. Du kan pakke den i badebaljen. Glem ikke lagnerne ellers får jeg altfor lidt af dem. En æske vassilin til småen endelig! Her findes ingen bøger her ude at læse i! Politiken kan Du godt sige op, bare Du holder Kjøbenhavn. Naturligvis har jeg glemt meget, men Du er nok så snedig at Du husker på det alligevel.
Jeg glær mig frygtelig til Du kommer! Først fordi Du er så sød og dernæst fordi det blir en lette for mig. Nu må jeg ha småen mere end jeg godt kan orke endnu, for jeg er i grunden nokså udslidt, men når Du er her blir det altid lidt bedre. Når jeg har badet hende om morgenen må jeg ha hende i to timer uafbrudt, for den tid behøver Hansa til at gjøre soveværelserne istand, mit og Småens, pudse sko og børste kjole, skylle bleer, gjøre flasker rene o.s. v. Så, når jeg har fyldt på flaskerne må jeg atter ha hende mens Hansa klær sig på og spiser og så videre hele dagen. Og endnu har vi ingen vaskedag havt! Nu er det også så lejt at Småen ikke kan se mig uden at hun vil til mig, og skriger hvis jeg ikke tar hende, og det er jo ikke til at modstå.
Achens er over al måde prægtige! Vi får det godt i sommer i alle henseender. Du skal bare få se!
Velkommen da min elskede!
Hils gutterne!
Din Amalie
[Tilføyelser på første side]:
Husk at låse chiffonieren og la den øverste skuffe (af de 3) stå åben, hvis gutterne trænger den
Der mangler nogle sider manuskriptk1735 og naturligvis netop det jeg skulde bruge. Se på det sted hvor der står et kors.

389. Erik til Amalie

Kbhvn 12/6 90
Min kæreste Amalie Jeg kan jo ikke nægte, at jeg var en Del spændt og længselsfuld efter Brev. Og glad blev jeg, da det kom. At jeg ikke havde skrevet, var for øvrigt ikke alene af Travlhed, jeg måtte skåne min Hånd. Ved at skrive med en dårlig Pen havde jeg angrebet den. Den er fremdeles ikke god. Men nu min egen Ven, hvor slemt har Du dog haft det! En sådan Indvielse af Hornbækslivet med Angst for Småen og Søvnløshed! Jeg har måttet læse dit Brev adskillige Gange for at overtyde mig om, at det også var rigtigt, at da Du skrev, var alt overstået. Når nu blot det varer ved, og Du får sovet. Ja det er rimeligt, at Du ikke har kunnet skrive et Minut før, jeg synes det er store Ting, at Du overhovedet har fået det besørget. Og Tak for det skal Du have! Jeg længes umådeligt efter at komme afsted, men jeg mærker nu, at når Artiklen bliver færdigk1736 – vistnok imorgen, skal jeg til Bramsen, jeg har haft svær Tandpine i Formiddag, og hvor længe han vil holde på mig er jo noget usikkert. Før Søndag kan jeg altså ikke komme afsted og mulig først Mandag eller Tirsdag. Der er adskillige Pengegrejer at løbe om, Johannes Fødselsattest, den ny Huslejekontrakt osv.
Her hjemme var det lidt broget første Dag. Det viste sig, at vi ikke kunde få Ludvigs Seng ud af Stuen uden at den blev skilt, og da vi ikke havde et bestemt Redskab, påstod Ludvig, at det var umuligt. Ved den Undersøgelse jeg derefter anstillede, blev jeg ikke klogere end han. Men den foregik efter Aftensbordet ved hvilket Hr Frøchen beærede Huset med sin Nærværelse, og jeg var for træt – jeg havde af en underlig nervøs Tilstand ikke kunnet sove hele Dagen efter den korte Nattesøvn – til at kunne sætte nogen egentlig Energi i Tingen. Sengeklæderne havde vi imidlertid bragt ind i Sovekamret og Ludvig lå så der på Gulvet, men de øvrige Ting kunde vi ikke flytte for Sengens Skyld. Næste Morgen vågnede jeg Kl 4 og stod op og skrev, vækkede Gutterne fik ved Ludvigs Hjælp Te i Stand, børstede mine Sko og gjorde adskillig Husgerning, måtte til Byen for at betale Afdrag af et Lån fra 1888 – jeg hævede Penge dertil hos Langhoff – kom tilbage og havde glemt mine Nøgler! Jeg måtte hente en Smed som dirkede Smæklåsen op. Jeg ventede Andresens fra Middagsstunden, men der kom ingen, og om Aftenen indfandt Hr Hansteen sig og slog sig til Ro.k1737 Ludvig var flink og ved hans Hjælp blev der købt Aftensmad. Jeg dækkede Bordet. Jakob sad og drak Øl med Hr Hansteen i det frygteligste Rod. Næppe havde vi sat os til at spise, så kom Andresens for at flytte ind.k1738 Jeg måtte begynde med at bede ham skille Sengen og ved sin Kammerats Hjælp rydde Stuen. Det faldt ikke Gutterne ind at røre en Finger til Hjælp. A. og Vennen havde uhyre travlt, en Vognmand holdt med deres Tøj og trængte på for at blive færdig. Sofaen lod de stå, de måtte begynde at bære op. Nu løb der tre Mand op og ned i en stiv Time ad Hovetrappen gennem Spisestuen. Jeg bad Gutterne tre Gange om tage sig af deres Småsager, om at flytte Sofaen osv. Jeg blev vred. Så tog de endelig Sofaen. Andresens skulde jo have forefundet et tomt og renvasket Værelse, nu forefandt de et fyldt og utrolig skiddent Værelse, Gutterne fandt det blot rimeligt, at de blev siddende og at «disse Folk» sled. Og under alt dette sad Idioten Hansteen og snakkede og gjorde mig rasende nervøs. Underlig nok var Ludvig den ubehageligste ved denne Lejlighed, stædig som en Karjolhest. Jeg kommer ikke hurtig over dette Indtryk. Imorges var jeg oppe lidt efter 6. Jakob gik Kl ½ 8, efter Ludvig. Jeg har arbejdet udmærket idag og tilmed ved Annas fortræffelige Hjælp bragt Stuerne i pyntelig Stand. Hvis jeg havde overladt til Gutterne selv at ordne sig, tror jeg ikke de havde gidet flytte en Stol en Gang. Nu er deres Stue hyggelig og de har det bedre end nogensinde.
Imorgen får jeg altså Brev igen. Hils Fru A. og tak hende for hendes Brev!k1739
Din Erik
[Tilføyelse på første side]:
Stakker! Du med dine Mus!
Bliv i de små Stuer!
Se efter om Du nu har alt Manuskriptet!

390. Amalie til Erik

Fredag 13de juni 90.
Tak for dit brev, som endelig kom idag. Havde jeg heller ikke idag fåt noget, var jeg for alvor blet både lej og urolig. Du plejer altid at være så sød til at skrive når jeg er borte, derfor er det. Du kjære søde menneske som har havt det så uhyggeligt hjemme og med de sluskede gutter. Jeg blev ærgerlig på dem ved at læse om det. Ja, er det nu ikke forgalt? Jeg kjender godt den Ludvigs stædighed. Han er højst utækkelig når han får den rien på sig. Jaja, nu er vi snart færdig med dem på en vis, så får de ha det så godt. Og så at ha Frøchen og Hansteen siddende over Dig. Det var næsten det værste.
Det er ækkelt at Du muligens først kommer på tirsdag; rigtig en skuffelse for jeg længes svært efter Dig. Men jeg kan godt forstå at det kanske blir vanskeligt for Dig at gjøre Dig færdig før. Men så må Du komme med morgentoget som går kl. 8 fra Kjøbenhavn; ellers får Du ikke diligencen til Hornbæk og må ta vogn hvad der er kostbart. Sig når Du kommer skal vi være med Karlen nede ved vejen og ta imod Dig og tøjet. For vejen her op kommer før Du når helt til Hornbæk. Hvis Du kommer søndag kan Du også ta med eftermiddagstoget kl. 5;20. Da er der også diligence til Hornbæk, for det er jo den 15de på søndag, og fra og med den 15de juni begynder diligencen også at gå om eftermiddagen.
Småen har det udmærket nu. Hun fik igåraftes en teske af miksturen fordi maven ikke var pèn, så sov hun fra ½ 8 i et kjør til kl. 5, drak to store flasker og la sig til igjen og sov til kl. ½ 9. Så i bad, drak, kjørte ud, sov igjen en time og har vært i det mest strålende humør. Nu ieftermiddag opdog jeg pludselig at hun havde fåt 2 tænder i overmunden. Jeg fortalte det straks til Hansine og så svarer den tasken at dem havde hun sét fra tidlig imorges. Hun er og blir et kjon.k1740 Jeg tror knapt hun bedres. Her har hun det nu så udmærket og det føler hun også sikkert; imellem er der også et tilløb til at hun blir menneske, men straks jeg har vært så ulykkelig at lægge mærke til det, falder hun tilbage i sit forrige idioti.
En halv alen gummilærred må Du endelig kjøbe hos Petersen, og så ta med Dig den hvide ben serviettering som Jakob har brugt. Fru Achen bad mig be Dig bringe med vore servietringe,[sic] så husked jeg at jeg har gjemt dem med sølvtøjet. Den éne Jakobs kan Du imidlertid godt ta; så kan jeg bruge et silkebånd.
Jo tak, nu har jeg fåt alt manuskriptet.
Lev da vel til vi sés og glem ikke noget. Jeg glær mig uhyre til Du kommer min egen kjære elskede.
Hils ikke gutterne.
Din Amalie.

391. Erik til Amalie

Lørdag Aften [14/6/90]
Min søde velsignede Ven tak for dit Brev idag! Småens to Tænder synes jeg er en vældig Begivenhed! Der har vi vel Forklaringen til Ildebefindendet! Ja den Hansine –! Hun er en Opgave. For hun er jo rimeligvis ikke Idiot, kun så aldeles forkuet og uudviklet. –
Forstod Du, at jeg ikke kunde skrive igår. Pacht kommer bred og rolig stolprende åbenbart i Forventning om også at træffe Dig, som han er stærk Tilhænger af for Herren! Jeg kunde ikke vise ham bort. Han ødelagde mig tre til fire Timer. Jeg sled for at blive færdig. Det lykkedes ikke. Men da var det så sent, og jeg så træt, at jeg ikke kunde skrive. Og jeg havde det at svare på om din flygtende Skønhed. Min egen yndige Ven. Om din Skønhed dækkedes af Sygdom og Sot og fortærende Ild og Ar, det rørte ikke min Følelse for Dig mere end det Fnug jeg blæser af min Hånd. Din Skønhed har jeg delt med alle, det er ikke den, jeg har holdt af, det er ikke den, der har bundet mig med alle Livets Bånd – Du er dum!
Det er klart nu for mig, at jeg først kan komme afsted Tirsdag Morgen. Artiklen er vel færdig, men imorgen kommer den døde Søndag hvor intet kan gøres. Det er overmåde ærgerligt.
Jakob har idag haft Brev fra sin Fader.k1741 Men han kunde intet sige om, når Jakob måtte bryde op. Ulykkeligvis lader det dog til, at det vil trække ud til ind i Juli. Ak de Penger! Jeg har regnet ud, at Du skal have 1590 for Bogen.k1742 Det er svært briljant, men – Og hvis nu den ulykkelige Dreng ikke får Penge fra sin Far til at udstyre sig for en Smule – Og så har jeg en underlig Følelse af, at han bebrejder os, at vi ikke har sørget bedre for ham. Han og Ludvig har vist lagt ud imellem sig, at vi frådser for os selv og lader dem, særlig Jakob, gå for det intet, han har, af en Slags Gnauseri.
Det piner mig i høj Grad, at disse Penge piner mig – ja Du forstår[.]
Men nu God Nat jeg må sove[.]
Din Erik

392. Erik til Amalie

Mandag Aften Kl 11k1743 [september/oktober 1890]
På Bernina efter Kabale og Kærlighed,k1744 som jeg råder alle til at se – Hvis Achens vil have Billeter dertil må de blot sige til! Det bliver i Hovedpunkterne ypperlig spillet. Jeg har været vældig optaget af Stykket.
Hermed Adgangsbillet til de to Piger. De skal henvende sig, når de kommer ind til Teatret, til Billetkontoret og bede om de til Ill. Tid forbeholdte Numre.
Har Du idag været i Kroghsgade?
Jeg var nødt til at gå Kl 12 for Rigsdagens Skyld.
I Rigsdagen var jeg til Kl 5. Så spiste jeg Middag og gik i Dagmarteatret.
Imorgen skal jeg gå hjemmefra Kl 1 senest og håber at Du kan komme i Kroghsgade inden den Tid.
Ludvig sidder hos mig og hilser hjærteligt.
Jakob i stor Middag hos Greve Bille Brahe[.]k1745
Din Erik

393. Erik til Amalie

Rigsdagen 16-10-90
Kære Amalie
Jeg har set på Achens udmærkede Malerik1746 og vil sætte stor Pris på, at vi fik det på vor Væg –, men jeg vil forberede Dig på, at Du ikke straks vil blive så glad i det som i Måneskinsbilledet eller i «Legestuen».
Det er et Billede af et åbent, svagt bølgende Landskab, grønne Marker ved Siden af grønne Marker, friskt og prægtigt malet, men ikke særlig iøjnefaldende ved sit Motiv. Når Achen regner det for sit bedste Landskabsbillede, tror jeg han har Ret, der er en Dybde og Klarhed i Farverne, som virker i høj Grad velgørende. Der er Forår og nyt Liv i den grønne Grøde og i denne blegblå Luft.
I vor Stue vil det gøre sig fortræffeligt, men spørg Achen, om Lys fra højre Side er det rette.
Sig altså, at fra mig vil der kun være Tak og Glæde ved Modtagelsen af Billedet.
Det kunde være muligt, at jeg kom i Aften! Men holder Mødet længe ud bliver det næppe til noget.
Din E.S.



1891

Fra dette året finnes det ikke mange brev; det var en forholdsvis rolig tid. Amalie var delt mellem bekymringen for sitt arbeide og bekymringen for sin datter. I løpet av året flyttet de igjen, til Store Kongensgade 92. De fire første brevene (394–97) er ikke datert, men kommer fra en kort periode mens Amalie var borte for å skrive, og Erik bodde i København med Småen, barnepike og pike; datteren hadde begynt å snakke.
I slutten av juni (brev 398) var Erik i Esrom (ikke langt fra Hornbæk) med Småen, mens Amalie bodde hjemme og arbeidet; i midten av august (brev 399–400) var han og barnet der igjen, mens Amalies bror Ludvig og hans nye kone Lolly var på besøk hos Amalie.
I slutten av august (401–09) var det Eriks tur til å reise bort. Amalie bodde i Esrom, hvor Erik tydeligvis også hadde vært. Han reiste først inn til København for å ordne med et problem som hadde oppstått med en av naboene, skrive noen anmeldelser og snakke med teatret om et stykke av Gustaf af Geijerstam som han hadde oversatt. Så reiste han videre til Stockholm for å delta i et nordisk stenografmøte, og benyttet anledningen til å gå i teatret og være en del sammen med Geijerstam, som var blitt en god venn; Erik forsøkte å få hans skuespill oppført i Danmark.
I løpet av denne tiden må Amalie ha vært i gang med å skrive romanen Forraadt, som skulle komme ut våren 1892. Det er interessant at det er så lite som blir sagt i brevene om arbeidet med denne romanen, når hun ellers skrev så mye om sine arbeidskvaler.

394. Erik til Amalie

Fredag Kl ½ 11 k1747 [april 1891?]
Kære Amalie jeg har fundet alt i bedste Orden her hjemme. Småen var strålende fornøjet, og da jeg tog hende på Armen så sød og kærlig, formelig øm og kælende, at det var tydelig Johanne-mo-er- gav mig ikke alene min Part men også, hvad Mamma skulde ha'. Hvor er Mamma a? Nee Mamma osv! Dog ikke klagende eller på nogen Måde savnende. Badet gik under stor Glæde, og end ikke det kolde Vand voldte synderlig Forskrækkelse. Kirstine synes overmåde fortræffelig. Nu har jeg haft Småen inde hos mig mens Stuen blev gjort i Stand og vi har set på Manden og Fruen og Mimi sto me Nok1748 og haft Fia og ha den! (Blyanterne) osv. Nu er hun inde for at få Mad hos Mimi. Farvel Pappa! Kyspå Fingeren og alt som sagt i bedste Orden. Emilie har lavet Mælken i Stand og jeg skal nu ud og se efter om den koger. Jakob var her igår og vilde spise, da ingen var hjemme, han sagde, at han kom igen idag.
Blot Du nu havde det nogenlunde!
Ingen Korrektur.
Jeg sender Dig ikke Kbhvn, da Du vel kan få den hos Prahls. k1749
Kirstine skal ind og melde sig på Politistationen og tager dette Brev med sig. Jeg håber så, at Du får det i Aften.
Og så må Du sove!
Din E.S.

395. Amalie til Erik

Lørdag morgen.
Min kjære snille ven, tak for dit brev igåraftes! Jeg blev meget glad ved at få høre, det stod vel til og mit hjærte brændte da jeg læste om småen. Det er nokså drøit, at ikke skulle se hende så længe, men jeg gjør mig hård og tvinger med magt tankerne tilbage, for nu må jeg holde ud.
Jeg fik naturligvis ikke sove igårmorges; folk stod op ved siden af mig, tramped med støvler og slog med døre, og råbte på Marie. Nogle minutters blund med fæle drømme indimellem hver gang jeg blev skræmmet op var det hele. Jeg blev dog liggende til kl. 10 for jeg var så træt, fik så lagt i ovnen måtte klæ mig på i gjennemtræk fra åben dør og vindu da røgen stod som en søjle endebent op i vejret liksom fra en dampskibsskorsten, gik så ud og bad om frokost kl. 12, og et andet værelse, blev vist ind i en af familjens stuer da jeg kom igjen. Frokosten måtte jeg naturligvis vente på over en halv time, kom så først til at skrive kl. ½ 2 og holdt på i ét kjør til ¼ over 5 da jeg gik til Prahls. At sove var der ikke tale om. Officererne som bode der skulde ha selskab i værelset ved siden af og de løb i et væk ud og ind for at dække bord, der blev snakket og git ordrer og slåt med døre uafbrudt. Da jeg så kom fra Prahls kl. omtrent ½ 8 kunde jeg ikke røre mig af træthed. Jeg havde fåt et andet værelse, som er svært bra, og som jeg var glad for, men nu viser det sig at jeg ikke kan skrive her. Bordet er for lavt et ustødt aflangt divanbord med ingen hjørner til at legge armene på – og jeg må sidde så bøjet at mit legeme beskriver en ret vinkel. Det er ikke til at udholde. Nu har jeg ryddet af vaskeservanten og prøver her, men det er næsten endnu værre. Jeg har alt krampe i armen og knæerne, som ikke kan få plads fordi der er to rækker skuffer i servanten som ligner et skrivebord. Jeg la mig kl. 9 igåraftes uden nogen aftensmad kun et glas øl, faldt snart i søvn efter 1 times læsning og vågned først kl. 6 imorges. Nu har jeg drukket kaffe, vært på do og nu er kl. snart 8. Kl. 11 kommer fru P. da skal vi til den fruen Du ved; så er jeg hjemme til 12, spiser og tar atter fat på skrivningen. Men et andet bord må jeg ha, ellers omkommer jeg. De er forresten svært snille her men klodset, og slette opvartere. Igår talte jeg lidt med fruen; hun var fuld af undskyldninger og meget tjenstvillig og kjæk. Så er der en nykonfirmeret datter som er sød. Jeg er vis på at jeg vil foretrække at bo her fremfor i det pensionat. Men nu får vi se.
Skriv endelig et par ord hver dag! Og send korrektur når den kommer. Kjøbenhavn får jeg her. Hils Jakob og kys småen 1000 ganger fra mig. Forkjæl hende bare alt hvad Du kan i disse dage, så er jeg da sikker på, hun har det godt og morer sig.
Din Amalie.

396. Erik til Amalie

Lørdag [april 1891]
Kære Amalie
Alt er fremdeles i bedste Velgående her hjemme.
Småen spørger efter Mama, hver Gang hun fra den ene Stue kommer ind i den anden, og der er ikke Tvivl om, at det sysselsætter hendes Tanker, hvor Mama er à. Jeg kom idag til at sige, at Mama var borte – ellers har jeg bestandig sagt, at Mama er på Gaden og kommer straks til Johanne – men idag som sagt kom jeg til at sige borte, og øjeblikkelig sagde hun: Nej! med en lille klagende Stemme. Og jeg rettede skyndsomt borte til at Mama var på Gaden med Hat og Sja, så var Småen fornøjet.
Jeg har lige båret hende ned i Vognen, og Kirstine er kørt med hende.k1750
Hun så betænkelig ud, da det gik op for hende, at det ikke var Mimi med Hat og Sja, som skulde køre Vognen, men hun tog sig i det, og Turen begyndte meget fornøjeligt for begge Parter.
Det var en umådelig Skuffelse for Marie, at det ikke var hende, som kom til at vandre afsted med Johanne. Hun var hos mig imorges for at udlægge Kirstine som ubrugelig til dette, Johanne vilde græde påstod hun. Jeg lod mig imidlertid ikke besnakke. Nu mærker jeg forresten, at Marie sporenstregs er stukket af, efter Vognen formodentlig, under Påskud vel sagtens af at skulde gøre Indkøb, hvortil hun før bad om Penge. Hun skal få sig en ordentlig Omgang. De Indkøb kunde have ventet til i Aften og der er hundrede Ting hun ikke har fået gjort i Huset.
Jakob spiste her igår og kommer igen idag.k1751 Jeg var igår Aftes til Møde i Stenografforeningen og gik derfra op i Bernina med en af Kollegerne, der i høj Grad trængte til at traktere med lidt Rhinskvin. Vi traf Jakob der og sad sammen til Kl 1, så fulgte han mig helt ud til Døren her. Han var overordentlig tækkelig og drak et Glas Vermouth og et Par Glas Rhinskvin.
Vejret er jo strålende smukt idag og ikke synderlig koldt jeg håber det kommer Dig til Gode[.]
Du skulde jo gerne have disse Ord i Aften, jeg håber det lader sig gøre.
Din E.S.

397. Amalie til Erik

Søndag morgen.
Det var dejligt at jeg fik brev igåraftes. Tak skal Du ha! For jeg længes mere og mere efter småen og så er det mig naturligvis en liden trøst at få høre, hun har det godt. Men forresten, jeg længes aldrig heftigere end når jeg læser om hende. Igåraftes måtte jeg fælde tårer. Tænk at hun blir ved at spørge efter mig! Hvormange børn i hendes alder vilde det, tror Du. Erfarne forældre vilde tro, vi pralte og løj, derfor er det ikke værdt at fortælle det til nogen. Det røber nu også for stor udvikling – dette at hun blir ved at huske og savne – derfor vokser heller ikke hendes krop. Mindre hjærneudstyrede børn blir tykkere. –
Inat har jeg ikke sovet så godt som igår. Da jeg kl. noget over 11 holdt på at falde i søvn kom der et utyske forbi min dør, og tumled hen i låsen. Jeg var i samme nu lysvågen og det med en sådan forskrækkelse at jeg blev liggende time efter time og græmme mig over at min dør ikke var lukket, men uden at ha tiltag til at stå op og låse. Bagefter, da jeg for anden gang var på nippet til at sovne kom der pludselig et vældigt smæld, der øjeblikkelig jog søvnen over alle bjerge og først efter mange og lange kvalfulde minutters overvejelser (vi havde behandlet spøgeri hos Prahls) lykkedes det mig at udpønske at det måtte være den bog jeg havde tat med mig tilsengs, og som jeg havde lagt på sengeteppet, og siden glemt, da jeg først skulde læse Politiken og jeg efter at det hverv var endt, slukked lyset – at det måtte være den, som var faldt på gulvet en formodning som nu har bekræftet sig. Kl. 6 kom pigen efter aftale og la i ovnen – jeg stod op straks, nu er den 7 og jeg har alt drukket kaffe o.s. v. og kan når dette er besørget sætte mig til arbejds. Det går udmærket for mig; jeg kan altid såsnart jeg bare sætter mig til, og det er en stor lise for mig at få bevis på at der altså intet er ivejen med min arbejdskraft endnu. En anden sag er at det går langsomt. Igår skrev jeg således ikke mere end 7 ½ sidek1752 – uhyre tætte forresten – skjøndt jeg arbejded i alt 8 timer. Men jeg gjør det mere vel nu end før ved første gangs nedskrivningen, så det er kun naturligt at det tar tid. Jeg er meget, meget glad for jeg kom herud; det er som en befrielse at få ro, og få lov til at sidde i ro ved mit arbejde. Det er også aldeles umuligt at få sligt noget til uden at kunne hengi sig ganske udelukkende til omsorgen for det. Så mange 1000de ting at huske og få med, alle disse småting som netop gjør at noget blir helt godt! De store ting kan jeg sagtens huske.
Men der er altså ikke tale om at jeg får noget renskrevet og sendt afsted. Jeg vil det ikke engang, for nu vil jeg kile på med udkastet. Om jeg når at få det færdigt her – jeg tror det ikke. Det er for langt hvad jeg har tilbage.
Min bestemmelse er at ta morgendagen med til arbejdsdag, altså ikke rejse før kl 9 om aftenen. Men nu skal Du sige om Du tror jeg kan for småen. Da skal jo Kristine klæ hende af for første gang alene og få hende til ro. Kan det gå? Hvis Du svarer ja, så lov mig at be Emilie gi Kristine ordentlig besked og vise hende alt hvad småen skal ha på og hvad der skal ind til natten. Hører Du! læg hende alt alvorligt på sinde. Og så må Du hilse hende og takke fordi hun har været god mod småen. Jeg får altså ikke se hende. Sig at hun kan ta den kåbesmækken med det blå broderi på, den bruger aldrig småen fordi jeg ikke liker den og sig at jeg nok skal sende hende, hvad jeg loved. Men hør nu, hvis Kristine kan besørge småen til ro og også ha hende om natten så blir jeg helst til tirsdag morgen og kommer med det tog Du tog. For så får jeg arbejde også mandag aften, og så er der det, at jeg ikke kan udholde at komme hjem og se småen sove, uden at ta hende op, og det vilde jo være synd. Men rejser jeg herfra mandag aften kl. 9 er jeg først hjemme 12 tror jeg. Sig hvad Du synes.
Ja gud gi det bare kunde nytte at gi Marie omgange. Men hun er uforbederlig. Se endelig efter i spiskammeret om der ikke står masser af mad som fordærves, for det kunde ligne hende, og husk at småen skal ha kjød hver dag.
Bare jeg nu også får brev iaften. Ellers blir det ondt. Men det er sandt, på søndag udleveres kanske posten ikke.
Tænk at der altid er så meget at skrive om.
Din Amalie.
Hvis Du skriver straks på mandag får jeg det så i betids at jeg kan bestemme om jeg skal rejse eller ej.

398. Erik til Amalie

Esrom Fredag den 26 Juni Kl 1 [1891]k1753
Kæreste Amalie jeg er lige kommen hjem fra Stationen og sender Brev så hurtig som mulig for at underrette Dig om, hvad jeg har gjort med Berlineren,k1754 som vi to gode Hoveder var lige gode om at glemme! Tænke sig! Nå, den er sendt til Garderoben på Nordbanestationen. Når Du har fået dette Brev, må den forlængst være kommen. Jeg tænker mig altså, at Du imorgen Frmdg henter den. Stakkel, Du har naturligvis været propfuld af Ærgrelse og Bekymring fra det Minut Du mærkede, at Du ikke havde Tasken med Dig. Den er adresseret til Dig. – Ellers intet nyt Småen sover dejlig. Jeg har fået et Brev fra en Fru Braunias Oeberius i Holland om Tilladelse til at oversætte Gertrude Coldbjørnsenk1755 – jeg skal ikke have noget for den, hendes Indtægt, skriver hun, er 140 Kroner for hele Stadsen.
Af Beboerne har jeg ingen set ved min Hjemkomst. I Skoven var jeg med til at hjælpe to Kuske et halvvæltet Tømmerlæs på Fode igen, hvilket indbragte mig megen Tak og stille Hæder.
Blot Du nu ikke har taget Dig det foreløbige Tab af Berlineren for nær! Nu skal jeg have mig en Lur!
Din E Skram

399. Erik til Amalie

Esrom den 12 August Kl 1. [1891]k1756
Kæreste Ven
I dette Øjeblik har jeg modtaget dit Telegramk1757 og afsendt Svar med Buddet fra Hornbæk. Jeg har igår og idag stået skuffet og ængstelig ved ikke af Postkonen at få noget Brev fra Dig. Selv har jeg ikke villet skrive for ikke omgående at få Brevet sendt tilbage, og også fordi jeg i Grunden både igår og idag så småt ventede Dig med Postvognen fra Fredensborg. Jeg tænkte mig, at Længslen efter Småen vilde drive Dig fra København i det Minut Du havde afsluttet Undersøgelserne om Logis. k1758 Men Du bliver altså og forhåbentlig betyder det ikke andet end godt. Du være forsigtig med hvad Du foretager Dig.
Her er alt godt med Undtagelsen af det forfærdelige Vejr vi har haft. I to Dage har Småen så godt som ikke kunnet være ude, når undtages nogle Øjeblikke om Morgenen. Men hun har været sød og kæk, kun hængt ved mig mere end nogensinde. Når vi går igennem din Stue for at komme ind i hendes elskede Danse-Hál fortæller hun mig ufravigelig: Mama ikke tomme hjem endnu. Mama tøre. Mama Postmanden. For øvrigt har jeg skyet Dansesalen så meget som muligt for de vilde Ungers Skyld. Dels har vi været i Spisestuen dels oppe i hendes egen eller min Stue, men der kniber det jo noget med Underholdningen, og så er der hendes Frygt for at skulle «hove».
Det gør hun nu efter at have været vågen fra Klokken halvseks. I det hele har hun fundet på at vågne tidlig, og så har hun også haft Afføring om Natten. Da hun imidlertid ikke har det om Dagen, har dette jo mindre at sige.
Om Tilstanden iøvrigt her på Kroen er at melde, at Fru Bloch med de tre Børn rejser idag, at Fru Galle stærkt tænker på at gøre ligeså med sine Børn, at Fru Hagen synes at være meget svag og forleden åbenbart var overmåde stærkt angreben, at Petersen igår efter Middag, da det mærkeligt nok ikke regnede, foranstaltede en Køretur med to Vogne til Hornbæk, hvori jeg ikke gad deltage, at vi i forgårs, tror jeg det var, efter Aftensbordet, dansede en Timestid i den store Sal og dernæst med Hr Galle (som rejste Dagen efter) i Spidsen gjorde Gymnastik – af Fortvivlelse over ikke at have kunnet røre os et Skridt uden for Døren den hele Dag, at Hr og Fru Meyer er elskværdige og overmåde indtagne i Småen, at Vejret idag indtil nu har været udmærket, hvorfor Småen og jeg også var en lang Tur inden Frokost.
Jo færre Mennesker her er jo bedre vil her blive, når Vejret atter bliver menneskeligt, og det må jo dog komme en Gang. Jeg lod idag Kirstine se dit Skotøj efter, det er ikke blevet grønt. À propos vil Du ikke se efter i min Servante, om ikke mulig de der beroende Støvler skulde være bleven mugne, og vil Du ikke købe 50 Cigarer til mig. Du må dog vist alligevel låne Penge til dit eget Brug, lån så af Ludvig de 3 Kroner mere. Du véd hos Cigarmanden lige over for Jakobsen.
Naturligvis er jeg meget begærlig efter at få noget at vide om hvad Du tager Dig til – om Du har kunnet begynde at arbejde, om Du går i ordentlig Tid i Seng – det er aldeles nødvendigt at Du gør det – og af dit Telegram virkede Ordene «Skriver idag» udmærket. I det hele er jeg såre glad for Telegrammet. Jeg var for Alvor ilde tilmode ved at måtte gå tomhændet ud af Butiken efter Postkonens Ankomst atter idag. Idag var jeg nemlig fuldstændig sikker på, at da Du ikke selv var med Vognen måtte der være Brev.
Og hvordan går det Ludvig og Lolly og jer hele Indretning der hjemme?k1759 Hils dem hjærtelig fra mig. Den lille Frøken Mimi (Fru Hintzes Søster) har skrevet til Magna,k1760 at hun havde set Hr og Fru Alver i København.
Jeg tror, at når Du nu kommer tilbage, vil Kroen være betydelig hyggeligere end da Du forlod den, og jeg længes efter at have Dig her igen. Det er en underlig halv Tilstand at være Dig foruden. Du var så sød i Dagene efter din Dårlighed.
Farvel nu min søde kære Pige. Når Småen nu vågner, skal hun lige straks få et Kys fra Mama. Hun får et hver Morgen, nu skal hun få et ekstra for Telegrammets Skyld.
Din E. Skram

400. Erik til Amalie

Esrom den 13 August [1891]
Min kære sødeste Ven
Jeg har haft Småen idag længe efter Frokost. Hun vågnede sent, fordi hun igår faldt sent i Søvn. Netop som hun var lagt og vistnok sovet ind, og Kirstine var gået ned – for at finde Loppesprøjten hos Dig; den har Du vist med – hørte jeg hende skrige højt og kalde på Kirstine. Jeg ind og fandt hende i forskrækket Gråd. Hun havde, tror jeg, drømt om, at Kuffertskuffen med alt Tøjet faldt ned, hvad den gjorde forleden og forskrækkede hende betydelig. Så satte jeg mig hos hende, hun holdt min Hånd (rettere en Finger) og alt medens Efterdønningerne af Gråden sad hende i Struben, blev hun inderlig fornøjet, og det var umuligt at forlade hende. Men det gjorde hende naturligvis mere vågen end ønskeligt, hun faldt først i Søvn Kl 9. Hun lå og fortalte om Willy, Tove, Magna rejst langt bort – Mama også rejst langt bort – med Postmanden, kommer snart igen. Mama ikke tommet endnu, Willy, Magna, Tove, Fru Galle, Else, Postmanden, Mama tøre på Vogn, langt bort osv. Johanne tør itte gi Aja Sigtebrø, våd på Fingrene, Aja Mund. Sigtebrø mejet godt li osv. Magna Tove Else – der tører no'e Hyppehester (hun hører en Vogn køre forbi) Papa sitter der inde (på den anden Side Gardinet) Papa!!! Papa itte hove! (jeg havde sagt, at nu skulde Papa sove, Mama sove, Kirstine sove) Papa itte då sin Vej. Kort sagt, havde det ikke været fordi Kristines Ryg så så bebrejdende ud, tror jeg, at jeg var bleven siddende der, til hun endelig var sovet ind. Nu løsrev jeg mig efter en lille Times Forløb. Og nu idag, hvor svært at bære hende over til Kirstine! Først havde hun leget og løbet efter Gudrun ned i den lille Spisestue, pyntet sig med Elses røde Hat – det øsregner naturligvis – og så gået med mig ind i Butiken for at hente Posten, så op til mig og standset mig i Læsningen af dit søde Brev vel de Snese Gange, så ligget i min Seng, så siddet på mit Skød og fået Neglene klippet, og lidt til, som jeg sender Dig, så ligget og jublet i min Seng igen og selv kunnet kave sig op til at stå for Fodenden, og så havde jeg dog til sidst Mod til at tage hende på Armen og bære hende over, hvor jeg nu intet hører, så jeg antager, at hun nu sover. Imorges havde jeg for Resten et lille Opdragelsesforsøg for, som løb ret tilfredsstillende af. Hun tilegnede sig i Dansehālen ikke mindre end 3 Bolte[sic],k1761 og blev uhyre fornærmet, da jeg tvang hende til at udlevere den ene. Brølede og sa «nej!» og vilde ikke være god Pige og ikke lege med de tiloversblevne Bolte. Men så lod jeg hende stå for sig selv, vilde ikke tage hende på Armen osv. Lidt efter var hun «go Pige», og mens de andre løb og sprang med den udleverede Bolt midt for hendes Øjne, legede hun og jeg glimrende med den største af de tiloversblevne. Det var meget morsomt. – Ja det er en stor Glæde vi har med det Barn!
Nu min søde Pige inderlig Tak for dit prægtige Brev.k1762 Efter hvad jeg kan se må Valget falde mellem Mynstersvej og Dosseringen,k1763 og på Forhånd helder jeg unægtelig til Dosseringen med den lille Have, Kvistværelset og den billigere Pris, samt den gunstige Beliggenhed. Når Huset og Fruen blot indvendig er pæne, er den udvortes Snuskethed jo mindre væsenlig. Men vi kommer vel til at tale nærmere derom. Endelig afgør Du vel ikke noget uden at have talt med mig.
For din hæderlige Vandel er jeg såre glad, kun har jeg naturligvis ét sort Punkt at pege på. Det er à Porta Stevnet! Hvorfor? Det grønne Djævelskab, som Du ikke nævner!
Nå min søde Pige kom nu blot imorgen vel beholden hjem. Ak men den Hoste! Hvad skal vi dog finde på for den. Mulig finder Gram Hansen på noget,k1764 jeg har lige som Du Tillid til hans Energi.
Nu skinner Solen på Taget uden for mit Vindu, men man tør jo i denne sørgelige Tid ikke tro på, at Vejret igen kan blive godt. I Nat har det regnet værre end nogensinde, og Landmændene er vistnok med god Grund sorte i Hu. Fru Galle har opgivet Ævret og rejser vistnok sikkert hjem på Lørdag. Jeg er glad derover, det forekommer mig, at Småen blot bliver sær og fordringsfuld ved Omgangen med Børnene. Her er kommen en kedelig Arkitekt Stuckenberg til Kroen.k1765
Hvad er der i Vejen med Ludvig og Lolly – er det Vejret der gør dem Fortræd? Har Jakob været elskværdig? Blot Du nu kan komme afsted imorgen. På en Måde har det jo for Resten været i et heldigt Øjeblik, at Du tog til København. Det fæle Vejr må være faldet Dig mindre tungt der end her. Jeg er glad over din gamle Ridder Rovsing.
Dine Udtryk i dit første Brev faldt således, at jeg havde Grund til at tro, at Du havde opgivet Tanken om de mange Dages Ophold i Kbhvn og som sagt Posthusordningen afholdt mig fra at sende Brev afsted. Nu gør det mig naturligvis ondt at jeg har voldet Dig Kval og ængstelige Drømme.
Min søde Ven, Du er inderlig velkommen enten imorgen eller på Lørdag. Kan Du komme med 8 Toget til Fredensborg var det vistnok det bedste. Bed så straks Kusken om Dækken eller spørg, om der er Tøj med til Dig. Paraplyen som Du ikke fik med!
Jeg tænker kun på, hvor sød Du er.
Din E Skram

401. Erik til Amalie

Mandag Aften k1766 [31/8/91]
Jeg er nu Kl henad 10 Aften ude for at hente min Kuffert hjem, jeg lod den stå i Formiddag, mens jeg var hos Zeuthen,k1767 hvem jeg ikke traf, men talte med en Fuldmægtig, der mente, at Jurckmann intet kunde gøre,k1768 og hos Galschiøt og dernæst spiste og sad hjemme og ventede på muligt Besøg af Hr Jurckmann. Hvem der ikke kom var han. Så faldt jeg i Søvn og har senere læst i et umuligt Manuskript af en ung Forfatter, som Philipsen havde bedet mig sige min Mening om.
– Jeg kan udsætte at rejse herfra til Torsdag.k1769 Så kan jeg imorgen gå i Teatretk1770 og skrive Kritik. Gid Pokker stå i den Jurckmann, at han har skræmt mig til Byen en Dag for tidlig. Lige fra det Minut Du og Småen kørte fra mig har jeg befundet mig ilde, er fuld af Menneskehad og Lede. Det var rædselsfuldt at sidde og spise uden for på Hjørnet af Frederiksborggade og se på alle de væmmelige Mennesker. Jeg traf With. Anna W. har været dårlig hele Sommeren af Hovedpine. Du må endelig skrive og være forsigtig! Kys Småen[.]
Din E.S.

402. Amalie til Erik

Tirsdag 1ste septbr. [1891]
Tak for brevkortet. Hvorfor har Du spist udenfor på hjørnet af Fredriksborggade? Der har jeg vist aldrig vært. Jeg trode først, jeg læste fejl, for hvorfor spiste Du ikke på den billige, gode cafe dernede ved jernbanen. Hjørnet af Fredriksborggade! Aldrig har jeg sét nogen restaurant der, og sidde udenfor i slig kulde og væde? Du har ganske sikkert skrevet noget rent forkjert. Nu er da også septbr. gåt ind med regn og rusk og kulde. Det er fælt her, jeg fryser og har det trist. Hvis solen skinte, vilde alt være anderledes. Alligevel er det vel bedst, jeg holder ud. Før mine ting er forbi kan jeg eller bør jeg ialtfald ikke begynde at pakke, og i morgen skal Kristine helst vaske – nej, det er nok bedst jeg blir, skjøndt jeg alt andet end liker mig. Natten var forresten så god som den kunde være. Efter at ha spillet L'hombre i 5 kvarter akkurat – med Petersen og Jens Andersen gik jeg i seng lidt over 10, sovned straks omtrent og vågned ikke før kl. ½ 8 imorges. Alligevel er jeg mærkelig svimmel idag. Nu kan jeg jo heller ikke komme udenfor en dør, men må sidde her stille og fryse – vinden står ret på vinduerne mine.
Småen sov til kl. næsten 9 idag. Derfor skal hun slippe at «hove til middag», og heller komme tidlig tilkøjs ikvæld. Hun er som altid i strålende humør og spiser som et lidet føl. Alligevel har hun kun tat til 2 pund i hele sommer. Kristine havde vejet hende igår hos bagersken og da vejed hun godt 22 pund. På hjemturen fra Maarum igår var det svært at underholde hende. Efter først at ha skreget sig ganske hæs på pappa – Du hørte det formodentlig ikke – blev hun ved at påstå at: Nu kan Johanne itte kjøre mere. Jeg snakte hende tilrette så godt som muligt og det lykkedes også for en stund at stille hende tilfreds. Men så kom det igjen: nu kan Johanne ikke kjøre mere. Tilsidst måtte jeg begynde på et helt æventyr, indrettet efter hendes forståelse, og det hjalp. Hun hørte som en smed og det der særlig tiltalte hende, sa hun op igjen efter mig. Da vi imidlertid nærmed os Esrom og hun begyndte at drage kjendsel på hvor hun var, blev hun så fornøjet at jeg slap for at fortælle mere. Der var kjørene og Bælammene, som var bange, og vandet som skyndte sig o.s. v. Kristine kom ned for at ta hende af vognen. Da skreg hun som om hun fik en kniv i sig – akkurat, men et øjeblik efter hørte jeg hende inde i hendes spisestue strålende fortælle Kristine om sine oplevelser på turen. Så kom hun i seng og sov i 1 ½ time. Idag vilde hun ned til pappa. «Pappa venter på Dai,» sa hun da hun var kommen op af baljen. «Pappa er rejst til byen ved Du jo nok og skal kjøbe ny dukke til Johanne.» «Johanne kjøre med og mamma, og Tatine osså.» Sådan holdt hun på. Ret som det er siger hun: Hvor er pappa henne? men uden sorg gudskelov.
Men nu ved Du altså at Du er rejst for at kjøbe dukke. Glem det for guds skyld ikke, for det blir en sorg.
Send mig endelig også den bogen af Tolstoik1771 – den historiske Du ved, ikke af den rigtige Tolstoi – Jeg ha noget at læse i.k1772 Og så de øvrige bøger. Farvel da min egen kjære ven. Mor Dig nu godt og kom snart igjen. Mange kys fra småen og din
Amalie.

403. Erik til Amalie

Onsdag [2/9/91]
Min søde Pige jeg må skynde mig, jeg har kun liden Tid, jeg skal i Teatret igen i Aften.k1773 Først Tak for dit Brev. Jeg fik det igår Aftes, men orkede da ikke at skrive, jeg havde for øvrigt heller ikke Frimærke i Huset. Jeg var gået fra Teatret med en aldeles rasende Hovedpine, som irriterede mig så meget mere, som der ikke var Spor af rimelig Grund til at få den. Men lad mig fortælle i Orden og Følge. Altså Tirsdag Morgen ud, Kaffe, Posthus, Madam Nielsen hos Feilbergs. Hun fortalte, at der er Fru Jurckmann, der er den rasende og formodentlig også hende, der har skrevet Brevene.k1774 Det er din Visit, der ganske rigtig har tændt Flammen. Jeg tror det hele er blind Allarm, Madam Nielsen påstår at have svaret overmåde imødekommende på alle Fordringer, kun har hun som rimeligt er forlangt at få bestemte Dage opgivet, når hun skal være i Lejligheden. Hun beder mig for Resten spørge Dig, om hun ikke nu kunde tage fat med nogen Rengøring. Nå så op til Feilbergs at spørge efter der afleverede Bøger. Udmærket hjærtelig Modtagelse. Al den gamle Elskværdighed lyste hos begge. Fruen var lige hjemkommen fra Hornbæk. Bad mig til Frokost, jeg kunde ikke tage derimod, men aftalte at spise Frokost der idag. Så afsted til Rigsdagen. Derefter til Galschiøt. Så til Zeuthen. Mødte Jacob Jacobsen, der på sin Norgestur havde været i Bergen og været et Par Dage sammen med Ludvig, fra hvem han medbringer varme Hilsener. Talte ikke om nogen Forlovelse men sagde,k1775 at Ludvig så raskere ud end hernede og mente, at han befandt sig vel der oppe. Apropos har Du set af Avisen idag Sigurd Ibsens Forlovelse med Bergljot Bjørnson.k1776 Jacobsen havde gjort Fjældtur med Bjørn Bjørnson og Frk Oseliok1777 samt en dansk Dame. Han talte ikke om Bergljot. Fra Zeuthen på Politikens Kontor derpå Middag (den Kafé jeg omtalte forleden er den Svendsens Kafé, hvor vi har spist dårlig til Middag en Dag) Hjem. Læste i et forbandet Manuskript, faldt i Søvn. Teater. Kom der til at sidde foran Brandes og Ingeborg. Talte om Pylle, som bor hos sin Mor. Har det dårligt. Hun var straks, da Peter blev syg, blevet hjemkaldt. Døden overordentlig pinefuld gribende. Drengen forlangte indtil et Kvarter før han døde at Pylle skulde fortælle ham Historier ustandseligt. Led meget af Åndenød. Ninas og Vandas sene Hjemkomstk1778 hin Søndag havde nær skræmt Livet af Ingeborg, hun og Brandes mødte i Vogn Pigebørnene på Halvvejen, hun havde ikke kunnet udholde at sidde hjemme, var overbevist om, at de var kommet noget til. For Resten glad over, at Børnene havde haft det så godt, de havde skildret Dagen som så udmærket. Nina var, i Anledning af sin 16 årige Fødselsdag Dagen før, i Teatret igår og sad som særlig Udmærkelse på første Bænk i første Parket sammen med Fru Esmann. Ove og hans Frue talte jeg et Øjeblik med.k1779 Hun ser uhyre dårlig ud. Hen mod Slutningen af Forestillingen fik jeg den allerværste Hovedpine jeg kan få og pillede så tilsidst af. Jeg forsøgte at spise og drikke den bort. Hjalp intet. Hjem. Var glad ved at få dit Brev om end det jo melder om Regn og Kulde. To Punds Tillæg til Småen er jo ikke meget men da heller ikke så galt endda. Efter den første Måned vejede jeg hende hemmeligt og da var hun slet ikke taget noget til. Det vilde jeg den Gang ikke snakke om. Det lille Bæst som ikke vilde køre mere! Jo jeg hørte hende råbe Pappa og jeg skal forhåbentlig nok huske Dukken.
Sov temmelig skidt i Nat men vågnede rask imorges. Ude og drak Kaffe. Skrev Artikel.k1780 Spiste Frokost hos Feilbergs. Blev klippet, skrev igen. Havde Visit af Riis-Knudsenk1781 angående Rollebesætning i Geijerstams (?) Stykkek1782 og skal nu besørge nogle Ærinder, spise og i Teatret for så at skrive i Nat. Det er underligt, jeg har ikke en eneste Gang, har jeg nær sagt, tænkt på Rejsen[.]
Men nu må jeg afsted.
Jeg kysser Dig og Småen!
Din E.S.

404. Erik til Amalie

Torsdag den 3 September [1891]
Om en lille halv Time går Skibet til Malmø. Jeg er kommen i god Tid til Havnegade og står nu ved Pulten i en Butik for at sende Dig og Småen en Hilsen, inden jeg drager på Rejsen.
Der er for Resten intet videre at tilføje til hvad jeg meddelte igår andet end at jeg så «Arrigtrolden» i Dagmarteatretk1783 og der talte med Ove, som sagde at Jacob Jacobsens Forlovelse med Bergljot allerede for et Par Måneder siden var hævet, at han imidlertid stod på en venskabelig Fod med Bjørnsonslægten og havde som Ven været på Besøg på Aulestad.
Jeg skrev Artikel til Kl 2 i Nat men kunde da ikke sove for en uforskammet Loppes Skyld. Den fik jeg først fat i Kl 6 i Morges og sov da sødt til Kl 9[.]
Imidlertid er jeg som Du ser kommen afsted i god Tid.
Jeg har tænkt på, at det vistnok er urimeligt at sende Dig Nøglen til Lejligheden. Jeg er da rimeligvis den, som først skal bruge den, tilmed véd jeg ikke hvilken Tid på Dagen jeg kommer til Staden.
Imidlertid skriv så snart Du har fået dette Brev til Hotel Continental Stockholm og sig mig hvad Du ønsker.
Lev nu vel min kære søde Ven, Vær endelig forsigtig med hvad Du gør, hav det godt kys Småen og snak en Gang imellem om Pappa til hende, at hun ikke rent glemmer mig. Farvel
Din E.S.

405. Amalie til Erik

Esrom fredag 4de septbr. 91.
Tak for dine to kjærkomne breve. Jeg har det dårligt idag, og dermed hænger det sådan sammen: Igåraftes, da jeg umådelig træt og søvnig efter en tur næsten til Mårum før aftensmaden, klædte mig af og satte mine ting tilrette på sengebordet, husked jeg på din pakke bøger, som var kommen med posten, og åbned den glad, da jeg intet havde at læse i og kl. kun var 20 minutter over 9, og jeg var aldeles ude af stand til at tænke på eller gjøre noget ved mit arbejde. Jeg vilde læse i Tolstojs', havde jeg besluttet, men ved at lukke papiret op, så jeg Tilskuerne, mindedes literaturartiklen af Vedel,k1784 fandt nummeret og gav mig liggende i sengen til at læse. Hans udtalelser og værdsættelse af mit arme forfatterskab, bragte en så overvældende masse tanker og betragtninger til mig, at jeg blev årvågen og straks skjønte at min dejlige nattesøvn var gåt fløjten. Det blev kun altfor sandt. Kl. ½ 12 tog jeg et antifebrinsk, kl. ½ 2 et til, uden spor af anden virkning end en frygtelig susen og dundren for ørene og en fæl stramming i huden oppe over hjærnen. Der lå jeg og havde det meget ondt. Det havde allerede længe lynet småt men uden torden og jeg brød mig ikke stort om det, men kl. ½ 3 blev det et aldeles forfærdeligt uvejr. Jeg kunde ikke holde ud de græsselige lyn der gjorde mit lampelys til intet, men måtte stå op og meget mod min vilje vække Kristine som sov sødelig. Det blev værre og værre; slag i slag kom lynene og det tordnede ganske bra, skjøndt langtfra som i Jægerspris den gang. Kl. ½ 5 var imidlertid alle i huset på benene, gamle Bech gik ude på landevejen med opslåt paraplui, og hele kropersonalet og jeg sad forsamlet i skjænkestuen taus og stille. Kl. 6 var det forbi; vi fik kaffe og jeg gik tilkøjs, men uden at få et sekunds blund. Kl. 9 baded jeg småen, der havde sovet uforstyrret natten igjennem gik atter i seng, fordi jeg umulig kunde holde mig oppe, men fik naturligvis atter igjen ikke spor af søvn. Så stod jeg op kl. 1 og nu sidder jeg og skriver. Det dundrer og suser lige godt for mine ører og oppe i issen gjør det ondt. Men så har jeg heller ikke sovet et sekund i hele nat, så underligt er det ikke.
Du må endelig ikke være lej min kjære elskede ven fordi Du sendte mig den (Tilskuer) jeg kunde se, Du havde skåret artiklen op og altså læst den. Jeg havde jo bedt Dig netop om det nummer og jeg vilde sikkert vært i høj grad misfornøjet om den havde manglet. Men den gjorde et stærkt og ondt indtryk på mig. Højreavisernes udgydelser har jeg kunnet læse med fuldkommen godt humør, men denne gang gik det anderledes. Og dog synes jeg langtfra han har ret i sin vurderen og sit omdømme. Så det er ikke derfor. Men det har atter igjen levende bragt mig til erkjendelse af hvordan jeg står i de «bedstes» omdømme. Brandes applauderte hans artikel i Politiken,k1785 «en vrimmel af treffende bemærkninger og malende ord» og det er akkurat på den måde G.B. f.eks. Rist o.s. v. opfatter mig for at nævne et par navne og udelade fæer som fru Fejlberg og mæhæer som manden hendes. Det har tat modet fra mig – jeg har måttet lægge mit arbejde hen og jeg tror det er første gang jeg fejg går afvejen for de vanskeligheder mit arbejde volder og opgir at gjøre det færdigt. Men det føles unægtelig som en lettelse at ha gjort det, for jeg så det klart inat, at det var noget skidt.
Forresten har jeg intet at melde. Den dag jeg ikke fik brev fra Dig (onsdag) skulde Kristine ha vasket, men havde om natten fået 2 tandbylder og 1 næsebyld. Hun så væmmelig ud om morgenen, gusten, gul, sortrandet under øjnene og fordrejet af ophovnelse. Jeg forstod med ét hvorfor hun er mig usympatetisk. Det er fordi hun igrunden altid ser usund ud med de halvrådne tænder og de ækle skjægvorter. Den dag kunde hun naturligvis ikke vaske. Jeg måtte ha småen et par timer mens hun sov. Det var brandstorm, uhyggeligt koldt, men dog kom jeg en god tur om aftenen, og sov dejligt om natten. Næste dag vasked Kristine; der var gåt hul på byldene og hun gav om morgenen en omstændelig beretning om hvor mange kopper materie med store klumper i, der var kommet ud. Jeg var nærved at brække mig men holdt gode miner og hykled deltagelse. Så havde jeg småen hele dagen, gik træt som en mak i seng og sov udmærket. Det er altså bare inat jeg har havt det dårligt. Igår kom her en frøken, som skal bli her nogle dage. Hendes væsen er som om hun ikke var rigtig normal (så'n stille skikkelig småtusset) og hendes ydre slig at jeg nu forstår hvordan det går til med de rygter om at børn fødes med dyrehoder, der i ny og næ altid går igjen. Hun har lidt af min hoste i mange år, (nervehoste har hendes læger døbt den) nu er hun kureret med magt, men har fåt noget frygteligt istedetfor hvis navn og væsen hun ikke vil åbenbare. Hendes læger har brugt hestemidler. Desuden lider hun af ligfald. Hun har fåt nummer 4 ved siden af mig og jeg mærked ganske tydeligt inat hvorledes hendes nærhed påvirked mig ubehageligt. Det var rent fælt. Med guds hjælp rejser hun snart. –
Du kan være rolig – småen snakker om Dig mange ganger på dagen og jeg item til hende. At fortælle Dig om hvor skjøn og bedårende hun er, og om alt det storartede hun siger og gjør, (særlig overnaturlig var hun den dag jeg havde hende for mig selv) vilde være en umulighed. Hun har forresten faldt og slåt sig flere ganger fælt, men det kan være til Du kommer. Hun har det i alle måder bare godt, og er mit livs glæde og fryd.
Hvis Du får tid må Du endelig hilse på den norske minister Blehrs. k1786 Jeg glemte at de var der, før Du rejste. Husk nu på at fru B., Randi er en gammel god veninde af mig, at hun sendte Tromsøboeren Holmboe til os i vinter, at hun er søster til Hildur Nilsen, der nu er gift med Prahl i Bergen (Ludvigs vordende svigerfar)k1787 og at den morsomme Berent Nilsenk1788 som har besøgt os sammen med Randi er hendes bror. Kan Du ikke huske dengang Randi og han kom, straks efter vi var gift i Farimagsgade, vi gik på slangekomedie. Hils både hende og manden meget og hjærteligt fra mig. Naturligvis nævner Du intet om Ludvigs forlovelse med hendes søsters steddatter. Han har nu sendt mig hendes billede som jeg ikke synes om. Jeg har skrevet så nøjagtigt om dette, for jeg ved jo at Du skal ha denslags ind med skeer.
Du behøver ikke at sende mig nøglen. Nu orker jeg ikke mere. Bare Du kan læse det. Det er frygtelig skrevet, men jeg ryster også lidt på hånden idag. Tusen kys fra småen og nogle fra din Amalie som Du må skrive til. Der er kommet brev fra Kristines brordatter. Hun er fæstet bort.

406. Erik til Amalie

Fredag. Kl 9 Aften [4/9/91]
Kæreste Amalie, jeg sidder hos en Rejsefælle og sender Dig et Par Ord.k1789 Imorges kom vi til Stockholm efter en god Rejse, hvor jeg i alt Fald en Del af Natten havde sovet. Her begyndte det en Time efter Ankomsten imorges at regne, og det har det ret trofast holdt ved med til nu, da det ikke regner, men er koldt. Vi har prøvet at sidde ude og høre på Musik, men det blev heldigvis for koldt, så jeg kunde foreslå de forskellige at gå hver til sit inden vi skal møde til Seksa. Stenografmødet er nærmest en Ynkelighed. Vi Gæster må betale alt. Foreløbig befinder jeg mig langt fra vel her. Det uundgåelige Selskab, jeg er sammen med, trætter mig, og før jeg kan gå lidt om på egen Hånd, får jeg næppe egentlig Færten af, hvor jeg er. Kommer jeg så alene for mig selv, bliver jeg naturligvis tung og melankolsk i Sind. Imidlertid, en Ting er vis, at passer Selskabet ikke mig og ærgrer jeg mig over Svenskerne, vilde Du ved at kobles til disse Mennesker, som Du oven i Købet vilde riskere at støde på i Kristiania, befinde Dig endnu værre. Jeg kan se, at her er smukt, storstadsmæssig, men det Indtryk, Byen har gjort på mig, ligger lige som uden for mig selv og er blandet med den Ærgrelse jeg føler dels ved den latterlige Rolle jeg spiller som Deltager i noget der ikke er en Pibe Tobak værd og tilmed koster ikke så lidt Penge, og dels ved den ikke mindre byrdefulde Rolle at skulle være bunden til et Selskab (af danske) som jeg helst var fri for. Manden, jeg sidder hos, på hvis Papir jeg skriver – ikke har jeg en Gang kunnet få Lov til at gå til mit eget Hotel for der at forsvinde en Tid og skrive – maner mig til Opbrud, og Du får da tage denne Hilsen fra din Mand, der ikke synes, at Rejsen foreløbig har lønnet Umagen. Blot Du nu har det godt og kan fortælle mig gode Ting om Småen! Naturligvis tier jeg stille med de fleste af mine Ærgrelser, og Du skal heller ikke nævne dem med et Ord. Måske får Sagen et andet Udseende imorgen når jeg får indrettet mig med mere Kundskab om Sagernes virkelige Sammenhæng.
Gid Fanden havde den Seksa, der venter os! Den siges Svenskerne at ville betale. Jeg tror det for Resten ikke.
Din E.S.
Det er en underlig benovende Fornemmelse at have været så længe uden Underretning fra Dig [.]

407. Erik til Amalie

Stockholm den 6 Sept [1891]
Min kære elskede Ven, hvor dit Brev gjorde mig urolig! Jeg fik det først igår Aftes ved min Hjemkomst. To Gange havde jeg været på Hotellet for at finde Brev, to Gange svarede Portieren nej. Så lå det på mit Bord ved Hjemkomsten, og jeg styrtede mig over det. Men det kostede mig adskillige Timers Søvnløshed, som en anden Læsning havde voldet Dig det. Ja den elendige Vedelske Artikel! Jeg kan ikke sige jeg har læst den. Jeg begyndte på den, den forekom mig kedelig, jeg bladede i den og fandt Stykket om din Bog. Naturligvis ærgrede hans Misforstand og dumme Vigtigmageri mig og jeg tænkte jo nok, at Artiklen vilde opirre Dig, men synderlig Betydning har jeg ikke kunnet tillægge det hele Skriveri. Vedel forandrer såvist ikke ét Menneskes Mening om dit Forfatterskab. Det er underligt at få Brev fra Dig om, at de og de ikke forstår at bedømme efter sit Værd dine Bøger – og nu den sidste – jeg har igår begyndt at træffe Mennesker her oppe, de lægger sig simpelt hen på Knæ for Dig af Beundring, hver evige en jeg har talt med (af Dagens Nyheters Redaktion og tre fire andre i alt en halv Snes meget forskellige Mennesker.) Gustav af Geijerstamk1790 er fuldstændig kulret af Beundring, alle spørger de først efter Dig, og hvorfor Du dog ikke er med osv.
Hvis Du i den Stemning, Artiklen frembragte, har ment, at Du ikke vilde gøre det påbegyndte Arbejde færdigt, så håber jeg dog, at kommer Tid, kommer Råd. Min søde Pige: Vedel og Folk som ham skriver Du ikke for! Deres Udtalelser kommer Dig strængt taget kun lidet ved. At det piner Dig at læse i et Tidsskrift en dårlig Bedømmelse af din Bog er såre naturligt, men tænk dog på, at det jo netop hører med til din Gerning at være imod en hel Hoben ja de fleste Mennesker.
Du har et Publikum, der for hvert År er blevet større, og således vil det fremdeles gå. Det gælder om ikke at tænke på de andre, derved holder Du dem fra Livet.
Og så Tordenvejret og den skrækkelige Søvnløshed! Min egen egen Ven det var afskyligt at ligge i Nat og tænke på, at mulig sov Du heller ikke den Nat, som da kom, og så på den væmmelige Frøken ved Siden af Dig.
Men Tak min egen kære Ven for, at Du har skrevet. Det havde været rent galt ikke at have fået Brev. Og den Trøst er der jo, at Småen går glad og uanfægtet af alle slemme Ting igennem Verden. Den yndige Unge!
Mig går det godt nu. Jeg bliver et Par Dage. Indbydelserne kommer over mig og jeg har fået et billigt Logis (1,50 om Dagen). Med Stenografmødet er jeg færdig. Det var en ren Skandale.
Tak for din Anvisning ang. Fru Blehr. Jeg har megen Lyst til at hilse på hende.
Men jeg kan ikke begynde på at fortælle. Jeg skal også i lynende Fart lave en Artikel til Politiken.k1791
Iaften skal jeg i Teatret efter at have spist til Middag hos Geijerstam. Vejret er nu godt, og her er udmærket smukt.
Jeg har været en Del sammen med Knussen fra Kristianiak1792 (ham med Korrekturen for Bjørnson) han hilser Dig med beundrende Ærbødighed. Han og Bjørnson er for øvrigt ikke Venner mere. En ung norsk Mandskowk1793 talte meget om Jakob[.]
Skriv en Gang endnu min sødeste Ven under Adressen Hotel Kung Carls Annex Stockholm[.]k1794
Farvel hold Dig bravt. Jeg kunde godt rejse nu men det vilde være aldeles urimeligt ikke nu at benytte Lejligheden[.]
Din E.S.

408. Amalie til Erik

Esrom 8/9/91.
Tak min kjære snille ven for dine breve som kom, det ene igår og det andet idag. Havde jeg troet, det ikke var forsent, vilde jeg straks igår ha skrevet, men Du sa jo at kongressen kun skulde vare i to dager, altså være slut lørdag aften, og regned jeg så, at Du blev der to dager til, måtte Du jo vært rejst fra Stokholm igåraftes, mandag. Jeg havde jo det indtryk at Du slet ikke havde råd til nogetsomhelst, derfor trode jeg at det allermeste Du kunde bli efter den højst nødvendige tid, var to dager. Men nu, siden Du forlanger brev, skjønner jeg jo at Du er ment på at bli der mindst fem dager ekstra. For dette brev kan jo ikke nå Dig før torsdag morgen, idag er det tirsdag. Eller kanske blir Du endda længere?
Det var godt at høre at Du nu liker Dig bedre end det fremgik af dit første brev. Det vidste jeg forresten på forhånd måtte komme. Jeg håber Du får anledning til at hilse på Blehrs. Hvis Du bare har tid, og der ikke er noget særskildt ivejen hos dem, er jeg vis på de er snille og hyggelige at komme til. Manden er nemlig også en behagelig person, ialtfald var han det i gamle dager.
Du siger at Du har truffet så mange, der er på knæ for mit forfatterskab derover. Ja, det er jo den gamle historie. Personlig vil jo folk gjerne være så behagelig og sige så mange pene ting som muligt uden at lyve altfor meget. Men skulde disse mennesker skrive om mig, så blev det netop af samme art som den Wedelske artikel. Talentfuld – gudbevares i høj grad – men, men men. Rist havde jo også sagt til Dig at han var fuld af beundring for talentet i S.G. Myre f.eks. men alligevel måtte han tilstå at han ikke kunde holde alt det svineri ud. Nå, dertil er jo intet at sige, og jeg siger heller ikke andet, end at således er det, og at det ikke er opmuntrende. Hvad det angår at mit publikum stadig blir større så er det ikke rigtigt. Den bog som solgtes bedst var Constance, siden ved Du selv hvordan det er gået nedad. For ikke at tale om Sjur og To Venner, der omtrent slet ikke er solgt, så er hverken Lucie eller Myre eller den sidstek1795 bleven solgt så godt som Constance, hvoraf jo oplaget var 500 ekspl. større. –
Herfra er intet at melde. Ja naturligvis en masse dejlige ting om småen, men det vilde bli altfor vidtløftig. Hun har det udmærket er strålende glad og sund og sover 14 timer om natten og næsten 2 om dagen. Det er mærkværdigt at hun ikke vokser mere end hun gjør. Når hun er i rigtigt ellevildt humør gir hun sig til at skrige på pappa op og op igjen og så ler hun mellem hver gang, så hun blir mørkrød i ansigtet. Selv har jeg det ikke så godt. Dårlig nattesøvn på grund af triste tanker og mange næringssorger og en dvalelignende sørgmodighed om dagene. Jeg føler mig som død indvendig, nu siden jeg har opgit mit arbejde. Men der er dog som en slags fred i det. Uden en smule opmuntring også i, nej især i pekuniær henseende kan et menneske ikke bli ved med et så sjæls og hjerne opslidende arbejde som mit. Og de usle drikkeskillinger der falder af til mig indeholder ingen opmuntring. Jeg har jo aldrig råd til noget i verden af det andre har råd til. Der vil vist gå længe, inden jeg får lyst og mod til at ta fat igjen – jeg er som nedsunken i en brønd. Hils Geijerstamb [sic] så meget fra mig og sig ham alt det gode om Undantagsgummen og landstrygeren,k1796 alt det gode, vi sa da vi havde læst dem. Af Fattigt Folk er Snövinter, Peter med Øgat og mor Lenas pojke fortrinlig.k1797 Vejret her er råt og koldt og der går næsten ingen dag uden at det regner. Men så skinner det også sol indimellem.
Din Amalie.

409. Erik til Amalie

Stockholm 9 Sept 91
Kære Amalie jeg havde sikkert ventet Brev idag, men har intet fået. Det var en Skuffelse, men jeg opfatter det, som om alt er i alt Fald nogenlunde godt hos Dig.
Jeg vilde have rejst i Aften, men Geijerstam påstår, at jeg skal gå i Vasateatret i Aftenk1798 for at se, om Stykket, der spilles, ikke er egnet til Oversættelse. Det kunde da blive en fordelagtig Forretning, og det er vel så rigtigst at blive.
Jeg er for øvrigt nu færdig med Stockholm. Jeg har haft det godt i de sidste Dage. Har været til Middag først hos Geijerstam, så hos Dagens Nyheters Redaktion, så ude i Skærgården hos et ungt Ægtepar, der hedder Zveibergkk1799 og nu idag, som jeg tænkte, til Afsked hos Geijerstams igen.
Om Aften i Teatrene.
Idag søgte jeg Fru Blehr, der efter hvad man meddelte mig hidtil ikke var kommen hjem fra Norge. Hun var ikke kommen endnu og Ministeren traf jeg heller ikke.
Folk har været overordentlig elskværdige og ikke mindst har de været det imod mig for din Skyld. Du har et meget højt Navn her imellem de fremskredne.
Men jeg ønsker ikke at blive her et Minut længre. Jeg trives ikke, og idag da jeg hele Formiddagen har gået om alene, har jeg i Grunden været halv eller hel melankolsk. Hundrede Gange tænkte jeg på Dig, og når en lille Pige kom på min Vej sammenlignede jeg hende i Tankerne med Småen.
Det er underligt nu at rejse. Jeg tror, det er lærerigt men ubetinget morsomt er det ikke.
Jeg har ikke Tid til at skrive andet end et Par Ord, hvis dette Brev skal nå at komme med Posten. Det skal heller ikke være andet end en Underretning om at jeg altså imorgen Aften rejser og er i København Fredag Formiddag.
Jeg sidder hos Geijerstams og de to i aller højeste Grad hjærtelige Mennesker sender Dig så varme Hilsener som tænkes kan[.]
Jeg tænker mig, at jeg imorgen får Brev fra Dig, og det skal unægtelig være i usædvanlig Grad velkomment, der har ved denne min Udfart dannet sig som et Hul bag mig, som Du skal fylde ud enten ved dit Brev imorgen eller ved din Modtagelse, når jeg kommer hjem.
Det er dejligt at komme hjem.
Jeg har købt en Dukke til Småen og en lille Ting til Dig[.]
Alt i alt er jeg naturligvis overmåde tilfreds med at have set Stockholm og svensk Liv på nært Hold.
Men en Hvile er det ikke.
I Tankerne holder jeg Dig tæt omsluttet og giver Dig mange Kys
Din E.S.



1892

Fra januar–februar 1892 finnes det ganske mange udaterte brev. En tid bodde Amalie borte fra familien og holdt til hos Georg og Ane Cathrine Achen, som hadde hus i Lindevangen 10, nå en del av København (Frederiksberg), men den gang ute på landet. Hun var nervøs og urolig, men prøvde å arbeide; romanen Forraadt ble utgitt om våren 1892. Imens ble Erik hjemme med datteren Johanne og piken i Store Kongensgade, hvor de bodde i pensjonat. Amalie og Erik diskuterte om de skulle bli på pensjonat eller ha egen leilighet igjen (brev 421), og bestemte seg for det siste.
Brev 425–31 er datert, og skriver seg fra august 1892. Det er tydelig at de var i ferd med å ordne innflyttingen i den nye leiligheten. Amalie var nå ute på landet i Hornbæk, denne gang sammen med Johanne, mens Erik bodde på hotell i København og festet enda en ny pike. Det er ialt fire piker som blir nevnt i brevene, og som tjente hos dem i løpet av dette året: Magdalene, Kristine, Marie og Karen. Erik fortsatte med å gå i teater og skrive anmeldelser, og overvar samtidig prøvene på Fjældmennesker, stykket som han og Amalie hadde skrevet sammen, og som skulle settes opp på Dagmarteatret høsten 1892. Han klaget i brevene over skuespillerne, og Amalie, som holdt på med sitt eget skuespill Agnete, foreslo at de skulle forsøke å få satt opp Agnete istedenfor Fjældmennesker. Agnete ble imidlertid først spilt i mars 1893, også på Dagmarteatret.
Tidlig i september flyttet Amalie og Erik inn i Klassensgade 11, hvor de kom til å bo fram til 1899 og Amalie enda lenger.

410. Erik til Amalie

Onsdag Kl ½ 12k1800
[20/1/92]
Kære Amalie
Småen har det udmærket, hun sidder for Øjeblikket på sin lille Potte inde hos mig og hører på Spillemanden i Gården. Der vaskes i hendes Stue, så Højtideligheden med at lave stort må ske hos mig. Nu meddeler hun mig triumferende: Kan Du se Pappa, at jeg har taget min Støvle af? Hun har snøret den helt op og får nu Skænd af Magdalene,k1801 fordi det ene Snørebånd er trukket helt op. Småen sukker under denne Anklage, men kommer sig hurtig og meddeler mig, at Spillemanden spiller med Næsen.
Nu er det galt med Småens Fingre, hun vil absolut rode i Vandet, som står parat ved Siden af hende til Aftvætningen. Magdalene vinder Sejer ved at henvende sig til hendes blidere Følelser og spørge, om hun er sød Pige. Småen er færdig, og synger inde i Magdalenes Skørter: Munken går i Enge. Hun hostede igår Aftes Kl ½ 12 men ikke længere end omtrent 10 Minutter, så sov hun stolt til imorges Kl 8 da hun atter hostede men ikke slemt, kun svagt, men lidt længere end igår Aftes. Nu står hun ved Siden af mig og trækker mig i Armen, «Jeg vil op hos Dig» – Nu sidder hun på mit venstre Knæ – Hovedet på Siden – «Er Mama i Vandet? Er hun? Bytter hun Kolen? Der står min Bedstefa'r han er død men Xk1802 han blir straks rask igen. Hans lille Pige er i Engeland.» Nu har hun sin lille Hånd oppe på mit Øre for at føle om det er koldt.
«Skriver Du?» Nu morer hun sig med Blæktrykkeren, den skal presses mod min Pande. «Der er noget sort på den, det har Magdalene vist lavet.» Nu vil hun se hvad der er i Brevet fra Kurella til Dig,k1803 det ligger her på Bordet. Nu står Blæktrykkeren «på Bagbenene». «Jeg har fået din Hue på, det har jeg Papa, den er helt kold.» Nu stirrer hun forbavset på min Hånd som skriver: «Har Du skrevet det Papa?» Hendes lille Finger stod fast, så den bøjedes helt bag over der, hvor Du ser Figuren X. Nu skiller hun den lille Frimærkeæske, der er formet som Høvl, fra hinanden, og er, uden at jeg umiddelbart har lært hende det, nu i Stand til at sætte den fuldstændig rigtig sammen. «Det kan jeg» siger hun stolt og ser strålende op på mig. Atter skilt og sammenføjet. Lille vigtig Mine: «Det var rigtigt Papa!» Håndgrebet kalder hun «Fyren». Jeg kom hjem igår fra Rigsdagen Kl. 6, så stod hun og ventede at måtte komme ind og dyppe Sukker og fortalte mig at Mamma var i Selskab og vilde forære Johanne Godter. Nu kom Melding om Frokost. – «Nåda! Fyr, for Katten!» da jeg nu vil sætte hende ned: «Du skal blive her inde og leje med Johanne.» Men jeg er fast. Nu taber hun Æsken er kommen ned på Gulvet men står og trygler «Ta' hele Ungen!» Nu tog jeg hende: «Er Du gal Jente» siger hun og knurrer af Velbefindende. Så nu må Papa gå. «Så må jeg ha' mine Korter med ind i min Stue.» Nu har Magdalene hende og viser hende hvad hun syer. Og jeg går ind for at spise Frokost.
– Sild og Kartofler meget ordentligt.
Alt dette ser Du er rablet ned i lynende Hast. Jeg skal afsted[.]
Din E.S.
Hils!

411. Amalie til Erik

Fredag morgen k1804 [22/1/92]
Kjære E.S. Jeg har fåt et hyggeligt og meget gladt brev fra Garborg k1805 til svar og tak for mit brev om hans bog. Der havde jeg sagt: næste gang Du ikke rejse gjennem byen uden at se op til os. Nu råber han glad i brevet: «på gjensyn om nogle dage! Vi skal til Rom og er glade og friske.» «Rigtignok er det farligt med stansninger for da begynder kronerne straks at rulle, (fortsætter han) men til en aftenstund i Kjøbenhavn sammen med Dere bør der bli råd.» o.s. v. Nu kan Du altså hvert øjeblik vente at se dem trine ind døren. Jeg blir aldeles fortvilet hvis jeg ikke får se dem. Jeg skal netop snakke med G. Altså må Du enten straks telegrafere til mig når de viser sig eller komme herud til Achens med dem, alle 3, hvis det er uundgåeligt, men helst ham alene. De er altså buden til Achens forstår Du. Sig at vejen er så lang at det er betænkeligt at ta konen og ungen med. Men hvis han helst vil ha dem med så gudbevars! Vær nu endelig snil og føj mig i dette.
Din Ama.

412. Erik til Amalie

Mandag Aften [25/1/92]
Småen kan nok fortjene at få Dig imorgen, hun har været sat på lidt smal Kost også med Pappa idag. Jeg måtte gå Kl 12 for at få Tid til at hente Billet i Dagmarteatret k1806 og skulde så i Rigsdagen, hvorfra jeg først kom hjem klokken 6 og 10 Minutter. Jeg spiste så med hende på Skødet, det var ubegribelig sødt at mærke, at hun ikke vilde fra mig, og så fik vi netop Tid til at dyppe lidt Sukker, inden jeg måtte gøre mig i Stand til at gå. Hun gik hele Tiden om mig og vilde ikke ha, at Pappa atter skulde gå på Gaden. Til al Lykke var der en Smule tilbage af Rosinerne og Mandlerne de trøstede hende kongelig, da jeg gik. Nu er jeg kommen hjem fra Teatret og har spist mit Smørrebrød efter først at have været inde og set hende sove som et lille Marsvin og bære hende ind i sin egen Stue.
Jeg venter Dig altså imorgen omtrent ved 12 Tiden og skal være nede på Gaden lige som sidst for at lodse Dig ind.k1807
Din E.S.

413. Amalie til Erik

Mandag aften. [25/1/92]
Om mig er der intet at berette. Jeg har det omtrent som hjemme, op og ned; inat har det vært svært ondt; idag har jeg ligget til ½ 5 i min seng.
Mange tak for dit brev, som jeg fik imorges. Jeg blev atter igjen så uhyre glad over at få høre så meget godt og sødt om småen. Jeg længes efter hende om dagene, så det suger mig for brystet.
Du har jo fåt brev fra Anne Cathrine imorges,k1808 så Du ved altså at selskabet er udsat til på fredag. Imorgen kommer jeg til byen. Jeg forfriske mig ved synet af småen en liden stund. Vær endelig så snil at møde mig i St. Kongensgade præcis et kvart over 12, så meget jeg slipper for at ringe på og få en af Smithene ud til oplukning k1809 med dertil hørende høje skrig på: Nej fru Skram! o.s. v. Mød mig endelig og luk mig ind i al stilhed. Hører Du, er Du snil.
Din Amalie

414. Amalie til Erik

[Torsdag – krysset ut] Onsdag morgen. [27/1/92]
Du har allerede forvænt mig så med epistler om småen at jeg idag blev skuffet over ingen at få. Men så tænkte jeg: herregud, Du så hende jo igåreftermiddag så det er jo rimeligt at han ikke et par timer efter har sat sig til at skrive.
Imorgen er hun buden herud. Lad dem som sidst sætte sig i sporvognen på Kongens Nytorv kl. ¼ over 1, så skal jeg passe på lidt før 2 ved sporvognsstationen herude og ta imod dem.
Men hør nu vel efter om dragt o.s. v. Hun skal ha sin hverdagskjole på, og naturligvis være ren og pen underneden. Magdalene skal sprætte af de smudsige hals og ærmeblonder af kjolen; hvis hun ingen rene har fåt udleveret af mig, så har jeg nogle herude som jeg kan sy på, når hun kommer. Hvis der er et rent hvidt forklæde, så skal hun ta det med, (ikke som sidst), og lægge det i en liden pakke sammen med skoene og det japanesiske skjærf, som småen fik hos A.C. k1810 til julen: Forstår Du? Udenpå kjolen skal hun under kåben på [sic] det store blåternede forklæde for afsmitningens skyld. Er det ikke rent så et andet da. Hvis der intet rent hvidt forklæde findes, (det hun havde sidst var ikke rent), så skal hun ha det blåternede hvis det er rent eller det lille fine lyserøde. Hvis Du synes gamascherne og vanterne er pene, de nye jeg bestilte igår, så behold Dem og lad hende få dem på. Men ikke den gule trøje under kåben – den er så svart, men den lille blå jakke. Og ingen pulsvanter, hvis det ikke er frost. Farvel kjæreste Dig. Jeg har ikke sovet synderligt inat heller.
Din Amalie.

415. Amalie til Erik

Torsdag morgen [28/1/92]
Tak for dit brev imorges k1811 min kjære snille ven, jeg blev som altid så glad for det. Inat har jeg sovet uden nogenslags midler, og det uagtet jeg igåraftes var yderlig dårlig. Jeg la mig før 11 og tænkte: nu ligger Du heller vågen hele natten end tar noget ind. Jeg havde nemlig en fornemmelse som om mit hode skulde revne – det var frygtelig – og jeg kjendte det på mig at det absolut intet tålte af sovemidler da. Henimod kl. 2 må jeg være falden i søvn at dømme efter sidste gang, jeg så på uret. Så sov jeg uafbrudt til lidt før 7, da pigerne her begynder at løbe i trapperne og gå med døre, men for hver gang der var roligt, sov jeg uforstyrret videre til over 9. Derfor føler jeg mig også bra idag. Og nu tror jeg sikkert at jeg endelig har fundet et probat middel mod hosten: Det var i forrige uge, jeg havde fåt nogle hidsige røde blemmer på begge sider af tungeroden, som smerted meget. A.C. gav mig sin clorsur caliopløsning k1812 til gurgling, som jeg gjentog aften og morgen i 3 dage. I disse dage hosted jeg absolut ikke. Så blev tungen bra, gurglingen holdt op og hosten kom igjen. Igår kjøbte jeg selv clorsur cali igjen, og gurgled mig igåraftes. Ikke spor af hoste inat. Nu skal jeg holde på. Det er jo ialtfald ganske uskadeligt. Jeg drikker ikke the, har aldrig gjort det, jeg tvinger mig ud hver dag, endog igår gik jeg over en time i det græsselige vejr – jeg gjør overhodet kun hvad der må være godt og rigtigt for mig, er i seng før 11 o.s. v. Men det går så sørgelig langsomt med min helbredelse fordi jeg var altfor ødelagt. Og så tåler jeg ikke at skrive. Tag G. med til selskab hvis han kommer imorgen.k1813 Det vil sige ham, ikke på nogen måde hende eller gutten. Dem er der ikke plads til ved bordet, men 1 herre har svigtet. Nu skal jeg skrive et par ord når småen har været her. A.C. ligger i dag. Snue i en grad så hendes næse er aldeles ukjendelig. Opsvulmet og blank i en grad! Doktoren har været her. Hun skal holde sengen idag, men han trode nok hun kunde ha selskab imorgen alligevel. Gudskelov at jeg nu er bra idag til småen kommer for det blir jo altid lidt styr.
Senere. Småen vært storartet! Vented på hende i 25 minutter. Ingen middag imorgen. A.C. syg – stærkt forkjølet. Skriv et par ord i aften om småens hjemkomst. Belav Dig endelig på at komme her med Johanne søndag til frokost og sidde.k1814 Du gjøre det. Skriver og gir nærmere besked imorgen.
Din Amaliek1815

416. Amalie til Erik

Fredag aften. [29/1/92]
Også sidste nat har jeg sovet uden midler fra omtrent kl. 2, så der viser sig jo dog nu fremskridt. Jeg er så uhyre glad over det, at jeg både igår og især idag har følt mig som et andet menneske end jeg længe har vært. Idag har jeg også kunnet arbejde noget uden at få de frygtelige hodefornemmelser. Sandsynligvis får jeg nok tilbagefald med søvnløshed o.s. v., men dette er dog som et glimt af lys.
Garborg må jeg altså opgi denne gang. Nu er han vel alt på vejen til Rom.
Du må se til at huske kininpillerne. 100 er nok.
Men altså om søndag. Du må absolut se til at være herude et kvart før 11. Så skal der nemlig spises frokost først, før siddingen begynder. Vi skal til gamle Achens til middag kl. 4, og da Du jo også skal være hjemme i pensionatet med Johanne kl. 4, blir der ikke så megen tid endda. Forleden dag da de sammen med Marie Thiele k1816 talte om søndagen spurgte Achen hende tøvende om de (Thieles) ikke kunde ha os alle til middag også den dag, det er nemlig ikke Deres tur oftere end hveranden søndag, for at Du og småen kunde være med. Marie trak lidt på det og jeg skyndte mig da at sige at Du skulde og måtte hjem, Du havde arbejde, og det var en aftale mellem os fra forleden, jeg var inde, at Du skulde ta hjem til middag med småen. Det var en lettelse for alle 3 kunde jeg mærke. Ikke fordi Thieles så uhyre gjerne vil ha Dig og småen, men de er vant til disse regelmæssige familjesøndage og liker ikke at de kommer i ulave. Nu var Du jo buden til Thieles sidste og kunde ikke komme og Du er buden der igjen til næste søndag da Du også skal sidde, forstår Du. At A.C. og Achen generer sig for at ta Dig med til gamle Achens er åbenbart, skjøndt jeg ikke forstår, at der er noget at generes over. Men der er vel ham, faderen de er utryg ved. Men nu er Du nok så sød at Du husker alt dette og ganske simpelt hjem med småen?
Hvis vaskerkonen har bragt småens tøj, så de hvide forklæder er rene, så skal hun ha sin hverdagskjole, et hvidt forklæde og det brogede skjærf, hun fik til julen. Hvis tøjet ikke er kommet, må hun få sin bedste kjole, og sit røde forklæde. Skoene og skjærfet og i tilfælde det hvide forklæde må være i en pakke, og så må hun ha det blåternede forklæde under for smittens skyld. Ellers ved Dere nok hvad hun skal ha på. Ikke pulsvanter, hvis det fremdeles er så mildt.
Hvis det er stygt vejr eller hvis Du vil, i alle tilfælde, skal jeg komme med barnevogn imod Dere. Men så må Du være der præcis ½ 11. For at kunne det, må Du kjøre fra Kongens Nytorv 5 minutter før 10.
A.C. ligger fremdeles. Det er ikke snue, det er Babylons floder der strømmer ud af hende. Aldrig, det sværger jeg, har jeg sét noget lignende. Skriv mig et brevkort til søndag morgen, som siger at Dere kommer.
Din Amalie
Glem så ikke at la Magdalene få fri den dag. Men sig hun må være hjemme til 4/ ½5.

417. Amalie til Erik

Lørdag formiddag. [30/1 92]
Inat sovet dårligt, men dog ikke søvnløs. Mindre bra idag. Du får se til at komme så tidlig Du kan imorgen. At Du skulde nå til at være på Kongens Nytorv før 10 er vel ikke at forvente. Men som sagt, så fort og snart Du kan.
Tag endelig en hagesmække med til småen; hun skidner så mange for Johanne Achen, der vist ikke har så'n videre overflod. En af de største og peneste, sig til Magdalene.
Jeg har brugt mine penge op. Regningen hos Vinkel var nemlig 17 kr: 3 kr. for at reparere Børjeson k1817 (det var altså blevet dyrere end han trode), 7 kr. for den lakerte ramme, 2 kr. for rammen til Ludvig, 3 kr for rammen til Sommers drøm k1818 og 2 kr. for den lille sokkel. Idag skal jeg hente arsenikpiller for min næsten sidste kr. Nu betalte jeg 65 øre for vask af lommetørklæder og nogle småstykker, igår kjøbte jeg uldgarn til småens trøje og klorsurkali igjen. Når jeg er i byen, kjøber jeg altid lidt chokolade med til Johanne, det venter hun altid på, siden hun engang fik, så er der frimærker o.s. v. Ikke at tale om pengepungen og posen, jeg har kjøbt. Du må gi mig et par kroner imorgen når Du kommer.
A.C. fremdeles sengeliggende.
Kys småen 1000 ganger, og fortæl hende imorgen når Du er i sporvognen at hun skal til mamma.
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Tusen tak for brevet idag.k1819

418. Amalie til Erik

Mandag morgen. [1/2/92]
Jeg har netop fåt dit brev min kjære ven k1820 og synes frygtelig synd i Dig. Og Du som altid går med så mange penger i din portmonnaie for at være vis på at kunne bli både bisat og begravet om noget skulde hænde. Den må forresten vistnok være blet stjålet, for dine lommer er jo ikke slig at noget kan glide ud af dem og Du har jo ingen muffe til at putte den i. Du må nu endelig spørge efter hos sporvognen. «I sporvognen med småen,» skriver Du. Det må vel altså være søndag aften Du mener. Jeg tænkte straks at spørge her, men så husked jeg på at Dere vel kjørte med sporvogn også gjennem St. Kongensgade og at Du altså må ha havt portmonnaien der. Og jeg som ikke fik høre noget om småen! Der var så meget, jeg skulde havt besked om og nu får jeg heller ikke se hende idag, for det er nemlig meningsløst for mig først at ta hjem når jeg skal til Langhoffs. k1821 Det trætter mig nemlig mest af alt næsten, at holde styr med småen og det kan jeg nu, da jeg ser hende så sjælden, ikke la være. Herfra får jeg kjøre med Thieles vogn lige til døren, så det er for dumt ikke at bruge den. Men derfor kan Du vide, jeg gjerne vilde hørt om hvordan det gik på hjemturen. Kl. var jo mange og hun sovned kanske? Buksen hendes var jo våd og det sa Du vel til Magdalene, for den var naturligvis blet tør igjen, så hun kunde git hende den på næste dag om hun intet vidste. Og om hun fik afføring om aftenen eller ei. Om hun sovned straks hun kom i seng om om [sic] hun græd og var overtræt eller om hun var overjordisk sød som altid. Alt dette véd jeg nu intet om, og jeg havde glædet mig så til dit brev imorges. Men jeg forstår så godt at Du ikke var oplagt. Pas endelig på at småen får både pulsvanter og slør og galoscher på, hvis hun får gå ud i denne kulde. Længe må det absolut ikke være. Trøst hende så godt Du kan fordi jeg først kommer imorgen, og lad hende endelig ikke fryse. Det er så koldt. Jeg har sovet udmærket siden sidst og har det godt.
Din Amalie.
[Tilføyelse på første side]:
Vær der nogle minutter før 6 iaften, så jeg kan treffe Dig udenfor. Jeg er præcis ved Du med vognen.

419. Amalie til Erik

Onsdag. [3/2/92]
Jeg sovned sent inat fordi jeg fik en altfor lang lur på sofaen efter middagsmaden og byturen. Jeg læste til kl. 2 og lå så til over 3 før søvnen indfandt sig, men så vågned jeg heller ikke før ½ 10 imorges. Ja, det er sikkert at jeg kommer mig og at jeg får min nattesøvn tilbage! Jeg kan næsten ikke tro det, skjøndt jeg jo har de tydeligste beviser. Jeg føler mig forvisset om forresten at hostens forsvinden er en af hovedgrundene til min bedring. Når Du kommer herud må Du endelig være imponeret af at de har fåt mig til at sove så godt. De er selv så glad for det og så stolt af det. Du får vel billetter til det frie teater på lørdag?k1822 Achens og Marie Thiele skal der, og jeg vil også svært gjerne afsted. Skriv om hvordan det forholder sig, om vi skal mødes i teatret eller om Du sender mig billettene o.s. v. Jeg har bestemt mig til at vente med at få småen herud til på fredag. Kommer hun imorgen, går hele dagen uden at jeg får rørt ved mit arbejde og derfor tvinger jeg mig til at vente, skjøndt det holder hårdt. Magdalene véd hvad hun skal ha på og med. Den søde elskede ungen, det er trist at undvære synet af hende så længe, og bare få se hende en småstund et par ganger om ugen. Jeg føler også altid et gnav og savn efter hende.
Men bare jeg gjorde fremgang på arbejdet mit, så fik det endda gå. Men det gjør jeg ikke. Jeg kan slet ikke få nogenting til. Jeg sidder her om dagene time efter time med blyanten i hånden og papiret foran mig og bare græmmer mig, mens tankerne farer viden om og ikke er til at fængsle ved arbejdet. Og så tror de, at jeg skriver og spør ideligt hvordan det er gåt og om hvorlangt jeg nu er kommen. Det er en frygtelig tilstand. Hvad skal jeg arme menneske dog gjøre! Kys småen fra
Din Amalie.

420. Amalie til Erik

Torsdag aften. [4/2/92]
Tak for det lange søde brev og for bogen,k1823 som jeg først vil læse efterat jeg har sét stykket. Sovet udmærket også sidste nat. Hosten omtrent absolut borte.
At Du virkelig havde lyst til at læse op det stykke hos Martinius's. k1824 Jeg synes det er at gjøre for meget væsen eller lægge for stort bræt, fra din side, på et arbejde der dog kun er en oversættelse, til og med af et, efter din mening, dårligt stykke. –
Så kommer altså småen imorgen. Lad hende endelig ikke gå senere fra Kongens Nytorv end ½ 2, ellers får jeg stå og vente ligeså længe som sidst. Den lille gule brosche som jeg fik efter din mor, må Du la Magdalene ta med imorgen. Den står vel i toiletpuden eller ligger på glasskålen foran spejlet. Glem det ikke. Achen skal bruge den. Sig ligeledes at M. skal ta med sig 2 par af mine strømper – hvis de da er kommet fra vaskerkonen – og stoppegarn nål og fingerbøl; hun kan stoppe lidt herude, for jeg har dog småen. Hvis strømperne ikke er komne, skal hun alligevel ha garn og grejer med, for jeg har et par her, som skal stoppes. Kys småen og lad mig så få hende imorgen.
Din Amalie

421. Amalie til Erik

Onsdag eftermiddag. [?24/2/92]
Min kjære mand! Der er noget jeg så længe har besluttet at skrive til Dig om, men frygten for at Du skulde bli sint har afholdt mig indtil nu, da det ikke længer kan opsættes. Det er nemlig bleven så i den senere tid, at Du altid forudsætter at det er ondskab eller lyst til at være Dig kontrairi der gjør, at jeg har en anden mening end Dig om dette eller hint. Hvilket naturligvis vanskeliggjør forholdet en hel del. Nu er sandheden imidlertid den, at jeg meget gjerne vil være Dig tilpas og meget gjerne vil gjøre hvad jeg kan for at vi skal komme godt ud af det med hinanden og om muligt komme hinanden noget nærmere. Sådan var jeg også rasende næstsidste gang jeg var i byen og at vi dengang skildtes som uvenner kan jeg ikke anse for min skyld. Når jeg vælger at skrive istedetfor at tale så er det atter igjen af frygt for at Du straks jeg begynder skal bli opirret, gi forkjerte svar og således forhindre at jeg får snakke ud.
Hvad jeg vil be Dig om er dette at vi skal flytte fra pensionatet og atter føre hus. k1825 For straks at berolige Dig med hensyn til det vigtigste, det økonomiske skal jeg bevise Dig at vi ved at sige op til første juni sparer så mange flere penger end vi bruger til flytningen. Vi siger nemlig pensionatet og de 3 værelser op og lejer barneværelset hvor der blir udmærket plads for alle vore sager. For dette værelse tomt og uden opvartning kan de ikke forlange mere end 25 kr. om månen. Jeg har tænkt mig at vi skulde bli på landet: juni juli august og så flytte lige derfra og ind i en af de mange lejligheder som står tom på Østerbro fra første septbr altså: Nu ved Du, at man, selv om man flytter ind i august f.eks. hvad vi jo gjorde dengang vi flytted til Kroghsgade, betaler man først leje fra oktbr. flyttedag at regne. Alle husejere siger at at [sic] det er ligegyldigt når på sommeren man flytter ind eftersom lejligheden alligevel står tom. Det gjælder altså at finde en ubeboet lejlighed og af dem er der, som sagt, nok på Østerbro. Der er også al mulig sandsynlighed for at vi alt fra første juni får lov til at sætte vore møbler ind der, hvilket jo vilde være det allerbilligste. Ja, jeg kan egentlig slet ikke tænke mig at der kunde være noget ivejen for det, når lejligheden alligevel stod tom og en sådan må vi jo i ethvert fald ha for at kunne rykke ind når vi kommer fra landet. Fra pengesiden kan der altså ikke være nogen hindring. Smith sa til mig,k1826 før vi havde lejet udtrykkelig at huslejegodtgjørelsen i den tid vi var på landet ikke kunde sættes under 75 kr. pr. måned. Men selv om de nu vilde gjøre det for 50, hvad jeg betvivler, så blev det jo fra 1ste juni til midt i oktober 225 kr. Hvad nu det angår at jeg ikke tåler en flytning så vil jeg gjøre Dig opmærksom på at denne flytning vilde falde meget lempeligere end andre flytninger i det den vilde falde i to afdelinger. Før vi rejste på landet, flytted vi altså vore sager ud i lejligheden eller i nedpakket og flyttefærdig stand ind i barneværelset hos Smiths. Det blev altså kun i værste fald at få dem bragt ud og ordnet i det nye sted. Ellers skal jo både flytning og ordning af det nye hjem foregå på en og samme tid. Når alting stod færdigt kunde jo Du ta ind lidt før og spare mig for noget af arbejdet. Småen fik være hos Achens til vi var færdig. Et andet gode er det også at årstiden både i juni og begyndelsen af septbr. er så langt mildere end de sædvanlige flyttetider da jeg altid pådrager mig en svær forkjølelse.
Jeg ber Dig nu indtrængende om at være imødekommende her. Kan og vil Du det ikke, da lover jeg Dig at jeg skal ta det pent og roligt, så Du kan se, jeg ikke er ond og sint i sindet. Men jeg kan ikke uden gru tænke på en vinter til, som den, der svandt. Dette her at ikke ha noget soveværelse men ligge og slænge på en sofa med det kede [?] fløjelsbetræk op efter den ene side, kan jeg ikke trives med. Og når jeg skal kunne arbejde med lyst og udbytte må jeg ha det triveligt om nætterne. Min helbred er sådan at nattesøvn i et ordentligt værelse og i en skikkelig seng er absolut nødvendig for mig. Hvorledes jeg havde det derhjemme i St. Kongensgade i vinter, véd jeg bare selv. Som sagt, jeg ræddes ved at tænke på en vinter til af samme art. Så blir jo også den stakkels sofa udslidt længe før tiden.
En anden ting er også at det blir frygtelig vanskelig at skaffe alle disse kontante penger til hver eneste første i månen. På Østerbro har vi dog den udvej at vi kan få lidt kredit, når det kniber og det har jo altid hidtil gåt slig at vi efter kortere eller længere tid har kunnet klare hver sit.
Jeg havde så i tilfælde tænkt at snakke til Kristine så snart som muligt for at få hende til enepige. Hun kan jo madlavning eftersom hun nu er kokkepige i et fint hus og er jo ellers så bra og pålidelig i alle måder. Desforuden vilde jeg så ha en eftermiddagspige der kom kl. 12 eller 1 og spaserte eller legte med småen. Jeg har nøje overvejet dette og jeg er vis på, dette vil kunne gå med én pige forudsat at hun er som Kristine f.eks. når vi lejer vasken ud og tar en kone til rengjøring en gang imellem. Og med en pige og en lejlighed til 600 kr. vil det sikkert ikke bli dyrere end i pensionatet, så meget som vi er ude. Heller billigere. Men Du måtte altså sige op den 1ste marts. Hvis jeg var i dit sted vilde jeg ikke betænke mig på at sige op alle værelserne, da vi sikkert finder en tom lejlighed. Forhast Dig ikke med at svare.
Din Amalie
Send småen herud imorgen.k1827 Men bed om frokost kl. ½ 12 præcis så hun kan ta fra K. Nytorv kl. ½ 1 præcis. Hun skal nemlig ikke være her længere end til kl. 4 da det både tar formeget af min arbejdstid og trætter mig formeget at ha hende længere. Magdalene må, når hun skynder sig, godt kunne få soveværelset og sig selv istand til den tid. Så kan jo heller gulvet i barneværelset være til de er gået.

422. Amalie til Erik

[?/3/92]k1828
Det var da frygtelig kjedeligt med småens hæshed og hoste. Jeg er svært urolig over det. Går det ikke over, så snak med Feilberg. Det er aldeles urimeligt at M. vil gå til den begravelse! Jeg er glad, Du har sagt nej og især for at Harriet ikke får passe hende. Jeg er vis på hun så vilde vært kommen i træk o.s. v. Der er ganske sikkert noget at gi hende for den hæshed både at ta ind og at bli smurt med.
Jeg synes aldeles ikke om at Du sådan ganske på egen hånd har dekreteret at jeg ikke skulde med til Langhoffs. k1829 For det første anstår det Dig ilde at optræde på denne dominerende måde mod mig, der sidder her og slider omkap med Dig for at tjene til den smule føde, vi skal ha. Og for det andet er det mig umuligt at fatte hvorfor det skulde være mere «attenteret mord» at gå til middag og dans nu, end for 3–4 uger siden, da min helbredelse langtfra var så vidt fremskredet og da jeg desuden havde bare godt af det. Det at herrerne skulde møde i maske og damerne i dragt kunde dog vel ikke gjøre det livsfarligt. Det måtte da vel være dansen og mad og drikke o.s. v. som skulde gjøre det. Du havde også selv tænkt ikke at gå siger Du. Men se om Du ikke rædded Dig derhen! Naturligvis! Det vidste jeg. Det er Dig ligesåmeget imod selv at gi afkald på moro og god drikke som det falder Dig naturligt at dekretere afslag for mig. Hvis Du endda selv var bleven hjemme, vilde jeg langtfra vært så oprørt, men at Du selv går, uden såmeget som at vorre at sige mig at jeg er buden, det er dog forgalt. Og gide ville komme [sic] med slige fraser som «attenteret mord» og om at Du «umulig kunde gi Langhoff afslag»! Fy for pokker! Jeg råder Dig til ikke en gang til at gjøre sligt. Indbydelsen har vel formodentlig også vært adressert til mig og så har Du brudt den og svaret og alting. Du kan stole på jeg skal skrive til Langhoff at de en anden gang må sørge for at jeg får indbydelsen. Jeg skal nemlig sende ham manuskript idag.k1830
Amalie

423. Amalie til Erik

Fredag aften.k1831 [?/4/92]
Tusen tak kjæreste Dig for dine linjer som jeg fik iaften sammen med pakken. Jeg blev så glad og let ved at læse dem.
Ja, send endelig småen afsted imorgen. Hvis hun kunde gå hjemmefra kl 1 eller et kvarter over 1, så skal jeg passe hende op ved sporvognsstationen kl. 2. Ja, jeg skal naturligvis være der i god tid og gå frem og tilbage til de kommer. Så behøver Du ikke at belemre Magdalene med mere besked end at hun for 20 øre skal kjøre så langt som sporvognen går. Bedst var det om Du fulgte dem til Kongens Nytorv, men kan Du ikke det, så klarer hun sig vel når Du siger, hun skal med den røde omnibus, hvor kusken sidder på bukken oppe ved taget, husk endelig det, for ellers går hun med den anden gjennem Stormgade – Så må Du be hende sætte sig helt ind i vognen oppe i krogen og svøbe tæppet godt om småen. Og så må Du endelig pålægge hende ikke at fortælle småen at hun skal møde mamma, for så blir barnet utålmodigt over at det varer så længe.
Jeg glæder mig frygtelig til at se hende trine ud af sporvognen imorgen. Bed nu endelig Magdalene om at hun lar konduktøren løfte småen ud, ellers glider hun sikkert på det glatte trin og brækker både sig selv og småen. Lad hende endelig få mit penneskaft og alle mine penne i lommen. Endnu engang tak for brevet min kjære ven. Bare nu vejret blir godt. Men hun kjører jo i vogn hele tiden. Lad os sige bestemt 1 kvarter over 1 hjemmefra. Din Amalie.

424. Amalie til Erik

Hornbæk torsdag morgen.k1832 [?18/8/92]
Heller ikke inat har jeg havt det synderlig godt. Da kl. var ½ 12 begyndte småen at klynke. Jeg vented noget, men da jeg intet hørte til Marie, stod jeg op og idet jeg åbned døren ind til det mørke værelse sa småen med lysvågen stemme på sin sødeste måde: goddag, mamma og videre: Du må ikke røre min dårlige finger. Er pappa hjemme? «Ja.» Hvor sover Du mamma? «Derinde.» Hos hr. Hanemann?k1833 «Nej derinde ved siden af Dig.» Sover pappa hos hr. Hanemann? «Ja.» Nå! Så skulde hun på potten og så sa hun 2 ganger på en aldeles uforlignelig øm og indsmigrende måde: mamma! Da hun var færdig, la jeg hende ned, tændte den små lampen som jeg stilled på gulvet, sa godnat og gik ind og la mig. Hun havde ingen indvendinger men vendte sig sødt om mod væggen. Marie havde under det hele sovet som en sten. Jeg trode, hun var sovnet straks, men en halv time senere hørte jeg hende atter og gik derind. Dennegang var Marie oppe. Jeg vil op, sa småen. Nej det er nat og Du må sove, svarte jeg. Hvorpå småen sa på en ubeskrivelig skjælmsk og indsmigrende måde: Men det er så dejligt at være oppe om natten. Jeg gav hende nogle chokoladekager og hun la sig sødt ned, men jeg hørte hende stundimellem småsnakke derinde, efter at jeg atter var gåt tilkøjs. Hun havde inat lidt feber i sin dårlige finger. Idag synes det bedre. Hun sov idag til ½ 9 og var først sovnet kl. 1.
Jeg vågned også inat op af en aldeles forfærdelig drøm, akkurat kl. 2 som igårnat efter at ha sovet en knap time. Jeg skjønner ikke hvad det er som får mig til at drømme. Siden sov jeg urolig og var tit vågen, men fik en rolig og fast blund ud på morgenen til kl. 8. Idag er vejret som det allerbedste vi har havt. Jeg savner Dig min elskede, og beklager at Du skal gå derinde. Her er over al måde dejligt idag. Tænk Dig, småen har slet ikke spurgt efter Dig idag. Kun to ganger har hun pludselig sagt: skal hun gå i vandet med pappa? Skal hun? Jeg gik en tur med hende hen til Rists for at sige Ida farvel.k1834 De var netop rejst, da jeg kom. Småen var skuffet og sa: skal vi så ikke få sige farvel til hende? Nu er hun på stranden med Marie. Kl. 1 skal vi i vandet. Norries kom ikke igåraftesk1835 og heller ikke idag. Jeg er glad så længe de er borte. Nu snakker jeg lidt med fru Adler og Hovitzk1836 – ellers ingen. –
Fredag. Tak for dit brev min egen kjære ven. Det lå til mig da jeg med småen kom fra bad. Småen har vært storartet også idag. Sov til ½ 9 uden spor af natteforstyrrelse. Hun er så glad og lykkelig at hun ligefrem skriger af ustanselig henrykkelse. Imorges fulgte hun med mig til skomageren. For hvert hus vi kom forbi spurgte hun mig om det var skomagerens. Jeg sa: det véd Du jo godt. «Nej såmænd gjør jeg ej» svarte hun og da hun mærked at jeg lo af «såmænd», sa hun såmænd ialt hvad hun sa. Da vi så kunde øjne skomagerens hus pegte hun og råbte: Nej, der er skomagerens hus! Ja såmænd er det så, sa jeg hvorpå hun stod stille og i en ubeskrivelig pudsig tone spurgte: siger Du også såmænd?
På vejen til skomageren mødte vi Norries. De var kommen aftenen i forvejen, men da havde jeg ikke sét dem fordi jeg var til toddy hos Achens, Thieles fødselsdag.k1837 Jeg kom hjem ½ 12, sov udmærket uden drømme og har det godt idag.
Norries er meget lej fordi Du er borte. Mange hilsener. Fru Rundberg havde af Køster ladt sig overtale k1838 til at bli en dag længere og så var Norries også bleven. Det er kjedeligt at Du ikke kan komme ud her på mandag. Men det kan Du vel ikke. Her er aldeles dejligt, aldeles ubeskrivelig dejligt, varmt strålende – kort sagt, her er sommer. Gud hvor har vi det bedre her end i Esrom!
3 kr. om dagen er fabelagtig billigt. Jeg er utrolig glad for mit værelse. Det er udmærket, roligt og behageligt
Din Amalie

425. Erik til Amalie

København Jernbanehotellet 19/8 92
Kæreste Amalie i dette Øjeblik er Kristine og en af hende fremskaffet Pige gået fra mig. Pigen fæstede jeg.k1839 Hun er 22 År, fra Jylland, gode Anbefalinger, men smuk er hun Gud hjælpe mig ikke. Særlig er Tænderne fæle. De er lige som Kristines, så beholder vi den sidste, hvad der endnu er Mulighed for, må der vistnok foretages noget særligt for at komme uden om alle de Huller, vi da får at skue.
Pigen hedder Karen, er kommen direkte fra Jylland efter Moderens Død til Slægt i København, kan altså, om Du ønsker det, tiltræde Pladsen straks. Hendes Fader er eller har været Rebslagermester i Aalborg, hun er altså af godt Folk, siger, at hun er godt klædt, med pæne Forklæder osv. Beskeden af Optræden og Dragt er hun. Det var vel det fornuftigste, at hun kom ud til Hornbæk med det samme. Så kunde Marie rejse om Aftenen, som Karen kom om Formiddagen, eller er Du bange for at binde an med den Anstrængelse alene? Småen vil jo næppe denne Gang gå så glad ind på Forandringen af Barnepige som fra Magdalene til Marie – skønt måske dog.
Du skriver mig jo straks til om dette.
Maries Hjemrejse må vi bekoste. Det bliver sådan noget som 3 Kroner.
Det er forskrækkeligt så jeg længes efter det Brev fra Dig, som jeg må få imorgen tidlig.
Her er Vejret vedblivende hed Sommer.
Imorges traf jeg den ene af Brødrene Andersen k1840 – jeg tror nok den umyndige af dem – og Aftalen blev, at Værelserne hurtigst muligt skulde gøres i Stand med de oprindelig valgte Tapeter[.]
Dagen igår var meget behagelig hos Gotfred Rubin med 4–5 fremmede. Interessant var det at høre G.R.'s Udtalelser om Ernst Brandes. k1841 Han kaldte ham en «ond» Mand.
Den Stump af Prøven på «Fjældmennesker» jeg så,k1842 var for de to kvindelige Hovedfigurers Vedkommende lidet lovende. Men nu skal jeg ase med dem, kan Du stole på!
Det er et meget «svært» Stykke at spille.
Den Pige, Kristine skaffer i sit Sted, kan først komme til Oktober, men der er en Kone af Kristines Bekendtskab på Østerbro (Lyngbyvej) som i September vil gå os til Hånde – hvis da Kristine overhoved kommer til at rejse[.]
Det var da forskrækkeligt, så denne Side er kommen til at se ud!k1843 Men der er for Resten ikke mere at skrive. Om lidt skal jeg til Prøve.
Din efter Brev tørstende Mand
E.S.

426. Amalie til Erik

Lørdag 20de august 92
Tak for dit brev min kjære ven. Det er jo godt Du har fåt en pige, men kjedeligt at hun ikke er pén. Og af alt upent er skidne og fillete tænder det lejeste. Det tog mig lang tid før jeg kom over Kristines tænder, og hun var dog så tækkelig og renfærdig i alle henseender. Men naturligvis måtte Du ta hende tiltrods for tænder, når der ellers var mening i det. Marie som vi nu har, har væmmelige fingre og negle, men dem kan jeg bedre undgå at se på end på hendes tænder, der som jeg sa forresten, alle er indsatte undtagen et par bagstumper som hun stadig værker i. Marie vil naturligvis ikke rikke sig uden at hun får sin fulde løn og fri rejse naturligvis. Jeg forklarte hende idag at det vilde være så nyttigt for mig om den nye pige kom herud og blev kjendt med småen før vi kom til byen. Men noget så koldblodigt hensynsløst har jeg ikke sét. Jeg sa forresten bare: «nej, De er jo i Deres gode ret,» og gik min vej. Men forleden, da jeg fandt lejlighed, sa jeg hende at hun havde båret sig klogt ad ved at skaffe sig et gratis landophold på et par måneder, hvilket jeg nu meget godt gjennemskuede. Hun gjorde ikke det svageste forsøg på at benægte det, men sa bare: Å, nu forstår jeg hvorfor fruen har vært så alvorlig siden jeg sa op. Og derom er ingen tvil, hun har fra første dag ikke villet tjene længer end under landopholdet.
Nu er der ikke tale om at jeg vil gi begge piger løn for den tid der er tilbage af måneden. Heller ikke betale 3 rejser (2 altså for den nye og 1 for Marie)[.] Men det kunde jo tænkes at Karen, som formodentlig betaler kostpenger for sig i byen, ikke havde noget imod at få gratis ophold i den uge. Og rejsen hertil vilde hun i så fald kanske selv spendere. Der er vist bestemmelse om at pigerne selv skal koste sig til herskabet. Hvis hun altså vil rejse herud på egen regning og først gjøre fordring på løn fra 1ste septbr. så vil jeg meget gjerne ha hende straks. Imodsat fald ikke! Du kan jo forklare sagen for Kristine og be hende spørge hende, eller Du kan gjøre det selv. Det blir alligevel os det går ud over for vi må altså betale hjemrejse for to piger istedetfor for 1. Jeg håber, Du ingen fæstepenger har git. Det bruges ikke mere, siger alle. Og jeg må sige at når man som vi skal ha ny pige mindst hvert fjerdingsår, så er det urimeligt at gi fæstepenger. Marie det bæst fik 1 kr. Den skulde hun ikke havt. Hvis Du får det ordnet med pigen således at hun kommer, så telegrafér straks. Ellers ikke. Men betal endelig ikke noget ekstra. For så kan det heller være det samme. Småen har det som bestandig. Storartet! Hun skriger af fryd nu i vandet, sætter sig ned selv, laver bølger med hænderne får to dukkerter og vil ikke op igjen. Idag var vi også på tur til skomageren før frokost, og senere, da jeg havde skrevet en tid, oppe og sa fru Adler farvel.k1844 Hun kjørte i Landauer lige til Kjøbenhavn og de 3 store børn på cykler. Så gik småen og legte i haven med krogutterne under ustanselig fryd til vi skulde i vandet. Men det troløse asen spørger ikke efter Dig. Aldeles ikke.
Igår før aftensbordet gik vi en tur med Norries henover der til Villingebæk.k1845 På hjemvejen hændte to skrækkelige ting: først kom der et sort mærkeligt dyr løbende langsomt tværsover vejen tæt forbi mine fødder. Det var et pindsvin, sa De. Du kan tænke Dig min forfatning! og dernæst en vild hest. Det var frygtelig. Jeg gik i seng kl.10 og sov godt fra ½ 12 til 8.
Jeg har havt brev fra Ludvi[g] idag. De er på Kongsberg nu og Ludvig kommer sig så storartet. Lolly har det også udmærket nu, men har vært svært dårlig efter barselsengen.k1846 Jeg blev så glad for hans brev, for jeg kunde tydelig mærke at han var fortrøstningsfuld og vel tilmode. Stakkels Ludvigmand. Der var naturligvis de hjærteligste hilsener til Dig.
Nu er kl. ½ 6 eftermiddag. Kl.6 skal jeg med Norries spasertur til proprietæren, han med «krusbærene», Du ved. Det er for turens skyld, jeg går med. De har bedt mig både igår og idag.
Jeg har det fremdeles godt og elsker mit værelse.
Jeg har tænkt mig at opsætte tanden til den dag vi rejser hjem. Kan jeg ikke det, tror Du. Når jeg skriver til ham i forvejen, tar det mig kun en halv times tid. Men kanske det blev kjedeligt for Dig at vente med småen sålænge.
Men nu farvel min kjæreste sødeste mand.
Din Amalie

427. Erik til Amalie

Kbhvn K. Jernbanehotellet 21/8 92
Kæreste Amalie, havde jeg ikke noget at bestille, gik jeg i Stykker af Længsel. Det er forfærdeligt at gå alene om på disse idiotiske Morgenture og om Aftenen og at sidde alene og spise. Skønt det er sandt, jeg har kun været alene én Aften. Det var igår. Jeg var gået i Nørrebros Teater for at se Henriques' Revue k1847 og havde sendt Jakob et Par Ord om, at jeg var her i Staden, og hvor han kunde finde mig. Men hvem der ikke kom, var Jakob. Så trissede jeg en Timestid omkring for at komme mig efter Heden og det græsselige Sludder i Teatret, og blot denne Gårsaftens Tyngsel og Morgenturen imorges ligger over mig som Uger og Måneder. Ellers har jeg jo en Aften været hos G. Rubin og den derpå følgende sammen med Martinius og Oda Nielsen i Tivoli k1848 (vi betalte hver for sig). Da jeg havde læst dit Brev imorges – dit Brev igår fik jeg først langt op af Formiddagen – manglede der ikke meget i, at jeg var stukket af fra det hele og taget til Hornbæk. Og som jeg sidder nu i Skjorteærmer og i Søndagssommerligheden og skriver, suger det mig for Brystet.
At Småen, det lykkelige lille Afskum ikke spørger efter mig, var jeg jo nogenlunde forberedt på, hun er en stræng Herskerinde at tjene. Ude af Øje ude af Sind. Men det vilde også være for slemt for hende allerede nu at skulle være belastet med Længslens Sot og Svie.
Hvad den ny Pige angår, anser jeg det for givet, at hun ingen Løn skulde have i August, hvis hun kom ud til Hornbæk – om hun derimod vil bekoste Rejsen selv, bliver et andet Spørgsmål. Jeg skriver idag til hende og beder hende komme imorgen for at jeg kan tale med hende. Sørg for alle Tilfældes Skyld for, at der ikke er Vasketøj fra Marie hos Skomagerkonen, så at der ikke skal være Vanskelighed ved at blive af med hende, hvis Karen ankom.
Forleden aften var jeg temmelig fortvivlet under Prøven på de to sidste Akter af Fjældmennesker. Det så nærmest ud som om der aldrig skulde komme Gang i det, og tilmed kunde det ikke nægtes, at sidste Halvdel af sidste Akt slæber svært bag efter. Jeg tog da Akten på ny for mig og opdagede, at den yderligere kunde forkortes uden at der dog gik et eneste af de anvendte Momenter bort. Der er Vidtløftigheder, som det blot letter at fjærne.

Stregen betyder Middagsmad (Voksbønner, Lammesteg og Rødgrød; i Anledning af Søndagen var der 3 Retter ellers kun 2) og et derpå følgende Besøg hos Beduinerne, k1849 hvor jeg morede mig udmærket: Kun var det Skade, at Du ikke var med, Du vilde absolut have moret Dig. Den berømte Mavedans vilde bl.a. have fængslet Dig ved sin fænomenale Hæslighed eller Forunderlighed, hvad man nu skal kalde det. Og havde Småen været en Smule større, hvor vilde hun have frydet sig. Jeg skulde have redet på Kamel med hende. Desværre har Jakob søgt mig i Mellemtiden. Det er så meget kedeligere, at han ikke traf mig, som jeg derved er gået glip af hans Selskab i Aften. Nu skal jeg have denne Satans Ensomhed igen en Aften, hvor Vejret er for godt til at sidde inde i, og hvor en Anbringen sig i Tivoli eller ud ad Skoven til mellem de mange glade Mennesker næsten er værre endnu end at blive på mit lille lumre Hummer.
Hos Beduinerne købte jeg en Nål til Dig, som Du skal have i Fødselsdagsgave, og en Flaske Rosenolie, som jeg ikke tør sende, og som muligvis er noget Snyderi. – Og med min Fødselsdagslykønskning følger for det første min Tak for dine søde Breve og så en Tak for hver god Dag, Du har givet mig i det forløbne År. Vil Du og Småen være milde og søde og raske, så er min Ønskepose tømt for sit væsentligste Indhold.
Jeg glemte før at sige, at jeg på Prøven igår over de to første Akter fik et Håb om, at Stykket kan gå så nogenlunde. Kun sover Frøken Hornemann endnu, og jeg tvivler på, at hun har noget originalt i Hætten. Den små Frøken Collin gør sig ligefrem skælvende Umage og fordærve Rollen vil hun ikke. Hun er køn og har et tækkeligt Væsen på Scenen. Benj. P. k1850 har langt mindre Tag på Rollen, end man skulde tro efter den Interesse, han har for den. Han spiller op og ned alt efter de Ord jeg lader falde – bare han vilde spille betydelig mindre og lade Rollen virke ved sine egne ypperlige Repliker. Jeg tror det er godt, Du ikke ser disse forberedende Prøver, Du vilde fortvivle ved at se dit Arbejde således lemlæstes – foreløbig. Der er ikke Tale om, at nogen endnu «kan» sin Rolle.
Kys Småen fra mig!
Din E Skram

428. Amalie til Erik

Hornbæk 22de august 92
Min kjære elskede mand!
Tusen tak for dit søde kjære brev og for den pene små nålen. Jeg blev så glad og nysgjerrig ved at mærke at der var noget indi brevet og syntes, det var rørende af Dig at Du havde villet sende mig noget. Tak til Dig selv for hver en «god dag», Du har git mig i det forløbne år og for alt alt godt. Du er sød og snil min egen ven. –
Sidst jeg skrev fortalte jeg Dig vist at jeg om aftenen skulde gå til Krog k1851 sammen med Norries. Vi gik altså kl. omtrent 6 i strålende vejr, havde en rask og munter tur derop, fik en god modtagelse, og spiste bær i haven, mens proprietæren pynted sig og aftensbordet blev dækket. Jeg åd, som jeg var betalt for det af de dejlige stikkelsbær og vi plukked en hel pose fuld med hjem til småen. Hun var ikke tilstede, da jeg gik, og det anked mig hele tiden at jeg ikke havde fåt sagt godnat til hende. Men jeg havde stillet et skjæld fuldt af kirsebær (hvoraf jeg har kjøbt 2 ganger, siden Du rejste) ind på krakken hendes og 1 do. til at spytte stenene på, og det hørte jeg siden, havde i høj grad trøstet hende over skuffelsen ved ikke at finde mig, da hun kom hjem. Hun hænger nu ved mig med slig en inderlig kjærlighed, siden Du er borte at det fryder mig ind i sjælen. –
Vi spiste altså tilaftens hos Krog, fik en flaske fin vin bagefter og gik hjemover kl. ½ 10. Dejlig, fort, fornøjelig tur. Sad et kvartérs tid og snakked, gik så tilkøjs og havde en udmærket nat. Søndag morgen vilde jeg spasert med småen hen til Achens' bænk før frokost, men hun mored sig så dejligt i haven at hun ikke var til at rokke. Jeg satte mig da til at hækle og hun holdt på med ringene derborte i hjørnet, som hun samled sammen og kasted på pindene. Hun lo og skreg og kommanderte sig selv. Du skal bare høre når Du kommer, for så må Du straks til at lege med ringene, er jeg vis på. Så var vi i vandet og småen var ustyrlig sød og dejlig. Om eftermiddagen vilde Norries atter på fodtur og enden blev at vi kl. 6 gik afsted med Esrom som mål. Atter fik jeg ikke sige godnat til småen men atter satte jeg ind bær til hende, dennegang stikkelsbær. Jeg var vejviser til Esrom og når undtages at jeg gik forlangt opover inde i skoven, så at vi måtte vende om og gå et kvartérstid tilbage for at finde sidestien til venstre, – jeg havde først mærket uråd, da jeg gjennem træerne skimted Havreholmslottet – tog jeg ikke spor af fejl. Over marken ind i ageren, alt fandt jeg. Fru Norrie var ellevild af glæde over den «herlige tur», den er nu også dejlig, så fuld af avveksling. Vi havde det udmærket. Undervejs kom det op at de vidste det var min fødselsdag dagen derpå, (dette var igår søndag, skjønner Du) og Norrie vilde endelig vi skulde foreta os noget i den anledning. De foreslog at drage til Marienlyst, spise frokost der og så gå på afskedsvisit hos E.B.s. k1852 Jeg sa ja og det blev aftalt at vi skulde gå til Hellebæk kl. ½ 9 og så ta med dagsvognen derfra. Men altså vi kom til Esrom cirka 8, blev udmærket modtat af alle, spiste en aldeles fortrinlig kold aften, men måtte ha vogn tilbage, da det var formørkt. Du kan ikke tro hvor vi havde det kjækt og godt. Men gud hvor var der rædsomt i Esrom! værre nu end første gang. Da jeg var kommen iseng lå jeg og pønste på en udvej til at slippe for Marienlystturen, den vilde bli dyr. Turen til Esrom kosted for mig 3 ½ kr, og jeg angred på aftalen. Omsider sovned jeg da kl. 11 omtrent, men vågned kl. 3 af en styg raslende lyd i mit værelse. Det kom henne fra de borteste vinduer som alle stod åbne i den lune stille nat. Det forekom mig at noget var rutschet ind i min stue gjennem vinduet. Jeg tændte lys, måtte i min angst ind og vække Marie, som var snil og kjæk. Hun lukked resolut vinduerne og gav sig til at søge med lys på gulvet. Tilsidst lå vi begge to på mave i vore natkjoler og keg ind under komoden og sofaen. Der fandtes intet og jeg gik endelig iseng igjen. Men blund i mine øjne fik jeg ikke mere; jeg lå og lytted og var bange. Kl ½ 8 bad jeg Marie gå op og sige til Norries at sådan og sådan, og jeg kunde ikke ta afsted. De vilde så vi skulde drage senere, nå kl. 1 deligencen i Hellebæk o.s. v. For at fri mig fra det på den lempeligste måde fortalte jeg dem at der var kommet telegram fra Dig at Du kom ud her idag – jeg havde fåt 2 telegrammer – fra Marie Thiele og fra Rundberg,k1853 og så ble det jo opgit. Ved middagsbordet sa jeg så at der atter var telegram om at Du var bleven forhindret. Idag er vi hjemme og vil intet foreta os. Men husk nu det med telegrammet, når Du kommer.
Småen spør fremdeles ikke med et kny om Dig. Jeg gik og trode, at Du rent var ude af hendes forestillingskreds, men så idag, mens jeg klædte mig på inde i teltet og hun sad udenfor kom Tschernings børn k1854 og spurgte «hvor er din mamma?» Derinde i teltet, sa hun. Og hvor er din «far»? «I Kjøbenhavn, men han kommer snart hjem igjen.» Det gjorde ordentlig godt at høre, at hun dog ikke havde glemt Dig.
Jeg fik idag brev fra Helmich Jansen k1855 og et billede af Damsgårds dagligstue, det skulde være til min fødselsdag og kom akkurat. Ligeledes fik jeg brev fra lille Emma [Hansen – krysset ut] Jakobsen.
Det er frygtelig at det går slig med «Fjældmennesker». Derpå var jeg dog så forberedt. Men tror Du ikke det var bedre at ta stykket foreløbig tilbage og bevæge Ris K. til først at spille det jeg nu holder på med?k1856 Det vil sikkert bli lettere at spille. Tænk på det Du.
Når sér vi Dig så. Så snart det på nogen måde kan gå. Ikke sandt. Jeg længes efter Dig min kjæreste ven og småen blir henrykt. Her er dejligt dejligt! men frygtelig stankfuldt. Hornbæk er en eneste stor svinesti. Det brev var så bedårende sødt.
Din Amalie

429. Amalie til Erik

23de august [1892]
Tak for dit brev min kjære ven.k1857 Jeg er netop nu kommen fra bad med småen, som idag var meget længe i. Inat da jeg gik ind til hende efter længe at ha lyttet ved døren – Marie rikker sig ikke mere om natten – sa småen glædestrålende: er Du der mamma! «Jeg trode, Du var rejst ind til Kjøbenhavn for at se lidt til pappa,» tænk, det sa hun.
Igår gik jeg bort til Achens for at ta imod den gratulation jeg frygted, de vilde bringe mig. A.C. var på cykletur til Fredensborg med Søren og Haslund. Så kom hun om aftenen og straks efter Achen. De gav sig ikke før de fik mig med sig til aftens. Da vi endnu sad ved bordet, men var færdig, kom Kristine ind og sa at der var en herre og dame som spurgte efter fru Skram. Det var Norries, som sa, de ikke vilde la sig snyde for fru Skram.
Almén jubel! Vi blev der til kl lidt over 10, gik hjem og iseng, sov udmærket. Derborte aftalte vi at gå på fodtur til Bøgeholmesø, et sted langt bagenfor for Hellebæk, og ta med dagvognen om aftenen fra Aalsgård til Hornbæk. Vi skal gå kl. ½ 5, derfor skriver jeg nu før middag.
Ja, jeg vil ha Karen på den betingelse at Du kommer samtidig. Ellers blir det for svært for mig. Hun er allerede nu så påhængende, at hun med list og vold altid må lokkes fra mig. Men jeg vil som Du siger, gjerne bli af med Marie også af den grund at vi kanske gjerne vil bli lidt ind i septbr. hvis nu vejret blir som nu. Men altså, kan Du ikke, så får det heller være.
Idag betalte jeg regningen 89 kr fra den dag af, Du og småen og Marie flytted herned. Nej det er sandt, det var middagsmad for 4 dage for inden også. Det var rigtigt, og intet optrækkeri. 7 kr. dagen for os tre med det dejlige værelse, er ikke dyrt. Men Du forstår at Du må bringe penger med. Mine 100 kr. som ikke skulde røres er der altså gåt hul på, og de skaffes tilveje igjen. Nu er der altså betalt til idag. Hvad Du skriver om Jakob er nedslående, men kun hvad jeg havde ventet.
Kl. er straks 3 og jeg må slutte. Farvel min søde gode mand.
Din Amalie

430. Amalie til Erik

Hornbæk 25/8/92
Tak for dit brev min kjære ven. Det var morsomt hvad Du fortalte om dit møde med Drachmann.k1858 Forresten er jeg halvt vis på at han aldrig har læst noget af mig. Ialtfald véd jeg, at han for nogle år siden ikke havde gjort det.
Jeg véd næsten ikke hvorfor, men jeg liker ikke at Du skal til denne Molkte.k1859 Han ser forfærdelig fæl ud, synes jeg og konen næsten værre.
Din penneæske står her på vaskerservanten. Du får se til at hjælpe Dig, til Du kommer. Jeg håber det sker på søndag.
Hvad siger Du til denne overhændige sommer? Det vilde være absolut dejligt, hvis man ikke altid herude gik med denne uhyrlige stank i sin næse. Henne hos Achens er de syge af varmen; vi klarer os udmærket, småen og jeg. Idag har jeg forresten følt mig lidt sjakmat. Jeg bar småen på ryggen hele vejen til og fra bad, fordi det små yndige kræ var så opøst af varmen. Hun vilde ikke op igjen af vandet idag, labbed ud alene, da de nede ved stranden vented lidt på mig – og satte sig. Hun fik også være længe i idag og forlangte selv at bli dukket mange ganger. Idag hilste og kyste jeg hende fra Dig og sa at det stod i brevet og at det var fra pappa. Nå! bemærked hun så og intet andet. Jeg vedblev at Du kom på søndag. «Hvad har han så med til mig?» spurgte hun. Hvad vil Du ha da? sa jeg. «En vogn,» svarte hun uden at betænke sig.
Iforgårs var vi altså på turen med Achens til Bøgeholmesø. Det var brilliant. Vi kom ned på Hellebæk, hvor vi vilde spise, men der var en ækkel knejpe. Vi kunde intet få før pensionærerne havde spist, hvilket vilde ta en lille time. Vi blev arg, drak lidt øl og gik til Aalsgård, hvor vi fik efter 10 minutter et kossolalt [sic] godt koldt aftensbord. Derfra tog vi vogn i mørket og kjørte hjem. Kl. var ikke 11 da vi var i Hornbæk. Vi skildtes straks og gik fort i seng. Det var en morsom tur, men vi havde havt det vel så hyggeligt de gange vi 3 gik alene. Du syntes A.C. var noget kjedelig. Det skal forresten bli min sidste udflugt, har jeg bestemt. Der kom på min part 4 kroners udgifter og det er forgalt! Altså 8 for Norries og Achens.
Nu ligger vi om formiddagen efter frokost i hængekøje oppe i plantagen. Det er første gang at jeg i mange år har fåt brug for min hængekøje.k1860 Norries har lånt en og kjøbt en. Det er henrivende og det er naturligvis Norries som har fåt mig til det. Men på den måde blir der ikke skrevet noget. Desværre! Men det er næsten for varmt. Igår var vi pent hjemme og la os kl. 10.
Din Amalie

431. Amalie til Erik

Hornbæk 28/8/92
Kjære Skram! Det var godt der kom brev fra Dig idag. Jeg var begyndt at bli bange. Først blev jeg skuffet både fredag og lørdag i mit håb om at få brev fra Dig; jeg tænkte imidlertid at det betød at Du kom sikkert på søndag. Idag var småen og jeg på vejen for at ta imod dagvognen og blev frygtelig lej. Småen næsten græd; hun vilde ikke hjem igjen, men vilde vente til der kom en anden vogn med pappa. Du burde ha skrevet så jeg kunde vidst det; for da jeg intet hørte, sa jeg til Marie at det var afgjort Du og barnepigen kom på søndag og at hun trygt kunde skrive og be dem ta imod hende søndag aften. Nu er jeg nødt til at betale telegram for hende. Småen har i de sidste dage spurgt ofte efter Dig. Hvergang hun har vært fornærmet har hun truet med at nu vilde hun kjøre med dagvognen til pappa. Og om aftenen når hun skulde lægges har hun grædt og sagt at hun vilde til Kjøbenhavn og sove hos pappa. Igår var Kristine her. Det kosted mig 1 halv bajer – hun var så tørstig efter turen og middagsmad. Småen var aldeles henrykt, det så ud til at hun virkelig kjendte hende. Kristine måtte klæ af hende da hun skulde i vandet og hun vilde i det hele ikke vige fra hende. Kristine var naturligvis stolt og glad. Kl. 6 gik hun. Forresten lod Kristine til at bli meget forskrækket over at jeg muligens ikke kom til byen den 1ste og over at jeg ikke anså mig forpligtet til at ta imod hende den dag. Hun havde skrevet at det ikke var sikkert med Amerika, sa hun flere ganger. Forresten var hun som altid snil og velopdragen.
Men hør nu – jeg rejser hjem på onsdag. Så får vi bo på jernbanehotellet til vi kan komme ind i lejligheden. Du véd, jeg sværmer ikke for at være på landet, når aftenerne længes. Og jeg har hele tiden sagt at jeg ikke vilde være alene tilbage, når Du rejste. På onsdag har jeg holdt ud i 14 dager, men mere blir det heller ikke. Jeg har uafladelig sagt herude: blir det kolera, så styrter jeg til Kjøbenhavn. Her er det værste sted man kan være med al den urenligheden. I 1853, sidst der var kolera, var den rent rasende herude.k1861 De døde som fluer. Det er forresten slet ikke for koleraen, jeg vil til byen, jeg er ikke bange og tror heller ikke på at den kommer, men jeg kan ikke holde ud længere. Nu er mit arbejde ganske færdigt – jeg har vært umådelig flittig for at ha det parat til oplæsning, når Du kom idag – og så har jeg heller ikke det at være optat af. Desuden skal jo Marie være inde på torsdag og at få den nye pige ud her, når jeg alligevel skulde afsted fredag eller lørdag som Du foreslår – det er der ingen mening i. Det koster jo rejse frem og tilbage og frokost og middag måtte hun jo spise her sammen med småen og Marie – da denne jo ikke kan ta herfra før efter kl. 5. Altså blev det bare udgifter og meningsløse udgifter. Du behøver ikke at hente os. Vi skal nok greje det. Vi tar en vogn naturligvis, og jeg skal nok manøvrere med altsammen. Bare Du kommer og henter os på dampskibsbryggen. Og husk endelig på at sende mig vore returbilletter til dampskibet. Send din også, for det kunde jo være muligt at jeg kunde afhænde den. Og penger. Du må sende 100 kr. otte dages ophold er 56 – så er der drikkepenge ekstrating på regningen, vaskerpenger, kjørerpenger, tandlægen o.s. v. Du må sende dem mandag, så jeg får dem tirsdag. Kan Du ikke før på onsdag så må Du telegrafere pengene til mig, så tidlig som muligt om morgenen. Nu må Du ikke komme med indvendinger. Jeg vil hjem nu. Mine ting kan Du være rolig for; dem skal jeg ikke ha på længe. – Siden sidst har jeg holdt mig fuldstændig i ro. Det er frygtelig trist at stykket skal så tidlig op. Kan Du ikke forhindre det? Mange kys fra mig og småen til vores søde lille pappa!
Din Amalie.

432. Amalie til Erik

[? Sent 1892]k1862
Her har Du tilbage brevene, som jeg nu imorges, da jeg skulde se til om de vel var brændt, fandt uskadte i ovnen min. Der havde næsten ingen ild vært.
Jeg havde gåt igår, og arbejdet så meget herhjemme, og vært glad. Så, da Du endelig skal sige noget, blir det dette om min overdrivelse både i godt og ondt. Det har Du sagt én gang før, da det sved mig i sjælen, fordi jeg da havde skrevet ud af mit fulde hjærte, den fuldeste sandhed til Dig. Dette om overdrivelse tar jo bort værdien af alt det, jeg har lidt, og sagt og skrevet til Dig, at jeg har lidt, fordi jeg ikke har vært den for Dig, jeg nu så gjerne vilde ha vært. Det stivner ordene på min tunge, selv om de er rundne op af mit inderste indre. Jeg havde igår da Du sa det kun den ene tanke at få ta bort fra Dig såmange som muligt af de synlige og skrevne beviser på min overdrivelse. Og rask som jeg er til at tænke og handle gik jeg og søgte efter ialtfald mine sidste breve, og fandt dem og vilde brænde dem.
Det var ikke pent eller rigtigt af mig, og jeg bér Dig – nej, lad mig nu ikke overdrive. Det er ikke let at leve livet sammen. Bare for mig at skulle lære at huske på at det bedste, jeg gir Dig, i dine øjne er – overdrivelse. På den måde kan en ikke føle sig vel. Man skal gå og kvæle sig selv, kvæle sig både i godt og ondt.
Jeg besværger mig selv til at huske det. Og det må jo lykkes. For der er jo dog lidt skamfølelse i mig. Men hvor vissent blir så ikke livet.

433. Amalie til Erik

[? Sent 1892]
Jeg kommer ikke hjem til middag idag, skal ud med fru Sandberg,k1863 og kanske det blir sént før jeg er hjemme. Hvis Du også skal ud iaften, må Du gi Alma besked,k1864 se om det er nødvendigt at lægge i en ovn o.s. v. Jeg siger ikke til småen, at jeg blir borte, for så blir hun bare unødvendig lej. Forresten er jeg syg idag, sad oppe og skrev lidt inat på min bog, som jeg jo endelig engang begynde på,k1865 og havde svære smerter for brystet imorges, da jeg vågned.
Uf ja, nu er det atter galt fat igjen mellem os. Og det lønner sig vel neppe umagen at forsøge på at få det anderledes. Vi får det dog aldrig som vi vil, jeg ikke Dig som jeg vil ha Dig, og Du vel heller ikke mig. Heldigvis har jeg dennegang den trøst, at Du har vært så fæl som muligt bagefter mit udbrud den dagen. Ja før også. Om morgenen efter den fredags aften hos Bjørns da jeg faktisk ikke havde sagt et ord til Dig, vorred Du ikke at svare på mit godmorgen, og på gaden senere fik jeg straks ordre til at forsvinde min vej. Og siden også. Da Du lørdag nat kom hjem sa Du ikke et muk, og Du har dog tit nok belært mig om at det er den, som kommer ind i en stue, der skal hilse godmorgen eller goddag eller godaften. Jeg stod der ved småens seng, da Du kom, men som sagt ikke et muk.
Naturligvis var det galt af mig at ta således på veje på gaden. Men jeg kan ikke hjælpe for det. Efter den affaire jeg netop havde gjennemgåt var det vel også dobbelt vanskeligt for et temperament som mit, at holde måde med sin vrede.
Jeg skrev op igår min betragtning af sagen, og spurgte om Du vilde læse den, hvad Du altså ikke vilde. Og det kan også være det samme. Det blir dog aldrig anderledes, det jeg ikke fordrager hos Dig. Forresten ligger skrivelsen på mit bord herinde ovenpå mine manuskripter, men som sagt, jeg vil ha det tilbage hvis Du læser det. For det er ikke noget brev til Dig.



1893

I 1893 hadde Amalies skuespill Agnete première både i København (i mars) og i Bergen (i desember). Det fikk ganske bra kritikk begge steder, men trakk ikke publikum, så det gikk bare noen få ganger.
I mars-april reiste Amalie til Lottenborg (ved Sorgenfri, nord for Lyngby) for å prøve å få fred og få skrevet noe i landlige omgivelser. Forsøket falt særlig uheldig ut, som man kan lese i hennes tragikomiske brev 434; om det var innbildning eller virkelighet er vanskelig å si, men hennes pine er autentisk nok. Erik og Johanne ble i byen imens; hans brev til Amalie fra denne tiden er forsvunnet.
I mai ble det en tur til Norge igjen, som varte i flere måneder. Først reiste Amalie 21. mai til Bergen, hvor hun bodde på hotell og var sammen med sin sønn Ludvig og hans forlovede Lizzie Prahl, og gamle venner som Helene Sandberg. I slutten av måneden fulgte Erik og Johanne etter; Johanne hadde vært syk av difteri da Amalie reiste, men hadde kommet seg såpass at hun kunne reise. De ble der alle sammen i noen uker, og så dro Erik hjem ca.21. juni, mens Amalie flyttet til Natland utenfor Bergen for å bo der i noen uker sammen med Johanne og piken Marie og forsøke å skrive. Heller ikke denne gangen fikk hun ro. Johanne var skral og masete og ville ikke spise, og selv da hun kom seg, ble hun ved å forstyrre Amalie, som ikke fikk sove ordentlig; Marie var umulig og hjalp slett ikke til. I tillegg ble Amalie forstyrret av alle mulige mennesker som ikke ville la henne få fred. Hun hadde som vanlig pengesorger, og hadde fått forskudd fra Hegel på romanen Afkom, som ikke ble ferdig. (Det var nå tre år siden S.G. Myre var kommet ut). Til slutt fikk de lopper, som de ikke kunne bli kvitt, og så bestemte Amalie seg for å flytte inn til Bergen 21. august. På toppen av alt trodde hun å ha oppdaget at hun var gravid igjen. Hun var nesten 48, og bekymret både for helsen og for økonomien. Hun fortalte det til Erik 25. august (brev 452), men kunne allerede 2. september skrive igjen og fortelle at hun hadde mistet det; hun følte seg både trist og lettet.
Erik hadde vært i byen hele sommeren, og arbeidet som vanlig; men få av hans brev til Amalie fra denne sommeren har overlevd, så de fleste detaljene mangler. Piken Kristine var blitt syk og måtte på sykehus, og han klarte seg på egen hånd så godt han kunne. Han holdt også på med å skrive noen foredrag som han skulle holde i Bergen (og fikk gode råd fra Amalie i den anledning). Så reiste han tilbake til Norge i september for å treffe familien igjen, og holdt foredragene mellom 18. september og 4. oktober i Handelssamfunnets sal. Ifølge Bergens Tidende 19/9/93 fikk de god mottakelse: «Publikum var mødt talrikt frem og fulgte med Forstaaelse det interessante Foredrag.»

434. Amalie til Erik

24-3-93 (Lottenborg) k1866
Klokken er bare ½ 8 og jeg er allerede så fortumlet og fortvilet at jeg ikke véd enten jeg skal le eller græde. Nu skal Du høre hvad der er foregåt, og hvordan stillingen er. Da vi kom tilbage og jeg netop var gåt op for at hvile mig, trén værten uden videre ceremonier ind og sa om jeg vilde komme ind til hans kone der gjerne vilde se mig; hun har ligget i 13 uger og er nu reconvalecent. Jeg vilde naturlig meget heller ha lagt mig, men gjorde dog ingen indvendinger. Det var et stort tykt, meget snakkende og meget venligt udseende fruentimmer. Jeg måtte sidde der forfærdelig længe. På mit spørsmål om det ikke var et rigtig roligt værelse jeg havde fåt, udbrød hun «Ih gud bevars! det kan inte være bedre. Rigtignok er der hestestald og hønsehus lige underneden, og når hestene sådan slepper sig ned om natten, så kan det nok volde en del larm. Men hanene begynder da aldrig at gale før kl. 4 om morningen, og da kan man jo sige at natten er forbi. Og kl. ½ 6 ringer jeg på pigen som ligger dør om dør med Dem, og det skaldrer nok sagtens en del, men så véd da fruen at det bare er en klokke.» Bogstavelig sån lød hendes ord i denne materie. Hjærtet mit sank der jeg sad, men jeg holdt gode miner for jeg vilde jo ikke begynde med at gjøre dem lej af mig, men jeg, som ha det aldeles stille for at kunne sove! Jeg gik da ind til mig selv, pakked ud, ordned lidt og la mig træt og søvnig på sengen. Straks jeg var ved at blunde skvat jeg op ved hestehoveklapren ude i gården og spark af heste inde i stalden, og rammel af vogne: Det lød alt som om det foregik under sengen min. Sandfærdig! Så ved det næste øjeblik, da jeg i min trang til søvn, holdt på at blunde, var det hønsenes tur, de skulde ind og kagled og blev jaget, og putret og knirked ustanselig. Og midt i dette lød der pludselig et umenneskeligt hyl, der fortsattes og udstraktes i det uendelige. Hvis mange vilde indianere havde brølet under smerten af de frygteligste piskeslag, kunde det muligens noget ligned dette. Jeg fik hjærtebanken af forfærdelse, styrtet frem af sengen og lukked vinduet op. Nede i gården sprang en dreng omkring for at fange en smågris der hylende flygtet, og under armen holdt han en ditto, fast sammenklemt der ligeledes hylte. Tilsidst fik han fat i den arme gris no. 2 og så løb han ud af gården med dem. Først længe efter døde hylene efterhånden hen. Ved samme lejlighed opdaged jeg at grisehuset befinder sig lige under mit ene vindu tæt ved siden af staldvæggen. Der vrimler det selvfølgelig med rotter og mus. Vorherre se i nåde til mig!! Atter la jeg mig på sengen, denne gang for at græmme mig, og fik da mærke, at selv om der udenfor og nedenunder havde vært gravstille, vilde det ikke ha hjulpet mig det mindste. For i et eneste kjør fôr nogen op og ned ad trappen udenfor, og ustanselig brølte værtinden aligevel på Jensine, der svarte forpustet fra trappen eller gården og så snakte de derude med høje stemmer. Og langs med den indvendige side af den væg hvor sengen min står, løber der uafladelig noget levende midt oppe på væggen, mus eller flaggermus eller syngende kakerlaker. Vor herre må vide det, men frygteligt er det. Jeg kan ikke låse min dør af for nøglen har de kastet bort, og indretningen er så dårlig at døren hvert øjeblik springer op. Når jeg skal ha fat på pigen må jeg ned ad trappen over gården og ind i kjøkkenet. Her er naturlig ingen klokke. Et par gange har jeg forsøgt at råbe på hende ud gjennem vinduet, men uden resultat. Min overdyne er så svær og tung at jeg må ta den med begge arme, og anvende al min kraft for at løfte den ud af sengen. Min lampe lugter og lyser ikke og døren til det værelse, hvor det levende huserer, kan heller ikke lukkes af.
Ja her har Du en aldeles, på ære og samvittighed sandfærdig beskrivelse. Jeg forsikrer Dig, jeg lér af fortvilelse. Nu kan det jo godt være at det blir bedre, når jeg får vænnet mig lidt til det. Det går jo undertiden så. Jeg får håbe det bedste. Godnat. Nu er maden kommen op. Bliv ikke kjed og led min elskede ven! Husk, jeg kan jo ikke hjælpe det. Kys småen.
Lørdag morgen. Jeg kan ikke få blækhuset op,k1867 skjøndt jeg næsten har revet fingrene mine itu på det. Jeg glemte igår at fortælle at værtinden vistnok foranlediget ved en ubevidst forskrækket mine hos mig da hun sa det om hanerne, men et let anstrøg af utålmodighed udbrød: «ja, fruen har da vel sagtens hørt en hane gale før,» hvortil jeg smél trist og pligtskyldigst. Men nu om natten. Jeg har altså ikke sovet. Ikke såmeget som 10 minutter, og befinder mig højst uvel med smerter for brystet og ondt i baghodet. Det er altså ikke alene, at jeg ikke har sovet, men jeg tilbragt [sic] en nat fuld af fysiske og tildels sjælelige rædsler. Jeg gik iseng kl. ½ 10 fordi jeg var så træt at jeg ikke kunde holde mig opret og nogen magelig stol findes her ikke. Ikke såsnart var jeg imidlertid kommen på puden og følte søvnen nærme sig før uroen op og ned ad trappen og det levende derinde forstyrrede mig. Efter en tids forløb blev det stille en stund, så kom værten tungt op ad trappen og gik ind til sin kone. Lidt efter kom han ud igjen og gik ned. Han havde vel glemt et eller andet. Lidt efter kom han atter op, og lidt efter klasked han et par støvler i gulvet som jeg kunde høre han smed ud fra soveværelset på gangen. Så blev det stille en god stund og jeg begyndte at håbe. Men aldrig såsnart havde jeg gjort det, før pigen kom op, gik ind til sig selv, og begyndte at klæ sig af, og det sjau hun gjorde er ubeskrivelig. Det hørtes som om hun rev tunge ting ned af væggen, vælted stole o.s. v. Endelig gik hun i seng og begyndte næsten straks at sove med stærke snøftelyde. Men noget efter generte hun mig ikke mere eller hun sov stillere. Nu var det bare det i værelset med det levende. Jeg var kommen efter at det sikkert var rotter som gnov og gik, men under gulvet. Jeg gav mig da gud i vold og var så træt at jeg ingen synderlig rædsel følte. Tillige var jeg vis på det var under gulvet. Jeg slukked lampen og vendte mig mod væggen. Ti minutter efter (jeg så på klokken med en fyrstikke) begyndte en hund at hyle nede i gården så højt og skarpt og gjennemtrængende at det risled mig iskoldt gjennem kroppen. Om lidt blev den stille, men akkurat 20 minutter efter tog den igjen fat. Og sådan gik det hele natten til det blev lyst. 2 ganger styrted jeg frem af sengen, rev i min fortvilelse vinduet op og brølte ned til den. Den lusked så straks af, men kort efter var den der igjen. Kl. 5 minutter over ½ 2 begyndte hanerne at gale. Der var 4 stykker og de havde alle forskjellig røst. De galte 3–4 ganger, holdt så fred et kvarters tid og begyndte så igjen alle fire til kl. var over syv imorges. Jeg var imidlertid sprungen frem af sengen allerede ½ 6 da værtinden rang på pigen, havde banket i væggen til hende og bedt hende komme ind. Til hende beklaged jeg da min nød og sa, jeg vilde rejse hjem idag da jeg ikke kunde udholde mere end én slig nat. Jeg bad om kaffe og varme i ovnen, hvad jeg fik. Så vilde jeg forsøge at sove lidt, men hønsene nede i gården kagled og larmed ustanselig som var de alle blet vanvittige. Det viste sig at måtte opgives.
Og for hvergang jeg ved disse skjærende hyl inat blev revet ud af min ventende og lyttende tilstand, risled der en slig rædsel igjennem mig, så at sveden sprang frem over hele kroppen, jeg fik feberfornemmelse med brændende hede og kulde, hjærtebanken og dundrende slag i baghodet. Sindsbevægelsen slog sig tilsidst som altid på maven. Jeg skulde på do, men døren var tilbundet med et snøre udenfra, hvad pigen havde foreslåt for at den ikke skulde stå åben i nat. Jeg måtte altså beherske min trang under græsselige smerter, for jeg kunde jo ikke la det gå i sengen.
Nu har de imidlertid git mig sit ord på at både hønsene og hunden skal flyttes idag til et fjernt sted, for de syntes det var så lejt, jeg skulde rejse. Nøgle til døren har de også lovet mig. De lader i det heletat til at være svært snille. Nu får jeg prøve en nat til. Går det ikke bedre, kommer jeg hjem imorgen søndag. I modsat fald blir jeg her. Nu skal brevet afsted og jeg må slutte.
Din Amalie

435. Amalie til Erik

Søndag eftermiddag (Lottenborg) k1868
[26/3/93]
Inat har jeg sovet aldeles udmærket, og har det derfor også udmærket idag. Også igår klarte jeg mig bedre end venteligt. Jeg var ude og gik to ganger, men det er det kjedelige at det er umuligt at sove her om dagene. Her er altid et eller andet fra gården eller trappen som forstyrrer. Men om natten er det bra nu. Både hestene, hunden og hønsene har de flyttet op i en stald de har langt bag huset som de altid bruger om sommeren, men som er for kold om vinteren. Og så er folkene så snille og maden så brilliant og sengen så god og stedet så vakkert. Igår gik det ikke videre med arbejdet men idag er det gåt bedre. Spørg inde hos Langhoff om alt er færdigt,k1869 så at jeg kan komme på tirsdag og få mine eksemplarer. Når Du skriver imorgen aften, nej, det er forsent, for så får jeg det først over kl. 10 tirsdag, og jeg må afsted før. Så får det være det samme. Sig bare inde hos Langhof [sic] at jeg kommer tirsdag, så de ingen eksemplarer sender ud til mig. Kan Du ikke sende Breuning-Storms koncert billetterne?k1870 Kys og hils småen meget.
Din Amalie.

436. Amalie til Erik

29-3-93 Lottenborg o.s. v.
Min egen kjære ven! Igår fik jeg ingen avis og ingen hilsen hjemmefra og følte mig derfor elendig skuffet. Senere blev det mig imidlertid forklaret at når posten kom her kl. 6, så var det kun fordi den blev hentet. Igår havde der intet bud vært nede. Jeg styrted straks afsted, men posthuset var lukket. Idag kl. 10 kom begge dele. Gudskelov, så havde Du da ikke glemt det. – Hun er et fæ den Emilie!k1871 Ja, nogen kløpper er hun sandelig ikke i nogen retning, men bære sig så idiotisk ad med småen! Den arme søde stakker som gik og frøs og gråd. Nej, det er klart at i slig bidende kulde som igår, duer skindhansker ikke.
Bed Kristine vaske småens hvide kjole som ligger i den øverste dragkisteskuffe, så den kan være ren til søndag, hun skal til Lønborgs. k1872 Spørg hende om hun ikke også kan vaske den lyseblå silkesløjfe som hører til kjolen, og er gruelig skiden. Kristine plejer være så flink til sligt. Hvis det er tidsnok for Kristine at vaske den på fredag, så kan småen få den på imorgen når hun skal ud her (naturligvis må hun også ha forklæde). I modsat fald kan hun ha den blomstrede som K. vasked sidst. Men så må Emilie sy ærmerne og strimler i. Der må også endelig syes strimler i den hvide til søndag, de samme som sidder der nu, når de er vasket naturligvis. Glem ikke at svare et eller andet på Maries brev. Lad Kristine gå derind imorgen mens Dere er her og snakke med hende, men husk endelig på at hun må være igjen og ha middagsmad til Dere. Jeg håber, jeg får brev iaften om at Dere kommer. Jeg går selv på posthuset. Værtinden vil så endelig vide det iforvejen. Klæ nu endelig godt på småen imorgen! Kys småen og Dig selv. Jeg har det udmærket.
Din Amalie.

437. Amalie til Erik

Lørdag 1ste april Lottenborg. [1893]
Tak for pakken min egen kjære mand! Det var da svært pent af Knud at rejse ud med den. Jeg lå i min seng og var så dårlig at jeg ikke kunde ta ham op og takke ham. Forresten havde jeg inat fantasier om at Du selv og småen vilde komme med det tog som går mellem 9 og 10. Jeg tænkte mig at Du kom sent hjem, fandt mit brev, skrev en seddel til Kristine om at Du skulde vækkes kl. 7 og småen bades straks hun vågned o.s. v. Så skulde Dere vært her til frokost og rejst hjem med ettoget. Ja, det var nu i nat da jeg lå der og vælted mig og ikke kunde sove. Da dagen kom ønsked jeg det ikke mere, for jeg var så syg, som jeg længe ikke har vært. Igåraftes fik jeg voldsomme smerter, af de fæle Du véd der under brystet, byge på byge. Jeg spurgte efter dråber og pigen kom med nogle kampherdråber; de hjalp ikke spor; smerterne blev værre og værre og blodet løb alt hvad det kunde. Så bad jeg om et stort glas cognak. Det hjalp; smerterne tog straks af og hørte snart ganske op. Jeg sovned men vågned efter et par timer og siden fik jeg ikke ro, skjøndt jeg ingen smerter havde. Kl. 11 prøved jeg at stå op; jeg vilde ud for at hun kunde gjøre værelset istand, men jeg var nærved at besvime, mens jeg klædte mig på. Så opgav jeg det og la mig på sofaen mens hun gjorde istand. Aldrig har jeg vært ussel med mine «ting», men det er også bare 14 dager siden jeg havde det temmelig stærkt. Og idag har det styrtet ud af mig. Dertil har jeg havt stærk hodepine, ond hjærtebanken og ondt overalt. Da værelset var færdigt måtte jeg i seng igjen. Jeg bad om portvin tog et pulver antifebrin i vinen og fik så sove. Nu er kl. ½ 6 og jeg er netop stået op. Middagsmaden viste jeg af: Jeg kunde ikke spise, men nu synes jeg at mærke spor til appetit. Jeg tror nok, det er over for denne gang. Jeg har det ganske bra nu, men gudskelov for jeg fik bindene! Jeg ved ikke hvad jeg skulde gjort uden, for blodet siler fremdeles, og jeg, som kun har det ene skjørt, der ovenikjøbet er en bukse; det går straks igjennem ud på kjolen. Jeg fik en halv fl. portvin, det hade værten sagt var fordélagtigere, og den må Du ikke anke på, for den har gjort godt. Naturligvis kommer jeg ikke ind i morgen hvis jeg ikke føler mig frisk og stærk. Den fru Feilberg, hun tigged og tigged, så det var en gru.
Jeg har havt brev fra Norrie idag meget hyggeligt og mange hilsener. Ligeledes brev fra Emma Jakob,k1873 et uhyre sødt brev, som Du endelig må takke hende for og sige hvor glad jeg blev i det. Du træffer hende jo ustanselig på gaden. Det var til tak for Agnete.k1874
Hvis Du har tænkt på det, må Du og småen ikke komme herud imorgen, for er jeg frisk, må jeg se til at få arbejde før jeg tar til byen. Idag har vært aldeles spildt. Så tålte jeg dog ikke alle de bukninger for at skaffe småen «blomster». Thi deraf kom det. Sligt et kræ er jeg blet.
Farvel min elskede Erikmand! Du er sød er Du! Din Amalie. Kys småen.
[Tilføyelse øverst på siste side]:
Sæt et frimærke på småens brev, og læg det i konvolut.
[Tilføyelse øverst på første side]:
Sæt et frimærke på småens brev og læg det i konvolut!

438. Amalie til Erik

Bergen, onsdag morgen den vistnok 23de maj 93k1875
Vi ankom hertil igår allerede lidt før 5 om eftermiddagen, halvanden time fortidlig efter at ha havt en aldeles udmærket rejse, strålende vejr, liden slingring og bedre køjer end jeg trode. Jeg skrev ikke undervejs – vi anløb foruden Christiansand og Stavanger, også Arendal og Haugesund – men da småen jo ikke var med syntes jeg ikke der var nogen grund til at skrive. Hosten var på rejsen akkurat som hjemme. Jeg måtte ta den rest opium der endnu var tilbage, for at få blot nogenlunde nattero, og så gik jeg i én éneste sorg og ængstelse for småen, og forbanded mig selv over at jeg allerførste gang mit dejlige, elskede barn blir anfaldet af en virkelig sygdom,k1876 lar mig bevæge til at forlade hende. Ja, det er fælt så lej jeg har vært. De éneste stunder, jeg glemte det lidt var mens jeg snakked med Hjernø,k1877 som er sød og meget beskeden og forstandig. Han gik med en anbefalingsskrivelse fra broren, som er hos Gyldendal til boghandler Gjertsen heroppe i lommen,k1878 og håbed på at han skulde bli inviteret til at bo der (– han har så lite penger.), men jeg kunde ikke la være at ymte om at han ikke burde forlyste sig formeget ved tanken – jeg kjender Bergenserne. Ganske rigtig, igåraftes så jeg hans navn på den sorte gjæsteplade nede i gangen på Holdts hotel, hvor jeg også er tat ind. Jeg har ikke sét ham siden. Jeg har fåt et frygteligt skident værelse; der blev mig vist nogle rigtig gode, men de lå i den nye tilbygning og lugted fugtigt og muggent og var uden sol, så jeg sa, jeg vilde foretrække hvadsomhelst – der var allerede svært optat. Idag har jeg skjændt på piken for al lorten og fordi jeg måtte ringe 3 ganger før hun kom. Det øs, pøsregner; det har det gjort siden jeg kom. Hele dagen igår var det solskin og mine medrejsende sad og glædet sig til dog engang at skulle se Bergen i godt vejr ved ankomsten. Jeg spåde regn, og fortalte, at det aldrig var hændt mig noget andet. Ganske rigtig, da vi var kommen så langt at vi kunde se Bergen, trak sorte skyer sig sammen omkring fjeldene og da vi damped ind på Vaagen, styrted regnen ned. På bryggen stod Ludvig og Lizzie under silende paraplyer.k1879 Ludvig var forfærdelig sød, og så glad. Lizzie var også sød, men vakker er hun ikke, dog har hun gudskelov for mig et meget mere sympatetisk væsen og ansigt end jeg havde tænkt. Hun ligner ikke de ækle ansigter jeg nede i Kjbhvn. har truffet på gaden og tænkt var som Lizzies. Og så er hun vist ganske forstandig. Jeg var ude med Lizzies hos Sandbergs igår for at spørge om jeg kunde sende en ung dansker op til dem – jeg vilde gjerne gjøre lidt for at han ikke skal få det altfor galt mens han er i Bergen. De bor nu i et fuldstændigt træpalads ude på Nygaard, har alle 3 etager, ejer huset og der er umådelig elegant. Sandberg var rejst til Chicago, men Helene var uhyre sød og elskværdig og sa straks: Kom bare med danskeren! Det er just kjækt at Spet er vække,k1880 så får jeg ham mere for mig selv. – Lizzie var strålende glad for småtingene, hun fik, især næsten for dåsen. Da hun takked, var hun virkelig meget sød. Hun berømmed Din elskelighed, at Du havde tænkt på hende, og jeg lod hende naturligvis bli i troen. Jeg tror jeg kommer tilbage om 10–12 dager. Her er dyrt og fælt og jeg ser sort på alt. Snak ikke og tænk ikke formeget på at komme. Skjøndt jeg kan jo ikke vide endnu. Mange hilsener fra
din Amalie

439. Amalie til Erik

Bergen 26/5/93
Endelig fik jeg da idag dit lille brev.k1881 Jeg har ventet og ventet og vært meget urolig. Det er da også en frygtelig lang tid det har tat før det brev kom. Imorges beslutted jeg at telegrafere, hvis jeg intet hørte inden aften. Det var jo forresten ikke noget videre gode efterretninger, jeg fik. Blegnen sad altså fremdeles i halsen, men rørende var det at høre om hendes sødhed og elskelighed.
Nu er jeg flytted ud til Helene og har det aldeles storartet. Hun er mageløs sød og snil og elskelig, og takket være hende, har også den unge Hjernøe fåt det storartet hyggeligt. Han er meget glad og begejstret over hende og over Bergen i det hele tat.
Nu er min hoste blet bedre, og der er tegn til at den ganske vil forvinde. Idag har vi også solskins vejr og her er aldeles dejligt.
Men tror Du nu at småen blir så bra, at hun kan rejse på onsdag?k1882 Det må Du skrive om. Endnu véd jeg ikke om Du og småen bør komme herop eller ikke. Jeg går og spekulerer på hvordan vi skal indrette os. For at Helene skulde ville huse hende også foreløbig er ikke at vente. Hvis jeg snart kommer hjem, skal jeg altså telegrafere afbud.
Tak for Du er så sød og god og omhyggelig med småen. Det er dejligt at vide at Du tar Dig af hende min inderlig kjære snille mand.
Bare Du nu skriver ofte om hvordan det går med småens sygdom. Der var så meget at fortælle om alt hvad jeg ser og oplever og om alt, hvad Helene og jeg morer os over, men det får være til vi sés. Kys småen 1000 ganger fra
Din Amalie.
[PS]k1883
Amalie er deiligere end nogensinde –
byen står i flammer – men jeg tænker mest på den dag De kommer
H. Sandberg
[PPS]
Plenty Hilsener fra en glad Gut i Bergen. Det var dog en Fandens vakker By – Gjæstfrihed, Elskværdighed, Intelligens, Liv og Skjønhed, hvorhen jeg kommer. Størst her i Huset. Forb. hengivent C. Hiernø
[Bag på konvolutten]
Hils da endelig «Smaaen» Gang paa Gang.
Hjernø

440. Amalie til Erik

Natland 24/6/93k1884
Tak for dit brev min elskede ven!k1885 Jeg fik det igår, og vilde altså ha havt det før, hvis det var blet ekspederet fra Stavanger, som det skulde. Og tak for hvert godt og kjærligt ord, Du skriver. Jeg blev så hjærteglad ved at læse det, og især fordi Du nævner det, som kom imellem os den aften Du fortalte om Jakob og Mathilde.k1886 Jeg følte jo din anklage mod mig hele tiden mens Du beretted, og derfor havde det vært overflødigt at gå så direkte på, som Du gjorde tilsidst. Men detteher, med hustruers jalousi på mændenes fortid er nu aldeles ikke til at blæse ad og bare ynke og bagtale. Mændene kommer ind i ægteskabet med vaner og forestillinger fra ungkarletiden, og for mange af dem er deres bedste glæde at snakke om og at mindes fordums elskov o.s. v. mens så mange koner intet sligt har bag sig. Det er latterligt at mændene kan ville at denne deres fortid skal være som død og intet. Intet dør og intet sker som ikke drar konsekventser efter sig. Derfor er mit eneste råd: lad kvinderne skabe sig den samme fortid som mændene, eller også lad dem la være at gifte sig. Det er som oftest et helvede de alle går ind til. Jeg har skrevet om det i Constance, i Lucie og i Forrådt, men den nat, efter at Du var gåt fra mig om kvælden i misstemning og uden godnat, og efter at Du havde fortalt mig om Jakob og Mathilde, da stod jeg stille foran vinduet i fru Christensens spisestue,k1887 og stirred på Ulrikken og Fløifjældet et par timer og da lovte jeg mig selv at jeg skulde skrive endnu en bog om det samme emne. Det gløded og syded inde i mig og tårerne siled, og hvis jeg lever længe nok, så skal bogen komme. Men imidlertid – jeg er glad i Dig og jeg elsker Dig og jeg er lykkelig ved at Du er min, er min mand og min ejendom og mit dejlige barns far, men jeg kunde vært endnu meget gladere, hvis Du – jaja, det nytter ikke at snakke om dette.
– – Ja, jeg var også trist, da vi roed fra «Kristiansund» og ikke kunde se Dig mere. Jeg tænkte hele tiden på den dag i Gøteborg, før vi var gift,k1888 og jeg gråd og gråd, mens Du kyssed mig – forresten med cigaren i munden, da vi sa farvel til hverandre. Og detteher at Du nu efter disse mange års samliv kan få mig til at føle som dengang, det er din dejlige ære. Jeg spør ikke, og jeg vil ikke spøre om Dig, om Du noget øjeblik også kan få en lignende følelse over Dig, for jeg har forbrudt så meget imod Dig. Men til alt det, jeg har forbrudt, er der kun det at sige: det kunde ikke være anderledes. Derfor kan jeg nok føle sorg, men aldrig anger over det.
Ja, jeg er nu altså her, installeret på Natland hos «Flintens»,k1889 og har det svært bra. Folkene er så ustyrtelig snille og tjenstvillige, og udsigten over byen er meget deiligere end jeg opdaged første gang. Fru Christensen var storartet; jeg fik af alt muligt: pigeseng, egen seng, sengelinned sengklær, bordtepper, gardiner, håndklæder, bordduger, servietter kaffe og tekande, gafler og kniver og meget andet, som spegekjødlår, røgelaks, vin o.s. v. Også Lizzie og fru Sandberg var svært snille til at låne og gi mig. Det eneste, jeg har måttet leje er et skab. Da fru Christensen skulde tømme sit syltetøjskab, opdøg hun at det var skruet fast i væggen, og at hun måtte ha snedker for at få det løst. Jeg sa da, at jeg ikke vilde ha det, og gik en hel dag fra kreti til pleti for at få et lejet; tilsidst lykkedes det da også. 2 kr. måneden. Pengene går forresten som fyrstikker. Jeg gruer for den dag, da jeg må skrive og sige; nu har jeg ikke flere. Men kunde jeg så bare gjøre det med det i ryggen at jeg havde noget godt arbejde færdigt – så – – jaja – jeg får håbe det bedste.
Endnu er jeg ikke begyndt, onsdag flytted jeg op. Kl. ½ 12 kom Flinten og hented tøjet, og selv tog jeg med småen og Marie op med klokkentotoget. Vi var her ikke før kl. 4, for småen fór som en liden hund omkring og plukked blomster o.s. v. Hun sover prægtigt i Lizzies seng og har det aldeles storartet heroppe. Du skulde se hende tumle omkring ude og inde, kjendt med hele familien, store og små, forgudet af dem alle, gående med koner i fjøset og på laden og til hønsene, rullende sig af komplet lyst initiativ nedover bakker – – ja hun er storartet! Men hun spiser fremdeles ingenting. Middagen på Birkelund er fæl, men herregud – billig og så kan jeg jo spise godt til aftens, hvad jeg er nødt til for ikke at sulte. Jeg kan i kvæld ikke fortælle Dig om St. Hans aften. Det får være til næste gang. Skriv «Din Erik» under brevene igjen. Din E.S. liker jeg ikke mere.
Din Amalie

441. Amalie til Erik

Natland 27/6/93
Tak for dit brev fra Kjøbhvn,k1890 som jeg fik igår, da jeg var i byen. Her står alting vel til; det vil sige småen har git mig anledning til uro og bekymring. Hun har siden vi kom herop, spist bogstavelig ingenting. Havde hun bare havt såpas appetit som i Bergen, vilde jeg vært sjæleglad, så kan Du selv vide. Jeg havde fast besluttet at gå til børnelægen Kreiberg,k1891 der har stor anseelse her, men så forsikred så mange mig om at det altid gik så at småbørn ganske holdt op at spise en 8 10 dager når de kom op i den stærke luften her, for så siden at ta så meget kraftigere fat. Men småen har virkelig tat meget af; de små skulderblade står skarpt ud og halsen er blet så tynd og lang. Ellers har hun vært kvik og uhyre levenes og munter, og har sovet godt og længe. Kun de sidste dage har hun ofte og lange stunder om gangen klaget stærkt over mavesmerter, og har ikke kunnet få afføring men har gåt og gjort småt i buksen, hvad hun ikke har fåt skjænd for, fordi hun har vært uden skyld, den lille søde stakker. Idag da hun på 3die dagen gik med det samme, sendte jeg bud til Mathilde efter amerikansk olje, hvoraf hun sødt og pent tog 2 teskér og nu for en stund siden, blev hun forløst med en stor sort ladning. Siden har hun sagt så tit: å det er så godt i maven. Igåraftes da hun sad og gumled på sit stykke smørrebrød, hvoraf hun bed som en fugl og som hun naturligvis ikke kunde spise, råbte hun til mig: se, hvor jeg kiler i mig! Du skriver det vel til pappa? Nu håber jeg at hendes trængselstid skal være omme, og går der endnu et par dage hvor hun ikke spiser, skal jeg prøve på ikke at græmme mig. De første dage nævnte hun slet ikke Dig, men nu siger hun, når noget går hende imod: jeg vil hjem til min pappa. Eller også: jeg går op på mit værelse og sætter mig til at græde stille. Dejlig og sød og bedårende elskelig er hun som altid. Stakkels Dig som må undvære hende.
Her har vejret efter 2 dages ruskevejr – mandag og tirsdag da Du rejste – vært dejligt som før. Lidt regn har vi havt igår, men det var ikke meget og luften var mild og stille.
Torsdag i forrige uge kl 6, altså dagen efter, vi var flytted op, kom Helene herop for at bli et par timer. Hun sendte bud efter Hjernøe, og da hun havde en masse drikkevarer med sig, fandt hun snart ud, at hun vilde bli her om natten. Jeg sa, det var umuligt, men hun gik ind og gjorde sig venner med folkene og pludselig stod der en opredt seng i min stue. Jeg var ikke glad, men måtte holde gode miner. Vi gik iseng kl. 1 omtrent og jeg tænkte: herregud for én nats skyld. Men ikke så snart havde Helene slåt øjnene op næste morgen før hun sa: det er bedst at sengen blir stående, for idag er det St. Hans aften o.s. v. Hjertet sank i mit liv, men jeg måtte igjen holde gode miner. Hun telefonerte efter nye drikkevarer, Ludvig og Lizzie kom herop af sig selv. Her var storartet dejligt; masser af bål på alle fjeldtoppe og nedover i revnen hvor byen synes, fyrværkeri, skud, sang og koncert i Nygårdsparken som vi tydelig hørte. Der blev dans i laden, Flints sønner med venner og mange jenter; allesammen brilliante. Helene skjænked drikkevarer til alle og stemningen blev høj. Tilsids steg vi tilfjelds. H. og jeg opgav det dog på halvvejen og blev siddende, men Hjernøe var vild; han strøg afsted, kom nedover 5 kvartér efter, dødelig drukken, næsten båret af Brunkorst og Frants Beier (en prægtig fyr)k1892 hvis selskab han på toppen var falden i armene, og af hvem han havde fåt conjak på ølglas. Jeg gik ind og la mig kl. 2 omtrent og sov udmærket. H. og Hjernøe blev gående oppe og vase og drikke hele natten de to alene. Kl. 9 endelig kom H. ind; hun var så opspilt, at hun ikke vilde sove, men jeg fik hende endelig overtalt til at lægge sig og så sov vi begge til kl. 1 omtrent. Så op og ned til Birkelund hvor vi mødtes med Hjernøe og spiste middag. Først kl. 6 kom H. afsted. Hjernøe skulde følge hende «nogle skridt», men han kom naturligvis først igjen den næste aften. Da var han fortvilet over at han intet gjorde og lovte og svor at nu skulde det bli alvor. Mandag tog jeg til byen med 1,25 toget. Jeg havde noget nødvendigt at udrette og var desuden buden til middag hos Lofthus for at træffe Drude inden hun rejste.k1893 Meget hyggeligt. Kl. 5 gik jeg derfra og måtte hen til Helene for at bytte ur. Jeg havde hendes, fordi hun havde tat mit som var i ustand med sig til byen. Jeg skulde også låne adskillige små ting og hente et par sko som hun havde besørget repareret for mig. Hun er i det heletat storartet at ha til hjælp i byen og til at operere fra, hun som er så dreven i telefon, og som altid har et bud at sende om det kniber. Det første jeg kom ind, fik jeg champagne. Jeg gik imidlertid snart, fordi jeg måtte besørge mine ærinder før butikkerne lukked; jeg indså at jeg ikke kunde nå klokkenottetoget og tog derfor imod H.s tilbud om at spise der og få hendes hest og kjøretøj opover. Alt gik godt. Kl. 9 stod vognen for døren. H. fulgte mig ud i haven, så det dejlige vejr, fik lyst til at følge, bestemte sig i samme nu, bad mig vente, og var øjeblikkelig tilbage med frk. Greve hendes gjæst foruden mig,k1894 og naturligvis en kurv med vin (champagne) og tobak. Da vi kom til Birkelund mødte vi Hjernøe. Stor halloj. Jeg holdt ud med dem til kl. 12, da gik jeg ind og la mig, de andre kjørte nedover for kuskens skyld, Hjernøe skulde bare følge dem tilvogns, «sandelig bare», men naturligvis har han ikke vist sig på Natland siden. Gud véd når han nu kommer igjen. Jeg har næsten ganske tabt interessen for ham og hans arbejde. Det lader ikke til at det blir til noget. Nu er det imidlertid en aftale at H. ikke kommer herop, uden at jeg telefonerer efter hende. Hun véd, jeg må ha ro.
Nu var jeg oppe og sa godnat til småen, med noget til hodepuden, hun har intet smagt tilaftens heller. «Skriver Du til pappa?» sa hun. «Så må Du sende ham mange tusen kys. » –
Bønderne i Norge dog være renligere end i Danmark. Tænk Dig, ikke én loppe har vi sét. Ligeledes hos Hjernøe. Der blir ungerne sæbevasket i hodet og på kroppen hver morgen udenfor husdøren. Og folkene her er renslige at Du ikke vilde tro det. Det er en god ting. Her er i det hele heldigt og godt i mange måder, men en frygtelig énsomhed føler jeg om kvældene når småen sover og skumringen falder på, en pinende ensomhed. Og endda er der næsten ikke skumring, bare som en svag antydning. Længer end i to måner [sic] holder jeg ikke ud her. Det kjender jeg på mig. Så får jeg finde mig et sted i byen pensionat eller lignede til Du kommer.
Naturligvis fik jeg mine ting akkurat om tirsdagen, da jeg havde de mange ting at greje inden flytningen. Om onsdagen var det slemt og ondt for mig, men mærkelig nok kom jeg forholdvis hurtig over det. Hosten er bedre, men ikke vække. Siden jeg kom hid, har jeg dog heldigvis ikke tat opium – jeg havde ikke med mig, og har som følge deraf af og til vært svært plaget. Men i bedring er dog hosten.
Jeg er begyndt at arbejde og befinder mig som følge deraf i en tilstand af pine som ikke er til at fatte for mennesker. Herregud for et levebrød, dette dog er!
G.B.s artikel har jeg omsider læst.k1895 Der var intet ved den. Meget velvillig, nogle rosende adjektiver, voilà tout.
– Jeg tænker med savn på Hornbæk og Kjøbhvn og jeg længes meget efter Dig min kjære elskede mand, som er så sød og god. Det blir fælt at skulle undvære Dig så forfærdelig længe. Intet har jeg heller at læse i. Gerhrd. Gran traf jeg ikke.k1896 Du får hilse Kristine fra os. Jeg følte en vis kjølighed overfor hende ved afrejsen over hendes mærkelige svar da jeg bad hende stoppe linned mens vi var borte. Ellers havde jeg vel skrevet. Hils Feilbergs meget. Og så farvel til Dig min søde kjære ven! Mange kys også fra mig.
Din Amalie
Du må ikke vente mange breve.
[Tilføyelse på første side]:
Skriv endelig til Jakobs!

442. Amalie til Erik

Natland fredag 30/6 93
Gud give Du var her! Jeg er aldeles fortvilet, og har vært det siden sidst jeg skrev. Glad var jeg heller ikke da, det var synd at sige, for småen skranted jo og spiste ikke, men slig som nu det er – å bare Du var hos os!
Jeg fortalte sidst at småen havde havt afføring efter oljen. Men siden har hun vært rigtig syg og absolut intet nydt. Jeg har måttet holde liv i hende med portvin og øl, som hun forresten kun har tat i skefulde. Hun har en uhyre modbydelighed for at ta næring til sig. To ganger har jeg tvunget hende til at drikke en slurk melk, men begge ganger har hun straks kastet det op igjen. Forresten går hun oppe og ude og er kvik og sød stundimellem, men så kan hun pludselig hænge med hodet og klynke og sutre. I 3 nætter har hun sovet slet, har fantaseret og snakket og grædt og let ustanselig, uden at ha feber. Jeg tror det er hallucinationer frembragt ved sult. For tænk Dig, at nu har vi vært her i 9 døgn og det hun har spist i den tid, kunde ligge på den mindste asiette. Hun har også minket 4 pund i disse dage. Igår vejed hun 20 pund nemlig. Jeg tog igår til byen med hende, for at søge læge. Marie og jeg bar hende hver vor stund til stationen. Hun vil idetheletat straks bæres, og det sker også, for hun ser så mat og træt ud altid. Du vilde vist ikke kjende hende igjen nu, så forandret og smal som hun er blet, og med et lidende udtryk i øjnene. Hver dag bærer vi hende også til og fra Birkelund – det kunde godt være det samme, for hun hverken ser eller lugter til maden, men det er jo altid en liden forandring for hende. Hun kjeder sig jo nemlig heroppe; her er træskt og fælt for hende, ingen børn, ingen Hornbæksand, intet legetøj og fremfor alt, ingen pappa! Nu har det også silregnet siden sidst; hun går her og trækker sig i dørene, som ikke hverken slutter eller lukker – nu i regnvejret lægges det mærke til – og jeg véd ikke hvor jeg skal gjøre af hende. Hundrede ganger om dagen forlanger hun at rejse til pappa, og lange stunder sidder hun stille og synger: «jeg vilde ønske jeg var hos pappen min» op igjen og op igjen på en selvlavet melodi.
Jeg ligger ovenpå nu hos småen. Den første nat hun var syg, gjorde jeg intet andet end at løbe op og ned over trapperne, for hvergang småen bare snude sig, hørte jeg det nede og Marie sov som en sten. Marie er i parenthes sagt nokså umulig, snil, ren og skikkelig, men grandios idiot! Anden nat stod min seng så forkjert at jeg måtte ud af den for at komme hen til småen, som hvert 10ende minut sled sig ovenpå tepperne, skjøndt de var surret. Det var en frygtelig nat den. Op og i sengen ustanselig og for hver gang knækked jeg min rygrad for sengekanten er så høj og klærne ligger så dybt, en feltseng er det, fælt spids og skarp o.s. v.
Så igår telegraferte jeg til Claus Hansen fra Birkelund.k1897 Ikke hjemme naturligvis. Jeg bestemte mig da til at ta 2–19 toget og traf efter omtrent en times venten endelig doktoren. Han klædte småen af, blev forskrækket over hendes magerhed, skjøndt han lod som ingenting, undersøgte hende på alle mulige måder og afgav den erklæring at der intet var i vejen med hende. Jeg spurgte om han syntes, jeg burde rejse hjem med hende; han bad mig se tiden an. Begyndte hun ikke at spise efter en uges forløb, så måtte jeg, trode han. Han blev svært lej fordi hun ikke vilde drikke melk. Naturligvis havde jeg forsøgt med alt muligt som han nævned som godt at gi hende istedetfor melk. Jeg har brudt min hjerne med at udfinde ting som skulde nære hende, uden at smage som mad eller drikke – ja Du aner ikke hvor opfindsom jeg har vært – men alt forgjæves – Cl. H. sa, som så mange at det var ret almindeligt med børn som skifted opholdssted, at de o.s. v. Men dette vared jo lidt længe o.s. v. Jeg fik noget mikstur, som hun tar så pent, men hjælper gjør det naturligvis ikke.
Idag har hun fåt ørepine. Straks imorges begyndte det, og siden har det vært én eneste jammer. «Mamma, mamma, mit øre, mit øre,» slig synger det mig for ørene uafladelig. Hun har hulket og grædt og vrid sig som en orm det arme, lille skind. To minutter om gangen har hun havt ro, så er det begyndt igjen. Du kan tænke Dig min tilstand, heroppe på Natland 100 mile fra alt muligt! Og jeg som er så vant til at ha Dig, Du som tar alle byrder på Dig, og trøster og hjælper bare ved din nærværelse. Ja, jeg er fortvilet! Sove om dagen er omtrent umuligt på grund af husets lyde og sjou og nu, efter 3 nætters pinefulde og angstfulde vågen over småen, som forresten er det dejligste væsen i verden, enten hun er syg eller frisk.
For lidt siden husked jeg på et gammelt husråd for ørepine. Jeg smelted smør og hældte det lunkent ind i hendes øre og satte så en vattot derind. Straks har smerterne git sig. Hun er så glad og taknemmelig, og siger: nej, hvor det er godt i mit øre! Men naturligvis kommer det igjen. Nu taler jeg i telefonen med dr. Hansen nede på Birkelund, og spør ham tilråds. Bare jeg kunde få småen ind på hans klinik men det blev jo dyrt, for jeg måtte naturligvis også være med.
Hvordan det går med mit arbejde kan Du sige Dig selv. Alting er sort og ondt, bare Du var her! Regnen strømmer ned, udenfor husdøren ligger Hellemyrssumpenk1898 vassen og myg, inde ligger småen på sofaen bleg og alvorlig og dejlig, og hvergang jeg ser på hende må jeg snu mig for at hun ikke skal se at jeg græter. Middagsmaden på Birkelund er frygtelig; 3 ganger har vi fåt rådden mad. Den ene gang var Helene med, og hun gjorde straks allarm; de andre to ganger har jeg vært alene, og har spist nogle mundfulde uden at sige noget.
Lidt senere. Nu er småens tilstand slig, at jeg har sendt Marie til Birkelund for at telefonere efter lukket vogn; jeg må til byen med hende for at få lægehjælp. Hun stønner og græder af smerter i halsen og øret, kaster op og ser ud som hun vil dø mellem hænderne på mig. Heroppe er ikke til at være med et så sygt barn. At få læge herop er næsten umuligt. De har ikke tid til at foreta den lange rejse og hver tur koster 10 kr. Så, nu skal hun kaste op igjen; og hun som intet har nydt i 4 døgn. «Pappa pappa», ligger hun og råber mens hun græter.
Lørdag. Ja nu er vi i Bergen, og jeg sidder på Holdts hotel.k1899 Småen leger med Marie ude i de lange teppelagte ganger, og er sød og kvik, skjøndt hun naturligvis som sædvanlig intet har nydt andet end en slurk vand. Jeg venter nu på doktoren. Igår fik jeg ikke fat i ham, han har det så frygtelig travelt altid. Men vi kjørte altså til byen med småen indtullet om hodet for ørepinen – Straks vi kom ned i byen, og hun så og gjenkjendte gaderne, blev hun friskere og gladere. Dr. Hansen var ikke til at treffe før kl. 11 om kvælden; han var på landet i praksis. Men småen var også rent som forvandlet. Da vi kom her hen på hotellet begyndte hun straks at springe om og spiste endogså et lidet stykke mad med kalvekjød på. Så kom hun i seng kl. ½ 8, men sovned først ½ 11, var forresten sød og munter og altfor snaksom. Inat har hun sovet ustanselig, og jeg altså også. Det kom vel med; Idag er blodet begyndt på mig igjen efter at jeg havde det vel overståt i forrige uge. Det er vel af lejelse og sindsbevægelse og anstrengelse. Da småen vågned, klaged hun stærkt over ondt i halsen og i øret, og det holder hun på med ret som det er. Bare nu doktoren kom, og fik hende eftersét i halsen. Du kan vide at jeg længes hjem af al magt. Tanken på at drage op igjen til Natland er ganske grufuld. For det sér ud til at småen ikke kan trives deroppe. Idag er det atter strålende vejr med stærk varme. Varmt har det forresten også vært de dage, da det regned. Bare småen havde vært frisk, vilde alt vært bra. –
Tak for dit sidste brev, det var så hyggeligt og godt i alle måder; stakkels Dig som får dette triste brevet til gjengjæld. Ja, gudskelov, for de er glad i mig dernede hos Dig i din by. Du véd hvordan det er med mig – jeg føler mig hjemme der og ikke spor her. Men det er vel kanske ikke så underligt, når man har vært så længe borte. Det er 16 år siden jeg drog fra Bergen og snart 10 år siden jeg forlod Norge. Du må hilse alle mulige og sige at jeg længes efter Kjøbenhavn ustanselig. Ak bare vi var i Hornbæk som ifjor! Og så penger, penger, penger! De svinder ganske forfærdende fort. Kunde jeg endda bare holde ud til Du kom; så får Du jo penger heroppe k1900 og behøver ikke at gjøre nogen udvej dernede. Jeg må vel sagtens kunne låne hos Ludvig hvad jeg trænger forinden. Gud ved om Hegel virkelig kan ha sagt til Bjørn at han var glad over at ha fåt mig på sit forlag.k1901 Det ligner ham ikke, og det er da ved gud heller ikke noget at være glad for. Bjørn har nok villet være elskværdig, tror jeg. Hvis Du ser B.B. og Karoline, må Du hilse dem meget og spør B.B. om han har fåt mit brev fra Bergen.k1902 Jeg sendte det til Aulestad, for jeg vidste jo ikke, at han var rejst. Sig, det var lumpent af ham at komme til Kjbhvn, netop mens jeg var i Norge.
– Nu er kl. 12 og endnu ingen doktor. Småen blir kleinere og kleinere hun græder og sutrer uafladelig for halsen og vil hvert øjeblik lægge sig, og hvert øjeblik op igjen. Jeg har ikke turdet se hende i halsen, jeg er så angst. Det må være difteritis igjen, så ondt som det gjør. Og så jamrer hun efter Dig og vil til Dig og siger de utroligste, sødeste ting om Dig. «Hys, kanske det er pappa, gid det var pappa,» siger hun når det går derude på gangen. Nej dette var fortvilet! Tusen ganger hellere vilde jeg vidst hende i Kjøbhvn under din og Kristines varetægt, og selv vært alene heroppe.
– Så nu har doktoren vært her endelig kl. 2. Der er intet i vejen med småen. Han undersøgte hendes hals omstændelig, den var lidt hoven og rød, deraf smerterne. Ørepinen og næsen skrev sig fra det samme. Han forsikred på ære og samvittighed at jeg ganske rolig kunde oppebie bedringens dag. Denne hendes vantrivsel vilde sikkert snart forsvinde o.s. v. Nu tar jeg altså op igjen til Natland, men sker der videre noget med hende rejser jeg øjeblikkelig hjem til Dig med hende. Jeg står ikke i det alene deroppe med dette klods af en pige. Denne historie er kommet mig på 16 kr, og så må jeg endda ha vogn opover, for jeg havde håndkuffert og vadsæk med, og disse ting kan vi ikke bære fra Fjøsanger. Cl. Hansen er naturligvis heller ikke betalt. Jaja, det er da godt at barnet ikke havde fåt difterit igjen. Den sygdom har sat hende grundig tilbage. – Når hun plukker blomster kommer hun altid med en buket til pappa.
Din Amalie

443. Amalie til Erik

Natland mandag véd ikke dato, ser aldrig en avis. [3/7/93]
Ja, nu sidder vi altså her igjen, i det mest tropiske, ustanselig dejlige sommervejr. Ingensinde har jeg havt slig en sommer i Danmark, i de år jeg har boed dernede! Så lunt og stille, så strålende blankt, så sprættende frodigt efter den varme, korte regn. Her er aldeles vidunderlig dejligt i sligt vejr, udsigten nedover Bergen ganske italiensk. Alting kunde altså være vel og bra, hvis bare –
ja vi kom altså hjem igår. Natten til lørdag lå vi hos fru Sandberg, og den nat sov småen udmærket, liksom på hotellet. Men om morgenen sutred og tøt og klaged hun over halsen og øret, og stundimellem også over maven. Og så råber hun altid på pappa, pappa! Jeg vil til min pappa! Op ad dagen blev det dog bedre og hun spiste endog 2 halve stykker franskbrød til frokost og drak potøl med maltekstrakt, hendes eneste drik, da hun afskyr alt andet, og Cl. H. siger, hun bør ikke drikke vand. Kl. 2 kjørte vi opover i vogn med vor bagage, og hun var så til min glæde bare henrykt over at se Natland med beboere, hunde, fjerkræ o.s. v. igjen. Men natten blev slem; hun var vågen og jamred ustanselig for halsen til kl. 5. Da fik hun og jeg 3 timers god søvn. Jeg skyndte mig ned til Birkelund kl. ½ 10 for efter aftale at telefonere om tilstanden. Cl. H. blev ved med sit: «det er en bagatel hendes halseonde og hendes øvrige upasselighed kommer fremdeles kun af forandringen o.s. v. Hold ud ialtfald 3 dage til og se så.» Det har jeg nu besluttet. Cl. H. kan sagtens sige det er en bagatel men for mig er det en ustanselig nagende græmmelse at se dette søde barn gå der og lide og vantrives. Og så går det jo ud over min egen helse nokså meget og mit arbejde og mine penger i høj grad. Nu idag ser det forresten ud til at lysne lidt. Hun spiste 2 halve stykker surbrød imorges og til middag en hél pandekage. Og efter at vi kom hjem fra Birkelund – hun kom senere end jeg for hun blev med M. og legte der nede – har hun spist 3 stykker Wienerbrød. Men Cl. H. siger stadig: bare hun vilde drikke melk! Det er det allerbedste for børn. Nu får jeg se, hvordan natten går. Er det galt, skriver jeg imorgen, er det bra, ikke. For jeg skulde jo se til at få arbejde, og må begynde straks småens tilstand ikke længer piner mig.
Hjernøe har siden forrige mandag ikke vist sig på Natland. De vil ikke mere gi ham middagsmad på Birkelund fordi han aldrig kommer. Det fæ! Farvel da; jeg længes og jeg elsker Dig!
Din Amalie

444. Amalie til Erik

Natland 7/7/93
Hvad er dog dette for en postgang! Dit brev af 30/6, som jeg nu omtrent i en hel uge har vented under stadig stigende uro – Du plejer jo aldrig la mig være så længe uden efterretning – kom endelig idag. Hvereneste dag har der vært bud inde hos Ludvig, altid nej, intet brev. Igår telefonerte jeg til L. fra Birkelund og spurgte om ikke brevet kunde være forlagt dernede – nej ikke tale om det. Gudskelov at det dog kom idag, og at Du ikke lå for døden eller alt var død. Jeg får jo frygtelige forestillinger, når det jeg venter skal ske, ikke sker, ved Du.
Småen kommer sig nu, så jeg begynder at bli nogenlunde rolig. Hun er kvik og i strålende humør, og har nu, hun føler sig friskere, fundet 1000de ting at more og underholde sig med. Dog er det fremdeles yderst småt med appetitten, og hun er tynd som et strå og let som en fjær. Middagsmad smager hun aldrig d.v.s. kjød, fisk o.s. v. Jeg har nu fåt fruen til at levere hende pandekager istedetfor og dem spiser hun foreløbig. Ellers kun smørrebrød; ikke æg, ikke mælk. Hendes stadige drikke er tyndt øl med maltekstrakt. Men så er der en frygtelig ting: hun sover så urolig om nætterne, at jeg absolut ikke får blund på mine øjne, før efter at hun er opståt om morgenen kl. 8 – ½ 9. Da prøver jeg på at få et par timers søvn, hvilket kun lykkes dårligt. Inat var hun, efter at [ha] ligget og væltet sig og klynket hele tiden – vågen fra kl. 2 til ½ 6. Ikke tale om at hun vilde sove, bare synge og konversere. Jeg fik Marie op og hun hjalp mig da til at få tiden afsted. Småens næse blev renset, hendes seng redt om, hun spiste en hel del biscuits, drak øl, og fik tilsidst en liden ske bromkalium. Det fandt jeg på i min kvide at lave. Heldigvis havde jeg noget med fra Kjbhvn. Selv tog jeg også en stor ske, for mine nerver er slig nu, at den mindste uventede lyd farer mig som ild og is gjennem kroppen. Vi sov da begge til kl. ½ 11. At ligge nedenunder for mig er der ikke tale om. For jeg hører hver lyd som var det i samme stue, og Marie sover som et lig, og så blir det bare at valse ustanselig op og ned i trapperne. Jeg er næsten afvænt med at sove nu, og jeg føler mig træt og tung og at arbejde er aldeles umuligt. Jeg husker ikke om jeg sidst skrev at jeg, søndag 3die juli, var fast besluttet på at komme hjem, hvis der gik noget skib de første dage. Men på efterspørgsel fik jeg høre at der først var skib mandag den 10de juli. Så måtte jeg jo ta op igjen til Natland fra Bergen, og nu har jeg opgit at rejse. Jeg har nu sikkert håb om at småen ganske skal komme i rigtige folder, og så skal jeg nok kunne holde ud, skjøndt jeg længes, så jeg ofte er helt syg af det. Jeg har sagt nej til indbydelser til Vallendahls og Rogges,k1903 og efter hvad jeg mærker fornærmet Helene Sandberg dødelig ved at telefonere et bestemt nej fra Birkelund, da hun på mandag, dagen efter at jeg syg og udaset og frygtelig trist var kommet op igjen med småen, i telefon spurgte om jeg vilde ta imod et lag på 6 personer der skulde bringe med «en kurv champagne og masser af drikkevarer.» Hun kunde likegodt ha bedt mig gå bort og drukne mig. Jeg hang ikke sammen af træthed bl. andet. Fæet Hjernøe har nu akkurat vist sig så vidt på Natland, at han har hentet sine sager og sagt farvel. Nu skal han til Hardanger heder det. Men først skal han være hos Helene nogle dager, og så skal hun følge ham til Voss. Hele forrige uge gik han snyde fuld nede i byen, og var næsten uafladelig dag og nat sammen med Helene, hos hvem han også drak det han var fuld af. Hun er et fortabt menneske, den stakkeren, aldeles umættelig hengiven til stadig at drikke for at stimulere sig. Ikke én men mange ganger har jeg nu set hende fuld, at hun bogstavelig ikke har kunnet snakke, og kun to korte stunder har jeg sét hende ganske ædru. Ædru var hun heller ikke da Du var sammen med hende. Når hun er det, er hun sort fortvilet, ganske nedfor slap, skjælvende som en gelé. Hun er kommen så vidt at hun drikke for at holde sig nogenlunde oppe. Så begynder hun med absinth straks om morgenen. Den nat jeg sov derinde, vækked hun mig med absinth kl. 3 om natten. Jeg drak den, for der var ikke andet for. Det er det sørgelige at man tude med de ulve man er iblandt; jeg la mig straks til at sove igjen, mens hun gik nedenunder til Hjernøe og fortsatte. Den nat var jeg forresten også oppe i ét væk for at se til småen, der sov i værelset ved siden af og som idelig sparked af sig.
Tak for dit hyggelige brev! Det var jo sørgelige efterretninger om Kristine. Hvordan skal Du stelle Dig nu? Få nødig madam Nielsen i huset, for hun stjæler hvad hun kan og linnedskabet og meget andet står åbent. Kan Du ikke få bo hos Otto Benzons k1904 til Kristine blir frisk? Emma har jo inviteret Dig. Eller hos Octavius!k1905 Hvordan skal det gå med dit arbejde, når Du ingen har til at stelle for Dig. Vær heller uden hjælp og gå ud og spis, end ha madam Nielsen. Grethe kunde jo komme et par ganger om ugen og gjøre rent. Du gir vel blomsterne vand? Forresten, slig som Du turer, får Du alligevel ikke gjort noget. I hvert brev har Du vært i mange selskaber. Det var da svært så hedt Bouning Storms har fåt det med Dig!k1906 Bare det ikke, foruden tid også kosted Dig penger!
– Det var intresant hvad Du skrev om Kroghs. k1907 Nej hun er storartet; hvis nogen har frækhedens nådegave, så er det hende. Men ellers kunde hun jo heller ikke ha ståt for en slig dravat som den bogen. Skidt forresten med hende – jeg har altid bare tænkt på børnene hendes. Det var jo det, jeg påstod at der var hævn fra H. Jægers side i bogen.k1908 Dengang blev Du ivrig og sa det var aldeles forkjert o.s. v. Men bare det om pengene, hun tog i søsterens skrin var mig bevis nok. Forresten tror jeg H.J. er en af forbitrelse gjennemsyret person, og han har sikkert følt tilfredsstillelse ved at kunne ramme Krog og Oda.
Det var morsomt hvad Du fortalte om Bjørnsons. Ja, bare jeg var hjemme igjen, for noget så mislykket som dette! Arbejdet har jeg ikke fåt spor, bare lidt og længtes og græmmet mig og vært fortvilet over småen og andet. Jeg ved ikke hvad det skal bli til. Jeg kan ikke skrive den bog, og jeg som har fåt 600 kr for den, penger, der alle er som kastet i sjøen.k1909 Nej, jeg véd hverken ud eller ind!
En af de dager, da jeg forgjæves havde spurgt efter brev fra Dig traf jeg fru Mathilde. «Jeg har fåt brev fra Skram,»k1910 sa hun, «han holder mykket mere af mig end af dem»! Jeg véd ikke hvorfor hun sa det. Det klædte hende ikke, for da jeg intet svarte, blev hun rød og så flou ud. Havde Du skrevet noget slags spøg, som gik rundt i hodet på hende, eller hvad? Jeg måtte atter tænke på dette, som fremgik af dine ord hin aften hos fru Christensen, at Du havde siddet deroppe og blandet dine klager over dit ægteskabs jammer med Jakobs klager. Da jeg sa: «Fortalte Du ham ikke så, at dit ægteskab var ligedan?»; svarte Du: «jeg sa, at jeg godt kjendte til det.» Men at sige det, var at udlevere mig, for Du har jo kun vært gift én gang, og hvorfra skulde Du kjende til det, uden fra mig. Det havde vært penere om Du havde hørt og svart med den store sympathi, Du virkelig følte, uden at prisgi mig. For den sag lå jo aldeles ikke fore. Ialtfald ikke den gang. Jeg synes, det er længe siden, jeg har voldt Dig nogen sorg i den bestemte retning, og derfor kan jeg ikke begribe at Du vilde la Jakob mærke at Du havde oplevet noget sligt, ej heller at Du var så ivrig i at kaste mig det i næsen da Du fortalte om Jakob og konen. Jakob er forresten en stud, og en alt andet end fin person, så meget Du véd det, hvis Du ikke mærked det. Og hans kone er en vulgær ubetydelighed som jeg ikke på noget punkt vil sammenlignes med. At Du drog denne sammenligning krænked mig bl. andet den aften. – Jakob har sagt til en ven, som igjen har sagt det til mig; «jeg føler mig overbevist om at Skram er ulykkelig i sit ægteskab.» Så den tilfredsstillelse har Du da, hvis det er Dig nogen tilfredsstillelse. Forresten er jeg så kjed og led af alting. Bare jeg var 1000 mile borte fra både Bergen og Kjbhvn og alting! Brevet fra din russiske damek1911 skal jeg gjemme. Jeg sender det ikke denne gang for portoens skyld. Tak for Du vilde la mig læse det og tak for Du skrev Erik.
Din Amalie
[Tilføyelser på første side]:
Småen taler hvereneste dag uhyre meget om Dig. Ret som det er, vil hun hjem til Dig naturligvis.
Undersøg dog dette med postgangen.

445. Amalie til Erik

Natland tirsdag, jeg tror den 11te/7/93 og onsdag 12te.
Skjøndt jeg intet brev har havt siden sidst må jeg dog fortælle Dig at det går godt med småen. De to næstsidste nætter sov hun på bronkalium,[sic] inat har hun sovet på sin egen træthed, aldeles storartet. Nu er kl. ½ 11 og hun sover endnu så hun næsten snorker, men så var også kl.10 før hun sovned igårkvæld. Hun må nu ansés for at være ganske frisk igjen, skjønt hendes magerhed er, for et barn i den alder, forfærdende stor. Du skulde se hendes knæ, de er så spidse og knoklede at de er ligefrem stygge, og hvert et ben i hendes rygrad kan fremdeles tælles. Hun som havde den dejlige glatte ryg hjemme i Kjbhvn! Men naturligvis, når et barn går så længe uden at ta nogensomhelst næring til sig, er det jo rimeligt. Hun spiser stadig væk næsten intet. To halve stykker smørrebrød, tynde som siv til frokost, med nogle slurk øl, og en tynd nokså stor pandekage til middag. Til aftens atter 2 halve stykker smørrebrød og en slurk øl, og intet imellem tiden – jo hun drikker en masse øl med maltekstrakt for varmen er så overhændig. (Papiret ser fælt ud; det var blet vådt på vejen herop.)k1912 Jeg forsøger stadig med æg, kogt chokolade, cacao, o.s. v. men alt forgjæves. Hun holder sig for munden med begge hænder og skriger. Men nu vil jeg prøve på at ikke græmme mig længere. Hun er frisk og i strålende humør, og nu synes også nattesøvnen at ville komme. Tre uger omtrent har det altså tat hende at bli tilvant heroppe. Hele lørdag kjørte hun sammen med folkene hø ind i laden på en liden trillebør som fru Sandberg har git hende. Hun var henrykt og havde det uhyre travlt. Hun er idetheltat uafladelig i virksomhed. Folkenes arbejde med høet har git hende en mængde nye forestillinger og legemotiver. Hun laver høsåter på fladen foran huset, hvor det slåte græs er blet overladt hende, og hun har en hæsje inde i en af laderne, hvorpå hun hænger hø til tørring. Du skulde se hvad håndelag hun har, akkurat som folkene gjør hun det. De ler himmelhøjt af hende og hun lér med. Hun er uhyre glad i dem allesammen og råber højlydt efter dem når de går forbi. «Mor», elsker hun og tante Flint, der ligner et uhyre er hun også glad i. Dog betrode hun mig forleden at hun likte mor bedst fordi tante havde stygt i næsen og ikke vasked sig hver dag. Hun var utrolig, da hun sa det. Ernte, den mindste datter har lavet en liden have til hende med stengjærde om. Den optar småen meget, hun vander, planter og kjører muld til haven i trillebøren. Her er også pludselig kommen en masse småbørn tilsyne, som Johanne er mere henrykt over end jeg, for de er så skidne og har uhumske næser. Forleden morgen med det samme hun vågned sa hun: «véd Du hvad mamma, Marie siger at Danmark er et stygt land, fordi der ikke er fjelde.» «Det er dumt af Marie,» svarte jeg «for Danmark er dejlig.» Og så begyndte hun at synge på egen melodi, Danmark er et yndigt land, men det har ingen fjelde og holdt på længe. Hun er idetheltat så sød at der hverken er begyndelse eller ende på det. Da jeg gav hende brevet fra Dig og så læste det op for hende fik hun et rørende udtryk i øjnene, men hun sa ingenting om det, bare bad mig gjemme det. Nu siger hun sjældnere og sjældnere at hun vil hjem til Kjbhvn. Det hænder når hun et øjeblik ikke liker sig, men før da hun var syg, vilde hun ustanselig hjem til Kjbhvn. og til pappen sin, som hun nu siger, hun snakker meget norsk nemlig – og hun kunde sidde og græde over at jeg ikke straks vilde rejse.
Spring ikke over noget af det som nu kommer. Jeg bér Dig meget om det. Jeg vil så gjerne Du skal forstå det!k1913
Du siger i dit næstsidste brev bl. and.: «hvilke resultater af god art end manden kan ha bragt ud af sin fortid» – – – Javel, men hvordan skal konen vide om de gode resultater, før ialtfald efter mange års forløb? Jeg vil ta mig selv, siden Du ved din anklage den aften hos fru Christensen atter har bragt denne sag (fuld af rædsel) på dagsordenen. Mig tog det mange år, før jeg kunde fatte tillid til Dig. Nu har jeg gjort det, og nu er der idetheletat begyndt noget nyt i mig ligeoverfor Dig; det er begyndt langsomt, langsomt og svagt, men det er begyndt, og dette at det nu på en måde er forsent, tror jeg, mærkelig nok, ikke egentlig stagger det. Men hvordan skulde jeg vide, at Du var den, Du er? Før jeg var gift med Dig sa Du mange ting, som stødte mig, og som bragte mig den tro at Du var som de andre mænd, jeg havde kjendt. Det er således Dig jeg skylder den replik i «Forrådt»,k1914 «det første tjenerne nu gjør er at undersøge om vi har ligget i sengen.» Du sa det, da vi gik ned ad trappen i Viktoria hotel efter mit første og dengang eneste besøg hos Dig,k1915 da seng og hvad dertil hører var 1000 mile borte fra mine forestillinger. Det var mig idetsamme som jeg fik et dunk i hjærtekulen, for endskjøndt jeg havde oplevet så meget væmmeligt i den retning, var jeg dog liksom nyfødt og uskyldig straks jeg begyndte at bli glad i Dig. Jeg lod mig ikke mærke med noget for Dig, for det syntes jeg var altfor flout men det brev jeg skrev straks efter, var stærkt påvirket af det modtagne indtryk. Så husker Du, Du skrev til mig at Du levde med et fruentimmer som elsked Dig og som Du holdt meget af o.s. v. Det faldt Dig ikke et øjeblik ind at denne meddelelse vilde falde mig for brystet, end sige virke som et svimlende slag. Senere, da jeg i Sverrig var bleven din, sa Du fremdeles ting, som bragte sjælen til at vende sig i mig. De står som ildskrift for mig, og engang får Du vel se dem igjen. Fremdeles senere, da vi var gift, erfared jeg at Du havde tat din elskerinde tilbage k1916 og havde levet med hende også efterat vi hørte hinanden til og tiltrods for at Du havde forsikret mig at det var forbi mellem Dig og hende. Endvidere, da Du første gang efter 3 måneders ægteskab skulde være 10 dage borte fra mig, rusted Du Dig til uden resiko, at kunne gå til fruentimmer.k1917 Jeg véd nok at Du gav en [mærkelig – krysset ut] slags forklaring over denne din handling, men den var mig aldeles uforståelig. Da jeg spurgte hvad Du havde i det lille futeral, svarte Du rask: hæfteplaster; det var først da jeg åbned det, at Du kom med din forklaring. Tænk Dig nu mig, med [det – krysset ut] mit ægteskab, og [de – krysset ut] mine erfaringer bag mig opleve dette! Kan Du ikke forstå at det måtte virke som det virked? Og kan Du ikke derfor også en gang glemme den sorg jeg har voldt Dig, og ikke kaste det frem for mig som den omtalte aften. Nu er det jo forbi og hvorfor så rippe op i det, og bringe det gamle sår til at bløde igjen. Ja, for nu har det blødet igjen, dette sår som jeg trode lægt. Hvorledes kunde Du vente at jeg i Dig skulde se stik det modsatte af hvad dine handlinger viste mig. Jeg kjendte Dig jo ikke, skulde først begynde på at lære [Dig – krysset ut] kjende Dig, dengang alt dette kom. Ja, af alt det fæle jeg har oplevet i mit lange bevægede liv, er det med Dig det værste. Gud bevares hvad jeg led dengang. Aldrig søvn om natten, aldrig fred for det nag som grov i mig. Dette at være begyndt om igjen på et ægteskab af det førstes art, å gud å gud, hvor var det onde tider. For husk, husk dog at jeg kjendte Dig ikke! Jeg måtte jo tro det værste om Dig. Og Du er også først efterhånden blet den Du nu er. Men dette at Du altså havde evnen i Dig til at bli en god ægtemand, det var dette, jeg ikke vidste og ikke kunde vide. Og ubodelig, uoprettelig skade har det voldt både for Dig og for mig. [I lang tid – krysset ut] Det fornedred min opfatning af mit forhold til Dig og lod mig i lange tider se på mit ægteskab som på noget løsagtigt, der ikke var stort værd. Bliv nu ikke harm over at jeg resumerer alt dette. Der findes hverken vrede eller ondskab i mit sind, men jeg vilde så gjerne Du engang i ro skulde tænke denne sag igjennem og prøve på helt at se den med mine øjne. Det har Du vist aldrig gjort. Du har følt Dig så altfor meget i din ret og glemt at for mig havde Du ikke mindste spor af ret. Og hvad nu dette angår, at det kommer an på «måden hvorpå de smertelige forestillinger virker», så vil jeg sige hvad jeg tit har sagt: jeg kunde ikke skabe mig om, ikke bringe de mærker fortiden havde sat på mig til med en gang at forsvinde. Jeg var heller ikke kreti eller pleti, men én som vel alting virker særegent på. Og derfor siger jeg og vil jeg sige til min sidste stund: jeg har intet at angre på.
Her er flyttet en nokså ung mand herop i nærheden. Han er min beundrer og tilbeder og jeg er vispå, han ligger her for hver dag at se mig på Birkelund hvor han også spiser. Mange ganger om dagen går han forbi stedet hvor jeg bôr, og i eftermiddag dukked han pludselig op på fjeldvidden, helt oppe bag baunen hvor jeg ofte går, og hvor der er aldeles trolddomsagtig dejligt og ensomt. Men nu idag var han der. Det er første gang jeg har mødt et menneske der. Det værste er at jeg liker ham og især liker at snakke med ham. Han er en mærkelig fyr, vakker, klok og mærkelig fin og udviklet. –
Jeg sa galt, jeg har fåt et brev fra Dig siden sidst jeg skrev, det hvori kortet til småen lå. Men det fik jeg dagen efter det som jeg sidst svarte på. Kan Du ikke være snil og skrive to ganger om ugen? Og indrette det slig at jeg ikke får dem omtrent samtidig.
Det var forresten et tørt og kort brev dit sidste. Og det var endda til og med svar på mit 16 sider lange, der forresten jo kun indeholdt lamentationer. Men det havde tjent Dig at svare mere og bedre på et sånt brev. Nu, efterat spændingen og angsten for småen er forbi, er jeg selv liksom faldet sammen. Jeg trænger til at sove ustanselig og jeg sover også forfærdende meget. Slig en søvnig periode plejer forresten ikke at holde sig længe hos mig. Jeg har heller ingen appetit og min mave er stenhård. Igåraftes tog jeg lidt olje, jeg havde, men det har ikke virket stort. Næste gang Flint rejser til byen får han kjøbe Brandreuths piller[sic] til mig.k1918 Stakkels arme Kristine! Du må hilse hende fra os. Og endda mere stakkels Dig som skal passe hende, og ikke får hverken opvartning eller mad hjemme. –
Du må gå ind til Tidmandk1919 og bestille syltetøj – Sig, jeg er på landet og ingen priskurant har, men at jeg vil ha det samme som ifjor med undtagelse af asier og agurker hvoraf vi endnu har nogle tilbage. Derimod vil jeg gjerne ha en liden krukke med blandet pikkels. Tidsmand må vel kunne se i sine bøger hvad jeg fik ifjor.
Så vil jeg be Dig måle den nøjagtige længde på en af dine gardiner, Du véd dem jeg hækled ifjor. Jeg hækler også iår og vil nødig gjøre blonden for lang eller for kort.
Har Du vært hos skrædderen med min jakkeryg?
Småens uldkjoler behøver Du ikke at sende.
Ja så farvel for denne gang. Gud gi Du nu ikke vil bli sint for det jeg har skrevet. Jeg skal aldrig mere nævne den sag, hvis Du da ikke som nu gir mig særegen lejlighed. Vent ikke forlænge med at svare på dette. Jeg længes altid efter at høre fra Dig.
Din Amalie.
[Tilføyelse på første side]:
Se vel efter nummerne på det næste ark, jeg har begyndt forkjert.

446. Amalie til Erik

Natland 23/7/93k1920
Nu har småen det fuldstændig godt. Hun spiser forresten fremdeles meget lidt, ofte får jeg intet i hende – vådt eller tørt – før kl. 2 – ½ 3 på Birkelund, da hun spiser sine – nu 2 pandekager og undertiden et par mundfulde fisk eller kjød. Så smager hun intet før til aftens, og da ikke meget desværre. Men frisk er hun, brun og kvik og i jublende humør fra morgen til kvæld. Hun sover også nu upåklagelig rolig om natten. Mager er hun naturligvis endnu, men ikke som før. Hun drikker omtrent en krukke maltekstrakt om ugen. Det gjør hende formodentlig godt. Selv nu i regnvejret, som begyndte torsdag holder hun sig strålende fornøjet inde og i laden. Folkene gjør alt for at more hende. Idag søndag aften siler det ned og har silet siden imorges på ægte Bergensk. – Jeg er begyndt at kunne arbejde lidt.
Din A.
[Tilføyelse øverst på kortet]:
Det var da godt at K. er blet hentet. Har Du nu sagt hende op så Du ikke får pengeborg deri bagefter.

447. Amalie til Erik

Natland 25/7/93
Du siger i dit svarbrev af 11te juli at jeg vist umiddelbart forinden må ha klaget over intet brev at ha fåt fra Dig, dengang fru Mathilde kom med sin «underlige spøg». Men det var der ikke tale om. Hun sa det i samme øjeblik hun så og hilste på mig – det var i et selskab hos nogen nede på Hop k1921 – højt og smilende så alle hørte det. Jeg vilde forresten straks ha glemt dette fjantesnak, hvis jeg ikke samme aften havde fåt høre hvad Jakob mente om dit ægteskab. – At Du snakked om mig og det ulykkelige ægteskab jeg har beredt Dig, vilde jeg naturligvis ikke likt, selv hvem det var, Du havde sagt det til, men at Du har gjort det til disse mennesker er værst, for de er ikke af vor egen art. Og så snakker Du om Jakobs «lavpandethed». Trode Du da at han ikke havde menneskeforstand, siden Du ikke havde ventet han skulde opfatte dine udtalelser som et udtryk for at Du var ligeså ulykkelig som han. Det var og er jo dog meningen din. Han er ophidset og græder og klager og jamrer over konen. Du søger at trøste ham med at sige at slig er det også i dit ægteskab. Hvorfor skulde Jakob synes det var ingen ulykke for Dig, det som for ham var en stor ulykke? Nogen åndelig kløppert er han vistnok ikke, men på ingen måde heller en idiot. Og hvad nu selve dit snak om «den uoverstigelige forskjel mellem kønnene» angår, så røber det den samme, jeg vil ikke sige indsnævrethed i tankegang, men mangel på langsyn, som jeg af og til plejer at støde panden mod hos Dig. Samfundstilstanden skulde blot være slig at det var mændene der kom som rene ungersvende i brudesengen, medens kvinderne havde levet med hvem der tilbød sig fra 14–15 årsalderen, så tænker jeg vi fik den «uoverstigelige forskjel» på den anden boug.
Konerne véd om sine mænd at de fra før de kom ud af skolen har gåt til sjøger, at de siden har havt samleje med kvinder i hundredevis, fruer, frøkener, sypiger, blomsterjomfruer, enker, fraskildte koner, tøse de traf drivende på gaden og gik hjem med, for ikke at tale om de faste skjøger de desuden ved lejlighed var hos. De ved endvidere gjennem egne og andres erfaringer at deres mænd ikke tar det så nøje med deres ægteskabelige troskab – slip dem bare ud på rejser, eller lad dem bli tilbage i byen mens konerne ligger på landet – fru Feilberg fortalte mig for et par år siden at Feilberg havde sagt at de mænd han kjendte kunde ikke være 10 dage borte fra sine koner uden at de måtte ha fat på et fruentimmer. Jeg spurgte om det var mænd også hun kjendte. «Ja ikke alene hun men også jeg; de kom sågar til dem.» Hvor skal så kvinderne ta sin tillid og umistænksomhed fra? Hvorledes skal de kunne la være at «bide sig fast i ord eller handlinger, som vi mænd ingen vægt lægger på.» Hvorledes ikke «være mistænksomme overfor de ting, de ikke straks forstår» o.s. v.? *k1922 Hvorledes idetheltat kunne se klart og rigtigt og retfærdigt gjennem alt det smuds de ved at indtræde i den hellige ægtestand har fåt sig kastet i øjnene fra mændenes fortid? Jeg siger igjen, det skulde være mændene og vi fik forskjellen på den anden boug.
Når Du fører slig overfladisk og uskarpsindig tale ligeoverfor en fyr som Jakob der uden kritik tar det for god vare, så gjør Du skade.
Nej den forskjel der virkelig findes mellem kjønnene, den har Du aldrig fåt øje på, vennen min.
Hos Jakobs har jeg forresten ikke vært en eneste gang siden Du rejste. Jeg gik der de første uger af og til indom lidt, men de bad mig aldrig bli og aldrig om at komme igjen og har heller aldrig inviteret mig. De er ikke fornærmet for noget for de er akkurat som ellers, fuld af behagelig, det vil sige dum spøg og løjer. De er bare så underlig studet begge to. Småen sendte jeg også to ganger derned med Marie, da hun endnu var frisk, eller den lange vantrivsel i altfald ikke var begyndt og hun gik her og kjedede sig og snakte lidt om Gurli, men fru M. tog ingen notits af hende, og råbte ved spisetid Gurli ind fra haven uden at ænse småen. Så gik da Marie hjem igjen med hende og hun sa til mig: jeg tror ikke de bryr sig om at småen skal komme der. Og deri havde hun ret, for ingen af de ganger jeg siden tilfældig har truffet fruen eller Jakob på stationen, nede i byen, i et par selskaber o.s. v. har de sagt, om ikke småen kom ned. Og nu kan det også være det samme for småen er så frydefuld ved at være her. Hun er hele den store families yndling og hun elsker dem alle og de gjør alle sit for at more hende, så snart de er hjemme fra markarbejdet og på marken er hun ofte med dem med sin trillebør og spade. Nu er det forresten stygt vejr, idag på 6te dagen, og da når de alle er inde – 3 voksne sønner, to døtre en voksen og en halvvoksen, en heks af en gammel tante foruden manden, konen to hunder og en kat, så kan det nok hænde sig at gangen oppe og nede og trappen og alt står fuld af os og stank. De ryger kridtpibe og lugter af skotøj, klær og krop. Og i kjøkkenet braser de på med stegt sild hver dag. Men intet af dette synes at genere småen. – –
Den velsignede loppefrihed jeg før talte om, holdt sig da desværre ikke. Vi har vært svært plaget, men ikke en 100de del af hvad det var på Sandgården. Til gjengjæld er disse lopper giftigere. Jeg har måttet kjøbe en loppesprøjte for 1 kr. Min egen har jeg enten glemt i Kjbhvn. eller sat fra mig på et af hotellerne. Jeg savned den allerede i Bergen hos Fru Chr. men tænkte at den var blandt mine grejer. Længe hjalp jeg mig uden; men så kunde jeg ikke mere. Loppepulver og fluepapir har jeg også måttet kjøbe, det sidste i store mængder, for fluer har her vært i millionvis og er her endnu, og de er nærved at æde os op. Fluepapiret hjælper rigtig godt, de ligger døde en masse overalt, men straks kommer der lige mange igjen. Dette fluepapir er noget nyt, men godt og dyrt. –
Du behøver ikke at frygte for at småen skal glemme Dig. Du lever i alle hendes forestillinger og hun har Dig liksom med i alt hvad hun foretar sig. Hele dagen snakker hun om Dig og ofte siger hun: jeg vilde ønske jeg var hos pappen min eller: jeg længes så efter pappen min, men det er uden nogenslags sorg. Ofte kan hun sige: ved Du hvad mamma, det eller det fortalte jeg til pappa. Og når jeg så spør hvadtid hun fortalte det, svarer hun: hm, herude på marken. Var så pappa der? Ja! med eftertryk og et stamp i gulvet, og lidt efter: jeg leger at han er der og så ler hun højlydt. Hver morgen fortæller hun hvad hun har drømt og altid er det noget om Dig. Nej Du – hun kunde ikke leve mere sammen med Dig hvis hun var hos Dig, det er sikkert. Hun er et aldeles ubegribelig dejligt barn; så mærkværdig udviklet og intelligent og sød og fin. Forleden dag var hun med mig i byen, Marie havde bedt sig fri den dag (hun skulde til byen) og jeg skulde nogle ærinder og så var det lettest at ta småen med. Da vi kom ind til Ludvig i hans logi, råber hun pludselig: Nej se der står Erik! og så bukked hun sig sammen og storlo og så på mig med en mine der viste at hun trode hun havde sagt noget morsomt. Det var det store kabinetsbillede, Ludvig har. Men tænk, pludselig sige Erik, det navn hun næsten aldrig hører. Hun siger forresten også nu pludselig af og til Amalie til mig. Og så snakker hun kavenes bergensk efter folkene. «Han står der i vindøge», han om en hvilkensomhelst ting. Ska me ikkje hem nu? Men når hun siger: jeg har så møkke sjiit på skoene mine, eller jeg faldt og slog mig på rompen min, da dør jeg af latter. Hendes appetit er forresten klein som før. Ofte går hun uden nogenslags frokost, men derved er jo ingenting at gjøre. Jeg se til at ta det med ro. Selv har jeg det nokså bra efter omstændighederne. Hosten er forlængst forsvunden og jeg sover ofte godt. Men mine nerver er i uorden fremdeles; jeg tåler ingen lyder og jeg plages om kvældene af angst og uro og fortvilelse over mit arbejde som jeg kjæmper og slider med. Men nu må jeg holde ud. Får jeg ikke skrevet mig dybt ind i bogen her, da vil det trække ud i årevis med den. Hjemme er der jo heller ingen pige. Her er frygtelig ensomt om kvældene; havde jeg ikke den fyren jeg talte om at snakke med så blev det af og til ondt. Han heder forresten Christie,k1923 er søn af en velhavende læge i Nordfjord og selv ingeniør. I slutten af august rejser han til Tyskland. Han er svært kjæk og han har læst alt hvad jeg har skrevet læst det og ejer det.
Jeg glemte at fortælle Dig at småen sover med dit sidste brevkort hver nat. Såsnart hun er kommen i seng siger hun: giv mig så brevet fra pappen min og siden finder jeg hende sovende med begge hænder foldet sammen om det.
«Du ved vel at Lasson er død,»k1924 skrev Du. Nej kjære, hvor skulde jeg vide det fra? Jeg har jo ikke sét en avis siden jeg 21de maj forlod Kjbhvn. Jeg føler mig fuldstændig som i Sibirien heroppe. Dette at Christie er kommen til forstærker bare forestillingen om Sibirien. Vi er to forviste – han har heller ingen aviser. Man må gå selv hver dag og hente dem på Fjøsanger og det er så besværligt. Her er jo ingenslags forbindelse. Og kommer jeg ned til Bergen, så er det endda mere Sibirien, hovedstaden i Sibirien.
– Det rørte mig at høre hvorledes Du lever og sulter og er nøjsom dernede i din tristhed og énsomhed. I dette øjeblikkelig [sic] siger småen: hvad skal nu pappa spise, siden Kristine er på spetalet? Å vil Du ikke sige, at han hver dag må gå ud og spise på kafe! Nøjagtig hendes ord. Nu gik hun ud, det er opholdsvejr for øjeblikket og mild dejlig luft, hun havde gjennem «vindøge», sét den «snille sorte hunnen», den skulde hun ha fat på. Jeg måtte forleden kjøbe hende nye ankelsko. Støvlerne kneb så, klaged hun. Nu må hun forresten alligevel gå med dem når de nye sko er våde for de brune støvler er umulig og sommerskoene ligervis i regnvejr.
Nej, men det var Dig og dit liv dernede! Hvad gjør Du nu videre? Kommer der ingen og holder rent hos Dig. Grethe er en bra kone, brug hende.
Under skrivningen af dette fik jeg dit sidste brev. Tak for det min egen kjære ven. Hvor Du dog har pint Dig for at kunne skrive det brev! Jeg ved ikke om det er ironi med din «tak for min omhyggelighed med at ville lede Dig ind på det rigtige spor.» Men lad så være, jeg er alligevel glad i brevet. Kun ét forstår jeg ikke: Du siger at de «gamle kvaler» med streg under gamle, kun flygtigt var strøget gjennem dit sind dengang under scenen med Jakob. Har jeg da beredt Dig kvaler af ny dato, kvaler af den særegne art hvorom der ved den lejlighed kun kunde være tale? Jeg véd nok at Du tror Dig overlegen nok til at kunne la være at svare mig; mulig tænker Du også: det kan jo ikke nytte – og jeg, jeg véd jo ikke om svaret ville være af den slags, hvorom det aldrig kan nytte mellem os to at forsøge på at opnå enighed. Men jeg vil altså bare be Dig bemærke at jeg forstår ikke det med de «gamle kvaler». – Forresten er jeg begyndt at være indimellem så glad og let og fri fra sorg som jeg aldrig før har vært, tror jeg. Indimellem ja. For til andre tider er jeg nedfor i afgrunden, men det er når uformuenheden til at skrive bogen slig som jeg vilde, falder knugende over mig. Hvorfra glæden kommer, har jeg derimod ikke så let for at sige.
Ser Du Otto Benzon, så tak ham for hans venlige brev.k1925 Da Du fortalte at hans mor lå på sit sidste, skrev jeg min sorg og deltagelse til ham, og det er det han har svaret på. Du havde jo forresten, fåt en hilsen til mig fra den dødssyge frue, som Du havde glemt at skrive om.
Apropos om lopperne, så var det ikke dem, der hindred småen fra at sove, for hendes mest urolige og søvnløse nætter faldt i den tid da her absolut ingen lopper fandtes. Siden da hun stakker ganske vist har vært forbidt og forkradset har hun sovet meget bedre. Hun lå heller ikke for varmt i varmen: et enkelt tyndt uldtæppe!
Nu kom der bud fra Birkelund at Berent Nilsenk1926 havde telefoneret op at han kom til Birkelund og spiste middag med mig. Han er altså nu endelig kommen. Det blir en spildt arbejdsdag, desværre, og den følges vel af flere! Adjø sålænge.
26de. Berent Nilsen kom da igår ganske alene og gav en udmærket middag for småen og mig på Birkelund med rødvin og champagne. Småen spiste mere end ellers. Han skulde i herreselskab om aftenen og jeg fulgte ham til stationen. Der var et kvartér til toget gik og så vilde vi ind til Jakob og hvile os der. Men da vi kom ind så vi at der i spisestuen var dækket fint til stort selskab og styrted leende afsted igjen. Berent Nilsen var kjæk og morsom, som i gamle dage og det var svært hyggeligt at se ham igjen. «Hjemme siger de jeg er vigtig,» sa han, «men det er bare fordi jeg ikke står på hovve af begejstring for disse rådne Bergenserne. Derfor vilde jeg ha Dig for mig selv alene første gang, ellers havde jeg slet ikke fåt snakt med Dig.» Idag er vi buden til Nilsens; jeg tar småen med for hun spiser mere inde i byen og det morer hende også stakkeren. Der er en liden tjok dattersøn, 4 år, Kurt, han er hun svært gode venner med. Sidst forærte han hende en liden spasérstok. Prahls er kommen fra Xaniak1927 og skal hos Nilsens, ligeledes Spet,k1928 hvem jeg første gang traf igår på stationen. Stor glæde! Helene er rejst til Hardanger, sandsynligvis var det aftalt med stakkeren Hjernø der nok fremdeles intet får bestilt.
Igår mens jeg sad herinde, hørte jeg gjennem det åbne vindu småen fortælle Peder en 4 årig gut fra naboens at nu sad hendes mamma og skrev brev til hendes pappa. P: hvor er pappen din da? S. Han er rejst med dampskib til Kjøbenhavn. Men jeg er så glad, så glad i pappen min. Og når det er min eborsdag, skal jeg få en stor, stor dukke og et dukkekjøkken hos mamma. P. Hvad tid er det din eborsdag då? Så svarte småen med sin søde klare rene stemme: den 9de oktober. Tænk at hun ved det!
Hvereneste gang hun spiser en smule siger hun: Du skriver det vel til pappa, og så: Hvad tror Du pappa vil sige, når han kjender hvor tung jeg er bleven? For at opmuntre hende til at spise siger jeg altid at hun er blet tungere, hvergang hun har sat et stykke mad tillivs.
Se så, har jeg nu ikke fortalt Dig meget om småen, som Du bad om? Men nu får Du nogle korte breve vel sagtens efter dette. Hils alle venner og sig jeg går her i Sibirien og savner dem og glær mig meget fordi mit hjem er blandt dem.
Og så farvel min egen kjæreste ven. Jeg sender Dig et kjærligt kys, hvis Du vil ha det.
Din Amalie.
Idag er vejret atter dejligt!
[Tilføyelse på første side]:
Jeg måtte da det kom til stykket lægge brevet i to konvolutter; de er så tynde nemlig.

448. Amalie til Erik

Natland 2/8/93
Tak for dit sidste snille brev, hvori Du fortæller om middagen i Tivoli, og tak for «Politiken». Jeg måtte le af Kroghs artikel,k1929 den var morsom. Er der forresten virkelig nogen så idiotisk at de har trod, Du var revyforfatteren? For en ustyrtelig masse penger dog de Kroghs må ha! Rejser ustanselig fra det ene sted til det andet og det som er det dyreste af alt.
Småen har det fremdeles bare godt, endda bedre end sidst. Dr. Sandberg gav hende en medecin, da han så på hende, hvor mager hun var, og hørte hvor lidt hun spiste og siden er hun kommen til at stråle af sundhed og skjønhed. Hun spiser også mere og har fåt en liden smule mere kjød på benene, stort er det ikke desværre, men hendes munterhed, nattesøvn og udseendes friskhed er forøget. Ja, munter var hun nu også før, men der er næsten ikke måde på liv og fryd. Da hun så billedet i «Politiken»,k1930 råbte hun: nej se det er pappen min! og straks efter tilføjed hun: er det ikke pappen min? Undertiden ligger hun så længe vågen om kvældene, at hun ikke er falden isøvn når jeg går i seng, hvad jeg forresten gjør uhyre tidlig. Når jeg så omsider strengt forbyder hende at snakke mere, tier hun sødt, men så kan jeg høre hende ligge og hviske uafladelig op igjen: jeg længes så efter pappen min, og: jeg er så glad i pappen min. Brevkortet forlanger hun fremdeles at ha med sig i sengen. Du behøver forresten ikke at skrive flere; hun har nok med det samme. Forresten er hun blet frygtelig forkjælet i den tid hun havde det så skralt. Alt hvad hun vilde fik hun lov til. Var der tanke på at jeg skulde få noget mad i hende til frokost eller aften måtte hun få «spise ute», som hun højlydt forlangte, og så løb hun omkring med smørrebrødet i hånden og havde under spisningen fat i hundene og hønsene og fedtet sig til og alt muligt. Men som sagt, det var den eneste måden hvorpå jeg kunde få hende til at synke noget. Her i huset kommanderer hun allesammen og hun har lært af dem at aldrig sige værsgod og aldrig be om noget, bare forlanger. Marie vil jeg nu ikke tale om; hun er en altfor oprørende idiot til at det kan være anderledes. Gjør hun ikke øjeblikkelig hvad småen gir ordre til stamper småen i gulvet og siger tordnede: nu ly'er Du! (Lyder forstår Du) Her siges det meget til børn især blandt de lavere klasser. Jeg lér mig fordærvet hvergang jeg hører det. Når jeg kjøber bær til småen mindes hun ufravigelig Dig og Hornbæk og husker sågar navnene på dem Dere kjøbte hos. –
Hvordan går det med Kristine? Du må skaffe mig at vide om hun kommer tilbage til os fra hospitalet, eller hun da skal gifte sig. I sidste tilfælde må jeg jo enten fæste mig en pige her, hvad jeg tænker stærkt på, eller skrive til en i Kjbhvn. som kan gjøre det for mig. Fra 1ste oktbr. må jeg ha en. Skal jeg, når jeg kommer hjem vel i begyndelsen af oktbr. være uden pige med bare konehjælp, vil det blandt andet altfor længe hindre mig i at fortsætte mit arbejde. Forresten er desværre sikkert Kristine i alle tilfælde altfor svag til at ta sig på pladsen til vinteren. Hun gik jo ifjor da hun dog var frisk og klaged og sutred næsten altid, og var der den mindste smule udover det daglige og tilvante, bar hun sig ilde. Jeg vilde ikke engang ønske at få hende tilbage, skjøndt jeg vel på den anden side ikke vilde ha mod til at sige nej, hvis hun bød sig til, så bra en pige som hun er: Men herom bér jeg om besked og vil også gjerne høre din mening. Bare ikke der er usundt i lejligheden. Nu er jo alle som har boet der falden i farlige sygdomme, også den hidtil så velsignet sunde og friske småen. Og var end selve difteriten en let historie, så har den dog sat hende uhyre tilbage i sine eftervirkninger. Hendes lange skrantetid heroppe skriver sig således utvilsomt fra den. Jeg har en rædsel for vinteren efterat jeg er blet nødt til at tro at der er smitte i lejligheden. Straks småen en dag var lidt upasselig forkjølet eller havde mavesyge og altså ikke var så modstandskraftig som ellers – straks kom bacillerne og fik indpas i hendes lille fine legeme. Havde der i vinter ikke vært difterit i huset – aldrig var den smule forkjølelse hun hin søndag i vår begyndte med, gåt over til difterit. Lægerne her siger at børn kan få difterit om og om igjen og at smittede lejligheder er højst uheldigt for dem. Men nu er det jo forsent. Jeg tænkte svært på det da jeg var heroppe alene og dine breve kom om hendes tilstand – at vi sikkert burde flytte. Jeg havde også flere ganger sat mig for at skrive til Dig og be Dig sige lejligheden op inden Du rejste, men så vidste jeg jo på forhånd hvor unyttigt det vilde være, og for et humør det vilde sætte Dig i og så lod jeg være, liksom jeg lod være at snakke til Dig om det. Uhyggen og pinen fra dengang jeg ude hos Achens sad og skrev det lange brev om at vi måtte flytte fra St. Kongensgade,k1931 stod altfor afskrækkende for mig. Men jeg gyser som sagt for vinteren. Skulde småen igjen få difterit, mister jeg forstanden af sorg og samvittighedsnag. Og hvem kan vide om den anden gang vil være så lempelig. Den sygdom kræver jo en masse ofre blandt børn. Idetheletat er det fælt at sidde med det ansvar på sig.
Idag og igår har jeg slet ikke kunnet arbejde; ikke af flækken er jeg kommen. Som følge deraf er jeg fyldt af et nag, der tærer som en sot. Ja, hvad jeg i detheletat lider for mit arbejdes skyld, er unyttigt at snakke om; Du vil dog aldrig kunne udgranske eller fatte det. Ingen i verden kan det. Og dertil er jeg bange for at jeg er kommen rent forkjert ind på min opgave. Det vil ikke lykkes mig at skrive mig selv varm eller intereseret. Alt hvad jeg hidtil har perset ud af mig, har kjedet mig selv ganske ulideligt. Og det er ikke gode tegn. Ak gud, jeg sidder her og græder af fortvilelse, mens jeg skriver dette. Slige dage som disse to sidste måtte gjøre mig 20 år ældre; synes jeg, så intenst lider og pines jeg. Ved slige lejligheder er det fælt at være så langt fra mennesker, som jeg kan tale med og bli lidt adspredt af. Christie har vært bortrejst nogle dage og kommer først igjen på lørdag. Og desuden finder jeg ikke den slags adspredelse hvortil jeg trænger hos ham. Det skal være folk der åndeligt er optat på stik modsat vis. Havde ikke Jakobs vært så underlig ugjæstfrie, var jeg sprungen derned igår kvæld eller ikvæld. Men jeg kan ikke gå der uden at føle mig som påtrængende, slig som de har vært. Fru Christensen (den gamle) som var oppe og besøgte mig i søndags på Birkelund til middag, snakked om dette at jeg ikke kom til Jakobs. Hun havde bebrejdet svigerdatteren, at de til dette sidste selskab (Du véd der var dækket da B.N. og jeg kom ind) for nogle unge nygifte englændere ikke havde bedt mig, da der af deres venner var så få som talte engelsk bl. and. Dertil havde fru M. spist og kort svart: jeg sér aldrig fru S. så jeg glemmer bort at hun er her. Nu har jeg som sagt vært indom der akkurat 5 ganger (– jeg har regnet efter) siden Du rejste, det gir omtrent en gang om ugen og de har aldrig bedt mig bli eller komme igjen. Så er det da ikke min skyld at hun aldrig ser mig? Forresten kan Du vel vide at det er mig så knusende ligegyldigt om de bér mig eller ej. Men jeg kunde brugt dem lidt om kvældene, som afleder for mine arbejdskvaler. Jeg føler mig ofte uendelig ensom og trist. Christie begynder jeg nu at ha udsnakket med. I det heletat Bergenserne – nej de er utrolig ueuropæiske! Ja, nu mener jeg ikke Christie; men alle de andre. Slig som jeg egentlig har det heroppe! – Ja nede i Danmark vilde de ikke kunne tro eller forstå det. Derfor skal Du også sige at jeg har det bare bra. Du må hilse Achen, endelig og takke ham 1000 ganger for brevet.k1932 Jeg orker ikke at skrive til ham. Sig ham også det. –
Så er det pengespørsmålet som jeg endelig engang ind på. Hvorledes vi har regnet da vi fik ud at jeg kunde leve her for 100 kr. månen, forstår jeg ikke. Middagsmaden koster 2 kr. pr. dag. 1 kr. for Marie og småen og 80 øre for mig. Så er det en øl, 20. Jeg ha øl til den maden; ellers sad den fast i halsen, og vandet her gjør min mave så hård. Så har jeg måttet forlange pandekager ekstra til småen for det er omtrent det eneste hun spiser til middag – ja nu forresten også lidt formad – og det har fruen tat 20 øre ekstra for, altså blir middagen 2 kr. 20.
Pr. måned68 kr. 20
Husleje – – –25
Frokost og aften62 (omtrent)
Pigeløn6
Øl og tyndt øl4 (omtrent)
Vask5 50
apothek16 [tall krysset ut] kr. pr måned
_____
186 70
Det ser meget ud for frokost og aften; men jeg har regnet det nøje ud. Smør the kaffe sukker ost skinke pølse brød melk æg, foruden sprit og petroleum, og det blir omtrent så. Det at småen først nu er begyndt at spise, har ikke hjulpet, for jeg har kjøbt al verdens ting for at forsøge. Apotheket er en stor post, men det blir først fra forrige uge af at det blir meget. Den medecin Sandberg gav – det er vist en meget fin slags fortyndet vin med noget opløst i – koster 3 kr. 20, for en portion der varer en uge. Det blir 9 kr. 60 for småen. Så for 80 øre maltekstrakt om ugen, det blir 3 kr. 20. Så er det fluepapir, loppepulver, arsenikpiller, Brandreuths piller, tandpulver o.s. v. Så kommer foruden cigarer, frimærker brevpapir blæk, bær og småtterier til småen, skomager, lys toiletsæbe, foruden anskaffelse af nyt, som loppesprøjte og spasérstok hvad jeg måtte ha på fjeldene. Og så endnu dette at der nogle få ganger har vært et menneske oppe hos mig fru C. i søndags, Berent N. som fik et glas vin heroppe, fru Sandberg i de dage Du ved, da jeg lod melkemanden kjøbe ekstra ting i byen, Ludvig og Lizzie oftere gudskelov. Jeg har altså en smule vin stående. En fl. Whisky ligervis, men den er der endnu meget igjen af. Den første fl. drak fru S. og Hjernøe på en dag, ligesom de to fl. vin, jeg havde tænkt skulde holde ud for sommeren gik med da, og endda havde hun en masse vin og grejer med sig. Men hun og Hjernøe drak som svampe og alle folkene gik snøt iseng på St. Hansaften. Jeg har skrevet alt dette så omstændeligt for ellers vilde Du ikke kunne begribe at jeg havde brugt så mange penger. Og så ved Du at der endda drysser penger fra en som man ikke véd hvad går til. Jeg havde da jeg kom herop 125 kr. tilbage. Det var alt. 680 fik jeg hos Hegel, deraf fik Du 100. 100 omtrent brugte jeg til udrustning ikke fuldt så meget og omtrent 68 gik på dampskibet. I Bergen gik der en forskrækkelig masse penger for mig! Jeg har lånt hos Ludvig 100 kr. kommer at måtte låne mindst 150 til hvis jeg den første septbr. skal kunne rejse gjældfri herfra, og ikke være fuldstændig blottet når jeg kommer ned til byen. Jeg tror ikke, det er så godt for Ludvig at låne mig forresten. Han er sød og snil altid og siger straks ja, men sidst spurgte han om det blir mere end en 150 til, da han havde så svære udbetalinger foran sig. Du har naturligvis ingen penger, får først nogle når Du kommer op her, men hvis ikke Ludvig kan låne mig mere end 150, blir det vanskeligt for mig. Men kanske Du kommer i midten af septbr? Men pengene får Du vel først efter foredragene.k1933 Ja, Du får tænke på det og snakke med mig om det. Hvis jeg trode på mit arbejde kunde vi kanske be om mere hos Hegel, men med al min efterladte gjæld fra Constances tid i frisk minde, kan jeg ikke bekvemme mig til det. For det jeg sidder og krasser ned nu i ny og næ, blir sikkert aldrig til bog. Ak ja, jeg er som sagt fortvilet! Ak kunde jeg dog la være med det skriveri! Å herre gud for en lettelse. Jeg går tilgrunde idag for jeg får det ikke mere til. Tilsidst en kys til Dig min kjære søde snille mand. Mange kysser også fra småen.
Din Amalie.
[Tilføyelse på side 5]:
Nu har vejret igjen vært dejligt siden sidst

449. Amalie til Erik

Natland 6/8/93
Du har ikke «den mindste lyst til at dvæle ved en forklaring» af det jeg spør Dig om, og som jeg «ikke har forståt». Tror Du det er ret og klogt at agere så overlegen? – Om jeg ikke har «magt til at mane alt dette i jorden», spør Du. Du tar fejl, det er denne gang Dig og ikke mig som har manet spøgelserne frem. Forresten talte jeg sidst om den af Dig opstillede «uoverstigelige forskjel», mellem kønnene, og Du går direkte løs med hånlige tilrettevisninger til mig som om det jeg sa ikke gjaldt tilstanden i almindelighed. – Det kan være nemt nok at bruge ord som «mærkelige djævelskab», «mænd» og «ægteskab» og «fortid» og «tilstande», men hvis Du dermed tror at ha sagt noget som helst – – men Du synes altså, Du har råd og grund til at være så hoven lige overfor mig. Jeg bare smiler.
Dette dit brev har for mig lavet en skranke eller sånt noget mellem os af en særegen art. Og det er kjedeligt, for mig naturligvis – gudbevars – jeg snakker ikke om Dig – men jeg var kommen så på gode veje til at – ja, gud véd forresten hvad det egentlig var til, og nu er det liksom lidt fattigt igjen. For mig forstår Du; jeg mener ikke Dig i min fjerneste tanke. Jeg har jo rigtignok Christie og jeg vil prøve på at indbilde mig at jeg er ligeså indtat i ham som han i mig; så kanske det kommer. Ånej, spøg tilside – jeg er virkelig lej. Det var jo morsomt at Du traf fru Rundberg og fik gjøre hende din fornyede kur – ja undskyld, Du husker kanske at jeg ikke liker hende mere. Sig nu ikke til fru R. næste gang Du træffer hende at jeg har plaget Dig med jalousi for hendes skyld. Intet kan være mig fjernere end jalousi nu, men jeg altså bare ikke liker hende. Ifjor i Hornbæk beklaged Du Dig til hende og Norries over min jalousie på Axeliane Lund.k1934 Jeg havde på hjemrejsen efter at vi første gang havde truffet hende opført en scene og hekset og skjændt og beskyldt Dig for at ha mindst 8 barn med hende. Det var ikke behageligt at høre på, skjøndt jeg holdt gode miner og søgte at le. For den slags udtalelser blir altid tat for hvad de er: alvor iklædt et mislykket forsøg på at få det til at ligne spøg, og så blir det refereret og brugt til kommentar og fortolkning o.s. v. Så altså, når Du nu tar ud til Hornbæk og besøger fru R. så snak ikke om mig, det ber jeg Dig om. –
At Norrie har skrevet en komedie som duer,k1935 vil jeg se før jeg tror. – Fra Hjernø fik jeg også et brev for nogen tid siden på 10 sider tror jeg;k1936 han stiller der den samme anmodning til mig som til Dig om at jeg skal læse de to akter, han vil sende. Jeg béd ham af i mit svar, for brevet hans var væmmelig vigtigt og som Du siger «højbenet». Han behandler mig som en stakkels kollega, hvem han håber nu må ha fåt kraft til at vende «rangleriget» ryggen og kunne arbejde. Som om rangleriget var skyld i at jeg ikke kunde arbejde!!! Jeg sa et par ganger fortvilet: «jeg får ingenting til.» Uf – nej han er en indbildsk tosk, og så desforuden en [flere ord krysset ut] tosk. Et eksempel: Helene sad en dag så'n i lidt halvfylla og snakked om hvor skammeligt det var at folk tog mig for rå fordi om der forekom rå ting i mine bøger (jeg ihukom fru Rundberg bl. andre) det var meget fornuftigt hvad hun sa. «Ja, hvad siger nu De Hjernø,[»] vendte hun sig til denne begavede danske poet, «har De nogensinde hørt Amalie sige noget råt?» Jo, poeten trak på det. Helene vilde ha svar. Jo, jeg havde f.eks. sagt i hans og Lizzie Prahls påhør at det virkelig var skik og brug blandt bønderne på små steder i Norge at konerne fødte børnene siddende på mandens fang. Helene brast i latter, men jeg var rent perpleks.
Nej, det var sandt. Pladen var bortkommet for Riise; jeg måtte jo låne ham «Samtiden» for at han kunde få billedet reproduceret.k1937 Husker Du ikke det? Ja Cawlings er søde;k1938 jeg er glad i dem og jeg véd godt de er glad i mig. Hils dem!
Nu har vi fåt lus, hodelus, småen især, men også jeg, og vel også barnepigen. Det er ikke fra folkene her i huset men fra gjenboens børn, nogle snille, rigtig søde gutter som Johanne elsker at lege med. Det er frygteligt, og jeg har siden igår, jeg opdôg det siddet stiv af fortvilelse lange stunder ad gangen. Men naturligvis, det hører med til Sibiriens kvaler.
Forresten er der tilstødt noget endnu langt forfærdeligere og alvorligere end selve lusene. Men i den stemning hvori dit brev har sat mig kan jeg ikke skrive til Dig om det nu.
Din Amalie
Småen er dejlig og har det bare bra. Hun ler af glæde når jeg kysser hende fra Dig og bér mig bli ved. Forresten holder hun mig ofte vågen hele natten. Det vil sige hun snakker eller skriger et øjeblik i søvne, og så er jeg kaput. Det sker i almindelighed før jeg er sovned, men skal til det. Og så ligger jeg der uden spor af søvn hele natten.
[Tilføyelse på første side]:
7/8/93/ Idag har jeg tat 8 store lus af Johannes hode. Forresten trives hun lige godt. Men jeg! Jeg holder det ikke ud.

450. Erik til Amalie

Den 8 August 1893
Jeg fik dit lange Brev af 2 d. M. igår, og jeg opsatte at svare på det til idag, fordi jeg igår ikke traf Feilberg. Der var for mange Patienter, der endnu ventede på ham, da jeg anden Gang (Kl. 12) søgte ham; jeg havde Møde Kl 1. Jeg vilde, inden jeg skrev, på ny tale indgående med ham om det Spørgsmål, Du berører, og som naturligvis også har sysselsat mig alvorligt, men som Feilberg i sin Tid ikke tillagde væsentlig Betydning: Smittefarligheden i vor Lejlighed. Feilberg mente ikke, at der var Grund til at nære Bekymring, og flyttede vi, kunde vi med Lethed flytte ind i en Lejlighed, hvor Faren var endnu større. Den Desinficering, der var foregået, var den Forsigtighed, der kunde anvendes. Det var ikke Lejligheden som sådan, der havde givet først mig så Småen Difteritis, i så Fald vilde Sygdommen begge Gange have meldt sig tidligere. Kristines derfra helt forskellige Sygdom, kan være bleven hjulpen frem ved det fugtige Værelse, hvori hun lå i Vinter, men umiddelbart fra Lejligheden stammer den ikke, den er en Disposition, der langsomt har udviklet sig hos hende, og som vilde være kommen til Udbrud, hvor hun så havde været. Men som sagt jeg vilde på ny have forelagt Feilberg Spørgsmålet, og da jeg så søgte ham idag lidt før 11 viste det sig, at han idag ikke gav Konsultation. Han ligger med Fru F. i denne Tid, da begge Børnene er borte, ude på vor gamle Jægerborg Kro, men plejer at være inde i Byen til sin Konsultation. Idag er de formodentlig på Tur op til Gilleleje for at se til Rigmor. Jeg har således ikke et frisk Svar fra ham, men hans Mening fra før har jeg anført, og der er jo ikke Grund til at tro, at den skulde være bleven forandret. Der er om dette næppe andet at sige, end at vi i denne som i alle andre Henseender må leve på vort Håb, giver vi os Frygten i Vold, går vi ind i et Helvede.
Kristine? Ja hende har jeg nylig besøgt. Hun er dårlig endnu, men synes mig dog at se bedre ud, end man efter det lange og hårde Sygeleje skulde tro. Hun har til Tider store Smerter og har såvidt jeg kan forstå vistnok haft et Slags Tilbagefald under en Forkølelse, som det Omslag, vi for en halv Snes Dage siden havde i Vejret, forvoldte. De veksler med Medicin på hende, og foreløbig er der ikke Tale om at komme op. Hun mener dog, at Lægerne har givet hende Håb om at kunne udskrives omtrent til September. Jeg sagde da til hende, at i så Fald kunde hun komme til mig og have sin Rekonvalescens med det Pusleri, som min Opvartning krævede, og det blev hun meget glad over. Hvad hendes Giftermålsplaner angår, så synes de at stå i det temmelig tågede. Kæresten er jo også syg – et dårligt Ben, der nu behandles af Siemsenk1939 – men han har dog en Tjeneste som Opvarter i en eller anden Beværtning. Du må sige mig, hvor sent Du må have endelig Besked. Det rimeligste er jo, at hun agter i Løbet af Vinteren at få det længe ønskede Giftermål i Stand, men mulig er det jo også, at hun ønsker at vente til næste År. Jeg skal under et senere Besøg forelægge hende Sagen til bestemt Besvarelse. Det er en Fandens ubekvem Tid man kan se til hende, enten 11–12 eller 4–5.
Pengene –? Ja min kæreste Ven, jeg véd, at Du er sparsommelig og selv sidder jeg og sparer, og dog løber Pengene ad de ubegribeligste Veje bort fra en. Hvis det skrækkelige ikke var, at jeg den 11 September skal betale 166 Kr i Husleje, så var der måske endda Råd, men nu –? Og den Satan af en Rodemester, som siden jeg kom ned fra Bergen har plyndret mig for 62 Kroner. Jeg ryger omtrent ikke Cigar mere, kun Pibe her i min Ensomhed for åbne Vinduer, jeg har kun en eneste Gang spist Middag på Restauration, men i den senere Tid ganske vist Frokost – jeg kunde ikke holde det gående alene med mine Æg og mit Surbrød og Te –, og når jeg har været ude mellem andre, så pibler jo Kronestykkerne. Ak ak! Forleden blæste Vinduet fra mig og gik i Stykker, jeg kunde have grædt af Ærgrelse.
Dit Arbejde! Min sødeste Ven, det nager mig i Sjælen, når Du klager der over, og jeg tænker på Dig siddende der alene på Natland. Og atter og atter vender det Spørgsmål tilbage, om vi har gjort rigtig i at lade Dig sidde der i Forvisning. Nu hører jeg, at Feilbergs kun betaler 4 Kroner i alt for Bolig og Kost på Jægersborg – Senge har de selv bragt med –. Der kunde Du og Småen altså have boet i Sommer for samme Udgift omtrent (med Pige var det vel blevet 5 Kr) hvis der da ikke er en aber derved. Det lyder jo næsten utroligt så nær København. Nå Jægersborg er jo ikke det bedste Sted, men alligevel! Og så havde jeg haft jer at ty ud til og Småen havde jeg haft, og Du kunde have talt med mig om dit Arbejde, læst noget højt, fået Ro måske for en Anfægtelse, fået et Stød frem. Jeg har fået en underlig Uvilje imod det Sommerophold der oppe for Dig og Småen, som jeg fra først af mente var det ene rigtige, som Sagerne stod. Ganske vist har Småen jo frydet sig. Men det vilde hun også kunne have gjort i Jægersborg. Siden Feilberg forleden nævnede Prisen, har jeg været helt optagen af Tanken på jer der ude. Det er dog sandt: Du har 2 Værelser på Natland, Feilbergs har naturligvis kun 1. Ak ja, med Manglen på Penge følger alle mulige Ubehageligheder.
Den dejlige søde lille Småen! Men det foruroliger mig noget hendes «Uartighed». Hvis Du nu gunstig vil tro mig, så må Du være overbevist om, at den Uartighed vi sporede hos hende i Bergen, nogen Tid efter Ankomsten med mig, hidrørte fra Omgangen med Marie og ikke fra min såkaldte Forkælelse. Hun havde øjeblikkelig fået Vaner efter hvad der gik for sig mellem Pigen og hende, hun bød mig det én Gang, hvis Du husker det, på Gaden, mens vi gik og ventede på Dig, og så tog jeg hende for mig ved Foden af Trappen, og siden forstod hun, at i alt Fald lige overfor Pappa gik den respektstridige Adfærd ikke. Den Forkælelse, hvis det er så, som jeg viser hende, har aldrig gjort hende uartig. Du forstår, at jeg retter ingen Bebrejdelse mod Dig, men vær forsigtig, kæreste Ven, det er den blodigste Synd mod den dejlige Unge, om hun skulde blive uartig. Og med hende vil det ligge hos dem, der opdrager hende. Jeg har i denne Tid et Par Gange været sammen med Cavlings hos fremmede, hvor de havde deres Dreng Viggo (6 År) med sig og gyst ved Tanken om at vort Barn nogensinde kunde blive så uvorn. Forældrene har ikke Begreb om at tumle ham, der af Naturen er en sød og frejdig Dreng. Jeg så det morsomt igår, hvor jeg spiste hos Kommandør Wildek1940 sammen med Fru Cavling og Drengen og en Niece af Kom. (Enke). Wilde vilde ikke finde sig i den lille Fyrs Unoder, og så skam lystrede Drengen ham, så det var en Lyst uden dog derfor at tabe sit Humør. Jeg fik megen Respekt for Wildes Evne til at tumle Børn. Jeg har vist hilst Dig fra Cawlings [sic] efter Hegels-Dagen, nu fra igår er der nye Hilsener. Hun, Fruen, er meget elskværdig, men Himmel hvor hun vist er lidet udviklet. Og fra Kommandøren da, er Hilsenerne bunkevis. Forleden var det hans 78 årige Fødselsdag, og da var jeg der i forholdsvis stort Selskab med en rædsom (æstetisk) Borddame og et Par morsomme gamle Herrer. Kom. var navnlig igår hyggelig.
Ak, så fik jeg idag Indbydelse fra Jakob Withk1941 om at spise hos dem alene en af Dagene. Jeg gik til ham på hans Kontor for at tale alvorlig med ham og sige, at jeg for Konens Skyld ikke vilde komme. Vi talte også alvorligt, og jeg fik i omgående Udtryk sagt, hvad jeg vilde – Historien med Tak for Mad osv. – og han var ikke uforberedt, det, jeg sagde, havde han selv forstået, men naturligvis ikke grelt som jeg. Så sagde han: «Men er det nu din Mening, at Du ikke vil komme?» Ja unægtelig. «Det må Du ikke fastholde. Min Kone er halvvejs belavet på sådan noget, og kommer Du ikke, går det rent galt. Du må love mig at komme for min Skyld – og for hendes. » Han var stærkt angreben, og jeg forstod at der vilde komme en Krise med hende, hvis jeg udeblev. Så lovede jeg at komme i næste Uge. Jeg gør det med megen Ulyst og med Tvivl om, hvorvidt jeg handler rigtig, men jeg kunde ikke stikke ham den Kniv i Brystet, som et Afslag vilde have været. Nærmest tror jeg, at hun ikke er helt klog, og jeg kunde se, at han er bange for det samme, om end rimeligvis dunkelt. Nu må Du forstå min Adfærd.
Din Erik

451. Amalie til Erik

Natland 12/8/93
Idag fik jeg dit brev af 8de august og blev med éngang, efterat ha vært svært nedtrykt siden sidst jeg skrev, så glad tilmode. Først fordi Du svarer mig så pent på alt det om min angst for smitten og småen til vinteren og så om Kristine og pengene og om småens uartighed. – Ja snak med Feilberg endnu en gang, er Du snil. Forresten véd jeg jo godt alt det om at vi kan flytte ind i en anden smittet lejlighed o.s. v. Men det er dette, at man da har gjort hvad man har kunnet. Det er så frygteligt når småen fejler noget. Jeg er da ikke menneske, kan ikke være andet i verden end fuld af grubbel og uro og fæle fantasier om hvad ende det kan ta. Men som Du siger, man må gi sig over i håbet, men rigtignok først efter at gjort sit mest mulige.[sic]
Du må ikke være bekymret over småens uskikkelighed. Den går over når hun ikke mere hører denne tone. Folkene her er snilde, udmærkede mennesker og gode og skikkelige med hverandre indbyrdes, men den måde hvorpå de tiltaler hverandre og bér hverandre om noget, vilde la en uindviet formode at de alle leved som hund og kat. Det er dette småen har tat lidt efter. Så har hun jo også en barnepige, der trods al sin skikkelighed og nogle særdeles gode sider, ikke alene er idiot, men også det mest uopdragne væsen der kan tænkes. Når jeg treffer Dig engang skal jeg fortælle Dig et og andet illustrerende. Her kun et eks. på hendes idioti. Da hun så min fortvilelse den dag jeg opdôg at småen havde lus, sa hun på sin utrolig hovne, altid liksom fornærmede måde: «eg fandt 2 lus i uldtrøjen hendes for 14 dager siden.» Og Du må ikke tro at jeg gad sige så meget som så: og det har De ikke sagt? Nej, for jeg har opgit hende, og besluttet at tie til alt, for ikke ved hendes frygtelige svar at ærgre mig mere end nødvendigt. – Småen er ikke uskikkelig mod mig. Det er kun når hun snakker til og kommanderer de andre, som så langt fra tar det ilde op, at de tværtom alle forguder og tilbeder hende. Det er ganske mærkelig at se disse voksne sønner der er som om de igår kom ud af fjeldet, lege med Johanne. Når de mærker at jeg ser det, blir de straks flou og holder op, forresten.
Hænder det en og anden gang at småen glemmer sig ligeoverfor mig, behøver jeg bare at se på hende, så slår hun øjeblikkelig om og siger indsmigrende: det var bare spøg, jeg mente om Du vil være så snil at o.s. v. Nej Du, jeg har nu siden hun blev frisk især, ikke tålt den mindste uskikkelighed af hende, men holdt strengt på at hun skal be pent og være høflig og takke, men ligeoverfor folkene og barnepigen er det ganske umuligt at ville gjennemføre det.
Igår mens jeg sad heroppe på kvisten hvor jeg altid sidder, når jeg prøver på at indbilde mig at jeg arbejder, hørte jeg gjennem det åbne vindu følgende nøjagtige samtale mellem småen og «mor». S: når det blir mammen min sin eborsda' skal jeg kjøpe noget til hinner. Mor: ka ska' de' være då? S.: Ja, det vét eg ikkje. Mor: vil Du eg ska' gå me' Deg? S.: Ja, for så kan Du finde noget pent. Mor: Men har Du penger da? S.: Nej, men jeg får når jeg blir stor. Mor: Kem får Du hos da? S.: Enten hos pappen min eller hos mammen min. Mor: ok ja den pappen din, den pappen din, han glømmer Du nok ikke. S.: syngende op igjen og op igjen: pappen min har en dejlig høne, pappen min har en yndig småen, men hun er her i Norge, og han er der i Danmark, og Danmark er et yndigt land men der er ingen fjelde. Jeg hørte mor le overstadigt, hun sad i høladedøren og syde, men småen satte i gneldrende højt for at overdøve hende. Så sa småen: pappen min sin eborsda' er gåen. Mor: ja så? S.: Ja det vet eg, for då fik han en nydelig lampe. Mor: kem fik han han utaf? Småen: Det vet eg ikkje, men det ringte og så lukked pappen min op og så var det en dejlig lampe til ebors'da'en hannes. Jeg måtte tænke mig om for at huske at Du virkelig fik en lampe og at Du ganske rigtig selv tog imod den. Og nu denne forestilling om min geburthsdag! Ikke et muk fra noget levende væsen har hun hørt om at jeg også kan ha geburthsdag. Ja, hun er ubegribelig! Forleden da vi gik på landevejen og jeg løfted op, sa hun med en pludselig udbrydende lystighed: nej se på Amalie, hvor hun løfter op! Jeg vil også løfte op, og så tog hun et tag i sin kjole. Men at fortælle Dig alt om hende er umuligt. Hun snakker som før idelig om Dig og har havt lange samtaler med Dig i marken og drømt om Dig o.s. v. – Jeg ved ikke om det er indbildning, men hun synes mig at være blet så mærkelig udviklet heroppe. Hun får greje på så mange praktiske ting ved det hun følger med dem og sér på deres gjøren og laden og arbejde, og hendes liv her er en eneste fortsat ustanselig jubel. Hun vågner med en liden dulgt latter hver morgen for at gjøre mig opmærksom på at nu sover hun ikke mere, og hun sovner syngende hver kvæld. fuld af glæde over livet har jeg aldrig sét hende. Desværre må vi rejse herfra før 1ste september, hvad det skjønne vejr gjør dobbelt tungt. Men jeg kan ikke holde ud lusene. Sidst jeg skrev fandt jeg foruden de 8 i hodet, bagefter 4 i sengen, og tiltrods for min meget energiske krig med ludvask, kæmning med fransk brændevin «en masse» (der straks fordrev gutternes lus den éne gang de som små fik dem på sig ombord) brug af insektpulver o.s. v. er det ikke lykkedes mig at få hende fri. Idag fandt jeg således atter igjen både i hodet og i sengen hendes. De drysser på hende straks hun kommer ned. Flere ganger er hun gåt kjæmmet og renset fra mig om morgenen og når jeg et kvartér senere er kommen ned har jeg sét en stor lus spasere ovenpå hendes hår. For lusene er i huset, desværre! De tre søde gutter beskyldte jeg i mine tanker uretfærdigt. Jeg har siden vært inde hos forældrene, der er rige, nydelige folk, og kunde da ikke begribe at slige folk skulde ha lus. Siden har Marie, det kjon fortalt, at hun hele tiden har vidst at «tante», den gamle, fæle heks som det grønne snør drypper af, var fuld af lus. Og hun har netop git sig så meget af med småen, som elsker hende, fordi hun er aldeles storartet flink til at more småen. Konen (mor) kom og snakte om lusene og græd af bedrøvelse og sa at det nu i de sidste år havde vist sig umuligt at holde den gamle ren for lus. Nu siden vi kom, havde hun særlig gjort alt muligt, men alligevel altså – Hun bad mig så inderligt om ikke at flytte før den 1ste, men jeg svarte at jeg fik nu se, hvordan det gik. Nu er det altså gåt slig at småen fremdeles har lus om end ikke så mange, og derfor jeg afsted. Marie har også havt på sig og jeg selv ligeledes, pludselig en og anden gang en enkelt.
Ludvig har averteret efter værelser for mig, og jeg har fåt en houg af billetter. Der er et sted som er udmærket, i det hus på Markevejen hvor Sandbergs bode da vi første gang var der. To prægtige værelser og pent, i et pensionat hvor vi kan betale for hvert måltid 50 øre middagen for voksne o.s. v. Det er prægtige vilkår, men selve værelserne er dyre: 50 kr måneden med frokost. Jeg vil nu tale med fruen og se til at få det lidt ned. Selve stedet er som sagt udmærket, lige ved torvet og det ene værelse ligger roligt og godt til arbejde, og så kan Du så udmærket bo der når Du kommer; i den ene stue er der en ganske udmærket sovesofa. Selv om nogen inviterte Dig til at bo – Helene har forresten fuldstændig glemt at hun har gjort det – er det dog hyggeligere at Du er med os, og nu da logiet altså koster det samme i begge tilfælde, heller ikke dyrere.
– Ja min søde kjære ven, jeg har ofte tænkt det samme som Du at det var frygteligt, vi blev igjen heroppe i dette Sibirien-Natland, men gud véd alligevel. Småen har havt det dejligt, tiltrods for vantrivselen i begyndelsen, og hvis jeg nogensinde får bogen til som jeg vil, så vil der ingen tvil være om at mit ophold i Norge har bidraget meget til det. Havde jeg bare vært arbejdsdygtig heroppe, så kan der ikke tænkes gunstigere vilkår end dem opholdet her frembød. Småen har vært optat af glæden uden døre, og i regnvejr hvad der sparsomt er forefaldet, inden døre hos folkene og i høladen, at jeg har måtte søge hende, når jeg trængte til at se hende. Hun har absolut ikke hindret mig uden de uger da hun var syg, ja og så også indirekte ved at hun vækked mig om nætterne når hun drømte, det asen, og knap var vågen selv. Mit værelse heroppe er så storartet roligt og godt og folkene så hensynsfulde – det vil sige efterat jeg bad dem om dit og dat; før snakte de højt uden for vinduerne kl 4 om morgenen, og løb i trappen på træsko, og vækked hverandre med tordnende stemmer, og slap ud hanen kl. 5 og lod den gale så de døde kunde vågne, men som sagt, da jeg påtalte det – – forresten måtte jeg påtale en ny ting hver dag, indtil hele rækken var gjennem gåt, da blev det udmærket godt. Men småen vækker mig fremdeles om nætterne og jeg føler mig ikke noget videre pig om dagene. Og så nu disse lusene! Alt sammensværger sig mod mit arbejde. Men kan jeg blot inden jeg rejser hjem, komme rigtig dybt ind i bogen, så har jeg fåt så mange og friske impulser tiltrods for alt heroppe, at jeg nok kan skrive videre i Kjbhvn.
– Og nu Kristine. Jeg vil ikke ha hende til vinteren, Du! Hun blir for svag efter den sygdom. Tro Du mig. Det er så ondt at høre på sligt klynkeri, og var det galt ifjor blir det 10 ganger værre nu. Sig at jeg har fæstet pige heroppe. Kristine sa på mit spørsmål, da jeg rejste, at det var aldeles vist, hun ikke blev hos os til vinteren og at jeg endelig måtte fæste hvem jeg vilde. Men skal hun nu, når hun kommer til Dig i septbr. fremdeles ha 13 kr. i løn? –
Tak min kjære ven, og min søde mand for dine forstående udtalelser om mine arbejds kvaler! Ja, jeg har også tit brændende ønsket at Du var ved siden af mig, for at kunne hjælpe lidt på mig med trøst, råd og opmuntring. Jeg har lidt frygteligt – å som jeg mange gange har siddet og grædt med armene udover papirene og hodet ovenpå hænderne! Og jeg har længtes efter Dig! Å ja, længtes efter at rase ud alle mine kvaler hos Dig. Tusinde ganger har jeg søgt at trøste mig selv med at det har vært lige galt før når jeg skulde skrive noget, men det har det forresten aldrig, for dette er min største opgave, og tusinde ganger har jeg citeret de dejlige ord: «Wer nie sein brot mit tränen aß» o.s. v.k1942 men ligefuldt har jeg længtes efter Dig, Du, et levende menneske, som forstår og kan lide med og for mig – –
– Ja, jeg kan begribe at Du sa ja til With, men jeg er frygtelig lej for det. Den omgang vi la falde – jeg vil ikke gå der – og så er din elskværdige eftergiven gang på gang kun at gjøre pinen lang.
Din Amalie.
Mandag 13de.k1943 Uf det blir værre og værre med disse lusene, ikke flere, tværtom, men det tar mere og mere på mig. Jeg er syg af det. Idag fandt vi en i hendes særk og en vældig stor på hendes uldteppe. Hendes hode har jeg ikke eftersét, nu skal jeg til det, og jeg gruer mig. Så tar jeg til byen idag og gjør det af med logiet enten på Markevejen eller et andet sted. Jeg er alligevel lej ved at skulle herfra før tiden; vejret er så dejligt og småen kommer naturligvis at længes forfærdeligt op igjen og jeg får vel arbejdet endnu mindre i byen end her. Hvad synes Du? Burde jeg vel alligevel ikke flytte for lusenes skyld?
Din A.

452. Amalie til Erik

Natland 19/8/93
Idag er det akkurat en hel uge siden jeg hørte fra Dig og 3 ganger er nu Flint kommet hjem med et skuffelsens nej til svar på mit spørsmål om brev. Jeg har tænkt mig at Du er blet i ondt humør over mit næstsidste brev og derfor har opsat at skrive til Du fik et andet brev at svare på, og i så fald vil der atter gå omtrent en uge før jeg får noget. Bare jeg nu kunde finde ro i denne tanke og ikke gå og pines under skrækkelige fantasier om alle mulige og umulige ulykker. Om natten er det vanskeligst, og især fordi jeg slet ikke sover mere om nætterne omtrent. De 3 sidste nætter har jeg da bogstavelig ikke lukket et øje, og da har mine tanker og forestillinger om Dig og grunden til din taushed og om fremtiden og sygdom og ulykker og arbejdskvaler faret aldeles gra[ssat] omkring i min stakkels forpinte hjerne. Idag har jeg ikke hængt sammen af træthed og nervøsitet, og derfor må det ikke undre Dig om brevet blir dårligt og ugreit. Kl. er nu ½ 9, småen ligger i sengen, men sover ikke, og jeg, der kvier mig for at komme i den seng hvor jeg har det så ondt, er for at hale tiden ud, begyndt at skrive på et brev, som jeg formodentlig først sender om en uge, eller så snart som jeg har hørt fra Dig.
Hvis jeg lå på et værelse i den anden ende af huset, og vidste at inde hos småen lå der et væsen med menneskeforstand, og som ikke var stokdøvt, så vilde jeg sikkert sove storartet, så udpint af træthed som jeg er. Men herinde med småen er det umuligt. Jeg har opgit at tænke på og at begjære det. En times tid efter at småen er sovnet, begynder hun nemlig at vælte sig i sengen med slig kraft og sligt rabalder at jeg ikke forstår hvorfor hverken hun eller sengen blir slåt istykker. Du kan aldeles ikke forestille Dig, med hvilken larm det sker, nu er vist også sengen svær til at gi sig og knage, det er Lizzies gamle træseng. Og så skubber og kradser hun sig og ler højt i søvne. Igår nat var jeg 19 ganger fremme af sengen for at sprøjte hende med pulver, se efter lus, sprøjte mig selv o.s. v. Og hver gang tændte jeg lampen på nyt. Så ender det altid med at småen sån omtrent kl. 2 ½ blir ordentlig vågen, forlanger drikke, vil vanne, snakker, synger ler og kradser sig. Når hun så sovner igjen begynder væltningen på nyt og der ligger jeg med brændende stive øjne uregelmæssigt pinende hjærteslag og frygtelige grejer i baghodet. Og så plages jeg djævelsk af egne lopper og lus. Lopperne er blet som vanvittige; pulveret hjælper ikke mere, skjøndt havde jeg ikke pulveret, så vilde det vel være endnu værre. Hvergang småen ligger lidt rolig og jeg er ved at blunde, farer jeg op stukket af en af disse giftige lopper eller ædt på af en af disse ihærdige lus. Ja, for nu er lusene overalt. Så op af sengen og tænde lampe. Den er nemlig så smal den feldtseng jeg har, at jeg absolut ikke kan sprøjte mig i den. Idetheletat at ligge i den, søvnløs, som jeg er, er som at ligge på en rakkerbænk. Så kommer fluerne når det lysner med sin sataniske surren og sine morderiske stik og så gjør hundene eller der kommer en uventet vejfarende som dundrer på gadedøren og ber om en drik vand. Ja Du kan ikke tænke Dig hvordan det er! Men hvis jeg ikke havde værelse sammen med småen så antar jeg, at jeg havde havt en god nattesøvn heroppe tiltrods for alt, fordi jeg så tit har vært så overtræt. Men nu – jo længer det lider at jeg ikke får blund i øjnene jo nervøsere og ømfindtligere blir jeg. Igår nat var det uafbrudt torden og lynild fra 12 til 5. Da stod jeg op og gik omkring, men småen blev ved at sove og vælte sig. Ja idetheletat, – hvad jeg har udståt her i sommer! Jeg har respekt for mig selv, at jeg altså har kunnet flytte og dog holdt ud i 9 uger som det blir den dag vi flytter. Men jeg har svoret en frygtelig ed på at på bondegård logerer jeg mig aldrig mere ind. Kan vi ikke bo på kro eller leje os et hus som Rists, så adjø landliggeri. For der bør være måde med de lidelser et menneske frivillig tar på sig. Å, jeg er så dårlig så dårlig og så forpint og fortvilet! havde jeg ikke småen heroppe, så gik jeg op på Ulrikken, fandt mig et godt sted og styrted mig udfor. Og mit arbejde, mit arbejde – nej nu kan jeg ikke mere – jeg kan hverken sove eller våge, hverken dø eller leve. Hvad skal det bli til vinteren, og hvad skal der bli af mig og småen til vinteren! Nu har jeg nu også ventet på brev; hvorfor skal jeg det? jeg skjønner ikke hvorfor jeg skal plages og pines på alle måder. Kunde ikke mange være nok? Hvorfor netop alle.
Og nu dine foredrag
Søndag 20de. Samme forfærdelige nat. Småen vågen og oppe først kl. 2 og så kl. 5 og siden kunde hun ikke falde i søvn den stakkeren men lå dog uden at snakke fordi jeg bad hende være stille, men vælted og kløde sig naturligvis! Idag i badet skreg hun fordi alle de næsten blodige krassesår svide. Hun ser ud på kroppen som led hun af spedalskhed nu. Og jeg selv, som om jeg overalt havde stukket mig på brændenelder. Og i ansigtet er jeg blet 90 år, gulbleg, udgravet, død og vissen. Det er ikke bare de legemlige gjenvordigheder søvnløshed o.s. v., som har gjort det; det er endda mere de brændende kvaler over ikke at kunne arbejde og så ikke over at kunne når jeg kan.
Men nu har jeg besluttet at flygte imorgen – en dag før de 9 uger er omme. Jeg lejed det logi på Markevejen forleden, det var det bedste og akkurat samme pris som de andre der var tale om, og jeg kunde komme hvilken dag som helst. Idag pakker jeg altså ind, og imorgen tidlig på formiddagen kjører Flint med læsset, der bringer de lejede og lånte sager tilbage til sine ejermænd og vort tøj til Markevejen. Jeg føler mig bedre tilmode efter at ha tat beslutningen. Fælt blir det naturligvis derinde også men mit håb er at skulle bli fri lopper og lus, ialtfald lus. Så ligger småen roligere, og så får jeg kanske sove. I sidste uge har vi havt 3 regnvejrsdage, og under regnvejr er her trist og modbydeligt som i selve helvede.
Og den dejlige småen som blir ved at trives og fryde sig! Nu er hun tat sig til at spørge hver dag på Birkelund ved middagsbordet: hvad tænker Du på mamma, er det pappen min? Og når jeg beja'er det siger hun: ja for jeg tænker også på pappen min. Igår retted hun det dog og sa: nej, på min fætter Jakob Alver.k1944
Forleden dag hørte jeg gjennem vindøge følgende samtale mellem småen og mor. Mor: hvem er det, som har slidt istøkker den krakken der? (en liden feldtstol, fru Christensens) S: Det er mammen min, for hun er så kjok når hun sidder på den og vasker mig. Mor: nej mammen din er ikkje så kjok, Johanne. S. Jo men rompen hennes; jeg ser den når hun tar natkjolen på om kvællene. Mor: kjok blir Du også når Du blir stor. Vi'kje Du gjerne det? S. jo, for han er pen allikevel mammen min sin rompe. Men Du skulde se pappen min sin rompe! Den er nydelig, og føtterne hannes! For de ser eg når han vasker de i den store vandkummen, vi har henne i Kjøbhvn. – Stor og langvarig latter fra mors side. Forleden, da jeg var i byen om logiet traf jeg hos Jakoba, Jakob. Han sa da til mig at han ikke kunde stå ved invitationen til Dig om at bo der i septbr. fordi han skulde til Xania og det ikke gik an at Du bode hos hans kone. «Du kan jo også invitere Amalie og småen til at bo der,» sa hans mor. «Jeg mener, Du har plads nok.» J. blev rød og vilde svare noget, men jeg kom ham i forkjøbet og sa, at Du netop havde skrevet Du i foredragstiden vilde bo i byen, og at jeg måtte tænke på det når jeg lejed værelser. Stor lettelse.
Ja, foredragene dine! Bare Du nu får dem rigtig heldige. Achen sa, dengang vi bode på Sandgården og han havde læst en literaturartikel af Dig i «Tilskueren»k1945 – jeg tror, den sidste Du har skrevet der –: «Når jeg læser Skrams artikler har jeg en fornemmelse af at han har filet og filet så længe på hver sætning at friskheden er gåt bort fra hans stil.» Husk på det; der er noget i det. Foredrag især må ikke være så «filede». De må være populære, letflydende, ligetil og greje!
Jeg har glemt at nævne endnu en frygtelig ting om nættene. Lige under min seng ligger der en hund som ihærdig og næsten uafladelig skraper og skraper med sine poter. Mange ganger er jeg gåt frem og har keget under sengen men da hører lyden op. Aldrig så snart er jeg kommen opi igjen før det begynder på nyt. Jeg er ikke bange; tværtom, jeg ligger og smålér og siger højt: jaja, værsgo kil bare på, lidt mere eller mindre – For et par nætter siden holdt Marie, det fæ, der ligger nedenunder, på at harke og kremte med en hul og rusten lyd, der isned mig gjennem ryggen hele natten. Jeg spurgte hende om morgenen om hun ikke kunde la det være, eller ialtfald dæmpe lidt på det. Jo, det kunde hun godt, men hun havde vært forkjølet og så syntes hun det hørte til. Siden har jeg ikke hørt en lyd af hende, den overidioten! skjøndt hun fremdeles er lige forkjølet. Småen er forresten blet sån en uforfærdet og vilter unge heroppe. Ja, det vil sige, hun er jo liksom jeg født med skræk for dyr og trold, og endnu blir hun ræd såsnart hun bare sér en fremmed høne, vore egne høns og hunder og katter og køer og hester går hun lige hen til – men når hun falder, gir hun aldrig en lyd fra sig, selv om hun slår sig, bare rejser sig op igjen og Du skulde se hende rulle sig udover den temmelig bratte græsbakke her, med Peter, den yngste voksne søn i spidsen og hun og en hel flok børn efter sig. Det driver hun på med hver kvæld og hujer af glæde, og når vi så tilslut med magt må ta hende ind, fordi hun skal tilsengs, skriger hun som om hun blev knibet. Hun er forresten så skikkelig at hun brat holder op, når hun ser, det ikke nytter og pludselig siger noget ganske andet i munter tone. – Nu iaften er det forresten blet skrækkeligt vejr, storm og piskende silregn. Jeg længes, å jeg længes efter at komme herfra! Bare det nu ikke på grund af regnvejr blir umuligt imorgen. Da dør jeg af fortvilelse!
Bergen 25/8/93.
Endelig kan jeg fuldføre mit brev til Dig! Å, Du véd ikke hvor bange jeg har vært over intet at høre fra Dig sålænge, for havde Du vidst det, så vilde Du sendt mig ialtfald et brevkort, Du, som er så snil. Men først igår, sént på eftermiddagen kom begge dine breve, det ene tykke med sine masser af indhold og det andet tynde, som frydet mit hjærte.
– Jeg er lamslåt af sorg over Jakob.k1946 På en måde var jeg nok forberedt; det vil sige, da Ludvig fortalte at han pludselig havde havt brev fra J. hvori han meddelte at han var korrespondent til «Intelligentsedlerne», og skrev på en tyk roman,k1947 da sa jeg til mig selv: dette betyr galt. For aldrig i de senere år har J. skrevet til hverken Ludvig eller mig eller Dig eller sin far, uden når han er lige ved at ligge i rendestenen. Men på mit spørsmål svarte L. at J. var vel fornøjet, havde sin stilling hos Fejlberg som før, men om nætterne drev på med sit forfatteri. Jeg tænkte, som sagt mit, og var urolig og bange. Nu er altså forklaringen kommen i dit brev.k1948 Vær ikke lej for det min egen kjæreste ven, jeg vil dog meget heller vide besked end ikke vide besked og ligeoverfor mit arbejde gjør det hverken fra eller til. De kvaler jeg der har at gjennemgå, kan intet på jorden, i himlen, eller helvede gjøre større eller mindre. Tonen i Jakobs brev til Ludvig var forresten både freidig og kjæphøj. Af sin mor, som havde behandlet ham stygt havde han ingen anden glæde end den, hendes «prægtige» bøger skaffed ham o.s. v. Men nu? Å, hvor er det tungt at være mor til Jakob! Stakkels arme gut. For han har vel sine frygtelige smertensstunder. Og det som graver og gnager i mit hjærte altid og altid er tanken om, at han kunde blet en helt anden hvis jeg altid havde havt ham hos mig. For slig som han var sammen med mig! Ludvig snakker ofte om den respekt han havde for J. i guttedagene, fordi han var så ærlig og sanddru og selvfornægtende. Jo, dengang var han akkurat som jeg vilde ha ham, men så rejste jeg fra ham og så blev han alverdens pøbels lette bytte. Ja ja ja, det kan jo ikke nytte at skrive mere om det. Du véd forresten alle mine tanker i den sag. Men stakkels arme gut, å gud, hvor det er tungt at være mor til ham. Men hvis han var god og snil og venlig i sit sind, så kunde jeg lettere bære over med ham, men hans hjærte er koldt som en gråsten, og når han skriver og snakker «ydmygt» og pent så er det ud af øjeblikkets beregning.
Men Du skal ha tusen tak og evig ære for din godhed imod ham! Ja, Du er bra at komme til; jeg kjender ikke din lige. – Men herregud, dette har jeg jo vidst længe. Jeg trode aldrig på at det vilde vare mellem Feilberg og J. og det skrev jeg i sin tid også til hans far; hvorfor skal jeg da nu være så fortvilet? Jeg har en umulig pen, og selv er jeg også umulig. Jeg sidder og græder ustanselig. Stakkels arme Jakob.
Nej, min ven, det jeg sigted til, da jeg skrev om det endnu «forfærdeligere og alvorligere end selve lusene», det havde ingenting med arme Jakob at gjøre. For det er, at jeg i marts måned atter skal føde Dig et barn. – Ja, nu er det ikke længer så forfærdeligt for mig. Nu er jeg, efterat ha gjennemgåt en fortvilelsens raptus rolig og glad og «ydmyg for herren»! Når jeg tænker på den uendelige lykke småen fra minut til minut ustanselig har beredt mig, så kan jeg ikke andet end med glædes og smertes tårer brede armene ud mod hendes lille bror eller søster, som skal komme. Men naturligvis græder jeg, når jeg tænker på det. Alt har jeg git bort; vi har intet tilbage af barnetøj og sånt, og jeg er dårlig allerede hver dag. Å, disse lange, lange måneder! Men gudskelov at vi har Feilberg. Jeg gruer ikke spor næsten for selve fødslen, fordi jeg véd at han gir mig kloroform, men alt det som går foran og følger efter. Og så pengene! Hvor skal vi hen, og hvad skal vi gjøre?
Men nu må jeg fortælle Dig. Vi flytted altså på mandag, og kom til byen i nogenlunde ordentligt vejr. Og småen sov hele natten uden at vælte sig, hvilket beviser det var lusene som plaged hende deroppe. Næste nat sov hun også aldeles stille, men tredie nat vækked hun mig kl. ½[?]k1949 med et højt råb på mamma! Jeg stod op og tændte lys, men hun sov allerede igjen som en sten, mens jeg blev liggende vågen resten af natten. Da jeg henimod kl. 7 var falden i søvn, kom småen og «lugged» mig kl. 8 vågen med sin søde dæmpede latter. Forresten var jeg syg og dårlig, da jeg kom fra Natland at jeg i to dage blev liggende her i min seng.
Nu har jeg det bedre, men hunden under sengen fra Natland er fulgt med. Det vil sige, bare første natten hørte jeg den. Siden ikke, men gud véd, om den ikke kommer igjen. Nej aldrig vil jeg gjøre dette om igjen. Leve og dø i sin rede; det er det eneste sande! Ikke Du, ikke noget jordisk væsen aner eller kan ane hvad jeg har lidt isommer. Og så har dog altid småen spillet som en lysende og varmende solstråle tværs igjennem alle mine lidelser.
Men nu bôr vi altså her på Markevejen 4, og har det nokså bra. Fælt naturligvis, men herregud, man er jo i Sibirien. Igårkvæld da Marie klædte småen af, sa hun (Småen) «Jeg har en loppe her indimellem, ikke der hvor jeg vanner, men der hvor «stort» kommer. Men det er vist en lus. » Vi så efter og ganske rigtig fandt vi en loppe. Det er altid, absolut altid rigtig når småen peger på et sted af sin krop og siger «der står en loppe.» Altid.
Nu går hun hver dag og peger på sovesofaen i det andet værelse og siger jublende: «der skal pappen min ligge når han kommer.»
Og så tilslut min mand og ven en inderlig tak for dit allersidste brev! Ja, jeg er «hurtig» og styg og fæl, men det er jo bare fordi jeg ikke traf Dig i min ungdom, og fik med kun Dig at gjøre. Men hvorfor kan Du ikke svare mig på det jeg spør Dig om og altså ikke forstår? Det gjør mig så bitter og sint at Du ikke vil det. At Du altså ikke værdiger mig så meget. Nu kunde Du godt. Nu vilde jeg forstå.
Din Amalie
Men hvis jeg nu lever og kommer mig efter at ha git Johanne en bror eller søster, som hun altid snakker om, skal jeg så ikke få en ring til af Dig?
D.S.
Nu i dette øjeblik kommer småen og spør: Hvem skriver Du til? Send ham 9-10-12-13 hundrede kysser

453. Amalie til Erik

Bergen 21/8/93.k1950
Det er længe siden jeg hørte noget fra Dig. Har vært meget urolig. Er begyndt på et brev som jeg ikke skriver færdig før jeg hører fra Dig. I den tid, da jeg ikke orked at svare Dig ordentlig på breve, skrev jeg to brevkort til Dig for at la Dig vide at vi var i live og at alt var vel. Det samme kunde Du nu ha gjort med mig.
A.

454. Amalie til Erik

Bergen 2/9/93
Jeg føler en aldeles sviende pine ved at skrive den 2den septbr. 2den septbr og ikke kommen videre på mit arbejde! Jeg synes at al den lidelse jeg har gåt med i sommer og som blir værre og værre for hver dag der svinder, må ha sat sig fast i mit hjærte som en tærende sygdom. Å gud hvor denne uformuenhed er forfærdelig! Og sorgen ved altid at gi penger ud og ingenting fortjene. Og så længes jeg hjem og længes efter Dig og længes efter evne til at kunne arbejde. Aldrig har jeg dog vært så umulig som nu. Min hjerne er lam og tom og mit hjærte sygt af lidelse. Men snakke om det nytter jo til intet. Barnet som skulde komme blir der ingenting af min elskede ven! Det er gåt sin vej og jeg har måttet ligge et par dager i den anledning. Jeg véd ikke hvad der kan ha vært årsagen, i dagene forud havde jeg slet ikke anstrengt mig, ikke engang gåt en ordentlig tur; der var kun byrden af min sædvanlige tunge sindstilstand og så dette at småen igjen havde holdt mig vågen et par nætter, det vil sige, selv havde hun bare vært vågen et øjeblik, men Du forstår. Hun vågner forresten hver nat engang nu og forlanger med heftig bedende stemme at jeg skal tænde lampen. Undertiden falder så jeg ikke i søvn igjen. – Så er det da altså forbi, og alt som før forsåvidt. Nu må Du vide, jeg liksom føler et svagt savn; jeg var allerede begyndt at nære ømhed for dette vordende væsen og mine fantasier kredsed om det. Og så for småens skyld. En dag da hun energisk udbrød: nej nu vil eg ha en bror og en søster, kunde jeg ikke la være at sige at nu skulde hun snart få en. Siden har hun ofte krævet mig for broren og søsteren og jeg svarer da undvigende. –
Men på den anden side kan Du vel nok også vide at jeg er lettet. Gud må vide hvordan det vilde ha gåt mig, og så er det jo pengene. Forresten føler jeg mig klein og ussel efter det, som Du vel kan vide; men det går vel over – kunde jeg bare få kraft og evne til mit arbejde.
Formodentlig har Du også på dette brev ventet længe. Der er et fra Dig, det med to digte i (Jakobs) som jeg ikke har besvaret. Jeg lå da det kom og har slet ikke vært istand til at skrive før nu. Bare Du nu ikke har ventet med altfor stor tristhed. Det er så fælt at vente brev og ikke få.
Jeg synes udmærket om «Lommen».k1951 Jeg kan slet ikke få den fra mig slig har den grebet mig om hjærtet. Hils ham stakker og sig ham det, hvis Du synes det – jeg véd ikke jeg. De andre to digte er jo ikke slette, langtfra – men dog lidt almindelige. Tak for Du fortæller såvidt udførligt om J. Tænk om bogen kunde bli til noget! Stakkels slusken. Til Ludvig havde han skrevet efter penger naturligvis – to breve, først et hvor han lader som han pludselig er kommen i tanker om at han længes efter at høre fra ham og så et til straks efter hvori han bér om penger. Akkurat som sidste gang han skrev. Ludvig havde ikke fortalt mig det for ikke at bedrøve mig. Forresten havde han vært frejdig og glad og temmelig kjæphøj, ikke et ord om at han var kommen fra Feilberg. Han skulde bruge 200 kr. og lovte så L. at overta gjælden til Ove.k1952 Heldigvis kunde L. skrive at Ove forlængst havde fåt sine penger. Så skrev J. igjen og bad om 30 kr. Men L. havde ingen sendt ham. –
Nej Du, jeg ligge med småen. Marie går hjem hver aften, og selv om hun sov her, hvad hun nok kunde, så vilde det være det samme. Lå jeg i værelset ved siden af, så vågned jeg hvergang småen vågned og måtte derind for Marie vågner ikke.
Wullum og frue føjter om her i byen.k1953 Jeg har vært noget sammen med dem.
Så læser jeg iaften i Bergensposten at Agnete skal opføres her i denne sæson.k1954 Irgens Hansenk1955 har til mig ikke sagt et muk om det, og det uagtet jeg i middags talte med ham.
Et par ganger om natten efterat småen har vært vågen, har jeg hørt hende hviske med øm bedrøvet stemme: pappen min. Om det har vært i søvne eller halvsøvne véd jeg ikke. Idag, da jeg måtte skjænde lidt på hende gav hun sig til at græde og råbte ustanselig: å pappen min! pappen min, og da hun holdt op at græde sa hun truende og med et ubeskrivelig komisk sint blik: Du kan være vis på, at eg ska sige det til pappen min. Jeg måtte vende mig bort og le hemmelig. Forleden da vi var på sygehuset og tog varmt bad og jeg bad hende stå stille mens jeg greied hendes hår sa hun pludselig med overlegen ligegyldig stemme: «hold kjæften», udtalt på det bredeste bergenske. Da var det mig umuligt at holde stand. Jeg storlo. Da jeg spurgte hvor hun havde hørt det, svarte hun leende: det sa Anne så tit til «mor» når hun bad hende vaske op. Anne var mors datter. Igår sa hun: nu taler jeg norsk og jeg vil aldrig mere tale dansk, for norsk er så kjækt, og når pappen kommer skal vi lære ham til at snakke norsk, han og. –
Lusene er sporløst forsvunden. Dagen efter vi var flyttet fandt jeg 2 i hendes hode, siden ikke sét tegn til dem. Sengen og sengklærene var fuldstændig rene og frie for utøj da vi afleverte dem. Det kan Du vide jeg sørged for. Jeg betalte over 2 kr. i vask for sengklærene. –
Begge dine to sidste breve kom idag naturligvis, det Du havde skrevet først, 4 timer før det Du havde skrevet sidst. Det nytter ikke at spekulere over det. Jeg er bare glad jeg kommer i besiddelse af dem, så får det være med postgangen som det er.
Hvad skal jeg dog finde på at skrive under portraittet til Vilhelm Møller.k1956 Jeg har grublet og grublet men forgjæves. Jeg er fuldstændig blød som sagt. Men nu får jeg se imorgen. Skaf ham nu endelig det rigtige portrait hos Riise, Du ved, der er bare et, som er godt.
Nej, jeg får slutte nu. Jeg orker ikke at tænke og ikke at skrive mere iaften. Det er et kjedeligt og tarveligt brev dette, men det kommer af min underlige trætte og magtesløse og elendig triste tilstand. Jeg tænker mig så ofte at Du nu kom ind døren og at jeg løb hen til Dig og at Du så slog armene om mig og kyssed mig, og bare jeg tænker det er det liksom jeg mærker at der i altfald for en stund vil falde hvile over mig, hvile og glemsel af al min nød. Å mit arme elendige arbejde, mit arbejde, mit arbejde! Hvad skal det bli til. Jeg sender Dig en masse kysser fra småen. Det bér hun mig så tit om, og hun spør om jeg vel ikke godt kan få plads for dem i kondelutten. Også fra mig mange kysser, og omfavnelser min egen søde trofaste mand.
Din Amalie.

455. Amalie til Erik

Bergen. Markevejen 4 / 4/9/93
Det var vist et meget ufuldstændigt brev det Du sidst fik. Derfor skriver jeg idag igjen, skjønt jeg nu vistnok har glemt hvad mere jeg vilde ha sagt sidst. Ja, det er sandt, det er Højer Du skal skrive til om foredragene,k1957 hr. konrektor Højer Bergen, det er nok adresse. Husk nu på at foredragene skal være brede, Du forlade din knappe sammentrængte form for denne anledning min søde ven. Uf når jeg tænker på det gruer jeg. Bergenserne er ligeså kritiske og vanskelige at tilfredsstille som de er udannede og uforfinede. Men det er jo stygt at gjøre Dig mindre modig end Du vel sagtens iforvejen er. – Med mig er der ingen forandring. Jeg går her og lider og kan ikke arbejde. Mit hode er fuldstændig tomt og jeg er mat og træt og kraftløs til legeme og sjæl. Jeg er begyndt at indse eller at tro at det er manglen på legemligt velbefindende, dette at jeg i hele sommer ikke har følt mig i min fulde kraft, som har hindret mit arbejde fra at ha fremgang. Og denne mangel på kraft og velbefindende skriver sig hovedsagelig fra at jeg sågodtsom altid har fåt for lidt søvn. Og det blir ved. Den søde velsignede småen giver hver nat såmeget livstegn fra sig at jeg vågner og så kommer tankerne og græmmelsen stormende og jeg blir liggende der. Og for at kunne udføre et arbejde som det jeg har fore, et menneske være fuldkommen i sit æs. Nu er det også regnvejr og småen er nødt til at holde til med Marie i værelset ved siden af og da er der ikke tanke på at arbejde. Jeg må i det heletat føle mig i fuldstændig tryghed og ensomhed for at kunne skrive om alle disse mennesker. Ikke sidde og være bange for at det skal ringe eller at noget slags jordisk væsen skal forstyrre mig. Og derfor min elskværdige, altid så rimelige og omhyggelige mand, gå ud fra noget som er absolut nødvendigt at jeg må få leje mig en liden kvisthybel i nærheden af vort hjem, hvor jeg kan gå hen og sidde for mig selv med mit arbejde. Tænk ikke nu at det er et indfald eller en urimelig fordring og sig ikke kort og vredt: javel, gjør som Du vil. Nej, Du skal være med på det, og gjerne ville det og hjælpe mig til at få det. Jeg tør ikke sidde oppe på vort pulterkammer for min hostes skyld. Der er for kaldt og for megen træk, ellers ved gud at jeg gjerne skulde det. Å svar mig på dette min elskede mand. Jeg er så angst og nervøs ved tanken om at ikke få den kvisten at jeg skjælver over hele legemet. Jeg føler mig som et jaget og blodigt pisket dyr under jammeren af dette arbejde. Kan Du forstå hvordan det er: nede i Kjbhvn stod mit håb til Norge, da skulde det kunne gå for mig, nu sidder jeg her og higer mod en hybel i Klasensgade og tænker: er Du først der, så – Å ja, havde Du sét min nød og følt mine kvaler alle de dage jeg sad bøjet over papirerne med blyanten mellem fingrene, så vilde Du synes forfærdelig synd i mig. – Nu har jeg som sagt slåt mig tiltåls på et vis. Jeg samler stof om dagene, og tar ikke arbejdet frem engang. Hos Kristen Bøghk1958 har jeg fåt udleveret nogle årganger af latinskolebladet «Hugin»k1959 fra den tid, jeg skriver om. Dem sidder jeg nu og læser, og finder mine brødres produkter fra 15 16 årsalderen bl. meget andet. Jeg skal netop bruge dette, vide hvad gutter dengang tænkte og snakked om. Det er ganske glædeligt at se hvor rigtigt det er, det jeg har skrevet. Netop så mat og vissent havde jeg tænkt mig deres åndsliv. Hverken Brandes eller Ibsen var til for dem dengang – Så skal jeg snakke med en kjøbmand og en jurist, jeg har dem begge og skal få konferencer med dem en af dagene. En mand til skulde jeg også gjerne snakke med, men jeg véd ikke om det blir. –
Min hoste er desværre kommen tilbage herinde i byen i det regnfulde vejr og den synes at være i jevn og stadig stigen. Åja herregud, det er ikke så let at leve. Den dejlige tørre sommer iår var naturligvis skyld i at hosten forsvandt. Så var det jo også temmelig højt tilfjelds deroppe på Natland. Naturligvis har også ængstelsen og kviden over den tilstand jeg gik i, gjort sit til at jeg ikke har kunnet arbejde. Og forkjert var det for mig at være uden en pige som kunde havt barnet helt og holdent om nætterne, men nu er det jo forbi jeg mener den tid da vi kunde bestemt det anderledes er forbi. Til V. Møller har jeg skrevet; jeg har sendt ham følgende: (Du husker han bad om en udtalelse om mit forfatterskab f.eks.)k1960 Odin straffer sin Valkyries formastelige opsætsighed ved at lænke hende til klippen i universets ødeste bjergegn. Havde han vidst rigtig besked, vilde han istedetfor ha gjort hende til norsk forfatterinde. – Bøghs har været svært hyggelige mod mig siden jeg kom hid ned. To ganger har vi vært der til middag, og de har bedt os endelig snart komme igjen.
Monsieur Le Roust,k1961 Du husker fra Berendsens selskabk1962 har vært her og søgt mig, og skrevet op nogle idiotiske spørsmål om den norske kvinde o.s. v. som jeg for at få fred har lovt at besvare skriftlig i septbr. måned. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive op til ham. Ellers har jeg det frygtelig trist og fælt og længes altid hjem til Dig. Jeg kunde ikke spise middag her; maden var for fæl og ækkel og bordet endnu shabbiere og værre end i St. Kongensgade. Nu går småen og jeg og spiser middag i fru Blehrs pensionat hvor der er udmærket mad og nydeligt stel. Men naturligvis dobbel så dyrt. Og så sidder den skrækkelige Irgens Hansen og brouter og storsnakker ustanselig og er aldeles umulig. Jeg spurgte om hvorledes det om Agnetes opførelse kunde stå i avisen. Han bare lo, og sa at sligt satte han altid ind når der skulde tegnes abonnement til lokkemad. Og der spiser vi middag sammen næsten daglig og han gider ikke en gang spørge om jeg har noget imod det. Nej, det er en fæl fyr, og de andre er ikke bedre.
Ak ja min kjære snille mand! Farvel og tag imod mange kysser fra småen og mig. Brugte jeg endda ikke alle disse mange penger!
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Husk portraittet til Vilhelm Møller!

456. Erik til Amalie

Kbhvn 7/9 93k1963
Ak min kæreste Ven, hvor dit sidste, længe ventede Brev gør mig godt og gør mig ondt på samme Tid. Din kære bløde velsignede Stemning mod mig er min Glæde, din Nød med Bogen min Sorg. At vi dog også er sådan stillede, at Du skal pine din Sjæl itu for at skaffe de usle Penge. Ja det Forfatterskab er en forfærdelig Levevej!
Det går mig som Dig, at det er med et Suk i Lettelsen jeg erfarer, at det ufødte Væsen er svundet bort i intet. Også mine Fantasier har drejet sig om denne lille Bror eller Søster til Johanne. Men som det er, er det naturligvis det bedste. Det er så uhyre et Vovespil for os at sætte Børn i Verden. Og så for Dig særlig!
Men nu er jeg bange for dit Helbred! Det går ikke, at Du rejser ud i Verden alene med Johanne. Du kan ikke tåle det. Dit Nattesøvn skal Du ha, og Følelsen af, at Johanne bliver passet, selv om Du ikke kan være hos hende. I Fremtiden kan vi ikke dele os på den Måde som i År, det er tydeligt, når Du da ikke har en Pige Du kan stole på. Min søde kære Ven denne dejlige Sommer har jo været et Helvede for Dig, og for mig er den løbet ud i Sandet. Når Du nu blot er forsigtig i denne Tid. Blot Du kunde tvinge dine Tanker bort fra Arbejdet, når Du intet magter. Det er jo kun Pine uden Fremgang. Har Du intet at læse?
Hils og kys min dejlige lille Småen – Å nej norsk, det lærer jeg nok ikke, men hun får være lige glad i mig for det.
Jeg har ikke Tid til at skrive mere.
Jeg gruer for Foredragene. Jeg skriver dem forøvrigt ikke ned, det er der ikke Tid til. De må holdes efter Notitser. Så bliver de da heller ikke skruede[?] i den Grad som Du frygter.
Nu ses vi jo snart!k1964
Din Erik



1894

Dette året var svært vanskelig for Amalie, og en opprivende tid for dem begge. I januar bodde hun igjen en stund hos Georg og Ane Cathrine Achen, mens hun prøvde å finne ut hva hun burde gjøre for å komme over den nervekrisen hun var havnet i på grunn av sin sviktende arbeidsevne og stadig tilbakevendende mistenksomhet overfor sin mann.
Etter råd fra sin lege og fra venner bestemte hun seg i februar for å la seg innlegge på København Kommunehospitals 6. avdeling. Hun var overbevist om at hun der ville finne den roen og pleien hun trengte, slik som hun tidligere hadde gjort på Gaustad i Norge, da hennes første ekteskap skulle oppløses. Hun ble innlagt 14. februar 1894. Men denne gangen ble hennes erfaringer helt annerledes. Man må ha ment at det var fare for selvmord, og hun opplevde å bli behandlet som «en farlig gal», tilbakeholdt mot sin vilje, og helt prisgitt den behandling overlegen, Knud Pontoppidan, ville gi henne. Erik verken besøkte henne eller skrev til henne, i den aller beste hensikt og etter råd fra overlegen. Men dette opplevde hun som et utilgivelig svik. 12. mars ble hun så flyttet til St Hans Hospital, en sinnsykeanstalt, hvor hun paradoksalt nok ble langt mer hensynsfullt behandlet, og hvor det etter noen uker ble bestemt at hun kunne utskrives. Hun ville imidlertid ikke flytte hjem, og etter eget ønske ble hun 14. april innlagt på et vanlig sykehus, St Josephs Hospital, for å være i ro noen uker og komme til krefter.
Det finnes ikke noen brev mellem Amalie og Erik fra denne perioden; det er mot slutten av april at de igjen har kontakt med hverandre. Fra Amalies brevveksling med andre, sin mor, Ane Cathrine, Bjørnstjerne Bjørnson og flere, kan man finne ut en del om hva som skjedde. Fra hun ble innlagt på Kommunehospitalet til slutten av april gikk det ti uker da hun ikke hadde sett Erik. 24. april traff de hverandre endelig og hadde en slags forsoning. Men Amalie var fremdeles oppbrakt, og trodde at Erik hadde vært henne utro; hun følte at hun måtte komme vekk fra København. Takket være en pengeinnsamling som Ane Cathrine hadde ordnet, kunne hun for en tid slippe tanken på å måtte skrive for å tjene penger. Tidlig i mai reiste hun sammen med fru Sofie Horten til Finland og Russland, og ble borte i noen uker. Under hennes opphold på sykehusene og også mens hun var bortreist, bodde Johanne hos Achens, mens Erik ble i leiligheten i Klassensgade. I begynnelsen av juni reiste også Erik bort i noen dager til Berlin, som reiseselskap for Jacob Hegel og andre.
Da Amalie kom hjem, gikk hun i gang med de to romanene som skulle beskrive hennes opplevelser på sykehuset og anklage sinnssykebehandlingen i København, og særlig overlegen, Knud Pontoppidan. Hennes indignasjon fordrev skriveblokkeringen, og hun skrev i stor hast; Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen kom begge ut året etter. Mens hun var i arbeid med disse bøkene, ble det også en offentlig debatt om overlegen og hans behandlingsmetoder i forbindelse med hans behandling av en annen pasient, Grevinde Schimmelmann, som hadde vært på avdelingen samtidig med Amalie. Saken ble diskutert i Folketinget, og sammen med Amalies bøker bidrog dette til en mildere og mindre autoritær behandling av sinnsforvirrede.
Mot slutten av året bodde Amalie og Erik igjen på hver sitt sted i en periode, Erik i leiligheten og Amalie i Charlottenlund. Johanne var tilbake hos Erik, og de overveiet hva de skulle gjøre. Fra denne tiden finnes det for en gangs skyld nesten bare brev fra Erik, og ett enkelt fra Amalie (brev 475–79).

457. Erik til Amalie

Tirsdag Aften 30/1 94
Kære Amalie trods al anvendt Forsigtighed har Lizzi set det Brev, Du idag modtager fra Ludvig.k1965 Hun må have siddet på Vagt i Spisestuen. Vi var samtidig i Gangen, da Postbudet havde ringet, og som en Kat greb hun Brevet og så, at det var fra Ludvig. Norrie var hos mig da, men da han var gået, kom hun ind og spurgte, om hun måtte tage over til Dig med Brevet – ja først, om hun måtte åbne det. Selvfølgelig afviste jeg begge dele.
– Jeg er imorgen fra Kl 10 i Studentersamfundets ny Bolig Nørrevold 92,k1966 hvor et Bud fra Dig eller helst Du selv vil kunne træffe mig. Jeg har fri fra Rigsdagen til Kl ½ 4.
Småen har hostet en Smule idag, og i det rå Vejr vilde jeg ikke sende hende afsted. Nu sover hun på sit grønne Øre (Klokken er 9).
Jeg skal endnu i Aften have en Konference om forskellige Anskaffelser til Samfundet.
Jeg er i Aften mere glad end nogensinde over, at Du tog til Achens. k1967 Derfra vil Du med helt anderledes Ro end hjemme kunne tage Beslutning om, hvad Du vil, og hvad Du ønsker, jeg skal gøre.
Jeg venter altså Underretning i Samfundet Nørrevold 92[.]
Din Erik

458. Erik til Amalie

København, K.k1968 d. 23/4 1894
Anne Cathrine har ikke refereret mine Ord rigtig.k1969 Jeg har sagt sådan noget som: Gid Amalie vilde tænke først og fremmest på at blive rask, så falder alt af sig selv. Nu at ville træffe Afgørelser for, hvad der ligger et halvt År frem i Tiden, synes mig urimeligt. Jeg har hverken nægtet at ville overlade Småen til din Varetægt i Vinterhalvåret eller talt om, at når Du skulde skrive, kunde Du ikke have Johanne. Det er Misforståelsen af udtalte Bekymringer, der tildels er fremkommet som Svar på Spørgsmål. Jeg har intet andet Standpunkt og har intet andet haft end Ønsket om, at Du snart må blive rask og snart må føle Dig rask.
E. Skram
Vend
[Skrevet på neste side]:
Jeg er hjemme mellem 10 og 11 imorgen Tirsdag[.]

459. Erik til Amalie

Den 26 April [1894]
Kære Amalie Har Du eller Anne Cathrine fået Brev fra Fru Cantork1970 med Indbydelsen til Småen til Lørdag Middag?
Vil Du som jeg, så sender vi ikke Småen til denne Middag. Jeg har ved de sidste Par Lejligheder, hvor Johanne har været udbudt haft et Indtryk af, at det havde været nok så fornuftigt at lade hende blive hjemme. Der er for megen Tummel mellem disse mange Børn. Dertil kommer nu den lange Vej og den sene Tid og det at Johanne jo nu ikke savner en Legekammerat.k1971
Jeg skriver til Fru Cantor, at hvis Du ikke netop mener det modsatte, så kommer Småen ikke på Lørdag. Jeg har et Håb om at kunne komme et Løb ud imorgen Eftrmdg til Achens, og jeg kan da høre Besked.
Måske træffer jeg Dig netop på den Tid, og det vil jeg overordentlig gerne.
Jeg havde Lyst til, at vi på Søndag tog de to Stumperk1972 med os en Tur i Frederiksberg eller Søndermarken. Hvad siger Du til det?
Din E Skram

460. Erik til Amalie

Onsdag Kl 12 k1973 [2/5/94]
Kæreste Amalie nu har jeg i en Time ventet Dig og to Gange været ved Triangelen for at tage imod Dig. Jeg er ganske urolig for Dig. Uden Grund kan Du jo ikke være bleven borte. Er Du ikke rask, er der hændt noget? Og jeg glædede mig sådan idag. Var tidlig oppe for at få lavet en Tale til i Aften.k1974 Tænkte for Resten mest på Dig og var ked over, at jeg kun havde 1 ½ Time til min Rådighed, jeg skal være i Rigsdagen præcis 1. – Nu må jeg om lidt gå og have en pinende Uvished og Ængstelse at bære på i alt Fald til Kl 5 eller 6, når jeg kommer hjem, og der måske er Besked fra Dig. Dette er meget fælt.
Din Erik

461. Erik til Amalie

Fredag k1975
[?4/5/94]
Kæreste Amalie
Der er ikke ét rigtigt Fnug i hele din Mistanke.
Min sødeste kære Ven Du må ikke svinge i dine Følelser på denne Måde.
Du ødelægger Dig selv og Du gør mig fortvivlet.
Bliv nu kun rolig ved din Plan om at vi forsøger ved en Rejse at komme bort fra alt det som ophidser Dig her hjemme.
Jeg vil kun et: være din[.]
Din Erik

462. Erik til Amalie

Lørdag den 5 Maj 1894
Kære Amalie, da der intet Brev var til mig imorges, ventede jeg Dig Kl 11–12. Havde jeg da ikke skullet ind og tale med Bureauchefen, var jeg gået til Dig – uvis forøvrig om, hvorvidt Du ønskede at se mig. Nu sender jeg Pigen med disse Linjer for at hun kan hente dit Snavsetøj, jeg glemte det igår, og for at sige Dig, at jeg imorgen, Søndag, kommer til Dig Kl 11 på Vejen ud til Småen.k1976
Jakob er lige gået,k1977 iført sit nye Tøj, som er betalt, han viste mig Kvitteringen. Han beder mig hilse Dig og sige Dig, at Grunden til, at han ikke har besøgt Dig var hans gamle stygge Klæder. Han syntes ikke, at han vilde komme og spørge efter Fru Skram med det Udseende, og han siger sikkert Sandhed her. Han fik Resten af de Penge, han endnu kunde hæve hos mig, for at købe sig en Hat. Ak ja, Gutten så så godt og glad ud – hvor er det dog sørgeligt, at man ikke tør tro på ham.
Gid nu Du min kæreste Ven vilde falde til Ro i den én Gang tagne Beslutning. Lad os komme bort en Tid.k1978 Når næste Uge er gået. I de Dage, der nu kommer, må jeg skrive for at tjene lidt Skillinger[.]
Din Erik

463. Amalie til Erik

Helsingfors 11/5/94. Ombord i damperen «Vasa».k1979
Har havt en aldeles storartet rejse. Sejlladsen på Østersøen var som i Pasaten. Fuldstændig! Brilliant kaptejn, hyggeligt rejseselskab, ikke at tale om min rejsefælle, som er udmærket.k1980 Kom igårmorges torsdag, kl. 9 til Åbo, den forrige hovedstad. Blev så af kaptejnen inviteret til at gå i land og bese staden, kjørte afsted i to vogne, var allevegne, også ombord på «Vasa», der kl. 4 om eftermdg skulde afgå til Helsingfors. Blev der presenteret for kaptejnen, der viste sig at være lige så prægtig som ham på «Estræa». Fik gratis rejse til Helsingfors (Astræa skulde kun til Åbo) er nu af kaptejnen her inviteret til at følge med til St. Petersborg, hvor vi blir i 4 dage og vender tilbage med Vasa til Helsingfors. Har kjørt rundt i Helsingfors idag afgår for Petersborg om en time, kl. 6. Traf finske folk på rejsen hid fra Åbo, aldrig set mage til mennesker! Befinder mig forresten fremdeles på bunden af brønden såsnart jeg er alene et øjeblik. Derfor kan jeg ikke skrive til Dig.
Amalie.

464. Amalie til Erik

Petersborg 3die maj, (16de) 1894k1981
Kjære Erik Skram, sådan er det jo hun kalder Dig i brevene din nye unge veninde,k1982 og så får vel jeg med mine gamle, kanske forhenværende rettigheder også ialtfald endnu lov til at gjøre det samme. Jeg har i tankerne skrevet en masse breve til Dig, men jeg kan ikke sætte det ned på papiret, endnu mindre sende Dig det, for der er som et bjerg imellem os, og jeg kan ikke mere som hin mindeværdige mandag, igår 3 uger siden,k1983 sætte over bjerget med et éneste sæt og slænge mig ned foran Dig. Så er jeg også så underlig utryg og bange for at Du beklager Dig til Achens eller kanske også andre, hvis der står noget, som Du ikke liker. Ja for det at Du nu, sidste søndag havde sagt til A.C. at jeg «blev så vred for alting», sidder mig endnu for brystet. Jeg vred i den tid! siden jeg atter traf Dig efter alt det fæle – og på Dig! Det er en blodig misforståelse, for ikke at sige uretfærdighed. At jeg var ujevn i mit væsen, hvad Du også havde sagt, er sandt, men herregud hvordan skulde jeg kunde jeg være i min situation, Du som idelig stødte mig tilbage ikke alene bogstavelig, men også med alt hvad Du gjorde og sagde både det jeg så og hørte, og det jeg ikke så og hørte. Å gud hvor det er underligt det jeg har lidt og oplevet i denne tid og det jeg stadig og fremdeles lider og oplever i mit indre.
Jeg sorger bestandig og bestandig over al den fortræd jeg har voldet Dig i disse 10 år. Det kom væsentlig af at jeg i flere år, længe, længe ikke havde tillid til Dig. Jeg var ikke vis på, at Du ikke hvert øjeblik som helst kunde gåt bort og bedraget mig. Derfor søgte jeg altid at væbne mig mod det og at bli sådan at når slaget kom, skulde det ikke gjøre mig ondt. Og deri at min tillid til Dig fik et knæk har Du skyld.
Men nu har jeg tillid til Dig, har vært sikker på Dig i flere år, fordi jeg efterhvert kom til at kjende Dig, og dog har jeg ikke vært anderledes for det er ikke let, eller snart at hele hvad der først er gåt istykker; det har mit livs sidste og vigtigste begivenhed belært mig om, hvis jeg ikke vidste det i forvejen, hvad jeg forresten gjorde. Nu har jeg tillid til Dig, da Du kanske for første gang er begyndt at svigte den. Sådan går det i verden. Du triste, triste liv! Derfor sorger jeg nu over at ha mistet Dig, eller ialtfald det meste af Dig. Hvis dette var skét mig for 5 år siden, vilde jeg ikke ha følt det som et sligt livsforlis. Du sér, jeg kan ikke skrive, ikke forme en sætning ordentlig, jeg er så trist og knækket og nedbøjet, kan bare tænke på Dig og på disse 3 måneder og på vort 10-årige sørgelige, men dog så rige ægteskab. Du forstår min ven, at det som gjør sorgen for mig så meget bitrere, er at jeg nu ved, at jeg kunde havt fuld tillid til Dig – fuld tillid – ja 1000 ganger mere end det! i alle disse årene. Du har troet at jeg gik min kurs, uden forståelse af hvad der foregik, og var foregåt, men deri har Du tat fejl. Jeg véd det altsammen, véd det forfærdelig meget bedre end Du aner. –
Imorgenaften kl. 6 går vi herfra og er i Helsingfors torsdag formiddag.[?]k1984 Så håber jeg, der ligger brev fra A.C til mig om småen. Det er jo nu det eneste, jeg har tilbage.
Jeg skulde vist ha skrevet lidt om andre ting, men jeg kan ikke. Ikke til Dig, som sagen nu står. Uf, hvor det gjorde mig ondt og vammel, at Jakob nu igjen viste den smule elskværdighed fordi han vilde låne penger. Hans skamløshed og underlige naivitet er lige stor.
Det er ondt at ha fremtiden så opløst og uvis foran sig.
Jeg véd nu bare ét; at ivinter ialtfald, vil jeg ikke være sammen med Dig. Det går ikke an, fordi jeg elsker Dig. Jeg vilde på alle kanter komme til at lide aldeles umenneskeligt. Å gud, hvor har jeg dog vidst lidt besked om alting, dengang jeg uden frygt og bæven, gladelig og sikker foreslog Dig at vi skulde gifte os. Fordi ingen anden mand havde fåt mit hjærte til at banke på den vis, og fordi ingen anden mand havde bare tiltrukket mig, som Du gjorde. Ja nu véd jeg dette, dengang trode jeg at jeg var dødelig forelsket i Dig. Jeg har altid selv vært i god tro, lumpent eller uærligt har jeg aldrig båret mig ad.
Amalie
[Tilføyelse på siste side]:
Jeg glemte at skrive til A.C. om at Jakob skulde låne 50 kr. hos mig. Sig Du det!

465. Amalie til Erik

Helsingfors 18de maj 94
Kjære Erik Skram, jeg fik først ieftermiddag dit brev som var skrevet den 10de.k1985 Tre andre breve lå til mig på posthuset, og et brevkort fra A.C.k1986 De var adresseret poste restante, og dem fik jeg igårmorges, straks jeg hented dem; mens frk. Trygg glemte dit.k1987 Å ja forresten, så var det tidsnok, for ikke ét godt eller hjærteligt ord fandtes deri, alt det jeg søgte og læste.
Gud gi, Du ikke havde fortalt det om småen. Tanken på det lille grædende elskede væsen ved nattetide alene, suger mig ustanselig om hjærtet. Og jeg havde så nok af ondt og smerte i forvejen. Siden jeg læste det, volder længselen efter hende mig endnu større pine end før.
Har Du så talt med Feilberg? Du lovte at få en af ham skreven erklæring om at det fru F. citerte i brevet til mig,k1988 ikke var rigtigt. Og så skulde Du sende mig den, sa Du.
Jeg har det udmærket her. Er gjæst hos assessor Kurténs,k1989 som bor i egen villa tæt ved byen. Fruen kom sammen med frk. Trygg ned på dampskibet, da vi kom fra Rusland for at invitere mig. Hun havde sét Dig hos Hegels ifjor, dengang B.B.s var der, fortalte hun. Det er udmærket elskværdige mennesker, gjennem dannede, og så har de læst mine bøger, og sætter vældig pris på dem. Forresten er de vist så temmelig alene her i byen om at ha læst noget af mig. Her er to kvindeforeninger her,k1990 konkurerende, til den ene var jeg buden på middag igår, men gik ikke, den anden gjør imorgen en tilstelning til ære for os med udflugt o.s. v. Der er Kurténs med, og der går jeg. Fru Horten er lidt sur over at jeg blir betragtet som den vigtigste af os to. Og det er jo rimeligt. Det var jo hende som tog mig med. Men jeg kan ikke hjælpe for det. Jeg vilde helst være fri for alt, slig som min sindstilstand er.
Iaften skal vi i det finske teater og se fru Winter-Hjelm som lady Macbeth.k1991 Det blir frygteligt, men billetterne er blet tilsendt, så vi må gå. Fru Horten bor hos frk. Trygg. Der har hun det langt fra så fint som jeg, og det liker hun heller ikke. Men også deri er jeg totalt uden skyld. Hvordan har Du så tilbragt dine dage og aftener. Har Du ofte vært sammen med hende, og har hun vært alene hos Dig igjen? Å ja, Du svarer mig vel ikke på dette, og hvis Du svarer så siger Du hvad Du finder hensigtsmæssigt, og ikke hvad der er sandt. Jeg er forfærdelig ulykkelig.
Din Amalie

466. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. Den 19 Maj 1894
Tak min kæreste Ven for dine to Breve, hvoraf det sidste fra Sct. Petersborg ramte mig bittert-kært i Hjærtet. Du taler om det Bjærg, der er imellem os. Jeg ser det, der skiller os, ikke netop som et Bjærg, snarere som en stor, stor Flade, som gør det muligt for os trøstig at begive os på Vej imod hinanden. Ja mangfoldige Gange, når Himlen er klar over denne Flade, synes jeg, jeg har Dig så nær, at jeg ikke kan begribe, at vi ikke går ved hinandens Side. Min egen Ven, jeg vil ikke rette nogen Bebrejdelse imod Dig, men jeg kan ikke se på Sagen anderledes end som at det havde været unødvendigt for Dig at lægge det store Rum imellem os. Og jeg ved ikke levende Råd for at være væsenlig forskellig fra hvad jeg tidligere har været. Kun ét ved jeg, der er forandret i mig vel til Skade for vort Samliv: det er min stigende stigende Bøn: Giv mig Fred. Jeg er bleven ligesom stiv i den Stemning, mindre bøjelig og tålsom.
Din Rejse har jo været god og interessant. Og Du, som nær var kommen til at rejse tværs gennem hele Rusland! Nå mulig havde det dog ikke været så ubetinget behageligt at sidde indelukket på et Skib med et uundgåeligt Rejsefølge af de samme Mennesker hver evige Dag. Og skal jeg være ærlig, så vilde jeg kun med en vis Forskrækkelse have tænkt mig Dig så fjærnt og i så liden Ro, som på sådan en Tur. Gid nu Finland må svare til det første Indtryk Du har modtaget.
De eneste Begivenheder her hjemme, som tæller for mig, er mine Ture ud til Småen. Aldrig synes jeg, at jeg har savnet hende så meget som nu. Men det kommer også af, at Du er borte. Jeg ved, at hun længes nu på en langt inderligere Måde, når hun ikke daglig føler din Kærlighed. Jeg er bange for hver evige Dag, at hendes Hjærte skal lide Nød. Jeg havde været hos hende hele Søndagen, klædt hende af om Aftenen og kysset hendes Tårer bort, da jeg forlod hende. Og så tror jeg nok at jeg havde lovet hende at komme igen om Tirsdagen. Det kunde jeg imidlertid ikke, jeg kom først om Onsdagen. Der var stort Familjeselskab til Frokost og adskillige Børn. Legen gik strygende i Haven, da jeg kom. I samme Nu Småen så mig, kastede hun alt hvad hun havde i Hånden løb imod mig og sprang mig om Halsen og brød ud i stærk Gråd. «Er det fordi Du blev så glad Små, at Du græder?» «Ja ja.» «Papa, tag mig med, tag mig med ud i Skoven.» Og så hendes livsalige Fryd, da jeg sagde, at det var derfor jeg kom. Jeg havde haft et Ærinde hos Hegel og der været listig nok til at melde mig med Johanne dér til Middag, så kunde jeg jo kun føre vor Johanne med mig. Det er mig en så uendelig større Glæde at gå alene bort med hende, og også for hende står det i mere strålende Lys at være ene på Turen med mig. Så plukkede vi Blomster i en Uendelighed i Charlottenlund og kom Kl ½ 5 til Hegels, der var såre elskværdige, og fra hvem jeg skal hilse på det hjærteligste. Efter Bordet kørte vi en Tur og var Kl 7 ¼ på Klampenborg Stationen, så Småen kom hjem Kl lidt over otte. Hun havde haft en dejlig Dag og græd ikke, da jeg sagde hende farvel – for første Gang vistnok. Men hun havde jo rigtignok i Jernbanen på Hjemturen haft sin lille bedrøvede Anfægtelse: «Nu er jeg ikke glad længer Papa, for nu skal vi jo hjem.» Hvordan det skal gå mig, når Achens nu om et Par Dage flytter ud til Fiskebæk,k1992 tør jeg næsten ikke tænke på, og lille Småen!
Jakob er her idag til Middag og beder mig hilse Dig. Jeg har ikke sagt noget om, at Du anviser ham de 50 Kr, for han må på en eller anden Måde være kommen til Penge. Han beder ikke mig om Lån nu mere og ser ordentlig ud – de 50 kan tidsnok komme med. Vi går i Aften i Folketeatret og ser Bjørn spille.k1993 Jeg sender Dig den Anmeldelse af «Fire Dage» jeg skrev til «Verdens Gang».k1994 Og nu farvel kære kære Amalie vær klog og god
Din Erik

467. Amalie til Erik

Helsingfors 21/5/94
Kjære Erik Skram, idag fik jeg brev fra A.C. og fra Jakob,k1995 men ikke fra Dig. Det er som jeg løsnes alt mere og mere ud ifra Dig, og det er vel det, Du vil, hvis Du ellers egentlig véd, hvad Du vil. Men det, der sker med mig, volder mig en slig kvide og smerte, at hjærtet uafladelig kjendes som et sår. Uafladelig. Gud give, jeg kunde se helt ind i din sjæl og vide aldeles klart og vist, hvordan Du står og har det mod mig, ligesom jeg i de frygtelige 14 dager derhjemme intet andet ønsked, end at få lægge min sjæl åben for Dig. Aldrig har jeg lidt af ulykkelig kjærlighed før nu. Så skulde jeg da også måtte ta det med, og på en vis måde vilde jeg ikke undværet denne forfærdelige lidelse, som hele mit indre menneske liksom segner under, for jeg lærer ved det og udvikles og får impulser til nyt arbejde.
Jeg har det også ellers dårligt i disse dage. Her kom fredag 17de maj et ondartet omslag i vejret. Fra en formelige [sic] generende sommervarme sprang det pludselig om til bidende vinterkulde, og ægte kjøbenhavnsk sur blæst. Tyndklædt som jeg var og havde måttet være for at kunne holde ud, blev jeg stærkt forkjølet og er ikke siden blet bra. Idag har det også slåt sig på min mave så jeg er nokså ussel og med nattesøvnen er det skralt naturligvis. A.C. fortæller gudskelov bare godt om småen, men endnu sidder det i mig, det Du skrev sidst.
Jakob er liksom lidt fornærmet over at han ikke har hørt nærmere om de 50 kr., og over at jeg ikke har hilst ham i brevet til A.C. og Dig. Herregud, den gutten forstår ikke at slig som han i årevis har vært og fremdeles er, har han sat sig ud af spillet så at sige. Han vil mig jo aldrig noget uden når han kan ha nytte af mig. Han skulde skrevet til mig til Finland, hvis det ikke havde vært for de 50 kroners skyld! Han generer sig heller ikke for det. Ikke et muk står der i det korte brev om andre ting. «Jeg vilde gjerne skrevet noget mere,» siger han. «Men Du er liksom væk for mig. Da Du rejste, lovte Du, at det første Du skrev fra Finland skulde være om de penger» o.s. v. Jeg blev så underlig tilmode. Han er for naiv. Tænk som han har vært mod mig. Forresten gjør det ikke noget. Ingenting gjør noget nu.
Vær så snil straks at sende mig et eksemplar af «Agnete», som jeg vil forære fru Kurtén. Mine bøger fåes naturligvis ikke her, uden når nogen forlanger en boghandler til at forskrive dem.
Idag skal jeg i selskab til en professor Vestermark,k1996 hvis jeg da kan gå. Jeg kunde ha det udmærket her i alle måder hvis ikke tilstanden var som den er. Mine værtsfolk er storartede. Adresse hr. assessor Kurtén.
Din Amalie.
NB. Ja så får Du vel be A.C. la Jakob få de 50 kr; eller kanske Du kunde gi ham nogen om gangen. Han siger bestemt at jeg skal få dem tilbage i løbet af sommeren.
D.S.

468. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. Klassensg. 11. 24/5/94
Min kære søde Amalie Du skal ikke rive Dig løs fra mig, så vist som jeg ikke et Minut har ønsket, ønsker eller vil ønske at komme bort fra Dig. Ak, jeg har hundrede Ting at sige Dig, men det er, som om Ordene var spigrede fast på min Tunge, fordi det forekommer mig, at Du forstår dem anderledes, end de er ment. Du er så besynderlig agtpågivende og sidder som med en Anglesnøre, der er kastet ud for at drage al Fortids og Nutids Bitterhed op af hvad der bliver sagt. Min kæreste kæreste Ven, Du siger, Du elsker mig. For mig betyder det Ord, at man vil give et Liv fuld af Godhed, Omsorg, Ømhed, Hensyn til den, som Ordet er henvendt til, og at man vil have det samme igen. Man vil ikke gøre Fortræd og ikke lide Fortræd på Hjærte og i Hjærte – min sødeste sødeste Ven jeg har lidt Fortræd, giv mig Tid til at føle den store Godhed Du vil give, den virkelige Livets Nådegave, og Du skal se Skorpen briste over Sårene i mit Hjærte. Jeg tror, jeg kan føle ungt og fint endnu – giv mig Lejligheden! Der er ét jeg må vende tilbage til, hvor pinligt det end er for mig at røre derved. Jeg véd, at Spiritus forvandler Dig, nydt i hvilken Form som tænkes kan, lidt eller meget. Jeg sporer det øjeblikkelig, og der går en Rædsel igennem mig, når jeg mærker Forvandlingen. Alle mine Følelser paralyseres, jeg har kun en eneste stingende Fornemmelse af Sorg tilbage, jeg kan intet sige, intet tænke, jeg har lige som ikke det Sted, hvor jeg kan sætte min Fod, jeg har kun den Trang at vride Hænderne i dump Håbløshed. Jeg har sagt Dig det så indtrængende jeg har kunnet, men det glider lige som af Dig. Jeg begriber ikke hvorfor. Kære Amalie Du har i hele dit Ægteskab aldrig kunnet kalde mig ved Fornavn. Vil Du til mig nu, så prøv at finde den Erik, der har lagt alt sit åndelige Eje, al sin Hjærtes Evne for din Fod, og som vil kunne gøre det igen, om der gives ham Fred dertil.
Igår sagde jeg farvel til vor dejlige Unge. Jeg har haft hende i Skoven, på Spadseretur, på Udflugter oven på Sporvogne, hun elsker mig, jeg sandser kun hende. Og nu da hun med Achens er tagen ud til Fiskebæk, ser det lid[t] småt ud for mig. Men i én Henseende er det godt. Hun slugte næsten al min Tid. Og Småen er nu for Alvor glad. Der består en Forelskelse mellem hende og mig, men hun har lige som fundet ud af at holde sin Elskov i et Magasin for sig. Den tærer ikke på hende. Hun er skælvende henrykt, når hun ser mig, men hun har i den senere Tid ikke grædt, når vi har kysset hinanden til Godnat eller farvel.
Ja Jakob! Ikke så såre havde jeg sidst lagt mit Brev til Dig i Postkassen før han begyndte at snakke om de 50 Kroner. Nu med det samme skulde han bruge 7. Han fik så 10 den Aften og fik i Forgårs 20, i hvilken Anledning jeg naturligvis ikke så noget til ham igår til Middag.
Fra Lizzie havde jeg Brev forleden.k1997 Hun melder mig, at hun mod Faderens udtrykkelige Forbud agter at rejse til Danmark – det må vel altså være Vejlek1998 – og at Rejsen skal ske med et Skib til Helsingør, som tager hende frit med, et af Trøjes Skibe.k1999 Afrejsen var umiddelbart forestående, og hun skrev kun, for at jeg ikke skulde blive alt for forbavset, når hun pludselig en Dag ringede på i Klassensgade. Hun er energisk nok den små, når det gælder hendes Ønsker.
Jeg sender Dig et Billede af Småen, som Søren Wedege har taget.k2000 Det er et Udklip af et større mislykket Gruppebillede. Det er jo ikke synderlig godt men minder dog i alt Fald om din lille Pige. Og så sender jeg Dig det Eksemplar af «Agnete» som ligger her hjemme. Du må gøre Undskyldning for dets Udseende. Men ellers skulde Afsendelsen vente til imorgen. Jeg er bekymret for dit Helbred! Også vi har haft Kulde men nu er det mildt igen. Jeg har ikke set Feilbergs siden Du rejste, men agter at gå der imorgen.
Din Erik

469. Amalie til Erik

Helsingfors 25/5/94
Tak for dit kjærlige brev,k2001 som kom først nu, skjøndt det var skrevet den 19de. Gudskelov at jeg fik det! Kun én gang har jeg hørt fra Dig før, og det brev var ikke godt. Fru Kurtén, som er en ganske usædvanlig prægtig, dannet og begavet dame har sét hvordan jeg gik og sørged, og jeg har fortalt hende så nogenlunde hvordan sagerne stod. Så har hun endelig villet skrive til Dig og be Dig komme hid, men jeg har forhindret det. Jeg vilde følt mig som en tigger, hvis jeg havde ladt hende gjøre det, sådan som Du var derhjemme, hvilket ikke skal være nogen bebrejdelse, kun en klage. Og nu idag, da hun så hvor glad jeg blev for dit brev, vilde hun partout igjen at enten jeg eller hun skulde skrive efter Dig, men nu vil jeg det ikke for småens skyld. Umuligt! Du kunde jo ikke rejse uden at sige hende farvel, og det vilde ta så altfor meget på hende, og hun vilde igjen græde om natten og den tanke kan jeg ikke udholde. Mit hjærte bløder ved det, Du fortæller om hendes glædesgråd ved at se Dig. Så går hun dog virkelig og lider og længes, det vidunderlig dejlige, følsomme væsen. Herregud at hun alt nu, 4 ½ år gammel skal få en forsmag på en af de smerter, som livet gir. Min plan om at være borte i vinter vakler og vakler hvergang jeg læser om småen i dine brever. Men så er det Dig, Dig som jeg elsker og frygter og ikke kan komme tilrette med. Der er så altfor meget af det Du har gjort og sagt mens jeg sad indespærret og var på St. Josef som piner og nager mig og jeg har en angst for så meget og mangt som vil og komme til vinteren, og Du har ikke mere din gamle kjærlighed med dens evne til at ta bort alt det der skiller og piner. Ja, for nu vilde din kjærlighed havt evne til det. Nu, da jeg elsker Dig og trænger til Dig og længes til Dig som Adams ribben til sit ophav. For det er så: Du er «bleven stiv i den stemning, mindre bøjelig og følsom», som Du selv siger; derfor kan det vist ikke nytte at forsøge på at samtale mig fred til.
Ja min egen elskede ven – tro mig jeg forstår hvor hårdt Du kan trænge til fred. De ord sank ned i mit hjærte, og bragte gråd i mine øjne, og jeg skal prøve på ikke at glemme dem. Kunde jeg som sagt bare først få fred selv, gjennem og ved Dig få skubbet bort og gjort til intet det som jeg kalder for bjerg og Du for flade, så skulde jeg gi Dig fred bagefter.
Du kan ikke se, det var «nødvendigt at lægge det store rum imellem os. » Tror Du kanske, jeg har vært glad ved det? Nej, hver dag har vært en lidelse, fordi jeg var borte fra Dig, og fordi jeg ikke kunde gå til småen, og havde Du sagt nogenlunde inderligt: rejs ikke, jeg ber Dig la være – så havde jeg ladet være med henrykkelse og havde ventet på Dig eller var blet hjemme aldeles. Men det gjorde Du ikke og det smerted mig at Du ikke gjorde det, liksom alt hvad Du ikke gjorde og gjorde var mig en ulidelig smerte. Jeg var fortvilet da jeg rejste – det fik udslag i klager og pinagtigheder – jeg vidste at jeg rejste bort fra det eneste, jeg brød mig om at ha; Dig, at jeg rejste til tomhed og goldhed og svie og savn, men Du sa intet, og jeg måtte bort fra den tilværelse jeg leved i. Slig som den arted sig, var den uudholdelig. Endnu når jeg tænker på den sidste søndag, da jeg i regnvejret gik tilbage til St. Josef haltende og grædende, fordi Du ikke af Dig selv havde foretrukket at være med mig og følge mig hjem, mig som Du så så kort om gangen og som elsked Dig, fremfor middagsmaden hos Thieles, går der som et sting gjennem mit hjærte og jeg synes at ørkenens øde falder over mig.
Nu har Du vel talt til Jakob om pengene. I mit sidste brev stod det jo at han havde bebrejdet mig min forsømmelighed. Du må endelig sige, at jeg har skrevet om det. Og hilse ham. Tak for anmeldelsen.k2002 Den var god, og jeg søgte forgjæves efter den «forvrøvlede sætning». Farvel min egen kjære ven. Skriv så ofte Du kan.
Din Amalie.

470. Erik til Amalie

Den 29 Maj 1894
Dagen igår blev i det væsentlige Lizzies. Hun Jacob og jeg tog afsted Kl omtr. 9 og måtte gå fra Birkerød til Fiskebæk i Regn og Rusk en god Mil. Da vi kom til Fiskebæk, klarede det op, og Resten af Dagen var det Solskin. Thieles var der ude i egen Vogn, og med den kørte vi hjem om Aftenen. Da Småen så Lizzie, sprang hun hende om Halsen, og senere veg hun ikke fra hende og mig, vi måtte på de forskellige Ture bestandig have hende i hver sin Hånd. Ja to Gange gik hun dog alene med mig, første Gang uden at spørge efter Lizzie i en lang Stund, men anden Gang således, at hun havde Udsigt til Lizzie, som spadserede foran. Blev Lizzie borte for hendes Øjne ved en Omdrejning af Stien i Skoven, skyndte hun på mig: «Papa, jeg kan ikke se Lizzie.» Og i den sidste lille Time inden Bortkørslen var det Lizzie, som havde hende på Skødet og fik hendes små hemmelige Meddelelser. «Nu kan jeg jo godt komme hjem, når Du er i Klassensgade og kan klæde mig af om Aftenen.» «Når ikke Mama er hjemme, skal Du være der, jeg kan ikke lide, at Mathilde skal klæde mig af.» Til mig sagde det lille bedårende Væsen: «Jeg længes sådan efter Dig, Papa, her ude også, hele Dagen.» For Resten var alt blot udmærket. Johanne var i strålende Humør, og hun begynder at blive formelig bumset i Kinderne. Hun spiser mere end Johanne Achen. Fiskebæk ligger bedårende dejligt ved Eng, Sø og Skov på alle Kanter, og Ungerne tumler fra Morgen til Aften dels i Haven, der er stor nok til til [sic] deres Leg og dels omkring ved Grisesti og Gårdsplads og ude i Mark og Skov med Omgang af Køer og Høns. – Men der er for langt derud. Jeg mærkede det med Smærte, at Johanne der ude er rykket fra mig. Og Anne Cathrine behager sig Følelsen af at have hende uforstyrret af Forældre. Jeg kunde spore det på mange Ting, bl.a. i den absolute Undladelse af at opfordre mig til at komme ud til Fiskebæk, når jeg vilde. De elsker Johanne (vor), men mest fordi hun er den søde søde Legekamerat for deres Johanne naturligvis, og både A.C's og Achens Kærlighed har en Tørhed ved sig, som må efterlade et Savn i vor lille Unges svulmende Hjærte. Der var imidlertid ikke Tale om Gråd eller Sorg, da vi kørte bort. Begge Småpigerne løb sammen med Achen efter Vognen og jublede ved de Løjer han gjorde. Sentimentaliteten, som vel griber mig nu ved Synet af Småen, og som jeg naturligvis søger at holde nede, fik ikke Rum. –
Lizzie bor altså hos Slomannsk2003 og rejser til Vejle på Søndag. Samme Dag farer jeg afsted til Berlin,k2004 som jeg fortalte Dig på en fire, fem Dages Tur. Nu forlyder det, at også Fru Hegel tager med, og så er jeg bange for, at vi ikke undgår at få Fru Oselio med,k2005 og hun er ikke morsom. Jeg tror, hun er dum. Ugratiøs er hun under alle Omstændigheder og bornert, men i Hjærtet sikkert god. Rigmor Feilberg har Difteritis men er i god Bedring. Hun var kommen på Hospitalet forleden da jeg søgte Forældrene, og siden har jeg ikke talt med dem, kun sendt Mathilde hen for at spørge til R. Jeg har været og er bestandig meget optaget af Bjørnsons i denne Tid,k2006 enten er det ham eller Fruen der om Aftenen optræder i nye Ting eller på anden Måde lægger Beslag på mig. Efter Berlinerturen lukker jeg mig fuldstændig inde. Nu skal jeg hen i Dagmarteatret til Bjørn for forskellige Aftalers Skyld.k2007 Farvel min kære kære Ven, jeg tørster efter et helt godt Brev.
Din Erik

471. Amalie til Erik

Helsingfors 29/5/94
Tusen tak for dit elskelige brev. Det vilde gjort mig lykkelig, hvis der i det havde ståt et svar, især da et godt svar på det jeg spurgte om i mit første blyantskrevne brev herfra. At Du ikke har svaret véd jeg hvad betyder, og det har forskudt alting for mig. Jeg har liksom fåt et lås for sjælen.
Naturligvis ved jeg godt, at om Du også har søgt denne dame Rosengrens selskab,k2008 og om hun også igjen har vært alene hos Dig om aftenerne til udover natten, så behøver det ikke at betyde at der eksisterer noget egentligt kjærlighedsforhold Dere imellem. Men Du må ikke udtyde det som et nyt bevis på min «underlige evne til at få bitterhed ud af alting», at jeg i høj grad ikke synes om det. Dette bekjendtskab, der efter dit eget sigende blandt andre for mig ubehagelige foreteelser har bragt Dig til at omgåes en fyr som Carl Hjernø, blev stiftet og plejet mens jeg, din hustru, sad på galehus og i hospital, og fremgik som frugt af overgivne nattestemninger o.s. v. Det kan ikke være andet end pinligt for mig at tænke på, selv om der ikke også havde været det at Du har kysset hende på gaden om nætterne og inviteret hende hjem alene til Dig, og fortsat med at nøde hende til det efterat hun havde tilskrevet Dig at hun var bange for at komme og fåt hende til at gjøre det efterat jeg havde slængt mig hen til Dig og bedt og tigget Dig om at afbryde forbindelsen, og efterat Du havde lovet mig at gjøre det. Og nu er Du bleven ved såsnart jeg vel var ude af farlig nærhed. Jeg kan ikke andet end være vis på at så er tilfældet (– hvorfor skulde Du ellers ikke ha spenderet at svare mig på mit spørsmål om hende –) og det tiltrods for at Du på min bøn skrev det brev til hende hvori Du lader hende forstå at hun helst skal komme når småen og jeg er tilstede. Det er jo let for hende at gjennemskue hvordan sagerne står. Såsnart Du bare er fri mig, får piben straks en anden lyd. Du var jo også kommen på en ganske mærkelig fortrolig fod med hende, mærkelig hurtig hvis det da er rigtig hvad Du sa om det korte bekjendtskab. Bare hendes fortrolig-fordringsfulde: «skriv» i brevenek2009 og hendes stormen ind til Dig den dag. Kald nu ikke dette for at jeg ikke «gir Dig fred». Sæt Dig ordentlig ind i mit sted, og søg at føle, hvordan det vilde ha virket på Dig, hvis jeg, mens Du sad indespærret, havde sluttet mig til en ny og fremmed bande af ganske unge damer og herrer og blandt dem fundet en ung herre, som havde git mig sin fulde fortrolighed, og som jeg havde git «moderlige kys» og havt hos mig alene om nætterne og ståt i livlig brevveksling med, alt i hemmelighed for Dig, og ikke villet slippe selv om Du ved tilbagekomsten havde tigget mig nokså meget derom og endelig kun tilsyneladende sluppet da Du blev ved at trænge ind på mig. Tænk Dig rigtig ind i dette, og se så om Du ikke kan føle retfærdigt imod mig. Dette er ikke nogen bagatel. For mig betyr det nu uhyre meget. Intet har Du villet af det jeg har bedt Dig om. For Feilbergs selskabers skyld lod Du alt ryge overende mellem os. Til Withs gik Du, skjøndt Du just forinden havde ladt mig høre at jeg havde bragt Dig til at miste dem, og skjøndt Du måtte vide at det vilde gjøre mig ondt at Du gik der. Og jeg kunde bli ved – der er meget mere, men dette med damen Rosengren har gjort mest skade. Jeg er forberedt på at Du nu blir stiv og tom og kold som før. Men så får Du det i guds navn. Nogen vante kan og vil jeg ikke være. Jeg må ha lov til at sige fra når jeg er så forpint som dette har gjort mig. Og jeg gjentar hvad jeg før har sagt: bare for småens skyld vender jeg ikke tilbage. Da måtte det ialtfald være lykkedes mig at få kvalt min kjærlighed til Dig.
Jeg føler heller ikke mindste tilbøjelighed til at bli total, hvis det er det Du vil fordre af mig. At «spiritus forvandler» mig siger Du. Hvad mener Du med spiritus? Jeg drikker jo sågodtsom aldrig spiritus. Nu har jeg her hver dag drukket et nokså stort glas rødvin til maden og undertiden også et lidet glas madeira til desserten. Det har ikke forvandlet mig, derom kan Du være overbevist. Når jeg intet tåler at drikke er det fordi jeg er i en særegen sindstilstand af sorg kval eller ophidselse, som jeg var fra ifjor sommer, da jeg mærked at jeg ikke kunde få bogen til. Hvis Du vil søge at tvinge mig til at bli total vil det virke på mig ganske på samme måde som om Du vilde tvinge mig ind på galehuset igjen. For efter min overbevisning er det ikke gavnligt.
Skriv ikke oftere hid. Jeg rejser herfra på mandag til Stokholm;k2010 jeg havde tænkt at rejse hjem, men da Du ikke svarte på det faldt ørkenens rædsel atter over mig, og jeg følte igjen denne heftige trang til at fly. Nu har jeg jo heller aldrig vært i Stockholm, og herfra did får jeg fri rejse. Så er det jo rimeligt at jeg gjør det. Jeg har skrevet til Norries, det var i begyndelsen af mit ophold her, da jeg ikke hørte fra Dig, og ikke kunde tænke på at rejse hjem. Da så dit gode brev kom opgav jeg det, og vilde just skrive til Norries at jeg alligevel ikke kom. Men så fik jeg igår det brev hvori Du ikke svarer og nu har jeg besluttet at rejse alligevel. Om fru Horten blir med, véd jeg ikke. Jeg har ikke sét hende på mange dager. Vejret er aldeles grufuldt, koldt regnfuldt, stormfuldt. Min forkjølelse er dog nu omtrent besejret, og jeg sover udmærket om nætterne, men jeg sér vistnok fremdeles dårlig ud, da jeg har sørget så meget.
Tak for «Agnete». Og tak for billedet af småen, som forresten var slet. Alt hvad Du fortalte om hende, glæded og rørte mig. Jeg længes næsten altid forfærdelig meget efter hende.
Skriv til Stockholm til Stureparken no 2. Norries.
Jeg er forstenet i håbløshed. Det kan vist ikke ræddes os imellem.
Din Amalie.

472. Erik til Amalie

Den 2 Juni [1894]
Ved min Hjemkomst fandt jeg dit Brev af 29 f. M.
Det har ikke gjort mig glad.
Jeg skal rejse imorgen og til et Møde i Aften, hvor jeg skal indlede Forhandlingerne.k2011 Jeg har kun liden Tid.
Der står i «Geografi og Kærlighed»,k2012 at et Opgør mellem Ægtefolk er som at kaste sig selv på ny ud af Vinduet og gå ned for at se, hvordan man ligger, eller noget lignende.
Hvor har jeg måttet sande disse Ord.
Kom og tag din Plads i mit Hjærte og fyld den ud – det er det ene fornødne. Kom med det rette Sind.
Dit Spørgsmål om den unge Dame har jeg ikke tænkt videre over. Jeg tror, hun var på Landet den Gang. Senere har jeg truffet hende og en Søster af hende og hendes Moderk2013 i Teatret en Aften, og begge Søstrene har søgt mig i en stadig tilbagevendende samme Anledning med deres Moders Billigelse. Jeg ser ikke noget forkert deri.
Du danner Dig forkerte Forestillinger, og Du anklager og kræver – min kære Ven, jeg synes slet ikke det er det, der ligger for. Vil Du blive min gode Hustru, vil Du danne Dig selv en Rede for Dig, for Magen og for din Unge? Det er det Spørgsmål, som er min Spænding. Vil Du bygge noget op.
Vil Du bygge, så bygger jeg med. Men Du ikke undre Dig over, at jeg ikke nu formår at gå foran.
Lizzie kommer først afsted til Vejle på Tirsdag. Hun er stadig glad og synes at have det godt hos Slomanns.
Jakob snakker om at ligge på Landet og om at rejse Penge – han begynder at virke uhyggelig trættende på mig med sin evige glade Upålidelighed.
Til Rejseselskabet imorgen hører nu både Fru Hegel og Fru Bjørnson.k2014
Naturligvis glæder jeg mig, men der er lige som ikke Saft og Kraft i denne Glæde.
Nu må jeg slutte. Fra Berlin skriver jeg[.]
Din Erik

473. Erik til Amalie

Berlin 7 Juni 1894k2015
Kære Amalie
Jeg troede, vi skulde rejse imorgen tilbage til København, men nu lader det til, at Hegels ønsker at blive længere, og det kan jeg naturligvis ikke have noget imod, som der her er overmåde meget at se, og Rejseselskabet er godt. Kun være det sagt, at jeg ikke netop synes, det er det mest atråværdige at være Gæst på Rejse. Havde vi to kunnet gæste Berlin for vore egne Penge og mulig sammen med andre på lige pekuniære Vilkår, tænker jeg mig, at der havde været mere Stemning over Turen for mit Vedkommende.
Der er for så vidt det uheldige ved Opsættelsen af Afrejsen, at jeg nu i længere Tid skal være uden Oplysning hjemme fra. Jeg har ikke sagt noget til Pigen om at sende Breve efter mig, dels fordi jeg var bange for Misforståelser osv. så at Brevene mulig netop blot kom til at gøre en Omvej, og dels fordi jeg ikke med Sikkerhed kunde opgive Adressen. Til Anne Cathrine sendte jeg mundtlig Bud om at hun måtte skrive til Hotel Monopol, hvis der kom noget på, jeg vilde jo under alle Omstændigheder kunne høre på Hotellet. Nu boer jeg her, men har intet Brev fået, så alt er vel godt i Fiskebæk.
Jeg bruger min Tid godt, og vi har meget for. Det bedste i Berlin er «Das alte Musæum» og «Schauspielhaus» – foreløbig da. Befolkningen er styg og tung. Byen er vældig og mange Steder pragtfuld, men egentlige Skønhedsindtryk vil jeg ikke sige, at jeg har modtaget. Men uhyre interessant forekommer det hele mig. Dette at kunne vide af eget Syn noget om det, man nu så ofte har hørt omtale, det at kunne forny og udvide sine Sammenligninger er en sand Fryd. Et lider jeg under: her trækker alle Steder ganske afskyligt, og Gigten farer mig rundt i Kroppen. Heldigvis dog uden at gøre mig egentlig Fortræd.
Jeg sender Dig kun dette Livstegn, min egen bedste Ven. Jeg søger at skyde Bekymringerne fra mig, men helt formår jeg det ikke. Hver Aften går Tankerne til Dig.
Hils Norries!
Din Erik
Lad der endelig være Brev eller Breve til mig i København.

474. Erik til Amalie

Mandag Aften [15-10-94]
Kæreste Amalie
Jeg omtalte ikke for Dig idag ved Middagen, hvor jeg kun havde kort Tid, og hvor det forekom mig, at Du burde skånes for enhver Ting, der mulig kunde tage den Hvile fra Dig, som Du trængte til, at Grevinde Schimmelmanns Sag idag har været på Bane i Folketinget.k2016 Det var I. Jensen (Bælum),k2017 Grevindens Ven, der bragte den frem. Uheldigvis gjorde han det overmåde slet. Han rettede forskellige Sigtelser eller Formodninger af ufordelagtig Art imod Pontoppidan. Men der var ikke Kraft i noget af det. Han strejfede dit Vidnesbyrd i Sagenk2018 og var vel ikke netop da mest uheldig. Men klodset og ubehjælpsomt var hele Sagen fra hans Side. Jeg skal sende Dig Foredraget, når jeg imorgen får det. Trykkeriet er vel netop nu i Færd med Sætningen deraf.
Justitsministeren, til hvem Talen var rettet, var ikke til Stede, og der blev ikke af de andre Ministre svaret.
Jensens Optræden har forøvrig næppe virket direkte skadelig uden for så vidt han har forhindret – foreløbig i alt Fald – en mere dygtig Mand fra at fremkomme med en ordentlig forberedt Interpellation om Pontoppidans Optræden og om Regeringens Stilling til den vedkommende Lovgivning.
Jeg sidder i Rigsdagen og skriver dette efter endt Arbejde. Klokken er ½ 10. Nu skynder jeg mig hjem.
Din Erik

475. Erik til Amalie

Tirsdagk2019
[?23/10/94]
Kære Amalie alt står vel til hjemme. Småen hoster kun lidt og Snuen er også i stærk Aftagen, men jeg holder hende fremdeles inde. Lizzie er skikkelig men fabelagtig kedsommelig. Vi var igår i Dagmarteatret og skal i Aften i Folketeatret.k2020 Du og jeg er inviteret til Middag Kl 6 imorgen hos H. N. Hansen.k2021 Jeg har svaret ja for eget Vedkommende, (hvis Rigsdagen vil give mig Lov) og har henstillet Sagen, hvad Dig angår. Pladsen er Dig altså forbeholdt.
Din Erik
[Tilføyelser øverst og i margen]:
Søndag var jeg hjemme hele Dagen og læste Min Broder Yves. k2022
Jeg havde stærk Hovedpine hele Søndag.
Jeg har intet kunnet bestille ved dit Manuskriptk2023 andet end kigge på det.
Jeg havde i Grunden ventet Dig hjem et Øjeblik idag.

476. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. 24/10 94
For dit Brev, Amalie, skal Du have inderlig Tak.k2024 Der er de Toner deri, som jeg længes efter at høre, og som gør mig – glad? Ak, det er ikke netop det Ord, der passer. Jeg er ikke glad, og det bliver jeg vel ikke så let mere. Men rolig, stille og fredelig, ventende og håbende. Jeg har læst «Min Broder Yves» med megen indre Bevægelse. Det er en såre smuk Bog. Men, men – ja Du kan let nok sige Dig selv, hvor Sammenligningen ikke passer,k2025 og hvor Tingen er særlig svær for mig. Nå men i Hovedsagen rammer det Anliggende mig blidt og blødt, som det har ramt Dig.
Blidt og blødt – blid og blød? Er det din Natur så vanskelig at være blid og blød? Hvor hen i Verden tror Du ikke Du kunde føre mig, var Du blid og blød?
Du spørger mig på ny om dette stakkels Bekendtskab, som dine Tanker kredser om, og som Du har hugget ned i med hele din Karakters Energi og – Urimelighed.
Du handler galt. Men derom nytter det ikke at tale. Jeg husker ikke (selvfølgelig, havde jeg nær sagt), hvad jeg i den givne Anledning kan have sagt eller skrevet, men at jeg bragte den unge Pige til Ro m.H.t. en mulig Mistillid til mine «Hensigter», er sikkert nok. Hun har ikke kunnet misforstå den Interesse, jeg viste hende og senere hendes Søster. Og om hendes Stivhed nu kan jeg ikke give anden Forklaring end, at den vel må skrive sig fra hendes sidste Ophold i Bidstrup, hvor både Du og jeg systematisk undgik hende.
Mit Ønske er, at Du lod denne Sag fare. En Omtale tjener til intet eller rettere, den virker pinlig på mig, fordi jeg synes, Du her har handlet efter et Instinkt, der hverken var blidt eller blødt eller fint eller rigtigt i nogen Måde.
– Jeg sidder i Rigsdagen og véd jo ikke ret, om jeg træffer Dig idag eller ikke. Vi har modtaget en Indbydelse til Søndag Middag Kl 6 fra Fru Birgitte Henriques,k2026 og jeg har foreløbig svaret ja for os begge. Hjemme går alt godt. Småen har udmærket Appetit, og hendes Forkølelse er stadig på Retur. Ser jeg Dig ikke idag, kommer jeg ud til Dig imorgen Aften. Jeg længes selv efter at kysse Dig og føle Dig god og kærlig ind imod min Skulder. – Lizzie skal rejse på Mandag. Hun er et Kors – skikkelig og god. Jeg holder af hende – men Du Himlens Fader, hvor er hun uudviklet! Schandorph har sendt os sin nye Bog.k2027 Jeg har ikke begyndt på den endnu. Småen taler en hel Del om, at vi på Søndag skal spise Frokost hos Mama.
Vi ses altså idag eller imorgen.
Din Erik

477. Erik til Amalie

Fredag [26-10-94]
Kære Amalie Jeg har talt med Lizzie idag om hendes Hjemrejse. Hun har en mærkelig brændende Lyst til at blive så længe som blot muligt og mente, at det ikke var, fordi der netop var Trang til hende, at Fru Slomann havde skrevet om Mandag som yderste Termin. Hun kunde godt, sagde hun, bede om Udsættelse. Aftalen blev da, at hun skulde skrive, at hvis Fru Slomann kunde undvære hende, vidste hun, at hun vilde gøre os en Tjeneste ved at udsætte Afrejsen til den 1ste November. På dette får hun Svar Søndag Morgen.
Min Mening er da den, at hvis Lizzie får Svar, som hun ønsker, så bliver Du i Charlottenlund til Torsdag, og vi kommer Søndag Frmdg ud til Dig (det sidste synes jeg nu, at vi under alle Omstændigheder skal gøre). Er Svaret ugunstigt, så råder jeg unægtelig til, at Du kommer ind til os og bruger Dagene til det Arbejde Du kan udføre, modtager den ny Pige, ser, hvordan hun er, og går så (forhåbentlig) på ny tilbage til Charlottenlund med roligt Sind.
Jeg har fri for Rigsdagen og vil kunne tage mig af Småen, hvis det altså skulde være det rigtige, at Du kom til Byen i Tilfælde af Lizzie's Bortrejse på Mandag.
Naturligvis har jeg intet principielt at indvende imod, at Småen og jeg lægger os ud til Dig i Charlottenlund – andet end at det vil være dyrere og rimeligvis også ubekvemmere for alle Parter.
I Aften skal Lizzie og jeg i Dagmarteatret.k2028
Du må vist igår alligevel have glemt at lægge Æblet til Småen i Tasken. Jeg søgte forgæves efter det, og at tabe det forekommer mig så nogenlunde umuligt.
Idag i den vældige Storm har jeg tænkt på Dig og glædet mig over, at Stormen er kommen ved højlys Dag, så kan den da ikke virke så forstyrrende, og Du må jo også i Skoven kunne finde Læ, når Du går ud. Blot Du brugte Friluftskuren lidt mere eftertrykkeligt!
Altså på Søndag har Du os alle tre til Frokost og forinden har Du jo skrevet til Lizzie om, hvad hun skal bringe med.
Din Erik

478. Amalie til Erik

Fredag aftenk2029
[26/10/94]
Jeg gik op til Hegel idag og talte med ham om bogen.k2030 Han var særdeles sød og elskværdig. Han syntes netop helst at jeg skulde gjøre færdigt såsnart som muligt hvad jeg havde til renskrivning og la det øjeblikkelig gå i trykkeriet – ja naturligvis gjennem bogladen. Trykkerierne var så overlæssede nu, og jo længer det lod, jo værre det blev inden julen. Selv om de lovte at levere et ark pr/dag skete det kun sjældent at de opfyldte det. Han vilde så gjerne at bogen skulde være færdig til den 15de novbr; dertil svarte jeg imidlertid at det blev umuligt. Men jeg lovte at la ham få det sidste manuskript til den 8 a 10de. Under disse omstændigheder har jeg besluttet at komme hjem på søndag, og så skrive rent så flittigt, jeg formår. Det arbejde kan jeg besørge hjemme, og jeg synes ikke der er nogen mening i at holde Lizzie borte længer fra Slomanns,k2031 som vistnok savner hende, selv da jeg dog ikke kan bli færdig til den 1ste med hele kladden. Ja synes Du ikke også?
Altså venter jeg Dere ud her søndag til frokost og gir frøknen vores besked. Lizzie behøver altså intet tøj at bringe med, da jeg så tar hjem og klær mig om. Lad der endelig være lunt og varmt hjemme også lidt lagt i hos mig er Du snil, og husk så på at Karoline må være hjemme og ha middagsmad til Lizzie og småen.
Men jeg blir nok nødt til at rejse ud her igjen, såsnart det renskrevne er afsendt og hvad vi da skal gjøre, om småen og Du skal med, eller hun kan bli alene med den nye pige véd jeg ikke. Kunde Du ikke skrive til Anne Cathrine og spørge om hun i tilfælde fik bo der nogle dage? For så kort en tid behøvde jo ikke hendes seng at flyttes. Men så måtte jo rigtignok småen selv ha lyst. Tvinges skulde hun naturligvis ikke.
Det er sandt, Du må ta penge med Dig på søndag. Jeg havde omtrent 30 kr. med, som jeg tænkte skulde bli nok – jeg trode jo ikke da at jeg behøvde at bli her sålænge og nu har jeg lagt ud til telegram, cigarer, kjørsel frem og tilbage, sæbe som jeg havde glemt, skomager, som har repareret mine sko, frimærker konvolutter Piller, transport af kufferten første kvælden så meget at jeg kun har et par og 20 tilbage. Og det strækker langt, langtfra til nu jeg er blevet her til søndag, 13 dage.
Det var trist dit besøg igåraftes min kjære ven. Ja, det er sandt Du liker ikke ordet trist. Men jeg mener og mente kun trist og intet andet. Altså sés vi med småen og Lizzie på søndag! Jeg glæder mig.
Din Amalie

479. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. Lørdag 27/10 94
Kære Amalie
Jeg sender Dig Korrekturen til din Fortælling i Julebogen,k2032 og idet jeg gør det, bøjer jeg Knæ for Dig og kysser begge dine Hænder. Det er dejlig fortalt – overlegent, fint, ømt, klart, og hårdt, hvor hårdt skal være.
Kun gør det mig her, som jevnlig før, ondt for mit Køn, at det i erotiske Sager altid skal fremstilles som det, der sidder inde med de færreste Værdier.
Jeg foreslår Dig at sætte stort Bogstav efter «:». Det forekommer mig, at de små Begyndelsesbogstaver for lidet udhæver det efterfølgendes Betydning.
Også er der to Sammenligninger, jeg også foreslår Dig at ændre. De gælder begge: Øjne.
Den unge Piges Øjne «glimted som to blå fjeldsøer».k2033 Billedet slår sig selv ihjel ved sin Størrelse. Man formår ikke at putte to blå «Fjeldsøer» ind i den unge Piges Ansigt. «De glimted som to blå Blink i en Fjeldsø» el. lign.?
Og den anden rædselsfulde Sammenligning,k2034 som Manden anstiller! Jeg begriber inderlig vel, at dette er følt, er bestemt villet. Det kunde gå i mundtlig Meddelelse – måske, jeg mener: ikke dér forfejle sin Hensigt. På Tryk river det et Hul i Fremstillingen, et afskyligt uhjælpeligt Hul. Man bliver hængende i det fæle Ord, kommer ikke længere. Læser vel ikke, men vender tilbage i Tankerne til den ubegribelige punktvise Brutalitet, har den som en Ildelugt i Næsen midt i Rosers og Resedaers Duft.
Kan Du ikke tvinge din Tanke bort fra denne Forestilling?
Et Stykke af en opskyllet Gople på Strandkanten – en Østers i sin Skal, – en flov og dum Saltvandsmusling – en Te- og Mælkeblanding – en fad Sukkerklat på et utriveligt Stykke Bagerbrød –? Hvad véd jeg.
Jeg går idag til Forlæggerne for at spørge på dine Vegne om Honoraret og for at få Manuskriptet, som ikke er tilsendt Dig sammen med Korrekturen.
Det er kedeligt med Regnvejret idag. Småen skulde have været ud – nu tegner det til, at hun må blive inde.
Selv om det regner imorgen, kommer vi. Sporvognen kan jo beskytte os tilstrækkelig her i Byen, og de Par Skridt fra Stationen til Dig har intet at sige. Helst vil jeg tage med Toget 10,30 og altså være hos Dig Kl 11, hvor det da vilde være rart, om Frokosten kunde nydes straks. Vi er jo tidlige Folk og meget sultne Kl 11. I denne Tid har vi bestandig fået Frokost ½ 11.
I Rosenbergs Stykke igårk2035 var der gode Ting og aldeles udmærket Spil af Frk Hornemann og Viehe.
Fem Kys fra Johanne!
Din Erik

480. Erik til Amalie

Mandag Aftenk2036 [1894]
Er det Regnen, eller er det, fordi Du ikke trænger dertil, at Du ikke er kommen hjem i Aften? Jeg vil nu håbe det sidste.
Du var så sørgmodig idag – også på mine Vegne. Det skal Du ikke være, min Ven. Jeg har jo haft det forholdsvis godt i den senere Tid.
Og hvorfor vil Du tale om disse Ting? Jeg er glad for, hvad Du har skrevet til mig. Der er megen Lægedom i sligt. Men jeg er ikke glad ved at skulle tale derom. Ord bliver så let til Faldgruber, i Stedet for at være de Piller, hvorpå man kan bygge.
Småen sover sødt og har kun hostet lidt. Jeg sender Dig en kærlig Hilsen.
Din Erik



1895

De første brevene i 1895 (481–88) stammer fra juli, da Erik reiste sammen med Småen til Svaneke på Bornholm for å ta sommerferie, mens Amalie ble i København for å skrive; hun holdt på med sin andre «galehusroman», På Sct. Jørgen. Hennes brev fra denne måneden er ikke bevart, men fra Eriks svar er det lett å forstå at hun led mens hun skrev om sine erfaringer. Han på sin side hadde det morsomt med barnet, og her som andre steder kommer hans farsglede og – stolthet tydelig fram i brevene. Han forsøkte å overtale henne om å reise til Bornholm for å ta ferie sammen med dem, og hun kom virkelig til Bornholm ca. 28. juli. Familien ble på Bornholm en måneds tid, men ved tilbakereisen til Danmark i september ble Amalie syk, bl.a. med eksem, og ble innlagt på Fredriks hospital.
Fra oktober samme år finnes det et par brev fra Amalie (489–90) som gjør det klart at harmonien mellom ektefellene igjen var brutt. Det første var et «oppbruddsbrev», hvor hun forklarte Erik hvorfor hun måtte reise vekk: fordi han var forelsket i en annen, og fordi hun hadde oppdaget at han gjorde opptegnelser om henne og hennes oppførsel (han hadde alltid for vane å prøve å gjøre skriftlig rede for sine følelser og erfaringer). Det andre udaterte brevet ble skrevet da Eriks stykke Ungt Bal hadde première 25.oktober, og Amalie skrev for å ønske ham til lykke, og også for å fortelle hvor såret hun var fordi han ikke ville ha henne med.
Og så reiste hun virkelig: først til Köln, og så videre til Paris, hvor hun ankom 5. november, og hvor hun skulle bli i nesten tre måneder. Som så ofte når hun reiste vekk, fant hun ikke den hvile og adspredelse som hun søkte; den fortløpende fortellingen om hennes strabaser med reisen og hennes stadig mislykkete forsøk på å finne et rimelig og behagelig sted å bo blir til enda et tragikomisk innslag i brevene. Hun bodde flere steder, fikk ikke brevene som kom til gamle adresser, fikk sin portemoné stjålet noe som gjorde hennes konstante mangel på penger enda verre og måtte vente lenge på forskuddet som Jacob Hegel hadde lovet å sende. Imens ble Erik i København; Småen bodde hos Slomanns (Carl Victor, broren til Emil Slomann) hvor hun trivdes, men savnet sin mor. De feiret jul på hver sin kant. I brevene forteller Erik omhyggelig om sin og Småens jul, mens Amalie nesten ikke nevner sin; særlig hyggelig kan den neppe ha vært.

481. Erik til Amalie

Søndag den 7 Juli [1895]
Svaneke
Kun et Par Ord min kære Ven for at fortælle Dig, at vi i bedste Velgående er kommen til Svanekek2037 og har fundet et tilsyneladende udmærket Hotel med en fortræffelig Have til Småen. Overrejsen var ligefrem storartet skøn: Fuldmåne og Stille eller i alt Fald Nedbør, som ikke satte vor lille Æske af en Skude i den mindste Gyngen. Småen faldt lidt sent i Søvn men sov så til Gengæld fast trods al den Larm, vore mange Svinkeærinder i forskellige Småhavne førte med sig i Morges. Hun er strålende glad. Vi er endnu ikke endelig indstallerede, idet jeg har forbeholdt mig at ville have et Værelse umiddelbart ud til Haven, når det forhåbentlig i Aften bliver ledigt, i Stedet for det en Trappe op, som Frk Munch har anvist os. I Haven findes Hængekøje, og i den gynger nu Småen efter den gode Middag, vi lige har spist: Fiskegratin, Kyllingesteg, Jordbær og Kaffe. Prisen er for Småen og mig 4 Kr. pr. Dag. Det er den samme Pris, der blev forlangt i et meget mindre hyggeligt Hotel i Gudhjem, hvor jeg forhørte mig om Vilkårene, medens Skibet lossede i Havnen. Jeg tror vi er kommen til det rette Sted. Her er kun få Gæster og det synes ikke at her vil komme synderlig mange, og Egnen tiltaler mig mere end de andre Steder på Øen, jeg under Rejsen og de korte Ophold observerede. Idag er her tilfældig ikke så fredeligt som jeg formoder her til daglig vil være, idet en stor Zigeunertrup for Øjeblikket har besat Skænkestuen umiddelbart under den Stue, der foreløbig er vor. Til Gengæld har Småen nydt disse Zigeunere med forslugen Interesse. De beboer en Lejer umiddelbart uden for Byen og skal om en halv Times Tid give en stor Forestilling der ude med Sang og Dans. Selvfølgelig vil Småen og jeg være sikre Gæster ved den Lejlighed. En Zigeunerkone har allerede for en Cigar plus 20 Øre spået mig og lovet mig en Masse Penge.
Her er efter Sigende en god Badeanstalt et Kvarters Gang fra Hotellet, og Vejen går så vidt jeg kan se gennem en lille Skov på den halve Strækning.
Fra Småen skal jeg fortælle Dig, at her er en Hængekøje, så det ikke gør noget, at vi ikke har Gyngen med. Men hun er ked af, at hun ikke har fået sit Tøndebånd med. Her er to Haver, og i den største har hun allerede indrettet sig sin Have. Fremdeles skal jeg sige Dig, at hun ikke var det mindste søsyg, og at Zigeunerne er ganske brune i Huden samt at her er en Sø (en Havn) som Papa er bange for vil lugte. Den er nemlig under Ombygning og tørlagt. – Nu går Zigeunerne, og Småen plager mig for at komme afsted efter dem. – Så vidt jeg kan skønne skal Du ikke være betænkelig ved Tanken om at komme her over. – Småen sender Dig et Billede, hvor der [er] tegnet på begge Sider, og hun mener det er meget bedre end hendes tidligere Tegninger. Nu farvel, lad mig snarest høre fra Dig.
Din E.S.
Jeg har kun sovet 2 Timer i Nat.

482. Erik til Amalie

Svaneke den 9 Juli 1895
Kære Amalie jeg har lige modtaget dit Brev,k2038 og det bærer jo desværre kun alt for tydelig Præget af din nedtrykte Stemning – som intet på Jorden kan hjælpe, når Du ikke selv ved et sundt Liv og og [sic] en fast Vilje kan bekæmpe den.
Lad mig straks besvare dit Spørgsmål angående Fru Heiberg.k2039 Besøg hende ikke, lån hende intet, vær for hende som var Du rejst fra Byen. Vi har ikke Råd til den Slags Hjælp, der er bundløs. Og lad mig også straks melde, hvad der angående Småens Tøj og Sager er at sige. Du må have glemt at lægge Svampen, Kammen, Tandbørsten osv i Kufferten. Kun ét langærmet Forklæde er kommet med og nogle få Par Strømper. Men dette sidste ved Du jo.
Ellers er her kun godt at fortælle. Hotellet, vi boer i, er en gammeldags, ret vidtløftig Bygning umiddelbart ved Søen, og vi har nu et rummeligt 3 Fags Værelse i Stuen ud til «den lille» Have ret i Syd. Småen ligger i en Barneseng ved Siden af min Seng, der har Fjedermadras og lette Tæpper. Vi bader i Badehus ude mellem flade Klipper et Kvarters Vej fra Hotellet, og Småen er henrykt ved Badet og ved Vejen til og fra, der går gennem lidt Krat og flade Hedebakker plus lidt af Byen. Hun har igår erhvervet sig en Veninde på 7 År, Sabine Schrøder, Datter af en Farver, der er Nabo til Hotellet, og hun synes at være en rolig og ikke ulivlig lille Pige. Idag graver de i den store Have og færdes til og fra uden for mine Vinduer, og alt lader til at gå fortræffeligt. Jeg har hos en Smed i Byen fået lavet en lille Spade til Småen og fået hendes noget defekte Rive gjort i Stand – begge Dele for 75 Øre. Maden her i Hotellet har hidtil været ligefrem fortrinlig, og af faste Beboere er her kun to foruden Småen og mig, en ung og behagelig, velopdragen Toldassistent og en (nervesvag) Hr Nielsen fra København,k2040 som Småen har skænket sin fulde Fortrolighed. Frøkenen, som ejer Hotellet, er en Dame på mellem 35 og 40, venlig hyggelig og stilfærdig. Desuden har her været forskellige inoffensive, tildels endog elskværdige Handelsrejsende, og igår var her af Frøkenens Familje ikke mindre end 2 Præster (den ene Provst) med deres Fruer og nogle Damer og Herrer fra Gården her i Nærheden. Zigeunerbanden drog til Småens Sorg bort igår, men det var næppe noget virkeligt Tab. De var for skidne og lussede til ikke at være nogenlunde betænkelige Omgangsfæller. Vi befinder os kort sagt udmærket. Småen spiser brillant og sover tre fire Minutter efter at hun Kl 8 er kommen i Seng for så at vågne Kl ½ 8. Naturligvis gør hun vældig Lykke med sit søde frejdige Væsen, men heldigvis er der ingen, som kurer til hende. Her er i den Del af Hotellet, hvor vort Værelse ligger, fuldkommen roligt, og de Rotter, som (naturligvis) findes her på Gården og vel også så småt i Haven, søger åbenbart ikke Tilflugt i denne Fløj. Byen er en velholdt, stille stor Landsby (1400 Mennesker tror jeg) uden Gadenavne, uden Brolægning, uden egentlige Butiker og uden Apotek. En Rebslager besørger Byen barberet efter Kl 6 om Aftenen og ellers tre Gange om Ugen mellem Kl 1 og 3. Jeg kan af ufordelagtige Ting kun anføre, at det har været umuligt at få en Kommode – jeg må til Småens Tøj hjælpe mig med en stor Skuffe i en Dragkiste i Forstuen uden for vor Dør og til mit Tøj bruge Servanten. Et Bord med Skuffe til at låse af (overhoved Skuffe) syntes i Begyndelsen også at være en Umulighed, men nu har Frøkenen sat sit eget Skrivebord ind til mig. Ved visse Vinde vil her sikkert kunne stinke slemt fra forskellige Silderøgerier, hvor Sildeaffaldet ophobes og rådner i fri Luft, men endnu har jeg dog kun sporet dette som en flygtig Plage. Vejret har været guddommeligt. Den i Klippen sprængte Havn er for Tiden under Reparation, og også fra dens tørlagte Bundfald har jeg frygtet Stank, men dog hidtil ikke mærket noget videre dertil. Alt i alt altså et Sted, hvor det prægtigt går an at leve og komme i godt Humør, hvis man ikke medbringer det, og bevare det, hvis man medbringer det. Det Værelse, Du skulde ha, er vistnok det hyggeligste af alle her i Huset, kun har det Udgang gennem Småens og mit.
Din E. Skram
[Tilføyelse på side 1 og 2]:
Småen blev meget glad for Hilsenerne fra Mama og er nu inde hos mig for at bede mig hilse igen og få en Chokoladekage – nej 2 til sig og Sabine.

483. Erik til Amalie

Svaneke den 12 Juli 1895
Kæreste Amalie, allerførst Tak for de to Nelliker. De står friske og mildt duftende foran mig på Bordet, hvorved jeg skriver. Jeg måtte føre en lille Kamp med Småen for at få Lov til at sætte dem begge i ét Glas. Hun mente, at hendes Ejendomsret til den ene derved led et øjensynligt Afbræk. Det var en sød og forfriskende Hilsen hjemme fra, og vi blev begge meget glade. Kun havde Småen et lille Suk til overs for Planten i Vinduet der hjemme: Er det ikke Synd Pappa at skære Blomsterne af en Urtepotte? Kommer der så Blomster igen? Imorges tilstod Småen, at hun længtes meget efter Mamma og hun syntes, at Mamma måtte kede sig, når hun gik der hjemme alene.
– Selvfølgelig er det mig, der tog fejl, da jeg sidst skrev om, at vi manglede det og det. Ikke så såre havde jeg sendt Brevet afsted, før jeg huskede, at Pakken med Svampen, Børsten osv. var lagt ind i den medfølgende Bunke Snavsetøj, og Forklæderne fandt jeg under Forsøget på at få Småens Tøj mere hensigtsmæssigt fordelt mellem Kufferten og den store Skuffe. Vi har det fremdeles udmærket. I Forgårs kørte vi efter den tidlige Middag sammen med Hjærtensvennen Nielsen (en skikkelig, vistnok formuende, meget lidet dannet Handlende fra Store Kongensgade) en Tur ind i Landet og ud til Kysten, hvor vi i flere Timer klavrede omkring på Klippeegne og trængte ad smalle Stier gennem de delvis frodige delvis magre Skovpartier. Det hele er et lille frugtbart Vestnorge (Lommeformat), forbavsende malerisk. Småen er den herligste Unge til selv at finde på fornøjelige Ting. Ikke så såre slår vi os ned på et kratbevokset Udsigtspunkt, før hun er i fuld Leg. Hun er Ræv, har Rævehule, steger Kyllinger, lukker sig inde, går i Seng, står op, bringer os stegte Kyllinger osv. utrættelig. Aftensmaden kom ud til os i Wienervogn med en Handelsrejsende, Hr Gether, den unge Toldassistent på Stedet, Løjtnant Holstein, og den bestandig venlige og hyggelige Frøken Munch.k2041 Vi spiste, siddende på Vognhynderne i Græsset i Ly af smukke Bøge (det var begyndt at blæse stærkt), og aldrig har jeg set Småen spise med bedre Appetit. Hjem kørte vi så i strygende Fart. Småen siddende for sig selv på Sæde sammen med Hr Gether og iført Løjtnant Holsteins Pjækkert. Turen kostede for mit Vedkommende alt i alt 2 Kroner. Igår fik Småen efter vort Bad, hvor vi ude mellem de store Klippestene får os et Par Timers strålende Leg, en ny Veninde (Sabine har ikke vist sig de sidste Dage), en 12 Års svensk Fiskerpige, Betsy, som lystrede alle hendes Vink og i Time på Time forsødede hende Tilværelsen ovre i den store Have inde i og uden for en forfalden Keglebane. Idag er det til Middag begyndt at regne, og foreløbig lader det til at ville holde ud. Til Held for Småen er her imidlertid kommet et Ægtepar med to ualmindelig indtagende Småpiger, 14 og 10 År, Asta og Viggy, de sidder nu alle tre inde i den Stue, som skulde være din, når Du kommer, og Asta læser højt i Andersens Æventyr. Jeg hører den svage vedholdende Lyd af hendes læsende Stemme. Igår var her iøvrigt ikke så fredeligt i Hotellet, som ellers, idet ikke mindre end 6 Handelsrejsende ankom og blev Natten over og 2 aflagde et kortere Besøg. Nå, de er ikke ondartede, om de end ganske vist ikke er morsomme. Det begynder at blive mig noget gådefuldt, hvem der til syvende og sidst skal købe på denne Ø, alle synes jeg kommer her for at sælge. – Du klager, min Ven, over min Underskrift.k2042 Herregud kære Amalie, er det ikke netop min gamle Sorg, Du der berører? Gud give, Du med en Kniv kunde skære al Fortid over og ganske stille og jevnt vilde tage fat på at gå i det milde Kærlighedslivs Overbærenhed, som altid ligger åbent for Dig, om Du vilde betræde det Land og gå ind efter i Stedet for at springe tilbage, når en virkelig eller formodet Hindring mødte Dig.
– Jeg læser idag i Avisen, at Slott-Møller og Frue agter sig her over.k2043 Det var jeg ikke forberedt på, jeg vidste ikke, at hun vilde med. Nå, det skader forhåbentlig kun i mindre Grad. Jeg forstår ikke rigtig, hvad Sl.M. vilde Dig. Det er ham selv, der har erklæret Seanserne for afbrudte, og at han nu vilde afvente min Meddelelse om, hvor jeg var. Afbryd din Ensomhed og kom.
Din Erik
Fra Småen «hundrende» Hilsener og «Tak for Nelliken». Her et Kys – nej 2 ○ ○ fra Småen.

484. Erik til Amalie

Svaneke den 16 Juli [1895]
Kæreste Amalie, dit Brev til Småen er bleven nydt med megen Fryd, men hun er i dette Øjeblik i alt for ivrig Leg med den i Søndags ankomne lille Louise Andersen (11 År) til at hun netop nu, da det var mig bekvemt, kan fængsles hos mig til Besvarelse af dit Brev. Jeg skriver da foreløbig for egen Regning. Vejret er desværre blevet ret modbydeligt med Regn og Blæst, men Småen færdes ikke desto mindre den meste Tid ude, og grisser sig [sic] naturligvis alvorlig til, optaget som hun er af at rode med Spade og Rive i den fugtige Jord. Jeg har afleveret en anselig Bunke til Vask igår, men har altså endnu ikke fået at føle, hvad det vil koste. Frk Munch påstår, at Vaskekonen er billig og flink. Nous verrons. k2044 Med den lille Louise er fulgt hendes Fader og Tante (dannede og behagelige Mennesker) og i Tantens og Frk Munchs Varetægt blev Småen overleveret igår, da jeg sammen med Hr Andersen og den tidligere nævnte Hr Nielsen begav mig i den lille Postbåd til Kristiansø,k2045 et nok så ensomt og interessant (gammel Fæstning) og sjælden besøgt Punkt i Danmarks Rige, 3 Mile til Søs fra Svaneke. Det blæste en torebet Kuling med svære Byger, og skønt vi havde lånt Olietøj, blev vi dygtig våde, men morede os godt, Øen eller rettere Øerne (det er tre Klippeholme) er ubetinget et Besøg værd. Jeg købte en lille Sparebøsse-Kat der ovre i Købmandshandelen på Stedet til Småen, og hun blev lige frem strålende fornøjet over den. Den har sovet i hendes Seng i Nat og deltager idag i alt, hvad hun foretager sig. Til Dig plukkede jeg to små Rosenknopper i «Kongens Have» på Kristiansø, men den hvide Knop satte jeg til på Hjemvejen, Du må nøjes med den røde, der ikke er så pæn. Så købte jeg også et Kort der ovre med et Fotografi af Øens Midtparti. Derpå skal Småen diktere mig en Hilsen til Dig. Så er Kortet fra mig og Ordene fra hende.k2046
– Vi har sløjfet Badningen i de sidste Dage, Vejret har været for råt, og nægtes kan det jo ikke, at kommer der ikke snart bedre Tider fra Himlen, så er Fornøjelsen her ovre betydelig indskrænket. Jeg fryser lumsk og har Fornemmelsen af at have forkølet min Mave. Til Slott-Møllers har vi endnu ikke set eller hørt noget. De betænker sig vel på at drage afsted i det dårlige Vejr på de bitte Dampskibsæsker, der farer på Østbornholm. Når man ser de i Klippen sprængte Havne herovre, indser man, hvorfor der ikke kan bruges større Dampere til denne Tur. Men lige dårlige bliver de jo endda. Det Kort, Du sender i Småens Brev og spørger om, er fra en gammel Ven, der altså nu fører en Redningsdamper (? Salvage Steamer) i Middelhavet. Det var en af Tyges Venner fra Sømandsdagene,k2047 en prægtig Fyr, som jeg for en 15–16 År siden vel, omgikkes en Del. Jeg havde gærne truffet ham nu. Jeg kan ikke huske, om han er bleven Enkemand, men jeg tror det. Det er kedeligt, for jeg havde Lyst til at sende ham et Par Ord til Tak for hans Besøg ved vor Dør. Jeg taler her jevnlig med en af Byens Konsuler – alle de større Købmænd er naturligvis Konsuler – og det er en ikke uinteressant Mand, der som så overmåde mange herovre har ført Skib i alle Verdens Dele, før de blev bosiddende og velhavende Folk på deres Fødeø og i deres Fødeby. Han har tidligere været en Del sammen med Drachmann og vistnok leveret D. Stof og Stemning til adskillige af hans Sømandshistorier. Dr's første Kone var jo fra Bornholm (Rønne).k2048 Ellers lærer jeg en Mængde Handelsrejsende at kende. De er ikke morsomme, men naturligvis er det ikke altid kedeligt at høre om Forhold, som man ikke har Begreb om. – Hvordan Du egentlig har det, min kæreste Ven, tør jeg ikke rigtig spørge om. Går Du ud? Taler Du med nogen? Spiser Du ikke nu og da ude? Jeg håber, at Du imorgen i det Brev Du bebuder vil fortælle mig lidt om dit ensomme Liv. Og hvornår tror Du, Du kan bryde op? – Nu må jeg se at få fat i Småen. Klokken er mange, Posten skal afleveres om lidt. Og Kortet, jeg skulde sende, beror i Nielsens Tegnebog, hvor han gemte det for mig igår. Ham skal jeg også have fat i. – Småen fandt jeg ovre på den gamle Keglebane i dejlig Leg med Louise. Hun var ikke meget lysten efter at følge mig op, men fik dog sagt lidt som jeg skulde skrive til Dig. Det meste var ganske vist Gentagelser af hvad jeg før har skrevet fra hende men noget vil Du altså finde på Kortet som jeg fik hos den frysende Hr Nielsen der lå indpakket på sin Chaiselongue og læste og spurgte: Hvad Fanden skal man ta' sig til i sådan et Vejr?
Jeg må skynde mig[.]
Din Erik

485. Erik (Småen) til Amalie.

«Hilsen fra Christiansø.»k2049
Svaneke den 16 Juli 1895
Kære Mamma dette Kort har Pappa købt til Dig på den Ø, hvor han var igår sammen med Louises Fa'r, som også købte et Kort til Louise, der er 11 År. Men jeg fik en lille Mis, som jeg holder meget af. Jeg længes efter Dig, kære Mamma, og blev så glad for dit Brev idag, som jeg åbnede selv. Jeg har lavet en stor Have til Pappa og i den kan Du også gå. Idag fik jeg en Splint i Fingeren, som Pappa pillede op med en Synål, og som Louise så kunde trække ud, og det gjorde kun lidt ondt. Et Kys til Dig ○
Din Småen

486. Erik til Amalie

Svaneke den 18 Juli 1895
Kære Amalie kun et Par Ord til Tak for dit Brev fra igår. Vi har været på en lang Tur, hvor Småen har gjort et Mesterstykke: gået på sin Fod fra Kl ½ 10 til ¾3 og i den Tid aldrig klaget over Træthed, kun nu og da meldt sig til at blive båret på Ryggen et kortere eller længere Stykke – alt som Vejen var besværlig eller ikke. Vi endte med at tage et Bad i det dejlige Sommervejr, som det nu igen er blevet. Og nu efter endt Middag er hun fløjet afsted med sin lille Veninde Louise. Vilde jeg kigge ned i den store Have, vilde jeg finde dem i fuld Leg. Jeg kan ikke andet end tænke med den inderligste Beklagelse på Dig, som i Stedet for at være med til dette sunde og muntre Liv har fordømt Dig selv til at arbejde i Ensomhed og Uhygge på alle Punkter.k2050 Kan Du dog ikke nu befri Dig selv, nu da Sommeren lader til at ville komme igen. Der er ikke det mindste i Vejen for, at Du her kunde arbejde i dyb Fred den Del af Dagen Du valgte dertil.
Småen er en yndig Unge, som nyder sit Friluftsliv af hele sin Krop og Sjæl. Solbrændt og sund og let og stærk og lidt fripostig.
Her er for Tiden en lidt større Samling faste Gæster end tidligere. Det er behagelige Mennesker, og alt går godt og vel, når man passer sig selv ind i Kompaniet og finder sig tilrette med den stadig lige rigelige Strøm af Handelsrejsende. Da vi idag – efter den lange Tur altså – gik fra Badet, sa' Småen: Hør véd Du hvad, min Ven, nu er jeg virkelig skrupsulten. Og det er bl. a. det gode her ovre, at hun spiser udmærket, og at Maden fremdeles er fortrinlig. Jeg var i Forgårs og igår lidt dårlig af forkølet Mave, idag føler jeg mig fuldstændig frisk men lidt mat. Jeg er åbenbart meget mere træt end Småen. Jeg har anden Post at besørge, Tiden er knap[.]
Din Erik
Småen sa' igår: Nu skal Mamma komme. Jeg længes sådan efter hende.

487. Erik til Amalie

Svaneke den 20 Juli 1895
Kære Amalie. Småen er lykkelig, men hun taler mere og mere energisk om sin Længsel efter Dig. Hun erklærer, at hvis Du ikke kommer «på Søndag», vil hun rejse hjem til Klassensgade for at hente Dig. «Jeg kan ikke undvære Mamma», «Mamma skal komme.» Sidst jeg fik denne Erklæring var i Formiddags efter vort Bad, mens hun plukkede Blomster og havde vidtløftige Planer om, hvilke Slags Buketter Du skulde have og hvilke jeg og hvilke hun selv. For Øjeblikket leger hun «Fa'r og Mo'r og Børn» ovre i den store Have med Louise. «Jeg er Fa'r, Pappa, og vi har haft Bryllup idag med Brudgom, forstår Du og jeg er ude med denne Flaske for at hente Badevand til Dukkerne (jeg mødte hende med en Flaske i Hånden i Nærheden af Vandtruget) og så leger vi, at det er Søndag, og at jeg har fri, for de andre Dage skal jeg på Kontoret, og Børnene holder nu så meget af at blive badet af deres Pappa, men de andre Dage har jeg jo ikke Tid dertil.» Og så søler hun på sit heldigvis ikke helt rene Forklæde og er himmelsk vigtig og indtagende. Igår havde vi Pensionærer i Hotellet slået os sammen om en Charabanc til den store Skov Almindingen midt inde på Øen (2 Mil dertil), vokset op og kultiveret på svære Bakker og med stærke Klippepartier overalt. Det er noget af det smukkeste af Skov jeg har set her i Danmark. Til Småens Henrykkelse fandt vi først spredt omkring en Rigdom af Blåbær og senere et fuldstændigt Ocean af disse Bær. Hun spiste som en grådig lille Fugl, der slippes løs i en Overflod af Føde, og smurte sig til på Ansigt og Hænder med den intensive blå Saft, så hun til sidst næsten var ukendelig. Og så hendes jublende Glæde over en stor død Råge, hun fandt og fik Lov til at holde en Stund i Svingfjedrene og tænke sig Muligheden af at føre med sig og begrave hjemme i Haven. Fuglen var nylig skudt og endnu ikke videre angreben af Orme. Nå heldigvis kastede hun den så uden Sorg fra sig, da der pludselig viste sig Udsigt til at finde en lignende Rigdom af Jordbær som der havde været af Blåbær. Det blev imidlertid ved Udsigten. Vi hjemførte 5 Potter af de sunde Blåbær og har idag til Middag spist dem med Fløde og Sukker. Vi har ellers til Småens vedvarende Fryd fået Jordbær hver Dag.
Den 21
Jeg blev afbrudt igår ved en Fisketur ude på Torskedybderne. Den gav for Resten intet Udbytte. Idag har jeg fået dit gode og søde Brev fra igår og Slott-Møller er kommen med Bud om at Du vil komme på Søndag. Du skulde se Småens Glæde: «Lørdag Aften kan jeg ikke falde i Søvn af Glæde, Pappa, men jeg vil på Lørdag glæde mig til at komme i Seng, for så bliver det så meget hurtigere Søndag Morgen. Og så skal vi stå nede og tage imod Mama, og det gør ikke noget, at Mamma ikke véd, hvor Hotellet ligger, for vi kan vise hende det.» «Nu Pappa er jeg så glad, siden jeg véd, at Mamma kommer, at jeg ikke længes mere – å jeg holder så meget af Mamma! Véd Du, hvad jeg holder allermest af i Verden? Dig og Mamma og lige meget af Jer begge.»
Jeg skriver i lynende Fart, for nu er der atter ordnet en Tur, der går løs om et Øjeblik.
Nu må Du ikke narre Småen!
Din Erik

488. Erik til Amalie

Svaneke den 23 Juli 1895
Kære Amalie jeg vilde have skrevet igår til Dig, men blev forhindret af en Hovedpine, der havde alle en regulær Sommerhovedpines Egenskaber – kun ikke Vedholdenheden, idet den er forsvundet idag. Det er for Resten den eneste Gang jeg her ovre har sporet noget til denne gamle Plage. – Ja min Ven, naturligvis er det som det nu er blevet indrettet, det bedste for Dig, om Du var færdig med første Skrivning, inden Du begiver Dig over til os, men på den anden Side tror jeg, Du nu i så høj Grad trænger til Sommerliv og Luft, at selv om der var en Rest at gøre fra først af her ovre, burde Du tage afsted på Lørdag. Og Småen, som hun vil blive skuffet, kommer Du ikke Søndag! Hun taler nu på tredje Dag bestandig om, når Mamma kommer. Alt hvad der møder hende, sættes i Forbindelse dermed – «Jeg véd noget, der er endnu bedre: det er, at Mamma kommer på Søndag.» «Den Søndag, der nu kommer, holder jeg allermest af af alle Dage i Verden, véd Du hvorfor, Pappa? Jo for så kommer Mamma.» Hun begynder med hver Morgen at nævne Dagen og så tælle frem til Søndag og umme sig af Glædek2051 og hoppe i Sengen og tale om sin egen søde Mamma. Og Dagene herovre kunde Du efter min Mening indrette fortræffelig. Stå op, når Du vilde, få en Kop Te ind, spise Frokost med Æg osv. Kl 10, bade (med Småen) Kl ½ 12, gå, sidde i Luften osv. til ½ 2, spise til Middag og hvile og så arbejde fra Kl 4 til 8, da Aftensmaden indtages. Din Stue er den hensigtsmæssigste der findes, og når der ikke, som netop i dette Øjeblik er Tilfældet, trækker en Lirekasse forbi (den første jeg har hørt her) næsten fuldstændig rolig. Kun Småens hurtige Skridt uden for i Haven vil en Gang imellem lyde ind til Dig – ja det er sandt, Slott-Møller har fået Naboværelset, men han er vistnok en rolig Mand, og de Seancer, han skal have med mig til en Begyndelse,k2052 vil han vist forsøge på at henlægge til Haven. Under alle Omstændigheder kan de jo foregå omtrent lydløst. Og jeg har ikke noget imod at slippe for den Konversation, han åbenbart mener sig forpligtet til at holde vedlige under Malningen. Det er sandt, han beder Dig tage mine sorte Klæder med herover og et Par Manshetskjorter og et hvidt Slips. Du vil finde det sidste i den midterste Chartolskuffe. Jeg har et kun én Gang brugt Slips. Hvis Du kunde overkomme at købe mig et gult el. hvidt Bindeslips til min blå Skjorte til 50 Øre – det kan vist fås hos Petersen – så jeg det meget gerne, men nødvendigt er det ikke. – Du må huske at købe din Dampskibsbillet Fredag Morgen i Amaliegade 15 i Kælderen (Fritsche & Co)k2053 og bestille Køjeplads på dit Navn, ellers risikerer Du ingen at få. Jeg skal for Resten tale med den elskværdige Kaptejn, mulig giver han Dig Bestiklukafet. Ombord er Du en velset Gæst på Kommandobroen, og hvis Vejret er godt, er det ubetinget den bedste Plads. Har Du Billet, og der kommer Forhindring for Dig (el. Vejret bliver slet), gælder den fremdeles, men Du gør dog bedst i at forespørge Dig i så Henseende. Køb også et Par Strømper til Småen. Efter min Mening klarer hun sig ikke Sommeren igennem med hvad hun har, og her kan der ikke fås pæne engelske Strømper.
– Ja sikkert har Madam Jørgensen indlagt sig Fortjenestek2054 ved at tvinge Dig til at spise ude, det var en formidabel farlig Ting for Dig at blive siddende hjemme på de Æg eller hvad det nu var Du spiste. – Jeg beholder med Glæde mine Moderpligter overfor Småen, og vi skal være så gode ved Dig, som vi formår. Har Du blot Viljen til at bøje Dig lidt efter Forholdene her, kan jeg ikke tænke mig andet end at Du må blive tilfreds. Jeg har kun kunnet spore lette Ubehageligheder, og af Ting der kunde være slemme for Dig, er der kun de ikke få Rotter, men de findes ikke inden Døre. – Vi havde en udmærket Sejltur i Søndags og dertil hørende Bestigning af Klipper og Kravling gennem Klippespalter og –sprækker, Småen morede sig fortræffelig. – Slott-Møller går om som en brølende Løve for at få mig til at stå for sig. Småen er ude i sin Have.
Din Erik

489. Amalie til Erik

23de oktbr. 95
Jeg vil skrive til Dig, skrive, hvad Du skal læse, når jeg er rejst.k2055 For jeg kommer ikke til at få tale med Dig, det véd jeg. Du er fuld af afsky for at snakke med mig, og jeg er træt, træt til døden. «Ord, ord, ord» – jeg sér dit ansigt, og hører din stemme, de mange ganger, Du hånlig har sagt «ord». Når jeg nu rejser, føler jeg det ikke, som jeg forlader et hjem. Her i Klasensgade nr. 11, har ikke vært noget hjem for mig, siden den dag, jeg fra Sct. Josefs hospital kom herud, og fik vide hvordan tilstanden var. –
Du sa en dag, at Du havde vært min redelige ven i 3 kvart år. Ja, tak for al den venlighed, Du møjsommelig har kjempet Dig til at vise mig! Men tænk Dig et forhold, hvor to venner lever sammen, og den ene, hvergang der forefalder kontroverser, og flyver hidsige ord, går hen og skriver det op for at ha sort på hvidt for, hvilket gement og sjofelt menneske den anden ven er. I din skrivebordsskuffe ligger alle de optegnelser om mig, stenografiske og andre,k2056 som gjør at dette «hjem» er mig forhadt.
Det er den ene grund hvorfor jeg drager bort.
Den anden er hende, hende, som Du elsker,k2057 og som, hvis hun vil, tar Dig tilbage, og bringer Dig til at lyve for mig, og bedrage mig som forrige vinter. Jeg véd ikke hvad det skal til. Lige overfor mig, som ikke har nogen ret, måtte Du frejdig kunne sige sandheden.
Jeg rejser nu som hun rejser i «Memento mori».k2058 Dette (M.m.) om hvilket Du kun har havt en hånlig bemærkning om min «brændende kjærlighed» at sige mig.
Den dag, Du sa det, vidste jeg først tilfulde hvordank2059 det var forbi imellem os. Og ude hos Fritz Bendix, da Du pludselig, uden forudgående anledning fra min side, overfaldt mig så stygt, for rigtig at slå fast for mig selv hvor rå og gemen, Du fandt mig. Jeg turde ikke se på Dig, ikke svare Dig når Du talte til mig. Jeg kjæmped som en gal for ikke at falde ned for Dig og skrige: om forladelse, om forladelse! Ti netop sådan, som Du for første gang da havde overfaldt mig, sådan havde jeg 100 ganger gjort det i vort samliv.
Den aften følte jeg med stivnende rædsel og glæde, at jeg var kommen over på den anden side «floden», din flod gjennem hvilken jeg har vadet som en druknende, der griber efter et halmstrå, og kjæmper og kjæmper for ikke at omkomme. – Og nu vil jeg sige Dig: Kan Du finde nyt liv, og ny glæde sammen med hende, så gjør det. Uden bitterhed skal jeg vide og ville det. Hvad enten det går gjennem nyt ægteskab med hende, eller udenom, det er mig det samme. Jeg skylder Dig det! Bare det havde vært en, som jeg inderst inde ikke havde havt denne ringe opfatning af. Men kanske hun blir bra under dine hænder, og får evne til at gi Dig den sene lykke som Du før ikke fik, skjønt ingen, som Du, var værdig og skikket for den.
Å, for et år dette har vært! Hvor gloende, sviende var de hændelser, som skulde lære mig, at det var den rene, nøgne sandhed når Du sa: Du har myrdet og kvalt mig. Gudskelov at jeg ikke er overtroisk! Ellers vilde jeg spilde resten af mit liv med at græde mine øjne ud, og kjæmpe fortvilelsens kamp for at vinde Dig tilbage. Vi tror ikke på «kjødets opstandelse» nogen af os. Altså heller ikke på at en myrdet og kvalt kjærlighed kan vækkes op fra de døde.
Gudskelov fordi jeg har mod til at se sandheden i øjnene.
Nu, da jeg har lidt så meget, har undergåt så mange pinefulde forvandlinger, er det liksom der kom en k2060

490. Amalie til Erik

[25/10/95]
Jeg ønsker Dig af inderste hjærte held og glæde, og alt godt iaften!k2061 Hvis det går godt blir jeg glad, hvis det går aldeles forfærdelig godt, kommer jeg vist til at græde af glæde. Og tænk jeg tror, at der i teatret vil være så mange, så mange, som klapper for Erik Skrams navn, så at selv om stykket ikke gjør nogen stor lykke, så vil det se ud som det gjør det alligevel. Og kanske stykket virkelig, tiltrods for alt, har netop de fornødne egenskaber. At det vil ta sig fikst og nydeligt og muntert ud fra scenen, og således være ræddet. At al den finhed og ynde og vemod og vid som findes i stykket skal kunne komme til sin ret er imidlertid at vente det umulige.
Jeg kunde ikke sige Dig noget, da Du gik. Jeg trode ikke, Du brød Dig om at høre noget fra mig, og jeg tænkte det eneste jeg skulde være, var at være stille og snil og stum. Men så forstod jeg, da Du gik, at Du kanske alligevel gjerne vilde snakt lidt med mig. Men efter hvad Du sa igårformiddag, og efter hvad Du så mange gange har sagt, ja, – som sagt – –
Jeg føler det så fattigt, at Du ikke vilde ha mig med iaften. At hele menneskeheden offentlig er indbudt, kun ikke jeg. Det er som hjærtet snører sig sammen ved at vide at det er blet slig at jeg er den eneste, Du helst vil holde borte, også fra dette. Og jeg føler sorg ved at vide at det er min skyld, og ikke din at det er blet slig, at Du helst vil holde mig borte. Men held og glæde og alt godt over Dig iaften.
Amalie

491. Erik til Amalie

Kbhvn den 6 November [1895]
Min kære kæreste Ven jeg har fået dit sørgmodige, ja fortvivlede Brev fra Köln,k2062 og inderlig gerne sendte jeg Dig nogle Ord, som skulde mildne den Sorg, Du nu har taget på Dig – som en Slags Religion, kunde jeg næsten sige. Men hvad skal jeg gøre. Du overdriver i dette som så ofte i andet, Du har intet gjort, som ikke kan gøres godt igen! Men min kæreste Ven, jeg har ikke Tid nu til at fordybe mig i de vildsomme Veje, som din Selvanklage fører ind i, og Gud véd, om det også er forstandigt at gøre det. Ankomsten til Paris har måske allerede ført dine Tanker andetsteds hen. Jeg har bogstavelig næsten ikke tænkt på andet end at Elna Kurténk2063 formodentlig ikke var på Stationen, da Du kom, og at Du i den Anledning vel har troet, at jeg har forsømt noget m.H.t. Telegrafering. Ak nej jeg har intet forsømt. To Gange har jeg telegraferet og to Gange har jeg fået Besked tilbage fra Telegrafvæsenet i Paris, at Adressaten var inconnu. Det har kostet urimelige Penge, og forgæves har det været. Jeg drømte i Nat at Telegrafvæsenet dog havde fundet Elna Kurtén, og at hun var på Stationen, og i det hele, at det havde været lyst og godt for Dig, da Du kom til Paris. Det var et andet Billede, der meldte sig, da jeg så læste dit Brev. –
Jeg er ikke rigtig rask idag og måtte igår gå meget tidlig til Ro, gennemforkølet og elendig.
Jeg var Mandag Morgen hos Slott-Møller og var der også igår, idag har jeg sagt pas. Skal jeg klare et langt og sikkert anstrængende Rigsdagsmøde idag må jeg blive borte fra det Marterkammer i Holckenhus. k2064 – Der har stået en dum arrig Artikel imod Studentersamfundet og mig som Formand i en Mængde Provinsblade fra en Generalkorrespondent,k2065 den skal jeg besvare,k2066 tillige må jeg skrive to, tre Breve om Foredrag og andet, jeg er så mat af mit Ildebefindende, at jeg synes jeg ikke orker noget.
Fra Therese Krügerk2067 modtog jeg igår et Kort om det Brev, Du har sendt hende. Det ender således: «Hermed erklærer jeg højtideligt at jeg aldrig mere oversætter fra dansk til tysk – aldrig! Jeg overlader det til Fru Mann. Og til Dem siger jeg: Farvel! thi jeg kommer ikke mere i Klassensgade 11.» For øvrigt vilde hun have, at jeg skulde udtale mig om, hvorvidt det havde været dit Alvor med din Forbitrelse over Oversættelsen, for i bekræftende Fald vilde hun lade Arbejdet for at bringe «Agnete» frem i Berlin falde.k2068 Selvfølgelig svarer jeg ikke et Ord. Efter at hun højtidelig har sagt Farvel, synes det lidt umuligt at snakke mere.
Småen, vor lille dejlige Småen, har jeg ikke set i disse to Dage, og jeg ser hende heller ikke idag, hvor jeg bliver siddende i Rigsdagen til langt ud på Aftenen. Fru Emma Gad mødte jeg i forgårs, hun skulde til et Møde angående den sørgelige Kalenderk2069 og var meget aufgeregt i den Anledning. Det er Fru Juel Hansens Sanguinitet og Uduelighed (?) der har ført til det store Tab. Hun var såre elskværdig og bad mig hilse Dig venligst.
Skriv nu så snart som muligt!
Din Erik

492. Amalie til Erik

Paris 6/11/95
Grand hôtel de Maltek2070
Så er jeg altså i Paris min kjære kjære ven, og gir mig straks til at skrive et par ord til Dig, Du som jeg idelig tænker på, og idelig græder for.
Du ved ikke, hvor fortvilet jeg blev, da jeg ved ankomsten til «gare du Nord», ikke kunde opdage Elna Kurten. Jeg gik længe frem og tilbage på peronen med min skindkåbe over armen min tunge vadsæk paraplui og småting i hænderne, segnefærdig af træthed efter den fæle lange jernbanetur, spejdende og spejdende, mens tårer af skuffelse og modløshed pibled over mine øjne. Omsider opgav jeg at finde hende, og så tog det henimod en time før jeg havde fåt mine sager undersøgt af toldvæsnet fåt en karl til at bære mine kufferter og hente droske. Men det gik da, skjønt jeg sikkert blev snydt og omsider kjørte jeg da afsted, grublende over Elnas udebliven, som jeg ikke kunde fatte, tænkende hun var bleven pludselig syg, havde tabt bevidstheden og derfor ikke havde sendt en anden i sit sted. Jeg vidste jo, at Du havde telegraferet om at min ankomst først fandt sted på tirsdagen. På hotellet kom værten med et kort til mig. Det var fra Elna, hun havde vært på stationen mandag aften, havde vært fortvilet over ikke at finde mig og havde derfor spurgt efter mig på hotellet hvis navn jeg lykkeligvis havde nævnt i mit brev til hende. «Det fæ» tænkte jeg. Nu har hun ikke lagt mærke til at der i min mands telegram har ståt tirsdag, men antat at det kun var en påmindelse om at huske, at jeg kom overhovedet. Jeg fik så et værelse, lidet, skummelt uhyggeligt på 4de sal (de kalder det 3die) til fire frc. med alt, alt muligt à part, varme, lys, fyrstikker o.s. v. Så gik jeg ned og spiste – jeg havde hele dagen kun nydt en kop kaffe og et rundstykke, og var dødelig sulten. Ved bordet traf jeg dr. Mollerups,k2071 og vi snakte da sammen.
Jeg gik imidlertid straks op, ordned mig lidt, og la mig, aldeles opløst af træthed og kummer, som jeg var. Da jeg havde slukket lyset, og holdt på at sovne, kom der en pige med et tændt lys, og Elna. Hun havde atter vært på stationen, havde ventet der i timevis på et senere tog fra Köln, om jeg mulig skulde være med det.
«Men har Du da ikke fåt telegram fra min mand?» Nej, ikke spor af noget telegram. Jeg har vært hjemme i hele dag, så jeg véd med vished, der intet er kommet.
Det virked som et skud gjennem kroppen af forskrækkelse. «Så må han være død,» sa jeg bare.
Men siden, da Elna var gåt, forstod jeg, at Du simpelthen kun havde glemt det. Og det voldte mig en stor stor smerte. I det samme nu Du lukker vogndøren efter mig, og sér mig rulle bort med toget, er jeg Dig det glemteste og ligegyldigste menneske. Ak min egen kjære ven, tro ikke at jeg bebrejder Dig det – det er jo så rimelig og naturlig, at det er blet slig, men det gjør dog så ondt, så ondt. Kan Du huske, at jeg flere gange sa til Dig: Tænk om Du glemte telegrammet! «Det er der ikke tale om,» svarte Du. «Men tænk om Du glemte det; jeg døde af forskrækkelse, hvis jeg skulde stå alene og hjælpeløs på stationen i Paris. »
Nu har jeg gjort det, og er dog ikke død. Men hjærtet skrumper liksom sammen. Det er som det blir mindre og mindre af al denne lidelse. Tænk at Du dog glemte mig så aldeles og så straks at Du kunde glemme det telegram, der for mig var så vigtigt. Igjen siger jeg Dig: tro ikke jeg bebrejder Dig det, og bliv ikke utålmodig fordi jeg taler om det. Jeg skjænder ikke, ved gud, jeg skjænder ikke. Jeg kysser dine hænder, og græder over dem.
Nu er klokken ½ 12 fmdg. Jeg kom altså igåraftes tirsdag 5te. Idag er det den 6te. Jeg venter Elna om et øjeblik. Hun vil følge mig ud og hjælpe mig til et værelse. For her kan jeg ikke bli. Her er fælt og grufuldt dyrt.
Jeg længes, længes efter småen. Hils og kys hende fra mig mange ganger. Og skriv, hvis Du orker at skrive til mig, straks et par ord til denne adresse. Og vær ikke sint fordi jeg snakte om telegrammet.
Din Amalie.

493. Erik til Amalie

København den 8 Novemb 95
Min kæreste Ven jeg har fået dit Brev fra Paris og kunde næsten græde af Rørelse over den Tone, der går igennem det. Men nu har Du jo fået mit første Brev og vil have set, at din Forudsætning om min Forglemmelse af Dig og hvad dit er hører med til det store Arsenal af Grunde til Sorg, som Du ophober i dit Sind uden Undersøgelse eller uden tilstrækkelig Undersøgelse af Virkeligheden. Det er et eller andet dårlig instrueret eller ligegyldigt og dovent Telegrafbud, der fra først af har voldet Ulykken og derpå et slet indrettet Telegrafkontor, der til Trods for mit fornyede Telegram med Adresse supplementaire ikke kan råde Bod på Skaden. – Nå, men når Du nu blot vil erindre, at Sorgen kunde have været sparet! Når Du overhoved kunde lægge alle de Gange sammen, hvor Sorgen kunde have været sparet – så fik Du måske så megen Anledning til Glæde, at hele din Sindsretning kunde slå om. – Jeg sidder i Rigsdagen og snyder mig til at skrive dette, for at ikke Brevet skal komme en Dag senere end Du havde ventet. Jeg slæber mig ind i Rigsdagen syg og elendig som i den sidste Uge på Bornholm.k2072 Og jeg har dog ved denne Lejlighed været hurtigere til at bruge dit Middel (Olie) end den Gang, og noget har det vistnok også hjulpet men ikke nok. Småen har jeg slet ikke set og ikke hørt noget om. Det sidste må naturligvis betyde, at alt er i Orden. Jeg må skynde mig. Fra Fru Mann er kommet Brevkort om at hun har begyndt på Oversættelsen af Sct Jørgenk2073 efter Forlæggerens Anmodning. Svend Hørupk2074 er død på Kommunehospitalet, 23 År gammel. En Lettelse i alle Måder. Han var håbløs sindssyg. Fra Peter Nansen fik jeg imorges et Par Ord med Anmodning om at minde Dig om Børnehistorien til den 15 November.k2075
Jeg kysser Dig min søde bedste Ven og beder Dig kaste for hver Dag der går en Del af din Sorg overbord. Du har taget for stor Ladning ind og må nu for Alvor tænke på Redning.
Din Erik

494. Amalie til Erik

Paris rue Caumartin 18, 3ième à gauche
9de novbr. 1895
Tak min søde ven for dit brev, som jeg havde længtes så meget efter at få.
«Du overdriver i dette som så ofte i andet,» sender Du mig til svar og trøst på min fortvilede klage. Nej, jeg overdriver ikke. Sandheden er, at den sorg jeg føler, er så stor og dyb at den ikke lar sig beskrive med ord. Den har så mange nyancer af mørke og pine, den tier aldrig, aldrig. Alt hvad jeg sér og oplever er sorgen; der eksisterer intet andet for mig. Alt alt minder mig om Dig, og det, der var, og borer sig svidende ind i mit hjærte. – Og jeg overdriver heller ikke grunden hvorfor jeg sorger. Så sandt som det ingen overdrivelse er at jeg har lagt dit liv øde, at hele dit liv sammen med mig som min ægtemand har vært «en latterlig komedie», som har «tæret al din kraft», at det er mig selv, mig selv! som ærlig og redelig har sprængt «din kjærlighed til mig ud af verden», at jeg har «forsimplet og nedværdiget Dig[»] ved min åndelige råhed, og ved de våben, jeg har brugt, og at Du endelig i mange år af dit liv for min skyld har gåt og havt det så ondt og fælt, som jeg nu har det, takket være mig selv – såsandt som alt dette ingen overdrivelse er, og det er det ikke, såsandt er der heller ingen overdrivelse i mit syn på min skyld. Men jeg véd jo, at det ikke kan nytte at hverken snakke eller skrive om det. Du har for mig ikke mere nogen trøst. En stemme inderst inde i mig sa også til mig, mens jeg sad der i Köln, og senere i Paris og skrev: gjør det ikke. Han vil få en grimase af ækelhed på sit ansigt når han læser det, og hans svar vil bli. «Din paraply! Glem dog ikke den.»k2076
Men jeg kunde ikke la være; jeg måtte skrive det. For jeg tænker ikke på andet, véd ikke andet. Hvor skal jeg hen i min nød, til hvem skal jeg gå – – Å men jeg skal forsøge på at tie med det for eftertiden. Bare jeg kan. –
Tænk at Du dog ikke havde glemt telegrammet. Du søde, som har tænkt så meget på det, at Du endog lå og drømte om det. Men det er og blir en gåde. Elna har fåt efter nøjagtig den samme adresse: rue de Montenotte 23 B chez M.dme Saffrey d'Ecoville både det brev, jeg sendte hende fra Kjøbenhavn inden afrejsen, og et brev herfra. Så jeg forstår det ikke. Vil Du ikke være så snil at sende mig den lap papir hvorpå jeg skrev adressen for at jeg kan få se hvad der er ivejen med den. Glem det ikke.
Ja, Therese Krüger. Det var kanske altfor harskt, det, jeg skrev,k2077 men jeg var også så inderlig oprørt. Efter at ha skrevet 3 ½ side fuld af megen elskværdighed, stod der på den sidste halve side: «Så var det oversættelsen. Om den vil jeg ikke tale. Den har ikke «såret» mig, den har gjort mig blodig forbitret. Kan jeg ved politiforbud hindre at mulige fremtidige sceniske arbejder af mig oversættes til tysk så vil jeg gjøre det. Dette udelukker dog ikke at jeg er Dem og hr. Hartleben inderlig taknemmelig for alt det, Dere har gjort og kjæmpet for «Agnete». Men som sagt, med oversættelse til tysk af mine sceniske ting vil jeg ikke mere ha noget at skaffe.»
Som Du sér af overskriften er jeg nu endelig igåraftes kommen bort fra det fæle, dyre hotel.
Siden jeg kom, har jeg ustanselig vært rundt i hele Paris for at finde bosted. Jeg har måttet leje droske pr/time, da afstandene er så uhyre, og sporvognene umulig til at få plads i medmindre man står med et nummer i hånden og venter i timevis på sin tur. Og det har øsregnet hver dag omtrent, og gaderne har vært som Kjøbenhavns på det værste.
Fru Gudmann har vært med migk2078 – ja første dag var det Elna – og fru Gudmann råded mig så stærkt fra at leje et værelse bare. Jeg vilde komme til at sidde der uden mad, og ikke gå ud og spise. Når man ikke er kjendt i Paris, er det ikke godt for en dame at søge madsteder alene o.s. v. Hendes grunde var så overbevisende. Fru Heide, den norske, hvis mand er en af Parises første tandlæger,k2079 i hvis elegante lejlighed, jeg sammen med Elna gjorde en visit for at høre råd, sa nøjagtig det samme som senere fru Gudmann, og så blev det da pensionater vi søgte efter. Jeg tror, jeg har vært på 12 forskjellige, alle i forskjellige bydele, og de har alle vært sande svinestier, med stank til at falde om af, og værelser så små at der bogstavelig ikke var plads til at komme forbi sig selv. Priserne her varierte fra 150, 160, 180, 200. Alle lige fæle. Et eneste sted var godt og ordentligt – her hvor jeg nu bôr, hos madame d'Aumont, en fin gammel dame, enke efter en bekjendt læge. Her har jeg et yndigt værelse der vender ud til en liden have med forresten store, stygge bygninger omkring, godt rum, pent møbleret, god seng og rent og hjemligt. Spisestuen, som jeg først nu så til frokost (jeg kom igåraftes) er nydelig og pen forholdsvis stor, dagligstuen liden, men hyggelig. Og så er her en gammel bretagnerpige med national hodebedækning, som er aldeles dejlig. Pigerne i de andre pensionater drypped af lort og ækkelhed. Men prisen er 250 frc. Jeg tøved og tviled længe, og tænkte på at ta til takke i en af svinestierne, men gudskelov for jeg ikke gjorde det! Her befinder jeg mig så vel, og her er kun en pensionær til. – – Men mine arme penge. De er smeltet ind! Nu, da jeg har betalt forskud for den halve måned bare har jeg kun 90 frc. tilbage. Hotelregningen var næsten 50 frc. bagagen op til hotellet 5 fr. bagagen herhen 5 fr., portneren, som bar op kufferterne her, 2 fr. Og så alle de kjørepenge og drikkepenge på hotellet. Så har jeg også kjøbt dyre medikamenter for eksémet, som nu er lige galt som nogensinde. Apothekerting er skamløst dyre her, en fr. for en liden smule glycerin, mindre end jeg hjemme får for 10 øre. 6 lommetørklæder måtte jeg også kjøbe mig, da jeg hele tiden har havt frygtelig snue. Frimærker og brevkort er allerede gåt op til k2080
[Tilføyelse på første side]:
Du forstår vel adressen, no 18, troisième à gauche

495. Erik til Amalie

Søndag den 10 November [1895]
Kære Mammak2081
Jeg spiser Havregrød om Morgenen, og jeg har fået en ny Madkasse af Pappa, som Fru Slomannk2082 har købt, og mit Navn står på Båndet. Jeg ligger sammen med Margrethe og sover, og jeg ligger i Mørke, og når Alma kommer ind med en Lampe, kan jeg ikke lide det. Der var nogen, der havde puttet en Dukke i min Seng igår, og det var vist Aage. Jeg er snart færdig med min Lampebakke. Hvordan har Du det Mamma? Frøken Stahlschmidtk2083 spørger så tit om, når jeg skal hjem om Hverdagen, for så kunde jeg få min Hare og min Vugge hjem med. Jeg var ude og spasere med Hr Slomann, og da vi skulde hjem, løb jeg og Erik foran og bort fra de andre og snakkede svensk og legede, at vi var Mand og Kone, og vi kom længe før de andre for da de var i Døren, var vi helt oppe ad Trappen. Om Søndagen får vi ingen Frokost fordi vi spiser tidlig til Middag. Om Morgenen spiser jeg Havregrød og drikker ganske tynd Te, og når vi kommer hjem fra Skole spiser vi to Stykker Smørrebrød hver, men ikke Aage, for han har fået før, og vi spiser Middag Kl 5 og får ingen Aftensmad. Men om Søndagen får vi Aftensmad Kl 6. Og der er Mælk på Havregrøden. Og Lever kan jeg ikke lide, men jeg spiser det alligevel, og jeg synes ikke det smager så væmmeligt som før. Inde i Kalvens Mave der ligger Leveret.
Farvel kære Mamma, dette har Pappa skrevet med min egen Pen og mit eget Penneskaft
Din Johanne
[I en cirkel står skrevet]:
Stort Kys.
Det er Småens Besøg hjemme hos mig idag, som har sat sit Mærke på de to foregående Sider. Sund og strålende glad traf jeg hende ude hos Slomanns, hvor hun med røde Kinder og vidunderlig dybe Øjne kom ind fra Morgenturen med sine små Venner og Slomann og styrtede op i min Favn og var rørt indtil frembrydende Tårer og et Øjeblik efter sprang om på Gulvet og pratede svensk og gjorde Løjer med Erik. Der er en Jubel der ude, og de er for Alvor glade over Småen. Det er rigtigt med Havregrøden. Hun sætter en stor Portion til Livs om Morgenen med Børnemælk, og hun falder om Aftenen i Søvn et Par Minuter efter at hun har lagt sig på Puden. Vi har haft en udmærket Dag sammen. Jeg blev hos Slomanns til deres tidlige Middag og gik så hjem med Småen, hvor jeg har læst for hende, gynget hende og haft hende siddende hos mig med sit Sytøj, hvoraf hun sender Dig en Prøve. Hun har det bedre hos Slomanns end hos Achens,k2084 der kan ikke være Tvivl derom, Børnene og hun leger bedre sammen, end hun og den enevante Johanne Achen, og hun holder også mere af Fru Slomann – «min kære Frue», som hun kalder hende – end af Anne Cathrine. Der er kun godt at melde om Opholdet der ude. Hun taler en hel Del om Dig og om Paris, hvoraf hun har set Fotografier hos Slomanns, men hun har åbenbart forberedt sig på, at Du ikke snart kommer hjem. Hendes Planer om sit rigtige Hjem synes nærmest at gruppere sig om Foråret. Nå, forhåbentlig narrer Du hende på en god Måde i så Henseende. – Men hvordan går det dog med dit Excem?! Du har ved ikke at skrive et Ord derom næsten fået mig til at glemme at spørge derom. Skulde det virkelig være så, at dine Forhåbninger gik i Opfyldelse så at Forandringen af Luft og Ophold har helbredet Dig? Fra Manden i Varde fik jeg Brev igår med Forespørgsel, om Du ikke skulde have mere Salve og med Erklæring om, at det på ingen Måde gik an at høre op så tidlig. Bedringen indtrådte først definitivt efter længere Brug. Det er tydeligt nok, at Manden bl.a. ønsker flere Penge.
Mandag
Jeg fik dit Brev idag netop som jeg skulde gå, og nu har jeg været i Rigsdagen og har spist der og arbejdet til Kl ½ 10. Det var en af de lange Dage. Ak min kæreste Ven, hvor alt er trist og mørkt omkring Dig. Det falder mig helt besynderligt, når Folk kommer til mig og er så fornøjet på dine Vegne og spørger, om Du nu også er rigtig glad for at være i Paris. Og dit Excem! Laborerer Du med Dig selv?k2085 Gør det dog for alt godts Skyld ikke, gå til Dr Tscherning.k2086 Et sørgeligt Tidspunkt Du valgte til den Rejse! – Nej så sandelig Amalie kommer der ingen «grimace af ækelhed» over mit Ansigt når Du taler som Du taler nu i dine Breve. Jeg fyldes som Du af inderlig inderlig Sorg, men min Hu bliver magtesløs lige over for denne ufrugtbare Selvpinsel. Vend dog i Himlens Navn dit Sind mod Fremtiden. Tænk på den Uendelighed af godt og fint og kærligt, der er for et Menneske at udrette, havde jeg nær sagt, hver Dag hver Time, man lever. Og hvor kan Du tro, at der ikke skulde kunne være Sejer at hente ad den Vej. Men forlang ikke Mirakler. Der skal Opøvelse i det at være god også, en stille og munter Virken med mange Skuffelser vistnok, og fremfor alt en Retning frem efter, ikke Standsning, ikke denne forfærdelige Hukommelse, der er spændt som et Net tværs over Livets plumrede Vande og gemmer på alt det ubrugelige Stof, Floden fører med sig. Ligger der Ruiner bag Dig, nu vel, så træd frejdig frem foran dem og byg med Ryggen vendt mod dem dit nye Hus op, så at det overskygger, hvad der ligger bag. Men vend Dig ikke om, for så bliver Du en Saltstøtte. Min kære, kære Amalie, jeg vil så gerne være med til at bygge på vort nye Hus, men så må Du ikke tvinge mit Ansigt i den forkerte Retning.
Jeg har skrevet et Brev til Dig foruden det Du omtaler, adresseret til Hotel de Malte efter dit første Brev fra Paris. Nu har jeg det godt. Jeg var med Kiellands forleden – da var jeg for Resten dårlig endnu – til Revyenk2087 og fandt den, lige som de, sørgelig gold og dum. Jeg læser G.G.'s «Medusas Hufvud»k2088 og er inderlig fængslet af dens Alvor og Smærte.
Din Erik

496. Amalie til Erik

Paris rue CauMartin 18 Chez M.dme Aumont
15/11/95
Jeg har to breve at takke Dig for min kjære ven.
Jeg var igår hos dr. T.k2089 men han vilde ikke befatte sig med eksém, for den sygdom forstod han sig ikke på. Med forbauselse havde han i sin tid sét i Politiken at jeg for eksém var bleven indlagt under Block.k2090 Block, som var en fremragende chirurg, men naturligvis ingen besked vidste om hudsygdomme. Han vilde sende mig til en ven af sig, en fransk læge, der var hudspecialist og meget dygtig. Men det vilde jeg ikke. Ikke for det første. For eksemet er bedre efter min afrejse fra Kjbhvn. Det tilbagefald jeg fik her var nok hidsigt, men varte ikke længe. Gjennem Gudmann fik jeg anvisning på en kostbar medecin, som havde hjulpet så mange mennesker der i årevis havde gåt med eksém. Jeg kjøbte så medecinen på apotheket, og har nu brugt den op.
Jeg fik da tilsidst dr. T. som var særdeles elskværdig, til at skrive op den samme salve, som Block havde git mig, for at jeg ikke skulde være aldeles uden hjælpemidler til at lindre kløen. Så blev vi enig om at hvis jeg efter 14 dages forløb endnu led af eksemet, så skulde jeg søge hans ven. Gud gi det måtte være gået nogenlunde over, for hans ven blir nok en dyr historie. Jeg har forresten også fåt igjen min gamle hoste, ikke fæl som da den før var på det værste, men dog temmelig ond. I den anledning er jeg holdt totalt op at røge. Siden jeg kom til Paris har jeg ikke havt en cigar i min mund, og nu savner jeg det allerede ikke mere. Jeg kjøbte mig 6 cigarer, dagen efter min ankomst, jeg vilde ryge lidt om aftenen når jeg var alene deroppe på hotelværelset. Men straks jeg la dem fra mig deroppe, og et øjeblik gik ned til fru Mollerup, var de bleven stjålet fra mig, og siden har jeg ingen kjøbt.
Forleden da jeg alene gik forbi café de la Regence, så jeg pludselig Garborg og konenk2091 sidde derinde bag glasvæggene. Jeg gik naturligvis derind. Stor glæde. Sammen med dem sad en søn af Jonas Lie, Erik,k2092 det hæsligste jeg i mit liv har sét.
Jeg har også truffet unge fru Mowinckelk2093 hernede, Du husker hende vi var sammen med hos Nielsens i Bergen,k2094 og som dengang héd frk. Bødtker. Hendes svigermor ligeledes. Alle mennesker er så søde mod mig at det er rent rørende. Hos Tandlæge Heides har jeg vært inviteret en dag. Det er elskværdige folk, og de må sikkert være meget rige at dømme efter de huse de fører, et på landet 20 minutters jernfart fra Paris og et på boulevard Hausmann en af Paris' eleganteste gader.
Jeg trives fremdeles udmærket i mit pensionat. Her er stille som i et kloster fordi, det er en mellemgård men en meget nydelig med høje, luftige værelser, og tykke tepper på alle trapper. Igår kom her en ung pensionær, en ung nordmand. Beliggenheden her er også aldeles storartet, midt i Madelainekvarteret[sic],k2095 og 2 minutter fra de store boulevarder, i hvis nærhed alt ligger. Ja, det er et held, at jeg er kommen til at bo her, for jeg finder mig så vel så vel med den prægtige frue, og den dejlige pige.
– Jeg blev lykkelig over småens brev! Tak og kys hende for det. Men længselen efter hende kom jo stærkt over mig.
Igåraftes sendte M.dme. Aumont sin pige efter hostemikstur til mig en opskrift hendes søn, som er læge her, havde git hende. Hun kunde ikke udholde at høre på den hoste, sa hun. Pigen kom tilbage med en stor flaske (gud véd, hvad den koster) jeg tog en skefuld inden jeg gik iseng, og sandelig har jeg sovet godt i nat og næsten ikke hostet. Mdme. forsikred at den mikstur var så storartet for al slags hoste, hun vidste hvad den var sammensat af, og fortalte mig det.
Min indre tilstand er uforandret. Men Du må ikke tro, at jeg et øjeblik for alvor har angret på at jeg rejste. Fortvilet over at jeg måtte rejse, har jeg vært, og nær ved at fortvile over den nye art lidelse, jeg derved havde tat på mig. Men ikke et sekund har jeg for alvor villet ha det ugjort. I Klasensgade kunde jeg ikke være. Jeg ryster af rædsel blot jeg skriver det navn. Og jeg begriber ikke hvordan jeg nogensinde mere skal få mod og kræfter til at betræde den lejlighed, der, hvor jeg har lidt så aldeles meningsløst meget, og der hvor de grufulde optegnelser om mig ligger forvaret, disse optegnelser, som stadig supleres med nye. Nej, midt i al min elendighed er jeg fuld af tak fordi jeg sidder her, og ikke i det skrækkens sted, Klasensgade 11. Som jeg sa fornylig deroppe i Klasensgade: jeg vil heller frivillig helt og holdent gi afkald på Dig, end jeg vil ha Dig som jeg har havt Dig siden dette med hende kom på. I alle henseender har det vært forfærdeligt, forfærdeligt. Bare dette at det var Dig så magtpåliggende ikke at ha mig med, når Du skulde til noget, som for Dig var vigtigt og morsomt: opførelsen af dit stykke,k2096 dine aftener i Samfundet, det, som min blotte nærværelse spolerte for Dig – Uf ja kunde jeg blot la være at tænke på det! Men jeg kan ikke.
Men mit arbejde med mig selv må altså gå ud på at få mit indre i en sådan tilstand at alt dette ikke smerter, og ikke vil smerte mig mere. Opnår jeg ikke det, tør og bør jeg ikke mere vende tilbage. Jeg har tænkt på til foråret at ta til – å nej den tid, den sorg. Men var det ikke for småens skyld så vilde Du også helst være kvit mig for bestandig. Efter 3 års forløb kunde Du så gifte Dig med hende som Du elsker – hende gjennem hvem jeg har gjort Dig det værste af alt, som Du sa forleden aften deroppe i Klasensgade. Når det først var skét, så var jeg ræddet og friet ud fra min pine. Besøger hun Dig nu – ånej jeg vil ikke spørge. Du siger dog ikke sandheden hvis det virkelig er så. Se nu intet ondt eller bebrejdende i dette. Det er sorg altsammen.
Din Amalie

497. Erik til Amalie

Onsdag den 20 November [1895]
Hvorfor støder Du mig fra Dig? Du vil det jo ikke. Nu har jeg med Indtrykket af dit sidste Brev som en Pine i Sindet gået om i to Dage og ikke kunnet skrive til Dig. Hvorfor vender Du den Side mod mig, som har det onde i Følge, når Du kan være god og forstående mod andre?
På det Punkt af vort Forhold, hvor mine Handlinger har været måske ikke mindst hensynsfulde mod Dig – og det vil sige ikke så ganske lidt – retter Du Anklager eller rejser Du Formodninger, der indeholder lige så mange Fornærmelser som Ord næsten.
Endnu én Gang vil jeg bekvemme mig til at gentage for Dig, at «hun» som Du skriver om,k2097 ikke er i min Tanke og ikke forekommer i mit Liv uden når Du rejser hende som en Kimære mellem Dig og mig. I Begyndelsen af December ifjor, tror jeg det var, talte jeg for sidste Gang med hende – det var om Ting, der angik hende, ikke mig. Siden har jeg vistnok i Ny og Næ set hende i Studentersamfundet – jeg har ikke Erindring om, at det har været ofte – og der er aldrig faldet andre Ord mellem os end de aller flygtigste Goddag og Farvel.
Jeg har sagt Dig det før og jeg siger Dig det på ny, smærtefuldt, at er dit Sind således indrettet, at Du skal leve med Spøgelser, så vælg dem på Områder, hvor min Harme ikke netop stiger op af Jordens Skød med det samme. For Du har ikke Ret til at fremkalde min Harme.
Et Menneske har været langmodig og god, og det er mig.
Men jeg kan ikke tale videre om dette og jeg kan ikke rigtig skrive om andet. Jeg beder Dig blot om én Ting: Ret dit Sind mod det gode, Du vil gøre, så er der nok at tænke på, og så sker der det besynderlige, at Livet former sig efter din Vilje og bliver ikke en Hindring for din Fod. Jeg synes det er morsommere og frugtbarere at tænke på det gode end på det onde.
Jeg har sørget idag. Jeg kunde have set Småen og været sammen med hende i lidt over en Time, og så har det Menneske Slott-Møller stjålet min Tid. Jeg gjorde det i det vanvittige Håb at blive færdig. Min lille Småen, jeg kunde græde fordi jeg ikke var hos hende idag og nu ikke kan få hende at se før i Overmorgen.
Din Erik

498. Amalie til Erik

Paris rue CauMartin 18 21/11/95
Mens jeg husker det – har Du fåt de billeder, Du bestilte af mig hos fru Johansen? Du husker, at det ene skulde sendes til hende den tyske skuespillerinde,k2098 som bad så meget om at få et billede af mig. De øvrige to må Du endelig gjemme til mig, og enten senere sende dem eller bevare dem sålænge.
– Af en ytring i et lidet brev fra Peter Nansen som jeg fik søndag, så jeg at min bog er udkommet.k2099 Jeg havde bedt Larsen sende mig et eksemplar til Paris, men han har ikke gjort det.k2100 Og havde ikke P.N. ladt de par ord falde, vilde jeg ikke ha anet den, for mig ikke uvigtige nyhed, at bogen var kommen.
Jeg havde bedt P.N. sætte ind i «Politiken», at jeg var i Paris. Fordi der er så mange som blir skuffet over ikke at få bogen fra mig. Men når de hører, jeg er i Paris, så slår de sig bedre tiltåls. Nogen har fortalt mig at der står i Politiken at jeg skal bli her i hele vinter.k2101 Det har Politiken ikke fra mig. Jeg skrev ikke et muk om hvorlænge jeg skulde bli her.
Jeg vilde gjerne hørt et ord enten fra Dig eller Larsen om at bogen var kommen. Politiken har jeg hidtil kun sét et par gange rent tilfældig. Hvis det ikke koster formeget, så vilde jeg be Dig sende mig den, nogle nummere ad gangen; f.eks. Kommer der nogen læseværdige anmeldelser i et eller andet andet blad end Politiken,k2102 så vær så snil at sende mig det. Inat har jeg ikke sovet. Jeg har ligget og græmmet mig og grublet over, at det nu er så længe siden, jeg hørte fra Dig, omtrent 2 uger. Og nu kom der heller ikke brev idag. Ak gud hvilken tilstand! Skal det da aldrig aldrig mere bli anderledes for mig i mit liv. Skal jeg gå bestandig med al denne kummer, der tærer og graver mit hjærte istykker –
Bare der nu kom brev fra Dig imorgen! Forresten når brevene kommer, tør jeg ikke åbne dem. Jeg gruer så frygteligt for jeg véd, at de altid nu kun har stene for brød til mig. Så lar jeg dem ligge time efter time, hele dagen til aftenen og natten kommer, og når jeg så har åbnet og læst dem, begynder først den rigtige elendighed. Men at ikke få brev fra Dig er 1000 ganger værre. Da tænker jeg mig det frygteligste, og min sjæl er spændt på pinebænken.
Eksémet plager mig fremdeles mere og mindre hårdt. Og hosten ligeså. Men jeg kan ikke søge nogen specialist, for det har jeg ikke penger til. Den salve jeg kjøbte, som Tscherning havde skrevet op for mig kosted sammen med en liden æske zinkpudder 10 frc. Så kan Du nok begribe at jeg ikke kan søge dr. her.
22de nvbr. Heller ikke idag noget brev! Er Du bleven sint for mit sidste brev? Fordi jeg nu igjen er stanset, og har set mig tilbage. Jeg kan ikke andet. Jeg lever helt og holdent i det forbigangne. Lever og pines. Jeg kommer aldrig over den sorg at Du nu er slig, og før var så ganske en anden mod mig. Men i den sorg er der ingen bebrejdelse mod Dig. Ak nej, kun en martrende, tilbedende længsel. Når jeg snakker som i mit sidste brev, så er det fordi jeg ha luft undertiden. Ellers omkommer jeg. – Eller er Du kanske syg igjen og kan ikke skrive? Eller er der andre endda frygteligere ting ivejen? Husk dog på at jeg også er skildt fra småen, og kan Du dårligt bekvemme Dig til at spendere et brev på mig hvori Du taler om Dig og dit, så Du ikke la mig være så længe uden underretning om småen. Det jeg sidst hørte fra Dig var skrevet søndag 10de, og nu er det straks søndag 24de. Gjør mig dog ikke adskillelsen fra småen endnu smerteligere end den er, ved ikke at la mig høre om hende. Husk, at jeg lige til det sidste næsten, gik og drømte om at skulle ha hende med mig, og at savnet derfor føles dobbelt nu. Det er sandt, har Du fåt igjen «Trætte Mænd» hos S.M.?k2103 Uf det asen han er og blir i al evighed amen! Hvorledes går det Dig hjemme? Har Du fåt en kone?
24de
Nu har jeg endelig fåt dit brev og jeg er sønderknust over dets vrede og harmfulde tone. Vær dog ikke sint på mig – jeg bér, og bér Dig derom. – Nej, der er intet i verden jeg nødigere vil, end støde Dig fra mig. Gjerne gav jeg år af mit liv for at knytte Dig fast til mig i de færre år, jeg så vilde få tilbage. Men jeg vil dog endnu engang tale om dette, som Du er bleven så sint for. Bare jeg ved et magtsprog kunde tvinge Dig til at forstå, at det er ikke for at rejse anklager, eller bebrejdelser mod Dig, men for at forsvare mig selv. Jeg har intet intet at anklage Dig for, intet at bebrejde Dig. Den lidelse Du har forvoldt mig, har jeg fortjent.
Men altså Du skriver og Du har ofte sagt, at Du aldrig har vært mere hensynsfuld mod mig end netop i forholdet til hende. Havde Du en eneste gang villet værdiges at gi mig et eksempel, så havde jeg vidst og forståt det. Nu er det liksom i de dårlige bøger, hvor det forsikres ved alle lejligheder at heltinden er så og så ædel, men hvor læseren aldrig ved selvsyn overbevises derom. Har Du vært hensynsfuld mod mig også i det forhold, så takker jeg Dig inderligt for det. Men jeg ved bare ikke noget derom. Jeg véd overhovedet intet fra Dig men alt muligt fra alle andre kanter. Ifjor da jeg sad og arbejded derude på Charlottenborgk2104 og jeg i anledn. en, forresten ganske uskyldig ytring fra fru Cantor spurgte Dig om Du fremdeles omgikkes hende, viste Du mig i brev tilbagek2105 akkurat ligeså vredt og eftertrykkeligt som nu. Du sa at Du aldrig så hende, aldrig talte med hende uden tilfældig i samfundet, hvad jeg siden fik vide, var usandhed. «Det ligned min karaktérs sejghed at holde på med dette, der var så grundløst.» Jeg skulde holde min «smudsige næse fra den unge pige», der havde gjort Dig så meget godt. Og et uforglemmeligt bevis på hvor meget den unge pige var Dig værd i sammenligning med mig, min stakker, fik jeg (blandt andre) dengang Du udbrød: «Du skal spærres inde, hvis Du vover at nævne hendes navn!» Jeg, som så nylig netop havde vært indespærret!
Havde Du engang kunnet bekvemme Dig til at sige at det mellem Dig og hende havde vært sådan og sådan, men at det nu var forbi – men det har Du aldrig, kun raset og skjældt mig for det værste hvergang jeg har nævnet det. Jeg kan ikke føle mig skidden og skyldig i dette, som Du siger er det værste, jeg har gjort Dig. Jeg har forsøgt at gjøre det, fordi Du så ofte har sagt at jeg er det. Men jeg får det ikke til. Jeg kan ikke få det til. Jeg har lidt så altfor umenneskeligt meget ved alt hvad der skete dengang Du, i hemmelighed for mig, gik og var hendes – ja jeg véd ikke hvad Du var, men hun selv har sagt kjæreste. Det er aldeles vist at hun har sagt det. På to steder har hun sagt det. Hvis jeg bag din ryg havde havt noget at gjøre med et ungt menneske, der gik og skrød af at han var min kjæreste og Du så aldrig kunde få vide af hvilken natur forholdet mellem mig og mennesket havde vært, mon det så ikke vilde plaget og harmet Dig. Og hvis det var begyndt på en tid, da Du formedelst «sindssygdom» var bleven sendt bort fra dit hjem? Og hvis Du endvidere fik høre, at han også i Norge gik og brouted af mit kjæresteforhold til ham.
Af faktiske, fuldt ud pålidelige ting hvad dette forhold angår, véd jeg kun, at hun i brev har foreholdt Dig det urigtigek2106 i at kysse hende på gaden om natten, at Du har gåt og vært syg af kjærlighed til hende, og at hun har besøgt Dig om aftenen efterat Du havde lovet mig at hun ikke skulde gjøre det. Dengang jeg var hjemme fra Josefs hospital blandt andet, da Du til hende skrev det frygtelige skinbrev som jeg fik læse! Og husk på i hvilken tilstand mit indre var dengang dette ramte mig. Og hvad det er for «skiddenhed» og «gemenhed» og «lumpenhed» jeg i dette forhold har begået mod Dig forstår og fatter jeg, som sagt, ikke. Hvis Du blir sint for dette, og skriver som sidst, eller Du blir så sint at Du slet ikke skriver, så sværger jeg Dig til – ånej. Jeg hører dit: «ord, ord, ord.» Det er også bedre at handle. Det er så blodigt, så blodigt forgalt hvis Du blir sint, så rent unaturligt urimeligt, og så meningsløst håbløst, at der da for os ikke mere er noget at gjøre. Men jeg bér Dig så inderlig: Bliv ikke sint! Skriv i ethvert fald straks nogle ord, så jeg kan vide besked.
Din Amalie.
Jeg åbner brevet for endnu engang at tigge Dig om ikke at bli sint på mig. Å, jeg forgår af sorg og kummer. Svar mig pent, og jeg lover Dig højtideligt at jeg skal ikke mere nævne den sag. Aldrig mere! Og tak for de snille ord i dit sidste sinte brev. Der hvor Du fortæller mig at Du ikke omgåes hende. Du kan være vis på at jeg tror Dig. Aldeles sikkert uden skygge af tvil, tror jeg Dig. Men Du har vært så forfærdelig ond og fæl mod mig i anledning hende og forholdet til hende. Uden at ville og vide det. Det véd jeg godt. Å kunde og vilde Du ta dette fra mig! Jeg holder det ikke ud længere!

499. Erik til Amalie

Den 27 November 1895
Min kæreste Ven! Vidste Du, hvor jeg trænger til og længes efter din rolige stille og udholdende Godhed – mon Du så ikke vilde være stille og udholdende god?
Jeg synes, der er hundrede Ting jeg skulde fortælle Dig, men bestandig kommer dine sorgfyldte Breve mig på tværs.
Jo jeg var hos Fotografinden og bestille 3 Fotografier. En Uge efter tror jeg, fik jeg sendt et Postopkrævningsbrev med 7 Kr 50 Øre som Opkrævning for Indholdet. Jeg blev så vred over Prisens Størrelse og over Formen, at jeg protesterte Brevet, tog altså ikke imod det og har siden ikke ret kunnet bekvemme mig til at gå til den Optrækkerske. Det ærgrer mig imidlertid, for jeg vilde meget gerne have det Fotografi af Dig. Og en af Dagene går jeg vel derop. – Nogle Dage efter at andre havde meddelt mig, at de havde fået din Bog – jeg antager, at Du har fået adskillige Breve i den Anledning – fik jeg fra Hegel sendt et indbundet Eksemplar, efter din Ordre formoder jeg, eller er det det Eksemplar, som Du skulde ha? Under alle Omstændigheder sender jeg jo nødig dette Eksemplar fra mig, om end jeg kun med en vis Angst og i små Stød har læst i Bogen. Det er så smærteligt. Jeg har læst en Anmeldelse, som var god. Det var i det lille «Aftenbladet»k2107 – en højst nichtwürdig Avis, hvori imidlertid en dygtig Mand skriver Anmeldelser. Jeg forhørte mig i Anledning af denne om ham. Han hedder Lind,k2108 og Du skal få Anmeldelsen tilsendt, hvis Du vil ha det. Der var en Ytring deri, som Du næppe vil synes om, og det gjorde mig i Øjeblikket tvivlrådig, om jeg burde sende den. Idag hører jeg, at der i Ill. Tid. for i Søndags skal stå en ugunstig Kritik.k2109 Ellers véd jeg ikke, om der i Bladene har stået noget. I Politiken ikke, og de andre Blade læser jeg så uregelmæssig. Jeg sender Dig to Udklip og et Visitkort angående din Bog, det underskrevne er fra Gustav Philipsenk2110 i et Brev til mig om et Foredrag, han ikke kom til at holde. I Almindelighed må Du ikke vente, at på «Sct Jørgen» vil gøre samme Virkning som Professor Hieronimus. Der er jo ikke den bærende Smærte og Spænding i den som i den første.
Har Du i Paris fået Underretning om, at Peter Nansen fra Nytår træder ind som højtbetroet Mand i den Gyldendalske Forretning?k2111 Det er nok gået en to tre efter Bjørn[s] Angivelsek2112 på Opfordring af ham til Hegel som Modtræk imod at Ernst Bøjesen [sic] er bleven Direktør for Det store nordiske Forlag,k2113 der har købt Philipsens Forretning foruden Bøjesens og Hofmusikhandlen. Han skal så vidt jeg ved have 10.000 Kr om Året og mere siden. Jeg talte med ham den Dag Kontrakten var sluttet i et lille Selskab hos Norries og han var såre glad og elskværdig. Àpropos Norries: Den Bog «En Løsgænger»,k2114 han har udgivet, er fuld af Talent, et eget fikst Talent, der dog foreløbig løber ud i temmelig meget Sand. –
Jeg har været stærkt optagen af Geijerstams «Medusas Hufvud», ja jeg kan sige, at jeg i mange År ikke har haft en Bog så dybt inde i mig som denne. Jeg har skrevet min Mening til ham.k2115 I et foreløbigt Svar omtaler han, at hans Hustru «på ny» er bleven opereret og ligger på Hospitalet som meget men vistnok ikke farlig syg. Så har også Jørgensens «Rejsebogen» sysselsat mig en Del, og nu er Bjørnsons «Over Ævne» kommen og Pontoppidans «Dommens Dag» og Fortællinger af Schandorph.k2116 De sidste har jeg ikke læst endnu.
– På Fredag skal jeg spise med Småen hos Withs. Småen er dejlig, dejlig, tyrannisk og himmelsk sød, når hun er hjemme hos mig, og yndefuld artig hos Slomanns. – Det er sen Aften og jeg er svært træt efter en lang Dag i Rigsdagen. Jo, jeg har fået en, som det lader, hyggelig Kone, som Fru Slomann indirekte har skaffet mig.
[Tilføyelse skrevet til på langs på alle fire sider]:
Du véd ikke hvor jeg længes efter at høre noget om dit Liv i Paris. Det var mig helt underligt at læse lidt derom i det Brev, Du sendte Småen. Jeg havde næsten begyndt at lægge Planer om at komme ned til Dig i Juleferien. Men det bliver umuligt at få Pengene til at strække til. Foreløbig er jeg glad over, at jeg foruden at betale Jacobsen, Slagteren, Kulmanden, Skatter, Skrædder (100 Kr) Afdrag på Lån (70 Kr) og Husleje dog kan holde en pæn lille Jul for Småen.
Din Erik
[Tilføyelse på første side]:
I alt har jeg betalt når 11 Decemb er kommet 547 Kr. foruden det, jeg og Småen lever af. Og så er der endnu en Regning hos Vinhandleren tilbage.

500. Amalie til Erik

Paris rue Caumartin 18
5/12/95
Tak min kjære ven for det med så megen frygt imødesete brev! Du har altså valgt at intet svare på hvad jeg skrev om. Det, jeg allermest frygted, har Du valgt, og har derved – – – ja ja.
Af forskjellige grunde har jeg vært så nedtrykt, at jeg bogstavelig ikke har orket at skrive til Dig alle disse dage. Hverken til Dig eller nogen anden. Mandag aften var jeg sammen med Garborgs og et par andre i Moulin Rouge, og der blev min portemonnai borte. Formodentlig stjålet af en lommetyv. Der var alt hvad jeg ejed og havde 150 frc. foruden frimærker og nogle tyske penge. Du kan tænke Dig til hvordan jeg blev tilmode. Siden har jeg vært som lamslået. Pengene var ovenikjøbet lånt af Achen – Dagen før havde jeg fra fru Mann fåt tilsendt et til hende stilet brev fra Albert Langen,k2117 hvori han hånlig og uhøflig bad hende forstå, at han helst er fri for «Sct. Jørgen», og byder hende et honorar af 10 mrk. pr. ark. Han har kun tabt penge på Hieronimus, hvis uheldige titel for en del havde hindret salk2118get o.s. v. Fru Mann skriver at hun ikke vil arbejde for så lidt, og foretrækker at brænde de ark, hun har oversat. Med dette honorar havde jeg tænkt at tilbagebetale Achen, og nu er det røget i lyset.
Så havde jeg lejet et værelse i et andet pensionat, hvor der bode 2 unge norske damer, som var blet så glad i mig, og som gjerne vilde jeg skulde flytte op til dem, hvilket der var god mening i. Her frøs jeg nemlig så aldeles meningsløst da det nogle dage var koldt – (nu er det mildt igjen.) Mit værelse er så stort og så åbent ved vinduerne, at det viste sig umuligt at få det opvarmet, skjøndt jeg i et par dage ifølge madames regning havde brændt for 10 frc. Jeg tænkte med gru på vinterkulden, der er streng her i januar og februar. Madame er lidt gjerrig, og lægger ikke i i spisestuen og næsten ikke i dagligstuen. Så fik jeg altså høre om det andet pensionat, og gik derop. Det viste sig at være udmærket: elegant, opvarmet på samme vis som hos Achens og Cantors, i entreer, spisestuen, på trapper og gange, over alt. Maden efter sigende fortrinlig og rigelig og prisen 70 frc. billigere pr. måned end her. Jeg slog straks til og lejed det ledige værelse, der kun var halvt så stort som dette, men svært hyggeligt. Og jeg var så glad ved dette coup. Så pludselig havde de unge damer fra slægtninge i Norge fåt brev om at de, hvis fru Skram flytted ind i pensionatet øjeblikkelig havde at flytte ud. De skulde ikke bo under samme tag som en sådan forfatterinde o.s. v. Det blir for langt at fortælle Dig alle detaljer, men enden blev, at jeg trak mig tilbage. Jeg sad her og græd alene om aftenen og natten, og led under en følelse af forladthed, næsten lige stor som dengang på galehusene. Jeg havde som sagt vært så glad fordi jeg skulde flytte derop.
– Gjennem et brev fra Achen havde jeg erfaret det om Peter Nansen og Gyldendal,k2119 og havde følt et stik i hjærtet ved det. Hvorfor ikke Dig når han endelig engang skulde ha en ny mand ind i sin forretning? Eller farer jeg vild? Havde Du kanske ikke kunnet eller villet? Praktisk sét vilde det dog vært en stor lykke for Dig, ikke sandt?
Er Du færdig hos Sl. Møller nu? E.B.s anmeldelse havde jeg læst hos Dr. Tscherning.k2120 Han sa iforvejen at den var så udmærket, så rosende o.s. v. Da jeg havde læst den, ønsked jeg, at jeg ikke havde læst den. Den var fæl, endda fælere end vanligt, når han skriver om mig. For ikke at bli fristet til at læse den op igjen brændte jeg bladet, da det kom fra Dig.
Du skulde ikke ha sagt at der i «Aftenbladet» stod en sætning om mig som vilde støde mig, uden at citere sætningen. Det har plaget mig, og jeg har grublet over af hvad art det stødende kunde være. Nu tænker jeg imidlertid ikke mere på det.
Jeg vil så gjerne ha min «Guds fred» sendt herned.k2121 Hvis det ikke koster formeget, da.
Fra Gyldendal har jeg nu for en uge siden fåt min nye bog, så Du behøver ikke at sende mig dit eksemplar.
I Verdens Gang har jeg hos Garborgs læst en velvillig anmeldelse af bogen.k2122
Ja, også jeg var dybt grebet af det gode i «Medusas hufvud».k2123 Men der var i «teknisk» henseende gjort så mange hokus pokus at det ødela virkningen syntes jeg.
Tænk alt det Du har fåt betalt! Det er storartet. Tænk hvor sød og flink Du er! Hvor mange gange gik dit stykke?k2124 Fortæl mig det. Er det blet kjøbt i provinsen? Eller i Xania?
Jeg kan ikke skrive noget om mit liv hernede. Jeg er så nedtrykt, og der er heller ikke noget at skrive om. Det blir enten for meget eller altfor lidt. Summen er, at jeg har det ondt indvendig, forfærdelig ondt, fordi tingene i verden for mig er blet som de er blet. Sandsynligvis kommer jeg til at flytte herfra. Jeg må se til at få mig et varmere og billigere sted. Jeg har skrevet til småen og fru Slomann som svar på breve til mig fra dem begge.k2125
Og nu godnat min kjære, kjære ven. Ak om det havde vært nu som i gamle, ældgamle dage, da jeg skrev til Dig, og Du skrev til mig, og dine breve var lykken og alt for mig, alt det jeg leved på. Ja sådan var det i Kristiania for mig. Og så kaldte jeg Dig ikke engang Erik. Jeg har vært forhekset, forgjort, besat. Skriv til mig!
Din Amalie.
Jeg har skrevet til Hegel og har bedt ham sende mig penge inden den 8de,k2126 månedsdagen for min indflytning her. Vær snil og forhør Dig om han har husket det. Siden jeg misted portemonnaien har jeg måttet leve på lån, og det er svært nødvendigt at få penge.

501. Erik til Amalie

Kbhvn den 10 December 1895
Kæreste Amalie jeg véd ikke, hvad Du ønskede jeg skulde svare på i det Brev, som indeholdt Løftet om, at Du nu endelig en Gang kunde skrinlægge alle de golde Sorger og Bekymringer, Du har gjort Dig om én Ting, som ikke var fornøden. Jeg forstår ikke, at Du ikke kan se, at der er hundrede Gange mere Vilje til Kærlighed i hver Ting jeg glemmer og lader ligge uberørt, end der er i din Omtale af de samme Ting. Kærlighed husker intet. Den husker i alt Fald intet ondt.
Kære kære Ven Du længes efter min Kærlighed. Så lev da Livet fra nyt! Hvorfor slæber Du alt det dræbende med Dig fra den Gang jeg blev lamslået og forfærdet i min Sjæl. Du har jo selv sagt det: Kærlighed kan man ikke græde sig til, ikke lide sig til og ikke trodse sig til, men Du har ikke fuldført Perioden.k2127 Den skulde ende sådan: – men man kan elske sig den til. Alle disse «ikke'r» hjælper til intet, det er Fuldførelsen af Tanken det kommer an på og den deraf fødte Vilje, omsat i stille og lys Gerning fra Minut til Minut. Og jeg tør tale med om dette. Jeg har en Gang haft Evne til at gennemføre et ikke kort Forsøg i denne Retning – gør Gengæld.
Men nu min kære Ven, jo mindre vi taler om dette, jo mere frugtbar kunde Tingen blive. Dine fata i Paris er jo temmelig sønderknusende. Tabet af din Portemonnaie med de 150 frs osv. har jeg ikke kunnet komme bort fra, det sidder og nager mig, og Herregud den Portemonnaie havde jeg købt til Dig i Berlin. Det forbandede tyske Forlag, som samtidig trækker sig tilbage! Men mens jeg husker det: Hvorfor går Du med alle dine Penge hos Dig? Det er jo ikke alene Tyve, der her er at befrygte, Du kan jo også glemme Portemonnaien. Jeg læste igår umiddelbart efter dit Brev din udmærket skrevne Beretning om Uheldene på din Rejsek2128 og måtte sukke ved Tanken om, at Uheldenes Række altså langt fra var udtømt med disse forholdsvis uskyldige. Men jeg kan jo ikke nægte, at dette Tab af de 150 frs førte min Tanke videre og hen på Spørgsmålet, om det for Alvor er rigtigt, at Du bruger de mange Penge i Paris. Ganske vist, i År er det gået os godt med Penge, og din Rejse har været mulig, og den var vel også fornuftig, da den begyndte. Jeg troede selv på Rejsens gavnlige Virkninger. Men – ja hvad siger Du selv? Og Pengene, som Du altså bruger forskudsvis. Jeg véd slet ikke, om jeg får nogen større Ekstrafortjeneste til Sommer. Så står vi der. Og Småen, som vi dog skulde skaffe et Ophold på Landet. Ja min Ven, dette må Du nu selv overveje. Med mit Stykke er det jo for så vidt gået overraskende godt, som det først nu på Torsdag skal opføres for sidste (13) Gangk2129 og hidtil bestandig har givet fortræffeligt Hus. Procenterne har for de første 10 Forestillinger beløbet sig til lidt over 400 Kr (Abonnementet går jo fra), og jeg tænker, at der bliver en halvhundrede Kroner endnu at redde.
Og din Pensionshistorie med de oplyste Folk i Norge. At det har været ret bittert, forstår jeg så inderlig vel. Man må gøre sig hård i den Retning, lade sit Sind med den tilbørlige Foragt, ak ja, men morsomt er det ikke, tilmed når Dumheden som ved denne Lejlighed spærrer en ude fra noget i og for sig atråværdigt. Hvad Du fortæller om din nærige Pensionsfrue, morer mig, fordi det svarer så udmærket til det Billede, jeg fra mine Forældres Tid bestandig har dannet mig af Pensionsfruer i Paris. De levede også en Tid lang i Paris og havde mange Ting at fortælle om Kniberiet hos den Mme Blanchard, de boede hos.
– Færdig hos Slott-Møller? Haha! Nej! Men det kommer i det sidste rigtignok af, at jeg ikke har kunnet bekvemme mig til at gå derop. Jeg udeblev en Dag for Småens Skyld (det vil sige, jeg havde været der om Morgenen og gav et Løfte om, hvis jeg kunde, at komme igen, jeg var fri for Rigsdagen). Jeg havde tænkt at tage hende med, men hun var så himmelglad ved at være hjemme ene med mig, at jeg ikke kunde falde på at forstyrre denne Glæde, og næste Dag fik jeg et – behersket – irriteret Brev. Jeg gi'r ham Fanden! Nansens Ansættelse hos Gyldendal betyder, at han skal bringe moderne Liv i Forretningsgangen, hvilket atter vil sige, at han skal sørge for «Reklamen» – det havde jeg aldrig i Verden duet til. Og til syvende og sidst beror hans Stilling så fuldstændig af det Forhold han formår at komme i personlig til Hegel, at Sagen velsagtens vil vise sig ikke alene at have Roser.
Jeg har været til Middag med Småen en Gang hos Withs og en Gang hos Oct. Hansens, så har jeg været hos Kiellands (for 2den Gang) mine regelmæssige Gange hos Slomanns, til to Fester i Studenterverdenen (Foreningen og Retshjælpen), en Aften i Folketeatret, ellers har jeg efter den i denne Tid temmelig travle og langmødede Rigsdag siddet hjemme fordybet i Læsning af den megen og gode ny Literatur. Sidst Bjørnsons «Over Ævne». Den er mægtig! Sidste Søndag havde jeg inviteret alle Børnene hos Slomanns til en Eftermiddagsforestilling hos Hagenbeck,k2130 der viser i et vældigt Indelukke en Mængde dresserede Løver, Tigre, Leoparder, Bjørne, Hunde og Elefanter. Det var overmåde morsomt (kostede mig 7 Kroner). Imorgen skal jeg se «Eleonora Duse» i «Hjemmet».k2131 Billeten koster 12 Kroner, og jeg kommer der altså kun denne Gang, det er galt nok. Og så er jeg i Resten af Ugen indbudt til Withs, Laurids Bingsk2132 og Frænkelsk2133 – når jeg nu blot kan komme der for Rigsdagen.
Småen er dejlig, kærlig og travl og vigtig. Uforanderlig artig ude hos Slomanns og glad ved at være der, men med en Underfølelse af Længsel efter sit eget rigtige Hjem og med en i Bølger kommende Længsel efter Dig. Nu glæder hun sig ihærdigt til Julen. Juleaften tilbringer vi naturligvis hos Slomanns – mest Lyst havde jeg til den Aften at stjæle hende bort for mig selv og lave Jul til hende i vore egne Stuer. Foreslog jeg hende det, gik hun øjeblikkelig med dertil – hvis hun da ikke kom i Tanker om, at hun så muligvis gik glip af Gaverne hos Slomanns. Hun har forlængst betinget sig, at hun og jeg skal gå ud sammen og købe Gaver til alle der ude, og hun véd på en Prik, hvad hver især skal ha'. Heldigvis synes Planerne overkommelige.
Min søde Pige, jeg kan ikke lade være, jeg må blot sige de to Ord: Dér har Du i Verden et dejligt Barn og en Mand, der med sin gode Vilje aldrig har gjort Dig et Gran af ondt, og som jo ikke netop er en Klodrian eller ellers ynkværdig – og Du gør ikke andet end sørge. Mon der dog ikke var noget andet at gøre?
Jeg mødte idag her ude på Østerbro og kom til at følges med langs Farimagsgade den unge Pige, eller halvgamle, hvad man skal kalde det, som var med sin Søster og Svoger (Familjen Senn) i Svaneke,k2134 kan Du huske, det er mig umuligt at komme på Navnet. Hun spurgte så hjærtelig til Dig og Småen og først efter at jeg vidt og bredt havde fortalt og spurgt til hendes Familje og hende selv – hun havde sagt, at hun ikke længer var Lærerinde på Abnormanstalten –, fortalte hun sin underlig sørgelige Skæbne siden i Sommer. Der var en tysk Professor, kan Du måske huske, Matematiker, et Par Dage i Svaneke, han kom senere til København og opsøgte Familjen Senn og hende, og med ham blev hun forlovet, og Brylluppet blev berammet til nu eller først i 1896. Hun opgav sin Plads og syede på sit Udstyr. Så for to Uger siden føres han som gal – sprængt ved et Overmål af Arbejde – til en Sindssygeanstalt, og hun, der har Erfaring i den Slags Ting, kan på Efterretningerne forstå, at han er uhelbredelig. Jeg fik en vældig Agtelse for hende ved den Måde, hvorpå hun fortalte dette. Livet er en Fandens Ting! – Jeg var begyndt at blive alvorlig bekymret ved din lange Tavshed. Skriv nu så snart Du kan, og lad der være lidt Lysning i Brevet.
Din Erik

502. Amalie til Erik

Paris rue Caumartin 18
10/12/95
Endnu er ingen penge kommet,k2135 og jeg véd næsten ikke min arme råd. Jeg havde ventet dem så sikkert inden den 8de, fordi jeg udtrykkelig havde sagt, at jeg måtte ha dem inden den dato. Idag har jeg atter skrevet til Hegel. Spørg endelig om han nu har sendt.
Spørg ligeledes Peter N. om han ikke har kunnet bruge det jeg sendte til Politiken.k2136 Folk, som læser P. har sagt at det ikke har ståt der, og det er dog nu så længe siden jeg sendte det.
Amalie

503. Amalie til Erik

Paris rue de Faubourg Sct. Honoré 225.
15/12/95
Endnu ingen penge.k2137 Nu er det imorgen 14 dage siden jeg misted portemonnaien. Hvad tænker H. på. Det var en fast aftale at han skulde sende mig så og så meget pr. måned. Gå endelig ned og tal med ham. Jeg formår ikke at klare mig længere.
Amalie

504. Erik til Amalie

Den 16 December [1895]
Kæreste Amalie jeg har været med Dig i dine Pengesorger hver evige Dag.
Den 17 December
Så langt kom jeg igår Aftes, da det ringede, og den norske Forfatter Johan Bøjer [sic] trådte indk2138 og anbragte sig til en forsvarlig Samtale i Chaiselonguen. Kl 10 skulde jeg i Bestyrelsesmøde for at træffe Aftale om Julegildet på Lørdag, og da jeg kom hjem hen ad 12 var jeg for træt og søvnig til at skrive videre. Nu idag har jeg Småen hos mig. Hun står i Vinduet og laver et Fletteblad til Dig og kommer hvert Øjeblik hen til mig for at spørge om alt muligt og meddele mig, hvad jeg skal skrive til Dig. Bl.a. da, at Du skal komme hjem på Onsdag eller Torsdag, og at Du til næste Jul, «når jeg har rigtig Jul her hjemme», skal klistre alle de Fletteblade, som Du har, og alle dem, jeg har – Gud bedre det, nu forlanger hun, at jeg skal komme frem med dem, og jeg véd ikke, hvor de er – til Kræmmerhuse og hænge dem på Juletræet. Og jeg skal fortælle Dig, at hun længes efter Dig, og at hun idag har fået en Krumkam. (Den har jeg købt til hende og er blot ked af, at jeg ikke har gjort det for længe siden. Nu ser hun langt sødere ud end med den store Uglerede af et Hår, der uden Krumkam ikke er til at holde i Orden.) Så skal Du også have at vide, at hun har mistet sin første Fortand. Jeg tror, hun selv har pillet den ud en Aften i Sengen, under alle Omstændigheder er det gået umærkeligt for sig, kun, at hun har betroet mig, at hun var bange for at komme til Tandlægen og derfor selv gik og rykkede i den. – Den Unge er et lille kærligt Væsen med en efter sin Alder mærkelig dyb Bund. Der er ikke Tvivl om, at hun har det godt hos Slomanns, og de der ude véd intet andet end at hun er lutter Glæde, men kommer hun så alene med mig, er der en så rørende Henrykkelse og febrilsk Agtpågivenhed på, at intet Minut tages fra Opholdet i Klassensgade og nu og da lidt Gråd og Klage – Helt ud trives hun kun for Tiden sammen med mig. Det kan ikke skjules, at hun føler Savnet af sit Hjem. Hun kan klynge sig til mig i Afskedsøjeblikkene med Angst i sit lille Hjærte, som jeg kan føle banke mod mit, og det hulker inde i hende – men hurtigt går det jo over. I Søndags følte hun sig inderlig forurettet, fordi jeg kun – Spisetiden lå så galt – havde haft hende i halvanden Time hjemme, og da græd hun for Alvor, og jeg måtte love hende at skænke hende hele Tirsdagen – idag –, vi skulde spise sammen og ikke gå hjem til Slomanns, før hun skulde i Seng. Da vi gik ud af Porten, og hun tog min Hånd, skete det med den Bemærkning: «Ikke sandt Pappa, når nu Mamma kommer hjem, så rejser Mamma ikke mere bort igen, for nu må jeg ikke mere bo hos fremmede – jeg har to Gange boet hos andre, Pappa, det skal jeg aldrig mere, vel? Det er slet ikke morsomt, Pappa.» Og der er mange andre Småbemærkninger. Jeg kan for Resten næsten ikke samle hvad jeg skriver, bogstavelig mellem hvert tredje fjerde Ord jeg skriver må jeg se på hendes Leg i Vinduet – nu bygger hun med Klodser – og svare på hendes Spørgsmål. «Må jeg sige Dig en Ting, Pappa, er dette ikke pænt? Se dog Pappa, nej se dog! Hvad tror Du det er? Nej Du må se, Pappa, er Du ikke snart færdig med at skrive?» – «Véd Du Pappa hvad jeg tror? Jeg tror, at Mamma går hen og ser sådanne Ting i Paris som mere morer Børn end voksne, for at hun kunde have noget at fortælle mig i sit Brev. Tror Du ikke?» – «Å, det er så kedeligt, at Du skriver.» – «Mamma har sådan en blød Hud, ikke Pappa, når jeg kysser hende – det er så dejligt.» Og når vi så går hjem i Lygteskin, standser vi ved hvert Vindue med de store Juleudstillinger – vi er jo kommen godt med her ude på Østerbro – og ser om og om igen på de samme Sager. I Søndags trak hun mig endog ned ad en Sidegade for at vise mig noget i en Urtebod, hun absolut måtte have at vide, hvad var. Noget almindeligt Stads, som kunde ses i mange andre Vinduer. Og da jeg sa' noget i den Retning, svarede hun ganske alvorligt: «Det véd jeg godt, Pappa, jeg vilde bare spilde Tiden med Dig.» Og idag: «Véd Du Pappa, hvem jeg holder allermest af i hele København? Dig! Og véd Du, hvem jeg holder allermest af i hele Paris? Mamma!»
– Nu har jeg fulgt Småen hjem. Å, vi har haft det så godt, så godt. Spist på Restauration, og efter hendes Ønske spist «Mørbrad», for det kunde hun huske, at hun før en Gang har spist sammen med mig dér. Det var i de Dage før Bornholmsrejsen, da vi jo af og til måtte ty hen på Triangelen for at spise. Og vi har spillet Lotteri med Bogstaver og Tal, «for ser Du Pappa, jeg tror, jeg må begynde at spille Bogstavlotteri igen, for nu kan jeg snart ikke huske Bogstaverne mere.» Og Småen har tigget mig ihærdig og med Armene om min Hals og Tårer på Kind om den lange Blyant, der ser ud som en Spadserestok, og som jeg har lovet, at hun en Gang skal få, når hun har været rigtig artig og er bleven større. Og jeg måtte tage al min Kraft fangen for at gennemføre den Nægtelse, jeg havde begyndt på. Helst gav jeg hende alt, hvad i Verden hun bad om, og jeg kunde overkomme. Og jeg måtte skænde lidt, og hun surmule en lille Stund for tilsidst at blive sødere end nogensinde før. Hvor er det Barn ivrig og inderlig i det, hun har sat sig i Hovedet. Og da jeg så endelig med mange Løfter om de kommende Dages Afhentelse fra Børnehaven og Gåen ud sammen for at købe Julegaver, kyssede hende til Afsked i Slomanns Entré, skælvede det lille Væsen i mine Arme og bekæmpede Gråden. Jeg tør ikke gerne nu mere kysse hende efter at hun er kommen i Seng, hun vil ikke slippe mig.
– Ja min kæreste Ven, dette blev nu et Brev om Småen, og jeg havde tænkt at skrive til Dig om min Rædsel, da jeg opdagede, at Hegel ikke havde sendt Dig Penge i rette Tid. Det er den overhændige Travlhed i Juletiden med hundrede og hundrede Besørgelser af alt muligt, der har bragt ham til at glemme din Anmodning og endog mene, at han ikke havde din Adresse. Jeg vilde straks have skrevet til Dig derom, men blev altid forhindret, og Faktum kunde jeg jo desværre ikke ændre. Undskyld, at jeg ikke endnu har sendt Guds Fred, den kommer nu.
Din Erik
[Tilføyelse på første side]:
Jeg har set Eleonora Duse og blev meget betagen af hende – dog ikke som af Sarah B. første Gangk2139 – men man er jo også bleven ældre.

505. Amalie til Erik

Paris Rue Faubourg St Honoré 225.
18/12/95
Tak for dit brev min kjære ven. Det er nu vist flere dage siden det kom. Jeg har nok siden skrevet 2 brevkort til Dig, hvori jeg har jamret over Hegel og udeblivelsen af de penge, han havde lovt at sende mig. Nu iforgårs på mandag kom endelig pengene. Jeg vilde ha havt dem en dag tidligere, hvis jeg ikke imidlertid var flyttet, hvilket kosted en mængde penge. Men Hegel har knebet ind på det, han sendte mig. Han havde lovt at sende mig 150 kr. måneden. Jeg bad nu om at få 300 for nvbr. og dcbr. Han sender mig 290. Jeg bad ligeledes om at få den smule resthonorar, der var tilovers på min sidste bog. Han svarer mig end ikke på det, og det uagtet jeg i min sidste skrivelse havde fortalt ham om tyveriet af min portemonnai med indhold. Så har jeg måttet låne end yderligere.
Jeg kan ikke arbejde; intet kan jeg gjøre. De skitser til Tilskueren,k2140 jeg hjemme var begyndt på, vil jeg ikke sende. De klær mig selv altfor nøgen. Jeg blues for at udgi dem. Så sidder jeg her. Sidder her, og ønsker at sidde her til jeg barmhjærtig rådner op. Jeg har det fælt, men jeg havde det 1000 gange fælere i Klasensgade 11. Jeg ræddes, ræddes, kvier mig og fryser ved tanken om nogensinde mere at vende did tilbage. Ja, Du véd ikke Du hvordan jeg, siden min tilbagekomst fra galehusene, havde det i Klasensgade. Og det kan også være akkurat det samme. Jeg har gjort en god ting i mit liv, det var at hudflette og piske min i forvejen blodige sjæl til at ville og gjennemføre denne rædselsfulde rejse! Som jeg nu trods al elendigheden er taknemmelig for at jeg satte igjennem. Du bemærker intet til mine bemærkninger om E.B.s anmeldelse af min sidste bog. Er Du ikke enig i at den var fæl?
Jeg har fåt mange breve om bogen og i dem alle har der ståt at «På Sct. Jørgen» var endnu bedre end «Hieronimus». Men det er vel noget de siger. Skidt være med dem og det!
Jeg sendte iforgårs en liden kasse med julegaver til småen og til Slomanns børn. For at støtte tingene af la jeg ned i kassen to gamle skjørter, som jeg ikke har brug for. Fragten blev akkurat den samme, når vægten ikke oversteg 5 kilo. Og det gjorde den ikke. Dukken til småen kan gå, når man holder hende i begge arme eller hænder; det står forresten på kassen på fransk. Vis småen, hvordan hun skal bære sig ad, uden at rive dukken istykker. Jeg håber at jeg ikke har tat fejl af Slomanns gutters navne. Den mindste skal ha boldten, og den største farveskrinet. Jeg vilde ha sendt dem penere ting, hvis jeg ikke havde vært så fattig. Jeg vilde da også sendt Dig en ting. Når Du snakker med småen om mig, så snak ikke sådan at hun får indtryk af at jeg snart kommer hende for øje. Snak ganske modsat.
Vil Du og kan Du gjøre mig den tjeneste at sende til Hr. Louis Gudmann, Boulevard de Strasbourg 6, et eksemplar af den Paris, Du har oversat?k2141 Du har jo nogle eksemplarer liggende? Gudmanns har gjort mig så mange tjenester, vært så snille mod mig. Nu skal jeg være der på julaften, hvis jeg da endnu er ilive til den dag, og får vist også julegaver, som jeg ikke kan gjengælde. Han sad forleden og græmmed sig over at han ikke havde råd til at kjøbe bøger ikke engang denne Paris, som E Skram havde oversat, og som han så gjerne vilde eje. Vil og kan Du ikke gjøre det, så sig bare nej. Fragten behøver Du naturligvis ikke at betale. Han vil bli himmelglad ved at få den alligevel.
– Ja, jeg tænker med græmmelse på sommeren og på de penge, vi ikke har for at skaffe småen på landet. Men småen kan, hvis Du tillader det, rejse med mig til Helsingfors, hvor vi på Busholmen hos Kurténsk2142 får det over al beskrivelse godt. Hvis gamle kommandør Vildek2143 endnu er i live til den tid, kan han ved et par skrevne ord til kaptajnen på skibet skaffe småen og mig fri rejse frem og tilbage, og hos Kurténs er vi jo gjæster. Glædelig jul skulde jeg vel sige!
Amalie.

506. Erik til Amalie

18-12-95
Pengene er sendt den 12 til Rue Caumartin.k2144 Hegel havde flere Gange fået Påmindelser af Larsen, med hvem jeg havde talt. Jeg blev derfor i højeste Grad forskrækket, da jeg den 11 talte med Hegel og erfarede, at Pengene ikke var sendt. Igår har jeg sendt Brev til Rue Caumartin. Dertil vil idet hele vistnok mange Breve gå. Ikke få har af mig fået opgivet den Adresse.
E.S.

507. Amalie til Erik

Paris, Rue de Faubourg St Honoré 225k2145
[19/12/95]
Vær så snil at endelig sende mig straks den tyske oversættelse af «Sommer», et tysk eksemplar af Hieronimus og et tysk eksemplar af Agnete.k2146 Ligeledes Tilskueren med «Memento Mori».k2147 Alt dette findes i mit forrige marterkammerværelse. Send mig endvidere endelig «Børnefortællinger» og det hæfte af det franske tidskrift, hvor «In Asiam profectus est» er oversat!k2148 Dette hefte ligger hos Dig – jeg tror på den store greje som engang har vært Vilhelms.
Amalie.
Du endelig sende mig alt dette. Jeg skal bruge det. Så kan Du også huske «Guds Fred» imellem.

508. Erik til Amalie

20-12-95
Kære Amalie, da Småen og jeg idag var i Færd med, vel rustede med Galoscher og Paraply – det nogensind tøsneede i vældige Masser og var et Pløre på Gaden ud over enhver Beskrivelse – at gå ned ad Trapperne i Klassensgade for i sidste Øjeblik at skynde os ud til Middagen hos Slomanns, mødte vi på Trappen Pakkepostbuddet med den store Kasse fra Dig. Altså vendte vi om, kvitterede og betalte den ringe Told (16 Øre) der var at erlægge, og forlod derpå til Småens Skuffelse Kassen uåbnet. Vi kom i Sporvogn (atter imod Småens Ønske, for så gik Turen jo så meget hurtigere, og de utallige Svinkeærinder til Butiksvinduerne kunde der ikke blive noget af) og nåede i rette Tid ud til Slomanns. Det er sødt at se den uforandrede Glæde, hvormed de alle og særlig Fruen derude tager imod Småen, når hun har været borte med mig, og Småens Tilfredshed er umiskendelig, om end jeg med mit hemmelige Kendskab til hendes Hjærtes Tilstand véd, på hvad Kant hendes egentlige Fryd stikker, og idag havde hun nu vært ekstra savnet, fordi Juleforberedelserne var begyndt, og alle Børnene havde været i Arbejde. Tonen er naturlig og frisk derude – om end isprængt med noget tørt nervøst fra Mandens Side og vel megen Gudelighed fra Fruens Side i Valget af Sange osv., de dumme Aften- og Morgenbønner har jeg dog ikke mærket noget til – og Johanne er glad og lige på og undertiden støjende munter. Jeg har hørt på anden Hånd, at Fru Slomann har talt i meget høje Toner om Johannes Sødhed. Juleaften begynder Kl 6 derude med Te, så Juletræ og Gaver, Leg og Aftensmad. På Mandag går Småen og jeg til Byen sammen og køber Gaver til hele Huset. Anden Juledag kommer Emil Slomann med sine Børn til Middag, hvortil også jeg er bedt, og jeg har i den Anledning sagt nej til en Indbydelse til mig og Småen fra Knudtzons (Middag og Juletræ) samme Dag.k2149 – Nu har jeg spist min ensomme Middag på Triangelen, er kommen hjem og har åbnet Kassen og glæder mig på Småens Vegne over den ualmindelig nydelige Dukke, Du sender hende. Her hos mig ligger den Gave fra hende til Dig, hun har gjort færdig i Børnehaven. Inden i lægger jeg et Fotografi af Småen, som blev taget i forrige Uge, og det skulde da altså være min Gave til Dig. Der er jo ikke god Mulighed for at sende Dig andre Sager, og så håber jeg jo på, at det hele må komme godt frem. Helt fornøjet med Billedet er jeg ikke men noget godt er der dog i det venlige lille Ansigt. –
Ja min kære Ven, det er jo en underlig Jul, vi tre, Småen, Du og jeg, skal holde, og egentlig var det først Kassens Ankomst idag, der uomstødelig slog det fast i min Bevidsthed, at Du blev borte. Jeg tror ikke, at Du har valgt det, der er lettest for Dig selv – og så er da mit inderlige Ønske, at det må have godt i Følge, hvad Du er begyndt på. At jeg ser en Vej fremefter, der ikke er svær at vandre, og hvor Hvilepladserne og de glade Stunder kunde være mange, har jo ikke meget at sige for Dig, Du går dine egne Veje og skyer de Steder, hvor der er banet Sti, men også ad Omveje kan man jo komme frem. Jeg står i vort Hjem, Amalie, og venter på Dig med vor lille Pige ved Hånden. Vi er to til at holde af Dig, giv os et kærligt Goddag, læg din Arm om min Hals samtidig med at Du tager imod Småens to krystende Arme om din, og når Du har kysset hende, kys så mig og føl i et pludseligt Minut, at der er en Stilhed i Verden, en Fred i Sjælen, som kan vare Livet ud. Det var denne Fred jeg mente med min Kærlighed. – Nå, men jeg ønsker Dig altså en så glædelig Jul som mulig. Hvordan dine Forhold i Virkeligheden er, din Omgang dine Sysler osv. har jeg jo ikke megen Begreb om, hvem Du skal tilbringe Juleaften med, aner jeg ikke. Gid Du må have det godt!
Din Erik
Dine Gaver til Slomanns Børn skal naturligvis blive anbragt på Juletræet.

509. Erik til Amalie

21-12-95
Kære Mammak2150
Jeg har givet Erik Tinsoldater og Margrethe har jeg givet Kaffekande, Flødekande, Sukkerskål og 3 Par Kopper og Aage en Dampbåd, og Kokkepigen har jeg givet Brevpapir og Pigen som hedder Alma et Syskrin og en som hedder Thora en Portemonnai. Og vi fik Risengrød idag – det var Kartoffelmos, som vi legede var Risengrød, som vi næste Dag kunde lave Klatkager af. Og jeg var til Juletræ igår henne i Skolen og Børnehaven fik mest, fordi vi vi [sic] kom først og var de mindste. Jeg er bleven fotograferet og jeg er færdig med mine Julearbejder, men der er én Dreng, som ikke er bleven færdig, og Jørgen Saxild er vistnok heller ikke færdig. Det, de sprængte i Svaneke, var jo Sten ned i Havnen, kan Du ikke huske det en Gang? En Dag lagde Frøken Stahlschmidt alle Julearbejderne frem, og så kom alle Mødrene og så på det. Og vi skulde spise inde i Gymnastiksalen, og hvis vi ikke skyndte os lidt, kom Skolen og gjorde frygtelig Nar ad os. Margrethe Slomann sagde til mig, at Gudmund, Valdemar og Iwan gjorde Nar af os, men det var ikke af mig, for jeg var ude i Haven og legede Skorstenfejer. Jeg giver Hr Slomann en Pennevisker og Fru Slomann en Fotografiramme med mit Billede i. Da jeg var på det første Arbejde, var der en lille Pige, som hed Ingrid Møller, som også var på det første Arbejde, og da jeg var på det sidste, så var hun kun på det andet. Nu skal jeg igen ud med Pappa og købe en Julegave til Johanne Achen, men vi véd ikke, hvad det skal være. Jeg har fået Krumkam for der kunde ikke holdes Orden på mit Hår, det var så pjusket.
Glædelig Jul kære Mamma. Jeg har glemt at fortælle Dig at vi var ude og se de vilde Dyr både Løver og Tigre og Leoparder og Bjørne, som gik på Bagbenene, og en Elefant, som kørte på Cykkel og hejste et Flag, og en Løve, som red på Elefanten, og en Løve med Guldkrone, som blev trukket i en Guldkarret af to Kongetigre og to Hunde, der stod bag på. Nu har jeg ikke mere at fortælle Dig. Farvel kære Mamma og glædelig Jul.
Din Småen
[Her er tegnet en sirkel rundt ordet]:
Kys!

510. Erik til Amalie

23-12-95
Den tyske Tekst af «Memento mori», som jeg afsendte igår tillige med den øvrige Bunke Bøger, kom forleden i et Eksemplar af Wienertidsskriftet «Die Zeit»,k2151 og igår Aftes indtraf en Postanvisning til Dig fra Mizi Franzos på 5 Kr. 97 Øre.k2152 For Bekostningens Skyld skar jeg Teksten ud af Heftet, lige som jeg har gjort det m.H.t. «Sommer», der sammen med «Børnefortællingerne» afgår idag.
Fra Fru Ida Hansen er i dette Øjeblik kommen en pragtfuld (grøn) Kåbe og Hat og en Dukke til Småen. Vi var indbudte der til Juleaften, men jeg svarede med et motiveret nej.
Bekostningen ved Tilsendelsen af den voluminøse «Paris» må jeg først undersøge. Det forekommer mig vel urimeligt at sende en Mand en Gave, som han selv må betale i dyre Domme.
E.S.

511. Amalie til Erik

Paris, rue Faubourg St Honoré 225.
27/12/95
Skal det nu være «E.S.» igjen? Jaja, i guds navn. I guds navn alt det som er, og har været og skal vorde. Jeg er lam og har sagt pas, pas «for ever».
Du har forresten skrevet nogle breve, hvis indhold faldt som dug i min syge, tørre sjæl. Men jeg vidste også mens jeg læste dem og gråd over dem, at de ingen lægedom havde for mig. Den lægedom der findes, og som Du sidder inde med, vil Du ikke spendere på mig. Og nu er vist også tiden ude. Gudskelov endelig en gang. Jeg tror ikke lægedommen nu mere vilde være lægedom for mig. Jeg har tigget og lidt forgjæves så altfor længe. Dette skal Du naturligvis ikke svare på – å jeg fæ, som ber Dig om det! Som om det var nødvendigt at be Dig gå udenom og tie stille ligeoverfor det, der for mig har vært det værste og vigtigste.
– Jeg ønsker Dig af hjærtet et godt og lykkeligt nytår! Jeg ønsker Dig at Du må finde lykke og tilfredshed i et eller andet.k2153 Og alt, alt andet godt ønsker jeg Dig ligeledes. Jeg kan som Du sér, ikke skrive til Dig.
Den B.B. som nu igjen har luret sig fra, eller glemt at gi mig sin nye bog!k2154 Nu skal han heller ikke mere få nogen flere bøger af mig. Har han ikke råd eller lyst til at gi mig de bøger, han skriver, så har jeg det endnu mindre. Har Du måttet kjøbe den? Tak min ven for alle dine sendinger af bøger og ting, som jeg har bedt om. Jeg vilde dog gjerne havt «Tilskueren» med den norske tekst af «Memento Mori». Jeg fordrager ikke det tyske sprog, og jeg tror altid at det er galt oversat. Og hvis disse mine småting nu blir oversat på fransk,k2155 jeg ha min egen tekst for at kunne korrigere.
Vær endelig så snil straks at sende et eksplr. af «På Sct. Jørgen» til hr Fridrich v. Känelk2156 Aeschi [?] Bern Schweiz. Men straks. Hvis Du har læst hans brevkort så har Du set at han vil ha det eksplr. for i schwejtziske aviser at kunne anmelde den.
Du skal ikke bryde Dig om hvad så forsendelsen af «Paris» koster. Jeg sa forleden til Gudman at Du muligens kunde sende ham et eksemplr. men at han selv fik betale fragten. Og han var henrykt. Gjør det bare, hvis Du har bogen, og hvis Du vil og gider gjøre det. Fortæl mig når Du skriver om småens juleaften, om hun var glad i min dukke, om hvad hun ellers fik o.s. v. Om alt alt muligt, hende angående. Presenterne fra Achens og Marie Thiele kjender jeg, så dem behøver Du ikke at nævne. Jeg havde bedt P.N. sende mig Politikens julenummer,k2157 men se om han har gjort det. Hvis honoraret for mit rejsebrev blir sendt til Klasensgade, så bér jeg Dig ekspedere det videre til mig, og send så samtidig de 5 kr. 97 for «M.M.». Jeg har jo ingen penge her. Men send det endelig pr/postanvisning! Andet er umuligt besværligt.
Tænk småen, som fik kåbe og hat nu igjen fra fru Hansen. Ja hun er storartet sød det menneske! Forresten trængte jo småen ikke til kåbe nu. Ak bare jeg kunde se hende i den! Gjem den forresten til næste år.
Jeg havde en hyggelig juleaften og i begge juledagene har jeg vært ude. Mit eksém er omtrent som før. Jaja, så Du vil det skal være «E.S» nu igjen. Kan Du huske, hvor jeg isommer bad Dig om ikke at skrive det?
A.S.
[Tilføyelse på første side]:
Jeg længes efter småen, ofte sådan at det er som hjærtet bløder sig tildøde. Undertiden længes jeg også efter Dig. Men det er der jo ingen mening i.

512. Erik til Amalie

30-12-95
Kan Du eller vil Du ikke forstå, at når jeg under de sidste korte Meddelelser har sat E.S. efter at have skrevet til Dig, som jeg har gjort, for hundrede Gang åbnet mine Arme for Dig og vist Dig Vejen til mit Hjærte, så er det Dig der slår mig denne kolde Form i Hånden. Samtidig med at jeg skriver mine kærlige Ord og sender Dem bort med et – vidunderlig nok – ikke endnu helt underkuet Håb, har Du skrevet et Brev til mig, som ikke indeholder andet end Mørke, Afvisning og Sprængning af alle Hjemmets Bånd – for at tale mådeholdent. Et Brev, som en ærekær Hustru ikke kan skrive til den Mand, hun ønsker skal skrive «din» under sine Breve. Du ødelægger og ødelægger nu som altid, jeg udbedrer og udbedrer. Du forhåner, jeg beder, og dette Spil er gået for sig i det uendelige – og endnu har Du Mod til at vende Tingens Bråd mod mig.
Sandelig Amalie, det er galt fat med Dig!
Men endnu siger jeg, at har Du Sind til eller kan Du få Sind til at prøve på at leve Livet i Kærlighed – hvad Du endnu aldrig har gjort –, så står jeg og din lille Pige der for at hjælpe Dig. Og det er gode Vilkår, vi byder Dig.
Men forhånes i min Kærlighed og i mit milde Sind det vil jeg ikke mere.
Men Kærlighed er en Gerning fra Dag og til Dag, fra Minut til Minut, og Kærlighed er Fred, og uden Fred er der ingen Kærlighed.
Og Kærlighed er ikke en Lue, der varmer idag, og imorgen brænder alting op.
Vor Juleaften hos Slomanns var god. Der var mange Gaver og megen Henrykkelse hos Børnene. Dukken Anita fra Dig var sikkert la pièce de résistance. Tilsidst var Småen ene tilbage hos os voksne, medens de andre Børn blev klædt af. Hun dansede da ene med udbredte Arme rundt om Juletræet og sang: «Højt fra Træets grønne Top» og lod som om hun var med i en hel Kæde, og hun fortsatte Dansen ind gennem Spisestuen rundt om det store Bord. Hun svang sig yndefuldt og let på Tå, og jeg havde blot det ene Skår i den Lykke det var at se hende, at denne Alfedans ikke foregik i hendes eget Hjem med kun de to glade og mod Lykken taknemlige Forældre som Vidner. Nu kommenterte den tørre Slomann hendes bedårende Glæde med Ord, der passede som Lyden af en Fejekost i en Fløjtesolo.
– Siden har jeg atter været hos Slomanns (to Gange) og jeg har haft Småen hos mig hele Dagen fra Kl 1 til ½ 8 – men da var dit Brev til hende endnu ikke kommet. Nu på Overmorgen skal hun atter være hos mig, og hvis Fru Slomann da så ikke har besørget et Brev fra hende til Dig, tænker jeg, at vi bl.a. tager fat på at skrive til Mamma. Der vil Småen så naturligvis fortælle om de Gaver hun fik.
Forleden fik jeg Brev fra Emma om, at Søster Hanne var dødk2158 og skulde begraves omtrent samtidig med at jeg modtog Brevet. Hun havde været lammet af et appoplektisk Anfald (det andet) men været ved sin Bevidsthed de første 8 Dage derefter, så tabte hun Bevidstheden og døde uden Kamp.
«Over Ævne» er sendt til Dig – der stod ganske vist mit Navn på Pakken, men Ordren må have lydt på, at det var til Dig den skulde sendes. B.B. sender ikke mig noget. Taler Du med Lie's? Hans Bog,k2159 som jeg ikke er færdig med, interesserer mig desværre ikke synderlig.
Din Erik



1896

I begynnelsen av året var Amalie fremdeles i Paris, og flyttet stadig rundt uten å kunne finne et sted å bo hvor hun kunne slå seg til ro. Erik og Småen feiret nyttår med forskjellige venner i København, mens hun skrev hjem om sin lengsel og sin fortvilelse. Men snart begynte tonen i brevene å skifte gradvis fra bitterhet til forsoning, idet hennes følelse av at leiligheten i Klassensgade var et «marterkammer», vek for et fortrøstningsfullt håp om at hun der kunne finne den roen hun trengte. Hun bestemte seg for å flytte hjem igjen, og reiste fra Paris 27. januar. På veien hjem traff hun Eriks bror Tyge og hans kone Marie i Le Havre.
I mars og april var både Amalie og Erik hjemme i København. Det finnes noen få brev fra den tiden (524–26) som viser at stemningen svinger; hun vil forklare og glatte over, han er øm og kjærlig; han virker bedrøvet, hun vil være forståelsesfull, men kan ikke la være å bebreide ham.
Neste atskillelse kom et par måneder senere, da Erik 2. juni reiste til Sydsjælland og Lolland, først til Sakskøbing, så til Næstved og endelig til Førslev Gård, hvor han besøkte Jacob Edvard de Neergaard som i 1895 hadde overtatt gården fra sin bror, og som de ofte skulle komme til å bo hos i de kommende årene. Amalie ble i København og forsøkte å skrive, mens Småen bodde hos Slomanns. 12. juni skrev Erik om at han reiste videre til Odense; det er uklart når han kom hjem.
22. juli skulle Amalie og Småen på sommeropphold på landet; de reiste til Helsingør og så til Hornbæk, hvor de leiet logi ute på landet (med de sedvanlige ulemper som alltid forfulgte Amalie når hun skulle finne et sted å bo). Erik ble hjemme, skrev og fikk leiligheten pusset opp. 1. august måtte de være hjemme; da var alle tre innbudt til Førslev Gård for å besøke Neergaard.
Neste gang vi hører fra Amalie (brev 536), er 16. august; Erik hadde reist derfra litt tidligere for å foreta en reise i Jylland. Han var noen dager i Aarhus, var så på Skagen og reiste hjem via Aalborg. 21. august var han tilbake i Klassensgade. Amalie hadde planlagt å ta tilbake til Hornbæk, men hadde ombestemt seg, og hun og Småen var fremdeles på Førslev Gård. De må ha vært i København en stund etter det, men 8. november var de tilbake på Førslev, hvor Amalie skulle få ro til å arbeide mens Småen frydet seg med lekekamerater i området. Erik ble hjemme og gikk ganske mye ut. Sammen skrev de søknad om forfatterstipend (med de sedvanlige uenigheter om stil og språk), og som sedvanlig fikk de ikke noe. Amalie klarte å få arbeidet en del. Mens hun var på Førslev, hørte hun fra sin sønn Ludvig i Bergen at han hadde bestemt seg for å gå til scenen. Han kom til å bli en ganske anerkjent skuespiller. Amalie var blitt bedt om å bli på Førslev helt fram til 16. desember, og det ser ut til at hun faktisk reiste hjem den 14. Fra tiden etter at hun kom hjem (eller kanskje tidligere på året) finnes det bare et par små ulykkelige lapper.

513. Erik (Småen) til Amalie

1-1-96
Kære Mamma Glædeligt Nytår.k2160 Mange Tak for den dejlige store Pariserdukke, som kan gå, og for Uret. Når Du kommer hjem igen, skal Du gemme Pariserdukken, når jeg ikke leger med den, for der er små Huller i hendes Strømper, og de skal være der, men jeg kan let komme til at rive dem i Stykker, og det ser ikke så pænt ud, når de bliver stoppede. Af Fru Slomann fik jeg en Dukkekyse til Ingeborg og Kop til at drikke af, hvorpå der stod J, men Kysen gav jeg til Pariserdukken, for Ingeborg har en stor Filthat og oven i Købet en Stråhat. Og så har jeg fået af Erik og Åge Rødhætte som er en Dukke, og har en Kurv på Armen. Af Margrete fik jeg slet ingen Ting. Af Hr Slomann fik jeg en Billedbog. Af Pappa fik jeg Grims Æventyr og Historien om Konen i Muddergrøften. Af Alma fik jeg en lille Flaske og en Dukke og et Glas og af Thora – det er også en Pige – fik jeg en Chokoladecigar. Af Christiane fik jeg en lille Krukke med Sukkerkugler. Af Fru Ida Hansen fik jeg en Dukke, som hedder Gerda, fordi den Gerda, jeg fik af Bjørnson og Fru Bjørnson er gået i Stykker. Fru Slomann gemmer Pariserdukken, men jeg får den frem en Gang imellem. Og jeg har fået en Kåbe af Fru Ida Hansen og en Hat, men Hatten var for lille.
Så fik jeg en pæn Kurv af Johanne Achen og af Tante Theresek2161 (det er Åges og Margrethes og Eriks Tante) en Kurv med Godter. Af Achemor fik jeg noget Kjoletøj og også af Marie Thiele.
Jeg forærte Pappa en Lampebakke, som jeg havde syet i Børnehaven. Kan Du ikke huske det? Først blev Margrethe fotograferet med Fru Slomann og så blev de fotograferet om igen, for det var ikke godt, og så blev Hr Slomann og Erik og Åge sammen fotograferet og de blev også taget om igen, og så til Slut blev jeg alene fotograferet, og jeg sad oppe på et Bord. Idag har jeg fået et blank 25 Øre af Hr Slomann og jeg har også fået en 25 Øre af Pappa men den var ikke blank, men det gør ikke noget. Imorgen skal jeg til Holstsk2162 – dér, hvor jeg må gå alene – og se på Børnekomedie og Margrethe skal også med. Og jeg var også inviteret til Gerstenbergs,k2163 men der kunde jeg ikke komme. Grims Æventyr synes jeg er meget morsommere end H.C. Andersens, og jeg har hørt nogle af dem som Papa har læst for mig. Når det bliver min Fødselsdag en Søndag, må jeg så ikke få Børnene til Frokost for så er jeg jo hjemme fra Skole?
Farvel kære Mamma
Din Småen
[Her er tegnet en sirkel rundt ordet]:
Kys!

514. Amalie til Erik

Paris 2/1/96.
Ja, jeg havde tænkt og forstået det hele før dit vrede, men dog kjærlige og velsignede brev kom idag. At det var min skyld når Du skrev E.S., at det var mig som nu igjen og atter igjen havde revet ned hvad Du med godt og hjælpsomt og kjærligt sind havde søgt at bygge op. Da jeg skrev hint brev, tænkte jeg ikke et sekund på at det måtte få en virkning, hvis tilbageslag måtte smerte og ulykkeliggjøre mig. Jeg bare gav efter for en stærk trang til at gi min pine luft. Så kom der to breve fra Dig, to breve som var skrevet inden mit ovenomtalte brev var kommet Dig ihænde. Over begge disse breve sad jeg og hulked af glæde og af sorg, og af rørt taknemmelighed, og ønsked at flyve et brev med takkeord og svar til Dig. Men min sindstilstand er sådan at jeg intetsomhelst foretar mig andet end det, jeg på en måde blir ligefrem tvunget til, og det er ikke så meget. Men nu min ven, Dig, som jeg elsker skjønt Du ikke ser det, og kanske heller ikke tror det – jeg ber Dig, hold ud endnu hvis Du kan – og Du kan, for Du siger det selv i dette dit sidste sinte og uendelig søde brev – og jeg lover Dig at jeg skal kjæmpe og stride med mig selv for at holde borte, ikke gi ord til alt det, der nager og piner og tærer mig, men af yderste evne beflitte mig på at vise frem for Dig, Du langmodige trofaste menneske, den usigelige tak og kjærlighed som mit hjærte dog jo også foruden al sorgen – ligeoverfor Dig er opfyldt af. Hvorledes det vil gå mig, véd jeg ikke. Jeg har et lidet håb om at mine bestræbelser ikke skal vise sig at være helt frugtesløse – å men vær tålmodig, tålmodig som Du har vært det fra den første til den sidste dag i vort samliv. Du har selv så ofte sagt at Rom ikke blev bygget på en dag.
Kjærlighed er det og det, siger Du. Nej, min ven, kjærlighed er mangehånde den, og kjærlighedens ytringer går gjennem et menneskes temperament, og får mærke og form af det, der har dannet mennesket. Og det er meget og mangehånde det, som danner et menneske. Og når der er meget magtfuldt og underligt inde i en, så blir ens væsen mangehånde forskjelligt. Men jeg ønsker nu at kjærlighed for mig var så selvfølgelig det samme som for Dig. For af alt det af den slags jeg har sét i verden, er det, som kjærlighed har tvunget og endnu svagt tvinger Dig til at være, det bedste og højeste i menneskelivet.
Men det er ikke så videre fornuftigt at sige til en huskat som man [holder – krysset ut] har holdt af: Du er en kat, men jeg liker bedre en hund. Værsgod skab Dig om til en hund. Og så hvergang det viser sig at katten er kat at dænge denne arme kat, som gjerne vil, men ikke kan skabe sig om til en hund. Så kan den arme ydmyge kat kun stræbe efter at bli en så behagelig og snil kat, som en kat kan bli her i verden, og så vente på, at der engang kommer en dag, hvor dens herre siger: for en kat at være er Du alligevel bra, og turer Du frem som nu, ender jeg med at ikke ønske mig nogen hund istedetfor den kat, jeg nu engang har. – –
Tak for alt det, Du skrev om jeres juelaften. Billedet af den dansende småen med udbredte arme foran juletræet er gåt ind i min hjerne, og står der som den mest overdådige, den mest husvalende luksusartikel. Hun er så dejlig alligevel, selv om hun ikke danste «alfedans» på juleaften, at jeg tar det ind i mit eje som den fineste luksus. –
Jeg fik forleden brev fra Emma Jakobsenk2164 hvori hun bl.a. siger at hun ikke vil fortælle mig om de sidste gilder, fordi at S. naturligvis har gjort det. Fortæl ved lejlighed om det, hvis Du gider. – Og din søster Hanne som er død. Stakker, hun var vist et hæderligt menneske. Nej, jeg har kun sét Lies engang hos tandlæge Hejdes. Fruen var så bagfra sig skydende mod mig, at det ikke kunde falde mig ind at gjøre visit der. Og de har dog heller ikke havt bud efter mig. Gjennem Garborgs forstår jeg,k2165 at de er overtrætte af den skandinaviske invation, de altid, og i gamle dage vist med glæde, har vært udsat for. Nu er de gamle og trætte, og børnene trænger og tærer deres penge. Ingen kan forstå den slags forbehold som Lies har vist mig, bedre end jeg. Nu da jeg har læst «Når Sol går ned»,k2166 er jeg meget glad over ikke at kjende dem. Det vilde vært mig noget nær umuligt at sige godt til Lie om det elendighedens pøjt som den bog efter min mening indeholder. Den har oprørt mig så dybt, at jeg, hvis et organ stod til min rådighed, vilde skrive og sige min mening. Men heldigvis er der vel ingen avis, som vilde ta det ind. Lie går nu selv og brouter over at hans kone har skrevet alt det afgjørende i bogen. Lie er færdig, en sølle fjot, der gjøres latterlig med den ækle heksekones holdning ligeoverfor ham.
Så din søster Hanne er død! Uf for et nyt «Momento mori» [sic]. Vi dør snart alle uden at ha gjort det gode vi kunde ha gjort. Undtagen Du. Du kan være rolig når døden tar Dig.
Send mig Politikens julenummer. Jeg har slet ikke sét det, bare hørt at Achens tegningerk2167 var så skjønne. Synes Du, jeg havde fåt «Majkaland» til?
Jeg skal hilse Dig fra Elna Kurtén, hun kom just ind og sidder her og skriver og snakker fanden et øre af. Hun ønsker Dig godt nytår og alt andet godt.
Nu skal jeg flytte igjen. Næste gang må Du adressere brevet rue Montenotte 23.k2168
Din taknemmelige Amalie

515. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. 4-1-96
Tak min kæreste Ven for dit sidste Brev. – Heldigvis kender jeg så meget af Gadenavnene i Paris, at jeg med nogen Sikkerhed for at have truffet det rette antager, at din nye Bopæl er i Rue Montenotte 23. Du har skrevet Adressen så utydelig i Marginen, at Begyndelsen af Gadenavnet var absolut ulæselig. Nå, men som sagt jeg går sikkert ud fra, at Du får dette Brev. Jeg har igen ved denne Lejlighed spildt en Masse Tid på at finde det Kort over Paris' Gader, som jeg véd jeg ejer. Jeg brugte det ved Oversættelsen af Vitu.k2169 Det vilde have moret mig at kunne på Kortet danne mig et Begreb om det Kvarter, hvori Du bor. Du har været så overvættes karrig med Angivelser af, hvad Paris er for Dig, at denne Efterforskning på Kortet for mig er kommen til at stå som en næsten nødvendig Udfyldning af min Viden – jeg må finde det Kort. Din første Bolig var jo meget central. Den opsporede jeg ved at låne et Kort hos Slomann. Kan Du huske, at jeg inden jeg kom til Kristiania anden Gang på en Prik vidste, hvor Du boede, og hvordan Gaden var beskaffen. Denne din ny Flytning betyder formodentlig, at Du har boet dårlig i Rue Sct. Honoré. Men er det nu ikke særlig uheldigt for Dig med de mange Breve denne bestandige Flytning? Og Du har vel draget Omsorg for at give Hegel Underretning? Nå derom behøvede jeg naturligvis ikke at spørge. Og dyrt er det jo også. Jeg er nu glad over, at jeg ikke igår kunde få fat i Witzanski på Politikens Kontor,k2170 hvor jeg søgte ham for at få dit Honorar udbetalt og Pengene afsendt. Nu venter jeg til Mandag. Jeg håber da, at Du har fået «Politikens» Julenummer og et Brev fra Småen, som afgik forleden.
Ja min søde kære Amalie, jeg synes ingen Kunst det er at holde ud, når to vil det sammen. Et mildt Ord, et Smil, en Sindets Bøjning ind i Forholdet, en fælles Varsomhed med hinanden – det er jo evig Lægedom for megen Uoverensstemmelse. Men hør nu min kære Ven – min Kat kunde jeg jo næsten à la Schandorphk2171 komme til at kalde Dig efter dit Brev – begynd nu ganske rolig at kalde mig Erik. Jeg har før bedt Dig derom. Jeg har altid følt det som en Sorg og uheldsvanger Ting, at Du ikke uvilkårlig valgte at kalde mig ved Fornavn, og nu véd jeg, at denne Gåen uden om den umiddelbare fortrolige Tiltaleform og Benævnelse har stået i Forbindelse med det, der ikke var til vort bedste – og Du føler Dig ondt berørt, når dette Navn ikke står under mine Breve, det Navn, hvis Klang jeg aldrig har hørt i din Mund, jeg véd ikke, hvordan Du udtaler det og har mange Gange næsten været skamfuld ved at sætte det hen til din Beskuelse, det, Du ikke tog imod, lod ligge ubenyttet som noget værdiløst. Brug Du nu Navnet i dit Sind og i dine Breve, og når Du taler om mig – mulig kunde der ligge lidt Trolddom deri. Falder det Dig lidt vanskeligt, bliver Du lige som skamfuld til en Begyndelse, så gå igennem denne Vanskelighed, denne Flovhed, bring mig og vort Forhold det Offer, jeg ønsker det. For jeg har ligesom en Tro på, at kan Du komme hjem til mig med et «Goddag Erik» på dine Læber, et uvilkårlig frit Udbrud, idet Du kysser mig, så er Du bleven rask, Amalie, og så kan vore Følelser mødes.
Du ønsker jeg skal fortælle Dig noget om de Gilder, Emma Jacobsen berører. Åja, et og andet, der har Interesse, hænger der jo ved dem, men det bliver lovlig langt på Skrift. Jeg véd ikke, om hun også har sigtet til det Afskedsgilde for Peter Nansen,k2172 som blev givet på Hotel Phoenix, og hvor der af Damer kun var Frk Betty Müller, Fru Juel Hansen og Fru Christi Nansenk2173 (der er bleven Medarbejder ved Politiken, og som i Smagløshed – skal jeg kalde det det? – mulig har overgået Fru J.H. – se Julenumret med Novellen på Do –) Det var som alle Gilder med Politikens Folk håbløst ubehageligt, stemningsforladt og præget af den Brandes Råhed,k2174 der har anden tredje og fjerde Rangs Pladserne ved Bladet. Fy for Fanden, det er nogle fæle Folk. Jeg sad forøvrigt i en Kreds, hvor jeg befandt mig ganske vel, og da jeg gik tidlig hjem, led jeg jo ingen Nød, undtagen af Sult. Maden var for knap. De andre Gilder? Det ene et Æde- og Drikkegilde vilde, frygter jeg – for det var så inderlig godt ment – tage sig alt for usmageligt ud i kort Beskrivelse, og det andet, det hos Norries, ja, det sagdes jo at have været morsomt, og jeg gjorde mig også al mulig Umage for at more mig, men men, hvor tomt! Og hvor betænkelig nær i Grunden til den Tone, der har skræmt f.E. en Mand som Johannes Jørgensen bort fra Livet.k2175
– Og alligevel når jeg tænker mig om, så var det vist i Grunden mere de Menneskers Udseende, der gjorde Løjerne så usmagelige. Der var to Søstre, den ene rigt gift og tidligere Operettesangerinde ved Kasino,k2176 en meget enfoldig og godlidende Skabning, den anden ugift og så vidt jeg véd professionel Koncertsangerinde – tror Du, jeg i dette Øjeblik aner, hvad de hedder [«jo, Fru Hjardemaal!»]k2177 – som ved deres kvasikønne Ansigter, Pudder og Silkestas (den ugifte var vist for Resten grim) satte Selskabets Rekkord betydelig ned. Jeg husker et lille Træk. Bordet – jeg kom sent fra Rigsdagen, Desserten skulde ombæres – havde sikkert været dødt, Kaffescenen gik noget livligere, så musiseredes der med Kierulf ved Pianoet,k2178 akkompagnerende sine nye Sange, så forsvandt jeg med Jensen fra Sociald.k2179 i et Kabinet, hvor vi snakkede længe, så hørtes der forskellig Sang og bebudedes noget meget morsomt. Det var Operettesangerinden. Jeg stod i Døren og så den pyntede Dame stå midt på Gulvet i Dagligstuen og foredrage nogle idiotiske Viser akkurat som en tarvelig Tribunesangerinde vilde have gjort det. Jeg skammede mig og så med Forskrækkelse på de andre, som lo og klappede. Først noget efter ved en tilfældig Bemærkning gik det op for mig, at hun havde gjort Løjer, det skulde være Parodi. Men dér har Du Selskabet, det var i hvert Øjeblik ikke umiddelbart givet, om man var i godt eller dårligt Kompagni. Og i dette svømmede den lille Emma J. som en køn og rolig med det hele udmærket fortrolig Fisk. Hun er ganske ukoket, men så vidt jeg kunde se bliver der gjort noget Kur til hende.
Første Nytårsdag var jeg hos Gotfred Rubin i stor Familjekalas. Der var en Mængde Børn, og meget elskværdigt havde man tænkt på Småen – jeg fik en hel Strømpe (efter engelsk Skik) fyldt med Gaver til hende – men det vilde have været for sent for hende. Jeg har også været til Middag hos Laurids Bing og har de hjærteligste Hilsener fra Fruen til Dig. Hos Rubins talte jeg med Fru Müller,k2180 som med Sorg omtalte, at Du på et Dampskib havde været så uendelig fjærn imod hende, hun, som ejer og læser med dyb Bevægelse alt, hvad Du skriver.
Imorgen skal jeg have Småen og spise med hende hos Henriques! Hav det godt kære, kære Amalie
Din Erikk2181

516. Amalie til Erik

Café de la Regencek2182 11/1/96
Hvorfor skriver Du ikke – nu har jeg ventet og ventet på brev så uhyre længe. Jeg tænker mig alle mulige skrækkelige ting, både med Dig og småen, sygdom, død, ulykkestilfælde. Skriv dog endelig straks enten det er godt eller ondt. Men brevet må være i kassen før 6 om eftermiddagen for at nå mig i tide. Adresser det brev til hr. Louis Gudman Boulevard Strasbourgh 6. Jeg ved nemlig ikke hvor jeg bôr til den tid. Med mine flytninger har jeg havt så fabelagtige uheld at det ikke kan beskrives i brev. Jeg glæder mig til at skulle fortælle Dig det engang, for det er så sørgeligt at det blir helt komisk. Når jeg undtar det sidste brev fra småen er det 12 dage siden jeg hørte fra Dig.
Din A.

517. Amalie til Erik

Paris. 11/1/96
Iaften, da jeg kom hjem fandt jeg dit brev, som var skrevet den 4de, og altså har brugt 7 dage om at finde mig. Å gud, hvor jeg blev glad! Det er naturligvis for alle mine forandrede adressers skyld, for jeg kom slet ikke til at bo i rue Montenotte, hvilken gade det ikke er noget under at Du kjender, såsom det er dér, Elna Kurtén bôr, og dér Du i sin tid sendte det telegram, som aldrig kom frem. Å hvor jeg blev glad for dit brev! Der var altså intet ivejen, hverken sot eller sygdom eller vrede eller ildebrand, ikke med Dig og ikke med småen. Gud skelov!
Som jeg idag på mit brevkort antyded har mine uheld med flytningerne vært så storslagne, at jeg kan ikke andet end le. Men derom skal vi snakke. Min nuværende adresse vil jeg slet ikke sætte på brevet, for herfra skal jeg flytte på tirsdag, og her har vært det værste af alt. Send dit næste brev til Gudmann, er Du snil. Og sig mig om Du kan og vil gi ham «Paris». Forresten tænker jeg på snart at rejse hjem. Jeg længes, længes, og jeg har det ondt, og får det aldrig bedre, før jeg atter er hjemme, og føler at hjemme er noget andet end før, og det bedste i verden. Bare jeg kunde føle helt og stærkt at derhjemme i Klasensgade er der alligevel bedst at være. Men jeg har døjet så meget ondt der at – – –
Ja min kjære, dejlige ven, jeg husker at Du vidste besked om hvor jeg bôde i Kristiania bedre end jeg selv, da Du kom derop. Jeg blev så forskrækket, at jeg glemmer det aldrig. Å når Du minder mig om den tid, springer hjærtet af fryd som i ungdoms dage. Jeg minder mig så ofte selv derom, men da er det liksom det bløder inde i mig. Men når Du gjør det, falder der solskin over mig. Dette at også Du husker noget af det, der var for mig det eneste jeg kalder lykke – – – Ja, det er sandt at jeg vil være flou ved at kalde Dig Erik nu. Men Du storeste gud, hvor jeg gjerne vilde! Hvor det er sødt af Dig at hjælpe mig ved at ta lige på tingen, og forudsætte at det vil være flout for mig. Og klogt. Hvor ofte i den tid efter min hjemkomst fra galehusene har jeg ikke grædt og sorget over det, at jeg ikke sa Erik til Dig. Mange ganger har jeg syntes, det var let, fordi jeg vilde så gjerne, men når jeg skulde til det, døde navnet på min tunge. Nu vil jeg gjøre det.
Politikens julenummer og det dejlige brev fra småen fik jeg i rue St Honorée. Hils og tak og kys hende mange ganger og sig at jeg snart skriver til hende, og at jeg forleden kjøbte halsbånd og brosche til «Anita», som hun skal få når jeg kommer hjem. Iaften har jeg også fåt pengene. Det er ikke muligt at «Pol». har git mig meget? Har Du lagt noget til? Jeg er træt og søvnig og kl er mange, og jeg orker ikke mere. Godnat Erik, min Erik.
Din Amalie

518. Erik til Amalie

Kbhvn den 13 Januark2183 [1896]
Kjæreste Ven, det må være dine Flytninger, der lader Dig miste Breve. Den 5 d.M. sendte jeg et 6 Siders Brev til Dig, adresseret efter den Adresse, jeg med nogen Besvær kunde læse mig til i dit d. 4 d.M modtagede Brev: Rue Montenotte 23. Dertil sendte jeg, så vidt jeg husker Dagen efter, de fra Politiken m.m. modtagede Penge, mellem 60 og 70 frs. Fru Goguin omtalte, at hun havde sendt Dig et langt Brev,k2184 hvorpå hun øjensynlig ventede Svar. Fra Politiken var der allerede afgået en Sending Penge til din oprindelige Adresse (Rue Caumartin). Jeg har med Spænding ventet på at høre fra Dig, fordi jeg bl.a. nok formodede, at der kunde komme Uheld ud af disse pludselig opdukkende ny Adresser. Forøvrigt alt vel! Kommandør Wilde døde i Lørdags. Jeg var hos ham om Fredagen, han var fuldstændig åndsfrisk og sendte Dig en Hilsen
Din E.

519. Erik til Amalie

Kbhvn den 15 Januar 1896k2185
Min sødeste Ven, Du aner ikke, hvilken Fryd det er for mig at få et Brev med Sol og Lys fra Dig. Alt bliver anderledes i mit Liv. Jeg retter Ryggen, og den Munterhed, jeg ejer, går ind i mine Knoklers Marv. Ja, kære Ven, kom kun hjem! Kom hjem, når Du føler, at der i dit Hjærte er levende og dejligt Liv, at der i dit Sind er Sundhed og Lyst til at gribe om og holde prøvende fast det, der er ment godt, det, der vil det milde, ømme, hensynsfulde, kærlige. Kom, når Du er i Stand til ikke alene at holde af mig i din Fantasi, men til at give give mig din overbærende Kærlighed; den, der har set mine Fejl og omgiver mig med sin Mildhed endda. Lille søde Amalie, kan Du flytte mig fra at være din fjærne «Mand» til at være din Erik, så tror jeg, at hvor gamle vi end vel nu må kaldes, så er der os dog en Ungdom forbeholdt, som skal bære god Frugt. Du må ikke gærne tænke med Skræk på dit Hjem i Klassensgade. Du var ikke rask, min elskede Ven. Alt fik et forkert Præg i dine Øjne og et sygeligt Udslag i dine Handlinger. Havde Du formået at lægge Armen om min Hals, når Du blev bedrøvet, havde Du kun en eneste Gang kunnet le ad dine Sorger, min Ven, alt havde da fået et andet Udseende. – Nå, men nu sidder jeg stille og venter på Dig og vil ingen Overilelse have og er blot fornøjet over, at Du har ladet mig skimte Begyndelsen af Enden på din Udlændighed.
Jo, Pengene er rigtig dine. 40 Kr for Artiklen (ikke i Julenumret) og 6 Kr for Oversættelsen, det bliver den Sum, jeg sendte. «Paris» skal jeg sende, men jeg er blot foreløbig fuldstændig uvidende om, hvordan en sådan Sending går for sig, og så er jeg jo så nogenlunde uden Hjælp, idet jeg ikke kan bruge den Kone, som kommer om Morgenen til mig, til andet end det aller nærmest foreliggende. Og «Paris» er jo en Pakke man ikke løber langt med. I de nærmeste Dage kan jeg nu næppe foretage noget, Rigsdagen binder.
Jeg nævnte på mit Brevkort, at gamle Wilde er død. Hvor underligt det gik, at jeg, som skændig havde forsømt ham, blev den sidste Ven, han talte med i dette Liv, og at den Hilsen han sendte Dig, blev så noget nær den sidste Tanke, han sendte bort fra sit Hjem. Det var i Fredags. Jeg, som ikke havde kunnet overkomme at begive mig over på Ørstedsvej, havde fra Morgenstunden indrettet mig derpå, ja alt fra den foregående Dag havde jeg vidst, at jeg vilde det. Begge Dage var «Fridage», og jeg havde om Torsdagen hentet Småen fra Børnehaven og haft hende hos mig – netop fordi jeg vilde bruge Fredagen til Besøget hos Wilde. Jeg anede ikke, at han var Døden så nær, og Forandringen i hans Tilstand var også kun få Dage gammel. Døden lå over hans Bryst, han havde ondt ved at tale, men han var fuldstændig åndsfrisk og hørte med Interesse efter hvert Ord, man sagde. Der var en gammel Veninde på Visit, da jeg kom. Efter at jeg var gået, havde han ligget stille hen og sovet godt om Natten. Så Lørdag Morgen bad han om lidt Vin og Vand og efterat have drukket faldt han på ny hen og sov sig så stille ind i Døden. Hans Søn Alexander,k2186 der var kommen til Byen og boede hos Svigerfaderen tæt ved, kom et Par Minutter for sent til at se ham dø. Ham havde han endnu Fredag Formiddag dikteret et Stykke af de bestandig fortsatte Memoirer,k2187 et Stykke, hvori der ikke var en Fejl i Sætningsbygningen eller et Spring i Tanken. Sønnen læste igår for mig det, Faderen på det sidste dels selv havde skrevet, dels dikteret ham. Schandorph har skrevet en overmåde slet Nekrolog i Politiken,k2188 en af disse Smagløsheder, Manden jevnlig begår, når han skal lade overlegen. Han skildrer Wilde nærmest som en godladen og uvidende Bonvivant, der havde Hode nok til at kunne nyde et så åndfuldt Selskab som Schandorphs. Og så lader han ham være indiskret og pralende med sit Venskab med Kong Oscar! Samme Schandorph falder forøvrigt svært af og er vistnok nu gennemgående mismodig.
En anden Nyhed af bedrøvelig Art: Gamle Mejer, Fru Frederikke Henriques' Fader, har mistet alle sine Penge,k2189 og efter nogles Sigende, endnu mere, i dumme og begærlige Spekulationer med Guldmineaktier. Jeg spiste hos Henriques (sammen med Småen) i Søndags 8 Dage, gamle Mejer kom om Aftenen, og skønt Sagen da vistnok var temmelig ny – jeg vidste den Gang intet –, var der intet at mærke på nogen af Familjen. Henriques synker fra at have en betydelig Rigdom i Vente til ikke at eje mere end, hvad han fortjener. Nå deri indgår for hans Revuer og Blæksprutterk2190 vel en 6, 7000 Kr om Året. Han har sendt Dig og mig et Nytårskort, men da jeg synes, det er dumt, og jeg véd, Du ikke vil forstå et Muk af det, og det koster Penge, har jeg undladt at sende Dig det. Du må, når Du kommer hjem, ikke røbe det. Efterat have tilstået at jeg «endnu ikke» havde sendt det, bedyrede jeg, at det skulde afsted.
Jeg har sendt Lange 25 Kr i Honorar.k2191 Var det nok? Der er en Satans Vinhandlerregning og de djævelske Skatter at komme udover (100 Kr tilsammen). Jeg kunde ikke sende mere. – Småen er dejlig som altid. Hun længes hjem og hjem, det lille Menneske! På Lørdag er hun indbudt til Dans hos Gerstenbergs, jeg har aftalt det fornødne med Fru Slomann.
Din Erik
[Tilføyelser på side 4 og 6]:
Bernt Lies nye Bog er kun halvt god.k2192 Jeg skrev til ham derom, og har fået et elskværdigt Svar.
Det er kedeligt, at jeg omtrent intet véd om dit Pariserophold og dine Følelser for Byen.

520. Amalie til Erik

Paris rue Jacob 58. 20/1/96
«Lille søde Amalie», «lille søde Amalie» hvor de ord laver musik for mine øren! Det er så længe, så længe siden Du har sagt dette «lille søde».
Du er et højbårent menneske! Evig velsignet være den mor, der bar Dig i sit skjød og fødte Dig. Træk nu ikke på dine store, skjønne skuldre, og sig ikke, at Du liker ikke ord. Det er bare fordi jeg har havt så altfor stor en overflødighed af dem – det er derfor, Du er blet træt og led ved ord. Det er jeg også, og derfor siger jeg ikke mere, bare lægger mig stille ned på mine begge knæ foran Dig og takker, takker. Jeg vidste ikke at jeg betød noget for Dig mere, og så skriver Du pludselig sånne ord til mig.
Der var engang et menneske, som efter lidelser og ulykkelige hændelser og alskens forvildelser, 10,000 ganger måtte stå ved livets kildespring, ved godheds og kjærligheds evindelige kildespring, før det menneske lærte tingenes og livets værdier at kjende. Og før det menneske la sig stille ned på det sted, hvor der var hvile at finde. –
Men så, da jeg er fremme, hvad gjør det så, «at solen mig har brændt?»k2193
Ja, i storm og kval og undergang gik det for sig. Jeg var pludselig fattig og nøgen og dødsdømt, og vidste at jeg leved af et menneskes nåde. Vidste at når det menneskes arme sank trætte ned, og ikke mere orked at holde mig oppe, da var det forbi. Ja, kjære, kjære Erik, sådan har dit liv vært sammen med mig. Jeg det først, da dine arme begyndte at synke af træthed. Jeg havde vært så altfor vant til det gjennem de mange år, det var så selvfølgeligt, at Du skulde bære mig over alt, alt – å gudskelov og tak fordi der dog inde i mig fandtes en gryende evne til at forstå det altsammen rigtig. Og så, når jeg er fremme, hvad gjør det så, at solen har mig brændt? – Jeg har vært på prøve hernede, på mangehånde prøver, og jeg tror nu, at jeg ved hvad der er det eneste jeg vil.
Hvad Paris har vært for mig? Paris har vært Dig og småen og sorgen. Nu først, efter at dine dejlige breve har skabt lys omkring mig, begynder Paris at bli Paris. Og nu må jeg rejse. Det er vanvittigt at bli her længere. Hegel har vel ikke solgt noget videre af min sidste bog, ellers vilde han vel ikke ha vært så smålig mod mig. Og så er det jo alligevel ingen grund til at være smålig. Uf ja, der kommer onde tider. Jeg har brugt så forfærdelig mange penge, ikke fordi jeg har brugt dem, men fordi jeg er blet snydt og bedraget og bestjålet. Franskmændene er verdens griskeste folk. Det er jeg vis på.
Søde, dejlige småen – den fryd jeg føler ved tanken på snart at skulle ha hende på mit skjød, kysse hendes ansigt og hænder, og høre hendes stemme. Og Vilde, som er død. Jeg har tænkt så meget på ham efter at Du skrev om hans død. Og så har han spøgt for mig hernede. Sandelig! Han var jo så godt kjendt i Paris, så det er ikke så underligt.
Ja, min elskede lille søde Erikmand – det er forlidt hvad Du har git Lange. Men jeg bare undrer mig over at Du har kunnet gi ham nogetsomhelst. Ak ja, jeg har pengelige fremtidsbekymringer, men er dog glad. Og nu er Vilde død, og vi får vel ikke fri rejse til Finlandk2194 hvorhen Du og småen foruden jeg er indbudt til at være i sommer –
Jeg bor nu på den anden side Seinen. Tæt ved Quai Voltaire, som er en face de Louvre. I et lidet privathotel, hvor jeg altså ikke behøver at spise, men kan få mad nårsomhelst jeg vil for 2 frc. pr måltid, hvilket efter parisiske forhold er billigt. Hvis Du har fundet kortet, så se på Quai Voltaire, der går en gade op som heder rue des Saints Peres, så kommer der en liden sidegade til venstre som heder rue Jacob og der bôr jeg i det andet hus fra hjørnet lige overfor Hospital de Charité. Her skulde jeg ha boet hele tiden – nej først en måned i pensionat til jeg var blet lidt kjendt, men så her.
Jeg rejser antagelig herfra på lørdag til Antwerpen – idag er det tirsdag [?]k2195 – Jeg kan ikke døje jernbanen for så lange rejser, og foretrækker 1000 ganger skib som afgår fra Antwerpen til Kjbhvn. søndag morgen tidlig og er fremme om 3–4 dage. Billigere blir det også. Jeg ved vel at det er en styg årstid, og at jeg kan risikere at forlise på den fæle jydske vestkyst [?]k2196 men det som skal ske, det sker. Og døden skal jo også en årsag ha. Hvis jeg skulde gå under på rejsen, så vil tanken om at jeg så slipper for Slott Møller, være mig en husvalelse i min sidste stund. Jeg skriver endnu en gang til Dig min kjære gut Erikmand. Skriv også Du engang til mig.
Din Amalie

521. Erik til Amalie

Torsdag i Rigsdagenk2197
[23/1/96]
Kun et Par Ord min elskede Ven, for jeg er bange for, at dette Brev ikke når Dig, hvis Du virkelig gennemfører din Plan at rejse fra Paris på Lørdag. Jeg sidder i Rigsdagssalen og snyder mig til at skrive dette Brev, medens en socialdemokratisk Taler står og søger ved Citater at ødelægge Venstrepartiets Ordfører, der i År har valgt at anslå en forsonlig Tone over for Regeringen.
– Jeg har lige taget Afsked med Småen, hun sidder med Fru Slomann og Margrethe hos en Konditor her ved Siden af og spiser Kager. Jeg var ude hos dem for at fortælle, at nu kom Mamma snart, og så fulgte de mig til Byen, og jeg satte det lokkende Punktum inde hos Konditoren. Småen var henrykt ved Efterretningen. – Nu stiger Striden i Salen. Jeg har ondt ved at holde Tankerne sammen, den ene Taler efter den anden rejser sig imod Socialdemokraten – Jeg venter Dig med Længsel min kære kære Amalie. Og Du må ikke tro, at dine «Ord» er faldet i gold Jord. De har varmet mit Hjærte og gjort så inderlig godt. Mit Hjærte er jo ikke anderledes end dit. Det trænger også til Varme. – Men nu spekulerer jeg på, hvornår Du kommer og hvordan jeg kan få at vide, når Skibet kommer til København. Jeg jo tage imod Dig – og det manglede bare, at jeg ikke skulde være til Stede ved din Ankomst. Men sæt nu, at den falder i Rigsdagstiden. Så kan Du jo ikke komme ind hjemme i Klassensgade. Blot jeg vidste, hvilket Skib Du går ombord i. Hvis Du får dette Brev, så beder jeg Dig altså om fra Antwerpen at sende et Brevkort. Det vil vist komme i rette Tid. For Resten kan jeg vist nok på en eller anden Måde få fornøden Underretning på Dampskibskontorene her.
Men altså velkommen, velkommen hjem min søde lille Amalie. Bliv altid ved at være min søde søde Ven.
Din Erik

522. Amalie til Erik

Paris, rue Jakob 58 26/1/96
Tak min kjære Erik for dit brev, som kom igår. Uf, det var skrevet med disse store bogstaver, med bredt mellem rum mellem linjerne, der haster for at bli færdig, og arket var ikke fyldt engang. Men jeg forstår godt hvad Du siger, at Du var bange for, det ikke skulde treffe mig, og at Du derfor ikke gad skrive noget videre. Istedetfor disse aldeles ligegyldige, og for mig kjedsommelige bemærkninger om hvad rigsdagens talere sa, kunde Du jo dog imidlertid ha fundet tid til at skrive om noget andet. Men naturligvis, også det forstår jeg, når Du altså sad der, mens Du skrev.
Det er kjedeligt at «Paris» til Gudman [sic] ikke er kommet. Det sér så uvederhæftigt ud fra min side. For jeg har sagt, at Du vilde sende den, straks dengang Du havde skrevet til mig at Du vilde. Og Gudmans har vært så snille mod mig.
Jeg rejser altså ikke hjem over Antwerpen. Venner hernede råded mig så stærkt fra det. Der var så mange kjedelige og kostbare grejer med toldvæsen o.s. v. for at komme over grænsen. Derimod råded alle mig til, når jeg endelig vilde sjøvejen, da at rejse over Havre. Og det gjør jeg nu. Jeg har skrevet til din bror Tyge om besked når skibet går,k2198 og han har svaret venligt og kjøligt, og lovet at møde mig på banegården. Og det er jeg glad for. Det er så rædsomt at skulle hjælpe sig selv i fremmede lande. Forresten har jeg slet ikke bedt ham om det, men han har altså vært over forventning snil.
Jeg er så træt, så træt i nat. Jeg kan knapt skrive. Jeg har vært ude i hele dag og har nu pakket alt, og skal rejse til Havre imorgen, mandag kl. 6,40 aften. Skibet går fra Havre tirsdag. Fra Havre skal jeg sende Dig et brevkort. Men jeg har så meget andet at gjøre imorgen, så jeg måtte være færdig med pakningen i nat.
Jeg glæder, glæder mig til at komme hjem til Dig og småen. Tak du dejlige som siger, at Du venter mig med længsel. At Du kan sige det hvælver som en himmel af godhed over Dig.
Din Amalie

523. Amalie til Erik

Havre, ombord i dampskibet Jacobsen. 28/1/96.
Min kjære Erik, nu er jeg altså her, vel anbragt ombord og skal gå om en time eller 2. Din svigerinde Mariek2199 er med mig. Hun snakker og snakker, og er meget elskværdig og munter. Jeg kom altså hid igåraftes kl. 11, 16, og fik til min bedrøvelse straks høre af Tyge, at skibet ikke gik før ieftermiddag. Han havde skrevet til mig, at jeg måtte være der om aftenen. Tyge har vært overmåde gentil og snil imod mig, og dog er jeg ikke kommen til at holde af ham. Det er en underlig kold og snevertopfattende herre.
Kaptejnen siger at rejsen i heldigste tilfælde tar 4 dage. Altså skulde jeg være i Kjbhvn lørdag aften. Men man må vel gjøre regning på længere tid på denne årstid. Det er imidlertid roligt vejr med måne og kaptejnen siger, der er al mulig grund til at vente en fortsættelse af det gode vejr nu efter alle stormene. Så det kunde jo være, at vi er fremme lørdag aften. Der er imidlertid ingen anledning til at gi Dig nærmere underetning, da skibet går direkte til Kjbhvn. Kommer vi ikke før søndag så må småen være med til at møde mig. Lørdag aften er det jo umuligt for hende.
Jeg glær mig til den lange sjørejse, og er inderlig glad for at slippe jernbanen.
Hvordan står det til med pige? Har Du eller fru Slomann fæstet nogen? Det blir lejt at skulle begynde med kone, som vel ovenikjøbet vanskelig kan fåes.
Min kjære, søde ven, jeg håber, håber inderlig at jeg skal være snil og bli ved at være snil når jeg nu kommer hjem til Dig, og vort dejlige barn. Hils og kys hende 1000 ganger fra mig.
Gud gi, Du var der når skibet kom. Kanske blir der sendt et telegram fra Helsingør. Ja, så sés vi altså snart.
Din Amalie.

524. Amalie til Erik

[?/3/96]
Jeg drømte idagk2200 ikke om at ville såre Dig ved at vise min glæde over at glasskålen var gåt istykker. Ja, for jeg var glad. Da den sprak med et smæld i kjøkkenet igåraftes sa jeg uvilkårlig højt: gudskelov! samtidig med at jeg gråd over min dejlige gelé, der flød ned fra bordet, ud over gulvet. Noget af det samme følte jeg, da jeg i Paris havde mistet pengene. «Et gode er der da ved det,» tænkte jeg: at den portemonnai er tat fra mig.
Og nu min søte, søte Erik, prøv på at forstå det. Disse ting havde jeg fåt hos Dig i den rædselsfuldeste tid af mit liv, i den tid, da dit hjærte (og med rette) ikke var hos mig. I den tid, der gik umiddelbar foran alt det med hende, og det afgrundsonde ophold i Birkerød.k2201
Dette, at både portemonnaien og glasskålen er kommet ud af verden, har for mig symbolsk betydning. Ligeså sandt og vist det er, at jeg endnu den dag idag sorger over at den første gave, Du gav mig – den søde brosche, de trofaste norske bondeknapper,k2202 som Du havde tat med Dig deroppefra, og hernede fåt lavet istand til mig, at den gave blev borte fra mig (jeg når aldrig den dag, da jeg formår med ligegyldighed at tænke derpå) ligeså sandt er det, at jeg aldrig tog den glasskål og den portemonnai i min hånd, aldrig så de tingester for mit øje, uden at føle et stik i hjærtet. Og endda glasskålen var så pen! For de hører som sagt til den, den den tid. Hvis jeg mister eller får ødelagt noget af det, Du i gamle dage eller nu har git mig, da vilde jeg sorge, ja græmme mig.
Min søte søte Erik. Du ikke være sint på mig. Jeg kan ikke nu ville Dig andet end godt. Du er mig nu likså dyrebar som dengang, jeg sad i Kristiania, og leved af at tænke Dig, af at ha Dig. Ganske vist havde jeg da ingen forstand til at vurdere hvad det var for en skat, der var falden i mit uværdige, og især uforberedte skjød, men dette at Du var til, og at Du var min, gjorde jorden gylden og livet til et dejligt eventyr for mig. Og nu har jeg Dig igjen på samme måde. Du véd ikke for en lykke jeg føler. Sødmen af dine kys, da Du i søndags kom fra Slomanns, og tog alt det dumme, onde bort, holder sig frisk indeni mig. Jeg kunde ikke vente. Jeg måtte straks sige Dig det. Nu har jeg siddet her og grædt, så jeg næsten ikke kan gå op til ham på marterkammeret.k2203 Grædt fordi jeg havde gjort Dig fortræd.k2204

525. Erik til Amalie

Rigsdagen, Kjøbenhavn d. 18 Marts 1896
Min kæreste, min lille Amalie. Jeg gik idag uden at give Dig et Kys. Det Kys sidder på mine Læber og længes efter Dig. Her sender jeg Dig det. Dette Brev vil jo vistnok komme før til Dig end jeg selv.
Din Erik

526. Amalie til Erik

[4/4/96]
Det gjør mig så ondt,k2205 at se Dig så bedrøvet om dagene. Er det hende? Hun, som Du for min skyld har opgit? Vær ikke bedrøvet over det, min søde Erik, for det mellem Dig og hende, vilde ikke ha gestaltet sig til lykke for Dig. Du vilde i et år, kanske i nogle, for Du er jo så langsom – gåt og vært fyldt af det nye, af kampen, og elskoven og troen på, at Du var uovervindelig i din kjærlighed, og at alt måtte ende, som Du tænkte og vilde. Men ak! vennen min! Endda uslere vilde det endt, end det er endt mellem Dig og mig. Å, bare Du dog vidste det, så sikkert som jeg – nu, uden nogen slags skinsyge – véd det. Jeg véd så meget om hende. Hvor jeg nu forstår dr. Langes ord,k2206 som dengang klang som en bebrejdelse over min mangel på intelligents –: «Hvor kan De dog tro, at Deres mand kan være naiv, at ta én, som frk. R. au serieux»?k2207 Og jeg, som vidste i hvilken allerhøjhelligste grad, Du havde tat hende au serieux!
Nu bagefter blir det liksom til intet at Du også i sin tid, tog mig au serieux.
Men er det hende, som gjør Dig slig om dagene, har hun atter skrevet til Dig, og bedt Dig om at Dere skal være «hinandens venner i nødens stund», som hun gik og sa deroppe i Xania – hun var ulykkelig – og Du havde en umulig kone, og Du havde skrevet det, og det til hende – så i guds navn – prøv det med hende. Jeg vil heller se Dig glad med det, end slig som nu uden det. Du har vakt min sanselighed til live – Du har også hjulpet mig til at dræbe den. Enten-eller – Det er nu mig. Og endelig, endelig en gang er jeg blet så led ved dine bedste kjærtegn, fordi Du så ofte ikke gav mig dem, når jeg tørsted efter dem, at jeg nu af hele min sjæl spytter på dem.
[Dette – krysset ut] Det første, no. 1 skrev jeg for en time siden.k2208 Og det skal Du ikke bry Dig om. Det forandrer intet. Men dette, som Du altså nu i din «gamle, gamle» alder gir af godhed og hensyn og finhed og stilhed – det er for mig ikke liv. Gad vidst om Du ligeoverfor dine tidligere mange elskeder og elskerinder, har vært ligedan? Ja, det har Du kanske, med altså det plus, som ungdommen gir. Men jeg kan aldrig bli gammel! – Ikke engang gammel, når døden snartk2209 en dag tar mig; gammel i erfaring har jeg desværre vært længe. Likså uerfaren og uvidende jeg var, den gang jeg gifted mig, likså vidende og erfaren blev og var jeg 12–13 år efter. Og dog var jeg, dengang påny min skjæbne stod overfor mig, i skikkelse af Dig akkurat den samme, som i gamle dage.
Jeg skriver dette, fordi jeg har en forestilling om at jeg snart må dø. Kanske tar jeg fejl, som så ofte før. Men gud véd dog.
Der er kun ét, som er lykke i verden; at være to, som kjender sig selv igjen i hinanden. Og det har vi to arme, aldrig gjort. Hvor har jeg dog stræbet og slidt efter at finde om bare blot noget af mit inderste indre, min livs sjæl og jeg i Dig. Men aldrig, aldrig er det lykkedes. Forleden aften, da jeg gik direkte løs på Dig med spørgsmål, hvor sank mit hjærte ikke ved dine svar. Dine arme svar!
Denne fornyelsens, og foryngelsens evne som for eks. jeg har fra uge til uge, ja fra dag til dag – den bruger Du masser af år til.
Jeg begynder at indse det rigtige i dit snak om min overdrivelse. Jeg har vel dog ikke vært fuldt så ussel, og Du ikke fuldt så herlig, som jeg har troetk2210

527. Amalie til Erik

Ø Klasensgade 11 3/6/ 96
Kjære Erik tak for dit brevkort.k2211 Dette brev kom igår, og da jeg så, det var fra Galschjødt,k2212 og tænkte at det var noget, som straks kræved svar, og som jeg kanske kunde svare på, siden Du var rejst, lukked jeg det op og så efter. Jeg skrev øjeblikkelig til Galschjødt, og sa, at Du var rejst, men at jeg syntes, han skulde gjøre med vedk. manuskript som Du vilde. G. har nemlig vist slet ikke ret i sine indvendinger. Bagefter kom jeg dog i tanker om at det sikkert var det retteste at sende Dig brevet, for at Du kunde se hvad han siger. Men som sagt, jeg tror ikke han har ret. Jeg håber, Du ikke er sint på mig fordi jeg lukked op brevet og svarte.
Jeg næsten misunder Dig som er ude og rejser i dette strålende skjønne og varme vejr. Ialtfald ser det varmt ud men jeg véd ikke, for jeg har ikke vært udenfor entreedøren siden Du forlod mig. Men nu skal jeg ned med dette brev, og iaften går jeg til Petersens. Jeg klarer ikke ensomheden, og sendte derfor Ragnhild med brev til fru Petersen hvis adresse jeg havde fåt af Tyge,k2213 om at jeg gjerne vilde komme. Bagefter har jeg fåt en rædsel for at jeg kanske havde misforståt Dig, og kanske slet ikke var buden. Arbejdet har jeg endnu ikke sét på.k2214 Der må gå nogle dage, før jeg får en liden smule bugt med den sviende nedtrykthed, som tomheden i huset og endda mere tomheden i hjærtet forvolder mig. Inat har jeg også havt en ond nat. Hvert øjeblik syntes jeg, det gik i spisestuen og kom lige hen til min dør. Tilsidst sprang jeg op og låste mig inde. Men det hjalp ikke. Uf ja huttetu!
Din Amalie

528. Erik til Amalie

Sakskøbingk2215 den 4 Juni 1896
Kære Amalie
Tak for dit kære Brev. Din Beslutning om idag eller igår (?) at gå ud glæder mig i høj Grad. Den Ensomhed, som Du i Øjeblikke har frydet Dig til, er for lumsk en Ven. Pludselig er den en ondartet Fjende. Og rent fysisk går det ikke an at leve som Du har planlagt. Men det nytter ikke, at jeg siger det, Du må selv gøre Erfaringen. Galschiøts Indvending er jeg bange for er berettiget. Blot at den gøres synes mig ildevarslende, og jeg har skrevet til ham, at han må gøre som han synes rigtigt. Jeg har det godt i denne tropiske Varme, hvor jeg kører med Rørdam i Landpraksisk2216 og sejler med ham i Kutter. Nu har en Komité her anmodet mig om at holde Tale imorgen ved den stedlige Grundlovsfest, hvilket jeg er gået ind på og naturligvis fortryder, for nu skal jeg lave en Tale! Småen, Småen længes jeg efter.
Din Erik

529. Amalie til Erik

Fredag 5/6/96
Kjære Erik! Jeg har ikke «frydet mig til ensomheden». Jeg har med gru og banghed valgt den, fordi jeg vidste, den var den eneste betingelse for at jeg skulde kunne få skrive noget. Hvis der da mere gives nogen sådan betingelse! Jeg følte mig forpligtet til at gjøre det, fordi når jeg intet fortjener, går det os endda værre end når jeg fortjener lidt. Du ser jo selv: lån og lån, og atter lån! Jeg vidste meget vel fra foregående erfaringer, blandt andet fra ifjor på disse tider, og fra Paris, hvad den, som Du tror, af mig eftertragtede ensomhed betyder. For en forfærdelig lidelse den er, og hvad kræfter, og vilje til at ville lide for at opnå noget – der skal til. Min rædsel for den ensomhed, min ganske menneskelige tilbøjelighed til at ville flygte fra «Korset» gav sig også luft i ordene til Dig den aften, Du var kommen fra Roskilde da jeg naturligvis kun halvt for alvor spurgte om Du ikke kunde ta mig med Dig, og hvor Du svarte de «forstående og kjærlige» ord. Naturligvis var jeg også træt og udslidt af kavet herhjemme, hvad enhver anden i mit sted vilde være bleven længe forinden, ja hvad de allerfleste andre i mit sted slet ikke vilde ha påtat sig. Men det var jo fordi jeg ikke vilde ha en pige. Det véd jeg nok. –
Det indlagte kom igår.k2217 Da jeg så, det var fra Bojesen (hans navn stod på konvolutten), og da der også stod: haster, åbned jeg det for at sende det. Her er det.
Din Amalie.
NB Hvis den dag kom, da Du kunde sige: «Nu behøver Du ikke mere at skrive» – – om jeg så vilde vælge at være ensom her[h]jemme!

530. Erik til Amalie

Næstved 12 Juni [1896]
Kæreste Amalie To Breve har jeg skrevet og ikke afsendt til Dig. Ordenes Afmagt ligger tyngende over mig. Jeg begriber aldrig, hvorfor vi to, som vil hinanden det gode, skal have så vanskeligt ved at gøre det vi vil. – Jeg har ført en temmelig omflakkende og uberegnelig Tilværelse, tildels endog til Søs på en Kutter. Igår dumpede jeg fra Søen her ind til Næstved for at tage ud til Førslev Gård til Godsejer Neergaardk2218 men fik Telefonbud om, at han var borte. Nu skal jeg om et Øjeblik med Toget til en lille Station i Nærheden af Gården, hvor han vil afhente mig. – Hvis der nu er Mulighed for, at jeg uden Påtrængenhed kan blive der i nogle Dage, vilde jeg såre gerne, at han spurgte, om ikke Du vilde gøre Besøget med, det ligger nær, at han gør det, og i så Fald beder jeg Dig så godt og varmt jeg kan om at komme, blot for at jeg kan trykke din Hånd og kysse Dig. Igår, da jeg var alene her, var jeg lige ved at afbryde min Tur og tage hjem til Dig. Min Adresse er altså nu: Førslev Gård, Godsejer Neergaard, Næstved
Din Erik

531. Erik til Amalie

Førslev Gaard Fredag [12/6/96]
Kære Amalie Jeg sidder nu på Førslev Gaard og benytter et Par Øjeblikke før Middag til at sende Dig den Underretning, at min gode Plan om mulig at blive her og så endog mulig få Dig herned er røget i Lyset af den simple Grund, at Neergaard imorgen rejser ind til København. Så er jeg nødt til at gå videre på min Ekspedition og havner formodentlig et Sted i Jylland. Det er for øvrigt en slem Omstændighed ved denne Rejse, at den koster blodig flere Penge, end jeg havde drømt om. Det at være Gæst er snart lige så dyrt som at betale for sig på Hotel. Jeg ved næppe, hvordan jeg skal klare at få denne Rejse gennemført, og Du trænger vel også snart til Penge. Jeg beder Dig skrive mig til og sætter nu foreløbig min Adresse til Odense poste restante.
Fra Småen havde jeg ved Fru Slomann Brev igår, hvoraf jeg ser, at Du i Søndags var der ude. Og Småen synes jo at trives fortræffeligt. Hendes Brev til mig var kun kort.
Din Erik

532. Erik til Amalie

Torsdag Aftenk2219 [23/7/96]
Hvor det var sødt af Dig kære Amalie at sende mig det Brev fra Hotel du Nord.k2220 Jeg fik det nu for lidt siden, og nu er jeg træt af Indesidden og går en Tur. Ak, jeg tænkte ikke på, at I vilde have set ud, dette sidste milde Indtryk af jer to gør det mig ondt at have mistet. Jeg gik og tænkte på jer begge og var så glad ved, at I var vel installerede og forhåbentlig kunde sidde uforstyrrede til Helsingør. Og jeg tænkte også på, at det for Dig med den anstrængte Nat formodentlig vilde blive vel meget at gå ud til Galschiøts og sidde der og snakke.k2221 At I kom med den Fragtvogn, var da prægtigt. Men hvem i al Verden har ledet Jer på så god Vej som at søge ned til Hotel du Nord? Når nu blot Boligen i Hornbækk2222 må passe Dig og Du kan få rolige Nætter. Kys Småen fire Gange fra mig, én Gang fordi hun er borte fra mig, én Gang fordi hun har været sød, én Gang fordi hun vil vedblive at være det og én Gang fordi det er Dig, der skal bringe hende Kyssene. Nu skal jeg tale med Viceværten og bestille ham til imorgen. Det med Skoene skal jeg nok huske og Trækgardinet også.
Din Erik

533. Amalie til Erik

Hornbæk 25/7/96
Kjære Erik, tak for din lille brev lap. At gå og spørge efter kjørelejlighed i «hotel du Nord» var hele tiden min tanke, om jeg så havde fastholdt bestemmelsen om at ta til Galschjøt. Så vilde jeg kjørt til Strandhuset. Jeg véd jo fra gamle dage at hotel du Nord er det sted i Helsingør, der gjennem vogn befordring og ved fragtemænd står i daglig forbindelse med Hornbæk og at man ofte tør gjøre regning på at kunne få befordring, uden for de ordinære deligencetider. – Vi kom da afsted lidt over kl. 2, men var længe undervejs, da fragtemanden skulde stanse ved så mange villaer med pakker og kasser; vi havde også en tyk dame med os, hvad der gjorde pladsen på det eneste sæde (manden sad foran på en kasse med en anden mand) svært indknebet. «Gudskelov for vi blev hende kvit!» udbrød småen, da damen steg af i Hellebæk. Jeg måtte le og undre mig, for småen det lille falske skarn havde hele tiden vært så indsmigrende venlig mod damen, og svaret hende så imødekommende.
Endelig rulled vi da ind i Hornbæk, der var dejligere og friskere end nogensinde. Jeg kan ikke beskrive det betagende skjønheds og glædesindtryk, jeg fik. Jeg bogstavelig fældte tårer af henrykkelse.
På kroen, der var vrimlende fuld af folk, måtte jeg vente meget mere end en time på middagsmad, og det var ondt, for jeg var bleven dødsens sulten. Småen gik straks til stranden, for at soppe. Siden boltred hun sig i sanden, fandt på de utroligste og morsomste lege, ganske alene. Aldrig har jeg sét så herligt et barn, aldrig tænkt at et barn kunde finde så henrivende udtryk for sommerjubel og landglæde. Mens jeg vented på middagsmaden var jeg hvert øjeblik dernede og så til hende. Hun vilde ingen mad ha, forsikred at hun ikke kunde spise, og bad om hun måtte bli der. Efter middagsmad fulgte hun så med mig og unge Rist, Ida lå tilsengs,k2223 og så på logier. Jeg valgte det, tæt ved skoven, beliggenheden er dejlig og huset nyt og luftigt, men det er altfor langt fra kroen, og med opvartningen er det rent bort i natten.
Den første nat blev det ikke stort med søvnen. Småen det stakkels fæet, vågned kl. ½ 3 og kom spankulerende ind til mig (vi har 2 værelser), og vilde klædes på. Jeg havde møje med at få hende i seng, og få hende til at tro, at det var midt på natten. Det var jo tværtom lys dag, og hun vilde ud og ned i krohaven. Inde i sengen hvor hun omsider fandt sig i at bli lagt, holdt hun på at synge hviskende sang efter sang – var englesød, men holdt mig naturligvis vågen. Kl. 4 kom hun ind, og betroet mig at hun var så sulten. Heldigvis havde jeg chokoladepastiller. Hun fik hele boksen med sig, og lå og gnasked, og småsnakked. Først efter kl. 6 faldt hun isøvn (hvad jeg ikke gjorde) og sov til ½ 10, da jeg måtte vække hende. Sidste nat sov hun til gjengjæld som en stén fra 9 ½ til næsten 10. Ikke en lyd hørte jeg af hende. Og det var mig bogstavelig næsten umuligt at få hende vågen. 6 ganger vækked jeg hende på alleslags façoner. Hun slog hver gang et øjeblik øjet op, sa ikke noget, og sov videre. Tilslut måtte jeg løfte hende ud af sengen. Vi skulde være til frokost på kroen senest ½ 11, og pigerne blir sure, når vi kommer forsént. Jeg sov også noget inat. Der var nogle mærkelige skrald udenfor huset, der kom igjen med 10–12 minutters mellemrum – gud må vide hvad i verden det var – desuden 2 afsindige haner, og et par rasende hunde. Men inde i huset var der blikstille. Og jeg har da sovet en 4 timer ialt. Jeg gik iseng sammen med småen. Jeg havde et uheld i vandet igår. Småen kom i sin glade kådhed til at støde sit hode så hårdt mod min mund og næse, at jeg tabte bevidstheden og faldt om i vandet. Straks efter kom jeg til mig selv, og da strømmed blodet af mund og næse og mine smerter var aldeles voldsomme. Jeg var meget lidende af dette i hele går og stygt opsvulmet. Idag er det bedre, og om et par dage formodentlig ganske bra.
Endskjønt Hornbæk altså er himmelsk dejlig og småen lykkeligere end Adam og Eva i paradisets have, så kommer jeg dog hjem sådan at vi kan ta til Neergård den 1ste.k2224 Det er for vidtløftigt at forklare Dig hvorfor jeg finder det i alle måder hensigtsmæssigt. Posten skal også afsted, så jeg har ikke tid.
Men efter den 8de er det min plan at ta herned igjen med småen. Da kan jeg få et værelse på kroen, hvad der ikke alene er billigere, men også 100 gange behageligere og bedre. Dette traskeri 3 ganger daglig – jeg kan intet få hvor jeg bôr, der er ikke et menneske, [for – krysset ut] i huset, undtagen en enlig herre ovenpå. Skal jeg ha vore sko pudset, og vore værelser stelt, må jeg selv hente konen langvejs fra det er rædsomt. Hun havde nok lovet fru Mollerup, at vi skulde få god og villig opvartning, men loven er ærlig o.s. v.
For at det skal være sikkert, vi kommer herud igjen lidt, lejer jeg værelset på kroen til efter den 9de. Det landophold jeg har havt, og får er altfor lidt for mig. For jeg mærker at det styrker mig. Endskjønt jeg kun har vært her i 2 dage, og langtfra sovet noget videre, kan jeg dog kjende bedring på mine nerver.
Men nu farvel min kjære snille Erikmand! Småen blev glad for din hilsen og dine 4 søde kys, men hun befinder sig forresten i en sådan lyksalighedstilstand, at hun intet savner i verden. Det er nok at bare sætte Hornbæk på brevet.
Din Amalie.

534. Erik til Amalie

Søndag den 26 Juli 1896
Det var prægtigt at høre fra Dig idag, min kæreste Ven, og at få relativt så gode Efterretninger. Jeg var begyndt at synes, at det trak noget ud med det Brev, jeg ventede, og at tro, at det kunde hidrøre fra, at Du befandt Dig for ilde til at ville skrive.
– Ja den Småen! Jeg misunder Dig den Glæde at se på hendes Fryd. Og ikke sandt, det er noget andet end at have hende nok så vel anbragt i en eller anden Have her inde. Mon virkelig jeg skulde blive lige så grebet på ny over Hornbæk? Jeg havde lige som lagt det Sted noget af i min Bevidsthed, men hvad. Det er jo dejligt, at der er uforanderligt så skønt og friskt. Det Slag, Du har fået kunde jo være blevet en helt farligt Ting. Om Du nu havde mistet Bevidstheden for mere end det Øjeblik og bleven liggende under Vandet. Det gøs i mig, da jeg læste Beretningen. Og hvad sagde Småen? Blev hun ikke uhyre angst? Jeg er meget glad over din Beslutning at tage til Neergaard den 1ste. Jeg gik ind og talte med Kielland desangående i Fredags, og han var af den Mening, at det meget muligt slet ikke vilde passe på Førslev Gård, at vi meldte os til en anden Tid end den nu én Gang valgte. Naturligvis koster den Frem- og Tilbagerejse noget, men Herregud det er dog ikke så store Sager, at det bør være afgørende, og når tilmed Værelset på Kroen bliver billigere, så indvindes Udgiften jo på den Måde. Blot Du noget tidligere var kommen derned. – Jeg satte Fru Rists Adresse til på Brevet, fordi jeg ikke var vis på, de straks kendte din Bolig på Posthuset.
Her hjemme går alt som det skal. Den Mad jeg hidtil har fået, har været udmærket, og når jeg undtager, at jeg sjælden kan få fat på Louise, når jeg kalder, og at jeg Fredag Aften måtte opgive at komme ind i min egen Lejlighed, efter at jeg havde været en lille Tur ude – jeg havde skiftet Benklæder og derfor glemt mine Nøgler –, og at det ærgrede mig betydeligt og kostede mig 1 Krone henne i Småens Have, hvor jeg var tyet ind og faldt i Armene på en Skræddermester, der absolut vilde traktere mig med baiersk Øl, hvilket foranledigede mig til at gøre Gengæld med Cigarer og en Toddy, og forhindrede mig fra at blive færdig med et Afsnit af mit Arbejde den Aften, – så har jeg ingen Grund til Klage. Imorgen kommer Maleren og gør Spisestuen i Stand. Der kommer et Tapet på, som kan vadskes ligesom Oliefarve, og Stuen kan med det være færdig på én Dag siges der. Så skal din Stue, Gangen, Køkkenet og Pigekamret under Arbejde.
Det medfølgende Kort afleverte dets Ejermand her i Forgårs. k2225 Jeg lukkede ham op, så en pyntelig, genert eller kølig Monsieur, der spurgte efter Dig og ignorerede min Eksistens, hvilket jeg var ham meget forbunden for. Jeg bad ham ikke om at træde ind. Dertil var han for frastødende. Han spurgte, om Du kom hjem i Løbet af en Uge, jeg svarte: ikke i den første Måned, og da jeg havde lukket Døren, grinte jeg kannibalsk fornøjet over at være bleven ham kvit.
Jeg har siddet inde hele Dagen fra imorges da jeg var en Tur ude i stærk Varme, og nu synes jeg, at Vinden fra Vinduerne bliver en hel Del kølig. Nå, så vil min Aftentur blive så meget friskere. Jeg arbejdede godt igår, idag er det gået noget trægt – det er en temmelig latterlig Opgave jeg har påtaget mig,k2226 og Pokker vide, hvordan den vil spænde af.
Hils og kys nu Småen på ny og på ny. Jeg ser til min Forundring at hun ikke har sin Spade med sig. Den havde vist ellers været på sin Plads nede i Sandet i Hornbæk.
Den 1ste er på Lørdag. Kommer I hjem Torsdag Aften?
Din Erik

535. Amalie til Erik

Mandag [27/7/96]
Min kjæreste Erik, jeg har ikke villet kjøbe noget blæk for disse par dage, derfor skriver jeg med blyant.
Jeg vilde forresten forfærdelig gjerne ha talt med Lagerborg;k2227 det gjør mig ondt, at jeg ikke traf ham.
Ja, det slag kunde blet min bane. Men at jeg kun et øjeblik, mens jeg lå med ansigtet under vandet, har vært bevidstløs, kunde jeg vide deraf, at småen stod i samme stilling, på samme sted, da jeg kravled mig op igjen. Nej, hun var ikke angst. Hun trode, det hele var løjer, og da jeg gråd af smerte så tårerne strømmed, sa hun: «å pyt vær nu rask pige, den smule næseblod gjør jo ikke noget.» Jeg blødte forresten hele dagen både af næse og mund, men det var vist godt; ellers vilde hævelsen, og de mange kulører efterpå vært blet så meget desto værre.
Hør kjære Erik, bliv nu ikke irriteret fordi jeg oplader min røst om disse ting, men husk, at alle ovnene må renses og eftersés før værelserne blir gjort istand. Den ovn i mit værelse er ubrugelig. Det viste sig i vinter, efter min hjemkomst, at varmen ikke lod sig regulere. Hvormeget jeg stængte og skrued for, var og blev ovnen rødglødende, hvad der gjorde heden i stuen uudholdelig, og så var det pludselig udbrændt. Hvis Du ikke kan få en anden ovn der, hvad Du burde, så der gjøres noget indvendigt ved den. Ligeledes pigeovnen. Den er umulig. Og ovnen i sovekammeret er der vist også noget i vejen med.
Det blir nok til det, at småen og pigen får mit værelse, og at jeg flytter ind i soveværelset. Når småen skal være færdig til skolen ½ 9, er det bedst at pigen om morgenen har med hende at gjøre. Tænk på dette, uden straks at sige: [«]Der har vi hende med alt hendes vrøvl!» Og alt dette med ovnene bør og gjøres først og fremst, for at vi ikke skal ha alt det skidt og rod efterat der er gjort istand og er blet rent. Jeg havde tænkt at skrive efter spaden, trillebøren, riven, «Santalen» for lopper og et plaid, men siden vi blir her så kort, syntes jeg ikke, det var værdt. Småen savner heller intet.
Hendes fryd er ubeskrivelig! Ja, det blir ikke så lidt billigere, at bo på kroen!
Hornbæk er herlig! Aldrig vil jeg i Danmark ligge på landet andre steder! Vi kommer på torsdag. Du skal nærmere få høre om med dampskib eller jernbane, så Du kan ta imod os. – Jeg har det godt, meget bedre end jeg havde tænkt, har sovet noget mere de sidste nætter.
Din egen Amalie. Småen hilser og kysser Dig.

536. Amalie til Erik

Førslevgårdk2228 16/8/96
Tak, min kjære Erik for dit søde, så fint sørgmodige brev.k2229 Jeg læste det med vemod og en underlig hjælpeløs rørelse. Denne følelse af at Du blir gammel, som nedslår Dig, er dog kun sikkert en forbigående stemning, som ganske vist med mellemrum, store og små kommer igjen og igjen i et spand af tid, og tilsidst går over til at bli en stabil forestilling og altså en realitet. Men så er der dog nogen henstand. Selv har jeg mange gange, og især nu i de senere tider følt denne tynge over at mærke hvorledes livets små glæder flygter og forsvinder samtidig med ungdommen og med de år, som på en vis måde kan kaldes for et menneskes bedste. Og desuden en sorg der ytrer sig ved pludselige stingende fornemmelser når det går igjennem mit indre, at alt er forbi, fordi alderdommen står der med sin sorte åbne favn, – hvis fangende arme ingen kan komme forbi. –
Her er alt som før; kun at fru Karen er rejst igår.k2230 Småen er henrykt, men selv trives jeg ikke rigtig; og jeg kan ikke finde anden grund til denne vantrivsel end at jeg savner Dig. For alt er som da Du var her, og da befandt jeg mig så vel, og nu da Du ikke er her, næsten længes jeg herfra. Og det uagtet jeg jo desværrre ikke træffer Dig når jeg nu kommer hjem igjen. Og når jeg så træffer Dig, blir det ikke som jeg drømmer og tænker det er når jeg er borte fra Dig, og deri har ikke bare jeg skyld, men nu for tiden, også Du, kjæreste Erik. –
Neergaard har bedt Kiellands bli et par dage til, og jeg gik og var så glad, fordi han intet havde sagt til mig. Jeg vil nemlig helst rejse – det er så. Men nu sa Kielland idag, at det naturligvis faldt af sig selv, at jeg også blev, da både N. og fru Eckert, der styrer det hele,k2231 var så glade i at ha mig.
Forresten har her vært nogle små tvistigheder, som to gange har vært nokså ubehagelige. Heldigvis har jeg vært udenfor. N. er lidt bondeagtig og lidt tør, men ellers en skikkelig og højst velmenende mand, men den fru Eckert kan være et lidet trold, som alle fruentimmer, og især når de har magten uden at ha ansvaret.
Hvor det dog må ha vært hyggeligt for Dig at møde alle de søde kjendte børn på bryggen i Nyborg! Jeg fortalte det til småen, men hun var og er så optat af sin egen lykkelige tilværelses småting, at hun kun svarte: «nå!» og løb sin vej. Skriv lidt til mig igjen min inderlig kjære bedste ven, og stol Du kun trygt på de to «ankere».k2232 Fra alle skal Du hilses hjærteligst.
Din Amalie

537. Amalie til Erik

19/8/96
Kjære Erik,k2233 håber, Du nu har fåt brev og telegram fra Aarhus. k2234 Det faldt mig aldrig ind, at Du kunde komme så snart til Aarhus – jeg trode, vejen var lang, og at Du skulde stanse på stederne undervejs. Derfor hasted jeg ikke med at skrive. Det var kjedeligt. Tilgiv. Jeg er altså fremdeles på Førslev, og har det nu dejligt. Alle er rejst undtagen Eckerts og jeg. Der er stærk opfordring om at Du skal komme hid og hente mig. Vi blir her til mandag. Kunde Du ikke være her lørdag eller søndag? Småen har det prægtigt, og er himmelhenrykt over at de andre «rolunger» er rejst. Nu har hun haven og øen, som hun især elsker, for sig selv alene.
Din Amalie.

538. Erik til Amalie

Klassensgade 21-8 96.
Kæreste Amalie. Jeg kom hjem imorges med Dampskib fra Aalborg efter igår at have været på Skagen. Ingen Breve har jeg modtaget undervejs. I Frederikshavn var der ingen så lidt som i Aarhus eller Aalborg (jeg tænkte mig Muligheden af, at jeg kunde have skrevet Aalborg for Aarhus og forhørte mig derfor på Posthuset i Aalborg), men der er den Mulighed, at der var Breve på min Nedfart i Frederikshavn, men da fik jeg ikke Tid til at forhøre mig på Posthuset, Toget fra Frederikshavn var endda lige ved at køre fra mig, da jeg kom fra Skagen. Jeg stod altså i den Formening, at Du og Småen var i Hornbæk,k2235 og jeg havde lavet for mig selv den Fornøjelse at komme imorgen overraskende ud til jer. Nå, at I endnu er på Førslev Gård, kan jo kun betyde godt. Louise viste mig dit Brev.k2236 Jeg har ikke været ængstelig ved ikke at få noget Brev, men det har været en underlig isoleret og forladt Tilstand, som var alt andet end behagelig. Det hjalp selvfølgelig, at jeg flyttede mig fra Sted til Sted, og at den sidste Del af min Tur var betydelig interessantere end den første, men en anden Gang kan jeg ikke nægte at jeg vil ønske, at jeg i Forvejen bestemt véd, hvor jeg kommer hen for så at have dirigeret Brevene der hen. Nu undlader Du vel ikke at sende mig et Brev så hurtig som muligt. Selv om jeg nu reklamerer det eller de Breve, der kan ligge til mig i Frederikshavn, vil der gå forlænge hen, og Efterretningerne er så tilmed gamle.
Hvad gør Du med din Fødselsdag imorgen? Jeg havde glædet mig sådan til at få Småen med i en eller anden Højtideligholdelse af Dagen. Løber den helt ud i Sandet? Det er vist Synd for hende. Ak, hun tror jo, at en Fødselsdag er noget af det herligste man kan tænke sig. Mener vi nu ikke det, så er det alligevel for fattigt ikke at mærke Deltagelse af lidt særlig Art den Dag, og som sagt jeg havde nu på Slutningen, da jeg begyndte at kunne overse Rejsens Omfang, indrettet mig på at være hjemme den 21 for så at komme ud til Hornbæk den 22. Det skulde så være den sidste Flothed. Derefter indtrådte Smalhans. Men nu? Ja, jeg trådte for lidt siden, da det ringede, og det var en Kone med en køn Bregne, i Underhandlinger med samme Kone om Købet af 2 Bregner for et Par gamle Bukser, og det skulde så være min Gave, og det Køb går vist i Orden i Morgen, men jeg er ikke vis på, at Du vil akceptere dette som en særlig Højtideligholdelse af Dagen, hvortil dog er at bemærke, at disse gamle Bukser er mig særlig kære, og at jeg med Smærte tager Afsked med dem. Under alle Omstændigheder sender jeg Dig mine kærligste Hilsener og Ønsket for os begge om ydre og indre Fred på vore (snart kommende) gamle Dage.
Jeg besøgte Schandorphs en Aften på Rejsen nord efter,k2237 og af de mange Bægere, der ved den Lejlighed blev tømt, galdt det bedste Dig. Så har jeg også besøgt Johan Knudsen på Bangsbok2238 en Eftermiddag og Nat, og din Skål blev drukket i Champagne. Herman Bangk2239 har jeg set et Glimt af – han bor nu samme Sted som Schandorphs –, fremdeles Redaktør Vilhelm Lassen i Aalborg,k2240 den Panduro, der i sin Tid skrev i Københavnk2241 (også bosat i Skørping, han er Læge der) Gustav Wiedk2242 og Locher på Skagenk2243 foruden Kommandør Bojesenk2244 med Kone og Døtre (med dem gjorde jeg en udmærket Køretur) og Theodor Gad,k2245 fremdeles et Par unge ret fornøjelige Studenter, der gjorde mig Dagen i Aarhus behagelig. Så så jeg i Odense Fru Breuning-Storms Søster og Svoger,k2246 som jeg ikke kan huske, hvad hedder. De fortalte mig, at Br.S. fremdeles er meget syg om end i Bedring (Nyrebetændelse), og således har jeg gennemgående haft heldige Møder. Men skrækkelig dyrt er det at rejse, fabelagtigt synes jeg. Aldrig har jeg tilladt mig den mindste Ekstravaganse og 140 Kr har jeg givet ud (2 Nætter har jeg kørt på Jernbane for at undgå Hotel). Det er sandt, Fru Georg Brandes med Datterk2247 gjorde jeg mig behagelig for i Middelfart (efter at jeg først havde søgt at undgå dem) og det lykkedes. Hils nu alle og tag Småen i Favn og sig hende, at Papa længes og længes efter hende!
Din Erik

539. Amalie til Erik

Førslev søndag morgen, véd ikke datok2248
[8/11/96]
Kjære Erik, allerede igår vilde jeg skrevet til Dig, for at sige Dig hvorledes jeg har sorget over det, jeg gjorde, i det samme toget gik. Det varte ikke længe før det begyndte at hulke inde i mig, og mange hemmelige tårer sneg sig ned over mit ansigt. Småen måtte ikke mærke det, for hun var jo strålende forventningsfuld glad. Men i hele går lå jeg syg her, så jeg kunde ikke skrive. Jeg var overanstrengt, var jo først kommen i seng kl. ½ 4 og måtte op igjen kl. 7. Og så rejsen og sindsbevægelsen og tanken på din æggende bemærkning, at det var for min egen fornøjelses skyld, jeg havde gået oppe og ventet – det ene med det andet. Hvorfor svarer Du altid så hadefuldt, når jeg siger noget som ikke behager Dig? Er det da ikke så naturligt at et menneske som jeg ikke kan sove for åben port og åben entrédør, med barnet liggende tæt indenfor entrédøren. Der kunde jo dog komme en bølle op, eller en, som gik fejl, var fuld, eller ikke fuld. Hvordan skulde den mor kunne være beskaffen, som rolig kunde lægge sig til at sove under en slig situation. Desuden véd Du jo at småen er urolig, snakker isøvne, bér om vand. Jeg kan ikke sove under slige forhold. Jeg kan kun sove under de allergunstigste forhold, og mangengang heller ikke da når noget har sat mine tanker i bevægelse. Dette at Du bestandig når jeg bemærker noget, går ud fra at den stemning ud af hvilken jeg taler er skabt af ondskab, vrangvilje, eller en fiendtlig trang til at ville komme Dig til livs, gjør megen skade, og virkningen det frembringer på mig, gir sig udslag i at jeg «lever med håret rejst tilvejrs af kval.» Jeg sorger altid over det, tænker aldrig på andet. Ialtfald ligger det altid under hvad jeg en sjælden gang tænker på, foruden det. Du ser det jo også af hvad jeg i de sidste par år har skrevet. Det har vært så lidet fordi min tanke og mit sind har vært bundet af dette, og det har vært så kvalfuldt, og så langsomt at få frem.
Kunde Du ikke kjære Erik beflitte Dig på at være lidt anderledes i hvad som angår det jeg ovenfor har skrevet om. I denne ene sag. Kunde Du ikke?
– Den 10krone, Du gav mig vilde umulig slå til for hele opholdet. Og jeg havde forståt på nogle mumlende bemærkninger af Dig, at Du ikke vilde komme til Førslev, hvorfor Du altså måtte mene at denne tikrone var tilstrækkelig siden Du forbauset spurgte «Vil Du ha flere penge![»] Jeg var også lej og irriteret over at Du ikke vilde besøge os på Førslev. Jeg gik hele tiden ud fra som selvfølgeligt at Du og småen skulde besøge mig der, og nu da småen tog med, var jeg endnu sikrere på at Du vilde komme. Til Neergaard svarte Du jo også tak, da han bad Dig, men til mig mumled og mumled Du at det blev der nok ikke noget af. Havde Du sagt til mig: jeg kan ikke af den og den grund, forklaret mig grunden o.s. v. da var jeg kun bleven lej ikke irriteret. Jeg tror ikke at jeg havde indladt mig på at ta herud under den forudsætning at Du slet ikke vilde komme. Hvorfor vil Du ikke komme?
– Hvad pengene angår, så må jeg jo gi meget mere end den tikr. i drikkepenge til pigerne og kusken. Så er der vask, apothek, og de småting man stadig må kjøbe. Så er det hjemrejsen. Og jeg havde i min pung knapt 9 kr. Altså 19 i det hele. Omtrent hvad der går til drikkepenge.
Men altså igår lå jeg syg som jeg skulde omkomme. Jeg tigged og bad blot om at få ligge alene hele dagen. Idag er jeg oppe men svært klein.
Småen er jublende og bedårende sød.
Bare jeg nu måtte bli frisk så jeg kunde få skrive og læse med småen. Lad mig få et par venlige ord. Jeg har det uhyre ondt.
Din Amalie.

540. Amalie til Erik

Førslev 11/11/96.
Kjære Erik tak for dit brev og for pakken.k2249 Men hvor blir småens vasketøj af? Jeg var så sikker på at det vilde bli afsendt fra Klasensgade senest mandag, derfor spandér jeg de 50 øre til telegrammet, for at Du kunde sende galoscherne o.s. v. samtidig og slippe for at betale afgift for 2 pakker. Men slig går det. Småen kan ikke klare sig længer uden underbukser; hun havde kun 3, den første gjorde hun fuld om søndagen, den anden faldt hun i vandet med om mandagen, og den 3die går hun nu og er grusommelig skidden med. Den var nemlig ikke ren, da hun fik den på. Jeg har intet foretat i retning af at få vasket – det er jo ikke sådan at løbe til her – fordi jeg hver dag har ventet på pakken med det rene tøj. Er det ikke sendt, så må det øjeblikkelig bli sendt, selv om det er ustrøget. Det er altså kun småens tøj, men også de af mine lommetørklæder som muligens var i vask, foruden småens naturligvis.
De støvler jeg kjøbte kan jeg ikke bruge. De er ikke for små; Du ved måske at Josefine var inde og byttet de oprindelig kjøbte i et par større, fordi jeg hjemme da jeg prøved dem trode, det var størrelsen, som var ivejen. De, jeg nu har, er altfor store til mine fødder, men jeg vilde sikkert falde død om, hvis jeg skulde gå ude med dem en halv time. Jeg har prøvet at gå herinde på gulvtæppet med dem lidt, og har vært nær ved at besvime. Det er som jeg får et jernpantser med underdel af pokkenholt på fødderne. To ganger har jeg prøvet herinde på gulvtæppet, og ingen magt i verden skal få mig til at gjøre det tredie gang. Sligt skotøj har jeg aldrig i mit liv sét magen til. En elefant vilde få stivkrampe af at ha dem på i 10 minutter. Derfor var det, jeg telegrafôr efter galoscherne.
Nu skal jeg sende dem, støvlerne, til Dig en af dagene. Så må Du være snil og gå ind med dem, og be dem la mig få dem byttet i et par ordentlige sko. Rimeligvis kan jeg få to par sko, et par gadesko, og et par hussko eller tøfler for hvad de har kostet. Jeg håber de vil; ellers er de penge bortkastet, for aldrig kommer jeg til at bruge dem.
– Nej, nu siden Du har sagt hvorfor, kan jeg godt begribe at Du ikke kommer herud. At være her kun fra lørdag aften til mandag morgen er meningsløst. Det siger også Neergaard. Kan Du ikke i løbet af den tid, jeg er her, få fri et par dage, så får det jo være det samme. Altså venter vi Dig ikke til på søndag.
– Ja Krag er ingen fin person.k2250 Alt andet. Og temmelig samvittighedsløs. Da Du syntes at synes så godt om ham, vilde jeg ikke sige noget. Jeg tænkte: hvis han senere kommer til at omgås ham, sér han (Du) det selv. Hvis ikke, kan han jo være i troen. Desuden gjør det, der siges af folk om folk, til folk intet indtryk. Man må selv erfare sig sin viden til.
Småen trives storartet, spiser over måde meget, men er desværre forfærdelig urolig om natten. Dog ikke altid lige gal. Inat har hun vært særlig slem, og det kan jeg kjende på mig selv. Hun er strålende sjæleglad ved at være her, og er svært meget i luften. Altid når det ikke regner. Og det regner ikke meget. Hun hilser og kysser Dig. Vi holder skole hver dag.
Din Amalie.
Da jeg regned op forefaldende udgifter glemte jeg papir til at skrive bogen på og frimærker.

541. Erik til Amalie

Torsdag den 12 November [1896]
Kære Amalie Josefine siger, at din Besked angående Vasketøjet gik ud på, at Småen havde Tøj til på Lørdag, derfor har hun ikke særlig fremskyndet Arbejdet. Imidlertid er Sendingen nu færdig. Jeg skal blot i Hast indpakke den og så går den afsted. Indlagt sender jeg 20 Kroner. Kul og Brænderegning har omtrent udtømt mine finansielle Evner.
Igår var jeg til Middag hos gamle Fru Schiødtek2251 sammen med Schandorphs, Cantors, Withs og Professor Bergs. k2252 Schandorph var rørt til Tårer over et Brev fra Dig. Til Søndag er jeg buden hos Slomanns, Lørdag hos Birgitte Henriques. Næste Uge (Onsdag?) skal jeg spise gule Ærter hos Cantors. Da jeg selv øjeblikkelig forlangte gule Ærter her hjemme og skal spise dem endnu idag og måske imorgen, synes det unægtelig at min Føde bliver noget ensformig.
– Hvad Du siger om Krog gør mig ondt.k2253 Jeg kender ham jo i Grunden så lidt, har aldrig været i en Situation, hvor han kunde prøves for Alvor.
Jeg var i Dagmarteatret og så «Væverne» i Tirsdags. k2254 Der traf jeg Siam-Andersenk2255 med Frue, der begge med megen Varme sendte Hilsener til Dig. De var meget elskværdige, bad mig spise til Aften med dem i Dagmarkaféen og, da det regnede, da vi skulde hjem lod deres Droske køre mig til Klassensgade.
Fru Berg omtalte Neergaard igår Aftes med stor Sympati.
Hils Neergaard venligst fra mig.
Ak Småen, hvor jeg savner hende om Morgenen! Det lille Bæst, som ligger så urolig. Jeg havde for Resten forstået det således, som om hendes Seng var anbragt i Stuen ved Siden af din.
Hvis Du kan få Tid, så skriv lidt udførlig til mig, jeg vil så gerne kunne følge jer på Trit og Skridt.
Din Erik

542. Amalie til Erik

Førslev 13/11/96
Tak kjære Erik for brev, penger, og småens tøj, som endelig kom. Det er ganske rigtig, at jeg torsdag, da jeg tænkte at rejse om aftenen, om formiddagen sa til Josefine at småen havde ren bukse at ta på på lørdag, og at når tøjet bare kom på mandag, var det godt. Men nu hengik jo næsten hele ugen; først idag på fredag kom det jo. Men så har Josefine altså misforstået mig; og det er jo menneskeligt. Det var kun bukser det kneb med. Hun har også for få af det plag. Jeg har stadig og stadig måttet kassere af dem, fordi de var slidt ud, trods lapping og forstørring. Nu sender jeg sammen med støvlerne, (som Du altså må være så elskelig selv at gå ind med for at tale min sag – ombytningen kan kanske være til jeg selv kommer –) noget skidnetøj, som Josef. straks må vaske og få færdig så hurtig som muligt og udsendt til os. Der er af mit tøj kun lommetørklæder og en underbukse. Den underbukse må jeg vasket ha tilbage. Desuden den underbuske som jeg efterlod skidden hjemme. Men den må også lappes før jeg får den. Sig til J. at hun finder lapper i skuffen under mit klædesskab inde på soveværelset. Hvis der findes flere bukser for småen, som altså skulde ligge skidne, må de endelig rene sendes med. Men det gjør der vel ikke. I ethvert fald blir det nødvendigt at kjøbe 2 par nye bukser til småen. Bed Josef. gå hen til fru Larsen, Du ved, og kjøbe dem, eller i tilfælde bestille dem – de kan bli færdige på et par dage. Siden jeg alligevel skal sende støvlerne ind, så fordyrer det vel ikke synderlig pakken om vasketøjet følger med, og siden jeg alligevel skal ha de nye bukser sendt ned, så kan det rene vasketøj komme samtidig uden videre større udgift. Vasken her er kostbar og så er det den lange vej til Fuglebjerg, hvor vaskerkonerne bôr.
Småens bukser skal være af 2 ½ kvarters længde, målt fra det øverste af linningen til kanten af broderiet for knæet. Du forstår? Når længden er der gir det øvrige mål sig af sig selv. Der skal være bånd, ikke knapper og knaphul, og et tarveligt broderi nede ved knæet af det, der er broderet på dobbelt tøj. Regningen kan bero til jeg selv kommer, og de nye bukser behøver ikke at vaskes før vi får dem. Lad dette ske hurtigst muligt. Jeg fik kun 3 rene bukser til småen.
– – Et lidet svar til en af dine bemærkninger i dit første brev: Der behøver nu ikke fra mig at komme nogen vrede ord, endsige «vrimmel af vrede ord, på de stier, der fører til mig,» som Du udtrykker Dig for at fremkalde vrede, æggende eller spottende ord fra Dig. Siger jeg bare noget, Du ikke liker, er det nok. Den nat, Du kom fra Rørdams, sa jeg ikke vrede ord, kun klaged over situationen o.s. v. Men herom er det ikke værdt at tale. – –
Det var ikke Krog jeg talte om – han er god nok; det var Krag. Og mine bemærkninger fremkom som svar på det, Du skrev om den flotte tone i hans brev fra Capri.k2256
Jeg har ikke tid til at skrive i detaljer om småen min kjæreste Erik. Du ikke bli lej for det. Du skulde vide hvor lidt tid jeg får til at skrive; og nu kan jeg skrive. Men småen hæfter mig en hel del, om morgenen, ved læsningen, og ellers naturligvis. Men jeg er alligevel henrykt over at ha hende med. Fordi hun selv er så overlykkelig ved at være her, og fører et så sundt og fornøjeligt liv. Idag kjørte hun kl. ½ 10 imorges med Neergaard til Næstved for at hente fru Milla. Hendes fryd var ubeskrivelig. Hun var i sin fine grønne kåbe og hat, og så nydelig ud. Neergaard var så stolt over hende. I Næstved havde hun vært hos barber med N. og drukket kaffe med wienerbrød på jernbanen. I strålende solskinsvejr og blikstille luft, kom de kjørende tilbage kl. 1 med fru Milla. Småen himmelhenrykt. Ikvæld kommer Eckkert.
Som sagt – det er dejligt at ha småen med, men nægtes kan det ikke, at hun hæfter mig. Som i søndags da jeg netop havde fåt ordnet papirerne og skulde til at skrive, da kom hun fortvivlet og havde gjort sig så over alle grænser ud. Det var frygteligt at ta fat, og få hende ren igjen. Jeg nænned ikke at slå hende, fordi hun straks kasted sig ind til mig, og bad så jammerlig for sig. Hun havde vært på øen forklarte hun og vejen var så lang, at hun ikke kunde holde på det. Jeg tror nu ikke, det sker mere. Så var det mandagen; da havde jeg akkurat fåt sat mig til skrivebordet, idet hun kommer hylende: mamma mamma hjælp mig! Det klang gjennem hele huset. Du kan tænke Dig min forfærdelse. Hun var søkkende våd og mudret fra fødderne til bæltestedet, og skjalv af skræk som et espeløv. Hun var gledet ud derborte på øen; øen er nu forresten bleven forbudt. Så måtte jeg la arbejdet fare, og ta fat med hende, stakkeren.
Vi har 3 værelser til vor rådighed, det ene er dagligstue med skrivebord, men det vil kun gjøre det værre for mig hvis hun ligger i stuen ved siden af. Jeg vågner af hende alligevel, og så må jeg op og ind til hende. Disse to sidste nætter har hun forresten vært lidt bedre. Jeg vænner mig kanske så nogenlunde til det.
Når jeg hilser småen fra Dig, og bringer hende dit kys, takker hun og spør hvordan Du har det, og bér mig sende kys og hilsen tilbage. Ellers nævner hun Dig ikke. Hun er altfor lykkelig, og altfor optat af sin lykke.
Den jublende stemning hvori hun ankom har holdt sig uforandret. Hele tiden undervejs var hun fuld af glæde. På Hyllinge station så jeg hende pludselig fare bort og springe op på en mandsperson – det var Petersen. (Der traf jeg forresten Cavling)k2257 Så kom turen til Hansemand som også blev krystet, og så var det gjenkjendelsens glæde over vognen. Da vi drejed om svinget, og hun så indkjørslen til Førslev rejste hun sig fra sædet og skreg hurra af fulde lunger. Jeg skal hilse Dig så meget fra Neergaard.
Din Amalie
NB. Der går jo også anden tid tilspilde for mig. Måltiderne, passiar med N. gjæster, hvoraf her stadig er et par af mest forskjelligartet slags. Så var jo Krog her, og dr. Kraft hele søndagen.k2258 Nu er det Eckkerts. Å nej gud hjælpe mig for skrivningen!
– Det er sandt: hvis bukserne skal bestilles hos fru Larsen, må hun udtrykkelig spørges om hun kan levere dem på to dage. Ja ikke alene spørges men trues på livet til at sige sandt. Hun narrer så ækkelt, det menneske. Kanske det er lige godt at gå til Vett og Wessel, hvis hun ikke har dem færdig, – for vi resikerer slet ikke at få dem.
D.S.

543. Erik til Amalie

17-11-96
Kære Amalie lad mig først og fremmest berolige Dig m.H.t. Støvlerne. De er taget tilbage, og i Stedet for har jeg modtaget et Kort, der giver Ret til Indkøb af Sko eller Støvler for 15 Kroner. Det ligger altså, til Du kommer tilbage. Småens nye Benklæder fra Fru Larsen skal efter Løfte komme imorgen, og Målet, der er opgivet er 2 ½ Kvarter = 15 Tommer. Vasken er overstået, men nu kommer jo Tørringen og Reparation. Det skal gå så hurtig som muligt, men før om nogle Dage kan det umuligt være i dine Hænder. Send Du kun fremdeles Vasken herind. Det må absolut være billigere og bekvemmere end at få det besørget på Stedet, og Josefine har så sandelig ikke for meget at bestille med mig. Onsdag, Fredag, Lørdag, Søndag spiste jeg ude, og nu er jeg fremdeles udbuden Onsdag og Lørdag. Fredag og Lørdag havde jeg endog 2 Indbydelser på Hånden og i Søndags spiste jeg både Frokost, Middag og Aften i Selskab. Om Fredagen havde Kommandør Bojesen bedt mig til Middag sammen med Kapt Andersen (Siam) og Christoffer Hage (Politikeren),k2259 og så indtraf der Indbydelse fra Fru Oda Nielsenk2260 til os begge om at spise sammen med Drachmann (ved en Begrebsforvirring antog jeg, at Indbydelsen galdt Fredag i den kommende Uge, jeg udeblev altså – kunde jo være gået fra Bojesens derud –, og de elskværdige Mennesker sendte så Droske til Klassensgade for at hente mig, forgæves altså). Om Lørdagen skulde jeg spise hos Ruben Henriquesk2261 og fik så om Formiddagen Telegram om at komme til Hegels til Middag med Drachmann. Det havde nu under alle Omstændigheder været forgæves, til Henriques kom jeg først et Kvarter over 7. Til Søndag Aften var jeg buden til Norries sammen med Drachmann, dér kom jeg fra Middagen hos Slomanns, men så havde Drachmann sendt Afbud, nu kunde han ikke mere. Således har jeg ikke set ham under dette hans Besøg.k2262 Han har sendt mig og Dig meget varme Hilsener. I det Brev til Fru Norrie, der melder hans Bortebliven fra Selskabet, var der en hel Side Beklagelse over, at han nu altså ikke traf mig. Han er betydelig raskere nu men langt fra stærk nok.
Igår arbejdede jeg i Rigsdagen til Kl ½ 11 efter at have været hjemme et Kvarters Tid for at sluge Middagsmaden. Jeg var forfærdelig sulten, da jeg Kl 11 kom hjem, men underlig nok hverken træt eller søvnig. Jeg var det desmere imorges. Trappegangen bliver oljemalet i denne Tid, og de gode Malersvende er lidt tidlig på Færde med deres Skraben på Væggen, Baksen med Stiger og gladelige Syngen. Det huer mig ikke overdreven godt med den sene Sengetid, men jeg passer mit Snit og sniger mig dog en Smule Søvn til også efter ½ 8.
Jeg kan godt forstå, at din Arbejdstid må være såre indskrænket, og at Du som Sagerne står ikke kan give mig detaljeret Underretning om dit og Småens Liv. Jeg trøster mig da med, at alt alligevel er ordnet på det bedste, og at både Du og Småen må have godt af Opholdet på Førslev. Den lille Ytring i dit Brev om, at Du kan arbejde, klinger jo helt fornøjeligt. – Har jeg fortalt Dig, at Thomas Krag har sendt mig sin nye Bog «Adda Wilde»k2263 og bebudet at ville gøre Dig en Visit. Jeg takkede for Bogen og bad ham undlade Visiten, idet jeg på dine Vegne sagde, at Du foretrak at se ham en Aften. Bogen har jeg endnu ikke læst og heller ikke Broderens Manuskript,k2264 der er skrevet med en uforskammet ulæselig gnidret Håndskrift. Det var da godt, at Du oplyste mig om Misforståelsen Krag og Krog, det havde virkelig afficeret mig en Del.
Ak ja den lykkelige lille søde Småen! Jeg ser hende for mig i sin nye Kåbe i Vognen hos Neergaard. Giv hende hver Dag et Kys fra hendes Papa!
Din Erik
[Skrevet bak på konvolutten]:
Ingen Vanter.
E.S.

544. Erik til Amalie

24-11-96
Du har unægtelig min kære Ven optaget mine Ord om, at jeg kunde forstå din Mangel på Tid og Lyst til at skrive, vel håndfast. Under alle Omstændigheder har jeg følt mig en smule brøstholden ved den lange Tid, der hengik, inden jeg denne Gang fik at vide, at alt stod vel.k2265 Jeg har længtes efter denne Tilkendegivelse, og har jeg end i din Tavshed kunnet på Forhånd finde en Art Beroligelse, så vilde dog selve den kortfattede Meddelelse om Småens vedvarende Glæde og dit Velbefindende have gjort mig tryggere. Jeg har gået omkring og smilet til alle Børn i denne Tid, da jeg selv er barnløs, og har stået stille og er falden i Henrykkelse, hver Gang jeg på Gaden har været Vidne til et eller andet yndefuldt Træk hos Børn, der gik forbi, og jeg har sendt min lille Pige alle disse Smil og alle disse bløde Tanker, og halvt vemodig har jeg så sagt til mig selv, at dette får det lille utaknemlige Asen jo aldrig at føle.
For Resten omkommer jeg i denne Tid af Forfattere. Tidlig og sent ringer de på min Dør, afleverer Manuskripter og sidder til langt ud på Natten i dybe og bevægede Samtaler. Bl.a. Axel Maurer (Lykkens Pamphilius),k2266 og nu har Gud hjælpe mig også Frk Prydtzk2267 været her og næsten spist Frokost med mig (hun overværede i alt Fald min Frokostspisen) og hun kommer igen, og det bliver ved. I dette Øjeblik gik der en fra mig, (et stor[t] Manuskript blev tilbage,) og jeg har været slæbt hen i Forsamlinger for at lave en Forening og har måttet tage imod så den og så den af «de unge» for at høre på deres Planer og give Råd. Og der bliver ved at komme Bøger – jeg får hverken Tid til at læse dem eller skrive de behørige Breve som Tak. Rigsdagen har nemlig også været noget skrap.
Og de gode Indbydelser har fulgt mig. Nu synes de dog at standse, og det har jeg ikke noget imod. Men nogle nye Millionærvenner (Fogs fra Brasilien,k2268 Siam-Andersen) sender mig Hilsener, som er en Slags Fordring på Visit – i megen elskværdig Beskedenhed fra deres Side, de tør ikke sende nye Indbydelser, før jeg ved mit Besøg har tilkendegivet, at jeg ønsker sådanne. Og de sidder og forbereder deres Hus på at modtage Dig, de er så ærbødige. Og jeg vil gerne holde Forbindelsen vedlige, jeg tror det i alt Fald delvis har sin Interesse, men jeg gyser for de eventuelle Pligter.
Det var mig ikke muligt at finde det grønne Fløjelsliv Du omtaler. Men ganske vist turde jeg ikke rode alt for stærkt om i Kisten på Loftet – i Skuffen ligger det ikke. Og jeg skal gøre et nyt Forsøg i Kisten. Dit Hår har jeg hentetk2269 og modtaget en Del Anvisninger på hvordan det skal behandles. Kammen må ikke føres igennem helt oven fra ud til Spidserne for ikke at knække Hårene osv., og skulde der senere opstå Vanskeligheder, kan Du bare henvende Dig hos den Forekommende Kone, det koster ikke noget.
Imorgen skriver jeg Ansøgningenk2270 og sender Dig den til Underskrift. Du må forfatte en Liste over alt, hvad Du har udgivet, den skal vedlægges Ansøgningen.
Pudderet kan vist dårlig sendes i Papir men jeg finder vel en Æske.
Du hilser vel Neergaard fra mig, det er naturligvis Meningen om end det ikke står hver Gang.
Jeg er bange mit Brev kommer for sent Klokken er bleven mange.
Kys, kys Småen.
Din Erik

545. Erik til Amalie

26-11-96
Kære Amalie
Hoslagt sender jeg Dig altså Ansøgningen, der efter indhentet Oplysning ikke skal indeholde andet og mere end anført. Det vil sige, på et særligt Papir følger så Listen over de af Dig og mig udgivne Bøger – det vil komme til at tage sig [ud] som en af de Cavlingske Reklameplakater,k2271 hvor man ser et af de skyhøje Chicago-Huse ved Siden af Lilleput-Rundetårn i København.
Du har vel læst om Schandorphs Sygdom. Jeg hørte først derom igår Aftes.
Jeg håber på Brev fra Dig imorgen.
Alt vel.
Din Erik
Send mig Ansøgningen omgående tilbage med dit Navn til venstre for mit.

546. Amalie til Erik

Førslev 27/11/96
Kjære Erik, ja det er fælt at vente på brev, og ikke få. Men når man ved hvor de, man venter efterretninger fra, er og færdes, går det endda an. Man kan jo skrive selv – det er altid en trøst – telegrafere, rejse til en. Og så har man jo den vished at hvis det står galt, eller bare mindre bra til, får man straks besked. Det er meget værre at gå og vente på brev, når man ingen anelse har om hvor vedkommende er i verden, og ingen anden tilflugt har end tilsidst at telegrafere til fremmede og spørge om de ved noget at sige. – Og jeg har ikke tid at skrive. Det stjæler tiden, og kutter den op i bare småpluk. Men nu skal jeg kjøbe nogle brevkort og skrive på dem hveranden dag omtrent. Hvis Du vil det. Jeg for min dél hader at få brevkort fra nogen, jeg bryr mig om, og er heller aldeles uden at høre. Jeg har prøvet det de sidste gange, Du har været borte; da har Du enten slet ikke skrevet eller sendt et par ord på et brevkort.
– Ja det er frygteligt så tiden gjør lidet af sig. Jeg har fåt så forgræmmende lidt gjort på mit arbejde. Men det må Du endelig ikke sige til Neergaard. Han tror, det går udmærket, og er så glad på mine vegne. Det er jo umuligt at forklare ham at jeg stundom sidder deroppe i timevis, og kun får skrevet en halv side, som ovenikjøbet må skrives om. Derfor siger jeg altid til N. når han spør at det går godt. N. er nemlig i Kjbhvn. i disse dage, fra idag til mandag aften. Han lovte at søge Dig i rigsdagen og hilse så meget fra os begge. Han har bedt mig være her til den 16de. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men til den dato vil han gjerne ha mig. Og jeg vil jo svært gjerne være. For jeg kan jo arbejde her, og får jo ganske anderledes ro til at samle mig end hjemme, endskjønt småen optar en del af min tid. Så er hendes strømper og tøj istykker og så er knapperne af hendes støvler. Og så holder jeg skole. Så føler jeg mig jo også forpligtet til hver dag at spasere. I reglen er jeg ude 2 gange om dagen, en halv time før frokost og 5 kvarter à halvanden time mellem frokost og middag. Småen er roligere om nætterne nu, men hun er da altid vågen et par ganger mindst, så jeg må hen og stelle med hende. Forresten falder jeg straks i søvn igjen, for jeg har måttet bruge kloral af og til, og det gjør så deilig døsig.
Efter hvad Du skrev, vented jeg ansøgningen til underskrift igår. Og dernæst sikkert imorges. Men endnu er den ikke kommen. Hvis den kommer idag med eftermiddagsposten kan Du først få den tilbage i overmorgen, da postbudet, straks han har leveret posten af styrter sin vej, og her ikke er bud til eller fra Fuglebjerg i aften. I overmorgen blir vistnok i alleryderste øjeblik. Det hed sig jo inden den 30te. Jeg skrev jo dog så temmelig betids, og minded Dig. Hvorfor har Du udsat det så meningsløst længe.
Jeg kommer ikke hjem for de penge Du sendte mig. Jeg må gi 15 kr. i drikkepenge og mindst 3 til kusken. Det er 18. Så er det billetterne. Jeg har til forskjelligt: apothek, frimærker, papir, betaling for pakker til og fra – jeg må betale postbudet 35 øre, da han ikke er pligtig til at bære mere end pakker på 2 pund fragt til Kjbhvn – fin vask i Fuglebjerg (noget jeg frygted J. ikke kunde gjøre pent nok[)], vanter, stoppegarn, hårnåle, skolidser, brugt over 12 kr. Ja deraf er rigtignok desværre lidt over 3 gåt til tab i l'hombre. Og det uagtet jeg slet ikke altid har tabt. Jeg havde lidt over 9 kr., fik 20, har brugt 12. 17 tilbage. Jeg må mindst ha 20 kr. til for at komme herfra. Men det haster jo ikke. Det kan synes meget 50 kr. altså i det hele, hvis jeg da klarer mig med det. Men så vil jeg også ha vært her i 6 uger, og når rejsepenge og drikkepenge går fra blir det ikke så meget til løbende udgifter som jo altid uvægerlig forefalder og lommepenge. Det er forresten ikke sikkert at jeg får nok med 20 kr. til. Men derom kan jeg altid skrive. Jeg sender skidnetøj på mandag, og skal gi besked om hvad jeg vil ha sendt tilbage af det. – Det grønne fløjelsliv må så enten hænge i skabet mit, eller ligge i den grå kuffert, den store af træ, som står på pulterkammeret. Har Du set i dragkistens alle 3 skuffer? Jeg har nogle silkelappebylter liggende i skabet i dagligstuen. Se der sidst, for jeg tror ikke, det er der.
Fra småen kjærlige hilsener og mange kys. Hun er så over alle grænser sød om dagene. Synger sig i søvn hver eneste aften, siger: «titit mamma», hver morgen, som en fugl, der kvidrende vågner. Aldrig er hun uskikkelig, aldrig brydes hendes frydefulde stemning af nogetsomhelst. Hun er så sød og god og kjærlig, og så sjæle sjæleglad. Hun kommer nu hver morgen når hun er færdigklædt, og får kyssene fra pappa. Ja, hun er et deiligt barn. Jeg er så lykkelig ved at ha hende her, fordi hun her er langt snillere, og særlig langt sødere og kjærligere mod mig end hun er det derinde i Klasensgade.
Din Amalie.

547. Amalie til Erik

30/11/96
Kjære Erik, jeg sender idag den små kufferten fuld af skidnetøj, ja det vil sige, der er også noget andet med, som jeg ikke får brug for, og derfor helst vilde være kvit. Så er der også lidt rent linned, som jeg ikke behøver. Josef. ser nok når hun tømmer kufferten hvor det skidne tøj begynder og det rene hører op. Der ligger et stykke avispapir imellem. Sig det til hende, er Du sød; og sig at hun straks må gå igang med at vaske det. Jeg skal senere gi besked om hvilke ting, jeg vil ha tilbagesendt, når jeg nu får se, og regne ud det mindst mulige, vi kan hjælpe os med. Men vaskes skal det alt. Sig til Josef at hun må vaske tepperne i spisestuen og hvad der findes af småtæpper inde i mit værelse, komodeteppe o.s. v., og alt i soveværelset, vistnok også Johannes hvide sengeteppe. Jeg husker ikke hvordan det forholdt sig med hendes lagen, om de ikke også skal i vask. Bed J. se efter. I det hele tat må hun være færdig med alt hvad der heder vask til vi kommer. Da blir det travelt med så meget andet. Hun må også reparere og stoppe, alt hvad hun vasker. Sig endelig også det til hende.
Småen blev meget glad for dit søde brev, og hørte på det med strålende blanke øjne og et stilfærdigt smil. Noget ønske om at skrive til Dig, har hun imidlertid ikke ytret, og jeg er lumpen nok til at være glad for det. For i tilfælde blev det jo mig hun kom at diktere brevet, og tiden, tiden – Jeg spurgte hende imorges, da jeg kyssed hende fra Dig om jeg ikke skulde hilse Dig og takke for brevet, og dertil svarte hun ja.
Jeg kunde ikke finde nøglen til den lille kuffert; sejlgarnet som havde holdt den fast til kuffertens hank, var gåt istykker, og alt det, vi søgte efter nøglen, så var og blev det omsonst. Den hængelås hvormed kufferten nu er lukket tilhører frk. Jensen. Nøglen sendes Dig her. Vær snil, og ta vare på hængelåsen og nøglen, og send begge dele tilbage når jeg får det af det rene tøj, som jeg altså da vil ha bedt om. Så kan jeg jo også få det grønne fløjelsliv, for nu har Du vel fundet det. Jeg tænker det har ligget i den grå trækufferten deroppe, eller også har hængt i skabet mit.
Det dejlige vejr holder sig stadig. Og vi har det så elskelig godt og hyggeligt.
Jeg fik en alvorlig forskrækkelse ved hvad der stod i «Politiken» om Schandorphs sygdom.k2272 Pånyt igjen følte jeg så stærkt, hvor meget jeg dog holder af det menneske, og at jeg absolut, hvis han døde, vilde kjende det som var der kommet et sort hul etsteds. Ja, den kjære gamle Schandorph! Bare han måtte komme sig endnu engang før han dør. Jeg skrev til ham på lørdag da det fremgik af Politiken, at han var liksom lidt bedre, og udtrykte min bedrøvelse, mit venskab og min deltagelse.
Men nu må jeg slutte min inderlig kjære Erik. Nu skal jeg til at arbejde lidt. Eller ialtfald lade som jeg arbejder ved at sidde og glane på papiret, og svede af fortvilelse over min uformuenhed. Og sligt kan jeg gå hen og kalde at arbejde!
Din Amalie

548. Erik til Amalie

1-12-96
Kære Amalie, Ansøgningen kom i god Tid, når den blot var indleveret inden November Måneds Udgang, og det skete. Den var på Stedet igår. Du havde for Resten spillet mig et slemt Puds ved (ovenikøbet med forskellig farvet Blæk) at ville rette i hvad jeg havde skrevet. Det hedder en Fond og Den Raben-Levetz. Fond.k2273 Og Du burde, synes jeg, i så Henseende have stolet nogenlunde på mig, eller havde Du Tvivl, måtte Du da ialt Fald have meddelt mig den, og henstillet til mig at foretage Rettelsen med det samme Blæk, hvormed den øvrige Ansøgning var skreven. Nu var jeg nødt til – med en dårlig Kniv – at radere det indskrevne t ud, og det kom til at se meget fælt ud. Med min gode Vilje havde jeg aldrig afleveret et sådant Dokument. Kunde den meget uheldige Sammenfoldning ikke have været undgået ved en Henvendelse på Kontoret hos Petersen? Og et dobbelt Foldelæg! Det er såmæn en net Lap at indlevere. Nå, Udfaldet bliver vel det samme negative, hvordan Papiret så havde set ud.
Neergaard har desværre søgt mig forgæves i Rigsdagen igår. Det var en af de Dage, hvor jeg først skulde møde senere. Jeg vilde gerne have talt med ham, nu må Du hilse ham hjærtelig og sige hvor meget jeg beklager, at han gik forgæves.
Du udstøder et Hjærtesuk i Anledning af dit Arbejde. Idag har jeg begået det vovelige Skridt at meddele Hirschsprung, at han skal få et Arbejde af mig til Udgivelse i Miniaturbiblioteket.k2274 Så kommer Sukkenes Tid for mig – de er for Resten allerede begyndt. Jeg er aldeles ikke vis på, at jeg klarer Opgaven. Kommer Tid, kommer Råd, kan jeg her sige i dobbelt Forstand. Du begriber, at jeg ikke vil have dette omtalt foreløbig.
Idag er dit Fløjelsliv fundet. Det lå i din Puf inde i din Stue. Men hvordan kan Du bruge det? Ærmerne er råt afskårne. Nå, det må Du om, hvis Du altså virkelig vil have det.
Naturligvis gør det mig ondt, at Småen ikke har tænkt på at sende mig en Skrivelse, men jeg forstår din Lettelse ved ikke at skulle skære af din Tid til det.
Jeg lod Josephine forespørge hos Schandorph igår, og Svaret lød, at Doktoren havde det temmelig godt. Så forunderligt det lyder, lader det virkelig til, at han klarer denne åbenbart meget slemme Historie.
Ja jeg priser det gode Vejr særlig for jeres Skyld. Hvilken Forskel, om det havde været Slud og Mørke vedvarende, for i adskillige Dage har det da været det.
Vaske skal blive besørget efter Ønske.
Sørg ikke over dit Arbejde! Tag en Dag eller to Ferie!
Din Erik

549. Erik til Amalie

Søndag [6/12/96]
Kære Amalie jeg vilde have skrevet igår, men så tænkte jeg, at mit Brev jo ikke kom før, end om jeg skrev idag, idet der om Søndagen ikke går Post, og da der så tillige i min Sjæl husedes et lille Håb om, at Småen havde fået i Sinde at diktere et Brev til mig, som jeg kunde have siddet inde med idag, opsatte jeg Skrivningen til idag. Men idag kom der intet Brev fra Småen. Ak ja, det var lidt trist.
Var der ikke forleden Brev fra Jacob i Kristiania?k2275
Skriver han noget om det, Du formodentlig også har set i Politiken, Notitsen om, at Ludvig i Bergen skulde have i Sinde at gå til Scenen?k2276 Det stak mig af Sorg, da jeg læste det. Skulde det være sandt? Desværre jeg kan jo tænke mig, at det virkelig forholder sig som der står fortalt. Ludvig har sikkert i al Stilfærdighed altid sværmet for Scenen, og hans Købmandsskab har jo aldrig bundet hans virkelige Interesse. Giftermålet nu med Signek2277 har formodentlig pustet på den ulmende Glød, de har talt og talt om Komediespil, hun har prøvet ham, fundet ham udmærket, og smuk er han, endelig har de vovet et Forsøg, og mulig er der nu altså en Beslutning. Hvilket Vovespil! Og i Norge, hvor den økonomiske Side af Sagen i bedste Fald er så lidet lovende. Den Historie går mig nær til Hjærte. Har Jakob skrevet noget derom? Hvis der står noget om dette i hans Brev (jeg forudsætter stadig, at det Brev, jeg så, var fra ham) så send mig endelig Brevet. Opsæt ikke at give mig så god Underretning som mulig, til Du mundtlig kan gøre det.
Jeg har spist Frokost hos Rørdams idag og siden siddet hjemme, formodentlig til Josephines Mishag, jeg spiste ikke til Middag før kl. 6. Det må for Resten siges, at den Pige er flink. Bestandig lige påpasselig, høflig og dygtig. Har hun været længe om Vasken denne Gang? Jeg forudsætter, at den kan blive afsendt imorgen.
Du siger ikke noget om min Beslutning at gå ind på Hirschsprungs Forslag. Mig opfylder det med stille Skræk, men noget har jeg til Baggrund for min Beslutning, og skal jeg for Alvor gøre Forsøget, om jeg kunstnerisk endnu er i Live, måtte vel Øjeblikket være der – en længere Udsættelse vilde vel næppe både.
Jeg har læst din smærtelige Fortællingk2278 og finder den god på et eller nogle enkelte Udtryk nær. Jeg kan ikke tale om Indholdet. Kun er dens Vilje til Sandhed gribende og blødende for mig i en Grad som Du vel næppe aner. Min kære Ven!
Fra Frøken Prydz har jeg de blideste Hilsener. Hun er nu rejst til Berlin. Hos mig var hun i tre lange Visiter, og ved den sidste efterlod hun to store trykte Bøger, som det var hendes Håb, at jeg skulde skrive om.k2279 Orker jeg blot at læse dem! Hun var for Resten både rørende og elskværdig. Havde hun blot ikke den slemme Syge at skrive Bøger, var hun virkelig et værdifuldt Menneske.
Tag nu Småen inderlig i Favn fra mig – tak, fordi Du husker at kysse hende hver Dag fra hendes gamle Papa – og hils Neergaard mange Gange
Din Erik

550. Amalie til Erik

7/12/96. Førslevgaard.
Kjære Erik, nu sender jeg det sidste vasketøj, og bér Dig be J. om straks at vaske det, og hvis det er hende muligt at ha det færdigt til vi kommer. Jeg skal ikke ha noget af det udsendt her, så det er ikke derfor, men det må helst ligge rent før vor smule juletravlhed begynder, og jeg synes, jeg bør kunne slippe for at sende også dette sidste på vask, da J. jo dog nu så længe har havt så lidt at vareta. Hun må også stoppe og efterse altsammen må Du sige.
Så ber jeg om af forrige sending vasketøj at få tilbage: 2 underbenklæder for småen, 8 lommetørklæder, 4 af småens og 4 af mine, og et af hendes pene blå forklæder. Intet uldtøj, ingen strømper og ingenting til mig undtagen de 4 lommetørklæder. Det blir bare til bryderi, hvis der sendes noget mere. Det grønne fløjelsliv kan det også være det samme med, siden det varte så længe før det fandtes. Indeni skidnetøjpakken findes en liden pakke. Det er noget rent tøj, som jeg kan regne ud, vi ikke får brug for, og som jeg derfor helst vil være kvit, da jeg til hjemrejsen kun har en kuffert, istedetfor 2, som jeg rejste ud med. Der er dog ikke tale om at Du behøver at sende nogen kuffert. Jeg har ved at sende hjem disse ting lettet min bagage betydeligt.
– Vi kommer næste mandag den 14de. Rejser herfra med nattetoget, kl. ½ 8 om morgenen og er i Kjbhvn 10 vistnok. Gud se i nåde til os, som skal op i svarte natten senest ½ 7. Men Neergaard og frk. Jensen tar ind den dag, for sammen at gjøre juleindkjøb, og så får vi følge. Neergaard havde først bestemt at rejse den 16de, men så skal der være en god koncert den 14de, og så vil han ta den med. Han har tilbudt mig at vi skal vente til om eftermiddagen på mandag men så er han først i Kjbhvn kl. 8 aften, og kommer forsent til sin kjære koncert, hvor meget han endog styrter afgårde. Derfor har jeg sagt, at vi godt kan være oppe og færdige i rette tid.
Du aner ikke vor god og elskelig Neergaard ustanselig har vært mod os begge. Hvor er han dog et snilt og fredsommeligt og ulunet menneske. Jeg ønsker inderlig, Du havde kunnet leve sammen med os i denne tid, så vilde Du nu holde likså meget af ham som jeg gjør det. Og småen også. Der er inde i hans hjærte så mange rørende, små, fine ting, som først efterhånden og lejlighedsvis kommer for dagen. Ja, han er velsignet, er han.
Bed J. bestille en kabeljong på 3 à ½ 4de pund til på mandag morgen, så at den er i huset når jeg kommer. Det er vist ikke muligt at få fisk nu uden ved itidebestillinger. Og af denne kabeljong skal jeg lave en ret, som jeg har snakket om her, en norsk ret, som N. skal smage en dag i ugen da han kommer til frokost! Han har bedt mig fortælle jfr. Hansen at lave den, men jeg har sagt at han først skal ha smagt den, da det er så usikkert om folk der ikke kjender den, liker den. Sådan kom det, at han kommer til frokost. Kabeljongen skal nemlig være sprængt og røget og derfor må den være i huset på mandag. –
I dette øjeblik kom dit brev og «Tilskueren».k2280 Tak. Jo, her kommer post også på søndagen. De har lejet en ekstramand til at gå. Der er bare det, at man kun én gang kl. 11 om frmdg. kan sende brev afsted, og at posten må hentes dernede på herredsfogedkontoret, hvad den naturligvis altid blir.
– Jeg sér til min forskrækkelse i dit brev at Du taler om at afsende vasken imorgen. Jeg skrev jo til Dig, at jeg skulde gi besked om hvilke ting, jeg vilde ha udsendt. Jeg sa, der intet skulde sendes før. Og nu har Du ikke lagt mærke til det. Å gud, bare den nu ikke kommer den sending, jeg ikke vil ha. Så får jeg ikke plads i den ene kuffert. Jeg går ned og ser efter om N. er hjemme og gjør et forsøg på at telefonere til Dig.
– Jeg ser nu, det ikke er «Tilskueren» men særtryk. Uf, hvad skulde jeg dog med dem? Hvad i guds navn skal jeg med dem? Kunde de ikke ha ligget derinde i Klasensgade. Jeg kaster dem i doet, gjør jeg!
– Jeg er, må Du vide, ikke lej for Ludvigs beslutning. Han har åbenbart ikke kunnet gjøre andet. Han blev jo, før han var voksen tvunget ind i noget om hvilket ingen vidste enten det passed ham eller ej. At han hele tiden har vært lidt af en martyr i sin gjerning har jeg altid havt fornemmelsen af. Stærkest dengang for mange år siden, da jeg var i Bergen på besøg, og bode hos Christensens,k2281 og Ludvig var så trist og så elskelig. Nej, jeg er ikke lej. Nu kan Du se hans brev. Ludvig er et prægtigt menneske; en karaktér. Hvad han så gjør føler jeg som en tryghed. Selv om han gav sig til at være sjørøver i China. – Jeg har naturligvis straks svaret ham.
– Nej, småen fik Du så vist ikke noget brev fra igår! Igår havde jeg forresten fåt entret hende op derudefra i betimelig tid. Så sad hun ved siden af mig og begyndte på et brev til Dig. Hun skrev selv, og sa selv hvad der skulde stå; jeg måtte blot stave det for hende. Men det varte ikke længe; så var hun kjed og vilde ud til Preben og sammen med ham få kalvene til at danse. Kalvene har under åben himmel et omgjærdet sted, hvor Johanne og Preben tilbringer mange lykkelige timer. Preben er en brorsøn af Rist; hans mor er født Olsen, søster til den fru Vogtk2282 som bôr frit hos Neergaard i den lave længe, der hænger sammen med mejeriet. Han har Sct. Veits dans og er bleven tat ud af skolen, og sendt på landet for at komme sig. Det er en sød gut, synes jeg, 12 år, og snil mod småen.
Så idag, da småen var færdigklædt, foreslog jeg, efterat hun selv havde sagt, at hun ikke vilde ud «lige på minuttet», at hun skulde skrive videre på brevet til Dig. Nej nej, mamma. Preben venter på mig. Vi skal ta afsked med de 3 svin og de 3 kør, som skal slagtes idag; og så skal vi glide, (syntes jeg, hun sa) på isen, og få de søde kalve til at danse. Og dermed strøg hun. Hun er så sød, og så forlevenes frisk og glad, så det er en fryd at se hende. Og kalvene er også så bedårende troskyldig søde, så man rent kan forelske sig i dem. Nej min ven, når det brev blir færdigt ved ikke jeg. Hun er en liden utaknemmelig taske af en datter. Jeg taler så tit, så tit om Dig til hende, fordi jeg ligefrem undrer mig over hendes glemsomme koldsindighed ligeoverfor din stadige borteværen. Men aldrig snakkker hun om Dig. Hun ligefrem også glemmer at komme hen og få dine kys om morgenen, når hun er klædt. Jeg må altid minde hende om det. Jaja. En trøstelig tanke er der i dette: at sådan en liden ikke vilde sørge længe over ens død. Og for mig synes dette en virkelig trøst.
Nej min ven. Jeg er ikke bange for Dig! Jeg er tværtom sikker på, at Du vil skrive noget udmærket til Hirschsprung. Hilsen fra N.
Din Amalie.
Efterskrift. Nu ved frokosten idag spurgte jeg småen, om hun ikke straks vilde komme op og skrive brevet færdigt. Jo, sa hun. Men ikke før havde jeg snud mig rundt da vi havde rejst os fra bordet, før hun var vække. Og siden har jeg ikke øjnet hende. Ude og føjter med Preben vel, eller med staldkarlen, Hans, gartneren, mejersken og hvad alle hendes udenoms venner heder. Nu må jeg snart ned, og hente hende til «skole».
Nu var N. oppe hos mig og sa at han ikke havde fåt Dig itale. Du var gåt fra rigsdagen, sagdes der. Nårsomhelst en skal ha fat i Dig der, er Du der ikke. Og dog er Du der altid jo.
D.S.
Ludvigs brev må Du gjemme, og gi mig tilbage –
[Tilføyelse på første side]:
Idag er sagfører Poulsen her til middag.k2283 Han tar brevet med til Fuglebjerg.

551. Erik til Amalie

10-12-96
Kære Amalie Tak for Breve og særlig Tak fordi Du satte igennem, at Småen fik sit Brev færdigt og afsendt. Jeg er rørt derover, og så synes jeg også, at jeg næsten må være stolt på min lille Piges Vegne, at hun har fået sat alle de Bogstaver sammen, og til så halsbrækkende Ord endog som: «Arrestforvareren». Der må Du naturligvis Bogstav for Bogstav have dikteret. Og så pænt hun skriver! Du vil få Ære på Skolen, når hun nu afleveres på ny til videre Dygtiggørelse. Jeg talte igår med Frk Adler,k2284 der åbenbart længes efter sin Elev, men som for Resten udmærket godt forstod, hvor fortræffeligt dette Landophold måtte være for Småen.
Efter Ludvigs Brev ser Sagen jo forholdsvis lovende ud. Beklage hans Beslutning gør jeg dog, for så vidt jeg tænkte mig Muligheden af, at han som Købmand kunde have fundet Hvile i relativ Velstand – ad Åre. Nu går han ind til økonomisk Knaphed i det uendelige. Men naturligvis, har Trangen været så stærk som det jo synes, er det foreløbige gunstige Udfald af den dristige Beslutning kun glædelig. Du kan begribe, at jeg ikke et Minut har tænkt mig ham handle slapt eller letsindigt.
Ved Fru Voss er der intet at gøre,k2285 og hvis Du ønsker det, skal jeg gerne give hende det nødvendige nedslående Svar. Selv om «Agnete» kom op på ny, kunde Teatret ikke begå den Urimelighed at engagere en ukendt lille norsk Skuespillerinde, for hvem der ikke er Brug ved noget Teater i Norge.
Bøgerne sender jeg nu om et Øjeblik og indlagt vil Du finde en Konvolut med 25 Kroner.
Jeg spiste til Middag igår i stort Selskab hos Fraenckels, til hvilken Middag Du naturligvis også var buden i hvilken Anledning jeg både skriftlig og mundtlig udtalte din Beklagelse over ikke at kunne være med. Selskabet fik for mig Interesse ved, at jeg mærkede, at jeg kunde klare mig nogenlunde i fransk Konversation. Den herværende franske Konsul Pradère (?) og Fruek2286 var der og jeg måtte på Hovedet rykke i Marken med mine manglende Gloser og umulige Grammatik, men alligevel fik jeg Anerkendelse af – de danske tilstedeværende, ikke at tale om de to franske. Det var jo ganske morsomt, og på Spøg opfordrede Konsulen mig til at slå Følge med ham på Lørdag til Paris. Ja hvem der kunde! Han skulde præsentere mig for min Kollega: Sekretæren i Deputeretkammeret osv.
Sideantallet i Forrådt?k2287 Jammen Bogen findes jo ikke her hjemme! Jeg må da ind til Schubothe, og Du har ikke ladet Plads stå på Brevkortet.
Jeg må have taget Fejl af Pakken. Jeg troede jeg sendte Tilskuerheftet, der går nu med i Pakken. Så vidt jeg kan se, debitterer V. Møller åbenbar Løgn i sit Svar både til mig og til Cantor,k2288 det må jeg imidlertid nærmere undersøge.
Velkommen til Dig og Småen!
Din Erik

552. Amalie til Erik

[1896]
Bryd Dig ikke om detk2289 kjære min ven! Du véd, jeg ha mine «gale» togter. Så siger jeg det, «normale» mennesker aldrig siger. Det er forskjellen, nemlig at jeg siger det. Jeg er nu svært lej for jeg gjorde det. Hvad skulde det dog til!

553. Amalie til Erik

[1896]
Min søde, søde kjære Erik, jeg har vært søvnløs i hele nat, nu er klokken 6 om morgenen, og jeg har havt det forfærdelig ondt. En djævelsk uro i alt mit blod, som har hindret mig i at sove.
Hvis jeg nu idag ikke er sød, så bær over med det. Og jeg har netop idag så meget at gjøre. Kloral vilde ha hjulpet, men det turde jeg ikke ta så sent på natten, da jeg mærked, at jeg ikke kunde sove, for så vilde jeg ikke ha vågnet tidsnok.



1897

Vinteren 1896–97 var en vanskelig tid for Amalie; hun trodde fullt og fast at Erik hadde en elskerinne, og led forferdelig av skinnsyke og ensomhet. I sin pine betrodde hun seg til Viggo Hørup, og fra desember 1896 til mai 1897 utspant det seg en intens brevveksling mellom dem, hvor hun ga uttrykk for sin krenkelse og sorg, og han forsøkte å overtale henne om å være rolig og vennlig overfor Erik, og på den måte å vinne ham tilbake (se Karsten Thorborg (red): Hørup i breve og digte, 1981). I februar 1897 begynte hun på en brevveksling med den danske maleren Valdemar Irminger, til hvem hun også betrodde sine bekymringer, skjønt ikke fullt så åpenhjertig i begynnelsen.
Mens disse brevvekslinger foregikk, reiste Amalie i slutten av mars/begynnelsen av april til Norge, for å besøke sin sønn Ludvig og hans familie (hans kone Signe hadde nettopp fått barn), sin bror Ludvig, som nå var blitt meget syk, og sin mor. Hun bodde en overgang hos sin sønn i Dalsbergstien, men flyttet så til Holbergsgade, hvor hun vel hadde fått leie et værelse. Hun hadde det ikke bra; hun følte seg syk, hadde mageproblemer, kunne ikke arbeide. Erik var blitt hjemme i København sammen med Småen. Brevene fra ham gir inntrykk av at han trivdes; han skrev på sin lille roman Agnes Vittrup (1897), koste seg med Småen og syntes å være forholdvis ubekymret. Amalie ble borte nesten hele måneden, og reiste hjem igjen 24. april.
De neste brevene (561–64) ble skrevet i juli, da Erik og Småen en tid oppholdt seg hos hans bror William, som var blitt prest i Damsholte og bodde der med sin familie: konen Georgine og sønnen Tyge, som var forlovet med Ellen Seedorf. Denne gangen var det Amalie som ble værende i København for å skrive videre på siste bind av Hellemyrsfolket, Afkom, som omsider ble ferdig og kom ut i 1898. Erik skrev inntrengende og bad henne komme til ham og Småen. Til sist ga hun etter, og reiste 15. juli.
Kort tid etter var Amalie dradd sammen med datteren til Førslev Gård, og da hun skrev til Erik 22. juli (brev 565) var han tilbake i byen; det var hans tur til å sitte hjemme og skrive, og prøve å bli ferdig med sin bok. Amalie ble på Førslev ganske lenge, men enda hun og Småen hadde det godt på herregården, kunne hun ikke riktig trives. Hun hadde håpet å kunne arbeide, men følte at omgivelsene ikke innbød til det; hun var også ulykkelig fordi broren Ludvigs sykdom forverret seg, og hun fikk til slutt vite at han var brakt til sykehuset for å dø. Hennes mistenksomhet overfor Erik fortok seg heller ikke; da hun hørte fra noen annen at Erik hadde hatt timer i sykkelridning (brev 571), ble det til enda et bevis på at han holdt ting hemmelig for henne.
15. august ble Erik endelig ferdig med boken som han hadde strevet med, og han dro til Førslev for å være der en stund før alle reiste hjem. Her slutter så brevene for det året; men vi vet fra andre brev (f.eks. Amalies til Martinus Galschiøt 29/10/97) at Amalie lå på Øresundshospitalet i flere uker i oktober/november for «et maveonde» som det tok lang tid å komme over.

554. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. 3-4-97
Kære Amalie
Dagene siden Du rejste er forløbet heldig, forsåvidt Rigsdagen har haft en Overgang af Skikkelighed. Da Småen og jeg skyndte os ned gennem Grønningen for at jeg skulde komme tidsnok til mit Arbejde, mødte vi et Par Folketingsmænd, som fortalte, at Mødet var forbi. Situationen forandrede sig da pludselig. I Stedet for at sætte Småen i Sporvogn tog jeg hende med op på mit Værelse i Rigsdagen, og medens jeg gjorde det Protokolarbejde færdigt, som jeg var gået fra, svælgede Småen i Chokolade og Kager. Så gik vi hjem, og der fik Erik Sjøbladk2290 sig en Omgang. Vi spiste sen Middag. Under den fik jeg et Bytelegram om at møde ved en Generalforsamling i Journalistforeningen Kl 9, hvilket jeg modvillig gjorde. Det kniber stærkt for mig med den stakkels Bog, jeg har lovet Hirschsprungk2291 (og som skal give nogle Penge), jeg har jo bogstavelig kun kunnet sætte min Hjærne i de behørige Svingninger i så korte Tidsrum ad Gangen, at næppe har Svingningerne begyndt, før jeg har måttet bryde af, hvorfor Arbejdet også kun har krøbet frem. (Og jeg med min Langsomhed! Der er Steder jeg skriver 20 Gange om) Nå, på Mødet talte jeg med Peter Nansen,k2292 der med megen Elskværdighed forhørte sig om Dig. Inden jeg gik hjemmefra var Småen omtrent i Seng og meget lystig. Jeg var hjemme Klok. 11 ½, og da havde hun Præget af at have sovet længe og trygt. Sengen var ikke rodet op, og kun et herligt slumrende lille Ben stak frem af det blå Dække.
Næste Dag, altså Fredag var jeg helt fri for at møde i Rigsdagen, hvilken usædvanlige Situation jeg benyttede på den for mig ligeså usædvanlige Måde ved overhoved ikke at sætte mine Ben uden for Huset. Jeg sad ved Skrivebordet omtrent hele Dagen. Kun afbrudt, da Småen kom hjem fra Skole og råbte Hurra allerede uden for Entrédøren, da hun på sin Ringning og mit Komme fra min Dør opdagede, at jeg var hjemme, endnu inden jeg havde lukket hende op. Så afmarcherede hun til Slomanns, iført sin nye blå Kjole med Skærf, som Josefine tumlede med, så godt hun kunde. En Times Tid senere blev jeg igen afbrudt. Det var Fru Eckert,k2293 der kom for at se til Dig. Hun sad så lidt hos mig og var såre behagelig. Hun anslår for mine Øren en Tone, som jeg holder grumme meget af. Den minder mig om det gode ved Tonen i min Ungdomskres. Derefter Ro til Småen endelig ved Sengetid atter indfandt sig, sulten og begærlig efter Erik Sjøblad. Den sidste Begærlighed blev dog ikke tilfredsstillet, hvorover hun i 5 Minuter var krænket. Så sang hun og dansede og deklamerede og fortalte mig, at der var 6 Verdensdele: de 5 almindelige, som hun havde lært på Skolen og dernæst Majkaland.k2294
Idag har Rigsdagen atter været elskværdig og gjorde sig så tidlig færdig, at jeg kunde være hjemme endnu inden Småen var bleven omklædt for at gå til Henriques'.k2295 På Vejen hjem kom jeg til at følges med først Fru Gerstenbergk2296 og et Øjeblik efter med Aage Slomann og Fruen. Den lille Purk lagde så trofast sin Hånd i min, at jeg blev ganske rørt. Begge Fruerne bad mig endelig sende Johanne til dem. Jeg fulgte så Johanne ud til Henriques' – hun havde ikke synderlig Lyst, men da vi kom, traf vi et talrigt Børneselskab (bl.a. Hans Nicolais to Drenge),k2297 og det så ud til, at Legen gik fortrinligt. Jeg blev siddende et Kvarterstid og fik Chokolade, og så fulgte Fruen mig tilbage til Klassensgade. Nu skal Josefine afsted for at hente Småen, og hun får så dette Brev med sig. Imorgen tænker jeg at sende Johanne over til Achens. Rørdams havde foreslået en Skovtur, men jeg tør ikke. Jeg se at få noget af Bogen færdig for at kunne hæve en Sum til Huslejen og nu synes jeg, at jeg er lidt i Ånde.
Din Erik
[Tilføyelse på første side]:
Du har jo glemt dit Ur! Hvad siger Du til det? Helene v. Schewitsch's Adressek2298 er: München Maximilianstrasse 19 a. Jeg har købt en Bog til Karen Bendix (3,75) af Miniaturbibliot.k2299 den Udgave min eventuelle Bog skal få.

555. Amalie til Erik

Kristiania Dahlbergstien 4 b.k2300 4/4/97
Tusen tak min kjære E. for dit omhyggelige brev, som jeg fik idag. Disse fakta og data havde en sær beroligende virkning på mig. Endnu engang tusen tak! Når jeg ikke skriver brev, men bare brevkort, så er det fordi jeg er så ussel, skjønt i bedring. Jeg orker ingenting, men jeg har fåt appetit. Jeg kjender på alt, at jeg lige er ståt op af sygesengen. Mine knæer dirrer såsnart jeg går ned ad bakke, og jeg skyr alt samkvem med alle dem, som vil træffe mig. – Ja, mit ur savner jeg meget, men det kan dog nok gå. Det var ikke det eneste vigtige, jeg glemte. Små-Ludvig er aldeles henrivende sød. Store-Ludvigk2301 har det bedre. Hils og kys småen fra din Amalie.

556. Erik til Amalie

Kbhvn 8-4-97
Kære Amalie, idag har jeg modtaget dit Brevkort og ser altså, hvad der ikke kan undre, at Du stadig er Rekonvalescent. Imidlertid når Appetiten er der og ny Luft, så må Du vel nogenlunde hurtig for Alvor kunne komme til Kræfter. Du skriver ikke noget om Ludvigs syge Dreng,k2302 og det betyder formodentlig, at det i alt Fald ikke er værre. – Her nede gik det lidt anderledes end beregnet. Lørdag Dag Aften [sic] da Josefine var gået efter Småen, indfandt et hæsblæsende Bestyrelsesmedlem fra Samfundet sig hos mig med Indbydelse til Dig og mig til nu samme Aften, det store Fotografi af migk2303 skulde afsløres ved en lille Festlighed. Ved en Misforståelse var Indbydelsen til os ikke udgået i rette Tid. Jeg havde ikke tænkt at gå i Samfundet men blev nu nødt til det. Det var Obstfelder, der ellers fyldte Aftenen med Oplæsning,k2304 og da jeg netop havde forkastet et Stykke af ham til Det fri Teater,k2305 var jeg ikke begærlig efter at træffe ham. Jeg ventede med at gå, til Småen var vel og godt i Seng og fik da at høre Slutningen af en Oplæsning, som lod til at have været interessant. Det jeg fra mit dårlige Hørested opfangede, lød spindelsvævsagtig fængslende. Men ved den lille Bespisning traf jeg foruden Obstfelder – en lille køn Mand med et lyst, nervøst Blik – Mons Lie og Frue (Søster til Niels Collet),k2306 og det interesserede mig i Grunden nok så meget, og desuden Thomas P. Kragk2307 og en norsk Maler Jakobsen.k2308 Mons er en Mandsling, der ser ud som om han hele sin Barndom har været indespærret i en Kælder og levet af Kartoffelsuppe, hans Kone en høj, pseudosmuk, vistnok meget enfoldig og til Gavns smagløs Skuespillerinde med ædle Følelser. Men Mons kom mig så venlig i Møde og har Tanker, der gnaver så ivrigt på hans Hjernemasse som indespærrede Rotter på Træværk, at jeg fik Godhed for ham og ondt af ham og Lyst til i alt Fald nogle Gange at tale med ham. Det var mig derfor behageligt, at Krag senere på Aftenen indbød mig til sig Tirsdag Aften for at være sammen med Lies. Disse bragte Bunker af Hilsener fra Bernt Lie og Frue,k2309 der i Rom er stærkt sysselsatte med at udsprede vor Berømmelse.
– Så kom Søndag. Småen havde hostet lidt om Morgenen, også om Natten – jeg havde været oppe en Gang for at give hende Pastiller –, og da hendes Lyst stod til at blive hjemme, og Vejret ikke var netop fortryllende, opgav vi Turen til Achens, det vil sige Josefine skulde have bragt hende derover. Og Småen var eksemplarisk sød. Hun kunde uden at forstyrre mig gå i Dagligstuen og min Stue, mens jeg arbejdede, og pludselig gav hun sig til at skrive Brev til Dig. Til Middag var jeg i Konfirmationsselskab hos Bendix',k2310 og kom naturligvis med den tarveligste af alle Gaverne, der prangede af Kostbarhed. På Hjemturen gjorde jeg en halv Times Lykønskningsvisit hos Ruben Henriques',k2311 hvis yngste Søn blev konfirmeret, og var dog hjemme inden 12. Mandag var Mødet i Rigsdagen atter kort, og Småen og jeg havde det meget hyggeligt med Erik Sjøblad osv. Småen læste et halvt Kapitel for mig, da jeg erklærede, at nu kunde jeg ikke mere. Men så hostede det lille Bæst så stærkt, da hun var kommen i Seng og senere på Natten – jeg var to Gange oppe for at give hende Vand og Pastiller –, at jeg om Tirsdagen lod hende sove ud og holdt hende borte fra Skolen. Selv var jeg fri for Rigsdag – når Foråret kommer i Luften og den politiske Konflikt trækker sammen, sagtner Arbejdet –, og jeg hørte hende ikke hoste en eneste Gang til Kl 2. Så spurgte jeg hende om hun havde Lyst til at gå til Slomanns, det havde hun, og afsted spankulerede hun, og heldigvis hun har ikke hostet det mindste siden. Jeg var efter en god Arbejdsdag om Aftenen hos Krag. Foruden Lies og Jakobsen var Helge Rode og Frk Lasson (Bokken(?) til Fornavn, Søster til Oda Krogh)k2312 der og Fru Henningsenk2313 samt Maurer.k2314 Det var vældig flot, Champagne over en lav Sko. Først sa' Ingen noget uden jeg, Lie var syg, så sang Frk Lasson (kønt) franske Sange, så virkede Champagnen, og så dansede Lie og Bokken Kankan, medens Helge Rode sank på Knæ for Fru Henningsen, der ikke så videre opbygget ud. Så talte Lie og jeg mange uforståelige Ord, dernæst fik Bokken Lasson og jeg os en alvorsfuld Samtale – hun gør et sympatetisk Indtryk, men i Himlens Navn, hvor er disse unge norske Pigebørns Væsen uegnet til Hjemmets fire Vægge, det er jo Gaden, Hyblen, Kaféen og de lange Mandfolkeudflugter, der har præget dem. Krag har den styggeste Stemme et Mandfolk endsige en Digter kan have, men han synes mig fin, Fru Henningsen fik jeg et smukt Indtryk af, Fru Lie tabte sig oppe i nogle dumme Skyer, og til Maurer afgav jeg det Løfte, som jeg fortryder, at læse hans nu tilendebragte Skuespilk2315 og sige ham min Mening. Idag har jeg været i Rigsdagen til Klokken 6. Småen er dejlig. Hun har fået sit Kys fra Dig. Nu skal jeg arbejde.
Din Erik

557. Amalie til Erik

Kristiania 8/4/97
Jeg har ikke hørt fra Dig siden, og jeg har ventet brev. Du ikke regne på at jeg ikke skriver.k2316 Jeg orker ikke. Kræfterne vil denne gang ikke komme skjønt jeg spiser godt, og sover nokså bra også. Men det kommer vel snart. Jeg har vært 3 ganger i teatret. Så har jeg måttet holde mig i ro hele dagen for at kunne gå der om aftenen. Ludvig er storartet. Frygtelig morsomt at se på ham. Signe og gutten er nu kommen hjem. Derfor er jeg flyttet fra Ludvig. Der findes ikke plads! Det var så ikke muligt for mor at få det værelse til mig.k2317 Så bôr jeg i Holbergsgade 27. Skriv til mig.
Din Amalie.

558. Erik til Amalie

Kbhvn den 12 April 1897
Kære Amalie, sidst glemte jeg at fortælle Dig, at jeg samme Dag jeg skrev havde mødt Mette Goguin [sic].k2318 Hun fortalte mig, at hendes Søn, Smeden, lå på Hospitalet af Blodforgiftning. Han havde været meget syg og gennemgået tre Operationer. Forgiftningen havde han fået ved at jage sig en Fil ind i Maven. Nu var han i Bedring. Hun så meget angrebet ud og indrømmede også, at dette snart var for meget – «Jeg bliver formodentlig snart gal». – Hvis Du i Kristiania har hørt om Sandbergs Sygdomk2319 – at han er bleven smittet af en Koppepatient –, hvad Du formodentlig har, så kan jeg måske bringe Dig som Nyhed, at han er i god Bedring og ikke vil blive vansiret af Ar. Jeg har idag forhørt mig hos Kaldenborns. k2320 Det var Fruen, der forleden på Gaden meddelte mig den første Jobspost. Helene Sandberg har været i Berlin for en Hjærtesygdom men er nu atter i Bergen. Forleden Aften da jeg var i Gang med at rede Småens Hår til Natten, ringede det, og ind kom Kaldenborn, der bad mig skaffe ham en Billet til Nansensforedraget Dagen efter.k2321 Manden blev åbenbart i høj Grad forundret over, at jeg ikke havde det mindste med den Sag at gøre næppe en Gang havde lagt Mærke til, at Nansen var i Byen. For Resten var han meget elskværdig og meget indtagen i Småen der blev præsenteret i Negligé.
– Sidst slap jeg nok ved Torsdagen. Det var Kongens Fødselsdag, altså Fridag. Jeg havde en lille Kamp at bestå med Småen for at overbevise hende om, at hun virkelig havde fri, ingen i Skolen havde ymtet noget derom. Men hun lod sig altså berolige, og da så lille Vera Gerstenberg indfandt sig for at bede hende hjem hele Dagen fra Frokost til Aften, måtte enhver Tvivl forstumme. Det blev en rolig Dag for mig hjemme, og da Småen kom tilbage Kl 8, havde hun haft en strålende Dag og aftvang mig øjeblikkelig et Løfte om at hun måtte få Vera hjem til sig om Søndagen. Fredag var en travl Dag i Rigsdagen. Jeg nåede dog hjem til Småens Sengetid efter Danseøvelsen, der som sædvanlig havde moret hende. Hun skal (på Grund af Helligdagene) danse igen imorgen, og så er der Afdansning på Fredag 8 Dage. Lørdag var atter strængt besat i Rigsdagen. Småen og jeg spiste sammen, så måtte jeg tilbage og nåede at komme i Samfundet til sidste Halvdel af Hansen Nørremølles Foredrag – Du husker ham fra Sønderjylland.k2322 Der kom derefter en ret interessant Diskussion, hvori jeg deltog, og jeg blev så siddende en Timestid derefter sammen med Hansen og Bestyrelsen. Han bad mig flere Gange indtrængende om at hilse Dig og opfordrede mig ivrig til på ny at komme på Besøg i Slesvig. Han er bleven en betydelig Mand, prøjsisk Rigsdagsmand, og Sjælen i den hele danske Bevægelse der nede.
Søndag Morgen spaserede Småen afsted Kl. ½ 11 for at hente Vera, og blev så på uforklarlig Måde borte til Klokken var 12 forbi. Så indfandt hun sig forpustet, rødkindet og strålende, ikke med Vera, men med Margrethe Slomann. Da hun var kommen til Gerstenbergs, viste det sig, at Vera var syg og kunde ikke komme, sporenstregs løb Småen ud til Slomanns og inviterede Margrethe. Der var Situationen for så vidt forberedt, som jeg havde skrevet til Fru Slomann (som Svar på en Opfordring til at spise der om Søndagen) om, hvad Småen havde for. Margrethe skulde først læse Lektier, og så kom da Småerne løbende. Efter Frokost slap jeg dem ned på Marken foran Frihavnen – det var ret lunt, lidt fugtigt –, og da jeg en Timestid efter inspiserede Forholdene, traf jeg dem i en henrykt Leg på noget, der mest af alt så ud som en Mødding. De havde fundet nogle Granris, nogle gamle Gravkranse og ituslåede Havekonkylier og med dem dannede de et prægtigt Anlæg og blev umådelig snavsede. De fik Lov til at blive ude til Middag: Oksesteg og Prinsessebudding, som Småen spiste 4 Portioner af (af Stegen ikke Buddingen). Klokken 7 kom Slomann og hentede M. og til min Triumf havde jeg Hønen i Seng Kl 8. Hun var så dejlig træt. Kl. 10 da jeg troede hende forlængst indsovet kaldte hun på mig: en Loppe. Stor Evakuation. Så sov hun. Midt i Nat vækkede hun mig, Loppen var kommen igen. Da fangede jeg den! Men det tog jo Tid, i hvilken Anledning vi var meget søvnige imorges. Idag er min Ferie begyndt. Småen kom grædende hjem fra Skole, Poul havde på Vejen slået hende i Øjet. Det var ikke farligt, og der havde nok gået et regulært Skænderi i Forvejen. Imorgen skal jeg spise hos Cantors, Skærtorsdag hos Slomanns. Hils alle som bryder sig om en Hilsen fra mig.
Din Erik

559. Erik til Amalie

Anden Påskedags Aften [19/4/97]
Kære Amalie, det er nok så underligt at skrive Breve uden at få Svar. Og megen Tid har jeg ikke. Småen har i alle disse Dage været mit lille trofaste løbende Kid omkring mine Ben, og var hun ikke så prægtig en Unge, var det jo ikke gået. Men jeg har fået hende indprentet, at når jeg skriver, må hun lade mig være i Fred, og hun taler altså ikke til mig uden hvert Kvarter sommetider kun hver halve Time. Dørene har stået åbne mellem alle Stuerne, og hendes Leg er gået sin Gang, og kun i Ryk har hendes små Fordringer været mig en Pine i Nerverne – når jeg dybest søgte at koncentrere min Hjærnevirksomhed om ét. Det var mest når jeg om Aftenen skulde tvinge hende til de to uopnåelige Ting at gøre i Orden efter sig og endda komme i Seng i god Tid og jeg samtidig havde min Bog i Hovedet. Nå, men alt i alt synes jeg det er gået godt. Ganske vist får jeg kun skrevet lidt ad Gangen, men jeg er jo aldrig kommen hurtig frem, og så meget har jeg færdig i Aften, at jeg imorgen anstændigvis kan gå til Forlæggeren og hæve et yderligere Forskud.
Jeg var i Byen forleden Dag og bestilte Støvler til Småen, da vi ingen kunde finde, der passede hende, og i det gode Vejr kørte vi oven på en Omnibus gennem Købmagergade, så havde vi moret os med det. Ellers har vore Udflugter gået til Frihavnen, hvor vi stjæler Marmor af det Ankerske Marmorskæreri,k2323 og hvorfra vi så går i Båd til Langelinje og ved højtidelige Lejligheder får en Kage. To Gange har Vejret til Småens Henrykkelse været godt nok til at hun kunde nøjes med den blå Trøje (Smækken er kommen til Stede) men igår og idag har det blæst en isnende Storm af Vest, og det er særlig uheldigt, fordi Småen igår og idag og tildels imorgen er hos Achens. Hun blev indbudt af Anne Cathrine til allerede at komme Langfredag, men den lille Stump bad om at måtte blive hjemme til Søndag – «Jeg leger så dejlig Pappa, her hjemme.» Det er Marmoret, vi stjæler, der skaber nye Fantasier for hende. Og så et Sukker-Påskelam, som hun fik Lov til selv at købe. Navnlig vistnok dette sidste har i tre fire Dage sat hendes Opfindsomhed i livlig Vækst. Det græsser inde på det grønne Tæppe i Dagligstuen og hentes og bringes, sættes i Stald, indskibes og udskibes af Dukkedrengen med de lange Benklæder. Han er i den Anledning bleven udnævnt til noget som Erik Sjøblad, han boer på en Ø, og sammen med Veteranen Harlekin finder han Marmor og har en dobbelt Virksomhed som Fårehyrde og Opfører af et Slot med Marmortinder. Et helt Slot af Marmor er det store Mål for vore Bestræbelser, men da jeg har sat Tyveriernes Grænse ned til for hver Gang at være hvad hun selv kan have i Lommerne, vil der jo hengå nogen Tid, inden Målet nås. Første Gang vi stjal, måtte jeg slæbe et overmåde tungt glat Stykke hjem for hende. Det var en Tavle, og det skabte lange Skoletimer for de større Dukker med prægtige Forskrifter på det hvide Marmor. Men da jeg hvert Øjeblik blev indviet i, hvordan det gik hver enkelt af Dukkerne i Timen, de fik, var mit Udbytte af Tyveriet lidet lønnende. Imidlertid vænnede jeg mig til med et Par Kys at afkorte Meddelelserne, og da min Indgriben ikke forlangtes, kunde jeg så nogenlunde uhindret spinde videre på min Tråd. Nu da jeg har set, hvad et Par Arbejdsdage kan gøre for Nytte, gruer jeg mig til, at Rigsdagen i Overmorgen atter skal begynde. Forleden kom Mons Lie og Frue og gjorde Visit, og Småen og jeg foretog så vor Udflugt til Frihavnen og Langelinje sammen med dem. Det kunde nu nok gå – skønt de er forbandet kedelige ɔ: hun, hvad han er, véd jeg ikke ret, hun snakker for ham –, men han efterlod en Bog, hans sidste Arbejde, «To Tragedier om Kærlighed»k2324 med et nydeligt Titelbillede af Sinding,k2325 og igår kom der Brev fra ham, om jeg ikke nok, hvis jeg syntes om Bogen, vilde skrive om den, i hvilken Anledning jeg igår Aftes læste den første (lille) Tragedie –: håbløst parodisk Vanvid! I Lørdags fik Småen et uventet Udbytte af at være bleven hjemme: ind trådte hendes egen Mogensen,k2326 og det var rørende at se hendes Glæde. Jeg synes ærlig talt, at han får mere, end han har fortjent. Naturligvis mange Hilsener til Dig og Skuffelse over ikke at træffe Dig. Han bliver foreløbig på Førslev, men Frøken Jensen tager nok derfra midt på Sommeren. I Påsken har der været fuldt af Gæster.
I Tirsdags var jeg til Middag hos Cantors og havde det meget behageligt, i Torsdags var Småen og jeg sammen i stort Selskab hos Slomanns og kom sent derfra, til Småens store Fornøjelse naturligvis. Vi blev kørt hjem af Møllers (Fruen f. Rørdam),k2327 Josefine havde fri. Igår altså afgik Småen efter Frokost med Josefine til Lindevangen,k2328 og Kl 5 spiste jeg der i stort Familjeselskab med l'Hombre efter Bordet. Idag har jeg en nederdrægtig Forkølelseshovedpine, der noget har hindret mig at udbytte min Ensomhed, men for øvrigt har Dagen igår og Dagen idag givet mest i Skæppen – ialt 6 Sider, det regner jeg for store Ting.
Jeg havde efter et Ord i Brevkortet til Småen ventet Brev både igår og idag og for øvrigt også hver foregående Dag.
Det Brev, der er indlagt fra Småen,k2329 smurte hun ned i en lynende Fart i Lørdags – derfor ser det ud som det gør.
Du må hilse, hvem der bryder sig om en Hilsen fra mig særlig Ludvig og takke ham for hans Brev.k2330
Din Erik

560. Amalie til Erik

21/4/97
Min kjære kjære ven, jeg takker Dig hjærteligt for dit sidste brev, som kom idag, og for dine øvrige hyggelige og venlige breve. Jeg har ikke kunnet få tid til at skrive; der var så uhyre meget at skrive om – det blev umuligt for mig at gjøre det ordentligt. Så har jeg hjulpet mig med brevkort. Det fremgår af dine skrivelser at småen slet ikke har længtes efter mig. Og det er jo bare bra. Jeg forstod ikke rigtig om hun skulde bli nogle dage hos Achens. Jeg har det meget bedre, men maven er desværre langt fra iorden. Kommer med Melchior, som går herfra lørdag morgen kl. 10.k2331
Din Amalie

561. Erik til Amalie

Damsholte Stege 7/7 97
Kæreste Amalie
Jeg kan aldeles ikke forsone mig med den Tanke, at Du vil drage til Vejle.k2332 Du bør komme her over, så snart Du kan. Her er inderlig godt at være, og Du skal have denne Erfaring sammen med Småen og mig. Det vil være at underligt Hul, at vi ikke alle tre bag efter kan tale sammen med samme Viden om Damsholte Præstegård.k2333 Menneskene og Stedet er på alle Måder skikket til at gøre en vel til Mode, og det er foreløbig umuligt at få andet Indtryk af Livet her, end at en Gæst mere eller mindre ingen Rolle spiller i pekuniær Henseende.
Her var et lille Afskedsselskab for Tygek2334 igår Aftes med smagfuld Opdækning, vi lever fortrinligt, Huset er stort, Du vil få et nydeligt Værelse sammen med Småen – det, jeg for Øjeblikket bebor, jeg rykker da ind i det af Tyge forladte Værelse – og både William og Georgine vil tage imod Dig med åbne Arme. Her er meget smukt.
Det har været meget regnfuldt hele Tiden – idag tordner det i det fjærne, og Vejret kommer vist snart til os – ikke desto mindre har jeg alt gået milelange Ture, og Småen har færdedes ude næsten bestandig. Våd naturligvis og uhyre snavset, hun trænger til alt det Over- og Undervasketøj hun kan få. Du bør aksle dit Skind og komme, så snart Du kan blive færdig.
Ro kan Du få, hvis Du vil arbejde.
Jeg har endnu ikke bestilt noget, men jeg har på Følelsen, at jeg må kunne, når nu Tyge imorgen er dragen på den lange Rejse.
Dit Komme vil altså falde, efter at Bortrejsens Tynge er overstået, og det er min Overbevisning, at det kun vil virke godt, at Huset får Dig til Gæst netop i denne Tid.
Når Du kommer med dit gode Sind mod alle her.
Det er gode Mennesker, de vil ikke skuffe Dig. –

Så nu har vi Tordenen og Regnen over Hovedet, jeg har været ude og samlet Småen ind (med én Galosche) fra nogle Jordbærbede under store Kirsebærtrær, der foreløbig beskærmede hende mod Regnen.
Nu sidder hun hos mig og er begyndt på et Brev til Dig,k2335 medens Lynene blinker og Regnen strømmer ned.
William er netop nu gået til Kirken for at besørge en Begravelse, det bliver en våd Tur.
Den unge Pige, Ellen Seedorph, Tyges Forlovede,k2336 er en sød og naturlig Pige, der tager sig udmærket af Småen, der elsker hende, lille Pip (Hanne)k2337 rørende og meget flinkere end formodet. Kom nu blot!
Din Erik
Hilsen fra alle!

562. Amalie til Erik

Kjbhvn. Ø. Klasensgade 11. 10/7/97.
Min kjære Erik! Mange tak for begge breve.k2338 Det første skuffet mig lidt, for jeg havde ventet så længe på det. Det kom først torsdag, og Dere var rejst allerede mandag. Jeg vented tirsdag, må Du vide. Nej, jeg havde allerede så halvt om halvt opgit turen til Vejle, for pengenes skyld. Skjønt det smerter mig. Forleden havde jeg igjen brev fra Ludvig, hvor han takker så meget for Shakspeare, som jeg har skrevet, han må sende tilbage, inden han rejser hjem, og hvor han bér mig så indstændigt om endelig at komme. Han glær sig så meget til det, siger han. Nu har jeg skrevet, at jeg ikke kommer. Det gjorde jeg efter dit brev. Ja, nej – det får være det samme, siden forholder og omstændigheder er som de er. Så får vi håbe på næste år. At vi da alle kan sés hernede.
Bror Ludvigs brev, som jeg fik den morgen, Dere rejste, var dejligt og rørende. Han var blet så glad bevæget over din hilsen, og han bad mig så inderligt om at takke Dig. «Din røst kalder mig tilbage til livet,» skrev han, «og dine søde gaver til Inger,k2339 og din mands gode, kjære hilsen. Ham må Du sige, at jeg er så glad, fordi jeg nu på mine sidste dagek2340 ikke føler mig som en fremmed for ham. Der har vært en tid, hvor jeg gjorde det.»
Ja nu græder jeg naturligvis, jeg kan ikke tænke på, eller snakke om Ludvig, uden at tårerne kommer.
Du ved ikke for et leven, jeg har havt her med rotterne om nætterne. Forresten har de vært fæl om dagene også. Mandag da Dere var rejst, og jeg havde lagt mig tilhvile, kom viceværten, og rumsterte oppe på loftet, banked i propper, og gjorde alle pulterkammers dørtærskler tætte. Det var umuligt at sove. Jeg måtte op og ind i dagligstuen, men så blev der ringet alt i et. Det blev en sørgelig dag. Intet kunde jeg bestille, og rotternes gnav hørtes uafladelig. Næste morgen kom viceværten, og spurgte med et sikkert smil om jeg vel havde hørt noget til rotterne den nat. Han havde lagt gift for dem. «Ja,» sa jeg, «jeg har ikke kunnet sove i hele nat, skjønt jeg gik fra værelse til værelse og forsøgte det.» Han bare smilte, og sa det var umuligt. De måtte være omkomne. Næste nat, tog jeg en stor dosis kloral, faldt i dyb søvn, men blev vækket. Det lød som et forfærdeligt udyr holdt på at bryde sig ind hos mig. Klokken var da to, og jeg gik ud og kaldte på Josefine. Heldigvis var hun tilstede. «Kom ind og hør,» sa jeg. Hun kom, og var stiv af rædsel. Jeg gik ind i din seng og la mig, men rotterne fulgte med. Ikke havde jeg ligget 5 minutter i sengen, før det var det samme op igjen. Så stod jeg op, gik ind, og satte mig til at skrive nogle nødvendige breve. Kl. 6 gik jeg tilsengs, og sov til 11. Da var jeg så syg og elendig at jeg måtte bli liggende i sengen hele, hele dagen. Kl. 11 om aftenen gik jeg ind i min egen seng, tog meget kloral, og faldt i dyb søvn. Atter igjen den samme historie. Jeg blev vækket, flygted ind i din seng, og faldt der omsider i søvn, tiltrods for rotternes gnav.
Igåraftes havde viceværten sat en stor fælde med et stykke flæsk derop. Imorges kom han triumferende, og viste Josefine en vældig rotte, som var fangen. I hele dag har jeg ingen rotte hørt, og kanske det blir stille inat også. Men hvem kan borge for at de ikke kommer og begynder igjen?
Jeg var hos Hørups i onsdags,k2341 og havde det meget hyggeligt, men fik en forfærdelig rottenat bagefter.
Fy Dig Erik, som ingen cigarer lod bli tilbage! Det plejer Du altid. Jeg har røgt noget tobak af en pibe, som nu er så sur, så sur.
Med Josefine er det rent ilde. Hun bedrager og snyder så det står efter. Men det skal jeg fortælle Dig mundtligt. Idag spurgte jeg hende om hun ikke kunde ha lyst til at ta ferie for resten af måneden, mod at få sin løn for juli måned udbetalt. Jo, men så vilde hun også ha kostpenger. Nej, sa jeg. Det kan jeg ikke gi Dem for jeg må så ha koner til at gjøre rent her, og sende tøjet på vask, hvad De ellers skulde ha besorget. Det er en ganske frivillig sag, sa jeg. Jeg bare spør om De kunde ha lyst til det. Jo, det vilde hun nok, svarte hun tilsidst. På mandag skulde hun ta væk. Det sa haleluja! inde i min sjæl. Ja, for hun er for slem. Du skulde vide! Forresten er der det usigelig gode ved hende, at hun altid er høflig og velopdragen. Det gik så pent og stille af. Men glad er jeg – ja, for jeg kan slet ikke platte mig for hendes snyderier.k2342 Nu er det så evident, så iøjnefaldende, men grov blir hun aldrig. Ja, det er trist med den pige. Hun har vært så snil, så hyggelig og kjæk. Men aldrig har hun i disse dage vært hjemme, når nogen har ringt f.eks. Nej, det er dog bedst at hun går sin vej. Jeg er glad. Jeg har ikke kunnet sy småens forklæde færdigt kjære min Erik. Vær ikke sint for det. De stunder, jeg har kunnet gjøre noget, har jeg siddet og skrevet på min bog.k2343 Men imorgen håber jeg at kunne få det gjort. Så skal jeg ta det med når jeg kommer til Møen, hvad der vist først blir i slutten af næste uge. Du ved ikke, hvor underligt det var de første dage. Jeg gik på tå i spisestuen, for jeg trode småen lå derinde, og skulde falde i søvn. Hils hende 1000 gange og kys hende og tak hende for det søde brev. Jeg længes efter Dere og elsker Dere.
Din din Amalie.
Hils kjærligt alle Williams!

563. Amalie til Erik

Ø Klasensgade 11. Kjbhvn. 12/7/97
Tak for telegrammet kjære min Erik. Jeg blev så angst, stod længe med det i hånden, før jeg åbned det. Jeg trode, det var budskab om Ludvigs død. Jeg sa til mig selv: nu skal Du ta det roligt; folde dine hænder, og takke fordi denne din elskede bror, som har havt det så ondt i mange år, er udløst. Men tårerne styrted jo nedover mine kinder. Så var det fra Dig, Du kjære sunde, friske, levende Erik. Jeg skal komme snarest, siger Du. Tak for det min egen ven, men jeg kan ikke. Idag skulde jeg vært ude hos Augusta Christensen, fra hvem jeg forleden fik brev fra dr. Heidenreichs klinik.k2344 Jeg blev så overrasket. Ante ikke, at hun var her, skjønt jeg jo vidste at hun skulde sendes bort et sted. Hun har vært der i 14 dage, og befinder sig så storartet vel, skriver hun. Men hun bér og bønfalder mig om at komme til hende. Hun har sagt til dr. H. at jeg er det eneste menneske, hun bryr sig om at se, og dr. H. har svaret, at om jeg vilde komme hver dag, skulde han bare være glad. Nu skulde jeg, som sagt vært der idag, men så kom Irminger.k2345 Jeg havde fåt et par ord fra ham, og vidste at han vilde komme for at sige mig farvel inden sin afrejse. Men at han skulde bli siddende fra kl. 1 – til 4 havde jeg ikke tænkt mig. Så blev det forsent at gå til Augusta. Det må være mellem 12 og 4. Og til hende jeg dog gå. Altså skal jeg der imorgen. Og imorgen havde jeg også tænkt at bringe en stor del manuskript til Hegel. Gud véd, om jeg når det. Jeg har jo også så meget at gjøre herhjemme, få vasket på pulterkammeret, hvor jeg endelig idag voved mig op – jeg har ingen rotte hørt siden – og hvor jeg så, der var mange møl. Vask og luft og så stænkning med Santalin bagefter, hjælper godt. Så skal jeg gjemme bort tepper og puder, fotografier og en hél del ting, og ta varetræk på møblerne. Nej, jeg har meget at gjøre kjære min Erik. Jeg må også ind til byen og kjøbe mig et par morgensko. Der er store huller på mine filttøfler, så dem kan jeg ikke rejse med. Apropos tøfler – Du har glemt dine morgensko. Stakkers gut, er det ikke ondt? Skal jeg ta dem med?
Du siger at småen mangler tøj. Men vennen min, er det da ikke muligt at Du kan få vasket for hende? Hun har ikke såmeget mere end det, hun fik med. Her er kun en bomuldskjole, foruden den lyse, jeg syed, en bukse, som jeg har lappet, et par strømper som jeg har stoppet og 4 bomuldsforklæder foruden det nye sækkelærreds. Ja, så er her jo hendes fine lyseblå kjole med svanedun, og den nye kjole, som jeg nu har fåt færdig, men det er da ikke noget at gå på landet med. Hendes hvide brodérte hat har jeg fåt fra vaskeriet. Den og mit hvide silkeliv kosted 2 kr. Og for mine to par sko skal jeg betale 3 kr. Skjønt der var så lidet at gjøre ved dem.
Jeg har tænkt at rejse lørdag med Zampa. Der går jo ikke skib før, syntes jeg, Du sa. Og med jernbanen kan jeg ikke ta. Du véd, jeg altid har havt frygt og afsky for jernbane, og 1000 ganger heller villet rejse sjøvejs. Men nu, efter denne forfærdelige tildragelse igåraftesk2346 – eller igårnat – ja gud véd, når jeg får mod til at sætte mig ind i en jernbane igjen. I altfald måtte Du være med. Jeg kan altså kun komme med skib, og det går vel først på lørdag? Men hvad gjør det, om vi kommer nogle dage senere til Førslev? Tænk at jeg skulde vært i det tog, som knustes igårkvæld. Jeg skulde tat ud til Lyngby til Feilbergs til middag og vært rejst hjem med sidste tog. Men jeg sad så flittig, så flittig, og skrev på min bog. Da jeg endelig rejste mig for at klæ mig om, og ta afsted, så jeg, det var forsent. Jeg var lej for det, for jeg havde det nokså trist her alene – Josefine var naturligvis ude – men rotter var der ingen af. Fru F. havde sagt til mig, at hvis jeg tog med det sidste tog, kunde jeg være hjemme kl. 12. Altså, hvis jeg var tat derud, var jeg akkurat kommen med det tog, hvor den forfærdelige ulykke skete. Hvis jeg var bleven dræbt med det samme, vilde det jo ikke vært så farligt, men der er jo så mange som er sønderrevne, kvæstede, og som dog lever.
Idag gik Josefine. Hun fik sin løn 14 kr. og desuden 2 til, som hun sa, hun måtte ha til flytningen. Jeg gjorde ingen indvendinger. Var bare glad til. På det regnskab, jeg fik, efterat Du var rejst, havde hun lavet det slig at hun havde 5 kr. og 60 øre tilgode. Jeg ved at hun har snydt. Hun havde skrevet op, at hun kun havde fåt hos mig 2 – to kroner i 9 dage, og om det skulde være mit sidste ord i denne verden vilde jeg sværge, at hun i de dage har fåt 6 kr. 75 øre. Og i andet også har hun snydt. Tat op på bøgerne, hvad jeg ikke har brugt. Men nu er det forbi. Gudskelov. Imorgen kommer Kristine, den skidne dejlige trofaste Kristine, og vasker på pulterkamret, og hjælper mig. Så skal jeg hen og snakke med mdm. Knudsen, så hun holder sig parat til Du kommer, og har brug for hende.k2347

564. Amalie til Erik

Ø Kjbhvn Klasensgade 11. 13/7/97.
Kjære Erik, jeg kan ikke fatte at Du kan ha skrevet allerede på tirsdag, for jeg fik først dit første brev på torsdag kl. henved 12. Ikke engang med første post, som f.eks. dit brev idag, som er skrevet igår.k2348 Jeg vented som sagt både tirsdag og onsdag, og var der intet kommet på torsdag, så var jeg bestemt på at telegrafere og spørge om Dere var antruffen til Møen.
Jeg ser nu at dit første brev virkelig er skrevet den 6te (tirsdag) – jeg tænkte Du havde tat fejl af dagen. Men Steges poststempel bærer datoen den 7de, og her kom det først den 8de. Jeg sender Dig konvolutten, så [kan] Du selv se.
Hvad Du mener med det at «det måtte komme så» at Ludvig måtte føle sig fremmed ligeoverfor Dig, forstår jeg ikke. Ialtfald er jeg ikke vis på, at jeg forstår det rigtig. Da jeg skulde rejse til Norge i vår, skrev Du op Ludvigs adresse. Du svarte da ja på mit spørsmål om Du vilde skrive til ham. Jeg sa til Ludvig at han snart fik brev fra Dig, men der kom intet mens jeg var der. Og senere kan han heller ikke ha fåt noget, for ellers havde han fortalt mig det. Men nu er han bare glad med alle tingene som de nu engang er.
Ja så skal jeg se til at komme afsted på torsdag med toget om morgen. Men jeg dør nok af skræk undervejs. Og nu behøver jeg vel ikke at telegrafere.
Din Amalie
[Tilføyelse på sidste side]:
Jeg rejser altså torsdag morgen med det tog, Du siger. Hils alle.
[Tilføyelse på første side]:
I stor hast, som du nok kan se.

565. Amalie til Erik

Førslevgaardk2349 22/7/97
Min kjære Erik, klokken er blet så mange, fordi blækhuset vælted med det samme jeg skulde sætte mig til at skrive; og der i den anledning blev stor og lang opstandelse. Derfor må jeg skrive i en fart.
Ja, det var en fæl dag, den mandagen, før vi endelig kom frem. Tiden i Stege gik forresten ikke værst; vi trasked lidt om i byen, var inde på et par boutikker, og slog os sluttelig ned i kondittoriet, hvor vi vist næsten sad en time, jeg hæklende, småen spisende og pludrende. Da vi så var kommen ombord, tog det en farlig tid. Der skulde 100.000 griser med, og de måtte prygles med kjæpper og piskes med svøber ombord. Da forstod jeg plakaten med påskriften: Slå ikke grisene! Men de måtte slåes ellers var de ikke til at rikke. Ombord begyndte de at slås indbyrdes, til moro for småen, og brøle. Samtidig piskregned det, og passagererne stod så tæt som sild i en tønde. Det var fælt. Til Næstved kom vi akkurat som toget til Hyllinge gik. Men det gjorde intet. For et kvartér efter gik der et til, så jeg havde akkurat tid til i ro og mag at ta billet og sorge for tøjet, som kosted 1 kr. 35. Regned gjorde det hele tiden, og vi var våde og ækle og ufysne. Hans var der naturligvis, og lidt over 7 kjørte vi stolt ind på Førslev, hvor der havde været nogle middagsfremmede, Steinmanns,k2350 som vi har truffet hos Br. Storms, og Gradmans. k2351 Af liggende gjæster var her Eckerts, fru Karen, Kiellandk2352 og Voss. k2353 Neergaard er en godhjærtet mand. Tiltrods for hans ulyst til at ha fru K. kunde han dog for Carstens og børnenes skyld ikke nænne, at ikke be dem. Fru K. er forresten ganske anderledes i år. Jeg tror nok, hun har fåt lærepenger ifjor. Når hun er som nu, er det bare i alle måder hyggeligt at ha hende iblandt os. Neergaards søster og svoger Brøndstedsk2354 var her, men er rejst. Carsten og Voss er på cykletur på Møen, og kommer igjen imorgen, og fru Karen rejste igår til Stockholm, hvorfra hun om 14 dager vender tilbage. Nu er vi altså bare Eckerts, Kiellands og jeg. Idag er Poulsenk2355 her. Vi har det i alle henseender dejligt, skjønt vejret er mindre godt. Småens henrykkelse er grænseløs.
Jeg havde brev fra små-Ludvig. Han var næsten fornærmet fordi jeg ikke kom til Vejle, så skuffet var han blet.
Jeg kjender godt det med spisekammeret. Sådan heder det altid når en ny kommer til. Da Josefine ifjor afløste mdm. Knudsen korsed hun sig over spisekammerets tilstand; at en så pen kone som mdm. K. vilde være bekjendt at efterlade sådant et spisekammer! o.s. v. Men naturligvis var der fælt nu. Det er der altid. Kjøkkenet var imidlertid meget penere end mdm. K. nogensinde havde det.
Jeg ante ikke andet end at Du fra Møen havde svaret nej til Phillipsen.k2356
Det er en skandale med de rotter. Du begriber ikke hvad jeg gjennemgik om nætterne, da Du var rejst. Det er den slags, der ødelægger ens helbred. Kan Du ikke fremtvinge at der kommer en jægermester? Det nytter dog ikke før. I den fælde går kun en rotte om gangen, og så kommer der straks flere igjen. Man kan dog ikke ha rotter.
Ja, hvis pigen har gode anbefalinger, har havt pene og nogenlunde lange pladser, sér ren og hyggelig ud, ikke er for ung, og Du liker hende, skulde Du fæste hende. 14 kr. ingen fæstepenger. Det bruges ikke mere. Men hvis ikke det er noget rigtig godt, tror jeg, Du bør vente. Det er længe til sptbr. Jeg skriver snart til William. Det var gode dage.
Hjærtelig hilsen fra alle og fra din Amalie.
[Tilføyelse på annen side]:
Det kosted 2 kr. på skibet, og 2 kr. på jernbanen 3die klasse.

566. Erik til Amalie

Fru Amalie Skram Førslev Gaard Fuglebjerg
22 Juli 1897
Vorherre holde sin Hånd over min Forstand!k2357 Pludselig imorges ser jeg i Politiken: den 22. Jeg får den Forestilling, at vi er i August, og at din Fødselsdag på den Måde er kommen bag på mig. Jeg overvejer, at et Telegram vil forskrække Dig og glæder mig ved Tanken om Neergaards Telefon. Afventer dit Brev, som rigtig kommer Kl ½ 12 og iler derpå ind til en Kiosk for at benytte Telefonen. Med hvilket Udfald véd Du. – Heldigvis! Tak min kæreste Ven for dit Brev. Trods Svinene synes jeg, at Dagen i Mandags ikke var så slem som formodet, siden I slap for at vente i Næstved. Naturligvis fik jeg Lyst til at være imellem Jer ved at læse din Beretning. Særlig Småens Fryd stak i mig. – Jeg er fornøjet med min Ensomhed foreløbig. Den har vist sig hensigstmæssig. Det synes, som om Arbejdet går fra Hånden – Til Rotterne har jeg intet hørt, men måske har jeg sovet fra Lyden. – Den omtalte Pige kom ikke, hun havde fæstet sig bort. – Jeg spiste igår hos Rørdams. Fru Rørdam er i Byen for at mødes med sin Mand, der kommer idag eller imorgen. Nedkomst snarlig må jeg tro. Var Kavaller for Fru R. og en Dame fra Jylland i Cirkus. Kedede mig. Kys Småen, hils alle
Din Erik

567. Amalie til Erik

Førslev 26/7/97.
Papiret har ligget på bordet og småen har skvattet te på det om morgenen, når hun har ståt her og forsynet sig i sin natkjole, og så har hun tat på det med smørrede fingre, og derfor ser det ud som det gjørk2358 min kjære ven.
Vi har det fremdeles bare dejligt. Her er gudegodt at være. Igårmorges, søndag, sa småen med det samme hun vågned: Jeg drømte at der blev skjænket champagne ved middagsbordet og at jeg ikke fik. «Din drøm går ikke i opfyldelse,» svarte jeg. «Vi får sikkert ikke champagne idag.» Men så fik vi dog champagne til småens triumf og henrykkelse, fordi Milla og herremanden havde overvundet de andre i Lawn-Tennys. Til småens forrige lyksalighed er nu føjet den, at fru arkitekt Tvedek2359 er kommen her med et årsgammelt, aldeles dejligt barn, som småen omtrent ikke viger fra så lang som dagen er. Småen er forresten så sød, så sød. Hun er altid allersødest herinde, og det er som hun dertil er født og båren at være på en herregård. Alle elsker hende her, inde og ude. Idag skal jeg og Gradman, som bor her nu for nogle dage, spasere til Fuglebjerg – jeg skal ha fat i en vaskerkone – og så kommer småen kjørende med Hansemand for at hente os. N. mente, det blev for varmt og for langt at gå både op og ned.
Hvor blir uhret mit af? Jeg savner det, eller rettere, har savnet det svært; nu har jeg lånt et hos N. men jeg vil dog gjerne ha mit eget. Desværre har postkontoret sendt «Shakspeare» herned. Ludvig havde fra Vejle adresseret pakken til mig, istedet for til Dig. Det var kjedeligt. Gudskelov for det går med dit arbejde. Se endelig til at komme snarest. Så vil jeg ta hjem for at arbejde. Så dejligt jeg har det, så må jeg dog ofte gå afsides. Det kommer sådan over mig af og til, for jeg tænker bestandig, bestandig på Ludvig, og ofte ønsker jeg inderlig at jeg sad hjemme alene eller endda bedre: var hos ham. Nej, jeg passer iår ikke til at være mellem glade mennesker. Men jeg viser dem det ikke. Ja nogen forskjel fra ifjor, kan de vel nok se, men ikke sådan at det forstyrrer eller generer dem.
Du, som trode vi var i august! Det ligner Dig. Som jeg grunded over hvad Du kunde ville mig. At det måtte være vigtigt, var jeg sikker på, for Du véd jo, at jeg ikke kan tale i telefon.
Bed Kristine være om sig efter pige til os. Hjærtelig hilsen fra alle og kys fra småen og mig. Uf for et væmmeligt papir!

568. Erik til Amalie

Kbhvn. Ø. 28-7-97
Ja kære Amalie det er ikke andet end min lumpne Fattigdom, der har hindret mig i at hente dit Ur. Jeg har ikke turdet vise mig i Urmagerbutiken for ikke at stå i den flove Situation ikke at kunne betale den Krone eller halvanden, som jeg formodede, at Uret kostede. Nu har jeg forøvrig hentet det (det kostede kun 50 Øre, fordi det så nylig havde været repareret) Jeg har nemlig lånt 20 Kr. Ak og af dem har jeg brugt 6 Kroner til en Gave til Georgine,k2360 hvis Fødselsdag det er idag. Jeg sender hende en Pakke Husholdningstændstikker (5 Kr) og må selv bære Forsendelsesomkostningerne. Det var en Art Spøg, som jeg nu lader blive til en sikkert yderst velkommen Alvor, og jeg er glad ved at jeg tror at have husket hendes Fødselsdag rigtigt.
Det kribler i mig ved at læse dit Brev. Godt kan jeg ikke sige jeg har det, men det kan jo ikke nægtes, at hensigtsmæssig for Arbejdet er en sådan Ensomhed, ialt Fald foreløbig. Når man begynder at blive Idiot, må man bryde af. Nu håber jeg, at Idiotstandpunktet endnu en halv Snes Dage vil udeblive, for så tror jeg at kunne se Enden på denne lille smærtelig fødte Bog, og færdig nu skal den jo være.
Jeg har været hjemme omtrent hele Dagen hver Dag – går i Reglen først en virkelig Tur om Aftenen – undtagen i Søndags, da Fru Rørdam (hvis Mand ikke skulde komme forrige Onsdag eller Torsdag, som jeg havde forstået, men denne Onsdag eller Torsdag) bad mig til Middag og derpå følgende Besøg hos Beduinerne i Tivoli til Morskab for hendes jydske Gæst. Det var morsommere end forrige Gang, eller måske jeg nu i min Ensomhed skønnede mere på Selskab. Så har jeg på mine Aftenture mødt Carl Madsen og Frue, og idag talt med Hørup og Frue, og Opfordring til at komme hos begge Familjer har det ikke manglet på – men, men det er sådan et Besvær, når ikke Dagen fikseres. Så talte jeg forleden med Dr. Trier,k2361 der fortalte, at Breuning Storms atter havde haft en slem Tid, idet lille Gunna havde været alvorlig syg i et Par Måneder, synes jeg han sagde. Nu var der dog indtrådt en Bedring. Til Feilbergs har jeg intet set uden at jeg mødte Sønnen en Dag. Jeg syntes han var så dum.
Madam Knudsen, fra hvem jeg skal hilse så flittig, har én Gang stegt Kotellet og en Gang Bøf til mig, det har jeg så i to Dage hver Gang, ellers lever jeg af blødkogte Æg og Smørrebrød. Jeg har endnu ikke taget noget Måltid ude. Dels forekommer det mig et ulideligt Slid at gå ud, dels har jeg jo ingen Penge. Imorgen skal hun stege Flæsk til mig. Hun har vasket og er som sædvanlig behagelig og flink. Hendes lille Pige er på Landet, så hendes Tid er ikke synderlig kostbar. Kristine lader hilse, at hun på ny har en (dyr) Pige på Hånden, mere véd jeg ikke.
Den Rengøring hun har foretaget i min Stue, er fuldstændig illusorisk. Gardinerne er ikke rørt osv. Jeg plejer Råd med Madam K. om Hovedrengøring i alle Stuer.
Hilsener og Kys (til Småen og Dig)
Din Erik

569. Amalie til Erik

Førslev 5te august 97.
Tak for dit brev idag.k2362 Jeg kan naturligvis bedre like at Du, når Du ikke kan bekvemme Dig til at sige kjære Amalie, eller kjære ven, da ingen tiltaleform bruger, men det gjorde mig ondt, især fordi vi havde det så godt på Møen, og også havde det godt inden din rejse til Møen. Jeg var begyndt at håbe på at Du havde overvundet din værste uvilje mod mig, og kanske endnu kunde komme til om ikke at holde egentlig af mig, så dog til ikke at ha imod mig mere. Men så har uviljen tat Dig igjen. Og dertil kan jeg jo intet sige.
Jeg har tænkt så meget på Dig hernede, på Dig og på mig selv. På Dig med kjærlighed, på mig med sorg. Ja, når jeg undtar Ludvig, så kan jeg med sandhed sige at jeg egentlig ikke har tænkt på andet. Jeg har også i tankerne skrevet det ene brev efter det andet til Dig, men jeg har ikke fåt dem på papiret. Jeg er lidt lam ligeoverfor Dig. Jeg véd jo, Du kalder det ord, og jeg ved også at Du har afsky for mine «ord», som vel for alt hvad der er mig. Så har jeg også dag for dag ventet at få besked om at Du skulde komme. Ventet og håbet det, for at få være lidt sammen med Dig, og så få rejse hjem til mit arbejde. Jeg er fortvilet ved tanken om mit arbejde, som jeg her hverken har kunnet tænke på eller skrive en linje på. Og jeg har misundt Dig din ro og indelukkethed derhjemme. Jeg kan kun arbejde når jeg er sådan alene og lukket ude fra alt, enten hjemme eller på et andet sted. Hvad skal det dog bli til med denne bog, som skal være færdig, og som aldrig blir det! Nu er jeg begyndt at få korrektur.k2363
Jeg kan så dårlig fortælle Dig om livet her. For jeg går liksom ved siden af det, og bare længes bort. Det går altsammen udmærket til og småen er henrykt mere og mere havde jeg nær sagt. Men jeg trives ikke i år. Frisk har jeg heller ikke vært. Jeg skal nok fortælle Dig lidt når vi sés. Vær ikke sint fordi jeg nu ikke skriver om noget af det.
Sidste søndag var her festlig middag med champagne o.s. v. Jeg havde tvunget mig til at skrive en vise, for det kunde jeg mærke, Neergaard tænkte sig muligheden af, og gjerne vilde. – Jeg gjorde det jo ifjor, til afskedsmiddagen. Men da var her ingen fremmede, og han sa, at jeg heller burde ha gjort det til en af de andre dage, for at den kunde vært sunget med større applomb. Derfor skrev jeg den i betids i år. Gudskelov! Så er jeg fri den plage.
Jeg tror forresten ikke Neergaard tænker sig at vi skal bli her så svært meget længer. Om Dig har han et par ganger ytret: ja Deres mand kommer vel og blir nogle dage. Det er synd for småen at hun skal komme hjem før ferien er ude, men at bli længe er der ikke tale om.
Neergaard er nervøs og undertiden ikke i rigtig godt humør. Det er sørgeligt at Milla behersker ham så vanvittig absolut. Milla har ikke vært så godt oplagt, ikke så elskværdig som ifjor og det har gjort Neergaard forpint.
Småens brev til Dig så jeg ikke. Hun kom pludselig farende med det forseglet i konvolut, og bad mig skrive adressen. Jeg ante ikke at hun havde havt i sinde at skrive til Dig. Hun har siden ventet svært på svar fra Dig, og har ofte spurgt om når Du kommer. Det gjør jeg også i høj grad.
– Voss er langt fra så kjæk og hyggelig her som jeg havde troet. Kiellands er rejst, og Lemansk2364 og Hornemannsk2365 og Jespersenk2366 og Povl Mortensensk2367 komne. Idag er 5 af gjæsterne til soupér og bal på Gunderløvsholm.k2368 Neergaard spurgte om jeg vilde ta med, men det vilde jeg for alt i verden ikke.
Mogensenk2369 har fåt en god forpagtning på Fyen. Neergaard har hjulpet ham med penger, og frk. Jensen er strålende fornøjet. Du skrev nogle ord så utydelig i dine breve at jeg ikke kan læse dem. Du havde lånt 20 kr, af hvem kunde jeg ikke udgranske. Idag var der også noget.
Ja, om den pige ved jeg ikke hvad jeg skal sige. Det, Du skrev, gav mig ikke lyst på hende. Og prisen er meget for høj. Gud ved om det ikke er bedst at la det bero.
Det var godt at Du husked Georgines fødselsdag, men at Du kunde la hendes fødselsdagsgave være fyrstikker!! Når Du nu ofred så meget som 6 kr. så kunde Du jo ha sendt hende en liden ting til hendes stue, som hun vilde ha glædet sig over at se på, og som vilde vært hende en vedvarende erindring om hendes kjære svoger. Men fyrstikker! Ja, hvad presenter angår tænker og føler vi vidt forskjelligt. Jeg havde idag et sødt brev fra Pip;k2370 hun nævner forresten ikke hverken fødselsdagen eller fyrstikkerne, men ber mig hilse Dig meget og kjærligt.
Eckert rejser ind imorgen tidlig, og han tar dette brev med. Så får Du det forhåbentlig op ad dagen. Bare han nu ikke glemmer det!
Hvis Du vil skrive til mig blir jeg meget glad. Jeg havde brev fra små-Ludvig, hvori han fortæller om store-Ludvig, som er meget lidende.
Din Amalie

570. Erik til Amalie

Den 10 August [1897]
Ak, kære Amalie nødig havde jeg voldet Dig den Sorg eller det Ubehag, som Du berører i dit Brev, og det Kys, jeg sendte Dig gennem Småen, har, håber jeg, slettet det dårlige Indtryk ud. – Jeg sad jo her med min Undren over ikke at høre fra Dig og i dine sparsomme Ord ikke at kunne finde Tonen fra Møen igen. –
Du misunder mig min absolute Ro. Åja til sit Brug kan Roen være god nok, men nogen egentlig misundelsesværdig Tilstand, synes jeg nu ikke man kan kalde det. Der var dem, der vilde mene, at et Herregårdsliv var bedre. Imorgen og i Overmorgen kommer Madam Knudsen ikke. Hun er i Slagelse for at hente sin Datter hjem. Så er jeg absolut ene og må klare mig som jeg bedst kan. Det er jo værst om Morgenen, ellers går det vel nok.
Jeg havde idag Visit af et ungt Væsen, der navngav sig som den Sofie, der i gamle Kristines Tid var kommen til Johanne, hun ønskede at hilse på hende og Fruen. Jeg lod som om jeg huskede hende, men det gjorde jeg ikke. Hun var ellers net og havde navnlig kønne Tænder, tjente hos en Bager i Viborggade og var 16 År, tror jeg. To Timer så omtrent efter at hun var gået, ringede det, og et andet ungt kvindeligt Væsen stod uden for og spurgte, om her ikke havde været en Pige, Sofie. En halv Time efter: en Kone, som vilde købe gamle Klæder, og derpå en Mand, der spurgte efter Snedkermester Huldberg.k2371 Den sidste havde jeg med roligt Overlæg kunnet myrde.
Jeg har ikke fæstet den Pige, jeg skrev om, og den anden, der skulde komme, udeblev, idet hun havde fået Pålæg på Lønnen og i den Anledning ikke agtede at skifte.
Fra Hørups-Selskabet har jeg en Bunke Hilsener at bringe. Schandorphs' først og fremmest. Han var venskabelig krænket over, at Du ikke havde svaret på hans Brev, kan Du huske. Han og Fruen befandt dem yderlig vel og skal bo i et frygteligt nyt Hus i Lyngby. Fru Erna Juel Hansen havde jeg til Bords, og vi var særdeles venskabelige. Hun bor i Hillerød, og hun forventer dit snarlige Besøg. Hendes Datter og Søn var der også. Han synes at være et net Menneske, Gerda bedre end i gamle Dage men ikke indtagende, Moderen roser hende meget.
Gerstenberg traf jeg igår eller Forgårs på min Aftenvandring, og vi drak et Glas Øl sammen. Han var i meget slet Humør. Han havde måttet rejse fra Nyborg en Time efter at hans lille Eva havde fået Difteritis, og sammen med Moderen var lagt ind på Hospitalet. Nu var ganske vist Faren for denne Sygdom overstået, men han havde samme Dag modtaget Efterretning om, at Barnet havde fået Nyrebetændelse. Jeg kan aldrig høre om Børns Sygdomme uden at tænke på Johanne og få en dobbelt Fornemmelse af Glæde og Frygt. Glæde over det nuværende og Frygt for det kommende.
Stakkels, stakkels Ludvig! Læste Du Otto Larsens Brev i Politiken idag?k2372 Det er ikke dårlig gjort at skrive således med Døden på Læberne.
– Jeg begynder at se le commencement de la fin nu.k2373 Hvis jeg kunde komme ud til Jer Mandag f.E.? Så længe bliver I da vel. Den Dag jeg kan komme afsted glæder jeg mig. Jeg er træt.
Skade, at ikke alt er så rosa der ude som ifjor. For N. i dårligt Lune har jeg al mulig Respekt.
Kys til Dig min kære Hustru og Kys til Småen!
Din Erik

571. Amalie til Erik

Førslev 12/8/97
Hjærtelig tak min kjæreste ven for både ordene i Johannes brev, og brevet fra Dig selv igår. Begge dele gjorde godt.
Der er en ting, jeg hver gang, jeg har skrevet, har villet spørge Dig om, men aldrig er kommen mig til med af frygt for at opirre Dig og udsætte mig for at få et vredt svar, men nu vil jeg det dog. Sig mig har Du cykle, og cykler Du i hemmelighed? Fru Lehmann fortalte nemlig at Du i fjor havde tat undervisning i cykleridning på Østerbro. Da jeg benægtede det, blev hun påståelig og fortalte tilsidst at hun endog havde sét dit navn på listen over eleverne. Så skyndte jeg mig at mumle noget om min slette hukommelse, og om at jeg så let glemte sligt. Det var så flout, og Du skulde nu alligevel ikke gjøre sligt i hemmelighed, siden vi nu engang er mand og kone. Hvis Du tilfældig skulde hørt det samme om mig, skulde Du kjendt, det havde virket ondt og ubehageligt på Dig. Du vil svare at det er min egen skyld at Du skjuler for mig og har forbindelser, jeg ikke ved om, og ingen fortrolighed har til mig. Ja, min kjære ven, det er vel så. Havde jeg vært anderledes, så havde mange af de lidelser jeg har gjennemgåt og endnu gjennemgår, nu i form af nagende uro og snigende tvil, ikke vært kommen over mig. Så havde jeg også sluppet for det stik i hjærtet og den spolerte dag i forrige uge, da nogen ved middagsbordet pludselig talte om Damen R. nu fru Nørregaard,k2374 og kaldte hende en gadetøs. Jeg tænkte på hvor tit dit navn var bleven nævnt sammen med hendes, mest kanske vel af hende selv. Og sidste vinters oplevelse,k2375 der sidder som et skrustikketag om mit hjærte – alt det havde jeg vært sparet for, tror jeg da – hvis jeg havde vært god og kjærlig. Undertiden fatter jeg som et skimt af håb om at det endnu kan bli godt, men som oftest synes det mig umuligt. Jeg kan ikke få i mit hoved at Du har kunnet løse Dig fra en, til hvem Du stod i et så intimt og inderlig kjærlighedsforhold som til hende i vinter. Du er jo ikke sådan beskaffen at Du vilde kunne gjøre sligt mod et kjært menneske.
Ak ja, nu har jeg skrevet alt dette, som jeg så ofte har tænkt, det var bedst at tie med, og nu bér og bønfalder jeg Dig: bliv ikke sint på mig, og skriv ikke hårde ord. –
N. har ikke vært i ondt lune på den måde, Du har opfattet mine ord. Tværtom har han aldrig vært snillere og blødere end netop i sommer. Men han har af og til sét så bedrøvet ud. Forresten er det vist mest min egen indre tilstand, som har gjort at jeg ikke har fundet mig så vel. Jeg har hele tiden længtes tilbage, for at være ganske alene med min sorg og mit arbejde. Du forstår naturligvis vel nok hvorledes jeg mener det når jeg siger, at jeg misunder Dig din ro og ensomhed. Når man har et arbejde som skal og være færdigt, og hvis ufuldførthed ligger på en som en knugende vægt, så er «herregårdsliv» ikke at foretrække for den tilstand der netop bevirker at en kan arbejde. Men naturligvis forstår jeg godt, at Du er ensom og har det ondt – bare den dårlige maden eller ingen mad – jeg har jo selv flere gange siddet derhjemme muttersalene og skrevet, så jeg ved, hvad det er.
Iforgårs fik jeg brev fra Ludvigk2376 hvori han meddeler at onkel L. er bleven bragt på hospital for at dø i fred. Han havde fremdeles en dårlig pige, der ikke kunde pleje ham. Han blev lagt i en kurv og båret ned til vognen. Dette tog så forfærdelig på mig, og for første gang her kom jeg til at græde svært så de andre så det. Jeg var krøbet ind i N.s stue helt oppe i krogen, hvor der ingen lampe brændte, men så kom Milla, og straks efter N. Han var så god og deltagende, spurgte om jeg ikke vilde rejse til Norge; det vilde være ham en glæde at betale rejsen: «jeg har jo nok af penger,» sa han. Jeg mente, at jeg vilde vente, til jeg fik talt med Dig. Ak kom dog snart min kjære Erik!
Tak fordi Du kalder mig din kjære hustru. Du véd ikke, hvor det gjorde godt i mit pinte hjærte.
Jeg aner ikke hvem den Sofie er.
Nu må jeg slutte; postmanden er her straks. Hilsen fra alle og kys fra småen og din Amalie, som Du ikke bli sint på. Skriv!

572. Erik til Amalie

Fredag den 13 [13/8/97]
Kære Amalie
Jeg vilde have skrevet i Aften til Dig. Hans Nikolai og en tysk Kunstnerk2377 er kommet og har taget min Tid. Jeg vilde blot sige, at jeg fremdeles tror, jeg Mandag kan komme til Førslev – måske først Tirsdag. Jeg synes, at en Rejse til Norge i dette Øjeblik ikke er rigtig. Vent – måske får Ludvig det netop nu i, i alt Fald i en Overgang bedre.
Jeg kan ikke skrive ordentligt de to Herrer fylder mig op med deres muntre Passiar.
Jeg skriver imorgen.
Kys Småen!
Din Erik

573. Erik til Amalie

Lørdag Aften [14/8/97]
Hvis Du har kunnet læse, hvad jeg skrev igår, kære Amalie, så Du altså, at H. N. Hansen var hos mig sammen med en tysk Maler, og det var mig i den Anledning umuligt at skrive.
Jeg er nu så vidt med mit Arbejde, at jeg med nogenlunde Sikkerhed kan sige, at jeg imorgen skriver de sidste Ord. Så vil jeg formodentlig kunne gøre mig således færdig, at jeg kunde tage fra København med Aftentoget imorgen Søndag Kl 7,15, hvilket Tog forhåbentlig står i forbindelse med et Tog til Hyllinge. Hvis altså ikke Telegram i Dagens Løb, indretter jeg mig derpå.
Den Cyklehistorie undrer mig lidt. Jeg vidste ikke bedre end at jeg har fortalt, hvor Du var til Stede, at jeg en Gang jeg var ene hjemme for halvandet År siden tror jeg, tog nogle Timer i Cykling, men at det blev derved. Jeg lærte ikke at cykle ordentlig de fem seks Gange jeg prøvede derpå, udsatte det så og har senere ikke genoptaget Sporten. Jeg husker nu, at jeg kombinerede mine Planer med Førslevopholdet og tænkte mig Muligheden af pludselig at overraske Verden og Dig ved at kunne cykle. Det er altså hele Historien.
Hans Nikolai er kommen igen i Aften. Han havde igår glemt sin Paraply. Han vil have mig ud med at spise til Aften.
Fra Cawling har jeg haft Brev med indlagt Brev fra General Christensen i Brooklynk2378 (en dansk) der lover at tage sig af Tyge efter Cawlings Anbefaling det må jeg nu i Aften skrive til William.
Farvel altså til imorgen min kære stakkels lille Amalie. – Hilsen fra Feilbergs!
Din Erik



1898

Fra dette året er det bare brevene fra Amalie som har overlevd, skjønt det er tydelig at det også fantes brev fra Erik. Om hun ødela dem i et anfall av bitterhet, er ikke godt å si. Hennes brev er også ganske spredt og dateringen tyder på korte fravær fra hjemmet, bortsett fra sist på året, da hun reiste til Norge.
De første brevene (574–79) er fra Førslev i januar og februar; Amalie reiste dit igjen med datteren, mens Erik ble i København. Siden brevene fra Erik mangler, er det livet på herregården og opplevelser med Småen som dominerer. 12. februar var det planlagt at Erik skulle reise til Førslev for å være sammen med dem noen dager; så skulle de reise hjem sammen.
I juli og august finnes det et par brev fra Amalie (580–81) hvor det framgår at Erik var på Førslevgaard sammen med Småen – sikkert ved to forskjellige anledninger. I begge tilfeller er Amalie blitt i byen og har det tungt, som så ofte, mens hun strever for å bli ferdig med Afkom.
14. november er hun reist til Kristiania for å forsøke å komme til krefter. Hun skulle besøke Ludvig og familie, bo på Holmenkollen og hvile seg. I Norge fantes der imidlertid nye bekymringer i tillegg til dem hun hadde fra før. Sønnen Jacob hadde ikke klart å stabilisere seg, han var blitt alkoholiker og skulle hjelpes igjen. Men Amalie tvilte på at det lot seg gjøre; hun trodde han var uforbederlig. Ludvig var hun også bekymret for, skjønt det er uklart hva det var hun fryktet. Mens hun var der, fikk de nyhetene om at hennes første mann, August Müller, var død borte i Amerika, og også og mer rystende for familien at hennes egen far, Mons Alver, var død, også han i Amerika. De hadde trodd ham død for lenge siden, men han hadde sannsynligvis forandret navn og giftet seg igjen. Dette vakte gamle minner til live hos Amalie, og i brevene fortalte hun til Erik en del om sin mor og særlig om sin far, som hun ikke tidligere hadde fortalt ham, og nå gav et forskjønnet bilde av.
Siste brevet fra 1898 er fra midten av desember; hun var fremdeles i Kristiania og tenkte på om hun kanskje skulle bli der til etter jul.

574. Amalie til Erik

Førslev 27/1/98
Min kjære snille Erik,k2379 vi kom altså hid i god behold igåraftes 10 minutter før ½ 12. Småens stemning holdt sig sprudlende, tindrende hele tiden. Ikke et sekund var hun træt, og ikke et sekund forlod hende det skin af forventningsfuld jubel, der lå over hele hendes lille person. Rejsen fra Slagelse til Hyllinge forekom mig forresten så ugudelig lang. Der var så mange stationer. Hansemand blev hilst med et begejstret tilråb, og i lukket vogn, vel indpakket, kjørte vi til Førslev, hvor Mariane, der stod parat til at lukke op vogndøren, også blev jublende tiltalt. Småen var sulten og vi spiste lidt tilaftens, gik så i seng. Den lyksalighed hvormed hun putted sig ned under dynen i de bløde puder! Men hun lå en stund og hosted, det asen, og var allerede vågen kl. 8, utålmodig efter at komme op og ud og hilse på alt og alle. Straks hun var færdig strøg hun, og så så jeg hende først til frokost, da hun spiste glubende. Selv har jeg ikke sovet stort i nat, er derfor [meget?] træt,k2380 men var dog en lang tur før frokost. Her er dejligt at være.
Din Amalie.

575. Amalie til Erik

Førslev 29/1/98.
Tak for dit brev min kjære Erik. Jo, vi var budne til Feilbergs til dette selskab. Mandag fik jeg brev om det; jeg skrev at jeg skulde til Førslev, så for mit vedkommende kunde der ikke være tale om det. Hun sendte da pigen hen med nok et brev, hvori hun forsøgte at overtale mig til at opsætte rejsen, og sa, at hun vilde komme hen om aftenen og snakke med mig. Så, da jeg nødig vilde ha hende om aftenen gik jeg op til hende efter deres frokosttid. Jeg sa da at Du naturligvis med glæde kom, hvis Du kunde for rigsdagen. Men så blev hun liksom lidt forlegen, og sa at hun vilde be Norries istedetfor os, og at hun da ikke ejed en eneste plads mere ved bordet – børnene kunde ikke engang få sidde med. Derfor vilde jeg slet ikke nævne noget om det til Dig. Nu har formodentlig en sendt afbud, og så har hun straks bedt Dig, og det var jo pent af hende. Jeg tænker, Du har moret Dig godt, da det var gode folk, som skulde der. Hun snakked også om det andet og senere selskab for Drachmann og Oda Nilsens. k2381 De sidstnævnte bryr jeg mig slet ikke om at træffe. Odas kjeder jeg mig sammen med.
– Torsdagen blev en drøi dag for mig. Jeg var så træt og dårlig at jeg næsten ikke hang sammen. Til middag kunde jeg omtrent intet spise og det uagtet jeg også havde vært tur om eftermiddagen. Kl. 8 måtte jeg be om lov til at gå i seng sammen med småen, der hele dagen havde vært i én eneste strålende jubel, og ved middagsbordet mødte med blussende friske kinder og en umanerlig appetit. Kl. 12 blev jeg vækket af min gode søvn ved at småen ynked sig. Jeg tændte lys, og så hende sidde oprejst i sengen, og rokke frem og tilbage mens hun stadig ynked sig. Er Du syg? spurgte jeg. Nei. Ja så læg Dig ned, og sov, og væk mig ikke på den måde. Hun gjorde som jeg sa uden et muk til svar. Lidt efter måtte jeg imidlertid op og ud – jeg havde måttet ta grønt pulver for maven. Jeg var kommen i seng igjen, og havde sovet en stund, da jeg atter vågned ved at småen drøvelig sa: mamma, jeg har kvalme. Så tænde lys og op igjen. Efter nogen jammer og anstrengelse kasted småen op en masse mad, der lugted slig at jeg holdt på at få ondt. Jeg måtte sætte det ud i Nordværelset, hvor der ingen er. Da så småen havde fåt skyllet sin mund og drukket lidt vand, la hun sig til igjen. Det eneste hun mælte under proscessen var disse ord: «jeg har spist for meiet.» Hun sov rolig og trygt til kl. 9. Men jeg stakker måtte efter opkastelsen atter ud på do, hvorefter jeg fik sove uforstyrret. Småen var strålende frisk og glad da hun vågned. Da jeg om morgenen spurgte: er du frisk igjen nu? Ja. Har jeg vært syg da? Hun kunde straks intet huske.
Igår var jeg atter morgentur, og efter frokost kjørte Neergaard os en tur. Småen sad hos Hans på bukken stolt og lykkelig over al beskrivelse. På grund af kjøreturen fik vi ikke læst igår, men idag skal vi og også imorgen, skjønt det er søndag. Småen viser sig som sagt ikke uden ved måltiderne. Til middag kommer hun en ½ time før for at vaskes og klædes om.
Jeg har havt det bedre både idag og igår, men rigtig i vigeur er jeg jo ikke. Jeg føler mig endnu som efter en nys overstået sygdom. Vi har de samme to værelser som ifjor i herremandsfløjen. Iår har han ikke møbleret det ene om som ifjor. Jeg bad ham la være for denne korte tid. Der er udmærket som der er, chaiselongue, bord til at skrive ved, o.s. v. Men der står altså en seng. Kommer Du får Du det sandsynligvis.
Igåraftes spilte vi L'hombre, N. gamle Petersen og jeg.k2382 Men kl. 10 gik jeg til ro.
Tusen kjærlige hilsener fra småen og din Amalie.
N. hilser.

576. Amalie til Erik

Førslev 3/2/98.
Kjære Erik, for det tilfældes skyld at Du skulde ha bestemt Dig til at komme lørdag, må jeg sige Dig at N. rejser til Kjbhvn. søndag morgen og vender tilbage tirsdag morgen. Der er en koncert, han mandag skal høre. Jeg har ikke villet nævne noget om dit komme, før Du skrev det var sikkert, og nu er jeg glad, jeg ikke har gjort det, da det så vilde ha grebet forstyrrende ind i hans planer. Egentlig tror jeg ikke, det er koncerten, men længslen efter Milla, der drager og tvinger ham. Han sendte hende lørdag så jeg et vældig tykt brev, som hun ikke har besvaret, og det tror jeg, han går og sorger over. Mod mig og småen er han forresten godheden og elskværdigheden selv, og som altid mild og stilfærdig mod personalet.
Hvis Du nu kunde vært kommen, er det svært kjedeligt. Både småen og jeg havde glædet os ved tanken. Småen havde vist ansét det for sikkert, for hun blev så lang i ansigtet, da jeg imorges fortalte hende hvordan sagerne stod.
N. har bedt os om endelig at bli en uge til, og først ta hjem idag 14 dage. Hvis frk. Adler tillader det, vil vi naturligvis begge svært gjerne.k2383 Jeg læser og skriver og regner hver dag med hende, så hun kommer ikke at forsømme noget.
Så måtte Du endelig komme næste lørdag, eller hvis Dere har et par dages ferie midt i ugen – sligt hænder jo iblandt – så da. Når Du vil og kan, kun ikke nu på lørdag. For så vilde N. sikkert opgi sin rejse, og det vilde komme ham svært påtværs, så meget mere som han også flygter fra et middagsselskab (herre) hos dr. Nielsen på søndagk2384.
Hvis regningen kommer fra sydamen, så lad endelig sige, at der er noget at forandre ved det nye silke bluseliv. Men derfor kan Du gjerne betale hvis Du kan. Se efter om min lange grå boa og grå muffe hænger i entrén. Jeg trode, at ha tat begge dele med, men havde dem ikke. Lad endelig ikke entrédøren stå åben om nætterne. Hører Du! Der kan så nemt bli stjålet.
Jeg nænner ikke at tvinge småen til at skrive til Dig. Det er hende allerede så smerteligt at skulle sidde heroppe den tid, vi holder skole. At være ude er hendes hjærtes lyst og længsel. Hun falder straks i søvn, når hun kl. ½ 9 er i seng, og sover udmærket. Forleden nat gik hun forresten pludselig i søvne. Det var så uhyggeligt. Derom skal jeg fortælle Dig. Inat vågned jeg af at hun lå og tuded. Jeg spurgte hvad der feilte hende. «Ingenting,» svarte hun mut. Jeg spurgte igjen, og fik samme svar. Så sov vi begge videre til kl var næsten 9 om morgenen. Da fortalte hun, at hun havde drømt at jeg var rejst bort, for aldrig mere at komme tilbage, og at det var derfor hun havde grædt om natten. «Da jeg hørte din stemme tale til mig, forstod jeg jo, at det havde vært en drøm,» sa hun sødt smilende. Å, hun er dejlig, den unge.
Igår var N. og jeg i stor middag hos Bondesens. k2385 Her var 3 herrer, nogle som var kommen om morgenen for at inspicere kvæget og opskrive dets forfatning – det var noget med mulig præmie og sligt. N. havde ikke troet, de kunde bli til middag, og derfor forlængst tat imod Bondesens indbydelse. Så lod han småen til hendes fryd – præsidere ved bordet på hans plads, og sa at hun måtte være værtinde. Det var hun også. Da N. og jeg rejseklædt kom ind for at sige farvel sad hun og klinked med en af de fremmede herrer (Ulrich, en fætter af N.)k2386 og så så strålende lykkelig og optat ud. Jeg så på ansigterne hvorledes de nød hende. (Hun får altid sin rødvin halvblandet med vand.)
Jeg er nu begyndt at komme mig noget; vi tar koldt bad hver morgen, og jeg er altid ude før frokost, og så igjen om eftermiddagen. Hos Bondesens var der svært flot middag. Jeg traf der Carl Bille, fru Billes søn.k2387 Han er forpagter på Gyllenholm, og gift med en meget styg, men sund og kraftig og tækkelig dame, rigtig en bredkindbenet bondepige. Han fortalte mig at Du havde læst fransk med ham da han var gut. Jeg spilte L'hombre med fru Bille, fru forpagter Brock og fru forpagter Stenersen. Fire mandariner fik jeg af hr. og fru Bondesen med hjem til småen og 3 fine chokolader napped jeg selv til hende. – Tænk for en vældig anstrengende dag, den din søndag har vært! Stakkels min gut! Og så fik Du ikke sove! Skriv lidt.
Din Amalie
[Tilføyelse på side 6]:
Småen hilser og kysser Dig 1000 ganger.

577. Amalie til Erik

Førslev 6/2/98.
Tak for dit lange, søde brev min kjære Erik. Du har skrevet gal dato, hvilket forvirred mig meget, da jeg nu efter dit brev, som kom igår den 5te, skulde udfinde dagens dato. Du har jo lagt dit brev i kassen fredag 4de, sent om aftenen og der står 3die, og i begyndelsen af brevet 2den. Så vidt jeg kan skjønne er imidlertid hele brevet skrevet fredag 4de, før og efter Lønborgs selskab,k2388 som jeg blev glad ved at høre gik så godt. Stakkels Augusta L. hun har ikke vært hos os på flere år jo.
Jeg kan idag ikke skrive noget ordentlig brev fordi det er søndag og væverens kone, som skal hente posten i Fuglebjerg, går afsted allerede ¼ over 11. Men så skal Du få et brev om et par dager, tænker jeg. Her er forresten ikke noget nyt at skrive om. Vi er buden til middag på torsdag hos Neergård til Gunnerlevsholm, kammerherren.k2389 N. siger, jeg endelig må ta med, da han er vis på de netop har inviteret nu for at få mig at se. Jeg har den røde fløjels [?] med,k2390 og den siger N. er aldeles fin nok. Ja vel, men den kjole klær mig ikke. Jeg havde den også hos Bondesens.
Det var forfærdelig ærgerligt at Du virkelig havde tænkt på at komme igår, siden det ikke kunde bli. Småen tog sig det meget nær, forsåvidt hendes hjærne kan huse bedrøvede tanker i den lyksalighedstilstand, hvori hun befinder sig. N. hvem jeg fortalte det, blev også lej for det og sa, at Du endelig måtte komme næste lørdag. Småen blir altid så glad for dine hilsener og kys, og hun ber mig meget energisk om at hilse Dig tilbage. Men om at skrive til Dig, har hun ikke ymtet et muk.
På mandag (imorgen) sender jeg en pakke skidnetøj, som Du må sige til Lisbeth, at jeg synes, hun bør vaske; nu hun har så lidt at gjøre er det forgalt med de store vaskerregninger. Sig, hun må trække snorer op i kjøkkenet foruden på pulterkamret. Mit tøj må være rent til jeg kommer, for jeg har kun 4 særker og 4 bukser. Nogle rene lommetørklæder må Du ta med Dig på lørdag. N. rejste imorges.
[Tilføyelse på første side]:
Ja, jeg skal nok se til å bli frisk og kjæk og snil.
Din Amalie.

578. Amalie til Erik

Førslev 8/2/98
Kjære Erik, nej hvor er her dejligt i sligt et vejr! I formiddag i dyrehaven med det strålende solskin på den smældhvide, krystalglitrende sne! Og blik, blikstille. Småen er om muligt endnu mere henrykt siden sneen kom. Hun kaster med sneballer på allesammen, som kaster igjen under småens frydeskrig. Så laver hun snemand og snehus sammen med en liden Jens Peter. Og så er hun så sød og god og ubeskrivelig kjærlig, og så ivrig for at kunne sine lekseting, når hun først har løsrevet sig, og er kommen op.
Forleden morgen spurgte hun pludselig hvorfor fru Karens mand aldrig havde vært på Førslev når Karen havde vært der. Jeg sa at de var skildt. Hun vilde vide hvorfor. «De kunne ikke komme overens. »
Sm: Så holdt de vel ikke af hinanden?
Jeg: Nej. Det var nok især han.
Sm: Holdt han da af en anden?
Jeg: Ja, det tror jeg, han gjorde.
Der gik en lang stund. Småen stod taus og tankefuld og børsted langsomt sit hår. Så kom det med ét, alvorligt: Det gjør pappa ikke, han holder bare af Dig. Jeg svarte ikke; hendes søde ord ramte mit hjærte så smertelig ondt, og jeg tænkte på at sådan kunde det kanske ha vært. Men småen blev ved at sige: ikke sandt? ikke sandt? indtil jeg havde svaret hende ja.
Vi har fåt bud om at N. ikke kommer før imorgen, onsdag. Jeg er ligeglad, for jeg har det jo så udmærket enten han er her, eller ej; ja endnu bedre uden ham, forsåvidt som jeg da er friere, skjønt jeg jo er fri nok, når han er her også. Han skulde idag i et middagsselskab til dr. Kraft.k2391 Gamle Petersen lo så småt og mumled noget om at det blev værre og værre med godsejerens renden til Kjbhvn, åbenbart tænkte han på Milla.k2392 Alle på gården ser og ved hvordan tilstanden er, men mærkelig nok er Milla ikke så afholdt som jeg tænkte, og som jeg synes, hun fortjener. Petersen og jeg var alene, da han kom med denne bemærkning.
Søndag eftermiddag blev jeg buden til kaffe hos gamle Petersens kl. 3. En datter, der i Slagelse er kasserer i Vessels og Vetts filial, var kommen, tilligemed en ung skolelærer Linde, som ikke var tækkelig, hvilket derimod Petersens datter var. Og nydelig! Vi spilled L'hombre til kl. ½ 6, da måtte jeg styrte for middagsmadens skyld, og vi drak varm toddy, som bekom mig ilde. Men jeg vilde ikke sige nej, da han frygtsomt bad mig drikke med. Småen var der også. Naturligvis. Hun går ud og ind der som hørte hun til familien. «Mutter», som P. kaldte sin kone var et hjærtensgodt og ganske pent kvindemenneske, gammel forstås, men dog rask og livlig. Hun var i sin ungdom budeje eller kanske det var mejerske på en gård, hvor P. var forvalter.
Jeg har af og til læst lidt i Nansens «Fram over polarhavet»,k2393 som N. kjøbte sidst han var i byen (20 kr desværre). Den er fortrollende fængslende. Når N. begynder at læse, kan han ikke holde op. Og slig går det også mig. Jeg tør ikke fordybe mig i den, for så vilde jeg bli siddende fast. Den er i 2 kjæmpestore dele.
– Så tar Du altså nogle lommetørklæder til os begge med Dig på lørdag (jeg går sikkert ud fra at Du kommer) og så 2 par strømper, som var med blandt det skidnetøj, jeg sendte hjem. Sig til Lisbeth at hun må ha dem tør, og at det ene par er småens, dem jeg har strikket, endelig dem, og ikke de riflede, som er for små i foden, og at det andet par er mine, de som er ganske nye. Det kan hun vel nok se.
Mange hilsener og kys fra småen og fra
din Amalie.
[Tilføyelse på første side]:
Det er sandt: send mig straks min recept på kloral. Den ligger i den aflange blikæske en hvori Achen har havt tobak, og står på kommoden i mit værelse, tæt ved døren. Findes recepten ikke der, så nytter det ikke at søge.

579. Amalie til Erik

Førslev 11/2/98
Bare et par ord idag min kjære Erik for at takke Dig for brevet igår, og gi besked om din afrejse lørdag aften. Vi har tænkt os, at Du ikke før på lørdag eftmdg. med vished kunde vide om Du kunde, og at Du så måtte telegrafere, for at N. kan sende Hans og vogn til Hyllinge. N. har skrevet op dette på seddelen til Dig. Husk at telegrafere i betids, så det kan være på Fuglebjerg senest ½ 8. Du må ta mange penger med Dig. Vi skal jo alle ha til rejsen, og så er det de dyre drikkepenger. Mindre end 10 kr. kan vi ikke gi, og da må vist Du desuden for din del, lægge en 2 krone. Så er der jo også Hansemand. Men både småen og jeg har så godt af at være her, at de penge ikke er vækkastet.
Ja, desværre, jeg kan jo ikke sove af mig selv,k2394 ialtfald ofte ikke. Men hvis Du la mærke til recepten, vil Du ha set, at jeg siden 16de nvbr: kun har hentet 3 ganger på den. Det gir i gjennemsnit 1 spiseske hver 7de nat. Jeg har endnu til en gang af det sidste, jeg hentet i Kjbhvn., men jeg er så bange for at være uden, for slig en lang, tung vågenat, gjør mig stor skade, og da er det så trist intet at ha, der kan gi mig ro og søvn.
Du fortæller intet om hvordan Du havde det hos Achens, eller om Marers kaligrafiske sludderk2395 var morsomt i Samfundet.
Igår var vi da hos Kammerherrens. Der var pragtfuldt og middagen sp[l]endid med 6 glas ved hver kuvert. Værtsfolket var meget elskværdige og opmærksomme mod mig. Jeg talte længe med fruen efter bordet og under bordet med ham. Så spilte vi lidt L'hombre, og kl. 12 var vi alt tilbage på Førslev, hvor småen bogstavelig snorksov. – Velkommen på lørdag fra os alle! Hilsen og kys fra småen.
Din Amalie.

580. Amalie til Erik

Ø Klasensgade 11. 15/7/98.
Kjære Erik, hvor jeg takker Dig for dit svar. Dette med «kridtstreger», har gjort indtryk på mig. Ja Du er, Du er, den, Du er. Bare Du vilde tale til mig. Men det gjør Du aldrig. Men at Du kalder alt det onde for kridtstreger, som en blød liden svamp, som altså jeg har i min hånd – kan viske ud – ja, jeg takker Dig endnu en gang.
Der var en liden tid for ikke længe siden, da jeg syntes at føle at Du var mildere og kjærligere stemt imod mig end på længe. Det bæved af glæde igjennem mig. Nu vil han sige det, tænkte jeg. Og jeg vented og vented. Men Du sa intet. Så var jeg vis på, at jeg havde tat fejl.
Men hvorom alting er. Nu er jeg Dig meget taknemmelig.
Jeg sender Dig en del af Drudes sidste brev.k2396 For at Du kan se, hvor glad hun er ved tanken om, at vi vil opsøge hendes småpiger. Gjør hvad Du kan i den retning – ja, det ved jeg jo at Du vil – – forresten haster det jo ikke så stærkt.
Jeg har gjennemgåt meget med Kamma siden sidst.k2397 Ikke inat, men igår nat voldte hun at jeg ikke fik lukket mit øje. Men det blir forlangt at skrive om.
Fru Garborg skulde komme dagen derpå,k2398 og jeg vilde så gjerne ha vært frisk og kjæk. Det vidste Kamma godt, men alligevel.
Fru Garborg kom da om morgenen kl. 10, og jeg var elendig. Det var slig en rasende storm, en storm, som jeg ikke har oplevet mage til, siden dengang i kanalen. Det har stormet herinde i næsten 3 døgn med fæle regnbyger, og det har været så koldt, så koldt. Idag har stormen lagt sig, men kulden er den samme. Jeg lå og frøs i nat, fordi jeg havde for lidt på mig. Ja for en sommer!
Fru Garborg blev her til idag om eftermiddagen. Det var så hyggeligt at se hende igjen. Hun var meget sød og snil. Nu ikvæld kl. næsten 9, kom Tyge med Ellen.k2399 Hun var strålende – ja undskyld – næsten fjantet glad, meget mere end han, der forresten også var glad – og hun var slet ikke vakker mere. Hendes næse var bleven så stor og skarp. Hun var henrykt over sit værelse og over at hun skulde få bo her, og det er jo godt at kunne gjøre godt mod nogen. Men penger trækker det, om end alt går for sig i tarvelighed.
Tyge har jo skrevet til Dig,k2400 og fortalt Dig om sin lønning, som han er umådelig fornøjet med. Principalen havde igår eller iforgårs budt ham 40 kr. for at sidde oppe en nat og oversætte nogle breve fra dansk til engelsk. Dertil havde han sagt nej – det var han for træt til. Så havde principalen tat en translatør, som havde fåt 50 kr. Jeg sa: bare han havde bedt mig! Hvor glad jeg skulde vært!
Hemmeligheden er vel, at Tyge ikke kan tilstrækkelig engelsk. Tænk for et fæ! Som ikke kan det.
Gudskelov for Du liker Dig på Førslev. Ja, der er godt at være. Bare Du var helt frisk, og slap de dumme febernætter. Hvis de blir ved, var det så ikke bedst at småen kom til at ligge i en anden stue – ja for Du aner ikke hvordan Du larmer i søvne! Hun trænger jo dog til at sove meget. Og endnu er der jo plads nok derude. Godnat og tak.
Din Amalie
[Tilføyelse på første side]:
Jeg er fremdeles så fornøjet over mit eneboerliv. Bare jeg dog blev alene. D.S.
[Tilføyelse på tredje side]:
Den unge Fresseltk2401 var blet henrykt over hilsenen fra mig, fortalte Tyge. Nej er det hende! havde han råbt.
[Tilføyelse på første side]:
Send mig Drudes brev tilbage.k2402

581. Amalie til Erik

Kjbhvn. Ø Klasensgade 11.k2403 30/8/98.
Kjære Erik, håber, småen har modtat den nye kjole. Lad hende endelig aldrig gå i haven mellem bærbuskene med den uden stort forklæde på. Den er dyr, skal jeg sige Dig: 11 kr. Men så er det også uslideligt tøj. Hun kan bruge den i flere år, for den kan lægges ned og forstørres. Jeg havde ikke tid til nu selv at sy den, hvilket var kjedeligt, fordi den i så tilfælde vilde blet meget billigere. De store hendes støvler, som Du bad om, har jeg rent glemt indtil nu. Skal jeg sende dem? Jeg har et mærkværdigt tilfælde med min 20 år gamle fuksia, den, som jeg ifjor vilde smide væk, men som Du bad for. Nu bærer den blomster af en ganske anden art, tykke svære, pragtfulde. Jeg har aldrig set magen!
Bliv endelig så længe Du får lov derude. Jeg fryder mig på dine vegne. Og for småens skyld. Hils N. og M.!
Din Amalie.

582. Amalie til Erik

Grønnegade 19k2404 14/11/98.
Kjære Erik. Ankom efter en udmærket smuk og rolig rejse, kl. 10 præcis efter bestemmelsen. Sidder nu hos Ludvig, som tog imod mig. Jeg fik ikke sove i hele nat, ikke den mindste smule, og har det svært dårligt idag. Imorgen tar jeg sandsynligvis til Holmen kollen.
Der ligger 2 10 øres frimærker i den lille æske på mit skrivebord, som Du jo kan bruge. – Jeg er i en angst for at Du skal glemme at lukke dørene om nætterne. Jeg anråber Dig om at huske det. Tænk hvor syg småen blev. Orker ikke mere. Er færdig at falde sammen af træthed. Hilsener fra Ludvig og Signe. Hils og kys småen fra Amalie/Mamma.k2405

583. Amalie til Erik

Xania Holmenkollen (ikke Kolbotten, som Du skrev) 16/11/98.
Kjære Erik tak for dine linjer om den søde småen. Jeg blev glad, for ikke et sekund kunde jeg mærke, at hun fandt det kjedeligt at jeg rejste. – Jeg tror ikke at morgenbadene er farlige. Det har jo erfaringen vist. Hendes to sidste sygdomme kom jo af for urimelig stærk afkjøling sidste gang fra den nat, Du husker, for guds skyld gjør det aldrig mere, og forrige gang fra da hun efter badet i din kolde stue sprang så længe halvnøgen om, mens jeg lå syg derinde.
Jeg blev liggende tilsengs hos Ludvigs mandag og tirsdag. Endelig idag er det lykkedes mig at slæbe mig herop. Jeg måtte understøttes for at komme ned til vognen, og jeg er så dårlig her jeg sidder at jeg knapt hænger sammen.
Det er sandt, glem ikke at småens hår må kjemmes med lunkent vand hveranden dag mindst.
Du siger der ingen komposition er i «Afkom».k2406 Gud gi, Du havde fremsat et exsempel på hvad Du mente, så jeg, som i et glimt havde forståt det. Nu er dine ord for mig desværre kun ord. Skriv det næste gang, da jeg gjerne vilde vide hvad Du mener. Men glem ikke at «kompositionen» begynder allerede i Sjur Gabriel. Du mener at S. G. Myre er langt bedre sammenarbejdet. Jeg husker at B.B. efter læsningen af den bog skrev omtrent følgende:k2407 Du skulde ha prygl fordi Du intet forsøg har gjort på at sammenarbejde bogen. Alt er enkeltheder, der lidet har med hverandre at gjøre. Det er en skam af Dig at «sluske» slig, for Du kan gjøre det langt bedre når Du vil.
Jeg sluske med mit arbejde!!! Nej er det ikke lykkedes, så kommer det af brist på evner og ikke af sluskeri. «Dette arbejde, som Du i vår vilde kaste fra Dig,» siger Du. Ja, Du kjender jo årsagen så inderlig vel: umuligheden af at skrive under de vilkår, jeg havde, og ikke mangel hverken på vilje eller arbejdslyst. – Jeg havde læst E.B.s anmeldelse i «Pol» søndag morgen straks. k2408 Men Du kom så sent tilsyne at jeg ikke fik tid til at fortælle Dig det. Så tænkte jeg også: nu skal Du se om Erik synes, den er god, (jeg syntes, den var udmærket) for aftalen var jo, at Du kun i tilfælde, Du syntes om anmeldelsen, skulde sende mig den. Så blev Signe og Ludvig også så glad for den, så det var godt jeg fik den. Tak! – Ja jeg har tat med mig den bog, Du spør efter og nogle andre. Også derom vilde jeg talt til Dig søndag morgen. Det er foruden Christmas, Rists, Schandorphs og «Dansen går».k2409 Gud gi jeg snart måtte få lidt kræfter. Bare at skrive disse breve har udmattet mig – Ak jeg tænker på den sidste aften vi snakte sammen. Dine ord: Ved Du ikke hvilken forbandelse Du har vært over mit liv sidder som en prop i mit hjærte. Alt det andet onde Du sa har jeg glemt. Kun ikke dette. Gud gi det ikke var helt og holdent sandt. Men det er det, det jo være.
Din Amalie.
[Tilføyelse på sidste side]:
Husk at småen bytter om skoledragten

584. Amalie til Erik

Holmenkollen 24/11/98
Kjære Erik, jeg er ikke bleven bedre heroppe og det uagtet alt er så herligt og dejligt som vel muligt. Jeg spiser mere, men uden at ha nogen glæde af maden, da jeg aldrig er sulten og altid må tvinge mig. Nattesøvn har jeg endnu ikke havt en eneste nat uden ved at bruge cloral eller andet, og det gjør mit hode så tungt og træt. Forresten kan jeg ikke finde ud at jeg lider af nogen egentlig sygdom, det er kun træthed og atter træthed, i legemet og i hjærnen. Ja så er maven lidt gal undertiden og så er det hosten. Jeg har ikke smagt eller set tobak siden jeg forlod Kjbhvn. Lud. røger ikke – så det kan ikke være derfor. Nej men jeg er helt igjennem overanstrengt og ødelagt. Fik jeg være her i 2 måneder, skulde jeg komme mig hélt, det tror jeg for vist. Men det er jo umuligt. Alle her siger forresten at der aldrig er tale om at nogen føler nogen bedring før efter 14 dages forløb. Luften er så stærk og ren, den gjør en bare trættere, rent yr. Nu begik jeg også den fejl, som de fleste begår: at af lutter samvittighedsfuldhed spasere altfor meget. Tre gange om dagen, og lange ture. Lægen, den forrige, som bôr højere oppe, sa at det var rent galt. Nerverne blev så opspilte af den uvante luft og denne stigning og stigning i bakkerne, at det man ikke havde vært søvnløs før, det blev man da.
Man skulde begynde med at spasere en ½ time 2 gange daglig, og så når kræfterne kom, øge på. Jeg har én gang vært nede i byen, her går elektrisk sporvogn herop – ja det vil sige der er en fjerdingsvejs tunge zigzagbakker, dejlig chaussé forresten, at vandre fra stationen til sanatoriet. Skjønt jeg intet havde foretat mig inde i Xania – ja gåt et par ærender med Lud. og var hjemme her kl. ½ 7, var jeg dog så ødelagt af træthed at jeg lå vågen hele natten og havde det miserabelt dagen derpå.
Så var Nordal Rolfsenk2410 og nogle tilrejsende bergensere heroppe hos mig; de sad et par timer. Slig som jeg blev bagefter, aldeles tilintetgjort. Ingeborg har vært her i telefonenk2411 og spurgt om hun ikke kunde komme op. Jeg har bedt hende vente – hun likte det ikke. Garborgs har ligeledes spurgt om de måtte komme siden jeg havde sagt nej til at komme til Dem. Nu har jeg pålagt portieren i hvem jeg har en elskelig bundsforvandt, at han skal holde alle og enhver borte fra mig. Sige, jeg ligger syg, ligger for døden, og hvis det ikke hjælper, skal han sige, at jeg er død og blev begravet her forleden. Han ler og lover mig at jeg kan være tryg.
Mens jeg husker det: småen går vel altid med ulden underbukse nu? Lad hende endelig ikke ha for få skjørter under sin kjole. Husk hvor varm hendes gymnastikbukse og do. skjørt er! Lad der ikke være nogen forskjel. Om nætterne når jeg ligger vågen overfaldes jeg af angst for at dørene skal stå åbne derhjemme. Forsikr mig om at det er unødvendigt at være angst.
Det er godt at min bog blir rost i Danmark. I norske aviser får den en dårlig behandling.k2412 Jeg har intet af det læst, og vil ikke heller. Til Ludv. sa jeg at hvis han fandt noget godt skulde han sende mig det; ellers ikke. Nu har det vært nedsættende og dumt siger han, hvad der stod i «Verdens Gang» (som med S.G. Myre, husker Du?) og i Dgbldt. og derfor har har [sic] han intet sendt. Forresten er her et stort læseværelse her med masser af aviser også den danske Nationaltidende. Men jeg er ikke begyndt at læse de norske aviser; for så kort en tid er det bare dumt at spilde tiden på det. Så har jeg heller ikke tid fordi jeg er så træt. Og så var jeg bange for pludselig i V.G. eller Dgbldt. at finde en ubehagelig anmeldelse af «Afkom», hvilken frygt altså viser sig at ha vært vel begrundet. Hos fru Bing får jeg hver dag min hjemlige «Pol»,k2413 og det er alt hvad jeg kan klare at få læst.
Nej, sa Nordal Rolfsen bl.and: De har såmæn aldrig havt grund til at være den norske presse taknemmelig,k2414 slig som De er blet behandlet af den. Dengang vidste jeg ikke at Afkom havde fåt sin beskikkede del af de norske journalister. «Hvorfor i al verden har fru Skram skrevet den bog?» skal en L.H.k2415 ifølge brev fra fru Garborgk2416 ha spurgt i Dgbldt. Mon det skulde være Laders?k2417 Han er jo ikke redaktør mere, men derfor kan han jo godt være bladets anmelder. Jaja, gudskelov at det ikke anfægter mig, anderledes end at jeg er bedrøvet for salgets skyld. Med den slags anmeldelser i de blade, hvor jeg sikkert kan vente mig det bedste, blir den dyre bog ikke solgt.
Om Jakob det at mældek2418 at der nu er truffen bestemmelse om at han skal sendes på landet til en proprietærfamilje som tar imod alkoholister. Lud. har selv konfereret med ham og han viste sig at være akkurat den gamle. Naturligvis. Det var mens jeg lå syg hos Lud. J. vilde endelig tale med mig, men jeg havde sagt til Lud. at jeg ikke orked det. Jeg kan og vil ikke se ham. J. var villig til alt. Helst vilde han dog til kuranstalten deroppe hvorfra en ven af ham en drukkenboldt havde tilskrevet ham de mest begejstrede breve. Det tror jeg! De lever der som på et første kl. hotel med fuld frihed til at bevæge sig omkring når de kun passer måltider og sengetid. Principet er: godhed, frihed, velvære for derigjennem at indvinde individet for et ordentligt livs gjennemførelse. På J. vilde dette være ganske spildt. Desuden var prisen 150 kr. om måned. Hvorfra ta de penge? Du ved ikke hvilken møje det har kostet mig at få Lud. bort fra den plan. Vi måtte skaffe pengene påstod han. Det var hvor pligt. Nu har han imidlertid git sig og er fuldt enig. Tobias i Bergenk2419 var mig en virksom forbundsfælle. Men fuld ekvipering til den slusk må jeg betale. Derfor må Du sende mig de 100 kr.
[Tilføyelse på første side]:
Straks før jeg fra Lud. skulde op til – nej det var den dag jeg var inde i byen (mandag) kom der telegram til Lud. fra Tobias at hans far var død af Malarien i New-Orleans. k2420 Ak hvor vi begge blev rystet. Nu får Tobias også den familje at forsørge! Kys småen.
Din Amalie

585. Amalie til Erik

Holmenkollen pr/Kristiania 30/11/98.
Nej kjære Erik, det er altfordyrt at være her. Jeg fik min regning for den første uge, den var på 59 kr. For en uge blot. Så kommer drikkepenge til engang. Ludvig er ikke nogen god kommissionær. Jeg havde bedt ham skaffe mig det billigst mulige værelse, og jeg får det dyreste.
Brænde og lys og alt muligt, bare et glas mælk skal betales ekstra. Men så er her jo også så aldeles enestående herligt og dejligt i alle retninger. Ja, Du begriber ikke for en respekt jeg har fåt for Norge og for nordmænd. Ganske meningsløst er det, at en slig nation skal være «forenet» med nogensomhelst!k2421 Ak, om Du havde vært heroppe, hvor vi sammen skulde ha frydet os over det og det. I industriel retning er Norge på højden med det mest civilicerte i verden. Du skulde bare se den «trikken», de har lavet til Holmenkollen. Tværs igjennem stejn og berg har de brudt sig. Og betjeningen – nej hvor er her dejligt i Norge! – –
Hvorfor kan og vil Du ikke gi mig den smule fred i sjælen som kommer ved at Du forsikrer mig om at dørene ikke står åbne om nætterne. Jeg bad Dig så pent i mit sidste brev. Men intet svar. Nu har jeg længe intet hørt fra småen. Ligger hun nu syg igjen? Ak hvor denne din færd for mig er symbolsk.
– Du snakker om indtægter og udgifter. Jeg forstår ikke at Du har tjent alle de penge i et år. Din sidste små bog k2422(stene for din fod, ikke sandt?) hvad er fra mig ikke stene for din fod, som alt fra Dig for mig – Den bog, hvis navn, jeg ikke orker nævne, kan dog umulig ha git Dig mere end end [sic] en 500 kr. Og G.C. i forkortet format?k2423 – Jaja det er jo godt.
Men tag engang, og regn sammen hvad alle dine bidrag til Studentersamfundet, og alt det andet, min «cirklen» indbefattet,k2424 koster Dig om året. Du har jo desuden også andre ting, Du betaler for. Regn så også hvad barbering, postporto, brevpapir, sporvogn koster om året for ikke at nævne cigarer og tobak, der sikkert beløber sig til mindst 500 kr. om året. Så er der apotheket, hvor jeg de sidste år har kjøbt meget. – Så lever vi jo også som velhavende folk. Husk på småens fødselsdag f.eks. da Du kjøbte den ganske værdiløse lampe til hende. Adresser dit næste brev til Ludvig. Herfra flytter jeg iovermorgen.
Amalie.

586. Amalie til Erik

30/11/98. Holmenkollen.
Aa gud, gud! Ludvig er også smittet.k2425 Igåraftes, da jeg var hos Ludvig og Hollænderinden, som jeg kalder Signe, gik det op for mig. Jeg kan ikke skrive om det. Jeg må fortælle Dig det.
Afkomst af mig og August Müller er altså ikke godt.
Å hvor jeg længes og trænges efter at finde den hvile, relativ altså – som jeg finder hjemme hos Dig. Men Du ikke tro, at jeg er en løgnerske.
Amalie.
Disse mennesker, som går her og vil ha fat i mig! – Der er et lidet sted nedenfor din hage. Der er det godt at hvile sit hode.
Kjære, søde lille småen!k2426
Tusen, tusen tak for dit brev! Nu kommer jeg snart hjem igjen, og derfor vil jeg ikke skrive så meget iaften.
Du er sød og dejlig, er Du.
Mange kys sender jeg Dig. Din Mamma.
Hils Kamma!

Til pappa! Det har liksom dræbt mig dette, at Ludvig – – – –
Det frygteligste er, at jeg ingen har at snakke med. Nu siden dejlige Ludvig er død. Å gud, å gud, hvor er det sandt hvad Du siger om dette at gjøre sin nødtørftige pligt. Der er intet andet. Men hvor jeg længes hjem igjen. –

587. Amalie til Erik

Holmenkollen 31/11/98
Jeg er så underlig tilmode. Inat har jeg sét Gulle.k2427 Ja, det var naturligvis en drøm, men tænk alligevel at jeg fatter ikke, det var en drøm. Døren lige foran min seng gik stille op, og så hørte jeg knitrende silkeskjørter. Jeg rejste mig overende i sengen, og der stod hun – så alvorlig og mild. Hun sa ingenting, bare så på mig med dette dejlige, uforglemmelige blik, som hun havde, når hun betroed mig sine søde små sorger. Jeg folded fast mine hænder, og vented at hun skulde tale til mig. Men hun gjorde det ikke. Å, hvor var det dog dejligt at få se hende! Se hende som hun var i sit bedste og meste. – Jeg har hver eneste dag heroppe tænkt på hende. Tænkt på, hvor dejligt det vilde vært om hun og jeg kunde ha vært her sammen. Fru Harald Bing,k2428 som jeg er kommen til at holde af, er dog en ussel erstatning for Gulle. Og Ludvig! Ludvig og Gulle, som begge er døde, må se til at finde hinanden.
Der er jo noget, som skulde rettes i «Afkom», når den nu blir trykt op igjen.k2429 Bare jeg selv kunde få læse korrekturen.
For det første altså det, der står om Fie's alder, det må jo med lethed kunde sættes ind, så det ikke blir en «trykfejl». Så er der også dette med årstallet og Karl den femtende. Men værst af alt er at Henrik siger gal alder om tante Milla. Jeg har ikke bogen, så jeg kan ikke citere ordret. Men se efter Du – og ret det. Hvis jeg får flere penge for den bog – Du siger altså 1000 kr. så vil jeg betale af på min gjæld; Sloman, Achen, Milla. Det er så ondt og tungt at ha gjæld. – Å hvor jeg længes hjem! Til småen og Dig, og stuerne.
I det kapitel, som foregår på Henriks værelse, hvor Severin er, og hvor Mikkel kommer skal stå: «digre» istedetfor «kjokke». «Digre» sa mine brødre altid.
Amalie.
[Tilføyelse på første side]:
Å, hvor jeg tænker på Gulle! Tænk, at jeg har og ser hende. Det er bare dette, at hun siger ikke noget.

588. Amalie til Erik

Missionshotellet. Underhougsvejen 5. Kristiania.k2430
[3/12/98]
Kjære Erik! Her sidder jeg nu ikvæld. Det var en skrækkelig tur for mig at komme til byen. Jeg spaserte nemlig ned fra Holmenkollen til trikken, kjørte så ind og var sikker på at Ludvig skulde være ved Majorstuen for at hjælpe mig med tøjet. Men han var der ikke. Kl. var næsten 6, det var mørkt og koldt og frygtelig glat, og jeg måtte så traske den lange vej alene ind til byen, op til Ludvig, for at be ham ta en slæde for at hente mit tøj. Så var hverken han eller Signe hjemme. De var ude i selskab, og pigen sa, de først kom sent hjem. Jeg var aldeles fortvilet. Frøs gjorde jeg der oppe i de kolde, tomme stuer og dette bæst af en pige, som ikke hverken kunde eller vilde hjælpe mig. Jeg forstår mig ikke på Lud. Signe skrev idag at han skulde være på Majorstuen og ta imod mig. Men jeg måtte jo begi mig afsted igjen. I næsten en time irred jeg rundt og kunde ingen droske eller slæde finde. Alle alle var optat. Så gik jeg op til Ingeborg, for at be om hjælp og rædning, forfrossen og forkommen var jeg bleven mere og mere – jeg havde altfor lidt tøj på – hun var ikke hjemme, men jeg traf en prægtig pige, som hjalp mig og telefonerte efter Ingeborg efter først 2 gange forgjæves at ha vært ude efter vogn – den ene gang var jeg selv med. Endelig fik jeg da fat på mit tøj, og kom i hus. Jeg vidste jo heller ikke i hvilken gade missionshotellet lå, men det vidste kusken og Ingeborg. Det er et meget pent og anstændigt sted, billigt håber jeg. Holmenkollen var svimlende dyr. Og godt af opholdet syntes jeg ikke, jeg havde. Kanske det kommer bagefter. – Bare jeg var vel hjemme igjen! Jeg længes altid, kanske det er derfor jeg ikke kommer mig. Du siger, det skal være en hemmelighed at der kun kommer nogle hundrede eksplr af andet oplag af Afkom, og at jeg kun får 1000 kr. for den (jeg er forresten himmelglad) men hvad vil Sloman og Achen tænke om mig når de tror, jeg får så mange penger, og ikke betaler min gjæld?
Tak fordi Du læser korrekturen for mig. Pas endelig godt på. Der er dette med Fies alder og med at Henrik tænker at Milla er 28, mens hun vist må være 30.
Jeg er så græsselig forpint ved tanken om nogle ækle ord jeg skrev i et af brevene til Dig. Gid jeg kunde stryge og slette dem ud igjen og at Du ikke havde læst dem, eller ikke kunde huske dem.
Hvis det er tvilsomt om den sag, Du omtaler, den som Du har «sat meget ind på» og som Du, hvis jeg forstod Dig ret – ofrer penge på, hvis det er tvilsomt om den engang gir Dig penge tilbage, så tror jeg næsten ikke Du burde gjøre det. Men jeg snakker jo som den blinde om farver. Jeg ved jo ikke hvad det er. Hils og kys dejlige småen. Tak hende meget for det sidste brev og sig jeg skriver snart. Å hvor jeg længes hjem.
Din Amalie.

589. Amalie til Erik

Xania Missionshotellet 9/12/98.
Kjære Erik, det var godt, dit brev kom idag, så sparte jeg de penger, et telegram til Kjbhvn. med svar betalt, havde kostet. Jeg har nemlig vært svært urolig, fordi det har varet så længe, før jeg hørte. Jeg gik og frygted for allehånde ondt, mest for at småen skulde være syg, og imorges, da dit elskelige brev kom, sank alle byrder af mig.
Å men gud, gud! hvor er jeg fortvilet over at rotterne er kommen tilbage!! Pent var det af Dig at sige mig det. Men ingen, ingen ved hvilke rædsler, jeg har gjennemgået nætter og dage, især nætter med de rotter. Jeg har vært som et jaget dyr. Er de nu der igjen! Å gud, å gud! – Nej, jeg længes ikke mere hjem. – Undertiden studser jeg over at jeg har vidst at berge min forstand så nogenlunde, når jeg mindes de kvalfulde fantasier, som for mig ikke var fantasier men virkelighed – rotterne har forvoldt mig. Og der vil jo gå omtrent et år før disse forfærdelige dyr atter kan udryddes. Å nej, å nej, hvor dette er fælt!
Tror Du småen vilde sorge, om jeg blev heroppe julen over? Når jeg nu sendte hende julegaverne?
Du ikke være «trist og tung tilmode», Erikmand. Jeg skal med guds hjælp bli snillere og bedre. Jeg sige: med guds hjælp. Dermed mener jeg, at jeg vil af min inderste sjæl, og at jeg håber på alt godts hjælp. Men jeg er så bedrøvet. – bedrøvet? – å for et lidet sigende ord. Det eneste, min hjærne sysler med: Det er Dig. Alt det andet som hænder, og har hændt mig om dagene, går mig, kanske altfor meget forbi.
Mit forfærdede udbrud om Ludvig?k2431 Jeg husker ikke nu hvordan ordene faldt i mit brev. Bekymret for ham har jeg vært i mange henseender, og er det. Men mit forfærdede udbrud den kvæld, jeg skrev til Dig, har vel nærmest gjældt at han lod mig i stikken på «Majorstuen», hvor han vidste at ingen vogn, eller slæde kunde fås. Men om alt dette må jeg tale med Dig engang. Å hvor er det trangt at være henvist til et ark papir.
– De 100de takker sender jeg Dig, fordi Du har, i slig en fart, gjort dette hoveriarbejde for mig, at læse korrektur på «Afkom». Det er svært kjedeligt med denne modsigelsesfejl. Sligt kommer, når man skriver i så mange sorgfulde, tunge år på en og samme bog. Men hvis jeg var blet opmærksom på det, vilde jeg ikke ha tat ud det, Du vilde. Milla skal ha vært eneste barn. Der på barneballet, hvor Milla taler med Severin, skulde ståt: min ældste kusine, eller en af mine kusiner. Det formelig trøster mig, at Du også har overset dette.
Fra mor skal jeg hilse Dig og småen så mange og så kjærligt mange gange. Hun er blet så tyk, at hun formelig ækler mig. Hendes krop aldeles i en firkant og hendes store hvide kinder hængende. Men øjnene er kloge og klare som før, og hun er ikke spor af sløv; tværtom er hendes hukommelse fabelagtig. Men for mig ser hun nu altfor «lystigt» på livet. Hun ler af alt og af alle. Ludvig skriver bestandig i brevene til mig når jeg er i Kjbhvn: «bedstemor har det bra, og er altid i strålende humør.» Ja tak, skal Du ha! Det er ondt at stå overfor et menneske som moderen, med hvem jeg har havt så meget godt og morsomt sammen, et menneske hos hvem jeg altid har fundet relativ trøst i mit livs tungeste stunder, og nu ikke kunne sige noget til hende. Da hun var hos os i Kjbhvn. fik jeg indtryk af et slags imbecilitet hos hende. Hun, som havde vært så storartet livlig og med denne vidunderlige fortællerevne! Nu ved jeg ikke ord for hvad jeg mener. Jeg mener altså intet. Hun, som så tit før sa, at livet var bra nok, men døden dog det bedste, «det himmelske fædreland», som vented hende, hun er nu aldeles forbitret på døden. «Hvorfor i alverden skal vi også alle måtte dø!» sa hun forleden. «Vi har det jo godt, som vi har det.»
Ja, hun har det godt. Bôr i en dejlig, højloftet, solrig stue med udsigt, som er skjøn og lys, har ingen pigesorger, ingen madbekymringer. Og så er hun så uhyre afholdt, næsten forgudet af så mange, mange mennesker, ikke bare af dem i «Gamlehjemmet», men også af så mange andre. Udmærket mad får de der. Jeg spiste middag deroppe forleden; bestyrerinden invitôr mig [sic] og havde slet ikke anelse om, at en fremmed gjæst skulde spise. Det var så veltillavet, så rigt og af første sort, hvad vi fik. – Mor har solgt sine overflødige møbler, da hun flytted herop. Hun har her kun en stue, men så er der jo spisesal og dagligværelse, hvor de alle kan gå og komme som de vil. Mors stue er forresten så hyggelig. Over sengen har hun et bræt som hviler på de lave sengestolper, og fuldstændig dækker sengen. Ovenpå brættet et stort, sidt pelusches teppe, med mange, pene ting stående ovenpå. Om aftenen, når hun skal tilsengs kommer pigen ind og tar brættet bort, og om morgenen, når mor er færdig og spiser frokost med de andre, blir alt i hendes stue gjort istand. – Jeg tror, hun har solgt, hvad hun har solgt, for at få Ludvigs og Martins grav pen.k2432 De to brødre ligger i samme grav. Kanske Du husker, jeg fortalte Dig, at mor havde bedt mig om at hjælpe til med at få rejst et monument på Luds. grav, og at jeg havde måttet svare nej. Gud ved, om hun ikke også har solgt bort af de gode, gamle stykker sølvtøj, hun havde tilbage. Jeg har ikke villet spørge, men jeg kjender hende. Hun har oppe i Bergen havt en tremenning, en gammel pige, ugift altså, som hun altid har hjulpet, skjønt hun som oftest ikke har havt råd til det. Nu er den gamle dame gudskelov død, men det slap ud af moderen, at hun havde sendt penger til hendes begravelse. – Da Ludvig gifted sig forærte mor ham en hel del af det gamle sølvtøj, som altsammen gik tilgrunde i ildebranden på Kongsberg.k2433
Søndag formiddag skal jeg op til mor for at træffe min bror Ludvigs datter.k2434 Lolly havde vært hos mor forleden med barnet, og så havde mor sagt, at jeg gjerne vilde se den lille, og så var søndag bleven aftalt. Jeg går til dette møde med skjælvende hjærte. Ludvig har i sine sidste breve lagt mig dette barn på sinde, men hvad kan jeg gjøre for hende? Ja, nu får jeg se. Hvis jeg kommer til at holde af hende, hvis jeg ser, at det er Ludvigs barn – – – Men jeg har frygt og tvil. Allerede dengang i Esrom talte Lolly så meget om denne Høst,k2435 citerte hvad han havde sagt ved den og den lejlighed, uden at jeg dengang tænkte nogetsomhelst ved det. Men nu? Barnet er hvidtblondt, Høst er så lys at han næsten er rødhåret. Rigtignok er jo Lolly også meget lys, men jeg har i min leve tid aldrig set, at ikke farens farver blir det overvejende på børnene. Ja, min søn Lud. er jo nokså brunet, men hvor lyse er dog ikke hans «mørke» øjne. –
Høst var i deres bryllup og kom stadig som liggende gjæst til dem på Kongsberg fra det første af. Jaja, nu får vi se. Jeg er som sagt, helt bange.
Hvor folk dog glemmer og glemmer det, som er dødt og kastet i ovnen. Ingen taler til mig om Lud. selv ikke moderen. Men jeg bevarer ham dybt i mit hjærte, og aldrig, sålænge jeg er i live, skal hans minde være husvildt.
– Lolly har forresten gjennemgåt noget skrækkeligt. Et petroleums apparat sprang, og den brændende væske sprat op i ansigtet på hende. Håret og ansigtet stod i brand. Hendes mand, som fra kjøkkenet hørte hendes gjennemtrængende skrig, kom styrtende, tog om hendes hode, og kvalte ilden mod sit bryst. Han sad netop og læste med sit kursus af damer, da dette foregik. Derfor spredtes det ud over byen straks. Under forsøget på at bjerge Lolly, var Høst selv blet forbrændt, og begge kom på hospitalet. Men deres lidelser var dermed ikke endte. Dog, det blir for langt at skrive om. Nu er imidlertid Lolly frisk og rask igjen, skjønt lægerne først havde troet, hun måtte dø, og folk siger, at hun ikke har skjæmmet sig. Jeg har ikke set hende, og håber med guds hjælp heller ikke at slumpe op i det. –
Hvad der foregår med Jakob er en farce. Han har altså vært så nådig at ville la sig hjælpe og la sig underholde på landet. Men nu, da alt er parat, og han skal afsted (en sagfører Vendtk2436 har vært Luds mellemmand), behager fyren ikke at vise sig, ikke at svare på 3–4 breve fra Lud, hvori det fortælles ham, at alt er parat og at han kun behøver at skrive 2 ord på et brevkort og møde op ved den og den jernbanestation, så skal kuffert og bagage og billet være der. Lud. har trods sine breve, intet svar bekommet. I går var han nede i hans logi – (han har ved artikler i en ny avisk2437 tjent så pas meget at han har havt råd til at «bo» lidt igjen), men fik af den meget bekymrede værtinde den besked, at hr. Müller var flyttet uden at betale et øre af hvad han skyldte. Dette har Signe fortalt mig. Ludvig har jeg ikke turdet spørge. Han er som blodige sår, når talen er om Jakob. Idag ved middagsbordet oppe hos dem kom jeg med en bemærkning om at J. altså ikke nu, da det kom til stykket vilde la sig finde. «Hvoraf ved Du det?» Der kom et næsten fiendtligt glimt i hans øjne. «Jeg har spurgt Signe,» sa jeg. «Nå ja, Signe, hun ved vel besked, hun,» han sa det hånligt, ondt. Signe var sød og flink. Et sekund efter var vi inde i samtale om noget ganske andet. Jeg tror at det arbejder i Ludvig dette, at J. skal og opgives. Så har han vist også lidt af følelsen af at han her har spildt en elskværdig – latterlig rolle. Han vilde jo havt ham op der, hvor det for det første koster 150 kr. om måneden, hvor patienterne dernæst skal bringe med sig: sengetøj, håndklæder, servietter, gymnastikdragt, langski og endnu flere småting, som jeg ikke husker. Tænk for en kapital, der skulde til! Og jeg, som engang før har udrustet ham med alt dette, dette, som han straks solgte, og spredte for alle vinde. Han vilde jo altså forfærdelig gjerne derop i dette Eldorado, men samtidig påstod han meget energisk at han ikke drak, og ikke var alkoholist. Ludvig stakker, havde ikke i øjeblikket åndsnærværelse til at påpege det latterlige i at en mand påstår og bander på at han ikke er drukkenboldt, mens han samtidig siger, at han intet heller vil end at komme på et «Alkoholistpatienthjem». – Det var til syvende og sidst dette mit argument som tog modet fra Lud.
Ja, det er rare grejer dette. Lud. lider så meget ved dette, at snart en, snart en anden kommer fortrolig og siger: Du kan ikke la din bror gå således, traset, skidden, og sulten. Og din mor, fru Amalie Skram hvor kan hun holde det ud? Ludvig har strukket sig langt over evne. Endnu betaler han af på veksler og skrædderregninger for J. Og fremdeles er han villig til mere. Hvis det bare ikke var at kaste i et bundløst svælg!
Men nu svarer altså J. ikke, og er flyttet. Nu har han tjent nogle kr. og sulter ikke netop, og så spytter han på både «pøblerne», og «overpøblerne». Jeg hørte fra mit sygeværelse dengang hos Ludvig, før jeg tog til Holmenkollen, da Jakob kom til dette møde med L. at J. triumferende, skrigende sa: «Ja lad mig bare få fred, så skal jeg ha en bog færdig om 6 måneder!»k2438 Og derpå med et slag i bordet: «Så skal Dere få se!![»] Den stakker, som bilder sig ind at hvis han hvert sjette år sætter sammen noget, som der er mening i, så har han lov til at være denne straf og plage for sin familje. Hvis han ikke er gal, så mangler han ialtfald en sans. Uf, at man skal bemænge sine tanker med en slig person, og gi ud sine penger for ham. Men fyren er gal. Jeg kjender formen for hans galskab igjen fra hans farbrødre.k2439
– Jeg har fåt et meget langt og dejligt brev fra B.B.k2440 Men jeg kan ikke læse det. Det er endda mere utydeligt skrevet end ellers. I fire dage har jeg hver aften og hver morgen siddet og grublet timer over det. Men endnu er der masser af ord, som jeg absolut ikke kan læse. Og meningen med hans brev fatter jeg ikke. Han siger straks i begyndelsen at han ikke har læst min bog, at jeg om 3–4 måneder kan høre indom, og så bagefter ser jeg en klage, en kritik som jeg ikke ved hvor hører hjemme. Men dejligt elskeligt, uforglemmeligt er brevet. Så meget kan jeg se, skjønt jeg kan ikke tyde dets kragetæer. I det hele tat har jeg fåt svært mange breve fra nær og fjern angående «Afkom».
Jeg var igår kvæld på Central-teatret og så på frk. Blads og V. Viehes afskedsforestilling.k2441 Han (V) havde gjennem Signe bedt mig så meget om at komme, kvæld efter kvæld. Men jeg, som intet orker havde protesteret. Nu måtte jeg til det. Jeg sad på første bænk i parket mellem Lud. og Signe, og Viehe var ligeså storartet pragtfuld som dengang på Kasino.k2442 Frk. Blad var også over al forventning udmærket. Å hvor meget, meget mere jeg vilde fortælle Dig! Du er den eneste, som det er rigtig morsomt at snakke med.
Hils og kys småen mange gange fra hendes mamma og din A.

590. Amalie til Erik

Kristiania Missionshotellet. Underhougsvejen 15. 15/12/98.
Kjære Erik. Ja, dette dødsfald.k2443 Ludvig fortalte mig for nogle dage siden, efter at jeg sidst skrev til Dig, at det havde ståt i en norsk avis, ikke i den, som han holder, men i en anden. Selv ser jeg aldrig en avis, nu siden jeg forlod Holmenkollen, heller ikke Politiken. Det er det kjedelige, at vi ikke ved om det er sandt eller ej. Men min far hed ialtfald ikke John. Vi har troet ham død for mange, mange år siden. Og det er længe siden vi søskende holdt op med nogensinde at snakke om ham, fordi det var som at røre ved et sår, der burde være lukket og lægt, måtte og skulde være det. Og såret var dette at mor svigted og sveg far, mor, som vi alle havde vært så glad i, og så muntre sammen med – ikke var ham «utro», nej, men på anden vis.
Far, som havde siddet i store og mange forretninger, gik fallit der oppe i Bergen. Energisk og dygtig og kjæmpestærk som han var, slog det straks ned i ham, at han vilde rejse bort, skjønt han næsten øjeblikkelig blev tilbudt en nokså god stilling. Han rejste da fra sin yderst ærlige fallit, og allerede 3 måneder efter begyndte han fra Amerika at sende rigelige månedspenge hjem. Han havde straks fåt ansættelse ved en fabrik i Chicago; som et slags opsynsmand med arbejderne, senere steg og steg han og blev tilsidst øverste forretningsfører ved fabrikken, med en efter vore forhold meget stor gage. Han blev ved at sende penge til mor, mere og mere, og samtidig betalte han sine kreditorer i Bergen. Jeg ved ikke hvormeget, men jeg ved at han har fåt lovord for sin færd. Men alt det ligger nu så langt tilbage i tiden. Jeg var akkurat konfirmeret da far rejste, og for mig og mine brødre blev det hele stillet i et lys, så vi ikke rigtig så skyggesiderne. Et halvt år efter far var rejst blev jeg gift og forlovet,k2444 og kom ud på mine lange rejser. Af og til fik jeg lange breve fra far,k2445 som jeg altid straks besvarte. Mor havde lovt far at hun, såsnart han havde skabt sig udkomme derover skulde følge efter ham til Amerika med de mindste børn, Martin og Bernhard. Men hun kom sig aldrig til.
Så efter 8 års forløb – jeg var dengang med Müller i Peru, kom far hjem. Han havde, mod at stille en vikar fåt 5 måneders permission. Han kom for at hente mor. Hun vilde ikke, det vil sige, hun opholdt ham med snak, påstod at «nu kunde hun ikke, men til våren kom hun[»]. Jeg var dengang 24 år gammel. Far rejste da tilbage til sin plads i Amerika, nedbøjet, bitter og mistroisk. «Hun kommer nok ikke,» havde han ved afskeden sagt til Ludvig (min bror altså). Nej, hun kom ikke. Det var ikke alene hendes ulyst til at bryde op og skifte opholdssted – det var også dette, at far, der før havde vært relegiøs,[sic] ved tilbagekomsten fra Amerika viste sig at være den værste fritænker. Fuldstændig frigjort fra alt det gudelige vrøvl. Dette forfærded moderens hjerte. Forresten troed jeg aldrig på at hun vilde rejse over til ham. Men altså efter sin tilbagekomst til Amerika, blev far ved med i et år at sende rigelige penge til mor. Så, da han forstod at hun ikke kom, holdt det op. Han havde kjøbt en livrente til hende, så han vidste, at hun ikke led nød. Og så fik hun jo af Vilhelm og mig, og senere af Ludvig, som boede sammen med hende rigeligt hvad hun trængte.
Så en vakker dag kom der et brev til min bror Vilhelm (som da var præst i Risør) et brev fra en ukjendt person i Amerika, som meddelte ham at hans far var død derover i Amerika. Det var altså længe, længe før, jeg havde truffet Dig, Erik. Mor gik dengang i sørgetøj næsten i to år, og jeg gik også [i] sort. Og jeg sørged over min dejlige, unge, kampberedte far. Jeg blev født, da han var 28 år gammel. Å, som jeg husker, hvordan han kunde leke med mig! Og hans spørgsmål ude i entreen hver eneste kvæld: «Hvor er heksen henne?» Heksen var mig. Jeg var jo eneste datter.
Men efterat vi havde sørget over hans død, så kommer der pludselig rygter om at han endnu er ilive. Men det var så vagt og ubestemt. «Du skal se, det er far selv, som har villet udsprede det, at han var død,» sa jeg til bror Ludvig dengang i Frederikshald, da vi to og mine gutter boede sammen.k2446
Men fra da af har vi anset vor prægtige, dygtige far for død. Og vi søskende lovte dengang hverandre at vi aldrig vilde snakke om vor far mere, fordi det snak måtte sætte vor mor i et dårligt lys.
Og derfor Erik, har jeg ikke snakt til Dig om denne far, som var død, før jeg traf Dig, om denne far, ved hvis omtale, jeg vilde komme til at blotte mor, som jeg i gamle dage holdt så meget af, men som nu – – Du ved og forstår jo, at jeg ved hjælp af livet har lært så uendelig meget.
Tænk, da jeg sidste gang var sammen med min døende bror Ludvig, nævnte vi ikke far, fordi han altså for os var død for over 24 år siden.
Mor har også hørt om dette dødsfald i avisen. Hun ler, og siger: sligt et sludder!
Jeg tænkte på at skrive et dementi i bladene. Men jeg tør jo ikke gjøre det. For til syvende og sidst ved jeg jo ikke. – – – –
Du svarer ikke på dette om småen vilde sorge hvis jeg ikke kom hjem til julen. Hvorfor gjør Du ikke det? Og hvorfor har Du aldrig kunnet få over dine læber, at dørene ikke stod åbne om nætterne.
– Jeg håber da til gud, at Du er menneske nok til at finde på en eller anden undskyldning for ikke at gå til Axeliane.k2447 Eller vil Du være frispiser? Jeg synes, vi har så nok, og så altfor meget nok på os. Herre Jesus! Hvis Du også tar det på Dig! Og med den tanke, at ikke gjøre gjengjæld. Nej – der er noget hos Dig, en gammel ungdomsskade, noget, som har kroget din ryg. Hvorfor kan og vil Du dog ikke ryste det af Dig? Ja, Du må endelig få nogle frieksemplarer. Og sætte pengene i banken! Her i Norge har ingen læst bogen. Ingen!! Klimatet her, den tykke, skidne Xaniatåge er for mig så aldeles forfærdelig. Aldrig har hosten og helbredet vært værre.k2448

591. Amalie til Erik

Missionshotellet. Kristiania. 16/12/98.
Nu, når jeg for alvor begynder at ta mig selv i nakken, ser jeg for et bæst, jeg er. Slige dumme, stygge ord, jeg bruger.
Men Du ved Erikmand, at jeg altid har havt imod at gå til folk, til deres middager uden at kunne gjøre gjengæld. Og hvad satan skal vi med alle de folk. Jeg orker det ikke. Men siden nu Du og jeg er forbundne, kunde Du så ikke engang ta det parti at sige nej til indbydelser, der er nye, som nu til Axelliane?k2449 Jeg vil ikke ta også dette nye bekjendtskab på mig. Jeg vil ikke være forpligtet til at gjøre middag for hende. Kunde Du ikke ganske stille sagt nej tak; jeg kan ikke[.] Hvad i alverden Du venter at opnå ved alle disse bekjendtskaber: Fogger, Christmasser, Axelianer, Rørdammer, Baggererk2450 – ja gud hjælpe mig om jeg fatter det!
Lad mig ikke midt i alt dette virvar komme til at opdage at Du er –
Nej men dette at Du nu på nyt igjen skriver med en fed smag af tilfredshed: «Vi«! er indbudne til middag til Axeliane. Hvem andre end Du vilde i din og min stilling ikke ha tilføjet: «men jeg går der naturligvis ikke.»
Ak, ak Erik Skram! Disse frugtesløse krampefyldte anstrængelser! Hvor har jeg ikke drømt og håbet. Men aldrig, aldrig blir Du som jeg, eller jeg som Du. Når mit hjærte, hele min sjæl, hele mit indre længes og brænder mod Dig, så behøver der bare at komme et brev, et brev så kjedeligt, så dumt og karrigt, et brev i hvilket glæden over de nye indbydelser lyser som en fakkel, for at jeg skal synke ned til det stade, hvor jeg længe, længe har siddet. – – –
Opholdet her har ikke vært godt for mig. Her har vært tåge, denne skidne, giftige Kristianiatåge, som har vært omtrent dræbende. Hosten er blet aldeles vanvittig ondartet, og søvn har jeg aldrig havt uden ved at ta noget ind. Masser af penge har jeg brugt, og jeg har brugt mange af disse penge til Lud. Nu må jeg af Lud. låne 100 kr. Han har dem ikke, men det er af de penge som hans far sendte til Jakob, som vi ikke har kunnet få fat i.
Hvad hjælper et menneskes gode forsætter når disse forsætter uophørlig støder mod en mur.
Jeg har tænkt meget på dette dødsfald derover i Amerika. Men hvis jeg dementerer det, så blir der skriveri om det, og så viser det sig kanske tilsidst at det virkelig alligevel er faderen. Jeg ved jo ikke. Hils og kys småen fra mamma.



1899

Fra det siste året i brevvekslingen er det igjen bare fra Amalie det finnes brev, og bare noen få. Ekteskapet holdt på å gå i oppløsning, og innen slutten av året hadde de bestemt seg for å skilles. Amalies brev blir også mer og mer fragmentariske, både innholdsmessig og rent fysisk; en del er rablet ned på små papirlapper eller skrevet med store fortvilte bokstaver.
De første tre brevene (592–94) ble skrevet til Erik mens han var bortreist. I mai 1899 reiste han for innsamlede midler til USA, hvor han skulle være i fem måneder og reise over hele landet. Formålet var å arbeide for Det danske Selskab, som skulle danne et forbund av dansker utenfor Danmark, og som Erik var meget ivrig etter å få i stand. Han reiste fra New York til San Francisco, og ifølge hans «Selvbiografiske Optegnelser» som finnes blant hans manuskripter, ble hans besøk «Indledningen til, at der blandt dem langsomt oparbejdedes en Slags Forståelse af det gamle Lands Fortrin» (Erik Skram: Personalia, 2.kps. KB: NKS 4501, 4°). Men det hele ble til intet; da han kom hjem, fant han «en Træthed efter den lige overståede store Lockout af 1899, som lammede ethvert Forsøg på at føre ud i Livet de Planer, jeg nærede» (ss).
Amalie ble hjemme imens, passet på datteren og var sammen med venner men i brevene i det minste var hun nedtrykt og motløs, følte seg uvel, bekymret seg for penger og bebreidet Erik hans oppførsel. Om våren fikk hun ut en bok hos Gyldendal igjen: Sommer, en novellesamling, men nevnte den ikke i brevene.
Fra senere i året, da Erik var hjemme igjen, finnes det bare noen sørgelige udaterte lapper (595) og til slutt et brev om skilsmissen (596), hvor det er tale om oppdelingen av eiendelene. Erik skulle flytte ut, mens Amalie og Johanne ble boende i Klassensgade.

592. Amalie til Erik

Ø Klasensgade 11. Kjbhvn.
24/5/99
Kjære Erik!
Tak for dine to breve. Nu har jeg det nokså godt.
Dette at Tyge kom for at undersøge om dine skrivebordsskuffer var låsede, hvad de var, kosted en lang rude til 1kr.75. Han var nemlig så hastig at småen, som ikke fik tale med ham, lukked vinduet op for at se efter ham nede på gaden, og så drev stormen vinduet tilbage med slig kraft at det splintredes.
Her er kommen nogle regninger fra sønderjydsk forening, som Hansine har betalt. 2kr.75. Dernæst en vaskeregning for dit stivetøj 1kr.85.
Anne Cathrine kom lørdag pintseaftenk2451 i Thieles landauer for at få os ud på Lindevangen. Hun havde altså skiftet sind, og vilde ha os. Først syntes jeg, det var umuligt, for jeg var så mat efter sygdommen at benene knapt vilde bære mig, men småen holdt på at tigge og be, og for hendes skyld fik jeg kræfter.
Nu har vi vært der fra lørdag til idag onsdag, og vi har begge havt utrolig godt af opholdet på Lindevangen. Især jeg, som var så ussel. Småen har moret sig kosteligt, og jeg har samlet kræfter. Anne Cathrine har vært så elskelig og sød og god, så jeg sent glemmer det.
Både første og anden pintsedag kjørte onkel Thielek2452 os ud i skoven i sin fine vogn, tiltrods for den hundekulde med øsende regn og haglbyger. Vi spiste frokost på fine steder, og havde det bare godt. Anden pintsedag satte de mig af ved Skovgaard hos Hegels, hvor jeg var buden til middag for at være sammen med B.B.k2453 Småen sad på kuskesædet hos Jørgen, og knejste og var ikke det mindste bedrøvet fordi jeg forsvandt. Jeg havde en udmærket dag hos Hegels, men hjemfarten til Lindevangen var forfærdelig. Fra Hegels tog jeg lidt efter 7, for ikke at komme op i folkestimen, og dog nåede jeg først hjem til Lindevangen kl. ½ 12. Det var forfærdeligt.
Imorgen kl.9 tar vi ud til Hørups på deres landsted og blir der til småens ferie er tilende. Det er virkelig kun for småens skyld. Selv vilde jeg helst sidde hjemme i ro og arbejde. Såsnart jeg kom op af sengen, gik jeg lange ture med småen på Langelinje skjønt jeg kunde ikke. Nu, da du er borte,k2454 føler jeg større ansvar for småen, som forresten har det udmærket, og som ber mig hilse Dig kjærligt.
Jeg skal nok la småen fotografere, og sende Dig billedet, når Du opgir adresse.
Med de venligste hilsener
Amalie.

593. Amalie til Erik

[?/5/99]
Petersen 100 kr.k2455
Ludvig 100 kr.
mor 10 kr.
Vadsæk
2 par støvler hos Vessel og Vett 28 kr 60.
Skatteregning 31–50.
«Cirklen» 4 kr.
Vaskerregning 4 kr 75
Kogejomfru 4 kr.
Hansines løn 16 kr.
Piskefløde, is, æg 3 kr 50.
Droske til Achens 2 kr 50
Drikkepenge hos Achens 3 kr.
Thieles kusk 1 kr 50.
Turen til Hørups med drikkepenge 5 kr 75
Ruden indsat 2 kr.60
Skomagerregning for mine to par sko 1 kr. 75
Cigarer og cigaretter til mit selskab 2 kr. 43
Østerbros vinhandel 25 kr.
Augusta Budde 3 kr 75
Fr. Bagge 89 kr. vend
Blomster, bøgegrene 2 kr. 10
Grøntsager 1 kr. 79.
Vil De v … disse cigar … billigere. k2456

Ja, det rent svimler for mig.
Jeg har skrevet dette op for at jeg, og også Du skal kunne se og vide hvortil pengene er gået.
Og så har jeg, siden Du rejste, ikke betalt Martin Larsen, ikke Slagteren eller smørmanden. Eller gas eller husleje.
Nu har jeg sagt «Cirkelen» op.k2457 Hvad skal jeg dog være medlem der for? Der er så altfor nok af regninger til Dig af den art, regninger, som jeg nu har betalt, og som altid hele året rundt, betales, og som gjør at pengene siver ud og ud.
Nu sender de mig pludselig regning fra cirklen på 4 – fire kr. Som jeg naturligvis har betalt.
Og så alle disse småting, som man ikke kan huske.
Fr. Bagges kvitterte regning sendte jeg til Hegel,k2458 men jeg har intet mærket til at han vil betale den. Ikke et kny har jeg hørt fra ham siden.
Jeg var derude hos Hegels anden pintsedag for at træffe B.B. Hvordan jeg kom hjem til Lindevangen, hvor vi da boede, kan jeg ikke beskrive Dig. Jeg forlod Hegels kl. lidt over 7, for ikke at komme op i folkestimen, og først kl. 12 var jeg på Lindevangen. Blåfrossen, dødssyg, efter at ha måttet betale 3 kroner for en droske! Ja den rædselskvæld kan jeg ikke skriftlig fortælle Dig om.
Men hvorfor overhodet fortælle Dig det?k2459

594. Amalie til Erik

Ø Kjbhvn. Klasensgade 11. 10/6/99.
Først idag falder det mig ind at jeg jo kunde ha skrevet flere breve til den opgivne adresse i New York. Aldeles tankeløst bildte jeg mig ind, at Du straks skulde rejse derfra, hvad jeg nu formoder, at Du slet ikke skal. Der er vel netop meget at gjøre i New York. Så stod det også for mig, at jeg først måtte ha hørt fra Dig fra Amerika.k2460 Småens billede, som jeg har tat til Dig, fik jeg forresten først tilsendt iforgårs, og det var jo dog det, det drejed sig om.
– Ja, småen – hun er dejlig, mit livs lys og trøst, det eneste i verden, jeg rigtig bryder mig om – hun og Ludvig. Folk tror at det er mit forfatterskab, som bærer mit liv. Jeg aner ikke at mit forfatterskab er til. Så lidt værdi har det for mig. Nej, det er småen og Ludvig. Og i anden række lille Johnk2461 – ja, lad mig ikke utaknemmelig glemme den snille, søde Signe.
Og dernæst er det sorg som bærer mit liv. Hvis sorgen på vidunderlig vis blet tat [sic] fra mig, så vilde jeg vist dø af forundring og lettelse. –
Men hvor det gjør mig ondt at småen er så utaknemmelig. Aldrig med en stavelse spør hun efter Dig, eller savner Dig. Ja, det er sandt, det ligefrem forfærder mig hendes hele måde ligeoverfor din fraværelse og hendes svar, når nogen spør om hun længes. Jeg, som på forhånd græmmed mig over hvorledes hun vilde længes og vantrives. Men det beviser vel bare at hun har det godt. Jeg er jo altid om hende, og dobbel god og kjærlig, nu da Du er borte, medens når jeg har vært bortrejst, Du har vært meget lidt hjemme. Ikke alene for rigsdagens og dine øvrige forretningers skyld, men også fordi Du jo – stakker så tit havde så mange hemmelige jern i ilden, så mange fremmede gudinder at dyrke. Ja, jeg siger stakker – for har Du egentlig havt andet end ondt og smerte og skuffelse eller lede ud deraf? Og så har Du udleveret og prisgivet alt for meget i forhold til hvad Du har vundet.
Vejret her har fremdeles holdt sig koldt og regnfuldt med et par solfulde dage indimellem.
Fortalte jeg Dig sidst at vi havde havt det udmærket hos Hørupsk2462 men at jeg havde frosset mig halvt ihjel. Ja, det gjorde jeg vist.
Fra din bror William har jeg havt flere breve.k2463 Han ber mig hilse, og er henrykt over de bøger B.B. formedelst min omtale af ham hos Hegels, sendte ham.
Småen har vært med Tygek2464 i Cirkus til eftermiddagsforestilling. Jeg havde bedt hende ta Tyge op med her til aftens. Men han kunde ikke. Ej heller kunde han komme til et lidet middagsselskab, jeg havde sidste lørdag. Det var synd, for det var et nydeligt lidet selskab.
Den norske bondeforfatterk2465 fra hvem jeg fik brev har vært her en aften. Det var en snodig og interesant fyr. Og han kommer igjen.
Småen tar jeg ud i luften så meget som muligt. Og hun trives af det. På tirsdag er jeg buden til skovtur af Cavlings. Der kommer nogle læger og Edith Brandes med.k2466 Ak ja; jeg har oplevet mange ting i disse tre uger.
Med de venligste hilsener
Amalie.
Småen er på skole.

595. Amalie til Erik

[oktober 1899]k2467
Ånej, jeg er så bedrøvet over dette. Jeg græder hele tiden. Hun måtte heller havt alle mine pudevår og altsammen end jeg skulde ha gjort dette.
Jeg er gåt tilsengs af bare sorg. Å hvor jeg græder. Kom lidt ind til mig!
Å min ven, min ven; tag hvis Du kan, denne byrde af sorg fra mig. Dette, jeg har gjort mod Anna.k2468 Gjør det, gjør det! Jeg ønsker, Du sad på sengekanten hos mig, og snakte de ord, som vilde læge. Hvorfor har jeg nu, når jeg er i nød ikke adgang til Dig? Hvorfor tør jeg ikke gå ind til Dig og græde og få trøst. Jeg har jo ingenanden, for jeg kan jo ikke vække småen eller Anna.
Sig, at jeg ikke har gjort galt! Nej, jeg græder alligevel.
Nej, jeg kan ikke stå på egne ben. Hvis jeg ikke har husket det før, så har denne historie med pigen lært mig det. Jeg er så bedrøvet, så bedrøvet i nat, og jeg kan ikke sove. Bare græde. Hvad vilde det ligne at jeg, når vi var skildt, kom farende til Dig, hvergang der var noget ivejen?
Nej, nej, nej!
Vær så god imod mig som Du kan.
For Du vil jo helst bli herhjemme? Sådan har jeg forstået det, skjønt Du ikke egentlig har sagt det. Å hvor jeg græmmer mig over dette med Anna!
Aldrig skal jeg gjøre det mere om de så stjæler min sidste fille.

596. Amalie til Erik

[desember 1899]k2469
Jeg har gjennem Anne Cathrine fåt din besked og din liste på hvad Du vil ha.
Du drager altså af med alle bøgerne, også med dem, Du har forskaffet Dig under vort samhold. Alle årgangene af «Tilskueren», hvori dog også jeg har skrevet ting, alt, alt i den retning.
– Jeg er så til døden træt, så jeg siger ja til alt. Undtagen til et. Jeg kan ikke gi Dig den skitse af Hornbækudkastet af Dig og mig.k2470 Achen malte det op igjen efter den første skitse, udtrykkelig for at jeg skulde ha den. Begge de to skitser af os tilsammen, har han foræret mig, og mig alene. Jeg stod og vented på det ude i hans atelier, og fløj efter hans anvisning til Flemming på Østerbro for at få ramme. Nej, den skitse får De ikke.k2471 Det smerter mig meget at De vil ha småens rygbillede.k2472k2473 Jeg elsker det billede. Kunde De ikke i betragtning af at jeg opgir alle bøgerne – naturligvis med undtagelse af dem, hvori der står mit navn, eller min bror Vilhelms navn, eller de, hvori vore begges navne står – kunde De ikke i betragtning deraf, opgi rygbilledet af småen?
– Hvis De siger nej, skal De få det. –
– Så er der noget andet: pigelønnen. Hun begyndte sin virksomhed her søndagen den 11te dcbr. Så skal fra hendes fjorten kroner månedlige løn trækker [sic] 4 kr. 65 øre, endog lidt i hendes favør, hvis De vil regne efter.
Så er der de 25 kr., jeg skylder Dem. Dem har jeg brugt. Bare at komme ud til Achens kosted 4 kr. Så har der vært kjørepenge for småen, julegaver fra småen til pigerne derude, og apothek. Jeg var så nedbrudt at jeg ingen næring kunde ta til mig. Så måtte jeg kjøbe den dyre somatosa,k2474 for ikke at omkomme af mangel på næring. Og så vaskerregningen.
De 25 kr. har jeg brugt. Og sålænge jeg ikke er blet skildt fra Dig, må jeg jo henholde mig til Dig økonomisk.
Jeg havde tænkt, at den nye tingenes ordning skulde indtræde den 1ste januar. Da skal jeg jo betale for pianoet igjen. Det lån, jeg har fåt løfte om, får jeg først, når vi er skildt.
Skriv ikke det, De kommer til at bruge efter den 1ste januar, ind i bøgerne. Lad pigen betale kontant. Der være rent bord, når jeg skal begynde på nyt.
Søndag 7de januar om eftermiddagen kommer småen og jeg hjem. Hun skal begynde på skole den 8de.
At De ved det!
Amalie Alver.
– Der står i Larsens bog 1 fl. Whisky, en fl. aquavit, 6 beyere, som ikke er tagne af mig, men af en anden, som ingen pige havde, og bad mig om at la min kone besørge det. Jeg har fåt pengene. Så meget Du ved det. –
Ak Erik, Erik Skram, hvor galt det er gåt os! Bliv nu ikke sint på mig, når jeg vover at sige, at det vilde ha gået Dem lige galt og kanske værre endda med en hvilkensomhelst anden.
De er som hypnotiseret i en underlig vildfarelse. De har engang sagt til mig, at De aldrig kunde være jaloux, fordi De vidste at al lykke i elskov var knyttet fast til Deres person.k2475 Ak, ak, hvor De der tar fejl. Var De min kjære bror, såvist som De nu er et menneske, jeg ikke tør tale til, skulde jeg forklare Dem det. For jeg ser det hele, som sandheden er.

597. Amalie til Erik

Til hr. Erik Skram. Rebæk.
Askov lørdag eftermdg.
[udatert]k2476
Du må ikke være altfor sint på mig, ja, eller bedrøvet hvis det er det Du er. Jeg ved jeg har været fæl og styg, men Du er bleven hævnet.
For det første derved at jeg har følt mig så rasende ulykkelig over at være borte fra Dig, og over den måde hvorpå jeg rejste, og over det der gik i forvejen, og for det andet fordi der var en mus på soveværelset, så jeg har ikke lukket et øje i hele nat, ikke i hele nat, men ligget og svedet af angst og holdt mig i skindet for ikke at vække Nanna Berg,k2477 men nu påstår hun at der ingen mus har været, og at det bare var vinduskrogen. Og hvordan det skal gå i nat ved jeg ikke.
Jeg kommer imorgen til Kolding kl. ½ 3 om eftermiddagen. Kan Du så være på stationen? Elmgaard siger vi skal til Rebæk, og det er mig det samme, når jeg bare atter kommer til Dig.
Har Du været meget ulykkelig over mig denne gang? Det er jeg bange for Du har.
Det kommer af at jeg ikke har tillid til Dig, ikke en ganske fuld og tryg og hel tillid. Når de så kommer og siger: De skulde passe på Deres mand han er ikke til at tro når han er sammen med o.s. v, så stikker det i mig, og så siger jeg til mig selv, nej det er han jo heller ikke, og så kommer al den bitterhed der har været i mit sind imod Dig i disse år siden vi blev gift op som en bølge, der fylder hele mit indre og skyller alt andet bort, og så er der intet andet at gjøre end at vente på at den får tilbageslag, og skyller bort igjen. For der er ikke råd sålænge det står på. Du lider ved det, men jeg tør dø på, at jeg lider mest selv. Denne gang vilde det hjulpet mig hvis Du om eftermiddagen efter frokosten havde sagt bare ét godt ord til mig, men det gjorde Du ikke.
Forsøg det nu når jeg kommer, jeg har det så ondt. Jeg tror at jeg elsker Dig, selv da når jeg går med denne forstyrrelse indeni mig.
Ja, jeg kan ikke skrive mere. Jørgensen tar afsted og har lovet at besørge brevet.
Din Amalie



1902

Stort sett opphører brevvekslingen etter separasjonen i slutten av 1899; eller rettere sagt, det finnes nesten ikke noe brev som ser ut til å ha overlevd. Men blant Amalies papirer på Det kongelige bibliotek finnes det ett brev fra 1902 som ikke er adressert til noen, hvor det går klart fram fra innholdet at det må være til Erik. Det handler om Eriks nevø Tyge Skram, sønnen til William, og det er fortsettelsen på en lang historie om en gutt som har mislykkets i gjentatte forsøk på å finne et arbeide som han trives med. Han har i temmelig lang tid flakket omkring og lånt penger hvor han kunne, særlig fra sin onkel Tyge i Le Havre (se bl.a. brev 580, note 4, og brevene fra Tyge Skram den eldste og Tyge C. Skram den yngste til Erik på KB). Det finnes ikke noe brev fra Tyge til Erik som forteller om lånet fra Amalie, men nok om lignende tilfeller til å sannsynliggjøre det. Tyge reiste til slutt tilbake til USA og slo seg ned der (iflg. hans siste brev til Erik i 1909).
Brevet gjør det klart at Amalie, som fremdeles bodde i Klassensgade, ikke hadde bedre råd nå enn tidligere, men ellers forteller det ingenting verken om Amalies eller om Eriks situasjon på denne tiden.

598. Amalie til Erik

Ø Klasensgade 11
10/1/1902
Noget, jeg forleden dag opleved' foranlediger mig til at bebyrde Dem med dette brev.
Det angår hr. Tyge Skram, Deres brorsøn.
Det som er kommen hr. Tyge Skram og mig imellem er følgende:
Ifjor – vistnok ganske omtrent på disse tider, da hr. T.S. en formiddag kom op til mig, spurgte jeg ham uopfordret, om han ikke vilde låne 200 kr. af mig. Jeg havde længe tænkt derpå, da både han og hans hustru – uden at de havde klaget sig – på mig havde gjort indtryk af, næsten at lide nød. En gang, nogle måneder iforvejen havde han i et brev, der undskyldte deres borteblivelse (uden afbud) til et lidet selskab hos mig, skrevet at grunden hvorfor de ikke kom var den, at han havde pantsat sit sorte tøj, og at Ellen ingen selskabskjole havde. Hvilket brev rørte mig så dybt, at jeg sad og gråd over det. Jeg vidste desuden også gjennem en anden sørgelige ting angående deres økonomiske forfatning. Dengang havde jeg nogle 100 kr., og det har altid gået mig slig, at jeg har følt mig dreven og tvunget til at hjælpe medmennesker såsnart jeg på nogen mulig måde kunde. Dengang han – uden synderlig ialtfald tilsyneladende taknemmelighed – modtog disse 200 kr – jeg havde jo også på andre måder hjulpet dem før – sa' jeg til ham at han vistnok, hvis det kneb for dem godt kunde få låne mere. Jeg kunde ikke andet. Jeg måtte. Han så ud som en, der sulted. Men så to dage efter blev jeg nødt til at låne en anden, der står mig nær 200 kr. Hvilke penger jeg forresten punktlig og til fastsat tid i 2 portioner har fået tilbage.
Da skrev jeg straks til hr. T.S. og sa' at jeg umulig kunde låne ham mere fordi at o.s. v. Tolv dage efter får jeg et brev fra hr. T.S. hvori han temmelig nonchalant ber mig om et lån på 150 kr. Jeg blev forbløffet; der stod i hans brev at jeg skulde få pengene tilbage om 14 dage. Efter en dags betænkning svarte jeg ham, at jeg, hvis det var aldeles sikkert og vist at jeg fik pengene tilbage, om 14 dage, så vilde jeg ta' de penge, der stod i min bankbog, og skulde bruges til huslejen og låne ham. Jeg skrev da bestemt, at jeg måtte have dem tilbage, da jeg ellers selv blev nødt til at låne. De 200 kr. havde jeg sagt, han kunde betale mig tilbage når og på hvilken måde, det passet ham.
Hans svar kom øjeblikkelig, og det lød at jeg aldeles sikkert og vist skulde få de 150 kr. tilbage senest inden 14 dage. Han belagde i brevet dette ord senest med mange talemåder. Tiden gik imidlertid, og efterat jeg flere gange havde skrevet til ham og spurgt efter pengene, som jeg skulde og måtte ha' fik jeg 70 kr. og har til dato ikke fået mere. Foruden de 70 kr. fik jeg også et langt modbydeligt brev, fuldt af ækle, svulstige fraser, og hvori han anklager sine nærmeste og sin familje fordi de «aldrig har rakt ud en lillefinger for at hjælpe mig». Derpå svarte jeg tilbage og sa min mening om al hans færd, om hans grænseløse letsindighed ved at gifte sig, om hans svimlende utaknemmelighed, når han kunde sige at ingen af hans slægt have rakt ud en lillefinger o.s. v. Jeg minded ham om hvad både De og alle de andre havde gjort for ham for at holde ham oppe og hjælpe ham ivej. Derimod nævnte jeg intet om hans skandaløse opførsel hos hr. Christensen, hans sidste principal, den opførsel der førte til at han kom bort, og hvorom han naturligvis troede, at jeg intet vidste. Det skyldes også et tilfælde at jeg her ved besked.
Efter at jeg havde fået de 70 kr. skrev jeg gjentagne gange til ham, og sagde at jeg til april måtte have de resterende 80. De 200, som sagt, tænkte jeg ikke på. Intet svar. Tilsidst skrev jeg at hvis han ikke engang gad svare mig, overgav jeg sagen til min sagfører. Intet svar. Så en måneds-tid før jul tror jeg – gik jeg med brevene og sagen til min sagfører. Men har naturligvis ikke sét et øre.
Dette er historien i sin rene og nøgne sandhed. Da jeg ved, at han fremstiller den anderledes, fandt jeg det rigtigt at en af hans familje skulde kjende den. Heldigvis kan jeg ved hans breve dokumentere sagens rigtighed.
A. Skram
[Tilføyelse på første side]:
Jeg har skrevet i rasende fart. Undskyld!



Appendiks I

Eriks udaterte notater om Amalies innleggelse på Københavns Kommunehospital i 1894.k2478

Ved min første Samtale med Pont.k2479 efter min Hustrus Indlæggelse på 6te Afdeling ytrede han kun i almindelige Ord, at hun havde været urolig ved Indlæggelsen, og at det ikke kunde nytte jeg forhørte mig ang. hendes Befindende før efter nogle Dages Forløb. Han klagede over alle de Sager hun havde ført med sig. Og havde sendt tilb. indtil de mindste Toiletsager. Om Besøg kunde der ikke være Tale. Det galdt for ham at vinde Patientens Tillid.
Ved min anden Samtale, der som den første var kort og uden egentl. Spørgsmål fra P.'s Side benyttede han Udtrykket, at min Hustru var meget syg. Jeg tror det var da jeg spurgte, om han havde læst noget af min Hustru, og han svarte nej og jeg tilbød at låne ham de for hendes Talent mest betegnende Bøger (Forrådt og Agnete). Om at min Hustru holdtes i Celle fik jeg ingen Underretning, overhoved var P. tilknappet, om end høflig og tilsyneladende rede til at svare. Ved samme Lejlighed udtalte han dog Ønsket om fra min Hånd at få en skriftlig Fremstilling af min Hustrus mentale Tilstand og af Familjemedlemmernes.
Ved tredje Samtale to Dage efter sagde han, at min Hustru var sindssyg. Derom ingen Tvivl. Formen var Manglen på Herredømme over Følelseslivet. Og næsten som om det kom som en Indskydelse i Øjeblikket udtalte han, at min Hustru burde indlægges på Sct Hans. For et langt Ophold. Et År mindst. Det halve År vilde gå hen under energisk Protest. Så vilde hun falde til Ro og efter Årets Udløb vilde hun forlade Hospitalet helbredet og med Taknemlighed i Hjærtet. – Helbredet? Hvad vilde det sige? Hun vilde da have lært at indordne sig under de Forhold, hvorunder hun levede, have lært med et Ord: åndelig Disciplin. – Hvorledes skulde det gå til? Ja det var hele Hospitalsopholdet, der voldte det, den Tvang, som dette pålagde Patienten. – Altså Prof. mener, at man ad denne rent mekaniske Vej kan frembringe en sådan Virkning? Upåtvivleligt. Derpå havdes mange Eksempler. – Og Prof vilde garantere et godt Udfald? – Sikkert. Men det hastede ikke at tage Beslutning. Foreløbig vilde han beholde hende på sin Afdeling. Det vilde hun have bedst af. Det var vist da at Tilladelsen til det nødvendige Tøjs Indbringelse på Hospit. blev givet. Lizzies forskellige Besøg ved Døren.k2480 Tilladelse til at skrive under Betingelse af, at han læste Brevet, og at intet foruroligende eller ophidsende måtte stå i Brevet.
Samtalerne fortsattes med den standige Meddelelse, at Tilstanden var uforændret snart hed det sig, at hun havde det mindre godt, snart, at nu var hun rolig. Som tilfældig fremkom Ytringer om Søvnløshed og senere om at min Hustru havde klaget over Neuralgier – Hvor? I Tænderne. Vi har tilbudt at trække Tanden ud. Det vil hun ikke.
Pludselig en Dag fremkom i hård, næsten hånlig Tone: deres Hustu er flyvende gal.
Prof's Ord om de Bøger, han kun delvis havde kigget i, uden Spor af virkelig Opfattelse.
Efter Indvilgelsen i at overflytte min Hustru til Sct. Hans en for mig ubegribelig Sendrægtighed – vist tre Ugers Opsættelse. Så en pludselig Beslutning med Angivelse af, at 2den Pleje burde vælges. Første Pleje benyttede kun rige Folk. Forskellen bestod i unødig Luksus. En Samtale med min Hustru vilde han ubetinget fraråde.
Tidligere havde han fortalt, at hun ikke vilde læse mine Breve, havde kastet dem hen ad Bordet. Hendes Forbitrelse var i det hele stærkt fremtrædende. Denne Meddelelse om Brevet fremkom, da han trods min indstændige Anmodning havde ladet et som jeg mente vigtigt Brev henligge henved et Døgn.
Det var mig, der talte i Samtalerne, han gav kun få korte Repliker til bedste, sjælden fast formede Spørgsmål.
Denne tarvelige Herre!



Appendiks II

Notater og lapper omkring skilsmissen

Disse forskjellige notatene finnes på små lapper som ligger spredt blant Eriks papirer på KB (NKS 4501, 4°. Forskellige optegnelser, kps. 18). Jeg har delt dem opp i tre bunker:
A) er skrevet med Amalies håndskrift på baksiden av noen papirer med Eriks stenograferte referater fra Rigsdagen. De ligger sammen i en konvolutt med «Hjærtesuk» skrevet på utsiden (av Erik?)
B) er skrevet med Eriks håndskrift på fire sammenhengende lapper. De er nummerert, men ikke datert.
C) er også skrevet med Eriks håndskrift, men spredt omkring i papirene og ikke datert (bortsett fra den første). Det er ikke mulig å bestemme i hvilken rekkefølge de ble skrevet.

A) Skrevet av Amalie

Det er det sidste forsøg på at tro på at der endnu er en fremtid for mig, der har givet mig kraft til at skilles. Hvis jeg havde givet efter for den ofte gjenkommende følelse af at potten var ude, så havde jeg taget mit kors på mig og var blevet i ægteskabet. Det har tæret al min kraft for jeg har sat alt ind på det. Og når jeg i den senere tid er flygted, så har det været uden tro uden begejstring uden følelse af at ny fremtid var mulig. Jeg har været hunden, lukket inde i envilje til at gjøre dette ene til det virkelige liv, godt, fint.
– – – – – –
Lørdag nat
[i margen: Schandorphs aften i samfundet]
Her sidder jeg med alle tankerne hos Dig.
Hvad har det dog været for en uudholdelig aften!
Jeg tænker nu måske mest på det Du fortalte om hvad der var bleven sagt om Dig.
Min egen tillidsfulde ven, Det er det, der er så vanskeligt at lære at man skal indrette sit væsen efter slet selskab – de, der sætter den onde, dumme gemene forklaring til ens ord – og ikke efter det gode man en af hundrede gange møder. Hvor alt er en stor tragedie! Kunde vi dog ikke komme til at tale sammen snart igjen?
De tusinde ting, vi nu skulde have sagt hinanden!
Mit blækhus er borte, derfor skriver jeg med blyant. Hvor gjerne vilde jeg nu sendt Dig en hilsen, som Du skulde havt imorgen.
– – – – – –
Jeg tror ikke, hun er af et så ædelt stof. Men derfor elsker jeg hende ikke mindre. Men det er liksom min lidelse nu er den, jeg ejer. Jeg er alene. Forrige gang var min følelse altid ude efter hendes tilstand, hendes fornedrelse.
– – – – – –
Jeg har jo levet livet i mange år uden kjærlighed – hvorfor så ikke nu. Jeg havde glemt den følelsenes salighed, dens ubegribelige håbfuldhed, dens frugtbarhed, dens mod.
Nu er det forbi med mit egentlige liv.
Jeg havde sagt og tildels troet for jeg erfarede jo ikke andet at kjærlighed til ens barn var det højeste. Det er ikke sant.
Det forfærdelige at slukkes
– – – – – –
Den usigelige hengivenhed Hvis man kunde lade være at tænke på det
Disse nagende tanker.
Men altså jeg med min erfaring: kun forsøg på glemsel, ikke denne ungdoms ærbødighed for sorgen
– – – – – –
Hun, der var alle mine tankers gjenstand, min lidelses alfa og omega har været hos mig og har talt om sine sorger, forklaret mig sit indres sønderrevethed, hvori også jeg spiller en rolle, og jeg er rolig.
Var det fordi hun sagde at hun ikke følte attrå til mig?
– – – – – –
Det er det, som holder mig tilbage nu – at giver jeg mig hen i min elskov betyder det, at jeg vil give alt mit Liv, min Id, alle mine tanker – og det er det jeg ikke vil, ikke kan.
Jeg er dømt til at skulle leve halvt herefter
– – – – – –
Den uhyre medlidenhed med mig selv
Alle de tanker og følelser som nu intet liv kan få. Hele den tilstand af stort og følt liv som udebliver
I gamle dage var det – jeg mener første gang jeg elskede den uendelige medlidenhed med hende. Nu er jeg helt anderledes egenkjærlig. Jeg tænker på mig selv.
Måske elsker jeg ærligere nu.
Eller ligger det i at hun ikke er i så dårlige forhold.
Jeg svømmer ikke hen i de ømme tanker for hende
– – – – – –
Jeg har ikke følelsen af at Du giver Dig helt hen
Vilde Du det, hvilken forglemsel, hvilken henrykkelse
Å men jeg indser alle mine forbeholds, alle mine forsigtigheders hæmmende virkning Jeg har – mærkelig nok tror jeg – har forudsat at Du vilde give bestandig – –
– – – – Kunde vi ikke nærme os hinanden og så tale os fra hinanden?

B) Skrevet av Erik

1) Da jeg var ung og led min første Kval i Kærlighed, levede jeg den igennem hårdnakket våndefuld.
Nu prøver jeg på at drikke den bort.
Jeg drikker, og det hjælper, jeg får vidtløftige Tanker, der svæver vidt om, og så kommer de pludselig tilbage til Smærten, sætter sig som sorte Fugle på dens Græne og skriger
Jeg har det forfærdelig ondt
Jeg drikker for at kunne sove
Hun har jo evindelig Ret i hvad hun har gjort. Hun følte Kulde den Gang jeg sejerstolt troede, hun var min.
Det var Nemesis, for da elskede jeg hende kun dårligt.
Nu elsker jeg hende godt og nu er det for sent.
Kunsten for mig er at blive af med hende. Men det kan jeg ikke. Jeg tænker på hende jeg vil meddele mig til hende
Min Kærlighed er en Lidelse
Og ret beset er hele Livet det samme –: en Lidelse
Mit hele Liv har været en Komedie – Tiden imellem de to Kærligheder.
2) Den uhyre Medlidenhed med mig selv.
Alle de Tanker og Følelser som nu intet Liv kan få. Hele den Tilstand af stort og følt Liv som udebliver.
I gamle Dage var det – jeg mener første Gang jeg elskede – den uendelige Medlidenhed med hende. Nu er jeg helt anderledes egenkærlig. Jeg tænker på mig selv
Måske elsker jeg ærligere nu
Eller ligger det i at hun ikke er i så dårlige Forhold
Jeg svømmer ikke hen i de ømme Ønsker for hende
Jeg tror ikke så støt så usvigeligt på hende
Jeg har set for meget jeg tror at hun er af et mindre ædelt Stof. Men derfor elsker jeg hende ikke mindre
Men det er ligesom min Lidelse nu er den jeg ejer. Jeg er alene – Forrige Gang var min Følelse altid ude efter hendes Tilstand, hendes Fornedrelse
3) Jeg har jo levet Livet i mange År uden Kærlighed – hvorfor så ikke nu.
Jeg havde glemt den Følelses Salighed. Dens ubegribelig Håbefuldhed, dens Frugtbarhed, dens Mod
Nu er det forbi med mit egentlige Liv
Jeg havde søgt [sic] og tildels troed – for jeg erfarede jo ikke andet – at Kærlighed til ens Barn var det højeste. Det er ikke sandt.
Dette forfærdelige at slukkes.
4) Det er det sidste Forsøg på at tro at der endnu er en Fremtid for mig der har givet mig Kraft til at skilles. Hvis jeg havde givet efter for den ofte genkommende Følelse af at Potten var ude så havde jeg taget mit Kors på mig og blevet i Ægteskabet
Det har tæret al min Kraft for jeg har sat alt ind på det.
Og når jeg i den senere Tid er flygtet så har det været uden Tro uden Begeistring uden Følelse af at en ny Fremtid var mulig. Jeg har været Hunden lukket inde i en Vilje til at gjøre dette ene til det virkelige Liv. Godt fint.

C) Skrevet av Erik

Den 2. Sept 1896
Dagen endog ualmindelig fredelig. Sød var den i Morges og hyggelig stille. Nu Kl 11 ½ Aften pludselig:
Jeg vil ha' det røde Flor over mig imorgen, når jeg dør. Hører Du det?
Ja.
(Går)
(Småen havde hun ladet klæ' sig af for åbne Vinduer og fremdeles sove på samme Måde uden at lægge Mærke dertil. Åbne Vinduer har i denne Tid været hendes Skræk. Hun har ordnet i sine Skuffer i nogle Aftentimer)
Hun knælede foran mig med Hovedet på mine Ben og græd, så jeg følte Væden igennem Benklæderne
Tag mig til Nåde
Vent!
Nej jeg vil ikke vente. Tag mig til Dig nu. Skriv til den anden, at Du holder mere af mig.
Jeg har ikke Følelsen af at Du giver Dig helt hen
Vilde Du det hvilken – Forglemsel hvilken Henrykkelse
Å, men jeg indser alle mine Forbehold alle mine Forsigtigheders hæmmende Virkning
Jeg har – mærkelig nok tror jeg – har forudsat at Du vilde give bestandig
Jeg tror jo ikke på noget tilsvarende hensygnende evindelige vedhængende – men måske er det netop det, Du har ment
kunde vi ikke nærme os hinanden og så tale os fra hinanden
Jeg sidder i en Undren over mig selv.
Jeg har følt den stærke Lidenskabs Pust midt inde i mit inderste Selv nu for nogle Dage siden – og nu er der Vindstille i mig.
Hun, der var alle mine Tankers Genstand, min Lidelses Alfa og Omega, har været hos mig og har talt om sine Sorger, forklaret mig sit Indres Sønderrevethed, hvori også jeg spiller en Rolle – og jeg er rolig.
Jeg tror det ligger i at jeg er for langsom. Jeg fattede ikke, mens hun var hos mig hendes uendelige Fjærnhed
Men hun vækkede ikke hos mig den uendelige Attrå jeg for to Dage siden endnu har følt
Er det fordi hun sagde, at hun ikke følte Attrå til mig?
Ved det evige Tagdryp af voldelig Misforståelse har jeg vænnet mig af med at forme mine Følelser. De skal dog plaskes ned af tunge Dråber.
Jeg er uforberedt i næsten alle Situationer, eller forberedt på at tage dem så flygtigt og ligegyldigt som muligt.
Jeg har ikke nogen Mening længer.
Der var en Tid, hvor jeg havde Medlidenhed med mig selv. Det har jeg ikke engang mere.
Jeg sidder hjemme, skønt jeg skulde i Teatret og havde lovet gode Venner at være sammen med dem der. Og jeg gør det, fordi jeg frygter for den Følelse, der griber mig, når jeg ude fra gode Forhold vender hjem.
Denne Angst for, at hun skal komme over mig med hæslige Ord, er mindre pinlig, når mit Øre ikke umiddelbart i Forvejen har hørt andet.
Under hjærteskærende Hulken og uden at mærke, at jeg er til Stede:
Hvem er de mange, som har været her?
Hvorfor er her ikke tændt Lys i alle Stuer, som jeg havde det i gamle Dage?
Når Dagslyset kommer, vælter Sorgen ind over mig igen.
På Kirkegården er der tre Grave, dèr har jeg med Fingrene gravet mine Minder og mine to små Brødre op.
Hvis der er en Gud, beder jeg Dig hjælpe mig, at jeg kan stå som et Menneske og ikke sørge alt for meget. Jeg har lidt nok.
Ingen, ingen kan hjælpe mig!
Ham kan jeg ikke få tilbage igen.
Hvis jeg kunde rejse mig fra alt dette og sige: Du har sørget nok, bliv Menneske.
Jeg er så sulten.
Nu ligger han i sin Grav. Alle døer.

Jeg giver mig til kende: Nej er du dèr, hvordan er Du kommen? Hun trykker glad min Hånd ind til sit Bryst
Jeg har ikke Magt over Dig
Du elsker mig ikke
Jeg river Dig ud af mit Hjærte

Jeg har ikke Mod til at sige, at om Du gav Dig hen under mit Herredømme vilde der blomstre Roser for din Fod.
Det er det, som holder mig tilbage nu –, at giver jeg mig hen i min Elskov, betyder det, at jeg vil give alt, – mit Liv, min Id, alle mine Tanker og det er det jeg ikke vil, ikke kan.
Jeg er dømt til at skulle leve halvt herefter.
En Natur, man ikke kan stole på, er det umuligt at slutte sig til, end sige elske
Jeg har aldrig i Kærlighed været skinsyg. Jeg vidste jo, at jeg gav mere end andre Mænd kunde give, at Lykken var fast knyttet til min Person.
Og jeg selv var uvægerlig trofast
Han kommer og ser hende endnu syselsat ved Borddækning
Nej, min sødeste Ven, har Du travlt endnu! Nu troede jeg Du kunde hvile Dig inden de fremmede kom.
Ak nej!
Men hør min lille Pige, de Blomster og grønne Grene på Foglietterne er for lange. Man kan ikke skænke af dem.
Skal Du nu komme og ødelægge min Glæde. En yndig Mand!
Hun slår til Blomsterne så de tildels knækkes.
Han havde hjulpet til i Huset hele Dagen og havde lagt sig en halv Time for Hovedpine, men var gentagne Gange blevet forstyrret – en Gang af hende.
Klokken er næsten 3 Nat. Jeg er stået op, fordi jeg umulig kunde sove. Her er koldt i min Stue, jeg sidder i Vinterfrakke med en Plaid om Benene. Det værste er imidlertid, at min Søvnløshed har smittet min lille Pige. Jeg gik i Seng Kl.11 mest for hendes Skyld. Hun var vågen, og jeg vidste, at hun lå og ventede på mig. Da jeg følte, at jeg ikke hurtig vilde falde i Søvn, skønt jeg var træt fra ringe Søvn den foregående Nat, lod jeg Lampen brænde og læste. Den Scene kender Småen og plejer at falde rolig i Søvn under den. Det skete ikke i Aften. Så slukkede jeg Lampen, men begge lå vi og vendte og drejede os – jeg med Hjærtebanken (noget jeg ellers kun har sporet en eller to Gange før) og under lange Forsøg på at lade som jeg sov for ikke ved min Uro at holde hende vågen – alt forgæves. Så Kl 1½ tændte jeg Lampen på ny, snakkede lidt med Småen og læste på ny. Lige urolig var hun. Jeg listede mig da ind i Spisestuen, hentede Chokolade og lod hende spise, mere og mere vågen blev hun og mere og mere tilbøjelig til at snakke «Ole Lukøje vil ikke komme til mig i Nat, Pappa.» Så stod jeg endelig op og håber nu på, at hun i Ensomhed skal falde i Søvn. Jeg fortalte hende, at jeg blev oppe til Klokken 6 for at hun ikke skulde gøre mig den Spas at ligge og vente på min Tilbagekomst.
Men Situationen her inde i den iskolde Stue er temmelig uholdbar.
De andre Aftner siden hin Mandag Eftermiddag har jeg pøset mig fuld af Wisky og er nogenlunde hurtig falden i Søvn for så at vågne to tre Timer efter. I Aften har jeg ikke gjort det. For idag ‹…›k2481



Slektstavler





Illustrasjon

Illustrasjon

Illustrasjon



Ordliste

Særnorske eller dialektpregete ord fra Amalies brev:
101 er ude: spillet er tapt (fra kortspil)
ank: nervøsitet, bekymring
anke mig: klage, jamre
balt (jeg har balt så, at jeg sidder med sved på næsen): kæmpet
benauet (om søsyge): kvalm, nødlidende
bent: direkte, med en gang
blouthed: blødhed, fugtighed
blåst (det kan være vel blåst): det er lige meget
brandbøtte: brandspand
brouljeret: blevet uvenner
bræt (legge brett på): lægge vægt på, hæfte sig ved
bærge: bjærge, beskytte, redde
dille på (så diller jeg på igjen): løbe, trave
dilte: lunte, slentre
dilte etter: følge slavisk, rende i hælene på
do: w.c., toilet
dravat: voldsom, pludselig uvejr; hård tørn
drølete: sendrægtig, træg
dur: stærk, ensformig støj
dusten (ikke dusten): overhovedet ikke
eg e så lei: jeg er så ked af det, så træt af det
elsk (kasted sin elsk på mig): kærlighed
endebent op: ret op
fang: skød
fejg (du må være fejg – om at gå uden frakk i kulden): du er dødsens
filleby: en ubetydelig, uinteressant by, en flekke
filleri: ubetydelighet, bagatell
fillete: pjaltet, laset
fjeldknaus: fjeldknold
fjerding: 2,8 kilometer
fjælebods væsen: juks; forloren stads
fjøs: kostald
fladseng (ligge på fladseng): ligge på gulvet
flink: flittig, dygtig
folke sig (temperaturen er begyndt at folke sig): det er værd å gå ud i
foreferd: varsel
forestillinger: indvendinger
forkavet: overanstrengt, udkørt
forloren: a) fortapt; b) kunstig
forranglet: fordrukken
forværks (forværks kåbe): pelsforet
foss: vandfald
frægt (det var ikke noget videre frægt brev): ikke særlig fremragende
fælen: forskrækket, forskræmt
gå med underfundighed: være ikke til at stole på, utroverdig
gjild: flot, dejlig
gjæte: vogte på
gjøre av noen: bryde sig om, holde af
gløgg: skarpsindig, intelligent
gløtte på: åbne på klem
gnål: klynken
gnauseri: gnieragtighed
greier: saker, ting; rare greier: merkelige ting
gufs: vindpust
gørrende lei: led og ked
halvfylla (i halvfylla): halvfuld
harske sig: ærgre sig
havenes (ikke havenes): umulig at beholde
helvedessten: sølvnitrat brugt som etsemiddel i medisinen
hipagtig (om en anmeldelse): ironisk
horten og storten (i horten og storten): i en fart
houg: bunke, dynge
hverken huggen eller stukken (om noens forlovelse): ikke endelig afgjort
hvidvejs: hvid anemone
hyssing: snor
hæsje: halmtørrestativ
høsåte: lille høstak
håndsame: håndtere
ilske: indædt hidsighed eller vrede
jammen: sandelig
juleklap: julegave
«jytelandet»: Danmark
kaks: storbonde, velstående mand
kar: mand, fyr
karjol: tohjulet fjedervogn
kaut: kæphøj, overmodig
kav: jag, mas
kave: kæmpe, slås med noget
kavenes: ægte, uforfalsket
kjapp: kvik, rap
kjok: tyk
kjon: klodsmajor, stakkel, ynkelig person
klein: dårlig, skrøbelig
klus: vanskelighed, ubehagelighed
klusse: kludre
klæk: spinkel, svag
kløpper: dygtig person
krak: skammel, taburet
krangel: skænderi
krim: katar, snue
kulse: blæse koldt
legert: overfladisk
lei: ked, utilfreds, træt
leven: morskab, sjov, ballade
ligfald: epilepsi
ludfisk: klipfisk, tørfisk udblødt i fortyndet lud
lugar: kahyt
lugge: rykke i håret
læmster: stiv, øm i kroppen
låk: skrøbelig, svag
mak: orm, larve
marjarligt (marjarligt langt vekke): forfærdelig
marken (i marken): ude, ude at gå
masete: plagsom
minke: blive mindre
morsk: bister, barsk
musk: støvregn
nedfor: syg, medtaget
optørket sødbrød: dårlig, illesmagende kage
overhændig: overvældende
patent: førsteklasses
pig: veloplagt
pjongse (jeg pjongser efter så godt jeg kan): vakle, sjoske (et selvlaget ord?)
plag: tøj
pokkenholt (pochenholz): ved af guajaktræ
prangen: smøgen, gyden
prippen: snerpet
promp: prut
pulsvante: fingerløs vante
putre: pludre, småsnakke
rangel, rangleri: fest, druk, svir
rar: mærkelig, sær
ri (han får den rien på seg): heftigt anfald, raptus
rikke sig: flytte sig, røre sig af pletten
rive i: spendere
rugde: skovsneppe
russeærter: små grønærter
rædded (du rædded dig derhen): du tog derhen alligevel
røi: tjur, urfugl
røre (så fuld som et røre): så fuld som en allike
sau: får
sedate: sindig, rolig
sinnetag: arrigtrold
sint: vred
skedevand: salpetersyre
skjivred: skælvede
skjæld: muslingeskal
skjældne: enestående
skodde: tåge
skure (å la det skure): lade det gå sin (skæve) gang
skvat til (å skvette): fare sammen af skræk
skydsgutten: mand som befordrer rejsende med hest og vogn
slampet: slap
sleppe sig ned: lægge sig ned
slubs: slud
slusk: en doven fyr
smale: får
smittel og smule (hver): hver snus, rub og stub
smug: smøge
snau: ubevokset, bar
sneklake: tynd isskorpe
snetykken: tæt snefog
snippelig: kneben, kort
snodig: pudsig
snør: snot
snøt (alle gik snøt iseng): lettere beruset
speciedaler (spcd): til 1873 norsk møntenhed, svarende til ca. 4 kroner
sprinkeldør: tremmedør
spræng: stærkt pres
stagge: standse, stoppe
stakker: stakkel
stel: pasning
stuver: mand der laster gods
styggeting: styg, væmmelig person
stø (jeg er stø om): sikker
surpet (sørpet): sjappet, opblødt
surstof: ilt
sutre: klynke, pylre
svabbe: plaske, søle, skvulpe
syte: klage, jamre
søle: rode, drive tiden væk
tilstelt (en dame var styg og tilstelt): overpyntet
tiur: urfuglehan
tralle: tipvogn
trompete: tvær, mut, sur
træge på: angre, fortryde
træsk: besværlig, tung
tusser: idioter
tusset: tåbelig, tosset
tutle sig: gå i seng
tutle sig ind i: rode sig ind i
tærge: drille, udfordre
tønder: kvas, brændstof til optænding
tøt (tyte): tudet, jamret
ubekvem materie: vanskelig opgave
udskjæmt: fordærvet, forkvaklet, forkælet
ustødt: usikker, vaklende
vanke hos noen: besøge dem ofte, være der næsten daglig
vanne (barnesprog): tisse
vase: vrøvle
vasse: vade, plaske
vassen: våd, vandagtig
vindøge: vindu
vorre: bekymre sig om



Bibliografi: Amalie og Erik Skrams verker

(Listen inneholder noveller og fortellinger trykt i aviser og tidsskrifter, men ikke anmeldelser og korte artikler.)
KB: Det kongelige Bibliotek, København
NBO: Nasjonalbiblioteket, Oslo
UBB: Universitetsbiblioteket, Bergen

Amalie Skram

(Se også Liv Glasser: «Amalie Skram-bibliografi», i Elisabeth Aasen (red.): Amalie – «Silkestrilen sin datter», Pax Forlag, Oslo 1996, s. 15–204.)
Utgitte bøker/noveller
«Madam Høiers lejefolk.» Fortelling. I Nyt Tidsskrift 1882, s. 557–70.
«Constance Ring. Fragment.» I Tilskueren 1884, s. 934–49.
Constance Ring. Roman. Huseby, Kristiania 1885.
«Karens Jul.» Fortelling. I Politiken, julenummer 1885.
«Bøn og Anfægtelse.» Fortelling. I Tilskueren 1886, s. 346–87.
«Knut Tandberg.» Fortelling. I Tilskueren 1886, s. 853–911.
Om Albertine. Pamflett. Huseby, Kristiania 1887.
Sjur Gabriel. Roman. Salmonsen, København 1887.
To Venner. Roman. Salmonsen, København 1887.
Lucie. Roman. Schubothe, København 1888.
«Bobler». Fortelling. I Ny jord 1889, s. 24–42, 97–116.
Fjældmennesker. Lystspill i fire akter. Av Amalie og Erik Skram. Schubothe, København 1889.
S.G. Myre. Roman. Schubothe, København 1890.
Børnefortællinger. Schubothe, København 1890.
Kjærlighed i Nord og Syd. Noveller (inneholder «Bøn og anfægtelse», «Knut Tandberg», «Fru Inés»). Schubothe, København 1891.
Forraadt. Roman. (Bindet inneholder også «Madam Høiers lejefolk», «Karens Jul», «In Asiam profectus est».) Schubothe, København 1892.
Agnete. Drama i tre akter. Schubothe, København 1893.
«Sommer.» I Julebogen, Kihl og Langkjærs forlag, København 1894.
Professor Hieronimus. Roman. Gyldendal, København 1895.
«Memento Mori.» I Tilskueren august 1895, s. 584–88.
På Sct. Jørgen. Roman. Gyldendal, København 1895.
«Majkaland.» I Politiken, julenummer 25/12/95.
«Glæde.» I Tilskueren august 1896, s. 579–86.
«Post Festum.» I Tilskueren november-desember 1896, s. 823–39.
«Det røde gardin.» I Tilskueren mai 1897, s. 388–90.
Afkom. Roman. Gyldendal, København 1898.
Sommer. Fortellinger (inneholder «Sommer», «Memento Mori», «Glæde», «Post Festum», «Det røde gardin», «En rose»). Gyldendal, København 1899.
Julehelg. Roman. Gyldendal, København 1900.
Landsforrædere. Pamflett. Gyldendal, København 1901.
Mennesker. Ufullendt roman. Gyldendal, København 1905.
Samlede værker. Bd. 1–9. Gyldendal, København 1905–07.
Samlede værker. Mindeudgave. Bd. 1–3. Gyldendal, København 1911–12.
Samlede verker. 3. utgave. Bd. 1–5. Gyldendal, Kristiania 1924.
Samlede verker. 4. utgave. Bd. 1–6. Gyldendal, Oslo 1943.
Samlede verker. 5. utgave. Bd. 1–6. Gyldendal, Oslo 1976.
Samlede verker. 6. utgave. Bd. 1–7. Gyldendal, Oslo 1993.
Mellom slagene. Brev i utvalg ved Eugenia Kielland. Aschehoug, Oslo 1976.
«Og nu vil jeg tale ut»–«Men nu vil jeg også tale ud». Brevvekslingen mellom Bjørnstjerne Bjørnson og Amalie Skram. Red. Øyvind Anker og Edvard Beyer. Gyldendal, Oslo 1982.
Optimistisk Læsemaade. Amalie Skrams litteraturkritikk. Gyldendal, Oslo 1987.
Utrykte manuskripter/brev
4 kapsler på KB (NKS 3823, 4°) som bl.a. inneholder:
«Nina». Skuespill i tre akter.
«Gjæld». Skuespill i fire akter.
«Bærme». Fortelling.
«Ruskveir». Fortelling.
«Uf ja, hvad er det dog!»–kladdefragment, fortsettelse av Afkom.
Forskjellige usorterte kladder
Brev til Amalie Skram fra bl.a. Ane Cathrine Achen, Herman Bang, Bjørnstjerne Bjørnson, Edvard Brandes, Georg Brandes, Camilla Collett, Holger Drachmann, Arne og Hulda Garborg, Knut Hamsun, Valdemar Irminger, Alexander Kielland, Bertha Knudtzon, Jonas Lie, Henrik Pontoppidan, Sophus Schandorph, Fritz Thaulow, Magdalene Thoresen, Gustav Wied (KBs brevsamling, NKS 4499, 4°).
Brev fra Amalie Skram til bl.a. Herman Bang, Edvard og Georg Brandes, Holger Drachmann, Frederik og Jacob Hegel, Viggo Hørup, Peter Nansen, Martinus Galschiøt, Sophus Schandorph (KBs brevsamling, forskjellige).
Brev til Amalie Skram fra bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson, Camilla Collett, Arne Garborg, Aasta Hansteen, Jonas Lie, Vilhelmine Ullmann (NBOs brevsamling).
Brev fra Amalie Skram til bl.a. Herman Bang, Bjørnstjerne Bjørnson, Arne og Hulda Garborg, Hans Kinck, Elisa Knudtzon, Jonas Lie, Peter Nansen, Johanne Rørdam f. Skram, Helene Sandberg, Johan Ernst Sars, Vilhelmine Ullmann (NBOs brevsamling).
Brev fra Amalie Skram til Viggo Hørup og Valdemar Irminger (Rigsarkivet, København).

Erik Skram

Utgitte bøker/noveller
Herregaardsbilleder. Fortælling af Henrik Herholdt. Gyldendal, København 1877.
Gertrude Coldbjørnsen. Roman. Gyldendal, København 1879. (Ny utgave red. Pil Dahlerup, Dansk klassikerserie, DSL, Borgen, København 1987.)
«Schwester Weleicka». Novelle. I Tilskueren 1884, s. 207–13.
«K'ivigtok.» Novelle. I Tilskueren 1885, s. 735–46.
«Sønderjylland.» I M.L. Galschiøt: Danmark – i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere. København 1887. Trykt særskilt som Hinsides Grænsen. Erindringer fra Sønderjylland. P. G. Philipsens Forlag, København 1888.
Fjældmennesker. Lystspil i fire akter. Av Amalie og Erik Skram. Schubothe, København 1889.
Ungt Bal. Kærlighedsspil i tre akter. Gyldendal, København 1895.
Agnes Vittrup. Roman. Schubothe, København 1897.
Hellen Vige. Roman. Gyldendal, København 1898.
«Fra Slottet og Kasernen. Et Tilbageblik.» I Tilskueren I, 1920, s. 420–30.
«Selvbiografiske Optegnelser.» I Tilskueren I, 1924, s. 32–47.
Utrykte manuskripter/brev
Irene. Skuespill. København 1923.
Henri Becque: «Ravnene» (oversatt av E. Skram)
«Et teaterbesøg». Fortelling.
23 kapsler på KB (NKS 4501 4to):
I. Personalia (6 kps)
II. Manuskripter (8 kps)
III. Forskjellige opptegnelser (5 kps)
IV. Papirer vedrørende foreninger (2 kps)
V. Trykte sanger og lign. (1 kps)
VI. Avisutklipp og diverse.
Brev til Erik Skram (29 kps) fra bl.a. Georg og Ane Cathrine Achen, Herman Bang, Fritz Bendix, C. St. A. og Louise Bille, Bjørnstjerne Bjørnson, Edvard og Georg Brandes, Henrik Cavling, Holger Drachmann, Martinus Galschiøt, Arne Garborg, Gustav af Geijerstam, Knut Hamsun, Frederik og Jacob Hegel, Gunnar Heiberg, Viggo Hørup, Alexander Kielland, Christian Krohg, Jonas Lie, William Mollerup, Peter Nansen, Sigbjørn Obstfelder, Gustav Philipsen, Henrik Pontoppidan, Sophus Schandorph, Vera Spasskaja, August Strindberg, Frits Thaulow, Anna Tutein, Gustav Wied, Jakob With (KBs brevsamling, NKS 4500 4°).
Brev fra Erik Skram til bl.a. Otto Borchsenius, Edvard og Georg Brandes, Holger Drachmann, Martinus Galschiøt, Gustaf af Geijerstam, Frederik og Jacob Hegel, Axel Henriques, Peter Nansen, P. Fr. Rist, Marcus Rubin, Sophus Schandorph, Harald Slott-Møller, Frits Thaulow, Gustav Wied (KBs brevsamling, forskjellige).



Bibliografi: Sekundærlitteratur

Glasser, Liv: «Amalie Skram-bibliografi.» I Elisabeth Aasen (red.): Amalie silkestrilen – sin datter. Pax forlag, Bergen 1996, s. 151–204.
Ahrend Larsen, Merete: Folketeatret i 131 år. København 1907.
Amalie Skram-selskapets årbok. Red. Elisabeth Aasen, Yngvild Bøe m.fl. Bergen 1994, 1995, 1996, 1998, 1999, 2000, 2001.
Anker, Øyvind: Christiania Theaters Repertoire 1827–99. Gyldendal, Oslo 1956.
Aumont, Arthur: Dansk Teater-Aarbog 1889–97. Bd. 1–8. J. Jørgensen & Co., København 1890–97.
Aumont, Arthur og Edgar Collin: Det danske Nationalteater 1748–1889. Bd. 1–5. J. Jørgensen & Co., København 1896–1900.
Bang, Herman: Realisme og realister. København 1879.
Berg, Adolph: Bergen i gamle dage. Aschehoug, Oslo 1925.
Bergwitz, Joh. K.: Kongsberg som bergkoloni, bergstad og kjøpstad 1624–1924. Bd. 1–2. Grøndahl & Søn, Kristiania 1924.
Bjerkelund, Ragni: Amalie Skram. Dansk borger, norsk forfatter. Aschehoug, Oslo 1988.
Bjørby, Pål og Elisabeth Aasen (red.): Amalie Skram – 150 år. Senter for humanistisk kvinneforskning, Universitetet i Bergen 1997.
Bjørnson, Bjørn: Aulestad-minner. (1955) Aschehoug, Oslo 1973.
Bjørnson, Bjørnstjerne: Bjørnstjerne Bjørnsons brevveksling med danske 1875–1910. Bd. 1–3. Red. Øyvind Anker, Francis Bull, Torben Nielsen. Gyldendal, København og Oslo 1953.
Bonnevie, Maj Bente: «Den gifte kvinnen i det borgerlige ekteskap. Belyst ved fire ekteskapsromaner av Amalie Skram.» I Maj Bente Bonnevie m.fl.: Et annet språk. Oslo 1977, s. 40–68.
Bramsen, Bo: Politikens historie set indefra 1884–1984. Bd. I-II. Politikens forlag, København 1983.
Brandes, Edvard og Georg: Georg og Edvard Brandes' Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd. Bd. 1‑8. Red. Morten Borup og Francis Bull. København 1939‑43.
Brandes, Edvard: Litterære Tendenser. Artikler og anmeldelser. Red. Carl Bergstrøm-Nielsen. Gyldendal, København 1968.
Brandes, Georg:Det moderne Gjennembruds Mænd. Gyldendal, København 1883.
Brandes, Georg: Correspondance de Georg Brandes. Bd. 1–4. Red. Paul Krüger. DSL, København 1952–66.
Bredsdorff, Elias: Den store nordiske krig om seksualmoralen. Gyldendal, København 1973.
Bredsdorff, Thomas: «Passionens maske. Om Skrams Constance Ring». I Tristans børn. Gyldendal, København 1982, s. 121–42.
Bremer, Johan: En diktertragedie. En psykiatrisk patografi om Amalie Skram. Solum Forlag, Oslo 1996.
Buisine, Alain (red.): «Lettres d'écrivains.» Revue des Sciences Humaines No.195, 1984.
Burchardt, Carl: J. P. Jacobsen og andre essays. Oslo 1947.
Clausen, Julius og Torben Krogh: Danmark i Fest og Glæde. København 1935–6.
Dahl, Hans Fredrik m.fl.: Utskjelt og utsolgt. Dagbladet gjennom 125 år. Aschehoug, Oslo 1993.
Dahlerup, Pil: «Den kvindelige naturalist», Vinduet nr.2, 1975. s. 30‑37.
—: «Amalie Skram». I Kønsrolle i litteraturen. En antologi ved Hans Hertel. København 1976. s. 49‑58.
—: Det moderne gennembruds kvinder. Gyldendal, København 1984.
Dainard, J.A. (red.): Editing Correspondence. Garland Publishing, New York and London 1979.
Engberg, Hanne: En frigørelseshistorie. Margrethe Vullum 1846-1918. Gyldendal, København 1994.
Engelstad, Irene: Amalie Skram. Kjærlighet og kvinneundertrykking. Pax forlag, Oslo 1978.
—: Amalie Skram om seg selv. Den norske bokklubben, Oslo 1981.
—: Sammenbrudd og gjennombrudd. Amalie Skrams romaner om ekteskap og sinnssykdom. Pax forlag, Oslo 1984.
Engelstad, Irene og Janneken Øverland: Frihet til å skrive. Pax forlag, Oslo 1981.
Engelstad, Irene: «Fossens brusende tale. Intertekstualitet i Amalie Skrams Julehelg.» I Con Amore, Festskrift til Arne Hannevik på 70års-dagen, red. Karin Gundersen og Hans H. Skei, Aschehoug, Oslo 1994.
Engelstad, Irene, Liv Køltzow og Gunnar Staalesen: Amalie Skrams verden. Gyldendal, Oslo 1996.
Festskrift til Professor Amund Helland paa hans 70 aars fødselsdag 11. oktober 1916. Aschehoug, Kristiania 1916.
Fog, Emil: «Erik Skram.» I Tilskueren 1902, s. 864–74.
Fosli, Halvor: Kristianiabohemen. Det norske samlaget, Oslo 1994.
Gade, Ingeborg: Stamtavle over Slegterne Gade og Wallem. Kristiania 1921.
Garborg, Arne: Mogning og manndom. Bd. 1-2. Aschhoug, Oslo 1954.
Garton, Janet: Norwegian Women's Writing 1850‑1990. Athlone Press, London 1993.
—: «Language and Gender in the Correspondence of Amalie and Erik Skram.» I Annegret Heitmann og Karin Hoff (red.): Ästhetik der skandinavischen Moderne. Peter Lang, Frankfurt am Main 1998. pp.105–18.
Gløersen, Inger Alver: Min faster Amalie Skram. Oslo 1965.
Goldsmith, Elizabeth C.: Writing the Female Voice. Essays on Epistolary Literature. London 1989.
Gradenwitz, Mogens: Knud Pontoppidan og patienterne. Akademisk Forlag, København 1985.
Gran, Gerhard: «Alexander Kielland i hans breve.» I Essays i utvalg. Aschehoug, Oslo 1970. pp.37‑52.
Hamsun, Knut: Knut Hamsuns brev. Bd. 1–6. Red. Harald Næss. Gyldendal, Oslo 1984‑2000.
Hansen, Morten: Norske slektsbøker. En bibliografi. Aschehoug, Oslo 1965.
Hauch-Fausbøll, Th.: Slægthaandbogen. Bd. 1-2. Thieles bogtrykkeri, København 1900.
Hauge, Ingard: «Dialektinnslag i Amalie Skrams 'Hellemyrsfolket'.» I Maal og minne Hefte 3–4, 1946, s. 113–43.
Hegel, Frederik: Frederik Hegel Bd. 2: Breve til og fra ham. Red. Lauritz Chr. Nielsen. København 1909.
Heiberg, Johanne Luise: P. A. Heiberg og T. Gyllembourg. En Beretning, støttet paa efterladte Breve. København 1882.
Helle, Knut m.fl. (red.): Aschehougs Norges historie. Bd. 1–12. Aschehoug, Oslo 1994–98.
Henriques, Axel: Svundne Dage. København 1929.
—: Glade Aar. Gyldendal, København 1930.
—: Ja, Tiden Gaar. København 1931.
Hude, Elisabeth: Johanne Luise Heiberg som brevskriver. G. E. C. Gad, København 1964.
Hvidt, Kristian: Edvard Brandes. Gyldendal, København 1992.
Høgset, Gudny: Amalie Skram 1846‑1905. Bibliografi. Statens bibliotekskole, Oslo 1968.
Høitomt, Johan Christian: Stamtavle over Familien Knudtzon. Adresseavisens Bogtrykkeri, Trondhjem 1904.
Haavet, Inger Elisabeth og Elisabeth Aasen (red.): Amalie Skram: dikterliv i brytningstid. Senter for humanistisk kvinneforskning, Universitetet i Bergen. Bergen 1993.
Iversen, Irene: «Kjønnet sprengjer det moderne.» I Syn og Segn 3, 1997. Det Norske Samlaget, Oslo 1997, s. 195–208.
Jensson, Liv: Biografisk skuespillerleksikon. Norske, danske og svenske skuespillere på norske scener særlig på 1800-tallet. Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø 1981.
Jæger, Henrik: Bergen og Bergenserne. F. Beyer, Bergen 1889.
Kafka, Franz: Briefe an Milena. Red. Jürgen Born og Michael Müller. Fischer Verlag, Frankfurt 1983.
Kaufman, Linda: Discourses of Desire. Gender, genre and epistolary fictions. Cornell U. Press, Ithaca and London 1986.
—: Special Delivery. Epistolary modes in modern fiction. U. of Chicago Press, Chicago 1992.
Keel, Aldo: Bjørnstjerne Bjørnson. En biografi 1880-1910. (Til norsk ved Helge Vold.) Gyldendal, Oslo 1999.
Kielland, Alexander: Brev 1869–1906. Bd. 1–4. Red. Johs. Lunde. Gyldendal, Oslo 1978-81.
Kielland, Alexander og Viggo og Louise Drewsen: To par. Brevvekslingen mellom Alexander L. Kielland og Louise og Viggo Drewsen. Red. Tor Obrestad. Cappelen, Gjøvik 1998.
Knudsen, Jørgen: Georg Brandes. Frigørelsens vej 1842–77; Georg Brandes. I modsigelsernes tegn. Berlin 1877-83; Georg Brandes. Symbolet og manden 1883-95; Georg Brandes. Magt og afmagt 1896-1914. Gyldendal, København 1985, 1988, 1994, 1998.
Krane, Borghild: Amalie Skram og kvinnens problem. Oslo 1951.
—: Amalie Skrams diktning: tema og variasjoner. Gyldendal, Oslo 1961.
Køltzow, Liv: Den unge Amalie Skram. Et portrett fra det 19. århundre. Gyldendal, Oslo 1992.
—: «Romanforfatteren som biograf». I Tijdschrift voor Skandinavistiek Bd. 17, No.2, 1996.
Leicht, Georg og Marianne Hallar: Det kongelige Teaters repertoire 1889–1975. Bibliotekcentralens Forlag, København 1977.
Lyche, Lise: Norges teaterhistorie. Tell Forlag, Asker 1991.
Martens, Johannes: Litteratur om Bergen. En bibliografi. Fra de eldste tider til og med 1973.
Mortensen, Klaus P.: «Patriarkatets indre opløsning.» I Bogens verden 8, 1984, s. 477‑83.
Møller, Peter Ulf: Rumors and Letters. Culture and History 8. Akademisk Forlag, København 1990.
Nielsen, Yngvar: Reisehaandbog over Norge. Alb. Cammermeyer, Kristiania 1879.
Nissen, Hartvig: I. W. Prebensen og Wenche Grove. Litt om dem og deres slægt. Grøndahl, Kristiania 1920.
Perry, Ruth: Women, Letters and the Novel. AMS Studies in the Eighteenth Century, No.4. New York 1980.
Possing, Birgitte: Viljens styrke. Natalie Zahle: en biografi. Bd. 1–2. Gyldendal, København 1992.
Rahbek, Just (red.): Breve til og fra Johanne Luise Heiberg. København 1955.
Rasmussen, Janet E.: «Amalie Skram as Literary Critic.» I Edda 1981, s. 1‑11.
Robinson, Michael og Garton, Janet (red.): Nordic Letters. Norvik Press, Norwich 1999.
Rottem, Øystein: Vårt København. Norske forfattere i Kongens by. Forlaget Press, Oslo 2000.
Rubin, Marcus: Nogle Erindringer. Gyldendal, København og Kristiania 1914.
Runge, Anita og Liselotte Steinbrågge: Die Frau im Dialog. Studien zu Theorie und Geschichte des Briefes. Stuttgart 1991.
Salmonsens Konversationsleksikon, 2. Udg. Bd. I-XXVI. J. H. Schultz, København 1915–30.
Sarauw, Paul: Så vidt jeg husker. Martins Forlag, København 1954.
Schacke, Lene Tybjærg: «Edvard Brandes og Amalie Skram. Til belysning af 'gennenbrudsmændenes' vurdering af kvindelige forfatterskaber.» I Edda 1984. s. 257‑73.
Schandorph, Sophus: Oplevelser. Bd. I, C. A. Reitzels Forlag, København 1889. Bd. II, Gyldendal, København 1898.
Schilbred, C.S. m.fl.: Christiania-familien Müller gjennom 10 generasjoner. Raadmand og Kjøbmand Peder Pederssøn Müllers etterkommere. Harald Lyche & Co., Drammen 1986.
Schiødte, Axel Thorvald: Ætten Schiødte 1680-1880. I. Cohens Bogtrykkeri, København 1880.
Schram, Peder: Stamtavle over den danske Gren af Slægten Schram. B. Nielsens Bogtrykkeri, København 1924.
Steffens, Haagen Krog: Norske Slægter 1912. Kristiania 1911.
—: Norske Slægter 1915. Kristiania 1915.
Steinfeld, Torill: «Dansk eller norsk, kvinnelig eller mannlig: Mottakelsen av Amalie Skrams forfatterskap i samtidens Danmark.» I Sigurd Aa. Aarnes (red.): «Laserne.» Studier i den dansk-norske felleslitteratur etter 1814. Aschehoug, Oslo 1994.
Swendsen, Lauritz: De Københavnske Privatteatres Repertoire 1847–1906. Martius Truelsens bogtrykkeri, København 1907.
Søllinge, Jette D. og Niels Thomsen: De Danske Aviser 1634–1989. Bd. 1–3. Odense Universitetsforlag, Odense 1989–91.
Sørensen, Øystein: 1880-årene. Ti år som rystet Norge. Universitetsforlaget, Oslo 1984.
Thorborg, Karsten: Hørup i breve og digte. Akademisk forlag, København 1981.
Tiberg, Antonie: Amalie Skram som kunstner og menneske. Kristiania 1910.
Trap, J. P. (red.): Kongelig Dansk Hof- og Statskalender. København 1882, 1883.
Vogt, Nils Collett: Fra gutt til mann. Aschehoug, Oslo 1932.
Wasberg, Gunnar Christie: Norsk presse i hundre år. Gyldendal, Oslo 1969.
Wichstrøm, Anne: Oda Krohg. Gyldendal, Oslo 1988.
Wiers-Jenssen, H. og Joh. Nordahl-Olsen: Den nationale Scene. De første 25 aar. John Griegs Forlag, Bergen 1926.
Ystas, Torunn: «Ut med deg, skitne madam!» Amalie Skram sett gjennom hennes brev. Oslo 1981.
Ødegaard, Sivert: «'Min længsel går mod andre kloder.' Tvetydig seksualitet i Amalie Skrams liv og diktning.» Norsk litterær årbok 1998, s. 72-96.
Øines, Anne Marie: «Amalie Skrams Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen: forholdet mellom galskap og modernitet». Hovedoppgave, Universitetet i Oslo 1994.
Aarseth, Asbjørn: Den Nationale Scene 1901-31. Gyldendal, Oslo 1969.
Aasen, Elisabeth m.fl. (red.): Amalie – «Silkestrilen sin datter». Pax forlag, Oslo og Amalie Skram Selskapet, Bergen 1996.
Aaslestad, Petter: Pasienten som tekst. Fortellerrollen i psykiatriske journaler Gaustad 1890–1990. Tano Aschehoug, Oslo 1997.
Utrykte manuskripter.
Alver, Johan Ludvig: Dagbok. Bd. 1 (1869–76); Bd. 2 (1876–88). NBO, Ms. 4° 3351.
Schwanenflügel, Herman: Livs-Fragmenter. Autobiografiske Optegnelser af H. H. L. Schwanenflügel. Københavns Østerbro 17/3/1915. KB, Add. 1198 4°.
Skram, Henriette: Erindringer. Skrevet fra februar 1918 og framover. Rigsarkivet.


Noter:
n1. Utelatt i e-utgaven
n2. Eriks dagbok finnes blant hans papirer på Det kongelige Bibliotek, København (NKS 4501, 4°. I: Personalia, kps. 4). Den er uten årstall, skrevet med blyant i en liten sort bok.
n3. Bjørn Bjørnson: Aulestad-minner. Aschehoug, Oslo 1973, s. 11–12.
n4. Nils Collett Vogt: Fra gutt til mann. Aschehoug, Oslo 1932, s. 256–62. Marcus Rubin: Nogle Erindringer. Gyldendal, København og Kristiania 1914, s. 91–97. Sophus Schandorph: Oplevelser. II. Gyldendal, København 1898.
n5. Axel Henriques: Glade Aar. Gyldendal, København 1930, s. 156–160.
n6. Kristian Hvidt: Det folkelige gennembrud og dets mænd 1850–90 (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 11), s. 54.
n7. Georg Brandes: Det moderne Gjennembruds Mænd, Gyldendal, København 1883.
n8. Erik Skram: «Selvbiografiske Optegnelser». Tilskueren I, 1924, s. 32–47.
n9. Dansk biografisk leksikon, 3dje udgave, Gyldendal, København 1983. Bind 13, s. 485.
n10. Romanens mottakelse er inngående skildret i Pil Dahlerups etterord til hennes utgave av Gertrude Coldbjørnsen (Dansk klassikerserie, DSL, Borgen, København 1987).
n11. Se Anne-Lise Seip: Nasjonen bygges 1830–1870. Aschehougs Norges historie, red. Knut Helle m.fl., Bd. 8, 1997, s. 138–49.
n12. Georg Brandes: Det moderne Gjennembruds Mænd, s. 1.
n13. For en fyldig beskrivelse av Amalies barndom og ungdom, se Liv Køltzow: Den unge Amalie Skram (Gyldendal, Oslo 1992).
n14. Se Elias Bredsdorff: Den store nordiske krig om seksualmoralen. Gyldendal, København 1973.
n15. Se Johanne Luise Heiberg: P.A. Heiberg og T. Gyllembourg, En Beretning, støttet paa efterladte Breve. København 1882.
n16. For en interessant diskusjon av Amalies «masker» særlig i hennes brev til Viggo Hørup, se Judith Messick: «Amalie Skram's Talking Cure Revisited», i Michael Robinson og Janet Garton (red.): Nordic Letters. Norvik Press, Norwich 1999, s. 281–305.
n17. «Briefe schreiben aber heisst, sich vor den Gespenstern entblössen» (Å skrive brev betyr å kle seg naken foran gjengangere). Franz Kafka: Briefe an Milena, s. 302.
n18. Se «Og nu vil jeg tale ut» – «Men nu vil jeg også tale ud». Brevvekslingen mellom Bjørnstjerne Bjørnson og Amalie Skram. Gyldendal, Oslo 1982. Brev datert 19/11/1900, s. 139.
n19. Se også Janet Garton: «Language and gender in the correspondence of Amalie and Erik Skram», i Annegret Heitmann og Karin Hoff (red.): Ästhetik der skandinavischen Moderne. Bernhard Glienke zum Gedenken. Peter Lang, Frankfurt 1998. s. 105–18.
n20. «Og det at du begynner å kalle meg Jørgen også!» Henrik Ibsen: Hedda Gabler, i Samlede verker V, Gyldendal, Oslo 1978. s. 399.
n21. Brevet ligger blant Amalies papirer på KB: NKS 4499 4°, kasse 3, bok 9.
n22. F.eks. Nils Collett Vogt i Fra gutt til mann: «Uferdig som hun var, men rik på friske impulser og nytt stoff stod han henne offervillig bi i hennes forfatterskap, ja, han oppgav endog sitt eget til fordel for hennes. » (s. 261.)
n23. Gertrude Coldbjørnsen, s. 169.
n24. For en lengere diskusjon av mannlige forfatteres rolle i den norske likestillingsdebatten, se Janet Garton: Norwegian Women's Writing (Athlone Press, London 1993), s. 10–13.
n25. Dette punktet voldte en del diskusjon. Ifølge mine norske konsulenter skrev Amalie dansk; danskene sa at det gjorde hun i hvert fall ikke. Det viktigste her er vel at de både forsto og ikke forsto hverandre såvel språklig som på mange andre måter.
n26. Se hans «Selvbiografiske Optegnelser», s. 44–47.
n27. Amalie Skram: Landsforrædere (København 1901).
n28. Se også Janet Garton: «'Why do Norwegians hate Denmark so much?' National Consciousness in Amalie and Erik Skram's Correspondence», i Nordic Letters, s. 264–80.
n29. Brev fra Louise Drewsen til Alexander Kielland 28/10/84, i Tor Obrestad (red.): To par, Cappelen, Gjøvik 1998, s. 122–23.
n30. Brev til Valdemar Irminger 24/11/04, sitert (ufullstendig!) i Eugenia Kielland (red.): Mellom slagene, s. 157.
n31. Se Eriks papirer på KB (NKS 4501, 4°): Personalia, kps. 1.
n32. «Og nu vil jeg tale ut», s. 92–97.
n33. Dette notatet er tatt med i denne brevsamlingen som Appendiks 1.
n34. Eriks papirer på KB (NKS 4501, 4°): Personalia, kps. 5.
n35. Det har ikke vært lett å finne noen som kunne tyde denne stenografiske skriften, som er basert på Gabelsbergers system. Jeg skylder stor takk til redaksjonssekretær Finn Holle, fhv. folketingssekretær Emil Hansen-Salby og fhv. stenografilærerinne Astha Kjærsgaard for deres hjelp. Spennende nok har fru Kjærsgaard meddelt at «der er kun ét tegn, som hun ikke kan tyde, og det er nok Erik Skrams egen opfindelse».
n36. Brevet finnes i håndskriftsamlingen på NBO (Brevs. 117). Mesteparten av brevet er trykt i Amalie Skram: Mellom slagene (red. Eugenia Kielland), s. 158, men disse setningene er utelatt.
n37. Det kongelige Bibliotek, NKS 4501, 4°. Erik Skrams papirer Kps. 18: Forskellige optegnelser. Se Appendiks 2.
k1. deres telegram og brev: Den overleverte korrespondansen begynner med Amalies svar på Eriks brev. Da hun ville avbryte forbindelsen i brev 6/9/82, truet hun med å brenne hans brev, og det har hun nok delvis gjort. (Det fremgår av hans dagbok at han sendte Amalie to brev og fem telegrammer i perioden 13.–31. august 1882.)
k2. der på dampskibet: på vei fra Aulestad til Gjøvik etter Bjørnson-feiringen.
k3. mine gutter og min broders gut: dvs. hennes to sønner, Jacob Worm Müller (født 15/5/66), Ludvig August Müller (født 29/3/68), og Wilhelms sønn Jacob Alver (født 1873).
k4. hos Pylle: Pauline Thaulow, f. Gad, gift med Herman Thaulow.
k5. Grefsen: en kuranstalt litt utenfor Kristiania, hyppig besøkt av Kristianias bedre borgerskap.
k6. til Sars's: Familien Sars var en velkjent akademikerfamilie, som Amalie kom mye sammen med. Enkefru Maren Sars var født Welhaven, søster til dikteren; hennes sønner Ernst og Ossian var litt eldre enn Amalie, og moren ville nok gjerne ha sett en forbindelse mellem Amalie og Ossian (forteller Amalie senere).
k7. Lauervig: Larvik.
k8. som Drachmann kaldte mig i sine rimede vers: Det har ikke vært mulig å oppdrive et slikt dikt skrevet av Drachmann i august 1882, da han traff Amalie for første gang; det var sannsynligvis en muntlig improvisasjon ved Bjørnson-jubileet. (Amalie forteller i et brev til Elisa Knudtzon 15/8/82, som finnes på NBO, at Drachmann «strømmede over af lune og elskværdighed, og enda lavede mig et digt.»)
k9. BBs brev om Jakobsens bog: Det er nok brevet Bjørnstjerne Bjørnson skrev til Amalie 9. juni 1881, hvor han hadde hørt at hun beundret Niels Lyhne og skjente på henne for å kunne like noe så kunstferdig og kjønnsløst: «Alle disse sanselige malerier er mig så dybt ækle derved at de åbenbart er givne af en man, som i den rætning har megen vilje og liden ævne … At De, som jeg trodde var det stik modsatte, af hans megen ævne og liden æller slæt ingen vilje, går hen og forlieber Dem i denne sanselige ønske‑munk, der sidder i sin celle og gør vællystige pastelbilleder på lærred. At De ikke er stærkere i nærverne, æn at De lar Dem ta sådan af bare parfume og øjne og stæmme. Dumme, dårlige, faldne ængel, lig hvor De ligger.» (Og nu vil jeg tale ut, s. 47‑8.)
k10. noget Drachmann sa'e om dig: Holger Drachmann er en gjennomgangsfigur i Amalie og Eriks brev. Han og Erik kjente hverandre fra skoletiden (Metropolitanskolen), og på Aulestad har det nok vært en viss rivalisering mellem dem om å gjøre inntrykk på den smukke Amalie (jfr. Eriks senere uttalelser og hans dagbok). Dette kan ligge bak Drachmanns baktalelse. Hennes følelser var litt ambivalente; hun klaget over Drachmanns «ekle» tilnærmelser, men hadde en drøm hvor hun var sammen med ham (se brev 86).
k11. With: Jacob With var Eriks gode venn og kollega som riksdagsstenograf.
k12. da dit Brev kom til mig imorges: Både i Kristiania og i København ble brev delt ut flere ganger hver dag; det hendte ofte at folk skrev og fikk svar samme dag.
k13. min Moder og min gifte Søster … min søster Emma: Eriks mor, Ida Johanne født Hoë, levde til 1886. Han hadde fire søsken: Tyge, Henriette, Emma og Jutta, og to eldre halvsøsken, Hanne og William. Hans yngste søster Jutta var gift med grossereren Christian Rothe. Emma var ugift og lærerinne.
k14. Lille‑Mo'r: Marie Thaulow, søster til Herman og Frits, senere gift med den danske juristen Carl Torp.
k15. gamle Fru Thaulow: Nicoline (Nina), f. Munch, moren til Herman, Frits, Marie og Nini Thaulow.
k16. Manuskriptet til dine Fortællinger: Det dreier seg om «Byråsjef Krogh's» og «Madam Høiers lejefolk».
k17. indtil jeg på ny får gjort noget, der duer: Etter Gertrude Coldbjørnsen (1879) hadde Erik ikke fått samlet seg til å skrive noe større, og han led under forventningenes press.
k18. Tøj: dvs. hans bagasje.
k19. Der er en ung Pige: Eriks elskerinne Camilla var første syerske.
k20. Slutten av dette brevet er vel brent, men ut fra Amalies svar kan man anta at det vesentligste er med.
k21. min Pygmalion: i greske sagn en billedhugger som forelsket seg i en kvinnestatue han selv hadde laget, og som fikk Afrodite til å gi henne liv; hun ble til hans hustru Galateia. Amalie hentyder til sitt rykte som «marmorkvinne».
k22. Mephistofeles: «Sie ist die erste nicht»: Mephistopheles' kyniske svar på Fausts fortvilelse når han hører at hans elskede Gretchen er blitt dømt som barnemorderske (Goethe: Faust, erster Teil (1808). Goethes Werke 14, Weimar 1887. s. 225.)
k23. flerkoneri: En av de foreslåtte løsningene i samtidens sedelighetsdebatt var at menn skulle ha «lov» til å ha flere kvinner/koner, for å bli kvitt prostitusjonen og kunne «leve i sannhet».
k24. begge mine brødre, ikke min tredie: Ludvig, som Amalie levde sammen med fra 1878 til 1881, og Wilhelm, som hun flyttet til i 1881 og fremdeles bodde hos. Den tredje overlevende bror (hennes fem andre søsken var døde, fire som spebarn) var den mye yngre Bernhard, som måtte reise til Amerika i 1879 etter å ha svindlet sitt firma for mange penger.
k25. Gutterne kan … ikke godt tages fra mig: I disse årene var Amalie konstant redd for at August Müller ville ta guttene fra henne; selv om hun og Müller hadde fått skilsmissebevilling i mai 1882, og vært enige om at guttene skulle bo hos henne, visste hun at hun var sårbar hvis hun gjorde noe «uanstendig». Det sto i skilsmisseavtalen at guttene skulle flytte til Müller hvis hun giftet seg igjen.
k26. Ingeborg og en del andre Thaulower: Den norske familien Thaulow og den danske familien Gad var innflettet i hverandre på en komplisert måte: Pauline (Pylle) Gad giftet seg med Herman Thaulow, Ingeborg Gad med Frits Thaulow, Johan Theodor Gad med Nini Thaulow. Ingeborg og Amalie var gode venner, og hadde vært fortrolige med hverandre.
k27. Rosenborggade: Amalie bodde i Rosenborggaten 11, hvor Erik besøkte henne 31. august.
k28. løkken: familien Thaulows landsted, nå ved Volvat stasjon, nær Vestre Gravlund i Oslo (her traff Erik og Amalie hverandre for første gang 8. august).
k29. Grevstad: Nicolai Grevstad, som var redaktør av Dagbladet 1880–83.
k30. to ærlige Mennesker kunne elske hinanden rene: et uttrykk som satte seg fast hos Amalie; hun skulle bruke det som en nøkkelreplikk i sitt skuespill Agnete i 1893.
k31. Dyveke i «Gertrude Coldbjørnsen«: Dyveke er en bondepike som elsker helten Fabricius, og som får lov til å komme og være hos ham og pleie ham – hun vet selv at hun bare er en slags erstatning for Gertrude. Når Gertrude og Fabricius finner sammen, forsvinner hun uten videre fra historien, og får bare disse ord til takk: «Ak, hun har lært mig, om jeg ikke havde vidst det før, hvor lidet det nytter, at det kun er den Ene, som elsker i et Kærlighedsforhold.» (s. 161)
k32. siden Gertrudes Dage: Skikkelsen Gertrude var basert på en kvinne som Erik hadde elsket (og som han forteller mer om senere).
k33. en halvt gejstlig Person ved Irvingianernes Menighed: Opphavsmannen til Irvingianerne var Edward Irving (1792‑1838), en skotsk prestbyteriansk prest. Irvingianerne, som hevdet Kristi snarlige gjenkomst, ble senere til den katolsk‑apostoliske kirke.
k34. noget rent fysisk ondt, der vilde komme over mig og gøre mit Sind uklart: Erik gir her uttrykk for sin tids utbredte oppfatning, at både onani og seksuell avholdenhet er skadelige for menn; det første kunne føre til alvorlig sykdom, enda til sinnsforstyrrelse, det siste var usunt og urimelig. Man hadde krav på å kunne få regelmessig «naturlig» utløsning, enten innenfor eller utenfor ekteskap.
k35. legert: lettvint (jfr. fransk «légèrement»).
k36. Søren Kjirkegaard har lavet forføreren: Johannes Forføreren er den reflekterende erotiker i Kierkegaards Enten – Eller (1843).
k37. Bjørn er her endnu: Bjørn Bjørnson, Bjørnstjernes sønn, ved den tiden 22 år gammel, som var forelsket i Amalie – noe som Erik nok hadde oppfattet.
k38. dit Brev: brev 7, skrevet 6/9/82.
k39. dit Brev: brev 11, skrevet 15/9/82.
k40. en «Abstraktion»: tidens betegnelse for en «marmorkvinne», en kvinne som var sanselig kold.
k41. du skrev «Rosen» i Nyt Tidsskrift: «Rosen», en liten enakter, ble trykt anonymt i Nyt Tidsskrift 1882, s. 113–139. Den handler om en 40-årig forfatter og en yngre (23-årig) jente som er gjensidig forelsket, men ikke tør erklære seg; de finner fram til hverandre ved å diskutere hans skuespill, en enakter som heter «Rosen» om en 40-årig forfatter og en 23-årig jente som osv.
k42. Næste Brev må Du adressere: Erik flyttet i september 1882 fra Nansensgade 34 til Zinnsgade ved Østerbro.
k43. din vrimmel af photografier: Det finnes flere bilder av Erik Skram fra omtrent denne tiden; se f.eks. Irene Engelstad et al.: Amalie Skrams verden, s. 98, 120, 132. Han ser alvorlig og velpleiet ut på alle sammen.
k44. Becheidenheit ist eine Zier, doch kommt man weiter ohne ihr: en travestering av det tyske uttrykket «Bescheidenheit ist eine Zier, doch weiter kommt man ohne ihr» – beskjedenhet er en pryd, men man kommer lenger uten den.
k45. så meget klus: så mye rot.
k46. til en filleby, og et ukjendt theater: en filleby: et gudsforlatt sted. Bjørn Bjørnson fikk et engasjement som skuespiller ved teatret i St. Gallen i Schweiz fra oktober 1882.
k47. den engelske bog af Waite: Bjørnson hadde oppdaget Charles B. Waites bok A History of the Christian Religion to the Year 200 (Chicago 1881) på Amerikareisen i 1881, og var blitt fyr og flamme. Han prøvde å overtale Hegel til å utgi utdrag av boka i oversettelse, og ba Amalie om å oversette den (kanskje fordi Amalie hadde nevnt i et brev til Karoline i februar 1881 at hun hadde økonomiske problemer etter skilsmissen). Hegel nektet til slutt, og Bjørnson måtte utgi boka på eget forlag under tittelen Hvorfra stammer miraklerne i det ny testamente? (Kristiania 1882).
k48. en alenlang fortale: Boka ble trykt med en fortale på halvannen side. I 1883 utga Bjørnson enda en oversettelse av en amerikansk bok, Robert Ingersolls Tænk selv!, som har et langt forord med hans synspunkter på den teologiske debatten.
k49. Bradlaugh i England: Charles Bradlaugh var en engelsk fritenker og skribent som ble valgt til Parlamentet i 1880, men som ble nektet adgang fordi han ikke ville avlegge eden; først i 1886, etter å ha blitt gjenvalgt tre ganger, fikk han ta sitt sete.
k50. Schleiermacher: Friedrich Schleiermacher: Über die Schriften des Lucas. Ein kritischer Versuch. Theil 1, G. Reimer, Berlin 1817.
k51. Protevangeliet: apokryft skrift på gresk om Marias historie og Jesu fødsel og barndom.
k52. fru Schjøtt, professorens frue: Mathilde Schjøtt, datter av regjeringsadvokat Bernhard Dunker og gift med professor P. O. Schjøtt. Hun er mest kjent som litteraturkritiker.
k53. Schou krympede sig for at forlægge det: Det er uvisst hva Amalie sendte – det kan ha vært en novelle eller et skuespill. Den danske forleggeren Andreas Schou satset mest på oversatt skjønnlitteratur etter 1870.
k54. dine to bøger hos Aschehoug: romanene Herregaardsbilleder (1877) og Gertrude Coldbjørnsen (1879). Aschehoug ble grunnlagt som bokhandel i 1872.
k55. «Hver glædesstund du fik på jord, betales må med sorg»: fra Taylors Sang i Bjørnsons Maria Stuart i Skottland. Diktet ble skrevet 4. november 1864, da Bjørnson møtte megen motgang, bl.a. for diktet «Norrønastammen» som var blitt forkastet som sang på unionsdagen.
k56. begge dine Breve: brev 14 og 15, skrevet med en dags mellomrom.
k57. dit næstsidste Brev: brev nr.14, skrevet 21/9/82.
k58. Kultusministerens Valgkreds i Sydsjælland: Jacob Scavenius, fetter til J. B. S. Estrup, som ble gjort til kultusminister (= kirke- og undervisnings-) i Estrups regjering i 1880
k59. Smærten med Gertrude: Hovedfiguren i Gertrude Coldbjørnsen er basert på en virkelig erfaring som Erik Skram hadde gjort i 1870-årene.
k60. Mandag Aften fik jeg dit Brev: brev 15, skrevet 22/9/82.
k61. Ernæringsdriften og Formeringslysten: Dette brevet inneholder Eriks «Trosbekjennelse» om den fysiske elskovs livsskapende kraft, som begge to senere refererer til som «systembrevet».
k62. Parring i Flæng: et slagord fra sedelighetsdebatten i 1880-årene; bl.a. Georg Brandes ble beskyldt for å oppfordre til det under den smukkere betegnelsen «fri kjærlighet».
k63. et fransk Stykke med dette Navn: «Marmorkvinderne», en fransk folkekomedie av Théodore Barrière og Lambert Thiboust, hadde première på Folketeatret i København i 1859, og ble tatt opp igjen i 1862, 1867, 1883, 1898.
k64. «Sirenerne», der sang så smukt for Odysevs: I gresk mytologi var sirenene sjønymfer med fuglekropp og kvinnehode, som satt på en øy og sang så skjønt at alle sjømenn måtte oppsøke dem – og bli drept. Odysseus lot seg binde fast til masten for å høre sangen uten å kunne forlate skipet. Se Homers Odyssé, tolvte sang.
k65. Biskop Martensen, det Fæ: Hans Martensen var biskop i København fra 1854, kongens rådgiver og en innbitt fiende av Georg Brandes og hans krets.
k66. «Puppe og Sommerfugl»: Drachmanns skuespill ble oppført første gang på Det kgl. Teater i september 1882 og ble trykt samme år.
k67. Fru … Sandberg: Helene Sandberg, gift med sønnen til læge Ole Sandberg, som var direktør for Gaustad Sinnsykeasyl under Amalies opphold der i 1877.
k68. Ingeborg og Brandes undgå mig: Edvard Brandes og Ingeborg Thaulow, som da var gift med Frits Thaulow, hadde kjent hverandre lenge som fortrolige da de begynte å få et forhold omkring 1882; Ingeborg og Frits ble endelig skilt i 1886, og hun giftet seg med Edvard i 1887.
k69. du skrev til mig dengang fra Gjøvik: sikkert det første brevet fra Erik, som er gått tapt.
k70. setlet: fra engelsk «settled».
k71. det mindst enface: se brev 14, note 1.
k72. bogen fra Drachmann: skuespillet Puppe og Sommerfugl.
k73. den første er en debut: Herregaardsbilleder, utgitt 1877 under pseudonymet Henrik Herholdt.
k74. Marie … Soffi … Julie … Krog: figurer fra romanen. Soffi er «friherreinde» på gården og en helt ut fordervet kvinne, som bedrar sin mann med tilfeldige elskere. Krog og Julie er hovedfigurene; han har vært forelsket i en gift dame, Marie, som ble gitt til sin mann som uvitende ung kvinne og har aldri elsket ham (som flere av Amalies senere heltinner). Hun elsker Krog oppriktig, men velger plikten til slutt og blir hos sin mann. Julie er forelsket i Krog og blir kjent med hele historien; hun vinner ham til slutt fordi hun står ved sin kjærlighet uten å nøle. Romanens budskap er at det som kvinner er opplært til – troskap og plikt – ikke er det viktigste i livet, og den største synden er å svikte sin egen følelse.
k75. Poulsen: Forfatteren John Paulsen var en av Amalies nærmeste omgangsvenner ved denne tiden – et bekjentskap som han senere utnyttet ved å bruke henne som modell i romanen Moderne Damer.
k76. Hvad jeg ikke synes om i Gertrude: Gertrude var et barn da hun ble gift med Feddersen, en eldre erfaren mann, som ikke forsto at han skulle være varsom; det forklarer doktorens kone Emma til ham med rene ord, og så forteller hun mannen det: «Paa det farligste, det fineste Punkt i en Kvindes Liv – hendes Blufærdighed og hendes Lyst … har han traadt med Vaner fra det Liv, I alle har ført! … Gertrude er syg, for hun er bleven tagen med Vold!» (s. 148) Amalies innvending går kanskje ut på at Emma er et for tydelig talerør for forfatteren.
k77. Læs dette først: Dette brev ble sendt sammen med brev nr.17; Erik hadde i mellemtiden fått Amalies brev nr.18.
k78. I «Syndfloden» hos Byron: Byrons Heaven and Earth (1823) ble oversatt til dansk av P. F. Wulff i 1827.
k79. det af theologer så meget omtvistede sted i anden Mosebog: «da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skjønne, og toge sig Hustruer af alle, som de udvalgte.» Det står i Første Mosebok 6, 2. (Sitert fra Bibelen, Grøndahl & Søn, Christiania 1875.)
k80. uændeligt: Ordet er uklart skrevet.
k81. jeg har lovet Bjørn: Bjørn Bjørnson. Se brev 11, note 3. Han skulle komme til å gifte seg fire år senere.
k82. at sige «spadille»: betegnelsen for spar ess, som er høyeste trumf i l'hombre.
k83. Kathinka Heiberg: Amalie kjente Kathinka Heiberg fra barnehagen i Bergen. Hun hadde også flyttet til Kristiania, hvor hun var lærer for døvstumme barn. Hun forble ugift.
k84. Stump: Dette er første gangen Erik bruker dette ømme, fortrolige, litt overbærende kjælenavnet – som han også ofte kaller Amalie for «Unge».
k85. Hegels System gik op for J L Heiberg: Heiberg forteller om hvordan han ble grepet av Hegels system, i en meddelelse til Christian Molbech, trykt i dennes Dansk poetisk Anthologi (København 1840, s. 275). Eriks omtale er kanskje farget av Kierkegaards satiriske gjenfortelling i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846): «Ifølge hans egne særdeles vel skrevne Efterretning skal han ved et Mirakel i Hamborg i Streits Hotel (uden at dog nogen af Opvarterne mærkede Noget) Paaskemorgen være bleven Tilhænger af den hegelske Philosophie af den Philosophie, der antager, at der ingen Mirakler er.» (Gyldendal, København 1962, s. 170)
k86. Rodemesteren har været her: tidens skatteoppkrever.
k87. disse lidet hensynsfulde Mennesker: Erik hadde vært ansatt som redaksjonssekretær ved Morgenbladet siden januar 1881, da bladet ble totalt omredigert; bestyrelsen bestod av Chresten Berg, Viggo Hørup og Edvard Brandes, med Brandes som redaktør. Eriks forhold til bestyrelsen var alltid litt anstrengt, og det kom til brudd i 1883.
k88. Bjørnsons Brev om Jacobsen: se brev 1, note 9.
k89. Marcions evangelium: en kristen sektstifter fra det 2. årh., som er kjent fra kirkefedrenes polemik mot ham og fra fragmenter av hans egne skrifter. Utdrag er tatt med i Bjørnsons bok.
k90. det ser virklig «spøge» ud: fordansket form av det norske «spøkje», farlig, risikabelt.
k91. hvad var du, da du var 17 år: Amalie tar litt feil her. I 1864 løp Erik vekk fra skolen og meldte seg som frivillig i krigen; han ble hardt såret ved kampen på Als og lå på preussisk lasarett innen han vendte hjem for å lese til artium.
k92. digtet til fru Sandberg: Hvis Drachmann har skrevet noen dikt til Helene Sandberg, er de ikke blitt trykt.
k93. at Ernst og Ossian … kunde lade det være: Ernst Sars var professor i historie og skrev en ny Norges-historie; Georg Ossian Sars var professor i zoologi. De bodde hjemme hos sin mor, enkefru Maren Sars, som førte et stort hus. Begge brødre forble ugifte.
k94. den sidste artikel af G.B. om «Nyt Tidsskrift»: Brandes' anmeldelse av Nyt Tidsskrift sto i Morgenbladet 15/10/82.
k95. især hvad Fru Colban angår: Marie Colban, norsk forfatter og oversetter, bodde i Paris. Hennes «Indtryk og erindringer» ble trykt i Nyt Tidsskrift 1882, s. 305–20. Artikkelen handler for det meste om Zola, og formidler et stort sett positivt inntrykk, skjønt hun synes romanen Nana går for langt i uanstendighet. Iflg. Brandes inneholder den «trods Stoffets Begrænsning ikke det mindste, noget Menneske kan lære noget af, og en forbavsende Mængde Naiviteter og misvisende Paastande».
k96. Til «Noget» læste han højt for os: Drachmanns dikt «Til Noget i Norge», som ble skrevet i august 1882 i anledning av Bjørnson-jubileet, ble trykt i Morgenbladet 16/8/82 og i Nyt Tidsskrift 1882, s. 331–33. Det er en hyllest til «det unge Norges kunst», men samtidig kritisk overfor hva han ser som den umodne politiske sans. Uttrykket som forarget Amalie handler om valget: Hvad saa? Hvem bærer sejren hjem fra striden? / Det er ej let at fælde dom i sag, / hvor begge parter har maaske for liden / udviklingsmodnet ret den dag idag …. Brandes kaller diktet «et uheldigt Eksemplar af en uheldig og for Holger Drachmann saa slet som muligt liggende Genre, nemlig Tankedigtet.»
k97. «Gamle Guder og Nye»: Drachmanns diktsamling (trykt under pseudonymet Svend Trøst) som kom ut i 1881.
k98. Brandes's kritik i «Ude og Hjemme»: Edvard Brandes anmeldte Drachmanns stykke forbeholdent i Ude og Hjemme 1/10/82, s. 9–11.
k99. præsenser i singularis: Flertallsformen i danske verb ble mindre og mindre brukt og ble offisielt avskaffet i 1900.
k100. Det viser sig bedst nu ved valgene: Striden om parlamentarismen i Norge tilspisset seg i årene 1880–84. Stortinget var splittet i to partier, Venstre og Høire. Ved stortingsvalget høsten 1882 var det Venstre under Johan Sverdrups ledelse som seiret.
k101. Brandes's kritik over «Nyt Tidsskrift»: Ernst Sars og Olaf Skavlan var redaktører for Nyt Tidsskrift i 1882.
k102. en liden skitse som jeg havde sendt: Amalie sendte fortellingen «Madam Høiers leiefolk» til tidsskriftet, og den ble trykt i årgangen 1882, s. 557–70 (som visstnok først kom ut i 1883).
k103. han tog Garborg … prøvede at bemægtige sig B.B. og Ibsen: Om Garborg sier Brandes: «Jeg for min Del, der havde den Ære at regne ham til mine ivrigste Modstandere, … har nu dobbelt Fornøjelse af hans kritiske og poetiske Talent.» Det står ingenting i artikkelen om at Ibsen og Bjørnson tilhører Brandes' skole.
k104. Det var med Gertrude: I et brev til Erik 25/3/79, da Gertrude Coldbjørnsen kom ut, skrev hans mor at hun var «hverken istand til at dele Dine Anskuelser og Din Opfattelse, ei heller forstaa at Dine Tendentser og den Retning Du gaar i virkelig kan bringe Velsignelse og sand Forædling hverken for Dig selv personlig eller for den Tid og det Samfund Du lever i og arbeider for.» (KB)
k105. begge dine Breve har jeg: brev 24 (21/10/82) og 26 (23/10/82).
k106. en Stump … som jeg skrev forleden: sannsynligvis en anmeldelse av Zolas Mukkerten (L'Assommoir) som ble trykt anonymt i Morgenbladet 24/10/82. Mukkerten ble utgitt på dansk i 1882, i oversettelse av N. J. Berendsen og Vilhelm Møller. Utklippet ligger blant brevene.
k107. bud fra fru Wullum: Margrete Vullum var opprinnelig dansk, gift i 1879 med Erik Vullum. Hun var forfatter og litteraturkritiker, og en av Amalies omgangsvenner.
k108. bruleau: en slags avbrent punsj. Ordet er sannsynligvis lånt fra svensk.
k109. Bjørnsons brev: brevet om J. P. Jacobsen (se brev 1, note 9).
k110. hundreder af ulovlige bygselmænd: Det var ikke alminnelig stemmerett ved stortingsvalg, og mange eiendomsløse venstrefolk sørget for å bygsle et jordstykke for å få stemmerett.
k111. «the law of accretion»: Tilvekst befordrer ny tilvekst.
k112. professor Storm: kan være enten Gustav Storm (professor i historie) eller Johan Storm (professor i filologi).
k113. drikke the hos fru Vibe: Rosenborggaten 11, hvor Amalie og hennes bror Wilhelm bodde, het «Vibes gård»; eieren var Ferdinand Ludvig Vibe, proprietær for jernstøperiet «Vukan». Fru Vibe var en temmelig konservativ dame, som fant Amalie for frisinnet.
k114. Bjørnson … da han var her nu: Bjørnson reiste til Paris høsten 1882, og ble der i fem år.
k115. du havde strøget nogle linier af hans korrespondance: John Paulsens «Brev fra Kristiania», om Studentersamfundet, Kristiania Theater og valget, sto i Morgenbladet 22/10/82, signert J.P.
k116. i middag til E.B.: Edvard Brandes.
k117. det om én dåre og ti vise: «En dåre kan spørre mer enn ti vise kan svare», et gammelt ordspråk. Det blir først nevnt i J. Ray: A Collection of English Proverbs (1670): «A fool may ask more questions in an hour than a wise man can answer in seven years. »
k118. George Ohnet: en fransk forfatter. Hans skuespill i fem akter Fyrst Panin (på fransk Serge Panine, 1881) ble oppført 14 ganger i Christiania Theater oktober-desember 1882.
k119. «Photografie» af Henrik Jæger: Henrik Jægers Et Fotografi og Alfred de Mussets Man spøger ikke med Kjærlighed (på fransk On ne badine pas avec l'amour, 1834) ble framført sammen to ganger i Christiania Theater, 27/10/82 og 31/10/82.
k120. en Molbech i miniature: Christian K. F. Molbech, dramatiker og sensor ved Det kgl. Teater fra 1871, som dyrket romantikken og forsøkte å nekte norsk og dansk realistisk og naturalistisk diktning adgang til nasjonalscenen.
k121. «Hvo som mister sit liv … skal finde det»: fra Matteusevangeliet 10, 39.
k122. her har været slig sjau: slikt oppstyr.
k123. kjærlighed og mad: en hentydning til J.H. Wessels epigram «Kierlighed og Smørrebrød»: At Smørrebrød er ikke Mad, / Og Kierlighed er ikke Had, / Det er for Tiden hvad jeg veed /Om Smørrebrød og Kierlighed.
k124. en liaison til en ung pige af den bedste familie: Alexandra Lasson, som Frits Thaulow giftet seg med i 1886.
k125. dette punkt … er et af mine ømme: Det er mange vitnesbyrd om Amalies mørke «sydlandske» utseende, og hun reagerte alltid heftig mot slike bemerkninger. Det ble ved den tiden oppfattet som ikke riktig norsk, og det hendte hun ble betraktet som noe fremmed, nesten utenlandsk.
k126. min broder var ikke frisk: Wilhelm led nok allerede av den tuberkulosen som han skulle komme til å dø av i juni 1883. Alle Amalies brødre døde av denne sykdommen.
k127. E Brandes' sidste Stykke: Gyngende Grund (1882) er et skuespill som handler om umuligheten av kjærlighetsforbindelser mellom høyre og venstre, og ble oppført 10 ganger på Det kgl. Theater vinteren 1882–83.
k128. sin umådelige Norskhed: Alexander og Beate Kielland bodde i København 1881–83. Trofast, som ble trykt i To novelletter fra Danmark (1882), et er angrep på dansk selvtilfredshet og materialisme.
k129. de Oldenborgske Konger: kongene som styrte Danmark-Norge 1448–1814.
k130. på Aftægt: på føderåd, på kår.
k131. det er forbi: På dette tidspunktet har Camilla gjort forholdet med Erik slutt.
k132. Fest i Studentersamfunnet: Studentersamfundet var et viktig talerør for den københavnske kulturradikalismen. Det ble grunnlagt 2. mai 1882 av utbrytere fra den konservative Studenterforening.
k133. der er noget som piner mig så græsseligt: Det er sannsynligvis tidens tanke om at en mann ikke kan klare seg med seksuell avholdenhet over lengre tid, og at Erik derfor blir nødt til å søke trøst annetsteds.
k134. hvad Kielland havde skrevet til ham om danskerne og Danmark: f.eks. i brev 20/9/82: «jeg vil saa nødig sige noget ondt om Danskerne; men – mellem os – jeg kan ikke holde dem ud længe …» Trykt i Alexander L. Kielland: Brev 1869–1906. Bind I, s. 263.
k135. dit Brev fik jeg Onsdag Aften: brev 27, skrevet 25/10/82.
k136. se Systemet pag.(?)3!: henviser til s. 3 i «systembrevet», brev 17, skrevet 1/10/82.
k137. et meget stort 4-etages Stenhus: De fleste leilighetene hvor Erik, og senere begge to, bodde i København, står der fremdeles. Det er et stort stenhus like overfor Eriks leilighet i Zinnsgade.
k138. Sergius Panin: skuespill av George Ohnet (se brev 27, note 8).
k139. hele sulamitens mindste kunst: dvs. hele menigheten. Sulamit var navnet på bruden i Salomos Høysang i Det gamle testamente (6, 13).
k140. frøken Sten: Henriette Steen, dansk kvinnesakskvinne, Holger Drachmanns kusine. Hun var med til Bjørnsons jubileum på Aulestad.
k141. Amund Helland: Helland var bergenser og en av de mennene som svermet for Amalie i disse årene i Kristiania. Han var en fremragende geolog, som på grunn av sine radikale meninger (både geologiske og politiske) hadde vanskelig for å vinne innpass i offisielle kretser i Kristiania. I 1885 fikk han endelig et ekstraordinært professorat ved universitetet.
k142. thelemarken: Telemark. Helland reiste vidt omkring i disse årene, mest for å undersøke glacialgeologiske forhold.
k143. Paulsen har sendt mig sin «Pehrsen»: John Paulsens roman Familien Pehrsen kom ut i København i 1882. (Både «Paulsen» og «Pehrsen» blir stavet forskjellig i brevene.)
k144. Målstræverparret … Pehrsen … fruen: «Målstræverparret» er Lyder Brinkmann og Andrea Storm, et idealistisk temmelig forskjønnet par som gifter seg på sine idealer om norskhet og folkeopplysning. Pehrsen og fruen: Pehrsen er en rik og forstenet parvenu, som gjør alt for å tilhøre «de fornemme», men kuer fruen og sønnen Sverre med en isnende taushet; fruen er en lidende, brystsyk dame som måtte oppgi den fattige maleren hun elsket og nå lever bare for sønnen. Da den kom ut, ble boka oppfattet som et fordekt portrett av familien Ibsen, som Paulsen hadde gjestet i Roma, og som ble meget forarget.
k145. en svensk forloren fuskefyr af en æstetiker … denne …udslidte kokette: Estetikeren er Rosenius, en holdningsløs entusiast, som bl.a. forelsker seg i den «utslitte kokette» fru Berner, som spotter hans elskov og leser hans dikt til henne høyt for sine beundrere.
k146. den unge fyr: Sverre, som blir ødelagt av mangel på kjærlighet, og dør ved å falle fra en stige hvor han har klatret opp for å kikke i soveværelset til Andrea Storm, som han begjærer.
k147. Kiellands … «Arbeidsfolk»: Kiellands roman Arbeidsfolk (1881) inneholder to kapitler som beveger seg helt bort fra romanens personer og maler et slags panoramabilde som parallell til romanens handling: kap. XII, som skildrer våren i Egypt og følger trekkfuglenes ferd nordover mot Norge; og kap. XVI, som følger postdampskipet rundt Norges kyst og reflekterer over brevenes forskjellige budskap. Paulsens kapittel som begynner «Blomster, Blomster, overalt Blomster!» (s. 316) er et panoramabilde av blomsterprakten i Rom, som står som kontrast til det mørke rommet hvor Sverre ligger for døden.
k148. Magda Kielland: kusine til Alexander Kielland, ble senere gift med maleren Eilif Peterssen.
k149. professor Schjøtts: Professor P.O. Schjøtt og hans kone Mathilde Schjøtt, født Dunker.
k150. de tyrkiske badestuer i Konstantinopel: Amalie var i Konstantinopel på sine sjøreiser med August Müller i 1871 og 1872.
k151. unge Rovsing: formodentlig Christian Rovsing, som flyttet til England i 1884 som privatsekretær for Siams gesandt. Det fremgår av brev 96 at Erik kjente ham.
k152. hos á Porta: I 1880-årene var kafeen «à Porta» borgerskapets mondene kafe. Den finnes fremdeles på Kongens Nytorv i København.
k153. taget Drachmann under behandling: «Puppe og Sommerfugl, af Holger Drachmann, anm. af M.S.», trykt i Nyt Tidsskrift 1882, s. 507–12. Mathilde Schjøtt anklager Drachmann for mangel på moralsk sans i stykket
k154. et lille Kort: Det finnes blant brevene et kart over Sydsverige, som inkluderer Kristiania og Kiöbenhavn.
k155. Du vil efter min Beregning have det Mandag: Det var riktig, hun fikk brevet mandag 20/11 (se brev 36).
k156. en Frk Grip nys forlovet med en Hr Bramsen: Otilia Grip, datter av konsul Rolf Grip fra Bergen, som skulle gifte seg med grosserer Aage Bramsen.
k157. Aftægt: se brev 28, note 4. Siden uttrykket ble brukt når sønnen overtok gården og ga sine gamle foreldre et lite hus å bo i, er det ikke vanskelig å forstå at Erik ikke ville forklare det for Amalie.
k158. den danske Dame, der er koket: Den beregnende fru Berner i Familien Pehrsen er totalt forskjellig fra den mishandlede Gertrude. Det kommer fram fra senere brev at modellen til begge to var Louise Bille, som var i Rom samtidig med Erik i 1877.
k159. Australien eller Nyzeeland: Amalie var med Müller i Australia og New Zealand i 1870.
k160. han har kjøbt en skole her i byen: Wilhelm kjøpte en gutteskole i Nordahl Bruns gate 24, og dit flyttet han og Amalie med barna i 1883.
k161. hos Nicolaysens: Elise Sars, søster til Ernst og Ossian Sars, var gift med overlærer Emil Nicolaysen.
k162. student Knudzon: kanskje J. A. Knudtzon, senere professor i semittiske språk.
k163. ægypternes evangelium: et apokryft evangelieskrift fra det 2.årh. e.Kr., kjent fra sitater i andre skrifter.
k164. utålelig orthografi: Bjørnson hadde på denne tiden en svært individuell ortografi, som bl.a. kjennetegnes ved utstrakt bruk av bokstaven «æ».
k165. de streikende kunstneres udstilling: Kunstmiljøet i Norge var helt fram til 1880-årene konsentrert rundt den private Kristiania Kunstforening (stiftet 1836). Når unge kunstnere som Frits Thaulow og Christian Krohg kom hjem fra studier i utlandet, krevde de medbestemmelsesrett; den ble nektet, og så boikottet kunstnerne foreningens utstillinger og arrangerte «Kunstnernes Høstutstilling» i 1882 og 1883, som ble til «Statens årlige kunstutstilling» fra 1884 av.
k166. to deilige billeder af Chr. Krogh: Krohg hadde fire bilder i utstillingen; de to «brilliante sjøulker» er «Tømmermand tilrors» og «Hart læ» (1882).
k167. et billede … af Sverdrup: «Portrait» (1882), senere kalt «Statsminister Johan Sverdrup».
k168. Fritz havde også nogle udmærkede billeder: Frits Thaulow hadde fem bilder på utstillingen: «Et gammelt Herresæde i Nærheden af Christiania», «Høstdag ved Akerselven», «Heste paa Havn», «Fra Sandøsund» og «Bob».
k169. dit søde telegram!: Da Erik fikk Amalies brev torsdag 16/11, sendte han et telegram, som er gått tapt, for å varsle om at han ikke kunne få svart innen fredag 17/11, som hun hadde forlangt.
k170. en halv times tid i det høieste: De hadde et forskjellig syn på brevskriving som på så mye annet – som man også kan se på skriften. Eriks brev er skrevet med sirlig, regelmessig skrift, mens Amalies er skrevet fort, ofte ujevnt, og er vanskeligere å tyde.
k171. Irgens Hansen i Dagbladet: Irgens Hansens lange og nedlatende anmeldelse av Familien Pehrsen, «dette Sammensurium af nyt og gammelt», står i Dagbladet Nr.283, 14/11/82.
k172. Trampe: gammel pommersk adelsslekt som ble opptatt 1743 i den danske grevestand.
k173. Sars, har bedet mig anmelde bogen: «Familien Pehrsen», af John Paulsen, anm. af – ie» står i Nyt Tidsskrift 1882, s. 582–7. Det er, som hun selv sier, en velvillig anmeldelse.
k174. «Morgenbladets» skjælden: Anmeldelsen er trykt 17/11/82 i norsk Morgenbladet, signert «z» (ikke et kjent pseudonym). Den er rett negativ: «Forfatteren mangler enten Evne eller Villie, eller begge Dele …».
k175. skitsen af G.A. Dahl: «En forgrundsfigur», som står i Nyt Tidsskrift 1882, s. 472–89. Skissen består av en lang samtale mellem en gift kvinne med tre barn og en husvenn, og går ut på at hun har forspilt sine muligheter; hun og mannen hadde evnen til å bli en radikal fornyelseskraft i Norge, men hun vil ikke ta skrittet fullt ut, og dekker seg bak sine barn, som hun oppdrar til kristendommen selv om hun er blitt fritenker.
k176. hos fru Gad: Ingeborgs foreldre var byfogd Henry Gad og Johanne, født Lund.
k177. en eneste ting jeg rigtig grundig hader … at reise på jernbane: Dette påstår Amalie også overfor andre; det ser ut til at hun led av togskrekk.
k178. Dagmar: Dagmar Lunde, en begavet ung malerinne som er forelsket i Rosenius og skriver et fortvilt brev til ham for å be om et stevnemøte – hvor han svikter henne til fordel for fru Berner.
k179. Ingeborg og Brandes: Se brev 17, note 12.
k180. Som Gut da jeg var i Krig: se brev 24, note 3.
k181. Irgens Hansen: litteraturkritiker og senere teatersjef, fast medarbeider i det norske Dagbladet, redaksjonssekretær fra 1886. Hans «Brev fra Kristiania» ble trykt i Morgenbladet 19/11/82.
k182. Gunnar Heiberg: Heiberg var 25 år gammel ved denne tiden, og tilhørte bohemkretsen i Kristiania. Han arbeidet som journalist i Dagbladet; hans første skuespill Tante Ulrikke var allerede skrevet, og skulle komme ut i 1884.
k183. den Hr Ostermann: må ha vært en danske som ferierte på Grefsen – det har ikke vært mulig å identifisere ham.
k184. det er synd mod et menneske, at det lades så uvidende: Dette er kimen til flere av Amalies senere litterære verker; fortellingen «En moderne dame», som senere ble til novellen «Fru Ring» og så til romanen Constance Ring, ble skrevet ved denne tiden og sendt til Erik i mars 1883.
k185. lå på fladseng: dvs. på gulvet.
k186. nu har også Aftenposten havt fat i ham: Familien Pehrsen ble anmeldt i Aftenposten nr.273, 21/11/82. Den usignerte artikkelen kritiserer Paulsen for å skrive overfladisk og usannsynlig.
k187. når Amund Helland langer fra borde: Helland skrev et hissig svar på Irgens Hansens anmeldelse av Familien Pehrsen i Dagbladet Nr.289, 21/11/82 (se brev 36, note 13). Hansen svarte samme sted.
k188. det har jeg været engang: Amalie ble innlagt på Gaustad Sykehus høsten 1877, mens kampen om skilsmissen foregikk.
k189. hans ældste broer: Michael Skjelderup Müller, artillerikaptein, gift med Bolette Müller.
k190. nede hos direktørens: Ole Sandberg var direktør for det nye asyl på Gaustad fra 1855 til 1882.
k191. tæring eller sligt i vor slægt: Det var en hel del «tæring eller slikt» i Amalies slekt. Flere av hennes søsken døde som spebarn, og det var sannsynligvis tuberkulosen som drepte Martin i 1874, Wilhelm i 1883, Bernhard i 1884, Ludvig i 1897. Hun var alltid uvillig til å innrømme at en slik sykdom fantes i hennes familie.
k192. ank: uro, nervøsitet.
k193. det næste hefte først kommer i januar: «Madam Høiers leiefolk» ble trykt i Nyt Tidsskrift 1882, s. 557–70 – det kom ut etter nyttår 1883.
k194. en råas: pøbelaktig, ukultivert.
k195. Gunnar H.: Gunnar Heiberg var en del av Amalies omgangskrets i Kristiania.
k196. dit sidste Brev: brev 36, skrevet 14/11.
k197. Beretning om Henrettelsen: Eriks artikkel, «Anders Nielsen Sjællanders Henrettelse», sto i Morgenbladet 23/11/82. Det er en saklig og rystende beskrivelse.
k198. min første Beskrivelse: Eriks artikkel «Henrettelsen i Klejtrup», om Rasmus Pedersen Mørkes henrettelse ved Hobro, sto i Morgenbladet 7/1/81. Den er formet som et innlegg mot «det skandaløse og pinligt unyttige, som sker ved denne Lejlighed».
k199. Dahls Artikel: se brev 36, note 17.
k200. den nye oppositionelle Studenterforening: se brev 28, note 6.
k201. Violincellist i det kgl Kapel: må ha vært Fritz Bendix, den gang gift med Eugenia Heusinger fra Dresden (som senere giftet seg med Karl Gjellerup). Søsteren kan ha vært Anna Bendix.
k202. With: se brev 5, note 2.
k203. «Guldfluen»: Miss Ænéa (Guldfluen) opptrådte 26/11/82 i Kasino i Kalifen paa Æventyr, en komedie av Erik Bøgh.
k204. min bro'er svigerforældre: Wilhelm hadde vært gift med Regine Prebensen; hennes foreldre var Jacob Wetlesen og Wenche Grove Prebensen.
k205. da Vallin blev henrettet i Bergen: En svensk mann, Wallin, ble henrettet ved halshugging i Bergen i 1876. I dette året foregikk de siste henrettelser i henhold til straffeloven av 1842. Dødsstraff i sivile saker ble avskaffet i Norge i 1902.
k206. anmeldelsen af Thyra: Marie Colbans fortelling Thyra ble utgitt i 1882. Den ble anmeldt anonymt i Morgenbladet 23/11/82 som «et fortræffeligt Exempel paa, hvad det vil sige at skrive rigtig ukunstnerisk».
k207. 10,000 spd. om året: Speciedaleren var hovedmynten i det norske myntsystem av 1816. Ved overgang til kronemynten 1874 var 1 speciedaler verd 4 kroner.
k208. din beretning … i Dgbldt.: se brev 39, note 2. Eriks artikkel ble trykt opp i norsk Dagbladet nr. 293, 25/11/82, under tittelen «En Samfunds-Skandale», som «et Vitnesbyrd om, hvilket oprørende Barbari Dødsstraffen er.»
k209. det liberale parti: Venstre ble formelt stiftet som parti i 1884.
k210. «has i plukfisken»: dvs. mye rot; folk har ikke oppført seg som de skulle.
k211. B.B. har formelig undsagt Sverdrup: Bjørnson støttet opprinnelig Venstre, og bidrog sterkt til valgseieren i 1882, men snart etter kom han i konflikt med partiet og Sverdrup. Han reiste til Paris og ble der i fem år.
k212. fru Wullum, også kaldet «Inden»: Det har ikke vært mulig å finne bekreftelse på dette pseudonymet. (Se Hanne Engberg: En frigørelseshistorie. Margrethe Vullum 1846–1918. Gyldendal, København 1994.)
k213. Hedlund: Bjørnsons venn S. A. Hedlund, sjefredaktør på Göteborgs Handels- og Sjöfarts-Tidning.
k214. «Verdens Gang» … beretning om henrettelsen: Den usignerte artikkelen «En Henrettelse» står i Verdens Gang 28/11/82. Den siterer A. Cantor og E. Skram.
k215. Holger Dr.manns søster: Skissen «Tøbrud», skrevet av Arne Vendt, står i Ude og Hjemme 15/10/82, s. 25–28. Arne Vendt var pseudonym for Erna Juel-Hansen, søster til Holger Drachmann.
k216. en Anmeldelse: Amalie hadde visstnok fortalt John Paulsen at Erik hadde skrevet positivt om Familien Pehrsen, så han var nødt til å anmelde det.
k217. tager sig af ham i «Dgbl»: Mathilde Schjøtt (MS) anmeldte Familien Pehrsen i Dagbladet Nr. 293, 25/11/82.
k218. en Føljeton: «Brev fra Landet», som sto i Morgenbladet 26/11/82, signert «Kirstine».
k219. -ea- i Dagbladet: -ea- var Irgens Hansen; hans kritikk av Puppe og sommerfugl sto i Dagbladet Nr. 292, 24/11/82.
k220. Maleren Tuxen: Lauritz Tuxen malte et loftsmaleri til Frederiksborg-Museet som ble kalt: «Danmark, som modtager Stændernes Hyldning». Billedet ble utstilt i 1883.
k221. Garborg som er en af mine specielle yndlinge: Arne Garborg og Amalie Skram var fortrolige, og skrev senere begeistrede og humorfylte brev til hverandre om den andres bøker.
k222. om «Pehrsons» i «Verdens Gang»: Anmeldelsen sto i Verdens Gang 30/11/82, signert «G».
k223. som fogden sier i «Folkefienden: Ibsens En Folkefiende kom ut 28/11/82. I første akt kritiserer byfogd Peter Stockmann redaktør Hovstad, som ikke har gitt ham, men hans bror, læge Tomas Stockmann, æren for å ha skapt badet i byen: «Det er merkelig med de folk som stammer direkte fra bønder; aldri kan de legge taktløsheten av.»
k224. B.B. op ad dage: Det var alminnelig enighet om at Bjørnstjerne Bjørnson var modell til Tomas Stockmann.
k225. den række småmalerier: se brev 42, note 3.
k226. jeg gik dog «på jorden»: «Brev fra Landet» er en trekantshistorie om en kvinne som i sin tid svermet for en musiker som hadde lært henne «at baske lidt med Vingerne», men hun giftet seg senere med en godhjertet bonde, og «af ham har jeg lært at gaa paa Jorden.»
k227. Jonas Lie begynder: Lies fortelling «Slagter Tobias» ble trykt som første stykke i samme hefte av Nyt Tidsskrift som «Madam Høiers leiefolk», på s. 513–36. Slutten på hans historie står i grell kontrast til misèren i «Madam Høier»; hans fattige familie blir reddet av en godhjertet jordmor som får dem over til Amerika, hvor de blir rike.
k228. godnat på «Løven»: Frits Thaulows far Harald Thaulow var apoteker, som i 1843 oprettet apoteket Løven (fra 1857 i Storgaten 18).
k229. redaktør Thommesen: Olaf Thommessen var redaktør av Verdens Gang fra 1878; under hans styre ble bladet et forum for Venstre.
k230. det er dig der er blevet til Sti Høeg i «Marie Grubbe»: I J. P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) er Sti Høg gift med Maries søster. Marie forelsker seg i ham, fordi hun tror at hun i ham har funnet sin herre; men han viser seg å være svak og umandig, og hennes kjærlighet visner snart: «Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt, der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden, og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.» (Danske klassikere, DSL 1989. s. 158.)
k231. den interessante Brevveksling mellem P. A. Heiberg og Fru Gyllembourg: P. A. Heiberg var gift med Thomasine Gyllembourg. Han ble landsforvist i 1799 fordi han kritiserte eneveldet, og hun skilte seg fra ham til fordel for en svensk adelsmann, C. F. Gyllembourg. Brevvekslingen omkring skilsmissen ble utgitt av svigerdatteren Johanne Luise Heiberg: P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, en Beretning støttet paa efterladte Breve I–II (1882).
k232. G.A. Dahls: se brev 36, note 17.
k233. vi Venstremænd får ikke vor Tid glimrende betalt: I 1880-årene ble 4000 kroner regnet for å være en god borgerlig lønn for en mann med kone og barn, tjenestepike osv. Det var ganske vanlig for folk å kombinere inntekter fra to erhverv, som Erik gjør; men med sine 3300 kroner sammenlagt tjente han i underkanten av hva han trengte for å kunne gifte seg.
k234. Rydbergs Kælder: en kunstnerkneipe som lå i Østergade 19. Den eksisterte fram til 1960-årene.
k235. et Brev fra den lille Dame i Kristiania: Alexandra Lasson.
k236. Violincellisten med den indtagende Kone: se brev 40, note 3.
k237. da Marie Grubbe blev skrevet: Mens Jacobsen var i gang med historiske studier til Fru Marie Grubbe, reiste han i 1873 Europa rundt sammen med de nygifte Edvard og Harriet Brandes.
k238. mod Vandfaldet ved Lille Hammer: på vei tilbake fra Aulestad i august 1882.
k239. jeg havde lest det meste af den: brevvekslingen P. A. Heiberg/ Fru Gyllembourg.
k240. jeg «skal verne om kvindens jevnbyrdighed med manden»: Kvinnebevegelsen hadde sitt gjennombrudd i Norge i 1880-årene; i 1882 fikk kvinner rett til å ta eksamen artium, og den første lille kvinnesaksforening ble stiftet i 1883.
k241. et langt brev fra B.B. fra Helsingborg: Brevet må ha gått tapt; i brevvekslingen mellom Bjørnson og Amalie er det ingen brev mellom november 1881 og mars 1884.
k242. jeg må altid ha'e det i spd: se brev 41, note 4. 1800 kr. var 450 speciedaler.
k243. jeg må overnatte i Charlottenburg: Charlottenberg er like over grensen Norge/Sverige.
k244. jeg har telegraferet til B.B. idag: Telegrammet finnes ikke.
k245. et brev fra G.B. til redaktør Thommesen: Brandes skrev til Thommessen fra Berlin 30/11/82. Han klaget bl.a. over sin behandling i norske aviser: «I den sidste Tid seer jeg jævnlig mit Navn i det sidstnævnte Blad [norsk Dagbladet] og ærgrer mig regelmæssigt derover. Enhver, der optræder, ansér det for sin Pligt at sige mig nogle Uartigheder.»
k246. dit sidste Brev: brev 46, skrevet 7/12/82.
k247. en Per Tott: gjenstand for ringeakt eller spott, jfr. Tommeltott.
k248. min Broder …som er Præst: Eriks halvbror William Skram var prest i Grønbæk i Jylland.
k249. med 6 [kendte?] Mænd: Ordet er delvis avrevet, med det framgår av Amalies svar at det må være «kendte».
k250. Anmeldelsen af «Familien Pehrsen» i Mrgbl.: en usignert, ganske velvillig anmeldelse som ble trykt i (dansk) Morgenbladet 6/12/82.
k251. fader Abraham og den rige mand: «Og foruden alt dette er mellem os og Eder et stort Svælg befæstet.» Liknelsen om den rike mann, Lukas-evangeliet 16, 26.
k252. brevet fra B.B.: se brev 46, note 3.
k253. lige op til 14 grader Reaumur: Reaumur hadde en temperaturskala på 80 grader; (minus) 14 grader = – 17.5 grader Celsius.
k254. Brandes er idag rejst til Paris!: Ingeborg og Frits Thaulows ekteskap var i oppløsning i slutten av 1882; hun var i Paris hos sin søster Mette (Gauguin) fra januar 1883.
k255. Brandes: «Et Besøg»: Edvard Brandes: Et Besøg, skuespil i to akter, P. G. Philipsens Forlag, Kjøbenhavn 1882. Skuespillet er et trekantsdrama: et lykkelig nygift par får besøk av mannens gamle venn Repholt, og konen oppdager at det var han som kynisk forførte henne som ung pike – noe hun har holdt hemmelig for sin mann. Erik tenker her på mannens beskrivelse av Repholt: «han var voksen, fra han var atten. Han var til sytten gaaet med i Krigen som frivillig, var der meget modig, blev saaret og forfremmet til Løjtnan …» (s. 24)
k256. Kiellands «Trofast»: se brev 28, note 2.
k257. Det var igjen Mathilde Schjøtt: se brev 42, note 2. Hennes andre artikkel, signert M., sto i Dagbladet No.310, 14/12/82. Den hadde tittelen: «Audiatur et altera pars. »
k258. «Dagens Nyheder» … har skrevet meget anerkjendende: Den usignerte anmeldelsen av Familien Pehrsen sto i Dagens Nyheder 16/12/82; anmelderen synes kritikken har vært for hård og at boken viser «Udvikling og Fremgang mod noget virkeligt Dygtigt».
k259. min gifte søster Jutta: Eriks yngste søster Jutta var gift med grossereren Christian Rothe. Hans eldste søster Henriette var forstander i Natalie Zahles banebrytende pikeskole (og overbestyrer fra 1900). «Jernet» var et satirisk-humoristisk navn på en effektiv kvinne, særlig en lærerinne.
k260. din Oversættelse: Charles Waites bok ble utgitt i norsk oversettelse med tittelen Hvorfra stammer Miraklerne i Det ny Testamente? På tittelbladet står Bjørnsons navn, men det er ikke nevnt at Amalie har oversatt boka. Den kom ut på dansk samme år.
k261. den pyntelige Hollænder: Amalie svarer ikke på spørsmålet, og det er umulig fra Eriks utsagn å si hvem det kunne være.
k262. David Popper: ungarsk cellist, meget populær som solist. 1 1896 ble han professor ved konservatoriet i Budapest.
k263. den besynderlige … simple S.: Papiret finnes ikke lenger. Kanskje snakker Erik om seg selv her?
k264. til Elisa Knudtzon i Bergen: Amalie korresponderte flittig med familien Knudtzon i Bergen i 1876–83, og bodde hos dem flere ganger.
k265. hos Sommerfeldts, en af hans svogre: Regine Prebensen Alvers søster Hilda var gift med Gustav Adolf Sommerfelt.
k266. at give Florizel således: Florizel er den unge konen i Et Besøg.
k267. Repholdt: se brev 50, note 2. Florizels mann Neergaard sier om Repholt: «Han bar sig ad som Mandfolk gør.» (s. 84)
k268. denne mandsperson: Neergaard, som alltid har vist sympati overfor unge piker som er blitt forført – inntil det dreier seg om hans kone.
k269. Germannernes lærling: Karl Gjellerup, dikter og protegé av Georg Brandes, ga ut romanen Germanernes Lærling i 1882.
k270. hende, som reiste til Tyskland: syersken Camilla, som Erik fortalte Amalie om i september 1882 (se også brev 61, 14/1/83).
k271. [2/1/83]: Erik har skrevet feil dato på brevet; tirsdag var 2. januar, ikke 3. januar.
k272. Gambettas død: Léon Gambetta, fransk jurist og politiker, republikansk motstander av Napoleon 3. I 1881 dannet han en regjering, men den ble sittende bare tre måneder. Han døde 31. desember 1882 etter en skyteulykke.
k273. Schw. er ham, der har skrevet om Wergeland: Herman Schwanenflügel, som ga ut Henrik Wergeland. En litteraturhistorisk Skitse i 1877. Brevet finnes på KB, og er datert «3dje Juledag 1882». Der står det bl.a.: «tillad mig nu at sige Dig, at Du i den korte Anmeldelse Du skrev om Schandorphs ny Bøger i nogle faa Linjer har sagt det bedste der endnu er sagt om denne Forfatter
k274. til at sige With: Eriks venn Jakob With. Se brev 5, note 2.
k275. Edv. Brandes var kommen hjem: Edvard Brandes reiste til Paris i desember 1882, hvor Ingeborg Thaulow bodde i hvert fall fra januar 1883. Se brev 50, note 1.
k276. Familje bosat i Sverige: Det kommer ikke fram av slektsboken hvem det kan ha vært. (Se Peder Schram: Stamtavle over den danske Gren af Slægten Schram, s. 84–86.)
k277. min Artikel, Du har af mig: Sannsynligvis en artikkel som ble trykt i Morgenbladet 24/12/82, hvor Erik skriver om nye bøker av Drachmann, Kielland og Schandorph og roser Drachmanns Rejsebilleder (1883).
k278. Ingersolls værker: Robert G. Ingersoll, amerikansk politiker, agnostiker, forfattet populære skrifter med kritikk av bibelen.
k279. flytte ned i øverste etage i skolelokalet: Amalies bror Wilhelm hadde sagt fra seg prestekallet og kjøpt en gutteskole i Nordahl Bruns gate i Kristiania, som han skulle drive. Han og familien måtte derfor flytte fra Rosenborggaten 11 til en leilighet i skolebygningen.
k280. Marcellus: en svensk brosjyre, utgitt av pseudonymet Marcellus. Den oppfordret kongen til å gjøre statskupp og la Venstres førere halshugge. Forfatteren var en underordnet svensk embetsmann ved navn Wilhelm Bergstrand. Venstre trodde kongen sto bak den, og det ble en politisk storm.
k281. konsulens i Lima: Amalie var i Lima i juli 1870 på jordomseiling sammen med August Müller.
k282. vennen i «Herregårdsbilleder»: Krogs venn von Osten forteller hans hemmelige kjærlighetshistorie med den bemerkning: «Jeg har lovet ham aldrig at omtale, hvad jeg véd om den, jeg bryder mit Løfte i Aften – Løfter holder man jo saalænge, indtil den passende Lejlighed kommer til at bryde dem.» (Herregaardsbilleder, s. 60)
k283. et andet brev som han skrev til Fr.hald: Det finnes ingen brev mellom Amalie og Amund Helland i brevsamlingene.
k284. Cyankalium: dvs. kaliumcyanid, et meget giftig preparat som ble brukt bl.a. ved utvinning av sølv og gull. Helland var geolog.
k285. Bertha Knudtzon: datter til «gamlefru» Lucinde Knudtzon, som Amalie skulle gjeste i København. Også kjent som nær venninne av Georg Brandes. Brevet finnes ikke i samlingene.
k286. Germannernes Lærling: Karl Gjellerups roman (se brev 56, note 1).
k287. Rephold i Brandes Stykke: se brev 50, note 2.
k288. Friherreinde Soffi: en figur fra Eriks roman fra 1877, Herregaardsbilleder (se brev 18, note 6). Hun var basert på en moden gift kvinne, sannsynligvis fra familien Tutein, som hadde tatt den unge Erik som sin elsker. (Se Pil Dahlerups kommentar i Danske Klassikeres utgave av Gertrude Coldbjørnsen, s. 173.) Det kan godt være at det var Alice Tutein, datter til Peter og Anna Tutein, som hadde fått et uekte barn og var blitt giftet bort i 1849 med en mye eldre mann. Hun var atten år eldre enn Erik.
k289. Gertrude … hende, der drog til Tyskland: Gertrude i Gertrude Coldbjørnsen var basert på en annen kvinne Erik hadde vært forelsket i (sannsynligvis Louise Bille); det var Camilla som dro til Tyskland.
k290. den ene af disse Kvinder: Det er vel modellen til Gertrude Erik mener her, den samme som han senere i brevet kaller «fru B», dvs. fru Bille. Det framgår av et brev fra Anna Tutein til Erik (KB, 13/12/73) at han møtte henne på herregården Marienborg ved juletiden 1873. Hun var vel også modellen til Marie i Herregaardsbilleder.
k291. min Rejse til Italien: Erik reiste til Rom i mai 1877; han forteller i sin dagbok at han traff C. St. A. og Louise Bille der.
k292. Catharinus Bang: Cathrinus Bang ble professor i nordisk litteratur i Kristiania i 1869. 7. august 1882 (dagen før han traff Amalie) spiste Erik middag med Bang og Helland.
k293. i Jernbanekupéen: på toget til Eidsvold 9. august 1882, på vei til Bjørnson-jubileet på Aulestad.
k294. Frøken St.: Henriette Steen, en dansk kvinnesakskvinne som var med på festen, Holger Drachmanns kusine.
k295. vor Spøg over Borg: Fredrik Theodor Borg, svensk pressemann og politiker, nær venn av Bjørnstjerne Bjørnson, var også med på Aulestad i august 1882.
k296. «Grisserne»: må være en privat hentydning.
k297. Bjørn gøre Kur til Dig: dvs. Bjørn Bjørnson. Se brev 20.
k298. Du og Dr. spadserede: Drachmann gjorde nok også kur til Amalie ved festen. Erik skriver i sin dagbok 11/8/82 om «Uviljen hos Drachmann mod mine Sejre» (se hans papirer på KB.) Se også Bjørn Bjørnson: Aulestad-minner, s. 110–19.
k299. Thomsen havde kysset Dig: må ha vært Olaf Thommessen, redaktør av Verdens Gang.
k300. a.d.: andet deslige.
k301. er kommen igjen: Det ser ut til at Amalie gjetter riktig her; hun skriver i hvert fall senere at Camilla kom tilbake til Erik innen sommeren 1883. Dette oppdaget hun først etter at de hadde giftet seg. Erik benekter det ikke.
k302. se en «Folkefiende»: Ibsens En Folkefiende hadde première ved Christiania Theater 13. januar 1883.
k303. Reimers's spil: Arnoldus Reimers spilte hovedrollen ved premièren.
k304. Lammers, fru Nicolaysen: Thorvald Lammers var sanger og kordirigent. Han var gift med Mally Sars, søster til Elise Sars (=fru Nicolaysen), og til Ernst og Ossian.
k305. Grevstad … Bætzmann: Nicolai Grevstad var redaktør av Dagbladet 1880–83. Han var ikke radikal nok for styret, og den unge journalist Fredrik Bætzmann overtok i januar 1883 etter forslag fra Bjørnstjerne Bjørnson. Han viste seg imidlertid å være enda mindre radikal, og ble avsatt etter tre uker.
k306. redaktør af «Figaro»: Tidsskriftet Figaro (Ugeblad for Kunst, Musik, Theater og Literatur) kom ut 1882–83 (bare en årgang) i Kristiania; redaktøren var Wilhelmine Gulowsen, kjent som oversetter og anmelder.
k307. det lange kabinetsbillede: et bilde Amalie sendte til Erik like før jul 1882 (se brev 55).
k308. « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schiøtt: Erik tar feil her, han hadde spurt hvem « –ea» var (se brev 42, note 4). « –ie» var Amalies merke.
k309. Tidsskriftet: siste nummer av Nyt Tidsskrift 1882, redigert av Ernst Sars og Olaf Skavlan. Amalies fortelling «Madam Høiers leiefolk» står på s. 557–70.
k310. Sverdrup havde mistet sin Kone: Johan Sverdrups kone Caroline Sørensen døde 18/1/83.
k311. Marcellus: dvs. Wilhelm Bergstrand (se brev 60, note 3).
k312. Pastor Krog-Meyer: I Morgenbladet 21/1/83 står dødsannonsen for «forhenværende Sognepræst for Snolleløv og tidligere for Ulkebøl paa Als H.W. Krog-Meyer.»
k313. en jydsk Folkesanger og Digter: Samme sted står opplysningen om at Folkesangeren og Blicher-Oplæseren Christen Sørensen skal holde opplesning på Kasino 24. januar.
k314. en Forestilling i Folketeatret: 20/1/83 hadde Folketeatret et program ordnet av Komiteen for Invalidernes Venner for å samle inn penger for krigsinvalider.
k315. Fattiggården: I 1846 fikk Norge en felles fattiglov for hele landet, hvor det sto at enhver trengende hadde rett til forsørgelse; men etter 1863 ble det offentliges forsørgelsesplikt sterkt begrenset.
k316. Arne Garborgs Anmeldelse: Garborgs anmeldelse av En Folkefiende sto i Nyt Tidsskrift 1882, s. 571–80.
k317. «Slagter Tobias»: Jonas Lies fortelling ble trykt i Nyt Tidsskrift s. 513–36. Se brev 43, note 7.
k318. det med Melsækken: refererer til en episode i Lies fortelling hvor Tobias får forært en full melsekk ved en feiltakelse.
k319. Repholdt i «Et Besøg»: se brev 50, note 2. Den «danske dame» må være Bertha Knudtzon – se senere brev 95.
k320. hvad Sars er hos os: Ernst Sars giftet seg aldri.
k321. fru Knudtzon: Fru Lucinde Knudtzon bodde i Amaliegade 14 sammen med sine tre ugifte døtre.
k322. et Brev … til Brandes: Brevet ligger i samlingen, og lyder slik: København 28/1 83 / Kære Ven! / Jeg har en Tjeneste at bede Dig om. Det lader til, at dit «Et Besøg» har gjort mig en del Fortræd. Jeg havde glemt det Snak, Folk kom med de første Dage, efter at Bogen var udkommen – gode Venner vare krænkede på mine Vegne – men senere er jeg et Par Gange på en ubehagelig Måde bleven mindet om Sagen. Igår trådte så pludselig en fuldtfærdig Historie mig i Møde fra en Kant, hvor jeg kan rammes på et ømskindet Sted. «Skram er Forbilledet for Repholdt i «Et Besøg». Han skal for ikke længe siden have havt en aldeles lignende Historie med en ung Pige.» Det er Historien. Min Anmodning er nu den, at Du i et Brev til mig udtaler Dig om dette. Jeg ønsker at få Ram på de Mennesker, der på en Formodning, og uden direkte Årsag for Resten, skader mig. Jeg er nemlig så heldig denne Gang at kunne gribe rette Vedkommende. / Din AOE Skram
k323. Kammerjunkerinde Bauditz f. Rist: Eriks venn P. Fr. Rist var offiser og forfatter, og hadde vært med i slaget ved Dybbøl. Hans søster Augusta hadde giftet seg med Kammerjunker Heinrich Tobiesen, ikke Kammerjunker W. G. O. Bauditz.
k324. Fru Talbitzer: Holger Drachmann hadde en affære med Polly Thalbitzer i 1875.
k325. ud af kristendommen: Amalie ble fritenker etter sin skilsmisse.
k326. Jakobs konfirmation: Av gode grunner forteller Amalie ikke noe mer i brevene om konfirmasjonen; da det kom til stykket, nektet Jakob å la seg konfirmere.
k327. Brandes's brev: Brevet ligger i samlingen: 29 Jan. 83 / Kjære Ven! / Paa en vis Maade forbauser det mig ikke, at Folks Gemenhed har udfundet Dig som Forbillede for Repholt. Det maa sikkert friste mange paa éngang at gøre Dig Fortræd og samtidig faa et Vidensbyrd om, hvor skændigt jeg misbrugte mine Venner. Men alligevel synes Uforfærdetheden mig kolossal, saasandt jeg er mig bevidst ikke et Minut at have tænkt paa Dig, da jeg skrev Stykket. / Dog, maaske et Minut. Jeg ser jo, at Repholt ligner Dig deri, at han har været i Krigen, blev saaret og forfremmet til Løjtnant. Jeg satte dette Træk for at vise, at Fyren ikke manglede legemligt Mod. Jeg gjorde det des roligere, da jeg vidste, at ellers ikke et eneste Træk hos ham kunde genkalde Dig i nogens Erindring.* Thi hvad i al Verden skulde Repholt ligne Dig i? / Hans ydre Stilling? Han er ministeriel Embedsmand, tilkommende Amtmand – Du, Poet og Journalist. / Hans Karakter og Meninger? Ja, behøver jeg at sige noget herom? Dette slappe Menneske, der intet interesserer sig for, der er et godt Hoved uden en original Tanke, hvis Hjærte aldrig har banket hverken for en Ide eller en Sag eller en Kvinde – thi forelsket har han heller ikke været – og saa Du! Det forekommer mig for dumt at diskutere dette. / Og nu Historien, Stykkets Sujet. Der kunde jeg da vide, at den i intetsomhelst vedrørte Dig, desformedelst den var helt opfunden paa Grundlag af den flygtigste Begivenhed. Hverken passeret mig eller Dig eller nogen anden – men et rent Fantasifoster, lavet ad hoc, for at tilvejebringe den ringest mulige Sanseforvildelse i en honnet Kvindes Lod. / Saadan kan jeg kun beklage, at mit sølle Stykke har skaffet Dig Ubehageligheder. Jeg synes min Skyld er forholdsvis ringe. Og det trøster mig lidt, at jeg rundt omkring fra hører, at Repholt er en Selvskildring. Senest paastaar Herm. Bang det paa Tryk igaar i «Nationaltidende». / Din hengivne / Edvard Brandes / *Og der var dog endel andre Danske med i Krigen foruden Dig og ham.
k328. anmeldelse af Nyt Tidsskrift i Dgbldet: Anmeldelsen av Nyt Tidsskrift november-desember 1882 ble trykt i Dagbladet 31/1/83. «Madam Højers Leiefolk» blir kritisert fordi den bruker et språk som «ikke forstaaes uden netop fra Egersund til Aalesund».
k329. Rosenstam: må være maleren Vilhelm Rosenstand, som hadde vært i Rom i 1877 mens Erik og Louise Bille var der, og som flyttet til København i 1883. Se brev 61, note 5.
k330. Bætzmanns redaktionsvirksomhed: se brev 62, note 6.
k331. Wullum den hylekrog: Erik Vullum hadde vært redaktør av Dagbladet 1879–80. Hylekrog: en snurrebass som er utstyrt med hull slik at den gir lyd når den snurrer (bergensk).
k332. niendejunibeslutningens konsekventser: 9. juni 1880 vedtok Stortinget at et grunnlovsvedtak om statsråders adgang til stortingsforhandlinger var gjeldende grunnlov enda Kongen hadde nedlagt veto i saken for tredje gang. 9. juni-vedtaket innebar at Kongen ikke skulle ha absolutt veto i grunnlovssaker. Dermed ble Stortinget delt i to partier, Venstre og Høire.
k333. B.B. der har sendt os Bætzmann på halsen: Bjørnson blandet seg flere ganger i valg av redaktør til Dagbladet. Han forhandlet med Bætzmann i Paris på avisens vegne, og skapte forventninger om at han skulle bli mer radikal enn Grevstad, noe som snart viste seg ikke å stemme.
k334. salige Aftenbladets rolle: Kristiania-avisen Aftenbladet, grunnlagt 1855, hadde vært talerør for de kretser som senere dannet partiet Venstre. Den sluttet å komme ut i 1881.
k335. lige gjerne havde overtaget Morgenbladet: Etter å ha blitt avsatt reiste Bætzmann tilbake til Paris og ble korrespondent for Aftenposten.
k336. Wullumine: Margrete Vullum, dansk forfatter, gift med Erik Vullum, en av Amalies omgangskrets.
k337. første kapitel af en ny roman: Første kapitel av Kiellands Gift (1883) ble trykt i det første nummer av Nyt Tidsskrift 1883, s. 1–9.
k338. flyttedag: den dag et leie- eller tjenesteforhold opphører, tradisjonelt 14. april i Norge.
k339. Begyndelsen om «Dagny»: se brev 66, note 4. På samme side som anmeldelsen av Nyt Tidsskrift står det en usignert anmeldelse av Elise Auberts Dagny (1882).
k340. [11/2/83]: Brevet er feildatert; det må ha vært 11. februar.
k341. Linnésgade: Eriks mor bodde sammen med døtrene Henriette og Emma i Linnésgade 8, i samme bygning som Nathalie Zahles skole.
k342. som boede i Lima: Amalie var i Melbourne i 1870 under jordomseilingen, og seilte derfra til Peru.
k343. Løven: apoteket hvor familien Thaulow bodde. Se brev 43, note 8.
k344. Ingeb. vilde skilles fra Fritz: Ingeborg og Fritz ble skilt i 1886, og hun giftet seg med Edvard Brandes i 1887.
k345. den slags bogstaver: Det finnes mange brev fra Ida Skram til Erik på KB. De som er datert er fra 1861–80, men det finnes også mange udaterte brev, noen skrevet fra Linnésgade. Skriften er ikke så vanskelig å lese, det er bare at hun bruker gammeldags «s».
k346. Bontello i Bergen: Bontelabo, havneområde i Bergen, tidligere et populært badested.
k347. Sars have tilbudt at holde et foredrag der: Ernst Sars, professor i historie, hadde utgitt Historisk Indledning til Grundloven i 1882; hans radikale synspunkter hadde ført til en voldsom polemikk.
k348. grandement: i stor stil.
k349. Drewsen med Frue: Viggo Drewsen var formann i bestyrelsen av en livsforsikringsanstalt, og samtidig filosof, som bl.a. utgav anonymt En Livsanskuelse, grundet paa Elskov (1881). Han og Louise Drewsen ble gode venner av Alexander og Beate Kielland mens de bodde i København tidlig i 1880-årene, og de skrev senere flittig til hverandre.
k350. Augurer: prester i det gamle Roma. Deres oppgave var i statens tjeneste å tyde varsler.
k351. sit første Kapitel: se brev 68, note 9.
k352. [22/2/83]: Brevet er feildatert; det må ha vært 22. februar.
k353. lade violen sørge: la bekymringene hvile.
k354. fra Peer Gynt: Bøygen i Ibsens Peer Gynt (1867) er et usynlig, skremmende troll som tvinger ham til å gå utenom.
k355. til ham: August Müller. Se brev 7, note 5.
k356. en Neworkerven: dvs. en venn fra New York.
k357. i Bergensposten … en anmeldelse: Anmeldelsen er signert «Th. T.», og står i Bergensposten 13/2/83. Det står bl.a. «Forfatterinden har paa denne indskrænkede Plads af 13 Oktavsider forstaaet at skrabe sammen saa meget slet, saa meget foragteligt og saa meget væmmeligt, at man i høieste Grad maa forundre sig derover.»
k358. korrespondance til en stokholmsk avis …: Det har ikke vært mulig å finne dette.
k359. en assessor i høiesteret: dvs. sorenskriver Edvard Mørch, som også skrev artikler til norsk Morgenbladet i 1883–84. Han fikk trykt sin anmeldelse av «Madame Høiers leiefolk» i annet hefte av Nyt Tidsskrift 1883, s. 190–92 (uten svar fra Amalie).
k360. en basaravis: Det finnes en bok om basaren: Fremtidsmarkedet 4. –11.2.83 (Kristiania 1883), men det har ikke vært mulig å oppspore basaravisen.
k361. «Trofast», «Karen», «en Forgrundsfigur» og Ibsens fru Alving: «Trofast» og «Karen» er korte fortellinger av Alexander Kielland; «En Forgrundsfigur» av G. A. Dahl ble trykt i Nyt Tidsskrift 1883, s. 472–89. (Se brev 36, note 17.) Fru Alving er hovedperson i Gengangere.
k362. Amalie Bimbam: Amalie Bimbam er den fordrukne maitresse til den syfilisbefengte Anders Mo i Kiellands Arbeidsfolk. Se brev 32, note 9.
k363. den gang jeg skrev om «Kongen»: Amalie skrev om Bjørnsons Kongen i Oplandenes Avis 28/5/79.
k364. «Luthersk ugeskrift»: Amalie skrev om Bjørnsons Det ny System i Dagbladet 14–15/4/1880. Angrepet sto som redaksjonsartikkel i Luthersk Ugeskrift 1880, s. 281–91, med tittel «En Bodsprædiken i Dagbladet».
k365. dengang jeg skrev om Niels Lyhne: Amalies artikkel om J. P. Jacobsens Niels Lyhne ble trykt i Dagbladet 29/1/1881. Kristofer Randers reagerte med «Moderne Pessimisme» i Dagbladet 8/2/81; Amalie svarte på den med artikkelen «Optimistisk Læsemaade», Dagbladet 19/2/81. Georg Brandes skrev en artikkel om «Norske Anmeldere om dansk Literatur» som ble trykt i Dagbladet 3/3/81, hvor han bl.a. beskyldte Amalie for å ha overdrevet pessimismen i boken. Så fulgte det tre artikler: «Om dansk Literatur» I–III (Dagbladet 9/3, 10/3, 15/3/81) skrevet av «en Dansk», som sannsynligvis var Margrethe Vullum.
k366. «Hun kommer ikke mere igjen»: Drachmanns fortelling ble trykt i Ude og Hjemme Nr.273 og 274, 24/12/82 og 31/12/82.
k367. Den hedder en moderne dame: Denne fortellingen ble omdøpt til «fru Ring» og senere omskrevet til romanen Constance Ring. John Paulsen lånte den første tittelen til sin neste roman, Moderne Damer (1883).
k368. nogenting teds: om det er noe tess, om det duger
k369. «Bureauchef Kroghs»: Denne fortellingen ble ikke trykt mens Amalie levde; den måtte vente til hennes Samlede verker i 1993. Den handler om en familie hvor barna dør av syfilis etter å ha blitt smittet av faren. Ibsens Gengangere ble utgitt i desember 1881
k370. Lars Holst: Med den solide venstremannen Lars Holst fikk Dagbladet endelig en mer stabil redaksjon; han ble ansvarlig redaktør fram til 1898
k371. Morgenbladet … VerdensGangsstandpunkt: Morgenbladet var opprinnelig et opposisjonsblad, men under Chr. Frieles ledelse 1857–94 var det blitt det ledende høyreorgan i Norge. Verdens Gang var en uavhengig liberal avis med Olaf Thommessen som redaktør 1878–1910. Aftenposten var et nyhets- og annonseblad som fikk et konservativt preg i 1880-årene. Dagbladet derimot var blitt et organ for den liberale opposisjon, og dets kamp mot Høyre bidro til riksrettsoppgjøret.
k372. med Konow i spidsen: Wollert Konow (H., dvs fra Hedmark) var styreformann i Dagbladet, og ble stortingsmann for Venstre i 1886.
k373. de dage, da jeg kjendte ham godt: Holst var født i Bergen, og ansatt i Bergens Tidende 1872–83.
k374. den rigsret: I mai 1883 ble de norske statsrådene tiltalt for ikke å ha rettet seg etter grunnlovs-forandringen i 1880. Se brev 68, note 4.
k375. Livius Smits forslag: Livius Smitt var en konservativ stortingsmann, som i 1880 hadde foreslått et kompromiss i grunnlovssaken som kong Oscar var villig til å gå med på i 1883.
k376. niende junibeslutningen: se brev 68, note 4.
k377. kongen og Sverdrup: Den svenske Kong Oscar II så (med rett) sin makt truet av Sverdrup, som vant valgkampen i 1882.
k378. Kræfting: sannsynligvis Axel Krefting, kaptein på «Viking» fra Arendal, som bl.a. seilte på selfangst med Fridtjof Nansen i mars 1882.
k379. det med «Bimbam»: se brev 72, note 11.
k380. en assessor i Høiesteret: se brev 72, note 8.
k381. et snippeligt brev: brev 74, skrevet søndag 25. februar.
k382. den titel har jeg raderet ud: se brev 72, note 16.
k383. dit brev: brev 75, skrevet mandag 26. februar.
k384. «Over Evne»: Bjørnsons skuespill Over ævne, første stykke kom ut i 1883.
k385. Kiellands første kapitel: se brev 68, note 9.
k386. Henrik Jægers afhandling om Jakobsen: Jægers «Om I. P. Jacobsen som novellist» sto i Nyt Tidsskrift 1883, s. 75–89.
k387. fru Schjøtt: «Anm. af M.S.», Nyt Tidsskrift 1883, s. 90.
k388. Slagter Tobias: se brev 43, note 7.
k389. i Semiramis's følge: en assyrisk sagndronning gift med kong Ninos; etter å ha myrdet ham overtok hun regjeringen og lot oppføre praktfulle byggverker i Babylon, bl.a. de hengende hager.
k390. været til en Fest: Lørdag 24/2/83 var det fest med tableauer i Kasino «til Fordel for de kvindelige Haandarbejdere» (referert i Morgenbladet 25/2/83).
k391. «Nationaltidende»: et dansk dagblad, grunnlagt 1876. H. R. Hiort-Lorenzen var redaktør fra 1877 og skaffet avisen en betydelig utbredelse. Avisen var organ for Højrepartiets interesser.
k392. et næsten eksempelløst Overfald: Eriks roman var en offentlig skandale; høyrepressen var nesten enstemmig negativ, og venstrepressen kjølig. (Se «Modtagelsen hos anmelderne» i Gertrude Coldbjørnsen, red. Pil Dahlerup, s. 177–88.)
k393. som det er værdt at tage Hatten af for: Georg Brandes' anmeldelse av Gertrude Coldbjørnsen kom først fire måneder etter at boken utkom, dvs. 9/8/79 i det norske Dagbladet; Erik var lite tilfreds med den. Paul Heyse skrev til Georg Brandes om boken 15/10/81, da han hadde lest den sammen med Kristian Elsters Farlige Folk (1881): «Vielleicht wirst Du nicht mit mir übereinstimmen, dass ich Skram für den Begabteren halte, seine Scala ist weiter, er hat Humor und jene leisen hingeworfenen Züge, die den Meister ankündigen, während Elster mühsamer arbeite …» (Correspondance de Georg Brandes III, ved Paul Krüger, 1966. Brev nr.522, s. 235–36.)
k394. jeg så begyndte at læse Zola: Emile Zolas L'Assommoir kom ut i 1877, på dansk i to forskjellige oversettelser i 1882: som Faldgruben (ved A. Schumacher) og som Mukkerten (ved N. J. Behrendsen og V. Møller). Erik leste den nok på fransk; han kunne også oversette fra det språket (se brev 89, note 7).
k395. Blade i Sverig: Erik skrev artikler til Snällposten og til Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning.
k396. jeg ingen Lethed har for at forme et Stof: Etter Gertrude Coldbjørnsen skrev Erik bare to små romaner og tre skuespill (ett med Amalie).
k397. det nye Morgenblad: I 1880 var Morgenbladet i økonomisk krise; det ble reddet av Edvard Brandes og Chresten Berg, som sammen med Viggo Hørup dannet et nytt styre i desember 1880. Bladet ble mye radikalere, og på Edvards anmodning ble Erik Skram ansatt som redaksjonssekretær.
k398. en Fest i Kasino: se brev 74, note 1.
k399. Industriudstilling i Stockholm: Det er uvisst nøyaktig når denne utstillingen var.
k400. «Hun kom ikke igen»: se brev 72, note 15.
k401. frøken Reimers: dvs. Sofie Reimers, søster til Arnoldus Reimers, skuespiller ved Christiania Theater 1881–99. Se brev 73, note 11.
k402. Lucifer hos Byron: I Byrons versdrama Cain (1821) forteller Lucifer Cain at jordisk kjærlighet er et bedrag, som er oppfunnet av Gud for å tvinge menneskene til å befolke jorden. Dramaet kom ut på dansk i Edv. Lembckes oversettelse 1873.
k403. Brandes's anmeldelse: se brev 76, note 2.
k404. «Hun kommer ikke mere igjen»: se brev 72, note 15. Første del av Drachmanns fortelling sto i samme nummer av Ude og Hjemme som John Paulsens «Hunde-Jomfruen» (No.273, 24/12/82).
k405. en liden fortælling: John Paulsens fortelling «En ubrugelig» står i Nyt Tidsskrift 1883, s. 120–46.
k406. Wullums brochure: sannsynligvis Erik Vullums politiske kommentar: Løsningen, dens Krav, Midler og Grændser, Kristiania 3/3/83, 44s.
k407. en ny Farce: Farsen Vildsvinet fra Ardennerne (dvs. Amédée Achards Le sanglier des Ardennes) ble oppført første gang i Dagmartheatret 10/3/83, med kritikk i Morgenbladet 11/3/83.
k408. Johan Svendsens Udvandring: Johan Svendsen var norsk komponist og dirigent; etter å ha vært orkesterdirigent i Kristiania 1872–77 og 1880–83, ble han kapellmester ved Det kgl. Teater i København 1883–1908.
k409. den amerikanske smukke og rige Ven: se brev 72, note 5.
k410. hvad det er Lucifer siger til Kain: se brev 77, note 2.
k411. Frygt … for at leve kydsk: se Eriks brev 2/9/83: «Du véd, at alle vi Mænd ikke leve kysk».
k412. une affaire de santé: et sunnhetsspørsmål.
k413. en Onkels storartede Godhed: Eriks far Gustav Schram, som i 1850 forandret navnet til Skram, var den første jernbanedirektør for Det sjællandske jernbaneselskab; han måtte fratre sin stilling i 1856 p.g.a. økonomiske vanskeligheter, og hjemmet ble oppløst. Fra da av bodde Erik hos sin onkel Mozart Waagepetersen, som var gift med hans fars søster.
k414. dannede et Hjem: Erik bodde med sin mor og yngste søster Jutta fra ca.1870 til Jutta giftet seg i 1873 med Christian Rothe. Eriks eldste søster Henriette, som var blitt lærerinne i Nathalie Zahles skole, flyttet sammen med sin mor og Erik i en leilighet i skolebygningen i 1877. Hans nesteldste søster Emma ble også lærerinne. I 1881 flyttet Erik endelig hjemmefra.
k415. Herregårdene på Landet: Eriks roman Herregaardsbilleder (1877) foregår på en herregård og ble av de fleste oppfattet som et angrep på miljøet.
k416. ninivitiske basreliefer: fra Ninive, det gamle Assyrias hovedstad. Se brev 73, note 11.
k417. Schandorf … Borchsenius: Sophus Schandorph skrev dikt, venstreorienterte stridsskrifter og naturalistiske romaner. Otto Borchsenius er mest kjent som litteraturkritiker; han giftet seg i 1873 med skuespilleren Betty Guldbrandsen. Ekteskapet ble oppløst i 1879.
k418. Svendsen: se brev 78, note 2.
k419. «M.S.'s» Kritik: Mathilde Schjøtt, som anmeldte Kiellands «Trofast» og «Karen». Se brev 73, note 9.
k420. Kunstnermøde: «Det nordiske Kunstnermøde» fant sted i København 2. –5. juli 1883.
k421. Claes Lundin: svensk journalist, ansatt ved Stockholms Dagblad 1866–1905 som teater- og litteraturkritiker og kåsør.
k422. Stakkels Borchsenius: se brev 79, note 2.
k423. «Folkefjenden»: Ibsens En Folkefiende hadde sin danske première 4. mars 1883 ved Det kongelige Teater. Emil Poulsen spilte hovedrollen.
k424. Schram som Aslaksen: Operasanger og skuespiller Peter Schram spilte Aslaksen
k425. Catarinus Bang bliver siddende: Cathrinus Bang var professor i nordisk litteratur i Kristiania fra 1869 til kort før sin død i 1898. Den alminnelige meningen var at han ikke var en begavet foreleser.
k426. Baillie Knudzon: Baillie og Marie Knudtzon var søsken til Bertha; Baillie var gift med Elisa, Amalies venninne fra Bergen. Elisabeth Knudtzon var gift med deres bror Nicolay Knudtzon, og døde i 1883.
k427. udstilling: 16. juni 1883 åpnet «Den norske industri- og kunstudstilling» på Tullinløkken.
k428. han skal til Ems for sin hals: Wilhelm var allerede kraftig angrepet av tuberkulose; han reiste til kurstedet Bad Ems i Tyskland i mai 1883 og døde der 21. juli.
k429. den fillegutten: Oscar 2.s sønn kronprins Gustav, født i 1858, fra 1907 svensk konge, Gustav 5.
k430. som Reimers spillede Stokman!!: se brev 62, note 3.
k431. manuskriptet: til Amalies fortellinger «Fru Ring» og «Bureauchef Kroghs».
k432. stoffet er «Gengangeres»: se brev 72, note 18.
k433. en fast korrespondent i Kr'iania: Det framgår ikke av avisen hvem det var; det står f.eks. «Brev fra Kristiania» i Morgenbladet 5/4/83 – men forfatteren er anonym.
k434. Pietro Krohn: maler og museumsdirektør, en av Edvard Brandes' nære venner som var med på å støtte Politiken økonomisk.
k435. meget kraftige Udtryk: Amalie hadde problemer med «usømmelige» uttrykk helt til romanen Constance Ring, basert på denne fortellingen, skulle komme ut. Til slutt måtte hun selv betale for utgivelsen.
k436. en syfilitisk Fader: De nedarvede virkningene av syfilis ble ikke fullt ut forstått i 1880-årene, og sykdommen selv kunne bare omtales i antydningene (som også i Gengangere). Amalies undertrykte angst for familiesykdommen lungetuberkulose (svindsot) ligger vel også bak hennes skildringer her.
k437. den Brystsyge: noen som lider av lungetuberkulose
k438. Holm: er ikke med i den tryke versjon av «Constance Ring, Fragment» (Tilskueren, desember 1884, s. 934–49.)
k439. hendes Blik rundt i Køkkenet ug!: dvs. udmærket godt (som en skolekarakter) – se Eriks forklaring i brev 85.
k440. jeg vil ikke omarbeide fru Ring: Amalie ombestemte seg selvfølgelig, og skrev fortellingen om til roman.
k441. il y a quelque chos …: på norsk: «Det er noe i ditt brev som jeg ikke har kunnet lese, selv om jeg har gjort iherdige forsøk. Etter å ha sagt: 'Så stiger fremstillingen fra «hvad skulde der nu blive av hende?»' – har du satt i parentes: («Hendes blik rundt i kjøkkenet»), og så kommer det jeg ikke har forstått; det ser ut som (nå blir jeg nødt til å tegne) «ug». Hva mener du med dette barbariske tegnet? Fortell meg det med det samme, og glem det ikke!»
k442. G.B. … er for lyrisk: Amalie hadde en brevveksling med Georg Brandes som begynte i februar 1881, hvor han bl.a. kommenterte hennes artikkel om Niels Lyhne; men han skrev også gjerne om hennes «smukke og udtryksfulde Øine» (16/3/82). Brevene finnes på KB.
k443. den sixtinske madonna: maleri av Rafael, utført 1515–19 for høyalteret i San Sisto, Piacenza. Befinner seg siden ca.1750 i Dresden
k444. hvor så bænken strax stod: De satte seg på benken i haven da Erik besøkte Amalie i Kristiania i september 1882.
k445. Hamlet med Hammer i titelrollen: Hamlet ble spilt på Christiania Theater 4/4/83. Hjalmar Hammer hadde rollen som Hamlet, og Thora Hansson spilte Ofelia.
k446. Odette: Victorien Sardous komedie Odette ble spilt flere ganger på Christiania Theater i løpet av 1882–83. Øyvind Ankers Christiania Theaters Repertoire 1827–99 nevner ikke at det ble spilt 5/4/83. Laura Gundersen må ha spilt hovedrollen.
k447. Carl Torp: ble i 1886 utnevnt til professor i juristikk ved Københavns universitet.
k448. Dueposten under Paris Belejring: Duepost ble brukt som kommuniseringsmiddel under beleiringen av Paris 1870–71.
k449. Gunnar Heiberg: Heiberg var 26 år gammel, og hans første skuespill, Tante Ulrikke, skulle komme ut i 1884.
k450. den østlige Del af Byen: Morgenbladets kontor lå i en bakgård til Tordenskjoldsgade, like ved Kongens Nytorv. Kiellands bodde i en villa ved Strandvejen. Eriks leilighet i Zinnsgade lå på veien.
k451. Kielland og Du en Tid lang havde korresponderet: Amalie hadde hatt en korrespondanse med Alexander Kielland, men den varte bare noen måneder i 1880. Grunnen til at den holdt opp var nok den at Beate Kielland var urolig over hva den kunne føre til, som Amalie forteller Karoline Bjørnson i et brev 8/10/80: «Det var nokså morsomt at få breve fra ham, men jeg kunde også godt lade det som alt andet fare, når jeg hørte at det muligens kunde kaste et glimt af en skygge eller vække en urolig tanke hos et medmenneske.» (Øyvind Anker og Edvard Beyer (red.): «Og nu vil jeg tale ut», s. 35.) Av brevene mellom Amalie og Kielland er det bare ett kort brev fra desember 1890 som er bevart – fra ham til henne.
k452. Frk Zahle … skal giftes: Natalie Zahle bygde sitt eget «kvindeseminarium» hvor kvinner etter 1877 kunne ta studenteksamen. Hun var sterkt påvirket av grundtvigianske utdannelsesmetoder. Hun giftet seg aldri.
k453. Ting man i Drømme begår: Erik var tidlig ute her; Sigmund Freuds Die Traumdeutung kom først i 1900.
k454. Kommunarderne: franske republikanere under Pariskommunen 1871.
k455. flytningen imorgen: se brev 60, note 2.
k456. alles mit massen, sage ich allerdings: Alt med måte, sier nå jeg.
k457. min fødselsdag: Amalies fødselsdag var 22. august.
k458. den næseperle: det uforskammede menneske.
k459. billedet: bildet av Amalie og Mally Lammers i karnevalsdrakt (gjengitt i Amalie Skram om seg selv, s. 103).
k460. lästig: plagsom (tysk).
k461. Kompromisets Skæbne: se brev 72, note 24. Kong Oscar ville til å begynne med ikke anerkjenne Stortingets rett til å forandre Grunnloven uten Kongens godkjennelse, men begynte å vakle i 1883.
k462. «Strandby Folk»: Drachmanns stykke hadde sin première på Det kongelige Teater 10/4/83.
k463. han kan … ikke tåle mere Lykke: Drachmann var i vinden i 1883; han var fremdeles med i den radikale kretsen, skrev mye og ble beilet til fra flere sider.
k464. hans kone: Ved denne tid var Drachmann gift med sin andre kone, Emmy Culmsee.
k465. Fru Oda Petersen: Oda Petersen (etter 1884 Oda Nielsen) debuterte ved Casino i 1870. Etter sin første manns død ble hun engasjert ved Det kgl. Theater fra 1881, men «hendes Primadonna-Natur drev hende allerede 1883 tilbage til Casinos kolorerede Folkekomedier» (iflg. Dansk biografisk leksikon 1939).
k466. «La princesse de Bagdad»: et stykke av Alexandre Dumas fils fra 1881. Stykket ble spilt i Eriks oversettelse på Dagmarteatret i mai 1885.
k467. Sarah Bernhardt: spilte i København 4. –10. juni 1883.
k468. Hægdehaugen: Rosenborggaten ligger på Hegdehaugen i den vestlige delen av Kristiania; Nordahl Bruns gate ligger ved Rikshospitalet, ikke langt fra Slottsparken.
k469. Shandorf som skriver om det: Schandorph skrev velvillig om Strandby Folk i Morgenbladet 11/4/83.
k470. Krokleven: Krokkleiva, en bratt kleiv (bakke) i den gamle Ringeriksveien med praktfull utsikt over Ringerike.
k471. en maler Bold: Fredrik Boll tilhørte kretsen rundt Ernst Sars, og malte mest kyst- og sjøbilder.
k472. Johan Bøgh … med Hustru: Johan Bøgh kom fra Bergen, hvor han hadde tatt initiativet til å gjenopprette Den Nationale Scene og var sceneinstruktør 1881–84.
k473. en «timokratisk» Forfatning: en statsforfatning hvor borgernes rettigheter og plikter avhenger av deres formue.
k474. et fillebrev: brev 91, skrevet 22/4/83.
k475. dengang jeg syg sendtes til Gaustad: se brev 38.
k476. hvis jeg mødte ham på gaden: August Müller.
k477. Ostermand: se brev 37, note 6.
k478. rent skudt for glug: satt helt utenfor.
k479. adjunkt Mohn: sannsynligvis Emanuel Meyer Mohn, adjunkt i Ålesund fra 1876 og foregangsmann i norsk fjellturistliv.
k480. Elisa Knudtzon og fru Bøgh er … kusiner: Elisas mor, Antoinette Ulrikke Mowinckel, var en søster til Wenche Bøghs mor, Constance Mowinckel, begge fra den velkjente bergenske slekten.
k481. rigshospital: se brev 90, note 1.
k482. bramin: medlem av den indiske prestekasten.
k483. nok et fillebrev: brev 92, skrevet 23/4/83.
k484. 550 spd.: se brev 41, note 4.
k485. Ixora: Amalies yndlingsduft. (I desember 1883 reklamerer Ude og Hjemme med «Lommetørklæde-essentser» som inkluderer «d'Ixora Bréoni», som kan kjøpes i Vimmelskaftet 39.)
k486. Broderen Dr Phil og Bogtrykker: Frederik G. Knudtzon var dr.phil. og kunsthistorisk forfatter.
k487. han våndede sig under Åget: Hvis det var Bertha Knudtzon, så varte det ikke lenge før hun i juli 1884 ble Georg Brandes' elskerinne.
k488. om «Et Besøg» og mig: se brev 64.
k489. min Broder, der er i Frankrig, min gifte Halvsøster: Eriks bror Tyge var forretningsmand og dansk konsul i Le Havre. Han hadde to halvsøsken fra farens første ekteskap, Hanne og William.
k490. Chr. Rovsings Fader: dvs. M. Rovsing, offiser og forfatter. Se brev 33, note 1.
k491. Kissingen: Bad Kissingen, kursted i Bayern.
k492. en politisk Kampagne: Striden om det danske forsvarsvesen og om Københavns befestning raste ved denne tid.
k493. Begyndelse til «Gertrude»: Et papirlapp er lagt inn sammen med brevet; det må være det første utkastet. Det lyder slik: – – – – Du siger, at Du ikke tror, hvad jeg en Gang løselig udtalte om hende. Du kalder hende en Kvinde fuld af Følelser, ja en Kvinde, hvis hele Liv kun er Følelser; hun har Ild, Begejstring, en lykkelig Munterhed, Alt kun ikke Slaphed eller Kulde. Jeg svarer Dig, at hvad jeg løselig udtalte, står jeg ved. Hendes Livsnerve er skåren over, hun er kold og kan ikke vækkes til Lidenskab for Noget. Kære, jeg har kendt hende længe, hun har været mig meget påfaldende, jeg har studeret hende, efterforsket hendes Livs Hændelser, som man gør det ved en Afdød, for at kunne skrive en Biografi. Jeg har forskellige Optegnelser liggende, Studier til en Roman om Du vil, der handler om hende. Kun Skade, [her er flere linjer krysset ut] det er Altsammen flygtig skrevet; en egentlig Udarbejdelse har jeg ikke foretaget bl.A. af den Grund at jeg kun har ringe Evne til malende at fremstille, hvad jeg har opfattet. Da Du jo imidlertid er ved at sænke Dig dybt i din Forelskelse [i hende – krysset ut], og jeg anser det for farligt for Dig, ti Du er lidenskabelig, så sender jeg dig i Mangel af bedre, hvad jeg har skrevet. Brug det som et Redningsbelte!
k494. Christi himmelfartsdag: Kristi himmelfartsdag var 3. mai i 1883.
k495. Bjørnsons brev om Jakobsen: se brev 1, note 9.
k496. hin Nat i Lænestolen: Det må ha vært en natt på «bryllupsturen» etter jul 1882, da Erik satt i lenestolen og var fornærmet – noe som de begge refererer til i brevene.
k497. optaget i Foreningen: kan ha vært Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst; medlemslisten viser at Erik var medlem.
k498. catahr i halsen: se brev 81, note 4.
k499. Jeg har fundet en Mand: Det er uvisst hvem det var; Erik ble ved bladet i alle tilfeller fram til september 1883. Se brev 76, note 6.
k500. ligesom i 64: se brev 24, note 3.
k501. et stort politisk Møde: 10,000 mennesker var tilstede ved et politisk møte i Herthadalen ved Lejre søndag 20/5/83, hvor bl.a. Chresten Berg snakket og en mistillitserklæring til det Estrupske ministerium ble vedtatt (iflg. Morgenbladet 21/5/83).
k502. en tydsk professor i Milwaki: Marquette University i Milwaukee ble grunnlagt i 1881, og det kan godt ha vært arbeidsmuligheter der. Senere nevner Amalie en Professor Hirt, men det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k503. jeg har været overalt der omtrent: Ifølge Liv Køltzow (i Den unge Amalie Skram) er det umulig å finne ut når og hvor Amalie har vært i Amerika; hun nevner det ikke i brevene hjem. I 1864–65 var hun i Belize i ti uker sammen med August Müller.
k504. stansede så hos Wergeland: 17. mai-toget marsjerte fra Slottet nedover Karl Johan. Brynjulf Bergsliens monument over Henrik Wergeland står på Eidsvolls plass, og ble avduket 17. mai 1881.
k505. Ja, vi elsker dette landet: Bjørnson skrev nasjonalsangen i 1859.
k506. rigsretsaktionen: se brev 72, note 23. Statsminister i Kristiania Christian Selmer, statsminister i Stockholm Otto R. Kierulf og statsråd Nils Vogt var blant de medlemmer av den norske regjering som det ble reist riksrettstiltale mot i mai 1883. Alle tre ble fradømt sine embeter ved Riksrettens kjennelse 27. februar 1884.
k507. Lindstøl har været hos kongen: Ole Lindstøl var en moderat venstrepolitiker. Da spørsmålet om riksrett var under debatt, henvendte han seg personlig til kong Oscar og bad ham søke et kompromiss. Da kongen avslo, stemte han i riksretten for å dømme statsrådene.
k508. Livius Smits forslag: se brev 72, note 24.
k509. Heftye: Thomas Heftye, norsk bankier.
k510. Stettin, dine drømmes by: Det tyske navnet på den byen som nå er polsk med navnet Szczecin. Se Eriks drøm i brev 96
k511. Ludvig er adjunkt, stakkel: Ludvig underviste på skolen i Fredrikshald. Han var en tungsindig, ganske ensom natur, og giftet seg sent. Etter 1884, da Bernhard døde, var han eneste gjenlevende av Amalies åtte søsken.
k512. alltid er han den samme: Amalie pynter nok litt på sannheten her, som ofte når hun omtaler familien i brevene. Av Ludvigs dagbok bl.a. framgår det tydelig at han ofte kritiserte Amalie skarpt for hennes oppførsel. (En kopi av dagboken finnes på NBO.)
k513. at jeg fra første Færd havde tænkt mig dette: se brev 48.
k514. ) det med hans penge: August Müller betalte en del støtte for Amalie og guttene. Se brev 101.
k515. Bjørnsons «Hansken»: Bjørnsons skuespill En Handske ble utgitt i sin første utforming i 1883; en mindre forsonende utgave kom etter debatten i 1886.
k516. i slægt med E.B.s «Et Besøg»: se brev 50, note 2.
k517. Justitsråd Hegel: Frederik Vilhelm Hegel var sjef for Gyldendal og venn og støtte for mange nordiske forfattere, bl.a. Alexander Kielland.
k518. fru Puggaard: sannsynligvis Magna Puggaard, som var gift med Hans Puggaard. Hans var farens kompanjong 1868–82, men etter det året finnes det ikke flere opplysninger om hans liv før begravelsen i 1895.
k519. din Samtale med Georg Brandes: Brandes og Amalie hadde korrespondert en del siden februar 1881 (se brev 86, note 1). De kan ikke ha truffet hverandre i 1883; det må være en tidligere samtale Erik refererer til.
k520. Margrethe Rohde: Margrete Vullum var tidligere gift med den danske litteraturhistorikeren Gotfred Rode. De bodde på Skovgård i Ordrup, som siden ble kjøpt av Fr. V. Hegel
k521. Jens og Alexander: Kiellands sønner, den gang ti og ni år gamle. Jens Zetlitz Kielland ble senere forfatter.
k522. at E.B. «havde Lov til» at lade være: Det står ikke i brevene; hun må ha sagt det mens de var sammen i Sverige.
k523. Sarah Bernhardt: kom til København 4/6/83, og samme dag spilte hun Fédora i Victorien Sardous Fédora på Det kongelige Theater.
k524. moderens geburtsdag: Amalies mor fylte 62 i 1883.
k525. et af de store Udvandrerskibe: Det går ikke klart frem av Morgenbladet hvilket skip det var.
k526. dit Jomfrubesøg hos mig: 1. september 1882 i Kristiania. Se brev 5 og 6.
k527. så har Sarah Bernhardt været her: se brev 106, note 7. I tillegg til Sardou spilte hun også i Scribe og Mellesvilles Valérie og Jean Richepins Pierrot assassin.
k528. Forrige Gang: Sarah Bernhardt hadde vært i København i august 1880 og spilt Adrienne Lecouvreur (1849), av Eugène Scribe og Ernest Legouvé, og Froufrou (1869), av Henri Meilhac.
k529. sådan en klumpedeie: et klosset vesen.
k530. Paul Johnsen: dvs John Paulsen.
k531. reiser … til Valøerne: dvs. Hvaler i Østfold, et populært feriested.
k532. fru K.: Beate Kielland.
k533. Boll: se brev 90, note 4.
k534. Gunnar Heiberg: var bl.a. journalist, og skrev for det norske Dagbladet i flere perioder fra 1880 av; han skrev både om litteratur og kunst og om politikk.
k535. pourvu ma chère: forutsatt, kjære …
k536. forkert med Papir idag: Sidene på dette brevet er ikke lagt sammen på vanlig måte.
k537. Panoramaet: et rundmaleri i en bygning ved Jernbanegade hvor man viste dramatiske begivenheter, ved denne tiden Paris' beleiring.
k538. salmevers hos Landstad: M. B. Landstads Kirkesalmebog ble autorisert til gudstjenestebruk i 1869; Amalie må ha blitt kjent med den i Bergen i 1870-årene.
k539. Schjøtt fra Fr.hald: Steinar (Stener) Schjøtt var adjunkt i Fr.hald 1874–93.
k540. udstillingen: se brev 81, note 3.
k541. Boll: se brev 90, note 4.
k542. fru Hennings: Efteraarssol, dvs. Meilhac og Halévy: L'été de Saint Martin (1873), som ble spilt på Christiania Theater 11–15. og 18/6/83; Fruentimmerskolen, dvs. Molières L'Ecole des Femmes (1663), som ble spilt de samme dagene. Ibsens Et Dukkehjem ble spilt 17/6/83. Den danske skuespilleren Betty Hennings var alminnelig anerkjent som Nora; hun gjestet Kristiania i juni 1883 og opptrådte i alle disse skuespillene og noen flere.
k543. ramser budene op: referer til en scene i L'Ecole des Femmes hvor den naive ungjente Agnes leser opp ekteskapsreglene som hennes formynder Arnolphe, som håper å gifte seg med henne, har skrevet for henne.
k544. Modum: Modum Bad i Buskerud, grunnlagt 1857.
k545. Emil Poulsen: dansk skuespiller, velkjent for sine roller i klassiske stykker. Han medvirket ikke i gjestespillet på Christiania Theater juni 1883.
k546. Johannes Brun: sin tids fremste norske skuespiller. I 1883 var han 51 år gammel.
k547. et af Udvandreskibene: se brev 108, note 1.
k548. en Dame fra Stockholm: Frøken Hulda Lundin er nevnt flere ganger i Eriks dagbok fra 1877 – hun var med i den skandinaviske gruppen i Rom i mai-juni 1877. Det finnes et kort fra henne til Erik på KB, datert 29/6/83, hvor hun takker for innbydelsen til middag med Eriks familie.
k549. så gode Venner i Drengeårene: Erik og Holger Drachmann gikk på Metropolitanskolen sammen fra 1860 av, men de kjente hverandre allerede tidligere.
k550. hvor er Ingeborg Th.?: Ingeborg Thaulows liv synes å ha vært temmelig dramatisk i denne perioden; i juli 1883 brukte Fritz Thaulow Erik Skram som mellommann til å utfordre en rival til duel – men det var Holger Drachmann, ikke Edvard Brandes.
k551. den svenske Opera: besøkte Det kongelige Teater i juni 1883 og oppførte bl.a. Bizets Carmen og Gounods Faust.
k552. fru Vibes fødselsdag: sannsynligvis den fru Vibe Amalie bodde hos i Rosenborggaten. Se brev 27, note 3.
k553. Jakob Alver skal til Risør: Wilhelms avdøde kone, Regine, var datter til Jacob Wetlesen Prebensen og hans kone Wenche f. Grove.
k554. stevne i Jotunheimen: Ernst Sars og Stener Schjøtt (se brev 111, note 2.) Amalie kom visst ikke til Jotunheimen den sommeren. Hennes bror Ludvigs dagbok forteller at han var sammen med Schjøtt 10. august i Jotunheimen, men han nevner ikke Amalie.
k555. Fékamp … Trouville: badesteder i Normandie.
k556. nu skal Nini ha'e bryllup: Nini Thaulow giftet seg med Johan Theodor Gad i 1883.
k557. Pylle ligger ved Modum: se brev 111, note 7.
k558. fra St Olafs Pl.: Langes gate fører fra St. Olavs plass til Nordahl Bruns gate. Akersgata krysser den østlige enden av Nordahl Bruns gate.
k559. den Nordiske Kunstudstilling: se brev 80, note 2.
k560. Frk Dahl fra Trondhjem: uvisst hvem hun var. Det finnes ingen frk. Dahl i lærerkalendre fra den tiden.
k561. Frk Winnern: Ingeborg Vinderen, som flyttet inn som husmor hos Nathalie Zahle i 1879, i en alder av 29 år, og ble der til hennes død i 1913.
k562. en Parodi på «Strandby Folk»: Parodien blir ikke nevnt i litteraturen om Holger Drachmann.
k563. reiser Ems: Wilhelm døde i Ems 21. juni; Amalie fikk telegram om det først 2. juli, etter begravelsen. Hun skulle reise med skipet Dronning Lovise og møte Erik på Hotel d'Angleterre i København.
k564. min kuffert kartiert: dvs. kartert (ekspedert).
k565. Mowinkler med fruer: Familien Mowinckel er en velkjent bergensk slekt.
k566. Prebensen i Kr.ania: sannsynligvis Wilhelms svigerfar Jacob Wetlesen Prebensen.
k567. 2000 mk.: i datidens penger ca. 1800 kroner. (100 kroner i 1880 svarer til 5000 kroner i 2000.)
k568. nu må jeg til Risøer: Wilhelm hadde vært prest i Risør i 1870-årene, og han hadde sagt at han ville begraves på kirkegården der. Han hadde sagt fra seg kallet etter å ha mistet troen på en pilegrimsreise til Det hellige Land i 1880.
k569. at du ikke kom til Kr.ania: Etter den opprinnelige planen skulle Erik reise 11. juli til Kristiania med et utvandrerskip (se brev 112, note 1).
k570. Ems 15de juli 1883: Fra og med dette brevet skriver Amalie på sortrandet papir i flere måneder.
k571. «Forgaar af længsel!»: Dette må referere til et telegram fra Erik som er gått tapt.
k572. telegram fra Nicolaj: Nicolai Prebensen, Wilhelms svoger, som senere skulle bli Norges minister i Rusland.
k573. [?/7/83]: Brev 120–122 er udatert. De ble nok skrevet sommeren 1883, da Erik var sammen med Amalie i Norge, men det er umulig å fastslå nøyaktig tidspunkt. Etter innholdet å dømme ble dette brevet skrevet i Kristiania like etter at Amalie var kommet tilbake fra Ems.
k574. en af min broers svogre: Foruten Nicolai hadde Wilhelm tre svogre: Doreus, Jacob og Thorvald.
k575. [?/7/83]: Brevet må ha blitt skrevet i Kristiania like før Amalie reiste til Bergen og Erik fulgte etter.
k576. plan om at sløife Risøer: Rutebåten til Bergen anløp Risør, omtrent halvveis mellom Oslo og Kristiansand.
k577. på visit til Thomsen: Olaf Thommessen, redaktør av Verdens Gang siden 1878.
k578. [?/8/83]: sannsynligvis skrevet i Kristiania etter at de var kommet tilbake fra Bergen, mens Erik bodde på Fru Jenny Sandbergs Pensionat og Privathotel (se brev 123).
k579. [1/9/83]: skrevet på brevpapir fra «Fru Jenny Sandbergs Pensionat & Privathotel Carl Johans Gade 33».
k580. Farvel Amalie: Dette brevet mottok Amalie først etter en tid (se brev 131) – derav hennes utbrudd i neste brev.
k581. «Sandinge Menighed»: en novelle av Henrik Pontoppidan fra 1883.
k582. Nora, der danser tarantella med døden i hjertet: I Ibsens Et dukkehjem (1879) danser Nora tarantella for å avlede mannens oppmerksomhet fra det skjebnesvangre brevet som Krogstad har lagt i postkassen, og som opplyser at hun har lånt penger fra ham.
k583. Jeg reiser ikke til Amerika: se brev 101.
k584. Havde du bare beholdt din plads på «Morgenbladet»: Erik må ha bestemt seg for å si opp sin stilling som redaksjonssekretær innen han reiste tilbake til København 1. september.
k585. gifter meg med Gjems: Amalie forteller et annet sted at Gjems er en gammel venn av hennes bror Wilhelm, og det kommer fram i et brev til Helene Sandberg 22/3/83 at han var på Grefsen sammen med dem sommeren 1882 (brevet finnes på NBO). Det har ellers ikke vært mulig å finne noen opplysninger om ham.
k586. Det der følger med: Det følgende er skrevet på et avrevet stykke papir.
k587. Jeg måtte: Dette telegrammet må være svar på et tapt telegram fra Amalie som spurte hvorfor han hadde reist.
k588. dit Telegram: se brev 125, note 1.
k589. Thaulowerne: Nini Thaulow giftet seg i 1883 med Theodor Gad.
k590. Fru Bull (Buhl): et utbredt navn – det kunne ha vært en av mange.
k591. Fru Schou fra Kjøbenhavn: ikke nærmere identifisert.
k592. «Une vie» af Maupassant: Guy de Maupassants roman Une Vie kom ut i 1883.
k593. I et langt Brev: Brevet er datert 27/8/83 og finnes på KB. With refererer utførlig en samtale med Edvard Brandes, som gjør det klart at det ikke lenger finnes en stilling for Erik ved Morgenbladet.
k594. et par ord til mig: se brev 123.
k595. hun får sin Søn igen: Eriks forhold til sin mor hadde vært litt anstrengt siden 1879, da Gertrude Coldbjørnsen kom ut. Se brev 25, note 1.
k596. vort korte Besøg på Udstillingen: sannsynligvis den nordiske kunstutstilling som Erik nevner i brev 114. Det ligger ikke noe sammen med brevet.
k597. Lindberg med sin Trup: Den svenske skuespiller og sceneinstruktør August Lindberg gjorde mye for å gjøre Ibsen kjent. Han gjennomførte turnéer over hele Norden, og han var den første som spilte Osvald i Gengangere i København, hvor stykket hadde première på Folketeatret 28. august 1883.
k598. at jeg har sagt Morgenbladet farvel: se brev 124, note 4.
k599. med E. Brandes som virksomt Medlem af Redaktionen: Edvard Brandes styrte bladet mer og mer på kollisjonskurs med Chresten Berg. Se brev 23, note 1.
k600. Fra «Ude og hjemme» har jeg derimod et Tilbud: Ude og Hjemme var et illustrert ukeblad 1877–84, etablert av xylograf Frederik Hendriksen, med medarbeidere som hørte til de beste blant Nordens intellektuelle. I 1884 gikk bladet opp i Illustreret Tidende.
k601. norsk Dagbladet: fra 1883 Venstres hovedorgan i Norge under redaktør Lars Holst. Se brev 72, note 19.
k602. Handelstidningen: Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning.
k603. «Verdens Gang»: se brev 121, note 3.
k604. mit Brev fra Kristiania: Eriks korrespondanse om Kristiania ble trykt i Morgenbladet 5/9/83.
k605. en Fif-Dame: tilhørende «fiff-en» = de rike, de smarte.
k606. Frk Rustan som Regine: Anna Sophia Rustan var en svensk skuespiller som bl.a. var engasjert hos August Lindberg 1882–84 og 1888–93.
k607. da vi tog fra Grindahejm: Grindaheim er en skysstasjon i Vang i Valdres, ved riksveien til Lærdal. Amalie og Erik må ha reist her på bergensturen i juli/august 1883.
k608. jeg har en fast årlig Udgift af 200 Kr: Denne mystiske posten blir aldri nærmere forklart i brevene. Det mest nærliggende er at Erik må ha hatt et uekte barn – og Amalies reaksjon tyder på at det også var hennes mistanke.
k609. avec les bras ouverts: med åpne armer.
k610. telegrammet: brev 127.
k611. dommeren i Judæa, der plagedes av kvindens bønner: Amalie må tenke på en lignelse som Jesus fortalte, Lukas evangelium 18, 2–5.
k612. denne forbandede lediggang af hustruen undergraver lykken i ægteskaberne: et av de viktigste temaene i Constance Ring, som var i Amalies tanker i denne perioden – og i hennes senere ekteskapsromaner.
k613. som Bjørnson siger i «Kongen»: I Bjørnsons skuespill Kongen (1877) er solen et gjennomgående motiv, knyttet til kongens forsøk på å bli en «folkekonge» ved å gifte seg med en borgerlig pike.
k614. Jakob har hørt ligt til: folkelig norsk uttrykk: har hørt snakk om, har hørt rykte om.
k615. det lille brev med photografiet: se brev 129, note 2.
k616. «fru Føns's» børn: J. P. Jacobsens novelle «Fru Fønss» (1882) forteller om en enkefru Fønss som møter igjen sin ungdoms elskede og vil gifte seg med ham; hennes voksne barn, Tage og Ellinor, bryter med henne fordi hun ikke lever bare for dem. Hun gifter seg og blir lykkelig, og på sitt dødsleie skriver hun et forsonende brev til sine barn.
k617. morsomt at læse dit brev: se brev 130, note 8.
k618. om de spedalske og om theatret: Brevet handler mest om norsk politikk, om norske bønder og om utvandringen til Amerika; Erik nevner spedalskhet i forbigående.
k619. Øiebliksphotografierne: en usignert artikkel i Dagbladet 8/9/83, som harselerer med Kristofer Randers for å ha blitt «Kongelig Fuldmægtig-Poet».
k620. Randers's sidste poesi: Kristofer Randers var en polemisk dikter og ivrig tilhenger av Ibsen og Bjørnson. I 1883 utgav han Politiske Epigrammer.
k621. Endelig var de da komne: Helene og Jørgen Sandberg, som Amalie hadde bodd hos i juli/august 1883, mens hun var i Bergen (se Amalies brev til Helene 2/7/83 på NBO).
k622. dit deilige, lange brev igåraftes: brev 130.
k623. den Grosserer Knudtzon: Amalies venninne Elisa var gift med Jørgen Baillie Knudtzon, konsul og mølleeier i Bergen.
k624. en Passiar hos Fritz Bendix: musiker, ansatt i Det kgl. Kapel. Han skrev også avisartikler og et par skuespill.
k625. «En Hanske»: Bjørnsons skuespill, som kom ut i 1883, tar opp «sedelighetsspørsmålet». Svava oppdager at hennes forlovede Alf har hatt et tidligere forhold og protesterer mot dobbeltmoralen som forlanger kyskhet av ugifte kvinner, men tillater menn å ha erfaringer.
k626. Fru Riis … Christensen … Riis: Riis og fru Riis er Svavas foreldre, Christensen er Alfs far.
k627. den ene lille Scene med Hoff: mann til Alfs tidligere avdøde maitresse. Han oppsøker Svava for å fortelle henne sannheten, men får seg ikke til å gjøre det når han ser henne. Hun gjetter likevel hva han vil si.
k628. oppe ved Nystuen: hotell på høyfjellet ved veien mellom Valdres og Lærdal. Se brev 130, note 11.
k629. Ullmann holde Foredrag i Studentersamfundet om norsk Politik: Viggo, norsk folkehøyskolemann, grundtvigianer, politiker; populær foredragsholder som gjorde flere turnéer i Danmark. Hans foredrag 13/9/83 om «den politiske Strid i Norge» blir annonsert samme dag i Morgenbladet.
k630. Stortingsmand Rinde: Peder Rinde, bonde, stortingsmann. Han gjorde seg særlig bemerket som forkjemper for sparepolitikk.
k631. Hun havde med din bog: Amalie hadde gitt sin mor Gertrude Coldbjørnsen å lese.
k632. Heuchs bog: Pastor J. C. Heuch var en konservativ og strengt luthersk teolog. Hans bok Vantroens væsen kom ut i 1883. Han hadde tidligere angrepet Amalie i Luthersk Ugeskrift for hennes anmeldelse av Bjørnsons Det ny System i Dagbladet 14–15/4/80.
k633. Garborgs lange artikel: Garborg anmeldte Vantroens væsen i Nyt Tidsskrift 1883, s. 426–48.
k634. brev fra Bertha Knudtzon: Brevet finnes ikke i samlingene.
k635. i Konstantinople: Amalie hadde vært i Konstantinopel våren 1871 sammen med August Müller.
k636. en Ven, Galschiøt: Martinus Galschiøt var litterat, ansatt 1875–83 som teater- og litteraturanmelder i (dansk) Dagbladet.
k637. den mere og mere reaktionære Avis «Dagbladet»: (dansk) Dagbladet, grunnlagt 1851. Avisen var opprinnelig nasjonalliberal, fra 1870 konservativ. Redaktør 1872–81 var den moderat-nasjonalliberale Vilhelm Topsøe; 1881–89 P. V. Grove.
k638. i Selskab med Hegels: Frederik Vilhelm Hegel («gamle»), sjef for Gyldendal siden 1850, Danmarks viktigste forlegger. Hans sønn Jacob Hegel var gift med Julie Bagge.
k639. Borchsenius: medredaktør i Ude og Hjemme 1880–84, fra 1885 medredaktør i Morgenbladet under det nye regimet.
k640. ved Sankelmark og på Dybbøl: to av de blodigste slagene i den dansk-prøyssiske krig i 1864.
k641. Kafé «National» … Indgang til Tivoli: Kaféen finnes ikke lenger.
k642. noget «vermoulu» som Lægen sagde til Osvald: I Ibsens Gengangere (1881) oppsøker Osvald lege da han mister evnen til å arbeide, og får høre at «der har lige fra fødselen af været noget ormstukket ved Dem; – han brugte netop udtrykket 'vermoulu'» (Hundreårsutgaven, Bind IX, s. 105) – dvs. han har arvet syfilis fra sin far.
k643. Krøyers Billede af den hæslige italienske Hattemager: Krøyers bilde «Italienske Landsbyhattemagere» (1881) ble utstilt i Charlottenborg 1882, hvor det vakte oppsikt og forargelse. Bildet finnes idag på Hirschsprungs samling i København.
k644. Biskop Mynster: Jacob Peter Mynster ble biskop i Sjællands stift i 1834, og ga ut en andaktsbok som fikk stor utbredelse. Han sto for en mild bibelsk preget kristendom, og var motstander av både Grundtvig og pietismen.
k645. Gisli Jonsons Pietisme: Gisle Johnson, norsk teologisk professor, en leder for den kirkelige vekkelsesbevegelse.
k646. Georg Brandes: I februar 1883 hadde Georg Brandes flyttet fra Berlin til København, og ble boende der.
k647. det lille tyske Kvindemenneske: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. Georg Brandes levde ved denne tiden i «permanent ægteskabskrise» (Jørgen Knudsen: Georg Brandes 1883–95 (I), s. 69).
k648. den lange Fru Bernhard Olsen: dvs. Laura f. Glad, gift med museumsdirektør Bernhard Olsen, som grunnla Frilandsmuseet i Sorgenfri.
k649. første Opførelse af «Prinsesse George» … Oda Petersen: Fyrstinde Georges (dvs. Alexandre Dumas' drama La princesse Georges) ble spilt første gang på Kasino 16/9/83. Oda Petersen fikk sin debut på Casino i 1870, ble knyttet til Det kongelige Teater i 1881, men flyttet tilbake til Casino i 1883.
k650. mit første Brev: se brev 130, note 8. Hans sammenlikning mellom norsk og dansk oppfatning og handlemåte faller ut til fordel for Norge.
k651. Maleren Hans Nikolaj Hansen: giftet seg i 1883 med Theodora Rasmussen. Han ble særlig kjent som raderer.
k652. indlagte Brev: Eriks brev til Helene Sandberg finnes ikke i Håndskriftsamlingen i Bergen, Oslo eller København.
k653. dit lange brev: brev 135.
k654. den fru v. der Lippes tøilesløshed: Familien von der Lippe var en norsk slekt av tysk opprinnelse, i Bergen fra 1600-tallet. Det er ikke klart hvilken fru von der Lippe Amalie snakker om her.
k655. dine indtryk no 2: fortsettelsen av Eriks korrespondanse fra Kristiania, som ble trykt i Morgenbladet 14/9/83.
k656. hos Herman Thaulows på løkken: se brev 8, note 3.
k657. Sars havde netop læst «Over Evne»: se brev 73, note 6.
k658. «Strandby Folk»: se brev 89, note 3.
k659. «L'assommoir»: Emile Zolas roman fra 1877. Se brev 76, note 3.
k660. «Raskolnikow»: Dostojevskijs roman Raskolnikow (1866) ble oversatt fra tysk av Kr. Winter-Hjelm og utgitt i Kristiania 1883.
k661. dit Brev til mig: brev 134.
k662. to søde, yndige breve: brev 136 og 138.
k663. Fru Ring er allerede indleveret til Tidsskriftet: «Constance Ring. Fragment.» ble ikke trykt i Nyt Tidsskrift, men i Tilskueren, desember 1884, s. 933–949.
k664. at tage Josephine med: Amalies tjenestepike i Kristiania.
k665. Novellen Gertrude Col: Eriks betraktninger om kunst står i kapittel VI i novellen, s. 55–60 i Danske Klassikere (1987).
k666. Frk.v.d.L.: se brev 137, note 2.
k667. jeg har skrevet til Dig om «En Hanske»: se brev 132.
k668. Bor Hermann Th. på Løkken?: dvs. Hermann Thaulow. Se brev 8, note 3.
k669. dit Gallopbrev: brev 139.
k670. Udsigt over det nedlagde udmærket smukke Fæstningsterræn: dvs. det gamle festningsterreng som ble omdannet til parker, bl.a. Østre Anlæg.
k671. Nødråb fra Irgens Hansen i Dgbl.: Irgens Hansen var fast medarbeider i (norsk) Dagbladet fra begynnelsen av 1883. Hans opprop, «Literatur-Tidende. En opfordring», sto i avisen 19/9/83. Eriks korrespondanse er sannsynligvis et kåseri om dansk politikk og kulturliv, «Fra Kjøbenhavn», signert S., som ble trykt i avisen 26/9/83.
k672. min opsatte Debut i «Ude og Hjemme»: se brev 130, note 4.
k673. Lægen Fejlbergs: C. A. Feilberg hadde deltatt i krigen 1864, hvor han ble såret ved Als; fra 1876 hadde han vært lege ved Øresundshospitalet, et tuberkulosehospital på Østerbro.
k674. Kongens Rejse i Telemarken: må ha vært Oscar II, som reiste mye i Norge.
k675. Haukeli Sæteren: Haukeliseter ligger på grensen mellom Telemark og Hordaland.
k676. Mule … Rejsebogen: Iflg. Yngvar Nielsens Rejsehaandbog over Norge (Alb. Cammermeyer, Kristiania 1879) ligger Mule Station på veien over Siljord. Der kan man også lese at «Alle Stationer til Botten ere yderst daarlige» (s. 208).
k677. Overlæge Danielsen fra Bergen: Daniel Danielssen, lege, naturforsker, stortingsmann, særlig kjent for sine banebrytende arbeider om spedalskhet.
k678. Jeg var i Folketeatret: I perioden 23. september–31. oktober 1883 spilte Folketeatret Lars Braabys Bryggeri, en folkekomedie «frit efter Selfrid Kinmannsons svenske Bearbejdelse af H. Wilkens Hopfenraths Erben ved P. Marcussen og O. Zinck» (iflg. L. Swendsen: De københavnske Privatteatres Repertoire). Se Morgenbladets anmeldelse 25/9/83.
k679. Schandorphs nye bog «Et År i Embede»: Romanen behandler brandesianismens sammenstøt med nasjonalliberalismen i en provinsby.
k680. «Tidsskriftet» med Garborgs Kritik: se brev 134, note 3.
k681. Atenæum: et leseselskap 1824–1901.
k682. Rigsdagen: Erik var fremdeles (siden 1872) stenograf i Rigsdagen.
k683. Johannes Norman[n]: pseudonym for forfatteren og journalisten Kristian Winterhjelm; hans romaner Til Statsraadstaburetten og Fritz Randel kom ut i henholdsvis 1882 og 1883.
k684. brev fra din mor: Brevet finnes ikke i samlingene.
k685. Hendriksen: xylograf Frederik Hendriksen. Se brev 130, note 4.
k686. «De usynlige» på kgl Teater: Holbergs De Usynlige (1731) ble spilt på Det kongelige Teater bare to ganger i høstsesongen 1883: 29/9/83, og igjen 1/11/83, like før Amalie kom.
k687. den store Udstilling: se brev 129, note 2.
k688. så kom Fritz: Fritz Thaulow.
k689. fortrolige meddelelser i anledn. Drachmann og Ingeb.: se brev 112, note 4.
k690. «Johannes Normann»: se brev 142, note 5.
k691. Poulsens: «Moderne Damer»: Romanen viser seg snart å være en nøkkelroman og høstens litterære skandale i Kristiania.
k692. jeg har fået dit Brev: brev 143.
k693. mit Brev fra forgangen Lørdag: brev 140.
k694. dit sidste kjære brev …det fra søndag: brev 146 og 144.
k695. Dit søde Brev af i Mandags: brev 145.
k696. han mistede sine store Indtægter: Eriks far Gustav Skram (tidligere Schram) var jernbanedirektør, som på grunn av pengespekulasjoner mistet sin stilling i 1856, da Erik var 9 år gammel.
k697. Arkitekt Bindesbøll: Thorvald Bindesbøll, arkitekt og brukskunstner.
k698. den ene er overordenlig dygtig: dvs. Johanne Bindesbøll, senere kjent som gobelinsvever.
k699. Faderen: Gottlieb Bindesbøll tegnet Thorvaldsens museum i København.
k700. Frk Aschehoug: kan ha vært Anne Cathrine Christine Aschehoug; hennes far var kaptein i den danske marine, og hun ble født i København i 1850.
k701. Werenskiold: Den norske maleren Erik Werenskiold var en ledende skikkelse i 1880-årenes naturalistiske billedkunst, mest kjent for sine illustrasjoner til Asbjørnsen og Moes folkeeventyr 1876–87.
k702. jeg fik dit Brev igår Aftes: brev 147.
k703. at jeg ikke burde reist overland med dig: i forbindelse med bergensturen sommeren 1883. Brevet finnes ikke i samlingene.
k704. St. Olafsgade 11B: en parallelgate til Nordahl Bruns gate – Amalie flyttet ikke langt.
k705. Jakob Alver reiser … til bedsteforældrene: Wilhelms kone Regine døde i 1875; hennes foreldre var Jacob og Wenche Prebensen.
k706. «jeg tror at jeg er først og fremst et menneske»: Noras svar til mannen Torvald i siste akt av Ibsens Et dukkehjem, når han forteller henne at hun er først og fremst hustru og mor.
k707. når jeg tog Heuch en smule i forsvar: se brev 134, note 2.
k708. G. Brandes' første Foredrag i År: Brandes holdt forelesninger om «Det unge Tyskland» både våren og høsten 1883.
k709. Charlotte Stieglitz' Historie: Den tyske lærer Heinrich Stieglitz hadde utgitt noen uinteressante dikt i perioden 1831–33, da hans kone Charlotte begikk selvmord i 1834 for å prøve å vekke hans geni.
k710. første Hæfte af Julius Langes «Billedkunst»: dansk kunsthistoriker og antinaturalist, som ble professor i 1888. Billedkunst kom ut som bok i 1884.
k711. Jon Paulsen: se brev 145, note 4. Moderne Damer ble trykt hos Gyldendal i København.
k712. Rovsing: se brev 33, note 1.
k713. en Artikel jeg har skrevet: Det har ikke vært mulig å finne artikkelen.
k714. en Frk Knudtzon: Det var tre søstre, Bertha, Marie og Harriet; det er ikke sikkert hvem Erik traff i Bergen og hvem han traff hos Krohns. Se brev 95, note 3.
k715. Jeg har sét «Gengangere»: se brev 130, note 1. Lindbergs trupp spilte Gengangere for første gang i Kristiania 17. oktober 1883 på Møllergaten teater.
k716. 2 breve fra gamle fru K: Brevene finnes ikke i samlingene.
k717. Du elskede: Dette er det første skriftlige tegn fra Erik siden Amalies «oppslagsbrev» fra 19. oktober. Hun nådde formodentlig fram til København 6. november, så de har vært sammen i en uke.
k718. Folketeatret: Carl Møllers Hos Fotografen ble spilt på Folketeatret 13/11/83, men fra Morgenbladet ser det ikke ut til at det ble spilt neste dag.
k719. en lille Artikel til Ude og Hjemme: Det finnes ingen artikkel signert av Erik i Ude og Hjemme 1883, men de trykte ofte petitnotiser i slutten av bladet om teater og andre begivenheter som han kan ha skrevet.
k720. Din Ven Krøyer: Den danske maleren P. S. Krøyer (født i Stavanger) hadde vært på studiereise i Spanien i 1870-årene, og var nå i sin fruktbare skagensperiode.
k721. den norske ældre alvorlige Maler Hansen: kanskje Carl Hansen (senere Sundt-Hansen), som i 1882 slo seg ned i København.
k722. Poul Johnsen: dvs. John Paulsen.
k723. Onsdag kl 3 eftermiddag: Brevet er ikke datert, men etter innholdet å dømme må det komme mellom brev 165 og 167.
k724. Gortschalk: Amalie bodde hos den eldre fru Knudtzon (født Gottschalk) mens hun oppholdt seg i København. Hun hadde en bror som het Gottlieb, så det kan ha vært ham Amalie snakker om.
k725. dr. Georg: Georg Brandes, som bodde på Skt. Annæ Plads 24.
k726. «Moderne damer»: Historien om «eventyrersken» fru Schønberg er tydelig tegnet med Amalie som modell.
k727. Mandag Kl.12: Dette brevet og det følgende er ikke nærmere datert, men de henger tydeligvis sammen, og det er sannsynlig at de kommer like før brev 170, hvor Erik skriver videre om deres uoverensstemmelse.
k728. den Lejlighed vi skulde have set sammen: De var på jakt etter en leilighet å flytte til etter bryllupet. Erik nevner ikke adressen her, men det kan godt være leiligheten de kom til å bo i. Deres første felles adresse var Øster Farimagsgade 51.
k729. Hornemanns: Fru Knudtzons søster Harriet var gift med lege Christian Wilken Hornemann – men hun var død i 1880. Det er mulig at Amalie mener broren til Christian, den kjente hygienikeren Emil Hornemann, og hans kone Christy f. Hohlenberg.
k730. fordi jeg intet Brev har modtaget: Dette ser ut til å være det tredje brevet som ble skrevet samme dag. Brevene ble delt ut flere ganger daglig, men Amalies kan ikke ha nådd Erik ennå.
k731. Torsdag Aften Kl ½12: Brev 171 og 172 er heller ikke nærmere datert. Det er sannsynlig at de er en fortsettelse av debatten fra brev 168-70 om hvordan de skal behandle temperamentsforskjeller.
k732. Frederik Knudtzons Stemm … noget om «Faktorer»: Fredrik Knudtzon var bror til Bertha og boktrykker. Han må ha snakket om trykkeriet.
k733. Maleren Groth: Vilhelm Groth, dansk landskapsmaler.
k734. det samme moralske mod som frk. Ravenkilde: Den 21-årige forfatteren Adda Ravnkilde kom til København i 1883 og oppsøkte Georg Brandes. Hun hadde fått skrevet tre små romaner, men begikk selvmord 29/11/83 innen de kom ut.
k735. efter at Du er rejst: Amalie reiste fra København 3. desember. Hun hadde altså vært der i fire uker minus en dag.
k736. at Byen hedder Snærpe: Han har en vag fornemmelse, men vet ikke noe sikkert.
k737. «noget i Norge»: refererer til Holger Drachmanns dikt fra 1882, «Til Noget i Norge». Se brev 24, note 8.
k738. Anmeldelsen … i Dagbladet: Irgens Hansens spydige anmeldelse av Moderne Damer sto i Dagbladet 2/12/83.
k739. Skik denne Barselfærd med et Par Ord til Skavlan: Olaf Skavlan var medredaktør av Nyt Tidsskrift, men oppholdt seg i Syden i hele 1883 p.g.a. en hjernesykdom. Artikkelen ble ikke trykt i tidsskriftet.
k740. Gunnar Heibergs Artikel om Kristiania Teater: Gunnar Heibergs lange artikkel om de sørgelige forholdene ved Kristiania Teater sto i (norsk) Dagbladet 30/11/83.
k741. i vort Hjem: «vort» er understreket fem ganger.
k742. at opsøge Hedlunds og måske Lindhé's: S. A. Hedlund var redaktør for Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning. Lindhés kan ha vært forfatteren Vilma Lindhé og hennes mann kaptein Josef Napoleon Lindhé. Flere av Vilma Lindhés bøker ble trykt i Göteborg.
k743. Kalr den femtende: må være Karl den femtende – et hotell i Göteborg som var «unpretending» iflg. Baedeker 1892.
k744. medfølgende Brev fra Arne Garborg: Erik skrev til Arne Garborg 21. november og 5. desember; Garborg svarte på det første 2. desember. (Garborgs brev finnes på KB, Eriks to brev ligger sammen med Amalies brevveksling med Arne Garborg på NBO).
k745. Garborgs Omtale af det Kønslige: Erik spør 21/11 om Bondestudentar (1883): «spiller virkelig det kønslige Liv hos en ung Bondestudent så ringe en Rolle, som De har ladet det gøre i Deres Bog?» Garborg svarer 2/12: «Hvad det kjønslige angaar, saa har der i min Praxis forekommet en Række af Tilfælde, hvor det har optraadt forbausende lidet intenst, – og saa igjen en Række Tilfælde, hvor det er slaaet ud i Liderlighed. Det forekom mig, at Daniel Sørbraut maatte være af lidet udviklet Mandighed ogsaa i denne Henseende, og dels derfor, dels kanske ogsaa fordi jeg har pønset paa at gjøre en egen Bog om norsk Liderlighed, har det kjønslige kommet til at spille en liden Rolle i denne Bog, – muligvis for liden.»
k746. Svigerdatteren født Hansen: Søren Christian Knudtzon var gift med Ellinor Grut; familien het opprinnelig Hansen.
k747. vort snare Bryllup: «snare» er understreket seks ganger.
k748. ovre hos Doktoren: sannsynligvis Frederik Knudtzon, dr.phil. og boktrykker.
k749. uden blague: uten pretensjoner.
k750. «Tilskueren» med min Kritik af En Hanske: Tidsskriftet fulgte med Eriks brev til Garborg 5/12/83. Eriks anmeldelse ble trykt i Tilskueren, januar 1884, s. 71–76.
k751. dit søde, velsignede brev: brev 173.
k752. fru Edgrens noveller: den svenske forfatteren Anne Charlotte Edgren-Leffler, som ga ut sine noveller i flere bind fra 1882 av under tittelen Ur lifvet.
k753. Den ene af opsatserne er fra «Verdens Gang»: Det står en lang og spydig anmeldelse av Moderne Damer (usignert) i Verdens Gang No.138, 29/11/83.
k754. dit andet brev: brev 174.
k755. han skal ikke vørres: dvs. han skal ikke enses.
k756. hr. Rosenstamm: dvs. Vilhelm Rosenstand. Se brev 68, note 1.
k757. dig og fru Bille: se brev 61, note 3–5.
k758. hos Ingebrekt: Engebrets Café, Bankplassen 1, var et meget frekventert kunstnerkafé i Kristiania i 1880-årene.
k759. det G. Heiberg skrev om teatret: se brev 174, note 3.
k760. efter mødet på Aulestad: Hedlund hadde vært på Bjørnson-feiringen på Aulestad i august 1882.
k761. «Dagen»: en (fille høireavis): et dagblad, grunnlagt 1878. Det ble i 1888 til Nationaltidende, et «Organ for de Næringsdrivende Klasser». Artikkelen som Amalie nevner, er trykt i avisen 3/11/83, og begynner: «Fru Amalie Müller, den talentfulde Dame, som allerede i længere Tid har beskæftiget sig med Literaturen, har i 'Dagbladets' Føljeton for igaar leveret nogle interessante Bemærkninger angaaende Bjørnsons En Hanske, af hvilke vi tillade os at citere følgende Brudstykker.»
k762. opsatsen om «Bondestudentar» og det om «Over Evne»: Amalies artikkel om Bondestudentar ble trykt i Dagbladet 26/1/84, den om Over Ævne i Tilskueren feb. 1884, s. 155–64.
k763. en af Edvard Brandes skreven Anmeldelse: Brandes' anmeldelse av Moderne Damer sto i Morgenbladet 6/12/83.
k764. dit Forsæt at skrive om «Over Ævne»: se brev 177, note 12.
k765. din Beskrivelse av Johanne Reimers Begravelse: Amalies artikkel, «En Begravelse», signert –ie, ble trykt i Dagbladet 6/5/82. Skuespilleren Johanne Reimers døde 29/4/82.
k766. Gjellerups sidste bog: Karl Gjellerups G-Dur (1883) mangler den klare tendens som hans tidligere verker hadde; den er mer romantisk, og er blitt til under inntrykket av hans forelskelse i Eugenia Bendix.
k767. dit Brev fra Gøteborg: brev 175.
k768. efter Forelæsningen hos Brandes: se brev 150, note 1.
k769. jeg skal huske på din Anbefaling: Amalie må ha foreslått at Erik skulle gifte seg med Bertha Knudtzon hvis hun døde.
k770. «En Fritænkjer»: dvs. Ein Fritenkjar, Garborgs første store fortelling, som kom ut i 1878.
k771. «Det moderne Gjennembruds Mænd»: Utvalget av forfattere i Georg Brandes' bok var kontroversielt; essayet om Erik gav ham stor anerkjennelse.
k772. Drachmanns nye Bog: Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland (1883), som inneholder to lange noveller, «Maaneskin» og «Ostende-Brügge». Den siste er et angrep på «fransk» naturalisme og fritenkeri og et forsvar for fedrelandsdiktning; Drachmann er politisk på vei mot bondepartiet og senere mot høyre.
k773. atter et brev fra dig!: brev 176.
k774. Garborgs brev: se brev 176, note 1.
k775. kræti og plæti: alle og enhver.
k776. kunstnernes høstudstilling: se brev 36, note 7.
k777. den kritik du havde skrevet om Trofast: «Trofast», en av Kiellands To Novelletter fra Danmark (1882). Eriks kritikk ble trykt i Morgenbladet 24/12/82 (se brev 59, note 4). Han anklager Kielland for å ha «snakket seg fra det».
k778. Gunnar Heiberg har fået sit stykke tilbagesendt: Det må dreie seg om Tante Ulrikke, som Heiberg skrev ferdig i 1882–83, og som utkom i 1884. Erik Bøgh var censor ved Det kongelige Theater. (Johan Bøgh antok stykket i januar 1884 til oppførelse på Den Nationale Scene i Bergen.) Brevet finnes ikke i samlingene.
k779. «Intelligentsedlernes» eier: Da Gunnar Heiberg sommeren 1883 kom tilbake fra et års opphold i København, ble han teateranmelder i Christiania Intelligentssedler, som ble redigert av hans gode venn Olaf Hansson. Men han ble der bare en måned; da han deltok i en pipekonsert mot teatersjef Schrøder på Christiania Theater, ble han kastet ut.
k780. angreb på direktionen i Dgbldt: se brev 174, note 3.
k781. G. A. Dahl: oversatte stykker fra fransk og tysk for Christiania Theater.
k782. Hermann: Thaulow, bror til Frits, apoteker.
k783. «Une Vie» … Den brudenat!: dvs. Maupassants roman (se brev 126, note 5). Beskrivelsen av brudenatten, da den intetanende Jeanne blir voldtatt av sin mann, finnes i kapittel IV.
k784. dit Brev fra Kristiania: brev 177.
k785. Papirer med den brede sorte Rand: Amalie brukte sortrandet papir etter Wilhelms død og fram til 29. oktober.
k786. mellem min Broder og mig: Eriks eldre bror Tyge var forretningsmann.
k787. Det gik ham pekuniært for ilde: se brev 148, note 2.
k788. Warburg: litteraturhistorikeren Karl Warburg, en yngre medarbeider i Hedlunds Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning.
k789. det svajende Siv H.D.: Holger Drachmann.
k790. Kærlighedshistorien med Ingeborg, Udfordringen: se brev 112, note 4.
k791. 40 Sider: Historien fra «Ostende-Brügge» blir fortalt på s. 258–77 av Drachmanns Samlede Poetiske Skrifter, Bind 6, Kjøbenhavn og Kristiania 1907.
k792. «at digte sig ud af det»!: I virkeligheten nektet Holger Drachmann å ta imot utfordringen fra Frits Thaulow til duell.
k793. «Men lærte jeg ikke andet …»: Samlede Poetiske Skrifter Bind 6, s. 274.
k794. Kampen mod de franske Vejrmøller: se brev 179, note 6.
k795. at se Dijmphna komme: polarskip som var kommet tilbake fra en ekspedisjon nord for Sibirien. A. P. Hovgaard ledet ekspedisjonen, som han beskrev i Dijmphna-Expeditionen 1882–83 (1884).
k796. til Frokost hos G. Brandes: Erik traf Brandes og andre regelmessig på bad om morgenen.
k797. Skyer … på den ægteskabelige Himmel: se brev 135, note 12.
k798. E.B. og Frøken Hansen: Historien med Edvard Brandes og frk. Hansen var noe som «alle visste» det blir bl.a. nevnt i et brev fra Bertha Knudtzon til Amalie datert 29/12/83 (KB) – men som det ikke har vært mulig å finne nærmere opplysninger om.
k799. «Hjemlandets Skole»: se brev 179, note 6.
k800. Overanstrængelse i Rigsdagens Tjeneste: Erik klager også andre steder over å ha en svekket høyre hånd og problemer med å skrive.
k801. Det jeg skulde havt lørdag aften: brev 178.
k802. Den Gjellerups bog: se brev 178, note 4.
k803. Ed. Br.s artikel om «Moderne Damer»: se brev 178, note 1.
k804. Lars Holst: redaktør for Dagbladet. Om Irgens Hansens anmeldelse, se brev 174, note 1.
k805. Anmeldelsen i Verdens Gang: se brev 177, note 3.
k806. G. A. Dahl skal have taget sig det nær: Forfatteren Knap i Moderne Damer skal være modellert på G. A. Dahl.
k807. for at være hos Mette: Ingeborgs søster Mette var gift med Paul Gauguin
k808. det Borchsenius skrev i «Ude og Hjemme»: Borchsenius' anmeldelse av Over Ævne sto i Ude og Hjemme Nr.321, 25/11/83, s. 93–94.
k809. brev fra imorges: brev 179.
k810. dit tredie brev: brev 181.
k811. det jeg skrev om fru Wencke: Artikkelen «'Fru Wencke' i Alexander Kiellands Gift» ble trykt i Nyt Tidsskrift 1883, s. 541–44.
k812. Kl 1 nat mellem Mandag og Tirsdag: Eriks brev er mot sedvane ikke datert, men må være et svar på Amalies brev fra 7. desember, brev 180.
k813. Kontorchef Marcus Rubin: historiker og leder for Københavns statistiske kontor, som ble opprettet i 1883.
k814. Irgens Hansens Imødegåelse mod E Brandes Kritik: Hansens artikkel om Over Ævne sto i Dagbladet 9/12/83. Edvard Brandes' usignerte kritikk ble trykt i Morgenbladet 23/11/83.
k815. «Dagsavisens» – Du vet Henriques – Anmeldelse: Moderne Damer ble anmeldt i Dagsavisen 11/12/83 over merket A.H.
k816. B.B. og E.B. … er dødelige Fjender: Ingeborg Thaulow hadde betrodd sin kjærlighetssorg til Bjørnson i løpet av våren 1883 i Paris, og Bjørnson hadde forsøkt å irettesette Edvard. Affæren kan spores bak skuespillet En Hanske.
k817. betragte mig som Deres Fjende: Edvard Brandes brev til Bjørnson finnes på NBO. Det er datert 7/3/83, og forteller Bjørnson at han hykler når han vil opptre som Ingeborgs venn. Det slutter: «saa er jeg glad ved at kunne sige Dem, at jeg, efterat De har fornærmet hende, betragter Dem som min Uven.» (Hans neste brev til Bjørnson er datert 1901.)
k818. åbne Brevkort: Kortet til Hegel finnes ikke i samlingen på KB. Bjørnson skrev et brevkort til Borchsenius 28/11/83 hvor det bl.a. står: «Hvad synes du om Edv. Brandes … Hvad han har gjort, så flabet som det er, deri er hverken manskab æller nobelhed.» (Trykt i Bjørnstjerne Bjørnsons Brevveksling med Danske 1875–1910, brev no.132.)
k819. et takkende brev for Anmeldelsen: se brev 183, note 8. Takken finnes på samme brevkort som sitert ovenfor.
k820. en Anmelder ved «Nationaltidende»: Anmeldelsen av Over Ævne står i Nationaltidende 29/11/83, signert A. Falkman.
k821. det moderat grundtvigianske Venstre kommer i Besiddelse af «Morgenbladet»: Bestyrelsen av bladet, Chresten Berg, Viggo Hørup og Edvard Brandes, hadde kontrakt som løp ut 12. desember 1883 – og Berg, som var blitt sterkt provosert av Edvard, sa opp de to andre.
k822. bliver vor Stilling pekuniært truet: Erik ville komme i en vanskelig stilling hvis hans parti skulle miste sitt hovedorgan, og han ville miste en stor del av sin inntekt.
k823. i «beslægtet sang»: Amalie siterer fra Ibsens Kjærlighedens komedie (1862), hvor Stråmand i tredje akt forklarer for Falk hva et hjem er: Et hjem er der hvor alle dine tanker / kan leke fritt som børn på faders fang, / hvor ei din røst på hjertedøren banker / før svaret lyder i beslektet sang. (Samlede verker I, Gyldendal, Oslo 1978, s. 382.)
k824. fik en på næsen, som var alvorlig: Amalie var blitt kjent med Kielland i mai 1880, da Georg Brandes skulle holde foredrag i Kristiania. Se brev 87, note 4.
k825. værre end om statsrådene ikke blir dømt: se brev 72, note 23.
k826. min yngste broder var i Amerika: se brev 7, note 4. Bernhard var syk av tuberkulose (som Amalie unngår å nevne) og døde i februar 1884.
k827. jeg boede med ham i Fr.hald: Amalie bodde med Ludvig i Frederikshald fra høsten 1878 til august 1881.
k828. J.P. har skrevet et brev til Sars: Brevet er datert «Decbr 1883» og finnes på NBO.
k829. «Reflektionerna gjöra sig sjölve»: et gjengs uttrykk, i svensk kjent først fra S. Columbus 1678.
k830. Dit dejlige Brev!: brev 183.
k831. Pligtbesøg i Folketeatret: Den største Dumhed, fritt etter Fr. von Schönthan: Der Schwabenstreich, hadde première på Folketeatret 11/12/83 og ble spilt igjen dagen etter. Den (usignerte) anmeldelsen sto i Morgenbladet 14/12/83.
k832. et lille Arbejd … til «Ude og Hjemme»: må igjen ha vært en usignert petitnotis.
k833. et Ægtepar ved Stranden: en tegning av Valdemar Irminger, «I Sommerferien ved Vesterhavet», som står i Ude og Hjemme Nr.323, 9/12/83, s. 115.
k834. Brandes Forelæsning: se brev 150, note 1.
k835. G. Brandes Bog: dvs. Det moderne Gjennembruds Mænd.
k836. «Morgenbl's» Anmeldelse: se brev 185, note 2.
k837. din Ven Johan Svendsen: se brev 78, note 2.
k838. Gade, Musikens Konge: Niels W. Gade var leder av Københavns Musikkonservatorium og en stor komponist i det 19. århundre.
k839. Side 2 af dit Brev til hende: Brevet finnes ikke i samlingene.
k840. Billedhugger Hasselriis: Louis Hasselriis, dansk billedhugger, som utførte bl.a. statuer av H. C. Andersen og Søren Kierkegaard.
k841. ham håber jeg på som Gæst i vort Hus: Marcus Rubin omtaler ekteparet Skram i sine erindringer: Nogle Erindringer, 1914.
k842. hans Fader handlede med brugte Bøger og var dertil lærd Talmudist: David Rubin var en innvandret huslærer som drev bokhandel og underviste i Mosaisk trossamfund.
k843. det Stykke Du omtaler af Gunnar Heiberg: se brev 180, note 6.
k844. «dit» billede: se brev 187, note 4.
k845. anmeldels …i Bergens Tidende: Moderne Damer ble anmeldt i Bergens Tidende 5/12/83 av Strix Bubo (dvs. Olav Lofthus, redaktør av avisen).
k846. din anmeldelse af «En Hanske»: se brev 176, note 7.
k847. Dr.manns bog: se brev 179, note 6.
k848. Det overstregede var ingenting: om Moderne Damer i brev 183.
k849. det stykke om teatret: se brev 180, note 6.
k850. Morgenbladet: Norsk Morgenbladet anmeldte Moderne Damer 28/11/83.
k851. dit sidste Brev: brev 186.
k852. i «Dagbladet»: Eriks korrespondanse «Fra Kjøbenhavn», som beskriver Casino-møtet 15. desember, hvor Berg og andre overtok Morgenbladet, og som også inneholder en inngående kritikk av Holger Drachmann for hans forræderi mot Venstre, ble trykt i det norske Dagbladet 19/12/83.
k853. så J.P. og skrev til Dig: se brev 171.
k854. jeg elsker Dig: «elsker» er understreket tre ganger.
k855. alt dit Hab'und Gut: alle dine eiendeler.
k856. en Farbroder, jeg har haft: dvs. Carl Gerhardt Wilhelm Schram, som døde 1863.
k857. Ladegården: fra 1833 tvangs- og arbeidsanstalt for straffede personer og vagabonder i København.
k858. (Slegfred) søn af den bekendte Minister Grev Bernstorph: dvs. A. P. Bernstorff (1735–97). I sine etterlatte papirer gjentar Erik denne påstand om sin farfar: «Hans Moder siges at have staaet i Forhold til Grev Bernstorff; som forresten bekostede hans Opdragelse.» (Erik Skrams papirer, NKS 4501 kps. 18. KB.) Hans søster Henriette Skram antyder det samme i sine utrykte erindringer: «Min Farfar … var opdraget af A. P. Bernstorff, om hvem han i sit Ydre minded en Del. I hans Arbejdsværelse stod en smuk Portrætbust af Grev Bernstorff …»
k859. Mama er Datter af Justitsråd Hoë: Ida Johanna Hoë, datter av Emanuel Hoë (ca.1760–1833).
k860. det Brev om Drachmann: se note 2.
k861. Pingel, denne Hædersmand fra Top og til Tå: Victorinus Pingel var politiker, venstremann. Han hadde blitt avskjediget som lærer ved Metropolitanskolen i juni 1883 p.g.a. sine radikale pedagogiske synspunkter. Etter Casino-møtet, hvor Drachmann støttet Berg, gikk Pingel til angrep på sin tidligere gode venn fra det litterære venstre. Se note 2.
k862. denne ubehagelige Snak om Dueller: se brev 112, note 4.
k863. den Skildring, jeg omtalte: se brev 181, note 8
k864. om «Morgenbladets» Skæbne: se brev 185, note 9.
k865. Berg, som nærmest hører det grundtvigianske Demokrati til: Chresten Berg håpet ved denne tid å bli minister, og måtte skille seg fra det radikale «europeiske» venstre; som motvekt dannet han «det danske venstre».
k866. 15. desember 1883: Bergs oppsigelse er datert 12. desember.
k867. Makinationer: intriger.
k868. afhængig af Bergs Nåde: Berg og Hørup hadde sammen dannet partiet Folketingets venstre i 1878, men Hørups politikk var blitt for radikal for partiet.
k869. Larsen: N. J. Larsen, redaktør av Morgenbladet 1873–81.
k870. Brevkortene: se brev 185, note 6.
k871. den Maler, jeg nævnte før for Dig: kanskje Vilhelm Groth (se brev 171, note 3).
k872. med dit Brev: brev 188.
k873. Lofthus' anmeldelse: se brev 188, note 2
k874. at anbringe Gutterne hos Schjøtts: Amalie hadde en del forhandlinger med venner og senere med August Müller for å bestemme hvor hennes sønner skulle bo.
k875. at gå med den til Neergaard: Niels Neergaard, senere statsminister, grunnla månedsskriftet Tilskueren i 1884.
k876. at G.H. havde fået et Stykke forkastet: se brev 180, note 6.
k877. Højrebladene vilde bruge J.P.: se brev 188, note 7.
k878. mit Brev om Drachmann: se brev 189, note 2.
k879. Optrinet med Pingel: se brev 189, note 11.
k880. Herman Bangs «Fædra»: Romanen, som kom like etter Haabløse Slægter (1883), ble en fiasko; den handler om arv og degenerasjon, med en ung stemor som forelsker seg i sin stesønn.
k881. dit … deilige brev: brev 189.
k882. da jeg sendte dig Dgbldt.: det må ha vært den 19. desember.
k883. Skrams «rasende kjække» skrivelse: se brev 189, note 2.
k884. dette jødepar: Amalies utbrudd er ikke bare antisemitisme, men (som det foregår av det følgende) også en reaksjon på Georg Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd, som Lars Holst hadde angrepet i Dagbladet 19/12/83 for å ville gjøre «den moderne Aandsbevægelse i Norge til en Aflægger af den danske.»
k885. Artikelen af Harstad: Det er Lars Holsts artikkel Amalie tenker på (se note 4).
k886. Eva Sars: søster til Ernst Sars, sangerinne, 1889 gift med Fridtjof Nansen.
k887. dit Dagblad: se brev 191, note 2. Det var Lars Holst og ikke Irgens Hansen som skrev om det norske gjennombrudd.
k888. Kunstneralbumet … Julenumret af Ude og Hjemme: sannsynligvis Kunstner-Portræter (danske, red. V. Møller) fra 1883. Julenummeret av Ude og Hjemme 1883 (nr.325, 23/12/83) inneholder bl.a. P. S. Krøyers tegning «Fra Skagen. Skandinaviske Kunstnere ved Frokosten». Efter hans Maleri. (s. 145), og en vignette av ham (s. 155), og Sophus Schandorphs fortelling «Sygebesøget» (s. 150–51 og 154–55).
k889. at mit polemiske Brev …havde stået: Det gjorde det også. Se brev 189, note 2.
k890. Din Erik: «din» er understreket tre ganger.
k891. «Skyggebillederne»: se brev 179, note 6.
k892. Borchsenius' dumme Artikel: se brev 183, note 8.
k893. Irgens Hansens Redegørelse: se brev 192, note 1.
k894. Berg i Forbindelse med Bojsen og rimeligvis Høgsbro: Frede Bojsen var de moderates leder i venstre, og ble i 1884 utgiver av Morgenbladet sammen med Berg. Sofus Høgsbro var venstrepolitiker. Han stiftet Dansk Folketidende i 1865 og ledet det til 1883.
k895. Berg … den ledende Venstrepolitiker: se brev 189, note 15.
k896. Højesteretsassessor Klein: C. S. Klein, fhv. justitsminister (1872–75).
k897. sit Hjærtens Ministerium: dvs. regjeringen Estrup (1875–94). Kongen var Christian 9.
k898. Konsejlspræsident: i Danmark fra 1855 til 1915 den ledende sjef for ministeriet.
k899. dit sidste brev: brev 190.
k900. I. Hansens anmeldelse af «Tante Ulrikke»: ble trykt i Dagbladet 22/12/83.
k901. professor Storms fede smil: se brev 27, note 2.
k902. Dahl har gået så voldsomt på: G. A. Dahls «En lykkelig mands lykkelige hustru» ble trykt i siste nummer av Nyt Tidsskrift for 1883, s. 545–69.
k903. en studenterkomedie «Splendid»: ble skrevet av Vilhelm Dybwad bl.a., oppført første gang 27/11/83 på Studentersamfindets theater. Trykt ved Det Mallingske Bogtrykkeri, Kristiania 1905.
k904. Fru Schjøtt har vistnok anmeldt «Moderne Damer»: Anmeldelsen ble først trykt i Nyt Tidsskrift 1884, s. 109–12.
k905. forfatterskabet til «Ulmende Gløder»: Amalies «Erklæring» sto i Dagbladet 22/12/83.
k906. dit Brev fra imorges: brev 191.
k907. et Brev til fra Dig: brev 194.
k908. IH's Artikel om Tante Ulrikke: se brev 194, note 2.
k909. dit brev: brev 193.
k910. hvad Bojesen sa'e om alt dette på Grefsen dengang: sannsynligvis Frede Bojsen, som dannet Det danske Venstre sammen med Chresten Berg i 1884.
k911. nu kommer «Dagsavisen» end yderligere op: Hvis Morgenbladet skulle bli grundtvigiansk, ville Dagsavisen bli det eneste organ for det litterære venstre.
k912. de tre pebersvende: Fredrik Boll, Arne Garborg, Amund Helland.
k913. at skrive til Sars derom: Ernst Sars var historiker, og skrev om samtidshistorie heller enn om litteratur.
k914. den store Naturs Medviderskab og Gunst: se Eriks «trosbekjennelse» om naturen og kjærligheten i brev 17.
k915. som har Smærter: se brev 196.
k916. en Bunke af «La vie moderne»: ukentlig fransk tidsskrift som begynte å komme ut i 1859.
k917. «Rigsdagstidenden»: dvs. Rigsdagens møtereferater.
k918. «Det ny Gennembruds Mænd»: dvs. Det moderne Gjennembruds Mænd, Brandes' nye bok.
k919. Skyggebilleder: se brev 179, note 6. Eriks anmeldelse av Drachmanns bok står ikke i Tilskueren.
k920. 6–7° Varme Réaumur: dvs. 8–9° C.
k921. Dette med «Dagsavisen»: se brev 196, note 3.
k922. En politisk Klopfægter: K. P. Korsgaard hadde vært Rigsdagsreferent ved Morgenbladet siden 1873, og ble redaktør 1884–87.
k923. dit brev: brev 197.
k924. dit slemme Brev til mig i Bergen: Det må være det første brev i den foreliggende brevvekslingen.
k925. Etatsråd Collins Tilstedeværelse: Knudtzons yngste datter Benedikte var gift med Etatsråd Jonas Collin.
k926. Frøken Brosbøll: visstnok Anna Brosbøll, datter til Carit Etlar (tidligere Carl Brosbøll).
k927. Henriques – Dagsavisen: Axel Henriques var teateranmelder og causeur i Dagsavisen.
k928. «Brevkasse»: en regelmessig liten spalte i Morgenbladet.
k929. at der ad Åre kommer et radikalt Organ: Det skulle gå ti måneder før Politiken begynte å komme ut i oktober 1884.
k930. et brev med din håndskrift: brev 198.
k931. Ixora: se brev 95, note 1.
k932. hos dronning Semiramis: se brev 73, note 11.
k933. kyrios Helland: dvs. (gresk) herre.
k934. Monrad belærende – Lochmann docerende- Kierulf kreperende: Ved siden av sine vitenskapelige arbeider, utfoldet Helland seg gjerne i avispolemikk. Festskriftet til ham fra 1916 inneholder en fyldig bibliografi over hans trykte artikler, men det har ikke vært mulig å finne noen polemikk med Marcus Monrad. Ellers refererer verset til en polemikk med Professor Lochmann «Om ønskekvisten» i Dagbladet 11/6, 13/6, 15/6/83, og en anmeldelse av Theodor Kjerulfs Udsigt over det sydlige Norges Geologi (Dagbladet 8/11/79).
k935. «Leiefolk» værgende: Det ser ikke ut til at Helland har skrevet noe om «Madam Høiers Leiefolk».
k936. jeg ved det: «ved» er understreket tre ganger.
k937. inden den er færdig: Garborg skrev ikke bok om «Gennembruddet», men gjorde sin tilknytning til det klar i sine bøker.
k938. hin artikel i Dgbldt.: se brev 191, note 4.
k939. et meget uforskammet brev: Brevet fra Brandes til Holst finnes ikke i samlingene.
k940. anmeldelsen om «Over Ævne» i dansk Morgenbld.: se brev 185, note 2.
k941. kun én Side Brev: brev 201.
k942. en Ven fra Helsingør Kaptejn Rist: se brev 65, note 2. P. Fr. Rist ble ved hæren og ble kaptein i Helsingør i 1881.
k943. Bjørn Bjørnson: se brev 14, note 4. Han skulle gifte seg i 1886 med Jenny Sandberg.
k944. en Kreds i Kr.ania havde købt Aulestad: Bjørnson hadde forløftet seg økonomisk ved kjøpet av Aulestad, og det fantes forskjellige forslag om å hjelpe ham.
k945. et deiligt, sødt brev: brev 200.
k946. atter et som var skrevet den 29de: brev 202.
k947. et langt brev fra Bertha: Brevet er datert 29/12/83 og finnes i KBs samling.
k948. Henriette og Emma: Eriks ugifte søstre.
k949. B.B. på åbne brevkort: se brev 185, note 6. Det har ikke vært mulig å finne disse kortene i Bjørnsonarkivet på NBO.
k950. dit Brev af 29 f.M.: dvs. brev 203.
k951. et Spørgsmål, som er oppe i Tiden: Antisemittismen var ganske utbredt i 1880-årene, og Brandes-brødrene blant andre fikk føle den.
k952. Wergelands Digte om Jøderne: Henrik Wergeland ivret for toleranse overfor jødene, og la fram et forslag til grunnlovsforandring som ville tillate at jøder kunne bli norske borgere. Det ble nedstemt av Stortinget i 1842, men endelig antatt 1851. Hans diktsykluser Jøden: Ni blomstrende Tornequiste (1842) og Jødinden – Elleve blomstrende Tornekviste (1844) var viet denne saken.
k953. advokat Heiberg: Anton Vilhelm Heiberg, høyesterettsadvokat, bror til Kathinka Heiberg og onkel til Gunnar Heiberg.
k954. Schjøtts: dvs. Professor P. O. Schjøtt og forfatteren Mathilde Schjøtt, ved denne tiden en av Amalies gode venninner.
k955. Brandes's bog som du lovede mig: Det moderne Gjennembruds Mænd. Se brev 200, note 4.
k956. artikelen fra dansk Morgenbldt i vort Dgbld: Chresten Bergs artikkel ble trykt i Dagbladet 3/1/84 under overskriften: «Fra vore Nabolande». Den forklarer hvorfor omveltningen ved Morgenbladet ikke skal ses som «et Tegn på Venstres Splittelse.»
k957. kjøbet af Aulestad til Bjørnson: se brev 204, note 4.
k958. hvorledes Bjørns forlovelse gik for sig: se brev 204, note 3.
k959. gået og stukket min hånd ind i din: se brev 168–70.
k960. fodtur til Frognersætren: Frognerseteren, dengang utenfor byen, var allerede et yndet utfluktssted for kristianiaborgere.
k961. Jeg har igår sendt Dgbl. et Brev: Eriks brev «Fra Kjøbenhavn», undertegnet S., ble trykt i Dagbladet 8/1/84. Det er et – som han selv sier – forsiktig forsøk på å forklare bruddet mellem Berg og Hørup/Brandes.
k962. min Kritik af En Hanske: se brev 176, note 7.
k963. mit arbeide om «Over Ævne»: se brev 177, note 12.
k964. il n'y a reel au monde qu'aimer: å elske er det eneste virkelige i verden.
k965. «Gennembruddet»: se brev 207, note 3.
k966. jeg som Jeppe stundom kan knibe mig selv i Armen: Når Jeppe i Holbergs Jeppe paa Bierget (1723) våkner i Baronens seng, kniper han seg selv i armen for å forsikre seg om at han ikke sover fremdeles.
k967. Måden at optræde på overfor Morgenbladet: se brev 185, note 9.
k968. hvorledes jeg egenlig skal tage fat på «Skyggebilleder»: se brev 200, note 5.
k969. «La Dame au Camelia»: Alexandre Dumas d.y.'s roman La Dame aux Camélias (1848).
k970. IH's Kritik: Irgens Hansen. Se brev 194, note 2.
k971. Dagsavisens Søndagsnummer: Artikkelen «Hvad man har talt om i Ugen», på første side av Dags-Avisen 6/1/84, er en satire over Danmarks Adels Aarbog, skrevet av Nationaltidendes redaktør H. R. Hiort-Lorenzen.
k972. et Nytårsdigt, hvormed Drachmann indledede det ny Morgenblad: Holger Drachmanns «Danmark. Nytaarsdigt» ble trykt i Morgenbladet 1/1/84. Artikkelen fra Dags-Avisen 6/1/84 fremhever det komiske i de to verslinjene: «O Danmark, vær trøstig; end blomstrer dit Flor / End rødmer vor Ungdom, hvor Rugbrødet gror.»
k973. den Barselstudie «For sent»: se brev 174, note 2. Fritz B.: dvs. Fritz Bendix.
k974. hvad Vullums skriver i Nyt Tidsskrift, og den artikel i et Dgbl. af Irgens Hansen: Erik Vullums anmeldelse ble trykt i Nyt Tidsskrift 1883, s. 607–16; Irgens Hansens svar på danske anmeldelser kom i Dagbladet 9/12/83.
k975. gamle fru K. i Kjøbenhavn, Bertha: dvs. fru Lucinde Knudtzon og Bertha Knudtzon.
k976. denne anmeldelse af «Bondestudentar»: Amalies anmeldelse av romanen ble trykt i Dagbladet 26/1/84.
k977. som Jutta … en smule til (osv): En del av dette brevet er revet av.
k978. det ved «Morgenbladet»: se brev 212, note 1.
k979. er sendte: er er understreket tre ganger.
k980. Dgbl. med mit Brev: se brev 209, note 1.
k981. en Anmelde[lse] af et nyt Stykkes Opførelse på det kgl Theater: Eriks anmeldelse av Julius Lehmanns Afdansning står i Morgenbladet 10/1/84.
k982. Jeg skal skrive om noget der nede fra: Eriks artikkel «Fra Helsingør», en beskrivelse av byen, ble trykt i Ude og Hjemme Nr.330, 27/1/84.
k983. Kaptejn Rist: se brev 65, note 2 og brev 204, note 2.
k984. at jeg engang forlængesiden skrev til deg: se brev 18, note 8.
k985. hvad han siger om den anden bog: dvs. Herregaardsbilleder. Etter Brandes' mening er det en bok «i hvilken det Talent, der fandtes, fremtraadte uden Sikkerhed, Myndighed eller Methode.» Det moderne Gjennembruds Mænd, 2. udgave (Gyldendal, Kjøbenhavn 1891) s. 378.
k986. hvad Krogh fortæller om sin kjærlighed til mdm. Vallé og senere Fabricius til Gertrude: Krog i Herregaardsbilleder har vært forelsket i Mme. Vallée, som lever i et ulykkelig ekteskap med en eldre og brutal mann; til tross for sin kjærlighet til Krog, velger hun å forbli i ekteskapet og forråder derved kjærligheten. Fabricius i Gertrude Coldbjørnsen elsker Gertrude og vil også få henne til å bryte forlovelsen med en uverdig mann, men hun tør ikke.
k987. den 14 Jan 83: Erik har satt feil år på brevet.
k988. aldrig været så stærk en Følelse som nu: aldrig er understreket tre ganger i denne setningen og den neste.
k989. Dig elsker jeg Amalie: Dig er understreket tre ganger.
k990. dette Puf i Ryggen for at få mig til at skrive: Brandes insisterer flere ganger i artikkelen på at det virkelig er på tide at Erik kommer videre: «Han kan ikke i Længden staa som Forfatter til én Bog.» (Det moderne Gjennembruds Mænd, s. 400.)
k991. Neergaard: Niels Neergaard, redaktør av Tilskueren, senere statsminister.
k992. Busk: Jens Busk, riksdagsmedlem og ytterliggående tilhenger av venstre.
k993. Fredericia: dvs. historikeren J. A. Fridericia, fetter til Edvard og Georg Brandes.
k994. Rancune: dvs. nag, ondskapsfullhet (fransk).
k995. heldigvis havde en anden indsendt et protesterende Stykke: Ad. Hansens omtale: «Holger Drachmanns «Ostende Brügge» ble trykt i Tilskueren 1884, s. 165–68.
k996. en såre slet redaktion: Olaf Skavlan og Ernst Sars var redaktører for Nyt Tidsskrift. Skavlan fikk en hjernesykdom i 1882 og måtte oppholde seg i Syden til sommeren 1884. Det står ikke i tidsskriftet hvem redaksjons-sekretæren var.
k997. «Nyt Tidsskrift» har villet anmelde «Moderne Damer»: Mathilde Schjøtts anmeldelse ble trykt i Nyt Tidsskrift 1884, s. 109–12.
k998. den arme Ossian: Fru Sars hadde håpet at Amalie ville gifte seg med hennes sønn Ossian. Se brev 24, note 5.
k999. Jeg har taget fru Ring tilbage: Fortellingen ble endelig trykt i Tilskueren 1884, s. 933–49.
k1000. Aftenposten, Dagen og Intelligentssedlerne: Anmeldelsene sto i Aftenposten 19/12/83 (usignert), Dagen 14/12/83 (signert H.G.) og Christiania Intelligentssedler 21/12/83 (signert –n).
k1001. I. Hansens kritik: se brev 194, note 2.
k1002. Nu vil fru Vullum skrive om den: Det har ikke vært mulig å finne Margrethe Vullums anmeldelse av Tante Ulrikke.
k1003. Kathinka Heiberg …min første og bedste veninde: I seksårsalderen gikk Amalie og Kathinka i barnehage sammen i Bergen.
k1004. stykket fra Dagsavisen: se brev 212, note 5 og 6.
k1005. longueurer: dvs. «longueurs» (fransk) – vidløftige passasjer.
k1006. Stykket ud har jeg strøget: Denne delen av Amalies artikkel er blitt skrevet om i den endelige versjonen.
k1007. fru S.'s Brev om denne Sag: Brevet finnes ikke i samlingene.
k1008. «Det Glimt af Sol …»: Sitatet heter i sin opprinnelige form: «Et Skimt af Sol bag Taagen at bevare, / Det er det Livsenskrav, en Mand skal klare!» Dikteren Falk sier det til sin forlovede Svanhild i Ibsens Kjærlighedens Komedie (1862), Akt II. (Hundreårsutgave Bind IV, s. 212.)
k1009. en idiotisk Operette: Dagmarteatret spilte operetten Den lystige Krig, av Zell og Génée (oversatt fra tysk). Den hadde hatt première 3/1/84.
k1010. «Fram» den unge liberale studenterforening: «Fram» var opprinnelig en radikal studentgruppe; navnet ble tatt opp igjen i 1880 av en frisinnet studenterforening.
k1011. à la Numa Roumestan: Alphonse Daudets roman Numa Roumestan (1881) har som helt en fyrig og veltalende provençal, som elsker å sette seg selv i scene.
k1012. manuskriptet: se brev 212, note 7.
k1013. denne ækle pluralisform «deres»: se Eriks bemerkninger i brev 219. Det ville faktisk også ha vært «deres» på norsk, hvis Amalie hadde villet si det som Erik trodde.
k1014. det var netop sine hjærner de lagde i blød: Uttrykket er forsvunnet fra den trykte artikkelen.
k1015. historier om Heuch og Caspari: se artikler i Luthersk Tidsskrift fra 1878 og framover. Paul Caspari var professor i teologi ved Kristiania universitet og medutgiver av Theologisk Tidsskrift. Han var en av lutherdommens åndelige førere i Norge.
k1016. en gammel deilig dame: Det finnes flere innholdsrike brev fra Amalie til Vilhelmine Ullmann fra årene 1883–86.
k1017. Mally Lammers: søsteren til Ossian Sars.
k1018. Olaf og Eva Sars: også søsken til Ossian og Ernst.
k1019. «ægteskabet …er en styg institution»: Samtalen ble også tatt med i romanen da den kom ut (Samlede verker I, s. 180).
k1020. Se på det andet papir: Her er et stort nesten uleselig stykke strøket ut. Amalie skriver det om et par sider senere.
k1021. en afklippet følje[t]on om «Over Ævne»: 9/12/83 sto det en artikkel i Dagbladet om «En dansk Bedømmelse af Over Ævne» signert I. H. (Irgens Hansen).
k1022. føljeton … af fru Vullum: se Dagbladet 8/12/83. Artikkelen er signert M. –m.
k1023. til hans stykke var bleven opført: John Paulsens skuespill Falkenstrøm & Søn fikk sin première på Dagmarteatret 30/1/84.
k1024. Ingeborg er nu kommen tilbage: dvs. Ingeborg Thaulow, som var i ferd med å bli separert fra Frits Thaulow; de måtte vente tre år på den egentlige skilsmissen.
k1025. Oslo: Til 1924 ble navnet Oslo brukt om den delen av byen som nå kalles Gamlebyen, mellom Bjørvika og Ekeberg.
k1026. Numa Roumestan en miniature: se brev 220, note 2.
k1027. Du har vel modtaget mit Telegram idag: finnes ikke i brevsamlingen.
k1028. ikke være indtruffen,[…]: Et stort stykke er strøket over her, og en setning etter hver av de to etterfølgende setninger.
k1029. Februarhæfte. […]: enda en setning krysset ut.
k1030. lige som Drewsen: Viggo Drewsen hadde reagert skarpt på Alexander Kiellands kritikk av danske forhold, bl.a. i novellen «Trofast». Se også deres brevveksling (To par, red. Tor Obrestad).
k1031. ved «Storværket»: Amalies rettelser kom ikke med i artikkelen.
k1032. Numa Roumestan er af Cherbuliez: Erik tar feil her.
k1033. den første Fru Drachmann: Holger Drachmann var gift med Vilhelmine Erichsen (»fru Belli») 1871–78.
k1034. af hendes eget Fabrik: Henriette Skram underviste i engelsk og historie. I 1871 ga hun ut Engelsk Læsebog, udgiven med særligt Hensyn til Undervisningen i Pigeskoler, I–II.
k1035. hvem MC er: I norsk Dagbladet 21/1/84 finnes det en artikkel om striden omkring Morgenbladet underskrevet MC. Det er et svar på Eriks brev fra 8/1/84. Forfatteren var Georg Brandes.
k1036. Artiklen er ufin mod mig: Brandes kommer med et sidespark til «de Fritænkere … der af Klogskabshensyn til [Bergs] Magtstilling vil vedblive at skrive i hans Blad.»
k1037. som jeg fik sidste torsdag aften: brev 223.
k1038. Nansens bog, Unge mennesker: Peter Nansens første bok, Unge Mennesker (1883), var en novellesamling i fin-de-siècle flanør-stil, som fikk hård kritikk fra konservative kretser.
k1039. aldrig: Ordet er underskreket tre ganger.
k1040. han har feiet, feiet jordbunden: se den bibelske lignelsen om den onde ånd, Matt.12, 43–45.
k1041. Numret fra idag af «Ude og Hjemme»: Borchsenius' anmeldelse av Moderne Damer står i Ude og Hjemme Nr.330, 27/1/84, s. 218–19. Om Eriks «lille Indledningsstykke», se brev 215, note 3
k1042. Svanens Dukken i Fabelen: Det har ikke vært mulig å finne fabelen hverken hos Æsop eller hos La Fontaine.
k1043. et Par Numre af mit Svar til MC: se brev 225, note 1. Eriks svar (Fra «Dagbladets» faste Korrespondent) ble trykt i Dagbladet 30/1/84.
k1044. A. C. Larsen, forfatteren Theodorus: A. C. Larsen var bibliotekar og frisinnet teolog, tidligere venn av Georg Brandes. Han utga de fleste av sine religiøse skrifter under pseudonymet Theodorus.
k1045. en Broder som er Prest: dvs. Eriks halvbror William (se brev 48, note 3).
k1046. hjerteglad over min anmeldelse: se brev 213, note 3.
k1047. disse breve … av fru Schjøtt: Det finnes to brev fra Mathilde Schjøtt til Amalie på KB. Det første (datert 27/1/84) takker Amalie overstrømmende for hennes anmeldelse av Bondestudentar; det andre (datert 28/1/84) bedyrer at hun ikke mente at Amalie var blitt påvirket av Dostojevskijs Raskolnikov. Hun forsøker tydeligvis å gjøre alt godt igjen etter sin anmeldelse av Moderne Damer.
k1048. en fritænkjer og en afhandling om «Keiser og Gallilæer»: dvs. Garborgs fortelling Ein Fritenkjar (1878), og hans studie om Ibsens stykke som kom ut i 1873, to år før han tok artium.
k1049. hvis det da er dig som kalder dig A. Cantor: Alexander Cantor var venstresinnet overrettssakfører; hans artikkel «Fra Kjøbenhavn» sto i Dagbladet 29/1/84.
k1050. hendes sidste skrivelse: se note 2.
k1051. ægteskabstilladelsen: August Müller skulle gifte seg igjen med sin husholderske Kaja Hermansen – og ble gift omtrent samtidig med Amalie og Erik.
k1052. Fyren der peb neden for Aulestad: en historie om en gutt som ikke viste ærbødighet for flagget, som blir fortalt av Bjørn Bjørnson i Aulestadsminner (1932).
k1053. «Aftenvisiter»: Unge Mennesker (A. C. Riemenschneiders Forlag, København 1883), s. 123–42. Fortellingen handler om en ung mann som er forlovet, men beholder sin elskerinne, og lyver for begge parter; hans forlovede oppdager løgnen og slår opp – og først da innser han hvor fint et menneske hun er og hvor mye han har mistet.
k1054. Fru Erna Juel-Hansen: skrev romaner og noveller under pseudonymet Arne Wendt, og drev en gutte- og pikeskole sammen med sin mann Niels Juel-Hansen. Hun hadde ganske avanserte pedagogiske ideer.
k1055. pyt med «La glue» med «Une vie»: dvs. La Glu (1881), roman av Jean Richepin om elskovens uheldige virkninger. Om Maupassants Une Vie, se brev 126, note 5, og brev 180, note 11.
k1056. i Religionens Navn: om Drachmanns affære med Polly Thalbitzer, se brev 65.
k1057. J.P.'s Stykke: se brev 222, note 4.
k1058. jeg skal anmelde det: Eriks anmeldelse av Falkenstrøm & Søn sto i Ude og Hjemme Nr.331, 3/2/84 (signert E.S.); der sier han at forfatteren «giver sig god Tid til at begaa de fleste af de Fejl, som tager Livet af et Drama» (s. 231).
k1059. Ude og Hjemme … din artikel: se brev 227, note 1.
k1060. kan jeg tænke mig: Flere ord i denne setningen er krysset ut – noe som Erik kommenterer i brev 233.
k1061. E.B.s artikkel i d. Morgenbl.: se brev 178, note 1.
k1062. dit Brev i Dagbladet: se brev 227, note 3.
k1063. den kom først meget senere … ud: Daudets Numa Roumestan kom ut i 1881; Holger Drachmann ble skilt første gang i 1878. Amalie hadde rett.
k1064. G.B. … brev til Bjørnson: Georg Brandes skrev til Bjørnson 5/8/83 og sammenlignet den omarbeidede En Hanske med første versjon; han kommenterte noen replikker, men foreslo ikke noen nye. (Georg og Edv. Brandes: Brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd, Bind IV, s. 170–71.)
k1065. om min Snus Idyl fra Helsingør: se brev 227, note 1, og brev 230, note 1.
k1066. «Et Dukkehjem» med en ny Fru Linde: Rollen ble spilt av Frk. Antonsen; Erik skrev en kort anmeldelse i Morgenbladet 2/2/84.
k1067. [og Dig]: Eriks egne klammer.
k1068. Philipsen: Gustav Philipsen var forlegger for flere av det moderne gjennombrudds forfattere.
k1069. den dumme «Holbergfest»: 31/1/84 var det Holbergfest i National Koncertsal (omtalt i Morgenbladet 1/2/84).
k1070. brev fra gamle fru Lucinde: dvs. Lucinde Knudtzon. Brevet finnes ikke i samlingene.
k1071. Lofthus fra Bergen: Olav Lofthus var redaktør av Bergens Tidende.
k1072. J.P. har skrevet et brev til fru Thommesen: Brevet finnes ikke i samlingene.
k1073. anmeldelsen i «Verdens G.»: se brev 177, note 3.
k1074. når dette ministerium måtte gå: Det tok tid å iverksette riksrettsdommens bestemmelser; det var først 27. februar 1884 at statsminister Selmer ble dømt til embedsfortapelse.
k1075. Anmeldelse af «Tilskuerens» 2'd. Hefte: se Dagsavisen 5/2/84 (det er et hull i brevet; Erik må ha limt inn en del av anmeldelsen og Amalie har fjernet den). Anmelderen (Axel Henriques) roser Amalies artikkel som «det ubetinget bedste eller eneste gode der er skrevet om Bjørnsons sidste Stykke.»
k1076. den elskværdige unge Fru Neergaard: dvs. Dagmar Neergaard, født Lind, Niels Neergaards første kone.
k1077. Anmeldelse af «Tilskuerens» 2. Hæfte: det står en kort og rosende omtale av Amalies artikkel i Socialdemokraten 6/2/84 (det er hull i brevet igjen her).
k1078. et Par nye Stykker: Skuespillet En Synderinde (basert på Wilkie Collins' roman The New Magdalen) ble spilt på Folketheatret med Lydia Sørensen i hovedrollen. Eriks anmeldelse (signert E.S.) sto i Ude og Hjemme Nr.332, 10/2/84.
k1079. han, der har skrevet så anerkendende: se note 1.
k1080. et særdeles elskværdigt og smigrende brev: Brevet finnes ikke i samlingene.
k1081. han roser jo også E Brandess piece: se brev 235, note 1. Edvard Brandes' enakter «Efter Selskab» ble trykt i Tilskueren I, 1884, s. 81–99.
k1082. Der har stået i Dagbladet: Artikkelen «To Anmeldelser af 'Over Ævne'» sto i Dagbladet 8/2/84, signert –p. Christopher Bruuns anmeldelse sto i For frisinnet Christendom I (1884), No.3.
k1083. vil Holst citere i bladet: dvs. i Dagbladet, hvor Lars Holst var redaktør.
k1084. den om Poulsens Pehrsens: se brev 36, note 15.
k1085. den opsats i «Ude og Hjemme»: I 1881 skrev Amalie en artikkel om «Bjørnstjerne Bjørnson i hans hjem», som ble trykt i utdrag i Ude og Hjemme 27/11/81.
k1086. Blehrs: stortingsmann Otto Blehr, som fungerte som aktor i riksrettssaken, og hans kone Randi, en av kvinnesakens forkjempere.
k1087. Dick i David Copperfield: I Charles Dickens' roman David Copperfield (1849–50) er Mr. Dick en litt åndssvak mann som bor hos Davids tante Betsey Trottwood; han holder på med å skrive en bok, men «Carl den Andens Hoved» kommer bestandig i veien for det han vil si.
k1088. Panoptikum: Julius Schultz modellerte Erik til «Skandinavisk Panoptikon», et vokskabinett på Vesterbrogade 3, som ble åpnet 1/8/85.
k1089. Påske falder straks efter vort Bryllup: I 1884 falt påskesøndagen på 13. april.
k1090. «Tante Ulrikke»: Eriks nesten helsides anmeldelse av stykket sto i Morgenbladet 10/2/84.
k1091. i mit Brev til Dgbl.: Eriks korrespondanse «Fra Kjøbenhavn» ble trykt i Dagbladet 14/2/84; han forteller bl.a. hvor dårlig John Paulsens stykke Falkenstrøm & Søn var.
k1092. din Broder Adjunkten: dvs. Ludvig.
k1093. din hjemkomne Bro'r fra Amerika: se brev 186, note 4.
k1094. Artikel om Tante Ulrikke: se brev 239, note 1.
k1095. bor han endnu på Hægdehougsvejen: Gunnar Heiberg var i Kristiania fra høsten 1883 til han flyttet til Bergen våren 1884 som sceneinstruktør ved Den Nationale Scene.
k1096. et lille Stykke til Tilskuerens Martshæfte: novellen «Schwester Weleicka», som ble trykt i Tilskueren I, 1884, s. 207–13.
k1097. Neergaards Artikkel: Niels Neergaard skrev en artikkel om Richard Cobden i Tilskueren I, 1884, s. 123–50, med fortsettelse s. 234–60.
k1098. «Tartuffe»: Molières Tartuffe (1664–69) ble spilt på Det kongelige Theater 13/2/84.
k1099. jeg har aldrig set ham drukken: Gunnar Heiberg hadde hatt litt av et rykte for å drikke seg full mens han var i København; se f.eks. Eriks brev nr. 37.
k1100. han søger posten i Bergen: Se brev 240, note 5.
k1101. Mikkelsen: Sakfører (senere statsminister) Chr. Michelsen var blitt medlem av styret for Den Nationale Scene i 1881.
k1102. Jæger: dvs. litteraturkritikeren Henrik Jæger, som skrev et par skuespill i 1880-årene. Hans Løse Fugle (1882) ble oppført mars-august 1883 både i Kristiania og i Bergen; Amalie og Erik må ha sett det under Eriks besøk i Norge sommeren 1883.
k1103. konsul Gade: F. G. Gade, som var stortingsmann 1883–85, og satt i styret for Den Nationale Scene.
k1104. tre af «dine» Dagblade: se brev 240, note 1.
k1105. uddraget af din anmeldelse: se brev 239, note 1. Utdraget sto i Dagbladet 11-16/2/84.
k1106. hvori Kristoffer Brun svarer: trykt i Dagbladet 15/2/84.
k1107. den sidste ækle, vigtige passus: Amalies anmeldelse av Drachmanns Skyggebilleder, signert A.M., sto i Dagbladet 16/2/84. Hun slutter med å sammenligne moderne dansk litteratur, som utelukkende beskjeftiger seg med erotikken, men den norske, som er opptatt av «en i reformatorisk Øjemed dreven Samfundsanalyse … Et produkt som Petter [sic] Nansens Unge Mennesker, der forresten er et lovende og i visse Maader betydeligt Arbejde, kunde saaledes ikke være skrevet af en norsk Forfatter, fordi det giver en Række Ynglinger, som ingenting vil og ingenting gider og ingenting ser at stræbe efter.»
k1108. at få Børresen hjem til sit Fødeland: H. P. Børresen var missionær blant stammefolket santalerne i Bengalen.
k1109. forældreløs i huset til en af disse velhavende spidsborgerlige bergenske kjøbmandsfamilier: Det er ikke riktig at Amalies mor hadde vært foreldreløs; hennes far, Sjur Lasseson Hammersnæs, døde da hun var 28 og allerede gift, og hennes mor, Berthe Nielsdatter, døde først i 1875. Som også andre steder pynter Amalie på sannheten her for å forklare morens mangel på kunnskaper; hun var faktisk stuepike hos kjøpmann Hadeler.
k1110. Iver Iversen: en ung lege og forfatter, som debuterte 1884 med diktsamlingen Unge Piger.
k1111. Herre og Mester Herman Bang: Bang var ved denne tid en velkjent københavnsk kritiker og journalist ved Nationaltidende; han hadde utgitt både romaner (Haabløse Slægter (1880) og Fædra (1883)) og kritikk (Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880)).
k1112. Albæk: Andreas Albeck, senere overrettssakfører, som tilhørte den Bangske litterære krets som ung mann og var medarbeider ved Vor Tid.
k1113. det som G. A. Dahl gjerne vilde: den norske dikter Gustav Adolph Dahl, som ifølge Kristian Elster d.y. «stod bohemen nær, men hans lille, ikke meget betydelige forfatterskap er ikke synderlig præget hverken av bohemtiden eller naturalismen» (Illustreret Norsk Litteraturhistorie II, 1924. s. 598).
k1114. Elmgaard: dvs. Bertel Elmgaard, folkelig dansk forfatter og medarbeider ved Morgenbladet.
k1115. Dukkehjem, Gengangere, Magnhild: dvs. Ibsens Et Dukkehjem (1879) og Gengangere (1881), Bjørnsons Magnhild (1877).
k1116. dette unge Menneske, som Du har æklet Dig ved: dvs. Peter Nansen. Se brev 242, note 9.
k1117. Knutzon: dvs. kunsthistorikeren Frederik G. Knudtzon.
k1118. den ulykkelige Jakob: dvs. Eriks venn Jacob With.
k1119. min første egenlig Skuespilkritik: Artikkelen «Theatrene», signert E. Skram, ble trykt i Morgenbladet 19/2/84. Den omhandler Molières Tartuffe og Bournonvilles Toreadoren på Det kgl. Theater, og Putte (»frit efter Alfred Hennequin og Emile de Najacs Bébé«) på Dagmartheatret.
k1120. Opsats til «Ude og Hjemmes» Fastelavnsnummer: Eriks fortelling «Fastelavnserindringer» blir trykt i Ude og Hjemme Nr.334, 24/2/84, s. 266–67.
k1121. en lille Ting som Tekst til Billeder: Eriks petit «Fra Nytorv» (signert E.S.) ble trykt i Ude og Hjemme Nr.333, 17/2/84, s. 255–56.
k1122. Så bliver jeg … modelleret: se brev 238, note 2.
k1123. Sinding: Stephan Sinding, norsk-dansk billedhugger, som bl.a. laget statuene av Ibsen og Bjørnson som står utenfor Nationaltheatret i Oslo.
k1124. Hasselberg: Per Hasselberg, svensk billedhugger, som arbeidet i Paris 1876–90.
k1125. Krøyers Byste: P. S. Krøyer laget en byste av Alexander Kielland i 1883.
k1126. «På Havsens Bund»: folkekomedie, fritt etter Ferd. Dugué og Cortamberts Une drame au fond de la mer ved Erik Bøgh.
k1127. et Par nye Stykker: Erik skulle se Don Cæsar de Bazan (etter Dumanoir og Dennerys Don César de Bazin) og farsen Høje Gæster, som begge hadde première på Folketeatret 22/2/84.
k1128. på Søndag må jeg i Kasino: Lolotte, lystspill av Meilhac og Halévy, hadde sin première på Kasino 22/2/84.
k1129. Den flok Chr. Bruun er fører for: Inspirert av Grundtvig ville Christopher Bruun gjennom folkehøyskolen fornye den folkelige kristentro. Hans tidsskrift For frisindet Christendom kom ut i årene 1884–88.
k1130. konsul Gade: se brev 242, note 5. Det har ikke vært mulig å finne hvorvidt han var en av de største eiere av Dagbladet; det står ikke noe om det i hans selvbiografi i slektsboken (Ingeborg Gade: Stamtavle over Slegterne Gade og Wallem, 1921).
k1131. Garborg svar til G. Brandes: Brevet er datert 21/2/84, og er trykt i Georg og Edv. Brandes: Brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd, Bind IV, s. 403–6.
k1132. det 18de århundrede: Amalie må mene Brandes' Hovedstrømninger; det står i brevet «Deres 'Hovedstrømninger' … angreb mig i høi Grad og væsentlig bidrog til at undergrave mit Forsøg paa 'et kristelig Standpunkt'.» Ibid., s. 405.
k1133. nu falder dommen på mandag: se brev 234, note 5.
k1134. din artikel i Morgenbladet: se brev 245, note 10.
k1135. fru Schjøtts anmeldelse af Moderne D: se brev 218, note 2.
k1136. brev fra Bertha Knudtzon: brevet finnes ikke på KB.
k1137. hos Adlers: sannsynligvis journalisten Viggo Adler og frue. Han ble redaksjonssekretær i Politiken 1884–97.
k1138. Wullums protest mot Nyt Tidsskrift: Dagbladet 23/2/84 inneholder en «Nødvendig Erklæring» signert Erik Vullum, som går ut på at han ikke ville ha skrevet anmeldelser til Nyt Tidsskrift om han hadde visst at anmeldelsen av Moderne Damer skulle trykkes der.
k1139. mit Telegram: mangler i brevsamlingen.
k1140. «Nødvendige Erklæring»: se brev 247, note 10.
k1141. hos Ingebrett: se brev 177, note 8.
k1142. Artikel om Greven af Chambords Død i Verdens Gang: Erik Vullums artikkel «Den siste Bourbon» ble trykt i Verdens Gang 28/8/83.
k1143. Frankfurter Zeitung: «Schwester Weleicka» von O. E. Skram (Autorisierte Uebersetzung aus dem Dänischen von M. Sachs) ble trykt som feuilleton i Frankfurter Zeitung und Handelsblatt 2/4/84.
k1144. Gertrude Coldbjørnsen på tysk: Romanen kom ut på tysk – men først i 1897, oversatt av Mathilde Mann (P. List, Leipzig).
k1145. Bevægelsen i 48: førte til at eneveldet ble avskaffet og en demokratisk forfatning innført i Danmark.
k1146. Mrgbl. for idag: Eriks teateranmeldelser ble trykt i Morgenbladet 26/2/84. Stykket som gikk på Det kongelige Theater, var C. Hostrups En Spurv i Tranedans. Se også brev 246, note 2 og 3.
k1147. Idag er dommen falden over Selmer: se brev 234, note 5.
k1148. «På Havsens Bund»: se brev 246, note 1. Det er uvisst hvor det ble spilt i Kristiania, men det var ikke på Christiania Teater.
k1149. Ørkenens søn: må være Fr. Halm: Der Sohn der Wildniss (som ble spilt på Casino i København 1877–81). Emma Cortes (født Meier) var medlem av sin mann Thomas Cortes' teaterselskap, som turnerte i Norge fra 1854 til 1870; og Peter Koop hadde også vært medlem av selskapet omkring 1865. Det er derfor mest sannsynlig at Amalie så Cortes' trupp spille stykket.
k1150. Hellands Erklæring: «Hr. J. Paulsen og Hr. M. S.» i Nyt Tidsskrift, et kvast angrep på både forfatteren og anmelderen, ble trykt i Dagbladet 25/2/84.
k1151. Nationaltidende: John Paulsens «Skitser fra Paris» sto i avisen 28/2/84.
k1152. Has på vore Selmere: «Systemskiftet» skjedde først i 1901 i Danmark.
k1153. Gunnar Heibergs Onkel: Borgmester H. N. Hansen var gift med Othilie, født Rode, søster til Gunnar Heibergs mor.
k1154. Gunnar H. boede i Borgmester Hansens Hus: Gunnar Heiberg var i København 1882–83 og bodde hos sin onkel mens han skrev Tante Ulrikke ferdig.
k1155. et langt brev til fru Knudtzon: Brevet finnes ikke i Håndskriftsamlingen på KB eller på NBO.
k1156. et politisk Dagblad: Det var først i oktober 1884 Politiken begynte å komme. Notisen står i norsk Aftenposten 29/2/84.
k1157. Det er svært hvor vi dør: Det var bare Amalie og Ludvig igjen av ni søsken.
k1158. en Glut fra Elverum: en jente. Elverum: en by i Hedmark, ikke langt fra Hamar.
k1159. vi har Bjørnsons: Bekend! i Blodet: I 1883–84 deltok Bjørnson i en stor debatt om kristendom og mirakeltro i forbindelse med sitt skuespill Over Ævne I (1883). Han oppfordret de kristne til å bekjenne seg til Bibelen.
k1160. kongen skal ha henvendt sig til assessor Hansteen: Christopher Hansteen var et sterkt konservativt medlem av Riksretten.
k1161. I. Hansens anmeldelse af «Tidsskriftet»: Anmeldelsen sto i Dagbladet 4/3/84. Han slutter med å si om tidsskriftet: «Det svækker sin Autoritet, hvis det ikke sørger for, at der bliver større Enhed i Maalestokken af de literære Produktioner. M.S.'s Maal er slig, at John Paulsen faar Mands Højde, hvad der dog ikke er stemmende med Virkeligheden.»
k1162. dine «Fastelavnserindringer»: se brev 245, note 11.
k1163. «De Forviste»: oversatt fra V. Sardou og Eugène Nus: Les exilés. Stykket ble spilt på Kasino i november-desember 1878.
k1164. Lederen: Den usignerte artikkelen «Hvad betyder en sterk Regjering?» står på første side i Dagbladet 26/2/84.
k1165. Hans æstetisk-kritiske Indlæg i Tidsskriftet: Lars Holst skrev en anmeldelse av Jonas Lies Livsslaven (1883) i Nyt Tidsskrift 1883, s. 537–41.
k1166. en va banque Politik: De har satset alt.
k1167. Doktoren og Hr Brosbøll: Frederik Knudtzon var dr.phil. Brosbøll: forfatteren Carl Brosbøll (Carit Etlar).
k1168. fru Adeler: Erik mener vel fru Adler. Se brev 247, note 9.
k1169. Collin: zoologen Jonas Collin, gift med Benedikte Knudtzon.
k1170. Amalianismen: Amalies brev til fru Knudtzon finnes ikke på KB.
k1171. en Fru Gad … født Halkier: dvs. den senere kjente forfatterinne Emma Gad, gift med senere kontreadmiral Urban Gad; hans onkel var far til Ingeborg Thaulow osv.
k1172. Kan denne korrespondance bruges?: Amalie imøtekommer Eriks oppfordring til å skrive noe til Frankfurter Zeitung (se slutten av brev 250).
k1173. anmeldelse af «Nyt Tidsskriftet» i Dagbladet: se brev 253, note 2.
k1174. post 1 …post 2 … post 3: Iflg. Dagbladet 27/2/84 falt dommen samme formiddag og lød således: Statsminister Christian August Selmer bør for at have tilraadet Kongen: I. ej at sanktionere og lade træde i Kraft Storthingets Beslutning af 17de Marts 1880 om Staatsraadernes Adgang til Storthingets Forhandlinger; / II. ej at fuldbyrde Storthingets Beslutning af 14de Juni 1882 om Bevilgning til Folkevæbningssamlagene og Centralforeningen for Udbredelse af Legemsøvelser og Vaabenbrug; / III. delvis at tage tilfølge Storthingets Beslutning af 16de og 17de Juni 1882 ang. Lønningsregulativ for Anordning af Centralstyrelse af de i Drift værende Jernbaner; / for Post I efter Lov af 7de Juli 1828 §1 e (cfr. Grundlovens §30) og for Post II og III efter samme Love §6 (cfr. Grundlovens §30) at have sit Embede som Statsminister og Medlem af Kongens Raad forbrudt.
k1175. «Times» om rigsretsdommen: Artikkelen ble trykt i The Times 28/2/84.
k1176. Fritz er i Bergen: Frits Thaulow.
k1177. de renter af den skibspart som jeg fik efter Vilhelm: se brev 151.
k1178. «Tiggerstudenten»: en operette av F. Zell og R. Génée, Der Bettelstudent, som hadde sin première på Dagmarteatret 4/3/84.
k1179. Dr. Mollerup … Carsten Kielland: dvs. historikeren William Mollerup og den norske forfatteren Carsten Kielland. Begge ble omgangsvenner av Amalie og Erik i København. Carsten Kielland hadde skrevet et par skuespill og noen dikt, og omkring 1880 hadde han flyttet fra Norge til København, hvor han senere ble ansatt i den danske Landmandsbank.
k1180. en dygtig og elskværdig Almuelærerinde: Jakob With giftet seg først i 1888 med Anna Schjødte.
k1181. Kvindelægen Howitz: Frantz Howitz, «Nordens første gynækolog» og underlivskirurgiens grunnlegger i Danmark.
k1182. Spet: dvs. mannen Jørgen Sandberg.
k1183. Grosserer Gjertsen: Helene Sandbergs pikenavn var Giertsen. En Grosserer J. C. Giertsen finnes i Kracks Vejviser 1884 med adresse Amaliegade 43.
k1184. han er som Du flyttet med Pik og Pak over Vandet: Christian og Jutta Rothe flyttet til Malmö da de giftet seg i 1873, og ble der i hvert fall til 1880.
k1185. at din stakkels Broder Herman er død nu: Erik mener naturligvis Bernhard.
k1186. at Selmer endnu går om som statsminister: Christian Selmer fratrådte sitt embete 1. mars 1884.
k1187. «Ein Fritenkjar» … «Bondestudentar»: Garborgs bøker. Se brev 228, note 3.
k1188. din Korrespondence: se brev 256, note 1. Artikkelen ble ikke trykt i Frankfurter Zeitung (hverken i mars eller april 1884).
k1189. Brækstad i London: Hans Brækstad bodde i London størstedelen av sitt liv, hvor han arbeidet for Norges sak; bl.a. banet han vei for Ibsen og Bjørnson i England. Senere ble han norsk visekonsul.
k1190. «Schwester Weleicka»: se brev 240, note 6.
k1191. en afsindig kjærlighed til en ung dame: Ludvigs dagbok fra 1884 forteller om hans kjærlighet, uten å nevne vedkommende; i august fridde han til henne og fikk nei.
k1192. Kjerulf, der er no. 2 i rækken: Otto Kierulf ble fradømt sitt statsrådsembete ved riksrettsdommen.
k1193. var det ikke dig som kyssede «Schwester»?: Eriks fortelling handler om en ung uskyldig sykepleier fra krigen i 1864, og en såret dansk soldat som blir forelsket i henne og overrasker henne og skremmer henne vekk for alltid med et kyss. Stoffet er tydelig basert på Eriks erfaringer under krigen.
k1194. mit Telegram: finnes ikke i samlingen. Det må ha handlet om å feste en pike.
k1195. de fortællinger jeg har: Amalie skrev fortellingen «Constance Ring» om til roman. Den kom ut i 1885.
k1196. Brækstad: se brev 258, note 12.
k1197. at Selmer yderligere kan blive draget til Ansvar: Artikkelen sto i Dagbladet 10/3/84, og erklærer at Selmer ble avsatt som statsminister med det samme dommen falt, og hvis han har fortsatt å agere som sådann, har han «forbrudt sig saavel mod Grundloven som mod den almindelige Straffelov».
k1198. den kongelige Kundgørelse: «Kongelig Udtalelse» sto i Dagbladet 12/3/84, og kunngjorde bl.a. at kongen hadde bestemt at statsminister Selmer skulle fratre sitt embede.
k1199. «Sarah Barnum» af en Rivalinde Marie Colombier: Marie Colombiers «Les Mémoires de Sarah Barnum» kom ut i begynnelsen av 1884 i Paris.
k1200. indlagte idag modtagne: Kanskje et lite brev fra Herman Schwanenflügel. (Se brev 271, note 3.)
k1201. fru Thaulow og Lillemor: Marie (Lillemor) Thaulow ble i 1884 gift med den danske juristen Carl Torp.
k1202. Nini og Theodor: Nini Thaulow hadde giftet seg i 1883 med Theodor Gad.
k1203. Carl og Hermann: Amalie har kanskje skrevet feil for Pylle og Herman? Herman Thaulow hadde i 1880 giftet seg med Pauline (Pylle) Gad.
k1204. for at sige farvel til Schjøtts: se brev 111, note 2.
k1205. et morgenblad: Eriks artikkel var en anmeldelse av Otto Benzon: En Skandale, som ble spilt på Det kgl. Theater. Den sto i Morgenbladet 18/3/84.
k1206. hvad Schwanenflügel skrev om din skitse: På KB finnes det en udatert lapp til Erik fra Herman Schwanenflügel, som sammenligner «Schwester Weleicka» med Peter Nansens fortellinger – forskjellen er «mellem Velugten fra en frisk udsprunged Blomst og den Luft, man indaander i et Vandhus, hvor en stærkt parfumeret Laps nylig har forrettet sin Nødtørft.»
k1207. ude på Ask en tid: I 1876 hadde August Müller solgt skipet sitt og gått i land; han kjøpte en mølle og et hus på Ask utenfor Bergen.
k1208. Sten & Strøm: Steen & Strøm er Norges eldste stormagasin, grunnlagt 1797; i 1873 bygde de den første store forretningsgård.
k1209. et sødt og kjærligt brev fra din mor: finnes ikke på KB.
k1210. de venter Beli … på Fredag: dvs. Jørgen Baillie Knudtzon, dansk konsul i Bergen, gift med Amalies venninne Elisa.
k1211. en Afhandling om «Familjen på Gilje» til «Tilskueren»: Artikkelen om Jonas Lies roman ble trykt i Tilskueren I, 1884, s. 317–21.
k1212. mit Alt!: Alt er understreket syv ganger.
k1213. et Brev til Dgbladet, en Novelle til UdeogHjemme: Det finnes ingen artikkel signert av Erik i Dagbladet i denne tiden. Det kom heller ikke noe bidrag signert av Erik i Ude og Hjemme i mars eller april.
k1214. Regine Engstrand op ad dage: Regine Engstrand er fru Alvings pike i Ibsens Gengangere, og hennes avdøde manns uekte barn. Når hun oppdager dette, bemerker hun at hun burde ha blitt oppdradd «som en kondisjonert manns barn» (Akt 3); og når hun hører at Osvald er dødssyk, vil hun ikke ha noe mer med ham å gjøre.
k1215. et Par Timers Stykke: Dagmarteatret spilte Wessels Kjærlighed uden Strømper med première 23/3/84.
k1216. et nyt Stykke af Fritz Bendix: Fritz Bendix' Efter Prøven fikk sin première på Det kongelige Teater 26/3/84. Stykket ble bare spilt seks ganger.
k1217. skrive om Stykket til Mrgbl.: Eriks anmeldelse av Efter Prøven og Kjærlighed uden Strømper ble trykt i Morgenbladet 27/3/84.
k1218. fik du telegram igåraftes?: Det ble sendt et telegram til Erik fra Kristiania, datert 27/3/84. Det ligger blant korrespondansen, og lyder slik: «Trods vor Sorg over den, vi mister, har vi tømt vore Bægre for Dem og hilset med et Hurra.» Det er undertegnet bl.a. Konow, Gade, Krog, Berner, Garborg, Holst, Bang, Boll, Blehr, Helland.
k1219. fru Wulf: Det har ikke vært mulig å finne vedkommende.
k1220. Hun havde set Judic: Den franske Madame Judic, «den pikante Subrette» iflg. Morgenbladet 7/9/84, opptrådte sommeren 1884 på Folketeatret.
k1221. Tak for dit telegram: finnes ikke i brevsamlingen.
k1222. Sruer: dvs. Struer i Vestjylland.
k1223. frøken Pryds: dvs. den norske forfatter Alvilde Prydz.
k1224. En «Valgdag»…det andet Vebæk-Skods: Th. Overskous lystspill En Valgdag og Vedbæk – Skodsborg – Kjøbenhavn, et lystspill basert på Otto Zincks Gräsenklingar, gikk begge på Folketheatret i september 1884.
k1225. Fra Abraham fik jeg et meget elskværdigt svar: dvs. Severin Abrahams, som overtok styret av Folketheatret i august 1884.
k1226. fru Ida Hansen: gift med sakfører Octavius Hansen, født Ida Wulff.
k1227. meget flinkere end Bispop: Amalie har skrevet feil for Bishop. Iflg. Salmonsens Konversationsleksikon var han en i sin tid meget omtalt amerikansk tankeleser (2. Udg. Bd. XXIII, s. 81.)
k1228. Jeg traf din tante Mathilde: dvs. Charlotte Caroline Mathilde Schram, gift med Mozart Waagepetersen.
k1229. talt til Josefine om stopningen: dvs. Johanne, deres pike (Erik retter henne senere).
k1230. dernede i Sønderslesvig: må referere til Eriks reise fra juli (?) 1884, hvorfra det ikke finnes noe brev.
k1231. rigsretten skal åbnes den 6te oktbr.: Amalie må ha ment rigsdagen, som åpnet 6/10/84.
k1232. Jacobsens Svoger Konsul Andersen: J. P. Jacobsens søster Marie giftet seg med kjøpmann, senere konsul, N. C. Andersen fra Thisted. Etter Jacobsens død i april 85 trykte Erik en artikkel om ham i Tilskueren, hvor han bl.a. omtaler besøket hos dikteren («Nogle Meddelelser om J. P. Jacobsen», Tilskueren 1885, s. 441–53.)
k1233. som jeg havde lovet «Politiken» at skrive om: Avisen ble utgitt fra 1. oktober 1884. Det var ingen artikler signert av Erik i de første numrene.
k1234. om Besøget hos Baggers: se brev 279, note 1. Det har ikke vært mulig å identifisere familien.
k1235. den, vi rejste gennem Valders med: dvs. Valdres i Norge (det må ha vært sommeren 1883). Valders er en eldre skriveform for Valdres.
k1236. Gustav Johansen: dvs. Johannsen, slesvigsk politiker og fhv. redaktør av Flensborg Avis, som hadde vært i fengsel flere ganger p.g.a. sin dansksinnethet. Han ble kalt «Flensborgs ukronede konge.»
k1237. Lauridsen, der har skrevet i «Tilskueren» om Sønderjylland: Skoleinspektør P. Lauridsens artikkel «Efter 20 Aars Fremmedherredømme» ble trykt i Tilskueren I, 1884, s. 825–45.
k1238. den Egn hvor Kampen i 64 rasede stærkest: dvs. området omkring Dybbøl (Dyppel).
k1239. «Nytorv»: dvs. Kongens Nytorv.
k1240. Aportus: Amalie mener sannsynligvis kaféen A Porta.
k1241. Bergsøe: sannsynligvis forfatteren Vilhelm Bergsøe.
k1242. Rosenstand: se brev 68, note 1.
k1243. Madvigs: kan være Assessor J. N. A. Madvig og kona, Caroline f. Jürgensen.
k1244. Shandorphfs: dvs. Sophus og Ida Schandorph; Amalie staver navnet forskjellig.
k1245. hos fru Saraouw: Marie Sarauw, født Ring, kona til Christian Sarauw, som fra 1887 var militær medarbeider ved Politiken.
k1246. Fra mama fik jeg idag et langt brev: sannsynligvis Eriks mor; Amalie kaller sin egen mor for «mor» eller «moderen». På KB finnes det bare to temmelig korte brev fra Ida Skram til Amalie.
k1247. På stykket arbejder jeg: Det er uvisst hvilket stykke det var. Amalie fikk bare to skuespill trykt: Fjældmennesker, skrevet sammen med Erik (1889), og Agnete (1893). Dessuten finnes det to skuespill blant hennes utrykte manuskripter på KB, begge udatert: «Nina», i tre akter, og «Gjæld» i fire akter.
k1248. en gæstfri og jovial Mand: dvs. Konsul Lauritz Christian Ohlsen, som var velkjent for sin danskhet. Se artikkelen «Om den engelske Statsborger paa Fægteborg», Fyns Tidende 5/11/1930.
k1249. Kampen den 29 Juni 64: Erik ble hårdt såret som 17-årig gutt i kampen på Als.
k1250. Igår var Salamonsen her: sannsynligvis forleggeren Isac Salmonsen.
k1251. Anna Bendiks … Viktor Bendik: Victor Bendix var komponist, gift med Rigmor Stampe. Anna var en ugift søster til Victor og Fritz Bendix. Hun var sanglærerinne, og bodde sammen med sin mor.
k1252. Anders Hol: en fisker ved Hornbæk.
k1253. «Leiv Hanssen»: kanskje et økenavn/pseudonym for Fritz Bendix (se senere brev 288).
k1254. Jakobs Brev: Brevet er datert 25/7/85, og finnes i samlingen på KB.
k1255. den københavnske Fru Hjort-Lorenzen: vel kona til H. R. Hiort-Lorenzen, redaktør for Nationaltidende (se brev 75, note 1).
k1256. begejstret «dansk» Kvinde: dvs. Christine (Ditte) Knudsen, som ble boende ugift hele livet hos foreldrene.
k1257. Maleren Tuxen: se brev 42, note 5.
k1258. Arne Wendts Fra 12 til 17 år: dvs. Erna Juel-Hansen; hennes debutroman, Mellem 12 og 17 (1881) var en studie av unge pikers skjulte kjærlighetsliv.
k1259. hende den gamle grevinden i Herregårdsbilleder: se brev 61, note 2
k1260. brev fra dyrlæge Jørgensen: Brevet finnes ikke på KB.
k1261. til mama skrev jeg igår: Brevet finnes ikke på KB.
k1262. Forleden meddelte Dagsavisen at fru Skram arbejdede på en ny roman: På forsiden av Dagsavisen 26/7/85 under rubrikken «Dagens Krønike» står det: «Fru Amalie Skram arbejder for Tiden paa en ny Roman, som sandsynligvis udkommer til Efteraaret.»
k1263. fru Juel-Hansen … hendes nye novelle: Erna Juel-Hansens Sex Noveller kom ut i 1885 under hennes eget navn.
k1264. hvor jeg nu skal få papir fra ved ikke jeg: Fortsettelsen av brevet er skrevet på sortrandet papir (det samme som Amalie brukte i 1883 da Wilhelm døde).
k1265. Fritz Bendix: Amalies beskrivelse av pakken som var kommet antyder kanskje at det var han som var «Leiv Hanssen». Se brev 284, note 4.
k1266. en Apotheker her er de danskes Fører: Erik skriver om Højer i Hinsides Grænsen (s. 82–87), men uten å nevne apotekeren. Det må ha vært Herman Nagel, som også var svensk-norsk visekonsul. Hans sønn, gynekologen Wilhelm Nagel, har skildret sin fars nasjonale sinnelag i Sønderjyske Aarbøger 1924, s. 137–57.
k1267. tosker: bergensk ord for torsk (fisken).
k1268. brev fra Garborg: Brevet er datert 23/7/85, og uttrykker Garborgs irritasjon over anmeldelsene: «det er dog egentlig for galt, at en saadan Bog skal formelig begraves under rædde eller forstaaelsesløse Anmeldelsers vederværdige Rusk.» (KB) Garborgs anmeldelse ble trykt i Nyt Tidsskrift 1885, s. 377–91.
k1269. om Socialen har havt noget om den: dvs. Social-Demokraten. Avisen trykte en positiv anmeldelse av romanen 5/9/85, skrevet av C.E. (= C.E. Jensen).
k1270. den nordslesvigske Deputerede Junggren: Jens Peter Junggreen, folkelig politisk skribent og riksdagsmann i Berlin siden 1884.
k1271. Winkel Horns anmeldelse: Constance Ring ble anmeldt av «W.H.» i Berlingske Tidende 31/7/85. Han kritiserer forfatteren for å ha skrevet en indignasjonsroman, og for å være altfor ensidig og pessimistisk i sitt bilde av samfunnet og av menns skavanker.
k1272. at det interesserer mig stærkt: Amalie gjorde nok forstudier til skildringen av drukkenskap i Sjur Gabriel, som kom ut i 1887.
k1273. på Kattegats arrige Bølger: Amalie var på vei til Bergen for å besøke sønnen Ludvig.
k1274. Brevet til Jakob: Amalies sønn Jacob må ha vært tilbake i Kristiania. Det finnes ikke noen brev fra Amalie til Jacob hverken på KB eller på NBO.
k1275. Kvistetagen var til Leje: Amalie og Erik så seg om etter et annet sted å bo.
k1276. Lie's Bog, som jo skal anmeldes: Jonas Lies Otte Fortællinger ble trykt i 1885. Eriks anmeldelse av den (sammen med Schandorphs Det gamle Apotek og Erna Juel-Hansens Seks Noveller) ble trykt i Tilskueren november-desember 1885, s. 938–49.
k1277. den ny Opera «Aïda»: Verdis opera Aïda (1871) fikk sin københavnske première på Det kongelige Theater 4/10/85.
k1278. Lillemor og hendes Mand: dvs. Lillemor Thaulow og Carl Torp, som hadde giftet seg i 1884.
k1279. Simonsen … Frk Dons … Fru Keller: Niels Juel Simonsen spilte Amonasro, konge i Æthiopien. Den unge Elisabeth Dons spilte Prinsesse Amneris, og Sophie Keller spilte Aïda.
k1280. Nonsens af Lange: Operasangeren Algot Lange ble ansatt ved Det kgl. Teater i 1885. Han spilte Kongen.
k1281. Kristina Nielson-Konserten: Kristina Nilsson, den berømte svenske operasangeren, gjorde turnéer over hele Europa og i USA. Hun opptrådte på Kasino i oktober 1885.
k1282. K'ivigtok: Eriks historie om en grønlandsk eneboer ble trykt i Tilskueren II, 1885, s. 735–46.
k1283. Artiklen om Strindberg: det finnes ikke noen artikkel av Erik om Strindberg i Tilskueren ved denne tid.
k1284. en Hr Brøckner: Det har ikke vært mulig å finne hverken vedkommende eller hans oversettelse.
k1285. Betændelsen i Lungen: Eriks 70-årige mor hadde vært ganske syk en stund – hun døde i 1886.
k1286. De kejserlig-kongelig-prinselige Herskaber: Hele den danske kongefamilien, sammen med Prinsessen av Wales, møtte opp til konserten.
k1287. Frøken Aalberg: Ida Aalberg var en feiret finsk skuespiller som var i København i 1885 og spilte på forskjellige teatre.
k1288. Kaptejnen der heder Hansen og i gamle dage har kjendt dig og især Tyge: sannsynligvis Lorentz W. Hansen, som fôr i mange år som skipskaptein før han i 1897 opprettet en skipsrederforretning i Bergen. Tyge var Eriks eldre bror, skipsmegler og dansk konsul i Le Havre.
k1289. Christensen har tronet: må ha vært den tidligere skipsfører Jacob Christian Christensen, som i 1878 hadde stiftet et rederi i Bergen. Amalie skulle bo i hans hus mens hun var der.
k1290. Augusta og jeg: Augusta Christensen, datter til Jacob Christensen
k1291. tid til at læse Alladin ut: sannsynligvis Oehlenschlägers Aladdin (1805).
k1292. Protestmøde med Besøg af de dømte Berg, Nielsen og Noes: Ved et møte i Holstebro i juni 1885 hadde Chresten Berg nektet å tale før politimesteren forlot tribunen. Regjeringen anla sak mot ham, og han ble dømt til seks måneders fengsel. Redaktør Th. Nielsen og gårdeier Noes fra Holstebro var hans «medskyldige».
k1293. Bedømmelse af Kristina-Nielson: Artikkelen «Første Christina-Nilsson-Konsert», signert H. I. B., og innlegget «Fra Parkettet», signert Per Anden, ble trykt i Politiken 9/10/85.
k1294. Fru Juel-Hansen … Gymnastikprøve på Søndag: Erna Juel-Hansen opprettet et gymnastikk-institutt for kvinner i 1884; hun forarget mange med sine for «moderne» ideer.
k1295. Gamle Grosserer Thune: dvs. Edvard Thune, tidligere folketingsmedlem.
k1296. Rubin og Høffding: dvs. Eriks venn Marcus Rubin (se brev 185, note 1) og filosofen Harald Høffding.
k1297. da Henrik Ipsen blev så stormende hyldet: dvs. Henrik Ibsen (Erik kaller ham konsekvent for Ipsen). Ibsen var i København i begynnelsen av oktober 1885 og ble feiret bl.a. med en forestilling av Vildanden og i Studentersamfundet 3/10/85.
k1298. P. Andersen fra Midtsjælland: dvs. Ole Peder Andersen, folketingsmann for Ringsted.
k1299. Triers Skål, Formanden i Samfundet: dvs. folketingsmannen Herman Trier, som var formann i Studentersamfunnet 1884–89.
k1300. Drachmanns fortrinlige Sang: Drachmanns «Sang for Studentersamfundet» (»Nye Tider, nye Tanke …») ble sendt sammen med Eriks brev.
k1301. Schiødte: sannsynligvis arkitekten Erik Schiødte.
k1302. Han er vistnok for Alvor sørgmodig: Fritz Bendix' kone Eugenia Heusinger hadde forlatt ham året før fordi hun hadde forelsket seg i Karl Gjellerup – de giftet seg i 1887.
k1303. Professor Warming: Eugenius Warming, professor i botanikk i Stockholm (senere København), hadde en leilighet i samme oppgang som Amalie og Erik.
k1304. et Foredrag om Rembrandt af Madsen: dvs. kunsthistorikeren Karl Madsen, kunstmuseets direktør 1911–25.
k1305. Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve: se brev 295, note 3.
k1306. Poul Petersen: Gymnastikklærer Paul Petersen var en av kvinnegymnastikkens pionerer i Danmark.
k1307. Peter Nansen … i lutter rosende Ord: Den usignerte artikkelen står i Politiken 12/10/85. Erik har rett, han skriver bare rosende om «en Snes Ungmøer i Tyveaarsblomstringen».
k1308. Minna Bruhn: Vilhelmine (Minne) Brun, lærerinne i Nathalie Zahles skole, som bodde sammen med familien i en periode.
k1309. William – han er her på Gennemrejse: Eriks halvbror William hadde vært prest i Grønbæk 1872–85, og flyttet til Damsholte på Møen i 1885.
k1310. Adler … hvor vi skylder Visit: se brev 247, note 9.
k1311. det er Augusta, der har telegraferet: Telegrammet finnes ikke i brevsamlingen.
k1312. Brev … fra Garborg: Brevet er datert 10/10/85 og finnes på KB.
k1313. sammen med Ipsen: Det er igjen Henrik Ibsen som er ment; Garborg skriver utførlig om deres møte (»han aad for fire»).
k1314. Grøn'd't: sannsynligvis en privat hentydning til en stavefeil.
k1315. en Artikel af Bjørnson mod Brun i Politiken: dvs. Christopher Bruun; artikkelen ble trykt i avisen 12/10/85.
k1316. forhenværende redaktør af «Bergensposten»: Fredrik Wallem, redaktør av Bergensposten 1868–75, som hadde vært i Amerika 1871–72 for å studere emigrasjonsforholdene. Han var på det tidspunkt 48 år gammel.
k1317. Kristiania som hovedstad er så ny: offisielt ble Norge styrt fra København fram til 1814, og Bergen var Norges største by fram til 1830-årene.
k1318. det er ham, som er Ring: selv om ektemannen i Constance Ring ikke er den samme som August Müller, er romanen tydelig påvirket av Amalies erfaringer fra sitt første ekteskap.
k1319. Ludvig gik straks med «Illus. Tid.» til Hejberg: dvs. Gunnar Heiberg, på den tid sceneinstruktør ved Den Nationale Scene. Erik var teateranmelder i Illustreret Tidende 1884–91. Det er uvisst hvilket nummer Heiberg skulle få.
k1320. «Et Besøg» går for første gang: Edvard Brandes' skuespill (se brev 50).
k1321. Jacoba på den mindste: Jacoba Christensen, søster til Augusta.
k1322. så gik der en Farce: Tre koner til én Mand (etter Grenet-Dancourts Trois femmes pour un mari) ble spilt i Kasino i oktober 1885. Martinus Galschiøt var redaktør for Illustreret Tidende 1884–92. Erik fikk trykt sin anmeldelse 18/10/85.
k1323. hvornår gamle Thune skal begraves: se brev 295, note 4.
k1324. da skal jeg skrive om Niniche: operette av Alfred Hennequin og Albert Millaud, som ble spilt på Dagmarteatret i oktober 1885 i oversettelse av Erik Bøgh. Eriks anmeldelse ble trykt i Illustreret Tidende 18/10/85.
k1325. at Knudtzon, Frederik, er gift: Frederik Knudtzon giftet seg i 1885 med Anna Lysell, datter av en innvandret svensk skomaker, som hadde arbeidet på hans trykkeri.
k1326. hans Omgangsven Bilsted: dvs. Ernst Bilsted, kredittforeningsdirektør, som var riksdagsstenograf 1868–88.
k1327. nede på Kirkegården: Det var utsikt fra Amalie og Eriks vinduer til Holmens Kirkegård.
k1328. en Notits i Aviserne: Notisen «En Sindssyg undvegen» står i Politiken 14/10/85.
k1329. 15de oktbr.85: Brevet ble faktisk skrevet onsdag 14. oktober – se Eriks brev 302.
k1330. det gamle bergenske teater: Det Norske Theater i Bergen åpnet 1850; det måtte innstille i 1863, men gjenåpnet i 1876 som Den Nationale Scene.
k1331. fru Hejberg og hr. Halvorsen: Nicolai Halvorsen var ansatt ved Den Nationale Scene 1877–87, og spilte ektemannen Kaj Neergaard i Et Besøg; Gunnar Heibergs kone Didi spilte Florizel.
k1332. forskjellig fra fru Odas: Oda Nielsen spilte Florizel på Dagmartheatret ved premièren 2/2/85.
k1333. Aprilsnarrene: vaudeville av Johan Ludvig Heiberg fra 1826. Trine Rar er en ung pike på enkefru Bittermandels Pige-Institut, og hennes elsker heter Hans Mortensen.
k1334. Garman … fru Asmundsen: Skuespillerne Fredrik Garmann og Rosa Asmundsen var ansatt ved Den Nationale Scene.
k1335. ½ lb sukker: Amalie bruker det gamle pundtegn her.
k1336. Johannesen som Repholdt: Bernt Johannessen spilte Repholdt, forføreren i Et Besøg.
k1337. «Sosialdemokratens» Redaktør: typografen Emil Wiinblad var redaktør 1881–1911.
k1338. den elskværdige unge Fru Puggaard: se brev 106, note 2.
k1339. hendes Bog kommer vistnok: se brev 288, note 4.
k1340. Unge Dr Bentzon med sin friske lille Frue: sannsynligvis legen Vilhelm Benzon, som giftet seg i 1884 med Helga Thiesen.
k1341. min Stump af en Anmeldelse: se brev 298, note 3.
k1342. Imorgen forkaster Folketinget Finansloven: Venstre hadde majoritet i Folketinget, som dermed kom i konflikt med Estrup-regjeringen og Landstinget, særlig mht. forsvarssaken. Fra 1885 forkastet Folketinget hvert år den provisoriske finansloven; men siden Venstre var splittet, hadde opposisjonen ikke nok styrke til å stanse regjeringen, som bare overså den.
k1343. «En Tur til Månen»: En Tour til Månen, oversettelse av et fransk stykke Le voyage dans la lune, ble spilt på Kasino fra 18/10/85.
k1344. Tragedien «Nero»: ble skrevet av Einar Christiansen, som hadde debutert i 1880 på Det kgl. Teater med stykket Lindows Børn.
k1345. Ipsen-Sagen i Studentersamfundet: Da Ibsen var i Kristiania i september 1885, foreslo Frits Thaulow i Studentersamfunnet at han skulle hylles med et fakkeltog. Forslaget ble vedtatt, skjønt de konservative ikke var begeistret for det – men Ibsen takket nei.
k1346. Anton Svendsen: fiolinist og medlem av Det kgl. Kapel.
k1347. den Frøken Hansen, der ved Edvard Brandes er bleven berømt: se brev 182, note 4.
k1348. den elskværdige Fru Vandel: Det kan godt være maleren Elisabeth Wandel, gift med grosserer Oscar Andreas Wandel, som var en ivrig kunstsamler og mesen.
k1349. et nyt stykke av Turgenjew: 12/10/85 fikk Turgenjevs Adelig Lægd première på Den Nationale Scene sammen med Edvard Brandes' Et Besøg.
k1350. Berent Nilsen: bror til Randi Blehr f. Nilsen. Han ble kjøpmann i Hamburg.
k1351. Wenche Bøgh: konen til museumsdirektør Johan Bøgh.
k1352. Randi (fru Blehr): konen til Otto Blehr. I 1876 hadde hun og Amalie opptrådt i teater sammen i Bergen.
k1353. den Onkel Tobias: Tobias Müller var Augusts eldre bror og kjøpmann i Bergen.
k1354. «Politiken» havde gjort mig den dårlige Tjeneste: Det har ikke vært mulig å finne hvor utsagnet sto i Politiken.
k1355. Fotografier, William har bestilt av sig selv: må være Eriks bror.
k1356. Elskerinden Fru Larsen: Louise Larsen (født Ludvigsen) spilte «Måneskinnsprinsessen» i stykket. Hun var skuespiller ved Dagmarteatret fram til 1886, da hun forlot scenen.
k1357. senere kom Esmann til: Gustav Esmann hadde vært redaktionssekretær ved Politiken de første tre måneder, men klarte ikke det regelmessige hårde arbeidet og gikk over til å være journalist og anmelder.
k1358. Fader og Søn Hegel: Frederik Hegel hadde antatt Constance Ring til Gyldendal, men ombestemte seg i siste øyeblikk da han leste boken, og Amalie måtte selv betale for utgivelsen i Norge.
k1359. sin Artikel om «En Tur til Månen»: Edvard Brandes' anmeldelse av stykket ble trykt i Politiken 19/10/85.
k1360. Holstein … Hage: Grev Ludvig Holstein (Ledreborg) var en tidligere høyremann og storgodseier som hadde sluttet seg til Venstre. Christopher Hage var blitt valgt til Folketinget i 1881 som «liberal Højremand», men nærmet seg mer og mer opposisjonen, og ble medstifter av Københavns liberale Vælgerforening i 1883.
k1361. Poulsens Spil: Emil Poulsen spilte Nero i Christiansens stykke på Det kgl. Theater.
k1362. siden Hauchs «Tiberius»: Carsten Hauchs sørgespill Tiberius (1828–30) er tydelig påvirket av Shakespeare.
k1363. en ny Ambrosius til Københavnerne: hentyder til Emil Poulsens succes som Ambrosius i Chr. Molbechs syngespill Ambrosius fra 1877, som i en menneskealder forble et av Det kgl. Teaters mest populære stykker.
k1364. dette græsselige Fruentimmer Fru Nyrop: dvs. Agnes Nyrop, «Københavns første folkekomediehelt» (Dansk biografisk leksikon). Erik sier i sin anmeldelse at hun «spiller saa falsk i hvert et Tonefald, som den Ting vel overhovedet kan gjøres. » (Illustreret Tidende 25/10/85.)
k1365. opover mod Fløjfjeldet: Fløyen, på toppen av fjellet, er det mest kjente utfluktssted i Bergen.
k1366. fru Wickstrøm (Kristine Holst): Christine Holst, søster til Lars Holst, som hadde giftet seg med Niels Wichstrøm, sceneinstruktør ved Den Nationale Scene i Bergen.
k1367. Johannes Wolfs koncert: Søndag 18/10/85 gav Johannes Wolff en «Folke- og Afskedskoncert» i Logens Festsal i Bergen. Det er uklart hvem han var; det kan ikke ha vært den berømte tyske forskeren, som i 1885 bare var 16 år gammel. Ifølge Bergens Tidende var denne 23 år gammel og kongen av Hollands fiolinist.
k1368. dampskibsfører Bjerck: dvs. Georg Bjerck, som seilte tilsjøs i 40 år før han i 1871 ble medeier av «Kulkompagniet af 1871». Hans søster Anna Malene Bjerck hadde giftet seg med Jacob Christensen.
k1369. arbejdede på mit stykke: se brev 282, note 9.
k1370. Jeg blir altid så forskrækket: Det var først mot slutten av det 19. århundre at telefonen begynte å bli vanlig i private hus i Norge.
k1371. Helmig Janson: dvs. Helmich Janson, etterkommer av kjøpmann Herman Jansson, som hadde kjøpt Damsgård herresete ved Bergen i 1796.
k1372. fru Claus Hansen: sannsynligvis fru Klaus Hanssen; han var lege i Bergen og giftet seg for annen gang i 1881 med Thea Serck.
k1373. Armuers Hansens: Gerhard Armauer Hansen (bror til Klaus Hanssen) hadde funnet leprabasillen, og var fra 1875 overlege for spedalskheten i Norge. Fru Hanna Hansen (nevnt tidligere i brevet) var hans kone.
k1374. Augusta hilser: mellem dette brevet og det forrige ligger en udatert lapp til Erik fra Augusta, som lyder i sin helhet: «Kjære Hr Skram! Amalie siger at jeg skal skrive noget som er fornøieligt, men hvor i alverden kan jeg sige noget fornøieligt når jeg intet ved! Deres, til langt efter døden hengivne Augusta Christensen.»
k1375. Festen i Lørdags i Kasino: De liberale Vælgerforeninger i København og på Frederiksberg hadde fest i Kasino 17/10/85, hvor Københavns liberale Vælgerforenings nye fane skulle bli avslørt.
k1376. Octavius Hansen: Venstres advokat, senere højesteretssagfører. Han ble formann for Den liberale Vælgerforening i 1885.
k1377. Pingel: Victorinus Pingel var blitt Folketingsmedlem for Venstre i 1884, og kastet seg ut i kampen mot Estrups regjering.
k1378. Schandorphs Kantate: Schandorph hadde skrevet Fanekantate (i tre deler) til festen.
k1379. Laurids Bing: Lauritz Bing var mekler, og hadde vært med på å støtte Morgenbladet økonomisk i 1880.
k1380. gamle Alberti … Bojsen … Harald Holm … Korsgaard: C. C. Alberti var folketingsmann for Sorø og en av Estrups skarpeste motstandere. Harald Holm var også venstremann og folketingsmedlem. Bojsen: se brev 193, note 4. Korsgaard: se brev 200, note 8.
k1381. Højesteretssagfører Arentzen … Gotfred Rubin: dvs. Ludvig Arntzen. Gottfred Rubin var mekler og avisskribent.
k1382. Emma Hansen … Frøken Krüger … Ida Hansen: Emma Hansen giftet seg i 1888 med Otto Benzon. Frk. Krüger var kanskje oversetteren Thérèse Krüger. Ida Hansen: se brev 279, note 8.
k1383. Henriques og Frue: Axel Henriques var teateranmelder ved Dags-Avisen fram til 1886, deretter ved Morgenbladet.
k1384. en lille Bror til Peter Nansen, Emanuel: dvs. Immanuel Nansen, som senere ble jurist og embetsmann.
k1385. enten Kaptejnens eller Klejns: Amalie og Erik bodde i Østerfarimagsgade 51; der bodde også en H. Klein (dvs. overrettssakfører Harald Klein) og en J. C. E. Bernth (Kapit.) (iflg. Kracks Vejviser 1885).
k1386. Frøken Aalberg: se brev 293, note 15. Hun spilte i Sardous Andrea på Dagmarteatret i desember 1885.
k1387. Jeg har en Gang skullet spille «Zierlig» hjemme på Rosendal: se brev 299, note 5. Hr. Zierlich er den narraktige skolelæreren i Aprilsnarrene. Rosendal var en eiendom på Østerbro, som i en periode tilhørte Mozart Waagepetersen.
k1388. en Forening af Stenografer: Stenografforeningen ble dannet, og førte senere til en nordisk forening (se senere brev 326).
k1389. William er her nu på Hjemrejsen: se brev 296, note 5.
k1390. Kielland er kommen til Byen: Alexander Kielland var i Danmark fra oktober til desember 1885; han var deprimert over ikke å kunne skrive og over dårlig økonomi.
k1391. Elisa var borte fra byen: Elisa Knudtzon, Amalies gamle venninne, gift med Baillie Knudtzon.
k1392. Jeg skrev min Anmeldelse av «Nero» om og føjede så Folketeatret og Kasino til: anmeldelsen av Nero m.fl. ble trykt i Illustreret Tidende 25/10/85.
k1393. et Stykke med ny Rollebesætning i kgl Teater: se note 6.
k1394. som Jakob tegnede hin Aften, da vi var hos Ludvig Bings: Ludvig Bing var annen generasjon av porcelensfabrikken Bing & Grøndahl.
k1395. skudt på Estrup!: 21. oktober 1885 forsøkte typograf Jul. Rasmussen å skyte Estrup, men han ble bare lettere såret, og hans makt ble styrket.
k1396. Etatsråd Holmblad: Stearinlys- og såpefabrikant L. P. Holmblad var medstifter av Det forenede Dampskibs-Selskab, og av Burmeister & Wain, og støttet filantropiske foretak.
k1397. Mantzius Optræden i «Efterårssol»: se brev 111, note 5. Karl Mantzius var skuespiller ved Det kgl. Teater fra 1883. Eriks artikler ble trykt i Politiken 22/10/85 og i Dagsavisen av samme dato.
k1398. den mand i Socialen: se brev 300, note 1.
k1399. Nilsens: sannsynligvis familien til Randi Blehr f. Nilsen og Berent Nilsen.
k1400. Narcissus – var det ikke en, som længtes?: refererer til myten om en ung gresk skjønnhet som ble forelsket i sitt eget speilbilde i vannet. Han kunne ikke flytte seg fra stedet – og døde og ble forvandlet til blomsten som bærer hans navn.
k1401. Zahrtmann … Algot Lange, de to Brødre Alfred og Otto B.: dvs. maleren Kristian Zahrtmann, og operasangeren Algot Lange. Alfred Benzon var apoteker og fabrikkeier, hans bror Otto var apoteker, fabrikant og forfatter.
k1402. Neidinck eller sådan noget: dvs. Hjalmar Neiglick, finsk psykolog og litteraturkritiker.
k1403. Frøken Aalgren: Erik mener Ida Aalberg.
k1404. bundet sig til Abrahams, så gik hun dog til Andersen: dvs. hun skulle spille i Folketeatret, hvor Severin Abrahams var direktør, men spilte isteden i Dagmarteatret, hvor Theodor Andersen var direktør.
k1405. Forskud på det forbandede «Slesvig»: dvs. Eriks kapittel om Sønderjylland, som skulle trykkes i Galschiøts serie Danmark- i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere (1887), og som Erik hadde samlet stoff til i juli-august 1885.
k1406. Misbrug af Ordene i en Paragraf af Grundloven: se brev 300, note 6.
k1407. Godsejer Frederiksen: Johanne Friederichsen (f.1855) var datter av David Peter Friederichsen, eieren av Kjærstrup på Lolland. Han hadde elleve barn med to koner; Johanne var nummer fire.
k1408. Aage Bramsen: se brev 35, note 3.
k1409. Sagsanlæggelse mod Hørup for Majestætsfornærmelse: I Politikens historie set indefra 1884–1984 blir det nevnt at Hørup som ansvarlig redaktør var «nær ved at blive dømt for majestetsfornærmelse» pga. noe en medarbeider hadde skrevet (s. 57). 4/2/86 ble han frikjent ved Højesteret.
k1410. Bagtalelsens skole: dvs. Sheridans School for Scandal, oversatt til dansk i 1846 av N. V. Dorph.
k1411. at rejse nu på fredag: Amalie reiste faktisk fredag 30. oktober. Det finnes et telegram fra Ludvig til Erik på KB, datert 30/10/85, hvor det står: «Mama reist imorges Bergenhus».
k1412. Voltaire: en lenestol med høy rygg.
k1413. en Artikkel til «Politiken»: Marcus Rubin var ved denne tiden leder for Københavns statistiske kontor, og i ferd med å bli en ivrig deltaker i det offentlige debatt med radikale synspunkter. Hans «Politisk Brev» ble trykt i Politiken 27/10/85.
k1414. Borgm. Hansen: sannsynligvis den samme som viet Amalie og Erik.
k1415. alle Skattenægtelsessagerne: Etter at de provisoriske lovene ble utstedt i april 1885, ble det i protest gjort forsøk på skattenektelse flere steder i landet.
k1416. den Ulff-Hansenske Sag: Stud. jur. (senere høyesterettssakfører) Ulf Hansen, sønn til høyesterettssakfører Octavius Hansen, ble arrestert for å ha sunget og fløytet i en demonstrasjon mot Høyres fanetog søndag 25/10/85.
k1417. Alfr. Christensens Kæreste, besvogret med Breinholdts: Både Ulf Hansens og den navnløse damens arrestasjon blir omtalt i artikkelen «Politiet og Attentat-Fanetoget», Politiken 27/10/85. Alfred Christensen var medstifter av «Københavns liberale Vælgerforening» og han giftet seg i 1886 med Astrid Paulsen.
k1418. Ungdomsmødet i Høve: et møte for å stifte en radikal ungdomsforening i nordvest Sjelland. Se Politiken 27/10/85.
k1419. idag 8 Dage: se brev 311, note 2.
k1420. Vrønding ved Horsens: bygden Neder Vrønding ligger noen få kilometer fra Horsens.
k1421. det siges, at der kommer 3–4000 Bønder: Det finnes to usignerte artikler i Politiken om møtet (14–15/6/86), sannsynligvis skrevet av Erik.
k1422. Gotfred Rubin: se brev 304, note 7.
k1423. Ava – Fruen: Gottfred Rubins kone het Emma. «Ava» var kanskje et kjælenavn.
k1424. Artikel om Kroghs Billede i Politiken: Christian Krohgs roman Albertine var kommet ut og var blitt beslaglagt i desember 1886; hans berømte bilde «Albertine i politilegens venteværelse» var blitt utstilt i mars 1887 i Kristiania, og siden i Stockholm og Malmö. Karl Madsens artikkel ble trykt i Politiken 15/5/87.
k1425. Anna som jeg lod gå med det: Det går frem av brevene at de har fått en ny pike, som heter Anna.
k1426. Jeg skriver den hos Nimb: Louise og mannen V. C. N. Nimb hadde restauranter flere steder i København, bl.a. i Rigsdagen og i Tivoli.
k1427. Jeg kom hertil imorges kl.5: dvs. til Göteborg, på vei til Kristiania.
k1428. frøken Aakermark: dvs. Alma Aakermark, svensk kvinnesakskvinne og bl.a. redaktør av tidsskriftet Framåt 1886–87.
k1429. Så søgte jeg opp Hedlund: se brev 175, note 1.
k1430. Nu går Ludvig der og tusser om efter mig: Amalies bror Ludvig og hennes mor var begge to i Kristiania og forsøkte å hjelpe Amalie til å ordne Jacobs affærer.
k1431. Gaston: dvs. Kammerherre Gaston (C. H. G.) Waagepetersen, adoptivsønn av Mozart og Mathilde Waagepetersen, og altså Eriks fetter.
k1432. en Kaptejn Axel Larsen: Axel Larsen ble kaptein i hæren 1882 (og forandret navn til Axel Liljefalk i 1901).
k1433. Brev fra Jacob: Som Amalie varslet i brev 318, hadde Jakob skrevet for å be om penger til reisen. Brevet finnes ikke på KB.
k1434. Kiellands var der: ikke Alexander denne gang, men Carsten Kielland, hans fetter, som hadde flyttet til København i 1876 og også var forfatter.
k1435. hvordan går det nu med Huseby!: Olaf Huseby var forlegger for Constance Ring (i kommisjon), og hadde nettopp utgitt Amalies essay Om Albertine som 16-siders pamflett.
k1436. Slutningsharanguen: dvs. apellen som han avslutter boken med.
k1437. «Nemesis»: sannsynligvis Bind 2 av Meir Goldschmidts Livs Erindringer og Resultater (1877), som het Nemesis.
k1438. hos Joh. Collet Müller: Skipsreder Joh. Collett Müller var en fetter av August Müller, og fra 1885 var han direktør av Det Norske Veritas.
k1439. Veritas Müller: Det Norske Veritas ble stiftet 1864 for å sikre skips tekniske standard og sikkerhet til sjøs.
k1440. Onkels Vilhems … skrivebord: vel Amalies bror Wilhelm.
k1441. Jeg skrev første dag til Skavland: Olaf Skavlan var fremdeles medredaktør av Nyt Tidsskrift sammen med Ernst Sars. De første fire kapitlene av Sjur Gabriel ble trykt i tidsskriftet i 1887 (s. 430–54).
k1442. Kammerjunker Boeck: dvs. Bianco Boeck, senere adjutant hos Christian 9.
k1443. i Teatret til Carmen: Bizets Carmen ble oppført på Det kgl. Theater 7., 10. og 13. mai 1887.
k1444. Prytza!: Erik må mene at det var Alvilde Prydz han hadde snakket med.
k1445. Din Erik: Det finnes en konvolutt sammen med et av disse siste brevene fra Erik som er adressert Fru Amalie Skram, Fru Stens Pensionat, Nedre Slotsgade, Kristiania, og omadressert Kroghsgade 1, Kjøbenhavn. Bak på konvolutten står: «Beder undskylde, jeg troede Brevet var til mig – Skriften lignede på Frk.v. Thun [?] – og så begyndte at skjære op – men opdagede i Tide Feiltagelsen. Med Hilsen Deres ect. Marie Steen.»
k1446. for at se på Albertine: se brev 315, note 3.
k1447. Bindesbøll: se brev 148, note 3.
k1448. «Skandalen» med W. og Fru Sarauw: Dette er igjen en historie som ikke er dokumentert. Det finnes ingenting om «skandalen» i Paul Sarauws erindringsbok Så vidt jeg husker (1954). Det finnes 71 brev fra Jakob With til Erik på KB, datert fra 1867 til 1910, men ikke noe brev fra 1887.
k1449. Helsingør søndag: Brevet er udatert, men det er klart fra sammenhengen med det som følger at Amalie må ha skrevet det på vei til Hornbæk i august 1888.
k1450. så gik jeg op til Gallschjøtt: Martinus Galschiøt var født i Helsingør og hadde et hus der.
k1451. har jeg intet kunnet sige til Jakob: Amalies sønn Jacob var fremdeles i Danmark og arbeidet på et setteri; han hadde reist til Hornbæk med en venn i forveien, og skulle nå tilbake til København.
k1452. mit Møde og mit Referat på Politiken: Det nordiske stenografmøtet ble holdt i København 13–15 august 1888; hensikten var å stifte et nordisk Gabelsberger-Stenografforbund, og å prøve å nå fram til enighet om en ensartet skrivemåte for hele Norden. Erik var en av de danske representanter, og skrev artikler om forhandlingene i Politiken 14–16/8/88.
k1453. med Roald og Frk Paulsen: sannsynligvis de norske skuespillerne Severin Roald og Johanne Paulsen, senere Voss.
k1454. Jeg er nu i Hornbæk: Brevet er ikke datert, men Erik svarer på det dagen etter.
k1455. Stenografseksaen: dvs. kveldsmåltid (svensk).
k1456. Ida er naturligvis himmelglad: enda en ny pike – Amalie klaget ofte over at hun ikke klarte å komme overens med piker.
k1457. Hvis Du læser Politiken: se brev 326, note 1.
k1458. Tak for dine ord: dvs. brev 326. Dette brevet må igjen dateres fra sammenhengen.
k1459. Dessau og den øvrige Bestyrelse for de fremmede Spidser: dvs. de nordiske stenograf-representanter. David Dessau hadde utdannet alle stenografer til Rigsdagen, og var siden 1865 byråsjef for Rigsdagen. Han var formann for Den kjøbenhavnske Stenografforening.
k1460. den finske Hr Fabritius med Frue: Løjtnant, Stenograf August Fabritius fra Helsingfors var en av viseformennene på møtet.
k1461. den elskværdige Hr Bjerck fra Kristiania: dvs. Albert Bjerck, fra 1872 stenograf i Stortinget, Kristiania.
k1462. Bernina: en kafé som var et møtested for kunstnere og bohëmer.
k1463. Hun har en Roman på 400 Sider: Det var kanskje romanen Lykke, som kom ut i Kristiania i 1890. Alvilde Prydz debuterte i 1880 i en alder av 34 år, og hadde i de neste femten årene store problemer med å finne forleggere til sine bøker.
k1464. Oberst Vaupels Bog om Kampen for Sønderjylland: I 1888–89 utkom Otto Vaupells bok Kampen for Sønderjylland. Krigene 1848–50 og 64. Kaptein Sørensen var offiser og forfatter C. Th. Sørensen. Han hadde deltatt som kompanikommandør i krigen i 1864, og skrev senere et trebindsverk om den: Den anden slesvigske Krig (1883).
k1465. Kjære Erik Skram!: Dette viktige brevet er udatert – men fra Eriks brev fra 16. og 18. august kan man datere det nøyaktig.
k1466. din hjemkomst fra Slesvig her i Hornbæk for 3 år siden: dvs. ca. 5-6. august 1885 (etter brev 292).
k1467. Dengang blev han dog ved at gå tilsengs med hende: Det har ikke vært mulig å finne noen bekreftelse av dette.
k1468. første gang han skulde forlade mig for 10 dager: dvs. sommeren/høsten 1884.
k1469. dengang jeg kom fra Norge: dvs. da hun hadde vært i Bergen i oktober 1885 for å besøke Ludvig.
k1470. Din liderlige grevinde: se brev 61, note 2.
k1471. hende Du har havt … de to børn med: Amalies beskyldninger her er temmelig ville – men dette henger kanskje sammen med den faste utgiften Erik snakket om da de ble forlovet. (Se brev 130, note 12.)
k1472. alle ægteskaber på forhånd er dømt af den grund: et tema som flere av Amalies romaner fra denne tiden også kretser om.
k1473. Wollert Holst: Wollert Holst var mekler og agent i Bergen, bror til Lars Holst. I 1876 hadde han giftet seg med Maren Müller, datter til Augusts bror Michael.
k1474. for at jeg kan skrive rent de to sidste akter: Dette var kanskje skuespillet Fjældmennesker, som Amalie og Erik skrev sammen, og som kom ut i 1889.
k1475. siden de to hekser er rejst: dvs. Erna Juel-Hansen og frøken Sten (sannsynligvis Henriette Steen – se brev 32, note 2.)
k1476. dit Telegram om, at Du vilde blive min Hustru: Amalie skrev i brev 124 at hun ville gifte seg med ham; han svarte pr. telegram (nr.127).
k1477. Det ulyksalige Påfund: se brev 331, note 4; Amalie oppdaget at Erik hadde kondomer med i bagasjen.
k1478. Fra Ludvig er der endelig idag kommet Brev: finnes ikke på KB. Det ser ut til at Ludvig skyldte dem penger.
k1479. på Sætteriet: se brev 325, note 3.
k1480. at gøre noget færdigt til Langhoff: Paul Langhoff drev familiefirmaet Schubothes forlag. Det er sannsynligvis manuskriptet til Lucie Erik skriver om her – romanen kom hos Schubothe i begynnelsen av november 1888.
k1481. Kjære ven: Brevet er igjen udatert, men skrevet på en søndag og tydeligvis et svar på brev 332.
k1482. Langhoff? Har han spurgt efter noget da?: se brev 332, note 5.
k1483. Fyrst Mysckin af Dostojewski: romanen Fyrst Myschkin (dvs. Idioten) kom ut på dansk i 1887, oversatt av Erna Juel-Hansen.
k1484. Mandag: Eriks brev er mot sedvane ikke datert. Det sannsynligste er at det er mandag 20/8; det ville være merkelig om en hel uke hadde passert uten at en av dem hadde skrevet til den andre.
k1485. Herman Bang: I 1881–83 og 1887–92 kom Herman Bangs bøker ut på Det Schubotheske Forlag, som i 1885–94 var eiet av Paul Langhoff.
k1486. Jakob var da hos Ove for at hilse på Helge: dvs. Ove og Helge Rode. De to brødrene hadde bodd i flere år hos moren Margrethe Wullum (Rode) i Kristiania, og Helge kom nå tilbake til København etter noen måneder i England. Han var ved denne tiden «en spotsk, forbeholden dandy» (iflg. DBL).
k1487. de fordums Pirater: I noen måneder i 1887 hadde Ove Rode gitt ut et provoserende studenterblad som het Piraten.
k1488. Min kjære mand!: ingen dato, men brevet er et svar på brev 334.
k1489. manuskript til Langhoff: se brev 332, note 5.
k1490. Torsdag Aften: Dette brevet er vanskelig å datere; kanskje svar på et brev fra Amalie som ikke finnes mer? Det ligger sammen med en konvolutt markert «Fru Amalie Skram» uten adresse, noe som kan tyde på at Erik skrev det etter at Amalie var kommet tilbake til København.
k1491. Kl.5,5: Dette brevet er ikke datert, og ikke mulig å datere fra innholdet. Det er skrevet på brevpapir merket: «Telefon-Nr.288. Bredgade 63.» Konvolutten er stemplet «Lynets Express, Bredgade 63, Kjøbenhavn K.», og på baksiden: «Den Nordiske Industri- Landbrugs- og Kunstudstilling, i Kiøbenhavn 1888». Det er sannsynligvis fra 1888.
k1492. nye Stykker både i Dagmarteatret og Kasino: Dagmarteatret spilte Bagtalelse eller Badet i Dieppe, en oversettelse av Eugène Scribes Calomnie, Kasino spilte Skjønhedskonkurrencen på –, en farse fritt etter Rudolph Kneisels Sie weiss etwas.
k1493. det lille Bæst Frk Albrechts Benefice: Skuespilleren Emma Albrecht spilte i Badet i Dieppe. Til benefisen (dvs. en teaterforestilling hvor inntektene går til skuespilleren) spilte hun også Jeanneton i Jeanneton drømmer.
k1494. Wessel og Vett: grossererfirma på Kongens Nytorv, hvor Ludvig arbeidet (nå Magasin du Nord).
k1495. Vi talte med Ove: dvs. Ove Rode, som hadde vært journalist ved Politiken en stund og i 1889 begynte å gi ut det radikale dagbladet København. (Erik snakker om billetter til Studentersamfundets forestilling av Gogols Revisoren, som ble oppført på Folketeatret 6/4/89.)
k1496. fra den elskede H.B. havde hun længe ikke hørt: dvs. Herman Bang. Ved den tiden bodde han på det nå nedlagte Hotel Skandinavien i Nakskov, hvor han skrev Tine.
k1497. Den lille Dame: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k1498. alt hvad der hedder Trier: en jødisk slekt fra Trier i Tyskland, innvandret til Danmark ca.1753. Mannen Erik snakker om, var Jacob Frederik Trier, som bodde i Pilestræde 45.
k1499. en Artikel til Ill. Tid: Erik skrev en lang anmeldelse av Jacob von Tybo på Det kgl. Teater, og en kortere av stykkene på Kasino og Dagmarteatret, som begge ble trykt i Illustreret Tidende 14/4/89.
k1500. Gunnar Hejberg kom ombord: Heiberg hadde tatt sin avskjed fra Den nationale Scene i Bergen i mai 1888, og holdt nå på med å skrive skuespill og journalistikk.
k1501. fru Didi: dvs. skuespillerinnen Didrikke (Didi) Heiberg.
k1502. En forlovelse og Kammerater: Christiania Theater spilte Edvard Brandes' En Forlovelse og Peter Nansens Kammerater 10/4/89 med Didi Heiberg i hovedrollene.
k1503. som jeg vilde opsøge om stipendiet: Amalie søkte norsk kunstnerstipendium – som hun ikke fikk. Forklaringen var at hun måtte betraktes som dansk forfatter. «Thomsen» er visstnok Olaf Thommessen.
k1504. Galeotto: Galeoto, et drama av P. Lindau etter Echegarays El gran Galeoto, ble spilt på Christiania Theater 9/4/89.
k1505. den artikel om frk. Parelius: artikkel i Politiken 21/8/86. Artikkelen beskrev Sofie Parelius som Aase i Peer Gynt.
k1506. Hartvig Lassen: litteraturhistoriker, journalist, og konsulent ved Christiania Theater, som hadde skrevet om og utgitt Wergeland.
k1507. den «Sortgule»: dvs. Johan Sverdrup. Dette er ikke et kjent økenavn; Amalie refererer kanskje til hans «ravnsorte» hår og bleke ansikt.
k1508. Schäffers: Schæffers Legat ble opprettet i 1865 av Henrik Ernst Schæffer, en norsk embetsmann, og kunne søkes av unge kunstnere – og i særtilfeller av «ældre værdige og trængende Kunstnere og Digtere» (iflg. Salmonsens Konversationsleksikon).
k1509. Drolsum og Bang: dvs. Axel Drolsum, siden 1876 sjef for Universitetsbiblioteket i Kristiania, og Cathrinus Bang.
k1510. løgn: understreket tre ganger.
k1511. Krogh er bedre: Ved denne tiden holdt Christian Krohg på med noen av sine mest kjente gatebilder; hans kone Oda hadde også debutert som kunstner i 1886, og de holdt utstillinger sammen.
k1512. «Fjældmennesker»: skuespillet som Amalie og Erik skrev sammen; det ble trykt i 1889.
k1513. en lang Artikel til Ill. Tid: se brev 338, note 8.
k1514. 1 billet til Samfundsforestillingen: se brev 338, note 4.
k1515. Thorkilds prægtige Kæreste: dvs. Marie Emilie Raaschou; hun skulle gifte seg med Thorkild Rovsing, sønnen til Kaptein M. Rovsing, som var verten ved middagen.
k1516. Frk Råschous yngre Søster med unge Brix: sannsynligvis Severine Elisabeth Raaschou (født 1865) og den senere litteraturprofessoren Hans Brix, som ved den tiden studerte i København.
k1517. Grosserer Møller: Etter Kracks Vejviser 1889 bodde det en fabrikant O. P. B. Møller i Vodroffsvej 2.
k1518. Frøken Lønborg: må ha vært Augusta Lønborg; det finnes flere brev fra henne til Erik på KB, og Amalie og Eriks datter Johanne besøker henne senere i 1893. Augusta Lønborg var lærerinne ved Kellers Abnormskole.
k1519. den evige Ikke-Frier Palludan: det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k1520. den lille Silkekat Fru Arentzen: se brev 304, note 7.
k1521. det gamle Stykke «Abekatten»: vaudeville av Johan Ludvig Heiberg og Johanne Luise Heiberg, som ble spilt i Folketeatret april – mai 1889 med Marie Müller som den unge elskerinnen.
k1522. «De røde Dominoer»: dvs. Delacour og Hennequin: Les dominos roses, som var oversatt og ble spilt på Folketeatret 70 ganger mellem 1877 og 1895.
k1523. Anna With: Jakob With hadde giftet seg med Anna Schjødte i 1888.
k1524. [?/4/89]: Brevet er udatert, men fra innholdet må det være skrevet 13. eller 14. april 1889. Det ligger i en konvolutt stemplet 14/4/89.
k1525. teaterbrevet: Amalies brev om En Forlovelse i Kristiania ble trykt i Politiken 18/4/89.
k1526. «Fjeldmennesker» fra teaterchefen: dvs. Hans Schrøder, sjef for Christiania Theater 1879–99. Han var konservativ, og refuserte bl.a. Gengangere, Over Ævne og Tante Ulrikke. Men Fjældmennesker slo aldri an i Norge fordi det var skrevet på dansk; det ble bare spilt i Danmark.
k1527. Kammerater: se brev 339, note 3.
k1528. i Grevens Tid: dvs. i siste øyeblikk.
k1529. de Kirkepenge … jeg har nægtet at betale: Erik hadde meldt seg ut av kirken, og ville derfor ikke betale kirkeskatt. Borgmester H. N. Hansen hadde viet Amalie og Erik borgerlig.
k1530. da han skældte ud på Jæger: Striden om Kristiania-bohemen raste i denne tiden. Hans Jægers roman Fra Kristiania-Bohemen (1885) var blitt beslaglagt, og Jæger satt en tid i fengsel; Krohgs Albertine (1886) var også blitt beslaglagt.
k1531. Brandes … i Kristiania: I februar/mars 1889 hadde Brandes vært på forelesningsturné i Sverige og Norge. Han hadde vært i Kristiania 15–30. mars og holdt flere foredrag, mest om Goethe og Heine.
k1532. Den Ørsted, kan Du huske: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k1533. sad Hamsun der: Knut Hamsun hadde mye kontakt med ekteparet Skram i denne tiden, særlig med Erik. Boken han hadde med, må ha vært Fra det moderne Amerikas Aandsliv, som kom ut våren 1889.
k1534. Bestyrelsesmøde i 4S: dvs. Studentersamfundets sønderjyske Samfund, stiftet i 1887 for å støtte dansk språk og kultur i Nordslesvig.
k1535. Carsten Ravns: Carsten Ravn var skuespiller ved Dagmarteatret og Casino fram til 1894, deretter tegner.
k1536. tak min egen dejlige Ven for dit Brev: dvs. brev 344; Erik fortsatte sitt brev etter tre dagers pause.
k1537. Fru W. H. er i Sverig et Sted: dvs. fru Anna Winkel Horn, født Ravn; Carsten Ravn må ha snakket med Jacob om det (se note 8). Det blir forklart i brevene at Amalie og Erik ikke er de eneste som tror at hun og Hamsun møtes hemmelig. Fra et brev fra Hamsun til Erik litt senere, som sannsynligvis ble skrevet i mai/juni 1890 i København, går det også klart fram at det har vært et forhold mellom Hamsun og fru Winkel Horn: «Jeg saa Winkel Horn netop nu, det vil sige for et Par Timer siden. Han kom ind i et saakaldt billigt Spisehus, mens jeg sad derinde. Han kom lige hen til mit Bord og tog Bordet ved Siden af; jeg saa ham hele Tiden. Og han saa aldeles faktisk mig. Men der skete ingen ting. Naa, hvorfor Fan sker der ikke noget, naar han altsaa har noget at hævne? … Jeg har aldrig set noget latterligere end denne Satans Historie – jeg er mer glad i Manden end i Konen.» Knut Hamsuns brev I (1879–1895), red. Harald Næss, Gyldendal, Oslo 1994, s. 166.
k1538. Rosenstand gifter seg: se brev 68, note 1. Vilhelm Rosenstand (51) giftet seg med Clara Elise Jensen (36).
k1539. et Udklip af «Socialdemokraten»: sannsynligvis en anmeldelse av Fjældmennesker, signert C. E., som ble trykt i avisen 14/4/89. C. E.= C. E. Jensen, som også hadde skrevet en positiv anmeldelse av Constance Ring (Social-Demokraten 5/9/85).
k1540. Brev til Dig fra Schandorph: Brevet er datert 15/4/89 og sendt fra Frankrike. Han tenker på København, sier han, «kun med Modbydelighed»; han vil gjerne gjøre som Rabelais' Pantagruel og «drukne Ministerialbygningene, Universitetet … med en Kæmpestraale». (KB)
k1541. begavinger: krampetrekninger.
k1542. «Kong Midas» er forkastet: Heibergs skuespill – av teatersjef Schrøder på Christiania Theater.
k1543. en avis sammen med skuespiller Hansson og sin bror, Jakob: dvs. Olaf Hansson, fhv. redaktør av Intelligentssedlerne og skuespiller på Christiania Theater. Gunnar Heibergs bror Jacob var embetsmann.
k1544. gadebillede af størrelse som Albertine: kanskje Kampen for tilværelsen, som er datert 1890.
k1545. traf jeg Hejerdahl på Grand: Det er uklart hvem dette er. Amalies svoger Jacob Worm-Müller hadde giftet seg med Aurora Heyerdahl.
k1546. Krog malte en udmærket skitse af os: kanskje Christian Krohgs skisse «Gunnar Heiberg leser Kong Midas» (se Einar Skavlan: Gunnar Heiberg, Aschehoug 1950, s. 169.)
k1547. Gerhard Munthe: norsk landskapsmaler som eksperimenterte med dekorativ fantasikunst.
k1548. jeg gik op til mor: Amalies mor hadde flyttet til Kristiania.
k1549. 57 95: Summen er faktisk 59.15 – derfor har Amalie mindre penger enn hun regnet med.
k1550. Laders: dvs. Lars Holst (se senere brev 584).
k1551. 34 25: Summen er faktisk 32.25 – Amalie er ikke videre stiv i regning. Etter det hun sier, har hun brukt 91.40 av de 93 kr hun hadde, men det ser ikke ut til å passe heller, så hun må ha glemt noe.
k1552. et sølvværk som forresten skal være storartet: Sølv ble funnet i Kongsbergområdet i 1623, og er hovedgrunnen til byens vekst.
k1553. vor aldrig svigtende Mangetak: må ha vært Amalie og Eriks lokale tobakkhandler.
k1554. fra Salomonsen noget: Sjur Gabriel og To Venner var utgitt hos Salmonsen.
k1555. Kroghs «En Duel»: Christian Krohgs roman Duel kom ut i 1888. Det er en humoristisk roman som bygger på ungdomsopplevelser fra Berlin.
k1556. Hos Langhoff er der jo også noget at hente: Lucie ble trykt i 1888 ved Schubothes forlag; eieren var Paul Schubothe Langhoff.
k1557. måtte møde til sædvanlig Tid på Trykkeriet: Jacob arbeidet i Frederik Knudtzons boktrykkeri.
k1558. Schrøeder ikke vorte at svare os: se brev 342, note 3.
k1559. «Binna» som har lagt sig imellem og fåt Bjørn til at snakke imod det: dvs. Bjørn Bjørnsons kone Jenny Sandberg, som var 13 år eldre enn mannen. Bjørn Bjørnson var ved denne tiden iscenesetter ved Christiania Theater.
k1560. Det er blevet fryktelig forhylet i norske højre blade: f.eks. Aftenposten 12/3/89 («det mest intetsigende og indholdsløse Pjat, man kan tænke sig»); og Morgenbladet 21/3/89 («Indholdet af de fire Akter er i det Hele taget tyndt og puerilt, og hvad der skal være morsomt, er for en stor Del flaut og dumt, tildels også raat og smagløst.»).
k1561. din tilskuerartikkel: Erik skrev en artikkel om «Moderne Forfattere» til Tilskueren februar 1889 (s. 183–97). Den inneholder mest polemikk mot Valdemar Vedel og Henrik Pontoppidan.
k1562. den Schandorph!: se brev 343, note 13. Schandorph skrev 14/3/89 en anbefaling til Amalies søknad om kunstnerstipend fra Norge.
k1563. Audientsen hos den sortgule: se brev 340, note 2.
k1564. som Dønnergaard i «Lucie»: Dønnergaard holder oppbyggelige taler på misjonshuset, som Lucie blir begeistret for når hun blir «omvendt» mot slutten av romanen.
k1565. sin mamsel Bertha: dvs. Bertha Knudtzon, som nå var blitt Georg Brandes' elskerinne og fortrolige.
k1566. hans tyske bæst af en madam er borte: Georg Brandes' tyske kone Henny var meget sjalu.
k1567. Stakkels arme Winkel-Horn: se brev 343, note 10.
k1568. hemmelig forlovet: P. S. Krøyer giftet seg i 1889 med Marie Triepcke.
k1569. det Du dengang skrev om en forlovelse: dvs. Edvard Brandes' stykke, som først ble spilt i København i april 1884. Eriks anmeldelse av boken ble trykt i Tilskueren, mai 1884, s. 399–403.
k1570. Karsten Holst's En Hustru: pseudonym for Fritz Bendix. Hans skuespill En Hustru ble trykt i 1889.
k1571. Kunde Ludvig få den norske grammatikken til: Ludvig fikk utgitt en lærebok og grammatikk i engelsk (1890, 1894), men ikke i norsk.
k1572. Jeg var oppe kl.7 idag: meget uklart skrevet – det kunne også stå kl.3. Erik har problemer med å lese det senere.
k1573. Rørdam var her Lørdag Aften: Kirkehistorikeren Holger Fr. Rørdam var sogneprest i Lyngby fra 1883.
k1574. begge Bøger tilsammen: se brev 346, note 1.
k1575. alle ombord i «Danmark»: Dampskipet Danmark fra Kristiania forliste tidlig i april 1889 på vei til USA med mange skandinaviske utvandrere ombord. Etter lang tids usikkerhet kunne Politiken 22. april opplyse at alle syv hundre passasjere var reddet.
k1576. Schierbeck bor i Feilbergs Gård: Forretningsmannen F. W. Schierbeck bodde i Østerbrogade 46, samme sted som Eriks lege C. A. Feilberg.
k1577. «Kammerater» har været opført på Kasino og «Galeottos» Indhold er for bekendt: se brev 339, note 5. Peter Nansens Kammerater var blitt oppført på Kasino én gang (12/3/84).
k1578. Nerve-Lange: dvs. nervelegen Carl Georg Lange.
k1579. i Anledning af de 25 År efter Krigen: se brev 65, note 2.
k1580. F. B. skal jeg hilse: dvs. Fritz Bendix.
k1581. Onkel Møhl: Amalie hadde en onkel som het August Møhl, gift med hennes mors søster Kathrine. Det virker som om Erik også hadde en onkel Møhl, men det har ikke vært mulig å finne ut om det var den samme. Det ligger noen brev til Erik på KB fra Christian og Johannes Møhl, som er markert som hans fettere.
k1582. Wildes lille Opsats: Blant brevene til Erik Skram på KB ligger det et udatert kort fra Amtsforvalter Wilde med følgende ordlyd: «Kære Hr. Skram! Skulde De kunne faa Tid til en af de aller første Dage at laane mig en halv Time af Deres Tid. – Jeg har nemlig nogle interessante Optegnelser af min Fader, som jeg mener Illustr. Tidende maatte kunne bruge og som jeg gjerne vilde høre Deres Mening om.» Eriks svar er forsvunnet.
k1583. før bogen er færdig: dvs. S. G. Myre.
k1584. specialister: Amalie gjorde flere forsøk på å skrive ordet riktig.
k1585. «For Dødens domstol»: en fortelling av Tolstoj fra I Kamp om Lykken, oversatt til dansk i 1888 av E. Hansen (dvs. Peter Emanuel Hansen, kjent oversetter fra russisk).
k1586. bromkalium: brompreparat som ble brukt som sovemiddel.
k1587. korrespondancen: se brev 342, note 2.
k1588. Vilhelms datter: Vilhelm Heiberg, Gunnars onkel, var advokat. Det er uvisst hvem Kristoffer og Viggo var; de var ikke medlemmer av den heibergske familien.
k1589. helt inde i 40 årene oppe i det gamle kjære Bergen: hvor hendelsene i S.G. Myre finner sted.
k1590. Harpax: Senere staver Amalie det «Hapax».
k1591. et tysk Arkanum: dvs. et legemiddel med en hemmelig sammensetning.
k1592. at fru Hejberg ikke fik engagementet: Didi Heiberg opptrådte flere steder som gjestespiller i 1889–90, bl.a. i Kong Midas, og feiret store triumfer; men deretter gikk det nedover pga. drikkingen.
k1593. gå på slæng og ragedis: dvs. gå på lediggang og komme opp i pinlige situasjoner.
k1594. E. B.s brev om livet på Karl-Johan: trykt i Dagbladet 27. april 1889.
k1595. Du har skrevet meget bedre om alt det i sin tid til dansk Mrgbld.: se brev 130, note 8.
k1596. hans skikkelige bror med samt hans «Ava»: dvs. mekler Gottfred Rubin og hans kone Emma. Se brev 315, note 2.
k1597. Prydza har fåt en bog ud: Alvilde Prydz' novellesamling Underveis kom ut i 1889.
k1598. Omtvedt: Peder Omtvedt, som fra 1883 hadde antikvariat og forlag i Kristiania.
k1599. Meiningerne, som begynder imorgen: Den tyske skuespillergruppen reiste rundt Europa og oppførte særlig de tyske klassikere og Shakespeare.
k1600. Erik: sannsynligvis Erik Schiødte, bror til Jakob Withs kone Anna.
k1601. de talte en Del om Fritz B.: se brev 347, note 13.
k1602. Drengenes rigtige Moder: dvs. Eugenia Bendix f. Heusinger, som i 1887 hadde giftet seg om igjen med Karl Gjellerup. Fritz Bendix hadde giftet seg for annen gang i 1888 med Thora Jørgensen.
k1603. Hr. Lind: kanskje journalisten Helmer Lind.
k1604. den dejlige dybblå brede Lågen: dvs. Numedalslågen, storelven som renner gjennom Numedal og munner ut i Larvik.
k1605. at Schubothe tar bogen: S.G. Myre kom ut hos Schubothe i 1890.
k1606. Bergen og Bergenserne: Det finnes to bøker med denne tittelen: Fredrik Wallems Bergen og Bergenserne i 1813–1814 (Bergen 187og Henrik Jægers Bergen og bergenserne (Bergen 1889). Det er sannsynligvis den siste Amalie mener; den inneholder bl.a. en beskrivelse av byens originaler, hvor forfatteren nevner både «Tippe-Tue» og «Smaafylla» (s. 98–104).
k1607. den velsignede pastor Schjøning: dvs. Christian Schjøning, som i 1888 var blitt utnevnt til kapellan på Kongsberg. Ludvig nevner ham også i dagboken.
k1608. Pontoppidans Forklaring: dvs. biskop Erik Pontoppidan, som i 1737 utgav en katekismeforklaring under tittelen Sandhed til Gudfrygtighed. Haugianerne (en norsk kristen legmannsbevegelse) og deres etterfølgere fant i Pontoppidans forklaring den faste norm både for lære og liv.
k1609. Lønroths prædikener: må være feilskriving for Linderots predikener. Den svenske presten Lars Linderots Högmessopredikninger ble utgitt i 1813, og utkom siden i mange opplag på norsk.
k1610. at fejre den 5te maj heroppe: Det er ikke klart hva det var som skulle feires den dagen.
k1611. at det ikke er godt, at Mennesket er ene: se Bibelen, 1.Mos. 2,18.
k1612. Lampevejsmorder: Droscheeier Schick, som hadde vertshus på Gamle Kongevej, og lenge hadde vært mistenkt for et mord på Lampevejen i februar 1889, var blitt arrestert. Politiken brakte artikler hver dag om saken.
k1613. i Kasino: Julius Cæsar: Meiningerne skulle spille på Kasino; i første omgang Julius Cæsar og Schillers Wallensteins Lejer, Piccolomini og Wallensteins Død.
k1614. Hr og Fru Hennings: dvs. skuespilleren Betty Hennings og hennes mann.
k1615. adskilligt fælt Bæ om den små Frue: f.eks. i hans anmeldelse av Einar Christiansens Broder Rus i Illustreret Tidende 27/1/89: «Skuespillerne [aser og maser] i de tyndt spundne vers, som var det Remme af garvet Kamelskind, og de selv Ægyptens Slaver, der slæbte Blokke sammen til en evig Bygning … Værst er vistnok fru Hennings. »
k1616. Hr og Fru Mantzius: dvs. skuespilleren Karl Mantzius og hans kone.
k1617. de Kompositions: skjeer laget av uedelt metall.
k1618. Knudtzon: dvs. Frederik Knudtzon – Jacob arbeidet i hans trykkeri. Han hadde flyttet til Østerbrogade 12.
k1619. kedede mig lumsk med Wallensteins Lager og Piccolominini: se brev 354, note 3.
k1620. Cæsars Død: dvs. Julius Cæsar.
k1621. apage Satanas!: Vik bak meg, Satan! (Matth.16,23).
k1622. Fru Oda Nielsen med Mand: dvs. skuespilleren Oda Petersen, som i 1884 hadde giftet seg med Martinius Nielsen. Emma Nielsen (senere kjent under navnet Emma Thomsen) var også skuespiller.
k1623. en fornuftig Kritik om de tre Opførelser: Eriks lange anmeldelse ble trykt i Illustreret Tidende 12/5/89.
k1624. Hvad Br. har skrevet i Politiken: Det sto usignerte anmeldelser av oppførelsene i Politiken 4/5/89 og 6/5/89 sannsynligvis skrevet av Edvard Brandes.
k1625. en Jordan fra Bergen: Jordan er en gammel bergensk kjøpmannsfamilie – det er ikke mulig å vite hvilket medlem av familien det var.
k1626. færdig med sit store maleri: se brev 344, note 4.
k1627. et «langt brev i mellemtiden»: Brevet var blitt forsinket; forklaringen kommer i neste brev.
k1628. fortæl: understreket en, to, tre ganger.
k1629. Winkel-Horn: se brev 343, note 10.
k1630. gasterering og akvarier: Hun har vel hatt underlivsproblemer.
k1631. fra fru Fejlberg … brev: Brevet finnes ikke på KB.
k1632. Formodningen om Hamsuns Rejse til Sverig er gal: se brev 343, note 10.
k1633. der lå Brev fra Ludvig og ikke fra Dig: Brevet finnes ikke på KB.
k1634. Jomfruen fra Orleans: Erik anmelder Schillers stykke som «ubetinget det tarveligste av Meiningernes Forestillinger» – men som beviser københavnernes dårlige smak ved å trekke et stort publikum. (Illustreret Tidende 26/5/89.)
k1635. en lang Artikel i Ill. Tid: se brev 355, note 6.
k1636. Fra Hamsun har jeg fået Brev idag fra Nordre Aurdal: datert 7/5/89, trykt i Knut Hamsuns brev I (1879–1895), s. 132–33.
k1637. Jakob Worm Müller, Kaptejn Müllers Søn: må ha vært den eldste sønnen til Augusts bror, kaptein Michael Müller.
k1638. Drackman … «Med den brede Pensel»: Holger Drachmanns kunstnerroman kom ut i 1887.
k1639. amykos: antiseptisk munnvann.
k1640. [sommervær]: Ordet ser ut som sommer-mervære (antakelig en gjentakelse ved en linjeskift).
k1641. Har du skrevet til G.H., om de 25 kr?: se brev 344. Det finnes ikke noe brev fra Erik til Gunnar Heiberg i samlingene på KB, NBO eller UBB.
k1642. et Udklip af «Avisen»: Avisen var et populært kamporgan for Højre, stiftet i 1883 for motarbeide Dagsavisens innflytelse blant Københavns arbeidere. «Skandalen» skjedde fredag 10/5/89 og ble referert i Avisen 12/5/89 under rubrikken «Journalister».
k1643. Neijendam: dvs. hotelleieren Carl Neiiendam (Hotel Phoenix og flere restauranter).
k1644. Hr. Kalkar: Muligens den senere redaktør Georg Ruben Kalckar (f. 1868).
k1645. som Dommere til Pariserudstillingen: Verdensutstillingen ble åpnet i Paris 6/5/89, med det nybyggede Eiffeltårnet som sentrum.
k1646. anstrængt arbejde: en usedvanlig detaljert beskrivelse av Amalies arbeidsprosess.
k1647. Der e mongi vakker jente: norsk folkevise: Det er mang en vakker jente, som er glad når hun står brud, men det gikk ikke som hun ville, derfor ble hun sint og sur.
k1648. en jordemor som jeg to ganger har været hos: Dette er første gang Amalie nevner muligheten av at hun kan være gravid; datteren Johanne ble født 9. oktober 1889.
k1649. de to bøger: dvs. Sjur Gabriel og To Venner.
k1650. et tysk Tidsskrift «Gesellschaft»: Anmeldelsen er signert E. Brausewetter, og trykt i Die Gesellschaft, Monatsschrift für Litteratur und Kunst, leipzig 1889, Zweites Quartal, s. 748–51.
k1651. at jeg forleden mødte Zeuthen: Lauritz Zeuthen var overrettssakfører og tilhørte det liberale venstre. Han var Studentersamfundets formann 1885–89.
k1652. Slohmann: dvs. Emil Slomann, leder av en meget ansett latinskole i København og medlem av venstrevelgerforeningens bestyrelse.
k1653. vil det lykkes: Fjældmennesker ble oppført første gang i september 1892 på Dagmarteatret.
k1654. «Købmanden i Venedig«: Meiningerne spilte Shakespeares stykke på Kasino fra 14/5/89 av.
k1655. «Gengangere»: Ibsens stykke ble spilt på Kasino bare en gang, 17/5/89.
k1656. V. er færdig med sin Bog: Nils Collett Vogts selvbiografiske roman Familiens Sorg kom ut i 1889.
k1657. Madsen … Rejse til Pariserudstillingen: dvs. museumsdirektøren Karl Madsen.
k1658. (Schakespeares Vinteræventyr): ble spilt på Kasino første gang 20/5/89.
k1659. noget jeg skal spørre Laders om: «Laders» var Amalies økenavn for Lars Holst (se senere brev 584).
k1660. Halvorsen, medarbejderen ved Nordisk Konversations leksikon: dvs. J. B. Halvorsen, som redigerte de norske artiklene til første utgave av Salmonsens Konversationsleksikon (1893–1907).
k1661. den tilsendte anmeldelse: se brev 363, note 1.
k1662. smeltehytten og våbenfabrikken: Kongsberg Våpenfabrikk ble opprettet i 1814; den ble særlig viktig i byens næringsliv etter hvert som gruvedriften avtok.
k1663. at jeg igår var i gruben: se brev 345, note 4.
k1664. Hvad synes du om dette billede?: Det finnes et bilde med Ludvig og Amalie med hatt og stokk og hunden Hapax – antakelig det andre bilde som Amalie nevner her. (Se Irene Engelstad m.fl.: Amalie Skrams verden, s. 214.)
k1665. Idag skal vi i «Mynten»: Den Kongelige Mynt hadde vært i Kongsberg siden 1686.
k1666. om Aftenen hos Meiningerne: 23. mai spilte Meiningerne for første gang Schillers Røverne.
k1667. at komme til Bramsens: sannsynligvis tannlege og kunstsamler Alfred Bramsen og hans kone Vilhelmine, som var gamle venner av Erik (det ligger noen brev fra dem til ham på KB).
k1668. Nansens Foredrag imorgen i Geografisk Forening: Fridtjof Nansen var nettopp kommet tilbake fra sin ferd over Grønlandsisen, og ble feiret i København. Det var fest for ham i Geografisk Selskab 25/5/89, hvor han holdt et foredrag.
k1669. en Artikel til Konversationsleksikonet som jeg har lovet Mollerup: Historikeren William Mollerup var medredaktør av Salmonsens Konversationsleksikon.
k1670. i Høganæsgruberne: dvs. Höganäs i Sverige.
k1671. Fruerne Iversen og Haslund: Fru Iversen: kan ha vært Elisabeth, født Stallknecht, gift med forfatteren og legen Iver Iversen. Fru Haslund: sannsynligvis Frederikke, født Aagaard, konen til maleren Otto Haslund. (Det finnes et udatert kort fra ham til Amalie på KB som gjør det klart at de er dus.)
k1672. det visne Blad, hvis Mand er i Stavanger: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k1673. Jeg skal spise hos Holsts: dvs. Lars Holst, journalisten fra Bergen.
k1674. denne Mjøs Du ved, for der blir lidt strilemål: Mjøs har det ikke vært mulig å finne. Strilemål er dialekten som blir snakket av kystfolket omkring Bergen.
k1675. gjennom Ros: dvs. språkforskeren Hans Ross, som hadde hjulpet Amalie med språket i Hellemyrsfolket.
k1676. Halvorsen og meget mere: se brev 365, note 2.
k1677. Båd, der bar Nansen og Sverdrup: se brev 367, note 3. Nansen og Otto Sverdrup gjennomførte siste delen av ferden i en båt de hadde laget av teltgulvet og bambusstenger.
k1678. en Afslutningsartikel: Eriks andre lange artikkel ble trykt 26/5/89. Den omhandler Piccolomini, Kjøbmanden fra Venedig, Gengangere og Et Vinteræventyr og er sterkt rosende. Og hans avslutningsartikkel, hvor han bebreider publikummet for ikke å ha oppsøkt stykkene mer ivrig, sto i bladet 2/6/89.
k1679. Arnold Krog … hjemkommen fra Paris: Arnold Krog var fra 1885 Den kgl. Porcelainsfabriks kunstneriske leder; han hevet den til en førende stilling innenfor den europeiske porcelensindustri. Fabrikkens produkter gjorde furore på verdensutstillingen i Paris.
k1680. Jeg klipper endnu fremdeles i Ny og Næ: Dostojevskijs Brødrene Karamasov ble trykt som feuilleton i Politiken.
k1681. Din E Skram: Det finnes en konvolutt med dette siste brevet som er adressert til Fru Amalie Skram, Adr. Hr Ludvig Alver, Kongsberg, og omadressert til Søstrene Waalers privathotel, Karl Johans gd, Ligeoverfor Brandvagten, Kristiania.
k1682. [18/5/90]: Både Erik og Amalie er usedvanlig dårlige til å datere brevene fra denne perioden; det er først brev 382 som har hele datoen på, men brev 370–386 kan dateres ganske sikkert ut fra ukedagen og innholdet.
k1683. Fra Heiberg ligger her et lille Brevkort: Det finnes flere hastig skrevne kort fra Gunnar Heiberg til Erik på KB, men dette ser ikke ut til å være blant dem.
k1684. Hansine: barnepiken som passer datteren Johanne.
k1685. inde på Børnehjemmet: Johanne ble passet og sov på barnehjem mens Amalie var borte. Barnehjemsforstanderen var Rosalie Petersen, som hadde stiftet Børnehjemmet af 1870.
k1686. Fruen og jeg besteg Flasken: dvs. Tuborgflasken, som ble bygd som reklame på utstillingen i 1888 og deretter flyttet til Strandvejen ved Tuborg.
k1687. uberørt af sin Triumf!: Didi Heiberg spilte hovedrollen i Gunnar Heibergs Kong Midas som gjest på Det kgl. Teater; Erik skrev en helsides positiv anmeldelse av hennes spill i Illustreret Tidende 25/5/90.
k1688. i kgl. Teater for at befæste forskellige Indtryk: Kong Midas ble spilt for siste gang 19/5/90.
k1689. i Selskab hos Lønborgs: se brev 341, note 7
k1690. disse færdigskrevne sider: Amalie strever fremdeles med S.G. Myre, og sender manuskriptet til Erik slik at det kan gå i trykken med det samme.
k1691. Estrid: Estrid Hansen, datter til Octavius Hansen, senere kjent som øyenlege Estrid Hein, mor til Piet Hein.
k1692. fløtmandens skjældsord er for grove: Det dreier seg om en episode i romanen hvor Sivert organiserer rotur og danseball, og fløttmannen klager over oppstyret.
k1693. kunde, kunde, kunde: understreket en, to, tre ganger.
k1694. Imorgentidlig kommer O.B.: dvs. Otto Benzon, gift med Emma Hansen, søster til Estrid.
k1695. Plum har sagt: dvs. Peter Plum, overkirurg på Frederiks Hospital, som tidligere hadde opprettet en kirurgisk-gynekologisk privatklinikk. Hans kone Ellen var søster til Octavius Hansen.
k1696. jeg skylder en krone på Bernina: se brev 330, note 4.
k1697. ved Omtalen av Petra: konsul Smiths husholderske i S.G. Myre, som blir først forført og så forlatt av ham, og gifter seg i slutten av romanen med Sivert Myre.
k1698. Slutningen med Farmoren: Sivert møter sin fordrukne farmor Oline mens han er ute med vennene sine, og kaster henne fra seg i sjøkanten; han kommer tilbake senere og finner henne død.
k1699. «Mænd af Ære»: Laura Kielers stykke ble spilt på Kasino 21–26/5/90 (og gjorde en viss skandale fordi det ble tolket som et angrep på Georg Brandes). Erik anmeldte det i Illustreret Tidende 25/5/90 som et stykke «blottet for Talent».
k1700. disse kedelige Pirater: se brev 334, note 4.
k1701. Fru Wulff … sin Datter og Svigersøn: sannsynligvis enken etter Admiral Peter Wulff, mor til Ida Hansen.
k1702. inde hos Borgen: en Farmaceut M. P. Borgen bodde også på 4. sal i Kroghsgade 1.
k1703. Frøchen: dvs. Just Cato Frøchen fra Bergen. Det finnes et brev fra ham til Erik på KB, datert 1/8/90, hvor han forteller at han har skrevet en bok og ber om Eriks hjelp til å finne en forlegger. Det ser ikke ut til at han gjorde det; men han står i Norsk bogfortegnelse 1891–1900 som redaktør av Bergenseren (1891).
k1704. Vislie: sannsynligvis forfatteren Vetle Vislie, norsk målmann, som hadde fått et skuespill oppført på Kristiania Theater i januar 1890 med Didi Heiberg i hovedrollen.
k1705. Hr Larsen fra Dagmarteatret: dvs. Emmanuel Larsen, en av de unge skuespillerne på Dagmarteatret.
k1706. Fru Heibergs Optræden i Ny System: Bjørnsons Det ny System ble spilt på Det kgl. Teater i april og mai 1890; Didi Heiberg hadde gjestopptreden som Karen 22/5/90.
k1707. Gjem «Kjøbenhavn»: København var en uavhengig radikal og monden avis, grunnlagt 1889 av Ove Rode.
k1708. Kvinden og Samfundet: en «Maanedsskrift for Kvindesagen» utgitt av Dansk Kvindesamfund fra 1885.
k1709. Wiingaard fra Bergen og Pacht: Wiingaard er sannsynligvis Oluf Wingaard, eieren av Wingaards Jernstøberier i Bergen. Han var meget interessert i teater, og siden 1877 hadde han sittet i styret for Den Nationale Scene. Vilhelm Pacht var direktør for Danske Bogtrykkers Farvefabrik, senere direktør for Skandinavisk Panoptikon.
k1710. Gerners Skikkelse: I Amalies roman Lucie gifter Theodor Gerner seg med den forhenværende tivolipiken Lucie, men han klarer aldri å glemme hennes fortid. I S.G. Myre har Ravn et litt lignende forhold til Andrea; det er kanskje det kapitlet Erik nettopp har lest.
k1711. jeg vil se hvad der står: «vil» er understreket tre ganger.
k1712. Poulsen bôr her og maler Gerda: dvs. maleren Julius Paulsen. Gerda var datteren til Octavius og Ida Hansen, som senere giftet seg med Kristian Møhl.
k1713. på Udstillingen og på de kasseredes Udstilling: dvs. den årlige kunstutstillingen på Charlottenborg. I 1890 ble det også for første gang oppstilt en «Salon des refusés» på Vesterbro.
k1714. den Artikel i Ill. Tid: se brev 370, note 6.
k1715. bedre vil det dog blive i Hornbæk: Amalie og Erik hadde planer om å tilbringe en del av sommeren i Hornbæk på kysten.
k1716. hun skal tillige besørge et til Geijerstam: Brevvekslingen mellem Erik og Gustaf af Geijerstam begynte i 1887 med Eriks lovord om Erik Grane og Geijerstams om Gertrude Coldbjørnson, og fortsatte i 16 år.
k1717. Octavius er Basen: dvs. Octavius Hansen, Ida Hansens mann. Basen: dvs. sjefen.
k1718. Alfred havde nær taget Livet af Rovsing: sannsynligvis Alfred Hansen, bror til Octavius.
k1719. selskabet hos Alfreds: se brev 380, note 4.
k1720. basen av hele kodillen: dvs. av hele gjengen.
k1721. til Emilie skal gå og Anna flytte ind: Amalie og Erik forberedte flyttingen til Østersøgade 102.
k1722. jeg måtte til Dagmarteatret i Geijerstams Interesser: Gustav af Geijerstam hadde skrevet et teaterstykke som han hadde sendt til Erik for å prøve å få det oppført på Dagmarteatret. Etter lange forhandlinger gikk det i orden, og stykket Aldrig i Livet!, som Erik hadde oversatt til dansk, ble oppført på Dagmarteatret med première 29/9/90.
k1723. hans Fortælling tilbagesendt fra Peter Nansen: Ludvig forsøkte seg som forfatter. Peter Nansen var ved denne tiden medlem av Politikens redaksjon.
k1724. til vi er ude af Huset: se brev 381, note 3.
k1725. Jeg talte med Græbe idag: dvs. Carl Græbe, boktrykkeren som trykte bl.a. størstedelen av Gyldendals bøker.
k1726. Fra Herman Bang har Du fået hans sidste Bog: I 1890 utgav Herman Bang novellesamlingen Under Aaget.
k1727. Jeg har læst det meste af La bëte humaine: Zolas roman, som kom ut i 1890.
k1728. At Madam Lind «læste Resten af Bønnen i en bestandig mere og mere syngende tone»: Det er omtrent hva som står i kapittel XXIII av S.G. Myre.
k1729. bad mig sende den til Galschiøt: som redaktør av Illustreret Tidende. Det ser ikke ut til at Ludvig fikk trykt historien.
k1730. [29/5/90]: Dateringen av dette brevet er usikker.
k1731. Du havde vel ventet et par ord fra mig som imorges: Det tidligere brevet finnes ikke. Amalie var nå reist til Hornbæk sammen med Johanne, hvor de bodde hos maleren Georg Achen og hans kone Ane Cathrine.
k1732. Du skal [ha?] med: meget utydelig skrevet i margen.
k1733. Tænk hvor længe vi skal være her: Familien Skram skulle ha sommerferie i Hornbæk.
k1734. alle de mange nye bøger jeg ikke har fåt læst: se brev 382, note 5 og 6. Hamsuns Sult og Anne Charlotte Edgren Lefflers Kvinnlighet och erotik ble også utgitt i 1890.
k1735. Der mangler nogle sider manuskript: Amalie skrev fremdeles på S.G. Myre, som kom ut i oktober 1890.
k1736. når Artiklen bliver færdig: sannsynligvis Eriks artikkel «Et literært Rundskue», som behandler bl.a. Bangs Under Aaget og Hamsuns Sult, og ble trykt i Tilskueren juni 1890 (s. 478–91).
k1737. om Aftenen indfandt Hr Hansteen sig: vel den norske Christopher Hansteen, «Norges første anarkist», som arbeidet som boktrykkerlærling i København i slutten av 1880-årene.
k1738. så kom Andresens for at flytte ind: Det er uvisst hvem Andresens var. Da Amalie og Erik flyttet ut, var det en E. Benedictsen (Cand Phil) som flyttet inn (iflg. Kracks Vejviser 1891).
k1739. Hils Fru A. og tak hende for hendes Brev!: dvs. Ane Cathrine Achen. Det finnes et lite brev fra henne til Erik på KB, datert 11/6/90, hvor hun innrømmer at de har både mus og rotter i kjelleren, men de ville ikke nevne det for Amalie!
k1740. et kjon: et dumt, klosset menneske.
k1741. Jakob har idag haft brev fra sin Fader: Det finnes ingen brev fra August Müller på KB eller NBO. Det høres ut som om Jacob hadde tenkt å gå til sjøs; men iflg. slektsboken gjorde han ikke det. Han var i boktrykkerlære i København i tre år, og en overgang bestyrte han en bakeri. Men så bestemte han seg til å bli journalist, og bosatte seg i Norge i 1894. (Se C. S. Schilbred et al.: Christiania-familien Müller gjennom 10 generasjoner, s. 148.)
k1742. Du skal have 1590 for Bogen: dvs. for S.G. Myre fra Schubothes.
k1743. Mandag Aften Kl 11: Brevet er ikke nærmere datert.
k1744. Kabale og Kærlighed: dvs. Schillers Kabale und Liebe, som ble spilt på Dagmarteatret fra 14. september 1890 av. Eriks anmeldelse ble trykt i Illustreret Tidende 12/10/90; derfor må brevet dateres til 15–22–29/9/90 eller 6/10/90.
k1745. Jakob i stor Middag hos Greve Bille Brahe: Det har ikke vært mulig å finne ut hva anledningen kunne være. Det finnes flere grever Bille Brahe.
k1746. Achens udmærkede Maleri: Det har ikke vært mulig å finne ut hvilke bilder de eide.
k1747. Fredag kl ½ 11: Brev 394–97 er vanskelig å datere, men de ser ut til å høre sammen, og er kanskje fra april 1891, i en periode da Amalie var hjemmefra igjen for å prøve å skrive.
k1748. Mimi sto me No: etterligner Johannes barnespråk. Mimi er vel Emilie.
k1749. Du kan vel få den hos Prahls: Det kan ha vært Ferdinand Prahl og familie fra Bergen, som det viser seg senere at de kjenner. København var en avis som Ove Rode grunnla i 1891.
k1750. Kirstine er kørt med hende: vel en ny barnepike – Amalie og Erik skriver avvekslende Kirstine og Kristine.
k1751. Jakob spiste her igår: se brev 391, note1.
k1752. Igår skrev jeg således ikke mere end 7 ½ side: sannsynligvis av romanen Fru Inés.
k1753. Esrom: Erik var i Esrom med Johanne mens Amalie ble inne i byen.
k1754. hvad jeg har gjort med Berlineren: dvs. en ryggsekk som Amalie hadde glemt.
k1755. Tilladelse til at oversætte Gertrude Coldbjørnsen: Brevet fra fru Braunius Oberius (udatert) finnes på KB. Hennes oversettelse ble trykt.
k1756. Esrom: Erik og Johanne bor på kroen i Esrom igjen, mens Amalie er i København.
k1757. dit Telegram: finnes ikke.
k1758. Undersøgelserne om Logis: Amalie og Erik flyttet til St. Kongensgade 92 høsten 1891.
k1759. Ludvig og Lolly: Amalies bror Ludvig Alver var kommet på besøk til København sammen med sin kone Isabella Vibe. De hadde giftet seg samme år.
k1760. Frøken Mimi (Fru Hintzes Søster) har skrevet til Magna: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k1761. i Dansehālen ikke mindre end 3 Bolte: barnespråk igjen: i dansesalen ikke mindre enn tre baller.
k1762. dit prægtige Brev: Det ser ikke ut til at brevet finnes.
k1763. mellem Mynstersvej og Dosseringen: Det ble til ingen av delene. Se brev 399, note 3.
k1764. Gram Hansen: sannsynligvis lege Carl Gram-Hanssen, som praktiserte i København fra 1890.
k1765. en kedelig Arkitekt Stuckenberg: Det må ha vært Theodor Stuckenberg fra København (Gothersgade 157).
k1766. Mandag aften: Dette er skrevet på en korrespondansekort adressert Til Fru Amalie Skram, Esrom, stemplet Esrom 1/9.
k1767. mens jeg var hos Zeuthen: se brev 363, note 2. Det ser ut til at Erik besøkte ham som sakfører pga. en uoverensstemmelse.
k1768. at Jurckmann intet kunde gøre: sannsynligvis murmester C. F. W. Jurckmann, som eide huset i Østersøgade 102 hvor Erik og Amalie bodde.
k1769. at rejse herfra: til stenografmøtet i Stockholm.
k1770. gå i Teatret: Tirsdag 1/9/91 hadde Det kgl. Theater première på Axel Steenbuchs Grænsen og Holbergs Barselstuen.
k1771. den bogen af Tolstoi: dvs. Aleksej Tolstoj: Fra Ivan den Grusommes Tid, oversatt til dansk av V. Møller og utgitt i København 1882.
k1772. jeg må ha noget: Ordet «må» er understreket tre ganger.
k1773. jeg skal i Teatret igen: for å se Shakespeares En Arrigtrold (= Trold kan tæmmes) som hadde première på Dagmarteatret 1/9/91.
k1774. Fru Jurckmann … har skrevet Brevene: se brev 401, note 3. Det finnes ikke noe brev fra en Jurckmann hverken til Amalie eller Erik på KB.
k1775. Talte ikke om nogen Forlovelse: Det må være Amalies sønn Ludvig og Lizzie Prahl det er tale om her (se senere brev 405, note 4).
k1776. Sigurd Ibsens Forlovelse med Bergljot Bjørnson: De giftet seg i 1892. Jacob Jacobsen hadde tidligere vært forlovet med Bergljot.
k1777. Bjørn Bjørnson og Frk Oselio: Bjørn Bjørnson skulle gifte seg for annen gang i 1893 med Ingeborg Aas, dvs. sangerinnen Gina Oselio.
k1778. Ninas og Vandas sene Hjemkomst: Vanda var Edvard Brandes' datter med sin første kone Harriet, født 1878; Nina var Ingeborgs datter med Frits Thaulow, født 1876.
k1779. Ove og hans Frue: Ove Rode giftet seg i 1891 med Line Dedichen.
k1780. Skrev Artikel: Eriks artikkel om Grænsen og Barselstuen på Det kgl. Theater og En Arrigtrold på Dagmarteatret ble trykt i Illustreret Tidende 6/9/91.
k1781. Riis-Knudsen: Christen Riis-Knudsen var fra 1889 direktør av Dagmarteatret, hvor han ville satse på de store klassiske og romantiske dramaene.
k1782. Rollebesætningen i Geijerstams (?) Stykke: dvs. Amor og Psyke, som skulle oppføres på Dagmarteatret; det finnes igjen flere brev mellem Erik og Gustaf af Geijerstam angående kontrakt osv. Stykket fikk sin première 26/9/91 – «frit oversat af Erik Skram».
k1783. «Arrigtrolden» i Dagmarteatret: se brev 403, note 1.
k1784. literaturartiklen af Vedel: Valdemar Vedels «Literatur-Oversigt» ble trykt i Tilskueren august 1891, s. 606–27. Bl.a. gir den en detaljert kommentar til Amalies siste bok, Kjærlighed i Nord og Syd. Det er langt fra bare negativt; Vedel priser hennes «Naturel og haandfast Fantasi», og alvoret og engasjementet bak hennes fortellinger: «Stemmen, der taler til én, har en saa vederhæftig Klang, den Haand, der lægger sig om vor, et saa bydende Tag, at man maa høre og følge.» (s. 611) Men hennes talent er begrenset, stilen er uten finhet: «Jeg begynte med at sige, at Amalie Skram set fra én Side er i Slægt med George Sand og Fru Gyllembourg. Men hvad man ikke finder i hendes Digtning, er hines Forherligelse af fin Sjælskultur og moralsk Skønhed – og saa deres aandfulde Idérigdom. Fru Skrams Forfatterskab lyser ikke af nye Ideer.» (s. 614)
k1785. Brandes applauderte hans artikel i Politiken: Tilskueren ble anmeldt anonymt i Politiken 29/8/91. Der sto det bl.a. at Vedels artikkel var «skreven med en ungdommelig Fart og indeholdende mange træffende Bestemmelser og en Rigdom af stærke og malende Ord.»
k1786. den norske minister Blehrs: se brev 301, note 4. Otto Blehr var statsminister i Stockholm 1891–93, senere norsk statsminister.
k1787. Prahl i Bergen (Ludvigs vordende svigerfar): Ludvig var uoffisielt forlovet med Lizzie Prahl, datter til juristen Ferdinand Prahl fra Bergen. Forlovelsen ble senere hevet.
k1788. Berent Nilsen: se brev 301, note 2.
k1789. jeg sidder hos en Rejsefælle: Erik skriver på brevpapir med overskrift: Overretssagfører H. Chr. Hansen, Børsgade 42, Kjøbenhavn. Hans Christian Hansen var siden 1879 protokollsekretær i Folketinget.
k1790. Gustaf af Geijerstam: se brev 380, note 2. Geijerstam var medlem av Dagens Nyheters redaksjon.
k1791. en Artikel til Politiken: Eriks artikkel: «Stenografmødet i Stockholm. Triste Betragtninger» ble trykt i Politiken 9/9/91, signert S. Der sier han bl.a.: «Svenskernes berømte Egenskaber som Værter har ikke ved denne Lejlighed faaet ny Bekræftelse.»
k1792. Knussen fra Kristiania: sannsynligvis språkreformatoren Knud Knudsen. Bjørnson støttet hans språkreformer, og han hjalp Bjørnson med rettskrivningen. De hadde gitt ut en brosjyre sammen i 1887.
k1793. en ung norsk Mandskow: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k1794. Hotel Kung Carls Annex Stockholm: Erik hadde begynt å skrive hotellets navn, så krysset det ut og skrevet «Hr Gustaf af Geijerstam, Tegnérsgade 8, Stockholm», og så rettet det igjen til «Hotel Kung Karls Annex, Stockholm.»
k1795. den siste: må ha vært Kjærlighed i Nord og Syd, som kom ut i mai 1891.
k1796. Undantagsgummen og landstrygeren: «Undantagsgumman» er en novelle fra Geijerstams novellesamling Kronofogdens Berättelse (1890), og 'landstrygeren' må referere til novellen «En förolyckad» fra samme samling.
k1797. Fattigt Folk: Geijerstams fortellinger Fattigt folk 1–2 kom ut i 1884 og 1889.
k1798. jeg skal gå i Vasateatret i Aften: Stykket som ble spilt på Vasateater 9/9/91 het Adam och Eva – «lustspel med sång i fyra akter av Edvard Jacobson och Leopold Ely». Det finnes ikke noen kontrakt for en oversettelse av dette stykket blant Eriks etterlatte papirer på KB, og det står ikke på programmet til noen av de kjente teatrene.
k1799. Zveibergk: Otto von Zweigbergk, liberal journalist, som senere skulle bli redaktør for Dagens Nyheter.
k1800. Onsdag Kl ½ 12: Selv om brevene 410–20 er udaterte, er det tydelig at de henger sammen, og de kan dateres noenlunde sikkert ut fra andre indisier, som f.eks. brevet fra Garborg nevnt i brev 411.
k1801. Skænd af Magdalene: må være en ny pike.
k1802. Erik har skrevet kryss over linjen for å vise hvor Johanne har satt fingeren.
k1803. Brevet fra Kurella til Dig: På KB finnes det et brev fra oversetteren Hans Kurella (Kreuzberg) til Amalie datert 20/8/91, hvor det står at han er glad at hun har funnet en tysk forlegger til Constance Ring, siden han søkte forgjeves å gjøre det for fem år siden. (Den kom først i 1897 på tysk.)
k1804. Fredag morgen: Dette er skrevet på brevkort med et stort «A» i hjørnet.
k1805. et hyggeligt og meget gladt brev fra Garborg: Brevet ble skrevet 20/1/92 og finnes i brevsamlingen på KB. I 1887 hadde Arne Garborg giftet seg med Hulda Bergersen.
k1806. Billet i Dagmarteatret: 25/1/92 spilte Dagmarteatret Holger Drachmanns Tusind og én Nat, som hadde première 10/1/92.
k1807. for at lodse Dig ind: De bor i pensjonat og Amalie har åpenbart ingen nøkkel.
k1808. Du har jo fåt brev fra Anne Cathrine imorges: Det finnes flere brev fra A. C. Achen til Erik på KB, blant dem flere utdaterte; men ingen som med sikkerhet kan dateres til januar 1892.
k1809. at få en af Smithene ud til oplukning: Det bodde en E. Smith (Kjøbmd.) i Store Kongensgade 92 (2); det må være noen i familien som Amalie ville unngå å treffe.
k1810. hos A.C.: dvs. Ane Cathrine Achen. Hun skrev sitt navn Ane eller Anne, men står i DBL som Ane.
k1811. Tak for dit brev imorges: Brevet mangler, som flere andre av Eriks brev fra denne perioden.
k1812. clorsur caliopløsning: Klorsurt kali ble ofte brukt som middel mot halsonde.
k1813. Tag G. med til selskab hvis han kommer imorgen: dvs. Arne Garborg.
k1814. at komme he … og sidde: I 1892 malte Georg Achen et portrett av Erik. Det framgår av Ane Cathrines tidligere brev til Amalie at han hadde prøvd å male portrett av ekteparet i 1890–91, men at han hadde gått løs på bildet med kniv i fortvilelse fordi hverken Amalie eller Erik kunne finne tid til å sitte for ham. Nå skulle portrettene males hver for seg.
k1815. Din Amalie: Brevet ligger i en konvolutt hvor det står: «Til Pappa ved godhed af Småen.»
k1816. sammen med Marie Thiele: søster til Ane Cathrine Achen, født Thiele.
k1817. Regningen hos Vinkel … for at reparere Børjeson: sannsynligvis en statuette av den svenske billedhuggeren John Börjeson. Vinkel må være Viggo Winkel, grunnlegger av Kunsthandel V. Winkel & Magnussen.
k1818. rammen til Sommers drøm: et bilde Amalie og Erik eide. Det har ikke vært mulig å finne ut hvem det var som malte det.
k1819. Tusen tak for brev idag: mangler i samlingen.
k1820. Jeg har netop fåt dit brev: mangler i samlingen.
k1821. når jeg skal til Langhoffs: sikkert i forbindelse med Forraadt, som kom ut på Schubothes forlag i april/mai 1892.
k1822. billetter til det frie teater på lørdag: Studentersamfundets fri Teater holdt sin første forestilling 6/2/92. Teatret var inspirert av Antoines Théàtre Libre i Paris, og spilte Edvard Brandes' Et Brud og Gustav Wieds En Bryllupsnat.
k1823. Tak for det lange søde brev og for bogen: Brevet mangler. Det er umulig å vite hvilken bok det var.
k1824. at læse op det stykke hos Martinius's: dvs. Martinius Nielsen. Erik oversatte ganske mange skuespill i 1880- og 90-årene; det finnes blant hans papirer på KB kontrakter på oversettelser av tre skuespill av Gustaf af Geijerstam, tre av Knut Michaelson, og ett av Gerhard Hauptmann. Det er uvisst hvilket skuespill det er tale om her.
k1825. at vi skal flytte fra pensionatet og atter føre hus: I begynnelsen av 1892 bodde Amalie og Erik i pensjonat i Store Kongensgade 92; om høsten flyttet de til Klassensgade 11, hvor de ble boende fram til separasjonen i 1899.
k1826. Smith sa til mig: se brev 413, note 2. Det må ha vært Smith som eiet pensjonatet i St. Kongensgade.
k1827. Send småen herud imorgen: skrevet på telegrampapir, men ikke sendt som telegram; henger sannsynligvis sammen med brev 421.
k1828. [?/3/92]: Brevet er udatert og ukedagen er heller ikke angitt; etter innholdet ser det ut til å være fra mars 1892.
k1829. at jeg ikke skulde med til Langhoffs: må ha vært et selskap hvor Amalie og Erik var invitert.
k1830. Jeg skal nemlig sende ham manuskript idag: må ha vært Forraadt (se brev 418, note 2).
k1831. Fredag aften: Brevet er udatert og vanskelig å datere nøyaktig ut fra innholdet.
k1832. Hornbæk torsdag morgen: Dette brevet er ikke datert, men det ser ut til å være fra begynnelsen av Amalies opphold i Hornbæk.
k1833. hos hr. Hanemann: En hr. Hahnemann skal ha vært kjøpmann i Hornbæk.
k1834. hen til Rists for at sige Ida farvel: Ida Rist var gift med P. Fr. Rist, tidligere offiserkammerat av Erik fra krigen i 1864.
k1835. Norries kom ikke igåraftes: dvs. William Norrie og hans første hustru, sangerinnen Anna Pettersson-Norrie.
k1836. fru Adler og Hovitz: sannsynligvis Alma Adler, konen til journalisten Viggo Adler. Hovitz: vel kirurgen Frantz Howitz.
k1837. Thieles fødselsdag: boktrykker Andreas Thiele, onkel til Ane Cathrine Achen
k1838. Fru Rundberg havde af Køster ladt sig overtale: Fru Rundberg: dvs. den danskfødte svenske skuespillerinnen Helga Rundberg, født Adamsen, gift med operasangeren Axel Rundberg. Det har ikke vært mulig å identifisere Køster.
k1839. Pigen fæstede jeg: Erik og Amalie forbereder flyttingen til den nye leiligheten; Erik bor foreløpig på hotell, mens Amalie er ute på Hornbæk med Johanne.
k1840. Brødrene Andersen: må ha vært håndverkere – det er flere muligheter.
k1841. G.R.'s Udtalelser om Ernst Brandes: Ernst Brandes var den mellomste Brandes-bror, født 1845 (etter Georg i 1842 og før Edvard i 1847). I 1889 hadde han kjøpt en halvt fallerende avis, Kjøbenhavn Børs-Tidende, og pådratt seg en bot for å trykke en anmeldelse av Viggo Stuckenbergs Messias. I januar 1892 hadde han giftet seg med en ung pike, Ellen Christensen, som familien ikke ville anerkjenne, og 6. august 1892 begikk han selvmord.
k1842. Den Stump af Prøven på «Fjældmennesker»: Skuespillet som Amalie og Erik hadde skrevet sammen, og som var blitt utgitt i 1889, fikk sin première på Dagmarteatret 8. september 1892. Det ble spilt fram til 17. oktober, og ikke tatt opp igjen siden.
k1843. så denne Side er kommen til at se ud!: Baksiden av brevet ser ut til å ha fått et avtrykk fra et annet brev.
k1844. sa fru Adler farvel: se brev 424, note 5.
k1845. med Norries henover der til Villingebæk: Amalie nevner senere at de var hos Arnold Krog.
k1846. efter barselsengen: I 1892 fikk Amalies bror Ludvig og konen Isabella en datter, Inger.
k1847. i Nørrebros Teater for at se Henriques' Revue: Axel Henriques var bl.a. revyforfatter, og hans og Anton Melbyes sommerrevy Kiobenhavn N ble spilt i Nørrebros teater fra 29. juli.
k1848. sammen med Martinius og Oda Nielsen i Tivoli: skuespillerparet.
k1849. et derpå følgende Besøg hos Beduinerne: I Politiken 21/8/92 står det at «Beduinerkaravanen giver idag sine næstsidste Søndagsforestillinger». I hele august hadde det vært «Ægyptisk Udstilling og stor Beduiner-Karavane» i Reventløwsgade og Ny Vestergade.
k1850. Frøken Horneman … Frøken Collin … Benj. P: skuespillerne Elisabeth Horneman, senere gift Rosenberg, Jonna Collin, senere gift Neiiendam, og Benjamin Pedersen.
k1851. at jeg om aftenen skulle gå til Krog: se brev 426, note 2.
k1852. at drage til Marienlyst … og så gå på afskedsvisit hos E.B.s: dvs. Edvard Brandes.
k1853. Rundberg: se brev 424, note 6.
k1854. Tschernings børn: dvs. kirurgen E. A. T. Tscherning.
k1855. Helmich Jansen: en venn av Amalie fra Norge (se brev 303, note 7).
k1856. bevæge Ris K. til først at spille det jeg nu holder på med: Amalie var i ferd med å skrive skuespillet Agnete, som ble oppført for første gang på Dagmarteatret i mars 1893, og skulle bli hennes suksess som skuespillforfatter. Christen Riis-Knudsen var direktør for Dagmarteatret 1889–1905.
k1857. tak for dit brev: Også dette brevet mangler.
k1858. dit møde med Drachmann: Det er uvisst hva Erik fortalte om Drachmann, som i begynnelsen av 1890-årene igjen prøvde å nærme seg det radikale miljøet.
k1859. at Du skal til denne Molkte: Amalie mener vel Moltke. Det finnes mange brev fra en F. Moltke (greve, bankfullmektig) til Erik fra årene 1866–97, så det kan godt ha vært ham, men det er vanskelig å si uten flere opplysninger. Det bodde også to Moltker (begge grever) i St. Kongensgade 92.
k1860. brug for min hængekøje: Amalie brukte hengekøye da hun seilte med August Müller, og også siden noen ganger (se f.eks. brev 109).
k1861. I 1853, sidst der var kolera: Koleraen herjet i Danmark i 1853, men nådde ikke dit i 1892.
k1862. [Sent 1892]: Hverken dette brevet eller det følgende er datert, og de er vanskelige å plassere ut fra innholdet. De ser ut til å stamme fra en tid da Amalie og Erik bodde sammen, men hadde en «vanskelig» periode.
k1863. ud med fru Sandberg: dvs. Helene Sandberg.
k1864. må Du gi Alma besked: må ha vært piken.
k1865. min bog, som jeg jo endelig engang må begynde på: kanskje Afkom, siste bind av Hellemyrsfolket, som Amalie strevde med i mange år, og som først ble utgitt i 1898.
k1866. (Lottenborg): Ordet er skrevet med blyant. Datoen er også rettet med blyant fra 23 eller 25-3-93 til 24-3-93.
k1867. Jeg kan ikke få blækhuset op: Resten av brevet er skrevet med blyant.
k1868. Søndag eftermiddag: skrevet på brevkort. (Lottenborg) er igjen skrevet med blyant.
k1869. Spørg inde hos Langhoff om alt er færdigt: må være Agnete, som kom ut i 1893 (og nettopp hadde fått première 21/3/93).
k1870. Breuning-Storms koncert billetterne: vel overlege Hoter Breuning-Storm og konen Gabriele f. Borchorst.
k1871. Hun er et fæ den Emilie: må ha vært piken.
k1872. hun skal til Lønborgs: sannsynligvis Augusta Lønborg og hennes mor, enkefru Christiane Agnes Lønborg. Se brev 341, note 7.
k1873. Emma Jakob: Brevet finnes ikke på KB.
k1874. til tak for Agnete: se brev 435, note 2.
k1875. den vistnok 23de maj 93: Det må ha vært den 24. Amalie var reist til Bergen for å treffe sønnen Ludvig; Erik og Johanne skulle følge etter når Johanne ble bra.
k1876. mit dejlige, elskede barn blir anfaldet af en virkelig sygdom: Det framgår av et senere brev at Johanne og Erik begge hadde fått difteri.
k1877. Hjernø: dvs. Carl Hjernø, håpefull ung forfatter og beundrer av Drachmann.
k1878. boghandler Gjertsen: E. B. Giertsen var ved dette tidspunktet en viktig bokhandler og forlegger, særlig for landsmålslitteraturen. (Helene Sandberg var født Giertsen.)
k1879. Ludvig og Lizzie: se brev 405, note 4. Amalies sønn Ludvig var ved dette tidspunktet 25 år gammel.
k1880. at Spet er vække: dvs. Helenes mann Jørgen Sandberg.
k1881. dit lille brev: Brevet mangler.
k1882. at hun kan reise på onsdag: Sannsynligvis kom de da, siden brevene opphører for en stund.
k1883. [PS]: De to etterskriftene er skrevet med blyant.
k1884. Natland: i Hordaland, nå en del av Bergen, men før 1900 ute på landet.
k1885. Tak for dit brev: Brevet mangler, men det er tydelig at Erik har vært hos Amalie i Norge, og nå har reist tilbake til København og etterlatt Johanne hos henne.
k1886. Jakob og Mathilde: dvs. Jacob og Mathilda Christensen. Jacob var sønnen til den Jacob Christensen som Amalie hadde bodd hos i 1885 (se brev 294, note 2). Han hadde overtatt farens firma da denne døde i 1887.
k1887. fru Christensen: dvs. fru Anna Christensen, moren til Jacob.
k1888. den dag i Gøteborg, før vi var gift: dvs. ved nyttår 1882–83.
k1889. på Natland hos «Flintens»: se note 1. På Natland lå «Madam Flints traktørsted», hvorfra «der var den beste udsigt over 'Paddemyrens' store dyrkede og udyrkede strækninger og til byen, fjorden og Ask.» (Adolph Berg: Bergen i gamle dage, s. 61.)
k1890. Tak for dit brev fra Kjøbhvn: Brevet mangler – som nesten alle Eriks brev fra denne tiden.
k1891. børnelægen Kreiberg: Peter Christian Kreyberg, fra 1891 praktiserende lege i Bergen.
k1892. Brunkorst og Frants Beier: Jørgen Brunchorst, konservator, senere direktør, ved Bergens Museum. Frants Beyer var musikkinteressert dispasjør, og Edvard Griegs nærmeste venn.
k1893. middag hos Lofthus for at træffe Drude: Olav Lofthus var redaktør av Bergens Tidende og en gammel bekjent. Drude: vel Drude Krog Janson, en av Amalies venninner, som nettopp var kommet hjem fra Amerika med sin mann Kristofer Janson.
k1894. frk. Greve hendes gjæst: Greve var en velkjent bergensk forretningsfamilie; det er uvisst hvilket medlem av familien dette var.
k1895. G.B.s artikel har jeg omsider læst: sannsynligvis Brandes' anmeldelse av Agnete, som sto i Verdens Gang 30/5/93.
k1896. Gerhrd. Gran traf jeg ikke: lærer ved Hambros skole (senere professor i nordisk litteratur i Kristiania).
k1897. Claus Hansen: dvs. legen Klaus Hanssen. Se brev 303, note 8.
k1898. udenfor husdøren ligger Hellemyrssumpen: dvs. det ligner på området omkring Hellen, Ytre Sandviken, hvor Sjur Gabriel (i Hellemyrsfolket) bodde med sin familie.
k1899. jeg sidder på Holdts hotel: ved Engen i Bergen.
k1900. så får du jo penger heroppe: Erik skulle komme tilbake til Bergen for å holde noen foredrag, som han skulle få betaling for.
k1901. at ha fåt mig på sit forlag: Gyldendal ga ut alle Amalies bøker etter 1893. Bjørn er kanskje Bjørn Bjørnson.
k1902. spør B.B. om han har fått mitt brev fra Bergen: Amalie skrev til Bjørnson 30/5/93 fra Bergen for å takke for – og argumentere mot – hans kritikk av hennes bøker. Brevet står i «Og nu vil jeg tale ut», s. 89–91.
k1903. indbydelser til Vallendahls og Rogges: Wallendahl-familien eide et blomstrende jernvarefirma i Strandgaden. Kjøpmann Dankert Rogge hadde i 1872 vært aktiv i arbeidet for et fast norsk teater i Bergen.
k1904. bo hos Otto Benzons: Otto Benzon og hans kone Emma var Eriks gode venner; det finnes flere hjertelige brev fra Otto til Erik på KB.
k1905. eller hos Octavius!: dvs. høyesterettssakfører Octavius Hansen, som Amalie bodde hos i mai 1890 (se brev 370–86).
k1906. Bouning Storms: dvs. Breuning-Storms. Se brev 435, note 3.
k1907. hvad Du skrev om Kroghs: Christian Krohg og hans kone Oda, som tiltrakk seg mye oppmerksomhet.
k1908. det var hævn fra H. Jægers side i bogen: dvs. Hans Jægers bok Syk kjærlihet (1893), første del av «bohemens erotiske bekjennelser». Det ble påstått at Oda var modell for hovedpersonen Vera.
k1909. jeg som har fåt 600 kr for den: Hegel må ha gitt Amalie 600 kr for Afkom, som hun fremdeles prøver å få skrevet.
k1910. «Jeg har fått brev fra Skram»: dvs. den svenske Mathilda Christensen (se brev 440, note 3). Brevet fra Erik er gått tapt, men hennes svar til ham, datert 10/7/93, ligger på KB.
k1911. Brevet fra din russiske dame: Vera Spasskaja, som hadde oversatt Gertrude Coldbjørnsen til russisk, skrev flere ganger til Erik i 1892–93 om både hans og Amalies verk. Det siste brev, skrevet 11/6/93, takker fordi han sendte henne Agnete.
k1912. Papiret ser fælt ut: Det har røde pletter i kanten.
k1913. Du skal forstå det!: Disse tre setningene ser ut til å ha blitt skrevet ovenpå linjene senere.
k1914. den replik i «Forrådt»: Dette er en replikk Adolph Riber sier til Aurora tidlig i deres ekteskap, da de var blitt våte av regnet og hadde gått inn på et hotellrom for å tørke seg. (Samlede verker Bind 5, s. 74).
k1915. mit første og dengang eneste besøg hos Dig: dvs. i Kristiania, 1. september 1882 (se brev 5–6).
k1916. du havde tat din elskerinde tilbage: Dette har Amalie påstått tidligere (se brev 331, note 3). Erik nekter det ikke.
k1917. at kunne gå til fruentimmer: se brev 331, note 4.
k1918. Brandreuths piller: Brandreths piller var et meget anvendt avføringsmiddel.
k1919. Tidmand: dvs. Tidemand, en delikatesseforretning i Østergade.
k1920. Natland: skrevet på brevkort stemplet 27/7/93.
k1921. nede på Hop: litt sør for Bergen by.
k1922. *: viser til en note nederst på brevsiden med den neste setningen.
k1923. han heder forresten Christie: Det har ikke vært mulig å finne vedkommende.
k1924. at Lasson er død: dvs. Christian Lasson, far til Oda (Krohg) og Alexandra (Thaulow).
k1925. Otto Benzon … hans venlige brev: Brevet finnes ikke på KB.
k1926. Berent Nilsen: se brev 301, note 2.
k1927. Prahls er kommen fra Xania: se brev 394, note 3.
k1928. Spet: se brev 438, note 6.
k1929. Kroghs artikel: Christian Krohg skrev en artikkel i Politiken 24/7/93 som het «Erik Skram paa Amager», og fortalte om en kveld da han hadde vært ute på Amager fordi han hadde hørt at de der skulle spille en revy skrevet av Erik Skram. Da han kom, oppdaget han at det dreiet seg om «folkesangeren» Erik Skram.
k1930. Da hun så billedet i «Politiken»: Krohgs artikkel er forsynet med en tegning av en mann som ligner Erik, men ser litt vill ut.
k1931. brev om at vi måtte flytte fra St. Kongensgade: se brev 421.
k1932. Achen … takke ham 1000 ganger for brevet: Det finnes noen få brev fra Georg Achen til Amalie på KB – men dette er ikke blant dem.
k1933. pengene får Du vel først efter foredragene: se brev 442, note 4.
k1934. min jalousie på Axeliane Lund: dvs. Axelline Lund, forfatter, gift med maleren F.C. Lund.
k1935. At Norrie har skrevet en komedie som duer: William Norrie fikk etter hvert oppført flere skuespill, f.eks. De fem søstre (1908) og Paa Plads (1916) men ingen så tidlig.
k1936. Fra Hjernø fik jeg også et brev: Brevet finnes ikke på KB.
k1937. jeg måtte jo låne ham «Samtiden»: vel fotograf Frederik Riise, som må ha tatt et bilde til tidsskriftet Samtiden.
k1938. Cawlings er søde: dvs. Signe og Henrik Cavling, dansk forfatter og journalist, blant Amalie og Eriks omgangsvenner.
k1939. behandles af Siemsen: sannsynligvis Hugo Siemsen, som hadde vært underlege i hæren i 1864 og senere praktiserte som homøopat i København.
k1940. jeg spiste hos Kommandør Wilde: se brev 348, note 10.
k1941. Indbydelse fra Jakob With: Eriks gamle venn fra ungkarlstiden. I 1888 hadde han giftet seg med Anna Schjødte, noe som tydelig skapte problemer i vennskapet. Dette går også klart fram fra noen av Withs brev til Erik på KB.
k1942. «Wer nie sein brot mit tränen aß»: Amalie siterer et vers fra Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795–96): Wer nie sein Brot mit Tränen aß, / Wer nie die kummervollen Nächte / Auf seinem Bette weinend saß, / Der kennt euch nicht, ihr himmlischen Mächte. / Ihr führt ins Leben uns hinein, / Ihr laßt den Armen schuldig werden, / Dann überlaßt ihr ihn der Pein: / Denn alle Schuld rächt sich auf Erden.
k1943. Mandag 13de: Mandag var den 14.
k1944. min fætter Jakob Alver: sønnen til Amalies bror Wilhelm (som døde i 1883), nå 20 år gammel.
k1945. han havde læst en literaturartikel af Dig i «Tilskueren»: sannsynligvis «Et literært Rundskue», som ble trykt i Tilskueren 1890. Amalie og Erik tilbrakte en del av sommeren 1890 hos Achens i Hornbæk.
k1946. jeg er lamslåt af sorg over Jakob: Amalies eldste sønn Jacob var et stadig tilbakevendende problem; han kunne ikke finne fotfeste i livet og ba ofte om penger.
k1947. han var korrespondent til «Intelligentssedlerne» og skrev på en tyk roman: I 1894 utgav Jacob Worm-Müller romanen Fire Dage. De fleste artiklene i Norske Intelligenssedler er usignerte; det har ikke vært mulig å finne noe sikkert om dette.
k1948. Nu er altså forklaringen kommen i dit brev: Brevet finnes ikke, men må opplyse om at Jacob har sluttet hos Feilberg.
k1949. vækked hun mig kl. ½: Det mangler et tall her.
k1950. Bergen 21/8/93: skrevet på brevkort stemplet 24/8/93.
k1951. Jeg synes udmærket om «Lommen»: Noen få av Jacobs dikt er trykt i aviser; det har ikke vært mulig å finne dette.
k1952. at overta gjælden til Ove: vel Ove Rode.
k1953. Wullum og frue føjter om her i byen: Erik og Margrethe Vullum bodde i Bergen 1892–94.
k1954. at Agnete skal opføres her i denne sæson: Stykket ble faktisk oppført på Den Nationale Scene med première 18/12/93.
k1955. Irgens Hansen: hadde vært journalist i Dagbladet. Etter utenlandsstudier var han i 1890 blitt instruktør ved Den Nationale Scene.
k1956. portraittet til Vilhelm Møller: Vilhelm Møller var redaktør av ukebladet Nutiden i Billeder og Text 1876–90 og av Juleroser; han skrev flittig om nyere skribenter.
k1957. det er Højer du skal skrive til om foredragene: dvs. Svennik Anton Høyer, konrektor ved Bergens Skole og aktiv i foredragsvirksomheten i byen. Brevet finnes ikke i samlingene.
k1958. Kristen Bøgh: sannsynligvis den senere teateranmelder Christen Gran Bøgh (f.1876), sønn til Johan Bøgh.
k1959. latinskolebladet «Hugin»: det håndskrevne bladet til gymnasiastsamfunnet Hugin ved Bergens Katedralskole.
k1960. til V. Møller har jeg skrevet: se brev 454, note 6. Brevet finnes ikke på KB. I Juleroser 1893 finnes det en serie kvinneportretter med «Billeder og Stambogsblade» av 12 nordiske kvinner. Der står det et bilde av Amalie med de to setningene hun siterer her i hennes egen skrift.
k1961. Monsieur Le Roust: må være den franske journalisten Hugues le Roux, som besøkte Norge ved denne tiden og skrev reisebrev i Le Journal (sitert bl.a. i Bergens Tidende 2/10/93).
k1962. Berendsens selskab: sannsynligvis Ivar Berendsen, venstreorientert embedsmann som var medlem av Studentersamfundets styre og senere skulle bli dets formann.
k1963. Kbhvn 7/9 93: et av bare to brev fra Erik denne sommeren som fremdeles finnes (det andre er brev 450). Det er uvisst hvorfor de andre er forsvunnet.
k1964. Nu ses vi jo snart!: I Politiken 10/9/93 står det at Erik Skram reiser på onsdag til Bergen for å holde en rekke av seks foredrag om de franske symbolister, og at Amalie Skram er der allerede og legger siste hånd på den avsluttende boken i S. G. Myre-suiten. Ekteparet vender tilbake til København om en måned.
k1965. har Lizzi set det brev, Du idag modtager fra Ludvig: Brevet finnes ikke på KB. Det virker som om Amalies sønn Ludvig har slått opp med sin forlovede Lizzie Prahl, som er på besøk i København. Det står i et brev fra Ane Cathrine Achen til Amalie, datert 13/2/94 (KB), at det er en god idé at Amalie prøver å få Lizzie antatt som sykepleierske.
k1966. Studentersamfundets ny Bolig Nørrevold 92: Erik var formann i Studentersamfundet 1893–96.
k1967. at Du tog til Achens: Amalie bodde hos Georg og Ane Cathrine Achen i Lindevangen igjen, mens hun prøvde å få ro for sine utslitte nerver. Der tok hun den beslutning som førte til at hun lot seg innlegge til behandling 14. februar.
k1968. København, K: Brevet er skrevet på brevpapir med adresse (krysset ut) fra Studentersamfundet, Badstuestræde Nr.11, 1. Sal.
k1969. Anne Cathrine har ikke referert mine Ord rigtig: Ane Cathrine Achen ble brukt som mellomledd av Amalie og Erik i denne perioden. Amalie sier i brev til Bjørnson 22/4 at hun ikke har sett Erik på ti uker («Og nu vil jeg tale ut», s. 97); til sin mor skriver hun 25/4 at hun kom til å møte ham «i går» – «Og nu har jeg forsonet meg med ham og vi blir altså sammen som før» (Mellom slagene, s. 102). Tonen i Eriks neste brev er også forandret.
k1970. Brev fra Fru Cantor: På KB finnes det et brev fra Augusta Cantor til Erik datert 24/4/94, hvor hun inviterer Småen, og ett datert 27/4, hvor hun skriver at hun har fått svar fra Ane Cathrine med besked om at Småen kan komme.
k1971. at Johanne jo nu ikke savner en Legekammerat: Johanne bor hos Achens, og hennes lekekammerat er deres jevnaldrende datter; også hun het Johanne.
k1972. de to Stumper: dvs. Johanne Skram og Johanne Achen.
k1973. Onsdag Kl 12: Brevet er udatert, men var sannsynligvis skrevet onsdag 2. mai, siden Erik refererer til sin tale i Studentersamfundet.
k1974. en Tale til i Aften: 2. mai 1894 hadde Studentersamfundet «Stiftelsesfest med musikalsk Aftenunderholdning».
k1975. Fredag: Brevet er ikke datert, men ut fra innholdet ser det ut til å henge sammen med brev 462.
k1976. kommer til Dig Kl.11 på Vejen ud til Småen: Amalie bodde fremdeles på St. Josephs hospital.
k1977. Jakob er lige gået: Hans roman Fire dage var nettopp kommet ut – det er sikkert derfor han hadde noen penger.
k1978. Lad os komme bort en Tid: De planla å reise en tur sammen, men 3–4 dager senere reiste Amalie med et annet reisefølge, en person som må ha tilbudt seg i siste øyeblikk.
k1979. Ombord i damperen «Vasa»: skrevet på postkort, stemplet 12/5/94 og sendt fra Finland. Det var blitt samlet inn penger til Amalie av Ane Cathrine Achen og andre, slik at hospitalet kunne betales og hun kunne reise og ta det med ro en tid (se «Og nu vil jeg tale ut», s. 100).
k1980. min rejsefælle, som er udmærket: Amalie reiste sammen med fru Sofie Horten – noe som framgår av brev 465. Sofie Horten var kvinnesakskvinne, redaktør og oversetter. Hun oversatte bl.a. Victoria Benedictsson til dansk, og fra 1896 til sin død var hun redaktør av Husmoderens Blad, som senere ble til Hus og Hjem.
k1981. Petersborg 3die maj, (16de) 1894: Fram til 1918 brukte russerne den julianske kalender, noe som betydde at de lå 12–13 dager bak dem som brukte den gregorianske kalender. Brevet var skrevet 16. mai etter sentraleuropeisk regning.
k1982. din nye unge veninde: Fra andre uttalelser ser det ut som om Amalie mener Anna Rosengreen (se f.eks. brev 472, note 3).
k1983. igår 3 uger siden: dvs. 24. april, da de opplevde en forsoning (se brev 458, note 2).
k1984. torsdag formiddag [?]: Siste ord er nesten uleselig pga. en blekklatt.
k1985. dit brev som var skrevet den 10de: Brevet mangler.
k1986. et brevkort fra A.C.: Kortet er datert 11/5, og finnes på KB. Det forteller at Småen har det utmerket, og at det står i Politiken at Amalie har reist «på rekreation» til Finland med fru Horten. (Notisen står i Politiken 9/5/94.)
k1987. frk. Trygg glemte dit: Alli Trygg, som skulle gifte seg med Matti Helenius, virksom for sosiale spørsmål, særlig for avholdssaken.
k1988. det fru F. citerte i brevet til mig: Det finnes ingen brev fra fru Feilberg til Amalie på KB. Det er et brev fra C. A. Feilberg til Erik datert 9/5/94, hvor det står: «Jeg aner ikke det mindste om Annas Breve førend i Dag – det var ikke betænksomt gjort af hende – men staaer desværre jo ikke til at ændre, havde hun dog blot spurgt mig om, hvorvidt hun burde gjøre det.» Det er forståelig at Erik ikke sendte dette videre til Amalie.
k1989. gjæst hos assessor Kurténs: dvs. Uno og Ella Kurtén.
k1990. to kvindeforeninger: må være Finsk kvinnoförening og Unionen.
k1991. fru Winter-Hjelm som Lady Macbeth: dvs. Charlotte Raa-Winterhjelm, som opptrådte som gjestespiller for siste gang på det finske teater i sin glansrolle som Lady Macbeth.
k1992. når Achens nu om et Par Dage flytter ud til Fiskebæk: Achens pleide å flytte ut av byen om sommeren (Fiskebæk ligger ved Farum). Johanne skulle være hos dem hele sommeren.
k1993. i Folketeatret og ser Bjørn spille: Bjørn Bjørnson hadde en rekke gjestespill i København ved denne tiden. Han spilte i bl.a. Fr. v. Schönthan og Gustav Kadelburgs Den berømte Kone, oversatt til dansk av Hartvig Lassen, med première på Folketeatret 18. mai.
k1994. den Anmeldelse af «Fire Dage» jeg skrev til «Verdens Gang»: dvs. Jacobs roman (se brev 462, note 2). Eriks usedvanlig positive anmeldelse står i VG 16/5/94.
k1995. brev fra A.C. og fra Jakob: Ane Cathrines brev er datert 17/5/94, og finnes på KB. Brevet fra Jacob finnes ikke i samlingene.
k1996. en professor Vestermark: sikkert sosiologen Edvard Westermarck, som ennå bare var dosent.
k1997. Fra Lizzie havde jeg Brev forleden: se brev 405, note 4. Det ligger flere brev fra Lizzie Prahl til Erik fra årene 1894–96 på KB, blant dem dette brevet, datert 18/5/94. Selv om forlovelsen med Ludvig er forbi, vil hun svært gjerne holde kontakt med Erik, Amalie og Johanne.
k1998. det må vel altså være Vejle: Lizzie reiste til Vejle for å bo hos familien til lege Herman Slomann (bror til Emil og Carl Victor), som hadde praksis i Vejle, og passe på deres lille datter.
k1999. et af Trøjes Skibe: dvs. Johan Troye, skipsreder fra Bergen (nevnt i Lizzies brev).
k2000. Billede af Småen, som Søren Wedege har taget: Bildet er nevnt i et brev fra boktrykkeren Søren Wedege til Erik 22/5/94 (på KB).
k2001. dit kjærlige brev: brev 466.
k2002. tak for anmeldelsen: se brev 466, note 3.
k2003. Lizzie bor altså hos Slomanns: se brev 468, note 2.
k2004. farer jeg afsted til Berlin: Erik skulle reise som gjest med Jacob Hegel og familie.
k2005. Fru Hegel … Fru Oselio: Jacob Hegel var gift med Julie Bagge; Bjørn Bjørnson hadde i 1893 giftet seg for annen gang med sangerinnen Gina Oselio (Ingeborg Aas).
k2006. optaget af Bjørnsons i denne Tid: dvs. Bjørn Bjørnson og kone.
k2007. Nu skal jeg hen i Dagmarteatret til Bjørn for forskellige Aftalers Skyld: Bjørn Bjørnson var engasjert for sesongen som instruktør ved Dagmarteatret.
k2008. denne dame Rosengren: se brev 464, note 2
k2009. hendes fortrolig-fordringsfulde: «skriv» i brevene: Brevene finnes ikke i samlingene.
k2010. jeg rejser herfra på mandag til Stokholm: Det har ikke vært mulig å finne noe om denne reisen.
k2011. et Møde i Aften, hvor jeg skal indlede Forhandlingerne: kanskje i Studentersamfundet? Møtet blir ikke nevnt i Politiken.
k2012. «Geografi og Kærlighed»: Bjørnstjerne Bjørnsons skuespill fra 1885, omarbeidet 1894 og spilt på Det kongelige Teater i april/mai 1894. Sitatet kommer fra siste scene, da ekteparet Tygesen er forsonet: «oppgjør mellom ektefolk, det er akkurat som å kaste seg ut av vinduet annen gang for å se hvordan det gikk til første.» (Bjørnstjerne Bjørnson: Samlede verker Bd. IV, s. 357. Gyldendal 1975.)
k2013. hende og en Søster af hende og hendes Moder: sannsynligvis Anna Sophie og Julie Rosengreen. Deres mor var Rasmine (Mine) Rosengreen, født Rasmussen, gift med sakføreren Harald Christian Rosengreen.
k2014. Fru Hegel og Fru Bjørnson: se brev 470, note 3.
k2015. Berlin 7 Juni 1894: skrevet på brevpapir fra Monopol Hotel, Rosmanith & Schaurte, Berlin N.W.
k2016. Grevinde Schimmelmanns Sag idag har været på Bane i Folketinget: Grevinde Schimmelmann ble på familiens begjæring innlagt på Københavns Kommunehospitals 6. avdeling en uke etter Amalie, 22. februar 1894, og ble sluppet ut 28/3/94. Hun og Amalie ble kjent, og hun opptrer senere i Amalies roman Professor Hieronimus (1895) som «komtessen». Hennes innesperring ble en cause célèbre, og anklagen mot Knud Pontoppidan nådde Folketinget. Se referatet i Mogens Gradenwitz: Knud Pontoppidan og patienterne.
k2017. I. Jensen (Bælum): dvs. snekker Jens Jensen, som fra 1892 var medlem av Folketinget for Aalborg (Bælum).
k2018. dit Vidnesbyrd i Sagen: Det finnes blant Amalies papirer på KB et kopi av et brev fra henne til Hr. overretssagfører Johansen, datert 5/10/94, hvor hun erklærer sin mening at det var en stor urett at grevinde Schimmelmann ble tvangsinnlagt som sinnssyk.
k2019. Tirsdag: skrevet på «korrespondancekort» til Fru Amalie Skram, Villa Charlottenlund, Charlottenlund. Kortet er ikke datert – men etter det Erik sier om Min Broder Yves, er det sannsynlig at det ble skrevet like før brev 476.
k2020. Vi var igår i Dagmarteatret og skal i Aften i Folketeatret: 22. oktober spilte Dagmarteatret Catulle Mendès' Tabarinis Hustru (oversatt fra fransk) og Carl Laufs og Wilhelm Jacobys Den vantro Thomas (oversat fra tysk); 23. oktober spilte Folketeatret Soldatens Lyst (fritt etter Feydeau og Desvallières ved Axel Henriques) og Carl Møllers De Forlovede.
k2021. hos H. N. Hansen: borgermesteren som hadde viet Amalie og Erik.
k2022. læste Min Broder Yves: den franske forfatteren Pierre Lotis roman Mon frère Yves (1883), utgitt på dansk 1888 i oversettelse av Oscar Arlaud. Romanen handler om en ung bretansk sjømann som nesten går til grunne pga. en arvelig disposisjon for alkoholisme, men som blir reddet av sin venn og åndelige bror. Det er ikke klart hvorfor Erik og Amalie har diskutert romanen (se også brev 476).
k2023. jeg har intet kunnet bestille ved dit Manuskript: sannsynligvis manuskriptet til fortellingen til Julebogen som blir nevnt igjen i brev 479.
k2024. For dit Brev: Brevet mangler.
k2025. hvor Sammenligningen ikke passer: Det framgår ikke av brevene hva slags sammenlikning Amalie hadde snakket om.
k2026. Søndag Middag Kl 6 fra Fru Birgitte Henriques: dvs. konen til Ruben Henriques. Brevet finnes ikke på KB.
k2027. Schandorph har sendt os sin nye Bog: I 1894 gav Sophus Schandorph ut romanen Vilhelm Vangs Studenteraar.
k2028. I Aften skal Lizzie og jeg i Dagmarteatret: til premièren av P. A. Rosenbergs Henning Tondorf (1894).
k2029. Fredag aften: Dette brevet er udatert, men henger tydelig sammen med Eriks fra samme dag.
k2030. Jeg gik op til Hegel idag: Den første boken som Amalie fikk trykt hos Hegel (Gyldendal) var Professor Hieronimus, som kom ut i januar-februar 1895.
k2031. at holde Lizzie borte længer fra Slomanns: se brev 468, note 2.
k2032. Korrekturen til din Fortælling i Julebogen: Amalies fortelling «Sommer» ble trykt i Julebogen, Kihl og Langkjærs Forlag, København 1894 (sidene unummerert).
k2033. Øine «glimted som to blå fjeldsøer»: I den trykte fortellingen blir det til: «glimted varmt som solblink i fjeldsøer».
k2034. den anden rædselsfulde Sammenligning: Dette blir til: «Hendes [hustruens] øjne var forresten mærkelige – klare og milde og lykkelige, når der intet var ivejen, men når hun var bedrøvet, eller ude af fatning, så gik glansen bort, og de blev stygge og døde og minded om Fiskeslim.» (I Samlede verker blir det til Fiskelim!)
k2035. Rosenbergs Stykke igår: se brev 477, note 1. Elisabeth Horneman og Wilhelm Wiehe spilte hovedrollene.
k2036. Mandag Aften: umulig å vite hvilken mandag.
k2037. at vi i bedste Velgående er kommen til Svaneke: en liten by på østkysten av Bornholm, Danmarks minste kjøpstad.
k2038. jeg har lige modtaget dit Brev: Ingen av Amalies brev til Erik på Bornholm er bevart.
k2039. dit Spørgsmål angående Fru Heiberg: Skuespilleren Didi Heiberg var blitt separert fra Gunnar Heiberg i 1892 og avskjediget ved Christiania Theater i 1894 pga alkoholmisbruk.
k2040. en (nervesvag) Hr Nielsen fra København: Hr Nielsen var en «Handlende» fra Store Kongensgade – noe som framgår av brev 483. På KB finnes det et udatert brev fra Carl Nielsen til Erik om noen sigarer (NKS: 4500 4°), så dette er sannsynligvis C.A. Nielsen, tobakkshandler, som bodde I St. Kongensgade 9.
k2041. Hr Gether … Løjtnant Holstein …Frøken Munch: Hr. Gether har det ikke vært mulig å identifisere. Løjtnant Holstein kan være Einar Ernst Grev Holstein. Frk. Munch var hotelleieren i Svaneke.
k2042. Du klager, min Ven, over min Underskrift: den stadig tilbakevendende debatten om Erik skulle skrive «din Erik», «din E.S.», «din E. Skram» osv.
k2043. Slott-Møller og Frue agter sig her over: Harald Slott-Møller holdt på med et dobbeltportrett av Erik og Amalie; det finnes flere brev fra 1895 på KB med hans bebreidelser og deres unnskyldninger for ikke å ha tid til å stå modell. Notisen står i Politiken 11/7/95, og forteller bl.a.: «Billedet er bestilt af Forlagsboghandler Hegel og skal indlemmes i det Galleri af nulevende Forfattere, hvormed Hr. Hegel pryder sin Villa Skovgaard i Ordrup.»
k2044. Nous verrons: Vi skal se.
k2045. Kristiansø: en liten ø rett nord for Svaneke.
k2046. Så er Kortet fra mig og Ordene fra hende: se brev 485.
k2047. en av Tyges Venner fra Sømandsdagene: Eriks eldre bror Tyge var blitt skipsmegler og dansk konsul i Le Havre. Vi får aldri vite vennens navn.
k2048. Dr's første Kone var jo fra Bornholm (Rønne): Holger Drachmann giftet seg første gang i 1871 med Belli Erichsen, datter av kancelliråd Thomas Erichsen fra Rønne.
k2049. Hilsen fra Christiansø: skrevet på et kort med bilde av festningen på øen.
k2050. at arbejde i Ensomhed og Uhygge på alle Punkter: Amalie skrev på fortsettelsen til Professor Hieronymus, På Sct. Jørgen, som kom ut i november 1895.
k2051. at … umme sig af Glæde: dvs. gasse seg (kanskje en hjemmelaget orddannelse fra interjeksjonen «um»).
k2052. de Seancer, han skal have med mig til en Begyndelse: se brev 483, note 3.
k2053. Fritsche & Co: Harald Fritsche hadde grunnlagt firmaet som bl.a. var københavnsk representant for Det østbornholmske Dampskibsselskab.
k2054. sikkert har Madam Jørgensen indlagt sig Fortjeneste: må ha vært en bekjent av Amalies; det har ikke vært mulig å finne henne.
k2055. når jeg er rejst: dvs. til Köln og Paris.
k2056. alle de optegnelser om mig, stenografiske og andre: Blant Eriks etterlatte papirer ligger det mange opptegnelser, dagbøker, noter, bl.a. om Amalies sykehusopphold i 1894 (NKS 4501, 4°). (Se Appendiks 1 og 2.)
k2057. hende, som Du elsker: dvs. frk Rosengreen (se brev 464, note 2).
k2058. som hun reiser i «Memento Mori»: Amalies fortelling ble først trykt i Tilskueren august 1895, s. 584–88. Den handler om en kvinne som har forspilt sin manns kjærlighet og reiser bort i fortvilelse.
k2059. hvordan: understreket tre ganger.
k2060. er det liksom der kom en: Resten av brevet mangler.
k2061. alt godt iaften!: Brevet er udatert, men etter innholdet å dømme ble det skrevet da Eriks skuespill Ungt Bal hadde première på Dagmarteatret 25. oktober 1895.
k2062. dit sørgmodige, ja fortvivlede Brev fra Köln: Brevet mangler (hvis det ikke var brev 489, som hun tok med seg og sendte). Amalie reiste til Köln på vei til Paris for å bli der noen måneder.
k2063. Elna Kurtén: datter til fru Ella Kurtén, finlandssvensk litterat som vekslet brev med Erik og Amalie og som Amalie bodde hos i 1894 (se brev 465, note 5).
k2064. det Marterkammer i Holckenhus: Harald Slott-Møller bodde i Holckenhus og arbeidet fremdeles med portrettet av Erik.
k2065. en dum arrig Artikel … i en Mængde Provinsblade fra en Generalkorrespondent: Artikkelen het «Hr. Krabbe i Studentersamfundet», og uttrykte ergrelse over at provinsbladets medarbeider ikke fikk lov til å referere møtet. Den sto bl.a. i Fyns Tidende 5/11/95.
k2066. den skal jeg besvare: Eriks svar ble trykt i samme avis 11/11/95, og forklarte reglene for medlemsskapet.
k2067. Therese Krüger: En tysk oversettelse av Agnete («Für die deutsche Bühne bearb. v. Therese Krüger u. Otto Erich Hartleben») ble trykt i Berlin, Deutscher Autoren-Verlag 1895. Det udaterte kortet finnes på KB.
k2068. Arbejdet for at bringe «Agnete» frem i Berlin: Stykket ble spilt i Leipzig i oktober 1895.
k2069. et Møde angående den sørgelige Kalender: Dette var en kalender som ble utgitt i forbindelse med Kvindernes Udstilling i København 1895. Emma Gad var formann for dens litterære utvalg, og Erna Juel-Hansen var medlem. Kvindernes Udstillingskalender 1896 ble trykt i 1895.
k2070. Grand hôtel de Malte: var meget besøkt av skandinaver.
k2071. Ved bordet traf jeg dr. Mollerups: sannsynligvis museumsdirektør William Mollerup, en gammel venn av Erik fra skoletiden, og hans kone Caroline.
k2072. syg og elendig som i den sidste Uge på Bornholm: Det må ha vært i august 1895, etter at Amalie hadde reist til Bornholm for å være sammen med Erik og Småen.
k2073. Fru Mann … har begynt på Oversættelsen af Sct Jørgen: Den tyske oversetteren Mathilde Mann hadde tidligere oversatt Professor Hieronymus til tysk; den ble trykt av Albert Langen i 1895. Hennes oversettelse av På Sct. Jørgen ble ikke trykt (som det framgår av et senere brev).
k2074. Svend Hørup: Viggo Hørups sønn Svend hadde hatt et sammenbrudd i 1889 og ble da erklært for «sindssyg»; etter det ble han aldri riktig rask.
k2075. Børnehistorien til den 15 November: Amalie holdt på med å skrive en barnefortelling – «Majkaland» – til Politikens julenummer. Den ble trykt 25/12/95.
k2076. Din paraply! Glem dog ikke den: sitat fra «Memento mori» – mannens svar på konens siste appell. (Samlede verker Bind 6, s. 162.)
k2077. Therese Krüger. Det var kanske altfor harskt: Det finnes et udatert brev fra Therese Krüger til Amalie på KB, som hun sender sammen med oversettelsen, og uttrykker et håp om at Amalie ikke «som Moder, føler Dem saaret over, at Deres Barn hist og her har lidt Overlast»; men hun forsikrer at det var nødvendig for det tyske teater. Amalies svar foreligger ikke. Se brev 491, note 6.
k2078. Fru Gudmann har vært med mig: konen til Louis Gudmann, som bodde i Boulevard de Strasbourg.
k2079. Fru Heide, den norske, hvis mand er en av Parises første tandlæger: Ragnvald Heide fra Kristiania var siden 1885 professor ved Ecole Dentaire de Paris; han og konen Ragna f. Schibsted var medlemmer av «den norske koloni» i Paris og bodde på Boulevard Haussmann.
k2080. Frimærker og brevkort er allerede gåt op til: Resten av brevet mangler.
k2081. Kære Mamma: Brevet er skrevet av Erik.
k2082. Fru Slomann: Småen bodde hos C.V. og Petra Slomann mens Amalie var bortreist. Barna het Aage, Erik og Margrethe.
k2083. Frøken Stahlschmidt: Georg Carl Vilhelm Stahlschmidt var prest ved den reformerte kirken i Fredericia, og hadde 12 barn; i 1896 var tre ugifte døtre barnehage- eller privatlærere. Denne kan ha vært Dorothea, barnehagebestyrer og en pioner på Frøbelpedagogikkens danske område.
k2084. Hun har det bedre hos Slomanns end hos Achens: Småen hadde bodd ganske lenge hos Ane Cathrine og Georg Achen mens Amalie hadde vært syk året før (se brev 459, note 2).
k2085. Laborerer Du med Dig selv?: Prøver du å kurere deg selv?
k2086. gå til Dr Tscherning: dvs. Marius Tscherning. Han praktiserte som øyenlege i Paris, og hjalp landsmenn som bodde der.
k2087. med Kiellands forleden … til Revyen: vel Carsten Kielland og kone.
k2088. G.G.'s «Medusas Hufvud»: dvs. Gustaf af Geijerstam. Romanen, «en spöksyn ur lifvet», kom ut i 1895.
k2089. Jeg var igår hos dr. T.: dvs. Dr Tscherning. Se brev 495, note 6.
k2090. sét i Politiken at jeg for eksém var bleven indlagt under Block: vel Oscar Bloch, overkirurg ved Frederiks Hospital og spesialist i sårbehandling.
k2091. så jeg pludselig Garborg og konen: Arne og Hulda Garborg bodde i Paris vinteren 1895, og Amalie var en del sammen med dem.
k2092. en søn af Jonas Lie, Erik: Jonas og Thomasine Lie var bosatt i Paris siden 1882. Deres yngste sønn Erik var også forfatter. Han hadde tatt initiativet til dannelsen av Den Norske Forfatterforening i 1893, og var den første skandinaviske bibliotekar ved «Fonds scandinave» (nå Bibliothèque Nordique), som i 1903 ble en autonom avdeling av Bibliothèque Sainte-Geneviève.
k2093. unge fru Mowinckel: dvs. Christine Alexandra Bødtker, som i 1893 hadde giftet seg med den bergenske forrretningsmannen Hugo Mowinckel.
k2094. vi var sammen med hos Nielsens i Bergen: sannsynligvis Nilsens (dvs. familien til Randi Blehr og Berent Nilsen).
k2095. midt i Madelainekvarteret: Rue Caumartin ligger mellom Boulevard de la Madeleine og Boulevard Haussmann.
k2096. opførelsen af dit stykke: dvs. Ungt Bal. Se brev 490.
k2097. «hun» som Du skriver om: se brev 489, note 3.
k2098. de billeder, Du bestilte af mig hos fru Johansen … til hende den tyske skuespillerinde: Det har ikke vært mulig å finne ut hvem dette var.
k2099. at min bog er udkommet: dvs. På Sct. Jørgen, som kom ut i november 1895. Det finnes flere brev fra Peter Nansen til Amalie på KB, men dette er ikke blant dem.
k2100. Larsen: fullmektig August Larsen på Gyldendal, tillitsmann for nordiske forfattere.
k2101. der står i Politiken at jeg skal bli her i hele vinter: Under rubrikken «Dag til Dag» i Politiken 12/11/95 står det: «Forfatterinden Fru Amalie Skram er nu ankommen til Paris, hvor hun agter at opholde sig hele Vinteren. Hendes Adresse i Paris er: Rue Caumartin 18.»
k2102. læseværdige anmeldelser i et eller andet andet blad end Politiken: Det kom anmeldelser av På Sct. Jørgen i bl.a. Politiken 28/11/95 (signert E. B. = Edvard Brandes); Dannebrog 20/11/95 (signert Dr. C.); Berlingske Politiske og Avertissements-Tidende aften 28/11/95 (signert Dr. E.); og Social-Demokraten 16/11/95 (signert C. E. = C. E. Jensen). Brandes' anmeldelse var positiv; de andre mente at det var en svak roman sammenlignet med Professor Hieronymus.
k2103. har Du fåt igjen «Trætte Mænd» hos S.M.: dvs. Arne Garborgs roman fra 1891. S.M.: sannsynligvis Harald Slott-Møller.
k2104. Ifjor da jeg sad og arbejded derude på Charlottenborg: i oktober 1894 (se brev 475, note 1).
k2105. viste Du mig i brev tilbage: må være et brev som er gått tapt.
k2106. at hun i brev har foreholdt Dig det urigtige: Brevet finnes ikke på KB, og det gjør heller ikke Eriks brev som Amalie fikk lese.
k2107. i det lille «Aftenbladet»: Artikkelen ble trykt i Aftenbladet 18/11/95, undertegnet H. L.
k2108. Han hedder Lind: dvs. Helmer Lind, som ble medredaktør av Aftenbladet 1897–1903.
k2109. at der i Ill. Tid. for i Søndags skal stå en ugunstig Kritik: Det står en usignert notis i Illustreret Tidende 24/11/95, som opplyser at romanen «er svært langtrukken og underholder kun momentvis. »
k2110. Gustav Philipsen: den danske forleggeren av bl.a. M. Galschiøts Danmark i Skildringer og Billeder. Verken brevet eller kortet finnes på KB.
k2111. Peter Nansen … i den Gyldendalske Forretning: Peter Nansen forlot Politiken ved nyttår 1896 for å bli litterær leder av Gyldendal, og viste seg å være en dyktig forretningsmann.
k2112. Bjørn[s] Angivelse: vel Bjørn Bjørnson, som var en nær venn av Jacob Hegel.
k2113. imod at Ernst Bøjesen er bleven Direktør for Det store nordiske Forlag: dvs. Ernst Bojesen. I 1895 gikk Philipsens forlag opp i Det nordiske Forlag, som var blitt stiftet samme år.
k2114. Den Bog «En Løsgænger»: William Norries roman kom ut i 1895.
k2115. Jeg har skrevet min Mening til ham: Konsept av Eriks brev (udatert) og Geijerstams svar, datert 11/12/95, finnes begge to på KB.
k2116. Jørgensens «Reisebogen» …. Schandorph: I Rejsebogen (1895) beskriver Johannes Jørgensen sin vei til katolisismen. Samme år kom også Bjørnstjerne Bjørnsons Over ævne, andet stykke, siste del av Henrik Pontoppidans Det forjættede Land, Dommens Dag, og Sophus Schandorphs Alice og mindre Fortællinger.
k2117. et til hende stilet brev fra Albert Langen: Det finnes flere brev om oversettelser fra Mathilde Mann til Amalie på KB, men dette er ikke blant dem. Se brev 493, note 2.
k2118. et til hende stilet brev fra Albert Langen: Det finnes flere brev om oversettelser fra Mathilde Mann til Amalie på KB, men dette er ikke blant dem. Se brev 493, note 2.
k2119. Gjennem et brev fra Achen havde jeg erfaret det om Peter Nansen og Gyldendal: Georg Achens brev til Amalie finnes ikke på KB.
k2120. E.B.s anmeldelse: Edvard Brandes' anmeldelse; se brev 498, note 5.
k2121. min «Guds fred»: en roman av Peter Nansen fra 1895; den handlet om kjærlighet og var ansett for å være temmelig dristig.
k2122. I Verdens Gang …en velvillig anmeldelse: den usignerte anmeldelsen av På Sct. Jørgen står i Verdens Gang 22/11/95.
k2123. «Medusas hufvud»: se brev 495, note 8.
k2124. dit stykke: dvs. Ungt Bal. Det ble spilt mellom 25. oktober og 12. desember – og ble ikke satt opp igjen senere.
k2125. som svar på breve til mig fra dem begge: Brevene finnes ikke på KB.
k2126. Jeg har skrevet til Hegel og har bedt ham sende mig penge: Det finnes et par brev på KB fra Amalie til Jakob Hegel i 1895 og 1896 hvor hun ber om forskudd – men ikke dette brevet. (NKS 3742 4°.)
k2127. Du har ikke fuldført Perioden: enda et sitat fra «Memento mori», hvor mannen sier til sin kone: «Man kan hverken gråte eller lide eller trosse sig kjærlighet til.» (Samlede verker Bind 6, s. 162.)
k2128. din udmærket skrevet Beretning om Uheldene på din Rejse: Amalies beretning «Reiseuheld» står i Politiken 9/12/95.
k2129. mit Stykk … skal opføres for sidste Gang: se brev 500, note 7.
k2130. en Eftermiddagsforestilling hos Hagenbeck: en tysk dyrehandler, som viste sine «dyregrupper» i Cirkussalen i desember 1895.
k2131. «Eleonora Duse» i «Hjemmet»: Eleonora Duse opptrådte i København i desember 1895 med tre forestillinger på Folketeatret. 11. desember spilte hun Magda i Hermann Sudermanns Hjemmet.
k2132. Laurids Bings: se brev 304, note 5.
k2133. Frænkels: Det finnes noen brev fra Bertha Fraenckel til Erik på KB, blant dem et par udaterte kort med innbydelse til middag. Hun var gift med fabrikkeieren Adolph G. Fraenckel, som sannsynligvis var i familie med Amalies venninne Augusta Cantor f. Fraenckel.
k2134. som var med sin Søster og Svoger (Familjen Senn): Det har ikke vært mulig å finne familien.
k2135. Endnu er ingen penge kommet: skrevet på Carte postale.
k2136. det jeg sendte til Politiken: se brev 501, note 2
k2137. Endnu ingen penge: skrevet på Carte postale.
k2138. den norske Forfatter Johan Bøjer: Johan Bojer debuterte i 1890-årene som realistisk forfatter; han er mer kjent for sine senere bøker, særlig Den siste Viking (1921).
k2139. dog ikke som af Sarah B. første Gang: Før Erik og Amalie giftet seg, hadde han skrevet begeistret til henne om Sarah Bernhardt. Se brev 108.
k2140. De skitser til Tilskueren: Amalies fortelling «Post Festum» ble trykt i Tilskueren i 1896.
k2141. et eksemplar af den Paris, Du har oversat: Erik oversatte Auguste Vitus Paris (1889) – det ble trykt i København i 1892. Louis Gudmann: se brev 494, note 3.
k2142. på Busholmen hos Kurténs: se brev 491, note 2.
k2143. gamle kommandør Vilde: se brev 348, note 10.
k2144. Pengene er sendt: skrevet på brevkort til Madame Amalie Skram, Rue de Faubourg Sct. Honoré 225, Paris.
k2145. Paris, Rue de Faubourg St Honoré 225: skrevet på Carte postale.
k2146. «Sommer» … Hieronimus … Agnete: «Sommer» ble trykt i bokform på tysk to ganger, men først i 1900, oversatt av Adele Neustädter (Sommer. Kleine Erzählungen. Albert Langen, München 1900) og av Friedrich von Känel som fortelling i Aus fremden Zungen 10 (Stuttgart 1900). Hieronymus: se brev 493, note 2. Agnete: se brev 491, note 6.
k2147. Tilskueren med «Memento Mori»: se brev 489, note 4.
k2148. «In Asiam profectus est»: En fransk oversettelse av fortellingen ble trykt i Revue indépendante, Paris 1893, s. 202–04.
k2149. Indbydelse til mig og Småen fra Knudtzons: gamle venner som Amalie bodde hos da hun besøkte Erik i København før de ble gift.
k2150. Kære Mamma: skrevet av Erik.
k2151. Wienertidsskriftet «Die Zeit»: «Memento Mori» ble trykt i Die Zeit. Wiener Wochenschrift für Politik, Volkswirtschaft, Wissenschaft und Kunst, Bind V, Nr. 60, 23/11/95, s. 128. Oversetteren blir ikke nevnt.
k2152. Postanvisning til Dig fra Mizi Franzos: Den østerrikske Mizzi (dvs. Marie) Franzos må ha vært oversetteren av fortellingen. Hun oversatte bl.a. Herman Bang, Hjalmar Söderberg og Selma Lagerlöf.
k2153. lykke og tilfredshed i et eller andet: Flere ord er krysset ut her.
k2154. glemt at gi mig sin nye bog: dvs. Over ævne II (se brev 499, note 10).
k2155. hvis disse mine småting nu blir oversat på fransk: se brev 507, note 4. Amalie Skrams navn står ikke i Catalogue Général des Livres Imprimés de la Bibliothèque Nationale, Bind 173 (Simha-Sliman, trykt 1948).
k2156. et eksplr. af «På Sct. Jørgen» til hr Fridrich v. Känel: Brevkortet fra Känel (datert 18/12/95) finnes på KB; han skriver om å anmelde boken i Internat. Litteraturberichten.
k2157. Politikens julenummer: se brev 493, note 4.
k2158. at Søster Hanne var død: Hanne (Johanne) var en eldre halvsøster av Erik fra hans fars første ekteskap.
k2159. Lie's … Bog: I 1895 gav Jonas Lie ut romanen Naar Sol gaar ned. Den handler om sjalusi mellom ektefeller.
k2160. Kære Mamma Glædeligt Nytår: skrevet av Erik.
k2161. Tante Therese: må ha vært en søster til C.V. Slomann eller hans kone Petra.
k2162. Imorgen skal jeg til Holsts: Det er flere muligheter her – det er uvisst hvem det var.
k2163. Gerstenbergs: vel Wilhelm Gerstenberg, som hadde deltatt i slaget ved Dybbøl, og som i likhet med Erik var blitt tatt til fange ved Als i 1864. Han var kjent som oversetter av russisk litteratur til dansk.
k2164. brev fra Emma Jakobsen: Det finnes ingen brev fra henne til Amalie på KB.
k2165. gjennem Garborgs forstår jeg: se brev 496, note 3.
k2166. «Når Sol går ned»: se brev 512, note 2.
k2167. Achens tegninger: se brev 493, note 4. Amalies fortelling «Majkaland» er illustrert med fem tegninger av Georg Achen.
k2168. rue Montenotte 23: nesten uleselig skrevet i margen langs siden (Erik tyder det i neste brev).
k2169. ved Oversættelsen af Vitu: se brev 505, note 2.
k2170. Witzanski på Politikens Kontor: Harald Witzansky var forretningsfører i Politiken 1896–1902.
k2171. à la Schandorph: Schandorphs kjelenavn for sin kone var «Kat».
k2172. det Afskedsgilde for Peter Nansen: se brev 499, note 5.
k2173. Frk Betty Müller … Fru Christi Nansen: Betty Müller var skuespillerinne, bedre kjent som Betty Nansen, etter at hun i mars 1896 ble gift med Peter Nansen. Det har ikke vært mulig å finne en Christi Nansen, men det finnes to brev fra Christa Nansen til Erik fra 1894 om hennes skuespill Penge (KB). Christa Nansen f. Jacobsen hadde giftet seg i 1892 med Peter Nansens yngre bror Immanuel. Så refererer Erik til Erna Juel-Hansens novelle «En Trolovelse» i Politikens julenummer 25/12/95, som handler om en pikeskole hvor pikene må gå inn i toilettet for å høre hva som skjer hos bestyrerinnen.
k2174. præget af den Brandes Råhed: Edvard Brandes var ved denne tiden redaktør for Politiken.
k2175. skræmt f.E. en Mand som Johannes Jørgensen bort fra Livet: hentyder til Johannes Jørgensens omvendelse til katolisismen i 1896.
k2176. rigt gift og tidligere Operettesangerinde: Det har ikke vært mulig å finne vedkommende.
k2177. jo, Fru Hjardemaal!: skrevet i margen med * i teksten.
k2178. Kierulf ved Pianoet: vel komponisten Charles Kjerulf, tidligere musikkanmelder i Politiken.
k2179. Jensen fra Sociald.: dvs. kritikeren C.E. Jensen.
k2180. Fru Müller: Det er flere mulige – det går ikke klart fram fra sammenhengen hvilken det var.
k2181. Din Erik: Sammen med brevet ligger det en gave fra Småen, et «flettark» hvor det står «Til Mamma fra Småen» (med «Kys» i en sirkel).
k2182. Café de la Regence: skrevet på Carte postale. Kafeen lå overfor Théâtre Français (Rue St-Honoré 161) og var tilholdsstedet for den skandinaviske koloni i Paris. Den er nå nedlagt.
k2183. Kbhvn den 13 Januar: skrevet på brevkort med adresse: «Til Madame Amalie Skram, adres. à Mr. Louis Gudmann, Boulevard Strassbourgh 6, Paris».
k2184. Fru Goguin … havde sendt Dig et langt Brev: vel Mette Gauguin (født Gad), som hadde flyttet tilbake til Danmark med sine barn da hun ble separert fra sin mann Paul Gauguin. I KBs samling finnes ingen brev fra Mette Gauguin til Amalie.
k2185. Kbhvn den 15 Januar 1896: sammen med en konvolutt hvor det står: «Dit Brev har været først i London».
k2186. Hans Søn Alexander: dvs. amtsforvalter, maler Alexander Wilde.
k2187. de bestandig fortsatte Memoirer: Åtte bind av den eldre Alexander Wildes Erindringer ble trykt i årene 1884–95.
k2188. Schandorph har skrevet en overmåde slet Nekrolog i Politiken: Den sto i bladet 13/1/96.
k2189. Gamle Mejer, Fru Frederikke Henriques' Fader: Forfatteren Axel Henriques hadde giftet seg med Frederikke Meyer. Hennes far var mekleren Meyer Saul Meyer.
k2190. hans Revuer og Blæksprutter: Visedikteren og journalisten Axel Henriques forfattet den årlige sommerrevy til Morskabsteatret og Nørrebros Teater. Fra 1889 var han også medarbeider ved den satiriske årsrevyen Blæksprutten.
k2191. Jeg har sendt Lange 25 Kr i Honorar: Det finnes et brev på KB fra legen Christen Lange, datert 31/12/95, med takk for honoraret – men det er uklart for hva. Han skriver ellers til Erik om foredrag i «Samfundet».
k2192. Bernt Lies nye Bog: norsk forfatter, nevø til Jonas Lie; skrev populære romaner om nordnorsk handels- og embetsmiljø. I 1896 gav han ut Nordover. Fortællinger og Billeder.
k2193. «at solen mig har brændt»: sitat fra en salme fra 1875 av den norske prest og indremisjonsleder Lars Oftedal: «Å at jeg kunde min Jesus prise, som jeg af hjertet dog så gjerne vil». En strofe i salmen lyder: Snart er vi hjemme og står for tronen, / hvad gjør det da om solen har os brændt? / Når hytten falder, så får vi kronen, / og alt elende er så dermed endt. Salmen har stått i kristelige sangbøker, og kom først i 1984 inn i kirkens salmebok. Amalie har kanskje støtt på den da hun sommeren 1893 bodde på Natland sammen med Småen, og ble godt kjent med folkene på gården
k2194. vi får vel ikke fri rejse til Finland: se brev 505, note 4.
k2195. idag er det tirsdag [?]: Det kan leses «tirsdag» eller – «torsdag» men 20. januar var en mandag.
k2196. den fæle jydske vestkyst [?]: En del av brevet er avrevet.
k2197. Torsdag i Rigsdagen: Brevet er ikke datert, men det må være skrevet 23. januar.
k2198. Jeg har skrevet til din bror Tyge: dansk konsul i Le Havre. Brevet finnes ikke på KB.
k2199. Din svigerinde Marie: den franske Marie Fromage, gift med Tyge.
k2200. Jeg drømte idag: Brevet er udatert og ser ut til å være skrevet mens de bodde sammen; det ligger sammen med en konvolutt hvor det bare står: «Hr. protokolsekretær Erik Skram».
k2201. det afgrundsonde ophold i Birkerød: Det er ikke sikkert nøyaktig når dette var, men det var kanskje en stund etter sykehusoppholdet i 1894. Det blir ikke omtalt andre steder i brevene.
k2202. de trofaste norske bondeknapper: se brev 23.
k2203. gå op til ham på marterkammeret: kanskje Harald Slott-Møller, som fremdeles holdt på med bildet?
k2204. gjort Dig fortræd: Brevet er ikke underskrevet.
k2205. Det gjør mig så ondt: Brevet er ikke datert, men se note 4.
k2206. dr. Lange: se brev 519, note 7.
k2207. at ta én, som frk. R. au serieux: dvs. frk. Rosengreen (se brev 489, note 3).
k2208. Det første, no.1: Dette ligger sammen med en konvolutt hvor det står «Brev No.2 Påskelørdag 96».
k2209. snart: Ordet er understreket tre ganger.
k2210. som jeg har troet: Brevet er ikke underskrevet.
k2211. tak for dit brevkort: mangler i samlingen.
k2212. det var fra Galschjødt: Martinus Galschiøt var blitt redaktør av Tilskueren. Hans brev finnes ikke på KB, men Amalies svar, datert 2/6/96, ligger i samlingen.
k2213. brev til fru Petersen hvis adresse jeg havde fåt af Tyge: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k2214. Arbejdet har jeg endnu ikke sét på: Amalie fikk flere fortellinger trykt i Tilskueren i 1896 og 1897: «Glæde», «Post festum», «Det røde gardin». Hun var heller ikke ferdig med Afkom (1898).
k2215. Sakskøbing: skrevet på korrespondance-kort. Bortsett fra å besøke Holger og Charlotte Rørdam har Erik også skrevet om sin reise. Hans artikkel «Et Indtryk fra Lolland» står i Lolland-Falsters Folketidende 8/7/96.
k2216. jeg kører med Rørdam i Landpraksis: Holger Rørdam var lege i Sakskøbing og fra 1895 medlem av Folketinget som felleskandidat for de to Venstregrupper.
k2217. Det indlagte kom igår: Der finnes noen brev fra Ernst Bojesen til Erik på KB, men ikke dette.
k2218. at tage ud til Førslev Gård til Godsejer Neergaard: Amalie og Erik bodde ofte på Førslev Gård i disse årene. I 1895 var den blitt overtatt av Jacob Edvard de Neergaard.
k2219. Torsdag Aften: kan dateres ut fra Amalies svar.
k2220. det Brev fra Hotel du Nord: mangler.
k2221. at gå ud til Galschiøts og sidde der og snakke: Martinus Galschiøt hadde hus i Helsingør.
k2222. Boligen i Hornbæk: Amalie og Småen hadde leiet en bolig i Hornbæk, som ofte før om sommeren.
k2223. unge Rist, Ida lå tilsengs: Ida: konen til P. F. Rist. Unge Rist var sannsynligvis sønnen Torben, som senere ble ingeniør.
k2224. sådan at vi kan ta til Neergård den 1ste: dvs. til Førslev Gård.
k2225. Det medfølgende Kort afleverte dets Ejermand: Det framgår av følgende brev at kortet var fra den finske filosof Rolf Lagerborg, som omtaler Amalie og Erik i sine erindringer (I egna ögon – och andras, 1942).
k2226. en temmelig latterlig Opgave jeg har påtaget mig: Det er ikke sikkert hva Erik refererer til her.
k2227. gjerne ha talt med Lagerborg: se brev 534, note 1.
k2228. Førslevgård: Amalie og Erik reiste som avtalt til Førslev Gård i begynnelsen av august. Nå er Erik reist på en tur til Jylland, og Amalie er der fremdeles, istedenfor å ha reist tilbake til Hornbæk som hun hadde bestemt i brev 533.
k2229. dit søde, så fint sørgmodige brev: Brevet mangler.
k2230. fru Karen er reist igår: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k2231. fru Eckert, der styrer det hele: Eckerts blir nevnt mange ganger i Edvard Neergaards brev til Erik på KB. Fru Eckert var Camilla Eckert, gift med overrettsassessor Emil Eckert. (Det sier noe om hans tilknytning til Førslev, at han døde der i 1924.)
k2232. de to «ankere»: må referere til noe i Eriks tapte brev.
k2233. Kjære Erik: skrevet på brevkort, med adresse: «Til Forfatteren Hr. Erik Skram [Frederikshavn, Jylland – krysset ut og omadressert], restante, København Ø».
k2234. brev og telegram fra Aarhus: Telegrammet finnes ikke i samlingen, brevet kan være no.536. Erik reiste raskere enn Amalie hadde regnet med.
k2235. at Du og Småen var i Hornbæk: se brev 536, note 1.
k2236. Louise viste mig dit Brev: må være piken.
k2237. Jeg besøgte Schandorphs en Aften: I 1890-årene bodde Sophus Schandorph og kone ofte på landet i Jylland om sommeren.
k2238. Johan Knudsen på Bangsbo: Den «unge radikaler» Johan Knudsen hadde utgitt bladet København i 1890–91, og i 1891 kjøpte han det vendsysselske gods Bangsbo.
k2239. Herman Bang: Bang tilhørte «Bangsbo-kretsen» sammen med Schandorph, Gustav Wied m.m.
k2240. Redaktør Vilhelm Lassen i Aalborg: siden 1889 redaktør for venstrebladet Aalborg Amtstidende.
k2241. den Panduro, der i sin Tid skrev i København: dvs. journalisten Rudolf Panduro.
k2242. Gustav Wied: Forfatteren Gustav Wied levde et omflakkende liv i landsbyene i Danmark.
k2243. Locher på Skagen: Carl Locher var i 1870-årene blant de første egentlige Skagenmalere.
k2244. Kommandør Bojesen: må ha vært Ernst Bojesen.
k2245. Theodor Gad: juristen som hadde giftet seg med Nini Thaulow, søster til Frits.
k2246. Fru Breuning-Storms Søster og Svoger: se brev 435, note 3. Fru Breuning-Storm var født Borchorst; det har ikke vært mulig å finne ut hvem hennes søster var gift med.
k2247. Fru Georg Brandes med Datter: dvs. Henni og Edith Brandes.
k2248. véd ikke dato: Brevet kan dateres fra innholdet og følgende brev; Amalie hadde igjen reist til Førslev Gård med Småen, mens Erik ble i København.
k2249. tak for dit brev: Brevet mangler.
k2250. Krag er ingen fin person: dvs. den norske forfatteren Vilhelm Krag, som var i Paris samtidig med Amalie i 1895–96.
k2251. gamle fru Schiødte: dvs. fru Maria Schiødte, moren til Eriks venn Jakob Withs kone Anna Schjødte.
k2252. Professor Bergs: sannsynligvis Professor Rudolf Bergh, lege og zoolog.
k2253. Hvad Du siger om Krog: Erik leser «Krog» istedenfor «Krag» – noe som blir oppklart i neste brev. Krog er kanskje arkitekten Arnold Krog.
k2254. så «Væverne» i Tirsdags: dvs. Gerhart Hauptmanns Die Weber (1892), som ble spilt på Dagmarteatret i november 1896.
k2255. Siam-Andersen: H. N. Andersen, som hadde grunnlagt et firma i Siam (dvs. Thailand); i 1897 dannet hans firma basis til Det Østasiatiske Kompagni.
k2256. den flotte tone i hans brev fra Capri: Vilhelm Krag skrev fra Capri 3/11/96 til Erik og sendte manuskriptet til et skuespill, som han ba om Eriks mening om. Brevet finnes på KB.
k2257. Der traf jeg forresten Cavling: journalisten Henrik Cavling.
k2258. dr. Kraft: sannsynligvis fengselsinspektør, dr.phil. Alexander Kraft, som i sin ungdom var kjent i litterære kretser.
k2259. Christoffer Hage (Politikeren): folketingsmann, medstifter i 1883 av Københavns liberale Velgerforening, i 1895 en av hovedmennene ved dannelsen av Venstrereformpartiet.
k2260. Fru Oda Nielsen: skuespilleren, tidligere Oda Petersen, fra 1884 gift med Martinius Nielsen.
k2261. Ruben Henriques: dvs. grosserer Ruben Henriques, eldre bror til Axel Henriques.
k2262. Således har jeg ikke set ham under dette hans Besøg: I 1890-årene oppholdt Drachmann seg mye i utlandet, som oftest i Hamburg.
k2263. Thomas Krag har sendt mig sin nye Bog «Adda Wilde»: Thomas Krags roman Ada Wilde kom ut i 1896.
k2264. Broderens Manuskript: dvs. Vilhelm Krag. Se brev 542, note 1.
k2265. inden jeg denne Gang fik at vide, at alt stod vel: Det må være et brev som mangler.
k2266. Axel Maurer (Lykkens Pamphilius): norsk jurist og forfatter. Hans «lyriske skuespill» Lykkens Pamphilius ble utgitt i 1896.
k2267. Frk Prydtz: Alvilde Prydz ga ut flere betydelige romaner i 1890-årene, bl.a. Gunvor Thorsdatter til Hærø i 1896.
k2268. Fogs fra Brasilien: dvs. ingenjør Lemvig Fog, som hadde vært i ti år i Brasilien, og som senere dannet Det danske Selskab sammen med Erik og andre.
k2269. Dit Hår har jeg hentet: Amalie må ha brukt kunstig hår.
k2270. Imorgen skriver jeg Ansøgningen: De søkte felles forfatterstipend.
k2271. en af de Cavlingske Reklameplakater: Henrik Cavling var ansvarlig for reklamen i Politiken.
k2272. hvad der stod i «Politiken» om Schandorphs sygdom: Det står flere rapporter om Schandorphs sykdom i Politiken i november-desember 1896. Han døde først i 1901.
k2273. Den Raben-Levetz. Fond: «Den Raben-Levetzauske Fond til Fremme af sociale, velgørende, kunstneriske og videnskabelige Formaal» ble opprettet i 1871 av storgodseier Carl Vilhelm Raben-Levetzau og hans kone Julia.
k2274. Hirschsprung … Miniaturbiblioteket: Erik skrev et par små romaner i 1890-årene; den første, Agnes Vittrup, kom ut i 1897 hos Schubothe. Den er på 147 små sider. Aage Hirschsprung hadde i 1893 overtatt Schubothes Forlag (sammen med J. L. Lybecker); de hadde begynt å utgi en rekke smukt innbundne serier, bl.a. «Miniaturbiblioteket».
k2275. Brev fra Jacob i Kristiania: ikke på KB. Fra Amalies svar ser det ut til å ha vært et brev fra Ludvig.
k2276. Notitsen om, at Ludvig i Bergen skulde have i Sinde at gå til Scenen: Under «Teater- og Musik-Nyt» i Politiken 5/12/96 sto det: «Det forlyder, at i Marts Maaned vil en ung Købmand fra Bergen, Hr. Ludvig Müller, debutere paa Kristiania Teater. Hr. Müller er Søn af Fru Amalie Skram, og havde allerede oparbejdet sig en god Forretning.» Ludvig debuterte som Ambrosius ved Christiania Theater 10/2/97.
k2277. Giftermaalet nu med Signe: I 1895 hadde Ludvig giftet seg med Signe Grieg, som var skuespiller.
k2278. Jeg har læst din smærtelige Fortælling: kanskje «Post Festum», som ble trykt i Tilskueren 1896.
k2279. to store trykte Bøger: se brev 544, note 3.
k2280. dit brev og «Tilskueren»: se brev 549, note 4.
k2281. da jeg var i Bergen på besøg, og bode hos Christensens: dvs. i oktober 1885. Se brev 297, 308.
k2282. Preben er en brorsøn af Rist; hans mor er født Olsen, søster til den fru Vogt: Preben var sønn til P. Fr. Rists bror Harald.
k2283. sagfører Poulsen her til middag: Johan Carl Poulsen var sakfører i Fuglebjerg. (Han tok senere navneforandring til Viderø og er far til organisten Finn Viderø.)
k2284. jeg talte igår med Frk Adler: Hanna Adler var en foregangskvinne for fellesundervisningen av gutter og piker; i 1893 opprettet hun Frk Hanna Adlers Fællesskole i København. Johanne Skram gikk på denne skolen.
k2285. Ved Fru Voss er der intet at gøre: Johanne Voss (f. Paulsen) var en skuespiller fra Bergen, som fra 1899 ble knyttet til Nationaltheatret, og ble der til 1937.
k2286. Den herværende franske Konsul Pradère (?) og Frue: Fernand Eugène Marie Pradère Niquet er anført som fransk visekonsul i Kongelig Dansk Hof- og Statskalender 1896.
k2287. Sideantallet i Forrådt?: må referere til et tapt brevkort som Amalie har sendt.
k2288. debitterer V. Møller åbenbar Løgn i sit Svar både til mig og til Cantor: Vilhelm Møllers «Et Svar», som står i Tilskueren november-desember 1896 (s. 972–76), argumenterer temmelig pedantisk mot et utsagn av Erik om en øksekasse i et henrettelses-referat.
k2289. Bryd Dig ikke om det: skrevet på en lapp papir sammen med en konvolutt hvor det står «Forfatteren Hr. Erik Skram». Denne lappen og den følgende er ikke datert.
k2290. Erik Sjøblad: Niels Juel-Hansens Erik Sjøblads Hændelser, en bearbeidelse av Daniel Defoes Robinson Crusoe (1719), ble utgitt i 1882.
k2291. den stakkels Bog, jeg har lovet Hirschsprung: Erik holdt fremdeles paa med Agnes Vittrup, som kom ut samme år.
k2292. Peter Nansen: se brev 499, note 5.
k2293. Fru Eckert: se brev 536, note 4.
k2294. Majkaland: se tittelen på Amalies fortelling (brev 493, note 4). Det er uklart om det var Amalie eller Johanne som først fant på navnet.
k2295. for at gå til Henriques': Det kan ha vært enten Ruben eller Axel Henriques; den siste hadde barn mer på samme alder som Småen.
k2296. Fru Gerstenberg: se brev 513, note 4.
k2297. Hans Nicolais to Drenge: sannsynligvis Hans Nicolaj Hansen (se senere brev 572).
k2298. Helene v. Schewitsch's Adresse: tysk skuespiller og forfatter, i sin ungdom forlovet med Ferdinand Lassalle, som ble drept for hennes skyld. Det er uklart hvorfor Amalie skulle skrive til henne.
k2299. en Bog til Karen Bendix: må ha vært til datteren til Victor Bendix, senere Karen Stampe Bendix, som var født i 1881. Erik nevner senere at han har vært i konfirmasjonsselskap hos Bendix (brev 556, note 9).
k2300. Dahlbergstien 4 b: dvs. Dalsbergstien ved St. Hanshaugen, adressen til Amalies sønn Ludvig. Det er ikke langt fra hvor hun hadde bodd tidligere med sin bror Wilhelm. Skrevet på brevkort.
k2301. Små-Ludvi … Store-Ludvig: dvs. Amalies sønn og bror.
k2302. Ludvigs syge Dreng: dvs. hans sønn John Grieg Müller.
k2303. det store Fotografi af mig: Det er lite sannsynlig at fotografiet fremdeles eksisterer, siden Studentersamfundet har flyttet lokaler flere ganger.
k2304. Obstfelder, der ellers fyldte Aftenen med Oplæsning: Den norske dikteren Sigbjørn Obstfelder hadde utgitt sine Digte i 1893, og siden noen noveller.
k2305. et Stykke af ham til Det fri Teater: Obstfelders skuespill De røde draaber (1897) handler om den moderne tekniske utvikling og dens mangel på sjel. Erik var direktør for Studentersamfundets Fri Teater.
k2306. Mons Lie og Frue: Mons Lie var sønn til Jonas Lie, og også han forfatter; han skrev både romaner og skuespill. Hans kone var skuespilleren Johanne Vogt, søster til Nils Collett Vogt.
k2307. Thomas P. Krag: se brev 543, note 5.
k2308. en norsk Maler Jakobsen: sannsynligvis August (Julius) Jacobsen, som i 1890-årene studerte i København.
k2309. Bernt Lie og Frue: se brev 519, note 8.
k2310. i Konfirmationsselskab hos Bendix: se brev 554, note 10.
k2311. Ruben Henriques: se brev 543, note 3.
k2312. Frk Lasson … Søster til Oda Krogh: Bokken (Caroline) Lasson hadde debutert i 1894 som konsert- og operettesanger. Hun var søster til Oda Krohg, født Lasson.
k2313. Fru Henningsen: vel forfatteren Agnes Henningsen, som senere fortalte om denne tiden i sine Erindringer (1941–55).
k2314. Maurer: dvs. Axel Maurer. Se brev 544, note 2.
k2315. hans nu tilendebragte Skuespill: Etter Lykkens Pamphilius (1896) utgav Axel Maurer Babylons Konge i 1906.
k2316. at jeg ikke skriver: Dette er skrevet på brevkort igjen.
k2317. ikke muligt for mor: Amalies mor hadde flyttet til Kristiania.
k2318. Mette Goguin: dvs. Mette Gauguin, født Gad, i 1873 gift med den franske maleren Paul Gauguin. De ble separert i 1885, og i 1891 dro han til Tahiti. Deres datter Aline var nettopp død (januar 1897), så sønnens sykdom må ha vært en ekstra påkjenning. Han var den senere billedhuggeren Jean Gauguin, som ved denne tiden var i snekkerlære.
k2319. Sandbergs Sygdom: dvs. legen Jørgen Sandberg, gift med Amalies venninne Helene.
k2320. Kaldenborns: Det er uvisst hvem dette var. Det finnes en norsk offiserfamilie von Kaltenborn.
k2321. Nansensforedraget: Fridtjof Nansen holdt foredrag 6/4/97 i Koncertpalæet om sin ekspedisjon mot Nordpolen.
k2322. Hansen Nørremølles Foredrag: dvs. H. P. Hanssen (Nørremølle), sønderjysk politiker. 10. april 1897 talte han i Studentersamfundet i København om «Vore Opgaver».
k2323. det Ankerske Marmorskæreri: Iflg. Kracks Vejviser 1898 hadde Den Ankerske Marmorforretning, Frederikshld, en filial i København.
k2324. «To Tragedier om Kærlighed»: Mons Lies to skuespill Den selsomme Gjest og Sebastiano di Riccardi ble utgitt i 1897; det siste ble senere oppført på Nationaltheatret.
k2325. Titelbillede af Sinding: dvs. billedhuggeren Stephan Sinding.
k2326. hendes egen Mogensen: fra Førslev (se senere brev 569).
k2327. Møllers (Fruen f. Rørdam): må ha vært fiolinisten Holger Møller, gift med Marie Rørdam.
k2328. Lindevangen: dvs. til Achens.
k2329. det Brev, der er indlagt fra Småen: Brevet finnes ikke.
k2330. takke ham for hans Brev: Brevet finnes ikke i samlingene.
k2331. lørdag morgen kl.10: dvs. Amalie skulle reise med båt fra Kristiania 24. april.
k2332. at Du vil drage til Vejle: Amalies sønn Ludvig var i Vejle, sannsynligvis for å besøke den alltid hjelpsomme Slomann-familien. (Se brev 468, note 2.)
k2333. Damsholte Præstegård: hvor Eriks halvbror William var blitt prest (se brev 296, note 5).
k2334. et lille Afskedsselskab for Tyge: Williams sønn Tyge skulle utvandre til Amerika.
k2335. et Brev til Dig: Småens brev ligger sammen med Eriks. Det lyder i sin helhet: «kære mamma vordan har du det. vi har haft regn hver dag og i dag er det tordenhver og regnhver. i har maaske ogsaa haft regn? ellen er saa sød. og her er saa degligt. din [johane – krysset ut] farvel farvel din johanne».
k2336. Ellen Seedorph, Tyges Forlovede: Tyge Skram skulle gifte seg med Ellen Seedorf i 1900.
k2337. lille Pip (Hanne): sannsynligvis et av Williams barn.
k2338. Mange tak for begge breve: Bare ett brev finnes.
k2339. dine søde gaver til Inger: Amalies bror Ludvigs datter Inger ble født i 1892. Som gift het hun Gløersen.
k2340. nu på mine sidste dager: Ludvig døde 21. august 1897.
k2341. hos Hørups i onsdags: Amalie brukte Viggo Hørup som rådgiver i denne tiden.
k2342. platte mig: klare meg.
k2343. siddet og skrevet på min bog: Siste bind av Hellemyrsfolket, Afkom, kom omsider ut i 1898.
k2344. Augusta Christensen: se brev 294, note 3. Dr. Heidenreichs klinik: Amalie må ha skrevet feil for Friedenreich. Alexander Friedenreich var psykiater, og hadde bl.a. en privatklinikk i København. Etter Knud Pontoppidans avgang ble han i 1898 overlege ved Kommunehospitalets 6. avdeling. Det framgår av et annet brev fra Amalie at Augusta var blitt innlagt for alkoholisme.
k2345. så kom Irminger: dvs. maleren Valdemar Irminger. Det finnes 130 brev fra ham til Amalie på KB, og 121 brev fra Amalie til ham i Rigsarkivet i København. Noen av Amalies brev er trykt i Eugenia Kielland (red.): Mellom slagene.
k2346. efter denne forfærdelige tildragelse igåraftes: Sent om kvelden 11/7/97 var det en stor jernbaneulykke i Gentofte, da iltoget fra Helsingør kjørte inn i det stående lokaltog. 36 mennesker ble drept.
k2347. brug for hende: Brevet slutter her uten underskrift – muligens mangler det en del.
k2348. dit brev idag, som er skrevet igår: Brevet mangler.
k2349. Førslevgaard: Siden siste brev er Amalie reist til Erik på Møen, og så er hun og Småen reist til Førslev, mens Erik nå er hjemme i København.
k2350. Steinmanns: dvs. kammerherre P. F. Steinmann, eier av Tybjerggård ved Næstved, og hans kone Marie. Br. Storms: dvs. lege Hoter Breuning-Storm og hans kone.
k2351. Gradmans: dvs. Peter Gradman og kone. Han var sanger, og stiftet en operaskole i 1910; senere levde han som journalist. Han omtalte Førslevgård som et samlingssted for musikere og sangere.
k2352. Kiellands: dvs. forfatteren Carsten Kielland og familie.
k2353. Voss: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k2354. Neergaards søster og svoger Brøndsteds: dvs. Charlotte Neergaard, som hadde giftet seg med Peter Oluf Brøndsted, lege i Aarhus.
k2355. Poulsen: se brev 550, note 4.
k2356. svaret nej til Phillipsen: vel forleggeren Gustav Philipsen. Sannsynligvis dreier det seg om Eriks roman Hellen Vige, som kom ut i 1898 på Gyldendal.
k2357. min Forstand!: skrevet på korrespondansekort.
k2358. derfor ser det ud som det gjør: Brevet har fettflekker på.
k2359. fru arkitekt Tvede: dvs. Bodil, f. Dorph-Petersen, gift siden 1895 med Gotfred Tvede.
k2360. en Gave til Georgine: konen til William Skram, som Erik hadde besøkt noen uker tidligere.
k2361. Dr. Trier: vel Frederik Trier, tidligere overlege på kommunehospitalet.
k2362. dit brev idag: Brevet mangler.
k2363. begyndt at få korrektur: Boken (Afkom) utkom først høsten 1898.
k2364. Lemans: sannsynligvis sceneinstruktøren Julius Lehmann fra Det kongelige Teater og hans kone Agnete.
k2365. Hornemanns: se brev 427, note 4.
k2366. Jespersen: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k2367. Povl Mortensens: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k2368. Gunderløvsholm: Amalie mener vel Gunderslevholm, ikke langt fra Førslev.
k2369. Mogensen: må ha hatt arbeide på Førslevgård (se brev 559, note 4).
k2370. Pip: se brev 561, note 6.
k2371. Snedkermester Huldberg: Det var en Snedkermester Huldberg som også bodde i Klassensgade 11.
k2372. Otto Larsens Brev i Politiken idag: I Politiken 10/8/97 står det en lang artikkel av Otto Larsen om hans opphold på sanatoriet i Davos.
k2373. le commencement de la fin: begynnelsen på slutten.
k2374. Damen R. nu fru Nørregaard: dvs. Anna Sophie Rosengreen, som i 1896 hadde giftet seg med Kai Nørregaard, sakfører og senere direktør for Københavns kommunale sporveier. Se brev 472, note 3. Erik kjente Kai Nørregaard fra Rigsdagen; han var assistent ved Rigsdagens Bureau 1892–95.
k2375. sidste vinters oplevelse: Amalie forteller i detaljer om sine lidelser i brevene til Viggo Hørup.
k2376. Iforgårs fik jeg brev fra Ludvig: Brevet finnes ikke. Ludvig døde 21. august.
k2377. Hans Nikolai og en tysk Kunstner: dvs. maleren Hans Nikolaj Hansen (se neste brev).
k2378. Fra Cawling har jeg haft Brev med indlagt Brev: dvs. Henrik Cavling. Se brev 449, note 5. Brevet fra C. T. Christensen (datert 23/7/97) finnes på KB sammen med en hilsen fra Henrik Cavling til Erik. Christensen var president for Brooklyn Trust Co.
k2379. Min kjære snille Erik: skrevet på korrespondansekort.
k2380. derfor [meget?] træt: Et stykke er avrevet her.
k2381. Oda Nilsens: vel skuespillerparet Martinius og Oda Nielsen.
k2382. gamle Petersen: Det er ikke sikkert om dette er den samme Petersen som blir nevnt tidligere (brev 542, 548), eller om det er faren.
k2383. Hvis frk. Adler tillader det: Johannes skolebestyrer. Se brev 551, note 1.
k2384. dr. Nielsen: sannsynligvis William Nielsen, som hadde praksis i Fuglebjerg fra 1877.
k2385. i stor middag hos Bondesens: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende.
k2386. Ulrich, en fætter af N.: Det har ikke vært mulig å finne vedkommende uten nærmere opplysning.
k2387. Carl Bille, fru Billes søn: vel Louise Billes sønn. Se brev 61, note 3–5.
k2388. Lønborgs selskab: se brev 436, note 2.
k2389. Neergård til Gunnerlevsholm: dvs. Thomas Oluf Neergaard, fetter til Edvard Neergaard, som hadde arvet gården Gunderslevholm etter sin onkel, politikeren Carl Neergaard.
k2390. fløjels [?]: Ordet er delvis avrevet.
k2391. dr. Kraft: se brev 542, note 3.
k2392. Milla: blir nevnt flere ganger i brevene. Det var åpenbart en kvinne som Edvard Neergaard var opptatt av, men det har ikke vært mulig å identifisere henne.
k2393. Nansens «Fram over polarhavet»: dvs. Fram over polhavet. Boken kom ut i 1897, etter ekspedisjonen 1893–96.
k2394. jeg kan jo ikke sove av mig selv: et av mange vitnesbyrd om Amalies forbruk av sovemidler.
k2395. Marers kaligrafiske sludder: 5. februar holdt skrifteksperten og skuespilleren Johannes Marer et foredrag i Studentersamfundet om «Haandskrift og Karakter».
k2396. en del af Drudes sidste brev: Drude Krog Janson, som i mars 1897 hadde blitt skilt fra Kristofer Janson. Brevet finnes ikke i samlingene, men det finnes en del brev fra Amalie til henne på NBO, bl.a. ett skrevet 7/7/98, som gjør det klart at Drudes døtre ligger på landet ikke langt fra Førslev. Amalie anmeldte hennes roman Mira i Tilskueren 1898 (s. 242–48).
k2397. Jeg har gjennemgåt meget med Kamma: må ha vært piken igjen.
k2398. Fru Garborg skulde komme: Hulda Garborg var sterkt opptatt av kjønnsdebatten i 1890-årene – og skrev bl.a. rosende om Amalies forfatterskap i Kristiania Dagsavis 18/11/98.
k2399. kom Tyge med Ellen: dvs. Eriks nevø Tyge Skram og hans forlovede Ellen Seedorf – se brev 561, note 5. Tyges utvandring til Amerika hadde ikke vært vellykket; han var der i seks måneder uten å kunne finne arbeid, og reiste så hjem igjen i februar 1898. Se hans brev til Erik på KB. Det er tydelig at Ellen skulle bo en stund hos Amalie og Erik.
k2400. Tyge har jo skrevet til Dig: Brevet er datert 14/7/98, og finnes på KB.
k2401. Den unge Fresselt: Det er uvisst hvem det var.
k2402. Send mig Drudes brev tilbage: Amalies brev ligger sammen med en konvolutt skrevet til hr. Erik Skram, Førslevgård, Fuglebjerg, og bak på konvolutten står det med Amalies skrift: «Kjoler 2, Skørter 2, Forklæd 2, Lommet 2, Flipper 2, Skjorte 1, Bukse 1, Strømp 1».
k2403. Klasensgade 11: skrevet på postkort til Erik på Førslev.
k2404. Grønnegade 19: Amalie er i huset hos sin sønn Ludvig i Kristiania.
k2405. Amalie/mamma: Ordene er skrevet ovenpå hverandre.
k2406. der ingen komposition er i «Afkom»: Romanen var nettopp kommet ut.
k2407. B.B. … skrev omtrent følgende: Amalie har ikke husket helt riktig, skjønt meningen er den samme. Det var først i 1893 at Bjørnstjerne Bjørnson fikk lest de tre første bøkene av Hellemyrsfolket, og 22. mai 1893 skrev han (etter mange rosende ord) følgende: «Men stort mere æn genrebilleder inneholder ikke dine bøker. Hellemyrsfolkets arv er utført i én – 1 – karakter, antydet i et par og ællers bare påhæng. … Du er i det hele svært skjødesløs, og så ser det ut, som det bare er det skrikende, der morer dig.» («Og nu vil jeg tale ut», s. 88.)
k2408. E.B.s anmeldelse i «Pol»: Edvard Brandes' meget positive anmeldelse av Afkom ble trykt i Politiken 13. november.
k2409. foruden Christmas, Rists, Schandorphs og «Dansen går»: Walter Christmas' herregårdsroman Kærlighedens Ret kom ut i 1898, det samme gjorde P. F. Rists historiske brevroman Pagebreve, og likeså Sophus Schandorphs Lyriske Portrætter, en karakteristikk av hans venner og samtidige. Helge Rodes skuespill Dansen gaar kom ut i 1898, og ble oppført på Det kongelige teater i 1899.
k2410. Nordahl Rolfsen: norsk forfatter og skolemann, mest kjent for sin Lesebok for folkeskolen (1892–95).
k2411. Ingeborg: dvs. Ingeborg Gad/Thaulow/Brandes. Hennes ekteskap med Edvard Brandes var nå gått i oppløsning, og hun bosatte seg til slutt i Kristiania, hvor hun døde i 1908.
k2412. I norske aviser får den en dårlig behandling: Dette er ikke helt sant. Carl Nærup hadde en del positivt å si om Afkom i Verdens Gang 18/11/98, og Lars Holst hadde også noen anerkjennende ord i sin anmeldelse i Dagbladet 16/11/98 (som ble etterfulgt av en polemikk med Hans Kinck, Dagbladet 15/12/98 og 17/12/98). Men begge syntes at forfatteren ga en for ensidig skildring av livets skyggeside.
k2413. hos fru Bing får jeg hver dag min hjemlige «Pol»: «Pol»= Politiken. Fru Bing er konen til den danske Harald Bing, som hadde overtatt Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik i 1885. Det ligger et brev fra Amalie til Harriet Bing på KB, datert desember 1898, som takker for de ukene de var sammen på Holmenkollen.
k2414. den norske presse: Amalies bitterhet mot norske aviser gir seg kraftig uttrykk i disse årene, sterkest i Landsforrædere (1901), hvor hun protesterer mot å bli kalt norsk forfatter.
k2415. en L.H.: se note 3. Lars Holsts anmeldelse spør bl.a.: «Men vi spør uvilkårlig: i hvilken Hensigt fører hun os saa dybt ned i Tilværelsens Elendighed og Modbydelighed? Hvad skal det tjene til? Cui bono?»
k2416. brev fra fru Garborg: Det finnes flere brev fra Hulda Garborg til Amalie på KB, men dette er ikke blant dem.
k2417. Laders: se brev 365, note 1. Lars Holst var redaktør for (norsk) Dagbladet 1883–98.
k2418. Om Jakob: dvs. Amalies sønn Jacob, nå 32 år gammel.
k2419. Tobias i Bergen: dvs. Tobias Müller, Jacobs farbror. Se brev 302 note1.
k2420. hans far var død af Malarien: August Müller hadde gjenopptatt sin virksomhet til sjøs, og var i USA da han ble syk og døde. Han etterlot seg sin andre hustru Kaja og tre barn.
k2421. at en slig nation skal være «forenet» med nogensomhelst: Nordmennene ble mer og mer utålmodige under unionen med Sverige, som ble oppløst i 1905.
k2422. Din sidste små bog: dvs. Hellen Vige (1898). «Små» for «lille» er en bergensk uttryksmåte som ikke sjelden finnes hos Amalie.
k2423. G.C. i forkortet format?: Gertrude Coldbjørnsen ble gjenutgitt i 1898 med bare noen få stilistiske rettelser. Den ble ikke trykt i forkortet utgave.
k2424. min «cirklen» indbefattet: Cirklen var et kvinnelig selskap av musikere, forfattere og journalister i København. Det ble opprettet i 1897 i forlengelse av Kvindernes Udstilling, og Sofie Horten var sekretær.
k2425. Ludvig er også smittet: Det er ikke klart hva Amalie mener her – om hun snakker om tuberkulose eller alkoholisme.
k2426. Kjære, søde lille småen: et lite brev til Johanne, skrevet på baksiden av det foregående.
k2427. Inat har jeg sét Gulle: dvs. Augusta Cantor, konen til sakføreren Alexander Cantor og i flere år en av Amalies beste venner i København, som døde i 1898. (Se brevet til Alexander Cantor 3/9/99, trykt i Mellom slagene s. 125).
k2428. Fru Harald Bing: se brev 584, note 4.
k2429. når den nu blir trykt op igjen: Afkom kom i to opplag allerede første året.
k2430. Underhougsvejen 5. Kristiania: Brevet er udatert, men det er skrevet like etter at Amalie er flyttet fra Holmenkollen. På første side står det med forskjellig skrift: [ombæring i Kbh: 5/12; brevet vel da skrevet 3/12].
k2431. Mit forfærdede udbrud om Ludvig?: se brev 586.
k2432. Ludvigs og Martins grav: Amalies bror Martin døde i 1874.
k2433. ildebranden på Kongsberg: må ha vært mellom 1891, da Ludvig giftet seg, og 1897 (han var blitt adjunkt i Kongsberg i 1887). Det fremgår ikke av Joh. K. Bergwitz: Kongsberg som bergkoloni, bergstad og kjøpstad 1624–1924 (1924) når det kan ha vært.
k2434. min bror Ludvigs datter: Inger Alver (f.1892), gift Gløersen, skrev senere boken Min faster Amalie Skram (1965).
k2435. talte Lolly så meget om denne Høst: Lolly (Ludvigs kone Isabella Vibe) giftet seg i 1898 om igjen med Sigurd Høst. (I et brev til Valdemar Irminger 19/3/97 erklærer Amalie at det er sikkert at Inger ikke var Ludvigs datter.)
k2436. en sagfører Vendt: Det har ikke vært mulig å oppspore en sakfører Vendt eller Wendt blant Norges Prokuratorer, Sakførere og Advokater 1660–1905. Muligens har Amalie husket navnet galt.
k2437. ved artikler i en ny avis: Det er uvisst hvilken avis.
k2438. en bog færdig om 6 måneder: Etter Fire dage (1894) og Stormen (1895) kom det ikke flere romaner fra Jacob.
k2439. fra hans farbrødre: vanskelig å vite hvilken. August hadde fem brødre, og Amalie har tidligere snakket om Michael, som hjalp henne da hun skulle skilles (se brev 38, note 6) og Tobias, kjøpmannen i Bergen (se brev 302). Av de tre andre (alle nå døde) hadde Jacob Worm-Müller vært lege og professor i fysiologi, og de to andre hadde vært sogneprester. En av de siste, Jonas, døde som sinnssyk.
k2440. brev fra B.B.: skrevet fra Roma 2/12/98 (trykt i «Og nu vil jeg tale ut», s. 122–23).
k2441. frk. Blads og V. Viehes afskedsforestilling: 8/12/98 spilte Wilhelm Wiehe og Augusta Blad et program sammen på Central-teatret. Det inneholdt bl.a. Helge Rodes Kain og Abel og Gunnar Heibergs Balkonen.
k2442. som dengang på Kasino: Wilhelm Wiehe hadde vært tilknyttet Kasino og Dagmarteatret gjennom hele sin karrière.
k2443. dette dødsfald: Amalies far Mons Alver var død i Amerika. Døden ble rapportert under navnet John Oliver. det har ikke vært mulig å finne dødsannonsen verken i Aftenposten, Bergens Tidende, Dagbladet eller Morgenbladet.
k2444. blev jeg gift og forlovet: Det står «2» og «1» over «gift» og «forlovet» Amalie må ha villet rette det til «forlovet og gift». Hun forlovet seg med August Müller så snart Mons var reist i 1864, og ble gift samme år.
k2445. lange breve fra far: Brevene fra Mons Alver finnes ikke i samlingene.
k2446. dengang i Frederikshald: dvs. i 1878–79.
k2447. ikke at gå til Axeliane: sannsynligvis forfatteren Axelline Lund (se brev 449, note 1).
k2448. helbredet vært værre: Brevet slutter uten underskrift, og de siste setningene er skrevet helt rundt den siste siden.
k2449. nu til Axelliane: se brev 590, note 5.
k2450. Fogger, Christmasser … Rørdammer, Baggerer: Fogger: Lemvig og Louise Fog (se brev 544, note 4). Christmasser: Walter Christmas og kone (se brev 583, note 4). Rørdammer: Holger og Charlotte Rørdam (se brev 528, note 2); de hadde flyttet til København høsten 1896, da Holger Rørdam hadde fått en stilling der. Baggerer har det ikke vært mulig å identifisere.
k2451. Anne Cathrine kom lørdag pintseaften: dvs. Ane Cathrine Achen. Pinseaften var 20. mai.
k2452. onkel Thiele: må ha vært boktrykkeren Andreas Thiele, bror til Ane Cathrines far.
k2453. Hegels … for at være sammen med BB: Bjørnson var i København igjen; Amalie traff ham et par ganger hos Hegels i løpet av 1899.
k2454. da du er borte: dvs. i Amerika.
k2455. Petersen 100kr.: Papiret er udatert. Listen med utgiftsposter er skrevet på to avrevne lapper, som er lagt inne i brevet.
k2456. billigere: Denne setningen er umulig å tyde; den ser ut til å ha blitt skrevet på lappen innen den ble revet av.
k2457. Nu har jeg sagt «Cirkelen» op: se brev 585, note 4.
k2458. Fr. Bagges kvitterte regning sendte jeg til Hegel: Fr. Bagge var boktrykker; han trykte mange bøker for Gyldendalske Forlag, bl.a. sikkert også Amalies.
k2459. fortælle Dig det: ikke underskrevet.
k2460. at jeg først måtte ha hørt fra Dig fra Amerika: Det finnes ikke noe brev (men i Eriks etterlatte papirer finnes det et kopi av et brev fra Erik til Johanne, datert 31/5/99, som han har skrevet ombord på vei til Amerika).
k2461. lille John: Ludvig og Signes sønn.
k2462. udmærket hos Hørups: Amalie har ikke fortalt det.
k2463. Fra din bror William: Brevene finnes ikke på KB.
k2464. Tyge: se brev 580, note 4.
k2465. Den norske bondeforfatter: Uten flere opplysninger er det umulig å si hvem det var.
k2466. Edith Brandes: datteren til Georg Brandes.
k2467. [oktober 1899]: Dette er noen brevlapper som ut fra innholdet synes å henge sammen.
k2468. Dette, jeg har gjort mod Anna: Det virker som om Amalie har beskyldt piken for å ha stjålet et putevar.
k2469. [desember 1899]: Dette er igjen udatert, men etter innholdet å dømme må det være fra desember 1899. Skilsmissen er i gang.
k2470. Hornbækudkastet af Dig og mig: Georg Achen malte et bilde av Amalie og Erik sammen. Skissen har det ikke vært mulig å oppdrive.
k2471. den skitse får De ikke: Amalie vakler mellom «Du» og «De» i dette brevet.
k2472. småens rygbillede: Det har ikke vært mulig å finne bildet.
k2473. den skitse får De ikke: Amalie vakler mellom «Du» og «De» i dette brevet.
k2474. somatosa: et styrkelsesmiddel laget av kjøtt, brukt som næringsmiddel for syke.
k2475. til Deres person: Disse ordene er sitert nesten ordrett fra Eriks noter (se Appendiks 2).
k2476. [udatert] dette er det eneste brevet som ikke har kunnet dateres med noenlunde sikkerhet.
k2477. Nanna Berg: sannsynligvis datteren til Chresten Berg, som giftet seg i 1890 med høyskoleforstander Jens Peter Kristensen-Randers og ble høyskolemor. I 1887 var hun den første danske kvinnen som ble exam.jur.
k2478. 1894: Notatene finnes blant den store samlingen av Eriks personlige papirer på KB (23 kps.) (NKS 4501, 4°. Personalia, kps. 1 (h): Andre personlige papirer.)
k2479. Pont.: dvs. overlege Knud Pontoppidan.
k2480. Lizzies forskellige Besøg: dvs. Lizzie Prahl fra Bergen, Ludvigs tidligere forlovede, som var i København om v åren 1894 (se bl.a. brev 457, note 1)
k2481. slutten mangler

Elskede Amalie er lastet ned gratis fra bokselskap.no