Da Erik Skram ble født i 1847, var det i begynnelsen av en ny periode i Danmarks historie. I løpet av tre dramatiske år skjedde det en rekke ting på to områder som skulle få vidtrekkende følger både for landets utvikling og for Eriks senere liv. Det gamle enevelde som hadde styrt landet i nesten to hundre år, ble opphevet i 1848 etter Christian 8.s død, og etter press fra borgerne, som var oppildnet av februarrevolusjonen i Frankrike og urolighetene ellers i Europa, innvilget den nye kongen Frederik 7. en mer demokratisk forfatning. 5. juni 1849 ble Grundloven underskrevet, og folkestyret ble innført med den nye Rigsdag. Samtidig blusset det slesvig-holstenske problemet opp igjen i Treårskrigen 1848–51, og sluttet med et provisorisk kompromiss som verken tilfredsstilte danskene, tyskerne eller befolkningen i hertugdømmene. Det var tydelig at de bare hadde oppnådd en foreløpig fred.

I årene etter 1850 gikk det heller tilbake for de demokratiske kreftene i Danmark, da opprettelsen av Rigsrådet i 1854 svekket Rigsdagens makt, og konservative ministre og rigsdagsmedlemmer motsatte seg det som i deres øyne var et altfor hastig innført folkestyre. Stillingen til de to hertugdømmene Slesvig og Holsten var ikke blitt avklart, og i 1862 innså den nye regjeringssjefen i Prøyssen, Otto von Bismarck, at det kunne styrke hans stilling å provosere fram en krig med Danmark. Forholdene i Europa hadde endret seg slik at Danmark denne gangen ikke kunne forvente støtte, verken fra Russland eller fra England. Da heller ikke de forventede styrkene fra Norge-Sverige under Skandinavismens fane kom danskene til unnsetning, var kampen uvegerlig tapt. Etter slagene ved Dybbøl og på Als overtok Prøyssen og Østerrike Holsten og Slesvig i 1864.

Tapet av to femtedeler av det som hadde blitt oppfattet som dansk jord, bidro ytterligere til å skjerpe godseiernes og embedsmennenes mistro til «almuens» evne til å bedrive politikk, og dette førte til en ny kamp om forfatningen. Den reviderte grunnlov av 28. juli 1866 uthulte det liberale framskrittet fra 1849, og viste seg senere å kunne utnyttes effektivt til å blokkere den demokratiske prosessen fullstendig. Den voksende misnøyen i mer liberale kretser førte til at venstregruppene begynte å samle seg i opposisjon, og fra 1872 og framover dannet Det forenede Venstre faktisk flertall i Folketinget. Det medførte imidlertid ikke noen forandring i landets politiske kurs, siden Landstinget og ministrene fortsatt var overveiende konservative. Venstres forslag ble blokkert av regjeringen, og da J.B.S. Estrup dannet regjering i 1875, klarte han enten å splitte Venstre med kloke forhandlinger eller å overse opposisjonen fullstendig. Fra 1877 og framover regjerte han ved en «provisorisk finanslov» som hvert år ble nedstemt av opposisjonen, men ikke desto mindre ble iverksatt. Estrup forble «konseilspræsident» fram til 1894, og det var først i 1901 at systemskiftet inntrådte og venstrepartiene formelt overtok regjeringen.

På denne bakgrunnen er det ikke til å undres over at 1870- og 80-årene politisk sett ble en urolig tid i Danmark; det som egentlig er forbausende, er at venstrekreftene kunne finne seg i å være så tålmodige så lenge. På andre fronter også hadde det begynt å blåse mer radikale vinder, idet nye åndsstrømninger fra Europa nådde inn over landet. Frontfiguren i denne utviklingen var Georg Brandes. Allerede i 1871 hadde han på Københavns Universitet påbegynt den serien med forelesninger som senere ble kjent som «Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur», og som forkynte bl.a. at litteraturen skulle føre an i samfunnsdebatten, at forfattere ikke skulle bo på et fjernt parnass, men hadde en rolle å spille i å tegne et realistisk bilde av samtidens konflikter og å gjøre leserne mer bevisste og samfunnet mer rettferdig. Mot innett opposisjon fra konservativt hold gav han uttrykk for en ny retning som allerede til en viss grad hadde begynt å spire blant yngre forfatterkretser i flere nordiske land, og som han i sin bok fra 1883 betegnet som «Det moderne Gjennembrud». De danske forfatterne som fant nåde i denne samlingen av den nye tidens menn, var J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Sophus Schandorph – og Erik Skram.ⁿ⁷

Erik Skrams vei til forfatterskapet hadde på mange måter vært en naturlig utvikling. Han var født i et hjem som var «i al Ro og Selvfølgelighed stærkt mærket af den æstetisk farvede Embedsmandsdannelse, der udgjorde Baggrunden for mine Forældres Opdragelse», som han selv uttrykker det i sine «Selvbiografiske Optegnelser».ⁿ⁸ Litteraturen var en selvfølgelig og sentral del av denne dannelsen, og den unge Erik fant tidlig vei til forfattere som bekreftet hans tro på det skjønne og det idealistiske som bærende krefter i samfunnet (Scott, Ingemann, Carit Etlar osv). Han var elev på den høyt ansette Metropolitanskolen, og hadde i tillegg fra en tidlig alder kontakt med teatret, både gjennom familien (hans farmors søster var skuespiller ved Det kongelige Teater) og via amatørforestillingene som han deltok i.

Det han fortier i disse offisielle minnene – men ikke overfor Amalie – er at familiesituasjonen ikke var fullt så harmonisk som denne beskrivelsen gir inntrykk av. Eriks far, jernbanedirektøren Gustav Skram, kom opp i både administrative og økonomiske vanskeligheter (eller som Dansk Biografisk Leksikon uttrykker det, «svækkede sin stilling ved at forsømme sine private pengesager»),ⁿ⁹ og i 1856 måtte han gå av. Hjemmet ble oppløst, og Erik og hans mor og søsken ble henvist til hans onkel Mozart Waagepetersens generøsitet. Denne følelsen av å leve «på nåde» satte seg fast hos den unge Erik, og ble senere forsterket som en fornemmelse av ikke å passe inn, ikke å høre hjemme noe sted – «Altid var jeg kommen ind ad den forkerte Dør på Scenen», som han forklarer det for Amalie (brev 78, 11/3/83).

I 1864 kom krigen, og Erik rømte vekk fra skolen – ennå ikke fylt sytten år – for å utdanne seg til offiser. Han deltok i kampen på Als, ble hardt såret, tatt til fange og lå flere måneder på lasarett; men det som gikk hardere inn på ham, var at hans forestillinger om det ærefulle ved å delta i en krig ikke overlevde sammenstøtet med den barske og kaotiske virkeligheten. Etter krigen fullførte han skolegangen og ble student, men da han ikke hadde råd til å studere, lærte han seg stenografi og ble i 1868 ansatt i Rigsdagen. Av bakgrunn og opprinnelig overbevisning hørte han naturlig hjemme på høyresiden i politikken, og han drev i disse årene en ganske utstrakt journalistvirksomhet ved Høyres provinspresse. Men i Rigsdagen opplevde han på første hånd de intrigene og konfliktene som førte til en motvilje mot Estrups taktikk og en gradvis desillusjonering; han brøt med Høyre, og gikk over til opposisjonen. Han var kommet med i kretsen rundt Georg Brandes (Holger Drachmann var en skolekamerat), utvidet sin horisont med utenlandsreiser (Berlin, Dresden, Prag, Wien i 1874 og Firenze, Roma, Napoli og Pompei i 1877) og begynte å skrive for venstrepressen. Han var først medarbeider, og så, fra 1881, redaksjonssekretær i Edvard Brandes' og Viggo Hørups Morgenbladet, og ernærte seg fra da av dels som journalist, dels som stenograf.

Samtidig hadde han bestemt seg for å prøve seg som skjønnlitterær forfatter. Hans første roman var Herregaardsbilleder (1877), utgitt pseudonymt under forfatternavnet Henrik Herholdt, som var Holger Drachmanns mellomnavn. Det var en tynn bok, som han selv kalte dilettantisk, og som hovedsaklig var blitt til som et svar på Drachmanns Tannhäuser (1877). Erik mente at Drachmann hadde gitt et villedende bilde av herregårdslivet, et miljø han selv kjente godt fra oppveksten, og ville korrigere det. Romanen er interessant fordi den anslår den tonen og det budskapet som går igjen i hans senere verk: det er en kjærlighetshistorie som finner sted blant kultiverte mennesker i et forfinet miljø, og det forfekter det standpunktet at kjærligheten er den høyeste moral. Et ekteskap som ikke er grunnet på kjærlighet, er usedelig, og en kvinne som bryter ut av ekteskapet for å følge kjærlighetens bud, gjør det eneste rette.

Det gode selskap ble selvfølgelig forarget over denne romanen; men det ble langt mer forarget over hans neste og viktigste roman, Gertrude Coldbjørnsen (1879). Her tok han opp et beslektet tema i en skildring av en ung jente som intetanende ble giftet bort til en eldre mann, og da hun så flyktet fra ham etter bryllupsnattens voldtekt, ble hun sendt tilbake med forskrifter om plikt og lydighet. Den gryende kjærligheten hun følte for en jevnaldrende mann som var henne verdig, måtte bare glemmes. Det var imidlertid ikke Eriks forsvar for kjærlighetens rett som voldte bestyrtelsen, men enkelte «dristige» passasjer i romanen, en beskt skildret abortscene og framfor alt et opptrinn hvor Gertrude på lang avstand beundret den maleriske skjønnheten av en gruppe unge menn som badet nakne.ⁿ¹⁰ Etter denne romanen var han en utstøtt, og de «bedre hjem» lukket seg for ham; men det var Gertrude Coldbjørnsen med dens vilje til å avdekke den usminkete sannheten bak den penborgerlige fasaden som sikret dens forfatter en plass blant gjennombruddets menn.

Norges historie i den andre halvdelen av det 19. århundre kan bare forstås på bakgrunn av hendelsene i 1814 da landet gikk fra danske over i svenske hender. Denne gangen var vilkårene imidlertid forskjellige; Norge var ikke lenger en umyndig provins, men en mer jevnbyrdig partner i en politisk union. Nordmennene fikk sin egen grunnlov og sitt eget Storting. Det var langt fra å være full uavhengighet – kongen var svensk, og utenrikspolitikken ble bestemt fra Sverige – men det betydde ikke desto mindre en forandring i den politiske bevisstheten. Nasjonalfølelsen begynte å vokse seg sterkere, ledet av diktere som Henrik Wergeland, Johan Sebastian Welhaven, og senere av Bjørnstjerne Bjørnson. Romantikken i Norge fikk et sterkere preg av nasjonalromantikk enn i de fleste andre europeiske land. Norske forskere begynte å lete etter det spesifikt norske som hadde overlevd «fire-hundre-års-natten», både litterært sett, med f.eks. Asbjørnsen og Moes innsamling av folkelige eventyr og fortellinger som var blitt overlevert i muntlig tradisjon, og språklig sett, med Ivar Aasens lansering av landsmål på basis av norske dialekter som ikke hadde blitt påvirket av det danskspråklige embetmannsstyre.

Da Amalie Skram ble født i 1846, var den nasjonale gjenreisning i full gang. Henrik Wergeland var død året før, og Ivar Aasens Det norske Folkesprogs Gramatik kom ut året etter. Den politiske utviklingen var stort sett fredelig, og i store deler av landet gikk livet sin vante gang; Norges geografi gjorde det til en langsom og arbeidskrevende oppgave å opprette forbindelser tvers over landet med moderne kommunikasjoner, det være seg post, telefon eller tog. Det var således først i 1909 at togforbindelsen mellom Kristiania og Bergen var klar. Religionen spilte en overordentlig viktig rolle i samfunnet; vekkelsespredikanter og nye religiøse retninger etterfulgte hverandre mange steder, særlig i første halvdelen av 1800-årene. Hans Nielsen Hauges forkynnelse rundt århundreskiftet hadde lange etterdønninger i Sør- og Vest-Norge, og retninger som herrnhuterne, grundtvigianerne, læstadianerne, mormonene og senere Indre Mission vakte bred interesse og tilslutning.ⁿ¹¹

Fra 1860-årene begynte misnøyen med maktfordelingen i unionen å bre seg; Norge ønsket mer likestilling og mer selvbestemmelsesrett. I Stortinget dannet det seg en bred opposisjon av både borgere og bønder med front mot embetsmannsstyret. I spissen for denne opposisjonen før det var dannet partier i Norge, stod Johan Sverdrup som klarte å samle mange forskjellige interesser med det formål å flytte den politiske makt fra Kongen og Regjeringen over til Stortinget. Venstre krevde at statsrådene skulle kunne møte opp i Stortinget, og at Kongen ikke skulle ha veto i grunnlovssaker. Fra 1869 hadde opposisjonen en majoritet i Stortinget; men akkurat som i Danmark var det mer enn det som skulle til før høyrekreftene ga fra seg regjeringsmakten. Forslaget om statsrådenes adgang til Stortinget ble vedtatt i 1871, og igjen i 1874, 1877, 1880 – men ble hver gang stanset av Kongens veto. Både Oscar 2 og statsminister Selmer nektet å bøye seg, og til slutt var det ingen annen utvei for opposisjonen enn å nedsette en riksrett som i 1884 dømte Selmer og flere medlemmer av hans regjering til å miste embetet. Norges Venstreforening ble dannet, og Sverdrup ble statsminister.

Venstreregjeringen varte imidlertid ikke lenge; samarbeidet bygde på en ustabil sammenslutning av mange forskjellige interesser, og det ble snart sprengt, bl.a. av spørsmålet om diktergasje til Alexander Kielland. Denne og andre saker skilte den radikale fra den mer konservative fløy i Venstre. Allerede i 1889 kunne Emil Stang danne en ny høyreregjering. Men den gamle maktbalansen kunne ikke bli gjenopprettet, og uviljen mot svensk dominans vokste fram til etter århundreskiftet da Norge bestemte seg ved avstemningen i 1905 for å tre ut av unionen og danne en selvstendig stat.

Kielland-saken i 1885 viser hvor nøye forbundet politikk og åndsliv stadig var i Norge mot slutten av århundret. I 1850- og 60-årene begynte de unge radikale forfatterne – bl.a. Ibsen, Bjørnson, Lie, Vinje – å få stor innflytelse, ikke bare i litterære kretser, men som samlende krefter for en voksende bevissthet om norsk kultur. I 1850 fikk man endelig et norsk teater, da Ole Bull dannet Det norske Theater i Bergen. Før det hadde skuespillerne talt dansk. Ibsen ble direktør for teatret i 1851, Bjørnson i 1857, og begge overtok senere teatrer i Kristiania. Historieprofessoren Ernst Sars skrev en avhandling om dansketiden (Norge under Foreningen med Danmark, 1858–65), som påviste at Norge hadde beholdt sin indre selvstendighet i bondesamfunnet i hele perioden. Splittelsen mellem høyre og venstre viste seg overalt i åndslivet; professoratene til både Ernst Sars og geologen Amund Helland ble forsøkt blokkert av politiske grunner. Språkdebatten ble politisert, og det nynorske forlaget Det Norske Samlaget ble dannet i 1868.

Da Georg Brandes traff Henrik Ibsen i 1871, fant de at de hadde mye til felles i synet på litteratur og samfunn. I det hele tatt fant Brandes i 1870- og 80-årene mer i norsk litteratur enn i dansk som svarte til hans idéer om en moderne samfunnsengasjert diktning. Det var Ibsen og Bjørnson som førte an i hans samling av det moderne gjennombrudds menn. Bjørnson, «Norges store Sædemand»,ⁿ¹² appellerte direkte til sin samtid med skuespill som En Fallit (1875) og Redaktøren (1875), med deres oppfordring til et liv i sannhet, mens Leonarda (1879) kunngjorde nødvendigheten av sosial og religiøs toleranse. Ibsens skuespill, som Et Dukkehjem (1879) og Gengangere (1881) avdekket løgnene bak det pene borgerskapets ekteskap, og hykleriet i de offentlige religiøse og statlige institusjoner. Senere ble Brandes også meget begeistret for Alexander Kiellands og Arne Garborgs diktning. Kiellands noveller hudflettet en overklasse som levde høyt på hykleri og på utnyttelse av kroppene og arbeidskraften til de fattige og rettsløse. Garborgs Bondestudentar (1883) og Mannfolk (1886) var krasse sosiale og psykologiske studier som viste hvor nådeløse vilkårene var for dem som levde på skyggesiden, eller ville leve et ukonvensjonelt liv. Og i rekken av disse samfunnsrefsende forfatterne kom Amalie Skram fra 1880-årene og framover til å innta en sentral plass.

Hun ble født i august 1846 i Bergen som Berthe Amalie Alver, den nest eldste av en søskenflokk på ni, men kun fem overlevde spebarnsalderen. Hennes far, Mons Monsen Alver, hadde vært en butikksbetjent som hadde arbeidet seg opp til butikkeier; han hadde giftet seg med piken Ingeborg Lovise Sivertsen. Klassemessig var det ikke en herkomst å skryte av – og Amalie diktet litt om på den senere, til og med i brev til Erik hvor hun fortalte at hennes mor hadde vært foreldreløs og var blitt oppdratt i huset til en velhavende kjøpmannsfamilie; sannheten var at hun hadde vært stuepike der (brev 244, 19/2/84). Men barna fikk en god utdannelse; guttene gikk på Katedralskolen, og Amalie på byens beste pikeskole. Dette sammen med hennes livlige vesen og overdådige skjønnhet skaffet henne adgang til det bedre selskap i byen, og ga henne gode venner for livet. Hun leste det hun kunne komme over både hjemme og på skolen, inkludert romaner som ikke egnet seg for unge piker, og beveget seg ganske fritt i byens myldrende folkeliv. I midten av det 19. århundre var Bergen en blomstrende kosmopolitisk handelsby med bedre forbindelser med vestlandske, nordlandske og utenlandske havner enn med den provinsielle hovedstaden Kristiania, og Amalie suget inn inntrykk fra havnen og gatene og samlet inn den detaljerte kjennskap til høyt og lavt som senere skulle gi henne stoff til de uovertrufne realistiske beskrivelsene i hennes forfatterskap.ⁿ¹³

Så i 1864 forandret hennes liv seg med ett; Mons Alver gikk fallitt, og reiste hals over hodet til Amerika. Familien ble tilbake i ringe kår – ingen av Amalies fire brødre var voksne – og hun bestemte seg nesten med det samme for å si ja til en frier. August Müller var sjøkaptein fra en av byens beste familier; hun sto brud i en alder av 18 år, og fulgte så med mannen i flere år på reiser over store deler av verden. Hennes to sønner, Jacob og Ludvig, ble født i henholdsvis 1866 og 1868. I 1876 solgte August skipet, og de bosatte seg på Ask utenfor Bergen. Ekteskapet hadde ikke vært lykkelig, og nå gikk det for alvor galt; Amalie forlangte skilsmisse, ble fysisk og psykisk syk, tilbrakte i 1877–78 en tid på Gaustad asyl, og oppnådde endelig separasjon i 1878. Våren 1878 flyttet hun til Østlandet med sine sønner. Der bodde hun først med den ene og så med den andre broren for å begynne på et nytt liv.

Til tross for sine personlige konflikter hadde Amalie fulgt godt med i den nye radikale litteraturen, hvor hun fra først av følte at hun hørte hjemme, og hun hadde begynt å skrive selv. Hun hadde vært med i teaterkretsen i Bergen som arbeidet for opprettelsen av Den Nationale Scene, og hadde til og med opptrådt på scenen selv. Hun hadde prøvd seg, foreløpig uten hell, som skuespillforfatter, bl.a. i 1877 med «At lege med ilden», som er gått tapt. Hun hadde debutert som anmelder med en anmeldelse i Bergens Tidende 17/2/77 av J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, hvor hun priste bokens menneskekunnskap, men etterlyste en mer dyptgående psykologisk analyse av hovedfiguren. Hun skrev mange anmeldelser i løpet av de neste fem årene om bøker av bl.a. Bjørnson, Lie, Camilla Collett, Asbjørnsen, Kielland og Ibsen; hun var en av de få som forsvarte Gengangere mot den alminnelige forferdelse like etter at dramaet kom ut. Hun tok forsiktig brevkontakt først med Bjørnson, så med Brandes, og ble snart personlig kjent med de fleste radikale forfatterne. Da det i 1880 ble drøftet planer om et nordisk litterært tidsskrift som bl.a. skulle involvere Bjørnson, Edvard og Georg Brandes, Sars, Skavlan, Garborg, Drachmann, Schandorph, Erik Vullum, kom hun på tale som redaksjonssekretær. Planene gikk ikke i oppfyllelse; tidsskriftet ble til et norsk foretakende (Norsk tidsskrift, med Ernst Sars og Olaf Skavlan som redaktører), uten at hun ble med. Men hun fortsatte å skrive. Da hun traff Erik i august 1882, hadde hun mer eller mindre ferdig tre fortellinger, «Byråsjef Krogh's», «Madam Høiers Lejefolk» og «Fru Ring».

Sammenlignet med de fleste andre forfatterne som er nevnt ovenpå, var Amalie kommet sent i gang; ikke bare hadde hun vært opptatt av andre ting, men hun var også kvinne. Det var fremdeles ikke en selvfølge for kvinner å uttale seg offentlig, og som fraskilt frue som viste seg i selskap med menn med samfunnsnedbrytende idéer, levde Amalie hele tiden på randen av skandale. Det var selvfølgelig enkelte kvinnelige røster som lot seg høre, slike som Camilla Collett og Aasta Hansteen, men det var først i 1880-årene at bevegelsene for flere rettigheter for kvinner begynte å få bredere støtte. Norsk Kvinnesaksforening ble grunnlagt i 1884, og skjønt Dansk Kvindesamfund ble startet allerede i 1871, hadde det meget få medlemmer før slutten av 1880-årene. Kampen for allmenn stemmerett tok til mot slutten av århundret. Sedelighetsdebatten i 1880-årene involverte ganske mange kvinner, men det overveiende flertall var på den konservative siden.ⁿ¹⁴ Amalie følte hele livet at hennes kjønn la seg i veien for at hennes meninger og bøker fikk den oppmerksomhet de fortjente.

Da Amalie og Erik begynte å skrive til hverandre, var de begge to forfattere, vant til å uttrykke seg skriftlig og klar over ordenes tyngde. Brevene er utelukkende private og absolutt ikke skrevet med tanke på at de noen gang skulle bli vist frem til andre; men brevskriverne var ikke desto mindre klar over at det var en slags historie de skrev sammen. Begge oppbevarte brevene fra den andre som en skatt, og Erik forærte til og med Amalie et skrin hvor hun kunne oppbevare hans (slik som Camilla Collett hele livet bar rundt med seg det sorte skrinet med Welhavens brev). Det forekommer uttrykk i brevene som: «Det bli'r en gammeldags roman detteher» (Amalie til Erik, brev 36, 14/11/82), og «Vor Roman er smuk» (Erik til Amalie, brev 197, 25/12/83). Da Erik hadde sittet og lest brevvekslingen mellom P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, som ble trykt i 1882, utbrøt han begeistret: «Det er den interessanteste Brevsamling, der findes i Norden! Vil Du være enig med mig i, Amalie, at bryde Dig snavs om alle Romaner i Verden, når man kan få fuldstændige og virkelig autentiske Brevsamlinger fra betydelige Mennesker? Jeg foragter Romaner og elsker Breve! – Og dine særlig min Unge!» (brev 44, 2/12/82).ⁿ¹⁵

Når noen setter seg ned for å skrive et brev, gjemmer de seg alltid bak en halvt oppdiktet persona – eller flere; og det er noe som verken Amalie eller Erik klarer å unngå. For en interessant diskusjon av Amalies «masker» særlig i hennes brev til Viggo Hørup, se Judith Messick: «Amalie Skram's Talking Cure Revisited», i Michael Robinson og Janet Garton (red.): Nordic Letters. Norvik Press, Norwich 1999, s. 281–305.ⁿ¹⁶ I brevene fra de første par årene er begge to oppsatt på å presentere seg for den andre og å lære den andre å kjenne. Begge vil gjerne fremstille seg selv i et godt lys og samtidig gi et ærlig bilde av seg selv til den andre – det er ofte en underlig spenning i brevene mellom åpenhet og fortielse. Det å skrive brev har blitt kalt «å kle seg naken»,ⁿ¹⁷ og dette forekommer som et diskusjonsemne i brevene. Amalies uvilje mot «å kle seg naken» er ikke bare fysisk, men også mental; det kan godt være at hun følte hun hadde mer å tape enn Erik ved å være fullstendig åpen. Hennes retusjerte bilde av sin mors bakgrunn er allerede blitt nevnt, og selv i 1898, da de hadde vært gift i 14 år og hun fikk beskjed om sin fars død, gav hun i brevet til Erik et forskjønnet bilde av «min dejlige, unge, kampberedte far» og hans «yderst ærlige fallit» (brev 590, 15/12/98). Hun fortiet også (kanskje til og med for seg selv) sannheten om sine brødres død av tuberkulose, først Wilhelms i 1883 og så Bernhards i 1884. Det at den farlige sykdommen fantes i familien, var noe hun ikke ville anerkjenne. Men samtidig er hun meget åpenhjertig når hun skriver om sine egne idéer og meninger; hun vil at han skal få et klart bilde av hvem hun er, hva hun tenker, hvordan hun lever. Hun har ganske bestemte meninger om mange ting, ofte på grunnlag av en instinktiv reaksjon, og noen ganger ikke helt veloverveid. Erik tar henne i skole mer enn en gang for hennes forhastete bedømmelse av noe hun ikke riktig har satt seg inn i.

Erik på sin side gir inntrykk av å bestrebe seg for å være fullstendig ærlig når det gjelder hans bakgrunn og livsvilkår. Det er ganske forbløffende at han nesten med det samme de er blitt kjent, forteller Amalie at han har en maitresse i København – og det er nær ved å velte hele forholdet i begynnelsen. Han forklarer inngående omstendighetene omkring dette forholdet, og forteller også Amalie om sine tidligere forbindelser og elskerinner. Om han har fortiet noe her, er nesten umulig å vite. På Det kongelige Bibliotek ligger det en samling brev til Erik Skram som er nesten uoverkommelig stor (brev fra 1004 forskjellige individer – ofte mange fra hver enkelt – pluss aviser, teatrer osv.), og i noen av brevene fra kvinner er det en antydning til noe mer enn platonisk vennskap, men hvorvidt det var gjensidig er ikke godt å si. Noe bevis for at han har løyet, har jeg ikke funnet. Fra noe han sier i et brev mens de planlegger ekteskap, virker det sannsynlig at han har et uekte barn (brev 130, 5/9/83); dette blir ikke oppklart i brevene, men Amalie forteller det senere til Bjørnson som et faktum.ⁿ¹⁸ Han vil ikke at Amalie skal få et falskt inntrykk av hans livsvilkår ellers, og særlig ikke når hun har bestemt seg til å flytte ned til ham. Han er dum og langsom, han arbeider alle døgnets timer i to jobber som hverken er åndelig oppløftende eller tilstrekkelig godt lønnet, og når han er forkjølet, er han ikke til å være i hus med. Han har aldri nok penger, og de kommer til å leve i meget trange kår – noe han insisterer på så mange ganger at det igjen holder på å velte forholdet. De må begge huske – og det holder nok hardt for dem begge to – at det er hverdagens virkelighet de skal leve i, og ikke den romantiske kjærlighetsdrømmen som brevene gir næring til: «Vil Du ikke føle Dig skuffet, når jeg bliver dit daglige Brød, når Du bliver Vidne til alle de ak'er og men'er og hm'er, der ledsager den Tales fine Slyngning, som besnærer dit Hjerte i mine Breve? … Du må ikke gøre mig den Uret at overse, at vore Dage ikke kan forløbe i den, hvad skal jeg kalde det, i det festlige Skrud, som Breve dog på en Måde er. … Du får mig at se i Arbejdstøjet, og det er et helt andet Syn end den pæne Frakke, som Pennen nøder mig til at tage på.» (Brev 197, 25/12/83.)

Begge to skifter roller etter hvert som intimiteten utvikler seg. Til å begynne med tar Erik gjerne på seg lærerens rolle; han vet mer enn Amalie, hun skal lære noe av ham. På mange måter er dette sant. Han har mer erfaring som forfatter og journalist og har en sikker stilsans; når han får se Amalies fortellinger og artikler, kommer han med velfunderte kommentarer som hun ikke alltid aksepterer, men som hjelper henne til å bli mer bevisst om språk som redskap. Han har på mange områder bedre gjennomtenkte meninger og får henne til å revidere sine slutninger. Han har den erfaring som kommer av å ha levd et fritt ungkarlsliv i en storby, og å ha sett sider av livet som Amalie ikke kunne ha erfart. Alt dette beskriver han for henne uten omsvøp, og det får henne til å reagere med fascinert avsky (koster det virkelig bare 5 kroner å få en tøs? – brev 46, 7/12/82). Amalie på sin side er ikke så villig til å innta elevens rolle. Hun er faktisk noen måneder eldre enn ham (noe hun forresten også pynter litt på i biografiske noter hvor hun gir seg ut for å være født i 1847, ikke 1846), hun har vært på verdensomseiling, hun har vært gift, fått barn, blitt skilt, vært på asyl. Den ærbødige holdningen hun inntar i sine første brev til Bjørnson finnes det ikke spor av her (og den varte heller ikke lenge overfor Bjørnson).

Og så spiller Erik forførerens rolle, og det med glans. Han har sett at Amalie er deilig, blitt tiltrukket av henne, følt seg vel i hennes selskap; hva mer er, han har sett hennes følelser for ham våkne før de går fra hverandre etter dagene på Aulestad. Han blir meget snart klar over for en vanskelig oppgave han har påtatt seg. Hennes tidligere erfaringer har etterlatt en avsky hos henne for den fysiske siden av elskov; hennes mann klarte aldri å vekke hennes sanselighet, og hennes skjønnhet har siden hun var skolepike tiltrukket beilere som bare har gitt henne avsmak. Hun er ikke sikker på om hun i det hele tatt kan elske. Erik tror hun kan, og tar fatt på å overbevise henne. Tålmodig og utholdende bruker han alle språkets midler: alvorlige foredrag, humoristiske anekdoter, forelskede utbrudd. Dette er en side av livet hun må lære å kjenne, det vil gjøre henne til et mer fullstendig menneske og (meget listig!) en bedre forfatter. Motstrebende og nysgjerrig lar hun seg overtale; hun kan ikke forstå at «dette filleri» skal bety så mye, men hun vil gjerne overbevises, og så er hun også for første gang i sitt liv forelsket. Den eneste gangen Erik virkelig går fra konseptene i disse tidlige brevene, er når hun plutselig får panikk ved tanken på hva hun har innlatt seg på og skriver at nei, det kan hun ikke (brev 33, 9/11/82 – Fredag Aften). Etter deres «bryllupsnatt» i desember 1882 er der ingen tvil om at han har forløst henne erotisk; hennes brev gir utvetydig uttrykk for hennes jublende glede.

Språket i brevene gjenspeiler disse forskjellige rollene. Særlig avslørende er måten de tiltaler hverandre på som viser hvordan spillet mellem dem utvikler seg. Amalies forsøk på å holde Erik på avstand i de første brevene, fører til at hun vakler mellom «du» og «de», mens Erik konsekvent bruker «du» i de brevene som er bevart. (I de aller siste brevene bruker hun igjen «de» for å markere den definitive slutten på intimiteten.) Hun vet heller ikke hvordan hun skal tiltale ham i de første brevene, og gjør det derfor som regel ikke, men tar bare fatt med en gang på det hun har å si. Erik derimot tiltaler henne gjerne, enten med navn eller med et uttrykk for hengivenhet («Min egen yndige søde søde Amalie» (brev 30, 3/11/82); «Søde, kære velsignede Amalie» (brev 54, 20/12/82)).ⁿ¹⁹ Slutten av brevene er tilsvarende forskjellig; hun er til å begynne med «Amalie Müller» eller «A.M.», han erklærer seg helt fra starten av som «din Erik». Han finner i det hele tatt mer varierte uttrykk for hennes roller i disse første brevene enn hun gjør for hans; når han agerer skolelærer er hun litt ovenfra-og-ned «min Unge», «Pigelil» eller «Stump», når han er elsker er hun «Du sødeste Kvinde af alle på Jorden» (brev 110, 17/6/83); «Du kære elskede, usigelig søde, urimelige, forkælede, bedårende Amalie» (brev 91, 22/4/83).

Bruken av fornavn i brevene sier også en hel del om bølgegangene i forholdet. Erik kaller Amalie for Amalie helt fra begynnelsen av, og gjentar det flere ganger i hvert brev; hun derimot kan slett ikke få seg til å si Erik. (Noen tall for å bevise forskjellen: I sine 27 brev mellom august og desember 1882, tiltaler Erik Amalie ved navn 190 ganger – i gjennomsnitt syv ganger pr. brev – mens hun gjør det ikke en eneste gang. Mellom januar og juli 1883, etter at han flere ganger har bedt om det, klarer hun å bruke hans navn tretten ganger i sine 29 brev, hvorimot han tiltaler henne som Amalie hele 194 ganger i sine 31 brev). Til dels er dette en del av Eriks forførelsesprosjekt; hans gjentakelser av Amalies navn lyder nesten som en besvergelse, overtalende, manende. Dels reflekterer det tidens vaner; det var ikke vanlig for kvinner å bruke fornavn til mannlige venner. Amalie ville ikke drømme om å kalle Bjørnson for Bjørnstjerne eller Garborg for Arne selv om hun var dus med dem. I Ibsens Fruen fra havet (1888) kaller Ellida sin mann for Wangel, og i Hedda Gabler (1890) sier Hedda nesten alltid Tesman til sin mann. Sistnevnte tar det for et særlig gunstig tegn på Heddas varmere følelser for ham at hun én gang som gift kaller ham Jørgen.ⁿ²⁰ I Amalies egen roman Forrådt (1892) ber Ribe sin hustru Ory om å kalle ham Adolph, noe hun må overvinne seg selv til å gjøre. Når Erik ber Amalie om å bruke hans fornavn, forklarer hun hvor uhyre vanskelig det er (brev 32, 7/11/82). Det er et tema som går igjen i debatten i brevene, og det utvikler seg senere i brevvekslingen til å bli en viktig målestokk på nærhet og avstand. Ikke lenge før de gifter seg, ber Erik Amalie igjen om å bruke hans fornavn i brevene – «Elskede begynder Du dit første Brev nu til mig med 'Erik', svinder en Måneds Længsel ud af mit Sind» (brev 173, 3/12/83). Og når Erik senere ikke undertegner brevene «din Erik» forstår Amalie, uten at noe mer er sagt, at hun har såret og skuffet ham (brev 511, 27/12/95). Det er betegnende at hun i underskriften til avskjedsbrevet fra desember 1899 går tilbake til sitt pikenavn Amalie Alver, og hennes eneste bevarte brev til ham fra 1902 er så anonymt at det slett ikke lå sammen med de andre brevene – ingen kunne se hvem det var skrevet til.ⁿ²¹

«Som Du trænger til mig Amalie!» utbryter Erik ganske tidlig i brevvekslingen (brev 13, 20/9/82). Dette er sant nok; hun trengte ham både som menneske og som forfatter. Det er ingen tvil om at hun lærte mye av ham når det kom til skrivekunsten, og at han gjorde alt han kunne for å støtte hennes forfatterskap og hennes talent – som han klart innså var større enn hans – selv om enkelte kritikere går for langt når de påstår at han «ofret» sitt forfatterskap for hennes. ⁿ²² Det finnes helt andre grunner til at han i flere år ga opp å skrive skjønnlitteratur. Men det er like innlysende at han trengte henne. Til tross for sitt rykte som kvinnebedårer hadde Erik Skram aldri før truffet en kvinne som han kunne gi sin modne kjærlighet til. Han forsikrer Amalie om det gang på gang når hun blir plaget av tanken på hans tidligere forbindelser: «Du er ikke en stakkels Pige, der kommer dumpende ind i en Mands Liv, som en tredie Elsket der har at kæmpe med de foregående; Du er den Kvinde, som han har stridt sig gennem Livet for at nå» (brev 67, 4/2/83). Pil Dahlerup sier det ganske treffende i etterordet til sin utgave av Gertrude Coldbjørnsen: «Amalie Skram var digter: hun måtte og skulle skrive. Erik Skram derimod var et menneske, der måtte og skulle elske.»ⁿ²³ Og på en måte gjorde dette ham – kanskje litt uventet for dem som kjenner deres samliv bare fra Amalies uttalelser eller fra andres omtale – til den svakere i forholdet. Diktningen stod i sentrum av hennes bevissthet; hun stod i sentrum av hans.

Innflettet i Amalie og Eriks private diskusjoner i brevene er mer generelle bemerkninger om tidens debattemner; ikke bare uttaler de seg begge to som offentlige personligheter, men de er personlig dypt engasjert i utredningen av konfliktene. Dette kommer tydeligst fram i deres drøftelser av samfunnets og deres eget syn på seksualiteten og dobbeltmoralen. Amalie er et levende eksempel på hvorfor hele debatten var så mye mer pinefull for kvinner enn for menn. På en måte kan man si at de utkjemper hele sedelighetsfeiden i brevene.

Det borgerlige samfunnet i midten av det 19. århundre både i Norge og Danmark, som i det meste av Europa, var basert på et splittet syn på seksualiteten. Familien var samfunnets basis, og hustruen dens vokter; en kvinne burde komme uberørt til ekteskapet slik at hun kunne vie seg til mannens og barnas vel og garantere for arvefølgen (mannen måtte kunne være sikker på at hans barn var hans egne). Mennene derimot burde være rimelig erfarne; for dem ble seksuell avholdenhet eller onani betraktet som usunt. Dette betydde at det måtte finnes andre slags kvinner enn dem man giftet seg med, og dette rettferdiggjorde nødvendigheten av en underklasse av ukyske kvinner, prostituerte og forførte piker.

Denne bekvemme inndelingen av kjønnslivet på mennenes premisser var både kjønnslig og klassemessig diskriminerende, og med det voksende presset fra 1860-årene og framover for politisk demokrati og sosial rettferdighet, kom den uunngåelig i søkelyset. Kampen for kvinnenes rettigheter ble ikke bare ført av kvinner, men også – og til å begynne med, først og fremst – av de radikale mannlige politikerne og forfatterne i begge landene. Det var således Ibsen, Bjørnson, Kielland og Lie som i 1884 sendte en protestskrivelse til det norske Storting etter en avstemning hvor forslaget om at gifte kvinner kunne få særeie, var blitt forkastet – av menn.ⁿ²⁴ Undertrykkelsen av den borgerlige kvinnens utfoldelsesmuligheter i et konvensjonelt ekteskap ble påpekt bl.a. av Ibsen i Et Dukkehjem (1879) og av Lie i Familjen på Gilje (1883), og den triste skjebnen til en forført pike av Kielland i Else (1881) og av Christian Krohg i Albertine (1886). Bjørnson kastet seg inn i debatten med skuespillet En Handske (1883), som kom til å stå i skjæringspunktet for feiden. Gjennom historien til den modige ungjenta Svava angrep han fortielsessystemet som gjorde kvinnene til bitre ofre og mennene til kyniske hyklere, og forlangte samme oppriktighet av begge kjønn: Begge skulle komme kyske til ekteskapet. Dette ideale kravet vant tilslutning hos noen, men hos mange vakte det både personlig hån (Bjørnson hadde såmenn ikke levd opp til idealet i sine yngre dager) og prinsipiell motstand; det var simpelthen urealistisk. Georg Brandes førte an i forsvaret for det motsatte synspunkt: mer likhet mellom kjønnene måtte bety ikke det at mennene skulle bli unaturlig kyske, men at kvinnene skulle skaffe seg mer erfaring. Han på sin side ble angrepet for å være umoralsk og for å oppfordre til «parring i fleng». Debatten fortsatte gjennom resten av århundret; historisk sett kan man vel si at Brandes vant til sist, godt hjulpet av sosiale framskritt som kvinnenes voksende økonomiske selvstendighet og adgang til prevensjon.

I brevvekslingen blir dette fra første stund et brennende emne. Til å begynne med går Erik nesten som en selvfølge ut fra at Amalie deler det allment aksepterte syn på saken: «Du véd, at alle vi Mænd ikke leve kysk», sier han freidig (brev 6, 2/9/82). Omgående får han hennes bestyrtete svar. De går i gang med å diskutere problematikken og fortsetter gjennem resten av korrespondansen. Amalie forklarer at hennes tidligere liberale uttalelser bunnet i en følelse av at alt som hadde med seksualiteten å gjøre, egentlig var henne uvedkommende. Når det går opp for henne at det også for henne er blitt en viktig del av livet, begynner hun virkelig å få problemer ved tanken på at Erik har elsket andre kvinner i en yngre alder og derfor heftigere enn han elsker henne. Han setter alt inn på å overbevise henne om at dette ikke er tilfellet, og en stund ser det ut som om hun aksepterer det; men det ligger og ulmer under deres nygifte lykke og bryter senere ut gang på gang. Amalies anklager er voldsomme, urimelige, noen ganger grotesk overdrevne; på grunn av sine tidlige erfaringer følte hun seg mer sårbar her enn på noe annet punkt. Erik på sin side er mildest talt uforsiktig i sine handlinger, og av og til merkelig svevende i sine svar. Dette er nok ikke den eneste grunnen til at ekteskapet til slutt gikk i oppløsning, men de lidelsene som begge to påførte den andre som en følge av denne konflikten, bidro sterkt til å drive dem fra hverandre.

Debatten om den personlige seksualmoralen er knyttet sammen i brevene med deres meningsutvekslinger om litteratur og kunst; langt på vei er det den samme debatt. Stort sett er de enige om å bifalle indignasjonen bak de radikale forfatternes skildringer av middelklassens hykleri og arbeiderklassens elendighet, og om å forkaste de frafalne – som f.eks. senere hen Holger Drachmann – eller de useriøse, som John Paulsen. Betegnende nok er Bjørnsons En Handske en av de få bøker de er uenige om; Erik synes at skuespillet er kunstig oppspinn, mens Amalie forsvarer Bjørnson som en profet (brev 107, 7/6/83). I kunsten beundrer de begge de sosialrealistiske bildene til Krohg, Frits Thaulow, P.S. Krøyer. I teatret liker de de samme problemdebatterende skuespill (Ibsen, Gunnar Heiberg, Edvard Brandes) og de samme skuespillerne, skjønt Amalie ikke helt forstår Eriks svakhet for Sarah Bernhardt. Det er ikke bare nordiske forfattere som interesserer dem heller. Begge leser ganske mye utenlandsk litteratur, særlig fransk; de diskuterer Daudet, Dumas, Pierre Loti, Musset, og begge er begeistret for Maupassant og for Dostojevskij. Zola er en forfatter som spiller en rolle i begges utvikling. Erik hadde allerede skrevet sine to første romaner, og hadde halvferdige planer om å skrive en mer realistisk samfunnsroman da han leste Zolas L'Assommoir, og ble klar over at han aldri kunne hamle opp med en så jordnær, illeluktende fordypelse i livets råhet; så han skrinla prosjektet, og bestemte seg for å være journalist (brev 76, 4/3/83). Amalies Hellemyrsfolket er det nærmeste nordisk litteratur kommer til Zolas form for naturalisme, og er ofte blitt sammenlignet med hans Rougon-Macquart serie. Selv påsto hun at hun hadde lest meget lite av Zola, bare noen noveller, og at hun syntes at Nana var kjedelig; men at hun kjente til ham og hadde lest om ham, er sikkert.

Forbindelsen mellem den offentlige moralen og de økonomiske forholdene i samfunnet var særlig tydelig i samtidens debatt. Mangelen på økonomisk uavhengighet drev mange piker inn i prostitusjonen – hvis de kom fra arbeiderklassen – eller i et ekteskap som egentlig var en byttehandel, hvis de kom fra det pene, men ubemidlete borgerskap. Victoria Benedictssons Pengar (1885) gir en krass skildring av hvordan en kvinneskjebne blir bestemt av den som har råd til å kjøpe henne. Dette er et dominerende tema også i Amalies romaner; det grelleste eksempel er Fie i Afkom (1898), som blir solgt av sin mor, men det blir også ventet mer eller mindre åpenlyst av Constance, Lucie, Aurora osv. at de skal yte seksuelle tjenester mot økonomiske fordeler.

Penger og mangelen på dem er et omkved som ledsager mye av det som blir sagt i brevene. Amalie og Erik vedblev å være «to fattige litterater» i hele sitt ekteskap. Amalie nektet å skrive på en måte som det pene borgerskap ikke ville finne støtende, og Erik skrev likeledes bare av overbevisning, ikke av økonomisk beregning. De hadde faktisk ikke nok penger til å gifte seg på; i april 1884 var deres eneste faste inntekt Eriks latterlig lille lønn som riksdagsstenograf. Den gangen ble 4000 kroner regnet som en god borgerlig lønn som en mann kunne gifte seg og forsørge en familie på. Erik hadde tjent 1800 kroner som redaksjonssekretær ved Morgenbladet og 14–1500 kroner fra Rigsdagen – i underkant av hva de ville trenge; og da han mistet stillingen ved avisen, var det en økonomisk katastrofe. Også etter at de ble gift, fikk de aldri nok penger til å kunne foreta seg noe uten nøye beregninger. Hvis Amalie måtte kjøpe et par sko, eller Erik ville tilby en dame noe å spise for ikke å være direkte uhøflig, skrev de til hverandre med unnskyldninger. Fra brevene kan man danne seg en god idé om hva forskjellige varer kostet på den tiden; prisene på mat, husleie, bøker, togreiser, hoteller, pikelønn, til og med hattenåler. Amalie sendte ofte en liste med utgifter til Erik slik at han kunne se hva hun hadde brukt pengene til. Erik gjorde det ikke så ofte, men hans små notisbøker er fulle av regnskaper; han holdt nøye rede på hvordan han brukte pengene. Til tross for knappheten forekommer det ingen bebreidelser fra den ene til den andre (bortsett fra mot slutten da allting gikk galt). De hadde giftet seg under forutsetningen av at dette skulle være et arbeidende fellesskap hvor ingen av dem skulle leve av den andre, og slik ble det også.

Nasjonalitet og nasjonalfølelse er et tilbakevendende tema i brevene. Erik er og skriver dansk, mens Amalie er norsk og skriver datidens dansk-norsk.ⁿ²⁵ På en måte betydde dette at de hadde mye mer tilfelles enn det som er vanlig for to forfattere av forskjellige nasjonaliteter; de delte en felles historisk og kulturell arv, og den litterære debatten foregikk på et nordisk plan. De fleste norske og danske bøkene ble trykt i København, og skuespill og kunst krysset landegrensene uten problemer. Begge to leste, skrev om og kjente danske, norske og svenske forfattere. Dessuten kunne de begge skrive til den andre og (nesten) bli forstått uten videre; ingen av dem måtte slåss med den hemsko det ville ha vært å prøve å uttrykke sine mest intime følelser på et fremmed språk. Men alt dette var for dem en selvfølge, og i brevene er de mye mer opptatt av forskjellene mellom norskhet og danskhet enn av likhetene.

På ulike måter hadde begge to en sterk fedrelandsfølelse. Som mange av sine landsmenn var Erik tidlig blitt berørt av den sønderjyske konflikten, og hans deltakelse i krigen hadde etterlatt en sviende følelse av at en del av Danmark var gått tapt. Hans opptatthet av Sønderjylland kommer klarest fram i hans bidrag om denne landsdelen til Galschiøts Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere (1887), som gir et levende og vemodig bilde av landskapet og befolkningen. Han levde lenge nok til å få se før sin død i 1923 at den nye grensen gikk omtrent hvor han hadde sagt at den naturlig skulle gå. Rundt århundreskiftet kom hans sterke interesse for danskhet fram da han arbeidet for opprettelsen av «Det danske Selskab», et forbund av dansker som hadde bosatt seg i utlandet. Så ble han sekretær for «Forsvarskommissionen af 1902», som arbeidet for en forsterkelse av Danmarks militære forsvar, og dette brakte ham i nærmere kontakt med konservative kretser enn han hadde vært siden sin tidlige ungdom.ⁿ²⁶

Hvis danskenes nasjonalfølelse var blitt skjerpet i striden mot tysk militarisme, så var nordmennenes blitt skjerpet i striden mot dansk dominans. Amalie kunne ikke unngå å bli påvirket av uviljen mot arven fra dansketiden som kunne merkes på så mange nivåer i det norske samfunnet, og denne holdningen kommer klart til uttrykk i brevene. Senere i livet kom hun i en mer tvetydig stilling til hele spørsmålet; hun flyttet jo til Danmark, og de fleste av hennes bøker kom ut der. Ganske lenge ble hun like stemoderlig behandlet av begge land. Verken av danske eller norske kritikere fikk hennes bøker den anerkjennelse hun hadde håpet på, og da hun søkte forfatterstipend, ble hun avvist i Norge fordi hun var gift med en danske og i Danmark fordi hun var norsk. Men endelig i 1901 fikk hun dansk diktergasje, og i Danmark fikk hun også etter hvert en mer positiv kritikk for sine bøker, noe som forsonet henne med landet. Det gikk så langt at hun etter århundreskiftet erklærte at hun nå ønsket å bli betraktet som dansk forfatter.ⁿ²⁷

I 1882 var det imidlertid lenge til Amalie skulle ta en slik beslutning, og brevvekslingen inneholder ganske mye fektning om nasjonalitet og nasjonalisme.ⁿ²⁸ Erik kan ikke forstå nordmennenes angrep på danske forhold, og ber – litt naivt – Amalie om å forklare hvorfor følelsene er så sterke (brev 28, 29/10/82). Hun på sin side forsøker å forklare at det ikke er så galt som Erik tror, men den bitterheten hun sier ikke finnes, skinner tross alt gjennom i hennes svar (brev 29, 1/11/82). Danmark var kolonialmakten, og danskene er fremdeles litt overbærende, litt nedlatende i sin holdning mot Norge. Mye av norsk litteratur og kultur kan bare forstås, påstår hun, hvis man ser forskjellen; Norge er en ung nasjon, mer energisk, mer idealistisk enn det litt trette og kyniske Danmark (brev 107, 7/6/83). Amalie overdriver i sin trang til å overbevise, men hun var ikke den eneste. Hennes gjengivelse av Amund Hellands rasende utbrudd da hun fortalte ham at hun skulle gifte seg med en danske viser hvor dypt det stakk i hvert fall i noen nordmenn: «'Det har vi ikke fortjent af dem' – sa'e han omsider, – 'gifte dem når de virkelig elsker, – det er en ting, men gå til Danmark, til dette forbandede, flade, forhadte 'jyteland', der ligger os alle iveien, og er enhver skikkelig og retskaffen nordmand en forsmædelsens torn i øiet … Det er en national forhånels …'» (brev 186, 13/12/83).

I det hele tatt føler Erik nødvendigheten av å unnskylde seg overfor Amalie fordi han er dansk, mens hun ikke tviler på norsk overlegenhet på nesten alle områder. Det norske landskapet er så mye deiligere enn det danske. Da det er blitt bestemt at hun skal flytte til København, tar han seg en tur på landet for å forsikre seg om at det ikke er altfor stygt (brev 135, 16/9/83). Danskene kan ikke lage mat; Amalie kan ikke begripe at det er mulig å klare seg i København uten en iskasse, og det er først etter lange diskusjoner at hun motvillig finner seg i å etterlate sin i Norge. Til og med i språket gjelder den samme diskrimineringen. Amalie klager over Eriks bruk av flertallsformen i verb ('vi ere', 'de høre' osv), selv om den eneste begrunnelse hun kan finne for sin klage er at det er – dansk (brev 24, 21/10/82). Erik på sin side er begeistret for Amalies norsk; når han leser særnorske ord som 'pyt', 'sjau', 'på strømpelæsten' i hennes brev, kommenterer han det forelsket, og han blir fullstendig betatt av å høre henne snakke det: «er det nu ikke til at forgå af Henrykkelse over at høre Dig sige det. Ja det kan Du måske ikke forstå, men en sød Kvinde, der er norsk, er det to Gange» (brev 30, 3/11/82).

Forskjellen falt imidlertid ikke alltid utelukkende ut til Amalies fordel; det var ikke fritt for at hennes 'norske' fripostighet senere voldte henne noen problemer i det mer avmålte danske selskapsliv. Følgende bemerkning av Louise Drewsen til Alexander Kielland i oktober 1884 kan fungere som en slags motvekt til alle de positive uttalelser om hennes opptreden i København:

Har Beate – ja hun har naturligvis fortalt Dem om fru Sk. – det lader nu til at hun har kastet masken. Jeg har hørt at det ene hus efter det andet lukker sig for hende. Hun har aldrig havt gode manerer, men nu gaar det til yderligheder … Jeg hørte fortælle om et foredrag, hun nylig havde holdt for herrer og damer om de danske lopper og derved givet en skildring af hvordan de passerede hendes ryg. Hun drikker cognak og ryger tabak [sic] med en mærkelig færdighed og skal være i den grad fri i sin tale og i sit væsen, saa det forbavsede de indfødte. Skram, siges der, ser ulykkelig ud og sidder som paa naale, naar hun slaar sig løs. ⁿ²⁹

Metaforene Amalie og Erik bruker i brevene forteller mye om deres forskjellige temperamenter og livssyn. Amalies bilder har ofte et negativt preg, handler om noe ekkelt som synes å klebe ved henne. Bildet hun bruker av sin reaksjon ved Eriks tilståelse om forholdet til Camilla er velkjent: «Det er et lag af olie jeg må være indsmurt med; thi alt det, der er min natur fjernt og modbydeligt, glider af igjen, om man så tog og dyppede mig i det fra isse til fod» (brev 11, 15/9/82). Når hun tenker på sitt første ekteskap, og forteller Erik om det, kommer det hele opp igjen: «Der kommer krybende over mig noget sort og klamt og uhumskeligt» (brev 38, 22/11/82). Hun vil ikke at noen skal vite om deres forhold, fordi de ville «drage det ned i smuds, og håndtere og beføle det på den modbydeligste måde» (brev 29, 1/11/82). Dette henger sammen med hennes hyppig uttrykte fysiske avsky for å bli «fingereret på». Selv det å bli forelsket omtaler hun som å la seg synke: «hvis en gav sig hen, og lod sig synke, så blev en ikke det en kunde og skulde for de andre» (brev 1, 16/8/82).

Tonen i hennes brev er ikke alltid så dyster; hun kan juble over sin kjærlighet, sladre om sine bekjentskaper, glede seg over et nytt stykke på teatret. Hun blir veltalende i sin begeistring eller indignasjon. Men selv når hun er aller mest forelsket, tyr hun gjerne til bilder som har noe negativt ved seg. Hun er fanget, bundet, lenket: «Lagt mig i lænker, har du, og du ved det godt, du tyran!» (brev 36, 14/11/82). Han har temmet henne, og hun er ikke udelt glad for det: «Nu har jeg gået fri om i alle mine mange ungdomsår, og så kan du vide det ikke er spøg pludselig at få tøiler og sæle på» (brev 77, 7/3/83). Det er alltid en anelse av motstand i hennes hengivelse.

Erik uttrykker seg gjerne i bilder. Når han skriver om litteratur, roser han ofte verk hvor et godt bilde gir uttrykk for historiens kjerne, og han bestreber seg på å gjøre det samme. Når han snakker om Amalie, florerer bildene ganske uhemmet; hvis de mest slående bilder i Amalies brev handler om henne selv, handler de mest spennende bilder i Eriks brev også om henne. Når han vil beskrive sitt inntrykk av Sarah Bernhardt sammenliknet med Amalie, griper han til et dyrebilde: «må jeg kalde Dig en Bjørn, Amalie, når jeg kalder hende en Hjort? Å må jeg kalde Dig en Bjørn, en sød, sød en, sådan en rigtig ubegribelig dejlig Hunbjørn, der er sådan nogle med kort Snude …» (brev 108, 10/6/83). Og når han vil skjenne på Amalie, blir også det ofte i form av et bilde. Når han synes hun er moralsk trangsynt i sin fordømmelse av «usædelige kvinner», utbryter han: «Er Du gal Tøs! Men Du tænker nu også som en løbsk Hest med Vogn bag efter» (brev 140, 2/9/83). Når han går på så direkte, blir hun sint og fornærmet, og han lærer snart at han skal gå mer forsiktig til verks når han antyder at hun kanskje burde tenke seg litt om før hun uttaler seg. Han skisserer for henne et bilde av et imaginært ektepar, hvor «… det stundom i hans Øjne kunde komme til at tage sig lidt letfærdigt ud, at hun sprang ud af sine Tankers Seng i bare Natlinned … Jeg vil jo ikke gøre Dig Fortræd. Tror Du ikke jeg ser, hvor skinnende hvidt dit Linned er, hvor smukt den lette Dragt klæder Dig? Hvor kan Du nogensinde blive bange for at vise Dig for mig således? Det er kun ikke altid jeg synes det passer» (brev 187, 13/12/83). Her som andre steder mildner hans forelskede blikk på hennes kropp tonen i hans irettesettelse.

Det er også Erik som finner et passende bilde for hvordan forholdet mellom dem må ha vært når de hadde det som best, når begge var villige til å glemme sin stahet og inngå kompromiss: «Vi kan jo se, om vi i al Skikkelighed kan komme ud af at lempe os efter hinanden, den ene i Spring den anden i Trav, i Længden kommer vi forhåbenlig lige langt og til samme Tid begge to. Du ved, en Traver holder nok så godt ud som en Hest i Spring» (brev 190, 19/12/83).

De forteller hverandre om drømmene sine i brevene – og drømmene gir også et bilde av deres sinnstilstand, selv om disse er noe vanskeligere å tyde enn de bevisste metaforene. Amalie har det ikke godt i sine drømmer, hverken før eller etter at hun gifter seg med Erik. Drømmebildene er fulle av angst og skyldfølelse. Den første drømmen hun forteller, handler om at hun har vært Erik utro med Holger Drachmann, Eriks rival fra Aulestad (brev 86, 4/4/83). Hennes bekjennelse får Erik til å holde en prefreudiansk foredrag om «disse fuldstændig skændige Ting man i Drømme begår» (brev 87, 8/4/83), hvorpå hun svarer at selv ikke i drømmen gikk hun i seng med Drachmann, hun gikk bare tur med ham, og det var galt nok (brev 88, 11/4/83). Men hun fortsetter å drømme – og det blir ikke mer behagelig.

Spesielt to av hennes drømmer er det verdt å se litt nærmere på. Begge to er fra høsten 1883, etter at hun hadde fridd til Erik og de var blitt enige om å gifte seg. Det var en vanskelig høst for Amalie. Hun hadde tatt sin beslutning, men måtte slåss med seg selv for å holde fast ved den; hun ble gang på gang hjemsøkt av tvil. Bare et par uker etter at de har forlovet seg, har hun en drøm hvor hun er ute på reise med Erik, som er blitt fører på et stort dampskip, og de må skjule sitt forhold fordi de ikke er gift: «Så pludselig hed du August og ikke længer Erik, ligesom Müller, og det syntes jeg var så leit; men så et øieblik efter var det slet ikke dig, men ham jeg skulde seile med og ham jeg skulde giftes med for anden gang. … Og så med engang vidste jeg at det om dig var en fabel, at det havde været August Müller hele tiden, og altid skulde være ham. Så sprang jeg i søen og vågnede nede i bølgerne» (brev 134, 15/9/83). Dette er en ganske foruroligende drøm. Man ville tro Erik ville være like betenkt over denne som han hadde vært med Drachmann-drømmen. Det kunne se ut som om Amalie fryktet at det ville gå med Erik som det hadde gått med August, at hennes andre ekteskap også ville ende med en panisk flukt. Var noe i henne blitt ødelagt av den tidligere redselen slik at hun aldri kunne befri seg fra den, hadde hun ikke tillit til Erik, ville hun ikke la seg binde? Det er vanskelig å tro at han ikke ble foruroliget av dette; men hvis han ble det, ga han ikke uttrykk for det i sitt svar. Hans eneste kommentar til drømmen er: «Hvor jeg elsker Dig for dit Spring i Bølgene» (brev 138, 19/9/83).

Den andre drømmen er fra oktober 1883, bare en måned senere. Amalie er i teatret, og her møter hun Erik uventet; hun styrter om halsen på ham foran alle menneskers åsyn. Han bærer henne ut av teatret – men så husker hun kåpen og vil gå tilbake og hente den. Han blir sint på henne fordi hun ikke følger med, hun river seg løs, men så angrer hun plutselig og kommer tilbake til ham. De kommer så hjem til henne, og oppdager at det sitter en stor rotte på bordet, og

i samme nu vidste vi begge at den der først kom indenfor tærskelen måtte dø af rotten. Jeg gjøs et øieblik heftigt tilbage, men pilsnart besindede jeg mig, puffede dig bagover, og løb frem. «Amalie!» råbte du med en ubeskrivelig angst i stemmen, – «Vil du gå tilbage!» og i samme nu havde du armene om mig, og stødte mig så langt indover fra den grufulde tærskel, at jeg vidste der ikke var tale om at komme dig i forkjøbet. Så vendte du dig lynsnart om og gik over tærskelen; der stansede du et sekund, kyssede på fingeren til mig, og var i samme nu dræbt af rotten. (Brev 149, 8/10/83.)

Drømmen inneholder i et nøtteskall mye av deres samlivs konfliktstoff – hans ønske om å være den som vet best, hans «stivhet» som hun klager over, og hennes likeså heftige trang til selv å bestemme, som plutselig kan forvandle seg til anger. Den inneholder også mye av det beste i samlivet: hans ridderlighet, hennes spontane likefremhet, og begges dypfølte kjærlighet og ønske om å gi til og ofre seg for den andre. Den viser også hvor Amalie hentet noe av det stoffet som hennes senere forfatterskaps drømmefigurer og monstre er gjort av. Også denne gangen er Eriks kommentar til drømmen ganske kortfattet, men fyndig: «Historien med Rotten greb mig, jeg finder den ikke meget usandsynlig» (brev 150, 10/10/83).

Erik kan ikke varte opp med så dramatiske drømmer; hans er fredeligere og mer dagligdagse. Men han har en innholdsrik drøm fra samme høsten som Amalies to selvmorderiske drømmer, like etter at han har takket ja til giftermålet. Han går rundt i København og leter etter Amalie som skal flytte til en ny leilighet:

Der kom min Moder og fortalte mig, at Du var forlovet med en anden end mig. Jeg traf Dig endelig lige som Du var i Færd med at bære en Kurv fyldt med Syltetøjsglas med et underligt brunt Stof ind i din nye Lejlighed, lige overfor den gamle, nogle ganske små Værelser. Der stod tre Herrer, som da de så Glassene i Kurven, vilde købe denne «Likør» – den plejede de at få på dette Sted. Jeg fortalte dem, at der her intet Udsalg var. … Der inde spurgte jeg Dig, om det var sandt, at Du var forlovet med en anden. Du så så sød ud, var også alvorlig og trådte lige hen til mig. Så lagde Du begge Armene om Skuldrene på mig, ikke om Halsen men helt nede på Armene og sagde: Ja vist er jeg forlovet, men det kan Du da vide gør ikke noget. (Brev 142, 27/9/83.)

Det er mange tråder man kan følge i denne drømmen. De er i gang med å diskutere Amalies flytting til København, hvor mange værelser de trenger, om de har råd til pike osv. – og Erik er bekymret for at de kommer til å bo trangt fordi de mangler penger. Det er ikke mer enn noen uker siden hun skrev til ham og fridde, og ba ham om ikke å gi henne «en kurv» i den anledning. Han er nok litt bekymret for alle rivalene som flokker seg om Amalie når han ikke er tilstede; hun forteller ham i mange brev hvor omsvermet hun er, og han vet det også av egen erfaring. Selv om hun sier hun avskyr det, er det ikke usannsynlig at det gjør ham litt urolig på så lang avstand. Og så kommer hans mor inn i bildet – moren som han er så knyttet til og samtidig så fjern fra, som han bodde hos inntil året før han traff Amalie, da han var 34, og som han nettopp for noen dager siden har fortalt at «jeg havde en Svigerdatter at give hende» (brev 138, 19/9/83). Det er mange slags bekymringer som tynger også på Erik i denne tiden, særlig økonomiske, men som ikke er så undertrykte som Amalies – han snakker åpent om dem i brevene. Og når hun svarer på hans fortelling om drømmen, tar Amalie den ikke videre alvorlig (brev 149, 8/10/83).

Etter at de har giftet seg, har de ikke så mange drømmer å fortelle hverandre – i hvert fall ikke skriftlig. Men Amalie fortsetter å drømme, noen ganger ganske voldsomt. Hennes drømmer er likeså dramatiske som hennes følelsesliv, og går dypt inn på henne. Mens hun bor hos sin bror Ludvig i mai 1889 på Kongsberg, har hun en fargerik drøm som hun beskriver for Erik i alle dens tragikomiske detaljer. De skal skilles, og Erik ordner med Marcus og Gottfred Rubin at hun skal avstås til Niels Juel-Hansen (en mann hun aldri ville ha valgt i bevisst tilstand). Hennes sønner Jacob og Ludvig har vært ute på byen og svirt opp en masse penger, og kommer hjem fulle og fryktelig skitne. Det er forbudt å vaske klær, og så skal guttene avsted til Nordpolen hvor Amalie har bestemt at hennes to bøker Sjur Gabriel og To venner skal skjæres i småstykker og såes i en potetåker. Hun kaster seg inn til Erik og ber om å få bli hos ham – og han tar henne til nåde. Drømmen er en herlig blanding av alle bekymringene som går rundt i hennes hode: hva det skal bli til med hennes stormfulle ekteskap, om guttene (som for tiden bor hos dem) kommer til å kunne klare seg økonomisk, om hun får skrevet noe som duger. Men mer gripende enn selve drømmen er dens virkning på henne: «Så vågned jeg og var så dyvåd af gråd, ikke alene på ansigtet og hodepude, men også det øverste af mit natlinned som jeg på en ubegribelig måde havde proppet ind i munden min, var vådt. Men det værste er, at da jeg så sovned ind igjen, drømte jeg videre … og vågned i samme tilstand og sovned igjen og drømte videre og vågned igjen. Tre ganger gjentog det sig og idag er øjnene mine som to smale røde striber og jeg brænder så på ansigtet» (brev 360, 11/5/89). Denne kraftige reaksjonen kommer igjen etter andre drømmer; det virker som om hennes fantasiliv er like virkelig for henne som det som skjer rundt henne om dagen.

Erik er mye mer forbeholden i hva han forteller Amalie om drømmene sine etter at de har blitt gift; det virker som om han ikke vil si for mye. Flere ganger nevner han at han har drømt om henne, men sjelden forteller han noe om innholdet. Bare noen måneder etter bryllupet er han i Thisted for å besøke J.P. Jacobsen, og skriver: «Jeg har drømt hver Nat om Dig – undertiden ikke glædeligt» (brev 280, 26/9/84). Året etter skriver han hjem fra Flensborg: «Jeg drømte inat først så ondt om Dig og dernæst så skønt» (brev 287, 30/7/85). Før de giftet seg kunne han fremdeles spøke med det («Du Amalie, nu må Du virkelig snart sørge for, at Du bliver sødere i mine Drømme» (brev 148, 5/10/83)); men senere blir det nesten til en klage: «Blot jeg kunde drømme smukt om Dig» (brev 354, 3/5/89). Det må ha betydd en del for ham, siden han nevner det så ofte; om det er for å skåne seg selv eller Amalie at han ikke går inn i detaljer, er vanskelig å si.

Barn og barneoppdragelse er et tema som går igjen i brevene. Mest dreier det seg selvfølgelig om egne barn; men også andres blir omtalt ganske ofte. Særlig Erik virker usedvanlig opptatt av og vár overfor barn. Han forteller Amalie om barn fra vennskapskretsen, hvordan de oppfører seg og (ofte ganske kritisk) hvordan foreldrene oppdrar dem; han synes det er en fornøyelse å gå i Tivoli med Alexander Kiellands sønner eller i barneselskap med datteren Johannes lekekamerater.

Amalies to sønner fra hennes første ekteskap, Jacob og Ludvig, opptrer regelmessig i brevene. Hennes tidlige brev gir et inntagende bilde av dem som to livlige og kjærlige gutter. I begynnelsen av brevvekslingen er hun nervøs for at de skal bli tatt fra henne om hun gjør noe som kan bli tolket som usedelig, og litt senere blir hun bekymret for hva det skal bli av dem når hun reiser til Danmark – de var da 17 og 15 år gamle. Erik er fra første stund inneforstått med at dette er noe som må være av den største betydning for henne. «Nu har jeg Stump jo aldrig forlangt af Dig, at Du skulde løbe fra Gutterne dine, jeg har vistnok ikke en men flere Gange sagt, at dine Pligter dér også for mig er hellige» erklærer han etter at de bare har kjent hverandre i noen måneder (brev 37, 18/11/82), og han mener det. Han vil gjerne invitere dem til København ved juletider i 1883 for å bli bedre kjent med dem, og han overveier om det ikke ville være mulig for dem å flytte til ham sammen med Amalie. Når Amalie i 1887 må reise hodestups til Kristiania for å hente Jacob som har kommet på gale veier, skriver han forståelsesfullt om hvordan det er å være en gutt i den alderen. Senere bor en eller begge guttene i ganske lang tid hos dem i den trange leiligheten, og det kan bli en ganske stor belastning, både emosjonelt og økonomisk; men Erik opptrer alltid lojalt, som om han var deres egen far.

Fra 1889 og framover er Johanne, Småen, et yndlingstema i brevene til begge to. Vi får nesten en løpende beretning om hennes første år; det finnes mange detaljer om hva slags klær hun gikk med og hvor de kom fra, hvordan hun lærte å snakke, hvordan de leste med henne og oppdro henne, hva slags barnepiker de hadde og hvor vanskelig det var å finne en som dugde. Særlig Erik skriver inngående om hvordan hun oppfører seg, hva hun sier, hvordan hun leker. Han er en usedvanlig øm og oppmerksom far, og tilbringer ganske mye tid med datteren, enten hjemme eller på landet, når Amalie arbeider eller besøker familien i Norge. Han lar seg villig forstyrre i arbeidet når datteren krever hans oppmerksomhet. I august 1891 for eksempel, når han bor på kro i Esrom sammen med Småen og Amalie er inne i København, skriver han og beretter inngående hva hun foretar seg etter at hun våkner av en drøm:

Så satte jeg mig hos hende, hun holdt min Hånd (rettere en Finger) og alt medens Efterdønningerne af Gråden sad hende i Struben, blev hun inderlig fornøjet, og det var umuligt at forlade hende. Men det gjorde hende naturligvis mere vågen end ønskeligt, hun faldt først i Søvn Kl 9. Hun lå og fortalte om Willy, Tove, Magna rejst langt bort – Mama også rejst langt bort – med Postmanden, kommer snart igen. Mama ikke tommet endnu, Willy, Magna, Tove, Fru Galle, Else, Postmanden, Mama tøre på Vogn, langt bort osv. Johanne tør itte gi Aja Sigtebrø, våd på Fingrene, Aja Mund. Sigtebrø mejet godt li osv. Magna Tove Else – der tører no'e Hyppehester (hun hører en Vogn køre forbi) Papa sitter der inde (på den anden Side Gardinet) Papa!!! Papa itte hove! (jeg havde sagt, at nu skulde Papa sove, Mama sove, Kirstine sove) Papa itte då sin Vej. Kort sagt, havde det ikke været fordi Kristines Ryg så så bebrejdende ud, tror jeg, at jeg var bleven siddende der, til hun endelig var sovet ind. Nu løsrev jeg mig efter en lille Times Forløb. Og nu idag, hvor svært at bære hende over til Kirstine! Først havde hun leget og løbet efter Gudrun ned i den lille Spisestue, pyntet sig med Elses røde Hat – det øsregner naturligvis – og så gået med mig ind i Butiken for at hente Posten, så op til mig og standset mig i Læsningen af dit søde Brev vel de Snese Gange, så ligget i min Seng, så siddet på mit Skød og fået Neglene klippet, og lidt til, som jeg sender Dig, så ligget og jublet i min Seng igen og selv kunnet kave sig op til at stå for Fodenden, og så havde jeg dog til sidst Mod til at tage hende på Armen og bære hende over … (brev 400, 13/8/91).

Amalies omsorg for datteren uttrykker seg i brevene mest som bekymring. Hun føler seg hele tiden pint av motstridende følelser; når hun har reist vekk eller sendt familien vekk for å kunne arbeide, lengter hun etter Småen, og når hun er sammen med Småen, lider hun fordi hun ikke får skrevet noe. Hun forlanger daglige rapporter fra Erik om hvordan Småen trives uten henne, og er flere ganger på nippet til å reise hjem når hun ikke hører noe. Hun skriver lange formaninger om hvor forsiktig han må være med hennes påkledning, og gremmer seg fordi datteren ikke spiser nok, ikke legger på seg som hun skulle. Hun har en skrekk for at Erik lar henne ligge for ulåste dører mens hun selv er bortreist, en angst som blir til en besettelse mens hun er i Norge i 1898, og som hun nevner gang på gang (brev 582, 14/11/98; brev 584, 24/11/98; brev 585, 30/11/98; brev 590, 15/12/98). Etter skilsmissen bor Johanne hos Amalie, og i brev til andre gir hun flere ganger uttrykk for at datteren er det eneste som nå gjør livet verdt å leve: «Havde jeg ikke Johanne, det deilige livskraftige, og glade lille menneskebarn, så – ja så Irminger var min træthed så stor, at jeg uden et suk gik ud af verden, frivillig, forstår Du. Men hun – hun holder så fast ved mig, og jeg mærker ved alle lejligheder hvorledes hun trænger til mig – eller hvorledes hun ialtfald bilder sig ind at hun trænger til mig. Og så må jeg som en trofast soldat ikke forlade min plads. »ⁿ³⁰ Etter Amalies død overtok Erik ansvaret igjen; det finnes blant hans papirer en ekteskapskontrakt for Johannes første ekteskap med Poul Knudsen i 1912, hvor han og Pouls onkel påtar seg å støtte dem mens Poul blir ferdig med sine studier.ⁿ³¹

Fysisk sykdom, medikamenter og råd for god helse blir drøftet inngående i brevene. Både Amalie og Erik har venner som er leger, og som de rådfører seg med. Begge tror på det sykdomsforebyggende i å gå tur; særlig Erik nevner i nesten hvert brev at han har gått én om ikke mange turer den dagen. Når han blir syk, er det som oftest tale om kortvarige sykdommer, forkjølelser, hodepine, en vrikket ankel; og så har han en stivhet i benet på grunn av sårene fra krigen og en svekket høyre hånd. Amalie har mer kroniske problemer. Gjennom hele bekjentskapet plages hun av en stadig tilbakevendende hoste (sikkert til en viss grad nervøsitet, kanskje forårsaket av den undertrykte frykten for «strubetæring»), og av søvnløshet. For å motarbeide begge symptomer forsøker hun forskjellige medikamenter. Regninger fra apoteket utgjør ofte en betydelig del av de utgiftene hun skriver til Erik og forteller om. Det blir nevnt flere ganger i brevene at hun tar bromkalium for å kunne sove, og hun har også tatt opium. Hvor mye disse medisiner har påvirket hennes evne til å konsentrere seg om arbeidet eller hennes generelle velvære, er vanskelig å si. I 1895 lå hun på sykehuset med eksem, og i 1897 var hun igjen innlagt med «et maveonde». Etter separasjonen i 1899 var hun ofte sengeliggende med sår på benet som ikke ville heles; flere brev til andre gir uhyggelige detaljer om dette.

Amalies søskens dødelige sykdommer blir beskrevet i brevene, om enn litt unnvikende. Av hennes sønner er det Jacob som volder mest bekymring: Først med en litt vag tretthet i 1889 som legen beskriver som «en Overgangstilstand» (og som Erik forteller Amalie at han skal ha fri en måneds tid for å komme over (brev 352, 1/5/89)) – og senere med alkoholisme. Datteren Johannes helse opptar også Amalie mye, særlig den forferdelige sommeren 1893 i Norge etter at hun har hatt difteri; hun ser ikke ut til å kunne komme seg, og Amalie henger nesten ikke sammen av angst og sorg.

Mental sykdom er et velkjent tema fra Amalies forfatterskap; hennes to romaner Professor Hieronimus (1895) og På Sct. Jørgen (1895) skildrer i lett fiksjonalisert form hennes opplevelser i 1894 på Københavns Kommunehospital og på Sct. Hans, og utløste en debatt om datidens behandling av psykisk syke som førte til forandringer i regimet. Første gang hun snakker om sine opplevelser i brevene, er når hun forteller Erik om sin tidligere innleggelse på Gaustad asyl i Norge da hun ville skilles fra sin første mann; den gang opplevde hun behandlingen som velgjørende og helbredende (brev 38, 22/11/82). Når hun sier seg enig i å la seg innlegge i 1894, er det for en stor del på bakgrunn av denne tidligere erfaringen i håp om at et nytt forsøk vil få samme virkning. Selve opplevelsen i 1894 er tilstede som et hull i brevvekslingen, mellom brev 457 (30/1/94) og brev 458 (23/4/94) – omtrent den eneste gangen de er borte fra hverandre uten at det finnes brev. Erik hadde skrevet til Amalie på sykehuset, og hun hadde skrevet til ham, men brevene er forsvunnet.

Etterpå setter disse hendelsene ganske lenge sitt preg på brevene, uten at de kommenteres direkte. At de også setter sitt preg på forholdet mellom dem, er utvilsomt. Amalie har skildret ganske utførlig hvordan hun opplevde behandlingen og Eriks svik i brev til Bjørnson, datert 22/4/94:

S. gik fra mig med løftet om at han skulde se til mig mindst hveranden dag. I de 4 uger (på to dager nær) jeg var der, kom han ikke en eneste gang for mine øjne. Jeg tigged og bad i begyndelsen daglig om at få se ham, for jeg vidste at han, så snart han så hvordan jeg havde det, jeg lå nemlig i celle mellem tildels meget støjende gale, med celledørene åbne nat og dag – straks vilde tat mig hjem, men der blev stadig sagt nej og nej og atter nej.

Så efter 3 ugers forløb fik jeg se en dame … Til hende gav jeg et hemmelig brev … Brevet var til S. Jeg skildred ham deri tilstanden som den var, tigged i de mest hjærteskjærende udtryk om at måtte bli forskånet for transporten til Bidstrup, hvorom jeg vidste, der var tale. Jeg anråbte ham om dog idetmindste at skaffe sig adgang til mig, og se mig forinden, sa ham at hvis han lod mig rejse uden at se mig først i altfald, så havde jeg ikke mere nogen mand og at så vilde jeg aldrig, aldrig vende tilbage til hans hus. Jeg bad og bad for barnets skyld, idet jeg minded ham om al den strid der vilde bli om hende når jeg slap ud igjen fra Bidstrup. Alt forgjæves. Han kom ikke og jeg blev sendt afsted.

Siden den dag da S. forlod mig ved indgangen til komunehospitalets sjette forfærdelige afdeling har jeg ikke sét ham, og med min gode vilje sér jeg ham heller ikke mere her i verden. Alt er forbi, uigjenkaldelig forbi.ⁿ³²

Bjørnsons svar – da han også har lest Professor Hieronimus – kommer kontant: «Jeg ser heri hele hans slaphed og det som værre er. Du er gift med en velformet fiskebolle.»(17/2/95, ibid. s. 102.) I mellomtiden har Amalie og Erik truffet hverandre igjen, og oppnådd en slags forsoning, og hun skriver tilbake for å prøve å formilde hans dom. I februar 1896 har hun nådd så langt at hun skriver: «Min mand er sød og god. Har han faret vild dengang han lod mig i stikken hos Hieronimus, så er det ikke skét med hans gode vilje. Og det må der ta's hensyn til.» (21/2/96, ibid. s. 114.) Men at alt ikke er som det var før, kommer tydelig fram i disse brevene.

Erik på sin side har vært mer tilbakeholden når det kommer til å uttale seg om forløpet. Den eneste kommentaren fra hans side som det har vært mulig å finne, er et udatert notat blant hans papirer som gjør det klart at også han synes at Amalie var blitt feilbehandlet. Han bestreber seg på å gi et objektivt bilde av hva som skjedde, uten å være urettferdig mot noen av partene, men hans forbitrelse gir seg luft i slutten av notatet, hvor han utbryter: «Denne tarvelige Herre!»ⁿ³³

Forholdet fikk en avgjørende knekk i 1894. Ikke bare følte Amalie at Erik hadde latt henne i stikken, hun var også overbevist om at han hadde innledet et nytt forhold til en annen kvinne mens hun lå på sykehus. Det skulle gå fem år til innen de endelig ble skilt, og av og til i disse årene skriver de fremdeles til hverandre som i gamle dager; men det er også kommet en ny vemodig tone i brevene, særlig i Amalies, som gir inntrykk av at noe er uigjenkallelig forbi. Hennes mistenksomhet og hans utålmodighet vokste om kapp inntil det ikke var til å holde ut lenger, og hun ba ham om å flytte ut.

Etter separasjonen i 1899 fortsatte Amalie og Erik å ha kontakt med hverandre inntil Amalies død i 1905. Erik flyttet ut av Klassensgade 11 til en liten leilighet i Købmagergade, mens Amalie ble boende der med Johanne inntil hun flyttet til Ribegade i oktober 1904 noen måneder innen hun døde. Drude Krog Jansons datter Ingeborg bodde hos dem en del av tiden. Amalie slet i sine siste år med romanen Mennesker som hun aldri ble ferdig med, og hun var plaget av dårlig helse og svak økonomi. De fleste av hennes bøker innbrakte ikke noen særlig fortjeneste før etter hennes død, slik som hun hadde forutsett. Hun og Erik ble separert, men ikke formelt skilt.

Etter Amalies død giftet Erik seg om igjen i 1907 med den 36-årige Caroline Aagaard. Hun hadde tidligere vært skuespiller på Dagmarteatret (1893–96), og hadde spilt ingenuerollen i hans skuespill Ungt Bal i 1895, så han hadde kjent henne ganske lenge. Det finnes ikke noen overleverte brev mellom dem. Men Eriks dagbøker fra 1900 til 1905 og 1907 finnes blant hans papirer på Det Kongelige Bibliotek, og der forekommer hun.ⁿ³⁴ Dagbøkene inneholder for det meste korte notater om hans avtaler; når han skulle treffe Småen, når han skulle spise middag hos Harriet Meyer (ofte), Augusta Lønborg, With, Marcus Rubin. Men noen ganger bruker han stenografisk skrift istedenfor vanlig skrift, og det er i de delene Caroline finnes; dette skulle ingen annen lese. I dagboken for 1900 forekommer hun mange ganger, og alltid har hun vært på besøk hos ham. Noen ganger kunne det kanskje dreie seg om et uskyldig besøk: «Caroline hos mig om Aftenen» (3. mai), «Caroline hos mig om Formiddagen» (5. mai), «Caroline hos mig hele Dagen» (8. mai, 25. mai, 9. juni). Andre ganger ser det neppe så uskyldig ut: «Caroline hos mig Dag og Nat» (25–30. juni), «Caroline kom og var hos mig den Aften og Nat og fremdeles» (11–16. desember).ⁿ³⁵ Nå var dette selvfølgelig etter separasjonen, så det er ikke noe bevis på utroskap, men det er interessant å oppdage at forholdet eksisterte allerede da. (Det finnes dessverre ikke noen dagbok for 1899!) Etter at Erik og Caroline hadde giftet seg, slo de seg ned i Nøjsomhedsvej 15, hvor de ble boende til Eriks død i 1923. Han fikk en del anerkjennelse for sitt arbeid med Det danske Selskab og med Forsvarskommissionen, og ble Ridder af Dannebrog i 1908.

Den siste tiden av Amalie og Eriks ekteskap er ikke fyldig dokumentert i deres brevveksling, spesielt ikke fra Eriks side. Hans brev fra de siste to årene mangler fullstendig, og fra Amalie finnes det bare tre brev fra det siste året. Etter separasjonen fantes det nok noen flere brev fra Amalie til Erik i tillegg til det ene fra 1902 som har overlevd, men det kan godt tenkes at det ikke var noen fra ham til henne. I et brev til Helene Sandberg datert 14/1/05 beklager Amalie seg over dette: «Og at spørge hr. E.S., vidste jeg ikke kunde nytte. Han har siden vi blev skilt aldrig svaret på skriftlige spørgsmål eller henvendelser fra mig. Dertil er han naturligvis alt for 'fin-fin' og altfor 'stolt'».ⁿ³⁶

Blant Eriks etterlatte papirer finnes det imidlertid noen notater skrevet på lapper, for det meste udaterte, som belyser den siste tiden av ekteskapet, og som jeg derfor har tatt med i slutten av brevvekslingen.ⁿ³⁷ Det finnes faktisk to sett av noen av lappene, ett sett skrevet med Amalies håndskrift og ett sett skrevet med Eriks. Noen av dem er så like at en av dem må ha skrevet av etter den andre (og vi vet også fra brevene at Amalie noen ganger leste Eriks opptegnelser når hun kunne komme til – se f.eks. brev 489, 23/10/95). Men det er ikke lett å dømme fra innholdet hvem som opprinnelig skrev hva. En del er formulert slik at de må skrive seg fra Erik, siden de former seg som en kommentar om Amalie – selv om de finnes (nesten) hos begge:

Hun, der var alle mine Tankers Genstand, min Lidelses Alfa og Omega, har været hos mig og har talt om sine Sorger, forklaret mig sit Indres Sønderrevethed, hvori også jeg spiller en Rolle – og jeg er rolig.

Jeg tror det ligger i at jeg er for langsom. Jeg fattede ikke, mens hun var hos mig hendes uendelige Fjærnhed.

Men hun vækkede ikke hos mig den uendelige Attrå jeg for to Dage siden endnu har følt

Er det fordi hun sagde, at hun ikke følte Attrå til mig?

Andre derimot kunne være Amalies formuleringer, skjønt det er mindre sikkert. Uttrykket «å ta sitt kors på seg» virker mer sannsynlig i Amalies munn:

Det er det sidste forsøg på at tro at der endnu er en fremtid for mig, der har givet mig kraft til at skilles. Hvis jeg havde givet efter for den ofte gjenkommende følelse af at potten var ude, så havde jeg taget mit kors på mig og var blevet i ægteskabet.

Det er umulig å si med bestemthet hvem som har skrevet hva. Som notatene nå foreligger, fletter de seg sammen til å danne en slags felles elegi over en tapt kjærlighet.

Da jeg gikk i gang med å redigere denne brevvekslingen, hadde jeg bestemt meg for å prøve å la være med å «ta parti» for enten Amalie eller Erik. Ettersom arbeidet skred frem, mistet jeg lysten til å ta parti for noen av dem. Det går tydelig frem av brevene at begge to satset alt på dette forholdet, for begge to var den andre deres livs kjærlighet; men forskjellig bakgrunn og oppdragelse, forskjellig erfaring, forskjellig temperament la seg imellom, og skjønt de gang på gang gjorde et nytt forsøk, ble det til slutt for mye som skilte dem. Begge mente det helt oppriktig da de skrev med forskjellig håndskrift på de siste lappene: «Jeg er dømt til at skulle leve halvt herefter.»

Janet Garton

Norwich, mars 2001

Kr.ania 16-8-82.

Både deres telegram og brev har jeg fået, det sidste for et øieblik siden, og jeg takker dem for al den dvælen i tankerne ved mig, der ligger bagved, og har sendt begge dele frem.^k1

Alligevel vilde jeg ønsket at jeg intet havde hørt fra dem. For så havde det været lettere at få livet af det hele. Thi livet skal det lade. Jeg er bleven enig med mig selv, og jeg og mig selv har været ærlige og modige mod hinanden.

Hvor det er underligt at jeg ikke skammer mig over at ha'e siddet der på dampskibet,^k2 og udleveret mig således. Men det er vel fordi jeg kjender det på mig, at det måtte så være. Det brød frem af sig selv, og jeg glemte at genere mig.

Jeg er ikke «frygtagtig». Det er ikke derfor at jeg kaster på dør dette nye og forfærdelige, der forklædt og uforvarende har listet sig ind hos mig, og siden har siddet og bredet sig og forstyrret hver en fiber i mine nerver, eller hvad det nu er for noget.

Jeg kunde nok ha'e mod, jeg, hvis jeg bare havde villien. Men den har jeg ikke. Jeg vil være herre over mig selv, og spare mig for smerte.

Jeg har havt nok af smerte, endog jeg aldrig har elsket nogen mand, (men der er andre arter smerter) – så nok, at jeg er bleven træt og blødagtig deraf, og ønsker at hytte mit skind. Og skjøndt det volder mig en stor smerte at rive mine tanker og mit væsen løs fra dem, så ved jeg dog at jeg derved handler som den, der lader fingeren amputere for at koldbranden ikke skal fordærve hele legemet.

Jeg forudser at de synes dette er sludder, og det i den grad at det vil hjælpe dem til snarere at glemme mig, – men jeg er nu engang af en så vidt egen art, at jeg også har min egen måde at behandle mig selv og min tilværelse på. Jeg vil ikke ud af den vei, jeg nu er kommen ind på. Jeg vil leve mit liv i fred og ro, skjøndt det lader til, det bli'er vanskeligt nok. Når noget kommer, så kommer det i flok og følge med så meget; – sådan er det bestandig, og jeg sidder fortabt i forskrekkelse over at jeg ikke kan få fred, men der er så mange (også aldeles uvedkommende) som vil mig noget. Jeg vil ikke nogen noget, jeg.

Jeg vil leve for og med mine gutter og min broders gut.^k3 Jeg vil kunne se dem i øinene og ha'e den glæde at kunne tænke: I kan alle være stolte af mig. Ikke således at jeg mener de havde lov til at foragte mig om jeg handlede anderledes. Men der er dog en seier i det at være hård mod sig selv, og være det for andres skyld, fordi en ved, at hvis en gav sig hen, og lod sig synke, så blev en ikke det en kunde og skulde for de andre.

For jeg, – jeg vilde blive opslugt af det, jeg.

Og har jeg nu klaret mig altid og bestandig, og hele mit liv gået om som et frit menneske, som ingen kunde gjøre noget, eller være mester over, så skal det, håber jeg, – være min mindste kunst at greie mig ud af denne smule pine.

Det er hos Pylle jeg sidder og skriver,^k4 der hvor jeg så dem første gang, og mindst anede at de var en troldmand, med forgiftede toner i hvert et ord. Alle er gået på Tivoli, men jeg vilde ikke, jeg. Jeg skal sove her inat, hvad jeg også gjorde igårnat, fordi rangelen er blevet ved, og jeg endnu ikke har kunnet ta'e op til Grefsen.^k5

Imorgen er det til Sars's vi skal i et stort selskab, som fru Sars giver på sin fødselsdag.^k6 Drachmann reiste imorges til Lauervig,^k7 men vender imorgen tilbage, og bli'er her til på lørdag.

Det var godt de ikke kyssede mig. For så var jeg måske kommen til at lægge mit hoved ind til dem, og det vilde jeg siden fortrudt.

Men det er stygt af dem, at de la'er det bli'e til noget, at én har kysset mig på panden, og én på kinden. Herregud, jeg har jo slet ikke følt det, jeg! Når de andre vil gjøre sig til narre, og gå hen og trykke læberne mod en trædukke, hvad kommer det så trædukken ved?

Men det er forresten sandt, det er for modbydeligt, at blive således fingereret på. Det var nu blot på den fest, og det kom som et udtryk for en over – overgiven stemning. Det skal aldrig mere ske! De siger: «Stæng os ikke på forhånd ude» o.s. v. Men det er jo netop hvad jeg vil og må. Gjør jeg ikke det, så er jeg forloren, – det ved jeg jo. Jeg vil ikke under-handle med dem, – ikke treffe dem, ikke reise nogetsteds hen for at møde dem, ikke for nogen verdslig pris, vil jeg det. Var de her så vilde jeg måske ha'e én éneste samtale med dem, – skjøndt nei, – heller ikke det, vilde jeg! –

Ikke tro, at de vilde ha'e godt af at komme sammen med mig! Tro det endelig ikke. For jeg vilde bare blive idiot, og sidde ganske stille, og høre og lytte med et fjantet smil, eller sådant noget. Og det vil jeg ikke. Jeg vil ikke fordummes og forkvakles og forhexes, således som samværet med dem vilde gjøre det. –

Jeg er forfærdelig bedrøvet – så helt til døden bedrøvet, når jeg nu i aften siger dem mit farvel. Men sige det må jeg. –

Amalie Müller.

[På baksiden:] Læs dette sidst.

Morgenen derpå.

Jeg har læst det igjennem hvad jeg skrev igåraftes, og jeg er så misfornøiet, så misfornøiet med det. Men sende det må jeg, for jeg ved ikke noget andet at svare. Det er så svært at tale til en om sig selv, der ikke kjender de forudsætninger og betingelser i kraft af hvilke man er den man er, og har det underlag at stå på, som man har. Derfor er det så håbløst. I sex måneder, ja måske i et år måtte vi være sammen, og være det uafladeligt for at de skulde kjende mig tværs igjennem. Og dog er jeg så utrolig enkel. Men det er det folk ikke tror, og det er det jeg altid glemmer at folk ikke tror.

Jeg forstår ikke deres brev. Hvorfor skal jeg være så «uendelig forsigtig med med [sic] hvad jeg gjør med dem og mig» og hvorfor så «uendelig modig»?

Hvorfor i al verden skal jeg det?

Som om der var anledning at være den ringeste smule i retning af hverken det ene eller andet ligeoverfor dem.

Vi, som beboer to forskjellige riger og lande, og som ikke kan være noget andet for hinanden end brevvenner, hvad vi slet ikke vil, for det er så kjedeligt. Det var underligt det, at de kunde gå hen og ha'e til hensigt at give mig et kys og det et alvorligt, for det gjør man dog ikke sådan uden videre med et medmenneske, – og hvor kunde de vide om jeg vilde det?

Nei, nei, nei, – der er intet andet at gjøre end det jeg skrev igåraftes. Nu skal jeg ta'e fat med alvor og kraft på at fordrive og reflektere mig ud og bort og opover, og som sagt, – det skulde være underligt om det ikke vilde lykkes.

Og når de sidder dernede i Kjøbenhavn og atter er ved deres arbeide så vil de huske, (men skjældnere og skjældnere) at de traf en rar en (ikke på dansk) deroppe på Norgesreisen, som tvang sig ind i deres tanker ved at være så underlig «forrykt» som Drachmann kaldte mig i sine rimede vers. ^k8

Og jeg, – ja jeg klarer mig nok. Livet er så dog alligevel en ørk, og støder man på en oase, så gjør man klogest i at gå den forbi for at slippe for den jammer det volder at drives fra den igjen. Og fra den må vi alle, bestandig.

Men de var et vidunderligt menneske. Gud give, det nu måtte være helt ud sandt, at «jeg havde en mageløs evne til at glemme.»

Deres

A.M.

NB. Jeg skal nok sende dem afskriften af B.B.s brev om Jakobsens bog, når de er vendt tilbage til Danmark.^k9 D. S.

Skram, Hotel Nordstjernen Bergen

Fra Kristiania 17/8/82 kl. 5.35 em

Hilsen tilbage. Har sendt brev idag.

Amalie Müller

Redaktør Skram

Alexander Kielland Stvgr

Fra Christiania 26/8/82 kl. 1.40 em

Jeg er i Kristiania, hvor de treffer mig hjemme

Amalie Müller

Skram

Alexander Kielland Stavanger

Fra Christiania 28/8/82 kl. 2 em

Har feber af at vente. Længes, men er gruelig bange.

Amalie Müller

[2/9/82]

Søde, elskede!

Du kommer ikke mere til at se mig. Her lå bud fra atter nogle reisende bergenservenner om at de kom idag kl.10 for at være sammen med mig til kl.6 iaften, da de reiser sin vei. Selv om jeg vilde, kunde jeg intet afbud sende, for jeg ved ikke, hvor de bor. Men jeg kunde forresten ikke gjøre det i ethvert fald.

Derfor sender jeg dig mit portrait. Du vil sikkert ikke synes om det, i allefald ikke meget, – ja jeg ved ikke, jeg, men folk synes ikke det er godt.

Hvis du skriver til mig, så kunde du gjerne fortælle mig det som du begyndte på igår, om hvorfor du af to grunde, vilde komme til at lide mindre end jeg ved at skilles og leve adskildt fra mig. Hvorfor var det? Jeg kom til at tænke på noget Drachmann sa'e om dig,^k10 men det er lidt stygt, og kanske bli'er du sint på mig for det, men det kunde være den ene grund. Det var dette, at du havde gående en 5–6 forhold på en gang i almindelighed, og så gik du sådan og pirkede lidt ved dem alle. Hvis det er sandt, var det måske bedst, at du skyndsomst lod det til mig falde, for det vil utvilsomt bli'e det brydsomste og kanske også det kjedeligste, når alt kommer til alt.

Du var så sød og god igår. Ved at være sådan vandt du og bandt du mig i en forfærdelig grad, – du er det deiligste jeg ved. Og jeg har sovet som en sten, og jeg er slet ikke bedrøvet eller forpint mere, men bare glad, og jeg vil vedblive at være det. Farvel da elskede, – og tak for det altsammen, – men husk at du ikke siger det til nogen, og husk at binde With,^k11 eller hvad det var noget på ærmet,– husk endelig det!

Din, din egen – – –

Kristiania. Hotel Victoria den 2 September [1882] Kl. 1 ½

Min Kuffert er pakket, jeg har spist, om to Timer kommer Folk og bærer mine Sager bort, og jeg trasker bag efter, forunderlig tilmode. Jeg er ganske rolig, alt er blidt inden i mig, jeg lider ikke, men ved en lille Anledning kunde jeg græde. Da dit Brev kom til mig imorges,^k12 og jeg følte Fotografiet inde i, vidste jeg, inden jeg åbnede Konvoluten, at jeg ikke måtte komme til Dig. Havde det været den gamle Grund, havde Du tilføjet mig et næsten ondt Slag, nu kom det fint og blødt som din Hånd igår Aftes på mit Hoved. Jeg blev ikke straks bedrøvet, det voxede langsomt op i mig, men jeg tænkte næsten ikke på andet end på, at Du måtte komme til Kbhvn i Julen, og hvorledes jeg da vilde indrette alt. Hvorledes Du skulde gå ud og ind hos min Moder og min gifte Søster,^k13 og hvorledes Du og min Søster Emma – spørg om hende hos Lille-Mo'r^k14 og gamle Fru Thaulow^k15 – skulde gå med mig i Teatret og videre og videre.

Men jeg var inderlig forknyt og medlidende med mig selv, og nu er jeg helt melankolsk. Idag skulde jeg have tiet stille, jeg skulde have fået Dig til at tale, mine Spørgsmål skulde have lagt sig så snedigt om dit Hjerte, at Du måtte bryde ud igjennem dem for at få Luft. Min egen dyrebare Veninde, mit første alvorlige Forlangende til Dig – og nu har jeg Ret til at forlange – er, at Du så snart ske kan sender mig Manuskriptet til dine Fortæl-linger.^k16 Jeg må kende dem. Jeg må vide, hvad der har bragt Dig til at skrive. Jeg må hjemme og på Afstand få at vide noget af alt det, som jeg nu rejser fra. Amalie Du skal lukke dit Sind op for mig. Du Søde, du er jo allerede i Gæld til mig. – Dit Billede ligger foran mig. Jeg er så glad derfor. Helt godt er det ikke, men det er jo dog Dig. – Ak mon jeg idag kunde have været rolig og fornuftig ved vort Møde og spurgt klogt? Jeg havde vel ikke gjort andet end trykke Dig til mit Hjerte og kysset Dig. Men et er næsten godt, at jeg ikke så Dig idag. Det havde gjort bitterlig ondt at sige farvel. Du, jeg er så langsomt et Menneske, det havde først gjort rigtig ondt nede på Gaden og ombord og hjemme, og Smærten jeg nu først skal til at føle, vil blive mange Gange værre, jo længere bort jeg kommer fra Dig. Alligevel Amalie, jeg er kun glad over, at jeg kom tilbage, kun skulde jeg ikke have talt så meget – jeg interesserer mig ikke længer rigtig for mig selv; indtil jeg på ny får gjort noget, der duer,^k17 har jeg ved at tale om mig selv en underlig Følelse af at omtale noget forhenværende. Kun det Amalie gør mig så ubeskrivelig glad, at jeg måske ved al denne Snakken har gjort Dig noget godt. Min egen Pige, derfor kom jeg jo tilbage for at sige Dig, at Kærlighed er ikke noget ondt. Og Du har nu følt det. Om end kun en eneste Dag! Min Ven, tro mig, det vil holde ud. Der er en velsignet Tilflugt i en eneste virkelig fyldt Dag. Men for mig er alt dette kun en Begyndelse. Jeg er så langsomt et Menneske, jeg er længe om at leve, og jeg er længe om at vokse mig helt ind i en Kærlighed. Jeg synes det er så stort det, jeg går ind deri som i et nyt Liv, jeg vil føle det igen i enhver Trevl i mig, og det breder sig ikke i et Nu. Taler jeg uden Respekt om den Følelse, der nu binder mig til Dig? Jeg tror det ikke, Ven, den er så øm og god og levedygtig. – Ak jeg har ikke Tid til at sige Dig hvad det er jeg forlanger af Dig og mig, det er så meget.

Der var nu et Menneske, som vilde have mit Tøj.^k18 Jeg må snart afsted. Det suger om mit Hjerte.

Kæreste Du, blot jeg igår havde sagt helt ud hvad jeg mente med, at jeg vilde rimeligvis komme til at lide mindre end Du. Drachmanns Sludder må Du ikke bryde Dig det mindste om, han snakker hen i Vejret, han kender mig absolut ikke.

Jeg mente for det første det, at jeg jo har elsket én Gang og lidt. Jeg mente, at mit gamle Hjerte måtte vibrere mindre voldsomt end dit. Du er så ung, Amalie, så uskyldig, min yndige, dejlige Pige, Du vidste jo igår endnu næppe, hvor hen dit Hjerte kunde føre Dig.

Også det andet Amalie. Jeg sagde det ikke igår, for jeg var bange for at tilføje Dig Smærte. Jeg syntes jeg måtte gå forsigtig og lempelig frem. Du véd, at alle vi Mænd ikke leve kysk. Jeg heller ikke. Men jeg lever ikke i Griseri – det kan jeg ikke holde ud. Der er en ung Pige,^k19 som holder inderlig, absolut trofast af mig nu på tredie År. Hun er en fin Natur. Jeg vilde have vist Dig hendes Breve til Stavanger. Hun er mig en Trøst, det er således og jeg har ikke Evne eller Vilje til at vise dette fra mig så længe jeg er alene^k20

Kr.ania 6-9-82

Jeg har ventet med at skrive. Dag efter dag har jeg ventet, for jeg vilde så endelig være sikker i min sag. Jeg vilde vide med vished om det var sandt at for hver time, som gik, levede jeg mig længer og længer bort fra det, der var mellem dem og mig.

Og således er det.

Dine to «grunde», dem du ikke vilde sige.

Den ene af dem har bevirket forandringen.

De stod at læse i dit brev, ved du jo nok – det brev, som jeg var så henrykt, så frydefuld over – sålænge til slutningen kom.

Det gjør så ondt at vide, at der ikke gives nogen muligheds råd for at få det sagt eller udtrykt således som det er, og jeg er så bange for at du så dårligt og så neppeligt, vil kunne forstå hvad der er foregået med mig. For hvis du f.e.x. tænker at at jeg er vred, eller krænket, eller misfornøiet med dig; at jeg har følt så meget som en skygge af en skuffelse over dig; at jeg nærer et øiebliks tvil om at du er den aller éneste i verden, som kunde været min Pygmalion,^k21 så er det så galt og så urigtigt tænkt. Nei, det er bare dette, at den ene lille grund har tilintetgjort og veiret hen, ikke billedet af den mand jeg nu bærer i min sjæl, – men enhver mulighed for, at jeg kunde ville ham noget. Forstår du? Du skulde vide hvor alvorligt jeg taler nu.

Det er jo ikke mange dage siden jeg blev født på ny ved min kjærlighed til dig. Men disse få dage, har været en travel tid indeni mig. For jeg «lever ikke langsomt», jeg, når jeg først farer med det.

Hvad der skete mellem os, er blevet en drøm, en dejlig forførende drøm, som jeg i fremtiden vil mindes, men skjældnere og skjældnere, og som aldrig kan få mere end en drøms magt over mit sind.

Hvis jeg nu kommer til at volde dem [krysset ut], jo dem, for lad os være de's igjen – om bare et par dages bedrøvelse eller mismod, så vil det gjøre mig forfærdelig ondt.

For jeg vilde heller volde dem glæde, al den glæde, der bare er til. Jeg skylder dem jo det meste et menneske kan skylde et andet, og jeg kan ikke glemme, at de var den, de var.

Men jeg må jo være redelig, og sige dem sandheden.

«Det voxer så langsomt» – skrev de – «det tager slig tid før det bliver til kjærlighed». – Aa hvor jeg nu er glad for disse ord, de som i øieblikket gjorde mig så urolig og utålmodig. Nu er det dem, som giver mig mod.

Hvor jeg takker dem fordi de ikke gjorde mig klog på «grunden» hin aften. Kun dårligt kan jeg forestille mig den virkning det vilde havt, at høre det af deres egen mund. Sandsynligvis vilde jeg, stum som en sten, være sprunget min vei, forbi glanende tjeneste-piger og nysgjerrige opvartere, ikke ændsende nogen verdens ting, kun villende det ene; flygte bort fra dem, og komme i skjul. Men hvor det var godt de skrev det nu strax. Og hvor det var rigtigt! De er da endelig engang en mand, og hvor jeg tror, at de er sanddru.

Men hvorledes kan det hænge sammen at de vilde binde mig til dem, endskjøndt de tilhørte en anden kvinde iforveien, en som er deres, og som er dem en trøst? Hvorledes kunde de ville det, – de, som er så fin og god? «En ung pige som holder inderligt, absolut trofast af mig, nu på tredie år. Hun er en fin natur, og hun er mig en trøst «.

Hvad vilde de så gå ud efter en ny kvinde, de som allerede har givet dem bort til en, der er værdig til at eie dem. Og fremfor alt, hvorledes kunde de falde på at vælge netop mig? Hvorledes kunde de tænke, at jeg vilde have nogen del eller lod i sligt?

Det er ikke skinsyge, i allefald føles det ikke således. Det er simpelthen min retsbevidsthed som oprøres i en grad, så de aner det ikke. Jeg være kommen ind mellem dem og en kvinde, som elsker dem, og som de elsker, og som sidder inde med sine krav ifra års troskab, kjærlighed og samliv. En som har givet hele sig selv hen, og som er bleven taget af dem, som de, for at sige det vulgairt, har forført og levet med. Det er jo netop den slags forhold (som det, deres til mig vilde blive) jeg har den dybeste, den sandeste afsky for. Thi enten de er viet i kirken eller ei – det er ligefuldt et ægteskab – og de er ligefuldt for mig en gift mand. Og når hun virkelig er så meget for dem, hvorfor tager de hende da ikke til deres virkelige hustru, siden hun udentvil vil det helst af alt i verden, og siden de ved, at hun vil gå i hundene den dag, de forlader hende. Det er og bliver oprørende, at mænd ikke opdrages til at føle den slags ansvar. Mephistofeles: «Sie ist die erste nicht»^k22 – det er den formular, hvormed samfundet begraver disse sine døde. Hvad skal der dog gjøres for at få en anden moral ind på netop dette punkt. Om tusinder gav sit liv hen for det, – det nyttede intet. Derfor må jeg vende mig bort fra verden, og lade den seile sin egen sø, for jeg kan, jeg kan ikke udholde at se på al den uret der gjøres, al den smerte, der lides, al den menneskekapital der går tilspilde. Hvor jeg synes synd i denne unge pige, som sikkert er en sød og god og ufordærvet én, siden de holder af hende. Og hvor det vilde gjøre mig ondt, om de nogensinde gik fra hende. Havde det enda været mig. Jeg skulde nok ha'e vidst at greie mig bagefter. Men sådan en ung stakkel, der ikke er klog nok til at være færdig med livet, hvad øieblik som helst. Men hendes breve vilde jeg ikke ha'e læst. Det vilde været helligbrøde. Og jeg havde ikke havt lyst engang, jeg.

Bare dette, at de skulde gå med to kvinder i deres hjærte, og jeg være den ene; – og jeg være den, som skulde vendte til jeg voxede op ved siden af den anden! Hvor de absolut ikke kjender mig!

De vil tænke på mine liberale udtalelser om flerkoneri,^k23 og kan måske ikke rime dette sammen. Men forstår de da ikke at jeg vilde ha'e det, fordi hele det skidt var mig i uindskrænket grad uvedkommende. Fordi mændene og alt deres kram var mig så uendelig ligegyldigt, og fordi jeg syntes bedst om at der var sandhed i tingene, siden det alligevel ikke kunde nytte at forlange at de bedste mænd skulde være jevngode med de bedste kvinder. Det er forresten ikke sandt at alle mænd lever ukydsk. For jeg ved med absolut vished at begge mine brødre, ikke min tredie, som er i Amerika, men begge de andre, som er ugifte, og som jeg skiftevis har levet sammen med, siden jeg forlod mit ægteskab – at begge disse mænd lever kydsk.^k24 De kan stole på at det er sandt. Og gives der først to undtagelser, så kan der gives to tusinde.

Jeg stanser forskrækket over at ha'e talt så meget, jeg, som sammen med dem ikke kunde sige nogen verdens ting, fordi de fyldte mig så helt at der ikke blev rum for mig, eller mine tanker, eller min forstands brug; og fordi det var mig en for stor fryd at se dem, at høre deres ord og deres stemme, at lytte til alt det om dem selv, som aldrig blev mig nok. Jeg og mine greier blev så kjedelige i sammenligning med selv det mindste ord fra deres mund. Og så forresten, så interesserer jeg mig heller ikke for mig selv i ringeste måde.

Gå nu ikke hen og tro at at dette vil øve en stor og smertelig indflydelse på mig.

Jeg skal nok klare mig, jeg. En så durchdreven og gjennemreflekteret pessimist, finder sig hurtigt tilrette i hvadsomhelst, der forefalder. Livet har nu engang omtrent skræmt livet af mig. Nu kan det længe nok stå og kalde på mig. Så såre jeg løfter på mit hoved, og går et frygtsomt og nølende skridt for at se hvad det er, støder det mig, ved selve sin venlighed, således tilbage, at jeg ræd og forfærdet søger ind i mit skjul igjen. Således er det gået mig, hvergang jeg har listet mig frem for at høre hvad det er man vil mig. Kanske går jeg dog bare for at få fred en dag hen og gifter mig med et menneske, som jeg akurat kan tåle, og som forresten har meget at byde på. Gutterne kan så alligevel ikke godt tages fra mig for skolens skyld.^k25 Det vilde ikke blive så slemt nu, siden jeg ved hvad det er for noget. Og vanen vilde gjøre sit. Livet er så utrolig vulgairt, og det bedste man kan gjøre, er uden tvil selv at blive vulgair.

Der er noget jeg har sådan en trang til at gjøre, og det er at bede dem om forladelse. Og idet jeg nu gjør det, sker det med en så levende følelse af sorg og anger, at mine øine står fulde af tårer, mine, som i åringer ikke har udgydt én éneste. For det var min skyld altsammen. De så mig ikke, de, (i allefald ikke på den måde), før jeg tvang dem til at tænke på mig. Og så telegraferte jeg ikke afbud til Stavanger, fordi den troldskaben, jeg på reisen havde fået i blodet mit, endnu sad i, og kun behøvede deres tilsagn om at komme for at gi'e sig til at rase på nyt, og værre end før. Altsammen var min skyld, – det er derfor jeg beder om forladelse. De har havt så meget bryderi med mig, og nu er det spildt altsammen – der er intet, intet tilbage, – det er veiret hen som støvet på landeveien. Lad det ikke gjøre dem noget. Det tror jeg heller ikke det kan. De ser jo at jeg er en ubekvem materie. Og desuden har det havt en så en [sic] kort tid til at gro i hos dem, og de er «så langsomt et menneske» ved de, og så har de en, som «er dem en trøst». Og skulde de et øieblik ville til at føle smerte, så skal de skynde dem at huske, at der er ingenting ved mig i grunden. Det er ved gud sandt. Jeg duer ikke til at bruges. Jeg passer i ethvert fald ikke til at ha'e noget med mænd at gjøre, for de er så anderledes beskafne end jeg. De vilde ikke havt nogen rigtig glæde af mig. Langtifra! Kammerater og venner kunde vi være blevne, for de var jo så kjæk og prægtig i alle henseender, og alt det de kunde lært mig! Men nu er også denne mulighed gået istykker for os.

Vær nu ikke sint på mig. For jeg kan ikke holde ud, at de er det. Husk bestandig på, at jeg kunde ikke hjælpe det, jeg. Jeg blev ledet ind i dette af noget, der var stærkere end jeg. Derfor kan jeg heller ikke skamme mig over at jeg har favnet og kysset en fremmed mand, og det skulde jeg dog. En fremmed, – hvor det klinger underligt. For jeg følte det, som havde jeg kjendt dem i al min tid, men bare ikke havt held til at treffe dem før. Derfor – Fortryder? Langtifra!

Der er ikke tanke på, at jeg fortryder. Hvad skulde jeg fortryde? Jo, at jeg har voldt dem al den tummel det var at komme hid tilbage, ikke at tale om udgifter og sligt. Og det vilde smerte mig, hvis det kunde gjøre dem nogen virkelig, eller varig fortræd, at de fandt og tabte mig omtrent samtidigt. Men det kan det ikke. Kan det vel det?

Jeg har været ude på røvertog og eventyr. Træt og såret, men ikke tilsølet og forjasket, er jeg nu vendt tilbage. Mit forrige jeg åbner med en streng og dadlende, men dog moderlig mine sine arme for mig, og langsomt, ganske langsomt synker jeg ned i dem. Det er som går jeg nu i kloster.

Og jeg vil være så flittig og virksom, meget flittigere end før. Når jeg ser alt det, jeg vil bestille, går det pludselig op for mig, at jeg har været et dovent menneske.

Og al den søvn jeg har tilgode!

Hvis vi nogensinde treffes, hvad jeg håber vi ikke gjør, for det vilde pine mig så meget, så har vi bare set hinanden en passant. Husk endelig det!

Nu vil jeg brænde alle telegrammerne, og begge brevene. Jeg føler et stik i hjærtet, idet jeg nu tager mod til mig og siger: adieu for bestandig.

Amalie Müller.

Jeg har glemt at takke for det telegram jeg fik igår. Havde det været som det var, da vi skildtes, vilde det moret og glædet mig i høi grad. Nu bare gjorde det så ondt, så ondt. D.S.

Kri.ania 7-9-82

Netop som jeg har sendt mit modbydeligt lange brev afsted, bli'er jeg nødt til at skrive et til. Først igår traf jeg nemlig Ingeborg og en del andre Thaulower,^k26 da jeg har været syg siden lørdag, og nægtet mig hjemme for alle, uden undtagelse, og nu har jeg fået hele lextien om, i hvilken grad de havde forstået at stave og lægge sammen. Nini og Theodor havde ikke alene sét dem i vognen, men også sét dem kjøre op ad Rosenborggade,^k27 og ventet til den tomme vogn kom nedover igjen. De var gået ganske rolig til løkken^k28 og fortalt at de nu vidste hvem fru Müllers reisende var e.c.t. De havde ikke villet nævne det til dem dagen efter, fordi de gjerne vilde være delikate, og fordi de troede, det var en så «alvorlig affaire.» Ingeborg påstod at de havde været så besynderlig dagen efter, og besvaret alle spørgsmål på en så åndsfraværende og rastløs måde. Det, de havde sagt om forretninger, havde forekommet dem alle så mystisk. Nogen havde sét mig fare nedover byen i en drosche. Herman havde taget fat på Jakob, og spurgt ham ud, om hvor jeg skulde hen, hvad Jakob ikke kunde give besked om. Ingeborg påstod med en sådan bestemthed, at jeg havde været sammen med dem begge aftener, at jeg virkelig troede, hun positivt vidste det. Hun var meget fornærmet på mig, fordi jeg ingen fortrolighed havde havt til hende, og trængte hårdt ind på mig for at jeg skulde tilstå alt! Nini havde skrevet til Theodor om det og sagt at der var ingen tvil om at fru Müller og Skram o.s. v.

Der kan de se, hvor godt det var, vi ikke kom på løkken hin aften, da vi næsten stod for døren.

Jeg udholdt attentatet med en beundringsværdig ro og koldblodighed. Jeg havde ikke tiltroet mig selv så megen frækhed og energi som den, hvormed jeg tilbageviste alle beskyldninger. Det gik op for mig, at man først ved, hvad man duer til, når man står foran ilden. Jeg er ikke så gal, jeg, må de tro. For en fordærvet og snedig person, jeg kunde være bleven, hvis forholdene havde taget mig ordentligt i brug. Nu gider jeg hverken det ene eller andet. Men jeg løi, – det er utroligt hvor godt jeg gjorde det, tiltrods for at jeg ikke er håndgangen, og jeg påstod, at jeg kun havde set dem den ene gang i visiten. Din tomme vogn kunde været en anden, sa'e jeg: alle vogne ser éns ud, og det gjør alle kudsker også. Den første aften havde de faret omkring for at treffe Grevstad,^k29 med hvem jeg havde forstået, at de havde kjedelige forretninger, – pengesager – men uden resultat, – så havde de i ethvert fald sagt det til mig. De havde endvidere sagt at de også fredag eftermiddag sandsynligvis vilde være optaget af kjedelige forretninger, hvorfor jeg ikke mere fik dem at se. Det holdt hårdt, især med Ingeborg, men tilsidst troede hun mig aldeles ubetinget. Jeg tog det så utroligt roligt. Som om det ikke interesserte mig synderlig enten man troede mig eller ei. Nini og de andre, bad mig næsten om forladelse, fordi de havde kunne tænke det til mig. Hun vilde strax skrive til Theodor. Fritz sa'e, at han altså havde havt ret, når han hele tiden havde sagt, at det hele var noget sludder; han var så vis på at Skram og jeg ikke havde havt det fjerneste maskepi sammen at o.s. v. Det vidste han bedre. O.s. v. Jeg underretter dem om dette, for at de skal vide, hvordan sagerne står, når Fritz og Ingeborg nu kommer til Kjbhvn og måske gjør hentydninger. Kjære, – sig nu bare akurat det samme som jeg, så er de så sød. De sa'e engang at det ikke kunde være så farligt om folk til syvende og sidst, fik det at vide, men det er, det er farligt. Ingen af dem vilde tro mig mere! Bare det! Man vilde mistænke mig for at være så meget værre og for at ha'e gjort så meget galere ting end det jeg virkelig har gjort. De vilde tro det værste om mig. Og det vilde ikke være hyggeligt at stå som en løgner foran dem alle. Og så er det ikke bare for min skyld, men for mine gutters som fortjener at ha'e en mor med et pletfrit rygte og for min broders og hans guts skyld. Husk på alt det!

Forresten føler jeg mig tryg i deres hænder.

Deres A. M.

Kbhvn. den 10 September [1882]

Amalie, Du har dømt hurtig, for hurtig, og Du skal høre mig. Tro ikke, min dyrebare Veninde, at jeg i mit Hjerte beskylder Dig for letsindig at have fældet din Dom, jeg véd, at Du har været dybt dybt alvorlig, da Du gjorde Prøven på at rive mig ud af dit Sind, og hvad mere er, jeg tror, at hvad Du har gjort Prøve på, er lykkedes for Dig. Du elsker mig ikke mere. Jeg siger dette så sørgmodig som muligt, men jeg er rolig, for jeg har intet Håb opgivet. Jeg vil bejle til Dig. Jeg vandt Dig for hurtig. Lad mig nu prøve, om jeg kan vinde Dig anden Gang og bedre. Jeg er Dig ikke uværdig, og jeg beder dig kun, om jeg langsomt må få Lov til at søge ind imod dit Hjerte på ny. Jeg beder derom for min og for din Skyld Amalie. Jeg kan gøre Dig noget godt, så vist som jeg véd, at der hos Dig ligger det Gode i Livet, som jeg har Evne til at søge. Dit Liv Amalie er ikke helt rent, og synder jeg imod noget Fint og Skært, så står Du og har stået i Begreb med at gøre det samme. En enkelt Ytring i dit Brev indeholder forblommet det samme Brud på Renhed og Ægthed i dit Følelsesliv som min Meddelelse gjorde det for mit Livs vedkommende. Og tager Du ærlig din Kærlighed op på ny, så bliver Du renset, det er det Gode jeg kan gøre Dig – og Du mig. Jeg vender mig med min Kærlighed til Dig som til en Renselsesfest helt og helt igennem – ikke fordi Amalie Du er et så meget bedre Menneske end jeg, end ikke et så meget finere, skønt det er Du, men fordi to ærlige Mennesker kunne elske hinanden rene.^k30 Du og jeg, hvis Livet giver os Lykke dertil. Når Du har næret Planer om Gifter-mål og griber til dem på ny, er det på dine Vilkår en Synd af samme Art som den jeg har gjort Tilståelse om, kun at min er så meget værre, fordi jeg sidder midt i den. Men Du har ingen Trang haft til straks at sige mig, at der var et Brud i Rækken af dine blanke, selvrolige Handlinger, at Du stundom hemmelig hvilede ud i Planer, der, man tage så hensynsfuldt på dem som man vil, smitter af i en ren Sjæl. Min egen Veninde, jeg retter ingen Bebrejdelse imod Dig, men jeg ønsker for et Øjeblik at vende dit Blik ind imod Dig selv. Jeg er bleven uhyre forskrækket ved din Ytring, den er gået mig igennem Hjertet på langt smærtefuldere Måde end dine Ord direkte til mig. For jeg tror, Du har Uret i det væsentlige hvad mig angår, og jeg er endnu modig nok til at håbe, at jeg skal kunne vise Dig det – men er Du for Alvor slap i dine egne Sager, så Amalie forstyrrer Du så meget, der kunde blive godt.

Men jeg har vel ingen Myndighed til at tale til dig, før jeg har fejet for min egen Dør.

Husker Du min Ven, Dyveke i «Gertrude Coldbjørnsen»?^k31 Den unge Pige, som trøster Fabricius. Hun optræder først i sidste Kapitel. Forargede hint Forhold Dig, da Du læste det, eller forstod Du nogenlunde Arten af den Godhed, Fabricius nærede for hende, og kunde Du tænke Dig, at denne unge Pige elskede ham af hele sin Sjæl og vidste af, at hun kun var ham en Trøst, aldrig kunde fylde Tilværelsen for ham? Dette er Grundtonen i det Forhold jeg omtalte for Dig som en Trøst i mit Liv. Der er end ikke en Gnist af Løgn deri i den Forstand, at den unge Pige tror, at jeg elsker hende. Hun tror, at jeg holder alvorlig og ømt af hende, og at der hidtil siden Gertrudes Dage^k32 ikke har været nogen Kvinde på min Vej, som har kunnet tage mig fra hende. Men da jeg blev så længe i Norge, var hun forberedt på, at jeg kom forlovet endog gift hjem, og hun vilde været gået fra mig uden at rejse nogensomhelst Anklage imod mig, for på de Vilkår vidste hun vare vi forenede. Det har jeg sagt en Gang for alle og hun gentaget de hundrede Gange. Forklaringen på disse – i Danmark ikke meget hyppige, i Frankrig overordenlig talrige – ensidige Kærlighedsforhold ligger simpelthen i den sociale Dannelses Forskel. Den unge Pige jeg omtaler er Dame-skrædderinde og har aldrig tænkt på at ville være min Hustru. Hun er forstandig og véd, at hvad der udgør hendes Fryd som Elskerinde vilde være en Ulykke for hende som Frue.

Men om igen; jeg vil lægge det hele så klart frem for Dig som det er mig muligt.

En Efterårsaften for snart tre År siden mødte jeg på Gamle Kongevej ved Søen den unge Pige som hedder Camilla. Hun havde en ejendommelig smuk Gang, som fængslede mit Blik og idet jeg gik forbi, så hun vist på mig. Jeg vendte om og talte til hende, og hun bad på en Måde om Undskyldning fordi hun havde set så bestemt på mig, hun havde i mig troet at genkende en anden, som hun ønskede at træffe. Jeg spurgte om, hvem denne anden var, og skønt jeg ikke fik nogen klar Besked, forstod jeg, at det måtte være en meget kær Person, en Elsker formodentlig, med hvem det var kommet til et Brud. Hun talte behage-ligt og med et ejendommeligt Lune og noget forpint, og var langt langt finere end unge Piger man kan finde på at tale til på Gaden ellers ere. Hun boede i Nærheden. Jeg husker, at jeg foreslog hende at følge med mig på en Restauration, men da det så ud til Regn, svarede hun kort og godt, at det var bedere [sic] at gå op til hende og der drikke den Flaske Vin, jeg omtalte. Naturligvis mente jeg nu, at have et mildest talt højst letsindigt Pigebarn for mig; jeg købte Vin og Glas – kan jeg huske – og befandt mig installeret hos en fint-tarvelig klædt yngere [sic] Pige på en 25 År, hvis ualmindelig svære sorte Øjenbryn og forunderlig hårdt skårne Ansigt interesserede mig. Vi talte i et par Timers Tid sammen. Så vidste jeg, at jeg havde et ufordærvet, forstandigt, delvist dannet og rimeligvis fintfølende Væsen for mig, der havde lidt Nød i en Kærlighedshistorie. Hun var for Tiden første Syerske på et stort Magasin. Vi talte muntert og honnet, kun forsvarede jeg i al Skikkelig-hed den sanselige Side af Elskov, som hun angreb som noget uskønt. Jeg fortalte en Historie om Kærlighed, som skulde bevise mine Teorier, så, uden Overgang eller Forberedelse rejste hun sig, greb med et forunderlig stille Smil Broschen under Hagen, løftede den af og sagde «Ja, nu må jeg i Seng; jeg ved ikke hvad De vil gøre.» «Blive naturligvis,» svarede jeg trods min umådelige Forbavselse så rolig, som om jeg intet andet kunde have ventet, og i et Minut var hun hoppet i Seng. Jeg var rolig som en Eksperimentator. Hendes Hengivelse var forunderlig, ur-ren, skælvende sanselig og sig brødefuld bevidst på én Gang. Jeg havde ondt af hende. Jeg tror, at jeg ikke et Sekund tog fejl. En Mand, hendes Elsker havde hun hengivet sig til før, han havde forladt hende; i Måneder havde hun lidt, krænket i sin inderste Sjæl og dybt bedrøvet, nu stod hun på et uendelig farligt Vende-punkt. Hendes Sanser havde overlistet hende i den forpinte Tilstand hvori hun var. Var jeg nu en Slyngel – nej blot det man i Almindelighed kalder et Mandfolk – var hun fortabt. Jeg tog så blidt og roligt og så muntert skikkeligt som jeg havde Evne til på hele Situationen. Da jeg gik, kyssede jeg hende, det havde jeg ikke gjort før. – Ak Amalie, det er sandt, Du mener formodentlig, at jeg skulde være gået, da hun vilde give sig hen. Min Ven, om slig Dyd findes, vilde den på dette Tidspunkt næppe have været heldig anvendt. Hun havde været skrøbelig som Vox i enhver nogenlunde erfaren Slubberts Hænder, og en sådan vilde hun have truffet. Jeg tog med rolig Samvittighed hvad hun gav. Jeg kendte Værdien deraf. Min Ven, mulig forstår Du slet intet af den hele Historie, men gør Du det, så skal Du føle, at jeg har Ret, når jeg siger, at det var netop deri min Fortjeneste bestod. Jeg forstod hvad der var sket. Jeg kendte Arten af hendes Sjælstilstand. Det var ikke et usædeligt Kvinde-menneske, der gav sig hen for en Flaske Vin; det var en ulykkelig ung Pige; næsten alle Mænd jeg kender vilde ikke have forstået dette. De vilde ikke have spurgt, de vilde ikke have haft synderlig Plads til Interesse for hende, for deres eget Begærs Skyld, og de vilde råt have ladet hende gå i Klasse med Skøgerne, man for en Klat Sølv kommer i samme hurtige Forbindelse med. Nu behandlede jeg hendes Hengivelse som en stor, vægtfyldig Begivenhed, jeg vilde ikke have undladt at komme igen for overmåde meget – løs og ledig som jeg var – jeg tog hende under Behandling som en Slags Elskovspræst kunde have gjort det, der gik en Måned hen, inden jeg spurgte om en Gentagelse af den første Aftens Begivenhed og jeg lærte hende i denne Tid og derefter såre såre meget om Respekt for sig selv, Finhed i Følelser. Hun skulde, var vi den Gang blevet skilte, ikke let være faldet i sine egne Sansers Snare på ny. Men naturligvis, så kom hun til at elske mig, for jeg tog godt og kærligt på hende. Så fortsattes vort Forhold i to År – hendes eneste Frygt var: når jeg gik fra hende; hun troede aldrig på Varigheden af vor Forbindelse, og en skønne Dag gik hun hen og forlovede sig med en halvt gejstlig Person ved Irvingianernes Menighed, Enkemand med to Børn.^k33 Jeg kunde naturligvis have forpurret denne Forbindelse, men jeg støttede den, fordi jeg troede hun var i god Havn. Forstår Du hendes bange Bevæg-grund? Mig forlod hun først to Dage før sit Bryllup. Hun var gift i lidt over et halvt År, i hvilken jeg fik et Par Breve – meget sørgmodige. Så gik hun pludselig en Dag fra sin Mand – han havde lagt Hånd på hende, og hun havde holdt det ud i tre Måneder, tror jeg. Hun tyede naturligvis til mig. Jeg hjalp hende med Penge og med min store Godhed for hende, hun var umådelig nedbrudt. Hun er en meget dygtig Kvinde og er hurtig kommen sig. Nu er hun modig, tjener godt og – elsker mig.

Ser Du Amalie dette er i korte Omrids Historien. Jeg brugte Udtrykket «mig absolut trofast», det skete for i et Par Ord at antyde Forholdets Art. Jeg var bange for, at Du skulde tro, at det var almindeligt Griseri det Hele. Når jeg brændte på Tungen for at få fortalt dette Forhold, så er det fordi det har spillet en Rolle i mit Liv. Camilla har været mig en Trøst. Det er godt at holde af; min Hengivenhed har været øvet og jeg har været trofast mod den Opgave at gøre godt – på min Måde – mod denne gode og kærlig-hedsfulde Kvinde. Havde jeg gået ganske ene om i Verden og kun nu og da knyttet et kortvarigt måske pikant, måske kun usædeligt Forhold til Kvinder i og uden for mit eget åndelige Område, var jeg måske bleven ligeså rå i mit Følelsesliv, som jeg til min Forskrækkelse mærker, at selv fint dannede Mænd kunne være. At jeg skulde have levet som en Munk er ikke din Mening. Men altså Amalie, min Brøde mod Dig er, at jeg ikke bryder dette Forhold straks, ja endog har sagt, at det vil være mig en Trøst at holde det vedlige. – Amalie, jeg ligger under her for min Ærligheds Skyld. Forstår Du slet ikke min Mening? Jeg lider ved min Fraværelse fra Dig, jeg lider ved, at jeg i mit Liv fra Dag og til Dag ikke kan få udtrykt, ikke finde Udtryk for det, som er blevet mit eget egentlige Indhold; min Stræben hen imod, ind til Dig, min Tro på, at Du har min Lykke i din Hånd, min Følelse af, at det er rent og dygtigt hvad vi to kunne ville hinanden – det lider jeg under, og så véd jeg, at jeg vilde lide endnu mere, hvis jeg med Ét skulde mærke, at jeg foruden en rent åndelig Smærte, om man kan sige så, skulde have mit sanselige Jegs aller bitreste Længsel at kæmpe med, ave og kue. Forstår Du ikke Amalie hvad Længsel vil sige. Er det afskyligt at sige, at jeg føler en Trøst ved at døve Længslen noget. Tror Du Trøsten er stor? Tænker Du ikke på den Pine, der ligger i selve Forsøget på Trøst? Amalie, Du må ikke lade mig falde for denne Sags Skyld – Du handler urigtigt heri. De fleste Mænd vilde vel på dette Punkt have tiet bom stille, og så Dig uafvidende søgt og fundet en rimeligvis langt lavere Art af Trøst. Amalie, havde Du været min Hustru, vidste jeg når Du blev det, tror Du så, at Sagerne stillede sig som nu, hvor jeg på Forhånd har meldt et Slags Frafald mod min Troskab mod Dig? Husk Amalie, at Du ikke har gjort Fordring på dine Rettig-heder, Du kappedes kun svagt med mig om at «give». Du har ikke villet være min straks og udelt, og derfor har jeg sagt Dig, at jeg så længe jeg er «alene» i Verden holder på den lille Trøst, som Livet har ført til mig. Jeg har ikke mod til at begynde min Pilgrimsgang med den Tærepenge jeg har. Du skal give mig mere. – Amalie, Du må ikke indlade Dig på at elske et Fantasimenneske. Jeg har vist mig som jeg er. Som sådan, men bedre og bedre, håber jeg, ved din Hjælp vil jeg vinde Dig. Lad Dig vinde Amalie, og tro en Smule på, at jeg, der har kunnet tale ind i dit Hjerte blot ved rolig at være mig selv, også er skikket til at høre til hos Dig. At jeg med mine Fejl, med min plumpe Udvikling som Mand dog kan råde og hjælpe Dig, at det virkelig er muligt at elske et Menneske, som ikke er en ideal Person men blot et ærligt Menneske, som i Bestræbelse efter at fjærne enhver Misforståelse har brudt ind på et fint omgærdet Sted og netop voldet en lignende Mangel på Forståelse som den han frygtede – tro på det.

Ak det er så fattigt det jeg siger. Kan Du ikke føle, at det jeg har kaldet en Trøst, nu er mig en tyngende Byrde netop for den udvortes Ligheds Skyld, der er imellem dette Forhold og et virkeligt Kærlighedsforhold, og kan Du forstå, at jeg nu aldrig kunde have begyndt på noget sådant. Jeg er jo ikke nogen løs og ledig Person mere – hvis Du holder af mig. Men kan Du så på den anden Side tage med en Smule af din Tanke forsigtig fat i det sørgelige Forhold, at vi Mænd – det er så Amalie, på meget få Undtagelser nær – rent uafhængig af vort Følelsesliv har lært fra 14–15 Års Alderen at leve ukysk, og at det dæmrer truende for mig som noget rent fysisk ondt, der vilde komme over mig og gøre mit Sind uklart,^k34 hvis den Fordring nu stilledes til mig, at jeg uden sikkert Varsel om et nyt Liv i Skønhed og Ro skulde bryde med noget forholdsvis kønt og blive Munk. Stil ikke dette op som din Vilje, Amalie, det er for ufornuftigt.

Jeg vil ikke skrive mere før dette Punkt er klaret. Det bæres mig for, at jeg kun med et Par ulyksalige Udtryk har voldet Dig og mig Fortræd. Men jeg tør intet tro, intet rigtig tænke.

Grunden til, at mit Svar først idag bliver skrevet ligger i at jeg først idag har læst dine to Breve og hvorfor jeg først idag har læst dem ligger i Omstændigheder, jeg ikke nu kan få fortalt. Det hænger sammen med hele mit Kærlighedsliv og derom vover jeg nu ikke at tale. For alt Godts Skyld misforstå mig nu ikke igen: min Kærlighed til Dig Amalie – jeg har ingen anden.

Alt det Pinlige med Thaulows gør mig oprigtig ondt for mange Årsagers Skyld – ikke mindst for din Dygtighed i at lyve.

Din Erik.

Skram

Nansensgade 34 – 4 Kbhvn

Fra Christiania 13/9/82 kl.9.05 fm

Skriver et Svar, naar jeg har tænkt mig ferdig, rimeligvis om en Dag eller to.

A M.

Kristiania 15de septbr. [1882]

«Jeg har dømt hurtigt, for hurtigt», siger du. Ak nei, min ven; jeg har slet ikke dømt, jeg. Bare den ytring beviser mig at du aldeles ikke forstår hvordan det hele er gåen til. Og hvorledes skulde du også kunne det. Jeg skrev jo det til dig, at der aldeles intet andet var foregået end dette, at jeg ikke mere kunde ville dig noget. Men deri ligger ingen dom, end ikke en nuance af bebreidelse mod dig, du kjære. Jeg er så modløs og så beklemt ligeoverfor den opgave jeg har, at skulle svare på dit brev. Jeg gjør det så modstræbende, for jeg vilde helst knibe af fra det hele, sænke det altsammen ned i den grav jeg har lavet istand i mit indre. Men det går jo ikke an, at du et sekund skulde tænke, at jeg behandlede vort mellemværende legert^k35 eller ukjærligt. Jeg har så stor respekt for dig og det, så megen godhed for det minde vi nu har fælles, at jeg ikke kan tåle, du skulde misforstå mig her. Men husk at jeg sendte dig mit sidste, mit virkelige farvel, og betænk at det var alvorligt ment. Når jeg nu taler til dig, så er det som var jeg stået op fra det døde.

Jeg ser anderledes på dit forhold til hint fruentimmer nu, og jeg ser også anderledes på hende. Det er sandt; det var af en anden art, end jeg tænkte. Jeg forstår mig forresten så utrolig lidt på den slags ting. Og det uagtet jeg ved og har hørt så meget, at intet burde være mig fremmed eller overraske mig. Men alligevel, – jeg oplever det atter og atter, – al min viden er ikke trængt indenfor huden. Det er et lag af olie jeg må være indsmurt med; thi alt det, der er min natur fjernt og modbydeligt, glider af igjen, om man så tog og dyppede mig i det fra isse til fod. Det mærker jeg bedst når noget sligt bryder ind hos mig. Den virkning det gjør, den skræk og smerte jeg føler, kunde passe for et barn, der intet, absolut intet vidste, og pludselig så alle sine illusioner flommet over af en smudsig, slimet strøm. Og hvis jeg enda havde illusioner! – men jeg eier ikke det som illusion er, skabt i min hjerne eller mit hjerte.

Hvad jeg har lidt ved at læse dit brev, – disse mange gange igjennem! Du aner det ikke. Tilsidst har jeg dog ikke kunnet udholde andet end at springe over det meste, og kun læse det du siger til mig om dig og mig.

Det har været som om en stod og pirkede i mit hjerte, med noget iskoldt, stålagtigt. Jeg er vis på at jeg har siddet og anket mig under læsningen. Jeg må ha'e gjort det. Det var ikke bare fordi det var dig. Det var også den gamle, fortærende smerte over alt det stygge og fæle, som verden er fuld af, alt dette her som menneskene siger ikke er synd, men som jeg aldrig, aldrig kan forlige mig med. Jeg skulde ikke tro det var «almindeligt griseri», siger du. Ja, jeg ved nu ikke, hvad man i almindelighed kalder for «almindeligt griseri», – men jeg vilde, hvis jeg turde for dig, sætte et u foran adjektivet og beholde substantivet uforandret, og så bruge den betegnelse der kom ud deraf, på det du i dit brev fortalte mig. Bliv nu ikke vred på mig. Det er bare fordi jeg er så uskjønsom, – nei, det er fordi jeg bliver så forfærdet, så i min inderste sjæl forstyrret, hvergang dette på ny træder mig nær. En kvinde som møder en fremmed herre på gaden, som tager ham med op, og går tilsengs for hans øine, og så det andet, – uf nei, – hvorledes kan du dog forlange, at jeg skal kunne forstå det. Men endnu værre er det at hun midt i sin kjærlighed til dig, går hen og gifter sig med en anden, med en af den art, at hun løber fra ham efter ½ års forløb. Og så at hun bliver hos sin elsker til to dage før bryllupet! Og så at hun vender tilbage til ham, og ikke føler trang til at rense sig ud fra al sin besmittelse ved at leve sit liv i ensomhed og selvfornægtelse, og brænde ud sin skam ved at tage sin smerte op som sit daglige brød. Og at hun ingen pligter og intet ansvar har fundet i sin nye stilling, ikke engang ligeover-for de små, som hun dog var trådt i forhold til, og kunde ha'e været noget godt for, – nei det er så over al beskrivelse udenfor min fatteevne, at andre end de mest lavartede fruentimmersorter kan gjøre alt det, at jeg slet ikke vil befatte mig med at tænke på hvorledes det går til, at du kalder hende en «god og kjærlighedsfuld kvinde» og at du holder «ømt og alvorligt af hende». Jeg kan nu forresten heller ikke begribe hvad forskjel der er på at «elske», og at holde ømt og alvorligt af en kvinde, eller omvendt af en mand. Hvis det var mig så vilde jeg ganske vist ikke kunne skille de to ting ad, eller skjelne mellem dem. Men om alt dette, skal vi aldrig mere tale. Lov mig det. Ja, forresten er det vel sidste gang jeg skriver til dig, for jeg antager ikke du kommer til at svare på dette. Men vist er det, at jeg ikke kan, ikke med min allerbedste villie kan forstå det, og at jeg føler et fysisk ildebefindende ved at lade tanken dvæle derved. Nu ved jeg så vist at enhver anden kvinde i min alder, og med min intelligents, vilde vide at finde sig tilrette ligeoverfor det, der har fjernet mig fra dig. Det vilde slet ikke gjøre dem noget. De vilde endog synes at du i dit forhold til dette fruentimmer stod så nobel og god og fin, at du derved blot kunde voxe og få forøget værdi. Når jeg ikke kan det, så er det fordi jeg er formeget af en abstraction. Det er også dette som er iveien for at du kunde få nogen glæde af mig. Jeg er bleven så vis på det efterat ha'e læst dit brev. Når jeg tænker på dig som på et blot og bart medmenneske, så gjør det mig slet ikke noget hvorledes du lever eller har levet; jeg vilde så gjerne, så uhyre gjerne ha'e dig til ven, og det er ikke alle mænd jeg vilde ha'e til ven, må du tro. Men når jeg tænker på, at du er den mand jeg skulde elske, og give mig hen til, så kan jeg ikke holde nogen ting ud, ikke engang at du har levet i verden sålænge som jeg selv. Det vilde derfor ikke nytte mig det ringeste om du skrev: jeg bryder med hende, og vender aldrig tilbage, – jeg forpligter mig til at leve som en munk for eftertiden. Langtifra! Jeg vilde gyse ræd og feig tilbage for at ta'e et sådant offer, og det vilde ikke bevirke den ringeste forskjel hos mig. Jeg ønsker intet i den retning. Ikke for nogen pris i verden vilde jeg ha'e det engang.

Men føler du nu ikke mere og mere, hvor dårligt jeg kunde passe for at være din? Du har taget feil af mig. Jeg vilde være så ræd så ræd. Du aner ikke hvor bange jeg er bleven for dig, efter at ha'e læst dit lange brev. Jeg har fået en angst over mig, så jeg kunde sætte mig nedfor og storhulke. Jeg er ikke skikket for at tilhøre nogen mand, selv ikke den jeg elskede. Dette at han skulde komme og forlange af mig, hvad han havde fået hele livet igjennem af en eller anden, – – – jeg må gjemme mig bort i rædsel. Og jeg kunde heller ikke ha'e ham halvt, for det vilde pine mig tildøde.

Og ved du hvorfor jeg også er bange for dig. Det er fordi du har noget, nei meget af det stof i dig, hvoraf Søren Kjirkegaard har lavet forføreren, Johannes. ^k36 Og så når jeg tænker på at jeg har gået sådan og slængt på gaden næsten ved nattetide med en mand, akurat som hvilketsomhelst fruentimmer, og været på hans værelse i hotellet, så bli'er jeg pludselig ganske jevngod med hende den anden, som du forresten jo sætter så høit, hvad jeg ikke gjør. Og det kunde godt hænde sig at du engang, hvis situationen havde været slig, at vi to kunde have etableret magen til hint forhold, at du da en dag når du var bleven kjed af det, overtalte mig til at ægte en «halvt geistlig person», for at «bringe mig i havn». Ja, for du kan slet ikke vide det du, om det ikke vilde gå akurat sådan og ikke anderledes. Og du skal ikke blive vred fordi jeg siger det, – jeg bare sætter det jo. – – –

Jeg har jo slet ikke næret planer om giftermål, jeg. Det har i allefald bare været lavede tanker. Du behøver ikke at skjænde på mig for det, og dutte mig på at jeg af og til har hvilet ud i urene forestillinger. Nei, for jeg har virkelig ikke gjort det. Og hvor-ledes skulde jeg så ha'e følt trang til straks at sige dig det. Jeg måtte have rodet længe om, og gravet dybt ned for at finde dette frem, og du ved jo, at jeg slet intet kunde sige, bare fordi du var så deilig, du. Du ser altså at det er din egen skyld, når jeg ikke har kunnet tale. Forresten, jeg skal være ganske ærlig. Da jeg sidst skrev til dig, kom tanken pludselig for første gang som en virkelig tanke. Jeg ved ikke hvorfor den netop kom da, endnu mindre hvorfor jeg skrev den ned. Men den har ikke været der siden, ikke så meget som et spor af den, og tror du virkelig, jeg nogensinde kunde få mod til at gjøre det, jeg? Eller tror du, at jeg nogensinde kunde få lyst til det, kanske? Ja, da måtte jeg i allefald forandre mig meget. Rigtignok forstår livet sig udmærket på at vende op og ned på et menneske, – men så er der dog visse ting, som straks kommer på sin rigtige plads igjen. – – – Jeg kunde forresten godt mærke på dit brev, at du ikke havde taget dig alt dette synderlig nær, og det var mig en beroligelse.

Bjørn er her endnu.^k37 Han er bleven længere, end han fra først af mente. Hvis han nu reiser over Kjbhvn. som jeg tror han gjør, så vil han plage dig med sit snak om mig. Han driller mig uafladelig med dig, og det er desværre lykkedes ham at få mig gloende rød lige ud i ørespid-sen. Den omstændighed har han vidst at drage fordel af. Når han er hjemme hænger han altid over mig. Derfor må jeg skynde mig at skrive mens han er ude. Du havde ret i det, du sa'e om ham, rasende ret, men jeg har været så fjern og så alvorlig som en gudinde. Og så har jeg været så bedrøvet. Nu har jeg det dog bedre. Jeg tror at jeg er rolig og fattet. Når alt kommer til alt, er det dog sandt, at jeg er et flygtigt menneske. Der er ingen ting ved mig i grunden, det er altid omkvædet på alle mine betragtninger over mig selv som jeg forresten anstiller skjældnere og skjældnere. Det er sandt at du ligger under for din ærlighed. Men det skal du ikke bryde dig om, for vilde du vel opnået så meget som så, – ved en løgn. Nei det vilde du ikke. Du er meget for god dertil. De fleste andre mænd vilde ha'e tiet. Men du er ikke som de andre du, ved du. Du er så meget, meget bedre.

Amalie Müller.

Søndag den 17 September [1882]

Amalie, om Du vidste, om det var mig muligt med Ord at sige Dig, hvor lidt den usalige Historie, der ligger os imellem, har med Dig og mig at gøre! Det er en Sag helt til en Side. Jeg elsker Dig, det vil sige, der er om Dig en Verden – der har om den unge Pige i en Ørk været en Oase, hvorhen jeg tyede, da Tomheden greb mig med Skræk. Min Ven, jeg har brugt det forkerte Udtryk «Trøst»; det skulde jo kun betyde, at når jeg gik tilbage i det, jeg troede fremdeles var en Ørk – det er det ikke, så længe Du er til og – elsker mig, Amalie – så var der dog en Plet, som ingen smudsig Fod havde betrådt. Jeg så jo mit Liv i Belysning af de mange Års golde Tilstand; Amalie jeg havde endnu ikke vænnet mit Øje til ret at forstå Rigdommen, hvori jeg var kommet ind. Jeg er langsom af mig, det har jeg sagt Dig. Om Du vidste, hvor dybt jeg nu føler, at Du måtte opfatte mine Ord som et Fald helt dybt ned, et uforklarligt Forræderi, om Du vidste Amalie, hvor utallig mange Ord jeg nu véd der skal til for at danne den Kæde ind til dit Hjærte, som Du skal vide der er mellem Dig og det helt rene i mig. Amalie, lad mig få din Hånd, se mig ind i Øjet, det er ufordærvet hvad Du har elsket! Der ligger over mig et Lag af Livets smuldrede Støv. Jeg tør jeg vil ikke nægte det, men blæs på det, Vennen min, og Du vil få at se, at det ligger løst.

Amalie, Du har elsket mig, endnu har jeg dit Hjærte, Du må ikke sige nej, for så er Du ikke sand, men det kan man ikke løbe fra. Du må ikke tænke som så, at Du kendte mig ikke nok, dit Hjærte bedrog Dig, at der er endnu Mulighed for Dig til at trække Dig i Behold ud af Historien. Det er en falsk Tankegang. Amalie det smærter og svier at gøre som Du vil, og den Smærte betyder, at Du tager af dit Liv det bedste, Du ejer. Giv, giv helt, før har Du for din egen Skyld ikke Ret til at gå tilbage, ti før kan Du ikke gøre det i Behold. Hvad der ikke duer i mig skal Du forme Dig til Behag, først når det store Forsøg glipper, står Du atter ene i Verden. Så er der atter Smærte, det er vist, men den har Livskraft i sig, det er Forskellen, den Smærte, Du nu føler, er gold. Du har elsket mig, det vil sige, Du har følt Lykke ved mig; Amalie, det er Livets Vilkår: brug den Lykke eller gå til Grunde! Der er kun denne ene Mulighed til i Verden. Hvad enten Du vinder et Liv i din Kærlighedslykke, eller Du taber i Kampen for at binde dit og mit Væsen uløselig til hinanden, har Du vandret de Veje, der gør seende. Og det er nok Måden at vinde sig selv på. Du skal elske mig, for Du gør det. Det er et Vovespil, hvor det Højeste er Indsatsen – Amalie, tror Du jeg byder Dig letsindig derpå? Du har elsket mig; det er en Livets Lov, der har rørt Dig; Du er under dens Indflydelse, og det er Livets dyreste Magt Du står i Begreb med at krænke – eller har stået. – Amalie, to Menneskers Elskov er det eneste Hellige Livet véd af at skabe. Jeg var forsigtig med at indlade mig derpå – Du vilde kvæle din Elskov, for Du kendte kun dens Vrængebillede – men én Gang under dens Magt Amalie, tror jeg, at det er forsmædelig Synd at bryde ud, før den haarde Nød fordrer det. For så synder man mod sit eget Væsen. Og den hårde Nød foreligger ikke for Dig Amalie. Lad min Opfattelse af hvad jeg fjærnt fra Dig, og inden Du har bundet dit Væsen helt om mig, tør gøre, og jeg er fristet til at sige, bør gøre af mildt mod en anden og ligesom afbødende for mig selv, end bero på et Fejlsyn, på en noget sløvet Finfølelse – ak nej Amalie det er slet ikke det, jeg føler uendelig sikkert Fejlens Art – så skal Du, fordi Du elsker mig, tage blidt forstandig og kærlig derpå. Skru ikke vilkårlig, og fordi Du vil følge en Opfattelse, som aldrig på god – jeg mener på kærlig forklarende Måde er kommet til Dig, en Sag op til at være et Enten-eller, når den kun er et rent ydre historisk Påhæng. Lad der end indfiltret i Sagen være en Grimhed, Du vægrer Dig ved at ville forstå – ikke kan forstå – men tag så min gode Forsikring om, at denne Grimhed tynger mit Sind hårdt, men at jeg stoler på en Dag at kunne tage Tyngen både fra Dig og mig.

Og nu Amalie, gid den Historie, jeg måske, fordi den derved måtte få forkerte Dimensioner, aldrig burde have fortalt Dig, kunde lægges i en Slags åben Begravelse, som Du ikke besøger. Lad mig stride denne Strid alene. Der har vist været noget umandigt hos mig, da jeg vilde indvi Dig i disse Forhold, som hænger sammen med netop alt det i Livet, Du ikke har haft med at gøre og derfor ikke kan opfatte i sin rette Sammenhæng. Mon jeg har søgt efter en Absolution, som jeg ikke skulde få? Bevidst har jeg i alt Fald ikke gjort det. Min Meddelelse hænger sammen med, at der ikke er den Ting i Verden, som jeg ikke synes, at jeg bør dele med Dig.

– Du har ikke skrevet den Dag jeg havde ventet. Jeg troede så sikkert, at jeg igår Kl 5–6 skulde have fået dit Brev. Nu har jeg intet at holde mig til. Imorgen når disse Ord alt ere på Vejen til Dig, kommer formodentlig dit Brev. Ak, gør mig nu ikke for bedrøvet! Du har Synd deraf Amalie. Véd Du hvorfor jeg sidst kom to Dage efter med mit Svar? Jeg fik dit Brev Fredag Aften,^k38 nogle Timer før jeg ventede et Par Venner til Aften, de havde meldt sig, og inden mine Forretninger vare færdige. Jeg kyssede da Brevet – tænk det sørgelige Brev – og lagde det i min Skuffe. Havde jeg læst det – jeg tænkte mig kun Muligheden af et godt Indhold – vilde det have været mig så at sige umuligt at agere Vært, jeg havde været uartig, og jeg vilde ikke bryde mit Indtryk af Dig med noget andet i Verden. Da Vennerne gik hen ad Nat, turde jeg for mit Arbejdes Skyld næste Dag ikke læse Brevet. Jeg vilde da ikke have sovet den Nat. Jeg havde det fremme, kyssede det på ny og lagde det i sin Skuffe. Næste Dag havde jeg Hovedpine og forceret travlt fra Morgenstunden og skulde i Middagsselskab hos min Moder – jeg lod som en Gnier dit Brev ligge. Så Søndag Morgen efter et endnu omhyggeligere Bad end mit sædvanlige styrtede jeg over Læsningen – Hvor det gjorde ondt! Hvis Du kunde Amalie lade mig få dine Breve Lørdag, så kæmper jeg ingen Strid. Du véd ikke, hvor tungt mit Arbejde falder mig, når noget særligt fører mig ind i den Labyrint af Tanker, som min Kærlighed uhjælpelig har stillet mig midt i. Du er så at sige altid hos mig, men kommer der noget særligt til, ligger jeg helt under. Forunderlig nok har denne Uge for øvrigt været ret modig; men nu er jeg melankolsk. Ak det jeg skriver synes jeg er så lidet sigende. Du skulde vide, hvorledes mit Væsen har haget sig fast i Dig, hvorledes al min Tro og Higen kun suger Næring af mit Håb til Dig. – Men jeg er ved at klage, og det vil jeg ikke. Må jeg sende Dig de medfølgende tre Fotografier. Ler Du ad mig, fordi Du får tre. Jeg synes de ser så dumme ud allesammen, men tag et af dem til Nåde og lad et andet være officielt og riv det tredie itu. – Så har jeg også det lille Smykke til Dig, som jeg har ladet lave pænt i Stand og forgylde. Når må jeg sende det? – Hvor jeg frygter for og længes efter dit Brev!

Din Erik

Morgenbladets Kontor Onsdag Aften

Den 20 September [1882]

Amalie jeg fik dit Brev i Mandags^k39 og har siden gået med det i Lommen og har læst det om og om igen ved hver forefaldende Lejlighed. Det kan ikke lykkes Dig at gøre mig modløs. Jeg har en Uendelighed at sige Dig, og det har ikke været mig muligt at finde et eneste Øjeblik til at skrive. Nu er jeg alene tilbage på Kontoret, om et Minut måske styrter Arbejdet ind over mig, så bryder jeg af og tager fat på ny – i Aften vil jeg sende Dig et Par Ord. – Rigtigt, der var nu en Afbrydelse men heldigvis kun kort. – At Du ikke skulde ville mig noget? Amalie, der er ikke den Ting i Verden Du ikke vil mig. Hele dit Liv skulde Du leve om med mig, og Du må vide, at så først fik Du levet. Det er kun de fortvilede hundrede Mil, som er imellem os, der gør det muligt for Dig at tale til mig, som var Du stået op fra det Døde. Ak min Ven, Du siger, at Du er bleven bange for mig – der er så absolut ingen Grund dertil, med mindre ét er sandt, det nemlig, at Du er en «Abstraktion» som Du siger.^k40 Jeg forstår, tror jeg, nogenlunde Billedet, og der har været en isnende Skræk i mig for at Du virkelig skulde have fundet en træffende Betegnelse for dit Væsen; men jeg har smilet rystende på Hovedet ad min egen Skræk – jeg har jo følt begge dine Hænder om mit Hoved, Amalie … (henved to Timers Afbrydelse)… Så, det er til at blive nogenlunde rasende over – – på ny en Dreng med Spørgsmål Korrektur osv. Jeg opgiver det, jeg er tilmed højst ilde tilpas af en voldsom Forkølelse jeg fik igår ved at snakke på en Veranda med en Dame efter en stor Middag – om Du vidste hvor hun var mig ligegyldig; men for Resten morsom. Hun var ingen Abstraktion! – Du begriber ikke Amalie, hvor jeg er hjemløs siden mit Besøg hos Dig. Alle, alle uden Undtagelse forekommer mig at være Væsener af en vis lavere Rang – jeg gider slet ikke tale med nogen.

Amalie, ét har Du glædet mig usigeligt med: at Du afviste det stygge Snak om Giftermålsplaner. – Du har aldrig næret sådanne, det véd jeg.

Jeg kunde knække Halsen på den Dreng Bjørn! – Var Du nu også virkelig Gudinde lige over for ham? Fuldstændig utilgængelig? Sig ja!

Amalie fortæl mig hvorledes det er gået til, at Du skrev «Rosen» i Nyt Tidsskrift.^k41 Fortæl mig vidt og bredt og send mig det Manuskript jeg straks bad om. Hvorfor er Du ikke god ved mig? Det er noget Snak, at Du er bange for mig. Vi kan ikke være to uensartede Naturer. Men Du er forskræmt. Der er ingen på Jorden, som har holdt rigtig af Dig, og der er ingen, der har haft Mod til at vise og forklare Dig alting – å jo måske, men der er ingen, der har haft Evnen dertil. Som Du trænger til mig Amalie! Noget kan jeg forklare Dig, noget vil Du kunne lære hos mig – alt det bløde, gode smukke, som jeg har fundet i Livet, der ikke er den Samling Hæslighed, som Du, når Du er bange, taler om. Se nu den lille Ting: Du får pludselig en Skræk for den ydre Lighed mellem vor «slængen» på Gaden og gåen i et Hotel og så noget andet. Men Ven, var det nu ikke rimeligere at tage fra sin Rigdom og tro, at alt andet dog måske ikke er fuldt så usselt, som det der og der har fået Ord for. Hvorfor bruger Du ikke straks enhver Stump Erfaring til om og om igen at måle. Hvor tør Du, som véd så lidt, have så kradse Meninger? Min lille Pige, Du gik dog lykkelig ved min Arm hin Fredagnat – sådan et lille Glimt af Lykke skulde, rigtig brugt, kunne kaste Lys over hele Strækninger. Hvorfor er Du sprungen så skræmt tilbage, min Stemme er jo dog den samme – jeg er jo den Du kyssede, Du har jo virkelig en Lygte i Hånden, som kunde lyse noget op. Du er slet ikke så klog, som Du skulde være. Der er uendelig meget til i Verden, som må forekomme Dig grimt, ja vel hæsligt og forfærdeligt; men har Du ret for Alvor sat Dig hen og undersøgt Beskaffenheden af din Evne til at dømme. Er der mulig ikke en Fejl i din Opdragelse, en Ulykke i dit Liv, et hvadsomhelst, som kunde fra først af have forrykket dit eget Standpunkt således, at Du må være bange for din egen Dom. – Amalie, Du har aldrig før elsket nogen Mand. Men hvor får Du så Mod til at karakterisere, anbringe lavt eller højt i Værdi Handlinger, der direkte eller indirekte have deres Udspring fra Elskovssiden i Livet? Det er jo ikke sagt, at Du har Uret, men Du kan jo ikke selv vide noget derom. Og hvor tør Du, Ven, lade en sådan Ukyndighedens Dom få afgørende Indflydelse på dit Liv – jeg mener sådan uden videre, uden Prøve, lige bus fra det Gode ind i det Afskyelige?

Du kunde have godt af Amalie at få en lille Smule af min Langsomhed.

Jeg var bange for dig Amalie indtil på Skibet, for jeg troede ikke Du kunde elske – således var dit Væsen og Du havde selv sagt det – – – – nej nu må jeg afbryde; der er ikke Mulighed for at blive ved.

Næste Brev må Du adressere Zinnsgade 2,4 Ø.^k42

Din Erik

Kr.ania 21de septbr [1882]

Tusinde tak for din vrimmel af photografier, du søde, bedrøvede menneske!^k43 Der er et jeg synes bedst om, og et jeg synes mindst om. På det sidste ser du meget ældre ud, og så er det slet ikke den Erik Skram jeg kjender, – nok ham på en måde, men ikke sådan som han var, da jeg var sammen med ham. Det er det, som er taget hos Pettersen på Nørrebrogade, med dette sedate, gammelmandsagtige, selvfornøiede udtryk, jeg ikke kan like, – nei jeg mener, – synes mindre om end de to andre. Jeg vil ikke have et, officielt, og tage ét til nåde, og rive et itu, du kommandérsergeant! Jeg vil ha'e dem allesammen for mig selv alene, og ikke vise et menneske dem.

Hvergang jeg skriver til dig, tror jeg det er for sidste gang, og jeg synes at være så ganske og aldeles færdig med det hele. Men hvordan det er eller ei, så forstår du altid så snedigt at få lokket mig frem fra mit skjul igjen. Der er altid noget, jeg må svare på. Så er det da bedst at give sig over på nåde og unåde, og med en rask beslutning opgive at der skal være ende på det. «Sørg for at jeg får dine breve på lørdagene Amalie», siger du, som om der ikke havde været en skygge af noget galskab imellem os, og som om ikke den samme Amalie nogensinde i verden havde sagt farvel til dig for bestandig. Det kalder jeg at trumfe sig frem. «Becheidenheit [sic] ist eine Zier, doch kommt man weiter ohne ihr.»^k44 Nei, alvorlig talt – skal vi så alligevel prøve det med at være venner? Først tænkte jeg det slet ikke kunde gå, – der var så meget sårt, som blødede, og som jeg tænkte vilde virke forstyrrende; men nu tror jeg dog det er forsøget værdt. Venskabet er dog altid og evindelig det jeg foretrækker, og vender tilbage til, – det andet er der så meget klus,^k45 så fortvilet megen uro og elendighed med. Og så går man hen og bliver lidende og føler sorg, og bilder sig ind at man har lov til at føle sig skuffet, medens sandheden er at det er livet som idelig og altid har ret til at beklage sig over at sligt et fæ som jeg f.e.x. aldrig lærer noget af det, og det uagtet det har taget mig så nidkjært og omsorgsfuldt i skole. Jeg vil ikke svare noget i særdeleshed på dit brev. Fra nu af skal der komme en anden, roligere, ganske intetkjønsagtig tone mellem os, og du begynder! Vi kan jo godt være dus, ikke sandt? I allefald skriftligt. Mundtligt tror jeg det vilde genere mig, – men herregud – så kan vi være de's når vi ses, hvis det sker, hvad der ikke er sandsynligt. Jeg tror du tager feil af dine følelser for mig. Bare begynd at analysere dem med ærlig nøiagtighed, så skal du se hvor de reduceres. Der er jo nok af kvinder i verden, og nok af dem som du kunde komme til at elske, nok af dem som du har elsket, eller i allefald stået i forhold til. Hvorfor skulde så netop jeg kunne få en større betydning for dig, eller have nogen evne til at binde dig varigere og stærkere. Du må ikke tro at jeg et øieblik vilde være indbildsk og naiv nok til at bilde mig det ind. Desuden, når bægeret er tømt, sætter man det fra sig, – det gjør jeg, det gjør du, det gjør alle fornuftige mennesker. Men jeg vil ikke være et tømt bæger, jeg, – jeg vil, jeg vil det ikke. Jeg vil meget heller være et fyldt, som ingen får lov at drikke af, skjøndt de brænder af lyst dertil. Uf nei, – hvor jeg snakker, – ved du, – jeg har en glimtagtig fornemmelse af at jeg kunde blive slet. Tænk det, – og jeg som hele mit liv har været så sikker på at være god, bare god. Du må ikke tænke, at det nytter at ville omstemme mig, eller atter at vende mit hjærte til dig på den tidligere måde, – for det er, det er umuligt. Det vilde være uærligt og uhæderligt af mig ikke at sige dig det, og sige dig det så, at du ved det er sandt. Men det kommer aldeles ikke af det du betroede mig om dig selv. Det gjorde en voldsom virkning på mig i øieblikket, – det er sandt, – jeg kunde ikke fatte, hvad du mente, hvad du tænkte, hvad du var for noget, og så på samme tid var jeg så taknemmelig for din ærlighed. Men nu forstår jeg alt det bedre. Jeg ved du har ret, – du er vist netop således som de bedste mænd, eller den bedste mand kan være, for tingene er nu engang ikke anderledes. Men alt dette med dig har gjort mig utrolig klog og klar på mig selv. Det er på grund af min beskaffenhed og ikke på grund af din, at jeg aldrig kan blive andet end en ven for dig. Gud give du vilde forstå det, og tro det. Du har, i allefald for mit vedkommende, så decideret uret, når du siger at der ikke gives andre vilkår i livet end at bruge den lykke jeg en stakket stund følte ved min kjærlighed, eller at gå tilgrunde. Jeg føler det hos mig, at jeg aldeles ikke skal, ikke kan gå tilgrunde ved nogen lov i verden, hvis jeg selv ikke vil. Hvis jeg går i vasken, så er det fordi jeg med rolighed har valgt at ville være slet. Men det kommer jeg aldrig i evighed til at ville, når jeg ret betænker mig. Jeg har jo mine 3 gutter, som jeg føler levende ansvar og pligter med. Et menneske behøver ikke mere for at blive stående på et sted, hvor intet smuds driver omkring, om det end kunde være aldrig så lysteligt at være med på farten blandt dem, der er ligesæle om alt andet end det at gå på eventyr og komers – – – –

Det er et så strålende, deiligt veir idag. Haven er fuld af sollys og ren, blå luft. Når jeg strækker mig henimod vinduet fra skrivebordet, kan jeg se de træer, som skjuler bænken, hvor vi sad. Hvor det dog er en drøm for mig, – og så fjern, så fjern. Synes du ikke også?

Vær nu ikke altfor bedrøvet over mine breve! Du beder mig om ikke at gjøre dig altfor bedrøvet. Jeg var ved at græde, da jeg læste det, for jeg frygter for mit brev har bedrøvet dig, og det vil vel dette også. Men hvad skal, hvad skal jeg dog gjøre? Jeg kan jo ikke skrive anderledes end jeg skriver. Der kan du se hvor meget bedre det havde været om du aldrig havde indladt dig med mig, både for dig og mig. Det er så forsmædeligt at tænke på at dit arbeide skal falde dig tungt for min skyld, og at du virkelig skal lide ved mine breve, eller ved mig overhovedet, at jeg kunde ha'e lyst til at tage dit hoved mellem mine hænder, og kysse dig sålænge til du blev rigtig god og glad igjen. For det kunde jeg godt gjøre med en ven, ja i allefald til nøds! Vær nu rigtig kjæk og mandig, og lav det bedst mulige ud af dette, – og det bedst mulige er, at du lærer dig op til at betragte mig som en ven og kammerat. Du kan gjerne sende mig smykket, siden du har lyst til det. Men kanske, nu vil du ikke, – for jeg ved godt hvor egenrådig du er – jeg husker nok må du tro, at jeg ikke måtte få det, hvis jeg ikke lovede at være med dig hele eftermiddagen.

[i margen] Tænk nu hverken med bedrøvelse eller vrede på din fuldtro ven

Amalie Müller.

Siden der er mere papir, skriver jeg lidt til. Bjørn reiste først i forgårs ved middagstiden. Han tog veien over Fredrikshavn, tror jeg det var, for at nå snarere frem. Jeg syntes i det hele så godt om ham, og jeg havde så uhyre ondt af ham. Han var så mismodig da han reiste, rent nedfor af flere grunde, også af den at fremtiden lå så mørk foran ham. Han kom nu til et rent fremmed sted, til en filleby, og et ukjendt theater med naturligvis bare second class kræfter.^k46 Der er meget som duer hos ham, meget mere end jeg tænkte.

Jeg arbeider så flittigt, næsten forceret om dagen på oversættelsen af den engelske bog af Waite om «History of Christian Religion».^k47 Bjørnson raser fordi det går for langsomt. Men jeg har været så forfærdelig meget på farten, og også selv flere gange havt fremmede; så kommer dertil at jeg, såsnart jeg havde en times ro, sank hen i grublerier over dig og alt det. Du må forresten ikke tro, jeg var kvit det nogensinde på dagen. B.B. har skrevet en alenlang fortale til bogen.^k48 Jeg har ikke læst den, men Bjørn fortalte mig om den, og efter det at dømme, må den indeholde det værste og voldsomste og hensynsløseste anfald på geistligheden og alt det theologiske humbug, som endnu nogensinde har været trykt i Skandinavien, kanske i Europa, hvis det ikke skulde være at Bradlaugh i England har været ligeså slem.^k49 Jeg vil blive set på som en rent fortabt person af præster og konservative, når det bliver bekjendt at jeg har oversat en så antichristelig bog. Og mange af mine bekjendte vil blive bedrøvet over mig, endnu mere end de alt i forveien er det. Du skulde se mit skrivebord. Det ser så lærd ud med disse store folianter og masser af beskrevne papirer. På det ligger først den engelske store bog, så Schleiermachers «Kritischer Versuch über Schriften des Lucas»,^k50 så Protevangeliet på græsk hvorved min broder kontrollerer en del af min oversættelse,^k51 så bibelen på norsk og engelsk, så et par vældige lexikon. Som sagt, man kunde tro, det var en lærd man kom ind til. Og jeg synes næsten jeg ikke er langt fra at være det om dagen. Jeg må stjæle mig tid til alt muligt, også til at skrive til dig, du kjære.

Din

A.M.

22de septbr. [1882]

Du gjør mig så forvirret og usikker at jeg hverken ved op eller ned. Du skjænder så græsseligt på mig. For alting skjænder du. Jeg er tilmode som en skolepige der er sat i skammekrogen og ikke slipper ud før hun beder om forladelse. Men det vil jeg ikke, jeg, må du tro. Når du nu vender ryggen, det vil sige, når jeg ikke længer føler mig så overvældende trykket af dig, som stod du overalt og truede mig med bittre miner, så griber jeg leiligheden til at smutte ud og løbe min vei. – – Jeg har ikke skrevet nogen «Rosen», jeg. Hvor kunde du dog være så dum at tro at det var noget sligt som sådan en stakkels forlovelse mellem to smule forelskede, der lå mig på hjærtet at skrive om? Kan du da ikke begribe hvor fjærnt sligt «tusseri» måtte være mig. Det er jo fru Schjøtt, professorens frue, datter af Dunker,^k52 forresten en god veninde af mig, som er forfatterinden, – ja, for en dame måtte det jo være. Hun læste det for mig, før det var indleveret, og jeg sa'e jeg syntes det var en net og sød liden tingest. Det var heller ikke meningen at det skulde være noget andet. Nei du, når jeg skriver, er der mere raseri og flere «krasse meninger», som du siger. Du hørte jo det at Schou krympede sig for at forlægge det,^k53 fordi jeg havde været for oprigtig, og taget for lidt hensyn til de forhold hvorunder vi lever o.s. v. Så kan du selv tænke dig til!

Stakkels Bjørn som du er så sint på! Jeg er slet ikke sint på ham, jeg, for han var ikke sådan at jeg kunde blive sint. Om jeg nu virkelig var helt ud gudinde? Ja, det skal jeg fortælle dig, hvis vi treffes engang. Men du, som står på verandaer med morsomme damer, som ikke er nogen abstraction, – du vil vel snakke, du. – Jeg vil ikke sende dig manuskriptet, ikke endnu i allefald. Det kan ligge så længe. Jeg vil se det over igjen, og dertil har jeg ikke tid nu om dagene. Jeg har idag været nede og forlangt dine to bøger hos Aschehoug.^k54 De skulde komme om 4–5 dage, sagdes der. Jeg glæder mig umådelig til at læse Gertrude om igjen. Tænk, jeg har ikke se't den, siden dengang i Fr.hald, med det samme den var udkommen. Og som jeg dengang var betaget af den! Jeg mindes ikke at nogen bog har gjort det indtryk på mig. Jeg kunde i lang tid ikke tænke på andet. Og nu har dens forfatter gået hen og fordreiet hovedet på mig, så jeg slet ikke er menneske mere. Men det er jeg nu forresten. Det er bare at han lægger for meget beslag på mine tanker, men ikke på den måde, at jeg er forelsket i ham længere, – nei for det er, det er, det vil jeg ikke være.

Du kunde vistnok forklare og lære mig en hel del, og jeg kunde måske gjennem dig få en anden opfatning af meget som jeg nu ikke har forstand på og derfor dømmer så raskt og hårdt, men det er et spørgsmål om jeg ikke er lige godt hjulpen uden alt det, om jeg ikke til syvende og sidst dog slipper lettest og mindst beskadiget gjennem livet ved at stå som jeg nu står. Naturligvis, mit liv er på en vis måde glædeløsere, (skjøndt glædeløst er det heller ikke, om end ofte kjedeligt) men så er jeg også sparet for megen og mangeslags smerte. «Hver glædesstund du fik på jord, betales må med sorg»^k55 – jeg er vis på det er sandt. Nei, jeg vil ikke skrive mere. Det nytter ikke. Jeg har atter læst dit brev igjennem og jeg er fornærmet over alt det skjænd. Og så har du alligevel ikke ret. Det er aldeles ikke en ukyndighedens dom jeg lader få indflydelse på mit liv, – det er min naturbestemte inderste vished for hvad der er ret og uret, og andet har intet tænkende menneske at holde sig til.

Din A.M.

Mandag Aften [25/9/82]

Amalie, jeg har fået begge dine Breve^k56 – jeg ligger midt i Flytning og er bunden af Forretninger på fire Hænder, om jeg havde dem.

– Jeg havde vel aldrig svaret på det Brev jeg fik i Forgårs – Brevet i Aften vil jeg – ak desværre for gerne svare på, men der må gå Dage hen inden det er mig muligt. –

Svaret havde jeg nok på det første, men helt ude fra en anden Verden – min Smærte kunde jeg ikke have blottet.

– – «Din naturbestemte inderste Vished for hvad der er Ret og Uret» – ja Amalie, på de Vilkår Du nu kender – men Du kender ikke de Vilkår, som kunne komme, og Du véd, at der gives andre Vilkår end dine, og derfor skal Du være forsigtig.

Din Erik

«naturbestemt» – hvad véd Du derom? Din Natur står for din Bevidsthed som sund og hel, fordi Du slutter med den Erfaring Du gjorde igår – – men når Du nu véd, at der er Mulighed også for Dig for at gøre Erfaringer helt udenfor dem fra igår – hvad så Amalie? –

Kbhvn. Søndag Eftrmdg den 1 Oktober 1882
(sluttet den 8 s. M.)

Jeg kan næsten ikke tænke mig, at der ikke er gået mere end en Uge, siden jeg læste dit næstsidste Brev,^k57 så meget er der foregået i mig siden da. Jeg fik det Lørdag Efterm. i forrige Uge. Som sædvanlig vilde jeg ikke blande Dig ind midt i mit daglige Vrøvl, og det lå i min Brevtaske til næste Morgen, da jeg i en Jernbanekupé – jeg skulde besøge nogle Venstrebønder i Kultusministerens Valgkreds i Sydsjælland^k58 – lukkede det op og læste det. Jeg havde flere Timers Kørsel for mig og glædede mig til at leve i Tankerne frem til en ny Vinding i mit nye Liv. – Jeg forstod kun Brevet langsomt. Jeg er ganske dum ved slige Overgange i mit Liv. Så groede der en ond og ildeartet Smærte op i Brystet på mig, den satte sig fast og fejede som med en Hånd, der i sin Sikkerhed ikke vilde forhaste sig, enhver glad og god Tanke ud af mit Sind. Jeg glemte Brevets Enkeltheder – jeg har siden ikke kunnet læse det – og tilbage blev kun Visheden om, at Du nu «var kommen Dig» efter Dårskaben, jeg en Tid havde indgydt Dig. Ser Du min Ven, når denne «Dårskab» nu uheldigvis var bleven den Grund, som jeg havde tænkt skulde bære den Bygning til Dig og til mig, hvori jeg Smule for Smule vilde slæbe al den Livets Lykke ind til Dig og til mig, som en ihærdig Stræben kunde overkomme – så er det en Skuffelse, at denne Grund pludselig svigter under Ens Fødder. Ens Stræben bliver noget håbløs derved, for den har intet Sted at gå hen. – Hvor meget eller hvor lidt en sådan Skuffelse piner i et Tilfælde som mit, er det næppe Umagen værd at undersøge, kun vil jeg med ét Ord sige, at det var, som om Alt visnede inden i mig, og når det sker pludselig, er der ikke ringe Smærte forbunden dermed. – Jeg tænkte i min Pine meget på, hvad jeg vilde sige til Dig, om jeg skulde give den snigende Ringeagt Ord, som i Smærtens Øjeblik vilde til at flænge i mit Hjertes Kød – om jeg skulde give hele den Bedrøvelse Luft, der begræd de tusinde Spirers ynkelige Død – om jeg skulde samle al den Mildhed, jeg ejede i min Natur, og kaste den som en varmende Kåbe om dit stakkels golde Hjerte – ak, jeg tænkte onde Tanker, og gode fornuftige imellem: det Hele beroede jo derpå, at jeg var langt borte fra Dig. Du var som Gertrude: Du vidste slet ikke hvad det var at elske og kunde kun langsomt lære det. Men jeg vidste også, at Smærten med Gertrude vilde jeg ikke leve om igen.^k59 Man kan ikke to Gange give sit Liv og Intet vinde. Så blev tilbage denne ene Beslutning: Jeg vilde sige til Dig, at der var kun Ét jeg fortrød i mit Forhold til Dig, dette at jeg havde sagt, at jeg vilde bejle til Dig. For det var usandt, og jeg vidste det, da jeg skrev det. Jeg har aldrig villet bejle. Da jeg brugte Ordet var min hemmelige Forståelse derved, at jeg vilde bejle til den Kærlighed, som måtte blot være krøben i Skjul, som umulig kunde have lagt sig til at dø, som altså endnu var der, som jeg kendte, som jeg havde kysset. Bejle mig en Kærlighed til! Aldrig. Således forstår jeg ikke to Menneskers Kærlighed. Det er for stolt og god en Ting, for kraftig for modig og ærlig en Følelse, til at den Ene eller den Anden kan bejle om den. Du gav på Skibet din Kærlighed, Du bejlede ikke – jeg er vel så stolt som Du.

Min Ven, så kom jeg hjem. Mandag Aften fik jeg dit Brev.^k60 Jeg læste det ved en Gaslygtes Skin på Vejen forbi min nye Bolig – der var Flyttefolk og Rumsteren i mine nye Stuer. – Der var en anden Tone i det Brev. Jeg greb den som en Druknende – ja, lad mig kun bruge det Billede; der var Noget slået sammen over mit Hoved, som gjorde mig sanseløs – og jeg skrev hos en Ven de Par Ord jeg sendte Dig, og hvoraf jeg nu kun husker, at jeg fastholdt min Advarsel til Dig om ikke at have færdige Meninger om Ting, hvis virkelige Natur og Væsen Du ikke kendte men mulig kunde lære at kende. Og siden har dette Brevs Tone og hvad der altsammen er sket imellem os arbejdet i mit Sind, som om dette havde jeg nær sagt var et stort Vand, der gik i Dønning eller Bølgeslag alt efter Påvirkningens Art. Jeg begyndte med min gamle Tro på Umuligheden af, at din Kærlighed var omkommen, og på mine Ture om Morgenen og Aftenen til og fra Redaktionskontoret skrev jeg Breve på tyve Sider og mere til Dig om denne Ting. Jeg syntes det var de alvorligste Øjeblikke i mit Liv, og at mit Livs Lykke afhang af, om jeg fik sagt det rette Ord. Du undrer Dig over min Langsomhed til at fatte den Sag, Du alt havde været på det rene med et Par Dage efter min Afrejse og Modtagelsen af mit første Brev, og Du forstår ikke den Ihærdighed, hvormed jeg har overhørt dine Forsikringer om, at Alt var forbi. Jeg skal sige Dig, at vor Natur og Tankegang her er meget forskellig. – Jeg lægger ind i Kærlighed Alt, hvad Livet ejer af godt, for jeg har elsket én Gang, og jeg véd, at jeg ved denne Følelse blev til Mand. Jeg kom til at lide utrolig, ethvert åndeligt Ledemod i mig blev som slidt i Stykker, og jeg ser dog tilbage på denne Lidelsernes Tid med ubetinget Andagt, for jeg husker denne Følelses uhyre Styrke, dens Ubetingethed, Selvsikkerhed, Værdighed og utrolige Evne til at føre enhver nok så lillebitte levedygtig Spire i Sjælen frem til Lyset. Og jeg husker den sejerstolte Glæde, hvormed en sådan Følelse begynder. – Du ser i Kærlighed en Forstyrrelse af Livets regelmæssige Udvikling, for Du har nået den modne Alder uden Kærlighed. Fra dit eget Liv har Du kun Vidnesbyrd om, at der lader sig prægtig leve uden det, som andre Folk snakke så meget om, og Du smiler ad et sådant Ord som, at man skulde gå til Grunde, hvis man ikke fik Kærlighed. For Dig har Kærlighed Sammenhæng med Alt, hvad der er svagt i et Menneskes Sjæl, den fører i Følge med sig Svigten af Pligter, Selvfortabelse, ja går den rigtig højt, bliver man netop en Slave af sine Lidenskaber. Er man inde under Kærlighedens Magt, har man netop mistet det, som dog er det eneste Holdepunkt man har: sig selv i ren og uforvansket Form. Og således vilde Du kunne blive længe ved uden synderlig tydelig at mærke, at Du taler uden virkelig inderlig Overbevisning, kun af Indignation over alt det Slette, Du har set, at Kærlighed kan volde. Din Viden er kommen udvendig fra til Dig, Du har i dit Liv lige som været kørt i Kvas af det lange Brudetog man møder overalt i Vejene – din lille fine enslige Karriol har ligget splintret ved deres ustyrlige Færd, og Du passer med Harme på ikke mere at komme ud for sligt et Tog. – Og så, Amalie, kommer der så en ensom Vejfarende, en forsinket Gæst i Livets store Brudefølge, og han er klædelig, munter eller taler smukt, bliver dit Sind helt blødt, og Du går ind på at køre med ham til næste Station, og undervejs lytter Du med et for Dig selv aldrig helt forklarligt Behag til hans Opfordring til Dig om at slå Følge med de Andre – dem Du ringeagter for deres grove Ubændigheds Skyld –, bad han Dig ikke om at være med, vilde Du føle Dig skuffet. Hvori kan dette dog ligge? Hvorfor har Du ikke en Gang for alle kunnet vende denne foragtede Side af Livet Ryggen? Er det fordi det er morsomt og behageligt at være efterstræbt, være det fyldte Bæger, som Du siger, Alle gad sætte til Munden og derfor gøre Anstrængelser for at nå? Nej Amalie dette er ikke Grunden – var det i alt Fald oprindelig ikke; hvor langt Du nu er kommen ind i en af Omstændighederne lavet Natur, kan jeg ikke nøjagtig måle – Grunden er simpelthen den, at også Du har stået, da din Natur var ung og ufordærvet, jeg mener upåvirket, med Pigelængslen i dit Sind, Længslen efter hensynsløst at give. Du har målt med dit Øje Svendene, som drog forbi og tænkt på: hvilket Hjerte af disse er det ærligste, til hvem af dem skal jeg give Alt, hvad jeg ejer? Du har ikke oprindelig tænkt på vedblivende at være det fyldte Bæger, Ingen skulde komme til at tømme, Du har drømt om selv at bringe hele dit Livs Skat til en Mand, og Du har søgt at udmåle for Dig selv Dybden og Omfanget af den Fryd, Du skulde føle ved at se ham henrykt tage. At så også han vilde give, var selvforståeligt, men det kom for din Tanke i anden Række. Om dette store Grundforhold i Naturen er nået langt ind i din Bevidsthed, jeg mener om denne din Længsel i sine brede Træk har været Dig synderlig klar, ikke tidlig er bleven forstyrret, tør jeg ingen Mening have om, jeg véd kun, at den fra første Færd ved Vanrygt er bleven ynkelig fordærvet. – Du har aldrig fået at vide, aldrig følt hvad det var at give. Det, Du kom til at skænke bort [«at give» krysset ut] var et Intet, Fryden, Du ængstelig havde søgt at udmåle, svandt som en Tåge. Du har endnu Dig selv fuldstændig i Behold, ingen Mand har ejet end ikke en Unse af dit Livs Lykke. Ser Du, Amalie, når Du vil vide, hvori det for Dig aldrig helt forklarlige Behag ligger i idelig at få Opfordringer til at slå Følge, så beror det derpå, at Livets uendelige Glæde ligger stille inden i Dig, endnu urørt, den trykker sagte på dit Sind, når Du hører smukke forelskede Ord, den vil ud, når Tiden kommer, den er så blid, så blød, så salig ventende, denne Glæde, der er i Livet den eneste, som fylder sig selv helt, Glæden ved at give sig bort. Du véd det ikke tydelig, men Naturen lader sig ikke spotte, den volder Dig Uroen, Utilstrækkeligheden i Alt, Du har endnu aldrig kunnet give Rum til denne Glæde, som er sin egen Skaber, denne runde store frydefulde Hengivelse i en eneste Alt omfattende Salighedstilstand – og derfor taler Du ilde om Kærlighed. Du har aldrig været tvungen til at tænke denne Sag igennem, for Du har aldrig følt Kærlighedens Vilje sprænge noget af de Hylstre, som Naturen og Omstændighederne lægge om den. Men derfor ligger ikke mindre vist Kærligheden i Dig som en Puppe og venter på sin Befrielses Dag. – Mit Møde med Dig var så menneskelig smukt, for da trængte, uden at jeg vidste det, mine Ord helt ind til Glæden i din Sjæl, og den rørte sig, og et af Båndene brast. Men Hylstret forblev urørt, fordi de mange År har gjort det hårdere end Naturen oprindelig har dannet det. – Du må ikke tvivle på, at jeg har Ret med denne Glæde, som jeg taler om. Den er der. Den vimrer i Fiskestimerne, når de sanseløse for alt Andet under deres Kærlighedsrus lade sig skovle ind i de Både, som styrte sig over dem; den findes i Insekternes Summen og forlibte klirrende Lyde; Fuglene synge om den, og de Firbenede gå fra Sans og Samling, når Lysten melder sig. I Menneskene er Driften i al sin bløde Skønhed Tanke og sanselig Atrå i uadskillelig Forening. Den er det, som har skabt Alt hvad der falder ind under Skønhedssiden i Livet. Det er jo så, at i Mennesket blive alle Jordelivets Kræfter – alle de Magter, alle de stoflige Forbindelser, der med ét Ord danne det vi kalde vor Jord – til en Del af vort Åndsliv; der er ikke den mindste Smule Gæring i den usleste lille mikroskopiske Celle af de Millioner, der stykke os sammen, som ikke har sin Del i det Produkt, vi tage og føle på som vor Ånd. Nu vel, to Virksomheder driver Naturens store Værk: Ernæringsdriften og Formeringslysten.^k61 Den første driver sit Spil i vor Tanke som Alt hvad der på nogen Måde kan komme ind under Selvbevaringslysten – og det går meget højt: der er ikke nogen Heltebedrift, ikke nogen stor videnskabelig Udforskning, hvis Rod ikke findes i vore Urforfædres simple Pønsen på at tilrane sig det bedste Stykke af det fældede Vildt. Og Formeringen? Det er den forunderlige ligesom modgående Strøm. Der har Naturen samlet alle sine Midler til at danne en Lyst, som kan tage det op med Selvbevaringsdriften. Det mætte Legeme kan forestille sig en endnu bedre Mættelse; Mættelsen kan mulig næste Gang blive endnu fyldigere behageligere for det hele Befindende. I Parringen derimod slutter al Forestilling om livsalig Nydelse; ud over denne Tilfredsstillelse kan Sanserne ikke danne sig det mindste Billede af Lyst. Det er Højdepunktet, selve den absolute Tilfredsstillelse. Se, dette måtte nu også til for at bringe Formeringen i Stand. Den betyder jo på de lavere Trin Moderdyrets Tilintetgørelse, på de højere en Række af Lidelser og Savn (Svangerskab, Afkommets Røgt). På menneskelige Vilkår findes denne Udviklingsrække om igen i den halve Side af Åndslivet, som hviler på Formeringslystens Grund. Hos de Vilde kun ligefrem Begær; op efter: Hengivenhed, Ømhed, Troskab og så, Amalie, alt det fint udviklede Smukke, som nu kan fødes i to Menneskers Forening. Det er Selvhengivelsen, de to nøgne Menneskers dybe og inderlige Forening, den forunderlige Taben sig selv og Finden sig igen, det er Sansernes og Tankernes usigelig mættede Fryd, Naturens virkelige Lykke. Der gives ingen anden, som er hel. – Alt dette er nu måske Græsk for Dig eller på en eller anden Måde hæsligt; imidlertid, således er Kærlighed: Det er Naturens Formeringsvilje gjort til Skønhed af Menneskene. Og at Naturen har samlet det finest udviklede af sin glædefrembringende Evne i Kærlighedslysten, i Trangen hos Kvinden til at give sig hen, og i Ønsket hos Manden om at blive taget til Nåde og være Beskytter tillige, hænger simpelthen sammen med Naturens hele store Livsøkonomi, at Livets Bevaring og Udvikling kun kan bygges på det Glædefrembringende. Kun det er frugtbargørende, kun i virkelig Glæde eller ud fra dens oprindelige Grund spirer Livets Kræfter og de Tanker som bære fremad. Børnene fødes efter Mødet på Elskovslejet, og også kun der fødes Poesi, Kunst og Moral. Menneskene véd Intet om hinanden – Mand og Kvinde ikke – før de have skænket hinanden den højeste Fryd og givet sig nøgne hen (åndelig og legemlig), i hinandens Arme. Fra denne inderlige Forbindelse skriver sig alt blødt og godt på Jorden. Det er i Blottelsen Kundskaben stikker, og kun ved denne kommer Udviklingen. Det er i Følelsen af den Enes Uundværlighed for den anden, i den højeste Følelse af denne Art, at Muligheden for gode Samfundstilstande må søges, og det er i den fromme, selvfortabte indbyrdes Dyrkelse af hinanden som dem, der give Fryd og rolig Lykke, at Mand og Kvinde have hjulpet hinanden til at få et Skønhedsbegreb og derved dannet Kunst og Poesi på Jorden. – Oprindelig, der er ingen Tvivl der om, var den menneskelige Parring som Dyrenes; et Valg har der vel altid været – Dyrene vælge jo også – men jevnsides dermed gik Parring i Flæng for sig;^k62 først langsomt arbejdede Lystfølelsen sig op fra sin Begyndelse og blev til Kærlighed. Og fordi det var den højeste Lystfølelse blev Kærlighed den skønnest mulige Sjælstilstand. Når jeg har sagt, at man går til Grunde uden Kærlighed, så har jeg ment, at det Bedste i En aldrig fødes, hvis ikke et Kærlighedsliv varmende kommer til og bringer Sjælens fineste Evner til at virke. – Se, Alt dette kan nu højt regnet kun tjene til at vise, at den, som spotter Kærlighed, spotter Naturens Orden og må tage Skade for Hjemgæld. Men hvori ligger det da, at Nogen overhoved kan sætte sig uden for Naturens Lov? Er det da muligt for det naturlige Menneske at bryde med Naturen, – blive sit eget Livs vilkårlige Ordner, en Slags Skaber på ny? Hvis Kærlighed virkelig er en sådan Fryd og en så fornuftig Fryd tilmed, og den yderligere har været så forsynlig at melde sig i ethvert Menneskes Bryst som Længsel, for at man ikke skulde gå hen og glemme den, hvorfor styrter alle Mennesker sig da ikke hurtigst muligt i hinandens Arme, hvorfor er der ikke en evig Kærlighedsjubel over den hele vide Jord? – For det første: Folk styrter sig i hinandens Arme overalt, bestandig, og der er Jubel forbunden dermed. At Jubelen ikke holder ud men vender sig til Lede hyppig til Elendighed måske lige så ofte eller oftere end at den bliver til Lykke, er et Forhold, hvis rigtige Forståelse nødvendiggør en Vandring ad alle de Veje til Visdom, som kendes. Men Sagen er i Korthed den, at i så mange Mennesker er «Udviklingen» ikke gennemført – de have Tilbagefald til Urtiden, og for min Opfattelse er der i og for sig ikke noget Mærkeligere i, at Elskovslængslen kan ende i Usselhed end i, at den naturlige Tørst kan ende i Delirium tremens. Men det var Undtagelsen fra Reglen, som interesserer Dig – og mig med. Disse Mennesker, oftest Kvinder, som netop ere så bange for det Favntag, jeg nu har brugt så mange Ord til at forherlige, hvad er det da for Væsener? Man har kaldt dem «Marmorkvinder», tror jeg – jeg antager, at et fransk Stykke med dette Navn, som jeg for Resten ikke kender, spiller om disse Kvinder, hvis Hjerte er koldt^k63 – «Sirenerne», der sang så smukt for Odysevs, men ikke selv kunde føle Kærlighed, var de Gamles Navn på dem^k64 – Du husker, at disse Sirener grusomt dræbte hver Mand, der i sin Længsel søgte til dem (en modig Allegori!) – og Biskop Martensen, det Fæ, har nylig kaldt disse Kvinder for «angeliske» Naturer, det vil sige englelige Væsener.^k65 Man går altså i Nutid og Fortid ud fra, at der virkelig gives sådanne Væsener, der danne en Undtagelse i Naturen, Kvinder uden Elskovsevne. Det er jo muligt, at man har Ret, jeg tør ikke benægte det. Men jeg antager unægtelig, at man har taget sig Sagen altfor let, er gået alt for overfladisk til Værks. Der er og har været en stor Mængde ulykkelige Forhold mellem Mænd og Kvinder, det vil sige Forbindelser, der i Fortiden stiftedes ved Køb eller Tvang, i Nutiden ved Uvidenhed, ved den håbløse Vankundighed, hvor i det naturlige Menneske nu om Dage holdes. Der er ingen Glæde i Forholdet. Netop der, hvor den navnløse Fryd skulde skabes, føler Kvinden kun en vammel Modbydelighed, der efterhånden strækker sig til Alt i Forholdet! Og denne Rædsel eller Modvilje har man så taget for uadskillelig forbunden med denne Kvindes Natur. Det havde været klogere, forekommer det mig, at undersøge, om den ikke skrev sig fra en Forkerthed i disse to Menneskers Forening. – Og her kommer jeg til det Punkt, hvorhen jeg hele Tiden har villet.

Den 8 Oktober.

Amalie, har Du kunnet læse det Foregående? Har det ikke været for tungt og klodset skrevet? Jeg kunde ikke blive færdig i Søndags og i Ugens Løb har jeg haft indtil 15 Timers Arbejde om Dagen – der var ingen Mulighed været [sic] for at gøre mit Brev færdigt, og jeg vilde dog så gerne skrive det helt ud – om det skulde lykkes mig at få sagt lidt af det, som gærer i mine Tanker, og som jeg synes vedkommer Dig.

Det er jo Dig jeg mener med de Kvinder, der i Livet kun har følt Modbydelighed med det, som har fyldt de tusinde Millioner med Henrykkelse. Troede jeg nu på, Amalie, at Du var «Sirenen», så styrede jeg ikke mit Skib hen i Nærheden af Dig – men jeg tror ikke derpå og kan ikke tro derpå! Der er på alle Livets højere Trin overalt i Kærlighedslivet det fine Åndsforhold at spore – jeg taler om Dyrene – at der vælges. Du véd, at Darwin har bygget på dette Forhold som på sin Hovedhjørnesten. Nu vel, i det menneskelige Kærlighedsvalg ligger al Kærlighedens Orden og Lov. Kun når to, som virkelig have Behag i hinanden, mødes, er de Betingelser til Stede, som gør Kærlighed til det, den kan blive. Amalie, Du fandt Behag i mig. Jeg tror, at jeg kan løfte Modbydeligheden ud af din Sjæl og give Dig tilbage til den Jord, som Du hører til, den skønne gode Jord, som er så skændig miskendt. Der er blevet syndet mod Dig i din Ungdomstid; Ingen havde lært Dig at vælge – derfra de Tårer og den Nød, som Du har kendt, og som måtte gøre Længslen i dit Sind til en vantreven Stakkel. Og Amalie det er det, som jeg vilde sige Dig, at når to mødes som vi to, så står det for min Tanke, at her var der Mulighed for, at det virkelig fint Menneskelige kunde blive til. Det fødes kun ved to, det fødes kun ved Glæde, det fødes kun i virkelig Kærlighed. Der er mellem Menneskene ikke så såre meget menneskeligt i god Forstand, og når man pludselig kommer det nær ind på Livet, man synes man kan gribe det, så er det i mine Tanker en Forbrydelse at lade det fare, som var det Tant. Det er ikke Tant. Der gives ingen Alvor på Jorden, som er højere end det at blive Menneske, for der er intet Mål at stræbe efter ud over det. Og det Arbejde er ikke gjort en Gang for alle, så at man kan tage en Andens Vejledning og lære det; ethvert Ord Du har tilegnet Dig, enhver Viden Du har, er som de marvløse Knokler i en sygelig Stakkel, når det ikke er din egen Erfaring, der har gjort Arbejdet. Og det Arbejde bliver ikke færdigt. Det er ikke så, at Du i Kærlighedens Kys med Et bliver «synsk», så at Du kan se tværs gennem Alt, Du bliver kun så uendelig klog, og så kommer det helt an på Dig selv, om denne Klogskab og hvorledes den vil blive benyttet. Der er ikke én Pligt, der behøver at dø i et Kærlighedsliv; den kan blive omformet, det er vist, men så beror det på, at den er fyldigere forstået. Der er ikke Tale om, at man taber sig selv, når man elsker; man får mere at overveje, det er vist, der bliver så rigt et Mylr derinde, hvor før var så roligt og tarveligt, men det betyder kun, at man må anstrænge sig mere, blive dygtigere for at holde rede på sig selv. Det er ikke Lediggang dette Elskovsvæsen, det er så rig en Opgave. Man bliver ikke sine Lidenskabers Slave; man bliver et Menneske, som véd ud til Bunden hvilke Muligheder man rummer. Man kan gå til Grunde ved Kærlighed. Netop! Det er Beviset på denne Følelses overragende Evne, og det er Sejersstoltheden ved Farten ad disse Veje, at en Fejl kan have Undergang til Følge.

Lad mig standse her. Jeg véd ikke, om Du nu forstår Ét: min Ihærdighed til at overhøre dine Forsikringer om, at Alt var forbi. For mig står det, som om Du ved at kvæle din Kærlighed – hvad siger jeg: det spæde lille Væsen, der kunde have vokset sig op til Kærlighed – har begået en af den Art Forbrydelser, der har hele Unaturens Afskylighed ved sig. Jeg troede det ikke, før jeg havde Beviset i Hænde. Når man selv har så megen Respekt for en Ting, har man uendelig ondt ved at fatte, at Andre tager den for ringe. Men Du har borgerlig talt gjort klogt, der er ingen Nødvendighed for at elske, og det Hele var jo muligvis en Fejltagelse, og hvem siger, at min Kærlighed duede Noget? Og under alle Omstændigheder vilde den Historie have voldet Dig overmåde megen Ulejlighed, Uro, Bekymringer osv.

Mit Hoved er tomt som en Tønde, jeg er i usselt Humør. Skade har alt dette gjort mig og vil gøre mig mere – jeg er langsom af mig, hvad jeg måske gentagne Gange har givet Dig Beviser på. Når jeg giver dette Brev fra mig, lader jeg lige som det Korkbælte fare, der har holdt mig oppe. Så går jeg lidt til Bunds og kommer op igen og ser meget dumt på Tilværelsen, og der er det kedelige ved at være dum, at det i Reglen har Dumheder i Følge. – – Om jeg imidlertid skulde komme til at begå noget så dumt som Drachmann har begået i «Puppe og Sommerfugl» skulde jeg betvivle.^k66 Dumt? Ja kunstnerisk set, men ellers er det næsten til Uforskammethed fiffigt anlagt på at angle alt det Bifald, som giver Penge. Uf! han er en forrodet Natur. Du kunde ellers gerne have fortalt mig meget mere om Dagene i Kristiania. Så Du det Digt, han skrev til Fru* – så nu kan jeg ikke huske Navnet, din Veninde fra Bergen, som Du lå på Grefsen sammen med, som er så flink?^k67 – Jeg er meget glad over, at det ikke er Dig, der har skrevet «Rosen», men det ærgrer mig, at Folk siger, at det er Dig. – Jeg har set Ingeborg Thaulow i et Minut og slet ikke Pylle; den sidste véd jeg er vred. Ingeborg og Brandes undgå mig systematisk, de ønske ikke Vidner, og mig er deres Roderi usympatetisk.^k68

*Sandberg, ikke sandt?

Farvel Din hengivne

A O E Skram

Kr.ania 5-10-82.

Du vilde svare på mit sidste brev skrev du. Der er ikke kommet noget endnu, så har du kanske opgivet det, og er ment på ikke mere at skrive. Det er naturligvis det bedste, men hvor det gjør ondt. Hvor jeg er forfærdelig ulykkelig over at ha'e truffet dig og fået at merke at jeg dog, trods alt, er den samme lov undergivet som de andre. Men det var uret af dig at du skrev til mig dengang fra Gjøvik;^k69 havde du ikke gjort det, så var det hele døet bort indeni mig, og jeg vilde nu siddet her som et glad og roligt menneske, som den jeg var, og har været så længe. For jeg skal sige dig, – du følte ingen kjærlighed til mig dengang, – det var bare din forfængelighed som drev dig mod mig, fordi det havde vakt din interesse og nysgjerrighed at se mig sidde der og vånde mig som en såret. Men du skulde nok være kommen til at elske mig, hvis vi havde kunnet være sammen, – det er jeg vis på. Dog, nu er det setlet^k70 alt det der mellem os, og derfor ikke til at tale om. Men nu skal du vide, at jeg har lidt græsseligt ved denne historie. Tiltrods for min pessimisme har den gået mig gjennem sjælen, så at jeg er vågnet om nætterne og ikke har kunnet huske hvad det var, som gjorde ondt. Du taler om smerte som du ikke «kunde ha'e blottet». Og tror du kanske, at jeg har blottet min. Nu er jeg ligeså kjæk og flink til at lide, uden at klage, som nogen mand. Og jeg kan tage maske på, og være munter og ligegyldig, som du ser jeg har været i mine breve. Men nu er det værre at leve end nogensinde før. Du siger du er langsom; men nu har jeg lært, at det er mig, som er langsom. Så meget i dit første brev har jeg først nu forstået rigtig, – ja nok forstået, – men ikke følt det som en sandhed for mig. F.e.x. det deilige du skrev om at to ærlige mennesker kunne elske hinanden rene. Ja, det ved jeg nu, men det er ikke os to, som skal gjøre det. Og nu ved jeg også at jeg aldrig, aldrig skal komme til at elske mig således ren, for der er ikke mere end én på jorden i hvert menneskeliv som passer for et menneske. Og så passer du alligevel ikke. Jeg ved at du nu er bleven færdig med mig, har fået forstand på, at jeg ikke var den du troede e.c.t. Derfor skriver jeg således iaften, fordi det letter mig i min forpinthed. Men jeg vil ikke ha'e det anderledes. Det må være som det nu er. Men skriv bare én næste gang at du ikke er vred på mig, ikke tænker uvenlige tanker om mig, ikke betragter mig som et væsen der er hjærteløst og ondt. –

Dit ene billede er kommen bort for mig; det er det peneste, der hvor du ser så yndig og fornydelig ud, og nu må du give mig et istedet. Hører du! Vær nu ikke barnagtig og sig nei. Jeg må, må ha'e det billede. Men tag nu ikke feil og send det gale. Du ved der er to fra Hansen; det ene en liden, bitte smule mindre en face end det andet. Det er det mindst enface jeg har mistet.^k71 Og det er det jeg holdt mest af og altid så længst på. Er det ikke komisk at jeg skulde miste det første gang jeg af vanvare slap det op af min skuffe. Nu skal du høre. Jeg fik bogen fra Drachmann den nye,^k72 og hans portrait med nogle venlige ord, samme dag som vi skulde ha'e en liden sen middag på 12 stykker. Så tog jeg dit billede frem og holdt det ved siden af Drachmanns for at glæde mig over, hvor meget sødere og penere og kjækkere dit ansigt var end hans. I det samme kom der nogen og kaldte på mig fra kjøkkenet; jeg lagde begge portraitter fra mig inde i hans bog, tænkte at gjemme dit bort igjen, men glemte det hele. Så efter kaffen skulde jeg læse «Puppe o.s. v.» høit, ingen kjendte den endnu, og så faldt både du og Drachmann ud. Nini tog dem begge op. Jeg sa'e ganske rolig at jeg havde fået begge portraitter. De gik rundt gamle fru Thaulow og do. Sars beundrede mest dit, men da gjæsterne var gået, var dit portrait ikke til at finde. Jeg har søgt ustanseligt siden, men forgjæves. Nu må du endelig være sød og sende mig det strax, for jeg kan ikke leve uden det.

Begge dine bøger har jeg læst. Det er utroligt at den første er en debut.^k73 Den står jo i ét og alt især fra formens side, på høiden med det bedste der er kommen ud. Og at kalde den bog uanstændig, – det er jo en ren latterlighed. Den er jo så ren og uskyldig! Men Marie har du vist idealiseret; jeg tænker at hun har været et rigtigt bæst, jeg, – ikke så slem som Soffi dog, eller iallefald på en anden måde, men hun har vist ikke været bra. Og sig mig så en ting: hvorfor er du ikke gift med Julie?, – er det hende du «har elsket og lidt» for? Nei, – det er jo umuligt, at hun skulde sagt nei til dig, men hvorfor er du så ikke gift med hende? Julie er en af de bedst gjorte og korrektest holdte kvindeskikkelser jeg har sét på prent, og så er hun så helt igjennem skjøn; det er en nydelse at kjende hende. Og så som dialogen falder der; bare den replik: «men de kyssede mig jo» er uforlignelig, og så lig dig. Og samtalen mellem Julie og Krog, da de taler om Soffi, hvor er den brilliant gjort.^k74 Og så er bogen helt igjennem spændende. Men du må da gå hen og skrive noget nyt. Jeg tror du er splinter gal, som ikke gjør det. En mand som dig, der har skrevet to af de bedste bøger som Danmarks nye skole eier, gi'e sig til at tie stille, og være aldeles ufrugtbar. Der er ikke mening skabt i at være redaktør, når man er digter, og det en førsterangs. Ja, for det kan ingen nægte der forstår sig på bøger. Og det nægter heller ingen. Men det er bare de fineste kjendere, som ved hvor høit dine to bøger rangerer, – det var Poulsen og jeg enig i.^k75 Han talte forleden en hel del om dig. Jeg sad ganske stille med nedslagne øine, og nød hvad han sa'e, for det var så godt, og han var venlig nok til at fortælle og blive ved, uden at jeg spurgte et éneste spørgsmål. Jeg kunde gjerne være falden ham om halsen for det. Krog havde slet ikke tænkt på Julie, hvis hun ikke havde tvunget ham dertil. Langtifra! Således var det også med dig, – for du gik vist med en rest af din gamle kjærlighed i dit hjærte da du så mig, og så er der jo desuden hende, den anden. Men lad os være venner, lad os endelig det! Kan ikke det gå an, tror du? Svar mig nu.

Endnu Gertrude stod i en så strålende erindring for mig, blev jeg ikke spor af skuffet ved at læse den engang til. Jeg har tærsket den to gange igjennem fra perm til perm, og jeg har nydt den rigtig grundigt. Sig mig, er ikke Gertrude og Marie samme person på forskjellige stadier af sit liv? Nei, hvor Gertrude er yndig, helt igjennem, og så sandfærdig som hun er, jeg mener psychologisk. Hvor kan du dog lave så vellykkede unge piger fra? Ingen forfatter kan måle sig her med dig! Du kjender dem så forbausende vel; du ved nøiagtigt hvorledes de tænker, hvad de siger og føler i givne situationer, – jeg har aldrig i mit liv sét magen. Hvad jeg ikke synes om i Gertrude, det er at alt det skal arrangeres og klargjøres ved denne lange samtale, (Emma og doktoren) først mellem hende og Feddersen og så mellem hende og manden.^k76 Den hele dialog vrimler af brilliante ting, er lutter perler kan jeg næsten sige, men det virker pinligt og uheldigt, og der må på en eller anden måde være en feil derved. Endnu står det ikke klart for mig, hvori det stikker, men der må være noget galskab i det, for det virker som sagt pinligt. Men det er også det alleréneste jeg har at udsætte på bogen, nei, hvor den er god og rigtig, og hvor sproget og formen er «first class». Men hvorfor siger doktorfruen til sin mand at Feddersen burde vidst i forveien hvorledes Gertrude vilde være i en vis bestemt retning? Mener du at han skulde forført hende uden de blev gift, eller prøvet på det? Nei, det er jo umuligt! Å der var så meget jeg vilde spurgt dig om, tusinde ting både fra bøgerne og fra mig selv, men det er for besværligt, og nu har jeg desuden ikke hørt fra dig på så længe, og jeg kan jo ikke vide om du er vred på mig, eller ei. Jeg er virkelig så bange, jeg. Tænk om jeg kunde fået talt en time med dig, bare for at få forklaret dig altsammen. Men så var jeg vel kommen til at tie igjen.

Din Amalie Müller.

[Skrevet på baksiden]:

Læs dette først!^k77

Den 9 Oktober Morgen [1882]

Min egen kæreste Ven, jeg har fået dit Brev imorges just som jeg skulde med det fra igår Aftes lukkede Brev afsted på Posthuset. – Jeg er rolig, glad nu og sikker på Dig Amalie. Hører Du, min Ven! Lad os nu begge bære os fornuftig ad. Vi skal ikke skilles. Vi skal blive sammen som to fornuftige Mennesker, og så lader vi Tiden råde for, hvor meget godt vi ved den kunne komme til at gøre hinanden. – Vi må begge to være roligere nu, vi véd begge to mere nu end fra først af. Vi høre sammen og kan ikke gå fra hinanden uden at skade hinanden. Men pin nu ikke Dig og mig med nye Klager over den Ufred jeg volder Dig; det er en dårlig Tale. Den Ufred er nødvendig – var det – og tager Du rigtig på den, smelter den sagte hen i gode og modige Forestillingers Lykke. Du har ikke vidst Ret, hvor dyb en Lov Naturens er, at den er den stærkeste; Du havde skabt Dig en efter Omstændighedernes Vilje og lod de to kæmpe, og Du led inderlig under denne Kamp. Og Du svigtede Dig selv og gjorde mig Fortræd. – Tag nu, klogere som Du nu er, Naturens Lov ved Hånden, gå stolt og blød, modig og forsigtig frem med den, luk dine Øjne op og forstå, at Du kun på denne Måde kan nå en sikker Havn – om gennem Lidelser eller Lykke eller gennem hvilken Blanding af disse, véd ikke Du, ikke jeg. Der har været noget kvindagtigt Bange over Dig; det er galt, det skader, ser Du nu. – Du har Ret, jeg elskede Dig ikke i Gjøvik – ikke fyldt ikke virkeligt; men det var en helt anderledes mægtig Følelse end Interesse og Videbegær, der drog mig tilbage. – Amalie, det var min Tro på, at jeg endnu en Gang kunde komme til at leve. Jeg troede på, at Du kunde gøre mig god – og så Amalie, en usigelig Respekt for hvad jeg havde set foregå i Dig. At det skulde ske, at jeg løste dine Lænker, det gjorde mig så grebet, så bevæget, så ydmyg og stolt. De Uvidende benævne slig en Følelse en Kaldelse af Gud; jeg skulde gerne have knælet, men for Dig Amalie, for Dig, Menneskebarnet; for det Hellige der foregik i Dig, jeg kunde uden at have strakt Hånden ud efter Dig have tilbedt den Naturens Vækkelse, der skete i Dig, stille have ligget med bøjet Hoved og frydefuld have ventet på, at alt dette skulde tilsidst sænke sig ned over mig og gøre mig god, god. – Du begriber, Unge, hvor det pinte mig, at Du stred imod.

Kæreste Amalie jeg har læst mit lange Brev igennem. Ak nu forekommer det mig, at der må et lige så langt til for at forklare Dig den Stemning, under hvilket det blev skrevet. Forsøg at forstå det. Du må kunne se min underlige Hjælpeløshed igennem det. Der er jo gået så lang Tid hen med det, og jeg blev ondere og ondere.

Jeg sender Dig mit Billede og så sætter jeg Datoen idag på det. Du har gjort mig så uendelig meget godt idag. Der er Ord i dit sidste Brev, som er Kærlighedsord – det er på dem jeg bygger videre.

Du begriber nok, hvorfor jeg sender Dig mit lange Brev. Du har Ret til at se tværs igennem mig, og Noget vil Du lære af Brevet.

Dette skriver jeg i jagende Hast.

Svar mig så snart Du kan. Jeg skal nok skrive om Herregårdsb og Gertr.

Jeg er meget glad

Din Erik

13de oktbr. 1882.

Igåraftes fik jeg dit brev, som vi sad ved aftensbordet. Jeg turde ikke åbne det der, men måtte sidde og vente til min bro'er, der spiser så langsomt, især når han snakker med os, endelig, endelig, på sin langsomme måde, stak servietten i ringen. Så gik jeg ind på mit eget værelse med det, og blev siddende der så bange, så bange. Jeg sad og græd mere end jeg læste, ikke for brevets skyld tror jeg, skjøndt meget i det gjorde ondt, men fordi jeg havde lidt så meget i alle disse dage og nætter, og gået så stille og taus med det, og været som ellers, når jeg var blandt folk. Det var al denne opsamlede smerte som igåraftes fik luft i min lange gråd; (tænk at jeg nu skal begynde at græde igjen!) Tilsidst stak min broder hovedet ind, og spurgte hvor jeg blev af; kl. var da ½ 11, og gutterne var én for én komne for at sige godnat, mens jeg havde siddet der. Min bro'er så så vist på mig gang efter gang, da jeg var kommen ind i stuen, men han spurgte ikke. Det gjør han aldrig, han er så god og hensynsfuld. Det bliver ikke et svar idag, bare et par ord for at takke dig for dit lange, lærde foredrag om naturkundskab eller hvad det nu hedder. Der var så meget i det, som var mig så nyt, ja alt omtrent; jeg har aldrig vidst og aldrig tænkt over hvorledes alt det havde sig. Min tanke har altid vendt sig fra det, bare fra det, for jeg syntes det var så stygt og ondt. Men jeg begynder at forstå, – ja tænk, jeg gjør virkelig. Jeg må forresten studere dit brev igjennem sætning for sætning, så vil der gå flere og flere lys op for mig. Hvor klog du er, og hvor meget du ved. Men der er meget i brevet som er af den beskaffenhed at jeg ikke kunde se på dig efter at ha'e læst det, og slet ikke kunde jeg tale om det med dig, det vilde være for flaut. Du var langsom med at forstå det, der var dig fremmed og syntes dig umuligt; jeg er så endnu meget – mere langsom end du, til at finde mig tilrette på ukjendte enemærker. Nei, hvor langsomt det kommer at gå! Jeg mener med min forståelse af alt det, der hører kjærligheden til. Men husk hvor aldeles nyt alt dette er, og hvor totalt ukyndig og uvidende jeg står her. Derfor skal du bære over og ha'e en mild og snil forståelse.

Nei, jeg var alligevel ikke kommen over dårskaben min; og gjør det heller ikke. Thi nu er jeg træt af at kjæmpe, og jeg ser også at det er unyttigt. Du må vide jeg var så sikker på at det var over; midt i min bedrøvelse og tomhed følte jeg en vis tilfredshed med mig selv over at jeg havde evnen til at kontrollere og styrken til at kommandere og mestre mig selv. Og det havde ikke kostet mig så farligt meget enda; tusinde grunde, skarer af fornuftige reflexioner kom løbende til min undsætning; jeg sad som i en fæstning, med hundreder af hjælpesvende omkring mig. Jeg vidste jo, som du siger, hvor prægtigt der lod sig leve uden alt det vrøvl som andre gik og pludrede med, og så hele min livsbetragtning, alle mine theorier om tilværelsens værdiløshed, mit had mod og min foragt for det, folk kaldte kjærlighed, det som jeg havde sét hvad var for noget og som jeg satte min ære i at være hævet over, og så endelig dette at jeg vidste med mig selv at jeg både havde evne og villie til at leve på nokså hårde vilkår, at det var en beslutning hos mig, at jeg vilde gå gjennem resten af mit liv uden at begjære noget af det der kaldtes lykke, som jeg forresten lod hånt om, fordi jeg ikke troede på den, – ikke troede at det som jeg vilde kalde lykke, var til. Og jeg havde jo fået beviset ihænde på ny. Du ved jo hvad det var, som bevirkede alt dette. Jeg var kommen til at elske dig, – jeg forstod det ikke, – men det var så, – det var kjærlighed jeg følte hin fredag, og endnu mere dagen efter; da jeg mærkede, at jeg var bleven et nyt menneske. Jeg skal sige dig noget. Jeg havde inderst inde et hemmeligt lidet rum, som jeg så uhyre skjælden betrådte med mine tanker. Der var noget gjemt derinde, og det var en drøm om, (thi mere end en drøm var det ikke, – jeg havde hverken tid eller lyst til at gi'e mig ikast med det) hvorledes det vilde være at finde den mand jeg kunde elske. Men hør nu: at den mand ikke fandtes, var jeg samtidig således sikker på, at der ikke existerede en trevl af tvil i min sjæl. Jeg havde jo truffet så mange i alle disse år. Fra jeg var ganske ung har der været så mange mænd omkring mig. De begyndte med at sige mig smukke ting dengang jeg ikke forstod et muk deraf. Jeg var så utrolig dum, da jeg var ung, – ja jeg er det forresten endnu tildels, men du aner ikke hvor dum jeg var; og så, så det ud som om jeg tog vel imod, hvad jeg ikke tilbageviste, fordi jeg ikke begreb det. Derfor har jeg fået en dyb og stærk afsmag for mændene. Ikke til at treffe, og vexle ord med i dagligt lag, thi der er i reglen (ikke bestandig forresten) mere udbytte af at tale med dem. Men en afsmag for deres forelskelse. Hvad er det de kalder forelskelse? alle disse elendige, pjattede dumrianer, der tror man skal blive i den syvende himmel over deres forelskelse. Sligt hænder mig forresten ikke mere, ikke på den gamle måde, i allefald. Jeg har sét så meget flaneri hos mændene, så megen begjærlighed, at jeg en tidlang foragtede hele racen. Nu er det over, – ja det var det – før jeg så dig også. Kan du derfor forstå den ting at jeg til den inderste bund i min sjæl, til hver nerve og pore var forvisset om at den mand fandtes ikke, der kunde tage min kjærlighed? I «Syndfloden» hos Byron, stiger guds sønner, vældige kolosser af engle ned på jorden og besnærer Kains døtre med sin elskov.^k78 (Du husker det af theologer så meget omtvistede sted i anden Mosebog – det er dette han har taget til text for sit storartede poem.)^k79 Jeg smilte undertiden med mig selv og tænkte: ja, det måtte til for mig. Det måtte være en mand af en ganske ny og usét sort, en som kom ned fra himlen, og hvor var jeg overlegen og tryg! Jeg havde jo været sammen med alle de bedste og første, alle dem der gik ry af i hvilkensomhelst retning, og jeg havde altid endt med at smile og altid smile.

Så kom du. Naturligvis var jeg sikker og tryg også efter at jeg havde følt denne lyst til at være ved siden af dig, denne bestandige dragen henimod dig, dette savn og denne uro, når jeg ikke så dig, og dette utrolige velbefindende i din nærhed. Tror du at jeg blev bange for det? Det faldt mig ikke ind med et øiebliks tanke. Den sidste dag på Lillehammer begyndte jeg imidlertid at ikke kunne like mig. Alting blev mig med ét så ækkelt og kjedsommeligt. Når jeg tænkte på Grefsen og alt andet, kunde jeg formelig ikke holde det ud; og der gik mig et stik gjennem hjærtet da jeg mindede mig om: imorgen er han borte. Så ved du hvorledes det var på skibet, og hvorledes det gik bagefter. Og så da jeg endelig havde givet mig over, da jeg klart og bestemt sa'e til mig selv: det er ham, han er kommen, den du troede ikke var til, da foregik dette som jeg godt kan betegne med Kristi ord: jeg blev født påny i et nu. Men det skete ikke om fredagen, men på lørdag morgen da jeg vågnede fra min trygge, faste søvn. Så gik jeg og tænkte, at nu skulde du ha'e det altsammen, alt det jeg havde sparet op og gjemt bort, og sat på renter i alle disse år, min ungdoms og min modne alders; ikke en tanke, ikke en evne skulde jeg eie uden at jeg vilde lægge den ned for dig, eller drysse den over dig; og hvor skulde jeg være på vagt om mig selv, ågre med det jeg eiede af skatte, for at blive rigere og rigere til dig; intet, intet havde jeg lov at give til nogen anden, – ikke et smil, ikke en tanke, – det var rov fra dig, – og så kommer du og skriver, at du har en anden kjærlighed, at du nok vil forsøge på at oparbeide en kjærlighed til mig fordi jeg nu engang var bleven såret så uændeligt,^k80 men at du, sålænge til jeg voxede helt op i dig, vilde elske og leve med den anden.

Du som er så klog, og som skjønner dig så godt på kvindehjærter, burde kunne forstå det bedre og dybere end du har gjort. Der gik en stormflod over mig i hint øieblik, da jeg læste disse ord i dit brev. Hvor jeg dog fik ret! hvor sandt og klogt og vist jeg havde opfattet alt det væsen, for ikke at sige uvæsen. Så gik jeg alligevel og ventede til på fjerde dagen, før jeg skrev, men alt det jeg grundede og ventede, blev jeg kun vissere og tryggere. Og kan du ikke forstå alt det jeg har lidt, – jeg! når det nu var mig, som endelig havde fundet den mand jeg kunde elske, som endelig havde taget spranget fra der jeg stod, til der jeg aldrig havde tænkt jeg kunde komme til at stå, så at blive stødt således tilbage. For et øieblik tabte jeg alt muligt fodfæste, – jeg svømmede om som en syndflodsforulykket; hvad andet havde jeg så at gjøre end at ty tilbage til mit forrige jeg, og synke ned, stedse dybere i dets arme. Når du ret kunde sætte dig ind i alt det, så vilde du ikke ha'e et eneste skjænd, ikke tale om ringeagt, eller vrede eller noget af alt det. Og når jeg skrev til dig at jeg ikke elskede dig, ikke på grund af din, men min beskaffenhed, så var det sandt. Jeg ynkedes over mig selv, at jeg ikke kunde være som en af de andre; at jeg stod der med så strenge fordringer, at jeg ikke kunde slå mig tiltåls fordi om du også holdt af en kvinde til, foruden mig; det vilde andre ha'e kunnet gjøre, fordi andre vilde sét på dette som noget «nebenbei», et nødvendigt onde. Men det kan ikke jeg, – og det vil jeg heller ikke. Jeg vil ikke give alt, alt, og ikke få alt i bytte. Det vil jeg ikke!

Og nu skal du vide det altsammen:

Jeg har lovet Bjørn, at jeg aldrig skal tilhøre nogen mand i verden.^k81 Nu vil du naturligvis fare op i forfærdelse. Men der er intet at blive forfærdet over. Bjørn kom tilsidst til at sige mig hvorledes han led. Han led virkelig, og han var mere alvorlig og mandig, og selvfornegtende og klog end de fleste. Ikke ét éneste forsøg gjorde han på at opnå, såmeget som så. Men han jamrede sig over at han elskede mig. Vi havde én éneste samtale om det, strax før han reiste. Jeg talte fornuftigt og roligt og sagde ham besked. Han svarede at han vidste det altsammen i forveien, alt kunde han finde sig i, men én tanke kunde bringe ham til selvmord, og det var, hvis jeg gik hen og elskede, og tilhørte en anden. Jeg svarede med et gjengangersmil, indbilder jeg mig, at for den sags skyld kunde han være rolig. Han greb det med lidenskab og følgen blev at jeg gjorde ham et formeligt løfte. Det var just efter at jeg, som jeg mente, var bleven færdig med dig.

Men nu er jeg alligevel ikke færdig med dig, – desværre, – desværre! Det er der, det er derinde. Og nu ved jeg at det aldrig kan overvindes, eller kvæles. Det kan dø en naturlig død, når det har levet sig færdigt – det ved jeg nok, men det lader sig ikke myrde, for det opstår strax fra det døde igjen. Jeg sidder i et chaos af vildrede. Jeg ved kun ét klart og bestemt: at jeg elsker dig, trods alt. Nu får jeg se til at tænke mig klar over altsammen. Vær ikke længe før du skriver til mig.

Hvad skulde jeg ha'e fortalt dig om «dagene i Kristiania», sammen med Drachmann? Jeg husker, og huskede da jeg så dig, ikke et fnug der var værdt at fortælle. Og så må du jo huske at jeg sammen med dig, havde mistet min tales brug. At fru Sandberg har fået noget digt af Drachmann, er jeg sikker på, ikke er sandt: Hvor kan du falde på det. Det er absolut ikke sandt. Og hvad er det hun er så flink i? Det forstår jeg ikke. Ja, hun er nok flink og kjæk i flere henseender, men hvad er det du mener? Hvor kan folk sige, at jeg har skrevet «Rosen». Alle ved jo at det er Mathilde Schjøtt. Det stod jo til overflod i en korrespondance til Danmark fra Norge. Hvorfor vil Ingeborg og Brandes være uden vidner? Du skal svare mig på alt. For jeg tåler det ikke om Ingeborg. Og hvorfor er Pylle vred? Og på hvem er hun vred?

Din Amalie

[skrevet på langs på side 2:]

Nu er det dog blevet et langt brev. Men der er meget mere at svare på. Idag har jeg dog ikke tid, ikke på nogen måde.

Kr.ania søndag aften [15/10/82]

Kjæreste dig, – jeg havde tænkt at få skrevet mere idag, for jeg syntes der var masser af ting jeg skulde ha'e svaret på, masser af ord jeg skulde ha'e sagt. Men naturligvis måtte jeg gå i selskab. Jeg forsøgte at få min broder til at gå alene, men det gik ikke. Så har jeg i hele dag siddet i stort selskab, og alligevel bare været sammen med dig. Jeg syntes hele tiden du sad ved siden af mig, så nær, at jeg formelig kunde føle dig. Jeg har aldrig oplevet noget så snurrigt i mit liv. Lidt distrait gjorde du mig jo, men jeg klarte mig alligevel mærkelig godt. Det var bare ved l'hombren man ikke havde grund til at være så fornøiet som man pleier. Jeg kommer næsten altid nemlig til at spille l'hombre med 3 herrer, når jeg er i selskab; thi du må vide jeg er så ualmindelig flink til det, og man mangler gjerne en fjerdemand. Her i Norge er det ikke så almindeligt at der spilles l'hombre af hvemsomhelst. Jeg spiller også så uhyre gjerne; for det første fornøier jeg mig meget derved, og dernæst slipper jeg jo på den måde lettest fra at sidde og snakke med alle de kjedelige mennesker. Og så vil man altid så gjerne ha'e mig til fjerdemand, og det er jeg stolt af, for det viser at jeg spiller godt, såsom herrer ikke kan fordrage at spille l'hombre især, uden for fuldt alvor. Dette synes du vist var altfor længe talt om kortene, men husk på alt dit om bevaringslyst, eller var det ernæringspligt?, og formeringsdrift og parringsvalg og marmorkvinder og Odyssevs's sirener og hvad det altsammen var. Det surrer mig om ørene alt dette doktorsnak, havde jeg nær sagt; for du må vide jeg tror, jeg kan det udenad; i alfald burde jeg kunne det, for alle de gange jeg har læst det om igjen. Men jeg tror, jeg er lige klog, jeg. Jeg kan ikke begribe, at det filleri skal være et så vigtigt anliggende, som om himmel og jord afhang deraf – jeg har aldrig hørt magen! Nei du, jeg kan ikke forstå det. Om det nu også er så stor en tilfredsstillelse, så er man dog lige velhjulpen uden. Jeg synes det er så uvæsentligt det, i allefald mellem to som elsker hinanden, for da er der så meget andet de kan ha'e imellem sig. Men det kan også være det samme om jeg ikke forstår alt det så godt, for nu er det dog så vist og sikkert at jeg elsker dig, og helst af alt vilde være hos dig bestandig. Jeg er alligevel ikke nogen marmorkvinde (uf! det dumme, ækle drama!), og heller ingen sirene, det skal du nok få se engang. Bi nu bare. Det bli'r ikke meget i aften, for klokken er så mange, og jeg står tidlig op om morgenen, jeg. Så er jeg også så træt, efter al den mad og drikke. Jeg er roligere tilsinds nu. Jeg vil gjøre som du siger, give mig ganske hen under åget, ja, for det er et åg, og lade tiden råde for resten. Det nytter ikke at stride imod. Nu er jeg to gange sprungen fra dig; og begge gange var jeg vis på at ingen magt i verden skulde kunne drive mig tilbage. Men begge gange har jeg dog på egne fødder måttet vandre tilbage den vei jeg var kommen, og nu får jeg blive hos dig. Der er jo dette som piner mig, det du ved, som voldte al denne smerte og møie; men jeg får se til at skyve det fra mig, – ja for tænke det igjennem, og blive klar og rolig over det, formår jeg ikke. Jeg har forsøgt det om og om igjen; men det er altid som om jeg tilslut render panden mod en mur i et mørke, som jeg ikke kan gjennemtrænge med mit blik. Jeg kan det ikke. Jeg bare tænker, – hvis det nu var mig som holdt så meget som så, af en anden mand ved siden af dig, – ja det er jo en utænkelig ting, men hvis, – hvor forbryderagtig vilde jeg ikke føle mig. Men når du siger det går an for dig, så gjør det vel det da. Det er det gamle om igjen, – den forskjellige sort moral for de to kjøn.

Uf ja! Jeg vil ikke tale om det. Jeg føler den smerte derved, som når en river op i et nylig tilgroet sår, og så har jeg sådan lyst til at skjænde og græde for det, men gjør det alligevel ikke. Nu skal du ikke svare et ord på dette. Hører du. Jeg vil og kan ikke drøvte den sag med dig; den har noget mørkt og pinligt i følge med sig, som jeg helst vil holde mig fra livet. Nu svarer du ikke! Du «vilde ikke beile til mig». Du skriver som om jeg havde forlangt at du skulde det. Jeg kan så godt forstå at du ikke vilde det, og jeg opfattede også dine ord dengang rent instinktmæssigt sådan som du havde ment dem, således at jeg i øieblikket da du tog dem tilbage i dit sidste brev slet ikke huskede at du havde sagt det. Ikke jeg heller vilde beile, ikke om noget i verden vilde jeg det, ikke engang hos dig, skjøndt dog, – nei, jeg vilde det ikke jeg er vis på det. Hvorfor skulde så du gjøre det? Hvor godt du dog kjender mig, og hvor du ved, hvoraf alting kommer. Jeg faldt fra overraskelse i overraskelse da jeg læste dit brev. Kun på et punkt ta'r du lidt feil: Jeg synes ikke det er morsomt at få «idelige opfordringer om at slå følge». Tvertom, jeg gav, jeg ved ikke hvad, for at undgå dem, hvis jeg mærker, de er i anmarsch. De piner og ængster mig og gjør mig helt ulykkelig og jeg synes min værdighed lider et knæk derved, og jeg giver mig selv så stor skyld. Nei, der tog du feil, men også kun der. Du siger du blev til mand på «den følelse» på din kjærlighed. Jeg tror dog snarere, det var på den lidelse du ved den fik at gjennemgå. Ja, jeg taler af egen erfaring her. Jeg har ingen kjærlighed havt at blive til mand på, men jeg er dog blevet det (jeg mener menneske), og jeg er blevet det gjennem lidelse. Det ved jeg vissest af alt i verden.

Jeg troede jeg skulde klaret mig med det ene papir, men det blev for knapt, for der er lidt til, jeg vil hae sagt. For det første dette, at løftet til Bjørn giver jeg en god dag. Jeg har ikke med nogen anden at skaffe end dig nu, og jeg er så tryg og stolt derved og færdig til at sige «spadille» til hele verden.^k82 Altså, det tænker jeg ikke mere på. Og så, – ja så er det vel altsammen klaret os imellem, så klaret som det vel bli'er, i alfald for det første. Men sig mig; hvad mente du med at der var noget æggende i den måde hvorpå hun i «Herregårdsbilleder», hvad var det nu hun hed, Sofie, legte med sine børn? Jeg har grublet så på det, men kan ikke finde ud deraf. Svar mig på det. –

Og så godnat min deilige, kjære. Vær nu blot ganske tryg og sikker. Nu kan du være det, for nu er al modstand brudt «for ever». Jeg har været så træt mens jeg har skrevet; kl er mere end 12; nu er jeg også søvnig. Hvor det skal være deiligt at komme iseng. Men du, det er sandt – hvor vred du vist har været på mig, men dog kanske mest bedrøvet. Fortæl mig om det.

Din Amalie

Jeg sender dig dette stykke billede af mig. Det blev taget forrige sommer, just som vi kom tilbage fra landet sammen, Kathinka Heiberg^k83 og jeg: Det er min ældste veninde, vi gik hele skolen sammen i Bergen. Så forflyttedes hendes fa'er herind omtrent samtidigt med at jeg kom hid. Jeg har klippet hende bort, fordi jeg jo ikke tør bede hende om lov til at sende det med, og jeg vil ikke gjøre det, når hun ikke ved om det, for hun er lidt streng med sligt.

D. S.

Kbhvn den 17 Oktober 1882

Min elskede yndige Ven, vær vis på en eneste Ting, at var jeg nu hos Dig, vilde utrolig meget være let, som nu volder Dig Ufred og Pine. Vær rolig, vær god Amalie, hold af mig og tro en Smule på mig. Lad det være en Fortjeneste hos mig, at jeg holdt så fast på Dig, da Du vilde bort, og se ikke deri et Slags Forsøg på at besnære Dig i dine egne Følelsers Snare. Tro ikke, at Du har valgt den svage, den lille, den bedragerske Side af dit Jeg til nu at bygge dit Liv på; min kæreste Ven, som ærlig Kvinde, ærlig mod Dig selv, var der ingen anden Udvej åben, og Du skal være for stolt til at kunne ville noget andet i Verden end det din Natur siger: Du skal. Din Kærlighed er stærkere end den Fæstning, en fjendtlig Magt havde lagt midt i dit rige Jegs gode Agre, slut Dig til din Kærlighed Amalie, slut Dig inderlig trofast til den, hold af den, følg den, lær den dine bedste Ting og lær af den igen, den er jo Frihedens og Folkets Sag i Dig, om jeg så må sige, Fæstningen var Aristokraternes Borg. Går Du imod din Kærlighed, kan Du så vist gøre den Skade, det er sikkert, men underkue den i sidste Instans formår Du ikke. Den er Dig, den er din Natur den vil frem – prøv da på at føre den så ædelt og smukt som et Menneske formår. Du har hældet til den Religion, at Lidelse og Forsagelse i og for sig var et Noget at bygge Livet på – jeg tror det ikke Amalie, jeg vil kun lide for det Gode, som jeg skal vinde. Du har villet mestre Dig selv – ja Ven, men ikke ved at forknytte, hugge ned det Stærkeste man ejer. Der ligger et Mistillidens Bedrag der bag ved, som ikke er et sundt Menneskebarn værdigt.

Men Amalie vi er jo enige. Stump vær nu ikke bange!^k84 Og så Amalie tag kærlig og mildt på mig. Ak Ven, jeg trænger til din Godhed. Tror Du jeg har talt de store Ord om Kærlighedens Lykke uden Angst? Min Ven, jeg har været ved at bøje Hovedet under en ydmyg Følelse af: Hvad kan jeg, når Alt kommer til Alt, give hende til Erstatning for den Kampens Pine, som jeg vil føre hende ind i? Men så Amalie har den inderlige Overbevisning ført mig: vi høre sammen. Vi skal tage, hun som jeg, Følgerne af vor Kærlighed. Og jeg tror på Dig min egen Ven. Vil Du være kærlig ved mig, kan Du gøre mig utrolig meget godt. Jeg kan leve af din Kærlighed, ja Amalie, jeg tror, at jeg nu kun kan leve af den. Jeg holder jo ikke meget af de for store Ord, og Livet har givet mig så mange Slags Erfaringer, men jeg har målt og undersøgt mit Hjertes Bund i denne hårde Tid, jeg for nylig har gennemgået, og Amalie, Du véd ikke, hvor tomt der blev om mig, da jeg på ny blev ene, da jeg troede jeg var ene. Jeg havde en tydelig Forestilling om, at Resten af mit Liv vilde blive en Slags langsom Gåen til Grunde. Du er det Kildespring i mit Liv, som den store Natur havde forbeholdt for mig, inden det var for silde. Min sødeste Pige, Du får i mig ikke den, Du burde få, jeg er ikke god, ikke ufordærvet nok, men gå med lidt Fortrøstning til vort Møde, og Du skal se, der kommer noget ud deraf, som også Du kan bruge. Jeg er så glad ved at kunne tale kærlig til Dig, Ven, Du er så sød.

Amalie, om jeg føler Alvoren i dit sidste Brev? Vær inderlig vis derpå. Om jeg begriber, at Du har lidt? Ja jeg gør Amalie. Jeg véd det. Men det skulde altså gå således til. Det var mit uforsigtige på en Måde urimelig skrevne Brev, der voldte «Syndflodssmærterne» – Stump, din vilkårlige Forståelse deraf gjorde Gengæld; kun at jeg holdt min Ro og mit Håb længere ved lige, end Du kunde. Amalie vær ikke for stræng i dit Hjerte over min Mangel på sikker Begriben af din Følelses ømme og fine Ungdom, jeg var noget undskyldt, Du havde næsten ikke givet mig den i Hænde, jeg havde jo mest kun haft med dens Frygt at gøre, jeg så dens «snusfornuftige» Side og skulde derfra skabe mig selv din Følelses sande Billede. Og Ven, Du sprang så hurtig fra mig, at Du næppe fik fat i mine Ords virkelige Ordlyd end sige deres Mening: Jeg vil ikke nu begynde på ny på en Forklaring, som Du vistnok mangler de hundrede små og store Forudsætninger til at kunne få helt og fuldstændig rundt fat på – kun Et skal Du høre på ny. Du må ikke tale om, at jeg for at nå til Dig har måttet arbejde mig ud af en «Kærlighed» til en anden Kvinde. Det er så afskylig en Forvridning af Sandheden og mine Ord. Med en Kærlighed i Hjertet til en anden Kvinde var jeg aldrig kommen til Dig. Det kunde jeg ikke. Ikke et Sekund siden jeg talte de første Ord med Dig har jeg i min Tanke kunnet byde Dig noget Halvt, noget Ufuldstændigt. – Amalie, det faldt mig først ikke ind, at Du kunde elske mig, og så var jeg klog og gammel nok til at kunne tøjle mit usigelige Behag ved Dig til det Venskab jeg viste Dig – Du har ikke hørt et lapset Ord af min Mund – men fra første Færd jeg så din Kærlighed gry, blev jeg så alvorlig grebet af et Håb – et Håb for mig selv, forstå det Amalie, et Håb om på ny at mødes med mit virkelige Jeg under den rene Indvielse til et nyt Liv, som min Kærlighed skulde give mig – at jeg ikke kunde tænke mig at lade dette Møde blive til en smuk lille Oplevelse, således som Du (bange, demoraliserede(!) Kvinde) vilde have det. Men så Amalie lå jo over mit Sind de mange Års Halvheder og onde Smuler, hvormed jeg havde hjulpet mig igennem. Jeg måtte, da jeg havde haft Dig i mine Arme, sige Dig, at jeg var ikke ung som Du – Amalie, jeg måtte sige Dig, at en 35 årig Mand stiger ikke ned som Guden fra Skyen for at give en Kvinde et æterklart Liv. Der var foregået en Vandring på denne Jord i Søle og Solskin, det skulde Du vide; og jeg gjorde som jeg trode et rigtigt Forsøg på at angive for Dig Arten af det Hvilested jeg havde udsøgt mig. Jeg gjorde med en anklagende Ærlighed mod mig selv, som jeg nu fortryder, fordi det måtte falde forkert ud, Forsøg på at stemple mine Følelsers Natur under den Periode af Flugt fra alt det gamle ind i det nye, som måtte gå forud for den rolige Besiddelsestagen af det Kærlighedens store Land, som Du havde skænket mig. Min sødeste lille Pige, jeg kom til Dig så ene så ene, og mine dumme Ord gav dig Indtryk af, at Du skulde i Flok og Følge med andre – andre ganske vist af lavere Rang, men dog andre. Nej Amalie, derom har der aldrig været Tale, kan der aldrig blive – vær nu dog usvigelig vis på det! Alt hvad der er Dig uforståeligt, gådefuldt uforeneligt med din Kærligheds gode og dybe Natur, og som har Sammenhæng med den Skræk jeg som min Kærligheds Morgengave til Dig (ak, tilgiv mig Amalie!) begyndte med at skænke Dig, skal du på mit Ansvar lade ligge. Du skal komme til at kende mig her også helt ud og ind, når vi mødes, Du vil få noget at overvinde hos Dig selv for at give mig det Kys, der gør mig ren – men Du vil ikke nægte mig Kysset, tro det, Amalie! Og elsk mig nu.

Den 18 Oktober Aften

Jeg er lige kommen hjem, jeg har lige læst dit Brev fra i Søndags, du søde, søde, jeg har set og set på dit Billede – tænk dig Amalie, det fór igennem mig, jeg trode et Øjeblik, at det var en Mand, der var klippet fra. Du er så smuk, men Stillingen er ikke rigtig god, din Underkrop er bleven til slet ingen Ting. Jeg holder mere af det Billede jeg allerede ejer, Du ser mig således ind i Sjælen på det, og så har Du klemt Læberne sammen på det sidste, og der véd Du også af, at Du er smuk, Du er så umådelig stolt af din Næse, og Du er dog ikke nær så smuk som på det første Billede, hvor Du er så ærlig, så ligefrem og god. Men jeg er meget glad for det nye Billede, det griber mig ikke som mit gamle, men det er yndigt, og så er der det Sted op under Mansketten ved Håndledet, som ikke er til at holde ud. Det er en fuldstændig Snare for et roligt og skikkeligt Menneske som mig.

Kæreste Amalie jeg skulde lige til i adstadig Pasgang at spørge Dig, om Du ikke allerede sidst gjorde Nar ad mig for mit naturvidenskabelige Kærlighedssystem. Nu behøver jeg såmæn ikke at spørge. Du giver hele min Klogskab en god Dag, men den imponerer Dig dog. Ja bi Du lidt, en skønne Dag går det Hele op for Dig lige som Hegels System gik op for J L Heiberg, da han stak Benene ud af Sengen en Morgenstund i Hamborg.^k85 – Hør Amalie jeg har været så alvorlig, nu kunde Du friste mig til at blive lystig. Men det er jeg for Resten slet ikke, men det kommer måske af, at jeg er sulten, Klokken er halvelleve og jeg har ikke spist til Aften. Nu gør jeg det. – Du, det er for Resten et højtideligt Måltid; det er første Gang jeg i to År spiser hjemme en Aften – alene da. Mit Arbejde på Redaktionskontoret har ført uundgåelig med sig, at jeg måtte tage mine Måltider ude. I Aften havde jeg gjort mig fri og var gået hjem for at skrive mit Brev færdig, og så, Stump, får jeg et nyt Brev fra Dig og får Dig med helt ind i mit intime Liv med lidt Brød og Ost og bayersk Øl. Du har ikke haft det så fint hos mig, som jeg havde det hos Dig i Kristiania «med al den Mad og Drikke». – Så Du er en så dygtig L'hombre Spiller? Jeg er en Slags genial Idiot i det Spil som i andre – min sødeste Ven, forbarme sig, hvor jeg vilde forgå af Raseri, skulde jeg virkelig i Selskab gå omkring og se Dig spille L'hombre, og skulde jeg komme til at spille med Dig – Du vilde tabe al Agtelse for mig, én Gang af ti gør jeg noget rigtigt, men så kan det for Resten være glimrende – én Gang af hundrede. – Ak Amalie hvor jeg synes det er lidt at sidde her og skrive; men de Tanker vil jeg ikke give Rum. Der er kun det, at jeg aldrig tilfredsstiller mig selv som en, der formår at få sagt det ordenlig, som han trænger til at sige. Og så kommer det aldeles afskylige til, at jeg bogstavelig aldrig har Tid til at skrive. Jeg er idiotisk bunden af Forretninger. Nu har dette Brev været to Dage om at blive til, ja egenlig tre for i Mandags fik jeg jo dit Brev og vilde under normale Forhold naturligvis straks have sat mig til at besvare det, og i Stedet derfor måtte jeg stikke det til mig og bære det hos mig et Døgn, inden der var Tale om at jeg kunde få sat Pen til Papiret. Jeg stjæler, når jeg blot kan, et Par Morgentimer for at skrive til Dig. Jeg elsker disse Morgentimer, og jeg vil blive ved med dette Tyveri, det får så gå som det vil. I Aften besvarer jeg ikke dine forskellige Spørgsmål, der nu tror jeg have hobet sig ret anselig op. Jeg er altid sløv og træt om Aftenen – – Jeg har standset her og har læst mit Brev igennem. Jeg skriver ikke mere i Aften. Klokken går til 12, og jeg må tidlig op imorgen. Jeg har glemt at betale mine Skatter i to Kvartaler, Rodemesteren har været her og sagt til Pigen, at det er rent galt.^k86 Så får jeg heller ikke Tid til imorgen at skrive for at løbe afsted med Penge, som jeg for Resten ikke har liggende men først må hente – Min Ven gid jeg med et eneste Ord kunde få Dig sagt den usigelige stolte Fred Du har givet mig ved din Kærlighed. Jeg elsker Dig og er lykkelig.

Din Erik

Du brugte det rette Ord, da Du sagde: bliv nu ikke forfærdet, den Gang du fortalte mig om Løftet til Bjørn. Det stak i mig, som havde Du ført en Kniv ind i mit Bryst. Så gik det jo over! Men Amalie, Forræder, gjorde det Dig ikke frygtelig ondt at sige sligt. Hvor kan man komme så langt bort fra sig selv? – Jeg har haft et Par Ord at skrive til John Paulsen. Jeg har nævnt dit Navn i Brevet, fordi jeg vilde have, at han skulde komme til Dig og snakke om mig. Det skulde være en Hilsen. Måtte jeg ikke det? Jeg vilde helst fortælle hele Verden at jeg elsker Dig. – Har Du to Gange fået nogle «Morgenblade» fra mig?

Den 19 Oktober 1882

Jeg sender Dig herved min kæreste Ven de to Knapper oppe fra dit eget Land, forgyldte og sammenføjede. Du må endelig blive glad for dem, jeg selv synes de er så pæne, og jeg har holdt så meget af dem, så længe de har været hos mig, fordi de hele Tiden har været bestemt til Dig. Da jeg var bedrøvet, huskede jeg på disse Knapper, der i deres nuværende Tilstand har ligget i min Skuffe fra tre Dage efter jeg kom fra Norge – jeg gik straks til en Guldsmed med dem – og jeg syntes det var Synd i dem. Jeg vilde ikke sende dem, for de Tanker, som de skulde bringe Dig fra mig, var lyse og gode, og Du havde jo gjort Fortræd. Ja kære, kære Amalie Knapperne blev købt i den lyse Stemning jeg var i, efter at jeg i Stavanger havde modtaget dit Telegram om at Du ventede mig. Men tag nu altså det lille Smykke og tænk på mig, når Du bærer det. Det er den eneste Overtro jeg bekender mig til, den som knytter sig til Gaver. Kan Du ikke lide de to Knapper eller er ligegyldig ved dem og lader dem ligge og går ikke med dem, bliver jeg umådelig bedrøvet.

Desværre er det mig ikke muligt at ordne Spørgsmålet om Tolden, som rimeligvis skal betales, anderledes end at Du selv må betale. Det er lidt dumt men hvad skal jeg gøre? Men det er altså fra Norge udførte Sølvknapper som i Danmark har fået lidt Guld på sig.

Jeg havde et Par mindre Knapper af lignende Form med til den skikkeligste af mine Søstre, Emma; hun er meget strålende fornøjet med den Brosche hun har fået. – Tænk dig for Resten hvorledes jeg lever, jeg har ikke set hende siden jeg for over en Måned siden gav hende den og det er sandt da så jeg hende heller ikke, jeg lagde den til hende hos min Moder. Jeg går til Morgenbladet og Rigsdagen og hjem igen – det er mit Liv – dermed går 10–15 Timer af Døgnet. En enkelt Gang er jeg bedt ud, men det indtræder sjældnere og sjældnere. Jeg tror Folk er kede af mig. – Du må ikke blive det for snart, jeg har så meget at lære af Dig, og jeg skal blive så god. Det, Du sagde i dit sidste Brev om, at den Udvikling, jeg havde vundet ved min Kærlighed, rimeligvis lå i den Lidelse, der havde været forbunden med den – kan jeg ikke blive kvit. Der er meget sandt deri. Du er sød, yndig og klog, meget klogere end jeg; men Du skal love mig ikke at opdage det altfor snart. – Amalie jeg er rædsom tykhovedet! Det eneste der duer ved mig er, at jeg er en lille bitte Smule skikkelig.

Sig mig, om Paulsen har været hos Dig? I Brevet til ham havde jeg søgt at gøre ham angst for at skrive til os. – Du forstår jo nok, at jeg ikke har villet tale på Redaktionen om Dig som Korrespondent. Enhver Ytring, der kunde falde blandt disse lidet hensynsfulde Mennesker^k87 kunde dryppe Gift i mit Forhold til dem, og så véd jeg jo nu heller ikke, om Du har Lyst. Du sagde for Resten også, at det under alle Omstændigheder skulde blive mellem Dig og mig – det var nu en Umulighed.

Det summer mig om Ørene med Redaktionsvrøvl – jeg sidder på Kontoret – Farvel Amalie. Send mig en Gang Bjørnsons Brev om Jacobsen.^k88

Din Erik

Lørdag aften 21-10-82.

Det er altså sikkert at du elsker mig. Ja, for det har jeg slet ikke egentlig troet, før nu. Det kom mig for, at du vilde bringe dig til det, forsøge på det, siden du nu engang var bleven vis på at jeg var gået fra mine gode koncepter for din skyld. Ja, for det så du jo dengang på Mjøsen. Det var nu også rimeligt at jeg troede det; for hvad skulde jeg vel bringe ud af et brev som dit første – jeg mener det, efter vort møde i Xania. Det var virkelig en utrolig skrivelse, det. Der stod jo med rene ord, at du holdt af en anden fra for år tilbage. Så begyndte jeg at tænke mig om, og pludselig huskede jeg, at du slet ikke havde sagt en eneste gang, at jeg var den du elskede, nei for det gjorde du ikke. Du talte om at du kunde komme til at gjøre det, men videre gik du ikke. Hvor rimeligt det var, at jeg tog det, som jeg gjorde. Ja, ikke sandt? Jeg blev næsten så skamfuld over at du skulde ha'e al den uleilighed, bare fordi du syntes synd i mig, og så føltes det som en uret mod den du elskede fra før af. Partiet blev så ulige – jeg med alt mit til dig, og du med næsten ingenting til mig. Jeg blev jo til en påtrængende, en bønfaldende, – uf ja, jeg var både harm og fortvilet, men mest af alt dog fortumlet, før jeg kom til klarhed over det hele. Hvis du havde været tilstede og jeg var løbet fra dig, og du havde fulgt efter, er jeg vis på, jeg var sprunget bent på søen, hvis det havde været den eneste udvei til at undgå dig. Og så var det også dette, at jeg ikke kunde begribe, hvorfor du også skulde elske mig. Jeg syntes at ingen var god nok for dig, og hvad var jeg? Ja, jeg regner ikke de andre, der går med hænderne fulde af fixe og færdige forelskelser til det første, det bedste smukke ansigt, – uf alle disse, der er så færdige til at tro de er uimodståelige, og at en «stakkels» kvinde strax er parat til at tage imod deres forslag.

Det er det jeg ikke kan forstå at du netop ved mig fik et håb om at kunne komme til at leve på ny. At ikke det var hændt dig før, med en af de andre, du må ha'e truffet, som er smukke og unge og alt hvad du vil, i langt høiere grad end jeg, der var så færdig og udlevet, at jeg syntes alle måtte kunne se, hvor umulig jeg dog var. Ja, for du ved jo godt at du kunde ha'e vundet hvilkensomhelst ung piges kjærlighed, når du for alvor havde villet. Du kan vel skjønne at dette må være ubegribeligt for mig, rent ud sagt en gåde. Men når det virkelig er sandt at det alligevel er mig du elsker, mig alene, så er jeg det lykkeligste menneske, der er til. Ikke jeg heller holder af «de for store ord», men tror du vel det er formeget sagt, jeg mener, kan du ikke sætte dig ind i at jeg må føle mig som den lykkeligste af alle, siden jeg elsker dig så høit? Jeg elsker dig mere og mere for hver dag som går. Skal dette blive ved, øiner jeg ikke hvad ende det skal tage. Nu har jeg givet mig helt og holdent hen i dette, der er mere end en følelse, fordi det er et liv, og nu er jeg fuldstændigt i dets vold. Og alt hvad du har sagt i alle dine breve, (ja, ikke doktorsnakket alligevel) men alt det andet, går jeg her om dagene og forstår mere og mere af. Jeg er et andet menneske og jeg kan bare ikke skjønne hvorfor man ikke ser det på mig, og fordrer at jeg skal stå til regnskab. Jeg tænker uafladelig på dig, ikke et sekund er du borte fra mig; det er som om jeg har slugt dig, og du nu holder til indeni mig, og det skal du vide er besværligt, så stor som du dog er. Når jeg sidder og oversætter på Marcions evangelium,^k89 falder jeg hvert øieblik i staver, fordi jeg aldrig kan få fred for dig, og når jeg taler med nogen, er det dig, jeg ser foran mig. Bare jeg ikke bliver sindssvag af det, det ser virkelig «spøge» ud.^k90 Hvor det dog er utroligt, at man kan ha'e så meget igjen for at elske et menneske. Og når jeg nu engang skal se dig igjen, – jeg tør ikke tænke på det. Det bli'er så deiligt, at det næsten er fælt. Men så må du være lige så sød og snil som sidst. Husk endelig det! Da er der intet at være bange for, og jeg er det ikke heller, – jeg bare glæder mig, jeg: Du kan tro det er en herlighed at få dine breve, men jeg venter altid så længe på dem. Jeg skriver altid snarere til dig, – og tror du kanske jeg har tid, jeg? Forresten ved jeg så godt, at du ikke kan svare hurtigere end du gjør, – du har jo så meget at bestille. Kan du ikke ta'e et menneske til at hjælpe dig, – for det er jo til at dø en tidlig død af, 15 timers arbejde om dagen, – og nu må du ikke dø på det første, hvis du går hen og gjør det, – så vil jeg også dø, – vær vis på det! Men du kan skrive breve, du!

Ja, det er jo en «fortjeneste», at du har holdt så fast på mig, trods min vilde flugt. En stor, en meget stor fortjeneste. Tror du ikke jeg ved det. Og det viser mig, at det har været alvor med din tro på at jeg kunde blive noget virkelig godt for dig. Og det skal jeg også blive. Men at du beder mig tage mildt og kjærligt på dig, er næsten dumt. Kan man da gjøre andet, når man elsker? Jeg spørger om man kan. Selv ikke den, der er ond, kan det, og jeg er jo ikke ond, jeg, ved du jo nok. Nei, jeg vilde aldrig være andet end god mod dig, aldrig andet end det bedste, sødeste og ærligste jeg vidste og eiede i mig. Og hvis jeg ikke elskede dig mere, eller du ikke mig, så vilde jeg gå fra dig, sige dig eller mig løs strax, – der er ingen tvil om at jeg ikke betænkte mig et øieblik. Og det vilde du heller ikke, er jeg vis på.

Men du må ikke sige, at du ikke er god nok, – tænk det gjør mig ondt at du siger det, og jeg kan heller ikke like det, for det er jo mig, som ikke er god nok, og jeg vil så nødig være ved det, jeg.

Jeg havde ikke vist dig min kjærlighed siger du. Det kan jeg ikke begribe. Så du da ikke, hvorledes du havde mig i din magt, hvorledes jeg gjorde de vanvittigste ting fordi du vilde det: gik med dig på gaden om natten, sad med dig på bænker omkring, var på dit værelse i hotellet o.s. v. Og så det brev jeg skrev om morgenen, tror du jeg kunde skrevet slig, hvis jeg ikke var bleven vis på, at jeg elskede dig. Jeg skrev jo ganske anderledes tydeligt, jeg, end du gjorde, ligesom jeg i det hele var den, der havde været tydeligst, jeg, stakker!

Du måtte sige mig at du ikke var ung, som jeg. For et snak! Jeg er jo så gammel, jeg, at jeg burde være færdig med livet, hvad jeg da også ærligt har været i mange år. Man siger jo altid at en kvinde, i samme alder, som en mand, er langt ældre end han. Og det er ganske sandt. Pigerne bliver meget tidligere voxne. Da jeg var 16 år, var jeg med på voxne baller, og 17 år gammel var jeg gift. Tænk det – og hvad var du, da du var 17 år, – en liden, bitte skolegut (for man bli'er jo ikke student før man er 18) som jeg vilde ha'e imponeret uhyre om vi var stødt på hinanden, kun et år ældre end Jakob.^k91 Nei du, hvad alderdom angår, kan du ikke hamle op med mig, om du også ellers kan stikke mig i lommen, især når du disker op med dine utrolige systemer om formeringsvalg og sligt. – – John Paulsen hilste mig ganske rigtig fra dig. Det vil sige, han fortalte at du havde skrevet, at jeg var en dygtig dame. Det var bare så morsomt syntes jeg, for han talte atter så meget om dig. Min broder var så ondskabsfuld forleden aften, da Paulsen var her, at foreslå mig at jeg skulde drikke du's med ham. Han blev naturligvis begeistret, og jeg kunde ikke undslå mig. Det er forresten så kjedeligt, og jeg siger stadig væk de til ham, men han er så dum, at han altid retter på mig. Min br. er forresten ikke den som drikker du's med nogen, efter hvad jeg har mærket. Han gjorde det for at drille mig, til gjengjæld for et lidet puds, jeg havde spillet ham. Nu ved jeg hvorfor Pylle er vred, for hun har selv sagt det. Det var alligevel sandt med digtet til fru Sandberg; ikke ét, men tre, og hvorfor det blev holdt hemmeligt for os andre, er en vidtløftig, men morsom historie, som jeg skal fortælle dig mundtlig.^k92 Den Dr.mann er af en simpel art. Og du, som har ladet Paulsen gå mig i næringen, og givet ham mine korrespondancer, uden at spørge om lov! Jeg spøger bare – for jeg vilde ikke prøvet det jeg, ikke som det er nu, i ethvert fald.

Forleden aften ude hos Sars's hendte noget, som jeg skal fortælle dig: Fru Sars, der altid er så sød mod mig, og «udmærker» mig så meget som de andre siger, sad og sagde så de alle hørte det, at hvis hun var en mand, vilde hun øieblikkelig frie til fru Müller, og at hun ikke kunde begribe at Ernst og Ossian (hendes sønner) kunde lade det være.^k93 Jeg, som altid sidder og tænker på dig, blev ildrød derved og Ernst og Ossian, der er blygheden og uskyldigheden selv, ligeledes. «Men», føiede fru Sars til, da hun så vi var forlegne, «jeg tænker nu på at gjøre det alligevel, og hvis fru Müller ta'er mig, så bli'er det et af de ægteskaber, der indgåes i himlen». Så lo man, og så var det over. Men siden kom flere og drillede mig, og vilde dutte mig på, at jeg svermede for professor Ernst, eller sådant noget, og så var det bare for din skyld jeg blev rød. Der kan du se, hvad jeg har fået at gjennnemgå!

22de.

Så langt kom jeg igåraftes; nu er det atter søndag. Kl. er 4 ½, og vi har netop spist middag. Istedefor [sic] at ta'e min sædvanlige siesta med avislæsning, og en liden blund, sætter jeg mig nu til at skrive brevet færdigt. For om en halv time er det mørkt især siden jeg har fået op de tykke vintergardiner, og i aften skal jeg ud. Jo, du jeg har fået to gange «Morgenblade» fra dig og det har været så morsomt at ta'e imod dem. Bare at se din udenpåskrift er nu i og for sig en stor fornøielse. Den sidste artikel af G.B. om «Nyt Tidsskrift» var især morsom.^k94 Jeg sad og lo høit, mens jeg læste den og var så enig, især hvad Fru Colban angår, for over hendes nonsens havde jeg ærgret mig en del i forveien.^k95 Men hvor også Dr.mann får sit pas påskrevet. Til «Noget» læste han høit for os efter en middag med Champagne hos Pylle, og vi syntes alle det var så deiligt.^k96 Over dette med «for liden udviklingsmodnet ret» kan jeg dog huske, at jeg ærgrede mig på stedet, men jeg gjorde ingen indsigelser, der var ikke stemning til at gjøre det da. Alt var så rosenrødt. Dr.mann er ikke nogen sikker mand. Han vil for meget holde sig tilvens med begge leire. Måske ved han det ikke selv, man bedrager sig jo så ofte, men på bunden er der ikke ganske rent mel i posen, det jeg kan tro. Og dette til «Noget» har også indbragt ham noget. «Han, den gale Drachmann, er dog, når det kommer til stykket, den bedste af alle de røde hunde, dernede – det er den modne mands overlegne dom» o.s. v. Nei, du, han bliver aldrig en pålidelig soldat, bare en fanejunker eller en tambur med et godt øie til marketendersken. Men det er soldater og arbeidere vi trænger til, for fanejunker kan enhver fusentast være. Begge gange har jeg forresten snuset bladene igjennem for at se efter noget af dig. Men forgjæves. Skriver ikke du noget du? Men «Gamle Guder og Nye» forresten, – det er jo noget af det deiligste jeg har læst, – jeg må ikke være uretfærdig og glemsom.^k97 Og «Puppe og Sommerfugl» syntes jeg heller ikke var gal, men det tør jeg vel ikke sige høit, efter hvad du skrev, og efter Brandes's kritik i «Ude og Hjemme».^k98 – Det er sandt mens jeg husker det: kan du ikke tjene mig i at skrive dine præsenser i singularis, selv om subjektet er pluralis. Jeg kan ikke for min død fordrage vi «ere», de «høre», vi «komme», – det er, – – ja, det er så «dansk».^k99 Og skriv ikke mere bare på den ene side af papiret, – det er et altfor stort snyderi; at få et tykt brev og så finde at halvparten er borte.

Ja, hvad Dr.mann angår, så ved jeg jo at hvis det kom til skarpskuring, vilde han ikke betænke sig på, hvor det var, han vilde hen, men jeg tror det lokker og smigrer ham at vinde ind igjen, stykke for stykke af sit ramponerede renommé og for at opnå dette, må han strø lidt sukker på retterne for høire, – thi det er jo dog høire som på en vis måde har magten, – skjøndt ikke så meget nede hos eder vistnok som heroppe, og især her i Xania. Det viser sig bedst nu ved valgene.^k100 Du kan tro her er hurlumhei; men man følger det ikke med synderlig spænding, fordi man ved, der bliver omvalg i februar, som storthinget vil forlange. Men at høire også da seirer, er der ikke et fnug af tvil om. Hvad kan det så hjælpe for et land med en hovedstad som Kr.ania. Det er et deiligt «hjærte» det. Før Kr.ania bli'er vundet, kan jeg ikke ret glæde mig over noget og der vil sikkert gå en 3–4 valgperioder hen, inden det sker. Nu kan jeg ikke se mere, og der kommer også kaffen. Gid du var her din stygge unge, så kunde vi drikke den sammen; for min br. er ude til middag, og vi kunde sidde ganske alene herinde hos mig. Når jeg kommer hjem iaften sladrer jeg endnu et øieblik med dig, inden jeg sender brevet afsted.

Nu er jeg her igjen; kl. er 12 ½, så du kan vide jeg må skynde mig. Jeg var sammen med professor Erns[t] (Sars) iaften. Han talte en hel del om Brandes's kritik over «Nyt Tidsskrift».^k101 Han fandt at den var skrevet med altforliden velvillie, at det var ildesindet at B. kastede sig over netop det svageste hefte, at den samme B. vistnok ikke havde et godt øie til vort Tidsskrift o.s. v. Ja, dette må du ikke fortælle dernede blandt dine, hører du. Sars talte forresten så meget om dansk literatur og dens forhold til den norske, om den rolle Brandes havde spillet som fører, som han syntes B. gjorde en reklame for, der grænsede til markskrigeri. Så roste han også stærkt en liden skitse som jeg havde sendt ind til tidsskriftet og sa'e at også Skavlan som er så streng, havde sagt, at der ikke var tale om andet end at ta'e den.^k102 Han var så interessant iaften; Ja det er han nu altid og vi blev stående over 1 time borte i et hjørne. Her synes damerne det er sådan herlighed at få tale med Sars, det kommer måske af at han er så sky for damer; ja ikke for mig, – mig kan han snakke med i det uendelige. Paulsen var der også, og vilde partout vide, hvad vi havde talt om. Det er så underligt, hvergang jeg er sammen med Sars føler jeg bedst hvorledes jeg elsker Norge. Og en trænger om at føle det iblandt. Sars fandt det f.e.x. så latterligt at G.B. vilde annektere Kielland som ikke havde mere sammenhæng med ham og dansk literatur end katten med sennep, endvidere at han tog Garborg med hud og hår, og talte om at han «nu havde dobbel glæde af ham». Dette lod han dog passere; men at han også prøvede at bemægtige sig B.B. og Ibsen, som fremgåede af hans skole; det blev dog for drøit.^k103

Men nu godnat eneste! Jeg tager dig i tankerne om halsen, og kysser dig på munden og på øinene dine, idet jeg nu går ind og lægger mig.

Din Amalie

Lørdag den 21 Oktober 1882

Vil Du tro min Ven, at når jeg på Gaden i en lille Afstand ser en Dame af din Højde med indkneben Talje i Overstykket – og af den Slags Dragter synes jeg nu der vrimler – tror jeg det er Dig. Der går et Stød igennem mig og så siger jeg: Vås! bagefter til mig selv. Sortøjede og smukke Damer har jeg begyndt at interessere mig levende for. Der er en ung Pige, jeg har set et Par Gange i et Vindu på mine Morgenture i Nærheden af min Bolig på Østerbro, hun har en aldeles fjærn Lighed med Dig – i den Anledning kigger jeg til Vinduet, og hvis jeg sætter hende Fluer i Hovedet, er det din Skyld. Det er for Resten nu flere Dage siden jeg har set hende, og jeg er ikke ganske vis på, hvilket Hus det er hun sidder i, så nogen egenlig begyndende Intimitet synes der dog ikke foreløbig at være Fare for. Sig mig nøjagtig dine Øjnes Farve; sorte var de ikke. Så forelsket som jeg er i dit Billede – det første – begriber Du ikke. Jeg synes det er over al Beskrivelse smukt. Så god som Du dog er Amalie, og som det ligger fint og stille på dit Ansigt! Kan Du huske vort allerførste Møde. Da de andre søgte at forvirre Dig. Du bøjede Dig en Gang imellem over din Kop eller din Tallerken, Du var ganske rolig, lidt ked af Snakken men iøvrigt uden at lade den nå synderlig længere end til dit Øre, Du fulgte din egen Række af Tanker, der måske vare blevne lidt nysgerrige, men som ikke derfor forlod den slentrende, personlig uinteresserede Gang de nu en Gang havde anslået. Jeg fik i samme Nu i store almindelige Træk den dybe Respekt for dit Væsens Soliditet, som jeg så senere fik rigere udstyret. Kan Du huske, at Drachmann om Aftenen vilde ægge Dig til at snakke med – der begyndte den Række af smagløse Befamlinger af dit Væsen, som senere bestandig pinte mig ubeskrivelig, jeg tror mig meget mere end Dig selv. Amalie, Du var fra første Nu så fin, så rolig, så fuldt ud Dig selv. Hvor jeg er glad over, at jeg havde Evne til øjeblikkelig at se det. Det, at jeg straks forstod Dig, gjorde, at jeg følte mig de andre så overlegen. Havde jeg et eneste Sekund taget fejl, var Du vist heller ikke kommet til at elske mig. Jeg var i dit Selskab så højnet, så dygtig – ja forstå mig: jeg blev bedre og følte mig bedre, fordi jeg kunde følge et så yndefuldt bravt og i visse Måder upåvirket Menneskebarns – Snak, Kvindes! – hemmelige Veje, medens de andre sprang omkring og trampede som Klovner uden for hendes Have. Det at jeg strax gik derinde og var så rolig og nydende og ikke fra første Færd tænkte på, hvad jeg nu kunde rapse til mig – Amalie, det er vistnok det, som har givet mig min Lykke nu. Min Ven, Du må tro mig, at det er rigtigt at være religiøs i Kærlighed. Hvad jeg har syndet, det er dog uantastet: min Tro på det Hellige i et rent menneskeligt Forhold, min Følelse af at skulle have Fred og Forsoning ved den Kvindes Hjælp jeg elsker. En sådan Følelse gør, at man må gå varlig frem. Det lapsede må falde bort. Jeg har godt ellers kunnet være lapset – ikke nok, ikke meget; jeg var lige begyndt at skulle komme efter det. Du véd, dette at plukke et Øjebliks, nogle Dages letsindige – grimme eller kønne – Sødme, og så lade det være, som intet var sket – Og så møder jeg Dig Amalie, som tager enhver lapset Fibre ud af min Sjæl. Du søde dygtige Kvinde!

Tirsdag

Amalie, det er noget nær fortvivlende vor Fjærnhed fra hinanden og Umuligheden af at få skrevet, når man vil, og så meget jeg vil. Jeg havde opsparet min Søndag. Hele Dagen skulde jeg have siddet ved mit Skrivebord og ikke tænkt på, ikke bestilt andet i Verden end at skrive til Dig. Så blev jeg ulidelig forstyrret ved et Besøg fra tidlig Morgen, og så var jeg nødt til at tage et Arbejde for, som skulde gøres. Så sad jeg dernæst den hele Aften hjemme, bund melankolsk, ganske ene og forladt forekom det mig af hele Verden. Jeg glemte ikke et Sekund Dig, tro ikke det, og Du var netop den eneste Tilflugt jeg havde, uden Dig vilde min Tilstand ikke have været til at beskrive for Jammerlighed; men jeg var modfalden også ved Tanken på Dig: Hvor var jeg ikke et fattigt Menneske, hvor havde jeg Retten fra til at klynge mig til din rolige ubekymrede Tilværelse, jeg, som til syvende og sidst kun havde en urolig, uenergisk svinglende Mands ensomme Følelsesliv at byde Dig. Desværre Amalie, jeg er meget ene. Rundt om mig taber jeg Venner og Bekjendte. Der må være en Kulde i mit Væsen, som gør det. Jeg søger dem ikke, og så gør det mig ondt, når jeg mister dem. Og jeg har ikke Tid til at holde de selskabelige Bekendtskaber friske, de dø ud. Og så er jeg ulidelig dum til at støde Folk fra mig, når jeg virkelig interesserer mig for dem – jeg siger dem min Mening, og alle Folk mærker jeg, selv de bedste, ere forkælede på dette Punkt. Ingen siger sin Mening! Der går et Lyveri i Svang, som er mig af inderste Sjæl imod. Jeg har ganske vist lært meget i den Retning, men jeg bruger det ikke med megen Øvelse og ikke gerne. Det morer mig ikke. Jeg bliver borte, og så er jeg naturligvis den, der taber. Jeg har ingen social Stilling, som kan bære den Stolthed oppe, som jeg vel på en Måde besidder. Jeg dumper, og er så en Gang imellem overmåde nedtrykt i den Anledning. Min Moder, som elsker mig, besøger jeg ikke. Dels har jeg aldrig Tid, dels piner den absolute Fjærnhed, der er imellem os, mig. Der er ingen Forståelse mulig imellem os. Jeg sled, til jeg var 30 År tror jeg på at få denne Forståelse bragt til Veje. Så brast det en Gang for alle uhjælpeligt. Det var med Gertrude.^k104 For hende er det en afskylig Bog. Jeg vender i Ny og Næ tilbage med et Slags Håb. Da jeg kom ned fra Norge t.Ex. Jeg vilde jo berede Dig et Sted, som jeg havde givet Dig. Min Moder er nemlig en fin Kvinde, og der er på en Måde godt at være hos hende. Men nej, Håbet er forgæves. I den aller sidste Tid har Du, søde, taget Venner fra mig. Jeg tror ikke, at jeg har aflagt et eneste Besøg siden min Rejse og det er Du Skyld i. Enten jeg har været glad eller bedrøvet, har jeg kun kunnet tænke på Et, kun interesseret mig for Et, og det er Dig. – Men alt dette spiller nu for Resten – – –

Den 27 Oktober

Amalie begge dine Breve har jeg!^k105 Søde søde lad mig kysse Dig! – Jeg sender blot for at give et Livstegn fra mig dette kedelige Brev afsted. – Jeg måtte afsted i Tirsdags midt i en Tankegang. Siden har der ikke været Mulighed for at skrive. Jeg har været afskylig dårlig og dog måttet passe mine Ting. Min yndige Ven som dine Breve går ind i mit Hjerte! Jeg kan først skrive på Søndag, det er Fredag idag. Vent så længe på et ordenligt Brev! Jeg klipper en Stump ud, som jeg skrev forleden.^k106 Jeg skriver ikke meget i Avisen, mest de andres Sager om. Men så kan Du dog se lidt af mig på Tryk. – Sars dømmer udmærket rigtig! Men jeg er skinsyg på ham! Og din Broder er jeg rasende på med den dusdrikken. Vi fik straks et meget mådeligt Brev fra Paulsen. Gid Pokker havde ham.

På Søndag!

Din Erik

Mandag aften kl. næsten 12. [23/10/82]

Endelig slipper jeg til; jeg havde bestemt at skrive strax i eftermiddag for at takke for det nydelige smykke, som jeg selv hentede på posthuset idag, men så var der kommen bud fra fru Wullum^k107 at hun og en dame fra Bergen vilde komme her idag til kaffe. Så kom de da og siden kom en student og en anden fyr, og først i dette øieblik gik de sin vei. Vi har brændt af et stort fad bruleau,^k108 og pigen havde lagt formeget i ovnen, og her er endnu så forsmædelig varmt at jeg næsten ikke kan puste, endskjøndt jeg har sat døren åben til mit soveværelse. Her har været såmegen sang og musik iaften; den unge dame sang så deiligt forelskede sange, og du kan vide hvor jeg tænkte på dig. Du, det er ikke «fred» netop min kjærlighed har bragt mig, som du siger tilfældet er med dig, snarere uro, men dog mest en stille fryd. Nei, men hvor knapperne var nydelige! i langt høiere grad end jeg kunde ha'e tænkt. Jeg elsker det smykke, og må hvert øieblik ta'e det frem for at betragte det. Jeg håber du har kysset det, før du sendte det afsted; derfor kyssede jeg det, da jeg fik det. Skal jeg gå med det, siger du? Men det er jo aldeles umuligt. Mine bekjendte, især mine bedste, og dem er der mange af, kjender jo på en prik alle mine eiendele, og især alle mine smykker og det er så kjedeligt at stå og lyve, når de spørger, hvorfra jeg har fået den smukke tingest. Ja – for den er så iøinefaldende og egen, at alle strax ser den, og jeg kan jo ikke sige, at du har sendt den, du søde elskede. Altså jeg går ikke med det, – ja det måtte da være om nætterne, at jeg brugte det istedetfor knap i mit natlinned; men den vil stikke mig under hagen, er jeg bange for, eller gjøre ondt med sine høie tapper. Hvor det var morsomt at jeg fik det, når jeg treffer dig, skal jeg nok kysse dig for det. Jeg betalte ingen told. Det var en gammel herre med hvidt hår og forgyldte knapper, der gav mig det. «Nei, der er ingen told at betale, når en så smuk dame kommer og henter det» – sa'e han, og så tog han begge mine hænder. Heldigvis var der en disk imellem os. Jeg blev et sekund bange, men så følte jeg i det næste, at der ingen grund var, og så blev jeg bare så fuld af latter indvendig, (som jeg dog ikke gav luft) fordi han var så varm, så varm i hænderne, og mine fingre så stivfrosne i de stramme handsker, (det var en bidende vind) at det slet ikke var ubehageligt. Han opholdt mig så længe som muligt, og da han endelig kom med pakken tog han atter og varmede mine hænder, og takkede fordi jeg var kommen selv. Han kjeder sig naturligvis rædsomt der nede, den gamle kavaller, eller også er han fjollet. Som sagt, bange var jeg ikke, og da jeg sagde adieu, lo jeg endog en ganske liden smule. – – Hvor skrækkelig kjedeligt du dog må ha'e det dernede, efter hvad du skrev idag. Bestandig bare ved arbeidet. Ja, det forstår sig, – arbeidet er jo det vigtigste af alt, heller formeget end for lidt – men alligevel. Når du ikke bli'er bedt ud, så er det naturligvis din egen skyld. Der har vel været en periode, hvor du slet ikke har giddet gå nogetsteds, og så holder man op at sende indbydelser tilsidst. Man kommer ud af vane. Men at du ikke har sét din søster Emma på over en måned, er dog mærkværdigt. Går du da ikke daglig indom til din mor? Forresten har du sét hende, siden du lagde smykket hos din mor, thi hvor kunde du ellers vide, at hun var strålende fornøiet over det, – å jo, – du kan jo ha'e hørt det gjennem andre. Herefterdags kommer brevene at ta'e længere tid; den mørke, fæle årstid er kommen med tåge og storm og regn. Uf, det er så bitterligt vanskeligt at komme gjennem denne tid; den har i mange år været mig en hård nød at knække; mørket virker så nedstemmende på mig. Såsnart det lysner, er det ingen sag at leve. Men i år bli'er det vel bedre, for nu har jeg jo dig at tænke på. Skal jeg ikke blive kjed af dig? Jeg vilde ønske du vidste hvor liden udsigt der er til det. I ethvert fald må jeg jo først lære dig at kjende. Men du værs'god skal være klogere og flinkere og dygtigere end jeg er, for ellers går det galt, så meget du ved det. Jeg er så enig, – det var ikke værdt at jeg skrev noget for «Morgenbladet», – jeg har fået ulyst, ganske instinktmæssig, (foruden at jeg ikke ellers gad, eller kunde) siden jeg er kommen i dette forhold til dig. Jeg sender dig Bjørnsons brev.^k109 Kan du læse det, kalder jeg det godt gjort, men det kan du naturligvis ikke, for det kan ingen uden folkehjælp. Du må ikke tumle det bort for mig, men give mig det smukt tilbage engang. – – – Godnat, nei hvor jeg elsker dig, du eneste!

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Der bli'er nok alligevel ikke omvalg i februar. Venstre har båret sig så dumt ad, har fjantet omkring med hundreder af ulovlige bygselmænd;^k110 derfor har de tabt så mange stemmer fra sidst. Nu er de glad til at tie stille.

Onsdag formiddag [25/10/82]

Jeg har slet ikke tid til at skrive; egentlig burde jeg være flittig på oversættelsen, men nu er jeg netop færdig med et ustyrtelig kjedeligt afsnit, og så må jeg begynde på et brev til dig. Jeg, som har været så kjed af at skrive breve, kommer nu til at skrive som et menneske, hvis sindssygdom består i den fixe idé, at det uafladelig må lave breve. Jeg føler det er i anmarsch, strider imod, men ved, at det ikke nytter. Jeg har altid så ubegribelig meget at sige dig, og bestandig kommer der mere til. Jeg er et offer for «the law of accretion»,^k111 som de kanoniske evangelier, skylder det meste af sit indhold. Bare du ikke bliver træt af mit snak. Det er nokså heldigt, alt vel betænkt, at vi ikke kan komme til at være sammen længe ad gangen nogensinde; for jeg vilde komme til at forgive dig med snak. Du, som jeg ikke kunde tale til sidst – hvor bli'er du dog forskrækket, når du ser mig i min sande skikkelse, for jeg er ustanselig når jeg først får munden på gang, og jeg er bekjendt for det og bliver drillet med det. «Nu, er jernbanen kommen ud af skinnerne?» sa'e forleden prof. Storm,^k112 da jeg omsider holdt inde. Det var noget vi havde været uenig om, og jeg havde havt så mange grunde. Hvad der hjælper på, er at jeg også kan tie for det kan jeg så godt som nogen.

Dette bli'er bare en begyndelse på et brev; jeg har kun en halv times tid til min rådighed, og iaften skal jeg i theatret og først drikke the hos fru Vibe.^k113 Men så skriver jeg videre imorgen. – Det går forresten slet ikke fort med min bog, for jeg har altid så meget i ilden, og andre har bestandig brug for mig, og der kommer stadig væk nye afbrydelser.

Bjørnson var forresten nokså fornøiet med at jeg var over halvveis, da han var her nu.^k114 – Dette har nu forresten også været en travel tid i huset, med rengjøring og gardinophænging og vinterforberedelser, og syltning og alslags stel. Jeg har dertil fået ny pige, (hvad der også bringer tidsspilde), for Karoline den stakkel, har gået hen og giftet sig. Jeg har så ondt af hende, skjøndt hun vistnok er så lykkelig, men jeg synes altid det er synd for dem, der gifter sig – ja ikke for mændene, må du tro. Det er en styg institution, den med ægteskabet. Fra alle sider sét, er den så styg, så styg. Min nye pige er forresten den sødeste, snilleste og flinkeste lille «værelse» i verden. Så ser hun også så glad og munter ud. Selv mine gutter, der er så kræsne på pigerne er blevne så glade i denne her. Jeg får nu forresten altid mine piger til at blive flinke, dels fordi jeg selv er flink i huset, men også fordi de bli'er glade i mig, hvad jeg da også ærligt gjengjælder.

Også igåraftes kom her fremmede. Jeg var ment på at være så flittig, men så, kl. ½ 8 kom pigen, og meldte hr. Paulsen, og strax efter kom et ægtepar, og alle havde de tænkt at blive naturligvis. Jeg går aldrig af mig selv til nogen, jeg, for jeg er aldrig ledig nok til at kunne gjøre det. Jeg begynder mellem os sagt, at blive kjed af J.P. Han var forresten så fornærmet på dig, fordi du havde strøget nogle linier af hans korrespondance,^k115 og det var netop noget, som han absolut vilde ha'e sagt. Han ønskede ikke at få sit arbeide revideret, som var det en skolestil, og det blev første og sidste gang han skrev til «Morgenbladet». Nu kan du ha'e det så godt! Jeg var forøvrigt ganske enig; det er virkelig næsten en uforskammethed mod vedk. forf., uden given tilladelse, at tage om end aldrig så lidt fra det, han har sagt; det tilkjendegiver nemlig, at man ikke taxerer ham i rang med dem, man nødig vil støde på manschetterne, og det skal man ikke sige lige i ens næse. Han sov her forresten inat, men gik imorges strax. Han kalder værelset deroppe for sin kvist, og han ved det står tomt. Derfor hænder det at han, når det er påtide at gå, siger: Veien er så lang, og veiret så mørkt, kan jeg ikke få sove deroppe på min kvist. Han er så ualmindelig ensartet bestandig; der er ingen farvevexel og ingen foranderlighed, – det er derfor man bliver så snart færdig med ham. Sig mig engang om du synes det er kjedeligt at jeg fylder siderne med småsnak, og fortæller alt dette vrøvl om ingenting. Jeg vilde nu holde af at få høre hvadsomhelst, når det angik dig og din daglige færden, men kanske vil du heller jeg skal skrive anderledes. Sig det bare, så skal jeg nok!

Jeg fik et brev fra Ingeborg igår, det første siden hun reiste. Hun er vred på dig, fordi du ikke har gjort dig den uleilighed at hilse på hende eller Pylle, meget vred. Hun skal [sic] samme dag i middag til E.B.^k116 Var ikke du der? Forresten går der en oprevet tone gjennem brevet tiltrods for at hun ikke i mange herrenstider har fundet livet så «tækkeligt som nu». Hun er «ligeså kjed af Kjbhvn. som af Xania, og glæder sig til Paris. »

– Ja, så længe det vil vare – det kommer nu derpå an. Stedet gjør hverken fra eller til. Betingelsen for at være tilfreds, eller det modsatte, bærer man jo indeni sig. I allefald gjør jeg det. Ydre ting eller tilstande kan hverken gjøre mig det ene eller det andet, hvis det da ikke går på livet løs, og det hænder jo ikke så ofte. Jeg er bekymret for Ingeborg; jeg ved ikke hvorhen hendes hensynsløshed, der forresten hænger sammen med, ja er det bedste i hende, kan føre hende.

Du skriver i dit næstsidste brev: «jeg måtte sige dig, da jeg havde havt dig i mine arme, at jeg ikke var ung som du». Mener du dermed, at det da gik op for dig, at du ikke kunde komme til at elske mig som du havde elsket den anden, at det på en måde vilde blive smuler og levninger, det jeg skulde komme til at nøies med? Er det det du mener med dit snak om min ungdom? Du skal svare mig på dette, (hvad der forresten slet ikke er din vane, men så er det jo også sandt det om én dåre og 10 vise)^k117 og du skal svare uforbeholdent, hører du, – for jeg vil endelig vide det, jeg. – –

Torsdag. Det var et skrækkeligt stykke med ægteskabsbrud og forførelser på åben scene, og skurkestreger og mord og revolverskud. Man forlod en bunke lig og ruiner, da man endelig slap fri. Sådant et ritsch-rutsch, knald og smaldeffekteristykke! Rigtig noget kram. Ja, det var naturligvis «Fyrst Panin» af George Ohnet, en simpel sort vare.^k118 Hus har det dog trukket og gjør det fremdeles. Nu har jeg også fået billet til fredag igjen. Da er der abonnement som jeg ikke har, da jeg i regelen kjeder mig mere end jeg skjøtter om at være ved, i theatret. Da skal jeg se et «Photografie» af Henrik Jæger,^k119 den unge dumme literat, der er æstetisk konsulent ved theatret, og optræder som en Molbech i miniature.^k120 Desuden Alfred de Mussets: «On ne badine pas» o.s. v.

Ja, jeg har ganske vist ikke alene «hældet til den religion, at lidelse og forsagelse var noget at bygge sit liv på» – men den har i mange år været min éneste. Ved lidelse, ved ærligt og modigt at ville lide sin lidelse tværsigjennem, således at en ikke for nogen pris, vilde skyve fra sig, eller søge at undgå én éneste smule af det, der hørte med, vinder et menneske frem og opover. Det er derved man kommer til at eie sig selv, til at kunne ta'e sig i brug til det, man vil, (istedetfor at blive beslaglagt af snart et, snart et andet, der ikke er andet end forfuskelse) og til at styre sit liv i den retning man har afstukket sig. Lidelsen gjør jo den gjerning som ploven på marken. Jo dybere den skjærer sig ned, når der er jordsmon da, jo mere gror der op bagefter. Og kjærligheden, – ja den må vel lignes med solskinnet, den. Men hvad kan det hjælpe at solen skinner på et vildnis, der ikke er oppløiet eller ryddiggjort, der kommer bare mere vildnis ud deraf. Mange mennesker har havt virkelige kjærligheder, men de er ikke blevne, hvad jeg kalder voxne alligevel. Og mange prægtige planter trives deiligt uden solskin. Jeg har endog engang i Bergen fået roser til at blomstre, skjøndt de stod i et vindu hvor der kun i omtrent 10 minutter om morgenen (når det ikke regnede, men det gjorde det altid,) faldt et par skrå stænk af solskin hen over dem. Og deiligere roser havde ingen sét. De var så underlig kjølig skjønne, og som de duftede og holdt sig længe!

Gjennem at lide bli'er man først rigtig klarsynet. Ja du siger kun det sker ved at man kommer til at elske, men det kan du tro, er forskjelligt for de forskjellige. Når man har lidt sig fra livet, ganske fra det, først da er man skikket til at leve det, med eller uden solskin, det kommer ikke så nøie an på. Man må blive den stærkeste, have livet under sin fod, så at det ikke skal få magt til at skade en. «Hvo som mister sit liv (det er, giver det fra sig,) skal finde det»^k121 – det er et sandt og dybt ord, som så mange af dem, der står i bibelen. Så mener jeg da fremdeles det, at lidelse og forsagelse eller rettere evnen og villien til begge dele, som så mange übrigens slet ikke har, er en sikrere grund til at bygge sit liv på, end kjærligheden, thi den kan fordunste for et menneske, men det kan lidelsens indhold og udbytte ikke. Hvis du nu synes jeg har været for vidtløftig så husk på dit systembrev! Jeg har meget at løbe på, før vi er kvit.

Senere på dagen. – Jo mere jeg tænker på det, jo bedre forstår jeg, at det er dette du har ment med det snak om at du «ikke var ung». Du har følt det, kanske pludseligt, at du ikke mere kunde elske synderlig meget. Det må vel være fordi du har sat så meget overstyr af dit hjærtes kapital i tidligere dage. Så er da altså sandheden den, at det er dig, som ikke kan elske, istedetfor vi gik og troede det var mig, min tåbe, som ikke havde prøvet på, og derfor ikke kunde. Og så skal jeg alligevel forære mig til dig, du stygge? Skal jeg virkelig alligevel gjøre det; uden pardon. Men du må virkelig prøve at elske mig meget, ligesåmeget som nogensinde før du har gjort det, for det er så harmeligt ellers. Jeg er formelig bleven trist af at forstå dette, men det går vel over igjen – –

– – Her har været slig sjau^k122 idag om et kjøkkenforklæde og en fåresteg, som er bleven stjålet derude. Pigen beskyldte oppassergutten for det, en stakkels kanalje på 16 år, med et ansigt til en alder af 12. Jeg kunde dog strax se, at han var uskyldig; han, på sin side havde mistanke til en jentunge, som han kaldte Martine Svingen, der havde stået alene i kjøkkenet da han kom ind om morgenen, og var der for at tigge. Så gik han efter hende, bragte hende med og fortalte at forklædet ganske rigtig hang derhjemme på væggen. Siden kom moren, og skjændte så græsseligt på os allesammen, at jeg rent gik fra vid og sans af angst. Jeg løb uden videre min vei, og lod dem fægte det ud alene. Nu vil pigen endelig mælde det, for det er hendes forklæde, men jeg beder hende så lade være, og lover hende et nyt istedet, for det bli'er bare så fælt. Og desuden – de er naturligvis så fattige, at de nok kunde bruge både stegen og forklædet, og mere til. Nu må jeg gå. Adieu til imorgen.

Lørdag. Jeg havde håbet så vist at få brev fra dig igår; forrige fredag fik jeg nemlig. Men så fik jeg ikke noget. I theatret var det kjedeligt. Alle stykker uden forskjel går yderlig slet, når Ibsens og Bjørnsons regnes fra, for de går nemlig udmærket. At prøve det med Musset! det er dog for ilde. Stykket handler jo forresten bare om kjærlighed og mad,^k123 og det er noget så nyt for mig at kjærlighed skal interessere mig, at jeg endnu ikke er kommen i vane dermed. Musset har nok sat kjærligheden lige høit som du, kan jeg mærke, – derom ingen tvil. Det var forresten synd for det deilige, fine arbeide at få sig udskjæmt på en secondscene i Xania. En gammeldags duft er der dog allerede ved det. Man taler ikke længere således til hinanden, selv om man er forelsket. –

Fritz går her og driver og kommer sig aldrig afsted til Kjbhvn., endskjøndt han skulde været der allerede mens Pylle var der. Du må vide han har en forelskelse, ja hvad værre er, en liaison til en ung pige af den bedste familie.^k124 Der er ingen som aner det uden jeg. For det første har han været lidt uforsigtig i sit snak til mig; han var så forlegen for at tale lidt om det der fyldte ham så til randen. Deraf vilde jeg nu ikke vidst det, for jeg er ikke videre gløgg i den retning, men så har tilfældet spillet ham det puds, at jeg er bleven medvider i, hvad jeg tusinde gange heller, ikke vilde anet. Jeg går her om dagene og føler mig så modbydelig ubehageligt berørt derved, og så har jeg så ondt af den lille, der naturligvis ikke har et gnist af en anelse om hvad det er hun har gjort for noget. Men jeg tænker ikke på det forresten. For at ikke vække mistanke prøvede han at bruge mig som skalkeskjul. Men det gik ikke først af den grund, at jeg ikke har tid eller lyst til at være således optagen af nogen og siden fordi jeg gjennemskuede ham. Han er bleven så elastisk og ung for tiden: Alle går og snakker om at Fritz Thaulow aldrig har været så smuk som nu. Kanske det kommer af at han er forelsket, og hvad mere er, lykkelig forelsket. Forresten er han utrolig freidig. Det er en taktik alle Thaulower, og de Gadder med forresten, praktiserer i en forbausende grad den, at dække sig bag sin nonchalante åbenhed. Han aner mindst at jeg ved noget og ikke for nogen pris, vilde jeg det heller. Og husk på: naturligvis har du aldrig i dit liv hørt et kny om dette. Hvad er dog ægteskaberne for noget uudholdeligt noget. Dette at man er tvungen til at leve sammen, at få børn sammen enten man kan li'e hinanden eller ei, livsvarigt, uopløseligt, hvis man ikke vil gå igjennem hvad de færreste formår at bære, det er dog en oprørende usædelighed, en vederstyggelig unatur, og hvor det dog afstedkommer ulykke! Hvor går de dog tilspilde, mænd som kvinder, men især de sidste. Jeg hader den institution, især fordi den ikke kan afskaffes, siden man ikke har noget bedre at sætte istedetfor.

Jeg skriver ikke mere nu, og jeg sender ikke dette brev før jeg har hørt fra dig, du sendrægtige til at skrive.

Mandag 30te oktbr. Endelig imorges kom dit brev. Jeg gad vidst om du bli'er ligeså henrykt når du ser at brevet er fra mig, som jeg, når jeg ser, det er fra dig. Men det gjør du ikke. Du ta'er det roligere, du. Det har du også forudsagt at du vilde. Du vilde hverken elske eller længes således som jeg.

Du skal slet ikke interessere dig for sortøiede og smukke damer, du. Du værs'god har andet at gjøre. Det manglede bare! Skal så jeg kanske begynde at have et godt øie til blonde herrer med smukt skjæg af et distingueret ydre? Nei, hverken mit hår eller mine øine er sorte, skjøndt dumme folk kalder det sort altsammen. Jeg er tværtom temmelig blondagtig i grunden men det ler man af, fordi man ikke har bedre forstand. Mine øine er gulbrune, tror jeg, og mit hår er lysebrunt, nu ved du det, og prøv aldrig på at sige mig imod på dette punkt, for det er et af mine ømme.^k125 Siden jeg taler om hår, – fru Vibe kom iformiddag, just som jeg skulde begynde at gjøre dette langstrakte brudstykkebrev færdigt, og vilde endelig krølle mit forhår; hun har så længe villet ha'e lov til at gjøre det og idag skulde hun da forsøge. Hun har også friseret mig lidt anderledes og gutterne siger, jeg ser meget yngre ud med det. Selv ved jeg ikke rigtig. Jeg får ikke tid at svare ordentlig på dit sidste brev nu; du har været trist da du skrev det, du søde, elskede, ubeskriveligt kjære. Der er meget jeg skal svare dig på, såsnart jeg får tid. Når du mister venner og bekjendte, så er det bare fordi der er så meget ved dig. Forstår du ikke det, nei jeg skal forklare dig hvad jeg mener næste gang, – det er ikke det heller. Igår var jeg hjemme alene med Jakob Alver. Mine gutter var bedt ud og min broder var ikke frisk og holdt sig inde hos sig selv.^k126 Jeg sad og læste eventyr for ham af Andersens og vi var begge så rørte ret som det var at vi måtte stanse for at pudse vore næser. Tilsidst brast Jakob ud i hulken, faldt mig om halsen og sa'e: tante, du må ikke læse det så sørgeligt; det var bare for at give mig skylden for sin rørelse, som han generte sig for. Jeg sov på sofaen herinde næsten i hele nat. Det er en svaghed jeg har, når der er varmt i stuen, at lægge mig til at sove i fuld oppakning på den bløde sofa, og så rave op kl 4 om morgenen dødelig drukken af søvn, og putte mig tilsengs. Imorges var den ½ 5, og da jeg var kommen iseng sov jeg urolig og drømte om dig.

Farvel så længe du elskede, elskede!

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Bare der nu ikke er kommen et «ulideligt besøg» igjen på søndag, ligesom sidst. Så får jeg i ugens løb ikke noget brev. Og det bli'er synd i mig. Jeg kunde ha'e lyst til at kassere dette dumme, snakkesalige brev og skrive et, der var svar på dit. Men kanske vil du heller ha'e dette end vente.

Søndag den 29 Oktober Kbhvn [1882]

Min elskede! Jeg har til Morgen været en lang Visit hos min Moder, jeg skal spise til Middag hos gode Venner, og jeg skal i Aften til den første Opførelse af «Gyngende Grund» – Du véd E Brandes' sidste Stykke.^k127 Hvis altså mit Brev bliver meget kortere end det skulde være, så har du her Grundene. Jeg var igår Aftes hos Alexander Kiellands. Drachmann var der. Han og Kielland kom i Strid om norsk og dansk. D. æggede, og så busede Kielland ud med hele sin umådelige Norskhed.^k128 Intet duede i Danmark, som ikke på en eller anden Måde var kommet fra Norge. Jeg sad ganske tavs – og tænkte på: om nu Amalie havde været her, hvad vilde hun så sige. Ja, min sødeste Pige, jeg var virkelig helt forvirret, og Du skulde have bragt Rede i mine Tanker. Der blev jo talt ud af Følelser fra begge Sider; det forekommer mig delvist besynderligt i et sådant Spørgsmål, hvis rette og fornuftige Løsning kun kan foregå med overordenlig omfattende Kundskaber – jeg mener Spørgsmålet om Nordmænds og Danskes Fælles- eller Særarbejde i Foreningstiden. At Norske holder på sit og Danske på sit, er naturligvis ikke svært at forstå; men at man endnu så lidenskabelig og hovedkuls afgør Sagen, som om Uretten og Undertrykkelsen var fra igår, forvirrer mig. Er det virkelig så, at Forbitrelsen mod Danmark holder sig, måske endog tager til med Selvfølelsen i Norge og ikke tager af, at man t.Ex. i Norge betragter Jammerligheden under de Oldenborgske Konger^k129 som særlig Uret mod Norge og ikke som en Fællesplage og – nød? At man i det Hele i Norge er så instinktmæssig vis på, at det er Foreningen med Danmark, der har holdt Udviklingen tilbage og ikke lægger Mærke til, at Danmark i visse Måder holdtes endnu mere nede under det Regimente, der i lang Tid førtes, og at Norges Stilleståen også må tilskrives den politiske Svaghedstilstand i Norge, som overhoved havde ført de to Riger sammen? Det forekommer mig, at Spørgsmålet er et ganske roligt Kundskabs- og Skarpsindighedsspørgsmål; men er det kun fordi jeg er dansk og altså har mine Instinkter fra det Land, der sikkert nok i Foreningstiden følte sig som det overlegne og vel tildels endnu pukker på sin «finere» Intelligens? Svar mig Du søde kloge Ven: kribler det i Dig af Harme imod «dansk», når Du tænker på de foregående Århundreders sørgelige Forkuethed? Jeg holder så inderlig af Norge – også uafhængig af min Kærlighed til Dig – jeg deler gerne ud til det af min Fædrelandsfølelse; men det bliver jo halv komisk, når det er en almindelig Forestilling i Norge at jeg og mine høre til et fremmed Folk, fordi vi i gamle Dage levede under og selv da for Resten lavede os det Regimente, som fordummede Norge – og Danmark.

– Min Ven jeg måtte, syntes jeg, bringe dette Emne på Bane, siden det igår overfaldt mig og bragte mig Dig så nær, så nær; jeg gik hjem fra Kielland – og Turen er lang – med Dig under Armen. Du talte så klogt, jeg spurgte, og Du gav mig Lov til at være dum. Du kyssede mig en Gang ganske uden videre midt på Vejen, fordi jeg var sådan et Fæ og dog ikke så dum endda. – Men Amalie som jeg længes efter Dig! Og det vil blive meget slemt. Skulde jeg komme til at klage mig, så er det fordi jeg en Gang imellem må have Luft for overhoved at kunne holde det ud. Og Ven, der er vel næppe Udsigt til, at vi ser hinanden snart? – Min Plan har hele Tiden været den, at jeg i Vinter skulde se på en eller anden Måde at få Tid til at skrive et Arbejde – for Teatret. Når det var sket, vilde jeg se Dig. Jeg har ment, at jeg ikke vilde se Dig uden det. Jeg har tænkt lidt på, at hvis jeg ikke kan gøre noget som duer – som jeg selv synes duer – vilde jeg se at få mig skaffet ud af Livet. Jeg havde da ikke nogen Ret til at komme til Dig med min Kærlighed. Den vilde da nemlig være syg. Og er der ikke noget sundt og dygtigt ved mig, må Du ikke elske mig. Du må ikke gå ned til den, Du elsker – lige for lige min Unge! Derfor kan Du godt få Lov til at være den klogeste i en Uendelighed af Forhold. Jeg er så mærkværdig langsom og tung til at forstå og så er jeg så grænseløs uvidende. – Amalie véd Du hvad Idealet af Tilværelse for mig er. At have så mange Penge, at vi to kunde studere sammen. Jeg er frygtelig doven, når jeg kan få Lov til at være det. Men jeg er videbegærlig, Ven. Hvad mener Du om, at vi to levede et Par År i Paris for at lære. Læste sammen, gik ud sammen! Min nuværende Stilling har den frygtelige Fare, at min Hjærne bliver tom. Du kan mere end jeg Amalie, – tror jeg da. Med min elendige Hukommelse har jeg sat det meste til af hvad jeg spredt rundt omking fra har kunnet. Jeg spiller i Lotteriet for at vinde den Sum, der skal gøre mig fri. Vil Du så gå med? Eller skal Rejsen kun være kortere? Vil Du tilbage og være Moder for Gutterne? Nu vel, Amalie, den Pligt er hellig for mig som for Dig, så fik jeg Lov til at arbejde sammen med Dig endda. Men Altsammen under Forudsætning af, at jeg nu får skrevet noget, som duer. Ellers går jeg min Vej. Du skal kunde være en lille Smule stolt af mig. Jeg har haft god Tro til, at jeg nu skulde kunne skrive et dygtigt Arbejde – min Tro kom med min Kærlighed; det er positiv sandt Amalie. Du har givet mig den Skønheds- og Lykkefølelse, uden hvilken jeg ikke vilde eller kunde skrive. Min Tro er lige som lidt svagere i denne Tid. Og lad mig kun sige Dig det Ven, da Du fingerede i det Brev, som jeg endnu ikke ret forstår, at Du kunde skrive, at din Kærlighed var forbi, slappedes i mig en Mængde Strænge, som havde givet – for mig i alt Fald – helt skønne Toner fra sig. Min Vished om det menneskelig Brave, Sande, Dygtige, Stærke faldt underlig sammen, og det gjorde mig ondt for det Arbejde, som nu ikke vilde blive til. Jeg har endnu ikke rigtig samlet mig på ny om den Ting at skulde tage fat; jeg har ikke Mistillid til mine Evner – endnu, men jeg er ikke helt stærk og dygtig i Troen. Det bliver en underlig Tid for mig, når jeg på ny skal skrive – jeg er da nødt til at lukke mit Sind ude fra alt andet i Verden i Stød, jeg véd det. Jeg er et underlig enkelt Menneske, jeg kan kun skrive én Ting ad Gangen. Intet Menneske må heller have Nys om hvad jeg foretager mig. Jeg er så angst og undselig fra Dag til Dag. Levede vi sammen, var jeg i Stand til også at skjule mit Foretagende for Dig. Og søde Amalie, når jeg begynder mit Skriveri, kommer Du på Aftægt, hvis Du kender det Ord.^k130 Det er mig da ikke muligt at skrive synderlig meget eller synderlig ofte til Dig. Og det vil pine mig usigelig. Og mit Arbejde vil gå langsomt for sig. Tænk så lidt Tid jeg har. Og så skal hver Replik skrives 7, 8, 10 Gange om. Ven, Ven det bliver en hård Tid! Men Du skal være interesseret deri! Jeg går til denne Sag som Ungersvende i fordums Tid gik til at fælde Dragen for at vinde Jomfruen. Jeg skal skrive mig ind til Dig, ikke til dit Hjerte Amalie, men dels i rent udvortes Forstand – den Mand, Du vil begunstige, skal stå foran Mængden – og dels i indvortes Forstand i mig selv. Jeg skal skrive for at have Mod til at være din, jeg må vide, at jeg kommer til Dig som en nogenlunde rig Mand. Jeg kan overfor dig ikke lade mig nøie med den Formue, jeg har besiddet.

– Ven, når Du nu spørger mig, hvor det kunde være, at jeg var så langsom med at tale om min Kærlighed til Dig, så ligger det jo deri, at jeg er forsigtig ved enhver Begyndelse. Du véd endnu ikke ret hvilken Omvæltning Du har bragt tilveje i mig. Jeg troede ikke godt om mig selv. Jeg havde Afsmag for mig selv. Mine virkelig ynkelige Trældomsår ved Morgenbladets Trædemølle havde givet mig så megen bedsk åndelig Føde, havde udelukket mig fra så meget af det gode i mig, at hvis jeg dristig havde sagt: jeg elsker Dig af hele mit Sind med alt hvad jeg ejer af godt, så vilde det i mine Øre have lydt helt formasteligt. Mit Sind stolede jeg næppe på, og af det gode syntes jeg fandtes så lidt tilbage. Kærlighed er for mig virkelig noget Stort, som man kan arbejde et Liv på – jeg mener det vidste jeg så overmåde godt – skulde jeg altså have begyndt med at sige, at dette ejede jeg altsammen, så havde jeg i min daværende Tilstand, syntes jeg, sagt mere end jeg var vis på at kunne stå ved. Jeg tror, at når Kærligheden er god, kommer man til at elske mere for hver Dag, der går, det er selve det gode i En, der vokser. Jeg var bange for uden Prøve og med min Viden om alt hvad der hang ved mig af Slaphed fra de golde År at sige det store Ord. Jeg måtte i mit Hjem føle Hjemveen efter Dig Amalie, før jeg ret havde Mod til at sige: jeg véd, at jeg elsker Dig. Dette, ser Du, er ikke en ung Mands Forelskelse, hans ene Dags Sejer over alt det døde i ham; men jeg er jo ikke ung. Det er i den Forstand at Du er ung Amalie. Du har på en Dag og Nat kunnet vinde, hvad jeg måtte have nogen Tid til. – Men hvor jeg længes efter Dig for at føle Dig nær, for at hvile lykkelig med min Arm om Dig nær ind til Dig og slet ikke sidde og lave alt dette til Ord. – Jo det vil sige nok til Ord men langsomme som Kærtegn et og et ad Gangen. – Du må være ganske usvigelig vis på, at Du har haft Ret – på din Vis, som Tingen kom osv. – til at føle min første Meddelelse til Dig som et giftigt Stød imod din Kærlighed. Jeg vil nu ikke for alt have det anderledes. Min Følelse var ikke som den skulde være på dette Punkt, om end ikke således som Du opfattede den. Jeg kommer tilbage hertil kun for at sige Dig Amalie, at nu er alt forkert fra denne Side ophørt. Du behøver ikke mere at tænke på dette, det er forbi.^k131 Det er ikke mig, der har haft den sidste og sande Fortjeneste af selve Opløsningen. En Gang skal Du lære alt at kende om denne Historie og Du skal ved den, så underlig det måske i dette Øjeblik lyder for Dig, lære at få Respekt for dit eget Køn og for en af de Kvinder, som Du tidligere vistnok har troet at have Ret til at ringeagte. Et beder jeg Dig nu kun om: tænk godt om den Kvinde, der imod hendes Vilje kom til at gøre Dig Fortræd; hun fortjener det! Og husk så på: det har aldrig været Kærlighed, som bandt mig til hende.

Min Ven, nu lakker det ad Spisetid. Der har været for hedt i min Stue medens jeg har siddet og skrevet. Jeg har fået Hovedpine og vil gå lidt i Luften, inden jeg præsenterer mig i det lille Selskab. – – Jeg har nu klædt mig om. Farvel så længe. Når jeg kommer hjem i Aften eller Nat, skriver jeg et Par Ord om Stykket.

Nat Kl 1 ½.

Vi var en Del Mennesker sammen efter Teatertid, Klokken er bleven mange. Stykket er ikke rigtig godt, og så har Spillet gennemgående været elendigt. Jeg led så jevnt under hele Opførelsen. Stemningen i det propfulde Theater var imidlertid velvillig. Til slut peb nogle personlige Antagonister, hvilket bragte Bifaldet godt i Vejret. Jeg sad og så med Skræk på, hvor meget Skuespillere kunne ødelægge af et Stykke. Det var ingen Opmuntring!

Søde kæreste Ven, Du får dette ufærdige Brev, som jeg med Skræk har læst igennem – der står forekommer det mig noget ganske andet end det, jeg troede jeg havde skrevet: noget inderligt og kærligt noget – imorgen og på Tirsdag véd jeg, at jeg ikke kan skrive, men så håber jeg på Onsdag. Der skal være Fest i Studentersamfundet på Tirsdag, jeg har fået Anmodning om at holde Talen for de indbudne Kunstnere.^k132 Jeg aner ikke når jeg skal få Tid til at lave den Tale.

God Nat Amalie. Sig mig kan Du læse i mine Breve, at jeg elsker Dig? Der går så mange Tanker på hvert Ord!

Din Erik

Kristiania 1-11-82

Dit brev fra i søndags har givet mig meget at tænke på. Med det samme jeg læste det, blev jeg så forfærdelig bedrøvet; magen til tankeforvirring og hulter til bulter tilstand, kan jeg ikke mindes på mange år at have været hjemsøgt af. Hvor kan du dog gå hen og skrive så meget, der må gjøre ondt; det er stygt af dig. Du er jo bleven aldeles gal, du som har været så sindig og rolig, og i dine breve har sendt mig så megen tryghed og glæde. Og hvis du tror at jeg kan gjøre rede for mig, eller snakke dig tilrette, så er det det største sludder du nogensinde har tænkt i dit liv. Jeg føler mig så magtesløs og uformuende ligeover dit urimelige snak, fordi jeg føler det bunder i en slags galskab, og jeg ved hverken hvor jeg skal begynde eller ende. Desuden, – jeg er så træt af denne brevskrivning; det ligner slet ingenting, for jeg får jo ikke sagt en tusindedel af det jeg netop vil og skal, og nu, når jeg bare har trang til at ryste og knibe og dunke dig, nei ikke for spøg, men så det gjør ondt, for at vise hvor vred jeg er på dig, du hjærteløse menneske, hvad kan det så nytte at gi'e sig til at skrive. Og jeg vil det ikke heller! Langtifra! Jeg sidder her og kunde storgræde, og jeg ønsker til at bli'e gal af, at du var her for at jeg kunde få skjænde mig tom. – Nei du, – jeg kan slet ikke læse i dine breve at du elsker mig, du som ikke vilde komme til mig med din kjærlighed, hvis du ikke kom som den rige og mægtige storfyrste af guds nåde, for at du ret kunde føle, hvor meget du gav mig. Hvor du dog er hoffærdig, og hvor du er egoistisk. «Hvis ikke du får skrevet noget som duer, så går du din vei.» Ja, og så kan jeg længe nok sidde der med et knust hjærte. Det er ikke mig og min kjærlighed du vil, det er fremfor alt dette, at du vil være den eller det ligeoverfor mig, der gjør dig stolt af dig selv. For du ved meget godt, at jeg elsker dig over alt, netop som du er, at jeg ikke vilde, du skulde være den mindste smule mere eller det ringeste anderledes end det du var, da du uden selv at ville, eller vide det, ganske rolig tog mit hjærte og gik med. Du har ment du «ikke vilde se mig uden», du «har tænkt lidt på at få dig skaffet ud af livet», hvis det ikke lykkes. Oh, hvor det piner og harmer mig at du har tænkt disse tanker. – Det er rent utilgiveligt af dig. Står du da ikke for mig «foran mængden»? Du er jo den mand jeg elsker. Og at jeg er kommen til at elske dig, – det vil sige noget, for jeg har ikke været let at fange, jeg. Og hvor stolt er jeg ikke af dig! Og så skal jeg komme på aflægs – eller hvad det var for et utåleligt ord, bare for at du skal skrive mig stolt af dig! Jeg giver pokker i den ækle stolthed, – jeg vil ikke have noget med nogen stolthed at skaffe, jeg. Istedetfor at vor kjærlighed skulde være det væsentlige, og alt andet i verden noget i enorme grad subsidiært, så sætter du sagen på hovedet og siger: det at jeg elsker dig og har vundet din kjærlighed, har for mig ikke et fnug af betydning, hvis jeg ikke kan gå ind til dig i den prunk og stads jeg ønsker. Det rager mig aldeles ikke om du så ligger derinde og dør af at vente på mig. Det er nemlig ikke dig det gjælder, det er først og fremst mine prægtige klæder. Men på den måde vil jeg slet ikke ha'e dig, – jeg vil ikke, jeg vil ikke! Og så vil du dutte mig på, at jeg «fingerede» at min kjærlighed var forbi. Nei, du, hvis jeg ikke havde været fuldt og fast overbevist om at det var sandt, havde jeg ikke skrevet det. Jeg bedrog mig det så jeg siden, for jeg havde jo bare raisonneret mig min rolighed til, men det vidste jeg slet ikke dengang. Ja, det er jo aldeles umuligt at få talt ud, så det nogenlunde tilfredsstiller mig, – jeg ved det, jeg ved det, og derfor opgiver jeg det. Hvis du nu bli'er forskrækket over min heftighed, og sidder og siger til dig selv at du ikke begriber mig, at jeg forvirrer dig o.s. v. så er det bare det samme som er hændt mig med dig. Og hele dette skriverivæsen er noget ufordrageligt filleri, jeg tror det er lige godt vi aldeles holder op at korrespondere, og gjemmer hvad vi har at sige hinanden til vi engang treffes, hvis det nogensinde sker, og du ikke «går din vei» forinden. Nei at du kan gå og tænke sligt! Det er jo at ville spille hassard om mit hjærteblod, om mit livsens indhold. Det er dig selv der vil, og ikke i fjerneste måde mig. Min kjærlighed skal tages på prøve; du skal se hvor langt den rækker at bære dig frem; holder den ikke det mål du i din villie har sat den, så har du slet ingen brug for den; «så må jeg ikke elske dig.» Så kan du være den du er, og ta'e din kjærlighed til dig. Ja, jeg ved jo godt at dette blot er den éne side af sagen; (du behøver slet ikke at forklare det for mig), men sagens ene side opsluger for mig ganske dens anden. Du skal slet ikke gjøre dig nogen møie med mig, – jeg ved på en prik hvad du kunde ville sige, og jeg kan ligegodt sige mig det selv. Det er slet ikke derfor, – jeg ved med vished at du vil klare hvad du har sat dig for, du har netop særlig alle betingelser for at kunne skrive for scenen, men alligevel, at du så hensynsløst sætter alt på dette ene kort, at det ikke er dig kjærere end at du sætter det som indsats i et lotteri, det viser i hvilken grad alt dette med mig er en fantasiens, en tankens sag og ikke en livets og hjærtets, ikke noget konstant, der er i og ved sig selv. – – –

Så langt var jeg kommen igår, da jeg blev afbrudt. Inat drømte jeg, at vi var på Lillehammer, og at jeg skjændte og var sint, men så så du så underligt på mig, og så blev det bare til at jeg kyssede dig 100 gange. Men det må du ikke tro vilde ske i virkeligheden. Langtifra! «Skaffe dig ud af livet!» Ja, hør, hvis du virkelig engang gjør det, så vær idetmindste så venlig at varskoe mig om det, for at jeg kan slå følge. Jeg har igrunden slet ikke noget imod at gå min vei på den vis, – jeg synes meget mere det er den værdigste måde et menneske kan absentere sig på, istedetfor at gå og vente til man bli'er kastet ud med magt. Og så lever man tryggere og mere ligesælt med en sådan beslutning i baghånden.

Og så det andet du skrev om at leve sammen i Paris; ja, det vilde jo være over al måde deiligt, og det er også for mig nu blevet idealet af tilværelse, ikke at leve i Paris, men at arbeide og lære sammen med dig. Men der er bare den hage derved, at det aldrig på jorden kan realiseres. Jeg blev så urolig og forskrækket, da jeg læste det; det rullede med en gang op et forvirret virvar af alle de vanskeligheder og umuligheder, der vil formørke, og fordærve fremtiden for os, og det lagde sig så knugende og pinefuldt over sindet. Siden er det jo blevet bedre, for jeg har fået en letsindig tendens til at lade fem være lige og give alt hvad der er sørgeligt en god dag, fordi jeg er bleven så altfor glad igrunden, siden jeg er kommen ind i dette nye, til at noget i verden helt kan spolere min glæde for mig. Men tænk dig at jeg slet ikke har tænkt det mindste fremover. Nu synes jeg selv det er så mærkværdigt og utroligt, men havde jeg gjort det, så var jeg vist aldrig kommen så langt ind i min kjærlighed, som nu er tilfældet. At elske dig, og være elsket af dig, og få dine breve, og så engang imellem få se dig en dags tid eller så, – at der kunde blive noget mere at opnå, har aldrig faldet mig ind. Og ikke det heller har faldet mig ind forresten; jeg har slet ikke tænkt så langt. Men nu ser jeg pludseligt hvor umuligt selv det vilde blive. For jeg vilde hellere dø, end at nogen skulde vide om at jeg elskede dig, og hvis jeg f.e.x. kom til Kjbhvn. eller du til Kristiania, så var det jo for at vi kunde være sammen med hinanden, og så vilde jo alle folk vide om vort forhold, og drage det ned i smuds, og håndtere og beføle det på den modbydeligste måde. At du ikke strax har sét og vidst det, og med det samme været på det rene med, hvor ugjørligt det var at vi kunde være sammen mere end et stjålent og hemmeligt øieblik ad gangen. Det måtte vel være på et fremmed sted vi måtte mødes, på en feriereise eller noget sligt, – det er i allefald den eneste udvei jeg øiner. Men det er vel ikke værdt at spilde tiden med at drøvte dette; du har jo givet hele vort forhold en forudsætning ivold; hvis ikke den indfrier hvad du vil den skal indfri, så vil du jo slet ikke se mig. Leve med dig et par år i Paris! begriber du da ikke at det i alle henséender vilde være meget værre end selve det at jeg gik hen og giftede mig? Hvis det står i kontrakten, at jeg skal aflevere gutterne til deres fa'er hvis jeg gifter mig, og han er ugift, så kan du vel forstå, at han tog dem uden nogen aflevering, hvis jeg uden videre reiste med en elsker, – jeg sidder og ler, – for så komisk klinger det i mine egne ører, – jeg gjøre noget sligt! Og han måtte jo det, for gutterne kunde jo ikke gå på vievanke herinde i byen. Og hvad vilde gutterne tænke og lide, og hvorledes vilde jeg komme til at stå for dem. Det er slet ikke fordi jeg for min egen del finder det urigtigt at leve sammen med den man elsker under hvilkensomhelst form, men du ved meget godt hvad samfundet dømmer derom, (det kunde være mig det samme forresten), hvis det ikke var for at gutterne vilde komme til at lide under den opfatning der er den rådende, som de måske når de blev mænd slet ikke vilde dele, men som dog i mellemtiden vilde forpine deres liv. Og dette er bare en eneste side af sagen, og den har så mange, så mange, der alle vender sig med tusinde brådder mod et sådant foretagende. Jeg forstår nu, at jeg skal ind i en hel ny sort smerte, for når jeg ret betænker det, er det jo den værste ulykke, at jeg ikke kan få være med dig, men det er ligeså uomstødeligt sikkert, at det aldrig, aldrig kan ske.

Hvor har jeg dog været henne, at jeg ikke er begyndt at sørge over dette for længesiden. Og jeg mærker nu at mine store ord fra igår om at vor kjærlighed var alt, og alt andet noget underordnet, slet ikke holder stik. Jeg beder dig om forladelse, – det er mig som har havt uret. «Om jeg vilde tilbage og være mor for gutterne?» Du kan være rolig for at gutterne var væk, når jeg kom tilbage fra en sådan færd, om den også blev en hel del kortere end 2 år. Mine stakkels gutter, – i kan være sikre på mig. Der er noget som piner mig så græsseligt nu, siden det er gået op for mig, hvor lidt jeg dog kan blive for dig, – men jeg er ikke istand til at nævne det.^k133 Jeg er helt ulykkelig her jeg sidder; men når jeg for din skyld vil til at ønske, at det hele ikke havde været, så kan jeg det dog ikke. Bliver du nu misfornøiet med mig igjen? Og vred på mig? Du må endelig sige mig det. Jeg tænker det bli'er mig som kommer at skaffe mig ud af livet, fordi jeg ikke kan klare mig helskindet igjennem alt dette.

Man er ikke «forbitret» på Danmark heroppe, men jeg tror der i det store hele er bleven siddende en uvillie igjen mod danskerne ikke fordi man endnu går og harmes over vor underkuelsestid, men fordi man idelig og altid pånyt mærker hvorledes danskerne er tilbøielige til at overse os norske. Der er en vis overlegenhed i grundstemningen dernede, og den vil vi ikke anerkjende som berettiget. Men af den gamle forbitrelse er her ikke stort tilbage. Den vilde i allefald vidne om råhed og dumhed; skamfølelse og selvmedlidenhed vilde være i langt høiere grad på sin rette plads ved tanken om den lange ydmygelses tid, som vi naturligvis var fuldt modne og hjemfaldne til, siden vi så roligt og sløvt gled ind under den. Jeg for min del har i mange år været aldeles færdig med den forbitrelse, som bestandig før, da jeg var yngre, lige fra jeg var barn, ved alle givne leiligheder blussede op i mig. Og det er gået mange som mig, og vil gå hele nationen på samme vis. Jeg har nu gået hen og slået så aldeles om, og er kommen til at holde så uhyre meget af de danske, fordi de har så meget som vi mangler og må mangle, og som tiltrækker mig. Men så er det også på den anden side sandt, at det er Norge som står for tur i langt høiere grad end Danmark. Og det må med nødvendighed være så; tænk alt det Norge har sparet op, mens danskerne har produceret og blomstret. Specielt hvad nu Kielland angår, så ved jeg at han, inden han flyttede derned, tænkte mod Danmark omtrent som jeg, men jeg ved også gjennem Bjørnson, at han efterat ha'e boet dernede er falden tilbage til en afsmag for danskerne, der er i slægt med vor ungdomstids forbitrelse. «Hvor han er færdig», – –, men det er sandt, nu husker jeg at B.B. (det var sidst han var herinde) udtrykkelig lagde mig på sinde at ikke fortælle til et eneste menneske, hvad Kielland havde skrevet til ham om danskerne og Danmark.^k134 Det vilde jo være unaturligt, hvis den lange fornedrelsestid under hvilken Danmark foer frem mod os (lad være at det var styrelsens skyld), på en oprørende måde, – (skjøndt nei, det er mere oprørende at vi fandt os i det) ikke skulde have sat mærker i sindene, der vil gå i arv endnu gjennem nogle generationer. Og jo mere vor selvstændighed voxer, jo større, ser vi, har uretten været. Det er langt lettere for en dansk at holde af Norge og «dele ud til det af sit fædrelandssind» end for en norsk ligeoverfor Danmark. Danskerne var jo dem, der gik af med fordelen på alle områder, var de overlegne, de styrende, de undertrykkende. Og alt hvad der duede i Norge tog jo Danmark og slugte, alt, alt uden undtagelse. Hvad har vi ikke tabt derved, skjøndt vi har også vundet en del. Og ét er sikkert, vi står i et langt inderligere slægtsskabsforhold, og har i langt høiere grad naturbund fælles til og med Danmark end Sverrige: Så stor forskjel der er på den norske og danske nationaleiendommelighed, og der er en stor, så er der næsten en raceforskjel mellem den svenske og norske; i allefald føler jeg det så. Ja, du kan vel mærke hvor bedrøvet jeg har været, siden jeg har skrevet så tungt, og har brugt så mange ord til det, der kunde været sagt i et par sætninger. Det er først idag at dette har overfaldt mig. Igår da jeg sad og skjændte, var jeg så fripostig. Jeg er det ikke mere; det vil sige, alt det er trådt i baggrunden for denne nye kummer. Og at jeg ikke har tænkt på det før, – – der er dog intet hold i mig. Jeg stanser her. Bliv nu ikke vred på mig du søde, søde, som jeg elsker. Jeg skal siden på konsert.

Din Amalie.

Fredag den 3die November [1882]

Min egen yndige søde søde Amalie, Du véd ikke som jeg er glad for Dig – glad i Dig hedder det på norsk, det Sprog gad jeg gerne kunne tale. Jo, Du skal fortælle mig hver eneste lille bitte Smule Ting, som angår Dig, som farer Dig gennem Hovedet, Du Stump, tror Du der er så meget som en Knappenål i dit Hus, der ikke har Betydning for mig. – Det er Fredag idag, jeg kom hverken til at skrive Onsdag eller Torsdag. Det er mig som havde jeg svigtet et Møde; men hvad skal jeg ulykkelige Menneske gøre med min vanvittige byrdefulde Bestilling, der netop i disse Dage er rent tosset. Dit Brev fik jeg Onsdag Aften.^k135 Jeg havde lige begyndt at finde, at nu var det altfor længe siden jeg havde hørt fra Dig. Jeg kyssede det og lod det ligge til Torsdag Morgen – ellers vilde jeg jo ikke have kunnet sove i mange Timer, og jeg må sove for at kunne arbejde som jeg gør. Amalie hvad skal jeg begynde på med alle de hundrede Ting som Du skulde have Besked om? At jeg elsker Dig? Ven, Ven, spørg om jeg er til. Om jeg er glad eller bedrøvet, modig eller slap, så er det Dig, som det Hele drejer sig om. Men alt det vil Du først rigtig kunne føle, når vi får levet sammen. Amalie det Liv, som Du har foragtet, skal Du komme til at elske. Du skal komme til at føle den Rigdom, ethvert Minut kan rumme. Hvad betyder det, at jeg siger, at jeg elsker Dig, jeg må jo have Dig hos mig for at Du kan føle hvad det Ord er. Skal Du ikke være i mine Arme, når Du siger, at Du elsker mig? Skal Du ikke Unge? Må jeg kæle for Dig, Amalie Du har strøget over mit Ansigt og Hoved og Hår – kan Du huske, mange Gange efter hinanden, langsomt – det var så ubegribeligt sødt. – Amalie én Ting! Du siger aldrig Erik til mig. Falder det Dig unaturligt? Gør det, hvis Du kan. Når Du siger det, tror jeg Du kysser mig. – – Jeg har siddet og læst igen i dit Brev. Hvor Du dog er henrykkende! Denne Poulsen [sic] med «sin» Kvist! Jeg kunde slå ham i Mas – å nej! Men hvis han, når jeg er i Kristiania, går på din Kvist, da vogt Dig! Jeg bliver aldeles utålelig, og det er Dig det kommer til at gå ud over. Han er dum. Hans Brev var næsten ubrugeligt. Skulde det lykkes, måtte det rettes. Men for Resten naturligvis, har man med en Forf. at gøre, retter man ikke. Men det Menneske kan jo ikke skrive. Hans Brev forekom mig at være en tilfældig Samling af nogenlunde uheldige Ord. Så brugte jeg af det, hvad der kunde gå an. Jeg havde på en Måde varet ham ad og bedet ham om at betragte det at skrive i en Avis som noget af det sværeste, man kunde indlade sig på. Men han er en Sjusk.

Nat Kl 12.

Naturligvis måtte jeg i Morges løbe fra mit Brev. Jeg havde tænkt på at gøre det færdigt nu, når jeg kom hjem – jeg har været i Middagsselskab – men jeg er for træt. Min sødeste kæreste Ven, man gav mig en ganske ung Pige til Bords; hun var meget livlig, men Herregud, nu er jeg dog en ældre Kavaller, det var lidt angribende at sidde med hende fra Kl 6 til 8. Så talte jeg efter Bordet meget med en interessant Dame – 28 År antager jeg – klog, belæst. Ifjor kan jeg huske, at jeg tænkte på, om jeg ikke skulde se at blive forelsket i hende – o min lykkelige Ro nu! Og derpå måtte jeg hengive mig en god halv Time til Politik og så være åndrig mellem flere Damer, hvoraf den ene var en kræsen Kender på de halvhundrede. Så endelig slutte med at gøre lidt Hoveri for den udmærket smukke og elskværdige Frue i Huset – jeg er absolut træt og Idiot nu. Og jeg troede, at jeg skulde komme så oplivet og dygtig fra mit Selskab. Det hænder mig undertiden. Men det kan nu for Resten gerne være, at jeg har spist for meget af den udsøgt gode Mad. – Men nu vil jeg sove for imorgen at begynde min Dag med Dig. Hvad enten jeg skriver eller lade være er det nu alligevel Dig, der indvier min Dag for mig. – God Nat min Ven, min søde – Du er så sød! –

Lørdag Morgen

Det er et Herrens Vejr idag, Storm og Regn, jeg har gået en kort Tur og er kommen umådelig våd hjem. Det er for Resten omtrent den første rigtig ægte Efterårsdag vi endnu har haft. Ellers har Vejret været smukt og mildt. Fra min nye Bolig har jeg efter khvnske Forhold en vid og smuk Udsigt – når jeg tænker på det Kig, jeg fik fra din Altan, så er dette rigtignok kun Jammerligheder – jeg lejede Boligen for denne Udsigts Skyld, og så skal der til Foråret bygges en umådelig Kaserne op lige for mine Øjne! Den vil tage al det Kønne bort. Foreløbig morer det mig idag at se Stormen feje hen over det åbne Terræn og rense Træerne for den sidste Rest af gulnede Blade. Før da jeg var ude kom jeg forbi en Flok Ænder ved en Vej – det er jo den mindst bebyggede Forstad jeg bor i – de var som besatte af Henrykkelse over Regnvejret. De Stakler må til daglig nøjes med den bare Jord og lidt Snavs på Vejen – hvor det morede mig at se dem baske med Vingerne og dukke Hovedet i en lyksalig Indbildning om at være i Vandet, nu da de var våde. Jeg følte med de Knægte, deres Glæde var så smittende. De havde så travlt, ned i de små Pytter, tumlede med Bagkroppen, rejste sig i Vejret, virrede med Hovedet og fór omkring imellem hinanden – det er en Fornøjelse at se på en Smule Fornøjelse, selv om det er halvvejs en Indbildning og på Bunden i Grunden en Sørgmodighed. Men det er det, jeg altid kommer tilbage til. Der er i Livet, i selve det at leve, en overskydende Glæde, som er selve Livsprincipet. Var det ikke så, tog vi fornuftige Mennesker Livet af os.

Du yndigste af alle Kvinder, der er i det at sidde og småsnakke med Dig på Papiret en sådan sød og hyggelig Ro, at jeg aldrig kommer til at skrive rigtig til Dig. Og så hindrer min Viden om, at det hver Gang kun kan blive kort mig også deri. Alt det jeg har at svare på! Og jeg, som ikke kan lide, at man ikke svarer på hvad der er spurgt om. – Jeg har ikke ment noget om «Smuler og Levninger». Men jeg skrev vistnok i mit sidste Brev noget derom. Et andet er Amalie, at jeg fra første Færd har følt og været vis på, at så sandt vor Kærlighed er ægte, så sandt vil vi først med fuld Gyldighed kunne tale om vor Kærlighed, når vi har levet sammen. Det der binder os sammen, Ven, har nu mere af Håbets Art, end af den sande virkelighedsfyldte Hengivenhed, som jeg til syvende og sidst er tilbøjelig til ene at give Navn af Kærlighed. Dette at man kender hinanden ud og ind, har sin Tilflugt hos hinanden, søger og finder sin Trøst hos hinanden, elsker hinanden for det usigelige Behags Skyld man gensidig indgyder hinanden, er fortrolig med de Fejl og Skrøbeligheder den anden har og netop elsker dem med, om end de måske bedrøver en, at man længes som en Hund, når man er ene, netop for alle de tusinde små Enkeltheders Skyld, som man kender, at man husker det Kys den Gang, har hele Indtrykket af den bløde Arm om sin Nakke så levende, som var den der, søger ind som et Barn og et voxent Menneske på en Gang i Sovekamret til hinanden, vil eje hinanden grænseløst, fordi man kender Lykken deri, fordi det er en Gentagelse – Amalie, når Du har hvilet lykkelig og stolt og sød som min Brud ved min Side, så elsker jeg Dig. Så véd jeg, at jeg elsker Dig. Nu elsker Du og jeg hinanden, fordi vi tror på noget om hinanden. Jeg vil elske Dig i mange År og så vil jeg sige til Dig: Amalie nu elsker jeg Dig, for nu véd jeg det. Forstår Du min sødeste Pige, at jeg holder på den syv Års grundmurede Kærlighed frem for på Gårsdagens modig optårnede Forelskelse. Men det er vist at være gamlere end Du.

Så nu må jeg til Byen. Jeg tager Brevet med for om mulig at snige mig til en lille Slutning i Aften.

På Kontoret Kl 10

Det bliver ikke nogen lang Slutning jeg sætter på mit Brev, Du Kære, jeg er så uhyggelig anbragt som mulig mellem al Redaktionuroen og så er jeg ikke nogen dygtig Skribent – Fred må jeg have. Alligvel sender jeg Brevet afsted. Imorgen håber jeg at få skrevet mere i Orden og Følge. – Hvad Du siger om at «ville lide sin Lidelse», siger Du så smukt, at Du er nær ved at forføre mig til at have din Mening, og dog tror jeg, at der er en så farlig Misvisning i dette som mulig. Der har formodenlig måttet udkræves intet mindre end hele din sunde Naturs hemmelige Spændkraft til at føre Dig nogenlunde velbeholden ud af denne overhedede Moralovn – brændt Vingerne har Du nu alligevel –. Men har Du ikke taget fejl af den Ting overhoved at tage alvorlig fat på den Opgave man vælger sig og så selve Opgavens Natur? Det ikke at skyde Lidelsen fra sig er dog noget andet end at «ville» lide, og i det første synes mig, at der er moralsk Dygtighed nok, i det andet noget af Selvpineriet. Og Du glemmer, synes mig, at din Betragtningsmåde kun kan have Gyldighed for Folk, som har Tiden til sin Rådighed. Hvorledes skulde stærkt sysselsatte Mennesker komme ud af at lide deres Liden i den Forstand, at de bruge den som Plovjærnet på deres Sjæls Ager? Når man har lidt sig «fra» Livet, Ven, er man da så først skikket til at leve det? Med Interesse? med Iver? Varme for en Sag? Hvad kommer Livet En så ved? Så kan det jo kun være Pligten (mod Andre), som får En til at gå ind på at fortsætte denne værdiløse Tilværelse. Hvad skal jeg med det Snavs, jeg har sat min Fod på? Endnu tror jeg på mit «System» – men husk, at Du har meget at løbe på, Du har først lige begyndt at udvikle din Mening, der er mange Sider at skrive om denne Ting endnu, inden Du når mig om Glæden. – Bæ, tror Du måske jeg lader mig forknytte af, at Du gør Nar ad mig. «Her har været slig sjou [sic] idag» er det nu ikke til at forgå af Henrykkelse over at høre Dig sige det. Ja det kan Du måske ikke forstå, men en sød Kvinde, der er norsk, er det to Gange. Hvor jeg godt forstår Dig med din Fåresteg, som Du lod Tyvene beholde! Men galt er det formodentlig. – Du, som ikke rigtig vil til at interessere Dig for Kærlighed – når Du så bare vilde fortælle mig, hvad Du da egenlig har interesseret Dig for. Der er jo snart sagt ikke andet. Det er jo ikke andet end omsat Kærlighed alt det andet – se Systemet pag.(?)3!^k136 Du, jeg kom til at le højt, da jeg læste, at Du kaldte Dig «blondagtig i Grunden». Du skulde se på dit Fotografi, så sort Du er – – men Gud Amalie, hvor lang Tid skal der gå hen, inden jeg kan komme til at kysse Dig. Jo undskyld det står i nøjeste Sammenhæng med dit Ydre. Jeg kan absolut ikke forstå, at Du ikke sender mig en Lok af dit – undskyld jeg må se efter i dit Brev – – jo så Gu min Sandten står der ikke «lysebrune» Hår. Jeg venter på den Lok. Dit Fotografi tør jeg ikke kysse på, så lider det, din Kniv har jeg ikke Lyst til at kysse på – Amalie jeg drømte forleden at jeg var sammen med Dig, og på ny fandt noget til Dig, og at Du fortalte de andre, at det var min Specialitet – Du må sende mig lidt af dit Hår, Du ikke af dit «krøllede» Forhår, det er Synd. Nej Du skal give mig noget helt inde ved Nakken, hvor Halsen begynder. Hører Du! Længes Du efter mig Amalie?

Nu kan jeg ikke skrive mere!

Din Erik

Søndag Aften Den 5/11 82

Blot to Ord i Aften, Du sødeste af alle Mennesker på Jorden. Du må ikke tro sørgeligt om vor Fremtid! Vi finder Udveje, det skal ordne sig for os. Jeg stoler rolig derpå. Du må ikke sige «aldrig» om Noget, som vi vil. Vi vil, så er den Sag afgjort. Jeg elsker Dig Amalie, mit Liv drejer sig om Dig. Tror Du så, at jeg vil krybe ind under et elendigt «aldrig». Og dine Gutter må ikke lide end ikke Antydningen af Afbræk af din Omsorg for dem. Men Amalie, hvor er jeg sørgmodig ved min Adskillelse fra Dig, hvor er det tungt hvad vi får at kæmpe med. Men der skal komme Lykke ud af det Hele. Du og jeg er for gode til at det ikke skulde ske.

Mandag Morgen.

En Del af Natten har jeg ikke kunnet sove for en Orkan, som brød løs, og da [sic] raser endnu. For et Spektakel det har været! Min gamle Pige går endnu forfærdet omkring og tør ikke rigtig være ene. Jeg har spillet hende et slemt Puds ved trods den brølende Larm og den tydelige Fornemmelse i Sengen af at Vindstødene bevægede Huset – tænk, et meget stort 4-etages Stenhus^k137 – at sove hen på Morgenstunden. Hun har i mange Timer trængt så forskrækkelig til at få sagt: Har Herren hørt som det stormer! Men så skulde Herren høre omme på min Side, jeg tør næsten slet ikke være der! Gud, og Herren har kunnet sove! osv. Hun er helt forvåget og bleg, og også jeg er lidt skør i Hovedet af for lidt Søvn. Jeg skal til Byen, min søde Stump straks. Jeg tager Brevet med, mulig kan jeg knibe lidt Tid til at få lidt mere skrevet og så sender jeg Dig det – jeg har en Følelse af, at Du mulig længes mere end ellers efter at høre fra mig. Kys mig, vær god og modig!

Mandag Aften Kl ½ 12

Jeg kommer fra Kasino, hvor jeg har overværet den første Opførelse af Sergius Panin,^k138 og takket være Hr Sergius og Jeanne, som var på gode Hænder, ikke kedet mig mere end den halve Tid og skal nu spise til Aften med nogle Fyre. Kun et Kys til Dig forinden. Du vil kunne begribe, at nu var der ikke Lejlighed til at skrive et fornuftigt Brev. Men ikke sandt Du vil hellere have disse Par Ord end vente endnu en Dag. Søde elskede Amalie hvor kan Du gå ind på noget, som hedder aldrig, når det drejer sig om os? Farvel jeg skriver forhåbenlig igen imorgen.

Din Erik

Tirsdag 7de nvbr. [1882]

Nei, kjæreste, jeg kan ikke sige Erik til dig, sådan med én gang. Først måtte jeg ha'e vænnet mig til det lidt efter lidt – det er så flaut – ha'e hvisket det ind i dit øre, for at ha'e et sted til at gjemme ansigtet mit, så du ikke skulde se mig, med det samme jeg sa'e det. – Du er så sød og vidunderlig, og du bliver stadig sødere og mere forførende for hver gang du skriver. Du besnærer, og bedårer og besætter mig, og undertiden gjør du mig bange, men det viser jeg fra mig; jeg er bleven letsindig nok til at lade det skure. Men hvor du får mig til at længes efter dig! Og så er du så udsøgt ondskabsfuld, at du ender dit brev med at spørge: længes du efter mig? Ja, jeg længes efter dig, for at sidde ved siden af dig, du små mirakel, og holde din hånd og betragte dig, og engang imellem kysse dig på kinden, eller hellere bag øret for der er ikke noget skjæg, som stikker. Jeg længes, så at jeg får svindsot eller lungebetændelse, der på et par dage gjør det af med mig for jo stærkere man er, og jo skjældnere, man har været syg, jo intensere og farligere ta'er sygdommen fat. Og alligevel, skjøndt jeg længes efter at falde dig om halsen og holde dig meget fast, efter at høre din stemme, der er så sød, efter at se dit ansigt, der er det eneste jeg savner, kom jeg nok til at løbe min vei når jeg så dig, for at rende tilbage i næste nu, naturligvis; men ikke, hvis der var lyst i stuen, der måtte være mørkt, eller næsten mørkt, for jeg vilde genere mig så rasende efter al denne udleveren mig selv i brevene.

Så du virkelig har kniven i din varetægt. Undertiden har jeg husket den, og tænkt at du har mistet den. Det var en underlig ting, sådan en bondekniv, jeg kom til at gi'e dig. Det skal være et slet omen at gi'e sine venner skarpe redskaber. Hvis du engang syntes jeg havde fortjent det, så kunde du ganske rolig myrde mig med den kniv. Uf, jeg vilde ønske den kom bort for dig på en eller anden vis. Kan du huske du først sa'e nei, – du brød dig ikke om at få den – vi sad på giggen, og du var så gjild og kjæk at sidde og tale med; tiden foer væk som en vind, og jeg var så vel, så vel tilmode. Men du betænkte dig og sa'e: Jo, jeg vil dog ha'e den, hvorpå du stak den til dig, kan du huske, du herlighed? – Der var noget bestikkende i det, at du gik og kom over mine eiendele, og bragte mig, hvad jeg selv havde glemt! Først var det min store toiletbox du kom slæbende med. Der gik et øiebliks forundring gjennem mig, over at du strax havde draget kjendsel på den, men så glemte jeg det igjen, indtil du også kom med kniven. Det var meget mere bestikkende det, end om du havde sagt mig de fineste smigerier, og vist mig al den hyldest, du bare kunde ha'e hittet på; for så havde du jo ikke gjort andet, end hvad der er hele sulamitens mindste kunst.^k139 Alt det jeg er bleven budt af den slags, og som jeg har ladet ligge på veien, der det faldt, uden så meget som at se på det, end sige ta'e det op, – men du, det er slet ikke bare herrer som siger mig smukke ting, damer er de værste, – det var bare frøken Sten, som ikke kunde like mig, men det var nu også rimeligt, for jeg var så ækel imod hende.^k140 Men du, kloge, søde vismand, du forstod, at jeg ikke skulde gjøres kur til og derfor, – – – – – Gutterne sidder og øver sin firhændige lektie, og hvergang de spiller galt, må jeg fare ind og skjænde på dem, især siden jeg tror, deres frøken generer sig for at ta'e dem strengt, – så kommer de i disput, om hvis skyld det var, og så må jeg dømme dem imellem før det stilner af igjen. Derfor er det skrivning «with difficulties», dette her. Ja, hvor var det nu jeg slap, – jo, – hvor kan det gå til at du kjender mig så nøie, at du ved og forstår alt, før jeg får sagt det, at du skriver om det, som jeg netop har spurgt om i det brev, der er underveis, og som du endnu ikke har fået? Jeg må trykke dig til mit hjærte og takke dig tusinde gange, fordi du er så sød, at være den du er. Der er ingen tvil om at du er den éneste i verden jeg skal elske, fordi du er den eneste der har evne til at ta'e alt hos mig i brug. Jeg vil herefter kun komme til at «være» gjennem dig, – det er virkelig sandt, du fæle, som skal tyrannisere mig. Og så talte du om, at du skulde løse mine lænker. Nei du, nogen løsning af lænker bli'er der ikke tale om, langtifra! Du har jo lagt mig, et fint og uafhængigt menneske i lænker for gud ved hvor længe, kanske for livstid. –

Hvis Amund Helland vidste, at du havde fået kniven!^k141 han vilde dø af sinne. Du aner ikke for et kors han er mig. Jeg har ikke fortalt dig om det, for det kjeder mig så meget, og det er heller ikke til at beskrive! Han vil, at jeg skal synes om ham, være hans ven, hans fortrolige, gå med ham, vanke hos ham, bede ham til mig og gud ved hvad mer, – når jeg træffer dig, skal du få høre lidt til. Men nu vil jeg intet af alt dette, og så opfører han de utroligste scener, gjør sig til nar og latter, sender mig frugter og sukkertøi, kommer farende på de mest umotiverede tider, men bliver ikke indladt, skjælder mig ud i selskab, græder af sinne, passer sit snit til at overfalde mig, når jeg et sekund står alene, til at tigge og trygle mig om at være venlig, med en hurtig, lidenskabelig, ubændig hvisken, når jeg går fra et værelse til et andet, sender mig bud og bønner og spørgsmål, gjennem de underligste mennesker, går forbi mig på gaden, uden at hilse, vender om, og kommer i stormskridt tilbage, for at tale mig tilrette med ondt eller med godt, kort sagt, plager mig som kun en sindssvag kan plage et medmenneske. Jeg har lét og ærgret mig vexelvis, men jeg begynder at blive urolig. Sæt han bliver gal! Ja, for du kan vel begribe, at det første han vil gjøre, er at komme ansættende med en øxe, og slå mig ihjel når og hvor han antræffer mig. Der er ingen tvil om det. Og jeg vilde så nødig, netop nu. Havde det været i fjor, men nu, siden jeg har dig, som jeg skal se, og elske og kysse idetmindste én gang før jeg dør. Nu er han gået på en reise til thelemarken^k142 for at grave i jorden efter jern eller sligt, det er en lette at han er ude af byen. Jeg skal i en dameklub, hvor der læses høit. Iaften skriver jeg lidt til. – – – – – Her er jeg igjen, men jeg er træt. Her er så hedt, så deilig hedt; jer er så glad i at ha'e det varmt om aftenen; det ved pigen, og derfor fyrer hun i til jeg skal komme. Om morgenen er jeg ikke så blødagtig, da går jeg lige af sengen, og i koldt vand; og hele vinteren gjennem, lader jeg ikke vandet lunke engang og har heller ikke i ovnen, før det fryser på ruderne. – Paulsen har sendt mig sin «Pehrsen» i pragtbind.^k143 Indeni har han skrevet et vers om sorte øines pragt (det fæ som ikke ved at de er gulbrune) og kloge læbers magt og husvalet og malet og digt i fattig dragt. Ak herregud om han vidste hvorlidt jeg ændser det. Den er forresten bedre end hans forrige bøger. Der er virkelig fremgang. Enkelte ting i den, er ganske gode, men der er en uformuenhed i hans evne som er nedslående for hans venner. Så arbeider han også forlidt. Han kommer til sine varer for en altfor billig penge, men det hævner sig. Der er personer i bogen som kunde være lavet af en skolegut, så udvendige og flade og naturligvis usande er de. At han kan bilde sig ind, det går an at ta'e sig det så let!! Målstræverparret har han nu slet ikke magtet; det er den rene fiasco, Pehrsen selv er for letvindt tænkt og fruen den incarnerede tradition.^k144 Så er der en svensk forloren fuskefyr af en æstetiker, som der kunde været et slags mening i, hvis han ikke ved et éneste sluskeri som han tillader sig, for at få det ydre maskineri til at gå som det skal, gjør et forvirret sammensurium ud af ham. Og så denne henad landeveien liggende, indtil vederstyggelighed gjenfortærskede og udslidte kokette, som har været udstillet i alle second klass noveller, generation efter generation, som er kold som is, men ser ud som ild, som har barneøine med tårer i, og et hjærte fuldt af fordærvelse, og derfor er så «let» at skildre!^k145 Men så har han til gjengjæld skildt sig af med en stor del af sin forrige uudholdelige bredde, skjøndt der endnu sidder lidt igjen: der er en større fart og raskhed i stilen, og der er små skildringer fra Italien og Skandinaverleiret der, som ikke er uden friskhed og ynde. Hovedpersonen, den unge fyr, der har konflikten med sin far, har han skildt sig bedst ved.^k146 Der er virklig adskilligt godt der. Og hans død er realistisk og enkel. Men så har han gjort et mislykket forsøg på at efterligne Kiellands vårskildring fra Ægypten i «Arbeidsfolk» eller det kapitel om dampskibet og brevene, du ved.^k147 At dette har foresvævet Paulsen, da han lavede sit afsnit om «Blomster, blomster og atter blomster», der går foran Sverres død, derom er ikke tvil. Stakkels Paulsen!

Jeg er bange for dit næste brev. Du må ikke være vred på mig elskede! Men jeg kan ikke gjøre det du ved; aldrig, aldrig! Det er da at jeg vil ty til min gamle religion, og modig tage lidelsen på mig igjen. At jeg har kjendt og elsket dig, vil hjælpe mig, når de onde dage kommer. Der vil ingen vaklen være. Det sønderslider mit hjærte at gjøre dig imod, at sige nei til det, du vil, men der vil ingen vaklen være, ingen ingen! (Dette papir er ikke til at udholde; det lader sig ikke skrive på, nemlig.)

Men du, jeg vil ikke komme på «aflægs». Det vederstyggelige ord! Hvor kan du ha'e hjærte til det. Du måtte dog idetmindste skrive én gang om ugen, og på en bestemt dag, så jeg slap at gå og vente og græmme mig bestandig. Jeg er misundelig på den unge pige, som sad tilbords med dig, og jeg er sint på den interessante dame, som du vilde ha'e forelsket dig i, og som er klog og belæst, – den blåstrømpe! og jeg er skinsyg på den udmærket smukke og elskværdige frue i huset som du gjorde hoveri for, det er stygt af dig! Jeg kan ikke fordrage nogen af de kvinder som ser og taler med dig; ingen skal tale med dig, uden jeg! Jeg vil ikke sende dig mit hår, før jeg har sét, hvad du svarer på mit sidste brev. Jeg er så bange, du er sint på mig, og ikke mere bryder dig om mit ækle hår. Du har ikke skrevet på søndag, ellers havde jeg havt det idag. Var det Magda Kielland hun hed, den frøken K. som A. K. sa'e, du havde gået, og taget fra ham.^k148 Hun er her nu; jeg var sammen med hende i søndags. Imorgen skal jeg i selskab til professor Schjøtts;^k149 Nu vil jeg lægge mig på sofaen; det er for fristende; skal jeg klæde af mig, bliver jeg så årvågen, og da er det ingen fornøielse at komme iseng. Godnat elskede! – – Lidt efter. Jeg har måttet tørne ud fra min sofa igjen. Her er så forsmædelig, tropisk varmt, akurat som det var i de tyrkiske badestuer i Konstantinopel.^k150 Jeg tør ikke sove, før jeg ser, hvad ende det taer med ovnen; den er blevet en glødende, ildrød masse. Portieren er så ophedet, at jeg knapt kan ta'e i den, og vedkurven lugter af opblødt fernis. Når jeg går på strømpelæsten nede ved ovnen, brænder jeg mig fordærvet under fødderne på gulvtæppet. Hvis der går ild i stuen inat og jeg omkommer i luerne, vilde du så græde for mig?

Din Amalie.

Torsdag den 9 November 82

Jeg er lidt overanstrængt af Arbejde i denne Tid, så at selv om jeg havde Tid, min søde Pige, har jeg været meget ilde oplagt til at skrive. Jeg har ikke kunnet lade være at tænke på, hvor sødt og godt mit Arbejde og Slid, der har såre lidt med Ånd at gøre, dog kunde være for mig, havde jeg Dig som Trøster i Nærheden. Men Du måtte rigtignok belave Dig på en hård Tjeneste. Først efter Kl 12 om Natten kunde jeg komme til Dig for at hente den Husvalelse Du skulde give mig. Og Du med dit søde Sovehjerte vilde vel protestere mod sligt nerveangribende Natteravneri. Nu igår t.Eks. kunde jeg først Kl 12 ¼ forlade Kontoret. Jeg havde intet spist siden min Middag mellem 5 og 6. Jeg følte mig dog ikke sulten og lavede mig til at gå hjem – en halv Times Vej. Det faldt mig dog ind, at jeg vist i Løbet af Dagen havde forbrugt så megen Hjernemasse, at jeg kunde have ondt af intet at spise, og jeg turede da ned på en Restaurationskælder, hvor Nattegæster pleje at søge for at fortsætte en begyndt Svir. Der fik jeg en Ret kold Bøfsteg og Porter og mærkede med ét, at jeg var mægtig nødlidende. Midt som jeg spiste, kom ind i Salen hvor jeg sad – og hvor der fra et Kabinet bag et tillukket Gardin lød frejdige Kvindestemmer blandede med dybe mandlige Røster – fire glade Kunstnere og unge Rovsing, som Du kender.^k151 De havde været hos á Porta^k152 og der vædet om Østers; de skulde nu nydes her. Rovsing og den ene af Malerne havde spillet nærmest til Væg med deres Ure, jeg så Rovsings Ur, det havde under denne Idræt mistet både Glas og Visere og var formodentlig også indvendig sønderbrudt; Malerens Ur havde på en eller anden mærkelig Måde været dyppet i en Sennepskrukke; hele Værket var fyldt af denne klæbrige Masse, og Menneskene var fuldstændig ædru: Nå, jeg blev bænket som en slags Hædersgæst imellem dem og fik min Del af Østerserne. Jeg var umådelig træt, men ikke desto mindre oplivede Selskabet mig, og i en Timestid gik Samtalen muntert for sig. Så fulgte Rovsing, der havde den mest brændende Lyst til en Svir hele Natten igennem – han ejede ikke en Øre – mig halvvejs hjem. Han dyrker mig så småt i denne Tid. Og vor Samtale drejede sig om – Skøger og om Kyskhed. Han er overmåde neddyppet i en vis glad Liderlighed, der dog er ret åndfuld, og jeg forlod det unge Menneske med en halv melankolsk Følelse af, at havde jeg Evne dertil, var han et af de Mennesker jeg kunde have Lyst til at påvirke. Der er gode Krummer i ham. Sad jeg i gode økonomiske Kår og kunde samle Folk om mig, kunde jeg udrette ikke så lidt. – Så var min sidste Tanke Dig, Du søde. Der var så forfærdelig meget vi to kunde leve igennem sammen, tror Du ikke Amalie, og nu sidder vi med hundrede Mile imellem os og sukker. – Min yndige Ven, dit sidste Brev gjorde mig naturligvis forskrækket. Du begynder med en hel Række Bebrejdelser, og det varer noget, inden man kan læse sig til, hvad disse Bebrejdelser egenlig gå ud på. Der hændte mig det besynderlige, hvad aldrig er hændet mig før, at jeg blev nervøst angreben i den Grad, at Ordene svømmede ud for mig i en Tåge; jeg tror, at jeg rystede stærkt, og dog var det ikke nogen rigtig Smærte jeg følte, kun noget ubehagelig mat, uldent noget – ikke det Stik f.Eks. som dit snakkende U-Kærlighedsbrev, jeg læste i Jærnbanewaggonen, voldte – men så kom jeg jo videre i Brevet og læste mig din søde Kærlighed til ud af de hårde Ord. Det var sådan noget som Begyndelsen til en Besvimelse – en Stump af en Begyndelse formodenlig – jeg oplevede. Jeg var ganske forundret. Du min søde Pige, Du må rive i mig og ruske rigtig hårdt, så at det virkelig gør ondt, jeg vil kysse dine Hænder, for Du elsker mig jo. Om selve det jeg skrev, Amalie, må der ikke blive Uenighed mellem os. Du må jo huske min Stump, at alt hvad jeg skriver til dig, kan jo aldrig blive mere end det Halve af hvad jeg vil sige. Du er jo ikke hos mig, Du har de halve af mine Tanker. Et Ord fra mig går ud i Verden for at møde et Ord fra Dig, så favner de to hinanden, og idet de slynge sig inderlig sammen får den lange hjælpeløse Gut fra mine Tanker først sin rette Form. Husk det og kys mig og bliv aldrig bange for hvad jeg siger. – Når jeg vil skrive på et Drama eller hvad det nu kan blive, foregår der noget så alvorligt for os begge, at vi må være enige om at tage Pinen derved i godt Fællesskab. Vinder jeg et Skridt frem i Anseelse, stiger vore Udsigter til Lykke, derom kan der ingen Tvivl være. Og Du må ikke tage Modet fra mig ved at klage stærkere, end at jeg kan kysse Klagen fra din Mund.

Fredag Kl 12 Middag

Jeg har været syg i Nat (voldsom Kolerine) og ligget i Sengen til nu da jeg må til Byen. I Aften når jeg kommer hjem ligger der Brev fra Dig! – det er et forfærdeligt Regnvejr og mig med min Kolerine. – Som jeg denne Gang har længtes efter dit Brev – der må være gået meget længere Tid end sædvanlig. Det kan såmæn godt være, at mit Ildebefindende er bare Længsel. Den slags Ting slår sig altid på de ædle Dele af Legemet. Jeg har en Svoger, hvis Mave aldrig rigtig er kommen sig efter den Klavappelse han gik i, da han skulde forloves.

Fredag Aften

Jeg har fået dit Brev. Der står de Ord. «Du må ikke være vred på mig elskede! Men jeg kan ikke gøre det, Du véd, aldrig, aldrig! Det er da at jeg vil ty til min gamle Religion og modig tage Lidelsen på mig igen.» Hvad betyder de Ord? Hvortil i alt godts Navn sigter dette?

Jeg kan ikke skrive et Ord, før Du har svaret tydelig, så at ingen Misforståelse er mulig. Skriv de Ord af i mit Brev, som Du besvarer på denne Måde, og tøv ikke et Minut dermed. Tal direkte, helt ud, der må ikke være en Gnist af Tvivl hos mig om din Mening her hvor det synes at gælde alt.

Din Erik

13de 11-82

Hvad skal det til at du høres ganske vred på mig? Det er en ganske ny fornemmelse jeg har fået over mig, en slags ængstelse for at du kunde blive ond mod mig. Og det kunde du vist. Så skjælden, som du skriver, og så skal du ikke være god engang. Men du kan ikke skrive oftere; det ved jeg jo du søde, elskede! Jeg skjænder ikke på dig, ikke et gran. Herregud hvor dum du er! Det var jo bare det jeg mente, at jeg ikke kunde reise væk med dig, og lade gutterne i stikken. Det skrev jeg jo i mit næstsidste brev også, se efter skal du se, at det står der, og dengang tog du ikke på veie for det, hvorfor skal du så gjøre det nu? Forresten kan jeg aldrig tro, at der står: «det du ved», – det er vist: det du vil. Forstår du, hvis den tid kom, at du vilde forlange, jeg skulde følge med dig, og lade gutterne, og alt andet tilbage, hvad der vilde sige det samme som at opgive helt, så kan du jo begribe at min sjæl og mit hjærte med alt hvad deri er, vilde drages mod dig; men så vilde jeg alligevel ikke kunde gjøre det, og så vilde jeg ty til min gamle religion, og tage den lidelse på mig, som adskillelsen fra dig vilde være. – Jeg kan ikke skrive, fordi jeg netop i dette øieblik har fået dit brev, og gråden sidder mig i halsen; dit brev har voldt det, og når jeg spørger hvorfor, så ved jeg ikke at sige det. Det er rædsomt at være henvist til bare skriveri; en eneste uklar, eller uheldig ytring, kan volde den pinligste misforståelse, og så den tid, der må gå hen, inden det kan greies. Det er frygteligt trist dette her! Der følger dog også megen pine og uro med at elske et menneske, i allefald når man er borte fra den man elsker. Jeg begriber dog ikke, at du kunde blive forskrækket over det jeg skrev. Hvorfor så ikke med det samme, for det stod jo også i det forrige brev. Forresten var det dumt af mig at tale om det. Du vil jo det skal komme an på så meget, om du nogensinde beder mig om en sådan ting; hvis alt det ikke sker, så skal jeg jo gå min vei, med min dumme kjærlighed. Derfor kunde jeg jo vente, og se hvad det blev til; det er tidsnok at begynde og kave om det, når det engang foreligger. Foreløbig vil jeg bare elske dig; og jeg er ganske din, hører du, ganske og helt og aldeles din! Forstår du, eller vil du jeg skal sige det endnu tydeligere, du ubarmhjertige menneske. – – – – Jeg skulde nok holde mig vågen til du kom, om det også blev efter kl. 12. I allefald kunde jeg jo sove på sofaen så længe, så vækkede du mig sikkert nok ved dit komme. Og hvis du nu er syg, hvor gjerne jeg vilde være hos dig; du skulde nok snart bli'e frisk igjen kan du tro. Men jeg har virkelig aldrig i mit liv hørt tale om at noget menneske i verden, nogensinde har arbeidet så uafladeligt, og især så længe om aftenen, eller rettere, så langt ud på natten som du, i allefald ikke nogen, der er functionær. Videnskabsmænd, der sidder oppe og arbeider udover nætterne, fordi de foretrækker den tid af døgnet, – det er en anden sag, men dette med dig, er den rene galskab. Nei, du mærker vel hvor lidt jeg er i stand til at skrive! Jeg må få et kjærligt brev fra dig, før dette går over. Du ser så sint, og så forskrækket på mig gjennem disse spørgende slutningsord; jeg kan slet ikke forvinde det indtryk. – Når nu Tidsskriftet kommer for nov. – dec., så må du ikke gå hen og tro at noget deri er af mig. Mit kommer ikke før næste gang i det tidligste. Der var så mange forpligtelser fra før. Mathilde Schjøtt har til dette hæfte skrevet en slags anmeldelse af «Puppe og Sommerfugl», og i det hele, taget Drachmann under behandling.^k153 Det er ikke overlegent og flinkt nok skrevet, ellers er det et par nokså gode tanker. Men hendes eget standpunkt er ikke konsekvent. Hun har sluppet meget af det gamle, men ikke alt; hun er kommen over i det nye, men ikke helt, derfor kommer hun ikke til at skrive noget virkelig dygtigt. Hun som så mangfoldige andre er repræsentanter for overgangssstadier som i deres levetid ikke bliver tilbageladte. Jeg ved det så vel, for jeg har selv været af dem, men jeg havde gudskelov mod og evne til at ta'e skridtet fuldt ud, og det uagtet ingen i den grad var bundet af det gamle som jeg, fordi det er min natur at gjøre alting helt. Forresten er jeg så uhyre glad i fru Schjøtt, – det er et fint, et rigtig nydeligt menneske, og så intelligent som hun er! Hun kom til mig og lod mig læse det om Drachmann, strax det var skrevet, og alle mine indvendinger rettede hun sig efter. Det var så altfor hånligt og affeiende fra begyndelsen af, og det havde slet ikke været hendes mening. Nu må du endelig læse det. – –. Uf nei! at jeg ikke kan få tale med dig. Hvor anderledes alting da blev. Kan det slet ikke ske i vinters engang? At du kom herop, var vel ikke rigtig bra, skjøndt var du her først, vilde det blive deiligt, at jeg kom til Kjbhvn. gik endnu mindre, men sæt at vi begge reiste til Gøteborg f.e.x. Jeg kjender næsten ingen der, og de få, skulde jeg nok hytte mig for. Hvis det nu var i julen f.e.x. – ja mellem jul og nytår mener jeg, så kunde jeg tage gutterne med, og lade dem blive i Frederikshald hos mor og Ludvig, – ja for du ved vel, at Fr.hald ligger midtveis imellem Gøteborg og Xania. Så sa'e jeg til mor og Ludvig, at jeg skulde besøge de venner jeg virkelig har der, og at jeg skulde hente gutterne på hjemveien. Gutterne kunde jo også forresten godt bli'e her, om jeg reiste, men da kunde jeg det ikke, før nytårsaften var over. Det var kanske ligegodt, for ellers vilde mor og Ludvig blive vred over at jeg ikke hellere blev hos dem, end reiste til Gøteborg, så ofte som de har bedet mig komme, uden at jeg har gjort det.

Det sludder om at du ikke vil se mig, før du har gjort noget som duer, må du naturligvis stryge en streg over. Vi har jo så meget at tale om gut! Bare derfor må du. Nu får du ikke dette brev før onsdag aften, men så skal du død og pine strax skrive, så at jeg kan få dit svar fredag aften. Gjør du ikke det, er det ude mellem os, så meget du ved det. Å, hvor jeg vil komme til at vente. Du skræmmer livet af mig med dine korte, forretningsagtige spørgsmål, og så piner du mig tildøde med at lade mig vente på dine breve. Jeg vil ikke finde mig i dette. Enten, eller. Vi holder op at korrespondere, eller du skriver ordentligt idetmindste én gang om ugen. Jeg er din,

din Amalie.

Fredag den 17 November 1882

Amalie, om Du vidste, om Du ret kunde føle den Fryd, Du har givet mig ved dit sidste Brev. Den er så stille, så stor og rolig. Min prægtige, dejlige Pige, Du har givet mig den Lykke jeg drømte om, en Fred så ubeskrivelig sød. Stolte yndige Kvinde, jeg er så tryg ved Dig, Du elsker mig, og jeg, Amalie, elsker Dig, elsker Dig, som jeg alle mine Dage har trængt til at elske. Amalie Du skal få at se, at det dog bliver Dig, som får min første lykkelige Kærlighed. Det andet var en Higen, en Søgen, en Kamp, hos Dig min Stump, med mit Hoved ind mod dit Bryst vil den store Fred komme. Når jeg blot rører ved din Skulder, løber ind i alle mine Årer Livets sikre Lykke. Du er min helt og udelt – føler Du ikke noget så besynderlig livsaligt derved, noget så udhvilende fyldigt og blødt, noget kraftigt og modigt smilende godt, noget, der vil, og noget, der kan – Amalie, Du er min Hustru, Du fine smukke Kvinde, Du skal få Tak derfor, Du skal se, at Du vil få Lykke derved. Jeg er så god hos Dig. – Du véd ikke Ven, hvor stolt min Følelse er. Jeg elsker Dig. – Ak Ven, det vrimler ind på mig af Ting jeg skulde sige Dig. Min Rædsel, den håbløs ensomme Skræk, Ytringen i dit næstsidste Brev voldte mig – men det var jo Dumheder! Og jeg vil nu slet ikke tale derom. Jo Amalie jeg kunde vistnok være blevet ond – og dog alligevel ikke vistnok på den Måde Du tror. Havde min Frygt været rigtig så havde jeg revet Dig ud af mit Hjerte straks og med Et, og havde vi været sammen, og det var kommet pludselig over mig lige som i dit Brev – – men det skete jo ikke, hvorfor så tænke derpå. – Ven ja, ja, naturligvis vil jeg mødes med Dig – alt, hvad jeg har sagt om at gøre noget dygtigt først, er det blotte Mundsvejr lige over for den Mulighed at se Dig. Amalie Du gør mig helt tossetglad af Lykke. O vi skal aftale til Punkt og Prikke vort Møde. Lad mig straks sige, at Gøteborg hvor vi begge har Bekendte, næppe er det fornuftigste Sted. En anden By ved Jernbanelinjen – jeg har studeret et Jernbanekort og tænkt på Jønkøping. Sig mig din Mening, jeg lader følge et lille Kort med i det Tilfælde at Du intet så bekvemt har.^k154 – Amalie rigtigt, det er til at fortvivle over at skulle skrive, jeg er hundrede Gange fristet til at kaste Pennen. Den forbistrede Tid tilmed, som ikke er min. Min sødeste unge, Du må ikke blive sint på mine få og korte Breve, jeg gør mere end det mulige for at skrive til Dig. Fik Du for Resten ikke et ganske lille Brev (hvor jeg fortalte noget om en Storm) et Par Dage før mit sidste? Og nu med Udsigten til at skulde se Dig snart – tænk Dig Amalie, snart, om næppe to Måneder! Det er næsten for ubegribelig dejligt – bliver Skriveriet endnu dummere. O nej ikke dumt, jeg elsker dine Breve, det er kun mine, der er til at fortvivle over. – Men Du må ikke regne galt med Postgangen. Dit sidste Brev fik jeg ikke Onsdag Aften men Torsdag Morgen. Jeg kunde ikke have afsendt Brev før med den svensk-norske Post Fredag Morgen, der går kun en Gang om Dagen, og Du vilde således under ingen Omstændigheder kunne have haft mit Svar før Mandag, da man i Kristiania – så vidt jeg ved – ikke omdeler Breve om Søndagen. Dette Brev kan først gå af imorgen Lørdag, og Du vil efter min Beregning have det Mandag – er det rigtigt?^k155 – Jeg skriver ikke hurtigt, for det er mig umuligt ikke mellem to på hinanden følgende Perioder, at falde i Tanker – det er min Glæde ved at skrive til Dig. Det, der kommer til at stå er så umådelig lidt af det jeg har tænkt derved. Jeg har drømt en hel Del om Dig i Nat. Vi var i Teatret sammen, siden i en Vogn, og i et Selskab, og overalt fik jeg din Hånd imellem mine. Den havde en lang sort Handske på, Du gav mig den så trofast, vi havde begge en Følelse af, at de andre så det, men vi brød os ikke derom. Jeg undrede mig over, at dit Håndled var så spinkelt – jeg kæmpede i Drømme for at huske, om mit Indtryk var rigtig, at Du i Kristiania havde et fast og rundt og fyldigt Håndled. Det har Du. Men det med det spinkle Håndled kom af en Samtale jeg i et lille Selskab igår Aftes havde med en Dame om en anden Dame, der var bleven for svær til, at hendes spinkle Ankler kunde bære hende. Jeg kom i Selskabet Kl 11 ½, før kunde jeg ikke løbe fra Kontoret – og tænk Dig min Glæde, der var en Dame fra Bergen – en Frk Grip nys forlovet med en Hr Bramsen, i hvis Broders Hus vi var^k156 – som talte norsk og sagde «flout» på sammen Måde som Du. Hun havde et rart Smil samme Dame – umådelig høj og noget sygelig af Udseende. Kender Du hende? Hun gik imidlertid meget hurtig efter at jeg var kommen, så jeg fik omtrent ikke talt med hende. Jeg bryder mig ikke rigtig om det østlandske norsk, de skal snakke som Du, for at det skal være Musik for mig.

På Kontoret

Hvad er det for et Ord Amalie, der står i Begyndelsen af dit Brev? «Hvad skal det til, at Du høres(?) ganske vred på mig?» Er det det, der står, eller læser jeg galt. – Det Ord, som jeg har brugt en Gang, og som har plaget Dig, er ikke aflægs, men Aftægt. Det betyder – nej det er altfor langt at forklare.^k157 Det er også altsammen lige meget, der sker intet, før jeg har talt med Dig. – En lang Strid med et Menneske på Kontoret ligger på den Streg! Hvor det er pinligt. Et irritabelt Menneske, som er smålig og kun halvvejs dygtig til sin Gjerning, men som er ældre end jeg og derfor på Forhånd nødig retter sig efter Anvisninger fra min Side. – Jeg har læst omtrent Halvdelen af Poulsens Bog. Hvor er den lidt god. Men et godt Kapitel er jeg stødt på. Jeg skal skrive om det til Dig en anden Gang. Nu vil jeg kun fortælle Dig, at jeg kjender en Del af Personerne fra Rom (foruden naturligvis Ibsen og Sønnen), og den danske Dame, der er koket og uden Lidenskab, véd Du hvem det er: det er hende, som er bleven til Gertrude i min Bog.^k158 Man ser lidt forskellig på Tingene! – Hvor jeg længes efter at læse, hvad Du har skrevet. Men Du, det er nu på en hel anden Måde end før. Før vilde jeg straks have det Du havde skrevet, for jeg vilde vide Besked om Dig. Nu véd jeg jo noget – o jeg ved meget. Véd Du Amalie, at jeg nu snart tror, at jeg kender meget til Dig. Det er dog muligt også at komme hinanden nogenlunde nær gennem Breve. Tænk på, hvad der dog er sket for mærkelige Ting imellem os. Skulde man tro, at vi, siden der kunde komme til at hænde noget mellem os, kun har kunnet bruge Pen og Papir. – Jeg glemte da jeg var ved Poulsens Bog at sige Dig, at jeg ikke har villet læse, hvad Du skrev om den, før jeg selv var færdig med den. Så skal jeg se om vi ere enige.

Farvel på kort Tid min søde Amalie! Nu vil jeg vente med at få dit Hår, til jeg selv kan hente det. Elsker Du mig? Jeg elsker Dig!

Din Erik

Tirsdag aften, nokså sent. [14/11/82]

Der er kommen mismod over mig. Alting som hænger sammen med dig og min kjærlighed, synes så vanskeligt, og der er jo ingen mening i at gå og elske på et menneske, som man aldrig ser, og aldrig kommer til at se, uden glimtvis. Og så denne længsel efter hvert øieblik at ty hen til dig, for at sige dig det eller det, for at spørge dig om tusinde ting, for at komme til at kjende dig i alle dine folder og afskygninger, og så at gå her og vide, at noget sådant bli'er der aldrig tale om, fordi vi aldrig bli'er længe nok sammen, og fordi jeg vil være så undsélig og bange og stum, det øieblik vi har hinanden, at der ikke vil vindes stort derved. Men vi er dog bleven en hel del bedre bekjendte ved al denne skriveri, der forresten er så kjedsommelig. Tænk, da vi skildtes her i Kr.ania, hvor var vi dog igrunden fremmed for hinanden, skjøndt jeg følte det ikke dengang. Nu er det som om vi har levet et stykke af et liv sammen, og hvad har vi ikke havt for oplevelser med hinanden, for smerte og fryd! Men det er så trist. Det bli'er en gammeldags roman detteher, med et bjerg af forhindringer, som ingen «tro» kan flytte, med længsel og elskov på hundrede miles afstand, (hvoraf ved du forresten at det er hundrede just?) og sluttelig resigneren, og et evigt farvel, med selvmord eller drukkenskab i udsigt til trøst. Ja, for hvis jeg nu får se dig i vinter, og være nogle dage sammen med dig, så bli'er det jo meget værre bagefter. Jeg går jo her og ved, at det ikke bli'er til at udholde for længsel, når jeg atter er ene. – Havde der været et umuligere tilfælde på jorden, så vilde min skjæbne ganske vist ha'e fundet det frem, for at lade mig snuble i det, og gjøre mig endnu ulykkeligere for resten af mit liv, den stump jeg har tilbage, end jeg da egentlig i grunden altid har været. Skjæbnen har været i slet, eller i drillevornt humør, da den lod mig se dig. At tænke sig til at jeg kommer kjørende i en hyrevogn fra Grand hotel efter at ha'e forladt Grefsen om morgenen i ypperligt humør, og besørget alle mine indkjøb o.s. v., altså kommer ud til fru Thaulows løkke, hvor jeg er kommen 100 gange før, uden at noget har arriveret mig, og så render lige ind i en troldmands usynlige garn, og bliver siddende fast, absolut fast, med ingen udsigt til at slippe ud igjen, uden at jeg må lade mit liv med det samme. Og så er det dig, som vover at sige til mig: «at jeg var den, som skulde løse dine lænker», – du er jo gal! Lagt mig i lænker, har du, og du ved det godt, du tyran! Men jeg vil ikke være med, længere end jeg vil. Vær vis på det. Forstår du, – det er jo det jeg mener med at ha'e livet under sin fod, ikke i foragt, sådan har det været, men det er jeg kommen forbi, – men i svir, kunne leve det med visheden inderst inde, den tryggeste vished om at når det for alvor kniber, så kaster én det fra sig. Det er det jeg kan. – – Du vil vist synes det er stygt af mig, men undertiden ønsker jeg at du aldrig var kommen til Norge, hvad skulde du også der! eller at jeg aldrig var reist op til dette forbistrede Gausdal. Men hvem kunde nu også tænke! – – – – Og desuden, – så ønsker jeg det slet ikke, et helt livs smerte kan jo ikke opveie den lykke jeg føler ved at være din. Men undertiden sidder jeg og tænker, at jeg først nu skal til at leve, hvad det vil sige at være kjed af livet, jeg som bildte mig ind at være det i forveien. Thi hvad værdi kan det ha'e, når det skal leves fjernt fra dig, og hvorledes vil ikke alt mere og mere bare kjede og trætte mig. Jeg kunde ha'e lyst til at flygte fra det hele til Australien eller Nyzeeland, hvor jeg har været, for at blive fårehyrde eller sligt.^k159 De så ud til at ha'e det så urgodt dernede i teltene, med de brogede tæpper om skuldrene, og kvinderne med en antydning af et skjørt, skjøndt klæ'er vilde jeg dog havt på. Min broer, der et øieblik tænkte på at ta'e en såkaldet professorpost i latin og græsk i Amerika etsteds, du ved han kunde ikke greie at være præst længer for alt dette med troen, bad mig så om, i tilfælde at være med. Det havde været et sted af [sic] flygte hen. Nu foreligger det forresten ikke mere, for han har kjøbt en skole her i byen, latin og real,^k160 og skal tiltræde som bestyrer fra 1ste [sept. – krysset ut] dcbr. Du mærker vel, hvor søvnig jeg er, siden jeg skriver så galt. Jeg har været længe oppe både søndag og igår, og imorgen skal jeg igjen i selskab hos Nicolaysens, fruen er Elise Sars,^k161 og en komplet skjønhed, sort, – hun har sort hår, og sorte øine, hun, og du skulde bare se forskjellen mellem os; når nogen siger at mit hår er sort, viser jeg bare hen til hende; det er blåagtigt. Jeg er formeget ude. Det er bare mærkeligt, at jeg alligevel får gjort noget. Torsdag skal jeg også ud; forresten går det jo i røkkevis, – det hænder at jeg er hjemme 4–5 dage i træk, og det er så deiligt; for gutterne er så uhyre kameratslige, og virkelig morsomme, og der er ingen, de heller er sammen med, end mig. Tænk det, – de gi'er gjerne kammerater en god dag, for min skyld. Forresten er de slet ikke optaget af nogen verdens ting undtagen af sit arbeide, som de har måske for fuldt op af, men de er så glade i det. Du aner nemlig slet ikke, hvad det er for to gutter jeg har. Når talen ude blandt folk, hvor jeg er, falder på børn, regner det ned med lovtaler over mine gutter. Og så sidder jeg alligevel og ved, at der ikke gives ét eneste menneske med undtagelse af mig, og måske Vilhelm, der ved i hvilken grad de fortjener alt det gode, der fra alle hold siges om dem. Pylle sa'e forleden: «det er de sødeste og prægtigste gutter, (nei drenge sa'e hun), jeg absolut nogensinde har sét.» «Sødeste og prægtigste, sa'e fru Vibe, nei det er de eneste gutter der find's». Ja, de er virkelig utrolige; ikke alene så flinke og dygtige, og pålidelige, og arbeidsomme, men de er også velopdragne og har et civiliseret ydre og væsen, hvad der slet ikke altid følges ad her i Norge. Det at de to gutter er hvad de er, forsoner mig med at jeg har bragt dem til verden. Ja, for du kan vel begribe, at jeg helst ikke vilde havt dem, efter det ægteskab, – det er jo igrunden en skjændsel. Havde de en hel del utækkelige egenskaber istedetfor de mange gode, – jeg tror jeg vilde være kommen til, ikke at kunne tåle dem. Som de er, elsker jeg dem, måske dog med en mere medmenneskelig end moderlig kjærlighed, skjøndt nei! Og så er det så morsomt, at de slet ikke ligner nogen anden end mig. Og det er ikke bare af ydre, men i hele måden at være og tale på, alle siger det, og det fremtræder tydeligere jo ældre de bli'er. De siger forresten begge, at jeg forkjæler Jakob Alver, og er meget mere glad i ham. På en vis måde er det sandt, for han er jo bare ni år, og mine er 14 og 16, og det er ham jeg har til at lege med, når det en gang imellem kommer over mig. Og så som han er til at læse eventyr for! At se disse øine, der tindrer og stråler så fulde af glæde, og hænger ved mit ansigt når jeg fortæller ham noget; og så den kjærlighed han viser mig, når vi er alene, eller borte i en krog, for han vil ikke at de store gutter skal se det. Ja, han er fordeilig den gut, men han bli'er aldrig det mine er i de andre alvorlige retninger, thi han er igrunden en almindelig, «gutteagtig» gut.

Jeg oversætter nu på de sidste sider af bogen. Det er deiligt at være næsten færdig, men jeg har dog mere arbeide ivente med den, for jeg må hjælpe student Knudzon, der skal læse korrektur på den.^k162 Det er nemlig så vanskeligt og farligt et arbeide, og den mindste feil kan blive meget at hænge sig på. Bjørnson havde selv oversat nogle blade, af et evangelium som han havde presset sammen og forkortet og vilde ha'e placeret et andet sted. Og der havde han gjort flere grove feil, som vi vilde fået svide for. Det var af ægypternes evangelium,^k163 og han havde utrolig freidigt oversat et «af» der var genetiv som præpositionen af. Det gjorde en stor forskjel. Men der bli'er en afskyelig, utålelig orthografi i den bog, aldeles bjørnsonsk-bjørnsonsk,^k164 – jeg kan slet ikke fordrage det. Alligevel glad er jeg dog, at den er færdig, skjøndt mere end halv glæde af nogen verdens ting, har jeg ikke siden du ikke er hos mig. Det skulde være anderledes, hvis det var rigtigt fat med mig, thi så skulde glæden over dig være den stærkeste faktor, men nu er længselen det, der går af med seieren, og så kan du vide, det ikke er godt. Du, som sad og sa'e at det vilde bli'e værre for mig end for dig, – du var så ovenpå du, og du havde jo de mange erfaringers grund at stå på, medens jeg stakkel var som på vildstrå, og anede ikke hvad jeg gik imøde, – nei, for det gjorde jeg ikke. Men alligevel, hvis det gjaldt, så kanske jeg blev den stærkeste. Hvis jeg gjorde op med mig selv, at jeg dog vilde ud af alt dette, hellere idag end imorgen, fordi det havde bragt mig mere uro og pine end jeg syntes det var forsvarligt at læsse på mine skuldre, så var jeg den, der var istand til at handle, til at vikle mig ud, og atter stå fri, eller – til at gå min vei bort fra det hele. Jeg har dig jo bestandig med mig, hvor jeg er og hvor jeg går. Når jeg er i selskab, og den ene efter den anden, og mange på én gang kommer og er elskværdig og siger mig sine pene og beundrende ting snart for det ene og snart for det andet, og jeg et sekund ikke har været distrait for din skyld, så kan du komme jagende gjennem mit blod og på den voldsomste måde minde mig om, hvorledes jeg er fangen og solgt og bundet og lykkeligt ulykkelig. Men sjælen trættes ved denne evige drømmetilværelse. Jeg er ikke skikket til at lide af ulykkelig kjærlighed jeg, – og jeg vil ikke heller. Nu, på mine gamle dage, hvad skal det dog til! Nei, så træt som jeg er, jeg sidder næsten og sover. Hvorledes skal jeg dog bære mig ad med at få mig afklædt, det begriber jeg ikke. Og så skal jeg flette mit hår og børste mine tænder og vadske mig. Jeg tror jeg sløifer det sidste, – ja ikke håret, for det går ikke an, men jeg orker ikke resten. Jeg har været på de streikende kunstneres udstilling iaften.^k165 Der var oplyst med elektrisk lys, og det hele var nydelig arrangeret, med blomster og gobeliner og draperier og sofaer og alt muligt. Du ved, de har undsagt den gamle, konservative kunstnerforening, som er aldeles umulig. Iaften havde kunstnerne indbudt alle sine venner, før der bli'er betalt entré. Det er den smukkeste udstilling Kr.ania har havt. Der var to deilige billeder af Chr.Krogh [sic], to brilliante sjøulker;^k166 den ene med sydvest og oliefrakke i regnveir tilrors. Man kan se det er kuling, og at skuden hiver på sig, skjøndt billedet ikke giver andet end fyren til bæltet og et stykke af rattet. Han står lidt foroverbøiet, for at være stødig, og så har han taget mærke på riggen og lysningen i luften for at ha'e noget at styre efter, å det er ikke til at beskrive hvor glimrende det er gjort, – jeg, som har faret tilsøs i mange år, kan tale om dette, – det er et henrykkende korrekt og virkeligt billede. Og så det andet, lodsen som sidder i kahytskappen på koffen og styrer med en rorpind – så som det er gjort! til at se sig ellevild af glæde på. Jeg måtte ha'e fat i ham for at storme ud med min glæde. Han blev helt rød og undsélig derved, hvad der forresten slet ikke er hans specialitet men han så, at det kom fra mit inderste hjærte. Han er forresten slet ikke en af dem, jeg synes om, men når noget er gjort som han har gjort sine to sjøfyre, så er det jo ikke til at udholde. Han havde forresten også, foruden andre gode ting, et billede i legemsstørrelse af Sverdrup, også glimrende godt gjort.^k167 Han er en prægtig fyr, ja det vil sige, kunstner. Fritz havde også nogle udmærkede billeder,^k168 men jeg kom ikke længer end til Kroghs. Der var masser af mennesker og en hilsen og småsnakken uden ende. Jeg må derned igjen og igjen for at se resten. Jeg skriver afskyligt, og burde slet ikke sende det. Men jeg skynder mig og er søvnig og grætten og sint og fremfor alt forelsket og lidende af ulykkelig kjærlighed, – ja for denneher er meningsløs og umulig, vi som ikke kan «få hinanden». Godnat enehersker, selvhersker. Jeg kysser dig ikke for jeg hader dig! Og jeg dør af søvnighed.

Torsdag. Dit søde telegram!^k169 Tak du elskede. Det var godt jeg fik det. Ellers havde det været ude mellem os, som jeg sa'e, siden du ikke har skrevet strax. Nu sender jeg ikke dette brev før jeg har fået dit. Så beror det altså på dig selv, når det skal komme til dig. Jeg tror, at jeg endog lader det ligge et par dage til, for at du skal se hvor godt det er at gå så og vente, som du er begyndt med altid at lade mig gjøre. Du siger du ikke har tid. Men herregud hvad tid ta'er det dog at skrive et stakkels brev. En halv times tid i det høieste og ikke det engang.^k170 Det kan gjerne være meningsløst, og slet skrevet som du ser, mine ofte er. Hvad pokker gjør det! Når jeg blot kommer i besiddelse af mine skatte, jeg – ser jeg ikke på hvorledes de er indpakkede. Den arme Paulsen, som han er bleven behandlet af Irgens Hansen i Dagbladet.^k171 Det er brutalt og råt skrevet. Det er et slægtsmærke hos dem; jeg kjender flere af hans brødre, – hans forældre har 16 børn, og denne er den yngste omtrent, så kan du tænke dig til, hvad det kan blive. Sådan en bergensersimpelhed! Og når man nu ved, at der ligger personligt fiendskab til grund for det, – jeg skal fortælle dig det når vi sés – bli'er det dobbelt skjændigt. Han går omkring og bilder sig ind at han er fører for den norske skjønliterære kritik denne snyvert! Som om vi havde nogen fører, vi! Det er altsammen kun forsøg og begyndelser. En broder af ham, der er sømand, foér som styrmand ombord i et dampskib, så ilde med en stakkels kanalje af en passager, at han gik hen og hængte sig ombord. Han følte en barbars vellyst ved at mishandle og «straffe» ham for alle passagerernes åsyn, og han troede ikke at denne døgenicht, et udskud af en af landets første slægter (Trampe)^k172 som familien vilde sende til Amerika, havde æresfølelse i sig. Men der forregnede han sig, thi fyren gik bent bort og hængte sig i sin lugar. Jeg måtte tænke på denne begivenhed, da Vilhelm en aften kom hjem og fortalte at Irgens Hansen ikke havde havt tid til at være med på noget, fordi han skulde hjem og «henrette» John Paulsen, og jeg er vis på han har sagt det med et smil, der kunde klæde en menneskeæder. Erns[t] Sars, har bedet mig anmelde bogen til næste hefte af tidsskriftet, fordi han gjerne vilde ha'e den velvillig omtalt.^k173 Det er et fælt stykke arbeide, men nu, siden han er således medfaret tror jeg, jeg gjør det, og da tier jeg med indsigelser, og taler bare om det gode, der dog virkelig kan siges om «Familien Pehrson». Om «Morgenbladets» skjælden vil jeg nu slet ikke tale.^k174 Fra den leir venter man ikke andet, – men Dagbladet! Jeg har ikke sét Paulsen siden. Han var her på mandag i dameselskab. Vi havde vor klub, og så kom han af sig selv, og blev til aftens. Stakkels liden!

Lørdag aften. Jeg spiste frokost hos Pylle idag. Hun var så forbitret og bedrøvet over skitsen af G.A. Dahl. i tidsskriftet.^k175 Ja, det er jo en fræk indiscretion. At tænke sig at han har gået der og nydt deres mad og deres «iskolde» øl og sødsvage punsch, og så giver sig til at chikanere dem på offentlig gade bagefter, det er forgalt. At han tager studier, det er rimeligt, men når han kun kan photografere, så får han lade være sålænge. Det er aldeles Ingeborgs hjem og hende selv og Fritz og de samtaler, ord til andet, han har ført med hende, og når han ikke formår at digte det om, så kunde han tie. Gamle fru Thaulow var vred, og allesammen var ilde berørt. Forresten er det talentfuldt gjort. Synes ikke du? Han er en fin iagttager, og han kan også tænke sig ind i et menneske, det vil sige et stykke på vei, men ikke som du! Apropos om dig. Der er flere, ja mange, som har sét Herregårdsbilleder, og bedet om at få låne den, og alle er komne tilbage og har sagt, at det var en, – ja det er et stygt ord i allefald på norsk, – – – en forliderlig bog. Kan du begribe det? At den behandler et – – ja der er ordet igjen – et liderligt forhold gjør jo ikke bogen liderlig – hvis du havde en liderlig livsanskuelse, så er det en anden sag – men det er jo stik det modsatte din bog gjør! Uf, de er alle nogle fæ! At sige at det var den liderligste bog de var komne over i sit liv – for en begrebsforvirring! Der var også nogle, som ved samme leilighed vidste noget stygt at fortælle om dens forfatter, altså om dig, og de sad og bredede sig, og forklarede mig hvordan det gik til at du var kommen til at skrive noget så urent, og at du altid vilde komme til at gjøre det, fordi du var så fordærvet, og havde ført et så stygt liv. Jeg sad og lo i mit hjærte, og faldt dig i tankerne om halsen, og trykkede dig tæt ind til mig, og kyssede dig uafladelig, og tænkte at selv om alt det var sandt var du mig dog mere værdt end hele verden og alt hvad i den er, og at jeg vilde været stolt af at sige det, hvis jeg bare havde turdet. Men fælt var det dog at høre det.

Imorgen skal vi i selskab til gamle fru Thaulow. På mandag kommer vel dit brev, endelig en gang! så skriver jeg dette færdigt, og sender det på tirsdag vel. Adio sålænge.

Søndag formiddag 19de nvbr. Det sner idag, men ikke så det bli'er til noget, for det er for mildt. Jeg har ligget så længe; til den var over 11, for jeg var så ustyrtelig søvnig, og endskjøndt jeg flere gange var vågen, som da pigen kom og spurgte mig om noget, og da gutterne kom en for en, og gik igjennem hos mig fuldt påklædte (deres soveværelse er indenfor mit) så sov jeg dog for hver gang fast ind igjen, og så kom der visitter, før jeg var klædt. Men nu sidder jeg i fuld puds, ren og pen, og skriver et par ord til dig. Helland er desværre kommen tilbage. Han var hos Nicolaysens forleden, og tænk han så formelig vakker ud, med hvidt slips og kjole må du vide; det er fordi han ingen mellemdragt holder, mellem den flækkede blå eller af den kaliber, og spidskjole. Han plagede mig som han pleier, og han blev hele tiden drillet af de andre for det, og flere gange af værten, der syntes han fik forlidet godt af mig, opfordret til at lade fru Müller i fred. Men det hjalp aldeles ikke. Gudskelov at han ikke skal til Thaulows iaften. Der kommer han forresten sågodtsom aldrig. Jeg har dog en følelse af at han lader mig i fred nu. Det var da vi gik hjem, forresten i følge med flere andre, og det var ikke mange skridtene, for Nicolaysens bor lige i nærheden, men jeg fik dog sagt ham noget, som jeg tror gjorde indtryk på ham. Tænk om det var ham jeg elskede istedetfor dig – hvor letvindt det vilde være at få komme til at kysse ham i allefald, medens du, – – – uf det er ikke til at tale om. Søndag aften sent. Vil du tænke dig til at jeg virkelig tænker på at reise med til Kjøbhvn. imorgenaften. Fritz har i aften holdt på at overtale mig, – oh du kan ikke tænke dig hvorledes, bare for at få følge på søen. Han ved at jeg aldrig er bange eller søsyg, og det er ikke han heller. Han bli'er der en 8 dags tid før de alle ta'er til Paris, og sålænge skulde også jeg være der. Gamle fru Thaulow støttede ham på det kraftigste, og sa'e jeg var dum, hvis jeg ikke gjorde det, for at treffe Ingeborg, og ha'e den adspredelse e.c.t. Tilsidst lovede jeg Fritz det med hånd og mund, og var virkelig aldeles bestemt på at gjøre det. Men jeg ved alligevel ikke. Jeg kommer jo naturligvis op i det med Fritz og Ingeborgs venner, og kommer måske til at bo derude hos fru Gad,^k176 og så bli'er der jo ingen råd til at træffe dig, aldeles ingen. Og det er jo ikke til at udholde. At jeg skulde føite omkring dernede på alskens sport uden dig, det vilde jo være komplet meningsløst, og på den anden side vilde det være aldeles ugjørligt at komme sammen med dig, for det gik jo ikke an, at du da forsøgte at gjøre dine hoser grønne med Ingeborg, det vilde være for påtageligt. Og du som jo desuden næsten «sidder fast» på det ækle kontor, det måtte jo være om natten det, vi skulde sés, og da skulde jo jeg pent og anstændigt være i min seng. Nei, jeg får nok skrive et par ord til Fritz, og sige, at efter modent overlæg o.s. v., men sint bli'er han, for jeg lovede det så vist.

Det er bare dette med dig, som står mig for hovedet; havde det ikke været, var jeg virkelig reist; men det vilde jo ikke blive til at holde ud, og desuden, vi vilde naturligvis komme til at prostituere os, med åbenlyse skandaler, så at alle vidste om alting. Nei, jeg opgiver det. Sig mig nu endelig næste gang du skriver, om det ikke var bedst at jeg ikke kom, om du ikke vilde være bleven ubehagelig overrasket, sådan som alting nu engang er, var jeg pludselig en dag kommen gående på gaden dernede og du havde mødt mig sammen med Ingeborg eller Fritz. Jeg tror du vil sige, det var rigtigst og bedst, at jeg ikke kom. Godnat «sødeste, yndigste», – det sa'e du til mig på skibet, med det samme du skulde iland på Gjøvik; kan du huske? Og du var så alvorlig og sød, og din stemme var så forførende, – ja det vil sige, «farvel» var det naturligvis.

Mandag. Jo idag kom da dit brev, dit deilige brev. Det har gjort mig så lykkelig, og har taget hvert et gran af mismod fra mig. Jeg har læst det så mange gange, og for hver gang mere følt hvorledes det er at jeg elsker dig. Jeg er også bleven endnu sikrere på, at jeg ikke skal ta'e afsted med Fritz. Det må ikke være i rammen af alle disse mennesker, og al den ståhei, at vi to mødes. Det bliver høitideligt og alvorligt det, ganske som da jeg gik i kirken for at konfirmeres; vi må være alene, for os selv, når jeg atter skal stå ansigt til ansigt med dig, for det bliver det alvorligste øieblik i mit liv. Det er mig ganske det samme hvor vi mødes; synes du Jønkøping passer bedre, og det er vist så, synes jeg det også. Men jeg kan ikke se, hvorledes det skal gå til med mig; der er såmeget klus og så mange rare greier på linien fra Kr.ania til Jønkøping. Fra Kjbhvn. derimod ser det greit nok ud. Veien kommer for mig til at falde så meget i zigsag, ser det ud til, hvad der vil gjøre reisen længere. Og nu er der kun en eneste ting jeg rigtig grundig hader i verden, og det er at reise på jernbane;^k177 det er for mig en straffedom værre end nogen anden. Tusinde gange hellere tog jeg søveien hvis det var muligt, for at være tilsøs, kan jeg li'e, men at slæbes afsted på en jernbane! Jeg har havt formeget af det i mit liv, – det er vel deraf det kommer, thi formeget er dog altid for meget. Det ser ud som om jeg må over Gøteborg for at komme til Jønkøping. Se nøie efter om du ikke kan finde et andet og bekvemmere sted. Men kan du ikke, og er det bare vist at jernbanen går til Jønkøping, så skal jeg nok. Men tror du nu virkelig at vi lever frem til det beggeto; det skulde være underligt det, for det bli'er så altfor deiligt, og skjæbnen er ofte så ondskabsfuld vist. I dette øieblik kom der et bybud med et brev fra Fritz, hvori han giver mig nøiagtig besked om skibets afgang, og beder mig indstændigt komme ombord iaften. Han ender således: «Dersom du ikke kommer foragter jeg dig, og tror at du er bange for Nordøsten.» Jeg har alt svaret nu. – – Nu må du skrive om når du lettest kunde komme afsted o.s. v. for at jeg itide kan begynde at indrette mig derpå. Sig mig også hvor længe du kunde være borte. Jo, jeg fik en stump af et brev med en storm i, men du skrev at du vilde skrive mere dagen derpå, (hvad du naturligvis ikke gjorde) og derfor ventede jeg med at svare. Jeg kan ikke begribe at du først fik mit brev torsdag; for jeg sendte det jo mandag tidlig på dagen, og dit, som du sendte lørdag fik jeg tidlig mandag morgen, men det må være kommen hid allerede søndag. Mit håndled er virkelig lidt smalt i allefald forholdsvis, så den drøm var ikke så dum. Er det Bramsen han hedder frk. Grips forlovede? Du skriver undertiden lidt utydeligt. Ja, jeg kjender hende, – det vil sige ikke anderledes end at jeg i Bergen stødte på hende her og der. Hun var så sød dengang, ikke spor af vakker, men alligevel så sød. Men sygelig er hun vistnok. Hendes søstre er døde i alderen mellem 20 og 30; der er blot én (Agnes) tilbage foruden Otilie, denne her. Ja vist står der «høres». Hvorfor skulde der ikke stå høres må jeg spørge. Der kan da intet være at indvende mod det. Og vred hørtes du, det er sikkert; og når jeg nu hører, at du vilde «revet mig ud af dit hjærte straks, med én gang», så viser det i hvilken grad jeg har hørt ret. Men kunde du virkelig ha'e gjort det; strax du havde villet, sådan på komando?[sic] «Farvel på kort tid», siger du. Ja, jeg synes jeg ser hvor kort den bliver. Det skulde du aldrig sige, for så går jeg bare og venter forgjæves og er skuffet, når jeg intet får. Jeg får slutte her. Der var endnu mere jeg vilde sagt, meget mere, men jeg må være færdig nu. Ja, jeg elsker dig!

Din Amalie.

Lørdag den 18 November [1882]

Der står i dit Brev, Elskede, «jeg kan ikke gøre det du ved, aldrig, aldrig!» men neden under har Du skrevet: «Det sønderslider mit Hjærte at gøre Dig imod, at sige nej til det, Du vil.» Nu har jeg Stump jo aldrig forlangt af Dig, at Du skulde løbe fra Gutterne dine, jeg har vistnok ikke en men flere Gange sagt, at dine Pligter dér også for mig er hellige. Jeg ved jo Amalie, at det ikke nytter det mindste at ville «synde» sig sin Kærlighed til – det vi to forstå ved at synde – det er en Tommes Fryd for hundrede Favnes Elendighed. Altså Stump min uhyre Skræk har jeg ikke letsindig pådraget mig. Jeg havde i Brevet forud til Dig talt Dig helt ind på dit søde yndige blottede Legeme. Det så ud som måtte Ordene være Svar derpå. Nu tror jeg ikke Ven, jeg ret mere, skal kunne misforstå en Ytring fra Dig – men Sødeste indrøm mig, at mine Teorier er rigtige: Kærlighed er Blottelse, først ved den når man til at eje hinanden, først ved den er der Sikkerhed og den guddommelige Ro, der ubevidst er et af Kærlighedens store Mål, ti først ved den bliver Tilliden prøvet og vundet. At jeg dog ikke kan kysse Dig nu!

Søndag

Jeg har læst «Familien Pehrsen» til Ende. Jeg er ikke helt enig med Dig, for så vidt jeg nemlig i det Kapitel, der karakteriserer Fru Berner, Koketten, finder noget af det Bedste i Bogen, og i det Hele synes jeg ikke, at hun er traditionelt gjort. Han har virkelig set hende og skriver ud fra et vist forskrækket forbitret Standpunkt. Ganske vist bliver det til ingen Ting, lige som alt det øvrige heller ikke bliver til noget – der er noget så uplastisk, så ukunstnerisk ved det altsammen, Personerne kan hverken stå eller gå eller snakke. I Dagmar^k178 finder jeg for Resten det, som vel sagtens gør, at Mennesket tror, at han er Digter: en Del ret fine Ord om hendes Sjælstilstand. Begyndelsen af Slutningen af Ventetiden under det forgæves Stevnemøde synes jeg er det eneste i Bogen, der nærmer sig Kunst. – –

Jeg har siddet og læst i dine gamle Breve Amalie. – Hør Du, skal vi ikke træffe en fornuftig Aftale. Nu holder jeg op med at skrive, for det er sådan noget usselt Tøv jeg skriver, men Du skal blive ved, Du skal fylde mig med Breve, for dine er så ubegribelig dejlige. Det er så jammerligt hvert Ord fra mig, og nu har jeg slet ikke Lyst længer til at skrive. Der skulde bare stå et stort Ord i hvert Brev: jeg længes! Det er det eneste, der interesserer mig. Alt andet er så småt og lille. Jeg tror for Resten, at jeg bliver fjollet af Glæde, når vi kommer sammen. Når jeg skal gå helt ned på Bunden af min Sjæl Amalie, nej, jeg mener, at hvis jeg – Sludder! Det er det jeg vil sige Dig, at jeg tror, at jeg lige til dit sidste Brev, nederst nede på Bunden af min Sjæl har båret på en hemmelig Frygt for, at Du dog alligevel ikke elskede mig helt. Min yndige søde Amalie. Var det så underligt, om jeg kunde nære en sådan Frygt, en bitte en, en som stak Næsen i Vejret engang imellem, men som vistnok mig ubevidst har holdt mine Følelser noget tilbage fra at blive så glade som de lige som ved et Trylleslag ere blevne – fra at have været helt askegrå af ondt modbydeligt Støv i Dagene umidddelbart forud – Du har jo været så angst for dette Kærlighedsvæsen. At jeg virkelig er sådan en Eventyrprins, der ved et Kys vækker den slumrende Pige i Skoven, ganske med ét, uden Varsel? Du, det er vidunderligt. Men Du er nu også så dejlig. – – Pyt, bilder Du Dig ind, at jeg er klog, at jeg véd noget om Dig – ikke en Smule! Det er bare Vigtighed og mandfolkeagtig Fripostighed, når jeg lader sådan og får Dig til at tro det. Men det kommer også af, at Du heller slettens ikke kender den aller mindste bitte Smule til Dig selv. Du er jo en hel anden end den, vi havde Fornøjelsen af at tilbringe nogle behagelige Dage sammen med oppe i dette det bedste Land på Jorden, Norge – NB når Solen skinner –. Når Du om 7 Uger!!! har kysset mig én Gang, så risler sagte ned igennem Dig det første Spor af en Fornemmelse af, at det dog også nok måske vil lykkes Dig at blive fortrolig kendt med denne nye underlige elskende Amalie, og så vil denne Følelse efterhånden stige til Vished, hvis Du kysser mig ofte og mange Gange i Træk. Og så søde lille Pige, så skal Du lære mig denne yndige nye fortryllende Kvinde at kende, som Du er bleven fortrolig med. Sikken et Kompani vi skal danne. Hvor vi skal elske hinanden allesammen! Amalie sig mig, er Du ved at blive sindssvag af Glæde ved Tanken om at vi skal mødes? For det er jeg.

Min Stump, hvor jeg gerne vilde fortælle Dig alt muligt fornuftigt, sidde og skrive ganske rolig og sat til Dig. Der er så mange Spørgsmål Du har gjort mig, som endnu vente på deres Besvarelse. Men det er så umådelig meget, og jeg kan ikke indlade mig på de lange Breve. Du spørger mig om Ingeborg og Brandes. ^k179 Jeg har slet ikke set dem sammen, men jeg véd, at der er en nøje Forbindelse mellem dem, og at Brandes på en næsten fornærmende Måde har brudt Omgangen med mig, fordi han ikke vil have mig til Vidne ved sit Foretagende. Dette kan betyde et af to. Enten er hans Forelskelse smuk, og så vil denne følelsessky Mand ikke lade mig se derpå – han véd, at jeg kan se – da han altid har været kynisk overfor mig, eller også er hans Forelskelse ikke smuk, og så vil han endnu mindre lade mig se noget, fordi han en Gang af mig er bleven greben på fersk Gerning – netop overfor Ingeborg – i Ufinhed, ja i Grunden i skammeligt Begær efter at vinde ind på hende ved hensynsløst at bryde noget godt ned hos hende. Jeg har ingensomhelst Agtelse for hans erotiske Bestræbelser, og det føler han instinktmæssig. Det er givet, at der er et Slags Kærlighedsforhold mellem de to – af hvad Art tør jeg ikke have nogen bestemt Mening om – de skjuler ikke deres Forståelse meget, og jeg betragter det som mest sandsynligt, at Ingeborg går bedærvet bort fra dette Møde. Omvendt kan det jo hænde, at denne egenkære, kyniske men udmærket begavede Mand, der ikke har megen Kærlighedserfaring, fordi han ikke har elsket – kun begæret – ved at mødes med Ingeborg kan blive ramt af en virkelig Kærlighedsfølelse, og så er hans Ånd fin nok til at udarbejde Begivenheden til noget smukt. Ham er det, der kommer til at stemple Forholdet, give det dets Karakter; som han vil, bliver det – det vil sige, jeg véd jo ikke ret, om Ingeborg indlader sig på de «sidste» Ting; er hun ikke sanselig kold? – hun er noget af en Fugl her, der er fløjet i Slangens Gab. – – Det er for Resten appetitligt at forestille sig Sammenkomsten nu i Paris mellem hende og Fritz. Du holder jo meget af Ingeborg. Jeg tror, at der er alvorlig Grund til at frygte Virkningen af disse Måneder i København. Den Skade er sket, at man grisser hendes Rygte til.

Lille Pige, som det i Grunden gør mig ondt – nej det er dog måske for stærkt et Ord – at Du ikke bruger det forgyldte lille Smykke. Sig, at Du har vundet det i et Væddemål fra en Beundrer i Danmark. Er Du nødt til at nævne mig? Men er Du det, så begynd da således småt dermed, en Gang skal Du dog udmærke mig. På denne Afstand er jo dog alt så pænt. Du skal bære det Smykke, for så er Du først så hård som Du skal være overfor denne Bandit Helland. Der må ikke være så meget som et Øjes Blink af Svaghed hos Dig. Du må aldrig tage imod ham i dit Hjem, hører Du. – Jeg skal se at tage Timer i Pistolskydning, for jeg får nok en eller anden Duel på Halsen for din Skyld. Det har jeg ikke meget imod, jeg tror, at man har godt af sligt, og nu med Alderen har jeg mistet den Respekt, jeg tidligere havde for et Medmenneskes Liv. Jeg skyder med Fornøjelse løs på den, der vil mig til Livs. Men det vilde interessere mig at mærke, om jeg var bange. Som Gut da jeg var i Krig^k180 var jeg ganske vist ræd på en Måde, men alt det jeg gjorde var modigt. Senere har der vist været en Periode, hvor jeg var mere frygtsom. Nu synes jeg ikke jeg er det.

Hvor det er dejligt med Dig Amalie, at Du elsker denne stærke bløde Stuevarme. Det gør jeg med. I en kold Stue er jeg ulykkelig. Sig mig Unge læser jeg rigtig, gik Du på «Strømpelæsten», da der var så brændende varmt i din Stue og er det Ordet for det, vi blot kalder Strømpefødder. Og husk så på vort første Møde, da Drachm. knælede og tog Støvlerne af Dig – skam Dig! Sig mig kender Du Irgens Hansen? Han har skrevet et Brev til Mrgbl. om de norske Studenterforhold.^k181 Er han ikke en noget tør Fyr. Hans Kritiker er lidt jevne snusfornuftige synes jeg. – Gunnar Heiberg gjorde igår Visit på Mrgbl's Kontor.^k182 Hvor absolut Br. har trukket sig bort fra mig kan jeg bl.a. se deraf, at han ikke har bedt mig sammen med samme Heiberg, om hvem vi har talt en Del; han har jo skrevet tidligere til Mrgbl. Kender Du noget til G.H.? han har et godt Ydre. Jeg mener et flinkt Hoved og et behageligt Smil. Han skal jo være så umådelig forranglet – det ser man ikke på ham. Jeg vil have lidt fat i ham; han kommer jo oppe fra din By. – Fru Sandberg har jeg hørt omtale af den Hr Ostermann, som lå på Grefsen sammen med Dig og hende og spaserede med jer.^k183 Jeg troede i Grunden Manden var et Fæ, men han talte både kønt og fornuftigt om jer begge, mest om Fru Sandberg, med hvem han synes at være bleven god Kammerat. Til ham havde hun vist det Digt af Dr., som jeg en Gang spurgte Dig om. Jeg blev mest forundret over, at Osterm. kunde fylde så meget i en Situation. Snærperne er nok slemme ved samme Frue, som jeg ved hans helt fine Omtale fik et flinkt Indtryk af. Og så Amalie lavede jeg, at Fru S. var den Veninde af Dig, som havde gjort et så pinligt Indtryk på Dig. – Kan Du ret forstå det, at en Maler igår Aftes fortalte fra Paris, hvor han havde omgåedes Ingeb. og Fr., at Ingeb. skulde have gået ved Stranden et Sted der nede og kysset en af de mange Kurmagere? Jeg gad ikke tvære i Historien ved at spørge, der var flere til Stede. Det synes mig så usandsynligt, at hendes Småforlibelser eller Mandfolkeinteresser har haft den Karakter. – Nu skal jeg om lidt til Byen. Jeg skal på en Slags Embeds Vegne se en berømt Tusindkunstner. Nå, det morer mig. Jeg tror Unge, at der nu vil gå flere Dage inden jeg igen kan skrive. Jeg får meget at gøre i denne Uge. – Hør det er sandt, vort Møde må blive mel. Jul og Nytår, det er den eneste Tid, hvor jeg kan få fri. Du må ikke være ked derover, søde. Elsker Du mig ganske forskrækkelig meget Amalie? Sig mig det! Og sig mig, om der er noget forkert, galt, ækelt ved mig. Noget jeg skal forandre. Du er det yndigste på Jorden! Du er så sød, Du bliver min første Kærlighed Amalie. Vil Du rædselsfuldt gerne have ét Kys af mig? Vil Du gerne en Gang vækkes af mig med et Kys?

Din Erik

22de nvbr. [1882]

Sødeste, vidunderligste, deiligste der er intet som skal være anderledes ved dig. Er du gal? Du kan bare prøve på at forandre dig så meget som der kan ligge på min lillefingernegl, så skal det komme dig dyrt at stå. Sådan som du er, må du være det fuldkomne, i allefald for mig. Jeg kan ikke skjønne andet, siden du har sendt denne stormflod af elskov ind over mig, mig der var så bespottelig sikker. Jeg tænker uafladelig på dig, og det er så henrykkende at gå og være til. «Angst», jovist er jeg angst. Nu må du ikke være dum, og tro at jeg ikke er angst, eller at sligt så let lader sig få bugt med. Du må forstå. Ja, for min afsky for alt det væsen, har været så over alle grændser stor. Min forfærdelse var fra begyndelsen af så alt overskyllende; og min endeløse forbauselse over, at noget der var så modbydeligt og stygt og ovenikjøbet ondt, kunde spille nogen rolle for hæderlige, normale kvinder, gjorde mig rent forhærdet i mine tanker imod det. Og naturligvis sidder det i mig. Men når jeg tænker på dig, føler jeg bare at jeg elsker dig, og at jeg vil være din så helt som muligt, om det også vil koste mig nogen anstrengelse og pine før jeg vinder over den skræk, der sidder mig i blodet fra før; ja vistnok fra fødselen af; for jeg tror, jeg har været usanselig i den retning af naturen, og værre blev det, da det ved mit giftermål brød så uforvarende ind over mig. Man ved jo ingen besked, og det er synd mod et menneske, at det lades så uvidende.^k184 Men dette er i grunden græsselig flaut at sidde og tale om; det er godt du ikke er her, for da var det umuligt. Og når vi treffes, må du ikke lade dig mærke med, at vi har skrevet om så meget stygt, nu må du være sød, og ikke gjøre det. Men hvorfor skal du sige der er 7 uger til det. Det er jo ikke sandt, for især hvis vi skal mødes mellem jul og nytår, kan der jo ikke være mere end henimod 6. Skal jeg være nødt til at gi'e dig det ind med skeer, kanske? Idag er det den 22de, altså er der jo kun 1 uge og en dag tilbage af nvbr. Så er der 3 uger og 3 eller 4 dage, til mellem jul og nytår. Men hvad ser jeg! – det bli'er jo knapt 5 uger, eller kan jeg ikke regne sammen denne smule? å du har godt vidst det, men du har alligevel havt moro af at lade for dig selv, og af at bilde mig ind at det var 7 uger. Men du må ikke tro, at du har narret mig et eneste øieblik med det. Det er forresten så ensidigt dette, med dine theorier om kjærligheden og blot – – ja, ja du ved hvad det er. Man kan jo elske hinanden og eie hinanden på en rent åndelig vis, udlevere hinanden sine tanker, skrive sjælen ud af livet på sig, skjøndt det vilde ta'e mange år før den sidste stump var ude – og være helt lykkelig derved. Tror du ikke? Ånei, kanske ikke. Man måtte være i hinandens arme for at føle lykken helt. Når jeg siger noget sligt, blier jeg altid genert bagefter, men det er igrunden dumt. Når jeg har været hos dig, som din, går det over, tror jeg. Men du, det bli'er nok fælt i Jønkøping, kan du tro, sådan en lille flække, hvor man vil se på os, og undre sig over hvad vi er for nogle, men lidt morsomt bli'er det jo også. Men det vil pine mig at gå ned ad trapperne i hotellet, og vide at værten eller en står og tænker noget fordægtigt om mig; for noget mere umotiveret end at komme reisende midt i julen og ta'e ind på et hotel i Jønkøping, og holde til der, og ingen ha'e at besøge, kan der jo ikke tænkes. Og de svenske hotelværter, (for på sligt et fillehotel er det nok værten selv der viser sig og gjør honnørs), er så snedige og slue, og hans «einverstandne» smil bli'er ikke til at udholde. Ja, ikke sandt? Og så er der naturligvis væggedyr i sengene, og hårde møbler med sort damaskes betræk eller kanske det er af hestehår. Og der vil være koldt og træk, og bittesmå gule vaskeservanter med et bitte lidet spilfad til vadskevandsbolle, som ikke rummer mere end omtrent en pægl vand, der ikke er til at bli'e ren af. Og så lys på soveværelset, og en ækkel liden parafinlampe inde i stuen som må tændes kl.3 om eftermiddagen, og som der naturligvis ikke er skjærm til. En skjærm kan jeg jo ta'e med mig forresten, for lampelyset er ellers så utåleligt. To nætter i træk har jeg forresten drømt om væggedyr, og det er det allerværste jeg ved. Det kom af at den flinke lille pige kom ind en dag og fortalte at der var væggedyr i hendes seng. Jeg kunde ikke tro det, men sa'e at hun kanske havde havt dem med i sin kuffert eller komode, for jeg har aldrig nogensinde set væggedyr i vore ting eller i vort hus. Hun svarede blot med at bede mig komme og se. Jeg var rasende ræd, men jeg gik dog med, stod forsigtig et stykke fra, og strak mig fremover, fór så tilbage med et skrig, da jeg så den vrimmel nede i en sprække. Tænk, hun havde sét det for flere dage siden, og alligevel var hun gået tilkøis med freidigt mod. Da jeg ytrede min forbauselse derover, svarede hun leende: «pyt, man dør dog ikke af dem.» Det kunde jeg ikke ha'e gjort hende efter. Nu har oppassergutten fået sengen. Han skulde nemlig slæbe den ned i vedskjulet, hvor den skulde hugges itu for at brændes op, når der blev vadsket klæder, men så spurgte han, om jeg ikke vilde sælge den til ham, hvortil jeg svarede at han skulde få tak og ære, hvis han bare vilde ta'e den, hvad jeg dog rådede ham fra, idet jeg bad ham betænke, hvor rædsomt det vilde være at ligge med alle de dyr. Han mente imidlertid at han nok skulde få livet af dem, men jeg har hørt, at væggedyr aldrig dør, og det er vist sandt. Gutten havde ingen seng, fortalte pigen, men lå på fladseng,^k185 derfor syntes han dette var et rent fund. Nu har Josephine fået gjæstesengen sålænge, til jeg får kjøbt en anden, og nu kan Paulsen altså ikke få sove på sin kvist. – Han var her på mandag, og så medtaget ud. Han havde naturligvis taget sig Hansens råhed nær; det vilde, troede han, skade ham meget hos hans forlægger. Nu har også «Aftenposten» havt fat i ham,^k186 men den slags blade bryder man sig ikke om. Har du læst det stykke i «Dgbldt.» om Irgens Hansens kritik af John Paulsens bog? Meningen er god men når Amund Helland langer fra borde, for at komme nogen til undsætning,^k187 kan man gjerne bede den gamle bøn: gud frie os fra det onde, – det er: fra vore venner. Helland hørte hos Nicolaysens den aften, at vi talte om Hansens kritik. Siden sa'e han til mig: «nu skal jeg ta'e kyllingen af dage i Dgbldt. så bli'er du vel blid på mig.» Stakkels Paulsen! Jeg siger det så tidt, og det er skam af mig, for der er ikke noget ved at blive ynket. – – Du, som har været i krigen! Jeg har hørt at du var så tapper der. Og er det sandt at du har en kule i maven din? Det har Helland sagt, og jeg ved nok det er sandt, for du kunde ikke tåle at ligge på knæ sa'e du, kan du huske deroppe på dit værelse, og det er vist for kulens skyld. Å, du må endelig fortælle mig om alt det, hvert eneste gran fra krigen, du deilige, for at jeg kan blive endnu mere forelsket, endnu mere henrykt over dig, og endnu mere stolt af dig. Du aner forresten ikke hvorledes jeg allerede er det sidste. Du er jo et mirakel. Jeg troede ingen mandfolk igrunden kunde være rigtig tækkelig og fin og behagelig. Men der er én som kan, og det er den, som elsker mig. Nei, for selv de tækkeligste mandfolk er i virkeligheden utækkelige. –

– Ja, du tør bare prøve på at holde op med at skrive! Det er jo dine breve jeg har til at leve af gut, og så vil du lade mig sulte! Ja, hvis du gjør det, så holder jeg også op, så meget du ved det. Se mig til den kanalje. Jeg skulde «fylde dig med breve», og du skulde få lov til at ha'e det så mageligt, og bare ta'e imod. Jeg elsker dine breve. De er så søde og vidunderlige, lidt af dig selv; om de også er korte, er der så meget skjult i dem, ti gange mere end der er ord og bogstaver til. Og hvis mine breve er deilige, – jeg er så glad fordi du synes det, for jeg tænkte du var så misfornøiet med dem – så er det jo bare det, dine breve bli'er til indeni mig som du får igjen. Jo du må skrive, så ofte det blot er dig muligt; om det også bli'er kort, det får heller være; du ved jo slet ikke for en fryd det er at se dit brev komme ind døren, – jeg føler, at jeg altid bliver hvid i ansigtet; og så at tage og læse dem! Jeg føler det, som om jeg vilde dø uden dem, og det vilde jeg sikkert. – Jeg er nær ved at blive noget rent ravruskende noget af glæde over at jeg snart skal møde dig, men «sindssvag» er det ikke. Og det må du heller ikke blive, for det kan du tro er fælt. Det har jeg været engang, ja, det ved du vel.^k188 Det var dengang jeg endelig, endelig, efter utrolige kampe med mig selv, efter udslidende vaklen og uvished om hvad der for gutternes skyld var det rette, omsider havde fattet min beslutning. Da det først var skét, vidste jeg med mig selv, at jeg heller lod mit liv, end tog den tilbage. Jeg havde ikke sovet, ikke spor af sovet i ni nætter, (og jeg som ikke kan leve uden megen søvn,) og da jeg så skred til handling, kom de allesammen, svigerinder og svogre, (jeg vil nu slet ikke tale om ham) og mor og præsten, og selv den gamle stuepige, som jeg var så glad i, og vilde sætte mig skranker, og troede at de ved sin tomme snak, kunde virke på mig, som endelig var bleven sikker i min sag. Å, du kan tro det var græsseligt! endnu går det gjennem mig, og endnu piner det mig meget at tænke på det. Allesammen kom og kyssede og klappede mig, og talte fornuft for mig; undertiden var der flere på en gang, undertiden tog de mig i énrum. Jeg sad ganske stille, og mælede ikke et ord, for jeg syntes det var så dumt hvad de sa'e, at jeg ikke kunde. Men når de så troede at ha'e udrettet noget, og affordrede mig et nei eller ja, fik de høre at jeg var urokkelig. Men så tilsidst kom hans ældste broer,^k189 som jeg altid havde været så gode venner med, og foreslog mig at jeg skulde lade det bero så længe. Han vilde indestå for, at jeg skulde få leve som om jeg slet ikke var gift, når jeg bare vilde holde skinnet vedlige. Å ja, han sa'e så meget som er for vidtløftigt, og der er så meget som jeg ikke får tid eller plads at fortælle her. Han skulde tale med ham, og forbyde ham at forulempe mig på den måde o.s. v. Træt og sløv og modstandsløs, gik jeg ind på dette. Michael, kan jeg huske som i en tåge, var så stolt af sin mægling. Jeg hører endnu den stemme hvormed han sa'e til Bolette: «ja, det var nok det jeg vidste, jeg fik hende til, stakkel.» Men så må du vide, at netop samme nat, da jeg endelig holdt på at sove ind, og efterat han udtrykkelig havde givet sin bror det løfte at lade mig i fred, – så kom han ind, og var skrækkelig, og så husker jeg ikke mere. Jeg ved at jeg havde fået hjærnerystelse, og var sengeliggende og talte forstyrret, og vilde altid være for låsede døre, og turde aldrig være alene, og følte en uafladelig angst for alt muligt, og huskede ikke at jeg havde to gutter, og vilde ingen anden se end stuepigen og doktoren. Så blev jeg sendt til Gaustad, og der var jeg i to måneder. Men jeg blev meget snart normal igjen. Det kom af at jeg havde så stærkt et legeme, og aldrig havde været syg e.c.t. De sidste tre uger var jeg ikke på asylet, men nede hos direktørens (fru Sandbergs svigerforældre)^k190 der var så søde og gode mod mig, at de nødig vilde af med mig, skjøndt jeg længst var fuldkommen frisk. Havde der været det mindste spor af sindsygdom [sic] eller tæring eller sligt i vor slægt,^k191 så vilde jeg været kaput, det er jeg sikker på; men mine forfædre på min fa'ers side, var kraftige, prægtige bønderfolk, og derfor gik det, som det gik, tænker jeg. Siden den tid kom jeg ikke til Bergen. Lysten var omsider forgået dem til at «virke» på mig. Han skrev jo rigtignok masser af «rørende» bønnbreve, men jeg svarte ikke stort, og det jeg svarte var altid det samme. Så blev alt det med skilsmissen ordnet, og gutterne sendt mig til Fr.hald, hvor jeg var taget hen, for at leve sammen med den af mine brødre, som jeg altid har holdt mest af. Det var for gutternes skyld at jeg flyttede til Kr.ania, ellers var jeg gjerne blevet i Fr.hald. Jeg havde det godt nok der, og mig var det ligemeget, hvor jeg boede. Å hvor det endnu den dag idag er fælt, at mindes alt dette. Der kommer krybende over mig noget sort og klamt og uhumskeligt, og det fylder mig med en ubestemt ank,^k192 som om det var noget jeg frygtede for, og ikke vidste hvad var. Det er stygt af dig at få mig til at tale om det, det var dette «sindssvag» som voldte det, for sindssvag har jeg været, og det med skik. Forresten sa'e direktøren, at jeg ikke havde været det, men deri ta'er han feil. – – – – – Du må ikke længes efter at læse hvad jeg har skrevet. Det er ikke noget. Du som er så kritisk, du får slet ikke lov engang til at læse det. Der er ingen jeg generer mig for som for dig. Heldigvis kommer du ikke at se det, før efter vort møde, da det næste hefte først kommer i januar tænker jeg.^k193 Det er bare en situation, og det er slet ikke pænt, må du tro. Stygt er det, græsselig stygt og trist. Jeg har sét noget lignende engang for mange år siden. Det hændte med nogle frygtelig fattige mennesker, som jeg undertiden var inde hos i Bergen. Al den elendighed, og at konen siden kom i straf som hun jo måtte komme, er aldrig gået mig af minde, og nu er det kommet frem på denne måde. Men det er en stor bagatel, kan du vide. – – Det var ikke morsomt hvad du skrev om Ingeborg. Hun er dog så altfor god til at gå hen og udjaske sig på denne måde. Jeg forstår ikke at en kvinde af hendes rang tørner sådan ud – jeg tænker ikke på hvad du skrev, som muligheden, men på hvad jeg selv ved. Hun er bleven en ganske anden end den jeg troede hun var, og end den hun vistnok også var i begyndelsen, da jeg kjendte hende. Men jeg holder fremdeles meget af hende. Hun er et glimrende menneske, det er givet. Om hende vil vi forresten ikke tale, når vi sés, – husk det. Jeg f.eks. kan ikke tale om hende, tør det ikke, forstår du. Det kan forresten godt være, at det er Ingeborg, som har forbudt Brandes at lade dig være nærværende. Hun havde nemlig taget dig det så umådelig ilde op, at du ikke havde hilst på hende. Jeg tror, at hun deri har sét tegn på et slags ringeagt fra din side, en demonstration om at du troede slet om hende, – jeg ved gjennem Pylle at hun kjender til det, der siges om hende – eller betragtet sig som personlig fornærmet, og er hun vred på et menneske, så er hun ikke at spøge med, – jeg kunde næsten kalde hende hevngjerrig. – – Nei, du har ret, jeg kjender slet ikke mig selv, ikke den jeg nu er bleven, for jeg er nemlig forvandlet. Å hvor jeg dog elsker dig, – alt er så sødt og godt med dig, så deiligt og trygt, og så denne vished for at jeg virkelig har fundet den jeg kunde elske. Du er så sød og god, eneste! At det nu er mig som sidder og siger det til en mand, en stor voxen mand, som jeg dog i grunden har sét så lidet til. Kan du forstå det? Ja, for jeg kan det ikke. Men det er det samme. Sådan er det nu engang. Jeg tror ikke at Ingeborg er sanselig kold, ja nok overfor Fritz, som hun ikke bryder sig om, men ikke i sig selv. Ja, det er det samme, – – hun er dog et sødt og deiligt mennneske, som er tusinde gange for god til at falde i mandfolks hænder. Jeg kjender ikke denne Brandes, men jeg afskyr ham på forhånd. – – – Du kan bare tie stille, – jeg har gået med dit smykke to gange. Å du ved ikke hvor jeg elsker det. Ret som det er, ta'er jeg mig en tur ind, og betragter det med forelskede øine. Om jeg så aldrig kom til at bære det, – – jeg har dog så utrolig megen glæde af det. Det var i to småselskaber, hos forholdsvis fremmede, hvor ingen kunde holde regning med mig. Men tænk dog dig, man beundrede det, og sa'e at man aldrig havde sét noget så smukt og eget, og man vilde endelig skaffe sig magen; men ingen spurgte dér, om hvor jeg havde fået det. Rød blev jeg naturligvis, men det var der ingen som så. Men ikke så Helland ser det, kan jeg gå med det. Det har jeg også «med alderen», – ja jeg mener mistet respekten for menneskeliv. Jeg kunde således så godt finde mig i at blive skudt, når jeg virkelig havde fortjent det, af dig f.eks. Det er jo bare at ta'e sig tilrette, sin lovlige ret. Selv vilde jeg ikke dræbe, for jeg kunde ikke blive så vred på nogen, ikke engang på dig, fordi der dog er gået noget istykker indeni mig, og det må vel være den tro til livet, der, når den skuffes, gjør fortvilet. Men forresten nu, siden jeg virkelig elsker et menneske, kan det da måske være, at jeg er bleven oprindelig nok til at kunne, i allefald ha'e trang til at slå ihjel. Jeg har læst igjennem dit brev. Hvor deilig du er! Længere er mine breve vistnok, – ja til den grad at du skulde skamme dig, – men deiligere, – umuligt! Jeg skriver jo så kjedeligt, jeg! Sig mig, – er det vist at du ikke synes det, du?

Ja vist er det strømpelæsten! Du fornærmer mig med denne spørgen. Som om strømpelæsten ikke er den rigtige betegnelse – «Strømpefødder», – hvad er nu det for noget! Der er ikke mening skabt i det. Eller som om jeg skulde skrive så utydeligt, – ja det gjør jeg nu forresten; men det gjør du også, min gut! Der er ord i dine breve, som jeg aldrig har fået bugt med. Men jeg har været mere tålmodig, jeg. Naturligvis kjender jeg Irgens Hansen. Alle har sagt han var en råas,^k194 men jeg har, så ofte jeg endog har truffet og talt med ham, ikke vidst i hvilken grad det var sandt, før nu. På søndag hos Thaulows så jeg ham ikke. Gunnar H. kjender jeg også lidt til.^k195 Han er med alt sit umådelige rangleri nokså velopdragen og dertil altid tækkelig, selv når han siger til en dame, at hun er det nydeligste og skjønneste han har sét. Og han er vittig; ofte lader han det gå ud over sig selv, og det bli'er man lidt kjed af, for han bruger det formeget til pynt over sin mangeartede misère. Så den Ostermann har gjort et godt indtryk på dig. Det sa'e også Helene, fru Sandberg, mener jeg. Med mig var han meget lidt sammen. En aften på en tur til troldvandet, hvor jeg talte lidt med ham, – det var det hele. Jeg syntes han var nok så kjedelig, forresten velopdragen. Men Helene og han var gode venner. Det glæder mig at høre, at han talte fint om hende. Hun er nu så altfor uforsigtig i sin opførsel, ikke som snærperne mener det, – men hun udleverer strax hele sig selv, og det bli'er altid misforstået. Jeg var gal på Osterman [sic], fordi jeg troede at også han tænkte ækelt om hende; det gjør godt at høre, at jeg har taget feil: Om jeg elsker dig ganske forskrækkeligt meget? Så, at det ta'er pusten fra mig at tænke derpå. Om jeg gjerne vil kysses af dig og vækkes med et kys af dig? Du skal få at se!

Din Amalie

Fredag den 24 November [1882]

Amalie, Du er et vidunderligt Menneske. Du taler sådan ind i min Sjæl, at det er som havde Du spurgt mig først, om hvad det er for Ting jeg kan forstå og føle – der er ikke en Tone, ikke en Mellemlyd i hvad Du skriver, som jeg ikke tager ind i mig i samme Nu som mit Eje – å Amalie, jeg kan som jeg sidder her på Kontoret ikke få sagt blot en Tusindedel af den usleste lille bitte Snus af en af de fra sin inderste Grund til sin yderste Spids lykkelige Forestillinger, hvormed jeg forsøger at omklamre Dig på ethvert Punkt. Amalie det er næsten for lyksaligt at tænke sig, at jeg i mit Liv skal, om det så kun bliver i Dage fylde hele hele mit Hjerte, hele mit Jeg med en Glæde, der bliver større end alle mine Drømme. Ja, Du har Ret, det bliver Alvor, lyksalig Alvor når vi mødes – en Indvielse. Stump hvor er det muligt, at Du er så nøje det, der griber ind i hver af mine Sjæleporer. Hvor er det dog sikkert at vi to skulde sammen!

Men jeg har ikke Sekund [sic] at give bort. Du må endelig tage større Konvoluter og formodenlig også af bedre Stof. Dit sidste Brev var sprængt i Kanterne, da det kom til mig.^k196 Bliv ikke bange. Det var ikke læst af uvedkommende. Jeg kunde føle det ved at lukke det op. Den svage Sammenklæbning af Blækket fra de to Sider der mødes, som øjeblikkelig tabes, når Papiret blot en Gang har været lukket op, var fuldstændig bevaret. Brevet var kommet den Dag – Onsdag altså – da jeg var borte og tog imod mig, da jeg dødstræt Kl ½ 4 Nat mellem Onsdag og Torsdag efter at have skrevet min Beretning og læst Korrektur på den, skrubsulten stod i min Stue. (Du har jo fået Avisen med Beretningen om Henrettelsen?)^k197 Jeg kunde da ikke nænne at åbne det af Postvæsenet her sammenklæbede Brev. Jeg var for angreben til at læse det. Om Torsdagen, igår altså, måtte jeg læse det i tre Repriser: Sådan er mit Liv! Men det er næsten godt. Jeg får ikke Tid til at fortvivle – Tirsdag Morgen rejste jeg, efter Mandag Nat at have arbejdet til Kl ½ 1 og være kommen i Seng Kl næsten 2. Kl 5 om Eftrmdg nåede jeg Nakskov, talte med en Mængde Mennesker til Kl 10, gik i Seng Kl 11, var oppe Onsdag Kl ½ 6 overværede Henrettelsen, skrev nogle Notitser, rejste tilbage, var i Kbhvn Kl 9, kunde begynde at skrive Beretning Kl 10 og fortsatte så uden Aftensmad – jeg havde på Vejen på en Jernbanestation slugt en Bøf – til kl 3 under så fortvivlede Forhold, at alt som et Stykke Papir var fuldt beskrevet løb en Sætterdreng afsted dermed, og de første Korrekturstykker kom tilbage, måtte læses og afleveres, inden jeg endnu var halv færdig med Beretningen. At den endda hænger så meget sammen, som den gør, synes jeg virkelig er ganske bravt. Men er et sådant Journalistforfatterskab ikke utåleligt? Det er netop det første løse Udkast, der går i Publikum. Ikke en Snus mere. Det er ikke let at få kunstnerisk Virkning frem på denne Måde. Hvad synes Du om min Beretning? – Det er anden Gang jeg har skrevet om en Henrettelse. Min første Beskrivelse var min Debut i Morgenbladet.^k198 Den gjorde umådelig Virkning. – Jeg skriver ikke om selve Tingen, det kan vi tale om som om så meget meget andet når vi ses – jeg mener om mit Indtryk mine Følelser ved en sådan Lejlighed. – Så Søde, kommer en Afbrydelse jeg må respektere. Jeg har haft mindst 5 mens jeg har skrevet dette.

Aften

– Klokken går til 12. Jeg venter på de sidste Småartiklers Fremlæggelse fra Korrektørens Hånd. Min Elskede, kun to Ord endnu. Du har haft så fuldstændig Ret som mulig i at blive i Kristiania og ikke tage med til København, når Du ikke vilde bryde med alle Former og bryde Dig Pokker om alle de andre for at springe i Armene på mig – og det havde været topmålt ubesindigt. Den Lidelse det vilde have skaffet os begge – som Sagerne nu stå – at Du var kommen herned, har Du med dit usigelig søde og kloge Hoved og Hjerte rigtig følt og jeg elsker Dig om mulig endnu højre [sic] for det. Du skal komme til København når Du netop kan være fri for at falde i afskyelige Menneskers Snarer, som enten ikke kende mig eller ikke ville have med mig at gøre. Du kan begribe, at en stor Del af mine Fantasier om Dig dreje sig om at have Dig her nede og opleve alt muligt sammen med Dig. At jeg dog ikke har en Smule Formue, så Amalie fandt vi nok på en Mulighed til at gifte os – Sig mig vilde Du være bange for det, hvis det kunde gå for dine Forholds Skyld? – Nå, Du skal nu slet ikke købe Katten i Sækken og Du skal slet ikke elske mig, før til Jul når Du rigtig får set på mig. Folk siger jo at jeg er så umoralsk! Hør sig mig, spørger Du ikke altid når Folk bagtales: Hvor ved De nu egenlig alt det fra? Det gør i Reglen god Virkning. Elsk mig sødeste Kvinde i Verden!

Din Erik

Søndag den 26 November [1882]

Amalie, jeg er næsten syg af Længsel! Dine to sidste Breve! Om jeg elsker dine Breve, om de er søde? – ak spørg mig ikke, det er noget helt Snak at svare derpå! Men de gør mig urolig i Sindet af så blød og bevæget en Længsel, som Du næppe ret kan tænke Dig. Det er godt med mit meget Arbejde – levede jeg som i gamle Dage med mange Timer til mine egne Tanker, så véd jeg egenlig slet ikke, hvorledes det skulde gå. – Der har siddet et Menneske hos mig for at tale om en Artikel til Bladet, en interessant og dygtig Mand; han stjal en Time fra mig, som Du skulde have havt, jeg var tilsidst næsten uartig imod ham for at få ham til at gå. – Ven, da jeg i Fredags Nat Kl næsten 12 havde lagt mit Brev til Dig i Postkassen og gik ind på et Konditori for at spise til Aften, traf jeg der Fritz. Han var meget venlig, og omtrent det første han sagde til mig var, at han lige på et hængende Hår havde fået «vor fælles Veninde Amalie» med til København. Så nær som jeg var ved at sige: Ja det véd jeg nok! Min Stump Du var bleven hvid af Skræk, om Du havde anet, hvor langt Ordene var fremme på min Tunge. Men jeg fik sagt: Ih nej da! – «Men hun kom ikke med, for hendes Broder turde ikke lade hende rejse med mig.» Og Fritz lo fornøjet ved Tanken om den Fare, Du var bleven reddet for. Han sagde også, at han skulde hilse mig fra Dig. Jeg håber, at det er sandt. Senere talte han yderlig godmodig om Dahls Artikel,^k199 som han, så vidt jeg forstod, havde læst, forinden den forelå i Trykken. Jeg kender den ikke. Heftet er vistnok endnu ikke kommet til København; men Dahl talte til mig om den i Sommer, uden at jeg dog fik Formodning om, at den skulde blive det Fotokopi den er blevet. Så aftalte Fritz og jeg, at vi som i Går Aftes (Lørdag) skulde mødes i stort Kompani oppe i Studentersamfundet – Du véd den nye oppositionelle Studenterforening^k200 – og for Resten opfordrede Fritz mig dog endelig til at se op til Brandes, for der var han «hele Dagen». De andre, der var til Stede, lo stille hver for sig over Ægtemanden. Den gamle Historie! Da jeg så kom hjem, lå dit Brev til mig. Du søde Kvinde! Jamen Amalie, Du er så yndig, at det ikke kan siges. Som jeg ikke bryder mig en Snus om at Du er smuk. Jo naturligvis har jeg og vil jeg have min store Glæde deraf, men det har ikke og vil fremdeles ikke bedåre mig, nej det er det, at Du er så god. Du Elskede, hvor var der alvorlige Ting i dit Brev. Men det vil jeg ikke tale om nu. Jeg kom ikke i Går sammen med Fritz. Jeg var i Middagsselskab, og en kær lille ung Frue – hun er rigtig smuk – bad mig efter Selskabet tage hjem med hende til Manden, der er Violincellist i det kgl Kapel,^k201 og fordi en Opera gik ikke kunde være med i Selskabet. Det gjorde jeg så, og vi fik i Følge Mandens Søster, som er, og navnlig har været umådelig forelsket i mig. Jeg har nogenlunde godt før kunnet klare mig med disse Damer – de forelskede – naturligvis med nogen Bumren, men nu er jeg ren Virtuos i Tingen. Vi bliver gode Kammerater. Ja en Undtagelse danner en lille brav ubehjælpsom energisk Dame, som sidder og sørger. Og hende har jeg for et År siden også kommet til at gøre en Slags Fortræd, men det var hendes egen Skyld. Den Historie skal jeg naturligvis fortælle Dig, hvis Du gider høre den. Amalie Du er naturligvis ikke for Alvor skinsyg, og jeg må nok have Lov til at drille Dig en lille Smule med de pæne unge Fruer jeg kender. De er lidt kedelige allesammen, men t.Eks. denne sidste unge Frue fra Dresden er meget indtagende med sit umiddelbare, blide, nervøse Væsen og ret snurrige Indfald. Mandens Søster er brav og meget talende, jevnt fornuftig men uinteressant. – Da jeg blev opfordret til at følge hjem til Manden efter Selskabet, blev jeg dygtig ked af det. Jeg vilde hellere have set Fritz på ny, fordi det forekom mig, at det var ligesom en Smule med Dig. Jeg glæder mig allerede til at skulle have noget at fortælle Dig om ham og om Aftenen i Studentersamfundet. Men det var rigtigt, at jeg lod som om jeg blev glad for Opfordringen. Disse Mennesker viser mig megen Velvilje, og den unge Frue er ikke så lidt bange for, at jeg dog ser hende noget over Hovedet. Altså hvor jeg kan, yder jeg hende min ridderlige Hyldest. Hun er af Småfolk og har været forskræmt. Jeg og en Ven af mig – With,^k202 det Navn skal Du lægge Mærke til, for han er min Ven – have Fortjenesten af at have taget det Forskræmte fra hende og givet hende Mod til at være efter sin Natur, altså givet hende en mange Gange forøget Fornøjelse af at leve i den Kreds, hvor hun færdes. Vi gjorde det planmæssig, og det morsomste er, hun aner ikke, at det er os hun kan takke for den Forandring, der til alles – ikke mindst Mandens – Forundring og Glæde er foregået med hende. Jeg tog først fat, så gjorde With det næste Arbejde og gjorde det i Grunden bedre – ham holder hun rigtig af Hjærtet af, mere end af mig. Manden er bleven dygtig forelsket i sin Kone på ny – hun havde pint ham en Del. Er det ikke morsomt? For hun er en lille original og god en, og det så jeg og tvang With med ind i Opfattelsen, og så gjorde vi to Pebersvende et rigtig pænt Stykke Arbejde. Men jeg er vis på, at Folk naturligvis har sagt, at jeg har været forelsket i min Vens Kone. [Innsatt:] Spring nu i Tanken! – Amalie, min sødeste Pige, du må ikke for Alvor være Angst. Snak, Snak, tro nu ikke, at jeg ser forkert på det. Jeg skal nok være sød og god. Men Elskede, vær Du nu også vis på, at Du vil være god af Hjærtet, vi må mødes – Så! så taler vi ikke mere om det. Kys mig og vær god.

Mandag

Jeg blev afbrudt igår. Så skulde jeg spise hos min Moder og i Kasino om Aftenen for at se «Guldfluen», den unge «Miss» der svæver i Luften i en Platintråd, man ikke ser.^k203 Hun var pæn, så fin og let og absolut uden Klæder på. Hun var nydelig. Bag efter faldt jeg i Røveres Klør og måtte svire med dem. Jeg kom hjem i morges Kl 4 og er nu stået op Kl 9 foreløbig uden Hovedpine det er et helt Vidunder; men det er vist fordi jeg hele Tiden igår Aften og Nat tænkte på, at jeg skulde op som nu for at slutte mit Brev til Dig. Det skal være på Posthuset ½ 11 og jeg har en halv Times Vej dertil. – Du lille Stump Du røber jo en grænseløs Uvidenhed med dit Broderlands Geografi: Jønkøping er en stor Stad med mægtige Fabrikanlæg, jeg antager, at man kan leve højst komfortabelt der. Men under alle Omstændigheder bliver det vist det ene rigtige, at vi mødes først i Gøteborg, og så flygter vi sammen fra denne farlige By. Jeg kan rejse den 25 Kl 11 fra København, så må jeg formodentlig i Løbet af Natten kunne være i Gøteborg. Når kan Du tage fra Kristiania? Jeg skal naturligvis nærmere studere Rejselister osv. men når vi samme Dag tage fra Hjemmet må vi vistnok bekvemt mødes i Gøteborg.

Amalie, jeg har læst det Sludder igennem jeg har skrevet. Hvor det er klodset! Det skulde jo have været langt og helt anderledes. Nu er jeg vis på, at Du har læst næsten to Sider med en ubehagelig Fornemmelse i Brystet, fordi jeg ikke i samme Nu kan med et Smil eller et Tonefald forklare Dig hvorledes det hænger sammen med den «kære lille unge» Frue. – Jeg havde Lyst til at rive mit Brev i Stykker, for det har slet ikke været i mine Tanker at volde Dig denne ækle Fornemmelse i Brystet som jeg kender fra de Par Gange Du har talt for længe om en eller anden Mand. Jeg må afsted!

Din Erik

Søndag aften sent 26de nvbr. [1882]

Jeg har været i stor middag idag, frygtelig fin med bare konservative mennesker, hos min bro'er [sic] svigerforældre.^k204 Så, da vi kom hjem, gik jeg med ind til min bro'er, – han vil altid så gjerne ha'e en aftenspassiar, og så lokker han mig med cigaretter og fin vin. Af vin havde jeg forresten fået nok i forveien, så det kunde ikke friste mig, men cigaretten kunde jeg vanskeligere modstå. Nu har jeg taget af den trange, ækle kjole, og fået slåbrok på, og nu sidder jeg her hos mig selv, for at sladre lidt med dig du sødeste af alle i verden. Jeg er bange for at jeg holder på at lægge mig ud om dagene, thi alle mine kjoler er så stramme, som de aldrig før har været. Bare jeg ikke bliver for tyk, det vil skjæmme mig ud, og så vil du kanske ikke synes jeg er pen nok længere. Også idag har jeg båret din brosche, den er ubetinget den sødeste og smukkeste brosche i verden. Ingen spurgte hvor jeg havde fået den, men flere stod og beundrede den. Naturligvis har jeg spillet l'hombre; vi begyndte ved kaffen og sad frygtelig flittig lige til vi skulde spise aftens. Jeg havde to soloer i kulør og en tout. Det var en morsom l'hombre. Siden blev der danset lidt. Jeg var med i en francaise, men var for mæt til at kunne danse runddanse. Imorges fik jeg dit «Morgenblad». Det var så morsomt. Hvor godt det var skrevet det om mordet på den arme fyr; så knapt og malende. Og hvor oprørende! At du virkelig kunde holde ud at være tilstede. Jeg vilde ikke ha'e været der for 5000 kr. Det var en pine fra først til sidst at læse det igjennem. Hvor jeg ser det arme offer, der stod og frøs, og blev så umenneskelig langpinet. Men hvor det høres bondeagtigt ubehjælpeligt og barbarisk forklodset alt det. Da gik det dog anderledes expedit og praktisk for sig, da Vallin blev henrettet i Bergen for år tilbage.^k205 At du virkelig var istand til at se det! Var det også dig der havde skrevet anmeldelsen af Thyra?^k206 Det var det vist, for den var så god. Hvor jeg længes efter dig, og hvor jeg glæder mig forfærdelig til det øieblik jeg skal falde dig om halsen og kysse dig. Tænk om de andre vidste det! Hvor de vilde forbauses. Men det er så morsomt at gå og narre dem allesammen. Bare der nu ikke kommer noget iveien, at jernbanetrafiken stanser på grund af sne eller snestorm, eller noget andet galt, eller at et af trænene forulykkes underveis, så at den ene ikke finder den anden. Hvor det vilde være græsseligt! Du må være kommen til stedet lidt før mig, så du kan være på stationen, og ta'e imod mig. Nei det bli'er altfor deiligt; – bare jeg kunde lade være at glæde mig, for jeg har en følelse af at jeg kunde blive rent syg af at gå og længes efter at tiden skal komme. Om en måned, hører du, om en måned skal vi sés! Godnat min elskede! min deilige, min ubegribelige! Bare det nu ikke varer forlænge, før jeg får brev fra dig: Imorgen er det mandag. Da pleier der at komme, men jeg vil prøve at ikke vente for sikkert, for det er så ondt at bli'e skuffet. Jeg elsker og kysser og omfavner dig! Godnat!

Mandag aften sent. Ved du at jeg er formelig oprørt over den måde hvorpå du tilbringer din tid. Det er jo virkelig umenneskeligt. Og hvad i guds navn skal det betyde?! Er der kanske nogen anden, der arbeider på den vis i hele verden! Langtifra! Man har sin arbeidstid, men man har også sin tid, hvor man er færdig med sit arbeide. Alle mennesker har jo sin aften fri, medens du, uf, det er til at ærgre sig over. Og når jeg bare kunde begribe hvad det skulde være godt for. Får du kanske en voldsom betaling for det, 10,000 spd. om året f.eks.?^k207 Hvis vi var gift sammen, så kan du stole på, du ikke skulde få ture således frem, – det vilde være det første, vi blev uvenner om, og hvis du ikke lod dig sige, så vilde jeg mindst 3 gange om ugen gi'e dig noget ind i maden til at blive syg af, så jeg fik beholde dig hjemme de hele dage. Nei, men det er dog virkelig forgalt, hvis det, at være redaktionssekretær fører med sig, hvad du har at udstå, så kan jeg virkelig ikke udgrunde, hvorledes det går til at man får et ordentligt menneske til at befatte sig med det. Man kunde jo ligegodt sidde på slaveriet. Og hvem er det som vil, at du skal ha'e det på den måde? De skyldige burde drages for retten, og dømmes til en ordentlig straf, pengebøder var altfor lidt. Ja, jeg er virkelig så sint, og da jeg ikke ved hvem der er ophavsmanden, går det ud over dig. At tænke sig alle de umanérlig urimelige klokkeslet hvoraf der er en vrimlende mængde i dit brev. Jeg kunde næsten fristes til at spørge: hvad er det så du driver på om dagene, når du har denne sjau om nætterne? Det er uforsvarligt, og utåleligt og selvmorderisk, det er mit sidste ord! Og ikke dine måltider engang får du tid til at passe. Du er en sørgelig en, og det græmmer mig, at du er det. – –

Din beretning stod forresten allerede lørdag aften i «Dgbldt»^k208 men jeg læste den naturligvis op igjen i din avis. Netop som den er, gjør den mest virkning. Folk siger den er så god. Mine gutter læste den, og var så indigneret og medtaget over den. «Det er gut, som kan skrive det» – sa'e Jakob, og så spurgte han om jeg kjendte dig. Å hvor jeg blev undsélig du, – det var så rart at sidde og være det ved et spørgsmål fra ham. – Du kan tro her er kjedelige greier om dagene med det liberale parti.^k209 Der er så mange misligheder, så meget «has (nu forstår du vel ikke det ord igjen) i plukfisken»^k210 at gud ved hvad ende det ta'er. Der er ikke værendes noget steds, hverken i den ene eller anden leir. B.B. har formelig undsagt Sverdrup, og truet ham med offentligt modskriveri i – hvad synes du – Aftenposten!^k211 Fru Wullum, også kaldet «Inden»^k212 har i hu og hast måttet reise til Gøteborg for at snakke B.B. tilrette, og få ham til at afstå fra sit forsæt, hvad han også har lovet foreløbig. Hun havde nok forresten havt meget at stå i der – B.B. havde været voldsom mod hende, og Hedlund især havde været slem.^k213 Og så er der naturligvis kommen ud rygter om at hun har været i Gøteborg for at iværksætte, hvad hun netop har opbudt alt for at hindre. Stakkels fru W! Hun har ikke lykken med sig; og så kan man slet ikke like hende; ingen, absolut ingen kan det. Tænk dig, hun har sågodtsom ikke ét eneste kvindebekjendtskab her i byen, når jeg undtager mig, og jeg får desværre så lidt tid til at være noget for hende, for jeg er så optaget på så mange andre kanter. Selv i den såkaldte liberale damekreds, vil man ikke for nogen pris ha'e hende med. Det går så vidt, at man vender om uden at komme ind hvis man af pigen får at høre, at fru W. sidder inde hos mig. Hun har det virkelig så ondt her i byen. Jeg håber blot at hun ikke føler det i samme grad, som andre ser det. Og det er bare fordi man finder hende kjedelig og sær og nogle andre småting. Der er ingen anden grund. Det om B.B. og Sverdrup taler du selvfølgelig ikke om. Når jeg træffer dig, skal jeg fortælle dig mere derom, hvis du husker at spørge mig, men det gjør du naturligvis ikke. Alt det vi skal tale om da! Det er at lide på, at vi glemmer altsammen. – –

Hvor du har gjort mig glad ved at sige at jeg ikke skulde være kommen derned. Ja, det var jeg nu forresten så vis på du vilde, men alligevel; du er så ubeskrivelig sød i det du skriver om det. Å du er, du er så uudholdelig deilig og sød. Men det om «afskyelige menneskers snarer», som «enten ikke kjende dig, eller ikke ville have med dig at gjøre», er mig dog en smule dunkelt. «Når du netop kan være fri for at falde i afskyelige menneskers snarer», – jeg grubler forgjæves over det ord. Men ligemeget, – det gjør intet til sagen. Det er vist lige deiligt for det. Alt hvad du skriver, elsker jeg. Begyndelsen af dit brev, var især utrolig sød og elskelig. Om du også bare kan skrive ganske lidt om gangen, – jeg er så henrykt, så sjæleglad og lykkelig ved at få det, – for du begriber jo nok, hvorledes jeg elsker dig. – Men kl. er meget mange. Jeg har været ude i aften igjen i vor klub, og kom senere end ellers hjem. Om jeg vilde være bange for at gifte mig? Var jeg bleven spurgt om det for en måned siden vilde jeg være sprungen forskrækket tilbage, og selv nu siger jeg, – ja. At gifte sig er dog så sin egen sag. Og især når man ved hvad det er for noget. Desuden, – det er jo af så mange grunde en umulighed. Men gud ved, hvordan det skal gå mig uden dig, – det er det, som er det fatale. Men så bli'er der vel altid råd til at sés idetmindste to gange om året, tror du ikke elskede? Det er jo intet når det skulde være bestandig men dermed er ingen råd. Godnat elskede!

Tirsdag morgen.

Du har måttet læse mit brev i tre terminer; – ja noget under er det ikke, selv om det var et menneske, der havde en normal emploi, hvad du ikke har, utåleligt! for det var jo hele folianter du fik. Jeg skriver vist for langt ad gangen; men det kommer jo af min grænseløse snakkesalighed, som du dog gjør bedst i at vænne dig til, hellere først end sidst, siden vi nu engang uoprettelig er faldne i hinandens snarer. Siden vi skildtes her i Kr.ania, er det dog mig som har talt mest, så jeg har jo mere end «squaret» op min dumme taushed under vort smule samvær. Der kom alligevel brev fra dig igårmorges, – ja du er en herlighed, – det er jo så klart som at 2 og 2 er fire.

Også «Verdens Gang» har en beretning om henrettelsen, fra Dagsavisen.^k214 Dine slutningsord har den dog måttet medtage. – – Jeg vilde hellere vort møde skulde fundet sted efter nytår, men når du ikke kan da, er der jo ingen råd for det; thi se dig, vil jeg. Det bli'er dog nok lidt vanskeligt for mig at komme afsted på den tid, men jeg håber dog at greie mig såpas, at der ikke vækkes nogen mistanke. – Hvor den er god den skitsen i «Ude og Hjemme» som hedder «Tøbrud». Det er jo Holger Dr.manns søster, som er forfatteren.^k215 Hun bli'er vist flink, ja hun er det jo allerede. Jeg må slutte her, for jeg skal til byen strax; jeg har en hel del at udrette idag. Jeg går nemlig så skjælden til byen, for det er så kjedeligt; men så kommer der gjerne en masse på en gang. Ieftermiddag skal jeg læse korrektur med Knudzon, og siden skal Sars komme op, og tale om noget, – jeg tror det er om anmeldelsen af Pehrsons. Adiø sålænge du meget elskede.

Din Amalie

[Tilføyelse på baksiden av papiret]:

Nu har jeg ingen anden konvolut før jeg får kjøbt i byen idag. Bare den holder! Sig mig om den har.

Mandag Aften den 27 Nov. [1882]

Du sødeste Amalie, vil Du blot se hvad Du har skaffet mig på Halsen! Men jeg hævner mig grusomt. Jeg sætter mig hen og skriver en Anmeldelse, og så får du intet Brev!^k216 For Resten, der må vistnok indtræde en Standsning i mit Skriveri til Dig. Jeg er nødt til at tage endnu mere Arbejde på mig for at få noget af den uhyre Juleliteratur anmeldt hos os. Brandes har rent gjort strike, han rører ikke en Pen nu på fjerde, femte Uge eller måske længere endnu. Det er den megen Kærlighed. Du Amalie, hvor dette med Kærlighed er demoraliserende! Hvad siger ikke Du – eller sagde! Barn, Barn det er vist gået rent i Stå med dine Principer. Du sødeste Kvinde, hvor er jeg glad i Dig. Men hvis nu Paulsens Lovsang over Dig gør Dig for venlig mod ham, så ve over dit Hoved! Det Væggetøj er vistnok kommen i en heldig Stund nu da Du skal kæle for Staklen. Hvem er det, som i Lørdags tager sig af ham i «Dgbl»?^k217

– Nu har jeg læst Artiklen. Af Bogstaverne ser jeg, at det er Fru Schiøtz, som Du forleden omtalte. Det er godt «skrevet». Hør Du jeg har umådelig Respekt for jer norske Kvinder. Hun skulde ikke skælde på os stakkels danske. Sig hende det. Vi gør ingen Fortræd mere, og det om fru Colban er noget Snakkeras. I det Numer af Mrgbl. jeg sendte Dig – Du har formodentlig modtaget det senere end Du har læst min Artikel i «Dgbl» – har G. Heiberg skrevet Kritiken over «Thyra». – Jeg gør mig en hel Fornøjelse af at sende Dig Udklippet en Føljeton, som hvem har skrevet? Gæt.^k218 – Ak Amalie, kunde jeg sidde oppe i Kristiania og sysle med literære Sager og blive klogere for hver Dag og finere af at komme i dit Hus! Her nede bliver jeg dummere og grovere for hver Minut jeg slider i Morgenbladets Tjeneste. At Du gidder have noget med mig at gøre! Jeg er så dum, så hestedum og og ufin. Amalie, jeg havde Lyst til at kaste mig til dit Bryst og suge din Sjæl ind i mig – og Du skulde have skrækkelig lidt Klæder på ved den Lejlighed. Søde, jeg elsker Dig.

Hvem er -ea- i Dagbladet? Det er en fornuftig Kritik over «Puppe og Sommerfugl», der stod i Fredags. ^k219 Var Du til Opførelsen den Aften? – –

Der er indtrådt en lille Standsning i Arbejdet, Kl. er ½ 12 min Mave skriger af Sult. Nu må jeg naturligvis i Aften igjen ned på den væmmelige Knejpe med Nattesværmerne for dog at få en Smule Mad inden jeg sover. Og jeg som først kom i Seng Kl. 4 i Morges. Rædsomt det ender! Og imorgen har jeg lovet at komme til Maleren Tuxen Kl 11 og stå Model til en allegorisk Adelsmand der hylder en nøgen «Danmark» tror jeg.^k220 Det er en Bestilling til Musæet på Frederiksborg. Tuxen er den dygtigste af vore yngre Malere måske dog efter Krøyer – nej jeg tror dog over ham. Du søde, kunde jeg dog gå på Malernes Udstilling med Dig! Vi skulle lære så meget af hinanden. Ser Du godt på et Maleri? Ja naturligvis gør Du det. Jeg elsker at betages af Beundring lige over for et Maleri. Lidt kan jeg se, men trænger til Udvikling i «sikker» Farvesans. Har du det? – Kys mig, God Nat Elskede, Du er yndig, jeg er sulten. Vi ses snart. Vi skal køre i Kupé sammen!

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

Det er jo noget Sludder jeg synes slet ikke om Paulsens Bog.

Fredag 1ste dcbr. [1882]

Når et menneske i den grad som Helland har fået påtrængenhedens nådegave, så er der intet udkomme med det. Jeg sad ved mit arbeide forrige lad mig se – fredags aften, da jeg hører min bro'r med den venligste stemme af verden vise nogen ind til mig, og et øieblik efter stod der to personer i stuen. Paulsen havde spist middag hos Helland, og så havde H. tvunget P. til at følge med ham til mig, for at foreslå mig, – hvad synes du – at jeg skulde gå med dem i theatret o.s. v. Slige banditidéer har ingen, absolut ingen anden end H. P. bad så meget om undskyldning; han havde kun med magt ladet sig slæbe med o.s. v. Var min bro'r ikke kommen ind så var alt gået vel og brav, men han, der er uvant med H.s maner, sa'e venligt bebreidende: «men du kan da ikke være så ugjæstfri.» Det var nemlig, da H., såsnart han mærkede at jeg omtrent ikke gad svare på hans opfordring om theatret uden videre sae: «ja så må vi få blive her iaften», hvortil jeg energisk svarede: «nei, det kan jeg virkelig ikke indlade mig på», at Vilh. interpellerede. Du har jo forbudt mig at ta'e imod ham, og intet er mig selv mere imod, men hvad kunde jeg gjøre. De blev naturligvis, og nu synes vist H. at han har vundet en smule fodfæste. Men forresten det gjør ingenting. Han er ikke til at bryde sig et gran om. Der er ingen som gjør det; og jeg forstår, at jeg umuligt vil kunne gå ganske klar ham, sålænge han bor i samme by. Det er et kors, som jeg må bære med ro, og som sagt, så uskadelig, som han i grunden er, har det så lidt at sige. Det er bare det, at jeg undertiden taber tålmodigheden. Dette vilde jeg naturligvis ikke nævnt, for det hele er jo en dum bagatel, hvis vi ikke havde talt om sagen i tidligere brev, og du havde sagt at jeg ikke måtte ta'e imod ham; det måtte jo ikke føles som om jeg gik og vilde fortie noget for dig, du elskede, og det var ikke langt fra at jeg havde en sådan fornemmelse. P. har siddet her et par timers tid. Han kom netop som jeg var kommen ind fra middagsbordet for at ta'e min halve times siesta i skumringen med lyset fra sprinklerne i den runde lille kakkelovn. Han fik kaffe og en cigarette, og jeg til gjengæld en ustanselig masse snak. Den smule lovsang i brevet til dig, var da ikke noget at bli'e bestukket af. Da har han gjort det ganske anderledes grundig ved mange forskjellige leiligheder. Han kommer her imorgenaften, og da skal han treffe Garborg som er en af mine specielle yndlinge,^k221 endskjøndt han er så styg som det næsten er muligt at bli'e. Garborg, som i paranthes [sic] sagt har skrevet velvilligt og godt om «Pehrsons» i «Verdens Gang»^k222 er så utrolig menneskesky; jeg vil nu ikke tale om hans rædsel for kvinder og damer, thi den overgår enhver beskrivelse. Man er forlængst holdt op med at bede ham nogetsteds, for han viste sig aldrig. Men tænk dig til at han kommer til mig, – ja ikke ofte, 3, høiden 4 gange om året, men han kommer dog; og det er jeg så stolt af. Jeg har på en eller anden måde vundet hans tillid. Han sidder så tryg og ligefrem og taler med mig, og det glæder mig mere end alverdens «verdslige» erobringer vilde kunne. Der er ingen, som forstår hvad jeg har gjort med ham – selv Ernst Sars skvat formelig i veiret da jeg tilfældig kom til at nævne, at G. havde været en aften hos mig –; det er nemlig så bekjendt hvordan han har det. Jeg har ikke gjort nogenting mod ham, jeg – det er bare at jeg har været venlig og ligefrem, og stilfærdig og beskeden den gang jeg, meget mod hans villie, kom til at treffe ham, – det var forresten på landet i en ferie. Han «stammer direkte fra bønder» som fogden siger i «Folkefienden»^k223 og har havt en streng, og forfærdelig fattig og elendig ja vel næsten hæslig barndom og ungdom. Og så lider han så grænseløst ved at være så styg, – ja for det er nu så svært – ser du, mig generer det forresten ikke spor. Men det er en fin og blyg natur, og han er naturligvis ikke en gnist af mandfolkeagtig. Og så som han er at tale med! ja det vil sige, når han vil, og han vil altid med mig. Der tør absolut ingen damer være tilstede, når han skal komme, og det er en, (forresten ganske stiltiende) overenskomst os imellem, at han skal være alene, eller næsten alene. – – – – Jeg synes at «Folkefienden» er kjedelig må du vide. Men folk går naturligvis i ekstase, og jeg har besluttet mig til ikke at lade mig formærke med min dumhed, siden jeg igår blev så høilydt «beforundret», da jeg sa'e at jeg syntes det. Alt det han siger os der, ved vi jo så godt iforveien; og al den avispolemik tilfredsstiller dog ikke de krav man har til et digterværk. Og dette at den virkelig store eller rettere sande mand står i ensom kamp med plebeierne er jo intet nyt syn; og han har ikke formået at give os et nyt syn på dette syn. Han har skildret sin hovedfigur med kjærlighed, hvad han jo skjælden pleier, og han har gjort ham god, bare god og sympathetisk, uden pletter eller «gamle» skavanker men han er dog bleven en halv latterlig fyr. Det er jo B.B. op ad dage, ja det vil sige en incarnation af alle B.B.s gode egenskaber.^k224 Ja, latterlig er forresten for stærkt, men vi kan ikke lade være at synes synd i ham for hans blinde naivitet; han er så barnagtig dum, og på samme tid så gigantisk stærk og sandru. Det er akurat som B.B. Han ved aldrig det som alle andre ved af sig selv, før han må erfare det i et sammentørn, der koster ham noget. Ja, læs nu du den, og se hvad du synes. Skal et folk vinde fremover, så må der jo kjæmpes partivis; og det må vel være de bedstes opgave at drage majoriteterne opefter bag sig; men det er jo på den anden side ikke muligt for en ædel ånd at se al partivæsenets uhumskhed, uden at redde sig ved flugt, eller at fortvile. Det er jo derfor Stockmann (B.B) ikke får nogen indflydelse. Men alt det er jo så gammelt, derfor griber ikke bogen, hverken griber eller slår. Den bare gjør håbløs, – nei den gjør ikke det heller, for vi glemmer den strax igjen. At den også må bli'e kjedelig på scenen, synes jeg bestemt; men det tror ikke de andre. De minder om hvor morsom «De Unges Forbund» er, men den er nu også morsommere, den. Jeg er glad at jeg ikke har kjøbt bogen, – jeg har nemlig fået den anonymt. Samme dag den netop var hidkommen, gik jeg og talte med sekretæren i «Tidsskriftet» om den, – ja det vil sige, han kjendte den ikke, men havde hørt et og andet om den, som han fortalte mig. Da jeg så kom hjem lå den på bordet i et omslag med en fordreiet håndskrift på. Jeg ved ikke hvem det er, som har sendt den. Et bybud havde bragt den. – – – Nei da har jeg ganske anderledes glædet mig ved den række småmalerier, du sendte mig, du søde, yndige menneske.^k225 Det er jo maler du er, gut! Neimen du er jo ikke til at udholde. Hvor flink og dygtig! Uf, nei, – jeg kan gjerne la'e være at tale om det, for det er jo ikke muligt at takke dig med ord, – kysse dig måtte jeg 1000 gange og enda var det ikke nok. Så det tror du virkelig! At jeg vilde elske stalden. Ja, vær du sikker! Men alle de køer og svin som jeg er så rasende bange for, – nei det får du mig ikke til at tro, at jeg kunde blive god kamerat med dem! Å men den tur i stalden, og kvæget som tygger og hestene som spiser og de to, som har et forstående øiekast, nei hvor du er kunstner! Og så tilslut! Ja, ja jeg gjemmer mit ansigt ved dit bryst, og vil slet ikke se op, såmeget du endog beder mig, for jeg må gjemme mig hos dig, bare gjemme mig væk, for at du ikke skal se hvad jeg tænker, du min elskede. Men jeg gik dog «på jorden» du, – det er jeg fornærmet over;^k226 – som om jeg skulde været slig en overspændt ækel en, før jeg traf dig, – det har jeg aldrig været, jeg. Men kl. 5 vilde jeg ikke stå op, ikke på nogen mulig måde, – jeg tror du er gal! at forlange sligt af et ældre menneske. Men hvor du er sød, aldeles rasende sød er du.

Det var for at trøste Paulsen at jeg sa'e du havde skrevet noget godt om hans bog. Han ved nemlig at vi korresponderer, men derved tænker han ingen verdens ting. Det gik således til at der to aftener mens han var her, kom brev fra dig. Pigen bragte det ind, og P. for imod hende, meget gutteagtig og råbte «ah brev til fruen!», eller sådant noget, og så tog han det, studerte håndskriften og frimærkerne, og sa'e det var fra dig. Jeg blev nok rød og forlegen, men der var skjærm på lampen så det vistes ikke, og så var jeg så rolig som om intet var hændt. Forleden aften spurgte han mig ligefrem, om du havde nævnt «Pehrsons», og så sa'e jeg at o.s. v. Du er vel ikke vred for det, – nei det ser jeg jo. Hvorfor siger du at du er dum, hestedum? Hvad mener du dog med dette snak. Jeg forstår det ikke, og derfor vil jeg ikke høre det. Du dum! Ja, det kan jo slet ikke være dum du mener, men hvad er det så? For noget må det jo være, siden du skriver det. Ak, ja, – tænk om du var i Kr.ania, og kunde komme her i huset, – skjøndt nei, – det er bedre som det er. Du kom naturligvis for tidt, og så vilde snakket begynde, og så var det ikke til at holde ud. -ea- i Dgbldt. er jo Irgens Hansen. Når han skriver om theatret, bruger han altid det mærke. –

Nu kommer min piece i «Tidsskriftet» næste gang. Det er allerede sat, for man vil ha heftet ud til jul. Jeg er bare så lei fordi at de, der har læst det, har gået og forrost det så rent meningsløst, for så ved du, hvordan det går. Forresten bryder jeg mig ikke en smule om at der bliver revet ned på det. Jeg husker slet ikke på det om dagene, uden når nogen vrøvler om det, for her ved og snakker alle om alt. Det er mærkeligt at jeg ikke er spor af bange. Jeg troede, man var det, og jeg har sikkert god grund til at være det. Sekretæren spurgte mig, om hvor jeg vilde stå, først eller i midten. Jeg svarede at det var mig ligegyldigt; gjerne sidst. Nu kommer jeg nummer tre. Jonas Lie begynder, og tænk, det er en [ord krysset ut] noget af samme sort efter hvad jeg har hørt.^k227 Ja, så stygt som mit, er det vel neppe, men det skal også være om fattigfolk, der kastes ud. Det er kjedeligt for mig, det! Nu lover du mig at du ikke skal ha'e læst det, når vi sés. Hvis du ikke vil det, kommer jeg slet ikke. Vilde du blive aldeles forfærdelig bedrøvet om vort møde ikke blev af? Ja naturligvis, – det vilde jeg og, men det er jo ikke værdt at sætte sig det for sikkert i hovedet, for der kunde jo komme noget i veien, og så er det en kjedelig tid, at foretage en sådan reise på, som jeg jo ikke kan gjøre rigtig rede for. Endnu har jeg ikke talt til nogen om, at jeg tænker på at echappere i julen; jeg går forgjæves og samler mod til det. Jo nærmere det kommer, jo modløsere bli'er jeg. – Du, det er sandt, redaktionen vil helst at jeg skal sætte mit navn under. Synes du jeg skulde det, eller skulde jeg ikke. Sig mig dog. – Jeg havde ikke bedet Fritz hilse dig, som du vel kan tænke, siden det var bestemt at jeg skulde være med, da vi hin aften sa'e hinanden godnat på «Løven».^k228 Forresten havde jeg vist alligevel ikke gjort det. Jeg talte med redaktør Thommesen [sic] idag.^k229 Siden selskabet for Dr.mann (hos Th.) da Helene var så altfor lystig, havde jeg ikke øinet ham. Ved at høre hans stemme og se hans smil stod turen opover Mjøsen så lyslevende foran mig. Dengang var alting så deiligt og godt, og nu, – ja nu er det jo på en vis måde skjønnere og bedre; men der er kommet noget meget alvorligt, noget som undertiden gjør mig beklemt, ind i mit liv. Det er som har jeg stået på et skille, og uigjenkaldelig valgt den vei jeg ikke mere kan bøie af fra; og den fører heller ikke tilbage den vei, – du det er frygteligt alvorligt, – jeg går ikke længer med en kjephøi og sorgløs gang; jeg går så stille og igrunden forsagt, med en andægtig mine på ansigtet mit, færdig til at bøie min nakke under hvad der skal komme. Og før! Men nu er det jo også ved vintertide; sneen ligger allerede 4 fod høi tror jeg, og hver dag kommer der mere. Det er så trøstesløst, og jeg kan aldrig begribe, hvorledes det skal blive muligt, at det atter kan blive vår: – –

Nei ikke egentlig, ikke for alvor er jeg skinsyg tror jeg, for det vilde jo være så dumt, siden jeg ved at du er min, alene min ikke sandt – og ingen andens. Men alligevel, gud ved om jeg ikke let kunde blive det.

Alt det snak om den dumme frue! Og gud ved om det hænger så rigtig sammen. Lidt forelsket har du nu alligevel været og da, – det er jo det man siger om dig, at du er en Don Juan. Og det er ikke hyggeligt at elske en Don Juan. Jeg vilde ønske at jeg ikke havde hørt det, især ikke de detaljer, som skulde illusstrere [sic], for undertiden tvinges jeg til at sidde og tænke på det, og da gjør det formelig ondt etsteds. Og jeg kan aldeles ikke vide hvor skinsyg jeg kan blive; jeg kjender jo slet ikke noget til mig selv, – det kan godt hænde jeg vilde blive det urimeligste i verden, og være angst både for levende og døde. Og alle disse forelskede fruentimmer, og hende du har gjort fortræd, – gad vidst om det er den ene historie, – – – ja, det er det samme, – der er noget Donjuanneri under det hele. Og jeg vilde ikke ta'et dig til at forelske mig i, hvis jeg selv havde kunnet råde, – nei, nei, nei – det vilde jeg ikke, – jeg vilde ikke valgt en Don Juan.

At netop jeg, – å ja, – det kan være det samme.

Og så siger de, at det er dig der er blevet til Sti Høeg i «Marie Grubbe»,^k230 og Sti Høeg, som er så klam og modbydelig, som jeg strax følte jeg vilde hade, såsnart jeg bare traf ham. Og så at gå og høre dette ringe for sine øren. «Der er gået det meste af et halvt årstid, og Marie Grubbe og Sti Høeg er langsomt gledne fra hinanden» – – ja det er jo det mest meningsløse sludder alt dette her, og det er dumt at sidde og vrøvle om sligt, men dette tusseri har virkelig gået og gjort mig fortræd, – det har, – men kun af og til og jeg har kjæmpet så imod det – stillet sig imellem dig og mig, så jeg ikke har kunnet finde helt og ganske ind til dig, og jeg vilde så gjerne være kvit det. Du skal dog slet ikke tage dig på at svare på det nu i denne travle tid, og heller ikke bryde dig den mindste smule om det, – jeg ved jo så godt at når du slår armene om mig, og holder mig tæt ind til dig, så er det altsammen væk, og jeg er igjen din lykkelige

Amalie

Lørdag Aften den 2 December 1882

Amalie jeg havde lovet mig en «Helligaften», gik fra Kontoret Kl 9, kom hjem for at sidde Resten af Aftenen med dit Brev – Du Skændige intet Brev! Jeg elsker Dig Du Yndige, og jeg har ét Brev fra Dig, som jeg fik Torsdag Nat, da jeg kom hjem, men alligevel blev jeg skrækkelig sint i Aften over intet Brev at finde – nej søde Unge ikke sint, men skuffet, bedrøvet, hvad Du vil. Jeg var så gnaven og skændte på Marie, Pigen – hun ler nu kun af det, for hun véd godt, at jeg mener ikke noget med det – jeg havde så sikkert ventet Brev. Du yndige Ven, jeg længes så inderlig efter Dig, og jeg véd ikke hvorfor, men det var stærkere i Aften end ellers, og jeg var så vis på, at der skulde ligge et Brev på mit Bord. Men fordi du ikke har skrevet, så har jeg siddet og læst i «Nyt Tidsskrift», og nu vil jeg tage fat på den interessante Brevveksling mellem P.A. Heiberg og Fru Gyllembourg og først skrive imorgen.^k231 – G.A. Dahls er ikke det og ikke så godt som jeg havde ventet, men for øvrigt dygtigt.^k232 Du ubeskrivelig søde, som jeg i Grunden har meget at fortælle Dig! Men Du får ingen Ting i Aften. Amalie det er Vanvid, at vi lever så langt fra hinanden.

Søndag.

Jeg sad fængslet af Fru Gyllembourgs Breve til i Nat Kl ½ 3 og kom i den Anledning sent op idag. Jeg har været ude til Frokost og nu søde, kaster jeg mig over Brevene igen. Jeg har jo kun Søndagen til at læse. Men imorgen den Dag går jeg ind og køber Bogen til Dig. Den er for interessant! Det bliver min Julegave til Dig, Du får ingen anden. Nej men Amalie om vi kunde have læst disse Breve sammen! Min Elskede, det laver til et forrygende Vejr med Snestorm nu. Når sligt sker, kan jeg ikke lade være at få en dødelig Skræk for, at Vejret til Jul skulde stoppe os, tage Dage af vort Møde. Hvor mange Dage tror du Amalie at vi får? Tag det mest mulige Stump! Husk, at det skal vi leve af vel mindst i et Halvt År. Amalie, hvorfor disse Breve fængsle mig? Fordi jeg læser om Dig i hver Linje – på en Måde. Du vil også kunne læse om mig. – Amalie, Fritz har villet have mig til at snakke om Dig. Han har mærket, at jeg elsker Dig, det er umuligt andet – jeg kan ikke som Du – fy, det har jeg aldrig rigtig tilgivet Dig – fornægte min Sjæls dyreste Indhold, men ikke et Ord, som gav den mindste Forklaring kom over mine Læber. – Er Du så diskret? spurgte han som halvvejs forundret, og så tøjlede jeg ham med en eneste Mine og en Pause, da han i et ikke ærbødigt Udtryk nok sagde noget om Dig, som var godt ment, men ikke fint. Han blev flov og gjorde Undskyldning. Men han snakker sikkert om nu, at Du og jeg elsker hinanden – nej, det gør han ikke, for Du har båret Dig dumt ad, han siger noget, der fidter på og nærmer sig ufint det sande. – Nu går jeg til min Sofa for at læse, men jeg gør det ved en Viljesanstrængelse. Der er for meget jeg vilde sige Dig. Men det er, fordi Du ikke har skrevet siden i Tirsdags.

– Amalie, jeg har i dette Øieblik sluttet Læsningen af det lange Brev, P.A. Heiberg sender som Svar på sin Hustrus Forlangende om Skilsmisse – i et Brev så skønt (Hustruens)! – og jeg må skrive til Dig straks blot dette, at jeg er i højeste Grad rystet ved det Billede af mandfolkeagtig Jammerlighed, det ruller op. Jeg er som Mand forfærdet over sligt! Han, P.A. Heiberg, en af Tidens mest fremragende Personer, så lille! så elendig fortabt i den håbløseste Egenkærlighed, så ynkelig ved Siden af sin Hustru. Men hvor er disse Breve fulde af Lærdomme! Nej, men Amalie, at Mænd kunne være så – så blottede for netop alt det, der giver Livet Værdi. Hvor er dog denne selvfortabte Egenkærlighed en Synd! Amalie, jeg tror at denne Bog vil gribe Dig som ingen anden i Verden. At jeg dog ikke har kendt den før. Den har været udkommet i fjorten Dage og mere. Hvis jeg ikke er den, som giver Dig den, bliver jeg aldeles fortvivlet. Du skal have den af mig, og den skal være ny for Dig, når den kommer sendt fra mig. Jeg lever sammen med Dig i hver Linje jeg læser i den.

Mandag Morgen

Jeg læste videre og videre, bestandig lige fængslet igår. Så skulde jeg i Teatret og siden i et lille Selskab. Jeg kom hjem og læste igen en Smule og atter imorges har jeg læst nogle Breve. Det er den interessanteste Brevsamling, der findes i Norden! Vil Du være enig med mig i, Amalie, at bryde Dig snavs om alle Romaner i Verden, når man kan få fuldstændige og virkelig autentiske Brevsamlinger fra betydelige Mennesker? Jeg foragter Romaner og elsker Breve! – Og dine særlig min Unge! Hvorfor mon Du ikke skriver. Igen imorges ventede jeg at få Brev fra Dig. Jeg er en lille Smule urolig. På den anden Side tænker jeg mig, at Du har gået og lagt din Slagplan og ikke vil skrive, før Du nøjagtig kan sige mig den Dag Du rejser fra Kristiania, og når Du så kan indtræffe i Gøteborg. Naturligvis må jeg helst være der i Forvejen, men vi må tage det så knapt som muligt. Alt hvad der spares, inden vi mødes kan vi jo lægge til på vort Møde. Jeg har fået noget af en Forskrækkelse i disse Dage. Halvdelen af min Rejsekapital, som stod i en Sparekasse, har jeg lånt til en Slægtning, der var i Bekneb, 150 Kr. Jeg skulde have haft Pengene igen tilbage allerede for et Par Dage siden, og jeg har intet hørt til ham eller Pengene. Det er så ubehageligt at kræve, og sæt, han nu ikke kan betale! Så må jeg selv låne. – Du spørger mig hvad jeg får for mit Slid ved Morgenbladet. Ja véd Du, Stump, jeg er lidt flov ved at sige Dig Summen. Jeg får 1800 Kr. Ved siden deraf har jeg min Stilling som Stenograf i Rigsdagen 14–1500 Kr., det er mit Levebrød. Du ser, vi Venstremænd får ikke vor Tid glimrende betalt.^k233 Det værste ved det hele er, at jeg slet ingen Tid har til at erhverve mig Kundskaber. Jeg går åndelig tilbage, og Virksomheden er ikke opmuntrende. Den bæres ikke af synderlig mange Tanker, i alt Fald ligger de godt gemt og vise sig sjældent på Overfladen.

Du, sidst jeg skrev, stod jeg nok i Begreb med at stille min Nattesult i Rydbergs Kælder.^k234 Naturligvis, da jeg havde siddet en Stund ved min (store) Bøf der nede, kom G. Heiberg og Rovsing spaserende. De så mig ikke, og jeg var for træt til at gidde gøre Anstalter til at snakke med dem. De forsvandt i en anden Del af Kælderen. Jeg spiste færdig og sad dvask og træt tilbagelænet imod Væggen, da de atter kom i Nærheden af mig i Begreb med at gå. De så mig, gik op til mig – jeg sad i den højre roligere Del af Lokalet – og fortalte leende, at de var gået ned for at spise et halvt Dusin Østers hver for deres sidste Penge. Nu havde de ikke en Øre i Lommen og kunde ikke drikke det Glas Øl, de trængte til. Jeg bød dem det, halvt flov over at mit Tilbud på denne Måde blev til en Gave, de trængte til. De drak med stor Fornøjelse, H. var kun skuffet over, at jeg ikke blev ved med at lade komme Øl. – Så inviterede jeg dem til Torsdagen derefter at smage noget Portvin hos mig på Kontoret om Aftenen Kl 11. Jeg bød 7 Mand og havde 7 Flasker Portvin. Det var jo meget rigeligt. Da de 7 Mand kom Torsdag Aften, Fritz var imellem dem, var jeg endnu ikke færdig med mit Arbejde, de måtte tage fat uden mig i de to Kontorværelser, medens jeg sad i det tredje. Da jeg kom ind, var de 6 samlede i den ene Stue, Fritz havde flyttet sig alene ind i den inderste Stue og læste et Brev. På Stillingen så jeg, at det måtte være et Brev fra den lille Dame i Kristiania.^k235 Jeg sagde intet. Kort efter væltede tre Banditer ind, som nok havde ranglet sammen med Fritz og Rovsing fra om Morgenen, de kom under Påskud af at skulle tale med Thaulow. Han gik og de blev siddende og drak min fine Portvin. Imidlertid var R. bleven aldeles snyd, gav mig en brændende Tilståelse om tre Års Beundring for «Gertrude» og bad om at måtte blive Dus med mig. Det skete. Kort efter drak R. Dus med Resten af Selskabet, for så vidt han ikke alt var det og vrøvlede uafbrudt, midt i Fuldskaben for øvrigt ganske åndfuldt. Heiberg sad forholdsvis stille og drak tæt. Jeg kedede mig og var som Vært ærgerlig på de tre ubudne, der drak som Børstenbindere. Der havde været en Skovtur, Fritz og Rovsing havde været med – Frokost – de skulde til Middag og havde været kjoleklædte. I Kupeen hjem var R. falden hen, og de andre havde da på hans stivede Skjortebryst med Blyant tegnet det uanstændigste og sjofleste Krimskrams og skrevet grove Ord. Han havde måttet købe en anden Skjorte til Middagen og havde med i Overfrakken den overtegnede Skjorte. Den blev triumferende vist frem. Endelig brød man op. «Ak, kan vi ikke blive siddende og drikke hele Natten!» sukkede Heiberg. Der var ikke mere at drikke. «Lad os gå et andet Sted hen» bad han. Jeg svarede med en Floskel jeg længtes blot efter at komme hjem. Jeg antog, at der måtte ligge Brev fra Dig, og det gjorde der. Elskede! Det var en yndig Slutning på den Nat. Da H. ikke kunde få mig med, bad han mig, om han måtte låne 5 Kr – han måtte have dem. Til hvad? En Tøs. – Skal jeg ikke således fortælle helt ud? Det var naturligvis ikke mig der spurgte, jeg svarer nu på dit Spørgsmål. – Søde min Unge, næste Aften var jeg i et lille Selskab hos ham Violincellisten med den indtagende Kone,^k236 Fritz var buden og kom, og blev øjeblikkelig bedåret af hende. Det så ganske kønt ud. – Jeg sagde hemmelig til ham, at jeg den foregående Aften havde kunnet se, hvilken Art af Brev det var han havde læst. Han blev fuldstændig imponeret, og en Del bevæget. Han vilde umådelig gerne have talt med mig. Havde jeg villet, havde jeg den Aften fået ham til at fortælle og til at sige mig sine Følelser angående Ingeb. og Bra. «Hun har været meget uforsigtig», var hans Indledning. Jeg kunde ikke, syntes jeg, have talt med ham. Jeg følte ikke Venskab nok. – Måtte jeg ikke have lapset mig med mit Skarpsyn m.H.t. Brevet? Amalie, jeg trængte så umådelig til at sige blot et Ord til ham, som jeg vidste jeg havde gennem Dig. Han mærkede intet og kunde intet mærke. Du sødeste, yndigste i Aften skal jeg på et Studenterbal. Om der skulle være Brev i Aften!

Farvel Elskede!

Din Erik

Mandag Aften [4/12/82]

Jeg er kommet hjem for at klæde mig på til Bal og har fået dit Brev. Der er Ting deri, som jeg må svare på straks – –

Svigter du ved vort Møde, så Amalie er din Kærlighed en syg lille Stakkel – men det gør Du ikke det er noget der er løbet Dig gennem Hovedet og jeg vil ikke tænke derpå.

Det piner mig, at Du for Alvor tror på det Vrøvl om mit Don Juaneri. For Pokker spørg Folk som snakker: Hvor har I det fra? Og Du skal som Regel se hvor løs næsten al Snak er. Hvem kender mine Forhold i Kristiania? Hvem har blot levet i Dage sammen med mig der? Uden Pylle, og det er vel nu 10–12 År siden, inden noget var sket i mit Liv. Så meget som jeg alt har givet Dig Amalie af mig, skulde Du være stoltere blandt de snadrende Mennesker som gentager på hundrede Hånd hvad alt på første Hånd formodentlig var forkert – Du burde kunne vide Besked og med et Smil høre på, hvad andre bilde sig ind at vide. Tag det Exempel med Stig Høeg. Da Marie Grubbe blev skrevet kjendte Jacobsen og jeg ikke hinanden^k237 – uden helt flygtig fra et Kursus vi begge i 16 Års Alderen havde besøgt. Véd Du hvem egentlig Stig Høeg er? Det er Edvard Brandes.

– Intet har som denne Frygt i dit Brev vist mig hvor sørgelig vor Lod er. Har jeg da virkelig givet Dig så lidt? Jeg har talt ud af mit ærlige Hjerte, men ganske vist aldrig ret længe ad Gangen, men dette at jeg skulde være dette usunde udbrændte Menneske – eller at jeg skulde være en Don Juan, det vil sige et Menneske, der blot for Spadsens Skyld søgte Kærlighed. Har jeg gjort så let et Indtryk? Jeg har i Grunden slet intet at sige dertil.

Så er der ét, der har glædet mig overordenlig – ja som da jeg læste det i Begyndelsen af dit Brev gjorde mig inderlig stolt – stolt over min Kærlighed. Det er din Dom over «Folkefjenden». Hvert Ord Du siger har jeg sagt, og det var en Forglemmelse, at jeg i Brevet, der er sendt afsted forud for dette, ikke fik indlemmet de Ord: «Har Du læst Folkefjenden? Det forekommer mig at være en Bog, som slet ikke kommer os ved. Den er som et Barn mod Gengangere og Dukkehjem og næsten et – dumt Barn.»

Men så Du søde har Du ærgret mig jammerfuldt igen! Du har ladet dig forlede til at tro, at det er mig, som har skrevet «Brevet fra Landet» og så deri fundet ubegribelige Dejligheder. Kæreste søde Amalie, jeg véd godt hvorledes sådan noget kan gå til, og Brevet er ikke dårligt. Men mig er det skam ikke, der har skrevet det. – I Aften vil jeg ikke sige Dig hvem der er Forfatter dertil. Det bliver for grelt. Du skal få det at vide, når Du er i Stand til at le derad.

Amalie Du må nære megen Tillid til mig, ellers gør Du Synd mod Dig selv og mod mig. Går Du ikke rolig til Hvile hos mig med Tro på min Karakters ærlige Retskaffenhed, så lister Du bort fra vor Kærlighed de friske Safter, som skulde holde den evig ung.

Jeg er ilde berørt af dit Brev og jeg vil ikke skjule det. – Jeg husker, at vi to gik sammen op mod Vandfaldet ved Lille Hammer^k238 og talte efter at vi havde siddet så længe sammen hin sidste hele Dag på Hotellet. Denne Samtale var for mig et Bevis jeg ikke forlanger bedre på din usigelige Godhed – er Ord fra mig, er Måden at være på intet Bevis?

Jeg vil meget gerne have de Detaljer, som pine Dig eller have pint Dig. Skriv dem kun ned min Stump, lad mig blæse på dem! Sådan noget kan liste sig ind på Dig på ny. Jeg lover Dig slet ikke at jeg vidt og bredt skal stille Historierne på ret Køl – det får jeg vel sagtens ikke Tid til. Men er det til Exempel så let som med Stig Høeg, er det dog Umagen værd at få dem at se.

For Resten Unge, Du har jo mine to Bøger. Heltene deri er mig; i min Kunst er det mig absolut umulig at lyve. Kan man heller ikke se det? Det er jo derfor jeg så længe intet har skrevet.

Din Erik

Kr.ania 7-12-82.

Elskede! Begge dine breve kom idag tilligemed bogen, som jeg takker dig mange gange for. Jeg havde læst det meste af den allerede,^k239 og jeg havde tænkt at tale til dig om den i mit næste brev. Naturligvis har jeg fundet dem interesant [sic] og fængslende med undtagelse af fru Heibergs refleksioner, som kjeder mig, men så grebet som du tror, er jeg langtfra ikke. Jeg har tænkt både på mig selv, og på dig under læsningen, og har ønsket at du vilde læse dem, men Gyllembourg er jeg ikke bleven glad i, i allefald ikke synderligt, – han viser sig jo heller ikke meget, og den lange skrivelse med alle de «nådigste», og «underdanigste» gjør ikke et udelt godt indtryk. Tiden, det er sandt – den gjør jo meget – næsten alt, og han behøver jo ikke at have været umandig fordi om han bruger alle de dumme talemåder. Når vi sés, skal jeg forklare dig ganske tydeligt hvorfor disse breve ikke har gjort et stærkere indtryk på mig, og du vil sikkert komme til at forstå det. Nu har jeg ikke tid, for der er jo så meget at svare på. At du ikke har skrevet brevet fra landet er mildest talt kjedeligt; – du burde ha'e skrevet det, så godt er det – og det vil jeg blive ved at sige, om jeg endogså skulde opleve at du fortalte mig at frøken Sten var forf. Nu tror jeg forresten det er hende, og da er hun ved gud flink, for som sagt, – det kunde godt været dig; du er jo så dygtig til at tænke dig ind i kvinder du. Du kunde såmæn gjerne hae sagt hvem det var, for jeg er ikke det mindste skamfuld over feiltagelsen; – jeg lo tvertom høit, da jeg så det i dit brev. Men nu skal jeg vel drilles for min dumhed alle mine levedage, og altid få høre om mine «småmalerier». – Ja, ja, – men pas dig dog, – jeg skal nok finde ud noget at gjøre gjengjæld med, – det kan du stole på. Derimod er jeg meget skamfuld over alt det om Donjuaneriet. Du er bleven vred, det kan jeg godt mærke, og det har du også havt ret til. Men det var dog bedre at jeg fik sagt det siden jeg er et slet nok menneske til at lade mig påvirke af sligt vrøvl, ellers vilde det gået og spøgt om i min hjærne af og til; nu siden jeg har overgivet det i dine hænder er det taget af dage med det samme, og jeg er vis på det aldrig vil få magt til at forstyrre mig mere. Du aner ikke hvorledes dine djærve, lidt sinte ord har taget alt det fra mig, og givet mig en vished og en fred som er deilig at eie. Og du har ret, – jeg burde ha'e vidst bedre besked om dig, – for jeg kjender dig jo så godt allerede, – men du skal alligevel ikke være for streng og barsk fordi der er løbet mig en angst gjennem, ikke hjærtet tror jeg, men forstanden. Jeg havde jo været så lidt sammen med dig, og skjøndt du er et mirakel, så er du jo alligevel en mand, og manden har jeg jo gjennem alle disse mange år havt mistro og fiendskab til vexelvis. Forresten må du nu slet ikke tro, at dette sludder har andet end hjemsøgt mig som en forbifarende stemning. Nogen synderlig rolle har det ikke spillet. Du, det er sandt, jeg glemte at sige dig, at jeg slet ikke eier bogen om fru Gyllembourg, og at det derfor på ingen måde var overflødigt at du sendte den. Tværtom, – jeg vilde så uhyre gjerne eie den, – havde du dog bare skrevet mit navn i den. Nei du, jeg vil slet ikke fortælle dig de kjedelige historier, – tror du jeg gider nu siden du har talt om det, – det eksisterer ikke mere for mig, og du må vide at det nu er en umulighed at nogen verdens fortælling om dig, kan bringe mig til andet end at smile. Jeg vilde ikke sige det, hvis jeg ikke var absolut vis på det. Der er og bliver noget trolddomsagtigt ved dig; du kan løse og binde nedtrykke og opløfte, bedrøve og lyksaliggjøre efter behag. Du, hvor jeg kunde lade mig tyrannisere af dig, – men det vil jeg ikke, – jeg skal nok holde dig stangen og bide fra mig – jeg «skal værne om kvindens jevnbyrdighed med manden» – er det ikke så det sludder heder?^k240 Å hvor det er mig ligegyldigt alt det, jeg før var så optaget af. Det er næsten betænkeligt, – jeg er bange for at jeg tørner ud til en slet og ret slavesjæl – ja, ja, så kan du ha'e det så godt. Jeg fik samtidigt med dine breve et langt brev fra B.B. fra Helsingborg.^k241 Men jeg har ikke læst det endnu, så jeg ved ikke hvad der står i det. Hvis jeg giftede mig med dig, og kom til at bo dernede, så vilde B.B. blive rasende vred. Han har så ofte sagt, at hvad jeg gjør eller ikke gjør: «ud af landet skal jeg ikke, for det vilde være forræderi.» Det tager nemlig slig tid at studere sig igjennem B.B.s breve, og nu må jeg ha'e dette færdigt til dig for at bringe det på posthuset, når jeg går til byen, hvilket må ske om en halv time. Gad vidst om han skriver om «Folkefienden». Jeg har gjort en proselyt af Erns[t] Sars hvad den bog angår. Det var på søndag derude i hans hjem. Han kom lige hen og sa'e: «nu, de synes ikke om en Folkefiende?» for det var alt bleven ham berettet. Så begyndte jeg at tale, og jeg sa'e meget mere end det jeg skrev til dig, og tilslut sa'e Sars, til nogle andre, at han slet ikke skammede sig for at tilstå, at jeg havde givet ham en anden opfatning af dramaet. Naturligvis mente han det ikke således, for siden tog han sin moder og broder til vidne på, at han også før, han havde talt med mig, havde været misfornøiet med «Folkefienden». – Da måtte jeg le af fuldt hjærte, for det var for komisk at høre Erns[t] Sars virkelig for alvor ta'e så meget hensyn til mig og min mening. – –

Der var forresten adskilligt i dine breve, som berørte mig ubehageligt; f.eks. det om Fritz. Jeg har «båret mig dumt ad». Jeg har slet ikke båret mig ad, hverken vist eller dumt. Såvidt jeg mindes har Fritz og jeg slet ikke talt om dig. Men Fritz har jo sin force i at lyve, – ja det vil sige han lyver slet ikke for at lyve, men han bruger det som redskaber. Det er altid hans vane, at lade som han ved det eller det, eller som om vedkommende selv har fortalt ham det eller det, og så har han ofte på den måde fået at vide mere end det han havde mistanke om. Hvor ofte har han ikke fortalt mig sligt, og siddet og klukket af latter over dem han havde narret, og fået til at røbe sig. Hvor jeg er forfærdelig bedrøvet over at Fritz som du siger «har mærket at du elsker mig». Det har sat mig på hovedet i forvirring. For nu, når du reiser bort i julen, og jeg altså også reiser bort, så får alle mennesker, Fritz og de andre med, det at vide naturligvis, – jeg mener den kjendsgjerning at vi begge forsvinder, og så, – tviler du vel ikke om at man forstår at lægge sammen. Så bli'er jeg en gjenstand for folkesnak og gisninger, og så vil man sige at jeg nok er en god en, der dog trods alt, har sine historier. Og det kan og vil jeg ikke udholde. Det er slet ikke bare for min skyld, – det er meget mere for gutternes, og fordi jeg ikke er vant med at stå i fordægtige lys. Alt hvad jeg har gjort, har jeg før kunne lægge frem for hele verden. Hvad skal jeg dog gjøre?

Å du, hvor jeg vilde ønske at du havde været flink til at «fornægte din sjæls dyreste indhold». Det er slet ikke til at skryde af, at du ikke kan det, for se nu bare hvor det vilde være kommet vel med her. Havde du til Fritz talt om mig i ligegyldige, – ja endog overseende udtryk, så var han fra første øieblik bleven instinktmæssig vis på at der ikke var noget på færde. Jeg forstår mig forresten ikke ret på Fritz. Han lod i den sidste tid til at have en så levende interesse for mig og mine greier, – også efter at han havde opgivet at få mig til skalkeskjul, – kom her om aftenen af sig selv, og bar sig ad som et ulykkeligt forelsket menneske, endskjønt der ingen var tilstede, som kunde blive skuffet af det. Og så sa'e han engang, at når han kom til Kjbhv. vilde han få folk til at tro, at vi, han og jeg var forelsket i hinanden. Jeg er nu altid vant til at lægge så lidt bræt på Fritz's snak overhovedet så det altid går ind det ene øre og ud det andet, hvad forresten også alle andre menneskers snak gjør. – Det er vanvid, dårskab, uforsigtighed i allerhøieste grad at komme til dette møde for mig, men alligevel gjør jeg det, fordi jeg må det. Endnu ved jeg ikke hvorledes jeg skal arrangere det, for at få det til at se blot nogenlunde rimeligt ud, men komme skal jeg. Det gjælder altså blot at vi bliver enig om dagen for vor afreise, og at vi sætter hinanden stævne i det eller det hotel, – jeg overlader til dig at bestemme hvilket. Hvis trænene går på helligdagene fra Kr.ania til samme tid som på hverdagene (om morgenen kl. 7), så vil jeg være i Gøteborg om aftenen kl. omtrent 8 eller 9. Jeg skal nok greie mig, jeg, – for jeg er vant til at reise fra før af, – så tager jeg ind i det bestemte hotel, og venter der på dig. Og så er det vel bedst at vi med det allerførste træn går videre til et andet sted, for jeg kjender et par familier der, og det er altfor utrygt at blive. Skriv nu et nøiagtigt svar på alt dette, og gjør det strax, for husk at der er ikke så overhændig lang tid tilbage. Det du fortalte mig om G.H. kan jeg næsten ikke begribe med min forstand. Er det da blandt mænd ingen skam at være som et lavartet dyr? Jeg finder det udtryk, for leiligheden, thi ordene: usædelig, umoralsk, liderlig er vel forlængst blevne blotte og bare talemåder for personer af hans sort. Jeg synes man må være så over alle grænser skamløs, – nei snak, man må være lavet sammen af bare smuds og lort, for at bede om fem kroner tillåns ved en sådan anledning. Og koster det 5 kroner? Jeg er virkelig nysgjerrig, – er det muligt at det ikke koster mere? Er det, er det virkelig muligt?

Det er dig som må sige hvor mange dage du kan blive: Er jeg først sluppen løs, gjør en dag eller to ikke noget fra eller til, – ja det vil sige, jeg forudsætter at vi regner i dage og ikke i uger. Hvor du er dum som låner dine reisepenge bort, – det skulde du ikke gjort, for den sum skulde været dig hellig. Men koster det virkelig så meget som det dobbelte af 150 kr. Jeg bli'er ganske forskrækket. – Hvormeget er 1800 kr.? Jeg må altid ha'e det i spd for at forstå mig på hvad det er. – 4,50 spd.,^k242 – det er jo latterligt for alt det stræv, – ja hvis det var et nebenarbeide, men nu er det ganske det modsatte.

Jeg får slutte her, for nu må jeg afsted. Måske skriver jeg imorgen igjen, for jeg har langtfra fåt sagt alt hvad jeg vil, og dine breve har gjort mig bedrøvet, alt hvad der står der har gjort mig lei, ikke minds [sic] det om G.H. ikke fordi, – det vedkommer jo ikke mig i fjerneste grad, men alligevel, jeg kan aldrig høre sligt, uden at blive sjælesyg, og så varer det en tid før det går over.

Og det om Rovsings skjorte, – uf hvor det er modbydeligt, man kiger ind i en fæl, uren uudholdelig verden, en verden som skulde have Jehovahs syndflod over sig for at skylles bort fra vor stakkels klode, å jeg kan ikke sige, ikke klare for mig, eller dig hvad det er jeg føler, – jeg har ved alle slige leiligheder blot et ønske: at lægge mig til at dø.

Din Amalie.

[Tilføyelse på baksiden av papiret]:

Er ikke dette gode konvolutter?

Er du endnu sint på mig? Det er du vist, for nu har du fået tid til at tænke dig om, og så er jeg vis på du har tænkt dig harmere og harmere. Ja, for det var nu også stygt af mig at skrive om sligt, – nei ikke at skrive det, for det var vel bedre vel at sige det frem, end at gå og skjule det for dig, og være bange for et og andet sådan i al stilhed. Du har så tidt sagt, at du er så langsomt et menneske, og nu tænker jeg mig at vreden og misfornøielsen langsomt er voxet op i dig, og derfor kvier jeg mig til dit næste brev, på samme tid som jeg venter det med utålmodig længsel. Å bare jeg var hos dig, – du kan tro jeg skulde få dig til at forstå det; der skulde ikke blive såmeget som en skygge af forundring tilbage hos dig, over at jeg havde mine anfald af ængstelse. Nu, efterat du har talt om det kan jeg rigtignok ikke begribe mig på mig selv, skjøndt det kan jeg; men jeg er så usigelig bedrøvet over det, meget mere end det kanske vistnok er værdt. Tror du at du vil ha'e en liden smule ondt for at tilgive mig ganske? Gad vidst om du ikke vil det? Er du langsinnet? Det er ikke jeg, – ja det vil sige, undtagen når det er noget uhyre, – noget der slukker ud, eller bryder af, eller gjør stum, for da er der ingen som er værre end jeg, men da er det heller ikke langsinnethed, men noget ganske andet reelt og fornemt. – Jeg skulde hørt på det med et smil – siger du – det var jo det jeg gjorde først, men så kom der mere, som var værre, og så var det det kjedelige, at jeg kom til at gruble over det om nætterne, og da er det altid slemt, for jeg kan ikke undvære søvnen min, uden at det hævner sig på en eller anden måde, denne gang altså med alle de stygge ængstelser. Og tilslut blev det så pinefuldt, at jeg måtte ud med det. Men nu må du ikke længer være vred for det, hører du jeg be'r dig så pænt, og jeg ser så bange på dig, for jeg kan ikke leve uden at du er blid på mig, – nei, jeg kan, jeg kan det ikke. Hvis du gik i dage, og var sint, og så koldt og ondt på mig – for du kan godt, – så blev jeg rent fjollet af sorg, og hvis vi levede sammen, og du kom sent hjem om aftenen, så vilde jeg være gået iseng, og ligge med ansigtet ned i puden og nakken op, og lade som jeg sov stenhårdt, og siden, når du var sovnet, vilde jeg gi'e mig til at græde. Nu må du skrive så, at jeg kan føle du ikke er vred, ellers kommer jeg ikke til mødet; tror du jeg vil komme, når det skal være for at få skjænd af dig? Jeg har lidt ondt i hovedet i aften, ja ikke så lidt enda, og det gjør mig utålmodig og kjed, for jeg er ikke vant til noget sligt. Jeg har ikke ofte ondt nogetsteds. Men derfor kan du tænke at dette brev ikke bliver langt. Det er desuden sent. Den stærke ovnsvarme skal heller ikke gjøre det bedre. Og så er jeg træt. Jeg har siddet med en sypige siden middag, og været så umådelig flittig, for det var sidste dag hun kunde komme, og i formiddag var jeg i geburtsdagschokolade, og drak en champagne, der ikke var god. – Jeg længes så umådelig efter dig, bestandig, du! Det er dog underligt at gå med denne græsselige lyst til at kaste sig i et menneskes armer, – jeg har aldrig kjendt magen, – det er for naragtigt igrunden. Og gad vidst om det nu egentlig er så morsomt. Ja nu får jeg se når vi træffes i Sverige. Jeg har spurgt efter om trænene, og tænk jeg må overnatte i Charlottenburg.^k243 Er det ikke rædsomt. Nu skal du høre: trænet går herfra kl. 8 eller så om morgenen første juledag f.eks. og så kommer det ikke til Gøteborg før den næste dag kl. 8 om morgenen naturligvis. Er det ikke rædsomt! Det er vinterruten. Gid pokker havde den. Kunde ikke du komme til Charlottenburg? Så traf vi hinanden allerede første juledags aften, – å nei, det er sandt, dit træn går jo først fra Kjbhn. kl. 11 om form. så det er jo en umulighed. Ja, nu må du endelig give mig den nøiagtigste besked om alt muligt, hører du? Måske kunde jeg blive i Charlottenburg og vente dig der. Det kan vist ikke være så langt fra Gøteborg. Jeg skal se efter på dit jernbanekort. Nei, – den stod der ikke naturligvis. Så har alt det stræv med at finde det brev, hvori kortstykket lå, været til ingen nytte, – det falder af sig selv, at det var det allersidste brev i bunken, og at jeg havde at gjennemse hvert eneste ét, før det rette kom. Jeg har telegraferet til B.B. idag.^k244 Han er jo hos Hegel. Du kommer vel til at treffe ham. Jeg læste et brev fra G.B. til redaktør Thommesen forleden.^k245 Hvor han dog kan syte, (klynke hedder det på dansk) den mand. Som om hele verden ikke pønsede og tænkte på andet end at sige ham «ubehageligheder» og «uartigheder». Han er dog med al sin storhed lidt liden; mindre end en af os (i hans sted) kunde være fordi han er en jøde; og dog holder jeg så meget af jøderne, – ja forresten mindre nu. Det går altid så, man har voldsomme anthipatier, næsten afsky, så slår man om såsnart man mærker at man er gået for vidt og har været uretfærdig, man forbauses over al den uret man har havt, man vil gjøre den god igjen, man bliver varm, lukker øinene vidt op, for vidt, man begeistres og får ideer, – men så bli'er man gammel i rusen, og så begynder man at forstå, at der dog har været nogen grund til anthipathien, og så bli'er man stående der. – – Men hvorledes kunde dog Fritz komme til at gjøre dig undskyldning, for noget han sagde om mig. Han må jo vide fuldstændig besked for at kunne gjøre det, – for hvad buisiness [sic] havde han ellers til at gjøre det? Ja, du er rigtig deilig, du. Hvorledes er det dog du har båret dig ad, – jeg er nysgjerrig for at vide hvordan det gik til. Og tænk Fritz som går og vaser så om alt til alle. Det er umådeligt sørgeligt. Hvor jeg glæder mig til at få tale med dig om alt dette. Og hvor jeg glæder mig til at skulde kunne sige mundtlig godnat til dig om et par ugers tid. Da skal jeg også ta'e dig om halsen med det samme, og kysse dig rigtig ordentlig. Jeg elsker dig mere end det er muligt, mere end fru Gyllembourg elskede Gyllembourg, hvor vil du hen! titusinde gange mere. Jeg er træt og min hovedpine er ikke bleven bedre. Og nu skal jeg ovenikjøbet løbe ned gjennem haven midt om natten i al sneen med dette brev til en postkasse, som hænger dernede i den gade, hvor vi gik isommer, for ellers kommer det ikke til at gå før på søndag. Postkasserne bliver tømt om morgenen kl. 6, forstår du. Den, der kunde sidde ved din side, med din arm om sit liv, og tale om alt muligt!

Din Amalie.

Søndag Aften den 10 December 82

Min elskede, tak for dit sidste Brev.^k246 Det var yndigt at modtage. Hvor er hvert Ord deri kvægende godt. Det er en så fuldt lødig Kærlighed den, der har skrevet det. Min egen Pige – jeg havde naturligvis en «lille» Angst for Måden Du vilde tage imod Utålmodigheden, Utilfredsheden, hvad Du vil, i mit sidste, afjagede Brev. Stump, vi gå jo begge på en ikke fuldt tilforladelig Viden om hinanden, så længe vi ikke i et Møde har taget på, følt, vejet, undersøgt, legemliggjort vor Kærlighed – Du søde, så roligt, så alvorligt, så inderlig villende vide Besked – å min dejlige Veninde, jeg vil, at jeg med et eneste Strøg af min Hånd skal kunne sige Dig hundrede Ord, og jeg vil i et eneste Blik fra Dig kunne læse Ting, som aldrig endnu er bleven sagt, som aldrig vil kunne blive født til Verden i så grov en Skikkelse som et Ord eller en Række af dem. Min elskede! som Ord dog er for lidt – ikke?

Du, nej jeg tror ikke, at jeg vil drille Dig med din Fejltagelse. Så vidt jeg véd er det ikke min Natur at «ærte». I alt Fald gør det altid et ubehageligt Indtryk på mig at høre andre gøre det. Og det er ikke selve Fejltagelsen, som jeg lagde stor Vægt på – skønt Stump, jeg tror, at min Stil er en hel anden; er den ikke mere varm, er der ikke noget mere Pragt ved den. De tre Breve i «Gertrude» som Helten, hvad Fanden er det han hedder, Arthur, tror jeg, skriver dels om Lærerinden på Gården, dels senere om sine to Veninder og endelig på Lasarettet har jeg altid betragtet som Stilprøver fra min Hånd. Og mig forekommer det, at der er en egen Glød i dem, en blot ved Sprogets Vellyd frembragt særegen Pragt og Dybde i Farverne, som jeg har forud for de fleste, en vis glat eller glidende Ynde, ikke noget energisk, stærkt og stort, men dog noget sikkert, skønhedsmættet villende. Eller er dette noget Sludder, sig mig det! Nej, altså det var ikke selve Fejltagelsen, der gjorde mig ærgerlig, det var de yndefulde, søde Værdier Du ved den kom til at skænke mig forgæves. De nåede mig ikke. Jeg følte dem ikke. Jeg kunde ikke huske de Ting i det lille Stykke, hvortil dine Ord sigtede. Og jeg havde Følelsen af, at Du søgte måske inderligere, kærligere end nogensinde ind til mig, at det Hoved, Du gemte ved mit Bryst, var en Kærlighedsgave af så fin og øm en Art, som jeg endnu i det enkelte ikke havde modtaget – og så stod jeg der som en Per Tott,^k247 der ikke kunde gribe hvad Du vilde have jeg skulde tage. Det var så pinligt Stump, at et eneste Ord fra Dig skulde gå til Spilde, jeg som ikke vil miste end ikke et Fnug af en lille bitte Stump af en Længsel hos Dig, som vil kunne høre et Suk i dit Bryst, længe inden det er blevet til Antydningen af en Lyd! Ikke Unge, Du lagde Dig ind til mig da, så fint og blødt og varmt, som kun dit eget elskende Legeme kan gøre det, og jeg kunde ikke gribe Dig – jeg kunde ikke netop da, da Du var sødest, sige Dig det, jeg kunde ikke med et Kys på dit Hår og med en Arm så varlig om Dig give Dig Følelsen af min Kærlighedsglæde. Du, min Ven, var dette ikke Synd? Forstår Du nu Arten af min Ærgrelse. At noget er spildt imellem os to!

Ven, husk én Ting, at jeg ønsker at kende de Historier man fortæller, om ikke for andet så for at få Lejlighed til at lægge hele mit Liv åbent for Dig. Et eller andet, der peger hen mod virkelige Forhold, indeholder disse Krønniker [sic] dog vel. Og det véd Du jo, at Du elsker en Mand, der har levet som andre Mænd; der er meget i mit Liv som Du naturligvis slet ikke holder af. Kærlighed, Fidteri, Bedrag eller sådan noget Kludseri – er det ikke dit Ord? – er der ikke meget af, noget må vel findes hos ethvert Menneske, jeg er meget nøjeregnende, og véd, at også Du har din Part deraf – Du tror det måske ikke – men netop det, man vil betegne med «Don Juaneri» eller i Ordeste [sic] egenlige Forstand «Fordærvelse» af Hjertet – nej min Stump, det er ikke forekommet i mit Liv. Herregud det er jo netop det, som ikke er sket med mig. Det er jo min eneste Fortjeneste på denne Jord. Du søde vær altså så artig at huske på Historierne, at Du kan fortælle mig dem.

Hør nu Amalie, der er noget af Demoralisationen fra dit foregående Liv, som bestandig gør Dig Fortræd; jeg må tale lidt om det. Først dog dette: Vor samtidige Forsvinden fra vor vante Skueplads vil næppe skaffe Vanskeligheder. Her vil jeg lyve. Jeg rejser til Jylland i Julen til min Broder der, som er Præst.^k248 På Mrgbls Kontor vil man ikke få Mistanke om noget andet, og Brandes altså ikke i et Brev til Paris fortælle den mærkelige Omstændighed, at jeg er borte, særlig da han jo ikke aner noget om din Rejse. Passez! Min Ytring til Dig, at Du har båret Dig dumt ad lige overfor Fritz betyder: Du skulde da Thauloverne [sic] i sin Tid faldt over Dig rolig som Du gjorde have afvist de andre, men Fritz og Ingeborg, som du står nær, eller ialt Fald hende, skulde Du have standset ved netop ikke at lyve. Uden at sige et eneste positivt Ord kunde Du have forpligtet de Mennesker til at lade Dig i Fred på dette Punkt. Du har sagt mig, at Ingeborg troede på, at der var «Alvor» i Historien, en eneste Mine, et eneste Ord fra din Side havde gjort, at hun med Respekt havde taget Sagen ind i sig som et kammeratlig Anliggende, om hvilket hun dannede en Del af Vagten imod Uvedkommendes Indtrængen. Havde Du kunnet være stolt for din Kærligheds Skyld vilde dette være sket. Men Du var ydmyget og nægtede som en Forbryder, der for enhver Pris vil slippe. Du har derved opnået at få to Sporhunde – og de farligste – lige i Hælene i Stedet for at danne Dig en solid Sauvegarde. De er krænkede, pirrede for dit Lyveris Skyld, de vil nu ved ethvert mistænkeligt Ord eller Vink, sætte Snuden mod Jorden og finde noget ud, og de har ingen Forpligtelse til at lade være. Tværtimod! Du har vist dem bort fra Dig ud imellem Rakket, der staver og lægger sammen, og så staver de og lægger sammen. Det er jo nemlig umuligt at lyve. Véd Du ikke det? Umuligt at gennemføre en Løgn, når man da ikke er pervers. Man skal ikke lyve, det er dumt! Du tager på min Ytring om min Sjæls «dyreste Indhold» lidt som om den i dine Øren lyder som en Floskel. Det er forkert. Det er sandt, at jeg ved at lyve positivt om Dig har Følelsen som begik jeg Helligbrøde – jeg mener om mine Følelser for Dig. Jeg kan ikke sige de Ord, som skulde ved deres Frækhed eller Flothed eller rolige Ligegyldighed gøre et Forsøg på at jage Hunden bort, der snuser. Men jeg kan ved min rolige Alvorlighed tvinge et Menneske, der har nogen Ære i Livet, til at bøje ind i nogenledes fine Tankeforbindelser, når han har med mine og dine Anliggender at gøre. Længere formår man ikke at sikre sig mod Kendinge – efter min Erfaring. Havde Du valgt dette Middel, havde Du nu i forholdsvis Sikkerhed kunnet bevæge Dig nogenlunde frit. Nu har Du bundet Dig strammere end rigtigt og nødvendigt. Men det kommer altsammen fra dit foregående Liv. Hvad Du stod i Begreb med, var noget så vanskeligt at forsvare osv., der måtte lyves. Uf! Og så er det jo sandt Stump, netop i de Dage man overfaldt Dig, var Du jo i Begreb med at smutte bort fra eller snige Dig bort fra din Kærlighed – og det var min Skyld. Ak, Amalie, havde jeg straks kunnet gøre Dig stolt og glad i din Kærlighed, havde Du måske båret Dig anderledes ad. Ven, jeg véd godt, at der var meget forkert ved mig straks, og dette er netop tror jeg den dårlige tilsvarende Følge. Men altså Amalie, Du kommer! Vær nu ganske og aldeles vis på, at jeg véd, hvad det betyder for Dig. Men Du må ikke bære på denne Skræk. Det er Gift. Det er noget satans afskyligt Tøj! Det er rigtigt hvad Du gør – hvad vil Du så mere? Vi skal være meget fornuftige og forsigtige, så vidt mulig ingen Dumheder gøre. Du vover mest, jeg véd det Unge. Men Du vil jo vove det og så må Du ikke være bange, for så gør Du Sagen endnu sværere.

– Hør Ven jeg kan for min Død ikke lide dette Kurmageri, som Folk vover overfor Dig. Nu det med Fritz. Det er dog for galt. Og så var der virkelig for Alvor Tale om, at Du vilde være gået i Båd sammen med ham! Eller skulde I være rejst på Dampskib sammen? Lige meget! Du er for uvidende Amalie – det går ikke an. Du er for – hvad skal jeg kalde det? jeg har et forskrækkelig hårdt Ord på Læberne – for uberørt af de Kumpaners urene Tilnærmelser. Vis dem dog Foragt, Du er for blød – o jeg havde Lyst til rigtig at skænde på Dig. Men jeg skal nok gøre det, når vi kommer sammen. Må jeg skænde rigtig stærkt på Dig? Det er så sødt. Men Du skal se Amalie, Du vil hos mig uden at jeg behøver at sige meget, lære meget.

Du Stump, når jeg rejser fra Kbhvn den 25, så er jeg den 26 Morgen Kl 6 i Gøteborg. Jeg synes det er fornuftigst, at jeg er der først. Hvis du altså rejser fra Kristiania den 26, kan jeg om Aftenen tage imod Dig. Så er Du kun Natten over i Byen. Næste Dag tager vi et eller andet Sted hen, syd på eller øst på, lige meget hvor, er dette ikke godt? Men sig mig kun én Ting. Skal jeg, når jeg bestiller Værelser, indrette det for min Søster, min Hustru, eller «en Dame» – hvori jo ikke behøver at ligge noget slemt. Du søde overvej dette et Øjeblik. Og så giver jeg mig et andet Navn. Hør det er forfærdelig morsomt alt dette farlige Roderi. Vær snild, giv mig et Navn. Det rigtigste er vistnok at Du simpelthen er min Hustru. Jeg har forhørt mig om Hoteller. Der ligger tre, som skal være lige gode, i Nærheden af Banegården, et af dem er Hotel Kristiania, lad os vælge det. Det er blevet Tøvejr nu i Danmark efter en usædvanlig tidlig og hård Vinter med Snestorme og Togstandsninger – Du skal se, Vejret bliver nok skikkeligt i Juleugen; under alle Omstændigheder har vi Navn og Hotel aftalt, for under mulig indtrædende Tilfælde at kunne telegrafere til hinanden. Amalie er det rimeligere for dine Forholds Skyld at komme en Dag eller to senere til Gøteborg, så kan jeg også det, men for mig er det bedst at komme afsted den 25de.

Den Sum, jeg lånte ud, har jeg fået igen. Jeg har slet intet Begreb om hvad vort Møde vil koste, men jeg gør et Forsøg på at få 300 Kr med. Jeg er så angst for at have for lidt Penge på mig. Jeg véd ikke Amalie hvor mange Dage jeg kan snyde mig til – ak Uger bliver det ikke.

Amalie, jeg ser nu først rigtig tydelig, at Slutningen af dit Brev er så sørgmodig. Du må ikke tage Dig af disse Smudsigheder. Bag dem, ser der dog ikke så hæsligt ud, som Du tror. Jeg har fortalt Tingene som de er, for det er min Vane, og jeg har ondt ved at lade være, og efter min Mening er det rigtigt, at også en Kvinde – en forstandig, moden Kvinde – tvinges til at vide Besked, men naturligvis må der være mangfoldige Ting, som ved at stilles uforklarede hen kan antage endnu værre Former end de i og for sig har. Også om den Slags Ting kan vi jo snakke. Min lille Pige, der er ikke Spor af Tvivl om, at G.H. er fordærvet og demoraliseret – i hvor høj Grad véd jeg ikke ret, jeg mener, jeg véd ikke hvor dybt eller hvor lidt dybt hans egenlige Følelsesliv er angrebet; men det skal Du vide, at fordi det ved hans usigelige Mangel på Penge kommer til at antage grelle Former, så er hans Fordærvelse ikke derfor større end disse rigtig pæne Mænds, hvoraf der sikkert gives nok i Kristiania, og med hvem Du kommer i Selskab og spiller Kort t.E. Husk jeg véd intet om din Omgang, beskylder ingen, men jeg antager det kun for rimeligt. Og heller ikke er dette grove Grisseri egenlig værre end det, Miljonerne gør anstændigt i sin ydre Form, eller blot velhavende Forhold formår at dække nogenlunde vel til.

– Men hele denne Verden under den Verden, man ser, kender Du for lidt til, at det kan nytte her at fortælle Dig noget om den. Der kunde ellers på ny være Lejlighed dertil, igår så jeg nemlig ikke så lidt af sligt: Der var et udmærket vellykket Gilde for Bjørnson i Studentersamfundet – han talte fortrinlig, helt anderledes end oppe på Aulestad – og efter det vandrede jeg ud med 6 [kendte?] Mænd for at se Kbhvn ved Nat.^k249 Jeg vil ikke affektere, at jeg ikke før har set sligt, men det er længe siden, og jeg var nu netop igår i et Humør, som bar mig ind på den Slags Nysgerrighed – Grunden skal jeg fortælle Dig en anden Gang – og jeg så virkelig adskilligt, som morede mig. Da jeg så kom hjem Stump, så dit Brev til mig, og som et rensende Bad efter de Ting jeg havde hørt og set på, fyldte jeg mine Tanker med dine usigelig rene og søde Ord. Ser Du nu, min Unge, hvis G.H. nu ingen Kvinde har, som han holder af, eller som holder af ham skal meget tilgives ham.

Jeg er træt nu af at skrive – min Hånd tåler i Grunden ikke meget, jeg har haft en Art Skrivekrampe – Klokken er også mange, jeg har først sent i Aften kunnet begynde. Jeg siger Dig Godnat min lille Pige! – Det er sandt det om Fru Gyllembourgs Breve. Jeg turde jo ikke sætte dit Navn på. Kan du ikke begribe, at jeg havde haft den inderligste Lyst dertil. Naturligvis er jeg lidt skuffet over, at Du der ikke føler helt som jeg. Men det bliver sødt at tale med Dig om det. – Godnat min yndige lille Pige, min Elskede! Du véd jo af, at jeg er rigtig dybt alvorlig grebet af så snart at skulle mødes med Dig. Min Amalie!

God nat Du elskede.

Det er G. Heiberg som har skrevet Anmeldelsen af «Familien Pehrsen» i Mrgbl.^k250

13-12-82

Nu har du vel også fået mit andet brev, som var skrevet fredag aften i en bange og bedrøvet stemning, såvidt jeg husker. – Jeg havde ligefra søndag af, så vist ventet mig brev idag morges. Hvergang jeg, mens jeg klædte mig på, imorges, hørte nogen gå i trappen og ringe på klokken, bankede mit hjærte som det var galt, men det var aldrig postbudet. Så havde jeg opgivet det, og forsøgte enda med lidet held at være nokså fornøiet, idet jeg sa'e til mig selv, at nu kunde jeg i allefald med kraft ta'e fat på mit arbeide, siden dit brev ikke var der for at distrahere mig, som det altid gjør i en nederdrægtig grad. Men så kom det alligevel; – tak du forfærdelig elskede som får mig til at være et fremmed menneske, som jeg selv slet ikke kjendes ved, som bringer mig til at gjøre hvad jeg forlængst har troet mig ophøiet over, og i overlegen medlidenhed har overladt til andre, elendigt forblindede væsener. – Lad os ikke tale mere om den dumme misforståelse hvad brevet fra Landet angår, iallefald ikke før vi treffes. Jeg forstår dig forresten så udmærket. Du er vidunderlig sød, er du, og så over alle grænser klog, – hvor er det dog muligt at du er til, og at jeg, at jeg virkelig har fundet dig. Men jeg skal sige dig det, at brevet fra Landet er godt; jeg har læst det igjen og igjen, og det kunde, så eiendommelig og meislet din stil endog er, udmærket været dit brev, et udtryk for en stemning eller en fantasi, du havde sat i ord i en fart. Lad det længe nok være hende som har skrevet det istedetfor dig, – jeg siger ikke længer at jeg elsker det, – men jeg holder af det, ikke alene fordi det voldte mig denne illusion, men også fordi det er godt. Hvor det er deiligt, at du ikke synes om at ærte. (Jeg har brugt det danske ord «drille», meget imod min villie, af hensyn til dig. Nu ser jeg til min glæde, at du kjender ordet ærte.) Ikke jeg heller synes om det, – jeg kan det endog ikke. Det vil sige, – jeg har forsøgt at lære det gjennem tidernes løb, for at ha'e et våben mod dem, der ærtede mig, og jeg blev virkelig flink, – skjøndt nogen rigtig art havde det ikke. Men du kan tro, det er min natur imod; dem jeg holder af, holder jeg af på en ganske anderledes alvorlig måde, end at jeg kan klusse samværet op i sligt tusseri. Men det er jo så almindeligt at de, der står hinanden nærmest, uafladeligen og ubarmhjertigen ærter hinanden, så jeg næsten troede det hørte til. –

Alt det du siger om «demoralisation» fra mit «foregående liv», er der vist meget i. Det vil sige, jo længere og jo mere jeg elsker dig, jo bedre forstår jeg hvad der ligger i disse ord, det har jeg i ethvert fald en følelse af nu. Men jeg synes at du i dette tilfælde lægger forliden vægt på, at der dengang Thauloverne kastede sig over mig, slet ikke var noget at betro, hverken de nære eller de fjerne iblandt dem. Ingeborg kom jo og talte til mig, netop som jeg havde afsendt mit (som jeg troede for gud og mennesker) afskedsbrev til dig. Og strax efter reiste hun jo. At indvie nogen, selv Ingeborg, der ved sin egen uhyre fortrolighed kunde havt krav på min til gjengjæld, i det, der dengang var foregået mellem os, vilde jo været en uting, og dernæst mig en umulighed. Jeg gik jo med et sår, der blødte, og jeg havde jo ingen anden udvei end at dække mig bag en forhærdet nonchalance. Det synes jeg just var dygtigt gjort af mig. Netop fordi, jeg var så vis på, at alt var forbi mellem os, måtte jeg jo lyve dig og mig fra det hele. Hvis jeg havde tilstået at du virkelig havde været hos mig, og at vi havde havt sammenkomster her, som vi havde holdt skjult, så kunde de jo ha'e anstillet gisninger, (når de så, der intet kom ud af det), som jeg fuldt så meget for din skyld, som for min, måtte søge at afende. Kan du ikke forstå det? Det lykkedes mig også virkelig. Og jeg tror det skyldtes min måde at tage sagen på, at ikke Thauloverne, Ingeborg også, dengang gik og hviskede om at du havde friet til mig og fået en kurv, for noget sådant slog de på; det var just det som forfærdede mig i den grad, at jeg fik mod til at være så kjæk, så langt kjækkere end jeg selv havde ventet. Sådan hang det dengang sammen. Men det kan jo også godt være, at om det havde været anderledes, jeg dog ikke vilde havt mod til at være sådan som du siger, jeg skulde. Skjøndt gud ved alligevel. Det forekommer mig at om Ingeb. nu spurgte, kunde jeg, om det gjaldt mit liv, ikke ha'e fornægtet min kjærlighed. Sagen har jo slet ikke foreligget siden, – ingen har spurgt mig, – alt synes glemt her. – – Jeg mente slet ikke, at det om dit «hjærtes dyreste indhold» var en floskel. Er du gal gut! Hvis ikke din kjærlighed var det, vilde jeg slet ikke ha'e noget af den, du. Tror du kanske ikke den er mit? Men alt det kan vi jo tale om. Bare vi får tid til så meget. – Hvorfor vandrede du ud «med sex kjendte mænd»? Og hvorfor var du «i et humør som bar dig ind på den slags nysgjerrighed», og hvorledes kunde du more dig? Kan et bravt menneske virkelig more sig ved sligt. Jeg synes det måtte være ham bare en lidelse, jeg. Jeg har nu en følelse af at der er mellem min og mandfolks verden et dyb befæstet, som det der var mellem fader Abraham og den rige mand i pinen.^k251 Jeg kommer aldrig over det dyb, – jeg mener end ikke med min forstand. Så god den endog er, så slår den ikke til ligeoverfor dette uudgrundelige væsen. At det slet ingen skam er, – bare det at yde sit bidrag til at sligt består, – – ja det nytter jo slet ikke at tale derom, – det er så uhyre nedslående, så græsseligt ondt og stygt, at det stundevis betager mig al min tro til mennesker, og alt mit mod på livet. – Paulsen har troet at det var dig som havde anmeldt «Pehrsons». Du skal få se den skrivelse, han i den anledning sendte mig. Jeg tager den med. – Adieu sålænge. Jeg skal spise middag.

Om aftenen. Jeg går og studerer på om du vil sende mig en skrivelse til svar på mit andet brev, som du vel må ha'e fået mandag morgen, eller om du vil tænke som så, at det jeg fik idag kan være nok for dem begge. Gud give du ikke vilde det, for det er så over al måde deiligt at få dine breve, selv om der er skjænd i dem. I dette sidste var der nu egentlig en hel del, men så var der også så mange søde, gode ord, der gik mig lige ind i sjælen og gav mig en længsel efter dig, som du ikke kan fatte. Jeg skal svare dig på det du skjænder for når vi sés, – (når vi sés – det er næsten berusende at vi skal sés); da skal jeg jo også ha'e mere skjænd, så det er klogest at vente til jeg kan ta'e alt under behandling på én gang. Brevet fra B.B.^k252 vilde jeg så gjerne ta'e med mig for at vise dig, men jeg er vis på, du bliver sint på mig for det, og det ville virkelig være synd i mig, for der er jeg nu så over alle grænser uskyldig. Jeg ved det er dumt at jeg viser dig det, for du vil ikke kunne forstå hvorledes det går til at B.B. kan skrive således, – og det kan jeg ikke heller, – skjøndt jo, når jeg husker hans måde at spøge på, den er lidt plump og voldsom, så kan jeg det nok, – hvad var det jeg vilde sagt – ja, – men siden du nu netop har skjændt på mig for den slags ting, så vilde det plage mig at der var noget jeg ikke talte om. Pyt, du må ikke tro det er noget! Det er et utækkeligt vrøvlet brev, fuldt af sludder og ingenting; men B.B. har aldrig skrevet således før, og når jeg har været sammen med ham, har han altid siddet mindst tre alen fjernt fra mig, og aldrig rørt med en finger ved mig, undtagen éngang i et selskab, da han midt for alles øine pludselig greb mig om livet, som jeg stod og snakkede med ham. Men han slap mig strax, og det gjorde ingenting, for det kom så rent uforvarende. – Du må love mig at der aldrig skal komme nogenslags misstemning ind mellem os for sådanne årsagers skyld. Det vilde være for dumt og dertil uretfærdigt, og så vilde det krænke mig, og tilsidst gjøre mig vred. Men jeg ved jo godt at du er altfor sød, – jeg er så tryg, så tryg hos dig, min elskede! – – Jeg har atter læst dit brev igjennem, og det næsten ærgrer mig at du tager således på vei fordi jeg har «nægtet som en forbryder, der for enhver pris vil slippe». Det er aldeles forkjert tænkt og sét af dig. Hvad havde jeg at gjøre andet dengang ligeoverfor Ingeborg?, – og siden har man ikke spurgt mig. Men jeg har jo skrevet om alt det, – du gode gud hvor du kan skjænde forresten! Og nu med hensyn til vor reise. Se nu på det, jeg skrev om Charlottenburg.[sic] Var det ikke lige godt, at du gik did? Der vilde altså jeg indtræffe om aftenen. Skulde jeg til Gøteborg vilde jeg altså først træffe dig den næste morgen, og det vilde være fælt at blive alene i Charlottenburg, og måtte op tidlig ja vistnok meget tidlig midt på natten omtrent, eftersom trænet skal være i Gøteborg kl.8, tror jeg, om morgenen. Jeg tager ingen bestemmelse, før jeg atter har hørt fra dig. Men så næste gang håber jeg at kunne give ordentlig besked om alt. Hvor det er græsseligt flaut dette med at bestille værelser. Du ved ikke hvor pinligt det var at læse det, men det er jo ganske nødvendigt at ha'e alt på det rene i forveien. Men hvor det er flaut! Jeg generer mig alligevel græsseligt for dig, du. Og så at du skal give dig et andet navn! Måtte jeg også det? Det er jo som var vi to falsknere som politiet var i hælene på. Jeg overlader alt dette til dig. Du må ikke blive vred fordi jeg ikke giver mit besyv med i laget; jeg kan jo ikke sige at du skal kalde mig din, – ja hverken det ene eller andet. Gjør i denne henseende ganske som du finder det klogest og rettest. Jeg forstår jo godt at vi må være enig om alt, men at vi skal være nødt til at blive så fordægtige!

14de om aftenen. Jeg fik ikke noget brev idag; derfor gjør jeg dette færdigt, og løber ned i postkassen med det, så får du det lørdag aften vel. Hav nu alting bestemt til næste gang du skriver, og lad mig vide nøie rede på alle greierne. Så skriver jeg – det bliver formodentlig i næste uge – et brev med svar, hvori jeg siger at jeg har forstået, og at alt er allright. Derefter skriver jeg bare et eneste brev til før vi sés. Er det ikke deiligt at jeg kun har to breve til foruden dette, at sende dig, inden vi tales ved? Men er det ikke fælt at vi skal ha'e falske navne? Skjøndt klogt er det vistnok. Alt dette har jeg slet ikke tænkt på, for jeg er så letsindig, og derfor kom det så overraskende på mig. Du, det med at bestille værelser er i grunden det sværeste. Hvis du sa'e jeg var din søster, hvad jeg helst ønskede, men hvad ingen vilde tro som ikke var rent idiotisk, (gud give jeg dog havde været meget blondere!) så kunde vi fået værelser ved siden af hinanden. Det kunde du godt ha'e forlangt; ikke sandt? Men hvis du siger det er til en dame, så vil de måske forundre sig over, at vi sidder så meget sammen om dagen og, men du kunde jo sige det var til din forlovede! Er ikke det en god idé. Den tror jeg er udmærket. Så kan vi være sammen så meget vi vil hele dagen, og de vil bare finde det naturligt. Ikke sandt? Gjør forresten som du vil, og skal jeg hae et andet navn, så må du skaffe mig det. Jeg synes alt dette er så fælent på afstand. På nært hold bli'er det dog vel ikke så slemt, antager jeg. Jeg kan meget nødig reise herfra før den 26de om morgenen. Ja; jeg kan jo slet ikke da heller, men jeg vil alligevel gjøre det. Idag om 14 dage er vi altså sammen. Er du nu vis på at du bliver rigtig glad i mig, strax du ser mig? Du har jo igrunden sét så lidet til mig, at du slet ikke ved hvordan jeg er. Tænk om du finder mig ganske anderledes end jeg står for din erindring. Vil du så blive skuffet? Det skulde du ikke, for jeg kan nok være bra, om jeg ikke netop er slig som du har tænkt dig mig. Jeg er vist ikke så pen om vinteren som om sommeren. Al den ovnsvarme tager på huden, og så er jeg meget blegere, for da du så mig, var jeg brun af at ligge på Grefsen. Jeg er så bange, og jeg er så flau for dig. Du må slet ikke sige noget til mig med det samme du ser mig, ikke før en god stund efter, hører du det elskede. Hvor det bli'er dræbende at reise den lange vei alene. Jeg vil tage ind et sovepulver, og lægge mig nedfor fra begyndelsen af. Det er den eneste måde at kunne holde ud på. – Det er slet ikke slige fæle folk jeg spiller kort med, må du tro. De er tværtom meget skikkelige, – ja det vil sige, én siger man noget slemt om, jeg ved ikke hvad, – han er adjudant [sic] hos kongen, – men ham er det så skjælden jeg har spillet med, og de andre er slet ikke slig. – Uf, det blier en travel tid denne. Der er så meget som skal gjøres til jul, og så har pigen naturligvis fået værk i fingeren. Hun går med grødomslag, og tør ikke komme i vand med den. Idag var doktoren her og skar den, stakker, hun var så kjæk. En lykke er det imidlertid at veiret er blevet så mildt. Det har været bidende koldt lige op til 14 grader Reaumur,^k253 men nu i over en uge er det gået op til 0, og det er så deiligt, især siden jeg må hjælpe pigen i kjøkkenet, for konen kan ikke komme før på eftermiddagen. Jeg bryder mig forresten slet ikke om at det er koldt, når jeg skal afsted. Kupéen er jo opvarmet, og jeg har udmærket reisetøi, forværks kåbe, og mere end jeg behøver af alt muligt. Man spår imidlertid at veiret blier udmærket i julen. Vi får nu se. Dette er et dumt og kjedeligt brev. Du vil kanske finde at det ikke er værre end så mange af de andre jeg har sendt dig, men deri har du ikke ret, – dette er værst. Pennen er så dårlig, og jeg gider ikke tage en ny. Nu skal jeg desuden holde op. Gud give jeg var kommen tilbage fra expeditionen ned gjennem haven: Det er ikke det mindste fælt, men jeg er bare så doven og min stue er så varm. Godnat min elskede, min søde, yndige hjærtens ven! Det går så, at du blier mig alt, alt i verden, det mærker jeg mere og mere.

Din Amalie.

Den 14 December 1882

Som Dit sidste Brev er sødt! Som jeg er gået rundt med det i min Lomme, glad helt ned på Bunden af min Sjæl, helt udfyldt af Dig. Ethvert Hul og Sprække i mig var fyldt med Dig. Også når jeg havde mest travlt kunde jeg føle Dig. Jeg tror, at Du aldrig har været så meget med mig som netop i disse Dage. Men jeg har haft urimelig travlt. – Men jeg er ved at blive fortumlet i Hovedet af at studere et forbandet «Jernvägs Karta öfver Sverige» med tilhørende Liste. Jeg kan ikke finde ud af det. Du søde, har Du ikke sagt galt, at du skal rejse fra Krstia Kl 8 Morgen? Efter mine sidste Granskninger har jeg udfundet, at der må gå et Tog Kl 4,20 fra Kr. – – nej nu ser jeg, at det rimeligvis også er galt. Det er for dumt indrettet det Kort! – Men hør nu. Du siger jo, at Du skal overnatte i Charlottenberg. Det er jo ufatteligt. Charlott. er den første svenske Station på Nordvestre Stambanen 18–20 danske Mil fra Krist. – Fra Charl. går et Hurtigtog Kl 6,50 – men om det er Morgen eller Eftermiddag siger den idiotiske Liste ikke – Dit Tog er Kl 1,40 i Laxå. Samme Dag kan jeg fra Gøteborg være Kl 1,50 i Laxå. Jeg formoder at det er Frmdg's Tog begge to. – – Nej det er noget Sludder, nu har jeg fundet ud af det. Jeg kan være Mandag den 25d. Aften Kl 9 i Charlottenberg. Det går til på følgende Måde: Jeg tager Lørdag Aften Kl 6 fra Kbhvn med Dampskib til Gøteborg, er der Søndag og rejser Mandag Morgen Kl 6,30 fra Gøteborg, så er jeg om Aftenen Kl 9 i Charlottenberg. Ja jeg kan ved at rejse Søndag Aften fra Gøteborg være i Charlottenberg Mandag Eftermd. Kl ½ 1, men så skal jeg tilbringe 3 Nattetimer i Laxå fra Kl 2 til 5, det er mindre behageligt. Og jeg tror, at det er rigtigt, at Du først tager fra Kristiania Kl 4,20 Eftermdg. Men hør nu, Stump: Forholder det sig som Du siger, at Du skal med et Morgentog fra Kristiania, så må Du være midt på Dagen i Charlottenberg, og så kan jeg altså også være der omtrent samtidig. Undersøg nu dette nøjagtig og behold dette fast, at Du kan eftersom Du indretter din Rejse bestemme, om jeg skal være i Charlottenberg Kl ½ 1 Formdg eller Kl 9 Aft. Mandag den 25. Så tage vi slet ikke til Gøteborg, men flakke om hvor helst vi vil. Indret det aldeles absolut alene efter din Bekvemmelighed hvis begge Muligheder findes (Morgen og Eftermdg'stog) Timerne i Laxå om Natten har i og for sig intet at betyde.

Om Aftenen Kl 12 på Kontoret

Jeg har ikke haft et Minuts Tid Du sødeste til at skrive et eneste Ord i Løbet af Dagen.

Det kan nu også være det samme, nu ser jeg Dig jo snart. Jeg har på ny gennemgået Listerne det er rigtig som ovenfor angivet. Svar mig altså og husk, at jeg under alle Omstændigheder tager ind under mit eget Navn i Hotel Kristiania i Gøteborg Søndag den 24

Brandes er idag rejst til Paris!!^k254

Det er slemt for mig, for så vidt der da ikke er Tale om at kunne «bede» mig fri på Bladet. – Jeg bryder mig ikke derom og rejser uden Permission med efterladt Skrivelse om, at Fanden er løs i min Familje i Jylland!

Læs Brandes «Et Besøg».^k255 Han har gjort mig en slem Spas, tror jeg, ved at give Forføreren udvortes Kendetegn, der ere tagne fra mig. Han har gjort mig en Slags Undskyldning derfor. Men har jeg altså været Stig Høg, så bliver jeg sikkert nok denne Fyr – jeg husker ikke hans Navn.

Nu farvel Elskede

Vi ses snart!

Din Erik

Dine Konvoluter ere for tynde, man kan læse Skriften igennem dem.

Lørdag Aften 16/12 82

Min yndige Ven, jeg har fået dit Brev i Aften og vil blot med et Par Ord sige Dig, at Du er den sødeste Pige på Jorden. Tror Du dit Brev var kedeligt? Du er et lille Fæ!

Når Du ikke kan komme fra din Rede før den 26, så er der jo ikke dertil noget at sige. Men så indretter jeg mig lidt anderledes, så tager jeg den 25 over Malmø og kommer til Charlottenberg 26 Kl 12 (?) tror jeg – jeg har ikke det interessante Jernvejs Kort ved Hånden. Jeg sidder hos fremmede Folk og skriver.

Altså kun dette! Du er ubeskrivelig sød, jeg elsker Dig, glæder mig længes og indretter mig ganske som Du kan og vil have det.

Din Erik

Mandag Aften [18/12/82]

Min elskede Amalie, er det underligt, at jeg ikke nu mere, da Tiden til at vi skulle ses, nærmer sig så stærkt, griber Lejligheden ved Hårene for at sende Dig et Brev. Min Stump, det er så fattigt at skrive. Aldrig har jeg ladet et Brev gå afsted til Dig uden at føle hvor lidt der står i det imod hvad jeg ønskede at få sagt, og netop nu er det så lidet lokkende at skrive. Jeg er så lidt glad i Brevskriveri og det hører ikke til det mindst mærkelige i Historien mellem os to, at vi har lært at finde hinanden ved Breve. Også Du havde jo forlængst taget Afsked med det for Alvor at skrive Breve. Søde!

Naturligvis skal Du have B.B.'s Brev med. Du skal aldrig være bange for at sige mig noget eller vise frem et eller andet, der skal forklares. Er der noget jeg tror jeg kan, så er det det at høre på og forstå en Forklaring. Du mærker jo, at jeg nærmest er urimelig i den Retning at tvinge Dig til at høre på og forstå alt muligt i Verden. Jeg vilde godt lide, at Du led af samme Sygdom.

Og hør nu en Gang så godt som tyve. Jeg forlanger, at Du har med Dig Manuskriptet i det mindste til den Fortælling, som er færdig. Jeg har ganske vist tidligere været mere ivrig begærlig efter at se hvad Du havde skrevet, fordi jeg da trængte til at få Stof til dit Billede – nu er min Interesse meget roligere. Men den er alvorlig, forstår Du Stump. Og så bliver jeg sint, når Du finder noget «flaut», som jeg er alvorlig ved. At Du véd det min Unge! Du er nu i det Hele en stor Nar med alt hvad Du finder «flaut» – men det gør ingen Ting, jeg skal nok kysse det flaue bort – jeg siger nu flov det er styggere det véd jeg, men egenlig kæle for dette Begreb har jeg heller ikke i Sinde.

– Du Stump, at Du slet ikke kan huske at vi har talt om de Norskes Morskab ved at ærte. Det var på Lillehammer.

– Jeg véd godt, at Du har Ret med din Optræden overfor Ingeborg – – som Sagerne den Gang vare komne til at stå. Men da jeg begyndte at skrive derom – at tænke derpå – stod det mig ikke helt klart, og havde jeg begyndt var det dog det rigtigste at blive ved, noget ramte jeg jo dog hos Dig, som det slet ikke var så galt, at jeg omtalte. Kan Du se, at jeg godt kan være Jesuit. – Også Paulsens Brev skal Du tage med. Tag alt muligt med, som Du blot nogenlunde kan, der minder om Dig, dine Sysler osv. Er det sandt, at Du i Vinter har gået med en Maria Stuarts Krave, der har klædt Dig så nydelig? – Du, jeg har slet ikke pæne Klæder at vise mig i til vort Møde. Jeg burde være elegant men det er jeg ikke. Den samme Frakke, de samme Buxer som i Sommer. Det er i Grunden «flovt».

Jeg betragter det nu som givet, at Du rejser den 26 fra Kristiania. Jeg tager den 25 Kl 11 fra Kbhvn så skal jeg være i Charlottenberg 26 Middag. Om vi mødtes samtidig? Men derom må Du give mig klar Besked.

Jeg kysser Dig Stump – jeg er rolig og stolt!

Din Erik

Mandag aften [18/12/82]

Kl. er græsselig mange min egen elskede. Jeg har været til middag hos Wullums, tænk dig det stel – vi sad og ventede i to timer på maden!! i en iskold stue, og jeg, som var så ulykkelig over at komme 10 minutter forsent. Der blev lagt teppe på gulvet og hængt gardiner op i dagligstuen, og alt det var i fuld gang, da gjæsterne kom. Jeg forsikrer at jeg overdriver ikke. Så kan du jo nok forstå, at hun ingen omgang kan ha'e. Da vi så endelig kom tilbords, var det forresten meget bra altsammen, og ved kaffen i den færdige dagligstue, der var bleven så hyggelig, fik vi det næsten gemytligt. Jeg havde i formiddag været på jernbanekontoret i egen person, og erkyndiget mig om trænene én gang til. Så havde jeg glædet mig til at komme nogenlunde tidlig hjem for at give dig besked, men just som jeg skulde til, kom fru Vibe op, (hun bor nedenunder) så sent det var, med sine nybagte julekager, som jeg endelig skulde smage, og så blev hun naturligvis siddende i timevis. Derfor bli'er det ikke meget du får iaften. Men det gjør jeg mig ingen samvittighed af, for du har så ofte sendt mig småstumper af breve, du, som jeg tålmodigt har taget imod, og været glad til! Alt det om Charlottenberg og overnatten og al den anstaltering, var det største sludder. Ikke et sandt ord er der i det. Men mig var det ikke, men derimod fyren dernede som sidst havde givet gal besked; da jeg mindede ham om det tilstod han at han havde taget aldeles feil. Der går nemlig slet ingen andre tog, end det éne hver morgen kl. 6,30 (hvad synes du til det græsselige klokkeslet?) som ankommer til Gøteborg om aftenen kl. 7,20. Er det ikke deiligt elskede! Så er jeg altså bare en dag underveis, med ingen overnatten eller stands eller sligt. Altså reiser jeg herfra tirsdag morgen kl ½ 7; sætter gutterne af i Fr.hald, tager med en rolig og urokkelig mine imod skjændet og spørgsmålene fra moder og Ludvig, der naturligvis er på stationen for at tage imod gutterne, og være fortrædelige mod mig, fordi jeg ikke stiger af hos dem, men reiser ind til mine venner i Gøteborg, ankommer til denne by kl. 7,20, hvor jeg håber du er i forveien. Så kan jeg jo love at blive et par dage hos dem på tilbageveien, når jeg henter gutterne. Jeg havde idag brev fra Ludvig, hvori han siger at han og mor sikkert og vist gjør regning på at få se os i julen, og at det jeg har skrevet om at ville til Sverrig, istedetfor at blive hos dem, naturligvis har været en spøg. Ja, han skal få se, hvad spøg det er! Men det værste er at her siger jeg bare, at jeg skal til Fr.hald for nogle dage, det værste, fordi det er ækelt at lyve. Thi da er det jo nokså rimeligt at jeg reiser fra Vilhelm og hans gut (de kommer forresten at holde til hos hans bedsteforældre, der er så glade ved at skulle få Jakob til at bo der, mens vi er borte) da, når det er for at være hos mor og Ludvig, hvorimod det ellers vilde være underligt. Siden, når V. får vide engang i tiden, at jeg har været i Sverrige (det er forresten ikke sikkert, for han glemmer at spørge og glemmer at høre alt sådant) så får jeg greie mig som bedst jeg kan. Det går nok. Til gutterne har jeg sagt at jeg skal ind til Gøteborg, og besøge mine venner der, og de er så lykkelige over at skulle til Fr.hald hvor de har masser af venner, at det slet ikke har gjort noget indtryk på dem, at jeg drager videre. Forstår du nu altså: det er ganske sikkert og vist at jeg kommer, hvis jeg ikke falder og brækker mit ben, hvad det er glat nok til om dagene, og det er også aldeles sikkert at jeg er i Gøteborg om aftenen kl. 7,20 på tirsdag, anden juledag, som er den 26de dcbr., hvis jeg ikke får afbud fra dig, eller du siger jeg skal reise en dag senere. Nu må du endelig, strax du får dette brev, skrive, om det er allright, og om til hvilket klokkeslet du er i Gøteborg. Gjør endelig det! Hvis du gjør det strax, vil jeg kunne ha'e dit svar lørdag morgen, og så venter jeg ikke mere noget brev. Skulde der i sidste øieblik komme noget iveien for dig, så må du telegrafere; hvis ikke sender du intet telegram, lad det være en aftale, det. Du kommer vel ikke at reise fra Kjbhvn. før søndag eller mandag, så der vil blive god tid for mig til endnu at sende dig et brev, som du skal få lørdag aften, men som ikke skal åbnes før på julaften. Bare jeg nu har givet dig tydelig besked. Jeg må læse igjennem for at se efter. – – Jo, jeg tror nok det er tydeligt. Men tænk om jeg træffer en bekjendt underveis, der setter sig i kupé sammen med mig, for at være underholdende, og fritter mig ud, for det gjør han sikkert, især hvis det er en bergenser, og de er allevegne ude og er så familiære, når de træffer byesbørn på reiser, hvor det vil blive græsseligt! Jeg vil være i en nervøs og angstfuld forfatning den hele dag, og det vil ikke gå over før jeg sidder ved din side, med mit hoved mod din skulder, og hører dig tale trygt og godt til mig, for det er dig som skal tale og mig som skal høre på, ved du. Og strax den næste morgen må vi ta'e et andetsteds hen, for der er for utrygt i Gøteborg, hvor både du og jeg kjender folk, og derfor er det bedst at sidde oppe om natten, for at vi ikke skal forsove os, for du kan stole på at trainet går kl. 5 eller så, og selv om det går lidt senere, er det ikke værdt at ha'e det bryderi, og så har vi jo desuden så meget at tale om, at vi slet ikke kan bryde op, skal du se. Hvor jeg vilde ønske at jeg kunde reise forklædt som en mandsperson, og komme ansættende i min broders store ulveskindspels, det vilde være trygt det! For så var der jo ikke et menneske, som kunde ane, hvem jeg var. – Endnu har jeg ikke læst «Et Besøg», men imorgen skal jeg. Forresten kjender jeg det i forveien, det må være spændende, og det er godt opfundet; godt gjort skal det jo også være, siges der, rent ud glimrende. Men hvor det er kjedeligt at det bæstagtige mandfolk har ydre kjendetegn tilfælles med dig, – det er mere end kjedeligt, – jeg formelig tager mig nær af det. Hvor udmærket morsom Kiellands «Trofast» dog er!^k256 Vi læste den høit igår et sted hvor jeg var, og hvor man morede sig! Jeg havde forresten læst den før. Men bliver ikke danskerne gale på ham? For en kunstfærdighed det menneske har, det er rent allerhelvedes! sådan som han disker op med det såreste, tristeste, mørkeste, der pletter det bedrøvelige uvæsen, som kaldes samfundet, i dette udstyr, forklædt i en hundehistorie, der minder om et eventyr af Andersen; den ser næsten ud som en børnehistorie; børn og barnlige sjæle kan godt komme til at læse den som en sådan. Så du at man atter var ude og gik om Pålsens [sic] Pehrsons i Dgbldt? Nu bli'er det for meget. Det var igjen Mathilde Schjøtt.^k257 Og naturligvis sa'e man, det var mig. Alt hendes får jeg skyld for; selv for «Rosen», og så latterligt som det er at jeg skulde ha'e skrevet «Rosen». Sådan en komplet og blot og bar umulighed! «Dagens Nyheder» (er det ikke så den hedder?) har skrevet meget anerkjendende om den (om «Pehrsons»).^k258 Ser du det, du! Jeg sover næsten. Kl. er 1, og alligevel må jeg ned i postkassen med det, for gjør jeg ikke det, får du det ikke onsdag aften, og så får jeg ikke dit elskede svar på lørdag morgen. Godnat vidunderlighed. Jeg elsker dig og længes efter dig.

Din Amalie

Er disse konvolutter heller ikke gode nok? Det er de bedste og dyreste, som findes i byen, skal jeg bare la'e dig vide.

Onsdag Aften [20/12/82]

Søde, kære, velsignede Amalie – jeg længes efter Dig, Du skulde være hos mig. Jeg er slet ikke så glad som jeg burde være ved Udsigten til at mødes med Dig på Tirsdag, for jeg vilde have, at Du skulde være allerede i Aften i mine Arme. I Aften her i min Stue, Stump!

– Men det er noget Snak, jeg véd godt, at sådan noget skal jeg ikke sige. Jeg er så inderlig glad ved vort nære Møde. Kun er der det, at jeg er lige som lidt modfalden i Aften. Jeg tror det kommer af, at da jeg kom hjem – og jeg indrettede mig på at være i ordenlig Tid hjemme til dit Brev, som måtte være kommet, det er det også Du Søde – så læste jeg tilfældig, medens jeg ventede på, at Bålet i min Kakkelovn skulde gøre det en Smule hyggeligt og varmt hos mig – der var naturligvis hundekoldt da jeg kom – en Anmeldelse jeg havde skrevet af nogle Bøger, og den var så umanerlig slet. Jeg har været så forkølet og ilde oplagt og haft et Pres på mig af Arbejde og gjort det så dårligt – så synes jeg altid jeg er et så umådelig stort Fæ, og det opliver mig ikke. Det kan nu for Resten være det samme for på Tirsdag Aften er jeg et andet Menneske. Så er jeg hos Dig, min egen, egen, kække, stolte Pige. Du er jo min og vil være det, og Du skal se Stump, at det er noget godt, det vi to vil. – Altså alt det om at komme til Charlottenberg er noget Snak. Jeg tager Mandag Frmdg fra Kjøbenhavn og er Tirsdag Morgen i Gøteborg og tager ind i Hotel Kristiania. Så henter jeg Dig om Aftenen på Jernbanestationen og på Hotellet er Du min Hustru. Vi bliver der kun den Nat til næste Dags Middag, så er Du udhvilet. Så går vi med Toget til Falkøping t.Eks. Jeg skriver mig i Hotellets Bog som Dr. Müller fra Kbhvn, det tror jeg er det fornuftigste.

Stump jeg tror ikke jeg sender Dig noget Brev til Juleaften. Det skulde altså skrives imorgen, og jeg véd, at jeg vil være ophængt af Travlhed for Morgen tidlig til Nat, det er imorgen en af mine to særlige Vagtdage på Kontoret. Jeg har ikke Lyst til at jage et Par Ord af, og Ven jo nærmere det kommer at jeg skal se Dig, jo fattigere forekommer det mig at skrive. Men alligevel, hvis Du nu netop gerne vilde have et lille Brev fra mig den Aften. Om jeg blot sikkert vidste, hvorvidt de omdeler Breve om Søndagen hos jer. Husk også at sige mig, om det ingen Opsigt vækker at jeg til Eks. i denne Uge har sendt Dig Brev tre Gange. – Du, Juleaften er for Resten efterhånden bleven en melankolsk Aften for mig, så underlig fjærnt jeg står med min Slægt. Aftenen højtideligholdes hos min gifte Søster Jutta, Fru Rothe, der har fire prægtige Småbørn^k259 – men nu har de skrækkelige Mennesker fundet på at «indlede Julen» som de kalder det med en Præken tror jeg af min ældste Søster Henriette – Jernet, Forstanderinden hos Frk Zahle – og Salmesludder, det udebliver jeg naturligvis fra, og befinder mig så for Resten hele Aftenen hjemløs i denne Kreds. Der er noget så forvrænget og sygt i de Menneskers Religiøsitet, og de stakkels Unger, som drives ind i dette håbløse Stads.

– Det er sandt Stump, jeg så i Aften i Dgbl. at din Oversættelse – der stod Bjørnsons – må være udkommen.^k260 Den tager Du naturligvis med som Gave til mig! – Og hør Amalie tag Fotografier med af dine Brødre Gutterne, din Mo'r osv. alle der stå Dig nær. –

Jeg er ikke så glad i «Trofast» som Du synes at være – Kære hvad er det den pyntelige Hollænder hedder med de glatte Salonstykker?^k261 Når K. skriver sådanne Småtterier minder han mig om denne glatte Mand. Eller kan Du huske David Popper?^k262 Det er det samme Foredrag. Det er for Resten ikke min Bemærkning, for jeg forstår mig ikke på Musik. Må jeg sige et grovt Ord? Kunstnere imellem kaldes dette at «ludre» med sit Talent. Nogen Vrede her nede fra mod K. for Fortællingen kan jeg ikke tænke mig mulig.

Lille Pige skulde det virkelig være det sidste Brev jeg sender Dig inden vi ses? Hvor forunderligt og hvor lykkeligt. Véd Du for Resten, at sætter Du noget på Spil ved at rejse, så gør jeg det med, det vil komme så forkert som overhoved muligt at jeg forsvinder – men ikke et Hårs Vægt vejer det i Vægtskålen. Jeg tror, at jeg går til et Møde – nej Stump nu vil jeg ikke sætte mig til at veje Ord af til Dig. Vi mødes på Tirsdag Aften! Kys mig så min lille Pige – Amalie at Du virkelig holder af mig!

Ved Du Amalie at om Du kaldte mig Erik i dit Juleaftens Brev så blev jeg glad!

Men det kan altsammen være det samme for på Tirsdag ses vi!

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

Det Stykke Papir jeg har lagt om mit Brev må Du læse for at få et ægte Indtryk af den besynderlige fordrukne elskværdige simple S.^k263 Giv mig det tilbage! Kan Du mærke, at jeg vil have, at Du skal kende alt

20-12-82:

Min elskede, jeg må allerede iaften skrive det brev som skal sendes imorgen med min juleklap til dig, for imorgen har jeg ikke et minuts tid til min disposition. Jeg skal bage kager, og en masse andre ting, og iaften må jeg sidde længe oppe for at få færdig noget som skal sendes til Elisa Knudtzon i Bergen,^k264 med en udmærket leilighed af en fælles ven. Jeg har det i det hele så travelt at jeg hverken ved ud eller ind. Og så er jeg udbuden både imorgenaften og iovermorgen, men gå kan jeg ikke, og det har jeg svaret, men så kommer de selv og nøder og tvinger mig. Hvor det skal blive deiligt at få hvile ud i julen, og få gjøre det hos og med dig. Jeg fik idag et sødt brev fra mor, hvori hun ganske roligt tager det som noget naturligt at jeg vil til Gøteborg. Hun bare glæder sig til at få gutterne, og forbeholder sig at jeg skal være hos dem nogle dage på hjemveien. Heldigvis har jeg nu venner i Gøteborg, som det vilde være nokså rimeligt at besøge. Alting er klappet, klart og afgjort nu. Jeg var igår hos Jakob Alvers bedsteforældre, og aftalte at Jakob skulde komme der fra første juledag af. De var så henrykte over det, og Vilh. synes det er så godt, at vi reiser ned og besøger mor og Ludvig. Julaften bli'er vi hjemme, fordi Vilh. helst vil det, ellers skulde vi været hos Sommerfeldts, en af hans svogre, hvor hele familien er.^k265 Alting flasker sig så herligt, som man siger. – Bare du nu bliver glad i billedet. Jeg har slet ikke sét det endnu. Stygt er det naturligvis; kjolen bli'er vist ikke pen, men jeg måtte ha'e slæb på et sådant billede, og jeg skulde havt en sort dragt, det ved jeg nok, men den lange sorte var ikke rigtig istand, og der var ikke tid til at få det gjort, og så måtte jeg ta'e denne her. Kanske vilde du heller havt noget andet, men siden vi skal være adskildte bestandigt, og kun et par gange om året træffes i smug som et par andre arrestanter, der har brudt ud, synes jeg du gjerne kunde ha'e et billede til af mig. Og så var det så bekvemt at sende. Alt andet havde været værre. – – Hvor «Et Besøg» er udmærket gjort! Det er noget andet end «Puppen», – den flyder ganske ud over ved siden af dette, hvor hver en replik former sig så kompakt om stoffet. Jeg troede ikke at han eiede så megen virkelig dramatisk kraft. Så som spændingen stiger, og som der er meget sammentrængt på de få sider. Og hvor er dialogen naturlig og begrænset. Han er flink. Og emnet er brilliant opfundet. Gad vidst om han har lavet det, eller det er noget virkeligt der har forekommet i et eller andet menneskeliv som han kjender. Det gjør ham ære at han har formået at give Florizel således,^k266 jeg mener, lægge alt det gode indhold i hende, tiltrods for det, der er hændt. Men hvor nederdrægtigt af ham, at lade afgrundsbæstet i den grad, hvad det ydre angår, være dig, at ingen kan læse det, uden at de må tænke på dig. Det er slet ikke bare dette med krigen. Der er også andre ting, – uf! Han kan da vel ikke ha'e tænkt på dig, da han lavede dette asen. Det ligner vistnok meget mere ham selv, tror du ikke? skjøndt så elendig er han vel dog ikke. Det er en fuldblods Don Juan, Repholdt mener jeg,^k267 men tror du virkelig der gives mange sådanne? Er det ikke en skjældenhed? Du må, du må sige ja. Og du må forsværge at den replik: «Han har båret sig ad, som mandfolk gjør» – er en floskel, ellers er det ikke muligt at leve. Å hvor dette har sat liv i mit halvt udslukte had til den race, mandfolkene; det viser at stykket er godt. Men hvor slutningen er dum og slet og hverdagslig! Jeg afskyr den, og den kjeder, trætter og irriterer mig. Det er dog altfor usselt at Florizel ikke er stoltere, at hun står der og trygler om nåde hos dette mandfolk (han ligner forresten meget mere dig, end den anden) at hun ikke nøier sig med at bede om forladelse fordi hun har bedraget ham med den løgn hun løi, og som hun måtte lyve, som mandfolkene tvinger de ulykkelige kvinder, der måske har havt en skjæbne som hendes, (det hænder vist forresten utrolig skjælden, tror du ikke?) til at lyve, og så siger ham at hun intet mere vil høre; hvad ret har han til at være hendes dommer, denne mandsperson,^k268 – uf uf! det går rent i bugt så overvældende meget har jeg at indvende. Men bi du til vi treffes, så skal du få det altsammen. At ikke Brandes har vidst hvor ganske anderledes hun skulde være der, i det øieblik alt ligger klart for hendes mand. Men Brandes er jo også et mandfolk, og kan som sådant naturligvis ikke vide bedre. Gud give du vil forstå mig her. Den har rent oprevet mig denne historie, og jeg har havt en pinefuld fornemmelse af, at det dog vilde være bedre om jeg var forbleven i min skilpaddeskal, og aldrig var krøben frem i dagens lys. Der er formeget fælt. Jeg får slutte her. Måske skriver jeg lidt mere imorgen, når jeg har fået billedet, inden jeg lukker sammen. Naturligvis, må du ingen, ingen vise mine billeder. Altså, – vor aftale er at jeg reiser herfra anden juledag 26de dcbr. og kommer til Gøteborg om aftenen 7,20, tror jeg det var. Jeg skrev det sidst. Levvel elskede til vi sés. Du kan tro jeg har hjærtebanken af glæde og angst og af alt muligt. Det er forvovent gjort af mig i alle henseender, men nu er loddet kastet. Jeg kommer. Dette er det sidste brev jeg skriver før vort møde. Glædelig jul, – det er sandt, – nær havde jeg glemt det.

Din Amalie.

Torsdag i lynende hastværk. At billedet vilde blive stygt, var jeg forberedt på, men at det skulde være så utåleligt som dette, både så slet gjort og så ækelt i alle henseender, havde jeg dog ikke ventet. Kjolen ser fæl ud, og så sidder den gement, men det er slet ikke sandt, for i virkeligheden sidder den meget godt nemlig. Det er næsten skam at sende dig det, og jeg har været i tvil om jeg ikke heller burde lade være, men det var også så kjedeligt. Sig nu ikke at du synes altfor lidt om det, når vi sés. Jeg fik atter idag nogle linier fra dig min elskede. Tak fordi du sendte dem. Sludder med dit snak om elegant; jeg klæder mig naturligvis så tarveligt som muligt til den færd, jeg. Du må ikke bilde dig ind at du får se mig i andet, end min hverdagskjole. Ja, det er mærkeligt at vi er bleven kjendt gjennem vore breve. Jeg synes forresten ikke om det; thi for det første hader jeg at skrive breve, og har alt gjort det i mange år, og dernæst er det ikke frit for at være farligt og upålideligt dette, at vi, som du siger, har fundet hinanden gjennem breve. Man kan så let komme i skade for at digte hinanden om, når en ikke ser og føler og tager og iagttager; en får jo sagt så lidt i breve, bare antydet et og andet, – så skal man fantasere sig resten til. Det er farligt, meget farligt. Har du ikke af og til en angst over just dette, at vi har fundet hinanden gjennem breve, – ja, for det har jeg, – og så er det gået så underlig til det hele, – men nu nytter det ikke at tænke derpå; men undertiden når jeg grubler over det, får jeg en fornemmelse af en misstemning der næsten vil ha'e mig til at græde, eller noget der ligner, når man ligger og anker sig i søvne. Men du gode gud hvor jeg trænger om at se og tale med dig. Altså, om 5 dage skal jeg være i dine arme. Levvel sålænge elskede.

Din Amalie.

Fr.hald tirsdag aften [2/1/83]

Å min elskede hvor det nu er fattigt og usselt at skulle skrive, hvor hjælpeløst og sørgmodigt! Og især med denne såre, syge fornemmelse om hjærtet, som jeg aldrig har kjendt før. Jeg har naturligvis til mangfoldige tider været fortvilet og ulykkelig; havt mange triste perioder, men noget af denne nagende, grådkvalte fornemmelse, der nu har sat sig fast om mit hjærte har jeg ingensinde før vidst af. Alligevel, siden jeg er kommen hjem og har sét gutterne friske og muntre, og havt en lang passiar med moderen, der allerede flere gange har fået mig til at le, er jeg mildere og bedre tilsinds. Men du, – endnu sidder du jo på den fæle jernbane, alene med din længsel og dine sørgmodige tanker, for dig er det dog værre, du elskede. Jeg kunde naturligvis ikke læse om Germannernes [sic] lærling;^k269 jeg forsøgte nok, men ordene svømmede ud for mig, og meningen blev borte, druknede i de tårer, som så ganske langsomt sneg sig ned over mit ansigt. Jeg var ussel og elendig; det gjorde så ondt derinde, hvor det før havde været så godt. Mine øren var fyldt med din søde stemme, og alt hvad du pleiede at gjøre og sige, så og hørte jeg uafladelig. Med alle mine sanser, med hele min sjæl drages jeg tilbage mod dig, hvor er du sød og deilig at være hos, og hvor jeg er fattig og elendig uden dig. Jeg har måttet sige til moderen, jeg kunde ikke la'e være, at der er et menneske jeg har fået kjær, og at jeg havde sét og truffet dette menneske i Sverrige. Hun blev forskrækket og sa'e med en klynkende stemme: «Nei vil du nu tutle dig ind i slige greier, du som har havt det så godt, siden du blev kvit alt det væsen.» Jeg bad hende ikke spørge mig om noget, og det gjorde hun heller ikke. Hun tror at jeg har truffet dig hos fælles venner, kan jeg mærke, og det er det bedste, at hun bliver i den tro. Der vil ingensomhelst mistanke kunne opstå med mig; – jeg er bleven så tryg og rolig i den henseende, alt ser så naturligt og rigtigt ud. – Sove kunde jeg naturligvis ikke, så energisk jeg endog prøvede på det. Jeg lå bare og kastede mig frem og tilbage hele natten igjennem, og længtes og sørgede. Jeg fik tilsidst ondt i maven, og måtte tørne ud for at gjøre det samme som den nat, da du sad oppe og var fornærmet, og du behøver ikke at spørge om jeg vadskede mig, da jeg kom ind igjen. Jeg går og vadsker mig i ét væk, og der er ingen tvil om at jeg vil blive ved med det bestandig. Endelig ud på morgenen faldt jeg i en slags døs, hvoraf jeg vækkedes af den lille opvarter med det sorte, friserede hår, præcis kl. 6. Hvor det var græsseligt at gå der og tumle alene, uden dig, at drikke min sørgelige kaffe, og gå afsted med de knapper åbne i ryggen, som jeg ikke kunde nå. Opvarteren vilde jeg ikke bede om at hjælpe mig, og pigen kom ikke tilsyne før ude på gangen, da hun stod for at få sine drikkepenge. Jeg kom afsted i ordentlig tid; øsregnede gjorde det, og alt var gråt i gråt. Etsteds på veien var jeg inde, og drak en kop kaffe med noget optørket sødbrød til, det var det hele, – sulten var jeg ikke, fordi jeg var syg af længsel og savn, af en tærende fornemmelse ved tanken om de mange, mange hundrede dage der skulde hengå, inden jeg atter skal se dig, min éneste, elskede. Toget var forsinket af at vente på det, der kom fra Norge, som skulde passeres underveis; jeg kom først kl. 5 omtrent til Fr.hald. I vaggonen faldt jeg dog i søvn, og lå flere tider og drømte om dig, om bare dig. Vi var i Fr.hald, og du sad med mig og moderen, der ikke kunde forstå hvad du sagde. Jeg er så træt og tom; nu da glæden over dig ikke længer holder mig oppe, føler jeg det så uhyre. Hvor du er sød og fin og god, hvor jeg er stolt af at tilhøre dig, og hvor jeg er lykkelig ved at du elsker mig. For nu ved du, at du elsker mig, ikke sandt? Men jeg er bedrøvet over at du har elsket så græsselig høit tidligere; og det gjør mig ondt det med hende, som reiste til Tyskland, for naturligvis vil du savne hende.^k270 Man glemmer ikke så let og snart, den man har holdt af, og især når man har stået i et så inderligt forhold til hinanden. Din kjærlighed har været udstykket på så mange forskjellige hold; det er en del af dig kun, jeg har fået, jeg mener ikke, at du nu, kun har givet mig en del, men alt det du før har givet andre, er gået tabt for mig. Jeg får slutte nu. Der skal spises tilaftens, og jeg er desuden altfor bedrøvet til at kunne skrive. Jeg kysser dig tusinde gange, min elskede, min Erik, og er din

Amalie

Tirsdag Aften den 3 Januar 1883

[2/1/83]^k271

Min elskede dyrebare Amalie, så sidder jeg igen i det afskylige København og skriver Dig til.

Har det Hele været en Drøm og begynder jeg der hvor jeg slap i det gamle År? Nej min Ven, hvor meget end alle Omgivelserne og mit Liv vel med vil true mig til at tro, at jeg er den samme som før, så ved og føler jeg, at det er ikke så. Du elsker mig Amalie og jeg? Jeg elsker Dig min egen, stolte, modige, kloge Veninde så dybt som mit Hjerte formår – og ingen af Delene vidste nogen af os før på samme Måde som nu. Vi har gjort Prøve, Amalie! Yndigste Stump, Du spurgte mig igår, om jeg virkelig fandt Dig så sød som jeg havde ventet. Jeg kom til at le, og vi blev forstyrrede, så at Du ikke fik mit Svar. Jeg lo, fordi Du var så sybaritisk, Du vilde høre om igen, hvad jeg ikke mange Timer forud havde sagt Dig. Måske var det Dagen før jeg sagde det, men da stod jeg med Dig i min Arm og gentog for Dig – uden at Du først spurgte – at Du var ubeskrivelig dejligere end jeg havde tænkt mig – ikke smukkere, nej sødere, bedre mere bedårende. Det var vistnok i Falkøping, henne til højre i Stuen fra Døren, i Nærheden af den store Lænestol. Unge, det var jo derfor jeg lo. Du kunde godt føle på min korte Latter, hvor glad jeg var. – Jeg skriver til Dig efter en kort Søvn i mit Hjem, og jeg føler mig i dette Øjeblik så ubeskrivelig lykkelig. Havde jeg straks som jeg kom hjem sat mig til Skrivebordet, var vistnok Begyndelsen af Brevet blevet alt andet end fornøjeligt. Du véd ikke, hvor København lagde sig ondt over mig – fælt vilde jeg have sagt, nu skriver jeg, og så taler jeg ikke norsk længer – da jeg i Drosken tog fra Dampskibet hjem, og da jeg hjemmefra gik til en Kaffé for at spise lidt. På Rejsen havde jeg det ikke så slemt som jeg troede jeg skulde have fået det. Jeg sov næsten hele Natten. Først da Toget gik, græd jeg min Stump lidt. Det gjorde så ondt at glide fra Dig, at skulle tage fra Dig, at se Dig stå ene der på Perronen og selv være så ene på ny. Så Amalie kom jeg til at tænke på, hvor dumt jeg havde båret mig ad ved ikke at sige til Hotelkarlen, at han skulle vente og følge Dig hjem – jeg tror, at det var løbet mig gennem Hovedet, medens jeg tog Billet, og så slap det fra mig igen, jeg kunde ikke tænke fornuftigt i det Øjeblik. Så blev jeg bange for, at Du ikke kunde finde hjem, at Du måske ikke en Gang rigtig vidste hvad Hotellet hed; det pinte mig en Stund. – Jeg er ganske bange nu igen for at der tilstødte Dig noget – Men jeg må jo lade den Tanke fare, og igår Aftes gik den også fra mig. Jeg tænkte på Dig – og på mig, mest på Dig. Men ikke lidt på mig. På, at det ikke var underligt, at jeg elskede Dig, jeg var jo så fattig åndelig og dårlig stillet, om der ikke var et Slags Forræderi i, at jeg var så lykkelig, så helt mig selv hos Dig. Jeg vidste jo og følte i det Øjeblik, hvor underlig jeg faldt sammen i samme Nu jeg blev ene. Du havde aldrig set mig slidende, utilfreds, på en Måde ydmyget ved den Rolle, jeg har at udføre i Livet – jeg tænkte på, hvor usikkert det er, om der ligger en Fremtid for mig. Du har kun set mig kæk, og jeg blev virkelig alvorlig bange for, at der fra min Side skjulte sig en Slags Løgn i dette. Om Du vilde elske mig lige højt, når Du vidste rigtig helt ud, havde det klart, at Du vistnok giver mere end Du får. Ikke af Ømhed, Unge, jeg kysser Dig på Foden, men af Friskhed, Dygtighed, Lykke. Du var jo lykkelig, jeg var det ikke, da vi mødtes. Der er en uhyre Forskel. Jeg trængte til Dig, Du ikke til mig. Således pinte jeg mig og således vil jeg mange Gange komme til at pine mig, indtil jeg en Dag, åndelig talt, kan optræde som Rigmanden. – Så gled det lykkelige Billede af os to i disse 6 Dage i små Stykker ind til min Sjæl. Jeg dannede min Pels til min Hovedpude lagde mig ned, lukkede Øjnene og så havde jeg Dig helt og holdent. Ak en eneste Ting vilde jeg ønske Du havde gjort – ikke fordi jeg bad Dig derom, men som om det var faldet af sig selv, det skulde være kommet, når der rent praktisk taget var Anledning dertil, jeg skulde netop ikke have udhævet det – vist mig det, Du ikke turde. Du véd ikke Amalie, hvor jeg to tre, fire Gange, medens jeg lod som ingen Ting for ikke at forstyrre Dig og gøre Dig «flov», var henrykt, når Du sans gëne var flink og ordnede det og det, som du netop vilde have ordnet uden først at gøre en lille Scene. Havde jeg nu fuldt og rundt for mit Øje det, som jeg nu ikke gider nævne – det skal netop ikke nævnes, rent i Forbigående skulde jeg vide Besked dermed – vilde mine lykkelige Forestillinger have lige som et Brændpunkt at samle sig om. Jeg er vis på, at der er en egen Pragt ved det Billede af Dig jeg mangler. Men det gør nu alligevel ikke noget. Jeg har så meget at være lykkelig over, at jeg er rig nok til foreløbig at undvære dette. – Amalie, hvor er det jammerligt at skrive Brev! – Jeg faldt i Søvn min Unge med Dig trofast hos mig, og vågnede først i Falkøping – det er ikke sandt! Den sidste Time inden Falkøping var jeg vågen og beregnede, at Toget var omtrent 20 Minuter forsinket. I F. skulde jeg jo vente. Klokken var næsten 11 og jeg var bleven sulten. Jeg spiste på Stationen. Der stod den lille runde Værtinde fra Hotellet. Jeg blev ganske rørt ved at se hende og nikkede venskabelig til hende. Hun smilede med det samme idiotiske svenske Smil til mig som til alle de andre, jeg er næsten vis på, at hun ikke kendte mig, og i et Slags Raseri spiste jeg af alle Fadene, Kalvesteg, Boeuf, Haresteg og Kage. Jeg have glemt at forsyne mig med mine egne Cigarer og købte en afskylig slet hos den lille runde Tingest, som jeg nu foragter, og gik i min Kupé, som opvarmet stod og ventede. Der sov jeg så til ½ 2 da vi kørte, og Du, så faldt jeg i Søvn igen med enkelte Afbrydelser til Kl 8. Jeg følte da vi var i Jønkøping – Du husker at Toget der kører ind under et Tag – jeg sendte Dig en Tanke og så sov jeg igen. Kl 8 drak jeg Kaffe på en Station og atter igen kunde jeg sove i lidt over en Time. Du ser altså min Unge, at min Rejse var helt blid. Der var umådelig varmt i Kupéen. Udenfor styrtregnede det, og da jeg kørte i Skåne glædede jeg mig over at få grønne og brune Farver at se på ny efter det meget hvide, som trætter Øjet umådelig. I Nærheden af Malmø begyndte der at komme Folk ind i Kupéen, og jeg mærkede at med dem var min Fred forbi. Jeg var meget nervøs og irritabel, og det blev værre og værre jo mere vi nærmede os bekendte Steder. Tilsidst på Dampskibet til København styrtede alt det modfaldne ned over mig på ny, og her hjemme – ak her var det drøjt. Jeg har havt det for godt, Du har været for sød. – Amalie jeg er glad over således som vore Forhold nu en Gang ere, at jeg mødtes med Dig helt løsrevet fra alt mit eget. Havde jeg fået Dig med ind i mine egne Sager fra Dag til Dag vilde Savnet være grusomt. Nu i dette Øjeblik er jeg modig, og jeg synes, at Tiden til Juli – August – hvem véd måske før – må kunne gå tålelig.

Jeg har én Længsel, det er Brevet fra Dig, og når det kommer, så smelter mit Mod fra mig. En Ting er vis, at stod jeg rede til at modtage Dig Amalie, ønskede jeg at føre Dig ind i mit eget Liv, så fik Du ikke Fred for mig, for så havde jeg ikke Fred i min Sjæl for Dig. Nu er Du for god til at tumles med som Livet tumler med mig.

Jeg har ikke talt med et Menneske siden jeg kom hjem. Jeg véd intet om hvorledes det står til på Morgenbladet, så det må jeg fortælle Dig en anden Gang. Jeg var hjemme vistnok på samme Tid som Du er kommen til dit Hjem Kl ½ 5 – var det ikke så? Men Amalie det er jo sandt! Gambettas Død!^k272 Jeg så det af en Avis jeg imorges Kl 10 købte på en Station, hvor jeg telegraferede til Mrgbl. at jeg imorgen tiltrådte Tjenesten på ny. Min første Tanke var, tror jeg, at det kunde komme Dig rent på tværs, at Du intet vidste derom. Men Efterretningen har vistnok ikke stået i noget Blad før Tirsdag Morgen, så at Du selv i et fornuftigt Familiebesøg ikke har behøvet at vide noget. – Jeg begynder pludselig at blive bange for, at et eller andet kunde være galt fat med dit Foregivende om et Besøg i Gøteborg – å pyt! (Du véd ikke hvor henrykt jeg de Snese Gange har været ved dit «å pyt») når man ikke har grebet Dig på fersk Gerning, så er det jo umuligt, at Du ikke skulde klare Dig over for dem, der sidst af alt formoder noget sligt som er sket. –

Amalie jeg elsker Dig, elsker Dig! Men det ligger hårdt på mig her hjemme, at jeg kun kan give Dig så lidt – ikke andet end min Kærlighed. Kan Du være glad nok i den? – Du, jeg sender Dig medfølgende Brev, som lå til mig da jeg kom hjem. Naturligvis var det godt at modtage det. Schw. er ham, der har skrevet om Wergeland.^k273 Han er brav men desværre ikke helt «flink» (norsk). – Det skal jeg leve af at skrive «din Erik» under mine Breve – jeg som har været det!

Din Erik

Brev-Kort.

Fredrikshald 6-1-82 [rettet til: 83]

Reiser idag fra Fr.hald. Tak for brevet. Send det næste til mit eget hjem. Skriver strax imorgen. Din

A.

Mandag Nat Kl 12 [8/1/83]

Jeg sidder på Kontoret – jeg har læst om og om igen dit Brev. Amalie det er for elendigt at skrive. Da jeg fik dit Brev – det var i Fredags – var det som lå Du i mine Arme. Du min elskede, det var sødt, som Du skriver, men jeg! Amalie hvor er Du yndig. Min Ven, jeg er så forunderlig tilmode i alle disse Dage. Lykkelig over enhver Beskrivelse ved din Kærlighed og sørgmodig ussel ved Følelsen af at gå så ene og forladt her nede. Du Amalie, at Du må vide det en Gang for alle: jeg er kun noget hos Dig. Jeg er den ynkeligste Prås her på Københavns Gader: jeg har ikke en Tanke. Kun en eneste syg Fornemmelse af, at det bedste af mig blev der oppe hos Dig. – Min Ven, så glad Du har gjort mig ved ikke at kunne lade være at sige til din Moder, at der var En Du havde fået kær. Jeg blev så stolt, så ærbødig tilmode, hvorledes skal jeg udtrykke det – der kom noget så fint og sødt ind til mig, det var smukt og rigtigt følt fra din Side, min egen kæreste Ven på Jorden. Vil Du Amalie forstå mig, når jeg siger Dig, at den Følelse, der drev Dig til at sige din Moder, at Du var fyldt af et nyt Liv, den samme Følelse var det, som drev mig, da jeg i Sommer kom hjem, til at sige With,^k274 at han ikke måtte tage mig, hvor han sidst havde forladt mig: jeg var en anden. Jeg måtte fortælle ham, at jeg havde fået en Kærlighed. Husk Ven, at i mit meget fattige Liv spiller den Venskabsfølelse, der binder os to Mandfolk sammen, Erstatningen for en Moders Forståelse; en Moders Kærlighed kan jeg ikke sige, men Muligheden for igennem Medfølelse at få Lindring, lige som Tilhold for alt det, man er fyldt af, og som næsten er for rigt til at det kan bevares i Skjul og Tavshed. Du min sødeste Pige, Du forstår, at jeg bringer disse to Forhold ind under samme Kategori. Du var så absolut borte fra en Forståelse af hvad det var, der blev sagt og følt mellem W. og mig, når jeg havde nævnet mit gryende Forhold til Dig. Du troede, at det var blevet trukket noget ned ved at blive nævnet til en Mand – lad mig sige Mandfolk – men for Resten slap Du vistnok efterhånden denne Følelse. Og nu min Ven, skal den Opfattelse fra din Side være helt borte. Om vort Møde denne Gang har jeg så godt som ikke sagt et Ord til ham. – Det er sandt, jeg må jo fortælle Dig, at min Fraværelse har voldet mig meget mindre Fortræd end jeg ventede. Den Omstændighed, at With havde overtaget det rent mekaniske Slid for mig, bødede i umådelig Grad på at jeg var borte. Der er kun én kedelig Omstændighed derved, at Edv. Brandes var kommen hjem Dagen før mig.^k275 Han vil jo stave og lægge sammen. Imidlertid havde W. med stor Koldblodighed klaret for mig, og jeg antager, at min egen Antydning af Familieubehageligheder tog sig særdeles sandfærdig ud. At jeg har været i Sverig kunde ikke skjules, da man vidste, at jeg med et Skib var gået til Malmø; men det gør for så vidt ikke noget, da jeg netop har eller har haft Familje bosat i Sverige.^k276 Brandes tidlige Hjemkomst – han havde tilmed været i Berlin i adskillige Dage – hænger vistnok sammen med en eller anden Skuffelse. Af hvilken Art véd jeg ikke og forsker ikke efter. Der hænger noget i Luften med, at han og jeg ville blive grundig adskilte. Vi er ikke af samme Stof. Han har begået den Ufinhed at bruge stærke Ord i Uvedkommendes Nærværelse imod min Artikel, Du har af mig,^k277 fordi den kom ham utilpas, og han har ikke turdet sige det samme til mig. Han er vred, fordi Drachmann er bleven rost og har mistænkt mig for på en eller anden Måde at have sluttet Forbund med Dr. mod ham og Broderen – der er noget Småtteri i dette. Selv har han trukket sig ud af den daglige og nøje Berøring med mig, er bleven påvirket til Ugunst mod mig, og går nu omkring med Følelsen af, at jeg virker på halv troløs Måde til Fordel for Uvenner af ham. At jeg ikke skulle kunne rose Dr. når der er Grund dertil uden at mistænkes – det huer mig ikke. Nå, muligvis er dette at stave og lægge sammen fra min Side uden tilstrækkelig Anledning. Heldigt vilde det være, om jeg tog Fejl af mange Grunde, og blandt andet af den at jeg borgerlig talt ikke har godt af at stå mig ilde med Brødrene Brandes. – Hvad jeg vilde give for som Iagttager at kunne vurdere denne Svingning i Gemytterne – jeg holder ikke af personlig at hænge fast i alt dette, som jeg i Virkeligheden ikke personlig har det mindste med at gøre. Men det ender med, at jeg formodentlig bliver akkurat af samme Art som de andre.

– En Ting Stump! Midt i din søde Sorg over at jeg var borte, over at jeg ikke er hos Dig – sig mig, hjælper det samme ikke Dig, som hjælper mig, at vort Møde var under fremmede, fra vort daglige Liv løsrevne Forhold? – er Du så dog ikke glad over din Kærlighed? Du vil ikke være den foruden.

– Amalie, Du må ikke sige, at Du hellere vilde have gået Livet igennem uden at støde på mig. Jeg kunde ikke tænke mig nu at skulle være den samme som for et halvt År siden. Men Amalie det er en Sorg og en Elendighed at elske på vore Vilkår. Al den Lykke alle de smukke Ting som gå til Spilde! – Mit Arbejde, ethvert af mine Forhold sløver mig, og jeg er glad derved. Jeg tager på vor Adskillelse som på det uundgåelige og finder mig deri roligere, fornuftigere end jeg egenlig selv kan begribe. Der er den ene Ting, som er mig en Støttestav uden lige: Jeg vilde ikke have Dig her nede med den Dont – det Slaveliv, jeg nu fører. Men jeg længes op efter Dig Amalie som efter Lys i Mørke. Ak havde jeg Penge! Du, jeg synes, at det i den Grad er nødvendigt for mig at blive uafhængig, at jeg tror på, jeg en skønne Dag bliver det. Jeg har jo mødt Dig netop da jeg var i Færd med at gå på Akkord med Livet – nej det er ikke rigtig sandt, mit Håb levede endnu – det er et så vidunderlig vel ordnet Træk af Naturens Orden, at jeg mener den har flere i Baghånden. Min elskede Ven, Du véd ikke, hvad godt Du har gjort mig og vil komme til at gøre mig – men en Jammer er det med os to alligevel. Men jeg véd, at når vi næste Gang mødes, bliver jeg så lykkelig, at jeg tror, at jeg ganske stille kunde dø deraf. – Jeg bliver lykkeligere endnu end denne Gang. Min Ven! – Nu vil jeg ikke skrive mere. Det har trukket så længe ud med mit Brev – af en Slags Sybaritisme. Sålænge jeg ikke havde svaret, gik jeg bestandig med dit Brev hos mig – og så havde jeg for øvrigt ikke et Minut til min Rådighed. Min egen Pige, jeg husker godt Aviserne jeg skal sende Dig – og Ringen! Du, om den skal jeg skrive Dig nogle Ord til næste Gang. Nu er jeg træt.

Min søde Pige, når Du får dette Brev, er Du jo i Kristiania – i dit gode fornuftige Liv. Tag mig med ind i det men fredeligt, stille, yndigt – ikke snart sygt, snart sløvt som jeg har Dig. Det er ikke sandt, jeg har Dig mange Gange så smukt, så smukt og velsignet. Du min elskede Ven. Tak fordi Du kaldte mig Erik.

Din Erik

Kr.ania 9-1-83.

Endelig idag kommer jeg mig til at skrive. Jeg har ikke fundet tid til at gjøre det før. Bare ét brev har jeg fået fra dig, så hvis du har skrevet 2 gange til Fr.hald, er det sidste endnu ikke nået frem til mig. Men det kommer nok. Lørdag aften altså kom jeg hid tilbage, og gik strax ind til min bro'er, der var hjemme udtrykkelig fordi jeg dagen forud havde skrevet at jeg kom til det og det klokkeslet. Han tog meget venlig imod mig, og sa'e strax, at han var glad ved at ha'e mig tilbage; så gik han lidt på gulvet med små nervøse skridt, vendte sig så pludselig imod mig, og sa'e med en stemme som talte han om det naturligste af verden: sig mig er det så, at du har været i Sverrige og giftet dig? Er du gal! var vistnok mit svar, og min mine har ganske vist været yderlig bestyrtet. «Ja, men du har dog været i Sverrige jo?» Ja, svarte jeg, og (Nu kommer fru Schjøtt,) jeg fik ikke skrive mere igår, for da fru S. omsider gik, kom nogle andre, der slet ikke gik, før kl. var næsten 12. Altså er det den 10de idag. Jeg berettede altså det samme til ham, som jeg havde sagt på Fr.hald. Det er forresten ækelt at fare med usandhed; det er ikke bare det ene faktum; det drager så meget med sig. Som nu f.eks. når man spørger om hvordan jeg har haft det, om jeg var meget i selskab, om mine værtsfolk gav selskab, så må jeg fare med historier; og når man spørger om hvad man i Sverrige sa'e om den politiske situation i Norge, så må jeg diske op med noget som jeg hørte af nogle svensker ifjor. Men tilbage til min bror. På mit spørsmål om hvordan han kunde falde på noget så urimeligt, som at jeg skulde ha'e giftet mig, svarede han, at han havde sin visdom fra Poulsen, der havde sagt, at jeg ikke alene ikke var på Fr.hald, men at jeg endog slet ikke havde været der, at jeg derimod var tagen sporenstregs til Sverrige, hvor jeg havde sat literaten Skram stævne, med hvem jeg derpå hemmeligt havde giftet mig. Jeg citerer ordret hvad min bro'er sa'e. Jeg svarede med indignation at det var det største sludder af verden, og at jeg nok skulde ha'e fat i hr. Poulsen for hans vilde fantasier. Min bro'er forsøgte at formilde mig, sa'e at han havde fået det indtryk af P. at han var forarget fordi det ikke var med ham jeg havde giftet mig. Det havde dog trøstet ham noget at det ikke blev Helland; gang efter gang havde han gjentaget: det er da enda bra, at det ikke er med Helland. Vilh. havde været meget urolig og bekymret, ikke vidst hvad han skulde tænke, været angst for, at folk skulde få noget at sige på mit rygte o.s. v. Det kom for dagen at han igrunden havde gået og været stolt af mig og mit forhold, og vilde tage sig det nær, hvis der kom noget vrøvl på med mig. Jeg tog altsammen med stor sindsro. Jeg var nemlig fra første øieblik vis på, at det bare var slutninger og spekulationer af P., at han absolut intet vidste, mere tænkte sig det og det. Jeg har jo ofte mærket, at han går med en hemmelig mistanke om at jeg har givet mit hjærte bort til et eller andet menneske, og at dette menneske er dig. At han vidste jeg var i Sverrige, kom deraf, at han har en ven på Fr.hald, der også kjender mig fra Bergen. Denne ven var så (underrettet gjennem brev fra P. om at jeg skulde tilbringe julen på Halden) gået op til mor og Ludvig for at hilse på mig nytårsaften. Der havde han fået den besked at jeg var i Sverrige, men ventedes hjem hver dag. Nytårdag var denne mand reist til Kr.ania, havde truffet P. og meddelt nyheden. Så var P. begyndt at spekulere. Fra Helland fik jeg et brev på Fr.hald, hvori han taler om en oversættelse af Ingersolls værker,^k278 som en amerikaner vilde anmode mig om at tage fat på. Men siger han: «Nu bli'er der vel en forandring på det hele. De kommer vel ikke mere til at arbeide; jeg hører at deres broder pludselig har sagt op logiet.» Der havde inden jeg reiste været tale om at vi skulde flytte ned i øverste etage i skolelokalet;^k279 det blev, mente Vilh. nødvendigt for ham at bo på skolen, som bestyrer; men vi havde begge en overhændig ulyst til at forlade Rosenborg. Så blev vi da enig om at blive boende, her sommeren ud; det var vor endelige aftale strax inden jeg reiste. Hellands meddelelse forbausede mig derfor. Men med logiet forholdt det sig således, at Vilh. havde sét sig nødt til at leie hele etagen, fordi der var kommen så mange nye indmeldelser at en udvidelse af skolelokalet var bleven nødvendig. Hvis han ikke leiede alt hvad der var at få, kunde han ikke få de par værelser han tiltrængte, og derfor måtte han i sidste øieblik slå til og afgjøre det på egen hånd. Han har gjort ganske og aldeles ret. Mig vilde han ikke underrette skriftligt, fordi han vidste det vilde bedrøve mig så meget at skulle flytte, og så syntes han det var bedre at gjøre det mundtligt. Det var imidlertid tydeligt at Helland havde sat opsigelsen af logiet i forbindelse med sin frygt for at jeg skulde forandre mig, en frygt som han havde havt ganske på egen hånd, og aldeles uafhængig de Poulsenske fantasier [sic], som denne havde beholdt for sig selv, og kun i sit hjærtes forpinthed betroet min bro'er, sandsynligvis for at iagttage og undersøge, om der virkelig var noget igjære, eller iallefald om min bro'er vidste af at der var noget igjære. – En af skolens lærere, der sammen med Vilh. beså vor nye leilighed havde pludselig sagt: Men din søster, bli'er jo ikke her længer end til sommeren, jo? Vilh. blev aldeles forfærdet. «Er det kommet så vidt, at hele byen ved og taler om det, tænkte han, så er det bedst du holder gode miner.» Han svarede derfor undvigende: ja, det ved jeg ikke så rigtig endnu. Vedk. fik det indtryk, sa'e han, at han (Vilh.) nok vidste besked, men ikke vilde røbe hemmeligheden. Også hvad denne mand sa'e, stod ikke i den fjerneste sammenhæng med Poulsen. De aner ikke hinandens gjensidige existence, og jeg ved at P. i både mine og sine egne kredse, forsåvidt de er forskjellige, har holdt ren mund. Men sagen er den, at man formelig går og venter på, at jeg skal tage mig noget sligt til. Jeg er vistnok meget mere omtalt og bemærket end jeg selv i min beskedenhed havde nogen anelse om. Ja, at jeg var afgjort og omtalt der hvor jeg færdes, det vidste jeg jo nok, men at man forresten ofrede mig nogen opmærksomhed, har aldrig faldt mig ind. Jeg traf Poulsen hos Sars's søndag aften, hvor der i Parenthes sagt var adskilligt røre i anledn. Marcellus. ^k280 Han spurgte mig i aftenens løb, om han måtte få lov til at følge mig hjem, min broer var nemlig et andet sted. Jeg sa'e ja, og tilføiede at jeg havde noget at tale med ham om. Helland, der også var der, blev imidlertid aldeles rasende fordi jeg ikke vilde gå med ham. Han kom løbende efter os, dunkede P. i ryggen, greb mig hårdt om håndledet [sic], og vilde drage mig afsted med magt. Alt hvad P. sa'e brød han sig ikke om. Først da jeg talte ham hårdt til, og betydede ham, at nu vilde jeg gå med P. med hvem jeg ønskede at tale om noget særligt, gik han sin vei, uden at sige godnat, eller at mæle et ord.

Følgen af dette overfald var, at jeg mistede mit armbånd, det som du så på i Falkøping, som jeg havde fået af konsulens i Lima.^k281 Da jeg opdagede det, gik vi veien tilbage og ledte meget nøiagtigt, men uden resultat; vi var ganske stivfrosne og forkomne, da vi endelig gav tabt. Så kom der en slæde forbi, som vi strax tog og satte os op i. Poulsen blev naturligvis yderlig flou og fortvilet, da han hørte hvad jeg havde at sige, og da han mærkede hvor vred jeg var, og hvor alvorligt det havde mishaget mig. Han påstod at Vilh. havde refereret galt, at han sammen med ham havde undret sig over hvad jeg skulde i Sverrige, at han P. havde fremsat tre muligheder: forretninger i anledn. livsassurancen, literære ting, eller måske giftermål, eller aftale om giftermål. «Hvem skulde det da være med?» havde Vilh. sagt. Ja, – det er ikke så godt at vide, – f.eks. Skram o.s. v. Sådan var det. Han vilde endelig følge op med for at se om Vilh. var oppe, og få ham til at bekræfte at han ikke havde fremsat det uden som gisninger. Vilh. var oppe, men følgen af forhandlingen var, at V. sae, at jeg havde refereret aldeles korrekt, og at han ikke havde opfattet det som bare gisninger af P. Han havde fået det indtryk at P. på en eller anden måde vidste bedsked [sic]. Dem om det. Jeg er ikke en snus bekymret over det. Der er ikke et fnug af begrundelse i det; jeg mener at P. ikke har så meget som et halmstrå af positiv mistanke engang at holde til, end sige spor af noget der ligner et faktum. Men han er digter, og han har ikke digtet så ueffent denne gang. Hans angst har ledet ham ind på det rette spor. Vær nu bare du forsigtig, – det forlanger jeg af dig. Hvis man gjætter på noget lignende dernede hos dig, så er det din pligt at lyve for min skyld. Jeg er slet ikke så tryg mere, siden du imod min villie (jeg havde bedet dig lade være) har indviet en, der er mig ganske fremmed i vort forhold. Hvor kan jeg vide om han ikke en dag siger det samme som vennen i «Herregårdsbilleder»:^k282 man tier med en hemmelighed sålænge o.s. v. Du må nægte alt; selv om nogen har sét dig i mit selskab, må du sige det har været en anden. Det er jo frygtelig kompromiterende efter verdens mening, det jeg har gjort, og for mine gutters skyld især, må jeg ikke kompromiteres. Poulsen bad mig så meget om at jeg måtte tilgive ham, forklarede mig, at han havde været så usigelig bange for at det skulde været sandt, at han var så sjæleglad over at jeg var kommen uskadt tilbage o.s. v. Det samme sa'e Helland. Han var næsten rørende, det store hårbevoxede barn. I et andet brev som han skrev til Fr.hald^k283 men som kom efter min afreise, og som jeg derfor først fik her skriver han (det var i anledning forretninger han skrev): «Hvor Fanden bliver de af? John Poulsen går her, og vil vide hvor de er. Jeg siger de er på Fr.hald. Han siger at han gjennem den katholske præst har fået vide, at de ikke er der, hvortil jeg svarede at jeg ønskede dem guds velsignelse og alt det som godt er, hvor i verden de er. Men det siger jeg dem, at hvis de ikke snart kommer, så tager jeg John Poulsen af dage med Cyankalium,^k284 dels for at gjøre en ende på hans lidelser, dels til selvforsvar, thi han plager livet af mig.» Og længere nede: – – «Som sagt er, John Poulsen tror at de er i Gøteborg, men dette siger han i et slags sindsforvirring, tror jeg. Vi andre har imidlertid, så hårdt det endog har holdt, bevaret vor forstand uformørket, og vi håber at de har det godt, dog ikke så godt, at de helt bliver borte. Det siger jeg: den der tager dem fra os, og lader hele det liberale parti stå tilbage med en lang næse, den vil vi alle ligge efter livet» – – o.s. v.

Fra Bertha Knudtzon fik jeg forleden et brev,^k285 meget interessant og underholdende var det, hvad breve skjælden er; der stod: «De har aldrig fortalt mig, hvad de syntes om Erik Skram isommer. Hernede siger man, at han havde så vanskeligt ved at forlade Norge for deres skyld.» Der kan du se. Man har sine tanker, og der passes dog på. – – – Bestem du en vis dag til skrivning. Vil du f.eks. skrive hver søndag punktlig, så får jeg det hver onsdag morgen. Så kunde jeg sende brev hver uge så at du fik det lørdag aften. Vil du det?, eller har du andre dage at foreslå? Svar mig på det. «Germannernes Lærling» [sic] skal jeg meget snart sende.^k286 Det er skjældent at se en så «alvorlig» bog komme fra Danmark, men den er så ubeskrivelig kjedelig. Den lader sig næsten ikke læse, og det er synd, for bogen er virkelig god. Jeg sa'e det til Sars, og han lo, og svarede at det var den kjedsommeligste bog han nogensinde var snublet over. Den er forresten bleven krøllet af at ligge i jernbanen, og så har jeg en gang sluppet den ned, da jeg gik ud af kupén. Du må ikke være vred over det. – – Du, – jeg vil ikke give dig nogen ring før jeg ved hvor du har den med diamanten i fra. Jeg turde ikke spørge dig, så ofte det endog brændte mig på tungen. Det er naturligvis en gave fra hende, som du har elsket heftigere, længere, og yngre end mig. Du kommer aldrig til at elske mig som du elskede hende. Det kan ikke nytte dig at du prøver på det. Jeg ved det, ved det med hver en evne, hver en nerve i min sjæl. Jeg lærte det da jeg var hos dig. Jeg erfarede det af såmange småting, – nei det er ikke ret, af det der ikke kan nævnes fordi det ikke kan sættes i ord. Jeg er meget klogere end jeg vidste, og jeg er heller ikke så god som jeg troede. Men alt dette følte jeg ikke før jeg kom hjem; jo, naturligvis har jeg undfanget disse fornemmelser da jeg var hos dig, men de fik først liv her. Først syntes jeg det var så ubeskrivelig deiligt alt sammen, og at være hjemme igjen; men siden faldt der så meget over mig. Og det er så usigeligt sikkert at det er sandt alt hvad jeg har tænkt, og alt hvad jeg nu ved. Intet, intet kan ske uden at konsekventserne står der som lovenes virkninger, som lovene selv. Det er ikke så sikkert at vi to blev lykkelige sammen.

Din Amalie. –

Søndag den 14 Januar 1883

Aften.

Amalie, jeg har ikke nu Lyst til at svare Dig på alt det Filleri med hvad Folk tror og mener og har lagt sammen. Jeg har i den Anledning kun følt ét, og det er en umådelig Tynge ved Visheden om den væsenlige Rolle det spiller for Dig og derfor vil komme til at spille for mig. Jeg har ikke nogen rigtig Evne til at huske og tænke på den Slags Ting, men mulig ligger det i, at jeg ikke har haft andres end mine egne Sager at varetage – indtil for nylig. Jeg husker, at da det gik op for mig, at man i Rephold [sic] i Brandes Stykke^k287 kunde finde Tegn til, at han havde tænkt på mig, pinte det mig navnlig af den Grund, at Folk vilde regne Dig for dårlig stillet, hvis de fik at vide, at Du havde mig kær. – Jo der er dog ét jeg vil sige. Jeg fatter ikke, hvad Du vilde med Poulsen den Aften. Hvad har Du at snakke med ham om? At Du gider nævne mit Navn i en falsk Belysning, når Du ikke er tvunget dertil? Er det at frede om din Kærlighed til mig? Hvorfor skulde vort Møde trækkes ned i en ussel Passiar med en sådan Person og lyves på og blive klamt og modbydeligt ved at dækkes til med Ord, der bleve hentede underlige Steder fra. Du kom jo hjem ugift. Nå, hvad var så hans Snak værd? At Du i en enkelt Sætning eller med et Par Ord vilde slå ham på Øret, det forstår jeg, men tage en Scene med den Fyr, slæbe ham hjem med, holde Forhør, få Forklaring – nej Stump, det kan umulig have været rigtigt. Og så det afskylige Optrin med Helland! – Amalie, jeg vilde gerne tale lige ind i dit Hjerte. Der er noget i dit sidste Brev, som gør mig bange for at have mistet noget af min Evne dertil, men lad mig prøve. Er der slet intet i din Følelse, der lægger ligesom en Anelse af Skamfuldhed over Dig ved at sligt kan foregå? Kan Du slet ikke tage imod, at jeg her nede rejser en Stump af en Anklage imod Dig? Har Du holdt ret fast på din Person, Amalie, når en Bandit og en Springfyr kan opføre en Scene med Dig af den beskrevne Art? Min Ven, føler Du, at jeg er indviklet i denne Sag? Amalie, lad gå tidligere, men nu, nu véd Du, hvad det er at stå til Ansvar for en anden for hvert Ord, hvert Blik hver Handling, der angår Dig, din Person, dit jeg. Mig har Du skænket alt, og dog tumler to Mennesker Dig med hinanden, som havde de Lod og Del i Dig. Så vidt har Du ladet den brutale af dem gå, at han i Forglemmelse griber efter Dig som sit lovlige Bytte. Min kære elskede Ven, forstå at mine Ord er ømme og gode, men at jeg fører min Sag frem for dit Hjerte med en Klage. Jeg beskylder Dig ikke for noget positivt i Verden, jeg beder Dig kun tænke den Sag helt igennem, om det, at Du er min, at Du har givet Dig bort, ikke måtte kunne præge sig i din Færd så sikkert, at ingen Mand, han være nok så stumpåndet, faldt på at række sin Hånd ud efter Dig. Men Du har ikke givet Dig hen til mig helt. Der er et Forbehold i dit Hjerte, en Følelse af ikke fuld Tillid. Tiden skal klare denne Sag, jeg vil slet ikke tale derimod. Som vi er stillet, er det vel ikke helt urimeligt, at det er kommet således. Men det angår ikke den Værdighed, jeg havde troet det skulde give Dig, at Du fik at vide hvad Lykke det var Du rådede over at give bort. Min Elskede, jeg havde drømt om, at Du skulde blive stolt i mine Arme. Stolt over Dig selv. Men Drømme skal man tage sig i Agt for.

Du vil ikke give mig nogen Ring, før Du véd, hvor jeg har fået den med Diamanten fra. Naturligvis svarer jeg Dig på dit Spørgsmål, men jeg havde sat Pris på, om jeg havde fået min Ring for vort Mødes Skyld. Jeg synes det var den værd. Om Du så samtidig havde spurgt, havde Du også fået Svar. Ringen med Diamanten, min Ven har jeg fået af hende Friherreinde Soffi – eller hvad det er jeg har kaldet hende^k288 – med den Bemærkning, at hun en Gang i Tyskland havde fået den af en ældre Veninde, der havde givet hende den på den Betingelse, at hvis hun en Gang i Verden mødte en Mand, hun havde udelt Respekt for, skulde han have den. At hun havde så stor Respekt for mig, er ikke meget underligt. Hun var med sin ypperlige Begavelse en fordærvet Kvinde, da vi mødtes, og jeg var ufordærvet. Det forstod hun. Hun havde næppe haft en så uskyldig Elsker før. Tilmed var jeg ikke nogen helt almindelig Elsker – jeg trode jeg havde en Slags Mission at udføre; det var egenlig Båndet imellem os. Ringen har jeg først sat Pris på i den senere Tid, da En en Gang sagde mig, at Brillanten var af en sjælden Renhed og Glans. Nu går jeg med den af et Slags Lapseri. Det morer mig at bære en virkelig fin Sten. Sådan noget kommer formodenlig med Alderen. De to andre tarvelige Ringe holder jeg for så vidt mere af. Den ene har Gertrude givet mig, den anden har jeg fået af hende, der drog til Tyskland.^k289

Nu står vi ved det, som volder Bitterheden eller vel hovedsagelig Bitterheden i dit sidste Brev: Du tror ikke, at jeg kan elske Dig så hæftigt, så længe, så ungt, som jeg ganske vist har elsket den ene af disse Kvinder.^k290 Min Ven, så sørgmodig din Frygt end gør mig, så rigtigt tror jeg det er, at vi kommer til at tale derom. Du har til syvende og sidst Uret, om end Du har ret i noget, men lad mig tage ganske rolig fat derpå. Jeg har siden jeg igår modtog dit Brev tænkt meget på denne Sag. – Da jeg en Jul på den Herregård jeg vistnok har nævnet for Dig lærte Fru B. at kende, syntes jeg ikke om hende. Det var flere Måneder efter i København i hendes eget Hus at hun gjorde en Slags kærlig Tilnærmelse til mig. Det overraskede mig men berørte mig på en Måde ubehagelig, jeg vidste intet om, at der intet virkeligt Kærlighedsforhold var mellem hende og Manden. Jeg betragtede hende som en Kokette og tvang mig – jeg husker endnu med hvilken Anstrængelse og hemmelig Selvforagt – til et Slags Lapseri. Først efter en rum Tids Forløb kom der en Situation imellem os af den Art, at jeg holdt det for min Pligt – siden jeg nu havde indladt mig på det hele, og det var jeg for videlysten og for forfængelig til at nægte mig – at optræde som dristig Kavaller og trykke et Kys på hendes Kind til Godnat. Da jeg umiddelbart derefter stod i Entreen og tog mit Overtøj, faldt mit Blik i et Spejl, og jeg rakte da Tunge af mig selv. Så farlig en Don Juan var jeg den Gang! Jeg tænkte mig for øvrig, at Madame var dybt krænket. Jeg tror, at det var Dagen efter at vi mødtes i et Selskab. Jeg havde en meget ond Samvittighed, men da så jeg for første Gang i hendes Blik noget så kærligt og alvorligt, at jeg blev dybt grebet. Fra da af steg langsomt min Interesse til Kærlighed. Jeg fik hendes Fortrolighed, og hun led, og jeg misforstod på et væsenlig Punkt hendes Stilling. Jeg trode, at hun og Manden levede adskilte. Jeg drømte ikke om, at der gaves Mænd, der vedblivende benyttede deres Ret brutalt, (der var den Omstændighed til, at hun ikke måtte blive frugtsommelig) – der gik halvandet År eller mere, fra da, inden jeg fik den Kundskab. Jeg var ganske ung i mine Følelser, umådelig ideel, fyldt indtil Randen af min Sjæl med Længsel efter den sande, den virkelige Kærlighed. Der var utrolig meget at tage fat på her. Min Kærlighed begyndte som Medlidenhed, Medfølelse, hvad Du vil, et kraftigt Raseri mod en Kvindes ynkværdige Lod, og så var hun på Bunden af sin Sjæl mærkelig naiv, lige på, frisk og af en god Forstand. Idelig trampede Manden hen over det Bedste hos hende uden Spor af Forståelse, jeg stod som den brændende Yngling, der gjorde hver Blomst hos hende til et Rosenbed. Jeg havde slet ingen Menneskekundskab den Gang, jeg levede og svælgede snart himmelglad snart sort fortvivlet over alt hvad jeg fik at se og høre. Så kom sent hen den Viden, at hun og Manden dog levede sammen. Fra da af var min Kærlighed syg. Jeg vilde skille dem ad. Ikke Ægteskabet, det tænkte jeg ikke synderlig på, men det hæslige Forhold imellem dem skulde ophøre – og jeg drev Sagen til et afgørende Punkt. Så faldt hun dog tilføje. Det var jo mig, der havde drevet hende op til at ville – hendes Forelskelse, eller hvad man skal kalde det, i mig bundede intetsteds, hun vidste ganske sikkert ikke hvad Kærlighed var. Det slog mig overende – og dog Amalie jeg véd det, at hemmelig, inderst inde var jeg forberedt på, at således vilde det gå til. Kort efter foregik min Rejse til Italien^k291 – der kom det flygtige Møde i Rom, som jeg har fortalt Dig om, den sidste Opblussen af en Følelse, jeg havde levet på i to til tre År – og i Rom helbrededes jeg fuldstændig. Ser Du Amalie jeg har fortalt Dig dette, for at Du skal lægge Mærke til én Ting. Det var mig, der i hele dette Forhold var den fineste, og så kom det til en Begyndelse over mig, at jeg havde en Uret – mit Lapseri – at gøre god igen. Så var det mig, der var den rige, jeg gav og gav, jeg forelskede mig i min egen Renhed, jeg uddybede hver en Følelse, der meldte sig hos mig og fyldte den med de dyreste Skatte af Poesi for med megen Viden om det kostbare jeg gav at lægge alt i Skødet på en Kvinde, som jeg vilde «løfte» op til mig. Ikke et Minut i den hele Kærlighedsperiode satte jeg hende på lige Fod med mig, jeg beskyttede, jeg tænkte, jeg følte – når så blot hun vilde følge og forstå. Og så havde jeg et Mod den Gang. Ganske vist havde jeg intet Kendskab til hvad mine Evner egenlig duede til, men i al Almindelighed havde jeg et Livsmod, som intet kunde rokke. – Nu Du, min elskede Veninde, tænk nu på, hvorledes vor Kærlighed er født og har vokset sig stærk. Først det rent ydre. Jeg kom til Norge advaret mod at blive forelsket i Dig eller rettere forberedt på ikke at ville blive det – «alle lå for dine Fødder» og mellem alle vilde jeg ikke være – yderligere havde Helland det Drog og de andre hos Catharinus [sic] Bang^k292 om ikke talt ondt om Dig så dog anvendt en Tonart i deres Omtale, så at jeg fik Indtryk af noget ikke fuldt lødigt (der kan jo her være en Fejltagelse fra min Side), nok jeg var rustet, da vi stod over for hinanden. Mit første Indtryk var en Slags Forundring over, at Du virkelig var smuk. Det vilde jeg have forsvoret, i alt Fald på den ægte Vis som Tilfældet var. Så mit store Behag ved dit Væsen. Nej da, hun er også ægte af Natur, rolig, fin. De andre skræpper op, hun sidder fint stille. Videre, den næste Dag. Du véd ikke, hvor Du var sød i Jernbanekupéen^k293 med dine lange knækkede Cigaretter i Lommen, den Måde Du hørte på de andres Drilleri med din Beskrivelse af Bjørnsons Hjem. Jeg var meget indtaget i Dig. Upersonligt, jeg havde jo ikke noget og vilde ikke få noget med Dig at gøre. Ombord, din Friskhed, vor begyndende Forståelse i Fjendskabet mod Frøken St.,^k294 vor Spøg over Borg,^k295 alt hvad jeg sagde til Dig lykkedes, vi havde Vaner sammen, Du vilde sove, jeg også. Du brød Dig ikke om at gøre Lykke, Du interesserede Dig for at sove, vi begyndte dog alle at hylde Dig. Middagsbordet, der kom for tidligt, Du var halvt gnaven og så sød, jeg fik Dig ved List ved min Side. Kan Du huske, at jeg for at gøre Dig opmærksom på noget stødte til Dig med Foden. Det kunde jeg jo kun gøre, når jeg havde fuld Tillid til Dig – at Du ikke skulde falde på at mistænke mig for en Lapsestreg. Den lille Begivenhed med Toiletskrinet, som jeg straks straks [sic] satte et forunderligt Håb til. Jeg vilde, at Du skulde lægge Mærke til mig. Så vor gode Forståelse i Lillehammer med Aftalen om at køre sammen. Da denne svigtede næste Morgen – vent lidt, jeg fik Dig til at gå i Seng for at jeg kunde gå; var Du bleven, var jeg det også, Du var allerede da for mig Selskabet – da Aftalen svigtede, betød det for mig, at Du dog ikke betragtede mig som andet end en hvilkensomhelst Herre, og det gjorde mig ondt og sint, jeg kunde ikke tage det ligegyldigt. Ja Amalie, da Du så på Aulestad løb med mig til «Styrten» – sig mig, var Du en Smule genert den Gang? jeg var det; det var jo første Gang jeg var ene med Dig, jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige til Dig – og Du havde fortalt mig om «Grisserne»,^k296 ja så var jeg det, som man vel vilde kalde for forelsket. Men jeg holdt det helt fjærnt lige som udvendig – Min Ven, jeg var nu jo dog noget verdens klog. Hvad kunde det hjælpe til her ved dette tilfældige Møde at blive forelsket. Men jeg tænkte ikke meget derpå. Så talte vi sammen. Jeg talte kun med Dig. Da jeg så Bjørn gøre Kur til Dig,^k297 var jeg lige ved at blive lapset – der kom en Smule af en Mistanke mod Dig op i mig. Det forekom mig, at Du var noget koket og det gik op for mig, at Du var vant til umådelig megen – dum og klog – erotisk Smiger. Jeg sagde til Dig, at alt det øvrige vilde jeg endda kunde stå mig for, men kom jeg ofte til at se den Tungespids imellem dine Læber, måtte jeg blive forelsket. Jeg tror min Stump, at det er det eneste ikke fuldt ærbødige Ord (det var det på det Tidspunkt) jeg har henvendt til Dig. Og jeg véd, at jeg den Gang besluttede at huske, at Du havde taget imod mit Lapseri (det er i Grunden Synd at kalde det så, for jeg følte stærkt ved hvad jeg sagde) noget mere – hvad skal jeg kalde det? – nysgerrig ligeglad, end jeg egenlig fandt helt i sin Orden. Men det glemte jeg siden. Jeg var meget ilde tilmode medens Du og Dr. spadserede.^k298 Begivenheden næste Dag var, at Du satte Dig hen til mig ved Bordet. Det er det, der har forenet os min elskede Ven. Dengang fik jeg sagt så meget, at Du virkelig begyndte at interessere Dig for mig. Og medens jeg talte, talte jeg mig i Grunden i mit eget Sind bort fra Tanken om at kunne blive for Alvor forelsket i Dig. Du havde jo aldrig elsket, Du vilde heller ikke komme dertil – ikke i mig. Men, hvor var jeg indtaget i Dig. Ak Amalie Resten véd Du altsammen. Så yndig Du var, så sødt og fint vort Venskab steg til en hel barnlig glad Fortrolighed – men at jeg sad sidste Aften, da Du var så livlig, og var i Grunden helt forpint, det véd Du vist ikke. Jeg trode det var Dr. der fik Dig i denne ypperlige Stemning, det stod for mig, som om Du ude ved Vandfaldet var smuttet fra mig. Og Ven, på noget der virkelig var Forelskelse hos Dig turde jeg slet ikke tænke. Din Livsanskuelse var så glædeløs, så færdig. Jeg sov så godt som slet ikke den Nat. Jeg vilde stå tidlig op og gå rolig og alvorlig ind til Dig medens Du endnu lå i Sengen. Jeg vilde tage din Hånd, bøje mig ned og kysse Dig på Panden. Hele min Sjæl skulde ligge i det Kys. Jeg syntes Du måtte føle deri, at Du engang i dit Liv var stødt på en Mand, som uden at forlange noget for sig, vilde om han kunde give Dig det snilde og gode, som Du ikke havde fundet i Verden. Jeg var så angst for at Du skulde tro det var Kurmageri – og Kysset faldt jeg på, fordi de andre havde snakket om, at Thomsen havde kysset Dig.^k299 Du skulde føle Forskellen, jeg vilde vække noget hos Dig, som slumrede. Jeg vilde om jeg kunde give Dig Indtrykket af noget fint hos en Mand. Kl 4 tror jeg var jeg oppe – var ude i Huset Du véd, og tog så et Bad så godt det lod sig gøre i Stuen. Var ren fra Top til Tå og rent Linned, og så svigtede Modet mig dog til sidst. Jeg tøvede, til jeg næsten kunde begribe, at Du var oppe. Og da jeg så kom og bankede – jeg havde for Resten været ved din Dør før – blev jeg halv stødt over, at Du kunde blive så forundret, og ja jeg tror næsten også over, at Du ikke lod mig komme ind. Der var noget underlig Fantasteri i dette, men jeg troede virkelig Ven, at det vilde være muligt i et Kys på denne Måde at få lagt alt det ind, som jeg følte. – Jeg var slet ikke forberedt på hvad der kom på Skibet. Det kom så pludselig og stærkt, at det i Grunden bedøvede mig. Jeg så dog ikke et Øjeblik Fejl; jeg vidste at Du var inderlig, så dybt som mulig grebet af Kærlighed til mig. Men nu skal Du forstå mig fint Amalie. Jeg så på det næsten med Frygt. Har Du Lov til at tage, hvad Naturen her på næsten vidunderlig Måde lægger i din Hånd? Må Du benytte Dig af, at en slig Følelse er bleven skabt hos denne fine yndige Kvinde, har Du nogen Fortjeneste deraf, må Du tage Lønnen – og er Du rede? Ven forstå mig. Jeg vidste – jeg havde nær sagt alt for tydelig – hvad det var der skete. Kvinden fødtes i Dig. Det var mig umuligt ikke at se rent beundrende derpå. Jeg glemte mig og Dig for Skønheden i hvad der foregik – tror Du nogen havde haft Mod til at blive forelsket i Venus, da hun steg op af Havets Skum – sådan stod Du for mig. Og dog var Du mig nær. Dig var det, jeg havde tænkt den hele Nat på, Dig var det, der havde givet mig Følelser og Tanker tilbage, jeg syntes jeg havde mistet, jeg vidste ikke for hvorlænge siden. Men Dig var det også, som jeg ikke havde troet kunde føle Kærlighed som vi andre. Jeg var ikke rede da til at gribe til, og Amalie, der lå noget af en Frygt for, at når det kom til Stykket var det dog mulig slet ikke mig Du elskede. Amalie her kommer hele den indre Historie ved Fødselen af min Kærlighed. Jeg var ikke modig. Jeg var ikke glad ved mig selv, min Selvtillid var borte. I de År der var gået, siden jeg havde stået helt og kønt og kækt samlet om et Arbejde (min Bog) havde jeg sjusket med mine Følelser, tyet til Surrogater og jeg havde en Forestilling, som om alt det uskønne jeg havde begået, rejste sig hånende imod den Kærlighed, der nu vilde tage sin brede Plads i mit Hjerte. Amalie det var der i Vejen med mig den Gang, og det er der i Vejen med mig endnu – men mindre o mindre! – at jeg ikke har det Mod som i gamle Dage. Hvad kan jeg give Dig? Hvor er det, Du trænger til mig, hvor er det Du skal blive finere og bedre ved mig? Jeg har prøvet på at få sagt, at min første Kærlighed dannede jeg til en Art Apoteose for mig selv, og det er vistnok sandt. Jeg er bange for, at hvis Du har sporet i min Kærlighed det Du kalder det mindre hæftige og unge, så kommer det af den lidt ydmygende Følelse jeg har af, at til slig Apoteose er der nu ikke Plads. Du véd ikke ret, hvad det betyder for en Mand ikke at stå med begge Hænderne fulde og give, der kan let komme et Skær af Modfaldenhed over ham da. Amalie, Du skal være klogere end Du nogensinde i dit Liv før har været, Du skal ud af disse dårlig sammenfiltrede Ord forstå mig til Bunds. Du skal vide, at har Du ikke kunnet føle helt ind i dit Hjerte Fryden ved den Glæde Du giver mig, så ligger det i, at min Glæde endnu har noget af Barnet ved sig, den er ikke voxet til Mand, jeg har levet for kort med Dig til, at jeg kan få sagt eller vist Dig, at det er Dig jeg elsker, Dig, Dig min Ven, medens det, der i gamle Dage var min Kærlighed, var mig selv. Du véd slet ikke tydelig nok, at der er begyndt et nyt Liv for mig med Dig. Men det nye Liv skal Du give Lov til at voxe. Jeg er for mismodig en Fyr nu til hurtig at vise hæftige og unge Følelser. Hvorfor er Du ikke modig Amalie? Du har jo Grund dertil.

Bliver jeg til noget Amalie, bliver jeg det i Kraft af Dig, jeg vil være modig som Du skulde være det.

Giv mig nu min Ring til højre Hånd. Ved alt hvad jeg rører mig til i Verden vil jeg føle den trykke om min Finger.

Du Slemme som ikke har været kærlig ved mig i dit sidste Brev.

Din Erik

Onsdag formiddag. 17de. januar 83.

Min egen kjæreste ven, jeg har imorges fået dit lange brev, som kostede 24 øre, så tungt var det. Jeg vil begynde idag, så får jeg det vel færdig imorgen engang, og så får du det til den aftalte dag. Alt det skidt om Helland og Poulsen vil jeg gjøre mig færdig i en fart med. Når du taler som du gjør, og formelig retter en anklage mod mig, hvis art jeg forøvrigt ikke spor af misforstår, så sker det kun fordi du som fraværende ikke ser tingene rigtig an, og heller slet ikke ved at Helland er en barbar, en vild, og ved alle givne leiligheder fuldt ud opfører sig som en sådan. Hvis det skéte med en hvilkensomhelst anden fyr, vilde det kaste skygge på mig, men hele klikken, og alle der kjender H. vil ikke et sekund tænke andet om mig, end at det er et stort kors jeg må bære efter bedste evne, at H. har kastet sin godhed eller sin forelskelse på mig. Den Herren elsker, den tugter han, tænker Helland formodentlig, og så farer han frem derefter. Men siden du ikke forstår dette væsen som det bør og må forståes (og det undrer mig ikke) vil jeg for eftertiden ikke fortælle dig noget derom. Der kunde ellers være plenty af anledning. Det kan jeg også trygt la'e være, uden samvittighedsuro, for det er som sagt det største og meningsløseste tusseri af verden. Ingen kan klare sig for Helland, når han først vil et menneske noget. Om det så var selve guds moder, så vilde han springe efter hende, og gribe hende om håndledet, og begå et overfald for at skille hende fra en Poulsen, når han selv havde sat sig i hovedet at ville gå med hende. Og du må aldrig tænke at H. vilde ha'e andet end gået ved siden af mig med 1 ½ alens mellemrum, og næsten ingenting sagt o.s. v. Derfor går ikke hvad du siger «ind i mit hjærte», og derfor «lægger der sig ingen anelse af skamfuldhed over mig, ved at sligt kan foregå». Hvis det var tilfældet, måtte jeg trækkes med en usund, affekteret og opstyltet betragten af det virkelige forhold, som én som jeg, aldrig vilde kunne præstere. Jeg sér dertil for sundt og rigtigt ud af mine øine. – Men en fremtoning som Helland, har vistnok en dansk såre vanskelig for at begribe, hvad vi heroppe til dagligt dog også har forresten. Hvad dernæst «springfyren» angår, så har han ingen del eller lod i det røveragtige optrin. Han havde spurgt om han måtte følge mig hjem; jeg havde sagt ja, fordi jeg ønskede at tale med ham; hans opførsel var under det hele ganske korrekt. Med ham resikerer [sic] man heller aldrig at blive udsat for uopdragenheder. Du spørger om jeg har holdt ret på min person o.s. v. Der er ingen tvil om at jeg har gjort det. Men kjøtere som H. kan man jo ingen forståelse vente af. Hvad Poulsen betræffer, så er det min formening, at han først nu, er bleven rigtig sikker på, at jeg virkelig har givet mit hjærte bort. Der var ikke tale om at jeg «løi, eller dækkede vort møde til med ord hentede underlige steder fra». Det var ham som talte og mig som tiede. Jeg bare spurgte hvor han havde det fra, som han havde meddelt min bro'er. Dette vilde jeg vide; for så sikker jeg endog syntes mig at være i min formodning om sagens rette sammenhæng, – vished havde jeg dog ikke. Jeg måtte komme på det rene med, om en eller anden reisende fra Sverrig måske havde sét os sammen eller a.d.^k300 Jeg sagde ingenting om enten det var sandt eller ei; det blev så overflødigt, fordi P. var så ivrig i at forsikre mig, at han bare havde tænkt og sagt det for spøg, og da han bad om lov til at følge op med, og tale med Vilh. fandt jeg ingen grund til at afslå det. Hvorfor kunde han ikke gjerne gjøre rede for hvordan han havde ment det, og hvorledes han vilde ha'e sit snak forstået, ligeoverfor ham til hvem han havde udtalt sig, når han virkelig følte sådan trang til det? Nei du, – der er ingen som kan ha'e mindre klus af den art, eller mindre med mandfolkegreier at gjøre, end jeg. Ikke én mand i hele byen, kan rose sig af den mindste smule gunst eller opmuntring til nogen verdens ting fra min side. Hvis de så alligevel er karakterløse nok til at gå og bilde sig ind at de er forelskede eller at o.s. v. så lad dem det. Det vedkommer slet ikke mig; jeg har at passe på mig, og ikke på dem. Og der er forresten heller ingen som forulemper mig andre end Helland, og det må og skal du forstå én gang for alle, at han kan ikke komme ind i nogensomhelst rubrik. – – Jeg kan ikke blive en anden end jeg er om også dette med dig er foregået. Det kan gjøre mig mere alvorlig og retiré, fordi jeg er bleven så meget klogere både på andre og på mig selv, og bedre forstår at vurdere hvad jeg ser og bliver berørt af, men nogen egentlig væsensforandring kan der ikke blive tale om, det jeg kan tro. Jeg kan f.e.x. ikke fra at have været indtagende og behagelig (hvis jeg har været det), gjøre mig om til det modsatte. Jeg ved ikke hvordan jeg skulde bære mig ad med det. Min natur er at være snil og omgjængelig og efter bedste skjøn elskværdig mod alle mennesker. Hvis jeg nu pludselig blev anderledes, vilde man sige at jeg var affekterert for at opvække en forhøiet interesse og sligt – – – – –

Det er ganske og aldeles sikkert og vist, at jeg aldrig i livet giver dig nogen ring. Hvis du nogensinde kommer til at bære ring no 4, så er det ikke fra mig du skal have fået den. Du må ikke blive sint på mig; ordene høres kanske bitre, men det er slet ikke meningen at ville såre eller støde dig. Der er bare noget som oprører sig hos mig mod at du ved nok en ring skulde kunne registrere forholdet til mig ind blandt de andre. Kan du ikke begribe det, at når du går med en ring til minde om hver en af de kvinder, som har spillet nogen længere eller vigtigere rolle i dit liv, så kan jeg ikke ville sætte nogen ring på din finger. Jeg må jo, forsåvidt jeg ønsker eller tror at foreningen mellem os skal blive af en bedre og varigere art end før har været tilfældet, netop have en brændende ulyst til, ja afsky for at give dig netop det samme ydre symbol, som du har fået fra de andre. Hvor jeg vilde ønske, nei det er for svagt, hele mit liv på to år nær, som jeg skulde leve i dagligt samliv med dig for alle menneskers øine, ikke i skjul og mørke, vilde jeg give hen for at du ikke havde elsket alle disse kvinder. Du vil sige der er forskjel på at elske og stå i forhold til. Jeg sér den ikke denne forskjel, – jeg kan ikke gribe og fatte den, – nu siden jeg har været din, siden jeg har følt og ved hvad det vil sige, at tilhøre en mand, at give mig hen til et menneske som jeg elskede, – nu mindre end nogensinde. Det brænder sig ind i mig med smerte, at du så ofte, og i så mange kvinders arme har følt det samme (og følt det heftigere) som i mine. Det kan ikke nytte at jeg ræsonnerer med mig selv. Det som er, det er. Før jeg havde været din, kunde jeg ræflektere mig gjennem og bort ifra dette. Jeg vidste jo slet ikke hvad alt det væsen var for noget. Jeg kaldte det i mine tanker noget usselt filleri, som jeg syntes du gjorde formeget væsen af, betragtede det som en ren bisag. Nu er det anderledes. Jeg synes, at hvis jeg ikke kunde truffet en mand som aldrig før havde elsket, eller givet sig hen til nogen kvinde, før han så mig, så vilde jeg tusinde gange hellere ha'e gået livet igjennem som den jeg var, før jeg mødte dig. Jeg ved at jeg smerter dig med dette, men det er sandhed, og sandheden må frem. Jeg ved nu så udmærket tydeligt at dette kan drive mig ifra dig, ikke så at jeg langsomt glider fra dig, men så at jeg pludselig flygter. Det hulker indeni mig, mens jeg skriver dette; men jeg har ingen tårer. Kom mo'er nu ind ad døren, vilde jeg kaste mig til hendes bryst; så fik jeg græde, og så blev det bedre. Alt hvad du kan svare mig, ved jeg til punkt og prikke: Ingen mand kunde svare til mine fordringer eller tanker. Nei, det er vist sandt, men derfor vilde jeg heller været dette foruden. Og det er sandt, jeg vil ingen ring ha'e af dig; ikke jeg heller vil ha'e nogen ring. De andre kan bære dine ringe, jeg ikke!

Også fra hende som drog til Tyskland, har du altså fået en ring. Så inderligt og helt har forholdet været mellem eder. Og så kunde du alligevel vise hende fra dig, bare fordi at en fremmed kvinde, der var for uerfaren og hjelpeløs til at kunne bære sig ad som et normalt menneske, havde siddet på et dampskib, og givet sit indre til pris. På hende har jeg tenkt så meget i den sidste tid. Jeg føler som om jeg mod min villie har gjort hende en stor smerte, en stor uret. Men hun var jo gift, – uf nei, – det er formeget roderi. En vakker dag, kommer hun forøvrigt vistnok tilbage til dig, skal du se. Hun har jo været borte før, og er kommen igjen.^k301

Jeg vil ikke skrive mere nu. Det er ud på eftermiddagen, og jeg skal om en times tid gå i theatret med min bro'er og se en «Folkefiende».^k302 Jeg er så forfærdelig bedrøvet, rent ulykkelig. Jeg lider under alle disse pinsler, sjælen græder hele dagen indeni mig, og jeg længes efter et menneskebryst ved hvilket jeg kunde øse det ud altsammen. Men ingen, ingen i verden vilde kunne forstå mig helt, – det ved jeg, og det er det som er det græsselige. For eks. det at jeg lider, fordi du har elsket før, hvem vilde vel forstå det, ja nok på en måde, men ikke helt; ikke være med i begribelsen af alle de smådetaljer som jeg går med i bevidstheden, som daglig myldrer op derinde, og ligesom kvæler min kjærlighed. Og så er der billedet af hende der reiste. Jeg kan aldrig glemme det udtryk hvormed du svarte på mit spørsmål om hun havde været bedrøvet i sit afskedsbrev til dig. Hvad ret har det ene menneske til at volde det andet så grusom en lidelse, til helt af [sic] bryde livets blomst af for det, og sende det ud i en ørken. Og jeg kunde godt ha'e ladet være. Jeg vilde kunne levet fort, når jeg atter var kommen i ligevægt, omtrent som tidligere. Havde du ingen notits taget af min tilstand, og det er min bestemte formening jo mere jeg tænker på det, at du ingen ret havde dertil, bunden som du var til en anden kvinde, der aldrig havde gjort dig andet end godt, at hun ikke på alle punkter var din ligemand forandrer ikke sagen, et menneskes værd afhænger dog ikke af en større eller mindre grad af dannelse; hun var en «god og kjærlighedsfuld kvinde», det er dine egne ord, og hun var et finartet menneske, det har du sagt, og hun vist ved sin opførsel; – altså havde du ingen notits taget af min tilstand, så var det jeg følte vågne, snart visnet bort igjen; jeg havde glemt det hele, og måske én gang imellem tænkt på hvor underlig forkjert dog livet var indrettet, siden det éneste menneske jeg kunde ha'e elsket, ikke kunde elske mig, mens de andre – – – At der kunde være andre praktiske grunde, der afholdt dig fra at nærme dig til mig, vilde jeg aldrig været opfindsom nok til at kunne tænkt mig. Nu går jeg. – – –

Torsdag aften. Jeg læser mit brev igjennem, og er så misfornøiet med det. Gud give du kunde forstå det, og gud give du ikke blev vred på mig for det. Jeg «skulde være modig», siger du, jeg «som har grund dertil». Men det er jo det jeg ikke længer har siden denne tvil har listet sig ind i mit hjærte. Jeg er ikke modig, og jeg vil ikke være det; jeg er et vanskeligt menneske og passer vistnok bedst til at gå min vei alene. Når denne forestilling var bleven så indgroet hos mig, når jeg så rent havde slået mig ifra verden, ikke tænkte på at søge noget eller nogen, så har det sikkert bundet i noget naturgivet hos mig. Jeg vilde nok ellers gået omkring, og ventet på at livet skulde betale mig hvad det var bleven mig skyldig, vilde holdt udkig, og stået på post færdig til at gribe til. Men det gjorde jeg ikke. Og der ligger forskjellen mellem os hvad vor finden hinanden betræffer. Du gik omkring og ventede på at møde et menneske, som du kunde, ikke give dig til, men tage til din eiendom. Hvis det ikke havde været tilfældet, var du ikke kommen til at blive forlovet med en, som du, da det kom til stykket, ikke engang fandt behag i.

Jeg var ment på, og det så alvorligt og helt, at seile på min egen sø, den jeg selv havde udvalgt mig, og seile der alene. Jeg vilde ikke være mellem de andre, fordi de allesammen havde det på en vis, jeg for ingen pris vilde ha'e del i. Det samliv der levedes fyldte mig med modvillie, ja en tid endog med rædsel og modbydelighed. Alting var så vulgært og forpjusket, så usselt og fattigt. Og så bli'er jeg pludselig rammet af noget midt i hjærtet, noget der trods al modstand og al doktoreren viser sig at være kjærlighed til en mand. Men denne kjærlighed vil bringe mig lidelse af forskjellig art, har allerede gjort det. Jeg tænkte ikke på om du havde elsket eller elskede andre; der var ikke rum eller evne til nogenslags reflektioner dengang. Så, da vi var sammen her de par få timer, antydede du vistnok, det var nede ved banken i haven, at du havde havt kjærlighedseventyr; men det gik på rent overfladisk vis ind gjennem mine øren, og nåede så at sige, ikke min bevidsthed. Og jeg vidste slet ikke dengang, at det vilde volde mig nogen kvide; jeg var for dum og tankeløs på samme tid. Jeg er idethele en barok sammenblanding af viden og dumhed. Så kom jo det du skrev, der voldte bruddet mellem os. Nu ved jeg, at havde jeg dengang været din ganske, og du så bagefter havde fortalt mig om dit forhold til hende, at du ikke kunde vise det fra dig fordi det var såmeget for dig, fordi du trængte hende, når du ikke havde mig, – at så vilde hint brud aldrig i evighed være bleven helet. Men jeg vidste jo dengang ikke hvad det vilde sige, hvad det var for en fryd at give mig hen til dig. Nu, siden jeg ved det, er først alt det du har oplevet med de andre, bleven mig en rigtig pine. Jeg er begyndt at blive bange for at jeg ikke har mod til at tage denne lidelse på mig, og forsøge at klare den fra mig. Når jeg tænker på det, krymper jeg mig sammen, og vender mig bort. Du skal ikke svare mig på dette. Hører du min ven. Ingenting skal du sige. Hvis du har forstået nogenlunde hvorledes det er at jeg har det, så vil du også vide at ord vil være spildt på mig. Lad det ligge. Vi vil i vore breve for eftertiden glide det forbi, og skrive om ganske andre ting, og jeg begynder. Når så tiden går, kan vi se, om vi vil mødes mere, om vi kan det. – –

«En Folkefiende» gik udmærket over scenen. Der var et samspil og en energi som man altid pånyt glemmer at Kristiania skuespillere kan præstere, indtil man atter ser et norsk stykke blive spillet. Reimers's spil var aldeles storartet godt;^k303 der er ikke tale om at Stokmann [sic] kan blive således spillet på nogen anden scene. Men naturligvis vil stykket snart blive kjedeligt. Nu er der jo en jubel uden ende, men allerede næste vinter vil det ikke kunne gives mere. Der er fire af os, Garborg, Lammers, fru Nicolaysen^k304 og jeg som har væddet om sherry og champagne, der skal gives ud i en frokost hos en af os, to mod 2 om stykket vilde gjøre lykke eller ei. Nu ved vi ikke hvem der har vundet, men søndag formiddag skal frokosten være. – Her er en lettelse og glæde uden ende over at Grevstad endelig er bleven bortdrevet fra «Dgbldt». Med Bætzmann er alle fornøiet.^k305 Han har været ved bladet før; idag var han oppe hos mig, og bad mig endelig skrive. Jeg hverken gider, eller har tid; men jeg svarte hen i veir og vind, og lovede ingenting. Her har også været en anden redaktør af «Figaro»^k306 og bedet om han måtte sætte mig op som fast medarbeider. Jeg behøvede ikke at skrive mere end et par gange om året. Jeg er forskrækket over de tusser, at de kommer til mig. Jeg er så kjed og led af dem, og af al den dumme skrivning med. Lørdag havde jeg middag kl. 6 for en del af mine venner. Vi var 16 tilbords, og det var udmærket vellykket. De siger bestandig at der er så hyggeligt hos os, og at jeg er en mageløs flink værtinde. Skal jeg dømme efter den livlighed og det spektakel vore gjæster altid holder, så må det være sandt. Jeg kan se og føle at de morer sig, og så vil de aldrig gå. Nu skal jeg snart ha'e et konservativt selskab, og der må jeg bede Thaulows, som der slet ikke var plads for sidst. Hvor det er skrækkeligt at du ikke lever her i byen. Gjorde du det så vilde jeg tilsidst ikke kunne leve uden dig, og så måtte jeg vel komme over alt det, der nu smerter og tynger mig. Du må ikke misforstå hvad jeg før har skrevet. Du må kunne se, at det er fordi jeg elsker dig så høit, fordi det er så nyt for mig, fordi jeg ikke kan hjælpe for, at jeg ikke kan tåle du har været de andres, nu da jeg ved hvad det vil sige at være din. Kys mig nu, og hav ondt af mig.

Din Amalie.

Det er sandt, du må strax sende mig det lange kabinetsbillede tilbage.^k307 Jeg kom tilfældig da jeg fulgte en anden til fotografen, at sige til ham, hvor misfornøiet jeg var med billedet. Han var så elskværdig ganske uopfordret at tilbyde sig at gjøre det om: Jeg vilde ikke spørge ham om det, for det er noget de aldrig gjør, uden at man betaler pånyt. Men så vilde han ha'e det gamle tilbage. Nu skal du se, at du endnu skal få et pent billede af mig. Dennegang skal jeg nok passe på at klæde mig manérligt. – Godnat Erik!

Din Amalie.

Søndag Aften 21/1 83

Min Amalie, Du har gjort mig så bedrøvet ved dit Brev, at var det ikke som at bryde en Aftale skrev jeg ikke i Aften. – Et vil jeg sige Dig, og lad det her i mit Brev blive til et Kærtegn, at ingen af de Kvinder, det piner Dig at tænke på, har jeg været kærlig ved som mod Dig. Du har fået af min Ømhed Beviser, som Du ejer helt alene. Amalie mod Dig har jeg gjort hvad jeg hos Dig syntes måtte blive det højeste Udtryk for min Kærlighed – ingen anden har ejet mig som Du har. Tænk på det inderligste, intimeste nøjeste Kærtegn mellem os to næst vor virkelige Forening og vid, at her behøver da under alle Omstændigheder ingen fæle Skygger fra Fortiden at træde imellem os. Amalie vi var for kort sammen, ellers vilde Du have lært at elske mig med større Fred. Der er også noget at lære her. – Du må ikke stille det hen i det uvisse, om vi snart mødes. Mit Liv er indrettet derpå. Jeg har kun det ene. Men jeg vil ikke skrive derom, jeg har tabt mit Mod til at klage. Du ligger ikke stille og sødt ved min Side – –

Amalie én Sorg har Du gjort mig til. Du har i sin Tid bildt mig ind, at « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schiøtt jeg véd nu ikke længer hvilken.^k308 Jeg spurgte fordi jeg troede det var Dig og Du svarede mig med et af disse Navne. Dette forstår jeg absolut ikke. Det må hænge sammen med den Følelse hos Dig, der tilsagde Dig at bede mig om at lade være med at læse din Fortælling i Tidsskriftet. Der er noget her så stik imod min Natur, at jeg opgiver ethvert Forsøg på en Begriben. Men det har gjort mig meget ondt. – – Igår Aftes fik jeg Tidsskriftet i Hænde.^k309 Mit Hjærte bankede derved meget kraftigere end om jeg selv havde havt en Fortælling deri. Og så måtte jeg oven i Købet lade som ingen Ting og besørge adskilligt ved Redaktionen først. Sverdrup havde mistet sin Kone,^k310 der stod noget om Marcellus i Dgbl. vi måtte have med,^k311 en Pastor Krog-Meyer var død,^k312 der lå en Betænkning fra et af Folketingsudvalgene, en jydsk Folkesanger og Digter skulde have en Oplæsning osv^k313 det måtte besørges altsammen først. Og så skulde jeg til en Forestilling i Folketeatret^k314 og til et Diskussionsmøde i Studentersamfundet, hvortil Socialdemokraternes Førere vare indbudne: Jeg fik det besørget alt og endda fik jeg læst «Madam Høiers Leiefolk» – inden jeg kl 9 gik til Forestillingen. Din Fortælling er god Amalie, men for mit Øje og Øre er der en umådelig Forskjel mellem de første 6 og de sidste 7 sider. Således at forstå, at jeg på de sidste 7 finder en fin og ypperlig egen Kunst; på de 6 første plager en Påvirkning af Kiellands Stil mig så stærkt, at jeg ikke véd, om det er Kunst. Jeg var skinsyg på Kielland. Og så Amalie, Du som er så meget Person, og som har skrevet den Samtale mellem Manden og Konen – bedre end Kielland – hvad tager Du efter ham for? Det hele er bedre end Kiellands små Billeder, sandere, mere lige på – intet Lapseri (på de sidste 7!) Er det fra Bergen, Ven? To eller tre Steder skulde jeg have vist Dig Muligheden for en heldigere Vending. Men hvor er det ægte! Det er meget dygtig gjort Amalie, og slet ikke fruentimmeragtigt. I den Skildring er der Mod Amalie. – Når jeg tænker på, hvor forkert jeg vilde være kommen til at dømme om Dig, hvis jeg uden at kende Dig havde læst din Fortælling og fra den skulde slutte til din Natur. Alle de bløde og de ufuldførte Linjer mangler jo. Men Du må ikke skrive efter Kielland. – Jeg har læst for tredje Gang den sidste Halvdel. Denne Gang har Indholdet lagt sig helt grufuldt på mit Sind. Sig mig dog én Ting Amalie, som man her nede strax vil sige: Hvorfor vandre disse elendige Mennesker ikke til Fattiggården og melder sig som husvilde?^k315 Er det ikke indrettet således hos jer, at det offentlige skal tage sig af den Slags Folk? Udsætterforretninger forekommer naturligvis også i Kbhvn, men er de Vedkommende så elendige som her, måtte de øjeblikkelig blive besørgede til Fattiggården, om de ikke selv kunde gå, og der fik de da i det mindste Tag over sig, Mad og Varme – vistnok også Sengestel og Klæder om det kneb, ja sikkert. Og de var ikke uden videre Fattiglemmer for det. Kunde Manden få Arbejde var de fri på ny – kun havde han så mistet sin politiske Valgret, indtil han tilbagebetalte Staden dens Udlæg. – – Jeg har nu siddet og læst Arne Garborgs Anmeldelse af «En Folkefjende».^k316 Hvis Du vilde sige til denne fine Skribent, at Du har en Ven i Danmark, som med udelt Glæde og Beundring har læst denne Anmeldelse, gjorde Du mig en Glæde – men Du har vel ikke Lov til at have en Ven i Danmark.

– Amalie det er tungt dette at være skilt fra Dig! Men at komme til Dig på de «forbudne» Vilkår gruer jeg for. Imidlertid det måtte Du da vel få at mærke, at jeg havde kastet Broen af bag mig, og det måtte vel være Dig en – Trøst. Jeg synes selv det ikke er rigtigt at sætte dette Ord her, men det lå nær. – Jeg er ene, helt og fuldstændig ene i Verden, og Du er bange for det Følge jeg slæber med mig! Og Du tror, at jeg nogensinde har været selvanden. Ja bliver jeg det ikke hos Dig, går jeg i min Grav uden at vide hvad det Ord betyder. – Nu har jeg læst «Slagter Tobias»,^k317 Begyndelsen er god, Ven, ikke sandt? Nå, der har jeg det samme Fattigvæsensspørgsmål som hos os. Så burde dog vistnok det være nævnt i din Fortælling. Der er for Resten noget vist virtuosmæssigt i Lies Måde at fortælle på, men det slår klik jevnlig. Det med Melsækken er godt.^k318

Jeg har ingen Lyst til at skrive mere i Aften. Det ligger tungt på mit Sind hvor uendelig – jeg vil ikke fortsætte.

Det med Bætzmann interesserer mig levende. Skulde monstro den moderate Tone kunne virke til virkelig Gavn? Fortæl mig hvad der bliver af Grevstad? Hvad er «Figaro» for noget? Har Du hørt noget fra Bjørnson? – Jeg savner Konvolut i Aften til at sende Dig Fotografiet – Dit Hoved er imidlertid så godt, at jeg næsten synes det er Synd at give slip på det.

Slutningen i dit Brev min Ven er så sød – det er den jeg lever på til næste Brev.

Din Erik

Kristiania 25de januar 83.

Jeg har aldrig sagt at « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schjøtt. Du tager ganske feil. En gang har du spurgt mig om mærket «ea» i Dgbldt. Jeg har overensstemmende med sandheden svaret at det var Hansens mærke, når han skrev om theatret. Så meget jeg endog kunde ønske at du ikke kom til at læse hvad jeg havde skrevet, fordi jeg generer mig for dig, så vilde jeg dog aldrig sige en positiv løgn i den anledning. Når du skjænder en anden gang, skal du være aldeles vis på, at du har ret dertil min søde gut. Jeg har været syg et par dage. Nu er det over; det begyndte søndag på hvilken dag jeg var udbuden på 4 forskjellige steder. Jeg måtte dog tilbringe den i min seng. Jeg var stærkt forkjølet da jeg om aftenen gik tilkøis, og så fik jeg et brev fra en dansk dame strax om morgenen, der gav mig slig feber, at jeg blev absolut syg. Der stod nemlig dette, – ja det er jo bedst du får det skjøndt jeg er bange du bliver både sint og bedrøvet, men det har pint mig så meget, der stod altså: «Jeg har hørt fra en norsk bekjendt, at de skal interesere [sic] dem meget for E. Skram. Nu vil jeg bare sige dem, at det er ham der er forbilledet for Repholdt i «Et Besøg»;^k319 [og – krysset ut] Han skal for ikke lang tid siden hae havt en aldeles lignende historie med en ung pige.» Nu er det bare det jeg synes, at når der peges så bestemt hen på en «lignende historie», så må der ligge en «historie» af en eller anden art til grund derfor. Sig mig, hvad er det for en historie? Den har du ikke fortalt mig om. Det forekommer mig ubegribeligt at en slig påstand som at du er Repholdt og har havt en sådan historie virkelig kan blive ved at være i omløb, når der slet intet er deri. Jeg kan ikke forstå hvorfor der ikke strax danner sig en slags opinion, der med en gang gjør sagen klar, og vender det derhen, at man taler om det lumpne af E.B. at benytte en vens ydre og tildels personlighed til en sådan skildring, når det er i den grad ubeføiet o.s. v. Bare det at sligt virkelig kan siges og bliver troet om Dig, gjør mig forfærdelig ondt; ikke for det dumme sladders skyld, men fordi du anses for et troværdigt og brugbart materiale til at gjøre en sådan figurant af, fordi du ikke står således i det almindelige omdømme, at det vækker latter at du nævnes. Sæt f.eks. det var bleven sagt om en der hos eder svarede til hvad Sars er hos os,^k320 eller bare om en som Wullum, eller endog om Drachmann, – hvor vilde man ikke strax le snakket ihjel. Hvorfor le's det ikke ihjel, når det gjælder dig? Og hvorfor har i det hele E.B. vovet at stille dig op på denne måde. Hvis det ikke angik dig, så vilde jeg sige til mig selv: Jeg kan tænke mig to grunde, enten har den, der er Repholdt betroet oplevelsen til B. og givet ham lov til at bruge den, fordi han altså er af den art, at han er ligeglad med sig selv og alting, eller så, har B. været indiscrét i den grad, at han har tilføiet vedkommende den blodigst mulige fornærmelse. Og hvorfor har Brandes, tror du, gjort det? Hvorfor har han tegnet ham slig, at ingen, der kjender dig, kan læse det uden at du står der lyslevende? Jeg har grublet meget over dette, og alleslags tanker er i bølgegang gået gjennem mit sind. Du ved du blev vred dengang jeg talte om Donjuanneriet, og du har ved flere leiligheder søgt at vise mig, at du netop ikke er en Don Juan. Det er jeg også vis på, du ikke er. Men jeg har spurgt mig selv om det alligevel ikke er muligt at en sådan begivenhed som den med Repholdt kunde være forekommet i et menneskes liv, der var alt andet end en Don Juan. En der er bleven skuffet i sin kjærlighed til den kvinde han elskede, kunde vist falde på alleslags underlige ting bagefter, især hvis der kommer en periode, da han giver sig over, har mistet sin tro til livet og dets værd, sin respekt for kjærlighedens [sic] og dens væsen. Og måske var det ikke sikkert at han derfor var absolut fordærvet, skjøndt det måtte han vel være. Men hvis det nu var hændt bare én eneste gang, og aldrig mere, hvis han altid siden fortrød det, og græmmede sig over det, og følte byrde og kvide ved det? Hvis du var her nu, vilde jeg kaste mig til dit bryst, og ikke slippe dig, før du sa'e at du havde tilgivet mig. Og vær overbærende og god, når jeg nu beder dig om forladelse, fordi jeg ikke er stærkere end at jeg siger: gjør mig vis på, at det ikke er dig, som er Repholdt. Du ved ikke hvorledes jeg har pint og slidt dette ud af mig selv. Det vil såre og opirre dig, og smerte dig, at du skal nødes til at forsvare dig ligeoverfor mig. Jeg kan tænke mig at det vil virke således på dig at du skriver tilbage: Når du ikke endnu kjender mig bedre end at du trænger en sådan forsikring fra mig, så får det være forbi mellem os to. Men forsøg dog som sagt at være overbærende og snil. Det går mere og mere op for mig hvor ulykkeligt vi er stillet, at vi ikke kan være sammen bestandig siden vi elsker hinanden. Men det er noget sludder at du ikke skulde vilde ha'e mig dernede, sålænge du er ved bladet. Var det ikke fordi det af andre grunde er umuligt, så skulde jeg nok tvinge dig til at gifte dig med mig. Men så måtte jeg jo rigtignok først være sikker på at jeg vilde, at jeg vovede det, og at jeg kunde komme over alt det fæle jeg skrev om sidst, hvad jeg slet ikke er vis på, jeg kan. – Det var rigtig godt du skrev alligevel på søndag, endskjøndt du ikke havde lyst. Hør her Erik, – du må aldrig bryde den aftale, men bestandig skrive på den fastsatte dag. Du ser jeg gjør det; nu f.eks. sidder jeg her istedetfor at få min sædvanlige smule middagssøvn, fordi jeg skal ud kl. 5 og ikke for alt i verden vil opsætte at skrive til imorgen, fordi følgen deraf vilde være at du ikke fik brevet på lørdag. –

Hvis der ikke kommer noget særdeles iveien, så er det min mening at besøge gamle fru Knudtzon i april.^k321 Jeg har igjen havt brev fra dem, hvori de beder mig komme, og de siger at i april vilde det være så herligt. I maj skal de til Marienbad, og senere ligger de på landet. Nu har jeg virkelig lyst til at gjøre det en gang. Men jeg er bange for at vi ikke fik se stort til hinanden. Jeg kan ikke tænke mig hvorledes det skulde gå for sig. Hjem til dig i dit logi kom jeg nu ikke under nogen omstændigheder. Selv om det ikke var forbundet med den mindste resiko [sic], gjorde jeg det ikke. Jeg vilde nemlig ikke. Der har hun jo været som er i Tyskland, og der kom ikke jeg. Men bare at være i samme by som dig, var morsomt. Og tænk at træffe dig på gaden! Men du er vel aldrig på gaden, du, som sidder på kontoret. Det var morsomt at du kunde sige så meget godt om mine leiefolk. Jeg tror ikke du har ret i det om Kiellands stil. Ingen har sagt det. Men vi er begge fra Vestlandet og bruger begge udtryk, der er eiendommelige for dette strøg. Der er også et eget fællesskab i sprogtonen mellem Bergensere og Stavangere; det kan være dette du har følt; skjøndt jeg kan jo ikke være så aldeles sikker på det, jeg. Vist er det, at jeg var meget langt fra at tænke på Kielland, eller hans manér, da jeg skrev det. Det med fattigvæsenet har du ret i. Jeg kunde ha'e nævnt det. Men sagen er at jeg har fortalt det netop sådan som det gik til. Den arme kone, der kom til mig og tiggede efter at hun havde udstået sin straf, og som jeg et par gange gik til, berettede mig hele tildragelsen. Familien kom ganske rigtig på Arbeidsanstalten, men først den næste dag. Alle de fattige i Bergen havde en ubegribelig afsky for at komme der, og vilde hellere lide det værste, end søge did. Og sålænge ikke politiet fandt dem kunde de godt blive siddende i prangen. Så blev det jo også snart mørkt, [da de kastedes ud – krysset ut] og så var der en sprinkeldør der lukkede for smuget. Man har også sagt, at ingen kan kastes ud uden der er politi tilstede. Men det var ikke tilfældet her. Folkene lod sig kaste, fordi de var så angst for politiet. Manden havde jo været i straf. De foretrak at gå godvilligt. Hvorledes vilde du være kommen til at dømme om mig hvis du uden at kjende mig havde læst min fortælling, og skulde sluttet efter den? Sig mig det, – jeg er så nysgjerrig. Forkjert vilde det blevet, siger du. Det som du beder mig sige til Garborg, skal jeg nok. Jeg tror det vil glæde ham, og jeg går altid på lur efter at kunne glæde ham. Da jeg takkede ham for anmeldelsen, sa'e han, at han siden han havde skrevet den, hver dag havde gået og spekuleret på at gå op og takke mig, for den, såsom det var samtalen med mig om «Folkefienden», der havde givet ham hans syn på bogen, og ladet ham skrive sådan. Det var fornøieligt, for jeg ved at hvad han siger, det kan han altid stå ved. Og jeg husker vi begyndte med uenighed. Han aldeles begeistret, og jeg netop det modsatte. Jeg forstår ikke det om at kaste broen af bag dig, og at det vel måtte være mig en trøst; men jeg beder dig bare, at du ingen galskaber gjør, for noget galt må det vel være du pønser på, når det skal gå løs på broer og sligt. Jeg synes så udmærket godt om Lies fortælling. Tusind gange bedre end om min. Jeg synes næsten det omtrent er det bedste Lie har gjort. Den prægtige Tobias! Som man tror på ham, og som en får respekt for den iltre kone. Og hvor vi forstår at der bliver prægtige sønner, som kan gå i slagterkompagni med sin far. Og så er den morsom og opmuntrende midt i sin tragik. Jeg får slutte her. Kl. er bleven mange. Skriv nu ikke hårde ord til mig i dit næste brev. Jeg falder dig om halsen og kysser dig mange, mange gange, så at hvis du vil tale vredt til mig, så får du ikke komme til. Kan du huske hvorledes jeg kunde kysse dig, husk på det, så ved du du er min egen Erik og at jeg er din Amalie.

Kbhvn 28/1 83

Indlagt vil Du finde Kopien af et Brev, jeg idag har afsendt til Brandes. ^k322 Hans Svar sender jeg Dig, når jeg modtager det. Mit bestemte Forlangende er da det, at Du svarer den Dame, der på en løs Angivelse har skamskændet mig, at Du ganske rigtig som formodet nærer Venskab for mig og er i det heldige Tilfælde at vide bedre Besked end hun. Og så meddeler Du hende, at Du har set E.B.'s Brev og giver hende det positive Indhold deraf. Om Du for egen Regning vil tilføje nogle Betragtninger om det Skammelige i at tale ærerørig om Folk, man ikke véd noget om, overlader jeg til din Indignation eller Finfølelse.

Jeg var igår i et Middagsselskab og traf der for første Gang en Dame, der er Søster til en god Ven af mig, Kammerjunkerinde Bauditz f. Rist.^k323 Hun havde hørt mig meget omtale og var glad ved at se mig og tale med mig. I Samtalens Løb nævnede hun «Et Besøg». Efter en Omtale af Bogens glimrende Egenskaber sagde hun pludselig: «Den Bog kunde de ikke have skrevet. De kunde ikke have ladet det være nok, at gøre en Kvinde så blodig Uret.» Denne Dame har jeg som sagt aldrig vekslet et Ord med tidligere. Hun havde sin Visdom formodenlig fra hvad jeg har skrevet og fra sin Broders Omtale.

Blandt dem, Du nævner, hvis Navn skulde være nok til at slå enhver Bagtalelse til Jorden, er Drachmann. Om ham er blevet fortalt og troet, at Fiskere ved Kysten have spyttet ad ham, fordi han er bleven grebet på fersk Gerning i et Lysthus med en Vens Hustru, han havde forført. Om ham er blevet fortalt og troet i mange År, at hans Liv var det mest ryggesløse, at ingen Kvinde kunde være sikker for hans Efterstræbelser. Da han løb bort med Fru Talbitzer,^k324 brusede Historierne op som et Springvand. Der gik Afskrifter af et Brev rundt fra ham, hvori han blottede sig selv som den jammerligste Pjalt. Brevet har jeg ikke set, men sligt sagdes og blev troet. –

Jeg har ingen hårde Ord at sige i Anledning af dit Brev. Din Kærlighed er syg, og det synes mig at jeg i alt Fald på Frastand ikke har Lægedom til den.

Du underretter mig om, at Du til April vil besøge Fru Knudtzon, og at det skulde «more» Dig at møde mig på Gaden, medens Du iøvrigt ikke kan tænke Dig, at vi skulde se stort til hinanden, idet min Bolig er et befængt Sted, hvor Du ikke kunde sætte din Fod. – Da jeg ikke forstår noget af dette, tier jeg.

Du spørger mig, om jeg kan huske, hvorledes Du har kysset mig? Ja Amalie det kan jeg huske! Og jeg kan også huske mine Tanker og Følelser under dine Kys. Det kom mig for, at Du elskede mig som en kærlig trofast og yndig Kvinde, der vilde prøve på at fæste Bo og blive hjemme inde hos mig. Dette Indtryk har dine sidste Breve ikke i høj Grad tjent til at bestyrke.

Og dog er der noget virkelig kærligt og smukt i al den Fjærnhed Du giver Rum. Du må ikke tro, at der ligger en Vrede imod Dig og ulmer hos mig; der er kun en pinlig Forundring. Jeg venter, indtil Du atter i din Tanke når til at blive min. Nu er Du kun din egen. Du borer Dig fast ind i dine egne Forestillinger og har kun mig med derinde som en fremmed Urostifter, som Du så pludselig en Gang imellem kaster Dig om Halsen på og overgiver Dig til for at få Fred.

Du bruger det Ord, at Du skulde «tvinge» mig til at gifte mig med Dig. Véd Du da ikke, at var jeg uafhængig og kunde jeg byde Dig blot jevne Vilkår, lukker den Plan at blive gift med Dig sig om alle mine Planer for Livet. Jeg har i alle disse Dage, hvor Du har stablet Had og Bitterhed op imod mit foregående Liv, kun gået og vejet dette ene i mit Hoved: vilde Amalie som min Hustru kunne føle sig tilfreds i København, eller måtte vi drage til Kristiania? Og jeg har fantaseret mig ind i, at vi levede et År her nede, så længtes Du hjem, og jeg fulgte med Dig. Jeg har vejet hele min Omgang med den Vægtskål, jeg tænkte mig, Du vilde anvende, og næsten alle ere vippede op som for lette. Havde vi Penge, véd jeg imidlertid, at vi kunde danne et fint og interessant Hus i Kbhvn.

Vilde Du virkelig komme til Kbhvn nu i April og ikke gøre alt for at se mig hver Dag? Endnu tror jeg det ikke.

Din Erik

Onsdag aften 31-1-83.

Denne gang bli'er det bare for at sige dig, at jeg ikke skriver denne gang, at jeg sætter pen på papiret. Jeg kan det nemlig ikke, for jeg er altfor bedrøvet, beklemt, forpint og angst til at jeg kan få et brev sat sammen. Ja, der var virkelig angst i den følelse hvormed jeg læste dit brev imorges, og der har været angst i den måde hvorpå jeg idag har gået og gjentaget dets sætninger for mig. Så ondt, så frygteligt ondt gjorde din skrivelse mig at jeg sad og dukkede mig sammen som under slag fra en usynlig hånd; og så feig var jeg bleven at jeg efter læsningen drog pusten og sa'e til mig selv: Gudskelov at han ikke brugte hårde og onde ord. Jeg følte som om sådanne vilde ha'e gjort det af med mig, og havde du været tilstede kunde jeg ha'e tigget og tryglet dig om at la'e være – – – men gud ved hvad jeg snakker for, – det nytter så ikke til noget, – du er krænket og vred og det med rette, – jeg er ulykkelig og lidende, og det er også med rette, – ja, det er med rette du, for der er så meget som gjør ondt og forpiner mig, og nu at vide, at der er kommet dette fremmede, kolde modvillige ind mellem os, mellem os der elskede hinanden. Det var det som gjorde mig angst, – denne fjærnhed, denne lyd som af stygge dissonnantser. Jeg kunde, syntes jeg styrtet frem over stok og sten og fjeld og hav for at få dig tilbage, nå frem til dig, og slynge armene om dig for at holde fast på dig for bestandig. Men så i næste nu, blev jeg stående stille, rådvild og modløs, som jeg er i mine tanker om dagene. Men du skal ikke bryde dig om det du. Det er ikke fra dig det er kommet, men bare fra mig. Det er mig som er skyld i det hele, fordi jeg har fået en sygdom i blodet, der voldtes ved at jeg i dine arme fik forstand på hvad det var at elske. Det er af kundskabens træ på godt og ondt at jeg har spist, og det mærkes på mig desværre, desværre. – – Du er jo den du var, da du uden at vide det, tog mit hjærte i besiddelse. Ved du, at jeg nu undertiden synes synd i dig for det. Du gjorde ingenting du, hverken for eller imod. Det er mig som har stået for det hele og det er mig, ene mig, der har skabt denne misstemning. Det er virkelig sandt, at du er for god for mig. Der er intet lapseri; og ingen affektation i ordene, det må du tro. Jeg mener det virkelig. Et menneske der, som jeg, når det kommer til stykket, har tabt enhver gnist af tro til livet, det vil sige tro til at det kan præstere noget virkelig skjønt, noget helt og fuldstændigt, noget som det er værdt at reise sig op, eller gjøre sig uleilighed for, er ikke noget for en mand som dig at knytte sig til. Jeg har allerede som ganske ung været så umådelig gammel af sind og så livsled. Det kunde ikke mærkes, fordi jeg trængte det tilbage og fordi det mest føltes som en ligegyldighedens ringeagt for livet, der satte mig istand til med en vis ligesælhed, at være med på alt, endog med livlighed, så at folk troede jeg var livsglad og intereseret. Så havde jeg også tidlig fået en utrolig færdighed til at omgåes, og underholde mig med alleslags folk. Det gik lige glat med hvem det var, tiggere, bønder, søfolk, unge lapser og gamle jomfruer, udlændinger og indfødte, det var mig det samme. Du talte om at «snakke sig fra det», – jeg har i mange år af mit liv ikke gjort andet end snakket mig fra min umådelige skuffelse ved og foragt for det liv som jeg havde tiltrådt med begeistring og andagt og hellig alterild. Så, da jeg havde revet mig løs fra mit ægteskab og var kommen til ro efter al den utrolige slid og strid der udfordredes for at blive stående fast ved min beslutning – hvad jeg der har havt for bombardement at stå for, det er endnu et ulæst kapitel for dig – begyndte jeg at finde mig bedre tilrette. Jeg blev levende optaget af alleslags spørsmål, jeg tænkte dem igjennem, og fik min egen opfatning, – jeg tog mit bestemte parti og jeg følte under dette mine kræfter voxe, på samme tid som hver en redelig forhvervet overbevisning, hver en indvunden erfaring gav mig en særskildt glæde. Jeg arbeidede mig igjennem og ud af kristendommen^k325 langsomt og retskaffent. Religiøse materier havde jeg altid været stærkt optagen af, så her havde jeg en særlig betingelse for at kunne give et ord med i laget ligeoverfor mig selv. Tilslut fandt jeg at det dog gik an at leve; der var blot ét et vist menneske burde sky, og det var alt, alt i verden der havde den fjerneste skygge af tilbøielighed til at falde ind under erotiken. Her var og blev min foragt grænseløs og mit had bundløst. Ja, det ved jeg nu forresten, at intet menneske i verden vil kunne forstå eller fatte fuldt ud mine rørelser og følelser på det gebet. Om nogen havde sagt mig at jeg, jeg skulde opleve at der skulde være en mand som ikke var mig akurat ligeså ligegyldig, og ligeså kameratslig velkommen som alle de andre, der var af den kaliber, at det gik an at samtale med dem, – ja, jeg ved ikke hvad jeg vilde sagt, men hvad jeg vilde tænkt, det er jeg fuldkommen på det rene med. Og da jeg så traf dig, du vidunderligt søde menneske, så blev jeg jo strax ligesom et barn igjen. Det var jo et barns fagter at sidde der og jamre sig over den kjærlighed som havde grebet mig, og samtidig fortrøste sig til at den nok skulde gå over. Jeg glemte alt over dig, og den følelse du havde vakt. Hvis ikke det havde været tilfældet, vilde jeg ganske vist husket at alle mand på ganske få undtagelser nær, har levet sådan som jeg ikke kan andet end fordømme, fordømme fordi det ikke svarer til de fordringer jeg stiller til et menneske der i sandhed er et menneske, det vil sige, – – ja det vil sige, noget ganske andet end andre siger, at det vil sige. Det at jeg elskede en mand kunde gjøre mig ung igjen sålænge som jeg kunde holde alle urene skygger borte fra min kjærlighed. Jeg tror jeg må elske længe, længe, før jeg kan elske skyggerne bort. Om det ellers vil lykkes mig. Jeg føler så stærkt og intenst, og jeg har en ulyksalig evne til at lide en lidelse tværs igjennem helt ud i alle dens detaljer. Det var derfor jeg blev gal dengang. Tror du alle har evnen til det? Men så er der jo rigtignok også det, at når jeg er færdig; – så er jeg færdig. Det har jeg erfaringens vished for. – Du mærker nok mere og mere, at du har fået en vanskelig kvinde på halsen; sikkert er det i allefald, at du havde fortjent en anden. Der er mangfoldige som vilde passet dig bedre. Jeg er vis på du vilde være bleven lykkeligere med Gertrude. Om hende har Poulsen forresten fortalt mig en masse ting forleden aften. Han omtalte også dit forhold til hende ganske uforbeholdent, og som talte han om et fait accompli som alle kjendte – i sine mindste detaljer. Hvert ord var et stik i mit hjærte, men jeg hørte roligt på, og lod som ingen ting. – Det bliver alligevel et brev, – nu er jeg kommen igang, og nu kan jeg fare fort. – Hør her, – hvis du nu er begyndt at tvile om at jeg kan gjøre dig mere lykkelig end du var før, hvis du er bleven bange for mig, og undertiden har tænkt at du hellere ikke vilde ha'e mødt mig, – så må du ikke kvie dig for at sige mig det. Dit sidste brev var skrevet i en sådan tone, at jeg kunde tænke mig det. Nu skal du huske én ting, og det er at du har lov til nårsomhelst at sige til mig: Jeg vil fra dig. Netop fordi det er mig og ikke dig fra «hvem forargelsen er kommen», har du mere end ellers lov dertil. Så vilde jeg da være vis på, at jeg fik gå resten af mit liv igjennem uden nye kjærlighedssorger. Og derved er dog altid noget vundet. – – – – – Forstår du, – det er fordi jeg er så gammel, så ulidenskabelig i ond forstand, at min kjærlighed til dig ikke som en brusende fos river alle smertelige reflektioner overende, – det er derfor at jeg ikke er god nok for dig. Du skrev før vi havde eiet hinanden, at jeg var så ung i mine følelser. Og det var sandt; det ved jeg nu var sandt. Dengang var det mig ikke klart, hvad du mente med det. Men da kunde jeg sagtens være ung, jeg vidste jo slet ikke noget om alt det du siden har bragt mig til at føle og begribe. Forstår du mig? Jeg vilde så gjerne vide, om det er dig muligt at fatte hvad der, siden vi var hos hinanden, er foregået i mit indre, eller det er dig som står du over en forseglet bog. Det vilde trøste mig om du forstod. – – Ja naturligvis – alt det der siges om Dr.mann er af den kaliber at man kan tro det. Alt det kunde han ha'e gjort, netop! men alt det kunde du ikke ha'e gjort. Det du fortæller mig at man har troet om ham, falder så akurat ind under hans naturels kategori. Hvis det er løgn, så er det tilfældets skyld. Det kan være sandt. Men Repholdts udåd kunde han ikke ha'e øvet. Det ligger udenfor hans evnes rækkevidde. Det er ikke hans specialitet. Netop ikke. Han vilde ikke engang givet sig tid dertil. En «vens kone», – das ist was anders. En vens kone, der lader sig forføre, kan du være vis på, er ingen «ubekvem materie». Men en ung uskyldig, ufordærvet pige er en «ubekvem materie». Der skal en tusindfold høiere grad af ryggesløshed til at ville hende. Der skal en snedig diabolitet, en iskold fordærvethed, en næsten mephistofelisk dygtighed. Det er derfor jeg sa'e at hvis man havde duttet Dr.mann det på, vilde det være bleven le't ihjel. Det ligger i almenhedens bevidsthed, at sådan er ikke hans evners art. Man gjør sig det ikke klart hvorfor man ikke kan rime det sammen med ham, – man tror det simpelthen ikke. Det var det jeg vilde den almindelige opinion skulde ha'e gjort gjældende ligeover dig også. Det var det som smertede mig, som gjorde mig så tumelumsk i hovedet, – det, at dette rygte om dig kunde leve, holde sig, bringes om. Der var altså ikke noget i den almindelige sladderbevidsthed, der forkastede en sådan antagelse.

Min elskede! forstå det ikke altfor overfladisk dette. Lad ikke dine betragtninger over at jeg virkelig kunde synke ned til at nære denne angst, denne uro der drev mig til at sige dig det, kvæle din evne, din villie til at sætte dig ind i min lidt vanskelige stilling, vanskelig både ved den ydre afstand, min mangel på erfaringsmæssig bekommet kjendskab til dig, og min indre tilstand. Nu skal du være høimodig. Og din høimodighed skal hidrøre fra din forståelse. Som gave tager jeg ikke imod den! Hvor du har været i slet humør, som ikke har forstået, at det om at «tvinge» dig til at gifte dig med mig, var et mat, et krampagtigt forsøg på at tage brådden af mit brev med en spøg. Ja, det vil sige ordet «tvinge», var en spøg. Det andet står jeg ved. – – – – Men det er virkelig min mening, at vi, hvis jeg kom til Kjbhvn. ikke kunde komme til at være synderligt sammen. Sålænge vort forhold er hemmeligt, kan vi jo ikke sætte os ud over fornuftige hensyn. Og du ved selv hvor bunden en dame, der boer hos en enkefru som fru Knudtzon er. Kan du huske at du skrev dengang talen havde været om at jeg skulde fulgt Fritz (med ham og Ingeb. er det desværre overordenlig galt fat) til Kjbhvn: «Du har gjort så klogt som muligt ved ikke at komme herned nu, hvis du da ikke vilde bryde med alle hensyn, og springe lige i armene på mig, hvad der under vore forhold vilde været aldeles urigtigt». Det samme gjælder nu. Enten får jeg lade være at komme, og det er kanske under disse omstændigheder det rigtigste, eller også måtte vi begge ha'e den fornødne selvfornægtelse til ikke at mødes oftere end bekjendte af forskjelligt kjøn pleier at møde hinanden. Sammenkomster i smug kunde der ikke blive tale om. Knudtzons ved jeg, vilde lægge al mulig beslag på mig. Og som jeg sidst skrev: i dit logi vilde jeg ikke komme. Om du bliver vred igjen, – det får ikke hjælpe, jeg vilde det ikke. Det er den visse sandhed, det. Forresten, – hvis jeg kommer, så bli'er det nok i marts, for i april har jeg Jakobs konfirmation og flytningen på mig, og det huskede jeg ikke strax.^k326 – Ak om jeg kunde lægge mig tæt, tæt ind til dig, og græde ud hos dig. Du er og bli'er dog den éneste jeg har elsket her i verden.

Din Amalie.

Torsdag 1ste februar. Jeg sender Dig Brandes's brev tilbage.^k327 Til vedkommende dame skal jeg skrive det du forlangte i dit brev fra igår. Jeg har en følelse af at jeg skulde bede dig om tilgivelse. Men jeg kan det ikke. Mine følelser ligeoverfor hele denne sag er så forviklede og sammensatte, at jeg ikke vilde kunne give dem et blot nogenlunde sandfærdigt udtryk. At tænke på denne sag, – jeg mener det hele tilsammen: at det skulde siges om dig, troes og bringes videre, at det skulde skrives til mig og stilles op som en advarsel imod dig, at det skulde få magt til at formørke mit sind til at bringe om det så kun havde været den svageste forstyrrelse i det gode, lyse billede samværet med dig havde givet mig af ham, som jeg elskede, at det ikke vilde slippe mig men blev ved at plage mig sålænge til jeg havde sagt dig det, – jeg tænkte de første par dage at ingen magt i verden kunde bringe mig til at ymte om det til dig, – altså, at tænke på alt dette er som at røre ved et ondt sår. Og når jeg ikke tænker på det, føler jeg det alligevel som en nagende fornemmelse et steds inde i brystet. Du kan vide det må være så, – du kan forstå at det piner og ydmyger mig grænseløst, – det at det virkelig kunde gjøre mig noget, jeg som dog vidste bedre besked end alle verdens andre. Det er ikke skam jeg føler; men det er, at jeg ikke kan være stolt af mig selv. Jeg kan ikke skamme mig, for jeg ved jo hvordan det hele gik for sig derinde; jeg kan heller ikke angre, for det kan jeg aldrig, men jeg kan græmme mig over dette nye bevis på, at jeg har taget skade på min sjæl af det syn livet i lange tider blev ved at vise mig af mændene. Jeg er meget forsagt; jeg tør ikke engang bede dig om at kysse mig; jeg sætter mig stille hen i en krog og falder i tanker.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Det er Irgens Hansen, som han [sic] har skrevet anmeldelsen af Nyt Tidsskrift i Dgbldet.^k328 Han skal være så rasende fordi jeg har anmeldt «Pehrsens» velvilligt.

[Tilføyelse på siste side]:

Hverken de lovede Morgenblade eller det fæle kabinetsbillede har du sendt mig. Men det skal du!

Søndag den 4 Februar 1883

Min elskede lille Pige, vær aldrig bange for hvorledes det går med min Kærlighed! Den er der, og den står rolig og tillidsfuld og ser på de Lidelser og Smærter, som kan komme også ind under dens skærmende Skygge, men selv lider den ingen Nød. Du yndigste Stump, jeg har havt Dig så tæt og godt hos mig i dit Brev, Du har lidt og Du lider endnu, men det vil gå over, og Du skal se, min Unge, at det vil gøre Dig godt, at komme ned til mig og lægge dit Hoved ind til mit Bryst, medens jeg klapper dit Hår og kysser Dig oppe i Skildningen. Vær slet ikke bange. Dine Anfægtelser bunder vel i din Natur, i din Historie og i vor Fjærnhed fra hinanden, men det er ikke Meningen med Dig, at Du ikke skulde kunne slippe ud af dem igen. Jeg forstår vel ikke helt din Sindstilstand, men ganske uden at begribe, hvorledes det kan være gået til, er jeg heller ikke. Det Drag af Fjendtlighed netop mod den man elsker, som hos Dig er slået ud i bitter Skinsyge mod min Fortid og i frygtsom Usikkerhed i Bedømmelsen af hvad der overhoved ligger indenfor min Karakters Muligheder, har jeg læst om, måske set noget til, mulig overfor Dig også følt noget af; men det gør mig ikke længer for Alvor angst. Alt dette er Ting, som Tiden skal klare. Du slår på, at jeg har Ret i, at Kærlighed er en langsom Ting. Min Unge, vær vis på, at vi to har uendelig meget tilbage at lære – at lære hinanden at lære af hinanden. Min Ven, det er ikke sådan at springe til at forstå, stole på og elske et andet Menneske. Du kender af mig jo bedst, tror jeg, mine fordums Forsøg på at komme til at elske – jeg har aldrig elsket før – og din Tanke kaster sig formelig glubsk over dette. Få lidt mere Kendskab til mig, så blegner nok de Indtryk fra mit fordums Jeg, som nu volder Dig Fortræd. Du er ikke kritisk på dette Punkt. Du sluger alt, hvad jeg selv har fortalt, hvad andre véd at fortælle, naivt med Tro på, at det forholder sig, som det fortælles. Du lægger ikke Mærke til, at rimeligvis jeg selv lægger en Farve ind i mine Ord, som ikke er helt ægte, som i alt Fald rimeligvis er for ene om det, der skulde have været mange flere til for at gøre det hele naturtro – formodenlig meget mattere –, at de andres Snak er mere eller mindre fri Digtning, og Du bærer Dig således ad, fordi Du endnu har altfor få Midler til med Tryghed på egen Hånd at kunne gå de Billeder efter, som Du ejer Originalen til. For Du ejer mig, min Ven, det er kun et Tidsspørgsmål, når Du kommer i sikker Besiddelse af din Ejendom. Og tror Du, et eneste Ord om før, passer helt på mig nu? Min elskede Pige skyd alt det grimme Snak om mig til Side og kom ned til mig og lær mig bedre at kende. Hvad tror Du jeg har brugt min Tid til siden Dagene om Nytår? Til at lære at føle, hvor højt jeg elsker Dig. Og tror Du ikke Du skal komme til at mærke det, hvis Du lægger Dig trygt ind til min Favn? Du dumme lille Unge, Du bygger på den lille Stump af en Begyndelse til vor gode Kærlighed, vi oplevede, som var den Fundamentet til alt i de kommende Dage – min lille Pige! nu først kan vi jo mødes med tilforladelig Vished om vor Kærlighed. Og så først kan Grunden rigtig lægges. Du hos mig, i min Favn! Hvad der piner Dig er din Fraværelses Ubeskyttethed mod Fantasier. Du har for lidt af Minder om mig. – Et, Unge, skal Du lære, og det er at lade være med at skille din Sag fra min. Du er ikke en stakkels Pige, der kommer dumpende ind i en Mands Liv, som en tredie Elsket der har at kæmpe med de foregående; Du er den Kvinde, som han har stridt sig gennem Livet for at nå. Dig tager han ind til sig, og med Dig ser han tilbage på et Liv – mildt eller fordømmende. Du gør ham Skade ved at stå alene og skælde. Han har ventet noget andet af Dig, Ven, forstår Du hvad jeg her flygtig skriver? Jeg mener en hel Del med det. Vi to må virkelig holde sammen. Skulde der i mit foregående Liv ved din Skarpsindighed kunne opdages noget, som tager endog blot et Gran af hvad dit er fra Dig, vil jeg være hurtigere til at føle Smærte derover end Du eller i alt Fald lige så hurtig, og Du kan stole meget langt på min Finfølelse i så Henseende – ud over hvad jeg selv kan føle af denne Art, véd jeg er Sygdom hos Dig. Du må betænke lidt, om Du sådan uden videre har Lov til at give Dig en Skinsyge i Vold, som æder sig ind i Kærnen af vort Liv – hører Du Amalie, vort Liv – Du er ikke så ene og frit rådende over hvad Du gør ud af Dig selv, som Du har været. Men det véd Du ikke sådan helt inderst inde. Du er meget selvisk Amalie. – Men alt det tænker jeg kun lidt på for dette ene, at jeg om en Måned har Dig i min Favn. Og Du vil straks, når vi mødes, kysse mig, det véd jeg – det gjorde Du ikke sidst men denne Gang kan Du ikke lade være. Amalie min elskede Ven, vær lidt tryg og glad ved din Kærlighed, så bliver alt godt. – – Jeg er nødt til at bryde af her!

Den Slyngel i Dgbl! jeg troede ikke, at det var IH. – Skriv mig lidt til om Bætzmanns Stilling nu! Kan Du huske at jeg straks ytrede nogen Tvivl om det hensigtsmæssige i hans Fremgangsmåde?

Din Erik

7de februar 83.

Min elskede, min Erik – jeg har fået dit brev, og jeg takker dig så meget for det. Du forstår at jeg blev rørt og glad over det. Hvis du sad der i sofaen iaften, istedetfor at være de hundrede mile borte (hvad der er og volder hele ulykken) så vilde jeg sætte mig på en skammel og lægge mit hoved på dit knæ; så fik jeg se om du vilde tage mig op i dine arme og lade mig kysse din deilige mund, eller om du ganske rolig lod mig blive dernede, fordi du dog var lidt vred på mig. Dit brev var så sødt, men på det sidste får du bare tid at skrive hastværksbreve til mig. Hvorfor får du bare det? Det er ikke «fiendtlighed» jeg har følt overfor dig; og det er heller ikke skinsyge, må du vide; jeg tror det idetmindste ikke, for der er ikke kommet op en gnist af uvillie hos mig mod disse kvinder, tværtom holder jeg næsten af dem, fordi du har elsket dem. Det vilde således være mig en smerte og en skuffelse hvis jeg nogensinde opdagede at der intet havde været ved dem, og jeg vilde i det længste stride imod en sådan kundskab. At høre J.P. forleden tale så ringeagtende om hende Gertrude, og fortælle alt det væsen hun havde drevet med Rosenstam^k329(han havde mødt dem alene om natten på forskjellige steder) pinte mig ikke lidet. Det vilde glædet mig, om jeg af hans omtale kunde ha'e uddraget at hun havde været i alle henseender en første klasses kvinde, netop fordi du havde ødslet din kjærlighed på hende. Det som du kalder skinsyge tror jeg er sorg over at jeg ikke kan eie dig hele tiden bagover, sålænge du har været voxen, blandet sammen med en frygt for at du slet ikke vil kunne elske mig således som du kunde ha'e gjort, om du ikke havde levet med så mange kvinder iforveien. Forresten ved jeg ikke selv klart hvad jeg sørger over. Jeg ved bare at undertiden gjør det så ondt, så jeg næsten ønsker jeg aldrig havde sét dig, naturligvis for i næste nu at ta'e ønsket tilbage med en heftig angst. Jeg tænker ofte på dig når jeg sidder og taler med Ernst Sars, og så kan jeg ikke lade være at ønske at din fortid havde været som hans. Han har aldrig, absolut aldrig i sit liv været nogen kvinde nær. Det er ikke bare noget som siges, – det er noget som alle ved. – – – Det er sandt at jeg er meget «selvisk». Godt at du er kommen efter det på egen hånd. Jeg har forresten ikke vidst det, før efter jeg var kommen tilbage fra vort møde, og jeg har gået og tænkt på at du dog burde vide det. Hvorledes skulde jeg også ikke være bleven selvisk, jeg som er bleven så gammel uden at ha'e elsket et menneske som jeg kunde gå op i, gå under i, og som der, hvor jeg er kommen, i mere og mindre grad har været den, hvorom det dreiede sig. Jeg er græsselig selvisk, jeg. Men selviskhed er vistnok en alvorlig hindring for at elske. Tror du ikke? Det har Gertrude også været. Hun er bleven det fordi hun har været vant til at gjøre lykke. Det at gjøre lykke er noget, der til en vis grad kan fylde og tilfredsstille et menneske, så at man resikerer når man længe har været vant dertil især, ikke at føle trang til nogen anden lykke end den der flyder af at «gjøre lykke». Men jeg tror at du også er selvisk. For du er også bleven skjæmt ud. Du har vist i dine dage gjort megen lykke hos kvinder, og tilsidst er du kommen til at mene at det skulde så være, og derfor synes du egentlig at det at man elsker dig er intet under. Hvor gjerne jeg vilde vide om jeg ikke har ret i dette. Jeg er forresten vis på at jeg har det. – Det er «ikke sådan at springe til at forstå, stole på og elske et andet menneske». Men det skulde det være, når de rette mødtes. Da du var gået i land i Gjøvik, var der intet menneske i verden, jeg kjendte og forstod som dig. Det var virkelig så at det kom mig for, jeg havde kjendt dig til punkt og prikke hele mit liv, som var det dig, jeg uden at vide det, havde gået og ventet på, og som det var næsten latterligt at jeg ikke havde fundet før. I Kristiania voxede denne følelse. Men så kom hint brev, som drog det forhæng bort som min egen tankeløshed eller glade forrykthed havde hængt op, og lod en bølge skylle hen over min glade, dumme tro. For det jeg troede eller rettere glemte at vide, thi jeg troede egentlig intet, var en dumhed af mig. Havde jeg tænkt mig om, så vilde jeg ha'e vidst, at der måtte være en fortid med andre kvinder i, bag dig. Så kom hele min gamle villen holde mig borte fra mændene med overvældende styrke over mig. Der sidder endnu noget af en tvil om hvorvidt det ikke havde været det klogeste, igjen hos mig. Men jeg tror jeg kommer over det. Siden jeg har læst dit sidste brev, har jeg fået en fornemmelse af at det kan gå over. Du er så klar så tryg og rolig, så ærlig og mandig i dit brev. Det er synd at du skal ha'e slig møie med mig – – – Jeg «kyssede dig ikke strax vi mødtes sidste gang», – – men hvorfor kyssede du ikke mig, for det gjorde du ikke. Jeg lod det være, fordi jeg var nærved at dø af undseelse, og så stærkt optagen af at skjule min undseelse, – men du, – du var da ikke undseelig, og alligevel kyssede du mig ikke. Du følte ikke trang til det, for du var endnu ikke sikker på at det var mig, den påtrængende, barnagtige tingest, som på en måde havde taget dig med magt, at det var mig, du elskede. Og det er det som oppirrer mig, at du har måttet lære dig til at elske mig; du har formelig måttet godsnakke med dig selv, om at det dog ikke gik an at lade mig blive liggende, når jeg faldt sådan fra skyerne ned for din fod, kanske var der noget ved mig som der var værdi i, og kanske kunde du bruge min kjærlighed. Du har måttet ave og bøie dig henimod mig, – å jeg ved det så vist, – din forstand har spillet en rolle, og din reflektion ligeledes. Med mig var det stik modsat. Jeg spurgte og vidste, og så ikke efter nogen verdens ting. Det gik som en pludselig varm bølge henover mig, og så stod jeg der aldeles færdig. Gud gie du havde ta'et mig dengang med det samme ind i dine arme, og sagt mig at jeg var din og du min. Men det at du trængte tid, tog dig betænkning gjorde at jeg lidt efter lidt mærkede hvor anderledes det var med dig; det gik langsomt op for mig (ja det vil sige jeg så først meget senere gjennem og under det hele) og det gjorde langsomt sin gjerning hos mig. Den har først i de sidste tider båret sin frugt. Dette har givet mig et knæk, som jeg neppe helt forvinder. Der var noget af det samme ved vort sidste møde. Du trængte tid før du kunde føle trang eller være tryg nok på dig selv til at trykke mig til dit hjærte og kysse mig. Jeg er for stolt til ikke at gjøre oprør mod at blive «antaget» sådan efter grundig prøvelse, og så kan jeg ikke lade være at tro at mindet om dem du før har havt i dine arme, gjør glæden over mig meget mattere. Jeg tænker mig bare til at det var mig som havde havt en eller to virkelige elskede og en hel hoben andre som jeg havde stået i forhold til. (Det gammeldagse snak om at den sædelige moral er anderledes for kvinden, må du ikke komme med). Jeg ved med vished at hver en gnist af evne til at føle en retskaffen, virkelig kjærlighed da vilde være slukt hos mig. Og tror du nu virkelig, du som er så klog, på denne grundforskjellighed hos kvinde og mand, der skulde diktere dem uensartede love på følelsesområdet. Jeg gjør det ikke. Jeg ser ikke andet end at alt drager sine konsekventser. Det er vist derfor der er så mange ulykkelige ægteskaber. Hustruerne føler sig bitterlig skuffede. De sidder fortabt i sin smerte og tomhed, og ved ikke hvoraf det kommer; det er fordi de får mænd med udbrugte, forjaskede hjærter, med visne, skyggeagtige følelser, mens de selv står i al sin friskhed og uberørthed. Du, min elskede, – du må ikke tro at jeg vender alt dette snak mod dig – – for du ved jo at jeg elsker dig, – det er på det heles vegne jeg taler, og idet jeg gjør det, kaster jeg mig grædende til dit bryst, og beder om at du skal kysse mig. Du ved jo at jeg hænger ved dig med hele min sjæl, at jeg må gjøre det og kan ikke andet. Men det var ikke mig du skulde fået fat på tilsidst. Det skulde været én, der var frisk og naiv og måske lidt enfoldig, eller i allefald ikke betydelig. Mænd kommer bedst ud af det med dem, der ikke har nogen videre evne til at reflektere over fortid og sligt. Og nu jeg, ja du kan vide en kommer ikke ustraffet over 13 års ægteskab, – det har sat sine mærker på mig. – – –

Der råder inden vort parti et til forbitrelse grænsende misnøie med Bætzmanns redaktionsvirksomhed.^k330 Intet kunde være uheldigere end at han kom med sit holdningsløse, dinglende prat netop nu. Det er slingringsmændenes prototype det, hel og fuldfærdig. Sligt et vandigt udflydende intetindholdende hjælpeløst snakkeri. Og så Wullum den hylekrog^k331 som har stået på folkemøder, og prædiket til det yderste handlingens politik, offensivens fremgangsmåde, som har hævdet niendejunibeslutningens konsekventser^k332 med en ordflom og en fraseveltalenhed der var sit ophav værdig, – han sidder nu i redaktionen og går på med på [sic] dette intetstedsbundende, og ingentingsvillende uvæsen, som nu om dagene er Dgbldts. daglige opdækning. Jeg har aldrig hørt Sars tale i så vrede udtryk om B.B. der har sendt os Bætzmann på halsen.^k333 Han sa'e blandt andet, at han undte B.B. at han skulde komme til at lide i sin inderste sjæl ved at se Dgbbledts. [sic] udseende. Dengang Bætzmann kom, skikket her af B.B., troede vi alle at han havde truffet en bestemt aftale med B.B. om sin holdning som redaktør. Ingen kunde ane at B.B. havde taget ham på de gamle præmisser. Men vi er bleven sørgelig skuffet. Det er bare personlig hevnfølelse hos B.B. mod Grevstad, der har drevet ham til at få Bætzmann ansat. Hvis B.B. kan noget i ligeså høi grad som han kan elske og tro, så er det at hade, – ja var det ikke stygt, så vilde jeg sige at han bedst kan hade. Og han hadede Grevstad med et aktivt had. Det var han forresten også vel værd. Men at opofre sagen, stille så alvorlige interesser på spil for sin personlige hevns skyld, det er dog uværdigt. Jeg var ganske enig med Sars i at man kunde bære over med at B.B. gjorde sligt i sin ungdom, men nu i femtiårsalderen skal det ikke tåles, ikke tilgives ham. Sars sa'e at der arbeidedes for at oprette et nyt blad; så får vel Dgbldt. overtae salige Aftenbladets rolle.^k334 Det fortælles nu at Bætzmann akurat lige gjerne havde overtaget Morgenbladet.^k335 Og det er mere end troligt. Bladet lå jo lavt under Grevstad, og det var jo af mange grunde umuligt at ha'e ham, blandt andre af den, at han var en skurk, men gud signe os hans redaktion fremfor denneher. Det er et deiligt trekløver det, Bætzmann Wullum og Wullumine,^k336 for hun er jo også med i redaktionen, og har meget der at sige. Alex. Kielland har underrettet «Tidsskriftet» om at han agter at sende det første kapitel af en ny roman,^k337 som skal være færdig til flyttedag.^k338 Ikke et ord mere. Hvad det er for en flyttedag må vorherre vide. Sars der er så godslig og har så vanskelig for at sige nei, har ladet sekretæren skrive at det ganske Tidsskrift stod til hans disposition, men ellers er man misfornøiet med det. Sådan et første kapitel af en roman er en uting i et tidsskrift. Poulsen siger at Kielland forstår at tjene penge, og vort tidsskrift betaler udmærket godt og meget kontant. Det var ikke I.H. som havde skrevet hele den anmeldelse i Dgbldt. Begyndelsen om «Dagny» var af Wullumine f.eks. ^k339 Der var slået en 3–4 forskjellige anmeldere sammen, og det om Tidsskriftet var af I.H. Jeg har skyndt mig rædsomt for jeg skal ud iaften og kl. er mange. Det er torsdag idag og torsdag har det været siden jeg begyndte at tale om Bætzmann og Dgbldt. Resten skrev jeg igår. Du må ikke blive sint for min rædsomme skrift. – Jeg længes forfærdeligt efter dig, efter at være dig nær, høre din stemme, se dit ansigt, sidde ved din side, kysse dine øine og din mund, hvile i dine arme, og meget meget mere. Jeg ved ikke hvordan det skal gå mig uden dig. Det er som et halvt liv jeg fører.

Din Amalie. –

Søndag Aften den 10 Februar 83

[11/2/83]^k340

Min elskede Pige! Fortryd ikke på, at jeg har kendt andre Kvinder end Dig, jeg bringer en Målestok med, som løfter Dig højt over alle de andre. Hvad virkelig Værdi var der i dette, om jeg ikke vidste, at det forholder sig som jeg føler. Du aner ikke i hvilken Grad Du har fået ethvert Indtryk fra Kvinder til at blegne for mig, jeg bærer Dig i mit Hjerte og går forundret omkring over, at alle de andre betyde så lidt. På en Måde var det yndigt, om Du havde været Gertrude, men Stump, om jeg nu får det kysset helt ind i din Sjæl, at jeg kun har virkelig elsket Dig i mit Liv, vil det så ikke lægge sig fint og kærlig blødt omkring dit sårede Hjerte? Og Du skal komme til at føle det. Tro mig Amalie, gå mig tillidsfuldt i Møde, og Du skal komme til at se, at det er Dig, der har fået hele min Sjæl, medens det andet kun var en Begyndelse, en Følelse af selvisk Længsel, ikke Kærlighed. – Men for Resten, min yndige Ven, mit Liv er jo nu en Gang gået som det er – jeg kunde have tabt mig ude i et Øde – hvorfor vil Du ikke som jeg glemme, at der har været andet til i Verden end det, der ligger foran mig. Jeg har kun min Glæde over Dig. Yndigste Pige det er så. Du har givet mig alle mine hele Følelser tilbage, tror Du jeg husker eller tænker på andet i Verden end, at jeg er reddet, at jeg er din? Ja vist jeg havde hele Følelser den Gang under min «første Kærlighed» – men pyt, min Stump jeg véd, at de var til at knække over, de var ungdommelige. Du lille Pige, nu snakker vi ikke mere om det, Du skal se, hvor jeg skal elske Dig, helt ud i dine Tåspidser, når vi nu mødes. Og vi skal mødes på følgende Måde: Du melder din Ankomst her i Kbhvn tidlig i Marts ikke sandt? Så snart som muligt Unge, jeg længes så hårdt. Nu vel Du må tage med Jernbanen. Det er drøjt, jeg véd det, men det er den eneste Måde hvorpå vi kan mødes. I Kristiania fortæller Du, at Du lægger Vejen om ad din Moder – og der var jo intet til Hinder for at Du besøger hende – og så passer Du at være enten Fredag eller Lørdag Aften i Gøteborg for at tage med det Tog jeg tog med. Så går Du om Natten til Lund (Du skal under alle Omstændigheder den Vej), hvor Du kommer tidlig Frmdg. Der er jeg, og så bliver vi 1 eller to Dage der sammen. Så kommer Du Mandag eller Tirsdag til Kbhvn den Dag Du har meldt det. Jeg kan nok slippe disse to eller tre Dage bort, som ere nødvendige, når en Søndag benyttes. Min Ven det var aldeles utåleligt, at Du skulde komme her til Kbhvn, og vi ikke skulde kunne ses anderledes end i stjålne Øjeblikke. Men når Du er her, går Du lige rakt op til min Søster Emma og hilser på hende og interesserer Dig for det store Skole- og Pensionatsinstitut, taler derunder frejdig om dit Bekjendtskab fra i Sommer med mig – de Pigebørn ane intet – så Invitation til en Lørdag eller Søndag, og så går Emma, Du og jeg i et af Teatrene osv. Så kan Du senere en Dag slippe helt og holdent bort med mig, idet Du melder en ny Invitation til min Moder eller en af Søstrene. Min lille søde Pige er dette ikke godt? Du må ikke sige nej, for så tror jeg ikke, at Du elsker mig. – Min lilleste Pige, Du spørger mig, hvorfor jeg ikke kyssede Dig, da vi mødtes. Stump, jeg var jo bange for Dig. Bange i den Forstand, at jeg ikke skulde fylde, som Du havde ventet det, bange fordi Du så så betænkelig ud. Bange fordi den Lyksalighed, der fyldte mig, da jeg stod på Perronen, løb fra mig, da Du kom og ikke var hjemme ved min Arm som jeg havde ventet det. Og Amalie, i hele vort Forhold må Du vente at mærke det, at jeg synes Du bør gribe først til. Der er noget ved en Mand, som kunde få ligesom et brutalt Anstrøg, når han altid er på Færde først – forstå mig, Pigelil, nu er jeg ikke bange mere, men alligevel jeg synes, at det er smukkere, at Du giver end at jeg tager. Ak Forskellen skal ikke måles ud på en Vægtskål mellem os min egen Ven, men alligevel, prøv at føle, at jeg er din over al Måde, alt medens jeg i alt Fald endnu kan tænke med Forsigtighed på at fare over Dig med et Kærtegn. Men holder Du af at jeg kysser Dig – og det gør Du Amalie – hvor skal jeg da myrde Dig med mine Kys! Så lille Pige vær nu rolig og sød og lad os give hinanden et rigtig trofast Kys. – Selvisk? Ja Ven, det er jeg vel som Du. Men jeg tror, at jeg er lidt mere bange derfor end Du er. Jeg tror ikke, at jeg er meget hensynsløs. Du har været det lidt. Jeg gør mig i alt Fald umage for at tænke mig ind i dens Følelse jeg holder af, og stiller jeg store Fordringer, bilder jeg mig i det Mindste ind, at de ere belagte med Grunde også uden fra hentede. Jeg har som Du siger gjort nogen Lykke hos Damer – der er for øvrigt her en stor Forskel, mange kan sikkert ikke fordrage mig – og dét må naturlig have fået en vis Indflydelse på min Optræden. Men Stump, det tror jeg ikke har spillet den mindste Rolle over for Dig. Jeg har været – det véd Du – og er dybt grebet af, at Du kan elske mig, og skulde jeg give mig til at tænke over Forklaringen, vilde det aldrig løbe ud i Stolthed eller Følelse af eget Værd, nej Stump, jeg begriber det egenlig slet ikke – men jeg har hørt op at tænke over Grunden. Jeg er stolt, modig, indbildsk, alt hvad Du vil af den Grund alene, at Du elsker mig, men jeg giver ikke mig selv Æren af et «derfor». Du min lille Pige er vist bleven en Smule forbavset, hvad skal jeg kalde det, over at din Skønhed, dit fortryllende Væsen tilsyneladende ikke har spillet den Rolle i min Kærlighed, som Du er bleven vænnet til, at det må spille for enhver Mand. Men nej, Amalie, den Følelse skal og må brydes netop hos den Du elsker, den Lykke Du gør hos mig er noget nyt. Du er sat på de Vilkår at skulle begynde for fra. Det er jeg med Amalie, og uden det antager jeg heller ikke at nogen Kærlighed bygges rigtig solidt op. Vi er selviske begge to, Unge. Lad os prøve på ikke at gøre hinanden Fortræd dermed. – Og så for Resten Amalie vilde Du kende mig dårlig, hvis Du ikke følte den Mistillid til mig selv, den Frygt for at komme til kort, der på så uendelig mange Punkter behersker mig. Jeg er jo nogenlunde klog min Ven og jeg véd Besked om mine Mangler bedre sikkert end de fleste. Jeg tror, at ingen kender mine Dumheder og Dårligheder bedre end jeg selv. Men alt dette er det næsten umuligt at tale om i Antydninger. – Min Ven, «når de rette mødes», kan der ske hundrede Ting. Det er ikke udtømt med den ene Begivenhed, at de falder i hinandens Arme. Vi to kunde skrive en Roman om, hvad det vil sige, at de rette mødes. Så begynder Livet forfra for dem begge, hvis de er heldige; men så kommer det an på, hvor hver af dem stod. Husk det! Efter at de to ere mødtes, kan Vejen fra den ene til den anden endda blive lang nok. – Hør nu min Ven, husk hvad der blandt andet gjorde, at jeg ikke kunde tage Dig ind til mig straks: Det var din egen Frygt og Bæven for det Grimme der overfaldt Dig. Havde Du været rede! Amalie tænk lidt på, hvor lidt færdig Du var, da «de rette mødtes». Jeg kom rejsende de mange Mile imod din Vilje. Mig var det, som tog Dig i Kristiania, Du stred imod og vilde til Taulows [sic] den Aften. Og det er mig der har holdt fast på Dig. Stump jeg har ikke været i Tvivl et Sekund, om end jeg fra første Færd har vidst, at der i mit Sind var en Renselsproces at udføre, inden jeg stod blank og prud i min Kærlighed. Kys mig så min Ven og tænk en Smule på hvor blasfemisk Du efter 13 Års Hæslighed talte, og lad min Langsomhed være Noget ved mig, Du kan bruge til andet end at pines ved og harmes over. Det er ikke Minderne om de andre som har holdt mig tilbage – aldrig! Det véd Du jo også, at den, som vel må siges at have havt min Ungdoms Kærlighed, aldrig har været min – det var en Slags Frygt for mig selv. Jeg syntes ikke at jeg gik ren og skær nok ind til Dig. I din Undselighed min egen Pige så jeg noget, som jeg tydede som Mangel på Glæde ved mig og det gjorde mig bange. Å ja Amalie, havde Du været ungdommelig og naiv måske var jeg hurtigere nået til Sikkerhed og Ro – hvis jeg da nogensinde var kommet til at elske Dig. Men netop som Du er, er der Grund for en Mand til at blive varsom – ikke for at skåne Dig, nej varsom med sin egen Lykke. – Jeg tror Du har Uret i din Tro på hvad et af mere eller mindre ren Kærlighed og Elskov fyldt Kvindeliv nødvendig må ende i – Erfaringen taler derimod. Men derom vil jeg nu ikke tale. Et Par Ord om Mændene. Det, som volder Ulykken i så mangt et Ægteskab, er så vist ikke, at Hustruen får en Mand med et «udbrugt» Hjerte, nej det ligger deri, at han aldrig har kunnet drive en ærlig Gnist af Kærlighed frem i den Klump, der banker ham i Brystet. Han har slukket Evnen til at føle en retskaffen Kærlighed i et fra enhver forpligtende Fornemmelse adskilt Liv i Liderlighed. Og selv det udelukker endda ikke, at han kan leve op på ny og blive brav, men det er sjældent. Skæld ikke på Mænd, som har elsket! Når Tiden er inde, står Valget for Mænd i de 999,999 Tilfælde mellem Kærlighed og blot og bar Tilfredsstillelse af Kønsdriften – og de, der få Kærlighed gør et Arbejde i Livets Tjeneste; de andre sløse Livet bort. En af de 100000 [sic] får ingen af Delene og om ham er det umuligt at sige noget almindeligt, han er en Særling. Det må ikke spille den Rolle det har gjort at vi ere mødtes så sent i Livet, som sket er. Det er en Uretfærdighed mod de gode År vi har tilbage at virke i. – Virke? Ak min Ven, om jeg var en fri Mand, hvor vilde for Resten ikke min Kærlighed få et lysere Præg. Nu er jeg duknakket til alt, hvad jeg indlader mig på. Du véd ikke helt Besked om hvor tungt og dumt mit Liv er.

– Længes efter Dig Amalie? Mit Liv er ingen Verdens Ting i den sørgelige Ørk hvori jeg vandrer. Vær frygtelig god ved mig, når vi mødes. Jeg går til Dig min eneste eneste Ven på Jorden med en Tillid og Tro, som Du åbenbart slet ingen rigtig Forestilling har om. Amalie ét må ikke nogen Fornemmelse i Verden byde Dig at nægte mig når jeg beder Dig derom, det er hvad du nægtede mig sidst: Min elskede Ven Du kan ikke måle den Glæde det vilde have gjort mig og nu vil gøre mig – Du forstår det slet ikke, tror jeg. Men jeg siger Dig, at der ligger et helt Stykke af mit Liv derpå. Jeg har ikke et renere Ønske på Jorden.

Stump jeg lægger her i Brevet en lille Billet, jeg igår Aftes sammen med dit Brev fik fra Mama. Sig mig om det har Interesse for Dig at se det. Det var idag 3 uger siden jeg havde været i Linnésgade.^k341 Jeg fulgte naturligvis Indbydelsen og har havt det rigtig godt til Middag. «Småkrattet», Juttas fire Børn, vare meget søde mod deres Morbro'r Erik.

Jeg havde hundrede Ting, Begivenheder osv. at fortælle. Et dog: Brandes er på ny i Paris. Fortæl mig lidt om Ingeborg og Fritz.

Elsk mig!

Din Erik

Kristiania 15de februar 83.

Nei du har ret min sødeste elskede! vi snakker ikke mere om det; det har jeg altfor længe tvunget dig til; nu må det være slut. Og du har også ret ligeoverfor mig i alt det du siger i det sidste brev. Følgen er at jeg føler mig stedse mere og mere uværdig til dig, i den grad at der skal mod til at mødes med dig. Jeg har været ond mod dig, og plaget dig med alskens ubehagelige puslerier; men jeg har ikke kunnet hjælpe for det, – det kan du være tryg for. Det er sket mod min villie, ganske og aldeles imod min villie, hvis du ellers kan forstå det. Nu håber jeg at denne vanvittige raptus er over for denne gang iallefald, – nei for bestandig naturligvis. Det tror jeg virkelig er tilfældet. Jeg kommer ikke til Kjøbenhavn i marts du søde. For det første har jeg selv ondt for at komme afsted, og for det andet skrev Knudtzons at den syge svigerinde som nu i årevis har ligget for døden i de største smerter uden at kunne dø, sløvet på hjernen så hun ingen kjender, og som de skiftes om at være i huset hos, nu var så dårlig, at de håbede det ikke kunde vare så længe. De vilde derfor hellere ha'e at jeg skulde komme i april om det også blev så sent som jeg havde sagt, nemlig først efter den 20de; de kom nemlig ikke at reise til Marienbad før ud i Mai (hvis det ellers blev af), og jeg kunde under ingen omstændigheder blive længere borte end en 14 dages tid. Altså desværre, det bli'er frygtelig længe før vi ser hinanden! Om det ellers sker før til sommers engang. Den vei med jernbanen kunde jeg ikke reise. Jeg vil nu slet ikke nævne min afsky for jernbanereiser, og især alene; det vilde ikke veie stort når målet var dine åbne arme, skjøndt overhændig fælt vilde det jo være den lange, lange, kjedsommelige vei. Men det vilde være så over al måde uforsigtigt. Når vi kom sammen fra Lund til Kjøbenhavn, så måtte jo alle forstå sammenhængen. Og Knudtzons i allefald, der vilde være der for at ta'e imod mig vilde jo se det, og alle de andre også få det at vide. Nei, det kan ikke ske. Og nu det med at gå lige op til din søster. Det kom jeg vist heller ikke til at gjøre. Hvor påfaldende, og påtrængende vilde det ikke være. Min følelse deraf, vilde gjøre mig det umuligt både at gå, og hvis jeg gik at opføre mig naturligt. Om jeg også fik en hilsen med fra Thaulows; det er dog altfor søgt at overbringe en sådan – det vil sige gjøre anstalter for at overbringe den, en anden sag er det, når det skete en passant, hvis leiligheden gaves, at altså tilfældet førte mig sammen med din søster. Jeg har iallefald absolut aldrig brugt at gå med den slags hilsener. Jeg har så ofte fået pålæg snart fra en, snart fra en anden, om at gå der og der, når jeg reiste andetsteds hen, og endelig gå for at hilse, men tror du jeg nogensinde har gjort det? Jo, når situationen har været slig at det vilde været urigtigt og påfaldende ikke at gjøre det. F.eks. da en tysk dame i Melbourne, som jeg var meget sammen med, og som jeg holdt en hel del af, indstændigt bad mig opsøge hendes søster som boede i Lima,^k342 og var gift med en peruviansk søofficer, og fortælle hende om hvor godt hun havde det i Melbourne, om hvor yndige hendes børn var, og hvor god hendes mand, og så endelig at skrive om mit indtryk af hvordan søsteren havde det – hun frygtede nemlig at hun var ulykkelig og lod være at skrive om det, hvad også var sandt, for hendes mand var en dårlig fyr – han brugte den først mulige leilighed til at sige mig at han havde fattet en rasende kjærlighed til mig med det samme han så mig, – det afskum, – jeg svarte ikke et muk, men gik øieblikkelig jeg tænker med en både bedrøvet og foragtelig mine på mit ansigt ud i haven til hans frue, der holdt på at skjære af nogle roser til mig. Han var så ubehagelig den person. Jeg var siden så rasende bange for ham, og undgik ham som den onde selv, og han gik på lur efter leiligheder til at tale alene med mig. Endelig lykkedes det ham engang, og så kastede han sig med en pludselig theatralsk pathos ned på knæ, greb fat i min kjole, og svor at det var kun det han vilde, at jeg skulde sige, jeg havde tilgivet ham. Han så virkelig ud som han var ærlig i det øieblik. Jeg sagde strax ja, at jeg tilgav ham; så bad han mig sige at jeg ikke foragtede ham, – men det var igrunden en liden løgn, – men så angst jeg var over den heftighed, havde han kunnet få mig til at sige løgne i hundredevis. Så bad han mig række ham hånden for at han kunde se at jeg mente det; det gjorde jeg, men livende ræd var jeg: Han kyssede naturligvis min hånd tre gange tror jeg, så reiste han sig, og gik ganske stille ud af stuen. De gange jeg senere så ham, var han tilbageholdende og alvorlig. – – Som sagt, – der gik jeg naturligvis, for der vilde det været lumpent ikke at gå. Og naturligvis vilde din mor og dine søstre, når de hørte at jeg kjendte dig fra i sommer tænke at jeg kom for din skyld, og strax få et tvilsomt indtryk af mig. Og tror du jeg kunde tale med freidighed om at jeg kjendte dig! til dem; jeg tror du er gal. Forstår du ikke at mit hjærte vilde banke sig til[d]øde ude på trappen og når jeg så var kommen ind kunde jeg ligegodt vælge strax at gå til bekjendelse med rene ord; det blotte syn af mig vilde så alligevel strax røbe alt. Kan du virkelig bilde dig ind at det er en så ligefrem sag for mig at gå bent op til din mor og dine søstre, og tale med freidighed o.s. v. Ak nei du, – jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis det skulde være så. Ja, iallefald stiller det sig i dette lys for mig nu; kanske vilde det blive anderledes, men jeg tror det knapt. Bevidstheden om alt hvad der er os imellem, og bevidstheden om at jeg foer med et slags, om end uskyldig underfundighed, (for jeg vilde jo nemlig aldrig i verden være gået op til din søster med nogen hilsen, hvis du ikke havde været) vilde betage mig mit mod, og gjøre mig umulig. Men den tid, den sorg forresten. Nu får vi nu først se om jeg kommer eller ei. Det er ikke så sikkert, for det vil være så pinefuldt ikke at kunne holde til med dig. Og det er en umulighed. Selv stjålne sammenkomster kan jeg ikke indse lader sig iværksætte. – Hvor jeg har følt at jeg har elsket dig den sidste ugestid, med en styrke som du ikke begriber min ven. – Nei så Brandes atter er i Paris! Det forstår jeg ikke. Det har været en frygtelig tid for gamle fru Thaulow, stakkers. Det er omtrent 14 dage siden at jeg fik høre at Pylle og Hermann pludselig var styrtet afsted til Paris, fordi Ingeborg og begge børnene lå for døden. «Fruen gik og græd hele dagen, mens hun pakkede – der var kommet et brev fra [uleselig] i Paris, og så reiste de strax. Jeg har aldrig sét fruen så ilde» – sae Stina, Pylles søde, svenske pige. Jeg gik øieblikkelig ned på Løven.^k343 Pigen sa'e at siden det var mig troede hun nok de tog imod, ellers havde hun ordre til ingen at slippe ind. Jeg kom altså ind og fru Thaulow brast strax i gråd, og talte så at jeg en lang stund troede at Ingeb. var gået fra forstanden. At hun ikke var legemlig syg, og ikke de små heller, gav hun strax besked om. Tilsidst kom det da ud af hende, at det ikke var sindssygdom heller, og så fremgik det af alt hvad hun sa'e og alt hvad hun spurgte mig om, at det var dette, at Ingeb. vilde skilles fra Fritz.^k344 Hun må i sit brev til Pylle ha'e udtalt sig med stor voldsomhed, thi fru Th. vred atter og atter sine hænder og sa'e: «nei, du gode gud for et brev det var Pylle fik!» Så gik der naturligvis en legion af rygter over byen. Allesteder talte de om det, og alle slags gav sit besyv med om årsag og grund og hensigt og mål. Jeg gjorde mig døv og stum i de dage, og var rent ør i mit hoved. Edv. Br.s navn figurerede naturligvis øverst og i transparent så at sige på alle de rygter. Man tildelte ham en meget aktiv rolle, og talte med stor ubarmhjærtighed om Ingeb. andre gjorde det om Fritz forresten. Så kom der en norsk foged fra Paris, der vidste at melde at sagen var i fuld gang, og de indledende skridt til skilsmisse allerede taget. Dette var sandt. Jeg gik i denne tid ikke ned til fru Th. Jeg havde et indtryk af at hun ikke brød sig om besøg, og det har vist været korrekt. Men igår eftermiddag fik jeg et meget kjærligt brev fra hende, hvori hun åbent taler om al den kval hun har gået igjennem i disse dage, og siger at nu gudskelov er hun rolig, for samme dag var der kommet et telegram fra Fritz med de fire ord: Ingeborg blier hos mig. Hun var så uendelig glad og lettet derved. Jeg skrev strax til hende, og nu går jeg snart derned, hun bad mig endelig komme, men Lillemor ligger forresten tilsengs, og er nok adskillig syg. Hvad kan Br. have at ha'e gjort i Paris netop med det samme Ingeb. har bestemt sig for at blive? – Det har vist forresten holdt hårdt for hende at bekvemme sig til dette sidste skridt. Men alle har været over hende, og så har kraften svigtet. Jeg ved hvad det er, jeg. Nu er det jo sandt hvad fru Th. sa'e at de to familier er så indvævet i hinanden at overskjærelsen af et bånd, bringer hele greien til at opløse sig. Nini har været aldeles fortvilet under dette. Havde jeg ikke vidst om så meget som andre ikke ved, så vilde jeg græmmet mig over at Ingeborg ikke kom løs fra det ægteskab. Nu siger jeg at af to onder har hun valgt det mindste.

Hun har før talt til mig om skilsmisse, men altid sagt at så gjerne hun vilde og trængte til det, så kunde hun ikke, aldrig i livet. Hun kunde ikke for sin mors skyld; man vilde sige til hende: du rendte fra din mand; nu gjør din datter det samme. Hun kunde ikke for Pylles skyld, hvis hjærte det vilde knuse, og hvis forhold det vilde vanskeliggjøre så det ikke var til at bære, – hun kunde ikke for Theodor, som er forlovet med Nini – ikke at tale om svigermoren som forresten ikke veier en døit for hende i vægtskålen; hun synes slet ikke om hende. Som sagt: de har været over hende allesammen, og fået sin villie frem. Stakkels, arme Ingeb. hvad hun har lidt i denne tid! Hun skal være bleven så mager og elendig, rent en skygge af sig selv. Men bare ikke den seier kommer de Gadder og Thaulower dyrt at stå! Jeg er stygt bange for det. Jeg kjender Ingeb. og forstår hende langt bedre end alle de andre, for jeg forstår hende – – – Det er ikke til at holde ud at gå og være så fuld af elskov til et menneske. Jeg var forleden i et lidet selskab hos Vibes; der var vist morsomt, men jeg sad og var sammen med dig hele tiden. Kjender du det at du har mig så nær, at du formelig føler mine arme om dig. Det hænder mig undertiden, og det er så deiligt, men så fælt fordi det ikke er sandt. Sådan sad jeg med dig forleden nede hos Vibes – det var rent som en trolddom – og jeg fik ikke fred, men blev hvert øieblik kaldt til orden. Du ved hvad det vil sige, – jeg blev trukket i og interpelleret, og spurgt om hvor det var mine tanker var henne og drillet på en måde, der var sandheden langt nærmere end de anede. «Jeg vilde give mit liv for at være den eller det, der giver deres øine dette udtryk,» sa'e en af dem, – uf det var så fælt; jeg blev forvirret og rød gang efter gang, men jeg kunde ikke ta'e mig såvidt sammen, at jeg fik dig bort fra mig. Det var for mig en forløsning da man brød op og jeg fik løbe ovenpå, og putte mig i seng, og drømme videre med dig i min arm. Du, men det er forgalt at du snorker som du gjør. Det vil være et kors, hvergang vi er hos hinanden. Du snorker som den allerværste. Indtil den nat i Gøteborg, da du pludselig faldt i søvn med mig i dine arme, hvad du ellers ikke pleiede, snorkede du rent oprørende. Du burde dog virkelig den gang havt en vis kontrol i blodet dit, der forbød dig selv i søvne, at skeie sådan ud. Men du snorkede af hjærtens lyst og så var du så sød, da du med ét vågnede op et sekund for at minde mig om, – ja det kan være det samme hvad du mindede mig om – men med en af søvn halvdød stemme, var det, og du sovnede også øieblikkelig til igjen. Sig mig hvad tid det er din geburtsdag? Og sig mig om du ingenslags hentydninger har hørt til at nogen ved hvad du havde reist bort til i Julen? Dit sidste brev var langt og deiligt. Du må aldrig lade være at skrive på den bestemte dag, hører du. Jeg dør pludselig med et rabalder, det vil sige jeg falder død om, den onsdagmorgen jeg intet brev får. Det er virkelig sandt. Og du må skrive lidt langt, som sidst. Dine breve er så vidunderlig herlige. Der er så meget, meget mere i dem end ordene og udstrækningen synes at tillade. Å at det skal vare så længe inden vi sés! Kan du ikke finde på en forretningsreise til Kr.ania i påsken f.eks.? Det var sødt af dig at sende mig din moders brev; jeg er så glad i det, og vil så gjerne slippe for at sende det tilbage; må jeg beholde det? Læse det kan jeg rigtignok ikke undtagen ordene: Kjære Erik; men det gjør ingenting. Du må ikke undre dig over at jeg ikke kan læse den slags bogstaver;^k345 jeg har nemlig aldrig lært dem. Vi fik lov at skrive vore tyske stile med almindelige, skikkelige bogstaver, og til andet end tyske stile har man jo ikke brug for dem. Jeg har atter læst dit brev. Hvor har du ret i alt, altsammen. Jeg elsker dig, elsker dig! Du, jeg er slet ikke bange for at komme tilkort; jeg, ligeoverfor dig, – jeg har slet ingen mistillid til mig selv, og nærer ingen slags frygt af den art. Og det kommer ikke af at jeg er selvgod eller indbildsk. Jeg er det ikke, så alt, alt andet. Selvisk er jeg, det hørte du jeg tilstod straks, men ikke det andet.

Din Amalie.

Efterskrift. Hvad er det du mener jeg ikke skal nægte dig, som du bad mig om sidst. Først tænkte jeg at det var det som jeg ikke vilde gjøre den morgen i Gøteborg, da jeg stod og vaskede mit ansigt og du kom ind, og trak min uldtrøie af mig, og det du vilde når vi skulde bade. Men siden forstod jeg at det måtte være noget andet, for det kan da aldrig i verden være dette du lægger slig vægt på, at du skriver om det iforveien. Forresten, jeg synes det er flaut at vise sig foran et andet menneske med ikke klæder på. Jeg har altid syntes det fra jeg var barn. Det var ikke muligt at få mig til at bade sammen med andre småpiger når vi om sommeren daglig gik ned til Bontello [sic] i Bergen.^k346 Jeg fik altid min særegne lukaf til at klæde mig af i, og kom ud med badedragt på. Og siden er den følelse ikke bleven brudt. Sålænge jeg var gift var jeg rent tusset når det hændte sig at han så et stykke af mit legeme. Han vilde det også, men det skete aldrig. Jeg bare spurgte om han var gal på en måde, der bragte ham til at tie stakkel, han var virkelig sagtmodig overfor mig. Men skidt vi blier vel enig om det; med os er det en anden sag. Skjøndt jeg tror det knapt. – –

Der har været en rasende feide i studentersamfundet i anledning af at Sars havde tilbudt at holde et foredrag der.^k347 Min broder som havde været tilstede fortalte så meget morsomt om det. Stemmegivningen faldt først kl. ½ 5 om morgenen. Til fordel for Sars med mange stemmer overvægt. Høire havde fået undsætning fra alle småbyerne. Min broder siger ofte: Hvis jeg var en dame, vilde jeg dø af kjærlighed til Sars. Sars havde selv været tilstede, og havde taget det så morsomt. Han kommer her imorgenaften. Jeg glæder mig til at høre ham tale om det.

D.S.

Den 18 Februar 1883

Min elskede Amalie, jeg er meget bedrøvet over Udsættelsen af vort Møde. Jeg længes så stærkt, at jeg ligesom frygter for, at der skal gå noget itu inden i mig, når ikke det får Luft, jeg bærer på. Min Ven, så er der også det, jeg ikke kan lade være at tænke på: Vi er ikke så meget unge længer, vi har ikke ret Råd til at stole på Fremtiden. Der går store store Værdier tabt for os ved vor Fjærnhed – ak ja, var vi 16 År yngre, så havde vi Råd til at leve fattigt som vi gør. Du, som sidder hos Vibes og giver mig Gaver, jeg ikke får! Amalie – i mine unge Dage vilde jeg have skrevet et Digt i Prosa derom og på egen Hånd have fyldt min Sjæl med Henrykkelse – nu suger det for Hjærtet af mig ved Følelsen af min Forladthed. Jeg er grisk på min Lykke, jeg har ikke Mod længer til at leve grandement^k348 og kaste ud i Verdens tomme Rum de Lyksalighed [sic], som er mine med Rette. De andre skal ingenting have. Dine Øjnes søde Udtryk! – at en anden kan nå til at se det, at han kan komme Dig så nær, at han kan få Ønsker i den Anledning! Han skulde kvæles. Jeg favner Luften hvor jeg skulde have Dig i mine Arme – Stump, jeg er ikke Poet længer, jeg kan ikke finde dette sødt. Jeg vil ikke snakke til Månen, jeg vil tale med Dig. Amalie min Længsel er meget stor. Var endda mit Liv indrettet således, at jeg f.Eks. i mit Arbejde havde med Dig at gøre. Sad jeg og skrev på et Stykke – studerede jeg et Spørgsmål af lidt betydelig Art, så at jeg kunde føle, hvorledes enhver nedskreven Linje, som lykkedes for mig, var ligesom et fastgjort Brædt i den Bro, der om end måske sent så dog sikkert førte over til Dig, ja så Unge vilde jeg mulig finde, at vor Adskillelse kunde ordnes ind fornuftigt i vort Livs hele Økonomi; men nu denne utrolige Ødslen! Jeg sidder i en idiotisk Syssel, hvor lige som igennem et fint Sold Dråbe for Dråbe mine Tankers Friskhed uhjælpelig drypper ned i Sand, intet er der til at samle dem op, intet Steds fra på Jorden føres nye Kildespring ind til min Hjerne. Snart er den helt tør. Medens Du sidder i Kristiania og elsker mig, dør i langsom Svindsot efterhånden enhver fornuftig Mening ud i den Kærlighed, der grebet og benyttet medens det var Tid, kunde have gjort Dig godt, kunde have været måske en Livselixir for Dig. Ven, hvad vil Du med mig, når jeg er bleven ganske dum? Et kunde Du virkelig nu have brugt mig til. Du kunde være bleven yngre. Endnu, min Amalie er jeg i dine Arme ung. Ak Ven, levede vi sammen, Du skulde se, jeg var helt Gut endnu, og elskede Du mig så, så smuttede ind i din Sjæl – det tror jeg på – lidt af den Livsglæde, som Du så sørgelig kvalte hin Brudenat i dine unge År. Det var jo det, som jeg skulde give Dig nyt Mod til at leve Livet for dets egen Skyld, ny Lyst til at prøve om igen den Tilværelse, Du havde lagt til Side med Foragt. Men nu min Stump? Nu mødes Du om nogen Tid med en gammel Mand. Længsel, Savn, tilkæmpet Ro, Øvelse i at undvære gør gammel. Men mest af alt synes jeg, gør det gammel: i Livets tusinde Småting at være ene, i Livets tusinde Momenter at slå en anden Tone an, end den man trænger til at få ind i sit Øre. Det er det sidste, der er det værste. Jeg kunde gå ind på at vente på Dig, hvis jeg i de Dage, der gik, Slynge for Slynge spandt min Tankes Tråde til et Net, der skulde spændes under din Fod til Sikkerhed for Dig, når Du modig på ny svang Dig ud til en Fart tværs over Livets store Cirkus. Men sidde og krybe sammen og føle, at Maske for Maske rådner det Net bort, som min unge dejlige Pige skulde se, at hendes Elsker have spændt solidt og fast under hende, så at selv om Gyngen i Loftet brast, faldt hun blødt – nej Pige min lille, det er onde Vilkår. Jeg har Skaden deraf og Du med!

Efter at jeg nu har fået Dig hængt op i en Gynge under Loftet, bliver jeg for Resten bange for, hvorledes det er jeg tumler med Dig. Du som er frygtsom af Dig! Vi kunde udmærket være mødtes i Lund, jeg behøvede ikke at være taget til Kbhvn med samme Skib. Amalie et Ord så godt som mange: Jeg vil ikke have Dig til Kbhvn, hvis vi ikke kan mødes nogenlunde frit, og hvis jeg ikke forud får Dage at leve i med Dig. Så hellere de hundrede Miles Adskillelse. Jeg véd ikke, om Du ønsker mig til Kristiania, for at jeg mulig en Gang om Dagen kan få Lejlighed til at hilse Dig på Karl Johanns Gade og for Resten tilbringe glade 14 Dage i en fra din helt forskellig – mulig endog fjendtlig Kreds? Jeg antager, at Du vil betakke Dig for sligt Besøg.

Om Thaulows har man fortalt nogenlunde det samme her som Du fortæller fra Krstna. Ingeborg og Fritz skulde skilles. Besynderligt er det altid for mig, hvorledes det går til, at Folk helt Fanden i Vold fra kan fortælle En sligt. Om Brandes Rejse til Paris har jeg den Mening – han kom hjem igår – at den netop meget har bidraget til en Udjevning. Hvad enten der nu har været Elskov mellem de to Mennesker eller ikke – Du synes fremdeles at henføre I.'s Sindstilstand til Oplevelser af ældre Dato – så er han ingen Helt. Vil hun noget djærvt, så går hans Instinkter netop ud på det modsatte. Han har alle sine Dage levet sit Liv på Halvheder, han tror ikke på nogen Beslutnings Holdbarhed, han taber Modet tre Gange om Ugen. Har I. villet gå fra Fritz for en Finheds Skyld i Sjælen, så har denne Finhed måttet dø en ynkelig Død spændt over en Rist med tusinde glødende Grunde fra B.'s Bål af udbrændt Klogskab. Der er jo hundrede af Former at indrette sig på, når man er nået så langt som Ingeborg. – Om han har rådet klogt eller i sidste Instans dumt (Du véd, hvor dum selv den allerfineste Klogskab kan være) har jeg ikke Spor af Begreb om. Jeg kender ikke Ingeborg.

Jeg må høre op nu, jeg skal til Middag hos Kielland. Tusinde Gange hellere blev jeg hjemme og skrev videre. Der er så meget at fortælle Dig – Du, som bliver siddende deroppe i Stedet for at komme ned til mig. Amalie prøv på småt og småt at få givet mig hele din Sjæl, min Elskede! – – –

Jeg er kommet hjem, Du søde, fra Kiellands. Der var I.P. Jacobsen, en Direktør i Livsforsikringen ved Navn Drewsen med Frue^k349 og jeg – det var Kiellands Fødselsdag – og Skam for os her nede, så var det det eneste Sted jeg har været siden Nytår – med Undtagelse af ét – hvor jeg med Ro havde ført Dig hen. Alle de andre Selskaber jeg i den senere Tid har deltaget i, har jeg målt med din Alen – den jeg mente var din Alen – og alle ere de blevne på en eller anden Måde for små. Uden at der forefaldt noget egenlig usædvanligt hos Kiellands, havde jeg dog Følelsen af, at der vilde Du have kunnet være hjemme: Det var hos en norsk. Min yndige Pige, var jeg bleven hvor jeg oprindelig hørte hjemme, i de «gamle» Kredse i Kbhvn og på Herregårdene, så havde jeg havt en Kreds at byde på, som havde den Omgangstone i alt Fald, som i sin Art havde været fin nok til Dig. De andre, ak hvilke Plebejere det i Grunden er! At vi ikke ejer en virkelig fin Kreds indenfor Venstre er en Jammer! Det er min stadige Idræt siden mit Møde med Dig nu, at måle og vrage alle mine Jevnlige i Kraft af Dig, min elskede, og det bidrager desværre kun til at tage Modet fra mig: Der er så få, som er gode nok til Dig. – Men det får nu være det samme, om jeg blot er det. Jo, Amalie det er sandt, at jeg har været bange på en Måde for at komme til kort, netop i Kraft formodenlig af min Selviskhed. Jeg forlanger meget af mig selv! Og når jeg nu som i Aften sidder sammen med literære Mennesker, så går det med en ny pinlig Følelse igennem mig, hvorledes jeg er gået ind i en lille Høkerforretning, medens de andre brede sig som Grossister. Jeg, som nu i over to År bogstavelig ikke har læst en Bog. Der er ikke megen Tid at spilde, om Du vil have en Smule godt af den Kærlighed, Du letsindig har undfanget. Du spørger mig, om jeg har hørt noget Steds fra, at man véd, hvad jeg var rejst bort til i Julen. Nej min Unge, jeg har intet hørt derom, men jeg har nu og da kort efter jeg kom hjem lige som kunnet fornemme, at der var Formodning om, at jeg havde havt et kært Ærinde, og skønt Du formodenlig bliver ilde berørt deraf, kan jeg dog ikke forti for dig, at jeg igår hørte, at en Ven jeg i lange Tider ikke har været hos eller set noget til, hos With spurgte, om det var sandt, at jeg var bleven forlovet med en rig norsk Enke – det havde han hørt. W. gjorde Løjer dermed og slog det ned, og den vedkommende betragtede det også kun som løs Snak. – Ak om det var sant! Var Du for sandt en rig norsk Enke, og Du vilde, som Du en Gang sagde, forsøge på at «tvinge» mig til at gifte mig med Dig, jeg er bange for, at den Tvang fandt jeg mig i med næsten upassende Hast. – Hør min Stump, hvem var det, som vilde «give sit Liv» for at være den, Du tænkte på? Det er dog lige godt en temmelig nærgående Ytring, når den ikke er Spøg – men det er den Slags Ting, som Du efterhånden ved Misbrugen har mistet Evnen til at forstå, og jeg vil ikke snakke til Dig om det. Så får jeg tilbage det Svar: Her efter vil jeg slet ikke meddele Dig Noget af den Art, for Du forstår ikke Situationen og kan aldeles ikke sætte Dig ind i, hvorledes sligt er sans consequense. – Jeg véd kun, at slig uforskammet Floskel – forudsat som sagt, at det ikke er Spøg, og som sådan har jeg i Grunden lige til nu opfattet det – kunde jeg aldrig have taget i min Mund over for nogen Dame. Men jeg indrømmer Dig Ven, jeg véd intet om, hvad Mandfolk kan falde på at byde smukke Damer af åndelige Knæfald, og hvad de muligen kan være nødte til at tage imod som ganske lige fremme Ting. Og jeg har ikke haft et Minuts ilde Fornemmelse deraf – jeg har slet ikke tænkt på den Ting før nu pludselig. Værre er det Ven, med Sars. Ham har Du en åndig Kærlighed til, som formodenlig en skønne Dag gør mig skinsyg. Men det er sandt, jeg må dog ikke glemme at fortælle Dig, at jeg i et Middagsselskab forleden faldt i Samtale med I.P. Jacobsen og Kielland om Madam Højers Lejefolk af Amalie Müller. De angreb den begge. J. fandt, at det var en Dame, der havde sat sig for at skrive noget rigtig slemt, og han læste en ham ubehagelig Kulde ud af Beretningen. Forf. var ikke Spor af grebet ved at fortælle sligt sørgelig Noget. I Stilen fandt han kun det godt, hvor Konen da hun er mest sint, bøjer af og taler i en sødlig Tone til Manden. Så fik K. Lejlighed til en finere Bemærkning. Der var anvendt for mange Ord til at få skildret det sørgelige skidne, lasede, lurvede osv. «Den Fejl lider Beretningen under, at den netop for sine Ords Mængde ikke får det Indtryk frem, den skal. Når man vil skildre en uhyggelig Begivenhed og få Læseren til at føle Uhyggen, så er der ét Ord man ikke må bruge, og det er «uhyggelig» – alle andre Ord ere gode. Alle de Adjektiver, som Fru Müller bruger, lader En kold, man læser den lille Fortælling uden at føle den Elendighed der er skildret – det er et Politireferat.» – Der har Du de to Augurers Dom.^k350 De lagde begge to med en vis Iver, jeg havde Følelsen af, at de lige som forsvarede sig imod et Indtryk fra Fortællingen, de ikke vilde være ved for dem selv, den var dem på en Måde for dygtig, for vel støbt (en Dame skal ikke således lære dem Kunsten af). I K.'s Bemærkning er der i alt Fald en Finhed man kan bruge. Hvad J. sagde forstod jeg absolut ikke. Mit Indtryk er fremdeles nu som før, at sidste Halvdel er bedre Kunst end K.'s for glatte Tagen løst om Tingen. Men i første Halvdel har Du uden at vide det skrevet K. efter. – Sig mig helt ærlig Stump hvad Indtryk det nu gør på Dig at læse denne Dom. Du selv har vel kun fået rosende Ord at høre. – Kan Du forstå, at K. sender sit første Kapitel ud i Verden,^k351 han har først igår endt det tredje? Jeg kunde mærke i Aften, at han for Drewsens – meget gode Venner – havde læst det hidtil skrevne. Sligt noget vilde være mig, tror jeg, absolut umuligt. Jeg kan ikke en Gang spørge en anden om den Bog han skriver på, end sige, at jeg for flere skulde læse op, hvad endnu dog kun er halv født. På det Punkt er jeg blufærdig eller skamfuld hvad man skal kalde det, som Du var for dine Veninder i Skolen.

Ja min Ven, det jeg sigtede til i mit forrige Brev er hvad Du har gættet på. Du forstår mig ikke på dette Punkt. Det er hele min Sjæl som beder Dig – nej jeg vil netop ikke bede Dig. Jeg véd, at sålænge Du ikke i Kærlighed, i den inderligste Tryghedsfølelse har blottet Dig fuldstændig for mig, så længe har jeg en Følelse, som var Du ikke helt min – som var der en Finhed tilbage i din Sjæl, Du ikke vilde give mig Lod i. Det er for mig da, som var der ingen Glæde i vort Møde, som var det et Syndefald, der skete. Jeg kan slet ikke forsone mig med den Forestilling, at Du vil bevare den Følelse af Skam overfor mig. Jeg vil have min Viden om det Nøgne fra Dig, lige som jeg i alt menneskeligt vil have Viden Sammenligning Korrektiv fra Dig. Jeg står ussel fattig, helt sørgmodig nu for hver nøgen Kvindeskikkelse jeg ser fremstillet i Kunsten, fordi jeg ikke kan henføre hvad jeg ser til hvad jeg véd fra Dig. Og jeg har slet, slet ingen Respekt for den besynderlige halve Skamfølelse, der snører din Tanke sammen her. Du véd, at der er et Skønhedsindtryk, vi ikke kan få højere, i det smukke nøgne Legeme, Du véd, at der ved vore Skikke, der skjuler Legemets Former, er bleven lagt Skamfølelsen ind i Sjælen og Muligheden for i Kærlighedsmødet at give den Elskede en Gunst, som netop ikke kan blive større – og Du holder denne Gunst tilbage. Amalie, jeg går så vidt at tro, at Du næsten ikke har Lov til at tage og give mig den højeste Lyst, når Du ikke stille, fin, yndig – uden Ophævelse giver mig Lod og Del i Dig som Du er fra Naturens Hånd med hvad der er ubeskrivelig smukt og hvad ikke. Jeg vil være så stille, så rolig, så glad og taknemlig så rig og lykkelig, mulig uden et Ord. Min Ven det har for mig en uendelig kærlighedsfuld Betydning. Hvorfor vil jeg se dit Legeme, fordi det er dit, dit. Amalie det er fordi jeg elsker Dig.

Din Erik

Kr.ania 16-2-83.

[22/2/83]^k352

Og tror du ikke jeg er «meget bedrøvet», min elskede gut? Jeg er bestandig syg, meningsløs elendig over ikke at kunne være hos dig; og som du siger, vi har ikke råd til at undvære hinanden, tiden løber fra os, mens vi sidder hver på vort sted og ældes. Dit sidste brev har bragt mig til at tænke alvorligt over vor fremtid – det har jeg aldrig gjort før – jeg har igrunden taget hele den ydre side ved denne sag uforsvarlig løsagtig eller letsindig, hvad du vil, ganske som havde jeg været 17 år, og vilde lade violen sørge.^k353 Men forstår du, de indre vanskeligheder opslugte alle mine tanker, og så var jeg jo også de mange, mange mile borte fra at ville indlade mig på noget praktisk i retning af giftermål eller sligt. Det stod altid for mig sådan uklart og «bøigagtig» (du husker udtrykket fra Peer Gynt)^k354 også efter at jeg var bleven besnæret af denne hovedkulse kjærlighed og efter at jeg helt og villigt havde givet mig bort til dig, at der slet aldrig kunde eller skulde blive spørsmål om andet end sådan en hemmelig, men derfor ikke mindre hel og inderlig kjærlighedshistorie, med et møde en skjælden gang indimellem. Ja, det vil sige, jeg tænkte end ikke dette helt igjennem; der stod som en skanse omkring mig, der stilt og umærkeligt var voxet ud af alt det foreliggende, – der var som en taus underforståelse mellem mig og mig selv om at sådan som jeg nu havde indrettet mig, sådan skulde det blive indtil dagenes ende. Og det at jeg elskede dig, bragte ingen forstyrrelse i dette. Jeg havde ikke gjort noget løfte, ikke givet mig nogen forsikring i denne anledning, det var overflødigt, for det faldt så over alle grænser af sig selv. Jeg var jo så vis på at det om kjærlighed var noget nonsens, at jeg iallefald ikke kunde komme ud for noget sligt. De ydre arrangements var ganske i overensstemmelse hermed. Som betingelse for at jeg skulde få beholde begge gutterne blev sat at jeg ikke skulde gifte mig igjen, og hvis jeg alligevel gjorde det, skulde både gutterne og de penge som var udset til os, falde tilbage til ham.^k355 Jeg gik med glæde ind på alt, når jeg bare slap for at være gift, og fik ha'e mine gutter i ro. Jeg måtte smile over hans iver for at hindre mig fra at ægte nogen anden end ham. Han sa'e det også ofte, at han kunde tåle på én vis, at jeg gik fra ham, men han kunde ikke udholde, at jeg blev en andens. Når jeg spurgte ham om han for alvor troede jeg vilde begynde på noget sligt igjen, svarede han: du vil ikke få fred, det ved jeg. Og nu er jeg bleven en andens, som slet ikke har bedt mig, ganske godvillig, med hele min sjæl, og af min egen inderste længsel, tænk om han vidste det. Siden igår, har alt dette gået rundt i hovedet på mig ikke på den forrige tågede, drømmeagtige måde men således at jeg greit og klart har tænkt mig tværs igjennem det. En stor del af natten har jeg ligget vågen, og spekuleret, og når jeg sov ind drømte jeg, at jeg skulde giftes med dig, men kunde ikke fordi jeg havde mistet min skilsmissebevilgning, hvad der i parenthes sagt også er sandt; jeg ved ikke hvor den er bleven af, så ligeglad var jeg med den. Jeg er bleven klar over, at det er rent uudholdeligt, meningsløst at vi holder fast ved hinanden, hvis vi ikke kan komme til at leve sammen, som andre skikkelige mennesker, og derfor er det min alvorlige mening når jeg siger: lad os da hellere gå fra hinanden. Nu er jeg vakt til bevidsthed om hvordan dette egentlig har sig – jeg har jo gået som i søvne før, har du også gjort det? – og nu vil jeg ha'e greie på det. Det er ganske sikkert, at havde vi begge været i vor første ungdom – (uf at jeg ikke traf dig dengang skjøndt gud ved – – –) så kunde vi ha'e set tiden an sålænge, og ventet til forholdene lempede på sig, men som tilfældet er, kan det ikke nytte noget. Desuden, det bli'er vel ikke bedre siden. Der er meget at betænke. Først dette at jeg for din skyld måtte opgive og forlade mine gutter, og min visse indtægt, der med det jeg selv fortjener lader mig leve ganske sorgløst, og så det, at jeg vilde falde dig tilbyrde, hvad jeg ikke på nogen måde kan finde mig i at skulle gjøre. Du kan vide, det var et alvorligt skridt. Havde det været en mand i Kr.ania, vilde sagerne ha'e stillet sig ganske anderledes. Jeg er da nemlig sikker på at jeg, når det kom til stykket, og efter nogen delibereren, vilde fået beholde gutterne, og altså også indtægten iallefald sålænge til de blev voxne, for der er jo dog ingen, han tryggere lader dem være hos, end mig, det har han ved flere leiligheder sagt, og desuden, skolegangen vilde hindre ham fra at tage dem til Bergen nu. Det vilde være en umulighed. Men, hvis jeg gik til dig, så måtte gutterne sættes i logi etsteds i Kristiania, og det vilde være for fælt både for dem og mig. Nei, du skulde været norsk, og bosat i Kristiania, og havt nok af penge, – det skulde du, din stygge gut, som volder mig al denne kvide, og alt dette hovedbrud. Og dog, slig som jeg længes efter dig, og er ulykkelig uden dig, så kunde det godt hænde at jeg en dag sa'e: dette holder jeg ikke ud, tag mig ned til dig på hvilkesomhelst vilkår. Men forresten, – du har jo sagt at du ikke for nogen pris vilde ha'e mig derned i det «slaveliv» du fører. Det kan jeg nu ikke forstå; fører du et slaveliv så trænger du jo netop meget mere til mig end om du levede det bedste herreliv. Hvad skulde jeg der så, – for da havde du det jo godt nok iforveien. Hvis der ikke var andre betænkeligheder som holdt mig tilbage, så skulde jeg nok tigge og bede dig og ikke give dig fred før du vilde ha'e mig. Men det er nu dette med gutterne først og fremst. Havde du været rig eller havt en udmærket indbringende stilling, så vilde du sandsynligvis været gift forlængesiden, og så havde jeg ikke fået noget af dig. Så havde du kanske havt din frue med på turen til Gausdal forrige år, og så var vel aldrig denne troldskab kommen over mig. Jeg skulde jo naturligvis forelsket mig i en rig mand, og det skulde du også ha'e gjort. Men en rig mand til at forelske sig i, havde jeg vel aldrig truffet. Min broder har rigtignok en Neworkerven,^k356 som er rig og smuk og elskværdig, og intelligent og dannet og fin, og alting – han kommer måske til Norge i sommer. Ham har han bedet mig blive forelsket i; – ja, han siger jeg kan ikke lade være, når jeg taler med ham. – Men tilbage til det jeg begyndte med. Kan vi altså forudse, at vi muligens aldrig, eller dog måske sandsynligvis aldrig vil kunne gifte os, (siden nu denne dumme gifting er den eneste form hvorunder vi kan leve sammen) så bør vi sige hinanden farvel. Det er ikke noget snak; der står en mand bag hvert ord, for jeg har tænkt det alvorligt og ærligt igjennem. Jeg synes nemlig at livet kan være korsfuldt nok, om en ikke skal tage på sig slig en tung byrde, som jeg daglig mere og mere mærker det er, at ha'e en elsket, som man ikke hvert øieblik kan nå hen til. Tror du ikke jeg går her i hvert øieblik og vilde sige noget til dig, eller spørge dig om noget; og er det ikke en pine at ikke du er den jeg altid har alting fælles med, at jeg ikke kan gå hen og sætte mig på dit skjød med armen om din hals, og tale ret ud af hjærtens lyst om alt og ingenting, eller om det der lå mig på sinde, eller plagede mig. Jeg vilde om aftenen kunne lægge mig ind til dig, og føle mig lykkelig og tryg og glad, ved altid på nyt at se hvor du var glad i mig, og var lykkelig ved min kjærlighed, så jeg skulde vide, der var ingen du savnede når du havde mig. Det vilde blive frygtelig ondt og smerteligt, frivilligt at skulle opgive dig, og en del af mit liv, måske hele resten vilde blive en ørken. Men alligevel vilde jeg hellere det. For det er forbunden med større lidelse, (mere uro, mere nag ikke at tale om denne frugtesløse ødslen med sit livsens indhold, sine kjærlighedsfyldte længsler, sin rigdom af tanker, der ikke kommer den elskede, eller nogen tilgode), at holde liv i en elskov under vore vilkår. Jeg tror det er mandigere og modigere og til syvende og sidst, rigtigere at opgive hinanden og synke ned i en rolig og sindig sorg, der med årene vilde mildnes, fordi det var den overmægtige skjæbne, der lagde den på os uden vor skyld, end at lade sig fortære af en elskov på hundrede miles afstand, der tilsidst må fortørne vort indre. Så vilde du nok la'e være at bære nag til mig, fordi jeg voldte dig denne forstyrrelse, med al den smerte der måtte lides, før du ganske havde glemt mig; du vilde ikke, – det stoler jeg på – kunne bære over dit hjærte, at nære uvillie mod mig, netop fordi du ved det så tydeligt og vist hvorledes det altsammen er gået til. Men vi skal begge være enig om dette, at sådan som det nu er, kan det ikke være i årevis. – Jeg kom til at tænke over alt dette, fordi det bæres mig for at der i dit sidste, søde brev var en klage over mig, mod mig fordi vi var skildt og ikke sammen. Hvor det dog var synd i dig, at du skulde mødes med mig på den tur. Hvis det ikke havde været, kunde du enda ha'e truffet en ung, smuk og rig pige, som du havde fået kjær, og strax havde kunnet gifte dig med. Du må ikke bilde dig ind at du er gammel; det er bare mig, som er det. Du er netop i den rigtige alder til at begynde at tænke på at tage en ung pige tilægte, og der er mangfoldige unge piger som du kunde bedåre ikke tiltrods for, men snarere meget mere på grund af din alder. Og det ved du også meget godt. Det vilde være meningsløst af dig, om du tabte modet hvis vi to gik fra hinanden; for dig er endnu tiden inde i massevis, og du vilde snart komme på ret kjøl igjen, og finde noget meget bedre, og især hensigtsmæssigere end jeg – – – Der er så græsselig meget jeg skulde skrive om denne gang, men det går som det pleier, jeg får ikke sagt en fjerdedel, så glemmer jeg det til næste gang, og så går du glip af en hel del jeg vilde fortalt dig. – Naturligvis vilde det været morsommere om Kielland og Jacobsen havde talt godt om stykket, men noget ubehageligt indtryk gjorde det ikke. Det er så underligt hvorledes det folk siger dog er mig uvedkommende, ja dette om leiefolkene, mener jeg. Det er som det slet ikke angår mig. Hvad K. sa'e var nu forresten ganske sandt, – jeg har selv tænkt noget lignende, og skulde jeg anmelde det, blev det en meget betinget ros, jeg kom til at yde. Jakobsens [sic] ytring om at det var skrevet med kulde, har jeg også hørt fra andre kanter, og det er, må du vide, sandt. Dengang jeg skrev den, var jeg ganske hørt op at føle smerte ved at tænke på begivenheden. Jeg var færdig dermed. I flere år kom det over mig med en sand sorg, hvergang tankerne streifede derhen, men nu var jeg ganske rolig og ligegyldig. En, som havde læst den sa'e, at det kunde aldrig være rigtig at han skulde give sig til at storle der hvor mdm H. slæber de lamme ud i gården; men det gjorde han bare han tænkte på det; det morede ham. Forresten, tiet ihjel er den skam ikke bleven; i Bergensposten fortæller J.P. har der stået en på tredie spalte lang anmeldelse af den^k357 der begynder med at «vort byesbarn Amalie o.s. v. har debuteret o.s. v.» Jeg har ikke læst den men den skal være overmåde nedrakkende. Dette morer mig nu virkeligt. Det er sandsynligivs en theologisk kandidat som har skrevet den. Tænk at den lille bagatel kan gjøre opstyr. Bare at den tales om, er jo fornøieligt. Fra Bergen skrev en veninde: man gjør ikke andet, hvor en kommer end disputerer om mdm. Høiers leiefolk. Så har der været en korrespondance til en stokholmsk avis her fra Kristiania,^k358 hvor den også er bleven omtalt på en meget smigrende måde. Jeg mener det virkelig, thi nedrakken fra disse hold smigrer og glæder mig virkelig. En assessor i høiesteret, der forresten fandt den talentfuld skreven har bedet Sars om plads i Tidsskriftet for et angreb;^k359 han vilde nemlig gjøre indsigelser mod fortællingens juridiske tilforladelighed. Sars kom til mig og spurgte om jeg havde noget imod det, for så vilde han nægte plads, men jeg svarede naturligvis: nei, – jo mere, jo bedre. Jeg skulde også få læse det før det tryktes, og få svare med det samme. Så har også endelig en basaravis der udgaves nogle dage på «fremtidens marked» i Handelsstandsforeningen lavet en morsom karikaturføljeton af den.^k360 Den kaldes «Leie Folk» (du forstår ordet lei?) og den er slået ihop med «Trofast», «Karen», «en Forgrundsfigur» og Ibsens fru Alving,^k361 men der er brugt mest af min. Den var meget morsom, og jeg måtte le uhyre meget da jeg læste den; men så bagefter så jeg noget der gjorde et høist ubehageligt indtryk på mig nemlig at forf.s navn var Amalie Bimbam.^k362 Du husker hende fra «Arbeidsfolk». Det var jo råt, men jeg glemte det strax, for det prællede jo af på mig naturligvis; men nu går mine venner og sætter mig op og er så rasende på mine vegne, og nu ærgrer det mig stundimellem. Forresten er basaren forbi og «markedet» forsvundet og alt forbigangent. Jeg havde aldrig fået sét bladet, hvis fru Vibe ikke havde fået en lysestage hun kjøbte, indpakket i det. Jeg tror forresten næsten, at det er G.A. Dahl som har gjort det. Jeg fik instinktmæssig det indtryk, da han på gaden igår talte om det sådan en passant, og sa'e at det var en dum og forfeilet spøg. Da jeg sa'e at føljetonen var morsom, svarte han: jeg har ikke læst den og det er jeg vis på var løgn, for han har havt med denne basarkomers at gjøre, og han skulde ikke læse den, når Forgrundsfiguren var taget med! Det var for at vise, i hvilken grad han stod det fjernt. Men han er vist meget perfid, og lidt stødt på mig, fordi jeg aldrig har bedet ham, hvad han så gjerne vilde jeg skulde. – Det har forresten altid været så at hvergang jeg har skrevet noget er der blevet et raseri fra de forskjelligste kanter. Jeg har ikke kunnet åbne min mund på tryk før man har lagt ivei og modsagt mig. Ligefra den gang jeg skrev om «Kongen»^k363 og hele tiden nedover. «Luthersk ugeskrift»^k364 har således fyldt sit halve hefte, for at vidne imod nogle artikler jeg havde skrevet om B.B. og det nye system. Jeg svarte på det, og det var et godt svar; det var nu også så altfor let at sætte ugeskriftet fast. Så kom der en masse penne i bevægelse dengang jeg skrev om Niels Lyhne,^k365 først Kristoffer Randers, der tog voldsomt i, så to andre som jeg ikke ved hvem var, og så endelig G. Brandes, og så tilsids[t] fru Wullum i 3 artikler som det var umuligt at læse igjennem gratis. – Mens jeg husker det; fru W. har skrevet en betragtning over «Et besøg» som jeg synes er for god til at ligge utrykt. «Dgbldt.» vilde ikke ta'e den, ja Bætzmann vilde ikke, fordi den var for «drøi». D. Mrgbld. vil vel heller ikke, fordi det har havt anmeldelser af den? Og det er sandt: Har du læst, «Hun kommer ikke mere igjen.» af Dr.mann.^k366 Det er det fineste og skjønneste, og fuldkomneste, og rigtigste jeg på lang tid har læst. Det er deiligt, bent ud sagt deiligt. Hvor han kan være flink! Gud ved nu om disse andre greier jeg har skrevet er noget værdt. Jeg har siddet og filet og filet på den første, og bli'er aldrig fornøiet med den. De andre to har jeg endnu ikke rørt ved – de skal skrives om. Det er længe siden jeg skrev dem, nede i Fr.hald, og jeg vilde ikke ha'e gjort den første slig, om det havde været nu; men nu får den blive, hvad den oprindelig var tiltænkt. Den hedder en moderne dame,^k367 og det skal være en ironi; men jeg er bange for at det kan ingen se. Så er der også en samtale som bør sammentrykkes, men jeg får det ikke til. Jeg generer mig grusomt for det, men alligevel tror jeg nok jeg sender dig denne «dame» med det allerførste for at få vide om den er nogenting teds eller ikke.^k368 Jeg tror det næsten ikke selv, skjøndt jeg ved ikke rigtig. Sålænge jeg har den vil jeg også ikke kunne la'e være at sidde og rette på den, og det må der dog engang være slut med. Den anden fortælling heder [sic] «Bureauchef Kroghs»,^k369 og den må du vide jeg ikke anede omhandlede samme emne som Gengangere, før mindst et halvt år efter at Gengangere var kommen ud. Jeg skrev mit om sommeren nede på landet i Fr.hald, og Ibsens kom ved juletider bagefter; men det faldt mig ikke dengang ind, så utroligt det lyder at stoffet var ensartet. Behandlingsmåden var nu også så forskjellig at det måske forklarer phænomenet. Det, som jeg skildrer er hændt i en familie i Bergen – jeg var barn dengang da alle de voksne børn i denne familie døde, et efter et, og moren og faren og alle andre gik og sa'e at guds veie var så urandsagelige, og at alle hans tilskikkelser var nådige, tiltrods for alt. Jeg tænkte dengang, at gud måtte være en streng og vilkårlig herre, siden han kunde ha'e hjærte til at se på al den sorg og elendighed og ovenikjøbet være ophavsmanden til den. Længe efter, da jeg i nogen tid havde været gift, fik jeg høre hvorfor børnene måtte dø. Faren var en troende kristen, og havde ment at han kunde bede sig og børnene fri for konsekventserne af hans legemes tilstand. Jeg har i min fortælling taget mig for at vise hvorledes den åbenbarede religion, der lover mirakler, ødelægger al moral. Fru Wullum, der har læst den, har talt i stærke rasende udtryk om den, jeg skammer mig for at gjentage dem til dig. Når du har læst den første, så må du strax sende mig bogen tilbage, for at jeg kan skrive de andre to ind; så sender jeg dem atter ned til dig. Vil du dette? Men så siger du igjen at jeg har skrevet Kielland efter. Hvad skal jeg dog gjøre, for at det ikke skal se sådan ud for dine øine, og hvad skal jeg gjøre hvis det nu virkelig er, som du siger. Tænk om vi havde kunnet sidde sammen og læst og talt om dette, og jeg kunde ha'e læst mit kram for dig, hvis jeg havde havt mod dertil, da. Sådan en hyggelig aftenstund, med ordre til Josephine om ingen at slippe ind. – – Du har jo sét at Bætzmann og Wullum er afsat og Lars Holst indtrådt i deres sted.^k370 Ja, at der vilde ske noget var man vis på, thi forbitrelsen var stor. Man råbte frisk væk på forræderi; især er det Wullum man raser mod. Hvis det ikke lykkes ham og Bætzmann, hvad de arbeider for, at stifte et nyt blad som altså skal repræsentere centrum, så kan Wullum gjerne ryste støvet af sine fødder, og forlade disse egne. Hvis de forøvrigt havde midler dertil, så er der ingen tvil om at et sådant blad vilde kunne stå sig. Der er bleven en utrolig masse centrums mænd under de sidste års foreteelser, folk som ræddes for Morgenbladet, og gyser tilbage for et VerdensGangsstandpunkt.^k371 Mrgbldt. taber år for år sine abonnenter. Så holder disse mennesker der for sin samvittigheds skyld ikke kan ha'e Mrgbldt. et kjøkkenblad som Aftenposten, som de aldrig ta'er i sin hånd uden at skjælde ud. Det er nemlig så politisk umyndigt at det hvad denne sag angår ikke kan vække nogen vrede, men så ærgrer det dem, at de skal være henvist til en sådan avis. Dgbldt. fik under Bætzmanns korte styre en masse af den slags abonnenter, som nu øieblikkelig har sagt op da Holst kom til. Det er storthingsmajoriteten med Konow i spidsen^k372 (Ida Bojesens mand) som er formand i interesentsskabet, der har afsat Bætzmann og indsat Holst. De vil ha'e at Dgbldt skal lægges tættere op til gårbrugerstanden [sic], for at få nogen virkelig magt. Gud ved hvordan det nu går med Holst. Han må ha'e forandret sig meget siden de dage, da jeg kjendte ham godt,^k373 hvis han skal kunne magte denne sin stilling. Hvis det nu lykkes Bætzmann og W. at danne et nyt blad, så tror jeg næsten det bli'er dem, der får magten engang. Gud ved om ikke venstre kommer til at bruge altfor stærke midler. Hvad kan det nytte med den rigsret.^k374 Ja, regjeringen går, for den har jo begået ulovligheder, men så kommer der en ny regjering af akurat samme farve, der vel vogter sig for at begå ulovligheder, og som altså aldrig kan rokkes. Det må jo være en stedse voxende opinion som skal trykke en regjering bort, hvis det skal ske ved sunde midler. Jeg er bleven fuld af mistro til venstre, fordi jeg ved at de i lukkede møder omtrent er kommen overens om at optage Livius Smits forslag til votering.^k375 Det er den største ydmygelse der kan overgå storthinget, og hvis det sker, da får de ret alle de som skreg på at niende junibeslutningen var en fadese af værste art.^k376 Tilstanden er igrunden mislig, og venstre er slet ikke så modigt som det lader. Ske noget? du må aldrig et minut tro at der vil ske noget. Alt vil sige sin sendrægtelige [sic] gang videre fort. Det var det Venstre var forbitret på Bætzmann for at han røbede deres hemmelige tanker, deres hemmelige tendents til muligens at ville gå på en smule akkord. Og naturligvis, – sligt skal ikke røbes. Så er B. også en mand uden overbevisning, uden tro til nogen sags positive ret, og så kan det jo ikke gå. Jeg overvar storthingets åbning i lørdags. Det var et syn til at komme i stemning af at se kongen og Sverdrup ansigt til ansigt.^k377 Kongen hilste så vredt og kort på Sverdrup; alle andre fik derimod de mest huldsalige smil. S. så værdig og bestemt ud. Idet kongen gik ud passerede han tæt forbi der hvor jeg stod oppe i en thingstol flere trin høiere end gulvet. Han kjendte mig igjen – vi har talt sammen engang for 11 år siden – gjorde en bevægelse bagover med overkroppen som af overraskelse og sa'e goddag idet han gik forbi med en uhyre venlig hilsen. Han er bleven så meget penere end han var som kronprins nu med det grå hår. – Hvor kommer dog det snak fra om en rig norsk enke? Uf, det viser at der dog er dem som har tænkt sine tanker. Hvis nu jeg kom ned til Kjbhv. og man bare en eneste gang så os sammen, så naturligvis vilde snakket bryde løs for alvor, og så vilde man sige, hende er det altså, hende er det han har været hos i julen o.s. v. Nei, du, det er bedst jeg ikke kommer. Ja vist var det en nærgående ytring – den hos Vibes mener jeg. Det skulde jo være spøg, men den var meget uheldig, og jeg viste ham også med et uvilligt blik at det kjedede mig: Det var en fyr, der hedder Kræfting, hvalfangerkaptain tror jeg han er, som har gået omkring og været vakker i al sin tid.^k378 Han er ualmindelig smuk i alle henseender, men for mig har han et så modbydeligt ydre, at jeg næsten ikke kan bekvemme mig til at svare, når han taler til mig. Jeg kan ikke tåle hans skjønhed, og jeg ved ikke hvoraf det kommer. Jeg skulde engang ha'e lyst til at vise dig ham; jeg er vis på du vilde sige: nei, hvor han er smuk. Jeg får slutte her. Jeg kysser dig i tankerne sålænge til du beder om nåde, og jeg fortæller dig at jeg elsker dig sålænge til du siger du er kjed af at høre det, og jeg er din Amalie. Ser du hvor lange breve jeg skriver! Send mig dog billedet, og sig mig dog når det er din fødselsdag.

Kr.ania lørdag 24de februar [1883]

Min elskede ven, det er ikke den rigtige dag idag, jeg skrev jo nemlig iforgårs, men jeg har længtes så uhyre efter dig, netop siden jeg skrev, og jeg føler mig så beklemt og mismodig, så rent ud op i ingenting ved min adskillelse fra dig, at jeg må prøve det med at skrive, for at se om det da måske skulde blive bedre. Jeg vil ikke sende det før ved sædvanlig tid, men det gjør jo ikke noget om det er skrevet i flere terminer. Jeg skal prøve på at give dig hele min sjæl siger du. Det har jeg jo gjort, forsåvidt som der intet er i den, som ikke du skal have. Men give dig den praktisk, så at du selv kunde se hvorledes du fik mig stykke for stykke, det vilde først være sket, når vi havde levet et helt liv sammen. Du har jo sét så lidet til mig; du har slet ikke erfaret de forskjellige sider, der er ved mig; du ved ikke hvorledes jeg er i så mange forhold, hvorledes jeg tager på det eller det, hvorledes jeg i det hele arter mig. Det var det som samliv skulde lære os begge, thi heller ikke jeg ved jo noget egentlig om dig. Du siger at du er gået ind i en «høkerforretning». Men hvorfor har du egentlig fra først af gjort det? Hvorfor blev du ikke ved at skrive, du som kan i rang med de første og bedste? Hvorfor skrev du ikke bog efter bog som Kielland f.eks.? Din ene bog står jo så fuldkommen ved siden af hans bedste. Det er igrunden ubegribeligt. J.P. sad en aften for længere tid siden, – det var før vort sidste møde – og udbredte sig over hvor besynderligt det var at du ikke var bleven ved at skrive. Til et svar som en eller anden gav, og som jeg ikke husker svarte han: «Nei, – det er mangel på energi, eller mangel på livsmod, – se på mig som er langt mindre talentfuld, jeg har ernæret mig ved at skrive i alle disse år, – jeg har ikke givet tabt, og vil aldrig gjøre det. Har jeg kunnet leve ved at skrive, og altid kunnet klare mig og være honnet, så skulde da Skram med langt større lethed kunne gjøre det.» Det bæres mig for at der må være noget i dette. Jeg tror du ikke har gidet have det stræv, men hellere har taget en plads med en sikker indtægt. Og det er jo ikke at foragte. Hvis ikke din tid var således til det yderste minut beslaglagt i den høkerforretning, så at du kunde skrive dine bøger ved siden af, så vilde det just være godt, at du var der. Hvis du ikke tog det fuldt så samvittighedsfuldt, kunde du vist drive dine literaire sysler ved siden af. Når jeg skriver noget så er det altid som drev jeg noget nebenbei. Det er kun en stund nu og da, halvt stjålne fritimer på en måde, jeg anvender dertil, og alligevel får jeg noget færdigt, men om det duer, det er nu et andet spørsmål. Jeg er ganske på det rene med, at hvis ikke de tre småting jeg nu holder på med, kan trykkes – og jeg vil ikke på nogen måde ha'e det trykt, hvis det ikke er virkelig godt, om det er passabelt eller ikke så galt, – hjælper ikke, – så vil jeg slet kun opgive det. Jeg vil ikke holde ved på Poulsens vilkår. Derfor er det en samvittighedssag for dig at du giver mig ren besked, når du har læst det. Og du behøver ikke at bruge omsvøb eller formildende talemåder. Du skulde vide, hvor lidt ømfindtlig jeg er på dette punkt. Jeg var sammen med Sars i et selskab igår. Vi talte om alle de «haglbyger» jeg havde fået over mig i anledn. leiefolkene, og han gratulerte mig med et strålende fornøiet ansigt med at der nu var skrevet mere om mit produkt end produktet var langt til. Han vilde i mit sted været lykkelig over alle de ukvemsord i sammenligning med hvad han vilde følt, hvis der var bleven sagt: et velskrevet, stemningsfuldt arbeide, som man med tryghed kan anbefale læseverdenen o.s. v. Jeg kunde ikke la'e være at sige ham, at der også fra de hold hvor en sådan udtalelse virkelig vilde været en ros, var mit stykke bleven dadlet og angrebet, og jeg fortalte ham ord til andet hvad Jakobsen [sic] og Kielland havde sagt. Han hørte meget interesseret på det, og det første han sa'e var: hvem har skrevet det til dem? «En bekjendt, jeg har dernede» – svarte jeg. «I hvad Kielland sa'e, kan der måske være noget» – mente han, «men det er så langt fra at han i høi grad har ret, at det tværtimod næsten bliver en uretfærdighed at fremføre anken, fordi den kun er så svagt begrundet. Men det kan jo altid komme dem til nytte, at det er bleven sagt», føiede han til. «Hvad jeg har fået ud, er at fortællingen er folk for god» – blev han ved, – de falder i forundring og ærgrelse over at de har kunnet gjøre det så godt at de føler sine nerver angrebne. Han havde hørt mange angribe den, men også mange rose den, især damer, og det var damer, hvis mening han brød sig om. Jeg holder fremdeles fast ved min første dom, sa'e han, og jeg tager ikke i betænkning at sige at det er noget af det bedste Tidsskriftet har budt. Der var mange, som hørte at han sa'e det. Der er så meget mere jeg vilde fortalt dig – han duttede mig på med det mest fornøiede ansigt, men jeg mærkede dog, at det havde gjort ham ondt, at jeg engang indirekte havde beskyldt ham for at være feig, – men det bli'er for langt at fortælle om nu. Da jeg fortalte ham det med «Bimbam»^k379 blev han formelig bleg af forbitrelse, men strax efter sa'e han hvad jeg selv også synes, at det, der i den grad ikke rammer, er intet at bryde sig om. Det som assessoren havde skrevet imod mig – det var fem sider langt, kommer ikke denne gang. Sars havde mærkelig nok, fået det aldeles feilagtige indtryk af mig, at jeg nødig vilde ha'e det, og så havde han leveret det tilbage, og sagt at der ikke var plads o.s. v. Nu vilde han sige, at det skulde få komme næste gang, men han vilde forlange at han skulde sætte sit fulde navn under. «Jeg tænker, at en assessor i Høiesteret nødig tør være bekjendt at skrive i et så berygtet organ» – sa'e Sars, – så det bli'er vel ikke noget af.^k380 Assessoren kjender jeg forresten personligt. Amund Helland havde også straks taget ordet for, at det ikke skulde få komme ind. Sars sa'e tilslut, at hvad jeg vilde levere til Tidsskriftet øieblikkelig skulde tages. «De har skaffet os flere hundrede nye abonnenter især fra Bergen; da Leiefolkene stod anonceret med forfat.'s navn blev folk i Bergen så nysgjerrige, og det var kommen Tidsskriftet tilgode». – –

Kunsterne [sic] skal ha'e et storartet karneval 12te marts. Udgifterne skal beløbe sig til 20000 kr. Formanden var her i går, og spurgte om jeg vilde være med i et optog. Jeg tror det knapt. Jeg har ikke lyst. Adieu sålænge elskede! Jeg tænker du har kjedet dig over denne lange passiar. Og hvad kan det hjælpe, – der er altid så meget, ja det meste, jeg ikke får sagt. – Jeg elsker dig min Erik. –

Onsdag. Det var et snippeligt brev idag,^k381 men jeg vil ikke skjænde for du råber så op over al din travlhed, og gjør dig til sådan en martyr for den, at jeg uvilkårlig imponeres. Jeg bare spør mig selv, hvordan det er gået til, at du har fundet tid til at læse mit lange brev, skjøndt jeg kan jo slet ikke vide om du virkelig har læst det, såsom du ikke just besvarer det. Hvad mener du med det, at du da vilde «få fred bl.a.» – når man vidste, at du elskede mig. Er der damer som er forelsket i dig, og gjør kur til dig? Det er stygt af dig, hvis du la'er dem gjøre det. Men du skal sige mig det, – jeg vil vide det. Nei du, jeg kommer ikke til Kjøbenhavn. Jeg kan det ikke. Jeg ved at det vilde blive en lidelse for mig, fra den første dag og til den sidste. Der er jo ikke mening i for mig, at komme derned til dit sted, når det ikke var for at være sammen med dig uafladelig. Og det vilde være en umulighed, at nå til dig overhovedet, når jeg boede hos Knudzons [sic]. Tænk dig de formfaste, gammeldags-fornemme mennesker! og når jeg først havde indladt mig på at være gjæst der, så bød simpel velopdragenhed mig at tage alle mulige hensyn. Jeg vilde ikke da foretage mig noget som, hvis det kom gamle fru Kn. for øre, vilde skandalisere hende, og gjøre hende misfornøiet. Hun vilde sige at jeg havde benyttet mig af hendes gjæstfrihed, for at holde stævnemøder med en elsker, og det ovenikjøbet en af venstres mest omtalte mænd, og derover vilde hun ha'e grund til at være vred, [Jeg kan ikke bare tænke på mig selv under disse omstændigheder – krysset ut] fordi det efter hendes mening vilde sætte en plet på hendes hjem at ha'e sådan en til gjæst. Jeg kan desuden ikke gå med underfundighed; jeg vilde ikke ha'e mod dertil, det vilde svigte mig, og gjøre mig usikker ved hvert skridt jeg tog. En anden sag var det, hvis du skrev: kom alligevel, og gjør det bedst mulige ud af det. Tilfældet får råde om vi ser meget eller lidt til hinanden. Nei, jeg vilde ikke folk skulde vide at det var mig, du elskede; jeg hader snakket som pesten, og det vilde fra Kjbhvn. trænge hid op, og væltes ud over mig i alle mulige former. Jeg vilde aldrig få fred for stiklerier og hentydninger folk er ikke videre taktfulde, ved du. Man vilde anse det som en temmelig letsindig historie i allefald fra din side, for du er nu engang kommen ud for et leit ord i den retning, og alt det kunde jeg ikke udholde. Det ser rigtignok mørkt ud for os; selv mødes flygtigt kan vi ikke. Jeg er bange for at vi må vente til i juli-august, og selv da er det vel tvilsomt om det bliver noget af. Jeg ser det undertiden så trist an, at jeg er på nippet til at skrive: farvel for bestandig, det går ikke med os. Det gjør så ondt at gå sådan og længes; man får uvilkårlig trang til at kaste den utålelige byrde af sig, og atter stå fri. Og du som ikke får fred! Hvad er det de vil dig? Skal jeg nu også få skinsyge at trækkes med, så bli'er det rigtig hyggeligt. Uf, jeg gruer så for at sende dig manuskriptet. Jeg er vis på det ikke er noget. Og så er jeg kommen efter at den titel: «En moderne dame», slet ikke passer. Det er for pretentiøst, såsom det bare er en skisse, og det hele foregår på én éneste aften. Det er helt igjennem latterligt at kalde det en mod. dame. Den titel har jeg raderet ud, og sat en anden istedet.^k382 Jeg skriver ikke mere nu. Jeg er for nedstemt.

Din Amalie.

Torsdag. Jeg har fået billedet og dit brev.^k383 – Jeg kan slet ikke forstå at det på disse vilkår er bedre for dig end før, da du ikke havde mig. Jeg tror at det i virkeligheden er meget værre. Før havde du dog noget, et sted at ty hen til, som dog altid var et sted, men nu! Og hvad kan det hjælpe at vi mødes, – at det sker snart eller sent? Jeg er slet ikke så hidsig på at mødes, jeg, for jeg husker det savn og den ulidelige tomhed, som følger efter, og så synes jeg, jeg er bedst faren ved slet ikke at se dig. Sådant et møde på nogle dage, det tjener jo blot til at lade os føle den ulykke det er ikke at være sammen. Jeg tror jeg kunde ganske langsomt dø af fra ønsket om at eie dig og være din, hvis jeg nu år efter år ikke så dig mere. Men at gå til at møde dig, vil bare oprive såret på nyt, og det vil jeg så nødig ha'e gjort. Bjørnsons nye stykke hedder, ved du: «Over Evne».^k384 Der er et kjærlighedsforhold der som er over evne. Han spurgte mig for år tilbage om jeg ikke kunde hjælpe ham med dette forhold; han fik det ikke til, som han vilde; han havde ikke sikker erfaring at holde sig til. Havde det været nu kunde jeg nok ha'e hjulpet ham. Vort forhold vil blive over evne. Det er dårlig økonomi at holde det vedlige. Det, vi får igjen er for intet at regne mod det vi giver ud. Tilsidst vil vi blive træt af at sætte til det bedste og værdifuldeste på det. Og hvis vi så alligevel ikke la'er det falde, praktiserer vi noget, som er over evne. – Nyt Tidskrift [sic] kom idag. Kiellands første kapitel er bent ud sagt kjedeligt, mat, flaut, fuld af mislykket jagen efter at være morsom.^k385 Han gjentager sig selv for meget den gode kavaler, og det kan dog selv ikke Kielland ustraffet gjøre i længden. Nu kan det jo hænde, at bogen alligevel bli'er god, når det kommer til stykket. Henrik Jægers afhandling om Jakobsen [sic] er der adskilligt godt i;^k386 den er dog et stykke nokså kjedelig, men så tager den sig op igjen. Men han ta'er feil i at Jak. er den mindst produktive af Danmarks nutidsforfattere; derimod har han ret i at han er den mest åndfulde kunstner af dem alle. Der er som sagt meget godt i den. Så har fru Schjøtt anmeldt Trofast og Karen.^k387 Det er fire meget velskrevne sider, hun har leveret, men hun roser for stærkt, synes jeg næsten; især Karen, for Karen kan jeg ikke få ind i mit hoved skal være noget mesterværk. Mulig har jeg uret deri. Jeg glemte vist at spørge dig. Der tales atter om redaktionsskifte i Dgbldt. Jeg er så kjed af det kram, at jeg ikke gider vide noget om det mere. Dgbldt ligner Slagter Tobias^k388 deri, at det uafladelig gjennem alle disse herrens år hænger på hægten af fattigkassen, og akurat såvidt klarer sig. Skjøndt nu klarer det sig vist ikke mere. Kanske det også må til Amerika. Wullums kommer her iaften. Jeg kvier mig. Hun var her igår og var så yderlig trist og ulykkelig, og så vilde hun ha'e mig til at gjøre regnskab for hvorfor jeg aldrig kom der, og vilde dutte mig på, at jeg havde slået hånden af hende. Jeg gik udenom, og bad dem komme her iaften. – Jeg skal alligevel være med til det karneval, og jeg får en del at varetage, for jeg er sat ind som et slags opsyn af kunstnerforeningen med alle de damer, gode bekjendte forresten, som skal være i Semiramis's følge.^k389 Jeg får slutte her. Farvel. Jeg er meget mismodig.

Din Amalie.

Søndag Nat Kl 12 den 25 Febr. [1883]

Idag kommer jeg til at gøre Dig Sorg min Elskede, men jeg kan ikke gøre for det: det har været mig positivt umuligt at få så meget som et Minut til at skrive i idag, og nu er jeg ødelagt af Træthed. Jeg skulde på Embeds Medfør i Theatret i Aften og har i Går i samme Anledning været til en Fest den største Del af Natten,^k390 efter at jeg i Fredags som privat Person ligeledes havde festet til henad Morgenstunden. Min Amalie, dit Brev er forfærdelig alvorligt – jeg har sagt mig alt det selv, men at se det fra din Hånd gør et endnu stærkere Indtryk. Men min søde Pige, ét glemmer Du, og det er, at vi to slet ikke overvejer andet i Verden end når skal vi mødes. Du må lægge en Plan. Jeg er næsten glad ved i Aften ikke at kunne skrive, for jeg vil ikke andet på Jorden end at være sammen med Dig, om det så kun var en eneste Dag – min yndige Ven, så skal Du se, at vi får nyt Mod. Den Jammer der er over vor Fjærnhed, har endnu ikke fået gjort mig helt bange, om end jeg i Grunden hvert Minut på Dagen er inderlig bedrøvet. Disse Fester t.Ex. gør ikke anden Virkning på mig end at jeg dybere føler min Ensomhed. Så ensom som jeg, er Du ikke Amalie. Min elskede Ven, som jeg trænger til Dig gør Du Dig intet Begreb om. Amalie vi har intet, intet andet at tænke på end vort næste Møde. Min Plan med Lund er god – der er en Mulighed for, at jeg kunde nå højere op i Sverig for at møde Dig, men derom kan jeg endnu intet sige med tilnærmelsesvis Sikkerhed. Og kommer Du til Kbhvn, skal vi kunne mødes, om det så end kun er en Time hver Dag. Det er slet ikke så umuligt at ordne. Du skal samle dine Tanker om dette ene at komme ned til mig.

– Du lille dumme Unge, som indlader Dig på at ordne mit Liv for mig uden Dig – nej Stump, det er ørkesløs Tale. Hør sig mig Amalie, vilde det nu virkelig være så slemt om Folk her nede, der tror på min «rige norske Enke», kom det Skridt videre og sagde, at den, jeg elskede var Dig, netop Dig? Mig vilde det være kært, hvis Du blot kunde være rolig ved den Tanke. Så havde jeg Fred bl.a. De dumme Fæ, som ikke øjeblikkelig kan mærke, at jeg er mindst de hundrede Mile borte under alt hvad der foregår. Jeg havde mest Lyst til at råbe min Kærlighed ud på alle Gader og Stræder. For Resten er det vistnok kun et enkelt Sted at denne Historie med Enken grasserer. Jeg er kommen nogenlunde efter hvem det er, der siger det. Men nu Amalie må jeg slutte, der er koldt i mit Værelse hvor jeg sidder. Det har været en Orkan idag som har jaget al Kakkelovnsilden ud i min Dagligstue, den har stået i den tykkeste Røg, og under disse Vilkår har jeg oven i Købet ikke haft Ro et Minut. Jeg håber imorgen at kunne finde Tid til at skrive.

– Jeg glæder mig og er spændt ved Tanken om at få dine Fortællinger til Gennemsyn, min elskede Pige. Min Fødselsdag er den 10 Marts. Når er din? Det har jeg glemt. Dit Billede skal jeg sende imorgen – jeg har ikke haft Lyst til at sende det uden at have set, om det andet Du har stillet i Udsigt blev bedre.

God Nat Amalie

Din Erik

Mandag Aften Kl ½ 12 26/2 83

Min Elskede, det er næsten håbløs Gerning at begynde på et Brev til Dig nu, træt og udaset som jeg er. Et Par Ord må jeg dog sende Dig. Jeg sendte Dig ikke en Klage «over» Dig, Unge, sidst – anderledes end at mulig havde jeg fundet, at Du tog mere rolig på den Ting, at vort Møde måtte blive opsat end jeg kunde. Jeg siger «mulig», for har dér et Øjeblik været en sådan Opfattelse hos mig, så glemmer jeg det straks bag efter – tror Du, at jeg i Grunden finder, at nogetsomhelst er galt ved Dig, Stump? Kan jeg ikke billige det, så mener jeg, at det kommer af, at vi skriver, så står stundom et Udtryk helt stivnet som et Resultat af de Tanker, der er gået forud, og som vi gensidig ikke altid kan føle umiddelbart og sikkert. Jeg klagede Ven, fordi jeg virkelig ikke har det godt. På den ene Side er det overhændig meget Arbejde jeg har, naturligvis en god Ting mod at fange Griller, men det Øde, det volder i min Hjerne, den Træthed i min Sjæl gør mig Savnet af Dig endnu bitrere. Dette Skændige, der er ved, at de korte Øjeblikke jeg har Tid til at være mig selv, gå spildt, kan gøre mig bitter. Jeg er bange for Amalie, at jeg skal blive dum egoistisk, at jeg skal gå og vænne mig ind i at være sløv og gold. Jeg er angst for, at mit Hjerte lider under ikke til alle Tider at have Dig at være kærlig, øm og omhyggelig for. Min egen Pige, jeg véd slet ikke, om det er en Kimære; men det bæres mig for, at mit tomme Pebersvendeliv gør mit Hjerte Fortræd. Du, Ven jeg skrev altså et Varsko til Dig om ikke at slå Dig til Tåls med en Måned før eller senere. – Men for Resten Amalie er der jo slet ikke Sammenligning mellem min Tilstand før og nu. Nu har jeg Dig – det havde jeg jo ikke før, og så dog i Grunden et Savn af lignende Art som nu, kun rigtignok med den uhyre Forskel, at det ingen bestemt Form havde. Der er en egen Rigdomsfølelse i at længes – forstår Du søde kære Ven? Og Amalie, arbejdede jeg på at gøre mit Navn anset, var der dog en Mulighed for, at jeg kom Dig nærmere rent udvortes taget – nu grundlægger jeg kun i en Kreds af Indviede den Dom om mig, at jeg er en «finere» Journalist end de andre. Jeg følte for første Gang i mit Liv, tror jeg, forleden Misundelsens nagende Tag i mig. Ved «Nationaltidende»^k391 havde Ejeren tjent 22000 Kr mere i det sidste År, end han havde gjort Regning på, og med en vis storslået Forstandighed lod han alle ved Bladet ansatte nyde godt af denne Merindtægt. Den Mand, der som jeg ved «Morgenbladet» gør Sjovet, Redaktionssekretæren, fik som sin Part 1200 Kr udbetalt som et lille Tillæg til Gagen – og jeg slider Året rundt for 1800 Kr. Tænk hvilken Forskel i Vilkår! Og den Vedkommende er med en Pen i Hånden hundrede Trin under mig. Jeg forsikrer Dig Ven, at det virkelig for et Kvarterstid eller så gjorde mig nervøs og utilpas at høre denne Historie, og jeg vender nu og da tilbage til den i Tankerne. Jeg har fået Anledning til at ville have mange Penge, og jeg burde i min Stilling tjene udmærket – var det ikke Venstre jeg hørte til. – – Amalie, vi kan længes, til vi går i Stykker – ét står fast: Dine Gutter må Du ikke forlade. Ikke for deres Skyld, for dem kender jeg ikke, men for din egen Skyld. Jeg kan i Længden ikke give Dig Erstatning for Tabet af dem. Men Du skal være modigere med mig. Endnu Ven er jeg ikke ret bange. Men Amalie forlænger Du Tiden for vort Møde begynder jeg at blive det. Jeg håber også noget på i Sommer; jeg tror på Muligheden af at komme til at arbejde for mig selv, når Rigsdagen hører op. Men for Resten kan det godt være, når det kommer til Stykket, at jeg slet ikke kan. Rig i min Fantasi har jeg aldrig været, «Påhit» er min svage Side, og kan jeg ikke kultivere min Hjerne udelukkende for denne ene Gernings Skyld, kan jeg ikke ensidig slå mig over at lide og vinde Sejre på dette ene Område, går måske Digterdrømmene Pokker i Vold, og jeg bliver det jeg slet ikke har Lyst til at være Journalist Resten af mine Dage. Så har jeg for Resten Lyst til at tage Livet af mig. Gift med Dig Amalie i gode Vilkår – Du må netop ikke komme sammen med mig, når jeg lider disse sørgelig små Sorger, Du forstår dem ikke, og jeg selv har jo så ondt ved at lære at begribe dem – nej i gode Kår, hvor jeg havde Tid til at elske Dig, til at drage Dig ind i min Sjæl og til at give Dig en hel Sjæl til Gengæld – min Ven uden det må vi leve adskilt. Du vilde slet ikke kunne leve i en fremmed By i en tre Værelses Lejlighed og gå på de billige Pladser i Teatret osv. Nej Amalie tænk end ikke på sligt. Men for Alvor, jeg har kun den ene Tanke: Når skal vi mødes?

Mine Øjne falde sammen af Træthed

Din Erik

Søndag Aften den 4 Marts 1883

Lad mig besvare dit Brev i Orden og Følge. Det var sødt af Dig at prøve på at jage dit Mismod bort ved at skrive til mig i Lørdags, således får jeg i alt Fald flere Glimt af den Ting at se, som jeg endnu kun i sine Hovedtræk kan danne mig en virkelig levende Forestilling om: din Sjæl. Amalie, jeg tror nu mindre end nogensinde, at jeg kender Dig. Det Drag af utålmodig Mismod, der lige som i Vrede vil kaste Nøglen fra sig til en af Indgangene til Livets Herlighed, fordi det varer og varer, inden Ens Tur kommer – sig mig, elskede Ven, bunder det i selve din ny Følelse? Er det Dig for hårdt at længes efter mig, eller er det noget, Du overhoved ikke vil indlade Dig på at være i Vånde for nogen Ting i Verden? Kender Du slig Utålmodighed fra før, eller har jeg givet Dig denne Plage med, da vi skiltes? – Du spørger mig, hvorfor jeg i sin Tid ikke fortsatte min begyndte Forfattervirksomhed? Jeg vilde meget gerne have, at Du skulde forstå mig her og vide Besked, og jeg vilde have givet uendelig meget til, at Du selv havde gennemskuet mig på dette Punkt – men det var vel et urimeligt Ønske efter vore Vilkår. Medens jeg skrev på Gertrude, husker jeg, at jeg undertiden under den langsomme Udarbejdelse fik Planer til Skildringen af helt andre Forhold, helt forskellige Mennesker. Jeg betragter det derfor som rimeligt, at jeg havde taget fat på noget sligt, hvis min Bog havde gjort Lykke. Da den imidlertid gav Stødet til et næsten eksempelløst Overfald alle vegne fra,^k392 og jeg altså til min store Forundring så, at jeg og de, jeg skrev for, ingen Mulighed havde til at forstå hinanden tænkte og følte som Antipoder – jeg vidste jo, at der for så vidt ingen Fejl var begået fra min Side som jeg ikke kunde tale tydeligere eller finere – blev jeg ganske naturlig tavs, i alt Fald foreløbig. Du véd det vel sagtens ikke, og jeg vil derfor anføre, at min Bog var i den Grad «uanstændig», at ingen vovede at rose den, den blev slået absolut til Jorden, og endnu den Dag i Dag kendes den enten ikke, eller Navnet mindes som noget gement, der i sin Tid er begået af Skram. Georg Brandes havde, da den udkom, ingen videre Respekt for den. Han betragtede den nærmest som en noget naiv uskyldig Provins Idyl, det er først senere (mulig efter at Paul Heyse havde sat den over de af Kiellands Romaner han havde læst og Elsters Bog) at han har fundet Ting deri, som det er værdt at tage Hatten af for.^k393 Der var altså ikke i de ydre Omstændigheder nogen Opfordring for mig til at tage fat umiddelbart efter Tilendebringelsen af Gertrud. Jeg levede meget ene den Gang og erfarede så godt som intet om, at Bogen i Stilhed havde vundet Hjerter for mig. Det kom først År og Dag efter. Det var det første. Det næste er, at jeg så begyndte at læse Zola.^k394 L'Assomoir [sic] gjorde et overmægtigt Indtryk på mig, og jeg sagde meget rolig til mig selv: Du skriver ikke et Muk mere, for Du er kun en Dreng i Literaturen. Det stod for mig med næsten afgjort Vished, at mit Arbejde var Fusk, og at jeg følgelig aldrig vilde befatte mig med sligt mere. Det var Zolas «Sagkundskab», der gjorde det af med mig. Hvor meget af det, der er skrevet i G.C. er ikke til syvende og sidst gjort på en Gætning – for mig stod det, som om Zola ikke kunde skrive en Linje uden fuld og sund Vished. Anderledes havde jeg heller ikke ment det, men han åbnede mine Øjne for, hvorledes man skulde forstå det. Det Indtryk har varet i År. Jeg mente ikke at vide Besked om noget, hvad i al Verden skulde jeg da skrive om? Besked til Bunds, helt ind og ud på den anden Side med. Nu vel, jeg levede altså frem og frem, og det er mig en Gåde nu, hvad jeg egenlig foretog mig. Jeg læste en Del, spredt hist og her fra. Mit Sind blev meget øde. Den rent tekniske Skræk for at skrive forlod mig vel efterhånden, men jeg sporede ikke den fjærneste Trang til at producere ud over de Artikler jeg ugenlig afleverede til Blade i Sverig – også til n. Dagblad skrev jeg den Gang af og til.^k395 Hvorfor kom ikke på ny Trangen til at skrive? Jeg tror Amalie, at det ligger deri, at det Talent jeg har, er af fuldstændig lyrisk Art – jeg kan kun skrive ud af mit jeg, som en Bekender om mig selv, ud af mine personlige Forhold. Jeg har slet ingen Fantasi. Jeg blev de to Gange jeg har skrevet, drevet dertil, fordi jeg vilde sige: således forholder det sig, og det var, fordi således havde jeg følt det. Det forekom mig, at ingen Mennesker vidste Besked om det, jeg kunde lære dem, og at det jeg lærte dem var noget nyttigt, som de kunde bruge. I de År, der gik, oplevede jeg intet, der var nyttigt, jeg følte intet, som Livet kunde leves på, jeg lærte kun at tvivle på, om noget af alt det, jeg tidligere havde følt, var Værdier, som kunde stå sig. Med et Hjerte, der ikke elskede, havde jeg et Par Kærlighedshistorier, med et Sind, som ingen Respekt havde derfor tog jeg Del i det politiske Stræv. Jeg følte mig selv synke i personlig Vederhæftighed, jeg erfarede en Del om Livets Vrangside, om den Del deraf, der ikke leves åbenlyst – jeg var forinden meget uerfaren – nu vel, hvad var der i det Liv, som jeg kunde trænge til at meddele andre? Ja havde jeg kunnet forandre hele min Natur og tro på, at Livet byggedes op af Grimhederne, af det Lunkne af det Svage, stundom Skidne, så kunde jeg have samlet Stof til at præke denne Lære, eller havde jeg haft et Håb foran mig, kunde jeg modig have vist frem den Sygdom og Usselhed jeg havde set, og peget på den Vej, der var at følge, når man karsk vilde leve i Verden; men jeg havde intet Håb, jeg så ikke længer Vejen foran mig. Jeg tvivlede på mig selv, hvor kunde jeg så præke for andre? Et var der smukt i mit Liv: det var den unge Kvindes Kærlighed, som der mellem os er bleven talt så meget om. Og det var dog for koldblodigt handlet i en Fortælling at slagte denne Smukhed for hendes egne Øjne, og andet kunde jeg jo ikke gøre, den måtte ende med Sorg og Smærte for hende. Nej Amalie som jeg er beskaffen har jeg ikke kunnet skrive i de År, der ere gåede. Jeg kan ikke skildre det Syge uden i Kraft af min Viden om det Sunde – hvor får man ellers Mod fra til at holde Billedet af det Syge fast? Jeg véd slet ikke, hvorledes andre Mennesker bære sig ad med at få en Digtning lavet, for mig går det således til, at jeg lever hele Historien igennem. Jeg har hidtil ikke kunnet få et Ord ned på Papiret, som jeg ikke personlig står inde for. Det er mig en forskrækkelig alvorlig Sag at skulle skrive. – Nå, nu kommer dertil, at jeg ingen Lethed har for at forme et Stof.^k396 Dette Digteri ligger helt dybt nede i mig, det kommer så sjældent frem for Dagens Lys, og så er det så blufærdigt som en Kvinde med sit nøgne Legeme. Alene det, at Folk véd af, at jeg mulig en Dag kunde have siddet og digtet, generer mig. Og jeg er utrolig langsom, begynder jeg en Gang. De syv otte Gange bliver hver Enkelthed skrevet om. Levede vi sammen, fik Du intet at vide om Aftenen om hvad jeg havde skrevet om Dagen alt skulde være færdigt først. Det at jeg er bleven Journalist er en latterlig Modsigelse, og jeg begriber stundom slet ikke, hvorledes det er muligt at jeg overhoved får noget i Stand til Avisen. Du vil nu imidlertid kunne forstå, at jeg greb endog med en vis Begærlighed Tilbuddet [sic] om at være Redaktionssekretær ved det nye Morgenblad,^k397 der skulde skabes samtidig med at det literære Venstre gik til at drive praktisk Politik. Pengespørgsmålet spillede ingen Rolle for mig. Jeg troede på at komme i en nyttig Virksomhed og vidste ikke, at Foretagendet var så goldt som det er – helt goldt er det nu dog ikke – og heller ikke, at jeg blev så fuldstændig bunden som jeg blev. Nu sidder jeg der. Det er sandt hvad der også spillede en Rolle for mig: Jeg troede at jeg skulde lære noget. Det har jeg, men hverken så fuldstændig eller af den Art jeg ventede. – – Jeg skal tage lige så kritisk fat på Bedømmelsen af det, Du sender mig, som var det mine egne Sager, en mere nærgående Kritik kan jeg ikke præstere, om den er sund og brugelig er et andet Spørgsmål. Min søde Pige, det morer mig at se, hvor næsten enslydende mine og Sars' Bemærkninger er om Kiellands og Jacobsens Kritik, men det kunde Du gerne selv have lagt Mærke til – hvis Du da ikke har det. – Du, det gjorde i dit Brev forrige Gang ikke Spor af Indtryk på mig det om «Bimbam», det var for dumt, og Du havde givet mig for meget at tænke på, kun havde jeg en Følelse af, at Du mistænkte G.A. Dahl med Uret. Har den Fyr gjort det, er det sikkert nok en gemen Streg; men jeg anser det ikke for muligt. Det er en Højremand, der må være Partigemenhed med i dette. – Du spørger mig om hvad jeg mente med dette at have Fred og om det er Damer der gør Kur til mig. Å nej, så vidt jeg erindrer er der for Øjeblikket ingen som gør det. En, som vilde gøre det, kommer jeg næsten aldrig mere sammen med, den unge Pige jeg ifjor i to Dage var fanget af, er for stilfærdig til, at den Godhed hun viser mig, kan komme ind under denne Betegnelse – hende har jeg tilfældig mødt i Selskaber tre Gange i forrige Måned – nej det jeg tænkte på, var den dumme Fordring jeg kan spore i ikke få Damers Væsen overfor mig, at jeg skal være tilrede og kurtiserende, når vi mødes. Særlig var jeg ærgerlig vistnok sidst jeg skrev på en lille smuk Jødinde, kåd og provocerende i sit Væsen, som ved en Fest i Kasino^k398 i Lørdags fangede mig ind og tvang mig havde jeg nær sagt til at snakke om lutter Lapserier. Jeg fandt heldigvis på at benytte Thaulow, som jeg vidste havde gjort umådelig Kur til hende. Men det ærgrer mig denne flade Opfattelse af den Glæde jeg har fundet og vel fremdeles endnu kan finde i Omgang med Kvinder – smukke Kvinder. Der er så liden Form og som Regel så lidt Ånd i Selskabslivet hos os, at man næsten aldrig slipper fra at have sagt en Finhed til en Dame, der ikke betyder noget andet i Verden end at det er En til stort Behag at være sammen med en livlig og smuk Kvinde – hvis Navn man meget mulig ikke kan komme på næste Dag – uden at det hedder sig, at man gør Kur – det modbydelige Begreb, som jeg foragter dybere end meget andet. [endret fra: end noget havde jeg nær sagt.] – –

Amalie jeg véd slet ikke hvad jeg skal sige til den Ting nu mere, om Du skal komme eller ikke. Jeg har skiftet Mening fire eller fem Gange i Dag. Lad mig nu først og fremmest sige Dig, hvorledes jeg havde tænkt mig Sagen ordnet. Altså først: vi mødtes i Lund. Det synes jeg ikke at vi kan opgive uden at opgive os selv. Synes Du vel Amalie? Helt måtte vi være sammen, var det så kun ét Døgn – jeg kan ikke forestille mig Dig her nede som «en Dame af mit Bekendtskab», tilmed en Dame, jeg næppe så. Vi måtte være mødtes som det vi er: to der elsker hinanden. Det står fast, uden det vil jeg ikke tænke den Tanke færdig, at Du kommer. Når Du så er her Stump, var der dog den Mulighed at Du hver Morgen gik i Bad og brugte varme Søbade eller Styrtebade af Saltvand. Det er en ret anselig Tur fra Amaliegade, som må kunne benyttes. Fremdeles, jeg gør Dig en Visit dels af almindelig Høflighed og dels i literært Forretningsøjemed. Jeg bringer en Indbydelse til min Moder til Middag, det slår den Ting fast, at Du kommer der. Kan Du ikke bære den Forstillelse, der hører med til dette? – Ak nu véd jeg igen ikke ud eller ind, undertiden tager jeg ganske rolig derpå og synes at det må kunne gå, undertiden er det jammerfuldt lidt det Hele. Du har gjort mig bange helt ind i Sjælen Du med dit «over Evne». Men jeg vil ikke tale om det. Det er der ingen Rimelighed i, det er ikke over Evne endnu. Jeg har min Glæde i Dig og den har endnu ikke Længslen taget fra mig. Jeg så igår eller forleden, at der næste Sommer skal være Industriudstilling i Stockholm.^k399 Det var min første Tanke, at der må vi kunne mødes og leve sammen i det mindste 14 Dage. Vi kunde arbejde sammen, Du kunde jo også korrespondere, og selv om vi havde Bekendte, kunde vor gode Forståelse og vort Samliv (naturligvis ikke det virkelige) magelig gå an. Det gav mig lige som nyt Håb. – Jeg hader det Karneval Du skal på, og var jeg i Krania – desværre jeg tror også at jeg vilde hade det. Jeg er bange for, at der er Elementer i mig til at lide meget af Skinsyge. Men jeg vilde gøre Forsøg på at skjule det om jeg kunde. Amalie er det dog ikke forkert følt, at Du for Savnets Skyld bag efter ikke vil gøre det mest mulige for at komme sammen med mig? Så har vi dog det vundet. Vort Møde til Sommer vil jo ikke blive angrebet i nogen Måde deraf. Kom min Stump her ned! – – Jeg er dog bange her for hvert Ord jeg siger. Jeg kender ikke dit Følelsesliv til Bunds – ak jeg kender næppe mit eget. I Aften er jeg rolig, men hele Dagen, medens jeg gik omkring på nødvendige Visiter har den Tanke pint mig, at jeg ingen Ret har til at holde Dig fast. Du er kommen som en god Fe ind i mit Liv. Blot selve det Faktum, at Du har vist Dig og hvilet ved min Favn har gjort mig så uendelig meget godt, at jeg ikke véd, når jeg kunde lide nok til at få Mod til at sige: jeg opgiver Dig. Men det forholder sig anderledes med Dig. Jeg har ikke på tilsvarende Måde øvet nogen god Gerning mod Dig. Men alligevel Amalie er det dog ikke en Ødselhed større end Du foreløbig ret vel kan bære at lade dit Ønske om at se mig og være min langsomt dø hen? Jeg véd det ikke. Du er Herre over dette. Jeg véd helt så langt ind i min Sjæl som muligt, at Lykken kun kunde komme i langsom Dråbeform ved det daglige Samlivs ugribelige små Indgifter, men jeg har endnu ikke Mod eller Vilje til at give Afkald på de korte Møders Sødme eller til at give mine daglige Tanker om Dig Løbepas. Der er dog en Sødme i dette at vide at hver Gang jeg lægger mig til Hvile falder jeg i Søvn med Tankerne på Dig. Jeg er dog ikke ene som i gamle Dage, og selv om netop det, at Du lægger Dig ind til mig, kan gøre mig syg – min Amalie, med nogenlunde nær Udsigt til, at det bliver til Virkelighed, kan jeg leve. – Lad mig huske at sige Dig, at det ikke vilde kunne gå at tage endnu en Anmeldelse i Mrgbl. af et Besøg, husk Forf.'s Navn står på selve Bladet. Stakkels Du med dit Besøg og stakkels Fru V. Jeg kender slet ikke den Fortælling af Dr. «Hun kom ikke igen».^k400 Hvor har Du den fra? – Jeg kysser Dig til Godnat min Elskede.

Din Erik

Har jeg sagt Dig Stump, at jeg er meget glad fordi Du er sød og sender mig dit Manuskript og har jeg sagt Dig at jeg tillige er ræd. Du forstår mig, ikke sandt.

Kristiania 7-3-83.

Har du været meget bedrøvet, da du skrev dit brev? Ordene tyder ikke hen derpå egentlig; men da jeg læste det, kom der over mig en smertelig følelse, en nagende, sår fornemmelse, som jeg kan tænke mig må være i slægt med det, man føler, når man står ved sine kærestes lig, og siger sig selv, at til dem kan man aldrig smile mere. I hele dag har jeg gået med disse tårer frosset fast omkring mit hjærte, og alle de jeg har truffet har sagt: men hvad er der dog gået dem imod? Og da fru Lammers, (Mally Sars) hos hvem jeg spiste middag, også sa'e det, følte jeg et øieblik trang til at kaste mig om hendes hals (for hun er så sød, og hun holder af mig) og sige at jeg var det ulykkeligste menneske på jorden, men så gjorde jeg det ikke, fordi Mally ikke var dig, og fordi det kun vilde nytte at kaste mig om din hals, og græde ud ved dit bryst. Da jeg havde læst dit brev imorges, måtte jeg la'e det ligge, og gå til byen; jeg havde tusinde ting at udrette i anledn. af dette ækle karneval, ikke for mig selv, men jeg har 17 damer under min kontrol, hvis dragter jeg skal påsé bli'er ordentlig, og hvem jeg skal tilholde at møde frem til prøver e.c.t. Kunstforeningen bekoster alt dette her med os, men jeg har at sørge for, at alt går i orden. Du skal ikke umage dig med at «hade» dette skidt karneval. Du ved ikke hvor lidt nærværende jeg vil være på det. Jeg er allerede så mæt og træt af det, at jeg mere end gjerne udeblev, hvis det gik an; men det gjør det ikke, for hvis jeg går, så går næsten alle de andre også; de er kun blevne med på betingelse af, at jeg er med. Det var derfor jeg gav efter for formandens forestillinger. Han kom igjen, og fortalte, at omtrent alle de, der var bleven anmodet havde sagt: «ja, hvis fru Müller bli'er med.» Jeg har titel af oberhofmesterinde hos dronning Semiramis, skuespillerinden frøken Reimers. ^k401 Nu er jeg kommen hjem for et par timer siden; kl. er over 11, og nu har jeg lagt den sidste hånd på denne pude som jeg sender dig til din fødselsdag. Nu skal du blive lidt glad i den; for den fortjener det. Jeg har nemlig selv syet hvert eneste sting på den; stopning og alt har jeg selv gjort, og alle de kjærlige tanker jeg har syet ind i den! Jeg har valgt så mørke og tarvelige farver, for at du skal bruge den daglig til din middagslur, nei det er sandt, – du spiser ikke middag hjemme, – men så om søndagene da! Og den er stoppet med den fineste grådun, det vil jeg bare fortælle dig, og det er dobbelt så kostbart som krølhår, hvad der også er kostbarere end al anden stopning. Det er for at du skal se hvor vel jeg har villet gjøre det tiltrods for at den ser så tarvelig ud, men det gjør den forresten ikke for den, der rigtig skjønner det. Når du sover på den, så skal du vende fløielssiden til dit ansigt, for den er blødest; det har jeg prøvet iaften. Og jeg håber du kan se, at det skal betyde E.S. i snirkelbogstaver med en blåstål pil igjennem, henne i det ene hjørne. Hvis jeg ikke havde haft så overhændigt meget at gjøre i disse dage, så vilde jeg sét, før jeg syede det, at den E. var en uting, men nu får du tage fantasien tilhjælp, og forstå at der skal stå E.S. Mit billede sender jeg dig også; det er slet ikke bedre end det andet, i allefald er ansigtet det ikke, men figuren er ikke så fæl som på det forrige. Jeg vilde sendt dig et avisbord – du kjender de lave små med to bordhylder, betrukket helt med klæde og frynser, på små hjul, men det skal du få en anden gang, for det er så vanskeligt at få det praktiseret derned.

I næste uge skal jeg sende dig manuskriptet. Jeg er endelig begyndt at renskrive også den anden fortælling, så nu får du de to til gjennemsyn på én gang, men jeg er ikke bleven færdig med no. 2. Jeg er bleven så tryg for at du skal sige mig ren besked, efter det du sidst skrev, at jeg sender dem med den største ro og tillidsfuldhed. – Og så du elskede! hvor meget er der ikke at svare på, lad mig dog engang prøve det, skjøndt lykkes gjør det ikke. Men først dette: min pude vil du alle dage blive ved at være glad i, ikke sandt? For den vil jo altid minde dig om en kvinde, som først ved dig fik at vide hvad kjærlighed var, som efter modstand og strid, lagde sig overvunden ned for dine fødder, – ja for dine fødder, og som du løftede op, og gav det kys, som gjorde hende forstyrret i hovedet. Derfor, hvordan det end går, så skal du have min pude kjær. Den vil vare sålænge du varer, og når den falmer, så er det måske for at holde skridt med det billede og den erindring, der, som vore vilkår er, vel vil blegne år for år i dit hjærte. Nu kan jeg ikke skrive på en stund, for nu må jeg lægge pennen bort for at græde. – Se så, nu er jeg her igjen. – – Hvad du spørger om, kan jeg ikke svare på, for jeg ved det ikke selv. Der har jo aldrig i mit liv været noget, som jeg har længtes efter, været syg efter at opnå [uavsluttet]

Torsdag.

Jeg havde skrevet fem sider til igåraftes, foruden de fire jeg sender dig, men jeg måtte kassere dem idag, for der var falden så mange tårer på papiret og det havde trukket sig udover, og taget blækket med, så det så så ækkelt ud. Jeg kunde ikke lade dig få det. Så var der også en altfor dyster nattestemning i det. Også det ark du får, har jeg grædt på, men det ser dog ikke så ilde ud, at jeg vil skrive det om, synes jeg. – Altså været syg efter at opnå som jeg er det efter dig. Hvor kan jeg vide besked! Du ved slet ikke hvor roligt og sedat mit liv trods alt, er gledet hen over mine år. Jeg tror at det er dig, som har givet mig denne grænseløse utålmodighed, der heller vil dræbe end vente, men vis på det, kan jeg ikke være. Dette her er jo noget hos mig, som ikke før har været taget i brug, ikke er bleven sat på prøve. Hvis jeg i mine unge år havde truffet en mand, som jeg var kommen til at elske, og som havde lært mig, som du nu har det, fryden ved at give sig hen til den elskede, så vilde denne kundskab ha'e gjort mig anderledes indvendig, måske også gjort mit liv anderledes. Nu har jeg gået fri om i alle mine mange ungdomsår, og så kan du vide det ikke er spøg pludselig at få tøiler og sæle på. Ja, kunde jeg være hos dig, så vilde det jo bare være min høieste glæde at have det på, men som nu det er, bli'er det et åg der gjør ondt. Jeg fristes til at være enig med Lucifer hos Byron,^k402 når han taler til Kain om det menneskene kalder kjærlighed. Jeg tror ikke at jeg «ikke vil indlade mig på at være i vånde for nogen ting i verden». For er der nogen som med velberåd hu har taget vånde på sig, så er det mig. Hvis jeg ikke havde gjort det, så var jeg ikke det lille gran jeg er, og så var jeg heller ikke kommen løs fra mit ægteskab. Jeg tror tværtom, at jeg hvad mod til at tage min lidelse angår, så skal jeg kunne hamle op med de fleste. Og ved du ikke hvad der skulde til af vånde og pine for at have mod til at opgive dig f.eks.? Men hvis jeg nu fandt at der var mere mening i at lide dette, end det andet, skulde jeg så ikke gjøre det? Og tror du nu virkelig at du selv vilde holde ud år efter år, med den fattige lykke til tærepenge, at du i dine tanker havde lov til at regne mig for din? Vilde det ikke gå dig som mig at du efter hvert fornyet møde – og hvor sparsomt vilde vore møder ikke falde – dybere og dybere følte tomheden og ulykken ved at savne det eneste menneske i verden som du helt trængte til, for rigtig at kunne leve. Det er bedst at tænke det modigt igjennem. Siden jeg først er vågnet op til synet af det som jeg før ikke havde fået øie på, kan jeg ikke lade det ligge, eller skyve det fra mig. Tror du ikke, du vilde blive træt og modløs og forpint under et sådant forhold, og så forpint når det lidt efter lidt gik op for dig, at du havde indladt dig på noget der oversteg dine kræfter, og så forpint ved at skulle sige mig det, og så endelig forpint ved at skulle gå som en åndelig reconvalescent i lange tider bagefter. Og så er der endnu noget, som jeg kvier mig for at nævne, men det skal til. Du skrev dengang du ved, da jeg havde sagt at det måtte være forbi mellem os, i dit lange brev hvori du søgte at forklare mig dit forhold til hende du ved, at du ikke kunde leve kydsk, at det vilde gjøre dit sind uklart og føles som noget ondt o.s. v., at jeg ikke måtte stille op et sligt forlangende o.s. v. Det må jo også tages i betragtning. Jeg mener at du heller ikke her, må tage mere på dig end du kan bære. Jeg forstår mig jo altfor lidt på alt det væsen, til at jeg kan begribe den plage det skulde være at undvære sligt, når man ikke var hos sin elskede. Men mænd er ganske vist anderledes her end kvinder. Og det som er, det er. Det er alt dette jeg har tænkt på, når jeg frygtede at vort forhold (og især hvad dig angår), skulde blive over evne. Jeg er vis på du forstår mig, og giver mig ret. Vi er for voxne og for dygtige eller brave begge to, til at vi ikke skulde vilde klare det der er os vigtigst i livet om det end er forbunden med en stor smerte at gjøre det. – – – Du «har ikke på tilsvarende måde øvet nogen god gjerning mod mig». Ak min ven, min Erik, skjønner du ikke her forskjellen på dig og mig. Du har jo bestandig vidst hvad det var for noget, – ja, lad mig kun sige det, – den sanselige fryd, medens jeg! fordi du elsker mig, og fordi du tror jeg er din kjærlighed værdig har jeg gjort noget godt imod dig, ved at hvile i din favn – det er blevet smukt det, der uden kjærlighed bli'er hæsligt. Men jeg er bare kommen ind som et nyt led i en kjæde, der går langt tilbage, og der også kan komme til at gå langt frem ved at nye led knyttes til og knyttes til. Du er taknemmelig og fornøiet over at dette med mig blev et smukt led, som du bestandig vil kunne mindes med glæde. Helt ubevidst er det således. Eller kanske jeg ta'er feil. Jeg husker pludselig noget du skrev om at jeg ikke var en stakkels pige som kommer dumpende ind i en mands liv, men at jeg var den kvinde han havde stridt sig gjennem livet for at nå. Det kunde jeg så godt forstå dengang, og det gjorde mig så tryg og glad. Altså jeg opgiver at ville sige hvordan det er for dig. Men for mig er det i ethvert fald helt forskjelligt. Samværet med dig har gjort mig forstyrret i hovedet. Det er som om en ny verden har åbnet sig for mig, og jeg som er vant til at se mine små ønsker imødekommet af gud og hvermand kan ikke holde ud at det éneste jeg bryder mig om: – at være med dig bestandig – skal nægtes mig. Jeg kan aldrig, aldrig, aldrig blive nogen andens end din. Det ved jeg så altfor vist. Om jeg giftede mig med nogen anden end dig, så blev det for at leve på den gamle vis. Men derfor kan du forstå, at den fryd du har givet mig ved at være min, har lagt livet end yderligere øde for mig, siden det ser ud til at vi aldrig kan komme til at leve sammen. Derfor har du ikke øvet nogen tilsvarende god gjerning mod mig. Havde jeg ikke stødt på dig så vilde jeg ikke vidst besked, og så havde jeg været fri dette kors som jeg nu går og bærer, til ingen nytte synes det mig ofte. Jeg «kaster ikke nøglen bort i vrede fordi det varer og varer før min tur kommer», men mere fordi jeg ved jeg skal stødes ud igjen såsnart jeg har været et øieblik derinde i herligheden, og fordi jeg heller vil forsmå den stakkede glæde, og skåne mig for den lange pine bagefter. Kan du ikke forstå lidt af dette? Du siger at du ikke kjender mig. Nei, når vi aldrig er sammen, så er det jo rimeligt. – Forresten så har jeg raptusser, hvor jeg blindt hen gi'er mig over til glæde og jubel over at eie dig. Men så kommer altid de mørke stunder i hælene på raptusserne. Og sidst jeg skrev, var jeg nu også så sint på dig, og så såret i mit inderste, for dine feige tanker om mig, og for dette snak om tre værelser og billige pladser. Det var nok sandt og rigtigt hvad du skrev, men ikke på de præmisser. Du sætter mig så lavt på en måde, og det vil jeg ikke tåle, skal jeg sige dig. – – Og hvorfor skal du altid tale om «hende», og om at hendes kjærlighed var noget smukt i dit liv. Jeg kan fremdeles ikke begribe at du ikke knyttede hende fast til dig for bestandig; thi det er jo klart, at du har holdt uhyre meget af hende, og det gjør du endnu; jeg kan godt mærke det, jeg. Kan du vel sige dig fri for at du går og længes efter hende undertiden? Men det kan ikke gå an, at du gjør det. Fik jeg kanske lov hos dig til at gå og længes efter en mand på 25 år som jeg engang havde holdt meget af, og stået nær, og som jeg endnu havde en svaghed for? – – – – –

Hvis jeg ikke havde elsket dig allerede, så vilde jeg være kommen til at gjøre det efterat ha'e læst alt det du skrev om dig selv som forfatter. Der er ikke et muk som jeg ikke forstår helt ind i sjælen. Det er så rigtigt og sandt hvad du siger, og jeg føler om muligt endnu større respekt for dig end tidligere; jeg er stolt over at jeg elsker dig, og jeg er stolt over at jeg strax forstod at vurdere din bog. Jeg vidste ikke det, at din bog ingen lykke gjorde. Jeg troede at overfaldene var komne fra den andre kant bare. Men jeg husker nu at Brandes's anmeldelse ikke egentlig var skrevet med respekt, i allefald ikke med nok.^k403 Men du har ret, som du er beskaffen, kan du ikke skrive ud af det, som mange andre kan. Jeg tror at hvis jeg kommer at skrive, så vil det blive en fortærende spot over livet, ikke fordi jeg ingen respekt har for det for min egen del – nu har jeg jo endogså fået tro på det og kjærlighed til det – jeg vilde elske det, hvis jeg kunde leve det med dig – men spotten vilde være over den måde hvorpå det leves. Og så er det dog igrunden synd at spotte de stakkels mennesker, for de står jo der hvor de sættes, og de har at ta'e fat, der hvor de forrige slap, – de er jo igrunden bare et produkt. – Men du, – hvad var det for en ung pige du ifjor i to dage var fanget af? Det har du ikke fortalt mig, – værs'god! – – – Nu taler vi ikke mere om dette enten jeg skal komme eller ei. Det bli'er nu i ethvert fald ikke før hen i april omkring den 20de. Så får du en dag et brev, (hvis det bli'er af naturligvis) hvori det står, at jeg reiser den og den dag fra Kr.ania, og så får resten stå i Herrens hånd. Men sig mig, er der ingen mulighed for at jeg kunde gå iland et sted og træffe dig før jeg kom til Kjbhn. om jeg også gik med dampskib? Er der ingen anløbssteder underveis? For jeg hader at reise med jernbane af al min evne og formue. Kan du spare mig for dette, så må du, må du gjøre det. Kunde du ikke ta'e lige til Gøteborg? for der anløber den jo, – det ved jeg. Men det fik du vel ikke tid til. Nu når jeg sidder og skriver om det, får jeg en rasende lyst til at se dig, og jeg brænder af længsel efter at kaste mig om din hals. Uf, at det skal være så længe! Du siger at der «næste» sommer skal være industriudstilling i Stokholm? Du mener vel isommer, – nu isommer, for «næste» er for fjern til at vi allerede nu skulde befatte os med at lægge planer for den. Hvor kan du vide at du kunde komme til at lide af skinsyge. For nu er du vel ikke skinsyg på nogen? Den af Dr.mann: «Hun kommer ikke mere igjen», stod for en tid siden i Ude og Hjemme sammen med Poulsens: «Hundejomfruen», bedrøvelig ihukommelse.^k404 Du må endelig læse Dr.manns. Den er det skjønneste, jeg næsten ved. Og så som det er kunst! Apropos om Poulsen forresten. Han gav mig forleden et manuskript til gjennemlæsning, en liden fortælling som skulde åbne næste hefte af Tidsskriftet.^k405 Sars havde sagt at han vilde ta'e den ulæst, og at det fik gå på forfatterens eget navn, om den ikke var god. Han bad mig indstændigt sige min oprigtige mening uden forbehold. Det gjorde jeg da. Jeg sendte ham den tilbage med en vrimlende masse blyantstreger ved sproglige, rent ud sproglige feil. Der var så mange, at jeg tilsidst opgav at understrege dem, og så skrev jeg, at jeg i hans sted ikke vilde sende den til Tidskrift [sic] iallefald ikke uden at ha'e omarbeidet den. Så kom han strax op med den, og så sad jeg i fire timer, og rettede norsk stil. Hvor han dog er en gut og en slusk af en gut! Han var så taknemmelig, men lidt skamfuld tror jeg. Foruden de sproglige bommerter fik jeg ham til at stryge omtrent halvdelen og til at forandre en hel del replikker, som var så aldeles uægte, som vedkommende aldrig i livet vilde sagt. Det er mest sluskeri, tror jeg som hindrer ham fra at blive til noget, for strax jeg gjorde en indvending, gik det op for ham at jeg havde ret; han rettede og forandrede med en rent overvældende raskhed og redebonhed. Du må læse den i sin tid. Den hedder: En Ubrugelig, – og den er nokså dum sådan overhovedet. Jeg sender dig Wullums brochure.^k406 Jeg ved ikke om det vil more dig, at læse den. Der har været råbt så høilydt på forræderi, at W. har set sig nødt til at ta'e ordet, og forsøge at feie for sin stakkels dør. Tænk dig det du, at Tidskriftet [sic] gav et overskud af 500 spcd. altså 2000 kr. for hver af redaktørerne. Fru Sars fortalte at Ernst var kommen ned med hænderne fulde af hundredekronesedler, og sagt at han ikke vidste hvad han skulde gjøre med alle disse penge. Og enda har sekretæren havt 3,500 kr. Nu er abonnentantallet voxet, så nu skal han ha'e 4000. Og det er bare sådan en nebenindtægt. Men nu får jeg slutte. Jeg er ganske træt i hånden af at skrive. Jeg har atter gjennemlæst dit brev, og jeg synes ikke det er så trist idag, som det var igår. Skriv lidt langt til mig, så bliver jeg så glad. Hvis du kunde blive sekretær ved vort Tidsskrift, så fik du udmærket tid til at skrive dine egne sager bagefter. Tror du det gik an, fordi om du var dansk? Forresten tror jeg Poulsen går og lurer på den post. Men nu er den jo forresten besat. Men gud ved om den ikke bliver ledig. Hvis jeg bare kunde intrigere lidt. Men jeg holder mig for god; det ligger ikke for mig.

Din Amalie

[Tilføyelse på s. 5]:

Det er sandt! Du får vel ikke puden til din fødselsdag. For den skal vel fortoldes. Så bliver du kanske vred over at jeg har skaffet dig det klus på halsen.

[Tilføyelse på s. 9]:

Fortæl mig hvad du synes om billedet. Jeg ser så mange småfeil ved det.

Kbhvn den 11 Marts 1883

Aften

Du søde, søde, elskede Amalie har jeg voldt Dig de Tårer! Min yndige Pige, Du må være god og blive en Heksemester i den Kunst at kunne leve og ikke leve på en Gang – elske og ikke finde Smærte i vor Adskillelse, ikke føle den Smærte, som gør så ondt. Lille Pige, Du må ikke græde. Var det fordi der var noget galt ved Tonen i mit Brev? Ak min Ven, det har ikke været mig bevidst; men jeg var jo ikke glad, da jeg skrev. Véd Du Amalie, hvad der må have gjort Fortræd? Det kan ikke være andet. Der var en ond lille Frygt trængt dybt ind i mig, den førte et Slags hemmeligt Liv der inde, men jeg vidste alligevel, at den var der –: at Du vilde være fri for mig, at Du af ligefrem Kærlighedssorg el. Længsel, på en Måde fortvivlet, kastede mig bort og tænkte på at finde en anden Mand, som Du kunde elske. Et Parti, som kunde blive virkeligt, et Forhold, der kunde holde, hvad din Kærlighed til mig havde begyndt med at love. Der var noget så utålmodigt, så bittert i dit Brev, så verdensklogt – det er det sidste, der stundom gør mig helt forskrækket. Jeg er ikke sikker i at dømme om, hvor meget en sådan Verdensklogskab kan føre med sig. Jeg er ikke verdensklog min lille Pige – ikke som Du, ikke med mig selv. Du så med så sikkert Øje Elendigheden i vor Adskillelse, alene den, så den grellere, voldsommere end jeg – vent lidt lille Pige, jeg vil endnu ikke tale færdigt om dette. – Min elskede Ven, endnu har jeg kun fået dit Billede, det er Søndag idag, så at jeg ikke har kunnet lade din Pude hente fra Toldboden. Du søde, hvor er Du dog smuk! Ak Amalie jeg vilde næsten ønske, at Du ikke var det, så var Du ikke så forkælet – ja Du må ikke blive vred, men det er Du – og så vilde Du, synes jeg næsten, tilhøre mig mere helt, mere ganske alene, nu er de alle forelskede i Dig; der er noget påtrængende i dette som jeg ikke kan fordrage. Billedet er meget bedre end det foregående, hvad hele din Skikkelse angår, den Kjole er så sød, og så ser Du mere alvorlig ud således som jeg tænker mig Dig nu. Hvor kunde jeg lægge en Arm ind om din Hals og kysse din dejlige Mund, dit Ansigt, Amalie mens Du stod stille og lagde Dig glad glad ind til mig. Min yndige Ven, det gør mig helt elendig af Længsel at have Dig her liggende ved Siden af mit Brev, medens jeg skriver. Du må ned i din Skuffe igen. Jeg ser godt Stump, at Du har Brystnålen på fra mig – der foran på Halsen vilde jeg kysse Dig. Så læg Dig nu pænt ned igen, imorgen skal jeg kysse Dig på ny, Du min smukke Elskerinde. Amalie din Pude glæder jeg mig meget til. Du skal ikke nære Frygt for, at jeg ikke skulde have mærket hvad den var stoppet med. Min Stump, mit Hoved fordrer netop noget blødt og fint – og jeg skal hvile sødt med din Pude under Nakken. Jeg elsker den, inden jeg har set den, for dit Arbejdes Skyld, for dens velsignede Blødheds Skyld, for dine Tankers Skyld min yndige Pige, som er syet ind i den, fordi jeg nu får noget fra Dig ind i min Stue. Jeg er for Resten ikke glad i min Bolig og flytter til Efteråret. Jeg skulde se at finde mig en mere lun og hyggelig Bolig, og din Pude min Stump skal da komme endnu bedre til sin Ret. Skulde jeg en Gang igen komme til at føre et menneskeligt Liv med Hjemmesidden, vil den komme til at spille en umådelig Rolle for mig, hjemme læser og tænker jeg bedst liggende. Nu bliver den foreløbig min Søndagstrøst. Tak Du søde for disse Fødselsdagsgaver! Jeg gjorde ellers ikke megen Stads af Dagen. Jeg spiste Frokost hos min Moder, hvor min Søster Jutta med sine to små Gutter vare de Gæster, der vare bedte til Ære for mig, der var nogle Småforæringer til mig. Så gik jeg på Kontoret og der arbejdede jeg til Kl ¾ 12 Nat, med en Times Besøg i et af Teatrene for en ny Farces Skyld, der blev spillet.^k407 Det var min Dag. Den endte så hos à Porta, Kafeen på Kongens Nytorv, Du måske kender, og for en Begivenheds Skyld, som der indtraf, kom jeg sent hjem. Jeg lukkede dit Brev op, kyssede glad dit Billede og turde ikke begynde på at læse dit Brev – de søvnløse Nætter kan jeg ikke tåle. Først fra imorges har jeg Dig i dit sidste Brev, der er mere kærligt synes jeg, mere Dig, som jeg kender, end de nærmest foregående. Men det er jo også sandt Du siger, at Du har været sint på mig – o min Ven, det har der ingen Grund været til. Jeg har ikke gjort Dig fejg – jeg har kun brugt min Smule Verdensklogskab. Det kan for Resten godt være, at det vilde være mig, der vilde lide mest ved, at Du måtte vænne Dig ind i tarvelige Vaner. – Blot jeg nu ikke har pyntet på mig selv ved Omtalen af hvorfor jeg ikke skrev! Men jeg tror det ikke. Kun husk, at mit Talent er et skrøbelig et, der fordrer en Række af gunstige Betingelser for at gøre Gavn, og det værste er, at det vist altid vil falde mig umuligt at drive det neben dabei. Jeg må have Tid og Ro til at kæle hver eneste Tanke frem. Uf, jeg er på det Område så lidet hårdfør. – Det morer mig, at Du har plukket J.P. op en Gang. Det forekom mig, at Du tog ham for meget au sérieux, han er jo dog virkelig en Fusker. Fyren har sikkert også godt af det. – Det med den unge Pige har jeg fortalt Dig: at jeg var forlovet i to Dage; det er en græsselig flov Historie, og i den Anledning valgte jeg nogle mere pyntelige Ord sidst. Jeg kviede mig for at bruge det rette Ord. «Kvie» er det ikke rigtigt? – Tidsskriftet, hvor er det godt med det! men om en Plads der, ak Ven, en dansk! Rent praktisk vilde det vistnok også være farligt at have en dansk Sekretær, han vidste jo ikke Besked om personalia, om Skik og Brug og om Sproget, Stump. Vi skriver jo snart Pokker i Vold fra hinanden. Der vilde slet intet være til Hinder for at en norsk blev Sekretær ved et dansk Tidsskrift. Ikke en Kat vilde gø derad, som man siger. Men det er sikkert anderledes hos jer. À propos Kielland æder sig mere og mere ind i sit Danskerhad. Han er snart trættende med denne Væren på Post for det norske. Du, hvad siger man egenlig i Kr.iania om Johan Svendsens Udvandring til os?^k408 Er man vred på ham eller på os? Skinsyg? Ja min Ven, jeg er skinsyg på Sars og på den amerikanske smukke og rige Ven, som kommer til Sommer.^k409 At Du véd det og er skikkelig. Og hvis der er flere Mennesker af samme Kaliber, som Du holder af, så er jeg også skinsyg på dem. – Min søde Pige, jeg véd ikke, hvad det er Lucifer siger til Kain og har jeg nogensinde vidst det, har jeg glemt det.^k410 Du er undertiden mere literær end jeg straks kan være med til. Byron kender jeg kun lidt til. Du må huske, at med mit engelsk er det såre slet bevendt, jeg har aldrig lært det ordenlig. I Skolen lærte vi det ikke, og det jeg har læst af Byron i Oversættelse, interesserer mig oprigtig talt ikke meget. – Ven, jeg havde altså en Stump af en Fornemmelse, et Gry af Frygt for, at Du ligesom førte dine Menneskerettigheder i Ilden mod mig. Der var som en Anelse i dit forrige Brev af at nu da Du var vågnet af de mange Års Slummer, så vilde Du også leve og ikke blot længes. Min Ven, jeg havde jo strængt taget intet andet at svare dertil end med min Sorg. Nu vel, Amalie, det bæres mig for, at Du er lidenskabeligere mere hæftig, i dine Følelser end jeg, og dine Forhold fører også med sig, at Du må komme til at lide ved vor Adskillelse mere end jeg. Jeg er næsten bange for at tænke på, hvorledes jeg vilde have det, hvis jeg var fri og kunde hvad Øjeblik på Dagen det skulde være give mig hen til mine Tanker. Nu er jeg bunden i et Arbejde, som hvor tomt det end stundom kan være dog fordrer min udelte Opmærksomhed, og som for hver Dag lader mig udmattet søge hjem, hvor jeg på Hovedet går i Seng. Der er to Tider på Dagen, hvor jeg lever mit eget Liv: om Morgenen, og da er jeg i Reglen kæk, og om Aftenen sent den halve Time eller mere jeg er om at vandre hjem, og da er jeg i Reglen træt. Jeg har altså ikke ret Tid mere til at lide. Og Amalie, det har endnu ikke været for mig, hvad jeg vil kalde Lidelse i hel bogstavelig Forstand at længes efter Dig. Der er for mig endnu en Rigdom i dette – naturligvis forudsat bestandig, at der er et fornuftigt Håb i denne Længsel. Blev Du borte for mig, vilde jeg søge på alle Måder at kvæle en så ulykkelig Kærlighed. Og ét Amalie, som Du har spurgt om, og som det er smukt af Dig at bringe på Bane: Den Frygt jeg tidligere nærede for at leve kydsk, den Frygt nærer jeg ikke længer.^k411 Jeg vidste ikke, at Kærlighed gør så stærk som den gør. Jeg har ikke sporet de onde Følger af den Forvandling, der er foregået med mig, som jeg var bange for. Hvor længe Ven denne sjælelige Spænding kan holde de rent animelske [sic] Funktioner i Ave, véd jeg jo ikke Ven, jeg har ikke erfaret det. Jeg kunde tænke mig, at det gik «over Evne» – men da, min inderligt elskede Pige var det, måtte det blive une affaire de santé,^k412 der måtte afgøres som sådan. Hvis Du havde Ret i, at min Glæde i Dig kun var at betragte som det gode Behag jeg måtte føle ved at have føjet et særlig smukt Led ind i den Kæde af Elskovsæventyr, som mit Liv havde ført med sig, ja så måtte jeg vel bøje mig for din følelsesfulde og fine, nej virkelig kærlige og store Klogskab og give Dig Medhold i, at vi måtte søge en rimelig Slutning på dette skønne Vovespil med vor Lykke – men Amalie, min Følelse er jo en hel anden. Bag Dig øjner jeg intet. Jeg har givet mig hen til Dig, og det har for mig betydet, at nu kom det store, anede, drømte i mit Liv, at jeg fandt mig selv i min Kærlighed til en Kvinde. Alt forudgående var de ærlige eller slappe Forsøg, de gode eller onde Udslag af den Overbevisning, der har ledet mit Liv, at kun ved en Kvinde blev en Mand til en Mand, men nu kronedes alt det forudgående med det virkelige store Bevis på, at den røde Tråd, der kan følges i mit Liv, har ledet mig til Sandhed, fordi den begyndte ud fra selve Livets sunde Kærne. Min Amalie, ingen af os kan endnu sige, at vor Kærlighed er Afslutningen, Fuldstændiggørelsen af vort Liv, men i den Tro har jeg hengivet mig til Dig Amalie. Jeg har forbi Dig ikke Følelsen af noget. Jeg kan have taget fejl af Dig og mig, men derom véd jeg under alle Omstændigheder intet endnu, med en sådan Forestilling kan jeg ikke regne. – Du må ikke vente Amalie, at jeg med et helt Livs Længsel efter Dig, skal føle disse Måneders undertiden vel hårde og onde Pine – det indrømmer jeg – for tunge at bære: Jeg tager dem og lidt til. Klage min Nød til Dig, Du Elskede, må jeg, men så lever jeg videre på mit Håb. – Men Amalie, at Du véd det, Du må ikke her lade Dig binde over Evne. Dit Liv er bygget over helt andre Forudsætninger end mit. Du har ikke den grævlingeagtige Øvelse som jeg i at få Halvparten Fjerdeparten, Tiendedelen af det Vovede ind igen. Du har taget rundt tilbage hvad Du gav ud. Lad mig hurtig meddele Dig lidt om mine Forhold, som Du ikke kender. Fra en udmærket Stilling og forholdsvis rige Forhold og Forbindelser, faldt min Fader, da jeg var 8 År, tror jeg, med ét ud i et økonomisk fuldstændig uholdbart Vovespil af et Liv, han havde slet ingen Støtte i min Moder, han opløste vort Hjem, og jeg med de fleste af mine Søskende kom til at leve for den aller største Del af en Onkels storartede Godhed.^k413 Vi optoges i hans rige Hus. Vore Forhold havde et besynderlig falskt Præg, min Fader ophørte så vidt jeg véd snart med at betale for os, og uden direkte at vide det, fik vi alle tidlig Følelsen heraf. Dette varede, til jeg blev Student. Min Fader døde Året før. Denne Følelse af at være lige som på Siden af de Forhold, hvori jeg færdedes, har gravet sig fra Børneårene ind i min Sjæl. Jeg holdt af min Fader imod min Moder, fordi hun direkte gjorde Forsøg på at rive os alle løs fra ham, og jeg så samtidig de fleste af hans Fejl. Den Onkel af hvis Godhed vi levede, forarmedes, og vi mærkede det småt efter småt. Så måtte han sige til os, at vi ikke kunde finde Støtte mere hos ham. Det var fem År efter min Faders Død, så kom en i Grunden ganske smuk Periode, hvor den yngste af mine Søstre, min Moder og jeg dannede et Hjem.^k414 Så skiftede dette efterhånden et Par Gange ved min Søsters Giftermål og ved at min ældste Søster og derefter også den næstældste flyttede sammen med min Moder og jeg fortrak, da Huset ikke længer kunde rumme mig. Men i den Tid var så min Don Quichotiske Kærlighed til Fru B. falden og tidligere Tåbeligheder. Aldrig havde jeg kunnet leve helt på noget, altid var jeg kommen ind ad den forkerte Dør på Scenen. Jeg fortæller Dig dette fordi jeg tror, at det oplyser, at jeg har en større Øvelse i at finde Lyspunkter også ved Forhold, der ere pinlige i høj Grad. Ja og det er sandt, så udgav jeg i to Gange mine Bøger. Den ene var en Skandale – den var ganske ærlig og naivt skrevet fra min Side – som slog ihjel hele min Omgang med det fashonable [sic] Grosserers København og Herregårdene på Landet^k415 og med den anden gik det som Du véd. Nu min Virksomhed ved Mrgbl. – overalt har jeg måttet krybe i Ly inde i mig selv og finde ud af at leve, endda alt var skævt. Jeg har altså Øvelse i at nøjes. Jeg siger Dig altså kort og grejt: Du skal ikke tage mine Følelser her som Rettesnor. Kan Du ikke finde Dig i en så lille Kærlighedslykke som vor – jeg har ikke sagt, at jeg i al Evighed kan holde dette ud – så kast los! Men Amalie, når Du aldrig kan blive en andens, når Du føler dette sikkert og vist, hvorfor så gøre det? Hvad vil Du drive med din Båd så håbløst alene for? Og hvorfor vil Du gøre mig så bitterlig sørgmodig ved at tale om, at der er endog blot en Mulighed for, at Du giftede Dig. Er det Koketteri, eller er der bestandig, når Du lider Nød denne i mine Øjne usleste af alle usle Udveje parat i dit Sind, at Du kan slå Følge med en Mand, som Du intet har med at gøre?

– Min Ven tror Du ikke, at jeg huskede og vidste hvor afskylig Jernbaneturen faldt Dig? Men jeg syntes ikke, at der var Mulighed for at udfinde nogen anden Måde at mødes på. Idag gryer der dog et Håb for mig at vi kunne slippe til at mødes på en anden Måde. Du kan stå af i Helsingør. Men der i den lille By er jeg for godt kendt, til at jeg turde vise mig. Der måtte da kombineres noget med Helsingborg. Men derom får vi jo desværre god Tid nok til at lægge Planer.

Jeg tror Du elsker mig Amalie helt og aldeles, hold så fast ved mig Pige, jeg elsker jo også Dig!

Din Erik

Kr.ania 15-3-83.

Idag er det mig, som kommer at volde dig sorg, for noget langt brev får du ikke. Jeg er træt og forkavet og jeg har kun en timestid til min rådighed. Så har jeg også stødt min høire hånd igåraftes på karnevalet, hvor vi var med til et optog og tableauer i vore assyriske hofdragter fra mandag af, således at det gjør ondt at skrive langt. Ja, om karnevalet skulde jeg vel fortalt dig, men det bli'r for meget hvis jeg først begynder. Jeg har vist været ganske forfærdelig deilig, for jeg hører fra alle kanter om det. Gutterne kommer og siger det fra skolen hvor lærere og kamerater har sagt at jeg var den deiligste, pigen kommer med det fra andre folks piger, min broer siger at alle siger det; ikke at tale om hvad jeg selv hører. Det morer mig ikke det ringeste. Det hverken morer eller kjeder mig. Jeg hører på det, på samme måde som jeg vilde høre at man sa'e de havde sét mig i theatret eller på gaden, og at jeg gik med en sort kåbe o.s. v. Kunstnerforeningen har lovet mig en takadresse når alting er over, men det varer endnu hele ugen ud desværre, og hver aften med undtagelse af én, skal vi vise os i vore strålende dragter i tableau og optog e.c.t. Vore dragter, og særlig min og fru Lammers's, der var éns, var nu virkelig pragtfulde, og aldeles i stilen studeret ud efter ninivitiske basreliefer.^k416 Vi havde været så stilfærdige fru L. og jeg, og sagt at vi kunde tage de stoffer og farver, der blev tilovers når alle de andre, der sloges om det smukkeste, havde fået sit. Og tænk så gik vi hen og blev ubetinget de skjønnest klædte. Men vor skrædderske gjorde sig nu også særlig flid, for hun havde, som hun sa'e, slået sin elsk på mig, og så fik fru Lammers også godt af det. Det var forresten meget vellykket det hele. Vore kunstnere har ære af hele arrangementet, og ikke mindst, af de to hallers udsmykning med Semiramis's palads i baggrunden, og alle de aldeles ægte basreliefer på væggene. Man er i sandhed flinkere her oppe hos os, end jeg havde tænkt eller vidst. Der er en kraft og en hensynsløshed ligeoverfor hindringer og vanskeligheder og pekuniære umuligheder, som viser nationens store livsfriskhed, det er næsten morsomt at være norsk, tiltrods for at det er den mindste og fattigste nation i verden, omtrent. Og så er man så brav, så beskeden, så lidt fordærvet. Ja, de er patent de norske; indvendig er det de mest dannede, det vil sige, de finest og hæderligst tænkende mennesker, de der ta'er på folk, på kvinder i altfald, med de værdigste forudsætninger, jeg har stødt på; udvendig er mange af dem lidt slampede, men ikke alle; de virkelig fine, dem der er både udvendig og indvendig fine, er finere end alle på jorden, ligeså fine som de fineste englændere. Jeg synes der er lidt forskjel på danske og norske her, men det er vel en tilfældighed. Når jeg tænker på dem af det literaire venstre jeg kjender personlig og af omtale, så er de alle simple, Georg Brandes med, – jeg tænker på Schandorf, Dr.mann, Borchsenius som jeg kjender gjennem andre, han har jo giftet sig med et bæst, som drikker f.eks. ^k417 Men så er det jo rigtignok sandt: så er jo du dansk, du deilige, og det opveier jo meget. – Fru Lammers og jeg har lovet at lade os photografere i vore asyriske [sic] hofdragter, så skal du få et, og så skal du få se, hvor sød og nydelig Mally er. – Ja, J.P. er en fusker, det er sikkert. Nu er jeg desuden bleven så dødsens træt af ham, at jeg næsten ikke kan tåle ham. Jeg kan nemlig mærke at han er forelsket i mig, og det gjør ham så modbydelig. Han forsøger at skjule det, for han forstår jo situationen tilbunds, men det vil ikke længer lykkes ham. Det kjedeligste er, at de, der ser ham, når jeg er tilstede, også kan se det. På karnevalet rent prostituerte han sig ved at gå og dilte efter mig, og være skinsyg. Han var formelig uartig, fordi jeg dansede to danser med én person; og ingen med ham. Jeg vilde være fri ham den aften, og gjorde alt for at blive det, hvad han tydeligt så. Så har den ækling forstået at insinuere sig så godt hos min bro'er, og derved har han fået sikrere fodfæste. Og jeg som skulde leve med dig, og elske dig, og være din, så at alverden vidste det, – jeg går her, og bliver beundret og begjæret af alle de andre. Det er ikke til at udholde og det er ikke min skyld; jo mere alvorlig og fraværende jeg er, jo mere, tror jeg, synes man om mig. Men lad mig ikke tale om dette til dig, – det kan jo ikke være hyggeligt at høre på. Men den, der elskede mig, og som jeg også elskede, skulde kunne ta'e mig helt ind til sig, så at jeg blev skjærmet, ikke mod virkelig påtrængenhed, for den kan jeg selv holde borte, men mod alle de øine og øines udtryk, som luften er fuld af. Og desuden, jeg er ikke skikket til at gå og tage min lykke i smulevis, i skjul og mørke, det er så utåleligt. – Og det med «une affaire de santé», kan jeg ikke udholde. Jeg vilde ikke møde dig bagefter, – aldrig i livet; jeg kunde det ikke, fordi jeg vilde lide ved det, og fordi det er min natur imod at kunne det. Jeg siger dig det ligeså ærligt som du skrev til mig, at den tid vistnok kunde komme, at dette vilde spille en rolle. Det var det jeg frygtede, og derfor vilde jeg at du skulde vide besked. Vilde du virkelig sørge, hvis jeg blev «borte» for dig, virkelig alvorlig sørge? Sig mig det. Vilde aldrig den dag komme, at du tænkte det igrunden var en byrde, du var bleven kvit? Er du vis på det? Jeg går bestandig med din brystnål nu; jeg kan ikke være den foruden nogen dag; og så er den så pæn. – – Det tror jeg slet ikke at en norsk vilde blive tålt ved et dansk tidsskrift som sekretær. Og hvor skulde han vide bedre besked om personalia, om skik og brug om sproget o.s. v. end en dansk i samme kasus? Nei du, – det blev ganske vist hip som hap, det. Man skammer sig over at Svendsen er nødt til at ta'e en post dernede hos eder.^k418 Det er det eneste snak jeg har hørt i den anledning. Svensen [sic] selv er bedrøvet over det; han ved på forhånd at han ikke vil trives blandt de danske, og at han får det ondt med alle de intriguer og sligt. Og så skal jeg betro dig, at han slet ikke er skikket for den slags arbeide. Det er ikke der hans evner ligger. Nu skal du få se; skjøndt han er jo så dygtig, at han nok måske kan lære det. Hans frue er en ækel, liden jødetingest, som altid i selskab hænger sig fast i mig, og tvinger mig til at tale engelsk med hende, som hun forresten ikke kan; hun kan overhovedet ikke et sprog i verden; noget modersmål har hun nemlig ikke. Hun sminker sig, og har en løs paryk, og piner sine stygge fødder ind i bitte små parisersko, så hun gier indtrykket af at gå på stylter; og så får hun krampe, strax hun ikke får sin villie og er fæl mod sin mand, og er idethele meget simpel. Nu ved du det. – Jeg er meget sørgmodig, men jeg elsker dig, og jeg vil mødes med dig endnu en gang, for at være din. Den salighed vil jeg ta'e med, men så siger jeg dig måske farvel for altid.

Din Amalie.

Søndag Aften den 18 Marts 1883

Min Kind har lige forladt din Pude – den lugtede af Dig. Jeg sov ind med den Forestilling, at Du og jeg stod hinanden uadskillelig nær, men da jeg vågnede må mine Tanker vel have arbejdet videre i Søvne, da var Du ved at gå fra mig og gifte Dig bekvemt. Det er anden Gang den Tanke er kommen uforvarende over mig, lige som en Køter, der bjæffer på Gaden: med ét er den bag ens Lægge. I gamle Dage kunde end ikke en Forestilling af slig Art være nået til de yderste tågede Linjer af den Forestillingskreds, min Tanke overhoved omspænder; men Livet øver sin Virkning. Der er brudt lange Gange ude fra ind igennem ens egen Atmosfære, og ad disse Gange vandrer med stort Spektakkel Livets elendige Plebejere for som påtrængende Gæster at få Plads ved ens Bord. Men vel tager jeg ikke imod dem. Der skal i mit Væsen kunne ligge noget overordenlig frastødende, når jeg ikke ønsker at indlade mig med nogen. Jeg har Evne til at væbne mig mod Plebejerne, og jeg er væbnet. – Din Pude, min Ven, har jeg brugt første Gang idag. Den er yndig, og det «E.S.» med Pilen må jeg sige Dig var såre let at kende. Jeg tror endog, at det er godt slynget sammen; det er to af de vanskeligste Bogstaver at få til at stå sammen, idet Linjerne for en stor Del bøje samme Vej. Puden er smuk og fin og udmærket brugbar, havde jeg været glad idag, vilde jeg have hvilet uendelig sødt på den. Dens Duft var hele Dig. – Om jeg vilde sørge, hvis Du blev borte fra mig? Amalie, Du forstår ikke ganske, eller Du forstår mulig slet ikke den Art af Kærlighed, der har sat sig fast i mit Sind. Jeg står og falder med den. Det er min Tro. Men den kan jeg ikke meddele Dig i Ord. Jeg har når jeg tænker på at skulle nævne noget om min Kærlighed lige som ikke Plads for mig – det er lige som der kom et Bjerg ind over mig. Jeg vil have År for at få sagt Dig, hvorledes jeg elsker Dig. For min Kærlighed er hele mig selv. Det er det, der er sket, at Du er vandret ind i mig, til hver Evne, hver Tanke, hver Forundring, hvert Ønske. Jeg har Dig ikke som et Billede, som noget færdig, sluttet, som noget jeg kan stå og se på, tale om, Du er ikke det Menneske der henne, som jeg attrår, Du er den, hos hvem jeg først langsomt vil leve op, Du er ikke uden for mig, Det er Dig, der gør mig til mig, jeg vil være Dage, Måneder, År om i Forundring at føle efterhånden alle mine Nervetråde svulme i sjælelig Styrke ved at jeg elsker Dig – – ja, det er min Tro. Der er noget over mig borte fra Dig, som var jeg gået ind i en Dvale. Jeg er sovet ind med den lykkelige Tro, at jeg først vil vågne op ved et Kys fra Dig. Du må ikke tænke min lille Pige, at jeg ved vort Møde fik Indtryk af at «eje» Dig, et så hurtigt Ord kunde ikke nå rundt om alt det jeg følte da. Det er en stille stor Forundring, der har grebet mig; først med Dig, ved Dig vil Du, jeg, min Kærlighed, Livet blive min virkelige Ejendom. Således står det for mig min lille Pige, og så spørger Du, om jeg vil sørge, hvis Du går fra mig? Men Amalie jeg synes, at det er forunderligt af Dig at tale om, hvad Du vil gøre, efter at Du har set mig på ny. Jeg lægger heller ingen Vægt der på. Derom véd Du intet. Men et Møde løsrevet fra alt Sammenhæng med den øvrige Verden er som en Blomst en af os skænker den anden. Det er sødt at modtage den, jeg vil ikke undvære den for noget i Verden; men det er en Fryd, der må visne. Jeg vil finde en Måde til at leve – foreløbig i nogen Tid – med Dig sammen med andre Mennesker. Derom kan vi tale når vi mødes. På en Visit idag hos Kiellands, jeg tror det er en Måned siden jeg var der, sagde en Kontorchef Drewsen, der er bleven K's meget nære Omgang, og Fruen Fruens, at Fru Amalie Müller ikke kom til Kbhvn, der havde været Tale om, at hun skulde besøge Knudtzons. Det var i Anledning af «Nyt Tidsskrift» og «M.S.'s» Kritik.^k419 Man vidste ikke hvem M.S. var, og vidste, at -ie- var Dig. Jeg formoder altså, at Du må have svaret meget bestemt nej, hvad så ikke er dit sidste Ord. Der skal jo være Kunstnermøde her til Sommer;^k420 men Du må ikke udsætte dit Komme til da. Jeg vil ved det være absolut bunden. Jeg begynder at vente Dig, når denne afskylige Frost hører op, der tager Modet fra alle Forhåbninger. Alle Skøjtebanerne ere på ny i fuld Virksomhed efter at enhver Anelse om Is var forsvunden. Det er Stockholmer-Udstillingen til næste År jeg har omtalt. Mine Planer farer vide om. I Anledning af Dig sluttede jeg Venskab med Stockholmeren Claes Lundin, Føljetonisten,^k421 da han var på Gennemrejse her syd på. – Nej Amalie, det forholder sig som jeg siger, at ikke et Menneske her vilde nævne det som en Anke mod en Sekretær ved et literært-videnskabeligt Foretagende, at han var norsk, hvis han iøvrigt duede og passede. Man vilde måske anføre det som et Kuriosum, som en Anke aldrig. Man holder af de norske her nede. Tænk lidt på, at med Undtagelse af «Tidsskriftet» – hvis Udbredelse i Danmark jeg ikke kender – lever jo den nye norske Literatur mindst for en Halvdel af Danmark. Man bliver forundret hver Gang på ny man erfarer noget om Danskerhadet i Norge. Jeg t.Ex. vidste i Grunden ikke noget derom før mit Besøg ifjor. – Du er et Barn, Amalie, som taler om at kende Folk af Omtale og dømmer om deres Finhed da. Jeg antager, at der er en lille Portion fine Folk overalt i Verden. Finheden er iøvrigt vis à vis Damer ved at skifte Form – det skal og må den; men I blive vel selv de sidste til at forstå det. Det er ingen Anke mod Dig, jeg véd ikke om nogen Mangel hos Dig i så Henseende. Med Finhed forstår jeg iøvrigt Hensynsfuldhed. Jeg vilde have sagt om Stakkels Borchsenius^k422 – der ikke er ufin, kun lidt simpel (og ikke umådelig kløgtig) – at hans sørgelige ægteskabelige Historie kun ved Ukyndighed eller Skændighed kan lægges ham til Last. Han var naiv, hun var en ung smuk og talentfuld Skuespillerinde af tredje Rang, der den Gang ikke havde skejet ud, i alt Fald ikke ham vitterligt. Senere fandt hun på at drikke. Han var svag men til sidst lod han sig (for tre fire År siden) skille fra hende, og for et halvt År siden endelig fik han erobret den lille Pige, hun havde beholdt, fra hende. Det er i Korthed Historien. Man skal ikke sidde og sige noget om nogen, når man ikke véd noget. – Jeg vil meget gerne have dit assyriske Billede. Men Du har forstået min Følelse af Fattigdom ved det Karneval. Fortalte jeg Dig i sin Tid om det Kunstnerkarneval, hvor jeg lige som ifjor var i et Slags middelalderligt Landsknægtkostume – en pavelig Gardist. Jeg var henad den næstbedste Maske. Som jeg var tom i Hjertet i År! Ifjor var der en lille Amagerpige jeg da i alt Fald kunde bilde mig ind interesserede mig. Der er på ny, i næste Uge tror jeg, et stort Karneval, hvor jeg omtrent er nødt til at gå hen. Jeg må slippe, det er en lige frem Straf – der kunde jeg nu dog skjule mig i en Domino, hos Kunstnerne skulde man være i Dragt. Vi havde et Gilde med et Par smukke og tre tækkelige Damer først hos Maleren Krøyer – jeg drak Champagne og Bourgogne som en Dranker, lige sørgmodig og tom blev jeg. Fru Alex. Kielland var med som norsk Jente og havde moret sig dejlig. Vorherre må vide i Grunden med hvad. Jeg syntes de var alle lige så tomme indvendig som jeg. – «Folkefjenden» så jeg for første Gang forleden.^k423 Hvis Poulsen havde havt Intelligens og Mod nok til at spille Manden som det, han i Grunden er, en gal Mand med gode Indfald, min Sandten om ikke Stykket kunde være bleven interessant. Nu var det lige det at det morede. Folkemødet var ypperlig gjort, et lille Mesterstykke med omtr hundrede Mennesker, der alle spillede med. Der var ikke én, hvis Dragt og Rolle ikke var nøje indstuderet: pæne Folk og Sjovere, Søfolk, Værtshusholdere, en nervøs Mand, den fulde, der absolut vilde hilse på Byfogden osv. Jeg havde nærmest mig Ryggen af en Fisker, jeg syntes jeg kunde lugte ham, så ægte så han ud i sit Uldtøj og Søstøvler. Schram som Aslaksen var fortrinlig.^k424 Det var god Kunst, alt det andet var kun så som så. – Min elskede Ven, dit Hjertesuk over Luftens Fyldthed med Øjne og Øjnes Udtryk er Balsam for mig. Jeg tænker imidlertid mit sørgmodige derved. I det Hele Amalie er jeg efterhånden gledet ned ad den skrå Vej Du har vist mig og i hvert Brev tydeligere. Jeg vil ikke skrive mere.

Din Erik

Onsdag aften.

[21/3/1883]

Min elskede, hvor dine breve gjør mig glad og bitterlig bedrøvet samtidigt. Hvad er det for en «skråvei» jeg har vist dig «tydeligere i hvert brev», og som du «idethele er gleden ned ad?»? Aajo, jeg forstår det nok på en vis, men det gjør mig så hjærteangst at vide noget om det. Men jeg er så ulykkelig ved at være skildt fra Dig, at jeg er hulter til bulter indvendig. Og bevidstheden om hvor håbløst og vanskeligt det bliver at få være med dig, selv bare de stjålne, korte tider, gjør mig så fortærende utålmodig, så sint og oprørsk, at det bringer tanker op i mig, som jeg i rolige stunder ræddes ved. Hvis jeg skal finde mig i at elske dig, være lykkelig ved at eie dig på disse vilkår, så har jeg meget at lære, og meget at lide, før jeg rolig og ydmyg kan give mig over i det. Men jeg tror, du kan lære mig det; jeg tror du kan få mig til alt i verden, men først må jeg rase og ture, rigtig skjælde og smælde og grassere; så lægger jeg mig roligt og stilt ned for din fod igjen, du elskede. Forstår du lidt af en sådan natur? Nei, det er ikke til at vente; jeg forstår det ikke selv; jeg har aldrig kjendt mig selv fra denne side, ikke vidst, hvad der boede i mig, – jeg har været så sød og snil og medgjørlig og omgjængelig alle mine dage, og det er jeg fremdeles i alle andre forhold, men ligeoverfor dig har jeg tabt mig selv. Og så sidder du dernede og er misfornøiet med mig, og tænker at jeg er en «plebeier», og en «verdensklog», – du stygge, store, dumme gut, – du ved slet ingen besked. Gifte mig med nogen anden! Det er jo bare digtende tænkt; et experiment, som jeg undertiden forsøger at drive smerten på dør med, når jeg har arbeidet mig ind i den forestilling, at jeg elskede dig til at blive gal af; og at jeg længtedes mere end jeg kunde udholde, at jeg tog en beslutning om at gå fra dig for evigt, at jeg iværksatte den uden at vakle, at jeg stod tilbage i en ørken, som jeg vidste jeg aldrig skulde komme ud af, at jeg så for at glemme, for at sætte en skranke der umuliggjorde at jeg kunde prøve på at løbe tilbage til dig, slog følge med en anden, der førte mig uigjenkaldelig bort fra dig, stedse længere og længere. Før jeg kjendte dig kom undertiden også denne tanke i form af noget lavet over mig, når jeg undertiden var så træt af dette at man gik og vilde mig tillivs, at man gik og ordnede min fremtid for mig, og slog mig sammen med den og den, og sa'e at det og det kunde passe. Jeg blev så vammel ved det, og så sa'e jeg undertiden til mig selv: hvis du giftede dig med et menneske, da først blev der ro. Og nu om dagene, går man og siger at jeg skal være forlovet med snart den ene og snart den anden, folk, som jeg neppe kjender engang, ikke at tale om dem jeg virkelig kjender, og det kan du begribe gjør mig træt og kjed. Hvis jeg bare fik være i fred! Men det får jeg ikke, – aldrig får jeg det. Men der er aldrig tale om at jeg kunde gjøre noget sligt. Det er som sagt bare et tankeexperiment ligesom når jeg sidder og tænker: hvis du nu havde været en mand istedetfor en kvinde, hvor godt du så kunde havt det, eller: hvis du nu levede i Amerika istedetfor her, og kunde ha'e studeret og var bleven læge f.eks. Lad det ikke pine, eller ængste dig, min elskede; du må vænne dig til at høre underlige ting af mig, for nu er jeg kommen i vane med at fortælle dig alt hvad der farer mig gjennem hovedet, og så husker jeg ikke at du ikke strax ved at sætte alting på sin rette plads, at du lægger vægt på sligt nonsens, som at: «selv om jeg giftede mig med en anden» o.s. v. Forstår du da ikke, at da har jeg trasket en lang vei gjennem mange digtede egne, som jeg har en vis glæde af at udmale mig så afskrækkende som muligt, fordi jeg i min sorg har en nydelse af at se alting rent djævelsk sort. Og det mest djævelsk sorte er at jeg af smerte over min ulykkelige kjærlighed til dig, skulde blive offer for et giftermål, martyr til gavns for resten af mit liv, frivillig være gået i hundene. – – Jeg skulde skrevet tidligere idag, for jeg havde tænkt at sende dig manuskriptet, og imorgen er det helligdag, og da er der kanske ikke åbent på posthuset, og der må det hen, for jeg ved ikke portoen, og har kun ét frimærke. Hvis det nu ikke kommer, så ved du grunden. Jeg kom ikke til at skrive, fordi jeg havde sendt bud efter Garborg, og han kom senere end jeg vilde, og blev her længere end jeg tænkte. Jeg skulde nemlig være mellemmand for nogle, der troede at jeg bedst kunde få ham ind på det vi gjerne vilde: nemlig ha'e ham til professor i literaturhistorie. At Catarinus Bang bliver siddende, er en ren skandale.^k425 Der er ikke en kat på hans forelæsninger. Og Garborg er manden, der kan tage hans plads. Det var det jeg skulde sige ham, at nu skulde han søge et universitetsstipendium, som han skulde være vis på at få, og så skulde han reise udenlands for en tid; og så skulde han skrive en afhandling for doktorgraden og så skulde han blive professor. At der var mænd bag, som kunde og vilde sætte dette igjennem, skulde jeg også lade ham vide. Han blev ubeskrivelig rørt da han hørte dette udmærkede program være fix og færdigt foran sig, men han begyndte naturligvis at krympe og ængste sig, og sige at hans livsmod var brudt, hans energi borte, og at hans enthusiasme og en stor del af hans tro var rent forbrugt, og at han altså vilde være uduelig. Jeg beviste ham imidlertid at han tog ganske feil af sig selv, og det endte med at han gik fra mig i et rent strålende humør, og lovede at tage sagen under alvorlig overveielse til lørdag aften, da han hos mig skal treffe de mænd som står bag, og underhandle med dem. Det går nok, – det er jeg vis på. Og hvor glad jeg skal være på hans vegne. Vil du tro det, at dette menneske med sit uansélige ydre, og frygtsomme optræden er et af de fineste jeg har kjendt. Og så kan han få et formelig skjønt udtryk i sine øine når han først er kommen i gang med at tale. Og nu ser jeg at han slet ikke er undselig længer ligeoverfor mig. Han kan sidde og spøge, og være småmorsom, og da er han så sød. Nei min søde, elskede, – det stikker i mig ved at sige det, men jeg kommer alligevel ikke. Det kan ikke ske. Bailly Knudzon,^k426 som har været i Kjbhvn på et kort besøg var her i forrige uge, og skulde overtale mig til at reise ned til dem strax, de skulde nemlig alle afsted til bade og sligt i midten af næste måned. Ja, før skulde de til Paris, hvor Marie har været syg og spyttet blod i vinter, og gjort sin mor så bange. Men nu er den onde skjæbne slig, at jeg umulig kunde reise før til den tid jeg sidst sa'e dig, i slutten af april på grund af konfirmationen og flytningen e.c.t. Jeg kan ikke løbe fra det, umulig, umulig! Jeg kunde være kommen tidligere, men da var det at hun døde Elisabeth Knudzon, svigerinden, ved du. Bailly Knudzon skulde skrive til sin mor samme dag, og deri berette mit afslag. At Drewsen allerede søndag vidste noget at fortælle derom, er ufatteligt, for fru K. kunde først ha'e fået det brev lørdag, eller kanske fredag. Nu kommer jeg kanske til høsten på besøg til Knudtzons, og det er jo godt at ha'e det tilgode; så bli'er der jo en leilighed mere til at se dig iallefald. Men jeg kan ikke leve i al den tid uden dig, ikke til sommeren heller kan jeg det; jeg må se dig engang forinden. Men hvorledes? Det er igrunden dumt, at vi ikke har benyttet påsken; for du har vel ferier da en hel uge. Så kunde vi være mødtes i Sverige igjen; ligesom sidst. Du måtte være reist til Gøteborg min gut. Skal vi virkelig nu gå og vente til i july [sic] måned? Jeg dør af at tænke på det; og det er igrunden dumt, for jeg ved jo godt at jeg vil blive elendig, ulykkelig i tusindfoldt mål, når du så er borte igjen. Der skal være kunstnermøde i Kjøbenhavn siger du. Men her skal være udstilling;^k427 man bygger en voldsom indretning, et helt kvartal til den, og så er det dig, som skal komme hid værs'god. Jeg kunde ikke komme did til noget kunstnermøde jeg; for da er ikke Knudtzons der, og hvem skulde jeg så bo hos? At ligge og slænge på et hotel for mig alene gik ikke an; det kunde være, hvis jeg fik en med mig; men min bro'er bli'er det ikke, for han skal til Ems for sin hals. ^k428 Men kanske Ludvig vilde; ånei, – det er sandt; han vil vel til nogle philologgreier et eller andet sted, eller så høit tilfjelds; det gjør han altid, og vil intet andet. Ja, men sés må vi, om så jorden forgår af det. –

Også her er det en rasende frost, med en bidende isvind fra nord. Alle mennesker går og er forkjølet; jeg har klaret mig godt; skjøndt lidt hæs er jeg bleven af at gå og klæde mig dernede i «paladset» i et garderobeværelse med en orkanagtig træk. Og der har været en dame som var med til tableauerne, som formelig har forfulgt mig med sin kjærlighed. Du kan ikke tro, hvor fælt det var. Det var sikkert det stygge, som du talte om, husker du. Hun kom når jeg stod og satte mit hår, og kyssede mig på skulderen og armene, og omfavnede mig, selv i negligé, og var så ækel at jeg kan ikke sige det. Jeg rent skreg tilsidst, når hun nærmede sig, og gav mig til at løbe; og så stod hun og sa'e at jeg var det deiligste hun vidste, at hun var blevet et ulykkeligt menneske, siden hun havde sét mig, at hun lå om nætterne og ikke fik sove, at hun forstod sig på mennesker, og at jeg var «pragtfuld» – «pragtfuld»; og tænk, hun er gift, og har tre børn, men det var noget stygt alligevel. Nu har jeg sagt til Josephine at når den dame kommer, skal hun altid sige, jeg ikke er hjemme, for hun truede mig med besøg, og hun går og taler til alle de andre om at hun er bleven syg af kjærlighed. Hvis hun endnu var et galt menneske, men hun er så flink og dygtig, og hun er igrunden smuk, skjøndt jeg synes hun er rædsom, vel før er hun nu også virkelig. Nu skal vi til igjen efter påske med disse utålelige karnevalsgreier. Jeg kvier mig uhyre, for jeg er så gørrende lei af hele greien, men det går ikke an at sige nei, for de stakkels kunstnere mangler endnu 1500 kr. før de har sine udgifter dækket, og disse tableauer og optog trækker hus. Men udgifterne har været rent enorme, større end beregnet, skjøndt beregningen var høi. På slutningsballet 4de påskedag kommer prinsen og kanske kongen, og det bli'er naturligvis averteret, for at lokke folk hid, for naturligvis løber de som gale efter den fillegutten på 22 år.^k429

Jeg vilde ønske du havde sét «Folkefienden» her. Som Reimers spillede Stokman!!^k430 Bare den måde han stod og hørte de andres replikker på var sådan, at man havde møie med at holde sig i skindet, for ikke at bryde ud i rasende klap. Aldrig havde jeg troet alt det til Reimers. Poulsens maske alene, har været slet og umulig efter hvad jeg har hørt. Reimers's var ypperlig. Med det samme man ser ham, ved man at der er manden. – – Hvis nu manuskriptet er med,^k431 så må du altså læse det i guds navn, havde jeg nær sagt. Du vil sikkert finde at fru Ring er et leit og kjedeligt menneske, med sin leddiggang, der er roden til alt ondt. Men du får søge at fordrage hende så godt du kan. Jeg ser allerede nu manglerne ved det. Ikke hvad detaljerne angår, men sådan overhovedet, nei jeg mener med hensyn til indholdet. Du kan tro jeg kvier mig til at du skal sidde der og læse det med dine kritiske øine (på samme tid kan du aldrig være mig for kritisk, forstår du vel) og naturligvis grine på næsen, som er en sød liden næse, og sige til dig selv, at det er noget juks. Men bureauchef Kroghs' er ikke juks. Den er jeg selv så glad i, for den er så ærlig og sandfærdig. Men jeg ved nok, at jeg ikke tør lade den trykke, i ethvert fald ikke på flere år, for den vil vække en exempelløs forbitrelse og forfølgelse, der vil gjøre alt hvad jeg måske kom til at skrive til en umulighed blandt publikum. Jeg har jo der bespottet kristendommen, kristentroen, bønnen og nåden, kort, alt det, der er helligt på jorden, vil man sige. Men det er slet ikke meningen. Jeg har blot ment at spotte den måde hvorpå kristentroen bruges som puder under, ja rent ud sagt forbrydelser, og at det personlige, menneskelige ansvar ligeoverfor sig selv og efterslægten, er den eneste religion, der ikke går tilbunds, når det kommer til stykket. Men som sagt, trykkes kan det ikke. Det er gået mere og mere op for mig, siden jeg har hørt hvorledes jeg er bleven beskyldt for at ha'e været gudsbespottelig i den uskyldige mdm. Høier o.s. v. Jeg har mistet venner ved den. Så er det jo også kjedeligt at stoffet er «Gengangeres».^k432 Men det kan jeg ikke hjælpe for. Som sagt, nu får du læse det, og sige hvad du synes, og så sende mig det tilbage strax. Jeg vil føre den tredie ind i samme bog. Det er underligt at sende det fra sig. Vær nu lidt glad i mig, lidt tilfreds med mig, næste gang du skriver. Husk, at jeg lever af dig og de ord du sender mig ene og alene, og husk at jeg elsker dig forfærdelig meget.

Din Amalie

Natten mellem Søndag og Mandag

Den 25-26 Marts 1883

Min Amalie, det er over Midnat, jeg har sovet en Timestid på din elskede Pude for at være frisk til at skrive til Dig, men jeg føler, at det dog vil være rigtigere af mig at indskrænke Skriveriet i Nat for imorgen at kunne tage fat med bedre Kræfter. Du Søde, Du har gjort mig overmodig glad med dit Brev, som jeg først læste imorges. Véd Du, at jeg nu formelig var bange for det. Du har min Ven i de sidste Breve givet den Stemning så meget Luft, som Du nu selv kan tage i Nakken og ryste, til den tier, at jeg måtte gå og være forknyt. Enhver Glæde i vor Kærlighed var så ynkelig borte – således så det ud. Så fik jeg dine søde Ord, og jeg læste mig Arme til om min Hals, Læber mod mine – Stump, vil Du vide, at jeg har holdt Råd med mit Spejl og min Frisør, om der dog ikke skulde være Mulighed for at skabe mere Plads på mit Ansigt for det dumme Skæg, der sluger de Steder op, hvor Du kunde have Lyst til at kysse mig. Elskede, kan Du huske, at Du har klaget over, at der ikke var kysseligt Sted for dine Læber? Jeg husker det. Men desværre, jeg tror, at det snarere er gået tilbage med Pladsen. Der er bogstaveligt kun et bitte Rum tilbage omkring Øjnene. Så får Du sætte dine Læber to Gange på hvert Sted for den ene Gang Du havde tiltænkt den mere åbne Adgang til Kys. – Jeg er så glad for Dig. Og jeg trænger så hårdt til Dig, som Du intet Begreb gør Dig om. Amalie, det er meget mere Sandhed end Du nogensinde vil få tydelig at se, at Du på en Måde holder hele min Skæbne i din Hånd. Jeg er sløv og ligegyldig for Alt uden Dig. Kun i og ved Dig tænker og føler jeg. Der har ved dine Klager, som jeg naturligvis må tage lidt dummere på end nødvendig – Stump, helt dum har jeg dog ikke altid været, alt har jeg ikke taget efter Bogstaven, indrøm mig det, Du har sat mig på ikke så ringe en Prøve – jeg siger, at Du har ved dine Klager fået mig til at holde hele et gnavent Examinatoriums svære Examen med min Kærlighed, med Kærlighed overhoved, om det nu også var så stor en Ting, at man skulde gøre sig så megen Pine for dens Skyld. Men jeg bestod sejrrig Examenen. Uden Dig var Livet absolut intet. Og så kom dit Brev. Så yndigt dine Kærlighedsord klinger, så sødt alt former sig, når Du elsker mig, ja Amalie det må man vel være mig for at kunne forstå. – Nu vel, jeg har slet intet kunnet foretage mig idag. Jeg mener, at jeg ikke har kunnet læse i dit Manuskript, lige som jeg ind til nu ikke har kunnet skrive til Dig. Jeg har skullet være her og der. Det vil sige jeg har dog havt halvanden Time i Ro hjemme. Men jeg foretrak Amalie, at hvile ganske stille på min Sofa med din Pude under Hovedet i Drømme, jeg hverken vilde skrive til Dig eller læse i din pæne sorte Bog med den ordenlige Renskrift og meget slette Radering – Vor Herre bevares sikken en Kniv Du har havt – jeg vilde nyde i Fred den gode rige Stemning Du har givet mig. – Mødes, min Unge? Ja hvad gør vi nu? Rigtig, jeg kunde have været 6–8 Dage borte i Påsken, men jeg vidste i Grunden ikke af det før jeg nu mærker, at således er det. Men altså April løber ud, inden der kan være Tale om noget. Med den begyndende Sommer vil vi ses. Lille Pige, det må dog nok så vist blive i Jylland. Du kan fra Kristianssand komme pr Dampskib til Frederikshavn. Det synes mig nu det rimeligste. Hvis da ikke ligefrem en Tur til København for en Bogs Udgivelses Skyld er mere formålstjenlig. At jeg skulde kunne praktisere mig op til Kristiania ligger næsten udenfor Mulighedernes Grænse. Den Udstilling Du taler om, er ren lokal norsk, der er slet ikke Tale om et skandinavisk Foretagende, og så har vi jo nu en fast Korrespondent i Kr'iania.^k433 – Men jeg vil ikke tale derom nu. Jeg har ingen fast Plan. Ak det begynder at løbe ud i Elendighed med os på ny. Men nej, det taler vi ikke om nu. – Tænk Dig, jeg kunde være kommen til at bo i Knudtzons Sted i Amaliegade. En fortrinlig indrettet Kvistlejlighed på 3 Værelser til 400 Kr, kun ubetydelig mere end hvad jeg nu giver, har stået ledig et halvt År. Jeg har ikke vidst af det. Igår fortalte Borchsenius mig, at han havde fået Lejligheden. Jeg kender den godt, Pietro Krohn har beboet den som Ungkarl.^k434 Det gik som et Stik igennem mig: Om nu osv.! – Hvor Du er sød som Muse for Arne Garborg, men naturligvis, jeg skulde da også blive skinsyg på ham med. Det er forskrækkeligt med den Følelse som den sidder parat til at fare frem som en uartig Dreng, det ikke er muligt at holde Styr på. – Min sødeste Pige, aldrig har jeg bragt Ordet «Plebejer» i Nærheden af Dig. Hvis Du siger det anderledes end for Spøg, må Du læse om – men «verdensklog», ak ja, det Ord har jeg brugt, og det må Du bruge hundrede Kys for at få mig til at slette, Du forunderlig søde og grusomme Kvinde. – Uf, for den Kvinde, som var efter Dig, at jeg dog ikke er i Kr.iania at Du kunde vise mig hende. – Aldrig har jeg dog hørt Mage til Hoveri med jert Kunstnerkarneval. At det er tænkelig muligt at samle Kræfter til at møde 5,6 Gange for det Pjudseris Skyld. Og så kun for at få Udgifterne dækkede! Ifjor kan jeg huske foranstaltede Skuespillerne i Kbhvn et Marked som var beregnet på 3 Dage det blev forlænget til 5, så tror jeg der var tjent 25–30.000 Kr, og der var omtrent friske Kræfter hver Aften til at tage fat. Det er dog næsten for urimeligt med sligt Slid omsonst. Rent alvorligt synes jeg ikke man har Lov til at kaste Tid og Møje bort i den Grad for en Skønhedsvirknings Skyld, hvis positive Udbytte vel er de Forelskelser og Forkølelser, der hentedes på Karnevalet. Hvis jeg var din Mand Amalie, havde jeg vistnok holdt slemme Taler i den Anledning. Nu kan Du være glad Du slipper. Og at Du så skal have med det kongelige Skidt at gøre, som man ellers til daglig foragter. Jeg håber, at Du føler lidt af Byrden ved at være så smuk som Du er – forfængelige Kvinde. – Nu God Nat Stump. Imorgen læser jeg Manuskriptet og – håber jeg – skriver. Men det er ikke sikkert at jeg straks kan sige hvad jeg mener.

Du husker dit Kostumebillede!

Din Erik

Mandag

[26/3/1883]

Min elskede Ven, jeg har læst begge dine Fortællinger, og synes ubetinget bedst om den første «Fru Ring». Hvis jeg t.E. var Sekretær ved «Tidsskriftet», og Du havde sendt Heftet der til, og jeg skulde afgive min Kendelse, vilde den lyde således. «Fru Ring» kan trykkes, når det skal være som den er – mulig bør der dog foreslås Forf. en enkelt eller to Lempelser af meget kraftige Udtryk,^k435 der ikke synes umiddelbart begrundede, og hvis Forf. overhoved er villig til Forandringer, burde det henstilles, om ikke der var Anledning til at omdanne den meget benyttede Nutidsform (Præsens) til Fortid (Imperfektum) om ikke alle Steder så de fleste. – «Bureauchef Krogh's» bør Tidsskriftet ikke optage. Er der imidlertid personlige Grunde til at gøre det, er der i Fortællingen et Par så gode Steder, at det vil kunne forsvares, hvis en temmelig kraftig Beskæring anvendes på hele Begyndelsen. Det er i Korthed min officielle Dom, min yndige søde Pige, min private skal jeg se at få sammentrængt her så kort og fyndig som mulig. Du synes selv bedst om «Bureauchef Krogh's» for dens Sandfærdigheds Skyld – men søde velsignede Ven, det er slet ingen Fortælling, det er et Program. Der står intet på Fortællingens 30 Sider, som gør Krogh, Moderen og Sønnen til bestemte kendelige Individer inden for Arten. Kroghs religiøse Overvejelser (og andet kender man ikke til ham) ere Overvejelser i al Almindelighed, der findes ikke en Farve i dem, som han særlig har lagt ind i dem, han er en almindelig, flad, kristelig Syfilitiker, og Moderen går det på samme Måde, hun er den opofrende, slidende, troende Moder, men hvad hun egenlig føler og mener, hvor udslukt eller hvor levende hun er, om hun taler hurtig eller langsomt, er køn eller grim, er venlig eller træg, dygtig eller udygtig osv, derom ved man slet intet. Man kan hverken se hende eller Manden. Holder de af hinanden eller er hun et Offerlam også i Ægtesengen? Ved Sønnen er der dog, fordi han kommer til at sige noget, en lille Antydning af, at han er et særligt Individ, men den er rigtignok kun meget lille. Der er ikke et Billede at få fat i. Det Hele er et Referat. Og er Du vis på, at Referatet er rigtigt? Så vidt jeg véd laver en syfilitisk Fader ikke svindsotige Børn.^k436 Snarere Kertelsvage og Døvstumme eller Idioter. Og det, at det unge Menneske er så overordenlig forberedt på Døden, jeg mener vidende om, at hans Sygdom er absolut dødelig, og at de alle uden videre taler til ham som en Dødens Kandidat – er det ikke noget helt forunderligt? Jeg har set adskillige Dødens Kandidater og meget kloge derimellem, hverken havde de det present, at de skulde dø, eller nogen kunde falde på at sige dem det. Du har haft den Mening, at det er en Skændsel at lave Børn, når man er fattig, og når man er inkurabel syg – ja ikke en Gang det sidste helt ud. Du har kastet dit Had på Syfilitikeren – men nu den Brystsyge,^k437 den med arvelig Vanvid i Slægten? de sidste ere meget farligere for Menneskeslægten, de Syfilitiske kunne i de fleste Tilfælde slippe for at påføre deres Afkom et Onde. Din Mening har Du formet i en Omtale af nogle Personers Skæbne, men det er ikke Personerne som sådanne der interesserer Dig. Du har aldrig set dem. Du skildrer ikke dem, men den Religion, de har og den Sorg de lider. Men det bliver ikke til nogen Fortælling, og jeg kan kun vanskelig tænke mig, at man ad denne Vej skulde kunne nå til Kunst. Der er smukke Ting i Omtalen af det unge Menneskes Kærlighed til Moderen og i de Ord de veksle, men denne Scene bæres ikke af noget i den øvrige Beretning. – «Fru Ring» er et talentfuldt Arbejde, fyldt med megen bevidst Kunst, men, min Unge, den er langt fra god nok. Du kan skrive den meget bedre. Du har givet for lidt, det er ikke et helt Billede man får. Jeg vil vide, hvorfor Fru Ring keder sig så gudserbarmeligt. Du har præsenteret hende straks om jeg så må sige på for nært Hold. Vi er ikke forberedte til at forstå den særegne overdrevne Form for Træthed og uægte Livslede, som vi få at se, og uden Forståelse ingen virkelig Interesse. Lad mig straks sige, hvori jeg tror, at Hovedmangelen ligger. Det er i Kompositionen: der mangler et Kapitel. Når Tæppet rulles op, taler Hr og Fru Ring sammen. De er ikke enige. Der er et underlig dulgt Fjendskab i alt hvad hun siger, som aldrig kommer tydelig til Orde, men som har skabt den Kulde, der stempler hele deres ægteskabelige Liv, Fjendskabet er hendes Fejltagelse da hun giftede sig. Han ser ikke synderlig dybt i dette. Deres Uenighed nu drejer sig om Minerne i Ivery[?] og den Proces han har begyndt. Hun spotter og havde foretrukket et magert Forlig (?). I denne Samtale lærer man Fru Ring at kende. Så sejler Manden ud og kuldsejler. Næste Billede din Fortælling [sic] fire År efter. Der er som det er nu bl.a. den Urimelighed, at hendes Forhold i Ægteskabet, hendes virkelige Følelser derunder ikke kendes og ikke direkte mærkes gennem de Forestillinger der vandrer trægt ud og ind af hendes Hjerne. – Undskyld jeg opdager nu, at Nils vel betyder Manden og at «siden», da hun er ved at forloves med Fætteren, betyder efter Mandens Død. Men det er ikke tydeligt og forstyrrer i Grunden Billedet noget, man får for dårlig Besked. I det Hele, er det så aldeles rimeligt, at hun netop den Aften straks oven på Ølmanden tænker på dette, om hun da aldrig kan komme til at elske? Ja meget muligt er det det. Men det kommer som en Nysen på os. Vi er for uforberedte. Der er nogen Usikkerhed i din Måde at lade Omgivelserne virke og Fruens Forestillingskreds skifte, og snart er Fortælleren selv med i et Adjektiv, snart er det blankt og blot Fru Ring vi har for os. – Hvorledes har hun overhoved kunnet tænke på at blive forelsket på ny? Der er meget, der ikke er færdigt. Johanne i sit Køkken er god. Det Billede, der ved hende males af Fruen og hende selv er ypperligt – Du har en for en Kvinde helt mærkelig sanselig bred Pensel, en saftrig Anskuelighed, som virker helt bedårende på mig – mulig vil den forskrække andre. Det rent Ydre i hvad Johanne ser gennem Nøglehullet synes mig absolut fortrinligt. Men som sagt: denne Drømmen og Svømmen ud i den blødeste Lediggang skulde forklares, i alt Fald også anskueliggøres. Jeg synes ikke helt godt om Kusinens Besøg. Det forekommer mig, at Tonen imellem de to Damer er lidt under de Udtryk de vilde vælge, – den stramme Stemning over Samtalen er derimod af udmærket Ægthed. Men mulig vrisser to Damer således ad hinanden. Da Du overhoved har delt Fortællingen i Afdelinger skulde III slutte, hvor Fru Hansen går. Begyndelsen af Ensomheden er ikke rigtig godt skrevet. Hun tænker næppe på Holm^k438 så historisk som Du for Læserens Skyld har været nødt til at gøre det, og der kommer kedelige almindelige Ord med. Så stiger Fremstillingen fra: «Hvad skulde der nu blive af hende?» (Hendes Blik rundt i Køkkenet ug!)^k439 til hun har brændt Brevene. Erindringen tilbage ved Synet af Strimlen forekommer mig usandsynlig, hun har Medlidenhed med sig selv, er blød hvad Fortiden angår, det er Fremtidens Fattigdom der er Skrækkebilledet. Og så Slutningen, min sødeste Pige, det er for lavet. Nej, naturligvis, lad hende blive forstyrret og få Brevet til Doktoren tilbage, og så efterhånden komme bort fra Selvmordet den Nat, for hun havde ikke taget Livet af sig alligevel, om så Holms Brev aldrig var kommen. Det Brev skulde først dumpe over hende senere, når hun var blevet endnu sløvere eller mere forpint. Slutningen med hendes Fantasier om Dragterne fra «det andet store Magasin» osv. må ikke mangle. – Psykologien er for svag. Vi véd til syvende og sidst ikke, hvad det er, der har naget denne Kvinde. Men den kunstneriske Evne er af ægte Slags, Stilen bliver, hvor den er beskrivende, tæt, kraftig, næsten hed, malende og såre anskuelig. Den er noget for sig selv.

Min søde elskede Amalie, hvad siger Du til alt det, jeg har rodet sammen på det andet stykke Papir? Jeg tør næsten ikke læse det igennem, for der er sandelig ikke Stil i det. Men jeg har en gruforvoldende Hovedpine og det har jeg havt hele Dagen, og det er Du Skyld i, Du sødeste Pige på Jorden. Da jeg i Nat havde skrevet til Dig, og gik i Seng kunde jeg ikke sove. Jeg tror, at den Tur ned på Gaden i Sneuføre sammen med alle mine Tanker – jeg må altid bringe Brevet i Postkassen Søndag Nat – gjorde mig for årvågen, og så drak jeg en skrækkelig Mængde Kognak for at bedøve mig. Det har jeg Hovedpine af idag. – Min elskede Ven, gør Dig en Smule Umage for at forstå de Antydninger af Meninger, jeg har nedskrevet – det er slet ikke så hurtig besørget som Du måske kan tro – var vi sammen, hvilken Uendelighed af Bemærkninger havde jeg da ikke at gøre. Du må ikke lade hånt om min Kritik, og Du må ikke blive mismodig. Den er en Tilskyndelse for Dig til at skrive. Du lille Tosse, Du véd jo meget bedre Besked om Fru Ring end både jeg og alle andre, hvorfor skriver Du ikke ud af din Sjæls Indhold. I Kunst gælder intet andet end Ærlighed. Man tinger ikke der. Amalie, der er stundom en vis Drøjhed i din Udtryksmåde; tror Du ikke, at det var rigtigt at være en Smule mere tilbageholdende der? – Jeg kan for min Hovedpine ikke skrive mere i Aften. Ak der var så meget at fortælle og snakke om.

Elsk mig som jeg elsker Dig

Din Erik

Onsdag.

[28/3/83]

Kjære, søde, over alt i verden elskede, hvor du har det ondt med mig. «Du er meget selvisk Amalie» – skrev du engang, men min selviskhed bunder dog ikke i egoisme, men mere i den voldsomme måde jeg føler dette med dig på. Når jeg først har raset ud, tror jeg endog at jeg kunde være meget lidet selvisk, at jeg kunde bringe det til at tie med det, der vilde såre eller gjøre dig forknyt min elskede; oh du ved ikke hvad jeg kunde læres op til ved at elske dig. Men alt må ha'e sin tid, og alt må komme efter sin naturlige orden. Er jeg «grusom», jeg? Kan du virkelig ville sige at jeg er grusom? Ja, med at ha'e mod til at sige mig selv sandheden, til at se iskoldt og nøgternt på tingene, på den måde er jeg grusom. Men så er det dog mere værdt; når jeg tilsidst strækker gevær og gi'er mig over på nåde og unåde, for da har det under sig det, at jeg ved hvad jeg har gjort. – Hvor jeg er lykkelig over at du nu er mere glad i mig, mere tilfreds med mig, at du har følt det rigtig helt ind, hvorledes jeg vilde lægge mine arme om din hals, og kysse dig til at forgå af. Torsdag. Længer kom jeg ikke igår, og der var meget mere jeg skulde sagt om det at kysse dig, blandt andet at det græmmer mig at du har alt det skjæg, – der er jo ingen rimeligheds grænser for det; overalt er det iveien, og der er ikke et menneske på jorden der har så liden plads for kys som du. Jeg bli'er kjed af at kysse dig bare på munden bestandig og på den filleflækken omkring øinene. Jeg har fået dit brev du søde, snille gut som sidder og skriver alt det værdifulde med hovedpine nattens tider. Din kritik er en skat, og du er en perle, men jeg vil ikke omarbeide fru Ring,^k440 – det er for kjedeligt – jeg må få slippe, og jeg vil ikke skrive et første kapitel med en samtale i, for jeg vil overhovedet være færdig med det kjedelige fruentimmer. Der var så meget jeg skulde sagt i anledning af det du skriver om min skitse, men jeg kan ikke, for jeg er træt efter igår af at danse til kl. 2, og drikke meget champagne, og tale en hel del fransk med en greve som er fransk vicekonsul her. Uf, at vi aldrig kan få være på bal sammen! hvor det er skammeligt, og hvor meget vi idetheletaget går glip af, vi, det er ganske forfærdeligt, når jeg rigtig betænker det. Nu er det da slut med alt det karnevalsrod, gud være takket og priset. Jeg er ganske enig i alt hvad du siger om det at kaste tiden bort i en sådan udstrækning, og til så liden nytte. Havde jeg det med at angre på noget, så vilde jeg angre på at jeg gik med på dette, nu haster jeg bare fra det med mine tanker, og er glad det er over. Jeg vilde ønske du havde været min mand, for at du kunde ha'e forbudt mig at være med, rent ud forbudt mig, for så havde der ikke været mere snak om det; jeg kunde sagt: jeg får ikke lov af min mand. Tænk hvor godt det vilde været. – Du er udentvil den kyndigste dommer af alle i Skandinavien – det er ikke en superlativisk floskel, men min virkelige mening, og jeg er så glad at du har læst mine greier og sagt mig din mening. Jeg skal ganske vist få nytte af alle de udmærkede vink, hvis jeg skriver noget mere. Men fru Ring, vil jeg som sagt ikke røre ved mere. Slutningen er lidt lavet, – åja herregud, – det er nok sandt, men ikke så græsselig sandt endda, for tilfældet spiller jo som oftest første violin her i verden, og der er intet til hinder for, at det brev kunde komme netop den aften. Det kunde også være bleven borte, hun havde så alligevel ikke taget nogen gift, hun, – men dette gjør det meget letvindtere for mig. At lade det stå hen, og la'e der gå nogen tid, og vise hende endnu mere reduceret, og så lade brevet komme, det bli'er så besværligt, – og som sagt, – det laveri er ikke med det værste. Hvad skulde der være iveien for at brevet kom? Du må ikke være for strid med et menneske heller, og især ikke med en begynder, husk det. Og så det om et første kapitel for tydelighedens skyld. Du har sikkert ret naturligvis, – men jeg synes på den anden side at man godt skimter hvorledes hendes første ægteskab har været, både i det hun siger om Nils, som jeg synes røber en langsom begribelse, at du ikke strax vidste var manden, man skriver da ikke for et publikum, som skal ha'e det ind med ske'r heller – og i det om hans photograferen, og i det hun siger til kusinen om ikke ét ægteskab er nok og om processen. Der kan ikke stå mere om det som det hele er lagt, for husk hvor gammelt det er for hende hvor færdig hun er med at gruble og være bedrøvet over alt det. Hvorfor fru Ring kjeder sig? Det er jo bare fordi hun har stof i sig til at undgå at kjede sig. Hun har lidt indhold i sig, som ikke blier udnyttet, det er det som nager hende; hun ved det ikke selv, – der er mange som går og lider og lider af samme grund uden at vide hvorfor de er lei af sig selv og hele stasen, – de som blier udnyttet til mindste evne, er de lykkelige, de få, de forsvindende få, de udvalgte. Havde fru Ring ikke havt ubrugte evner, så vilde hun ikke ha'e kjedet sig; kun været forlystelsessyg og tom naturligvis, men uden at mærke det eller lide ved det. Det er kvinder som fru Ring det er synd i; det er synd i dem at de opdrages så slet, at de fra barndommen af ledes hen til det, at blive en mands kone, og ikke et menneske. Man skal altså forstå af sig selv hvorfor hun kjeder sig. Fru Ring kunde ikke «spotte» over processen, – hun har altid været udenfor sin mands leben und treiben, gået ved siden af alt det; slet ikke bekymret sig om hans greier. Hvad hun alligevel ved, har hun ikke kunnet undgå at høre. Jeg kan ikke indse at der er noget iveien med samtalen mellem kusinerne. Det er de mange uenigheder og pripne samtaler fra før, når fru Hansen vilde ha'e fru Ring til det eller det, – der ligger under, og gjør tonen som den er. Men hør sig mig nu, – skulde jeg helst la'e være at trykke den? når den har så mange mangler, – og jeg er vis på du ikke har sét dem for skarpt an, så synes jeg ikke det er værdt. Jeg er vis på jeg kan få den i Tidsskriftet, men som jeg før har skrevet, – jeg bryder mig ikke om det hvis den ikke er virkelig god. Og det er den ikke. Vil du gjøre mig den store tjeneste at sætte mærke ved alle de udtryk som er for drøie, – (jeg kan absolut ikke fatte, at der findes sådanne,) og har du bedre, så skriv dem over med blyant, og ved de verber, der heller skulde været imperfekter, og ved de ordelag, du ikke synes om i samtalen mellem de to damer. Ved du, forresten, – hvad jeg tror, – at damer bedre vil kunne forstå fru Ring end herrer kan det. Og så må du sende mig bogen meget snart tilbage, – hører du. Ja, så var det ikke mere, – jo det er sandt «Bureachef [sic] Kroghs»! Jeg synes ikke du har ret i at man ikke kjender Krogh. Jeg ser og kjender ham så tydeligt, at jeg ved på en prik hvorledes han ser ud, ja lige indtil den måde han spiser på, og klæder sig af på om aftenen. Han er så kjendelig ved det, der siges, at der slet ikke skal siges noget. Og hun også. Tror du hun ved om hun holder af ham eller ei? Slig en slavekvinde, for hende gjælder det: alting skal så være, og naturligvis er hun sanselig, ellers havde hun på en eller anden vis gjort oprør. Du skulde hørt hvad fru Wullum sae om den! Og hun skjønner sig ikke så lidt på bøger; jeg har hørt så mange forstandige domme af hende; og hun sa'e engang at din bog var en af de «skønneste» hun havde læst, – rent ud et herligt arbeide, sa'e hun. Men det kan nu være det samme det om «Krogh's» for den vilde jeg nu alligevel ikke ha'e trykt, af andre grunde end dine. Idetheletaget er det forresten kjedeligt at skulle skrive, rent ud et kors man går og slæber på: igrunden begriber jeg så lidt, at jeg gider, men jeg kan ikke la'e det være heller. Jeg ved godt at jeg er flink, men jeg er ikke flink nok; ikke så flink at jeg, hvad man kalder, får det til. Men jeg er slet ikke bedrøvet over det, må du tro, – det skulde jeg nu egentlig være, men jeg kan ligesålidt ta'e mig nær af at jeg ikke får det til, som jeg kan angre på noget jeg har gjort. Forresten var det en glæde at se, hvor alvorligt du tog på det, at du dog havde fundet, der var noget ved det; jeg var så forberedt på, at du vilde skrive: nej min lille pige (nu snakker jeg dansk, og hærmer efter dig, du skulde bare høre!) det må du ikke befatte dig med, eller sådant noget. Og det synes jeg forresten gjerne du kunde ha'e gjort; så havde jeg lagt det på hylden for bestandig, og været glad og lettet ved det.

– – Er det virkelig sandt at du elsker mig således, at min kjærlighed er så meget for dig, at livet blev intet for dig uden mig? Det er så sødt at høre det, og var du hos mig, så vilde jeg spørge dig igjen og igjen og kysse dig mellem hvert ord, og kysse dig mange gange for hvert svar. Og jeg tror jeg kunde komme til at græde af glæde, hvis du ikke blev træt af at svare mig ja. Som jeg glæder mig til den dag jeg skal være i dine arme! Og du skal komme til at føle hvorledes jeg elsker dig da; men det gjorde du allerede sidst, – ikke sandt? Men nu bli'er det værre. Bare det ikke må være forlænge. Jeg bli'er syg af utålmodighed. Men du, – dengang du elskede hende du ved, da er jeg vis på, du også følte det som om livet vilde være absolut intet for dig uden hende; og dengang følte du det stærkere, varmere, mere troende; for dengang sad du ikke inde med erfaringen om, at det går an at lide, glemme, leve op påny, og finde en ny kvinde til at elske. Det ved du nu, og jeg er aldeles overbevist om at hvis du mistede mig, så – ja, så vilde du nok sørge, men ikke som sidst, og så vilde du om et år eller to møde en anden, som gav dig sin kjærlighed, på samme vis som jeg har gjort det, kanske også da uden at du bad om det, og så vilde du en dag sige til dig selv: jeg elskede nok Amalie, men ikke som jeg troede. Det er det som er det triste. Kostumebilledet skal du få, men du får give tid, til det er færdigt; det blier det vel nok i næste uge en gang. Min elskede, min Erik jeg er ganske og aldeles

din Amalie.

Jeg har taget konvoluten op igjen, for at sige dig, at du har så uhyre uret i meget af det du siger om «Krogh's». Han skulde ikke vide at han skulde dø efter at han var bleven sengeliggende, og kun havde et par måneder igjen. Jeg ved med vished om flere som har vidst det, og talt om det; en var et ungt menneske på 21 år som døde af tæring inde i Hardanger, hvor jeg med andre, lå på landet. Det var ingen af hans nærmeste hverken lægen eller moren, som lagde skjul på det da, – de gik endog og prøvede på at omvende ham, og bad ham betænke hvor snart nådetiden var forbi. Han sa'e til mig: når de bare vilde la'e mig dø i fred. Og dette var intet exceptionelt tilfælde. Men jeg har mærket engang før, – det var i Gøteborg, at du ikke rigtig ved hvorledes de som farer med at være kristne har det, og hvilket præg det giver dem. Jeg er sikker på der er noget i dette. Meget mere vilde jeg ha'e sagt, men det får være til vi træffes.

Din Amalie.

[Skrevet bak på konvolutten]:

Il y a quelque chose dans votre lettre, que je n'ai pas pu lire, malgré des efforts incroyables. Après avoir dit: «Så stiger fremstillingen fra: 'hvad skulde der nu blive af hende?'» – vous avez fait une parenthèse: («Hendes blik rundt i kjøkkenet») alors vient ce que je n'ai pas compris; c'est comme ça (maintenant il faut que je dessine) «ug». Qu'est-ce que vous avez voulu dire par ce signe barbare? Dites-moi donc sur-le-champ, et ne l'oubliez pas!^k441

Kbhvn

Søndag Nat den 1 April 83

Du elskede søde, dit Brev er yndigt, og ikke mindst tager Du mig fangen med din franske post scriptum uden på Konvoluten. Lad mig straks sige Dig, at «ug» betyder «udmærket godt», og er den forkortede Betegnelse, man bruger som Karakter i Skolen, den bedste Karakter, der gives. Jeg måtte naturligvis tro Stump, at Du var meget fortrolig med denne Karakter. Sig mig for Løjers Skyld, hvilket Mærke man bruger hos jer for samme Sag. – Så er Du mageløs! Du roser mig for min kritiske Evnes Skyld og siger, at jeg uden Tvivl er den kyndigste Dommer i Skandinavien – hvad er nu det for en Urimelighed, Ven? – og bag efter underkender Du mir nichts dir nichts omtrent alt hvad jeg har sagt. O, Du Snedige! Imidlertid, Amalie, vær forsigtig her. Jeg har Ret i omtrent alt hvad jeg har sagt, og jeg skulde ved at gennemgå Stykkerne med Dig Punkt for Punkt vise Dig det. Der er ingen Tvivl om, at «Fru Ring» kunde trykkes, og interessere, men den er drillende under, hvad Du formår. Opgaven er så meget større end i «Madam H's Lejefolk», men Behandlingen er også tilsvarende ringere. Jeg vilde ønske, at Du ikke sendte den til Tidsskriftet. Jeg siger ikke, at min Idé om at lade et Afsnit gå forud, er den ene rette, Du kunde også inden for den givne Ramme få sagt, hvad Du vilde; men Du måtte da være større Virtuos. Og Et navnlig: Du forholder Dig ikke ret frigjort selv over for dit Emne. Du har ikke fået denne Frue ud i Rummet, Du har hende t.E. ikke i Ironiens Belysning, og det kan ikke nytte at stille den Fordring til Læserne, at de skulle begynde med Forestillingen om, at Hemmeligheden her stikker i den større eller mindre Fond af ubrugte Evner. Det står der ingen Steder noget om. Det vil sige, der er ikke malet noget tydeligt Billede deraf. Husk, at al Kunst er jo dog kun at male Billeder. Man kommer ganske vist efterhånden til den Forestilling, at Fru Ring ikke er helt ringe, men det er en usikker Gætning bag efter, og vi skulde netop have havt denne Opfattelse som Forudsætning. Skal vi holdes indenfor den givne Ramme, måtte hendes Fantasier ganske sikkert være meget mere intelligente, ellers begriber vi ikke, at hun ikke lige som sine sære Medsøstre falder til Føje under Livets almindelige Nipssager. Det forekommer mig en god Opgave og lærerigt for en Mangfoldighed, navnlig af Mandfolk, at få et Billede malet af en Kvinde, som virkelig er livstræt i al Almindelighed – uafhængig af det meget Kærlighedssludder, som Mændene altid tror, at Kvindens Forestillinger ere udfyldte af. En intelligent Kvinde, der er kold og – træt, er en første Rangs Opgave. Men Kulden og det gode Hoved må males lige så anskueligt som Trætheden, ellers er Billedet ikke lykkedes. Amalie, Du måtte kunne gøre det. Men Du har taget underlig flygtig på Tingen her. Det er ikke rigtig Alvor, det jeg møder, ikke rigtig Kærlighed til det kunstneriske Forehavende. Der er ingen Frygt og Bæven i din Sjæl ved i Selvfordybelse pludselig at være kommet Ansigt til Ansigt med Sagens sande Sammenhæng. For Pokker, Du véd jo dog Besked med hvad der foregår i en smuk Kvindes utilfredsstillede Forestillingskreds, når hun er absolut uden Elskov og samtidig begæret af så godt som enhver Mand hun møder. Hvorfor vil Du ikke give dit Livs opsparede Foragt Luft i kunstnerisk Form? Din virkelige Foragt. Du står jo nu over den, kan gennemskue den. Hvorfor vil Du ikke tvinge Dig selv til at se og male den Svaghed, der dog på ethvert Punkt har været i denne Foragt – «Fru Ring» er kun en Antydning i så Henseende. Jeg tror, at det er rigtigt at holde de Fantasier, som en Kvinde i Fru Rings Sted får fat i, til netop de små Ynkeligheder, der foregå umiddelbart for hendes Øjne – men lægger hun sig hen, antage de større Former, de kunne blive til en hel Fortælling, et Maleri. Enten der, eller forud for denne Eftermiddag må Maleriet af noget ganske bestemt og enkelt i hendes Liv gives, ellers kender vi hende slet ikke. Pigens Omtale er fortræffelig som Vejledning; men det enkelte Maleri af det, der er hendes Livs Indhold, bør være givet, helst formodenlig – jeg tænker her på, hvad der ligger din Pen nærmest – koldt, udvendig fra set. Og husk, at for at få et Billede til at stå, må man vælge sit Standpunkt og holde det: enten inden fra den Individualitet selv, man vil have frem for Læserens Øje, altså alt, ethvert Støvgran set i Belysning af Fru Rings Stemning, fortalt næsten med de Ord, hun vilde vælge, eller også omvendt Tilskuerens Standpunkt, der beskriver og giver igen sit Indtryk af det sete. En Skiften her, så at man snart ser Tingene med Tilskuerens, snart med den Skildredes Øje, ødelægger som Regel Billedet og røber Usikkerhed i den kunstneriske Evne.

– Min lille Pige, Kl er 2 Nat, jeg må holde op. Jeg har ikke kunnet komme til at skrive idag.

Du er mit Livs Indhold, det er noget Sludder med alle før og efter.

Din Erik

Onsdag 4de april. [1883]

Det var et kort og snippeligt brev idag, min elskede, og så var det ovenikjøbet opfyldt med bare snak, om det kjedelige stykke. Nu må det dog være nok. Vi taler ikke mere om det, ikke hvis vi treffes heller, det er så flout – og jeg ved jo nu så god besked om hvad du synes, du stygge vigtigpér, som jeg skulde ha'e lyst til at se fornærmet ud på. Nei naturligvis skal det ikke komme i Tidsskriftet, når du ikke synes det; jeg er glad, jeg slipper, havde jeg nær sagt. Men Sars har jeg lovet, skal få læse Bureauchef Kroghs, som fru Wullum imod min villie har gået og talt om som noget udmærket, og gjort ham nysgjerrig efter at læse, og nu er jeg bleven nysgjerrig efter at høre hvad han synes. Så får han jo også læse fru Ring. Men det gjør ingenting. Selv om han skulde bede om det til Tidsskriftet, får han det dog ikke. Hele greien skal brændes sammen med alle de overflødige breve og papirer, som skal kastes i ovnen nu til flytningen. Jeg vil ikke ha'e bogen liggende, for så resikerer jeg gjerne at komme til at gå og tulle med det bagefter, og jeg vil ikke vide af det mere. – Jo, – jeg tror virkelig at du er den bedste dommer jeg kunde finde i de 3 lande – jeg vilde ha'e mere tillid til hvad du sa'e end til G.B. f.eks. fordi han er for lyrisk, for meget digter, når han kritiserer.^k442 Men herregud, derfor kan jeg vel få lov at bruge lidt mund. Jeg «underkjender» ikke hvad du siger – er du gal? men jeg forsøger at snakke lidt imod. Den fornøielse må jeg dog vel kunne ha'e. Du ta'er virkelig feil. Jeg kan ikke gjøre det bedre, og hvad det angår at jeg skulde skrive ud af min sjæls indhold – da er der ikke tale om at jeg vilde det. Naturligvis ved jeg langt bedre besked om fru R. end jeg giver i stykket, – men fru R. selv ved ikke noget synderligt om sig selv; hun er ikke kommen længer end til at være forundret, som jeg var, da jeg var bleven forelsket i dig og til ikke at kunne finde rede i noget. Mange kommer aldrig længer. Jeg vilde ikke skrive om mig selv, ikke for aldrig det! Ja, det har du ret i, at hvis jeg gjorde det, så blev det en anden greie. Du kunde gjøre det; du kunde kanske skildre en kold og træt kvinde ved det du ved gjennem mig; du vilde få det til, for du vilde ikke generes af den undseelse der holder mig tilbage. Nei, om andre vil jeg skrive, om det jeg ser og føler gjennem andre, – men selv vil jeg gå i graven med mig selv. Forresten er det ikke sandt, – jeg vil slet ikke skrive mere, – jeg vil ikke ha'e det mas og slid til ingen verdens nytte, uden den at blive råbt ak og ve over, og blive rakket ned i skrift og tale. Du er forresten så sød – det irriterer dig, at jeg ikke har skrevet noget feilfrit, jeg havde nær sagt fuldkomment, men husk at den kunst der er fuldkommen, interesser[er] ikke længe. Deraf de skiftende skoler. Den dysser os ind i en blød og nydelsesfuld tilstand af hvile, der snart kunde lulle os i søvn. Foran den sixtinske madonna kunde jeg af bare velvære og fryd, glide over i den saligste søvn.^k443 Uf, jeg havde forøvrigt en rædsom drøm forleden, – det var om dig og mig og én til. Jeg havde været så forvorpen troløs mod dig, – ikke til at beskrive, og ved du hvem det var som havde taget mig fra dig, – ja lé nu bare: Dr.mann. Så kom jeg tilbage fra en udflugt med ham, som havde varet i mange dage, og så kom vi gående hånd i hånd opover haven dernede fra sporveisgaden du husker, hvor så bænken strax stod,^k444 og så var spisestuen festligt oplyst, så jeg forstod der måtte være selskab hjemme. Jeg steg op på en bænk for at kige og det gjorde han og, og tænk så så vi, at der var middag, og øverst ved bordet lige ved min bror sad du i livlig passiar med ham og Pylle, som havde plads vis à vis dig. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg var nær ved at segne fra bænken, (hvorledes man dog kan lide og føle distinkt og korrekt i drømme!) og jeg spurgte Dr.mann om hvordan det gik til at du var kommen til Kr.ania. Han svarte at der længe havde været tale om at du skulde herop, men han troede ikke det vilde være sket så snart. «Han må være reist fra Kjbhvn. dagen efter mig» – sa'e han. Så vilde Dr.mann, at vi skulde gå op, at jeg skulde præsentere ham for min bror, og lade som ingenting o.s. v. Så stod jeg der og skulde skjule for ham – kan du tænke dig noget forfærdeligere svineri – mit forhold til dig, og bad og besvor ham om at gå, – sa'e at jeg var syg, at jeg måtte gå lige i seng. Han blev vredere og vredere, og gik tilsidst fra mig i sinne. Så vågnede jeg, og spørg ikke om det var en lise. Jeg led legemlig hele resten af natten, og kunde ikke sove mere; jeg var så opskræmt, og jeg klamrede mig i tankerne fast, fast, fast til dig. – Men hvad var det jeg skulde sagt, – ja det om fuldkommenhed i kunst, der var forleden en, som sa'e om din bog at den var så udmærket god i et og alt, men at den var kjedelig; jeg kom siden til at tænke på at hvis den virkede kjedeligt – men det kunde den nu ikke uden på dem, der var uden evne til alvorlig forståelse af dit problem – så skyldtes det uden tvil dens fuldkommenhed. Men hør engang – du må beflitte dig på at skrive lidt, bare lidt tydeligere. Nu er der atter igjen et ord, som jeg ikke kan læse, – og det er, som altid, et ord som jeg nødvendigvis burde forstå. Jeg har fløiet brevet igjennem en gang til, – der er mange flere end det ene må du tro, som jeg ikke forstår, – det er skam af dig. Nu får jeg ikke det udbytte af alt det udmærkede du siger, som jeg skulde havt. Hvorfor får du på en hel søndag ikke tid til at skrive mere end de tre sider? Men nu får jeg heller ikke tid herefterdags, du. For nu skal jeg snart flytte, og jeg har været længe, og er fremdeles i så mange selskaber, så skal du se hvor godt det er. – Jeg slutter her. Imorgen skriver jeg mere. Jeg længes rædsomt efter at kysse dig.

Torsdag.

Jeg havde halvveis ventet et brev idag istedetfor alt det du ikke havde skrevet til igår, men nei, der kom intet. Derfor skal jeg skrive meget mindre til dig end jeg havde tænkt. – Jo mere jeg tænker på alt det du siger om fru Ring, jo bedre forstår jeg alle dine indvendinger, og jo dybere ser jeg ned i dem. At du havde ret, vidste jeg naturligvis strax, men jeg havde ikke fået sådant tag helt ned og omkring alle dine antydninger og meninger, som jeg nu har. Det er så soleklart altsammen nu. Og det er jeg så glad for, thi først således kan det blive af virkelig nytte for mig. Du siger at jeg bare har «antydet» fru Ring; ja det var det jeg havde sat mig i hovedet at jeg vilde; jeg vilde bare ganske diskret antyde, for jeg syntes det faldt så aldeles af sig selv, at alle måtte forstå hvordan hun havde det, og hvorledes det var gået til med hende, at jeg var bange for at fortælle noget så fortærpet og gammelt. Du må vide jeg gik og spekulerte stærkt på, at stryge hele afsnittet om Johanne fordi jeg syntes det var en kjedelig gjentagelse af alt det, der var sagt og sét i det første afsnit. Og jeg var så sikker på, at du strax vilde sige, at det om Johanne måtte væk. Jeg så igåraftes Hamlet med Hammer i titelrollen^k445 – Han var over forventning god og rystede mig flere gange op af min døs. Vanvidsscenen som fru Hansson gjorde nokså bra, fik mig til at græde lidt. Iaften skal jeg se Odette, hvor fru Gundersen skal være en «åbenbaring».^k446 – Kjender du en cand.jur. Carl Torp fra Kjøbenhavn?^k447 Han har stipendium og ligger, mærkeligt nok, heroppe for at høre forelæsninger. Han var hos os i en liden middag på lørdag, og jeg tror han fandt mig meget ufordragelig. For han talte om det norske og især om det danske venstre på en lidt hånlig måde, og så sa'e jeg ham imod, måske på en lidt mindre høflig måde end det passer sig for værtinden. Jeg ved forresten ikke, men jeg har en følelse af at han syntes jeg var ubehagelig. Han farer forresten selv med at være et slags venstre, og sværmer for den konfødererede republik. Min bror har været sammen med ham i Leipzig forrige år, derfra skriver sig bekjendtskabet. Jeg vil slutte her for du fortjener ikke mere, og du har fået dobbel så meget, som du skulde havt.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:
Nu skal jeg til photografen for at få taget kostumebilledet.

Søndag Aften den 8 April 83

Min elskede Amalie – kan Du læse det? – nå, så er jo Resten ligegyldig, så er der jo slet ingen Grund til Klage. – For Resten, dette er kun Lapseri, jeg synes slet ikke om, at mine gyldne, vel overvejede Ord færdes ude i det tomme Rum, ikke opfattede af Dig; men gør Du Dig nu også rigtig, rigtig Umage? Bliver Du ikke hurtig utålmodig og siger noget om Kludseri og dine mangfoldige andre morsomme norske Ord, der betegne dit Sinds uendelige Overlegenhed over denne Støvets Verden, hvor bl.a. også forekommer en ulykkelig Mandsperson, der gør sig den mest forbistrede Umage med hvert Ord, han elskende lægger hen til sin udkårne Kvinde? Er det virkelig Reglen, Amalie, at Du må igennem mine Breve som igennem et fremmed Sprog, man ikke er helt fortrolig med, hvor man taber Ord den ene Gang efter den anden? Pyt, det er nu kun noget, der meget sjælden hænder, ikke sandt? – For jeg vil sige Dig, at jeg som Regel skriver langsomt. Om end ikke hvert Ord langsomt, så er jeg meget længe om mine Breve til Dig. De give mig så overordenlig megen Anledning til at falde i Tanker. Jeg standser for hver Sætning næsten, stundom blot for at vælge et Udtryk, en Vending, der har mere Kød og Blod i sig, end det, der i sin Magerhed først lagde sig for Pennen, men ofte for at gå helt ind i det, jeg nu netop taler om. Du skulde vide, hvorledes jeg har siddet i Dage, havde jeg nær sagt, ved mit Bord med et Brev til Dig foran mig. Kun lidt efter lidt fylder de af Dig forhånede Bogstaver de hvide Sider, men i min Hjerne har der samtidig været arbejdet, og jeg er vis på, at når jeg en Gang er død, og man vil gøre sig den Ulejlighed at åbne Hovedskallen på mig, vil man finde, hvis man da ellers har Evne til at tyde sligt, i enhver af den store Hjernes Slyngninger en Række samlede Værker med samme fine Skrift, der anvendtes ved Dueposten under Paris Belejring^k448 – Du véd Indholdet af en Måneds Aviser kunde gemmes i en Pennepose – og på alle disse tæt skrevne Bind står: «Til Amalie». En Nat min Unge, gik jeg først Kl 5 om Morgenen med mit Brev i Postkassen. Det var en Aften hvor jeg havde været hos Kiellands i Selskab, så vidt jeg husker. Du skal altså ikke, Ven, tro, at jeg sjusker med mit Brevskriveri. Og rejser Du en Klage mod mig for denne Måde at være Elsker og Brevskriver på, hvor jeg gemmer det bedste for mig selv, så, dejlige Ven, må jeg dog sige Dig, at fordi der bliver så overvættes meget tilbage i min store Hjernes Slyngninger – Du véd, der er noget, der hedder den store og noget, der hedder den lille Hjerne – så er det jo ikke sagt, at det netop er det bedste. Desværre det jeg giver, må vist betegnes som det bedste; jeg ejer næppe Skatte af anden Art end dem, Du kender, om end jeg har Dynger liggende, Du endnu ikke har set. Jeg har altså ikke i Sinde at lokke Dig med denne Meddelelse, det er kun et af Bidragene til at se, at jeg i alle Måder er en langsom Fyr. Jeg æder det altsammen ind i mig, og så varer det en skrækkelig Tid, inden det kommer frem igen, og så overmåde meget går tabt under denne Proces. – Hvorfor jeg ikke fik skrevet mere forrige Gang? Lille Pige, Grunden var meget prosaisk og dum. Det røg så afskyligt i min Stue, at der ikke var tale om, at jeg kunde være der. Det er sket mig et Par Gange før netop de Søndage jeg skulde skrive. Jeg måtte gå ud om Formiddagen. Ud skulde jeg til Middag og Aften. Jeg har for din Skyld, elskede Ven, forsømt et så anseligt Antal udbudne Søndag Aftner, at der tilsidst måtte komme en, jeg ikke kunde være overhørig, hvis jeg da ikke vilde bryde helt med den fåtallige Rest af Huse, hvor jeg tidligere var en hyppig og velset Gæst. Jeg fik gjort fire Visiter den Søndag Frmdg, et helt Vidunder af en Dag. Jeg var kommet sent på Benene. En Landsmand af Dig havde holdt mig oppe til Kl 4 Lørdag Nat. Det var Gunnar Heiberg.^k449 Jeg holder af det Menneske, men den Nat var det nær blevet for meget. Det var sidste Lørdag Aften Kiellands var her i Byen – de skal ligge et par Måneder på Landet, inden de rejser hjem, G.H. var for første Gang buden til K.'s, og da Turen ud til dem for en fremmed i Byen, er nogenlunde umulig uden Følge, tog jeg med ham – der er en Times Vej fra mit Kontor, der dog ligger i den østlige Del af Byen.^k450 De bo yderst ude på Østerbro. På Vejen måtte jeg et Svip op til mig selv for at blive lidt pænere end jeg var, og medens jeg puslede i mit Sovekammer, satte jeg en meget fin Kognak for G.H. – da vi nu Kl 1 Nat kom vandrende hjem, huskede den brave Mand min fine Kognak, og så måtte jeg som høflig Vært byde ham op. Så sad han til Kl 4 og søbede Kognak i sig. Og under alt dette gik jeg med dit uåbnede Brev på Brystet. Det lå til mig da jeg første Gang kom hjem. Du søde yndige Væsen, hvad det Brev Lørdag Aften er for mig! Ja det er bl.a. det, som står at læse derinde i mine samlede Værker i Hjernens fine Slyngninger. – Nå den Aften havde Fru Kielland for Resten direkte spurgt mig, om jeg kendte Dig, om jeg syntes om Dig, og med en mageløs uskyldig Mine fortalte hun mig, at Kielland og Du en Tid lang havde korresponderet, men at det pludselig var hørt op.^k451 Jeg ved ikke, om jeg har fortalt Dig, at K. tidligere for mig har ladt, som om han kun kendte Dig af Navn, under alle Omstændigheder kun aldeles flygtig. Så spurgte hun fremdeles, om Du og jeg korresponderede, hvortil jeg med samme uskyldige Mine, som hun havde på, sagde at vi havde vekslet et Par Breve. Derpå spurgte hun, om Du ikke havde fortalt mig, at Kielland og Du havde korresponderet, og da jeg sagde nej, vilde hun ikke tro det. Imidlertid må jeg sige, at der ikke i hendes Måde at spørge på lå noget, der i mindste Måde skal forurolige Dig. – Ak idag til Middag – jeg spiste hos min Søster Fru Rothe og der var min Moder, begge de ugifte Søstre og foruden min elskværdige Svoger et Par Personer til, alt var så hyggeligt, Børnene så søde. Der var ved Bordet blevet spøgt med en Historie, der i denne Tid løber Byen rundt på alle Leder og Kanter, at Frk Zahle – Du véd – skal giftes med en bekendt grundtvigiansk Præst, hvilket er hentet ned fra Luften.^k452 Nu vel, efter Bordet ved Kaffen sad jeg fredelig og stille mellem min Moder og Søster Emma og ud af denne Ro, hvor vi talte om noget meget alvorligt der er hændt i vor aller nærmeste Slægt, dukker så kønt, varmt og godt fra min Søster – i forsøgende Spøg – «men Du Erik, Dig har man jo også ville gifte bort. Er det slet ikke sandt?» Og så fortalte hun den samme Historie, Du kender om min rige norske Enke, som hos dem havde ligget stille siden den blev fortalt. Min Moder sagde så kærligt «Ak jeg havde næsten begyndt at glæde mig til at det var sandt; men jeg har jo ikke turdet spørge. Var det sandt, havde du jo også fortalt det.» – Jeg var melankolsk – rigtig jammerlig tilpas – medens jeg spøgte Historien bort imellem det andet Snak, der fortælles. Gud Amalie, hvor Du vilde blive godt modtaget, om jeg kunde føre Dig ind til disse fine gode Sjæle. – Stump, det er sørgmodigt med os to! Hør Amalie, hvor jeg er rasende for din Drøms Skyld. Jeg véd det, Du har været helt afskylig utro imod mig – i Drømme heldigvis. Alt véd jeg. Du blev besnæret, din Dyd holdt ikke Stand – og så for dette lange Menneskes Skyld! Sig mig blot én Ting, min lille Pige, om dette er første Gang? Amalie jeg føler fuldstændig med Dig, jeg véd hvad man lider af en sådan Drøm. Der er forøvrig her noget overordenlig interessant, som en Gang må føre til en vigtig psykologisk Opdagelse: disse Forbrydelser, disse fuldstændig skændige Ting man i Drømme begår.^k453 Jeg spår Dig Stump, at hvis det er første Gang, så bliver det under alle Omstændigheder ikke sidste Gang at Du besnæres i Søvne – og aldrig aldrig vil det blive af mig. Det skulde være et rent Lykketræf, at jeg blev den lykkelige. Det er til at blive en Smule gal over. Men sådan går det altid til. Man er viljeløs i Drømme. Jeg havde uhyre Lyst til at udbrede mig vidtløftig om dette, og jeg havde umådelig Lyst til, at du næste Gang fortalte mig vidt og bredt om denne Drøm og om andre. Men du tør formodenlig ikke. Der er dog én Ting jeg må nævne, fordi det forekommer mig så meget vigtigt. Der er en stærkt sanselig udviklet, fuldstændig uberørt ung Kvinde. Pludselig en Nat får hun en Drøm af hed erotisk Art, den kan endog blive helt forvorpen – hvad Indtryk må dog ikke sligt gøre? Det er såmæn ikke forunderligt, at Drømme i overtroiske Tider har spillet en stor Rolle i Folks Tankeliv; med hvilken Magt kommer ikke sligt over En. Der er for Mænd den Forsmædelighed at opleve i Drømme, at de er fejge. Hvor ofte har jeg ikke tidligere drømt mig ussel. Det er nu vistnok to År siden at jeg for første Gang, i måske den mest levende Drøm, jeg har haft, var fuldstændig koldblodig, endog næsten heroisk modig. Som jeg var glad! Jeg har siden ikke mærket denne vamle Fejghed i mine Drømme, og jeg tilskriver det en bestemt netop imod mine Drømme rettet Bestræbelse, jeg led under dette Dobbeltliv, jeg besluttede, at jeg også i Drømme vilde være mig selv, og denne ene Nats lykkelige Oplevelse gav Styrke til denne Beslutning. Min Hjerne må have fået et Tryk, et Mærke, som den ikke kan slippe for. Jeg drømte, at jeg var i Paris og sov til Middag i mit Værelse i et stort Hotel. Forud var der gået en Mængde andre Ting, inden Situationen blev så simpel. Pludselig blev jeg skræmt op ved et umådeligt Brag i Nærheden. Jeg vidste, at det var Kommunarderne,^k454 der havde lagt en Række Miner fra en Plads tværs ind under Hotellet videre til Banken. Der vilde springe tre Miner, inden Hotellet gik i Luften. Jeg hørte dem alle tre. Der var god Tid imellem. Jeg kunde have været forfærdet, forsøgt at flygte osv. men jeg lå rolig næsten, festlig stemt, jeg skulde dø, mulig kun lemlæstes, jeg tænkte på, om vi hurtig vilde blive gravede ud, om jeg vilde komme til at lide, alt i en vis højtidelig rolig Stemning – den tredje Mine sprang lige uden for Vinduerne, jeg tog fat i Sengekanten, og med et Brag, hvis Voldsomhed ingen Forestilling kan rumme, gik Hotellet i Luften, og jeg vågnede. Du begriber ikke, hvor fortumlet jeg var. Jeg husker, at da jeg nogenlunde var kommen mig, sagde jeg til mig selv: Ja nu behøver Du min Sandten ikke at opleve at se Døden imøde. Stærkere kan intet virke end denne Drøm. At Du ikke sov Resten af Natten efter at Du på skændig Vis havde bolet med Dr. forstår jeg godt. Men er det ikke forunderligt Ven, denne Løben grasat i Drømme, det dyreste man ejer, har man så godt som aldrig til sin Rådighed, det kommer bag på En. Fortæl lidt om dette.

Jeg er ikke meget fornøjet med hvad Du skriver om dit Forfatterskab, om end Du er så henrivende sød i dine Bemærkninger. Jeg havde Lyst til at ruske i Dig. Hvad er det Du siger: Du vil ikke skrive ud af din Sjæls Indhold? Nu vel, Du mener naturligvis, at Du ikke vil skrive således at En og Anden kan gå hen og pege og være Idiot og sige: Æ, der går Fru Ring. Men min lille Pige, det er ét, et andet er, at Du så pinedød – nu bander jeg på norsk – ikke kan få en Linje til at Du, uden at Du føder og elsker den som dit eget Barn, ammer den med din egen Mælk. Du ved bedre end andre Besked om Fru Ring. Vil Du skrive om hende, er det din Pligt at sige os alt. Vil Du være fornem lige over for Kunsten? Forbeholden tage vare på din Mund? Så skal Du blive uden for med det Gode, for så er der ingen Plads til Dig der inde. Men det er heller ikke din Mening. Du har stået i den Formening, at der i Billedet «Fru Ring» var givet ærlig og redelig hvad der skulde til for at skabe et levende Maleri. Men der er kun en talentfuld Begyndelse. Det forundrer mig, at Du er bange her. Du er jo ikke Fru Ring. Du har i Stød været så meget af hende, at Du kan danne hende til en kunstnerisk Helhed – mig kan Du jo gerne sige det, om det ikke netop er en begravet Stemning hos Dig meget mere end et Møde i Livet med Fru Ring, som har givet Dig Lyst til at skildre denne Kvinde. – Uf, hvad det er for noget Du siger om det fejlfri eller fuldkomne, at det ikke interesserer længer! Der kommer for øvrig til syne her en Åndrighed, som Du skal nærmere udføre: det med de skiftende Skoler. Det står for barokt i en indskudt Sætning til at jeg kan forstå din Mening, men det lokker mig. Men det er vist kun noget åndrigt Forkert. Er det dit eget? Kom med det Stump, hører Du, sådan noget lærer man noget af, om det også er ravruskende galt. Hør nu: min Bog er god, men jeg skulde vise Dig en Mængde Svagheder og ligefremme Fejl i den. Er den kedelig, hvad jeg for Resten ikke tror, så er det skam ikke fordi den er fuldkommen. – Så for Pokker, nu går min Lampe. Der er ikke mere Petroleum i den, Pigen er forlængst i Seng. – Nu har jeg tændt min Sovekammerlampe, men med det samme set, at Kl er over 1, jeg må i Seng, og der er da for Resten heller ikke synderlig meget Petroleum på den lille Lampe. Jeg havde havt Lyst til at blive ved endnu en Stund. – Du, det kan jeg godt lide, det Træk, at Du har troet, at inden Du næsten fik nævnt Tingen, kendte man Fru Ring, jeg tror der er Grøde i dette. Men altså således forholder Tingen sig: vi kender hende alle i al Almindelighed, for hun er hundrede Gange omtalt i Literaturen; men det er Dig, der kjender hende til Punkt og Prikke. Af Dig skal vi lære hende virkelig at kende. Du kender hendes Udtryk Manerer da hun var ung Pige, hendes Fantasier da, Du véd hvad hun tænkte, da han friede, hvad der gik for sig Bryllupsnatten, under Ægteskabet da hun blev Enke. Du kender hendes Bolig, de Bøger, hun har læst, hendes Omgang, hendes Helbred, Lyster, hver Fold i hendes Klæder. Du har set hende nøgen, halv påklædt, under Toilettet – husk Amalie, netop fordi vi i al Almindelighed kender hende godt har det umådelig Interesse for os at lære hende at kende ud og ind. Du har begyndt ypperlig, men vi må mere ind i hende. Gå løs på Opgaven. Og Ven, uden en prægnant Samtale, næppe Mulighed for at få pustet Liv ind i Skikkelsen. God Nat min elskede, elskede Pige. Om Du vilde drømme en Nat om mig! Den Torp kender jeg ikke. Det er naturligvis et Fæ, jeg hader ham fordi han kan sidde og snakke med Dig.

Din Erik

Det er denne ene bestemte Kvinde, med denne bestemte Natur og denne Livsskæbne og disse Dun på Armene, denne Måde at fæstne Strømpebånd på osv.

Onsdag 11te april. Kristiania

[1883]

Jeg går og ordner og pakker ned til flytningen imorgen,^k455 – bare veiret bli'er godt – det sner idag så det driver efter, sådan en vassen, surpet sne, der siler ned i et vådt slubs over folks parapluie, jeg har nemlig været ude og prøvet det. Derfor må du nøie dig med et kort brev med besked på omtrent ingenting af det du taler om i dit sidste, og derfor får du det fredag istedetfor lørdag, såsom jeg må få det afsted idag; imorgen bli'er der ikke tale om at sætte pen til nogetslags papir, eller at få så meget som slængt et brev ned i den postkasse som hænger nogle skridt borte fra havnen. Jeg troede rigtignok du feiede dine breve til mig af i en fart, især de korte, for det gjør jeg altid selv; men det kommer vistnok af at jeg altid går og tænker på dig, og elsker dig, og derfor kommer det så rent af sig selv, det jeg skal sige dig. Så er nu også dine breve noget ganske andet end mine, gudbevars. Men det bry'er du dig ikke om, bare du kan mærke at jeg elsker dig, det er hovedsagen, ikke sandt? – Men hvad er det for noget forrykt snak du kommer med i anledn. af min dumme drøm? Jeg forstår absolut ikke et muk af alt det, og jeg begriber ikke at du ved at høre om den filledrøm, kunde komme til at diske op med så meget, der høres så stygt. Jeg var selv så ilde berørt deraf; jeg led både i drømme, og især da jeg vågnede over at jeg havde været så falsk og løgnagtig mod dig, som jeg dog elskede, men nu får du mig dog til at le af alt det tusseri. Jeg forstår det slet ikke, det du siger; jeg har følelsen af at jeg trænger en nøgle for at gløtte på en dør, for pludselig at få alt at se. Ja, for noget extra må du dog ha'e ment med alt det. Er du gal? Tror du f.eks. at jeg drømte at jeg kyssede ham? Langtifra! Det gik slet ikke sådan for sig. Det var alt i et hulter til bulter; vi gik og vi gik fra sted til sted og vi vandrede hele tiden hånd i hånd. Og jeg syntes at vi havde det på samme måde som vi to, – ja det vil sige, jeg drømte at jeg havde tutlet mig ind i et forhold til Dr.mann, der var ens med det jeg havde til dig, og jeg gik og var så ulykkelig, så forfærdelig lidende over det, men havde ikke mod at sige til Dr.mann, at jeg var så elendig, at jeg ikke engang havde kraft til at afsky og hade ham, hvad jeg ellers vilde, men at jeg kunde lade mig slæbe afsted til verdens ende af bare modløshed og skamfuldhed. Og vi kom til det ene herberge, (jeg bruger det ord, for hoteller var det ikke) efter det andet, men så måtte vi øieblikkelig afsted, for der var altid nogen som vi ikke vilde sés af. Og da jeg da endelig halvdød af sorg og jammer nåede vor have, forekom det mig at vi havde været borte i mange dage, og at jeg ved at gjøre dette, havde gjort mig værdig til at foragtes af dig først og fremst, og dernæst af alle andre. Denne følelse var så stærk, at jeg ikke kunde få sove for den, men måtte ligge og formelig anke mig. «Om det er første gang?» Hvad kan du dog mene med sligt snak! Du er virkelig dum. Om det er første gang jeg drømmer at jeg trasker afsted med Dr.mann og har ond samvittighed for min dobbelthed? Tror du kanske jeg har for vane at drømme om Dr.mann eller om at jeg begår nedrige handlinger? Jeg vil ikke svare dig, – dog jo, – jeg vil alligevel, – ja det er absolut første gang. Men jeg kan slet ikke skjønne at det kan ha'e nogen interesse for dig, når alt kommer til alt, enten det er første gang jeg ligger og væver og roder nogle urimelige oplevelser sammen i drømme, eller ei. Forresten drømmer jeg sågodtsom aldrig. Jeg har dog engang drømt om dig, men det var ikke morsomt, for jeg syntes du var vred på mig for alt det skriveri om at jeg vilde fra dig o.s. v. Jeg græd og søgte at forklare mig, men du var så forstokket. Tilsidst gled jeg ned på knæ foran dig, og søgte at omfavne dig, men du tog mine hænder bort. Derfor vil jeg helst la'e være at drømme om dig, for i drømme er du ikke grei at komme ud for. Det er besynderligt at du kan sige en ting som den, at jeg har været «helt uskyldig utro» imod dig. Hvor har du dog gjort af din sunde forstand? Drømt det har jeg, – jeg har drømt at jeg har været, ikke «helt uskyldig», men helt skyldig, utro imod dig, men været det! ja, iallefald er det dumt at kalde det for det. Idetheletaget forstår jeg ikke, og jeg er ærgerlig over at du virkelig har gidet gjøre noget ud af dette klus. Jeg vil ikke tale mere om det, jeg. – – – Nei, det er ikke reglen at jeg må gjennem dine breve som gjennem et fremmed sprog. Men det hænder iblandt at der er et ord som jeg umulig kan forstå. Jeg slider og stræver med det indtil jeg bli'er aldeles rasende, for det er altid et ord, der forekommer midt i den vigtigste sætning, og gjør at jeg ikke får fuld greie på det sagte. Så bli'er jeg naturligvis ærgerlig. – Jeg har atter læst dit brev igjennem, ja det vil sige jeg kom ikke længer end til dit: «Hør Amalie, hvor jeg er rasende for den drøms skyld. Alt ved jeg. Du blev besnæret, din dyd holdt ikke stand!» længer kom jeg ikke, for der brast jeg i latter, – ja, jeg kan ikke hjælpe det, – det er så latterligt. «Min dyd holdt ikke stand»! Sludder! hvad har der dog gået af dig, – jeg sidder og ler og ler, for nu er jeg kommen over ærgrelsen, og nu synes jeg det bare er komisk. Men hvor jeg alligevel skulde kysse dig hvis du var her, – kysse dig og le, for du er for sød og deilig og dum, og jeg kan godt li'e at du er skinsyg på mine drømme men alles mit massen, sage ich allerdings. ^k456 – – Om jeg har det om fuldkommenhed i kunst fra mig selv? Det har jeg sikkert forsåvidt som man overhovedet har noget i verden helt fra sig selv. Jeg har i ethvert fald hverken læst det eller hørt det af nogen. Men det synes jeg enhver der tænker, må ha'e af sig selv. Det er jo nemlig så soleklart at det forholder sig således som jeg siger. Alt hvad jeg ved, forekommer mig forresten i den grad gammelt og fortærpet, at jeg næsten ikke gider nævne det i allefald ikke uden sådan i forbigående. Hvis ikke alle ved det, at når kunsten har nået op til fuldkommenhedens tinde, så er den dødsdømt med det samme, så er det bare fordi de ikke har gidet tænke den sag igjennem. Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af noget, hvad interesse har det så? Således er det med religionerne. Lad dem være udnyttede, og drevede op til at præstere det fuldkomne, det vil sige efter sin arts og sit væsens evne, og de vil være på nedgangen i næste nu. Kristendommen kulminerede i middelalderen, – der er ingen tvil om det, – da satte den sig overalt sine blomster, i literaturen, i kunsten – hvad har den siden været: på nedgående. Således er det også med kjærlighed. Brug den ud til dens sidste smule indhold, – den vil være forbi med det samme; man vil vende sig bort, og søge noget nyt, der kan lægge beslag på ens interesse, og den nye kjærlighed vil uomgjængelig få en ny form, aldrig vil den være det samme som den foregående, ligesom de nye retninger i kunst og literatur o.s. v. idelig skifter skikkelse; det må de jo, fordi mennesket voxer og kræver forandring.

Jeg har ikke tid at skrive mere min elskede, jeg har lyst til at sige, min elskede Erik, men jeg gjør det ikke, fordi det ikke er nødvendigt og derfor klinger affekteret i mine egne øren. Det er ikke min fødselsdag før i slutten af august,^k457 og inden den tid må vi dog vel ha'e truffet hinanden, om det ellers sker her i verden. Næste gang må du adressere brevet: Nordahl Bruns gade 24. Uf, der er ikke i nogen henseende så pent som her, skjøndt værst er der ikke. Men opgangen er ækel med de skidne skoletrapper, og så er det i tredie etage, og ikke på langt nær den udsigt vi har her, skjøndt selv udsigten er ikke værst – det vil sige, den kunde være meget værre. Men alle værelserne har lyst tapet, ganske lyst, og det kan jeg ikke fordrage. Jeg hader at du kan lade mine breve ligge så længe før du læser dem, og det er fordi jeg absolut ikke kan forstå den evne hos et menneske. Og det jeg ikke kan forstå, hader jeg. Jeg kunde ikke vente et minut med at læse dit brev, ikke om jeg vandt al verden; thi hvad hjælper det mennesket om han vinder den ganske verden, men tager skade på sin sjæl, og det vilde jeg gjøre ved at lade dine elskede breve vente, bare et øieblik. Jeg er så lykkelig over dit lange brev idag. Tak søde, elskede fordi du skrev så meget, men alt det om drømmen var dumt, næsten altsammen søde små nar! Du kan stole på at fru K. har hørt noget om at vi gjør af hinanden eller sådant noget, siden hun spurgte dig om mig. Den næseperle!^k458 Hørte K. på det? Det var deiligt at du løi og sa'e at jeg ikke havde fortalt dig om vor korrespondance, om K's og min, mener jeg. Men hvorfor sa'e du at vi havde vekslet breve? Det kom jo ikke hende ved. Blev du ikke flou og forvirret da hun spurgte så direkte? Fortæl mig alt om det er du snil. – Jeg lægger billedet indeni som ikke er tiendeparten så deiligt som Mally og jeg var i virkeligheden.^k459 Tænk dig bare de strålende farver, som ikke kan gjengives. Jeg bli'er altid mindre pen på billeder end jeg skulde være, og især er jeg det på dette. Fortæl mig hvad du synes om det næste gang.

Jeg har skyndt mig rædsomt. Bare du kan læse det!

Din Amalie.

Søndag Aften den 15 April

[1883]

Min sødeste Pige hvad jeg synes om Fotografiet af Dronning Semiramis's to Hofdamer – de pæneste naturligvis i Flokken –? Ak, jeg er en Kætter, jeg synes slet ikke om det. Jeg kan ikke finde din Skønhed end sige da Fru Lammers. Virkningen må absolut være gået tabt med Farvernes Forsvinden. Snittet i Klædedragten forekommer mig tungt og tvivlsomt korrekt og Stoffet afskyligt, der er jo ikke en Fold til at glæde Øjet, og så er tilmed hele Stadsen så forkrøllet, at det på Fotografiet gør et helt forjasket Indtryk. Dernæst burde Fotografen hænges for den slettest mulige Opstilling han har udfundet, for sin Baggrund og sine elendige sorte Skygger. Nej, min inderlig elskede, dejlige Amalie – var jeg Dig, foranstaltede jeg øjeblikkelig et Bål af disse Fotografier – en større Løgn om Dig end dette Billede vil der vistnok vanskelig kunne udbredes. Du bliver jo ikke vred min søde Pige fordi jeg siger Dig min Mening lige ud. Du har sendt mig dette Billede for at jeg skulde blive glad for det, og så sender jeg Dig til Gengæld en Række hårde Ord om det; men det er jo så, at Du må have set hundredetusind Gange bedre ud, og Du kan ikke gøre for, at Fotografiet er under al Kritik. Jeg havde glædet mig meget til at få en Smule Lod i de Lovsange der fra dette Karneval er blevet sunget i dine Øren, og nu kan jeg kun istemme et fælt Ugleskrig. Men Skylden er ikke min, min elskede. Jeg er ganske fyldt af Forbavselse over, at man, når man er så smuk som Du, kan tage sig så lidet godt ud. – Jeg har vist ikke skrevet «uskyldig utro» men «afskylig utro» min sødeste Ven, det gør en Forskel. For Resten har jeg naturligvis moret mig over det Drømmesnak. Min Fejltagelse er mig yderst kærkommen. Det var mig virkelig overmåde pinligt alt det jeg troede, og som slet ikke var «dumt», Du «kloge» Malene – det Faktum, som jeg berørte i mit Brev, véd Du blot ikke noget om, men det skal jeg fortælle Dig til Sommer – Du er blot sødere, fordi Du ikke véd noget om det. – Ja, nu må Du så skam ikke begynde med at fortælle Dig selv, at jeg er dum, eller ikke har tænkt Tingen igennem, fordi det forekommer mig, at det, Du siger om «det fuldkomne», er meget uklart. «Det keder, det interesserer ikke mere», et Liv er levet og udslukt deri, man vil forbi det, til noget andet, og det hvad enten det fuldkomne træffes i Kunst, Religion eller Kærlighed. Har Du da truffet det? Ja i den sixtinske Madonna, i Venus fra Milo, i Middelalderens Kristendom; – i Kærlighed? dér lades (til Beroligelse for mig) Pladsen åben. Nu vel: «foran den sixtinske Madonna kunde jeg (Du) af bare fryd og velvære glide over i den saligste søvn». Hvis dette er Kedsomhed eller Mangel på Interesse, er det ganske vist af en anden Art end det, der griber Tilhørerne under et Foredrag om Ting, man har hørt hundrede Gange før, og som stundom skal kunne fremkalde Søvn. «Salig» Søvn, dermed mener Du vel den fuldkomneste Ro, den største Tilfredsstillelse i Beskuelsen, Sindets fuldstændige Gåen til Hvile. Der er lige overfor dette ene intet mere at fordre. Men Millionerne af andre Ting? Og er det Kedsomhed, Mangel på Interesse, at man betragter Tingen som nået, Opgaven som løst på et eneste Punkt i Verden? Du siger: husk på, at den Kunst, der er fuldkommen, interesserer ikke længer? Er da Interessen for Venus fra Milo ophørt? Og overhoved dette farlige Ord: «det fuldkomne». Hvad er det andet end et foreløbigt Hvilepunkt for Tanken. I sine historiske Undersøgelser kommer man til Steder, der indbyde til Hvile, en Udvikling synes at være nået længst mulig, en Kraft at have sat sit stærkeste Mærke, man kan i alt Fald ikke finde noget stærkere: man hviler ud i Beskuelse eller Overvejelse og taler om «det fuldkomne». Det Hele er som en rød Streg i en Bog. Det er et udhævet Sted; har man alle de udhævede Steder i sit Hoved, har man Udviklingens Gang. Men det fuldkomne som en virkelig Standsning på Ens Vej, som den absolute Ende på Legen, er jo en Indbildning; i den Forstand findes intet fuldkomment. Man kan betragte en Kunstart som udtømt – jeg vil t.E. nævne Vaudevillen – en religiøs Retning som udlevet – lad os rolig sige Kristendommen – og for så vidt om disse Ting tale om, at det fuldkomne, som disse Sager kunde nå, er nået. Men hvad i al Verden denne vedtægtsmæssige Betegnelse har med vor Stræben fra Dag til Dag i kunstnerisk og religiøs Henseende at gøre anderledes end som en Vejledning for den Retning, vi ville slå ind på, forstår jeg ikke. Som om det var muligt for os i vor Gøren og Laden at anbringe Betegnelsen: fuldkommen? Det er jo en historisk Betegnelse. Og selv om vi med en dristig, måske genial Fremskuen, satte dette Ord rigtig hen midt i Nuets Bevægelse, hvad har så dette med Kedsomhed og Mangel på Interesse at gøre? Som Du nævner Tingen, skulde man tro, at det kun var de famlende eller mislykkede Forsøg i en Bog, der interesserer, og at det var de lykkede Steder man faldt i Søvn over. Du er kommen ind på dette Emne ved at svare på min Kritik over dine små Fortællinger, og i kort Begreb lød i Grunden dit Svar således: Du skal ikke være så ivrig for at få mig til at gøre disse Fortællinger bedre, ti sæt at de blev fuldkomne, vilde de jo ikke interessere længer. Denne Betragtning var mig og er mig stadig meget dunkel. Men mulig taler Du ganske ensidig om en Kunstners Standpunkt lige over for det, han selv betragter som fuldkomment – ti at der kan være forskellige Meninger om «det fuldkomne» hører jo også med til at forflygtige dette Ords Betegneevne – meget vel, jeg er i Grunden lige klog. Hvorfor han derfor skal være pisket til at falde i Søvn over en Scene hos Shakspeare eller et Vers af Gøthe [sic], eller slumre ind i Sofaen over for den sixtinske Madonna, skylder Du mig endnu Beviset for. Jeg blev spil levende i Dresden da jeg så den berømte Madonna. Jeg tænkte ganske vist på, at «Himmeldronningen» næppe nogensinde vilde blive malt bedre, men det trøstede mig, at de Tider også var forbi, hvor det var Opgaven at male Himmeldronninger, Malkepigernes Tidsalder kunde jo være god nok for sig. Og at en Kunstner lige over for det ypperlige, det udmærkede i hans eget Fag, kan blive modløs og af den Grund søge Trøst i Søvnen forstår jeg også godt. Men at han eller andre ikke derfor skulde interessere sig for det? Nej det forstår jeg ikke. «Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af Noget, hvad Interesse har det så?» siger Du. Det har så skam den Interesse, at – – – om Forladelse nu forstår jeg din Mening. Du mener, at når noget er gammelt og kendt på Retten og Vrangen og alle Pletter med, så skal man ikke snakke om det. Nej det er meget sandt, men det kommer blot slet ikke det ved, vi snakker om. Vi taler om at gøre sig så megen Flid som muligt er for at nå «det fuldkomne» inden for sine Bestræbelser, og det siger Du er ufornuftigt, fordi det er uinteressant, hvis det lykkes. Er der her en Forveksling mellem det Standpunkt, Kristiania om hundrede År vil indtage over for «Fru Ring», hvis den blev fuldkommen og altså til den Tid endnu læstes, – og så vort, dine Læseres Standpunkt nu om Dage? Vil Du virkelig forsøge på at bilde noget Menneske ind, at første Gang han ud og ind fik Tag i en Kvindeskikkelse som Fru Ring, vilde han kede sig? Eller sødeste Kvinde af alle på Jorden, hvad mener Du egenlig? Det Du snakker om Kærlighed er måske rigtigt, hvis Kærlighed er en sanselig Forlibelse; deraf rummer to vel kun et vist Mål, som må kunne tømmes; men jeg ser ingen Hindring for, at to's gode Forening, der er foregået, fordi den ene væsenlig hjælper den anden, kan holde Livet ud. Menneskenes Krav på Forandring er jo ikke andet end den samme Naturmagt, der virker i en Malkeko, som keder sig Yveret læns, hvis den bliver lukket ene inde i Stald. Den vil have Selskab. Det vil vi med. Men hvorfor vi nødvendigvis skulde forlange af Livet, at det skal skaffe os en lang Række af skiftende brune og blonde kloge og dumme henholdsvis Elskere og Elskerinder forstår jeg ikke. Der er nogle, der betragte det som en aldeles satanisk Ulejlighed at skulle skifte Elsker eller Elskerinde. Bø! jeg er lige så klog som Du med den Kærlighed, Du snakker om med en Rutine, så man skulde tro Du havde drømt meget værre Ting end Du fortæller mig – ikke at tale om dine Oplevelser. –

Ja jeg var en Smule usikker og mulig en Smule varm i Kinderne ved Fru K's Spørgsmål – hvad er det Du kalder hende (Naseperle?) – men der var ikke meget lyst hvor vi sad og K hørte ikke på. At vi havde vexlet Breve sagde jeg ja til, fordi Du har fortalt J.P. det samme. Så havde det været ufornuftigt at sige andet. Hvordan går det med Fyren P.? jeg har ikke havt Fornøjelsen af at se ham i dine Breve siden han var Dig lästig på Karnevalet.^k460 At Du nu er flyttet, er mig en Hjertesorg. Nu véd jeg slet ikke, hvordan Du har det, og den Bænk der nede! Er der Have hvor Du bor nu? Fortæl mig vidtløftig om dine Værelsers Beliggenhed, deres Indretning, hvor Du sover, hvor Do er osv. og om Du vasker Dig som Du skal.

– Så er der den store politiske Situation. Som jeg skriver i Aften véd jeg intet om Kompromisets Skæbne.^k461 Kongens Omgivelser har altså virkelig ikke Lyst til at sætte alt på Spidsen, en Rigsretsdom betragtes virkelig som et Magtmiddel –? jeg spørger fordi vi ere i en sådan Demoralisation her nede m.H.t. alle politiske Værdier – der er intet længer, der gælder for hvad det skulde være – at vi meget let kunde tænke os et Ministerium i Norge, der sad en Rigsretsdom overhørig. –

Forleden havde dine Drømmes Ven, Dr'mann, en hård Dag eller Aften. Hans nye Stykke «Strandby Folk» gik for første Gang og faldt til Jorden.^k462 Jeg var i Teatret. En sådan første Forestilling er en Begivenhed, Billeterne koste 7 Kr på første Hånd, Mellemhandlerne sælge dem for fra 8 til 10 Kr. Man kender så godt som alle hinanden, i alt Fald hinandens Ansigter. Ved denne Lejlighed mødte de få mest indviede med en nogenlunde sikker Viden om, at Stykket ikke duede, de uindviede havde hørt om et hartad Mesterværk, der stod for alle tilbage at vide, hvad Virkning det vilde gøre. Jeg var rædsom klog og sagde: Stykket falder igennem, Pietro Krohn – kender du ham? –. profeterede 100.000 Kr Indtægt for Teatret. Der er én god Figur i Stykket, og han blev så fortrinlig spillet som tænkes kan, en Ironiker blandt Fiskerne, som vi i Stykket leve imellem, Stykket var sat i Scene med den fineste kunstneriske Sans – alle Dragter var gamle brugte Ting fra Skagen og «gjorde» sig bedre end det næsten var tænkeligt, men Stykket faldt, fordi det er flovt og tomt og gjort på en halv Fornemmelse. Der er imidlertid næppe Tvivl om, at Stykket vil spille sig noget op. Nu véd Folk at de ikke må vente sig noget godt, og så blive de overraskede ved at finde så meget «Poesi» deri, som de kalde det. Jeg havde tæt ved mig den skikkelige Schandorph og på den anden Side Kielland, lidt længere borte I.P. Jacobsen. Ak, de var skadefro. Det vil sige Sch. gjorde det oprigtig ondt, at det gik så dårligt som det gjorde, men det var dog altid en Trøst, at Dr. ikke endnu havde nået «det fuldkomne», når man selv går om med en Plan om at skrive et Stykke, der vistnok også skal handle om simple Folk, de andre kan ikke lide Dr. og morede sig over Fiaskoen med den retfærdige Tanke ved Siden af, som jeg også deler, at havde Dr. denne Gang med det urimelig ringe Arbejde havt Lykken med sig, havde han lidt ubodelig Skade. Han kan foreløbig næsten ikke tåle mere Lykke.^k463 Jeg har lige frem næsten en syg Følelse ved Dr's og K's hurtige Produktion, jeg, som skal møfle mig det halve Liv igennem for at få skrevet en Novelle, så jeg vil ikke fragå, at denne på Næsen for Sjuskeri kom mig til pas. Jeg så Dr. sent samme Aften eller Nat, han gik hjem fra Gilde, der var forudbestilt til ham og Kl var kun ½ 2, han så hverken til højre eller venstre. Næste Dag var jeg bedt til en Middag dels til Ære for ham dels for Kielland – det var en naiv Mand, der gjorde det. Dr havde – naturligvis – om Morgenen sendt Bud, at han ikke kom. Der blev dog gjort Anstalter, og hans Kone lovede, at hun og han skulde komme.^k464 Vi var meget uhyggelig stemte, snakkede, inden han var kommen, men medens hans Hustru forlængst havde indfundet sig, om alle mulige Ting, kun ikke om «Strandby Folk», så kom han. Han havde indrettet sig på at komme en halv Time for sent, men uheldigvis havde han misforstået Indbydelsens Klokkeslet og måtte finde sig i at gå til Bords sammen med os andre dødelige. Han var – ikke drukken, men meget påvirket af den Mængde Vin han Dagen igennem havde nydt under en forceret Tur ud i Frederiksberg Have og Søndermarken – om Natten havde han ikke lukket et Øje – sammen med nogle af Skuespillerne. Jeg havde ondt af ham, var irriteret på ham for hans absolute Uopdragenhed ved Bordet, han var støjende, indkrævende, pokulerende – som det Menneske kan drikke! – og holdt af ham for hans i Grunden elskværdige og bløde Sind netop nu hvor en umådelig Boble var bristet for ham. Ingen sagde et Ord om «Strandby Folk». Værten turde ikke drikke Dr's Skål for ikke at komme til at nævne noget, der bragte det Billede frem, alle forsøgte at mane nederst ned i sit Sind. Dr. brølede, snakkede, vilde omfavne sin Borddame – ikke erotisk, men i Kraft af, at Livet var stort, bredt, og hvordan Fanden det så gik til var han dog H.Dr. en uhyre stor Digter. Han tømte en halv Flaske Champagne i et Drag og begyndte så at holde Taler. Ak alt havde været godt, om vi alle havde været Herrer og Stedet havde været et Værelse på en Restauration, nu var der Damer, det var lidt ulideligt. Under andre Forhold vilde vi vel alle have båret over med ham netop i den Stemning, der skyldtes Gårsdagen. Så begyndte han i en af Talerne at omtale sit første Møde med Kielland i Paris, K. blev vred, Skænderi, Dr måtte tilsidst sætte sig ned. Det hele var ikke meget hyggeligt. Bordet trak længe ud. Der blev pokuleret umådelig. Jeg havde efter Bordet en ganske kort Samtale med Dr. ellers undgik jeg ham. Jeg syntes, at det var rigtigt dog en Gang at nævne «Strandby Folk». Jeg spurgte ham, hvorfor han havde begået den urimelige Fejl at lade de pæne Folk i Stykket sige «Du» til Fiskerne, medens de tiltale de Velklædte med «De». «Det har jeg ikke gjort, svarede han; men hvad skal man gøre med Skuespillere, som absolut ikke vil rette sig efter mit udtrykkelige Forlangende? Jeg har 10 Gange på Prøverne sagt: Sig dog «De!» Idag har jeg kigget i hans Stykke, der står «Du» alle Steder. Er han dog ikke et besynderlig fejgt Menneske? Den lille (?) Anke tør han ikke stå for. Og hvorfor? Han har ved dette «Du» gjort et Forsøg med at imponere Folk. Han vil bilde os ind, at han – den Gang han var en lignende problematisk Natur som den naturalistiske Maler, der præsenteres i Stykket, hvad han jo nu gudskelov ikke længer er – selv har sagt «Du» til Fiskerne. Det forekommer ham rask, overlegent, dannet. Det er et plumpt Forsøg på at sætte sig til rede nede mellem de velklædte i 1ste Parket og blinke til dem ad Fiskerne der oppe samtidig med at han udhæver Fiskerne som de sunde, fra hvem man skal tage Eksempel. Han skulde have sagt «Du» til Fiskerne! Han var bleven kastet på Hovedet ud af ethvert Lag, havde han vovet det. Og han har netop bejlet til dem. Dumheder! Han har aldrig tænkt på, at sligt kunde gøres, før han fik Pennen i Hånden og jaskede sit «Strandby Folk» sammen af Reminiscenser fra sine andre Bøger. Nå, havde jeg sagt noget, der gik alvorligere ind på Stykket, havde han svaret: «Åh, ba! det er et Stykke jeg har skrevet for Børn – sådan noget må der også en Gang imellem til». Det var en Ytring han Dagen efter kom af med. Nej Sandheden er, han havde sat umådelig Lid til «Strandby Folk», men vover forløbig ikke en Øre på det mod Forkastere af det. Lad det nu gøre relativ Lykke ved en 7–8 Forestillinger, så er min Sæl Manden stor på det igen.

– O, undskyld de to store Pletter, det var et Glas Vand jeg drak og skulde sætte fra mig, der var Dråber under Glasset, jeg stirrede forfærdet på Ulykken og så bredte den sig, inden jeg med et Klatpapir kunde råde nogenlunde Bod på den. – Men er Du ikke ked af mig, Unge? Jeg synes jeg skriver så uklart idag. Men det er din Skyld, for det med det «fuldkomne» var ikke til at forstå et Muk af. – Der er for nylig opstået en Strid mellem det Kgl Teater og Kasinoteatret om den dygtige Skuespillerinde Fru Oda Petersen;^k465 det har kostet mig 200 Kr, hvilket er kedeligt, for Pengene skulde være brugt til at mødes med Dig, hvor i Verden Du bød. Kasino havde nemlig købt af mig en Oversættelse af «La princesse de Bagdad»^k466 jeg i sin Tid skrev til Mrgbl's Føljeton, og nu ventede Direktøren et Forbud mod at spille det fra Kgl Teaters Chef, ergo lod jeg Handelen gå tilbage. Det er Kasino, som har erobret tilbage samme Frue, og Kgl Teaters Chef, der hævner sig. Fruen har 7000 Kr ved Kgl Teater, Tilbudet fra Kasino er som Begyndelsesgage 12000 Kr – og Hævnen kan udføres ved Benyttelsen af det Kgl T.'s Forret til at spille visse Arter af Stykker. At nu netop denne Strid skal bryde ud lige som jeg stod i Begreb med at indkassere 200 Kr., jeg aldrig havde gjort Regning på – det hører med til de gratis Fornøjelser jeg har havt ved Mrgbl. – er kun et af de snurrige Uheld, som altid skal ramme mig. – Jeg har haft ét ubegribeligt, ufatteligt Held i Verden, det var i Sommer da jeg mødte Dig. Våg over det Held, Amalie, vær øm over det, bevar det for mig, og begynd nu at tænke på, hvor vi skulle mødes i Sommer. Sarah Bernhardt kommer til Kbhvn i Begyndelsen af Juni^k467 – var det noget for Dig? Så er her Kunstnermøde i Begyndelsen af Juli. Amalie, det bliver vist i dine Gutters Ferie at vi må mødes. Men vær nu dog ikke for bange for at bestemme at jeg kommer et Sted hen hvor også Du er – og lad så Folk snakke! At man siger Du holder af mig er jo dog ingen Skændsel. Kan du ikke ligge på Landet et Sted i Norge, hvor også jeg kan komme dumpende. Jeg begriber ikke at den Ting skulde være så farlig. Hvorledes vi holder af hinanden får jo ingen noget at vide om. God Nat min søde elskede Ven – nu venter jeg på et sødt, yndigt, langt Brev fra Dig

Din Erik

Kr.ania onsdag aften 18de april.

[1883]

Jeg skulde ha'e skrevet til dig iaften, et langt og godt brev, men så kom en ven af min bro'er, som jeg måtte gjøre honnørs for og nu kl. 11 er jeg taget ind på mit soveværelse, for dog at få skrevet lidt. Men det har ingen art, for hvert minut venter jeg at han kommer med sit hoved stikkende ind gjennem døråbningen, og spørger hvor jeg bliver af. Han vil altid at jeg skal sidde med dem, og det er ofte så kjedeligt, for jeg er bleven glad i at gå lidt tidligt iseng, og han er slig en nattemand. – Er det ikke deiligt! Nu får jeg dine breve tirsdag aften, istedetfor onsdag morgen, siden vi bo'er i en af byens mitre [sic] kredse, hvor aftenposten ikke bliver liggende til næste dags morgen, som tilfældet er med Hægdehaugen,^k468 i altfald om vinteren, og her er det næsten altid vinter. Nu kom dit brev rent uforvarende over mig igåraftes, og det var slig en glæde. Men tænk at igår måtte jeg gjøre det som jeg hader at du har så let for, nemlig la'e være med at læse det straks; for Vilhelm og jeg stod færdig til at gå i selskab; det var blevet så sent, og da jeg åbnede brevet, sa'e han lidt forundret: «Kan du ikke vente med det til siden?» Jeg stak det i lommen, og svarte med den blideste og ligegyldigste stemme: Jo, naturligvis, og så gik jeg foran ham nedad trappen. Så sad jeg der den hele aften, og var overstadig livlig, og fik dem alle til at le ved at snakke efter folk, blandt andre efter J.P. og de bad mig uafladelig blive ved, og jeg blev ved og blev ved, og gjorde det altid bedre, og det kom bare af nervøsitet, fordi dit lange brev lå ulæst og brændte i min lomme. Da jeg så endelig engang var kommen iseng i mit deilige, nye soveværelse læste jeg dit indholdsrige brev. Hvor du i de få ord gi'er Dr.mann ypperligt! Det er for mig abslout det samme som at ha'e været tilstede og sét og hørt ham i det selskab. Som duften og ånden og arten – hans egen – er over ham. Han er forresten utålelig. Jeg kommer til at tænke på ham som han var en aften hos Helland ifjor, da han pludselig vilde omfavne og kysse mig for noget jeg sa'e (ganske uskyldig) med et brøl og et rabalder hvorfra man måtte bé sig gudbevare. Og så at ligge og drømme om at han har fået magt over mig. Det kom vist af at jeg havde tænkt så meget på hans yndige stykke: «Hun kommer ikke mere igjen.» Han har jo lovet os heroppe, Pylle og mig at han skal blive kvindernes digter, – ved den lille skitse har han gjort sit løfte ære. Af aviserne ser det ikke ud som om «Strandby Folk» er faldet så aldeles til jorden; men det er jo Shandorf [sic] som skriver om det;^k469 jeg forstår det netop som det skal forståes. Jeg er sint fordi du ikke fortæller mig det om drømmen. Vente til isommer! Hvem siger at vi treffes isommer? Ikke jeg ialtfald, for jeg synes det ser mørkt ud. Det om at ligge på landet sammen, går ikke, hvad forresten forøvrigt ingenting gjør. Og så at svinge mig om næsen med dit «faktum», som jeg blot ikke kjender. Jeg tror ikke på det, for alt det jeg ikke vidste, fortalte du mig jo ivinter. Hvad skulde det være for et faktum, – det er det reneste galimathiasprat for mig; og jeg kan ikke fordrage, at du begynder på noget, som du ikke vil forklare mig. Det må forresten være noget nonsens, siden jeg ikke begriber det, og du er en Vigtigper, som vil lade som om du sidder inde med en visdom, som overgår min viden, – det er ikke sandt. Jeg «er sødere, ved at jeg ikke ved det» – du gjør mig rent gal af nysgjerrighed, – skjøndt nei, – det er jeg ikke, for jeg ved jo godt, at det er noget sludder og jeg, – der er min bro'er, nu må jeg afsted. – – – Nu er jeg her igjen. Kl. er over 12; jeg sa'e godnat og gik min vei, men nu er jeg så søvnig at jeg ikke kan tænke, end sige skrive, og når jeg er så forsøvnig som kun jeg kan være, så ved du hvad jeg duer til. Jeg vil ikke skrive mere om det om fuldkommenhed i kunst. Jeg er så træt af det. Ret har jeg, det vil sige, således som jeg mener det, men du forstår mig bare ikke, og det er ikke din skyld men min, der ikke kunde skrive udførligt i det hastværksbrev jeg sidst sendte dig. Jeg begyndte jo med at sige det for spøg, – det vil sige i den forbindelse med fru Ring kom det som en spøgefuld harcellas over mig selv. At Du ikke forstod det, har ærgret mig. Men min påstand indeholder dog naturligvis sin sandhed: – Som alle paradoxale sandheder kan den imidlertid plukkes op, og hutles væk i lutter ingenting, men dermed er min påstands indre holdbarhed ingenlunde veiret hen. Får jeg nogensinde den lykke at tale mundtligt med dig, skal jeg forsøge at gjøre mig forståelig. Men at du har anvendt det således i alvor på mit eget kram, – det er næsten latterligt, jeg stakkel! og «Fru Ring», tifold mere stakkel! Det er dog forfærdelig forgalt at jeg kan være sammen med alle andre, så meget jeg lyster, kun ikke med dig. Nu vil de ha'e mig med på en såkaldet fodtur i pintsen, Erns[t] Sars, Lammer's, Vibes og nogle til. Jeg siger ja, og er samtidig forbitret og fortvilet fordi det ikke er med dig jeg skal. Det er til Krokleven vi drager,^k470 et for sin skjønhed og sin udsigt berømt sted på Ringerike. Du har havt «et ubegribeligt held: at møde mig isommer.» Det synes jeg slet ikke er noget held. For hvad ligner vort forhold? Og hvad skal du egentlig med mig! Jeg finder at du var langt bedre faren, før du kjendte mig. – Du har havt uheld med dine 200 kr. som du ikke fik, men det er værre for mig, for jeg er i flytningen bleven frastjålet min portemonaie med mere end 100 kr i, og du har bare ikke fået nogle penge, som du aldrig har havt. – Jeg får det ene brev efter det andet om at komme til Bergen en tur på besøg fra forskjellige hold, men jeg har ikke lyst at røre mig fra flækken, når det ikke er for at møde dig. Jeg synes også at vort billede er stygt, men ikke i den grad som du; du gjør formeget ud af dets uheldighed. Jeg syntes det var så ækelt, da jeg så det, men jeg turde næsten ikke sige det, for alle mener det er deiligt, og ude hos Sarsene er de rent henrykte over det, men det regner jeg nu slet ikke, for der forguder de både Mally og mig, og når det bare skal være os, er det nok til at de synes det er deilighedens toppunkt. Deilig var vi nu forresten hvad du end siger, men jeg holder med dig i at du ikke fordrager billedet, det gjør jeg heller ikke. Men brænde det nytter ikke, for Mally går og giver det bort til alle mennesker; vi er blevne enige om at ha'e lov til at gi'e det bort til hvem vi vil. Nu må jeg lægge mig, men jeg vil ikke tænke på dig, og drømme mig ind i din arm, for det er så kjedeligt at det altid bare er drøm, og aldrig virkelighed. Jeg vil beskæftige mine tanker med ganske andre ting. Heldigvis lykkes det, når jeg vil, for jeg har et herredømme over min hjærne og mine følelser, der ikke er lidet. Apropos; Sars var aldeles henrykt over «Bureauchef Kroghs». Han brugte omtrent ordlydende de samme udtryk som fru Wullum, bare endnu stærkere. Han sa'e at den var utrolig godt gjort og mange andre ting. Ikke én indvending havde han. Fru Ring var «udmærket» sa'e han, men han satte den langt under den anden (hans nøiagtige ord.) Han vilde absolut ha'e fru R. til Tidsskriftet, men det får han ikke, for der ved jeg at du har ret. Du skulde se mig i flytning, – da fik du respekt for mig. At jeg har været bestemt til at blive snedker, kan der ingen tvil være om; det er sørgeligt at jeg ikke blev en mand, og fulgte dette kald. Godnat! jeg sover omtrent.

Torsdag. Jeg var så mistrøstig igåraftes, og derfor må du ikke bryde dig om det, dersom der er noget skrevet som du ikke synes om. Men jeg ved virkelig ikke, hvor det skulde være at vi kunde mødes isommer. Hvis vi reiste til et af de almindelige badesteder, – det blev uudholdeligt! Du ved ikke hvordan det er at ligge ved bad i Norge. Jeg så lidt af det ifjor ved Grevsen. Det sladder og det udspioneri, og den passen på! Ja, det gik jo ikke ud over mig, for jeg havde dengang ikke noget at skjule – (anderledes vilde det blive om du var tilstede) men desto mere over stakkels Helene Sandberg, som jeg tog mig på at beskytte, hvoraf følgen var at man også så skjævt til mig. Hun havde forresten vistnok heller ikke noget at skjule, men hun er en underlig sanselig-geschäftig natur, så ganske det stik modsatte af mig. Og dog vilde Grevsen måske være det eneste bekvemme sted at ligge ved, fordi det kun er en halv mil fra Kr.ania, og fordi jeg altså kunde tage ind til mit hjem nårsomhelst, hvor så du, hvis du også lå ved Grevsen, kunde besøge mig, for deroppe på Grevsen kunde vi slet ikke være sammen, uden som bekjendte; det ved jeg var umuligt. Men hjemme hos mig, hvor der stod ganske tomt, – der kunde det gå. Eller kanske det skulde være på et ensomt sted i en eller anden fjeldbygd, men det vilde ha'e den fare ved sig at fik man vide vi havde været sammen der, så vilde man vide besked i langt høiere grad end om vi tilfældig mødtes på Grevsen. Grevsen er forresten et ækkelt utriveligt sted, hele etablissementet ligner en dårekiste, men de danske synes om det, – de finder det så «yndigt» der! Eller kanske jeg skulde blive i byen, og blot du ta'e til Grevsen, så kunde du hver dag ta'e dig en tur til byen, der går diligence og sporvogn, den sidste et langt stykke på vei, men så fik jo jeg slet ikke ligge på landet isommer. Du kunde jo fortælle at du var syg, og trængte til bade, – stop – du har jo gigt! det er altsammen iorden, gigt, din fæle gigt, hvoraf også jeg blev smittet i vinter, – der er ingen tvil om det, – jeg har aldrig havt det hverken før eller siden, men dengang fik jeg gigt i mit høire skulderblad, det er sikkert. Men at det skal være så længe inden vi sés! Det er så trist, at jeg atter får disse stygge planer om at løbe fra det hele. Jeg er ikke det mindste tålmodig. Jeg synes at livet byder så lidt at det der er, skal man ha'e helt eller slet ikke! Får jeg ikke det, kan jeg kaste det fra mig for bestandig. Smuler vil jeg ikke leve af. Jeg er vis på, når vi næste gang mødes, hvis det overhovedet sker, siger jeg dig ved afskeden mit sidste farvel. Du må ikke blive sint på mig for det, for min natur er sådan, og den kan jeg ikke tvinge, vil det heller ikke. Jeg vil lide grænseløst derved, for du har været og er mit livs virkelige sollys, men kan jeg ikke få holde tilhuse i solskinnet, det der vælder ud og er skabt for mig, for mig og ingen anden, så forsmår jeg at stjæle mig ind når en lumpen, fattig liden leilighed gives, for så at føle mørket og skyggen dobbel bitterlig, når jeg er stødt udenfor igjen. Nei, min elskede, min éneste på hele jorden, vi vil ikke nogen af os være så beskeden; vi vil begge være stoltere end som så, og forsmå de smuler, der falder fra den riges bord. Jeg har aldrig savnet de smuler, jeg, og jeg vil det ikke heller. Jeg kan undvære helt, men jeg kan og vil ikke akkordere. Enten, eller, det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min villies og min tilværelses røde tråd. – – – Du spørger efter J.P. Han er siden karnevalet forsvundet fra min synskreds. Han har båret sig så ilde og fortusset ad ligeoverfor mig – det er rent en ynk – hans skinsyge og forelskelse har drevet ham til at være så byrdefuld, at jeg måtte være så ubehagelig som jeg neppe nok har været mod nogen anden. Så er han blevet borte. Jeg ser ham aldrig mere. Et par gange har jeg truffet ham hos Sars's men da har vi neppe hilst på hinanden. «De må have god råd på tilbedere,» sa'e forleden Lammers, «siden de slår dem således fra dem, tilhøire og venstre» (han tænkte på Helland og én til formoder jeg). Længer kom jeg ikke iformiddag, fordi jeg fik besøg af nogle damer. Så skulde jeg ned til fru Wullum i eftermiddag, og havde tænkt at skrive en mængde iaften; men så havde min bro'er taget med sig en ven, en maler Bold,^k471 iaften igjen, og nu har jeg stjålet mig ind for at sige dig godnat søde, elskede. Jeg skal skrive om leiligheden og alt det andet næste gang. Javist vasker jeg mig du nærgående menneske, – som er så stolt og hoffærdig af din renslighed, og som fik mig reduceret til en ren gris. Men det er ikke morsomt at gå slig og vaske sig, siden du ikke er hos mig. Jeg tror snart jeg sløifer det, for det er igrunden overdrevent, ånei, jeg mener ikke med det.[sic] Jeg elsker dig og længes og elsker dig umådeligt; men jeg har havt en af mine onde raptusser i disse dage. Jeg er så fortrædelig over at eie dig på denne måde. Jeg kunde kvæle dig med kys for at få dig til at dø, så var der ikke mere nogen at fortæres af længsel efter; så vilde jeg kvæle mig selv bagefter.

Din Amalie

Søndag den 22 April [1883]

Du kære elskede, usigelig søde, urimelige, forkælede, bedårende Amalie, idag får jeg kun Lejlighed til at skrive Dig et kort Brev til. Jeg skal i Middagsselskab, og Tiden i Frmdg er uden min Skyld smuttet mig ud af Hænderne. Jeg er ikke helt rask og har en Formodning om i Aften at komme hjem som en Klud, der intet andet har at foretage sig end at gå på Hovedet i Seng. – Min Elskede: når jeg nu kom til Bergen i Sommerferien? Kunde vi så mødes nogenlunde godt og hyppig. Johan Bøgh er med Hustru og Barn for Tiden i København,^k472 og med dem taler jeg væsenlig kun om det at komme til Bergen i Sommer. Så vidt jeg har opfattet det er det ikke nogen direkte Indbydelse om at bo hos dem, der ligger bag, men der tales om en Udflugt til Sogn og andetsteds som om det var en Indbydelse. Kunde vi have Glæde af hinanden på denne Måde? Jeg har i disse Dage bestandig havt vort Møde om Bord på Damperen til Bergen i Tankerne. Jeg har tænkt mig at vi indrettede det så, at jeg i Kristianssand, der jo står i direkte Forbindelse med Frederikshavn, kom ombord i det Skib, der førte Dig afsted, og jeg bestiller ikke andet end at drømme om vort Møde der i den lille Kahyt, Du havde for Dig selv. Min Søde det er næsten til at gå fra Forstanden af. Men nu begynder din ensomme Bolig i Kristiania at spøge i mine Tanker. Dog Unge, hvis vi på nogen Måde kan få en Udflugts Friskhed med ind i vort Møde, bør det jo ubetinget foretrækkes, jeg er bange for, at skal Du for min Skyld kukkelure i et ophedet Byliv Sommeren igennem, så bliver Tabet Du lider større end jeg kan erstatte. Tænk det nøje igennem, om ikke dette Møde i Bergen vil kunne gå. Der var jo intet til Hinder for – antager jeg – at vi stoppede i en eller anden lille Filleby på Vejen. Og Rejsen hjem, hvis selve Bergensopholdet væsenlig kun kunde blive udvortes selskabelig. På en af de to Måder må vi mødes. Enten kommer jeg til Kristiania eller vi ses i Bergen (først på Rejsen derop!). Tænk nu alt koldblodig og omhyggelig igennem. Imidlertid gør jeg Kur til Fru Bøgh – der er umanerlig kedelig. En Ulempe er der for Resten med Bergensturen, og det er, at Schandorphs også tænker på et Bergens Ophold i Sommer – men hvad, det kunde vel give Anledning til nogen Selskabelighed, hvor vi mødtes. Det er nu for Resten Skade det med vor Kærlighed, Amalie; jeg vil ikke have Interesse skabt for andet der oppe end Dig, og det vil præge sig i mit Væsen. Er jeg ikke bestandig sammen med Dig, bliver jeg tavs, uselskabelig, uelskværdig – som på Aulestad, hvor jeg satte min Kredit til hos Bjørnsons.

Nat

Klokken er 2 ½, en halv Mil mod en Østenstorm og en Kamp forud med en Samling politiske Modstandere – min elskede, jeg er dødstræt –

God Nat elskede

Din Erik

Mandag Aften

[23/4/1883]

Kære elskede Amalie Du har sikkert ventet idag at få Fortsættelsen af det lumpent lille Brev jeg fik afsendt igår, men der bliver ikke mere Tid idag end igår. Jeg sidder her på Kontoret midt i Redaktionsslid. Jeg er et Øjeblik alene og benytter det til blot at sende Dig en kærlig Hilsen. Du må aldrig blive vred på mig for korte Breves Skyld, det er så vist ikke min Lyst at snuppe Dig af i en Fart min sødeste Veninde, det er Forholdene der ikke giver mig Ro og Lejlighed til at skrive. – «Enten-eller» det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min Viljes og min Tilværelses røde Tråd», skriver Du. Ak min Ven, således har jeg også talt, og jeg har handlet en Del derefter; det var den Gang jeg var en ung Fole. Nu da jeg har fået slidte Mærker i den fordums blanke Lød af Livets Seletøj, nu siger jeg det ikke, og når jeg hører Dig sige det, kan jeg ikke andet end med en lille Hovedrysten tænke på, hvad det er der danner Baggrunden for disse modige Ord, hvad det er, der oprindelig har givet Kraft til denne Følelse som sanddru Naturer vel som Regel ere begyndte med: Det er dine gode timelige Kår, dit borgerlige Livs Velartethed og Blødhed. Du må huske, at Du i ethvert «eller» falder tilbage til noget fint godt og forsonende

– – – Så, nu er jeg forstyrret, Stuen er fuld, og jeg har på stående Fod måttet holde et lille Foredrag om hvad en «timokratisk» Forfatning er for noget^k473

– Vi se[s] næppe mere i Aften min elskede Pige.

Vi ses kun for at jeg i Tankerne kan sende Dig et brændende Kys min Elskede

Godnat

Din Erik

Tirsdag aften 24de april. [1883]

Min elskede! Jeg har ligget tilsengs i hele dag for noget som jeg måtte holde mig i ro for og som ikke ellers pleier at genere mig i den grad. Jeg var oppe imorges, men jeg kunde ikke holde det gående, og klædte mig derfor af igjen. Så kan du vide hvorledes jeg har ligget og ventet og ventet på det brev, som skulde komme iaften, og som i parenthes sagt, var et fillebrev hvad kvantit[et]en angår.^k474 Du er for gal med dine korte breve! Men så var der jo rigtignok gået to lange, galante i forveien. Det er formelig morsomt at ligge tilsengs, siden jeg har dig at divertere mig med – du stygge forresten, som volder mig al den kvide med længsel og sligt. Idag har jeg kun levet for dig, udelukkende for dig, – men jeg har jo sovet den meste tid, men du har været der under søvnen også. Ja, som jeg har sovet. Hvert øieblik har jeg sovet, men også hvert øieblik været vågen, når gutterne eller Josephine er kommen ind. Nu er jeg tørnet ud for at få sengen redt, men jeg er nok glad til snart at putte mig i den igjen, for det er aldeles latterligt hvor mat og træt jeg er. Tænk om du var her til at stelle godt for mig, og være snil, og synes litegran synd i mig – hvad der dog ikke er spor af grund til, men alligevel! Skjøndt Gud ved om du vilde være nogen god sygepleier. Jeg husker pludselig hvor let du tog det med min gigt i Falkøping, og det uagtet du selv havde smittet mig, og det virkelig gjorde så ondt. – Ja, fru Bøgh er kjedelig; næsten til overmål. Står du i længden ud at gjøre kur til en dame med den stemme, så vil jeg sige det er godt gjort. Hvorlænge bli'er hun der? Jeg skal tænke på det med Bergensturen. Der er meget som taler imod, men også meget for. At der vil blive snakket tusinde gange mere og tusinde gange vægtigere, hvis vi viser os sammen i Bergen, end om det skete her, er der ingen tvil om. Det har sine naturlige grunde, som er mange og vidtløftige. En af dem er, at jeg er ganske anderledes kjendt der af alle og enhver end her, hvor byen desuden er større og hvor sladder og snak ikke trives en tusindedel så godt som i Bergen. Bergen er i den retning aldeles utrolig – forresten en kjæk by som jeg elsker mest af alle byer – men småstadsmæssig! i en grad som det slet ikke var nødvendigt, fordi om den kun har 50,000 mennesker. Men det er bergensernes specialitet at lægge sammen og snakke og gjætte og kombinere, og sætte de vildeste historier i omløb! I og for sig vilde man nu også snakke om mig når jeg viste mig i Bergen, om aldrig du var med. Jeg har jo ikke været der, siden dengang jeg syg sendtes til Gaustad^k475 og siden skilsmissen og alt det væsen; så kan du tro det vil rippes op, og nu har jeg jo også forbrudt mdm. Høier. Så vilde det jo også være græsseligt hvis jeg mødte ham på gaden,^k476 – skjøndt det var igrunden ingenting, men jo, der er mange som jeg nødig vilde møde, hans brødre f.eks. Du er naiv, som tror det gik an, at gå i land i en filleby ved kysten. Umuligt! Overalt er der nogen som kjender mig, så ofte som jeg har faret den kyst nedover frem og tilbage! Det vilde være at fortælle alt. Og tror du jeg midtsommers på et af de overbefolkede Bergensskibe får nogen lugar alene. Aldrig tale om det. Du må forresten ikke udmale det for mig, det øieblik vi skal mødes og være ganske alene, for det er ikke til at holde ud at tænke på, du elskede, søde! Helene Sandberg skrev forresten forleden at hun halvveis ventede Dr.mann derop til Bergen på et besøg. Hvis nu både han og Schandorphs' kom så havde vi det «gåendes». Der er ingen tvil som sagt om, at vi vilde kunde mødes mest ubemærket her i byen i vor tomme leilighed. Det er bare en pedel som bor langt nede etsteds, pokker ivold, som vil være i huset på den tid. Og han og jeg er desuden hjærtensvenner. Vi fandt hinanden under flytningen; han er forresten tater, ikke bare med taterblod i sig, men helt tater, og en deilig tater er han, en prægtig fyr. Josephine vilde jeg sende på landet, og lade pedellens datter stelle for mig. Så var der ingen uden mig i næsten tre etager, og hvorledes kunde vi da ikke rumstere! Og være på mit eget soveværelse! Det var dog meget morsommere, især bagefter når du var borte. Jeg vilde synes der var blevet en hel del igjen af dig, når du virkelig havde været der, og elsket mig der. Men på Grevsen vilde jeg ikke være. Der er for dræbende, jo mere jeg tænker på det, jo værre står det for mig. Bare den vrimmel af danske, – og sådanne danske, gustne adjunkter med lyse, hængende hår, og bondepigekoner, klokkere fra Falster med hornbriller og stumpnæser, og døve madammer, kirkesangere fra Lolland, folkehøiskolelærere med koner i afklippet hår, og hæleløst skotøi, smilende, snakkesalige grundtvigianske præster, forhenværende skippere, der er blevne landmænd og lader som de har glemt sine egne visitkort for at få vise sine adelige koners, og endelig Ostermand!^k477 Og som de spiser og drikker, mælk, sød og sur, en stor mugge af hver sort, kaffe og the alt på engang; intet har de hjærte til at la'e gå fra sig, fordi det fåes for samme betaling, og så sidder de og skryder af den meget middelmådige mad, og nyder at spise sig mæt som om de pleiede at halvsulte hele året igjennem. Og så de mangle [sic] gamle danske frøkener, der er så snerpede og egenretfærdige og fremfor alt så dumme. Og de rumsterer deroppe, og ter sig som om de eier det hele; de norske er rent skudt for glug,^k478 for de er så fåtallige og kommer dumpende af vanvare medens de danske har været der sommer efter sommer i al deres tid, og længe før i sine forfædre, gjennem mange slægtled bagover. Jeg hørte sidst at en gammel frøken Bagesen skulde komme igjen i år for 21de gang, og hendes far og bedstefar havde også ligget ved Grevsen. Men du kunde godt holde ud at være der, for du er selv dansk og når det var for at få treffe mig, så gik det nok, tror du ikke? Så er der også så billigt, som du pleiede at sige på Lillehammer, kan du huske, hvergang du foreslog os at blive en dag længere end vi havde tænkt. Du var så sød, når du sa'e det. – Jeg skal nu forresten tænke det nøiere over; så skriver jeg mere imorgen, og forøvrigt behøver vi vel ikke at bestemme os endnu – der er jo masser af tid til at summe os på, desværre! Godnat min hjærtens elskede, du min hemmelige glæde, min skjulte sorg, min lyst, min pine! Jeg elsker dig. – Onsdag aften. Jeg kommer til at tænke på det, at hvis vi ikke var blevne på Lillehammer den ene dag mere end hensigten var, noget som Bjørnsons i parenthes sagt, var meget pripne over, så havde vi to aldrig fundet hinanden. Var vi reist efter bestemmelsen morgenen efter vor ankomst til Lillehammer, da vi havde kjørt sammen, og fået talt en hel del med hinanden – husker du i giggen, med «sandhedsvidnet», den arme adjunkt Mohn på bukken,^k479 han, som jeg altid har været så tilvens med, og som jeg dengang var over alle grænser uartig mod, så havde vi nu måske slet ikke husket hinanden. Det er aldeles sikkert at der intet var opstået mellem os, uden den dag på Lillehammer, thi den modnede hvad der, formodentlig lige siden jeg så dig først, havde været under vækst. Der kan man se hvorledes de såkaldte skjæbner hænger i en tråd. Du må nu også, uden at du selv har vidst det, ha'e været en liden smule forelsket i mig; kanske det var derfor du rent instinktmæssig gjerne vilde forlænge opholdet. Men det var jo slet ikke om dette jeg skulde snakke. – Du, det er sandt, sig mig – har du mærket noget til at Bøghs ved at vi kjender hinanden? Har de nævnt mig til dig, og spurgt hvad du synes om mig, ligesom fru K. gjorde? Jeg vil gjerne vide om dette fruentimmers, denne Poulsens snak er nået op til Bergen. Det skulde ikke undre mig for han korresponderer med flere deroppe, og vaser bestandig. Fosseduren kalder vi ham, aldrig andet. Hans skyld er det at vore navne her i Xania er bleven sat i forbindelse med hinanden. Ingen havde drømt om at nævne os sammen, hvis ikke han havde gået og fosset af sig at jeg var reist til Gøteborg for at ægte dig. Forresten er der ingen her som tror noget, end ikke P. selv. Men fortæl mig endelig om Bøghs har nævnt mig, og hvilken art fornemmelse du derunder har havt. Du må ikke være bange for at forurolige mig, jeg vil helst af alt vide rigtig besked. – – – –

Hvis vi begge var i Bergen isommer, var der naturligvis ikke tale om at være sammen uden selskabeligt. Og tænk hvad det vilde være for en tvang at skulle sige de til hinanden, og passe på at ikke altid hænge efter hinanden, men lade som vi var interes[s]eret og optaget af alt andet mindst ligesåmeget som jeg af dig og du af mig. Og så det at vi aldrig kunde få kysse hinanden. Være sammen i 4 uger f.eks. og ingensinde få gi'e hinanden et kys, ikke en eneste gang få falde dig om halsen, og trykke dig ind til mig og sige at du var det sødeste og deiligste på jorden. Tror du det blev til at bære? Men det forstår sig, således måtte det jo altid være hvor vi så var, når det ikke hang sammen som i vinter, så for den sags skyld kunde Bergen være lige god som hvilketsomhelst andet sted. Og hvis nu jeg boede hos Knudtzons, og du hos Bøghs eller det bare var at du ligesom mest holdt til med og hos dem, så vilde vi vistnok komme til at færdes i forskjellige kredse. Elisa Knudtzon og fru Bøgh er jo rigtignok kusiner,^k480 men der er ingen nær omgang i allefald var det der ikke. Og hvis du reiste med Bøghs til Sogn (Hardanger er nu forresten langt deiligere) så kunde jo ikke jeg blive med, med mindre Knudtzons også reiste, og det er ikke sikkert at de gjorde det, og hvis de reiste er det ikke sagt at det blev sammen med Bøghs. Det kan hænde at vi fik megen anledning til at være sammen, – det ved jeg nok, – men det kan også hænde, at vi kom til at se hinanden meget lidet. Men måske får vi lade det stå til, og gjøre det bedste ud deraf. Kunde jeg bare ta'e ind til Sandbergs istedetfor Knudtzons, så fik jeg det meget friere, og Knudtzons bor desuden så langt afveien udenfor byen oppe i Kalvedalen, hvis du ved hvor det er, ikke langt fra Svartediget. Jeg er buden til Sandbergs uhyre indtrængende, men det gik formodentlig ikke an at bo der, såsom Knudtzons har bedet mig først, og det gjennem lange tider har været en aftale at jeg, såsnart jeg vilde komme til Bergen, skulde ta'e ind til dem. Og Sandbergs ligger vist på landet i sommermånederne, men det forstår sig, Helene tog til byen, hvis jeg sa'e jeg vilde komme, det er jeg vis på, og hos hende vilde jeg få det friere. Allerbedst vilde det være om jeg tog ind på et privathotel. Der er en frue, som jeg kjender, der har et sådant, hos hende kunde jeg godt bo, det var nu det allerfrieste. Ja, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Det ser så forviklet og vanskeligt ud på frastand, men kanske alt vilde forenkles og falde rent af sig selv til gunst for os, hvis det først stod sin prøve –

Hvad siger du om at komme først hid og være et par dage. Hvis min bro'er og gutterne da var væk kunde du i al stilhed og hemmelighed besøge mig, og så kunde du reise ned til Drøbak f.eks., og blive til næste dag da jeg kom nedover med Bergensskibet, som stopper ved Drøbak, hvor så du kom ombord. Da vilde det se ud som et tilfældigt møde. Du kunde vistnok godt være i Kr.ania nogle dage, uden at nogen som du kjender, så dig; på den tid er næsten alle bortreist. Alle damerne Thaulow skal til forskjellige bade, men det er sandt, Fritz og Carl og Herman blev i byen, så det vilde måske være farligt. Fritz og Ingeborg kommer i slutningen af maj – for at slå sig ned her for bestandig hedder det. Kanske gik det an at du simpelthen boede her, hvis du kom til Kr.ania. Ikke kom kjørende med kuffert og sligt, men kom herop ud på eftermiddagen, blev til aftens hos mig ganske alene; – så gik jeg ud til Josephine og sa'e: det er en god bekjendt af os, en reisende, han har taget ind på et hotel, men han er så fremmed i byen at han ikke ved at finde veien – derfor har jeg sagt at han kan sove her de par nætter han er i byen, – gå ind og gjør istand på min broders værelse. Det kunde udmærket godt gå an du søde, elskede. Jeg er vis på det kunde, du skal ikke ryste på hovedet og se skeptisk ud, for det ved jeg meget bedre end du. Naturligvis havde du et værelse på hotellet, hvor dit tøi stod; traf du så nogen på gaden, så sa'e du at du boede der eller der, og du kunde jo vise dem dit værelse, hvis det faldt sig så, – at du ikke var hjemme om natten kom jo ingen ved. Til min pige vilde jeg give dig et andet navn, så kom hun jo aldrig til at kunne fortælle at du havde sovet her. Hun vilde ikke fatte en gnist af mistanke om du sov her; for det første vilde det aldrig være hende muligt at tro noget sligt til mig, og for det andet er hun vant til at en eller anden ligger her om natten f.eks. før i vinter, Poulsen. At min broer ikke var hjemme, var et tilfælde som var beklageligt, forstår du. Ah, det kunde så udmærket gå! Tænk i det tomme hus med den skikkelige bundsforvandte af en pedel, og den velsindede, troskyldige, naive Josephine. For ombord på dampskibet er jeg vis på, vi ikke kunne få være såpas øieblik alene, at vi kunde omfavne og kysse hinanden engang, og det var jo ikke til at udholde at komme op til Bergen og være måske i en vrimmel af mennesker, når vi traf sammen, uden at ha'e gjort det. Du spørger efter værelserne. Det er bare mit soveværelse som jeg er glad i; de andre bryder jeg mig ikke snus om. Det er forresten ikke noget ekstra ved det værelse heller – det er lysmalet med to fag vinduer afskyelig lyst o.s. v., men jeg ved ikke hvad der er ved det, som gjør det så tiltalende for mig. Ja, der er sol, og det er jo en deilig ting; det er kun i mit og gutternes værelse at der er det. Når du kommer op ad to lange ækle ikke videre rene trapper har du en bred entredør foran dig. Så kommer du ind i en uhyre langstrakt entre (vi brænder to lamper i den, rigtignok er de små) og så har du tilhøire i bunden min soveværelsesdør og til venstre i bunden af entren forstår du, gutternes dør. Midt foran dig er der 3 døre, den ene fører ind til spisestuen, den anden til kontoret, den 3die til «salen», – det er et øgenavn jeg giver den, for alle værelserne her er små, nei ikke de to jeg og gutterne sover på. Så er der i flugt med disse tre værelser på den ene side et kabinet, som støder til mit soveværelse, der vender til gården, og på den anden side min broers og Jakob Alvers soveværelse. Kjøkkenet og pigeværelset er pent men doet er stygt, så trangt at man ikke kan være to der, og så er der så underlig lavt under loftet. Jeg er der aldrig, uden at jeg sidder og studerer på, hvorledes de har båret sig ad med at få det så lavt; det er som en aflang kasse de har stillet ind i et dertil afpasset indelukke. Heldigvis er det lige udenfor kjøkkendøren. Det er en renslig, stille gade vi bor i, og luften i dette strøg er god, men ikke så god som på Hægdehaugen. Fra vore vinduer har vi udsigt til det nye, storartede rigshospital med et stort haveanlæg,^k481 der endnu er for ungt til at være pent. Bygningens forskjellige dele er forbundne med åbne buegange, der hviler på søiler; gjennem disse buer ser vi videre ind til haver og beplantede gårdsrum og andre store bygninger. Den er ganske eiendommelig den udsigt, den har et svev af noget italiensk over sig med den lyse sten og de åbne buegange. I måneskin ser det godt ud. Jeg længes forresten tilbage til mit forrige logi. Her er langtfra så pent, og disse trivielle stuer med de lyse væggefarver, som formelig gjør ondt i øinene, kan jeg ikke føle mig hjemlig i. Jeg har mit skrivebord inde på mit soveværelse, og der kommer jeg at tilbringe det meste af min tid. Det er bare om aftenen, når vi skal sidde sammen at jeg holder til i «salen» og kabinettet. På mit soveværelse har jeg også min yndlingsstol en ostindisk lænestol med en bramin^k482 som altid gjør mig ondt i ryggen, og som jeg bestandig har sagt jeg skal dø i. Den er forresten slet ikke pen – af strå eller rør – men bare så egen. Der er også en anden god stol, en amerikansk, som du kunde bruge til at sidde og være fornærmet i om nætterne. Den vilde passe så godt til det, for den er så lav og magelig, og du kunde nemt få dig en liden blund der, så du ikke blev for meget martyr. –

Torsdag. Du søde, elskede, deilige menneske som sendte mig nok et fillebrev!^k483 Du er en skat, og jeg kysser dig i tankerne mange, mange, mange gange. Ved du, at undertiden står det ganske som en drøm for mig, at jeg har været hos dig på den måde, at jeg har kysset og kjærtegnet dig og ligget i dine arme. Undertiden er jeg vis på, at det slet ikke er sandt. Som da det spørsmål pludselig kom om jeg vaskede mig som jeg skulde; da strømmede blodet med en rasende fart op i mit hoved, og jeg følte en underlig fremmed undseelse. Det at jeg havde været og var din, stod så tåget og fjernt, langt tilbage, og jeg var halvt skamfuld over at du skrev om sligt til mig. Men det er bare øiebliksvis at jeg har det således. Når du engang kommer, så må jeg få sidde ganske, ganske stille hos dig, i timevis uden at røre mig, bare for at føle og nyde at jeg har dig tilbage, og at dine arme er om mig. Hører du, – du må slet ikke røre på dig, eller sige et eneste muk eller gjøre den mindste mine til at ville kysse mig. Det kan vi gjøre bagefter. Det med gode kår, tror jeg slet ikke er sandt. Dengang jeg stod ved mit livs egentlige «enten, eller» da jeg vilde fra mit ægteskab, var jeg gået min vei, om det så havde været på den pureste fattigdoms vilkår. Der er ingen tvil om det. Det blev også stillet mig for øie som et skræmmebillede, at jeg vilde få så lidet at leve for, og at jeg vilde komme til at måtte føre et yderst nøisomt liv. Det vidste jeg også var sandt, men det rokkede mig ikke. At jeg skulde komme til at bo sammen med brødre først den ene og så den anden, havde jeg dengang ingen anelse om. Og hvis jeg ikke var kommen til at gjøre det, vilde jeg slet ikke havt gode kår, men meget knappe kår. 550 spd, det er knappe kår.^k484 Og det er jo usikkert hvor længe det kan være at jeg bor sammen med min bro'er. Jeg har også fået «slidte mærker af livets seletøj» men jeg vilde derfor ikke opgive mit enten eller. Levede vi i religionsfanatismens, inkvisitionens tid, da var jeg én af dem, der lod mig brænde; om en eneste hykkelsk mine vilde været nok til at redde mit liv, – aldrig, aldrig havde jeg ta'et den mine på. Jeg vilde skrevet mere men bli'er afbrudt. Nu skal du sige at du har fået et langt og sødt brev. Hvor jeg glæder mig til dit på tirsdag!

Din Amalie.

Kr.ania 28de april. [1883]

Jeg har atter igåraftes fået et brev fra fru Sandberg, hvori hun bønfalder mig om at komme og besøge hende strax i maj; hun vil jeg skal svare strax. I ferierne er hun på landet med børnene, og det er ikke så nær at hun så godt kunde ta'e til byen for min skyld. Nu må du øieblikkelig sige mig om det var muligt for dig at ta'e din ferie i maj-juni, istedetfor juli-august, for hvis du kunde det, var det ligegodt vi reiste nu. Så mødtes vi i Kr.sand tilfældigvis, og kom sammen til Bergen. Hos Sandbergs kunde du vanke hver dag, derom er ingen tvil; jeg tror vi kom til at være meget mere sammen på denne måde end om du ventede til Bøghs kom hjem, og skulde holde til væsentlig hos dem. Og der er morsommere nu i Bergen end i ferietiden, for da er alle mennesker borte og da øsregner det bestandig. Kom vi i ferien, så blev vi ganske anderledes splittet ad, du i Sogn med Bøghs, og jeg på andre kanter med Knudtzons og andre. Jo mere jeg tænker på det, jo vissere forstår jeg at dette med at reise i maj såsnart det lod sig gjøre, og med at bo hos Sandbergs, vilde være den måde, hvorpå vi fik mest godt af hinanden. Til Bøghs kunde du sige, at du blev nødt til at ta'e din ferie tidligere end du havde tænkt af forskjellige grunde. Men hvis dette bli'er af, så gik det ikke an, at du kom til Xania, for nu er huset fuldt, og vi vilde ikke kunne være sammen som to elskende her hos os. Derfor måtte vi mødes i Kr.sand. Eller du kunde komme lidt før mig, og jeg ta'e af der og blive natten over i det samme hotel som du, og så reise afsted næste dag. Jeg venter et øieblikkeligt svar for at jeg strax kan sige fru Sandberg besked. Hvis du ikke kan, så er der naturligvis ikke tale om at jeg reiser. Jeg elsker dig og sender dig mange kys.

Din Amalie.

Søndag Aften

[29/4/1883]

Min Elskede, ja det var et langt og sødt Brev, og kunde jeg, skrev jeg et Kys ned her, hvad siger jeg – et? ti, som skulde hvile over Dig, så at Du slet ikke mere kunde frigøre Dig for deres Indtryk: fire på din Mund, et på hvert af dine Øre, et på hvert af dine Øjelåg, et på din Næsetip og så et på din Mund igen, indtil Du bad om Nåde. Der var en Mo'r med sine Drenge, når de skrev til hinanden, satte de Pladser af i Brevet, hvor Kyssene lå, så kunde de på Afstand give og modtage Kærtegn, men det er noget jeg i alt Fald idag ikke har Råd til – for Pladsens Skyld. Og Du er særlig sød, fordi Du ikke blev vred for mine Fillebreve – jeg kunde ikke give Dig dem bedre. Du! som jeg nu sidder her og skriver, stiger der fra mine Hænder, der jo altså ligge foran mig, en sagte Duft af Ixora op i min Næse,^k485 og der er tilmed ved min Kind og Skulder en blid Duft fra din Pude – jeg har, træt som jeg næsten altid er, når jeg har fri, sovet med din Pude under Hovedet – hvor jeg elsker disse fine Minder om Dig, Du elskede. Jeg har først i den senere Tid taget dit Stykke Sæbe i daglig Brug – det lå og duftede min Hårbørste fuld i min Servanteskuffe og blev kun anvendt ved særlig højtidelige Lejligheder. Men som sagt nu har jeg taget det i Brug, og med en vis Spænding gik jeg så forleden ind i den Butik, hvor jeg plejer at købe min Sæbe og bad om Ixora. Jeg blev helt stolt på Københavns Vegne ved at se, at man foruden hundrede andre Arter af fin Sæbe også havde et rigt Oplag af denne elskede Slags, som Du har betegnet som så sjælden. Foruden denne købte jeg så også af min egen tidligere mere tarvelig Guimande, men Ixoraen bevirkede, at den strænge unge (smukke) Dame, der fører Forsædet i Butiken, for første Gang værdigedes at komme ned fra sine Højder og anerkjende Tilstedeværelsen af min Ringhed i Butiken. Hun henvendte endog med forholdsvis mild Stemme det Spørgsmål til mig, om de skulde sende mig mit Indkøb. Jeg stammede, blev forvirret og sagde, at jeg så godt kunde bære det selv, og med mit dejlige Ixora i Baglommen, min Pakke Guimande under Armen vandrede jeg bort, vel vidende, at Resten af Dagen vilde disse Sager genere mig ganske betydelig, jeg kom jo ikke Hjem før Aften sent og skulde nu på Kontoret. Der kan Du dog se Amalie, København er ikke så dum en By, som du måske troede. – Du min elskede, som tvivler om, at jeg kunde stelle godt for Dig, når Du var syg. Det kan jeg Ven. Men så måtte Du også virkelig fejle noget. Den stakkels Gigt var der ikke noget at gøre ved og så troede jeg heller ikke rigtig på den. Min egen Pige, som har ligget så trofast og sovet med mig i Tirsdags – ak Stump det er et Velvære – jeg mener det at ligge uden Smærter en Dag helt stille – jeg skulde være kommen listende for at kysse Dig men næppe for at beklage Dig, den lille – nej litegran Synd i Dig, jeg skulde have følt, vilde jeg kun have taget på mig for at føje og forkæle Dig, for at vise, at jeg elskede Dig, men i mit Hjerte vilde jeg misunde Dig. For Du har jo ingen Fortræd deraf, vel min Unge? Og Du var oppe igen allerede om Onsdagen, ikke? I Onsdags traf jeg ved en Middag – oj, hvor fin! – hos Pietro Krohn Frk Knudtzon. Jeg kom sidst, og da Pietro spurgte, om nogen i Selskabet var mig ubekendt, lagde jeg ikke Mærke til hende – Broderen Dr Phil og Bogtrykker havde jeg hilst på^k486 – og havde kun Theaterchefen at lade mig præsentere for – vi kendte hinanden for øvrig udmærket –; ved Bordet dukkede så denne blege, langlivede Frøken op i min Nærhed. Hun havde Georg Brandes til Kavaller, og han våndede sig under Åget.^k487 Senere gad jeg ikke lade mig præsentere. Hun så mig virkelig for kedelig ud, og så var det hende eller en anden af Slægten, som skrev det dumme Sludder til Dig om «Et Besøg» og mig.^k488 Er der for Resten flere Frk Knudtzon – en af dem var det altså. Se, havde jeg nu været diplomatisk anlagt, havde jeg naturligvis gjort mit Bedste for at tækkes hende; i Kbhvn synes jo dog Vejen til Dig at gå gennem denne skyggeløse Poppelfamilie – og det første jeg så hende fôr også en sådan Hensigt gennem min Hjerne, men jeg stod det ikke ud. Men elskede Ven, den Art anklagende Stivhed i en Selskabssal er en Dumhed jeg ikke ret vel tolererer. Hvad vil Mennesker mellem andre, når de ikke selv give noget til Bedste? Har her altså været en Lejlighed til at handle til fremtidig Fordel for os, har jeg undladt at benytte den. – Men nu min Pige til vore Sommerplaner. Det er kun Pengene, min Ven, som gør det lidt vanskeligt for mig først at komme til Kristiania for derpå at drage til Bergen. Det er mindst 100 Kr mere, som derved går med – men hvad, det kommer jeg vel ud over. For det er ellers den dejligste Plan, der er til. Jeg er ikke en Snus bange for at tage imod din Gæstfrihed – når Du kun vil lade være med at begå den umådelige Uforsigtighed at give mig et andet Navn. Og tror Du jeg for bestandig vil lade mig afskære Muligheden for at komme åbenlyst i dit Hus? Nej Amalie, alt går som Du siger, men jeg er den, jeg er – din Josephine bevæger sig vel ikke i de Selskabskredse, som J.P. har averteret, og hvis der skal blive Snak eller Udfritten – det sidste hører nu med til Ubegribelighederne for mig – så gad jeg vide hvad Skjul et fremmed Navn, hentet ned fra Skyerne, skulde kunne give. Den danske Herre, det er mig, om jeg så hedder Per eller Povl, og alt vil først blive riv ruskende galt, hvis et falsk Navn dukker op i Historien. Altså Søde jeg kommer til Kristiania, og så bærer Du Dig ad i dit Hjem og overfor andre som det, der officielt skal være Tilfældet: jeg er din meget gode Ven – – – – –

Elskede, det er sket hvad jeg mindst af alt havde ønsket, et Menneske er kommet for at være min Gæst. Han sidder endnu hos mig, kl er 12 ¼. Han var elskværdig jeg holder af ham, og han søger mig fordi han holder af mig. Kære jeg har været nødt til i mange Timer at være Vært. Jeg har intet haft i Huset og er næsten nødt til nu at gå med ham for at opfordre ham til at drikke et Glas Vin på et offentligt Sted. Min elskede søde, Godnat – om det er mig muligt får Du igen imorgen et Par Ord.

Din Erik

Tirsdag Aften

[1/5/1883]

Søde velsignede Amalie, blev Du en Smule skuffet – jeg håber da Du blev det – over den bratte Afbrydelse i Søndags. Jeg vilde så inderlig gerne have bødet en Smule derpå igår, men det var umuligt, jeg var ikke ene og ikke ledig et Minut på Dagen, før Kl. lakkede ad 1 om Natten – og da var jeg heller ikke alene. Da sad et Par Venner på Redaktionskontoret og ventede utålmodig på, at vi skulde gå et Sted hen og nyde lidt, de var sultne og tørstige efter en Kammermusikkoncert, de havde forladt Kl ½ 12. Så kom jeg hjem Kl 2, og da lå dit næste Brev til mig. Jeg var jo nær bleven forskrækket, nu da jeg er afvænt med at blive overrasket af dine Breve. Jeg læste altså din Plan om det tidligere Besøg. Jeg havde den dummeste Drøm. Jeg drømte, at jeg gjorde Forsøg på at få en mig højst nødvendig Søvn på min Sofa, men at jeg blev vækket af en utålmodig Samling Mennesker: min Moder mine to Søstre, min Broder, der er i Frankrig, min gifte Halvsøster og det yngste af hendes Børn,^k489 jeg skulde op og pakke ind; om ganske kort Tid måtte vi afsted til Dampskibet, vi skulde rejse, jeg, min Mor og to Søstre, til Stettin. Jeg stred og stræbte for at blive vågen, men det var mig ikke muligt, jeg var som lam af Træthed. De gjorde Nar ad mig og blev sinte, navnlig min Bror, men lige umuligt var det mig at stå på Benene, jeg faldt bestandig tilbage på din Pude, og jeg bad for mig om dog blot at få sovet i 5 Minuter til, det vilde hjælpe. Så bøjede min Halvsøster – jeg har ikke talt med hende nu på flere År – sig over mig og kyssede mig – jeg tror aldrig i mit Liv, at det er sket – hun var så forunderlig blød og velgørende at føle på og samtidig kravlede hendes lille Dreng – i Virkeligheden må han nu være Student – op til mig, han var ganske nøgen, fast og buttet på Kroppen, det var så friskt og behageligt, og jeg blev helt vågen. Men dette med Rejsen var en fuldstændig Overraskelse, jeg havde ikke det mindste i Orden. Jeg måtte i en Fart se at finde mine Klæder – Kufferten stod parat inde i Sovekammeret – og mine Penge. Navnlig de sidste! Men hvor var dog min Sparekassebog med de 300 Kroner jeg havde lagt til Side, det var ikke muligt at finde den, den skulde stikke i en Frakkelomme, og jeg dukkede ned i en Uendelighed af Klæder, men det var aldrig min egen Frakke jeg kom i – jeg havde havt min Sparekassebog med mig i Byen for at sætte en Sum ind, jeg havde sparet i Løbet af Måneden, igår var det jo den sidste, og idag har jeg hævet Gage – nå, endelig fandt jeg den. Men hvorledes få hævet Pengene? Min Moder vilde låne mig Penge. Så var Vognen der. Afsted! Så endelig brød det igennem, hvad hele Tiden havde ligget som en dunkel Tanke jeg ikke kunde få fat i, at om jeg nu rejste til Stettin, så vilde jeg jo ikke have Penge nok til i Sommer at komme op til Dig. Høj, Godtfolk jeg rejser ikke med! Nej, lad Du også meget hellere være med det, min Dreng, sagde min Mor med en for mig aldeles forbavsende Koldsindighed – gå Du kun ind i din store Seng og sov, det har Du bedre af. Jeg vågnede badet i Sved af Anstrængelse og Forvirring, himmelglad over, at jeg i sidste Øjeblik havde fået mine Tanker samlede, så at jeg havde undgået den frygtelige Begivenhed at stå uden Penge til Sommer. Hvor var det godt jeg slap! sagde jeg ganske højt og kom så fuldstændig til mig selv. – Jo ser Du lille Pige, det voldte nu dit Brev altsammen, og så en Samtale jeg på Kontoret havde havt med Chr. Rovsings Fader,^k490 der havde fortalt mig, at han imorgen må rejse til Kissingen^k491 for at bruge en Kur. Min søde, yndige Ven, jeg kan ikke komme løs nu. Og Amalie i Grunden foretrækker jeg også langt at vente til Ferien. Jeg har sådan levet mig ind i Fantasier om dit tomme Hus, at jeg kun med ligefrem Sorg kan skille mig fra denne Fremtid. Men jeg kan ikke komme bort nu. Lige efter Pinse skal en politisk Kampagne begynde Landet over,^k492 og min Nærværelse på Kontoret bliver en ligefrem Nødvendighed. Du synes at være så glad i den sidste Plan, og i og for sig er den jo også lokkende over al Måde – særlig at Du vilde smutte ind på Vejen til mig i Kr.sand – men Unge, tror Du ikke, at det gik, hvis vi til Sommer var sammen i Bergen, at Du uden videre sagde til Fru Sandberg, at hun skulde bede mig ud på Landet, hvor de lå (og Du naturligvis). Jeg kunde jo være indlogeret i en Kro i Nærheden. Skal jeg i Bergen høre Fru Bøgh til, rejser jeg slet ikke derop. Der er jo ikke noget kompromitterende i, at Du på gæstevenlig Vis anbefaler mig ind i et Hus. Jeg er jo fremmed og skal se Landet og behandles pænt, og der er jo noget literært ved mig. For Resten bryder jeg mig ikke en Snus om Bergen, når jeg blot må komme til Dig i Kr.ania – i dit tomme Hus. Og så synes jeg også Amalie, at det må være Sommer næste Gang vi ses. Vi elsker jo dog begge Varmen, og dette at kunne færdes ude, min Ven, det er dog så godt. For Øjeblikket er her en Smule Forår i Luften her nede. Alle Sommerlængslerne er begyndt, og skulde jeg leve min lykkelige Tid i Maj-Juni (i en Slags grøn Vinter) for så at komme ned her og forgå af Melankoli i Højsommeren – nej Unge, det var næsten for grusomt. Så er der en Ting til, jeg må også se at samle nogle flere Penge sammen til den store Rejse. Jeg hader at låne, når jeg ikke har det klart som Dagen Tidspunktet da jeg kan betale tilbage. Altså kære søde Du, jeg kan ikke rejse nu. – – Du er et lille Fæ. Du lader endnu, som Du ikke véd, at jeg var forelsket i Dig, inden vi kom til Lillehammer. Jeg var det. Men jeg begærte Dig ikke, for jeg trode ikke Du kunde elske, særlig, at Du ikke kunde falde på at elske mig. Og så klog var jeg bleven i Livets Skole, at på håbløse Historier vilde jeg ikke indlade mig. Ak jeg vilde jo være gået ind til Dig hin sidste Morgen for at kysse Dig – forskrækket som jeg var, fordi jeg trode, at Du dog syntes bedre om Dr. end om mig. Det skulde have været det menneskeligt smukkeste Kys på Jorden. Og jeg fantaserede om hele Natten, at jeg på den Måde vilde kunne give Dig noget, et Indtryk af en Mand, der skulde være helt rent og blottet for den Atrå, Du kun havde set som styg. Amalie, min Følelse for Dig var en fin og skær Forelskelse, derom kan der ingen Tvivl være mellem klartseende – og Du er jo så umådelig klog på Kærlighed. Og jeg syntes Synd i Dig, at Du ikke vidste, hvad godt to Mennesker kunde ville gøre hinanden.

– Nej min Ven, Bøghs har ikke med et Ord antydet din Eksistens til mig, så Fossen synes i alt Fald ikke at have lydt i deres Øren. Jeg ser for Resten for Tiden ikke meget til Bøghs, vi kommer ikke i de samme Huse, og det synes at skulle blive meget tilfældig at vi mødes. – Så vidt jeg har kunnet forstå Beskrivelsen af din Lejlighed, må din Broders Soveværelse ligge længst mulig borte fra dit. Du kunde tegne mig et lille Grundris, det vilde interessere mig i højeste Grad. Ligger Gutternes og hans Soveværelse ikke Side om Side svarende til dit Værelse og Kabinettet? – Ak Amalie, jeg vil så gerne, når vi mødes være stille og god, som Du ønsker det – men jeg lover intet, navnlig ikke, at jeg ikke kysser Dig, og Du skal se Ven, at det vil ikke være så slemt. Kan Du huske, at i Falkøping turde jeg ikke straks kysse Dig. – Amalie jeg tror Dig med «enten-eller», det jeg skrev var et Udbrud af min egen mistrøstige Stemning. Jeg har aldrig lidt så meget som i det sidste År ved at skulle slide for mit Brød. – Jeg sender Dig min Unge, hvad jeg tror vil more Dig den allerførste (kasserede) Begyndelse til «Gertrude»^k493 – jeg fandt den tilfældig idag; tidligere har jeg ledt meget efter den. Mig har det interesseret at finde Beviset for, hvor fuldkommen jeg stod bag ved Figuren Gertrude, da jeg vilde til at begynde, og hvorledes den efterhånden kunstnerisk betog mig. Du ser også, hvor lidt Mod jeg havde, da jeg begyndte på Novellen: min Plan var umådelig meget simplere: en kort lille Turgenjevsk Fortælling. Du må sende mig denne Begyndelse tilbage, den er jo et Aktstykke, der har Betydning for mig. – Jeg må stoppe, for Kl er mange. Der var for Resten navnlig en Begivenhed jeg skulde have fortalt, men den udvikler sig måske til noget mere senere.

Din længselsfulde

Erik

Kr.ania 4-5-83.

Nåde elskede, nåde! jeg glemte at skrive denne gang, nei snak – jeg glemte det ikke, jeg gik tværtom hele dagen igår og glædede mig over at det var søndag at jeg havde skrevet på torsdag som ellers, og at jeg nu kun havde mandag og tirsdag igjen til at vente på dit brev. Så kom dit brev fra tirsdag, imorges (fredag) og så først fik jeg øinene op for ulykken. Det var Christi Himmelfartsdag som narrede mig.^k494 Jeg havde ikke anelse om at det ikke var søndag. Er du sint på mig nu? Du må ikke være det. Og blev du umådelig forbavset og vred da der lørdag aften intet brev lå fra mig ved din hjemkomst? Du vil ikke gjøre gjengjæld og lade tirsdag gå hen uden at bringe mig noget brev! Du må, du skal ikke gjøre det elskede. Det værste er at jeg nu ikke kan skrive dig et ordentligt brev til. Det er og har været mig umuligt idag; alt har sammensvoret sig imod det, og det uagtet jeg var oppe 10 minutter før 5. Så tidlig forlader jeg min seng nu fortiden, så går jeg lige i det kolde vand. Men jeg bliver søvnig af det om aftenen, og jeg begriber ikke hvorledes jeg skal stå i det når du kommer, og vi skal holde de vågne nætter gående, som vi gjorde på vor bryllupstur, havde jeg næsten sagt. Ja, ja da, – så kommer du altså ikke før i juli. Det er kjedeligt, først fordi det varer så meget for længe før jeg skal få dig i mine arme, og dernæst fordi jeg var bleven så glad i denne plan. Det bli'er ækkelt på den anden måde. Bøghs kommer at fange dig og holde dig fast, og veiret bli'er slet. Det er en kjendsgerning at det øser ned og stormer og er råt og koldt i Bergen på den tid. Men når du ikke kan, så kan du ikke. Hvor det var sødt af dig at sende mig det udkast til din bog. Jeg har fået en underlig indvendig kjærlighed til det, og det forekommer mig at være noget kostbart, som jeg af og til vil ta'e frem for at betragte. Du får det nemlig ikke tilbage før vi sés. Det er sandt: fik jeg det Bjørnsons brev om Jakobsen [sic] tilbage hos dig?^k495 Jeg husker det ikke, men vil i tilfælde gjerne ha'e det. Mor kommer hid fra Fr.hald imorgen. Jeg glæder mig umådeligt. Så var det jo godt for noget at vi ikke skulde til Bergen nu. Jeg må slutte, og du må ikke være vred.

Din Amalie.

Mandag Aften

[7/5/1883]

Min egen Amalie, jeg sad igår hjemme hele Dagen, og var «fornærmet» – lige som hin Nat i Lænestolen.^k496 I den Stemning kunde det naturligvis ikke falde mig ind at skrive, Du skulde dog også føle, hvad det var ikke at få Brev den rette Dag. Ak nej, i Grunden var jeg slet ikke fornærmet, kun skuffet, og da min Uge ikke havde bragt mig noget som helst af Interesse, morede det mig at spille krænket Ægtemand. Du søde, hvor jeg alligevel var glad og lykkelig ved Dig og ved Tanken om Sommeren. Bogstavelig Amalie, jeg lever kun på mit Besøg hos Dig. Alt løber næsten uænset forbi mig medens jeg venter. – Jeg kan nu for Resten dårlig forstå, at Du kunde glemme at skrive, Du tossede Menneske, jeg troede, at Du vilde opsætte at sende Brev, til mit Svar om den nye Plan for vort Møde var kommet Dig i Hænde. Det gik mig for øvrigt Lørdag Nat, da jeg kom hjem, helt raffineret ubehageligt. På mit Bord lå nøjagtig som sædvanlig et firkantet Brev, jeg kunde se det inden jeg tændte Lys og tog det med ind i Sovekammeret. Så tændte jeg Lys og så et Brev med min egen Bys dumme Frimærke – det var virkelig temmelig afskyligt. Jeg smed det hen på en Kommode og gad ikke røre ved det mere ved denne Lejlighed. Igår morges så jeg så, at det var en fuldstændig ligegyldig Underretning. Ak Du søde – godt var det, at jeg hurtig havde min Forklaring til rede på intet Brev at få. Jeg fandt den ganske vist ikke fyldestgørende men den lod sig dog høre. Havde jeg tænkt mig, at Du sådan uden videre kunde glemme mit Søndagsbrev fra Tirsdag Aften og det på ny ventede Svar – jeg havde Samvittighedsnag ved, at jeg måtte vente til Tirsdag med at skrive – så havde min Stemning formodenlig haft sin Tilsætning af Bitterhed. –

– Kl er 11 ½ i dette Øjeblik kom en Deputation fra Kunstnerforeningen for at melde mig, at jeg efter en umådelig Kamp ved Ballotering var optaget i Foreningen.^k497 Forrige Mødedag var jeg faldet med nøjagtig 1/3 Stemmer imod. Det er Politik. De gamle havde rottet sig sammen for at undgå det literære Venstres Indmarch. Nu havde man haft Generalforsamling havde omstyrtet den forrige Ballotering holdt Taler som man var gale og med et umådeligt Overtal var min Optagelse sat igennem – kun 12 havde endnu fastholdt Afgivningen af sorte Kugler. De vilde øjeblikkelig have mig med op i Foreningen for at gøre Stads af mig. Denne Gang var jeg glad ved min sene Travlhed, jeg kunde med Sandhed sige, at det var mig umuligt at gå fra Kontoret. Nu må jeg også sige Dig God Nat der ventes på mig.

Din Erik

Kr.ania 10de maj 83.

Jeg kunde godt mærke du havde været vred «du tossede menneske», som dårligt kunde forstå, at jeg havde glemt at skrive. Men du hørte jo det, at jeg slet ikke havde glemt det, jeg – det var bare en skjæbne som var over mig. Har der aldrig hændt dig noget sligt, dig, at du har gået og været besat af en rent ravruskende forunderlig tidforveksling? Mig er det slet ikke første gang det passerer, og jeg formoder det heller ikke bli'er sidste. Og desuden, om du også aldrig har glemt at skrive på den rette dag, så har du så ofte spist mig af med rigtige fillebreve, hvad jeg kun én éneste gang har gjort. Men jeg vil gjøre det herefter. Det er så alligevel så bort i natten utilfredsstillende at skrive, at jeg formelig ikke gider være besværet af det. Jeg havde en masse ting at fortælle dig, eller rettere at tale med dig om, eller allerrettest begge dele, men det er så altfor håbløst at begynde derpå. Nu er der jo heller ikke mere end 2 måneder til vi skal sés – så er det ligegodt at vente. – Det har været så trist i den sidste tid; min bro'er har egentlig i hele vinter været dårlig af catahr [sic] i halsen,^k498 – ja strengt taget lige fra han forrige år kom hjem fra Leipzig. Men han har selv gjort så lidet væsen deraf, og slet ikke tålt at man lagde merke til det, indtil det blev så galt, at han måtte gi'e sig over. Og selv da gav han sig slet ikke over, men vilde forsøge at lade som ellers. Så gik jeg ned til hans læge, og fortalte ham nøiagtig og omstændelig hvor dårlig han var, og bad ham give mig hans erklæring for at han måtte afsted til Ems heller idag end imorgen. Og han var aldeles enig med mig, og fortalte at han aldrig gjorde andet end sige ham hvor klein han var, og indtrængende opfordre ham til at komme sig afsted. Jeg kunde godt mærke på doktoren, at han ikke havde stor tro til ham. «Han kan jo komme sig i Ems» – sa'e han. Så fik jeg hans svigerforældre og svogre til at sammensværge sig med mig for at få ham afsted, og tirsdag middag reiste han da over Fr.hald, hvor han bliver til fredag, (imorgen) da Ludvig følger ham et stykke på vei. Han var elendig da han sa'e farvel til os. Den smule anstrengelse med at bli'e færdig – endskjønt jeg naturligvis gjorde alting for ham, tog umådeligt på ham, og så var det vistnok også det, at han havde opgivet at ville sætte os blår i øinene. Kuren i Ems varer 6 uger, men så reiser han etsteds hen i Tydskland, som han elsker at være i – han kan ikke fordrage Norge – og han kommer under ingen omstændigheder hjem før i septbr. – Du kan tro det var deiligt for mig at mor kom. Til hende kunde jeg på min side gi'e mig over, og lade al min bedrøvelse få frit spillerum; den jeg ligeoverfor Vilh. og gutterne havde holdt nede. Og mor får mig altid i godt humør. Hun sover inde hos mig; vi har stillet hendes seng på den modsatte langvæg, og så kan vi ligge og tale over til hinanden om aftenen, hvad vi gjør mere end især hun har godt af. Og om aftenen når hun er kommet iseng, kommer alle gutterne ind «for at høre os være fornøielige», – som de siger. Forresten har det ingen art med os denne gang; vi er så bedrøvede for Vilhelm. Det er meget tvilsomt om han kommer mere tilbage. Jeg står fremdeles op kl. 5, og mor skjænder og spør hvad der er kommet over mig, at jeg farer op midt om natten som en daglønner der skal på arbeide ude af huset. Og siden igår kan du tro hun gjør nar af mig, fordi jeg kl. omtrent 11, blev så forsøvnig, at jeg måtte lægge mig på sengen og sov som en sten til kl. 1. Hvor du er flink som har fundet ud at min bro'ers soveværelse ligger længst borte fra mit, og støder op til gutternes værelse, ligesom mit støder op til kabinettet; det er just således. Jeg har lavet en tegning, som er grusom, men som viser dig hvorledes værelserne ligger. Når du ringer på klokken isommer, skal jeg selv lukke dig ind, og så trækker jeg dig, uden at sige noget lige ind i kabinettet, hvorpå jeg falder dig om halsen og kysser dig, og får dig til at sætte dig i den grønne sofa ved siden af mig, og være ganske stille, og ingenting sige. Så får du se om min tegning har kunnet orientere dig en smule. Du kunde nu forresten godt ha'e skrevet søndag aften hvis du havde villet, for mit brev er formodentlig ikke kommet dig så sent ihænde, at der ikke var tid, men du har skullet straffe mig og det var stygt af dig. Jeg må desværre slutte nu. Jeg ved ikke hvordan det er men det bli'er så vanskeligt om dagene at få tid til at skrive. Jeg taler med mor om dig uden at nævne dit navn. Hun har ikke begreb om hvem du er. Idag bad hun om en god bog at læse i over middagene. Jeg har givet hende Gertrude.

Din Amalie.

[Tegning over leiligheten vedlagt]

Søndag den 13 Maj 83

Min yndige, fine, elskede Veninde, jeg véd ikke ret, hvoraf det kommer, men det forekommer mig, at dit lille sidste Brev fra igår Aftes er et af de kæreste jeg har modtaget fra Dig. Det er så stille, så sødt. I sin knebne Korthed med sin alvorlige bedrøvede Tone fortæller det mig om Dig meget mere synes jeg end tidligere en lang Skrivelse har kunnet gøre det. Jeg tror Amalie, at det er det, at din Kærlighed her har været Dig en selvfølgelig Sag, noget Du ikke længer forundrer Dig over, reflekterer over, kæmper med. Min egen Ven, der gik igennem det lille Brev en Følelse af – det tror jeg da – at Du virkelig trængte lidt til mig, en Tro på, at jeg kunde fylde, blødne en Del af dit Liv for Dig. Jeg tager Dig så usigelig gerne på Ordet, min Ven. Hvis det virkelig skulde blive så, at jeg kom ind i din Tilværelse, ikke som en Forstyrrer men som en Lemper, en Tilrettelægger – ikke just ved det jeg fandt på at gøre men ved din Følelse for mig, så Amalie havde jeg en usvigelig Ret til at være hvad jeg er: din Elsker. Min søde Pige, det er din gode Ven jeg så gerne vilde være. – Hvor jeg er glad på dine Vegne, at Du har din Moder hos Dig netop nu. Så vidt jeg har forstået har Du ikke netop været forberedt på den hurtige onde Vending med din Broders Sygdom, og Du har ikke i den Anledning skrevet efter din Moder, hun er kommen af sig selv. Det synes mig, at det er endnu bedre således: Nu vilde jeg kun have ønsket at jeg kendte din Broder. Rimeligvis må han være kommen over Kbhvn, har måske været her igår eller idag, så kunde jeg have fortalt Dig om hans Humør hans Tilstand. Nu kan jeg kun føle med Dig, dele din Ængstelse og give mine Ønsker med – jeg har fået et så dygtigt og nobelt Indtryk af din Broder ved din Omtale af ham. Sig mig hvad er din Broder Ludvig i Fr.hald. Enten har jeg glemt det, eller jeg har ikke før spurgt der om, vistnok det første. Du er sød Amalie, at Du gav din Moder «Gertrude» at læse. Men jeg er urolig for, hvad hun vil synes om den. Kan hun ikke lide den, bliver jeg virkelig bedrøvet. Herregud, den er jo så inderlig skrevet fra min Side. Du må ærlig sige mig, om hun har sagt noget og hvad hun har sagt. Min Ven, dit Grundris af Lejligheden er jeg en Smule stolt over. Sådan havde jeg netop anbragt Værelserne for hinanden, det eneste jeg ikke kunde komme ud af var Anbringelsen af Køkken og Pigekammer, og så det Pulterkammer, det vidste jeg ingen Besked om. Hvis nu, hvad jeg antager, Pigen fra sit Værelse kun har Adgang til Køkkenet, synes hun mig meget passende lukket inde – det Skind, megen Plads kan hun ikke have. – Du har ikke tidligere fortalt mig om din tidlige Morgenopstandelse. Jeg kan umådelig godt lide den. Om Sommeren er man ubetinget mest Menneske om Morgenen. Ja jeg er nær ved at gå så vidt at sige, at man egenlig i vort Klima kun lever i de fire eller fem Sommermåneders Morgentimer, som man ved at gå i fornuftig Tid i Seng kan forskaffe sig. Det hører med til en af mine Fortvivlelser ved det Avisliv jeg i de sidste År har ført, at jeg Sommer og Vinter kommer lige sent i Seng og lige sent op om Morgenen. Om Vinteren er dette mig en mindre Plage, men fra det Øjeblik jeg kan sætte mig hen ved Skrivebordet i min Dagligstue, uden at der først er fyret i Kakkelovnen, længes jeg som i Hjemve efter den Morgenstund, der giver mig Rådighed over den bedste Del af mig selv. – Hvis jeg sidst vilde vente på dit Brev, kunde jeg ikke have skrevet før, det kom først Mandag Morgen, idet der ingen Brevombæring finder Sted om Søndagen efter 1 eller 2. – Du Amalie, jeg har for Resten noget godt at meddele Dig. Så vidt jeg i dette Øjeblik kan beregne, skal det nu lykkes mig på en god Måde at slippe mit Slaveliv ved Avisen. Det har tæret for meget på min åndelige Evne, og det er på høje Tid at jeg forlader det, hvis jeg ikke skal falde hen til det almindelige journalistiske Håndværkerstandpunkt. Vanskeligheden var, at jeg ingen kunde sætte på min Plads, og at jeg ved at gå, derfor måtte bryde overtvært og gøre Fortræd og rimeligvis skaffe mig Fjender – om ikke åbenlyse så indvendige – i de Mennesker, som jeg hverken borgerlig kunde tåle at være Fjender med eller moralsk ønskede at være det med. Jeg har fundet en Mand.^k499 Nu skal min Kunst bestå deri at slippe løs og dog ikke kaste los. Jeg må indrette mig en Stilling, som er overordnet og uden Kontorarbejde, men såsom vi har en politisk Redaktør (Hørup) og en æstetisk Medudgiver (E. Brandes), der når Lunet falder over ham, med noget af Parvenuens Ufinhed blander sig i Styret, er Opgaven ikke let, da netop disse to Mennesker af Navn udfylder omtrent hele det Rum, som jeg skulde bevæge mig på, hvis jeg ikke vil kaste helt los og blot være almindelig Medarbejder. Kan jeg ikke andet, bliver jeg det sidste fremfor at dumme helt hen; men jeg tilsætter derved for den største Del den – relativt dog ikke så helt ubetydelige – Magt, min nuværende Stilling har givet mig, og det har jeg ikke ret Mod og Manddom til at gøre, idet jeg ikke i Forholdene kan se noget fast Punkt, til hvilket jeg kunde knytte nye Bestræbelser efter at vinde Indflydelse. Politiker kan jeg kun ved en sådan Række Lyverier blive, at jeg ikke tiltror mig Evne til at opnå noget ad den Vej. – Megen Tillid til mine åndelige Gerningers Dybde og Vidde har jeg aldrig havt, og i dette Øjeblik da jeg lægger Planer for på ny at sejle ene ud og mulig opdage det Rige, der skal føde mig herefter – Du forstår, ikke alene pekuniært men med Anseelse – er jeg så langt fra at være fortrøstningsfuld, at jeg meget mere er belavet på, at hint Riges Kyster får jeg aldrig Kig på. Men bange er jeg alligevel ikke. Det er noget, der skal gøres. Det er ligesom i 64, da jeg stormede Prøjsernes Stilling.^k500 Jeg var vis på, at jeg blev skudt, men det kom ikke mig ved. En underlig Fornemmelse – forhåbenlig er den sund. – Nu min søde Pige, må jeg sige Dig foreløbig farvel. Det er 1st Pinsedag – ganske skikkeligt overtrukket Vejr (bedst til Vinterfrakke) – jeg skal ud til Middag. Kan jeg komme skikkelig hjem, får Du et Par Godnat-ord, men sikkert er det jo ikke. Men jeg må med det samme sige Dig, at Du ikke på Tirsdag Aften må vente Brev fra mig. På Søndag skal et stort politisk Møde foregå i Nordsælland [sic],^k501 hvor jeg må være til Stede. Det er hele Dagens Optagelse. Kan jeg, skriver jeg naturligvis Lørdag Aften eller Mandag, men intet af dette er synderlig sikkert. Farvel altså min Elskede. – – Kl. er ½ 2 Selskabet var lille og tungt, jeg er træt. Der var et Par Forlovede, som jeg kender, og som jeg har ondt af: Familjen fornægter dem, vil ikke vide noget af Forlovelsen at sige, fordi han ikke er i Stilling, og hun intet ejer. Han har det mindst mulige Hoved til at lære noget og skal have en Examen han aldrig får; de talte om den Uret, de er udsat for. De er vistnok brave begge to og burde være hjulpne frem; han har mekanisk Talent. Sådan to Menneskers Nød angriber mig en Smule.

God Nat

Din Erik

Kan Du få Tid dertil, gjorde Du mig en stor Tjeneste ved at skrive om den politiske Situation. Hvad din Kreds dømmer, hvad Du selv mener. Jeg har på ny været sammen med Bøghs og fandt hende i Grunden ganske tækkelig – jeg gjorde Lykke hos hende. Jeg vilde og det lykkedes.

Onsdag eftm.

[16/5/1883]

Min elskede søde, tak for dit sidste, trofaste brev; hvor du er snil og god og prægtig! ja, det var så, jeg havde en følelse af at trænge dig sidst jeg skrev, og det gjør jeg i en usigelige grad bestandig, men alligevel står det fast hvad jeg dengang skrev, at jeg vilde se dig éngang til, og så aldrig mere. Det er for at tage afsked med dig for bestandig, at jeg venter dig hid isommer. Jeg har gjort noget rasende radikalt; jeg vilde ikke tale om det til dig, før det var afgjort, du må ikke blive forskrækket og du er ikke den jeg tror, hvis du bli'er vred for det, ja det vil sige for at jeg ikke har spurgt dig iforveien. Du kan vide jeg har tænkt det nøiagtigt og grundigt igjennem, og at jeg ved hvad jeg har foretaget mig. Jeg reiser til Amerika; jeg er gjennem en veninde som jeg ikke har sét på mange år, og som er gift med en tydsk professor i Milwaki [sic]^k502 bleven tilbudt en god post ved universitetet der, ja, det høres jo latterligt, men i Amerika får damer sådanne poster – det er som bibliothekar, og jeg skal være optaget fra 8 om morgenen til 12 ½ hver form. og så ikke mere; for dette skal jeg ha'e 850 daler i årlig løn, og når jeg på grund af ælde ikke mere kan være der, halvdelen i pension. Jeg skal bare kunne skrive engelsk, tysk og fransk, og det er jo billige betingelser. Det er en dame som har posten nu, men hun skal giftes og drage til Chicago ellers var hun vedbleven at være der. Det er længesiden hun skrev og bad mig komme; hendes mand er formand i det collegium der har med postens besættelse at gjøre. Hun har så længe tænkt at få mig over eller ønsket det, rettere sagt. Vi har i mange år korresponderet af og til, og aldrig ganske tabt hinanden af syne. Det er bare amerikanere og tyskere jeg kommer op i, og det er bedst, for de norske i Amerika er i regelen simple og ukultiverede mennesker. Nu skrev jeg i forrige uge og sa'e at jeg vilde ha'e posten, men på den betingelse, at der kunde skaffes en vikar indtil jeg kunde arrivere, hvad ikke kan finde sted før til næste år høst, når Jakob er bleven student, for begge gutterne ta'er jeg naturligvis med. Så slipper jeg at leve af hans penge, hvad jeg jo for en del har gjort og hvad der altid har pint mig. Så får alt det udelukkende komme gutterne tilgode. Jeg antager ikke at han kan have noget imod at gutterne bli'er med mig, for han har altid været i ekstase over Amerika, og beklaget at hans sønner ikke var født der, på grund af den ulige bedre fremtid for flinke unge mennesker. Jeg kan også godt li'e Amerika; jeg har været overalt der omtrent, ja det vil sige i Nord og Syd og Øst og Vest Amerika,^k503 så jeg ved hvad det ligner i altfald. Gutterne har jeg spurgt om de vil være med, og de har sagt ja efter nogen forskrækkelse. Men selv om enden bli'er, at de ikke følger, drager jeg min vei. Jeg vil naturligvis dø af længsel de første to år eller så, for jeg har jo så mange venner her, og er dertil på så mange måder rodfæstet i Norge, som jeg elsker, og aldrig vil glemme, men der er dog grunde gode nok for mig at reise bort. Måske var jeg aldrig kommen til at giøre det, hvis jeg ikke havde mødt og elsket dig. Men ser du, som det er med os, kan jeg ikke holde det ud. Jeg længes efter dig bestandig, – jeg lider ved at være skildt fra dig, – alt hvad i mig er, drager mig bort fra mig selv, over til dig, – jeg rent sygner hen af det – og så indimellem græmmer det mig den frygt jeg bærer på, at du dog ikke elsker, ikke kan elske mig som jeg elsker dig, du som har elsket før, og vidste hvad det altsammen var for noget. Og derfor vil jeg fra det. Tro ikke at jeg bilder mig ind at kunne glemme dig nogensinde i dette liv, eller at jeg kan tænke mig, én dag at være bleven så hærdet at mit hjærte ikke skulde vånde sig og bløde ved at huske på tabet og savnet af dig; men jeg ved, at det vil være mig tåleligere på den måde som jeg nu har udsét mig. Jeg ved det nu: jeg mødte dig kun for at jeg skulde lære alle sorter lidelser at kjende. Jeg havde jo prøvet så mange, ja, alle undtagen den det kan volde at elske et menneske, – nu ved jeg også hvad det vil sige, og nu er jeg først helt et menneske. Og nu vil jeg ikke, at det jeg har følt for og ved dig skal jaskes ud og slides af i livets mangehånde, usselige slitage; det skal stå som et rent og helligt stykke minde, alle mine dage, som de elskede døden berøver os, inden vi har lært deres svagheder at kjende. Og jeg skal desuden sige dig, at alt dette fordækte og dulgte væsen er mig så inderlig forhadt. Og alt det snak som tiden og forholdene, hvis vi fortsætter på denne måde, vil vælte ud over os, vil jeg hade og samtidig krympe mig under mere end jeg kan tåle. Ingeborg og Pylle ved alt. Det bryder jeg mig forøvrigt utroligt lidt om, så langt, langt mindre end jeg skulde tænkt. Jeg fik vide det forleden, og dagen efter skrev jeg til professor Hirt og sa'e at jeg tog posten. Det gik således til: jeg fik forleden et brev fra Ingeb. hvori det blandt andet hedder: «Du ved selv hvor stor tillid jeg havde til dig, hvor sikkert jeg stolede på at du holdt af mig, det viste jeg vel mere end tydeligt i den overstrømmende fortrolighed jeg havde til dig; men ser du Amalie, den slags fortrolighed eller venskab fordrer gengæld. Jeg kan ikke lukke mit hjærte, og alle mine tanker op for en, der sålidt stoler på mig, sålidt føler trang til at være sand overfor mig, at hun ikke taler til mig anderledes end til gud og hvermand. – Du kan forstå jeg bebreider dig slet ikke noget, men jeg vil bare sige dig hvad jeg ved, – eller at jeg ved mange ting, som gjør at jeg vilde være en påtrængende tosse, om jeg bildte mig ind at du bryder dig mere om mig end om alle andre. Se derfor behøver vi vel ikke at ha'e scener og opgjør og bebreidelser o.s. v.» Så traf jeg Pylle, der spurgte om jeg havde hørt fra Ingeborg, og om hvad hun skrev. Jeg svarede at det var ikke noget sådan at fortælle, og så busede Pylle (der forresten er ualmindelig sød) ud: åh jeg ved godt hvad det er, Ingeb. har havt en stor sorg med dem, hun syntes hun stod dem altfor nær til at de skulde kunne gå hen og lyve for hende – det sa'e hun til mig i Paris, og vi ved godt at det om Skram som vi troede i sommer, og som Ingeb. spurgte dem om, er sandt altsammen; de har jo mødt ham i Gøteborg i vinter o.s. v. Så naturligvis nægtede jeg ikke nogenting. Det var så underlig at jeg tog det så roligt. Ja, jeg sa'e heller ikke egentlig ja, – jeg tænkte bare på dig, på hvor sød og deilig du var og på hvorledes jeg elskede dig, og hvad kom så alt andet egentlig mig ved. Men du kan jo vel forstå at jeg i grunden er beklemt over det. Synes du nu ikke jeg skulde fortælle Ingeborg alt, når hun kommer om en 14 dgs tid. Det vilde jeg helst selv, for hun har ret til at vide det, og det er jo ikke noget jeg behøver at skamme mig over – ialtfald synes jeg ikke det, – men det kommer jo an på hvad du giver mig lov til. At jeg nu er bleven i høi grad bekymret og betænkelig overfor vore sommerplaner med møde hos mig og tilhold her om natten, kan du sagtens forstå. Du kan vide man vil tale meget om mig, når man får vide at du er kommen, og holder til hos mig, og at kunne skjule det, er der naturligvis ikke tale om. Det er jo ikke bare for min egen skyld jeg krymper mig, det er jo også for gutternes, de har jo bare mig at holde sig til, og det går ikke an at der tales tvetydigt eller uden respekt om mig. På den anden side må jeg jo træffe dig elskede, så du får vel komme som bestemmelsen var. Jeg skulde forresten ønske at det var nu til høsten jeg skulde afsted, så tog jeg afsked med dig, og reiste straks efter, – det vilde være bedre således.

17de maj. Jeg har været ud og sét mig glad på gutternes fanetog. Det er uhyre deiligt og sindsbevægende at se det uendelige guttetog 4 i bredden, alle med flag, og så de store silkefaner for hver skoleafdeling, og de mange musikkorps. De kom nedover Carl Johan op fra slottet, og stansede så hos Wergeland,^k504 der var bekranset og besløifet til overflødighed. Der holdtes taler, og tilsidst blev den deilige «Ja, vi elsker dette landet» afsungen af de tusinde friske, unge stemmer.^k505 I eftermiddag skal den store proscession [sic] foregå, og så skal jeg være sammen med en del venner til et lag i aften i Grand hotel, tror jeg det bli'er. Så er der stor folkefest og tivolifest, og optøier i theatrene, og musik rundt om i byen på alle optænkelige steder. Veiret er strålende, og Kristiania ser godt ud idag i sit festskrud. Men her er ikke som i Bergen. Den som har været med til 17de majer i Bergen vil kunne føle forskjellen. Der gribes alle af stemningen og giver den luft. Man slipper sig ganske anderledes løs end herinde, og man er tækkelig med det. Det er umuligt at gå ude og ikke blive rent ør af den jubel og festlighed som ligger i atmosphæren. Her er man stiv og taus, og ser ud til at kjede sig igrunden. Det gjør man ikke i Bergen, for der er det alvor med festen. Du spørger om den politiske situation. Jeg ved ikke stort at sige om den. Det står stille for tiden. Folk er ligesom trætnet af; man taler ikke længer med ivrighed om det; man går ikke i spænding, og er fuld af forventninger om hvad den nærmeste fremtid kan bringe. Høire er aldeles rasende, utrolig fanatisk ved alle, både private og offentlige leiligheder. Venstre er i godt, jevnt humør og fuld af fortrøstning til sin egen magt og ret. Imorgen begynder rigsretsaktionen mod Selmer og på lørdag kommer turen til Kjerulf, og så er det Vogt o.s. v.^k506 Venstre har som du ved villet indgå på forlig; Lindstøl har været hos kongen^k507 – ja tidligt i vinter – og meddelt ham ganske privat hvor langt Venstre vilde gå i sine indrømmelser, og det var sandelig meget langt – niendejunibeslutningen skulde stå derhen (spørsmålet om det) det absolute veto skulde forblive ubesværet, man skulde votere over Livius Smits forslag^k508 man vilde ingen rigsret foranstalte; til gjengjæld skulde kongen danne et nyt ministerium der skulde tælle idetmindste et par liberale medlemmer. Det var det hele. Men Gud forhærdede Pharos hjærte, så at han ikke lod Selmer fare. Kongen må være dum. Heftye, en af hans private venner her, var oppe hos ham,^k509 og forestillede ham at han burde gå ind på disse betingelser. Han var hos ham hele natten, men uden nytte. Så reiste han til Sverrig med det samme rigsretdebatten skulde begynde; det hed sig at han skulde rådføre sig med Sverrige, og hvis resultatet blev at han vilde vise sig imødekommende øieblikkelig indfinde sig i Norge igjen. Men kort efter læste man i bladene at han var taget på bjørnejagt i en afsides egn af Sverrige. Så gik sagen sin gang. Venstre tror ikke på krig eller på forstyrrelser af nogen art. Alt vil gå sin jevne gang. Ministeriet vil ikke tænke på at sidde rigsretsdommen overhørig, og så vil vi få et nyt råd med et par liberale elementer i. Hvis det mod forventning skulde gå anderledes, så vil vistnok Oscar med det samme ha'e ophørt at være konge i Norge. Men der er ingen som et øieblik tror, at sligt vil ske. Kongen er igrunden en svag mand, uden noget initiativ, han vakler og er rådvild; men så er han på den anden side så latterlig bange for at give slip på noget af sin værdighed, at han aldrig har mandsmod til [at] gi'e sig på noget. Han er halsstarrig, fordi han er en liden person, der ved kunstige, gagnløse midler vil bringe sig i respekt. Dette om «ophøiet over tvil» som kongen utrykkelig trumfede ind i det juridiske fakultets vetobetænkning, er bleven ham en dyr sak, og endnu værre er det at han i den letfærdigt uforsvarligt dumme trontale har sat sin «urokkelige overbevisning» ind. Han er siden den dag bleven en halvt latterligt halvt medynksværdig person; – det er igrunden en theaterfigur. Naturligvis bli'er Norge republik; det er vel ikke så godt at sige når, men at det kun er et tidsspørsmål, er der vist ingen tvil om. Hvad skal vi igrunden med det kongedømme, vi med vor demokratiske forfatning. Det er på forfatningens bygning et unyttigt zirat af en kjedelig gammeldags façon.

Fra min bro'er har vi havt dårlige efterretninger, ja det vil sige, ikke værre end vi kunde vente. Det er Ludvig som har skrevet begge gange; de kom kun frem i små dagsreiser. Først mandag var de i Kjøbenhavn hvorfra de skulde gå med dampskib til Stettin, dine drømmes by.^k510 Ja, han er både dygtig og nobel Vilh; især nobel tror jeg. Det er en sjælden fornem natur, lidt lukket og indestængt, mere end folk ofte syntes var elskværdigt. Han var forresten godt likt, fordi han i alle dele var en komplet gentleman; mod mig var han nu altid så elskværdig, så snild og god, men han sa'e jo også bestandig, at han likte mig bedre end de fleste andre mennesker. Ludvig er adjunkt, stakkel;^k511 men han er meget dygtig og flink. Han havde som student gjort en stor gjæld; den har han nu betalt for et par år siden, bare ved sit eget arbeide. Siden den tid er han blevet i et ypperligt humør. Glæden rent lyser af ham, og altid er han den samme.^k512 Jeg ved ikke noget mere oplivende end at treffe ham, og slå masser af sladre af. Han siger altid at hans eneste bekymring er den at han nu siden han blev gjældfri, mindre og mindre ved hvad han skal gjøre af sine penge. Og endnu fører han hus og har mor hos sig; men han fortjener en hel del ekstra foruden sin gage. Men det om pengene er naturligvis spøg. Han er forresten i et og alt et af de mennesker jeg må bruge udtrykket perle om. – Mor læser i Gertrude, og ser uhyre interesseret ud. Endnu har hun intet sagt, og jeg ikke spurgt. Gud ved hvad hun vil synes forresten. Hun er uhyre konservativ, theoretisk, men så i praksis løber hendes sunde omdømme undertiden af med hende. Forleden, da hun talte om et menneske, som havde fremsat de og de forkjerte meninger, og jeg så sa'e at jeg var ganske enig med vedkommende, – svarte hun med en komisk affeiende stemme: ja du, – det tror jeg gjerne sådan en fritænkermadam! Det vil hun vist sige, hvis hun angriber Gertrude og jeg ta'er den i forsvar. – Jeg er uhyre bedrøvet ved udsigten til ikke at skulle få brev fra dig til rette tid. Hvad skal jeg så tage mig for på tirsdag aften! Skriv endelig så snart du på nogen mulig måde kan, og vær ikke misfornøiet med hvad jeg har gjort. Jeg måtte fra det; jeg kan ikke være tilfreds med det lille jeg skulde få se til og af dig gjennem årenes løb i de skjulte, stjålne sammenkomster. Og sligt rod er så utåleligt. Jeg måtte, jeg måtte afsted, for bestandig stænge porten bag mig. Jeg vil leve som i en ørken for resten af mit liv, men det får heller være. Jeg har mod til at tage alt det på mig. Jeg har en fornemmelse af at ha'e skrevet yderlig slet for mig. Du får undskylde; hjærtet ligger som en hård klump i den venstre side, og det bæres mig for at der går en ledning op derfra til hjærnen som forhindrer tankernes omløb. Jeg er så tung og dum og dorsk, men jeg angrer ikke min beslutning. Adieu elskede! jeg venter med længsel dit næste brev.

Din Amalie.

Mandag Frmdg 21 Maj [1883]

Amalie jeg har kun Tid at skrive to Ord. Om det mindre først. Kan Du huske, at jeg i sin Tid var meget utilfreds med den Måde Du havde svaret Ingeborg på, men at jeg senere forstod, at Forklaringen for en væsenlig Del måtte søges deri, at Du netop i de Dage var ivrig i Færd med at kvæle din unge Kærlighed: forarget som den var bleven ved min Mangel på Evne til straks helt ud at føle vort Forhold som den Magt det var. At dette atter lå i, at vor Kærlighed endnu ikke havde levet, vil Du huske. Nu altså Amalie deler jeg din Følelse: giv Ingeborg lige for lige. Kun er det min Bøn så til Dig, at Du siger hende, at jeg fra første Færd havde tænkt mig dette som det rigtige og naturlige.^k513 Jeg holder af Ingeborg, og det gør mig ondt den Fjærnhed, der er kommen mellem os.

Om det andet Amalie har jeg nu kun ét at sige: Jeg vil ikke rokke en Tomme ved din Beslutning, men den har taget Lyset fra mig. Men Lyset var vel et Blændværk.

Jeg elsker Dig. Du er en dygtig og udmærket Kvinde.

Din Erik

Onsdag aften

[23/5/83]

Også for mig er lyset slukt med min beslutning, men så får det gå an at leve i mørke, endog jeg ved at i det mørke vil der være idel håbløshed og livslede. Jeg vilde meget heller dø, men hensynet til gutterne kræver at jeg lever, ialtfald en tid endnu. Du er jo ikke bleven vred på mig elskede, og du må ikke lade det nedtrykke dig for meget. Du skal sé når jeg først er borte, så går det bedre end du tænker, og så vil du nok når nogen tid er gået, finde en anden kvinde, som vil bringe mere lykke med sig, end jeg kunde det, og som vil fylde meget bedre og rigeligere ud for dig. Menneskehjærtet besidder vistnok i en måske rent uindskrænket grad evnen til at gjenføde sig selv, og om det end vil svide hårdt fra begyndelsen af, så skal du se den dag kommer, at du igjen føler dig ovenpå. Men hvis du skriver en bog, så må du ikke skildre mig således, at man ved hvem det er, hører du det, du søde! Alle, alle ved jo hvem Gertrude er, og at det er din egen kjærlighed, som er skildret i Fabricius's. Ikke til noget eneste menneske i verden skal du betro noget om hvad det er for en kvinde, hvis du skriver en bog, og jeg kommer i den, lov mig det. Ikke til With heller! Lad det være din egen udelte hemmelighed. Og så kan du sende mig den til Amerika. Du må ha'e min adresse for dette ene tilfældes skyld. Så vil det føles som om hjærtet skal briste, når jeg skal sidde og læse om dig og mig, især om dig, du inderlig elskede, du som er så nobel og brav, at det har bragt en hel verden af respekt ind i mit sind for hvad en [rigtig – krysset ut] mand kan være for noget. Jeg vil komme til at græde mig tildøde over den bog, men alligevel vil jeg ikke for alt i verden undvære at få den. Og så skal jeg skrive og takke dig, det må jeg vel, for du er jo ikke bleven vred på mig, og du vil jo altid komme til at mindes mig med godhed og vemod, om du også finder en anden som kan tage min plads i dit hjærte, ikke sandt? Hvorfor siger du, at «lyset var vel et blændværk»? Jeg forstår ikke hvad du mener med det. Du må skrive så tydeligt, så tydeligt herefterdags, hvis jeg skal kunne forstå det, for jeg er bleven så dum, fordi jeg er forstenet resigneret af at ha'e gjort dette skridt. Jeg angrer det dog ikke et sekund, og vil ikke tage det tilbage. Jeg synes ikke at jeg har noget at bebreide mig ligeoverfor Ingeb; at der ser sådan ud for hende, forstår jeg imidlertid så godt. Dengang hun spurgte, var der intet at fortælle. Jeg havde netop skrevet det lange brev til dig, i hvilket jeg sa'e at jeg ikke kunde elske dig efter at ha'e fået vide hvorledes sagerne stod. Og jeg var så oprevet og fuld af smerte over det passerede, at det var mig helt umuligt at fortælle Ingeb. dets detaljer, hvad jeg jo måtte gjort, hvis hun skulde forstået det. Havde jeg ansét det som en virkelig værdifuld begivenhed i mit liv, der gav mig glæde og gjorde mig lykkelig, så vilde det jo været en anden sag, men det ved du jo, kom først senerehen da Ingeborg var borte og så fuld af forvikling og forvirring både udad og indatil [sic], at det jo ikke kunde falde mig ind at gå til hende med nogen slags betroelser om egne affairer. Havde Ingeb. været hjemme i vinter og vi været sammen som de gode venner vi før var, er jeg vis på, jeg havde fortalt hende dette nye i mit liv. Men dengang! bare forskrækkelsen over hvad der var overgået mig, om aldrig alt det fæle var kommet, vilde en tidlang ialtfald, ha'e lukket min mund. Men alt dette, særligt det med forskrækkelsen vil Ingeb. kun dårlig kunne forstå. Hun har oplevet så meget, og er mere hærdet. Det kan forresten godt være, at hun nu er så forstokket i sit sinte syn på mig, eller i sin krænkelse og bitterhed, hvad jeg skal kalde det, – at hun slet ikke vil lade mig tale engang. Det vil ikke undre mig, om så er tilfældet. Jeg skrev straks, men hun har ikke svaret, og der kunde været svar nu. Men muligens venter hun til hun kommer, hvad der meget snart vil ske. Jeg skal sige det du beder om, hvis det bliver til nogen forklaring os imellem. Jeg vil forresten kunne miste hende og alle, alle mine venner, uden at det vil gjøre et minuts ubehagelige indtryk på mig. Siden jeg skal miste dig, – hvad bryder jeg mig så om alt andet i verden. Lad det fare sålangt det vil for mig. Mit hjærte bløder ved at skulle gjøre dig sorg. Jeg glemmer mig selv og det jeg skal lide, fordi jeg bare tænker på dig. Vær ikke vred på

din Amalie

Søndag den 27 Maj [1883]

Borte fra Dig Amalie har jeg næppe en Tanke, kun en stor dump Følelse af Sørgmodighed. Jeg vilde skrive så kærlig og godt et Brev til Dig; Ven, jeg véd kun ét, jeg vil være hos Dig. Du siger, jeg er brav – måske Amalie, men jeg kan nu intet godt gøre Dig. Jeg har trængt ind på Dig med min Kærlighed, holdt Dig fast, da Du vilde slippe – hvad har jeg nu gjort Dig? At Du lider og vil flygte fra alt hvad Du har kært. Er det det, at det er kommet på højmåls Tale mellem Pylle og Dig, der gav det sidste Stød, er det din Broders Sygdom og frygtede Død, der løsnede Dig fra Hjemmet? På mig har din Beslutning virket således, at jeg på ny har Følelsen af at drive for Vind og Vove. Jeg véd jo Amalie, at Du ikke har taget Din Kærlighed fra mig – og den ene af alt på Jorden har givet mig en hjemlig Følelse – men nu alt er jeg som var jeg kastet ud på Gaden. Det var det jeg kaldte et Blændværk: Følelsen jeg havde af at hvordan det så gik, så kunde jeg en skønne Dag komme og kaste al min Sorg på Dig, Du elskede mig, så var alt godt. Men Amalie alt var jo ikke godt, for din Kærlighed og min Kærlighed til Dig gav ikke Dig nogen Glæde. Den har ikke hjulpet Dig til noget. Det ser ud, som om Du langt hellere burde have været den foruden. Men hvilken Ret har jeg så til Dig? Hvor tør jeg komme og slutte Dig i mine Arme? Og det er dog det eneste jeg vil, det eneste jeg tænker på. Amalie jeg har en ganske sikker Følelse af at gå som i en Tåge, i en Drøm og først kunde blive Menneske, mig selv, hos Dig – og nu er det som om det var et Bæger sød Gift at tage, ikke Mod til at leve videre. Men frem for alt Amalie er det Hele mig, som om jeg intet forstod deraf, før jeg er hos Dig, og som om det da vil vise sig, at jeg vil glemme alt for et Smil af din Mund. Helst Amalie tav jeg ganske stille til jeg var hos Dig. Hvad kan jeg sige uden dette ene: jeg elsker Dig, tror på Dig – og har ikke Mod til at tænke den Sag igennem, at jeg har gjort Dig Fortræd. Og så ligger det som en uendelig Byrde over mig, at jeg ikke kan sige: Hvorfor løber Du din Vej, kom lad os gifte os. Mit elendige Slid i denne Verden blot for at holde det Liv ved lige, der alene dog intet virkeligt Værd har! – –

Amalie, hvor det er underligt hvad man lærer. Jeg har måttet og skullet have hundrede Ting i Hovedet lige fra det Minut jeg læste dit Brev forrige Lørdag. Jeg var lige ved da at bøje sammen og kaste alt fra mig. Men som Hesten i Trædemøllen gik jeg rundt rundt, og jeg har udrettet hvad jeg skulde. Ugen er netop derved levet igennem uden dybere Indtryk, næsten som om en Forandring ikke var indtrådt, idag hvor alt ligger over mig som et Bjerg, ser jeg med noget, der ligner Forskrækkelse tilbage på denne Uge. Det er altså Livet: man lever uden for sig selv og handler uafhængig af den Følelse der behersker en. Og således skal det herefter gå. Under Glæde eller i det mindste Håb har man Selskab i hver en lille Ting, man foretager sig, af sin egen Sjælstilstand; i Bedrøvelse, Forsagthed skal man først kue sit eget Jeg til Jorden, før man kan røre sig. Det er som om man var henvist til at bestå ved lutter Bedrag og Snyderi. – Men på den anden Side, havde jeg ikke mit Slid, hvad blev det så til. Så stod jeg vel helt stille for ret at stirre på den hårde Skæbne. – Du Søde som tænker Dig mig gøre min Nød til Digt og Skildring – derom véd jeg intet og kan naturligvis kun sige, at lige så lidt som jeg til noget andet Menneske end Dig har sagt hvem Gertrude var, har jeg kunnet ønske, at man skulde gætte rigtig. Og det var det rene Gætteri. Ingen uden jeg kendte Skæbnen i denne 32-årige Kones Liv – Tanten var død. Men man vidste, at jeg havde anvendt nogle År på min Fortabthed i hende, og så var Fabricius vel for tydelig et Udtryk for mig selv. Nu vel får jeg skrevet noget, får jeg Penge, og så anvender jeg dem til et Besøg hos Dig i Amerika. – For Pokker min Unge pludselig ruller der et Billede op for mig, som jeg slet ikke har haft på rede Hånd før. Amalie, vent lidt Stump, Du skal se, at det nytter Dig ikke en Smule at lægge Oceanet imellem os. Det er slet ikke så dyrt længer at komme til Amerika. O, om jeg endnu kunde blive en dygtig Forfatter, så Amalie blev vi ikke adskilt. Men først skal jeg til Norge til Sommer. Dumme lille Unge, som tror, at det er forbi mellem os. Lad mig nu hvile ud i min Tro til Fremtiden. –

Fru Thaulow har jeg set flygtig i et Theater og talt lidt med lige som med Datteren. Fru T. var Dagen efter, tror jeg, hos min Moder, som hun for Resten ikke kendte, hun søgte min Søster Emma, der ikke var hjemme, men så blev Fru T. i et Par Timer hos min Moder og udøste sit Hjerte for hende. Min Moder er en fin og sympatetisk Tilhørerinde.

Jeg sender dette Brev afsted – jeg er bleven afbrudt men jeg får ikke skrevet mere

Amalie jeg lever kun i Dig

Din Erik

Kr.ania 30-5-83.

Min elskede, jeg sad og græd over dit brev; det gik mig ind i hjærtet med en underlig vemodig smertesfornemmelse. Hvor du er sød, når du er bedrøvet og hvor sødt de kommer de ord: «jeg vil være hos dig.» Som om du lagde dig trygt tilhvile ved mit bryst, og ikke vilde høre snak om noget andet i verden. Just som jeg vilde gjøre med dig. Nei, nei, nei jeg burde ikke have været min og din kjærlighed foruden. Jeg var jo aldrig blevet noget rigtig menneske uden det, kan du ikke forstå såpas, din dumme gut! Hvad godt du har gjort mig kan ikke siges ud i ord, eller males op i billeder. Det er en verden af godt du har gjort mig, en verden, hører du, – med alt sit tilbehør og al sin uendelighed af indhold. Jeg vilde ikke undværet at ha'e kjendt dig, om jeg end skal have at lide for tabet af dig for resten af mit liv. Du må aldrig tale således; det gjør mig så ondt så ondt. Du har været det eneste i mit liv, for hvis skyld jeg vilde påtage mig at leve det om; du har jo været min eneste fryd, mit eget deilige vidunder, har du været. Du skal ikke gjøre mig mere forsagt og forpint end jeg er i forveien ved at lade som om alt det gjerne kunde været det samme. Og du har ret til mig. Du har ret til at komme og ta'e mig i din favn, fordi jeg vil det, fordi jeg er din eiendom, og elsker dig, og venter på dig, og længes efter at trykke dig til mit hjærte. Nu ved du det, og nu værs'god forstår du at du, og du alene på jorden har retten til mig. Jeg kan forstå at du helst taug ganske stille, til du var hos mig. Hvad vil disse fattige blækkede ord sige mellem os! Men du må ikke gjøre det. Du ved jo at det er dit elskede brev jeg stunder efter ugen igjennem og så atter lever på ugen tilende.

Det bli'er ikke meget jeg kan skrive nu. Her kommer et par fremmede, og de er her vist snart. Men så får du lidt imorgen, det er kun onsdag idag. Du taler om hvad det vel er, som nu har givet det sidste stød til at jeg vilde væk. Jeg tror det er lidt af hvert af det du nævner. Samtalen med Pylle havde vistnok ingen direkte indflydelse, men den bragte mig til at se en gang til med mine egne skånselsløse øine på hvordan sagerne stod, og jeg fandt intet smuthul hvorigjennem jeg kunde krybe for at slippe for at gjøre min pligt. Ja, for sådan står det for mig. Det er min pligt jeg gjør, og derfor har jeg mod. Grundene er så mangeartede og kombinerede at det er vanskeligt at lægge dem tilrette. En af dem, måske den stærkeste er hvad jeg så ofte har berørt, at jeg ikke har selvfornægtelse eller seighed nok til at nøie mig med det lidet af samliv forholdene kunde give mig med den jeg elskede. Jeg kunde ikke tage de smuler, og så være forholdsvis tilfreds. Så er det også det med hans penge som jeg nævnte sidst.^k514 Du kan begribe det ikke er behagelige penge at leve på. Det vil jo bringe en ganske anderledes styrkende følelse at gå om dagene og spise helt sit eget arbeides brød. Og så er der en ting til som ikke har spillet en liden rolle. Det er dette at jeg ikke får være i fred for efterstræbelser nei – det ord er for krast, men tilnærmelser kurmagerier og sligt griseri. Man finder det formodentlig usandsynligt at jeg ikke skulde ønske at gifte mig, eller at knytte en eller anden forbindelse – mandfolk er jo således, – og så kommer den ene efter den anden og vil ha'e fat i mig. Jeg bekjæmper og afviser og lider og pines – hvor lidt mandfolk ved eller fatter at sligt er en pine og en forsmædelse, men undertiden kommer det dog over mig, jeg kan ikke holde det borte. Og når jeg så undertiden følger min natur, og glemmer at stå på vagt eller at være væbnet til tænderne, og er tillidsfuld og venlig – går det rent ilde. Du kan tro sligt trætter et menneske ud. I Amerika vil det blive anderledes. Der indta'er en kvinde en medborgerlig stilling, og sés ikke på som én der må være gift for at være noget. Jeg ved det vil blive bedre der, og så bli'er jeg jo også gammel og styg snart, og det vil være en lise. Dette med disse mandfolk har aldrig været mig så afskyeligt, modbydeligt forhadt som siden jeg kom til at elske dig. Jeg tog det før som en forholdsvis ligegyldig sag, som noget der kun i meget ringe grad kom mig ved. Men nu! – det synes mig en skjændsel. Farvel for idag min deilige! Hvor jeg vilde lægge mit hoved op til dit bryst og høre dig tale med din søde stemme, mens du klappede min kind og smilte til mig. Engang skal det dog jo ske. Men så, – der er en afgrund bag det, og ned i den må jeg. Torsdag. – Du er sød, som tænker dig muligheden af at komme til mig i Amerika. Hvor kjæk og tapper du i grunden er. Men hvis det nogensinde skete, så måtte det være for aldrig at skilles mere, ikke sandt? Ellers var det bedre vi var som døde for hinanden. Forresten kunde det jo godt hænde at du kom der, – ingen kan vide hvordan det går i verden. Kanske vil det engang vise sig, at det at jeg drog til Amerika var det heldigste jeg nogensinde kunde foretage mig. At det er det rigtigste synes jeg at være så vis på. Der er en ting til som har puffet mig til at fatte min beslutning, men det vil jeg ikke skrive om, for det er så flout; det angår dig og ikke mig. Når du kommer kunde jeg måske sige det, hvis det var mørkt, så du ikke kunde se mit ansigt. Det var Wullums og et par til som var her igåraftes. De første har ikke været her siden længe før jul, og fru W. er rent hørt op med at komme her. Jeg traf hende på gaden igårform. og så sa'e hun noget om at hun havde følelsen af at jeg holdt på at trække mig tilbage fra hende – der har i vinterens løb ofte været fremmede hos os, hvor de ikke har været budne, det er så ondt med det, at ingen liker at treffe dem, men det er mest for hans skyld, for han bli'er jo mere og mere umulig for hver gang man ser det menneske, hende kan man virkelig nu bedre li'e, og hun er et bravt og igrunden et fint og nobelt menneske, og så bad jeg dem komme om aftenen. Så kom Helland et ærind op som han forresten havde lavet for at få en anledning, i den senere tid har han gået og hittet på alle slags påskud for at nærme sig igjen – og da han blev vist lige ind, (pigen troede han var buden), kunde jeg ikke undgå at bede ham bli'e. Så begyndte H. og fru W. at tale om Aulestadturen forrige år, og så tog H. på at fortælle om alt det som jeg er så kjed af at høre ham gi'e tilbedste, om dig og Drachmann, og mig og frk. Sten o.s. v. Så spurgte nogen om hvad Skram var for et slags menneske, og så kom H. med det som han altid siger: «S. er en kjæk kar, – tænk han er ikke som en dansk men akurat som en af os, – men,» og når han siger det som nu kommer ser han altid udfordrende på mig, – han bli'er ikke til noget for han er ødelagt. Når man vil vide – som også igåraftes – hvorfor han ikke bli'er til noget og hvorfor han er ødelagt, har han kun det svar: nei, for han bli'er ikke til noget, og han er ødelagt, fordi han er ødelagt. «Det var en underlig argumentation» sagde fru W. «Skram bli'er netop til noget, – han er jo allerede så meget, og han er en af de bedste og «kækkeste» mænd Danmark har.» «Det er bare Brandes, som har forrost ham» brølede så H. «Nei tværtom» svarte fru W. [«]Skram er netop Brandes altfor selvstændig og dygtig sådan på egen hånd, mener jeg, – til at jeg tror, at han (B), kan li'e ham». Så faldt der da nogle ord om at jeg havde været bedåret af S. på hin mindeværdige tur, og han af mig, – «men» – sa'e H. henvendt til mig – S. er en letsindig fyr, ikke sandt fru Müller, – de vilde ikke være så dum at ville ha'e noget med ham at gjøre? For ham gjælder det: ude af øie, ude af sind – tror de ikke? o.s. v. Jeg sad ganske stille, og sa'e næsten ingenting. H. har tidligere oftere doceret for mig, når han har opfrisket minderne fra Aulestaddagene at S. havde havt så mange kjærlighedshistorier, og at jeg ikke måtte synes om ham. «Han er udbrændt!» er et af hans yndlingsudtryk. Den latterlige tussefyr med sin banditagtige opfatning af alt muligt. Jeg sad der og følte mig så rig og glad igåraftes ved at kjende og eie dig, og jeg var så lykkelig ved at vide fuldt ud, jeg, hvordan du var, min deilige, inderlig elskede Erik. Hvor det er græsseligt at jeg ikke kan sige til dem alle: Det er ham jeg elsker, og han elsker også mig. Hvor stolt jeg vilde være over at det var mig, som havde vundet dit hjærte, og hvor morsomt jeg vilde synes det var at vise dem at jeg havde et hjærte at give bort, at jeg kunde elske, jeg. Nu tror de jeg er kold eller «udbrændt» måske, som H. siger. Det fæ, han har naturligvis ikke nys af en forestilling om hvad det vil sige at være udbrændt. Jeg har fået vide hvad indholdet i Bjørnsons «Hansken» er,^k515 men under strengt taushedsløfte. Han er som han er gal med det denne gang at ingen skal vide et nys om det. Themaet er i slægt med E.B.s. «Et Besøg»^k516 – nei det vil sige, det er rent det modsatte. Hos B.B. er det hende som bryder da hun får at vide hvilket liv hendes forlovede har levet. En ung uskyldig pige som ikke aner hvorledes mændene er, – sådan som det er med os alle – ser pludselig at hendes elskede i sit foregående liv har smudset sig til og levet med mange kvinder. Så bryder hun med ham, og i anden akt kaster hun ham i vrede sin hanske lige i ansigtet. B.B. opstiller den modsatte fordring af E.B.s [.] Han kræver renhed af mændene, og ikke at kvinderne skal tillades at gjøre det samme. Se hvor langt mere ophøiet hans moral og sædelighedsideal er! Og det er hans vei som fører opad til frelse for samfundet, den anden fører nedad i simpelthen afgrunden, i opløsning og fordærvelse. Der vrimler af skjønne ting, – Bjørnson er et deiligt menneske, men 3die akt er svag. Den burde slet ikke været der. Første akt er glimrende, men anden allerede ringere. Det vil gjøre en meget betinget lykke. De unge mandfolk vil se det og smile og sige at B.B. er bleven værre end den værste romantiker med sit sædelighedsideal, og de gamle vil sige at han nok har ret naturligvis, men at det nu engang ikke går an at forlange umulige ting. Farvel elskede.

Din Amalie.

Søndag den 3 Juni 83

Min elskede, dit Brev er sødt og velsignet som Du selv, og Du har gjort mig godt dermed. Jeg fik det først imorges og blev naturligvis bange, da jeg i Går Aftes ved min Hjemkomst intet Brev fandt fra Dig. – Ak, Amalie det er et underligt, næsten nedbrydende Liv at have den man elsker så langt borte fra sig. Alt det netop, som man vil dele med hende, som man synes ligger lige som på Siden af En, fordi Du ikke er hos mig, står op imod En efterhånden med en vis fjendtlig Styrke. Da jeg i Går stod uden Brev blev jeg hadefuld på alle, jeg Dagen igennem og Dagene forud havde været i Berøring med. Mon de Mennesker bilde sig ind, at de er det mindste bitte Gran for mig, fordi jeg omgås venlig med dem? Jeg synes, det er meget ringe Mennesker, og i Grunden har jeg en Følelse af at jeg jevnlig er i Demimonde-Selskab. Jeg kan godt være livlig, jeg har lært at skabe mig et vist interesseret Væsen – og så véd jeg, at stod Du ikke bag ved ethvert Ord jeg siger, vilde hele Klumpen af Mennesker og Ting blive som Støv og falde sammen til et intet for min Fod, standsede jeg blot et Øjeblik for at tænke mig om. Der bliver gjort Kur til mig i denne Tid af nogle Damer, Fruer, som jeg i Kraft af min Stilling ved Morgenbladet er kommen i Berøring med, jeg er ganske dum forundret ved hvert Ord de siger. Den ene er noget af en Gamin, den anden er besynderlig brutal uanstændig Anstændighed, der har en slags maniakalsk Lystenhed efter vovede Ord og Situationer, som hun ganske sikkert ikke ønsker at bruge til det aller mindste. Ja det er sandt, så faldt et Skabedyr af en Skuespillerinde fra det kgl Theater over mig i Går. Hun syntes da for Resten at mene noget virkelig uanstændigt med sit grove Koketteri. Jeg gad set dem hængte alle tre. – Jeg véd ikke hvorfor jeg nævner det. Jo det var fordi den Luft, de Mennesker havde åndet på mig i Går, lige som vilde hænge ved mine Klæder, da jeg stod ene i min Stue og intet Brev fandt fra Dig. Du elskede, så vilde det have interesseret Dig mere, om vi i Fredags havde været sammen til en lille Middag, Justitsråd Hegel gjorde på sit Landsted for Kiellands, der nu rejser.^k517 Jeg talte længe der med en Dame, jeg tidligere kom en Del sammen med, en ung Fru Puggaard.^k518 Hun knyttede Samtalen væsenlig tror jeg, fordi jeg nogle Dage forud havde været i Theatret sammen med den yngre Læge ved Hoffet, der i mange År har været hendes trofaste Elsker. Hun er gift med et Stakkels udslukt Menneske, som er Morfinist og nu noget fra Forstanden. Han fik på en Uge disponeret nogle hundrede tusind Kroner ud af det gamle rige Firmas Kasser, og er nu sat fast i en Slags Landflygtighed i Paris under Formynderskab – vi talte om Tidernes nye Skikke. Hun var så god og medgørlig, tidligere var hun lidt af en fripostig Spidslærke. Hendes bedste Veninde sagde hun, var Frk Knudtzon, og hun (Frk K.) gik meget vidt i sine Anskuelser – det skal man skam ikke mærke meget til, når man tilfældig er sammen med hende. Du vilde så have fortalt mig om din Samtale med Georg Brandes. ^k519 Hvor er den Mand – åndfuld som er [sic] – prop stop fuld af de gyseligste Indiskretioner! Idag skal jeg spise sidste Gang hos Kielland. Fruen er der ikke – på Landet for at tage Afsked –. K. er foreløbig glad ved at komme bort, han er meget træt af os danske – de ufine Mennesker, som nu tidlig og sent drille ham med hans Danskerafsky! – Fruen derimod er stille fortvivlet over Begravelsen ved Stavanger. Sagen er: K. har i visse Måder ikke fundet mange af de fine i Landet – jo Drewsens.

Mandag Morgen Kl ½ 4

Jeg og Solen er lige netop ståede op. Det er den skønneste Sommermorgen, blikstille. Der er et Fuglekvidder og Spektakkel uden for mine Vinduer og en fin lilla Tone i Luften. Du elskede, Forklaringen af min tidlige Væren på Færde er denne. Jeg var hos Kielland til Middag – de har boet den sidste Måned inde i Byen i Hegels Lejlighed, efter at denne Familje er flyttet til Landstedet (Margrethe Rohdes fordums Hjem)^k520 – og efter Bordet gik jeg med de to prægtige Gutter Jens og Alexander^k521 i Tivoli for at lade dem nyde for sidste gang denne Anstalts glimrende Herligheder. Vi rutschede, kørte i Karussel – et nyt Afskum med Sejlbåde, der gynger under Kørslen som i den voldsomste Søgang, og en Damplirekasse – slog på Studen, bleve vejede, spiste Kager og drak Brus, så på Danserinder, stærke Mænd og Folk på Line, Damer der for igennem Luften hængende i Tænderne osv. osv. Drengene var henrykte, og da vi så kom hjem igen, kunde jeg ikke, som jeg havde villet, slippe, for at gå hjem og skrive til Dig. Kl blev 12 Nat inden jeg stod i min Stue. Så besluttede jeg at stå tidlig op idag for at fuldføre Brevet, men nu er jeg vågnet Kl lidt over 3 og af Frygt for senere at sove over mig har jeg sat mig til Skrivebordet. Men jeg er noget fortumlet af for lidt Søvn. Du elskede, jeg måtte jo sige Dig, hvor lifligt – ja hvad for et Ord skal jeg bruge – dit Brev var, er. Ja Amalie så har jeg virkelig Ret til Dig, når Du elsker mig som Du gør. Min yndige Pige aldrig i noget Brev har jeg vel haft Dig sådan i mine Arme som denne Gang – åh jo dog også før – de sidste Timer i Gøteborg steg uvilkårlig så mægtig levende op for min Erindring. Du kæreste Ven, jeg kan ikke være ulykkelig, ikke sørge – endnu. Vor Kærlighed er mig så ung og frisk. Der spirer, når jeg tænker på Dig, så uendelig meget godt frem og jeg vil være glad i Kristania, når vi mødes. Véd Du Amalie, at det har været stærkt oppe i mig, at når Du dog vilde flygte, så var det Vanvid på ny at mødes – der kunde ikke en Gang blive ret Glæde ved at ses, Adskillelsen vilde stå som et Spøgelse for os og skræmme Lykken bort fra vore Kys – men det Indtryk er lykkeligvis nu borte. Nu har jeg Dig kun som min unge nye Brud, hvad véd jeg om Fremtiden. Jeg elsker Dig min dejlige Veninde, Du er mit Liv, og jeg gør også Dig godt med min Kærlighed. Lad så det komme, der skal komme, ét kan vi to give hinanden som Tærepenge ind i det nye Liv: Lykken, der ligger ene og alene deri, at vi er til, Lykken i at mødes vi to, Lykken i at elske. Min lille Pige, tror Du ikke også, at jeg har tænkt på at gå med til Amerika. Desværre Stump, at jeg er så uduelig i Sprog og enhver praktisk Ting. Jeg vilde næppe nu i min Alder kunne bryde mig en Vej der ovre. Du søde, som hader og afskyer det, der er min Lidelse på dine Vegne: denne Mændenes brutale Bejlen. O jeg vidste det jo godt Veninde, men af og til har der været ligesom en Falden til Ro i det hos Dig, har jeg syntes – kun ganske lidt. Du skal slet ikke svare på det; jeg mener intet, intet, der er et eneste Ord værd fra din Side. Men jeg har jo godt Lov til at være meget øm over Dig min Ven, ikke Amalie? – Amalie det er undertiden som jeg skulde briste af alle de Ord, jeg har at sige Dig, eller som Du siger inde i mig, sådan var det også i Formiddags, og så fortvivler jeg ved den Opgave at skulle sætte mig med en Pen i Hånden. Jeg gik op og ned ad Gulvet og sad på min Stol og bladede mekanisk i en Bunke gamle Aviser istedet for at skrive til Dig. Du elskede vi er kommen for tidlig fra hinanden. Hele din lidenskabelig dygtige Natur Amalie, véd jeg egenlig kun på Afstand, igennem Tåge noget om. Jeg har set din Elskelighed, din Forstand, dit Væsens usigelige Sødme og så din Ufordærvethed, din rene yndefulde Menneskelighed – men det egenlige virkelige Drøn i din Natur har jeg kun kunnet tage Kending af på Afstand. Hvor det er underligt. Amalie hører Du, når jeg nu kommer op til Dig, må Du ikke bruge Tiden til andet end til at tale om Dig selv. Du må ikke vente til jeg spørger – jeg tror, at Fryden ved at sidde hos Dig (føle lugte smage Dig havde jeg nær sagt) vil gøre mig dum, så at jeg glemmer at spørge – men Du skal huske, at jeg uafbrudt dog kun tænker på dette ene: om jeg nu kunde få listet Amalies Sjæl, hendes hele Jeg således ind i mig, at jeg forstår, virkelig forstår enhver lille bitte Krusning af hendes Tanker, således at jeg føler enhver af hendes Følelser. Amalie tag mig om Hovedet og tal uafbrudt – nej men fyld mig ganske med Dig. – Du søde der fortæller mig om denne brave Fru Vullum. Hvor jeg har gjort mig lidt fortjent til hendes gode Omdømme, jeg, der flygtede for hende som for selve Kedsommelighedens Pest. Du, dette med «Udbrændtheden» har Helland formodenlig hentet i en eller anden Udtalelse af Drachmann. Min kunstneriske Goldhed står formodenlig for ham således. H. selv véd jo ikke et Muk om mig, end sige, som Du siger, hvad Udbrændthed er. – Bjørnsons «Handske» har E. Brandes fortalt mig noget om. Han vidste Besked om Gangen og Indholdets Omrids. For Resten, Du Stump, kan Du huske, at Du netop mod mig hævdede, at E.B. «havde Lov til» at lade være med at vise noget Ideal frem.^k522 Han viste Tingen som den var! deri lå en Præken. Nu synes jeg Du slår ham en Smule på Snuden med B.B. – det som jeg gjorde i Vinter og naturligvis lod mig imponere af, at Du kunde dømme «Et Besøg» langt mere moderne end jeg, og omvendte mig. – Min Unge nu går jeg ned i Postkassen med Brevet. Jeg må krybe lidt i Seng igen. I Aften optræder Sarah Bernhardt første gang i Kbhvn.^k523

Min elskede det runde her ved Siden er et Kys. Jeg har trykket mine Læber inderlig mod Papiret

din Erik

Torsdag aften sent

[7/6/83]

Søde, deilige velsignede elskede, jeg er bogstavelig nær ved at gå istykker af længsel efter dig, efter at, – ja det kan være det samme, efter at elske dig og kysse dig tildøde. Jeg kan kun skrive få ord iaften; gjør nu du ikke gjengjæld, men skriv lidt langt. Jeg har i nogle dage havt sypige, og har måttet sy med, for at blive færdig til hun skulde afsted. Nu er hun væk gudskelov, og imorgen kl. 7 reiser jeg til Fr.hald; det er moderens geburtsdag imorgen,^k524 så er jeg der til kl. 12 middag, går op bagtrappen, gjør pigen til min bundsforvandte, får slippe ind i Ludvigs soveværelse, – han er på skolen – bytter dragt, og kommer ind efter at ha'e banket på døren med lange hansker og en blomsterbouket i hånden. Jeg ved der er formiddagschokolade, og så kan du tro der bli'er et opstyr. Moderen bli'er ganske bleg, slår hænderne sammen og siger ganske svagt: «nei men Amalie!» Og de andre kommer at reise sig op og le og snakke i munden på hinanden. Når der så er gået 10 minutter akurat siger moderen: jeg vidste forresten at du vilde komme, jeg har gået og anet det i hele dag, det begyndte allerede igår. Og når jeg så ler og drager det i tvil, påberåber hun sig Ludvig, og siger at han skal være hendes vidne når han kommer, at hun har ventet mig, det var bare forundring over at hendes anelse kunde slå således til, der gjorde hende fælen med det samme. Når så Ludvig kommer bli'er der en ny overraskelse og fornøielse, og så svarer Ludvig når moderen provocerer ham, at hun har sagt, hun vilde ønske jeg kom, og at det vilde være morsomt om det skete o.s. v. Søndag eller mandag – jeg ved ikke hvorlænge returbilletten varer – er jeg her tilbage, og så er det straks tirsdag og brev fra dig. Dit sidste er deiligt, – jeg dør af kjærlighed og længsel ved at læse det. Ja, vi vil gjøre som du siger, glemme alt over den fryd det er at være i hinandens arme. Vi vil leve i solskinnet sålænge det er dag, og lade fremtiden med sit nattemørke i fred til det indhenter og overvælder os. Det er tidsnok at sørge når tiden er inde. Også hos mig har det været stærkt oppe, at det måske var rettest og rimeligst ikke at gjensés, siden det nu skal være forbi mellem os bagefter, men det duer ikke, vi må dog tage den stump liv som bydes os, og kanske det kan være, kanske du kan komme over til mig der. Lad nu mig først være kommen iro der, så finder jeg nok noget for dig også, – hvis du virkelig skulde ville til den tid. – Men hvorfor i alverden fik du først mit brev søndag morgen? Jeg bragte det dog tidsnok i postkassen, skal gud vide. Sig mig endelig det. Og sig mig hvad du tænkte du elskede, da du stod uden brev i din stue. Og du må ikke glemme at fortælle mig når vi sés, hvad det er de siger til dig, de fruer som gjør kur til dig, og hvad hun gjorde med dig den skuespillerinde, – hører du, – jeg er så nysgjerrig, – hvad kan de egentlig sige og gjøre, – hvad kan de finde på? – Ja, naturligvis synes jeg det er mere at være B.B. end E.B. Men derfor har E.B. ligestor ret til at skrive som han skriver, derfor er «Et Besøg» ligefuldt berettiget. Det er og bli'er en præken, og en god, til at få forstand af. Brandes er en præst men B.B. en profet af det stof hvoraf de gamle lavede sine guder. At Norge frembringer profeter men Danmark bare præster er et tegn på at Norge er mere, magter mere, står mere for tur til at føre det store ord end Danmark, men det vil i virkeligheden sige at Norge står tilbage. Det vil sige – der hvor Danmark er må Norge desværre også komme. Desværre, desværre.

Du søde, som går med gutter i Tivoli. Du er deilig! Gid jeg havde været en af de gutter. Du må ikke overvurdere mine gode egenskaber. Det gjør du i dit sidste brev. Jeg har nogle men ikke som du tror. Jeg elsker, elsker og tilhører dig med hver en tanke i min sjæl.

[Ikke underskrevet]

Søndag Eftrmd

[10/6/83]

Amalie, jeg har tænkt så meget og så stærkt på Dig nu idag, at jeg næsten har været syg. Du yndigste Kvinde! Det er godt, at det ikke er Søndag hver Dag, så døde jeg. Ja virkelig, havde jeg ikke mine bundne Forretninger, så tror jeg ikke, at jeg holdt ud at leve med min Længsel efter Dig. Men hvor er jeg i Bunden af mit Hjerte glad, hvor er den nærmeste Fremtid sommerlys og dejlig, og dog er der 6 Uger endnu at holde ud. Min Ven, så vidt jeg kan se bliver min Afrejse den 25 Juli. Så går et af de store Udvandrerskibe her fra til Kristiania.^k525 For at forsone nogenlunde med min Fraværelse bliver jeg nødt til at love at skrive nogle Breve, og et Døgn om bord i et Udvandrerskib vil vel straks give et velkomment Stof til en Skildring. Hvordan jeg for øvrig skal blive rolig nok i Sindet til hos Dig at skrive fire fornuftige Ord, begriber jeg ikke; men det kan måske netop blive morsomt at skulle komme op til Dig og være adstadig og passe sine Pligter – pyt! Jo, Du Elskede alligevel, hvad, en lille Smule? Vi løber jo ikke sådan fra hinanden denne Gang som tidligere. Hvor jeg elsker Dig. Du skal være glad ved mig Amalie, så har jeg det så godt. Amalie, hvor skal jeg tage ind i Kr.ania? Et Sted, hvor Du uden Gène kan besøge mig. Tror Du måske, at jeg vil være uden Dig, fordi jeg er nødt til at gå fra Dig i dine egne Stuer? Så kommer Du naturligvis pænt spaserende op til mig. Ikke, Stump? Tænk, når det er Dig der kommer ind ad Døren! Du Amalie, hvor har vi dog været dumdristig lykkelige de to forrige Gange. Og hvor smukt det har været for os. Min Unge, dit Jomfrubesøg hos mig i Viktoria Hotel, vort Måltid nede i Spisestuen og Aftenen før på Gravesens Restauration og vor Bænk!^k526 Og så hele det ubegribelige Æventyr i Sverig. Min Ven, hvor kan det være, at det forekommer mig, at det dog først er nu at vi ret skal mødes? Sig mig, Ven er der ikke hos Dig den samme lyksalige Følelse af Fortrøstning ved hvad der nu forestår, som den, der fylder min Sjæl? Jeg ejer Dig, jeg kender Dig, vi mødes, Du elskeligste af alle Kvinder, der er ingen Spænding, ingen Skræk for noget ukendt, Skatten er der, vi lægger Hånden på den og tager den. Ak Amalie læg dit Hoved ind til mig, Du gør det jo nu med Tillid – Du må, om Du kan, fortælle mig hver en underlig Følelse der gik igennem dit Sind hin første Nat i Falkøping. Jeg var angst Amalie, så angst tror jeg, at jeg endnu undres over så rolig jeg var. Og så synes jeg slet ikke jeg var elskværdig. Jeg kan i Grunden slet ikke begribe, at Du blev glad i mig den Gang. Men Du blev også yndigere og sødere mere og mere for hver Dag. Men min Ven, hvor jeg nu synes, at vi er hinanden uendelig meget nærmere. Du elsker mig Amalie! Du gjorde det, da jeg kom til Dig i Kr.ania, og jeg vil kysse Dig hundrede tusinde Gange for din Kærlighed da, den var så yndig og sød som mulig – hvor var den inderst inde kæk og brav – men nu Amalie, nu er din Kærlighed større, den er mit Livs Hvile, den bærer hele min Tankes Lyksalighed. Du søde Veninde – kyssede du på den runde Plet i mit forrige Brev? Der er slet ingen Mulighed for at sige et eneste Ord, der har Rimelighed, der er kun den eneste Udvej at kysse et Kys så dybt ind i din Sjæl, at det evig føles blødt og varmt der inde. – Så min Engel, kys mig nu rask med begge dine Hænder om min Nakke og vær fornuftig. – Vi tager slet ikke fra Kristiania, hvad? Hvad skal vi i det dumme Bergen? Kan vi ikke gøre en Udflugt sammen, rædsom hemmelig?

– Hvad jeg tænkte, da der intet Brev var til mig i Lørdags? Jeg skal sige Dig Amalie, hvad mit Hovedindtryk var: Tænk, om Amalie forlod mig, hvor vilde Livet da være umuligt! Jeg siger Dig, at jeg måske aldrig i et enkelt Nu har haft et så kraftigt Billede af et enkelt Menneske, der famlede blindet afsted på en stenet Vej, hvor der før havde stået et Tempel, som hin Lørdagnat i et gråt Morgenlys. Det var i et Nu. Du begriber, at jeg ikke for Alvor kunde blive forskrækket. Angst var jeg men ikke bange. Men dette Billede af et Tempel – jeg kan næsten se Façaden af det – der var sunket i Jorden, og så en grå Tomhed – det var som et Stød igennem mig. Så slog jeg mig forholdsvis hurtig til Ro med, at der Søndag Morgen vilde ligge Brev. Ja jeg var så sikker i min Sag, at da jeg vågnede om Søndagen gik jeg lige ind i min Dagligstue og tog det, blot med et lykkeligt Smil. Så kan jeg huske, at disse ækle Fruentimmers Latter og næsvise Vimsen indpå mig forfulgte mig som en ond Parfume; jeg kunde ikke få Duften af Dig fat, og det gjorde mig sørgmodig. Og så Du søde, tænkte jeg på, om der kunde være noget i mit Brev, der havde stødt Dig, og så på, om Du kunde være bleven syg. Men det var altsammen ikke meget stærkt. Lykkeligvis var jeg træt og trængte til Søvn og sov tungt næsten umiddelbart efter at jeg havde lagt Hovedet til Puden. Hvad Grunden har været til Forsinkelsen i Besørgelsen af Brevet; har jeg intet Begreb om. – Kiellands rejste da i Onsdags. Det sidste jeg så af dem, da de på Dampskibet passerede gennem Knippelsbros Klapper, var to Dannebrogsflag, som Gutterne holdt i Vejret og svingede til Afsked med. Jeg synes, at det var virkelig fint af K. at lade os få denne Hilsen til Afsked. Om hans gode Norskhed tvivler jo ingen. Jeg er kommen til at holde meget af K. og beklager, at jeg i den sidste Tid kun har haft liden Lejlighed til at give mit Kendskab til ham den sidste Sikkerhed. Han er ikke let at se rundt om. Fruen er en fin lille en, men skønt jeg for Spøg har kaldt hende en «Klippe», er jeg ikke meget vis på «Fastheden i de fine Linjer», som jeg skrev om på hendes Vifte. Du, sig mig om det er affektert, hvad jeg skrev på Viften; men sig mig det ærligt. Jeg skrev: «Klippe» har jeg kaldt Dem, Frue. Det var Fastheden i de fine Linjer jeg derved tænkte på. Når De nu er rejst, vil om denne fine Fasthed kredse som store Søfugle mine Erindringer.» Er det ikke lidt skabagtigt? Jeg skulde skrive noget om «Klippen». – Så har Sarah Bernhardt været her og er rejst igen efter 6 Forestillinger i den forløbne Uge,^k527 hvoraf jeg så de 3. Forrige Gang var jeg helt betaget af hendes ubegribelig dejlige Indbegreb af alt hvad som findes af kvindelig Evne til at bedåre.^k528 Denne Gang var jeg rolig og kun sidste Gang i højeste Grad grebet af hendes Kunst. Noget ligger det i Forskjellen på de Stykker, hun spillede de to Gange, men meget Amalie ligger det i, at Du er kommen imellem. Hun er dejlig, der er ingen Tvivl derom, men i Åar [sic] vilde lige som det rent Menneskelige ikke rigtig blive mig indlysende. Ved det første Besøg troede jeg snart sagt slet ikke på Kunstnerinden, alt var for mig kun noget så uanet skønt naturligt, at jeg straks lagde alle fordums Forestillinger om Kvindeynde til Side og sagde til mig selv, at enhver Drøm, jeg som Mand kunde have haft om en dejlig Kvinde, her var ladet langt tilbage; som hun var overstrålede hun alle mulige Fantasier. I År synes jeg ikke sikkert dette. Der er en Mangel hist og her. Men hendes Kunst! Nej Du, det er Højdepunktet. Du er af Væsen vidt forskellig fra Sarah Bernhardt, af en hel anden Type og Race – må jeg kalde Dig en Bjørn, Amalie, når jeg kalder hende en Hjort? Å må jeg kalde Dig en Bjørn, en sød, sød en, sådan en rigtig ubegribelig dejlig Hunbjørn, der er sådan nogle med kort Snude – Amalie, bliver Du vred, hænger jeg mig! Hun spanker afsted på lange Ben, hun vil ikke kunne favne som Du. Amalie hos Dig kan jeg gå til Ro, Sarah Bernhardts Ynde er Elskov uden Hvile. Ind i dine mørke Øjne, under dit brune Hår Amalie har jeg set hvad der er smukt i Verden, S.B.'s Blondhed – også i Stemmelag – imponerer mig ikke mere, forvirrer på en Måde. Sødeste Du, hvor jeg [er] lykkelig ved slet ikke at være bange for Dig. Jeg kan godt sige Du er en Bjørn, Du kysser mig jo dog alligevel. – Hør Amalie, hvor det er morsomt med din Tur til «Moderens» Fødselsdag – det lyder så egent for os, at du siger «Moderen» – glem ikke at fortælle mig hvorledes alt gik. Du, jeg har læst på Kortet over Kristiania og véd på en Prik, hvor din Gade og dit Hus ligger – overfor Hospitalet. Du er sød! Amalie jeg elsker Dig. Jeg har en Fødselsdagsgave til Dig.

Din Erik

Kr.ania onsdag 13de juni [1883]

Jeg er vis på at brevet har ligget på dit bord ganske allright allerede lørdag aften som det pleier, men at du bare har været for søvnig og træt til at se det. At du ikke af dig selv har kunnet forstå det! Hvorledes skulde det ellers være kommen der på bordet om morgenen. Så var vel pigen gået ind med det på dit soveværelse. Desuden, det er ganske umuligt at det ikke skulde være kommen frem til ret tid, og altså har det været der. – Jo, jeg er fornærmet over at du kalder mig en bjørn. Amund Helland er en bjørn, men ikke jeg. Hvorfor skal jeg kaldes en bjørn, jeg, en hjort er et meget fornemmere dyr, bjørn er sådan en klumpedeie.^k529 Hvor du har været rasende bedåret af, nei, forelsket i S.B. forrige gang! Det bare undrer mig at du kunde se mig bagefter det, at hun ikke helt havde stængt dig inde i en forhærdet vished om, at ved siden af synet af hende gaves der ikke mere noget på jorden i retning af kvindeynde, som et øieblik kunde behage dig. Jeg er ikke skinsyg, tror jeg, men det var ikke morsomt at læse om al den deilighed du har set hos en anden. Jeg blev ilde ved, og følte et slags angst som sad igjen i hele gåraftes – jeg var i et lidet selskab – og tilslut føltes som en art benauelse. Men så, da jeg kom hjem faldt jeg dig om halsen og græd ganske lidt i dit skjæg, og så gik det over. Jeg vidste jo at det var mig du elskede og tilhørte, du balstyrige gut, som har taget mig fangen med hud og hår, og sind og sans. Du behøver ikke at bede mig «være glad ved dig». Kan du ikke mærke på mine breve hvorledes mit blod banker i jubel over dig og den elskov du har kaldt tillive hos mig. Du er en tussegut som slet ikke forstår den vidunderets hemmelighed, som har gjort mig splinterny, helt til en anden end den kolde sphinx jeg før var. Nei du, hvor meget jeg har at fortælle dig. Paul Johnsen^k530 – det navn går han nu under her i klikken, går omkring og docerer at jeg er en sphinx, en iskold kvinde, uden plet og lyde, aldeles ren siger han, men farlig – han rent advarer folk imod mig. Og alt kommer de og fortæller mig. Han er et fjollebøtte! Og han er dum at han gik og blev forelsket i mig, og ikke kunde føle at det var en rent moderlig godhed jeg viste ham – jeg syntes bestandig så synd i ham, – at han ikke forstod at vurdere det jeg ydede efter fortjeneste. Jeg ved med vished at jeg er ganske og aldeles ulastelig her – ikke et eneste, flygtigt sekund har jeg legt med ham, men været så alvorlig bestandig. Jeg var ikke angst i Falkøbing, men undselig – det var hvad jeg stærkest følte, undselig, og så inderst inde fuld af fortrøstning til dig og min kjærlighed. Og så bagefter var jeg fremdeles undselig hver eneste dag og nat, og lyksalig, og fortabt over at ha'e mistet mig selv og forvirret, indtil stumhed, over at jeg nu skulde bort fra livets kilde, ikke være med dig bestandig. Men det bli'er meget, meget deiligere at mødes med dig denne gang; også jeg synes at det først nu skal til at begynde, at vi først nu eier hinanden helt. Når jeg tænker på det øieblik jeg skal lægge mig ind til dit bryst, er det som bæres jeg bort på en bølge af bare lyksalighed, og bli'er borte i dig. Sidst var det jo anderledes. Jeg vidste bare at jeg elskede dig, uden at ha'e anelse om hvad det vilde sige, at mødes med sin elskede, og så var der en lønlig bæven. Nu skal jeg kysse dig til velkomst med fuld bevidsthed om hvad det kys betyder. Ja, naturligvis kyssede jeg på det indhegnede sted, men sligt er i grunden naragtigt. Så lidt kan ikke være noget for et fornuftigt menneske, enten, ja nu kommer jeg igjen at sige dette dumme med enten-eller, der dog ikke kan gjennemføres, ikke, slet ikke gjennnemføres helt af mig, for så skulde jeg ikke se dig mere, siden jeg ved, det er for at skilles. – Men hvor det er forkjert at du først kan komme så sent. Det kommer alle mine planer og arrangements påtværs. Gutternes ferie begynder den 9de omtrent; så reiser de sandsynlig samme dag eller i altfald den næste til Valøerne hvor moderen (og Ludvig en tid) ligger på landet.^k531 Hos dem skal de være i ferien. Så havde jeg bestemt at du kom straks da, at vi blev her et par dage, og så reiste til Bergen. Efter mange betænkeligheder og overveielser havde jeg nu nemlig bestemt mig til denne reise. Josephine har jeg givet ferie fra den 12te eller 13de at regne – – Torsdag. Jeg blev afbrudt igår midt i en tankegang, og kunde ikke fortsætte. Nei du, nu er jeg slet ikke fornærmet længer over din «bjørn». Du kan gjerne kalde mig det, sødeste, deiligste, du kan også godt få lov til at synes at S.B. er meget deilig, «indbegrebet» o.s. v. deiligere end jeg, værs'god – når det bare er mig du elsker, når jeg bare er den eneste du bryder dig om at holde i din favn – jeg skal godt finde mig i at være en simpel bjørn – (men din bjørn) mens hun er en fornem hjort når det bare er sikkert, at hendes og andres elskov, om den bødes dig, ikke kunde friste dig, siden jeg er din, – sådan er det jo med mig. Jeg kjender mænd jeg sætter høit og holder af, og skatter, men det er kun dig jeg kunde kysse, og tage i mine arme, med de andre var det umuligt, og så må det også være med dig, lige for lige, ellers vil jeg ikke mere, men løber straks min vei. Men man har jo altid sagt at mænd er ikke således, de tager og tager men giver, kan kun give halvt. Nei, det behøver ikke at være halvt de giver, de kan på en vis give helt, men så er de dog så begjærlige, og dertil mere kjødelige, tror jeg med ringere evne til den troskab, der slet ikke er troskab, for det smager af pligt, men snarere den begeistring som en urokkelig tro giver, men som, – nu kommer paradoxet – bunder i mangel på erfaring, i den ubrugthedens frygtsomhed, der er gode kvinder egen, altså på en vis måde i en mangel, eller et fortrin – som du vil. – Ja, jeg synes at det du skrev på viften var affekteret, – det vil sige bare ordstillingen, forresten, når jeg vænnes til det, går det nok. Indholdet var fint og nyt og morsomt, – det er ingen under man synes om dig, – magen til dig vokser ikke på træer – hvert land har kun én slig – det kan du stole på er sandt, for du er så utrolig egen. Men naturligvis synes jeg det er harmeligt at du er så glad i fru K.^k532 Det er ikke fordi jeg synes hun ikke fortjener det, for det ved jeg intet om, men det er fordi jeg er så grisk. Jeg vil ha'e alt for mig selv alene, ikke en snus af noget af dig kan jeg undvære, uf du, hvor rædsom jeg vist blev til at leve sammen med, hvis ikke min forstand og min snilhed, for jeg er snil og god, måske vilde holdt mine onde lidenskaber i tømme. Skjønt, gud ved! Kjærlighed er en forfærdelig ting! det bæres mig undertiden for, at først når den var forbi, kunde vi to ha'e den rigtige nytte af hinanden. For vi kan lære hinanden noget. Men ikke nu, i alfald ikke jeg, som bare kan føle ét overfor dig: at jeg elsker dig, som bare kan være ét: din elskerinde. Og, ja, – det var det jeg vilde sagt: du skal være min, selv når du skaber dig om til «store søfugle». – – –

Ja, du, nu må jeg reise til Bergen. Jeg troede du så gjerne vilde det, – således så det ud i dine breve – og nu har jeg gjort det endelig af med Sandbergs hos hvem jeg tager ind, og med Knudtzons hvor jeg bliver en del af tiden. Jeg kan ikke skrive afbud nu, – det ser så vægelsindet ud; endelig engang får det bære til at jeg virkelig kommer. Desuden, siden jeg nu skal til Amerika, må jeg tale med gutternes fa'er. Jeg har ærind derop, og et vigtigt. Når jeg mundligt får forklare ham, hvorledes alting er, og hvor gode gutternes udsigter der kan blive – jeg har flere formuende bekjendte derover, som ligefrem har lovet at være gutterne nyttig – så giver han villigere sit samtykke til at de reiser med. Og uden dem, kan jeg jo dog ikke leve. Det er fordi de i så høi grad har været min egen skabning, disse gutter, – det er derfor jeg ikke kan tænke mig livet uden dem. Og du skulde vide hvordan de er: det spotter enhver beskrivelse. Mirakler, fænomener er de, og du må ikke tro det er mig der er forblindet, eller bare mig som synes det. De vil blive som begge Sarsene – så ser det allenfalls ud. Det er næsten en absolut nødvendighed at jeg bekvemmer mig til denne mundtlige konference, for jeg ved jo hvor tungvindt han er, hvorledes han misforstår, ialfald alt hvad jeg siger. Vi er af forskjellig race, derfor er det, og har det altid været så vanskeligt os imellem. Men altså, hvis du slet ikke kan komme før den 25de july (hvad ligner forresten det, – da er jo vore og alle menneskers ferie omtrent forbi) – så får det blive i Bergen at vi mødes. Så kan vi reise sammen nedover til Kr.ania, helst overland, for det er en deilig tur, og så bli'er du resten af tiden i Kr.ania. Sig mig nøiagtigt, hvorlænge din ferie varer. Der er intet sted i Kr.ania som du kan tage ind på, hvor jeg kunde besøge dig uden gene, – det er vist nok en umulig ting du der har tænkt dig. Det skulde da være, hvis du boede en halv times jernbanereise fra Kr.ania. Altså, – jeg reiser til Bergen den 10de eller så, – og du indtræffer der den 27de, måske. Så kan vi reise derfra, når du vil. Eller også kan jeg møde dig i Kr.ansand, kommende fra Bergen, jeg, så tager vi overland derfra til Kr.ania. Jeg behøver ikke at være mere end 14 dage i Bergen. Det er nok, det. Altså som du vil. Tænk nu alt dette nøiagtigt igjennem, og skriv så om det næste gang. Det er skrækkeligt, rædsomt at det endnu skal være så længe, især for mig, som havde bildt mig ind at du skulde komme den 12te senest. Helene Sandberg skriver at Dr.mann kommer til Bergen, og skal bo hos dem. – Det var et for deiligt brev, dit sidste. Som jeg var lykkelig ved at læse det!

Din Amalie

Nei, det er sandt, – jeg må jo fortælle dig om Fr.halds-turen. Den var aldeles mageløs vellykket i alle retninger. Det gik complet som jeg troede, med undtagelse af at moderen stakker, slet ikke sa'e at hun havde anet det iforveien. Jeg søgte at provocere hende, og spurgte i den anled. om hun slet ikke havde anet det. «Nei sa'e hun ganske fortabt, det faldt mig ikke et øieblik ind denne gang.» Det var så rasende morsomt! Jeg kom først tilbage mandag aften og havde med en veninde der fra byen, som skulde bo hos mig et par dage. Hun havde ærind herind. Da stod der i min grønne sofa et smukt maleri med ramme af Gibraltar som Boll havde foræret mig,^k533 og en hængekøie var ophængt i mit soveværelse. Det er sikkert Helland som har gjort det. Han hørte engang at jeg syntes om hængekøier – det var den aften du ved. Endnu har jeg ikke truffet ham, – men det er sikkert hans. Du aner ikke hvad dine breve er for mig – – å du aner det ikke! Jeg elsker dig det er det eneste jeg ved med sikkerhed her i verden.

Din Amalie

Søndag Eftrmdg

[17/6/83]

Du sødeste Kvinde af alle på Jorden jeg må jeg vil jeg skal komme til Kr.ania på den Tid Du har ventet mig. Når jeg rejser fra Kbhvn den 11 Juli, er det så godt? Vil Du så lade være med at stænge dit Hus og sende din Pige bort, inden Du ser, hvordan det går med os. Herregud søde Amalie, lade være med på Forhånd at have Hast. Vi vil hvile ud et Par Dage i hinandens Arme. Til Bergen kan vi jo altid komme. Du må sige til din Pige, at omtrent på den Tid, den 15 Juli eller så skal hun få fri. Vi vil ikke løbe, ikke styrte afsted. Når jeg kommer til Kr.ania gør jeg et Forsøg på at være gemt for alle. Det er i Grunden udmærket som det nu er. Jeg har hidtil fortalt alle, som spurgte om mine Sommerplaner, at jeg i Slutningen af Juli rejste til Norge, og min Ankomst der på den Tid, er bebudet bl.a. til «Dagbladets» Redaktion af Gunnar Heiberg,^k534 der lover sig selv og mig at gøre alt muligt godt for mig der, når jeg kommer. Jeg har ikke kunnet undgå denne Venlighed, som jeg jo på en vis Måde har været meget bange for – nu snyder jeg de brave Folk så vidt mulig. Om min Rejseplan vil blive meget vanskelig at sætte i Værk, har jeg ikke nogen ret tydelig Forestilling om, men det skal gå. Du, Amalie, det forekommer mig absolut ikke behageligt med Dr.manns samtidige Besøg i Bergen. En og anden havde sagt mig, at han skulde der op. Jeg har i Grunden ikke tænkt meget derpå men det kølnede noget min Lyst til Besøget der i Byen. Han vil ikke blive glad ved at møde mig, og jeg har heller ikke Lyst til at være sammen med ham. Imidlertid min Ven, forstår Du, at sligt i Grunden er forbi samtidig med at det er sagt. Skal vi to til Bergen, og det skal vi jo, kan for mig Fandens Oldemor tage imod mig på Bryggen, det kommer ikke mig ved. Jeg tænker slet ikke derpå, og når det interessante Møde foregår, håber jeg at skulle kunne tage det fra den gode Side. Sidste Gang hjalp jeg ham over det Fjendskab, hvormed han begyndte – jeg antager, at det vil gå ligedan i Aar, pourvu ma chère,^k535 at Du er flink og ikke tåler så meget som et Gran Fingereren af hans lange Lapper. Når han slår ud med Arme og Ben, får han lade Dig være i Fred. Med Johan Bøgh og Kone er Venskabet rimeligvis mindre intensivt nu. Jeg blev under alle Omstændigheder en Aften så led af Fruentimret, at jeg endnu den Dag i Dag undrer mig over, at jeg holdt min Mund i Tømme og ikke sagde hende min Mening. Det kom nu for Resten vistnok netop af, at jeg fandt hende så utålelig, at der ikke var det Sted jeg kunde lægge en Bebrejdelse. Min Mening må dog vistnok have skinnet igennem. Monsieur så så forbeholden ud den eneste Gang jeg siden så ham. Nå meget omgikkes vi for øvrigt ikke hinanden her i Byen. – –

Med Brevet forholder det sig som jeg har sagt, Du påståelige Person. Jeg så ikke blot efter i begge Stuer men også i Brevkassen på Døren, og det er bleven bragt Søndag Morgen Kl 8 af Postbuddet. Tror Du Pigen da vover sig ind i mit Sovekammer? Nå! Om der så kom Bud på den Tid fra Kongen om jeg vilde overtage Dannelsen af et nyt Ministerium, vovede hun ikke at vække mig. – Stump, aldrig et Minut forelsket i Sarah Bernhardt! Slået, grebet af dette ufattelige Trylleri, af dette kvindelige Skønhedsindbegreb, det var jeg; men forelsket, nej! Jeg er så rolig Ven, så langsom. Nej Du, jeg sad den Gang de fem Forestillinger i Rad og anstillede literære Overvejelser. En Mængde Ting i franske Bøger gik med ét op for mig, og så havde jeg en Undren om de uendelig mange Ting, som de dumme Franskmænd lod ligge. En sådan Ømhed, som hun kunde give Udtryk, en sådan Kærlighed, så ren og skær som Sølv i Måneglans – der var en smilende Fred deri. I næsten alle franske Bøger, jeg kender, er Kærligheden hidsig. Det var det forunderlige, der slog mig, at det, hun kunde fremstille, netop var det, som danner al god og dårlig Poesis Indhold her hjemme. For mig var hun ganske vist en personlig Oplevelse, for så vidt som hun jo virkelig var et levende Menneske men mest interesserede hun mig literært om jeg så må sige. Og så kan jeg huske, at jeg tænkte meget på, hvor godt vore Kvinder havde af at se, at sådan kunde man elske. Nej, Amalie, om Du den Gang havde set det! Hvad skulde Du havde sagt derom! denne Kurtisane, og Du med din Rædsel for den ækle Erotik. Sødeste Stump, det forstå Du jo nok, at jeg kan tale i høje Ord og med Varme om Kvindeynde og Kvindeskønhed og så ikke være mere personlig berørt deraf end af et Maleri, Skildringen i en Bog osv. – For Resten jeg kan heller ikke lide, at Du bliver altfor henrykt over andre Mænds Fortjenester, om end jeg samtidig godt kan fortælle mig selv, at en sådan Glæde hos Dig jo slet ikke tager noget fra mig. Det piner, det er dumt, men det piner alligevel. Du yndige, bedårende som Du skriver om din lille Pine! Ak, Amalie hvor er det sødt at være elsket, når man elsker igen. Men Du er nu også aldeles ubegribelig dejlig.

(Min yndigste Ven det er aldeles forkert med Papir idag^k536 – det er nu for Resten Aften, har jeg pludselig mærket, jeg har måttet tænde min Lampe – jeg er nu så lidt hjemme og skriver så sjælden, at jeg havde glemt, at jeg skrev på det sidste Ark forrige Gang til Dig)

– Pigebarn når jeg nu kommer til Kr.ania, og Du er så sød som Du er, hvad skal jeg så gøre for at få Tid til at beundre Dig? Hvordan skal jeg, som jeg dog nu kan i et Brev, sidde og se mig aldeles fortabt af Glæde i Dig. Du, hvis jeg ikke siger et eneste levende Muk hos Dig, bliver Du så vred? Men det er fordi der skal jo dog skam være Fornuft i alt. Når jeg snakker, så kan jeg jo ikke se og høre Dig, og Du er sådan, at der ikke er den Ting ved Dig, som ikke er bedårende, på en egen Måde lifligt, til at få et evig lykkeligt Udtryk i Øjet af – jo et, min egen Stump! Du må ikke, ikke for noget i Verden være «flou» som Du kaldte det. Det virker så besynderlig forstyrrende på mig. Vid at hvad Du giver mig, og Du giver mig jo alt, må Du give med et frit Sind, ellers tager Du noget af Skønheden ved Gaven bort. Men det vil vi nu ikke snakke om, det vil komme af sig selv. Undseelsen kæreste Ven forekommer mig ligger på et andet Punkt mellem os. Ved en Uskønhed er jeg undselig. – – Vil Du tro Ven, at jeg idag da jeg var med mine Søsterbørn i Zoologisk Have rigtig studerede mellem Bjørnene den lille sorte Hunbjørn, som dunkelt havde foresvævet mig da jeg skulde hente en Lignelse. Den (Lignelsen) er betydelig dum vil jeg indrømme Dig, og dog fandt jeg noget af det jeg havde ment: Kraften, Tætheden, Roen og det fuldstændig hurtige Herredømme over enhver Bevægelse parret med en egen bedårende Afvigelse fra det Gratiøse. Der er noget ved en Bjørn, der er et Favntag værdt, en Hjort lader man løbe til Parade i en Skov. Men lad os for Resten komme bort fra det tossede Billede med Bjørnen. Men jeg smilte der ude i Zoologisk Have deraf. Ak Ven, sådan en god Søndag tilbragt med Dig! Jeg mener vi skulde have taget Børnene med, ikke jeg alene. Vi var i Panoramaet først^k537 og kørte så oven på en Sporvogn – Børnenes Fryd – ud til Frederiksberg. Du vilde have moret Dig! Se Dig give Elefanterne Brød. Min Ven hvor var der meget godt i Verden at opleve sammen. – Om nogen Kvindes Kærlighed frister mig? Nej Ven, Du har min Kærlighed. Hos Dig ligger mit Liv, jeg tror på, at Liv og Kærlighed hører uadskillelig sammen, og man kan kun elske én. Ja, når jeg skaber mig om til «store Søfugle» så er jeg din, netop din. Der er ikke et venligt Ord, ikke et Påfund, ikke noget, der skabes hos mig i Anledning af en Kvinde, som ikke er dit. Du er nærværende i alt hvad der foregår mellem nogen af dit Køn og mig. Jeg har Dig lige som usynlig ved min Side, Du leder og danner min Smag, jeg har Dig altid inderst i mit Øje, og bagest i mit Øre; når jeg ser på nogen går Billedet, jeg modtager, gennem Dig, og hver Tone må bryde sig sin Vej igennem Klangen af din Stemme. Det sidste er næsten det værste. Mine kære Landsmandinder taler gennemgående stygt. [Et par linjer krysset ut.] (Det jeg har slettet ud, var noget Vås). – Hør nu Ven, det er da sikkert, at vi kan komme meget, meget sammen i Bergen? – Amalie vil Du ikke først skrive til Gutternes Fader om Amerika? Ellers bliver han vel bestyrtet og skal have flere Samtaler med Dig. Hvor det var godt med dit Besøg i Fr.hald! Men hvor jeg afskyer den Hængekøje! – Hvem er Boll? Elskede søde, nu farvel, dit Brev var så yndigt!

Din Erik

Kr.ania 21de juni. [1883]

Min elskede, min Erik, du gjør mig jo rent ud gal af glæde ved at sige at du vil komme til den tid jeg har ventet dig. Ved du om, at der kun er tre uger omtrent tilbage, at jeg foruden dette altså bare kommer at skrive 3 breve endnu til dig, inden vi skal være i hinandens arme. I hinandens arme, – al jordens fryd og lykke er i disse tre ord! Du hos mig, og jeg hos dig. Hvor er det underligt at elske et menneske. Hvorfor er det netop dig jeg vil give mit legeme og min sjæl til og ingen af de andre? Hvorfor fylder du og dit favntag mig med denne salige følelse, så jeg pludselig forstår at det er deiligt at leve, medens den svageste berøring af enhver anden jager mig en bæven af afsky gjennem blodet. Det er jo igrunden et mysterium dette, men et sødt, som jeg ikke vil søge at udgrunde. Der er salmevers hos Landstad,^k538 som jeg i gamle dage med andagt sad og sang i kirken, hvori menighedens hjælpeløse længsel, og forventningsfulde jubel ved udsigten til engang at skulle se Kristus, tolkes. Strofer af dem rinder mig nu ofte i hu, når jeg tænker på dig, du som bare hedder Erik, og er et ganske almindeligt, jordisk menneske; de passer akurat for mig, og udtrykker just min sindstilstand overfor dig; jeg kan slet ikke hjælpe mig med noget ringere end ordene i disse glødende, andagtsfulde, pietetfyldte salmevers, jeg. – – Om den 11te som afgangsdag fra Kjbhvn. passer, ved jeg ikke rigtig endnu; jeg kan jo altid skrive nærmere derom. Min broder Ludvig kommer, og bli'er en dag eller to med det samme ferien begynder, før han drager tilfjelds. Som sagt; du skal få grei besked. Men nu må du ikke komme og sige at du alligevel ikke slipper bort før den 25de. Ikke nu, siden du først har sat mig dette tidligere møde i hovedet. Jeg var så resigneret da jeg sidst havde skrevet; jeg var allerede begyndt at fortælle mig, at det dog måske vilde være bedst således at jeg var alene i Bergen, og kom nedover og mødte dig i Kr.sand. Jeg udmalede mig hvorledes vi dog måske vanskelig vilde kunne få nogen hygge af hinanden deroppe, hvor vi rimeligvis vilde komme på rent forskjellige steder, og i modsatte sphærer, at jeg vilde undgå det snak der sikkert vil opstå ved at vi er sammen deroppe, at nu siden Dr.mann også skulde komme o.s. v. i det uendelige. Dette med Dr.mann er jeg mindst ligeså kjed af, som du. At han kommer samtidig med mig, er jo ikke sikkert, men dog vistnok sandsynligt, og tænk at skulle bo i hus sammen. Det er absolut ikke behageligt, især siden du tror han er fiendtlig sindet mod dig, – hvorfor er han forresten det? Og desuden, så kan jeg egentlig slet ikke like Dr.mann. Jeg skal «passe mig for hans fingereren»! Men det er jo netop så fingererende han er, både med sin tunge og sine lange, løsagtige knoklede hænder. – Hvor kan jeg vide om det er «sikkert» at vi kan komme «meget, meget sammen» i Bergen. Det beror jo på så mange tilfældige ting. Hos Sandbergs skal jeg nok få dig indstalleret, – ja det vil da sige, hvis ikke Dr.mann lægger hindringer i veien. Hvis han slår sig vrang, og ypper klammeri med dig, eller siger til Sandbergs, at han ikke holder af at træffe dig – så bli'er det jo vanskeligt nok, siden han er deres gjæst. At fru Sandberg forresten vil ha'e det menneske boende hos sig, – jeg mener bare, at hun efter det korte samvær med ham kunde blive så glad i ham, at hun inviterede ham! Forresten var det spøg dengang. Dr.mann sa'e at han til næste år vilde til Bergen. «Så kan de bo hos os» sa'e fru S. Han greb det straks, og siden sendte han hende sit store photografi og sine nye bøger, og skrivelser hvori han stadig henholdt sig til besøget i Bergen med deres hjem som station. Men forresten, når du nu kommer, kan vi jo tale om alt detteher. – – Hvis det går med dette at «være gjemt for alle», her i Kr.ania, så kunde du jo bo hos mig, tror du det gik an? Josephine er jeg ikke bange for. Hun vil ikke tænke det ringeste derved. Sammen med Ludvig kommer måske en god ven af os, Schjøtt fra Fr.hald;^k539 de skal tilfjelds sammen, og jeg er vis på Ludvig bringer ham med op, og spørger om husly for ham og, den ene nat de bli'er her. Han ved jo at her er rum nok og ledige senge, siden også gutterne da vil være væk. Nu er jo altså du for Josephine en anden, ligeså god ven, der bli'er et par dage, og boer her, fordi hotellerne er så overfyldte på grund af udstillingen, hvad der forresten er noget i.^k540 Hvis da veiret er varmt og deiligt, kan vi ta'e bort fra byen ud i omegnen, og først komme tilbage sent om aftenen, gjerne i hver vor drosche, for en sikkerheds skyld, og med 10 minutters mellemrum, og når vi først er kommen ind porten, og op de ækle trapper, (opgangen her er så gennem styg) kan vi ha'e frit spillerum. Josephine sover som om det kunde være mig selv, og så er hun så deilig lukket inde og rent afveien. Du hvor det skal blive deiligt, og morsomt da! Jo, naturligvis må du ha'e lov til at tale med varme om andre kvinders ynde og skjønhed, ligesom du jo heller ikke kan ha'e noget imod at jeg vurderer andre mænd efter fortjeneste. Men jeg skal sige dig, – det er ikke så farligt for mig, – du kan sagtens gi'e lov, du, for der er jo så få bedårende mænd i verden, jeg kjender ingen uden dig – og jeg har jo dog sét så mange, men med kvinder er det anderledes; der er så mange, mange af dem, som er søde og yndige, og uimodståelig indtagende, så det må slet ikke være så let at værge sig for at blive berørt deraf. Og så sidder du og sammenligner og finder ud, at jeg måske mangler dette eller hint, og titulerer mig for en bjørn – en hunbjørn, og det er så utåleligt. Jeg sammenligner aldrig dig med nogen eneste en, jeg. Det kunde ikke falde mig ind, på den måde. Du er det menneske som jeg elsker og dermed er du sat på en plads for dig selv, langt udenfor og over alle andre i verden. – Ak om jeg havde været med eder på søndag. Den ting har vi også fælles, at vi kan more os så deiligt sammen med børn. Ikke på den måde, at det morer mig at more dem, men det er netop mig selv som morer mig rent på første hånd, og det kommer vel af dette at børn så gjerne vil ha'e mig med til alting, at de instinktmæssig føler hvor lige partiet er. Jeg er altid en af deres, og sådan må du bestemt også ha'e det. Jeg tror vi har meget tilfælles også i småting, og vi vilde som følge deraf passe udmærket sammen, ikke sandt? – – –

Du har vist ret i, at jeg først bør skrive til ham om Amerika, jeg skal også gjøre det, men jeg kvier mig naturligvis til det. – Boll er marinemaler, meget flink, men meget doven.^k541 Det er en gammel herre på henved 60 år tror jeg; han er på en måde en ven af Vilhelm, og vil nu partout være det af mig og gutterne også. Han overdænger dem med elskværdigheder, og tager sig af dem, som var han deres fader, akurat. Jeg har fået en stedse voksende ubehagelig fornemmelse ligeover ham. Det er først kommet i de allersidste dage. Han er sådan, at det slet ikke vilde kunne falde nogen ind at han kunde pønse på noget ubehageligt. Men nu er jeg begyndt at føle mig uvel ved ham, og jeg ved desværre med sikkerhed, at jeg aldrig tager feil i disse ting. Jeg har en for sørgelig lang række af erfaringer. Uf du, – jeg har det igrunden så ondt! Jeg føler mig undertiden som et jaget stykke vildt. Når jeg kan lægge mit hoved ind til dit bryst, og føle dine arme fast og tæt omkring mig, vil dette onde vige fra mig, og en usigelig fred vil falde over mig. Da, men også først da!

Jeg har sét fru Hennings i et par roller.^k542 Først syntes jeg slet ikke om hende i det franske lille «Efterårssol», det var bare comediespil fra først til sidst, hun var mig helt imod; i «Fruentimmerskolen» var hun sød, og aldeles udmærket der hvor hun ramser budene op.^k543 Men som Nora var hun deilig. Hvad hun gav synes mig for de to første akters vedkommende at være alt hvad man kunde sidde og ønske sig. I tredie akt slår hun absolut ikke til, men hun ødelægger intet. Hvor dårlig og syg hun forresten ser ud. Hun har gjort megen lykke her, og vistnok tjent en masse penge som hun reiser til Modum for,^k544 og derpå til Sanatoriet. Det kan hun trænge om. Noget så magert har jeg ikke sét. Og så stygge hænder! Der var forresten et par replikker som hun ikke sagde ret. Det kom af at hun er dansk, tror jeg. Forresten stak hendes tungemål slet ikke meget af. Hun taler pent, nokså pent, men ikke som Emil Poulsen, der idetheletaget var ti gange mere henrivende end fru Hennings. ^k545 Tænk om vi havde en skuespiller som ham! Vore er alle så rasende stygge, og så kan de absolut ikke gå eller stå eller geberde sig, når undtages gamle Johannes Brun,^k546 som er en herlighed at skue fra den øverste tup af hans hovedhår, og til spidsen af hans støvle. – Skal ikke Shandorph [sic] til Bergen? Du talte engang om det. – Jeg skal prøve at ikke være flou, når du kommer; jeg skal gjøre alt, hvad du vil. – Tænk jeg fik dit brev tirsdag formdg denne gang. Var ikke det morsomt? Jeg kysser dig i tankerne på munden og på øinene dine min Erik, hører du, nu kan jeg godt sige Erik, det er ikke det mindste flout.

Din Amalie

Søndag den 24 Juni 1883

Min sødeste Pige, jeg har nævnet den 11 Juli som Afrejse-Dag, fordi der på den Dag også går et af Udvandreskibene,^k547 og jeg har sat mig i Hovedet, at jeg må benytte et af dem. Jeg har to Fordele deraf: Jeg kan gøre et Brev om Rejsen, og jeg kommer uden Udgifter til Kr.ania, jeg har fri Rejse. Det sidste er meget vigtigt for mig. Pengene vil for Øjeblikket absolut ikke slå til – det er mig for Resten ufatteligt, jeg synes jeg lever mere sparsommeligt nu end i Efteråret hvor jeg dog kunde lægge flere hundrede Kr til Side – og det forbistrede Kunstnermøde, som vi nu går ind til, vil blive blodig kostbart, ikke at tale om, at jeg må gøre et Gilde en af Dagene for Venner, og at en Dame fra Stockholm i Går kom dumpende ind til mig med en Veninde fra Trondhjem,^k548 hende må jeg også sætte mig i særlige Udgifter for. Jeg blev utrolig gal i Hovedet, da denne kære (flinke) Frøken Lundin kom anstigende – (20 til 30 Kr! tænkte jeg) jeg er så rasende gerrig. Ikke en Øre vil jeg klatte ud, alt skal forbeholdes Norge [ɔ:] Dig, Du eneste ene på Jorden. Hun Frøkenen er et Bekjendtskab fra Rom for 6 År siden. Jeg står i lyse Farver for hende – hun er Folkeskolelærerinde og meget livlig og dygtig – pyt, jeg følte allerede i Går i den halve Time vi var sammen, hvorledes Kedsomheden tog mig i Struben. Jeg må se at få mine Søstre engagerede!

Et par Timer senere.

Jeg er oven på. Jeg var hos min Moder og har fået Lov til at invitere de to Damer til Middag på Tirsdag. Begge Søstrene er imidlertid så bundne ved Eksamener og anden Skolegerning, at den ene kun har ½ den anden 1 Time til Middagen, så må de på ny i Virksomhed. Jeg får dog min elskværdige Svoger ind fra Landet, han skal hjælpe mig om Aftenen med Damerne. – Du, jeg har nu efter mine Optegnelser regnet sammen, at min nøjagtig 1 Måneds Rejse ifjor i Norge kostede mig 444 Kr 35 Øre, og der har jeg rimeligvis endda glemt adskilligt, jeg var tilmed i en Uge Gæst hos Kielland, altså under 500 Kr tør jeg ikke beregne min Rejse til i År, og jeg har kun 380 – uf!

Du Menneske med din store dybe Kærlighed og din Forelskelse – for Du er forelsket i mig og det er yndigt – Du skal være skikkelig og huske, at Du ikke må sætte mig op et Sted på en Piedestal, hvor det er umuligt at blive. Du må ikke gøre Uret mod mig og tro at det er en så mærkværdig Mand Du elsker. Husk, at de andre finder mig nogenlunde dagligdags, og at jeg også er det, og at det kun er vor lykkelige Passen-sammen, der har bragt Kærlighed til veje mellem os. Vi elsker hinanden, Amalie – der findes slet ikke noget at sammenligne det med på Jorden, for det er det øverste, men min yndige Pige, det er et Forhold, som netop for sin egen stolte Krafts Skyld ikke må tvinges ud af sit Leje, op i Skyerne. Du har ikke gjort det, yndige Vendinde [sic], og vil heller ikke gøre det, men Du kan begribe, at jeg bliver betænkelig ved at være Manden uden Lyde i dine Øjne. Ak, der er så meget Småtteri ved mig, og så er jeg desværre så lidet nogen overlegen klog Person, at jeg tværtimod for hvert andet Skridt jeg gør, kommer i Urede med mig selv og Tingene. Jeg er bleven afvænt med at tænke på andet end hvad der ligger lige for. Du har slet ingen Grund til at være stolt af mig udad til. Vær det altså ikke Amalie. Føl på Jorden, som Du træder på, og mærk, at jeg hører den til. Jeg er et Menneske, som kan føle Glæde, som ikke har rigtig Mod til at sørge, som gør sig Umage for at leve ret, og som elsker Dig. Kys mig derfor, læg begge dine Arme om mig, læs min Sjæls Tanker, inden de har fået Ord og vær min, men husk, at Du favner en Mand, der kun har det Fortrin frem for de andre, at han har følt dybere din Naturs særegne Art, er bleven alvorligere grebet ved Dig og derfor har haft Evne til at elske og til at blive elsket af Dig. – Og vær så uden Spor af Overvejelse sådan som Du vil være, elskede søde Pige, Du gør mig svimmel. Amalie det er lykkeligt at elske. Du må gerne være lige så glad Du være vil ved mig. – – Dr.'s Uvilje mod mig antager jeg ikke er Fjendskab. Han hader E. Brandes og har en usikker Følelse af, at jeg er et Menneske af henad samme Beskaffenhed, kold, og så at jeg er meget forbeholden i min Tro på ham (Dr.). Han kan ikke ret føle sig helt kry i min Nærværelse og får derfor ikke sine bedste Indfald, når jeg hører på. Det plager naturligvis. På den anden Side var vi så gode Venner i Drengeårene og de første Studenterår,^k549 at vi i Reglen blive rørte alligevel over at komme sammen kammeratlig. Det er hans personlige Uvederhæftighed, som gør mig utilbøjelig til at synes om ham. – Bo hos Dig, Stump, når ingen må vide det, er vistnok for farligt. – Hvor jeg føler med Dig, Du sødeste Du, med din Træthed ved Mændenes Jagt. Det lyder formodenlig underligt at høre en Mand sige, at han forstår sligt, det siges jo altid mellem os, at en Kvinde inderst inde ikke kan blive led ved endsige krænket over at føle sig efterstræbt. Nå, om den konventionelle Krænkelse end mulig hænger i Vedtægternes skøre Bånd, så er Leden, Trætheden Modbydeligheden ærlige nok det føler jeg lige så vist, som om jeg selv havde oplevet sligt. Jeg har før haft Lyst til at slå Mænd til Jorden for deres idiotiske hundeagtige Gåen løs på ethvert smukt Kvindemenneske der kom for, og det var for det Indtryks Skyld som sådanne Mænd gav disse Kvinder af Livet, og for den Fordærvs Skyld af de mindre lødige, som de udbredte. – Sig mig, hvor er Ingeborg Th.?^k550 Er Br. og hun sammen i denne Tid et Sted i Europa? Han er siden en Måneds Tid eller så rejst – til Schweitz, sagde han. – Det glæder mig at du synes om Fru H. som Nora. Hendes og P.'s Spil der forekommer mig det bedste på vort Theater. Ellers synes hun mig vel spæd. Underlig nok, det siges, at hun er en stærkt erotisk sanselig Natur; det gør hun ikke Indtryk af. Hendes Organ holder jeg ikke meget af, hun er mig for københavnsk. – Schandorph kommer til alt Held ikke til Bergen. Han er umulig uden for den Kreds, der nu en Gang har vænnet sig til ham. Han er ellers en af de braveste Fyre i hele Sværmen her nede. – Nu kysser jeg Dig min dejligste Ven og siger farvel, snart, snart har jeg dine Arme om min Hals og så – lad hele Verden komme, jeg aner ikke den er til! Farvel min elskede Amalie

Din Erik

Jeg skal i Aften til stor Soupé med den svenske Opera^k551 – det er nogenlunde flovt, at jeg næsten ikke har hørt en Smule af den.

Kr.ania 28de juni.

Så kommer du altså den 12te juli om aftenen? eller til hvilken tid af dagen? Det er fru Vibes fødselsdag den 12te^k552 og jeg er forlængesiden buden der til den dag. Hvis du først kom om aftenen, så gjorde det jo ingenting, men bli'er det tidligere på dagen, ved jeg ikke hvad jeg skal finde på for at slippe fra den; finde på noget kan jeg vel sagtens, men det er så farligt, for de kan så letteligt opdage bagefter, at det ikke var sandt, og når de så får høre, at du er, eller har været i byen på den tid, er 101 ude. Men hvis du kommer om aftenen, så gjør vi det så, at jeg går fra Vibes kl. ½ 11 eller så tidligt som muligt, og at du så kommer op til mig kl. 11 f.eks. Så har du iforveien taget ind på et hotel. Jeg skal passe på dig fra vinduet, og give dig et tegn om alting er allright. Så kan vi jo sidde sammen udover natten i mange timer. Når du så bare finder veien tilbage til hotellet, for følge dig længere end ned ad trapperne, tør jeg ikke. Næste dag kan du så godt blive om natten. Jeg siger udenvidere til Josephine at du skal ligge her. Har du nu noget at indvende mod dette arrangement, eller ved et bedre at foreslå, må du endelig fremsætte forslag derom i dit næste brev. Så får jeg bide i det sure æble, og skrive til Ludvig, og sige at jeg sandsynligvis vil være reist til den tid han vilde overnatte her; det er nemlig akurat den 12te om aftenen han og Schjøtt skulde komme. Forresten er det ikke så ganske sikkert at de tager denne vei over Kr.ania; de har nemlig valget mellem flere og når de nu hører at jeg ikke vil være tilstede, tænker jeg at de bryder sig såre lidt om Kr.ania. Det var især for at få en gemytlig passiar, før de drog ud, at de vilde møde frem her. – Hvor jeg vil få det travelt den tid som er tilbage og især den sidste dag, da alle 3 gutter skal ha'e eksamensfest og sendes afsted om aftenen den 11te, hver til sin kant, ja det vil sige, Jakob Alver skal til Risør, hvor hans bedsteforældre har sit landsted.^k553 Denne tid, disse fjorten dage, hører du, fjorten dage, vil gå som en vind. Nu kan jeg ikke begribe hvorledes jeg har kunnet holde alle disse måneder ud ligefra den 1ste januar, som var den dag vi skildtes – uf den græsselige mørkets dag – i Gøteborg, kan du huske hvor rædsomt det måtte være for mig at stå alene igjen på perronen og vandre tilbage til hotellet, som jeg naturligvis havde vanskeligt for at finde, hvad jeg vist har glemt at fortælle dig – og til nu da der blot er 14 dage at vente i tilbage. Hvordan det så skal gå mig, når du atter er borte, fatter jeg ikke, og vil jeg ikke tænke på. Tænk, det lykkes mig virkelig helt ud at skyve den tanke fra mig, – det ikke alene lykkes mig, men det falder af sig selv, – for jeg kan ikke dvæle ved det for bare glæde over det som forestår. Jo, af og til kommer det dog over mig i form af et stik, en pludselig angst, et glimt af et mørke, som lurer på mig, for at opsluge mig, men det varer blot et øieblik, så bryder de lyse billeder sig frem til mig, og fylder aldeles mit sind. Kort sagt: jeg går og er lykkelig. Det er kjedeligt med pengene, men du er vist ikke sparsommelig nok. Det gilde som du «må» give, kunde du nu vist godt lade være med. Du kan jo gjøre det ved din tilbagekomst; nu kommer du jo at reise tidligere end du havde tænkt, du får ikke tid o.s. v. Gad vidst hvad du skal holde gilde for! Og damen fra Sto[c]kholm – så må du jo ha'e korresponderet med hende, siden hun efter 6 års forløb gjør et reisebekjendtskab gjældende, sligt falder jo intet normalt væsen ellers på. Du er nok en vidtløftig person, du, som har ladet dig forlede til at indgå mange dumme dameforbindelser. Din reise kommer forøvrigt vistnok ikke til at koste dig såmeget iår som ifjor, da du var 2 gange i Kr.ania oppe i Gausdal, overland til Bergen, så til Stvgr, Kr.ania og endelig til Kjbhvn. Nu får du jo fri reise herop på det store udvandrerskib, som forresten må være kjedeligt at gå med, og her bruger du ikke noget at tale om. Reisen til Bergen er ikke kostbar, lidt over 30 kr. tror jeg, og deroppe kan du godt være lidt sparsommelig, og klare dig med 20 kr. ugen, såmeget som du vistnok kommer til at være ude hos folk. Det må kunne gå iår med en 400 kr; vi skal spare, kan du tro, jeg skal passe på dig. Men jeg vilde så gjerne reise landeveien tilbage; jeg har sat Sars og Schjøtt's stevne i Jotunheimen omkring den 10de august.^k554 De vil endelig at jeg skal møde dem der på tilbageveien fra Bergen, og det vilde være morsomt. Vi behøvede jo ikke at indtreffe netop samtidig, men jeg om middagen, og du om aftenen f.eks[.], så må du bare være forsigtig, og huske at sige de og «fruen» til mig, så de ikke mærker noget; åja forresten, du vil have erhvervet dig øvelse deri da. Reisen overland er jo meget kostbarere end søveien, bare mine penge strækker til, men det håber jeg da, – forresten, jeg har også måttet spare.

Der var så meget sludder i dit sidste brev. Du rent fordærver det for mig. Det jeg skrev om hvorledes jeg elskede dig, og hvorledes du stod på et sted for dig selv, skulde du slet ikke svaret på, men bare forstået med et lidet smil og en rysten på hovedet. I det øieblik det skal tales høit om og raisonneres over, bli'er jeg ganske flou over min egen snakkesalighed, og jeg undres over at det var såmeget jeg i min forelskelse hviskede dig i øret. «Manden uden lyde» – sludder! det er ikke derfor jeg ikke falder på at ligne dig med andre, men det er jo bare fordi jeg elsker dig. – Om Ingeborg og Brandes er sammen, ved jeg ikke, men jeg er alligevel sikker på at det er så. Ingeborg ligger ved et bad i Frankrig har Fritz sagt, undertiden er det Fécamp, og undertiden Trouville.^k555 Snart skal hun komme hjem om et par uger, og snart om nogle måneder, og så atter igjen ikke før til vinteren. Andre siger at hun aldeles ikke kommer. Børnene har de delt, F. har Nina, og Ingb. den yngste. Forresten hører jeg så lidt til og om Thaulows om dagene. Der er nok megen bedrøvelse og forvirring. Gamle fruen er så bitter og vred på Gadderne; således har hun aldrig talt før. Og nu skal Nini ha'e bryllup!^k556 Det må ikke være morsomt, især fordi Nini vistnok forlængst er færdig med sin forelskelse til Theodor. Pylle ligger ved Modum,^k557 og er meget bedre. Herman turer herinde i byen på sin sædvanlige kviksølvmaner. Pylles og hans ægteskab er også ulykkeligt. Hun kommer vistnok til byen netop i de dage, du skal være her, og det er meget kjedeligt. Fritz er ude og seiler med båden. Gud give han ikke kom hjem før efter vi er reist. Jeg er bleven afbrudt flere gange under skrivningen. Og nu kommer de og siger at maden står på bordet; vi skal spise middag. Jeg tænker det er bedst at slutte nu; i eftmdg. får jeg så alligevel ikke tid at skrive for jeg skal være et sted kl. 6 og et andet kl. 8. Imorgen fjorten dage har jeg dig inde i mine arme. Dette er det næstsidste brev jeg skriver, jeg havde regnet galt sidst jeg skrev. Dette får du på lørdag, så får jeg fra dig på tirsdag, så får du fra mig næste lørdag, og jeg fra dig den derpå følgende tirsdag, og så kommer du på fredagen som er den 12te. – Fjorten dage, uf det er igrunden en græsselig lang tid, fjorten hele lange sommerdage, med dertil hørende fjorten nætter, som ikke er lange fordi jeg sover dem væk. Jeg tror jeg bliver ganske taus og stille, når jeg ser dig, uden at kunne røre mig, fordi mit hjerte vil banke så voldsomt.

Din Amalie

Søndag den 1 Juli [1883]

Min Amalie, jeg har intet at indvende imod din Plan. Jeg kommer formodenlig midt på Eftrmdg den 12 til Kr.ania, men kan naturligvis godt greje mig alene til Aften. Det vil sige, kommer jeg så tidlig, at jeg kan være hos Dig inden Du tager i Selskab, så har du mig. Så siger Du Goddag til mig, og jeg går så igen, når Du skal tage bort. Jeg må derfor have Tiden at vide, når Selskabet er. Siden Du kommer hjem 11, er det jo mulig ikke Middag, og kom jeg derfor Kl 2–3 til Kr.ania, var der jo oven i Købet Udsigt til, at jeg kunde komme som uanet Middagsfremmed hos Dig. Sig mig altså to Ting: når går Du til Vibes og når er din Middagstid? Kommer jeg så sent til Kr.ania, at jeg ikke kan få se Dig før den sildige Nattetime, bør jeg vel bøje ind i din Gade fra St Olafs Pl.^k558 – jeg véd ikke, hvad den lille Stump Gade hedder, der fra denne Pl. fører til Nordal Br. Gade – eller mulig helt oppe fra Akersgade for ikke at støde på din Eskorte fra dit Selskab. Du må jo komme fra Pilestrædet ind i din Gade. Så går jeg der oppe i den nordlige Del af Gaden og holder Vagt – den Del, der ligger til højre for dit Hus. Den Ting står jo nemlig fast min Elskede, at Du ikke bør forsømme dit Selskab. Gør Du det, har Du straks Fru V. den næste Dag på Visit. Hun må jo se, om Du er død eller hvad der er i Vejen, og det kunde jo dog slet ikke være belejligt. Skal jeg tage ind i Grand Hotel som sidst? Det er vistnok det Hotel der ligger Dig nærmest. Men det er så Pokkers på alfar Vej. – Mine Pengesager får jeg magelig bragt i Orden. Det ærgrer mig blot lidt, at jeg har snakket til Dig om dem; men Spørgsmålet sysselsatte mig sidst, jeg havde det den Gang ikke nærværende at jeg må kunne hæve hele min Julisgage, inden jeg rejser, og så er alt i Orden. – Min Ven, jeg har intet Hensyn taget til din Broder Ludvigs Lyst til at træffe Dig, men ikke sandt, det var dog ikke en Hindring, som bør komme i Betragtning, når ellers alt føjer sig således, at jeg netop bedst kan komme til Kr.ania den fastsatte Dag? – Jeg gør intet Gilde for nogen. Min Stockholmerdame har jeg aldrig vekslet et skrevet Ord med. Hun har rejst flere Gange igennem Kbhvn og lagt Hilsner til mig, og jeg har gengældt disse Hilsner, nu dumpede hun over mig på Redaktionskontoret. Jeg skulde – naturligvis – hjælpe hende og nogle Rejsefæller til at komme ind på den den Gang endnu strængt afspærrede ufærdige Nordiske Kunstudstilling.^k559 Middagen hos min Moder gik rigtig pænt. Til Ære for de to Skoledamer – har jeg fortalt, at foruden Frk Lundin var der en Frk Dahl fra Trondhjem^k560 – var Frk Zahle og hendes uadskillelige norske Veninde Frk Winnern budte,^k561 og jeg havde desuden bedt Gunnar Heiberg. Den Mand er en fortrinlig Begavelse! Det ærgrer mig, at jeg har fortalt Dig Ting om hans Vaner, som må nedsætte ham. Så pænt han for Resten har levet her nede. Går det ham nogenlunde godt, er han kommen over Rangleriet. Nå, vi måtte spise tidlig for Søstrenes Skolegernings Skyld og G.H. og jeg tog så den lange Aften med de to Damer til Frederiksberg, var senere på et lille Teater der ude hvor der spilledes en Parodi på «Strandby Folk»^k562 og spiste så tilsidst til Aften i Tivoli. Kørte Damerne hjem Kl 1. Det var et Hoveri Du søde. Jeg tænkte hele Tiden på om det nu havde været Amalie – for Du kunde akkurat lige så godt som denne Dame seit lange her være kommen til Kbhvn, havt et Forretningsanliggende med mig og være bleven budt til min Moder. Jeg dumme Menneske, som ikke har anvendt alle Evner på at få dig her ned til Kunstudstillingen. Du skulde have moret Dig min yndige Ven, og Du skulde have fået en lille Dråbe sund Respekt for os, for Naturen her nede i vor sydlandske Sommer i År og for vor Kunst. Elendigheder og Småtteri er her naturligvis nok af, men jeg skulde have ønsket Amalie at Du, som elsker mig, med mig vilde være gået rundt og set på Tingene uhildet og venlig. Du lille Pige dømmer undertiden vel rask og på for få Forudsætninger. Efter 8 Dage her i Kbhvn var vi så på et Skib forsvundet direkte til Bergen. Så havde Du taget en Del af det Land med i dit Sind som jeg elsker, hvor jeg er født, og Amalie i din Kærlighed til mig vilde jeg have fundet endnu en elsket Plet til at kysse på, så alle Sorger forsvandt. – Jeg har dårlig Tid til at skrive mere, jeg skal ud til Middag. Men jeg bryder mig heller ikke så farlig derom nu Du elskede. Snart snart er jeg hos Dig! Hele denne Uge er jeg slugt bort i Kunstnermødets Vrimmel. Godt måske dog, at Du ikke er her, så kan jeg bruge min Opfattelse og se hvad her foregår. Var Du her, så jeg intet – som på Aulestad.

Tænkte jeg det ikke nok, at Du den Gang i Gøteborg ikke kunde finde hjem. Jeg er for Resten glad i at Du mangler den gode Stedsans som jeg har. Man er altid vigtig af sin Overlegenhed på det Punkt hvis der kan blive Spørgsmål om den største Evne. Men har man den er man kærlig overbærende mod den ringere stillede dødelige.

Min Drøm er, at jeg kommer til Kr.ania netop som Du er i Færd med at klæde Dig på til Selskab. Pigen lukker mig efter nogen Vanskelighed ind og beder mig vente. Så med ét – når hun er borte – er Du halv påklædt i mine Arme. Amalie hvor jeg elsker Dig.

Din Erik

Skram

Zinnsgade 2-4 Ø Kbhvn

Fra Kristiania 5/7/83 kl. 5.55 em

Reiser Ems over Kjøbenhavn Dronning Lovise imorgen mød d'Angleterre ikke ombord^k563

Amalie

[Skrevet på hotellbrevpapir: «Hotel de Flandre» Carl Fahdt Bad-Ems]

Ems 10de juli [1883]

Min elskede Erik, først iaften kan jeg komme mig til at skrive. Du er naturligvis den første der hører fra mig, såvist som du har været i mine tanker hvert minut siden jeg forlod dig i Korsøer. Jeg elsker dig mere end før, på en hedere måde, – det bæres mig for at jeg kan ikke mere leve dig foruden; hvad skal, hvad skal jeg gjøre? den lange, kolde umulige vinter og ikke se dig mere, aldrig mere se dig! Jeg føler dine kys på mit legeme bløde og varme, og når jeg sover ind om aftenen, er det i dine arme. Du er deilig, ubegribelig deilig, og hvor jeg er din! Det ved jeg egentlig først nu. – Jeg kom i god behold til Hamburg, havde akurat tid til at få min kuffert kartiert^k564 og spise lidt aftensmad på Jernbanerestaurationen, før jeg gik ombord i trainet til Ems. Det var nattetoget, som er 3 timer snarere end dagtoget, og derfor gik jeg med det, byttede train i Göttingen kl. 6 om morgenen, og kom kl. ½ 12 til Ems. Her traf jeg bergensere, Mowinkler med fruer,^k565 og nogle andre, som tog imod mig med åbne arme, og har siden kun levet for at være mig til hjælp. Jeg har fået udrettet en mængde ting idag og igår, har været hos den dame som pleiede ham, i det værelse hvor han døde, på hans grav, der var uden en blomst, bare med et nummer på en hvid pind. Nu er der blomster og kranser i massevis, – alle her har lagt hver sine, og jeg mine. Jeg har talt med hans læge, med ligkommissairen, med graveren, og borgermesteren, med en, som er udnævnet til hans kurator, og jeg fik det svar at ligets hjemsendelse godt lod sig iværksætte, at det var forbunden med så og så mange omkostninger, så og så mange vanskeligheder, og at der vistnok vilde hengå 14 dage inden alt var bragt i orden. Jeg telegraferte til Prebensen i Kr.ania alt dette,^k566 og spurgte hvad han syntes, fik for et par timer siden svar, at liget skulde hjem, og at jeg burde forblive til afsendelsen. Nu er imidlertid min nærværelse her ganske overflødig, såsnart jeg bare har fået sagen i gang, og udbetalt alle omkostninger. Her er penge nok; Vilhelms akkreditiv er der 2000 mk. tilbage på,^k567 og hjemmesendelsesomkostningerne beløber sig til omtrent 1000. Der må så alligevel medsendes en fører, da liget må reise med et godstrain, og vedkommende person må fremstille sig for de forskjellige authoriteter med ligpasset, hvad jeg jo ikke kan påtage mig. Ligkommissairen her vil gå med det; han har gjort mangfoldige sådanne reiser med lig til Paris, Moskwa, Sverrig, Wien o.s. v. Alt kan således gå i orden uden at jeg bliver, og derfor reiser jeg såsnart ske kan antagelig torsdag, eller fredag. Jeg havde tænkt at reise over Jylland, (er det ikke Fredrikshavn den by hedder)? til Kristiansand for at træffe dig i Jylland, for nu må jeg til Risøer og overvære begravelsen,^k568 og give dem alle underretning. Over Kjøbenhavn kan jeg ikke komme, siden jeg skal til Risør. – – – 11te. Jeg stansede her igåraftes for at tænke mig om, og måske er det dog bedst at jeg går over Kjøbenhavn, hvis du kan finde en afsides krog helst udenfor byen, hvor jeg kan hvile ud et par dage. Så reiser jeg til Kr.ania fra Kjbhvn. og derfra til Risøer. Men så var det vel bedst at du ikke kom til Kr.ania før efter at alt det var forbi,^k569 eller kanske du vilde være derinde mens jeg var i Risøer, nei, deri er der jo ikke et fnug af mening. Jeg er uhyre rådvild, hvad skal jeg dog gribe til? Kanske er det dog bedst at jeg går over Jylland, at du møder mig der, bliver hos mig et par dage, reiser tilbage til Kjøbhvn, mens jeg over Kr.ansand går til Risøer. Nei, nei, nei, – det er dog bedst jeg går over Kjøbhvn. at du følger med til Kri ania, bliver der med mig til jeg går til Risøer, så går du samtidig til Arendal f.eks. og venter på mig. Jeg kommer næste dag med dampskibet forbi Arendal, du kommer ombord, og vi drager videre til Bergen. Således får det blive. Jeg skal telegrafere ved afgangen fra Hamburg, så ved du vel når jeg kommer til Korsøer, hvor jeg håber du er for at møde mig. Hvordan gik det med pengene, fik du hvad jeg skyldte dig? det gjorde du vistnok ikke, i altfald var det sikkert for lidet; men det kan vi endnu gjøre op. Skulde jeg nu måtte forandre min bestemmelse, skal jeg telegrafere til dig om det. Har du noget at indvende så er min adresse: fru Müller, hotel Flandre Ems. Farvel elskede! om ikke altfor mange dage, er jeg atter i dine arme, – og da, – ja da er jorden et paradis.

Din Amalie.

[Skrevet i margen:]

Du må forresten aldeles ikke telegrafere til mig: Det vil først komme efter min afreise, og så vil Mowinklers åbne det, fordi de tror det angår liget. – Vær nu ikke ulydig.

Skram

Zinnsgade 2 Kbhavn Danemark

Fra Ems 14/7/83 kl.3.30 em

Afreisen herfra først Mandag Aften

Amalie

Ems 15de juli 1883.^k570

«Forgaar af længsel!»^k571 End jeg da du søde, nydelige elskede! Længes du virkelig så hårdt? Det gjør jeg også, med langt større utålmodighed end nogensinde tidligere. Jeg havde glædet mig så til at vi skulde været sammen lørdag aftenen og søndagen, eller dog idetmindste søndagen, men se hvordan det går. Og jeg, som så godt kunde havt et brev ifra dig, så længe som dette varer, men du er vel glad du, at du nu i to uger har været fri for det kors, du siger det er, at skrive til mig; det kan jeg dårligt tilgive dig, du stygge menneske! Vilde du da bedre kunne holde ud at lade det være? Den tid kommer nok altfor snart, da du ikke mere skal skrive til mig, eller høre fra mig, da det skal være for den ene af os, som om den anden ikke var til. Så har du atter dine søndage fri. Jeg kan ikke komme afsted mandag heller, knapt nok på tirsdag. Vi har gået og ventet og ventet på et telegram, der skulde være forsynet med alle slags formaliteter, og påtegning af skifteret og konsulat og øvrighed fra Kr.ania; det skulde været her igåreftermiddag, og da var det jeg regnede ud, at kunne reise mandag. Men så igåraftes da jeg kom tilbage, – jeg var bleven taget med på en tur til Coblenz – lå der telegram fra Nicolaj^k572 at det havde været umuligt at opnå rekommanderet telegram, og at derfor den formelle, officielle fuldmagt var sendt pr/ brev. Det vil vist ikke kunne være her før på tirsdag, og så er det et spørsmål om jeg rækker at få alt besørget til om aftenen, toget går. Hvis det imidlertid sker, vil jeg onsdag aften kunne være i din favn, du elskede. Jeg tager billet lige til Kjøbenhavn, og reiser i et kjør. Derfor er der dog intet iveien for at du kan møde mig i Korsøer, hvis du vil. Hvis ikke jeg ser dig der, bli'er jeg ikke skuffet, men reiser rolig videre til Kjbhvn, hvor du naturligvis vil være på banegården. Onsdag aften er altså det seneste tænkelige jeg kommer herfra, og så vil jeg først torsdag kunne slynge mine arme om din hals for at kysse dig umådelig meget. Fra Hamburg skal jeg sikkert telegrafere. Hans lig bliver alligevel liggende hvor det er. Efter mange telegrammer frem og tilbage mellem Risøer, Kr.ania og Ems, er det nu endelig bleven bestemt at det skal opgives. Det kostede, da det kom til stykket, omtrent 2000 mrk. Ligkommissairen her opgav udgifterne mindre fra først af, end de virkelig var. Han vilde så gjerne få sagen bragt i gang, fordi han skulde være ligfører, og formodentlig vilde gjøre en god affaire ud deraf. Jeg blev lidt mistænkelig over hans iver, og indhentede oplysninger fra andre hold. Så var det også det, at der måtte ventes til det ikke længer var så varmt, helst til næste år, med opgravningen, og så måtte der fra Risøer sendes en mand det imøde, da føreren ikke skulde følge længer end til Hamburg. Jeg synes det er bedst som det nu er bleven bestemt. Jeg har bestilt monument, som bliver opsat og færdigt allerede på mandag, og gjort aftale med graveren, at han for den og den sum, skal holde graven pen så og så mange år. – Havde Vilhelm bare ikke så ofte sagt, at han så gjerne vilde begraves på sin gamle, kjære kirkegård i Risøer, så havde alt været bare godt. Men nu er det jo ham i altfald ganske det samme. Jeg drømte forleden at han sa'e til mig: lad mig ligge, jeg hviler så godt. Jeg vidste, syntes jeg, at han var død. Han lå udstrakt på en lang sofa med et hvidt lagen under sig, der hang ned til gulvet på alle sider. Da han talte, løftede han hovedet en liden smule, vendte det med anstrængelse om til mig, som lå i sengen, og smilte så træt, men så venligt. Da jeg vilde sige noget, lagde han fingeren på munden og rystede på hovedet, inden han lod det falde ned igjen på puden. – – Jeg har grædt meget i disse dage; det har været så ondt at høre om hvor syg og elendig han var, før han døde. Det er udenfor al tvil at han er død en naturlig død. Han var så udhungret sa'e lægen, og så forkommet, da han indtraf i Ems. Han havde stanset mangesteds underveis, og været et par dage her og der. I de sidste tre dage før han kom, havde han kun nydt et eneste glas øl. Det havde smertet ham forfærdeligt at synke noget. Et lidet glas brøndvand, tog det ham to timer at få ned. Men han havde været so geduldig – so geduldig, fortalte lægen. Ikke en eneste klage havde han hørt af ham, og ikke spor af fortrydelighed havde han sét, hvad der pleier være så almindeligt når patienter ingen bedring mærker. Lægen havde villet ha'e ham til at reise hjem igjen, da han meget snart mærkede, at han var færdig; men det havde Vilh. slet ikke villet. Det var hans mening at blive etsteds i Tyskland, og gå til syden til vinteren, hvis han ikke blev helbredet. Tilsidst havde lægen sagt, at han måtte reise, at han ikke fik lov at være der længere – man frygter jo altid så meget for dødsfald ved badesteder ved du – og så havde stakkelen lovet at afreise den følgende dag. Men da tiden kom, havde han bedet så vakkert om henstand to dage; han orkede det ikke, og så kom døden og tog ham. Han havde været iseng om natten, og var ud på formiddagen stået op, og havde klædt sig fuldt på. Så havde han lagt sig på sofaen, formodentlig for at hvile efter anstrængelsen, og der fandt man ham død og kold ved middagstiden. Lægen troede det var en lammelse i lungerne, forårsaget ved udmattelsen på grund af hunger og lidelse. Eller også kunde det være, at han var bleven kvalt af slim, som han ikke havde havt kraft til at hoste op. Pulsen havde været utrolig svag de sidste dage, men han havde alligevel holdt sig så mærkværdig rank, og var altid gået op ad trapperne uden at stanse. Kun den sidste dag var han et øieblik bleven stående på afsatsen for at trække veiret. Lægen trøstede mig – han var meget venlig og elskværdig – og sa'e jeg måtte være glad at hans lidelser var endt. Han havde lidt meget, og helbredes kunde han ikke. Den store svulst i halsen, troede lægen var kræftagtig, sikkert kunde han dog ikke sige det. Ingen hjemme anede hvor syg han var; ingen, undtagen jeg, men selv jeg troede ikke det stod så ilde til med ham. Han forstod i en sjælden grad at skjule sine lidelser, og var ligesom for stolt til at ville være syg. Derfor vilde han også bort. Hans endeligt minder om et sygt dyrs, der slæber sig bort i en afkrog, for at ingen skal se det dø. Hvis jeg forrige gang skrev om alt dette, må du undskylde at du får det to gange. Jeg er så ør i hovedet af bestandig at gå og tænke og gruble over hans sidste dage. Og det er så tomt og tungt at han er borte. Det vil føles værre og værre alt som tiden går. Tanken på mødet med dig, og så samværet med dig, tog brådden af den første smerte. Når vor ferietid er tilende, og jeg sidder alene i Kr.ania, da vil først sorgen komme.

Din Amalie.

Skram

Zinnsgade 2 Kbhavn

Fra Hamborg 19/7/83 kl.9.55 fm

Afgaaer fra Hamborg 8 ½. I Korsør sandsyntlig [sic] Kl 6

Amalie

[?/7/83]^k573

Der kommer folk til mig i hele dag sågodtsom – ja det vil sige, før kl 8 aften omtrent, kan jeg vist neppe blive at få fat på for dig. Jeg fik en billet fra en af min broers svogre fra Kristiansand,^k574 at han var kommen til byen sent igåraftes, og så gjerne vilde høre lidt om det fra Ems, om jeg derfor kunde være hjemme og ta'e imod ham idag kl. 2. Han reiser allerede iaften. Og kl 4 præcis kommer skifteretten for at efterse min broders papirer, og ordne en del med boet. Der må jeg være tilstede. Og fra Nikolaj Prebensen fik jeg bud at han først kl. 7 iaften kunde komme op og tale med mig, istedetfor kl. 11 fmd. som han igår havde sagt. Så må jeg desværre give afkald på at se min elskede i hele dag. Jeg må til byen iformiddag i et par nødvendige ærinder. Kan du ikke se efter mig udenfor hotellet kl ¼ før 12. Jeg kommer Rosenkrantzgaden. Det går godt an at du tiltaler mig, og går opover gaden et stykke med mig, så kan vi aftale for aftenen. Får nu de andre fat på dig, så er jeg vis på jeg slet ikke får kysse dig i hele dag, og det er ikke til at udholde. Jeg svider i øinene af for lidt søvn og føler mig som et dygtigt forlevet menneske. Jeg kunde desværre ikke sove længere end til 10 minutter over 7; det er ikke stort mere end to timers søvn jeg har havt inat. Men jeg klarer mig nok. Jeg venter ikke svar på dette, men håber at se dig på gaden.

Din Amalie

[?/7/83]^k575

Kommer først afsted imorgenaften. Det er kjedeligt forsåvidtsom morgendampskibet ikke er så godt som det der går iaften, men det er umuligt at komme afsted. Jeg har en plan om at sløife Risøer^k576 – det vil sige, jeg skriver og berammer møde nede ved bryggen, såvidt jeg får talt med dem. Så kommer jeg ligehurtigt til Bergen.

Måske kunde jeg følge med dig på visit til Thomsen imorgen^k577 – det gik vist an, at jeg viste dig hvor han boer – tror du ikke. Så blev vi måske budne der til imorgen aften, og så pakkede jeg i forveien, og sendte tøiet ombord, og så fulgte du mig ombord fra Thomsens, eller du fulgte mig ikke, men så var vi i ethvert fald sammen den stund. Hvis du iaften kan komme hen til mig – så skal jeg passe på og lukke dig ind. Kom i såfald enten præcis 10 eller præcis 11. Er du der ikke til 11 går jeg iseng, og så må du ikke komme.

Din Amalie

[?/8/83]^k578

Kl 12

Min elskede, der må findes på dit Bord en Nøgle til min Kommode. Jeg lagde den fra mig igår. Find den og tag den med idag ti denne Nøgle gemmer for mine Penge.

Jeg har sovet til 11 ¼ og har det udmærket godt. I hver Nerve i hvert usselt lille Blodkar sidder Du og er så munter og sød

Din Erik

Bedårende er Du!

[1/9/83]^k579

Kl 1

Farvel Amalie.^k580 Jeg har på en Avis set, at det er den 1ste September, det er Vanvid at blive længere. Jeg har været ved dit Hus – jeg kunde ikke gå op. Jeg kan ikke skrive for Gråd. Min elskede Du må [noen ord krysset ut] (slettet Kl ½ 4) aldrig glemme min Kærlighed jeg vilde så gerne den skulde have været god for Dig. Hils dine Gutter

Din Erik

Giv Helland 2 Kr 50 Øre fra mig og hils ham Vi har jo et Regnskab sammen

Søndag formiddag.

[2/9/83]

Erik elskede at du kunde gjøre mig dette! Aldrig har jeg vidst hvad smerte var, før nu i disse sidste 17–18 timer. Jeg dør af det, hvis jeg ikke snart finder lindring. At du kunde, kunde, kunde det! Stod du derude i entrén og kyssede mig for sidste gang? Gjorde du virkelig, eller var det først siden du tog den grusomme beslutning? Ja, jeg ved nok at jeg sa'e noget om, at det var bedst du reiste uden at jeg vidste det, for at slippe afskedens kval, men det havde jeg rent glemt. Ikke et sekund faldt det mig ind, at du havde noget sligt isinde. Hvor fik du mod og styrke til det? Her lå jo «Sandinge Menighed»^k581 og medallionen du skulde fået; vort regnskab var ikke opgjort, og vi havde jo ikke skrevet op de dage vi havde været sammen og så portnøglen! Da det varede sålænge før du kom igår, sendte jeg Ludvig ned med et lidet brev til dig, der var fuldt af kjærlighedsord, hvori jeg bad dig endelig ikke udeblive til aftens, da Lammers's og Ernst Sars kom; jeg havde nemlig truffet Lammers's om formiddagen på vei til mig, og så bad jeg dem hellere komme til aftens, så skulde de få treffe Skram. Strax efter mødte jeg Sars, og inviterede også ham, på dig. Og så da Ludvig kom tilbage med mit lille brev i hånden, og allerede i døren med en travel stemme siger: hr. Skram var reist idag kl. ½ 4 til Kjøbenhavn, skar der en sådan skjærende smerte gjennem mit bryst, at jeg et øieblik troede, det var døden som var kommen. Jeg lukkede mig inde på mit soveværelse, og var afsindig af lidelse. At du virkelig gjorde mig dette, elskede! Jeg kan neppe skrive for gråd og jammer og jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med mig selv, og min store elendighed. Og tænk dig at have fremmede under slige omstændigheder. Det var for sent at sende afbud, – jeg måtte ta'e imod dem. Jeg drak noget stærkt for at døve mig, eller for at få kræfter, og var så hele aftenen Nora, der danser tarantella med døden i hjærtet.^k582 Hvad jeg led igåraftes, og hvad jeg endnu lider, er ikke til at beskrive. Et har din grufulde forsvinden lært mig: at jeg aldrig, aldrig vil forlade dig. Så meget du ved det: du skal gifte dig med mig. Der er og eksisterer ikke tale om noget andet. Så dårlig er ingen af os, at vi af frygt eller feighed giver afkald på hinanden. Jeg reiser ikke til Amerika,^k583 jeg rører mig ikke af pletten andetsteds hen, end for at komme og være din hustru. Du behøver ingen større leilighed end den du har, tre værelser er akurat passe, og det skal ikke blive dig kostbarere end det var før. Du skal se hvor flink jeg skal være, jeg kan godt, jeg kan udmærket godt; lad mig bare få lov til at arrangere det hele, så skal du se, hvor godt jeg skal greie mig. Havde du bare beholdt din plads på «Morgenbladet» så havde det ingen sag været,^k584 kan du ikke tage den tilbage, åh gjør det endelig, for at vi kan blive sammen. Hvad jeg skal bruge for mig, skal jeg selv fortjene, – du skal se jeg skal få tid til alt, – jeg vil, jeg vil gifte mig med dig, – det skal ikke ske, at vi skal skilles. Hvor mange har ikke gjort det, på ligeså knappe vilkår, og det er gået bedre og bedre, fordi de var arbeidsomme, og skikkelige. Skulde vi være så meget ringere end alle disse? Desuden, det er det samme, jeg vil for enhver pris om vi bli'er aldrig så fattige, det er mig det samme, og du skal også ville, ellers er du en klein kar. Til foråret skal det ske. Vinteren skal jeg bruge til at arrangere alt i alle henseender. Jeg vil når tiden kommer, betro det til gutterne, – de er så kloge og søde, – de vil nok forstå og tilgive mig. Vi bli'er ikke skildt for det; der eksisterer nemlig ingen adskillelse mellem mor og børn, uden den, der kommer af hjærtekulde. Vi skal skrive til hinanden, og af og til skal jeg besøge dem; jeg har jo venner jeg kan bo hos i Kr.ania, når du giver mig ferie. Og jeg skal nok få dem godt anbragte, hos folk jeg har tillid til. Nu må du ingen betænkeligheder ha'e. Du må blindt sige ja, til det jeg vil. Du skal se, du vil ikke komme til at angre det. Vi skal klare os pynteligt, og vi skal ingen børn få, der kan gjøre husholdningen dyrere. Først når jeg er hos dig i ro og fasthed, vil du få evne til at arbeide, rigtig. Du skal se, jeg siger sandt. Du er en dåre, hvis du tænker, at du dog først måtte få noget gjort, før du tænkte på en sådan ting. Tro ikke at dette er fusentasteri, noget der er født ud af den voldsomme smerte, og vil dø bort igjen efterhånden. Nei du, det er min urokkelige faste beslutning. I denne nat har jeg for første gang sét hvad min kjærlighed er for noget. Den er min herre, mit liv, mig selv. Med den kan jeg alt, uden den intet. Det er ikke tomme ord, det er sandhed. Jeg er bleven en anden i denne nat; først nu har jeg fået øinene op. Og nu skal jeg sige dig en ting, og jeg sværger af min inderste sjæl at jeg taler sandt: hvis du nu ikke tager imod mig, men har betænkeligheder og viser mig tilbage, så reiser jeg ikke til Amerika, men gifter mig med Gjems. ^k585 Jeg behøver blot at sige et ord, så kommer han. Uden dig har jeg ikke kraft til at arbeide, til at leve et retskaffent liv, – jeg troede jeg havde det, – jeg kjendte ikke min kjærlighed – jeg talte iblinde – nu

Nu ved jeg at jeg kun vil leve for at døve mig, for at gå i hundene, hvis jeg ikke får leve med dig. Livet blier mig vammelt uden dig, så modbydeligt tomt og ækelt, at jeg ikke eier kraft til at leve som et menneske. Jeg vil give mig over, og lade mig synke, og jeg synker bedst og dybest i et sådant ægteskab. Var det ikke for gutternes skyld, så valgte jeg at dø uden betænkning, men nu har jeg ikke hjærte til at føre den sorg og pine over dem. Svar mig strax; før jeg får et ord af din elskede mund, blier der ikke svaling for min kvide at finde. Og betænk dig på at komme med indvendinger; du gjør mig fortvilet, vanvittig af smerte derved. Jeg skriver en af dagene til Bertha Knudtzon, og fortæller hende at vi elsker hinanden, og at jeg forfærdelig gjerne vil komme til Kjøbenhavn, og bo hos dem, at det er for at se og træffe dig, og at hun må hjælpe mig dertil alt det hun formår, – ja det vil sige hvis du går ind på at gifte dig med mig, ellers kommer jeg naturligvis ikke derned. I slutten af oktober skal jeg komme; før kan jeg ikke slippe løs, altså om knapt to måneder sés vi elskede, deilige, søde, uden det kunde jeg heller ikke leve. – – Havde du enda skrevet et lidet brev inden du reiste, og sagt at du var taget afsted, at du vilde spare mig for afskeden o.s. v. vilde det været en stor lettelse for mig. At du kunde la'e være at gjøre dette, kan jeg vanskeligt tilgive dig. Hvorfor gjorde du ikke det? hvorfor, hvorfor? Jeg ventede som den dødsdømte på en yderste benådning, igåraftes, – jeg hørte hvert fodtrin lige nede fra porten og de nederste trapper; jeg lyttede til det værkede i mit legeme, men aldrig var det postbudet. Det var for hårdt gjort af dig. Mente du at ville straffe mig for et eller andet? Jeg tror undertiden, at du må ha'e gjort det i vrede, det ser jo sådan ud, men hvad i herrens navn, skulde det være for? Svar mig, svar mig, jeg lider vanvittigt. Vær nu ikke bange for at give dig over til tanken om vort giftermål til våren. Det må og skal så være, og det skal gå. Du har jo ingen gjæld, det har jeg heller ikke; vi behøver ikke at sætte os i nogen slags udgifter for at sætte bo, at få vielse koster ikke stort; og du lever jo dog alligevel af dit arbeide. Det blier jo bare at du arrangerer dig lidt anderledes, tager en husholderske, og spiser dine måltider hjemme. Og noget må jo jeg også fortjene – det skulde ellers rart være,[?] og går det partout ikke, så kan vi jo udvandre. Bare vi holder sammen til døden. Det er kun skilles vi ikke må. Jeg kan ikke, jeg orker ikke at leve uden dig! Med dig skal det ydmygste liv være mig en daglig fornyet lykke og glæde. Jeg ved godt hvad jeg tager på mig, jeg er intet barn med dumme illusioner o.s. v. at arbeide sammen med dig min elskede, mit eneste i verden er hvad der er nødvendig for min eksistens. Du må, du skal ikke sige nei, jeg ligger på knæ foran dig og beder dig med tårer og med sjæleangst, tigger og trygler om, at du skal tage mig ind til dig, og lade mig blive hos dig. – Jeg vil stanse her, – jeg er grænse, grænseløs ulykkelig, et ord fra dig, kan tage smerten fra mig, – lad det ikke udeblive, men giv mig det snart snart! Jeg elsker dig, du forfærdelige menneske.

Din Amalie

Det der følger med^k586 er brevet jeg sendte Ludvig med igår til fru Sandbergs pensionat.

Du kommer vel, og blier iaften, det må du endelig, Lammers's og Sars, som jeg mødte iformiddag, kommer. Du ved, du lovede at være her tidlig ieftermiddag, nu synes jeg det varer sålænge og jeg begynder at blive frygtagtig. Jeg længes efter dig, og jeg elsker dig bestandig mere og mere. Alt det du engang skrev om kjærligheds vækst og væsen, forstår jeg pånyt fra dag til dag. Jeg tror jeg kunde bruge et liv for at lære at elske dig, og så lære hvad det var at elske dig. Jeg er mere end nogensinde

Din Amalie

Der kan ikke være tale om andet, end at du må komme. Har du lovet dig et andet steds hen, så må du udenvidere la'e være at gå. Stik mig en seddel i hånden iaften, hvorpå der skal stå, om du kommer tilbage efterat være gået, eller om du vil at vi begge skal sove inat, i hele nat hver for sig. Det var måske ikke så dumt. D.S.

Fru Müller

24 Nordalbrunsg. Chria

Fra Kjøbenhavn 2/9/83 kl.7.49 em

Jeg måtte og troede på en måde at ramme dit ønske.^k587 Jeg er lamslået.

Erik

Kbhvn Søndag Aften 2/9 83

Min elskede, et Kvarter efter jeg kom hjem Kl 7 modtog jeg dit Telegram^k588 og gik så straks til Telegrafstationen. Jeg havde ikke gjort det i Aften, havde jeg ikke modtaget dit, jeg tænkte på, at Du var hos Sars's; så havde jeg telegraferet imorgen tidlig. Har Du været hos Sars's i Aften? Jeg vil finde det rimeligt både at Du er gået der, og at Du har ladet være. En så jammerlig Tilstand som vor kan tages på alle mulige Måder, lige sørgelig bliver den. Jeg er så lam, så rasende elendig, jeg er som underkuet af egenkærlig Sorg. Amalie, jeg synes jeg er ond, fortabt, først dit Telegram mindede mig ret levende om, at også Du har Sorg, Sorg som jeg. Men det har Du ikke min Ven. For jeg er så inderlig ræd for mig selv. Jeg synes jeg intet er, intet har været for Dig og intet formodenlig nogensinde kan blive. Min Kærlighed har intet Mod, og jeg har intet andet end denne Kærlighed at leve på. Jeg har pint Dig de mangfoldige Gange, der har været onde Ord på min Tunge, jeg har været vred og styg og skinsyg til Tåbelighed. Ak der har jo kun været et eneste Menneske i hele Norges Land, som var til for mig, jeg var syg, når Du talte med andre, når blot den mindste Gnist af en Tanke hos Dig syntes at stå og gælde for sig selv alene uden Hensyn til om den havde noget med mig at gøre. Jeg som troede, at jeg netop i min Kærlighed skulde være kæk og brav og god, jeg blev noget helt andet. Den smukke kraftige Viden-om din Kærlighed, den inderlige Stolen på Dig svigtede i Øjeblikke – og nu på Dampskibet og her tænkte jeg næsten udelukkende på min Sorg. Du elskede, elskede, jeg var nødt til at rejse. Jeg tror endnu, at det var rigtigt at jeg ikke gik op til Dig. Du vilde have talt om, at vi ikke skulde skrive til hinanden, at vi ikke skulde ses mere – Ting, som endnu virkelig i Kristiania stod som noget Du kunde falde på at udføre – hvorledes tale om det? Du kunde jo lige så gerne række mig en Pistol og bede mig trykke til mod Dig. Hvorledes sige farvel til Dig, jeg forstår det ikke. Amalie bliver det til, at jeg nogensinde tror at skulle sige farvel for Alvor til Dig, så flygter jeg som nu, jeg kan det ikke. Jeg véd det, jeg kan det ikke. Jeg tænker på ét og ét og det samme: mine jammerlige Forhold, som gør det til en Umulighed for mig at bede Dig om at blive min Hustru. Der er noget i mig, som er ved at gøre det til en skammelig Streg af mig, at jeg har bejlet til Dig og vundet din Kærlighed, når det står til med mine Pengesager som det gør, at det nu bliver tvivlsomt nok om jeg kan komme anstændigt ud af det alene. Mit Liv skulde blive et Arbejde for Dig og med Dig, et inderligt sammenknyttet noget, som var Dig og mig, et elsket Tryk af Dig på mig, en helt mekanisk Viden-om, at jeg intet kunde sætte overstyr af Finhed, Godhed, Hensyn alt hvad nævnes kan uden at din Smærte tog i mig så hvast og sikkert og ubønhørligt som Minutterne løbe om Dagen – nu har det været, som kunde jeg knibe ud. Har jeg ikke gjort Dig Fortræd som var Du ikke min helt og holdent? Ak det er som har jeg manglet ret Troen på, at Du var min, min alene. Du elskede søde, det anklager jeg mig for, at jeg til Tider har følt mig alene i Norge. Hvor jeg har kunnet det? Ak Amalie der er i mig så megen Mistillid til mig selv, noget sygeligt og også noget fuldstændig klogt, det vandrer med mig, blander sig for mig og strøg sig som en Mangel på Tro ind i min Kærlighed. Jeg søgte Dig til alle Tider, overalt, Du var roligere. Du har i så mange År måttet være Dig selv nok, din Søgen var ikke så ængstelig, så uophørlig, ikke så syg som min: det var Grunden. Min elskede kunde jeg på nogensomhelst Måde nu sidst, da jeg dog skulde rejse, have undgået at gøre Dig Fortræd? Jeg tænkte og tænkte, da jeg havde skrevet de få Ord – jeg kunne næsten ikke for Gråd; Du, hvor underligt, jeg vidste på Gaden, at jeg vilde komme til at storhulke i det Minut jeg blev alene, kom ind i min Stue, men på Gaden kunde jeg tænke rolig og fornuftigt: jeg lagde f.E. Mærke til, at Du havde Ret i hvad Du om Aftenen havde sagt, at Udstillingspavillionen, hvor der spilles, ligger nærmere Nordal Br.' G. end mit Pensionat – Du Søde at Du skulde få Ret i sligt! – jeg tænkte siger jeg på, om der skulde være Måder, hvorpå Efterretningen om at jeg var borte ikke skulde komme farende over Dig – jeg fandt ingen. Min elskede har Du været vred på mig? Skriv mig til om alt.

Endelig, hører Du om alt. Om Bord traf jeg som afskedtagende Thaulowerne^k589 – jeg gemte mig så vidt mulig for dem – og kom jo til at rejse med Theodor Gad, hvad jeg naturligvis havde glemt at jeg skulde – han var elskværdig – så strøg kun Fru Bull (Buhl?)^k590 mig forbi ved Landgangen. Hun hilste køligt. Hun vidste, at for hende var jeg umulig. Hun havde taget Afsked med en Dame, Fru Schou fra Kjøbenhavn,^k591 jeg kender. Denne Dame spurgte mig, om man havde Lov til at ønske mig til Lykke. «Til at jeg skal tilbage til Kbhvn?» spurgte jeg formodenlig med så trist en Mine, at al videre Spørgelyst forgik hende, hun drejede diskret af. Thommesen var også ombord, men da det øsregnede, gik han ikke med til Horten som hans Plan var, og jeg var glad derfor. Jeg kunde ikke tale med noget Menneske. Åh disse Afrejser fra Kristania! For Resten gik Rejsen godt. Jeg tvang mig til at læse, til jeg faldt i Søvn og gentog Kuren idag: en bedrøvelig Bog «Une vie» af Maupassant.^k592 Jeg har endnu ikke talt med et Menneske siden jeg kom hjem andre end Pigen, men venter With. I et langt Brev^k593 har han meddelt mig adskilligt ubehageligt om hvorledes Stemningen ved Morgenbl. og måske andre Steder har benyttet min Fraværelse til at blive mig ugunstig – – der kom With.

Elskede jeg venter på dit Brev

Din Erik

Fru Müller

24 Nordalbrunsg. Chrania

Fra Kjøbenhavn 4/9/83 kl. 7.10 em

Jeg siger ja uden et sekunds betænkning. Kasserersken fik brev med indlagt nøgle

Erik

Kr.ania 4-9-83.

Min elskede, hvor det var sørgeligt at læse dit brev; jeg havde som du, næsten glemt, at også du måtte lide, fordi min egen smerte var så voldsom, og fordi det så så hjærteløst ud, at du reiste, uden at give mig et ord til afsked. Af en ytring i dit brev, ser det forresten ud, som om du skulde have skrevet et par ord til mig,^k594 som da altså ikke er kommet mig ihænde; hvorledes kan dog det hænge sammen? Skriv og fortæl mig derom. Jeg er ikke længer så håbløs, fortvilet siden jeg har hørt fra dig – en sådan sindstilstand som den jeg gik i lørdag og søndag havde heller ikke været til at udholde stort længere, – jeg måtte have døet af det. Den lettelse jeg føler, skriver sig forøvrigt fra den beslutning jeg har taget om at gifte mig til våren. Du tror ikke hvor modig og stærk og glad jeg er bleven af det. Alt hvad du siger om dine dårlige pengeforhold skrækker mig ikke. Jeg er efter at have læst dit brev, om muligt endnu fastere bestemt på det. Det skal og må ske, og det er på høie tid. Ser du ikke at du trænger til mig? Og ved du ikke at jeg aldeles ikke formår at leve uden dig. Det er forsilde, jeg kan ikke mere gå tilbage; det er det samme hvorhen veien fører, om jeg så helvedes afgrund som endemål, kunde dog ingen jordelig magt hindre mig fra at gå videre. Det er en nødvendighedens lov jeg er kommen ind under, og det nytter lidet at spørge om hvorfor, eller hvorledes, det skal ske, og det sker. Nei du gode gud, hvor jeg er bleven voksen, og hvor jeg har været blind og umyndig! Du må ikke være bange, ja det vil sige, du kan gjerne være det, hvis du har lyst, men det hjælper så alligevel ikke. Jeg skal tvinge dig! Ingen magt i verden kan få mig til at afstå fra mit forsæt, og du skal nok se, du kommer til at takke mig derfor, når skrækken har lagt sig, og du ser det går. Og gå, skal det. Nu skal du bare se, hvad penge jeg skal tjene i vinter; når to slår sig sammen sparer de begge en hel del på husholdningsudgifter, kan du ikke begribe det? ja det kan også være det samme, for det er nu sandt alligevel. – Tal ikke om at du har pint mig, eller været ond. Det er ikke sandt. Din væren hos mig står for mit minde som en eneste lys og deilig livsalighed. Det er mig, som ikke altid var, hvad du vilde jeg skulde være, og det gjorde dig smerte. Tilgiv mig alt det, og hav endelig fuld og fast tro til min kjærlighed, jeg tror den alligevel fortjener det, – jeg er din, ene og ganske alene din i verden, og du kan trygt forlade dig på mig. Jeg elsker dig, det er vist og sandt i alle måder, og det er en god sort kjærlighed for den giver mig et mod som jeg vilde forbauses over, hvis det ikke syntes mig så naturligt og selvfølgeligt. Nu skal du ikke være så bedrøvet du elskede. Du har jo mig, og jeg viger ikke fra dig, om du så siger du ikke tør ta'e mig, jeg bryder ind med magt, og lader ganske rolig som jeg er hjemme der. Du må slet ikke tro, at jeg lader mig afvise. Skal du blive mig kvit, må du enten bruge vold og magt, eller list, og det nænner du ikke. Du skal ikke sørge og være elendig, men tænke dig glad på al den moro vi havde sammen, og på al den fryd vi fandt i hinandens selskab. Og så skal du huske, at vi snart skal sés, – to måneder og neppe det, hvad er det for noget, – de vil gå af sig selv uden at vi mærker hvor de bliver af. Og du skal se at det om stemningen ved «Morgenbladet» ikke er så farligt som det lader til på frastand. Når du selv kommer tilsyne, vil deres knurren ikke længer være så høirøstet, og når du så tager i og er flittig og kjæk straks med engang, vil nok misfornøielsen fordunste. Fortæl mig endelig om hvordan det går, og glem det ikke. Hvor du er sød og deilig, at du elsker mig således. Jeg er så rig, så rig, og så lykkelig ved din kjærlighed – det éneste der piner mig er, at jeg ikke formåede at lade dig føle min kjærlighed, således som jeg kunde føle din. Jeg havde ingen øvelse i at elske et menneske på den måde, du ved jeg forstår nu, at det er noget man må lære, og du skal se jeg er lærvillig. Hvis du var bleven her til idag som du falskelig foregav, du stygge gut – kan du huske hvor glad jeg blev, jeg måtte hen og kysse dig, men kunde ikke nå dig, og du gad ikke løfte dit hoved – så havde du truffet min broder Ludvig. Han kom rent uventet igår, og reiste idag til Hamar hvor han skulde i bryllup. På torsdag kommer han tilbage, og bliver til på fredag, – han var så sød og munter. Alle mennesker spørger om jeg er forlovet med dig; jeg siger nei, og slår det hen, men nu fra forleden dag, er jeg forlovet med dig, hvad enten du vil eller ei; men det skal være hemmeligt til våren; du må ikke fortælle det til nogen, åjo, gjerne til With, hvis du vil, og du kan gjerne sige at det er mig der har tvunget dig, det skal jeg nok også selv fortælle ham, når vi er gift. Men han må ikke sige at det er vanvittigt, for da blier jeg vred på ham, og glemmer ham det aldrig. Det kan gjerne hænde at det er litegran vanvittigt, men det skal jeg lade mit liv på, at det er ti gange så vanvittigt at lade det være. Tror du vi skal skilles, vi? Ikke tale om det! Og vi er træt af at gå således i smug, og ikke én eneste gang få ordentlig nattero, når vi er sammen, fordi du må op og ud i nattens mulm og mørke, og liste afsted, som en, der har gjort noget galt. Hvor vi skal sove fredeligt og godt ved hinandens side, i hver vor seng som andre skikkelige folk, der har lov til at sove sammen. Og du, som så godt kan la'e være at snorke! Jeg ta'er dig om halsen og kysser dig for det. Jeg vil slutte her. Jeg venter på dit svar før jeg taler mere til dig. Alligevel sender jeg dig dette fillebrev; du må blive glad i det, for du ser jo hvor jeg elsker dig. Du må ikke anklage dig for nogen ting i verden med hensyn til mig. Du har været bare deilig og sød, og jeg er kommen til at elske dig med langt større styrke. Jeg er elendig borte fra dig; Kom du nu ind ad døren, kunde jeg dø af glæde. Aa hvor jeg vilde komme til at græde, hvis jeg nu kunde styrte mig i dine arme. Al den smerte som i disse dage har stivnet hjærtet, vilde løses op, og smelte hen i tårer. Vær ved godt mod, du elskede, elskede! Vi skal holde sammen, vi skal ikke skilles.

Din Amalie

Kbhvn Onsdag Morgen den 5 Sept. 1883

Min elskede Amalie, igår kunde jeg kun sende Dig Telegrammet og idag får Du kun et Par Linjer – jeg må jo have dem med Posten, som går Kl 11 fra Havnegade en halv Times Vej fra mig. Elskede jeg er kun lyksalig. Jeg aner ikke det mindste om, hvorledes vi i Virkelighed skal ordne vore Forhold, men det bryder jeg mig ikke en Snus om. Du har sagt vi kan, Du vil, Du får klare den Sag, jeg vil lytte til og smile. Alvorlig talt, Unge: jeg tror på Dig, jeg begynder at tro en Smule på mig selv, og jeg opsætter enhver Undersøgelse af nøjagtig Art til Oktober, når jeg taler ordenlig og forretningsmæssig med Dig. Pyt, hvad sa' jeg. Tror Du vi kan skilles for bestandig? Tage Livet af os medens vi endnu er så unge og kan vove at håbe? Amalie Du er det dejligste Menneske på Jorden! Ved Dig skal jeg blive til noget, min Hustru, mit yndigste Barn. – Når må jeg fortælle min Mor, at Du vil have mig? Du forstår Amalie, at det for hende betyder først og fremmest, at hun får sin Søn igen^k595 – jeg har jo været et Udlændighedens Barn for hende nu i fire År, med Dig falder jeg uvilkårlig naturnødvendig tilbage i hendes Favn – men så Amalie betyder det, at hun får en Datter til. Du véd ikke, hvor stort et Hjerte min Moder har, hendes hele Natur er den blødeste Kærlighed. Giv mig snart Lov til at sige hende, hvor lykkelig jeg er, Du vil blive glad selv da ved at føle hendes Kærlighed på Dig. Elskede Amalie hvor er jeg glad. Jeg er så rolig, så stolt.

– Stakkels Unge så afskyligt min Afrejse kom. Det er det skændigste Forrædderi af den lille modbydelige fede Kassererske i Pensionatet. Jeg gav hende Brevet med et Par andre med Frimærker (indeholdende Visitkort med nogle Afskedsord) og sagde udtrykkelig: Jeg stoler på, at det bliver hurtig besørget, det er et vigtigt Brev. Hun smilede forbindtlig og lovede øjeblikkelig at sørge for det. – Det var mig i Vognen til Toldboden påfaldende, at hun intet havde forlangt for Brevets Besørgelse, jeg dumme Menneske glemte at spørge. Nå hvad, tænkte jeg, det går formodenlig ind under Pensionatets Drift – hun stod jo med min Regning i Hånden og kunde have skrevet på hvad hun vilde. Men det ligger formodenlig i, at der ikke blev betalt noget for Brevet, at det heller ikke så blev besørget. Det er skammeligt alligevel. Jeg stod jo med Pengene i Hånden! Du må endelig undersøge Sagen, der stod naturligvis i de få Ord, jeg skrev, Ting, som ingen af os kan ønske i forkerte Hænder. I Hotellet gav jeg Stuepigen 2 Kr i Drikkepenge men ganske vist ikke noget til den pæne Jomfru, som stod for Spisestuen. Det var måske en Fejl, men hun så mig for fin ud, jeg turde ikke, og Kasserersken fik naturligvis heller ikke noget. Skulde dette have taget sig ud som Kniberi og har man villet hævne sig?

I Brevet bad jeg Dig om at betale 2 Kr 50 Øre til Helland og hilse ham. Gør det min Unge, jeg skylder Dig så vidt jeg kan se med dette 16 Kr, som Du først får i Kbhvn – for Øjeblikket ejer jeg ikke en Øre.

Brevet må afsted. Elskede, søde trofaste, yndige dejligste på Jorden jeg er din.

Elsk mig

din Erik

Her med et Minde om vort korte Besøg på Udstillingen^k596 hin første Dag i Kbhvn!

Kbhvn Onsdag Aften den 5 September [1883]

Amalie véd Du, at jeg er et andet Menneske siden dit Brev, et lykkeligt, stolt, muntert Menneske, en hel Karl. Jeg elsker Dig af hele min Sjæl. Jeg er så rolig, så tillidsfuld, det skal gå med vort Ægteskab. Jeg længes nu kun rasende efter dit næste Brev. Var det først igår Aftes jeg sendte mit Telegram, imorges der gik et lille Brev afsted? Forunderligt, jeg synes det er mange Dage siden, og jeg har i Aften så småt gået og ventet på Svar. Du vidunderlige søde Kvinde. Nu véd Du, hvad Kærlighed er, ja kæreste, søde Amalie, jeg er nær ved at tro, at Du hidtil kun har været forelsket i mig og nu først elsker mig. Men stol på, min Ven, at min Kærlighed vokser med din. Ind i mit Legeme, ind, ind i Sjælen sætter den sig fast. At Du skulde lide så hårdt? At det skulde få Udseende af, at jeg således hensynsløst, ukærligt smøg min Vej! Nej min Stump, det kunde jeg ikke. Mon Du har fået fat i mit lille Brev? Jeg kan huske, at jeg lige inden jeg skulde aflevere det til denne skændige Taske af en Kassererske slettede et Par Ord deri, som pludselig kom til at lyde anderledes i mine Øren, end de var mente. Der stod sådan noget som: lev som Du vil, men glem ikke min Kærlighed osv. Jeg blev bange for, at Du kunde tro jeg gav Dig fri, at jeg slappede Båndet imellem os. Det vilde jeg ikke. Jeg tænkte på, Stump, min evige Kval: din Glæde ved at snakke med alle dine Venner, din Munterhed med dem osv. Jeg vilde, at Du skulde vide, at jeg så det i et andet Lys, at jeg følte, hvor sygelig min Smærte havde været, og jeg vidste den Gang ikke, hvor meget Du holdt af mig.

Torsdag Aften

Længer kom jeg ikke igår Aftes, så måtte jeg klæde mig på og afsted til en Lindberg Fest. Du véd måske, at den meget talentfulde svenske Skuespiller Lindberg med sin Trup i denne Tid har spillet «Gengangere» i Kbhvn^k597 – en gribende Forestilling – og for ham havde Studentersamfundet lavet Fest. Jeg var der altså, kom hjem Kl 3 i Nat med Hovedpine af Tummelen og den dårlige Luft i det fyldte Lokale, og idag er jeg pint af en arrig Smærte i Forhovedet, som har gjort mig helt sløv og mat. Du Søde, jeg har i Grunden ikke bestilt andet end ventet på dit Brev. Jeg fik det, da jeg Kl henad 6 gik til min Restauration for at spise Middag. Postbudet kom løbende efter mig på Gaden med det. Så læste jeg det på Restaurationen med en stor Tallerken Risgrød dampende ved Siden af mig. Elskede Unge, min egen Amalie, hvor er det godt at have Dig, ja Du kan tro, jeg trænger til Dig, og Du har Ret, at det var noget evigt Vås at vi kunde skilles. Men Du véd jo, at det ikke bliver nogen stedsevarende Fest at være gift med mig, rent bortset fra vore Pengesager, jeg kan sikkert godt være urimelig og ubehagelig. Men jeg tror for Resten, at min Kærlighed til Dig skal gøre mig til et godt Menneske. – Du Amalie, hvis vi blot kan tjene nogenlunde menneskelig rimeligt, så skal Du bare se, at jeg har et nok så muntert Sind, men skal det knibe for os, er jeg bange for, at jeg bliver så græsselig alvorlig, jeg synes, at jeg er lidt gammel allerede. Og Du må vide, at jeg aldrig hidtil har forstået mig det mindste på at skaffe mig Indtægter. Jeg har slet intet Greb på det. Jeg arbejder utrolig langsomt, og enhver Øre, jeg har tjent, er kommet som Tilbud til mig, når jeg da undtager netop mine to Bøger og så min Stilling i Rigsdagen. Du må altså på Forhånd vide, at Du har med en Sinkepeter af første Rang at gøre. Du er hurtig, flink og tager med godt Håndelag på de fleste Ting i Livet, jeg er så tung i Vendingen som en Kærrehest. Belav Dig altså på denne Forskel i dit Ægteskab og beslut tidlig ikke at ville blive utålmodig – min yndige søde Pige, jeg skal nok stræbe, men det går altid småt for mig. Om min Stilling i Øjeblikket hør nu dette Du søde: Du må ikke et Minut beklage, at jeg har sagt Morgenbladet farvel.^k598 Det var ganske vist 1800 Kr fast med usikker Udsigt til mere, men det var min åndelige Ruin, og det var en Elendighed uden lige i et Ægteskab, jeg var aldrig hjemme og var altid forjaget og træt. Jeg havde nogle Planer om at bevare for mig en Post ved Bladet, som sikrede mig 1000–1200 Kr og kun gav lidt at bestille – under Skin af Overopsyn, Tilsyn eller sligt – men det er røget i Lyset og i Grunden med rette, som Bladet nu er ordnet med E. Brandes som virksomt Medlem af Redaktionen,^k599 er der ingen Plads for mig, og min Plan var også udelukkende fabrikeret til min egen Fordel. Jeg har naturligvis Adgang til at skrive honorerede Artikler til Bladet så meget jeg lyster, men ad den Vej bliver der næppe meget at tjene, jeg har ingen virkelig Specialitet, dog vil der naturligvis falde et og andet af. Fra «Ude og hjemme» har jeg derimod et Tilbud,^k600 som jeg håber skal kunne udbyttes. Jeg skal skrive en ugenlig Artikel, en Revue, og jeg formoder, at man vil honorere den anstændig. Så har norsk Dagbladet anmodet mig om Korrespondancer^k601 og også tilbudt honnet Betaling; fremdeles kan jeg skrive til Handelstidningen i Gøteborg,^k602 og har jeg et eller andet af politisk Art i pikant Form, vil «Verdens Gang» uden Tvivl også betale pænt derfor.^k603 Det er mine Udsigter. I Rigsdagen har jeg i År 1700 Kr, til næste År 1850–1900. Du ser min Stump, at det vil blive småt, men da Du vil kunne tjene ikke så lidt, så er jeg slet ikke bange for, at vi ikke skulde kunne leve – lige frem fattige måtte vi kun nødig være, det står vi næppe ud. Men for Resten siger jeg som Du, det er ganske og aldeles nødvendigt at vi gifter os, det kunde se meget værre ud, og vi måtte gøre det alligevel, nu kan jeg kun dårlig begribe, at vi ikke har vidst det hele Tiden. Og der er en usigelig Lykke i denne Beslutning. Jeg tror Amalie, at vi godt kan hjælpe hinanden frem i Livet. Du skal se min egen Pige, at det var klogt, hvad Du fandt på hin sørgelige Nat, da Du lå der forladt og led for min Skyld. Og Amalie, jeg blev i Grunden slet ikke forbavset eller forskrækket eller befippet eller nogensomhelst af den Art, da jeg læste din Beslutning. Hvis Du f.E. havde sagt mig det to Minutter inden Toget skulde gå, Du sad inde i Kupéen, og det galdt om, at jeg straks skulde rejse med, og Du havde brugt sådan nogle Ord som nu, det altså med ét havde stået klart for mig din Beslutning, så havde jeg ganske sindigt lukket Kupedøren op og sat mig ind til Dig og smilet og først bag efter var jeg faldet Dig om Halsen og brugt Mund om, at jeg elskede Dig. Du søde, jeg tror jeg sagde sådan noget som: ja naturligvis, og så gik jeg hurtig ned til Sporvognen, den kørte fra mig det Bæst, og jeg måtte løbe. Jeg skulde på Morgenbl's Kontor for at læse Korrektur på mit Brev fra Kristiania,^k604 inden jeg kunde telegrafere, og bag efter skulde jeg til «Gengangere». Da jeg havde telegraferet havde jeg et knapt Kvarter endnu, Forestillingen begyndte ½ 8, jeg skyndte mig op til min Svoger og Søster, jeg var så venlig og glad, jeg havde endnu ikke været hos nogen af min Familie siden min Hjemkomst, det var Tirsdag Aften, jeg kom Søndag Aften, og da jeg ikke traf min Svoger, tilbød jeg Jutta den ene af de to Billeter jeg havde (Du, man har altid 2 Pladser i Sekundteatrene fra Bladene, en til Dig og en til mig, når vi er gifte) men hun afviste den med Forskrækkelse, «Gengangere» vilde hun ikke se, og tænk jeg blev ikke en Smule gal i Hovedet, jeg lo kun. Så gik jeg hen i Teatret. Det interesserede mig usigelig, at jeg der traf to Par Ægtefolk, hvis Skæbne jeg kendte noget til. Det ene var en Fif-Dame,^k605 som imod Familie og Venners Advarsler Trusler og Bønner giftede sig med en fattig Skuespiller ved Det kgl Teater, der indtil da aldrig havde haft nogen egenlig Rolle, og som man antog for en noget rå Person – han har en bedre Anseelse, om end han benyttes overmåde lidt – de er gode Kammerater og holder trofast sammen. Jeg så dem gå fejl af hinanden og endelig finde hinanden udenfor Theatret, de to andre er senere gifte, lykkelige, rolige. De sad lige bag ved mig. Han er juridisk Kandidat, min Kollega i Rigsdagen og tjener vistnok godt uden om. Jeg havde haft den mest brændende Lyst til at vende mig om og fortælle ham – Konen kender jeg ikke til at tale med – at jeg snart kunde sidde lige så rig som han. Ja Du min Unge, det var min Forlovelses Aften. Selve Stykket fængslede mig umådelig. Intet blev helt galt spillet, om end Fru Alving og Præsten kun var så som så, men Lindberg som Osvald og en pragtfuld ung Frk Rustan som Regine var over enhver Beskrivelse gode.^k606 Snedker Engstrand heller ikke ilde. – Du, når fik Du mit Telegram Tirsdag Aften? Blev Du glad for det. Havde Du ikke ventet, at jeg skulde telegrafere. Blev Du først bange eller blev Du straks glad, da Du fik Telegrammet, eller var Du måske endog slet ikke hjemme? Fortæl mig alting Unge. – Jeg husker godt, hvor glad Du blev, da jeg sagde Dig, at jeg blev til Tirsdag. Men min sødeste Ven, jeg véd også, at jeg i samme Nu havde en underlig bitter Følelse af, hvor lidt sådan et Par Dage betød, hvis det virkelig var sandt, at vi da skulde skilles. Amalie det er næsten ikke til at begribe, at vi har kunnet være lykkelige med denne gabende Afgrund foran os, som vi hver Dag nærmede os et Stykke til. Jeg glemte den, vilde ikke tænke på den, troede ikke på den. Men den lurede der dog. Det var i Grunden hæsligt. Du sødeste Stump, Kærlighed er noget mærkeligt noget – tænk, hvor sorgløs nydende Du sad den ene Dag i vor Vogn og sov så sødt, det var da vi tog fra Grindahejm,^k607 dengang var det vist jeg fandt på Opstillingen med de to Sæder, jeg syntes alt var så smukt og yndigt som det kunde være, og Dagen forud, da Du havde sovet med dit Ben over mit, – elskede Ven, det vil dog blive bedre, når vi begge har sovet sødt om Natten, ikke? Det er åbenbart den egenlige Moralitet i Livet: Nattesøvn. Ja det er din Tanke, det véd jeg godt, jeg har den bare også. Du jeg glemmer aldrig for Resten, hvor sød Du var, da Du pludselig vågnede, og vi holdt uden for en Landhandlers Hus, og Du troede det var en Station og vilde ud og ind i Huset og så endnu søvndrukken opdagede din Fejltagelse. Du blev vred fordi jeg narrede Dig, og jeg troede først, at Du narrede mig en Smule.

– Jeg har ikke kunnet fortælle With det mindste, vi har gået fejl af hinanden uafladelig siden han var hos mig i Søndags. Han vil gøre store Øjne. Vi skal være gode ved ham, når vi er gifte. Han er melankolsk, han tjener det samme som jeg og har været rasende angst for at forelske sig, fordi han med sine 3400 Kr ikke mente at kunne gifte sig. Nu gør jeg det på mindre, men rigtig nok også med en Stadspige, som selv kan føre noget til Huset. Det er sandt min Pige, det har jeg ikke fortalt Dig, at jeg har en fast årlig Udgift af 200 Kr,^k608 som jeg ikke kan slippe for, det må bestandig regnes fra mine Indtægter. Sammenhængen hermed er det for langt og kedeligt at fortælle nu, men det er altså et Hul i de 1700 faste eller det er sandt 1900 til næste År. Vi må for Resten bilde Folk ind, at Du har Formue, ellers har man deres forbandede Bekymring på ens Vegne på Halsen. Igår var jeg hos min Moder, hun blev meget glad ved at se mig, min Søster Emma fik jeg også talt med. Hende vil Du komme til at synes bedst om af mine Søstre, hun er også den elskværdigste. Da hun gik, sagde hun: «Nå, Du har ikke din Enke med Dig? Jeg troede det, siden Du blev så længe borte. Sig til hende, at hun skal blive modtaget avec des bras ouverts. »^k609 «Jeg har ingen med,» sagde jeg stilfærdig. «Endnu ikke» sagde min Moder ganske sødt og stille og gik over til noget andet. Du vil få en god Modtagelse, Elskede. Men hvad mon din Moder vil sige, og Gutterne? Det vil gøre dem ondt, meget ondt og dog måske –

Farvel min egen elskede Amalie, idag må Du have fået mit Brev fra igår. Hvor var dit yndigt!

Din Erik

Kristania 8de septbr [1883]

Min egen elskede, jeg har så meget at svare på og takke for, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Først var det nu telegrammet,^k610 som kom sent tirsdag aften, ja det vil sige det var ikke sent, men jeg var allerede gået iseng, og havde slukket lyset – jeg skal betro dig at jeg går iseng kl. 9 og sover som en sten til kl. ½ 7, og da er jeg endnu så dødsens søvndrukken, at jeg falder hen og blier liggende til 7, før jeg orker at stå op; det er som bestandigt med mig: min natur regulerer sig selv; den søvn jeg måtte undvære da du var hos mig, tager jeg ganske rolig nu, og ser derfor så frisk og prægtig ud om dagene – jeg er penere nu forsikrer jeg dig, – da du var her, så jeg bestemt en del forranglet ud – altså, jeg lå og døsede og tænkte i halvsøvne fremdeles på hvad du vel vilde svare til mit forlangende – da jeg skvat op ved at høre entreklokken sådan en pågående, selvsikker ringen. Josephine havde fået fri og var ude og gutterne iseng, som jeg. Lad dem bare stå – var min første tanke jeg rører mig min sandten ikke af flækken og jeg blev liggende. Men der blev en kimen som i ildebrand, og endelig måtte jeg som dommeren i Judæa, der plagedes af kvindens bønner^k611 tørne ud, kaste på mig den lange frakke, stikke mine bare ben i tøflerne og begive mig ud. Jeg tændte ikke lys, for jeg vilde nødig sés i det kostume. Omtrent samtidigt med mig kom Jakob ud fra sin dør i underbukser og spurgte barskt: hvem er det? Så var det telegrammet fra dig, du elskede, deilige menneske. Om jeg blev glad? – overhændig glad – men først forskrækket et øieblik. Jeg var så angst, der var tilstødt dig noget galt, for jeg så jo på følgeseddelen at det var fra Kjbhvn. Hvor det var elskeligt af dig at telegrafere. Jeg lå i sengen og var så glad, at jeg ikke kunde holde mig rolig. Jeg havde forresten været så glad og tryg og vel tilmode, så stolt af min kjærlighed, lige siden det gik op for mig, at vi skulde giftes, men nu da jeg havde dit deilige uindskrænket glade og bejaende svar, var jeg aldeles overstadig lykkelig. Først nu føler jeg den rette og egentlige lykke ved dig og min kjærlighed. Jeg siger som du: jeg begriber ikke at der nogensinde har været tale om noget andet. Vi har været utilgivelig dumme, – nei du, det er ikke det, – det er bare at alt mellem os, er modnet i sin egen tid. Det er igrunden en skjøn historie, vor kjærlighedshistorie. Den har fået lov at vokse i fred, og styre sig selv, uden nogenslags kunstig forpleining, derfor er den bleven som den er. Jeg, som aldrig tænkte på at der eksisterede råd for ikke at skilles, – hvor er det latterligt at jeg ikke før havde den plan at vi skulde gifte os! Men ser du: nu igjen er det mig som har tvunget mig ind på dig, ligesom på dampskibet. Indrøm det nu: der var ikke bleven en snus af nogenting mellem os, havde jeg ikke været. Du er ikke den, som har taget fat. Fy skam dig, at ville lade mig glide dig således af hænderne, at ville sidde rolig og se til at jeg blev det elendigste og jammerligste på jorden – ja, for det var jeg blevet uden dig, hvor tror du jeg havde gidet være eller gjøre noget i verden siden jeg vidste hvad livet havde at byde og hvad jeg måtte undvære. Og ifjor efter Aulestadfesten, – du havde ladet mig gå, du stygging, hvis ikke jeg min stakker, havde været dig en retskaffen, overrumplet tusse, sådan en bondemadam. Men nu kan det altsammen være det samme, – du er det deiligste på jorden, og jeg elsker dig. Du, hvis du havde sagt nei, og altså givet mig en kurv, – jeg var bleven så uhyre forundret, bare forundret; jeg havde siddet rent forstenet i forundring, og ikke været istand til at fatte, at ikke du, såvelsom jeg vidste at det måtte, måtte ske. Og alt det om indtægter og sligt foreligger slet ikke. Der er nu ikke tale om andet end at det skal så være, så får jeg ta'e fat i det andet, når tiden kommer. Og jeg tror ikke, jeg selv om det skulde knibe for os, hvad der vel vil kunne hænde imellem, vil have nogen alvorlig frygt for fremtiden. Hvis jeg senerehen ikke skulde kunne fortjene noget, så har jeg jo mine gutter, som med den indtægt de har, vil kunne gjøre sig færdige og blive uafhængige mænd i en ung alder. Når jeg tænker på, hvor udmærket mor har havt det fordi hun har havt sine sønner, og det er ingen skam at blive hjulpen af sønner der holder af en. Forresten skal jeg nok klare mig, jeg. Det er ikke dig, som skal forsørge mig, det er to kammerater som slår sig sammen og arbeider i fællesskab. Det er, tror jeg næsten, borgerlig talt, den eneste fornuftige basis for et ægteskab, forudsat at man elsker hinanden som vi to gjør det. Og skidt om det kniber for os. Jeg vil ikke blive «græsselig alvorlig» – da jeg, men heller være litegran letsindig. Jeg vil være så lykkelig, så lykkelig, at der skal meget til at noget skal kunne tære på mig. Og det er just det, som skal holde min lykke frisk, at jeg må arbeide for mit brød. Du ved hvorledes vi er enig om at denne forbandede lediggang af hustruen undergraver lykken i ægteskaberne.^k612 Altså: alting er så godt og velsignet som det er muligt, og jeg er så glad – så glad! Også jeg er bleven en anden; nu kan jeg rigtig føle velsignelsen af at «sole sig under varmen af en beslutning» som Bjørnson siger i «Kongen».^k613 Reisen til Amerika var jo også en beslutning, men den frøs jeg under. Der kommer Jakob Alver i bare skjorten. Han skal ligge på fladseng herinde hos mig disse to nætter gutterne er på landet hos Vullums. Pigen har vrøvlet noget om at Vilhelm går igjen derinde, og det ved jeg Jakob har hørt ligt til.^k614 Derfor spurgte jeg om han vilde flytte ind til mig. Hans strålende glæde! han faldt mig om halsen og lo for at skjule det. Nu har han vasket sig, og taget ren natskjorte på. – – Søndag morgen kl 7. Jeg sendte naturligvis bud til kasserersken, straks om onsdagen. Hun blev meget forbauset, og tilkaldte øieblikkelig budet, der efter at ha'e tænkt sig lidt om trak en aldeles søndermaset konvolut op af lommen. Jeg fik det altså i en ynkelig forfatning, med mange medsendte undskyldninger. Det er det sandsynligste at det slet ikke har været læst; det gav indtryk deraf. Kasserersken er altså uskyldig. Havde jeg fået det forrige lørdag, da jeg endnu sad og ventede på dig, vilde det været godt for mig. Det så så stygt ud, at du kunde stryge din vei uden et muk til mig; ikke et sekund faldt det mig ind, at dit brev kunde være bortkommet; jeg er så lidt vant med at sligt hænder. Den bitterhed, der nu blandede sig ind i smærten vilde jeg så slet ikke ha'e følt. Du har ikke svaret mig om du sad og var bestemt på at reise sidste fredagsaften, om du vidste at du narrede mig da du lovede at blive til tirsdag, om du omfavnede og kyssede mig for sidste gang, eller om det var lørdag morgen du tog din beslutning. Jeg vilde helst det første skulde være tilfældet, for da forstår jeg alting bedre. – Var jeg bleven glad over telegrammet, så blev jeg det i end høiere grad over det lille brev med photografiet af det yndige billede fra udstillingen.^k615 Tak min elskede, det var sødt af dig, og det gik mig så varmt og trygt gjennem sjælen da jeg læste at du var rede, at også du var bleven glad og rolig ved beslutningen, at det slet ikke havde forfærdet dig, men at du havde taget det som noget der måtte så være. Du er jo en herlighed – det forstår sig, ellers var jeg ikke kommen til at føle denne virkelige kjærlighed til dig. Det er det lange samvær i sommer som har styrket og modnet og befæstet min følelse. Det har ikke været forgjæves, og den kjærlighed du har givet mig har heller ikke været spildt på mig, kan du se, om det end har taget lidt tid, før jeg lærte at blive klog på mig selv. Så håber jeg til gjengjæld at jeg nu skal finde mig selv helt igjennem tilforladelig i min villie og i min følelse. Vilde du virkelig gjerne sige det til din mor? Jeg er så bange; tror du virkelig hun vil tage godt imod mig, og blive glad for det? Ja kanske når hun først har vænnet sig til tanken, og har overvundet den fordom hun dog må føle imod mig. Hun er jo så konservativ og fordomsfuld, har du selv sagt, og for hende vil der stå skræk af at jeg har været gift, og er bleven skildt – så vil hun også synes jeg er for gammel for dig. Hvis hun havde kjendt mig i nogen tid som f.eks. gamle fru Sars, så vilde det måske gået lettere, men nu gruer jeg virkelig. Jeg vilde så forfærdelig gjerne at hun skulde blive lidt glad i mig, og jeg skal gjøre mig al mulig flid for det. Jeg er nu så sikker på, at jeg kommer til at blive glad i hende, både fordi det er din mor, og fordi jeg kjender det på mig at hun er en fin og deilig gammel dame, og gamle damer, der er søde, holder jeg så uhyre meget af og bliver altid tilvens med dem. Og det at hun føler min kjærlighed vil måske hjælpe lidt. Forresten du, jeg er så rasende bange. Tror du ikke det er bedst du venter til jeg har været nede hos Knudtzons ihøst. Da, mens jeg er hos dem, kan du jo sige, at jeg er en dame du kjender så godt fra Norge, at du gjerne vil være lidt venlig imod mig og må få lov til at bede mig til din mor. Du måtte komme og invitere mig, jeg vilde og kunde ikke gå der på visit, det vilde være så flout og pinligt. Når jeg så er reist, kan du jo sige hende, at det er mig som er din enke fra Norge. Forresten giver jeg dig frie hænder ligeoverfor din mor. Gjør som du vil, – nu da det virkelig er så et vi skal giftes, er det jo naturligt at hun ved det. Men du må ikke sige det til andre. Det skal og må ikke være et almindeligt samtaleemne blandt dem der kjender dig – som noget der er en kjendsgjerning, før tiden er kommen. Såsnart jeg taler mundtlig med mor, siger jeg hende det. Hvad hun vil synes? Hun er nu så stilfærdig og god, – hun vil ikke gjøre megen sjou i den anledning, og ikke Ludvig heller, skjøndt han vil blive kollossal forfærdet, og vil ikke kunne begribe at jeg kan forlade gutterne. Forresten, hvad mor og Ludvig og alle i verden vil sige, angår mig ikke – i fjerneste grad. Det er kun mine søde deilige gutter, som ligger mig på sinde. Det går mig undertiden med et stik gjennem hjærtet når jeg tænker på hvad de vil føle ved at høre det; de vil blive bleg, og der vil komme trækninger om deres mund. Og så, når jeg med angst og undseelse beder dem ikke være vred på mig, og spørger om det går dem meget nær, så ved jeg de vil falde mig om halsen med gråd og sige: nei søde mama, hvor kan du tænke det? Jeg glemmer aldrig Jakobs indignation over «fru Føns's» børn.^k616 Han havde fundet den på mit bord og læst den, og så kom han til mig og talte ganske oprørt over hvilke egenkjærlige, modbydelige kanaljer Ellinor og Tage var. «De fortjente at hun døde» – sa'e han, «og at de ikke fik sige hende farvel.» Jeg skal nu se til at få det godt indrettet for dem, så de skal føle sig hjemlig og vel; jeg har en plan som jeg håber at få iværksat. De fleste gutter skilles jo i den alder fra sine mødre; mine brødre reiste sin vei til Kr.ania, og det må jo så mange. Hvad der vil blive skadeligt og tungt for dem er, hvis de efter min bortreise vil føle sig hjemløse herinde, men det er det jeg håber at skulle kunne undgå. Du kan tro, der er mange som vil stå færdig med en dom over mig, fordi jeg gjør det, men det kan jeg intet hensyn tage til. Jeg tror også at mange af mine bekjendte vil føle en vis forargelse over at jeg gifter mig med en dansk og forlader landet for hans skyld, men alt sligt kommer mig ikke ved. Jeg er dog vis på at de vil lade mig føle det. – Og så var det «Morgenbladet» du sendte mig. Hvor det var morsomt at læse dit brev,^k617 og hvor det var godt skrevet. Ved du hvad der slog mig: at alt hvad du sa'e var så korrekt. Og så var det fængslende. Jeg blev så ræd at det skulde være galt bogstaveret det om: Eg e så lei o.s. v., men det var aldeles rigtigt. Du, hvor jeg brast i latter, da det pludselig kom. Sig mig nu alvorlig om du ikke selv er tilfreds med det brev? Her synes alle det er så godt. Du må endelig skrive mere, om de spedalske og om theatret,^k618 hører du, lad mig nu se, du skriver mere. Amund Helland var reist før jeg fik besked om de 2 kr. og 50 øre. Han havde været heroppe for at sige farvel, mens jeg var ude og kjøbte brullupspresent [sic] med Ludvig, før han reiste til Hamar; han havde siddet og skrevet et langt brev til mig med mange hjærtelige afskedsord. Såsnart jeg ser ham, skal han få pengene. – Det var godt du ikke talte med din mor, før efter du havde fået mit brev, for ellers vilde du når Emma havde spurgt om enken, sat op en altfor bedrøvelig mine; nu er jeg vis på din moder så, at du var glad. Jeg er så glad fordi du har fortalt mig hvad du havde slettet i det lille brev. Jeg studerte så på hvad det kunde være for noget, og var helt febrilsk ved ikke at vide det. Du, de 200 kroners udgift om året, – det er vel ikke i anledning af en tidligere kjærlighedsforbindelse eller noget sligt; du skal slet ikke fortælle mig hvad det er, hvis det ikke er dette, for da er jeg vis på det er så kjedeligt og langvarigt; gjør det endelig ikke, men sig mig om det har noget med fordums kjærlighed at skaffe. – Det er sandt at det er ækkelt at ha'e folks medlidenhed og bekymring for vort udkomme på nakken. Du kan jo bare sige at jeg har såpas meget at jeg ikke falder dig til byrde. Det vil på en vis måde blive sandt. Og det vil ikke koste dig en skilling at sætte bo. Jeg sælger nogle gamle møbler og kjøber nogle nye istedetfor. Vi skal jo ha'e liden plads så vi får ikke brug for så meget; men så skal det til gjengjæld være pent det vi har. Om alt dette kan vi tale i oktober. Hvor jeg glæder mig, – jeg har aldrig vidst hvad det var at gå og være glad fra dag til dag, at vågne om morgenen, og pludselig huske at jeg er et lykkeligt menneske, det er over al beskrivelse deiligt. Og alt dette bare fordi du skulde til Bjørnson ifjor. Havde han ikke været Bjørnson, og skulde han ikke havt fest det velsignede menneske, så havde jeg jo aldrig fundet dig min elskede, elskede. Du behøver slet ikke at fortælle mig at du kan være urimelig og fæl, – det ved jeg jo nu så godt, og jeg ved også at intet liv på jorden er en stedsevarende fest; livet er arbeide, og livets lyst må jo være at elske hinanden og at kjæmpe og slide og arbeide sammen. Du skal bare se, jeg kommer ikke til dig med uholdbare forestillinger og tågede illusioner. Husk at jeg er voksen, og at det at jeg er gammel også kan ha'e sin fordel. – Du må læse Dagbladet for lørdag. Det er så indholdsrigt, og Øiebliksphotografierne er meget morsomme.^k619 Men du må kjende lidt til Randers's sidste poesi,^k620 og vide hvorledes han bander og skjælder og siger til «helvedes» for ret at nyde dem. – Tænk at din søster ikke vilde se «Gengangere» – jeg forstår det så dårligt, men i grunden er det vistnok konsekvent og rigtigt af hende – det måtte bare være så vanskeligt at huske på det. Tænk når jeg skal kunne gå med dig, du! – Fredag da jeg var oppe i rigsretten et øieblik med min br. Ludvig blev jeg pludselig grebet om armen i vrimmelen deroppe på galeriet, og en stemme i mit øre sa'e hviskende: «er de glad for det?» Endelig var de da komne, aftenen iforveien.^k621 De havde reist overland, samme vei som vi. Der blev en hvisken og en fnisen, så Thommesen smilende rystede på hovedet, og betydede os, at vi ikke måtte gjøre skandale. Længer nede stod Helene lige ved den forreste bænk. Hende fik jeg ikke talt med, men Sandberg og Thommesen fulgte ud på gangen da jeg gik, og den sidste sa'e at vi nu i den kommende uge måtte forsamle os hos ham til middag. Så traf jeg Sandbergs på gaden i gåraftes, og gik en stund og drev med dem. Helene spurgte straks om hun måtte gratulere, alle mennesker påstod at jeg var forlovet, enkelte sa'e gift. Jeg spøgte det hen, men så vist altfor lykkelig ud. Hun var forresten så misfornøiet med Kr.ania, og vilde bare tilbage igjen. Der fandtes ikke en eneste kavaller, som var værdt at gå med o.s. v. Tingen er at hun blandt hans venner ingen lykke gjør. Man går af veien for hende, og undgår såvidt muligt at invitere dem. Han er forresten meget afholdt, og har en masse venner, men hun er meget lidet likt. Du må endelig skrive til dem. Tak for dit deilige, lange brev igåraftes. ^k622 Jeg havde ventet det, men samtidigt fortalt mig selv at det meget let kunde hænde jeg intet fik, at det endog var sandsynligst o.s. v. Jeg blev så henrykt da jeg fandt det ved min hjemkomst. Tak du elskede! Skriv så ofte du kan. Det er som jeg føler dig omfavne og kysse mig hvergang dit brev kommer.

Din Amalie.

Torsdag Morgen den 13 September [1883]

Du elskede, søde, slemme Pigebarn, som lader mig vansmægte af Længsel efter Brev, jeg véd ikke hvor mange Dage, og så med ét sender mig det sødeste, fuldstændigste dejligste Brev på Jorden. Og så gør det med en overjordisk Mine af Elskelighed, som om Du ikke anede, at jeg lå hentæret slængt på Jorden og ernærede mig af den magre Længselskost Du havde sat mig på. Men jeg var skikkelig og knurrede ikke. Jeg mødte i Mandags den Grosserer Knudtzon, vi så i Bergen,^k623 ham med den udslukte Stemme, og han fortalte mig, at Sandbergs var kommet til Kristania. A, sa' jeg til mig selv, der har vi Forklaringen, Amalie har måttet ture med dem, har været fuldstændig optaget, er naturligvis fortvivlet over, at hun ikke kan skrive til Dig, men stoler jo på, at Du rolig bøjer Dig for den jernhårde Skæbne – vent lidt, lad mig se: dit Brev er formodenlig lagt i Postkasse i Søndags, den er først bleven tømt Mandag, jeg fik Brevet Tirsdag Nat, da jeg kom fra Teatret og en Passiar hos Fritz Bendix med nogle gode Venner.^k624 Jeg slugte det som den udhungrede sit første Måltid og lå så med Hjertebanken, lykkelig over enhver Beskrivelse. Véd Du, at Du taler dybere inderligere blødere til mig nu end tidligere, ved Du, at Du elsker mig højere nu, véd Du, at det er dit første Brev til mig efter at vi har lovet hinanden at holde sammen i Liv og Død, havde jeg nær sagt. Elskede, kan Du begribe at jeg særlig måtte længes efter dette dit første «rigtige» Kærlighedsbrev – Ven, det er jo dit første Brev efter at Du havde Vished om mig. Lad mig straks huske at svare på dit Spørgsmål, om jeg hin Fredag Nat kyssede Dig med Viden om, at det skulde være så at sige sidste Gang. Nej Stump den Gang troede jeg, at jeg kom igen som jeg havde sagt. Jeg angav lidt i Blinde og uden fuldt at være sikker derpå, at jeg vilde blive til Tirsdag, men senere tog jeg det selv for gyldigt. Det var først næste Frmdg ved at se Datoen helt tydelig materielt og manende trykt på en Avis, at jeg fattede min Beslutning. Jeg har dog i Grunden ikke et Minut troet på, at vi var skilt for bestandig, det var en underlig umulig Tanke, en Gift for alt hvad der havde været imellem os, som jeg ikke kunde sluge. –

Dette er ikke noget Brev Du søde, jeg tør ikke begynde på noget, jeg må om et Øjeblik til Byen med lidt Manuskript til «Ude og Hjemme», men jeg måtte dog sende Dig et Livstegn. Igår var det mig umuligt at skrive et Ord, jeg skulde lave noget sammen, og så fik jeg igår Aftes «En Hanske».^k625 Den har jeg også allerede skrevet en Bemærkning om. Du, den er ikke god. Bjørnson lader det, som i sin inderste Rod er et personligt Spørgsmål mellem Svava og Alf – ikke Svavas egen Sag alene, ikke Alfs for sig, eller om Du vil begge disse to Menneskers fineste Anliggende hver for sig – afgøre ved Snak og Debat in abstracto mellem os uvedkommende Familiemedlemmer. I Stedet for at male Alf og Svava i Kamp om dette Følelsesanliggende, inderlig indfiltrede i hinanden, stridende deres egen Strid, siddende fast eller nående ud af Tågen og Pinen, et Anliggende der for de to Menneskers Skyld skulde gribe os, giver han os i dramatisk Form en Afhandling – oven i Købet uklar i høj Grad – om et Samfundsspørgsmål. Om Kyskhed eller Ukyskhed for Manden inden Ægteskabet om Troskab efter dette. Alf er det blotte og bare Mandfolk, ikke et ganske særlig og begrænset Menneske med den og den bestemte Historie, Svava er bedre; men skal dette være god Kunst? Hvad drev ham i Armene på Fru Hoff, hvad førte ham mod Svava, må jeg be', deri ligger Livet, og der ligger den kunstneriske Opgave. Jeg ser jo nok, at B. har forsøgt i Fru Riis, i Christensen og Riis^k626 at skabe Mennesker, alt medens Samfundssagen får en Art af Løsning, det er Udenomsgreb, det er kun i én Slags Lys han ser disse Personer, det er det socialt-moralske Spørgsmål, som har fyldt hans Sind, ikke disse Menneskers Livsskæbne. Og det går ikke at lade Alf og Svava være Sagen, medens det er Fru Riis og Hr Christensen, der tager Kampen op. Og så forstår jeg kun Halvdelen af Replikerne, Tankerne er for mig ved første Gennemlæsning urimelig skruede og tilslørede. – Virkelig god synes mig kun den ene lille Scene med Hoff.^k627 Denne Biperson er grebet med forbavsende Genialitet.

Sødeste Stump jeg skal nok se at få Tid til at skrive mere idag.

Din lykkelige Erik

Torsdag den 13 September Kl ½ 4 [1883]

Min elskede, i dette Øjeblik da jeg skulde sætte mig til at skrive til Dig, har jeg fået en Modgang, som jeg ikke nægter angriber mig noget. Min første Artikel til «Ude og Hjemme» har ikke vundet Redaktionens Bifald. Jeg modtager lige nu følgende Linjer: «Kære Skram! Jeg er dog lidt betænkelig ved Artiklens Form, jeg tror, også for din egen Skyld, at vi gør rettest i at vente til næste Gang med at begynde osv.» Sagen er, at jeg havde indrettet den ugenlige Oversigt, jeg skulde levere, i Dagbogsform og søgt at være kort og vittig. Noget var lykkedes, andet var miserabelt, jeg talte imorges med Udgiveren og tog det dårlige Stykke hjem med for at omskrive det. Det var tildels gjort, jeg havde fået det til, så kommer den lille Billet. Desværre er jeg temmelig stærkt gennemtrængt af, at jeg ikke duer til dette Stykke Arbejde, og denne Begyndelse virker ikke opmuntrende. Men nu vil jeg lade dette ligge og sætte mig til på ny at læse i dit Brev, det er Balsam for al Modgang. Det vilde være mig mindre magtpåliggende, om det var godt eller slet, hvad jeg havde skrevet ved denne Lejlighed, om der ikke bag lå et Pengespørgsmål. Jeg havde jo påregnet en forholdsvis god Indtægt af dette og derfor indladt mig derpå og ikke for selve Arbejdets Skyld. Nå, skidt med det, jeg er vant til, at intet lykkes for mig første Gang. – Du, når vi bliver gift, og jeg har noget for, som ikke vil gå, så er jeg i dårligt Humør. Ikke gnaven, det håber jeg ikke, men nedtrykt, at Du véd det. Stump, det er alligevel vistnok slet ikke så morsomt at blive gift med mig som Du tror. Sig mig, når er Du i ondt Humør? Jeg har kun set det, når jeg enten har gjort Dig Fortræd, eller Du ikke har fået din Vilje. En Gang oppe ved Nystuen^k628 var Du nu lige frem urimelig, men Du blev snart sød og glemte dine vilde hævngerrige Forsætter. Jeg kan for Resten godt huske, at jeg så med nogen Forundring på Dig. –

Fredag Aften Kl 11 ¼

Du søde elskede, igår blev jeg siddende med dit Brev i en Krog af min Stue. Da jeg havde læst det for fjerde Gang fra Ende til anden, så var jeg, havde jeg nær sagt, først ret fængslet af det. Og jeg sad og drømte. Det vil sige jeg sad og tænkte og tænkte på mig og Dig, på hundrede Ting, Tiden gik, og jeg fik ikke skrevet. Jeg måtte til Byen for at spise Middag, og så skulde jeg på Morgenbladets Kontor, og så var Tiden gået til at gå hen og høre Ullmann holde Foredrag i Studentersamfundet om norsk Politik.^k629 Bag efter måtte jeg blive til et Gilde for ham og Stortingsmand Rinde^k630 og et Par norske Herrer til, jeg ikke véd hvem var. Og idag har jeg været sysselsat hele Tiden. Iaften har jeg måttet gå i Teatret og se en Debutantinde. Sødeste Du, Du har ikke været et Minut, tør jeg næsten sige, ude af mine Tanker, og også har det ligget som en Anfægtelse over mig, at under alt dette har jeg ikke fået skrevet det lange Brev til Dig, som Du skulde have. Men Elskede Du må være yndig elskelig og ikke være vred på mig for det. Det kommer til at gå således til, at Du aldrig sikkert må stole på mit Brevskriveri. Nu i Aften trode jeg, at jeg kunde indhente lidt af det forsømte, og så sidder jeg og er dødsens søvnig. Jeg skal op imorgen Kl 6 ½ til en Landtur. Elskede jeg siger Dig Godnat i det Håb på Søndag at kunne skrive. Du må elske mig elske mig, hele mit Liv er dit. Men jeg duer til ingenting nu, jeg må i Seng.

Din Erik

Lørdag aften 15de septbr. [1883]

Du, som havde lovet at skrive mere på torsdag – det har du ikke gjort! Jeg har i hele dag gået og glædet mig til iaften, og så kom der alligevel ikke noget; imorgen er det søndag, og så får jeg ikke noget før på mandag. Tak for dit sidste; det var så kjærligt og sødt. – Moderen er her siden igår; der kom et brevkort iforgårs og meldte at hun kom, men hun reiser allerede mandag, det styggeting; hun har taget returbillet for ikke at blive fristet. Jeg har fortalt hende alt; hun sad så taus og rolig og hørte på mig og omsider sa'e hun: Gudskelov at det altså er gået overstyr dette fæle med Amerika; nu kommer du da ikke længere afveien end der er håb om at få se dig igjen engang her i verden. Forresten talte hun så fornuftigt og kjærligt. Hun syntes ikke det var så ilde med gutterne som jeg havde tænkt. De var så store mente hun og så snille og brave, det vilde nok gå. I hvereneste liden ferie skulde de komme og være hos hende og Ludvig. Men hun spurgte mig alvorlig om jeg også var vis på, at jeg elskede dig nok – hun kunde ikke begribe hvadslags menneske det måtte være, som virkelig havde fået mig til at elske sig således at jeg vilde gifte mig med ham – jeg, som havde været så forhærdet i det kapitel. Jeg forsikrede hende at jeg elskede dig så over al beskrivelse, at der ikke kunde være tale om at jeg var istand til at leve uden hos dig, når der eksisterede en mulighed for det og tilsidst blev hun også ganske beroliget ved alt det jeg sa'e, skjøndt mærkeligt forekom det hende dog. «Du får hilse ham da, og takke ham fordi han har hindret dig fra at gå til Amerika» – sa'e hun. Men så sa'e jeg hende, at det ikke var dig, at det var mig som havde tvunget dig, at du havde været for stolt til at ville sige en tøddel imod min Amerikaplan, at det var mig, som tilsidst var kommen til fornuft, og havde pludselig sét hvor vanvittigt det var at forlade dig, at jeg havde tigget dig om at tage mig o.s. v. «Er dette dig?» spurgte hun med et ansigt, der var bare forbauselse. – «Ja, sådan er jeg tørnet ud efter alt» – svarte jeg. – – –

Søndag morgen. Hun havde med din bog,^k631 som hun sidst tog med sig, fordi hun dengang ikke fik læst den ud. Det var en udmærket bog, sa'e hun, en af de bedste hun havde læst. Meget i den havde hun læst to gange. «Og Gertrude, det er jo dig op ad dage, som du var før du blev gift, og efter, – det er jo en umulighed at det ikke er dig han har skildret» – sae hun. Men hun vidste jo godt at du ikke dengang ikke havde kjendt mig, for hun havde sét at bogen var udkommet i 78 eller når det nu var. – Jeg fandt ikke en eneste replik uklar i «Hansken»; tvertom var de mig alle durch gjennemsigtige fra første øieblik af. Jeg er enig med dig i meget; Svava er jo et blot og bart vehicel for hvad han vil ha'e sagt, men jeg synes alt det sagte i hele bogen er godt, idel godt. Som kunstværk står den ikke høit, men dens betydning ligger andetsteds. Den er skabt af en profet, og den er i egentlig forstand det folks eiendom, der eier profeten, – det folks og intet andets. – Og den deilige Garborg! Min sjæl forlyster sig i hvad han har skrevet om «Vantroens Væsen» – Heuchs bog, ved du.^k632 Jeg måtte skrive ham et par festlige jubelord til tak. Jeg fik Tidsskriftet igår morges, kastede mig øieblikkelig over Garborgs lange artikel,^k633 og havde en over al beskrivelse morsom time. Som han kan den mand; man læser og er tilfreds, ganske og aldeles tilfreds. – – – Forleden havde jeg brev fra Bertha Knudtzon.^k634 Efter at ha'e talt om at fra den første oktbr. kunde jeg komme når jeg vil, og bedet mig endelig komme snarest mulig, siger hun: «Vi har i denne tid læst Skrams novelle og både mama, min søster og jeg synes at det er en ganske udmærket bog. Det må være et nobelt menneske, der har skrevet en bog som den. Det er over al måde besynderligt, at vi ikke tidligere har læst den. Både Bailly og Elisa syntes så udmærket godt om Skram; og Harriet med. Elisa skriver at hun vilde ønske rygtet talte sandt om dem og ham. De må endelig opgive deres Amerikaplan; når de nu kommer her i høst, må de aftale med Skram at i skal gifte eder. Men de må tillade mig førend de kommer, at sætte mama ind i deres forhold; hun er kjærlig og god og holder så af dem; de vil ikke fortryde at have betroet dem til hende. Jeg har aldrig skjult noget for hende, og jeg synes ikke om at hun skulde være uvidende om hvorledes sagerne står under deres ophold i vort hus, thi Skram må naturligvis besøge dem så ofte de og han ønsker at sés, og det vilde mama måske finde lidt besynderligt, hvis hun intet vidste derom.» – – – Du forstår at jeg i mit brev har fortalt Bertha Knudtzon om vor kjærlighed, og det er jo bedst hun siger sin mor det inden jeg kommer; det gjør jo ikke noget at hun ved det. Forresten vil jeg nødig andre skal vide det mindste om det, før alt er klappet og klart. Alt det snak frem og tilbage, og alle de betragtninger med hensyn til arrangements o.s. v. som folk altid anstiller under slige omstændigheder, vil jeg så nødig ha'e noget af. Derfor må ingen andre end din moder få det at vide; ja, With, – men det var igrunden letsindigt af mig, skjøndt han tier vel, når du beder ham. – Du som taler om at jeg sætter dig på mager kost med hensyn til breve. Du er ikke bedre du heller, skjøndt jo, i forrige uge fik jeg tre breve og et telegram men nu i den sidste, fik jeg kun det ene hastværksbrev på tre knappe sider, og det var til svar på et af 16 sider til dig. Og nu kan du vel ikke ha'e så ondt om tid, siden du ikke mere er på «Morgenbladet». Men jeg har det alligevel så godt, selv om du sjælden kommer og ser til mig, for jeg elsker dig, og jeg nærer mig ved min kjærlighed, ved al den lykke den skaber indeni mig, ved at huske at jeg har dig, har dig for alvor, for fremtiden, at det skal være mellem os, ved at vide at alt er besluttet, og at i denne beslutning ligger mit liv. Jeg drømte så meget om dig inat, om at vi var ude på reiser og skulde skjule vort forhold, og havde det igrunden så ondt. Du var pludselig bleven fører af et stort dampskib med en elegant leilighed i; jeg skulde gå med dig på langtur, og sad ombord inde i en stor fløiels sofa, og bebreidede dig at vi ikke var gift forinden. Du sa'e at det var akurat lige godt vi gjorde dét i Konstantinople,^k635 men jeg mente at det var så leit for styrmændenes skyld. Så pludselig hed du August og ikke længer Erik, ligesom Müller, og det syntes jeg var så leit; men så et øieblik efter var det slet ikke dig, men ham jeg skulde seile med og ham jeg skulde giftes med for anden gang. Og da blev jeg så slagen af rædsel. Jeg så omkring til alle sider efter dig, men du var væk. Og så med engang vidste jeg at det om dig var en fabel, at det havde været August Müller hele tiden, og altid skulde være ham. Så sprang jeg i søen og vågnede nede i bølgerne og det varede lidt før jeg så at bølgerne var min egen gode, varme seng. Du søde, hvor jeg ofte længes, længes efter dig.

Din Amalie.

Søndag den 16 September 1883

Min elskede lille Pige[.] Jeg var, som jeg har fortalt Dig, igår på en Tur. Jeg var inviteret til Helsingør hos en Ven, Galschiøt,^k636 der har Hjem der, om end han ellers bor i Kbhvn. En brav Fyr, der er noget kedelig moderat og modererende i alle Forhold. Han har hidtil skønt literær Venstremand været ansat ved den mere og mere reaktionære Avis «Dagbladet»,^k637 men har endelig nu brudt dette urimelige Forhold, der har skabt ham en Række Ydmygelser – dem han snakkede om og beklagede sig over. Han bor der nede i et gammelt Hus midt i en stor Have sammen med tre gamle Søstre, der er noget hyggeligt gammel Jomfruagtigt over ham, de har nu taget en lille forældreløs Pige til sig, de to Søstre arbejder ved to Skoler der i Byen, og kappes alle fire om at være gode mod den indtagende lille Stump, der køn og sund og livlig farer om på to af de solideste små Skanker man kan se. Jeg var der i Selskab med Hegels,^k638 den store Boghandler Du véd, gamle H. unge do, dennes elskværdige Frue og tre Børn og så den unge Frues Søster, som unge H. er forelsket i samtidig med han holder af sin Hustru. Jeg har vist talt til Dig om dette ejendommelige Forhold. Så var også Borchsenius der,^k639 Du véd Redaktøren (mere af Navn end af Gavn) af «Ude og Hjemme». Alle disse Mennesker vil Du sikkert lære at kende som min Hustru. Du, det var egentlig ikke det jeg vilde fortælle Dig hvem jeg var sammen med, det løb mig nu i Pennen, nej det var kun det, at jeg tog der ned i stærk Spænding. Jeg havde ikke været uden for Byen siden min Hjemkomst, ikke set Skov, ikke Søen, ikke Natur i det Hele. Jeg var rasende angst for, at det altsammen skulde være grimt nu, efter at jeg havde levet mig ind i den norske Natur. Elskede, det var ikke for min egen Skyld, jeg frygtede, jeg tænkte ikke på mig selv anderledes end som den, igennem hvilken en Opfattelse skulde gå, og som havde til Opgave at aflægge samvittighedsfuldt Regnskab. Jeg så med mine Øjne, men jeg så kun og kun på dine Vegne. Du Elskede, jeg var så bange for, hvad Du vilde sige til dette flade Land, som jeg har lokket Dig ned til. Du elskede, elskede Ven, tro mig rolig og sikkert, når jeg siger Dig, at her er til at leve. Landskabet var fint og af en egen blid Ynde, der så ved Søen i den friske Kuling med Skum og Sprøjt fik en tilstrækkelig Tilsætning af Kækhed og Kraft. Du elskede, Du vil kunne være glad her nede, det er ikke dumt og flovt og ækelt og grimt det Sjælland Du skal bo på – Tankerne kan gå viden om her, og de lave bølgende Høje med Korn eller Skov i vekslende Lys efter Skylagets Beskaffenhed lå så venlige der, så stilfærdig indbydende: Kom ud til os, slå Dig til Ro her, lev Dig ind i vort Liv, Du skal se, der er Fred og Hygge her og Finheder, som gør en Sjæl godt. Det ser lidt småt ud, det vi byder på, men Vennen min, det er ikke ubetydeligt det, som sker her. Det er Menneskers Liv og Strid, dine Frænders, Folk, som holder af dit Land først af alle næst deres eget, og som vil tage imod Dig uden Skygge af Forbehold, som beundrer, hvad Du elsker højest, og som i Stræben og Kunnen står Side om Side med hvad der er dit eget. Tilbage i en Henseende, foran i en anden – lige Børn. Husk, at her i dette bløde Land blev de Soldater født, der kæmpede ved Sankelmark og på Dybbøl,^k640 det er ikke alt mygt, der ser således ud. Elskede, Landskabet var så frodigt, og så var det så ærligt; Amalie jeg havde en Følelse, som lå jeg på Knæ foran Dig og så Dig ind i Øjnene, og at Du så tog mig om Hovedet, så på mig og sagde: «Du er dum, at Du er bange: jeg er jo ikke bange. Her er smukt på sin Måde og jeg er også glad i det. Kys mig og giv mig din Kærlighed til Norge, så giver jeg Dig min Kærlighed til Danmark.» Og jeg blev glad Amalie, rigtig glad, og syntes at de Mennesker jeg var sammen med, var elskværdige og flinke. Jeg vilde ønske, at Du og den unge Fru Hegel blev Venner, jeg tror, at hun er en fin Kvinde. – Du, jeg vil her fordi jeg husker det, sige Dig noget, som gik igennem mit Hoved igår Aftes, da jeg Kl 10 gik fra Banegården sammen med Borchsenius. Vi passerede den store Kafé «National» og den lige over for liggende illuminerede Indgang til Tivoli med Sangerindepavillonen,^k641 vi to var inde i, kan Du huske, og han fortæller mig noget om, at et nyt stort Lokale skal indvies, og i den Anledning anførte han nogle Træk fra et lignende Etablissement i Berlin om Opmarcheringen der af uanstændige Fruentimmer. Mine Ord faldt således som de af og til er faldet lige over for Dig, når Du har fortalt mig et eller andet grimt om en Kvinde med mange Elskovsæventyr eller sligt: der var lige som en Anerkendelse deri. Jeg havde i samme Nu din søde, fortrydelige lille Afart af et Overfald eller en Bebrejdelse over mine Ord i mit Øre. Hvorfor siger Du nu det? Mener Du nu virkelig det, så må jo også det og det være godt således og således. Jeg har altid plejet at blive underlig betuttet, hver Gang Du således har taget mig i Kraven, og jeg har ikke kunnet klare for mig til min egen fuldstændige Tilfredshed. Jeg har lige som beholdt en Frygt i mig for, at jeg dog mulig var noget angreben i min moralske Tankegang, noget «vermoulu», som Lægen sagde til Osvald.^k642 Men det er jo noget Snak Du kæreste, igår stod det fuldstændig klart for mig, hvad det er, det her drejer sig om. Når sådan et Træk af gennemført Letsindighed, af Liderlighed, af Grisseri, af kort sagt noget fra mit Standpunkt forkasteligt, dog aldeles umiddelbart kan fremklade en anerkendende Ytring fra min Side, så beror dette jo simpelthen på, at jeg rent kunstnerisk føler Behag ved det færdige, det ægte, det afsluttede, plastiske. Om det er grimt og moralsk fordømmeligt har jeg jo slet ikke overvejet, det er en Betragtning helt for sig. Det er den kolde, helt upersonlige, beskuende Måde at tage Tingen på, som gør sig gældende, sålænge man ikke har noget levende, noget mere eller mindre interesseret med Sagen at gøre. Billedet af en Skøge, jeg mener selve Skøgen, der går mig forbi, er morsom, er mig til Behag eller det modsatte, alt efter den større eller mindre Fuldstændighed, der er over hende, og så kan jeg i en anden Stemning eller i næste Øjeblik få hele det Skrækkens Billede af en Skøge frem for Tankerne. Men er det en mig kær Person, der er Skøge, kommer den første Opfattelse slet ikke frem, så bliver jeg ikke uinteresseret beskuende. Når Du altså har fortalt mig noget, som havde Karakter af hvad det nu være vil, noget der havde Klang af færdig Støbning, har det moret mig, lige som kan Du huske Krøyers Billede af den hæslige italienske Hattemager fængslede Dig.^k643 Og det er rasende forkert, når Du så uden videre løb mig ind på Livet og gjorde mig bange ved at sige: Men så måtte Du jo også synes om, at jeg var sådan. Det var som om jeg fra din Glæde over den ynkelige Hattemager vilde blive krænket og sige: Men så måtte Du jo også ønske mig så mager, udtæret og skidden. Tør jeg spørge, om denne lange Udvikling er Dig tilstrækkelig Du yndige? Eller skal jeg holde et nyt Foredrag for Dig en anden Gang. Det er forfærdelig længe at vente til Slutningen af Oktober, inden jeg kan få kysset Dig. Længes Du efter at komme ned til mig, Du min Dejligheds Unge? – Jeg var hos min Moder i Formiddag, men da jeg ikke havde dit Billede hos mig, sagde jeg ingenting til hende. Der havde ellers været god Lejlighed, hun var ene. Jeg sad kun og var god Søn og gjorde hende glad ved min Nærværelse, havde jeg båret dit Fotografi på mig, vilde jeg sikkert ikke have kunnet tie. Jeg er meget vis på, at hun vil blive glad. Den Omstændighed, at Du har været gift og har forladt din Mand, vil ikke nedsætte Dig i hendes Øjne, hun er ikke borneret på det Punkt, den Religiøsitet hun har, er forfinet, humaniseret på mange Punkter, det er det dannede Selskabs Religion, der i 1830–50 blev præket af den fine Biskop Mynster,^k644 det er ikke Gisle Jonsons Pietisme.^k645 Nej men dine to store Gutter vil gøre hende forskrækket. Og det er ikke helt underligt. Imidlertid vil alt svinde for den ene Betragtning, at Du elsker mig og jeg Dig, hun vil i samme Nu jeg fortæller og forklarer, i Tankerne tage din Hånd og klappe den, og hendes eneste Følelse vil være Frygt for, at Du ikke skal få Kærlighed nok her nede til Erstatning for hvad Du forlader i Norge. Du er så ivrig på, at jeg nu må indrømme, at det ikke er mig, der har taget fat nu og før men har villet lade Dig gå. At Du er min «Bondemadam». Elskede, hvad før angår, indrømmer jeg ingen Verdens Ting – ja, jo dog på en Måde, det er sandt, der på Dampskibet, men senere holdt jeg Dig fast, da Du vilde gøre det til intet, hvad Du havde vovet Dig ud for. Da var det mig der holdt; det går omtrent lige op. At jeg nu ikke turde foreslå noget – ak Amalie det var desværre kun altfor naturligt. Du ofrer, forlader og giver, det er mig der tager og tager. Min Ven hvor turde jeg være den, der gik i Spidsen her? Jeg synes i Stød, at min Dristighed, som den er, mulig er vel stor. Men min Stump, der var jo ikke levende Råd for andet. To Mennesker som vi har ikke kunnet leve sammen for at løbe fra hinanden. Det var noget Snak, en Umulighed! Du, det var morsomt at se With, da jeg fortalte ham, at jeg skulde giftes til Foråret. Han skvat helt rundt på Stolen men var i samme Nu glad og kom ikke med et eneste dumt Spørgsmål. Det var, som om han straks forstod, at således måtte det naturligvis være. Ja Du har Ret, vor Kærlighed har haft en smuk Udviklingshistorie, den er groet op uden kunstig Kultur, Du er min «Bondemadam», min søde, kække Kvinde. Jeg vilde ikke kunne, synes jeg, konstruere et mere naturligt Forløb, en mere fornuftig Begyndelse, og så fuld af Æventyr den er, min Ven, vi har jo dog vovet efter vore Forhold det mest umulige. Ja Du, det er morsomt at have begyndt som vi har gjort. For Resten Stump, det er mærkeligt, at denne Gang snakker man her nede ikke, så vidt jeg da har mærket, synderlig om, at jeg har været i Norge for en Kærlighedshistories Skyld. De Mennesker, der interesserer sig for mine Anliggender, stoppe ved det Faktum, at jeg er gået fra Morgenbladet. Jeg får ingen nærgående Spørgsmål, og With siger, at man heller ikke spørger ham. Georg Brandes, som jeg efter min Hjemkomst jevnlig har set,^k646 har ikke med en Mine gået mig på Livet; jeg glæder mig til det Øjeblik da vi gør Visit hos ham. Kan Du huske det lille tyske Kvindemenneske,^k647 som Du lod mig sidde og snakke med hos Thommesens? Hun er nu i Kbhvn igen og hænger som en Burre fast ved det Brandeske Hus. Han raser og skælder hende ud, Fruen bærer sit Kors med mere Anstand. Det er et skrækkeligt Fruentimmer. Àpropos Fruentimmer, så kan jeg meddele Dig, at endelig er min Stjerne fuldstændig dukket under Horisonten hos hende den lange Fru Bernhard Olsen,^k648 jeg har ikke set hende siden min Hjemkomst, men With, som lider under hendes Tilnærmelser for Tiden, fortæller mig, at hun har fundet ud, at hun har taget fejl af mig, jeg er kun et ganske almindeligt Mandfolk. Heldigvis! Det er sandt Du, jeg glemte at sige Dig, at efter min Følelse kan der ikke være Tale om, at Du må sætte dine Ben i min Mors Stuer under noget Påskud i Verden. Forinden har jeg sagt hende alt, og Du kommer som den Du er, hendes Svigerdatter. Min lille Pige, er dette ikke rigtigt? Vi vil nu, når Du kommer pines det mindst mulige – tænk nu på ny at skulde begynde med at sige «De». Nej Du Amalie den Oase skal der være, at Du og jeg hos min Moder og min Søster, den gifte, mødes som Mand og Kone, havde jeg nær sagt, som Forlovede i det Mindste. Kan Du forinden sige din Moder hvad Du tænker på at gøre hende for en Sorg? Er Du bange for hvad min Mor skal sige, så kan Du begribe, at jeg næsten ikke tør tænke på at træde frem for din Moder. Hun vil kun meget vanskelig kunne tilgive mig, at jeg fører dig ind i Slid og Slæb; havde jeg været velhavende, skulde jeg nok have klaret mig, så var det kun om et enkelt Indtryk at gøre, nu gælder det en fortsat Bekymring. Og din Broder! – Hør Du, har Du Lyst til at sende mig Hellands Afskedsbrev, som han sad og skrev i din Stue? mig vilde det more at se. Gud forbarme sig, hvor det Menneske vil blive rasende på mig, i al Skikkelighed, tænker jeg mig, men rasende særlig fordi jeg er dansk.

Mandag Morgen

Jeg var i Kasino igår Aftes for at se første Opførelse af «Prinsesse George» med den fra det kongelige Teater flygtede Fru Oda Petersen i Tittelrollen.^k649 Det bliver en af Skuffelserne for With, når vi er gift, så kommer han og jeg ikke mere på Komedie sammen; han plejer altid at have den anden Billet. Han vil for Resten have godt af det, han er for afhængig i sin Dom af hvad jeg mener. Du, det er en af de Ting jeg glæder mig umenneskelig meget til, det er dine Meninger, dine friske Indtryk. Gud véd, om jeg ikke kommer til at rette mig umådelig meget efter din Opfattelse. Du, jeg er lidt spændt på at høre din Mening om «En Hanske». Jeg tror, at Du må synes nogenlunde det samme som jeg. Hvor B.B. dog i Grunden slet ikke har magtet det Spørgsmål. Det ligger som en Klump i Tilværelsen for ham, han har løbet Panden imod det, men det er godt til ham. Hvad ligner det, når man er Digter, at vælge et Stof, hvori man ikke selv har levet. Det var dejligt Vejr igår Aftes. W. og jeg gik så efter Forestillingen ud på Tivoli og spiste der til Aften. Jeg har ikke været der siden min Hjemkomst. Vi sad i en åben Veranda og spiste, Luften var så mild, det var Fuldmåne tror jeg, og Illuminationen brændte så klart og smukt i Farverne; nede ved Kanalen var det helt prægtigt med Spejlingerne i det blanke Vand. Jeg vilde nu på Morgenstunden have skrevet et Brev til Fru Sandberg men jeg får ikke Tid, jeg har så ustyrlig meget at gøre, men snarest mulig må det jo løbe af Stabelen. Jeg har i Sinde at sende hende mit Fotografi, den Taske, for det er hun i Grunden. Du, jeg er naturligvis glad over, at Du synes om mit første Brev.^k650 Å jo, det er jo ikke dårlig skrevet, og det har også interesseret her nede, men egentlig godt er det ikke. Hvad der ikke er ilde, er den Karakterisering af det københavnske Væsen, der lige som tilfældig og fordringsløst løber ind med. Og Brevet er i Grunden skrevet for den Sags Skyld. Jeg vilde give mine søvnige Landsmænd et Stød, puffe opmuntrende til Normændene også, og begge Dele er i al sin Lidenhed vistnok lykkedes. Det andet Brev er en Del ubetydeligere. Virkelig godt er hverken det første eller sidste. Om de spedalske og om Teatret i Kr.ania kan jeg ikke skrive. Jeg véd for lidt. – Amalie beklag mig! På Onsdag skal jeg til et knasende Bryllup, det bliver frygtelig dyrt, hvor skal jeg ulykkelige Menneske tage Pengene fra? For Resten er det et ungt Par, som jeg håber noget af: Maleren Hans Nikolaj Hansen og hans nydelige Brud.^k651 Der vil vi komme. Har Du tænkt på den slemme Ting med vor Selskabelighed, at vi er nødt til at gøre Gengæld? Kan Du klare det Spørgsmål, min yndigste Unge? Jeg tror, at vi i Begyndelsen vil blive bedt en Del ud. – Så, nu farvel Stump. Du må ikke vente Brev fra mig nu i adskillige Dage jeg har for meget at bestille. Jeg elsker og længes!

Din Erik

Tirsdag den 18 September [1883]

Formiddag

Elskede, giv Fru Sandberg indlagte Brev,^k652 som jeg lader åbent for at Du, hvis det interesserer Dig, kan læse det. Men luk det så. Jeg havde i Grunden ikke et Muk at sige hende, men håber, at det Hele nu ser nok så hjertelig og åbent ud. – Jeg venter så temmelig sikkert Brev fra Dig idag, men kommer der intet, vil jeg endnu ikke blive altfor utålmodig. – Du; Er der nu mere end en Måned til vi ses? Ak, tænk Dig Amalie imorgen til det store Bryllup skal jeg være Kavaller for en Dame, hente hende i Vogn, spasere op ad Kirkegulvet med hende, formodenlig have hende til Bords – de Mennesker véd ikke af, at jeg er gift – ja næsten da. Om Du nu havde været her som min Hustru!

Aften

Jeg blev dog ikke lidt skuffet da Klokken blev ¾ 6 og endnu intet Brev var kommet. Så gik jeg ud til min Middag, spiste i en Fart, var melankolsk, gik hen og satte 24 Kr over Styr til en Bryllupsgave til imorgen, blev ikke mere munter af det, gik og tænkte på vort Hus – vi må have 4 Værelser og bo på Østerbro – så så jeg med ét så velsignet venligt et Ansigt, som jeg syntes jeg skulde kende, uden for et oplyst Butiksvindue. Naturligvis et Dameansigt, ellers kunde det ikke være således velgørende. Jeg måtte tænke mig om. Det var en ung norsk Dame (naturligvis var hun norsk, hvor kunde hun ellers se så bundgod ud) fra ombord nu på min sidste Nedfart. Hun rejste i Selskab med en engelsk Dame til Kbhvn. Hun kunde være 25–26 År. Hun var ikke smuk men et mere vindende Smil har man ondt ved at finde. Hun talte ombord med en dansk Herre, hun havde været sammen med enten på Grefsen eller et Sanatorium og fortalte om i hvor høj Grad hun glædede sig til København. Hun havde været der for nogle År tilbage, og aldrig havde hun haft det så godt i sine Levedage. Der kan Du blot se. Nu i Aften kunde jeg på hendes Mine se, at Byen vistnok havde holdt hvad den forrige Gang havde lovet. Tænk jeg måtte næsten holde mig selv tilbage med Magt for ikke at gå hen og spørge hende, om hendes Forventninger var gået i Opfyldelse. Den engelske Dame stod hos. Det var i en Sidegade til Østergade. De så begge to ud, som om de var hjemlig vant, og en Dame må vel også føle sig nogenlunde hjemlig for at gå uden Ledsagelse efter Mørket er faldet på. Kan Du se på min Skrift, at jeg ikke er hjemme? Jeg sidder hos With og skriver i stor Fart med en af hans afskylig hårde og spidse Penne. Du elskede, om lidt skal jeg med ham i Herreselskab – lige nu siger han, at vi ikke må vente for længe med at gå, Kl er ½ 9. Jeg tog, da jeg gik hjemmefra, Brevet med for her at føje et Par Ord til. Her skulde kun stå, at jeg længes og er melankolsk og glad og angst og tillidsfuld. Jeg trænger til Dig, Amalie, trænger så uhyre til at tale med Dig. Jeg er glad ved, at jeg skal ud mellem Mennesker i Aften, jeg føler på mig selv, at jeg er i Humør til at fange Griller. Jeg har slet intet kunnet bestille idag. Farvel nu Du søde i Aften har Du fået mit sidste Brev ikke sandt? Blev du glad ved at føle på Konvoluten, den var tykkere end de foregående Fillebreve. – Nu går jeg elskede – et Kys til Dig!

Din Erik

19de septbr. 83.

Så kom da endelig dit lange brev!^k653 Det var en henrykkelse at læse det. Fru Schjøtt og fru Ullmann var hos mig til aftens, og da jeg kl. ½ 8 modtog det, måtte jeg putte det i lommen til senere. Du er for sød med din bekymring for at dit land ikke skal være skjønt nok. Du kan være ganske rolig, jeg skal nok komme til at elske det; det er jo det land som har formået hvad Norge ikke kunde: give mig min elskede og mit livs lykke. Og desuden jeg har altid havt Danmark kjær, i altfald fra jeg kom til sjæls år og alder; som barn og ganske ungt menneske gik jeg og hadede det, men jeg blev omvendt lidt efter lidt. Og nu, – der er ikke tale om andet end at jeg er glad i det, og vil finde mig vel der, bedre der end nogetsteds i verden, fordi det er dit hjem, og fordi det er der, jeg skal få være hos dig. Du skriver så sødt om alt det, jeg blev rørt derover; ja, du er nu idethele et yndigt menneske, det synes jeg mere og mere for hver en tid der går, for hver en ny fase, der indtræder i vort forhold, for hvert et brev du sender mig. Jeg er så tryg og lykkelig, – der er ikke en gnist af frygt eller tvil i min sjæl, og hvordan det går, så vil der aldrig komme det, aldrig komme en tanke af tvil mener jeg om det var godt og rigtigt det jeg hin nat besluttede. Du ved jeg kan aldrig ønske nogenting af det jeg selv gjør ugjort; jeg kan det ikke, aldrig, fordi at det jeg gjør, – det gjør jeg fordi jeg må, og kan ikke andet. – – Men din lignelse med Krøyers fillede hattemager du'er ikke. For at den skulde slå til, måtte det være din anerkjendende beundring ligeoverfor gode malerier af ryggesløse kvinder, fordærvede fruentimmer, eller udjaskede skjøger, jeg havde klandret. Men det har jeg ikke. Hattemageren nød jeg fordi maleriet af hattemageren var godt gjort. Det var kunstnerens flinkhed jeg stod og så mig glad på; det var ikke hattemagerens fillethed eller degraderede habitus som tiltalte mig – endnu mindre det liv eller de livsvaner som muligens havde gjort ham således. Men når jeg blev stødt over det du taler om, så var det fordi du beundrede de væmmelige gjerninger vedkommende kvinder havde bedrevet, – ja det vil sige væmmelig efter min og mange andres betragtningsmåde. Du kunde sige: «se det er dog flinkt, eller; fanden til dygtigt fruentimmer», når jeg sad og fortalte dig ting som jeg for min del og mange med mig anser for tegn på degradation, åndeligt lurveri og rusk om snusk, og som bedrevet af mig selv f.eks. vilde stemple mig selv i egne øine og i en del andres med som et lavartet og foragteligt fruentimmer. Et er at studse og beundre fordi man gribes af den kunstneriske fuldkommenhed hvormed det hæslige kan være gjengivet, men et andet er at sidde og anerkjende den forvorpenhed, der muliggjør en gradvis synken ned til det der er hæsligt. Eller også må ordene: hæslig, liderlig, væmmelig slet ikke eksistere mere. Og der er jo dem som siger at de begreber som disse ord betegner er lutter fordomme og opspind. Men så langt er jeg endnu ikke kommen, – jeg siger endnu, for jeg ved ikke hvorhen min udvikling kan føre mig – den har ført mig allerede til steder hvor jeg troede jeg aldrig skulde sætte min fod; bare betænk at jeg har været den frommeste sjæl, kristelig talt nogen kunde ønske. Da jeg fortalte dig om den fru v. der Lippes tøilesløshed,^k654 der havde kastet hende – fra hendes tidligste ungdom af – fra det ene mandfolks arme over i det andets uafladeligt, – om de var gift og altså for enhver ærbar kvinde med renhed i villien, en andens eiendom – det gjorde for hende ingen forskjel – så sa'e du: pokker til flinkt gjort, eller sådan noget, – og det er jeg som sagt endnu ikke moden nok til at kunne gå med på. Det er det gamle ord om forskjellen mellem disse der siger: «æd, drik, vær lystig og glad, imorgen dør du» – og dem der siger: bed og arbeid, der her står iveien. Den der beder og arbeider ser andre mål, andre opgaver at samle sin kraft og sine evner om, og både evnerne og målene vokser under troskaben mod sig selv og mod det man har sét som meningen med livet. Jeg kunde blive ved og blive ved, men jeg stopper her – du har allerede kjedet dig over den norske, tunge, dumme rubrikeren eller sådant noget, det ved jeg godt; jeg vil kun endnu tilføie at når dine ord ved disse leiligheder påvirkede mig ubehageligt, og det gjorde de, så var det fordi det hørtes som om alt var dig lige godt, når det bare var helt, når det bare var gjort med fynd og klem så at intet mere stod tilbage. Men hvem ved; – en dag kan jeg måske være sprungen dig helt forbi på dette gebet, hvad jeg gjør det gjør jeg tilgavns – skjøndt nei, – jeg tror det dog ikke.

Dine indtryk no 2^k655 læste jeg siddende på doet ude hos Herman Thaulows på løkken.^k656 Jeg havde ligget der om natten og fik om morgenen, som jeg skulde derud, Morgenbladet rakt ud gjennem vinduet af Ingeborg, der stod og flettede sit hår, og som spurgte om jeg ikke vilde tage min ven, Erik Skrams forfatterskab med mig til tidsfordriv. Det var underholdende, men ikke så godt som det første. Du skulde naturligvis skrive om de spedalske, – du ved meget at sige i den anledning som vilde interessere, forsikrer jeg dig. Og dit indtryk af norsk scenekunst, kunde du også lave mindst en spalte af, hvis du gad. Ude hos Sars's på søndag blev jeg af fru Sars sat til at læse «En Hanske» høit. Hun tvang mig, fordi der var ingen som vilde. Heldigvis havde jeg læst den to gange før, alene og for mor; derfor læste jeg den nokså godt. Fru Sars er så rasende grebet af den. Det er ikke jeg desværre. Jeg kan ikke skrive til B.B. om den som han visselig venter. Erns[t] Sars og jeg var så enig forsåvidt som vi begge sa'e at den slags themaer interesserte os mindre end de helt ud sociale spørsmål. «En Hanske» er hverken en behandling af det ene eller det andet, på en vis rent mislykket. Sars havde netop læst «Over Evne» i manuskript;^k657 han gjengav mig indholdet, og jeg er sikker på at dette vil gribe mig. Du skulde hørt ham tale om «Strandby Folk»!^k658 Tilfældig var han kommen til at læse den – der blev vasket ovenpå i hans og Ossians værelser, – han måtte sidde nede i kabinettet og vente, og der lå på et bord hint berømmelige værk. Hans spot og hån, – det var penge værdt at høre hvor knusende det faldt midt i al hans godslige elskværdighed. Vi lo begge af hjærtens lyst. Stakkels Dr.mann som kan forfalde til sligt – og han skal være Danmarks Vergeland! – sa'e han blandt andet. – Har du så siden skrevet for «Ude og Hjemme»? Du er en tosseper, som ta'er dig nær af sligt – det troede jeg du måtte være vokset fra. Der er mange, og det af dem som skriver bedst, – der altid først skriver dårligt og så udmærket godt, når de gjør det om. Det er som oftest de flinkeste – de bedst – skal jeg bekvemme mig til at bruge hint forhadte ord – begavede, som har det på den vis, – dem som aldrig kan blive rutinemaskiner. Altså går du ganske rolig ivei igjen, og ikke noget snak om at du ikke duer til det stykke arbeide, – det er jeg vis på ikke er sandt, – du duer nok, men der skal arbeide til, man får intet for intet, husk vel på det; nogle vinder frem ved arbeide, andre ved at svire og lide, som Dr.mann f.eks, – men så er det deres måde at arbeide på. – Sent om aftenen. – Jeg er netop kommet hjem fra professor Schjøtts; fruen og jeg læser fransk sammen én gang om ugen. Vi er begyndt med «L'assommoir» som ingen af os har læst.^k659 Den er hvad den er, men alt på jorden blegner ved siden af «Raskolnikow», som jeg nu også læser.^k660 Gud bevare mig for et arbeide der er gjort, for en kundskab og viden dybt og ind og ned i menneskets alle nerver og indvolde. Drukkenboldtens inspirerede prædiken på kneipen – kan du huske den? – jeg bare spør om du i dit ganske liv har læst noget mere gribende godt, – at se hvorledes dette om: Kommer hid i som lide og ere besværede, denne tale om purpurrøde synders tilgivelse, dette tågede, deilige sagn om husvalelse og forsoning, om renselse for syndens søle, hvorledes dette lever og rører sig i den elendige lurvs alkoholiserede hjærne, hvorledes det forløser hans trang til at se sig selv i klasse med masser, der fra evige tider har sin plads og sit navn – det er for vidunderligt rigtigt og godt. – Men det var ikke det jeg vilde sagt. Garborg havde været her iaften for at blive. Jeg blev så lei da jeg hørte det, så sjælden som det går på, var det rigtig fatalt, at jeg ikke skulde være hjemme; nu vil jeg sende bud efter ham en aften med det første. Og så var her kommen et nyt maleri af Boll; aldeles nydeligt, motivet fra middelhavet, udenfor Malta. Jeg kjendte det straks igjen – det er udmærket godt gjort. Hvad skal jeg dog gjøre med denne stakkels Boll – jeg ser ham selv omtrent aldrig – han er virkelig så beskeden, – det er kjedeligt med disse presenter; et visitkort var fæstet ved, på det stod: den 22de august. Han huskede dagen, han. – Du må dog have vidst om at du hin fredag gik fra mig for sidste gang, for hvorfor skulde du ellers skrive i dit første brev fra Kjøbhvn. at du vidste med dig selv du vilde komme til at græde i det minut du stod ene i din stue, men at du på gaden havde været rolig og kunde tænke på andre ting f eks det om at jeg havde ret med hensyn til musikpavillionens beliggenhed, kan du huske? – Hellands brev har jeg brændt sammen med en del andre, som havde hobet sig op på mit bord, ellers skulde jeg gjerne ha'e sendt dig det. – Du må vide jeg forleden dag, da jeg skulde vise mor hvorledes jeg havde det i min hængekøie faldt bardous på gulvet, touget gik tvært af. Mor stod og sa'e: «nei gjør det ikke, touget er næsten over heroppe, du vil falde». «Lantifra!»[sic] var mit svar, og i samme nu lå jeg kladask i gulvet. Jeg slog mig frygteligt på min ene ende helt oppe ved hoften; du skulde se: en stor svær kulsort flæk, og så fik jeg en rasende singlen i hovedet som om noget gik løst. Moderen sa'e at gulvet rystede som i jordskjælv, da jeg faldt. Om morgenen når jeg vågner er jeg endnu læmster efter slaget; det gjør ondt når jeg skal reise mig i den anden hofte også, og i den modsatte skulder, men det er bare læmsterhed, og har intet at sige. Om jeg længes efter dig? – du søde elskede – Forfærdeligt, men dagene går så fort, så fort; jeg er så flittig på så meget, og har tiden optaget fra morgen til aften, så det er altsammen ingen ting, – jeg kan nok holde ud at vente, når jeg bare får høre fra dig ofte. Skriv endelig så ofte du kan, om det ikke bliver så meget om gangen – det gjør ingen ting, – det er min fryd, min eneste virkelige glæde at få brev fra dig, som jeg elsker og tilhører. Før efter den 20de oktbr. kan jeg ikke komme, men ved du at der er knapt mere end en måned tilbage! Imorgen skriver vi jo den 20de. Tænk når vi skal være hos hinanden bestandig, og når vi skal kunne sove i fred uforstyrret ved hinandens side hele natten til den lyse morgen, og gjerne i hinandens arme om vi vil, – det bliver noget det, og det glæder jeg mig mest af alt til. Godnat elskede, jeg er søvnig og træt, men jeg elsker dig over alt i verden. Og tænk at du kan lade være at snorke!

Din Amalie.

[Tilføyelse på side 1]:

Nu får du dette brev fredag aften. Så må du endelig skrive lørdag for at jeg kan ha'e det mandag aften. Længer kan jeg ikke vente, hører du!

[Tilføyelse på side 5]:

Jeg har fået et «Morgenblad» til.

Onsdag den 19 Sept [1883]

Du elskede, igår Aftes da jeg kom hjem, eller rettere Nat, lå dit Brev til mig.^k661 Posten må være bleven urimelig sent omdelt, dine Breve pleje at være hos mig ½ 6, og den var bleven over 6 inden jeg kom hjemme fra. Så dejligt et Brev! Tak Du elskede for hvert Ord. Amalie, der er noget mandigt ved Dig, som jeg elsker og beundrer, noget fyndigt, klart. Over for Dig får jeg af mig selv stundom et kvindagtigt Indtryk. Det er det: min Stolthed lider under, at jeg ingen sikret Stilling har at byde Dig, det gør mig myg i Tanker og Følelser, der er sådan en underlig snigende Fornemmelse som af et Bedrag ved mig. Du véd vist ikke ret, hvad det er at mangle Penge og må dog vist engang få Indtryk af, at jeg er udygtig, siden jeg så lidt er i Stand til at skaffe Penge tilveje. Jeg skulde sidde og passe en lukrativ Forretning, det duede jeg til, så havde jeg Rygstød, så skulde jeg være snil og flink og kunde, tror jeg, skabe Dig en nok så passelig Lykke. Nu pusler og roder jeg og er langsom og dum over enhver Beskrivelse – min egen elskede Amalie, Du får meget at bære over med hos mig i vort Ægteskab. Du elskede, jeg gik imorges efter mit Bad og Frokost til Moderen – for at tale som Du, det lyder så morsomt i mine Øren denne bestemte Artikel ved «Moderen» – og fortalte hende, at jeg havde en Svigerdatter at give hende. Hun græd af Glæde, af Bevægelse, så på dit Billede og tog imod Dig så godt og kærligt, som jeg havde ventet. Til Beretningen om, at Du havde været gift, sagde hun: Enhver Kvinde, som duer noget, må jo i vore Dage næsten nødvendigt være skilt fra sin Mand. Du kan se det forskrækkede hende ikke. Hun var mindre forberedt på, at jeg var forlovet, end jeg havde ventet. Det, hun havde hørt, havde hun ikke lagt synderlig Vægt på, hun havde lige netop erfaret af Emma, der havde sin Visdom fra Frk Zahle, at den Dame i Norge, jeg interesserede mig for, hed Fru Müller. Det greb hende strækt, at Du af Kærlighed til mig vilde forlade dine Gutter, hun trode et Øjeblik, at jeg skulde til Norge. Men jeg antager, at hun selv skriver Dig til. Hun bad, om hun måtte beholde det ene af dine Billeder og var meget glad ved Udsigten til snart at skulle se Dig. Foreløbig var hun enig med mig om intet at sige til Søstrene. Men når Du kommer Amalie, er det jo urimeligt ja næsten umuligt andet, end at Du må tage det på Dig at have Svigerinder, som vil holde af Dig. Du sødeste Ven, ellers er jeg så fuldstændig enig med Dig, at ingen skal indvies i vore Planer. Jeg er ligeså ængstelig for at have andres Deltagelse eller Nysgerrighed på Halsen som Du. – Hvad Du skriver om din Moder har naturligvis gjort mig usigelig glad. Jeg var meget bange for hendes Dom og velsigner nu Amerikarejsen, der er optrådt som min Forbundsfælle. Sig mig, det véd jeg ikke rigtig, om din Moder er meget religiøs. Hvor er det dog godt, at hun synes om min Bog. Det hun siger, at Gertrude ligner Dig, forundrer mig for så vidt ikke, kun at hun er så temmelig ubetydelig anlagt, Du må dog altid have vist et langt bedre Hoved og meget mere Karakter. Du har så ubetinget kun ligget under for det urimelige Opdragelsessystem, man har fulgt overfor unge Piger. Vil Du nu hilse din Moder til Tak fra mig og sige hende, at jeg ikke føler det som tog jeg Dig langt bort fra hende eller dine Gutter. København er nærmere Frederikshald og Kr.ania end til Exempel Bergen, eller i alt Fald ikke længere borte, og går det os blot nogenlunde godt, så vil Afstanden ikke blive følt som noget hårdt. Du min elskede Ven, de skal gå os godt, Du skal se, Du bringer Lykken med Dig. Føl blot ikke det som et Spring, at Du kommer til et andet Land, Du skal se Du kan tjene Norge her nede også. Har Du tænkt på den Mulighed at tage Jakob Alver med Dig? Frk. Knudtzons og de andre Knudtzons venlige Omdømme er jo en prægtig Ting. Tænk, om de havde syntes, at jeg var en modbydelig Person. At vi med Tak må tage imod et Asyl der, er jo selvfølgeligt – kun Du, må det gå af med megen Beskedenhed. Lidt løjerligt er det nu også at sidde som hemmelige eller åbenbare «Forlovede» hos fremmede Folk. Jeg tænker, at vi vil være så pas generede begge to, i alt Fald til en Begyndelse. Nå heldigvis er det delikat tænkende Mennesker, så vidt jeg véd af. Du elskede blot det var Bryllup vi gik til nu om en Måned. Og hvad skal vi gøre af os selv i Vinter? Jeg gruer for at tænke derpå. Du, der er nu igen det, var jeg rig, så fik Du ikke Lov til at rejse ugift fra København. – Om «Hansken» må vi tale mere, Du elskede, jeg synes din Opfattelse lyder lidt stejl. Tidsskriftet har jeg endnu ikke set. Din Drøm!! Hvor jeg elsker Dig for dit Spring i Bølgerne. Jeg må slutte.

Din Erik

21de septbr. 83.

Jeg har to søde, yndige breve fra dig, ét kom igåraftes og ét nu.^k662 Hvorfor vil du dog plage dig med at være bange for udkomme. Jeg siger dig, det skal kunne gå; kun at vi ikke begynder med at indrette os over evne. Vi skal ikke have mere end 3 værelser fordi det er nok; der må være et rigtig stort soveværelse for at jeg kan sidde der og arbeide. Det gjør jeg jo nu her, fordi der er sol, og hele den række af værelser står tom, – der er så øde og ækkelt derinde, jeg gider aldrig være der. Her på soveværelset står mit skrivebord, og her sidder jeg og er flittig om dagene. Fru Ring er allerede indleveret til Tidsskriftet i en meget forbedret skikkelse, og den vil efter al sandsynlighed stå trykt i oktoberheftet.^k663 Så får jeg penge for den, og der kan du se at jeg kan fortjene noget. Men nu er jeg allerede i fuld vei med noget nyt, som jeg skal få endnu flere penge for, men jeg vil ikke tale om det, for det er der ingen lykke med. Hvad jeg fortjener ekstra i vinter, gjemmer jeg til våren. Hvad vil du gå og ængste dig for den simple ting at jeg flytter ned og bor sammen med dig. Jeg skal klare mig og du må jo ernære dig selv, enten så jeg er der eller ei. Du er en stor tusseper, er du. Men som sagt, vi vil være uhyre økonomisk fra begyndelsen af og ingen fast pige holde, det har jeg udtænkt, for det er igrunden så kostbart, og får man én som ikke er at tro, hvad vistnok let kan hænde i Kjøbenhavn, så er det en ren ruin. Jeg vil ha'e et menneske som kommer og gjør hvad der skal gjøres fra morgenen af, og går sin vei når hun er færdig, – der er intet iveien for at det kan gå, – mange gifte par har det på den vis her. Vadsken kan leies ud, og skal vi ha'e fremmede en aften, så kan hun jo blive. Forresten, det vilde være deiligt at tage Josephine med,^k664 for hun er så tro, og så flink, og kunde gjøre alt med vask og sligt, men hun er en meget kostbar pige, og så måtte vi også ha'e et værelse til hende. Sålænge ingen af os bli'er sengeliggende, er der ingen tvil om at det kan gå. Bare ikke gå og vær bange, – det er så dumt, og dertil virkelig umotiveret. Ja, skulde jeg blive sygelig og ikke kunne bestille noget, så det jo slemt ud, men hvorfor plage sig med at forudsætte sligt, – så kunde man jo aldrig vove at røre sig til noget her i verden, og jeg, som desuden er så frisk, hvad skulde jeg få til at blive syg af, jeg? – Og hvor kan du så gå med en «fornemmelse af et bedrag», – du har jo sagt fra, det mangler ikke derpå, – har du kanske skuffet mig med at forespeile mig noget, der ikke er sandt? har du pyntet eller sminket på nogen verdens ting? Og er det ikke mig som har fremtvunget dette? Og hvorfor har jeg gjort det? fordi hvilketsomhelst liv uden dig vil blive mig en jammer og en ørken, og fordi hvilketsomhelst liv med dig vil være mig en glæde og lykke; det ved du jo, og kan du ikke så holde fred? Der er jo ikke tale om hvad vi får at leve af, eller om vi kommer til at sulte eller ei, – ikke for mig ialtfald, – det er kun dette som der er tale om, at vi må holde sammen, og såsom vi ikke kan det uden at gifte os, så må vi gifte os. Den sag er klar og simpel nok, skulde jeg mene. Jeg har aldrig vidst hvad det vilde sige at mangle penge, siger du, – nei, sandt nok, men derfor må du ikke tro at jeg ikke skal forstå mig på tingene, – du skal bare se, – jeg skal blive en gnier, men ikke en ækkel og grætten, men en sød og munter og fornuftig gnier. Jeg skriver i en rasende galop. Vil du vide at jeg har været 5 minutter om dette rabbel. Uhret ligger foran mig på bordet – jeg skal nemlig ud, og kl. er meget mange. Men jeg måtte give dig denne dosis med skjænd, – du stygge dumme gut. Hvor det var sødt hvad du skrev om din moderen; jeg var så bange for hende, – det hjalp ikke hvad du sa'e, – jeg troede du tænkte feil. Der er lettet en sten fra mit hjærte derved, – hun er nu vist over al måde sød, din mor. Men du, – jeg bliver bange alligevel, når jeg skal gå op for at se hende, jeg tør ikke tænke på det, – den tid, den sorg. Det er ikke sikkert det bli'er genert hos Knudtzons. Det kommer an på så meget; jeg har endnu ikke skrevet til Bertha, og svaret på hendes venlighed, men nu gjør jeg det med det første. Farvel elskede, – ved du nu at jeg elsker dig, eller ved du det ikke? Du, som gik og var skinsyg, og gud ved hvad, og var sint på mig, og sa'e at det, var vel det, jeg helst vilde, at du skulde gå din vei. – Nu kan du angre det, nu. Jeg kysser dig 1000 gange.

Din Amalie

Lørdag Aften [22/9/83]

Nej det er for galt, først i Aften den 23 modtager jeg dit Brev af 19. Lad gå, at det ikke er kommet afsted før den 20 Eftermdg, så skulde jeg dog have haft det længe før. Hvad Fanden tænker det elendige Postvæsen på? Og så forekommer det mig, at jeg læser mig til, at Du ikke har modtaget direkte sendt fra mig det Morgenbl. med mit andet Brev. Forholder dette sig rigtigt, så er vi jo inde på, at Breve begynder at gå galt mellem os. En dejlig Historie! Elskede, dette er virkelig uhyggeligt. Siden det lange Brev i Søndags har jeg skrevet to – jeg tror ikke flere, et Tirsdag og et Onsdag. – Holdt, jeg ser nu, at det først er den 22 idag, men alligevel er Postgangen altså nu blevet en Dag længere end i Sommer, det er overordenlig bedrøveligt. Sødeste Kvinde med din lange Udvikling og så dine Trusler om at blive meget værre end jeg. Jeg tror for Skam, at Du gør Dig for ringe Umage med at forstå en Tankegang, der lyder Dig fremmed. Om dette Spørgsmål, hvorvidt den kunstneriske Opfattelse og Nydelse af et eller andet først indtræder, når Tingen er gjort (på Lærred, i en Bog, i Marmor), eller om den allerede er der, i det Modellen går forbi, har en vis AOE Skram skrevet noget ret læseværdigt i Novellen Gertrude Col – nu skal jeg slå op – Side 95–105:^k665 Vær så venlig at læse det efter og se, om ikke det indeholder et Fingerpeg til Forståelsen af hvad jeg har ment. Jeg kan for min Død ikke lide at blive vist uden for «Dig og mange med Dig» – det vil sige Du siger «mig o.m.m. mig» – i Spørgsmålet om den moralske Bedømmelse af usædelige Kvinder. Men rigtignok vil jeg holde på, at selve det rent udvortes Faktum ikke er nok til at skære alle over en Kam. Det er ikke Kyskheden som sådan, der er Dyden så lidt for Kvinder som for Mænd, og der er i selve den Ting, at en velopdragen ung Pige bryder Kyskhedsloven, noget kækt, som jeg anerkender som et Fortrin. Jeg mener, at har jeg kun Beretningen om det rent udvortes, så kan jeg i den Omstændighed, at her er sket et Brud på det højtidelig vedtagne, finde noget at rose. Så kan det gerne være, at Tingen bagefter er gået i Fordærv, eller måske ret beset aldrig har været nogen Ros værd, – fordi alt har berot på Slaphed fra Begyndelsen af – det kan jo først afgøres ved Kendskab til det enkelte Tilfælde. Er hun Frk v.d.L. forvorpen som Du siger,^k666 så skal Du lade være med at antage, at jeg anerkender dette hos hende. Har jeg sagt noget rosende, så har min Tanke standset ved den første korte Iagttagelse, at her var sket noget kækt. Jeg kan ikke begribe, at Du et eneste Minut har villet lade det bero med den Opfattelse af mit Standpunkt, at det var væsenlig forskelligt fra dit. For her er et Kardinalpunkt, om hvilket man ikke kan være uenig, skal man leve sammen. Men ganske vist, der kan indtræde Meningsulighed i det enkelte Tilfældes Bedømmelse lige som ved en Domstols Behandling af en Sag, man véd ikke altid så lige under hvilken Kategori i Straffeloven Tilfældet skal henføres. Men om Principperne i Loven må der være Enighed for at en Forhandling overhoved skal være mulig. At Du nu véd dette og holder det usvigelig fast, at i Æresbegreber kan vort Grundlag ikke være forskelligt. Er Du gal Tøs! Men Du tænker nu også som en løbsk Hest med Vogn bag efter. – Det forekommer mig, at jeg har skrevet til Dig om «En Hanske»,^k667 om den kunstneriske Misopfattelse fra B.'s Side – har jeg ikke? Du nævner Bogen, denne Gang med stor Ro [innskutt: men ikke om Du er enig med mig] – forrige Gang kaldte Du B. i Anledning af «En Hanske» for en Profet. Jeg blev ganske bange. Jeg har læst den om igen. Første Akt er fortrinlig, Resten er jo absolut mislykket. Blot jeg ret forstod, hvad Du og Sars egenlig mener med, at Kunsten skal behandle «sociale» Spørgsmål. Dette er sågu da fra B's Side netop gjort til et socialt Spørgsmål, og deri ligger Forbrydelsen. Havde B. mere beskedent holdt sig til at ville klare Forholdet mellem de to enkelte Mennesker Svava og Alf, så havde han kunnet skabe et Kunstværk, nu har han intet fået færdig. – Du, det jeg har skrevet om i mit første Brev fra Kbhvn, at jeg vidste jeg vilde komme til at græde osv. refererer sig jo, Stump, til min Vandring Lørdag Morgen fra din Gade. Jeg var jo der omtrent ved din Port, så gik jeg min Vej, jeg kunde ikke gå op. Fredag Nat tænkte jeg vistnok ikke på stort andet end at komme hjem og sove. Hør Amalie, den Historie med Hængekøjen gør mig alvorlig bange, ikke håber jeg, at det skal have varige Følger det Slag Du har fået, men for den underlige Halsstarrighed den viser. Allerede jeg sagde Dig, at Tovet var ved at slides over, og jeg måtte imod din Vilje knytte den højre. Du har formodenlig knyttet den ned igen. Jeg selv kan være dristig og hader Frygtsomhed på urette Sted, men jeg ser mig for, og jeg sætter intet på Spil, når jeg kan lade være, og der intet er at vinde. Jeg finder det for dumt af Dig at krybe i en Hængekøje man kan se vil falde ned, jeg kan slet ikke få i mit Hoved dit Motiv til at gøre det. Historien er uhyggelig i mine Øjne, og jeg siger Dig, at sligt vil kunne gøre mig hensynsløs vred, og så er jeg ikke god. Man har ikke Lov til at handle så åbenbart tåbeligt. Du måtte kunne vide, at det omtrent er det modbydeligste Fald der kan overgå En at falde på denne Måde med Ryggen i Gulvet. Jeg er vred på Dig for den Historie. – Raskolnikov er en vidunderlig Bog, Du vil alt som Du læser videre på ny og på ny gribes af Beundring. Det er først senere hen, at en enkelt Indvending kan falde En ind. Blot vi havde læst den sammen! – Nu ser jeg først din lille Randglose om, at Du har fået det andet Morgenblad. Fortæl mig lidt mere om hvad Du foretager Dig fra Dag til Dag. Bor Hermann Th. på Løkken?^k668 Ak, Amalie jeg er ikke ganske vis på, at dette Snorkeri virkelig kan bekæmpes. Men jeg håber jo og skal ærlig stræbe Stump, jeg så i Grunden hellere, at Du glædede Dig mere til vore Dage end til vore Nætter, men det er måske kun i det Humør jeg er i idag. Og imorgen er jeg mulig netop henrykt for den lille Bemærknings Skyld. Jeg har min kæreste Ven skyndt mig at få et Brev i Stand til Dig. Der ligger et Arbejde og venter på mig, derfor får Du ikke mere, Klokken er allerede altfor mange. Men når dette Brev kommer Dig i Hænde, har Du forhåbenlig alt igen skrevet mig til. Farvel altså min sødeste Pige

Din Erik

Onsdag Aften den 26 September [1883]

Min elskede, jeg har gået med dit Gallopbrev med den megen økonomiske Fornuft på mig siden i Mandags Morges^k669 – jeg går altid med dine Breve på mig, til de er besvarede, ved enhver lille Bevægelse kan jeg mærke det knage svagt i min Brystlomme – og jeg har opsat at skrive til Dig, fordi jeg i Grunden hver Dag har ventet et til. Jeg tænkte mig, at Du havde fået Brev i Mellemtiden fra min Moder og straks sat Dig til at fortælle mig det. Nu vil jeg imidlertid ikke vente længer med at skrive, så meget mere som jeg har på Fornemmelsen, at det sidste Brev, Du har modtaget fra mig, havde et Præg af Gnaveri, som helst burde have været slettet ud Dagen efter. Ja jeg er ganske vist noget trykket af vore økonomiske Sager; det har nu måske sin særegne Grund deri, at der er kommet et Hul i mine Finanser, som jeg ikke havde påregnet. Jeg har mistet en Måneds Indtægt fra Morgenbladet, idet man har været så venlig at beregne min Fratrædelse fra 1st August i Stedet for fra 1st September, og det giver mig et Minus af halvandet hundrede Kroner, som jeg netop nu aldeles ikke kan tåle. Jeg har strængt taget Ret til at fordre Penge for August, idet jeg havde betinget mig at få min Ferie betalt, men jeg vil så Fandens nødig have en Pengekontrovers med de Mennesker, særlig E Brandes. Han er smålig, og nu, da jeg har løst Forholdet, ingenlunde opfyldt af, at denne Måneds Efterbetaling vilde være vel anvendte Penge. Jeg får nu at se, om jeg kan få mig selv til at fordre denne Sum – der er jo den Svaghed i min Stilling, at jeg så omtrent havde givet Tilsagn om at skrive, medens jeg var i Norge. Det er modbydeligt at have dette at fidte med, men da jeg er i Baghånden med disse Penge, kan jeg ikke skyde det fra mig. For min egen Skyld generer det mig som Regel kun lidt at leve yderlig tarvelig, Gæld kan jeg kun ikke tåle. Du, jeg tror ikke det er muligt for os at leve uden fast Tjenestepige. Tænk blot på Madlavning. Den har Du da vel ikke i Sinde at tage Dig af – det bør på ingen Måde finde Sted. Spise på Restauration er både for dyrt og uudholdeligt og tilbragt Mad noget modbydeligt og dyrt noget. Vask er en kostbar Historie ud af Huset. Nej min Ven, Forskellen i Udgift ved at have et Fruentimmer nogle Morgentimer og ellers Resten ude af Huset og så en Pige er for ringe til, at ikke den uhyre større Behagelighed ved at have et fast Tyende bør være det afgørende. Heller ikke tror jeg, at 3 Værelser kan gøre det. Men vi får nu se. Alt det taler vi bedre om. Tror Du måske ikke, at jeg har tænkt på, om Du kunde få Josephine med Dig. Har hun mere end 10 Kr i Løn hos Dig? Det var vist det vi måtte give vor Pige om Måneden. Jeg har gået og kigget så småt på et Sted, hvor jeg kunde ønske at vi skulde bo – helt afsides uden Genboer med Udsigt over det nedlagde udmærket smukke Fæstningsterræn,^k670 der nu er omdannet til et stort Parkanlæg, ikke langt fra den egenlige By – men heller ikke det kan det nu nytte at snakke om, Du må selv se, og Finanserne må også være bragt mere på det klare. – At Du har sendt «Fru Ring» i omdannet Skikkelse til Tidsskriftet er jeg både glad og forskrækket over. Du kunde ikke have ladet mig have en Stemme med ved denne Lejlighed? Jeg havde tænkt mig den virkelig færdig udarbejdet – det er den næppe nu. Du må ikke tage mig det ilde op, men jeg er noget bange for din Gesvindighed på det kunstneriske Område, og jeg stoler ikke på dine Konsulenter ved Tidsskriftet, de sluger råt ethvert Bidrag fra Dig. Jeg så forleden et Nødråb fra Irgens Hansen i Dgbl. om æstetiske og andre literære Medarbejdere.^k671 Tror Du Dgbl. betaler nu? Så var det noget for Dig, ikke? Jeg har sendt en Korrespondance til Bladet og spurgt om Betingelserne. Korresp. duede ikke synderlig men var brugelig. Nu få vi se. Min opsatte Debut i «Ude og Hjemme»^k672 – det er sandt, jeg har da for Resten skrevet der før – er fremdeles udsat til det første Numer [sic] i det nye Kvartal. Vil Du tro, at jeg endnu ikke har spurgt om hvilket Honorar man vil byde mig. Bogstavelig hver Gang jeg har talt med Udgiveren har jeg glemt det og bander mig så selv bag efter, at jeg er så dum. Nu er jeg glad over, at det første jeg skrev ikke kom frem; det duede ikke. Når jeg skal være ærlig har jeg i Grunden været i slet Humør i disse Dage, og selv dit yndige, kærlige Brev nu sidst har ikke kunnet sprede Skyerne ret. Alt har været tungt og gråt i mig. I Søndags gik jeg ikke til min Familje, fordi jeg var gnaven og havde ventet på en særlig Indbydelse. Jeg fik kun Afbud fra min Mor, hun var hos Jutta, og der stod ikke, at hun var vis på at også jeg vilde være velkommen der. Så gik jeg ikke af Flekken før om Aftenen, da jeg besøgte Lægen Fejlbergs^k673 – et Hus, hvor vi vistnok jevnlig vil komme. Der kom jeg egenlig på tværs, men nu vilde jeg have det godt, og jeg vilde holde det gode Forhold vedlige, fordi jeg vilde, at de skulde blive glade, når jeg en Gang kom med Dig, og så blev Aftenen hyggelig. Vi talte meget om deres Rejse for 3 År siden i Norge. Den faldt sammen med Kongens Rejse i Telemarken.^k674 De fortalte morsomt om deres Kvaler i den Anledning, hvorledes alle Heste og Rum på Haukeli Sæteren havde været optagne.^k675 Tænk dig Fruen – en lille mager, ikke stærk Dame – havde været til Hest over Haukeli fra om Morgenen Kl 6 og kom i øsende Regn til Sæteren Kl 4 og måtte så køre 2 Stationer videre til Kl 2 om Natten, inden der var tale om Hvile. Så kom de til den sletteste Station af alle Mule, hvor der i Rejsebogen står, at man ikke skal tage ind.^k676 På Vejen havde de talt med Overlæge Danielsen fra Bergen,^k677 han havde siddet to eller tre Dage fast, fordi alle Heste havde stået til Kongefølgets Rådighed. På den sidste Del af Turen i bælg mørk Skov havde hun været ved at falde helt sammen af Træthed i Karriolen. Hun kørte forrest og kunde hverken se eller høre noget til sin Mand og en tysk Herre, der kom bag efter i Kærre. Skydsgutten havde da rakt begge Arme frem «Hvil dig kun og sov, jeg skal synge for Dig» sagde han, og hun fortalte om, hvor underlig Sangen havde lydt der i den mørke Skov; hun sovnede hen, indtil hun pludselig fik det Indtryk, at Gutten blev for kærlig. Så rejste hun sig og holdt sidste Del af Turen ud siddende opret i Karriolen. Er det ikke en ganske morsom lille Episode? Ak Du Søde, det er noget jammerligt noget at sidde og skrive sligt. Det er morsomt når man er sammen og hører det. Ligeledes igår. Jeg var i Folketeatret og så en Folkekomedie,^k678 der særlig for en enkelt Rolles Vedkommende blev spillet uforlignelig godt, ja således, at der ikke var en Indvending mulig. Stykket var ellers tarveligt nok. Du vilde have moret Dig, tænker jeg mig, på samme Måde som jeg, nydt det gode og ladet det slette ligge. Det kan man, når der blot er en eller to, man har fuld Tillid til, og det var der. Folketeatret kan være ypperligt til Sligt. Men jeg længes efter Dig, Ven. Først vilde jeg dog gerne være ude af det Pengeroderi. Skønt nej, det angriber mig kun stødvis. Men jeg synes ikke der er rigtig Hold og Fornuft i hvad jeg foretager mig med Dig så langt borte, og så synes jeg, at jeg er så dum og uduelig. Og så synes jeg en Gang imellem, at Du er helt langt borte fra mig og taler et Sprog jeg ikke forstår. Det er ikke norsk jeg mener.

Jeg elsker Dig

Din Erik

Torsdag Aften den 27 September [1883]

Heller ikke i Dag Brev! Amalie Du sætter mig på smal Kost. Er det Straf for mit gnavne Brev fra i Lørdags. Jeg kunde have fået Svar på det. Der gik samtidig et Brev til Irgens Hansen, og det har han besvaret. Han meddeler mig, at Honoraret er 8 Kr for Spalten. Herregud, det er jo ikke stort mere end Morgenbladet betaler, ja det er vist ikke en Snus mere. Så behøvede de da ikke at have talt i så høje Toner om de Honorarer, der fra nu af skulde falde for ved Dgbl. Du, det er snavs Betaling, en Spalte kan stundom være sur nok at lave sammen. Nå, Korrespondancer er den nemmeste Form af al Journalistik. – Men kæreste Amalie, hvorfor skriver Du ikke til mig? Jeg har ikke set en Stavelse fra Dig siden i Mandags. Min egen elskede Ven, og der må ligge et Brev fra Moderen imellem. Er det ikke en Begivenhed? Jeg er spændt – noget ængstelig – på at vide, hvad Indtryk det har gjort på Dig, hvad min gamle Mor egenlig har skrevet. Jeg er så besynderlig i mit Forhold der. Jeg holder af og føler mig fremmed. Jeg er så angst for enhver Diskussion. Den simpleste Meningstilkendegivelse forekommer mig at indeholde en Misvisning. Kunde Du finde Glæde i hende, vilde det hjælpe mig så umådelig. Den egenlige Grund hvorfor jeg i Søndags ikke gik til Familjen har jeg ikke sagt Dig. Den lå i et Par Ord fra min Moder i hendes Brev: der står: «Jeg er inderlig og taknemlig glad for din Lykke, men efterhånden dukker der for mine gammeldags Betragtninger mangehånde alvorlige og bekymrede Fornemmelser op, og jeg kan kun håbe, at I begge med klart og uhildet Blik har set Skærene og véd at undgå dem på en Måde, hvorved intet af det Bedste for nogen af Parterne går tabt.» Nu idag undrer det mig i Grunden, at jeg på en Måde blev ilde berørt i Søndags af disse Ord; men jeg blev det. De kom også uventet oven på den frejdige Glæde hun viste da jeg meddelte hende, at jeg stod i Begreb med at give hende en Svigerdatter. – Jeg har brugt Dagen i Dag til at læse Schandorphs nye Bog «Et År i Embede»^k679 – han har sendt mig den. Den er langt fra god, nogenlunde kedelig. Og så er der dog meget gode Ting i den. Manden er «begavet», der kan ikke tvivles derom, men ikke samlet, ikke overlegen. – Jeg har endnu ikke læst «Tidsskriftet» med Garborgs Kritik.^k680 Siden jeg ikke er ved Morgenbladet må jeg hente den Slags Læsning i Atenæum,^k681 og der har man først smølet med at fremlægge Hæftet, og senere har jeg ikke kunnet få fat i det. Jeg længes efter at læse det Stykke, der har voldet Dig så megen Glæde.

Fredag Morgen

Jeg har drømt om Dig i Nat, noget underlig uklart noget. Du var her i Byen, men det var mig ikke muligt at komme til Dig. Der var noget i Vejen, som jeg ikke kunde få at vide, hvad var. Du boede et Sted i en smal Gade og skulde flytte, og jeg kredsede der omkring for at finde Dig. Der kom min Moder og fortalte mig, at Du var forlovet med en anden end mig. Jeg traf Dig endelig lige som Du var i Færd med at bære en Kurv fyldt med Syltetøjsglas med et underligt brunt Stof ind i din nye Lejlighed, lige over for den gamle, nogle ganske små Værelser. Der stod tre Herrer, som da de så Glassene i Kurven, vilde købe denne «Likør» – den plejede de at få på dette Sted. Jeg fortalte dem, at der her intet Udsalg var. De gik, og Du satte Kurven fra Dig i den smalle Gang og gik så ind i det forreste tomme Værelse, uden at lægge videre Mærke til mig. Jeg var umådelig alvorlig og gik efter Dig. Der inde spurgte jeg Dig, om det var sandt, at Du var forlovet med en anden. Du så så sød ud, var også alvorlig og trådte lige hen til mig. Så lagde Du begge Armene om Skuldrene på mig, ikke om Halsen men helt nede på Armene og sagde: Ja vist er jeg forlovet, men det kan Du da vide gør ikke noget. Jeg forstod det ikke og vågnede, medens jeg endnu stod og så forundret på Dig og følte begge dine Arme uden om mine Skuldre.

Aften

Intet Brev! Jeg begynder at blive bange. Er Du syg? Er det måske dit afskylige Fald, som nu først melder sine Virkninger? Men Ven, ikke sandt, det vil Du jo ikke lade ske, at jeg skulde være uden Efterretninger fra Dig, hvis Du blev sengeliggende, så at Du ikke kunde skrive og ikke selv besørge Brevet på Posten. Så måtte Du lade en anden gøre det. Nu kan Du jo dog ikke være så absolut bange for at indvi en anden i den Hemmelighed, der om ikke alt for længe skal briste. Men det må Du jo have sagt Dig selv. Syg er Du altså ikke. Kæreste Ven, tænk Dig femte Dags Aften siden dit sidste Brev! Det er for længe, Amalie. Galt er det at leve Dig foruden, skal jeg oven i Købet pines ved i mange Dage slet ikke at høre fra Dig, så bliver Tilværelsen skam ikke lystelig. Jeg lever absolut ensomt. Idag har jeg t.E. ikke talt med et Menneske og således mange Dage. Og jeg bestiller ikke noget videre. Jeg læser, skriver lidt, drømmer adskilligt, Dagene gå uden at jeg rigtig véd hvorledes. I næste Uge med Mandag begynder Rigsdagen,^k682 så har jeg hele Eftermiddagen besat. Så får jeg naturligvis bestilt endnu mindre. Jeg har idag læst Garborgs Kritik. Tænk, jeg synes, han er for skikkelig mod det Heuchske Pludder. For begyndende Tvivlere er der for øvrigt glimrende Bemærkninger i denne Kritik. Som ungt Menneske vilde den have sysselsat mig meget. Nu synes jeg den tager for meget Hensyn. Jeg er begyndt på en Bog af Normanden: Johannes Norman «Fritz Randel»,^k683 den begynder meget lovende. Hvem er den Forfatter? På Bindet ser jeg, at han har skrevet «Til Statsrådstaburetten» og kan huske, at jeg har set en stor Bog med den Titel. Kan Du fortælle mig noget om ham? Jeg er bange for den Dag imorgen, hvis den ikke bringer Brev, og det kommer under alle Omstændigheder ikke før henad 6. Nu vil jeg sætte mig til at læse.

Lørdag Morgen

Elskede, idag hører jeg fra Dig! Der er dog det skikkelige ved at vente, at man endelig en Gang bliver sikker i sin Sag. – Jeg har haft Visit på Morgenstunden af With og har derfor ikke andet at gøre end at slutte Brevet for at det kan komme med Posten. På Mandag er det den første Oktober, så skulde der jo kun være en Snes Dage til at vi ses!

Din Erik

Kr.ania 28de/om aftenen. [september 1883]

Min kjæreste ven, jeg har ventet med at skrive – mandag var det jeg fik dit brev – fordi det slet ikke gjorde mig glad, det brev. Du skjænder og er misfornøiet og lidt spodsk, og så er der en ytring som synes mig noget nær fornærmelig. Jeg gik og stundede efter det næste jeg skulde få fra dig, for så tænkte jeg, vilde hint indtryk forsvinde. Iaften er det kommet, men det har gjort mig meget melankolsk. Det er som om glæden ved din kjærlighed er ganske borte; der slår mig som et gufs imøde af noget jeg ikke kan, eller ikke vover at finde navn på. Bare jeg vidste hvad det bundede i; men det kan jeg på denne lange afstand ikke se. Jeg kan tænke mig to ting: enten har jeg såret og stødt dig ved et af mine breve, mig selv aldeles uafvidende, eller også er det vort forestående giftermål, som piner dig. Det må du endelig sige mig, min ven. Vær ikke et sekund bange for at jeg skal misforstå dine motiver. Du kan tale ud til mig om dette, som var det din mor, der havde bedt om din fortrolighed fordi hun vidste du havde fuld tillid til hende. Du har altid været ærlig imod mig, og du er til syvende og sidst ikke kommen tilkort dermed; lad nu intet afholde dig fra atter at være det; det modsatte, ved du, vilde hævne sig svarligen. – – Jeg fik et sødt, elskeligt brev fra din mor;^k684 det gjorde mig så lykkelig og glad; jeg skrev straks tilbage så godt jeg kunde; men mit blev så dumt og fladt i sammenligning med hendes. – Jeg kan ikke skrive mere; jeg sidder med en trang til at græde som jeg må give efter for. Hvad kan det nytte, sålænge jeg ikke har følelsen af at ligge tæt ind til dit hjærte, og det har jeg ikke nu. – Du, jeg har fået lyst til at opsætte min reise til Kjøbhvn, til engang i nyåret. Det vil af mange grunde blive bedre og rigtigere; da ved vi jo bedre besked om meget af det, der nu står skræmmende i alfald for dig, og derigjennem også for mig. – Du må ikke være sint på mig, men jeg kan ikke mere. Godnat min elskede.

Din Amalie

Søndag den 30 September [1883]

Jeg er meget glad idag, men Du, Søde, er rigtignok kun indirekte Skyld deri. Først det Bedrøvelige. Igår da det lakkede mod den Tid, at et Brev fra Dig kunde komme, begyndte jeg at blive usikker og bange: Sæt der nu intet Brev kom! Og jeg gik min Vej, inden Ventetiden var udløben. Jeg gik for at spise, så havde jeg det at glæde mig til, når jeg kom Hjem, at der lå Brev til mig. Efter Middagen skulde jeg tale med Hendriksen, Udg. af «Ude og Hjemme»,^k685 og da det var besørget, faldt det mig ind, at det var bedst samme Aften at gå til Schandorph, hvem jeg skyldte et Besøg og en Tak for Tilsendelsen af «Et År i Embede». Hele Tiden tænkte jeg på dit Brev, som lå hjemme på mit Bord og ventede på mig. Men det kunde jo være, at der dog intet Brev var, så vilde jeg ikke være hjemme. Jeg blev altså i Byen, fik Hendriksen til at gå med til Schandorphs, efter at vi først havde set «De usynlige» på kgl Teater^k686 – det er ikke alene det af Holbergs Stykker, som går bedst, men i og for sig et overordenlig morsomt Stykke; bliver det givet, mens Du er i Kbhvn, skal vi hen og se det sammen – at gå alene til S.'s, var jeg ikke meget for. Jeg turde navnlig ikke udsætte mig for at komme for dybt ind på en Omtale af den nye Bog. Nå, vi var altså hos S., og det gik livlig og godt. Jeg talte kun til ham om de Ting ved hans Bog, som jeg syntes, at jeg med nogenlunde god Samvittighed kunde rose og brød mig for øvrigt ikke Spor om det, som for nogle År tilbage vilde have været min eneste eller dog min væsenligste Interesse, at S. skulde få den hele runde, sandru Dom at høre, at han kunde arbejde sig ud af sine Fejl. Således går man tilbage i Moralitet. Nå naturligvis drak vi meget Vin, og jeg slufrede det formelig i mig som en tørstig Sjæl – Er der intet Brev hjemme, vil jeg i det Mindste kunne falde i Søvn. Men jeg var glad, der lå jo Brev til mig. Så kom jeg hjem i god Tid, Klokken var næppe over 12, Natten var mild, det regnede fint og tæt. Jeg kom ind i mine Stuer, intet Brev! Jeg véd jeg talte ganske højt med mig selv: Hvad skal dette sige? Hvad betyder dog denne Tavshed? Altså nu kan jeg ikke få Brev før Mandag. Hvad skal Du gøre af din Dag imorgen? Dette er virkelig Synd osv. Vinen hjalp mig dog heldigvis til at falde hurtig i Søvn. Jeg sov tungt til Kl 6, mærkede, at jeg havde ondt i Hovedet, og det lykkedes mig at sove videre til hen ad 9. Op. Min Te var nydt, mit Morgenblad læst, nu skulde jeg ud til Styrtebadet – jeg vandrede frem og tilbage i Sovekammeret, hvad så gøre? I det Humør, med denne underlige Tomhed i Tankerne, med denne Ængstelse – Hendriksen havde bedt om noget fint og kønt i den første Artikel, der er ikke Tale om, at Du kan bringe en Linje i Stand – – dirrr! Ringeapparatet. Det var min Moder med den mindste af Juttas Børn, en Gut, Oluf, på 4 År. Hun fortalte mig, at hun allerede for fire fem Dage siden havde havt Brev fra Dig – «så kønt og godt som jeg havde ventet det». Du véd ikke Amalie, hvor det gjorde godt at høre det. Jeg véd ikke, om jeg var bleven gladere, hvis jeg selv havde fået Brev. Alt blev lyst og godt. Hun havde naturligvis ikke tænkt sig, at jeg var uden Efterretninger fra Dig og havde derfor ikke skyndt sig med at meddele mig noget om dette Brev, det kunde næppe være nogen Nyhed for mig, og omvendt har Du vel ikke tænkt Dig, at vi lever så isolerede, at der går Uger og 14 Dage imellem at vi ses. Du har så, idet Du skrev til Moderen, tænkt Dig, at jeg på en Måde blev delagtig i denne Efterretning fra Dig. Men således går det altså ikke til, min Ven. Du må en anden Gang ikke lade mig sidde således hjælpeløs alene. Ja, det er kun dette jeg har villet fortælle Dig. Jeg har været så glad og lykkelig idag. Jeg besøgte til Afsked den store Udstilling, det er sidste Dag den er åben.^k687 Men dér på kom der mig rigtignok en aldeles afskylig Hovedpine, som endnu spænder over min Pande. Jeg skyndte mig hjem, klædte mig af, gik i Seng for at sove den bort. Det er ikke lykkedes. Jeg har ladet Mad bringe til mig hjemme og vil nu prøve på at sove lidt igen. Uheldigvis har jeg lovet at komme til With i Aften, men det gjorde jeg i Formiddag under Indtryk af min glade Stemning. Men altså Amalie, endnu har jeg intet Brev fået. Dog nu må det jo komme. Vistnok allerede imorgen tidlig. Farvel min yndigste Pige, Du er sød, men i denne Uge har Du været styg mod mig!

Din Erik

Mandag formiddag 1ste oktbr.[1883]

Min elskede, jeg læser med bedrøvelse dit sidste brev, fordi jeg ser hvor såre du har ventet på at høre fra mig. Du, som var så sikker på at skulle få lørdag aften! og så må du jo ha'e ventet lige til på mandag. Vær ikke vred på mig elskede! det var ikke for at straffe dig, men fordi jeg var så bedrøvet efter dit brev. Hvor jeg gjerne vilde tage dit hoved mellem mine hænder, og kysse og klappe, og godsnakke for dig med masser af kjælenavne, for at du skulde smile til mig igjen, og sige at du brød dig ikke om det mere. Men kan du huske før, fra mødet i Sverrige af, og lige til isommer; – da fik vi aldrig mere end et brev om ugen fra hinanden, og nu var det netop akurat en uge. – Så man giver ikke mere end 8 kr. spalten i «Dgbldt» nu. Jeg vidste det ikke, for jeg har på lange tider intet havt med det blad at gjøre. Dengang man aldrig betalte, gav man 10 kr. Så er altså taksten reduceret siden den tid. Får man sine penge så er jo den nuværende ordning alligevel at foretrække. Du, hvad mener din mor egentlig med «skærene» som hun håber vi har sét, og skal undgå på en måde, hvorved intet af det bedste for nogen af parterne går tabt. Jeg kan ikke komme ind i hendes tankegang; jeg kan formode dette eller hint, men sikker er jeg ikke. Hendes brev til mig var så sødt og kjærligt; det var bare elskværdigt fra ende til anden. Jeg fik det forrige lørdag middag, og blev uhyre rørt og lyksalig derover. Så om eftermiddagen satte jeg mig til at skrive til hende, og det gik ikke så gesvindt som ellers, for det var så vanskeligt, syntes jeg; dertil kom at jeg også virkelig var så bevæget. Jeg havde tænkt at skrive også til dig, og fortælle derom; men klokken var bleven for mange; jeg skulde i selskab om aftenen, og måtte klæde mig om. Så vilde jeg gjøre det søndag form. Garborg og Schjøtt fra Fr.hald skulde rigtignok spise middag her, men jeg tænkte nok der blev tid. Men så kom Fritz,^k688 og blev siddende og beklagede og jamrede sig og talte fortroligt – (uf det kjedede mig!) ligetil mine to gjæster kom. Han spekulerte på at blive til middag tiltrods for at han var buden til sin mor. Om aftenen skulde jeg til Thommesens, det var hans geburtsdag, og mandag havde jeg lovet gutterne at tage imod Fritz's indbydelse til at seile ud på båden. Om aftenen da vi kom tilbage, fulgte han og de andre fra seilladsen op til mig; så lå dit brev til mig, det som jeg ikke svarte på, og nu ved du hvordan det er gået. Du, hvor godt du kunde ha'e ligget her om nætterne ialtfald undertiden. Nu forleden da Fritz ganske bardous spurgte om han ikke kunde få sove her, han vilde så nødig ud på båden, vilde det været urimeligt og dumt at sige nei. Josefine gjorde naturligvis straks istand på Vilh's forrige værelse, og der sov han til om morgenen kl. 9 da vi spiste frokost sammen, hvorefter han røg en liden pibe, begyndte at gjøre mig fortrolige meddelelser i anledn. Drachmann og Ingeb.^k689 og gik så kl. omtrent ½ 11. Siden har jeg ikke sét ham. Han talte også lidt om dig, og ytrede blandt andet: «du skulde gifte dig med ham Amalie.» «Hvorfor?[»] spurgte jeg; «åh, fordi i passer sammen, og sandsynligvis elsker hinanden, i ethvert fald véd jeg at han har været rasende forelsket i dig, hvorfor fanden kan du ikke gifte dig med ham![»] Jeg svarte ikke noget egentligt, og så vedblev han: jeg troede så sikkert det skulde sket i sommer, og det troede vi alle, men nu ser jeg jo at det ikke bli'er. Ah, der var så meget jeg skulde fortalt dig, men hvor kan jeg be[sk]rive det i brev. Når vi tales ved får det komme lidt efter lidt.

Du, der var noget i din mors brev, som tydede på at hun frygtede meningsforskjel og sligt, at hun vidste vi havde en modsat opfatning af så meget. Hvor kan hun for det første vide det, og hvad skulde det for det andet vel spille for en rolle? Se nu moderen; hun er meget religiøs (ikke pietistisk, tvert om) og høikonservativ, – men hun er samtidigt et menneske, og der er ingen jeg fornøier mig så godt med som sammen med hende. Moderen ryster vel engang imellem sit hoved til mig, og drager et oprigtigt suk over mig, men mere bli'er det aldrig; disputerer gjør vi ikke. Alligevel ved jeg godt at hun på bunden er meget bekymret over at jeg ikke er en kristen. Men som sagt, forstyrre det gode forhold mellem os, har det hidtildags ikke formået. Vi er for gode kammerater, ser du, og har for megen moro os imellem, og har også så megen overvunden sorg, og fortrolighed fælles. Hun ved til syvende og sidst, at der er ingen hun bedre kan stole på end mig, trods al forskjel i meninger om dit og dat, og det ved jeg om hende også. Derfor kan jeg ikke indse, at det kan spille en så stor rolle for din mor, at hun, før hun endnu har nogen erfaring på det punkt, gider skrive om det. – Ja, din mors brev var en virkelig «begivenhed» for mig, – det er sikkert. – – Jeg ved ikke hvem «Johannes Normann» er;^k690 jeg har dog hørt det engang, men glemt det igjen. Det er vist en gammel embedsmand, hvis jeg ikke husker feil, men han skal være flink. – Nu kommer jo snart Poulsens: «Moderne Damer».^k691 Titelen har han stjålet fra mig. Jeg sa'e ham engang, at jeg havde noget liggende, som jeg med tiden vilde gjøre færdigt, og kalde: Moderne damer. Han blev så henrykt over denne idé, og råbte: «åh for en titel, – den er deilig den titel, – ja, ja – jeg vil stjæle den, – ja, ja!» Og nu har han gjort det. Det er i den bog jeg skal forekomme som en skjønhed med ildrødt hår; vi skal forresten allesammen være der. Gjennem fru Schjøtt hørte jeg at Hegel havde været så ubehagelig, – «ja, ja,» og tvunget ham til at stryge et helt kapitel, og forandre nogle andre. Han er ikke længe om det den karen, – tænk at han alt nu har en bog færdig igjen. Det viser forresten flid og arbeidsdygtighed, men så er det på den anden side sandt, at alt hvad han skriver, helst havde været utrykt. Han ser forresten så sørgmodig og kleinartig ud om dagene. Jeg så ham igår hos Sars's, men jeg taler aldrig et muk med ham. – Jeg synes rigtignok du skulde fordre din gage for august, når du virkelig havde betinget dig at få den for ferien. En anden sag er det, hvis de har stillet op som modbetingelse, at du skulde skrive korrespondancer. Du kunde jo altid gjøre din fordring gjældende, og heller frafalde den, hvis du mærker de gjør klus; så vil de måske få som en fornemmelse af at du er bleven mindre pent behandlet, og blive rimeligere ved eftertidige anledninger. Havde det været i decbr. istedetfor nu, kunde jeg godt ha'e lånt dig disse penge; for da skal jeg sætte nogle i banken. Er Edv. Brandes virkelig så smålig? Fritz sa'e at han var så uhyre under pisken hos Ingeb. Jeg har slet ikke været så gesvindt med fru Ring som du tror. Jeg havde arbeidet meget på det før vi mødtes isommer. Jeg er rasende bange for din dom. Forresten kommer kun den ene halvdel der, den er bleven så svært lang, resten kommer senere.

Din Amalie

Mandag Aften den 1st Oktober [1883]

Kæreste Amalie, min søde, elskede Hustru jeg har fået dit Brev – endelig.^k692 Det er mig, som har afholdt Dig fra at skrive, det er mit Brev fra forgangen Lørdag, der har gjort Dig Fortræd.^k693 Jeg var bange derfor og troede det dog ikke. Jeg vidste ikke, at Tonen deri havde været så styg, og jeg vidste endnu mindre, at mit næste Brev også kunde gøre Dig utryg. Min elskede, stryg de Breve i den Forstand ud af dit Minde, at de holder os fjærnt fra hinanden, det har ikke været deres Mening og det bør ikke blive deres Virkning. Jeg har intet andet Ønske end at blive din i Ærlighed og Sandhed, at blive gift med Dig, at stride Livet igennem sammen med Dig. Ethvert Ord jeg siger eller skriver går ud fra den Forudsætning, har det lydt anderledes, er det imod min Følelse og Vilje, at det er kommet ind deri. At der er kommet Ord ind, som synes Dig «noget nær fornærmelig» er et så sørgeligt Misgreb fra min Side, at jeg står hjælpeløs forskrækket der over for. Jeg véd ikke hvilket Ord det er, kan altså ikke gøre Dig en bestemt positiv Afbigt, kun dette: jeg har aldrig kunnet tænke, at noget Ord i Verden fra min Mund kunde få en sådan Karakter. Men det kommer vel af, at det står skrevet hen hårdt og koldt på Papiret, dets rette Lyd har Du ikke fået. Men altså elskede Ven, der har ikke været en Skygge af Tvivl i min Sjæl om Rigtigheden af hvad vi har besluttet, jeg ser en eneste Vej foran mig, den går med Dig i Ægteskab med Dig, Amalie jeg har i mine Tanker og Forestillinger ingen anden Form for Lykke og Fremgang i mit Liv. Hold nu dog fast ved dette. For mig står det i Grunden, som om vi alt var gift, så lidet har jeg tænkt på nogensinde at rokke ved den Afgørelse, og netop min absolute Ro på dette Punkt har mulig gjort mine Ord drøjere, mindre varsomme, end de vilde være faldne, stod jeg på en Måde uden for det, Du og jeg kaldte vort. Det var mig, som talte jeg om den Misfornøjelse, jeg havde følt, om den Frygt, jeg nærede, til Kameraten i Båden efter at vi forlængst var kommet ud på det åbne Vand, jeg tænkte ikke et Sekund på at vende Blikket tilbage til en Strand, vi for længe siden havde tabt af Syne. Og min Glæde? Elskede, den er så sikker og fast – ja som min Tilværelse er det. Ja netop som den. Den er ikke lutter Lys og smilende Håb, men den er en god Tro. Jeg tror på Dig Amalie, jeg tror på mig selv, det er denne Tro jeg bygger mit Liv på, og det er min Glæde, det vil sige, det er mit jeg. Jeg kan ikke se dette anderledes. Min egen elskede Pige, Du véd, at jeg ofte er såre misfornøjet med mig selv, at jeg dømmer strængt om mine egne Mangler, strængere end Du gør det, at netop denne kære mig selv kan gøre mig mange Bekymringer, men Du véd jo også, at jeg har Tro til ham, Glæde ved mit Liv. Du elskede, det må ikke forfærde Dig, at jeg ser Mangler ved Dig. Elskede, jeg er ingen stor Filosof. Jeg svinger i Stemninger. Jeg er svag på det Punkt, at et enkelt Indtryk tager Tid for at blive indarbejdet i mit jeg, i mit Sind, blive, om jeg så må sige, erobret, behersket af min hele Viden og Følelse, og inden dette er sket, kan der komme Ord frem, som maler mere det øjeblikkelige Indtryk end den virkelige Fornemmelse ved Tingen. Nå, Du havde i dit Brev hin Lørdag på forskellig Måde ramt mig pinagtigt, syntes jeg, og dette Indtryk har jeg givet for meget efter for – jeg er langsom har jeg sagt Dig mangfoldige Gange, jeg må altid have Tid for at være rigtig mig selv. Jeg véd, at det overraskede mig noget det ved Dig, jeg i hint Brev fandt, hvad skal jeg kalde det, selvretfærdigt, irrationelt, selvisk – ukærligt. Ja det er så store Ord og de dækker ikke min Opfattelse, og Du må for alt godt ikke tage på den Del af Ordene, der lyder bebrejdende. Der var kort sagt noget ved dit Brev, ved Dig selv, som i Øjeblikket for mine Hænder blev lige som glat og koldt, jeg kunde ikke gribe trygt og roligt om Dig. Det betyder mit Brev, den underlig usikre Følelse, der betog mig. Men tror Du jeg for Alvor blev bange? Eller hvad tror Du jeg benyttede Dagene derefter til? Jeg arbejdede mit Indtryk ind i mit jeg til en glad og sikker Fortrøstning til, at det jo dog netop vil sige Kærlighed, at man finder hinanden bag det, der først støder, at man hjælper hinanden på to Måder, fordi man netop har Sind dertil, den enes Indtryk bliver rettet udbedret, det forkerte i hans eller hendes Opfattelse tages bort, og den Rest, der så bliver tilbage af rigtigt i Anklageposten bliver det den andens gode Opgave at forandre. Jeg førte den kærligste Klage frem mod Dig, jeg sagde til Dig, at jeg måske var fordringsfuld og tåbelig, men at der måtte være en Rest af noget Berettiget i, at jeg stødtes bort ved noget strunkt og stivt i din Måde at ræsonere på, ved noget for Dig selv alene gående, ved noget i din Følelse, som gjorde Dig helt ene i Verden, ved noget, der netop ikke bøjede dit Sind ind imod den, Du elskede. Ak jeg fæstede mig i Grunden efterhånden slet ikke til det enkelte, der her havde været mig påfaldende, jeg gik og troede på, at netop vor Kærlighed vilde lære os begge at finde Ord, der skulde hjælpe os til tættere og tættere, inderligere og inderligere at leve Livet med hinanden, og jeg endte med ikke at være bange for den Mulighed, at der vilde komme Uoverensstemmelser, som aldrig kunde løses. Men jeg så fremad på vor Kærlighed som på et alvorligt Arbejde, og jeg bad Dig i Ånden ruste Dig med et stort Mål af Overbærenhed, for jeg kunde jo ikke sikre Dig imod, at jeg ikke midt under den Stræben, som jeg priste for Dig og mig, pludselig kunde lige som bryde ud af Banen og tage på Vej med Ord som dem i det Brev Du har modtaget. Og jeg fik en alvorlig Skræk for mig selv. – Ja nu har jeg i Hast – jeg har været nødt til at skynde mig – sagt Dig noget af det, mit Hjerte er fuldt af. Det er dårlig kommet frem. Men kan Du læse min Kærlighed igennem det, min rolige Fortrøstning til Dig, så er det opnået jeg vilde.

– Amalie, det vilde volde mig en aldeles ubeskrivelig Smærte, om Du nu opsatte din Rejse. Er der ikke tvingende Grunde for ikke at komme nu, så bliv ikke borte.

Din Erik

Kr.ania 4-10-83

Min elskede, jeg har ikke kunnet få skrive til dig idag; nu er kl. ½ 12, og jeg er overstadig træt og søvnig. Det har været en meget bevæget dag med besøg og alskens greier fra morgenen af. Iaften har jeg været i en slags literær soiré, hvor «En Hanske» er bleven læst høit, og diskuteret bagefter. Nogle ord må jeg dog sende dig til tak for dit sidste kjære brev, og for det fra søndag;^k694 det var så sødt og godt det sidste (fra søndag); jeg blev i et strålende humør af det. Men jeg er bleven bange for os, – det vil sige for mig, for at jeg ikke skal passe for dig igrunden, ikke skal være istand til at gjøre dig så lykkelig som jeg tror du kan gjøre mig. Det er dog alvorligt og skikket til at vække bekymring dette at jeg uden at ane det, kommer til at gjøre dig ondt, «ramme dig pinagtigt [»] o.s. v. Jeg har vist levet for meget på egen hånd – hele mit liv har jeg jo levet hen uden at vide hvad det vilde sige at elske et menneske, gå op i den ene og smelte sammen til et med ham. Jeg er dog glad at jeg kan forstå din anke på dette punkt; men netop derfor nærer jeg frygt. Når jeg nu gjenkalder mig hint brev i min erindring føler jeg godt hvad det er som har stødt dig. Jeg vil så gjerne lære at blive således i min kjærlighed og mit forhold til dig, som du vil, og som du vistnok er det ligeoverfor mig. Jeg vil ikke være for stolt til at ydmyge mig selv for dig, høre på dig, når du peger på mine mangler, dem jeg har i mig selv og dem jeg har i mit forhold til dig; når du bare kan være tålmodig og ikke opgive en eneste smule af dit håb og dine fordringer til mig. Men siden forrige mandag er der listet sig en tvil ind i mit hjærte, for det første om det måske dog ikke var overilet handlet af mig at fremtvinge dette, for det var jo mig som fremtvang det, et ægteskab er en forfærdelig alvorlig ting, ikke havde jeg troet at jeg nogensinde skulde komme til at indlade mig derpå. Og for det andet, om du virkelig ikke er bleven overrumplet af mig, om du ikke når det kom til inderste og sidste stykke helst vilde slippe, om du også har mod til at bære et ægteskab, og specielt et med mig. Det er dette som spøger i min hjærne om dagene; jeg var så sikker som fjeld fra begyndelsen af; men ligesom jeg havde kraften til at være det, kunde jeg ha'e kraften til at træde tilbage, og jeg vilde gjøre det, uden at der blev igjen i mit sind et fnug af uvillie eller bebreidelse mod dig, du elskede. Det var derfor jeg vilde opsætte mit komme for at vi begge skulde prøve os bedre, blive sikrere på os selv. – Alt det økonomiske kommer for mig langt nede i rækken; jeg nærer ikke spor af frygt på dette feldt; og det er ikke fordi jeg er dum og letsindig; det er fordi jeg har tro til dig og mig, og ved at vi må kunne klare os her. Du ved der kom uoverensstemmelser af og til, misstemning og rivninger, da vi var sammen; men jeg syntes altid det havde så uendelig lidt at sige, fordi min kjærlighed til dig, og min lykke ved dig var så uendelig overragende over dette, så fast og sikker, at jeg ikke kunde ængste mig. Så tænkte jeg jo dengang heller ikke på at vi skulde leve livet med hinanden; jeg tænkte slet ikke overhovedet når jeg var hos og med dig. Godnat min elskede, jeg længes efter at lægge mit hoved op til dig og høre din stemme tale til mig. –

Din Amalie

Fredag Efrmdg den 5 Oktober 83

Min egen elskede Ven, idag er det Fredag, og jeg har ikke skrevet siden i Mandags, jeg har lige som Følelsen af at have forsømt noget Dig vedrørende, men det er kommet af Travlhed og anden Forhindring. Dit søde Brev af i Mandags^k695 har jeg og vil først og fremmest besvare det. Det er sandt, jeg drømte igen noget besynderligt om Dig i Nat. Du havde sendt Mo'r et eller andet; med Pakken fulgte et Brevkort, formet som et temmelig stort Stykke let Pap, knækket over på Midten og derpå var på engelsk skrevet en Underretning til mig. Jeg blev nævnt som «han», og der stod noget om, at jeg naturligvis måtte finde mig i de Dispositioner Du traf. Det var urimeligt at stille den Fordring til Dig, først at undersøge mine Ønsker, «det med Giftermålet er jo dog ikke afgjort». Det var ikke din Hånd, der var på Brevkortet, det var store grove Bogstaver, men jeg vidste, at Du havde skrevet det, og jeg vidste også, at jeg ikke vilde få noget andet Brev fra Dig. Jeg havde ondt ved at forstå alle de engelske Ord, men jeg læste dem tydelig nok og i Morges skulde jeg have kunnet gentage den hele Epistel. Det var sikkert rent splittergalt engelsk. – Du Amalie, nu må Du virkelig snart sørge for, at Du bliver sødere i mine Drømme. Hvorfor skal Du pine mig i dem? Jeg længes aldeles umådeligt efter Dig efter at se og høre Dig, efter at tale med Dig, dette Filleri med Breve er ussel Kost og giver oven i Købet Anledning til Misforståelser. Ligger der nu ikke en sådan en og ruger imellem os? Denne forfærdelige Plan med at udsætte din Rejse er da vel falden til Jorden igen, vil jeg håbe? – Men nu dit Brev! Du spørger hvad Mo'r – jeg er fra Barn vant til at kalde hende Mama, og skønt jeg synes det er tåbeligt, kan jeg næsten ikke komme ud af noget andet Navn – har ment med «Skærene». Jeg gættede lige som Du i Blinde til i Søndags, da det fremgik af hendes Ord, at hun havde tænkt på dine Gutter. For hende har «Kærlighed» i Grunden aldrig haft anden Form end den mellem Forældre og Børn og mellem Søskende indbyrdes; hun kan til syvende og sidst ikke forstå, ikke virkelig føle med, når Talen er om Kærlighed mellem Mand og Kvinde. At Du altså kan vælge at følge med mig frem for til Dagenes Ende så vidt mulig at blive sammen med Gutterne, må for hende inderst inde blive en Gåde. Hun forstod mærkelig nok i sin Tid bedre end jeg, hvad der foregik i Søster Juttas Sjæl, da hun på Rothes Frieri rask væk havde svaret nej; det var ja, der var ment. Men hun har i dette Ægteskab, hvis Forløb er foregået så nogenlunde under hendes Øjne, fået at se i sin Datter en Gentagelse af sin egen Natur, og det må have bestyrket hende i Forestillingen om, at dette med den usvigelige Vished om, at man vil sammen, er uholdbar Grund at bygge på. Hun tror på Børnene i et Ægteskab, men længere går hendes virkelige Overbevisning ikke. Det er altså den erotiske Side af Ægteskabet, der alle sine Dage har været hende en lukket Bog. Det blev tilsidst et stygt Forhold mellem hende og min Fader. Da han mistede sine store Indtægter, blev Hjemmet opløst,^k696 og hos Mo'r begyndte en længe tilbageholdt Bitterhed at give sig Udtryk. Det er det eneste Punkt i hendes Liv, hvor der har været noget hårdt og hjærteløst rådende, ellers er hendes Sind snarere overdreven følsomt. Hun er overordenlig kærlig. Nu til Spørgsmålet om hvad Rolle de forskellige Meninger i religiøs og politisk Henseende vil spille. Min sødeste Ven, jeg er meget spændt på det Punkt, om Du virkelig skulde kunne fylde den Kløft ud der findes, med din Elskelighed. Det måtte så netop også være ene Dig, der kunde gøre det. Og jeg ønsker sidst af alt på Forhånd at betage Dig Modet, men mig er det unægtelig ufatteligt, hvorledes det går til. Jeg standser ved den tredje fjerde Sætning nu i enhver Samtale om, havde jeg nær sagt, et hvilketsomhelst Emne, så ser jeg en uoverstigelig Skranke rejse sig mellem vore Anskuelser, en fuldstændig Umulighed for at føle og tænke ens om nogen Ting i Verden. Da jeg var ung, kæmpede jeg med de iltreste Ord for at overbevise, føre på nogenlunde sund og fornuftig Vej, og uden Virkning var disse mangfoldige Disputer ikke – ja det vil sige, man bøjede af for mig – nu siger jeg helst ikke et Muk, hvor Uoverensstemmelsen begynder. Jeg kender på Forhånd det håbløse for mig i at nå et Resultat. Du må jo huske, at det er ivrige, religiøst gennemarbejdede Mennesker med et stærkt udviklet intellektuelt Liv. Min Søster Henriettes Ros som genial Historielærerinde går over de tre nordiske Lande – bogstavelig –; jeg talte for nogen Tid siden med en yngre Dame, der havde været hendes Elev og også stemmede i med Lovtaler over hende, skønt hun nu var helt og holden Fritænker. Hun fortalte mig, at Henriette uden at blinke havde anført som Grunden til, at Carthago ikke gik sejrig [sic] ud af Kampene med Rom, – en Spådom i det gamle Testamente. Og i det hele var Gud og Kristus og «Ånden» og det gamle og ny Testamente uafbrudt med i hvad der så foregik i Verden. Da Mama havde læst Gertrude C., bad hun til Gud for min Sjæl. Ser Du det er ikke lette Forhold.

Lørdag Aften

Så langt kom jeg igår, så svigtede jeg Dig for en Forelæsnings Skyld på Universitetet (om social Ethik), hvis Art jeg gerne vilde lære at kende, om det var noget jeg burde være Tilhører ved i Vinter, og for et lille Selskab hos Arkitekt Bindesbøll eller måske rettere Professorinde B., han, min Bekendt, bor hos sin Moder.^k697 I det Hus vil vi nu næppe komme, mit Bekendtskab til dem er temmelig flygtigt, imidlertid sad jeg som sædvanlig igår Aftes og målte alt med Dig ved min Side. Og jeg kom til det Resultat, at Du vilde have haft Glæde af at være med. Den gamle Professorinde er munter og frisk, to Døtre, hvoraf den ene er overordenlig dygtig.^k698 Hun er Deltager i eller Bestyrerinde for en Forretning med Kunstbroderi, har meget at bestille og arbejder med en noget doktrinær men overordenlig samvittighedsfuldt udviklet kunstnerisk Smag, véd Besked; Sønnen er en Særling, en Buldrian og meget styg, særdeles kundskabsrig og kritisk. Der er en god kunstnerisk Tradition i det Hus – Faderen har bl.a. bygget Thorvaldsens Musæum^k699 – Tonen er munter, det er noget af det København, jeg lider bedst. Det har Rod i nogenlunde den Åndssfære, jeg er opdraget i – det vil sige mere frigjort, mere inde i Nutiden. Der var en lille norsk Frk Aschehoug til Stede,^k700 som talte rent dansk, underlig nok, begge Forældrene er vistnok norske. Samtalen drejede sig hovedsagelig om det Spørgsmål, hvorvidt vor Tid kunde siges at have sin egen Stil, eller om den bevidste Bestræbelse hen imod en korrekt Genfremstilling af tidligere Stilarter, ikke netop udslettede Begrebet «moderne Stil». Jeg holdt på, at Eftertiden vil finde en «Stil» også i det, vor Tid bygger og laver. Vi talte også om Werenskiold;^k701 jeg søgte at hverve Tilhængere for, at han i én bestemt Retning er Nordens første Maler; i Evnen til at male Frilufttonen, at få sine Figurer til at stå i en Masse, i virkelig Luft, ikke i det tomme Rum. Så strejfede vi også ind på Spørgsmålet, om ikke Trækonstruktionen har ligget til Grund for al Byggekunst osv. Du, vilde Du ikke, tror Du, kunne have haft det nok så godt i dette lille Selskab? Sig mig, min sødeste Ven, om jeg er kedelig, når jeg således gør Forsøg på at meddele Dig, hvad det er jeg lever i? Jeg vil jo så gerne have Dig med ind i alt, og der foregår nu ikke den simpleste Ting i mit Liv, uden at jeg tænker på, hvorledes Du vil opfatte det, når Du er med i det, sidder midt i det. Når jeg går på Gaden, spørger jeg mig selv, om det vil forekomme Dig trykkende og kedsommeligt at vandre i disse Gader, eller om Du vil kunne more Dig ved de utallige Småiagttagelser, der der er Lejlighed til at gøre, om Du vil kunne falde således til Ro her, at de forskellige Gaders Fysiognomi uvilkårlig bliver Dig påfaldende, om Du vil kunne dele min Smag i Retning af at finde Underholdning i Småting, helt ligegyldige Sager, ikke just gøre dem i Ord men komme i en Slags udparcelleret Stemning fra Gadehjørne til Gadehjørne. Eller måske slet ikke det. Noget helt andet. Min yndige Pige, Livet forekommer mig til Tider så rigt, at stirre på mig med så vidunderlig mange Øjne, som alle indeholde en Gåde, der fanger Opmærksomheden fra Nu til Nu. Mest af alt tænker jeg på som noget herligt, at Du en Gang skal blive så gammel i Gårde her nede, at alt er Dig trygt og på en Måde kært, selv det, Du ikke lider. Således går det jo i Grunden mig. Jeg finder Kbhvn grim, utålelig på en vis Måde, og så mærker jeg, at jeg egenlig træder på hver Sten med et hemmeligt Behag. Ja det er, når jeg er i den menneskevenlige Stemning. Det hele kan også hvile som en Byrde på mit Humør. Men jeg snakker Dig vist for meget om ingenting.

Søndag Morgen.

Du elskede, jeg fik dit Brev igår Aftes. ^k702 Jeg skulde ud og kunde ikke skrive mere. Nu til Morgen bliver der kun Tid til to Ord. Jeg tror ganske sikkert og fast, at det ingen Fare har med os. Gik vi gladelig uden Spor af Begreb om den Opgave, vort Ægteskab stiller til os begge, ind i dette, kunde Sagen mulig være betænkelig, men når vi to fornuftige Mennesker elsker hinanden og véd, at dette betyder en Udvikling, et Arbejde sammen ud ad til og ind ad til, hvorfor så frygte? Er Uoverensstemmelserne så store? Jeg tror det ikke. Min elskede Pige, føler Du din Kærlighed til mig varm og inderlig som da Du besluttede at ville være min Hustru, tror Du med samme Styrke på, at jeg kan gøre Dig glad, så frygter jeg ikke. Det vil sige jeg frygter ikke for mit eget Vedkommende, for at min Glæde ved Dig ikke skulde være inderlig og stærk nok til at tage adskillige Dravater af Skuffelser, der komme og gå. Men naturligvis må Du være rustet på samme Måde. Du skal være forberedt på at bære din Kærlighed uskadt gennem en gold Egn. Den må have megen Livskraft, må ikke banke i dit Blod alene, den må sidde til Højbords i hele din Natur, i hver Tanke, havde jeg nær sagt, må være det stolteste Du ejer og det blødeste, og den må have en Evne til at fordre lidt og ville meget, samtidig med at den ikke giver tabt for noget som helst Fusks Skyld. Min elskede Pige, det er kun dette Ene: tro, at Du står ved en Begyndelse, når Du gifter Dig, ikke ved en Afslutning, så mødes vore Tanker og vor Vilje. – Men kom ned til mig, elskede, efter din første Bestemmelse, det forekommer mig aldeles forkert at tale om os selv på denne Måde på Papiret. Der er ingen ret Vejledning i nu at sidde hver for sig. Elsker Du mig Amalie, så vær tryg, men Du skal elske mig med Ømhed og Forstand. Men det gør Du jo, Du sødeste Kvinde på Jorden, hvad er det for noget Tøv vi snakker om. Du skal komme til mig efter din første Bestemmelse. – Så nu kom der et Menneske! Farvel Du elskede jeg venter Dig

Din Erik

Kr.ania 8-10-83.

Jeg gik og ventede brev fra dig på lørdag; så kom der et på façon som dit, men så var det fra en herre her i byen, som jeg fra engang i tiden skyldte mit portrait. For at minde mig om det, sendte han sit eget en gang til; du kan tro det var en modbydelig skuffelse. Så imorges (mandag) kom Jakob Alver med et på samme façon, og mit hjærte begyndte at stormbanke, men så var det fra Elisa Knudtzon; først iaften fik jeg dit, du elskede; det er forfærdeligt at gå og vente og intet få; især før klokkeslettet er omme, og man har fået den forfærdelige vished. Elisa skriver forresten om at jeg ikke burde reist overland med dig;^k703 folk har snakket en masse om det; hun er ærgerlig på mig fordi jeg har gjort noget, hvorved jeg har givet dem anledning til at tale tvetydigt om mig, og vred på dig, at du kunde vilde kompromitere mig således, «for det vidste han meget godt at det vilde». –»Jeg, som altid har været så stolt af dig, – hvad skal jeg nu svare, når de kommer og taler ubehageligt om Dig?» – hun taler sig ganske hed og skjænder fordi jeg ikke havde sagt det til hende i forveien – «så skulde du ikke fået lov». – – – «hvad er det Skram tænker på, – tror han sligt går an med en, som dig, – uf, det er skammeligt af ham, [»] – – «ja, hvis i ikke er forlovet allermindst at sige», – – – – – – – «du er meget for smuk og bedårende til at kunne gjøre sligt, og det ved han udmærket godt – – – Knudtzon skriver også om det til dig, – han siger: at hun ikke tænkte på sine gutter» – – – Naturligvis, – det kunde jeg så godt vide, – det forundrer mig ikke en smule, – jeg har fået det før fra flere hold herinde også, – og det er som et dryp af noget koldt på min næse for hver gang; så ta'r jeg lommetørklædet og tørrer den af, og så er hele fornemmelsen vække. Forresten, havde jeg vidst at vi skulde blive gifte med hinanden, kunde jeg gjerne la'et det være, så var vi gået søveien, men dengang da jeg nærmest troede vi snart vilde være skildte for dette liv, kunde jeg ikke nægte mig den glæde det var, at reise gjennem landet med dig. – Du, som ligger og drømmer om mig om nætterne, – sådanne idiotiske drømme, den med sylteglassene var forresten morsom – hvad er det dog som går rundt i hovedet på dig, – nei så kan jeg gjøre det bedre, – hør nu: igårnat (ja du husker vel dengang på skibet, da jeg endte med at springe i vandet, fordi «han» ikke var dig) – altså igårnat sad jeg sammen med Kathinka Heiberg (min ældste og bedste veninde) helt oppe under taget i en trang liden loge i det kgl. theater i Kjbhvn. Vi så et stykke med sang og pistolskud, og helt nede på gulvet sad du ved siden af Edvard Brandes (i drømme kjendte jeg ham, skjøndt jeg aldrig har set ham) og talte og hviskede en hel del. Jeg så dig ¾ profil, og viste Kathinka dig som betragtede dig i min kikkert og sa'e: hvor pen han er, du. Jeg var så henrykt og stolt af dig, vilde gjerne du skulde opdage mig, – jeg var kommen derned uden dit vidende, – men følte samtidigt ængstelse for det øieblik du skulde få øie på mig. Pludselig tog E.B. en kikkert og gav sig til at se rundt om, også op til os; derpå puffede han dig på ærmet, pegte op på mig og jeg kunde se at han spurgte om du vidste hvad det var for en. Du tog kikkerten, vendte dig om til vor kant, og efter et sekunds forløb gav du den tilbage; reiste dig hurtigt og løb ud uden at svare ham et muk. Jeg så at han stirrede skrækslagen på dig: «Han kommer herop», sa'e jeg til Kathinka, – vent nu bare, og straks efter stod du i døren. Jeg for op og styrtede om halsen på dig, for alle menneskers åsyn, – det gjorde jeg, – du som lader dine drømme bagvaske mig således. Du tog mig om livet, og formelig bar mig med dig ned over trapperne ud på gaden. Der tog jeg mig til hovedet, og huskede mit overtøi. «Lad det være, – hvad pokker kommer det skidt os ved», sa'e du ganske vred. Jeg blev ærgerlig, og spurgte om du vilde jeg skulde gå barhovedet gjennem gaderne? «Ja vist, du halstarrige menneske», sa'e du og greb mig hårdt i armen. Men min forværks kåbe, – jeg kan jo ikke gå fra den, råbte jeg og rev mig løs, – sprang et par trin op i trappen, men fik pludselig en lammende skræk for at ha'e gjort dig vred, – vendte om, gik hen til dig, slukøret som en liden hund, tog dig frygtsomt i hånden og sa'e: [«]du kan vel skjønne at det hele var spøg, – tror du jeg bryder mig om nogen kåbe, jeg.» «Så kom da», – sa'e du halvt formildet, – nu kjører vi ud til Amund Helland. Vi så gjorde, men da vi kom op til A.H. var det mine værelser, og inde i kabinettet var der placeret et langt bord med en hvid dug på, og på denne sad en kjæmpemæssig rotte, og tænk dig hvor underligt, – i samme nu vidste vi begge at den der først kom indenfor tærskelen måtte dø af rotten. Jeg gjøs et øieblik heftigt tilbage, men pilsnart besindede jeg mig, puffede dig bagover, og løb frem. «Amalie!» råbte du med en ubeskrivelig angst i stemmen, – «vil du gå tilbage!», og i samme nu havde du armene om mig, og stødte mig så langt indover fra den grufulde tærskel, at jeg vidste der ikke var tale om at komme dig i forkjøbet. Så vendte du dig lynsnart om og gik over tærskelen; der stansede du et sekund, kyssede på fingeren til mig, og var i samme nu dræbt af rotten. Spørg mig ikke om det var en lise at vågne i det samme og vide at det var løgn. Jeg græd af glæde, og af kjærlighed til dig som var gået i døden for at redde mig, – indtrykket var så friskt, og det forholdt sig således at en af os, men kun én, af en eller anden grund måtte og måtte blive et offer for den djævelske rotte.

Tirsdag morgen. Dit sidste brev er så elskværdigt, – jeg læste mig så glad på det, men du skriver i det heletaget på en anden måde end før. Jeg kan ikke mere mærke at du er det mindste forelsket i mig, og det kunde jeg før næsten på hvert eneste brev. Men derfor er det jo ikke sagt at du hænger mindre ved mig nu. Jeg er nysgjerrig på at se, hvorledes jeg vil føle det når vi atter sés – jeg skal nok straks mærke om du elsker mig ligesåmeget som tidligere, eller hvordan det egentlig hænger sammen med dig. Og så kommer jeg alligevel nu, siden du ikke også finder at det var bedst om jeg ventede. Det var det som gik rundt i mit hoved: hvis det nu virkelig forholder sig således at han ikke er ligeså sikker lige ind i sjælen som du, på at det er det eneste rette i alle dele at giftes med dig – (dine breve var så underlige) så er det dog bedst at jeg ikke viser mig dernede, ikke kommer tilsyne for hans mor; det kunde jo dog hænde at det gik overstyr, hvis jeg f.eks. bare fik vished for at min tvil var grundet, så vilde det være uigjenkaldelig afgjort i samme nu. Men dette at du endelig vil jeg skal komme nu efter min første bestemmelse viser mig, at du i altfald selv tror på, at der ingen tvil eller usikkerhed er hos dig, og så er jeg fornøiet. I modsat fald tænker jeg nok at også du vilde finde det bedre at jeg opsatte mit komme, til du havde mere greie på dig selv. Uf, jeg har igrunden gået og lidt så ondt under denne kvalfulde tvil, men ikke været vred på dig eller selv misfornøiet med dig, ikke et øieblik min elskede! Men så kommer jeg altså; når kan jeg ikke bestemt sige, – nu skal jeg flytte ved du i slutten af denne uge, og så går der altid en tid hen før alt er ordnet. Jeg husker ikke om jeg har sagt dig, hvor jeg flytter hen, det er i St. Olafsgade 11 B. anden etage,^k704 meget penere værelser end her, og naturligvis meget mindre leilighed. Nu bli'er det bare os tre, så kan du vide vi ikke behøver alle de værelser. Jakob Alver reiser idag tilbage til bedsteforældrene.^k705 Vi er alle så benauede og Jakob selv ikke mindst. Jeg har ikke villet ymte et ord om at beholde gutten, så stor lyst jeg endog kunde havt dertil. Fru P. har jo havt ham siden moderen døde; da var han 1 ½ år gammel, og hun hænger ved ham med en afguderisk kjærlighed. Hvis hun ikke fik ham, tror jeg hun døde af sorg. Så er det jo også dette, at hun har været så angst for min påvirkning; hun er meget kristelig og fanatisk høirepolitisk. Det var det som var det værste. Det er forresten synd på gutten; han vilde havt bedre af at blevet [sic] hos mig, – synes jeg da – og Vilh. havde også helst sét det; det ved jeg med vished, men siden han ingen bestemmelse efterlod sig derom, får det gå sin gang. – Det var godt jeg fik vide hvad «skærene» betød. Jeg har studeret så på det. Hvis jeg ikke havde truffet dig, vilde jeg heller ikke kunnet forstå at man kunde forlade noget så kjært som sine egne børn for en mands skyld. Jeg begriber såre godt din moders følelser og raisonnement på det punkt. Men jeg er ikke i tvil om at det er ret gjort af mig. Jeg siger som «Nora», rigtignok i en hel anden forstand og ud fra andre forudsætninger: «jeg tror at jeg er først og fremst et menneske»^k706 – og dernæst mor for mine gutter. Jeg har i så mange år levet bare med dem, og med min livsplan lagt udelukkende på dem, – nu er tiden kommen at jeg skal få leve lidt for mig selv, det vil sige for dig, som jeg elsker. Gutterne er desuden nu så store at verden snart vilde ta'e dem, – så sad jeg der, jeg, nei, det er ikke sandt, – de vilde aldrig ladet mig sidde der i den forstand, men bestandig havt mig til en vis art kammerat. – Nu er jeg også spændt på at se om det bliver så vanskeligt at finde glæde i hinanden for dine og mig. Jeg kan ikke tro det. Hvad der hjælper mig lidt er nu det at jeg kan så forfærdelig godt, så aldeles til bunden ud og ind forstå en der tænker og er kristelig. Når jeg altså sidder og taler med en sådan, føles det aldrig af ham eller hende som om der manglede forståelse fra min side; jeg har heller ikke imod de kristne specielt; jeg har imod fuskede, vrøvlede, ækle mennesker, enten de er kristne eller fritænkere. Når jeg bare forstår et menneskes tankegang, og finder den grei og konsekvent, så generer forskjelligheden i livsbetragtning mig ikke. Og således er det på det politiske område også. Bare jeg forstår, hvorledes det går til, at de har den eller den mening, så irriterer det mig ikke længer. Husker du når jeg tog Heuch en smule i forsvar,^k707 hvor vred du blev. Der er dog ingen tvil om, at det var noget af en virkelig forståelse af manden, der bragte mig til at lægge et ord ind for ham, om jeg end hidset ved dig sa'e mere end jeg strengt taget vilde vedkjende mig. Du siger i dit brev: «Elsker du mig Amalie, så vær tryg», men du taler som om det modsatte ikke vilde angå dig i mindste måde, akurat som om du sa'e: elsker du mig, er det vel nok, men elsker du mig ikke, så derfor ingen sure miner. Hvor kan du være bleven så forstokket flegmatisk. Men jeg elsker dig nu alligevel.

Din Amalie.

Onsdag Aften den 10 Oktober 83

Du kan ikke mærke, jeg er forelsket i Dig, siger Du. Vent, til jeg har Dig i mine Arme, min yndigste Ven, så vil Du mærke det, håber jeg. Amalie, jeg elsker Dig bedre nu end før om ikke højere. Skønt også det tror jeg. Du er vist bleven mig kærere. Men jeg tror selv, at jeg er bleven roligere – udvortes i alt Fald. Der var før bestandig noget som en Undren over mig, over at jeg var så lykkelig, over at jeg ejede din Kærlighed, denne Undren har jeg jo måttet omsætte til en mere rolig Følelse af fast Vilje. Jeg har Dig Stump, Du har nævnet Dig som min Hustru, jeg elsker Dig som mit evige Eje, og så er jeg dybt grebet af hvad denne Kærlighed betyder for mig selv. Jeg véd så vist Amalie, at der er et Arbejde på min egen Udvikling, der måtte begynde fra samme Dag Du vilde være min, og det har rimeligvis gjort mig alvorlig. Jeg har opgivet at spørge mig selv: hvad er det Amalie elsker hos dig, og så blive glad for hver Gang jeg på ny fik Visheden for din Kærlighed; jeg har vendt Spørgsmålet ind imod mig selv og spurgt: Kan dette og dette leve i dit Kærlighedsliv med Amalie? Kan denne lille Egenskab huses endnu, kan disse lamme Evner tåles? Og det er ikke altid, at Svaret har været fuldt beroligende. Min yndige Ven, det kunde godt være, at jeg nu er helt anderledes frygtsom end i vor Kærligheds første Dage, og at noget sådant spejler sig i min Måde at være på over for Dig. Men samtidig véd jeg, at min Fordringsfuldhed ikke er aftaget. Men alt dette er noget, som kommer i Forgrunden, når jeg er ene; kommer Du nu her ned, vil jeg formodenlig kun være glad. – Jeg var dygtig og fin og glad nok til at være din Elsker. Er min sociale Stilling ikke for ringe til at jeg kan være din Mand? Det er et af de Spørgsmål, der jevnlig komme for.

Fredag Aften den 12 0ktober

Elskede, vær ikke vred på mig for Forsinkelsen af dette Brev, jeg har ikke kunnet gøre for det; Tirsdag, Onsdag, Torsdag og Fredag Morgen har jeg at pusle med den Artikel, jeg skal stykke sammen til «Ude og Hjemme», ved Siden af Dagens Arbejde i Rigsdagen. Min elskede, jeg har tænkt på at sende Dig et Gallopbrev, for at Du ikke skulde gå og vente forgæves, men heller ikke det vilde føje sig for mig. Jeg var så glad ved dit sidste Brev. Torsdag Morgen gik jeg helt lystig i Alleen ind til Byen og gjorde Nar ad mig selv, ad min Alvorsmine, ad denne evige Famlen på og Befølen af mine moralske og intellektuelle Egenskaber, og jeg skrev i Ånden et muntert og frejdigt Brev til Dig, hvori jeg sagde Dig, at jeg elskede Dig, var lykkelig, og at Du var et kortsynet Menneske, som ikke kunde se Forelskelsen dæmre bag den Bededagsmine, som jeg havde anlagt. Så kom jeg ind i Redaktionskontoret, læste Korrektur på den første Del af min Artikel. Den var ikke god. Enkelte Ytringer fra Udgiveren oplyste mig yderligere, end jeg alt var det, om hvor overordenlig bunden m.H.t. Meningsudtalelser, Bladets vanskelige Stilling gjorde mig; det var ikke lovende. Jeg så i Ånden disse Artikler om kort Tid høre op af to Grunde: det ringe Liv, jeg kunde puste ind i dem, og Faren ved at fortsætte med en Omtale af Dagens Begivenheder, hvori revolutionære Anskuelser kunde spores. Så forsvandt min Hovedbiindtægt. Mere end dette sidste Hensyn pinte dog mit svage Arbejde mig. Det er fordømt kluntet, hvad jeg skriver; tungt, uden Flugt eller Lune og netop aldeles blottet for den – ægte eller uægte – Glans, der skulde vække Opmærksomhed. Jeg er vis på, at de allerfleste Læsere går hen over det, uden at fæste sig det mindste derved. Kun en eller anden snusfornuftig Idiot sporer svagt Røgen af den Brand, der stikker bag, og iler med at meddele den let skræmte Redaktion, at dette slet ikke går an. Men altså min Evneløshed til at yde det, som man venter af mig, som er Meningen med disse Småartikler om Ugens Begivenheder (at de skulle være morsomme) blev liggende som en Tynge over mig. Jeg arbejdede i Rigsdagen, læste der efter på ny Korrektur – det sidste Stykke var egenlig ikke en Snus bedre end det første – og gik så til G. Brandes' første Foredrag i År,^k708 som skulde omtales med et Par Ord. Det var overordenlig fængslende og interessant. Men Ulykken vilde, at Manden fordybede sig i den ulykkelige Charlotte Stieglitz' Historie,^k709 Du véd, den unge begavede Kvinde, der giftede sig med den udslukte Digter Stieglitz og dræbte sig selv for ved denne rystende Begivenhed at vække Manden op af den åndelige Lamhed, hvori han levede. Det var ikke just et Stof, hvoraf jeg skulde hente megen Opmuntring. Tværtimod det gik mig, som det går de unge medicinske Studenter, der høre om afskylige Sygdomme og spore alle Symptomerne på sig selv, jeg følte Hr Stieglitz slappe Hjernemasse krybe inde i mit Hoved. Forskel var der ganske vist, men formodenlig var den ikke stor. Jeg var ganske underlig til Mode da jeg kom derfra. Min søde, yndigste Pige, jeg havde tænkt at skrive mit Brev færdig til Dig, når jeg kom hjem, altså igår Aftes, det, der skulde skrives om det Brandeske Foredrag, måtte kun blive et Par Linjer, men jeg følte det straks som en Umulighed. Skulde jeg give den Stemning, hvori jeg var, Ord, vilde det blive noget så sørgmodigt, at det endte i Urimelighed og formodenlig i dine Øjne ikke engang blive et Kærlighedsbrev, og desuden trængte jeg med en formelig legemlig Tørst efter at læse eller høre noget åndfuldt og fint formet. Jeg var helt febrilsk efter at fornemme skønne Tankers Berøring, føle en andens skarpsindige Iagttagelser meddele sig til mig, og jeg skyndte mig – Klokken var alt ½ 9 – til en Boghandler, som jeg kunde formode havde åbent endnu. En ude på Østerbro i Nærheden af hvor jeg bor. Jeg kom der med Sporvogn, så Bogladen lukket, opdagede Lys indenfor, gik en Bagvej og kom ind, hvor 3 unge Herrer stod og gjorde Dagens Indtægt op. En dejlig Bunke Penge! Så købte jeg første Hæfte af Julius Langes «Billedkunst»^k710 – den havde hele Tiden stået mig i Hovedet – den kostede heldigvis kun 1 Kr (senere kommer der 8 Hæfter til, som jeg altså nu er Abonnent på), og jeg skyndte mig hjem, skar Bogen op, og læste som den Tørstige drikker. Jeg spiste en halv Snes Pærer samtidig. Først en Afhandling om «En antik Nævefegter». Det var godt, dygtigt, men lidt for jevnt i Tonen for mig netop da. «Skulptur-Fund i Pergamon» fængslede mig mere, men jeg mærkede alt for tydeligt, at jeg her omtrent måtte tage alt på Tro og Love, mine Kundskaber på Antikens Område duer ikke meget. Det ærgrede mig, jeg vilde hellere have læst noget, hvis Betydning jeg helt ud kunde skatte. Nå, så satte jeg mig til at skrive en Snes Linjer om de begyndte Forelæsninger på Universitetet og kunde i dem ikke få indpasset det mindste, der var Umagen værd at læse. Så var Klokken over 12 og jeg gik i Seng, lysvågen. Så læste jeg noget mere om Pergamon, blev endelig søvnig, faldt i Søvn og sov lige til Kl ½ 10 imorges. Det var Snyderi. Jeg vilde imorges have skrevet et Par Ord til Dig. Nu var det umuligt at få det afsted med Posten. Jeg gjorde mig altså færdig, læste mit Morgenblad og gik ind på Trykkeriet for at redde en Linje, der dog mulig kunde blive mindre flov end den var. Det lykkedes, og jeg syntes, at min Artikel i det Hele ikke var slet så dum, som den var forekommet mig Dagen før. Denne Forestilling varer nu til på Søndag, når jeg læser den i Bladet. Så har jeg atter Ækkelhed ved mig selv, og desværre bliver vi vel så flere om det. Men jeg fortæller videre. Keder denne Vidtløftighed Dig? Du har ikke svaret mig direkte derpå. I Trykkeriet stødte jeg sammen med Jon [sic] Paulsen.^k711 Du véd måske, at han er kommen her til. Forleden havde han søgt mig på Mrgbl's Kontor. Han kom for at aflevere et Korrekturark af «Moderne Damer». Jeg véd ikke rigtig, jeg kan ikke huske det, om jeg skal være gal på det Menneske. Han har jo ikke fornærmet Dig, vel? Kun været dum, ikke? Og mig har han jo ingen Fortræd gjort, vel? Jeg blev glad, da jeg så ham. Det var, fordi han kom fra Kristiania, og for en Gang eller to er han let at tale med og morsom. – Du, det gik mig helt komisk et Par Dage efter at jeg var kommen her ned. Jeg stødte da pludselig på Rovsing,^k712 og fordi jeg øjeblikkelig satte ham i Forbindelse med Norge og Dig, glemte jeg, at der nok egenlig var nogle Flovser med ham, og at Du ikke ubetinget satte Pris på ham, jeg sagde «Du» til ham, skønt jeg netop tidligere havde afskaffet dette Dusbroderskab, som han en Aften havde overfaldet mig med, og jeg mærkede først for sent, at min Glæde i Grunden slet ikke galdt ham, men de Ideforbindelser, Synet af ham fremkaldte. – Men altså Jon P. og jeg gik gladelig fra Trykkeriet sammen. Han skulde til G. Brandes for at gøre Visit. Det kriblede i ham; der har jo været noget Vrøvleri imellem de to, den ømfindtlige G.B. og den do J.P. har talt ondt om hinanden; nu gik han for at få en Forsoning bragt i Stand, og jeg satte ham af ved Døren. Derfra gik jeg til Mrgbl's Kontor for at hæve nogle Penge, jeg havde til gode for Artikler i September. Honoraret var noget større, end jeg havde ventet, man betaler mig 6 Øre Linjen. Men der fik jeg ellers en Ærgrelse af solid Natur. Man vil ikke betale de 100 Kr, som jeg har gjort en Art Fordring på. Jeg havde nu ventet at få dem. Mit Krav er af den Natur, at havde jeg havt let ved at undvære disse Penge, havde jeg ikke stillet det, idet det altid forekommer mig pinligt at kræve, hvor Folk ikke godvillig udleverer, og min Ret ikke er uomtvistelig, men på den anden Side har jeg ondt ved at finde mig til rette med den Finfølelse, som nægter at udbetale mig denne Sum, når jeg har forlangt den. Min Fordring kunde have galdt 150 Kr, jeg har selv sat den ned til 100 Kr for netop ikke at gå videre end min moralske Ret gik. Men altså jeg fik ikke disse Penge. Det er en Fandens Historie, og jeg har været i dårligt Humør i den Anledning den hele Dag indtil nu, da jeg begyndte at skrive til Dig. Nu befinder jeg mig i Grunden udmærket godt. Men det holder jo desværre ikke ud, der er virkelig alvorlige Ting at hente Bekymringer fra. – Nu tager jeg, Du sødeste Menneske på Jorden, dit Brev for mig og læser det Linje for Linje og standser og svarer for hver Gang jeg synes jeg vil putte et Ord ind. Ja, Unge det er rædsomt at vente! I forrige Uge eller når var det, Du pinte mig så afskyligt, fordi jeg havde skrevet et stygt Brev på noget fra Dig, som slet ikke var elskværdigt. Men der kan Du se! Og når Du denne Gang også kommer til at vente, gør det mig uhyre ondt. Men hør nu Unge, nu kan jeg igen ikke forstå mig på Posten. Nu får Du om Mandagen mit Brev, der er sendt afsted Søndag Morgen, og jeg får om Onsdag Aften dit fra Tirsdag. Det er jo som i den gode Tid fra i Sommer. Hvad har der været i Vejen i den Tid Brevene var to Dage under Vejs? – Jeg kan ikke lide, at Du fortæller mig, at «en Herre her i Byen» osv. Jeg vil vide, hvad det er for en Herre, hans Navn, Stilling osv. Jeg fortæller Dig alt sådan noget. Hvad har Du med «en Herre her i Byen» at gøre? Du glemmer, at Du er min Kone og skal aflægge ordenlig Regnskab. – Ak for den Rejse, som nu volder Fortræd! Jeg har virkelig været naiv nok til at tro, at det kunde gå an. Du var det da også, og så vidt jeg har kunnet mærke, de fleste af dine Venner med. At Fru Elisa Knudtzon nu istemmer et Klageskrig er øjensynlig påvirket af Sladderen. Og jeg, som i mit stille Sind har givet Norge en Masse Æreserklæringer i Anledning af, at man der var så umiddelbart velopdragen, at man ikke på Forhånd eller Baghånd blandede sig i en Affære, der i Danmark slet ikke kunde være sat i Værk. Men jeg tager for øvrigt ikke mine Æreserklæringer tilbage. Din Kreds i Kristiania har jo ikke sat betænkelige Miner op, vel? Du er nu sød, som Du tager de kolde Dryp på din Næse. Ved Sagen er der jo for øvrigt heller ikke noget at gøre, og jeg kan ikke gå ind på at fortryde på vor Rejse. Den var udmærket smuk og sød, og havde vi blot intet havt at skjule, vilde den have været fuldendt god. Jeg forsikrer Dig, at jeg ofte kan falde hen i spændt Nysgerrighed efter at erfare, hvorledes dine Miner vil være, når Du uden videre bekender for al Verden, at det er mig, Du elsker. Du vil vist selv blive i højeste Grad forundret over, at Du intet har at skjule, når det store Faktum kommer for Dagens Lys. – Ja min Elskede, dine Drømme er bedre end mine og ulige interessantere. Hvor jeg elsker Dig for dem begges Skyld! Men Fo'rværkskåben havde jeg nu alligevel givet Dig Tid til at tage med. Historien med Rotten greb mig, jeg finder den ikke meget usandsynlig. – Nu er jeg søvnig, Kl er 12, jeg må i Seng.

Lørdag Morgen.

Igår havde jeg for første Gang den Mulighed i mit Hoved, at jeg selv kunde ønske, at Du ikke kom nu her ned; men det var ene og alene Vægten af det økonomiske Tryk, der da lå på mig. Der er noget ydmygende, noget for min Følelse nedværdigende i økonomiske Sorger. Jeg føler mig angrebet i min Værdighed som Menneske, jeg har ikke Mod til noget under Solen, når disse skidt Penge mangler. På den ene Side er Livets Ordning udelukkende bygget over Princippet: Hvormange Penge råder Du over? og på den anden Side er selve Erhvervelsen af disse Penge en grov og ikke meget anset Beskæftigelse. Samtidig at skulle være stærkt åndelig udviklet og i Stand til at tjene Penge var, navnlig da Kølen til min Person blev lagt i min Hjerne, en dårlig Spøg, en dum Modsigelse: jeg lærte aldrig at forene disse Opgaver. Det piner mig usigelig at skulle lægge Planer til Fremgangsmåder, hvorved man erhverver Penge. Jeg er som et Menneske, der ikke kender Sproget i det Land, hvori han skal færdes: jeg er ængstelig forlegen, ulykkelig. Og når det nu viser sig, at mit Talent – hvis jeg har noget – slet ikke er af den Art, at man i Længden vil komme til mig for at bestille det og det Arbejde hos mig og betale det, så står jeg virkelig ganske dum der. Jeg har ikke den svageste Forestilling om hvad der da er at gøre. Så er det jo muligt, at jeg får skrevet en Bog, en Komedie eller sligt; men det er jo også muligt, at jeg ikke får gjort det, og når så ikke en eller anden falder på at tilbyde mig den ledige Plads som Opsynsmand ved et Musæum eller Bud i en Livrenteanstalt, så antager jeg, at jeg må se at expedere mig ud af denne Tilværelse, der har glemt at forsyne mig med de Penge der er nødvendige til at leve af. Ser Du, det er jo strængt taget ikke meget forsvarligt at indbyde den Kvinde, man elsker, til at tage Del i denne Jerimiade,[sic] og det kunde jo nok løbe mig gennem Hovedet: det er dog bedst, at Amalie ikke kommer her ned. Men jeg har ikke desto mindre kun kort havt denne Forestilling. Du bør, må og skal komme nu og netop nu. Der foregår for meget mellem os to, til at det er muligt at holde ud kun at skrive derom. Endnu er vi jo dog i Live begge to, vi har Lov til at tro på, at der er nok så gode Muligheder åbnede for os, kom altså i god Tro, min Elskede og føl, om det så end kun skulde blive en kort Lykke ved at hvile ved mit Bryst. Lykken skal Du føle Amalie, vær ikke bange for det, jeg elsker Dig højere end nogensinde! – Nu må Brevet afsted.

Farvel Elskede

Din Erik

Kr.ania 15-10-83.

«Og føl om det så kun skulde blive en kort lykke ved at hvile ved mit bryst» – hvad skal det sige, – «en kort lykke», – du skræmmer mig, – jeg kommer ikke!, – jeg skriver ikke heller; ikke heller skriver gjør jeg, – jeg er så målbunden, – ved ikke hvad jeg skal sige. Når det virkelig volder dig så megen kvide at tænke på at vi skal giftes, – ja, jeg mener tænke på hvor sandsynligt det er at det vil gå os rent vanvittigt ilde, (du må ikke tro at jeg tviler om din kjærlighed, eller overhovedet tviler et fnug om dig i nogensomhelst retning, jeg forstår hvad der er hvad,[)] så vil jeg slet ikke. Nei, det er alvorligt sandt, – umuligt er jo umuligt. Du ved hvordan det hele kom, men nu er jeg forfærdelig ulykkelig. Nei, om jeg så skal dø af det, vil jeg ikke gifte mig med dig. Tror du jeg vil tvinge dig til at gjøre noget, som du skal gå i en evig pine og plage for? Langtifra! Men forresten var det ikke det jeg skulde skrive om, – det var for at sige dig at du skal låne disse 100 Kr. hos mig; hvis du ikke gjør det, så har du slet ikke nogensinde elsket mig, og hvis du sender mig dem tilbage nu, er du simpel. Jeg kan få dem tilbage engang i tiden. Det haster ikke. Jeg fik for en 14 dage siden vide at jeg skulde få nogle hundrede kroner efter Vilh. Det var en skibspart han havde taget i et skib som gik af stabelen engang jeg sammen med ham var tilstede. Så sa'e han: hvad jeg tjener her, skal du få. Jeg havde glemt det hele, men han havde skrevet det op. Nu er det desværre så såre lidt denne part har tjent i disse par år; når renter og assuranceudgiftene er dækket blier der ikke stort igjen. Parten skal nu sælges og gå ind i boet, hvortil Jakob er arving. Jeg har fået nogle hundrede kr. og får resten i dcbr. Du ser altså at du godt kan låne 100; jeg har fået dem aldeles uventet og upåregnet, som om de kom flyvende ind vinduet til mig. I dcbr. skal du få låne flere, hvis du bare vil. – Det er dumt at du er dus med den modbydelige Rovsing. Du skulde høre hvad Ingeborg har fortalt mig om ham, som han taler om damer, både dem han har stået i forhold til og dem han intet har havt med! Jeg har fået afsky for ham. Men nu vil jeg ikke skrive mere. Jeg er hermetisk korket, for jeg er så bedrøvet og rådvild, og ved ikke ret hvad jeg skal gjøre med dig. Det var grusomt af dig at lade mig vente så længe på brev. Lørdag aften kom der et med kjøbenhavnske frimærker akurat som dit pleier at se ud, – det var fælt; det var fra gamle fru Knudtzon. Som sagt, – jeg skriver ikke mere til dig; – ja det vil sige, – gud ved når jeg næste gang skriver, men kanske jeg kommer at gjøre det også, – jeg ved ingenting.

Farvel min stygge, søde, grusomme elskede, der gjør mig så ulykkelig.

Din Amalie.

NB. Du sender mig vel nummeret af «Ude og Hjemme». J.P. er en flab, – en dum person!

Jeg begår den ulovlighed ikke at gjøre bankebrev af dette. Derfor må du straks lade mig vide, at det er i behold. Tænk om det blev opdaget, så blev jeg knebet, fik straf og kom i avisen, og så blev hemmeligheden mellem os røbet, og hvor det dog vilde være kjedeligt nu siden det ikke bliver af. – Det bliver ikke af; jeg er vis på det.

Onsdag Nat Kl 12 den 17 Oktober [1883]

Amalie, det er et stygt Brev Du har sendt mig. Men jeg er ikke vred på Dig, ikke, hører Du. Jeg kysser Dig på din søde Mund. Jeg var vred på Dig lige som jeg havde læst det. Men det er nu adskillige Timer siden. Det kom just som jeg skulde afsted til Aftenmøde i Folketinget, på et hængende Hår var jeg kommen for sent, fordi jeg læste det først. Jeg er nu vendt tilbage fra Mødet, det trak heldigvis ikke længe ud. Men her er bitterlig koldt i min Stue, det er Midnat, en Nordenstorm står ind ad mine Vinduer, jeg må fatte mig i Korthed. – Min elskede Pige, først altså så øm en Afbigt jeg kan give Dig for de Ord i mit Brev, som har kunnet misforstås, og som har voldet Dig Sorg og Kvide. Sligt kan indtræde, uden at man aner det, men man bør overveje de Ord man skriver, være forsigtig med dem. Med den «korte Lykke» mente jeg, at det jo virkelig kunde gå mig ilde, ingen er sikker derfor, og jeg mindst. Men jeg skrev dem i Sammenhæng med mit øvrige Brev, der lå intet særligt skjult bag dem. Jeg havde omtalt mit Uheld med de skidt hundrede Kroner, mit Mismod; men det syntes mig, at jeg skrev ud fra en bedre Stemning, der så tilbage på disse Ting som på et overvundet Standpunkt. Der var om Du så vil en Kækhed netop i det, jeg sagde: Skal vor Lykke blive kort, så lad os tage det som dygtige Mennesker, der ser Faren rolig under Øjne. Jeg skilte ikke min Skæbne fra din, jeg tænkte ikke derpå. Og nu efter dette, Amalie, en alvorlig Bebrejdelse. Du har en Gang for alle afgjort vor Skæbne, og jeg har stolt og lykkelig slået til. Kun en fysisk Umulighed for vor Forbindelse kan fra nu af adskille os. Jeg vil altså have Lov til at tale til Dig som til min Hustru om mine økonomiske Sorger, uden at skulle frygte for at falde i det Baghold, dit sidste Brev afdækker. Mine Sorger er dine. Det er ikke Fejghed, at jeg klager, det er nødvendigt, at Du véd Besked. Og jeg tager ikke imod, at Du dukker Hovedet bag en Sten og siger: Tror Du jeg vil tvinge Dig til at gøre noget som Du skal gå i en evig Pine og Plage for? Min ydre Skæbne forandres jo ikke det Gran ved dit Komme. Men Du skal vide hvad Du indlader Dig på. Du skal vide, at det er mere end sandsynligt, at der er Pengesorger forbunden med et Ægteskab med mig. Dine modige Ord om, at Du ikke frygter for denne Side af vort Liv skal være bygget på andet end det gode Håb i Almindelighed. – Men at Du har misforstået mig på dette Punkt, beror vel netop på din fuldstændige Mangel på Erfaring om økonomiske Bekymringer. De er grelle og kan skabe grelle Afgørelser, grelle Ord, grelle Fantasier. Men Pengemangel og Sorger i denne Anledning er ikke uden videre fysiske Umuligheder, de kan komme og de kan gå. Og Du er mig en dårlig Kvinde, som fordi jeg har klaget har troet, at jeg var alvorlig bange. Er Du modig, når Du véd Besked, så skal Du se mig frygte mindre endnu. Og nu min anden Bebrejdelse: Hvor kan Du tænke på andet i Verden end hurtigst muligt komme ned til mig? Hvad skal det til, at vi sidder her og snakker sort for hinanden i dårlige Breve. Du løber vild, jeg løber vild. Intet, intet kan klares, vides, forstås, føles til Bunds uden ved personlig Samkvem. Véd Du Besked om mit Mismods egenlige Art, Vidde, sande eller foregøglede Grund? Kender Du mine Forhold? Kan Du træffe en eneste Afgørelse uden at have set de Forhold for Øje, som praktisk skal afgøre Indretning af dit Liv. Har Du et eneste Øjeblik erfaret hvad det vil sige at skulle være min Hustru? Der sidder Du oppe og laver Dig på halve Fornemmelser Sorger, og din første Tanke er ikke den at gå Sorgen ind på Livet, tvinge den til at blotte sit Væsens sande Kærne, at Du kan se, om Du ikke tog en Skygge for et Menneske. Er det dit Mod? Du gemmer Hovedet under Tæppet som et Barn! Amalie, Du har ét at gøre, hvis Du elsker mig: at komme øjeblikkelig ɔ: så snart ske kan her ned. Jeg tager ikke imod nogen Bortforklaring af denne din eneste Opgave nu for Tiden. Du véd intet før da.

Og nu min Elskede føl dog, at jeg af min Kærlighed kan forledes til at blive frygtagtig for Dig, at det da er din Sag at tage denne Frygt fra mig. Min søde Pige, Du har ét at gøre: komme her ned, lægge din Arm om min Hals og kysse mig.

Din Erik

Nær havde jeg dog glemt at takke Dig for Lånet af de 100 Kr. Dem jeg ikke nu trængte til, jeg har lånt dem andetsteds. Du burde have anbefalet Brevet. Tak, Elskede.

Den 18 Oktober Aften [1883]

Du elskede Veninde! Hvad er det for onde Luftninger, der har bølget om Dig og gjort Dig Fortræd i denne Tid? Er det altsammen mig? Hvor kan mine Sorger og Bekymringer være kommen til at tage sig således ud, at de er bleven Gift for Dig? Du elskede, der har været fem Minutter, tror jeg, og næppe måske endda så længe, i al den Tid siden jeg fik dit dyrebare Brev, efter at jeg var rejst, hvor jeg har givet den Tanke Rum, at mine Forhold kunde stille sig så håbløse, at jeg ikke burde bede Dig om at komme nu. I hver Tanke, der ellers er gået mig igennem Hovedet, har Du været min yndige Hustru og har jeg havt Dig nu i Slutningen af Måneden her nede for at tale med Dig om alle de hundrede Ting, det var nødvendigt at komme på det rene med forinden vort Bryllup. Du underlige Kvinde. Har Du altså fået det Indtryk, som taler ud af dine Linjer fra igår, så må det jo dog have samlet sig til et stort pinagtigt Spørgsmål – til noget gådefuldt ufatteligt. Og Du spørger ikke. Du slår Hænderne sammen og fatter en Beslutning. Elskede, sødeste Amalie jeg holder Dig forundret i min Arm, ser Dig ind i Øjnene og beder Dig forklare mig, hvorledes det er gået til, at Du med det Indtryk, Du har modtaget, ikke uden videre tog Hat og Kåbe på og rejste her ned for at ruske mig i Ørene. Har jeg taget mig så jammerlig ud, at jeg ikke var det værd? Sig mig det kun lige frem. Her må jeg virkelig have noget at vide. Nej Du elskede Pige, vi er hæderlig og borgerlig forlovede, med vore Forældres Minde, det kan hænde, at Brudgommen går rent i Stykker på at skabe sig en Stilling, og så kan der naturligvis ikke blive noget af Bryllupet, men såsom han er brav og i det almindelige Omdømme duelig i forskellige Retninger, skal man ikke tage hans egne nøjeregnende Fantasier bogstavelig, og når han taler om at blive Bud i en Livrenteanstalt, så véd man, at han driver en Smule Gæk med sin egen Frygt. Under alle Omstændigheder elsker hun, Bruden, ham så højt og kender ham så godt, at hun er den sidste til at opgive Håbet. Hun kommer for at omfavne ham, blæse ham sit Mod ind og stå Last og Brast med ham. For det véd hun, at er det positivt vist eller overragende sandsynligt, at han ikke kan gifte sig, så var han den første, som vilde sige det grejt og uden Omsvøb. Og stod det endnu usikkert hen, vilde hun heller ikke frygte for at stille sig ved hans Side, for hun elsker ham, og hun vidste at netop dette, at hun kom, kunde give ham den Tillid, som han manglede. – Min elskede jeg står forundret med Dig i min Arm og spørger: har jeg været jammerlig i mine Breve? Jeg mente det ikke således.

Du søde, jeg er glad idag for en Artikel jeg har skrevet.^k713 Den er helt god. Desværre angår den så egne københavnske Forhold, at Du næppe vil kunne fornemme dens rette Duft; så meget tror jeg imidlertid, at den duer, at Du også uden det vil kunne have Glæde af den. Ja tro nu ikke det er noget stort. Det er et Billede af Livet her i Byen. Men der er Kunst og Stemning i den.

Klokken er kun ½ 12 men jeg er søvnig mærker jeg, jeg vil i Seng. Jeg har tre Breve i Aften at lægge i Postkassen. Jeg var til en Forelæsning i Aften af Brandes. Der var en Frk Knudtzon.^k714 Hun vendte sig et Par Gange for at tage mig i Øjesyn. Jeg ulyksalige, det er mig umuligt at se, om det er hende jeg så i Bergen, eller den jeg var sammen med hos Krohns. Jeg gemte mig bort for ikke at gøre en Dumhed ved at hilse en forkert. Er der en tredje? God Nat min elskede Amalie – når skal det være min Hilsen hver Nat?

Din Erik

Fredag nat. [19/10/83]

Jeg har sét «Gengangere» i aften og forleden,^k715 og har spist tilaftens ude sammen med nogle. Jeg vilde ikke besvaret dit brev nu, fordi jeg er uoplagt, hvis det ikke havde været at jeg, omtrent fra sidst jeg skrev, har havt svaret færdigt i mit hoved og hjærte. – – Nei, du det hænger ikke således sammen, – mindst af alle vilde jeg nogensinde i virkeligheden komme til at dukke «hovedet bag en sten» for at slippe for at dele de bekymringer som var mine fordi de var dine, men der har været i din måde at omtale dem på, i den forbindelse dine ord har stået, og i den klang de har havt i sig, noget som har taget modet fra mig. Min kjærlighed har holdt på at visne bort for mig, og jeg ønsker ikke længer at gifte mig med dig. Jeg tror ikke at jeg nu elsker dig nok til det. Du er mig så underlig frygtsom, og det kan godt være at det, hvis jeg selv kunde råde, dog ikke blev dig, jeg vilde vælge at elske. Altså, alt det må være forbi mellem os. Det er det bedste og tryggeste at vi nøier os med at være venner. Vi kjender jo hinanden godt nok til at vide at vi kan tænke på hinanden som på gode, prøvede venner; derved resikeres jo heller ingen verdens ting. – Mit «gode håb» var bygget på netop at jeg vidste besked, og tiltrods derfor, men din idelige og idelige kommen tilbage til dette at skulle give mig besked, viser mig hvilken plage alt dette er dig, og nu er det også blevet mig en plage. Du ved slet ikke hvad jeg dur til, jeg mener hvad jeg, selv med den fuldstændigste viden besked, kunde havt mod til. – Men det er fåfængt at tale om dette. Alt hvad du har skrevet i dine 5–6 sidste breve, har drevet mig hen imod det sted hvor jeg nu står. Og nu står jeg således at jeg ikke vil mere. Jeg vil heller ikke korrespondere med dig for det første; jeg orker det ikke. Hvad skal jeg kunne sige dig nu, efter dette. Sandsynligvis vil jeg aldrig få noget at sige dig mere. Der skal ingen kjærlighed mere være os imellom. – Naturligvis kommer jeg ikke. – Det er muligt du vil finde det forkert og vrangt, men ved du hvordan jeg ser forholdet: Du har stået ved indgangen til, sammen med den kvinde du elskede, at vove en dyst med livet, en af dem i hvilke man seirer eller dør, men du har vaklet og tøvet og krympet dig for at tage hende ved hånden, og det uagtet hun har bedet og opmuntret dig alt hvad hun kunde. Så er hun bedrøvet gået sin vei, for ikke mere at komme tilbage. –

Tanken på din mor piner mig meget, men derved er jo intet at gjøre. Gud ved hvad hun vil tænke i sit hjærte. –

Når du svarer på dette, så vær så kort som muligt. Sig intet, der kan pine eller martre mig. Vi er jo gode venner.

Din hengivne Amalie Müller.

Den 19de oktbr. 1883.

Skram

Zinnsgaden 2 Kbhvn

Fra Christiania 27/10/83 kl. 10.50 fm

Ønsker Du tale med mig nu? eller vil Du helst ikke? Telegrafer strax

Amalie

27de 10 –83.

Jeg havde ventet så sikkert såsnart ske kunde at modtage et brev fra dig, hvori du sa'e at også du fandt det rettest at det blev som jeg havde bestemt i mit sidste brev. Men din taushed gjorde mig tvilrådig, og jeg begyndte at spørge mig selv om jeg dog skulde have taget feil og gået og opkonstrueret mig et bjerg af en hindring som ikke forefandtes. Det er jo umuligt i et brev at forklare hvorledes alt dette er gået for sig, hvorledes jeg har læst dine breve, og hvad jeg har sét gjennem linierne, vist er det at jeg læste dig længere og længere bort fra mig, og tilsidst var der kun ét jeg vilde: at du skulde føle dig fri igjen. Du finder det måske underligt at jeg ikke så kom ned efter bestemmelsen og talte med dig, inden jeg tog en afgjørende beslutning, men dermed hænger det således sammen. Det var hos gamle fru Knudtzon jeg skulde bo. Fra hende fik jeg for nogen tid siden et brev hvori hun på den kjærligste måde foreholdt mig min uforsigtighed ligeoverfor dig; hun talte lidt skærpet om dig, og sa'e, at dit rygte gjorde det jo ingenting, men derimod skadede det meget mit. Netop fordi hun holdt så meget af mig, og stolte på at jeg vidste hvilken kjær gjæst jeg til alle tider var i hendes hus, o.s. v. vilde hun give mig det råd at ikke komme nu, da det kun vilde give den sladder der gik isvang om mig – man havde også i Kjøbenhavn opholdt sig over vor reise overland – forøget næring o.s. v. Og det hensyn skyldte jeg at tage til mig selv, såfremt jeg da ikke var forlovet med hr.S. hvad hun ikke af mine udtalelser i Berthas breve, havde forstået. Så skrev jeg tilbage og sae at jeg var forlovet med dig o.s. v. Siden har jeg havt 2 breve fra gamle fru K.^k716 med bønner om at jeg endelig måtte komme, at jeg måtte vise jeg ikke var bleven fornærmet over hendes udtalelser ved ikke at straffe dem med at udeblive o.s. v. Men ser du, så var det at jeg lidt efter lidt og mere og mere for hvert brev fik en fra før af ulmende mistanke om at du i virkeligheden var noget nær fortvilet over at jeg havde fået dig op i dette med giftermålet, således bestyrket at den gik over til vished; og så – når det altså muligens kunde vise sig, efter at jeg var kommen til Kjøbenhavn, at alt gik overstyr – hvad jeg anså for sandsynligst – så turde jeg jo ikke være kommen til fru K, og vilde jo heller ikke være i en sindstilstand til at holde ud blandt de fremmede mennesker. Derfor var det jeg ikke som du skrev, tog hat og kåbe på, og reiste ned til dig. Jeg har ikke fortalt dig dette om fru K. fordi jeg syntes det var tidsnok når vi såes, og det desuden forekom mig uvæsentligt. Jeg skrev mit sidste brev som jeg gjorde, for at gjøre det lettere for dig at træde tilbage. Ser du, – når jeg nu engang havde givet mig denne mistanke i vold og gud skal vide der var grunde for den, hvad jeg ord for ord skulde kunne bevise dig af dine breve, hvis vi talte sammen, håber jeg du kan begribe at tilstanden blev mig utålelig, og at jeg for enhver pris vilde komme ud af den. Og fordi jeg var bleven så sikker på at du gik og var fortvilet, og helst vilde være kvit det som stod for døren, nedlod jeg mig til at sige den løgn at jeg ikke længer elskede dig som før. Det var for at du ingen bekymring skulde have for at jeg skulde blive ulykkelig hvis vi blev skildt ad, for at det hele skulde falde dig lettere, at jeg brugte dette middel. Men løgn var det. Du husker du fortalte mig at dengang du før havde forlovet dig, følte du en sand lettelse ved det brev, hvori hun sa'e dig, at hun frygtede dog muligvis at have taget feil af sig selv, at hun dog vistnok neppe elskede dig nok o.s. v., og du var ikke sen til at svare, at når så var tilfældet, gav du hende hendes ord tilbage o.s. v. Det selvsamme gik jeg og ventede på at få høre. Men da det udeblev, vaktes min tvil. Du husker, at du også engang da talen var om en forlovelse, som var gået overstyr, betonede som din mening at det altid var det mest hensynsfulde at «han» på en måde nødede «hende» til at gjøre opslag, o.s. v. Jeg gik og troede at det var det, du vilde nøde mig til. – Ja nu ved du en liden bitte smule besked om hvad der er foregået i mig. Hel forklaring er det kun muligt at give dig mundtlig. Da jeg telegraferte idag tænkte jeg: enten har du havt ret i din mistanke, og da sender han et fornærmet svar, og siger at nu siden alt er forbi o.s. v., eller også har du taget feil, og da beder han dig komme. Ingen af delene blev tilfældet. Så har jeg vovet at skrive til dig. Jeg formoder du er meget vred på mig, hvis jeg har gjort dig al denne uret, men vær det ikke! jeg har – du kan stole på det – lidt nok alligevel, jeg er som et aldeles forknust menneske, der trænger om at ligge ganske stille i årevis med hovedet etsteds i nærheden af dig, for at blive hel igjen. Hvis nu det hele virkelig har været min egen dumheds skyld, og hvis det i så fald er dig muligt at tilgive mig, alt, alt, og ganske, ganske, – så reiser jeg ned til dig på tirsdag, tager i al hemmelighed ind på hotel Dagmar, og så beror det på hvorledes det går med os, om jeg straks reiser tilbage igjen, eller tager til Knudtzons. Hvis du ikke vil at jeg skal komme, så telegrafer ved modtagelsen af dette brev. I modsat fald, vil jeg altså onsdag være at træffe i Dagmar.

Amalie.

Skram

Zinsgaden 2 Køhavn

Fra Christiania 28/10/83 kl.9.40 fm

Afsendt Brev

Amalie

Kr. 29de oktbr. [1883]

Der er intet telegram kommet, altså vil du l[a]de mig komme. Jeg skriver disse ord idag, for at sige dig, at der er kommet noget i veien med det skib jeg skulde gået med, og at jeg derfor først kan komme afsted torsdag morgen kl. 8. Jeg vil ikke være i Kjøbenhavn før meget tidlig lørdag morgen. Kunde så ikke du komme ombord? Det er en forfærdelig lang tid, for skibet skal indom nogle steder, – jeg tror det var Fredriksværn, eller havn eller sådant noget; men det vil tage ligeså lang tid at reise overland, og da jeg langt, langt foretrækker søreisen, og det desuden er ikke så lidt mindre end halv pris, vil jeg dog gå med dette skib. Baldur hedder det. Formodenlig er det en græsselig kasse. Men det gjør ingenting. De to dage ombord blier forresten lange, lange, især fordi jeg er så bange for at møde dig. Altså farvel til på lørdag. Du har naturligvis fået et telegram søndag morgen og et brev mandag fra mig:

Din Amalie.

Torsdag aften 1ste nvbr. [1883]

De dampskibe jeg skal reise med, går alle sammen i stykker. Imorges da jeg kom ned med kuffert og alt, fik jeg høre at også «Baldur» var gået itu. Jeg forsøgte at tage med jernbanen for dog at komme afsted, men den gik just som jeg kom ind på perronen. Det ser ud til at jeg ikke skal få komme, og jeg har været lige på nippet til idag at opgive det hele, især siden din forhærdede taushed just ikke gjør mig egentlig modig. Du må jo af aviserne have sét disse skibes havarier, og kunde altså sendt mig et telegram med forespørsmål, hvis du havde villet. Jeg drager dog alligevel iaften, skjøndt jeg kanske helst burde lade være, – men jeg må tale med dig. Jeg har fundet ud af at jeg kan gå med «Dronningen» til Kristiansand, derfra lørdag morgen med dampskib direkte til Kjøbenhavn. Vil du spørge efter om når det skib kommer, for at møde mig, ellers går jeg ikke iland, men tager sporenstregs tilbage overland ad en eller anden vei. Men naturligvis forliser jeg underveis. Det gjør alle skibe i denne tåge. Altså til på lørdag, hvis jeg da er ilive. Undertiden tror jeg at du er død, eller idetmindste sengeliggende. Det er så underlig utrygt, intet at have hørt. Gud ved om jeg burde reise. – Men altså, til på lørdag.

Din Amalie

Skram

Zinnsgade 2 Kbhvn

Fra Christiansand 3/11/83 kl. 4.10 em

Forsinket afgaar imorgen Aften Frederikshavn Aalborg. Send et Ord Ernsts Hotel

Amalie

Skram

Zinnsgade 2 Kbhvn

Fra Frederikshavn 5/11/83 kl. 12.25 em

Reiser med Toget Kl 4 directe Kjøbenhavn

Amalie

Tirsdag Aften Kl 11 den 13 Novbr [1883]

Du elskede,^k717 jeg har længtes sådan efter Dig idag! Jeg tænkte endog på at snyde mig fra mit Arbejde i Aften og gå op til Dig for at få Dig med i Folketeatret – men Dyden sejrede. Du yndigste, det stod så tomt for mig at skulle gå hjem for at være alene, og jeg drømte om: hvis Du nu sad der hjemme som min Hustru og blev lige så glad ved at jeg kom, som jeg ved at skulle hjem til Dig. Amalie Du elsker mig! Min yndigste Pige, jeg er så usigelig glad og let til mode! Jeg elsker Dig så inderlig, så lykkeligt, min dejlige, elskede Ven! Jeg måtte sove en lille Tørn på min Sofa i Aften, jeg drømte hele Tiden om Dig. Det sidste jeg så, inden jeg sov hen, var dine strålende Øjne – nej dine lykkelige, søde, dybe trofaste Øjne fra igår Aftes i Teatret. Du var lykkelig da min egen Unge. Den elskede Plads der i det mørke Parterre!

Hør nu Stump, Du sætter Dig i en Droske Kl ½ 11 senest og kører til Zinnsgade, som Du må sige ligger ved Østerfarimagsgade tæt ved Østerbro. Det kan nemlig godt være at Kusken ikke véd hvor Gaden er, den er forholdsvis ny. Så er Du hos mig i halvanden Time. Vi kører så Sporvogn til i Nærheden af min Moder hvor jeg siger Dig farvel, jeg skal tidlig i Rigsdagen desværre! Hvis så der er en fornuftig Forestilling i Folketeatret^k718 går vi der i Morgen Aften. Ingen kender os der på de almindelige Aftener. Men Du gør formodenlig bedst i at sige, at en af Søstrene er med. Mulig kan vi jo også tage en med. Imorgen Aften har jeg fri. Jeg har i Aften skrevet en lille Artikel til Ude og Hjemme og den skal ikke være længere.^k719 Jo egenlig burde jeg skrive til Dagbladet, men det fanger jeg næppe Kraft til.

Elskede, hvor jeg glæder mig til at vågne imorgen, så er der Brev fra Dig

God Nat søde yndige

Din Erik

Hotel Dagmar Kl ½ 1 17 Novemb 83

Du min elskede, er det godt Vejr imorgen tidlig, gå så hjemme fra Kl 10 ¼ ned på Langelinje, så vil Du møde mig. Er det Regn, kommer jeg til Dig Kl 11. Desværre skal jeg på ny i Rigsdagen imorgen Kl 1.

Husk at spørge mig om hvem der boede sammen med Dig på Dagmarhotellet.

Jeg elsker Dig og har længtes efter Dig hele Aftenen.

Din Erik

Mandag Morgen Kl 1 ¼ 19/11 [1883]

Min kæreste sødeste Ven! Naturligvis gør det mig ondt, at jeg har ramt noget ømt og fint hos Dig på en sårende Måde, men det forekommer mig, at Du i og for sig ser galt på Tingen og tog den forkert. Der, hvor Du var, var Sagen god Spøg, der var ingen Ufinhed mulig, og dernæst kom Oplysningen fra min Mund i Kraft af så god en Følelse af vor gode Sag, at den ingen Bebrejdelse burde have afstedkommet, i det højeste kun en uvillig Indvending. Du gjorde det til en Forsyndelse fra min Side. Det kunde det ikke være.

Jeg kommer til Dig Kl 7 imorgen Aften for at blive en Time eller to. Jeg skal til en Fest imorgen Aften.

Din Erik

Natten mellem Mandag og Tirsdag 20/11 83

Du søde elskede, jeg sender Dig dette til Morgenhilsen. Det er et Slags Lapseri af mig, Klokken er ½ 3, og det er for at overraske Dig. Du må ikke vente de andre Morgener at få Brev. Jeg har været til Kunstnergilde, og i mit Liv tror jeg ikke været i en sådan Larm. De var som Børn, vildere end ganske unge Studenter men også morsommere. Din Ven Krøyer^k720 – jeg fortalte ham, at Du havde syntes godt om ham – sang på et givet Tidspunkt en spansk Folkevise – der var gået en Mængde Sange forud, som man ledsagede med at klirre med Glas, hamre i Borde, dundre på store Blikbakker, ringe med Klokker, hyle og brøle, kort gøre et sandt Helvedes Spektakkel – da han blev afbrudt af et Par Stykker, der spillede på Sodavandsflasker som på Kastagnetter, slog han dem et Glas Punsch i Hovedet og over Klæderne, jeg fik min Del, og sang så uforstyrret videre. De to, der fik Punschen over sig, fandt sig rolig deri. «I vover da ikke at blive fornærmede» sagde Krøyer. – Du elskede, det var nu mindre det, jeg vilde fortælle Dig, end at jeg hele Aftenen har tænkt på Dig. Du var så sød da Du sad der og læste. Du var sød i ethvert Minut, og jeg var så lykkelig ved at være hos Dig. – Just som jeg var kommen ind i Festsalen i Aften og var bleven bænket mellem til dels ukendte Folk, spurgte En mig, om jeg var gift og en anden, som jeg kendte, svarede for mig: «Han, nej han er ikke gift! Ser han ud til det.» Jeg svarede spagfærdig: «Nej jeg er ikke gift, men jeg vilde gerne være det», og så sendte jeg Dig min første Hilsen efter at jeg var gået fra Dig. Senere fik Du Hilsen på Hilsen, Tanke på Tanke, hver Gang noget nyt, noget påfaldende skete. Da jeg fik Brødstumper, Propper, Servietter osv. en hel Ladning af forskellige Ting i Hovedet og måtte værge mig ved at bombadere igen, lo jeg og tænkte på, hvad Du nu vilde sige, hvis Du så dette. Jeg talte med den norske ældre alvorlige Maler Hansen,^k721 der morede sig over Børnene som jeg, og jeg ønskede brændende som altid, at Du alt var min Hustru, at vi kunde gå sammen ud til ham. Han opfordrede mig så venlig til at besøge sig. Og Poul Johnsen var der,^k722 han holdt sig fra mig, men vi drak Glas [sic] sammen. Men værst var det, jeg fik en Indbydelse til Fredag til et Ungkarlegilde. Hvor har jeg lidt Lyst dertil. Jeg er ikke Ungkarl længer – jeg har længe ikke været det. Du min søde elskede Hustru nu siger jeg Dig Godnat og Godmorgen på en Gang. Dette er en Stump af hvad jeg vilde have fortalt Dig, om Du havde været vågen nok dertil, når jeg kom hjem, og Du havde ligget sødt yndigt og klynket Dig kærligt ud af din dybe trofaste elskede Søvn for at gøre mig glad.

Din Erik

Nu skal jeg til Postkassen med dette, Vejret er godt.

[21/11/83]

Onsdag kl 3 eftermiddag,^k723

må jeg beskedent sige, og kan ikke som du skrive 1 ½ morgen eller sådant noget. Vi kommer ikke i folketheatret iaften du søde, elskede; hvis du nu går derhen og ikke finder mig, bli'er du måske vred, men det er ikke min skyld. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, det ikke blev af med at gå i theatret, ja det er sandt vi skal iaften hen til nogle som hedder Gortschalk [sic], fru Knudtzons broder.^k724 Jeg mødte idag dr. Georg,^k725 just som jeg kom ud Amaliegade – jeg skulde til photografen – han kom tværs over St. Anna [sic] plads, og fulgte mig lige til døren i Østergade, hvor han foreslog mig at spasere videre med ham – jeg vilde så dog komme til at vente deroppe mente han. Men jeg afslog det, sagde at jeg udtrykkelig måtte være præcis, fordi jeg skulde møde fru Drewsen, der kom kl. ½ 1, exprès for at træffe mig. Han var overhændig elskværdig – fik talt om en masse ting, blandt andet også om «Moderne damer».^k726 «Skal det være dem?» sa'e han; han havde intet hørt derom, men blot ved at kige her og der var det sprunget ham i øinene. Nu har jeg læst den helt ud. Noget så giftigt kan du vanskelig tænke dig. Han må alt mens han skrev ha'e følt forløsning for et rent ætsende had. Man læser om en eventyrerske, uden overbevisning, uden en ærlig tanke, som holder sig til venstre fordi høire ikke vil vide af hende, af den simpleste ekstraksion, der gjør alt af beregning, er rede til hvert øieblik at blive overløberske, sidder på storthinget for at vise sig, går på jagt efter invitation til hofbal[l]er en flane, en «åndelig skjøge» – – ja naturligvis, i alt dette, vilde hverken jeg eller nogen gjenkjende mig, hvis der ikke var en ondskabsfuld villie til at ville udpege mig som den han mente, og hvis han ikke i forveien selv havde sagt at det var mig han mente. «Fru Schønberg» bryster sig af at have talt med kongen. Jeg husker så godt at jeg kom til at fortælle ham at jeg tidligere havde truffet kongen, fordi han kom og sa'e mig smigrende ting om den opsigt jeg havde gjort i Storthinget ved åbningsfesten, og om den udmærkelse kongen havde vist mig ved at stanse og særskildt hilse mig. Tænk nu at bruge en sådan ting for at karakterisere mig, som om det var karakteristisk for mig at gå og skryde af den slags ting. Hans bog er en gemenhed fra ende til anden. Den er gjort så, at selv de, der bare har hørt mig omtale, straks vil tænke at det er mig han mener, og så kalder han den moderne damer, – bare for den titels skyld skulde han nu tages alvorlig af dage, – det er en ren latterlighed. Den har påvirket mig uhyre ubehagelig, det nytter ikke at nægte det. Så har jeg samtidigt fået en levende fornemmelse af at J.P. er et rigtigt skadedyr – så uendelig simpel og lavartet. Jeg kan dog ikke hjælpe at han gik hen og forelskede sig i mig, og bortsét fra dette uheld, har jeg kun gjort ham godt, kun kunnet vente taknemmelighed af ham, hvis jeg overhovedet skulde vente noget. Jeg håber nu imidlertid snart at blive færdig med den ubehagelige fornemmelse jeg sidder inde med efter læsningen. – Min elskede, søde ubeskrivelig kjære og dyrebare, så kommer jeg altså til dig imorgen efter det klokkeslet, som du selv vil angive i brevet imorgen. Hvor jeg elsker dig, og hvor jeg håber at skulle kunne vise dig det dag for dag mere og mere, når det nu endelig skal times mig at få leve med dig åbenlyst som din hustru. På søndag skal her være middagsselskab; du er buden. Der var en strid om nogle som Bertha ikke vilde invitere: «det går da ikke an at bede disse mennesker sammen med Skrams og Krohns» sa'e pludselig Bertha, hvorpå vi tre, B. Harriet og jeg brast i latter. Jeg kysser og omfavner dig min elskede!

Din Amalie. –

Natten mellem Onsdag og Torsdag

Kl 1 den 22 Novemb 1883

Kæreste velsignede Amalie, Du var ikke i Folketeatret. Jeg kom der hen og stirrede og stirrede, men kunde ikke opdage noget, der lignede Dig. Jeg kom midt under en Akt, da der var mørkt på Tilskuerpladsen, så at jeg altså kun med Vanskelighed kunde få Overblik over, hvem der var i Teatret, men det greb mig straks, at Du ikke var der. Imidlertid blev jeg ikke så skuffet, som jeg selv havde ventet, at jeg skulde blive – der var en underlig Fornemmelse om, at jeg ikke skulde se Dig, og om at hvis jeg så Dig, at jeg så ikke kunde komme hen og hilse på Dig – men naturligvis jeg gik noget slukøret tilbage til mit Selskab. Du, jeg havde så meget at fortælle Dig, som så vanskeligt kunde være blevet sagt i Teatret – nu glæder jeg mig kun til imorgen Kl 10 ¼ lige som sidst. Ak om Du havde været med i Aften, det vilde have moret Dig! Elskede jeg skynder mig med dette, jeg er søvnig, Kl 10 ¼ går Du hjemme fra!

Din Erik

[26/11/83]

Mandag Kl 12.^k727

Min kære Amalie, den Lejlighed vi skulde have set sammen men som jeg desværre måtte tage alene i Øjesyn ser således ud^k728

a Korridoren, b rummelig tofags Stue (med 3 Fløjdøre, der tager næsten al Væggeplads bort) c Kabinet med en Dør ud til Trappegangen, som kan spærres, hvorved to ypperlige Vægflader fås, d stort etfags Værelse med en ypperlig Langvæg, e godt Sovekammer, f Køkken, g usselt Pigekammer, h Kloset. Den ligger S.S.Ø. med vid Udsigt, altså herlig Morgensol, og koster 450 Kr årlig. Vi kan få den oliemalet efter vort Ønske og flytte ind nårsomhelst. Den eneste synlige Mangel er det dårlige Pigekammer og Mangelen på Væggeplads i den store Midtstue. Formodenlig er Lejligheden kold, men derpå vil der kunne bødes. Jeg har tænkt mig, at Du tog b og c, jeg fik d til Stue. Kan dine Møbler ikke anbringes i b (Spise- og Dagligstue), så måtte jeg få c og Du b og d. Det vilde være såre heldigt, om Du imorgen på en eller anden Tid kunde se på Lejligheden.

Min kære Pige, Begivenheden imorges står i følgende Lys for mig: Imod din Vilje stødte Du mig midt i min glade Følelse af at gå og tale med Dig – hvad kom Vejret os ved? – da jeg tog Sagen lidt alvorligere end mulig strængt rimeligt, manglede Du det lille kærlige Ord, det milde sikre Sind, som i et Sekund havde blæst mit onde Lune bort. Jeg følte din Hånd, Du Søde, da den – ak så sent – kom ind i min, men så tog Du den tilbage og havde ikke et Ord til mig. Du var dog den, der havde gjort mig Fortræd. Hvorfor ikke et eneste lille Kærlighedsord ved en sådan Lejlighed? det er jo dog det, der trænges til, når der har lydt en Klage. Du så, at din Ytring havde gjort mig ondt – om det så hundrede Gange beroede på en Misforståelse el. Overdrivelse fra min Side, hvorfor så holde det Ord tilbage, som skulde lægge sig blidt og blødt som en venlig Hånd over det stødte Sted?

Din Erik

Brevkort

[26/11/83]

Jeg får imorgen ikke tid til at komme og bese leiligheden. – Så skulde jeg spørge dig fra fru Knudtzon om du imorgen, tirsdag vilde spise hverdagsmiddag her til sædvanlig tid. Om du kommer lidt før tiden, går det godt an. Da jeg stak min hånd ind i din igår, var det mere end det kjærlige ord som du beklager at jeg ikke gav dig. At du kunde være slig som du var igår, kan jeg ikke begribe.

Amalie. –

[Tilføyelser:]

Du spurgte igår: «Skammer du dig ikke?» Jeg svarer nu: «nei, jeg gjør ikke.»

Vi går imorgen ikke til Hornemanns. ^k729

Mandag Aften 26/11 83

Min elskede, der hviler et Tryk på mig fra imorges. Den samme Tyngde, som din Tavshed under en Uenighed lægger over mig, er nu faldet over mig, fordi jeg intet Brev har modtaget fra Dig.^k730 Jeg tror, min egen dyrebare Amalie, at Du ikke rigtig tydelig forstår den Lidelse, der kommer over mig ved en Uoverensstemmelse imellem os, når et Ord fra Dig eller en Handling er mig uforståelig eller pinlig. Du tror jeg er vred. Ak min Elskede. Vrede er en hel herlig Ting imod den Pine, Du kan lægge på mig ved at lade mig uden Forklaring, uden et kærligt Ord, hvor jeg venter et sådant. Nu tænker jeg mig ganske vist, at Du har skrevet og blot ikke har vidst at tage Tiden i Agt til at få Brevet besørget i en Brevkasse, men bag dette dæmrer der dog hos Dig en Ro, som Du ikke vilde føle, hvis Du vidste, hvor ondt et uopklaret Mellemværende imellem os gør mig. Du danner Dig vist en Forestilling om, at jeg er hård netop der, hvor jeg er mest blød. Min egen sødeste Pige, jeg véd, at jeg i samme Sekund min Beklagelse imorges havde lydt, ikke tænkte på noget andet i Verden end ved din Hjælp at finde min glade og lykkelige Stemning igen. Men din Hjælp måtte og vilde jeg have. Du gør mig glad eller bedrøvet, det er din Magt over mig, den Evne hos Dig, der skal være Tilskyndelsen, Hjælpen Magten i Resten af mit Liv, den er vigtig i store som i små Øjeblikke, jeg vil ikke frivillig lade et Fnug af denne din Evne, din Betydning for mig tabe sig i det tomme Rum. Du kom imorges til at ramme mig ømfindtlig, jeg skreg en Smule op som den der føler Smærte, Du, Du skal tage Smærten fra mig. Hvilken Misforståelse der end kan have ligget til Grund for min Fornemmelse, måtte det være Dig klart, at jeg havde lidt et eller andet, at dine Ord var Grunden – altså kun Du kunde tage det Ubehagelige fra mig igen. Og Du skal det. Havde jeg ikke denne Fordring til Dig, var min Kærlighed ikke så god som den er. Tror Du jeg forlanger at have Ret over for Dig i det enkelte Faktum? Tåbelighed! At der er Vrede i mit Sind? Urimelighed. – Amalie tænk Dig en Smule om. Når det er indtruffet, at jeg har gjort Dig Fortræd ufrivillig og har set det, har jeg så ladet Dig gå ene? Jeg har bedet, jeg har spurgt, jeg har søgt at glatte lempe, lette, slette ud. Du – Du er stum. Om jeg så hundrede tusinde Gange opfattede Meningen af dine Ord forkert i Morges, var der jo i min Protest intet andet end en Bøn om Forklaring. Jeg hørte en Hårdhed, jeg bad altså om et blødt Ord. Hvorfor er det ikke dit Hjærtes Trang så at give det? Jeg tvang Dig hen imod Sporvognen for at få Dig til at protestere. Du fandt Dig deri: jeg kan kun forklare mig det ved, at Du tror, at min Stemning er en hel anden end den er. Det var din Stumhed, som fik min Kærlighed til at rejse en alvorlig Anklage imod Dig – straks havde Klagen været til med et Pust at drive bort. Du kunde blot have set forundret på mig, have sagt «Sludder med Dig» eller hvad i Verden ellers, og Misforståelsen havde været klaret. Nu i Aften gør det mig på ny ondt at jeg intet Brev har modtaget fra Dig.

Din Erik

Torsdag Aften Kl ½ 12

[29/11-83]^k731

Min elskede! Da jeg gik fra Dig, havde jeg det, som Du kan begribe, ikke helt godt. Jeg var angst for at komme hjem og ligge søvnløs. Gik derfor frem og tilbage i Bredgade. Jeg er ikke usikker på mig selv Elskede, ikke et Sekund. Jeg har min Vej sikkert afstukket foran mig. Jeg har Kærlighed til Dig, og jeg skal vinde min Kærligheds Sejer, hvis Du har lige så stor Kærlighed til mig. Det er mig, som endnu ikke har Evne til at tale til dit Hjerte således, at Du straks véd, at Du skal låne mig Øre. Jeg taler formodenlig for forskellig fra hvad Du er vant til at høre, så at dit Sind lukker sig for mine Ord. Men jeg har altså den Bøn til Dig. Elsk mig, om Du kan, mere selvforglemmende. Jeg mener intet moralsk i dette Øjeblik. Rent mekanisk Kære. Gør Forsøg på at huske i hvert Øjeblik, at hvert Ord jeg siger til Dig er født eller i alt Fald farvet af min Kærlighed. Vent derfor hver Gang til jeg har sagt min Mening og hør så, om det ikke er noget, Du forstår, kan bruge, kan hjælpe Dig selv frem med. Jeg har sådan Tro til, at Du er god og i dine Meninger som i dine Gerninger vil det rette, at jeg er sikker på, at Du ikke i dit Hjerte mener, at Du har nået det fuldkomne. Der er altså et Arbejde at udføre også rent intellektuelt. Brug mig til en Hjælp her. Husk at når Du som Du siger hele dit øvrige Liv har været alene om at få Meninger, så er der nu tilstødt Dig det i Livet, at Du har fattet Kærlighed til en Mand. Du er fra da af ikke ene i noget Forhold. Vær derfor mild, ventende også når Du tænker. Du synes mig at glemme at jeg begynder med Respekt for enhver af dine Meninger og at det først er din Måde at forfægte dem på, der ægger mig til Angreb. Gør et Forsøg på at tænke sammen med mig lige som Du føler med mig.

Jeg skriver dette hos à Porta, Du véd, Konditoren på Kongens Nytorv. Inde bag et Skillerum hører jeg Frederik Knudtzons Stemme, han fortæller noget om «Faktorer» osv.^k732 – Jeg kom ind i en af de inderste Stuer, så mig om, hilste på nogle Bekendte, lader mine Øjne glide videre over Grupperne, ser John Paulsen sidde ene. Han hilser mig smilende. Jeg ser rolig på ham, som havde han været den Stol han sad på og gik ind i et andet Værelse. Lidt efter ser jeg Maleren Groth^k733 komme fra en anden Gruppe hen til Paulsen og gøre Mine til mig om at komme ind til dem. Jeg havde da taget fat på dette Papir. Lidt efter kommer Groth efter at have talt med Paulsen ind til mig og spørger øjensynlig opfordret dertil af Paulsen om jeg ikke vilde komme ind til dem. «Nej svarer jeg, dertil har jeg ikke Lyst, for den Person, de sidder sammen med, betragter jeg som en Slyngel». «Er det for den Bogs Skyld, han har skrevet?» «Ja». «Ja han har sagt til mig, at han var bange for at være i Kristiania, når den kom ud». «Det er rimeligt nok, for kommer han tilbage til Krstia., vil han blive sparket ud af ethvert Selskab, som han sætter Pris på at komme i». Så gik Groth tilbage og fortalte håber jeg mine Ord. For et Øjeblik siden gik Paulsen og Groth, men de søgte en anden Udgang end det Værelse hvor jeg sad. Nu sidder Krøyer og læser Aviser ved mit Bord og venter på, at mit Skriveri skal blive færdigt. Ak han boer på Østerbro lige ved Siden af min Gade. Jeg må følges med ham jeg er ikke meget oplagt til Samtale, men det er måske godt for mig.

Godnat min Elskede

Din Erik

Fredag frmdg.

[30/11/83]

Min egen elskede, tak for dit brev, som var så sødt at modtage. Jeg skal gjøre mig megen flid for at høre på dig, og for at forstå hvad du siger, men jeg tror virkelig at der vil arbeide og selvfornægtelse til. Du vil ligesom slet intet forstå, men spør uafladelig som i vrangvillie: hvoraf ved du det? på den måde at det gestalter sig for mig omtrent som så: jeg: min kjole er sort af farve. Du: hvoraf ved du det? og så videre fort. Det er som om vi to mennesker, der engang syntes at forstå hinandens alle halve ord og svage antydninger blot, nu ofte mangler enhver fælles givet forudsætning, enhver åndelig slægtslighed. Det gjør mig bange; inat lå jeg og havde bekymringer, men så kom dit brev og blæste dem bort, for det fortalte om vor kjærlighed og om den fortrøstning det ikke er for dristigt at have til den. –

Men hvorledes kan du forsvare at sige, at jeg har et ondt sind? eller hvad mening lægger du ind i den betegnelse af mit væsen eller karakter? «Et ondt sind!» det er noget meget ondt og foruroligende at vide om den elskede, at han eller hun har et ondt sind. –

Men imidlertid, jeg elsker dig og det vil vel hjælpe mig over både den ondskab og hoffærdighed og stædighed og egenretfærdighed som huses i min natur. Men bange er jeg, undertiden til og med slet ikke så lidet. Hvis det ikke går med os, så vil jeg ønske og håbe at jeg skal have det samme moralske mod som frk. Ravenkilde [sic], der nu i går aftes har skudt sig, fordi hun ikke likte livet.^k734 –Prøve det med dig må og vil jeg nu, såfremt du elsker mig med samme sikkerhed som før, men jeg går ikke letsindig til den prøve. Jeg ved nu at det undertiden vil blive vanskeligt. Det vidste jeg slet ikke før. Jeg troede at vort samliv skulde blive en stedse fortsat stille, lykkelig nyden, men istedet derfor bli'er der sikkerlig adskillig kamp at levere. Men som sagt, jeg er vis på at jeg elsker dig min elskede. Din

Amalie.

Zinnsgade Mandag Aften Kl 10

Den 3 December 1883

Min elskede, jeg har ikke behøvet Dage for at få Følelsen af min Ensomhed, efter at Du er rejst.^k735 Jeg håber til Skæbnen, at det bliver sidste Gang, at jeg siger Dig farvel på så lang Tid. Det er ondt at sidde alene tilbage. Min søde Pige, denne Gang er Du bleven mig mest nødvendig af alle de Gange vi har været sammen. Men sådan skal det være. Jeg trænger i uhyre høj Grad til Dig, jeg vil ikke indlade mig på et Liv uden Dig. Du er min elskede, Du er min Tilflugt, at Du véd det, Stump. Uf, da Du gled bort i Mørket! Jeg kunde ikke se Dig. Jeg havde Følelsen af, at Du stod der endnu foran Hytten, men din Skikkelse slugtes af alt det Sorte. Så stod jeg der med Damerne Knudtzon. Skønt de vist er mig gode, var de med ét blevet mig som helt fremmede Væsener, jeg fulgte dem til deres Port og sagde farvel. Så gik jeg til min Moder og bragte din Hilsen. Der blev jeg end mere modfalden. Hun talte så kærligt om Dig, men jeg følte for tydelig, hvorledes det var mig umuligt at sige til hende et Ord om mit Savn. Jeg sad for Resten en Stund hos hende. Hun fortalte om nogle gamle Venners beklagelige Skæbne, om et Ægtepar, der havde været hos hende i den forblommede Hensigt at låne tohundrede Kroner til at betale Husleje med – en afskediget Organist fra en af Småbyerne – og hendes Beklagelse over netop nu at være ude af Stand dertil, hendes hurtige Griben Ordet, inden Manden var rykket frem med sit egenlige Ærinde, og om Konens og hans febrilske Forsøg på under Forlængelsen af Visiten at skjule i hvilken Hensigt de var komne osv. Det var sørgmodigt som min Stemning var det. Jeg hørte derpå med inderlig Beklagelse. Du elskede, det var for Resten ikke uden en vis Nydelse af min Moders gode Forstand, hendes ypperlige Fremstilling og hendes fine Følelse af hvor Trykket havde ligget hos Staklerne, der havde besøgt hende, også med en Hilsen i Tankerne til Dig, der vilde have følt netop det selv samme som jeg, hvis Du havde siddet hos og hørt på den lille Fortælling. Du, det er sødt at have sådanne Småting at dele sammen. Ingen af Søstrene var hjemme. Jeg lod en kærlig Hilsen blive tilbage fra Dig. Jeg sagde, at de havde været søde og gode mod Dig, og at Du havde været glad i dem. Så gik jeg til With. Jeg kunde se på ham, at det ligefrem gjorde ham ondt, at han ikke var kommen til at sige Dig farvel. Han holder af Dig. Han er snil, den Fyren. Han blev helt egen tilmode over pludselig at få at vide, at Du var fløjen bort. Så fortalte han mig nogle Slyngelsytringer, som han John Paulsen havde ladet falde. De gik ud på, at Fru Sars i det sidste Selskab, hvor han og Du havde været sammen, havde vist Dig en tydelig Kulde, og at de øvrige Damer i Selskabet havde vendt Dig Ryggen i Anledning af din skandaløse Rejse med mig over Land, at det havde «gjort ham ondt for Dig», at jeg var et skændigt Menneske, som havde undergravet dit Rygte således osv. Det kunde jo være, Stump, at det var rigtigt, om Du ligefrem gik til Fru Sars og fortalte, at Du skal giftes med mig til Marts. Ikke at jeg lægger mindste Vægt på, hvad den Løgnhals siger; men mulig, at han dog har erfaret en Smule om, at Byen hedder Snærpe,^k736 og under alle Omstændigheder er det måske både klogt og rigtigt følt fra din Side, om Du i Tide sikrer Dig denne din gamle fine Venindes Forståelse af hvad Du har for og gode Sindelag for din Plan. Tænk lidt på, min egen Unge, at Du ikke gerne må skære noget Bånd over af dem, som Du har kær i Kristiania, at dit Giftermål ikke må komme til at tage sig ud for dine Venner som en Flugt eller Svigten af gode Opgaver. Det er næppe helt klogt, om Du ikke hæver Sløret så meget, at Du under fine Menneskers diskrete Begriben af hvad Du har for bereder Dig Vejen til fremtidig at tjene under Fanen på din Måde – den, der uden Forklaring i jeres Klan der oppe vel netop – særlig i Begyndelsen – vil blive opfattet som et Slags Forræderi fra din Side. Jeg tror at opfatte din Stilling rigtigt ved at mene, at Kredsen i Kristiania har taget Dig så tæt og venskabeligt ind i sig med en Bifornemmelse af at eje en stor Værdi i Dig. Det er ikke så ringe en Ting at have Byens smukkeste Frue i den literære Falanks, som Venstre kan stille på Benene. Tydeligt eller utydeligt føles dette. Man giver Dig med Glæde et oprigtigt Venskab for din egen Persons Skyld, men din Skønhed og din Pen er en Kraft, som alle for Sagens Skyld mene at have en Slags Lod og Del i. Det bliver på en Måde noget, som lever uafhængigt af Dig, dit virkelige jeg. Forsvinder Du fra Skuepladsen, skuffer Du en Fordring, alle tiltro sig Ret til at stille til Dig. Man holder ganske vist af Dig personlig, men det var dog også den Fru Müller, der fyldte på den og den Måde i Venstre-Billedet, som man satte Pris på. Altså går Du, er det Dig, der tager fra de andre noget, de forlængst har indordnet mellem de Værdier, de taler om som «vor». Og man bliver vred på den, som tager noget fra en. Ret til at blive vred har man her ikke Spor af, men man vil uvilkårlig blive det alligevel, og Du løber Fare for at tabe noget af den umiddelbare og lette Forbindelse med den gode Kreds i Kristiania, som ikke må tabes. Der kan indtræde en Kølighed, som kan blive Dig ikke blot ubehagelig men på en Måde farlig. Din Rejse til Amerika var slem, men dit Giftermål i Kbhvn er værre. Det er naturligvis let at se tværs igennem det uædle i at angribe Dig efter en Tankegang som den her skitserede, og det vil vel heller ikke bogstavelig blive udført – men I kære Normænd, er Folk som er iltre på eders eget, og som har let til Sinne. Vær altså snild som en Slange min elskede. Klogskaben her tror jeg føres bedst frem ad Ærlighedens Veje. Du har intet ondt i Sinde imod «noget i Norge».^k737 Gå lige på og sikr Dig Huset Sars's Forståelse. Min elskede, jeg tænker mig, at disse Ting, som Du vel har set og følt før jeg, kommer i et endnu klarere Lys ved at omtales. Jeg synes ikke, at der er nogen egenlig Fare i dette, men det forekommer mig, at man bør lægge så megen Klogskab ind i sin Fremgangsmåde som mulig, hvor der handles om så betydelige Værdier som her, der om end ikke kan tabes så dog forringes. Elskede, Du har som Hæmsko i din Optræden her, din Følelse af, at der i denne Kærlighedshistorie ikke er så meget af det gode, lyse, frejdige, ærlige, åbne og glade, som Du kunde ønske skulde ligge til Grund for enhver af dine Handlinger. Dette at det er «Kærlighed», som driver Dig til Handling, er ikke din Stolthed – og sødeste Stump jeg er et rimeligt Menneske og tænker nu ikke mere på at angribe Dig for det – der er noget som af et Frafald i dette, at Du skal stå frem og sige: «Jeg underskriver ikke mere mine Ord fra før om denne «såkaldte» Magt i Livet, ti jeg føler den nu herske i mit Indre». Jeg véd det Stump, at dette har sin Bedskhed. Men dejlige min lille, det er jo Sandhed! Din Kreds har ikke trot synderlig på Kærlighed. Du og Ernst Sars har gået og lagt nogle artige Tanker sammen om Emnerne i Fremtidens Kunst, det var slet ikke mere «Kærligheden» som var Poesien i Livet osv. Nu skal Du med din kraftige lille Hånd rive en Flænge i det statelige Gevandt, som Du og Sars så pyntelig havde viklet om Gudens Lyra, I vilde ikke høre på Klingklang mere – og nu er det Dig, som skal få Strængene til at klinge så smukt om Elskov. Elskede tag netop dette, at det falder som en Overraskelse ind i Kredsen til din Støttestav. Nu har Du noget at lære de andre. Du skal ikke sødeligt kvæde, men Du skal stoltelig tale; Du elskede, det er det kraftige nye Tilløb Du tager i Livet. – Ak Ven jeg sidder og lader Pennen løbe, så glemmer jeg, at jeg er temmelig ynkelig tilmode. Jeg håber at Du ligger nu og sover. Mon Du imorgen telegraferer til mig fra Gøteborg? Mit Brev må komme en Dag senere til Kristiania end Du. Blot Du nu ikke har ventet at finde Brev ved din Ankomst. Telegrafere tør jeg ikke, for er Du ikke kommen, kunde Telegrammet jo mulig blive åbnet. Elskede begynder Du dit første Brev nu til mig med «Erik», svinder en Måneds Længsel ud af mit Sind. For hvert Erik Du kan sige, tager Du Dage af den onde Tid fra mig. Men som jeg allerede synes, at det er fælt at være uden Dig! Og så er jeg dog på Bunden af mit Hjærte så inderlig glad. Det er dejligt at holde af, at være sikker i sin Kærlighed, at elske. Du min egen Amalie, jeg har ikke grædt denne Gang. Det var for yndigt at stå der med Dig på Dampskibet og vide, at dette var kun en lille nødvendig Standsning i det Gode, der var ingen virkelig Afbrydelse nu forestående, jeg kunde ikke lade være med at sammenligne dette med de foregående Afskedstagelsers eller Ikke-do's Afskylighed. Dette sidste dybe sorte Hul i Kristiania – og så nu. Men da jeg gik der på Gaden og sad hos min Mo'r og kom hjem og ikke imorgen skulde se Dig – elskede jeg er lykkelig ved Dig, men jeg længes efter at høre din Stemme. Jeg tror, at det er det jeg længes mest efter af alt.

Din Erik

Tirsdag den 4 December 1883

Elskede, er det ikke helt egent, at samme Dag Du har forladt København, klæder Byen sig i sin mest modbydelige Efterårs- eller Vinterdragt med Storm og Tøsjap. Det har snet med vådt Sne idag så stærkt, at Sneen ligger på åbne Pladser og Grønninger endnu en Time efter Snefaldets Ophør. Du søde, elskede dyrebare, når Du er borte, var der jo heller ingen Grund til at holde det dårlige Vejr længere tilbage. Folk bander og skælder over det rædsomme Føre, der som giftig Væde siver sig ind gennem Støvlerne, men kun jeg véd, hvad der har været Grunden til Omslaget i Vejret. Jeg morer mig næsten over hvad der plejer at være min Fortvivlelse, og det kommer af, at jeg gennemskuer det hele. Heraf kan Du lære min sødeste Unge, at Du er meget dum, når Du er hæftig og holder din Ånd trodsig og siger: «jeg vil ikke, nej jeg vil ikke forstå hvad Du siger». Man har altid Glæde af at forstå noget, selv om det er noget, en så personlig ukært som våde Fødder. Således uddrages Moralen af alle Ting. – Min Stumpedorthe jeg har moret mig idag ved at læse Anmeldelsen af Irgens Hansen af «Moderne Damer» i Dagbladet.^k738 Den er jo ligefrem fint skrevet. Slutningssætningen, at nu kender vi J.P. og tidligere Bemærkningen om, at J.P. «lyver» kommer med ypperlig diskret Kraft. Kan Du tænke Dig, at Lømmelen idag igen hilste mig, da jeg kom ind til à Porta. Naturligvis besvarede jeg hans Hilsen lige som sidst. Igår tænkte jeg alvorlig på at opsøge ham og give ham en alvorlig Dragt Prygl, og sikker er Monsieur endnu ikke. Træffes vi en Gang, og han vover at tiltale mig, og Stedet er nogenlunde dertil, kunde det være, at han får et sådant Næveslag i Ansigtet, at han ligger der. Endnu har jeg så pas Kræfter, og Vreden skal forøge dem. Det usle Dyr. Det er virkelig lykkedes mig en Gang for Alvor at blive opbragt på et Menneske. Og så kan jeg ærgerlig nok alligevel føle lige som Enden og Begyndelsen til det Selvforsvar, hvormed han klarer sit Standpunkt for sig selv. Men en ynkelig Pjalt er Fyren, og Juling skulde han have. Du allerdejligste på Jorden, min sødeste Hustru, tag den lille Byrde på din[e] Skuldre, som jeg sender Dig. Skik denne Barselfærd med et Par Ord til Skavlan,^k739 sig ham, at Du har påtaget Dig at forelægge ham det lille Arbejde, fordi der er Dygtighed og Talent deri, men at Du ikke derfor direkte anbefaler det til Optagelse i Tidsskriftet. Udbed Dig som en særlig Gunst, at hvis det ikke optages, at det da sendes Dig tilbage med et Par motiverende Ord. Sig, at Du vilde sætte Pris på at få Afgørelsen hurtig. Og når så det er gået som det vel må, så send mig Manuskriptet tilbage med Afslaget. Besørg nu dette min egen Ven, drag dit Suk derved og tænk med Kærlighed på, at det er en af disse kedelige Pligter, som denne mærkelige Kærlighed kan lægge på en. Der var intet Telegram idag, dit lille Afskum. Jeg havde ganske vist ikke sikkert ventet det, men det havde dog været så umådelig dejligt at modtage det. Jeg véd ikke en Gang ret til hvilken Tid Du idag kommer til Kristiania. Mon Du så telegraferer? Nu forekommer det mig ubegribeligt, at jeg ikke sikrede mig det ved Afskeden. Jeg kan huske, at Fru Knudtzon endog slog på, at Du vel sendte Telegram. Hvor forunderlig ubetænksom man kan være. Men endnu har jeg jo Lov at håbe. Du søde, nu skal jeg til at læse Gunnar Heibergs Artikel om Kristiania Teater;^k740 jeg fik Lov til at stjæle Numeret på Kaféen.

– Jeg har læst Artiklen og fået mig en Lur bag efter, og jeg vil ikke påstå, at ikke disse to Idræter hang sammen som Grund og Følge. G.H. forekommer mig ved denne Lejlighed lidet klar og fyndig, under alle Omstændigheder meget for vidtløftig, og når man ikke er oplagt til at være vittig skal man ikke gøre Forsøg derpå. – Du Pigebarn, Du fik dog min Kniv med Dig. Behold og brug den, så er Du sød. Vis mig, at Du har den når Du første Morgen i vort Hjem skal gøre dine Negle pæne.^k741

Hvor jeg elsker Dig Amalie!

Din Erik

Gøteborg 4de dcbr 83.

Min egen, inderlig elskede, naturligvis kom jeg ikke tidsnok til trænet for Kr.ania. Først kl ½ 12 kom vi, og toget gik kl. 7. Altså må jeg blive til imorgen, og agter at opsøge Hedlunds og måske Lindhé's,^k742 hvis jeg efter at have spist, får humør til det. Jeg er så sulten, så sulten, – jeg har intet nydt på skibet og er nu af et bybud bleven sat af i et hotel, hvor – tænk dig, der ingen mad er at få. Jeg forlangte at komme til hotel Kr.ania, men underveis foreslog fyren som havde min kuffert at ta'e ind på hotel Kalr [sic] den femtende,^k743 da det lå tæt ved jernbanestationen, var også os nærmere og det blæste en så forrygende snestorm at hvert sparet skridt var noget værdt. «Er det et pent hotel?» spurgte jeg. [«]Ja var's, mycke snygt og hygligt»! sa'e karen, og så gik jeg da i fælden, og er kommen på et utriveligt, simpeltlugtende sted, hvor man ingen mad kan få. Det vil sige intet varmt. Kaffe og the med hvad dertil hører, nok, men nichts weiter. Da jeg græmmede mig derover, og vilde fort, blev der sagt, at jeg kunde få al den mad jeg ønskede, – de kunde skike efter, og da de alle var færdig til at styrte nedover trapperne på hovedet for mig, blev jeg hvor jeg nu engang var kastet ind af skjæbnen. Men fælt har jeg det. Nu for et øieblik siden under skrivningen forsøgte jeg at spise af den bøf jeg havde bestilt; noget mere ildesmagende har jeg ganske vist aldrig ført indenfor mine tænder, den var aldeles nedsyltet med salt (store dynger lå det i) og peber, og så var det ikke muligt at komme ind til kjødet, fordi det var begravet under finhakket løg. Det var vel altsammen gjort for at skjule at kjødet var bedærvet, – ja, for det smagte så ondt, og så et smør, – vognsmørelse! Jeg kommer kun at spise for at opholde livet mens jeg er her, – og sengen kvier jeg mig for; den ser ud til at have lopper i madratserne og væggedyr i træværket, og gud ved, hvad den, når den bliver varm af min krop, kan give sig til at lugte af. Havde du enda været her, – – – oh min elskede hvor jeg længes efter dig med alle sorter følelser af smerte og forladthed, – som et yngste barn efter den mor uden hvem det er hjælpeløst, fordi hun er det alt. Det er deiligt at elske dig min Erik, men hvor det er beskt at skilles fra dig, hvor det er ondt at savne dig ved alt hvad jeg rører mig til, hvor det er smerteligt at føle længselen som et stort, ømt sår i sit inderste. Jeg tænker på sidste gang jeg var her med dig du elskede, og måtte følge dig til stationen[en], og gå tilbage på hotellet for at blive natten over. Da var der dog mere grund til at fortvile end nu, da vi har vundet det, at vi eier hinanden helt, og vil blive sammen for livet. Det er dog det eneste virkelig gode et menneske kan opnå på denne jord at finde en jevnbyrdig til at smelte sammen med, uden at opgive det mindste af det, der hos en selv har en eller anden art værdi. Det er livets eneste, egentlige hemmelighed jeg ved dig, du elskede, er kommen til at skulle forsøge på at udgrunde, men jeg står endnu ved begyndelsen; men ét forstår jeg allerede: livet bliver så enkelt og let på en vis måde når man finder sig selv i sin kjærlighed til en anden. Tænk om jeg nu kunde komme op de mange hundrede trapper i Zinnsgade 2, 4 Ø, og snige mig ind i din stue, for i næste nu at ligge om din hals, og glemme at verden er til over dine forføreriske, henrykkende kys. Jeg har aldrig vidst hvad det var at kysse før at jeg lærte det hos dig; men du, – skjøndt ingen så ofte som mig, – det sa'e du en gang; gud give du ikke regnede feil. – Det var et ækelt dampskib at reise med. Luften dernede i min kahyt var så dårlig og beklumret, så havde vi også sjøen stik i stavn så at skuden duvede sig ordentligt. Jeg blev søsyg i nat, rigtig ordentligt, som et andet menneske; det var over al beskrivelse ækelt. Ud på morgenen fik vi en rigtig, forrykende snestorm, og kapteinen sa'e vi kunde prise os lykkelig at vi havde nået ind i snetykken. Og stormen vedvarer med hyl og tud, og pisker snedrevet mod ruderne, og her sidder jeg i en utrivelig «1ste sals» stue på et 4de rangs svensk hotel, med alting lugtende svensk i et svensk land, og har ingen til at være tolk i dette utækkelige sprog. Jeg har intet fået i ovnen, fordi du ikke er her, og kan forlange at få «eldad», – jeg gider ikke kave med at få dem til at forstå mig. Min elskede, elskede, elskede! jeg er intet uden dig, – jo jeg er elendig og livsled, og forfærdelig fattig i min sjæl. Gud give du følte dig ensom som jeg, og følte som jeg at du måtte leve livet med mig, eller ikke, slet ikke leve det. Skriv ofte til din elendige Amalie. –

Onsdag Aften den 5 December 1883

Elskede – ja nu tror Du naturligvis straks, at Du skal have Brev hver Dag; det kan jeg dog ikke love, skønt det slet ikke vilde være for meget, for Du er sådan en sød en. Rigtignok har Du ingen Telegrammer sendt, og det burde Du have gjort. Vi har haft Uvejr, og der er en Mulighed for, at Du har siddet fast i en Snestorm oppe der langt nord på. Helt rolig er jeg ikke for Dig. Men til Søs kan Du da ikke være gået. Det stoler jeg trygt på. Hvis jeg tænkte mig, at Du var gået Søvejen, vilde jeg for Alvor være bange, for så måtte Uvejret efter al Sandsynlighed have overfaldet Dig, og så ganske nemt var Du da ikke sluppet igennem. Men altså til trods for, at Du intet Telegram har sendt mig, og jeg nu i to Dage ikke har hørt det mindste til Dig – tænk Dig i to hele lange Dage – så er Du sød alligevel, og jeg elsker Dig, og jeg kan ikke blive glad eller bedrøvet, uden at min første Tanke går til Dig. I Aften, nu for et Kvarter siden næppe, er jeg bleven rigtig glad. Du skal dele min Glæde så hurtig som mulig. Den består i Modtagelsen af medfølgende Brev fra Arne Garborg.^k744 Du forstår min sødeste Pige, at Du skal være omhyggelig med dette Brev og straks sende mig det ned igen. Sig mig lidt, om Du synes, at Tonen i det er sat en Smule op. Det forekommer mig muligt. Du véd jeg mener lidt frejdigere i sin Hjertelighed end Mandens Natur er. Jeg antager, at Brevet vil interessere Dig meget, Du med din Kendskab til Garborg. Så vil det også more Dig – det skal det – at kigge ind til sådanne to Eksemplarer af det foragtede Mandkøn, se hvorledes de snakker til hinanden. Garborgs Omtale af det Kønslige er en Besvarelse på et Spørgsmål fra mig,^k745 om det er helt korrekt at lade Daniel Sørbrauts kønslige Liv være så tilbagetrængt. Af hvad jeg har set til unge norske Mænd, så er de vildere i deres Kønslidenskaber end vore. – Du elskede er det dog ikke virkelig besynderligt, at Vinteren har holdt sit Indtog hos os med Orkanen igår, netop da Du var rejst. Idag har det været tør Frost. Længe står dog rimeligvis denne Frost ikke. – Jeg har gjort Visit idag hos gamle Fru Knudtzon og traf hende og Harriet hjemme desuden Svigerdatteren født Hansen.^k746 Modtagelsen kunde ikke være hjerteligere. Jeg tror virkelig, at de Mennesker holder af mig og ikke alene har været gode imod mig for din Skyld. Det berørte mig en Smule fremmed, at Fru Knudtzon i Svigerdatterens Nærværelse uden videre spurgte, om jeg var Overbringeren af gode Efterretninger fra Dig og senere spurgte, om vi havde fået Lejlighed osv. Det svarede ikke til Forsigtigheden i det første Selskab, da kun Familien var til Stede. Unge Fruen spurgte også uden Forbehold til Dig. Alle i Familjen véd altså Besked. Hvor mange der efter dette er au fait med vort snare Bryllup,^k747 er vel uberegneligt. – Hvorlænge tror Du Stump, at Du kan holde ud at sidde oppe i Kristiania og pine mig? Bestem en tidlig Termin min yndigste dejligste Pige, min egen Amalie, og jeg skal sporenstregs gå til Værten og sige ham, at til den og den Dag skal Lejligheden være rede til at modtage sine mærkelige to Indbyggere, der gifter sig uden at have andre Indtægter – næsten – end dem Himmelen vil skænke dem, hurra! Jeg var dernæst ovre hos Doktoren^k748 for at betale ham de 16 Kroner. Han er om mulig endnu mere i Stil overfor sine Sættere og en lille Tøs, der gik Byærinder, end ved sin Moders Bord. Til en Side i Kontoret stod den berømte Flaske Champagne med Glas – den syntes nylig tømt, eller skulde det være et Slags Skilt, noget, der bliver stående fra den ene Gang til den anden? Helt uden blague er Fyren ikke.^k749 Nå mig foruroligede han ikke med Champagne. Der var travlt, mit Besøg hos ham var kun kort. Farvel min sødeste Stump. Jeg har to Breve til at skrive til Kristiania, et kort et til Garborg, jeg vil sende ham første Hæfte af «Tilskueren» med min Kritik af En Hanske,^k750 og så et til Heiberg. Jeg er endnu i hans Gæld fra i Sommer – det er halvvejs Sjuskeri, halvvejs Forglemmelse fra min Side og fra først af Pengemangel – nu giver jeg ham en Anvisning på min Fordring til «Dagbladet», der er Penge nok til Dækning af min Skyld. Altså farvel Amalie – når kommer dit første Brev? Ak først idag har Du kunnet skrive!! Arne Garborgs var fra i Søndags, fire Dage – nej der må have været noget galt med det. Men heller ikke imorgen tør jeg vente sikkert. Lige til Fredag inden jeg hører fra Dig! Nej Du skulde have telegraferet.

Din Erik

[Kjø – krysset ut] Kristiania 6-12-83.

Min elskede Erik! Netop hjemkommen finder jeg dit søde, velsignede brev,^k751 og skynder mig at sende dig min hilsen. Jeg kunde ikke slippe fra mor, der underrettet ved telegram stod på stationen, men måtte blive natten over i Fr.hald; altså er jeg først idag torsdag hjemkommen, og har endnu kun truffet Jakob, der nu er ude et ærinde. Den John Paulsen er dog et ligefremt ondt menneske, en ren sump af en fyr. At fru Sars viste mig kulde er løgn; netop den aften bad hun mig om noget som vidnede om særskildt forkjærlighed, at jeg sammen med fru Schjøtt skulde komme om formiddagen på hendes eget værelse, for at læse høit fru Edgrens noveller.^k752 Og at de andre damer skulde have vendt mig ryggen! Han er dog for gal den fyr, rent forgiftet af galde. – Jeg skal forresten nok opføre mig med klogskab, hvad angår sagen med dig, skal du se, – det er godt at du kom til at tale så udførligt om det; udentvil har du ret min elskede. Når jeg nu treffer fru Sars, vilde jeg ønske at hun spurgte, så skulde jeg sige hende rent ud, at jeg elskede dig, og vilde ægte dig. – – Jakob, som ikke selv har sét eller læst «Moderne Damer», fortæller at man er rasende forbitret på J.P. og at man siger: Bare han var her, så – – – – –. Jeg er vis på at han blev pryglet op på åben gade, hvis han indfandt sig; han har ganske vist ret i det, at han ikke turde være i Kr.ania når den bog kom ud. Den ene af opsatserne er fra «Verdens Gang», det er sikkert Amund Helland som har skrevet den.^k753 Lad Bertha Knudtzon få dem efter dig; hun vilde så gjerne se norske anmeldere om bogen. Jeg er bleven afbrudt flere gange, og får som det lader, slet ingen ro til at skrive uforstyrret. Det er dog vanvittigt af den Poulsen at han ikke kan lade mig fare, men sidder og raser om mig på offentlige steder til fremmede mandfolk som With (efter hvad han ved i altfald), er for mig. Så du er et «skjændigt menneske» som «har undergravet mit rygte». End han da med sin bog! Men skidt i den fillefyren; det er dog forgalt at jeg skal sidde og spilde mine ord og min ærgrelse på sådan en lus. – Ja, det var igrunden kjedeligt at jeg ikke fik sagt With farvel. Jeg vilde så gjerne, men det var jo ikke godt gjørligt. Hils ham når du ser ham, men jeg synes næsten at hvis han skal være «vor gode ven», så kan han ikke samtidigt være Poulsens. Når jeg nu kommer til at huske det, så har denne P. igrunden sagt mange graverende ting om dig til mig i den tid han gik og frygtede for at det var dig, jeg elskede, sådanne ækle, besmittende småting, som er så vederstyggelige fordi der kan være et slags skin af mening i dem, oh nei, ikke det, – ikke mening, ikke skygge af mening, – men, ja han er et skiddent menneske. Du, da jeg gik her i gaderne idag, længtede jeg tilbage til dine gader; jeg følte som var Kr.ania en næsten fremmed by, hvor jeg ikke mere havde hjemme. Det var så underligt, jeg greb mig flere gange med forundring i den underlige fjerne følelse jeg gik med. Og så bildte jeg mig ind at jeg var i Kjøbenhavn, at du var inde for at kjøbe en cigar eller telegrafere afbud til en professor, eller for at gjøre noget stygt, og at jeg hvert sekund kunde have din hånd stukket ind i min og lyden af din elskede stemme i mit øre. Men hvorfor kunde du ikke tale om dit savn til din mor? Det kan jeg igrunden ikke begribe. Du skulde hørt mig igåraftes mens jeg klædte mig af tale op om dig og min kjærlighed og min fuldstændige gåen under uden et fremtidigt liv med dig, og om min længsel, og elendige hjælpeløshed borte fra dig, til moderen, – det var til moderen forstår du. Hun sagde ikke stort, engang imellem: [«]men at dette er dig! hvor er de nu henne alle dine fordums dages teorier, din faste, sikre livsens mening om at kjærlighed var nonsens og intet andet?» «Ah tie stille», sa'e jeg så leende, du ved jo jeg har strøget flag, og brudt mit værge, og nu skal du være ædelmodig. Men med Ludvig havde jeg en dyst at bestå. Da mor var gået ind og vi sad alene, spurgte han mig pludselig: «er det sandt at du er forlovet og skal gifte dig?» «Ja», sa'e jeg hårdt og raskt. Mor havde afvist hans spørsmål, hun havde ikke lov at sige noget, men af andre havde han hørt det. Han var indigneret over at jeg vilde forlade gutterne, og talte mig næsten hårdt til. Jeg svarte rolig, at jeg så godt kunde forstå, det måtte synes ham urigtigt, og at det slet ikke var mig en let sag at gjøre det, men at det ikke destomindre var min urokkelige beslutning, og at jeg trode sikkert og vist at handle rigtigt. Det var ligesom han havde vanskelig for at fatte dette med denne store kjærlighed hos mig, og mindede mig om at hele mit liv havde været anlagt på at leve for gutterne. Men tilsidst blev han mildere og sa'e, at det jo slet ikke var sikkert at jeg handlede urigtigt fordi om det så slig ud, at det i ethvert fald var et spørsmål som ikke var så ligetil at besvare, og at det ikke engang var absolut vist at han vilde fastholde sin mening. Det var kommen ham så pludseligt, og han var ikke mild imod mig. – – Nu kom dit andet brev.^k754 Tak min elskede, min Erik! Hvor det var godt at vi glemte manuskriptet; det forskaffede mig et ekstrabrev, et deiligt elsket brev. Men lad dog endelig for guds skyld være med at give den stakkeren J.P. prygl. Du må ikke gjøre det; tænk om du slog ham fordærvet, han som er så klæk og kraftløs – så blev der rettergang og sligt, og da var der først rigtig skandale, og det vilde gå ud over mig på den vis f.eks. bare at mit navn blev nævnt om og om igjen som den der var «la femme». Desuden, han skal, – han skal ikke vørres nok,^k755 – du er for god til at lade ham mærke at han virkelig har gjort dig eller mig fortræd. Men hvor er det dog infamt af ham, at han lader som han er indigneret over din «ødelæggelse af mit rygte», fordi han derved gives anledning til at tale om mig som den kompromitterede. Du kan stole på at det er ham som har talt om dit «reisefølge» gjennem Norge til hr. Rosenstamm.^k756 Med ham, denne værdige herre – ja, jeg tror han er en dårlig person – har han også i sin tid drøftet dig og fru Bille,^k757 og eders gjensidige forhold. Det var fra ham han havde alle sine detaljer. – Naturligvis skal jeg sende manuskriptet imorgen den dag, og gjøre som du siger, min elskede. Apropos; Boll fortalte, at Garborg havde siddet nede hos Ingebrekt^k758 sammen med ham og to andre og undsagt J.P. på liv og død for den bogs skyld. Han har svoret at tage hevn over ham. – Tænk dig at det G. Heiberg skrev om teatret syntes jeg var så udmærket, så fortrinlig skrevet.^k759 Just alt det måtte til under de rådende lokale forhold. Der var ikke et eneste overflødigt ord. Såmeget måtte der til. Alle her, såvidt som jeg efter den korte tid har forstået, er umådelig tilfredse med det. – Jeg var hos Hedlunds hele dagen i Gøteborg, og traf der nogle redaktører og skribenter, og tænk jeg fik et udmærket godt indtryk af dem. Den respekt og forståelse hvormed de talte om B.B. om hans sidste bøger, om vor politik o.s. v. gjorde godt. Så havde de også i sit sind et ganske anderledes alvorligt tyngdepunkt end jeg syntes at spore hos eder. Ja, jeg blev glad i dem. Gamle Hedlund er nu en hæderskar. Han var ikke mere det, jeg efter mødet på Aulestad havde antaget ham for,^k760 – nei ikke mere end du eller jeg er det. Han har et prægtigt hjem, bor og er udstyret ganske næsten som en engelsk rigmand, og hans kone og døtre var så elskværdige. – At du ikke bad mig telegrafere! Tænk dig til, jeg var oppe og telegraferte til moderen, og så stod jeg og tænkte: mon du også skulde sende Erik ett? Aanei; nu har jeg jo skrevet, – det er ikke værdt, tænkte jeg så igjen og lod det være, – nei jeg tror ikke jeg tænkte det engang, – jeg bare blev ligesom draget fra at gjøre det uden at gjøre mig nogen slags rede derfor. Gutterne fortæller at der et par dage efter min afreise stod at læse i «Dagen»: en (fille høireavis)^k761 «Vor «unge» (anførselstegnene af mig) begavede forfatterinde Amalie Müller skriver i Dagbladet om En Hanske: o.s. v. [»] I bergenske aviser har det også stået, – Nu ligger her en bog med en skrivelse fra Irgens Hansen med anmodning om at jeg skal anmelde den, men så får jeg ikke skrive på mit eget, og så er det opsatsen om «Bondestudentar» og det om «Over Evne»,^k762 der er så meget som skal gjøres. Jeg må se til at være meget flittig herefterdags. Gudskelov at al den leddiggang fra Kjøbenhavnertiden er forbi. Sligt et levnet virker igrunden demoraliserende. Men nu godnat Erik. Hører du, jeg siger Erik, ohne weiter, ikke elskede, eller søde Erik, men simpeltvæk Erik. Du må hilse hos din mor til dem alle. Hvor det er deiligt at du elsker mig; – du kan stole på at jeg også elsker dig. Jeg elsker dig af hele min sjæl.

Din Amalie

Torsdag den 6 Decemb. 1883

Amalie Du yndige Kvind, her har Du mig igen, og hvis Du blot er Hælvten så glad ved at få mit Brev, som jeg er ved at skrive det, så er Du vel stillet, min Søde. Knagende Frost, min Unge efter natlig Snestorm, men nu klart Solskin. Ak Du har naturligvis taget dit Land det ilde op, at det straks mødte Dig med Kulde – det havde ikke været anderledes, var Du bleven. Min Næse bliver stærkt rød i samme Nu jeg stikker den uden for en Dør – Du husker det måske fra ifjor i Falkøping – og mine Hænder bliver fugtige, når jeg fra Kulden kommer ind i Varmen, men hvis Du finder mig ækel og modbydelig for det, så – ja så vil jeg ydmyg bøje Nakken. Jeg synes selv, at disse Skrøbeligheder kun er lidet tilgivelige. Idag har der i Mrgbl. stået en af Edvard Brandes skreven Anmeldelse af «Moderne Damer»,^k763 som jeg sender Dig. Jeg synes, at den bærer Præget af at være ret ærlig skrevet, blandet med en lille Smule Skadefryd. Til E.B.'s Karakter eller tilvante Fornemmelser vilde det høre at have sin Fornøjelse af at tro på, at der i alt det Gode han har hørt om den smukke Fru Müller var en god Del Overdrivelse eller Fejltagelse, og han har næppe kunnet værge sig imod at finde en Bekræftelse herpå i J.P.'s Smædeskrift. Jeg tænker mig, at han fornemmelig har fæstet sig ved, at den skildrede Frue brænder af Begærlighed efter at komme i fine Højrekredse og er hemmelig religiøs, sligt vilde fryde hans overragende Tro på Løgnen i Verden. – Du Amalie, jeg vilde nødig have, at Du opgav dit Forsæt at skrive om «Over Ævne» i vort Tidsskrift.^k764 Kunde det ikke blive det første Du foretog Dig efter at være kommen til Ro. Gør Dig al den Umage Du kan med Stil, Klarhed og Kritik og send mig Afhandlingen i Løbet af 14 Dage. Put lidt norsk Samfundsskildring ind i den og læg al dit Hjertes Varme i Ordene. Lykkes Afhandlingen, vil min Glæde være større end din. Jeg læste din Beskrivelse af Johanne Reimers Begravelse om Aftenen da Du havde givet mig den.^k765 Jeg har glemt at sige Dig, at der var ét overordenlig smukt Sted i den: der hvor Graven fyldes med Blomster, og Du mindes de rappe Fødder og strålende Miner, hvormed hun selv tidligere samlede de Blomster op, som man strøede for hende. Det er af den ægte Slags, det giver et Billede. – Ellers lider jeg under at læse Gjellerups sidste Bog «G-Dur, En Kammernovelle».^k766 Det er noget kedeligt Skidt og tilmed delvis en fræk Efterskrivning af Gertrude Coldbjørnsen. Han er en ufin Skriverkarl, der i Stedet for at tage sig noget nyttigt til, lader sine drengeagtige Fantasier fylde det ene Ark efter det andet. Han forholder sig til en virkelig Digter som en Onanist til en Elsker. Næsten intet er førstehånds og alt er uden Fylde, uden sand Lidenskab, en elendig Prås, der en Dag skulde sparkes ud af ærlige Forfatteres Samlag. Så smagløs det lille Dyr er! Og det skal for Alvor sluges af honette unge Piger, fordi den Slubbert i rette Tid har fuxsvanset for Kritikens Herrer. Det er vammel Søbemælk for kraftig Kødspise – uf at jeg kunde tage den Karl i Ørene og holde ham op som det magre Skidt af en Hareunge han er. Og så «Kammernovelle»! Skulde han ikke have på Øret alene for en sådan beklumret Sovekammertittel, hvor han har ligget alene og hedet sine dårlige Skanker og indskrumpede Mave med sine modbydelige Fingres Befamlen. En sådan Bunke Filipenser på det literære Venstres kønne Ansigt kan gøre mig modfalden og ækel tilmode. Var han da en ordenlig Byld – nej kun små væmmelige Filipenser. – Nu har jeg læst Bogen til Ende. Der gøres et Forsøg på at stille Helt og Heltinde i et problematisk Lys mod Slutningen, at ende i en Disharmoni. Fæet vil være moderne. Han har ikke mere moderne Ånd i sig end Eftersnakkernes jappegale Vitzmageri. Og så skal vi rolig tage imod som noget ret naturligt, at en forlovet Mand indlader sig i en ny Kærlighedshistorie med en brav ung Pige med den Aftale mellem disse to, at «foreløbig» skal den Forlovede intet vide derom. Det er samæn en pæn Fyr, ham Mosjo Gjellerup! – Elskede Ven, føler Du, hvor glad jeg er for Dig – jeg siger med Vilje «for» Dig, der er i min Tanke i dette Øjeblik noget mere i dette «for» end i «i». Jeg mener, at det at Du er min, at Du har været her i så pas lang Tid, at jeg synes jeg nu kender Dig ud og ind, fylder mig med et Velvære, som endnu bærer mig lykkelig oven over Længslens sorte Vande. Jeg er ikke plumpet i endnu, jeg elsker, jeg erindrer, jeg føler de Dage der er gåede. Jeg er så lykkelig Amalie. Jeg sidder og tager min Lykke i Besiddelse. Men så en skønne Dag kommer Savnet og Længslen som en Nordostenstorm som den vi havde Dagen efter din Afrejse, og Hjærtets Vinterpine følger efter. Så er det, at Du skal skynde Dig at komme her ned med alt hvad Du ejer og har og blive min virkelige Hustru.

Din Erik

Fredag Aften den 7 Dember 1883

Min elskede, yndige Pige, idag har det været en god Dag: Først dit Brev fra Gøteborg^k767 – jeg skulde egenlig havt det igår Aftes, men da jeg ved min sene Hjemkomst intet Brev fandt på det Sted, hvor Pigen plejer at lægge mine Breve, når jeg er ude, og jeg ikke ventede noget før idag, ledte jeg ikke og fik altså først min Glæde imorges. Du søde, ubegribelig elskede, dejlige Skat – Ak Amalie dit Brev gør mig syg af Længsel. Her forslår ingen Ord, jeg kan slet ikke sige, hvor jeg elsker Dig, det er så stort, så opslugende, så fuldstændigt, så ubønhørligt – ja Du har Ret min elskede: Livet med Dig eller slet ikke. Men er Du nu ikke også ubegribelig dejlig. Elsker Du mig ikke som mine Drømmes Mål. Har Du ikke gennem Modstand, Forundring grebet vort Livs, vor begges Naturs dybeste, sikreste, inderligste Eje, vor Evne til at elske. Nu undrer Du Dig ikke mere, nu vil Du ingen Modstand gøre, nu vil Du elske mig, nu vil Du tage min Kærlighed, min søde Hustru. Og Du skal få hver Stump, hver Gnist af mit Liv. Jeg elsker Dig Amalie, elsker Dig i de første fulde rene Drag af mit Livs Kærlighed – alt det andet har intet været, kun de ufuldkomne Forsøg på at brede et Vingefang ud, inden Flyveevnen var der. Hvad tror Du min Ungdoms Småfornemmelser har havt at betyde ved Siden af det, jeg nu som Mand føler? Nej Amalie, Du har min Kærlighed, Du har den ubeskåren, jeg er din, jeg véd det, jeg elsker Dig og jeg kender Dig. Min yndige Stump, mit Kys, mit stakkels forladte ensomme Kys vil til Dig, det brænder i mig, ak, at jeg dog ikke kan sende Dig det! – Og Du Stakkels, Stakkels Pige med din brogede Rejse. Og Du har været søsyg og har lidt Nød. Du sidder og får ond Mad og ikke «eldet», hvad skal det dog blive til. Og nu har Du formodenlig siddet fast i Sneen længere nord på. Min eneste Trøst er Hedlunds. De må have været gode imod Dig. Men det er til at fortvivle over, at der nu går Måneder hen, Måneder og ikke Øjeblikke hvor vi ikke ses. Amalie længes Du ikke ubeskrivelig også nu Du er kommen hjem? Ikke alene din Forladthed på Rejsen. Min søde Pige, al min Glæde, min virkelige dybe Jubel over Dig samler sig i en eneste Følelse af Forladthed – nej af stormende Længsel. Jeg er ikke forladt med et sådant Brev fra Dig ved min Side her i Skrivemappen, men det sætter sig som noget, der nager under mit Hjærte. Det er min Kærlighed, der ikke kan få Luft. Du, kan Du huske hin Morgen efter vor Disput eller Trætte eller hvad man skal kalde det, da vi kom ind i din Stue, og jeg ved dit Bryst fik nogle Ord frem, fik krystet Dig til mig, fik kysset Dig, fik givet min Kærlighed et legemligt Udtryk, hvor var jeg da ikke til Bunds lyksalig, hvor gled da ikke det jeg følte og hele min Tilstand ind i en samlet Lykkens Tilværelse. For Du var hos mig, Du følte det samme som jeg, Du elskede mig. Min Unge, det er så vist ikke nok at vide den andens Kærlighed, den skal, den må føles, gives, tages, byttes, der skal leves med den, den skal prøves i sine hundrede tusinde Mangfoldigheder, den skal sættes ind og vindes tilbage, behandles som en hårdfør Svend og plejes som den fineste Jomfru. Du elskede, den skal gennemleves. Å hvor der er meget at gøre med den Kærlighed. Og så skal den være så dagligdags, ikke det mindste Smule søndagsagtige, ikke pyntet med en Stump Bånd engang, uhyre tarvelig, og sommetider endog splitter nagendes nøgen. Men det sidste er så for Resten det allerpæneste, Du min egen lille kærlige Pige. Du har kaldet mig Erik, kald mig det mange Gange, væn Dig til det, hører Du, så at Du straks, når vi ses, i den ligegyldigste Tone af Verden kan sige: Erik, kom ind og spis, Erik hent mig det og det. Erik Du er ikke sød, Erik Du er sød. Amalie luk nu dine Øjne og føl, at jeg kysser Dig. – Jeg kom sent hjem igår, fordi jeg efter Forelæsningen hos Brandes^k768 syntes jeg trængte til at tale med Mennesker. I tre Dage havde jeg ikke talt med nogen. Jeg gik da til Schandorphs og der snakkede jeg, som var jeg betalt for det. Det er i Grunden dumt; man skulde meget hellere lade de andre snakke, så lærer man noget og forsnakker sig heller ikke. Min dumme Ærlighed spiller mig undertiden slemme Puds. Du, det var aldeles mageløs morsomt at se den indre Fryd, der greb S. da jeg talte ilde om Gjellerups ny Bog. Men senere kom jeg til at sige noget om S. selv, som jeg havde al min Åndsnærværelse behov til for at dække over med andre Ord. Det var jeg véd ikke længer hvilken kritisk Bemærkning, som jeg mente. Efter endt Forelæsning havde jeg vekslet et Par Ord med Frøken Bertha; hun er virkelig snil og jeg skal huske på din Anbefaling, når Du er død, lille Tåbe.^k769 Inden Forelæsningen havde jeg været i Athenæum for at få «En Fritænkjer».^k770 De havde den ikke. Du kommer til at sende mig den, elskede. Senere skal jeg gøre Gengæld med en Bog, som vil more Dig: Brandes nye Bog «Det moderne Gjennembruds Mænd».^k771 Du, det er den anden Glæde jeg har haft idag. Brandes har foræret mig Bogen, der slutter med en Artikkel på 33 Sider betitlet «Erik Skram». Du må endelig sige mig helt nøjagtigt hvad Du mener om dette Essay, som Brandes velvillig kalder det. Jeg er desværre ikke ret hjertelig grebet af det. Jeg er lidt ydmyg ved det. Men i al Almindelighed må jeg jo være umådelig glad: For én Bogs Skyld at komme i Række med Bjørnson, Ibsen, I.P. Jacobsen, Drachmann, Edv. Brandes, Schandorph – Du forstår, den sidste i Rækken. For Resten venter jeg mig høj høj Nydelse af Bogen, jeg har ikke kunnet lade være at kigge lidt hist og her; der er glimrende Ting, og om lidt kaster jeg mig over Læsningen. Ak om Du nu sad hos mig og vi skulde læse den sammen! Sådanne gode Ting må vi altid læse sammen, ikke Du? Jeg læse højt. Idag er udkommet Drachmanns nye Bog,^k772 der efter Sigende skal være et voldsomt Angreb på det literære Venstre. Jeg får den imorgen og skal også sende Dig den efter Læsningen. Og nu min Stump, min elskede søde, min egen, min dyrebare, Du dejligste af alt hvad som jeg véd, nu må Du skikke Dig vel i Verden, tage Vare på din Kærlighed, være øm og god mod mig i din Tanke, længes efter mig og elske mig og berede dit Hus og tænke på dette ene, at Du er min Hustru og skal drage af Landet for at komme ned til mig, og at hver Dag, der går for os adskilt, er et Tyveri fra vor Lykke.

Farvel til imorgen

Din Erik

Kr.ania fredag aften 7-12-83.

Min elskede, atter et brev fra dig!^k773 du ved ikke hvor lyksalig du gjør mig ved dine breve, hvorledes mit hjærte banker ved synet af den håndskrift, der sætter alt mit blod i en boblende bevægelse. Vi sad ved aftensbordet gutterne og jeg, da det ringede – «Dagbladet» – sa'e vi alle med én mund, men så var det ikke noget dgbld, det, men dit elskede brev. Hvor kan det dog hænge sammen at du endnu onsdag aften, ikke havde modtaget mit brev fra Gøteborg. Jeg lod «vagtmästaren» på hotellet besørge mine to skrivelser, en til dig og en til fru Knudtzon. Kan det være muligt at han har snydt mig med dem? Det var tirsdag ved omtrent totiden; onsdag aften måtte de jo dog være komne frem. Sig mig endelig om og når du har fået det brev. – Tak fordi du lod mig se Garborgs brev.^k774 Kan du se, han blev glad! Jeg vidste det, og hans ord siger ikke det mindste for meget. Netop således er han, når han bliver rigtig glad; der er noget tilbedende næsten i hans glæde, hans taknemmelighed, – det er da at han blotter sit inderste væsen, sin naive rørende modtagelighed; ligesålidt som det for mig, der kjender ham, lød det mindste affekteret da han sa'e om dig på mit spørsmål: [«]ja, var han ikke tækkelig deilig, – aldeles deilig, jeg likte ham brænnende godt, den karen» o.s. v., – ligeså lidet er der det mindste spor af snakken op eller hæven sig ind i en digtet stemning i brevet til dig. Jeg forstår imidlertid så godt dit spørsmål, – jeg mener at du kunde stille det. Garborg er i god og ædel forstand meget af et barn, en af dem der aldrig kan fordærves eller afblaseres aldrig i dette liv. Den indvending om det kønslige havde jeg også i mit stille sind, – sa'e jeg det til dig? Jeg husker at jeg tænkte at en anmelder burde reise den anke mod skildringen, og derfor tænkte, at jeg dog helst lod være at skrive om den, såsom jeg ikke likte at røre ved sagen. Når jeg nu treffer Garborg vil jeg tale om din plan med at skrive om ham, og få vide hvad du til den ende bør læse. Jeg er aldeles vis på at de holder af dig hos Knudtzons, måske liker de dig – når alt kommer til alt – mere end mig, og det vilde jeg ikke være lei for, jeg, tværtom det vilde glæde mig så. Jeg tror slet ikke jeg kan blive likt så godt af de danske, som du f.eks. af de norske. Jeg tror det er bare i Norge man synes rigtig godt om mig, rigtig forstår mig til at kunne holde af mig, – sådan meget mener jeg, – jo også i England tror jeg, – der var det som alt hvad jeg sa'e og mente straks fandt et godt sted. Men når bare du vil elske mig og være god imod mig, jeg mener bære over når det trænges, og ikke «give it up as a bad job» når jeg gjør mig stiv og siger: «jeg vil ikke», så skal jeg nok klare mig, jeg. Fru Knudtzon sa'e til mig engang, at det var bedst hun indviede børnene i hemmeligheden, da de ellers vilde gå sammen med de andre fremmede og være nysgjerrige og undre sig over din pludselige fremtoning som en daglig gjæst hos dem. Det mente jeg også, men jeg finder det med dig lidt taktløst at tale med dig om det foran dem, som om du havde betroet dem det. Nå skidt, – det gjør os jo ingenting, – snart skal vor sag være grei og åben for hele verden, og da kan jeg ved høilys dag gå smilende ved din arm gjennem gaderne, og hilse på kræti og plæti^k775 med en meget hoffærdig mine, – skjøndt nei, – det bli'er nok lidt flaut i begyndelsen du alligevel! Men bare i aller begyndelsen. –

Der kan ikke være tale om elskede at jeg kan komme før i marts, måske ikke før i april; vi får være tålmodige og stræbe at få disse onde dage til at gå på bedste måde; jeg har nu så meget at gjøre, så meget at ordne, at tiden knapt vil strække til, og det vil hjælpe. Bare jeg var kommen over dette med at sige det til gutterne. Det bæres mig for at aldrig har vi været så meget for hinanden som netop nu. Vi har så meget sammen, og fornøier os gjensidig så godt i hinandens selskab, de er i alle dele så rent skjældne disse gutter. Gud ved hvorledes det vil virke på dem. Du må dog ikke et sekund tænke, at jeg blot har en skygge af tvil om jeg har havt ret til at fatte min beslutning. Jeg har havt ret dertil, og jeg er vis på at det vil jeg altid synes under hvilkesomhelst forholde, der vil kunne indtræde. Min broer Ludvig sa'e forleden: «det er gutternes sag jeg taler, hvis det ikke havde været sådanne gutter, – men disse, – har de fortjent af dig at du forlader dem, du som har taget dem med dig dengang du med velberåd hu og sikkert i din fulde ret, brød op deres fordums hjem, og kan du forsvare det?» Jeg spurgte om han da vilde synes jeg havde havt mere ret dertil hvis de havde været nogle kleine, dårligt udrustede, moralsk brøstfældige gutter, der trængte at blive gjætet og passet for ikke at glide rent nedover. Dertil svarte han ikke noget. «Ja, som sagt» – blev han ved – «det er bare for gutternes skyld – ellers vilde jeg inderlig glædet mig over din lykke, og fundet at intet var rimeligere end at du giftede dig igjen». Jeg er nu aldeles vis på, at de ikke vil føle sig krænket eller forurettet ved hvad jeg gjør, men virkelig kunne føle glæde ved at jeg bli'er så lykkelig. Jakob spurgte mig idag om jeg havde sét dig i Kjøbenhavn. Jeg svarte ja, at jeg ofte havde truffet dig. «Ham syntes jeg svart godt om» – sa'e så Jakob, – «jeg ved næsten ikke nogen af alle dem jeg har sét her i huset, som jeg har likt bedre, – han var så karslig og dertil så fin og pen.» «Det synes jeg og» – sa'e så Ludvig med sit søde, tillidsfulde smil. Lidt efter spurgte Jakob: «Hvad sa'e Skram om «Moderne Damer»? syntes han ikke det var en sjofel streg af Poulsen?[»] «Jo, – det er sikkert» – svarte jeg. Pludselig tog Jakob op sin portemonaie og tømte den på bordet, hvorpå han gav sig til at eftertælle indholdet med en grundende mine. Jeg spurgte om det var noget han pønsede på, og ikke havde penge nok til. «Jeg sidder og regner efter», sa'e han, «for jeg vil kjøbe mig gymnastikvægter med kugler og stænger». «Hvad da?[»] spurgte jeg. Jo, jeg vil drive på med gymnastik for rigtig snart at blive stærk nok til at prygle J.P. fordærvet. «Jeg skal jule ham op, når jeg treffer ham, om det så er midt i et selskab» – sa'e Ludvig, «enten jeg så er stærk nok eller ei». – Jeg havde fortalt dem en del af bogens indhold netop. – Jeg fik idag indbydelseskort fra Fritz til at overvære åbningen af kunstnernes høstudstilling,^k776 men jeg gik ikke, sendte bare gutterne, der også var budne. De kom henrykte tilbage; der var så mange prægtige billeder, særlig talte de om et af Chr. Krog [sic] og 3 af Fritz. Alle mennesker havde spurgt efter mig, om jeg var kommen og om når, og om hvorfor jeg ikke var der; de havde en mængde hilsener og bud til mig. Nu kommer de vel rendende en masse fra imorgen af, og så er min ro til at arbeide borte, men jeg vil nægte mig hjemme, skjøndt så tror de gjerne det er fordi jeg er lei over bogen, og det er jeg så langtfra. Jeg er hverken lei eller sint. Når det kommer til stykket, er jeg vistnok den som den mindst har angrebet. Jo, engang imellem blusser der en liden vrede op i mig, som iforgårs da jeg læste i dit brev, at han havde siddet og vaset og løiet for With. Tænk dig hvor smålig den J.P. er. Han sad forrige vinter ude og forsikrede Sars og mig, at Kielland var bleven så vred over den kritik du havde skrevet om Trofast i d. Mrglbl. [sic]^k777 at han var sikker på du aldrig mere vilde komme indenfor K.'s døre. Jeg og Sars sa'e ham imod, og var af en anden mening; vi kunde ikke tænke os, at K. vilde være så smålig, og dernæst ikke så dum at røbe sin lidenhed på en så plump måde. Men J.P. blev ganske heftig, og svarte at ingen skulde belære ham om hvordan K. var. Så rykkede jeg ud med sproget, og vovede at røbe, at jeg tilfældigvis gjennem et brev fra dig vidste at du havde været hos K. flere gange efter hin artikkel, og at eders gode forhold var aldeles uberørt. Dette var ganske rigtig. Du havde just en passant fortalt mig at du havde været indbudt til Kiellands. Så først taug asenet men med en tvilende mine, som om han ikke var så vis på at jeg talte sandt. Gunnar Heiberg har fået sit stykke tilbagesendt fra det kongelige teater med en lang motiveren af E. Bøgh,^k778 hvori hans arbeide roses, roses på alle områder for replikbehandling, dramatisk kraft o.s. v. men så ender han med at sige at der dog ikke kunde være tale om at opføre et så «galdebesprængt proletariatprodukt». Fra Kr.ania teater har han ligeledes fået det tilbagesendt, med en inderlig «tak» fordi han havde været af den godhed at indlevere arbeidet, men at det ikke kunde opføres fordi tendentsen var umoralsk. Han har rigtig havt modgang stakker; fra «Intelligentsedlernes» eier^k779 fik han efter den første pibekonsert trudsel om at han vilde blive afsat som teateranmelder hvis han gik med på slige pøbelagtige demonstrationer. Han svarede at den og den dag skulde den næste store demonstration foregå, og at han vilde optræde som en af dens ledere, hvorhos han vedlagde billetterne. Så er der kommet nok en en [sic] elendighed over ham for hans lange angreb på direktionen i Dgbldt,^k780 jeg husker i øieblikket ikke hvad det var for noget. G.A. Dahl var under trudsel om at miste sin stilling som teateroversætter bleven tilholdt at lade være med at pibe.^k781 Da dette er hans éneste indtægt og livserhverv for tiden, havde han bidt i æblet og sagt ja, han skulde ikke. Men i kampens hede glemte han alt, satte piben for munden, og blæste som en basunengel. Hvorledes det er gået ham, ved jeg ikke noget bestemt om. – Fritz skal være i et udmærket humør, fortæller man, fuld af liv og lyst og arbeidskraft. Han går selv og siger at nu er hans modfaldenhedsperiode overstået, og at nu kan han arbeide som ingensinde før. Ingeborg har jeg ikke sét eller hørt noget til. Hermann skal have komponeret en viener-polka [?],^k782 som han går og er besat af at ville spille og ville ha'e spillet overalt og alletider. Her er liv og rørelse på alle felter, og folk ta'er i med lyst og iver, – det er altid noget. – Hedlund fortalte mig noget morsomt om Kongen og om hans stilling til den norske politik; husk på at du får det en anden gang. Nu må jeg slutte; kl. er 12 og jeg skal luske mig ud af huset i nattens mulm og mørke, koldt er det også så det gnistrer, og glat på gaden til at brække benene, – for at lægge dit brev i postkassen, – så får du det mandag morgen og så blier du glad når du ser min håndskrift, ikke sandt elskede, elskede? Så du virkelig længes efter mig? og glæder dig til at vi skal flytte ind i vor egen leilighed? til at jeg skal være bleven din for alvor, for bestandig? Godnat min egen Erik, min elskede mit liv på jorden. Skriv ofte til mig, – jeg elsker dig og længes altid efter dig, du sødeste mand i verden. Du, jeg synes «Une Vie» er god på sine steder. Den brudenat!^k783 hvor er det dog korrekt og godt beskrevet! rystende godt. Jeg led alle den nats kvaler om igjen. Og kan du se, han faldt i søvn straks; det troede jeg alle mænd gjorde. Så forfærdet som jeg blev da jeg mærket han sov så trygt, mens jeg lå der i en sådan tilstand, syg på sjæl og legeme forrevet indvendig og udvortes, men alligevel glad fordi han sov, og angst for at puste så han skulde vågne og begynde forfra igjen. Og senere på reisen, – nei hvor er det dog rædsomt godt, men noget er slet, og meget kjedeligt. Jeg har endnu ikke læst den ud. – – At tænke på alt det, der var så rædselsfuldt, så beskjæmmende og modbydeligt, og så huske dig, og vide hvad det er blevet til hos dig, i dine arme, – ja er ikke det et mirakel, – så ved ikke jeg. Godnat elskede!

Din Amalie.

Lørdag Aften den 8 Decemb 1883

Min elskede Amalie, hvor meget at svare på idag! Dit Brev fra Kristiania af 6.d.M. har jeg modtaget.^k784 Min søde Pige! Indtrykket af det igår modtagne har ikke haft Tid til at blive koldt, før det nye modtages, det er herligt. Jeg lægger det ved Siden af mig, læser Stykke for Stykke, til jeg har fået det helt besvaret. Du elskede først et glad Nik til Dig, fordi de sørgelige Papirer med den brede sorte Rand er blevet forladt.^k785 Så tager jeg fat. Å nej, det går ikke, jeg bliver ved at læse Side ned og Side ned, men bliv lidt, lad mig læse mig mæt, så skal jeg begynde. Nej lad mig straks sige Dig, at With ikke er eller har været Poulsens gode Ven. Det er ikke til W. at Poulsen har sagt sine løgnagtige Ord, det er til en anden fælles Bekendt. W. vidste intet endnu, tror jeg, om «Moderne Damer». Under alle Omstændigheder var den Samtale, W. og jeg havde, tilstrækkelig for ham til at vide, hvorledes han vilde stille sig til J.P. – Du det morer mig at Du bruger den Betegnelse om Fyren som jeg følte og fandt på i Sporvognen en af hine søde Morgener da vi var ude sammen for at se på Lejlighed – ikke den sørgelige hvor jeg bar mig ad som jeg aldrig mere kan bære mig ad – at han er en «Lus», en væmmelig Fyr, som sætter sig og gnaver. Man får ham på et skiddent Sted, og man bliver først af med ham i et grundigt Bad. Du søde, Du kan foreløbig være rolig. Prygl får han kun, hvis han er særlig uheldig med Stedet, hvor han møder mig. En Skandale må for din Skyld undgås. Men Lyst har jeg, og Du føler vel Stump, at der heri ikke er en Gnist af Opbragthed for min personlige Skyld. Det var da jeg hørte, at han havde brugt de Ord om Dig, at det havde gjort ham «ondt» for Dig, at min Vrede blev akut. Om mig kan han sgu sige hvad han lyster. Nå, men nu ikke mere om det ækle Dyr. – Å Du, som går i Kri.ania og synes Du ikke længer hører hjemme der! Min elskede, det var som da jeg første Gang kom til Kbhvn fra Dig og havde Hjemve, bogstavelig virkelig Hjemve efter Norge, efter det dejlige Land, som husede Dig og så mange prægtige Mennesker. Ak ja, hvor var det dejligt at have Dig stående eller gående og vente. Dette at kunne sådan uden videre komme ud af en Dør eller frem bag et Plankeværk – kan Du huske da vi gik fra Moderen? – og så finde Dig, tage din Hånd og spasere afsted. Min Ven, det er dejligt med dette sådan uden videre at have hinanden. Min søde, yndigste Pige, denne rolige ud og ind i hinanden, denne selvfølgelige Fortrolighed og Delen i småt og stort. Dette at skulle snakke om Smør og Spækhøker, om Kjoletøj og Drachmanns sidste Bog, vor egen Skriven og mine Natskjorter, det er et Himmerig. Jeg elsker Dig! Hvis Du nu blot ikke vil kedes ved dette Giftermålsmæssige – jeg har sådan en Lyst til alt dette Roderi. Du, at jeg ikke kunde, ikke kan tale med Mo'r om hvad der dybest bevæger mig, det er jo Spaltningen i min Familjefølelse. Ikke med nogen af dem kan jeg gøre det. Ingen af dem forstår et Gran af min særlige Art at føle på. At jeg elsker Dig, at jeg føler Dig i enhver Nerve – jeg kunde blive rasende på mig selv, om jeg gjorde et Forsøg på at sige dem noget om hvad det betød. Det er min Religion. De er Kættere, Urene, jeg og de kan ikke gå sammen til Helligholdelsen af et eneste lille bitte Faktum. Jo dog, den Aften, hvor jeg ulykkelig havde forladt Teatret, fordi du sad på den anden Side, tyede jeg instinktmæssig til Mennesker, som vidste, at jeg elskede Dig. Jeg var glad ved at kunne tale om Dig, om at jeg havde det ondt. Men det hele vidste jeg jo betød heller ingen Ting. Jeg kunde gøre en Spøg af, at jeg havde haft denne Modgang. Men næste Dag, da jeg virkelig begyndte at lide, fordi der intet Brev kom – ikke en Lyd om min Sorg kunde være gået over min Læbe, fordi det er fremmede Mennesker. Sproget ejer ingen Bro fra mit Hjærte ind i deres. Hvad der er min Salighed er dem til Forargelse. De holder af Dig, men det er ikke det samme, ikke nøjagtig det, jeg elsker, som de synes om hos Dig. Jeg er naturligvis glad ved at høre dem tale varmt og godt om Dig, men det fylder mig ikke, det klinger kun i mit Øre, og jeg har intet Svar, for jeg har ikke Samklangen at sende dem tilbage. Jeg har aldrig levet noget virkeligt Fortrolighedsliv med min Moder eller Søstrene, jeg har gjort Forsøg på at gøre mig forståelig og så endelig ladet Forsøget falde. Og det kan aldrig blive optaget på ny. Jeg skylder min Moder uhyre meget. Jeg har hos hende set et kærligt Sind, en hensynsløs Opofrelse – det er hendes Gave til mig, og den er uvurderlig stor. Derfor min Kærlighed til hende, min gode Følelse af Hengivenhed, min Lyst til at glæde hende, men nogen Slags hjemlig Fornemmelse, nogen virkelig Fortrolighed – nej, det er umuligt. Din Lykke hos din Moder er mig som et Sagn, som en glad Poesi, jeg smiler lykkelig på dine Vegne, men desværre jeg kan ikke sige, at jeg fra mit eget Liv forstår den. Der var mellem min Broder og mig godt Kammeratskab i gamle Dage^k786 – nu er vi formodenlig komne fra hinanden, han er ikke Poet – og der var mellem os to Sønner og min Fader et godt Forhold. Men min Fader var en Smule fordærvet af Livets Stygheder på sine gamle Dage. Et hjærtens godt Menneske, en fortrinlig Forstand, stor Energi, men uforstået i sit Ægteskab og letsindig af Karakter blev han mod Slutningen noget ufin af Sæder og Smag. Det gik ham pekuniært for ilde på hans gamle Dage.^k787 Det knækkede ham. Og så var han ikke fuldstændig sanddru. Jeg var løgnagtig som Dreng, det vil sige opfandt Historier – jeg har selv helbredet mig, som Dreng endnu, jeg husker Dag og Time. Med et Ryk var jeg fri for den Last. Jeg er stolt af, at jeg uden nogensomhelst Mellemkomst af noget af hvad Art nævnes kan gjorde mig fri for det Løgnagtige, som klæbede ved mig. En Aften i mit Liv, og der har været en til Overdrivelse plejet Søgen efter at være sand i alt hvad jeg har sagt og gjort. Jeg var 11–12 År den Gang. Jeg havde det som Arv, men sligt er ikke uudryddeligt, når det kommer sammen med andre Tilbøjeligheder, der ved et gunstigt Tilfælde får Overtaget. Du kan jo huske en Gang at spørge, så skal jeg fortælle Dig den lille Begivenhed. – Min elskede, Du kan forstå, at det griber mig, dit Sammenstød med din Broder Ludvig. Min søde Pige, det er jo tidligere Frygt og Bæven, der røres ved hos mig; men jeg er ikke længere usikker. Og hvad vil det i Praksis sige? At Du var gift i Norland t.E. eller langt fra så langt borte og måtte have dine Sønner i Kri.ania mellem fremmede Mennesker. Har vi ikke Råd til at have dem som Gæster, når Ferierne kommer, så er de jo rige nok til at rejse til Dig. Evig og altid skal de dog ikke drage til deres Fader. Og andre Muligheder. Adskilte skal I ikke blive. Ak min elskede Ven, mig vil de dog vel ikke fatte Vrede eller fast Modvilje imod? Tror Du vel? Jeg er for Resten lidt angst overfor de prægtige Gutter, at jeg skal gøre for meget ud af det for at vinde dem. En Ting, Amalie, tænk på Tidspunktet, da de bør kende Sandheden. Har Du Lov til at udsætte dem for at høre Tingen gennem Folkesnak? Skal de den ene Dag svare vredt og fornærmet, når en vigtig Fyr fortæller dem, eller måske i en Slags næsvis Uskyldighed spørger dem om deres Moder skal giftes med denne danske Skram, og så først senere erfare hvad der forestår? Gør naturligvis hvad Du synes er Ret der. Det er jo umuligt for mig at vide helt ud Besked om dette. –

Hør Stump, dette med de svenske Redaktører gør mig en Smule utilpas. Du er for hastig til Gunst og Ugunst. Jeg tror gerne, at det er brave Folk, særlig lider jeg udmærket Hedlund og Warburg^k788 – skønt den sidste i Længden er utålelig kedelig, en fuldstændig Borchsenius på svensk – men hvad véd Du i Grunden om Tyngdepunktet i deres Sind, og om «vort» Tyngdepunkt. Du kender én Mand med offenlig Virksomhed her i Landet foruden mig, ja og så det svajende Siv H.D.^k789 – opsæt din Dom, min elskede. Behag og Ubehag kan flyve som Dufte forbi ens Næse, men alvorlige Meninger om Menneskers Færd, om deres «Tyngdepunkter», min søde, det kan man fornuftigvis ikke være så rask med. Se, nu fik Du lidt Skænd og det havde Du fortjent, for Du glemmer lidt, at Du ikke er en løs og ledig Dame, der har Lov til at sige hvadsomhelst af blot følte og ikke overvejede Ting. Du har Dig selv at være, og Du har min Hustru at respektere. Men Sagen er vel den, at Du overhoved var af den Mening, at enhver Svensker var et umuligt Bæst. Der gives honette Folk af alle Professioner. Ja kære, Du burde have telegraferet; men hvad, jeg kan forstå, at det ikke nødvendig faldt Dig ind, og egenlig ængstelig har jeg ikke været. Naturligvis rent at undlade at tænke mig, at Du lå på Havsens Bund, kunde jeg ikke, det vil sige således i en Halvforestilling, ikke en skærende Ængstelse, men sådan med Følelsen af, at naturligvis måtte en Ulykke ramme. Nu smilede alt for smukt. – Og Du siger Erik til mig uden videre! bliv ved, bliv ved! Var det virkelig uden mindste Standsning? Du er for sød. Ja nu skulde jeg egenlig begynde det Brev, jeg havde tænkt at sende Dig, selv om der intet var kommet fra Dig, men jeg afbryder i alt Fald foreløbig. Der ligger Drachmanns nye Bog og med et aldeles mærkeligt Instinkt har jeg i den endnu uopskårne Bog fundet det mest brændende Sted – for mig og Dig i det Mindste: der hvor han fortæller hele Kærlighedshistorien med Ingeborg, Udfordringen, sit Brev til Fritz osv.^k790 Jeg har virkelig Lyst til at læse dette Sted. Med et Par Ord skal Du få at vide Indholdet, men det ser noget langt ud, og Klokken er mange. Gud om Du nu sad hos mig, hvor begærlig Du vilde være! Mon Du havde sat Dig pænt rolig hen og skrevet til mig først, om Bogen havde ligget hos Dig, og Du havde set hvad Slags Sager den gemte? Jeg er tilbøjelig til at tro nej. Jeg har også en anden Ting at meddele Dig, men det får vente. Det er ikke om os. Kl. er straks 11, nu spiser jeg først, så læser jeg, så slutter jeg mit Brev og vandrer i Nattens Mulm og Mørke med Brevet i Postkasse. Det værste er, at jeg skal tidlig op imorgen. Det vil sige skulde, mulig snyder jeg.

– Spist og læst. Jeg fandt det nøjagtige Sted, hvor Historien om Ingeborg begyndte. Det er i Ostende, en flamsk Maler fortæller, 40 Sider.^k791 Gode Ting deri, navnlig i Begyndelsen Skildringen af I. og Fritz og hvorledes de bliver gift. For os til at tage aldeles på Kornet, men ikke Spor af Skandale deri, når de rette holde Mund. F. er Forfatter. Efterhånden uægte og usikkert i Stilen. Udfordringen kommer mere naturlig end den virkelige og så – o Barnagtighed og moralsk Fejghed! – Fortælleren tager imod den, en nervestærk Helt, skyder i Luften, og Fritz er den, som er svag. Af Overraskelse over den selvfornægtende Helt, han har lige over for sig, kaster han Våbenet, og uden Herredømme over sig styrter han til Jorden i konvulsivisk Gråd. Hans Venner må føre ham bort. Dr. står tilbage og stirrer efter ham. Det kan man kalde «at digte sig ud af det»!^k792 En Bemærkning er interessant. Den flamske Maler er Representant for den «nationale» Retning i Kunsten i Belgien, der kæmper imod det indtrængende franske; men han er ikke fuldt ud sikker i sin Sag, Franskmændene er ham så «dygtige». Natten inden Duellen skriver han Breve, hvoraf det ene lange til Fritz, hvori han søger at sætte alt ud for ham, så at han og I. kan finde hinanden igen, men er for Resten ikke fornøjet med hvad han får i Stand. Så kommer følgende Bemærkning: «Men lærte jeg ikke andet denne Nat, så lærte jeg at finde Bund i min egen hidtil vage Afsmag for den moderne Naturalisme. Der var dybt til denne Bund; men jeg fandt den.»^k793 Menneskene føres ad underlige Veje. Duelhistorien fra i Sommer er den hemmelige Grund til den ny Fase i Dr's Standpunkt. Kampen mod de franske Vejrmøller.^k794 Det skulde blot Brandes vide. Véd Du hvad, dette er min Sandten morsomt. Egenlig burde Du og jeg, Fritz og Ingeborg være de eneste fire, der kunde klare denne Gåde, men har Fr. ikke snakket? Jo det er jo sandt Herman vidste jo også Besked, og Edv. Brandes véd det formodenlig også. Her nede har jeg i øvrig ikke hørt et Muk om Sagen. Men nu kommer den vel nok plumpende ud fra en eller anden Kant. God Nat Du elskede rimeligvis skriver jeg ikke imorgen.

Din Erik

Søndag den 9 December 83

Hvis Du tror, at Du skal slippe for mig idag, min yndigste Pige, tager Du umådelig fejl. Jeg har fået nyt Brevpapir sendt fra min Boghandler, og hvorledes skulde det være muligt ikke at indvi det med et Brev til Dig? Ulykken er jo min sødeste Stump, at jeg synes ikke jeg har nogetsomhelst andet alvorligt at bestille end at sende Breve til Dig. Det var vistnok klogt, om jeg lod være med at skrive og søgte at fortjene noget, jeg har jo ikke nu i lang Tid tjent en eneste Øre udover min Løn i Rigsdagen. Men pyt, jeg bryder mig om ingen Ting jeg, og så går det jo også så hurtig for sig de små Fillebrevene, Du får.

Jeg er kommen hjem fra en lang Frokostscene hos Moderen med begge Søstrene og har de kærligste Hilsener til Dig. Der var nok så hyggeligt. Jeg var gået en lang Tur over Langelinje først. Hvis Du har kunnet tvinge ind i dit lille dumme Hoved, hvorledes Linnésgade ligger for Zinnsgade og Langelinje, så véd Du, at det var at gå i den stik modsatte Retning af den nærmeste. Men Vejret var så smukt, sivende rislende Tø på anden Dag – tror Du vi kan beholde Frost i December mere end et Par Dage ad Gangen? – og så skulde der ligge Strandinger på Langelinje fra Stormdagene. Rigtig, en stor Galease var kastet på Land lige nøjagtig på det Sted, hvor vi sidst gik et Svip op på Langelinje og en unge Herre hilste mig, kan Du huske? – en af de mange: hvem var det? For Resten var der fuldt af Spaserende, som vistnok gik og ventede på at se Dijmphna komme,^k795 Du véd, Ishavsfareren med Løjtnant Hovgaard, der lå i Gøteborg, medens Du var der. Det strandede Skib havde man tættet og var nu i Begreb med at pumpe det læns for at få det ud fra Stenene. Det så jo nok så morsomt ud. Inde i Grønningen mødte jeg With, der havde været hos mig. Han havde den umådelige Plan at bede Selskab til på Fredag, 14 Herrer, og skulde naturligvis hente Råd og Vejledning hos mig. Han fik den og din Hilsen med på Købet. Han er en snurrig Fyr. Jeg kender alle hans Fejl. Jeg holder ikke en Smule mindre af ham for det. Han er redelig; men har ubegribelig lidt Selvstændighed. Når Folk har snakket til ham om Dig og mig, har han energisk nægtet at ane noget om din Eksistens. Vil man have ham til at gøre noget, må man helst selv forudse alle Muligheder, han gør kun det ene, man har sagt, ikke det Gran af egen Opfindelse. Denne fortvivlede Fastholden af, at Du formodenlig overhoved er et Sagn blot, på et Tidspunkt, hvor de, der spørger, har Fakta nok at holde sig til, er naturligvis meget mere kompromitterende, end et lunt lille Smil og en kvasi uvidende Slåen Sagen hen vilde være. Men det forstår min kære Jakob ikke. Jeg har sagt ham, at han skal holde Mund, og så holder han Mund, om så jeg og Du og han og hele Kramkisten ramlede Pokker i Vold ned ad en eller anden Bagtalelsens Skråplan. At tage Mosjo Poulsen i Krebsen ɔ: i Kværken og sige, at han er en Slyngel, kunde han af egen Magtfuldkommenhed aldrig være falden på. Men nu kan han. – Jeg var i Forgårs til Frokost hos G. Brandes. ^k796 Jeg fulgte med hjem til ham fra Styrtebadet, idet han vilde give mig sin Bog, Du véd. Fruen var først ikke hjemme. Da vi havde spist, kom hun og var glad og fornøjet. Hun kom fra Toldboden, hvor hun havde indklareret Silketøj og andet og dette syntes at have blæst alle Skyer bort på den ægteskabelige Himmel.^k797 Vi spøgte, jeg sagde hende Artigheder, alt var såre godt. Medens vi var ene, G.B. og jeg, sagde han pludselig til mig: «Jeg vil dog sige Dem Skram, at min Broder Edvard forleden uopfordret sagde til mig, at hvis jeg skulde blive spurgt, om det forholdt sig rigtig med at han E.B. skulde giftes med Fru Thaulow, så kunde jeg frit svare nej. Det var der absolut ikke tale om. Han giftede sig ikke.» Og videre sagde G.B. «Dertil sagde jeg kun, at jeg så syntes, at han havde spilt sine Kort dårlig, når han havde båret sig således ad, at alle Mennesker måtte få det modsatte Indtryk.» Jeg turde til G.B. ikke sige min Hjærtens Mening, idet jeg nemlig jo ikke er vis på, at den ikke går lige i E.B. igen, og jeg foreløbig ikke vil bryde med ham, og G.B. havde heller ikke Lyst til om Broderen at tale lige ud til mig, men begge sagde vi i forsigtige Udtryk, at dette så ud som havde E.B. båret sig æreløst ad. Naturligvis dømmer jeg ikke, jeg kender jo ikke nøjagtig, hvad der er foregået mellem Ingeborg og E.B. men det ligger rigtignok snublende nær at formode, at Ingeborg aldrig havde valgt den ene moralske Udvej, Skilsmissen fra Fritz, hvis ikke hun havde havt Grund til at tro på et Ægteskab med Brandes. Stakkels Ingeborg, skal hun virkelig gå i Stykker den første Gang hun i et langt forløjet Liv handler som en ærlig Kvinde, eller er der fornuftig Grund til at tro, at hun og Fritz kan gå sammen igen, og at dette vilde føre til noget godt? E.B. og Frøken Hansen ses fremdeles bestandig sammen.^k798 Jeg tror den Mand er kommen ind i en Slags ustyrlig Sanselighedsperiode, hvor han ikke længer gider holde Tøjle på sig selv. Det var dette jeg igår opsatte at fortælle Dig. – Se nu min søde Stump sætter jeg mig til at læse i Dr.s Bog. Véd Du en lille bitte Smule af, at jeg elsker Dig? – Jeg har nu læst Halvdelen af Bogen («Ostende – Brügge») og jeg har spist til Middag, hjemme hos mig selv, jeg har ladt Marie hente noget Mad; jeg er halvvejs forvirret af det forunderlig uklare, upålidelige og samtidig ærlig følte, fortvivlede, poetiske Sammensurium, som her bydes. Det skal være et Slags Opråb til Grundlæggelsen af «Hjemlandets Skole»^k799 i Modsætning til den «franske» (?) Retning i Kunsten, og Principet man skal gå ud fra i denne Skole, skal nok, så vidt jeg har forstået, være «Kærlighed». Det kan nu være meget pænt det sidste, men som egenlig kunstnerisk Ledesnor vil dog nok «Kærlighed» ikke kunne føre meget langt. Man får tage en Smule «Indsigt» med på Købet. Men hvorom alting er, Drachmann er et såre uklart Hoved, en uselvstændig Natur, umandig og en Blanding af sandt og falsk, som ingen og mindst han selv kan finde rede i. Fordi hans bløde danske Natur er bleven forskrækket over Nutidens Sandhedssøgen, der på så mangfoldige Punkter må blive grel for vore tåget tilvante Øjne, og fordi de i Frankrig har fået en Literatur, der endog er stærkere udstyret med Skøger end Livet er det, og fordi endelig han har religiøse Anfægtelser, giver han sig til at skælde ud. Nej et Moment mangler jeg: fordi han skal gøre en Bog om det, der opfylder ham. Han er så underlig dum. Alt det Skøgesladder, hele denne Roden om i Pølen, som foregår uden for vore Grænser – endnu er her skam ikke noget ondt på Færde her hjemme; det kommer vel sagtens nok men hvad så? – kan naturligvis bidrage til at brede Utugten ud over et større Rum, men da den svulmende Liderlighed, som beskrives, alt er der uafhængig af vore Dages Literatur, så kan den altså også vokse prægtig op på en Grund, der ikke er «naturalistisk» behandlet, og da selve det håndfaste Tag i Skøgen, hvor ved hun føres frem i Dagens Lys, kan virke afskrækkende, og da Smagen ganske sikkert snart er ved i Væmmelse at vende sig fra al denne Skiddenfærdighed – når den nemlig ikke er ny længer – så kunde Hr Drachmann jo være lige så rolig som vi andre, tage Del i Tidens ærlige Bestræbelse for ikke at give det uægte hen som ægte Varer og lade Skøgerne fare. Hvad Fanden kommer de ham ved. Vil han ikke skrive om dem, kan han jo lade være, der er ingen der beder ham. I hele hans buldrende Trommehvirvel – den er ganske rask for Resten nu og da – er der egenlig ikke en eneste fornuftig Anvisning af, hvor Vejen bør dreje. Han er lige som kommen agende med et Par sky Heste. De vil ikke længer, de stejler og pruster; men var Kusken ikke selv så forfjamsket, var der ikke Spor af Fare på Færde. Der er blevet sagt, at Drachm. vilde søge tilbage til «Kirken», men det synes foreløbig ikke at være korrekt. Han har en Slags Alfaderreligion uden Former og Dogmer. – Men dette er altsammen kun Ord hen i Vejret for at bøde på, at Du ikke er hos mig. Vi skulde have læst Bogen sammen, der er meget interessant at lægge Mærke til, vi kunde have nydt det. Han blotter sig Sted for Sted på den fornøjeligste Måde. Ser Du, Pigebarn det er det umoralske ved at Du sidder i Kristiania og jeg i Kbhvn, at der ingenting kommer ud af denne dumme Bog – for mig, eller næsten ingenting. Jeg er allerede ved at blive nogenlunde stupid alene. Hver Gang jeg skulde til at lægge Mærke til noget i Bogen tænkte jeg på Dig, men da Du så ikke var her, fik jeg i Grunden slet ikke lagt Mærke til noget. – Ak Du søde, jeg kæmper med nye ugemytlige Penne; jeg havde en, hvormed alle mine Breve medens Du var her og de andre indtil idag var skrevne, den faldt så udmærket til Papiret. Det er mig ikke nær så hyggeligt at skrive med disse nye Krabater – denne sidste synes for Resten at kunne blive god. Det er ikke uvigtigt hvad slags Pen jeg får i Hånden, den er nemlig svag af tidligere Overanstrængelse i Rigsdagens Tjeneste.^k800 En hård Pen kan på en halv Side gøre mig til Invalid igen, et tungt Penneskaft ligeledes. Der var en Tid, hvor jeg ligefrem var bange for rent at miste Skriveevnen i højre Hånd. Det vilde være en net Historie. Rigsdagen gik da fløjten, for jeg kunde vel nok lære mig til at skrive almindelig Skrift med venstre Hånd, men stenografere med den gik aldrig. Elskede Ven, mon der er Brev til mig imorgen tidlig, et som på Grund af Søndagen ikke er blevet omdelt idag. Jeg tror det næsten og glæder mig dertil. Det er sødt at få Brev; men det er en jammerlig Erstatning for Dig selv. – Nu er det sen Aften, jeg har lige endt mit ensomme Måltid. Jeg gjorde et Forsøg på at besøge Lægen Fejlberg til Aften, men Familjen ɔ: han og hans Kone var i Teatret, så gik jeg hjem igen og læste Resten af Dr's Bog, den hedder «Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland». Det var første Halvdel jeg manglede: «Måneskin». En underlig dilettantmæssig skreven Fortælling, der i Begyndelsen lover meget, men efterhånden bliver svagere og svagere og tilsidst usandsynlig. En Pebersvend, som tager et stort Pigebarn til sig og er halvt Fader for det, halvt efterhånden forelsket i det. Jeg ser det underlig sløje og lavede i alle Dr's Forestillinger i den Omstændighed, at Katastrofen hidføres på den Måde, at da Pebersvenden en Aften umærket opdager, at hans Myndling sidder i Dagligstuen på Skødet af en halvsjofel Person og kysser ham, lister han sig bort, lader Parret i Ro, bliver den største Del af Natten borte, søger at sysselsætte sine Tanker ved at gå ind i en hel sjofel Knejpe, kommer der i et Selskab, som virkelig fanger hans Interesse, vender tilbage, siger ikke et Muk til den unge sekstenårige Pige, og da hun så nogle Måneder efter præsenterer Sjofelisten som den, hun vil giftes med, er hans eneste Bemærkning den: «Er det måske nødvendigt?» Og denne Pebersvend har ellers Anskuelser som Du og jeg. Han er endog særlig blufærdig, og han går umiddelbart efter at have fået at vide, at det er nødvendigt hen og dør af Sorg og Kulde en stræng Frostnat på en Bænk ved en af de store Søer, Du kender, der strækker sig mellem den ydre og indre By. Det er jo simpelthen noget Vrøvl eller Dr.'s usigelige moralske Fejghed, som der har spillet ham et Puds. Ikke med et Ord antydes det, at Plejefaderen kunde have haft det som Pligt at spørge den unge Pige, råde hende. Det er dog ikke Sorg over Pigebarnets Valg eller Opførsel, som slår den gamle ihjel, det er Kærlighedssorg. Nå, Dr. om det, denne Del af Bogen var en Skuffelse. Desto livligere vil der blive snakket om sidste Halvdel. Jeg kommer vist til at læse det meste nok engang for at være nogenlunde sikker i hvad der står. Det er i Grunden noget ubarmhjærtigt Vås. – Ja ser Du, alt dette vilde nu more mig, om vi sad sammen, om der kom en og anden god Ven imorgen Aften op til os, men nu – kun dette Brev! Det er Dårligdom min elskede. Og Dig morer det formodenlig heller ikke, Du har jo ikke læst Bogen. Naturligvis skal Du få den sendt. Blot Du nu vilde skrive lidt udførlig om dine Forhold, ikke snuppe mig af, hører Du min inderligt elskede. Alt har Betydning.

Din Erik

Kr.ania 10-12-83.

Å du min elskede gut hvor du gjør mig glad ved dine breve. Det jeg skulde havt lørdag aften,^k801 fik jeg først søndag morgen; postbudet havde stukket det ned i brevkassen, og der lå det da uopdaget til næste dag. Så umådelig henrykt jeg blev ved synet af den velkjendte grå konvolut! Den Gjellerups bog må have sat dig i et rigtig sort humør,^k802 siden du giver så meget ondt af dig over den. Der er formelig lidenskab i den uvillie du giver ord, og det forekommer mig at der måtte kunne laves en god, men bedsk kritik med dine ord som besjælende momenter. Når du er bleven så vred, hvorfor skriver du så ikke om bogen; det vilde jo være fortjenstfuldt af dig. – Du elskede, hvor jeg elsker dig! og hvor jeg tror på at du elsker mig, og at din kjærlighed har livet i sig, livet for mig, og også for dig. Og jeg skal give dig hele min sjæl til gjengæld, mere og mere alt hvad i mig er og rører sig. «Du skal ikke leve for andet herefterdags end for at være mig til glæde» – sa'e du engang dernede til mig, – og tænk, – det er netop sandt, ganske og aldeles således forholder det sig. Jeg ønsker mig og håber på en fuldkommen forening med dig, således at jeg ikke mere vilde kunne sige et ord, der f.eks. kunde såre eller støde Dig; fordi alt hvad jeg tænkte og mente var født, ikke af mig alene, men af dig og mig i fællesskab, hvilket jo igjen vilde betyde at jeg omtrent var bleven ét med dig, Du elskede menneske. Hvis vi får held til at arbeide os stadig nærmere hen imod hinanden, og aldrig bortifra, så vil den dag nok sikkert engang komme, at vi er fuldkommen forenede med hinanden. – Det er kjedeligt med dine fugtige hænder du sødeste mand på jorden; Helland har det også i en voldsom grad, og det er leit og ækelt, men vist ikke på dig; du var det en enkelt gang, men jeg synes du var like deilig for det; jeg bare måtte tørre mig af på hånden en gang imellem, – det var alt. Den røde næse bry'r jeg mig nu slet ikke om, – det tror jeg just må klæde dig om vinteren, når dit ansigt er så blegt. – Jeg synes som du at der er en smule skadefryd at formærke i Ed. Br.s artikel om «Moderne Damer».^k803 Forresten tar han jo temmelig ironisk på den; det undrer mig forresten at ikke kritiken siger den er slet, jeg mener siger det med større styrke, og fører bevis for det, thi slet er den i høi grad. Du kan tro jeg bliver vartet op med snak; folk er så rent bort i natten rasende på ham; gjenfortællinger om dens og dens forbitrelse siver ind til mig fra alle hold. Det vilde gå John Paulsen ilde, om han kom herop efter dette. Han havde før bogen udkom skrevet til Lars Holst,^k804 og bedet ham indstændigt om at hindre at I.H. fik anmelde den; han havde sagt: «hvemsomhelst, men ikke Irgens Hansen. Det vilde være en stor inhumanitet» o.s. v. Holst svarte, at det skulde han med fornøielse tjene ham i, og lovede i værste fald selv at anmelde bogen. Men da den så kom og Holst havde læst den, gav han Hansen den til anmeldelse med velberåd hu. Så kom der et brev fra stakkeren dernede, hvori han siger at Holsts færd var ignobel, og at han var i høieste grad forbauset over at I.H. dog var bleven bogens anmelder. På dette svarte Holst, at han «efter at have gjort sig bekjendt med bogens indhold ønskede den så skarpt dadlet som vel muligt, og at den havde vakt en voldsom indignation i vide kredse, se anmeldelsen i Verdens Gang» o.s. v.^k805 Så går de her og er så bange for at jeg skal have taget mig det nær. Jeg! Jeg husker den ikke engang; undertiden når jeg tænker på, eller citerer enkelte tirader af den, brister jeg i latter. Helland fortalte at han havde sagt ved flere forskjellige leiligheder: «fru Müller taer sig ikke mere nær af det skidteri end katten, hun siger å skidt, og slår op en latter.» Dette havde blandt andre Pylle og Ingeborg, som efter hans sigende havde været i det vildeste raseri over bogen, og ikke fundet skjældsord drøie nok for J.P., Ingeborg havde endog sagt, at hvis der var det mindste ved ham – Amund Helland – så seilede han ned til Kjøbenhavn og gjennempryglede angjældende – hånet ham for, og sagt at det lignede hans fjottede naivitet at tænke at jeg ikke var ulykkelig over smædeskriftet. Men det gik akurat som Helland havde forudsagt, jeg lo og spottede over bogen, og kom med de mest graverende anførsler – det er virkelig sandt at det formelig morer mig – under latter og spøg, – og Helland var rigtig triumferende. Jeg tror han gik sporenstregs ud i byen for at berette om at han havde dømt rigtig. G.A. Dahl skal have taget sig det nær.^k806 De historier han giver tilbedste om ham, at han udsuger modren, låner fra opvartere, og endog har søgt sin tilflugt til skjøgers pung og godhjærtethed, skal nemlig være aldeles sande; Poulsen har fået dem opsnusede her. [To linjer krysset ut.] Du må ikke min søde, egen Erik blive kjed og lei af alt dette vas om denne bog og dens lurv af en forfatter; men man nøder mig her til at tænke eller i alfald huske den mere end jeg ellers vilde, og så, når jeg skriver til min bedste og nærmeste ven på jorden, så løber det uvilkårlig ned i pennen. Ingeborg er reist til Paris for at være hos Mette mens hun ligger på barselseng.^k807 Imens bor Fritz i Ingeborgs logi derude i Oslo med børnene. Er det ikke et eget roderi? Hun flytter ud, og han ind, lægger sig lige i hendes seng og tager alt hendes i brug. Det skal være skildte ægtefolk det! Ja, jeg kan nu ikke begribe det, men det er måske fordi jeg er bornert eller snærpet. Man fortæller at Ingeborg ved en given leilighed, hvor en bog af Edv. Brandes lå på bordet, tog den og slang den i væggen med de ord: Jeg tåler ikke at se det menneskes navn. Hvis det er sandt, men det ved jeg ikke, – så må hun jo have erfaret at han har været en slyngel i sit forhold til hende. Stakkels Ingeborg! hun er ulykkeligt stillet. Hvis hun ikke gjør en overmenneskelig kraftanstrængelse, går hun i hundene. Og den overmenneskelige kraftanstrængelse vilde bestå i at hun med bøiet hoved rolig og villig som en der lider sin lovbefalede dom, gik ind til sin lidelses pine, og lod sig gjennemlutre af dens ild. Der gives ingen anden vei til at fødes på ny, og det er det som må foregå med Ingeborg. Ja, kjærlighed kan nok også gjenføde et menneske, men så må det samme menneske være i en anden forfatning end Ingeborg for tiden er. Hun er altfor tilsølet og sønderrevet. Når jeg tænker på hende, og ret af hjærtet føler sorg over hende, så tyr jeg med en følelse af ubeskrivelig tryghed og taknemmelighed ind til dit bryst, du elskede. Jeg er vel faren hos dig min Erik, og skal, det tror jeg blive mere og mere værdt for hver en tid jeg lever med dig. Du skal først helt gjøre et menneske ud af mig. – Jeg skal forsøge at skrive om «Over Ævne». Om det lykkes, så at jeg sender dig det, ved jeg ikke. Liden tid har jeg, og mange andre ting kommer at lægge sig hindrende iveien for en rolig arbeiden derpå. Men, som sagt, forsøge skal jeg. Men var da du endelig så snil at sende mig det Borchsenius skrev i «Ude og Hjemme».^k808 Glem ikke det. Tror du forresten det vil blive optaget hos eder? Jeg har nu i vort Dgbld. sét listen over medarbeiderne, og ikke et eneste norsk navn forekommer. Altså er ingen norske bleven opfordret til at være med. Er det så ikke meningen at de kun vil have danske bidrag? – – – Dit søde, deilige elskovfulde brev fra imorges!^k809 Det var som at have været til møde med dig, hvilet i dine arme, og følt dine kys på mine læber. – – Se så, der kom dit tredie brev!^k810 Nei du er for sød og deilig. Nu må jeg læse det. – – – nei for breve du skriver, – der er jo udkast til hele bøger i dem. Alt det du får pakket sammen på disse sider; det er som ligger der lag på lag, og kunde der løses op kapsel efter kapsel og tvindes ud lange, sirlige rader med skildringer. Og så er stilen så glidende, glat, men du er også forargelig, – jeg hader dig for dette: «jeg har også en anden ting at meddele dig, men det får vente». Fy skam dig, – jeg forstår det er af ondskab du siger det. Bare jeg kunde finde på noget til hævn, og det skal jeg nok! Du er forgal med dit skjænd for mit snak om det svenske «tyngdepunkt». Der kan for mig blive noget kuende i denne din bestandige driven til vægs af hvad jeg meddeler, tildels som blotte og bare indtryk. Jeg kommer tilslut af bare rædhed og modløshed at blive så temmelig stum fordi jeg skal gribe mig selv i nakken først og spørge: er du nu vis på at du kan forsvare hvad du siger, at du helt kan stå bag hvert ord? Som om det skulde stå på prent og læses offentlig! Det er sikkert og vist at de svensker, Varburg undtagen, for han var den personificerede modbydelighed i ét og alt – spørg Bertha hvad jeg skrev om ham – tiltalte det bedste hos mig. Der faldt under samtalen med dem, om netop de samme æmner, som var bleven drøftet nede hos eder, en fred og glæde over mig, der udsprang af en fælles basis for forståelse, et slægtsskab i tankesæt, og en lighed i udgangspunkt som jeg bestandig savnede hos eder. Så måtte jeg jo meddele denne min glæde over disse svensker til dig? Eller hvad? skulde jeg af frygt for din dragen mig til regnskab have fortiet det hele for dig? At jeg giver mig til at kalde dette fællesartede alvor, denne forståelsens respekt som for begge parter var forud givet, for et fælles «tyngdepunkt», er slet ikke noget at tage mig i skole for. Det var det ord som tilfredsstillede mig selv og som endnu tilfredsstiller mig, fordi det er betegnende for min fornemmelse. Efter den måde du farer på, må det blive ganske utilbørligt at meddele nogetsomhelst der blot og bart går ud på at male et indtryk; man skal pent tie stille og vente til man har kunnet anstille grundige studier, før man udtaler eller giver nogenslags fornemmelser et udtryk, eller du vil jeg skal sige til dig: dette er jeg ikke personlig ansvarlig for det er blot min naturlige fornemmelse. På den måde visner et samlivs glæde bort af sig selv. «Hvad ved du i grunden om tyngdepunktet i deres sind»? skriver du. Det er således man korekser en næsvis gutunge, der står og plager et voksent menneske med sit blærede vrøvl. Og videre: «Alvorlige meninger om menneskers færd, om deres tyngdepunkter, det kan man fornuftigvis ikke være så rask med» o.s. v. Har jeg givet mine ord ud for andet end de virkelig var? Har jeg sagt det offentligt, eller sat det i avisen. Som du skriger op skulde man tro, at jeg havde begået en kompromiterende bommert. Du får virkelig lære at tage mig som jeg er, og fremfor alt mine udtalelser for det de ere, ellers blier følgen at jeg sammen med dig synker ned til en forstokket stumhed, der enten kommer at skrive sig fra trods eller rædhed – – Jeg tror ikke du vil det med bevidsthed, men der er, frygter jeg, hos dig, en slags tilbøielighed til at tyrannisere, til at ville gjøre et menneske du havde taget op i dit hjærte, åndelig afhængig af dig; du går bestandig ud ifra, at man kan nu snakke og prate længe nok, – det er nu alligevel altid dig som har retten, og det går du og er skråsikker på på forhånd. Men det kan aldrig i evighed lykkes noget menneske på jorden at tyrannisere mig, at gjøre mig afhængig på den måde jeg her har antydet. Aldrig! Alt hos mig reiser sig derimod. Afhængig gjennem min store kjærlighed til dig, – det kan jeg blive, – det er jeg allerede i høi grad, men aldrig anderledes. Men jeg kan godt lære mig til at være forsigtig og forbeholden med hvad jeg har at meddele ligeoverfor dig. Så kom jeg vel at snakke så meget mere til dem hvis kritik jeg ikke frygtede. – Jeg glæder mig naturligvis umådelig til Dr.manns bog og til Brandes's med, – ja mest til den, siden der står noget om dig. Send dem endelig så snart du kan. Det jeg skrev om fru Wencke,^k811 som jeg selv og du ikke likte, synes man her så godt om. Blandt andre havde Catherinus Bang udtalt sig meget rosende om det, bedet Helland sende det til Ingeborg Thaulow, som en, der kunde have godt af at læse det. – – Jeg vil slutte her; nu lister jeg mig hen til dig, – du sidder i en lænestol med en bog og læser og ser grætten ud efter ordstriden – jeg står og venter, og ser på dig, men du stirrer hårdnakket i bogen. Så sniger jeg en arm om din hals og bøier mig ned og kysser dig midt på munden, og så endelig lægger du bogen og slår armene om mig og la'er mig sidde på dit knæ mens du taler pent og snilt til mig. Og så er alting godt. Godnat min elskede! Du ved jo at jeg elsker dig.

Din Amalie. –

Kl 1 Nat mellem Mandag og Tirsdag^k812

[11/12/83]

Kl er 1 Nat og jeg er dødstræt. Jeg har haft meget at bestille den hele Dag og har ikke kunnet skrive. Min elskede dyrebare, dit Brev fik jeg imorges. Du véd ikke hvor glad og lykkelig jeg er for Dig. Der er Masser af Ting, der skal fortælles, og nu begynder netop travle Dage. Vigtige Ting min elskede og formodenlig kan jeg ikke få Tid til at skrive. Det er mig som tog man, medens jeg er sulten, Brødet fra mig. Jeg må nu sove, men jeg håber at vågne så tidlig at jeg kan få skrevet et Par Ord til Dig imorgen.

Tirsdag Morgen

Det kan i bogstavelig Forstand også kun blive et Par Ord Du får. Men jeg vilde så nødig ikke sende dette Brev afsted, Ugedagen for det første Brev denne Gang – jeg havde nær sagt Årsdagen, så længe synes jeg det er siden Du rejste. Du beder mig have Tålmodighed, Du kan ikke komme ned til mig før tidligst i Marts – Tålmodighed, nej min Unge, jammerlig Sorg vil jeg have indtil den Dag jeg trykker din Hånd igen. Der er ingenting ved mig, der bliver ingenting ud af mig før Du er min stolten Hustru, der aldrig tænker på at løbe fra mig mere. Elskede Pigebarn, Du er tusset med din Tålmodighed!

Dine prægtige, dejlige Gutter! Det er det mærkelige med Drengebørn at de så ofte får Moderens Anlæg og Karakter. Jeg gik hele Gårsdagens Morgen med en Plan, som jeg udarbejdede i alle Enkeltheder – at dine Gutter skulde komme til Kbhvn i Juleferien og bo hos mig. Du véd jeg har tre Værelser, det ene, som er overladt Pigen, benyttes i Grunden kun til Strygestue, der kunde Gutterne bo, en Seng kunde jeg låne hos Moderen, en Seng vilde jeg købe, den, der senere skal være min, Magen til din nøjagtig. Ak er det kun en vild Fantasi? Du min sødeste dejligste Unge, som lister Dig ned dyb Nat med Brevet til mig. Ja jeg fik det Mandag Morgen og glad blev jeg, kan Du tro! Elskede jeg må slutte nu, og det værste er, at jeg rimeligvis i tre fire Dage ikke kan skrive til Dig. Så får Du Fred for mine påtrængende Breve, så kan Du smage hvor godt det er. Og netop nu var der så meget at fortælle, at skrive om. Farvel min egen min søde Amalie

Din Erik

Tirsdag Aften den 11 December [1883]

Jeg havde i Grunden så vist ventet at få Brev fra Dig Stump idag, at det, at Tiden nu er forløben, hvor Postbudet kan komme med Brev, uden at der er kommet noget, er blevet til en Skuffelse. Der kom for et Par Timer siden en god Ven, Kontorchef Marcus Rubin^k813 – ja ham skal Du som min Hustru lære at kende og efterhånden eller lige straks få Respekt for – for at tale med mig, og medens vi med Iver førte en interessant Samtale, og Tiden nærmede sig Postbudets, var dit Brev ikke et Sekund ude af mit Hoved. Det var helt morsomt at kunne tale om de Ting, som virkelig lå mig på Hjærte og så hele Tiden føle som en sagte Kimen inde i mit Hoved: Når nu Postbudet kommer med Amalies Brev, når nu Postbudet kommer med Amalies Brev, så bliver Du nødt til at sidde med det uåbnet i Hånden, uåbnet i Hånden, til han er gået, uåbnet i Hånden, til han er gået – – Min sødeste, men der kom intet Brev. Og han gik, og jeg har fået mig en lille Lur på Sofaen, og det ringede, og jeg fôr op og jeg troede, at det var Postbudet, men det var en Tøs, som skulde tale med Pigen, og jeg er en lille Smule bedrøvet, og jeg elsker Dig, og jeg skal om et Par Minuter klæde mig på for at gå i Herreselskab hos samme Marcus Rubin. Jeg skriver kun dette i susende Galop, fordi jeg ikke kan lade være. Han Rubin besøgte mig for at tale med mig inden sit Selskab, fordi der er så interessante Begivenheder i Gære, at han ikke vilde vente til Selskabet og ikke vilde udsætte sig for, at vi, når der var de mange sammen, skulde komme til at tale om hvad der er sket og vil ske under Hensyn til de tilstedeværende. Han vilde med mig gå ind i Sagens Kærne. Og Du min søde elskede, som jeg ikke kan få Tid til at fortælle om disse interessante Ting. Du jeg har idag læst «Dagbladets» Søndagsnumer med Irgens Hansens Imødegåelse mod E Brandes Kritik af «Over Ævne»,^k814 og jeg finder IH.'s Artikel fortræffelig, og jeg er vred på Dig for at Du ikke straks har tænkt på at sende mig den. Og jeg er ulykkelig over, at jeg ikke kan kysse Dig. Heri indesluttet sender jeg Dig «Dagsavisens» – Du ved Henriques – Anmeldelse af «Moderne Damer».^k815 Jeg faldt tilfældig over den idag. Den er umådelig lidt interessant. Men Du ser, at Fyren har holdt sig min Anmodning efterrettelig, ikke at slå på, at der her er Slyngelstreger. Hvis Du ikke har hørt det i Kr.ania, hvad man for Resten tydelig kan spore, at I.H. véd, så tjener det til din Underretning, at B.B. og E.B. for Historiens Skyld med Ingeborg, er dødelige Fjender.^k816 Der er vekslet Breve imellem dem, hvori de Ord af E.B. er forekommet: «Jeg er Deres Fjende, og jeg vil fra nu af altid betragte mig som Deres Fjende.»^k817 Med denne Følelse imod BB. går EB til at kritisere et Arbejde af ham for at skælde det ud – det er ikke meget fint. Til Gengæld sender B.B. her til Byen – til Borchsenius og til Hegel – åbne Brevkort,^k818 hvorpå der står, at Brandes er en Skurk, en æreløs Karl, han B.B. véd det, og han håber, at den, han skriver til, vil bidrage til at udbrede dette så meget som muligt. Det er ikke meget stort. Fremdeles har efter Sigende – jeg har ikke kunnet få positiv Vished derfor – B.B. til Borchsenius sendt et takkende Brev for Anmeldelsen (!).^k819 Vist er det, at B.B. til en Anmelder ved «Nationaltidende»^k820 – den mest udbredte men literært helt foragtede Højreavis – har sendt et Brev fuld af Anerkendelse for det Skarpsyn vedkommende har røbet i sin (rosende) Anmeldelse af «Over Ævne». Nå det sidste gælder ikke synderligt, men at B.B. gider nedlade sig til en Borchsenius efter den Anmeldelse! – et Brevkort af omtalte Art har han under alle Omstændigheder sendt. Nu må jeg klæde mig på. –

Klokken mangler et Kvarter i 1, jeg er kommen hjem fra mit Selskab, hvad der ikke var overdreven morsomt. Mine Øjne svider af den megen Tobaksrøg. Du skal ikke være altfor spændt på at få de Mærkeligheder at vide, som jeg nu gentagne Gange har bebudet, mulig svinder de ved Omtale betydelig ind, og mulig tager det Hele sig på Frastand meget mindre vigtig ud end her på nært Hold, og mulig går det altsammen i sin Moder igen, inden det er blevet til noget. Det drejer sig om, at en skønne Dag er det såkaldte radikale og literære Venstre detroniseret herhjemme, og det moderat grundtvigianske Venstre kommer i Besiddelse af «Morgenbladet» og Førerskabet.^k821 Drachmanns Svingning netop nu står i direkte Forbindelse hermed – antager jeg. Det er nærmest en Bevægelse, som er rettet imod Edv. Brandes' overragende literære politiske Indflydelse, men Hørup, G. Brandes og alle vi andre mindre Ånder må da stryge med i Købet. Det er aldeles forbavsende at mærke, hvilken Uvilje i Grunden E.B. har formået at rejse imod sig, ingen stiller sig ubetinget på hans Parti. Desværre at han har haft så megen Magt. Det kan ikke nægtes at den er benyttet uden Skønsomhed, og desværre, at mit Hjærte ikke mere tror ret på ham. Der er for mange Vidnesbyrd imod ham. Min Stilling bliver dog formodenlig på hans Side, literært og politisk (?) står han jo på det rette Sted, der i alt Fald hvor jeg hører hjemme. Sagen har brændende praktisk Betydning. Skal vi literære Venstremænd nu på ny være uden Organ, bliver vor Stilling pekuniært truet.^k822 Imidlertid kan Faren drive over, og dernæst, selv om Ulykken skete, at Morgenbladet toges af Grundtvigianerne, så er der dog andre Muligheder, jeg er ikke en Smule bange. Og i mit Hjærte må jeg indrømme, at der ikke foregår noget, som man for Alvor kan beklage sig over. Har de Magt til at gøre, hvad der trues med, var de gale, om de ikke benyttede den, ømt er de ikke blevet behandlet fra vor Side, de tror ikke på os, nu vel, hvorfor så ikke trykke os ned i den Mindretalsstilling, hvor vi hører hjemme. De tilegner sig jo med Livets Ret alt hvad godt det literære Parti har udrettet, befrier det for «Vantroens Gift» og fører Folket som de tror ind på Udviklingens stolte Bane. Så kan vi med vor bedre Viden gå som de få ud for at præke Evangelium i Folket. Vi få nu se. – Du elskede søde, det havde været ubegribelig dejligt om der havde været Brev fra Dig idag. Men nu er jeg virkelig træt. Jeg må ned med mit Brev i Nat, jeg vover ikke at stole på, at jeg kan komme tids nok op i Morgen. God Nat min elskede – nu skulde Du mere end nogensinde være hos mig.

Din Erik

Kristiania 13-12-83.

Min elskede, dine deilige breve, hvor har jeg levet i dem i denne tid; det er som har jeg været med dig hver time på dagen, siden jeg forlod Kjbhvn., fordi du har skrevet alt hvad du har tænkt og følt og foretaget dig, ind i mig. Jeg er kommen til at forstå dig så forfærdelig godt ved disse breve, – jeg synes nu at begribe årsagen til alle dine fornemmelser på familieområdet og andetsted, motiverne til din gjøren og laden, aldeles gjennemsigtig godt, – ja det er som forstår jeg og har jeg en ganske anderledes klarhed over og greie på dig og dit hele indre selv, end på mig og hvad mit er. Og jeg elsker dig og hænger ved dig som aldrig før. Jeg synes for hver tid som går, at først nu ved jeg rigtig hvad det er at elske dig. Jeg trænger så usigelig til dig; i alt hvad som jeg oplever af indre og ydre rørelser eller foreteelser, så er strax min tanke med et sprang på flugt til dig; jeg deler uvilkårlig alt med dig, og siden du ikke er her til at tage imod det, og give mig dit svar tilbage i «beslægtet sang»^k823 – så er det, som fører jeg kun en halv tilværelse. Vi har det akurat på samme vis, kan jeg mærke af dine elskede breve. Min søde, kjære, ubeskrivelig deilige ven, min egen sinte Erik, du lille skjændegjæst, – du går vel ikke med en slags modvillie til mig fordi jeg skreg så op, over at du havde skreget så op for dette med «tyngdepunktet» og svenskerne. Du har vel ikke nogen slags fornemmelse af et uopgjort mellemværende, som piner dig så – har du engang sagt. Det må du ikke elskede, husk at jeg kom og kyssede dig tilsidst og fik dig god igjen; der er intet ondt af hvad navn nævnes kan, som nogensinde skal få lov til at sætte sig fast mellem os; enten du eller jeg, eller vi begge skal gå til hinanden, og tage det fra hinanden, og så blive varsommere næste gang, – og jeg skal blive tåligere og klogere, – oh jeg skal nok lære en hel del af dig du mit nødvendigste på jorden, min store, uafviselige nødtørftighed. Gud give du ikke havde knubbede ord til mig i dit næste brev, eller lod nogen kulde eller ærgrelse klinge igjennem, og så endte omtrent som så: «ja, hør min sødeste pige, jeg mener jo slet ikke at skjænde på dig, men du skal være af et kjærligere sind» o.s. v. Jeg er lidt bange for din næste skrivelse, – jeg husker hvor usigelig ondt en sådan skrivelse gjorde mig, dengang i Nordal Brunsgade, da jeg ikke var istand til at svare på en 5–6 dages tid, fordi jeg gik og ventede på et forløsende ord ifra dig. Jeg kan ikke leve uden at eie dig helt have dig hvilende i mit sind og min sjæl i fred og kjærlighed og fortrøstningsfuld forståelse, så jeg bærer dig med mig som et smilende solskin hvor jeg går og hvor jeg står, – og så vide at jeg eies af dig på samme lykkelige måde. – Dit brev igåraftes gjorde mig forresten beklemt; du vil ikke kunne skrive på 3–4 dage, siger du, – hvad er det nu for noget uventet kav du har fået over dig, du som gik i en blødagtig leddiggang, og havde ikke andet at gjøre, end at skrive til din elskede og sende hende dine uforløste kysse. Du var dødstræt, kl. var 1; hvad havde du så bestilt for noget den dag; og så skriver du videre, at nu var der netop så meget at fortælle mig, «vigtige ting», – hvor kan du dog ha'e hjærte til at gjøre mig så nysgjærrig Erik! Jeg vilde heller at du ganske skulde have tiet med det, når du så alligevel ikke havde tid til at skrive, – lige klog sidder jeg her, og kan ikke begribe hvad du sigter til. Naturligvis er det noget leit, formodentlig er du bleven opsagt fra din post i rigsdagen, og vil meddele mig, at det nu er og blier umuligt for dig at begive dig ind i nogen ægtestand uden med en der har fuldt op af penge og udkomme. Næste gang jeg skriver, skal jeg forresten sende prøver på vore væggefarver. Jeg var bleven så forvænt nu med dine breve, jeg gik som i en rus af lykke og søde drømme; mens de glade forestillinger det ene brev havde givet liv, stod i den fuldeste flor, med et mylder af solstreif og sommerglæde, kom det andet og øgede, og øgede på, så jeg levede som en pigelil, der var taget ind i et trylleslot, hvor en venlig fe, dryssede livets bedste skatte ud over hende, mens hun sov, og nød det i drømme. Og så kommer denne pludselige travlhed og korthed og denne spådom om sparsomme breve, og vækker mig op med et ublidt rabalder, og tvinger mig til at samle tankerne og spørge hvorledes jeg kommer ud af at leve udenfor slottet, thi udenfor er jeg jo igrunden, sålænge jeg er forvist fra din livsalige nærhed. Nei, du har ret, det er den dårligste «dårligdom» dette med at skrive disse fattige rablerier på en ussel stump papir, der hvor livets egen, rige kilde vil flyde fra hjærte til hjærte i en rolig, uhindret frem og tilbageglidende strøm. – Du søde, deilige, som vilde have mine gutter derned i julen; tak du min elskede for dette vidnesbyrd om hvorledes du har taget mig ind til dig, – jeg hørte nok hvorledes du, da vi så på leiligheder talte om vort arrangement når gutterne skulde besøge os, jeg mærkede nok at dette glemte du ikke; – åh hvor jeg elskede dig for det, – og jeg kunde ikke takke dig, for det var for godt og dyrebart det du da gav mig, til at jeg kunde tale om det, forsøge at sætte det jeg følte om i ord; det gik mig ind i sjælen, og blev optaget af mit væsens kjød og blod som en del af den Erik jeg elskede, elskede og vilde søge at leve for. – Men gutterne får være hjemme i julen, – husk det er formodentlig min sidste jul i Norge, i altfald på lang tid, så får jo gutterne og jeg feire den sammen. Vi vil være hjemme denne julaften; bliver vi udbudne, siger vi nei. Garborg vil vi bede om at komme, og Helland har spurgt om lov til at tilbringe sin julaften her; så vil gutterne så gjerne også have Boll, og han er det vel værd, sådan som han er imod dem, rent ud rørende i sin trofaste godhed, mageløs selvopofrende, elskværdig mod mig også, uden at være påtrængende, ligedan nu efter at han forlængst har slået de ulyksalige ider [sic] om at ægte mig ud af sit hoved, fin og hensynsfuld, har aldrig et indiscret spørsmål, – har f.eks. aldrig taget dit navn med et spørsmål på sin tunge, og det uagtet han har hørt om dig og mig. Forresten snakker man ikke synderligt her nu. Fritz har fortalt et par steder, at nu var det alvor, han havde det fra sikker kilde i Kjøbhv., men ingen trode på det. «Hvergang hun er ude af byen, siger man at hun er forlovet, og er hun ikke ude af byen, er det ligedan, – Skram er bare et nyt navn i kjæden, – det er naturligvis bare sludder,» – på den måde anser man sagen her. Det vilde også forresten blive en altfor kostbar tur for gutterne nu vintersdag, da de måtte gå overland, så der er ikke mening i det, men sødt og elskeligt var det af dig at du virkelig vilde have dem, og dertil modigt, at ville vise dig med din tilkommende hustrus store, lange voksne gutter, – du er nu en kjærnekarl, «with no nonsens about you», med hjærtet akurat på det rigtige sted, og af en mandighed, der er nokså skjælden, synes jeg. Når jeg nu har fortalt gutterne om sagen – vor herre styrke mig til det – skal jeg sige dem at du gjerne vilde set dem hos dig i julen, – så skal jeg se deres overraskede, søde smil, og høre dem sige noget om, at «det var sandelig snilt af ham». – Det vilde nu heller ikke gået an at du havde kjøbt nogen seng nu; for husk det er jo bare selve jernskelettet du skal kjøbe, – jeg har jo fjærmadrats/krølhårs do. og alt andet tilbehør, og på bare flade jernbrisken kunde jo dog gutten ikke have ligget. – Jeg har fortalt Helland om min kjærlighed til dig og mit forestående giftermål. Det var en aften han sad her, og kom til at tale om Kielland. Han vilde vide, hvad der havde passeret imellem os o.s. v., og han fortalte mig udførligt om hvad K. havde sagt om mig, og derpå hvorledes han havde spurgt om mig og dig i sommer. Han havde ladet bringe en masse vin, og havde drukket dus med ham, – så da konen gik, eller de blev alene, begyndte han at pumpe ham. Jeg stod bare og mjauede, jeg – sa'e Helland. Tilsidst for at få mig til at tale sa'e han, K. (forstår du): «jeg syntes det var synd at den deilige rose skulde gå der, uden at blive plukket, – jeg forsøgte det, jeg, men jeg kunde skam ikke, men fik en på næsen, som var alvorlig.^k824 Og nu er det det jeg så gjerne vilde vide om Skram virkelig har råd med hende?[»] (Det cyniske bæst!) «Hvor kan de tænke!» havde H. skreget, – [«]det er pinedød bare sludder og snak, – de kjender ikke fru Müller, de.» «Nei, desværre jeg kjender hende altfor lidt», havde K. sagt, [«]men jeg tror også igrunden akurat det samme, som de, – hun er ikke af den sort, man råer med.» Idelig og idelig var han kommen tilbage til dette. «Alle folk» – sa'e H. [«]tror, at jeg er en slig kraftidiot, som de kan pumpe og vride ud af, uden at jeg forstår et muk af det hele, men svarer i den naiveste troskyldighed, – det er fordi jeg gjør mig dum, og svarer ha og ja, men jeg er ikke så dum, jeg[»]. – Siden ytrede han sin glæde ved at være så sikker på, at der intet var og intet havde været mellem Skram og mig, han gav mig et formeligt tillidsvotum, og talte lidt i [ret]ning af at han havde sin personlige grund til at håbe og tro på at jeg ikke brød mig mere om S. end om alle de andre. Så var det at jeg sa'e fra. Om han havde fået et bedøvende slag midt i ansigtet, kunde virkningen ikke været større; han blev hvid og sad og måbede i flere minutter. «Det har vi ikke fortjent af dem,» – sa' e han omsider, – [«]gifte dem når de virkelig elsker, – det er en ting, men gå til Danmark, til dette forbandede, flade, forhadte «jyteland», der ligger os alle iveien, og er enhver skikkelig og retskaffen nordmand en forsmædelsens torn i øiet» – Du skulde hørt ham. Han skreg ikke op, men sad ganske rolig, og talte dæmpet og skjælvende. «Det er en national forhånelse, værre end om statsråderne ikke blir dømt,^k825 – en offentlig forsmædelse, – et ubegribeligt forræderi, – en spytten på os alle lige i vort åbne ansigt. Nei at det skulde overgå os, – sådan en skjændsel, en dansk, en jyte, sådan en skam og spot, og så at folk skal sige at vi står igjen med lange næser.[»] Så talte jeg ham tilrette, og hævdede mig selv og min beslutning og min kjærligheds sag, og så blev han så god og fin og hensynsfuld, og siden har han kun været elskværdig. Det er en bundnobel kar, men en vild barbar; men nu, ved dette at han på en måde er bleven min første fortrolige heroppe i altfald af «kredsen», er der kommet et forbund af en god art imellem os. Han er virkelig af den gode sort, man risikerer til syvende og sidst ingen ufinhed af ham, kun en vis brutal måde at give sit første overvældende indtryk luft på ved alle slags leiligheder. Han vil være mig en fuldtro ven alle mine dage, – det har jeg mærket nu, – jeg vidste ikke at der var så meget guld i hans venskab for mig. Det er en lettelse at have ekspederet en af dem; men der er flere tilbage. Han holder forøvrigt ren mund sålænge. – «For Garborg vil det blive et hårdt stød» – mente han, «og for Boll!» «Havde det været i Sverrige, Tyrkiet, Amerika eller Ægypten, de skulde have giftet dem, men i Danmark!» Han vilde gå og drikke og rangle uafbrudt i disse måneder til jeg drog min vei, for at slippe at tænke alvorligt over det» – sa'e han; men dette sidste med en latter. – – – – –

Jeg har en gang nævnt i et brev til dig, at min yngste broder var i Amerika,^k826 – du husker det måske ikke. Han har været et dårligt subjekt, ranglede græsseligt herinde i Kristiania, mistede sin udmærkede post på et stort godt handelskontor, og blev sendt til Amerika. Der fik han post efter post, – havde lykken med sig – han er flink og rask og usædvanlig tækkelig og vindende, – den slusk, men overalt er han bleven jaget bort tilsidst, på grund af sin ubændige, aldeles grænseløse, ud over al rimelighed drevne rangel. Nu må du vide han er bleven sendt os tilbage, syg og nedbrudt, sandsynligvis har han kun tilbage at dø i den nærmeste fremtid. Jeg fik igår brev fra moderen stakker, hvori hun siger at han er kommen, og i hvilken forfatning! Det gjør mig ondt for moderen, for hun sorger over ham, og lider ved at se ham således, men for min egen del, er mit hjærte aldeles koldt imod ham. Jeg har holdt uhyre meget af ham, og min kjærlighed varede ud over alle rimelige grænser, jeg kunde ikke slippe ham; så kom det forfærdelige slag, at der var ugreie med hans pengeforhold på kontoret, han havde taget op sin gage for lange tider, – der var noget uærligt med i spillet. Endnu holdt jeg stand; jeg syntes jeg aldrig havde holdt så meget af ham som da han var bleven så usselig reduceret; og så følte jeg en sorg over ham! – du gjør dig ikke begreb om dens voldsomhed. Min broder Ludvig og Vilhelm påtog sig øieblikkelig hele hans gjæld, det han havde snydt kontoret for, og den er bleven betalt til sidste hvid. Som vi dengang sorgede sammen, Ludvig og jeg! – jeg boede med ham i Fr.hald.^k827 Men så, da vi mærkede at han ikke vilde andet end være et umuligt bæst af en fyr, – han bar sig så rent umenneskeligt jammerligt ad bagefter det hele var ordnet, – så slettede jeg ham med ét slag ud af mit hjærte og min hukommelse, og siden har det været for mig som om han ikke var til. Jeg har vidst at han har havt det ondt af og til derover, lidt sult og nød, men det har ikke anfægtet mig, fordi der ingen råd var med ham, når han endelig vilde ligge og vælte sig i sølen vilde det, og intet andet i verden. Engang blier man færdig med sligt, og jeg synes ikke han var mig mere værd end den gadesten jeg trådte på, – ja for du aner ikke hvormeget vi og andre har gjort for ham, hvorofte han er bleven stillet foran nye udsigter, nye muligheder, men han har kastet alting fra sig. Jeg vilde ønske han snart måtte dø. Han duer absolut ikke til at leve. Han vil bestandig blive ved at gjøre os skam, og være sig selv en plage og byrde. Men som sagt, for moderen gjør det mig ondt. – – –

J.P. har skrevet et brev til Sars,^k828 hvori han har talt om sin fortvilelse over de «gemene anmeldere». Lars Holst havde været ignobel ved at lade I.H. anmelde den, men, havde han sagt, en ignobel handling straffer sig selv og han, L.H. vilde nok få sin straf. «Reflektionerna gjöra sig sjölve».^k829 – Der var endnu meget at skrive om om [sic] min elskede, efterlængtede, savnede, min egen skat på jorden, men nu får det være nok. Min Erik!

Din Amalie. –

Torsdag Aften den 13 December [1883]

Dit dejlige Brev!^k830 Og tænk, jeg har været sørgmodig for dets Skyld. Jeg har måttet lade en Dag gå over uden at skrive til Dig, for jeg følte, at jeg ikke havde Tonen. Amalie, det er ikke helt let at håndtere Pen og Blæk således, at den rette Lyd i Ordene straks høres. Og så er det ikke heller helt let straks at få læst alle Ordene; man springer i sin Iver et, to, tre Ord over på en Side, de Ord, som netop måske indeholdt Nøglen til den sidste bedste, virkelige Forståelse af hvad man har læst. Med dit Brev gik det mig således. Jeg kom lidt sent hjem igår. Jeg havde et Pligtbesøg i Folketeatret^k831 og efter Forestillingens Slutning stillede det sig således, at det var klogt at jeg blev og spiste til Aften med et Par Mennesker, som jeg skyldte forskelligt. Ved at give en Flaske god Vin efter Måltidet og være behagelig kvitterede jeg Gæstfrihed nydt hos dem. Altså Klokken var ½ 1 da jeg stod i min Stue og fandt min rige norske Post. Tak min yndige Ven for Avisen og Bogen. Jeg læste mig strålende lykkelig i Begyndelsen, så kom din lange Protest, der endte i noget, jeg fik i mit Øre som Mislyd, dette om min ubevidste Hang til Tyrannisering og dine energiske Ord for at vare for Dig i den Anledning. Jeg lå en Stund vågen af en indre Uro, en Tumlen med Tanken, så kunde jeg endelig sove. Kl 7 var jeg vågen igen og mine Tanker tog fat hvor de havde sluppet igår Aftes. Så måtte jeg op og gøre et lille Arbejde færdigt til «Ude og Hjemme»^k832 – det var mig næsten ikke muligt at få mine Tanker tvungne hen til det, jeg skulde gøre. Inden jeg begyndte, vandrede jeg også med de to Nr af Bladet til Posthuset her ude på Østerbro; før Kl 10 kom jeg ikke til at skrive. – Jeg har sendt Dig det andet Nr, fordi jeg så gerne vil have, at Du skal synes om den Tegning, som deri findes af et Ægtepar ved Stranden.^k833 Ikke netop selve Tegningen, den har adskillige Mangler, men Følelsen, Tanken i Billedet; jeg synes at det er noget af det inderligste, roligste, mest virkelig ægteskabelige, som jeg længe har set. Sig mig din Mening om det lille Billede. – Jeg gjorde altså mit Arbejde færdigt i stor Skynding, gik til Byen med det Kl 12, besørgede et Par Forretninger, mødte i Rigsdagen, var der til Kl 4, gik til Trykkeriet for at læse Korrektur, spiste til Middag og havde så en Time inden Brandes Forelæsning.^k834 Tilbragte denne Time i Athenæum, var på Forelæsning, hvor jeg hilste på Bertha Knudtzon, som lovede mig at give mig det Stykke af dit Brev at læse, som handler om Warburg, kom altså hjem Kl henad 9. Bestandig havde dit Brev hvilet mod mit Bryst og næsten uafbrudt havde det været i mine Tanker; nu da jeg kom hjem tog jeg det frem. Jeg læste ikke i det. Jeg syntes, at jeg endnu vilde vente. Jeg vilde ud af en vis sørgmodig Stemning, jeg vilde være helt glad på ny, inden jeg bandt an med det, der havde klinget ilde i mine Øren. Jeg satte mig til at læse i G. Brandes Bog,^k835 som jeg langt fra er færdig med. Jeg læste den aldeles fortræffelige – noget for ømt følte – Essay om E Brandes og en Del af den om J.P. Jacobsen. Så kunde jeg ikke styre mig længere. Nu havde jeg brændende Lyst til på ny at læse dit Brev. Jeg gjorde det, og jeg er lykkelig. Jeg hører ingen egenlig Mislyd nu. – Søg min Elskede at skyde den Forestilling til Side at jeg er så ivrig – ubevidst – efter at bringe den jeg elsker under et åndeligt Åg, og at der her er for Dig lige som en Ret at hævde, en Plads at stå på, som man vil tage fra Dig. Tro mig min søde, der er her en Illusion. Du er lidt uvant med at møde Modsigelse i Livet eller endog Forsøg på Påvisning af en formodet Fejl eller Fejltagelse hos Dig. Du har stået i det – lidt golde – Forhold til de fleste Mennesker i Livet, at de beundrer Dig og er lige glade for alt, hvad Du siger eller gør. Nu kommer Du pludselig i det – lidt frugtbarere – Forhold, at en Mand elsker Dig, elsker Dig som han elsker sig selv. Jeg har altid opdraget på mig selv. Jeg tror det er rigtigt. Du aller dejligste Unge, jeg har været hurtig til at dømme og afgøre som Du, jeg har pillet og forandret ved mig selv på dette Område, fordi jeg har udfundet, at man i Længden har mere Fornøjelse af at gøre få Fejltagelser end mange; når jeg nu lidt hastig måske siger til Dig, at jeg tror Du bærer Dig forkert ad, så er det jo, søde, fordi jeg vil lokke Dig over til mig, fordi jeg tror jeg har det bedre. Lad ikke det at mine Lokketoner fremtræder som en brummende Bebrejdelse forvirre Dig. Jeg kan jo godt bære mig ad som en Klodrian og have Ret endda. Og Du min elskede Ven, Du kan uden Gran af Skade for din Selvstændighed indrømme Muligheden af, at jeg på ét Punkt er overlegen, fordi Livet har givet mig Anledning til netop i den Retning at være mere samvittighedsfuld end Du, jeg mener mere omhyggelig, mere agtpågivende – jeg skulde i en Fart kunne nævne Dig et Par Punkter, hvor jeg véd, at Du er mig overlegen, og hvor Du selvfølgelig har Lyst til at gøre din Overlegenhed gældende, fordi det således er bedst. Og har Du ikke så megen Lyst måske endnu, så vil Du få det ved at leve sammen med mig. Men for Resten, Amalie, naturligvis har Du Ret til overalt at fordre Plads for Dig selv – kun Unge at Du skal vide, at hænger Du Dig i den Forestilling, at Du må passe på, for jeg vil gå din Ret for nær, så kan Du gøre os begge megen Fortræd. Ingen af os Amalie, er dumme, så fordeler den enes Indflydelse på den anden sig jo helt naturlig fornuftigt. Denne Frygt hos den ene eller den anden af os to for at sætte noget til er vist ikke på sin Plads. Jeg håber vi skal vinde noget begge to ved at bøje os den ene efter den anden. Tror Du ikke min elskede Ven, at der i denne din Frygt for at være Genstand for et Tyranniseringsforsøg stikker noget af din gamle Ubehagsfornemmelse og instinktive Frygt for at blive knyttet til og være afhængig af – et Mandfolk? Søde min Pige, se på det lille Billede af de to Ægtefolk i Sandet. Tror Du hun fra den Stilling pludselig kunde rejse sig op og sætte en Trompet for Munden for at kalde alle sine stærke Egenskaber sammen til Værn imod den Mand, der vilde tyrannisere hende, fordi han på et Udbrud fra hende, med Styrke svarede: ti stille Stump, Du dømmer for rask, vent til Bogen er færdig. Hun vilde trykke sit Hoved ned mod hans Skød og sige: Snak med Dig min Ven, Du forstår ikke hvad jeg siger. Og hun vilde føle sig lykkelig og tryg, for hun skulde let forklare, hvad hun havde ment, og let vilde hun have ved at forstå, at han kunde opfatte hendes korte Udbrud som en Dom med langt videre Omkreds end Meningen var, og intet vilde der være til Hinder for, at hun kunde anerkende, at hendes hurtige Griben om en Opfattelse og kække Stolen på dens Rigtighed og hendes indre Behag ved at gå frem på denne Måde, kunde, om end beroende på hendes naturlige Anlæg, lempes ind i et omhyggeligere Spor. Og hun vilde slet ikke være bange for at føle, at hendes Mand, ene fordi han tidligere end hun havde arbejdet med Tanker, var et Skridt forud for hende i Samvittighedsfuldhed på dette Område, og at det stundom i hans Øjne kunde komme til at tage sig lidt letfærdigt ud, at hun sprang ud af sine Tankers Seng i bare Natlinned, når der var andre til Stede, eller, hvis de var ene, uordenligt, når han allerede var påklædt. Lidt Vrippenhed på dette Område vilde hun finde sig i. Og det vil Du med min elskede Amalie. Jeg vil jo ikke gøre Dig Fortræd. Tror Du ikke jeg ser, hvor skinnende hvidt dit Linned er, hvor smukt den lette Dragt klæder Dig? Hvor kan Du nogensinde blive bange for at vise Dig for mig således? Det er kun ikke altid jeg synes det passer. Min elskede lad være med at drage store Følger ud af små Begyndelser. Læg Dig fint og blødt og mageligt tilrette som før, hør på hvad jeg læser for Dig, føl, at ikke et Ord går mig til Hjærte deraf, uden at jeg tror på, at Du føler med, vid, at jeg er så afhængig af din Mening din Dom, at jeg ingen Glæde har, uden Du er med, og smil når jeg retter på Dig, for det er jo som når jeg tager mig selv i Skole. Men jeg skal være mere forsigtig med at rette. Til mig selv siger jeg afvekslende «Idiot» eller «Fæ», når min Dumhed fører mig på galt Spor – til Dig skal jeg herefterdags se at finde en pyntelig Form. Du skal se Du skal nok blive tilfreds med mig.

Fredag.

Jeg sendte ikke mit Brev afsted igår, der stod for lidt deri, syntes jeg. Navnlig var der slet ingen Besvarelse af forskellige Ting i dit Brev. Véd Du, at den første Side i dit Brev er det kærligste, Du nogen Tid har sagt mig. Véd Du, at med denne Kærlighed må vi blive lykkelige. Amalie, det er din Sjæls inderste Tankefølelse Du lige som med begge Hænder på dit blottede Bryst åbner for mig. Jeg følte dine Ord, som bad Du mig med en Bevægelse kysse Dig ikke længer på dit Bryst men inde i din Sjæl. Der inde fra Amalie groer Livet for os. Du elskede Kvinde, min Mund søger din Sjæls fineste Fiber – bær over med mig, om jeg kysser for hårdt, lær mig at kysse blødt og sagte. Træng Dig ind i min Sjæl, bliv hjemme der inde og se, om Du kan finde blot en ussel Begyndelse til en Torn, alt bliver til Roser, hvor Du færdes. Hvor din kærlige Hånd stryger, bøje alle Spidser sig og springer ud som Blomster. – Nå Hustru min, læg nu din blottede Arm om min Nakke, inden Du er helt påklædt og kys mig, gør mig rolig og glad. Så Stump, det var smukt, klæd Dig nu på, lad os gå ud sammen. – Skrive en Anmeldelse om Gjellerups Bog! Ikke et Menneske vilde se andet deri end den pure blotte Misundelse. Ikke at tale om, at jeg ikke tør. Jeg stoler ikke på min Opfattelses Rigtighed. Han irriterer mig det lille Bæst; men de fleste synes om, hvad han skriver. Jeg mener af os Nutidsfolk; det vilde kun være til Bagstrævernes dumme Glæde, om jeg holdt Fyren frem. – E. Brandes er rejst fra Byen. Hvad er nu det på ny? Ingeborg er rejst fra Kr.ania. Bliver den Historie nogensinde grej og klar for andre Mennesker? – Nu må vel det J.P.' Snakkeras efterhånden forstumme. Jeg forstår i øvrigt så godt hele Uroen, den Slyngel har fremkaldt. Men sig mig, hvad siger de kære Højrefolk og –aviser? Et synes det jo for Resten at Fyren har tjent Dig med. Du fortæller intet om, at Folk befamler dit og mit Forhold; er det gået i Glemmebogen for «Moderne D.»? – Begribe kan Du naturligvis, at de to Linjer Du har overstreget netop har gjort mig nysgjerrig. Har Du blot en lille Smule Lyst, så fortæl mig hvad der stod. Men det sysselsætter iøvrigt ikke min Fantasi. – Roderiet mellem Fritz og Ingeborg har, synes mig den gode Side, at vi andre, som næppe kunne bære os slig ad, lærer at se forholdsvis roligt på at andre klarer sig på deres egen Vis. Man har godt af at øve sig i at lade være med at fordre samme Adfærd af alle, at lade andre skytte sig selv. – Om «Over Ævne» må Du endelig skrive. Jeg tror det er af Vigtighed. De fleste jeg har talt med, ere slet ikke enige med «Morgenbl's» Anmeldelse.^k836 Her er god Jordbund for Påvisningen af Arbejdets Betydning. Om Optagelse i «Tilskueren» er der ingen Tvivl, en «norsk» Forfatter vil man netop gøre særlig Krus for. – Medens jeg husker det: din Ven Johan Svendsen^k837 har sat den musikalske Verden på den anden Ende af Henrykkelse ved sin første filharmoniske Koncert. Disse Koncerter vil blive det fin-fineste i København. Sagen er, at Manden har havt Energi og Evne til at få hele Kapellet til at spille for sig, det er hans Redskab, så vidt jeg véd et så godt som det næstbedste i Europa, og så kommer hans glimrende Anførerskab, og at de alle har Ærbødighed for ham og holder af ham. Det skal have været en Samvirken, som man ikke før har kendt i Kbhvn. Gade, Musikens Konge,^k838 komplimenterede ham for åben Estrade, Publikum kaldte ham frem og frem, Dronningen fældte Tårer, alle Anmelderne havde Feber for at finde de rette Ord til at tolke Nydelsen. – Bertha Knudtzon har sendt mig Side 2 af dit Brev til hende.^k839 Jeg er skinsyg på hende – sådan noget interessant noget om Hedlunds! Jeg vil have alt, alt, hører Du. Sig mig Stump, har Du talt med Warburg, eller er det blot hans Ydre, som har angrebet Dig så stærkt? Han er en inderlig brav, begejstret – kedsommelig Fyr. Det gør mig næsten ondt de hårde Ord, Du bruger om ham. Det Menneske, hvis Finfølelse jeg i Grunden stoler mest på af alles, er en lille Jøde, grimmere end Warburg, endnu mere præget af «Kristenfolkenes» utrolig Råhed i Behandlingen af den fine Folkestamme, som havde skænket dem deres «Kærligheds»religion. Det er Marcus Rubin. Han har alt hvad en Jøde kan have af Styghed, en Træl af Udseende, en Prins af Ånd og Hjærte. Jeg glemmer aldrig en Nat hjemme i min Stue, da jeg boede hos min Moder. Billedhugger Hasselriis,^k840 With og Rubin var hos mig. H. havde første Gang set R. og denne havde aldrig før været sammen med en Kunstner. H. der lod sig lede af sit Modbydelighedsindtryk, var irriteret og hakkede på R. længe inden denne mærkede det, han gik i sit Hjærte ud fra god Respekt for Hasselriis. Med ét slog der en Strid ud i lys Lue. H. var en god Klopfægter, ikke dum, men uoplyst og modbydelig plebejisk i sin Måde at føre en Strid på, Rubin talte sig varm om sit Emne, glimrende, en Billedrigdom, Spring som på Hovedet højt oppe fra gennem Fyrværkeri, Hasselriis imponeret – de talte om Kunst – brugte Kneb, R. forstod det ikke, trode, at Manden, han talte med, var fin som han, tog hans Ord for Guld, det vil sige klarede en Tanke ud af dem, svarede på det, og førte Samtalen videre og videre ind i Egne hvor den anden følte sig som en Tyr i en Glasbutik; han var i sit Hjærte angst for Rubins Overlegenhed og blev grov. Du skulde se Rubin forundret standse, denne lille platfodede Jøde foran Hasselriis' smukke svære Skikkelse, tage på hans Ord, tro endnu engang, at han misforstod sin Modstander, Kunstneren, og gå videre med en Skønhed i Tanken, en Intelligens, en Forståelse af hvad han havde indladt sig på at tale om, som var beundringsværdig, han havde i Grunden ikke noget med Kunst at gøre, han er Nationaløkonom, og så tilsidst da Hasselriis var aldeles elendig dumsimpel i et Svar, det kunde ikke misforstås, tog Rubin med en så inderlig forba[u]set Ækkelhed Svaret i sin Hånd og plantede det som en maurisk Konge i Ørkenen kunde have gjort det i Ansigtet på denne «Kunstner», så at han beskæmmet måtte tie. Rubin er det eneste Menneske på Jorden, der nogensinde har bragt Hasselriis til Tavshed. Det er uhørt, ingen af Kammeraterne vilde have trot det, om jeg havde fortalt dem det. Jeg bevarer intet Indtryk noget Steds fra om fine Tankers Skønhed og Magt, som jeg vil sammenligne med hvad jeg så dem virke hin Nat i min Stue. Samtalen varede i Timer. Denne lille usle Jøde, grimmere latterligere end en forkommen Abekat og så den bomstærke, smukke, bornholmske Billedhugger. – Ja det er egenlig dumt at forsøge på at fortælle sligt, det kan ikke gøres. Men altså denne lille Jøde er nu Kontorchef i Magistraten og ham håber jeg på som Gæst i vort Hus. ^k841 Han er meget klogere som oftest også finere end jeg – ikke selskabelig taget, der mangler han en Del – hans Fader handlede med brugte Bøger og var dertil lærd Talmudist^k842 – men af Hjærte. – Nej Du, Du har intet sagt mig om Indvendingen angående det kønslige imod Garborgs Bog, og jeg finder det yndigt, sødt, dygtigt af Dig at Du har denne Indvending; den var nær undgået mig. – Min Amalie jeg synes det var sødt af Dig, at Du ikke gik til Kunstudstillingens Åbning. Du er mindre verdslig end Du har været – ak tro nu ikke at jeg tror, at Du har været mere verdslig end andre smukke Damer, men som sagt en Rem af Huden har Du haft, og nu meget mindre, og det er din Kærligheds Skyld. Har jeg slet ikke Ret? – Sig mig, er det Stykke Du omtaler af Gunnar Heiberg et nyt Stykke?^k843 I disse Dage er «Tante Ulrikke» udkommet. Jeg venter så småt Brev fra Manden; jeg har skrevet ham til. Drak den Karen ikke, blev han til noget. Han har et ganske anderledes Hoved end mit. Sig mig min dejlige Pige, om jeg har sagt Dig, at Du er så sød fordi Du forrige Fredag vandrede i Nattens Mulm og klingrende Frost med mit Brev i en Postkasse? Jeg har vistnok kun flygtigt svaret på mit Mandagsbrev. Hør Du jeg syntes det var morsomt, at da Du sidste Gang skulde skrive til mig sad Du med 3 Breve – der kan Du bare se hvor flink jeg har været. Halløj nu må jeg afsted til Withs Aftenselskab! Du har naturligvis Ret med «Un[e] vie». Der er ypperlige Ting. Men gennemgående hvor lidet Kunst er der i den Bog. Et Skema, ikke malede Mennesker. Kender Du nogen af dem? Kan Du blot huske deres Navne?

Jeg elsker elsker elsker Dig Amalie! Tro på mig, vær tryg ved mig

Din Erik

Kr.ania 17de dcbr. [1883]

Min elskede dit lange, søde, kjærlige brev, som jeg fik idag har fyldt mig med en dyb lyksalig glæde. Men uf, at jeg ikke kan få kysse dig; i dag har jeg gået og trængt så græsselig til at få kaste mig om din hals og kysse dig sagte og ømt men mangfoldige hundrede gange op og op igjen, på munden og på halsen bag øret, og på begge sider af næsen, og på øinene dine – nei det er sandt, det kan du ikke like, og det er så kjedeligt, men så på panden istedetfor. Og omfavne dig og trykke mig ind til dig, og takke dig for brevet, og for den gode, trofaste, arbeidsvillige kjærlighed du har givet mig, du elskede mand med dit bløde sind, og din leilighedsvis skarpe tunge, når du mener det er din pligt at ta'e mig i nakken, og stanse min rappe tale. Og sige dig at jeg elsker dig, at alt mit menneske min villie og min attrå er bøiet imod dette ene: at kunne blive i sandhed dig tilpas, være fuldt ud noget godt i dit liv, som du har været det, og vil blive det i mit. Det er underligt at have fået noget så konsentreret indeni sig, noget der grådigt og fordringsfuldt absorberer alt andet, noget rent vampyragtigt og så at vide at gjennem dette og dette alene, går veien til at blive et bedre og værdifuldere menneske, – du skal få se! Nu har jeg kun dette éne som helt interes[s]erer mig: at jeg er din hustru, og at jeg skal gjøre mit til at leve et virkeligt skjønt og nobelt ægteskab med dig. Jeg er ikke uden bange anfægtelser, ikke for dig, men bare for mig, for at jeg ikke skal strække til, ikke skal kunne give, og give, og give, og glemme at der er et væsen som hedder Amalie Müller, som har været svært glad i sig selv, og svært vant med at tage imod beundring og hyldest, uden at give noget igjen, ja ofte uden at ænse det, eller agte på det, som anderledes, end noget, der faldt af sig selv. Ja, du, jeg vidste det ikke før nu da jeg elsker dig, at jeg har været grufuld egenkjærlig alle mine dage, og grufuld selvtilfreds. Og det er derfor jeg er bange for at denne gamle Adam ikke skal være så let at få livet af, sådan på komando, og da vil det gå vort ægteskab ilde, for det er dig som skulde have hele min kjærlighed, min sjæl og al min forfængelighed. Du, idag efter dit brev er det, som var du gået helt ind i mig, – jeg kan ikke huske, at jeg før nogensinde har havt denne stærke følelse af en inderlig forening, – og det er så lyksaligt, – det er mit hjærtes fryd, min glæde og stolthed. – Jeg har betragtet «dit» billede,^k844 som gik mig med en følelse af glæde lige til hjærtet, fordi det på en rørende, stilfærdig og enkel måde realiser[er] ægteskabets idé; jo mere jeg tænker på det, jo rigere bli'er min glæde over det. Men jeg er bange for, at jeg ikke godvillig kan gå med på dette at blive korrekset for mine raske domme. Det er min natur; får jeg ikke lov at være rask i min dom, så vil jeg aldrig kunne have nogen dom. Jeg har slet ikke tid til at gå og gruble det ud langsommeligt og samvittighedsfuldt, og jeg tror ikke at jeg vil lære det heller. For jeg skal sige dig, at evnen til at dømme til at tale, skrive noget vilde dermed visne bort hos mig. Jeg vilde altid gå og være usikker, fordi der aldrig blev ende på betænkeligheder. Og hvad er til syvende og sist den rigtige opfatning? Kan den ikke klandres og bortraissonneres, og modbevises af den første den bedste, der ser anderledes. Og hvor kan man vide at man ser alle faktorer. Og desuden har jeg ikke sét andet end at mine instinktive domme til syvende og sidst har været rigtige; det vil sige der har kunnet være mere af godt, mindre af slet, eller omvendt, end det jeg så og følte fra begyndelsen af, men der har dog været mening, og det god mening og ordentlig grund for mit, så raskt i ord, omsatte indtryk. Eller du vil da vel ikke nægte det, at den ene kan have større evne, til at se og føle skarpt og rigtigt, mere lov altså til at dømme hurtigt – dømme er forresten et dumt og ubetegnende ord – jeg mener til hurtigt at skaffe sig en mening, end den anden. Jeg er slet ikke så vis på at det er et ubetinget fortrin at være langsom med at skaffe sig en mening eller en dom. Man vinder noget derved, men man taber noget andet, og jeg ved ikke jeg, hvad som er mest værd. – – Så E. Brandes er reist bort. Ja, jeg har gået her og kjendt det på mig, at Ingeb. var reist til et møde med ham. L. Holst fortalte, at den historie om at kyle en bog der bar hans navn i væggen, var aldeles sand; det var bleven ytret i hans egen stue. Da jeg ikke formår at gjennemtrænge denne nattegåde, vil jeg aldeles ikke bryde mig med at anstille betragtninger over den. Helland sa'e, at hun havde været i et rasende sindsoprør den gang hun talte om «Moderne Damer», og at hun også var kommen ind på at tale om sit eget liv i de bitreste, voldsomste ordelag. Nei, snakket om J.P.'s bog og forbitrelsen mod ham, har ikke lagt sig; jeg er forlængst træt af det, men de andre bliver ved at rase. Nu må du vide, det gjør mig ondt for ham. En anmeldelse som stod i Bergens Tidende af Lofthus,^k845 synes jeg var for drøi, – det er for plumpt at sige at han «står i taknemmelighedsgjæld til de folk, som han har forsøgt at æreskjænde» o.s. v. Finder jeg den, skal jeg sende dig den. I den thaulowske familie snakker de om at jeg skal være forlovet – «de har det fra sikre kilder» –, men de andre tror det ikke, og thaulowerne tviler ganske sikkert selv. Ingen har talt til mig om det. Fru Schjøtt sa'e uforbeholdent at hun hadede din anmeldelse af «En Hanske»,^k846 at den var skrevet fra et synspunkt, som hun foragtede, og at hendes mand var endnu mere forbitret over den. Det vilde hun vel måske ikke sagt hvis hun havde tænkt at jeg elskede dig, og det var omtrent det første hun sa'e, da hun første gang så mig. Fritz er reist til Modum igjen tilbage til sit hi, deroppe, og har taget begge de små med sig. Pylle har ligget tilsengs, men skal være oppe igjen; jeg har ikke sét nogen af dem, for jeg elsker at være for mig selv, og leve i min lykkelige drøm om min elskede. Desuden, når gamlefruen ser mig, begynder hun at fråge og fritte om Ingeborg og Fritz og alt det rod fra før af, du ved; da jeg var Ingeb.'s fortrolige, og siger jeg så et ord kommer der sladder og ubehageligheder ud deraf som her i høst engang – jeg har ikke talt om det for det kjeder mig så, – men siden har jeg skyet fru Thaulow. – Du skal ikke sende mig Dr.manns bog,^k847 for jeg har fået den fra Dgbldt. til anmeldelse; det greb mig ikke det om Ingeb. og Dr.mann, skjønt meget i det var godt, særlig var hun fint og treffende skildret – men jeg har bare fløiet igjennem det endnu – så jeg ved ikke rigtig. Det bæres mig for at han raser mod sit eget parti, – ja, det vidste jeg jo, han vilde, men hvad er det så han vil ha'e op til gjengjæld for det han vil rydde afveien? Jeg forstår ham ikke; at en B.B. kunde rase mod det væsen, – men Dr.mann?! Det overstregede var ingenting,^k848 en bemærkning, – tror jeg – om at da skildringen af mig slet ikke var treffende, – så var det rimeligt at jeg ikke brød mig om det, noget sligt, – jeg strøg det fordi det så så flout og dumt ud, og jeg strøg det så vel, fordi du ikke skulde se, at jeg havde generet mig for dig; nu kunde du jo tænke alt muligt. Jeg er begyndt på artikkelen om «Over Ævne». Jeg tror, at du sikkert kan bede om plads for den, – jeg mener, jeg agter at gjøre den færdig. Ja, naturligvis har jeg talt med Warburg, han sa'e næsten bare dumme, eller idetmindste utålelige kjedelige ting, som at det var rimeligt at Gengangere var forkastet af teatrene, at det var umoralsk, hvorfor?, – jo fordi en fader ikke kunde tage sine sønner, en moder ikke sine døtre hen for at se det. En skikkelse som «Regine» var omtrent en forbrydelse af en digter at levere, – hvorfor?, – ja fordi hun var en komplet usandhed, – så dybt var ingen kvinde sunken! i ufølsomhed! i egoisme! Og så nød han som en liflig læskedrik at sidde og tale om hvor slet E.B. havde behandlet sin kone. Han kunde gjerne sige det, men den måde! – jeg fik lyst til at slå ham, eller idetmindste til at sig[e]: de er en væmmelig fyr. – Nei, det er intet nyt af Gunnar Heiberg, – det var jo det stykke om teatret jeg mente,^k849 – det som du sa'e havde næsten kjedet dig, eller idetmindste var forekommet dig mindre godt. Du må ikke være så dum du Erik min. – Jeg går næsten altid ned med brevene i nattens mulm og kulde, så det er intet at takke for at jeg gik netop hin fredagsnat min søde, deilige, prægtige gut! Nu vil jeg slutte. Jeg er træt og søvnig. Godnat Elskede; jeg sender dig et langt, langt brændende varmt kys.

Din Amalie

Send mig anmeldelsen tilbage. – J.P. er bleven taget til indtægt af Morgenbladet.^k850 Det har rost hans «Moderne Damer» så meget det anstændigvis gik an. – D.S.

Mandag den 17 December 83

Du begriber min elskede Amalie, at jeg har måttet gøre en Anstrængelse for ikke at svare Dig på dit sidste Brev,^k851 før jeg foretog mig nogetsomhelst andet. Men Du vil, håber jeg, i «Dagbladet» kunne læse Dig til,^k852 at det Brev, jeg igår var temmelig længe om at få skrevet – så længe at der ikke blev Tid til andet – måtte afsted, måtte gøres færdigt, inden jeg plejede min Lyst, mine private Sager. Du elskede for et Brev Du har sendt mig! Noget godt og smukt kommer der dog frem ved vor Adskillelse. Min Ven, det er som elskede Du mig inderligere nu end tidligere, som følte Du det bedre, vidste Du bedre Besked derom. Amalie véd Du, at vor sidste Strid i København, den Aften da jeg skulde gå nøjagtig Kl. 5' i 11, da jeg brød af, rakte Dig Hånden og gik, og så satte mig hen på Kaféen, så J.P. og skrev til Dig,^k853 den Aften lærte jeg at elske Dig dybere og inderligere end før. Eller måske det var først næste Morgen jeg stod op. Fra da af vidste jeg, at intet kunde skille mig fra Dig. Jeg havde følt og vidst det længe forud, men fra da vidste jeg det klogere på en dybere, tilforladeligere Måde. Siden Amalie har jeg elsket Dig med så inderlig en Lykke, med en så stærk Følelse af hvor godt denne Kærlighed gjorde mig. Og jeg tror jeg véd Grunden til at denne Aften blev et Slags Vendepunkt. Jeg indså, at der havde været en Slags brutal Tilegnelse i min Kærlighed, jeg havde i Grunden ikke ofret Dig noget. Fra da af var min Beslutning fast, at jeg vilde kaste det ud af mit Sind, som kunde gøre Dig Fortræd, og at jeg vilde passe på, gøre mig usigelig Umage. Jeg så, at det var mine Ord, som kaldte det onde – ak jeg mener det ikke slemt – frem i Dig. Det skulde ikke ske mere. – Jeg vilde lære at forstå Dig meget bedre end før, jeg vilde virkelig gøre mig til et kærlighedsfuldt Menneske, være øm over Dig, ikke forkæle Dig, for det synes jeg er en uendelig Svaghed og en Uret, men være fyldt bedre af Dig end tidligere, kort sagt, jeg vilde passe på mig, ikke være et fordringsfuldt, stivtænket Menneske som før. Ak sig mig Amalie, tror Du det er lykkedes en Smule for mig? Eller var hine Ord om Svenskernes ulykkelige «Tyngdepunkt» et Fald helt tilbage i gamle Synder? – Men nu ikke mere om det, kun at jeg elsker Dig min dyrebareste Ven på Jorden,^k854 min sødeste Pige, og at jeg véd, at Du elsker mig. Jeg længes forfærdelig efter Dig, og jeg hader den Tanke, at jeg er nødt til på en Måde at vænne mig ind i et Liv på ny uden Dig. Det er en ørkesløs Anstrængelse, en dum Straf for en Forbrydelse, som jeg ikke har begået. Jeg havde jo nok tænkt mig, at mine Breve kunde gøre Dig en lille Smule glad, men at de har frembragt noget så usigelig yndigt som de Tanker Du røber i dit sidste Brev, min Ven det er langt over Fortjeneste. Å nej Unge, hvis det blot er min Kærlighed og Glæde ved Dig, som Du belønner. – Ja jeg forstår, at dine Gutter må blive hos Dig i Julen. Men der kan Du se, at det var den rene skære Egenkærlighed af mig at ville have dem. Jeg vilde slutte Venskab med dem, jeg vilde, at de skulde mærke, at jeg var deres gode ældre Kammerat, at de ikke skulde gå hen og klage i deres Hjærte over, at deres Moder gik bort fra dem til en fremmed. Senere er det måske slet ikke så let at vinde deres rolige og kloge Tillid. Men jeg håber det min egen Amalie, min ærlige Vilje skal indgive mig den Klogskab, der vistnok må til for at de kan blive helt Venner med mig. De hører Dig til, de er et Stykke af Dig, et uadskilleligt Stykke af Dig, Du måtte slet ikke undvære dem, og så tænk, at de er som de er! Tror Du ikke, at også det spillede en Rolle for mig, at jeg kunde komme til at leve en Uge eller mere uforstyrret med to sådanne gryende unge Mænd? Er der ikke noget at lære der? Tror Du ikke, at det for mig omtrent vilde være det samme som for en Musiker, der i mange År havde levet mellem forstemte Instrumenter, pludselig at høre det rene a? En Bekræftelse mulig på, at han trods alle de falske Toner, han daglig måtte høre, dog havde formået at holde sin Ungdoms ægte Tone ved lige, eller måske en manende Klang i Øret om, at også han var begyndt at få sit Øre fordærvet. Begriber Du, at jeg vilde være i Spænding ved at modtage dem? Men ikke bange. Jeg var langt inde i mine Planer om, hvorledes vi skulde tilbringe vore Dage her nede. Nogle Penge måtte de selv bringe med, men for Resten skulde vi nok have klaret os. Da jeg så skrev, indså jeg jo nok, at det vel ikke kunde lade sig gøre. Men jeg trode, at Du ikke vilde sende dem, for ikke at fortælle hvor nøje vi alt var knyttede til hinanden. Men Du har Ret min Stump, naturligvis, i hvad Du skriver om denne Sag, og jeg burde have kunnet tænke noget lignende. Så har vi jo Sommeren at håbe på. – At Du havde Madrats til Sengen, havde jeg glemt, jeg trode kun det var andet Sengetøj. Men hør nu Ven. Er dit Sengestel, jeg mener Skelettet, smukt? Jeg véd slet ikke, hvorledes det ser ud, Omhænget skjulte det. Kan det stå frit ud fra Væggen uden Omhæng og endda være præsentabelt? Er det dette, så bliver det dog vistnok det fornuftigste, at Du køber Tvillingsengestedet nøjagtig som dit oppe i Kr.ania. I modsat Fald sender Du mig det nøjagtige Mål af Madratserne, og så køber jeg derefter to Sengesteder her nede. Ens må de være og honette må de se ud. Tror Du det er muligt at få Omhæng om begge Sengene? I alt Fald vel en Kappe op ad Væggen. Har Du tænkt på, at Du må komme med alt dit Hab'und Gut^k855 en Uge før vi går hen og gifter os for at vort Hjem straks kan være præsentabelt? Amalie jeg bliver næsten svimmel ved Tanken om at sidde med Dig virkelig fuldstændig helt og holden som hæderligt Ægtefolk. Min egen Pige, hvor er jeg glad ved at vide, hvor dejligt det vil blive. Jeg véd ikke nøje min egen Ven, hvad det er, der gør Dig det nødvendigt at blive en bestemt Termin ud i Kr.ania. Men er det kun, at Du vil gøre et bestemt Arbejde færdigt, så betænk, at en Udsættelse, en Stoppen op og Tagen fat på ny som oftest kun er til Gavn for Arbejdet. Når Tiden er der, at Du for dine ydre Pligters Skyld kan komme, så kom Elskede. Hører Du, det er Synd andet. – At Du har sagt Helland, hvorledes alt forholder sig, er mig en Sten fra Hjærtet. Men han måtte klemme Dig hårdt, måtte han. Og jeg er glad ved Amalie, at jeg har let ved at tro på dine Lovord om Manden. Jeg har altid følt og fundet mig vel ved hans Ærlighed. Han er en Bjørn, men en honnet Bjørn, og når han véd, at han skal holde sine Fingre fra Dig og gør det, og er Dig hengiven endda og fin i sin Adfærd imod Dig, så har jeg let ved at føle Venskab for ham. Det er kun når han gør Scener og tager Dig om Håndledet og tiltager sig Rettigheder overfor Dig at jeg har været ondt sindet mod ham. Nå han tænker vel næppe på at gengælde mine venskabelige Følelser. Du må en Gang Stump med så megen Omhu som det er Dig muligt sætte ud fra hinanden for mig hvad Normænds Had til Danmark egenlig er for noget. Hvad er det, som gør, at «dette forbandede Jyteland ligger os alle i vejen»? Jeg må lære at forstå det. Du begriber, at Du ikke må tænke på at bruge skånsommere Ord end dem der virkelig hører til. Der må jo være nogen Fornuft i dette, ikke? – Vil Du love mig, når Juleaften kommer, at være en Smule bedrøvet, fordi jeg ikke er hos dig. Vil Du love mig at tro på, at jeg skulde have passet stille og skikkeligt ind imellem dine Venner. At jeg havde undt dem al den Glæde, de kan hente hos Dig, når jeg kun havde fået Lov til at mærke, at jeg stod Dig nærmest, så nær, at jeg som en Konge med et Smil kunde se Dig skænke ud af mine Skatte; der blev altid uendelig meget tilbage, jeg kunde intet tabe. Tror Du jeg har kunnet læse om din Juleaftens Ordning uden at have en sår Fornemmelse? Men den er blød og god, min egen elskede Ven. Og vil Du så love mig én Ting som en lille Slags Erstatning og Opmuntring for mig, at Du vil lægge den lille Ting – hvad det nu kan blive – som jeg sender Dig, frem imellem de Gaver, Du får af de andre. Du skal sige mit Navn højt den Aften imellem de andre, hører Du. Det ydre Bånd vil jeg have på Dig. Det er også rigtigt at vænne dine Folk til at se og høre tale om Fjenden, at de ikke skal flygte over Hals og Hoved, når han nærmer sig. Du må ikke synes det er småt af mig, at jeg nærer dette Ønske. Jeg vil føle mig så fattig den Aften; men den Vished, at jeg dog på en Måde kan komme stilfærdig og beskeden med ind i din Julestemning vil gøre mig godt. – Har Du nogensinde skrevet til mig om din Broder i Amerika, må jeg fuldstændig have glemt det. Dette er jo en meget sørgelig Historie, og det gør mig ondt for din stakkels Moder. Hvad er dog det for noget besynderlig noget, som gør et Menneske til det, din Broder er, eller har været. Var han ældre, yngre end dine andre Brødre? Han må ligne en Farbroder, jeg har haft,^k856 som døde på Ladegården,^k857 Du véd – hvad er det, I kalder det? Han var bleven hjulpen de utallige Gange, var elskværdig, theologisk Kandidat tror jeg, allenfals Student, havde mange Sprogkundskaber, kunde t.E. russisk, har skrevet en Tragedie – som rigtignok er blot og bar Efterklang – var Medudgiver som ung Mand af et Tidsskrift osv., men min Fader måtte lade ham synke i Sølen, han var uforbederlig. De sidste 10 År af sit Liv var han på Ladegården, men fordi han var en dannet Mand blev han ansat på Kontoret der. Så oversatte han Romaner for et Lejebibliothek, tjente lidt derved – 1 Kr Arket eller så – blev betragtet som den fine Mand imellem Lemmerne og var lykkelig. Jeg så ham da han skulde til at dø af en Svulst i Halsen. Han lå på «Almindelig Hospital». Luftrøret var overskåret på ham, han åndede gennem et Sølvrør og kunde derfor ikke tale. Min Fader havde taget mig med ved et Besøg på Hospitalet, jeg var 12–13 År – «en anselig ung Mand,» skrev han på sin Tavle og smilede anerkendende til mig. Han var meget smuk, så ud som en døende Minister eller sligt. Hans Fader var jo også Konferensråd og (Slegfred) søn af den bekendte Minister Grev Bernstorph.^k858 (Ja så fin en Nedstamning har nu jeg på Fædrene Side; Du véd, at Mama er Datter af Justitsråd Hoë fra Trondhjem.)^k859 Hvad er det for mærkelige Egenskaber, som driver sligt et Menneske ned i Sølen? Egenlig fordrukken påstod min Fader, at han aldrig havde været, kun en ubændig Hang til at drive på Værtshus og traktere Svirebrødre, til han ikke ejede Skjorten på Kroppen. Han er bleven funden på et Loftskammer absolut nøgen, udtæret af Sygdom og Sult. Da han kom på Ladegården, skal han have opført sig godt og været tilfreds. Tilfreds var han også på Hospitalet, hvor han døde. I al Almindelighed kan man sige, at det er en absolut Umulighed ved at styre sig selv, som fører disse Mennesker i Ulykke. I en Tvangsanstalt kan de komme igennem, uden for går de i Hundene, men det er jo ganske vist en dårlig Trøst og ingen Forklaring. Det er sandt, min Farbror skal være bleven aldeles urimelig forkælet som ung af en ufornuftig Moder. Jeg forstår og synes, at det er rigtigt, at Du har kunnet gøre Dig færdig med et Menneske af denne Beskaffenhed. Der er, skal og bør være en Grænse for ens Hjærtes Evne til at lade sig mishandle og bespotte. – Min søde Pige, men sørgelig er denne hans Opdukken i din Moders rolige Hjem. – Stump, jeg trængte hårdt til Dig igår for at give mig et Råd. Jeg vidste ikke, om jeg skulde sende det Brev om Drachmann afsted.^k860 Mon Du har læst det i Dgbl., når Du modtager dette? Jeg gik usikker i Seng i Nat, men imorges var jeg helt rolig, jeg syntes, at alle mine Betænkeligheder var forsvundne. Det er desværre ikke nær godt nok skrevet, jeg var famlende næsten ved hvert Ord jeg skrev, jeg var ikke ret Herre over Stoffet. Men én Ting forekom mig utvivlsomt rigtigt: at tilføje en politisk Slyngel og moralsk Pjalt en Tugtelse. Jeg gjorde det for vor alles Skyld. Troløshed er en forfærdelig farlig Ting at leve Side om Side med. De falske politiske Alliancer, som det er Tidens Krav for Øjeblikket at holde i Hævd og Ære, udsætter en i forøget Grad for at falde i en eller anden Grav, som en ærlig Mand ikke tænker på og ikke frygter. Hvor derfor Bagholdet, Overfaldet, Falskheden viser sig grelt for alles Øjne, bør det tugtes. Dr. skal ikke have Lov til at komme godt fra den gemene Historie, han ved denne Lejlighed har lavet. Der er en Tilbøjelighed her hjemme, som jeg vistnok også lider under, at bortforklare alt og bære over med alt. Det virkede derfor elektriserende på mig, at Pingel, denne Hædersmand fra Top og til Tå,^k861 havde offentlig kaldt Dr. en Slyngel, en Tudse, han ikke vilde sætte sin Fod på. P. endte sit Angreb på Dr. som denne i Begyndelsen ynkelig tav stille til og senere kun imødegik med den flove Undskyldning, at han var Lyriker og havde været hidsig som Pingel nu, med at sige, at han (P.) ikke var nogen principiel Modstander af Dueller. Den ulykkelige Dr. der bestandig er omsvævet af denne ubehagelige Snak om Dueller,^k862 som han nu en Gang ikke vil indlade sig på! Ingen synes her nede at kende Duelhistorien med Fritz, derimod hører man fra alle Sider, at den Skildring, jeg omtalte,^k863 gælder Ingeborg, Fritz, Dr. og E.B. – Min Ven, det jeg kortelig fortalte forleden om «Morgenbladets» Skæbne,^k864 er nu virkelig sket. Foreløbig er Berg Ejer af Bladet, og som det synes skal Hørup-Brandes dethroniseres. Det er en lang Historie at sætte Dig ind i alt, og noget er så vidt jeg véd også Statshemmeligheder – som jeg naturligvis øjeblikkelig vilde røbe Dig mundtlig, men som det dog falder mig lidt hårdere på Samvittigheden at afsende skriftlig – men i al Korthed er Sagen den. Berg, som nærmest hører det grundtvigianske Demokrati til,^k865 sluttede i sin Tid Forbund med det literære Venstre, og et Fælleseje af Mrgbl blev lavet i Stand dog således at B. skulde have Ret til at udløse Medejerne 15 December 1883.^k866 Denne Klausul glemte de andre. B. blev faktisk trængt ud af Mrgbl. Jeg har selv bidraget meget dertil, idet han omtrent var umulig at arbejde sammen med, fordringsfuld og tung som Manden var. Og det var altså det literære Venstre, der fortrinsvis fik Indflydelse gennem sit Organ. Ved forskellige Lejligheder gik særlig EB. Bergs Hjærtens Meninger skærende nær, andre Grunde gjorde Forbundet mellem disse to til næsten kun et Skin, nu har dertil nye overraskende underjordiske Makinationer^k867 gjort Berg utålmodig efter at tage Afstand fra «Fritænkerne» – forleden gjorde han Brug af sin Ret. Mrgbl er hans og Grundtvigianernes. Det lader til, at Hørup ikke vil slippe Brandes og dermed sin Forbindelse med det literære Venstre – jeg havde nærmest antaget det, hans hele Stilling (Statsrevisoratet) er i høj Grad afhængig af Bergs Nåde^k868 – og når så er, er vi ikke lamslåede, men kommer Bruddet med Berg, er «Magten» forbi. Du kan begribe min Unge, at det falder for Brystet at skulle have Edv. B. til absolut Fører, det er blevet os til en lille Forbandelse, men foreløbig er der herved intet at gøre. Gid den Mand – ak nej det er sandt, han er desværre uundværlig. Jeg er for Øjeblikket mest tilbøjelig til at antage, at der vil ske et Tilbagekøb af Mrgbl., men Vilkårene er så slette, at vi pekuniært omtrent vil begynde med et Fallitbo. Udsigterne er ikke lyse. Nå alt dette har naturligvis opfyldt mig meget i den senere Tid. Vanskelig har det været at få noget at vide, Meddelserne har svinget frem og tilbage. Navnlig synes det for Resten at der har været ved at lave sig et Forbund Berg-Drachmann-Borchsenius-Larsen (den frhv. Redaktør af Mrgbl.)^k869 og både Pingels Optræden og min Skynding med at få mit Brev afsted har været påvirket af Politik. P. har selv fortalt mig, at han ved at se de fire nævnte efter det store Kasinomøde indfinde sig til det foranstaltede Gilde (på Hj. af Amaliegade og St Annæplads i det såkaldte Larsens Lokale) lige som ved en Gnist i en Krudttønde fik sin uhyre Harme tændt og lod den eksplodere straks. Og Virkningen har da også foreløbig været den, at Berg har desavoueret Drachmann. Det er ikke sikkert, at han havde gjort det, havde man ladet Dr. være uanfægtet og kun i al Skikkelighed havde vist ham tavs Uvilje eller Foragt. Nå denne Dr's jammerlige Stilling vil vel snart være forbi – om fjorten Dage, en Måned er alting glemt, han besøger en grundtvigiansk Højskole i Vinter, skriver Digte i «Højskolebladet», nogle Skildringer, som udkommer i Bogform, og bliver Mrgbl' Bergs, lever han så længe han kan sammen med det «brede» Folk i dets Spalter. Så ender han vel engang helt ovre i Højre eller ydmyger sig for Brødrene Brandes, Fanden kan stille hans Horoskop. En Maler fortalte mig et karakteristisk Ord fra et af de Fiskerlejer, Dr. har besunget, og hvor Fiskerne som sædvanlig ikke kunde lide ham: «Nej ham lider vi ikke, han har et koldt Øje.» Er det ikke fortrinlig set og sagt? – Stump nu er jeg træt, Klokken er også mange, jeg må slutte. Jeg spiste hjemme hos Moderen igår og havde det hyggeligt. Kunde Du få Tid til at sende et Brev dertil, gjorde Du Mama glad lige ind i Hjærtet. I Aften har jeg fra Bertha Knudtzon fået sendt Anmeldelserne af Moderne D. tilbage tillige med et lille Kort, hvorpå jeg opfordres til snart at aflægge dem et Besøg. Familjen længes efter at høre noget om Dig. Hos Drewsens har jeg endnu ikke gjort Visit. Det er ikke sandt med det lange Brev fra Bjørnson til Borchsenius, men det forholder sig rigtigt med Brevkortene.^k870 E Brandes' Fraværelse fra Byen indskrænkede sig til to Dage. En Sammenkomst i Hamburg? Endelig Opgør? Imorgen kan jeg sikkert ikke skrive til Dig min sødeste Stump. Har Du savnet mine daglige Breve? Men det går ikke an at skrive så meget til Dig. Det stjæler virkelig min Tid mærker jeg og al min Interesse. Jeg bliver nu alligevel ikke Menneske, før Du sidder inde i den anden Stue og kradser på noget Papir lige som jeg. Så kan vi jo en Gang imellem se ind til hinanden og mødes i det neutrale Værelse, hvad? Og så sove sammen Amalie. Ak, blot jeg vidste om jeg er en uforbederlig Snorker. Så kan jeg jo i Grunden lige så godt skære Halsen over på mig med det samme. Vil Du tænke Dig min Stump, at jeg idag har glemt at gå i Rigsdagen, til min Forretning! Formiddagen gik med Samtaler med G. Brandes og den Maler, jeg nævnte før for Dig,^k871 om Situationen. Så skulde jeg have læst noget, var træt fordi jeg igår kom sent til at sove og havde været nogenlunde tidlig på Benene idag, faldt i Søvn på min Sofa, måtte besørge et Ærinde før Middagsmaden på min Restauration og huskede da pludselig på Rigsdagen. Da var Kl 5, jeg skulde have været der ½ 2. For sent! Det var din Skyld, jeg tænkte hele Formiddagen kun på at gå hjem for at skrive til Dig; men det fik jeg så rigtignok først begyndt på i Aften. Der kom en Indbydelse til mig til i Aften men den har jeg ikke brudt mig om. Du elskede søde Pigebarn, Du min dejlige yndige elskede Ven!

Din Erik

Onsdag Aften den 19 Decemr 83

Min elskede elskede Ven, jeg er ulykkelig i Aften over at der intet Brev er kommet. Jeg havde så sikkert ventet det. Det er en ussel Tilstand at leve adskilt fra Dig, jeg véd slet ikke, hvordan jeg skal komme igennem disse Måneder. Igår ventede jeg ikke Brev, og Dagen gik derfor nok så tålelig, men idag, nu i Aften da Tiden har sneget sig forbi, uden at Postbudet har været her, nej Amalie det er afskyligt. Min egen søde Pige ventede Du i Lørdags og måske også i Søndags Brev fra mig uden at få det, kom det først i Mandags? Ak har jeg tilføjet Dig den samme Uro og underlige rastløse Pine? Men min sødeste Stump, først måtte jeg vente med at skrive, så hurtig kunde jeg ikke befri mig for Følelsen af at have lidt en lille Smule Overlast af Dig, og så syntes jeg, at mit Brev var for mangelfuldt til at sendes afsted. Jeg lod det ligge til Fredag. Det gik nok op for mig så, at det i Grunden var Uret af mig; men da var det for sent, min egen dejlige Pige, og jeg var også letsindig og sagde til mig selv, at i Længden vilde det jo dog heller ikke gå an at forvænne os begge i den Grad med Breve. Men nu da jeg selv sidder og er forvænt og har trot på, at Du straks i Mandags vilde have sat Dig til at skrive, og det ikke er sket, nu Amalie lider jeg. Du er mig så forfærdelig nødvendig Stump, så aldeles helt og holdent nødtørftig, så rasende uundværlig, hører Du Amalie, jeg er et ynkeligt Menneske uden Dig. Jeg tør ikke forlange, at Du skal skrive hver evige Dag, for jeg véd jo, at Du er flittig og ofte ikke kan få Tid, men det er forfærdelig sørgeligt når Du ikke gør det, jeg er syg, elendig, uduelig, umulig, når jeg ikke hører fra Dig, og får jeg så dit Brev, lever jeg kun i det. –

Min elskede Ven så langt var jeg kommen, så afbrød en lille Visit af With mig, han vilde låne «Une Vie» og så satte han sig for at passiare, og jeg var i dårligt Humør og Samtalen gik trægt – så ringer det. Det var Postbudet Elskede med dit Brev.^k872 Så gik With, jeg har læst dit Brev og fløjet Lofthus' Anmeldelse igennem^k873 – nej så kan Helland bedre – Du min dyrebare, dyrebare Skat, mit Eje, jeg er næsten lige så bedrøvet endnu, fordi Du ikke er hos mig Amalie, jeg er helt modløs i Aften. Jeg længes på en helt ulykkelig Måde. Jeg vil læse dine yndige Kærlighedsord om igen, måske jeg ved den anden Læsning kan blive lykkeligere, gladere tilmode, mindre lig en forladt Mand, der strækker Armene ud i det tomme Rum efter sin Elskede. – Jammen som jeg vilde kysse Dig, hvis Du kom ind ad min Dør nu! Tror Du tåbelige Pige, at Du vilde få Ro til at kysse mig? Først skulde Du dø under mine Kys. Så min Ven skulde vi se, om der vilde blive Lejlighed for Dig til at få kysset mig – elskede! Det var første Stykke af første Side af dit Brev. Nu videre. Amalie hver Linje er så god, så dejlig. Du vil leve et «nobelt» Ægteskab med mig. Å min Unge, Ordet er vel ikke vort eget Sprogs, men Tanken er din, er vor, ja Ven, vi kan det, jeg tror det. Gode gode vil vi være ved hinanden. Hvor jeg er modig ved Dig, ved os begge. Jeg kan i dette Øjeblik ikke lade være med at have Dig inderst intimest i mine Arme, jeg tænker mig Dig – ak jeg tør ikke fortælle det dumme Papir hvorledes – efter dit Bad om Aftenen frisk lun og kølig, min lille Pige, min egen Hustru, alt, alt giver vi hinanden, det er en Indvielse så hel og fuldstændig, så lykkelig, så overmenneskelig ubegrænset og salig. Så sover vi trofast ved hinandens Side, og Dagen er lys og munter for os. Ja Amalie holde af hinanden og arbejde sammen, er det ikke godt, så véd jeg ikke, hvad godt der er til i Verden. Ja min Ven rask og lige på er vel din Natur, og den skal Du heller ikke lave om på – kun synes jeg, at man endda kan være en Smule forsigtig med sig selv – men det er det åbenbart lidt tomt at tale i al Almindelighed om. Jeg er desværre en langsom Natur. I denne Retning har jeg altid tænkt mig, at Du vil få en Del at bære over med hos mig. Vi kan jo se, om vi i al Skikkelighed kan komme ud af at lempe os efter hinanden, den ene i Spring den anden i Trav, i Længden kommer vi forhåbenlig lige langt og til samme Tid begge to. Du véd, en Traver holder nok så godt ud som en Hest i Spring. – Hør sig mig én Ting Amalie, begynder Du ikke nu efterhånden at længes lidt efter at bryde dette underlige Tryk af at leve på en Måde under falsk Flag. Trænger det sig aldrig frem i Dig en Lyst til at sige netop dem, der er mest trygge på, at Du ikke vil gifte Dig, at Du alt omtrent er det. Jeg kan for mit Vedkommende undertiden blive helt sint, når Folk kalder mig Pebersvend, og spørger man mig, som det kan ske i al Uskyldighed, om jeg er gift eller tænker på at gifte mig, er det mig en Lidelse at svare nej eller undvige Sagen. Jeg tror virkelig, det er min Natur imod at leve i Skjul med noget. Jeg gjorde Visit igår hos Knudtzons. Der spurgte de, om Du havde sagt dine Gutter, hvad der forestod. De syntes at have den Mening, at Du vilde gøre det meget snart, og at dette var det rigtige. Jeg blev lidt ked af denne Kommentar over hvad Du havde at gøre. Du må jo vælge Tidspunktet Stump, om dets Hensigtsmæssighed kan andre ikke vide tilforladelig Besked. Der hørte jeg for første Gang også, at du tænkte på at anbringe Gutterne hos Schjøtts^k874 – hvor er det underligt at jeg aldrig har spurgt derom eller at Du aldrig har nævnt det for mig! Blot jeg af Hjærte kunde tro på, at de Mennesker er rigtig kloge, jeg mener rigtig vidende kloge – men jeg kender dem jo omtrent slet ikke, så det er vel dumt af mig at have Fornemmelser i så Henseende. – Herligt, at din Anmeldelse af «Over Ævne» kommer. Ikke sandt Stump, det er rigtigt ikke at vende den polemisk, jeg mener direkte mod de to, E.B. eller Borchsenius? Og Du skriver vel som den «norske» Fjeldknaus som Du er. Du skal sende mig den, hører Du. Jeg vil have Fornøjelsen af at læse den først og af at gå med den til Neergaard.^k875 – At Warburg er så ækel et Bæst, tænk jeg vidste det ikke. Jeg syntes han var skikkeligere end den mig overordenlig modbydelige kokette Kone han har. Hun gjorde alle mulige (uskyldige) Kunster med Fritz da han var i Gøteborg. – Snak med Dig, Du fortalte mig, at G.H. havde fået et Stykke forkastet ved Teatrene i Kbhvn og Kr.ania^k876 – og hvis det var den gamle Historie fra før vi så hinanden i Sommer, så havde Efterretningen strængt taget ikke Nyhedens Interesse for mig. Naturligvis interesserede det mig at få at vide, om han havde fået gjort et Arbejde færdig på ny. Men det har han altså ikke. Det er «Tante Ulrikke», som han har fået 1000 Kr. for mindst. Aha tænkte jeg det ikke nok, at Højrebladene vilde bruge J.P.^k877 Men lad dem have ham, vi kan undvære den Fyr. – Jeg er foreløbig noget ilde tilmode over mit Brev om Drachmann,^k878 inden jeg ser, om det er så dårlig skrevet, som jeg har en Følelse af. Og i Grunden har man vistnok ikke Lov til at beskylde en Mand for at handle efter Motiver, som ikke tydelig kan påvises. Optrinet med Pingel^k879 – jeg var ikke selv til Stede – beroede, hører jeg senere, desværre delvis på en Misforståelse fra Pingels Side og var dertil formelt urigtigt Dr. var Gæst på en Måde. Sagen vakte umådelig Røre, og Politikerne, der lige gik og glædede sig ved Kasinomødets gode Udfald, har taget Pingel det meget ilde op, at han «gjorde Skandale». Jeg er fremdeles vis på, at det er godt at Dr. blev grebet på fersk Gerning og stemplet som den Usling han er. – Min Ven, jeg har siddet og læst Herman Bangs «Fædra»^k880 – en besynderlig Bog, usund, lavet og talentfuld. Stedmoderen ender med at drikke og blive Morfinist. Man siger at H.B. har Mandfolkeelskov, og at Skildringen er et maskeret Forhold mellem ham selv og en Skuespiller – Snarere er Manden simpelthen Onanist. Godnat min elskede Amalie, jeg trænger til at høre Dig!

Din Erik

Kr.ania 21de dcbr. 83.

Tak min elskede Erik for dit lange, morsomme, deilige brev.^k881 Jeg havde ventet så bitterligt denne gang – du har forvænt mig –, gik og regnede ud at du havde fået mit brev lørdag aften, at hvis du skrev straks, kunde jeg havt det tirsdag morgen; brevene uddeles nu i vintertiden først om morgenen henad 11 tiden; de ankommer så sent om aftenen at de ikke blir ekspederet; det kommer af at de går senere fra Kjøbenhavn, – såvidt jeg har kunnet forstå ved 10 tiden, medens de går herfra mellem 7 og 8 om morgenen den ene dag, og er omdelt i Kjbhvn den næste dags aften. Altså jeg ventede forgjæves både tirsdag og onsdag; først torsdag kom det, og vel var det; jeg var omtrent fortvilet, fuldt besluttet på at telegrafere, hvis der ikke kom brev om torsdagen, hvad der dog gudskelov gjorde. Og et sådant brev! Da jeg sendte dig Dgbldt. forleden aften,^k882 kl. var ½ 1 da jeg tumlede ned i postkassen med det, havde jeg ikke endnu læst dit ypperligt skrevne, men du gode gud hvor voldsomme brev. Jeg var kommen sent hjem, snusede efter dgbldt; fandt det ene nummer inde hos gutterne – de sov som to stene – og tænkte ikke på at der var flere nummer, – der var den aften: a – b – og c. Først næste dags morgen da Jakob før han gik på skole spurgte om jeg havde læst Skrams «rasende kjække» skrivelse,^k883 faldt jeg over det. Som jeg sidder heroppe så udenfor har jeg jo ikke nogen slags stærk fornemmelse af Dr.manns tølperagtighed – Du måtte først hae forklaret mig den, sat mig ind i alle detaljene. Men jeg har den ubetingede tillid til dig, som er vis på at når du har skrevet det, så er det ret gjort. Artikelen gjør et modigt og mandigt indtryk, og her går man og beundrer den, og er så glad over din udredning. Helland var komisk. Jeg spurgte om han havde læst korrespondancen. «Nei» – sa'e han tvært. «Det skulde de gjøre, den er skjælden interesant [sic]» – sa'e jeg. Senere kom Thomsen til og udtalte i store ordelag sin glæde over artikelen. Og da mærkede jeg at Helland havde læst den fra perm til perm. Han kan ikke bekvemme sig til at udtale dit navn. Et par gange hvor det har været nødvendigt at angive hvem det var han mente, har han sagt: «han dernede» med en brummende stemme. Men mod mig har han været bare fin og elskværdig, siden han fik nyheden at vide. Hvorfor jeg ikke kan være så helt ud indigneret over Dr.manns angreb på brødrene Brandes, kommer også af at jeg ikke kan fordrage dette jødepar,^k884 og at jeg har en stærk fornemmelse af at de på mange måder har kuet og ensidiggjort åndslivet dernede. Dette om de «underjordiske rødder» frydede mig. Der er noget op af afgrunden kommet ved disse funklende slangglatte, magtbegjærlige revanchetørstende jødebegavelser. Uf; min sjæl vender sig i degoût bort fra dem, nei mere, i næsten had. E.B. har jeg nu aldrig ventet noget af, men G.B. om hvis elskværdighed, der heroppe går som et slags sagn, gjorde et indtryk af lavhed, husk hans snak om misundelse, af et frækhedens hovmod som vilde reducere alt han ikke kunde prale af at have stået i et direkte skabende eller idetmindste befrugtende eller skolerende forhold til ned til bare ingenting, som var mig i høi grad usmageligt, fordi fyren tilraner sig en betydning han slet ikke har, og samtidig glimtvis røber, hvorledes hans sjæls attrå står til at træde med en jernbeslagen hæl den eller det ned i i [sic] jorden, i afgrunden, som ikke i tale og gjerning er hans dicipel. På den basis, men kun på den, kan han være god og elskværdig, – tro du mig. Han er jøde, – jøde, jøde. Jeg hører at han har behandlet gjennembruddet hos os med vanlig arrogance i sin nye bog, – talt om vort nye åndsliv som en aflegger af det danske. Det forfængelighedens, æresygens, herskertrangens offer! Han er runden af jødeæt, – deraf kommer det. Men jeg antager ikke, han får dø i den synd. Artikelen af Harstad^k885 var blot et ganske lidet varsko. Jeg tænker far sjøl (Sars) langer fra borde i «Nyt Tidsskrift», om ikke denne gang, så næste. Han har længe havt ham i kikkerten for hans udtalelser om, at han har affødt Bjørnson, Ibsen, Kielland, Garborg, kort alt hvad der duer heroppe hos os. Det er derfor han håner og spotter når B.B. skriver noget han ikke forstår, noget hvori han ikke kan påvise sig selv og sin ophavs ære. – Bliv nu ikke sint igjen, og sig at jeg har dømt for rask. Det er ingen dom, – bare et af hjærtens lyst luftgivet udbrud af min fornemmelse. Vær ikke vred for det elskede. – Men heller end at have E.B. til absolut fører, – vilde jeg skyde mig tværs gjennem hjernen. – – Du elskede, du min egen søde Erik, – også mig er det gået således; fra den strid af, eller fra det øieblik at jeg havde dit brev i hånden, som du havde skrevet umiddelbart efter din bortgang, randt der op i mig en usigelig vished, en dyb, stille glæde og fredbringende fortrøstning til at din kjærlighed for mig var livet, var min godheds, min udviklings kilde. Jeg havde jo – du ved det elskede – længe før vidst at jeg måtte leve med og hos dig, at jeg intet var uden dig, og intet så mig syn til at gjøre når ikke du var mit daglige brød, men hin dag var det som sprang der op en ny stor og rig og livbringende kilde indeni mig, – forståelsen af hvad det betød at du vilde så at sige arbeide på mig, ofre tid, tålmodighed, møie, stædighed, ja, for du kan være stædig, heftighed, for at vi begge bedre kunne blive hinandens fuldstændige eiendom. Jeg sa'e til mig selv; ja, således er kjærlighed. Og det vakte i mig et brændende ønske om at være en sådan kjærlighed værdig, om ikke at stå dig iveien, eller gjøre dig arbeidet vanskeligt, en lyst til at åbne mig selv fra øverst til nederst, lægge mig hen for dig og sige, se her er jeg, gjør nu ud af mig du, som kan fordi du elsker, og er elsket, det bedst og mest mulige. Du skal få igjen med renter, hvad du ofrer mig min Erik; – jeg tror det forvist. – Jeg længes efter dig mere og mere for hver dag som går, stundom så voldsomt, at jeg føler det som en legemlig smerte for brystet, og på juleaften, – hvor er det trist at sidde adskildt fra den allermest elskede på jorden, – den rareste, den bedste den eneste i verden. Jeg skal gjøre som du vil med gaven du sender mig, men det er et offer, – jeg mener det vil ske med bankende hjærte og lidt skjælven vil der være i stemmen. Kan du huske ifjor, – da på denne dag, var der ikke lang tid tilbage til vort vovelige møde. Ak det var deilige, underfulde dage, men alligevel, hvor langt skjønnere er ikke alt i år, med denne solbelyste, smilende, hjærtekvægende udsigt til et liv som din hustru. Men husk på vor bryllupsdag, det var den 26 eller rettere natten mellem den 26 og syv og tyvende, hvilken af de datoer skal vi høitideligholde – sig mig det, – jeg holder ubetinget på den 6 og tyvende. Gjør du også det! Jeg formår ikke at forklare dig danskehadet. Jeg forstår det ikke selv, åjo for en del, men det må være til vi kan tales ved, så kan vi forsøge om vi finder ud af det. Forleden i et selskab faldt talen på dansk og Danmark. Eva Sars^k886 – hende den smukke, yngste datter, et kraftigt, deiligt lidet menneske sa'e: uf ja; de danske er et rædselsfuldt folkefærd; jeg liker ikke svensker heller, men du min! hvor langt bedre end de danske. «Men om du nu faldt i kjærlighed til en dansk mand.» Hun svarede rolig, iskoldt, overlegent, affeiende: jeg kunde a-l-d-r-i-g elske en dansk mand. Sådan tale er ikke skjælden at høre. Men som sagt, at forklare hvori det stikker, er ikke så let en sag. – Dette er dit juleaftens brev min elskede. Idag får du min present hos din moder. Bare du nu blier glad i den; jeg synes nu at der kunde været mange rimeligere ting at give dig, men det er til aviser, Uder og Hjemmer f.eks. på begge pladerne, – det kan dog være godt at ha'e et lidt stort sted til aviser og sligt. Sådanne små mapper, som hænger på væggene blier straks fulde, – der er intet forslag i dem. Hele julaften vil jeg tænke på dig, og længes efter dig og din kjærligheds solskin, efter et kys fra din elskede mund, du min stolte, kjække skat, min bedste og kjærligste og dyreste ven på jorden, min kjærlighed, mit liv. Jeg har skrevet et brev til din søde moder, og fortalt hende at – – – – at julegaven først kommer til nytårsaften.

[Skrevet på langs til sist]:

Tænk dig, – jeg har været så lumpen sangvinsk at tro, at jeg nok skulde klare det arbeide i en ruf, men så så jeg det var senere end jeg havde tænkt. Jeg er så skamfuld og så bedrøvet.

Din Amalie. –

[Tilføyelse på side 1,4,5]:

Dine breve er et rigdoms dyb af skatte, du er det deiligste, det bedste, det sødeste, det fineste på jorden. Nei at det er et mandfolk!! Men du må ved Gud være en undtagelse – du – må, og du er.

Du deilige morsomme menneske, som glemmer at gå i Rigsdagen, og som glæder dig til at jeg skal sidde i stuen ved siden af. Hvert øieblik kommer jeg at springe ind for at tage dig om halsen og kysse dig eller for at påføre dig ørebetændelse.

Gud give du måtte ha'e det godt på julaften, være glad og ikke føle dig fattig, skjøndt det skal du, for det gjør jeg.

Fredag Aften 21/12 83

Du allerdejligste Unge, i dette Øjeblik da jeg netop har fået mine Julepakker til Dig i Stand – jeg ryster formelig lidt på Hånden af mit Stræv – og jeg havde sendt Pigen ned for at købe en Stang Lak, som jeg manglede, ringer det, og ind ad Døren kom dit Dagblad!^k887 Hvor er det velsignet med sådan en Hilsen. Med nogen Besvær har jeg læst dine forbryderske Blyantsord – Du véd man må intet skrive under Korsbånd – men Artiklen selv har jeg ikke fået læst. Jeg glæder mig til den, jeg får mere og mere Respekt for Irgens Hansen. Jeg er febrilsk efter at komme på Posthuset og skynder mig derfor med disse Par Ord, der skal følge med Adressebrevet. Altså søde min lille Pige det er min Julegave til Dig. Kassen kan Du anvende til Fotografier, eller hvis Du har Breve, som Du holder af – jeg har jo tænkt mig Muligheden deraf – kan de også puttes ned deri. Der er en bitte Nøgle indlagt, find den mellem Papiret. Et Stykke Sæbe ligger der også – det var nærmest for at give en Smule Vellugt til Kassen, som jeg er bange for stinker afskyligt. Den anden Pakke er jeg kommen billig til – ved at skrive en Anmeldelse – men jeg håber, at Du vil have Fornøjelse både af Kunstneralbumet og af Julenumret af Ude og Hjemme med Krøyers morsomme Tegning og Schandorphs gode Fortælling.^k888

– Nu løber jeg på Posthuset. Du har vistnok senere i Onsdags fået mit Brev fra Mandag Aften, ikke? Jeg havde beregnet, at mit polemiske Brev til Dagbl. havde stået i det Onsdagsnummer Du har sendt mig;^k889 forhåbenlig kommer det så i om Torsdagen. Der er vistnok noget i mit Brev Du ikke forstår, når Du ikke har læst mit Brev til Dagbladet.

Altså glædelig Jul Du min elskede Hustru – tænk Amalie, det er kun et År siden vi mødtes og holdt vort Bryllup og vor Jul, er det ikke som om der lå mange År imellem?

Din Erik^k890

Lørdag Aften den 22 Decemb 1883

Det gør mig så underlig ondt, min Elskede, at Du ikke har skrevet i Onsdags. Dels må Du den Dag have modtaget mit lange Brev, der dog ikke var så helt betydningsløst, og dels stod mit Angreb på Drachmann den Dag i Dgbl. – Nå der kan jo have været gode Grunde nok for Dig til ikke at skrive. Men heller ikke Torsdag! Nu får jeg først Brev på Mandag. Det vil sige tre Dages Ventetid. Glad er jeg ikke, Ven, det vil Du kunne forstå. – Jeg havde adskillige Ting at berette. De stå nu tågede for mig. Jeg kender ikke Varmegraden af den Interesse, Du skænker de Begivenheder rundt om mig, der har lagt så stærkt Beslag på mine Tanker i den senere Tid. Et vil jeg dog straks meddele. Jeg talte igår Aftes med Neergaard, Redaktøren af Tilskueren. Han bad mig om at skrive om «Det ny Gennembruds Mænd», hvilket forekom mig en Del besynderligt, siden jeg selv er omtalt i Bogen, og om «Skyggebillederne»^k891 – det sidste forstår jeg bedre. Jeg lovede intet. I Samtalens Løb fortalte jeg ham, at Du havde udtalt Lysten til at skrive om «Over Ævne» i Tilskueren, og det var morsomt at se hans Ansigt formelig lyse af Glæde, og da jeg sagde, at jeg i et Brev yderligere havde tilskyndet Dig til at blive dit Forsæt tro, og at jeg i et Brev fra Dig havde et næsten sikkert Tilsagn om, at din Artikel kunde ventes i Løbet af 8–14 Dage, takkede han mig så hjærtelig, som havde jeg gjort ham en stor Tjeneste. «Det var rigtig prægtigt», gentog han et Par Gange, «det skal De ret have Tak for, Skram.» Der kan Du se, hvilken Modtagelse, der er Dig beredt. Det er sandt, jeg føjede udtrykkelig til, at det var ved at læse Borchsenius' dumme Artikel,^k892 at Du havde fået Ideen. – Jeg beder Dig sende mig tre Eksemplarer af den Del af Onsdags Dagbladet, hvori mit Brev om Dr. står. Det har vakt megen Opsigt her nede og vil få Betydning i vort politiske Liv. Helt galt er det jo ikke, men det kunde rigtignok have været adskillig dygtigere gjort. – Jeg læste med megen Interesse Irgens Hansens Redegørelse for det norske Gennembrud.^k893 Det oplyste mig om meget, som jeg kun havde på Fornemmelsen, er i det Hele et ypperligt Fingerpeg. Nu vil jeg håbe, at G.B. vil forstå at benytte dette Vink til Forståelsen af Forhold, som han åbenbart slet ikke kender. – Igår blev Morgenbladets endelige Skæbne afgjort. Berg i Forbindelse med Bojsen og rimeligvis Høgsbro har taget det.^k894 Hørup bliver med os. – Der er siden 1881, da det literære Venstre overtog Redaktionen, i vort indre politiske Liv ikke sket noget så betydningsfuldt. For en væsenlig Del ved Hjælp af Morgenbladet ɔ: ved Alliansen med det literære Venstre er Berg fra at være en Bondeagitator bleven den ledende Venstrepolitiker også i Kbhvn.^k895 Han har lært meget under disse to Års, for hans Vedkommende ganske vist meget udvortes Forbindelse med det «intelligente» Demokrati, og han har måttet lide en Del. Han tror sig nu stærk nok til at kunne afkaste den Tvang, han har måttet finde sig i, og byder nu «Intelligensen» i Venstre at tjene i den Gård, hvor den i et Par År – noget overilet – har båret sig ad som Herre. Det er ingen let Sag for et «europæisk» Demokrati at følge et «grundtvigiansk», men foreløbig må det til. Mulig var Bruddet kommet under alle Omstændigheder – sikkert kan dette dog ikke siges – men noget særligt og vigtigt har lagt sit Lod i Vægtskålen. Berg regner på at blive Minister til Foråret. Han har som Formand i Folketinget i den senere Tid gentagne Gange haft Lejlighed til at tale med Kongen, han har så vidt jeg véd været kaldet til særlige Audienser. Han har gjort et godt Indtryk på Kongen. Der er rimeligvis blevet ført Forhandlinger om Forsvarssagen, og i denne Sag vil Berg, i Modsætning til Hørup, noget. Andre, der have Kongens Øre, den ærgerrige, liberale Højremand Højesteretsassessor Klein, fhv. Minister,^k896 har pustet til Venskabsflammen, og Berg har fået et tydeligt Vink om, at hvis han vil skille sig fra «Fritænkerne» og de yderligst Radikale, vil Situationen komme til at ligge i hans Hånd. Han har skyndt sig at følge Vinket. Skeptikerne tror nu, at Berg bliver narret, at det Hele er et yderst fint Spil fra Hofpartiet, der har til Formål at splitte Venstre. Jeg tror ikke dette. Den politiske Stilling er således, at den rent foreløbige Splittelse det vilde medføre at holde Berg hen med Snak i et halvt År, ikke af Højre vilde kunne benyttes til nogetsomhelst, og på den anden Side er Tilstanden for en Fædrelandsven, som Kongen må antages at være, så utålelig, at kan han personlig overbevise sig om, at den udskregne Fører for Venstre, ikke er den Tølper eller tomme Tønde, som man har villet gøre ham til, så må han vel kunne bekvemme sig til at skille sig fra sit Hjærtens Ministerium.^k897 Han har jo ikke kunnet forblive blind for, at dette har berøvet ham en stor Del af hans Popularitet. Altså jeg tror, at Berg bliver Minister ɔ: Konsejlspræsident, kommer til at danne det ny Ministerium, bestående af moderate Venstremænd og liberale Højre-do – til Foråret. Under denne Forudsætning kan jeg ikke ret beklage hvad der er sket. Berg er Manden – foreløbig. Og Betydningen for Frihedsudviklingen her hjemme af, at en fhv. Skolelærer, en seminaristisk dannet Mand bliver Minister og Konsejlspræsident,^k898 er uhyre, uberegnelig. Springet er for Demokratiet af samme Vigtighed som 1848's borgerlige Ministre var for Liberalismen. Ja her har Du i kort Begreb «Situationen». Konfidensielt må Du meddele Sars dette med Tilføjende, at en uforsigtig Benyttelse af disse skøre Sager kan skade overmåde meget. Det vil ubetinget have sin Betydning for Norge, om Tingene tager den antydede Vending hos os. De Radikales Forhold til Berg må selvfølgelig udadtil blive støttende. Det vilde i Øjeblikket være Forædderi [sic] mod Demokratiets Sag at skade ham. Om han mulig skulde ønske at blive angrebet af yderste Venstre véd jeg for øvrigt ikke. Hans utålelige Arroganse frister i så Henseende. Berg er på dette Punkt dum. Han har en Evne til at støde Venner fra sig, som rimeligvis vil blive skæbnesvanger for ham. Længe bliver han næppe ved Magten. – Ja nu sender jeg Dig dette. Bedrøvet er jeg ved min Enetale. Hvor anderledes varm om Hjærtet vilde jeg ikke have været ved at svare Dig i Stedet for at snakke videre og videre. Det regner og blæser udenfor. Jeg skal i Selskab. Farvel min elskede Pige, nu går jeg ind i mit Sovekammer for at klæde mig på. Farvel elskede!

Din Erik

Kr.ania 22de dcbr. lørdag aften. [1883]

Min elskede, dit sidste brev kom idag morges;^k899 du rent beruser mig med dine elskovsord; mens jeg læste det og hele tiden siden, såsnart jeg har husket det, har det skjælvet i mig, fordi jeg syntes jeg var i dine arme. Du er deilig min elskede! Og jeg længes forfærdelig efter dig, og jeg har ofte lyst, ubændig lyst til at sige dem: jeg reiser fra eder til våren for at gifte mig med Erik Skram, men det er fortidligt endnu. Du må heller ikke sige det, hører du. Kun et par linier til, du søde, fortryllende menneske. Jeg sender dig dette dgbld. for at du skal læse I. Hansens anmeldelse af «Tante Ulrikke»;^k900 den er meget god synes jeg, og det glæder mig usigeligt for Heibergs skyld at han får de velfortjente lovord. Det kribler endnu i mig af forargelse, når jeg husker professor Storms fede smil^k901 og uendelig høviske tone dengang på dampskibet, da han sa'e: «se der ser de vor nyeste digter frue!» Heller ikke denne gang kommer min «Ring» i Tidsskriftet; du kan se dets repertoire i avisen. Jeg har forresten vidst det fra jeg kom hjem. Dahl har gået så voldsomt på for at få sin, omtrent for et år siden indsendte og antagne fortælling trykt;^k902 han vidste at min skulde komme, men har benyttet min borteværen til at agitere – sa'e han selv til mig, og bad spøgende om undskyldning. Han havde også forlængst fået halve honoraret i forskud, og var forlegen for resten. Stakkers fyr, han bespottes overalt. Forleden så jeg en studenterkomedie «Splendid»^k903 – ypperlig god og det morsomste jeg i hele mit lange liv har sét af den art – hvori han gaves lyslevende, og i fylle gik og stødte alverden på albuen og spurgte, fortrolig og fræk: Kan de ikke låne mig en krone de? Det gjør mig i grunden ondt for det talentfulde menneske. En så stor grad af fattigdom er en forbandelse, – hvor det må demorlasire [sic], afstumpe, og nedværdige. Fru Schjøtt har vistnok anmeldt «Moderne Damer» til Tidsskriftet.^k904 Hun og Sars er mere forbitret over at folk går og siger det er mig han har villet skildre, end over J.P.'s gemenheder. Jeg synes den helst ikke burde være nævnt i Tidsskriftet, men de bilder sig ind at hævde mig ved at anmelde den fra et rent literært standpunkt. Ja, ja for mig kan det være det samme, men jeg tror det er dumt. J.P. har gjentagne gange skrevet til Sars og forsvoret at han har tænkt på mig med sin skildring – den løgnhals, til Ludvig (min broder) havde han isommer med største freidighed sagt at han skrev på en bog hvori jeg var hovedfiguren. Du ser jeg fralægger mig i Dgbldt forfatterskabet til «Ulmende Gløder»,^k905 som skal være noget rent nonsens, et forsøg på vittig åndrighed, der blier så ganske forloren, noget rent skidt. Nu har jeg så længe hørt at man beskyldte mig for det. Fru Gundersen – skuespillerinden, der spiller den ene rolle, havde sagt hos Vullums at hun vidste det var mig for hun kjendte min skrift, og havde sét det i manuskript. Så var det jeg sa'e fra. Det skal være fru Schjøtt – har jeg hørt, og det tror jeg, er sandt foranlediget ved noget som hændte hernede hos mig, – et udtryk i fru Schjøtts ansigt, da jeg leende ærgrede mig over at skulle være beskyldt for at have skrevet dette, efter udsagnet rent umulige, ødebringende, vrøvleprodukt. Jeg har ikke tid længer min elskede, elskede. Nu kan jeg ikke skrive før på 1ste juledag tænker jeg, – kan jeg, så skal jeg min egen søde gut, min kjære, trofaste, trygge Erik!

Din Amalie.

Oh hvor jeg elsker dig, og trænger dig. Hvad skulde, – hvad skulde der være bleven af mig, hvis jeg ikke havde truffet dig, for nu ved jeg jo, at jeg kunde forvandles.

Du elskede Mand! Jeg er din med hver en bloddråbe.

Undskyld den sortrandede konvolut. Jeg har glemt at kjøbe, og så har jeg denne her. Du sødeste stump, som du pleier at sige til mig.

Juleaften 1883 Kl ½ 1

Amalie, dette er næsten for dejligt!

Jeg kommer hjem fra min Juleaften hos Rothes – til Middag havde vi været hos Moderen – med dit Brev fra imorges i min Lomme,^k906 dette længselsfuldt ventede Brev, og havde til Hensigt at sætte mig stilfærdig hen for at skrive om min Kærlighed til Dig, skrive et Ord eller to, som kunde finde Vej fra mit Hjærte til dit, Amalie – Stump, hører Du, lige ind i dit Hjærte, for jeg kan gå der lige ind. Jeg er så aldeles fuldstændig hjemme der. Jeg er så sikker, så overmodig, Du dumme Unge, kan Du mærke, at jeg rusker i Dig, for Du er min, jeg elsker Dig, og Du elsker mig virkelig. Virkelig, virkelig, Amalie. Dette er smukt, er lykkeligt – jammen jeg er så lykkelig. Ordene er hjælpeløse. Amalie, Du er min Livsens eneste Tilflugt og en Rigdom! – hør min Ven, vi er to meget lykkelige Mennesker. Jeg kommer hjem, og så ligger der et Brev til fra Dig.^k907 Et Kærlighedsbrev, et yndigt, fornuftigt, sjælfuldt, et klogt, et dejligt, et elskovsvarmt Brev, Amalie et Brev, som har gjort mig lyksalig. Min eneste Ven på Jorden min dejlige Pige, dette var yndigt. Naturligvis gjorde den sorte Rand om Konvoluten mig en Smule forskrækket, men det varede jo ikke længe. Amalie det var sødt af Dig at skrive på ny, og Du har gjort en god Gerning, tro mig. Så overrasket glad jeg blev! – Min Ven, det bliver ikke noget Brev i Aften, jeg kan nu ikke som min Plan var, virkelig skrive, det er så dumt synes jeg, jeg ejer næsten kun Udbrud i min Sjæl. Imorgen må jeg få Tid håber jeg. Tak Elskede for din Gave. Den stod så pænt, så trofast, så rørende for sig ved Vinduet i Stuen – Spisestuen – hvor Juletræet stod på Bordet. En Tid lang så jeg den ikke. Jeg tænkte slet ikke på, at Du gav mig noget så stort, et helt Møbel. Jeg snusede mellem de andres Gaver for at finde Dig. Så med ét stod jeg ved Siden af den og så Initialerne, så vidste jeg, hvad det var. Men det er så udmærket, noget jeg rigtig trængte til, jeg som aldrig har et Sted at lægge de Ting, jeg netop vil have lagt til Side af Aviser og Værker. Og så smuk den er og hyggelig. Du er så sød og god i den Gave. Jeg har siddet og studeret Bogstaverne A O E S, som Du har syet, imorgen tidlig får jeg den hjem til mig, så tilegner jeg mig den helt og holdent, så går den ind i min daglige Bevidsthed – der er straks den lille Samling «Dagblade», som Du i Aften har forøget, at lægge på den, og mine «Ude og Hjemme». Naturligvis har jeg endnu ikke læst IH's Artikel om Tante Ulrikke;^k908 G.H. har sendt mig et Mæcenat-Eksemplar, men jeg har ikke haft Tid til at læse Stykket endnu – i sin Tid har jeg jo læst det i Manuskript. Jeg har de kærligste Hilsener fra Moderen og Søstrene til Dig. Mama var rigtig inderlig glad for dit Brev, hun havde jo sat sig ind, i hvor meget Du havde at tage vare, og hun er af Sind og Tanke fordringsløs, så Du havde intet at afbøde. Min søde Pige! – Du Amalie jeg er idag bleven bange for, at mine Gaver er kommet for sent til Dig, så at Du ikke har fået dem i Aften. Den ubegribelige Post, der snart besørger Tingene på halvanden Dag, snart bruger 3 Dage dertil. At Du måtte vente så længe sidst! Der må have været Uorden i Besørgelsen. Men har Du intet hørt og fået fra mig i Aften, så min Ven, er Du da i alt Fald sluppen helskindet fra at «nævne» mig. Men alligevel har det været et Skår i din Juleglæde, hvis mit lille Brev og mine Sager ikke er nået frem. Hvordan mon den dumme Told har stillet sig. At man dog ikke kan slippe for det. Det er dog næsten latterligt ved en sådan Lejlighed at tænke på, at et højtideligt kongelig norsk Toldvæsen skal have sit Besyv med. At det ikke kan mærkes som Elskovssager, der passerer uhindret ind! – Jeg var for Resten en Del fraværende og melankolsk i Aften, medens de andre var så glade. Jutta havde fået dit Billede, og det havde hun stillet på sit Skrivebord. Om jeg havde glemt min Længsel fem Minuter af Gangen, vilde det have mindet mig – det stod der så ubeskrivelig smukt, så stilfærdigt så fint og yndigt, uafladelig var mine Øjne der, og sad jeg inde hos Rothe og røg Cigar var Du hos mig. Fra ham skal jeg også hilse Dig. Men nu Godnat min elskede trofaste, yndige, inderlige, søde Hustru – ak nej det er Du ikke helt endnu, min egen velsignede Pige, så glad som Du har gjort denne Juleaften for mig! – Ja min Ven den 26 er vor Bryllupsdag, vidunderlige Nat!

God Nat min Elskede, min Amalie

Din Erik

Kr.ania 25de dcbr. 83.

Imorges fik jeg dit brev, skrevet lørdag aften,^k909 hvoraf jeg ser at du havde været bedrøvet over ikke at ha'e fået et brev skrevet i onsdags. Det er akurat som mig, får jeg ikke brev den dag jeg venter, går jeg hen og er ulykkelig og forpint, og kan ikke få ro i min sjæl før det endelig, endelig er skét, at jeg har dit næste brev; det er en ren feber at gå således, og det er idetheletaget græsseligt at føle sig så hjælpeløs og længselsfuld, som jeg gjør det, skildt fra dig, du elskede. Men du Erik, onsdag var det nu en ren umulighed at ha'e skrevet, såsom dit brev først kom torsdag formiddag, og selv om det var kommet onsdag aften, vilde der været knap tid for mig at få et et brev [sic] istand. Så havde jeg det også travelt til julen, kan du vide, og havde tænkt at jeg kun kunde sende dig ét brev inden juleaften, nemlig det som skulde komme på den dag. Og det har du vel nu fået elskede. Var du glad i bordet? Fortæl mig det, men sig nu sandt; idag må du ha'e fået brev og to Dgblade fra mig. Jeg skal skaffe dig to til, – men du, det er sandt, jeg, som måtte love at lægge din juleklap frem på bordet mellem de andre, – jeg fik jo ikke noget, jeg, og i brevet idag, siger du intet om at du har sendt noget. Naturligvis interesserer det mig umådelig meget alt hvad du skriver om de politiske begivenheder. Jeg sluger hvert ord. Idag især, siden det så ud at skulle blive til noget. Jeg må jo være enig med dig i, at som sagerne stå dernede, vilde det ikke være så gal en vending. Men hvordan det skal gå for eder at arbeide sammen med grundtvigianerne, er ikke så let[?] at begribe. Men ske må det! I overser jo grundtvigianerne, og disse er eders fiender; de tror det sin pligt at bekjæmpe og fælde og ødelægge eder på alle kanter. I den bevægelse Brandes'serne har anført, har grundtvigianerne sét landets fordærv. Jeg husker godt hvad Bojesen sa'e om alt dette på Grefsen dengang.^k910 Det lod forresten allerede dengang til at han troede det vilde gå så at grundtvigianerne kom til magten. Og det er en naturlig og normal udviklingsgang, at så sker. Det vilde bare ha'e forberedt en forsmædelsens reaktion, om det led i kjæden som smedes ved disses væren ved magten for en tid, var bleven oversprunget, tror du ikke? Og oprigtig talt, så har vist ikke «Morgenbladet» under Brandes og Hørup egentlig repræsenteret så store åndelige værdier. Men nu kommer «Dagsavisen» end yderligere op.^k911 Ved den skulde du været redaktør, det vilde været levebrød. – Jeg kan ikke se nogen hindring for at du anmelder «Gjennembruddet» deri, at du selv er ofret et kapitel. Det bare undlader du at tale om, der er jo nok at skrive om alligevel. Og om «Skyggebilleder» tror jeg nu du kunde sige mange gode ting. Jeg synes du skulde! – Det glæder mig at redaktøren af «Tilskueren» så gjerne vilde ha'e noget om «Over Ævne». Han skal også få det, men der blier ikke spor af polemik i det, – tænk jeg har slet ikke læst Borchsenius's artikel igjennem siden jeg fik den fra dig. Siden jeg er kommen igang med arbeidet, har jeg slet ikke brug for at tage hensyn til ham. Det er anderledes lagt. Jeg begynder med en oversigt over Bjørnsons udfald mod dogmer og kristendom – tror du man har så god greie på rækkefølgen i denne hans udvikling dernede hos eder, at det ikke vil interessere?, sig mig det. Og så påviser jeg – ja det vil sige søger at påvise hvorledes dette at bringe sine landsmænd til selvstændig tænkning, ud af en tro som enten er vanens, eller vankundighedens, i begge tilfælde umoralsk, er bleven den bevægende kraft i hans liv; og i alt hans virke, og derfor også bestemmer stoffet for og behandlingen af hans digtning; og så først taler jeg om selve dramaet. Tror du det er en fornuftig fremgangsmåde, eller frygter du at nei. – Men forresten er det ganske vist, at jeg neppe var kommen til at få lyst til at skrive om dette, hvis ikke Borchsenius's taskede, fuskerartikel havde været. Vi havde en hyggelig juleaften, – de tre pebersvende var her,^k912 og alt vilde været udmærket, hvis 3 ting ikke havde været, for det første, at den omstændighed at min længsel og mere end min halve sjæl var hos Dig elskede, gjorde mig «fraværende», og det tror jeg de andre dunkelt følte som noget de ikke vidste hvad var, for det andet, at Ludvig havde ondt i maven, og måtte lægge sig straks efter bordet, og for det 3die at jeg gik og bryggede på en næsebyld der har røvet mig min nattesøvn, og tvunget mig til at holde sengen i hele dag. Først nu iaften er jeg tørnet ud for at skrive dette brev. Nu er jeg lidt bedre, – hele tiden før har jeg været meget dårlig af smerter der har strakt sig over ansigt, den halve hals, og hoved. Jeg kommer vist at måtte holde mig inde i morgen også, så at hverken idag eller imorgen kommer jeg hvor jeg er buden, og det er jeg ikke det mindste lei for. Gutterne er så søde og elskværdige, nu den Ludvig, – hvorledes han har været idag! Du kan vide det er trist når jeg ser på dem, og tænker det er sidste jul, de eier sin mor på den gamle måde, endskjøndt det har de jo igrunden slet ikke gjort hele dette sidste år, såsom jeg har elsket dig, og været din. Det bliver ikke let at forlade disse deilige to mennesker, men det må jo ske. Som jeg nu er stelt, vilde jeg ikke kunne være noget godt for dem i samlivet, siden prisen skulde være tabet af dig. Jeg blev rent ud sagt forstyrret af det. Men det stikker mig ofte i hjærtet for dem, og så er jeg så bange for at de ikke skal få det godt, ikke så godt som de har det nu. Men Erik, – jeg elsker dig, – mit liv er dit, – der kan ikke være tale om andet. Jeg må slutte nu, for jeg er slet ikke frisk; det værker fremdeles i næsen og mit hoved er så tungt. Godnat min elskede. At jeg er din, det er mit livs indhold. Imorgen er det den 26de!

Din Amalie. –

1ste Juledags Aften 1883

Dagen er gået med Politik, min Stump, og med Middag i Familjens Skød: nu i Aftnens Stilhed skulde jeg sætte mig til at skrive til Dig Du elskede, men der er koldt i min Stue, og jeg er træt, jeg tænker, at det bliver et dårligt Brev Du får. Det er hårdt, min Unge, at være Dig foruden, og det er ligefrem nedbrydende at skulle stemme sine Fordringer ned til det Minimum, der ligger i at modtage og skrive Breve. Der kommer noget skævt ind i alle ens Tanker, og man bliver dog, hvorledes man end vender og drejer bestandig vist tilbage til sig selv. Men naturligvis, noget uendelig lyksaligt kan der komme ind deri. Som til Eksempel igår Aftes da dit Brev overraskende lå til mig. Men så er det jeg bliver vred på selve min Glæde, der er som en Fanges over en Blomst, som uventet kastes ind til ham gennem det tilgitrede Vindu. Og elskede søde, går jeg ikke stundom hen og får en skinsyg Følelse, når Du er så glad for et Brev fra mig. Kan den rædde Følelse ikke snige sig ind i mig, når jeg i Mismod savner Dig, at netop vor Fjærnhed fra hinanden, Sjældenheden af vore Tankers Besøg hos hinanden giver disse Besøg en festlig Art, som de vil savne i det daglige Samliv? Vil Du ikke føle Dig skuffet, når jeg bliver dit daglige Brød, når Du bliver Vidne til alle de ak'er og men'er og hm'er, der ledsager den Tales fine Slyngning, som besnærer dit Hjerte i mine Breve? Jeg er forkølet, hoster og har Snue, eller har Hovedpine, eller er blot dum og utilpas – vil du så elske mig lige højt? Min Amalie, det er Fangens Ensomhedsfølelse, som overfalder mig, det er Fængslets Banghed, som jeg giver Udtryk. I mit Hjærte er jeg ikke angst, kun at Du ikke må gøre mig den Uret at overse, at vore Dage ikke kan forløbe i den, hvad skal jeg kalde det, i det festlige Skrud, som Breve dog på en Måde er. Men Du er jo så klog en Unge, og Du véd det, jeg er netop så og så ækel, og Du elsker mig endda. Altså min lille Tøs – Amalie jeg måtte sige det, det er så kærligt det grimme uartige Ord – Du får mig at se i Arbejdstøjet, og det er et helt andet Syn end den pæne Frakke, som Pennen nøder mig til at tage på. – Ja Du er en slem en, Du med dit Jødehad! Vil Du om dette enkelte Spørgsmål tro, Stump, at her har jeg virkelig tænkt og med Ord og Modord gennemgået alt hvad der kan siges for og imod; om dette har jeg jo haft så rig en Anledning til at gøre mig en færdig Mening. Dit Udbrud virker derfor just ikke overbevisende på mig, og jeg holder ikke af det som et virkeligt Resultat. Men jeg er glad ved at høre Dig tale i ustandselig Fart, fordi da Du begyndte følte jeg Ægtheden af et Indtryk, og fordi jeg vidste, at til Slutning vilde Du give mig Hånden og sige: Ven, har Du en anden Mening, så er jeg rede til med Dig at begynde forfra med mit Indtryk. Min søde Pige, jeg tror, at Livet i meget vil blødne og forandre din Opfattelse af denne Sag. – Hør nu noget, som jeg tror er en så alvorlig Sag, at jeg har omgåedes med den Tanke at skrive til Sars derom.^k913 Næst i Norge selv vil en autentisk Fremstilling af «Gennembruddet» i Norge, blive modtaget i Danmark med den mest modtagelige Opmærksomhed. Vi véd intet om denne Sag. G. Brandes har forledt af de og de Udtalelser og andet og lad være af sin overdrevne Tro på Betydningen af sin egen Virksomhed, henkastet den Bemærkning, at det i væsenlig Grad er Påvirkningen fra Danmark, der har fremkaldt Fornyelsen af det norske Åndsliv. Det er en «løs» Bemærkning; der har intet Forsøg været gjort på at belægge den med Grunde. Der har derfor hernede ikke dannet sig nogen «Opinion» om denne Ting. Sars eller hvem ellers, der kommer til at behandle dette vigtige Emne, vil være den første, der lærer os noget på dette Punkt. Vi vil høre på hans Tale aldeles upåvirkede af nogen Fordom, rede til at modtage Belæring af den, som vi i Kraft af hans Forhold til Emnet tiltror den bedste Kendskab til det. Der behøves derfor ikke for «en i Danmark herskende Menings Skyld» at hvæsses Pile og slibes Sværd. Ingen, uden måske Brandes, vil føle sig «ramt» her nede af den rette Fremstilling. Den Forestilling, at Norge nu har modtaget Stødet fra os, er en flagrende Sommerfugl, Brandes i glad Tro på sig selv har ladet udgå, den er med en eneste trykt Side fra Sars' Hånd fangen, spiddet, dræbt og bleven til en Kuriositet. Ingen – næppe Brandes heller – vil lægge et Ord ind for det lille Dyrs Liv. Om Sars eller Harstad eller hvem der skriver vilde lade være at tro det nødvendigt at skænke Brandes Bemærkning mere end en flygtig Nævnelse, vilde det være vundet, at der ikke i et eller andet stærkt Ord fra norsk Side blev Anledning for en eller anden Skrålhals her nede til at bruge Mund. Og jeg synes, at når det ikke er nødvendigt, bør noget, der er ment som og tager sig ud som Angreb fra den ene eller den anden Side undgås. Kunde Du ikke have Lyst til at sige Sars dette? – Min Ven, min Elskede, dine Ord, der svarer på mine om Betydningen af vor «sidste» Ordstrid er som begge dine Arme om min Hals, som din Kind ind mod min, som den skønneste Fred i mit Liv. Du vil formodenlig nok en Gang blive Vidne til en eller anden Strid imellem Rothe og Jutta – der skal Du se Jutta ikke bære sig ad som en ret Ægtefælle bør. I hende det «Gudsfrygtige» nok sagt findes der ikke Gnist af Vilje til at lede efter en Udklaring, Udjevning af Striden hun vil ikke forstå, ti hun er hovmodig af Hjærte. Jeg har virkelig med Forskrækkelse i gamle Dage tænkt på min brave – ikke meget skarpsindige – Svogers hårde Vilkår, og jeg har aldrig kunnet få ret Godhed for Jutta siden jeg en Gang så hendes hårde Sind. Men den Kærlighed som forener dem er jo også en Fejltagelse. Hun er kold i hans Arme. – Mon du så fik mine Gaver Juleaften? Amalie, tro ikke, at jeg ikke føler hele Tyngen for Dig i hvad Du har for med mig – eller rettere jeg formår formodenlig dog ikke at sætte mig ret ind i det. Ak min søde Pige jeg har aldrig været således bunden til mine Omgivelser som Du er det. Egenlig er det uhyre forkert, at det ikke er mig der kommer til Dig. Jeg kunde bedre løsrive mig. Men det kan jo også godt være at vi en skønne Dag finder på at gå tilbage til Norge som vor Kærligheds rette Hjemland. Men først må Du komme her ned til mig. For vor Kærligheds Skyld var det nødvendigt. Amalie, Du har først lært at elske mig – det er ikke sandt, jeg har først fået ret Mod til at elske, elske Dig, leve min Kærlighed helt og holdent tværs igennem her nede. Der oppe stoppede dine Venner mig. Jeg var bange, for jeg var skinsyg. – Ja Stump, Du har ret, alt er dog skønnere for os i År end ifjor. Da skulde vi til at prøve os frem, og hvor forunderlig udenfor vort virkelige Liv lå vor Kærlighed. Tænk jeg er næsten ved slet ikke mere at kunne forstå en Smule af det Hele. At vi tænkte på at elske hinanden og dog leve hver for sig! Nej, det skal aldrig ødelægges af noget senere kommende, at Du satte mig Stævne, Amalie min elskede Du har været, Du er den dejligste Kvinde. Vor Roman er smuk og jeg er så stolt som en Konge ved Tanken om hvad jeg har vundet. Amalie, jeg tør udfordre den halve Verden, den byder mig ikke vor Historie om igen. – Du søde Pige med din Skamfuldhed over den forsinkede Julegave til Mama. Tro mig min sødeste Ven kan Du holde af hende af hele dit Hjærte Du vil få Løn derfor, hun er inderlig god. – Fattig Stump, det må jeg føle mig, til jeg har Dig og aldrig mer kan slippe Dig, til jeg føler Dig føle enhver af mine Følelser, til jeg har Dig i enhver af mine Tanker, til jeg ejer, kender, lever med og af enhver af dine Særegenheder. Tossede Unge, som tænker på, at andet kunde være muligt.

– Min lille Pige jeg må nu standse, jeg er så overordenlig træt og jeg har ingen Frimærker i Aften. Jeg må op i ordenlig Tid imorgen for at få Frimærker sat på Brevet og det med Posten. Den går Kl 11 fra Kbhvn, men Brevet må være indleveret inden Kl 10 på vort Posthus her ude på Østerbro eller også må jeg ind til Skibet. God Nat min elskede Stump. Jeg skal imorgen Aften i Selskab. Tror Du jeg vil tænke på meget andet end Dig på vor Bryllupsnat? Du elskede

Din Erik

Den 26 December 1883 Nat

Klokken er ½ 3, jeg kommer fra Selskab. Med Vilje har jeg trukket Tiden ud. Jeg har siddet og været interessant, men ingen har kunnet drømme om, at min Livlighed skrev sig fra mit Forsæt om at komme hjem og sætte mig til Skrivebordet netop når Året løb ud fra hint Øjeblik da Du blev min. Amalie, nu ligger Du formodenlig fornuftigt og sødt og yndigt og sover, men tænkt på mig har Du den hele Dag og da Du var ved at sove ind. Min Hustru, hvad er der ikke sket for os begge i Kraft af vort Møde ifjor. Kan Du huske hver Enkelthed? Et og andet står utydeligt for mig. Jeg var halvvejs forskrækket. Men Du skal minde mig om alt og jeg Dig til Gengæld. Amalie i Nat for et År siden blev vi viede til hinanden, det var en Indvielse af en forunderlig højtidelig Art. Og dog Stump vort Bryllup ud ad til, i Verdens Øjne, vil blive mig nok så højtidelig. Nu véd jeg hvad jeg gør, den Gang var alt lige som et Vovespil. Amalie min elskede, usigelig dyrebare Skat, det er noget vidunderligt der er sket for os begge. Jeg har en så mærkelig religiøs Fornemmelse af at have haft den store Naturs Medviderskab og Gunst^k914 da Du bange og dog uden Tøven eller Modstand blev min, og så lykkelig en Følelse af hvor ligefremt det hele gik til. Men Amalie vi er to Mennesker, der har fundet hinanden for det Godes Skyld, tror Du ikke også det? – Men jeg er træt, jeg føler, at [jeg] dog ikke nu vil kunne finde de ægte Ord for min Stemning. Jeg er lykkelig, det er i Grunden alt hvad jeg kan sige og jeg er helt alvorlig og grebet ved Tanken om nu for et År siden.

Din Erik

Min elskede jeg er så lykkelig!

Skram

Zinnsgade 2 Kbhvn

Fra Christiania 28/12/83 kl. 5.10 em

Pakkerne ankommet idag. Skriver iaften

Kjærlig Hilsen

Amalie

Fredag den 28 Decemb 83

Min elskede stakkels Stump, som har Smærter og er så sød alligevel.^k915 Amalie min egen yndige Pige hvor det gør mig ondt for Dig, en sådan Næsebyld er jo noget af det pinagtigste der er til! Og jeg som ikke skrev igår! Det gik således til, at da jeg igår Aftes kom hjem for at skrive, var der ikke blivende Sted for mig hjemme. En Idiot af Kakkelovnsmand, som havde været der kort forinden, havde lagt en Plade i Ovnen forkert, så at min Stue uafladelig var fyldt af Røg. Jeg var sint som en Tysker og gik af bare Fortvivlelse i Seng. Ak Du elskede jeg tænkte og tænkte på Dig og havde så ondt af Dig og ønskede blot, at Du var hos mig jeg skulde gøre alt så godt for Dig, som det på nogen Måde var muligt. Amalie bliver Du syg hos mig, skal Du se, jeg er flink til at pleje, jeg har lært det af Mama, som er så mageløs omhyggelig. Min egen Ven, Du skal ikke være bange for at komme til at lide af Mangel på Omhu, hvis noget Slags Ondskab som Bylder eller anden Pine kommer på, jeg skal være så god, og så tror jeg, at jeg kan finde på en og anden Lindring. Og jeg kan forsvinde og ikke plage, når det er rigtigt, og jeg kan komme listende og rette på Hovedpude, og jeg kan stable Hovedgærde op og stille Lyset el. Lampen på hensigtsmæssig Sted og stoppe ned for Fødderne eller skaffe Luft – Du skal se, Du skal nok blive fornøjet med mig. – Min elskede, nu må Du vel have fået mine små Julegaver og set, at de blev sendt fra mig Fredag Aften i forrige Uge. Søndag Aften har de været i Kristiania, men det må vel have været Juletravlheden, der har forhindret, at de blev uddelte i rette Tid. Naturligvis har det ikke været mig kært at erfare at Du den Aften intet Budskab modtog fra mig. Min elskede sig mig, savnede Du ikke, intet at høre fra mig netop Juleaften, og er det slet ikke faldet Dig ind, da Du læste mit Lørdagsbrev, at der måtte ligge et imellem? Men det er sandt, mulig forhindrer den afskylige Byld Dig endnu fra at hente Sagerne på Tolden, for det har Du vel været nødt til. Og i Aften kommer der vel af samme Grund intet Brev fra Dig. Elskede at Du stod op og vel også selv besørgede dit Brev i Postkassen! Du må ikke plage Dig, min dyrebare Ven for min Skyld, jeg skal være så tålmodig, så tålmodig – kun at hvis Du virkelig nogensinde skulde blive virkelig syg, at Du så sørger for, at jeg daglig får Efterretninger fra Dig. Hører Du, det må være en ren Aftale. – Om jeg er bleven glad for dit Bord? Jo Du kan være vis derpå. Fra igår har det været indlemmet i mit Møblement. Det står tæt ved Vinduet tilvenstre for mit Skrivebord, jeg sidder nu og ser på det. Mine Øjne falder uafladelig hen på det. Det pynter sådan op og er så udmærket nyttigt. Øverst ligger tilhøjre «Ude og Hjemme» med Julenummeret øverst og tilvenstre en Bunke af «La vie moderne»,^k916 neden under ligger et Antal af norske «Dagblade», som jeg efterhånden har samlet, og «Rigsdagstidenden».^k917 Alt dette har hidtil flydt tilfældig omkring i min Stue uden at have blivende Sted. Jeg synes, at her formelig er blevet ordentligt i min Stue, siden det Bord er kommet til. Og det er så pænt, pynteligt og tilbageholdende i Farve (olivengrå) og Form. Tak Du søde. Du har lagt Mærke til, at jeg trængte til et sådant Bord. – Din Plan for Artiklen om «Over Ævne» synes jeg lyder udmærket. Ukendt i almindelig Forstand er Bjørnsons åndelige Bevægelse naturligvis ikke, men der er vel næppe Tvivl om, at Du både har set den skarpere og kan sige, hvad det kommer an på, tydeligere end nogen her nede, og ethvert Bidrag til Belysning af Bjørnsons literære Personlighed vil ubetinget blive modtaget her med ivrig Opmærksomhed. Jeg får næppe Tid idag til at gå på Posthuset med «Det ny Gennembruds Mænd» men så sender jeg Dig den imorgen.^k918 Du bør dog vistnok løbe Artiklen om Bjørnson igennem, om ikke for andet så for den beroligende Fornemmelses Skyld, at dine Ord formodenlig på intet Punkt falder sammen med Brandes'. Om den sidst nævnte Bog vil jeg ikke skrive bl.a. fordi jeg ikke er moden dertil. En Avisartikel lad gå, den kunde jeg vel brygge sammen, men en Opsats af virkelig literær Betydning angående dette Emne og til Bedømmelse af Brandes' Fremgangsmåde føler jeg mig langt fra overlegen nok. Jeg har altfor liden Evne til at anstille Sammenligninger, jeg har så godt som intet læst af moderne udenlandsk Literaturhistorie. Om «Skyggebilleder» derimod antager jeg nok at kunne få nogle Bemærkninger nedskrevet som kan få Betydning.^k919 – Jeg skal til Middag idag hos Knudtzons, første Gang siden Du rejste. Det vil blive underligt at gå der alene omkring, ikke have Dig at smutte bort med, ikke være der for din Skyld – hvad skal jeg der egenlig? Jeg lover mig ingen Fornøjelse deraf. I det hele Amalie er det urimelig tungt, denne foreløbige Tilstand, inden Du sidder som min Hustru. Mulig kan vi få drøje Dage. Det er jo højst sandsynligt, at det vil blive svært knapt med Pengene, og det er en slem Ting, men det har dog altsammen sin Mening. Med Dig ved min Side véd jeg jo hvad jeg lever for. Så længe Du er i Kristiania, og mine Tanker og Interesser, mit Liv fra det jeg står op til jeg går i Seng, ikke trods al min Længsel al min Tilbøjelighed og al min Vilje kan komme til at have Dig som eneste virkelige Midtpunkt og Tilflugtssted, sålænge er jeg hjemløs. Stump, det er afskyligt at være Dig foruden, for det er meningsløst. Jeg forsikrer Dig Amalie, at jeg undertiden er ved at fortvivle ved Tanken om endnu i tre, tre! Måneder at skulle gå i denne Tilstand. Jeg er syg, Unge, jeg har Bylder på Sjælen, det er en af dem, som ved mine Breve har smittet Dig og sat sig i din Næse. Sig mig, søde elskede Ven, kunde der være tale om, at jeg kunde få Lov til at kysse Dig på din stakkels Næse nu? Tror Du, at den blødeste fineste ak så øm og forsigtig en Berøring kunde få Dig til at smile et eneste lille Øjeblik? Eller er den yndige Næsetip så ømfindtlig, så spændt og pint, at Du ikke turde vove at føle endog blot Anelsen af en Berøring af min Kærligheds allerblødeste Læbespids? Jo Stump tænk på, at jeg kunde gøre Tippen af din Næse ganske svagt fugtig og så sagte sagte blæse på den, det vil køle svagt, fint stille, godt. Og jeg kunde kysse Dig stille, blidt, så at Du næsten ikke mærkede det, andre Steder, igen, og igen en ganske lille bitte Gang og så en Gang til og så holde op og se på Dig, jeg mener kysse Dig på Tippen af dit ene Bryst, og Du lå så stille, og jeg kyssede Dig igen, så aldeles utrolig let og blødt, og din Smærte kunde blive lige som mindre, ikke så ond og fæl. Den kunde glide sagte bort for en Stund, Du kunde føle en Lindring. Og så kyssede jeg Dig lige så ømt og forsigtigt på den anden Brysttip, og Du måtte smile ganske lidt og Du kunde lukke Øjnene og måske få sovet lidt, når jeg endnu en eller et Par Gange havde blot som en Anelse berørt Dig med mine Læber. – Stakkels Unge, Du skriver, at Din Nattesøvn har været røvet fra Dig. Sig mig Elskede vilde det så have været godt eller kedeligt for Dig at have din Mand liggende og puste i dyb Søvn ved din Side? Du må huske, at Du er så sød når Du sover; det er endnu så rasende uvist hvorledes jeg vil arte mig. Men Du skal gøre Dig Umage med mig, jeg vil ikke blive Dig dine Nætters evige Plage. – Nu Ven glem ikke at sende mig Prøverne på Farverne med Opgivelse af hvilke Stuer der skal have hvilken, og giv mig Svar om Sengen eller Sengene. Tænk også på, at Du i Tide må sikre Dig Josephine eller ikke Josephine, og at det Spørgsmål må afgøres, om Du vil se at få en Pige med Dig under alle Forhold, eller om jeg eventuelt skal sørge for et hensigtsmæssigt Kvindemenneske. Julen her nede har været ubegribelig smuk, 6–7° Varme Réaumur^k920 og klart stille eller lun tåget Luft. Du vilde have syntes om den. Ak nu kan der formodenlig gå Åringer hen, inden så gode Forhold på ny indtræder. Jeg er inviteret i Aftenselskab efter Middagsselskabet hos Knudtzons, så i Aften skriver jeg ikke. Jeg tager dette Brev med og lægger det i Kasse på Vejen. Nu skal jeg klæde mig på. Min elskede, hvor morsomt, når vi to skal skynde os i Pynten sammen og afsted!

Elskede elskede elskede!

Din Erik

Dette med «Dagsavisen» er en Fantasi,^k921 som vanskelig vil kunne få Fødderne nedpå Jorden. Det er et lille halvsjofelt, i alt Fald ikke for ordenlig anset og tilvisse ufint Blad med industrielt Tallent, uden Spor af literær Evne. Det vilde være en Bod af bitter Art at skulle ty til det. Foreløbig vil der blive gjort Forsøg på at holde sammen med det ny Morgenblad. Det er en temmelig upræsentabel Fyr, som skal være Redaktør, uden Respekt for og uden Kendskab til literært og kunstnerisk Liv. En politisk Klopfægter.^k922

28de decbr. 1883

Min elskede Erik, klokken er over to nat; jeg er netop kommen hjem fra selskab, og kan kun skrive et par ord til dig; jeg vilde skrevet den 26de om aftenen, men var for klein af næsebylden. Nu er den over. Men jeg er så rasende træt; ak om vi var gift nu, så at jeg kunde lægge mig til at sove i din arm så trygt og godt med ansigtet trykket ind mod dit bryst, du elskede, dyrebare. Tak elskede for dit brev som jeg fik imorges fra første juledags aften.^k923 Og endelig idag kom dine gaver. Skrinet elsker jeg mere end alt hvad jeg eier og har; jeg kunde ikke fået en ting som bedre havde afhjulpet et savn end den smukke, solide, lille dragkiste til dine breve; men der skulde været en metalhank på hver af siderne. Gudskelov for det ikke var en brosche du gav mig denne gang og; jeg frygtede det næsten. Og albummet er så smukt; jeg er så glad i det, og julenummeret af «Ude og Hjemme» ligeledes. Jeg kan ikke mere iaften. Nu må jeg snige mig ned med brevet til postkassen. Imorgen skriver jeg et ordentligt brev til svar på dine; der er så meget, så meget at skrive om. Men som jeg længes efter dig du elskede, – jeg må alligevel komme så snart som muligt, – jeg holder ikke denne tilstand ud. Var du glad for telegrammet?

Din Amalie.

Kbhvn 29/12 83

Min elskede Stump, der havde Du nær gjort mig alvorlig forskrækket. Jeg kom sent hjem, Kl 2 Nat, fra mit Selskab og fandt dit Telegram. Amalie er bleven alvorlig syg, var min første Tanke. Jeg lukkede op, så Underskriften og blev atter rolig: når hun selv telegraferer, er forhåbenlig alt godt. Så læste jeg. Nu er der kun den slemme Mulighed, at Du ikke har skrevet siden den 25, og det betyder vel, at Du har været dårlig og sengeliggende i den Tid. Min stakkels, egen Unge, og jeg har først bag efter kunnet gå omkring med min Beklagelse. Du søde, men er Du da nu rask? Kan Du huske din Byld i Nakken ifjor Sommer, da Du havde skrevet dit slemme Brev til mig i Bergen,^k924 og Du på et hængende Hår havde fået mig til aldrig mere at komme Dig nær. Denne Gang har Du virkelig ikke fortjent nogen Straf – ja det skulde da være, fordi Du ikke samler Pik og Pak og kommer ansættende ned til mig og siger, jeg vil straks giftes med Dig, jeg kan ikke holde ud at leve borte fra Dig. Ja det er vistnok derfor, at Du har fået din Byld i Næsen. – Min søde Pige, har Du savnet mine Småting, som skulde have været hos Dig Juleaften? Har Du længtes efter dem? Så er Du naturligvis blevet skuffet. Det er jo slet ingen Ting jeg har givet Dig. Og har Du måttet betale Told? – Nej men hør Amalie for en Gave Du har sendt Fru Knudtzon! Du kan såmæn være glad, at Du ikke endnu er gift med mig. Jeg havde lagt mig over disse Fotografier og hvæset som en Drage og spyt Ild og Gnister for at hindre Dig fra at sende dem ud af Huset. Det er jo Stykker af dit Liv, af mit Liv med, for Du skulde have fortalt mig om dine Indtryk, nu svinder dette mig ud af Hænderne! Jeg tror så sandt, at de hos Knudtzons mærkede, at jeg blev helt ve tilmode over at se Dig give disse Billeder bort. Jeg tror for Resten, at jeg sa' det ligefrem. Men glade er de blevet, kan Du stole på. Men det tror jeg nok, det har de let ved! Uf! Hør Du, den Bertha er dog et underligt Pigebarn. Nu igår da jeg kom ind til Middagen, der i Anledning af Etatsråd Collins Tilstedeværelse var ansat til Kl 5,^k925 og jeg mødte i god Tid, og Gæsterne var kommen, og vi kun ventede på Doktoren, som man havde forsømt at underrette om den forandrede Spisetid, og den gamle Frue var så elskværdig og talte en hel Del med mig og hørte med megen Beklagelse på min Beretning om din sørgelige Næse og viste mig din Mappe og var helt triumferende, så kom da også Bertha hen senere, da Fruen var begyndt at blive nervøs. Så talte jeg med hende først om Mappen og om dit Bord – hvor jeg naturligvis glemte at takke hende for den Ulejlighed, hun havde haft med det – og så kom jeg da også til hende frem med din Næse. Herregud jeg går virkelig omkring og tænker på den Næse, og det er et meget bedrøveligt Faktum den Pine, Du lider. Så i Stedet for at spørge deltagende, i Stedet for at se medlidende eller blot interesseret ud, i Stedet for i det Hele at tage sig Spor af denne søde yndige stakkels Næse, der i sagte Glød bestandig svæver for mine Øjne, ser hun ret ud i Stuen, står rank med Armene halvtoverkors, betvivler let, at det er en Byld, antyder Muligheden af en Filipens, hvilket stygge Ord hun dog naturligvis vel vogter sig for at tage i sin Mund, mener, at det går snart over, gør mig fuldstændig dum med mine beklagende Ord og ønsker synlig dette Emne hurtigst muligt forladt. Jeg får Indtryk af, at jeg har sagt «Bukser» eller noget andet upassende, ærgrer mig og er virkelig ked og led af hendes dumme stive Væsen. Jeg havde hele Aftenen ikke Antydningen af Lyst til at tale med hende, og jeg gjorde det da nok omtrent heller ikke. Hun var for Resten meget smuk igår Aftes med en høj fyldig kruset Kravestrimmel i Halsen. – Jeg havde Frøken Brosbøll tilbords,^k926 og det gik meget behageligt. På min anden Side sad den elskværdige Fru Drewsen. Senere ved Cigaren talte Drewsen og jeg sammen. Jeg får mere og mere Respekt for denne Mands solide Dannelse og rolige Evne til at tænke. Det er Folk af hans Slags, som er det gode Publikum, den Kritik, der aldrig kommer offenlig frem, stundom forsvinder helt i Døgnets Larm, men til syvende og sidst bestemmer – – å nej, han fører et for tilbagetrukket Liv til egenlig at have videre Indflydelse. Men mig imponerer han med sin megen Læsning. – – Disse to Streger betyder, at jeg har været i Byen for at spise. På Vejen mødte jeg Henriques – Dagsavisen^k927 – som bad mig gå hjem med ham for at spise fyldt Hvidkålshoved, hvad jeg da gjorde. Dette har trukket temmelig længe ud, og jeg er bleven så underlig tung i min lille bitte Mave og let i Hovedet af denne Historie. Kl er straks 10, With har sat mig Stevne Kl 11 hos à Porta og jeg har sådan en umådelig Lyst til at slibe mig en Skraber forinden. Hvad siger Du min sødeste Unge til, at jeg svigter Dig for denne Lurs Skyld? Så meget mere som jeg véd, at jeg imorgen ikke kan få skrevet et Ord til Dig. Først skal jeg til Frokost, og når den er overstået har jeg formodenlig intet andet at foretage mig end at lave mig til den Middag, jeg skal til Kl 5. Og imorgen Aften kommer dit Brev. Men Du véd ikke, hvor lyksalig en Følelse det er at vide at der, når jeg kommer hjem, ligger Brev fra Dig. Altså Stump nu går jeg til Sofaen for at lure en Smule. – Det blev nu ingenting til, det viste sig, at jeg dog ikke var søvnig. Min Ven, Du har i dit sidste Brev med en vis Bekymring slået på, at Du ikke var vis på, at dine Gutter vilde få det så godt som Du kunde ønske det, når Du rejste. Husker Du, at Du aldrig til mig har sagt, hvorledes Gutternes Forhold skal ordnes? Og læg fremdeles Mærke til, at jeg i Grunden kun på det løse kan sætte mig ind i Nødvendigheden af din Forbliven i Kristiania til Marts Måneds Udgang eller hen derimod. Har Du ikke Lyst til at skrive om disse Ting? – Idag er det blevet afgjort, at alle de faste Medarbejdere går fra Morgenbladet nu til Nyår. With er imellem dem. Han redigerede den temmelig vidtløftige «Brevkasse» i Bladet^k928 – Du véd, den Mængde Spørgsmål om allehånde Sager, som indsendes til Redaktionen og besvares af den – han oppebar derfor 600 Kr, en som alle de andre, ussel Lønning, men den spillede dog en Rolle for ham, og han nærer en lille stolt Fornemmelse af ved denne Leilighed at have ydet et Offer for sin Overbevisning, og jeg driller ham med, at han har forspildt sine Udsigter til en eller anden Post under Ministeriet Berg. Med dette samme Ministerium turde det for Resten forholde sig mere uvist, end det fra først af så ud. At få rigtig Greje på, hvorledes Sagerne står, er imidlertid for Øjeblik[k]et næsten umuligt. Hvad det er, der tilsidst har bestemt alle Bladets gamle Medarbejdere til at gå, efter at det en Tid så ud, som om de vilde blive, véd jeg endnu ikke. Jeg tænker, at jeg i Aften kan få fyldestgørende Forklaring derpå. Det er mig, der i sin Tid har knyttet dem alle til Bladet. Morgenbladet vil formodenlig nu blive en temmelig umulig Avis, og det ender dog nok med, at der ad Åre kommer et radikalt Organ.^k929 Når der så blot i Mellemtiden kunde gå Hul på den utålelige politiske Byld, som efterhånden har standset så mange gode Safters fornuftige Fordeling i vort offenlige Liv. Jeg burde naturligvis have skrevet et Brev til Dgbl. om Forandringen ved Morgenbladet. Jeg har kviet mig for det, jeg har bogstavelig ikke vidst hvorledes jeg skulde belægge mine Ord. – Nu Stump, går jeg til Byen for at spørge nyt. – Jeg længes umådeligt efter dit Brev imorgen. Jeg synes, at det er forskrækkelig længe siden jeg har hørt fra Dig. Du glemmer da ikke de to–tre Dagblade jeg bad Dig om. De bliver rigtignok nu så gamle, at hele Historien er ved at gå i Glemmebogen. Var Du nu min virkelige søde Hustru og ikke en fornem Dame, som forbeholdent bliver siddende i Kr.ania, fik Du mit Godnatkys, og så sagde Du: Kom nu ikke for sent hjem, og så gik jeg og var et lykkeligt Menneske.

Min elskede

Din Erik

Lørdag Kr.ania 29-12-83.

Min elskede, jeg har ikke været flink til at skrive på det allersidste, men dels har jeg været syg, som du ved, og dels stærkt optaget af juleselskabelighed, og så har jeg i disse dage fået et længselens mismod over mig, som gjør mig så nedstemt, at jeg ikke har lyst til noget i verden, end ikke til at skrive til dig, elskede. Da jeg fik dine julegaver igår og dit brev, som du havde skrevet på fredagen, måtte jeg telegrafere, for at du ikke skulde være uden hilsen fra mig så længe, – jeg havde sidst skrevet på tirsdag, første juledag, og nu var det fredag, – og så vilde jeg få tid til et ordentligt brev, endskjøndt jeg jo vidste, jeg skulde i selskab om aftenen. Men timerne blev mig frastjålne, og jeg måtte gå i selskab, uden at ha'e sat pen til papiret. Så, da jeg kom hjem sent på nat, skrev jeg de ilsomme linier, og da jeg kom tilbage fra min vandring til postkassen sa'e jeg til mig selv: tænk om der nu lå brev fra Erik på mit sengebord, men jeg vidste det var umuligt, såsom posten jo først udleveres om morgenen, så det var bare en vild fantasi, der var glemt i samme nu. Men tænk dig, – i det øieblik, da jeg afklædt, barfodet, iført min lange natkjole, skal sætte lampen hen på bordet ved sengen, falder mine øine på et brev med din håndskrift.^k930 At jeg ved det høie glædeshop jeg gjorde, ikke tabte lampen, begriber jeg endnu ikke. Jeg sprang iseng, og læste liggende dine søde, douce elskovsord, din milde, alvorlige ihukommelse af vor brudenat forrige år, det var skrevet den 26de om natten, ved du – og sov ind med brevet under puden, i tankerne hvilende tæt op til dig, omsluttet af din ene arm, lykkelig og længselsfuld på én gang. – Men hvad siger du forresten om en sådan afsindig postbefordring? Du, hvor jeg elsker det skrin du gav mig! Og den sæbe lugter af virkelig roser, men Ixora havde duftet skrinet bedre til.^k931 Det skrin vil jeg ha'e stående på mit bord i min sidste sygdom; det skal være det sidste jeg flytter mine øine fra, – nu ligger din skat af breve deri og når jeg ser på det, må det være med et blik, som kjærtegner og varmer. – Hvor dit brev fra julaften var stormende sødt. Alle de udbrud gik mig så til hjærtet, og de fyldte op derinde, fordi jeg så alle underlagene, du elskede. Hvor det var deiligt med mit brev, som overraskede og glædede dig i den grad på julaften ved din hjemkomst – akurat som med mig igår formodentlig, og hvor jeg er glad, fordi du syntes om min julegave. Du skal se, det er en nyttig ting, og du skal bruge det udelukkende til aviser og tidsskrifter. Holder du orden der, kan du få rum til utrolig meget, for jeg skal sige dig, det nederste rum mellem gulvet og den underste plade kan også bruges til aviser, når der er teppe på gulvet i allefald; jeg glæder mig til at se det i din stue, i vort hjem. – – Ja, det er hårdt at skulle lade sig nøie med bare disse fattige breve, men alligevel ikke så meget nu, når vi jo ved at om nogle måneder skal vi eie hinanden helt og holdent og for bestandig, hvis vi selv vil, da. Tænk på forskjellen mellem før og nu, – jeg kan som du, ikke begribe hvorledes vi egentlig havde det dengang, hvorledes vi kunde være så letsindige og knytte os så fast, så uopløselig fast til hinanden, og alligevel ikke et øieblik tænke den tanke alvorlig tilende, om der dog ikke skulde eksistere nogen mulighed for at blive sammen. Men forresten, – så meget desto bedre, at det er kommen som det er, – sprunget frem af sin egen nødvendigheds lov, ubøieligt, over alle grænser, trods alle hensyn, bydende. Du skal se vi bliver ikke kjede af hinanden, – vor kjærlighed vil tiden ikke kunnne forringe, – jeg ved det, – fordi der vil være udvikling, bestandig udvikling, og fornyelse i vor kjærlighed, og i vort samliv, – hvis ikke noget uventet, grelt vil skjære den pludselig over. Vi vil aldrig blive færdige med hinanden, tværtom vil vi fra måned til måned blive hinanden mere og mere uundværlige, – ja, det er ialtfald min tro, du elskede hvor jeg skal blive god gjennem min kjærlighed, og gjennem din, – jeg, som troede jeg var god, – først ved at elske dig, har jeg fået et glimt af en forestilling om hvad det vil sige at være god, for den, der elsker. Men nu må du huske at bære over med mig, om jeg ikke straks når op til det jeg vil, for jeg har en del at lære her. På en vis har livet nemlig forkjælet mig voldsomt, på samme tid som det har handlet hårdt og ilde med mig. Bare jeg ikke alligevel har taget større skade af begge dele, end jeg selv eller nogen ved. Jeg har havt min egen vis at tage det på, lade det virke på. Hvad man kalder fordærvet sådan i almindelig forstand er jeg ikke bleven, – de fleste vilde blevet det under mine forhold, det er jeg vis på, – men gud ved om det ikke har affødt en underlig slags forhærdelse, en forstokket egensindig villiestyrke, som har fået næring derved, at jeg i så mange tilfælde har sét, at det er den jeg har havt at berge mig ved, og som måske vil reise sig og virke på urette sted. Jeg tror søde, elskede Erik, at der skal lidt klogskab til at behandle mig således, at du får det bedste ud af mig, klogskab og megen kjærlighed, – kjærlighed der må være selvfornægtende nok til at kunne bære over. På samme tid synes jeg og at jeg kunde være som et voks i dine hænder, fordi jeg elsker dig. – – –

Jeg husker ikke om jeg skrev om julaften. Jeg fik mange pene presenter, – du skal få se dem når jeg kommer, blandt andre et stort photografi efter et maleri med smuk ramme, som skal hænge i vor spisestue. Jeg havde skrevet vers til gjæsterne, jeg vilde havt til Jakob og Ludvig og, men fik ikke tid, – jeg skrev dem mens jeg gik og pyntede julebordet, og pakkede gaverne ind, – ret som det var, for jeg hen til skrivebordet, og satte en ny linie. Garborg var så fornærmet over sit, – han fandt det så usselt i sammenligning med de andres, – vil du høre det? Men husk at det bare var sludder og skrevet for komers, men Garborgs var forresten det værste. Først må jeg fortælle dig at han fik en liden flacon af krystal med parfume på af mig, – for ellers forstår du ikke «digtet», og af gutterne en nydelig liden splinterny tingest i form af en paraplui – (på bergensk regnehat) – af elfenben og ibenholdt, hvori der var gjemt alleslags skrivematerialer. Altså: O Garborg kjær – Velkommen vær – til dette runde bord – Lidt af krystal – du finde skal – o tro mig mig [sic] på mit ord. – Og noget der er hvidt som sne – Og sort som ibenholdt – Og gjemmer på de gjenstande – Du tumler som en bolt. Og det er gjort i lignelse – Af tænk, en regnehat – Og hvis du ikke er et fæ, – Du kalder det en skat. – Nu skal du få Bolls, men først må du vide at det var ifjor gutterne gjorde dette intime bekjendtskab med ham dernede på karnevalet, hos dronning Semiramis,^k932 og at de forærede ham en kasse cigarer, versene bar derfor også overskriften: fra Jakob og Ludvig:

«I dronning Semiramis' assyriske slot,

Hvor vi engang var budne som gjæster,

Levede vi så gemytligt og flot – Det bare gik løs på fester. – Men det bedste af alt, var at der vi fandt,

En mand hvoraf der sig et venskab udspandt,

Os til stor gammen og både.

Han bar et ordensbånd, som var blåt,

Ellers gik han i jordiske klæder. – Han var en pryd for det ganske slot, For Assyriens rige en hæder.

Af gestalt så skjøn, og som Saul han raged op,

Høit over Plebeiernes længste krop

Og så høvisk han var i sin tale.

Så kommer der et vers som jeg ikke kan huske helt og derfor udelader, slutningen er:

Og såsom vi gjerne ham glæde vil

Og godt formærket haver,

At det eneste han er forfalden til

Af Vorherres jordiske gaver,

Er cigarer, der dufter og trækker godt,

Og derfor vi begge måtte være et fjot

Om det ikke var vor julegave. –

Hellands var sålydende: (I Grækenland kaldtes han altid: kyrios Helland,^k933 og havde med en masse græsk vin som han dels gav bort, dels solgte)

«Hil dig krigførende,

Samfundsoprørende

Hurlumheigjørende

Skavankberørende

Med vin os rørende

Kyrios Helland!

Påfærde værende, – Monrad belærende – Lochmann docerende, – Kierulf kreperende, –^k934

Budgetbeskjærende – Fru Bull besnærende, –

Dagbladsernærende, – Hvast opererende –

Poulsen håndterende, Kyrios Helland.

«Leiefolk» værgende,^k935 – Jurister tærgende, –

Fiender hærgende, – Vennerne bærgende, –

På Island færgende, Kyrios Helland!

Han være kan en svøbe, – Et ris, der slår par force,

Med ham af fad at søbe – For uven er et kors. »

Så kommer der 2 vers om «ønskekvisten» og «den sorte rotte», som jeg desværre ikke husker, og så: Men han er også vennehuld,

Et stål, som svigter ei, – For hjærtet hans er udaf guld,

Svig er ei på hans vei.

Vi derfor ham vil dyrke, – I denne juletid, –

Til tak for årets yrke, – Med al vor kunst og flid.

Vi bringe vore gaver – Med glæde for ham frem,

Når hjem ikvæld han raver – – han passer nok på dem.

Bare nu ikke alt dette har kjedet dig elskede, det var for at du skulde få lidt indsigt i arten af den moro vi havde på vor juleaften. Det havde lignet mig mest slet intet at fortælle, men det er din interesse for mine greier, den der leilighedsvis er kommen for dagen, som har sat mig på det. Der går et mismodigt drag igjennem dit brev fra første juledag. Det gjorde der vistnok også i det jeg skrev den dag. Hvor kan du dog gå og ængste dig for vort daglige samliv, for at der da ikke skal være den festlige tone i luften over os? Og hvoraf kommer det, at jeg aldrig plages af en lignende ængstelse? Vistnok deraf, at jeg ved så helt ned til nederste bund af tingen hvad jeg gjør. Jeg er ikke spor af bange, elskede. Jeg elsker dig, og elskov er ikke en veirhane på taget der dreies af naturens fra øst og vest opkommende vinde. Ikke hos mig eller dig. Jeg er ikke sangvinsk, ikke på ungdommens illusionsmæssige manér. Du skal se, at dette, at det er en moden, færdig, om du vil gammel kvinde du elsker, skal komme netop vort samliv til gode i forskjellige retninger. Men når du plages af disse banghedstanker, kommer det så ikke af frygt for mig? Af frygt for at jeg ikke vil kunne holde din kjærlighed vedlige? Men det er jo ikke noget at ængste sig for du dumme gut. Tror du at vort samliv nogensinde i verden skal få lov til at blive os en lænke om benet? Husk hvorledes det begyndte i frihedens skjønhed, husk, – hvorledes det er mig som er mere end den halve medskyldige, tror du ikke jeg er kar for at realisere, hvad jeg har tænkt og villet, et liv i kjærlighed, i skjønhed og sandhed sammen med dig, og bliver det noget andet, så er veien mig jo åben. Ikke ofre en tanke på dette. Hvad der må komme, det komme. Kun at vi begge er mennesker, – det vil sige, gjør hvad der er menneskeligt i god forstand! – – – –

Mit jødehad er netop reaktionens, en fornuftig reaktions resultat hos mig. Jeg har gjennemløbet banen fra had, gjennem begeistring godhed, tilbage til had, der er så meget dybere og uudryddeligere, fordi det har den forudgangne udvikling at bygge på. Uf, hvorfor kan du dog ikke være rigtig determineret voldsom i nogen fornemmelse! – jeg har lyst til at ruske i dig, banke dig til du blir rasende. Jeg hader de jødetamper, kva race; det er en modbydelig slægt, – jeg ved det,^k936 menneske, nu ved jeg det, når selv han, Georg Brandes, der gjennem sin hjerne ialtfald har forstået hvad der er sublimt og ædelt på jorden, er i sig selv en så lavartet skabning. – Og hvor kan du ha'e en anden mening? Jeg er vis på at du etsteds i din sjæl føler at det er ret og rigtigt hvad jeg fornemmer, – en enkel undtagelse, – kanske denne hersens Rubin, – der forresten jo er en sådan stygging, – og stygge mennesker tror jeg ikke helt på, – det er næsten altid det indre, som præger det ydre, – men kanske denne fyr Rubin kan være en undtagelse, – men en enkel undtagelse altså, – hvad siger så det? – Sars kan ikke skrive om «Gennembruddet», fordi at han i den bevægelse, der skulde påvises, vilde komme til at spille en hovedrolle. Jeg har talt meget om dette med forskjellige. Garborg er manden, og han er villig. Men der må skrives en hel bog derom, og han siger der vil gå to år hen inden den er færdig.^k937 Men han har halvveis givet sit løfte. Det var ikke Harstad men Holst, som havde skrevet hin artikel i Dgbldt.^k938 Brandes, som kjendte ham, fordi han i sin tid har fået en meget nøiagtigere udredning om disse forhold i et privat brev fra Holst på anmodning, skrev et meget uforskammet brev^k939 og sagde, at «høistærede burde have indsét at en sådan tilrettevisning som den han havde givet ham i hin artikel, var overflødig og fornærmelig.[»] Der var ligefremme frækheder i det brev. Han var også ubehagelig over noget Holst havde skrevet om det modbydelige kjøbenhavneri, som gjorde sig gjældende i anmeldelsen om «Over Ævne» i dansk Morgenbld.^k940 Men forresten begyndte brevet: Kjære Holst og endte: Deres hengivne o.s. v. Og på den sidste side fortæller han ham alt det om de politiske tilstande, som du betroede mig, om Bergs udsigt til ministerpost og alt det andet. Helland fortalte mig det først, og så Holst. Der er blevet en udmærket kjærnekar af Holst, – og det er en glæde. Men du kan godt skrive til Sars om denne sag, – det synes jeg du skulde, for så vil han måske skynde på Garborg. – – Men nu må jeg slutte, du elskede; min pen har været utrolig ond at skrive med, derfor er det værre skrift end selv jeg pleier at opvarte med. En hel æske penne står i min midterste skrivebordsskuffe, nøglen sidder i; jeg havde blot behøvet at stanse et minut, for at tage en ny pen, men det minut har jeg ikke villet give mig tid til at stoppe. Kan du forstå sligt? Vær nu ikke vred du søde over det med jøderne; jeg skal ikke være forstokket; kan du pege på kjendsgjerninger, som beviser min uret, så skal jeg lade mig sige. – Det er efter mit sidste besøg i Danmark, at dette had er blevet rigtig til hos mig. Alt det modbydelige Bertha Knudtzon og fru Drewsen fortalte mig om Brandes's lavtliggende cynisme. Jeg sa flere gange: Men havde de ikke lyst at slå ham i ansigtet? «Jo, det ved gud, sa'e de begge, – spytte på ham!» Men hvis du vil, skal jeg la'e være med at sige det, – og jeg skal få en anden opfatning, – jeg skal, jeg skal, hvor i verdens rige jeg end skal skaffe mig den fra. – Tænk, for nogle år siden var jeg så opfyldt af den uret jødernes race havde lidt af de kristne gjennem tiderne, at jeg synes jeg kunde ofre mit og mine nærmestes liv for at sone det. Jeg pleiede at sige til mine gutter: hvis I bringer mig jødinder til svigerdøtre, skal de være mig fortrinsvis velkomne. Nu, ja, velkomne skulde de nok være mig endnu, men jeg har skiftet mening; mit sind har bøiet sig fra dem. Men nu farvel, – ikke sandt, – du er ikke vred på mig? Og jeg har ikke stødt dig ved mit snak ikvæld, har jeg vel? Husk på at jeg elsker dig og er din egen elskede Amalie. –

Mandag den 31 Decemb 83

Min elskede – kun én Side Brev,^k941 når jeg havde ventet jeg véd ikke hvormange! Du må kunne begribe, at selve dette Faktum er en Skuffelse. I Telegrammet stod der: «skriver i Aften», altså ventede jeg et Brev, et virkelig et. Men min Unge jeg vil ikke skænde, så meget mere som jeg i Eftermdg vil få Erstatning, det lover Du mig jo i dine natlige søde Linjer. Af en Ytring i dit lille Brev kunde det se ud, som om Du ikke har fået et Brev jeg skrev til Dig selve Juleaften. Jeg anfører derfor de Dage jeg har afsendt Brev efter at Julepakkerne afgik Fredag den 21: Lørdag, Mandag, Tirsdag, Onsdag, Fredag Lørdag. Den 29 bør Du have liggende for Dig tre Breve for så vidt ubesvarede, som jeg efter dit Brev fra 1ste Juledag kun har modtaget den lille Side imorges. Dette kun for at sikre mig, at intet Brev er gået tabt. Min Unge hvor jeg er glad for, at Skrinet er kommet Dig tilpas, men din Mistanke, at jeg på ny skulde vove mig frem med en Brosche er næsten for slem. Dårlig til Påhit er jeg ganske vist, men ved et passende Lavmål af Ringeagt for mit Begreb burde Du dog være standset, Du slemme Trold. Om jeg kunde kysse Dig på Truten nu! Så Du synes virkelig, at Tilstanden ikke er til at holde ud? Den er det ikke, min Ven, tro Du mig, gør Pinen så kort som mulig! Der er noget oprivende i dette at have sit Liv på den anden Side Pokker i Vold, alle Forhold bliver forrykkede, forkvaklede. Jeg lider mest, jeg véd det, for jeg er den vegeste af os to, og jeg er tilmed den, der er mest alene, men også Du Stump har ikke godt af at leve «foreløbig» videre i noget, som ikke skal vare. Det er nær sagt en Uret mod selve de Værdier, man lever op; man bruger dem dog ikke ret til sin egen Fordel, og mon man egenlig er i Stand til at lade andre høste synderlig større Gavn af dem? Og nu én Ting til, min elskede trofaste Amalie: Der er noget mellem os to, som forskydes, forhutles. Vi skriver Breve til hinanden, det er ikke det samme som at tale sammen. Uden at vi kan redegøre for det forandres umærkeligt et og andet i det Billede, vi gensidig bærer i Hjærtet af hinanden. Hvad enten denne Forandring er en Slags Forskønnelse eller det modsatte, der er noget forkert deri og en Smule af en Fare derved. Jeg tror godt, at Du har haft Ret, når Du for nogen Tid siden skrev, at mine Breve havde hjulpet Dig til at forstå adskilligt i min Natur bedre end Du gjorde før vor sidste Adskillelse; men dette kan kun gælde den kortvarige Adskillelse, den første Virkning af den, den om jeg så må sige grovere Massevirkning. Den egenlige sande nøjagtige, fuldt ud fortrolige, helt instinktmæssige Viden Besked, den lille bitte trygge alle Kroge kendende Samfølelse angribes, kan ikke komme i Stand. Du skal elske mig Amalie, ikke det Billede af mig Du har i din Sjæl, det er vor Lykkes Betingelse. Jeg vil ikke være din Prins i mine Breves Guldkareth, jeg vil være din elskede Husbond i min Natdragts og Morgenfrakkes allerdummeste Udseende. Jeg véd, at hvor sød Du end kan blive i dine Breve, så er Du elskeligere i Bukseben og Særk – den Skikkelse, som Du tror er den allerfarligste for Dig at vise Dig i – men jeg er ikke helt vis på, at ikke Du vil længes efter noget andet hos mig, når min Kærlighed til Dig puttes ind i den daglige upyntelige Trummerum. Du skal fra første Færd vænne Dig til at vide, hvad Du elsker, hvorledes der uundgåelig må være usmagelige Ting også i den Styrkedrik. Men det kan Du dårlig nu, hvor din Fantasi ved vor Adskillelse for hver Dag på ny brygger Drikken af lutter fine Sager. Du skal komme ned til mig Amalie, snart snart, overbærende i dit Sind, med Tro på, at det er i Vadmel og hårde Lædersko din Kærlighed skal vandre, og ikke først om tre Måneder, hvor din Længsel har syt Dansesko til dine Fødder og vævet Silkeskrud om dine Skuldre og Lænder. Det er ikke Herlighed Du går ind til, det er et Arbejde, en Villen frem, en daglig Kamp, Du Søde. Og Du må ikke sidde der oppe sålænge, at du glemmer dette. Jeg er i mange Stykker slet ikke flink: doven, dum, fordringsfuld. Men sådan noget føles ikke i Breve. –

Senere: Jeg sidder nu i den største Spænding og venter på dit Brev. Klokken er ½ 6 det kan komme nu, men det kan også vare til 8 omtrent, det afhænger formodenlig af Postens Størrelse. Skal det vare længe i Aften er jeg nødt til at gå uden Brev. Jeg skal til Byen og endda være her ude på Østerbro igen Kl ½ 8, til hvilken Tid jeg har lovet at være hos Fejlbergs, som jeg nu i adskillige År har tilbragt Nytårsaften hos. Véd Du når jeg kom hjem imorges? Kl 4. Er det ikke forskrækkeligt. Men det er din Skyld, Du kunde jo være her nede for at passe på mig. Men hvad der er meget værre er, at jeg igår satte 16 Kroner over Styr til Mad og Drikke. Det var With og jeg, som gav en Ven fra Helsingør Kaptejn Rist en Middag,^k942 og den blev så vellykket, at vi først skiltes Kl henad 4. Den kostede for os tre 32 Kroner. For meget er det slet ikke, men i mine nuværende Formuesforhold har jeg slet ikke Råd dertil. Du, der er kommet en Letsindighedens Ånd over mig, som virkelig er farlig. Forleden købte jeg et Par Støvler til 24 Kr. jeg plejer at give 18. Det er Galskab, men det er fordi Du ikke er her. Jeg hævner mig. Jeg går hen i Sinne og ruinerer mig, så kan Du først komme til Gældsfængselet og løse mig ud, inden Du kan få den Fornøjelse at blive gift med mig. Forleden var hos mig en Herre fra Hamborg. Han talte en Del om Bjørn Bjørnson,^k943 der synes at være i meget ilde Lune og at pønse på at forlade Skuespillervirksomheden for at blive Forfatter. Han har kun 100 Mark om Måneden. Hans Forlovelse er hverken huggen eller stukken men varer nok for øvrig fremdeles ved. Denne danske fra Hamborg fortalte hvad Bjørn havde meddelt ham om Måden, hvorpå han var bleven forlovet, og hvad enten det var Løgn eller sandt, var Bj's Fortælling lige modbydelig. Den kan Du få en Gang. Er det sandt hvad Bj. også havde fortalt, at en Kreds i Kr.ania havde købt Aulestad^k944 for på ny at skænke Bjørnson den som Nytårsgave? – Nu gør jeg mig i Stand til at gå. Å gid, gid dit Brev vilde komme, inden jeg er færdig! Under alle Omstændigheder skal jeg nok sende Dig en Nytårshilsen i Nat. Jeg kommer sikkert ikke altfor sent hjem i Aften. Du søde, søde, min elskede!

Aften Kl 11

Hvor er det Synd Amalie, der er intet Brev kommet, og imorgen er det Helligdag, så kommer der heller intet. Nu går jeg modfalden til Ro for sidste Gang i det gamle År. Kan Du huske vor Nytårsnat ifjor? Da var vi på Rejse fra Falkjøping til Gøteborg, og da vi kom til Gøteborg, faldt jeg i Søvn i din Arm. Kan Du huske det? Du slemme Pige, som ikke har sendt dit Brev afsted! Så skriver jeg ikke til Dig imorgen. Jeg har også dårlig Tid, Besøg må jeg gøre og ud til Middag skal jeg. Du kunde have gjort mig så glad i Aften. Nå heldigvis er jeg så træt og søvnig, at min Skuffelse ikke vil røve mig noget af min Søvn, men denne velsignede Fred ved at eje dine Kærlighedsord lige friske, inden jeg går til Hvile, skal jeg ikke føle i Aften. Min søde velsignede Amalie, har Du kunnet afsende dit Brev og uden Nødvendighed opsat det, så har Du ikke handlet betænksomt. Tænk dog på, at netop Nytårsaften og med den sikre Bebudelse i Forvejen er dette en bitter Skuffelse. Men nu god Nat min elskede Ven, dette har været det rigeste År jeg har levet, et vidunderligt År, Du har fyldt det helt, vor Kærlighed har gjort mig til et andet Menneske.

Din Erik

Nytårsaften 83 kl 1.

Godt nytår elskede, den hilsen må jeg sende dig inat min allerdeiligste ven, og du ved at det er mig selv med hvad jeg eier af gode og ubehagelige egenskaber, sådan som jeg er, men også med muligheden i mig til at blive bedre under din indflydelse, dig mere og mere tilpas, bestandig mere, altså mig selv, jeg giver hen til dig i den hilsen. Og tak for det år som gik; vi har oplevet det meste livet kan byde, det meste og det skjønneste, – hvor meget har dog vi to ikke at takke hinanden for, når vi tænker tilbage på dette år, som har forenet os, og bundet os til hinanden for livet. Kan du huske ifjor, – var det ikke nytårsaften vi kom til Gøteborg? sent på nat, og tog ind i det værelse nedenunder, hvor vi ikke likte os, og hvor opvarteren kom og var genert på mine vegne, mens jeg var så fræk som dertil, og du gav besked om at vi skulde vækkes, fordi jeg tænkte på at reise næste morgen, for ikke at blive ladt tilbage alene, men så opgav det, vistnok halvt i søvne – naturligvis, – hvorledes skulde jeg også ha kunnet tage bort en eneste af samlivets timer med min gode villie, og så du kom over i min seng, og tilsidst for første og eneste gang pludselig faldt isøvn i mine arme – og snorkede tæt op til min skulder. Og den næste dag da vi gik i bad derovenpå, og du var lei, fordi vi ikke kunde bade sammen, og vi fik de to prægtige, fine, dyre værelser, og havde de sidste skjønne afskedstimer i hinandens arme, og øieblikket kom at du skulde afsted, og jeg med bristefærdigt hjærte, men nokså tapper udvendig – fordi jeg vidste det måtte ske – fulgte dig på stationen, og stod tilbage så ensom og trøstesløs, og så dit ansigt flimre borte i kupévinduet, og hørte toget bruse afsted, og jeg gik vild i gaderne, og kunde ikke finde hotellet, og var blind af de tårer som uafladelig steg op i øinene, og rullede over kinderne. Uf det var som om der var faldet det sorteste mørke ned over mig, – jeg havde slet ikke vidst af at det var midtvinters, – men da kom det med knugende tyngsel over mig. Det var vinter, håbløs, kulsort, endeløs vinter, og du var borte, og havde taget lys og varme og glæde med dig, og gud måtte vide når jeg atter skulde se dit elskede ansigt. Jeg sidder og skriver mig ganske sår om hjærtet, og er lige ved at græde, fordi elendigheden fra den gang har sat sin klo i mig, og fordi jeg led den så intenst, at tanken aldrig kan gå tilbage did, uden at jeg føler en underlig smerte. Du elskede, min egen dyrebare Erik, jeg falder dig i tankerne om halsen, og kysser dig inderlig, trofast, taknemmeligt, elskovsvarmt, og jeg hvisker dig i øret hvor meget jeg skylder dig, meget mere end et liv kan opveie, hvor lykkelig og rig du har gjort mig, og hvorledes jeg skal elske dig til gjengæld, – hører du, – jeg er så glad i dig, så taknemmelig for dig, du har gjort livet til noget helt andet for mig, noget velsignet og usigelig sødt, – jeg vidste ikke hvor godt det var at leve, men hvad skulde jeg også i verden, hvis jeg ikke havde fundet dig, – hvor mærkværdigt forresten at jeg traf dig, og at det skete mens det endnu var tid. – Det bliver ikke noget ordentligt brev; kl. er så mange og jeg er træt. Mine søde gutter er gået til ro, – vi har været ude sammen, og så har vi siddet og talt en stund herhjemme, og jeg har været så bevæget og blød om hjærtet, fordi jeg skal fra dem, og vi har takket hinanden for det gamle år, og jeg har fået sagt dem så godt og inderligt, hvor taknemmelig jeg er for deres godhed og bravhed og kjærlighed, sagt dem at de bestandig, bestandig kun har gjort mig glæde, at jeg er så stolt af dem, og tror så ubetinget på dem, og de er blevne rørte, og har smilet og lét for ikke at græde, og sagt at det er bare mig som har været alt det gode jeg tillægger dem. Du, som har gået og tænkt på min næse. – Ja det var meget smærtefuldt mens det stod på, men det varede ikke mere end begge juledagene, det vil sige, at det var på det værste. Nu er jeg ganske frisk. Fra din moder fik jeg idag et sødt og kjærligt brev, – hvor hun er god og elskværdig, og hvor jeg holder af hende – og deraf ser jeg at hun gjennem dig har opfattet det som om jeg havde ligget i sengen også juleaften. Men det har jeg jo ikke. Lidt klein var jeg jo, for næsen var begyndt – men jeg mandede mig op, og vilde ikke vide af det. At ligge tilsengs på julaften, når man har to gutter, – det er jo urimeligt. Imorges fik jeg brev fra dig, – et deiligt, sødt brev,^k945 hvor jeg glæder mig til at ligge syg en skjælden gang hos dig, – jeg følte hvorledes du vilde stelle om mig, og hvor godt det vilde være. Og så iaften fik jeg atter et som var skrevet den 29de altså lørdag;^k946 jeg fik også et langt brev fra Bertha.^k947 Du, som ikke vilde jeg skulde givet photografierne bort! jeg har så mange, så mange tilbage, men måske var det de mest interesante [sic] fru Knudtzon fik, for når jeg skulde give hende noget og det vilde jeg, så skulde det være noget hun blev glad for. Jeg er så fornøiet over at du synes det var en morsom ting at få og over at du kunde mærke de var blevne glade for dem. Så du blev forskrækket over telegrammet? men så glad, ikke sandt,? bare glad bagefter. – Der er forskjellige ting i dine sidste breve, som jeg skal svare ordentlig på, men ikke iaften, jeg er så træt. Om jeg skriver imorgen ved jeg ikke, – jeg skal ud til middag, og får sandsynligvis bare tid til et hastværksbrev, som dette, og det gider jeg ikke sende dig to gange på rad. Men altså iovermorgen skriver jeg sikkert elskede. Imorgen er det søndag (nytårsdag), da kan jeg ikke få fat på Dgbldene, men på onsdag skal det ske. Du må hilse din moder tusinde gange, og takke hende så hjærteligt for brevet; jeg skal nok selv skrive, men det blier vist ikke i denne uge. Hils også Henriette og Emma^k948 og tak dem for de venlige ord de sendte mig på julaften. Jeg vilde så gjerne skrive også til dem, men jeg indser ikke hvorledes jeg skal få tid. Naturligvis skulde du ha skrevet til Dgbldt om forandringen ved eders blad, – det er så uhyre morsomt, når der er noget fra dig i bladet. Også herop har B.B. skrevet på åbne brevkort at E.B. er en skurk.^k949 Kan du begribe hvad sligt skal være for? Men nu godnat! Iovermorgen får jeg vistnok atter brev fra dig, – jeg lykkelige menneske, – hvorledes jeg, når vi er gifte skal kunne være dine breve foruden, forstår jeg ikke, det er så usigeligt deiligt og lyksaligt at få dem.

Du elskede menneske!

Din Amalie.

Du kan godt en gang imellem med passende mellemrum hilse With fra mig, synes du ikke? Nu går jeg med brevet i kassen.

Det brev jeg skrev første juledag da jeg var syg; lod jeg Ludvig gå ned med! Jeg kunde ikke selv.

Onsdag den 2den Januar 1884

Jeg modtog dit Brev af 29 f.M. først imorges min elskede Ven;^k950 det var altså det tumpede Postvæsen – Pokker kan blive klog på det og ikke jeg –, der Nytårsaften snød mig, og Du havde ingen Skyld. Min søde Pige, har jeg i min Skuffelse brugt et og andet Ord, Du ikke lider, så bær over med mig. Du véd jo selv, hvor ondt det gør at se sig narret i sit sikre Håb om Brev, og jeg var jo tilmed en Smule udhungret. – For at tage det onde først: Ja min Unge, det gjorde mig ondt at se Dig bruge de Skældsord mod Jøderne, som forlængst er svunden ud af det Tankesæt, jeg er vant til at have med at gøre, og det berørte mig så meget mere ilde, som jeg ikke øjner den fornuftige Grund til denne elementære Ophidselse. Du støder på et enkelt udmærket Eksemplar af Racen; han er efter hvad der kommer til din Kundskab behæftet med en Bunke lave Egenskaber, og så «véd» Du, at Racen er modbydelig og «hader» den. Efter almindelig Sprogbrug er Had Udtryk for en overordenlig stærk Følelse af Afsky, så stærk endog, at den bliver til en Fordring på Forfølgelse og om mulig Tilintetgørelse. Skulde Du for Alvor mene noget sligt, det vil altså sige billige og eventuelt være villig til at støtte og deltage i den antisemitiske Bevægelses allervidest gående Foretagender, regner jeg dette for en Ulykke af samme eller værre Art som hvis Du en Dag går hen og tror på Jomfru Marie [sic] eller Kristusmythen. Så føler vi ikke ens i et humant Spørgsmål af væsenlig Betydning, og dit Spring tilbage fra Deltagelse i Arbejdet på Menneskeåndens Frigørelse og Udvikling synes mig afgørende. Men jeg tænker mig, at Du har brugt «Had» i en noget mildere Betydning. Det er ikke din Mening at ville berøve Jøderne t.E. deres borgerlige Rettigheder el. sl., det er et Slags Selskabshad, Du nærer til Racen, Du tror, at dens moralske Egenskaber er af ringere Værdi end Arernes [sic], mindre samfundstjenlig. Du anfører som Grund, at «selv Georg Brandes er en lavartet Skabning». Jeg synes ikke dette er synderlig fornuftigt. Det måtte da først bevises, at hans lave Egenskaber var Racemærker og nødvendige Racemærker. Og selv dette synes mig ikke nok til at begrunde den mildere Form for «Had», Du nærer til Racen. Du betragter jo ikke G.B. som selskabelig umulig. Altså dette har berørt mig ilde. Det er jo ikke en Kuriositet men et Spørgsmål, som er oppe i Tiden,^k951 rent bortset fra, at jeg står i et personligt Venskabsforhold til G.B. Da jeg gik til Byen imorges, kom jeg til at følges med Pingel, og under vor Samtalen kunde jeg ikke lade være at berøre for ham min Beklagelse over midt i det gode Selskab at være snublet over Jødehadet – jeg nævnte naturligvis ikke hvor og hvorledes. Hans Ord var da omtrent disse: «Ja det er beklageligt, jeg har selv nu og da mærket noget lignende. Jeg husker, at da denne Brutalitet kom op i Tyskland nu på ny, nærede jeg et Håb om, at den ikke vilde nå længer end til Østersøen. Vi i Norden syntes jeg måtte gå fri, vi havde jo Wergelands Digte om Jøderne;^k952 men naturligvis de er glemt nu, ingen kender dem.» Det er ejendommeligt for Pingel at han virkelig tror på, at et ædelt Følelsesudbrud i skønne Former har blivende Betydning ned gennem Slægterne. Hans Betragtning er noget uhistorisk, idet Jødehad da og Jødehad nu er noget forskelligt. Det moderne finder jeg iøvrigt ikke meget finere end det gamle. Men jeg har ikke Lyst eller Lejlighed til nu at skrive vidtløftig om denne Sag. Kun ét beder jeg Dig om for din Kærligheds Skyld til mig: hold så vidt mulig igen på dette «Had». Er det uu[d]ryddeligt i din Sjæl vil det blive et tungt Kors for os begge at bære, og jeg beder Dig sålænge det er Dig muligt at holde hadefulde og onde Ord om Jøderne, der så vidt jeg véd ikke udæsker Dig i dit daglige Liv, borte fra dine Læber. Kommer Ord af denne Art til Folks Kundskab her nede, og det sker som Du véd let, Du er jo ikke helt og holden en privat Person, vil Du udsætte mig for at miste ved vort Ægteskab nogle af mine kæreste og betydningsfuldeste Venskabsforbindelser. Jeg har gode Venner, som er Jøder, og der er andre af min Omgang, der i Jødehad kun kan se noget tåbeligt eller uædelt, navnlig det sidste. – Der er noget man her nede er så temmelig enig om at kalde «jødisk», et Indbegreb af Egenskaber, der vækker Mishag; det er en Betegnelse, der har fået historisk Borgerret, man træffer disse Egenskaber fremdeles hyppig blandt Jøderne, de bruge ikke så sjælden selv Betegnelsen både indbyrdes og om andre; lyshårede Mennesker bør naturligvis være forsigtige med at hæfte Betegnelsen på en Jøde, det er endnu som at sige pukkelrygget til en Krøbling, men der er ingen der forlanger, at man skal være blind for det ufordelagtige, der betegnes på denne Måde. Det er interessant at tale med fint dannede Jøder om dette, de har i Reglen et klarere Blik for disse i Tiderne tilegnede uheldige Egenskaber ved deres Race end andre. – Men nu ikke mere om dette. Jeg har talt alvorlig om denne Sag, fordi jeg antager Du var alvorlig da Du skrev om dit Had. Had er jo ikke noget man leger med. – – – Jeg har læst for tredje og fjerde Gang dit søde Brev igennem og glædet mig i mit inderste Hjærte over hvert kærligt ømt og hensynsfuldt Ord, og ikke mindst skønner jeg på Du kære, at Du har fortalt mig Julerimene, jeg er jo kommen en Smule med til din Juleaften ved den Lejlighed. Nej min Amalie jeg er ikke bange for vort Ægteskab, kun at vi begge har det klart, at den Bøjen sig ind under og Lempen sig efter hinanden, som er vor gensidige alvorlige Vilje, fordi vi véd, at det er vor Kærligheds Liv, i det enkelte kan blive en vanskelig Kamp, en Strid med os selv, der kan tage Tid, og kun min Stump, at Du ikke må blive bange, når Du lider en og to Skuffelser og mulig flere. Det skal der vistnok til i ethvert vel ordnet Ægteskab, om 7 År Amalie har vor Kærlighed stået sin Prøve. Ene det Ord gør mig en Smule forskrækket, at Du har villet et Liv i «Skønhed» – min Stump, vær forsigtig! Hvad kan jeg give Dig af Skønhed? Fattigdom, Pengeforlegenhed, det Lyveri, som følger med ingen Penge at have i Kassen, det er ikke skønt. Hvis det er Dig muligt at tænke Dig ind i dette, så prøv på at gøre det. Sligt kan så sikkert som noget ramme os. Husk, hvor jeg står: i yderste Venstre, min ensidige Begavelse: jeg er som lavet til aldrig at komme på den grønne Gren. – Det er vor Adskillelse, som efterhånden må gøre vore Breve alvorlige. Dette Liv er strængt taget ikke til at holde ud. Hvorfor bliver Du i Kristiania?

Jeg har så meget på Hjærte, ikke af Enkeltheder, men af Livsens Sager, at jeg foretrækker helt at lade være med at skrive.

Jeg har siddet i Timer og stirret på dette Brev.

Din Erik

Kl ½ 2 Nat

God Nat min elskede, jeg har siddet ved Kakkelovnen og læst en darwinistisk Afhandling om Plantearter. Jeg er søvnig og ikke søvnig på en Gang. Nu har jeg sat en iskold Flaske bajersk Øl til Varme, den vil jeg drikke for at falde i Søvn. Hvor din lille Skildring af hvorledes Du fandt mit Brudenatsbrev rørte mig. Ak den Gang vidste jeg ikke, at Du lå og droges med Smærter. God Nat min egen dyrebare Ven, min elskede. Mon der er Brev imorgen til mig. Jeg får nu meget at bestille og må vistnok i nogen Tid indskrænke mit Skriveri.

Torsdag aften 3die januar 1884.

Jeg blev så bedrøvet idag jeg fik dit brev, og deraf så at mit ikke var kommet frem på nytårsaften. Hvad kan dog have været grunden? Jeg sendte det jo herfra til rette tid, gik som sædvanlig ned til postkassen med det lørdag aften, så skulde du jo havt det mandag aften. Jeg begriber slet ikke denne uregelmæssighed i postudleveringen. Så må du vel ha'e fået det tirsdag morgen; gud give du da havde skrevet, så jeg imorgen kunde få denne pinlige fornemmelse af din, som sagerne stod, meget begrundede misfornøielse ud af mit sind igjen. Du søde, elskede Erik, som måtte gå iseng den aften uden at have hørt fra din elskede. Og jeg, som var så lyksalig over det brev fra dig som ventede mig ved min hjemkomst, og straks satte mig til at skrive til dig; det brev skulde du nu havt som igåraftes (onsdag) har du heller ikke fået det? Der er ingen af dine breve bortkommet elskede; jeg har fået alle dem du regner op i din sidste skrivelse. Men dette er en jammerlig tilstand med bare disse usle breve at leve af, – nei ikke usle, deilige skatte er hvert eneste et, men alligevel! Men hør nu min egen søde Erik, der er virkelig tvingende grunde for mig til ikke at kunne komme før snarest i slutten af marts. Jeg har så meget at stelle og ordne; det grønne møblement skal stoppes op og pudses af; på stolene skal der nyt betræk, og det rødes skal vendes. Sengetepper skal gjøres istand og madrasser ligeledes. Der er en masse af småting til som er for vidtløftige til at kunne ramses op. Så må du betænke at jeg endnu intet har sagt til nogen om min forestående bortreise, at jeg altså heller ikke har kunnet træffe nogen forberedelser til at få det med gutterne arrangeret. På lørdag skal jeg tale med advokat Heiberg^k953 om alt hvad der er at gjøre med hensyn til mine papirers iordenbringelse, og hvad der er at foretage med hensyn til skiften af bo og sligt. Det bliver forøvrigt kun en formalitet som skal gjøres, en opsættelse på et papir af hvad mine eiendeles værdi er, såsom deres far jo sidder i uskiftet bo. Kathinka Heiberg har foreløbig talt med sin broder om det, og det skal jeg nok få ordnet. Så må jo også du på din side få vide dernede om der er noget særskildt at iagttage med hensyn til mine papirer, siden det er i et andet land jeg skal giftes, om hvad jeg skal bringe med mig af dokumenter og sligt. Når jeg nu har talt med Heiberg er det min beslutning at fortælle gutterne det og så får jeg få afgjort hvor de skal bo. Alt dette tager sin tid. Så er det også det, at det måske ikke er så sikkert at jeg kan få dem anbragt før til flyttetiden, da de som skal tage imod dem måske måtte leie et værelse til, eller få sig en større leilighed. Jeg har tænkt på Schjøtts,^k954 men det er jo bare min egen fantasi; og jeg ved slet ikke, om det vil kunne lade sig gjøre at få dem anbragt der. De måtte sikkert leie sig en større bekvemmelighed, da der ikke er tale om at de har rum nok hvor de nu bor, såsom deres leilighed er akurat stor nok til dem, og kneben nok er den. Naturligvis kunde jeg ikke drage af landet uden først at ha'e set dem installeret i sit nye hjem. Og så er det også dette min elskede, at jeg synes, jeg trænger om disse måneder for at tage afsked med dem. Så smertelig som savnet af dig er og bliver for hver en dag, der går hen, så er det dog som om de holder mig tilbage. Forresten kan jeg jo intet sige om dette, før jeg har ordnet alt deres nye forhold angående. Du skal nok få vide besked i tide. Se nu du til at få leiligheden malet og stelt – det er sandt farverne, – jeg har iaften ikke prøverne, men skal sikkert sende dem næste gang. Det er tidsnok, hvis den er færdig fra første april. Muligens kan jeg ikke komme før til flyttetid, der jo er i midten af april – det beror på hvor gutterne kommer at bo, men muligens kommer jeg også til den første. Jeg synes det var bedst jeg selv kom, samtidigt med alle mine greier, så kunde jeg – hvis det lod sig gjøre, bo hos din mor de dage som vilde gå med til at få bekvemmeligheden bragt iorden, – det var dog bedst jeg selv var med til det, og så havde vi vort hjem at gå til den dag vi blev viede. Synes du ikke også dette var bedst? Vi vil ingen hae med til vielsen, ingen uden de nødvendige vidner, og ingen andre må vide det, for at de ikke skal komme og se på os. Det er bedst du itide spørger din moder om det kan gå an at jeg bor der de par dage, og siger hende hvordan vi har tænkt at gjøre det. Eller hvis du har en anden fremgangsmåde at foreslå, så skriv om det. Josefine kommer ikke med. Hun har hævet sin forlovelse igjen, og er nu forlovet med et nyt menneske, som er her i byen, og som vil have bryllup til sommeren, og vil at hun skal bo hos hans mor fra flyttedag af. Hun skulde altså i ethvert fald være gået fra mig til våren. Jeg tror imidlertid det er bedst jeg får en norsk pige med mig, eller kanske det er mere hensigtsmæssig at tage en dansk. Hvad tænker du om dette? Min seng er meget styg; uden omhæng går den næsten ikke an, og det slags omhæng, der ganske skjuler den, kan vi ikke få, når to senge skal stå ved siden af hinanden, og ret ud fra, ikke langs med væggen, som min nu gjør. Endskjøndt, når der er hvide tepper på, og omhæng oppe ved hovedgjærdet, så kunde det nok klare sig. Men så er det bedst at vente med sengekjøb indtil jeg kommer. Kunde du ikke få solgt hele din sengegreie, taget i bytte, der hvor vi kjøbte de nye f.eks. for den er for stor til pigeseng, og der findes i den lille leilighed jo ikke rum for den. – Så tror jeg ikke der var flere praktiske ting jeg skulde skrive om. Har jeg glemt noget, må du være sød og elskelig, og ganske tålmodig minde mig om resten. Brandes's bog som du lovede mig,^k955 har jeg ikke fået. Nu siden du har mindet mig om, at jeg måske kunde sige det samme eller bruge de samme ord som Brandes om B.B. er jeg bleven bange, og vilde ikke sende min afhandling afsted uden at have sét hvad han skriver forinden. Altså, send den straks. – Jeg har iaften læst artikelen fra dansk Morgenbldt i vort Dgbld,^k956 den som bærer Bergs underskrift, og er et slags program. Det om kjøbet af Aulestad til Bjørnson^k957 er en vild fantasi, som ingen har hørt noget om heroppe. Lad mig endelig ved leilighed få høre om hvorledes Bjørns forlovelse gik for sig.^k958 Du, med din frygt for at jeg ikke skal elske dig i din hverdagsdragt. Så må du jo også nære den samme frygt for dig selv med hensyn til mig, for du har jo ikke sét mere af mig end jeg af dig i dagligt samliv, og har ikke kunnet gjøre nogen grundigere prøve på det, end jeg. Ak nei, elskede ven, vær ikke bange for dette. Så elskelig og bedårende du end kan være i dine breve, så er det dog dig, dig, jeg elsker og vil – du skal få se, – du kan være «dum» og «doven» og hae snue, og være lidt gretten og ikke for meget fordringsfuld, – du er dog min elskede, den mand jeg har givet mig til og vil have til min skat og mit eie, og hvis svagheder jeg vil elske, fordi de er ham eiendommelige og en del af hans væsen og et stykke af ham selv. Jeg har jo set dig være sær og urimelig, som den gang du tvang mig fra dig i sporvognen, da jeg intet ondt havde gjort, men gået og stukket min hånd ind i din^k959 for at du skulde føle at jeg bare gik og ventede på et lidet smil eller blik af dig, for at komme til at smile igjen, og nikke til dig, og lade dig føle at jeg elskede, elskede dig. Og da du siden kom op til mig, var'ke[?] jeg da lige sød kanske? Ak nei, nei, nei, – husk på at det ikke er et dumt barn, som elsker dig, men en moden kvinde, som ingen af den slags illusioner har at tabe. Jeg er så fornuftig og så menneskelig, – du skal bare få se. Og det med pengene kan jeg heller ikke grue for. Jeg forstår så godt at vi vil få lidet at leve af, og ofte måske være i direkte forlegenhed, men det får være som det kan og må. Det er for mig noget til siden, noget som ikke kan komme i betragtning ligeoverfor den uundgåelige kjendsgjerning, at vi må ægte hinanden fordi vi elsker hinanden og aldeles uigjenkaldelig hører sammen. Vi skal være tapre, og trolig bære tilværelsens slid og byrde med hinanden, – det er dog deiligt at være to, som deler alt, og er villig til at være alt for hinanden. Jeg ved godt at det slet ikke er til «herlighed» jeg går i den forstand at jeg ikke får dagligdagshedens kamp og møie at drages med. Men for mig er det dog til livets éneste, eneste herlighed jeg indgår, den dag jeg er forenet med dig, og vi sammen kommer hjem i vore stuer. Bare tanken derom lader der falde en usigelig, livsalig fred og tryghed ned over mig, – du elskede, trofaste, for trofast vil du være, når jeg også er det, og snild og god og kjærlig, som jeg vil være det mod dig. Sig mig, synes du det er letsindigt af mig at jeg ikke er bange for at du ikke skal elske mig når du ser mig til daglig med alle de dumme, ja vistnok ubehagelige, frastødende sider, som jeg har? – ja, for jeg har dem. Uf, – undertiden er jeg næsten arg på mig selv når jeg tænker på at du drages med sådanne tanker, du, som er så sød og deilig, og ikke jeg, – der er så gammel, og snart vil se ganske gammel ud. Men jeg får slutte, klokken er græsselig mange, – uf den ækle tur til brevkassen. Det er knagende koldt iaften. Igår var jeg fodtur til Frognersætren^k960 sammen med nogle, og kom ind i varm stue, og faldt næsten isøvn under middagsmåltidet. Turen var så storartet skjøn. Jeg tænkte hele tiden på om nu Erik havde været med!

Din Amalie

Fredag Nat [4/1/84]

Min elskede! Jeg har ikke kunnet skrive igår og idag. Det har været positivt umuligt. Og nu må jeg sove. Arbejde. Dit Brev fra Nytårsnat har gjort mig lykkeligere end Ord kan beskrive. Du er så dejlig, at det ikke kan siges. Jeg synes så ilde om mig selv ved Siden af Dig, Amalie men Du må holde ved mig. Aldrig tabe din Kærlighed til mig, hører Du.

Elskede jeg falder sammen af Træthed

Din Erik

Lørdag Aften den 5 Januar 1884

Amalie min egen elskede Ven jeg har fået dit Brev fra Torsdag Aften. Jeg har nu altså de to, det ene fra Nytårsnat og det sidste i mit Eje uden at have sendt Dig Svar. Amalie jeg synes aldrig jeg har længtes således efter Dig som nu. Det er så hjælpeløst dette. Jeg er så bedrøvet, så ude af Stand til at finde mig til rette i noget. Hvad skal jeg dog gøre. Mest af alt piner det mig, at jeg synes ikke jeg på nogen Måde kan få givet Dig et Begreb om min Kærlighed til Dig. Du kan ikke få føle, at Du er Luften for mig jeg ånder, min eneste sidste og første Livsbetingelse. Der kunde vel, om Du alt nu var hos mig som min Hustru, gå mangfoldige Dage, hvor jeg ikke ligefrem sagde Dig, at jeg elskede Dig, at jeg kun levede ved Hjælp af Dig, men umiddelbart vilde Du kunne føle det. Du vilde se det, når jeg var glad, og jeg tror Stump, at mine fleste Dage vil være glade, og var jeg bedrøvet, vilde Du muligvis mærke det endnu mere. Blot at gå og komme ud og ind af den Dør, som Du lige nylig har passeret, at være i de Stuer, som bærer dit Præg, at spore Dig i den mindste Småting, at vide, at i mit Hjem er Du, at dit Hjem er mit, at Du er min Kone; min Kone slet og ret, Amalie det vil brede over mig noget særegent, noget roligt, noget tilforladeligt, noget tilbunds så lykkeligt – min Ven jeg tror ikke Du kan tænke Dig, hvor lykkelig din Kærlighed kan gøre mig. Men alt dette har jeg endnu kun på Afstand! Amalie det er virkelig undertiden for mig, som kunde jeg gå hen og fortvivle af Længsel efter Dig. Du må betænke min elskede Ven, at mig er der intet, som trøster. Jeg har ikke dine velsignede to prægtige Gutter, jeg har kun mig selv at trækkes med, en øde Ørk uden Kærlighed til noget i min Nærhed. Intet, intet Amalie på Jorden elsker jeg uden Dig. Ja mit Land, men hvad vil det sige? Det elsker jo i Grunden ikke mig igen, for så vidt det overhoved giver sig tilkende på en eller anden håndgribelig Måde. Alt i mig samler sig om dette ene, at Du er min, vil være det, at med Dig har mit Liv fået sit Indhold, sin Mening, at Du er det, som hedder Lykke for mig. Men Ven, jeg forstår jo godt, at jeg skal finde mig i det uundgåelige. Du har i dit sidste Brev fyldestgørende forklaret mig, hvad der binder Dig i disse Måneder til Kristiania. Betragt dette Spørgsmål som afgjort.

– – Her kom With. Han ligger nu på min Sofa og læser Gunnar Heibergs Tante Ulrikke. Véd Du min Elskede, at min Stemning var således, at jeg i Stedet for som sædvanlig når jeg bliver afbrudt i mit Skriveri til Dig, at blive helt ilde tilmode, næsten blev glad ved, at han kom. Jeg kunde have fået ham til at gå, men jeg gjorde det ikke, skønt jeg vidste, at det måtte gå ud over mit Brev til Dig. Kan Du forstå mig Ven. Der er Øjeblikke, hvor jeg har det så ondt, at jeg formelig næsten får Lyst til at tvinge mig selv bort fra alt, og hvor det at skrive disse ynkelige ufyldestgørende Ord på Papiret er mig en Pine. Jeg var derfor gæstfri, og han ligger nu der og om lidt kommer Marie ind og sætter det Brød og Smør og Ost ind på Bordet, som jeg har, og så bliver der formodenlig ikke mere af Skriveriet. Men véd Du, at jeg nu også i to Dage har levet absolut ene, ikke talt med, ikke set et Menneske af mine Bekendte. – Der ligger over min Samvittighed mit sidste Brev til Dig. Blev Du bedrøvet for det? Var det for alvorligt? Men det er dette jammerlige ved at leve af Breve, at sådan ét tungt Indtryk kan sætte sig fast. Jeg syntes at jeg måtte sige mit ærlige Indtryk af dine Ord om Jøderne. Og så var der bag efter så utallige Ting som kom op i mig, at de bogstavelig næsten kvalte mig. Jeg kunde ikke bekvemme mig til flygtig at røre ved noget af det uhyre meget. Nu er jeg bekymret for og har været det lige siden Brevet gik afsted, at det hele skal se på en eller anden Måde ukærligt ud. Det må Du jo nok kunde forstå min dyrebare Ven, at sligt kan der ikke være Tale om; men det må jo heller slet ikke se sådan ud. Ak Amalie det er ikke Spøg, denne Adskillelsens Tid. – Min Ven Du må ikke tænke på, at jeg et eneste Sekund har været fristet til at vende den Banghed, eller rettere sagt ikke Banghed men Påmindelse til Dig om at være på Post imod Skuffelserne i vort Ægteskab, om imod mig selv. Og hvorfor ikke fristet? Fordi jeg Amalie har set Ting hos Dig, som jeg på en Måde kunde benævne med Ordet Skuffelse. Og fra da af voksede min Kærlighed sig så uslidelig fast, så uopløselig forbunden med mit jeg, at jeg næsten daterer min Kærligheds mandvoksne Alder derfra. Omvendt Unge var jeg ikke så vis på, at Du regnede min Urimelighed for en virkelig Prøve. Imidlertid dine Ord i dit sidste Brev er så forstandige så modne og rolige, at jeg håber aldrig mere at komme tilbage til denne Sag. Vi elsker hinanden min Ven, og vi er ikke Årsunger vi véd, hvad vi går ind til, dermed nok. Kun endnu dette ene: vær aldrig ængstelig for at sige mig mine Fejl. Du kan opdrage mig, min egen Ven, vær vis på det. – De praktiske Ting har Du så vidt jeg kan se alle husket. Jeg har talt flygtig til Mama om Muligheden af, at Du kunde være hos hende de Dage forinden vort Bryllup, og der vil næppe være noget til Hinder. Da vi er så gamle Mennesker og Du har været gift før, håber jeg at den Omstændighed at Du selv ordner dit Husstel vil betragtes som en selvfølgelig Sag. Jeg ønsker som Du ubetinget, at det må gå således for sig. Og vort Bryllupsdag bør holdes ubetinget hemmelig. Nysgerrige vilde være en Plage. Det er faldet mig ind, at det vil være fornuftigt, om Du en god Stund forinden Du rejser fra Kristiania begynder at notere Dig, alt som det falder Dig ind alle de Mennesker med deres Adresse, som vi efter vort Bryllup skal sende Kort til. Her nede vil Du i Hurlumhejen glemme de halve. Om Du bør fæste en Pige, eller jeg skal få Mama til at skaffe os en, må vistnok afhænge af hvorvidt et fortrinligt Eksemplar skulde vise sig i den enes eller den andens Farvand. Man kan naturligvis få gode Piger også her, men har du Kendskab til nogen, som Du kan få, så bør Du ubetinget foretrække en sådan. 10 Kr om Måneden? ikke? – Men sig mig Ven, Du må jo have fortalt Kathinka H. om dit Giftermål – når er det sket? – Og jeg som ikke har sendt Dig Brandes' Bog! Det beror på at jeg mulig selv skal bruge den og oprigtig talt havde glemt igen, at Du havde Brug for den. Nu skal den komme, men jeg er bange for at jeg først kan få den afsted på Mandag. – Så nu er her ikke blivende Ro With er sulten og forlanger Mad. Jeg har igår sendt Dgbl. et Brev.^k961 Sig mig endelig hvad Du synes om det og hvad man siger. Det er skrevet på Skruer og var såre svært. Ethvert Ord fra mig bliver brugt her nede af Venner og Fjender. Du har aldrig sagt mig hvad Garborg eller andre sagde om min Kritik af En Hanske.^k962 Det kunde nu både G. og G. Heiberg gerne selv have meddelt mig jeg sendte dem Bogen. Men sig nu Du mig det. – Nu må jeg til Bordet og så skal jeg hen på en Kafé for at tale med Folk Kl er 11 vi må skynde os.

God Nat min elskede dyrebare længselsfuldt savnede Veninde

Din Erik

Mandag aften 7-1-84.

Min elskede, jeg har 3 breve fra dig, et fra fredag – det alvorlige, og et lidet som kom imorges med bare et par linier i, og så det sidste fra lørdag aften, som kom nu for et kvarter siden. Men jeg eier ikke mere brevpapir. Dette er et stykke som jeg har revet af et gammelt brev; når dette er skrevet fuldt, skal jeg søge efter en ny lap. Du må altså ikke vente noget ordentligt brev iaften. Jeg er desuden meget beklemt, det er så tærende denne adskillelse, og det er ofte som gider jeg ikke ty til det usle hjælpemiddel at sidde og rode nogle dumme ord ned på et stykke papir. Dit brev fra fredag gjorde naturligvis ikke just et oplivende indtryk på mig. Ikke just det om jøderne, var det, skjøndt jeg godt kunde mærke hvor alvorlig du mente det, men det var brevets indhold forresten som især påvirkede mig pinligt. Hvad det om jøderne angår, så vil jeg jo gjerne vare modtagelig, for hvad du kunde lære mig og påvirke mig, jeg er igrunden forstokket, når jeg engang har sat mig fast og roligt tilrette i en mening, men jeg ved jo at jeg vil ikke være det vis à vis dig. Og hvis du har virkelige, gode venner blandt jøderne, så er de naturligvis selvskrevne til også at være mine. Du må ikke tro, at jeg nogensinde vilde opføre mig slet, og jeg skal nok vare min mund, og ikke gå og sige at jeg hader jøderne, især nu, når du har varskoet mig. Men helst af alt vilde jeg lære at stryge mit had, lære at holde af dem – og det kan du måske hjælpe mig til – for jeg ved jo at især hos mig kommer munden til at strømme over af hvad hjærtet er fyldt med. Men der gik en sådan underlig forstemt tone gjennem hint brev forresten; det var som om, jeg et øieblik havde stirret en sphinx lige ind i øinene og følt mig forfærdelig gjennemgrysset af det blik. Jeg havde ikke lyst at svare, for jeg var bleven så underlig distanceret fra dig ved den måde du skrev på, men jeg gik og vilde vente til dit næste brev kom. Du spør hvad skjønhed jeg vil vente at finde hos dig, og minder mig om pengemangel og lyveri og sligt. Der kom for et sekund den gamle tvil op i mig, den der hin dag bragte mig til at skrive dig mit opslagsbrev. Men kun for et sekund, for jeg havde jo så meget, så meget at bygge på, og da var det sphinxen kom og stirrede på mig, fordi jeg nemlig ikke kunde forstå dig: Som om du ikke kjender nogen anden skjønhed end den, nok af penge kan brede over livet. I mit første ægteskab havde jeg altid penge i overflod, men jeg så ikke ligt til noget af den skjønhed, der giver livet sin værdi. Hæsligt var det fra først til sidst. Og så dette om «lyveri». Er det nødvendigt, – så lad gå. Hvis der ikke lyves af letsindighed af uvederhæftighed af lastefulde eller skjofle årsager, så vilde jeg ikke finde lyveriet hæsligt. Jeg har tænkt så meget over det, og forestillet mig tilfælde, hvor man måske var nødt til at synes istedetfor at være, til at sige hvad der ikke var sandt, – det vilde dog inderst inde være sandt fordi det var hvad man ønskede skulde være, hvis man ikke var bunden af feks. pengemangel. Når lyveri tages i en fornuftig sags tjeneste, gjør det vel sin nytte, formoder jeg. – Her sender jeg dig prøver på væggefarverne. Den røde skulde være i det største værelse – glem ikke at få det ene vindu bort – og den grå i det miderste nærmest soveværelset. Den brune havde jeg tiltænkt dig, men hvis du heller vil ha'e den grå eller røde, så kan du jo det. Der må endelig være brede sorte border langs taget og ned i alle krogene, og langs træværket ved gulvet, og forgyldt list desuden hvis værten vil; endvidere bør vinduesposter og døre være sorte ubetinget med gule lister om indfældningerne. Igår var jeg sammen med Holst og Irgens Hansen, og i samtalens løb sa'e en af dem: «Vi må endelig få Skram til at skrive os et brev om redaktørskiftet og alt det andet væsen dernedefra.» Nu er det jo godt det er kommet; sandsynligvis står det i imorgenavisen. Jeg har ingen hørt sige noget om det du skrev om «En Hanske», ingen andre end fru Schjøtt, og det fortalte jeg dig. – Nu er jeg færdig med mit arbeide om «Over Ævne».^k963 Jeg har gjort mig megen flid dermed, og Du må endelig forstå, at det er en ganske korrekt opfatning. Det er jeg nemlig selv overbevist om i en aldeles urokkelig grad. Imorgen kommer Lars Holst og Helland op en timestid, for at jeg kan læse det høit for dem; jeg vil nemlig ikke sende det afsted, uden at være vis på, ingen feil at ha'e begået med hensyn til rent faktiske ting. Men jeg vil ikke sende dig det før jeg har fået gjennembruddet fra dig. Det er forresten dumt når du skal bruge den; jeg kunde jo ha lånt den etsteds. – Uf ja, – dette er en væmmelig og sørgelig tid. Jeg er vis på, at jeg længes akurat lige meget og akurat på samme måde som du min elskede ven, – men hvad kan det nytte at syte? Det som skal være, det får være. Jeg fik forleden min juleklap fra Elisa Knudtzon et aldeles mageløst nydeligt og elegant sybordsteppe. Hun beder mig i brevet hilse dig når jeg skriver. – – Så er jeg også så uhyre glad og taknemmelig over at situationen ikke længer er som den var, at vi nu kun har disse tre måneder at være adskilt i, for så at blive virkelig forenet. Den tanke hjelper mig i min længsel og mit savn. Godnat min søde Erik. Der var så meget, så ustyrtelig meget jeg vilde tale med dig om, og fortælle dig, hvis vi var sammen, men i denne forbandede adskillelsestid går det tabt og glemt og i vasken. Det er jo umuligt at leve rigtig tæt og inderligt sammen i breve – ja nok i hovedtræk, men ikke i detaljer.

Din Amalie.

Mandag den 7 Januar 1884

Min elskede Pige jeg har så småt ventet Brev idag. Ikke fordi jeg længer véd, om det er rimeligt, at der kommer Brev som Svar på et af mine, jeg har tabt Tråden i hvorledes Dagene og Brevene har krydset hinanden, men fordi jeg overhoved altid sidder med Fornemmelsen af, at det er hundrede År siden jeg hørte fra Dig. Også synes jeg nu, at jeg selv skriver sjælden. Det kommer af, at jeg har været nødt til at sysselsætte min Hjerne med andet end Dig, hvad i sin inderste Grund er meget tåbeligt, il n'y a reel au monde qu'aimer,^k964 men det hører nu en Gang til, når man vil have noget at spise, at man må gøre Gavn derfor. Jeg har en dunkel Erindring om, at for uhyre længe siden sad jeg og skrev på et Brev til Dig, havde lige begyndt det, da With kom og om ikke helt og holdent afbrød mig dog ved sin Nærværelse gjorde mig utryg og forkortede den Tid jeg vilde have givet Dig. En anden Erindring står også for mig, at Du havde sagt noget, som Du ikke vidste ramte mig smærteligt, og at jeg i den Anledning blev uhyre alvorlig og med min bedste Alvorsmine belærte Dig om, hvorledes jeg så på den Ting. Å min elskede hvor er nu alt sådant noget, noget uvirkelig noget. Du kan ikke ville gøre mig Fortræd altså gør Du det ikke, og det at jeg forleden ikke fik skrevet et ordenligt Brev til Dig, er jo også kun noget Snak, jeg får aldrig skrevet et ordenligt Brev til Dig, for det kan jeg slet ikke. Det lader sig overhoved ikke gøre. Det hele er en Drøm, en Mare der ligger på os, indtil Du sidder med din Hånd i min den Dag vi kører bort sammen fra Rådhuset som Mand og Hustru. Da vågner vi, da begynder Livet for os. Af Børn at være er vi ganske vist lidt til Års, men ikke desto mindre er det sikkert, at vor Tilstand endnu i tre Måneder er det rent barnlige, hvor man nærer sig af Fantasier, Sorger man selv skaber sig, Glæder, som man har i Vente. Mit eget elskede Drømmebillede min Amalie, hvor vil Du bryde Dig om, at jeg har været alvorlig nu i lang Tid; når Du kommer her ned svinder Skyerne fra min Pande. Så er jeg så frisk og munter en Svend, som blot har sovet Tiden bort siden Du sidst så ham. Jeg sender Dig idag «Gennembruddet»^k965 som jeg i lang Tid skændig har forholdt Dig. Hvis jeg selv kommer til at bruge det håber jeg at kunne klare mig med Lån. Jeg skynder mig at skrive jeg skal på Posthuset med min lille Pakke. Det står for mig, som om mine sidste Skriverier ikke har indeholdt andet end Klager over hvor ondt jeg har det. Jammen Amalie på Bunden er der jo altid Følelsen af min uhyre Lykke. Du aner ikke Unge, hvorledes jeg som Jeppe stundom kan knibe mig selv i Armen^k966 og spørge: Ja men er det nu også Dig selv? Er det virkelig Dig, der om nogle Måneder skal leve i Ægteskab med den Kvinde Du elsker? Er det Erik Skram som i sit Liv har nået at skulde giftes med Amalie Müller? Han den Mand, der altid ellers blev jaget bort fra Livets Bord halv sulten? Min elskede, min rasende Utålmodighed beror for en Del på min dybe Undren, min usigelige Taknemlighed mod Skæbnen. Jeg tør næsten ikke hengive mig til Troen på, at Du kommer, at en Dag løber Dampskibet fra Kristiania ind i Havnen med Dig ombord, med alle dine Sager. Du kommer sådan uden videre borgerlig redelig, rækker mig din Hånd rolig smilende kysser mig: her har Du mig, vær god imod mig. Amalie, tror Du jeg vil være god imod Dig? Amalie tror Du, at alt mit Liv ligger på dine Læber, i din Sjæl? Du skal tro det. At alt dette virkelig en Gang skal overgå mig kan jeg undertiden næsten ikke begribe, ja jeg kan ikke begribe det. Amalie, der er kun det ene til i Verden at elske Dig, men jeg må have Lov til at synes, at det varer forfærdelig længe inden det bliver til håndgribelig Sandhed.

Min egen elskede Pige!

Din Erik

Tirsdag Aften den 8 Januar 84

Min elskede, kommer der intet Brev idag, så har mit første Brev i dette År gjort Dig bedrøvet – hvorfor har Du ikke smilet, trykket det til dit Hjærte og sagt til Dig selv: «Stakkels Erik, hvor Du trænger til at jeg skal komme ned til Dig. Hvor Du er tåbelig når Du er alene, hvor Du lidet er i Stand til at læse alle mine Tanker af de få, jeg kan antyde i et Brev.» Hvorfor har Du ladet mine Ord være kolde og sørgmodige på Papiret? Du skulde have lagt dem ind til dit Hjærte, til de blev varme af Dig, helt ind på dit Bryst, så skulde Du have følt min Unge al den Blødhed de indeholdt, Du skulde have set dem skifte Karakter, blive rolige glade, de var så tillidsfulde alt her nede fra. Synes Du, at jeg har handlet forkert ved ikke alene at holde mig til dine søde Slutningsord, men har taget fat på selve Tingen? Du havde jo dog lovet muntert at tage Tankerne frem til ny Prøvelse, så såre jeg ønskede det. Ja Stump det var yndigt at læse den Forsikring, for den indgav din Kærlighed Dig; men jeg synes heller ikke, at jeg har gjort andet end hvad min Kærlighed tilsagde mig. Det Du kom så let over, vidste Du ikke var en så alvorlig Sag for mig, jeg var nødt til at tale derom, netop for at bede Dig ikke være så helt færdig med en Opfattelse, som jeg måtte modarbejde. Men når Du nu ikke skriver, så synes det, at der er en Misstemning, som Du enten ikke vil give Ord, eller som Du vil være helt klar over, inden Du bringer den på Papiret. Min elskede, Moralen af dette som af alt andet er, at det er hårdt, skændigt, uhyre sørgeligt at være skilte ad, når ens Liv beror derpå at man vil leve sammen. – Du min søde jeg véd ikke hvorfor, men jeg har idag bestandig haft i Tankerne det lille Bord Du har foræret Mama til Nytår. Det kommer vist af, at jeg igår ikke fik nævnt, at jeg i Søndags da jeg besøgte Moderen – uden for øvrigt at træffe hende – så det stå og se så sødt ud i hendes Stue. Jeg talte kun med Emma og har i det hele ikke set Mama i det nye År. Men jeg kan tænke mig hendes Glæde. Den Slags små Beviser på Godhed er det nu også yndigt at modtage, og Du er en virkelig dejlig Skat, fordi Du har sendt hende det. Desværre på Dig kommer der til at ligge Evnen til at være ret af Hjærtet kærlig mod min gamle Moder; jeg er et underligt ubrugeligt Menneske i denne Henseende. Men det skal vi tale om en Gang, Du skal sige mig om Du synes at jeg har et koldt Sind, fordi min Godhed straks bliver gold, når jeg føler, at den virkelige sande Forståelse mangler. Af Emma fik jeg at vide, at en norsk Pige Johanne, der tjener i samme Hus, hvor Jutta bor, bliver ledig til April, idet de to gamle Damer hun skøtter, da rejser tilbage til Norge, medens hun vil blive. Jeg bad om, at der måtte blive talt foreløbig med Pigen, hun skal være dygtig. Idag mødte jeg Rothe på Gaden. Jeg spurgte om Pigen. Jo alt er såre godt men hun vil have 14 Kroner om Måneden. Dette er dog vistnok meget for meget. Hvad mener Du? – Jeg skal om lidt til et Møde, hvor en foreløbig Aftale skal træffes m.H.t. Måden at optræde på overfor Morgenbladet.^k967 Jeg har haft Forhandling med Redaktøren om Overtagelse af Teateranmeldelserne. Desværre betragter Hørup og Brødrene Brandes det simpelthen som Forræderi at have med Bladet at gøre i den nuværende Form, og kommer vi andre til det modsatte Resultat, hvad jeg antager, så har vi et Skisma indenfor vor egen Lejer [sic] som bliver pinligt mulig endog farligt. – Har Du talt til Garborg om min Hensigt at skrive om ham? Hvad har han sagt. Du fortæller mig for lidt om hvad der foregår i din Nærhed. Husk hvorledes alt interesserer mig. Sig mig min Unge, taler Du ondt om G. Brandes? Synes Du ikke, at det af mange Grunde vilde være rigtigt ikke at gøre det? Husk at han repræsenterer så meget og at han jo allerede er komprommitteret, så temmelig alene ved den Omstændighed at han er dansk. – Du må nu endelig så snart ske kan sende mig din Artikel. Jeg brænder af Begærlighed efter at se den. Jeg selv kan ikke finde på, hvorledes jeg egenlig skal tage fat på «Skyggebilleder».^k968 Det er en overordenlig sluddervoren Bog. Og Ulykken er, at jeg har smølet så længe, at jeg nu må skrive. Jeg havde en Idé om at nævne «La Dame au Camelia»^k969 ved Karakteriseringen af Fortid og Nutid, læste i Bogen, min Sandten, om ikke dette forbandede Stykke Poesi greb mig så at jeg blev helt benauet. – Det har ikke været mig til stor Glæde at læse «Tante Ulrikke» om igen el. IH's Kritik.^k970 Ganske vist er Kritiken rosende, men jeg skulde tro, at H. ikke kan være meget fornøjet med den. Kommer jeg i Forbindelse på ny med Mrgbl. er det for Resten muligt, at jeg skriver om den. Du skal fortælle mig lidt om Kathinka H. Hvad siger hun om sin Broder. Omgås Du i Grunden meget med K.H. hun bliver altid kun nævnt i Ny og Næ? – Synes Du indlagte Stykke af Dagsavisens Søndagsnummer^k971 er morsomt? Det er et Stykke af en Omtale af en Adelskalender, der er udkommet i disse Dage, og så en Satire over to Verselinjer i et Nytårsdigt, hvormed Drachmann indledede det ny Morgenblad.^k972 Jeg har kun taget det første Stykke med, for at Du kan forstå Begyndelsen af andet.

Nat Kl 1

Jeg er kommet hjem fra Mødet. Natten er så mild, tåget med en Måne oppe, som svagt lyser i Tågen. Der var så smukt ved Søen, hvor jeg gik. Mødet har været bedrøveligt. Det beviste en grundig Uenighed, en for mit Syn i alt Fald sørgelig Misopfattelse hos de vigtigste af de tilstedeværende af den Stilling vi befinder os i, og Resultatet for mit personlige Vedkommende er en pinlig Usikkerhed ikke om hvad jeg i det store og hele burde gøre men om hvad der af Hensyn til Per og Povl er rigtigt for mig at gøre. Var Du nu her hos mig min Elskede, så talte jeg allerede nu i Nat med Dig. Du vilde vågne og med den søvnigste Stemme, som Universet kender, vilde Du endnu i halv Søvne sige: Nå hvad blev det så til? og så vilde jeg give mig til at fortælle, og Du vilde blive helt vågen og mulig kom vi straks til en Beslutning, mulig vedblev vi at være usikre. Men under alle Omstændigheder havde jeg Dig Dyrebare til Medvider, Rådgiver, til Støtte i hvad jeg så foretog mig. Det ender naturligvis med, at jeg for at være Kamerat lader den tilbudte Stilling falde, og senere ikke mærker Spor til, at noget Menneske på Jorden er Kamerat med mig igen, når Lejlighed tilbydes. De brave, nej det er sandt Pingel var også på den anden Side, jeg vilde have sagt, at de Folk hvis Sind og Tankesæt står mig nærmest, mente i det politisk-praktiske Spørgsmål det samme som jeg, det var de indflydelsesrige, de stærke, som stod på den anden Side; men det er netop dem, som uden iøvrig personligt at have givet noget virkeligt derfor, fordrer en ren personlig Politik fra vor Side, fordrer et Kameratskab, som de ikke har givet nogen Varme til, og forlanger vedblivende at anerkendes som kommanderende Generaler til Trods for, at de fuldstændig har ladet deres slagne Hær i Stikken. De vil, at vi alle skulle være passive Modstandere af Berg, skønt man ikke har noget Frafald fra hans Side at anklage ham for. Noget andet er hvad der en Gang naturnødvendig må komme. For Øjeblikket kan jeg ikke se rettere end at de skader den demokratiske Sag for en Forbitrelses Skyld, hvor de oven i Købet har lige så megen Skyld som Fornærmeren. – – Min elskede vær snil og spørg hos «Tidsskriftet» om den Barselstudie «For sent»,^k973 som Du for en Måned siden indleverede for at få hurtig Svar på. Fritz B. er begyndt at blive urolig for sit lille Skrifts Skæbne.

Onsdag Nat Kl ¾ 1

Min egen dyrebare Amalie, jeg lod igår dette Brev ufuldendt, jeg syntes det var så dumt. Idag har jeg ikke kunnet skrive, jeg kommer nu fra Byen. Dit Brev på de to løse Lapper lå og ventede på mig. Min elskede Ven, her har vi Brevskriveriets Fare i en for mig fuldstændig skrækindjagende Skikkelse, at en Misforståelse, en virkelig grundig Misforståelse på ny skulde være mulig. Min søde Hustru, mit Liv, hvad der har været sfinxagtig på Papiret har været min dumme Omhyggelighed for Dig. Dum er den, for Du behøver ikke denne Omtanke, denne kærlige Frygt fra min Side, Du og jeg tænker ens. Dit lille alvorlige Brev er en af de dyrebareste Skatte Du længe har skænket mig. Det var mig livsaligt at læse det. Du har tænkt Dig denne Sag med Pengemangel som den er, min elskede elskede Ven, når Prøven kommer, vil den ikke overraske Dig. Det var jo kun dette ene jeg ængstedes for. Ikke hvad det endelige Udfald af en sådan Overraskelse vilde blive, jeg vidste jo godt, at Du skulde komme bravt igennem, men jeg var bange for, at det kunde begynde med en pinagtig Følelse, som Du først skulde lære at tage med ind i dit Liv og knække Halsen på. Min egen Pige, Du må ikke lægge det ud som en altfor stor Mangel hos mig, at jeg endnu ikke kender alt hvad som dygtigt og godt er hos Dig; det havde været rimeligt, om netop den Side af vort Samliv havde stået i et urigtigt eller i alt Fald utydeligt Skær for Dig, nu véd jeg, at så nær man overhoved kan komme en Ting, man ikke personlig har prøvet så nær kender Du også den Omstændighed af din Forbindelse med mig, at vi kan en skønne Dag stå uden Penge. Lad mig her på dette Stakkels Papir så godt det er mig muligt sige Dig, at Du er min, at ikke Skyggen af en Skygges Betænkelighed rummes i min Sjæl ved denne mit Livs salige Følelse, at ikke Glimtet af en Forestilling af den Art, som nu atter i et Sekund har skræmmet Dig, har kunnet komme op i mig, at det er rent utænkeligt for mig ad hvilke Veje en slig Øjebliks Skræk lister sig ind på Dig. Ethvert Ord Du ikke straks føler som skrevet ud af den dybeste, helt sammenlukkede jeg kunde sige fortabte Kærlighed til Dig, det har fået sit Udseende, sin Lyd af Sorgen over vor Adskillelse. Det går mig som Dig, at jeg har været og vel atter og atter kan blive fristet til i Fortvivlelse over Skriveriets håbløse Ufuldstændighed at lægge Pennen fra mig. Min Længsel efter Dig gnaver sig dybere og dybere ind i mig som en Ulykke jeg bærer på. Skriver jeg Ord, der stirrer grelt urimeligt uforståeligt på Dig, så kommer det af, at jeg kan være helt træt og sløv af mit Forsøg på at tro på at der dog er nogen Trøst i at skrive. Der er Trøst i at få Brev, men der er nu mere næsten ingen Hvile i at skrive. Men vi må begge blive ved alligevel, for vi trøster hinanden. Vi må gøre det så godt vi kan, min dyrebareste Skat i Livet, mit eneste Håb, min Tilflugt, mit Liv, min egen Amalie. Min lille Pige, Du er så god og sød, Du må sende mig dine kærlige Ord. Å hvor vi skal spøge sammen, le – min egen Dejlighed, vil Du love mig at love Dig selv at Du skal prøve på at være munter og ikke ilde berørt, når vi bliver uenige en Gang. Du skal se, at det er slet ikke svært. Stump, jeg er meget lidt forstokket – det synes jeg da selv – men jeg fordrer et ret anseligt Kvantum Fornuftgrunde for at vige min Mening, når jeg efter et nogenledes omhyggeligt Arbejde har bygget mig en Opfattelse op. Men mangfoldige Gange har jeg naturligvis en Mening på en blot Fornemmelse, og en sådan Mening kan den, der er bedre rustet, blæse overende for mig i et Nu. Jeg har da ikke Spor af Vanskelighed ved at bøje mine Tanker ind i en ny Retning, den enkelte Fornemmelse som sådan har jeg ikke megen Respekt for. Den beror jo på en Tilfældighed, på en løsrevet Oplevelse, på en god eller en dårlig Mave, på alt imellem Himmel og Jord, som ikke kan have den Betydning for en som et gjort Tankearbejde, en virkelig Overvejelse. Nej forstokket tror jeg virkelig ikke jeg er. Nu god Nat min elskede, det som jeg vilde tale med Dig om, hvis Du var hos mig, har jeg naturligvis! ikke sagt et Ord om – det er den pinlige Morgenbladsaffære, som jeg fremdeles er lige uklar over. God Nat, ak prøv på at kysse mig i Tankerne, jeg kysser Dig

Din Erik

Send mig som før et Par Dgbl. med mit sidste Brev.

[Tilføyelse på første side]: Jeg fik ikke Farveprøverne. Du må have glemt at lægge dem i Brevet.

Kr.ania 11-1-84.

Det er stygt af dig at du ikke har skrevet på så længe. Om du også har havt meget at bestille, så er det dog for længe at lade mig uden et ord ligefra mandag af – idag er det fredag. Om du kun havde skrevet en side, det var det samme, men denne fæle tavshed. Der kan da vel ikke være noget på færde med dig; for husker du, at du lovede at sende mig «Gjennembruddet» på mandag – så vilde den været her onsdag, og jeg har ikke sét ligt til noget gjennembrud, jeg. Idag sender jeg dig alligevel min afhandling. Det er neppe sandsynligt at jeg efter at ha'e læst Brandes's artikel vilde rettet eller strøget noget. Jeg tror ikke vi godt kan komme i skade for at sige just det samme, ialtfald ikke med de samme ord. Men nu får det stå sin prøve. Holst og Helland var udmærket tilfreds. Helland syntes den var altfor god til at gå til «jytelandet», men han vil ikkedestomindre anmelde den i vore aviser når den står trykt, for den «var for god til ikke at blive hylet over». – Nu er jeg spændt på at høre hvad du siger. Du må ikke tro, at jeg har brugt for stærke udtryk om «Over Ævne». Der er ikke sagt et ord, som jeg ikke er belavet på at forsvare, og som jeg ikke kan stå ved. Heroppe hos os er «Over Ævne» anset for noget «ud over alle rimelige grænser» ypperligt. Læs hvad Vullums skriver i Nyt Tidsskrift, og den artikel i et Dgbl af Irgens Hansen^k974 som jeg skal sende dig, og som stod, straks bogen var kommen. Men det siger forresten ikke alt. Du skulde høre os tale om den, Garborg, Sars og allesammen, så vilde du først rigtig forstå hvor høit den skattes. Og når jeg tænker på hvad der blev sagt dernede hos eder privat og offentlig, – ja, så er det jo, som var I en os ganske fremmed race. – Hvis du vil, må du gjerne stryge eller forandre et enkelt ord, helst stryge, – jeg jeg [sic] er vistnok temmelig ordrig, men intet må du gjøre, som giver en anden mening. At jeg har fået puttet ind en anmeldelse af det skrift Bjørnson har udgivet nu, vil fryde ham i hans inderste hjærte. –

Som jeg har gået og længtes efter dig, efter dine breve, du stygge, fæle gut, har du ingen anelse om. Det er for hårdt at blive skuffet 4 – siger og skriver fire dage i træk. Derfor har jeg heller ikke skrevet til dig. Dit sidste brev har jeg jo svaret på, så jeg kunde ikke sætte mig til at skrive, – jeg, jeg var for bedrøvet og mismodig over min kroniske skuffelse. – Jeg har atter fået et brev fra din mor, – hun er for sød, det menneske, – tænk det var mig, som skyldte hende brev, og så kommer der det sødeste, elskeligste, kjærligste der kan gives. Hun er en perle. Og tænk dig til så glad hun er blevet i bordet, og således som hun siger mig det, – jeg sad og fik tårer i øinene, – bogstavelig: af glæde over hendes glæde. Uf at jeg ikke nu på stående fod kan løbe afsted for at falde hende om halsen, og takke hende, – det er et kors for mig. Iaften vil jeg skrive til hende. Hvis det falder sig så, så sig du hende engang at jeg altid har så mange breve at skrive, og andet også, at jeg virkelig har lidt vanskeligt for at være en brav og flittig korrespondent. Det er sandt. Dette ser jo så lumpent ud, at jeg ikke har svaret hende på hendes gode, kjærlige brev fra juletiden, og nu har havt det næste liggende hos mig i to dage, men der er virkelig undskyldning for mig. Jeg skylder alle mennesker brev: moderen, Elisa Knudtzon som jeg ikke har takket for julegaven, gamle fru K. i Kjøbenhavn, Bertha,^k975 og mange andre. Og nu ligger denne anmeldelse af «Bondestudentar»^k976 som Holst går og beder mig så indstændigt om, og Garborg glæder sig så til, så tungt på mit sind. Jeg får ikke gjort en tiendedel af hvad der skulde gjøres. Din mor skrev om en norsk pige som Jutta […] en smule til,^k977 og som blev ledig fra våren […] vilde tjene i Kjøbenhavn. Hvis hun får […] befalinger fra sit forrige herskab, så […] var bedst at tage hende, ja, hvis […] Jeg skal tale til din moder om det. […] jeg slutte. Jeg har skyndt mig volds[…] rabbel, for jeg skal etsteds hen til […] klokkeslet. Og du får heller ikke […] brev, før jeg hører fra dig. Men jeg elsk[…] mit hjærte og jeg lever i dig, og i tanken […] kommende vår. Svar mig nu så snart du kan og fortæl hvad du synes om anmeldelsen.

Din Amalie.

Nat til lørdag – 11– –1-84.

Min søde, elskede Erik min deiligheds deilighed, naturligvis skal du tage det ved «Morgenbladet».^k978 Det er jo din mening – du har selv skrevet det til mig, at I ikke har andet at gjøre end foreløbig at gjøre fælles sag med «Morgenbladet». Det «kammeraderi» er dumt og uholdbart, for ikke at tale om hvor lidet «svarende» det er. Hvorfor skulde du ikke kunde være Morgenbladets teateranmelder? Det er jo dumheder. Hvilket blad vil du så skrive i? Lad det literære venstre få sit eget organ, så kan det bebreides dig, at du skriver i Morgenbladet og ikke i det. Tro du mig, – der er hos brødrene Brandes så meget personligt fiendskab, så megen personlig krænkelse i den opposition de reiser som et martyrium over sig. Du har strengt taget ikke noget dermed at skaffe. Ja, dette er intet brev elskede. Kl. er to; jeg kom hjem, og fandt dit søde brev fra onsdag nat. Tak! Imorgen skriver jeg ordentlig. Nu er jeg for træt.

Din Amalie.

Jeg skrev i formddg til dig. Prøverne på væggefarverne er sendte.^k979 De må være falden ud idet du har taget brevet op.

Lørdag den 12 Januar 1884

Min elskede Ven kun et Par Ord har jeg Tid til. Det er uhyre længe siden jeg har hørt fra Dig. Jeg lever af dine Breve, tænk på det. Tak for Tilsendelsen af Dgbl. med mit Brev,^k980 men Du sender mig jo nok mindst et Eksemplar til, og så Farverne, husk dem! Brevet har foreløbig gjort mig en Del Fortræd i min egen Lejer [sic], adskillige finder, at min Kritik over Mrgbl. er for hård. Du véd jo, at jeg – uden at binde mig – har taget imod en Opfordring fra Mrgbl's nuværende Redaktion og har skrevet en Anmelde[lse] af et nyt Stykkes Opførelse på det kgl Theater.^k981 Der er Vrede imod mig. Nå forhåbenlig rider jeg den Storm af; hvad jeg har gjort, er sket, fordi jeg tror, at det er rigtigt. Imidlertid har dette Skisma pint mig ikke lidt, og jeg har fremdeles endnu idag den Opgave for mig at tvinge Hørup til en slags Forståelse, om det er muligt. De Folk fra den Side har vis à vis mig og nærmeste Meningsfæller båret sig overmåde uklogt og forkert ad. Så har jeg havt den Ærgrelse idag at have været fordrevet af Røg, bogstavelig ikke kunnet være hjemme. Det volder, at Du kun får disse Linjer. Og jeg har så meget at gøre. Imorgen skal jeg til Helsingør, det tager hele Dagen. Jeg skal skrive om noget der nede fra.^k982 Den Tur skal vi til Sommer gøre. Jeg har en meget god Ven der, Kaptejn Rist,^k983 en smuk Mand som Du vil synes om. Konen vil næppe falde i din Smag; men jeg holder nu af hende, det hjælper. Hun har været så flink imod mig en Sommer jeg lå på Landet dernede. Min elskede Livet er ingenting uden Dig. Og som jeg i denne Tid havde haft godt af at have Dig ved min Side. Jeg er så ærgerlig og vred på mig selv over, at jeg virkelig har haft Sindsbevægelser, hvad er det for noget at gå alene omkring med. Jeg vil ikke tænke, ikke opleve noget, slet ikke være til, medens Du er borte fra mig, og så skal netop nu Begivenhederne styrte ind i min ellers så stille Tilværelse. Og det er helt ud umuligt at sætte Dig ind i disse tusinde små Intriger Småting og Vrøvl og bratte A[f]gørelser som er foregået. Ak min elskede Du aner ikke, hvor jeg har gået i disse Dage og ærgret mig over alt som skete. Netop det, at der sker noget, som har Betydning for mit Liv, og som Du ikke er med i, er min Sorg. Jeg, som ikke nu gider købe mig en Skjorteknap, medens jeg er alene for ikke at foregribe noget af det som Du skal være med i – Unge, mon Du aner hvilken Livsens Nødvendighed Du er for mig! Nu må jeg sige Dig Farvel. Du har da vel modtaget «Gennembrudet», og skynder Dig at sende din Afhandling. Og Du husker at spørge efter, eventuelt forlange tilbage Barselhistorien. Manuskriptet er det eneste, der existerer Frf har intet andet. Han er urolig, altså skynd Dig at skaffe Vished om dets Skæbne.

Farvel min elskede elskede.

Din Erik

Kr.ania nat til søndag 12te. januar 84

Min elskede, du får ikke et ordentligt brev, ikke iaften heller – det er så længe siden du nu har fået det – men der er jo så liden hjælp i denne elendige skriveri, den er så fattig, så ussel, og utilstrækkelig. Først idag morges kom bogen og det søde, søde brev der fulgte med og som allerede var skrevet på mandag, altså i overensstemmelse med hvad du havde lovet, elskede. Jeg har straks kastet mig over det om dig, og det var så underligt slet ikke bare godt men lidt pinligt også at sidde og læse om dig. Det var jo meget anerkjendende, og på en måde er der jo grund til at være smigret og fornøiet, men det er dog ikke rigtig discret skrevet, ja det må iallefald ikke være behageligt at se sig selv sådan dissekeret. Jeg havde en følelse som om min blufærdighed var bleven såret, – ja, for det var jo akurat som om det var migselv der var bleven skrevet om. Forresten var det udmærket rigtig, både rosen og daddelen med hensyn til «Gertrude», hvor det er sandt med disse overflødige samtaler, husker du at jeg engang forlængesiden skrev til dig:^k984 at der er noget galskab med disse samtaler doktoren og hans frue imellem. Men hvad han siger om den anden bog,^k985 underskriver jeg ikke; den er meget bedre end han har sét. Forresten du, sad jeg og led og led ved at læse alle de citater, for det bragte din lange, store, dybe kjærlighedshistorie så blødende friskt op i mit sind. Hvor har du dog elsket dette kvindemenneske, og hvor meget du har ødslet ud over hende! Nu, siden jeg kjender dig, kan jeg så intens føle hvorledes du har lidt, gjennem hvad Krogh fortæller om sin kjærlighed til mdm.Vallé og senere Fabricius til Gertrude.^k986 Det er altsammen om dig og hende og det er på sine steder akurat hvad I har sagt til hinanden. Jeg måtte ikke være et menneske, om det ikke tog et smærteligt tag i mig alt dette, og jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis jeg ikke nu i aften sad og følte mig fattig og ringe. Om din kjærlighed til mig, vilde du ikke kunde skrive således, for du er nu en anden, end du dengang var. Hun har fået førstegrøden af din ungdom og dit liv, hvorfor var det ikke mig? Uf, at du ikke er hos mig nu, for at jeg kunde græde ved dit bryst, og høre dig tale til mig, og sige at jeg skulde stille mig tilfreds, og være vis på, at jeg eiede dig helt og holdent og at du var lykkelig ved mig, – men nei, nei, nei, ikke, ikke, og tusinde gange ikke så lykkelig som om du dengang havde fået hende! Det er det, som stikker mig i hjærtet. Jeg kan ikke skrive mere iaften. Gråden blænder mine øine, og det gjør så ondt, så ondt. Godnat elskede, jeg elsker dig, men, men, – det er ikke mig, som har været hverken Marie eller Gertrude, og der har været flere også!

Din Amalie.

Mandag Aften den 14 Jan 83^k987

Min elskede Ven, næsten tre Breve fra Dig på én og samme Dag, det kunde jo være Herreliv det! Men desværre de er så korte, og så var det sidste, det, der nu lå til mig ved min Hjemkomst, så bedrøvet. Min Ven, om jeg vidste en Urt, en Trylledrik eller sligt, som kunde åbne mit Hjærtes lønligste Tanke for Dig, jeg vilde give Dig den for at Du kunde en Gang for alle læse Dig rolig for de Spøgelser fra en Fortid, som kommer og får Dig til at græde. Der har i mit Hjærte aldrig været så stærk en Følelse som nu.^k988 Min Personlighed, mit dybeste Væsen, mit Håb, min Vilje, alt hvad i mig har Levekraft har aldrig været samlet om ét som nu. Jeg har aldrig mødt mig selv som nu, jeg har aldrig båret Kærlighed til nogen før – jeg har været forelsket, betaget, jeg har lidt for én Kvindes Skyld – men Kærlighed, Amalie det har Du lært mig hvad er, Kærlighed som gør stærk, som giver Tillid, min dyrebare, sødeste Hustru, hvad vil de Ungdoms Indbildninger sige, som har fyldt min Sjæl en Gang

– – – – En ærgerlig latterlig Tildragelse er her kommet som Mellemspil. En fordums Kæreste af min gamle ækle Pige havde trængt sig ind i Køkkenet til hende, han var drukken, snakkede højt, jeg skulde just i Vrede ud og se hvad der var på Færde, da Pigen kommer og beder mig jage Mennesket på Døren. Jeg ud: Hvad Fanden vil De her, vil De se til at komme afsted! Nej jeg vil ikke. Vil de gå godvillig, eller skal jeg hente Politi? (Fyren var en stor Vognmandskarl, som jeg nok lod være at sætte på Døren) Jeg går ikke, her har De ingen Ret til at befale, De bor der ovre (han pegede på min Stuedør). Han stank af det modbydeligste Fusel. Jeg gentog med Eftertryk min Opfordring, han gik ikke. Jeg ned efter en Politibetjent i Vagten just under den Lejlighed kan Du huske, som vi så på med de mange Værelser. Det var galt, jeg skulde have henvendt mig i en anden Vagt, men en Betjent gik imidlertid med. Da vi kom tilbage var den drukne der endnu; i Skjorteærmer kom han ud af Pigekamret. Han havde gjort Forsøg – jeg antager forgæves – på at få et Samleje i Stand. Han gik godvillig med Betjenten under brøsige ironiske Bemærkninger. Han var højrøstet men ikke grov. Den Fyr har oprindelig, da Marie kom til mig, boet sammen med hende, hun optrådte som gift, kaldte sig Madam Petersen, og i Begyndelsen mærkede jeg aldrig noget til ham. Senere var han drukken et Par Gange, og da jeg i den Anledning vilde have begge bort, bad hun om jeg vilde jage ham alene bort. Han gik da uden Spor af Protest, og det blev mig klart, at de slet ikke var gifte. – – Nå det var nu det dumme Mellemspil, som afbrød mig grundig. Det var uheldigt, for jeg er træt efter Gårsdagens Udflugt med kun 4 Timers Nattesøvn og skal bestille noget i Aften. Min elskede velsignede lille Pige, gid Du rigtig kunde gennemforske al Kærligheds Gåde og blive utrolig sikker i den ene Sag, at Du aldrig bør ønske at bytte den Kærlighed Du har fremkaldt hos mig med den, der blomstrede i mig for så og så længe siden. Det var en Kærlighed, der var syg i Roden fra første Færd, og jeg vidste det hele Tiden. Jeg så vel ikke, hvor ilde anbragt den var før længe efter, men det var i egenlig Forstand aldrig skjult for mig, at den vilde ikke komme til at bære mit Liv. Det kunde den ikke, skulde den have stået sin Prøve, var den ynkelig sunket sammen som den af Længsel og politisk Trang kunstig opvoksede Stængel den var. Dig elsker jeg Amalie,^k989 det andet var min egen Kærlighed jeg elskede, dyrkede, gødede, indtil den var overkultiveret. Du har set min Kærligheds Glæde Amalie. Vær ikke sygelig eller ond min Stump, så at Du tænker på at få min Sorg at se. Min Sorg nu vilde begynde indenfra og æde som Kræft mit Hjærte ud af Livet på mig, indtil jeg åndelig talt var et stinkende Lig. Den Gang blev jeg Menneske ved at arbejde mig ud af min indbildte Sorg. Menneske så som så, Du har fuldendt, reddet det Værk, der kan komme ud af mig. Med Dig står og falder jeg. Hører Du nu det, min trofaste Pige og kys mig så og vær glad. Du er mig, og Du har inderlig glædet mig ved den Følelse, hvormed Du har læst «Erik Skram» i Gennembrudet. Jo min Unge Du er fin og nobel i dine Instinkter – men for Resten man bliver jo afstumpet, og jeg har mere haft imod, at G.B. på en lidt plump Måde synes jeg har givet mig dette Puf i Ryggen for at få mig til at skrive,^k990 og at den gode «Kunst», min Bog bærer Vidne om, fremdeles lades så temmelig upåagtet. – Nå men jeg har læst din Afhandling, og jeg har læst den for Neergaard.^k991 Ved at læse den højt fik jeg bedst fat i dens Varme, det glædede mig at føle, at dens Fylde tog til under Oplæsningen; det er for mig et næsten ubedrageligt Kendetegn på Værdi. Stump, Du véd jeg er stræng, stræng mod mig selv, altså også stræng mod Dig. Min Dom er denne, at dette kunde blive en god Afhandling, når den blev tilstrækkelig gennemarbejdet; som den er nu, er den et Udkast. Sidste Halvdel er ubetinget det bedste, og jeg tager på mit Ansvar min elskede Ven at stryge lidt af den alt for brede Indledning. Det er tilmed også nødvendigt for overhoved at få Afhandlingen med i Februarhæftet, Neergaard havde misforstået Sagen noget og tænkt sig en Anmeldelse omtr som min af En Hanske. Min yndige Unge, det er vel umuligt at undgå, at Du ikke vil blive utålmodig, når vi kommer til at arbejde sammen; det jeg forstår ved at gennemarbejde sit Udkast, er noget som tager på Kræfterne; men jeg beder Dig inderligt, så kærligt og alvorligt, som jeg kan bede om noget, at Du går første Gang med mig dertil med et villigt Sind. Anden Gang behøver jeg ikke at bede Dig derom, for så er det der af sig selv. Du vil komme til at føle Arbejdets Velsignelse, din Respekt for din Gerning vil stige. Du kan blive fortvivlet og lægge alt fra Dig – hvor ofte har jeg ikke gjort det? – men Du vender alvorlig, samvittighedsfuld tilbage, og Du ender med at føle en Glæde ved den Kunst Du øver, som Du nu kun aner. Vær ikke bange for, at min Måde at arbejde på, skal være hæmmende for dit Talent; Du er frodig Stump og vil blive ved at være det. Det er ikke i Fremgangsmåden nogen Hindring vil ligge. Men derom kan det ikke nytte at tale nu. Du må se, hvad jeg mener for at kunne have nogen Dom derom. Du er ung og frisk for den literære Kærre som en Fole lige indfangen fra Græsgangen, men Du spilder mange Kræfter, for Du kender ikke Hemmeligheden ved at trække, Du forstår ikke Seletøjets Indretning. Er Du nu bleven bange? Du må ikke være det, min Dejligheds Unge, og fremfor alt må Du ikke tro, at jeg er borneret, superklog – dum på dette Område, eller kold-kritisk eller hvad andet ondt nævnes kan. Jeg er varmere end Du; kun at jeg har mer Erfaring end Du og bruger den. Jeg er varmere, for jeg har øvet den Kunst at skrive og have med Tanker at gøre som et Kald fra jeg var meget ung. Du er kommet senere og mere tilfældig ind derpå. – Jeg må slutte min lille Pige. Du har lidt forkert Greje på Sagerne, når Du tror, at Brødrene Brandes har nogen bestemmende Indflydelse på Politiken fra det literære Venstres Side nu, det er Hørup, Busk,^k992 Pingel og så G.B. men Hørup er den afgørende for denne ene Opfattelse, det er Rubin, Fredericia^k993 Nee[r]gaard og jeg, der har været bestemmende for den anden Side. Jeg har talt længe med Hørup efter først at have talt med hans Frue en Time, det har givet mig en Forståelse af hel anden Art end den jeg havde. Jeg antager endnu, at jeg har handlet rigtigt, men var denne Samtale kommen forinden, var jeg næppe optrådt som sket er. Det er ikke simpel Rancune,^k994 der har ledet Hørup, tværtimod, han er tvungen ud i sin Stilling. Du kan kun tilnærmelsesvis sætte Dig ind i den Lykke det er for Norge at have en Mand som Sverdrup, Du véd det ikke, for Du er ikke dansk og føler ikke, kender ikke Jammeren ved at skulle gå skjult bag Bergs brede Ryg. Den Politik, det er det sværeste, jeg endnu har kunnet få en Opfattelse af, for en Mand med lidt Blødhed at kunne klare uskadt. Men nu god Nat min sødeste Unge. For at give Plads til din Artikel har jeg opgivet at skrive om «Skyggebilleder»; heldigvis havde en anden indsendt et protesterende Stykke,^k995 som jeg kan bruge som Påskud til at slippe. Jeg har kviet mig for denne Opgave, men jeg havde haft godt af for min egen Skyld at søge at løse den. Men Lejligheden kommer snart igen. Du forstår min Stump jeg har ikke på nogensomhelst Måde «bragt Dig et Offer» som man siger. Nu for Alvor Godnat elskede dyrebare Ven, min sødeste Amalie, min dejlige Unge!

Din Erik

Kristiania 14-1-84.

Min elskede Erik, du har nu kun fået fillebreve, 3 på rad, og du har rigtig grund til at være misfornøiet med mig: Iaften vil jeg se til at få et ordentligt brev istand, men du gode gud hvor du har ret deri, at der ikke længer er spor af trøst i at skrive, bare i at få breve, er der trøst. Jeg skal imorgen få fat på et par «dgblde» til dig, og sende dig, men farverne har du, har du fået, – se efter i konvoluten; de må ligge der etsteds. Du må ikke la'e din modgang med skriveriet og alt det der, gjøre dig formegen fortræd. Et menneske får jo gjøre hvad han selv finder rigtigt og dermed lade det bero. Vrede og gunst fra venner og partifæller svinger i stemninger som dønninger og bølgeslag; en gang kommer det pludselig en mand tilgode, at han har holdt stand, og har handlet som en ærlig mand. Og desuden hvad har du at tabe, – du sætter jo dog intet på spil ved at handle fuldstændigt selvstændigt. Bliv bare ved dermed, så er det godt: Jeg, for min del er slet ikke bange for krig; jeg tror at det undertiden må til; jo mere man slår i bordet, og siger sparto til verden, jo varsommere behandler verden en; den er ikke anderledes. Man må bare være vis på at man handler i overensstemmelse med sig selv, det vil sige, med det man anser for ret at være! Om det «barselmanuskript» har jeg endnu ikke været istand til at få nogen slags besked. Jeg har kun kunnet erkyndige mig skriftlig om det hos redaktionen, såsom jeg foreløbig står på en meget spændt fod med den. At du nu ikke er her, for at jeg kunde fortælle dig alt dette, som giver den nærværende situation, er uhyre kjedeligt. I et brev er det umuligt. Til en side er det forøvrigt en såre slet redaktion,^k996 Skavlan er syg, sløv, næsten blødhjærnet, dertil ræd, feig, og hårdnakket egensindig i en vanvittig grad. Sars er svagsindet og godslig i en grad som næsten er en plet på hans karakter. Redaktionssekretæren er ingen ting, især fordi han ikke har smidighed eller dygtighed til at råde med Skavlan, der egentlig burde sættes ud af betragtningen. – Jeg sendte hans manuskript til Skavland [sic], og bad om et hurtigt svar; jeg hørte intet; senere har jeg skrevet og forlangt et svar, enten manuskriptet tilbagesendt, eller tilsagn om at det var antaget. Ikke et ord har jeg hørt. Det er ikke uhøflighed men tusseskab, sløvhed, sygdom. Nu skal jeg imidlertid på en håndgribelig måde skaffe mig svar. Jeg sender mosju [?] Helland i egen person; han kan den karen. Her er for tiden et formeligt brud inden det literære venstre, – ja, et af en ganske privat art, men hvis man ikke er klog, kan det antage dimensioner. Det hele kommer af at «Nyt Tidsskrift» har villet anmelde «Moderne Damer» som et literært produkt.^k997 Der har reist sig en storm af forbitrelse derimod. Garborg har erklæret at han ikke mere vil skrive en stavelse i Tidsskriftet, han havde lovet en afhandling om «Over Ævne», Holst har sagt til Sars, at han vil angribe redaktionen for at have handlet malhonnet, ved at tage et skandalprodukt under sin beskyttelse, Helland har svoret til redaktionen at han skal rakke Tidsskriftet ned, og blive dets fiende, Vullum har meldt, at hvis Tidsskriftet gjør det, så skal dets dage være talte Thommesen har lovet at undergrave det, Irgens Hansen at ødelægge det, – og så fremdeles i det uendelige. Alle de andre står som en mur mod, egentlig ikke Tidsskriftet, men mod E. Sars og fru Schjøtt, der har skrevet anmeldelsen. Sars har forklaret sin opfatning af bogen, og sagt at han som mand af ære, ikke kan lade sig true til at bryde sit løfte til Poulsen, som går på, og går på med bønskrifter til ham og fru S. om at anmelde bogen. De andre har svaret, at Sars opfatning gjælder ikke et fnug ligeoverfor den samlede hær, at han gjerne kan skrive arkelange artikler for at bevise at sneen er sort, der er dog ingen som ikke siger, den er hvid. Mit forhold til fru Schjøtt er bleven meget kjøligt efter alt dette. Hun har mundtligt og i brev forsøgt at klargjøre mig hvad hun synes er det rette, og sagt at det «er en sorg for hende, hvis jeg ta'er den mindste grad fra hende af det venskab jeg før gav hende.[»] Jeg har svaret at jeg sætter hende lige høit, ser på hende med de samme øine, men at jeg ikke kan komme fra dette ene, at havde hun været mig, og jeg været hende, så vilde jeg ha'e skrevet til J.P. da han sendte mig bogen, at jeg ikke ønskede at forhandle med ham om den, eller at anmelde den, fordi den var skandaløs. Og da hun ikke har gjort dette, så synes jeg det viser mangelen af noget, som ikke kan undværes i et venskab. Med hele Sarsefamilien er jeg kommen på spændte fødder; først fordi de beskytter Poulsen, og siger at han er aldeles uskyldig, og aldrig har tænkt på at ville skildre mig, hvilken opfatning jeg har betegnet for enten at være hykleri eller idiotisme. Bogen selv har jeg ikke taget mig et fnug nær af; men jeg, som ser, hvad forf. har villet, kan ikke finde mig i, at mine venner tar ham i forsvar på dette punkt. Så har fru Sars må du vide til min store forfærdelse sagt til en, at hvis fru Müller er forlovet med Skram, så har hun handlet uforsvarligt mod den arme Ossian.^k998 Om en pludselig havde rettet en bebreidelse for at jeg havde koketteret med Hermann Th. og knust hans hjærte, kunde jeg ikke være bleven mere forskrækket. Med Tidsskriftet har jeg brudt fordi Skavlan har villet tvinge mig til at stryge en sætning, som var «for vovet», – han er så dum og feig den fyren – i min fortælling. Jeg har svaret at hele greien var skrevet ene og alene for at få sagt den sætning, og at ingen magt i verden kunde få mig til at stryge den. Jeg har taget fru Ring tilbage^k999 til deres – gud ved hvorfor store ærgrelse og bedrøvelse, – nu går de her og sender mellemmænd og breve, og er som Helland siger så «opskjørtet», at de ikke ved hvad de skal foretage sig. Jeg vil ikke levere den tilbage. Du må ikke være bange for at det er urigtigt handlet af mig. Tværtom, det er modigt og rigtigt. Sålænge denne redaktion står, ønsker jeg ikke at ha'e med Tidsskriftet at gjøre. Naturligvis har jeg ikke kunnet give dig et blot tilnærmelsesvist tydeligt billede af hvorledes sagerne står, – der er tusinde småting som jeg på dine spørsmål og indvendinger vilde redegjøre for og udrede. Alt vilde blive dig klart og tydeligt og forståeligt. Det er forbandet med en sådan adskillelse. Du må ikke tro at det er skadeligt for mig at være falden ud med «Tidsskriftet». Jeg har alle de andre til mine redebonne riddere. Jeg er i denne sag det flag de heiser; de hader at Tidsskriftet vil gjøre fælles sag med Morgenbladet og betragte Moderne Damer som et literært produkt. Ingen andre aviser har gjort det; selv Aftenposten, Dagen og Intelligentssedlerne^k1000 stemplede den som et smudsprodukt, ikke at tale om bergenske aviser, og oplandernes aviser og stavangerske blade. Selv professor Skavland [sic] står i denne sag contra Sars. Bliver den anmeldt i næste hefte, bryder det løs; i dette vovede de det ikke; de vilde at «stormen skulde lægge sig» – men den lægger sig ikke, den. – – Om jeg taler ilde om G.B.? Nei, men når man har spurgt mig hvad han sa'e om «Over Ævne» har jeg nøiagtigt gjengivet hans ord, og da har det ikke lydt som talte jeg godt om ham. Jeg er bange for at jeg dog er kommen til at skade ham heroppe, men jeg lover dig at være så varsom, så varsom med min mund herefterdags. – Jeg har skrevet til din moder om pigen, og sagt at mere end 12 kr. måneden må der under ingen omstændigheder gives. Hvis jeg tog en med mig herfra til 10 kr. måtte jeg jo betale hende reiseudgifter, så det med 12 kunde gå an. Det vilde gå op i op for en god stund ialtfald. – Nei, jeg er ikke kommen til at tale med Garborg om din plan at skrive om ham. Jeg har ikke truffet ham sådan på tomandshånd, eller også har jeg glemt det, når jeg havde an[led]ning. Nu ser jeg ham snart en dag, så skal jeg huske det. Her synes man også at G. Heiberg havde grund til at være mindre vel tilfreds med I. Hansens kritik.^k1001 Det faldt slet ikke mig ind, da jeg først læste den. Nu vil fru Vullum skrive om den.^k1002 Kathinka Heiberg er min første og bedste veninde;^k1003 jeg er meget sammen med hende. Hun er for mig, det samme som formodenlig With for dig bare at hun i et og alt i særlig høi grad, er et første rangs menneske. Jeg ved ikke om W. er det, men måske. Hun har lige fra første tid vidst om at der var noget imellem os, men hun spurgte ikke, og jeg nøiede mig med at sige at jeg var kommen til at elske en mand, og derfor var bleven et andet menneske. Hun kunde også straks se det på mig dengang forrige år sommer, og spurgte hvad der var foregået. Hun har kjendt mig bedst af alle, lige fra barndommen af; for hende kan jeg intet skjule; hun læser sig alt til. Nu ved hun også alt; hun er så glad i dig gjennem hvad jeg har sagt hende, er så lykkelig fordi jeg har fundet en jeg kan elske, – hun mener så fuldt og fast at først gjennem dette kan der blive det mest mulige ud af mig. Jeg vilde så gjerne du skulde holde lidt af hende, og anse hende som en, der på en måde hører med, for hun hører uopløselig til mig her i verden, og tænk, hun er en kristen. Men et finere, elskeligere og mere intelligent væsen kan ikke gives. Og så har hun en karakter, – den er helt igjennem, tænk dig det, helt igjennem det gediegneste guld. Hun formår at være sand bestandig. – Ja, stykket fra Dagsavisen^k1004 var virkelig nokså morsomt, jeg vil gjerne se resten. – Jeg skulde ikke været søvnig elskede, deilige Erik når du var kommen hjem fra mødet. «Med den søvnigste stemme som universet kjender, vilde du hae svaret» – skriver du. Nei, jeg vilde git [sic] mig god tid med at gå iseng, og måske ha'e siddet og børstet mit hår, eller stået og vasket mig når jeg hørte den dyrebare lyd af dine skridt i trappen, og så vilde jeg straks reist mig, og ha gået hen og først og fremst før du fik begyndt på nogen verdens ting, kysset dig med armene om din hals, og hvis du vilde fortalt da, så havde jeg sagt at du skulde gå iseng først, og så skulde jeg ligget i din arm og hørt på dig. Og når du så vilde gestikuleret, måtte jeg hae reist på mig, for at du skulde fåt [sic] den anden arm fri, og så havde jeg tvunget en og anden liden pause frem, ved af og til at kysse dig midt på munden. Ak du søde, jeg kan næsten ikke holde den fryd ud som griber mig når jeg dvæler ved det liv hos dig, som venter på mig. Ak om dog disse måneder var gåede. Men du; engang, vil de være tilbagelagte, og tænk dig så! Ja, det er sandt, «vi tænker ens». Det er vel derfor jeg aldrig kan forstå dine dumme udtalelser når du er bange for hvorledes jeg skal forholde mig til økonomiske pinagtigheder, men altid føler mig ilde berørt, og stirrer på en gåde. Det er så overflødigt at nære denne frygt; at du nu engang for alle ved det, du elskede mand! Aa hvor var dit lange brev, skrevet i flere terminer mig en salighed at læse. Jeg fik en usigelig trang til at knæle ned foran dig, lægge mit hoved på dit knæ, og græde af glæde, af tak til dig fordi du, – er som du er; jeg vilde kysset dine hænder, og trykket dem ind til mit bryst, og mine øine. Du gode gud, hvorledes jeg dog elsker dig, – jeg går og bliver mere og mere dygtig til at elske dig for hver dag, som går, du skulde bare vide du, hvad der foregår i mig, rent vidunderlige, utænkelige, ubeskrivelse [sic] ting, – jeg blir så liden og forsvindende selv, – det er dig som er vokset op indeni mig, istedetfor at jeg selv før sad der og bredede mig; og det er så sødt og saligt, – nei hvad kjærlighed dog er for en herlighed, for en livsens fryd og glæde, og det er din skyld, – du har kaldt alt dette frem i mig; ingen anden havde kunnet gjøre det; om jeg havde kastet mine øine på en eller anden, som ikke var dig – ulykke vilde der tilsidst være kommen ud deraf. Og alligevel kan en slig tilstand som den hvori jeg skrev mit sidste brev få magt hos mig. Bryd dig ikke om det! – jeg strider imod det, og når jeg har følt dig elske mig hver eneste dag i mange år, så er vel muligheden for at føle en slig smerte over den kjærlighed du har givet andre, for evigt bragt ud af verden. Godnat min søde, mit liv, min kjærlighed mit alt og eneste på denne jord. Jeg kysser dig tusinde kys på dit ansigt og dit legeme.

Din Amalie.

Tirsdag den 15 Januar 1884

Min elskede jeg har nu i Timer siddet med din Afhandling for mig. Jeg har taget de Småstykker ud, der uden strængt at angå Emnet, indeholdt direkte Angreb på Kristendommen som Lære. Man er blevet meget afvænt med at se disse vrede Angreb her nede – der vilde rejse sig et Råb imod Dig, som der ingen Nødvendighed er for at hidkalde, så meget mere som Du selv roser Bjørnson for Tolerance. De hårde Ord om Teologerne står for største Del tilbage, dog har jeg taget ud et sådant spottende Udtryk som, at de «lagde sine Hjærner i Blød». Hvorfor spotte dem fordi de svarede Bjørnson? Det var jo meget korrekt gjort af dem. Nogle «longueurer» har jeg fjærnet.^k1005 Elskede Stump, Du må jo huske, at det er en ofte betrådt Mark Du er inde på, den overses i et Øjeblik, mange Ord standser kun, viser intet. Et Sted har jeg rettet «Nuancer» til «Forskelle», og Du må ikke blive vred derfor, det er en Egenhed hos mig at blive syg, når jeg ser fremmede Ord, som haves lige så gode eller bedre på norsk eller dansk. De Tilføjelser Du har til «nuancer» gør denne Betegnelses særlige (indbildte) Nøjagtighed aldeles overflødig. Et Sted har jeg efter megen indre Kamp strøget. Jeg véd, at det bør gå ud, men jeg véd også, at Du vilde hvis Du var her, holde stærkt på det. Sagen er, der er ingen virkelig Mening deri. Der står: «»Over Ævne» er også noget andet og mere. Det er en verdens allegori, klædt ind i et kjæmpebillede, hvor hver en skikkelse er et storværk. Og hvorfor et storværk? Fordi det er dens indre sandhed, det vil sige dens sammenhængsbundne af bestemte faktorer prægede udviklingshistorie, som har givet de store linjer sin geniale renhed, detaljerne sin harmoniske sikkerhed og fysionomierne sin slående korrekthed.» Fra «Og hvorfor» og Stykket ud har jeg strøget.^k1006 Jeg forstår ikke et Muk af dette. Jeg lader gå, at Du kalder en Allegori for noget mere end «Dramaernes Drama». Jeg er absolut uenig med Dig i en sådan Opfattelse, men enfin det er en Opfattelse. Men hvad betyder disse Ord: «Fordi det er dens indre Sandhed?» Hvilken «det»? Er det «Storværket» eller Billedet, «Kjæmpebilledet»? Hvor kan noget af det være nogen Tings «indre Sandhed»? Hvorpå går «dens». Er det «Verdensallegorien»? Kan den have nogen Udviklingshistorie. En Allegori? Eller er det «hver en Skikkelse»? Så måtte der jo have stået «deres». Hvad mener Du med «Faktorer»? Hvor kan nogen Tings «indre Sandhed» «være» dens Udviklingshistorie? Og hvad vil det sige at en Tings «Udviklingshistorie» giver en anden Ting genial Renhed, harmonisk Sikkerhed eller slående Korrekthed? Min søde Pige jeg forstår ikke et Ord af alt dette – – – Halløj nu forstår jeg hvad Du har ment. «Det» er det ubestemte Stedord, ikke det tilbagevisende, og det er den relative Sætning, der er Omsagnet, og «det vil sige» er en Indskudssætning. Men min kæreste Ven, selv om det lykkes andre hurtigere end jeg eller straks at læse Stykket, som det skal læses, så bliver der Indskudssætningen tilbage at forstå. Hvad vil en Verdensallegoris af bestemte Faktorer (hvilke Faktorer?) prægede Udviklingshistorie sige? Og det Du sætter Dig til at besvare er ikke hvad Du selv spørger om. Du spørger, hvorfor er hver en Skikkelse et Storværk? Og din Forklaring sigter til Allegorien. Men sætter vi nu «deres» i Stedet for «dens», er Stykkets hele Indhold det, at det med en særegen Dvælen og en særegen Højtidelighed og Pyntelighed bliver sagt, at det og det er stort, fordi det ved sin Sandhed er genialt, harmonisk og korrekt. Men dette «fordi» gør da en sørgelig Virkning. Det er de samme almindelige Betegnelser der stå på begge Sider af dette Ord: man kan i Flæng vælge, om man vil sige, at en Ting er stor, fordi den er genial, eller genial fordi den er stor eller korrekt fordi den er harmonisk og sand osv. Det er sideordnede Begreber, som ikke kan bruges til at forklare hinanden. Havde Du sagt, at Skikkelserne vare store, fordi de var nye eller noget lignende, var vi inde på en Vej, der mulig kunde føre til en virkelig Begrundelse, men at ville forklare den valgte Betegnelse «Storværk» ved en Omskrivning af Ordet fører til intet. Vi er ikke kommet et Hårsbred frem. I selve Ordet Storværk ligger jo alt det Du nævner bag efter. Du har villet sammenfatte dit Indtryk af Digterværkets Enkeltheder ved at sige, at Skikkelsernes Sandhed er genialt truffet i hvert Ord de sige, at hver Ytring fører én nærmere til Forståelsen af den Udvikling, de har gennemgået, og at Digteren med sikker Hånd bruger alle disse slående Enkeltbilleder i sin Sags Tjeneste. Ved den Sammenstilling han bringer dem i, opføres en Verdensallegori for vore Øjne, som ved sin Storslåethed, sin kunstneriske Gennemførthed og sin Ægthed i det Enkelte gør et overmægtigt Indtryk. Men når Du har villet sige dette eller noget af denne Art, hvorfor så pludselig anbringe denne Tankebarrikade «et Storværk», som Du så glemmende hvad det egenlig er Du vil sige giver Dig til at rydde af Vejen. Og Du får den tilmed ikke ryddet bort. «Storværket» står der udefineret, og jeg gad også se den, der kan give en udtømmende Besvarelse af hvad et Storværk i Literaturen er. Det er et tomt Ord voilà tout. Et Ord som først kan anbringes, når man har tvunget et ganske bestemt Indhold ind i det, men et Ord som ikke kan fyldes med andre «almindelige» Ord. – Ja dette ser naturligvis ud som et Miskmask; men det er i Sandhed ikke let i Korthed at foredrage ABC'en i den Kunst at skrive. Du har givet en Ordforklaring min søde Pige i Stedet for en Sagforklaring, og det er alle begyndende Skribenters Skødesynd, og det ligger simpelt hen deri, at Ordene virkelig bliver til en Sag for den uøvede ved den Modstand de gør for Tanken. Man standser ved en ydre teknisk Vanskelighed, synes man kommer igennem, medens Forholdet blot er, at man for ét Ord har fået anbragt to, tre eller fire. Tænk Dig et Øjeblik om: Kan det ikke være Dig aldeles rasende ligegyldigt, om Folk kalder «Over Ævne» for et «Storværk» eller ej, når de blot erkender, at det har den bestemte nøjagtig angivne Betydning, som Du hævder? Det er den enkelte indholdsfyldte Bestemmelse af en Ting det kommer an på. At Du t.E. påviser at Digterværket kan forstås som en Allegori er fortræffeligt, det er en Betegnelse men ikke, at det er «stort» osv. – Interesserer Du Dig virkelig for Allegorier min søde Pige, eller er det blot denne, der ved sin særlige Storhed har imponeret Dig? I sidste Tilfælde er dine Ord uforsigtige. Nu læser man din Artikel med Indtryk af, at Du i Allegorien ser den egenlige Storhed ved «Over Ævne». – Jeg antager nu rigtignok, at Bjørnson er for moderne en Ånd til for Alvor at have givet sig i Lag med Allegorien. Den er kommen med helt lejlighedsvist, efter min Opfattelse, den trængte sig på, kunde ikke lukkes ude. Har Du ikke også forholdsvis sent fået Øje på den?

Torsdag 17 Januar

Det var mit Brev forleden. Jeg nåede ikke videre og har siden været forhindret fra at skrive bl.a. af en Kamp med en rygende Kakkelovn, som har gjort mig halv sindssyg og omtrent husvild. Min egen elskede Ven, Du skal love mig at tage de Udstrygninger, jeg har foretaget i din Afhandling, med al den søde Sindsro, Du råder over. Du kan begribe, at jeg er gået alvorlig til Værks og har skåret i dine Ord, som var det i dit Kød. Jeg har betragtet mig som en Slags Læge og kan naturligvis have gjort Fejl, men jeg har et virkeligt Studium for mig, og dit Tilfælde ligner oven i Købet meget det, jeg har måttet helbrede mig selv for, og som i det hele er et hyppigt forekommende. Sig til dem, der kender Artiklen, at da det fra Redaktionens Side blev fremhævet som noget nær nødvendigt, at der foretoges Forkortninger, betroede Du mig at gøre dem tilligemed de Småforandringer af enkelte Udtryk, som jeg måtte finde rigtige for noget at mildne Tonen. – Jeg var i Teatret igår Aftes og kom hjem og fandt dit Brev! Et sådant Brev! Så lykkelig Du gør mig, Amalie! Det er sådan, at jeg er lige ved at sige: Nej jeg vil ikke være så grænseløs glad, så helt ned til Bunden af min Sjæl lyksalig ved et Brev, hvor skal jeg gøre af min Glæde, jeg kan intet Udtryk finde for den, jeg véd ikke hvor jeg skal gå hen med den. Det var jo så sen Aften (Kl 12), at jeg, selv om der havde været varmt i min Stue, vanskelig kunde have sat mig til at skrive. Det er dette ikke at kunne sige det til Dig, ikke at have Dig med i min Lykke, som er så fortærende. Men alligevel Amalie, inderlig glad er jeg, det kan ikke hjælpe. Endnu idag føler jeg mig så rig, så stor, så løftet over alle Bekymringer, at selv din Fraværelse står for mig i et tåleligt Lys. Der kommer for Resten bestandig tilbage for mig en Anledning til at være ond på Skæbnen, at den ikke giftede os i Efteråret i Stedet for først nu til Foråret, og det er den aldeles mageløse Vinter vi har. Som Du vilde have nydt den! Min Stump klar Nordenvind og 3–4° Varme, en uforanderlig Mildhed og Skønhed. Noget lignende opleves ikke to Gange i en Menneskealder. Næste År naturligvis bliver Vinteren modbydelig med Frost og Storm eller Slusk og Storm. Jeg sidder med åbent Vindu nu for Røgens Skyld fra min Kakkelovn, uden for pipper Fuglene og Tømmersvende arbejder nede på Pladsen over for mit Hus. Selv Røgen gør mig ikke rasende idag. Det femte eller sjette Forsøg på at forhindre Røg med nordlig Vind skal nu gøres. Du, det er ikke en Gang Røg fra min egen Ovn for Øjeblikket, det er mine Husfællers Røg, som trænger ind til mig – jeg har været ved at gå fra Forstanden. Men tror Du ikke, at jeg også har tænkt på, hvorledes Du vilde klare Dig, når sligt skulde indtræffe for os. Jeg har i Tankerne sammen med Dig været fordrevet, og jeg har gjort mig Umage for at tænke den Sag igennem, om det var muligt, at Du kunde tage sligt med Ro, eller om Du ikke blev rasende, og jeg netop i den Anledning den mest koldsindige af os to. Nu har den Tanke plaget mig meget, om jeg ikke skulde være berettiget til at fordre Skadeserstatning for mine spildte Arbejdsdage og mine tilsmudsede Møbler, og om jeg ikke er et tossegodt Fæ, som ikke straks har slået den Tone an overfor Værten. Han har for øvrig været skikkelig og søgt at gøre hvad der var muligt til Røgens Fordrivelse. – Men nu til dit Brev. Jeg har ikke Farverne Stump, hvorledes det så er gået til, Du må sende nye, og så en til, til Sovekamret, men lad det ske så snart som muligt. – Det er jo noget aldeles umådelig vigtigt det med Tidsskrift og Sars'erne Du fortæller. Så forstår jeg noget, Poulsen for så og så længe siden – han er vistnok rejst nu – har fortalt her om et Brev fra Sars, noget venligt til Poulsen, jeg husker i Øjeblikket ikke hvad; jeg opfattede det den Gang som en af Fyrens sædvanlige Løgne og lod det gå ud af det andet Øre. Men hvad er dog det for Fjotteri fra den Lejer? Du har nævnet for mig i sin Tid, at «Moderne Damer» skulde anmeldes for din Skyld, som om den var et almindeligt Romanprodukt for netop at tvinge Skandalen bort fra Bogen. Jeg fandt det forkert, naivt. Men at man ud fra Bogen selv eller for Poulsens (!) Skyld mener at burde behandle den som en hæderlig Mands Arbejde, forstår jeg absolut ikke, og jeg siger som Du, at der her må mangle Fru Schiøtt og Sars noget enten på Forstanden eller på Følelsen. Holder de af Poulsen eller mener at have Forpligtelser over for ham, vilde det højeste, jeg i min Fantasi kunde svinge mig op til at tænke mig, at de vilde gøre, være, at der blev slået en Streg over hans Forhold ved denne Lejlighed, at man glemte «Moderne Damer» som en Bedrift udført i utilregnelig Tilstand. Jeg lider ikke dette at man kan få denne Bog tilsendt og være din Ven og så fremdeles lade Poulsen være lige god for det, men altså Gemenheden kan de måske forklare som vanvittig Sorg, men at ville lukke Øjnene for hvad her er foregået – hvorledes er det egenlig muligt? Hjælpe på Fyren i Anledning af «M.D.» – det er jo Forræderi! Men ser Du Stump, må jeg skyde det ind her: således som Morgenbladsforholdet tager sig ud for den forurettede Part – og der er Forurettelse – kommer vor Støtten af Bladet til at se ud omtrent på samme Måde som Fru S. og S.'s Støtten af Poulsen viser sig for Dig og os. Kun at Hørup talte så hjertelig og smukt med mig, fordi han gik ind på at forstå mit Standp. For ham har Spørgsmålet kun været Berg-Hørup, og mulig har han Ret, og endda er det rigtigt, hvad vi andre har gjort. Men ser Du, let har dette ikke været. – Kunde Du sende mig Fru S.'s Brev om denne Sag?^k1007 Det vilde naturligvis interessere mig i højeste Grad at se, hvorledes hun forklarer sit Standpunkt. Nå og gamle Fruen, som holder på med at få sin Søn gift – av, av! Vil Du tro Ven, at jeg har haft en Fornemmelse hen i den Retning ved nogle Ytringer Du har refereret af hende om, at var hun Mand, vilde hun blive forelsket i Dig. Du lagde ingen Vægt på disse Ord, og så måtte jeg naturligvis end mere gå dem forbi, jeg kendte dem jo kun fra Dig. Men alt dette er jo broget, og ubehageligt. – Jeg har en Følelse af, at Historien er temmelig gammel, og at jeg har lidt en Smule Uret ved først nu at komme ind i den. Du er lidt af en Gemmepotte og skal ske Skam i den Anledning. Vi ligner ikke hinanden i denne Henseende. Min første Lyst, min første umiddelbare Trang er Meddelelse til Dig, dele, dele alt. Fy! Og så nu også det med «Fru Ring». Jeg som ikke véd mere end jeg véd, siger naturligvis, at Du har Ret. Men Mulighed kan der jo være for, at Du virkelig har sat en Ytring for skrigende i Farven hen i Fortællingen, og at netop det Du vil sige, kan blive sagt i en lempeligere Tonart. Du skal slet ikke svare på denne Formodning, der hensættes helt i det Blå. Det er kun fordi jeg efterhånden er bleven snildere, end jeg var før i Retning af at finde på Udveje til at få det frem, man vil have frem og mindre og mindre tror på det enes absolute Nødvendighed. Men naturligvis et Ord, dette bestemte Ord kan blive selve Centrum, som ikke kan forrykkes uden at hele Cirkelen går i Skuddermudder. –

Hør min søde Pige, nu er jeg nær ved at skænde på Dig. Er der nogen Mening i, at Du først nu over et År efter at Du er bleven min, fortæller mig hvem Kathinka Heiberg er, din virkelige, eneste, sande, uadskillelige Veninde, og det oven i Købet kun på Foranledning af mig? Hvorfor har jeg ikke skullet holde af hende for længe siden? Er det at varetage min, er det at varetage hendes Tarv, er det at gøre Ret imod Dig selv? Og hvad ligner din Vrede i sin Tid over, at jeg havde fortalt With, straks, naturnødvendig den Forandring, der var foregået med mig? Har Du ikke været nødt til at gøre netop det selvsamme? Hvor har Du kunnet undgå at komme til at tale om alt dette til mig? Det skal Du gøre ordenlig rede for. Jeg holder af Kathinka Heiberg, jeg er vis på, at hun er et udmærket Menneske – og jeg kan efter hvad Du har fortalt mig om hende ikke begribe, at Du ikke har ét hæderligt Ord i din Artikel om de kristne. Jo ét står der et Sted indeklemt mellem lutter nedsættende Udtryk. Og når Du har talt til mig om dit Forhold til religiøse Mennesker, hvorledes Du i dit daglige Liv let kommer ud af det med dem, hvor har Du så kunnet lade være at bringe hende på Bane? Svar mig! – Så er der i dit søde Brev et Kildespring af Ømhed og Kærlighed som betager mig Vejret næsten. Du søde. Du er så glad for mit Brev – hvad kan jeg mon have skrevet andet, end at Du er min Fryd, min Nødtørft på Jorden.

Aften Kl 12

Jeg måtte afbryde før. Du yndigste Sødhed som findes, jeg vilde have sagt Dig, at Du gør mig indbildsk med dine kærlige Ord. Hvad er der andet godt ved mig end min grænseløse Kærlighed? Jeg er sikkert lille i mange Forhold, Stump, dår Dig ikke, husk, at Du skal elske mig med alle mine Fejl. Elskede, elskede Pige, Du skal væbne Dig med Overbærenhed, med en uendelig Evne til at kunne finde Guld imellem Slakker. «Det Glimt af Sol bag Tågen at bevare, det er det Livsens Krav en Mand skal klare» står der hos Ibsen;^k1008 men det gælder også den gifte Kvinde. Du har meget at holde ud med, hører Du. Men Unge, jeg tror også på mangt et Glimt af Sol, hos Dig og hos mig. Jeg tror på, at Du kan få det gode frem i mig, Amalie jeg tror på vor Lykke, jeg tror på Dig. Du er en brav, en hæderlig Kvinde, en dejlig, rettænkende, bedårende Hustru! Amalie Du er Smukheden i mit Liv. Uden Dig var alt gråt, umuligt, forbi! Ja Ven, det er sandt, mig er det, Du skulde elske, for Dig er det, der har givet mig Kærlighedens Gave. Hører Du Amalie, Du har fået mig til at blive Mand, til at elske, Veninde jeg elsker Dig helt, uden Mål uden Grænser. Jeg har givet mig Dig helt i Vold. Du skal altså give mig Dig igen. Min søde Hustru. – Jeg har i Aften været i Dagmarteatret og kedet mig over en idiotisk Operette^k1009 rent afskyligt, så spist lidt hos Jakob og er nu kommet hjem og er overmåde søvnig. Du min elskede, om Du nu var hos mig, søvnig som jeg, sådan ganske i al Almindelighed, rasende søvnig, ked over Operetten, kun bevarende et eneste morsomt Træk, som vi kunde nævne sammen for hinanden, en aldeles overraskende kæk, kåd lille Streg af en Skuespiller – det var dog et af disse Glimt af Sol – ikke? Godnat nu min dyrebare, jeg går ned med Brevet i Aften for at være sikker på at det kommer med imorgen. Der lå til mig to Dgbl. fra Dig, tak min sødeste Stump. Jeg kunde naturligvis ikke lade være med at endevende dem for at se om Du skulde have smuglet noget med, men nej. Men Du er dejlig alligevel. Godnat Amalie

Din Erik

Kriania 16de januar 84.

Kl. er 2 nat min elskede; jeg er netop kommen hjem fra en selskabelig sammenkomst hos kunstnerne i et stort offentligt lokale. Der var nokså morsomt, men ikke at ligne med igår hos «Fram» den unge liberale studenterforening,^k1010 hvor kunstnerne havde møde og holdt diskussion som Fritz indledede med et tyndt, spredt, åndfuldt ja, à la Numa Roumestan foredrag,^k1011 der greb tilslut, fordi det, skjøndt lidt reklamemæssigt, dog var ganske treffende. Så kom Chr. Krogh, som var brilliant, og så en del andre, og så kom der punscheboller og lange smale borde, og da var der en moro, og en stemning og en given tilbedste af fortællinger og andet, som var virkelig kunst helt igjennem. Husk endelig på at jeg engang mundtligt fortæller dig om dette; det er noget rent mærkeligt dette lille «Fram», – om du havde været med, du vilde være grebet af den evne til at samle sig, præstere, skabe liv og glæde – siden jeg var barn har jeg ikke havt en sådan aften. Men jeg sad hele tiden og tænkte: Ak om Erik havde været med! Da jeg så kom hjem, fandt jeg dit brev fra mandag, nu kommer brevene igjen om aftenen – og blev naturligvis henrykt ved at se det. – Ja stryg du bare af mit skriveri, hvad du vil. Jeg ønsker inderlig at jeg havde været hos dig nu for at få se hvad du mente med dette at gjennemarbeide min artikkel. Du kan tro, jeg skal lade dig lære mig alt hvad du kan lære mig på dette område. Aldrig skal du have havt en lærvilligere, lydigere og mere beskeden elev. Det er kun når du udtaler noget, som viser at vi tænker modsat, at vi mangler muligheden for en virkelig forståelse, – det er da, at jeg steiler. Det gjør mig så rasende ondt, det stikker og slider i mig, og smerte er jeg så forhadt på, – jeg kan ikke fordrage at føle nogenslags pine, – jeg blier straks utålmodig og vil slå eller tie den fra mig. Siden jeg har havt anledning til at vise dig mit ilske i vore disputter, tror jeg det vil overraske dig at se hvor uhyre medgjørlig jeg vil være, når du klandrer mit arbeide, vil vise mig feilene der og hjælpe mig til at gjøre det bedre. For jeg elsker ikke mit arbeide, – det vil sige, jeg elsker at arbeide, men alt hvad jeg får færdigt, vilde jeg med glæde på ny styrte mig over, og rive istykker for at gjøre det om og få det rigtigere, når der blot var en, som pegte på feilene og sa'e: så og så skal det være. Det er mine meninger, ja det vil sige mine livsens grundmeninger jeg elsker, dem jeg ikke kan røre ved, uden at hele min åndelige habitus falder overende. – Men hvorfor kan det ikke komme i det første hæfte, i det for januar? Jeg sender dig «Nyt Tidsskrift», – jeg vidste ikke om du havde let for at få fat i det. Men jeg må ha'e det tilbage, fordi denne årgang skal indbindes. Men jeg må slutte. Jeg dør af træthed og så har jeg en kardialgi, til at fortvile over om dagen; det er af den megen nattevågen o.s. v. Får jeg brev imorgen, så skriver jeg, – så vil du få det mandag morgen. Uf ja, – også jeg syntes ilde om denne puffen dig til at skrive af G.B. Det skulde betyde velvillighed, men det var en taktløshed, en simpelhed i tænkemåden. En éneste, fin antydning i form af et ønske, en forhåbning havde været nok, og på sin rette plads. Godnat elskede. Dine ord om din kjærlighed var livsalige at læse. Ak ja min dyrebare, mit liv på jorden, jeg ved jo at du elsker mig, men lige indtil iaften, har jeg siddet, og sørget over den kjærlighed, som de andre har fået. Jeg elsker imidlertid dig af hele min sjæl. – Endelig har jeg fået manuskriptet;^k1012 der stod i en liden skrivelse, der ikke kan sendes, fordi der stod andre private ting også, at redaktionen takkede, men at den fandt skitsen for faglig, for «speciel»; og da deres plads dertil var så uhyre stærkt beslaglagt, kunde de ikke ta'e den. De har ikke turdet heller; den var dem for vovet.

– Din Amalie.

NB. Det er «Tidsskriftet» som har bøiet manuskriptet over i to. Derfor gjør jeg det nu, ellers havde jeg ikke gjort det.

Lørdag aften. [19/1/84]

Nu har jeg for 4de gang tærsket igjennem dine 3 eller 4 sider lange indvendinger mod «storværket» og [«]bestemte faktorer» og sammenhængsbundne, og jeg er ikke istand til at forstå hvad det er du mener og tænker på. Jeg ved at der er god og fornuftig nok mening i alt det, og jeg synes det er ufordrageligt at det går ud, men skriftligt kan det ikke nytte at forsøge på at forklare dig hvad jeg har ment. Jeg opgiver det. Stryg og skalt og valt som du vil. Netop dette sted var L. Holst så glad i, fordi det i stor udstrækning og i få ord gav hvad netop der skulde siges. Jeg kan ikke begribe at du ikke også er glad i det sted. Vi bruger ikke denne ækle pluralisform «deres»^k1013 sådan i flæng som I danske; vi bruger sin, og har deres naturligvis. Jeg læste det to gange det sted for Holst og Helland og ingen råbte på noget «deres». Det var ikke at teologerne svarte som var harmeligt, – men det var måden. Du skulde ha'e læst det; ingen brav mand eller kvinde kan mindes det uden at vredes. Jo, det var netop sine hjærner de lagde i blød^k1014 – du skulde kjende de morsomme historier om Heuch og Caspari^k1015 fra dengang; det er netop betegnende for det virkelige forhold at sige, at de lagde sine hjærner i blød. – Nei, men du, jeg vil heller ha'e artikkelen tilbage. Ikke fordi jeg er fornærmet eller stødt ved hvad du har sagt min sødeste, elskede ven, men fordi jeg umulig kan være tjent med at du skriver den om. Du håner så det om allegorien. Lad mig sige dig at Bjørnson f.eks. vil sætte mest pris på det om allegorien. Der må allegori til, ikke for mig men for de menige. Det er for dem det hele er skrevet. Lad mig få det tilbage! Jeg sætter det ind i «Verdens Gang» med enkelte modificationer af angrebene på kristendommen. Det er ikke fornærmelse, men jeg liker ikke dette at nogen skriver om hvad jeg har sagt. Og det er unødvendigt. Lad os bare få den op til os; her vil det ikke vække denslags grublerier. – Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal svare på din bebreidelse over at jeg ikke har fortalt dig om Kathinka. Vil du tro at jeg blev stødt over at du kunde spørge om hende, bede mig forklare dig hvad hun var for mig o.s. v. Jeg, som bestandig i breve og muntlig har sagt dig så meget, så meget om hende. Du er en underlig en; der går ikke ind i dig mere end én ting ad gangen, og du er, – ja, som du selv siger – langsom. Ikke heller huskede du at jeg havde fortalt dig om (uf jeg har taget et halvt ark papir) min yngste bror, som var i Amerika. Og meget andet af samme art har i tidens løb gang efter gang gjort mig forbauset. Jeg har for længe, længe siden skrevet at Kathinka kunde se på mig straks hun kom fra landet ifjor høst, at der var foregået noget med mig, og at jeg måtte tilstå for hende, at jeg var bleven glad i et menneske, men at hun var som altid altfor fin til at spørge mig om nogen verdens ting. Det er dig, som skal bebreides fordi du er sløv for alt det i brevene, som ikke angår mig og dig, og ikke mig for at ha'e forholdt dig noget. Nu nede i Kjøbenhavn på Dagmar hotellet sad jeg jo og fortalte dig om hende også, og om hendes søstre, men jeg kunde se det på dig, at du kun hørte med trekvart øre, og derfor stoppede jeg længe før jeg vilde hae stoppet. Det er da en skrækkelig plage med din din [sic] røg. Næsten i hvert brev, står der om forhindringer og forstyrrelser forårsagede af den. Det er jeg bange for, vilde fortrædige mig meget. Røg skal et ordentligt menneske ikke finde sig i, for det er jo aldeles ødelæggende for krop og sjæl og alt ens habengut. Jeg synes du burde betænke dig to gange på at leie i det hus til os, for du kan stole på, det er samme elendigheden i de andre leiligheder også. Tænk hvorledes mine broderte puder og tepper, og stolene, hvis broderier nu er vasket og indsat i ny plyds for at være pene til foråret, skal komme til at se ud, ikke at tale om gardiner. Du vilde – tror du – være koldsindigere end jeg i røgstilfælde. Ja, jeg vilde slet ikke være koldsindig, for det er ikke til at være koldsindig i. Så sender jeg dig da atter farverne. Lad dem nu ikke gå i vasken igjen. Jeg vil gjerne ha'e den grå farve i soveværelset, altså både spisestuen og soveværelset gråt, hvis du så synes. Den største stue skal være rød, og så får du gjøre som du vil, om du vil ha'e dit værelse rødt eller brunt. Jeg tror den brune bli'er pen. Det glæder mig at du ser på det om at ville anmelde M.D. i Tidsskriftet aldeles på samme måde som jeg og de andre. Det er akurat min følelse; jeg vil ikke være ven med de mennesker, som tager M.D. under armene for at hjælpe på Poulsen. Fru Schjøtt går og siger, at det at jeg har trukket mig tilbage fra hende, er den største sorg hun på mange år har oplevet. Hun siger det til dem som hun ved vil bringe det igjen. Men jeg er aldeles forstokket her. Jeg holder mig til min egen følelse hvad dette anbelanger. Jeg har for at være sikker på ikke at bedrage mig selv – spurgt Kathinka som er min samvittighed, som kjender mig bedre end jeg selv gjør det om hun ikke tror jeg i fru Schjøtts sted vilde ha'e sendt Poulsen bogen tilbage med den besked at jeg synes den var et ignobelt produkt og at jeg ikke ønskede at anmelde den, eller forhandle om den, og hun har sagt mig, at der ingen tvil er om, at netop det vilde jeg ha'e gjort. Altså: her er noget som jeg ikke forstår hos fru Schjøtt, og det jeg ikke forstår, steiler jeg for. Jeg ved godt at fru S. har været min virkelige ven, og at hun er det nobleste og fineste menneske jeg kunde ønske at omgåes med, men alligevel, – jeg er og vil være absolut borte fra hende. Det brev fra hende, kan jeg ikke sende dig nu, for fru Ulmann f. Dunker, en gammel deilig dame,^k1016 som jeg elsker, fru S.'s tante har det. Hun også er på mit parti i den poulsenske affaire, og det er Kathinka, og alle, alle de andre. Sarsene er nu så uhyre godmodige og medlidende mennesker, de tog sig af Poulsen, og fru Sars vandt ikke mere end at afparere alle de små fine spotterier hun overalt og af alle måtte høre over at hun kunde holde Poulsen ud. Nu skal standpunktet opretholdes. Så skriver han jo også alle disse jammerskrig[?] til Erns[t], fru Sars, ja selv til Ossian, og så er de straks rørte. Helland og Irgens Hansen, og måske flere går bare og ønsker at anmeldelsen skal komme, for at de kan få dundre løs, I.H. har nu flere horn i siden til Tidsskriftet, og han har lovet at de skal få sit hele synderegister. Eva Sars havde sagt, at det var sørgeligt at en eneste menneske, og det en «dame», kunde vække splid i det hidtil så enige literære venstre, og dertil havde vedkommende svaret at det ikke var nogen dame som havde afstedkommet fortræden, men ene og alene den omstændighed at Tidsskriftet forholdt sig æresløst til en literær gemenhed.

– Jeg har hørt mere end det at gamle fru Sars sa'e, at var hun mand, vilde hun blive forelsket i mig. Mally Lammers^k1017 fortalte mig således engang i et selskab forrige år vinter – vi stod i en kreds midt på gulvet, at Ossian havde sagt til sin mor, at jeg var så deilig, at han ikke kunde se mig, uden at det gryssede i ham. «Dette er farligt» – sa'e så fru Vibe, – «hvad vilde din mor sige, om det blev til noget nærmere mellem Ossian og fru Müller?» «Det vilde være mors høieste ønske» – svarte så Mally. Men tænk dig til at alle denslags ting forstår, eller rettere «hører» jeg først år bagefter. Jeg hørte dem med mine øren dengang, det bevises jo deraf, at jeg nu husker dem, men jeg hørte dem alligevel ikke. De har været begravet etsteds i mig lige til nu da dette fru S. havde sagt, kom og gjorde indtryk på mig, påvirkede mig ubehageligt, – da dukkede hine ord og flere til op, og jeg kunde ikke fatte, at jeg ikke straks var bleven opmærksom. Og lige indtil nu i et selskab hos Hellands med det samme jeg var kommen hjem fra dig, sagde Olaf og Eva Sars^k1018 noget som var aldeles mærkværdigt udtalende, men som er for langt, det vil sige, trænger for lange indledende bemærkninger til at jeg kan få det udredet her; men du skal få det mundtligt, som masser af andre ting. Ja, jeg er ganske vist en «gjemmepotte», fordi det er, det er umuligt at få dig meddelt pr breve alt det jeg oplever, hører, er omringet af. Jeg går med en eneste sår, fortærende sørgelig fornemmelse af at det er håbløs, halsløs gjerning at forsøge på at meddele til dig alt, og så lader jeg mesteparten fare. Men derfor vil du også opleve, at jeg, hvorlænge vi endog lever sammen, vil have et bundløst forråd af stof oplevet stof, som vil interessere dig, fordi det er kun det der er noget ved, som efterlader sig i min hukommelse, og knapt nok det engang. – Nu skal du høre hvad det er, der står i «fru Ring» som det fæ, den Skavlan, synes er for vovet. Det er en aldeles forslidt tanke, men det passer ind i det der udgjør hele situationen og fortællingens habitus. Fru Rings veninde siger: «Men der er da intet afskyeligere i verden end en gift kone, som lever med en elsker» – og fru Ring svarer: «Eller en gift kone, som lever af at leve med sin mand – det kommer ud på et.» «Men det er jo en kones pligt!» «Ja, naturligvis, – det er derfor at ægteskabet igrunden er en styg institution.»^k1019 – Jeg kommer atter tilbage til det om Kathinka, fordi jeg ved at kige i brevet så hvorledes du lægger ivei mod mig for dette, og det er næsten et slags vrede jeg føler over at du har gået så let over alt det jeg har sagt og skrevet om mit forhold til hende. Netop når talen har været om at jeg kan komme ud af det med de kristne, har jeg altid nævnt hende, og hendes, og føiet til: men det kommer nu af at de kjender mig så tilbunds, og i mig har et levende bevis for at en vantro kan være god og elskværdig. Men af den grund at Kathinka er en kristen, vilde jeg aldrig i livet ha'e et hæderligt eller anerkjendende ord at sige om kristendommen. Tror du hun er som hun er fordi hun er kristen. Nei min ven, tiltrods for, og ikke på grund af. Jeg har jo selv været kristen, alvorlig kristen, så jeg kjender hemmeligheden. Et menneske på et civiliseret og nogenlunde overlegent standpunkt, er hvad det er, uafhængig nogen tro eller lære. Ja, det ved jeg jo også at du ved. Var Kathinka vantro, vilde jeg ha'e hende endnu kjærere, nei, ikke kjærere, men mere fornøielse og glæde af hende. Hun f.eks. har mere fornøielse af mig, end jeg af hende, enda jeg skatter hende blandt de bedste jeg har i verden. –

Nu ved gutterne besked. Kathinka sa det for mig. Hun har flere gange sagt at hun syntes det var uret mod de store gutter at de ikke vidste det de sidste par måneder, så det ikke skulde komme så overrumplende på dem. Jeg var enig med hende, og vilde så gjerne, samlede også gang efter gang mit mod, men ordene døde på min tunge, og jeg følte hver gang, at jeg heller vilde dø end ikke få udsættelse. Så igår efterm. kom Kathinka efter aftale ned. Jeg gik ud og drev i gaden mens hun gik ind og fortalte Jakob det, Ludvig var ikke hjemme. Jeg kunde ikke, havde ikke ro at være i huset, mens det stod på. Så, efter en halv times forløb, – jeg havde gået og storgrædt i gaden – listede jeg mig op bagveien og ind i spisestuen, og så kom Kath. ind og sae at alt var over, og at han havde været så aldeles ubeskrivelig sød. Jeg gik ind i dagligstuen. Jakob kom ind, gik lige imod mig faldt mig om halsen og sa'e at han bare var glad for det. Det er aldeles umuligt at fortælle dig her hvor sød og ubegribelig deilig han var, men når jeg treffer dig skal du få høre alt. Han havde sagt til Kathinka, på hendes spørsmål om han syntes det var ondt: nei langt fra, – vi er jo ikke således opdragne, vi, at vi skulde synes noget sligt. Senere på aftenen, da Kath. var gået talte jeg med dem begge længe, Jakob havde sagt Ludvig det og, – ja det er ugjørligt at sige hvordan de var. Men de sae begge, at der var ingen de hellere vilde jeg skulde giftet mig med end dig. Tænk det, at de har havt et så ensartet instinkt, så blodsbeslægtet med mit eget. Jeg sae, at de jo ikke kjendte dig så meget, at de kunde ha'e noget at bygge sit gode omdømme på. Nei, det er sandt sae så Jakob, men vist er det, at der ikke er et menneske som har vundet min agtelse og godhed således som han. Det er den kjækkeste fyr jeg har sét, Ludvig og jeg har af og til talt om hvor godt vi likte ham. Det samme havde Jakob sagt til Kathinka, og været ganske lei fordi hun ikke kjendte dig, eller idetmindste havde sét dig. «Du kan stole på du havde likt ham» – havde han så føiet til. Ja, hvorom alting er: sådanne gutter som mine, findes ikke i verden; så humane, modne og dannede og dog så usigelig barnslige, og så hjærtensgode, og så kloge og fine, – ja så udsøgt fine. Det er som om tusinde stene er taget fra mit hjærte. Idag ved middagsbordet sad vi og talte om det og de formelig spøgte, endskjøndt jeg ved at de er bedrøvet over at skulle miste mig. – Bliv ikke vred på mig over at jeg vil ha'e artikkelen tilbage, hører du min søde, elskede Erik. Det kan godt være, at jeg vilde forstået dig, hvis vi havde kunnet samtale om alt dette; men nu kan jeg bare ikke forstå, at du ikke forstår. Men husk hvorofte det hænder at I danske f.eks. ikke skjønner hvad Bjørnson mener! Nei at du kan spørge: «Er det «storværket»? eller billedet «kjæmpebillet [sic]», komme med sådant galmandssammensurium hvor meningen er så enkel og simpel. Ved du da ikke, at det er slægtledenes sammenhæng med hinanden, de nedarvede traditioner i religion, moral o.s. v. nedarvede evner og tilbøieligheder, som giver individerne sit præg. Og når disse figurer er allegoriske så er det et udtryk for hele rasen, må altså tages efter store, almengyldige dimensioner. Og bestemte faktorer; det er jo netop det pres religionsteorierne og opdragelsen har øvet på deres åndelige habitus, og netop dette er det som hos Bjørnsons personer har skabt det ydres korrekthed. Det er forsvarligt og rigtigt!

[Tilføyelse på side 8]:

Om min forklaring sigter til allegorien? jeg tror du er gal! Forklaringen af allegorien som helhed, kommer jo bagefter. Først har jeg jo med hver enkelt skikkelse at gjøre. Enten er du dum eller jeg!

[Tilføyelse på side 5]:

Du forstår ikke et muk af det om storværket; men om jeg skulde lade mit liv, så forstår jeg ikke et muk af dine indvendinger. De er rent sammensurium for mig. Jeg studerer dem uden spor af udbytte [?]

[Tilføyelse på side 4]:

Jeg kunde ikke sige at skikkelserne var nye, – for de er altfor gamle og kjendte til det. Ja, sikkerlig! I allegorien ser jeg den største værd i «Over Ævne», det er det vi netop har trængt. «Folket» må få sandheden ind på den måde. Men nu godnat min elskede

Din Amalie

Søndag 20de januar 84.

Nu er det mig som glemte farverne, men sidst er det dig som har tumlet dem bort. Jeg sender dem altså idag, og benytter anledningen til at skrive lidt med det samme. – Det er ikke akurat det samme jeg har været nødt til at gjøre ligeoverfor Kathinka, som du for With. For det første havde du sagt hvem det var du var bleven glad i, og for det andet var With et mandfolk og det var du også. Det kan aldrig blive et ganske analogt tilfælde. Kunde jeg vide hvem With var?, og om han ikke vilde opfatte det som noget ækelt eller almindeligt noget, af den slags som forekommer i mandfolks liv. Ikke at tale om dette gamle, forslidte der alligevel spiller en stor rolle, at en dame kompromitteres ved den slags, medens omtrent det modsatte finder sted for herrens vedkommende. Er der kanske f.eks. nogen som har talt tvetydigt om dig fordi du gav dig til at reise overland med mig, men hvorledes har man ikke opholdt sig over at jeg gjorde det. At du kan komme med sligt snak som at jeg har gjort akurat det samme som det du gjorde med With, forundrer mig. Der er ikke mening skabt i det. Og desuden beskylder du mig for hvad der er usandt; jeg kan ialtfald ikke huske, at jeg har ladet dig føle nogen «vrede» i anledning af at du havde vaset om mig til With. Husk forresten også på, at jeg indstændig havde bedet og bønfaldt dig om ikke at lade et eneste menneske få nys om hvad der var foregået, eller om mit navn, – så forskræmt som jeg var over hvad jeg havde vovet mig ind på, men du havde slet ikke bedt mig om noget lignende. Naturligvis, – dig var det ligegyldigt, og desuden vidste du, at jeg nok vilde tie. Hvad der foregik mellem Kathinka og mig dengang, var kun dette at hun kunde se jeg ikke længer var den sorgløse gamle, kjappe og ovenpåværende – det var kort efter at du var reist fra Kri-ania til Kjøbenhavn dengang, så vidste hun jo, at jeg havde været på Aulestad og truffet både den ene og den anden, og så kom hun med et spørsmål om der virkelig var hændt mig noget sligt, som at en mand havde gjort noget indtryk på mit hjærte, og så brast jeg i gråd og nikkede, og siden spurgte hun ikke, før jeg selv fortalte i høst hvordan det nu stod til. – – Jeg har tænkt mere på det du skrev om min afhandling. Hvad du har strøget i indledningen, vil vistnok kun være til gavn for tingen; jeg kan godt gå med på at den er for bred, og mulig er den også for kras; kan du her ændre noget uden at meningen forkvakles, så gjerne. Og hvis det kun af selve det om «Over Ævne» er det ene du skrev om igår, som du stryger, så er det jo ikke værdt jeg får den tilbage, hvis du ikke måske selv tænker det ligegegodt [sic] at så sker. Bare vi havde været sammen, så vi kunde talt om det du finder meningsløst; jeg skulde gjort mig så meget umage for at forstå hvad du mente; men skrive om det må du ikke; det vil være ørkesløst, og så er det så kjedeligt, og tager for meget af den kostbare tid og plads op elskede. Det er brav nok at du har rettet «nuancer» til «forskjelle», kun at det aldrig vilde siges på norsk. Vi har ikke pluralis af forskjel, ja, har nok, men bruger den aldrig; vi siger da forskjelligheder, eller mange slags forskjel, forskjelle aldrig. I den forbindelse, vil forskjelle klinge absolut komisk i norske øren. Jeg har atter studeret dine indvendinger om «storværket» o.s. v. og jeg kan ikke få sammenhæng i hvad du mener; for hvis jeg skal forstå det som det står og efter min simple forstand, så bliver jo du så hestedum, og derfor må du mene noget, jeg ikke får tag i. Hvorledes er det f.eks. muligt at du kan spørge hvad «det» i sætningen: «det er dens indre sandhed» o.s. v. går på? Som om det går på noget! Hvad jeg har tænkt og ment er dette, og kanske kunde det stå således udtrykt (Se på det andet papir)^k1020

Husk at figurerne er allegoriske, og at de har at være et typisk udtryk for de mange. Det er jo netop dette, der giver en skikkelse sin indre sandhed, og det er dette som i mine øine gjør den til et storværk. I «Over Ævne» er der ikke en figur, som kan påvises at have en eneste feildraget eller blot mindre rigtig linie, og netop af den årsag som overfor er sagt. Men hør, – det blir vel bedst, jeg i ethvert fald får skriveriet tilbage for at renskrive det; ja, det ønsker jeg udtrykkelig, såfremt der er tid, og tid må der jo være i massevis. Du skal i tilfælde få det straks tilbage; hele greien vil tage 5 dage. – – –

Røgen i det hus hvor vi skal bo, står mig stærkt for hodet. Du bør ikke leie på et sted om hvilket du ved, at det er befængt med livets værste plage. Og det er jo noget, som daglig forekommer; i dine sidste breve, har der altid været noget om røg. Du har vel fået tidsskriftet og dagbladet med en afklippet følje[t]on om «Over Ævne».^k1021 Der har stået en føljeton til om samme æmne, af fru Vullum,^k1022 men den er så kjedelig; og så lidet rammende hodet på sømmen, at jeg gad ikke finde den op engang. Selv læste jeg ikke hverken Irgens Hansens, eller Vullums, før efter at min var skreven. Du, som har den deilige vinter; her er den nokså ækel, ikke meget kold hidtil har vi ikke havt over 6 grader Réaumur, men en tåge, der kun kan forekomme så tyk og tæt i Kr.aniadalen. Man vandrer om som i en underjordisk eller sunken stad; man ser ikke en alen frem for sig, støder lige mod medmennesker, og redder sig i yderste sekund fra at knuses mod en lygtepæl. Der er en råben og en fløiten, og en skjælden og smelden af konstabler, som skriger til kuskene at de skal kjøre i skridt, af vognmænd som brøler af veien, af folk, som er ved at overkjøres, sporvognene stanser hvert øieblik og støder i en slags tågelur, og man går og smager kul og støvpartikler og lort og røg hvoraf atmosfæren er ganske fortættet. Forleden måtte Kathinka og jeg 3 gange spørge en konstabel om hvor vi var, og sidste gang var vi kun 3–4 skridt fra mit hus, hvor vi skulde hen. – Poulsen er da vist ikke reist; det har jo stået i avisen, at han skulde blive i Kjøbenhavn til hans stykke var bleven opført.^k1023 Ingeborg er nu kommen tilbage;^k1024 hun var oppe hos mig igår, og så forstenet og hård ud. Da jeg talte noget om at det blev svært for hende at sidde derude i ensomhed i Oslo^k1025 slog hun med nakken, og sa med en ubehagelig latter: Du bilder dig kanske ind at jeg er ulykkelig og knust, men det tar du feil i, – der findes ikke det i verden som egentlig gjør mig noget. Ingen af os nævnte E.B. Der var noget så umådelig afstumpet og cynisk over hende; hun har i sandhed taget skade på sin sjæl. Hun spurgte om det fremdeles stod på, at jeg skulde til Amerika; jeg havde lyst til at vise hende den fortrolighed, hun før har bebreidet mig så meget, at jeg har forholdt hende, men jeg kunde ikke, der var noget så usympathisk ved hende, og jeg sagde derfor ja. Hun gav sig til at le og sa: skal du nu virkelig spille komedie for mig; – ja, ja, – jeg vil det i det mindste ikke ved at lade som jeg tror dig. Da hun var gået satte jeg mig ned og skrev til hende at jeg ikke skulde til Amerika, men at jeg skulde giftes med dig til våren. Det var et godt og pent brev jeg sendte hende, – jeg har så ondt af hende, og vilde så gjerne hun skulde føle at jeg gjerne vilde være noget for hende; jeg bad hende tie med hvad jeg meddelte. Imorges må hun ha fået det. – Der er ikke tale om at Fritz og Ingeborg nogensinde kan gå sammen igjen. Jeg har havt en lang samtale med Fritz. Han vil det ikke, for alt hvad som til er. Den Fritz, – den Fritz! forresten. Han er en udmærket Numa Roumestan en miniature.^k1026 Har du ikke læst bogen af Daudet, så gjør det endelig straks. – Da jeg er bange du ikke kan læse hvad der står på det andet papir sætter jeg det her: – –

klædt ind i et kjæmpebillede, hvor hver en skikkelse er et storværk i den forstand at det er mange slægtleds sammenhængsbundne, af givne faktorer prægede produkt, som her er formet til mennesker af kjød og blod med physionomier af slående korrekthed, og som derigjennem bliver almenmenneskelige, almengyldige typer. Eller der kunde stå: – hvor skikkelserne er mange slægtleds sammenhængsbundne, af selvgivne (eller underforståede) faktorer prægede produkt. De store liniers geniale renhed og detaljernes harmoniske sikkerhed, gjør dem til mennesker af kjød og blod med slående korrekte physionomier. De er alle almenmenneskelige, almengyldige typer. – Alt dette vrøvl gjør at jeg slet ikke får tid eller ro til at give min kjærlighed udtryk idag, og sådan gik det også igår. Jeg har i de sidste dage længtes så rædsomt efter dig, således at jeg har følt mig syg af det. Aa hvor jeg trænger om at tale med dig, og elske dig ikke alene i tanker og ord, men i gjerning og liv. Og endnu er der længe, længe tilbage. Nu er det grønne møblement hos sadelmageren for at stoppes og betrækkes; du skal bare se hvor pent det skal blive. Tror du der i dit værelse blier plads for den store, voldsomt store bogreol med skabsindretning og skuffer, ja egentlig ikke skab, men åbne rum til aviser og bøger og papirer, som stod i spisestuen, – kan du huske, på den ene væg oppe ved vinduet, fuld af bøger. Hvis ikke, vil jeg sælge den. Den er meget stor at drage på, men når den er fuld af bøger, er den prægtig, og så nyttig. Der blev da ikke andet end bogreoler og sofaer – den røde sofa må du ha' og din egen ligeså, og skrivebord og spillebord, og stole og et par småborde måske i din stue. Din gamle sekretær måtte ind i soveværelset. Jeg tror du vilde blive glad i det møbel jeg taler om, for den er hyggelig og meget praktisk og brugbar, men det er plads om at gjøre. Jeg begriber ikke hvad vi skal gjøre for at skaffe os plads. Skriv om det straks, er du snil min elskede – nu fik jeg slig lyst til at kalde dig stump, men går vel det an at bruge til dig, du deilige, – desuden er det dit kjælenavn til mig, jeg vil ha'e det for mig alene. Jeg synes det er herligt at det er til våren vi skal slå os sammen for alvor. Våren er den deiligste årstid, og så er det den eneste i hvilken vi ikke har været hos hinanden. Sommer, midtvinters og høst har vi oplevet at ha'e hinanden; det er bare våren, som hidtil har været ublid imod os, våren, som nu skal forene os for livet. Jeg ved ikke hvorfor, men idag har den flere gange stået for mig situationen fra hin eftermiddag, da jeg var hos dig på Victoria hotel og du, kan du huske, pludselig vilde hjælpe mig med mit strømpebånd, og knælede ned i den anledning. Som jeg blev forskrækket, og samtidig fuld af latter, fordi der trods dit disrespekterlige indfald dog var noget så trygt ved dig. Jeg følte ikke frygt eller uvillie, mærkelig nok, for det var jo igrunden en uanstændig idé af dig, du uopdragne gut. Hvor kunde du også falde på at vilde det dengang, da jeg endnu sa de til dig. Du gode gud hvor underligt at jeg kunde ha den instinktmæssige tillid til dig og godhed for dig ved siden af at jeg var forelsket i dig – at jeg uden videre gav mig dig således ivold. – Ja, ja Erik min, søde elskede mand, siden den tid har du mere end knyttet mit strømpebånd, og du har ikke behøvet at bede. Hvor jeg glæder mig til livet med dig, – tænk dig sådan en søndag eftermiddag med gråveir og tåge udenfor, og varmt og hyggeligt indenfor, vi to døsende i mørkningen på hver vor sofa, og jeg vågne først, og tænde en bitte liden lampe med en stor skjærm over som jeg stillede hen i en fjern krog, og så liste mig på tæerne hen til dig, bøie mig ned og vække dig med et sagte, ømt kys. Og klappe dig, og kjæle for dig, og kysse dig om og om igjen, og bringe dig cigar og kaffe, og sætte mig på en skammel tæt ved din sofa, og få fat på din ene hånd, den som du ikke holdt cigaren med for at ha'e noget at kjærtegne og kysse, mens jeg sad og talte med dig om ingenting, eller om noget virkeligt. Nei du, den lykke jeg skal hente mig hos dig er for stor til at der ikke skulde indtræde noget uforudsét, som ødelagde alt. Jeg kan næsten ikke tænke at så meget af virkelig, ægte lykke skal falde i et simpelt menneskes lod. Når jeg bare var hos dig, bare var viet til dig, og sad i din stue med armene om din hals og hovedet ved dit bryst; før det sker, får jeg ikke fred for en urolig frygt for at jeg aldrig skal opnå det. – Og du, hvor vi skal passe på vor lykke; værne om den, være forsigtig for alt det der kan tære på den, ågre med den. Aa, jeg skal være så bange, så bange, og så øm om dig og om vor kjærlighed! Min elskede Erik! Du er mit liv.

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Eier ingen anden konvolut.

Tirsdag Aften den 22 Januar 84

Min elskede, elskede Pige, igår Aftes skulde jeg skrive en lille Artikel, og det blev sent inden jeg kunde begynde på et Brev til Dig, Midnat omtrent. Der hændte så det, at da jeg havde skrevet to tætte Sider fulde og netop vilde til ret at skrive om det, som egenlig lå mig på Hjærte, tabte jeg fra min Cigar Asken over Brevet; i Asken var der en Stump brændende Blad, og inden jeg fik set mig for, røg det i Papiret og et stort Hul var brændt i det skrevne. Jeg var træt og var lige standset ved et Udtryk, som jeg var bange for Du kunde misforstå – så betragtede jeg det brændte Hul som et Varsel og besluttede ikke at sende det makulerede Stykke Brev afsted. Derfor min Stump kommer dette Brev en Dag senere end det skulde. De andre Dages Tavshed har sin væsenligste Grund i en Nedstemthed, som jeg kun dårlig kunde beherske – den var rent fysisk, jeg var betænkt på at snakke med min Læge om Sagen, så løftede mit Ildebefindende sig. Ja egenlig først ret idag, og dit Brev igår med den gode Efterretning har været min Lægedom. Du har vel modtaget mit Telegram idag,^k1027 et Livstegn måtte jeg jo give fra mig. Tænk Dig Amalie jeg har ikke været så ængstelig for hvad Gutterne vilde sige, men jeg forstår din Spænding, din Frygt. Billedet af Dig, som vandrer i Gaden grædende og urolig, vil ikke forlade mig. Min egen Ven, om jeg nu ikke med mine fattige Ord skulde sige Dig, hvor jeg er grebet af hvad der er sket, hvor glad og taknemlig jeg er – tusinde Gange hellere blot være til Stede et Minut eller to, ak et Kvarter, trykke din elskede Hånd lægge min Arm om dit Liv, være din Mand blot ved min stille Tilstedeværelse. Min Amalie, at Du kunde føle, at det ikke er en Besættelse, et Kogleri, som drager Dig til mig bort fra det dyrebareste Du hidtil har skøttet i dit Liv, men et fornuftigt Valg til din egen Udvikling og Forædling. En Beslutning, som går ind i Dig selv, en virkelig Fuldkommengørelse af hvad Du er kommen på Spor efter, at Naturen har ment med Dig. – Der er jo nogle Ord i dit sidste Brev, nogle harniskklædte Toner, som forstyrrer mig netop nu, da jeg trænger til at have alt mit Mod og min Tro på min Kærligheds Betydning vågen og stærk ved Indtrykket af det Offer Du bringer. Det er ikke så let, ser Du, at gå i Skole hos mig, og de sure Øjeblikke, som jeg har bebudet Dig, og som Du har talt nok så kærligt og kækt om, er kun alt for snart komne. Naturligvis står det mig klart, at Sagen er bleven forværret ved at der skrives derom, mundtlig vilde vel din Grundmisopfattelse af, hvad det er min Kritik går ud på, ikke være indtruffen, […]^k1028 Amalie, min Påvisning af din Fejl var kærlig og omhyggelig. […] Du skulde være nået til at forstå, at mine Indvendinger var rent stilistiske, at de ikke har et Ord med Meningen i det strøgne Stykke at gøre. […] Begyndelsen af 2den Sides Bemærkninger har jo for så vidt ingen Betydning, som jeg selv retter dem som beroende på en Fejllæsning af Stykket, en Falden i et stilistisk Hul, som din noget vredne Konstruktion havde lagt for Forståelsen. (Du har trukket den relative Sætning så langt bag ud, at man blev stående ved den første Sætning som ved et selvstændigt Led i Perioden). – Men nok om dette, din Artikel er trykt og kan ikke uden Skandale tages ud af det om nogle få Dage offenlig foreliggende Februarhæfte. […]^k1029 Min søde Pige, jeg håner ikke hvad Du skriver om Allegorierne, kun undrer det mig, at Du har lagt så stor en Vægt på dette, og efter min Opfattelse er det det, som «Folket» sidst får fat på, om end jeg nok tror, at en Påvisning af og Redegørelse for Stykkets allegoriske Betydning vil have meget at sige for «Over Ævne» som folkeopdragende Skrift. Det er af den Slags Finesser, som Bonden elsker, men det må vistnok de fleste Gange forklares for ham først.

Bummelummelum hurra! her kom dit Brev fra Søndag, og i det lå ganske rigtig tre søde dejlige Farver. Det første jeg har gjort elskede var at læse mit Brev igennem; og så har jeg ikke kunnet lade være at stryge nogle dumvigtige Ord til Dig om at Du skal være en sødere Pige end Du er. Du må ikke blive vred på mig, fordi Brevet er kommet til at se sådan ud, hvorfor lade de ækle Ord stå, som nu ikke længere gav nogen Mening? Min elskede Glut, men hvor jeg trænger til Dig! Du véd slet ikke, hvor sygelig min Ånd kan blive, når jeg sådan går og tusser om alene. Hør nu altså, som jeg er glad for hvad Jakob og Ludvig har gjort. Jeg ventede det af dem, det er to ridderlige Fyre først og fremst, men hvor det er godt at vide, at de straks tog Sagen som de gjorde. Og at det er gået ind i min Sjæl med en virkelig Fryd – ja det Ord må Du nu ikke bruge til de unge Mennesker – at de holder af mig, foretrækker mig, det vil du kunne begribe. Min egen livsalige Stump, det er næsten som var Du skænket mig på ny at dette med dine Gutter er sket. Og det er bravt af Dig, at Du har ladet det foregå. Du må kunne vide, at jeg ønskede fra Dag til Dag at Du havde sagt Jakob og Ludvig hvad der forestod, sålænge dette ikke var sket var der et mørkt Punkt, som kunde betyde Fare. Da jeg i Lørdags gjorde Fru Knudtzon Visit, kom hun atter tilbage til dette Spørgsmål om Gutterne – jeg kunde tænke mig en finere tilrettelagt Samtale mellem hende og mig – og hun fortalte, at Du havde lovet at underrette hende straks om, når de havde fået Sagen at vide. Har Du husket dette? For at bringe Samtalen lidt bort fra dette, fortalte jeg med ganske løse Antydninger, at der var opstået en Strid i Anledning af Spørgsmålet om Moderne D.'s Anmeldelse, og at Du og Fru S. i denne Sag var uenige. Jeg håber, at dette ikke var galt gjort af mig. De er så begærlige efter den mindste Stump Underretning om Dig, og jeg har i Grunden så lidt Lyst til at tale med nogen om dette mit bedste, ja eneste Anliggende. Jeg synes det er som at afdække mig selv. Men så gav jeg dem det. De var for Resten uforanderlig venlige, Fruen og Bertha, som blev hentet ind ved mit Komme. Min elskede Ven nu må Du sige til dine Sønner, at jeg er glad ved deres Venskab, og at det har sysselsat mig meget, hvorledes de vilde tage imod mig som deres Moders Mand, og at jeg håber, at vi skal få mange gode Timer sammen. Amalie dette må have hjulpet Dig prægtig over den skrækkelige Begivenhed at Du gifter Dig. Sig mig, kom det fuldstændig overraskende for dem? Og det at jeg er dansk gør altså ikke Fortræd i deres Øjne. Yndige Ven, det er jo stundom således, at jeg forholder mig helt undskyldende og beklagende ved den Omstændighed, at Skæbnen har ladet mig fødes i «dette forbandede Jyteland». I er så glade ved det I har, og vi så misfornøjede med vor Tilstand, at I ta'r Kraften fra os. Men jeg tror, at jeg lige som Drewsen^k1030 må beslutte at sætte hårdt imod hårdt, ellers bliver jeg ganske flad: Ja det gælder naturligvis ikke Dig, min Unge, vi kan vel nok komme ud af at lade hinandens Fødsel vederfares Retfærdighed. – Og nu min Stump til min Forbrydelse med Kathinka Heiberg. Du er ikke helt retfærdig her. Mit Spørgsmål var på en måde polemisk. Jeg spurgte, fordi det forekom mig, at Du aldrig for Alvor havde villet plante ind i min Viden den Betydning hun havde i dit Liv. Jeg vidste, at Du havde sagt, at hun var din bedste Veninde, og der var t.E. også en Gang i Kristiania en Dag at det var mig påfaldende at Du fortalte om et Møde med hende på Gaden uden at Du nævnede, at Du kunde have haft Lyst til at føre mig sammen med hende, Fru Vibe kom og gik, Fru Schiøtt spillede en Rolle, Mally Lammers lige så, Kathinka H. stod til en side. Jeg tænkte derpå og glemte det igen. Tror Du ikke godt jeg husker hvad Du har fortalt om hendes Søstre, der alle er venstresindede, om hende i Kongsberg? Hun forekom yderst sjælden i din Omtale og hver Gang kun flygtig. Du har ikke røbet Trang til at ville give mig hende til Veninde. Om dette til syvende og sidst er min Skyld, ja ser Du Stump, derom vil vi ikke strides, men det forekommer mig besynderligt, at jeg overfor et varmt Ord fra din Side skulde have været ligegyldig – det må så da også have været første og eneste Gang. Gamle Fru Sars, hele den Kreds kender jeg af din Omtale, Kathinka H. ikke. Du vil ikke indrømme, at min Sammenstilling med With er rigtig, og Du vover Dig til at bruge det Ord, at jeg havde «vaset» om Dig til W. Dette er nu meget forkert gjort af Dig min Stump. For det første vaser jeg ikke om Dig, og dernæst vaser jeg ikke om Dig til With. Vil Du lægge Mærke til dette. Du synes ikke at kunne forudsætte, at Mænds Forestillinger kan være fine. Det er atter en Fejltagelse. Når de er fine er de finere end Kvinders, fordi disses Finhed for største Delen er bygget på Uvidenhed, Mænds på Viden – men dette vil Du holde uden for din Begriben, og jeg vil ikke spilde Ord derpå, kun eftertrykkelig afvise din uridderlige Betragtningsmåde, hvor den strejfer mit Område. Du har, for at jeg kan tage det med med [sic] det samme, en Gang tidligere tilladt Dig selv at bruge en ringeagtende Betegnelse om en Mand, som jeg havde betegnet som en udmærket Mand og min Ven, nemlig Rubin – jeg tog Dig det den Gang så ilde op, at jeg ikke turde nævne det i mit påfølgende Brev. Sligt bør man ikke kunne Amalie, det er et Brud på Ridderlighed, en Slaphed i Omtanken for andre, som er farlig. – Min egen Ven, jeg skal endnu i sidste Korrektur rette dette med «Forskelle» og så skal jeg om muligt føje dine nu skrevne ikke så lidt bedre Ord ind ved «Storværket».^k1031 Men at Du ikke kan se, at et sådant Udtryk som «givne Faktorer» i og for sig er et tomt Udtryk. Enhver Ting på Jorden er præget af sine «givne Faktorer», dette Udtryk siger ikke det bitterste om den Enkelthed, som skal betegnes. – Min dejligste Pige jeg er rasende glad ved Udsigten til at få den store Bogreol Du taler om i mit Værelse, så sælger jeg mine Bogreoler eller flytter dem på Loftet. Her er ikke Tale om et Øjebliks Betænkning. – Min egen Unge, hvor det er sørgeligt med Ingeborg og hvor fuld, fuldstændig jeg føler med Dig i din Optræden over for hende. Sådan måtte Du handle. Du er dejlig. Stump, Numa Roumestan er af Cherbuliez,^k1032 jeg har læst den for længe siden en Gang, fordi den første Fru Drachmann, hende den meget skønne Bornholmerinde,^k1033 naivt en Dag spurgte mig, om jeg ikke fandt, at Holger lignede Numa R. Jeg synes for Resten fra da af, at Figuren var mere tænkt end gjort. – Poulsen er rejst så vidt jeg véd. Det er vist tvivlsomt om hans Stykke bliver opført. Under alle Omstændigheder har man ingen Hast haft dermed. Det har jo været antaget fra i Efteråret. Nå det er en elendig Skuespillertrup på Dagmarteatret, så Fornøjelse vilde han næppe få deraf. – Naturligvis er det på en Måde en Fejl af Dig Du tossede Unge, at Du ikke i sin Tid bed Mærke i Ossians og hans Moders forliebte Ytringer, men jeg elsker Dig for det – eller ikke forliebte Ytringer, måske virkelig alvorlig mente. Men hør hvor er det dog besynderligt hvad Kvinder kan sige til hinanden. Når alt kommer til alt, har Du formodenlig hørt din Skønhed omtale langt oftere af Kvinder end af Mænd. Ak elskede om jeg var den første, som havde nævnt for Dig, at Du var smuk! Din Skønhed har de alle gramset på, derfor er den mig mindre kær end Du holder af at høre. Jo jeg elsker den Amalie, men jeg vilde fra først af have elsket Dig højere, om Du ingen «Skønhed» havde været, tror jeg. – Du det, der står i «Fru Ring» må man jo være dum for at finde for vovet. Det er lidt knapt i Udtrykket, lidt forbeholdent synes jeg næsten, i alt Fald løsrevet som jeg har fået det, men vovet! nej min sødeste Stump, det er noget Sludder. Du min Ven, når jeg har berørt, at Du for K.H.' Skyld bl.a. burde mildne dine Ord om Kristendommen, har jeg ikke svævet i den løjerlige Misforståelse, som Du et Øjeblik forudsætter, at hendes Eksempel skulde forandre din Opfattelse af den barnagtige Lære; min Mening har blot været, at Du ikke kunde have Lyst til at ramme hende smærteligt, så meget mere som Du fra hende, om ikke andetsteds fra vidste, at man også uden de moralske Mangler, Du nævner, kunde forblive i det overleverede. Du er meget hård mod Kristendommen. – Tak min Stump for Tilsendelsen af Tidsskriftet Du skal om et Par Dage få det tilbage. Også Aviserne har jeg. Ikke synes jeg, at de Artikler når synderlig dybt, og Vullums snakker mere end den siger. Barselhistorien er kommen til sin Ejermand. – Jeg har levet et meget ensformigt Liv med et lille Selskab nu og da. Du Stump har jo tumlet Dig i Kunstneres glade Liv – ja Du kan tro jeg gerne havde været med! Men hvad er det for noget Kardialgi Du taler om? Vil Du værsgo' være forsigtig Du. Ja nu siger jeg Dig Godnat min lille elskede Pige. Hvordan denne forfærdelige Tid skal gå inden Du er hos mig, begriber jeg ikke, det bliver for hver Dag værre. Jeg er ussel og jammerlig tilmode, undertiden kender jeg mig næsten ikke selv. Du er Betingelsen for mit Liv. – Hør Du det er sandt har Du Bekendtskaber som kunde skaffe Dig Forbindelser med et engelsk frisindet Organ? Betaler sig udmærket.

Din Erik

Onsdag den 23 Januar 1884

Min elskede dyrebare Amalie, jeg kommer lige fra min Moder, som jeg var gået til for at fortælle hende om Gutterne. Hun blev glad, kan Du tro. Dette Spørgsmål har ligget hende tungt på Sinde. Omkvædet af hendes Betragtninger nu idag var da: «Det må sandelig være to prægtige Drenge – eller unge Mennesker må man vel kalde dem.» Og det kunde jeg bestyrke hende i. Hun fortalte mig, at Henriette i Lørdags har sendt nogle Bøger afsted til Dig, nogle Lærebøger engelske, af hendes eget Fabrik,^k1034 som I nok har talt sammen om. For Resten har jeg i Formiddag været i vor Lejlighed for at udspejde dens Kakkelovns Forhold. Røg som i min Lejlighed vilde gøre den ubetinget ubeboelig. Du må ikke tænke Dig andet min Unge end at jeg naturligvis har gennemgået den samme Skala af Sindsoprør som Du ved den blotte Tanke om at skulle opleve noget lignende, det er kun det uundgåelige, der til sidst har fået mig til at bøje Hovedet under Skæbnens Tilskikkelse. Jeg har ikke Råd til at flytte, der er tilsyneladende gjort alt hvad Mennesker kan hitte på for at udspekulere Årsagen til Røgen og forhindre den, det ryger endda – Jeg er nødt til at leve i disse Forhold. Min Undersøgelse i vor Lejlighed idag havde et gunstigt Resultat men jeg lader det ikke bero dermed; hemmelig har jeg tilegnet mig en Nøgle til Lejligheden, og den skal nu underkastes en systematisk Udspionering, inden jeg slutter Kontrakt. Det er en egen dejlig benauet Følelse hvormed jeg går i det, som skal være vore Stuer. De er små min Stump. Navnlig er min Stue og Sovekamret noget Småtteri, og der er ikke lidet at gøre ved dem. Disse Reparationer og Udbedringer, særlig ved Vinduerne, vilde jeg måske kun vanskelig under almindelige Forhold få Værten til at udføre, det er ubegribeligt, hvad Folk her til Lands i beskedne Kår finder sig i af Kludseri og Utilstrækkelighed ved Lejligheden, men nu skylder han mig Erstatning for hvad jeg har døjet og endnu fremdeles skal døje i den forbandede Bolig, han har lejet mig. Det Gode vil jeg have ud af mine Plager nu, at han udstyrer mig vor Lejlighed ordenlig. Sovekamret er snart sagt det vanskeligste af alle Rummene, uagtet det kun har én Dør, men vi hitter vel nok på Råd, det er jo til syvende og sidst helt mærkeligt hvad man kan få Plads til. Hvorledes forholder det sig med Vaskebord? Tager Du dit med og skal jeg anskaffe mig et lignende? Har jeg fortalt Dig, at jeg har set på norske Johanne, en smal, tætøjet behagelig Skabning, som dog endnu ikke véd, om hun skal følge sine Frøkener tilbage til Kristiania eller blive og i så Tilfælde tjene os. Min yndige Pige, der er ikke Tale om, at jeg kan have mere end én Sofa i min Stue; men jeg har da idag udfundet, at jeg kan give Pigen min Sofa, den er jo til at omdanne til Seng, det vil så måske forsone hende med det lille Pigekammer, at det bliver udstyret med Sofa. Hvis norske Johanne ikke kan blive vor Pige, går Juttas dygtige svenske Johanne og smisker for at få os til at tage hendes Søster, der for Øjeblikket tjener i Kristianstad i Sverig. Hun kunde nu næppe komme før til Maj, og anden Anbefaling, end at hun i mange År har tjent på samme Sted i Sverig og Søsterens Forsikring, fik vi vel ikke, og svensk er hun, og så turde det være tvivlsomt, om det i og for sig er så overmåde behageligt at have Familierne knyttet sammen også ad Køkkenvejen. Der kan komme Sludder og Snak nok endda, vort Liv bliver næppe indrettet efter samme Målestok som den øvrige Families. En pæn dansk Pige kunde man nu nok få ved Bekendtskab. T.E. Dr. Fejlberg eller hans Frue plejer at være så Satans heldige, de véd så ypperlig Besked, og han står i Forbindelse med fortræffelige Damer på Velgørenheds Området. Derfra tænker jeg mig at kunne få noget godt. Eller andetsteds, Rubins har altid gode Piger osv. Min Ven har Du talt med Advokat Heiberg om dine Anliggender? Nu snart tænker jeg mig at anstille den sidste Undersøgelse om hvilke Papirer det er fornødent at have til Rådighed, men Begæring om Ægteskab bør iøvrigt først fremkomme tre Uger, fjorten Dage før Tiden. Ja jeg tror endog at man taber sin Ret, hvis Ægteskabet ikke fuldbyrdes senest tre Uger efter Begæringen. Tænk Dig Ven, at foreløbig er jeg ikke så glad som Du i Våren. Jeg kan ikke lide det ufærdige, lunefulde ved den Tid, snart Solskin, snart Regn og Kulde, og så dette grelle Lys, hvor der ingen Skygge findes, de nøgne sorte vintervåde Træer og det skrigende grønne under dem. Men jeg skal lære at elske også den Tid med Dig. Forhåbningsfuld er Tiden det er sikkert og fyldt med mange smukke Enkeltheder. Du søde, som glæder Dig også til det med Våren. Pyntelig kan den være her i vor skovrige Omegn, Bøgen i Udspring dyrkes med religiøs Beundring af alle danske. Og vi skal ud sammen og se på Naturen stå i sin bare Særk og skudre og smile på en Gang. Du dejlige, vi skal se så meget sammen, følges følges ad. Det morer mig din Beskrivelse af Tågen i Kristiania; det er yderlig sjælden at vi har den synderlig tæt. Det må være en underlig indelukket Følelse at vandre således om i Blinde og det vilde specielt more mig, idet jeg da rigtig fik prøve min Stedkendings Evne, den jeg er så vigtig af og kan imponere Dig med – når det da ikke stundom slår fejl. Du min yndigste Stump, som tænker på mig, da jeg knælede ned første Gang og var så tillidsfuld glad og ubekymret for hvad der «passede» sig eller ikke – jeg vilde virkelig gerne hjælpe Dig, bare hjælpe Dig, jeg syntes det var så naturligt. Naturligvis var det også fortroligt, men så var det jo kun så meget des sødere. Du friske dejlige Sommer i mit Liv, Du er ingen spæd forkommen Vårblomst – kan Du huske hvor kæk Du var, da Du skrev til mig at Du vilde møde mig i Julen. Min allerdejligste Pige min dyrebare længselsfuldt savnede Hustru!

Din Erik

Onsdag Aften den 23 Jan [1884]

Min søde dejlige trofaste Pige, ved min Hjemkomst i Aften fra Folketeatret finder jeg det tilsendte Dagblad fra Mandag. Skaf mig endelig hurtigst mulig Underretning om hvem MC er.^k1035 Slå på, at det naturligvis er G Brandes, hvis man trykker sig for at rykke ud med Sproget, og se hvad Virkning dette vil gøre. Jeg er nemlig nogenlunde overbevist om, at det er G.B. selv, som har skrevet Artiklen. Eller også er den skrevet under Påvirkning af ham, eller sidste Mulighed: han har stået under Påvirkning af Forfatteren. Jeg kender Ord nøjagtig igen fra Samtaler med G.B. Kan Du føle den Fejl, som denne Artikel begår: den er rettet mod Berg netop i et Øjeblik, hvor Situationen «Venstre-Højre» strammes til et Knude, som kan briste med den længste Ende til Venstre, hvor altså alle Forskellene inden for Venstre burde udhæves det mindst mulige – hvor Berg politisk rigtigt har gjort det Skridt, som baner ham – og han er i dette Øjeblik Venstre – Vejen til Ministerpladsen. Det er den gamle Strid mellem Moderate og Radikale, som står i lys Flamme i denne Artikel – ak, ak Menneskene har ondt ved at følge den Kommando de selv har givet sig ind under. Dette er for øvrigt en kedelig Streg af Redaktionen at tage denne Artikel op. Jeg er næsten målbunden her, fordi jeg med Vilje har sat mig på det Standpunkt ikke at ville røbe Venstres Skrøbelighed. Hvilken Sag tjener det i dette Øjeblik at give den Opfattelse Ord, at Berg er en troløs Person? Højres. Og Artiklen er ufin mod mig:^k1036 den kan have til Hensigt eller til Følge at få mig til at træde i Skranken for Berg på en Måde, som ikke er min Hjærtens Mening. Når han er bleven den moderate Minister, måtte vore Veje skilles. Jeg skærmer ham nu af almindelige politiske Grunde, og det véd Forfatteren af Artiklen.

Dette i Hast min søde Pige Godnat

Din Erik

Søndag aften 27-1-84.

Min midterste skrivebordsskuffe er gået i baglås, derfor kan jeg ikke få fat på det brev, som jeg fik sidste torsdag aften^k1037 og som du var så ubehagelig i, at jeg ikke har været istand til at læse det siden. Nu vilde jeg tat det frem for at se hvad jeg skulde svare på. Af samme grund må jeg skrive på dette, alt andet end propre papirark. Ja, Erik, det er første gang at jeg virkelig er bleven alvorlig bange for dig, for at der skulde forekomme ikke så let løste vanskeligheder os imellem i vort samliv, og end ikke dine kjærlige ord bagefter formåede at puste den trykkende beklemmelse bort. Jeg lå og fik ikke sove af det, og sov jeg lidt, var det for at arbeide videre i drømme. Du ved du har ofte forsøgt at skræmme mig ved at sige at der nok kunde blive mangeslags fortræder i vort gjensidige forhold, men jeg har aldrig været ræd før nu, ved dette brev. Jeg husker ikke nøiagtigt ordene, men det var noget om at når jeg vilde være uridderlig i min opfatning af den finhed mænd kunde ha'e, så vilde du ikke spilde et ord på mig, men kun forsåvidt min uridderlighed streifede dine områder værge for dig. Endvidere at jeg havde talt ringeagtende om din ven Rubin, og der var mere af samme slags, og alt dette gav mig et vrængebillede af mig selv, som jeg ikke kjendtes ved, og som det gjorde ondt at se dig give. Hvor kan jeg hae sagt noget, som kunde genere dig om en mand som jeg aldrig har sét, hvis tilværelse jeg ikke har vidst om, før du her forleden skrev noget om ham. Når jeg aldrig har sét manden, kan jeg jo hverken ha'e den ene eller den anden slags mening om ham, endsige udtale noget, der med rette kunde krænke dig. Jeg synes det er søgt af dig, at du her har fundet noget at irettesætte mig for, og den irettesættelse kom i en alt andet end venlig form. Og at du kunde udtale dig således om det, jeg havde sagt om din sammenstillen af dit forhold til With og mit til Kathinka, og om det der var foregået mellem ham og dig og mig og hende, røber en så ondartet misopfatning fra din side, at jeg ikke øiner mulighed til at opklare den i et brev. Det får bero til vi sés. Du forstår heller ikke det egentlige tyngdepunkt for forskjellen mellem din fortrolighed til With og min til Kathinka, eller arten af det forhold jeg har indtaget med hensyn til min omtale af hende til dig. Jeg havde ventet at du havde været finere i din klogskab her. Men om alt dette skal jeg tale til dig, og jeg håber da, at du i allefald skal kunne forstå hvad jeg har ment og hvorledes jeg har tænkt og følt. Hvad der forresten stod i det brev, aner jeg ikke; jeg husker bare det, der gjorde ondt, og nu kan jeg som sagt ikke få fat på det, så er der noget jeg ikke besvarer, må du ha'e mig undskyldt.

Så kom der to søde breve fra dig fredag aften; de lå i min brevkasse da jeg sent på kvelden kom hjem. Jeg vilde ha'e skrevet igår, men blev forhindret; det var absolut umuligt at få istand mere end et temmelig langt brev til fru Knudtzon og et til Henriette, som havde sendt mig bøgerne og et sødt lidet brev allerede forrige lørdag. Idag har jeg været til middag hos fru Ullmann, hvor Irgens Hansen var; jeg spurgte om hvem M.C. var, men han vilde ikke ud med det. Jeg nævnte G.B. han så overrasket ud, men svarte nei. Holst er mere udtalende af sig, men ham har jeg ikke truffet siden. Der blev talt om at det var utilbørligt at røbe uenighed inden sit parti, som denne brevskriver havde gjort, og da jeg sa'e at det var underligt redaktionen havde optaget det, svarte I.H. at det ikke godt gik an at afvise korrespondenten heller. At dømme efter pladsen i bladet, må det være et menneske med navn. Viggo Ullmann, folkehøiskolelæren [sic] og I.H. talte om dig, i meget rosende udtryk, du havde i Kjøbenhavn udbragt hans skål dengang, og været så prægtig, han gjengav noget af din tale, og var helt begeistret for dig. I.H. stemmede i med, og det var deiligt at sidde ganske stille og høre din pris du elskede! Det er sødt af dig, at du straks har fortalt din mor om gutterne; hils hende når du ser hende, og sig at det er en usigelig glæde og lettelse for mig, at det er overstået, og at de har taget det så elskeligt. Til Kathinka, havde Jakob sagt med en underlig bedrøvet klang i stemmen: «Tænk, så blier mama dansk,» men til mig nævnte han intet om dette. Forleden aften, da vi sad og talte sammen, vi tre, sa'e Jakob blandt andet: «du, der vil blive forskrækkelse blandt dine venner,» – «Ja,» sa'e så jeg, «og danskehadet vil gjøre den større.» «Danskehadet!» sa'e Jakob og så op med en usigelig forbauselse i sit søde ansigt, – er her danskehad her, i Norge? «Aaja, inden visse kredse» – svarte jeg «men det er en urimelig tåbelighed.» Så, da de var komne i seng, og jeg sad i spisestuen og læste avisen, og havde været inde og sagt godnat til dem, overhørte jeg følgende samtale: (der er rasende lydt) Ludvig: havde du vel tænkt at mama vilde giftet sig? Jakob: Nei, jeg troede ikke det lå for hende, – hun var ikke slig. L: Tænk om det havde været Helland? J: «Ja, han vilde ikke været så gal, dersom han blot ikke havde været så skjidden.» L: End Boll da. Så hørte jeg Jakob reise sig i sengen, og sige indigneret, – [«]nei ved du hvad, det vilde jeg rigtignok hae syntes var underligt gjort af mama, græsselig rart af hende.» L: ja, tænk, det vilde jeg og, men hvorfor er det egentlig? Boll er jo så snil og pen, og sådan dygtig maler? Ja, det hjælper ikke sa'e Jakob, hvis mama havde taget ham, så havde det været fordi hun vilde gifte sig, og det vilde jeg ikke likt, – du kan da skjønne at Boll ikke var noget for mama at ha'e, nei Skram er den eneste. Så drøftede de noget om Ernst og Ossian Sars, som jeg ikke fik rigtig tag i, og så sa'e de godnat til hinanden. Jeg havde en rasende lyst til at løbe ind og kysse dem, men jeg gjorde det klogelig ikke. Jakob sa'e den første aften til mig flere gange med en vemodig blød stemme: Du er jo så ung endnu du mama, det er jo rimeligt at du gifter dig. Det blier et pent par sa'e Ludvig lidt efter med et næsten polisk smil. Tusinde tak for telegrammet du sendte med hilsenen til gutterne; de blev så glade og fornøiede derover. Men jeg har ikke sagt noget om dine hilsener i brevet endskjøndt vi sad så hyggeligt sammen igåraftes, at de hver gang jeg spurgte om de ikke skulde tilkøis, blev ved at sige: ånei mama, – det er så morsomt at snakke med dig, og vi får så skjælden lov, (det er ikke sandt, men det siger de altid). Men jeg generer mig dog alligevel lidt for dem endskjøndt de har taget det som de har. Forresten skal de nok få din hilsen engang. Da jeg sad alene med fru Ullmann i eftermiddag bad hun mig så indtrængende sige om det blev noget af med min Amerikareise, eller om det ikke heller var til Kjøbenhavn jeg skulde. Jeg sa'e først nei; men så kunde jeg ikke, og så sa'e jeg jo, at det var til Kjøbenhavn. Hun blev så underlig alvorlig og trist, men tog mig ind i sine arme og sa'e at det glædede hende, fordi hun gjennem sin søn havde et udmærket indtryk af dig, og fordi jeg så alligevel aldrig vilde få fred her i verden, før jeg giftede mig, men idelig være udsat for efterstræbelser og tilnærmelser og alleslags planer. Jeg ved ikke hvoraf det kom men jeg fik en græsselig gråd over mig – jeg pleier ellers ikke at ha'e det med at græde. Men der kom så meget op i mig. Hun blev bange og spurgte om jeg ikke var sikker i min sag, sikker på at jeg elskede dig. Dertil kunde jeg svare ja af mit ganske hjærte, og så sa'e hun: ja, så er alt godt. Det er deiligt de skal komme i havn, – de kunde ikke gå om alene. Jeg har to vaskeborde af akurat samme sort, du husker mit med marmorpladen i, det er jo bedst jeg tager begge med, og så kjøber jeg sæt til, for at få magen til mit. Tænk dig pastor Heuch vil holde polemiske mod fritænkeriets gyselige resultater rettede foredrag over Nansens bog, Unge mennesker.^k1038 Så skal han naturligvis male os djævelen på væggen og sige: «se der følgerne.[»] Det fæ, ved naturligvis ikke, at en sådan bog aldrig^k1039 vilde kunne være bleven til i Norge. Den er jo dansk i dette ords slette betydning. I et folk hvis ungdom dog vil noget resikerer man ikke at sligt udlevet læsegods ser dagens lys. Den slags literatur reiser på en måde en anklage mod G.B. Han har feiet, feiet jordbunden,^k1040 og ryddet grunden, og se, hvad der skyder op. Jeg har lyst at spytte, når jeg tænker på det marvtærings-produkt. – Det er vel bedst du fæster en slags pige dernede, men få endelig en god, helst en norsk; skjøndt skidt, – det er det samme. Men din søsters piges søster er ikke bra at ha'e.

Din Amalie.

[Tilføyelse på siste side]:

Nu må jeg sende brevet afsted uden frimærke på grund af den i baglåsgåede skuffe. Det er søndag og kl. er 1 nat. Bare du nu får det. Skriv strax, og sig mig det.

Søndag Aften den 27 Januar 84

Min dejligste Pige jeg har naturligvis ikke kunnet lade være med at tro på Brev igår, og skønt det var umuligt at noget kunde komme idag, også idag. Jeg véd jo godt, at jeg ikke fortjener noget, men ser Du, alligevel. Det er så skønt at få en Smule over sin Fortjeneste. Jeg har ikke skrevet siden Onsdag Aften, jeg har været meget på Farten og har også bestilt lidt. Idag min sødeste Stump har jeg læst den sidste Korrektur på din Afhandling – det har trukket noget længere ud end jeg formodede – og ganske vist Amalie, strøget en Del har jeg, ændret et Udtryk nu og da også, men jeg tror, at Du selv vil finde, at Artiklen har vundet i samlet Virkning. Den er et glansfuldt Arbejde, morsomt for danske Læsere, det vil gøre Lykke. Jeg har i Aften bestået en lille Kamp med Redaktøren. Du havde brugt det Udtryk, at Brand var Legemliggørelsen for den kristelige Læres ene Grundidé: dens umenneskelige Bøddelgrumhed. Jeg havde taget «Bøddel» ud, jeg syntes, at det var så voldsomt, at det var ved at skyde over Målet, og jeg vidste, at det vilde forarge og mulig fremkalde energiske Protester. Der står altså «umenneskelig Grumhed». Nu var Neergaard meget betænkelig ved dette «umenneskelige» og foreslog mig som din Repræsentant at sætte «naturfjendsk» i Stedet. Jeg viste ham, hvorledes Afhandlingen indeholdt en nærmere Redegørelse af, hvorledes «umenneskelig» måtte være at forstå og udhævede, at det var et væsenligt Sted i Artiklen, som allerede var angrebet noget ved min Rettelse: lavere ned turde man ikke komme, når din Tanke skulde bevares. Tilmed sagde jeg er Udtrykket nu ikke hadsk, ikke injurierende, det er meget snarere beklagende el. sligt, og det vil læst i sin Sammenhæng næppe fremkalde Vrede. Han gav sig. Men et andet Udtryk måtte jeg på hans Anmodning forandre. Der står på Afhandl's tredje Side, at Kristendommen eller vel snarere Teologerne er en Modstander, som af alt, hvad der skaber Fremskridtet «forlængst er bleven sat ud af Betragtning»[.] Dette fandt N. for stærkt. Jeg rettede det til: «er bleven ladet i Stikken.» Det er ikke nøje din Tanke, men jeg fandt ikke Stedet så afgørende, at man ikke for den hellige Freds Skyld kunde gøre en Indrømmelse. Så bad han om, at «Fabler» måtte ændres til «Fortællinger», og også det tilstodes. Hvad andet der er af Lempelser har jeg foretaget på egen Hånd – min sødeste Ven, nu må Du prøve på at se med milde Øjne på hvad der er sket. Personlig er jeg overbevist om, at Afhandl. er klarere og kraftigere nu end før, og at Du havde givet mig Ret, hvis vi havde kunnet forhandle mundtlig, men det er jo så sin egen Sag at handle ensidig i den slags Sager. Et brænder på min Samvittighed, det er «Forskelle», men jeg vilde græde, hvis der kom til at stå «Nuancer», og de norske, som læser Ordet, vil tro, at det er en dansk Korrekturlæserfejl, og alle danske vilde snuble i Læsningen ved «Forskel» alene. Da Du ikke vil have, at jeg skal græde, og da der er 1000 danske for 1 norsk, som læser Afhandl., har jeg ladet det bero med det en Gang satte. – Jeg sender Dig Numret fra idag af «Ude og Hjemme»,^k1041 ikke fordi jeg har skrevet det lille Indledningsstykke, men fordi der under «Literatur» findes en Anmeldelse af «Moderne Damer», hvor Borchsenius' ejendommelige Dumhed kan nydes. Han er en besynderlig Fyr. Han går netop så meget på Siden af en fornuftig Opfattelse, som det store enfoldige Publikum sætter Pris på. At han nu ikke har kunnet få andet ud af de norske Anmeldelser, end at her er gjort for «nærgående Brug af levende Modeller» er det ægte Publikum-Standpunkt! De læser, at Forfatteren dadles for en gemen Streg ved Benyttelsen af virkeligt Stof, det siges tydelig, at han har løjet – men nej i deres Hoveder går ikke andet ind, end at her foreligger Indiskretioner. At Dyret netop har forhullet Virkeligheden, ynkelig omlavet sit Stof, sat Krop og Hoved falsk sammen, benyttet kendte Motiver til at få en Grimhed ud af noget smukt, det kan han ikke læse sig til, skønt det er sagt tydelig nok. Han hører, at her er Tale om et literært Misbrug, og han har kun én Opfattelse af dette: at Forf. har været for «nærgående». Det er i højeste Grad betegnende for hvad det er for en Art af Nederdrægtighed, J. Poulsen har begået. Nå skidt, blot én Afhandling som den Du nu får ud i «Tilskueren», er som Svanens Dukken i Fabelen, da Ravnene havde spyet Snavs på den, Du kommer snehvid op.^k1042 Min søde elskede Ven, der er ingen anden, der kommer til at lide ved denne Bog uden J.P. selv. Jeg er lidt nysgerrig efter at få at vide hvad Modtagelse Bjørnson har givet ham i Paris. – Du sender mig jo nok som sædvanlig et Par Numre af mit Svar til MC.^k1043 Synes Du det er for spagfærdig skrevet? Jeg har ikke villet have Polemik på dette. Jeg kan ikke stå mig ved det. Jeg vil ikke ud i Snavset for Berg. Jeg tror ikke anderledes på ham, end at jeg er forberedt på en skønne Dag at forlade ham. Jeg har heldigvis talt med G.B. ham er det, han indrømmede det øjeblikkelig, vi forhandlede meget venskabelig om Sagen, Du må ikke sige til nogen, at det er G.B. Det er en uhyre Dumhed af ham at skrive som han har gjort. Jeg håber, at Redaktionen bevarer hans Hemmelighed. Har Du mærket, at de ikke gør det, så søg at standse dem på denne for Brandes virkelig farlige Vej. Det kan være G.B.'s hele Fremtid om at gøre. Hans brændende Ønske er at blive Professor ved Københavns Universitet. Bliver Berg Minister, kan hans Venskab eller Fjendskab afgøre Sagen. Bliver han det ikke, vil han dog rimeligvis altid bevare så megen Indflydelse, at det kan komme til at spille en afgørende Rolle for G.B.'s Ansættelse eller ikke. Jeg forstår ikke G.B. i dette. Han er meget mere ubetænksom, end jeg havde anet. Der er i Grunden noget kønt i denne Forglemmen af alt for dette ene, at hans nærmeste Hjærtens Sag og Vennen Hørup har lidt et Nederlag. Det gør mig ondt, at jeg ikke straks, da jeg havde talt med ham og havde fået at vide, at det var ham, skrev til Dig, hvor farlig hans Optræden her kan blive ham. Der foregår i denne Tid noget, som jeg meget beklager, det for et Par År siden dannede Studentersamfund holder på at opløse sig. Man har fået trange Kår, Lokalet er slet, den grundtvigianske Bestand i Samfundet har kedet Medlemmerne til døde, man har fået Udsigt til at kunne erobre den gamle Studenterforening, i Forbindelse med et Oppositionsparti dèr blive Flertal, og den ypperlige Bygning det store Bibliotek osv. frister. Det er efter min Mening et Gøglebilled, som hurtig vil opløse sig i intet og imidlertid brister den Sammenslutning af venstresindede og fritænkerske Studenter, som begyndte så flinkt ifjor. G. Brandes taler og ivrer imod en Opløsning, skønt atter her vilde han kunne drage Fordel af en klog Tilbageholdenhed. Der er nu det morsomme ved G.B. at hans varme Hjærte fører ham frem på farlige Steder, men kommen der overdænger han sin Modstander med de ubehageligste Ting. Hans Polemik bliver bestandig personlig, og han underlægger sin Modstander de slemmeste Motiver. For ham stiller t.E. nu Studentersamf's Optræden sig kun som Fejghed, og i den Sammenslutning med Oppositionen i «Foreningen», som er påtænkt, ser han et Rænkespil fra en enkelt Mands Side A.C. Larsen, Forfatteren Theodorus. ^k1044 Igår Aftes i et Møde i Samfundet, som varede til Kl 2 Nat, overfaldt han denne fraværende så hårdt, at han på et hængende Hår havde vendt en farlig Stemning mod sig selv. Han er en Natur, som man ikke bliver færdig med ved at have set ham i en eller et Par Situationer. – I Fredags var jeg i Middagsselskab hos Schandorph og undrede mig selv over, hvor kåd jeg var. Jeg morede mig i Grunden ikke, men fik dog bestandig en lille Gruppe Damer til at le. Og hele Tiden tænkte jeg på: Gud véd, om nu også Amalie vilde synes om at se Dig gøre alle disse Løjer? Tror Du? Ja jeg tror det nu i Grunden ikke. For Løjerne var vistnok hemmeligst byggede på en ikke dybt rodfæstet Respekt for Situationen og for Huset jeg var i. Men umådeligt uskyldigt var det hele, om end en Smule uartigt. Men sødeste Unge, hvad skal jeg gøre, når jeg keder mig? Du er her ikke, jeg har ikke nogen virkelig Interesse af hvad der foregår omkring mig, jeg er nødt til at leve på rent elementære Forestillinger og Fornemmelser: høj Latter, et godt Bord. Du dejligste Unge, havde jeg ikke Dig, var Livet virkelig for Alvor ikke til at holde ud. Når jeg nu får Dig, må jeg så en Gang imellem blive rigtig lystig, jeg tror det er min Natur, men sådan rigtig dygtigt fra Hjærtet, langt dybt nede fra – å le! Jeg lo næsten ikke noget selv forleden. Amalie har Du lagt Mærke til, at det begynder så småt at lakke hen imod, at Halvdelen af Lidelsestiden er forbi? Det er rasende rædsomt hvad vi har udstået, og de sidste Måneder vil blive de værste, men Tiden sniger sig dog fremad. Jeg har aldrig før vidst, at det er så ondt at længes og savne som det i Virkeligheden er. Jeg lider Fortræd derunder. Min Ånd lider, mit jeg, det er som jeg positiv mister noget af mig selv fra Dag til Dag. Når Du ingen Breve skriver til mig, er det som om jeg arbejdede mig gennem en Mose, hvor Fødderne hænger fast, mine Tanker står stille, foretager sig ingenting, og når jeg har et Brev fra Dig, kan min Glæde gøre mig syg og sår om Hjærtet. Nej Du Stump, det er en Styghed uden lige at være borte fra hinanden. – Jeg har spist idag hos Mama og Emma, Henriette var hos Frk Zahle til Middag. Mama var rørende sød og elskværdig og så livlig, hun er så glad, når jeg kommer af mig selv, men helst naturligvis melder mig lidt i Forvejen. Og jeg spiste med så udmærket Appetit hendes Bøfsteg med de mange Løg – den var virkelig godt tillavet, jeg tror, at hendes stilfærdige Pige er ret dygtig og jeg hørte hende nynne senere da hun tog af Bordet, medens vi sad i Dagligstuen i Mørke og talte sammen, hun er altså ikke så dybt nedsænket i et mod Tilværelsen anklagende Alvor som jeg troede – hvad jeg vilde sige: jeg spiste og vi talte naturligvis om Dig. Jeg kom ind på at fortælle, at Du i Sommer havde været her på Gennemrejse et Par Dage, som vi havde tilbragt med at tage Ture ud med Jernbanen osv. og Emma spurgte mig, om jeg forrige Vinter havde truffet Dig i Gøteborg, hvilket jeg bejaede. Du kan naturligvis begribe, at det altsammen havde det uskyldigst mulige Præg. Du må ikke ængste Dig i så Henseende, men altså i kommende Tider ikke benægte, at Du kender Gribskovbanen og Esrom. Kun har Du begribeligvis ikke tilbragt nogen Nat på det sidste Sted. Ak Amalie står det ret tydelig for Dig vor Udflugt? Hvor var den yndig, mærkelig. Vi skal gøre den om engang med dine Gutter, det har bestandig stået for mig som så meget tiltalende. For Resten har jeg også komponeret en lang Rejse igennem Jyllands skønneste Egne sammen med Gutterne – ak mon vi får Råd dertil? Himmelbjerget, Silkeborg – der i Nærheden har jeg en Broder som er Præst ude på Grænsen af Heden^k1045 – Århus, Skagen. Det kunde blive prægtigt. Sig mig hvad er det, som de snakker om hos Knudtzons, at Ludvig er kommen på et Handelskontor? Jeg har naturligvis sagt, at det er bare Snak. Men er der nogetsomhelst til Grund liggende for dette? – Du jeg glemte hos Mama at spørge om vor norske Pige, men da hun heller ikke huskede at tale om hende, er der formodenlig intet afgjort, eller hendes Besked går i negativ Retning. Så må der tænkes på noget andet. – Imorgen tidlig ligger der, når jeg kommer ind i min Dagligstue Brev til mig fra Dig. Ak Stump det er for længe siden Du har skrevet! Vær sød og ret Dig ikke for meget efter mine Breve i denne Tid. Jeg bør må og skal bestille meget og nu netop tager Rigsdagen fat på ny. Der vil blive knap Tid for mig til at skrive til Dig. Hører Du Amalie, Du må skrive ofte. Fortæl mig meget mere end Du gør. Jeg har skrevet for adskillige Dage siden til G. Heiberg men får formodenlig ikke Svar, han kan vist ikke overvinde sig til at skrive et Brev. Den Slubbert skylder bl.a. at meddele mig Kvitering på den Anvisning på Penge jeg for længst har sendt ham. Så har jeg nu for anden Gang forlangt en Opgørelse og Penge tilsendt fra Dagbladet. Det er mig ubegribeligt, at de Mennesker gidder udsætte sig for at blive rykket. Men sender de mig ikke Penge nu, ophører jeg med mine Korrespondancer, naturligvis. Det er så elendigt betalt i Forvejen at man må være så arm som jeg eller meget rig og ubeskæftiget for at skrive dem. Men nu Godnat min elskede Amalie, jeg er træt fra igår. Jeg drømte en Mængde om Dig i Nat.

Din Erik

Kr.ania 29-1-84

Iaften min elskede har jeg frimærker, men ikke andet papir end disse små ark; det blir nu forresten ikke meget jeg kan skrive, kl. er mange, og jeg har lidt hovedpine hvad der er en sjælden foreteelse hos mig; det kommer af formegen udeværen, og af formegen drik – igår var jeg ude etsteds, hvor man holdt ud til 3 og drak en masse champagne, tilsids[t] bryggedes der en drik af champagne, kognak, selters, is og curaseau [sic], som smagte deilig, men var ful. Jeg har formelig ikke været menneske siden. Garborg har været hos mig iaften; han kom af sig selv og var så sød og lun, og som han var hjærteglad over min anmeldelse.^k1046 «Det var et fænomen at blive således forstået; jeg havde sét tværs igjennem, lige ind til rødderne af det, der havde skabt Bondestudentar.» Dette lille brev fik jeg igåraftes. Jeg er bleven så rost og takket fra mange hold om hvad jeg skrev om hans bog; men du vil vel finde meget at udsætte, du stygge, strenge gut, og nu er sagen den at jeg ikke, ikke for et fnug bryder mig om de andres ros, når jeg ikke får din. Disse breve har jeg i sagens anledning fået fra fru Schjøtt.^k1047 Vi omgåes absolut ikke mere, ikke heller med Sars's omgåes jeg, men fru S. er nu slig at hun skriver mig til, når noget glæder hende alligevel. Jeg kan ikke være venner med den, som holder på J.P. i denne affaire; de gjør forresten så meget mere væsen ud af dette, at jeg har trukket mig tilbage fra dem, end jeg egentlig kan fatte, de skjøtter om. Og så misforstår de; de bilder sig ind at det er selve bogen, «Moderne Damer» jeg har taget mig nær af, hvad ikke er tilfældet, de forstår ikke, eller vil ikke forstå at det er deres holdning, ene og allene den, som gjør mig vred. Jeg talte til Garborg om dine planer at skrive om ham og spurgte til den ende hvad du skulde læse. Det var aldeles umuligt at skaffe dig noget andet end en fritænkjer og en afhandling om «Keiser og Gallilæer»^k1048 som han forresten på sit nuværende standpunkt desavouerede i høi grad, og det der fra tid til anden havde stået i «Tidsskriftet». Alt det andet, hans avisartikler og anmeldelser i forskjellige blade var spredt for alle vinde. Du måtte komme herop og gå og læse det på universitetsbibliotheket. G. Brandes havde skrevet til ham om «Bondestudentar», som han forresten slet ikke havde forstået – sa'e Garborg, og bedt ham give en udvikling om bogen selv som han G.B. vilde benytte til et essay om Garborg; ved samme leilighed vilde han skrive udførligt om ham. Garborg var rent i vånde. Han vilde ikke blive skrevet om af G.B. Han var bleven så vammel ved at læse Gjennembruddets mænd og se, hvorledes alt var skrevet til hans egen forherligelse i grunden, ene og alene i hans egen sags tjeneste; det samme havde jeg under læsningen siddet og været modbydelig ved. Den bog har gjort ringe lykke her. Sars har næsten ikke heller vært[?] at ta i den bog – Men han er nu en danskehader på sin hals[.] Aa du, hvor meget jeg havde at tale med dig om, jeg er rent overfyldt, og jeg forbander vore skrivende vilkår. Hans sidste bog er jo en samling af hans forrige avisartikler, – jeg, som troede jeg var bleven sløv og glemsom, har ved den fået lære at jeg har en brilliant hukommelse for det, der i sandhed interesserer mig. Jeg huskede alle disse artikler. Langt vilde Garborg foretrække at du skrev om ham, – men selv Skram sa'e han havde ikke forstået hvad jeg egentlig mente med den bog, for det har mig bekjendt bare én, og det er dig – sae han til mig! Jeg synes ikke du er for spagfærdig i den korrespondance, men jeg kan bare ikke forstå at det er dig som har skrevet den, hvis det da er dig som kalder dig A. Cantor,^k1049 for det ligner aldeles ikke din måde at skrive på. Jeg skal imorgen sende dig nogle dagblade. Men jeg ærgrer mig over at du ikke fik samme plads i bladet som M C. Det er ækelt at Borchsenius nu, så længe efter, begynder at vrøvle om «Moderne Damer». Nu synes jeg det kunde være nok om den greie. Hos Bjørnson får han nok ingensomhelst modtagelse. B. har aldrig kunnet tåle det menneske; han trængte ikke om hans sidste bog for at være på det rene med den ting. Jeg antager ikke at J.P. gjør forsøg på at komme ham nær. Jeg havde svaret fru Schjøtt at hun tog feil i sin formodning om at læsningen af Raskolnikow havde nogetsomhelst med min opfatning af «Bondestudentar» at gjøre, og fremhævet at i Raskolnikow lå tyngdepunktet på at udrede et interes[s]ant psykologisk problem, medens i «Bondestudentar» kraften var lagt på at at [sic] stille den næringsvenlige godtkjøbsmoral op imod livets barske vilkår o.s. v. Dette til veiledning til forståelse af hendes sidste skrivelse.^k1050 Du får dine penge i dagbladet; herom er der ikke tvil; de er så punktlig og nøiagtig med sine udbetalinger; det er bare et slags sluskeri eller glemsomhed ligeoverfor dig. Det er sandt at Ludvig er gået til handelen; hans far vilde det eksprès; jeg har ikke skrevet om det til dig fordi det hænger sammen med så meget andet, som er så tungvindt og vidtløftigt at skrive om. Bailli Knudtzon havde skrevet om det til sin mor, og da de så spurgte mig, fortalte jeg lidt om det. Müller har vistnok båret sig lidt uærligt ad ligeover gutterne i pengeaffairer, og jeg har ikke påsét deres tarv, som jeg burde, – det vil sige den sum penge som var udsat for dem har jeg ikke sørget for at få i et lovformelig dokumentligt forhold. Det har vistnok gået skidt med hans forretning i den sidste tid, og så har han pantsat pengene; det fik jeg vide om i vinter efter tilbagekomsten fra Kjøbenhavn. At gutterne får hvad de trænger, til de er blevne istand til at sørge for sig selv, er der dog vistnok ingen tvil om, men om de kommer at arve noget er uvist, som det nu ser ud. Müller er her inde i denne tid; han kom igår og reiser på lørdag; idag var han oppe hos mig og talte imod mig, og forsøgte at forklare og undskylde hvad han havde gjort. Gutterne skulde vedblive at få det samme som tidligere, så længe de ikke kunde sørge for sig selv, sa han. Han er her atter for at skynde på ægteskabstilladelsen.^k1051 Det lader til at han endnu ikke får den, stakkel, han var så modfalden idag. Det er godt at han er her nu; han skal udfærdige et dokument nu, som binder ham til at give gutterne så og så meget, og det skal nedlægges hos advokat Heiberg. Forresten nærer jeg ingen frygt for dette. Når han har pantsat pengene, så har det været af nød, og jeg ved at han vil opfylde sine forpligtelser. Når han nu gifter sig, er han nødt til at gjøre en ordentlig greie på tingen. Jeg synes det er taktløst af Knudtzons at sidde og forholde sig beklagende ligeoverfor min taushed om hvad der forestod til gutterne. Hvor kan de vide besked, og hvor kan de lægge sig ind i en sådan sag. Det er dog bedst de lader mig skjøtte mine egne sager; det har jeg gjort godt nok hidindtil i alfald. Det var sandelig ikke så let en nød at knække denneher med at fortælle dem om hvad der forestod. – Men nu får du ikke mere min egen elskede ven. Jeg må tilsengs, for jeg er dødstræt og så søvnig, og min hovedpine blir værre. Bare du nu har fået mit ubetalte brev fra i søndags, hvis du nu ikke har været hjemme, så har kanske din pige nægtet at ta imod det, og så er postbudet gået sin vei, og har taget brevet med sig. Kan du mærke at jeg er syg af længsel efter dig, modløs, mismodig, hjælpeløs, ude af stand til at sige dig noget om min kjærlighed, fordi ordene ikke strækker til, og fordi jeg er så sår og sorgfuld, at kom du ind døren nu, vilde jeg uden et ord, uden et suk eller en tanke lægge mit hoved på dit bryst og give al min tilbagetrængte længsel og smerte luft i en forløsende gråd. Jeg elsker dig Erik!

Din Amalie.

Tirsdag Aften den 29 Januar 84

Jo min Stump, dit Brev har jeg fået, og blødet mine 25 Øre har jeg måttet, og bedrøvet er jeg blevet for hvad Du siger om det Indtryk, mine Ord angående With og Kathinka Heiberg og Finhed og Ridderlighed har gjort på Dig. Ak Du sødeste Veninde, vi har et Stykke Vej frem endnu, før hvert Ord i vor Mund eller vor Pen – gid vi aldrig mere skal blive nødt til at skrive til hinanden – når netop med sin sidste allerretteste Mening ind i vor Sjæl. Men bliv ikke bange for det Amalie. Du kan jo have stillet dine Fordringer til min Evne til at forstå, højere end Ret var. Stump så skal Du være sød og tålmodig og tage Dig for at lære mig noget. Så skal Du se min egen Ven, at dels kan jeg virkelig lære, og dels kan der så pludselig måske, midt under dit Stræb med mig dukke noget op, som kaster et Forståelsens Lys ind over Ting, som var gledet Dig umærkelig forbi. Du kan tro, at vi begge har Felter, som Sol og Måne aldrig har skinnet på, der er Tankevidder i os begge, som ligger i Urtåge, men min sødeste Pige, det er jo derfor vi gifter os. Du skal sprede mine Tåger, jeg dine. Og Amalie, er Du da slet ikke bange for, at der kan have sneget sig en eller anden Urimelighed ind i dine Breve, som har fremkaldt det Svar fra min Side, som Du nu (naturligvis min sødeste Unge, det må Du jo kunne sige Dig selv) opfatter anderledes og hårdere end det er skrevet. Lad mig dog her i al mulig Selvretfærdighed rose mig af, at jeg har haft Breve fra Dig, som jeg har kæmpet med, fordi de begyndte med at pine min Sjæl, men at jeg har lært at vente, læse om og læse om igen, indtil jeg fik den Klang i Øret, jeg vidste var den rette. Du Stump, kan Du med nogen Grund beklage Dig over min Langsomhed, så vær omvendt ikke for tillidsfuld lige over for din Hurtighed. Det er mærkeligt så man kan forlæse sig i et Brev. – Men nu mine Drømmes søde dumme lille kloge Pige, brug den Sorg, jeg har gjort Dig, ærlig og redelig i vor Sags Tjeneste: Rust Dig med den. Tag hvad der fremtidig kan komme farende mod Dig som en Skuffelse midt på et pansret Bryst og stå fast. Husk, vid, føl og forstå, at et sådant Anløb skal Du døje nu og nu og nu, og at Du som ærlig Kæmper for en Sag, som Du i dyb Ærbødighed har bøjet Knæ for – vor Kærlighed – ikke må give tabt, før Du står ene. Min søde dejligste Pige, det gælder for os begge at blive meget kloge, jeg er bange for, at vi begge endnu trods vore mange År har meget af Barnet at ryste af os. Men ser Du Stump det kommer altsammen, når denne græsselige Mellemtilstand hører op. Vi vil noget Du, men vi kan ikke komme til at arbejde ret, før vi kommer sammen. Og jo længere denne Adskillelse varer, jo længere snakker vi os ind i noget, som ikke er vor Fællesejendom. Er vi Børn, så er vi jo ret gamle Børn, som har uforgribelige Meninger, og det er noget slemt Stads til at fænge Ild. Min sødeste Ven lad os bare ikke bilde os noget ind hver for sig men vente til vi er blevet to. – Er Du nu en lille Smule fornøjet med mig eller har jeg atter snakket sort? Du er så sød i dit Brev med din Fortælling om Jakob og Ludvig, ja den Samtale mellem de to var god at høre på, og jeg forstår, at Du måtte beherske Dig selv for ikke at gå ind og kysse dem. Ak Amalie, der er noget så rent og fint og skært fra dit Samliv med disse Gutter, som ikke kan erstattes; men allerede nu véd Du jo, at Livet uden for som Regel er hårdere og grimmere end i dit Hjem. Min egen Ven vær mild i din Dom over hvad der fremtidig vil stykke sig sammen om Dig. Ullmanns fordelagtige Mening om mig kommer mig for så vidt noget overraskende, som jeg fandt ham temmelig utilgængelig den Aften jeg mødte ham i Studentersamfundet. Jeg var venlig kan jeg huske for jeg syntes så Pokkers godt om ham, men han var kun lidet indladende. Så lod jeg ham sejle sin egen Sø og talte kun lidt med ham. Tænk jeg kan ikke huske, at det var for ham jeg udbragte en Skål. Jeg fortalte den Historie om Bjørnson véd jeg, om Fyren der peb neden for Aulestad^k1052 og blev tvungen tilbage for at bede om Forladelse, den Bjørn fortalte os. Ja jeg forstår godt, at Du måtte græde ved Fru Ulmanns [sic] Bryst – jeg havde jo også gjort Dig Fortræd. Rigtig inderlig glad ved mig har Du jo ikke været i denne Tid. Ja det er Synd, at når Du hører noget godt om mig, det så ikke mødtes med en Fryd i sit fulde Flor i din Sjæl, men sødeste Stump, jeg kunde ikke helt for det. Megen Skyld har vor Adskillelse og nogen Skyld Du. – Pas på Stump, at Du ikke gør Nansens Bog den samme Uret, som jeg i Begyndelsen gjorde «Et Besøg» – jeg sammenligner iøvrigt naturligvis ikke Bøgerne. Jeg har læst mig til en tugtende Smærte i alt Fald i Fortællingen «Aftenvisiter», som er den, der åbenbart betyder mest.^k1053 Jeg har omtrent glemt de andre og den sidste har jeg ikke læst. Tonen, Måden at fortælle på lægger let en Snare for Forståelsen ved Overførelsen under fremmede Forhold. Husk, hvor forskrækket jeg blev ved Immoraliteten hos det Lag af unge Mænd i Kristiania, der svarede til hvad jeg kendte af unge Studenter og Kunstnere i København. Jeg er for Resten ikke sikker på Hr Nansen. Men med G.B. har han ikke det mindste at skaffe, hvis han er hul. – Du, jeg havde nær sagt à propos, hvad svarede Ingeborg Dig på dit Brev? Eller har hun slet ikke svaret. – Du er sød med dine to Servanter. Jeg har idag set på nogle Sengestel. Jeg syntes de var dyre, 25–30 Kr. Et til 14 var for tarveligt syntes jeg. Så var der et af Træ til 18, men malet Fyrretræ var det. Imidlertid har jeg langt fra gået Magasinerne igennem. Om Pige har jeg endnu stadig ingen Besked hørt. De Sengedrapperier jeg spurgte på, var svimlende dyre op i 100 Kr. – Nej at Du nu ikke var med igår! Jeg spiste atter hos Schandorph og der var Fru Erna Juel-Hansen, Du véd Drachmanns Søster, Forfatterinden Arne Wendt.^k1054 Det er længe siden jeg har været sammen med hende. Hun forekommer mig meget flink. Hende vilde jeg ønske Du måtte finde Behag i, hun har Tro på noget og hun har Viden og Forstand. Hun kom ind på at fortælle imellem os gode Venner om Drachmann og hans Kærlighedshistorie med Polly Talbitzer – det var som den vildeste Roman, hvor var det mærkeligt. Hvad jeg har vidst før var de dummeste ydre Linjer oven i Købet forkerte, nej dette – pyt med «La glue» med «Une vie»^k1055 eller hvad alt det andet Skidteri hedder, dette var så broget, så frækt, sådan udover enhver Beskrivelse overraskende skøgeagtigt umuligt at gribe – og alt i Religionens Navn.^k1056 Hende inviterer vi som en af de første i vort Hus min Søde. Hvad hun fortalte var kun Stumper og Stykker, jeg kan netop godt bede hende fortælle helt og fuldt ud. Dr. var forøvrig naturligvis den skikkelige i denne Historie, kun fejg og ynkelig som altid. Fru Juel Hansen har holdt uhyre af Dr. og har lidt en dyb Smærte ved hans sidste Jammerligheder. – Imorgen Ven skal jeg i Dagmarteatret og se J.P.'s Stykke^k1057 der virkelig nu er nået til Opførelse. Jeg skal anmelde det i «UdeogHjemme»^k1058 – jeg véd med mig selv, at jeg kan gøre det aldeles uberørt, og altså for så vidt retfærdigt. Tak min søde for Tilsendelsen af din Artikel om Bondestudenter. Jeg finder dine Citater kloge, men, men Du har skrevet Dig bort fra Opgaven, ikke ind i den. Ja Du må ikke blive vred men jeg forlanger meget af Dig. – Hvis hvad jeg vil håbe en Plan går i Orden om et literært Arbejde, jeg skal have Del i, kommer vi til Sommer til at gøre en Rejse til Sønderjylland, som vil blive interessant, men endnu er der rigtignok intet afgjort i så Henseende. God Nat min elskede jeg har meget at varetage i denne Tid

Din Erik

Kr.ania 30-1-84.

Jeg har igjen brugt op mit papir, ja det vil sige, jeg har kun disse altfor små ark; derfor vælger jeg hellere at skrive på stumper, der er større. Jeg har igåraftes siddet rent i drømme og læst en korrespondance fra A. Cantor, som jeg troede var din; nu iformiddag ser jeg at det er umuligt. Jeg havde netop læst i dit brev til mig, at du havde sendt dagbladet en korrespondance, og så læste jeg i halvsøvne og hovedpine det fra Cantor; og jeg syntes det slet ikke lignede dig, men jeg troede du havde med flid forskruet din stil, for at være ukjendt. Ja, hvad synes du, at jeg et øieblik kunde være så tusset. Jeg har idag læst artikkelen af M.C. igjennem igjen, og finder at den er lavtliggende i grunden, med sin udredning af de angjældendes motiver for deres holdning og handlemåde, foruden at den er simpel personlig og uklog. At svare på den uden at blive lidt grov, synes mig måtte falde dig vanskelig. Imorges fik jeg «Ude og Hjemme», tak elskede! Din artikel^k1059 er der virkelig god kunst i, og den er vist meget interes[s]ant for danske læsere, kan jeg tænke mig.^k1060 Vi er vant med anden føde. Der skrives intetsomhelst hos os omtrent, uden at noget sættes under debat uden at indholdet får fart og farve af hele den forkjæmperiske bevægelse som besjæler og mærker alt, alt. Borchsenius er et irriterende fæ! Hans dumhed vilde jeg ikke orke at holde ud, hvis jeg skulde være nødt til at ha'e noget med ham, for han skal liksom «være med» også. Jeg synes at både hans og E.B.s artikkel i d. Morgenbl.^k1061 er skrevet med en slet skjult skadefryd. Og at den fyr ikke undser sig ved at servere en anmeldelse, der kun er eftersnakkeri af de andres. Det med at skjælde adjunkten ud for en usling, kan vi nu; det er formelig blet en tradition. Og at man dernæst finder bogen nokså god eller endog blot antagelig, begriber man ikke her. Man synes her at den er det «gemenest uægteste» som Chr. Krogh siger, der kan præsteres.

Sent aften. Nu har jeg læst dit brev i Dagbladet.^k1062 Ja, der kjender jeg dig. Du er virkelig meget spag, men det er vist klogt og rigtigt. Når nu «Tilskueren» kommer, må du sende mig et par eksemplarer. Det var da endelig godt, at du reddede «umenneskelige»; jeg kan ikke se, at «naturfiendske» skulde være mindre farligt; «umenneskelige» er netop hvad der skal stå. – Når de nu begynder at male i vor leilighed, så se endelig til at få dørene og vinduesposterne sorte; vil han absolut ikke, så må de idetmindste blive mørkegulbrune. Det er ikke værdt at pigen får din sovesofa, synes jeg, for den er så nyttig at ha. Der blir dog vis plads til den etsteds inde hos dig, eller i spisestuen, som jo ikke er et så ganske lidet værelse. Og der kan jo gjerne være ganske propfuldt af møbler; der skal meget til, for at det kan blive for fuldt! – Iskassen og linnedskabet er jeg mere bekymret for, hvor de to dele skal stå, fatter jeg ikke, siden både kjøkkenet og pigeværelset og entreen er så bitte småt. Det blir et kav før vi får alt istand. Straks jeg kommer, går vi forresten igang; når jeg får en snedkersvend og har min pige til hjælp skal det dog snart være gjort, og så vil vel du hjælpe med at ordne alle bøger og sligt i altfald hos dig selv. Din ene boghylde kommer du nok at trænge, om du også får den store reol jeg talte om. Så må du huske på vinduet, som skal lukkes. Jeg tror jeg kan komme til den første april, men før blir der ikke tale om det. Müller spurgte mig om jeg skulde til Amerika, eller om ikke rygtet der gik i Bergen om mit giftermål med dig var sandt; jeg løi ikke, men svarede at således forholdt det sig. Det lod til at gjøre et stærkt indtryk på ham; han kunde ikke mere samle sine tanker til at tale om noget, eller svare fornuftigt, sad ganske bleg og så fortabt ud, og gik straks efter. Jeg sa at det foreløbig var en hemmelighed, og han svarede at han ikke skulde røbe den.

Det er en græsselig tid denne ventetid; gud give den dog var over! Jeg længes så forfærdelig efter at føle dine arme om mig; jeg er blot halvt menneske, heroppe jeg går. Men nu er der bare to måneder igjen. Den første halvdel af en ventetid er altid den værste, disse uger vil snige sig fortere afsted. Hvor vi skal få det godt sammen når vi endelig er komne op ad trappen, og har lukket vor entredør efter os, og sidder i vort eget hjem som mand og hustru. Jeg vil ikke tænke synderlig på det, for min utålmodige længsel tar modet fra mig. Vi vil ikke lade os vie før alt er færdigt. Altså 3die eller fjerde dagen efterat jeg er kommen, skal det først ske, men husk at ingen får vide det, så vi slipper for tilskuere. Hvor er jeg tryg, og glad ved dig min elskede! Jeg føler, som jeg er lukket helt og ganske inde hos dig, i din kjærlighed, og jeg vil kun komme til at leve gjennem dig. Hvor er det længe, længe siden den aften jeg reiste fra Kjøbenhavn, og du stod igjen på bryggen, og hvor er det en menneskealder siden vi først traf hinanden og hvilket liv, et helt nyt rigt liv – ligger ikke imellem nu og da. Gud give der kom brev imorgen.

Din Amalie.

Du må om nogen tid bruge konvolutter af denne størrelse, akurat denne, for ellers får jeg ikke plads for alle dine breve i skrinet. Der er et rum ved siden af den store hob, som skal fyldes, men der går ikke de store konvolutter, for de må passe til skrinets bredde forstår du. Men jeg kan godt endnu bruge en 8 breve til af denne sort. Din Amalie. Din elskede, elskede Erik!

Torsdag Aften den 31 Januar [1884]

Min elskede elskede Amalie, jeg skulde stå i Begreb med at klæde mig på til en stor Fest – jeg har fået dit Brev! Jeg forbander alle Fester og forbander vor Adskillelse, det er ikke til at holde ud! Der foregår hundrede Ting om Dagen hos Dig, som jeg ikke får den mindste Greje på, jeg er syg af Sorg derover. Men Du gør lidt galt i min elskede Ven at gemme så meget, fordi det dog alligevel er så lidt man kan få sagt i Breve. Det er afskyligt at få at vide på anden Hånd, om det så blot er, at Du har stukket din Finger på en Knappenål. Ak Amalie Du tænker Dig ikke tror jeg helt ind i hvor vigtig i mit Liv enhver Ting Dig angående er. Og Du giver mig ikke alt, hvad Du kunde give mig. Så kan jeg også tage vor Adskillelse i Struben for at kvæle den, i Raseri næsten, når nu sådan noget som din Anmeldelse af Bondestudenter kommer. Du læser min korte Bemærkning, der ikke er begejstret, og hører de andres Lovtaler, det slår sig til din Misstemning og Du tænker Dig sådan noget som at jeg ikke forstår hvad Du giver, halvt så godt som de andre. Det er håbløst, afskyligt, det er Snak og Nonsens, men det er umuligt at sige de tusinde Ord, som ligger i min Bedømmelse af hvad Du skriver. Og så har Du Hovedpine og jeg kan ikke skænde på Dig, fordi Du drikker det skændige Ispunsch om Natten og ikke kæle for Dig ikke køle din Pande. Og så siger Du sådan noget Satans Tøj, at det kan være mig, som skriver under Navn af A Cantor. Jeg har naturligvis ikke set det, jeg ser ingenting, men hvad er det for en næsvis Vigtighed af denne Cantor at skrive til Dagbladet. Han er fra Dagsavisen. Jeg har sendt mit Brev afsted i Lørdags og har igår modtaget et privat Svar fra Holst om, at han tror sig forpligtet til at optage MC's Forfægten af det Brandes-Hørupske Standpunkt. Men hvorfor optager han denne Vigtigmager Cantors Sludder. Det er en besynderlig Redaktion. – Amalie jeg er syg af Længsel og Savn. Det er ikke til at holde ud, at der er Dage imellem de stakkels Ord vi veksler. Det er til at dø af Sorg over, at Du sidder midt i vigtige Afgørelser, og jeg véd intet intet derom. Jeg har Lyst til at gå hen og hænge mig, og nu skal jeg til en knagende Fest. Og hvad jeg er mest rasende over af det altsammen er, at min Sorg og min Kommen ud over den skal foregå uden at der ligger din livsalige Nærværelse imellem. Jeg vil ingen Sindsstemninger eje, jeg vil ikke spore blot den svageste Antydning af Forskel i min Tilstand, jeg vil ikke have en Tanke, jeg vil ikke gøre en Bevægelse, ikke udføre nogetsomhelst, medens Du er borte. Det er til at pønse på Mord og Drab over at skulle være nødt til at leve, så længe Du ikke er her. Jeg vil det ikke Amalie for jeg elsker Dig – jeg er elendig jammerlig for der er Hul på Hul i vor Forbindelse siden Du er rejst. Jeg er syg Stump, rigtig virkelig syg, fordi ikke et eneste Ord kommer som det skal, når så langt som det skal, føles som det er ment. Amalie min elskede, indtil Fortvivlelse elskede yndige Glut, dette er rædsomt. Vi er for unge i vor Kærlighed til at leve hver for sig. –

Så nu går jeg i det sorteste Humør til at klæde mig på og kommer til Festen med de 500 Damer som den, hvis Sjæl er hundrede Mile fra Stedet hvor jeg går. Men naturligvis det er det hadefuldeste modbydeligste ved det altsammen, alligevel lader jeg mig oplive. Amalie elskede jeg bliver ikke Menneske før Du kommer ned til mig.

Din Erik

Fredag første februar 84.

Den beklemmelse dit forrige brev – det ubehagelige – påførte mig, og som jeg selv ved eget stræv havde fået bugt med, har taget sig op igjen ved det jeg fik igåraftes. Det er lidt af en frygt, men mest af en tvil, en, som det nu forekommer mig, vel motiveret tvil om hvordan det altså virkelig vil gå os. Jeg er bange for at vi har truffet hinanden altfor sent; både du og jeg er for færdige, tilvant med en aldeles grænseløs og ubunden uafhængighedssikkerhed. Jeg, for min del har jo aldrig i mit liv stået i den slags kjærlighedsforhold til nogen, og er komplet uskikket til at gå ind under kjærlighedens tugt og åg. Jeg reiser mig bestandig pånyt hver eneste gang i opsætsighed. Jeg frygter også for at det at vi tilhører forskjellige nationaliteter skal blive os en stor og måske uryddelig anstødssten. Jeg har følt den hindring, der ligger i dette, og det må du også ha gjort. Vi ser forskjelligt på så mange ting, og vi opfatter og bedømmer forskjelligt, for det meste. Jeg kan ikke la være at skrive om det, for jeg er uhyre bedrøvet og nedstemt, jeg rent ud lider. Og jeg kan ikke indse nytten af at tie stille med det, eller at læse dine breve så «længe om igjen til jeg får den rette klang i mit øre». Hvad siger mig at «den rette klang» da ikke er en digtet klang. Og hvor kan jeg vide om det altid, hvis vi skal leve sammen, vilde lykkes mig at omdigte meningen af dine ord. Hvis der er grund til at frygte for, at vi i samliv ikke vil komme til at trives, så vil jeg helst ikke labourere under nogen slags vildfarelse eller selvskuffelse desangående. Helst af alt vil jeg se sandheden i øinene. Kun på den måde er et menne[ske] rustet til at kunne møde alt. Undertiden kan det hænde at mennesker, der fra først af ser ud til at harmonere på den elskeligste måde, ved intimere bekjendtskab opdager at der findes uhjælpelige, ubekjæmpelige uoverensstemmelser netop i det, der udgjør deres inderste væsen eller natur. Og hvad nytter kjærlighed under sådanne omstændigheder. Den tæres, slides, bruges op; når den skal være forsvunden er et tidsspørsmål af liden udstrækning. Jeg ved ikke om det vilde gå os således, men er du ikke bange, meget bange?

«Megen skyld har vor adskillelse, og megen du» – siger du til mig. Jeg vil svare: du er lykkelig du, som ingen har.

Kun nødigt vilde jeg været med hos Schandorfs [sic]. Jeg er vis på at fru Juel-Hansen, der var så underholdende, vilde ha budt mig imod, men fremfor alt kjedet mig. Dette «skjøgeagtigt-umulige, overraskende», og al den liderlighed, har jeg ikke af naturen smag for, og jeg er af min omgangskreds ikke bleven oplært til at vænne mig til det. At fru Juel-Hansen forresten kan sidde og udbrede sig om dette, der jo dog må gå ud over hendes egen bror, der til og med nu har nok af prostitution samlet over sig, selv mellem nok så gode venner, bekræfter det usmagelige indtryk jeg ved en andens omtale – det skete ikke for at dadle hende, men i en stik modsat hensigt – har fået af denne dame. At hun er flink og dygtig, og hvad man kalder meget begavet, ved jeg naturligvis udmærket godt. Den slags væsen med alle disse forelskelser og ulovlige erotiske forhold og ægteskabsbrud, og kjærlighedsforhold til gifte koner for unge mennesker, eller ikke unge, har ikke stor interesse for os heroppe. Hvis nogen i et selskab begynder at tale om noget, der streifer dette gebet, falder det øieblikkelig dødt til jorden; det kjeder os voksne. Det er nu engang så, enten det geråder til ære eller skam. Vore interesser ligger på ganske andre hold; at dette er så, beviser bedst af alt vor literatur; på alle områder er det erotiske, ja selv forholdet mellem mand og kvinde i rent almindelig forstand, det rent secundære. Vi har talt om det før, og du har modsagt mig, – men det er nu så; man må være dum eller blind for ikke at se det. Det er jo også denne kjendsgjerning, som gjør den norske literatur så forskjellig fra den danske.

Når du fortæller mig at «Numa Roumestan» er af Cherbuliez og ikke af Daudet, må jeg virkelig smile. Den er af Daudet! Og figuren N.R. er ikke mere «tænkt end gjort», for den er udmærket godt gjort; og du kan ikke ha læst den og talt om den allerede i den første fru Dr.manns dage, for den kom først meget senere eller ialfald senere ud.^k1063 – Hvor kan du sige at Nansen ikke har noget med G.B. at skaffe, hvis han er hul. Allesammen har jo med G.B. at skaffe. Og jeg kan ikke se at «måden at fortælle på» i Nansens bog skulde «lægge snarer for forståelsen ved overførelsen under fremmede forhold». Der er intet andet jeg beklager ved den bog, end at den giver en række unge mennesker der allesammen intet vil, intet ønsker, intet arbeider for, intet ser at stræbe efter. Det er et bedrøveligt tidens tegn, at et sådant produkt fremkommer og det kunde ikke være kommen i Norge. Produktet er forresten godt gjort, det, tildels endog udmærket. De unge norske mænd er vistnok liderlige, – måske, men det er dog ikke det hovedsagelige, det de lever af, og det literaturen skabes af. – G.B. havde – jeg ved det med vished – skrevet et meget rosende og anerkjendende brev til Bjørnson,^k1064 for En Hanske, efter at hae læst manuskriptet igjennem. At han, som han fortalte mig, havde «skrevet stykkets bedste replikker», er ligefrem løgn.

Jeg vil stanse her; jeg har ikke mere at skrive om, og mit hjærte er så at sige frosset inde.

Din Amalie.

P.S. Langt om længe fik jeg et sødt lidet brev fra Ingeborg. D.S.

Lørdag Aften Kl 11 den 2 Februar 1884

Amalie jeg falder Dig om Halsen! Du er umådelig sød. Om min Snus Idyl fra Helsingør^k1065 har Du først skrevet «men synderlig interessant for norske Læsere er den ikke», det retter Du så omhyggelig til «og den er vist meget interessant for danske Læsere, kan jeg tænke mig». Det siger det samme men rigtignok på en pænere Måde, og ganske rigtig igår Aftes da jeg kom hjem fra Teatret – jeg havde som Anmelder set «Et Dukkehjem» med en ny Fru Linde^k1066 – læste jeg også de pæne Ord uden nærmere Undersøgelse. Det er først nu, at jeg noget mistænksom ved de gjorte Rettelser har undersøgt Tingen nærmere. Jeg måtte le højt, da jeg havde læst den oprindelige Tekst, Du søde. – Dejlighed det er rigtigt at Du rettede. Mundtlig skal Du naturligvis ikke «rette». Der snakker vi om Tingene som de er, og Du skal få Prygl, hvis Du pynter dine Meninger. Men søde Stump, disse Ord griner sådan i Brevene, og det har Du følt, og Du har lempet dem, og jeg elsker Dig en lille Gang til for din Frygts Skyld for at støde mig. Ak Du har selv gjort Erfaringer med dumme Ord fra min Side, som har stået der så stive og strunke og vigtige og sagt helt andet, end de skulde. Min elskede lille yndige Troldunge, som for øvrigt slet ikke vil beundre mig netop der, hvor der var Mening deri. I den Ubetydelighed om Helsingør var Sprogets rent mekaniske Sammensætning og Billedets «Impressionisme» Kunst, som ikke to eller tre gør bedre i Skandinavien. Jeg er tre eller fire Gange om Året indbildsk af sådan en eller anden Småting, Resten af hvad jeg gør synes jeg er noget rigtig Juks – Unge, husk på, at Du gifter Dig med en Fyr, i hvem der stikker en «Kunstner» – det er Kunsten ved en Ting, der som Regel lægger sig tættest og fortroligst ind til min Sansning, alt andet er jeg Dilettant i. Politik t.E., jeg forstår ikke et levende Muk deraf. Jeg kunde formodenlig godt blive et letsindigt Våsehoved i Politik, i Kunst kunde jeg ikke blive det. Du har det noget anderledes. Du ser i Bjørnson først Folkelæreren – jeg tror nu Du tager fejl – og så Kunstneren, i «Bondestudentar» læser Du Dig først til dens humane opdragende Betydning, inden dens Malerier og Sjælekundskab fylder Dig med Fryd. Jeg bytter Tingene om. Og så kysser jeg Dig lige på Truten, og hvis Du vil snakke vidt og bredt og dybt og længe om dette, så er jeg beredt, vi har et helt Liv for os til det. – Borchsenius er en Umulighed, et lille Hoved, men en brav Fyr tror jeg, hos ham ingen Skadefyrd. Jeg talte for øvrig igår Aftes i Teatret med E Brandes, jeg har ikke talt med den Mand i et halvt År tror jeg, og han udtalte sin umådelige Despekt for J.P. som Menneske. Han fortalte, at han i Anledning af den Anmeldelse, han skrev om M.D., havde fået Brev fra samme J.P. først et, hvor Fyren lod, som om han var uvidende om de Kritiker, der var skrevet i Norge om ham, og dernæst et, som havde omhandlet mig [og Dig].^k1067 Hvad Brevet sagde fortalte E.B. ikke, og jeg spurgte naturligvis endnu mindre. At M.D. kan nævnes her som bedre end Paulsens øvrige Bøger ligger simpelthen i, at dens rent ydre Form er bedre – hvad Irgens H. også gjorde opmærksom på – Sproget er glattere og Sammenstillingen knappere. At den er Fusk, ser naturligvis ethvert fornuftigt Menneske, men der gives også ufornuftige, tilmed iblandt dem, som skriver. – Søde Unge, har Du ikke kunnet læse min Foragt for M.C's Fremgangsmåde i den Benyttelse af hans Ord, jeg anvender? Jeg havde ønsket, at min Ironi skulde glimte frem under den rolige Form, jeg bruger. Jeg fandt hans Artikel såre slet bygget. – Jeg har talt med Philipsen^k1068 – Forlæggeren af «Tilskueren» – i Aften i Studentersamfundet, hvor der blev holdt Foredrag om Dødsstraffen. Han sagde, at han havde udfundet en Rettelse til «umenneskelig», som vistnok kunde været benyttet, det er åbenbart ham, der har fået Neergaard gjort bange, nemlig «overmenneskelig». Det er ikke så tosset fundet det. Det tager det onde bort og giver Tanken, synes Du ikke? Han var glad for din Artikel men ængstelig for dens Glubskhed. Disse Boghandlere er ejendommelige Mennesker med deres Købmandstag på de Ting, som de flinke af dem i og for sig respekterer, og han hører til de flinke. Han sender Dig et Eksemplar til foruden det, Du har modtaget, og jeg sender Dig et; vil Du have flere? – Min allersomdejligste Fortryllerinde – Amalie jeg kan i dette Øjeblik ikke få din Huds yndig varme Farve ud af mit Hoved, Snak ud af min Sjæl, og «Sjælen hos en Elsker er i Blodet» – jeg skal gøre vor Vært det så broget at de sorte Vinduer og Døre må komme. Du Linnedskabet må vistnok stå i Gangen, sig mig nøjagtig hvor bredt det er, men husk det. Isskabet, Kære! Jeg tror Du bør sælge det. Køkkenet med Spisekammer ligger i Nord, ingen eller kun få Mennesker bruger Isskab hos os. Tilmed vil til Sommer Is ikke blive til at opveje med Guld, der har ikke været en Kvadrattomme Is endnu i Vinter i Danmark. Ja i Aften fryser det 1° men det går vistnok snart over. Imorgen regner det formodenlig. Men sig mig alligevel nøjagtig Målene også Højden på Isskabet, mulig kan det anbringes i Spisekamret. – Amalie længes Du efter at føle min Arm om Dig? Ven, tro mig jeg længes efter at lægge den der og så føle dit Legeme læne sig ind mod mit – – Halvt Menneske? Jeg er slet ingen Ting uden Dig! Men jeg tør som Du næsten ikke tænke på den Tilstand at have Dig hos mig, jeg har ondt deraf. Ak Amalie jeg tror, at de to sidste Måneder, som nu står tilbage, vil blive endnu længere, endnu værre end de to første. Husk, hvorledes December gik forholdsvis skikkeligt ved det endnu levende, skabende Indtryk af vort Samliv her, og Du var glad i mine Breve og jeg i dine, og vi skrev og skrev af hele vor Sjæl – ja Du ikke så meget som jeg, men nu kan Brevskriveriet næppe en Gang hjælpe os over det værste. Og dog naturligvis jo, det er jo det eneste vi har at leve af. Stump dit sidste lille søde Brev er nu så elskeligt som Du selv næsten. Jeg skal passe at anskaffe mig Konvoluter som Du ønsker det, men det er rigtignok en højst nederdrægtig Størrelse eller rettere Småhed. – Jeg var da på den dumme «Holbergfest» i Forgårs som jeg omtalte,^k1069 jeg kom der da Klokken manglede ¼ i 11, og Dansen var i fuldeste Gang. Jeg morede mig ikke Spor, men noget opmuntret blev jeg jo naturligvis ved det smukke Syn af de mange unge Damer i gode Dragter. Du, det er for Resten et underligt Syn med de «korte» Kjoler, der nu bruges til Selskabsbrug. Slæbene var stateligere, og når de løftedes og blev kastet over Armen i Dansen, så det nok så fornøjelig letsindig hensynsløst ud. Det så ud, som om de unge Piger virkelig havde Sind til at more sig. Nu stumper de alle afsted, som skulde de ud og trippe til Hverdags alle sammen. Pyt med de fjottede Damer! Du, jeg fik ikke Spor af Lyst til at føre Dig ind på en sådan Studenterfest, det Hele havde ikke Anstand nok, det gik så underlig «gemytlig» til. Der skal være Stil, hvor Du kommer. God Nat nu elskede, savnede!

Din Erik

Lørdag nat 2den februar 84.

Hjemkommen fra selskab finder jeg brev fra dig, og et sødt elskværdigt brev fra gamle fru Lucinde.^k1070 Ja, du har ret min elskede, denne adskillelse er utålelig. Igår skrev jeg et brev til dig, ud af min dystre, alvorlige stemning; jeg lod det ligge til imorges, strøg nogle ord som jeg syntes var for tunge, og lod det så gå. Du siger noget om at jeg får indtrykket af at alle andre forstår bedre hvad jeg siger og skriver end du, og det er så. Dette rammer netop på hovedet årsagen til min frygt for at vor forskjellige nationalitet skal gjøre os måske ulykkelige i samliv. Havde du været norsk, eller jeg dansk vilde det været bedre; derom er ingen tvil. Jeg har gået med dette tryk på mit sind lige siden jeg fik dit næstsidste brev. Idag da Helland kom her op med Lofthus fra Bergen^k1071 og de sad her et par timers tid og drak kaffe, sa Helland gjentagne gange med sin sædvanlige pågående velvillie: «hvad er det som feiler dem fru Müller, de ser så bekymret ud?» Tilslut mæglede Lofthus, og sa: lad dog fruen være i fred Helland. De gjør det jo bare værre, hvis der virkelig er noget iveien. Og der var noget iveien, det er sikkert, det. – Hvorfor skal du gå i fest på 500 damer, og vide på forhånd at du vil lade dig oplive? Når du lader dig oplive, så er det fordi du finder behag i dem, og hvorfor skal du gjøre det?

J.P. har skrevet et brev til fru Thommesen,^k1072 og sagt at det var kommet ham for øre, at man sa, at han med denne ytring i bogen: en bekjendt redaktørs fanatiske hustru, skulde have sigtet til hende. Brevet er fuldt af den modbydeligste smiger, han tror det er Thomsen som har skrevet anmeldelsen i «Verdens G.»^k1073 og alligevel kryber han på alle fire. «Deres udmærkede mand leder massen. De leder ham. I dette tilfælde kan man mere end nogensinde spørge: où est la femme?»

«Han vil smigre mig med at lade som han tror jeg forstår fransk» – sae fru Verdens Gang som viste mig brevet. Det har forresten cirkuleret i kredsen og er bleven behørig bespottet. Fru Knudtzons brev er så inderlig kjærligt og hjærteligt, – det gjorde så godt at få det, at min tanke går tilbage til det. Så var det også så særdeles godt skrevet; det er hendes følelse, som har givet ordene fart, ellers pleier hun at skrive temmelig konventionelt. Hun svarer på min beretning om at gutterne nu vidste besked. – Idag blev storthinget åbnet. Kongens tale var aldeles betydningsløs, han så temmelig spag ud. Den fornemme pøbel brølte af henrykkelse da han og dronningen kjørte op og ned, meget mere end ellers. Og forleden ved indtoget sad de, hørte jeg, til halsen i buketter under blomsterregnen. Det er afskyeligt. Forresten har han igår i middagen hos Selmer, sagt, at når dette ministerium måtte gå,^k1074 kunde der jo ikke være tale om at danne et nyt af udelukkende samme farve. – Jeg får slutte her. Jeg har en underlig frygtsom, halvt forlegen beklemmelse ligeoverfor dig, som jeg er bange for kun kunde tages fra mig ved at du kom og var god og kjærlig mod mig, tog mig ind i dine arme og lod mig føle at du elskede mig. Du må ikke blive sint på mig for det brev jeg sendte imorges. Jeg beder dig derom.

Din Amalie.

Tirsdag den 5 Februar 1884

Igår min elskede Ven kom With strålende til mig i Rigsdagen, han havde lige læst din Afhandling: den er meget bedre end Stykket! sagde han. Idag læser jeg i Dagsavisen følgende Udtalelser af Henriques i en Anmeldelse af «Tilskuerens» 2'd. Hefte^k1075

Og så har jeg talt med Kontorchef Rubin, der fandt Artiklen «interessant» og velskrevet, men ikke rolig nok. Det er hvad jeg forløbig kan melde om den Modtagelse, din Afhandling har fået. – Jeg var i Søndags hos Mama. Vi talte længe om Dig. Hun fortalte kærligt hvad hun havde hørt om din Ungdom, dit Giftermål, hvorfra véd jeg ikke og spurgte jeg ikke om, jeg antager, at det var meget ukorrekt. Det vil Du jo engang fortælle mig fuldstændig og nøjagtig. Hos Mama læste jeg et Brev Du har skrevet til hende, den 11 f.M. tror jeg, og hvor Du skriver bl.a. om din Kærlighed til mig. Min Amalie det var så forunderlig smukt at læse dine Ord om mig til en anden. Du sætter mig højt. Jeg blev meget alvorlig og meget glad ved det Brev. Senere har Du min Ven til mig skrevet i en noget anden Tone. Jeg vilde helst undgå at svare på disse Breve foreløbig. Det bæres mig for, at vor Adskillelse har øvet den onde Virkning at forstyrre de Ords Mening vi indbyrdes veksle. – Hos Mama fik jeg den endelige Efterretning, at norske Johanne følger tilbage til Kristiania med sine Frøkener, de vil ikke slippe hende. Hvor fortræffeligt et Vidnesbyrd end dette er for Pigen, eller rettere netop dette udmærkede Tillidsbevis kan jo kun yderligere få os til at beklage, at hun smutter fra os. For Øjeblikket står vi altså vis à vis de rien m.H.t. Pige. Jeg var senere hos Jutta, og med en Spøg antydede hun, at deres udmærkede Stu- og Barnepige, Elin, vistnok gik med en brændende Lyst til at tilbyde os sin Tjeneste. Hun er nemlig meget for flink til kun at tjene som Stupige. Skulde den nette store Pige komme med en Anmodning, jeg tager hende øjeblikkelig, Du kæreste, og beder Dig bære over med, at hun taler skånsk, det er jo dog bedre at få noget man véd er godt, selv om det er svensk, end at gå på det uvisse.

Onsdag den 6 Februar

Igår blev jeg afbrudt, havde meget at bestille og skulde sluttelig i Aftenselskab. Dér, min Unge, mødte jeg den elskværdige unge Fru Neergaard.^k1076 Hun var aldeles opfyldt af, hvor fortrinlig din Artikel var og sagde med Øjne, der glimrede af Ivrighed: «Det er en Skam, at der skulde rettes på et eneste Udtryk i den Afhandling. Var jeg Fru Müller el. kunde jeg skrive som hun, vilde jeg ikke finde mig deri.» Hun var sød, da hun sagde det og tog Dig i Forsvar mod os to brutale Personer, hendes og din Mand. Det må være en udmærket Dame, sagde hun, og jeg havde den mest brændende Lyst til at sige hende, hvor udmærket, jeg fandt denne Dame. Så har jeg idag efter min Middag læst i «Social Demokraten» og der faldt mine Øjne på følgende Slutningslinjer af en Anmeldelse af «Tilskuerens» 2. Hæfte:^k1077 Jeg skar den ud af Avisen og sender Dig den. Jeg sad igår og skrev på en Anmeldelse af Heibergs «Tante Ulrikke». Jeg blev ikke færdig, og idag har jeg for Rigsdagsarbejde intet kunnet gøre ved den, lige som jeg også nu om et Øjeblik må gøre mig i Stand til at gå i Folketeatret for at se på et Par nye Stykker^k1078 og en Skuespillerindes Optræden i et nyt Fag. Jeg skal skrive til «Ude og Hjemme» derom og har desværre af vedkommende Skuespillerinde fået særlig Anmodning om at interessere mig for denne nye Side af hendes Virksomhed. En sådan Anmodning påvirker altid Ens Pen noget. Nå jeg har nu altid haft Tro til hende. Det er Frk Lydia Sørensen, Du skal se på hende, når vi sammen skal til at dømme Skuespillere fra Ære og Liv eller hæve dem højt på Rangstigen. Farvel så længe min Stump. Når jeg kommer hjem, føjer jeg et Par Ord til.

Nat Kl 1

Min elskede, jeg havde smigret mig med, at der ved min Hjemkomst lå Brev til mig fra Dig. Men nej! Nu vel det skal da blive din Straf, at jeg kun skriver kort. Jeg sad efter Teatret imod mit Ønske bundet af et Selskab på en Kafé – jeg har siddet på samme Kafé en Gang i Vinter netop i samme Situation: Kommet fra Folketeatret, villet hjem fordi jeg trode [sic] på Brev fra Dig og havde til Hensigt at svare. Netop således i Aften, jeg sad utålmodig og følte, at jeg selskabelig talt var bunden. De, der bandt i Aften var for øvrig Henriques og Frue, han, der har skrevet så anerkendende om dit Arbejde i Tilskueren,^k1079 jeg har så ofte været Gæst der, nu måtte jeg til Gengæld agere en Smule Vært på denne nette lille Kafé, hvor man kun kommer, når man har været i Folketeatret. Jeg har for Resten moret mig i Teatret i Aften, der blev spillet godt, og Stykkerne, et alvorligt og et lystigt, var fængslende hver på sin Vis. Om Du nu havde været med og godmodig venlig havde været hyggelig med de to rettænkende Mennesker, som ganske sikkert ikke svinger sig højt, hvor vilde jeg så ikke have været lykkelig. – Nu ligger der en Tynge over mig. Du læser Dig til så besynderlige Resultater i mine Breve, det er stundom, som om Du ikke kendte mig fra andet end fra de Misforståelser af hvad jeg skriver, Du læser Dig til. Men det er for stærkt i Modstrid med hvad vi alt har levet sammen, til at det ret for Alvor kan angribe mig. Jeg sætter min Lid til det næste Brev fra Dig, min elskede kærlighedsfulde Hustru. Du har fået en Stump af Troldspejlet i dit Øje – havde jeg Dig her og kunde kysse Dig blot en Gang, var alt godt, men Glasstumpen vil også glide ud af dit Øje uden det. God Nat min velsignede Ven

Din Erik

Kr.ania 7-2-84.

Du er altså vred på mig siden du ikke har skrevet efter modtagelsen af mine sidste breve. Betænk dog hvor ganske anderledes alting vilde arte sig om vi kunde tale sammen. Og har du lidt ondt ved at læse hvad jeg har skrevet så har jeg ikke lidt mindre ondt ved at skrive, og ved at have afsendt det! Sålænge jeg ikke hører fra dig, kan jeg ikke skrive. Jeg er altfor hjælpeløs og ulykkelig. Nu forstår jeg at du ikke skriver før du atter har hørt fra mig, og så kan jeg altså ikke vente noget før mandag aften. Det bliver hårdt at gå på, hvorledes jeg skal slippe igjennem al den tid, forstår jeg ikke. Tak for «Tilskueren». Jeg fik også et fra Neergaard, med et særdeles elskværdigt og smigrende brev.^k1080 Du har havt meget stræv med at skrive min artikel om, – jeg takker dig for det arbeide du har lagt derpå. Om de forandringer du har foretaget kan vi tale en anden gang. Der er nogle jeg ikke er fornøiet med, men andre som jeg er glad over.

Din Amalie.

Kr.ania 9-2-84.

Tak for dit brev fra igåraftes elskede; jeg blev, om ikke så lykkelig som jeg kan blive ved dine breve, så dog betydelig lettere om hjærtet. Tak fordi du ikke skjænder på mig, du søde, snille Erik, og det er også bedst, at du slet ikke svarer på alt det jeg skrev i hint brev; for det fører ikke til noget tilfredsstillende resultat. Tror du virkelig at jeg har haft et stykke af «troldspeilet» i mit øie? Jeg føler det ikke således, – det er snarere som en svær anfægtelse jeg har gjennemgået. Og samtidig føler jeg et slags forløsning over at hae givet, noget som virkelig, om end skjælden, har pint mig, et desværre krast og ukjærligt udtryk. Men som jeg i alle disse dage har gået og længtes efter at kaste mig om din hals, og få din tilgivelse, og som jeg har været angst for hvad du vilde svare mig, og elendig over at hae gjort dig bedrøvet eller måske vred. Hvor det var sødt og snilt og elskværdigt af dig at skrive således til mig, du har gjort mig en uendelighed af godt derved, og givet mig en verden af tryghed og fred. Bare jeg nu kunde huske på at ikke være opsætsig, at det er en latterlighed at være det ligeoverfor dig som er mindst halvdelen af mig selv. Disse skjærmydsler vi har havt, skal håber jeg, hae lært mig noget, og bidrage til at jeg er meget forsigtig, og passer på at ikke disse stygge forstyrrelser og mislyder, skal få lov til at liste sig ind over os. Sig mig nu om du er lige glad i mig som før? Eller om du føler nogenslags antydning af uvillie mod mig. Aa, hvis jeg bare havde dig hos mig, så skulde nok alt blive godt. Hvor det er græsseligt at det endnu skal være alle de uger før jeg har mine arme om din hals, og kan få kysse bort enhver skygge fra vor adskillelses onde dage. Og kan få føle på dine kjærtegn at du elsker mig lige høit og varmt som sidst jeg var hos dig, du elskede, deilige. Tak for de avisudklip du sendte mig. Af Thommesen havde jeg fået «Dagsavisen», han vil sætte det ind i Verdens Gang, men det fra «Socialdemokraten[»] kjendte jeg ikke. Det er meget pent og velvilligt og anerkjendende skrevet af Henriques; men han roser jo også E Brandess piece,^k1081 som jeg synes er en usigelig tynd bagatel. Meget heller burde barselstudien af Bendix være optaget efter mit skjøn. Der har stået i Dagbladet^k1082 en anmeldelse af min opsats sammenholdt med en af Kristoffer Brun som denne har skrevet i sit organ: For frisindet Kristendom. Det er næsten bare citater som er stillet således op at Bruns artikel blir latterlig; det er skrevet i den enfoldigste tone og ser ud til at være den naiveste almuesmand, der beskedent spørger sig fore; men det er naturligvis Helland. Hverken Dagbladet eller «Vredens Gnag» [sic] har fået «Tilskueren» så den bliver ikke anmeldt her. Af min opsats vil Holst citere i bladet et par sider.^k1083 Det vil også ske i bergenske aviser. De få, som her har læst min artikel, har givet mig megen ros, og hvad du skrev om Withs, den søde, snilde, velvillige With og fru Neergaards udtalelser glædede mig meget. Hils W. fra mig. Rubins kritik viser at han meget godt ved om i hvilket forhold du står til mig, ellers havde han ikke brudt sig om at sige netop det, tror du ikke? Jeg må le over «Demokraten» som taler om mine udmærkede anmeldelser i «Nyt Tidsskrift». Nei, det er ikke der jeg har fået mine laurbær, for det er i Dagbladet det. I «N.T.» har jeg af anmeldelser kun præsteret den om Poulsens Pehrsens,^k1084 bedrøvelig ihukommelse, – men skidt, – det går for det samme. Nu har jeg fået 3 eksemplarer af Tilskueren, og det er nok i mængdevis. Honoraret fik jeg samme dag som jeg fik det første hæfte tilsendt, og det er ekspedit. Idethele er jeg meget fornøiet med den behandling jeg har nydt, når jeg undtager nogle af dine omskrivninger, men det skal nu være sidste gang sligt skal ske uden i samråd med mig, – du stygge, søde gut. Din mor skal værsgod ikke la dig læse hvad jeg skriver om dig til hende, det er for hende, og ikke for dig. Men så høit, sætter jeg dig virkelig! og det er ikke det mindste formeget. Betænk hvad du har været i mit liv. At jeg siden har skrevet i en anden tone til dig, er på en vis måde ikke sandt, for denne anden tone rokker jo ikke min vurderen af dig, eller graden af min kjærlighed til dig. – Jeg ved ikke af at der er mere at fortælle dig om min «ungdom og mit giftermål» end det jeg vistnok har fortalt dig. At jeg blev friet til fra mit femtende år da jeg endnu gik på skole af så den ene og så den anden, har jeg kanske glemt at meddele dig, – skjøndt det har jeg vel ikke. Hvad havde din mor hørt, som du ikke vidste? Forresten er det ikke første gang jeg skriver for et dansk publikum, som A.H. siger, for der har jo stået den opsats i «Ude og Hjemme».^k1085 Du har ikke fortalt mig hvad du syntes om J.P.s skuespil, eller hvad du skrev om det. Tror du at moderen og Henriette vil blive meget bedrøvet og forarget på mig, hvis de læser det om «Over Ævne»? Ja, – naturligvis, – det må de jo, og det gjør mig så ondt. Gud give de dog kunde holde de to ting ud fra hinanden, og ikke få imod mig personlig fordi jeg tænker som jeg gjør. Kan du hindre det, så lad dem, lad dem endelig ikke læse «Tilskueren». Sig at den er så kjedelig, hvis de spør dig at de ikke skulde umage sig med det. Imorgen skal jeg ha fremmede; Gud give du kunde være med. Det blir vist nokså fornøieligt, fordi at Blehrs^k1086 som jeg skulde ha til nogle bergenske venner, spurgte om de måtte få lov at komme og tage med de mennesker som de havde indbudt til sig, og så slå vore retter og vor vin sammen. Jeg sa straks ja, og nu er der kommet 2 kurve fulde. Kristian Krogh [sic] er blandt deres gjæster, det er første gang han kommer til mig, men han var meget glad lod det til ved at skulle komme; han talte til mig på gaden idag, og var da allerede underrettet om den «overraskende heldige vending» det hele havde taget. – Kan du få den din søsters pige, så naturligvis tag hende, men hun er vel som stuepige ikke vant til madlavning. Sig mig, når er «vandredag» for pigerne hos eder, og når er det flyttedag? Glem det ikke. Jeg håber han er begyndt at male nu, ellers blir malerlugten for fæl. Er det virkelig muligt af [sic] føre husholdningen der uden iskasse? Hvis det er vist og sikkert, så burde jeg vel sælge iskassen, siden der ikke er rum til den, skjøndt det er så trist at skille sig ved den. Men når isen blir så dyr – så – – – Men hvordan kan man greie sig, varme sommers dag uden is, – ah snak, det er umuligt!

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Skriv lidt ofte til mig, – jeg trænger om det. Og jeg elsker dig mere, forstår du, – høiere end nogensinde. Din A.

Tirsdag Aften den 12 Februar [1884]

Du sødeste Unge på Jorden, Du får intet ordenligt Brev i Aften, Du skal få imorgen. Jeg skulde have skrevet igår men det blev mig umuligt – og de andre Dage jeg har ladet gå over, min Dejligheds Pige, det var din Skyld. Tror Du det har været lette Dage for mig? Jeg begyndte at skrive, men det gik mig som salig Dick i David Copperfield med Carl den Andens Hoved,^k1087 bestandig vilde dit «onde» Brev ind i min Omtale; og jeg vilde ikke have med det at gøre, så tilintetgjorde jeg Brevene og holdt så til Slut op. Nu i Aften har jeg skullet lave et lille Stykke til UdeogHjemme [sic], det tager mig altid uforholdsmæssig Tid og tilmed blev jeg ret grundig forstyrret af et Besøg. Det var for Resten ikke umorsomt. Det var den dygtige unge Billedhugger Schultz, der kom for at spørge mig, om jeg vilde lade mig modellere af ham til «Panoptikum»,^k1088 som er i Færd med at oprettes her i Byen. Du véd en ny Form for Voxkabinet, hvor Samtidens bekendte Mænd opstilles som de står og går – jeg skal nok stå sammen med Schandorph og Gjellerup og fl. formodenlig i samme Gruppe. Det bedste ved det er, at man skal af med et Sæt Klæder, som man har båret, og får så til Gengæld et splinter nyt Sæt hos sin egen Skrædder. Det er ikke så tosset! – Lad mig i Aften svare Dig på dine to positive Spørgsmål (Pas Dig: Du har ikke svaret mig på mit Spørgsmål om Iskassens Højde Længde og Bredde) Pigernes Skiftetid er 1st Maj og 1st November for halvårsvis, men for Resten fæster man som Regel nu månedsvis. Kun meget gode Piger er fæstet halvårsvis. Flyttedag er 17 April. Du Unge, ved at slå op i Almanaken ser jeg, at Påske falder straks efter vort Bryllup,^k1089 det er jo aldeles udmærket.

Så nu søde Dejligheds Unge, min egen elskede Stump, min lille yndige Pige, nu skriver jeg ikke mere, ellers bliver jeg siddende og kan så ikke falde i Søvn, og jeg trænger til ordenlig Nattesøvn; jeg var til Møde i Studentersamfundet igår som trak så længe ud.

God Nat Amalie

Din Erik

Er dette en passende Størrelse Konvolut?

Kr.ania 12-2-84.

Intet brev iaften! og jeg havde dog været sangvinsk nok til at gå og sætte mig brev i hovedet. Strengt taget fortjente jeg det ikke, men sæt at du alligevel havde været sød og deilig nok til at ha skrevet søndag f.eks. så vilde jeg havt det iaften. Uf det er fælt at gå således og håbe på og vente på, og stunde efter dine breve, den feber og spænding og hjærtebanken, og an[s]trengte lytten, når der er lyd i trapperne ved den rigtige tid, før den langsomt, langsomt har sneget sig hen, og der ikke længer er nogen mulighed og skuffelsen efterlader en afkræftet slaphed, som er usigelig bedrøvelig. Ja, dette er rigtignok en jammerlig tilstand, og værre og værre bli'er det. Kan du huske i begyndelsen efter at jeg havde forladt dig, da fik vi meget oftere breve fra hinanden, og meget længere var de også. Der er en opgivelsens sløvhed over mig. Når jeg tænker på at skrive siger jeg ofte til mig selv: hvad kan det nytte, og hvor vil du hen, – der er ingen tilfredsstillelse deri, og ingen udsigt til at være i en uafbrudt vedvarende rapport med din elskede; så er jeg håbløs og dorsk, og gjemmer alting bort, dybt inde etsteds, og forsøger at vente til forløsningens time skal være inde, og jeg kan leve alt mit liv ved siden af dig og i og ved dig. Før får det ingen art med den forbindelse der er imellem os, du elskede, savnede mand! Og så får jeg fortærende længselsstunder over mig, hvori dagene og tiden ikke er til at udholde. Nu har jeg intet hørt siden fredag, da jeg fik det søde, beklemte, alvorlige brev, med avisudklippene i. Hvor kan du ha hjærte til at tie sålænge, åh snak, – jeg har intet at bebreide dig, – jeg skriver selv så altfor sjælden, men det kommer bare af min længsel og min hjælpeløshed ligeoverfor alt det meget, jeg har at tale med dig om. Tak for «Morgenbladet», som jeg fik idag, og tak for anmeldelsen; den var meget godt skrevet, jeg tror det bedste der har været sagt om «Tante Ulrikke».^k1090 Det er så fint det om at ideerne opstår i sin renhed hos Helene. Du er sød og prægtig er du; jeg blev så glad i dig, da jeg læste den lange opsats, der var så meget som gik ind i mig med en følelse af glæde. Dagbladet havde optaget noget af den idag, men det var så kjedeligt at der ikke var mere. Kommer der nu ikke brev imorgen heller, så ved jeg ikke hvad jeg skal gribe til. Vil du tro at nu har jeg alt lyst at lægge pennen bort, og opgive det hele. Det er mig, som kunde jeg først ved dit bryst og under dine kys få mit rigtige mæle tilbage. Og nu kan vi jo også snart begynde at regne det ud i uger, stort mere end 7, kan der jo ikke være tilbage af denne ulidelige ventetid. Vil du komme ombord, og tae imod mig, når jeg kommer? og må jeg ha erklæring fra toldboden her om at det er brugte sager jeg fører med mig? Her var så hyggeligt her på søndag; de blev til ¼ over to, så kan du selv tænke dig til. Og så kom et par af dem, de der skulde reise, igjen til frokost næste dag, og det havde Krogh og Heiberg fået nys om, og kom listende med. Da var det endnu livligere, tror jeg næsten, og så blev vi alle budne i aftenselskab hos en af dem som var her, så det gik i et kjør de to dage. Idag har jeg holdt mig hjemme i ro, og hele tiden ventet på det klokkeslet, som skulde bringe mig dit brev. Og så fik jeg intet, jeg. Her kom en veninde af mig ieftermiddag, som sad et par timer og snakkede, og sluttelig fik mig til at følge sig etpar ærinder i byen; jeg var nokså villig, for jeg tænkte, at så gik da altså den stund tid. Jeg er vis på du, at det onde, som har været imellem os skriver sig fra vor adskillelse. Jeg tror jeg på en måde går heroppe i Norge, og blier lidt altfor kjephøi af mig. Når jeg kommer ned til dig, og er henvist til dig, og til dig alene, blier jeg spagere og snillere, og lever mig mere sammen med dig. Jeg har aldrig før været dig så tæt og nær, som dernede hos dig, og fra den tid er du også bleven mig endnu uundværligere. Jeg er vis på det er godt for vor kjærlighed at det er mig, som kommer til dig, og ikke du til mig. Bare jeg nu måtte blie rigtig snil, og du rigtig fornøiet med mig. Er du nu bleven bange? Jeg har været det, men det er over nu, fra den dag jeg fik dit sidste brev, jeg føler bare, ved bare om dette eneste, ene, alt sig underlæggende, at jeg elsker dig, at livet uden dig blev mig en umulig byrde, at du er den eneste af alle i verden. Men der er lidt i dette at vi ikke er børn af det samme land. Det hændte undertiden at du, når jeg fremsatte en påstand, hvis rigtighed jeg vilde døet på, sa: «jamen bevis det»; sligt vilde ikke hændt om du havde været norsk eller jeg dansk. Det hænder mig aldrig når jeg taler med de mænd heroppe som jeg virkelig kan tale med om ting, der virkelig er noget, for der er et udgangspunkt som vi har fælles, enkelte grundsyn eller opfatninger, som der mellem os ikke kan disputeres om. Når du ikke forstod hvad jeg var vis på, jeg aldrig havde behøvet at forfægte for de andre, gjorde det så rasende ondt, og forekom mig så underlig oprørende, det var som du skar mig i kjødet, og jeg følte en heftig vrede næsten. Men dette skal jeg stræbe at få bugt med. Tilsidst vil vi vel komme til at forstå hinanden helt ud og ind; når du bare ikke i forveien går og er forstokket i den vished at det du tror og ved og opfatter er det eneste rette og sande; det har jeg en mistanke om, for det er jeg vistnok fristet til jeg på min side, og derfor kom jeg til at tænke, at vi måske havde truffet hinanden for sent. Når du nu bare elskede mig lige høit, men det er jeg så ræd for du ikke skal gjøre. Men vent da idetmindste til jeg kommer, og se så om du ikke blier glad i mig pånyt således som du var det i gamle dage.

Godnat min elskede Erik, ak om jeg kunde give dig et kys, et sådant som jeg vilde give det!

Din Amalie. –

Onsdag den 13 Februar 1884

Min elskede dyrebare Pige, Du skulde leve i det Vejr vi har; her er en Mildhed og et Solskin som i højt Forår; hvis Du ikke allerede elskede mig, og Du kom herned, Du måtte falde i Kærlighed til nogen, og hvem kunde Du så bedre vælge end mig? Min elskede lille Pige, jeg har de og de Fejl, Du kender dem vel snart, men der er dog et og andet at holde af ved mig, bl.a. det, at jeg elsker Dig så højt. Du har ikke været rigtig god ved mig, og jeg har lidt derunder, men det har været Vejrets Skyld deroppe i det kolde Nord, der har sneget sig en Kuldegysning gennem dit Hjærte min elskede Ven, og det har gjort os begge Fortræd. Lad mig kun sige et eneste Ord om dette, nu da jeg kan tale derom, min blide lille Hustru. Du har ikke været mig en fuldtro Kammerat ved denne Lejlighed. Husk vi har fælles Nød, fælles Glæde, tag mig med i alle dine Stemninger. Tal til din Kammerat om din Frygt for vor forskellige Nationalitet, tag ham blidt om Armen og sig, at Du stoler på ham. Se ham ind i Øjet: danske Dreng, Du skal hjælpe mig at se til Bunds helt ned i det Gode ved jert danske Væsen, hvad er det, som gør jer til brave Folk, hvad får Landet til at blomstre? Jeg er en norsk Jenteunge med alle mine Forestillinger hamrede ind fra Barnsben med norske Spiger, jeg er blød af Sind, jeg ønsker ikke at have en eneste Forestilling spigret fast, som gør Uret imod nogen. Og jeg vil være sammen med Dig, Gut, og Du er dansk og jeg er norsk, og Du har ikke rusket i en eneste af mine Spigre og sagt, at den ikke duede, fordi den var norsk, Du har pillet ved og rykket i så den og så den fasthuggede Forestilling, men Du har ladet mig i Fred med min Norskhed. Sig mig Dreng, som jeg elsker, er der da ikke noget af det, Du vil have rettet ved mig, som Du fører tilbage til min Nationalkarakter, og som Du er bange for? Siger Du jo, Gut, og smiler og er altså alligevel ikke helt bange. Stoler Du da på mig Dreng? Tror Du, at jeg kan leve hele mit eget fødte og vundne Liv sammen med Dig og dine Landsmænd og føle og mærke Forskellen uden at blive harm, blot mærke Forskellen som Forskel, se den, værdsætte den, give Ros og Daddel og snakke med Dig om det, leve mine norske Tanker, blot vinde i Kundskab? Elsker Du mig da nok til det? Vil Du lade mig i Fred? Ja jeg mener ikke forkæle mig, som jeg er blevet det før, beholde alle mine Egensindigheder, men give mig mit eget Liv? Vil Du det, og fordrer Du det samme af mig? Vil Du, at jeg skal tie eller blot spørge, hvad jeg ikke forstår? Må jeg ikke dømme så rask, som jeg har gjort før? Men vil Du så også være skikkelig og ikke blære Dig med din Vigtighed og ikke bilde Dig ind, at Du er så Pokkers klog, bare fordi Du går langsommere og vidtløftigere til Værks end jeg? Og vil Du lade være med at fare op og skænde? – Vil Du give mig et Kys på det, og vil Du så have mig til ærlig fuldtro Kammerat, som ikke skiller min Sag fra din? Vil Du? Vil Du elske mig Erik? – Ser Du Stump, det var den Tale jeg havde ventet af Dig, og den var endt i den dybeste Omfavnelse. Men Du er et lille Trold, som bliver vred, fordi meget dog ser anderledes ud, end Du havde belavet Dig på. Jeg har sagt Dig Unge, at Skuffelser skal man lære at se tværs igennem, i Kærlighed som alle andre Steder. Uden det forstår man ikke den Kunst at leve. – Men nu har jeg jo fået dit Brev, og det er mig som havde dine Arme været om min Hals og din Mund på min, jeg er rolig og lykkelig på ny. – Vor «Tilskueren» er sendt igennem Cammermeyer til Dgbl. til Verdens G., til de bergenske Aviser, har de ikke modtaget Eksempl., er det Smøleri fra Boghandlerens Side. Gør mig den Tjeneste at erkyndige Dig om, hvorvidt heller ikke første Hæfte er modtaget, begge Hæfter er straks sendt til Norge. – Du kan begribe, at jeg er spændt på at få at vide, hvilken af Ændringerne ved din Afhandling Du er misfornøjet med, kunde Du ikke sige mig dem. Jeg har dit Manuskript i Behold og vil altså let kunne forstå blot en Antydning. Jeg lover Dig, at indser jeg ikke min Fejl, skal jeg ikke skriftlig give mig til at forklare noget, det har sine Vanskeligheder, vi er ikke sammenarbejdede. – Nej Stump, det vidste jeg ikke med de så tidlige Frierier – ja man har begyndt i god Tid med at ødelægge Dig. Var Du ikke så dejligt et Stof min Stump, var dit Liv sikkert blevet noget mærkeligt noget. – Om J.P. Skuespil vil Du i mit Brev til Dgbl.^k1091 se Kvintesensen [sic] af min Mening; den nærmere Redegørelse er ikke interessantere, end at Du magelig kan vente. – Emma holder «Tilskueren», og de har sikkert alle fire læst din Afhandling, men ingen har talt til mig om den af dem. Jeg vilde ikke spørge de andre og Emma var ikke hjemme i Søndags da jeg spiste hos Mama. Kald Mama, Mama, det ligger mig naturligst i Øret og «Moder» må, synes mig, for Dig være unaturligt. – Du Amalie der er for mig noget helt forunderligt ved at jeg er så absolut ukendt for din Familie – din Moder navnlig vilde jeg så gerne kende, din Broder Adjunkten er jeg bange for.^k1092 Det første jeg gør, når jeg bliver pænt borgerlig gift med Dig, er at skrive til din Moder – før synes jeg ikke det rigtig vil falde for mig. Fortæl mig hvorledes det går med din hjemkomne Bro'r fra Amerika^k1093 – – Ak Amalie tror Du, at jeg er en Snus bedre end at det skær mig i Hjærtet med dit Selskab. Jeg kan ikke fordrage at Chr Krogh skal være din Gæst og formodenlig være galant – når jeg ikke er med, hader jeg, at slige Mænd kaster sine Øjne på Dig. Forstår Du jeg angriber ham ikke på anden Måde end i en Situation hvor Du er med, der hænger for meget af Livets Smuds ved ham, til at jeg kan være hyggelig tilmode ved at tænke mig ham installeret i dine Stuer.

– Den svenske Pige får vi ikke, desværre, og endnu har ingen anden vist sig på Horisonten, hun var også dygtig til Madlavning. – Min Artikel om Tante Ulrikke var ikke god,^k1094 men den var også nærmest skrevet for at henlede Opmærksomheden på Bogen, gøre H. en Tjeneste, den Slubbert, han har to Breve fra mig og en Pengeforsending og intet Svar får jeg. Véd Du noget om ham? Går han ned ad Bakke eller op? Bor han endnu på Hægdehougsvejen,^k1095 dertil har jeg sendt Brev og Avis. Jeg har skrevet et lille Stykke til Tilskuerens Martshæfte.^k1096 Ja Du har Ret, Brandes' Piece var noget overfladisk ubetydeligt noget, kedeligt på en underlig Måde flovset. Derimod synes jeg overmåde godt om Neergaards Artikel.^k1097 Søde man kan greje sig uden Iskasse. Men send mig Målene, endnu er der en Mulighed. Nu skal jeg til Byen for at spise og derfra i kgl Teater for at se «Tartuffe».^k1098 Min elskede

Din Erik

Torsdag Nat den 14 Februar [1884]

Amalie jeg har været ude hele Dagen fra imorges og kommer hjem og finder dit Brev nu i Nat sammen med to andre Breve – jeg kan ikke sammenligne det med andet på Jorden, end at jeg efter at have været borte fra Dig kom hjem og fandt Dig selv, og vi begyndte at fortælle hinanden, hvad vi hver for sig havde set og hørt i Mellemtiden – jo Stump jeg vil sammenligne det med, at vi havde været længe fra hinanden, og jeg ikke havde Ord for min Glæde, når vi kom sammen på ny. Jammen Amalie at Du ikke kan få se min Glæde! Et sådant Brev, ja min Ven, lad mig sige med ét Ord, at det i bogstavelig Forstand jager enhver Forestilling om mig selv ud af mig, jeg kan kun sanse Dig. Du er så elskelig, at det aldrig i Verden vil kunne siges. Amalie jeg synes, at Du er så sød, så vidunderlig mit Hjærtes yderste Forestilling om hvad Elskelighed er i Verden, at det er for mig som kunde jeg ikke rumme den Glæde Du giver mig. Og den Forestilling beholder jeg tilbage af mig selv, at jeg ved at leve her nede borte fra Dig, taber i uberegnelig Grad i Viden om hvad der er smukt og godt på Jorden, om hvad Du er. Min inderlig ubeskrivelig elskede, læg ikke Mærke til noget af hvad jeg skriver til Dig, vid om intet af hvad der på Papir har stået fra mig til Dig – det er dumme forladte elendige Forsøg på at tro på, at jeg uden at ånde i din Nærhed uden at føle Dig hos mig kan have en Forestilling om nogetsomhelst i Tilværelsen, kan ane blot Sammenhængen med den allerusleste lillebitteste Smule af en Begivenhed. Amalie jeg elsker Dig, det vil sige, at jeg intet er uden Dig, at Du ikke må tro noget om mig, før Du er hos mig. Amalie jeg er din – det er en Begyndelse for mig så absolut som Du ikke har hørt om nogen Begyndelse før.

Amalie jeg vil ikke vide noget, jeg vil ikke røre mig til noget i Verden anderledes end rent spøgelseagtig, før Du er hos mig. – Amalie jeg er kun i Dig hører Du, forstår Du, det er sandt, jeg har en Fornemmelse som er alt det, jeg ser og hører og føler selv, kun noget, andre finder på, som havde jeg ingen Del deri, før Du er min, min virkelige samlevende Hustru.

Véd Du nu dette Amalie?

Amalie Du har gjort mig så ud over ethvert Ord glad i Dig

Min elskede elskede!

Din Erik

Det er Vanvid men jeg kan formodenlig ikke skrive fornuftig til Dig i disse Dage jeg skal det og det!

Du har synes om min Artikel om H. og Du har haft det godt ved dit Selskab – altså elsker jeg begge Dele.

Lørdag aften 16-2-84.

Min elskede, jeg har 3 breve fra dig, det ene deiligere end det andet; hvor du er sød og god og kjærlig; ja du har ret, det er som at ha'e fundet hinanden igjen efter en lang og pinefuld adskillelse. Du kan forstå at jeg elsker dig, elsker dig således at jeg fremfor alle ting i verden vil være dig tilpas, vil søge at tvinge og kue det oprørske og vrede i mig og blive stille og blid og god bestandig, bestandig foran dig. Og lad mig få lov at sige dig, at du har været udmærket klog og god og elskelig i din måde at behandle denne uenighed på. Du vil have noget tilgode hos mig, husk på at minde mig derom når det engang blir dig som er slem og ond, som jeg har været det denne gang. Du skal ha tak og ære for din søde, rolige tålmodighed! Hvor det var godt at du kunde overvinde dig til at la være at svare på mit sinte brev – jeg mener gå ind på det ilskede, som stod i det – det er mig et stort og nyt og dyrebart bevis på din kjærligheds gode art og på dens styrke. Som sagt, du skal ha det igjen engang, lad mig nu endelig ikke glemme det! og lad mig dog absolut lære af dig, du bedårende deilige mandige menneske. Slig en sinnetag som jeg kan være! jeg vidste det ikke engang. Og du, som alligevel elsker mig akurat ligehøit og lige inderligt som før! Tak elskede! Du gjør mig så usigelig lykkelig, slig en skat som livet, det ringeagtede liv ved dig er blevet mig. Engang skrev du: «det liv du foragter, skal du komme til at elske» – det var modigt af dig dengang, for det var i den allerførste tid, i et af de første breve vi vekslede, men sandt er det blevet og sandt vil det fremforalt blive i fremtiden når jeg er installeret i dine stuer som din hustru for alle menneskers øine. Nu kan jeg slet ikke forstå hvorledes jeg kunde orke at leve dengang du ikke var; sandelig, – det var godt gjort af mig at jeg fik såpas meget ordentligt og menneskeligt ud af det; skjøndt nu synes jeg det var som at leve i hades og som om jeg først ved min kjærlighed og ved dig, er kommen op i solens skin og luftens klarhed. Du, jeg kunde og vilde slet ikke leve, hvis du nu gik fra mig; jeg gjorde end ikke den svageste antydning af et forsøg; jeg måtte, og havde kun: at dø. – Hvor du har været flink i den sidste tid. Alt det du har fået skrevet, i Ude og Hj. i vort Dagblad i eders Morgenblad, til Tilskuerens martshæfte, og måske andre steder som jeg ikke har sét. Og du siger, du er sen til dit arbeide og klusser og søler, og får ingenting bestilt. Det er ikke sandt, du er flink og rask er du, jeg er så glad i dig! Her synes folk så udmærket godt om din anmeldelse af «Tante Ulrikke». Heiberg også; han fandt at folkemødet var så brilliant refereret, det var et helt kunststykke at kunne referere slig, som oftest når anmeldere refererede, ødelagde de det hele – sa han. Han spurgte om jeg skrev til dig, og bad mig i tilfælde hilse og takke dig så meget. «Skriv selv» – sa jeg. «Jeg formår det ikke» – var svaret – «det er det modbydeligste jeg gjør, at skrive breve.» Jeg har været ofte sammen med G.H. i vinter; jeg har aldrig set ham drukken,^k1099 aldrig, han har også flere gange været her, men nu vil jeg ikke ha ham mere, for han er begyndt at gjøre etslags kur, med at sidde og nistirre borte fra en krog, og se så underlig ubehagelig på mig. Idag, da han kom hen til mig på gaden, gik jeg øieblikkelig fra ham, og sa at jeg skulde ned en anden gade. Om han «går op eller ned» ved jeg ikke, – han er rædselsfuld doven, det ved jeg, men han ser udmærket pen og ordentlig ud, og er bleven så fin i en ny dress der sidder godt. Morsom er han også, og lader til at være i godt humør. Han søger posten i Bergen,^k1100 men der siges at et menneske som har imod ham, en Mikkelsen som har med besættelsen at gjøre,^k1101 vil kaste ham og ta Jæger,^k1102 den modbydelige fyr, du ved ham, forfat. til «Løse Fugle», som vi sammen så i teatret heroppe. Nu har H. bedet mig tale til konsul Gade,^k1103 som er storthingsmand fra Bergen, og få ham til gjennem skrivelse at indvirke på stemningen deroppe til gunst for H. Jeg er dog bange for det er forsent. Der skal kun være disse to ansøgere. – Hvor jeg iaften blev lyksalig over dit brev, med al den glæde og kjærlighed som det rummer. Jeg måtte flere gange trykke det til mine læber. Lykkelig, lykkelig er jeg ved dig min Erik. Og hvorledes er jeg ikke din du elskede. Jeg vil være lukket inde i dig for resten af mit liv, ikke bekymre mig om andet i verden end at leve mig sammen med dig. Idag da jeg pludselig under en lænestol på gulvtæppet fandt den søde papirkniv du gav mig – den havde været borte for mig et par dage, og jeg havde med en egen urolig fornemmelse hveranden time omtrent, snuset omkring efter den, – tog jeg og kyssede den fra øverst til nederst på begge sider, og klappede den, – du skulde sét hvor glad jeg blev ved at finde den. Iskassens mål skal jeg sende dig næste gang, og jeg skriver meget snart igjen; iaften blier det hverken halvt eller alt, jeg er rasende træt efter en rangel igår, og kl. er mange, og der er meget jeg vilde sige dig. Hvad skal vi så gjøre med pige? Skal jeg høre efter en? Jeg sender dig tre af «dine» Dagblade,^k1104 – du vil jo altid ha tre, og et, hvor uddraget af din anmeldelse står,^k1105 og et hvori Kristoffer Brun svarer på det Helland skrev om hans anmeldelse af «Over Ævne»^k1106 for at du kan se af hvad art den anmeldelse var.

Så er der et Dagblad til som du skulde havt, men det vil jeg ikke sende dig før jeg har fåt [sic] bede dig om for alt i verdens skyld ikke blive vred eller lei eller krænket på mig. Jeg er så rasende bange, så rasende bedrøvet over at jeg har skrevet det, men det var indleveret for over en uge siden, og havde jeg set din anmeldelse med de søde ord om hvilke skikkelser literaturen får tilført fra det «Unge Norges» leir, – jeg havde strøget hele den sidste ækle, vigtige passus. ^k1107 Helst vilde jeg lyve og lade som om A.M. slet ikke var mig, det kunde jo være hvemsomhelst, – men for det første går det ikke med at lyve for dig Erik, og for det andet vilde du kjende ordene igjen – da jeg har skrevet i lignende udtryk til dig, da vi talte om Nansens bog. Men hvis du mærker at man blir vred dernede, kan du så ikke for de andre lade som om det er en ung fyr eller sådant noget og bestemt afvise at det skulde være mig, hvis nogen sa det. For de andre kan vi altid lyve lidt. Jeg er bange for at støde folkene dernede, – de var jo alle så snille og venlige mod mig da jeg var dernede, og jeg vil jo så nødig opvække nogen unødvendig uvillie mod mig. Det er i Dagbladet for iaften det står, og det er en anmeldelse af Dr.manns bog, og jeg tænker det alligevel er bedst du får det med engang, da du ellers blir for nysgjerrig, og tror det er værre end det er. Men jeg sender bare den del af bladet hvori anmeldelsen står, for jeg har selv ikke læst det andet. Jeg skjælver af bedrøvelse af frygt for dig, for det er stygt af mig siden jeg er din og du er min og siden du er dansk, og jeg er norsk. Tilmed er det heller ikke godt skrevet, og ikke rigtig holdbart, – uf at jeg skulde skrive det; – det hele produkt har jeg rasket fra mig i en fart. Skriv straks du har læst det, og skjænd heller på mig end vær bedrøvet og forundret over mig, din forundring især kan jeg ikke tåle, for den betyder en ny skuffelse ved mig, den betyder at du siger til dig selv: jeg forstår ikke at Amalie kunde gjøre dette, og det kan jeg ikke holde ud! Min elskede tilgiv mig, jeg elsker dig du søde.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Den konvolutprøve var vel liden.

Mandag Morgen [18/2/84]

Elskede elskede Amalie det har været mig umuligt i disse Dage at skrive og heller ikke idag næppe imorgen får jeg et Øjebliks Fritid. Jeg går omkring med dit sidste dyrebare Brev i min Lomme til det bliver opslidt inden jeg kan sætte mig for Alvor hen og besvare det. I Brevet i Dgbl. havde man strøget et Angreb på Chr. Bruun, som var morsomt, det har naturligvis ærgret mig. Jeg var der ivrig efter at få Børresen hjem til sit Fødeland,^k1108 han er dansk; jeg sagde, at Mirakler nettopp var for dannede Mennesker, hvad bryder en Mand i Santalistan sig om en rund Firkant osv. – Når man engang skriver noget godt får man det ikke trykt. Jeg må afsted nu med denne Lap!

Din Erik

Kr.ania 19de februar 84.

Jeg vilde ha skrevet til dig på søndag, men blev skammelig forhindret; jeg havde glædet mig så til hele søndagseftermiddag at bare sidde og være med dig, du elskede dyrebare menneske; det skulde blevet et langt elskeligt brev, som skulde ladet dig føle helt ind, inderst inde min kjærlighed, og min dybe, grænseløse hengivelse til dig. Du skulde blevet glad over det brev, er jeg sikker på. Så blev det mig heller ikke muligt igår, og først nu tirsdag sidder jeg her, og skriver på et sølle skrog af et brev – er det ikke så I siger på dansk? Det får du altså først på torsdag, og hvis du svarer samme aften – det må du endelig – så kan jeg ha det lørdag. Du skal ikke bryde dig om at dine skrivelser er korte; når du har knapt om tid – hvad jeg så godt kan tænke mig, du, som bestiller så meget, jeg ser bare hvordan det går mig – så kan du raske af en side eller to med bare disse korte, søde kjærlige udbrud, der går med en følelse af sødme, over i min daglige tanke, – nei i min bevidsthed, min sjæl, mit blod. Hvor jeg er lykkelig, som var fornuftig nok til straks at bli forelsket i dig! Hvor det vilde været synd for mig og jammerskade om min kjærlighed var falden på nogen eneste anden i verden. Hvad havde jeg ikke tabt om jeg ikke havde fundet dig, du skat af en mand, som har bevaret dit hjærte, tiltrods for at du har elsket før, og endog levet med andre kvinder. Jeg tror nu det kan komme til at ende med, at jeg kan tænke på dette, uden at føle det sviende stik i mit hjærte, som gjør så heftigt ondt, for du er dog frisk og ren og fin i din kjærlighed til mig, og den er dyb og stærk, om den end ikke er så heftig som den kunde været eller var i din første ungdom. Hvor det er herligt og godt at være elsket af dig, jeg synes min lod er så misundelsesværdig, at jeg skal ha lov til at eie dig og leve livet med dig, der er en svimlende lykke i denne tanke. Nei du, det er ikke vinterkulden heroppe i «det kolde nord» som du siger, der har sneget sig ind i mit hjærte, og «gjort os begge fortræd», for det kan ikke være den. En mildere og skjønnere vinter – når jeg undtager de skrækindjagende tågedage kan jeg ikke mindes at ha oplevet i Norge. Jeg synes der er ligesom vi har lusket os fra en vinter helt og holdent. – Jeg har siddet og læst igjen dit brev fra forrige onsdag det hvor du lader mig holde den lange spørsmåltale til dig, uden at afbryde mig, og jeg har kun at tage dig i mine arme, trykke dig tæt til mit hjærte, og kysse din elskede mund som kan lade mig tale så bravt og elskværdigt. Du er deilig er du, – og du skal se, jeg bliver nok også bedre med tiden, når jeg får levet en stund med dig. Du ender jo rigtignok med at kalde mig et lille trold, og det ord har jeg let høit af, de gange jeg har læst det; «lidet» vilde nu vi sige, det ser så uanseligt[?] ud det kjedelige «lille». Jeg har ikke fået spurgt efter om redaktionerne har fået «Tilskueren». Forrige lørdag, altså for 10 dage siden, havde de ikke modtaget noget eksemplar det ved jeg, og da havde jeg allerede havt mit i 5 dage. Men første hæfte fik både «Dagbladet» og «Verdens Gang». Uf den ækle iskasse, som jeg fremdeles har glemt at ta mål af, og nu gider jeg ikke gå derud hvor den står, det er så mørkt og ækelt; forresten haster det jo slet ikke; det kan altid være tidsnok, når det bare sker, at jeg får besked tilbage, inden jeg bryder op. Af hvem ved du at man kan hjælpe sig uden iskasse? Har din mor f.eks. sagt det? Nei du, jeg vil ikke sige dig hvilke forandringer jeg er misfornøiet med, det vilde koste så mange ord, for jeg vilde ikke kunne la være at motivere det, og det er så kjedeligt. Vent du bare til vi kan tales ved, så skal du nok få besked. Jeg er forresten bleven så umådelig rost heroppe for den artikel, så jeg har al mulig grund til at være mere end tilfreds med den. Naturligvis har den sådan overhovedet vundet uhyre ved at du har bearbeidet den, men der er dog enkelte ting som jeg med detsamme græmmede mig over var gjort, og som jeg bestandig vilde ønske ikke var gjort. – – Ja, når vi er gift skal du skrive til moderen, før synes jeg, som du det kan være det samme. Hun er så bedrøvet og nedtrykt i denne tid. Bernhard ligger ganske nedfor skriver hun – det er som jeg fortalte dig, han er kommen hjem bare for at dø, og han dør for sine udskeielsers skyld. Jeg kan ikke la være at tænke det er det bedste han kan gjøre, og jeg kan ikke mere føle sorg for det menneske, jeg har sørget så grænseløst over ham engang, da han havde stelt sig slig at han måtte sendes bort, men han har kureret mig. Hvad skal man stille op med et menneske, som bogstavelig kaster livet fra sig med vold og magt, og slænger sig nedfor i smuds og elendighed, som absolut ikke vil eller ikke kan andet. Jeg tror at Ludvig føler præcist som jeg i dette forhold. Med moderen er det anderledes. Hun er ikke bleven færdig med den gut, som jeg og Ludvig er det, og det vilde hun vel heller aldrig kunne blive. Hvis det var en af mine gutter, gik det vel mig ligedan. Jeg tænker på om dette var Jakob eller Ludvig, – og føler som at jeg måtte elske desmere, være des trofastere, jo dybere de sank. Men sådan var det fra først af også ligeoverfor Bernhard. Jeg husker godt at jeg aldrig havde vidst hvor forfærdelig meget jeg holdt af ham, før dette gale kom på med ham. Men siden er jeg bleven så rasende harm på ham, og end ikke nu, da han ligger der på sine gjerninger, er mine forrige følelser komne tilbage. Det er en passiv medlidenhed jeg nærer for ham. Han er selv så glad ved at få lov til at dø hjemme. Nu holder naturligvis moderen stakkel på med at skulle omvende ham. Jeg vilde ønske han døde i troen på Kristus, for så vilde moderen være usigelig glad, og mindet om hans endeligt vilde forsone alt det onde for hende; og ham kunde det jo ikke skade, men snarere gavne forsåvidt at han da måske døde med større glæde. Han vil, og ønsker kun at dø. Han er formelig utålmodig efter at det skal komme. Det har været en mærkelig fyr. Dengang det kom op om ham at han havde taget op flere års gage, og skrevet noget falskt i en regnskabsbog, bad han sin principal om at angive ham. Da denne bestemt nægtede det – han fik øieblikkelig sine penge af Vilh. og Ludv. gik han selv til politiet og angav sig. Han blev straks sat i varetægtsarrest, men kom ud igjen dagen efter, fordi det var en forbrydelse som offentligheden ikke kunde påtale – der måtte være en som anklagede ham. Så var det han reiste til Amerika, og der har han havt den ene plads efter den anden, og er gået fra igjen på grund af sit uleven. – Ja det er underligt at du slet ikke kjender moderen og Ludvig. Moderen vilde du nu ikke kunde tale med, tror jeg. Hun bevæger sig i en totalt forskjellig åndelig sfære, er konservativ, kristen på en måde rasende bornert i teorier sådan at det er håbløst at snakke, men i praksis meget bedre fordi hendes sunde forstand og gode hjærte løber af med hende. Jeg kan godt tale med hende, ikke om det der udgjør mit liv, med vi har jo så tusinde andre tilknytningspunkter og så holder vi af hinanden, og så er moderen så rasende fornøielig i al stilhed, bare for mig, ja, det vil sige, man må kjende hende godt for at merke hvor fornøielig hun er. Din mor kan og ved meget mere end moderen, skjøndt hun har udmærket godt hoved, men hun har fået en mangelfuld uddannelse fra barnsben af. Hun kom som barn, forældreløs i huset til en af disse velhavende spidsborgerlige bergenske kjøbmandsfamilier,^k1109 gik på en pigeskole deroppe, som du kan stole på ikke stod meget høit dengang for mere end halvhundrede år siden, og hun kom aldrig ud af Bergen by før hun for gud ved hvor mange år siden flyttede med gutterne til Kr.ania. Det var længe efter at jeg var gift. Når jeg tænker på det er jeg nysgjerrig for at se hvorledes du og moderen vilde greie det sammen. Jeg får stoppe nu, min elskede; kommer der brev iaften, føier jeg noget mere til. Du søde, søde gut. Jeg elsker dig. – Senere. Jeg har fået din lille lap. Tak min elskede! Du er sød og deilig, er du. Hvor jeg længes efter dit næste brev efter at se om du er sint for hvad jeg skrev i min anmeldelse.

Din Amalie.

Tirsdag den 19 Februar 1884

Du lille søde Stump, som er bleven så bange for dine egne Ord i den Anmeldelse! Ja mulig kunde jeg have synes ilde om den, havde jeg læst den uden Forberedelse, nu er det mig umuligt. Jeg kan ikke engang dømme længer om Ordenes Vidde, jeg synes ikke de er så slemme, som Du vil gøre dem til. Du peger på en Forskel, som vistnok er sand, noget hårdt Angreb læser jeg ikke længer i denne Udtalelse. Du er så yndig, så fin og dejlig, og Du må gerne rynke på Næsen af dette «unge Danmark» – hvor meget eller hvor lidt det betyder i vor Udvikling her nede er mig overordenlig lidet klart. Denne Nansen er kun 22 År eller sligt, hans Kampfælle Iver Iversen^k1110 et År eller to ældre og deres Herre og Mester Herman Bang,^k1111 en underlig begavet Skabhals skrev tror jeg i næppe tyveårs Alderen, nu må han vel være nået op til 28–29 År, der er vistnok et Par Stykker til af ringere Kvalitet, jeg har hørt en nævne ved Navn Albæk^k1112 – de er lapsede, stænkede med Parfume og står til en Side i Literaturen. Men Du skal dog lægge Mærke til, at det, som denne Samling «Begavelser» repræsenterer, også er et Brud med noget bestående, de tror at tjene kunstnerisk og social Sandhed på deres Vis, at bryde æstetiske Fordomme, de tager hårdt på Idealer, der endnu har Kurs. Denne Side af Livet, som deres Tanker dvæler ved, kommer glimtvis frem hos Kielland i hans første Ting, og det som G.A. Dahl gerne vilde,^k1113 det er sådan noget, som de får gjort. Det findes i alle Literaturer. Gjellerup, Pontoppidan, Elmgaard^k1114 har mættet sig med mere social Harme, og de er hidtil blevet betragtet som dem, der gik den lige Vej frem i Literaturen, de andre har man hidtil ikke ænset synderlig. Hvor Kraften er størst, i den u[d]adgående Gøren eller i den indadvendte Pegen er ikke så lige straks at sige – men jeg har som Du mest Samfølelse med den, der præker, fremfor med den, der sidder og pirker i sin egen Barm. Om de erotiske Motiver har mere eller mindre Værd end de sociale må vel fuldstændig afhænge af Måden, hvorpå de benyttes (Dukkehjem, Gengangere, Magnhild),^k1115 men at dette unge Menneske, som Du har æklet Dig ved,^k1116 ikke røber Anlæg til at udbedre Samfundets Knokkelmarv, er vist. – Du det var kedeligt, at mit Indlæg imod Chr Bruun ikke kom frem. Det var så min lille Stump Præken i denne Sag. Det forekommer mig, at der er blevet taget så besynderlig håndfast omkring denne Ting: Mirakel – som om det overhoved lod sig gribe! Det er den runde Firkant, det umulige. Det er en Tilsnigelse, når de Kristne nu om Stunder taler om «Underet», de leder derved Tanken ind på det «vidunderlige» ɔ: det uforklarlige, og passer man ikke på dem, holder de af at falde til Ro med det Snak, at der kan være en «højere» Sammenhæng i Naturen, end vi aner, at hvad der for os er et Under, ikke er det for Gud. De mærker ikke, at de derved netop tager Livet af selve Miraklets Begreb. Så er det jo intet Mirakel, men en naturlig Ting, der er sket, og Guds «Almagt» har ikke vist sig. Almagt og Mirakel vil sige, at 2 og 3 ikke er 5, at Tiden kan gå tilbage, at en Syre og en Base ikke danner et Salt, at en Mand kan stå på Hovedet og på Benene på en Gang. Sker noget i Kraft af en højere Lov end vor, så er det blot en Naturens Taskenspillerkunst, en Benyttelse af vor Uvidenhed om Fremgangsmåden, og altså et Bedrag, hvis det for de Uvidende udgives for et Mirakel. Miraklet i sin Renhed er Sludder, forklaret er det Spilfægteri eller Bedrag. Dette kan man tvinge ind også i ufilosofiske Hoveder, og det forekommer mig næsten farligt, at der nu tales så meget om «Mirakel» og «Under», som var der overhoved Fornuft skabt i selve de Kristnes Standpunkt i denne Sag. Men mit virkelig vittige Indlæg vilde Dgbl. ikke binde an med. Jeg kan for Resten ikke forstå mig på de Mennesker. Nu har jeg først to Gange bedet om en Opgørelse og Tilsendelse af Tilgodehavende. Så får jeg langt om længe Svar fra Holst, om jeg blot vil behage at sende min Regning. Jeg svarer tilbage, at jeg ikke er i Stand til nøjagtig at opgive Forholdet, men at jeg gerne skal tjene ham i på Slump at sende ham mit Krav beregnet til 16 Kr pr Brev – det var da min Sandten ikke for meget. Heiberg havde fået udbetalt 52 Kr og tilbage blev en Fordring på 52 Kr for mig. Jeg har haft en Anmeldelse i Bladet. Skulde nu Manden ikke have skyndt sig med at sende mig denne Sum? Jeg skrev oven i Købet, at jeg vilde sætte Pris på snarest mulig at få Pengene. Det er en Tilfældighed at jeg uden disse Penge har kunnet klare mig i denne Måned. Men tror Du, at jeg har set en Øre? Denne Uorden plager mig. Jeg er selv akkurat i Pengesager, når jeg blot på nogen Måde kan være det, og en Institution som Dgbl. har ikke Lov til at lade sig kræve af en Medarbejder, det sætter Pris på. Hvad skal jeg gøre? Grov har jeg så rasende lidt Lyst til at gøre mig, men mine Penge vil jeg skam have. Kan Du give mig et Råd? – Hør nu Pigebarn, søde dejlige Unge, har Du dine Papirer i Orden? Din Dåbs- og Konfirmationsattest og din Skilsmissebevilling, hvori der må stå, at Du har Ret til at indgå nyt Ægteskab, og at der har fundet Skifte Sted. Send mig disse Ting snarest i anbefalet Brev. Jeg vil sikre mig i Tide, at der intet Formalitetsvrøvl kan opstå. Skal Knutzon [sic] være din Forlover?^k1117 Det er nødvendigt at jeg indleverer min Begæring om Ægteskab med det allerførste, Forretningsgangen er ikke hurtig, og så går jeg til Overpræsidenten og aftaler med ham Dagen. Du må ikke tage dette ligegyldigt, jeg véd endnu intet om, hvad man af Pernittengryneri kan forlange i Magistraten i Anledning af, at Du er fra fremmed Land. – At vi skal giftes begynder nu for Resten at sive dejlig ud. Jeg går fri, men den ulykkelige Jakob^k1118 omsuses af Spørgsmål på alle Kanter. Igår var der en, der var så venlig at interessere sig levende for vore Formuesforhold, fortæller J., han håbede da, at Skram ikke var så tåbelig at gifte sig, når ikke «hun» havde Formue. Der kan Du blot se, min søde lille rige Enke, hvad det er man venter af Dig. Ikke alene på det «åndelige Område» men også i det «timelige» skal Du være rig. Jeg er nu for Resten nysgjerrig Stump efter at se Dig tumle Dig med de satanisk små Indtægter vi får – når Du skal til at betænke Dig på hver Øre? Men Du skal se, når Du er omhyggelig, så får Du snart Instinkter efter vor Evne. – Ved Du, hvad der bliver det hårdeste, at vi ikke får Råd til at gøre Selskaber, ikke kan bede Folk hjem til os og gøre dem det godt, uden meget enkeltvis. I denne Måned har jeg arbejdet godt, der har været god Lejlighed, men hvad har jeg tjent? Ikke 100 Kr endnu. Jeg sender Dig en Artikel i Mrgbl., som er min første egenlig Skuespilkritik,^k1119 idet jeg i den udelukkende har omtalt Udførelsen. Sig mig, om Du finder den morsom; det skulde jo netop prøves af dem, som ikke har set de pågældende Stykker. Igår lavede jeg en lille Opsats til «Ude og Hjemmes» Fastelavnsnummer,^k1120 jeg kunde først begynde Kl 2, så skrev jeg til Kl 5, kasserede alt hvad jeg havde skrevet, gik til Byen spiste Middag, måtte læse Korrektur på min Artikel i Mrgbl. og kom hjem Kl 8. Så tog jeg fat på ny. Dit Brev kom, medens jeg skrev. Jeg turde ikke åbne det, før jeg var færdig. Jeg blev færdig, men jeg tror, at det er yderlig flovt. Det hedder «Fastelavnserindringer» – uf, skulde jeg ikke have Penge for det, lod jeg det ikke trykke. Når Du tænker på, hvad jeg bestiller, må Du for Resten ikke glemme mine mange Timers Arbejde i Rigsdagen, og så de Timer jeg tilbringer i Teatre el. andre Steder, når det er Råstof, som skal behandles. Jeg skrev i forrige Nr af Ude og Hj. en lille Ting som Tekst til Billeder,^k1121 53 Linjer der i Bladet, ɔ: 70–80 Linjer i Dgbl.; ser Du det er noget, som Schandorff [sic] sætter sig hen og læser 6 Gange igennem for at lære at skrive dansk, han har umådelig Respekt for min «Stil», og som G.B. siger om, at det er aldeles udmærket, men at det er en Skam at anvende et sådant Arbejde på så lille en Opgave – det har han sagt til Jakob – men så fryder jeg mig. Selv var jeg for Resten ikke tilfreds dermed. Det tog mig sikkert 4–5 Timer, når jeg regner den Tid med jeg gik på «Nytorv» – det var et Billede af Torvets Liv – og gloede, og det indbringer mig lidt over 4 Kr. Satsen er bragt ned til 8 Øre Linjen. Mine Fastelavnserindringer antager jeg at kunne anslå til 15–16 Kr., den Artikel jeg sender Dig til 17, Du kan se af hvor lidt Indtægterne må sammenstykkes. Så bliver jeg tilmed i denne Tid modelleret,^k1122 og det har slugt uforskammet megen Tid, Billedhuggeren bor ¾ Times Vej fra mig, og han siger, at jeg er meget vanskeligere end han havde troet. Foreløbig ligner det ikke det mindste. Sinding^k1123 ligger for Tiden her nede og arbejder for Panoptikum. Hasselberg^k1124 tror jeg det er, Svenskeren, som skal gøre Bjørnson og Lie i Paris. Begge Brandes'erne og Jacobsen har nægtet at sidde for nogen Billedhugger, af Kielland haves Krøyers Byste^k1125 – jeg skal spørge en Dag om man har tænkt på at få Sverdrup. Det er nogle dejlige Narrestreger det hele, men jeg ser ikke nogensomhelst Grund til, at man ikke skulde gøre den Narrestreg med, når Folk har Lyst til at give deres Penge dertil.

– For Kærlighedsbreve Du sender mig Amalie i denne Tid! Min elskede dyrebare Pige, Du giver mig en Fryd, som jeg skal prøve på at betale Dig en lille Smule tilbage af, når jeg har Dig. Lidt og lidt skal jeg forsøge at dryppe ind i Dig mit Livs lyksalige Tro og Håb, som jeg har fået af Dig. Amalie Stump Du giver mig Ære, fordi jeg ikke har skreget op af Smærte, da Du tog lidt hårdt på mig – Du glemmer, at Du har taget blødt før, og at jeg har en Kapital, altså en Kapital at tære på, og så Stump, så hjalp jo ved denne Lejlighed vor Adskillelse mig. Det er slet ikke så underligt, at jeg tænkte ved denne Lejlighed, da jeg kunde, at jeg vilde vente på det Gode, der måtte komme. Så græsselig sikker på, at jeg ikke skriger en anden Gang, er jeg ikke. – Men nu er jeg træt min egen velsignede Stump. God Nat

Din Erik

Fredag den 22 Februar 1884

Min elskede Dejlighedsunge, jeg har været noget slap idag og ligget på min Sofa og er faldet i Søvn i Stedet for at bruge Tiden til at skrive til Dig, men det kommer af noget stikkende Hovedpineskidteri, og det kommer igen af en Middag igår med megen Mad og Vin og stærke Cigarer. Sødeste min Unge, i disse rædsomme Ventemåneder har jeg vænnet mig til, når jeg er ude, at drikke meget mere, end jeg nogensinde før har gjort. Det er mig næsten nødvendigt for at være livlig, jeg går altid på Randen af et gabende Kedsomhedssvælg, og for dristig at tilbagelægge Vejen bruger jeg kraftige Stimulanser. Du må ikke blive bange, Stump, og tro, at jeg beruser mig, det synes næsten, som om jeg kan tåle uberegnelige Kvantiteter, men det efterlader stundom – ikke altid – en slem Hovedpine den næste Dag. Dejlighed, jeg kunde altså ikke skrive igår lige ved Modtagelsen af dit Brev. Klokken var for mange da jeg kom hjem, og Du får nu først disse Linjer Mandag Morgen, men Du skal være brav Pige alligevel og blive glad for det. Elskede, har Du tænkt på, at jeg dræber Dig den første Dag Du kommer til København? Jeg knuger Dig ihjel, der bliver slet ikke noget af vort Bryllup, for Du dør i mine Arme. Har Du Mod alligevel? Kom Unge, fremskynd af al din Formue dette Øjeblik, dø og lev og le og græd og vær min i alle Tider. Elskede Fornuftighed, tossede Unge kryst Dig ind til mig og bliv i min Favn og vær den snilleste Jente på Jorden, så skal jeg lade et lille bitte Pust blive tilovers i Dig, som Du kan leve af, men jeg vil myrde Dig først, bryde Dig ihjel i en Omfavnelse, sønderklemme det i Dig, som ikke må leve. Jeg vil lægge min Mund på din, Du skal aldrig få Lov til at tale uden Du føler min Ånde i din. Hører Du, og aldrig må Du tage din Mund fra min, jeg vil kun tale nu og da, og da altid med min Stemme fyldt med den Luft Du sagte puster over mit Ansigt og ind i min Strube. – Amalie, hvad om vi bad din Broder Ludvig komme her ned til vort Bryllup? Når vi nu siger, at det bliver den 3 eller 4 April, så er det ikke mere end nogle Dage før Påskeferien. Vilde Du ikke synes det var hyggeligt at have en af dine kære med? Tænk på det, jeg vilde overordenlig gerne på denne Måde se min Svoger. Så kunde han bringe Bud hjem til din Moder og fortælle, at de Mennesker Du skulde leve med her nede, dog forholdsvis tog sig skikkelige ud. Tænk nu på det, Stump. – Det ender dog vistnok med, at vi kan få Juttas fortræffelige Elin – alene for Navnets Skyld bør en sådan Pige fæstes – og jeg kan ikke nægte, at jeg vilde se derpå med megen Beroligelse. Skulde Du tage en Pige ned med, vilde det for det første være lidt dyrt og dernæst vilde netop den første Tid blive Dig dobbelt besværlig, når både Du og din Pige var lige ukendte med alt, Priser Steder osv. – Iskasse har hverken Jutta eller Mama eller overhoved nogen tarveligere Famlie her nede. Is er jevnlig [sic] rasende dyr. Man køber til Huset formoder jeg i så små Kvantiteter, at intet alligevel fordærves. I vor Lejlighed rummesterer nu Snedkeren som skal sætte dobbelte Vinduer helt op og slå Brædder for Vinduet, som skal spærres. Efter ham kommer Maleren, men der bliver ingen Lugt, det er jo Limfarve der kommer på Væggene, og Stump – bliv nu ikke sint – Dørene får vi ikke sorte. Værten bad så ynkelig for sig og var så flink i alle andre Måder, vi får brede sorte Rammer på Dørene, mere kunde jeg ikke uden Ufred opnå; men tro nu ikke, at Lejligheden bliver ubeboelig for det, de gulbrune Døre og Vindueskarme er ganske skikkelige også de. – Jutta venter sin Nedkomst tror jeg i disse Dage. De to ældste Pigebørn lever hos Mama, og forleden tog jeg dem med i Kasino for at se et Udstyrsstykke «På Havsens Bund»,^k1126 noget Satans kedsommeligt Tøjeri, men Ungerne morede sig. Karen er en sød blid kærlig Pige, Ellen en morsom lille egenkærlig Tingest, der ikke kan være rolig et Minut. Hun bliver engang rasende koket, en farlig Natur. Det var nok så underholdende at sidde som gammel Morbror med disse to. I Aften skal jeg i Folketeatret til et Par nye Stykker,^k1127 og igår burde jeg have været i det kgl – det er min Sandten ikke altid for sin Fornøjelses Skyld at man må trave om i Teatrene, på Søndag må jeg i Kasino,^k1128 og sådan bliver det nu formodenlig ved en Tid. Der har været temmelig rolige Teaterforhold for længe, nu strænge de sig an i Slutningen af Sæsonen. Nu skal jeg klæde mig på og så til min Middag og så er det Teatertid. Jeg skal skrive alt i Aften om hvad jeg har set, jeg kommer derfor så sent hjem og formodenlig med en så dundrende Hovedpine, at det er fornuftigst nu at slutte. Farvel altså Elskede

Din Erik

Lørdag formiddag 23de [april – krysset ut] februar 84.

Tak Du min elskede for dit brev af 19de, hvori du beroliger min urolige banghed for at du skulde være bleven ilde berørt af min anmeldelse. Nei noget angreb var det jo ikke, end sige, noget hårdt angreb, – jeg var kun ræd for at du skulde være bleven ubehagelig pirket i af det, det var det hele. Tak du sødeste, sindigste, at du skriver så snilt og pent om det. Heroppe har naturligvis ingen synes at der var noget iveien med ordene. Jeg spurgte nogle som talte om anmeldelsen om de syntes det så det ringeste affeiende eller hipagtigt ud, men de forstod ikke engang hvad jeg mente. Fra Caterinus Bang fik jeg atter en uhyre anerkjendende hilsen; Helland og Garborg kom begge og fortalte mig hvor megen pris han satte på hvad jeg skrev. «Det om den danske literatur havde været så aldeles slående rigtigt og hele anmeldelsen,» – det filleri fortjente dog virkelig ikke alle de lovord. Jeg bad dem hilse Bang fra mig og sige at nu havde jeg fået høre så meget godt fra ham, og nu formærkede jeg at han måtte være i høi grad velvillig i sin mening om mig, og derfor syntes jeg han var et elskeligt menneske. Så fik jeg en skrivelse fra Garborg med megen ros over min anmeldelse i Tilskueren, han havde lovet at fortælle mig mundtligt hvad han syntes, såsnart han havde læst den, men så skrev han fordi han påstår at jeg aldrig er hjemme. Jeg sender dig den for, skjøndt nei, – det gjør jeg ikke, det er dumt at lægge så stor vægt på deslige udtalelser, når jeg repeterer den klinger det som selvros i mine egne øren. – Jeg regner ikke Dukkehjemmets, Gengangeres, Magnhilds motiver til de erotiske, ja den slags erotiske motiver kan man sagtens ha brug for; – men det er en tilsnigelse af dig at forsøge at argumentere ved at føre disse, vore egne ypperste literære storværker i marken, og det ved du godt, og har heller ikke villet jeg skulde ta det alvorligt. Det må vi endelig tale om, når vi sés. Ja, jeg synes som du at man snakker formeget om dette mirakelvrøvl; forresten forholder det sig virkelig således at de kristne fuldt og fast tror på at mirakler har sket, og kan ske. Den flok Chr. Bruun er fører for,^k1129 er for det første ikke liden, og dernæst er den den bedre del af de kristne på en vis, så man får vel høre og besvare hvad de siger. Der kan du se, hvor forargeligt det er at få strøget ting som man netop ønskede sagt. Dagbladet har ikke turdet ta det, netop fordi de mirakeltroende, de andægtige ligeoverfor alt dette religionsvæsen er så mange. Dgbldt er jo organ for hele venstre, og massen af dette er kristent, ved du. Jeg er forbauset over «Dagbldts» opførsel. Når jeg har forlangt honorar, siden Holst kom til, har jeg straks fået det; latterligt lidet har det jo været. For de 3 ting: Om En Hanske, Bondestudenter og nu om Dr.mans [sic] bog, har jeg fået 40 kr. Hvad skal man sige til en sådan parodi på arbeidsløn. Jeg ved ikke hvad du skal gjøre med de folk, der er jo intet andet at foretage sig end at kræve dem, og det har du jo gjort, det er ækelt. Kan Du ikke skrive til Irgens Hansen og spørge ham om hvad meningen med dette er? Det står forresten slet ikke så godt til med bladets finantser, som det hed sig: Jeg har nu talt med konsul Gade en af de største eiere^k1130 – han var netop nu hos mig, og han siger at der ikke er tale om at det har svaret sig. Han fandt budgettet altfor stort; der måtte foretages indskrænkninger. Jeg fremhævede at det endelig ikke måtte være honorarbetalingerne som indskrænkedes, og forfægtede at bladet aldrig vilde kunne stå sig på den ting. Deri var han også ganske enig. Men tænke sig for alt det gratisarbeide, der gjøres inden venstre! Det er imponerende for det viser hvilken kraft tro på en sag, giver. – Iforgårs endelig sendte Garborg svar til G. Brandes^k1131 – du husker han havde bedet om biografiske oplysninger til sit essay. Det hele stod på to sider, og der var så forbigående som muligt pegt på at det 18de århundrede,^k1132 eller hvad den hed den bog havde øvet nogen indflydelse på ham, hvorimod han dvælede udførligere ved den vækkelse han havde modtaget fra andre hold. Garborg har som sagt fået afsmag for Brandes' maner. Endvidere skrev han at det var ham naturligvis til stor ære og glæde at han, G.B. vilde sætte noget på tryk om «Bondestudentar», og det uagtet han havde forberedt ham på, at det langtfra blev bare rosende, men om den bog havde fru Müller skrevet så godt, og med sådan forståelse, at han for sin del var fuldstændig tilfreds. Ingen kunde gjøre det bedre og rigtigere. Hører du det, du, som er så vigtig! Jeg har ikke mine papirer i orden. Heiberg har forlængesiden indsendt ansøgning om tilladelse til at indtræde i nyt ægteskab, men der er endnu intet svar kommet. Han mente at en så courant sag vilde være ordnet på en 3 ugers tid, og da havde han enda taget hensyn til den langsomme forretningsgang. Men nu falder dommen på mandag over ministeriet^k1133 – du kan vide her er spænding – og hvad da sker, ved ingen. Denne bevilgning skal udstedes af kongen i statsråd, og gud ved når der holdes statsråd under disse opløsningsforhold, havde jeg nær sagt. Imidlertid må det vel være færdig i løbet af marts, og kan ikke du få det nødvendige greiet dernede uden at ha mine papirer. Du kan jo sige til Overpræfekten at så og så forholder det sig, og at jeg skal bringe med de nødvendige greier, han må jo kunne indse at under slige rigsretstilstande er det ikke så greit at ha alting iorden. Nogen dåbsattest og do konfirmations har jeg ikke. Heiberg mente at det var tilstrækkeligt at få fra ham en bevidnelse af at lovene i Norge var som i Danmark, at ingen kunde være bleven gift uden også at være døbt og konfirmeret, og at altså jeg var i orden, hvad det angik. Kan du ikke spørge også om dette. For ellers må jeg først skrive til moderen og få besked om hvilken kirke jeg er døbt i, – det husker jeg ikke sikkert, og så må jeg korrespondere med en i Bergen, som kan gå og skaffe mig disse attester. Hvis du intet kan foretage dig uden at ha'e mine papirer at fremlægge, og hvis også du – (som jo dog ikke har været gift før, mig bekjendt –) også skal være nødt til at indgive ansøgning om lov til at gifte dig, så vil altså det komme at hænde, at vort ægteskab bliver opsat, hvis jeg da ikke en af de allerførste dage får bevilgningen, hvad der er usandsynligt. Det var jo dumt af mig at jeg ikke straks med detsamme jeg kom tilbage fra Kjøbenhavn gik igang med dette, men Heiberg som jeg talte med i januar, mente at jeg var tidsnok ude, når det ikke skulde ske før i begyndelsen af april. – Din artikel i Morgenbladet^k1134 var vistnok noget rigtig godt i retning af skuespilkritik, det var morsomt og fængslende at læse den, skjøndt jeg slet ikke kjender Tartuffe, hvad der er en skam for mig. Ja tænk, dit arbeide i rigsdagen tænkte jeg ikke på, da jeg var forundret over hvad du fik gjøre, og så har du jo også på embeds vegne at gå i teatrene. Jeg glæder mig til at se dig der i «Panoptikum»; men du kan stole på du blier ikke halvt så smuk som du er i dig selv, du deilighed.

Nu i disse dage, kommer fru Schjøtts anmeldelse af Moderne D. i Tidsskriftet.^k1135 Vullum har vist mig et stykke af det i korrekturen, og det er meget rosende. Her er opstået en forbitrelse – man gik og troede at det var bleven opgivet, alle undtagen jeg, – nu da man ser det er bleven alvor. Vullum gik straks på Sars og sa at han vilde nedlægge protest med sit fulde navn i Dagbladet, og oplyse almenheden om at han, hvis han havde vidst at den anmeldelse var kommet, ikke vilde skrevet hvad han til dette hefte har skrevet. Sars sae at han ikke lod sig pågå, men gjorde hvad han vilde. V. svarede, at ja, men så gjorde også han hvad han vilde, og det gjorde de andre og. Der bliver vrøvl om dette, skriveri og spektakel. Det er så meget besyndeligere af Sars som Skavlan var så meget imod det, og slet ikke vidste af at det var kommen i trykkeriet. Der er flere her som taler om at opsige det, og man er mere forarget end man til hverdags pleier at kunne blive. Men nu falder jo dommen over ministeriet, og så sluges alt andet op af dette. Farvel min elskede, dyrebare skat. Måske skriver jeg lidt mere iaften. – Godaften: kl. er 11: Der kom et langt brev fra Bertha Knudtzon,^k1136 jeg troede først det var fra dig, og blev derfor så skuffet. Hun havde været i middag hos Adlers,^k1137 hvor vi, du og jeg var bleven drøftet uafladelig. F. Bendix havde påstået at det ikke var sandt vi skulde giftes, kunde ikke være det. Det berører mig så ilde denne gramsen af fremmede næver på os og vore intimeste greier, bare de ækle mennesker vilde la os i fred, hvad kommer det andre ved, eller bare man idetmindste ikke vilde fortælle mig det igjen. Hvor det er utåleligt alt dette snakkeri. – Du skal indbydes til Knudtzons i næste uge til selskab siger Bertha, de har ikke sét dig på så længe, og længes formelig efter dig. Vær nu elskværdig, så de kan se hvor sød du er. Jeg sender dig Dgbldt, for at du kan se Wullums protest mod Nyt Tidsskrift^k1138 i anled. anmeldelsen, det kom til middags. Dette er en forløber bare for de andre udtalelser som vil komme. Prof. Skavlan skal ha sagt hører jeg at han kun på den betingelse at M.S. ikke mere får lov at skrive i Tidsskriftet vil blive stående som redaktør. At han er meget vred derover, ved jeg. Godnat min elskede Erik. Gud give dagen for min afreise alt var bestemt og at alt var i orden. Undertiden tror jeg at det hele ikke blier noget af. Var jeg dog bare hos dig igjen!

Din Amalie. –

Tirsdag Aften den 26 Februar 1884

Min søde elskede Stump, Du har fået mit Telegram.^k1139 Jeg håber, at dets Modtagelse må have givet Dig Indtrykket af, at der dels ingen Tid er at spilde, og at dels ingen Formalitet må springes over. Jeg har idag forhørt mig i forskellige Magistratskontorer, og Resultatet er foreløbig ikke opmuntrende. Alle Love er dumme og alle Håndhævere af dem uden Begreb. Den borgerlige Ægteskabslov har ikke forudset det Tilfælde, at Bruden bor i fremmed Land, og deraf opstår en Række praktiske Vanskeligheder ved Opfyldelsen af forskellige Fordringer, særlig den, at Begæringen om Ægteskab skal «tinglæses» i Brudens Hjemsted, og at en sådan Tinglæsning fra ét Land til et andet ingen Gyldighed har. Spørg imidlertid Adv Heiberg om eventuelt en Begæring om Ægteskab kan blive tinglæst i Kristiania. Du må spørge straks og svare straks. I det hele Stump må Du så nøje som mulig og så hurtig som mulig gøre alt hvad jeg beder Dig om at gøre af Formaliteter, hvor idiotiske de end kan synes Dig. Der er her ingen anden Mulighed end at gøre blindt hvad der forlanges af Myndighederne. Det er muligt, at en Tinglæsning i Norge, hvis den kan gå for sig, vil blive anset for lige god med en Tinglæsning i en By i Danmark uden for København. Men jeg må så hurtig som mulig have at vide, om en sådan Tinglæsning overhoved kan gå for sig hos jer. Jeg har set de norske Bestemmelser om borgerligt Ægteskab efter, og der forlanges ikke dette om Tinglæsning – der svarer til Lysning i Kirken ved kirkelig Vielse. Altså spørg og svar, og hvis der fordres en særlig Form for Affattelsen af Begæringen så få den opskreven og send mig den. Her vil Formen simpelthen lyde således: Herved anmeldes, at N.N. boende der og der og N.N. boende der og der agte at indgå borgerligt Ægteskab for Københavns Magistrat. Netop dette, at Bopælen skal opgives, og at Loven bestemmer, at Tinglæsningen skal foregå, hvor Bruden hører hjemme, standser os ved det første Skridt, hvis vi ikke kan sætte en fingeret Bopæl for Dig, t.E. Amaliegade 14. Men har man gjort dette, er der en Mulighed for, at vedkommende Embedsmand vil forsikre sig om, at Du virkelig har Bolig der, hvor Du opgiver det, og så står man der. For bogstavelig at opfylde Lovens Fordring, måtte Du altså først flytte her ned og så vente en Måned, inden Bryllupet kunde gå for sig, idet der skal gå tre Uger efter Tinglæsningen, inden Bryllupet må ske. Dåbs- og Konfirmationsattest vil mulig ikke blive forlangt, hvis din Skilsmissebevilling og Bevillingen til at indgå nyt Ægteskab – at I også har de to Ting adskilte! – indeholder fuldstændig Oplysning, men lige så muligt forlanges disse Papirer, og på så simpel en Sag som Fremlæggelse af et Par Attester vil vi ikke standses en Dag. Du må altså Stump føle, at alt dette Sludder er alvorligt, Du må ikke i Ærgrelse over det forsømme det mindste. Det var dog virkelig ingen Spas, om vi skulde vente eller tvinges til at løse Kongebrev og krybe ind i en Kirke. Det er tilmed også dyrt. Hvad Du altså nu har at gøre er at gå til Advokat Heiberg, sige ham, at han skal gå op i de Kontorer, som har med din Begæring om Ægteskabstilladelse at gøre, slå i Bordet for dem, eventuelt forlange af Kongen at Bevillingen skal udstedes uden en Dags Smøleri. Uden denne Bevilling i Hænde kan vi overhoved ikke røre os. Det er det ene, og det andet er Spørgsmålet om Tinglæsning. Det tredje er den øjeblikkelige Underretning til mig. Altså det haster og enhver Småting er lige vigtig med det store. At også de Satans Statsråder netop skal dømmes nu, når vi har Brug for deres rent borgerlige Administration! Dommen faldt da forøvrig ikke igår, i Aften har jeg ingen Telegrammer set i min Fjærnhed fra Mennesker og Aviser her ude på Østerbro, men efter Telegrammerne fra igår at dømme synes der jo endnu at kunne gå Dage hen, Protokolleringen tager jo lang Tid. Er I spændte? Hvad skal der ske? Her nede følger man naturligvis med stor Interesse Sagen, om end den lange Retsforhandling har slappet Spændingen. Man har været ved at tabe Tråden i det hele. Her ventes en simpel Dom fra Embede uden Tilføjelse af Uværdighed til fremtidig at træde i Statens Tjeneste. Svarer det til Forventningerne hos jer? – Vullums udmærkede kraftige Erklæring læste jeg igår Aftes på Kaféen, inden jeg kom hjem og fandt dit Brev min yndige Ven, med Dgbl. Det gav et Stød i mig, kan Du tro, da jeg træt og døsig efter Dagens Slid – jeg havde skrevet Artikel været i to Teatre, skrevet yderligere, læst Korrektur – faldt over denne «Nødvendige Erklæring»^k1140 Kl ½ 1 efter endt Aftensmåltid. Heldigvis forstod jeg jo Sammenhængen og så i Ånden hele den øvrige Hær vandre op med vrede Miner. Nu kommer formodenlig dog de store Begivenheder og forvisker Sagen. Den gode Fru Schjøtt synes jeg er den ærgerligste, hun kunde have taget sin Artikel tilbage, om hun så hundrede Gange mente, at den var berettiget, men også Sars bærer sig besynderlig ad. De må i Sandhed have bundet sig med mærkelige Bånd til Pjalten J.P. for at træde op som de gør. Vullum er virkelig her en gæv Riddersmand, og det glæder mig overordentlig, at mit sidste Indtryk af ham fra Kristiania i Sommer var så godt som det var. Du husker måske, at jeg traf ham hos Garborg og senere samme Dag spiste sammen med ham hos Ingebrett^k1141 lige inden jeg skulde i Teatret. Han havde da skrevet sin ypperlige Artikel om Greven af Chambords Død i Verdens Gang,^k1142 jeg roste den, og han var livlig, det var formelig med Beklagelse at jeg gik fra ham ind i Teatret. – Imorges fik jeg Indbydelsen fra Knudtzons, jeg har endnu ikke svaret, jeg gør det nu i Aften og lægger Brevet til Bertha i Postkassen sammen med dette til Dig og to andre Breve. Det ene indeholder Korrekturen til min lille Artikel til «Tilskueren», som jeg ved Smøleri først har fået nu; jeg sender den til en ung Mand, der har bedet om Forlov at oversætte den til Frankfurter Zeitung,^k1143 et af de mest udbredte Blade (demokratisk) i Tyskland. Han er ligeledes i Færd med at oversætte Gertrude Coldbjørnsen på tysk.^k1144 Jeg håber ved denne Oversætter at komme i Forbindelse med Fr.Z., der skal være et meget godt betalende, om end sent honorerende Blad. Jeg spurgte Dig engang, om du ikke havde Mulighed for at komme i Forbindelse med et liberalt engelsk Blad. Har Du det, så grib derom med begge Hænder. Det er noget af det, som betaler sig bedst af alt. Ak om vi kunde få et sådant hæderligt Ben at gnave sammen, så skrev Du om Norge jeg om Danmark hvad Du måtte oversætte og tjente vi da en god lille Skilling for ringe Umag. Knudtzons Indbydelse er til Mandag den 3die Marts Kl ½ 6, tænk altså på mig til den Tid, så er jeg på de kendte Steder, og jeg skal nok gøre mig Umage for at være elskværdig – men jeg keder mig noget der uden Dig. Jeg havde for Resten haft i Sinde at gøre gamle Fruen en Visit en af Dagene. – Véd Du, min lille Pige, hvad jeg idag har gået med i Tankerne på min Vandring til og fra Styrtebad, til og fra Rigsdag, oppe i de væmmelige Kontorer på Rådhuset osv.? Det er den lille Kærlighedssag, Du for kort siden skrev til mig om. Du havde mistet min Papirkniv, den jeg gav Dig, Du fandt den pludselig, og så kyssede Du den. Ser Du søde Amalie sådan noget gør mig så rasende godt, din Kærlighed bliver mig så frisk og ny ved sligt. Du har jo, må Du huske, før udtalt Dig med en vis Foragt om slige Sværmerier. Yndige Unge, Du gennemlever dog, hvor meget Du end før har trodset, alle Kærlighedens underlige vildredede Vilkår, intet bliver Du sparet for, og Du har godt deraf min søde lille Prinsesse. Stump Du har ikke for megen Blødhed af Naturen, giv Dig villig hen, når det vege kommer, det er så godt imellem to, må Du tro. Ak Amalie denne Evne til at holde af, være blid og snil og føle sig afhængig, virkelig afhængig af den man elsker, inderlig, stolt afhængig, ikke kuet og tvunget afhængig af et Slags Kogleri i Ens Kød og Blod, Du kan tro Ven, det er en Livets Hjælper, man ikke skal støde fra sig for en indbildt Selvsikkerhedsfølelse, der ingen Lykke bringer. Det er sandt jeg forstår ikke hvad Du mener med «erotiske Motiver» i Literaturen, men det kan vi jo tale om. Jeg har med dette Ord tænkt mig det helt omfattende fra småt til stort og tror til Dato ikke på en Literatur, hvor dette Livets Pulsslag mangler – nok på enkelte Forfattere. Men som sagt det kan vi jo snakke om. – Hvad jeg skal gøre med Dgbl. véd jeg skam ikke, jeg er bange for, at det ikke nytter at skrive til Irgens Hansen, mest Lyst havde jeg i Grunden til at give Dig en Generalfuldmagt til at modtage og kvittere på mine Vegne mit Tilgodehavende, men Du betakker Dig formodenlig for dette Hverv. Men Stump det er jo vore Penge det drejer sig om. – Uf de 40 Kr. hvor lidt! Men tidligere var det lige så hos os. Hvad Mrgbl. og Ude og Hj. har fået for Arbejde for intet eller for næsten intet, det er uhyre, og jeg kan tale med, jeg har slidt et halvt År i Mrgbl. 11–12 Timer daglig og skrevet Artikel på Artikel, stundom været der den halve Nat for 100 Kr om Måneden, det blev så til 150 senere. Samme og i Kvalitet ringere Arbejde lønnes i Højrebladene med 4–5000 Kr om Året el. mere. Det er den slemme Historie, at Vilkårene for Folk af vor Slags næppe bliver synderlig bedre i vor Levetid. Det var det, der gjorde Bevægelsen i 48^k1145 – det liberale Opsving der da skete – så mægtig, at den hurtig fik Pengene på sin Side. Vi her nede har det endnu så godt som slet ikke, jeg troede, at det var bedre i Norge. Men nu kommer den Pokkers Udstykning på de mange Hænder naturligvis også der i Vejen – to Venstreblade i Bergen osv. osv. – Du, jeg sender Dig Mrgbl. for idag^k1146 med min Artikel skrevet igår fra Kl 2 og med et Besøg i 2 Teatre for de to sidste Stykkers Skyld – den er derefter vil Du se. Forestillingen jeg anmelder i det kgl Teater var i Søndags, altså Aftenen før. Det er det, man kalder Journalistik, gid Fanden havde det. – Jeg slap for at gå på Karneval i År, og lykkelig var jeg. Nu bliver vi vel for gamle Stump, ellers havde jeg nok Lyst til med Dig som lykkelig Ægtemand at prøve disse Glæder – morsomt kan det være. – Men nu må jeg skrive et Par Ord til Bertha Knudtzon og så ned med Brevene.

Godnat min elskede Stump min egen Amalie – vend nu tilbage til min første Side og gør som jeg har bedet Dig, enhver Opsættelse kan betale sig blodigt.

Din Erik

Må jeg endnu sende de store Konvoluter?

Onsdag 27-2-84.

Min elskede deilighed har du ventet brev, og er du bleven skuffet over intet at få? for det har jeg både igår og især idag. At du dog kan ha hjærte til at la der gå så mange dage over uden at la mig høre et ord eller to. Nei elskede, sludder, – nu synes du vist at jeg er urimelig; jeg fik jo brev mandag morgen, og et telegram igår, så jeg har jo ingen ret til at bruge mund, men jeg længes altid, uafladelig efter dig, mere og mere hver dag som går, og jeg stunder bestandig mod aftenen for at se om den ikke skal bringe mig et brev som dine hænder har berørt og lagt sammen og puttet i en konvolut og tænkt alle de kjærlige tanker over. Da dit telegram kom igår, stod jeg færdig til at gå i teatret. Da jeg var vendt tilbage skrev jeg til Bergen efter mine attester, om en 10–12 dage kan jeg vel ha dem. Idag er dommen falden over Selmer;^k1147 alt gik så stille og roligt. Høirepakket brølede og skreg hurra da den domfældte minister kjørte bort fra Storthinget. Venstre var taus og stille, ikke en lyd fra dem var at høre. Hele Karl Johan var pakkende fuld af mennesker, oppe ved Storthinget var der aldeles ufremkommeligt. Her er almindelig glæde blandt venstre, og en dump modløs forundring over høire. De havde lige til det allersidste håbet en anden dom. Men gud ved som sagt når jeg i disse tider skal få min bevilling. For et fæ jeg dog var, som ikke itide tænkte på dette. Jeg er aldeles fortvilet nu ved udsigten til at blive forsinket. Hør, kan du ikke så komme herop? For til den tid, 1ste april må jeg ha fået det i orden, og der er vel intet til hinder for at du kan ha dine papirer i orden nårsomhelst? Men så må vi vies i kirken, for ellers må jeg ha det stræv at melde mig ud af Statskirken o.s. v., og så nyder den borgerlige vielse hos os ikke samme agtelse, som den kirkelige, og som en af landets, og samfundets borgere vil jeg ha en ligeså ansét vielse som andre. Og desuden, det er jo det samme hvem der mumler over os, og hvilken formular der benyttes for anledningen. Vi er jo gifte iforveien, det andet er jo kun en ceremoni der foretages mest af hensyn til samfundet og nære medmennesker. Tænk i ethvert fald på om du kan komme.

Jeg har i aften skrevet til Ludvig og spurgt om han vil være min forlover. Jeg havde netop i de sidste dage før brevet fra dig, hvori du taler om dette, kom, gået og tænkt hvor deiligt det vilde være om han kunde komme. Men hvis nu Bernhard dør i den nærmeste fremtid – og han er meget dårlig – vil han vel ikke forlade moderen så straks efter.

Jeg længes forfærdelig efter at «dø» under din omfavnelse du elskede, svimlende bedårende menneske, men jeg havde rigtignok tænkt at det ikke skulde ske før efter vort bryllup; for du ved hvorledes det må gå for sig i smug, og det er dog ikke værdt at stjæle sig noget til, når vi har så få dage igjen at vente i, og derfor vil vi vente til vi kommer hjem i vort hjem i vore senge den første aften. Uf, jeg tør ikke gjøre mig fantasier om al den salighed, for jeg har ondt af det næsten. Du deilige elskede, jeg har lyst at bide dig så det gjør ondt.

Du Erik, kanske blir det for mørkt i stuen med bare et vindue. Sådanne etfags værelser er i grunden lidt ækle. Vær ikke altfor sikker, men betænk dig vel inden det vindu blir spærret. Du må ikke tale ondt om «På Havsens Bund»,^k1148 for så som jeg fornøiede mig da jeg sammen med gutterne og Helland så det forleden, er umuligt at udsige med ord. Jeg kneb Jakob omtrent fordærvet, da skibet brændte, og da dykkerne kom og ligene lå dernede var jeg – åh gud bevare dig, hvor henrykt jeg var! Sådan en strålende teateraften har jeg ikke havt siden jeg var ganske liden og så Ørkenens søn^k1149 med hr. Koop i titelrollen og fru Kortes som Ingomarine. Jeg må gå i barndommen allerede, for det er utroligt hvadslags stykker som nu for tiden sætter mig i den 7de himmel. Det værste juks, – havde udstyret enda været første rang men det manglede der meget på. De andre vilde gå – gutterne naturligvis, de blaserte fyre – men jeg var ikke at rokke før jeg havde fået den sidste rest tillivs, fremkaldelserne også. Jeg er dødsens træt; kl. er over 12. Godnat min kjære, elskede skat. Du hilser vel bestandig din mor og dine søstre fra mig!

Din Amalie. –

Torsdag Aften den 28 Februar [1884]

Det er endnu temmelig tidligt, Postbudet kan først komme om en eller to Timer med Brev fra Dig – hvis han kommer. Men han gør, det tror jeg. Du har nok skrevet Tirsdag om ikke af anden Grund så for at sende mig Hellands Erklæring i John Paulsen – og M.S. – Sagen.^k1150 Men jeg har læst den. I Frmdg fik jeg Tid til at gå op i Athenæum for at læse n.Dgbl, det sidste Numer [sic] var netop Mandagsnumeret, hvori Erklæringen stod. Det er mærkeligt, hvor godt, spidst og ironisk Helland kan skrive, han, der er så bred og lige på i Samtale. Men «Verdens Gang» Stump, den ser jeg nu om Dage ikke. Når den har noget, må Du tænke på mig. I Hellands Artikel savner jeg dog den Undsigelse mod Nyt Tidsskrift, som Vullum lod falde. Vil man ikke gå så vidt? Du, umiddelbart efter jeg havde lagt Dgbl. fra mig, fik jeg vor «Nationaltidende» i Hænde,^k1151 vor mest udbredte Højreavis med enkelte literære Venstretilbøjeligheder, og mit Øje falder på følgende Overskrift: Brev fra Paris III af John Paulsen. Der sanker altså Fyren sin Føde. Hellands Henrettelse af Mennesket løb mig for Resten næsten koldt ned ad Ryggen. –

Nå og Dommen er falden! Nu må vel Højre få travlt med at samle de 15000 Kr sammen til Selmer. Det er så skam en dyr Spas at tulle forkert med Statssager i Norge – ak om vi havde en så fornuftig sammensat Rigsret som I, så havde vi også haft Has på vore Selmere,^k1152 nu kan de ikke dømmes, før Højre er blevet Venstre, og det går småt nok. Vort Dgbl. slår så lidet forblommet som mulig på direkte Indgriben af Kongemagten! Hvad vil der ske? Jeg er umådelig spændt. I Aften må jeg til Byen for at læse Telegrammerne. Det er satanisk, at Telegrambyreauet [sic] både her og i Kristiania åbenbart er højresindet. Om Tirsdagen har Du altså ikke vidst noget sikkert endnu, hvis da ikke Udfaldet kendtes, inden Ordene forelå. Jeg gad nok se Kongens Ansigt ved Deputationens Modtagelse. Stemte alle Højesteretsmedlemmerne for Frifindelse? Du må endelig fortælle mig så vidt og bredt som det er Dig muligt alle Enkeltheder, der kommer til din Kundskab, husk, at Du står inde for, at jeg kan følges i Forestillinger og Stemninger med Dig i dette uhyre vigtige Anliggende. Du må give Dig Tid til at få mig med ved denne Lejlighed. Snup mig ikke af, fordi jeg sidder her nede. Jeg stoler på Dig, Unge. – Igår var jeg hos Overpræsidenten og hos den juridiske Borgmester, den ene skal vie os, den anden har med Undersøgelsen af Sagens Formalitet at gøre. Jeg må sige, at den Modtagelse jeg fik var udmærket, særlig Borgmester Hansens, som er den vigtigste for os i dette Spørgsmål, viste sig så imødekommende af Sindelag som mulig. Han vil gøre alt for at hjælpe os over Vanskeligheden med Fordringen om Tinglæsningen på Brudens Hjemsted. Den forbandede Vanskelighed, som jeg ikke har drømt om før nu i sidste Øjeblik! Jeg er stævnet til samme Borgmester til imorgen, så får vi se. Han er Gunnar Heibergs Onkel^k1153 ɔ: gift med en Søster til H's Moder, sig mig hvorledes din Advokat er i Slægt med disse Heibergere – en Broder til G.H.'s Fader? I så Fald vil dette formodenlig kunne hjælpe. Imorgen skal jeg nærmere snakke med Manden, om der skulde vise sig Vanskeligheder, sådan personligt Bekendtskabsforhold plejer at jævne selv store Hindringer. Gunnar H. boede i Borgmester Hansens Hus det ¾ År han var her nede.^k1154 – Medens jeg er ved disse Ting må jeg huske at spørge Dig, om Du har Pigeseng, og om dens Bredde. Du må også sende mig Iskassens Mål. Vær lidt snil og glem ikke disse Ting lige så hurtig som Du har læst dem. Pigesengens Bredde er vigtig for den Plads Skyld den skal indtage i Pigekammeret. Naturligvis spurgte den flinke Elin straks om Pigekammervilkårene, da der var Tale om at lade sig fæste til os, og de er jo ikke glimrende; er Sengen imidlertid ikke for bred, vil der dog kunne blive nogenlunde antagelig Plads; der er nemlig en smalleste og en mindre smal Afdeling i Kammeret, og kan Sengen stå i den smalleste Del – bred nok i og for sig til en Seng – vil det hele dog ikke blive altfor skændigt. Altså giv mig denne Underretning. Er Sengen for bred mener jeg nemlig at den bør sælges. Sengeklæderne måtte sikkert uden store Udgifter kunne gøres smallere. – Jutta venter fremdeles på sin Nedkomst, der efter Beregningerne alt skulde have fundet Sted. Jeg havde en lille pinlig Scene med hende forleden. Hun tillod sig en af disse kun for arrogante Damer mulige angribende Bemærkninger om noget, jeg havde skrevet, som berørte hende ilde, og som spotvis havde været citeret i vort Dgbl. Jeg følte hvor lidet jeg nu var i Stand til blot rent selskabelig talt at tåle hendes selskabelig ikke tilladelige Ytring. Jeg fôr ikke op som i gamle Dage, mine Ord faldt tværtimod både langsommere og lavere i Tonefaldet end de plejer, men det kogte i mig, og jeg rejste mig i selve Samtalen og gik. Hun er et af de modbydeligste Mennesker at være uenig med jeg kender. Så dumstiv uforskammet borneret som et begavet Fruentimmer blot kan være og indbildsk af Uvidenhed. Ikke Evne skabt til at føle blot den udvortes Respekt for et hende fremmed Standpunkt som driver til høflige eller spøgende Indvendinger. Og ikke den naturlige Finfølelse at være varsom netop når Modsætningerne i Anskuelser er så væsenlig som mellem hende og mig. Jeg blev i Grunden måske mest af alt grebet af Forbavselse over, at hun overhoved vilde rette et Angreb på mig mod et enkelt Punkt. Som om det kunde falde mig ind at anbringe min Kritik for Alvor ved noget, hun eller de andre gode Mennesker i Famljen foretager sig i Kraft af de Meninger, de nu en Gang har! Så er min Svoger Rothe med sin delvise Enfoldighed et langt mere fint- og varmtfølende Menneske. Ham er jeg i Årenes Løb kommet til at holde meget af. Og hvor har det Menneske en frisk og skarp Opfattelsesevne for alle de små Snurrigheder man møder hos Folk – – Nu kom Dagbl. sendt af Dig! Ak intet Brev. Så slutter jeg. Det var næsten Synd! I Mandags har Du dog fået to Gange Bud fra mig – jeg troede på Brev!

Din Erik

Skriv en omhyggelig Korrespondance beregnet på «Frankfurter Zeitung» – Tyskland er fyldt med Højrekorrespondancer – og send mig den, så skaffer jeg den videre. Altså kort historisk Overblik, og Begivenhederne med Småtræk i disse Dage.

Kr.ania 29de februar 1884.

Min elskede, søde ven, bare et par ord iaften; kl. er 11 og jeg er så tung i hovedet af forkjølelse og snue, der er kommen med denne heftige veirforandring, – det er bleven streng kulde igjen – ja det vil sige, ikke så streng men ovenpå alt det milde veir føles den dobbelt. Jeg gik straks idag til Heiberg, og mødte ham på gaden, hvor jeg sagde besked. Han gik lige op i justitsdepartementet, og i eftermiddag fik jeg brev fra ham. Vedkommende deroppe havde ment at sagen kunde være i orden om en 8 dage, men der måtte betales 40 kr. til stempelpapirforvalteren, og disse penge skulde betales forskudsvis. Så skulde jeg sende kvittancen til bureauchefen i justitsdepartementet; det skal ske imorgen straks. Hvad thinglæsningen angik så var der ingenting iveien. Den kunde jeg få med detsamme jeg havde bevilgningen for 2 kr. troede han. Altså ser det ud til at vi ikke vil blive yderligere forsinket, gudskelov. Straks ske kan sender jeg dig altså disse dokumenter, og så skal der stå på at formuesforholdet er ordnet. Når du altså om en 10 à 12 dage har disse papirer i dit værge, kan du indgive din begjæring; når jeg så kommer de første dage i april, vil formodentlig vielsen kunne finde sted akurat i rette tid, for du ved der vil hengå det meste af en uge før vi har vort hus i orden. Og så er vi over alle vanskeligheder forsåvidt. Hvis der spørges efter dåbs og konfirmationsattest kan du jo sige at de skal fremlægges i den nærmeste fremtid, forøvrigt kan jeg jo få Heiberg til at påtegne et papir at han indestår for at jeg er både døbt og konfirmeret for sikkerheds skyld om jeg ikke til den tid skulde ha fået disse attester fra Bergen. Jeg har skrevet et langt brev til fru Knudtzon idag,^k1155 og fortalt hende om en tiggeliste til en elendig fattig enke med fem børn, som jeg har gået på skole med, som jeg i disse dage har havt et skrækkeligt stræv med, såmeget du ved det, om hun skulde nævne det. Endvidere har jeg fortalt hende om høires vanvittige raseri nu efter dommen. Høire er gået fra sans og samling. Her går allehånde skrækkelige rygter om krig og blodsudgydelse, men venstre tror ikke på dem. Så har jeg også skrevet at jeg tror gutterne kommer at bo hos Lars Holsts, hvad jeg er meget glad for og fornøiet med. – – Idag stod i Aftenposten følgende: «De af dansk Morgenblad udsparkede herrer Hørup, Georg og Edvard Brandes vil om kort tid påbegynde udgivelsen af et politisk Dagblad i Kjøbenhavn.^k1156 Man ønsker nemlig revanche!» Et smagfuldt udtryk dette «udsparkede». Det er sandsynligt at jeg kan komme i forbindelse med et liberalt blad i London; imorgen skal jeg skrive om det og spørge. Men kan jeg skrive om Norge, når jeg sidder nede i Kjøbenhavn? Ak nei min elskede, jeg spares ikke for nogen af de svaghedsraptusser som et forelsket menneske har at gjennemgå. Jeg sigter til din bemærkning om at jeg måtte kysse og kjærtegne papirkniven. Min stakkels broder Bernhard døde onsdag stille og rolig. Det er jo som forholdet var, et glædeligt dødsfald, men jeg blev dog mere og smerteligere oprevet ved den underretning end jeg havde ventet. Den arme ulykkelige gut! Og stakkels moderen! Det er svært hvor vi dør.^k1157 Nu er det bare Ludv. og mig igjen. Og jeg for min del er aldeles overbevist om at ikke opleve 40 års alderen. Men det kan igrunden være vel blåst det. Så har jeg dog opnået livets største og rigeste lykke, inden jeg forsvinder, den at leve nogle år med den mand jeg elsker over alt i verden. Jeg er syg af længsel efter dig.

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Jeg fortalte ikke fru Knudtzon om Bernhards død. Siden han dengang reiste til Amerika har det været som han ikke var til.

Du kan endnu sende store konvolutter.

Fredag Aften den 29 Februar 84

Længe leve alle norske Piger! De har Tilbøjelighed for danske Mænd, og de kommer her ned og gifter sig med dem både borgerlig og kirkelig. Der er blevet opdaget en velsignet Glut fra Elverum,^k1158 om Du véd hvor det er, hun har giftet sig borgerlig med en Mand fra Odense, som ligger på Fyn og er en gammel dansk Kongestad. Nu vel da hun skulde giftes, gik Manden fra Odense til sin Øvrighed og spurgte, hvorledes Lysningen skulde foregå. «Efter Loven» svarede den kloge Øvrighed. Det vilde i det Tilfælde sige ved Tinglæsning i Elverum af Erklæringen om Ægteskabets Indgåelse. Dette har den kloge Øvrighed i København fået opsnuset: en Tinglæsning i Kristiania er lige god med en i Danmark. Jeg sender Dig herfor elskede Pigelil to Erklæringer. Den ene, der begynder med «Undertegnede» og har Plads åben til Udfyldning af dit Navn på to Steder, udfylder Du, første Sted med dit fulde Navn, som det findes anført på din Døbeseddel, det andet Sted som Underskrift ved Siden af mit som Du plejer at underskrive Dig. Når dette er besørget går Du straks til Heiberg med begge Erklæringer, beder ham udfylde på det andet Papir efter «Til» Navnet på den Ret, hvor man i Kristiania får Dokumenter tinglæste, og dernæst så hurtig som mulig besørge det yderlige fornødne med Erklæringernes Indlevering og Stempling. Der må være nogle ubetydelige Udgifter forbundne hermed, dette må han vide Besked med og kan sige Dig hvad det koster. Fremdeles må han 3 Uger efter Tinglæsningen kræve Erklæringen tilbage med den i Dokument II omtalte Erklæring tilført og naturligvis betale hvad sådant måtte kunne koste. Det kan også kun være ubetydeligt. Altså Unge tre Uger efter Tinglæsningen af dette Papir kan vort Ægteskab foregå uden Hindring her nede, når så dine øvrige Papirer er i Orden. Dit Skilsmissebrev med behørige Oplysninger om det Skifte, der er foregået, og Tilladelsen til Indgåelse af nyt Ægteskab samt Dåbs- og Konfirmationsattest. Du må så såre Du kommer i Besiddelse af disse Papirer sende mig dem. Altså Amalie dette Brev får Du Mandag Morgen. Mandag Kl 11 senest må Du være hos Heiberg, muligvis kan Tinglæsningen så allerede foregå samme Dag, kommer Du senere er der Sandsynlighed for, at der kan blive spildt 4–5 kostbare Dage for os, Tinglæsningen foregår rimeligvis kun to Gange om Ugen, mulig endog kun en Gang, og vor Frihed indtræder først tre Uges Dagen efter Tinglæsningen.

Dette er skrevet i rasende Fart, jeg er blevet forsinket, skal ud og kan ikke begribe hvor dit Brev bliver af Kl er nu 8 og til den Tid plejer Postbuddet altid at have været her.

Besørg nu dette samvittighedsfuldt – nu må jeg klæde mig på

Nu lige som jeg skulde gå kom dit Brev og Dgbladene. Jeg har fløjet dit Brev igennem, naturligvis læst hvert Ord – jeg er strålende glad. Nej Stump dette med at komme til Dig som jeg meget kunde ønske af mange Grunde, er nu urimeligt for det vil koste Penge, og så er det for Eksemplets Skyld mig af Vigtighed at blive borgerlig viet. Ikke sandt Du: vi har Bjørnsons: Bekend! i Blodet^k1159 lige så godt som han.

Farvel elskede elskede elskede

Din Erik

Kr.ania 1-3-84.

Jeg skrev til dig igåraftes min elskede, men jeg var så søvnig og træt, at det vistnok ikke var noget videre frægt brev. Det får du altså mandag morgen, og når du så kommer hjem om aftenen fra middagen hos Knudtzons ligger dette til dig. Bare du nu går lige hjem, og ikke slænger indom på en eller anden kafé, som du pleiede at gjøre i gamle dage når du var fornærmet på mig og gik hen et sted for skriftlig at begynde en underhandling om fredsvilkårene, kan du huske det sødeste? en gang traf du J.P. der og bare så på ham, da han hilsede dig. Nu er det besørget det med de 40 kroners gebyr. Amund Helland som altid er den snilleste, mest opofrende, mest tjenstvillige ven, som kom herop imorges, og som fik høre hvad jeg skulde gå om, sa naturligvis straks: det skal jeg gjøre for dem og så tog han pengene og gik. Han er et nokså sjældent menneske den Helland, for nu ved jeg at det er ham forfærdelig imod både at jeg reiser min vei, og at jeg gifter mig med dig, men alligevel vilde han gjerne på sin egen fod gå omkring og rydde de muligt forefaldende vanskeligheder og hindringer af veien, blot for at tjene mig. Så siger han altid når han har gjort noget for mig: er de blid og fornøiet nu da? Når jeg så svarer ja og takker, siger han: men så må de smile og se glad ud. Idag da han kom tilbage med kvittancen så han så mørk ud. Da jeg takkede ham sa han, at jeg ikke måtte sige ham nogen tak, for han havde ikke gjort det selv, men fået en anden fyr til at gå ind, mens han stod og ventede udenfor. «Nei ser de,» – sa han «det er jo igrunden forsmædeligt at være deres håndtlanger, når de opererer for desto hurtigere at komme til at forlade landet.» – Nu er kvittancen sendt op i justitsdepartementet, og nu håber jeg som sagt om en uges tid at få tilladelsen. Jeg kunde jo ha bedet Heiberg om at betale dette for mig, men siden han ikke bød sig selv til, vilde jeg det ikke. Han er så åndfraværende i disse dage, fordi en søn af ham under et skirend har stødt sig så voldsomt i hovedet, at der påfulgte en hjærnerystelse, som måske vil vise sig at ha meget slemme følger. Er du nu en rigtig sød gut, og er du ikke kommen altfor sent hjem fra Knudtzons, og har du ikke drukket dig altfor meget fuld, du som er bleven så slem til at pimpe, så skriver du straks et par ord til mig, – så har jeg dem på onsdag, og så går jeg og glæder mig til om aftenen, og er over al beskrivelse lykkelig ved synet af den grå konvolut. – Min elskede, hvis det går som det skal, så er der ikke mere end 1 måned igjen, til jeg skal lægge mine arme om din hals og trykke mine læber mod dine, mange mange gange, i et langt ustanseligt kys. Tør du tænke på det? Jeg tør ikke. Bare det øieblik da jeg skal få øie på din skikkelse, – uf det blir for deiligt – på bryggen skal du stå ligesom sidst, da jeg havde forbudt dig det, og du stod der alligevel, kan du huske? At vi dog virkelig nu har slidt os igjennem disse måneder – tre stykker af årets værste og fæleste måneder, gud i himlen ved hvorledes det har gået for sig, men for sig har det jo gået. – – Er det dog ikke skrækkeligt med denne rigsretsprocedure. Nu er sagen udsat til den 7de marts, og så skal der påny begyndes at procedere om inhabilitetsspørsmålet. Og således vil det blive ved for hver eneste en af disse skidt statsråder. Det vil trække langt udover sommeren sandsynligvis. Der går rygter om at kongen skal ha henvendt sig til assessor Hansteen^k1160 en af de mest forhærdede, vanvittige bornerte høiremænd, med spørsmål om han vilde danne det nye ministerium. Hvis dette eller noget lignende sker, vil vi få permanent rigsret i 20–30 år. Det er alvorlige tider. Høires forbitrelse kjender ingen grænser. Det kan vistnok være muligt at det smælder løs med krig fra høire. De bøier sig aldrig i evighed; får de ikke kongen til at annulere dommen, hvad han offentligt og privat rådes til, gjør de oprør på egen hånd. Ialtfald har de god lyst. – Ja naturligvis sagen om Tidsskriftet og Moderne Damer drukner i disse andre begivenheder. Kristiania snakkede om Vullums og Hellands artikel en dag, så faldt dommen. Nu kommer I. Hansens anmeldelse af «Tidsskriftet» iaften;^k1161 så får vi se hvad han siger; jeg har bedet ham tie, for jeg synes Tidsskriftet og især fru S. har fået nok. Sligt er altid kjedeligt, for det sætter ondt blod. Thommesen vil også harske sig[?], og de bergenske aviser ligeså. Men fru S. og Sars har dog båret sig ganske mærkeligt ad, aldeles ubegribeligt for alle os andre. Tænke sig til det venskab der var mellem hende og mig! Og jeg ved hun nødig, høist nødig vilde miste mig. Og så Sars! Ja, hele Sarseriet er vistnok måske bleven skuffet over at jeg ikke tabte mit hjærte helt og holdent derude, men alligevel, uforklarlig blir dog deres opførsel. Jeg har fornylig hørt at J.P. gik derude og docerede for fru Sars allerede forrige sommer, at fru Müller sikkert elskede Skram, og brød sig pokker om alle de andre, hvad fru S. ikke vilde tro. Sars skal ha sagt at det tilsidst blev en æressag for ham af [sic] få den anmeldelse trykt i Tidsskriftet fordi han blev truet fra alle kanter med krig og ufred hvis han gjorde det. Det vilde efter hans mening været feigt at lade sig rokke. Sars er nemlig karakterløs af bare godslighed og elskværdighed. Dette ved han selv, og ved fremfor alt at folk siger ham det på. Så får han en gang imellem en bersærkergang over sig, der driver ham til at ville hævde sin karakterfasthed, og det gjælder altid vanvittig dumme sager han så går i ilden for. Så stod jo også løftet til J.P. det han på forhånd havde givet og hans mor i baggrunden og manede ham. Fru S. forstår jeg mindre. Hun elsker E. Sars platonisk, har gjort det i mange herrens år (ugjengjældt) og gjør alt hvad han vil. Så er hun også vist lidt forfængelig i retning af stivsindethed; og så syntes hun selv at hendes anmeldelse var så udmærket god; til fru Ullmann havde hun sagt, at hun havde «fundet det rette ord». Ja, skidt, mig kan det jo være det samme; det har gået ud over hende, Tidsskriftet, og den arme J.P. Men venner med fru S. blir jeg aldrig mere i dette liv. Det tror nu hun, men deri tar hun feil; hun kjender mig hidindtil bare fra min godslige side; hun ved slet ikke at jeg har en anden, og vender jeg den, i rolig beslutning vel at mærke, ud mod et menneske, så er det for bestandig. «Jeg har ikke formegen blødhed af naturen» siger du. Ja, er du nu så vis på det, for det er slet ikke jeg. Jeg har oplevet underlige ting siden jeg lærte dig at kjende du heksegut, og det er mig som var det netop min egen, dybt gjemte natur som bød sig frem, gjennem alt det livet havde lagt derover. Men forresten ved jeg det ikke. Det kan gjerne være jeg er en hård trold, men jeg tror at jeg er bleven det, ikke var det oprindelig, – jeg husker altfor godt fra min barndom og tidlige ungdom hvordan jeg artede mig. Men jeg tror nu at slig som forholdene har artet sig for mig, og med al den ækle mandfolketilbedelse hængende over omkring og udenpå mig, måtte jeg enten blive forhærdet på et vis, eller rent spoleret. Alle slags kjærlighedssværmerier blev mig latterlige, modbydelige. Jeg har aldrig havt nogen respekt for den følelse. Hvis jeg fra begyndelsen af havde nogen evne til at elske, så blev den kvalt i det ægteskab, under de «kjærlighedspligter» som var mig en vederstyggelighed, fordi de var mig en ubegribelighed. Havde han, Müller været anderledes, havde han forstået et glimt, en skygge af hvad det var for noget grufuldt han foretog sig med mig, så vilde han ladet mig i fred, og måske begyndt at studere på hvorledes han skulde lære at vinde og vække min kjærlighed. Men der var en grådighed over det menneske, som ødelagde alt.

Du må gjerne give mig en fuldmagt til at indkræve pengene i Dgbldt og kvittere på dine vegne. Man ved det så alligevel nu i hvilket forhold jeg står til dig eller i ethvert fald kan det ikke skjules stort længere. Så, kom bare med den du; det skal slet ikke genere mig. Nei men du, hvor jeg synes dine «Fastelavnserindringer» var morsomme.^k1162 Særlig slutten. Du skulde hørt mig ligge og skoggerle på sengen om aftenen, (jeg fik ikke læst det før,) over gutterne på briggen. Hvor det er fornøieligt givet og deres hurtige tilbagetog udmærket! Sligt har jeg selv været med på sammen med mine brødre og deres kammerater, – jeg var rasende vild som liden, men blev hurtig alvorlig og eftertænksom allerede i 14–15 årsalderen gik jeg ikke mere med brødrene på slige togter, men før – som jeg morede mig med dem på altslag, og som de gjerne vilde ha mig med! Jeg læste din artikel for gutterne efter middagsbordet, og vi lo på samme steder i kor. Din sidste teaterkritik syntes jeg også var god, må du vide, – jeg forstår det vist ikke jeg, selv skrev du at den var dårlig. – – Senere. Jeg har fået dit brev elskede. Det kom så sent og jeg havde ganske opgivet at få noget. Jeg sad inde i dagligstuen med gutterne og syede; de var så fornøielige og fortalte så morsomt og livligt masser af ting fra i sommer, dernede på landet og fra før i tiden. Ludvig især var sød og vittig. Jeg måtte le flere gange, men egentlig sad jeg med gråd i halsen fordi skuffelsen over det ventede brevs udebliven var så bitter. Men så kom det alligevel; tak du elskede troldgut. Jeg orker ikke at fortælle dig mere om alt vort politiske kav. Da Selmer vendte hjem fra dommen lå der – siger man 20.000 kr. på hans bord. Idag kl. 2 var deputationen hos kongen, som ikke ytrede et ord, men bare bukkede, hvorefter de gik igjen. Jeg skal forsøge at skrive den korrespondance, og begynder på den imorgen. Målet af iskassen og pigesengen skal du få næste gang. Kan ikke dine sengklæder gjøres om til pigesengen? Det så jeg helst for det vilde passe bedst for mig. Tænk at Jutta skal være så slem, men husk på hendes tilstand; af den grund skulde du ha båret over og ikke ha reist dig, og være gået din vei. Godnat min elskede, det gjør mig så ondt, at du ikke fik noget brev på torsdag, men igår fik du.

Din Amalie.

Lørdag Aften den 1 Marts 1884

Stump, Du skal have en lille Snus af et Brev, for Du var så sød igår i dit Brev, skønt Du begyndte med at skænde på mig (!) fordi jeg ikke skrev nok – det svimlede for mig, og jeg måtte trods den store Hast, jeg havde, læse Ordene om igen for at overbevise mig om, at jeg virkelig havde forstået dem rigtig – og skønt Du med suveræn Ligegyldighed forbigår Fostret af min Skribentvirksomhed, som jeg omhyggeligen havde sendt Dig. For Du har vel modtaget Fastelavnsnummeret af UdeogHjemme? Men som sagt, sød var Du nu alligevel, og jeg vil tage Tiden i Agt og sende Dig et Par Ord, inden jeg begiver mig ind til Studentersamfundet, hvor der er Foredrag og Sold. Å Du Stumpelille, hvor det var Skade, at jeg ikke havde Dig med de andre Børn i Kasino til «Havsens Bund», så havde jeg vist draget endnu større Udbytte deraf, Ellen og Karen var vel små til den talende Del af Stykket, de havde ondt ved at blive klare på, hvem der var de gode og hvem de onde; men Sceneriet nede på Havbunden var glimrende. Skibsbranden opfyldte mig mindre. Siden jeg for nogle År siden i «De Forviste»^k1163 så en ond russisk General, en sand Bøddel mod de Forviste, indebrænde i sit Palæ og langsom kvæles af Røg og omkomme i Flammer, som slikkede op ad Væggene og brændte Døre og Loft igennem, vil andre Ildebrande på Teatre ikke ret smage mig, jeg tømte den Gang Nydelsens Bæger helt ud. Det var henrivende rædselsfuldt. Mig må Du nok ved kommende Lejligheder knibe – nej lad os sige klemme, for kniber Du hårdt til, skriger jeg, og det vil dog vistnok forringe min Anseelse som Kritiker noget, at jeg gør Skandale med min Kone i Teatret. Havde Kurt imidlertid ikke styrtet sig i Afgrunden vilde jeg have betragtet Aftenen som spildt. – Du yndige Unge, Du har nok af mine Breve set, at jeg har næret en vis Frygt for, at Du ikke skulde være omhyggelig med Opfyldelsen af de rent forretningsmæssige Krav til Ordningen af vore Forhold – din Skriven til Bergen og din honette Angst for Giftermålsbevillingens Forsinkelse hæver al min Frygt, Du er sød og skulde have et stort Kys. Nu er jeg kun ked af, at jeg formodenlig i mine to Breve har sat Dig nogen unødig Skræk i Blodet. Når nu blot vor Erklæring bliver behørig tinglæst, regner jeg vore Sager for at være i god Gænge. Med Giftermålsbevillingen kan der dog ikke smøles meget længere, når blot Advokat Heiberg skynder på. Men det må han. Du må ikke lade ham slippe for at gøre det mest mulige Vrøvl, der kan gøres. Der må jo være et Statsrådssekretariat, lad ham gå til Statssekretæren, der fremlægger Sagerne til Ekspedition i Statsrådet. – Tak min Stump for Tilsendelse af de sidste Dagblade. Det har sparet mig en Vandring til Athenæum idag. Jeg læste Lederen igår Aftes,^k1164 da jeg kom fra mit lille Selskab hos Fejlbergs, jeg finder den særdeles værdig og kraftig skrevet. Hvem gør sligt. Skulde det virkelig være Lars Holst? Så har han dog virkelig en Pen i politiske Sager. Hans æstetisk-kritiske Indlæg i Tidsskriftet var slemt.^k1165 Men Du Søde hvad vil der ske? Jeg har læst lange Uddrag af Aftenpostens og Morgenbladets Artikler i vore Højreaviser, og de er jo om end ganske vist uklare og forskrækkede så dog kæphøje nok til at indgyde En Forestillinger om, at der pønses på Ulovligheder fra Kongemagtens Side. Men Kongen og Højre har jo også drevet en va banque Politik,^k1166 som nu må føre til et næsten ubetinget Nederlag eller tvinge dem ind i Forsøg på Revolution, Statskup. Har de Mod til det sidste? Derpå står åbenbart hele Sagen. – Så er jeg meget nysgerrig efter at læse M.S.'s Artikel. Du behøver ikke at sende mig den, With holder Tidsskriftet, og det er sandt Unge, jeg skal sende Dig dit Hæfte tilbage, Du sagde, at det skal indbindes. Du skal få det næste Gang, i Aften er jeg bange for, at jeg ikke får Tid at gå på Posthuset med det, jeg ved ikke, hvor meget det skal frigøres for. – Stump, ikke sandt, Du nærer ikke Spor Betænkelighed ved vor borgerlige Vielse hernede? For det første er der ikke Antydning af, at nogen tænker på at sætte den lavere i Anseelse – nok i Moral ɔ: Obskurantisterne, som man jo ikke kan tage med i Betragtning – men selv ivrige Kristne er for Indførelsen af almindelig tvungen borgerlig Vielse – det står jo så enhver frit for at gå i Kirke bag efter – og t.E. blandt de Kristne, Du vil støde på her nede, vilde det vække Forargelse, om vi lod os vi i Kirke. Det er vor Bys første Øvrighedsperson, der foretager Vielser, og vi kan få den i hans egen Stue på Rådhuset med kun de Vidner, vi tager med, og som Loven befaler. Mig vilde det pine som en virkelig Urigtighed at have med en Præst at gøre, en Ærgrelse, som vilde følge mig hele mit Liv. At stå med blottet Hoved i et så kaldet Guds Hus eller høre på det forargelige Sludder, han læser op af en Bog og være Deltager i Komedien – uf, kun den hårdeste Nødvendighed kan gøre sligt tilladeligt. Jeg holder på denne udvortes Sanddruhed, det er ved den, at den ene puffer den anden frem i Verden. Jeg har t.E. forlængst meldt mig ud af Statskirken og kan kun vanskelig forsone mig med Mængden af mine Venners Forhold, der henholdsvis står opført på Tællingslisterne som Lutheranere eller Jøder. – Ja min Pige vente med at knuge Dig ihjel, til jeg har Dig helt og holden, ak, ak, om jeg kan! Du må slet ikke drømme om, at Du skal dø i mine Arme, det har Du ikke godt af, yndige dejlige Unge. Ak sødeste Stump, blot jeg selv kunde holde mine Tanker i Ave! Ven, nu er der kun en Måned til at jeg skal se dit velsigende dejlige Ansigt. Nej Du begriber ikke, som jeg længes efter at se ind i dine Øjne og læse mig til, at Du elsker mig. Amalie gives der en skønnere Viden på Jorden end at man er elsket? Der gives ingen, ja det vil sige af den som man selv elsker. Men der findes heller ikke sand ægte Kærlighed uden Gensidighed indbyrdes Given, Hengiven, Tagen Salighed!

Nu må jeg spise og så afsted!

Lille yndige elskede Hustru min

Din Erik

Skriv!

Hjemkomst Mandag Aften Kl 12 den 3/3 84

Du dejligste, hyggeligste, sødeste, snilleste, mest trofaste lille Hustru i Verden at have – men Du får kun nogle korte Linjer, her er nemlig koldt i min Stue. Ilden er forlængst gået ud, og det blæser en afskylig Vind i Nat. Dit Brev er så usigelig sødt Dig selv, så godt, men jeg vil ikke indlade mig nu på at tage det for mig, kun sige Dig, at jeg halvt om halvt havde belavet mig på, at der lå et Brev til mig, men helt turde jeg dog ikke stole derpå. Hør Amalie dette at blive gift med Dig, at leve hver Dag med Dig, at føle det Bløde i din Natur lægge sig ind til mig som en Del af mit Liv, at blive så fortrolig med Dig som jeg er med mig selv, det er så godt, at jeg vil blive et forunderlig rolig og stolt Menneske. Du skal se, hvorledes Lykken vil gøre mig til noget. – Men altså Stump, jeg sidder i Vinterfrakke med Hat på lige kommen hjem fra Knudtzons fulgt på Vej af Doktoren og Hr Brosbøll^k1167 – den berømte, der så vidt jeg kunde mærke var for første Gang til hæderlig Middag i Familjen ved denne Lejlighed; en såre ubetydelig Person, så vidt jeg kunde iagttage, omgærdet og beskyttet af Doktoren, han bor i min Nærhed og han og Dokt. havde vistnok et eller andet for i Nat. Middagen var nok så behagelig, jeg sad imellem Fru Adeler,^k1168 som var min Borddame, og Frk Bertha, og det var muntert og mere frit, end jeg hidtil har fundet Frøkenen. Hun har et mærkeligt udeltagende Væsen i de Øjeblikke netop hvor man venter lidt Hjærtelighed, jeg tror, at hun til syvende og sidst er forlegen, men ved Bordet gik Samtalen, når jeg henvendte mig til hende, let og frit. Efter Bordet talte jeg udelukkende med Collin af Herrerne på Rygeværelset^k1169 – vi drak et Glas, hvorved han sendte Dig sin beundrende Hilsen. Han kom forleden på Gaden til mig og lykønskede mig, han troede, at Sagen nu var officiel, han havde hørt den omtale andetsteds som ganske vis. Nå så kom vi ned igen imellem Damerne og der fik jeg Lejlighed til at tale en Stund med gamle Fruen og også med Bertha, hun spurgte mig om hvad «Amalianismen» var.^k1170 Du er nu slem til at lade mig løbe med halv Besked, det Ord t.E. kendte jeg jo slet ikke. Nå så bad jeg om Forlov til at læse hele Brevet, og det fik jeg. Min sødeste Ven, Du véd ikke hvor det er mig forunderlig fangende mærkeligt at læse dine Ord til andre – mere derom, når jeg har Dig. Så talte jeg fremdeles med en Fru Gad, en Slags Halvsvigerinde med Thauloverne og Ingeborg – født Halkier,^k1171 og hun vilde vist have talt om Literatur med mig – det slemmeste havde jeg nær sagt man kan byde mig. – Så sagde man Godnat, og jeg blev opfordret til at følge med til à Porta, men min halve Fornemmelse og så Følgeskabet med de to Herrer førte mig lige hjem. Her er jeg altså, jeg har fået dit dejlige lange indholdsrige Brev og er mere end lykkelig. Her er meget koldt og jeg har jo Turen i den forsmædelige Storm ned til Postkassen endnu for mig, men jeg smiler lyksalig ved Tanken, for så får du altså virkelig den grå Konvolut på Onsdag – tænk at det skal være så længe. – Dit dejlige lange Brev i Aften har fået mig til næsten at glemme, at jeg imorges alt har stået med Brev i Hånden fra Dig, og at havde jeg kunnet finde blot et Minuts Fritid idag havde jeg skrevet. Om jeg vilde skrive i Aften, havde jeg stillet hen – det var nu i Grunden stygt af mig. Men min sødeste Unge jeg vidste, at det var koldt hos mig, Ilden var allerede ude, da jeg i Hu og Hast kom hjem og klædte mig på – og nu Stump begynder jeg virkelig for Alvor at blive kold. God Nat altså dyrebareste og tak for at Du skrev til mig Du har gjort mig så glad.

Din Erik.

Imorgen Rigsdag og om Aftenen Teater, skriver ikke, får ikke Tid

Den fjerde marts sen aften [1884]

Min søde, elskede Erik, min deilige yndige gut, jeg fik to breve fra dig igår. Alt er i orden med hensyn til tinglæsning. Imorgen vil det ske i byretten hos byskriveren; det kostede 3 kr. og 20. Det er i god gjænge nu. Idag fik jeg mine attester fra Bergen, såsnart jeg har fået erklæringen om at vort forestående ægteskab er tinglæst, skal jeg sende dig alle greierne, ja og bevilling til at gifte mig også; den må jeg nu sikkert ha fået til den tid. Tror du jeg har husket på at få målet taget af iskassen og sengen. Bliv ikke sint; imorgen skriver jeg igjen. Iaften orker jeg ikke mere. Kan denne korrespondance bruges?^k1172 Den er aldeles rigtig hvad angår de faktiske oplysninger. Men den er dårlig og rodet skrevet. Bare den kan læses. Hvorfor har jeg ikke godt af at drømme om at dø i dine arme? det er så sødt! Godnat du elskede, mit liv, min glæde, mit håb, min tilflugt. Jeg elsker dig over alt i verden.

Din Amalie.

Kr.ania 5te marts 1884.

Jo mere tiden nærmer sig til at vi skal være i hinandens arme, jo ørkesløsere og kjedsommeligere synes det mig at spilde tiden med at skrive. Det er dog kun det kleineste, mest håbløse surrogat der kan tænkes. Men det forstår sig, vi har jo også virkelige ting at skrive om, forretningsanliggender, som det er ganske nødvendigt at blive klar over. Som jeg igår skrev, tror jeg nu at alt går i sin orden. I ethvert fald har jeg trolig efterkommet alle dine ordre. Min forargelse over alt det væv og vrøvl, som jeg synes disse idiotiske formaliteter er, har jeg bidt i mig – det vil sige, jeg har gået og raset høit med mig selv, men alligevel været ligeså bange som du min sødeste gut for ikke at efterkomme alt til yderste punkt og prikke. Men tænk at vi nu altså virkelig bliver gift, vi to. Det er den største lykke der kunde times mig i verden, det ved jeg ind til hver en fiber af min sjæl. Og jeg er sikker for at jeg ser fornuftig på sagen. Jeg tror jeg forstår hvad det vil sige at få lidet at leve af, at det nemlig slet ikke blir morsomt at være i pengeforlegenhed, at skikke regninger bort, og bede dem komme igjen en anden gang endskjøndt man ikke har udsigt til at kunne betale da heller, at være bange, bestandig bange for hvert et overflødigt øre man kommer til at gi ud o.s. v. i det uendelige. Alt dette ved jeg, jeg tør sige til overflod – du har ved gud ikke taget lempeligt fat, når det har gjaldt for dig at gjøre mig opmærksom på den økonomiske side af vort fremtidige liv, men det er en byrde som vi skal være to om at bære, som vi skal lide under, kjæmpe mod, spøge over, alt i fællesskab, og for hver dag som går trods næringssorg og pengemangel elske hinanden høiere, fordi vi stedse bedre forstår at det er os som passer sammen og som har kræfter til at føre den krig på en hæderfuld måde. Du må og skal ikke være bange elskede, jeg er det ikke, og det er ikke af uvidenhed eller mangel på evne til at gjennemskue denne side af sagen; det har du måske troet, men du vil forstå at du har taget feil, og at du er bleven gift med en kvinde som på dette område er dig værdig – er fuldt rustet. Nei min elskede Erik, jeg nærer ingen skygge af betænkelighed ved vor borgerlige vielse – – torsdag aften. Længer kom jeg ikke igår. Jeg var i et lidet selskab, og havde tænkt at fortsætte når jeg kom hjem, men kl. var over 1 og jeg orkede det ikke. Så kommer du til at vente forgjæves på mit brev imorgen aften, men du må ikke blive utålmodig; jeg kunde ikke hjælpe for det. Men altså jeg er fuldkommen rolig og tilfreds med den vielse vi skal få. Det vilde også for mig været meget ubehageligt at skulle ha gået ind i en kirke ved den leilighed, men naturligvis havde jeg gjort det, hvis der ingen anden råd havde været. – Der har stået en anmeldelse af «Nyt Tidsskrift» i Dagbladet.^k1173 Men I.H. har indskrænket sig til at sige, at «M.S. kritiks mål er slig at J.P. får mandshøide, hvad der jo ikke stemmer med virkeligheden». Dgbldt. vilde ikke klemme mere på; de syntes vel at N.T. og J.P. og M.S. havde fået nok nu. I Verdens Gang har der endnu intet været, men står der noget morsomt skal jeg sende dig det. Du spør om hvad der vil ske. Men det er der ingen som ved. Venstre tror at alt vil gå i sin lovlige orden, og at høire vil gjøre alt det vrøvl og alle de trakasserier som det er muligt at hitte på. Kongen har udentvil havt rasende lyst til at byde dommen trods, men det står ikke i hans magt at gjennemføre sine onde tilbøieligheder, og derfor sker der intet. Jeg skal fortælle dig hvorledes stemmegivningen i rigsretsdommen faldt, men det må være under ubrødeligt taushedsløfte. Blir der snakket om det, kommer jeg i alvorlig ubehagelighed. Hele høiestreret [sic] stemte for frifindelse i alle poster. Hele lagtinget stemte for dom i post 1,^k1174 nogle for den strengeste straf, andre for den mildere (som gik igjennem). I post 2 har 3 i lagtinget stemt for frifindelse, to for den mildere straf og 12 for den strengere. Altså blev der i det hele 12 som stemte for frifindelse i post 2. Lagtingets 12 som stemte for den strengeste straf, sluttede sig derefter til de to som stemte for den mildere straf, og så gik altså dommen igjennem. I post 3 var hele lagtinget enigt. Du begriber hvor græsseligt ubehageligt dette med afvigelsen i post 2 var; Frifindelse i denne post, vilde nemlig ha slået fast kongens suspensive veto i bevilgningssager, hvad der vilde været ulige skadeligere for landet og mere undergravende for forfatningen end selve det absolute veto i grundlovsforandringer. For tænk når kongen altså skulde havt det i sin magt i 9 år at kunne forhale en stortingsbevilgning, det vilde været en deilig historie. Men nu er der altså skabt den præcedents at tre medlemmer af det 1884 års «radikale» lagting har været med på en frifindelse der vilde fastslået et sådant veto, og du kan vide man ikke er glad derover. Man holdes dog i uvidenhed om dette, men senerehen i tiden vil man vel ha greie derpå og kunne bruge det. Husk at du aldrig nævner eller ymter et ord om denne stemmegivning. Har du læst «Times» om rigsretsdommen?^k1175 Den var jo morsom, men i den artikel har Sars en finger med i spillet. Dette er atter en hemmelighed, og hænger sammen på en egen måde, som jeg mundtlig skal fortælle dig. Idag fik jeg Tidsskriftet, og det var bra for indbindingens skyld. – Her er målene. Det længste sorte bånd er iskassens længde, det andet sorte dens høide, den korteste hyssing dens bredde. Den længste hyssing er sengens bredde. Sengens længde kan reguleres efter omstændighederne, den er i to udtræk til at skyve ind i midten. Hvis Elin ikke er høiere end mig, ialfald ikke meget, så er sengen ikke for kort. Gud give du fik den pige. – Så fandt jeg da dit elskede søde brev i den hjemligt udseende grå konvolut ved hjemkomsten inat. Tak du trofaste, kjære. Jeg blev så glad, men alligevel var jeg ikke istand til at skrive endskjøndt jeg havde lovet dig brev. Nu blir du skuffet imorgenaften. Men vær ikke sint for det, og straf mig ikke ved at la være at skrive engang når du hel er træt og søvnig og værelset dit koldt, men hvor du dog har en følelse af at burde skrive. Jeg har så forfærdelig meget at bestille i denne tid, jeg, med alle disse forberedelser til den afreise, der nu så stærkt nærmer sig. – Tænk at Brosbøll dog altså virkelig blev buden i familien. Gamlefruen forsvor dog gang efter gang at ville ha ham når Fredrik plaiderede sagen. «Nei det får du aldrig igjennem Fredrik» – så [sic] hun determineret. Ja, naturligvis er Bertha forlegen; det er det hun er; det har jeg jo sagt dig flere gange, ved flere leiligheder. Du, som går og får læse mine breve! det er så underligt når jeg hører det, – jeg næsten liker det ikke. Jeg får aldrig læse dine breve til andre, jeg, – du det er sandt, fru Sandberg er i Kjøbenhavn for tiden, ligger i kur hos ham – hvad er det nu han heder den flinke doktor som steller med damers maver, og Fritz er i Bergen^k1176 hvor han bor hos Sandberg og efter sigende «fylder op» hele Bergens by. Men nu slutter jeg. Her er ikke koldt, i stuen, tværtom, men kl. er mange, og jeg er træt af dagens slid og mange tanker. Der er så forfærdelig meget at huske på. Du, jeg syr mig en ny silkekjole som jeg sandsynligvis kommer til at ha på den dag vi skal vies, hvis jeg ikke tar en gammel sort. Jeg vilde havt en mellemfarve, men der var ikke at opdrive en farve som klædte mig, og så har syersken fået mig overtalt til at ta en lysegul. Den blir vist nydelig. Det er blevet slig med mig at kun sort eller noget ganske lyst helst hvidt tror jeg, klæder mig nu. Jeg kan næsten kun bruge sorte farver. Hvor det var deiligt med de renter af den skibspart som jeg fik efter Vilhelm, den snille noble fyr;^k1177 jeg har så mange, mange ekstraudgifter i denne tid, at jeg ikke vilde kunnet klare mig, ikke på nogen måde uden disse penge. Moder er så uhyre bedrøvet eller rettere oprevet ved Bernhards død, for igrunden er hun bare glad, som vi andre. Også Ludvig var så trist og nedstemt i sit sidste brev. B. havde været et vidunder af elskelighed og tålmodighed under sin sygdom. Ludvig skrev at han var som et helt uskyldigt barn den hele tid. De var kommen til at holde så græsselig meget af ham alle som havde været om ham, doktoren, vågekonen og pigen i huset, der tiggede og bad om lov til at våge hos ham om nætterne. Hun havde grædt så meget da han døde, og var sent om aftenen gået fra sit værelse på tå ind til liget for at klappe det på kinden, sålænge han lå der i huset. «Det var en guds engel» havde hun sagt mange gange. Han havde været så taknemmelig for den mindste ting. Lige henimod døden da han ikke længer kunde tale, takkede han hviskende for alt hvad de gjorde ved ham, tilsidst bare ved at bøie hovedet. Stakkels, ulykkelige gut, – det var dog en sorg med den pene, tækkelige fyr. Så som jeg holdt af ham engang. Han var altid så lun og gemytlig, så fuld af pudsige indfald og fornøielige udtryksmåder. Vi har i tidligere dage havt megen hygge sammen. – Jeg har spurgt Ludvig om han vil være med til Kjøbenhavn, men ikke fåt svar endnu. Jeg tror det neppe under disse omstændigheder. – Godnat min elskede savnede, længselsfuldt savnede Erik.

Din Amalie.

Torsdag Aften den 6 Marts 1884

Du er en lille Troldunge med dit korte lille Snus af et Brev i Aften og ikke Spor af noget igår, men jeg har på Forhånd straffet Dig, for Du har formodenlig regnet ud, at jeg har skrevet til Dig igår. Det kunde jeg nu ikke, Du søde, for jeg kom først i Teatret igår og ikke som Bestemmelsen var i Tirsdags. Og i Tirsdags stod jeg alt i Dagmarteatrets Forsal for at overvære Førsteforestillingen af «Tiggerstudenten»,^k1178 da jeg blev opmærksom på, at jeg havde fået udleveret forkerte Billeter. Der var ingen Mulighed til at få dem byttet, da alt var udsolgt, og min Værdighed – de var nemlig ringere end dem, jeg skulde have haft – forbød mig da at gå ind. Så fik Jakob, som jeg var sammen med, mig til som Erstatning for den forgæves Rejse til Teatret at hente Tredje- og Fjerdemand, for at vi kunde gå hjem til ham og spille Kort. Han hentede en Dr. Mollerup, jeg Carsten Kielland,^k1179 der imidlertid viste sig at være uindviet i det ædle L'hombrespil, så spillede vi lidt Whist og så en uskyldig Slags Hazard med ½ Øres Point, hvorved jeg vandt 2 Kr. og Kielland 1, det var hele Omsætningen til Kl 1. Men vi havde lét meget og moret os som i vore helt unge Dage. Nu véd Du altså, hvorfor jeg ikke skrev til Dig i Tirsdags og ikke igår, og i Tirsdags sad jeg omtrent med samme Følelse som begge de hentede Ægtemænd, der netop morede sig så bravt, fordi de som Ungkarle sad hos en Ungkarl og havde med et Kys løskøbt sig fra Hustru og Arne for en Aften. Jeg tænkte hele Tiden på, at jeg jo omtrent var stillet som de, også jeg havde løskøbt mig ved mit lille Brev fra i Mandags, det måtte så gå for et Kys, og det rigtige Brev Du skulde have, vilde så komme en Dag senere. Ser Du således min Unge snyder vi Ægtemænd os en og anden Gang til en herlig lille Fornøjelse, som Jakob og jeg for Resten netop talte om, inden vi hentede de to andre Fyre, skulde være foregået hjemme hos Dig, om vi nu havde haft Dig hernede. Og så havde vi fået en rigtig L'hombre. Å Du søde lille Hustru min, kan Du nok være Kammerat med os og more Dig over sådan noget ingen Verdens Ting, bare sådan lidt? Stakkels Jakob, han har haft en af sin[e] vanlige Skuffelser. Han søgte om en Sekretærpost i Borgerrepræsentationen, 1200 Kr, som han kunde forene med sit øvrige; en anden har fået den. Var han blevet Sekretær hos Borgerrepræsentanterne, tror jeg, at han lige sporenstregs havde friet til en dygtig og elskværdig Almuelærerinde – en fin lille Kvinde^k1180 – han er ved mit Eksempel bleven såre utålmodig efter huslig Lykke. Jeg var bleven overordenlig glad på hans og også mine egne Vegne, om denne hans Plan kunde været gået i Opfyldelse. Jeg kender den unge Pige, hun vilde være hyggelig, og hun vilde falde i din Smag fin, tilbageholdende og munter som hun er. Nå det blev nu ikke til noget denne Gang. Jakob vil med næppe mindre Interesse end vi selv følge vor økonomiske Status, ser han, at vi kan leve for 3000 Kr – og det er det vi skal – prøver han vist endda Lykken i et tarveligt Ægteskab. Den unge Pige er ham god efter alle Julemærker at dømme. Nå, men Stump jeg har jo noget morsomt at fortælle Dig, som det er bedst at Du får med det samme. Da jeg i Tirsdags kom fra Rigsdag og Middagsmad Klok. lidt over 5 hjem til mit og træder ind i min Stue, hvor Skumringen allerede var temmelig stærk, ser jeg til min Forbavselse en Dame rejse sig fra Lænestolen ved Vinduet vendt mod mig og byde Hånden til Goddag med en lille Latter. Jeg kendte først ikke Damen og tog noget forsigtig fat på Hånden, ret fyldig Figurkåbe, en Pelsværksbarret, «Se rigtig på mig», sagde hun, så i Stemmen og ved det nøjere Eftersyn opdagede jeg med ét, at jeg havde Helene Sandberg for mig. Jeg blev umådelig forbavset og ikke ubetinget glad, dette Besøg kunde være en Smule fordægtigt. Nå jeg lod jo på bedste Måde henrykt og spurgte naturligvis, hvorledes hun pludselig kunde komme dumpende her ned. Hun havde allerede opholdt sig i tre Uger i København. Hun var kommen for at konsulere Kvindelægen Howitz,^k1181 ligge på hans Klinik. Så snakkede vi jo løs; det var Fritz Thaulovs bebudede Besøg, som efter Sigende havde fået hende til [at] bryde op, og så kedede hun sig så forskrækkelig – «Spet^k1182 og jeg er jo noget kede af hinanden, vi måtte have lidt Luft» – «og var det ikke fordi jeg havde været så ked af Bergen, så var jeg ikke rejst, for den Kur jeg skal gennemgå, var ikke så nødvendig» osv. Hun var den gamle, behagelig og så lige ud, at man tror hun spøger, hvad hun formodenlig slet ikke gør, og ikke til at blive ret klog på. Om hun kom af Koketteri eller af et vist frejdigt Venskab, skal jeg lade fuldstændig usagt. Jeg var himmelglad over, at Situationen ikke kunde trække ret længe ud, hun havde meddelt mig, temmelig tidlig, at hun skulde i Teatret, det kgl., og jeg skulde jo også afsted, så at vi altså kun snakkede til omtr 6. Hun var i disse Dage hos en Familje af sig – Grosserer Gjertsen – på Østerbro.^k1183 Tidlig spurgte hun tilsyneladende helt uskyldig, om jeg korresponderede med Dig, og om Du kom til Kbhvn. Jeg svarede naturligvis ja til begge Dele og fortalte, at Du under alle Omstændigheder kom inden Påske. Om Du så skulde bo hos Knudtzons? Dertil svarede jeg et flygtigt ja og gik løs på noget andet. Men jeg sagde som i Forglemmelse «Amalie» om Dig for at hun kunde have noget at holde sig til. Hun bliver så vidt jeg husker 6 Uger endnu her i Byen og havde i Sinde, sagde hun, efter nu først i 8–14 Dage på ny at have ligget på Kliniken at leje sig ind i et Pensionat. Hun vilde have et Værelse med «ugenert» Indgang, sagde hun og lo, og jeg spurgte, om hun havde fået nogen elsket Genstand her i Byen. Dertil sagde hun nej, og jeg spøgte da med, at det var kedeligt, at hverken Drachmann eller Gunnar Heiberg var her i Byen. Så snakkede vi om disse to, G.H. havde hun aldrig kunnet blive forelsket i, han var ikke smuk, og kun en smuk Mand kunde blive hendes Ideal. Så spurgte jeg om hendes Mand kom her ned til Lægemødet i Sommer, og det troede hun nok – der er mere ved ham, tænkte jeg, end ved hende, og hvor vilde jeg ikke have foretrukket, at det var ham, der stod i min Stue frem for hende. Nå imidlertid måtte hun jo gå, og jeg var jo nødt til at spørge, om jeg måtte komme og hilse på hende. Nej foreløbig måtte det nu vente med at ses, indtil den nærmest forestående Del af Kuren var overstået, og vi skiltes med mange gensidige Forsikringer om, hvor morsomt det havde været at se hinanden. Lejlighedsvis havde hun omtalt, at hun kom hos Nini Gad, og hun bad naturligvis om, at når jeg skrev til Dig, skulde jeg hilse og fortælle om hendes Besøg og sige, at hun glædede sig til at se Dig til April. Hun omtalte, at hun havde været vred på Dig nu sidst i Kristiania, og hun havde også været vred på mig og havde fra først af besluttet slet ikke at meddele mig noget om, at hun var her i Byen. Ak om hun havde ventet med at give sig til Kende til Du var kommen, jeg har en Skræk i Blodet for, at hun kan finde på at foreslå mig en eller anden Tur i et Teater el. lignende – det går slet ikke an, og jeg vil så rasende nødig, jeg véd slet ikke, hvad jeg skal tale med hende om andet end Dumheder, og det er jeg dødsens ked af efter en halv Times, et Kvarters Forløb. Sig mig, tror Du, at det er Koketteri af hende at komme til mig, har hun villet prøve, hvorledes jeg nu er til Sinds, om der var et Æventyr at hente hos mig, eller er det en bravere mere lige for liggende Tankegang, som har ledet hende? Ja nu har Du fået hele Historien om Fruens Besøg, og jeg håber til alle Guder, at der ikke bliver mere at fortælle om hende før Du selv kommer og kan tage imod hende. Men der kan Du se Stump, at det er nødvendigt at Du skynder Dig også af denne Grund. – Hør nu Du min sødeste, dejligste Amalie, den 27 Marts er Tinglæsningsfristen udløben, så kan den ønskede Påskrift på Erklæringen forlanges udfærdiget, det må sikkert kunne ske samme Dag og så senest den 28 eller 29 sender Du mig den. Husk nu altså Torsdag den 27 Marts er Fristen udløben. Men inden den Tid, så såre Du har dine andre Papirer – det er prægtigt så hurtigt Du fik Papirerne fra Bergen – må Du sende mig dem. Den tinglæste Erklæring kan komme bag efter, og det er af Vigtighed at aflevere vor Begæring om Ægteskab så tidlig – med Henvisning til den senere indkommende – at enhver Granskning og mulig Tvivl kan være færdig og løst i denne Måned. Så kan vi selv bestemme Dagen for Vielsen lige som Du kommer. Min yndige Pige jeg skal en af de første Dage tale med Rothe om den Akkord, der er at slutte med vedkommende Dampskibsselskab, der får dit Møblement til Besørgelse – det bliver rimeligvis et af det forenede Dampskibsselskabs Skibe – han er jo som Du flyttet med Pik og Pak over Vandet,^k1184 og véd man ikke Besked, er man udsat for en Beregning af Fragt, der løber op til en urimelig Sum. – Du jeg finder det Gebyr af 40 Kr for Ægteskabstilladelse at være til ligefrem at besvime over, det er jo Blodsugeri. Hvad skal fattige Mennesker gøre når de kommer i et Tilfælde som vort? det er virkelig for galt! Det er naturligvis indrettet til Afskrækkelse. Å de kristne Kæltringer! – Min egen lille Pige, jeg er jo i Grunden kun glad ved, det må Du kunne forstå, at din stakkels Broder Herman er død nu,^k1185 jeg var lidt forskrækket ved Tanken om, at han kunde leve og på ny volde Dig og dine Fortræd, og så har jeg også beregnet, at nu vil formodenlig Ludvig være villigere til at komme her ned som din Forlover. Oprigtig talt vilde jeg sætte megen Pris derpå, af alle mulige Grunde. En af dem er også den, at det er tryggere for Dig. Du skal ikke gives bort eller indestås for, hvad det nu er en Forlover skal til, af en fremmed, din Broder er netop på sin Plads her ved denne Lejlighed. Og så er den gode Dr. Knudtzon, hvor brav han end kan være, ikke netop den, der er mig kærest at have med ved en så intim Lejlighed, han og jeg kommer sikkert aldrig til at stå hinanden nærmere end vi nu gør. Altså at Du véd Stump, at Du går mit hjærtelige Ærinde, når Du beder Ludvig om at komme. – Så Du vil ikke leve længere end til dit fyrretyvende År? Ja det skal vi nu nappes om min elskede, det var dog morsomt, om vi kunde holde lidt længer ud sammen. – Ja Unge jeg finder dette Rigsretsefterspil forargeligt over alle Grænser, men mest undrer jeg mig i Grunden over, at Selmer endnu går om som Statsminister.^k1186 Hvorledes skal Dommen fuldbyrdes, og hvorfor bliver den ikke fuldbrydet nu straks? Er det Kongen som er i Stand til at trække Sagen i Langdrag? Du lader i din Korrespondance Forholdene være helt ufarlige; de er det vel altså til en Begyndelse. Men kan der ikke komme det Tidspunkt, hvis denne Situation trækker ud, hvor det er Venstre, der bliver utålmodig og truende? At denne dømte Karl fremdeles beklæder Rigets højeste Embede, endnu har Magt til administrative Handlinger, det forkommer mig at være en Frækhed, som det undrer mig at Venstre foreløbig finder sig med Ro i. Kender man måske de Formaliteter, som skal iagttages for at få Ministeren ud af Embedet, er det normalt det, der sker? Jeg sidder blot og undrer mig. – Jeg bestiller i disse Dage ingen Verdens Ting udover Rigsdagsarbejdet og lidt småt Anmelderpilleri, jeg har en Del Selskabelighed at passe – i Søndags læste jeg «Ein Fritenkjar», nej den er ung mod den Manddomsdåd «Bondestudentar»,^k1187 men hvor nobel den er og på en egen Måde yndefuld. Jeg vil skrive om de to Bøger, de er for gode, til at Folk skal være ukendte med dem. – Du min Unge jeg mærker pludselig, at jeg er træt og søvnig, jeg har lige nu spist, Kl er over 12, nu skynder jeg mig blot med at svare på et og andet. Nej først, Du er så ubegribelig sød, og Du gør mig så lykkelig, og jeg siger Dig, at dit Komme her ned er noget på én Gang så forunderlig festlig dejligt og stort og selvfølgelig ligefremt, at jeg i min Tanke svinger mellem at være svimmel af Fryd og behersket stolt rolig af en Glæde, som skal holde Resten af mit Liv ud. Min Amalie, min søde Ven, hold trofast af mig og bryd Dig ikke om, at det hele vil komme til at tage sig fuldstændig prosaisk ud og være knebent og småt. – Stump, min Madrats passer kun til min brede Seng, men jeg har Hovedpude og to stukne Tæpper samt et (slidt) uldent Tæppe, som kan bruges. – Det spærrede Vindu må vi prøve, ellers får vi slet ingen Plads til Møbler. – Nej hør hvor det glæder mig, at min Fastelavnsartikel har moret Dig og Gutterne, Du véd, at jeg var så temmelig ulykkelig over den. Men Teaterartiklen er noget rigtig skidt, som jeg er gal i Hovedet på mig selv for. Din Korrespondance min Unge er god om end noget for tør synes jeg,^k1188 nu skal jeg imorgen gå med den til Oversætteren, så får vi se hvad der kan bringes ud af denne Forbindelse. Jeg havde forleden Brev fra Brækstad i London, kan Du huske ham fra Aulestad.^k1189 Kan han bruges til en engelsk Forbindelse? Godnat søde elskede Ven, min Hånd vil ikke mere, Rigsdagen var meget drøj idag.

Din Erik

Fredag Aften 7/3 84

Min kære velsignede Pige, der er intet Brev kommet fra Dig i Aften, og Du havde dog lovet det. Det er meget nær ved at være Synd af Dig. Naturligvis har Du haft Forhindringer, og jeg vil ingen Bebrejdelse sende Dig, jeg véd jo ikke hvad der har opholdt Dig fra at skrive. Men at jeg er bedrøvet må jeg sige Dig. Jeg havde den Mand hos mig, som skal oversætte din Korrespondance til Frankfurter Zeitung, og Tiden forløb, medens han lidt vidtløftig snakkede, jeg kunde føle, hvorledes Minuterne langsomt gled bort uden at føre Postbudet med sig, og jeg blev syg i Sjælen efterhånden. Der må omformes og tilføjes et og andet til hvad Du har skrevet, og vi blev dernæst enig om, at det dog vistnok var bedst at afvente, om Dommen dog ikke vil blive udført, det må jo dog ske, eller også er der jo Revolution i Norge, Revolution fra oven – men jeg kan nu intet Arbejde foretage mig ved Indretningen af din mandlig knebne Artikel. Jeg er så underlig lam i Tankerne, Du har svigtet mig med Brev. Min søde elskede Hustru lad mig sende Dig dette Klagesuk, det er jo kun min Kærlighed, der taler. Imorges sendte jeg Dig det først da modtagne sidste Hæfte af «Tilskueren» med min lille Artikel «Schwester Weleicka»,^k1190 som Du vil kende igen fra den Gang jeg fortalte Historien om Aftenen hos Sandbergs, og Du faldt i Søvn ved at høre på min «dæmpede bløde» Stemme, sagde Du. Hæftet kommer dog først samtidig med dette Brev, Mandag Morgen, det var efter den norske Posts Afgang det kom på Posthuset. Endnu er «Tidsskriftet» ikke kommet Abonnenterne i Hænde, så jeg har ikke læst M.S.'s Anmeldelse. Det er dog en for gal Forretningsgang!

Men altså min elskede Amalie i Aften er jeg bedrøvet – jeg tænker, at jeg nu tuller mig ind til Byen for at læse de norske Aviser.

Din Erik

Skram, Zinnsgaden 2 Kbhvn

Fra Christiania 10/3/84 kl.1.10 em

Kjærligste Hilsen/

Brev Onsdag

Amalie.

10de marts 1884.

Det har været din fødselsdag idag elskede, og du har intet brev fået fra mig, bare et simpelt, fattigt telegram. Brev skulde du nu havt; jeg vilde skrevet på lørdag, men så gik hele dagen med forhindringer og om aftenen kom Ludvig dumpende fra Fr.hald, og så var der ikke tale om at sætte sig til med at skrive. Og hele dagen igår havde vi så meget at tale om, og desuden, række dig med brev til mandagen, var jo blevet umuligt og derfor tog jeg det mere roligt. Så havde jeg jo også naturligvis bestemt mig for at telegrafere. Kl. ½ 5 idag reiste han, der var månedsfri på skolen. Så fik jeg jo tale med ham om at komme ned til Kjbhvn. Naturligvis vilde det været ham en glæde – nu siden han først havde forsonet sig med det, og ikke mere havde spor tilbage af den misstemning over at jeg forlod gutterne, men der var nu for det første ikke tale om at han vilde be om permission – der var så mange forståelige grunde for det, – og dernæst havde han dårlig råd for øieblikket. Bernhards sygdom og begravelse havde kostet ham en voldsom slump penge, og endelig gik han i en kval, som han kjendte for første gang i sit liv, han havde fattet en afsindig kjærlighed til en ung dame,^k1191 og han kunde ikke på nogen sæt og vis blive klog på, om hun gjorde af ham eller ei. Undertiden troede han det, og undertiden ikke. Han var umådelig forpint af dette – det optog hele hans indre menneske. Da jeg fulgte ham på stationen idag viste han mig hende; hun havde også rent tilfældig været en tur inde i Kr.ania, og gik nu tilbage med samme tog som han. Han vekslede et par ord med hende – der var ingen tid til at præsentere – hun så for mine øine ud til ikke at bryde sig om ham; der var noget afvisende koldt i den måde hun svarte på, da han spurgte om hun havde sikret sig plads – toget så ud til at blive overfyldt, – hvorpå hun skyndsomst gik ind i en damekupé. Hun er efter Ludvigs sigende forfærdelig meget feteret, bestandig på farten dernede og meget «omtykt» af herrer. Påfaldende smuk var hun ikke, skjøndt han påstod det; høi, slank med et lidet, fint hoved, halvblondt hår, en yndig liden buet mund og hvide tænder, lyse øine og en strålende teint, for strålende til at være rigtig fin. Men hendes ansigt var ikke indtagende eller sødt, syntes jeg da. Derom kan man jo ikke dømme, uden at ha talt med et menneske. Han sa at hun havde en prægtig, kraftig figur, og var så flink og eiendommelig og munter. Jeg vilde ikke af mig selv være bleven opmærksom på hende. Der var formeget af dette her «som folk er flest» over hende. Hvis vi kunde opsætte brylluppet til i påsken, var der en mulighed for at L. kom; da var ialtfald den ene hindring, den med permission ikke tilstede. Men jeg forstod forøvrigt at han just havde tænkt at dyrke hende i påsken. Han fortalte mig at hans kjærlighed havde gjort ham til et ganske nyt menneske. «Det er så ubegribeligt, ja næsten latterligt, du skal aldrig ha set sligt» – sa han flere gange, halvveis grundende. Jeg sa, at dette kunde nok jeg bedre end alle andre forstå, som just havde oplevet det samme. Så ynkede han sig selv, at han virkelig måtte betro sig til mig, – det vilde været mandigere om han havde tiet, især så usikker som han var, men, blev han ved: «jeg kunde ikke la være, jeg, ikke for mange herrens penge; jeg måtte tale om det til dig.» Jeg foreslog ham at forlove sig, og tage hende med til Kjøbenhavn. Han smilte og slog ud med hånden – «ak om hun bare vilde ha mig!» Men imidlertid, han vilde og måtte frie meget snart, – dette holdt han ikke ud, hellere vished, så vilde han forsøge at bære skuffelsen som en mand. Naturligvis tog han det løfte af mig at jeg ingen skulde fortælle det til, men jeg regner nu ikke dig, og jeg håber han undtog dig, men du må ikke la dig mærke med at du har fået noget at vide når du engang træffer ham, hører du det! Så stoler han aldrig mere på mig. Du, som ingen present har fået, men jeg tænkte det kunde være til jeg selv kom; ikke havde jeg tid at få gjort noget istand nu, og så skulde jo du ha det klus med at gå på toldboden efter det. Du aner ikke hvormeget jeg har at tænke på, og at få udrettet om dagene. Tinglæsningen er foregået; man har undret sig meget over den, har jeg hørt – ikke direkte – for man har ikke kunnet begribe hvad det skulde være for. Men du min søde, elskede Erik, det ser småt ud til at jeg får ægteskabsbevillingen. Heiberg har flere gange været deroppe, men justitsdepartementet er bare optagen af rigsretsdommen, som er det overgivet til betænkning. Man slipper ikke ind, og sekretæren siger at det nytter ikke; man ser ikke på, rører ikke ved andre sager i denne tid. Er det så, at vi først kan vies 3 uger efter at du har fået mine papirer, skilsmissedokumentet, ægteskabstilladelsen og de to bergenske attester? Eller har jeg misforstået dette? Og har snakket om de 3 uger kun gjaldt tiden efter tinglæsningen? Skal der hengå så længe efter at du har modtaget mine papirer, så gud ved når vi kan blive gifte. Heiberg siger at der slet ikke eksisterer tale om at jeg skal gjøre noget skifte. Havde jeg været enke, og beholdt hele boet efter min afdøde mand, så vilde jeg ved indgåelsen af et nyt ægteskab havt at udskifte til gutterne, deres fars arv. Men her er mit indbo udelukkende min eiendel, og den bliver børnene først ved min død arvinger til for halvdelens vedkommende. Han siger at når der står på skilsmissebevilgningen eller på et særskildt dokument at skiftet var i orden dengang jeg fik min skilsmisse, så er det alt hvad der behøves. Hvis der er noget særligt her at bemærke, så må du skrive mig det straks. Hvis du taler med Hansen om det, så kan du gjerne sige at A.V. Heiberg har forsikret at jeg intetslags skifte har at foretage. Alt sligt med skifte gjøres op med skilsmissen her. Jeg skriver om dette, fordi du taler om det som en vigtig post. – Dit søde brev som kom lørdag! Tak du elskede, det var langt og deiligt. Var det ikke underligt af Helene Sandberg at hun kom til dig i din leilighed? Det vilde nu jeg aldrig kunne ha gjort, og sådan i skumringen. Jeg tror hende ikke; hun vilde vist været oplagt til hvad du vilde foreslåt hende, men hun vilde også ganske vist bilde sig selv ind at hun kom i bare freidig ærlighed og venskabelig tillid, når du intet foreslog hende. Hendes mand er meget for god til hende, og holder meget mere af hende end hun fortjener. Hun er jo en tøite igrunden, og dertil så gyselig løgnagtig, – du skal bare få høre når jeg træffer dig. Men jeg liker ikke af dig, at du slår på de strenge til hende som om det var noget som du fant bare morsomt og ganske i sin orden, jeg mener at du spør om hun har fået en «elsket gjenstand dernede». Du som kjender hendes mand, og ved at han elsker hende, måtte ikke kunne gjøre det. Så, når hun fortæller det til Sandberg, for det gjør hun når leiligheden gjør det indbringende for hende, så ryster han på sit ærlige hoved og siger som hin aften i Bergen: det er nu ikke rigtig fint af Skram at tale sådan til Helene, fordi, at sådan vilde han ikke tale, hvis jeg var tilstede og deri ligger det ufine. Men det er det forbandede ved en så lavartet kvinde som Helene, der dertil er pen og frisk og ofte nokså tækkelig at hun drager virkelig fine mænds tale ned, for du f.eks. gjør det igrunden bare fordi du tror det er den sort hun skal flaskes op med. Men man burde ikke svige sig selv nogen, nogensinde. Sludder Amalie, er jeg vis på du siger, – dette er en altfor høitidelig og lang tale over det nonsens som ingenting betød, og ingenting havde på sig at sige, og så svarer jeg med et smil, at det er ganske sandt, og reiser mig op for at gå hen og ta dig om dit elskede hoved og kysse dig en usigelig lang kys midt på munden. – Men kan du huske, hvor alvorligt og pent vi to talte sammen da vi stod på bare bekjendstskabsfod; hele tiden på reisen op og ned og på Aulestad, – du sa ikke et lapset ord til mig og derfor måtte jeg elske dig, jeg, for du var ikke som de andre. Men slig som du dengang var mod mig, vilde jeg du skulde være mod alle damer; ja, ikke forelsket eller i altfald på vei til at blive det, men så alvorlig så fri for lapset og slibrig tale. Det er jo bedre at tale om noget som er noget, selv om efter aldrig så fattig leilighed. – Det er deiligt at du kan tale med Rothe om fragten for møblerne. Så må du give mig besked. Du hør nu: Får vi den svenske pige? eller ikke? For nu kan Josefine alligevel følge med. Hendes sidste forlovelse er også gået overstyr, og hun vil intet heller end følge med mig. Men jeg er ikke sikker på at det ikke var bedre at få Elin; hun er kjendt og Josefine er desuden vist et usædvanligt letsindigt og pretentiøst ting. Jeg har altid den ulykke at skjæmme oprindelig gode piger ud, – hun er ikke som hun var, – ja flink og dygtig – gudbevares, men ikke snild, du. Hun siger til mig at det er synd vi skal skilles, som kommer så godt ud af det med hinanden, – men hun ved slet ikke at det er fordi jeg er så grænseløs tålmodig ligeoverfor hendes uopdragenheder, eller indolent og ligesæl hvad det nu er for noget. Men altså giv mig svar. – Dommen er fremdeles ikke eksekveret. Det heder sig nu at der intet skal gjøres fra kongens eller de andres side, før dommen er falden over alle statsråderne. Kjerulf,^k1192 der er no.2 i rækken af de anklagede fungerer midlertidig i Selmers sted, når så han er dømt må no.3 fungere og så videre. Venstre er for tålmodigt. Men der er og blir ikke tale om nogenslags revolution hverken nedenfra, og især ikke ovenfra. Så fik jeg et aldeles fordeilig stump af et brev imorges. Aa du ubegribelig søde elskede guttebarn, hvor du dog er lik mig når du har ventet brev, og intet får. Også jeg kan heller ikke gjøre hvad jeg skulde gjøre, også jeg er som et lamslået menneske, der sidder med gråd i halsen og en underlig sår følelse i hjærtet. Du gode gud, hvor jeg elsker dig! Du skal få se, jeg kommer at ta livet af dig med min kjærlighed, at kvæle dig med kys, spise dig op fra øverst til neders[t]. Hvor smuk og fin den var din skitse i Tilskueren! Men var det ikke dig som kyssede «Schwester»?^k1193 Det er jeg vis på det var.

Din Amalie.

Onsdag Morgen den 12 Marts 1884

Et Afskum er Du Amalie, og din Afskumsagtighed dækkes kun dårlig, Du søde, ved dit Telegram på min høje Fødselsdag – det var som et Figenblad blot, der dækker det mest kompromitterede Punkt men lader Resten nøgent. O Du stygge, fæle, elskede, søde, men jeg håber, at jeg har straffet Dig uhyre grusomt ved at lade Dig uden Brev i næsten fire Dage, det svarer til netop de fire Dage, hvori jeg skal gå og længes. Medens jeg altså ikke har skrevet har jeg vandret i Selskab på Selskab og i Teatret, og min Fødselsdags Aften, som jeg så gerne havde helliget Dig – hvis Du havde sørget for blot en ussel Stump af et Brev – sad jeg hos Jakob og drak den dyreste mørke engelske Portvin, som kan opdrives for Penge i København. Jeg er også vred på Dig Stump, fordi Du ikke igår har svaret på mit Telegram.^k1194 Nu er jeg idag virkelig i Forlegenhed. Jeg skal se på en Pige; der er i Avisen mange efter Avertissementerne at dømme fornuftige Tilbud, men jeg er jo lammet i mine Bestræbelser, for jeg véd ikke hvad Du vil. Måske skulde jeg slet ikke have plaget Dig med at stille Spørgsmålet men Du må kunne begribe, at jeg i første Øjeblik og da for Resten endnu er temmelig befippet ved Tanken om, at jeg skal byde Dig en Pige ud af den sig fremstillende Mængde, at jeg skal granske hendes Egenskaber efter. Stump det komme over dit Hoved, hvis jeg nu tager idag det Væsen, som jeg skal se på. – Hør nu søde Unge, for at Du ikke skal tro galt, så må Du naturligvis vide, at dit Brev i Lørdags var så yndig dejligt, at det skulde have haft Svar straks, hvis ikke netop samtidig Svir og Middage og den forestående Fødselsdag var brudt ind over mig. Men hvad er det, skriver Du nu på parfymeret Papir? Jeg er ikke noget ubetinget Tilhænger deraf, skønt denne Gang har det været mig usigelig kært at bære din Lugt med mig overalt i min Lomme. Nå men hør nu søde: Jeg er stået tidlig op idag for at sige Dig, at Målene har ført til det Resultat, at Sengens Bredde er passelig til Stedet hvor den skal stå, men at Iskassen er umulig. Du må tage det som en af de Sorger, et af de Savn, dit nye Liv vil føre med sig. Kæreste Unge min, det kan ikke nytte, at Du slæber den med Dig her ned, lad den blive i Norges Land. Og så må jeg sige Dig følgende: Lørdag den 29 Marts Morgen går «Dronning Louise» fra Kristiania direkte til København, først den 5 April er der atter direkte Lejlighed. Ganske vist går et andet og mindre Skib Torsdag den 3 over Frederikshavn til Kbhvn men det er en lang og kedsommelig Fart. Kunde Du nu ikke være dygtig og indrette alt på at komme afsted Lørdag den 29? Og hør så: Du henvender Dig til «Det forenede Dampskibsselskab»'s Agent i Kristiania Expeditør kaldes han, det er en Grosserer, hvis Navn jeg har glemt, og beder ham sende en betroet Mand til Dig for at tage det Møblement i Øjesyn, som Du skal have med til København, og så nævne Dig Fragtens Størrelse. Rimeligvis siger han for høj en Sum, så forlanger Du Nedsættelse, men jeg vil forberede Dig på, at Prisen vel omtrent vil blive 60 Kr eller mere. Nu må Du søde Stump sige mig, om Du har Penge til alt dette: Indpakning, Vognleje, Fragt osv. Jeg sender Dig en af Dagene Fuldmagt til at hæve de mig tilkommende Penge hos Dgbl. Det må omtrent blive Fragtens Størrelse, skal Du have flere, må jeg vide det. Jeg bliver nødt til at låne en Sum til vort Bryllup men det må jeg under alle Omstændigheder. – Du min elskede Unge – i lysegul Silke må Du ikke gå til Vielse, en hæderlig sort Kjole skal det være; rimeligvis møder vi alle i Formiddagsdress, og Amalie, vær lidt forsigtig med de Farver Du vælger, sådan en Selskabskjole skal holde længe, så lidt påfaldende altså som mulig: når Du i tre Selskaber har været i gul Kjole – tre i nogenlunde samme Kreds – hedder Du «den gule» Fru Skram. Elskede, husk, at vi er to fattige Litterater. Hvidt og sort elskede, elsker jeg, og det er det fornuftigste af alt, det kan lempes og forandres i det uendelige.

– Du i dette Øjeblik får jeg Brev fra Bertha Knudtzon med Anvisning på et Par Piger, en har tjent i 17 År på et Sted, jeg går straks ind og ser på hende. Jeg må slutte i en Fart. Min elskede, idag er jeg glad, for i Aften kommer der Brev fra Dig.

– Tak for dine Meddelelser om Rigsretten, naturligvis ligger de ubrydelig forvarede i min Barm. Farvel Stump, elskede Pigebarn, snart snart er Du i mine Arme – hvor jeg længes, hvor jeg er glad alt som Tiden nærmer sig. Husk at sige mig den af Farverne på Væggene Du synes bedst om, Du vil have på din Væg.

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

Jutta fik Søndag d. 2. Marts en Dreng, hun har det godt

Onsdag nat kl. 1. 12-3, 84

Min elskede, aftenen er bleven mig frastjålet; jeg sad og var ment på at bruge den til at skrive til dig, men jeg vilde vente for at se om der ikke kom brev, så kom der to damer, som havde slået sig sammen for at tilbringe aftenen hos mig. De sa det straks, at de var komne for at blive, og der var intet at stille op. Først nu gik de, og det kan ikke blive mange ord du får, siden kl. er så mange. Det var forresten en bitter skuffelse, at der intet brev kom fra dig iaften heller; nu har jeg ikke hørt siden lørdag, jo den lille lap mandag morgen. Er du vred på mig nu? Det er så ondt at vente sikkert på brev, og intet få, og jeg synes det går så tidt på i den sidste tid. Havde du ventet svar på dit telegram igår? Jeg vilde vente, siden jeg just netop havde skrevet om det anliggende med pigen. Nu skal dit råd gjøre udslaget for mig. Du må straks skrive og sige om du synes jeg bør ta Josefine. – Uf nei, når du ikke skriver til mig, er jeg syg i sjælen og aldeles hjælpeløs. Kommer der nu heller ikke imorgen noget brev, blir det rent ilde med mig. Du fik jo brev lørdag; det kunde du jo ha svaret på søndag. Så havde jeg havt det tirsdag. Men nei. Og du kunde skrevet mandag, så havde jeg havt det iaften. Nu har jeg en ængstende frygt for at du kan ha opbebiet[sic] mit onsdagsbrev inden du skriver; i så fald får jeg heller intet imorgen. Men det er stor synd for mig. Du er bleven lunken i din korrespondance, og vi som endnu har så længe at holde ud; jeg bliver jammerlig elendig og sjælesyg af denne ventetid. Jeg elsker dig mere og mere.

Din Amalie. –

Kr.ania 13de marts 84.

Så kom der da endelig et brev fra dig iaften, et kort fillebrev forresten. Ja det er sikkert, – du er bleven sløi i din skrivegjerning; du tar det så ligegyldigt som en gammel ægtemand, der er skildt fra sin kone for et par uger i det høieste men nu skal du se det blir slet ikke så snart at du får mig, som du har gået og troet; den 29de marts! ja, pyt ja! kan jeg komme afsted til den 29de april, må jeg enda være glad. Og du som kan sidde hos With og drikke den ækle portvin istedetfor at skrive til mig, og det fortæller du ganske freidigen. Gud ved om du ikke alligevel godt kunde undvære mig? Hvad skal du med de penge, som du er ment på at låne, hvad er det du agter at bruge dem til? Koster det da at gå op og få den fille vielsen nogen sum at tale om? Du skal ingen udgifter få med sagerne. Alt det klarer jeg selv, og enda håber jeg at ha en liden klat penge i lommen når jeg kommer, stort blir det dog vistnok ikke. Men så vil jeg straks få forlægger til de fortællinger jeg har, den ene lange og de to skitser;^k1195 jeg vil, hvad enten du så synes eller ei. Du får ikke lov at læse dem engang, for så siger du, de ikke er gode nok, og det vil jeg ikke vide af; jeg vil ha dem trykt for at få de penge. De penge jeg opkræver i Dagbladet, sender jeg fluksens dig, du stygge tussegut, som tror at jeg skal bruge dem til reisen. Langtfra! Lad du bare mig tutle med mig selv. «I am very well saved in my own hands. » Ja, det er modbydeligt med den lysegule silkekjole. Straks jeg havde ladet mig overtale angrede jeg det, og løb ned for at sige at hun ikke skulde sende bud efter tøiet, men da var det alt for sent. De skal dog ikke få sige «den gule fru Skram», for jeg har en ligeså strålende lysegrøn som jeg også kan ta på, og så er det ikke længer morsomt at sige den «gule» fru osv. Forresten vil jeg håbe vi ikke kommer i selskaber; jeg længes netop ene og alene efter at leve i ro alene, sammen med dig. Gud gi vi skulde bo på landet, sådan en mils vei udenfor byen. Jeg kan forstå det var kjedeligt for dig at du ikke fik svar på telegrammet. Men jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulde svare. Med denne usikkerhed i blodet, enten jeg skulde ta Josefine eller ei, var det ikke så godt at svare, hverken det ene eller andet. Jeg venter nu for at høre dit råd. Det var netop Brækstad jeg tænkte på, da jeg talte om at komme i korrespondance med et engelsk blad.^k1196 Han havde skrevet noget om at korrespondancer vilde blive modtaget med åbne arme. Så endelig nu skrev jeg om det til ham med spørgsel om nærmere oplysninger, med hensyn til honorar o.s. v., og jeg fik til svar at der var så liden interesse i England for norske forhold at der vistnok ikke kunde være tale om at de vilde engagere en fast korrespondent. Gratis bidrag vilde de nok ha. I Kjøbenhavn havde de havt en, men han var død, og der havde ikke været engageret en ny. Kanske du kunde få hans post, så skulde jeg være din oversætter; jeg vil nu slet ikke gjerne skrive korrespondancer, for det er et tørt og kjedeligt arbeide. Jeg vil arbeide på mine egne sager, med kraft herefterdags.

Hvad er det for et snak om parfumeret papir. Lugten må ha siddet i de sorte båndmål, som har ligget i mit syskrin, hvor en engang kom til at spilde nogle dråber af min parfume. Så får jeg altså opgive min kjære iskasse og se til at klare mig som andre fattigfolk klarer sig dernede. Det er den røde farve jeg skal ha på min væg; den passer bedst til det grønne pludsch på møblerne. Men er I endnu ikke færdig med den maling? Det går småt, men dog alligevel desværre hurtig nok. Fra min side er der forøvrigt intet iveien for at kunne være færdig til den 29de, hvis bare bevillingen til den tid er kommen. Men det er et spørsmål. Heiberg mente dog igår, at den måtte være kommen inden denne måneds udgang. Lørdag, iovermorgen tror jeg, jeg reiser ned til Fr.hald for at ta afsked med moderen: Det brev som så formodentlig kommer til mig lørdag aften, lader jeg gutterne skikke efter mig, så har jeg det på søndag, og så kan jeg svare dig på mandag, altså før onsdag hører du ikke igjen. Jeg tænker at være tilbage her på mandag, så skal jeg tale med dampskibsekspeditøren om fragten. Tænk at du først nu fortæller mig at Jutta har fået en søn den 2den marts; du har jo dog flere gange skrevet siden den dato. Men jeg vil slutte her; jeg er så nervøs og urolig i sindet, før jeg ved med bestemthed om når jeg kan komme afsted, og det hjælper slet ikke at skrive. Det blir først godt når jeg er ombord med alle mine greier og damper ud fjorden, og da blir det først rigtig galt indtil jeg er hos dig. Så får vi jo meget at bestille før alt blir i orden, men det stræv blir nu bare morsomt du. Og du skal hjælpe mig ikke sandt elskede. Godnat Erik.

Din Amalie.

Torsdag Aften den 13 Marts 1884

Min egen elskede dejlige Pige, min egen Amalie, som Du burde have fået Svar straks på dit sidste søde yndige Brev! men jeg kunde kun have skrevet i rasende Fart igår eller imorges, så foretrak jeg at vente til i Aften, hvor jeg dog kan give mig noget bedre Tid. Er Du vred på mig fordi Du måtte vente så længe på mit forrige Brev? Vær det ikke Du søde, det er for svimlende godt, at Du snart står her nede på dine egne virkelige Ben midt i det allermest virkelige København, til at Du nu har Tid til at være vred på mig. Amalie det Øjeblik, hvor jeg på Toldboden – det bliver vist det samme Sted hvor jeg i Sommer tog imod Dig – ser Dig ombord på «Dronning Louise» tror jeg, at jeg falder om og dør. Og når jeg så har Dig – Stump hvad skal jeg gøre med Dig for bare Glæde? At man virkelig skal komme til at opleve sligt! Men vel, kom an Du min Elskede, hvor vil jeg elske Dig! Mit Hjærte skal spænde sig rolig og energisk i mit Bryst og gribe om min Kærlighed med et Tag, som ikke mere skal kunne slappes. Hjærtets Muskler skal være de stærkeste af dem man ejer, dets Spændkraft hører først op med Døden, har det sluttet sig om en Kærlighed, er der fysisk intet til Hinder for, at det holder på den, indtil dets sidste Slag har banket i Pulsene. Kom altså min søde Hustru og begynd med mig det underlige Liv, vi får at føre. Du er jo ikke bange, jeg heller ikke. Tænk når vi igen kysser hinanden! Du min Unge, Livet er dog ikke så tosset en Indretning endda. Vel Dejlighed? Og er Du glad for det? Om jeg er det? Der var noget, en vis Fyr, som Du har kendt i gamle Dage, og som Du var dum nok til at blive forelsket i, han hed Erik, Du kaldte ham rigtignok aldrig for det, men han hed det nu alligevel – ham kan Du lade ligge, jeg giver Dig Lov til at kalde ham en Torsk, der er nu én rede til at tage Dig i Favn, han er stærkere, han er bedre end ham, Torsken, som Du dog elskede. Tror Du så, han duer noget? Tror Du så, at Glæde er noget, der er værd at bygge Livet på, tror Du, at det kan udvikle, at det kan gøre en Mand ud af sådan en Fyr, som Du kastede din Kærlighed på? Hør Du Amalie, Kærlighed er noget godt noget, og Du skal værsgo' være artig, når Du taler om det, ikke sætte Næsen vigtig i Sky og fortælle, at det Sludder er Literaturen i Norge forlængst kommen udover. For det er noget Sludder min Pige, at Du véd det. Vil Du så kysse mig og være sød alle dine Livsens Dage?

Tossede Tøs, som streger under, at jeg ikke må lade mig mærke med over for Ludvig eller nogen at jeg kender hans Hjærteanliggende. Tror Du jeg kunde være ufin på dette Punkt? Ak, efter dit Referat synes det ikke at stå lovende med hans Sag, men mulig dog! Men hør Amalie, det vilde være letsindigt af os efter dette at indrette Tiden for vort Bryllup efter ham. Og Du må ikke komme et Minut senere her ned til Kbhvn for noget Menneskes Skyld på Jorden end Gutterne. Det er de eneste, som jeg vil bie for. Og min Ven, rent praktisk taget er det meget vigtigt, at Du er her den 1ste April. Så står jeg jo med en Tjenestepige, med en Lejlighed, som jeg skal overtage, og en, jeg skal fraflytte – er Du her da ikke, hvad skal jeg så fange an, jeg ejer jo ikke et Møbel ikke et Husgeråd, Pigen skal jeg ernære og give Bolig, det vil blive dyrt, og min Lejlighed har jeg lovet for dens Reparations Skyld at tømme til den Dag. Min sødeste Stump, kom! og kan så Ludvig og vil han komme i Påskeugen, er det jo herligt. Mulig kan vi opsætte Bryllupet men mulig netop slet ikke; da det er verdsligt, vil Embedsmændene naturligvis netop ikke møde på Feriedage. Min yndige Pige jeg ønsker med samme Styrke som før, at Ludvig kunde være til Stede ved vort Bryllup, men at vente en Dag med at have Dig i Kbhvn for hans Skyld går jeg ikke ind på. Jeg har sat mig i Hovedet, at Du rejser Lørdag den 29 fra Kristiania, er her Søndag, begynder Ordningen af vor Lejlighed Mandag, er færdig Onsdag eller Torsdag den 2–3 April holder Bryllup Fredag den 4 April. Hvad synes Du om det? Er Du koldsindig og foretrækker at komme en Uge senere, vil jeg begynde vort ægteskabelige Samliv med at banke Dig. Men er Du her blot, og vi har Sikkerhed for, at Ludvig vil komme til Bryllupet, så er jeg jo et så uhyre skikkeligt og medgørligt Menneske, at jeg kan gå ind på en Udskydning af Dagen for Vielsen til den 9 – uf nej, det bliver for afskyligt, vi måtte formodenlig oven i Købet vente til Lørdag den 12, nej Unge det går ikke, så har vi mistet den halve Påsketid med sin Frihed og gået om de herlige Dage i en umulig Forlovelsestilstand. Og Ven, nu er Ludvig jo i det hele tvivlsom: enten bliver han forlovet, tror Du så, at han kommer? Uden hende naturligvis ikke, og med hende? Kan det gå? Eller han bliver ikke forlovet – Stakkel, har han så Lyst? Naturligvis var det så måske netop godt for ham at komme mellem andre Mennesker, men al den Lystighed og Glæde, som et Par Nygifte vækker om sig, vil vel skræmme ham. Altså Pigebarn Du indretter Dig foreløbig uden Hensyn til Ludvig kun med Hensyn til mig, din Husbond og Herre. – Jeg håber da, at Tinglæsningen foregik den 5. Så er Fristen udløbet den 26, så skal Erklæringen med Påskriften afkræves vedkommende Kontor i Byretten og så kan vi fra den Dag – når Du har de andre Papirer i Orden – gifte os når som helst. Da Justitsdepartementet nu har gransket Selmersagen færdig, kan Du vel en af Dagene have din Bevilling i Eje. Dit Skilsmissebrev beror vel også i Justitsdep., ellers var det af Vigtighed, at jeg fik det her ned så hurtig som mulig. Jeg antager også, at det er tilstrækkeligt, at der står på et eller andet Dokument, at Skifte fandt Sted ved Skilsmissen, men står det der? Det er vist netop Skifte mellem Dig og din fhv. Mand og ikke mellem Dig og dine Børn, som Talen drejer sig om, men hvis Du tror, at jeg har det mindste Begreb om disse Ting, tager Du fejl. Jeg løber blindt efter hvad man forlanger, og jeg har ikke Adgang til Borgmesteren blot for at spørge. Det er Jakob, som må forklare mig disse juridiske Grejer, og nu har jeg ikke husket at spørge om dette sidste. Der er nogen, der har sagt «Skifte» til mig, og så skrev jeg straks «Skifte» til Dig, for det tænkte jeg nok Heiberg måtte vide hvad var. – Helene Sandberg! ja vel jeg tænker som Du, og lidt værre. Jeg tror, at hun kom for at få en Historie i Gang. Hun er sikkert en Tøjte i Ønsker om ikke helt ud endnu i Gerning. Og hvad Du så siger om min Tone overfor hende, er fuldstændig rigtigt. Således som Du vilde, at jeg skulde, vilde jeg have gjort, om jeg havde været den stålsat fine Person, som Du ønsker jeg skulde være, og således vilde jeg have optrådt, hvis jeg havde den mindste Agtelse for hende, og hvis jeg troede, at jeg gjorde blot en Gran af Fortræd ved at slå en spøgende Tone an som den jeg brugte, og således endelig vilde jeg være optrådt, havde jeg mine unge Dages Tro endnu. Nu har jeg ikke Lyst til at være fin i den Forstand, Du rigtig tager Ordet, overfor de ufine. Jeg forsvarer ikke ubetinget min Adfærd, men det morer mig nu at kaste den Madding til de forskellige som gør dem glade og får dem til at vise sig som de mest har Lyst til at være, blotte sig; jeg har nogen Ret til at gøre det for den Menneskekundskabs Skyld, jeg i for høj Grad mangler. I gamle Dage var jeg uforanderlig mig selv, og jeg virkede forstyrrende på selve det Liv, det også da var min store Interesse at iagttage, alle fik de uforanderlig en god Side frem mod mig, ofte var det en overmalet Kulisse, stundom noget ægte, og jeg gik og troede på alt det gode jeg iagttog. Det førte bl.a. til mit Livs store Fejltagelse, min første Forelskelse, og ser Du nu min Stump, nu da jeg er et roligt Menneske med alle mine Grejer i Orden, nu føler jeg mig nu og da så kold og udeltagende personlig for det, der som rent menneskeligt Dokument kan fængsle min Opmærksomhed, jeg vil blot have det frem, og så kan jeg i den Forstand som Iagttager og Undersøger ikke være ubetinget «fin». Og så min Ven er jeg kommet dertil, at mine Perler er jeg mere gerrig på, dem giver jeg ikke mere til Svin. Jeg føler mere Forskellen mellem dem og mig. Nå og så endelig har jeg jo en Slags mandfolkeagtig Morskab over Livets Farceside. Hun Helene Sandberg er en sådan «Dame», Franskmændene bruger i deres Farcer; hun er morsom, indtil man vender Sagen om og ser, at Farcen er en Tragedie; men det kan man gøre ved enhver Farce, eftersom man er i Humør til. Ser Du min lille Unge, jeg var så kæk og fast og god, fordi jeg havde Dig – jeg følte mig således – der var en Slags godmodig Hån i de spøgende Ord, hun fik, og havde hun tilstrækkelig Intelligens, har hun forstået det. Jeg stod inde på min lykkelige Plet af Jorden og talte ud til hende, der som en Gadeunge var ude for at rapse forbuden Frugt. Hun vilde haft mig med, og det krøb i hende, at jeg havde det for godt, til at hun endog blot turde antyde et Forslag i den Retning. – Du jeg er bleven meget bange for Josephine, hellere vil jeg se at skaffe en dygtig Pige her nede. Bertha Knudtzon arbejder i vor Interesse, men endnu har det rigtignok ikke ført til noget Resultat. Imidlertid Stump vil Du have Joseph. så – men det er lidt farligt, for jeg finder mig absolut ikke i Mangel på Respekt, hverken på dine eller mine Vegne. Du får dette Brev den 15 og kan altså, hvis det ikke forlængst er sket, efter dansk Skik i alt Fald løssige Dig fra hende. Jeg telegraferer øjeblikkelig, om jeg finder en Pige. Skulde der dukke noget overordenlig tiltalende op på din Horisont så må Du telegrafere. Fransk Strygning bør forlanges og så min Unge 12–14 Kr måske 15 i Løn. – Hvad vil Stortinget gøre ligeover for den uforskammede kongelige Kundgørelse? Vil man ignorere den eller møde den med en Udtalelse, som spotvis kan stille Kongen hen, hvor han skal stå. Det glæder mig af Dgbl. at se, at der er en Mulighed for, at Selmer yderligere kan blive draget til Ansvar^k1197 for endnu at have været i Funktion, da Deputationen var hos Kongen. Det var, synes jeg, Topmålet af Frækhed. – Hør nu Du, dumme Unge, det var ikke mig, som kyssede den barmhjærtige Søster. Tænk Dig om: jeg en 17 årig Gut, så bly og uerfaren, jeg skulde blot være kunnet faldet på det! Snak med Dig, Du kender mig ikke, jeg kunde jo ikke have gjort det nu, jeg vilde have troet, at jeg skadede hende. En Nonne, som ingen erotiske Instinkter havde vist, som ikke havde givet mig den lille Finger! Umuligt. – Så Ven, nu går jeg i Seng, jeg er blevet uforskammet forkølet med Snue, som jeg i øvrigt ikke kan begribe, hvor jeg har fået fra. Kan jeg, føjer jeg et Par Ord til imorgen tidlig, jeg har for min Forkølelses Skyld ikke Mod på at vandre til Postkassen nu; Klokken er et Kvarter over 12. Godnat Stump!

Fredag

Godmorgen Stump! Jeg havde ventet et Brev fra Bertha Kn. om Pige, men her er intet. Jeg har hele Hovedet fuldt af Snue, og så har jeg nu læst hele Ordlyden af den kongelige Kundgørelse,^k1198 igår havde jeg kun set et telegrafisk Uddrag. Nej men dette er dog for galt! Skal I virkelig slæbe den Union med jer som Kuglen på Straffefangens Ben? Hvad Gavn har strængt taget Norge af at være forenet med Sverig? At en Lømmel af en Kongenar vover en sådan Tale, og at der gives Folk som lader sig bruge og med Begejstring bruge i en sådan Sags Tjeneste! Nå men nu må da både Selmer og den elendige Koncipist af dette Aktstykke stilles for Rigsretten og dømmes for Landsforræderi, det går jo glædelig!

Men nu afsted med Brevet!

Din Erik

Fredag Aften [14/3/84]

Du elskede Menneske, som har siddet og ventet på Brev og anklager mig for at være lunken til at skrive nu i den senere Tid – ak Amalie Du glemmer, at jeg i Begyndelsen var urimelig med mit Skriveri, Du kunde jo formelig ikke være i Fred for mine Breve, og nu Du dejlige Unge, nu havde jeg jo i et Par Dage lige som min Fryd af at bilde mig ind, at jeg var forurettet. Dette Telegram, der meldte «Brev på Onsdag» syntes jeg måtte imødegås med en alvorlig Handling. Nå og så Stump byggede jo Selskaber, Teaterbesøg og Rigsdagsarbejde sig op om mig, så at jeg næppe kunde ånde frit end sige få Tid til at skrive. Nu i Aften skriver jeg heller ikke noget Brev. Jeg er ved at omkomme af Snue og imorges sendte jeg et såpas anstændig righoldigt Brev afsted. Du skulde blot se mig, når Snuen som nu rigtig tager fat, det bliver en Prøve for din Elskov – jeg er blot én stor våd Klump med Næse, Øjne og Mund sammenflydt til en rødlig glimtende Masse der nyser uafladelig stønner og forsvinder i et Lommetørklæde, som skiftes hver halve Time. Du kan tro jeg er sød. Uf sådanne blonde Mennesker, hvor er de modbydelige, når Forkølelse eller blot Kulde slår sig på dem. Det er nu aldeles latterligt. Vi har fået Forårsvarme igen. Under den kortvarige Kulde der pludselig indtraf, og som forkølede Dig, stod jeg mig prægtig, nu da Mildheden skulde fylde min Sjæl med Fryd, har jeg ingen Sjæl, den siver sammen med Hjernemassen ud af mig i Snuen. – Nu nøs jeg 7 Gange og sidder og snøfter og stønner og er aldeles ikke til at være i Stue med. – Altså Du yndigste kun en Hilsen ud af al denne Elendighed! Hvad var det for to Damer, som kom til Dig i Onsdags? Det er en tosset Betegnelse «to Damer», Du skal altid sige mig hvem. Jeg har beklaget mig før over, at jeg ingen ordenlig Besked får. Havde Du nu blot nævnt mig to Navne, så havde jeg haft et lille Billede, som min Fantasi kunde lave lidt ud af, «to Damer» er som en Sjat Vand i Ansigtet, når man tror at skulle se noget. – Jeg er ikke i Stand til at bestille noget, håber også, at det kan gå med at udskyde mit Arbejde – jeg sidder og læser i en utrolig dum og tilmed vidtløftig Smædebog om Sarah Bernhard: «Sarah Barnum» af en Rivalinde Marie Colombier,^k1199 jeg ærgrer mig over mig selv, at jeg gider læse videre i det Skidt og så gør jeg det dog; men i min nuværende Tilstand vilde formodenlig intet andet kunne trænge ind i den Hjerne, der for øvrig snart har forladt mig i vandklar flydende Tilstand. – Nej jeg kan næsten ikke se hvad jeg skriver, Øjnene står fulde af Vand, det er som om den voldsomste Tø havde angrebet et frossent Fysionomi [sic] – åh, ja Du det er aldeles rædselsfuldt forskrækkeligt. Og når Du nu er bleven min egen elskede – der nøs jeg tre Gange – nu to Gange igen, det er for galt, det lyder som når Sneen i tunge våde Masser falder ned fra Tagene – Husmoder, når Du er bleven min egen trofaste Kone, og sådan et Tøbrud indtræffer, så taler jeg ikke om andet, så længe det står på, jeg fylder hele Huset med min Forkølelse, Du kan tro det er interessant, og hvis Du så ikke er kærlig ved mig og ikke siger et eller andet trøstende Ord til mig eller i alt Fald blot viser nogen Deltagelse, så bliver jeg aldeles rasende fortvivlet. Når jeg bare må snakke om det og kan bringe Dig til at interessere Dig for den uhyre forfærdelig afskylige Tilstand jeg er i, så er jeg i Grunden nok så glad og er slet ikke uskikkelig og kan også godt snakke om andre Ting, når blot det Faktum bliver Grundlaget for alt, at min Snue er værre end noget andet Menneskes på Jorden. Men hvis Du ikke vil indrømme mig det, så vil jeg slet ikke gifte mig med Dig. Jeg er vis på, Du har aldrig haft Snue. Du er naturligvis lige pæn og nydelig og anstændig når det som Du kalder Snue indtræffer – jeg! jeg er lige til at feje ud med en våd Klud og smidde [sic] på Skarnbunken, der er ingen Mennesker der kan være bekendt at vise sig i Selskab med mig. Jeg er blot én Bunke rødkantet Afskylighed som nyser. Ja således er den, Du elsker. Kommer Du nu snart min søde, jeg kan ikke begribe, hvor Du bliver af.

Din Erik

Jeg sender Dig indlagte idag modtagne,^k1200 som Du skal gemme på; det vil om 100 År være morsomt.

Søndag Aften den 16 Marts [1884]

Blot et Par Ord, Du elskede bedårende Menneske – Amalie jeg elsker Dig ud over ethvert fornuftigt Begreb, så sød Du er – jeg er kommet vanvittig sent i Seng i Nat og har været på Farten hele Dagen jeg vil blot sende Dig en Hilsen til Tak for det Brev, der lå til mig, da jeg fra en «Skuespillerfest» kom hjem og denne Gang ikke ventede Brev. Hvor var det sødt! Jeg kyssede det inden jeg havde åbnet Konvoluten, og jeg kyssede det igen, da Du kaldte mig «tussegut». – Men hør nu min Unge, nu har jeg virkelig godt Håb om, at Du kommer afsted den 29, den Bevilling må jo dog blive udfærdiget, det kan jo ikke ligefrem hindres med Kunst. Og Du længes efter at komme til mig og Du elsker mig. Amalie Du véd ikke hvor glad jeg er. Jeg kan føle Glæden i mig lige som stige som en Flod for hver Dag der går, og min Utålmodighed har lige som noget mildt og blødt medgørligt ved sig, jeg er ikke pint i samme Forstand som da der endnu var Måneder til jeg skulde se Dig. Alt er lyst inden i mig. Amalie din Rejse ned til din Moder har naturligvis været alvorlig nok, Du søde yndige Pige, men ikke sandt også Du er glad ved, at Du nu ikke skulde tage Afsked for en Rejse til Amerika. Tænk Dig Amalie om det var blevet ført igennem! Jeg afskylig elendig dumme Karl, som bildte mig ind, at jeg ikke havde andet at gøre i sin Tid da Du meddelte mig din Plan end at tage det rolig og fast og ikke med et Blink i Øjet, hindre Dig i frit, at handle som Du tyktes var bedst. Ja det er gået bedre end jeg havde Forstand til, og min Ven Du har ledet vore Handlinger så Du skal være evig priset. Du er Dejlighedernes dejligste Kvinde, så stolt og brav og skøn en Sjæl Amalie mest Lyst har jeg til at ligge på Knæ foran Dig og holde Dig omfavnet og tilbede Dig og sige Dig, at jeg elsker Dig, og at jeg er så lykkelig, og at jeg næsten ikke kan rumme den Tanke, at jeg nu går ind til et Liv med Dig. Min egen Ven jeg er ubegribelig lyksalig. Nu Godnat min egen Stump jeg må sove, imorgen og de følgende Dage skal jeg arbejde strængt.

Din Erik

Fr.hald 18-3-84.

Min søde elskede, – jeg er endnu her, – det er moderens papir og pen og begge dele kan jeg ikke like, og kommer til at skrive endnu værre end jeg pleier. Sådan en spids, hård ækel pen, som man ikke er kjendt med! Jeg har fået to brev fra dig du deilighed. Men det jeg skulde havt søndag og besvaret mandag, kom først, mandag igår, og bliver først besvaret i dag tirsdag. Gud ved hvordan det hænger sammen. Der var et andet brev, som var kommet til Kr.ania lørdag aften; det fik jeg på søndagen, men ikke det fra dig, og det må jo også være kommen frem lørdag aften, som det pleier. Gutterne må ha ladet det ligge; idet de i halvmørke om aftenen kun har fået øie på den hvide konvolut i postkassen, og ladet din grå ligge til søndagen, hvorpå de straks de har opdaget den, har sendt den afsted. Nu får jeg høre når jeg kommer hvem [hjem] iaften. Jeg fik ikke slippe herfra igår, og nu går Ludvig og tigger mig om at blive til imorgen, men det vil jeg ikke, for det er urimeligt, jeg som har så meget at gjøre, uf, – det rent svimler for mig. Dit lange, deilige brev fra torsdag, tak du elskede; det gjorde mig rent ør af glæde. Som Du kan skrive, hvor dumme og ækle mine breve må forekomme dig ved siden af dine. – Hvis jeg nu bare får bevillingen, kommer jeg til den tid, vi har tænkt os fra begyndelsen af. Jeg vilde så nødig først reise herfra den 4de eller 5te april, også af den grund, at da reiser fru Thaulow og Lillemor,^k1201 og så gjør de naturligvis mange spørsmål, og så kommer Torp og henter dem og Nini og Theodor,^k1202 som skal have en liden allerede i August, til stor ærgrelse for Carl og Hermann,^k1203 der er så rasende ærgerlig over ingen børn at få. Nei, du har ret, det nytter slet ikke at indrette brylluppet med nogenslags tanke på Ludvig. Kommer han alligevel, er det jo såmeget des bedre. Nei, jeg vil ikke ha Josefine. Efter at ha talt om hende med moderen, er jeg bleven klar over at det vilde være dårskab at gjøre det, sådan som hun har udviklet sig i det sidste års tid. Igrunden har jeg gået meget igjennem med hende, eller rettere vilde ha gået igjennem hvis jeg en eneste gang gang [sic] havde optrådt som jeg skulde og burde ligeoverfor hendes dumme, utækkelige, over alle grænser selvgode opførsel. Hun er som sagt bleven udskjæmt, – jeg ved ikke hvordan det er gået til. Jeg har været meget snil og anerkjendende ligeoverfor hende, men hun har været en for rå natur til at kunne tåle det. Altså kan du skaffe pige, så gjør det bare. Nu får du først dette brev torsdag aften. Det er ikke min skyld at jeg kommer til at narre dig med brev på onsdag. Jeg gik her og var fortvilet over at du som jeg troede, ikke havde skrevet på torsdag. Og så havde du sendt mig sligt et yndigt, deiligt brev, som gjorde mig lykkelig helt ned på bunden af min sjæl. – Jeg skal hilse dig på det bedste fra moderen; hun håber at se dig engang. Ligeledes beder Ludvig mig sende dig sin hjærtelige hilsen. Du får ikke mere idag elskede. Jeg har liden tid, trænet går om ½ time.

Din Amalie.

Skram, Zinnsgade 2 Kbhvn

Fra Christiania 19/3/84 kl.7.15 em

Brev Fredag, kan ikke hjælpe det jeg ingen Pige

Amalie

Torsdag den 20 Marts 1884

Kl 9 Morgen

Først nu i Morges for ½ Time siden modtog jeg det Telegram, som Du har indleveret igår Aftes Kl lidt over 7 i Kristiania – det er en vakker Besørgelse! Jeg vil undersøge, om Skylden ligger i Telegrafkontoret her ude på Østerbro, og så skal de min Sandten ikke slippe billig derfra, eller om det er Kristiania Kontoret, som først har expederet Telegrammet imorges – så kan jeg desværre ikke nå vedkommende med min Harme!

Det er sørgeligt, sørgeligt at have et Hul i sit Liv på 2 Dage min elskede søde Amalie, min brave Pige, som har telegraferet igår Aftes – jeg var bange for, at Du havde ladet Dagen gå over, da Du skulde skrive uden virkelige Skrupler, jeg fik jo intet Brev og intet Bud fra Dig igår – det er mig, som skulde jeg ikke kunne vinde op af dette sorte Hul, jeg er plumpet i, ved egen Hjælp. Véd Du Amalie, at dette er aldeles rasende sørgmodigt. I næsten en Uge har Du nu ikke skrevet til mig fra Torsdag til Onsdag! Og det har Du kunnet leve med! Og jeg, som har været så glad i denne Tid, som næsten følte Dig ved min Arm når jeg gik på Gaden, som har levet med Dig hvert Minut. Nu skal jeg sørge og længes i to Dage! – Min egen Ven, den Farve i dit Værelse er bleven slem karmoasin [sic]. Den er nøjagtig efter Prøven, men jeg er bange for, at din Mening næppe har været den. Den brune Farve står ypperlig, den grå er bleven noget død. Ingen Pige endnu! Bertha Kn. har taget sig af Sagen, jeg hører intet fra hende – om hun steller fornuftigt?

Jeg har det ondt indtil dit Brev er kommet

Din Erik

Netop som jeg skulde lukke Konvoluten kom Pigen ind med et Brev som har ligget i Kassen. Det er fra B.Kn. Hun har fæstet en Pige!

Det er da en Trøst!

Du kunde godt have telegraferet i Mandags til mig, at Du ikke skrev, så var jeg ikke blevet skuffet så dybt nu

Kr.ania 20-3-84.

Min kjære søde Erik, du har vel været vred på mig fordi du så længe har været uden brev fra mig, hvorlænge er det nu? hele ugen omtrent. Men du hørte hvorledes det gik til med det brev som jeg havde regnet ud skulde været på Fr.hald søndagen, og det brev jeg så omsider skrev dernede blev desværre liggende over og først besørget onsdagen. Det gik således til: jeg skulde reist tirsdag eftermiddag med kl. 4 toget og samtidig taget mit brev med, posten går over Xania – men så kom jeg ind for at sige farvel til Schjøtts,^k1204 og Ludvig, som havde overtalt mig så græsselig at blive til næste dag kom lige i hælene på mig, for at være tilstede når Schjøtt hvad han var sikker på vilde ske, gav sig til at tigge mig om at blive. Schjøtt begyndte da ganske rigtig, og Ludvig istemmede. Jeg sa det var umuligt, først fordi jeg ikke vilde at gutterne skulde gå forgjæves til stationen om aftenen, og dernæst fordi jeg skulde ha en lappe-sypige den næste dag som vilde gribe leiligheden til at gå til en anden hvis jeg ikke var kommen hjem – der er slig rift om hende. «Jeg river i telegram på gutterne» – sa så Schjøtt, «og jeg på sypigen!» råbte Ludvig. Jeg var lige ved at gi mig, men huskede så på returbilletten, og sa, at hvis jeg ikke fik lov til at bruge returbilletten den næste dag, vilde jeg alligevel reise. De lo og så at det var en umulig ting, men jeg mente at det idetmindste var forsøget værdt, tog hat og kåbe og gik ned på stationen hvor jeg førte følgende samtale med stationsmesteren. Jeg: kan jeg ikke ligegodt reise imorgentidlig, for jeg vilde så gjerne blive til den tid. Han: (smilende imødekommende,) jo, det kan vel sagtens fruen. Jeg: ja, men jeg har en returbillet, som de siger ikke gjælder for mere end idag, men kan den ikke gjerne gjælde for imorgentidlig, det blir jo ikke så mange timers forskjel. Han: (kløende sig bag øret [)], – ja, ser de igrunden, – – – åjo kom her med billetten, så skal jeg give dem en påtegning, men det må de ikke fortælle, for så får jeg flere af den slags anmodninger, hvilket ikke går an. Han forsvandt kom igjen, leverte mig billetten smilende og bukkende. Jeg triumferende ud til Ludvig, som ikke havde villet være med ind for skams skyld, men gik og spankulerede udenfor. Han slog op en latter da han hørte udfaldet, og sa at det igjen havde bekræftet sig at hvis man blot har den tilbørlige portion frækhed får man alt igjennem. Men forresten sa han, havde jeg eller Schjøtt bedet om sligt, han havde leet os ud. Under alt dette glemte jeg dit brev elskede, det lå på moderens bord da jeg kom hjem, og jeg var fortvilet; det skulde været med det træn, som jeg ikke gik med. Jeg følte mig så brødebetynget igår, at jeg måtte gå ned og telegrafere til dig, du yndigste, som har skrevet 3 breve til mig dag efter dag og sendt mig et morgenblad idag med din gode artikel i.^k1205 Du, hvor det er sandt hvad Schwanenflügel skrev om din skitse;^k1206 den er yndig, og den bliver skjønnere jo længer man går og gjemmer på den; den står så fast og ren og fin og nobel i erindringen. Men du, det er sandt. Imorgen får jeg bevillingen endelig, så sender jeg dig den og de papirer jeg har i mit værge, rekommanderet; tinglæsningen kan jeg selv ta med mig, og så er der ikke noget til hinder for at jeg kan reise herfra den 29de marts. Altså om en 8 dages tid, nei ti i dine, dine arme! Blir det at udholde; jeg er færdig til at sprænges af fryd. Bare jeg nu kan holde mig i skindet og ikke blive rent ude af mig selv for glæde. Denne gang er det først rigtig skjønt at møde dig, – det er for alvor for alle menneskers øine, for livet. Nei du gode gud for en lykke dette dog er! jeg siger som du: at et menneske virkelig skal opleve sligt. Forresten kan du tro det var traurigt i Fr.hald. Jeg græd hvereneste dag, rigtig storhulkede, når vi talte om stakkels Bernhard. Og så var moderen syg, og jeg fik en græsselig angst for at hun skulde dø, og hun sa selv at hun gjerne vilde det, men tog det straks i sig igjen, og forsikrede at hun hverken vilde eller kunde dø, da hun så mig kaste mig over hende, og hulke mig rent istykker. Men så havde vi det muntert indimellem, når jeg fik moderen til at le så hun bad om nåde, og når hun sad og var fornøielig, men med hende havde det ikke den gamle art. Sidste aften kom vi ind fra Schjøtts kl. 1; så sad Ludvig og jeg og snakkede til kl. 3, så lå jeg resten af natten og strøg af fyrstikker i hvert øieblik for at passe på klokken, og da den var 5 gik jeg ud og vækkede pigen, og gjorde mig istand. Toget gik et kvart før 7 så der var god tid. Så gik jeg ind, og sa farvel til Ludvig, han lå i sin seng, men han vilde plent op, skjøndt jeg bad ham så inderlig la det være, han som skulde læse kl. 8 og trængte så vel den smule søvn. Men der var ingen råd; op vilde og måtte han, og så fik han sin villie. Og så, da han kom ind, tog han mig ind i sine arme, og sa så meget kjærligt til mig, mens tårerne strømmede over hans kinder. Og jeg der var som en sluse med en yderst skrøbelig dæmning for fossede rent over i gråd med hovedet på hans skulder. Slig har jeg ikke grædt på mange herrens tider, som jeg gjorde dernede i Halden nu. Jeg så elendig ud, rent udgrædt, da jeg kl. 12 stod i min dagligstue, men alligevel var jeg i selskab igåraftes til kl. 1, og idag har jeg været aldeles kjæk. Du, Müller har skrevet at han når jeg reiser vil ha gutterne til sig, for at ha lidt godt af dem ude på Ask en tid.^k1207 Så vil han få en plads for Ludvig i Bergen, og sende Jakob på kontor i udlandet. Han vil at de begge skal gå til handelen, og påstår at han ikke har råd at lade selv bare Jakob studere. Der er begået en stor feil dengang ved skilsmissen, at der ikke blev sørget ordentlig for gutterne. Jeg vidste ikke andet end at alt det var i den skjønneste orden, men der var en mangel etsteds, og nu da det har gået så tilbage med forretningen, har han disponeret over den pengesum. Men at Jakob ikke skulde få blive student, gik jo ikke an. Ludvig sa straks at Jakob kunde komme ned til Fr.hald og bo hos ham og ta sin art. ved Fr.halds skole, men Helland sa at det var så upraktisk at la gutten skifte skole; han skulde bo hos ham de par måneder og ta sin eksamen ved sin egen skole. Helland er umådelig glad i Jakob og Jakob liker også Helland så godt, og gamle fru H. var bleven så glad at hun ikke vidste hvad fod hun skulde stå på fortæller Helland, da hun fik høre at Jakob skulde bo der. Dette kan jo faren ikke sætte sig imod, når han ingen penge får at betale for ham; så får han jo siden sende ham til udlandet eller lade ham studere, hvad han vil; han er et meget ubeslutsomt og vægelsindet menneske. At Ludvig kan få en bedre og fordelagtigere plads i Bergen end den han har her, vil jeg gjerne tro, da jo Bergen er en blomstrende handelsby. Imidlertid er der dog en mulighed for at Ludvig bliver her, såsom Müller sa, at kunde jeg få plads for ham hos Sten & Strøm,^k1208 et meget anset firma her, så vilde han lade ham blive. Nu har firmaets chef omtrent sagt ja til forespørsel fra min side. Både Ludvig og Jakob er nu så mærkelig filosofiske af sind, og tager livet så vidunderligt roligt og fornuftigt. De vil gjerne blive handelsmænd, når deres far ikke har råd til andet, siger de begge, – det gjælder jo at blive til noget i verden, og det kan være det samme hvor vi er til en begyndelse; det er to kjærnekarle. Men jeg vilde altså i ethvert fald være bleven nødt til at skilles fra dem ved denne tid. Jeg var enten reist til Amerika, eller jeg havde ægtet en af disse mennesker her i landet som jeg kunde ha fåt, det vil sige – hvis jeg ikke havde kjendt og elsket dig! Det er dig, som er skyld i at fremtiden lig[g]er så lys og livsalig og sød og smilende foran mig. Jeg fik forleden et sødt og kjærligt brev fra din mor,^k1209 hvori hun siger mig hvor velkommen jeg er hos hende. Jeg har skrevet til hende iaften, men jeg eier ikke mere end frimærker til dit brev; kl. er 12, så jeg kan ingen få, altså lægger jeg det indeni dit, og håber at det ikke bliver overvægt. Du må straks besørge det for mig. Du får dette brev på lørdag; det er sandsynligvis det sidste lørdagsaftensbrev du får fra din elskede. Næste lørdag vil jeg være på vei til dig. Bare du nu har betænkt mig med brev, at jeg ikke skal gå den sidste lørdagsaften med et skuffet håb i seng. Men har du været vred på mig, har du måske ikke skrevet; det vilde dog være en for hård straf for mig. Lad mig se, nu skriver jeg sandsynligvis på mandag, og så måske på onsdag, som du får fredag, eller rettere på torsdag, så får du det lørdag, mens jeg er underveis, skjøndt jeg ved ikke jeg. Jeg er ør af al den travlhed; vent bare ikke mere noget ordentligt brev fra mig. De vil være i telegramstil med en håndskrift som ikke er at læse. Du gode gud, hvor meget jeg har at gjøre. Og når jeg tænker på farvellet til gutterne bløder mit hjærte, men når jeg så husker på dig svinder al min smerte. Godnat du elskede! der lå et yndigt, deiligt, bedårende nattebrev til mig, da jeg kom fra Halden. Tak du elskede.

Din Amalie.

Torsdag Aften den 20 Marts [1884]

Du søde Unge, så fik jeg helt overraskende et lille Brev fra Dig i Aften. Jeg havde efter dit Telegram imorges slet ikke ventet det. Det var inderlig dejligt, jeg er helt frisk i Sindet nu igen. Og Du har gået og været lidt sint på mig i Søndags; det var også Synd med den Fejltagelse af Gutterne – fik Du så begge Brevene på en Gang? Nå og hvordan står det så til i Fredrikshald? Det skriver Du vel lidt om i Brevet imorgen. Men hvad er det Du har så svimlende meget at bestille med? Tænk min Dumhed, at jeg ikke rigtig véd hvad det kan være. Jeg er glad for de Hilsener, dit Brev indeholdt, jeg vil så gerne være i god Forståelse med din Moder og Ludvig. Jeg tænker mig Stump, at jeg ved at lære dem at kende kan trænge endnu bedre ind i Dig, få et eller andet lille Glughul opladt ind til din Natur, som jeg endnu ikke har kigget ind ad – Du er nu slet ikke sådan at få kigget igennem på én Gang. – Men Amalie det må nu altså være vist at Du kommer afsted på Lørdag 29. Skulde Bevillingen ikke være i dit Værge senest Tirsdag, så søg Audiens hos Ministeren, og hvis det kniber hos den Kronprins, I nu har som Vicekonge. Det er dog for galt, om ikke den Ting kan blive besørget. Jeg tror virkelig jeg bliver syg, kommer ikke Bevillingen og ikke Du afsted i rette Tid. Pus Heiberg på ny op i Ministeriet, gør Dig vred, gør alt muligt, husk at jeg sidder her nede i Elendighed, om nu noget slår fejl. Vi har ventet længe nok, og jeg synes nu så temmelig tappert. Det er mig næsten ufatteligt, når jeg tænker tilbage, at den Tid er gået, som den dog er. – Jeg var i Morges hos Knudtzons i Anledning af Berthas lille Brev om Pigen. Hun hedder Ane Marie, er 34 År, fra Landet har gode Anbefalinger, skal have 14 Kr om Måneden, men kan Strygning, det sparer for mit Vedkommende omtr 6–7 Kr månedlig. Gamle Fruen fortalte mig, at de venter Beli m.m. (staver han sit Navn således?) på Fredag.^k1210 Sig mig Du, var han ikke bedst til Forlover? Hvis din Broder da ikke kommer. Det er jo udmærket med dette Sammentræf. Du ser, at alt samler sig om, at Du skal afsted på Lørdag. – Jeg sidder midt i en Afhandling om «Familjen på Gilje» til «Tilskueren».^k1211 Det vil ikke rigtig gå jeg synes jeg har skudt mit Krudt ud efter kun at have skrevet 3 små Sider, men Klokken er ½ 12 jeg vil vente til imorgen; jeg har fri for Rigsdagen, så må jeg kunne arbejde til Aften, da jeg skal i Teatret og derefter i Selskab ɔ: jeg ser kun den halve Forestilling. Her er også for varmt i mit Værelse, jeg går nu ned med dette Fillebrev, spiser så lidt til Aften putter mig i Seng, tænker lidt på Dig – det gør jeg hver Aften før jeg sover – falder så forhåbenlig i en god Søvn, vågner imorgen Kl 8, tager mit Styrtebad og går så hjem og skriver.

Du min elskede! Den karmoasinrøde Farve synes jeg nu er fløjesblød [sic] og smuk i dit Værelse, og den brune er nu aldeles fortrinlig i Midtstuen, der ganske vist er mørk i det ene Hjørne men bliver mageløs hyggelig alligevel.

God Nat, Du min Livsens stolteste Bedrift og Håb, min Sikkerhed, mit Jegs eneste Forklaring, min Tilflugt, min Udvikling, mit Alt!^k1212

Din Erik

Kr.ania 21-3-84.

Så sender jeg dig da endelig engang de nødvendige dokumenter. Tinglæsningen kan jeg selv ta med mig, er den ikke færdig, kan man jo endog i nødsfald sende den efter mig. Jeg tror at den skal være færdig til den 28de, altså dagen før jeg reiser, men jeg er dog ikke så sikker i dette. Det er ikke noget egentlig brev jeg skriver. Helland sidder i stuen og læser avisen; vi skal gjøre noget sammen, og så er han kommen på mig før jeg var færdig. Bare du nu har skrevet til mig elskede, og ikke været hevngjerrig, men det er du elskede. Ja, havde jeg ikke været, var vi aldrig bleven gift, du vilde jo slet ikke du, hvorfor du ikke vilde kan jeg ikke begribe igrunden og når jeg ret betænker det, er jeg næsten lidt ærgerlig på dig. Hvorfor var det ikke dig som sa: «Du skal og må gifte dig med mig?[»] her var det mig som måtte optræde virksomt, og så at sige tvinge dig, du dumme gut, som havde ladet mig smutte fra dig, bort fra dine arme, og din tilværelse. Det havde været en evig skam for os begge, om vi ikke havde holdt sammen for resten af vort liv, og du, som dog elskede mig så høit, for det gjorde du!

Jeg får ikke noget piano med mig hvilket er kjedeligt, da det hører til i en hyggelig stue. Men sagen er at jeg sidst jeg flyttede solgte mit gamle, det var så umenneskeligt tungt og stort, at det gik på livet løst, når det skulde flyttes; aldrig kom det fra et steds til et andet uden at lide en eller anden skade med påfølgende reparation; det var ikke til at håndsame for tredemensionsmennesker [sic]. Altså jeg solgte det, fik det dårligt betalt, satte pengene i banken for senere at kjøbe et mindre, og leiede midlertidig et andet. Men nu da denne elendighed kom på, med denne arme enkefrue, som havde de 5 nødlidende børn, tog jeg ud af banken 200 kr. til hende i den tanke at jeg senere kunde godtgjøre mig mit udlæg af de indkomne bidrag. Endskjøndt jeg fik ind alt i alt lidt over 500 kr. var det dog en umulighed, at tage tilbage et eneste øre; hun fik efterhvert som pengene kom; og nu kan jeg ikke kjøbe noget piano, umuligt; var jeg bleven her kunde jeg fået et på afbetaling, men siden jeg forlader landet kan jeg ikke det. Kanske jeg kan gjøre det i Kjøbenhavn, for jeg vilde så gjerne ha pianoet igjen. Hvis du anede med et glimt af forestilling, hvormeget jeg har at bestille, så ventede du ikke mere brev fra mig. Det er utroligt. Adiø for idag; jeg må slutte.

Din Amalie. –

Lørdag Aften den 22 Marts 84

Jo Du søde der lå jo et lille Lørdagsaftenbrev til Dig – men véd Du, at Du igår bedrog mig for Brev? Dit Telegram nævnede udtrykkelig Brev Fredag. Det er vist gået Dig af Glemme. Men jeg vil ikke, ikke i allerfjærneste Måde nu gå i Rette med Dig, jeg var naturligvis skuffet igår, men så er jeg så meget desto gladere nu i Aften ved dit Brev. Min sødeste yndige Pige, at alt nu virkelig skal gå i fornuftig Orden, og at jeg på Mandag Morgen skal have de længselsfuldt ventede Papirer i Hænde! Pyt, om jeg tror det. Men jeg tror det alligevel, om end mit Hjærte allerede nu banker i ængstelig Spænding. Det er formelig, som sad jeg og ventede på Dig selv. Men hør, tænk Dig Amalie, at Du skal være hos mig nu imorgen 8 Dage, det er jo en Fabel, et Sagn, en Vidunderlighed, som ingen kan begribe. Hvorledes egenlig denne Uge skal gå – om jeg på Lørdag Nat vil få sovet en eneste Smule, nej Ven jeg er allerede så forunderlig betaget lyksalig, at jeg formodenlig vil gå den hele Uge som et nattevandrende Spøgelse uden Rist eller Ro. Og jeg har dog så meget at bestille, som skulde kræve ordenlig Hvile. Du jeg har først at få færdig en lille Afhandling om «Familien på Gilje» som nu med Afbrydelser plager mig på tredje Dag, så er der Teater med nyt Mandag og Onsdag, et Brev til Dgbladet, en Novelle (?) til UdeogHjemme,^k1213 jeg ulykkelige, som så har min Kærligheds Lyksalighed at trækkes med! Hvad skal jeg dog gjøre. Men Stump jeg svælger for Resten i den Følelse at være et fornuftigt Menneske, som bestiller noget samtidig med at jeg er ved at miste Forstanden af Kærlighed og ganske sikkert gør det på Søndag, når Du falder i mine Arme. Men hør nu Amalie medens jeg er ved mine fem: husk at assurere dine Sager samtidig med at de tages ombord, spørg Expeditøren hvorledes sligt laves. Og hvis Du kan få Tinglæsningsdokumentet Onsdag og sende mig det om Aftenen så må Du ikke forsømme det, så kan jeg nemlig levere det i Magistraten allerede Lørdag og dermed har vi vundet at kunne bestemme vor Vielsesdag næste Uge med større Frihed. Det bliver 3 eller 4 April, hurra! – Min egen bitte lille Pige, som måtte græde sådan i Frederikshald. Godt at det ikke var tunge Tårer, de har jo dog ikke gjort dit Sind Fortræd min elskede. Det synes af din Tavshed desangående at være sikkert, at Ludvig ikke kommer her ned til Vielsen. Jeg vilde så gerne have haft det. Han kunde for øvrigt som Udlænding ikke have været Forlover men det gjorde jo ingen Ting, det var hans Tilstedeværelse, jeg vilde have sat Pris på både for min egen og for din Skyld. – Spørg, om Du ikke bør have en Erklæring hos Expeditøren om, at det altsammen er brugte Sager til dit eget Brug, som Du fører med Dig, for Toldens Skyld nemlig. Brugte Ting til eget Brug indgår toldfrit. – Du søde dejlige elskede Ting, som jeg sådan uden videre om kort Tid kan lige frem stryge henover Kinden og se lige ind i Sjælen, for Amalie jeg vil se Dig lige ind i Sjælen fra nu af altid – hvis Du tror, at Du kan få Lov til at blive en Trold sådan for egen Regning herefterdags, så tager Du rasende Fejl, jeg skal være med i alt også i din Troldskab, og jeg skal underminere den og tilintetgøre den og elske Dig, tossede Pige, som er så indbildsk – Unge hvis Du bliver rigtig sød, vil Du have rigtig godt af af [sic] at blive gift med mig – det var slet ikke det jeg vilde sige. Min yndige Pige, som dine Sager nu står med Müller, der begynder for Alvor at tale om sine slette Pengeaffærer – han gør dem for øvrig naturligvis ikke mindre slette nu end de er – kommer forekommer det mig dit Giftermål med mig op i en hidtil ukendt økonomisk Glans – det bliver så formodenlig også den eneste Glans af denne Art det får – og jeg er henrykt derover. Men hør nu Stump, Jakobs Forhold har jeg fået Greje på – Ludvig derimod véd jeg ikke rigtig Besked om. Hvis han bliver i Kristiania, hvor skal han så bo? Det har Du ikke sagt mig. At Jakob kommer til Helland – nå, denne Mand er jo brav, om han end ikke sprækker af Venskab for mig. Som jeg længes efter disse to Gutter, og som det i Grunden gør mig ondt dette med Faderens Villen have dem hos sig, og denne Udsigt til en relativ Smalhans, som vil vanskeliggøre et Besøg hos os, ja det Stump, forstår Du måske endnu ikke helt – jeg havde dannet mig mange Fantasier om os fire. Nu kun Godnat Du elskede snart har jeg Dig – for Alvor, Alvor! Brevet til Mama er besørget. Længes Du efter mig Amalie?

Din Erik

Kr.ania 24de marts 1884.

Nei, min elskede, jeg havde ikke glemt dit fredagsbrev, jeg troede at du først på fredagen vilde få det, der var skrevet i Fr.hald, som kom dig ihænde allerede torsdag. Det skulde, tænkte jeg gå over Kr.ania, og kunde derfor først komme afsted torsdag morgen, men nu ser jeg at det er kommet snarere afsted. Så har du gået og ventet forgjæves også på fredag, og været ærgerlig på mig? Ja, ja min søde, elskede Erik, nu er denne ventetid straks overstået; at den har kunnet gå, forekommer mig nu noget nær et under, nu er der blot 5 dage tilbage, og jeg går i en feber med et boblende glødende blod; glæden skyller som høie bølger henover mig hvert øieblik på dagen; det er som jeg alt i et mister veiret. Jeg er så grænseløs lyksalig, – jeg drømte ikke om en sådan frydefuld rigdom af lykke og glæde som den du har bragt over mit hoved. Men hvorfor siger du at jeg er indbildsk? For mene det, kan du dog vistnok ikke. – – Her blev en lang afbrydelse, Wullum og frue kom op, og har siddet et par timer; nu er kl. et kvarter over 12, og nu må jeg skynde mig for at ikke være altfor træt og låk til imorgen, da jeg har ligesåmeget at gjøre, som alle disse travle dage. At du ikke kan begribe at jeg har det travlt! Det er virkelig dumt af dig, en mangel på evne til at sætte dig ind i sager og ting som du ikke netop ser foran din næse. Men det skal jeg fortælle dig altsammen, når jeg kommer. To mennesker der elsker hinanden som vi, – det er dog en overmenneskelig fryd! Hvor jeg er dig taknemmelig og hvor jeg skal elske dig, elske dig. Det som du engang sa, og som gjorde mig så alvorlig og betænkt, at jeg ikke havde stor evne til at elske, eller måske det var at du havde langt større evne til at elske end jeg, tror jeg ikke længer på. Ingen kvinde kan have en større evne til at elske, elske en mand, end den jeg har til at elske dig, men den har rigtignok udviklet sig og vokset for hver dag der er gået siden jeg først på Mjøsdampskibet følte mig besværet af en ganske ny ubehagelig fornemmelse, der altså var en spirende knop til en kjærligheds blomst, ja det klinger nu så affekteret, men er det i virkeligheden ikke. På onsdag skal Hellands holde «sørgefest» for mig, der skal være en mængde mennesker, men det er det eneste afskedsgilde, der blir givet for mig. Til alle andre, har jeg sagt nei, jeg orker ikke at gå i disse selskaber nu meddetsamme jeg skal reise, og har bedet så vakkert om lov til at slippe. Jeg går heller ikke omkring og siger farvel; dem jeg ikke træffer, sender jeg bare mit kort. Der er bleven sat gale farver i stuerne mærker jeg; den røde skulde været i midtværelset, for det skulde jo været dagligstuen; og den anden indenfor, nærmest soveværelset, spisestuen. Der blir ikke rum for det grønne møblement, uden i den største stue, og der skulde også lysekronen hængt. Jeg syntes vi var aldeles enig, og på det rene med dette dengang vi så på leiligheden, men skidt, det gjør ingenting, når jeg bare er, er hos dig. Tænk på søndag, på søndag! Men der kommer vel noget iveien, kan du tro, eller vi går under med mand og mus, hvordan er det muligt at denne lykke skal times mig, – jeg tror, jeg tror det ikke før jeg ser det. Jeg skal undersøge det med tinglæsningen imorgen, men fristen er vist ikke udløben før om nogle dage, det jeg kan tro. Om erklæring for at det er mit eget møblement jeg flytter med mig, har jeg talt til ekspeditøren, og det er i orden, jeg får et papir med hvorpå det står. Assurere skal jeg også huske at gjøre, men det er jo ligesom du skulde tænke vi forliste, og det er da umuligt! Det er godt at du har fæstet pige; jeg er glad for det. Josefine var umulig; hun er så rå indvendig. Jakob sa i aften: «Josefine er Regine Engstrand op ad dage, har du ikke set det?»^k1214 Og det slog mig hvor sandt det var. Akurat hende. Så usigelig kold beregnende og så rasende pengegrisk, og ingen følelse, ingen medmenneskelig godhed, – jeg har en følelse af at ha været så uhyre meget for god og fin til hende, den hele tid, og så har jeg måttet rent la mig mishandle før at det skulde gå op for mig. Men sådan er det altid med mig, folk som jeg ikke holder af i den forstand at jeg har givet dem noget af min sjæl, kan jeg tåle usigelig meget af. Jeg er for stolt og overlegen til at lade mig fornærme, og så glemmer jeg det altsammen i næste nu. Så brutalt som hun nu har taget denne skuffelse at hun nu siden hun var løs og ledig og gjerne vilde, ikke fik blive med mig til Kjøbenhavn. Det er næsten afskyeligt. Det er moderen som har reddet mig fra at tage hende med, og det skal hun ret have tak for; jeg ser nu at hun kunde gjort mig megen fortræd i sin daglige omgjængelse dernede. Jeg får en liden kasse vin med mig, – det er resten af beholdningen efter Vilhelm, nogle flasker rødvin, portvin, et par flasker kognak og dram og en enkel halv krukke kuraceau. Du, jeg bringer med mig en røi og en tiur, den slags vildt ved jeg ikke om I har dernede, og så kan vi give vore første middagsfremmede det, det blir vel din mor og søstre og With vel? Ellers har jeg ingen madvarer med, jo smør får jeg tilovers af i husholdningen, så den rest tar jeg med, og alt hvad der ellers findes i spisekammeret. Hvor skal vi sætte de lange speile? Når der ikke er to fag vinduer i stuerne, er der egentlig ikke god plads for speile, men vi får nu se, – det ene tar jeg nu i soveværelset, men så er der to foruden. Dit lørdagsbrev var henrivende deiligt! Er det virkelig sandt? Er jeg, har jeg været alt det for dig? Du elskede, deilige som havde bevaret dig selv således i livet, at du havde brug for mig!

Din Amalie.

Tirsdag Aften den 25 Marts 1884

Tænk Dig min yndige Stump, så umættelig jeg er, jeg kom hjem fra Teatret i Aften med Tro på, at der dog muligvis lå et lille Brev fra Dig – jeg synes, at jeg har dine Breve behov nu mere end nogensinde skønt der nu kun er Dage – 5 – til at jeg har Dig i mine Arme. Amalie Kærlighed er en slem Ting, jo mere den får, jo mere venter og forudsætter den. – Men Du min lille Unge Du har vel også nu en Aften ventet forgæves på Brev, Du har trot, at jeg igår lige efter Modtagelsen af Papirerne har sat mig til at melde Dig deres rigtige Ankomst. Jeg burde have gjort det – men Amalie bogstavelig jeg havde ikke et Øjebliks Tid. Jeg kunde end ikke gøre andet end lukke dem ned i en Skuffe, det var mig umuligt at gå til Borgmesteren med dem, en Artikel skulde skrives, jeg var tre Dage bag den lovede. Alt måtte skydes til Side for den. Og jeg var uoplagt, havde ikke en Tanke, havde sovet ondt om Natten, havde ligget af Hovedpine hele Søndag Frmdg, været i Middagsselskab med Hovedpine, drukket den bort i Rødvin, og var nu kun i Grunden optaget af min Kærlighed, en underlig febrilsk Tankegang, som løb omkring i mit lidt matte og endnu noget skrøbelige Hoved. Kl. blev 2 om Natten og endnu sad jeg ved Skrivebordet og vidste næppe, om der var Mening skabt eller ikke i det, jeg havde skrevet. Så gik jeg i Seng, var oppe igen Kl ½ 8 satte en Slutning på Artiklen, fik den afleveret, har arbejdet strængt i Rigsdagen idag, fået Forloverattest, skrevet Ansøgning om Ægteskabsbevilling men blev for sent færdig fra Rigsdagen til at kunne komme i Magistraten, der lukker sine Kontorer Kl 4, måtte skynde mig med Middagsmaden, hjem, tilbage til Dagmarteatret, så et Par Timers Stykke,^k1215 har skrevet Artikel og er nu så udaset og ødelagt i min Arm – den har fra gammel Tid en Svækkelse af at skrive – at jeg kun kan give Dig et Par Ord, min egen elskede Ven. Min Amalie, jeg véd ikke, om det er Dig imod, men idag for at få Tingen færdig anmodede jeg Rothe foruden With om at skrive på Forloverattesten – den skulde affattes efter en vis Formel, og den havde jeg først nu fået – der er altså ingen Knudtzon, men gør det noget? Ønsker Du, at vi skal vise Frederik eller Beali (hvordan Fanden staver den Mand sit Navn?) en Opmærksomhed i Anledning af Bryllupet, så – nej bede dem om at være med, går ikke, men det skal jeg fortælle Dig når Du kommer her ned. Men altså at Du véd dette søde elskede Ven og kan i Tankerne skænde på mig, om jeg skal have Skænd. – Imorgen Stump er det sidste Aften det kan nytte at skrive til Dig, og jeg skal skrive, men noget langt Brev må Du ikke vente. Der går på det kgl Theater et nyt Stykke af Fritz Bendix,^k1216 og efter Teatertid har han bedt mig om at komme hjem til sig. Du forstår, at dette er en særlig Højtidelighed som jeg ikke kan sige nej til. Desuden må jeg vistnok allerede imorgen Aften skrive om Stykket til Mrgbl.^k1217 og hele Dagen imorgen vil gå med Arbejde på en Teaterartikel fra i Aften – jeg har to at skrive – og Rigsdag, som bliver hvas og Magistratsbesøg, imorgen skal Ansøgningen indleveres. Du ser således Stump, at det bliver en Gåde, når jeg får Lejlighed til at sende Dig min sidste skriftlige Hilsen – – ak lad mig håbe på urimelig lang Tid.

Men nu god Nat min dyrebare nødvendige Skat på Jorden.

Din trætte Erik

Onsdag Nat Kl ½ 3 [26/3/84]

Dit Brev er for yndigt, for altfor dejligt – Amalie jo Du er alt for mig i Livet, til Dig vender alt tilbage går alt ud. Jeg føler det så vist, jeg véd det, derom er der, kan der ikke være nogen Slags Usikkerhed. Hvad i Verden tror Du Unge, at jeg har levet på i den Tid Du har kendt mig andet end Dig? Fra det Minut jeg sad i Kupé ved siden af Dig, så Dig rode i din Lomme på den Frakke, jeg elsker, som når den ikke kan bruges mere, skal bevares i vort Hjem, skattes, som et Harnisk, der havde tjent sin Herre trofast, i gamle Dage vel er blevet, fra det Øjeblik har der foregået i min Sjæl en Udviklingsproces, den, som gør, at jeg har Mod til at tro, at jeg er Dig værd som Mand. Amalie jeg elsker Dig. – Jeg skriver ikke mere i Aften. Stykket gjorde ingen Lykke, det var mig svært at skrive min korte Anmeldelse, og bag efter blev vi det længst mulige for at lade, som om alt var godt. Nu må jeg sove, jeg vil op i god Tid imorgen så føjer jeg et Par Ord til. Du min egen yndige Unge, snart er Du min, min søde trofaste Hustru – God Nat.

Torsdag Morgen Kl ½ 8

Fra dyb Søvn sprak jeg pludselig op med Frygt for, at jeg havde forsovet mig. Det kneb i Nat med at få Søvnen til at komme, jeg var bleven så årvågen, mit Hjærte kommen i en sådan Bevægelse, jeg måtte drikke et stort Glas Brændevin, så sov jeg. – Du og Gutterne skal have en Hilsen fra mig sidste Aften I er sammen. Er I tre alvorlige ved Afskeden, så er jeg det med. Du véd min elskede, at det har spillet en stor Rolle for mig dit Forhold til dem, inden der var Tale om, at Du kunde skilles fra dem, nu da det ikke længer er mig, der skiller jer ad, er jeg så modig, at jeg uden Frygt havde taget det på mig. Det er Dig og dem, der har indgivet mig denne Følelse. Jeg længes efter Dig Amalie og tager imod Dig uden Spor af nogen Slags Tvivl om, at Du og jeg skal leve sammen, men jeg er glad ved, at jeg har fået Dig til Givende af dine Sønner med, sig dem det. Når vi nu er gift, min Stump, så er vi to her nede, som vil følge ethvert af deres Skridt med en Følelse af at være personlig delagtige i alt hvad de foretager sig. Vil Du fortælle dem at de aldrig må tænke sig Muligheden af, at jeg skulde kunne ville – hvis der var Tale om at jeg kunde – stjæle det mindste Smule Gran af din Kærlighed til dem. Jeg har din store Kærlighed: vi tre, Jakob, Ludvig og jeg er som Delere af en uhyre Formue, der ikke kan måles, vi kan ikke komme op at skændes om den: vil den ene have mere, så tag! Hils nu Jakob og Ludvig fra mig, tak dem, fordi de har givet mig deres Venskab og fortæl dem, at jeg længes efter at se dem her nede. –

Min egen elskede Stump jeg har snydt Dig med Stuerne, men det har jeg været nødt til, hvad jeg i et Minut skal vise Dig, når Du ser, hvorledes Tingen hænger sammen. Du skal assurere, for I kan løbe på Grund og få Skibet fuldt af Vand, medens I selv klarer jer prægtig i Både osv. Godt at Josephine ikke kom med. Tænk det Ansvar man har med sådan en Pige der følger en – tilsyneladende i Hengivenhed. Hvor dine Bemærkninger om dit Forhold til hende er rigtige, jeg måtte nikke bekræftende og snakke højt i Anledning af dem i Nat. Godt med Fetaljen Du bringer, men Vinen burde formodenlig være solgt den skal fortoldes, antager jeg. – Kom altså ned min henrivende dejlige Hustru, bliv min for bestandig! Hjælp mig at leve, så skal jeg hjælpe Dig. Det er en bedårende Drøm at Du kommer, det er en Lykke uden lige når jeg har Dig.

Din Erik

Igår var jeg hos Borgmesteren. Det Forlangende om Skifteerklæring skriver sig fra at her skal Formuesforholdet mellem skilte Ægtefæller ordnes ved Skifteretten. Lad en Bemærkning blive tilbage til Heiberg om at han mulig bliver anmodet om at skaffe en Skifterets Erklæring – hvis Du og Müller da i sin Tid har været for en Skifteret.

Torsdag aften sent. [27/3/84]

Min elskede Erik, hvor var jeg lykkelig at jeg iaften fik de få ord fra dig, du søde. Jeg var naturligvis skuffet igår, usigelig skuffet men nu er jeg glad og rolig, og fryder mig til at blive gal af ved at tænke på at søndag, – nei det er ikke til at sige. Du dumme gut, som ikke vilde havt mig; kan du mærke hvorledes vi passer sammen, hvorledes vi elsker hinanden, hvor usigelig meget godt vi kan gjøre hinanden! Men der er ikke tale om at dette bliver et brev, jeg sidder mellem pakkasser og embellarede møbler, og er sinssvag [sic] af træthed; jeg går med pakningsfolk i ét eneste kjør, render ærinder, husker på tusinde ting på en gang, gjør istand for gutterne, betaler regninger, tager imod farvelvisitter og er i selskab om aftenen (fik du telegram igåraftes?)^k1218 og er under alt dette rent ør af glæde og lykke over dig. Ak nei det er aldeles uudsigeligt hvor lykkelig jeg er, snart skal jeg kysse al min glæde ind i dig, du utrolig elskede. Jeg må slutte. Det er mig så aldeles knusende ligegyldigt hvem der er forlovere. Jeg vil slet ikke ha nogen af Knudtzons med til brylluppet, ingen vil jeg ha med bare os to og hvis det er nødvendigt disse andre to. Idag fik jeg først tinglæsningen.

Din Amalie

Det sidste brev jeg sender dig! Hurra! Levvel til på søndag!

24de septbr. [1884]

Jeg er netop kommet tilbage fra fru Wulf;^k1219 hun havde sagt til mama, at der var så meget hun endelig vilde give dig besked om inden du reiste; da jeg så kom hjem igår, havde hun været her, og så gik jeg derop idag kl. 11, for at spørge om det var noget jeg kunde skrive til dig. Nu har jeg spist frokost og skal nu til at fortælle hvad hun sa. Ja, det var så meget om to bisper på en kirkegård, som du endelig måtte se, og om nogle volder i nærheden af Sjørring tror jeg, og om 13 kjæmpehauger på rad, og om et tjørnetræ, hvortil det sagn knyttede sig, at når kongen engang bandt sin hest i det, var det ude med Danmark, og om Klitmøller og et fyrtårn og nogle dejlige skrænter ved en fjord. Træet måtte du ikke glemme, det var så mærkværdigt. Du måtte endelig besøge hendes datter; de ventede dig; derfra kunde de kjøre dig ned til Vesterhavet, og der fik du meget at vide. Jeg skulde været med på denne tur sa hun; den var meget interesantere [sic] end den i Hanherrederne, så kunde jeg boet i præstegården, og du derfra gjort dine udflugter. Hun var meget elskværdig og snil, – hvor hun kan snakke! Hun havde sét Judic^k1220 og ærgrede sig rasende over sine penge; hun fandt hende ækkel, og ikke spor af pen engang.

Tak for dit telegram som kom imorges. ^k1221 Hvorfor har du ikke fået tid til at skrive? Hvad har du været så optaget af? Jeg troede du havde skrevet den første aften fra Sruer^k1222 eller hvad det sted hed hvor du skulde overnatte og ankomme temmelig tidligt, såvidt jeg husker. Jeg var igår i Folketheatret med frøken Pryds. ^k1223 En «Valgdag» var ikke svært morsomt syntes jeg, altfor karrikeret, og dertil så langtrukkent, men det andet Vebæk[sic] –Skods- o.s. v.!^k1224 som jeg fornøjede mig! Jeg lo flere gange så højt, at det var en skandale; jeg vidste ikke af det, før jeg brast ud, og så var det forsent og hjalp lidet at jeg tog lommetørklædet for munden. Iaften skal jeg der igjen, og glæder mig græsselig. Jeg er gal efter det stykke. Tænk jeg har overtalt mama til at gå med mig, – jeg synes det er så fornøjeligt at hun har sagt ja. Så går jeg og henter hende. Jeg var deroppe igår for at få Emma med mig; hun kunde naturligvis ikke – som de to pigebørn arbeider! – og så strøg jeg lige til frøken Pryds, og bød hende billetten, det var igår forstår du, – hun blev så glad, kom hæsblæsende her kl. 7 og gjorde mange undskyldninger fordi det var så sent hvad jeg til ingen nytte forsikrede hende var aldeles overflødigt. Hun havde forresten slig ond ånde i theatret at det var en sand lidelse; stakker, – det var fælt. Vi havde brilliante pladser, parketlogen tilvenstre, første bænk 7–9. Hun fornøjede sig udmærket og var så taknemmelig. Fra Abraham fik jeg et meget elskværdigt svar;^k1225 hvis jeg blot vilde gå hver eneste aften og ta med hvemsomhelst, vilde jeg volde ham en stor glæde o.s. v. På fredag kunde Emma – sa hun, og vilde så gjerne derhen; vi aftalte at gå sammen på fredag. Men da jeg igår kom hjem lå der brev i kassen fra fru Ida Hansen^k1226 med invitation til dig og mig til på fredag kl. 5. Jeg skrev straks, og sa at du var bortreist, og at hvis der ingen var som om aftenen skulde samme vej, så måtte jeg altså renoncere på fornøjelsen. Men hvis hun nu svarer at der er følge for mig, så blier det ikke af med Emmas og min teatergang, og det er rasende kjedeligt. Synes du det er stygt af mig at gå til Hansens når jeg sa ja til Emma, at jeg kunde på fredag?

Fru Wulf sa at hvor hun gik og kom i denne tid holdt folk på med at bedrive tankelæsning. Efter hendes sigende må Otto Bentzon være meget flinkere end Bispop [sic],^k1227 men tænk, der er bare et eneste medium han kan bruge, en ung fyr, bly nervøs, en ven af Ulf Hansen, som havde været der for leiligheden. Du kan ikke tænke dig hvad for ting han havde udrettet. Tilsidst var de begge så udmattede, at de måtte holde op; de fik hodepine af det. Hun sa det kom så græsselig meget an på mediet, og nu er jeg sikker på at det bare var derfor jeg ikke kunde finde knappenålen, fordi du er et så slet medium. Besynderligt at jeg ikke straks faldt på det. – Jeg har udrettet alt hvad jeg skulde for dig, sendt til Gallschjøt, til Lund, hævet pengene i Ude og Hjemme; der havde de sagt, at hr Skram selv havde hævet 10 kr; men hun fik det, du havde sagt hun skulde ha alligevel, du talte noget om at de vist havde snydt dig, kan du huske, – måske det er de 10 kr. du selv har hævet og glemt at du har hævet. I banken har jeg også været; jeg mødte Chr. Rothe på Kjøbmagergade; han hilste så alvorligt, anderledes end han pleiede, syntes jeg. Han er vist stødt over et eller andet, kanske over at vi aldrig bad ham, eller spurgte til ham i den lange tid hans familie lå på landet. Jeg ved ikke, jeg. Jeg traf din tante Mathilde igår hos din mor,^k1228 hun er altid så venlig og snaksom når jeg ser hende. – Du har ikke havt rigtig godt vejr vel? – men ikke rigtig stygt heller?; mandag aften var her syndflod og lynild, – da var jeg meget bange, sad og krøb sammen på en stol snart inde hos dig, og snart i den anden stue, indtil det gik over. Jeg har taget mod til mig og talt til Josefine om stopningen;^k1229 resultatet skal du få mundtligt. Det blev til et kompromis, ja det vil sige, jeg forbeholdt mig at indhente dit samtykke, og lade det stå uafgjort til du var kommen, men imidlertid lovede hun at stoppe den vadsk [sic], der nu lå ueftersét. Jeg er så sikker på at du blir længere borte end du sa, akurat som første gang, da det gik så rasende langsomt med at bevæge dig fra sted til sted dernede i Sønderslesvig.^k1230 Er du fornøjet og i godt humør nu? og begynder du at finde det interesant? Eller længes du tilbage hid? Eller er begge dele tilfældet? Jeg har ikke kunnet ta fat på dit værelse, for mandag aften begyndte jeg at få mine ting, og siden har jeg været som i en opløsningstilstand aldeles ude af stand til den slags sjou. Jeg håber du snart kommer hjem. Jeg længes så efter dig.

Amalie.

[Tilføyelse på siste side]:

I aviserne står der at rigsretten skal åbnes den 6te oktbr.^k1231 ifølge kongelig forordning.

Thisted Fredag [26/9/84]

Min elskede Du har gjort mig meget glad med Dit Brev idag, men desværre har jeg kun dårlig Tid til at skrive, så Du må tage mine Ønsker for Gerning. Fru Wulff har Ret i, at denne Tur er interessantere end den til Hanherrederne, her er mere stor Natur, men unægtelig havde det haft sine Vanskeligheder for dig at færdes som jeg omkring fra Morgen tidlig til Aften sent, igår oven i Købet i Fjeldevogn på de mest halsbrækkende Klitveje mellem lutter Bønder. Men jeg tænkte hele Tiden på, at Du vilde have moret Dig, om Du havde været med. Jeg har ikke fået ordenlig Middagsmad siden jeg spiste på Jernbanestationen i Frederiks, men idag skal jeg få Erstatning. Jeg skal spise hos Jacobsens Svoger Konsul Andersen til Middag^k1232 og til Aften skal jeg være hos Jacobsen, der er raskere end han var i København, da jeg sidst så ham. Jeg kunde ganske vist have skrevet i Struer i Mandags Aftes, men min Ven Klokken var ½ 11 da jeg var i Hotel, jeg var dødssulten meget træt og skulde op Klokken 5 næste Morgen så jeg tilstår, at det eneste jeg tænkte på var min Magelighed. På samme Måde gik det mig da jeg i Tirsdags kom til Thisted. Jeg måtte først spise, så sove og så ud i Byen for at hilse på de Mennesker, som skulde give mig Anvisninger, og på Jacobsen som jeg havde lovet «Politiken» at skrive om.^k1233 Men Brevet til Politiken har jeg heller ikke kunnet skrive, jeg har måttet lade mig nøje med at sende et Telegram. Her er ikke Stof til et Avisbrev. Den Aften kom jeg først hjem Kl 12 og siden har jeg som meldt været i Vogn uafbrudt. Hvor Dit Brev er morsomt vrimlende fuldt af Enkeltheder som fornøjer mig i højeste Grad, og godt er det at Du har skrevet mig til om Besøget hos Baggers,^k1234 jeg havde villet stryge det – det tager mindst en Dag men når jeg nu hører, at de venter mig, må jeg jo derud, jeg vilde meget nødig vise mig ligegyldig der. – Så Du har moret dig så godt i Teatret og fået gamle Mama med Dig! Du er sød! Det eneste der er kedeligt ved dette er, at jeg ikke fik set din Glæde. At Du tager til Hansens forekommer mig helt naturlig, med Emma må Du jo let kunne komme en anden Gang i Teatret.

– Det er rigtigt med Pengene, det vil sige det er rigtigt, at jeg har fået 10 Kroner men jeg antog, at de var trukket fra, det forekom mig, at Summen var så lille men mulig er der en Fejltagelse fra Ude og Hjemmes Side som jeg skal nærmere undersøge når jeg kommer hjem. Og Du Ulykkelige som fik Lyn og Torden! Jeg mærkede intet dertil på Rejsen, men Uvejret har raset stærkt på Limfjorden, hvor det slog ned i et Dampskib – det samme tror jeg vi i Sommer rejste med, bedøvede Kaptejn og Rorgænger og slog Styrmanden om, men gjorde ellers ingen Fortræd. Josefine, som for Resten hedder Johanne, så vidt jeg da husker, har naturligvis forlangt højere Løn – men foreløbig er det jo bravt, at hun stopper denne Gang, og ønsker Du at beholde hende så lad hende få de Par Kroner mere! Min elskede søde Ven jeg længes hjem, har følt mig ensom navnlig på Udflugten til Hanstholm, hvor Du godt kunde have været med, jeg havde god Vogn, hvor Du kunde have sovet trygt i min Arm da Mørket faldt på – jeg kørte mellem 7 og 8 Mil og gjorde tre Udstigninger – Vognen lignede den, vi rejste gennem Valders med^k1235 men var større nyere og mageligere. På den anden Side er her et virkeligt Stof, som desværre blot burde behandles langt grundigere end jeg kan, så keder mig, gør jeg ikke. Jeg har drømt hver Nat om Dig – undertiden ikke glædeligt. Farvel min elskede Ven

Din Erik

Sønderborg den 22. Juli 1885

Min søde elskede Hustru! Endelig har jeg fået et Par Timer til min egen Rådighed i Ro her på et lille Hotel i Sønderborg på Als. Jeg har villet skrive til Dig fra det første Øjeblik jeg i Mandags slap ud af Jernbanekupéen, men jeg har været alt for optaget, alt for meget på Farten, og så om Aftenen alt for umådelig træt til at det kunde blive til noget. Jeg véd ikke om Du nu kommer til at vente længere på Brev, end Du havde beregnet; under alle Omstændigheder véd jeg, at jeg selv kommer til at vente længere med at få Svar fra Dig, end jeg på nogen Måde synes om. Jeg længes hvert Øjeblik på Dagen efter at høre din Stemme, det er mig helt underligt at savne dit elskede Mål klinge som Akompagnement til de Indtryk, jeg modtager. Og hvordan er det gået Dig? Kom Du velbeholden til Hornbæk? Kom Drosken tids nok tilbage, fik I Regn undervejs, hvordan klarede I jer i Helsingør med den store Kuffert, og hvad Slags Vejr har I nu, har Opholdet svaret til Forventningerne osv. osv.? Du må endelig skrive vidt og bredt om alt muligt, så at jeg kan følge med i alt hvad der angår Dig og Jacob. Du må sige til Jacob, at han vilde gøre mig en stor Glæde, hvis han også vilde skrive til mig. Min elskede Ven, havde jeg vidst lidt bedre Besked om Forholdene herovre, så havde jeg bestemt overtalt Dig til at lade Hornbæk fare og følge med mig. Her vrimler af små og store Badesteder i Omegnen af Flensborg i de mest idylliske Egne, hvor Du for 3–4 Kroner om Dagen kunde bo i Ro, medens jeg drog rundt på de Ture, som skal foretages. Så frisk en Strand og så salt et Vand som i Hornbæk er her ganske vist ikke, og Du vilde komme til at leve i større Ensomhed, end hvor Du nu er, for så vidt Du da ikke gjorde Bekendtskaber med de for største Delen tyske Badegæster, som fylder Hotellerne her, men Du vilde til Erstatning se og høre en Mængde Ting, som måtte interessere Dig. Kampen her mellem dansk og tysk går sejgt og dygtigt for sig, og der er et Folkestudium at gøre, som lønner Umagen.

– Men nok om det, Du er her ikke og har det forhåbenlig godt hvor Du er, arbejder og længes ikke bort fra Stranden.

Kort efter at jeg i Mandags havde forladt København, fik vi Regn, og den varede i Stød ved lige til Flensborg. Jeg tænkte på jer, om I nu også på Dampskibet havde den stærke Blæst og Regnen, det måtte genere jer mere end mig, som jo den længste Tid var godt gemt i min Kupé. Af Æventyr oplevede jeg kun det, at jeg en Tid lang med en vis Ængstelse iagttog en stigende Hede og Svulmen i mit højre Knæ, som dog ikke var forbunden med nogen Smærte. Jeg grundede noget over, hvad der kunde være Grunden til Fænomenet, men først på Dampfærgen over Lille Belt gik det op for mig, at det var det fortræffelige Katteskind, der havde foretaget en Vandring fra mine Rygstykker ned på Benet, og da jeg nærede Frygt for tilsidst at se det komme til Syne som et loddent Dyr nede ved Støvlerne – hvilket jo kunde frembringe et aldeles uberegneligt Indtryk på mine Medrejsende – var jeg en Smule urolig, indtil jeg endelig på Fredericia Jernbanestation fik Skindet trukket frem. Det viste sig da, at det ene Bånd var revet løs fra Skindet. Det kom så i min lille Rejsetaske, hvor det fremdeles befinder sig og, som det synes mig, i nok så høj Grad beskytter min Ryg som da det sad på sin Plads. I Flensborg var jeg Kl henved 6 og måtte efter at have spist, straks ud for at søge efter en Mand, som man der formodede skulde rejse næste Morgen, og som det var af stor Vigtighed for mig at træffe. Jeg fandt ham ikke, han sagdes at være rejst et Par Timer før jeg kom, men jeg traf en anden, de danskes Fører i Flensborg, Gustav Johansen,^k1236 som omtrent var lige så god, og som jeg under alle Omstændigheder skulde have opsøgt. Hos ham fik jeg en ypperlig foreløbig Vejledning, gik hjem for at skrive til Dig, og faldt så i Hotellet i Armene på en ny Mand, der sad og ventede på mig. Da han forlod mig, var Klokken 10, og jeg så søvnig, jeg havde ikke sovet det mindste på Vejen, at jeg ikke kunde tænke på at skrive. Næste Morgen blev jeg snydt for en Time, jeg trode at Dampbåden først gik Kl 9, den gik Kl 8 og jeg nåede blot akkurat at komme med. Så ombord traf jeg den Mand, jeg den foregående Aften havde søgt – Lauridsen, der har skrevet i «Tilskueren» om Sønderjylland^k1237 – og med ham tog jeg så til Lyksborg ved Flensborg Fjord, det Slot, hvor Frederik den syvende døde, og hvor der nu er Badested. Der turede jeg med Lauridsen, som gav mig fortræffelige Anvisninger, i de dejlige Skove i tre Timer og gik så videre med Dampbåd til en Station nord for Fjorden. Her måtte jeg i en lille Kro leje Køretøj, som så i flyvende Fart langs Broagerlands hyggelige Veje, de er alle indhegnede med høje Hække af Hassel, El og Tjørn, førte mig til Gammelgab, en Landsby, hvor den unge Bonde eller Proprietær, Wolf bor. Der blev jeg gæstfrit modtaget – sulten var jeg rigtignok som en Hund, og jeg måtte foreløbig lade mig nøje med lidt Kaffe – så just som vi skulde sætte os til Vogns for at bese Omegnen og gøre et enkelt Besøg, kom der i Besøg en aldrende Skolelærer – han lignede mere en Præst – og vi blev hjemme, kom efterhånden til Aftensbordet, hvor jeg åd som en Tærsker, og jeg søgte da at drage det mest mulige ud af Samtalen mellem Wolf og Skolelæreren, der skønt dansk født og talende er tysk sindet om end ikke af de ondartede. Der blev ikke sagt et Ord om Sym- eller Antipartier [sic], og jeg fik intet Vink om Mandens Sindelag, men jeg var forøvrig først hen imod Slutningen af de lange Diskurser noget i Vildrede med hvor jeg skulde sætte ham, jeg havde straks på Følelsen, at der her var en at tage sig en Smule iagt for. Men kort inden han gik begyndte han at dadle noget ved det tyske Landbrug og ved Embedslønningerne og så blev jeg lidt usikker. Efter at han var taget bort, fik jeg endnu en temmelig lang Samtale med min Vært, som desværre er højresindet i for høj Grad til at det kan nytte at tale Politik med ham, hvad han er noget tilbøjelig til – en særdeles dannet og klar Mand er det iøvrigt, ugift – og så Kl 10 var jeg for søvnig til at holde længere ud. Jeg blev vist op til et hyggeligt Gæsteværelse og under en Dyne – det var koldt nu ud på Aftenen – faldt jeg øjeblikkelig i dyb Søvn. Imorges blev jeg vækket Kl omtr 6 af min Vært. Kl 7 ½ var vi til Vogns og med nogle Standsninger på Vejen for Udsigters og en pragtfuld Kirkegårds Skyld med Krigergrave – vi var nu i den Egn hvor Kampen i 64 rasede stærkest^k1238 – drog vi over Dyppel til Sønderborg. Vi passerede på Dyppel Banke – der hvor de danske Skandser lå – det prøjsiske Sejersmærke, et anseligt Monument i gothisk Stil – det stikker i Hjærtet kan Du tænke at se det. Det rager op her i det danske Land som et mægtigt Tegn for Sorg og Ve over de knuste Anstrængelser og den megen Uklogskab, som har ledet os og leder os den Dag idag. Jeg er lidt syg i Sindet her i Sønderjylland. Det begyndte da jeg på Jernbanen i Mandags så de første sorte og hvide Pæle, og det kommer igen og igen for hvert Minde, som drages frem, for hvert nyt Indtryk af Skønhed og Frugtbarhed, jeg modtager i dette Land, der har Former som Sjælland omtrent, kun i større Målestok, og som uden for Byerne ikke rummer andre end Embedsmændene, der forstår tysk, men hvor hver Mærkestolpe, hvert Øvrighedsskilt er affattet på tysk, og hvor man møder Gendarmer med Pikkelhue og ser tyske Uniformer i Mængde. Jeg skal nu i de nærmest følgende Dage til at vandre de gamle Veje efter, hvor jeg i 64 gik som Soldat, det bliver underligt at se disse Steder igen. Jeg håber at kunne skrive til Dig om en Dag eller to på ny, og jeg beder Dig inderligt at Du vil skrive hyppig. Min kæreste Ven jeg har et eneste i Verden, det er Dig, husk altid det, jeg trænger til Dig og aldrig kommer det i min Tanke uden når Du tvinger mig til at huske på det, at der i mit tidligere Liv er foregået andet end en Stræben hen imod Dig.

– Jeg er to Gange blevet afbrudt i mit Skriveri af Folk, som her venter på mig, nu hører jeg dem på ny i Gæstestuen under mig. Jeg kan kun opgive som Adresse Flensborg poste restante, idet jeg vistnok vil være borte her fra Byen, inden et Svar kan nå mig. Det er mig et større Savn end jeg let kan sige at være uden hurtig Forbindelse med dig. Skriv i 8 Dage fra Modtagelsen af dette Brev under den opgivne Adresse med mindre Du skulde få en anden opgiven.

Farvel min kære elskede Ven, skriv så ofte Du kan, hils Jakob

Din Erik

Hornbæk 24de juli 85.

Min kjære elskede, jeg vented så længe på dit brev; først idag (fredag) kom det og det er jo alt femte dagen siden vi skildtes. Jeg gik og tænkte at ikke alene skriver han ikke selv, men han må jo heller ikke bry sig om at høre fra mig, for han ved jo at jeg ingen adresse har, før jeg får den opgivet. Men så endelig idag altså, og da blev jeg glad; så så jeg jo også at det ikke havde været dig så let at komme til før. Jeg savner dig forresten så græsseligt, ved alt hvad jeg rører mig til, og tænker hvert øjeblik at det er den største uting at leve dagene hen uden dig. Jeg har læst så meget af Turgenjew [sic] i disse dage, og så meget i mig er bleven sat i en underlig sitrende bevægelse ved den læsning; mit hjærte er ligesom blevet mere vågent eller opladt og derfor længes jeg efter dig. –

– – Jo Kusken stakker kom nok tidsnok han, og vi skulde også være kommet tidsnok, for den manglede 12 minutter på ½ 8 da vi fra Kongensgade svingede ind på «Nytorv»,^k1239 hvis sagen ikke havde været den at Dampskit til «Helsenør» [sic] var gået kl. 7. En mand med en trillebør kom hen og sled den store kuffert ned i det han sang ud: «til Malmö» – kan jeg tænke! Nej til Helsingør svarte jeg. «Ja, ja det gjør det samme men den går ikke før kl.9. Så kan du vide vi blev rasende lange i ansigtet, vi som havde været så kry over at komme så overflødig i betids. Vi spurgte hinanden hvad vi skulde ta os til i al denne tid, og var omtrent bleven enig om at slænge ind til Aportus^k1240, da jeg huskede at du havde talt om jernbanen, og bemærkede til kusken og ham med trillebøren at så var det bedst han satte kufferten op igjen, for så o.s. v. Men han frarådede mig det med den mest konfidentielt oprigtige mine, sa jeg vilde komme til at betale så høje overpenge for kufferten o.s. v. Der gik nogle minutter hen med snakking frem og tilbage, men enden blev at vi kjørte til jernbanen. Det vi skulde nydt på Aportus vilde jo også koste en del tænkte jeg. Kusken var skikkelig; han forlangte for begge turer ikke mere end 1 kr. 75; så gav jeg ham 15 øre til. Betjenten der ekspederte kufferten og byldten fik 35 øre og overpengesummen beløb sig til 20 øre. Så gik vi på 3die Klasse for at vinde ind hvad det kosted mere på jernbane end på dampskib, kom endelig afsted, havde det brilliant undervejs, idet konduktøren uden at jeg havde sagt et muk, passede på som en smed, at vi skulde få bli alene der vi sad. Når nogen på stationerne tog i vor kupédør, kom han øjeblikkelig farende, og drev som, som en saueflok i øst og vest. Det var så komisk, at jeg måtte le. Idet vi kom ud på gaden i Helsingør begyndte det, ikke at regne; nej det var et skybrud der kom væltende ned over os, og i et øjeblik komplet fyldte gaderne så vandet stod flere tommer højt. Vi sprang ind i hver vor port; Jakob vilde ikke først men tænkte at fortsætte vejen; i næste nu, var han dog glad til at han krøb i skjul. Der stod vi til det værste var forbi, nåede så omsider hotellet hvor jeg spiste en kotelet medens Jakob ikke var spor af sulten. Så kom bybudet, og meldte at nu stod kufferten o.s. v. på dagvognen, han havde fåt vor bagagebillet på stationen og for sin umag skulde han ha 35 øre. Straks efter sad vi på dagvognen, og nåede Hornbæk i god stand. Lidt havde det regnet undervejs men bare fint musk, og slet ikke uafladelig. Vi måtte betale 1 kr. i fragt for kufferten og 25 øre for byldten, og inden jeg vidste af det stod den på en liden trillebør som en mandsperson som kusken råbte an, trillede ud til Anders Hol for 25 øre. «Så spør jeg dig om vi har havt bryderi af kufferten» – var det første jeg sa til Jakob da vi var kommet u[n]der tag. Og han gav sig til at le og svarte: Nej, det skal gud vide vi ikke har. Der kan du se, du med alle dine dumme spådomme og ophævelser. Nej, så pas vant til at rejse er jeg jo, at jeg godt vidste det var tøv hvad du sa. En har ikke mere bryderi af sit tøj end en selv vil – det vil sige det kommer an på om en forstår at stelle sig eller ej. Nu angrer jeg så græsselig på at jeg lod mig hindre fra at ta den store stol med. Da jeg talte om det til Jakob idag, svarte han ganske spagfærdigt, at igrunden kunde vi jo gjerne gjort det. Ja, for nu idag f.eks. er det stygt vejr, det regner og blæser, så en må holde sig inde og da havde stolen været god at ty til. Mandag, da vi kom var det også regnfuldt; ikke straks, men ud på dagen gik det med voldsomme byger, som vi fik over os, mens vi gik og kjøbte brød og smør og petroleum og melk. Jeg kjøbte mig straks et par franske træsko, for det indså jeg at det var splitter umuligt at gå tør i andet i den fugtige sand, ikke at tale om hvorledes skotøjet vilde lide derved. De kosted 1 kr. og 60, og de er slet ikke onde at gå med, især ikke siden jeg har syet noget tøj under kanten på ankelen. Bergsøe,^k1241 som havde været inde i butikken, mens jeg stod og forhandlede om træskoene, havde havt slig lyst til at be mig la være at kjøbe dem fordi de ødelagde fødderne, fortalte Rosenstand^k1242 siden. Jeg så der stod en herre og keg på mig, men jeg vidste ikke hvem det var. Om aftenen (på mandag forstår du) da vi havde drukket te, og vi begge sad og læste i hver vor Turgenjew blev der dundret på vor havedør, og ind træder Juel-Hansen og frue våde fra top til tå, for at hilse os velkommen. «Når det regner i Hornbæk – ja, for ser de altså, det regner jo ikke så hyppig, men altså, når det sætter ind med den slags vind, her blæser vinden gjerne fra tre forskjellige kanter, men altså, siger jeg, når det regner i Hornbæk forstår de» – o.s. v. Jeg havde lyst til at råbe «kjæften te», der sad fru Juel-Hansen, og fik bogstavelig ikke komme til orde. Du kan tro det er nogle dejlige senge; en jernbrisk hvorpå en tre tommer tyk halmmadrats. Når jeg vågner er jeg aldeles læmster på hele bagsiden af kroppen, og det varer over en halv time inden det går over. Der er også så underligt kjøligt i den seng, skjønt jeg egentlig ikke fryser, men du kan tænke dig til med så lidet sengeklæder. Så er der et lidet stykke der hvor ryggen svajer ind mellem enden og det ovenfor, som aldrig får noget at hvile på for den ene pude der findes må jeg ha under nakken. De første to nætter sov jeg godt trods alt, da sov jeg om dagen også, for jeg var så søvnig af luften, men siden ligger jeg og vågner i hvert øjeblik fordi der er så ondt i sengen. Inat var det forresten meget bedre, fordi fru Juel-Hansen, som altid er snil, skaffet mig en dejlig lang pude tillåns hos postfruen; da sov jeg udmærket. Kl. 7 står jeg op, kaster morgenkjole på mig, og går i bad; det er dejligt salt vand, og så morsomt og friskt at ligge ude i stranden og bli overskyllet af småbrændingerne. Når du kommer, kan vi godt gå samtidigt i bad; så sidder du oppe i teltet og venter på mig, og mens jeg klæder mig, går du i; der er så ensomt derude; ingen badehuser i nærheden. Du kan tro Jakob er muggen fordi han må så tidlig op; men når jeg går i bad siger jeg at han skal være oppe til jeg kommer igjen; så drikker vi kaffe som jeg selv laver, så går han i bad, og jeg en liden tur, mens Signe gjør værelserne istand. Det er derfor han må op for at ikke værelserne skal ligge slig op ad dagen, og det indser han også godt. Kl. 11 spiser vi frokost, smørrebrød med melk til og kl. ½ 3 middag på kroen hvor maden er slet; de første dage spiste vi og Rosenstand sammen, og da gik det enda an, for så kunde vi rive ned og skjænde så meget vi vilde; men nu har de fundet på at vi skal spise sammen med hele familien og den ene dame som er i pension og det er langtfra så hyggeligt. Men de synes naturligvis det er morsomt; de gjør alle slig kur til os, børnene også, og de er meget snille. Iaften skal vi hen på kroen og sidde og drikke vin sammen med Juel-Hansens; det var hende som fandt på det; hun har nu ikke sét et menneske, siden hun flytted herned, og så fik hun lyst. Rosenstand og Bergsøes og Madvigs^k1243 sidder der altid om aftenen vi var der engang; Rosenstand havde bedt os hver dag om endelig at komme; han havde i kommission fra de andre at be os; men jeg tror ikke det var blevet, hvis ikke Juel-Hansen var kommen inden og havde inviteret «ung Jakob» til «et glas øl på kroen». Så gik jeg med, og det var nokså morsomt. Bergsøe fortalte så mange historier, nokså morsomt, og Rosenstand var så elskværdig. Det er han altid; han er så hyggelig med Jakob også. Når Jakob har været vække lange tider, og så kommer tilsyne igjen, heder det altid på mit spørsmål om hvor han har været: gået med Rosenstand, eller siddet og talt med Rosenstand: Og mange interes[s]ante ting har han også fortalt ham hver gang. Der er naturligvis masser af småting som jeg ikke kan få plads til at skrive om; jeg håber at jeg ikke glemmer dem når du kommer. Igår var Shandorphfs [sic] her;^k1244 i den anledning spiste vi middag hos fru Saraouw,^k1245 og fik god mad og udmærket vin. Shandorpf var, henrykt fortalte de, da han hørte jeg lå her og proponerte straks at jeg skulde inviteres til middag. Jeg fik også en varm modtagelse, men han kom ikke til at kysse mig; uf, han lugted så fælt af vin og tobak. Fruen var så dårlig; hun så ud som en liden nyfødt katteunge, og sad hele tiden og peb så ynkeligt. Det var rent fælt at høre, hvor det sang i hende, hvergang hun trak vejret. Hun tåler ikke at ligge på landet. –

Fra mama fik jeg idag et langt brev,^k1246 som Johanne sendte mig. Mama aner ikke jeg er her. Men derom mere næste gang. Nu orker jeg ikke mere; jeg er træt lige op til skulderen, for jeg har, som sædvanligt skrevet i rasende galop uden et sekunds pusterum. Imorgen skriver Jakob til dig; iovermorgen jeg. Gud give du vilde skrive svært ofte; jeg længes så efter dig, hører du jo. På stykket arbejder jeg i mit ansigts sved.^k1247 Aa hvor jeg arbejder! Farvel min søde, elskede mand. Jeg glæder mig rasende til at få dig tilbage.

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Du må skrive Hornbæk pr/ Hellebæk på brevene.

Fægtergården ved Nordborg på Als 25/7 85

Min elskede Ven, det kan naturligvis ikke nytte at fortælle Dig, hvor jeg er, Du kan alligevel ikke hitte ud af det, nok at jeg sidder på Nordenden af den fortryllende Ø Als, til hvis Sydspids jeg forleden kom, og hvorfra mit sidste Brev var. At Du ikke er med mig! Her er uforligneligt smukt, og Menneskene, jeg træffer, interessante. Mine Bondebekendtskaber er endnu ikke talrige. Jeg har kun boet hos én Bonde – en Mand, der ved sin Dannelse og sin Stilling forøvrig i Kongeriget næppe kunde gå for Bonde – og hos ham var alt udmærket undtagen min Nat; da havde Lopperne nær gjort mig vanvittig. Det var en mærkelig Nat. Jeg var for træt til at vågne, men i Søvne kæmpede jeg mod en Helvedesild over hele Kroppen og drømte bestandig om, at jeg var jeg hjemme [sic], og at Du lå ved siden af mig, og skændte på mig, fordi jeg ikke kunde ligge stille. Jeg undskyldte mig på det bedste og snakkede i et Kør om, at det Bad, jeg havde taget i Østersøen, måtte have givet mig Nældefeber. Endelig Kl 4 blev jeg mig bevidst, hvad der var i Vejen. Jeg klædte mig da halvt på, svøbte mig i mit Plaid og lagde mig oven på Sengen og sov uforstyrret Resten af Natten. Da jeg vågnede, så jeg mine Fredsforstyrrere krybe rasende omkring på mine Underbenklæder. Jeg var rædselsslagen og det kostede mig Anstrængelse at komme ind i det samme gode Forhold til mine Værtsfolk, som jeg havde været i om Aftenen og den foregående Dag. Ellers er det velhavende Proprietærfolk jeg har besøgt. Idag sidder jeg ved en Millionærs Bord og skriver med Elfenbenspenneskaft af Guldblækhus havde jeg nær sagt, men det vilde dog være for meget – det er i Mandens Bibliotek at jeg har fået Plads. Desværre kommer nu et Par Gæster ind og kaster sig med Larm i et Par Lænestole for at læse Aviser. Manden er en Alsinger, der som fattig Købmandslærling drog til England, var der 20–30 år og nu for 10 år siden har bygget sig en lille elegant Bolig på Nordsiden af Øen, lavet sig en herlig Park, og er en gæstfri og jovial Mand^k1248. Jeg drager videre på min Vej imorgen, og så begynder mit Bondeliv for Alvor, indtil jeg på ny kommer til Flensborg. Jeg har ikke noget Sted været mere end en Dag, bestandig er jeg på Farten og kommer i en ny Seng hver Nat. Jeg ser meget og har det godt, men føler mig underlig ensom. Jeg længes efter Dig, og det går mig nær, at jeg ikke kan dele Indtrykkene, jeg modtager, med Dig. Du vilde nu næppe have havt Lyst til at flakke således om, særlig igår og idag havde der været Fristelse for Dig til at blive i de smukke Hjem, som åbnes for en.

– Du, jeg har for Resten været så nogenlunde nær ved at brække Halsen idag. Ved en Kusks Uagtsomhed eller dumme Måde at køre på blev jeg og min 65 årige Vært fra igår kastede bag ud af en ret høj Vogn vi kørte i, vi styrtede lige på Nakken ned på den hårde Vej, men mærkelig nok slap vi begge helskindede derfra. Min Vært fuldstændig mærkværdig uskadt, jeg med en forslået Arm og et ømt Ben, der vil gøre mig halt i de første Dage, men som forhåbenlig ikke vil have værre Følger. Det er nu Skade nok, for imorgen skal jeg efter min Rejseplan færdes temmelig meget til Fods på det Sted, hvor jeg var med i Kampen den 29 Juni 64.^k1249 Min Hat fik jeg slået så flad som en Pandekage og en lille Skramme har jeg oven i Hovedet, men Hatten har jeg rettet, så at man næsten ikke kan se den Overlast, den har lidt, og Skrammen vil være lægt om en Dag eller to. Jeg har endnu ikke undersøgt Benet nøje, men virkelig Skade har det sikkert ikke taget. Da jeg stod på Landevejen og hjalp min gamle Lidelsesbroder på Benene, kunde jeg ikke lade være at tænke på, hvor helt anderledes forfærdet og elendig jeg vilde have været om det var Dig, der havde siddet ved Siden af mig og gjort Luftrejsen med.

– Nu gik Gongonen vi skal til Aftensbordet. Farvel min elskede Ven, sig til Jakob, at om ikke før så nu kommer hans Stok mig til uberegnelig Nytte.

Endnu må jeg vente nogle Dage inden jeg får et Brev fra Dig at se

Farvel elskede!

Din Erik

Hornbæk 27de juli 85.

Min kjære, elskede ven, jeg skulde ha skrevet til dig igår igjen, men da der intet brev kom fra dig, tabte jeg lysten. Jeg sa til mig selv: vent til imorgen så får du brev, og så har du noget at svare på. Men også morgendagen kom uden at bringe mig noget brev fra dig, min elskede. Og nu har jeg heller ikke lyst til at skrive idag. Du sa i dit brev at du vilde skrive til mig om en dag eller to, men det har du altså ikke gjort, og det er synd af dig. Så var det bedre du ikke havde lovet det, for det er så ondt at bli skuffet. Om du også er lidt træt om aftenen inden du lægger dig, så kunde du godt alligevel sende mig et par ord; det er jo fort gjort at fylde et par sider og mere behøved det ikke at være. Eller du kunde stå lidt tidligere op om morgenen, og ofre mig en halv time, inden du tog afsted – du skulde vide hvor tidlig jeg er på benene, – igår var jeg i vandet kl. ½ 7. Det er så dovent at du slår dig tiltåls med at du ikke netop har hele dagen til at skrive i, og derfor er undskyldt for at skrive breve. Nu er det 8 dage siden vi skildtes, og i den tid har du sendt mig et eneste brev. – Jeg har ikke været rigtig frisk de sidste dage, egentlig har jeg følt mig svært ilde tilpas. Det var så rasende stormfuldt torsdag, fredag og lørdag, med regn og kulde; jeg gik og frøs både nat og dag, og da var det det begyndte. Igår og idag har det været dejligt igjen, stille og en bagende varme. Nu er jeg også bedre, især efter jeg tog ind af nogle dråber, som Rosenstand gav mig. Igår var Salamonsen her^k1250 og besøgte Juel-Hansens, og da var vi der og drak hjemmelavet punsch igåraftes; phænomenet J.H. var tækkelig og underholdende igåraftes, og meget rask i sin ellers så valne mund. Du skulde forresten hørt ham sammen med Rosenstand og Bergsøe forleden; der gjorde han sig formelig. Anna Bendiks var også deroppe igår; hun bor herude med sin mor. Igår var Viktor Bendik [sic] og hans frue inde hos mig,^k1251 og sad en stund. De skulde havt fat i Anders Hol,^k1252 men da han ikke var hjemme tyede de til mig istedetfor. Iaften skal vi alle samles på kroen; Viktor Bendik skal spille for os. Fra «Leiv Hanssen» har jeg fået et med tak for samarbejde påskrevet kort;^k1253 han ber mig ikke forsmå medfølgende bagatel; jeg ved ikke hvad det er, for det står hjemme i byen. Johanne sendte mig brevet men lod pakken ligge, og det uagtet hun netop den dag sendte mig noget jeg havde skrevet efter. Idag må jeg forresten skrive og be hende om en uldtrøje, som jeg ganske glemte at ta med mig så siger jeg hun skal sende pakken fra L.H. med det samme, hvis det ikke ser ud til at være noget der går istykker. Jeg vil ikke skrive mere idag fordi jeg ikke er i humør. Det er din egen skyld, du stygge, dovne gut.

Kom snart hjem til din

Amalie.

Jakob hilser. Han smurte sammen et brev til dig forleden på 10 minutter, tror jeg. Gud ved hvad det bestod af.

Flensborg 28/7 85

Min elskede Dejlighed, min bedste Ven, så glad jeg er! Jeg er lige kommen til Flensborg igen, gik straks på Posthuset og fandt dit og Jakobs Brev^k1254 – først trode jeg, det var to fra Dig –, det måtte det helst have været, men det må Du ikke sige til Jakob; hans Brev er så elskværdigt, og jeg er meget glad for det. Men dit, så sødt, så rigt – der er kun den eneste Ulempe derved, at jeg har fået en Længsel efter Dig og Jakob – tror jeg så skam ikke, at jeg nu regner med Jakob som vor faste Husstand! – en Længsel efter Dig, min søde yndige Hustru, i Sindet, som formelig gør mig benovet. Jeg misunder de Fyre, som kan sidde til Kros med Dig og snakke, jeg afskyer den Bergsøe, som så dig købe Træsko, hvad kommer det ham ved! Men tag dig forResten iagt med det at ødelægge dine Fødder. Du må ikke gå mere end højst nødvendigt på det tunge Fodtøj. Jakob fortæller, at I har køligt Vejr og Regn hver Dag, det er lidt hårdt, synes mig. Jeg har haft afrikansk Varme bestandig og ikke en Dråbe Regn siden hin første Rejsedag. Jeg så mig lige nys i Spejlet, så pæn brun jeg er bleven, jeg var afkølet efter et Par Timers Sejllads i Blæst, altså ikke rød, Du skulde blot se mig, jeg blev overrasket over, at jeg var så godt udseende en Karl. Nu er jeg kun bange for at min gode Farve ikke skal holde sig, til jeg kommer hjem. Der vil vist gå en 8–10 Dage endnu. Jeg er en Smule melankolsk; men Du skulde vide, med hvilken Fryd jeg tærer på min Melankoli nu, da jeg har dit første Brev og jo kan vente et imorgen igen. Min elskede Amalie, det er dejligt at Du har mig så kærligt i Tanker. – Det var Slyngelsstreger af de Aviser jeg så i, at bilde Folk ind at Dampskibet gik ½ 7, men heldigvis klarede I jer jo som kække Karle. Den Regn gjorde jer jo ikke Fortræd, og det var dog vistnok bedre end den umådelige Støv, som vi sidst kørte i. Og I er tilfreds med Boligen, frarregnet Sengene. Jakob fortæller, at han taler meget med Sønnen i Huset, som vil omvende ham til Kristendom, det tyder jo da ikke på det værste. Hør, I må blive længere end de 14 Dage, hvis Du da har Lyst. Jeg vilde dog så gerne se jer i de Omgivelser, og min Hjemkomst kan under alle Omstændigheder ikke falde indenfor den først beregnede Tid. Hvis Du trænger til Penge, kan Du efter den 1st August skrive til With (Linnésgade 24) han har da hævet min Løn i Rigsdagen og skylder mig yderligere 20 Kroner – det var det, han vilde tale til mig om hin Nat på Kongens Nytorv, du slemme Kvinde – hidtil har jeg klaret mig billigt. Endnu tror jeg, at jeg kun har brugt 50 Kroner, men det vil blive dyrere nu. Du må ikke kysse Schandorph eller lade dig kysse af ham, om han så aldrig lugter som det uskyldigste Barn, jeg kan ikke lide det, det er lidt helligbrødeagtigt.

– Du må sige til Jakob, at hans Brev var udmærket «dansk», jeg fandt ikke én norsk Vending, tror jeg. Tak ham og sig, at han bør blive ved som han er begyndt; det er overordenlig morsomt at få Beretninger fra to Hænder. Jeg lærer endnu bedre jert Liv at kende på denne Måde, hvor fuldstændig end Du skriver. Men om jeg når til at svare ham direkte, må stå hen, jeg har hidtil ikke haft mange Øjeblikke for mig selv til at skrive i og får vistnok ikke bedre Lejlighed herefter. Jeg vil forcere min Rejse det mest mulige. Med mig går det godt. Der er endnu kun en Smule Ømhed i den ene Ankel efter Faldet og nogle afskrabede Steder på Skinneben og Albue, men den hele Historie har ikke standset mig i mine Foretagender. Mit sidste Brev endte nok med, at jeg blev kaldet til Aftensbordet hos Konsul Olsens. Efter Måltidet fik Konsulen og jeg os en Passiar, under hvilken jeg præsenterede Dig for ham, det vil sige dit Fotografi, som han blev umådelig indtaget i og viste til sin Kone, så gik det hele Selskabet rundt. En af Damerne, den københavnske Fru Hjort-Lorenzen^k1255 havde forøvrigt siddet ved Siden af Dig i Teatret og indrømmede – det forekom mig en [S – krysset ut] lidt nødtvungent, at det lignede udmærket – og alle gættede de på, at Du var meget yngre end jeg. Konsulen er selv en Snes År ældre end sin Kone og vilde have følt sig nærmere knyttet til mig, om jeg også havde været det. Jeg kunde jo ikke tjene Manden deri. Alle var meget venskabelige, men der er ingen Tvivl om, at jeg her som overalt hvor jeg har været på Als tages på med Varsomhed i Anledning af, at jeg er Venstremand. Mindst dog her på Fægteborg og på Lysholm hos Knudsens, hvor jeg idag til min Forundring hører, at den stille, hyggelig hjærtelige, lidt grove og aparte og noget uskønne Datter «Ditte» foruden at være en begejstret «dansk» Kvinde,^k1256 der arbejder for Sagen, tillige er et ivrigt Idrætsmenneske, som går på Jagt med Hund og Bøsse og lange Støvler. Det anede jeg mindst, da jeg så hendes Øjne lyse af Begejstring ved Omtalen af nogle Krigsbegivenheder i 64, og jeg anstillede den Betragtning, at det var Skade for den unge Pige, at hun så så lidet foretagsom ud, det blev formodenlig aldrig til andet end en stille Brand for Sagen. Nu tror jeg på, at hun er et af de Mennesker, som kunde rejse til Berlin og skyde Bismarck. Jeg talte så godt som slet ikke med hende; det beklager jeg nu. Nå, men på Fægteborg kom Sengetiden – noget for sent for mig, jeg var træt og søvnig og skulde op Kl 6 næste Morgen – og op kom jeg i et pragtfuldt Gæsteværelse med lyst Tapet, to Pillespejle på forgyldte Konsoler, tre Vinduer, Tæppe på Gulvet, en Seng så herlig, at det ikke kan beskrives, et Vaskebord, som ikke kunde komme ind ad nogen Dør i vor Lejlighed osv. Der lå jeg og tænkte på, hvor inderlig fattigt det var at være uden Dig i denne gode Luksus, som vi kunde have nydt sammen. Men jeg faldt naturligvis i den dybeste Søvn og havde ondt ved næste Morgen at rive mig ud af den, da der blev kaldet på mig. Jeg gav halvtredje Krone i Drikkepenge, da jeg tog afsted på det afskyligste Postkøretøj, som endnu er blevet opfundet. Jeg sad hos Kusken. Vognen og Hestene var så elendige, at denne brave Sønderjyde erklærede, at ingen hæderlig Karl kunde være bekendt at blive ret længe ved slig en Forretning. Han var som næsten alle jeg støder på af Befolkningen underholdende at tale med. Den nationale Sorg, som de bærer på, gør dem fine i Følelser og Udtryk. Efter halvfjerde Times Kørsel var jeg ved mit Bestemmelsessted, en Kro, hvor et Par Bondemænd efter Aftale tog imod mig. De kørte mig ud på Slagmarken hin 29 Juni, og uden synderlig Søgen fandt jeg netop det Sted, hvor jeg fik den sidste Kugle og faldt. Det var jo underligt nok at stå netop der, men desværre var jeg ikke alene. Den ene af mine Bondemænd, en Landsbysmed, var med mig, Samtalen med ham optog mig en Del – jeg vilde Pokkers gerne have været helt overladt til mig selv, eller vel endnu bedre haft Dig med mig. Nej, Du skulde have siddet et Sted i Nærheden, så skulde jeg efter at have fundet Stedet, have ført dig der hen. Der gik en Del Indtryk tabt for mig ved den Ledsagelse jeg havde og så også, fordi Ejeren af den Mark jeg gik på stod tæt ved og ærgrede sig over min Søgen. Han er en slem Hjemmetysker, fortalte min Smed mig. Nå, vi tog videre afsted – sørgelige Minder rejste sig fra hvert Sted vi dvælede ved; rundt om ved Hegn og inde på Marker er der hegnede Grave over faldne Soldater, som er blevet begravede der omtrent hvor Ligene fandtes; men det egenlig sørgelige består deri, at det ved enhver Samtale atter og atter må stille sig klart for dem, som var med i denne Kamp, at det gik os så galt, fordi Ledelsen var så aldeles uforsvarlig slet i sine Hoveddispositioner. Til sidst kørte vi så hjem til Smedens for at spise til Middag. Vi fik Solbærsuppe med Boller og stegt Flæsk dertil Dram og bajersk Øl. Om Aftenen var jeg i Sønderborg hos en Slagtermester Reimers. Desværre var den fortræffelige Mand ikke hjemme – det er en Mand som Du skulde se – men så havde det den Fordel, at jeg kom tidlig i Seng. Næste Morgen tidlig måtte jeg på mine Ben vandre et Par Mil – Dampskibet gik ikke til den Station jeg havde antaget – og så kom jeg efter at have passeret en Mængde Steder hvor Kampen i 64 havde raset, og hvor nu Korsene på Gravene hist og her angiver, at snart 2 snart 9 snart 22 snart 3 er begravede, til den første Venstrebonde, jeg har truffet denne Gang i Sønderjylland. Han sidder på en god Gård, og jeg fik ypperlig Forplejning. Hos ham var jeg igår, og han kørte mig idag efter at vi havde besøgt forskellige Punkter imorges, til Gråsten, hvorfra jeg nu i Aften pr Dampskib er nået til Flensborg. Her må jeg vistnok blive en Dag eller to, så går jeg vest på. Jeg skal imorgen sende Dig et Par Ord om hvorhen Du kan sende Breve herefter, det må jeg udregne efter de Anvisninger jeg imorgen kan indhente.

Nu siger jeg Dig god Nat min inderlig elskede Ven. Dit Brev har gjort mig lykkelig, Du kan begribe at jeg sætter Kursen op til Dig så såre jeg blot på nogen Måde kan. God Nat

Din Erik

Hornbæk 28de juli 85.

Min kjære elskede, endelig idag kom dit næste brev, og det var ikke hverken langt eller til at bli noget videre glad i. Det rystede mig derimod at du havde været så tæt ved en ulykke for ikke at sige ved døden, idet du på denne måde blev hevet ud af vognen. Gud ved hvordan det var gået mig; jeg havde formodentligt slået mig sønder og sammen, og var bleven liggende igjen på en bondegård med knækkede ribben. Og jeg som alt i forvejen er så bange for at kjøre; der kan du se, den behøver ikke at være så aldeles ugrundet, den frygt. Hvis du var bleven liggende med knuste lemmer, så havde du vel ladet mig straks komme til dig? Du skulde ellers være lidt forsigtig, for jeg har altid erfaret at når det først begynder at spøge efter en, gir det sig ikke med første tørnet. Begyndelserne er bare et slags varskoer. Pas nu på. – Ja naturligvis kunde og burde jeg været med dig. Jeg er vis på jeg havde likt mig forfærdelig godt, men så havde jeg kanske ikke kunnet være så flittig på mit arbejde, som tilfældet er her. Forresten går det langsomt og skidt. Det er egentlig kun første akt, som er helt færdig. Her er forresten dejligt nu; det gode vejr vi fik søndag varer fremdeles ved, og badene er fortrinlige. Imorges rejste Juel-Hansen med dagvognen; han skal til skolemødet, men du må bare ikke bilde dig ind at han ikke er her, når du kommer. Om en uge har vi ham nemlig tilbage. Jeg kan ikke begribe at du bryder dig om at få alle de breve på én gang. Du skriver idag, at der endnu var nogle dage til du skulde høre fra mig. Du kunde jo fået postbudet til at sende dem efter dig, efterhvert som de kom; det synes jeg måtte ha været morsommere. Igår kom der så mange fremmede til Kroen; idag var vi 20 tilbords. Maleren Tuxen og en bror af ham var deriblandt.^k1257 En herre fra Sorø havde sagt til krofruen, at hun ikke måtte la sin unge datter læse en sådan bog som Arne Wendts Fra 12 til 17 år;^k1258 den var skadelig. Han havde set hende sidde med den. Så kan du tænke dig til af hvad slags kaliber gjæsterne er. Fru Juel-Hansen er bleven så fornærmet på en fru Madvig, som undertiden optræder på kroen en ubetydelig, koket liden pyntedukke af en dame, styg og tilstelt. Fru J.H. vil have hørt hende tale fornærmeligt om hende, men det er vist en fejltagelse. Jeg synes fru J.H. har været lidt simpel af sig eller ikke egentlig simpel, men dog lagt for meget bræt på det. Imidlertid gav det os anledning til megen moro da vi sidste søndag var forsamlede til punsch hos Juel-Hansens. Fru J.H. har ikke noget godt lov på sig herude; de, hun har boet hos siger hun er det fæleste menneske der er til, og at børnene er så grove mod hende spytter på hende o.s. v. Når jeg tænker på J.H.s fortællinger om deres rørende kjærlighed og ridderlighed, så kan jeg ikke rime det sammen. Vores skikkelige Signe geråder rent i harnisk, såsnart hun bare er herude, og ingen her i huset såmeget som hilser på hende.

29. Her blev jeg afbrudt igåraftes af fru Sarouw som kom og foreslog mig at spasere en tur, og fordi jeg havde sagt nej en gang før hun kom i samme ærinde, vilde jeg ikke andet end gå med hende. Idag ved kaffen i haven borte på kroen – det var så stegende varmt og stille kom jeg i samtale med den «konservative klub» fra Sorø en gammel far, sikkert kongelig embedsmand – en grålokket mor, og to døtre hvoraf især den yngste er nydelig. Rosenstand var gjennemledet mellem os og jeg blev siddende der i to timer. De var så elskværdige at jeg rent tabte mit hjærte til dem. Den gamle herre især var så glad i Norge, han havde gjennemrejst landet på kryds og tværs, og de andre havde også flere gange været i Norge. Gud ved hvad de heder; det skal jeg spørge Rosenstand om iaften. Nu fik jeg bud fra fru J.H. at Neergårds var kommen der, og at jeg og Jakob måtte være med dem på kroen iaften; de skulde komme indom og hente mig. Inat drømte jeg så stygt om dig. Du traf dernede hvor du nu rejser en af dine forrige elskerinder hende den gamle grevinden i Herregårdsbilleder,^k1259 og så gik du op på et værelse med hende og låste dig inde hele natten. Jeg stod nede og ventede på dig, (du vidste ikke at jeg var kommen –) for at sige dig at jeg reiste tilbage til Norge med Jakob. Du vilde ikke, men jeg tog Jakob under armen og sprang ned i en [skrevet på langs] båd som lå færdig ved stranden, og straks efter var vi på et voldsomt stort dampskib. Jeg var så glad ved at være sluppen ombord, at jeg græd af glæde, og så sa Jakob at jeg ikke måtte ta det så overdrevent.

Jeg har vist været sanddrømt. Jeg mener at du vist har truffet hende for hun bor vel på de kanter. Du skal sige mig det.

Din Amalie.

Jakob hilser.

Flensborg den 30 Juli [1885]

Min elskede Skændemor, nej det er ikke så let gjort med at komme til at skrive, men det kan nu være det samme, nu har Du tre Breve fra mig, og Du vil have set, at der kun gik to Dage imellem første og andet Brev, men at jeg imidlertid havde flyttet mig, og at derfor Opholdet imellem Brevene er blevet så langt.

Idag har jeg bogstavelig kun to Minutter til min Rådighed jeg skal med Jernbanen Vest på og har endnu ikke pakket. Min elskede, skriv endnu et Brev og adresser det poste restante, Aabenraa, Slesvig.

Jeg drømte inat først så ondt om Dig og dernæst så skønt

Farvel

Din Erik

Dit Ildebefindende syntes jo forårsaget af Kulde – har Du ikke Tæpper nok? Lej eller lån!

Det er sandt Du passer vel at Johanne har Penge til at leve af

Hornbæk 31te juli [1885]

Min kjære, søde elskede mand, jeg fik et sødt og godt og dejligt brev fra dig igår. Hvis du blev glad i mit, så blev jeg det ikke mindre i dit. I tankerne tog jeg dig om halsen, og kyssed dig mange, mange gange, og vilde slet ikke slippe dig mere. Det var så dejligt at mærke hvor du havde længtes efter at høre fra mig, hvor glad du var bleven ved at læse hvad jeg skrev, og hvor du var kommen til at ønske dig hjemme hos mig. Det er dejligt at få brev fra sin mand når man er glad i ham, dejligt idetheletaget at ha ham, at føle ham være sig nær, selv når han er langt borte. Det er dog bedre at være to end en, når man trives ved hinanden; om der også er skygger iblandt ja selv om der altid er en mørk skygge, som ikke er til at få helt væk, så er det dog rigt og lykkeligt at eje et menneske, som hører en ganske til. Man får jo intet for intet i verden, og den lykke, der blir en til del, må sikkert kjøbes med nogen smerte, men alligevel jeg er jo din og du er min, og det er så sikkert at det ikke er til at rokke for det første. Nu i denne tid da jeg har måttet undvære dig og alt i et har følt savnet og længselen efter dig, har det rigtig gået op for mig, hvor ulidelig fattig og tom jeg vilde være hvis jeg ikke havde dig du min egen, min rigtige ven, som har knyttet sig til mig, og som, ikke sandt, allerhelst vil leve de år, som kommer sammen med mig. Så prøver jeg at lukke alt andet ude og bare se dig og den kjærlighed du har git mig, siden vi blev gift, og så undertiden er jeg helt fyldt af fred og glæde ved visheden om at jeg er og skal være din hustru. Det har dog ingen anden før været, og du har sagt at det ialtfald nu står således for dig, at der ingen anden af alle de kvinder du har kjendt og stået i forbindelse med, har været, som du heller vilde havt end mig. Det vil jeg tro på, og være glad for.

– Jeg har idag ikke andet papir end nogle stumper som jeg har revet af andres breve. Derfor blir det ikke så meget jeg kan skrive. Helst havde jeg igår straks sat mig til at besvare dit kjære brev, men så skrev du at du «imorgen» vilde sende mig besked om hvorhen jeg for eftertiden skulde adressere brevene, og så tænkte jeg det bedst at vente til idag. Men den dag idag bragte mig bare skuffelse. Der kom slet ingen skrivelse fra dig, men derimod et langt brev fra dyrlæge Jørgensen, hvori han taler en hel del om «Constance»^k1260 (hvoraf jeg ikke kan læse mesteparten[)]. Det var forresten mig, som skyldte ham brev. Til mama skrev jeg igår 9 tætte sider,^k1261 og fortalte alt muligt fra vor tur du ved, før du rejste, og om Hornbækopholdet o.s. v. Hendes brev var så sødt og elskeligt som hun selv, men desværre har nok ikke opholdet på landet givet det ønskede resultat. Johanne har jeg et par gange skrevet til. Jeg havde nemlig glemt begge de sidste akter af mit stykke, og kunde ikke gå videre i mit arbejde, inden jeg havde dem. Ikke for det – jeg bruger ikke et ord af hvad der står, men alligevel må jeg ha det. Nu er anden akt færdig, og jeg tror virkelig – ja, ja jeg siger ikke mere, du kan selv se når du kommer, og får høre. Heldigvis vidste jeg på en prik hvor de lå, og så fik jeg dem også og et lidet brev, der begyndte med: kjære frue og endte: deres tjenerinde Johanne. Engang til måtte hun sende mig en pakke. Jeg havde nemlig glemt uldtrøjer, og samtidigt skrev jeg da efter samråd og opfordring af Jakob at hun skulde sende os de 12 cigarer, der lå i den og den kasse. Så nu må du ikke bli forskrækket ved at finde den tom. Johanne er forresten en slusk. Nu har hun brændt 4 store huller i min morgentrøje ved at skulle ta rustflækker af med noget slags svineri, skedevand eller sligt noget. Den gode Johannes vask, blir dog vel kostbar på den manér. Og så siger hun aldrig et muk, bare lægger sammen og lar det stå til. – Jakob røg lidt uklar med Peter fisker forleden; han havde brugt hans båd forlænge; det var forresten bare ilske af hr. Peter, for han havde slet ikke savnet båden, det sa Signe også. Men igår var han blid igjen, og da bød Jakob ham en cigar, hvilken opmærksomhed havde en overraskende god virkning. Nu har jeg sagt til Jakob, at det skal han oftere gjøre. Idag må jeg skrive til Johanne at hun skal sylte lidt, for ellers blir bærrene [sic] borte til jeg kommer. Jeg vil sige, at har hun ikke nok penge kan hun få nogle kr. hos hr. Jakobsen; så skriver han så og så meget kontant udlæg i bogen. Jeg skriver ikke til With efter penge; jeg kan godt klare mig til du kommer med de 80 kr. jeg havde; ja fuldt 80, var det nu ikke, men alligevel. Hvis With følger ned med dig, må du endelig sige at han må spise sine måltider på kroen, – for det er ikke muligt for os tror jeg, at byde ham noget; vi har kun 3 gafler og to teskér [sic], og et bord der akkurat er stort nok til to. Forleden meddelte Dagsavisen at fru Skram arbejdede på en ny roman,^k1262 der skulde udkomme til høsten. Hvordan de nu kan gi sig til at skrive sligt. Jeg holder det aldeles hemmeligt at jeg skriver på noget. Ingen aner det. Jeg kan ikke fatte at fru Juel-Hansen kan læse op for mig så snart hun har skrevet en side, som nu med hendes nye novelle.^k1263 Igår fik jeg igjen bud at jeg måtte komme for at høre på, og noget så ufærdigt som de to sider hun læste, kan du ikke tænke dig. Ja, jeg forstår det ikke – jeg generer mig nu lidt på det område. I disse dage kan jeg ikke bade fordi ja, du forstår. Jakob går og siger at han ikke kan begribe hvad tid på dagen jeg nu går i bad, og han ser så underlig mistroisk ud, når jeg svarer – jo, vist, jo, jeg badede imorges. Borte på kroen har jeg en sidedame, hende «den grinagtige modehandlerinde» som Rosenstand siger, hun spør mig ufravigelig hver dag ved middagsbordet: Nu, har fru Skram badet idag? Ja, da, svarer jeg. Så går der en 5 minutter og så kommer: Har de spaseret i skoven idag fru Skram? I begyndelsen var jeg så retskaffen at jeg svarte nej for jeg får jo ikke tid til alting – jeg som sidder hjemme og skriver, men nu lyver jeg ligefrem og svarer altid «ja da, det har jeg». For hun så altid så misbilligende og medlidende på mig og rystet på hodet med et dadlende smil, og det blev jeg kjed af. Hun er forresten så snil og skikkelig – vi er rigtig gode venner. Forleden dag, da jeg vilde gå hjem uden at drikke kaffe, og slå den reglementerede passiar af ude i haven med hele kompagniet, kom hun hen og sa: De må ikke gå fru Skram, så blir de alle så kede af det – ja, for de synes alle de er så sød og morsom at høre på, og når de siger farvel og går, så blir der så tomt og taust efter dem, og så piller de op en efter en. Nu, lidt efter lidt er det bleven til det at vi sidder der lige til kl. 5 vi spiser nemlig halv tre. – Igår var jeg oppe i pensionatet og hilste (ja, hvor jeg nu skal få papir fra ved ikke jeg)^k1264 på gamle fru Bendix. De havde så tidt [sic] sagt: kommer de ikke op og ser til os. Jeg traf gamlefruen alene og vi sad og snakked længe sammen. Johanne skrev at den pakke som var kommen, var det nok ikke værdt at sende, såsom det var et grønt likørstel. Jeg skulde skrevet og takket Fritz Bendix,^k1265 men jeg har jo altid så meget skriveri og skriveri idelig og bestandig. Forleden dag var Neergård og frue her. De besøgte fru Juel-Hansen, og så fik jeg bud om at vi om aftenen skulde forsamle os på kroen, hvad vi også gjorde og havde et par hyggelige timer ude i haven med brændende lampe alene i lysthuset. De rejste afsted om natten, ja det vil sige kl. 5 næste morgen som de kalder det her. De skulde på fodtur i Sjælland og Jylland, og bli borte til den 18de august. Du, for en lise det er at Juel-Hansen er rejst! I aften har jeg også fået bud fra fru J.H. om at komme derop. Det blir næsten vel meget af det gode. Jeg føler med bedrøvelse at hun er mere glad i mig end jeg i hende, men det kan jeg jo ikke hjælpe for. Undertiden ret som jeg sidder og taler med folk er det pludselig liksom jeg hører din stemme og føler dig tæt ved mig. Så falder jeg i tanker for det er så dejligt at hengi mig i den hallucination. Eller når nogen pludselig nævner dit navn, eller spør efter dig, så blir jeg med ét glovarm i ansigtet men det vises ikke, for jeg er så brun, og så kan jeg så tydeligt føle, hvordan det er når du kysser mig. Det er underligt når man elsker lykkeligt hvor megen rigdom man kan gå og være omgivet af, sådan i al stilhed. Viktor Bendix har jeg af og til truffet. Han er tækkelig. Det vi sa om at man ikke altid bare skulde spøge og ville være morsom sammen med fremmede, der stod udenfor jargonen, har han tilvisse skrevet sig bag øret. Her var en rasende morsom scene mellem ham og Anders Hol Jakob og mig ude i kjøkkenet igårmorges. Den kan det ikke nytte at fortælle dig; det drejede sig om at Viktor Bendiks nu ikke længer vilde sætte sit liv i vove sammen med Anders Hol den fyllefant – du ved han plejede at ro ud med ham, og bade på båden hans. Nu skal jeg snart se at komme mig hen til Bendix; fruen er også så tækkelig. Idag har det regnet lidt, og straks har jeg krøbet i mine dejlige træsko; du behøver ikke være bange der er ikke tale om at de skader benene mine.

– Jeg kan ikke udtrykke for dig hvor jeg synes det må være smerteligt at streife om dernede i det dejlige land som tyskerne har taget. Jeg er dog glad for jeg ikke er med. Det må jo være som at rive i et blødende sår. Stakkels dig min søde, tapre gut – men den dag du gik omkring og søgte efter stedet hvor du faldt, vilde jeg rasende gjerne været i nærheden af dig. Jeg tror jeg da var kommen til at græde. Jeg vilde skrevet mere, men må slutte. Du aner ikke hvor jeg glæder mig til gjensynet med dig. Det er dog noget andet, når du er med os.

Din, din Amalie

Højer den 31 Juli 85

Min elskede, jeg sidder i en Kro helt Vest ude og venter på Middagsmad, når jeg har spist skal jeg med Post Nord på for imorgen tidlig Kl 5 eller 6 at gå med Båd til Rømø, en Ø i Vesterhavet, som skal være beboet omtrent af lutter Skibskaptejner, alle danske. Det er i Marskegnen jeg er, mellem de rige Marskbønder, der ikke kan et tysk Ord men imidlertid er fuldstændig tysk sindede. Her er naturligvis også mange gode danske men de er som Regel trykkede af de store Bønder. En Apotheker her er de danskes Fører,^k1266 en ypperlig Mand, som har været med i den første slesvigske Krig og indirekte også deltog i den anden ved med Fare for sit Liv at give de danske Underretning om Tyskernes Planer. Underligt nok har det hos denne formuende Mand skortet en del på Gæstfrihed. Her sidder jeg i Middagsstunden ikke fem Minutters Vej fra hans Gård og må spise i en Kro, og det er ikke faldet ham ind med en Tanke at tilbyde mig Værelse hos ham eller Befordring til de Steder i Omegnen, som jeg nu har opgivet at besøge, fordi jeg umulig selv kan betale Vogn.

– Jeg har idag købt en Gave til Dig, blot den nu er god. – Jeg håber, at mit Besøg på Rømø kun skal medtage en Dag, men der er kun Forbindelse ved Sejl- eller Robåd, så kommer der Storm eller Stille er der en Mulighed for, at jeg kan blive fængslet derude. Du må ikke lade dig ængste, hvis der skulde gå Dage hen uden at Du får Brev, men for Resten skulde jeg tro, at jeg på Torsdag kan være i København, det er den 6 August. Dit sidste Brev Du sender mig kan Du lade afgå Søndag den 2 August og adressere Haderslev poste restante Schleswig; senere bør Du ikke skrive. Jeg har fået to Breve fra Dig, og jeg tror, at der må ligge endnu et til mig i Flensborg – det er jo en forfærdelig Tid Brevene er undervejs fra de Udliggersteder, hvorfra vi har skrevet – men det Brev har jeg truffet Anstalter til at få i Åbenrå. – Vejret er vedblivende varmt og tørt, kun blæser det her ude i Marskegnen. Jeg rejser nu mere og mere på ren Pligt med en Fristelse til at stryge på min Vej alt, hvad der nogenlunde går an. Det at jeg tager til Rømø forekommer mig selv som en Bedrift af høj Rang; men det var nødvendigt for Skildringens Skyld. Min elskede jeg må slutte, også i Nat drømte jeg om Dig, men der var ikke noget særlig mærkeligt ved det. Her er en Flensborgerdame her, som også en Gang er druknet. Hun fortalte ganske morsomt derom da jeg før mødte hende og den unge Apotheker. Da jeg spurgte hende om hun havde haft Følelsen af at gå i grønt Græs i Drukningsøjeblikket, benægtede hun det, og sagde, at adskillige Læger havde gjort hende samme Spørgsmål. Vidste Du at det er noget almindeligt for druknende at ende med dette Indtryk? Jeg synes det er interessant.

Nu må jeg slutte, farvel min Elskede jeg glæder mig usigeligt til atter at se Dig

Din Erik

Det er drøjt at kredse langt borte fra de Breve, som jeg jo er temmelig sikker på allerede ligger og venter på mig

1ste august 85.

Min elskede, idag kom det brev jeg ventede igår; ja brev kan jeg dog ikke kalde det, men ialfald besked. Igår skrev jeg et, efter omstændighederne, (jeg havde ikke papir) langt brev til dig, som jeg sendte til Flensborg. Jeg skrev udenpå at det måtte bli sendt efter dig, hvis du var rejst, og det håber jeg da de gjør, for det var et brev som du vilde bli glad i, det er jeg sikker på. Du må endelig se til at få fat på det. Det lader som du mener dette skal være det sidste jeg skriver til dig, og det er jeg glad for, for det betyder at du snart kommer selv. Du må nu endelig la mig vide dagen, så jeg ikke skal være borte i øjeblikket. Inat var det et så voldsomt uvejr; jeg kunde ikke sove for pladsk på ruderne og tuden om ørene; det forekom mig bogstavelig at sengen stod og slingrede, og det gjorde den da sikkert også. Jeg lå og ønsked du havde været ved siden af mig; så havde jeg sikkert krøbet over i din seng, og lagt mig tæt ind til dig med hodet dybt nede etsteds, ja, for det tordnede også, skjøndt jeg ingen lyn så, gudsketak. Så tidlig imorges blev jeg vækket af et rasende rabalder i kjøkkenet som om al verden blev slåt i knas, og derefter en højrøstet skjænding og spektakling. Da jeg kom ud var stormen stilnet af; gulvet i kjøkkenet og stuen var bedækket af flaskeskår, og inde på sofabænken (døren stod åben, det gjør den altid) sad den arme Anders så fuld som et røre med ludende overkrop og begge sine store labber af hænder hængende ned mellem knæerne. Næsen formelig hang og dinglede på ham idag. Straks han så mig rejste han sig op ravede hen imod mig, og begyndte at fortælle om et stort, pent stykke kjød som han kunde fået over på Hvén for en billig betaling, «men jeg hadde ingen penge ser de». Dette gjentog han i det uendelige og viste på bordet hvor stort kjødstykket havde været. «Ja for jeg kjender en tøs derover, skal jæ sige fruen, hun er så rimelig at komme til rette med, for hun har en beværtning i fuld stand, og hun gir en flaske brændevin for 10 sild. Ifjor fik jeg to flasker for tre tosker på den længde».^k1267 Han viste igjen på bordet. «Men ser de frue; jeg har været uartig idag ser de, ja, jeg har været uartig, men det går nok over, for alting er en overgang, og det skal æ sige fruen at deres søn, han er ligegodt en gut, han.» En gut! gjentog han med en underlig halvt hemmelighedsfuld betoning og en som det syntes mig anerkjendende mine. Siden har han været stille, men knagende drukken hele dagen. Om natten er han ude og sætter sildegarn, han og to andre aldeles kontante fyllefanter. Sønnen hans, Peter er altid for sig selv. Sligt et syn det er, siger Jakob, når de tre «brave» lægger fra land. Men det er nu det samme. Aldrig har jeg vidst at en drukkenboldt kunde være så elskelig i sin uligenskab som Anders Hol. At se ham på do er dog mere end alt andet, påstår Jakob; det har jeg ikke opnået, men Jakob siger at døren altid står vid åben og så sidder han med labberne nedhængende, foroverbøjet og småsnakker. Og tænk, det er det samme do, som jeg går på! Jakob har aldrig været der; han går på vidden. –

Idag fik jeg et kjækt og hyggeligt brev fra Garborg.^k1268 Han siger at han alligevel vil anmelde Constance; for di han er blet så opærget over alle de «rædde – eller forståelsesløse anmeldelser» han har læst. Det kan du vide jeg er glad for. Undres om Socialen har havt noget om den.^k1269 Jeg har nemlig ikke sét den siden jeg kom herned. Du ved jeg skrev brevkort til den og Politiken. Dagen efter fik jeg brev fra Socialen om at jeg måtte opgive til hvilken adresse bladet tidligere havde været sendt. Jeg havde blot nævnt dit navn. Så svarte jeg straks tilbage, og opgav det forlangte.

Her kom Jakob og sa jeg måtte endelig komme ned på stranden og se fiskerne drage kvaserne i land. Der var et liv dernede, så du fatter det ikke. Hele Hornbæks fremmedbefolkning på benene, alle stedets fiskere, Anders Hol og Peter Lemke (den ene af hans staldbrødre ikke at forglemme) småt og stort, gammelt og ungt. Det var så morsomt; mild, blød luft med dæmring i disen rundt omkring (– det havde regnet før idag) og en gylden stribe i horisonten nederst nede ved havet. – Men altså, så kom der atter brev fra Socialen at jeg først måtte sende et kvartals hyre havde jeg nær sagt, og da blev jeg så opærget, at jeg ikke gad svare. «Politiken» fik jeg straks uden spor af slinger i valsen. – Imorgen er det søndag og da skal jeg begynde at bade igjen; det glær jeg mig til. Men allermest glæder jeg mig, og længes jeg efter at falde dig om halsen og ønske dig tusinde gange velkommen hjem min elskede! Kan du få tid, så kjøb et par af de bøger du ved, til renskrivning af komedien med dig, når du er i Kjøbenhavn. –

Din Amalie

Abenrå Søndag 2/8 85

Min elskede Ven, jeg er aldeles afskylig tilmode, jeg kommer lige fra Posthuset, og der var intet Brev. Nu har den Snøbel af en Mand, som jeg har bedet om at sende Brevene efter mig til Åbenrå, formodenlig ment, at han havde god Tid dermed, efter min Rejseplan skulde jeg først indtræffe hertil imorgen eller i Overmorgen. Jeg har skyndt mig, som rejste jeg fra en Forfølger, og Åbenrå stod for mig som et foreløbigt Længslernes Mål, for der var Brev fra Dig, nu er jeg her, men der er intet Brev. Det er Søndag, og Posthuset er først blevet åbnet for lidt siden, det vil sige Kl 5, jeg har kun ventet på dette Klokkeslet og skal rejse videre om en halv Time, havde jeg ikke ventet Brev, var jeg kommet før afsted. Ak det er et Stød, som er svært at komme over! Og dit eller dine søde Breve, som nu ligger og længes efter mig i Flensborg, det er til at ærgre sig ihjel over. Var der Mening deri, blev jeg til imorgen for at se, om Fyren da havde sendt Brevene; men det vil udsætte min Hjemkomst, som nu kan ske en Dag eller to før jeg havde tænkt og det er dog det vigtigste. Min dejlige Hustru Du kan ikke tro hvad det er for en Fattigdom at sidde her uden Efterretning fra Dig og at skulle rejse videre stadig med Følelsen af de Breve, som nu er spildt. Jeg har ingen rigtig Interesse forbunden med den sidste Del af min Tur, det er forekommet mig, at jeg har været temmelig uheldig med de Mennesker, jeg har truffet – jeg har sprunget Steder over, hvortil jeg vistnok burde være taget, og jeg har afkortet mine Besøg, altsammen er det, tror jeg, kommet af, at mine Tanker nok så meget var på Sjællands Nordstrand som her i Sønderjylland. Idag var jeg dog heldigere: den nordslesvigske Deputerede Junggren (Rigsdagsmand i Berlin)^k1270 var en fængslende Skikkelse, hans Hjem hyggeligt, han er Tobaksfabrikant her i Åbenrå, men jeg var jo også i bedre Humør, der var Breve at få Kl 5, og det var lykkedes mig ved en forceret Tur igår at komme så langt frem idag, at Enden nu er nær. Nu sidder jeg her og rejser om lidt videre i sort Humør. Min elskede Ven, så lad mig da i det første Kys Du giver mig, når jeg nu snart er hos Dig, få al min Lykke på ny og Erstatning for de særlig slemme sidste Dage jeg nu skal gennemleve. Har Du en Smule Medlidenhed med mig?

På snarlig Gensyn min Elskede

Din Erik

Jeg formoder, at Du ikke har kunnet skrive til Haderslev, da mit Brev fra Højer formodentlig først når Dig idag eller imorgen, og Posten fra Hornbæk vel kun afgår en Gang om Dagen, vel sagtens om Morgenen. Jeg havde jo skrevet at senere end Søndag skulde intet Brev afsendes.

Farvel elskede!

2de august. 85

Idag fik jeg rent uventet et sødt lidet brev fra dig, uventet fordi jeg jo havde fåt de få linier igår. Iaften skriver jeg bare et par ord – vi skal holde kro hos Juel-Hansens iaften, og klokken er blet så forfærdelig mange. Men så må du være sød og huske på at jeg jo igår skrev et nokså respektabelt brev til dig. Igår aftes kom Juel-H. tilbage, og idagmorges tidlig før jeg var klædt og mens Jakob endnu lå og sov, kom han og banked på døren med «Berlingeren». Winkel Horns anmeldelse^k1271 er mere angribende, end det selv for Berlingeren havde været nødvendig, synes jeg – den er forresten ikke god. Fru J.H. er meget opbragt på ham, og skriver ham sin misnøje til. Hun havde nemlig sagt til mig, at hans skriveri vilde blive varmt og anerkjendende selv om han også måtte passe det af for sit blad. Nu er hun bleven så rent skuffet. Men skidt med det! Idag kan du tro jeg har opnået hvad jeg igår beklagede ikke var falden i min lod. Anders har været så rasende fuld at han har siddet på do fra kl. ½ 10 imorges, til kl akurat et kvartér over to med vidåben dør, og brølsnorket. Tilsidst tog sønnen en lur og blåste ham vågen og så kom han tumlende rent ille forstyrret og kunde bogstavelig næsten ikke gå. Han grov sig ind i stuen, forlangte mad, og mens han spiste snøvlet han om, at han idag ikke kunde gå med de andre to, og sætte garnene ud (det var derfor sønnen havde vækket ham); han måtte sove rusen ud. Men det blev der ingenting af, for straks efter slingred han ind og hented skrædderen, som er pukkelrygget, og får rasende bank af sin kone, fordi han drikker sig fuld, men langtfra som Anders. Du skulde set dem gå hånd i hånd afsted til kroen; de sammenknyttede hænder løftet op i højde med skuldrene og lidt fra hinanden, som når man stiller sig op til Fandango. En timestid senere kom de samme vej tilbage og skulde i bad. I vandet fik skrædderen krampe, og blev bærget op af Anders. Og lidt efter kom de gående i samme positur naturligvis på vej til kroen. Nu kl. ½ 9 ligger endelig Anders på sine gjerninger. Hans datter har trukket klærene [sic] af ham, og vilde havt ham tilsengs, men han dat overende på sofabænken, og faldt straks i søvn i skjorteærmer og underbukse. Ja, den Anders! Aldrig havde jeg vidst hvad en drukkenboldt var, før jeg lærte ham at kjende. Signe og den gamle pige, som er lejet her hver dag (ja hun sover her også) for at sidde og bøde fiskegarn giver mig uafladelig rapport om hvad der foregår med Anders. De har tydelig mærket at det interesserer mig stærkt;^k1272 indtil den mindste detalje, så holder de mig nøjagtig à jour. Hør du min egen elskede, hvis du kommer tidsnok til Kjøbenhavn om torsdagen, så må du endelig ta afsted samme dag. Der går befordring til Hellebæk til Aalsgård, også om eftermiddagen og aftenen, og derfra kan du gå til Hornbæk. For ellers skal du ligge i byen om natten, og så må jeg vente til næste dag, og det er så kjedeligt. Jeg får slutte her. Farvel til vi sés!

Din Amalie.

Onsdag den 7 Oktober 85

Min elskede Ven, Klokken er 1, det regner og blæser endnu omtrent med samme Styrke som imorges, jeg tænker på Dig, som nu vippes på Kattegats arrige Bølger.^k1273 Jeg håber Du holder Stand. Det er noget lysere i Vejret, så Regntykke har I vel ikke fået. Men dit Læsestof er alt for ringe; dumme var vi, at vi ikke tænkte i Tide derpå. Jeg har ikke begyndt at bestille noget endnu, men når jeg nu har skrevet til Dig, tager jeg fat. – Først altså da jeg gik fra Knippelsbro, hvor jeg fik det sidste Glimt af Dig, vadede jeg bogstavelig i Vand til Posthuset, hvor Brevet til Jakob blev indleveret i god Tid.^k1274 Så vadede jeg videre under et Skybrud fra oven, som spottede ethvert Forsøg på at dække sig. Ved Nørrevoldgade vilde jeg først fejgt snyde mig fra at gå op i Huset, hvor Kvistetagen var til Leje,^k1275 jeg var så våd, at at en hvilkensomhelst Forpligtelse til at holde et Løfte syntes mig skyllet bort med Vandet, som drev af mig, men jeg tøjlede mit skændige Sind, og med kolde Knæ og Sjup i Støvlerne begav jeg mig ind i det nye Hus. Der var Marmortrin den første Etage op. Det var smukt, men koldt og glat for våde Såler og ikke lovende for hvad der i Kvistlejligheden skulde gives for de 400 Kr, som prangede i Vinduet. Jeg var beskeden, da jeg i min dryppende Tilstand spurgte en dejlig tør Snedkermand, jeg mødte på Trappen, om Kvistværelsernes Antal. «Tre, min Herre, uden Køkken!» Tak, sa' jeg, det var akkurat netop lige det, som jeg ikke kunde bruge. Mange Tak skal De ha. Snedkersvenden grinte ringeagtende, og Marmoret lagde Snarer for mine nedadgående Fjed. Så nåede jeg vor lille Sporvogn, som jeg stille fyldte med Vand fra min Paraply og mine Bukser, og så stod jeg i vor Lejlighed, som jeg elsker, fordi den er vor Lejlighed, men som nu var underlig forladt. Gangen og Sovekamret sørgede, fordi ingen af dine Hatte var der og ingen Handsker og Slør, ingen lang Regnfrakke, ingen Paraply på gale Knager, ingen Mulighed for ikke at kunne finde alt hvad det skulde være. Og Bordet foran Spejlet, jeg mener Kommoden, i Sovekamret så ud som en nedlagt Kirkegård, ikke det mindste Smule levende lille Mindesmærke om, at Du lige var kommen hjem og dybt rystet over dine overstandne Besværligheder havde kastet hulter til bulter, hvad Du havde i Hænderne, Johanne havde ordnende stedet Indtrykkene af Dig til Jorden. Så skiftede jeg Over- og Undertøj og kom ind i Værelserne til Gaden, de var søde og ikke så fortabte, kun bredte det røde Tæppe på Spisestuebordet sig noget pralende i sin Vigtighed over allerede Kl 10 at ligge der i rolig Venten på den Frokost, der ved adskillige Timer var skilt fra Morgenteen. Så læste jeg Aviserne i min Stue, som var herlig lun, og fik Kl ½ 12 Frokost. Johanne havde lavet noget meget velsmagende Lobeskowes, og da jeg så atter var i min Stue forekom det mig mest passende at strække mig en Stund på Sofaen med en tilfældig Bog i Hånden. Allerede nu syntes min Tilværelse mig så temmelig uhyggelig. Den lille Lur jeg havde tiltænkt mig selv, kom ikke, jeg stod da op og forlangte Regnskabet af Johanne, det viste en Indtægt for hendes Vedkommende af 12 Kr og en Udgift af 13 Kr 46 Øre. Efterat mine Overvejelser i den Anledning var overståede, udfægtede jeg en Kamp med Johanne, som kom farende og vilde have Lov til at købe Rødspætter hos Manden, der råber med dem. Jeg sagde, at når vi skulde have Fisk, skulde hun købe dem, hvor de var friske, på det Fiskehus, som Fruen havde bestemt, eller om det skulde vise sig, at der var for dyrt, så et andet Sted. Mine Ord lokkede højt et Smil omkring Johannes Læber omtrent som talte hun sålunde til sig selv: jo snak Du kun, jeg køber hos Manden; tror Du jeg render til Byen efter Fisk! Men Enden på Historien blev, at jeg idag får Hakkebøf. For så vidt er altså min Autoritet endnu i Behold. – Så nu ringede det, det var Manden med Skattekvitteringen! Tror han jeg er gal! Jeg betalte 22 Kroner i forrige Måned, han kan få Lov at vente. I Aften skal jeg ikke i Kasino ligesom jeg heller ikke idag skal i Rigsdagen. Der er først Møde imorgen.

Torsdag

Min søde Pige, det er ikke morsomt at færdes her uden Dig. – Jeg læste efter Bestemmelsen igår Lie's Bog, som jo skal anmeldes,^k1276 den er ikke synderlig god, vistnok en Del gamle Sager parret med et Par nye Fortællinger, og da jeg var færdig med det meste af den, stod Middagsmaden parat. Den blev besørget så uanstændig hurtig, at jeg ikke turde kalde på Johanne, da jeg var færdig, jeg gik lidt omkring og drev i Spisestuen, inden jeg åbnede Døren og sa': Værsgo! Så gik jeg mismodig ind i min Stue og gav mig på ny i Færd med min Bog. Men det var ikke morsomt, og jeg fik efterhånden en Skræk for at sidde hjemme om Aftenen. At tage mig en Middagslur faldt mig ikke ind. Jeg så efter hvad der gik i det kgl Teater, og da jeg så, at det var den ny Opera «Aïda»,^k1277 klædte jeg mig på og gik i god Tid derind. Regnen var nu hørt op, og det var stille, jeg glædede mig på dine Vegne. Ved Indgangen til Teatret så jeg Pylle og Hermann Thaulow og hilste på dem først på Afstand senere vekslede jeg to Ord med Hermann, som spurgte til dig. Jeg havde nær ikke kendt dem, jeg vidste jo ikke af at de var i Byen. Forøvrigt lod det ikke på Hermann som om han havde store Sager at tale med mig om. Begge så udmærket godt ud. De var i Følge med Fru Heiberg og en af Frøknerne samt en Dame til. De sad naturligvis i første Parket. I andet Parket første Række sad Lillemor og hendes Mand (hvad er det nu han hedder)^k1278 og jeg kom senere til at sidde umiddelbart foran dem; da havde de et lille Skænderi for, som han førte, forekom det mig, stilfærdigt og pænt, det drejede sig om, at et eller andet, hun havde sagt eller gjort, ikke var godt Kammeratskab. Hendes Svar var nok så spidse. Jeg flyttede mig, det var så flovt at sidde halvvejs der som Lurer, de tænkte naturligvis ikke på, at jeg hørte hvad de sagde. Operaen er skøn, det var Synd, at jeg var der alene. Jeg er vis på, at Du vilde have glædet Dig, Simonsen vilde rent have bedåret dit Hjærte, Frk Dons spillede bedre end hun sang og omvendt sang Fru Keller bedre end hun spillede.^k1279 Det er det værste Nonsens af Lange,^k1280 at han er fornærmet, fordi Simonsen har fået et mere fremragende Parti end han, Simonsen knuser ham aldeles i denne Rolle, både er Stemmen omtrent dobbelt så stor og så er den meget skønnere. Lange har sin Genialitet som ikke passer overalt, den andens umiddelbare Kraft bliver her benyttet på rette Måde som vild Æthioperkonge. I Teatret talte jeg med Galschiøt, som fandt på i Anledning af min Enkemandsstand at tilbyde mig en af sine to Billetter til Kristina Nielson-Konserten i Aften.^k1281 Det Fæ burde naturligvis forlængst have sendt os to Billet[t]er til den ene af Konserterne. Nå jeg tog naturligvis nu med Glæde imod Tilbuddet, så har jeg også Aftenen i Aften anbragt. Ved Bortgangen fra Teatret mødte jeg Fritz Bendix, som jeg havde givet et Vink, og han fulgte så hjem med til det kolde Hakkebøf – jeg havde til Middag kun spist lidt – og Øl. Der var jo noget Kognak endnu på en af de små Karaffer, og det lod han sig smage godt, efterat vi havde spist. Det var jo godt at have et behageligt Menneske at snakke med, men han blev for længe, jeg var umådelig træt tilsidst, Klokken var halvtre, inden han gik. Til vor Undskyldning må tjene at Aïda ikke sluttede før næsten 11. Så tumlede jeg mig da endelig i Seng. Over din havde Johanne ladet Sengetæppet, det hvide hæklede, blive liggende udbredt, og det var jeg ret tilfreds med, som den der lå urørt så den ikke så tom ud som den kunde have gjort. Jeg sov til ½ 10 imorges og var lidt tung i Hovedet af den lange Nattevågen og Kognaken, men det gik for Resten hurtig over. Klokken 11 omtrent fik jeg Visit af Neergaard, der kom med Korrekturen af K'ivigtok,^k1282 som er bleven 12 Sider, og for at rykke mig for Artiklen om Strindberg.^k1283 Gid Fanden havde den! Kort efter at han var gået indfandt en Hr Brøckner sig,^k1284 som uvist egenlig af hvilken Grund vilde hilse på mig og fortælle mig, at han havde oversat «Et Skud i Tågen» af I.P. Jacobsen på engelsk og idag sendte Oversættelsen til et londonsk Tidsskrift, hvis Navn jeg har glemt (Whitehall-Review (?)). Jeg ønskede ham til Lykke med hans Foretagende og så tøflede han af. Så Frokost og så Rigsdag. Efter Rigsdagen gik jeg til Mama, kom der lidt før halvfire og traf hende siddende nogenlunde oprejst og læsende i nogle Småfortællinger. Det så jo ret opmuntrende ud og virkelig regnes nu også Betændelsen i Lungen for hævet.^k1285 Hun har en stærkt udbredt Bronkitis (?) tilbage og for at kue den er hun begyndt med et Vandomslag, der i Form af en Trøje trækkes over Bryst og Ryg. Hun holdt ikke af dette Omslag men lod ellers mere forhåbningsfuld, end da Du t.E. sidst så hende. Hun havde været så ked af, at hun ikke vidste Klokkeslettet for din Afrejse igår, havde tænkt sig det mere sent på Dagen og blev altså nu altereret over, at den var foregået under Morgentimernes Skybrud. At jeg skal hilse Dig så kærligt som muligt, kan Du begribe. Emma kom, mens jeg sad der, og jeg fik en Opfordring til at spise med, som jeg dog afslog, ikke var jeg sulten og hjemme vidste jeg, at Johanne lavede på gule Ærter til mig. Spiste jeg ikke af dem idag, fik jeg formodentlig aldrig Bugt med dem, kendte jeg hende ret, var der til en lille Bataljon Soldater.

Aften Kl ¾ 12

Rigtig, der var Ærter til mange Dage! Men udmærket velsmagende, det må man lade dem. Jeg spiser for Resten ikke nær så meget nu i min enlige Stand, som når Du sidder med. Du skal se, når Du kommer tilbage, får Du en rigtig pæn smækker Ægtemand at gå omkring med. – Jeg er nu netop kommen hjem fra Kristina-Nielson-Konserten med en efterfølgende Aporta-Tur sammen med Galschiøt, han var rigtig behagelig. Naturligvis øsregnede det, da jeg skulde fra Aporta, jeg havde jo ingen Paraply taget med, ellers har det været udmærket fint og mildt Vejr idag, som jeg har håbet på har strakt sig så langt op som til Stavanger, hvor Du vel har været idag. Konserten var jo ret interessant, men hun er svært på Retur den store smukke Dame som hun er, og Begejstringen havde lidt ondt ved at komme op, men efterhånden gik det jo, det knagede og bragede tilsidst med Fremkaldelser. De kejserlig-kongelig-prinselige Herskaber^k1286 var i Teatret og Kristina Nielson hædrede dem med en russisk Sang ved en af Fremkaldelserne. Jeg så ved denne Lejlighed, at den pæne lille Kejserinde har en styg Næse i Profil, den ender i en opadvendende Tap. For øvrig gad jeg ikke kigge synderlig på dem. – Da jeg kom hjem idag, fandt jeg to Kort fra Frøken Aalberg,^k1287 som havde været på Visit, hun havde trot endnu at træffe dig, fortalte Johanne; desuden lå der de to Breve, som jeg sender med. Efter Bordet har jeg idag fået mig en Lur, som hengik med bestandig at drømme om Dig, vi var i Selskab og jeg spiste den ene Pære efter den anden, Du var snild og god, det var meget hyggeligt.

– Nu min søde elskede Ven har jeg vist fortalt Dig alle Dagens Begivenheder. Ja Politiken får vente til en anden Dag, jeg er bange for, at Venstre er i Færd med at gøre en Dumhed, men da jeg ikke har talt med nogen, der forstår sig på disse Ting, er min Mening usikker, og det vilde desuden også i Aften blive for vidtløftigt. Jeg er søvnig og træt og vil gærne ordenlig til Sengs. Nu går jeg ned med Brevet og med Korrekturen til Neergaard. Når mon Du nu får dette Brev, og når får jeg dine Ord fra Kristianssand – dem længes jeg efter. Godnat min kæreste Ven, det er fælt at være uden Dig. Men nu må jeg til at arbejde på Kraft. Rigsdagen vil i næste Uge vistnok blive slem. Hils nu Augusta og hendes Fader mangfoldige Gange fra mig, hav det godt, tænk på mig, sig Ludvig, hvor ondt det gjorde mig, at han ikke kom i Sommer, at jeg alvorlig havde glædet mig til at få ham sammen med os andre. Skriv meget flittigt

Din Erik

Ombord i Kristiansund, torsdag [8/10/85]

For et par timer siden har vi fåt Norge isigte, det ligger så pent og højt og langstrakt, og knejser med sin fjeldryg i den rene, klare luft og det strålende solskin. Vi har det dejligste vejr, der kan tænkes, men skuden sætter dog en del, for her er vældige underdønninger, skjøndt vandfladen kun er let kruset i små spidse skumbølger. Kl. er 12 og først kl. 4 er vi inde i Kristiansand; vi skulde været der kl. 10, men dels kom vi en time forsent afsted fra Kjbhvn og dels havde vi vinden stik i stævn, rent en storm til og med, i går. Men ikke hele dagen igår. Jo fjernere vi kom Danmark, jo bedre blev vejret. Kaptejnen siger at han er temmelig sikker på Øresundet også idag står i et eneste drev af storm og ruskevejr. Vi har havt det meget godt ombord; kaptejnen der heder Hansen og i gamle dage har kjendt dig og især Tyge,^k1288 har ikke vidst det gode han vil gjøre os, og Christensen har tronet^k1289 som en sultan mellem sine fire damer og været rundhåndet med vin og spøg og omsorg. Nej, nu slingrer skuden så, at det næsten ikke går an at skrive. –

Tænk for et øsende regnvejr igår, da du stod der på Kniplebroen [sic] og viftede! Jeg blev på dækket sålænge jeg kunde øjne dig og var ganske sår om hjærtet da du kom mig fjernere og fjernere. Og uafladelig har jeg savnet dig min elskede; ved alt muligt har forestillingen om hvordan det vilde været hvis du havde været med, levet i mig, hvad du vilde sagt og gjort o.s. v. Det blir svært at undvære dig. Christensen er i et strålende humør, og siger uafladelig vittigheder. Igår formiddag sad vi heroppe i røgesalonen og krøb sammen for stormen og regnet og jeg begyndte at græmme mig over uvejret og jeremiadede, og sa at det dog var en underlig tilskikkelse at vi, som havde faret jorden rundt så mange gange, og var kommen uskadt fra det, nu skulde gå hen og omkomme på en filletur fra Kjbhvn. til Bergen. Pludse[lig] gav Kristensen en hvæsende lyd, så på mig med et morskt øjekast og udbrød: Vil du bare tie stille med dig, for ellers varer det ikke længe før lugen blir tat op, og du blir puttet ned i lasten. Derover brast alle i latter, og siden har det hedt bestandig: vær bare skikkelig, ellers kommer du i lasten. Og igår ved middagsbordet da kaptejnen var så opmærksom med os damer; da lagde Christensen med ét kniv og gaffel og sa: hvis det skal være på denne måden, så er det bedst du spiser i din egen lugar kaptejn for eftertiden. De er dus og gode venner. Han skulde være jaloux, forstår du. – Jeg var lidt kvalm igår, men klarte mig godt, spiste mine måltider, og kunde endog røge lidt på køjen igåraftes. Augusta og jeg^k1290 fik et stort kammer for os selv med 4 køjer i. Christensen skulde havt det, men så fik han kaptejnens. Vi sov til kl. ½ 9, da fik vi te på sengen, stod op, og gik på dækket. Aa der er så mange småting jeg skulde fortalt dig, men det får være. Du vilde likt dig rigtig godt om du havde været med. Jeg har kun været to gange på do. og bare den ene gang havt afføring, men derfor græmmer jeg mig også, kan du vide, og nu føler jeg mig kvalm igjen. Du må ikke tro jeg endnu har fåt tid til at læse Alladin ud;^k1291 vi er så optat hele tiden. Nu skriver jeg ikke mere, men venter med slutningen til vi kommer til Kristiansand.

Nu har jeg sovet over to timer, og det gjorde godt, for nu er det ækle ildebefindende over; det er forresten ikke bare mig, som har havt kvalme; selv gamle Christensen har været benauet, han har gåt og skjændt og bannet over de små pølser med flæsk i som vi havde til frokost, og som var så delikate at vi forspiste os af dem. Vi ligger nu i Kristiansand, Augusta og jeg går i land med brevet, om en time bærer det atter afsted med os; vi får vist styg slingring, skjøndt vejret fremdeles er godt, men det er de fæle underdønninger. Imorgen meget tidlig er vi i Stavanger og udenskjærs hele tiden, og imorgen ud på eftermiddagen i Bergen. Jeg glæder mig umådelig til at se Ludvig, men jeg længes allerede rædsomt efter dig min egen søde elskede. Christensen og Augusta hilser mange gange. Skriv flittigt.

Din Amalie

Fredag den 9 Oktober [1885]

Klokken ½ 6

Idag er der min elskede Ven af mærkeligt kun forefaldet det, at Johanne gav mig Dessert efter de gule Ærter, der var opvarmede fra igår, en Citronbudding, tror jeg det var. Jeg fandt da ialt Fald, om jeg ikke tager fejl, det meste af en halv Citron indbalsameret i Buddingen. Du véd måske, at jeg afskyer at støde på Citronskaller, det sætter mig i ondt Humør som Klumper i Grød. Nå, det var jo velment, men jeg frabad mig forøvrig slige Overdådigheder. Måske var det hele dog kun en Snare, ti på det Tidspunkt, da det kunde formodes, at jeg var kommen til Desserten, indfandt Johanne sig og lod som om det var nødvendigt at bære Ærterne ud for at jeg kunde skride til Buddingen. Hun indledte da følgende Samtale: «Tror Herren, at Herren er ude til Middag på Søndag?» «Derom ved jeg intet.» «Ja for jeg er inviteret til Konfirmation på Landet.» «Hvor?» «I Ordrup. Jeg har været der før, i Sommer, men jeg kan ikke finde Stedet igen alene, og Klokken halvtre tager der nogle andre derud, som jeg kan følge med. Jeg skulde gerne svare idag. Tror Herren –?» «Jeg tror ingen Verdens Ting, men svar De kun ja, De må vel altid kunde lave et eller andet, som jeg kan spise, hvis jeg er hjemme.» «Ja mange Tak.» – Jeg gør således bedst i at ty et eller andet Sted hen på Søndag. Jeg gør det nu for Resten vistnok ikke, jeg sporer ikke den allermindste Lyst til at binde mig i Timer hos fremmede – og hvem? Iøvrigt er Dagen gået med lidt Arbejden og en Tur til Rigsdagen, jeg er lige som lidt hjemløs og ueffen. Nu om nogle Timer – jeg har lige spist – agter jeg at gå i Studentersamfundet, hvor der skal være et Slags Politisk Protestmøde med Besøg af de dømte Berg, Nielsen og Noes. ^k1292 Du véd måske, at de to sidste er sluppen ud af Arresten. Jeg går mest derhen for at komme til at tale med en eller anden om Øjeblikkets Politik, som jeg ikke ret begriber. Jeg sender dig «Politiken» for idag, for at Du kan læse en efter min Mening fortrinlig Bedømmelse af Kristina-Nielson,^k1293 der står på anden Side tilligemed Peter Nansens Opsats om Publikum, der jo også er ganske morsom. Det var et usædvanlig pænt Selskab den Aften i Kasino, Damer i Toilet osv.

Kl 8 ¼

Om lidt går jeg. Jeg giver dig her et Kys på Papiret. Ved Du, hvad jeg for lidt siden tænkte på? At Du har megen Ret i dine Klager over vor Dagligstue. Det er ikke et sødt og hyggeligt Rum nok for Dig, og vi havde Midler til at skabe en herlig Stue. Men Du skal være lidt blid, når Du taler derom – det er jo urimeligt at bruge en ond Mund, hvor man med et Smil og et muntert Ord kan nå det samme: at trøste sig så længe det varer. Du kan være glad ved i Aften at være de mange Mile borte. Som jeg vil komme til at stinke af Tobak i det gyselige Lokale, der naturligvis vil være fyldt til Kvælning! – Fra Fru Juel-Hansen har jeg modtaget to Adgangskort til hendes Gymnastikprøve på Søndag.^k1294 Mon hun tror, at Du endnu er i Byen? – Uf det øsregner! Farvel min søde Pige.

Lørdag den 10 Okt.

Jeg begynder unægtelig at længes temmelig alvorlig efter en Underretning fra Dig. Torsdag Morgen har Du været i Kristianssand, og at jeg endnu ikke Lørdag Middag har dit Brev synes mig lovlig hårdt. Johanne spurgte mig før næsten bekymret, syntes jeg, om jeg ikke havde hørt fra Fruen. Jeg trøstede hende og mig selv med, at der nok i Aften kom Brev. – Gamle Grosserer Thune, Jutta Wågepetersens Fader, er død igår.^k1295 Dødsfaldet har længe været imødeset, om end Manden gik omkring og styrede sin Forretning. Der er sikkert mange Penge til Deling mellem de tre Døtre, som jo alle er gifte. Jeg må formodentlig sende et Par deltagende Ord til Jutta, det er ikke så let, i Grunden syntes jeg ikke om den gamle Fyr, han var Spidsborger fra Isse til Fod, ufejlbarlig i enhver Opfattelse, det Fæ. – Aftenen igår gik godt. Jeg kørte derind i vor «fattige» Sporvogn, fik talt om den politiske Stilling med Rubin og Høffding^k1296 – særlig den første så noget mere fortrøstningsfuldt på Sagerne end jeg, og end, som jeg senere hørte, nok også Hørup og Brandes, der ved denne Lejlighed er bleven overstemte i Partiet – og så gik Gildet i Gang. Der var den store Fornøjelse derved, at begge Mændene Nielsen og Noes, navnlig den sidste, er udmærkede Repræsentanter for det dygtige i Bondestanden, stilfærdige og sikre Folk, som viser den Hyldest, de nu er Genstand for, tilbage til Sagen; begge taler de med et virkeligt Herredømme over Tanker og Form. Det var overordentlig opmuntrende at høre, og deres personlige Fremtræden skabte en Stemning i den fuldt pakkede Sal, som vanskelig kunde have været bedre. Der var mere Fylde og Varme, forekom det mig, end nu sidst i Lørdags, da Henrik Ipsen blev så stormende hyldet.^k1297 Jeg lod mig forlokke af mit Ønske om også at give mit Bidrag til Aftenens gode Forløb til at holde en Tale. Jeg syntes, at jeg havde adskilligt på Hjærte, men da jeg fik Ordet, lykkedes det mig forøvrigt kun dårlig at få sagt, hvad jeg vilde. Jeg udbragte en Skål for vore Bønder, det var tørt og kedeligt. For Resten var det ikke Talernes Glimmer, som gjorde Aftenen hyggelig, der blev ikke sagt noget særlig godt, men hele Tonen var så smuk og jevn. Der var ikke få Rigsdagsmænd til Stede, mest Bønder, af dem talte fire, kort, djærvt, fornuftigt. Den høje smukke P. Andersen fra Midtsjælland,^k1298 som havde været en af Indbyderne til Ringstedturen, hvor Jakob var med, bragte Studentersamfundet en Hilsen fra Bønderne, som den Gang blev gæstet, jeg kan ikke sige dig, hvor taktfuldt og godt han gjorde det, han endte med at foreslå Triers Skål, Formanden i Samfundet.^k1299 Jeg talte med ham og spurgte, om han havde lagt Mærke til Jakob. Jo det havde han rigtignok, jeg måtte endelig hilse den unge norske Student med Dusken på Skulderen. Drachmanns fortrinlige Sang til Studentersamfundet^k1300 – Slagsangen der oppe – blev sunget, de kan den udenad, og senere overraskedes jeg unægtelig ved at høre et mægtigt Kor, da Marseillaisen blev spillet, synge første Vers på fransk. Det lød fortræffeligt. Trier havde den gode Tanke at hæve Soldet tidlig, inden Stemningen løb ud, en Mængde blev tilbage, men jeg gik med With, Bendix og Schiødte^k1301 til Aporta, hvor vi lige netop slap ind et Par Minutter før 12, og der sad vi så en Timestid. Det tog sig aldeles ud som i gamle Dage, men der var ikke nogen rigtig Fornøjelse derved, den «Frihed» jeg nyder, smager mig ikke, og de gode Herrer W. og S. er lidt sløje, Bendix syntes jeg var den bedste af dem. Han fulgte mig hjem. Han er vistnok for Alvor sørgmodig,^k1302 om end han forøvrig ikke med et Ord har slået på noget sådant for mig, det kommer indirekte til Syne.

Klokken ½ 12

Intet Brev i Aften! Tre gange har jeg været ved Kassen. Første Gang var det blind Allarm, anden Gang fandt jeg et Papir, som indbød alle «hjerteligen til Evangelisk Foredrag i Københavns kristelige Missionsforenings Lokale Kongens Nytorv 21 og Zinsgade 1. Ånden og Bruden siger kom og den som tørster, han siger kom og den som vil, han tager Livsens Vandene for intet. Åb 22, 17», tredje Gang var det en Slagterdreng med Kød til Professor Warming.^k1303 Skal jeg nu vente og vente! Den Satans Postbefordring skaber formodenlig også lange Ventedage for Dig, jeg har set efter, Hejbergs Brevkort havde været 5 eller 6 Dage under Vejs, så får Du mit Brev fra forleden først 4 eller 5 Dage efter din Ankomst til Bergen. Dette er ikke morsomt. – Atter i Aften har jeg været i Studentersamfundet, denne Gang til et Foredrag om Rembrandt af Madsen,^k1304 der led forekom det mig af en lidt for højstemt Tone. Jeg talte med Phillipsen om Garborg og om Politik; naturligvis havde han ikke kunnet få noget synderlig fremtrædende Indtryk af G.'s Personlighed, han fandt ham overordenlig beskeden, mindre sikker norsk, sagde han, end denne udmærkede Mand jo kunde have været. Hans politiske Betragtninger mundede ud i, at der vel måtte laves en Resolution i Stand, inden vi kom til Ro. Ja vel, men hvor har vi Førerne? Du må fortælle Augusta, at With er temmelig indtaget i hende, kun havde hun forskrækket ham ved at tale højt i Sporvognen. Det er en Skødesynd sagde jeg, som de bergensiske Damer helder til, men det kan gå af. God Nat nu min elskede, jeg skal skrive til Jutta Wågepetersen.

Din Erik

Søndag den 11 Oktober [1885]

Min elskede Ven, endnu imorges var der intet Brev kommet. Jeg måtte afsted til Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve.^k1305 Den var ikke synderlig morsom, de unge Damer havde kun tre Måneders Undervisning og var strængt taget ikke præsentable. Jeg er bange for, at vor gode Veninde ser Tingene i for lyserødt Skær; hvis der mellem de mange indbudte Skuelystne var Fagmennesker og Folk, som interesserer sig for hendes Konkurrenter, får hun et Smæk. Jeg, som kun forstår mig overfladisk på Tingene, kunde se Løsheden og Usikkerheden i næsten enhver af de udførte Øvelser, den af Fru Juel Hansen så meget ringeagtede Poul Petersen^k1306 har i adskillige År vist et fire fem Gange så stort Antal unge Piger helt anderledes fortrinlig indøvede, og så skulde dette til med være et Hold af Lærerinder. Selve Systemet imponerede mig heller ikke, men derom tør jeg ikke dømme. Der burde absolut ingen Præsentation være foregået eller den burde have været helt og holdent privat. Der var dernæst et Roderi og Uorden med Tilskuere og Udøvere, som på pinagtig Måde løb imellem hinanden og ikke Spor af Stemning over det hele. Den unge svenske Dame, der kommanderede, var flink. Jeg ærgrede mig på Fru Juel Hansens Vegne, men hun selv syntes desværre ikke at savne noget. Peter Nansen, som var tilstede og ikke har det mindste Begreb om Tingen, fik med sin underlige Sporsans Indtryk af Fiasko, men gik naturligvis bort for at skrive i lutter rosende Ord om Prøven.^k1307 Han bad mig skrive, men jeg undskyldte mig. Min Mening vilde jeg naturligvis ikke skrive, og skulde der lyves, var P.N. jo meget bedre. – Jeg tyede med Peter Nansen ind på en Kafé, efter at alt i Løbet af en lille Time var forbi, det styrtregnede nemlig, og til min Kaffe serverede han mig så en artig Ladning Skandalhistorier. Jeg gik så til Mama, der har det meget bedre. Hun sad idag med Visiter om sig og med et Strikketøj i Hånden. Medens jeg var der, gik Minna Bruhn^k1308 og kom William – han er her på Gennemrejse^k1309 – Henriette og Emma var også derinde, og tilsidst kom der tre Børn fra Jutta. Det så ud til at være vel meget af det gode, men forhåbenlig passer Henriette på. Vi talte naturligvis om Dig og om at der endnu intet Brev var kommet, jeg havde jo mit stille Håb om at finde et ved min Hjemkomst, og så sprang jeg da afsted fremdeles i skyllende Regn. Jeg kæmpede mig en Sporvognsplads til og løb op ad Trappen til Kassen – rigtig, den hvide Konvolut smilte til mig ud af Kighullet! Tak min søde Pige, og Du har jo haft det nok så bravt. At det suger mig om Hjærtet efter at være med, kan Du forstå, et sådant Familjeliv ombord vilde have smagt mig umådelig godt. Hvem Kaptejn Hansen kan være af Tyges gamle Sømandsbekendtskaber, har jeg nu ingen Forestilling om, men det er jo nok så morsomt, at der var dette Berøringspunkt imellem jer – nå, han havde naturligvis været elskværdig endda. Du fortæller mig intet om de andre to Damer, var de flinke? Gud véd, hvorledes det var gået mig med Pølserne, jeg er bange for, at de kunde have fået det uroligt nok hos mig, når selv gamle Christensen lod sig imponere. Det er sødt af Dig, at Du længes en Smule efter mig, bliv ved med det, så bliver Du ikke så længe borte. – I Anledning af det dårlige Vejr har Johanne ikke benyttet sin Udgangstilladelse – hun har så vidt jeg har mærket Besøg af Søsteren – så skal hun give mig den Middagsmad, som jeg ellers selv skulde have varmet: Suppe kogt på Kotelletben fra igår og Kotelleter også fra igår med Saus og brunede Kartofler. Nu véd Du hvad jeg om lidt spiser. Disse ensomme Måltider er ikke opmuntrende. Farvel for idag min egen Ven. I Aften skal jeg bestille noget. – Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at jeg forleden i Samfundet traf sammen med Adler, Du véd dér, hvor vi skylder Visit.^k1310 Han undgik mig koldt. Det gjorde mig ondt, at vi har stødt de Mennesker, der er så brave. Skal vi, når Du kommer hjem, se at gøre vor Uret god igen? Det synes mig pinligt at have gjort Fortræd, hvor der ingen Hensigt har været fra vor Side. Forleden hos Aporta, da jeg var der med Galschiøt, løb jeg naturligvis i Armene på Juel-Hansen. Han gav sig til at snakke om Politik, jeg svarte høfligt undvigende, og vi satte os hver til sit, jeg glemte at takke for sidst. Jeg tænkte, at jeg havde krænket ham, men idag ved Gymnastikprøven var Mennesket omtrent som han altid plejer at være. Det vil da sige, at han så ud som den skinbarlige Natterangel. Han fik af mig at vide, hvem Peter Nansen var og gik så lige på ham. «Jeg er Fru Juel-Hansens Mand» sagde han med sit længste Tonefald. «Ah, Hr Erna-Juel-Hansen!» sa Peter Nansen og bukkede. Det var ikke ment ondt, men lød jo nok så morsomt.

Aften Klokken ¾ 12

Jeg var ved at gå i Seng, havde netop lukket Vinduet op i min Stue, da en infernalsk Ringen på Døren lod sig høre. Jeg var øjeblikkelig på det rene med, at det måtte være fra Gaden og kiggede ud for at se den Vedkommende kigge op, men der viste sig ingen. Skulde der virkelig være kommen nogen op ad Trappen og stå uden for Entrédøren? Jeg ud med Håndlampe. Ingen. Ind igjen i Stuen og så ned på Gaden. Et Menneske stod dernede, nu gik han ind til Gadedøren, og den voldsomme Kimen begyndte igen. Så tog jeg Hat på Hovedet, Lampe i Hånden og gik ned, jeg tænkte nærmest på et Telegrafbud og Telegram fra Dig. Endnu medens jeg var på de øverste Trappeafsatser vedblev Ringningen, og da jeg havde ladet Døren stå åben, kunde man formodentlig høre det over hele Huset. Jeg var særdeles hurtig nede. Gadedøren stod på Klem ikke et Menneske var der at se. En eller anden dum Fyr har moret sig med at trække i Ringeapparatet, og er så stukket af i Tide, da han så Lys nærme sig. Nå han har fået sin Krig frem, ulejliget blev jeg. Da jeg atter var oppe, forekom det mig, at jeg fra Vinduet så den samme Fyr på ny nærme sig Døren, men i det samme kom der en skrående over Gaden, som skulde ind i Huset, og Skikkelsen gik sin Vej. Jeg tænker mig sådan noget som, at en eller anden Højrebølle har vidst, at jeg boede her, har set Lys og villet drille mig – hvis da det hele ikke har været et fuldstændig hensigtsløst Indfald. Vor Klokke er jo den yderste, og jeg har hørt om andre, der på denne Måde er blevet skræmmet op om Natten, når en Drukkenboldt skulde more sig. – Ja se, nu fik Du en hel Side for det. God Nat Du søde.

Mandag Aften

Du, nu begynder også jeg at tro på Forefærd. Det Telegram, som meldte sig igår Aftes ved den voldsomme Ringning, som jeg ingen Ophavsmand kunde finde til, kom imorges. Jeg lå i min søde Søvn – Klokken var ½ 9, jeg sover lidt længe om Morgenen, i Reglen har jeg ondt ved at falde i Søvn nu om Aftenerne – da det ringede: Johanne var der naturligvis ikke til at lukke op, men jeg var for søvnig til at lade mig lokke ud af Sengen. Det ringede igen, jeg udtalte en inderlig Forbandelse mod Brødgutten og Johanne i Forening og besluttede at være fast i mit Forsæt at blive i Sengen. Jeg var omtrent slumret ind på ny, da det atter ringede, men bestandig på en egen forsigtig Måde som af en med en dårlig Samvittighed. «Oho go' Karl», tænkte jeg, «skrub Du bare af, idag får Du intet Brød solgt! Den Satans Johanne!» Og så skulde jeg til at sove igen, men det gik langsomt. Jeg havde dog den Tilfredsstillelse at tro at høre den Ringende tøfle ned ad Trappen. Så brød en Skraldemand fra Gården ved Siden af Freden, idag var der mærkeligvis hverken legende Unger eller Piger, som bankede Tæpper, og da det så lidt efter ringede ret af Hjærtens Lyst på ny hos os, så kunde jeg ikke mere. Forbavsende nok, jeg skummede ikke af Raseri, jeg var blidt resigneret, hvilket giver mig Anledning til at tro, at der må være noget elskværdigt i min Karakter. Jeg stod altså op, krøb i noget umådelig koldt Vand – jeg tænker hver Morgen på, hvorledes Du ter Dig med denne Sag – blev færdig med min Påklædning og tren højst unådig i Hu indtil den ventende Te. Johanne havde ved den sidste Ringning været der og havde fået sit Varsko om at sætte Teen ind. Da så jeg en lille Seddel ligge ved min Kop, et Telegrafbud meldte, at han forgæves havde søgt at få afleveret et Telegram fra Bergen. Bjørnebo hed Manden. Underlig i Grunden, at jeg ikke blev forskrækket, jeg fik kun en betydelig Fart i Kroppen og glemte foreløbig at skænde på Johanne. Jeg skændte mere på mig selv over, at jeg ikke var stået op. Teen drak jeg og læste endog en Stump af en Avisartikel, medens jeg slugte mine Tvebakker, så afsted til Posthuset. – Min søde Pige, det er Augusta, der har telegraferet,^k1311 men Du har vel også din Del i Telegrammet. Det er afsendt Søndag Morgen fra Bergen Kl 8 ½, og jeg får det først et Døgn senere, eller er det Søndag Aften det er afgået? Jeg må have den Sag undersøgt. Jeg har ikke svaret telegrafisk, for jeg har det så knapt som muligt med Penge, og mulig har Du fået mit Brev idag, i seneste Fald må det komme imorgen, det er ikke mig, som har smølet med at skrive, det er Postbefordringen, der er så langsom. Vi har som sædvanlig begge haft vor Ventetid. Sig nu til den lille Tusse Augusta, at hun er meget sød, men at hun, som kender Forholdene, måtte vide, at det var urimeligt at vente Brev før Mandag. Du er altså kommen Fredag Eftermiddag til Bergen – jo jeg skulde naturligvis have sendt Brev afsted Onsdag Aften i Stedet for Torsdag, men én Dags Efterretninger syntes jeg var så lidt, og Du har dog måske næppe tænkt, at jeg skulde være så hurtig i Pennen. Tingen står jo nu ikke mere til at ændre, men det gør mig rasende ondt, om jeg har skuffet Dig. Jeg har gået i en vis glad Følelse af, at jeg har benyttet min Tid godt med Hensyn til at skrive Brev til Dig, min Elskede. – På Posthuset fik jeg et Brev fra Tyskland til Forfatteren Hr Skram, det var fra Garborg,^k1312 han skriver muntert om det Hi, han har fundet i Loschwitz ved Dresden hos en gammel Kone i et udmærket hyggeligt Kvistværelse. Rejsen på Kieler Damperen gjorde han sammen med Ipsen,^k1313 Garborg siger efter en Del Spøg om Ipsens umådelige Appetit derom: «Jeg ved ikke af, at jeg har tilbragt nogen interessantere Kveld,» og senere «Bjørnson er Kaksen, Alexander Kielland Grossereren, Ipsen er den intelligente Proletar.» Om Dig siger han: «Hils din Kone, når Du skriver til hende; med alle hendes Påfund: hun er dejlig.» Jeg har ikke ret Lyst til endnu i alt Fald at sende Dig hans Brev, jeg har jo i Sinde at svare på det. – Ved Frokosttid fik jeg så på nyt Brev, det var en Indbydelse fra Anna Schiødte om at komme Onsdag Aften, det var jo meget venligt, og jeg takkede naturligvis på det hjærteligste, det er de første, der har gjort noget for mig, medens Du var borte. Jeg skulde tidlig i Rigsdagen, og der måtte jeg skam blive til Kl ½ 7, der var overmåde meget Arbejde. Hjem kom jeg altså ikke før 7, Johanne havde opgivet mig, men jeg fik for Resten hurtig Mad, og nu har jeg skrevet siden. Det vil sige jeg måtte først læse 2de Korrektur på den fille K'ivigtok. Jeg har forlangt Regnskabet af Johanne. Hun havde det mærkværdigvis færdigt, men Sagen var den, at hun kun havde 5 Øre tilbage af de 10 Kroner hun fik i Onsdags. Det ligger i, at hun først nu har betalt en gammel Regning hos Madsen og fremdeles betalt Kul og så købt Smør. Der er 4 Skæpper Kul, det forstår jeg ikke, men det giver sig vel nok, så er der Rulletøj, det bliver tilsammen 6 Kr 68. Det øvrige er de berømte Kryder, Æg, Melk og Grøn'd't.^k1314 Du ser, at min Dag er færdig med disse Begivenheder. I Aften går jeg naturligvis tidlig til Sengs, men jeg føler mig ikke træt. Aviserne har jeg ikke fået læst ordenligt, der er en Artikel af Bjørnson mod Brun i Politiken,^k1315 optaget fra Verdens Gang. Igår læste jeg Bruns mod Bjørnson, den Mand skriver pænere og med ulige mere Ret i denne Strid end ham Stormogulen, der er grov, fordi han har Uret. Naturligvis har han talt mod Kristendommen, det skulde han rolig være ved, den Torsk. Imorgen skal jeg gøre Alvor af at sende nogle Aviser afsted til Dig, jeg har villet have en lille Bunke for Omkostningens Skyld. For Fuldstændighedens Skyld fortæller jeg blot, at jeg gik en god Tur imorges, da jeg havde hentet Telegrammet, derfor er jeg ikke bleven færdig med Aviserne.

Nat Klokken ½ 12

Nej uf min søde elskede Ven, Du må tro, at det ikke er godt at sidde her alene. Jeg har lige spist til Aften uden Spor af Appetit – det er nu ikke så forunderligt, for så vidt jeg først fik Middagsmad Kl 7, men da spiste jeg heller ikke noget – og som en Slags Trøst har jeg en af de små grønne Karaffer med Punsch med inde i min Stue og har drukket et halvt af de små Glas; det søde Stads smager mig dog ikke ret, ihvor vel jeg langt foretrækker det nu for det Konjak man sædvanlig tyr til; med «man» mener jeg, mig selv. Nu drak jeg Resten, det var din Skål. Om lidt drikker jeg noget mere, det skal være Augustas Skål, kan Du huske, at hun drak 3 Glas den sidste Aften hun var her ude, den sidste Aften i København? Da var hun for Resten rigtig indtagende. Skål Augusta! Det var et pænt lille Glas jeg drak. Nu fylder jeg lidt mere i igen og sætter mig tilbage i Stolen og ryger af min Cigar og ser på det kønne lille grønne Hankeglas for så atter at drikke Dig til, Du mine Tankers urolige Beherskerinde. Stille, Du min elskede, gerne gød jeg lidt Olie – fin og duftende skulde den være – ind over dine Vande, det vilde mildne de stærke Kast i dit Sind. Om jeg kunde mildne! Elskede giv mig din Hånd, nu drikker jeg med Dig. – Så, nu skal vi sige God Nat Klokken er til at lægge sig, husk, at jeg har været forholdsvis tidlig på Færde og bestandig i Virksomhed, ikke hvilet det mindste idag. – Bjørnsons Artikel var for Resten ikke så grov som de tidligere har været; men hvad er det dog for noget Nonsens om en Kristendom i Skyerne den Mand søger at forestille sig blot for ikke at få Ord for at «angribe Kristendommen». Herregud, for Fanden, at angribe er da en ærlig Ting. – Så god Nat min Ven, nu skal jeg ned til Postkassen med Brevet. God Nat!

Din Erik

Bergen 12te oktbr 85.

[Papir markert: Kapt. Jacob Christensen jun. Bergen]

Min kjære elskede, jeg håber at du ikke blev sint eller ilde berørt af det komerstelegram vi afsendte igår. Det gik således til at Augusta og jeg sad og talte om når vi kunde få brev fra dig, og jeg sa, at jeg længtedes så græsseligt efter det, og at jeg angred på, jeg ikke havde sendt dig et ankomsttelegram. «Vi tar og telegraferer nu!» udbrød Augusta. Jeg: «Ja vel, lad os, hvad skal vi sige for noget?» Augusta: «Bare: Vi venter brev, nej – ved du: Tusse! Vi venter brev.» Og således blev det til. Du husker at Augusta fortalte hun havde slig lyst at sige tusse til dig, dengang du ikke straks kjendte hende igjen. – Her var fremmede til middag igår, det var søndag; jeg traf en ældre bergenser, literær fyr, forhenværende redaktør af «Bergensposten»,^k1316 som nu har været i Amerika en række af år. Du ved ikke hvor interesant han var; han talte om Bergen i gamle dage, og var fuldproppet af faktisk viden om de mest interesante ting; han havde læst sin bedstefaders og sin oldefaders (biskop Johan Nordahl Bruns) efterladte håndskrifter; det var en nydelse at høre på ham, fordi han kun talte om de ting han vidste den grundigste besked om og talte forstandigt. Bergen er gået umådelig tilbage i intellektuel henseende. I tiden om 1814 var det fra Bergen at alle impulser udgik, derfra blev landet styret, du ved Kristiania som hovedstad er så ny;^k1317 de gamle, gode familier her læste Rousseaus værker i håndskrevne manuskripter, inden de endnu var trykt. Jeg sad hele tiden og tænkte: «tænk om han havde været med.» Han, det var dig det, skjønner du. Jeg ved at du vilde været lutter øre og opmærksomhed og virkelig nydt det. Så ved middagsbordet gav Kristensen morsomme historier tilbedste fra sin barndom; en af dem husker jeg; den skal du få høre ved lejlighed. Han var slig en slagsbroder, som liden gut, det var om slagsmål historierne handlede. –

Men hør nu du min elskede, – jeg skulde jo fortælle dig alting i ordentlig rækkefølge, men jeg løber løbsk, inden jeg ved ord deraf. Altså, du har hørt fra Christiansand. Derfra gik vi kl 4, fik en sydvesten storm på os med regntykke, men da det var medvind følte vi ikke så svært meget til det, dog var det nok til at få mig til at kaste op én gang, ikke mere. Om morgenen hørte jeg af begge kaptejnerne at det havde været en styg nat. Kristensen havde været på dækket hele tiden; det er så vanskeligt når man i regntykke og pålandsstorm skal søge landkjending, forstår du. Først da de havde Listerfyrene isigte gik Kristensen tilkøjs. Om morgenen kl. 7 var vi i Stavanger og siden gik det udmærket; vinden var løjet af således at vi næsten intet mærkede, selv da vi gik over Sletten. Så er det jo indenskjærs hele tiden. Kl. 7 om aftenen kom vi til Bergen, og på toldboden havde Ludvig stået i halvanden time og ventet. Christensen havde telegraferet hjem fra Christiansd at jeg var med, og denne nyhed havde spredt sig over byen så at Ludvig straks havde fåt besked om det. Så havde hans principaler git ham fri. Det var dejligt at se ham igjen. Han var frisk og fornøjet og så strålende glad; og han så så pen og nydelig ud. Jeg skal hilse dig så hjærteligt og godt fra ham. Det var godt at jeg kom op til ham i en grad, som jeg ikke havde anet, godt både for ham og mig. Der er så meget at fortælle dig derom, at jeg slet ikke vil begynde på det. Alt det må være til vi sés. Men nu da jeg er heroppe har jeg fået en rasende stærk taknemmelighedsfølelse mod dig, fordi du lod mig rejse, ja du forstår, aldrig vilde andet end at jeg skulde og måtte afsted. Det var smukt og rigtigt af dig – (du skal bare få høre) – som dit forhold til mine gutter og til mit forhold ligeoverfor dem hele tiden har været. Jeg har i disse få dage alt i et havt en rasende stærk trang til at falde dig om halsen og sige dig tak for så meget, så meget i den retning. Deres far har tat mig min bog så fælt ilde op. Han går og sludrer om at det er ham, som er Ring,^k1318 og så siger han, om det der ikke passer på ham, (og det er næsten altsammen) at det er nedrigt hvor jeg har løjet på ham!!! Han er blet meget værre siden min tid, så lavartet og ondsimpel, det var han ikke, bare karakterløs og umulig. Men nu, ja, jeg hører man siger at han er så degraderet, og så drikker han værre. Stakkels Ludvig, – det må pine ham, denne far. Og hans nye ægteskab er ulykkeligt, og det går han også og vaser om og siger at altsammen er min skyld, som gik ifra ham, og at han elsker mig, og altid vil elske mig sålænge han lever, skjøndt han nu, siden jeg skrev bogen også hader mig. Ludvig er så forstandig. Han sa igår til mig: Du ved ikke, hvor jeg synes synd i Kaja (hans fars kone) og jeg begriber ikke at du kunde være sålænge i dit ægteskab. Men lad mig nu holde op med dette, ellers blir jeg aldrig færdig. –

Ludvig gik straks med «Illus. Tid.» til Hejberg,^k1319 men traf ham ikke, slap heller ikke ind i entrén engang så han kunde aflevere den, hverken da, eller hele lørdagen. Først søndag morgen fik han fat på en pige, der tog imod Tidenden. Idag har Hejberg sendt mig to pladser til Theatret i aften, da «Et Besøg» – går for første gang.^k1320 På dem går jeg og Augusta og så kjøber Ludvig sig en plads ved siden af. –

Jeg kan godt komme til at arbejde her, to timer hver formiddag; her er så stort husrum; i første etage, (stuen altså) er der en stor spisestue og fruens værelse, foruden kjøkken o.s. v. I anden etage er der 2 store dagligværelser, et lidet kabinet og Kristensens værelse; han har det som en prins, brusseler gulvtæppe, svært, prægtigt sengeomhæng og gardiner et vaskebord med marmorplade så stort som vor buffét, og en masse andre bekvemmeligheder. I kvistetagen holder vi unge til, Augusta og jeg på den største kvist, hvor hun ligger inde i en alkove og Jakoba på den mindste.^k1321 Der kan vi rode og stelle akurat som vi vil, og det er så dejligt. I vore stuer sætter de gamle aldrig sine ben. Vi ryger cigarer og drikker italiensk rødvin i al hemmelighed deroppe om aftenen. Her er nemlig rigdom af ægte, direkte hjemførte vine, store fader nede i kjælderen. Hele huset har et præg af gammeldags velstand, som jeg synes så godt om. Jeg har besluttet mig til ingen at hilse på. Jeg er jo kommen herop ene og alene for at være sammen med Ludvig, og det vil jeg åbent vedstå. Når jeg ingen visitter gjør, kan heller ingen bli fornærmet på mig. Det at jeg bor hos Christensens, gjør det så let for mig at lade være. De lever så udenfor den cirkel, hvor jeg skulde gjøre visitter. Og så er der det herlige at her kan Ludvig komme hvert øjeblik han har fri, for han bor lige ved siden af, og hans vej falder altid forbi huset her. Jeg er så glad for at jeg bor her, af så mange grunde. Når jeg nu bare fik et brev fra dig min søde, savnede mand, så var alting så godt; at du dog ikke har skrevet det lovte du jo din fæle gut! Har du gået og ventet på mit brev, så får jeg intet før i slutten af ugen, og det er hart at gå på. – Du husker vel at Johanne havde fået 12 kr, som hun ikke havde gjort regnskab for tirsdagen, som jeg rejste på onsdagen. Du jeg har fået en liden tingest til dig, noget fra Ostindien, som jeg ved du blir så glad i. Det er Jakoba som har foræret mig det, og hun blev så inderlig fornøjet da jeg spurgte om hun havde noget imod at jeg gav det til dig og ikke fik gjort det istand til mig. Men det er bare en bagatel, forstår du. Så gav hun mig en anden prægtigere ting, – de er så snille og søde her i huset, og her er en sand oversvømmelse af skjældne sager fra Ostindien og Kina, og gud ved hvor. Augusta og Jakoba står her, og siger jeg skal hilse. Kristensen er ikke hjemme.

Din Amalie.

Tirsdag Aften den 13 Oktober [85]

Nej min Ven, jeg trives ikke, når Du er borte, den Ting er sikker. Det er ikke faldet mig ind før med en sådan Klarhed, der næsten gør mig forskrækket, hvor afsondret fra det, der foregår her hjemme, jeg lever. Jeg har ikke savnet Livet uden for os før nu. Det er så besynderligt at være på den Måde på Siden af Begivenhederne som jeg. Intetsteds har jeg et naturligt Tilknytningspunkt, ingen søger mig, jeg søger ingen. Nu i Aften t.E. havde jeg tænkt mig at gå op på Politikens Kontor for dog mulig at komme en Smule på det rene med, hvad det er, der skal ske, jeg gjorde det ikke, jeg ville hjem for at skrive et Par Ord til Dig. Det faldt mig ikke ind et Sekund at tvivle om, hvad det var jeg havde Lyst til, eller rettere hvad det var, der drog mig – dér hørte jeg ikke hjemme, en Samtale med mig måtte begyndes forfra, med Verdens Skabelse, ingen vilde gide indlade sig på den, jeg vilde ikke gide spørge. Her ved mit Bord følte jeg jo Sammenhængen i mit Liv; at skrive til Dig var som et Slags Forsøg på at glemme, at jeg går her muttersene om, her har jeg jo virkelig noget at gøre. Jeg har jo dog i alt Fald Forestillingen om, at det, at jeg sætter mig til Skrivebordet, bliver til Glæde for Dig. – Jeg var gået i Kasino, efterat jeg var kommen hjem fra Rigsdagen og havde spist, der var så tomt og uhyggeligt hjemme, og så gik der en Farce,^k1322 som Galschiøt ganske vist har sagt, at han ikke bryder sig om at få omtalt, men som jeg dog mulig kan prakke ham en Anmeldelse på af (smukt Sprog!) for at redde mine 4 Kroner, og nu er det, at jeg sidder og melankoliserer. Havde Du været med, havde vi rimeligvis moret os, det var det urimeligste Gøgl, men det gik i en Sus og Dus og blev muntert spillet, nu sad jeg og gloede mat og dumt på det hele. Fejlbergs var i Teatret og sad på samme Bænk som jeg, dem talte jeg et Øjeblik med; de sagde, at jeg måtte besøge dem. Jeg gør Fanden, de kan invitere mig, af mig selv går jeg ingen Steder. – Det var mig ikke muligt selv at komme til Mama idag, jeg sendte Johanne, som så pænt forleden spurgte, hvorledes Herrens Moder havde det – jeg sagde, at jeg skulde hilse hende fra Dig i Søndags, det blev hun ganske strålende over – og hun meldte, at «Doktoren var meget fornøjet med Fru Skram». Tillige havde jeg ladet spørge, hvornår gamle Thune skal begraves,^k1323 det er på Torsdag Kl 12, og det er ubekvemt, for da skal jeg skrive om Niniche,^k1324 som jeg imorgen må se Begyndelsen af, inden jeg går til Schiødtes, men det får nu gå alligevel, jeg må se at komme tidlig op den Dag. Naturligvis havde Johanne tillige Meddelelse om Brevet og Telegrammet fra Dig at aflevere. – Idag er det blevet mig aldeles pålideligt meddelt, at Knudtzon, Frederik, er gift, og at han ikke vil indføre sin Kone hos Moderen.^k1325 Om denne mulig har frabedt sig det, véd jeg ikke – dog det er sandt, det véd Du vel lige så godt i Bergen som jeg her i København. Min Kilde er hans Omgangsven Bilsted,^k1326 der har talt med begge om Stillingen til Familien. Da han er et Fæ, får man ikke synderligt ud af hans Meddelelser. Han giver forøvrig den unge Kone Prædikatet skikkelig og net. Han havde efter eget Sigende prædiket Venskab med Moderen à tout prix, men nok ikke fundet Gehør. Han havde desuden erklæret, at han ikke vilde have noget med den Omgang at gøre, som Knudtzon fremdeles dyrker og med Tilfredshed viser hen på, og derover var Kn. bleven meget fornærmet. Det sidste er muligvis Løgn – om Erklæringen – men det er jo for Resten ligegyldigt. Nok, at den brave Knudtzon ikke kommer til Vejrs ved dette Ægteskab, åndelig talt, hvor honnet det iøvrig kan være.

Onsdag

Da jeg intet Brev har fået idag, begriber jeg, at Du i Bergen har foresat Dig ikke at skrive, før Du fik Brev fra mig. Det er en Skuffelse, og synes jeg ikke helt vel betænkt. Hvor meget af dit Liv deroppe vil nu ikke gå tabt for mig. Nu skriver Du på en Times Tid eller en halv, hvad Du har været 6–8 Dage om at opleve – det vil om jeg så må sige kun blive akkurat netop Duften af din Tilværelse, der går til mig. Den skal imidlertid være velkommen, når den endelig engang når mig, det kan vel så først blive på Lørdag eller Søndag. Jeg skal væbne mig med Tålmodighed. – Jeg sender dette lille Brev afsted i Aften, inden jeg går i Teatret og til Selskabet, jeg vil jo komme så sent hjem, og hvis jeg da endnu er arbejdsdygtig, have nok at gøre med at få en Anmeldelse lavet i Stand, at jeg umulig da kan føje noget til, og jeg på den anden Side nødig vil skuffe Dig, da jeg nu formodentlig alt har vænnet Dig til et Hverandendagsbrev. Jeg har ingen Rigsdag idag, det er det skønneste Vejr, stille, lunt og solbeskinnet, jeg har gået en lang Tur før Frokost og lugtet til Efterårets stærke Krydderi. Her er så fugtigt så blidt og blødt overalt, og de mange Dufte fra det nedfaldne Løv næsten river i Næsen. Jeg lider det umådelig godt, det passer til min Stemning, det gør mig lind og god i Sindet. De små Haver her i Gaderne ved Siden af os står i alle mulige Farver og drøsser sine Blade rundt omkring, Kastanietræerne langs Søen er stærkt afbladede, og under dem træder man uafladelig på de læderagtige Frugthylstre, som de taber, Svaneungerne på Vandet er nu nær ved at være hvide, der er et Spektakkel med dem, når de optræder som voksne, de får Bank af de store, men undertiden banker de lystig igen og går af med Sejren. Nede på Kirkegården ser der endnu ret grønt ud,^k1327 kun er alt forpjusket og falmet. Siden Du er rejst, tror jeg ikke, at der har været en eneste af dine elskede Begravelser med Musik. Der var en stor Grav gravet igår lige ud for vore Vinduer, idag er den lukket og dækket af Kranse, mulig foregik der noget pænt med den igår, mens jeg var borte, den synes mig at se ud til allehånde. Det er den ottende nyopkastede på denne Kant, der endnu bærer Kransene fra Begravelsesdagen. – Du, det var noget for Dig, der idag er meddelt i en Notits i Aviserne:^k1328 En sindsforvirret Murmester – tror jeg det var – undveg forleden Nat fra Kommunehospitalets Celleafdeling og blev fundet næste Morgen upåklædt, som han var, i en under Opførelse værende Bygning i Zinnsgade. Altså umiddelbart ved Siden af os. Tør jeg spørge, om Du ikke finder dette interessant? Han er sprungen ud af et Vindue, medens Vogteren et Øjeblik var borte, er klatret over et Plankeværk og tyer så langs Søen ned til den brave Zinnsgade, hvor de holder Opbyggelse tre fire Gange om Ugen og indbyder mig dertil; ham havde det været vel så spændende at møde som hin Droske, hvor det kun var Hesten, der af en Fejltagelse var bleven vanvittig. Tænk, om vi rolig var kommen spaserende fra Selskab, og han i sin bare Skjorte var standset for at sige Godmorgen til os, det var ham, som var Estrups onde Ånd, derfor havde de indespærret ham, om vi måske vilde træde med indenfor for at nyde en halv Bajer så skulde han forklare os det hele. Gu' bevares hvor Du vilde have taget dig af den Sag. Men naturligvis, når Du foretrækker at rejse til Bergen, oplever Du intet af den Art. – Nu skal jeg bestille noget.

Kl. 5

Jeg venter på min Mad: Kærnemælkssuppe og Frikadeller (fra igår). Jeg havde sendt Johanne i Byen med min høje Hat til Oppusning i Anledning af Begravelsen imorgen og så med et Par Støvler fra det «vandtætte Udsalg», de skulde repareres – denne Udflugt synes at have behaget hende meget, hun har haft ondt ved at løsrive sig, først for et Par Minutter Siden kom hun tilbage – nå skidt, jeg er ikke sulten, og Vejret er så smukt, og hun har hidtil været flink.

Efter Middag Kl ½ 7

Jeg fik for Resten min Mad et Par Minutter efter at jeg havde skrevet før, der var intet i så Henseende at klage over. Men Kærnemælken var tillavet med Brombærsyltetøj, det var et værre Ankepunkt, som Johanne naturligvis med Overlegenhed afviste, således brugte man de fleste Steder. Uagtet min medfødte Beskedenhed satte jeg dog en Smule Trumf i, at andre Steder ragede ikke mig. Men ved et uforsigtigt Ord om, at dette «gode» Syltetøj skulde bevares til højtideligere Lejligheder, blev jeg tilintetgjort, Brombærsyltetøjet var noget Juks, det stod og gærede og kogte. Jeg reddede da min husfaderlige Myndighed i en Befaling om at give Jukset et Opkog. Det var fint, syntes jeg. For Resten modtog jeg en Klage over «Kleins Pige», som stod på Loftet og huggede Brænde, så at alle Køkkenredskaberne dinglede og Væggene slog Revner. Jeg ned til Værten. Fik den elskværdigste Modtagelse og Løfte naturligvis om Stansning af dette Uvæsen; så benyttede jeg Lejligheden til at omtale, at det ikke var mig belejligt at betale Husleje netop nu og en redebon Afvisning af enhversomhelst Bekymring i så Henseende.

Nu må jeg i Klæderne. Farvel min kære søde Pige

Din Erik

Bergen 15de oktbr. 85.^k1329

[14/10/85]

Tak for dit lange, dejlige brev min egen, elskede gut. Jeg fik det mandag aften samme dag som jeg havde skrevet til dig, netop som vi stod færdig at gå i teatret. Jeg rev det op, læste de allersidste ord, og måtte så gjemme det, til efter teatertid – Så underligt som det var at komme ind i det gamle bergenske teater, hvor jeg i gamle dage var så hjemmevant.^k1330 Noget så rønneagtigt, lidet, mørkt; fillet rødt betræk af damask på de hårde træbænke en eneste balkonrække langs væggene, med forgyldte firkanter på den brune maling og nichts weiter. Så gik teppet op for «Et Besøg». Udstyret var udmærket, (de havde fåt lånt en mængde ting, fra Sandbergs tror jeg), og fru Hejberg og hr. Halvorsen sad og konverserede.^k1331 Han var slet, hun ubehagelig, æskelågsansigt, en stemme til at stikke fingrene i ørene for og i høj grad ugraciøs. Men talent havde hun og en kraftig lidenskab; hvis ikke det mæle havde været, vilde hun i de stærke scener gjort det godt. Hendes opfatning var især i sidste akt gjennemgående forskjellig fra fru Odas. ^k1332 Så kom Aprilsnarrene^k1333 som jeg, tænk dig, aldrig før har sét. Det gik jammerligt og Garmans grove Hans eller Peter, Trine Rars elsker rev det hele ned i det usleste fjælebods væsen. Fru Asmundsen som Trine Rar^k1334 var væmmelig i sin frygtagtige penhed. Da jeg så kom hjem læste jeg dit brev på sengen og blev så glad og længselsfuld. Gud give jeg snart fik et til. Det var godt at høre at mama havde det bedre; hils hende mange gange, og sig at jeg har det så godt sammen med Ludvig, der er sødere end nogensinde. Jeg skal nok skrive et brev til hende om et par dage.

Jeg lever det stilleste liv, der kan tænkes. Siden mandag i teatret har jeg ikke været udenfor en dør. Augusta var så stærkt forkjølet at hun igår måtte holde sengen. Idag er hun oppe, men tør ikke gå ud. Folk er misfornøjet med at jeg ikke viser mig har jeg hørt, men jeg gider ikke gjøre det. Synes vel ikke du at jeg godt kan la være at gå til nogen, når jeg er kommen herop ene og alene for at se Ludvig. Jeg bryder mig om intet andet. Fornærmet blir de, men skidt for det. Jeg talte idag med en ung herre, en fætter af Augusta, der er første mand i en af de største boglader her. De havde solgt af min bog i alt 25 à 30 eks. og deraf en hel del i disse dage, siden jeg var kommen; der havde nemlig været en lang stans. En anden boghandler havde straks i begyndelsen lejet bogen ud for en kr. på den betingelse at de kun skulde ha den hjemme i to dage, og på den måde tjent en masse penge, blev der sagt.