Jeg kjender flere, der har havt den samme Lyst, som undertiden paakommer mig, til netop at vælge Uveir at spadsere i. Det er mest Mennesker, som fra et Barndomsliv i Friluft paa Landet er overgaaede til Livsvirksomheder, der medfører Stillesidden, og hvem Stuen undertiden blir for trang og beklemt – eller ogsaa Poeter. Deres Erindring og Fantasi lever, mere eller mindre hemmeligt for dem selv, i stadig Længsel ud fra Stueluften og Bykasernelivet.

Naar saa Landet en Dag kommer ind til Staden i Skikkelse af en rigtig Regnveirsstorm, der rusker i Tagstenene og af og til kaster en efter Dig, medens Gaderne blir til Kanaler, Hjørnerne til Baghold, hvor Hvirvelvinden overfalder Ens Paraply og, efter en mere eller mindre langvarig og behændig Kamp, krænger og flænger den, indtil man tilsidst staar med kun Stokken og Skelettet igjen – saa hænder det af og til, at en stille, værdig Embeds- eller Forretningsmand, istedetfor efter Dagens Slid paa Kontoret om Eftermiddagen som vanligt at sidde hjemme i sin koselige Stue, siger til sin Hustru, at han «desværre maa ud i Byen en Stund». Og det, han desværre maa ud for, er naturligvis «Forretninger». Thi lidet vilde det sømme sig for en adstadig, gravitetisk Mand, som kanske er Borgermester og en af Byens Fædre, at vedgaa endog kun for sig selv, at han er barnagtig nok til at gaa om og fantasere i Uveir, og at han kun vil ned paa Bryggen for at se Skummet sprøite over Beddingen og Skibene i Havnen lege Havari. Han maa naturligvis have noget at bestille derude, om ikke andet, saa saaden i Almindelighed at se til, at ikke «qvid detrimenti capiat respublica»; det vil sige, at Byen, hvis Velfærd han i en eller anden Retning har at passe, ikke blæser ned.

Sagen er, at der er Revolution i Gaderne – ikke en politisk, Gud bevare ham fra at være med paa saadant – men en af den Sort, som nu engang er dragende for ham, fordi den revolterer alle hans gamle Erindringer, og som han, skammeligt nok, lister sig til at være med i, skjønt den ogsaa paa sin Manér stormer alle Politiindretninger, knuser Vinduer, slukker Lygter, river Tagsten af Husene, bryder Brygger og Fortøiningsindretninger og jager Politi og Vægtere ind i deres Huler.

Det er Naturens stærke Hærraab midt inde i den civiliserede Stad til alle hans Barndomserindringer, til hans Fantasi og Natursans, som han lystrer ligesom en gammel Trompeterhest, der hører sin Ungdoms Signal og pludselig sætter over Gjerdet.

Et Par Timers Gang ude i Veiret, saa er den Brand i Blodet stillet, og hjem kommer den samme stille, gravitetiske Mand, der betænksomt sætter Stok og Galoscher fra sig paa den vante Plads i Gangen og beklages af sin Hustru, som har været bekymret for ham og nu skiller ham af med hans vaade Klæder. Han selv er underligt nok, uagtet Gjenvordighederne, samme Aften i et ypperligt Humør og har saa overmaade mange Ting at fortælle om denne Storm – alt naturligvis, som det sig sømmer, i Skikkelse af Bekymring for, at Skade skal anrettes eller Ildebrand udbryde over Byen netop den Aften.

Det var i et saadant Uveir, at jeg – der er praktiserende Læge og som saadan baade for mig selv og andre har forsvarlig Grund til at være ude i Byen til alle Tider af Døgnet – en regn-, taage- og stormfuld Oktobereftermiddag var ude og vankede i Kristianias Gader og fandt mit Behag i at lade Veiret pidske mig i Ansigtet, medens min gode Regnkappe forøvrigt beskyttede min Person.

Mørket var efterhaanden faldt paa, og de tændte Gaslygter blussede i Trækvinden, saa jeg kom til at tænke paa Blinkfyrene i en Taagekvæld ude ved Kysten. Af og til slængtes en ulukket Port op og igjen med Skrald som et Nødskud. Min stille Bemerkning i den Anledning var, at der dog endnu i vor nervøse Tid maa findes et forbausende Antal Mennesker uden Nerver; thi slige Skrald dundrer gjennem hele Huset lige op til Kvisten, op og igjen, igjen og op, Blæsten fylder Gangene, og Dører springer op; alle har det uhyggeligt, men ingen gider gaa ned og stænge Ondets Ophav; Portneren er ude i Byen, og saa længe faar da og Hushyggen være borte.

Det var netop en saadan ulukket, utrættelig skraldende Port, som blev Indgangen til, hvad jeg her har at fortælle.

Som jeg gik forbi den, hørte jeg nemlig en Stemme, som syntes mig saa vel bekjendt, en gammel kjær Røst – skjønt jeg i Førstningen ikke vidste, hvor jeg skulde tage den fra – raabe utaalmodigt paa Portneren.

Det var den slængende Port, det gjaldt. Manden var klarlig det eneste nervøse Individ i det Hus; ialfald var Portneren det ikke; thi han lod til at være lige ufølsom, baade for sin Port og for ham, som tog sig af dens Sag, og som forgjæves holdt paa med en Portnøgel, der ikke lod til at passe.

Endelig kom Portneren ud af sin underjordiske Hule, og under en liden Ordstrid, som udspandt sig mellem den nu forsonlige og blide, sin egen Irritabilitet frygtende Stemme og den brummende Portner, var det, at jeg med al en vaagnende Erindrings Magt gjenkjendte foran mig min gamle Ven fra Studentertiden, David Holst, sammen med hvem jeg havde levet tre af mit Livs rigeste Ungdomsaar.

«Er det dig, David, saa faar Du lade mig slippe ind, før Du stænger!» raabte jeg, saadan som jeg vilde have gjort i de gode gamle Dage for tyve Aar siden.

Porten aabnede sig helt, og et Haandtryk fra den udtrædende dunkle Skikkelse sagde mig, at han ikke havde behøvet at rode saa længe som jeg i sin Hukommelses Kiste, men at han havde taget mig frem af den med éngang.

«Følg mig!» var hans eneste Ord, og saa steg vi tause, han foran og jeg efter, op igjennem de ubelyste Trapper, en, to, tre Etager og endnu en adskilligt smalere Trappe høiere. Der tog han mig i Haanden for at lede mig, noget, som vel tiltrængtes, da det, saavidt jeg kunde skjønne, bar ind over et Mørkloft, hvor der hang Klædesnorer, – han bad mig ogsaa bukke mit Hoved.

Paa Veien tænkte jeg i mit stille Sind mit.

Hans Haand – jeg kom til at huske paa, at han i gamle Dage var noget forfængelig af den – var klam, maaske af Sindsbevægelsen, og han stansede undertiden i Trapperne, som om han maatte trække Pusten. Den trange Mørkloftstrappe hviskede ogsaa til mig, at min Ven David, der i sin Tid dog havde Lov som et godt Hoved, nok ikke kunde have drevet det synderlig langt i jordisk Forfremmelse.

Han lukkede op en Dør og bad mig træde først ind.

Paa et langagtigt Bord stod en Lampe, hvis Skjærm samlede dens Lysning stærkt, kun som en halv Meter omkring Lampefoden, paa et Skrivetøi og nogle Papirer, som laa der, saa at Yderkanterne af Bordet i Begyndelsen forekom mig at ligge i Mørke. Bag det syntes jeg, der var ligesom en sort Grav, der dog lidt efter, da Øiet blev vænnet til Lampens bratte Lysskjær, viste sig at være en Sofa, foran hvilken der stod et næsten tilsvarende langt, malet Arbeidsbord med firkantede Ender.

Naar to Ungdomsvenner paa saadan Maade mødes, er der under den ligefremme Form ofte alligevel en hemmelig Blyghed at vinde over; det er et mangeaarigt Lag af forskjellig Oplevelse, som skal ryddes tilside.

Efter en liden Pause gik min Ven, som med en pludselig Resolution, rask hen og tog Lampeskjærmen af, saa det blev lyst ud over Værelset.

«Du seer,» sagde han, «jeg har det akkurat som i gamle Dage, blot at der nu er to Kvistvinduer istedetfor et, nogle flere Hylder med Bøger og lidt bedre Maanedsgage, som jeg faar ved at slaa sammen en Lærerplads ved en af Almueskolerne her med en lidet vanskelig Post i en Avis. Det er nu alt, hvad jeg behøver, seer Du. Jeg er først flyttet herind ivaar fra Bergen og skulde egentlig have hilst paa Dig, men har ikke endnu kommet mig til; paa Gaden har Du altid seet mig formeget ud, som om Du pilede i Praksis. Men nu, jeg har Dig paa min Hybel, skal vi ogsaa tage os en Passiar om gammelt, og hvordan Du har det. Tag af Dig, saa skal jeg imidlertid gaa ned og se til at faa istand noget Toddy.»

Hermed satte han Lampekuppelen paa igjen og forsvandt ud af Døren.

Denne min Vens noget forcerede Indledningstale var mig ikke rigtig naturlig; det var, som om han med sin flotte Fortrolighed mere rettede sig efter mit end efter sit eget Væsen, og det hele gav mig Indtryk af, at han paa forhaand vilde parere af alskens unødige Spørgsmaal.

Vi havde igrunden endnu ikke vekslet saameget som et Haandtryk, og jeg ialfald ikke faaet sagt en Stavelse, ja jeg havde egentlig endnu ikke faaet se mere af ham end det lille Glimt af hans Ansigt, med det samme han igjen vendte sig mod Lampen og satte Skjærmen paa.

Jeg gjenkjendte dog, trods Aldersforskjellen, det samme magre, fine blege Ansigt, som i gamle Dage undertiden kunde faa et saa skjønt, tungsindigt Udtryk – det var med det, han for altid stod fotograferet i min Erindring – men Trækkene havde nu faaet en paafaldende Skarphed, og i det korte Øiekast, jeg opfangede, var der et Udtryk, samtidigt lidende og speidende, der gjorde mig saa ubeskrivelig ondt.

Jeg har seet syge sætte det samme Blik paa mig, naar de var bange for, at Meningen var at operere dem, og troede nu ialfald at forstaa saameget deraf, at det, som det nok her gjaldt om at operere, var min Vens gamle Fortrolighed, samt at hertil udfordredes al min Behændighed.

Jeg var engang den troskyldigste Fyr under Solen; men siden jeg blev Læge og fik se, hvordan Menneskene egentlig er, og at der ikke findes det i Verden, man ikke maa forudsætte hos selv den bedste, naar man ikke vil gaa feil af Sygdomsaarsagen, er jeg bleven omvendt til et absolut Mistænkelighedsmenneske.

Jeg mistænker alt og alle, endog de værdige Mænd, der spadserer ude i Uveir.

En Indianer lister sig ikke mere umærket og lydløst ind igjennem en Urskov end jeg, naar det kniber, ind i min Patients Fortrolighed, og min Ven David var lige med ét bleven mig en Patient. Mig skulde han nu neppe længere faa luret af med sit Snak om «gammelt» og et Glas Punsch paa sin «uforandrede Studenterhybel».

Mit første Krigspuds blev nu i en Hast at fortsætte den Revision av Værelset, som min Ven noget vel flygtigt havde ladet mig begynde. Jeg tog Lampen og gav mig til at se mig om.

Inde ved den Sofaen modsatte Væg, under det af Taget dannede Skraaloft, var hans Seng med et lidet rundt Bord foran. Paa en Boghylde, som stod paa Gulvet op mod Væggen i Hjørnet ved Sengefoden, gjenkjendte jeg Henrik Wergelands Buste endnu mere defekt paa Hage og Næse end i min Tid og nu tillige blindet paa det ene Øie; han var medfaret næsten lige saa ilde som det gamle Klodshoved, jeg røgte af, og som jeg ogsaa havde kjendt igjen, uagtet yderligere flænget og hugget paa kryds og tvers.

Min Ven havde nemlig den Vane at sidde og snitte sine Tankestreger i det, medens han røg Tobak og af og til kastede et Ord ind i Passiaren for at vedligeholde den, som man kaster Brænde paa en Ild – det var ligesom mere Stemningen i Samtalen og det, at der overhovedet blev talt, end selve Tanken, han brød sig om. I den Stilling havde han ogsaa ofte netop dette stille tungsindige Udtryk over sig, som om han smilte til noget skjønt, vi andre ikke saa.

Mellem Sengen og Hylden opdagede jeg nogle Flasker, simple Bouteiller, og med Lynets Hurtighed slog den Mistanke op i mit Sind – jeg er, som sagt, ikke af Naturen, men gjennem Skuffelse, bleven den inkarnerede Mistroiskhed – at min Ven maaske var bleven forfalden til Drik.

Jeg satte Lampen fra mig paa Gulvet. I den ene Flaske var Blæk, i den anden Parafin og i den tredie, mindre, Medicintran, som han altsaa tog, sandsynligvis for sit Bryst.

Jeg huskede paa den klamme Haand, hans Stansen og tunge Aandedrag i Trappen, og følte mig skamfuld som et rigtigt Skarn, der havde kunnet tænke mig min Ungdoms kjære Ven og, jeg kan gjerne sige, Ideal jevngod med enhver anden Slubbert ude i det gemene Liv, der absolut skal mistænkes.

Han fik i Stilhed min angergivne Afbigt, medens jeg læste henover Rygtitlerne og gjenkjendte en og anden af Bøgerne. Denne Hylde lod til netop at være hans Studenterboghylde. Jeg trak ud en tyk Bog, gamle Saxo Grammaticus, som jeg erindrede engang at have kjøbt paa en Auction og foræret ham, men fik nu helt andet at tænke paa.

Det gik med mig som med den, der trækker ud en Mursten og pludselig finder en hemmelig Indgang jeg følte mig med ét foran Indgangen til min Vens Hemmelighed, skjønt endnu kun foran et dybt, mørkt Rum, der nok kunde gjennemvandres med Fantasien, men hvori jeg i Virkeligheden ikke kunde se, medmindre min Ven selv leverede mig Lygten.

Det, som i den Grad tiltrak sig min Opmærksomhed og ligesom naglede al min Sans og Erindring til Stedet, var intet Hul, men et Hoved paa en Violin, der stak op bag Hylden med en støvet Hals og et Sammenfilter af Strenge mellem Skruerne.

En slap Basstreng hang ned; den forstrakte, sprungne Diskant havde krøllet sig opover, og under de to hele Strenge laa, hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og tage flere Bøger ud af Rækken, Stemmehesten flad. Jeg undersøkte Violinen, som jeg ikke godt kunde tage frem, ligesaa omhyggeligt, som om jeg havde fundet en Ven syg og udhungret – der var en urepareret Sprække i dens Bryst. Jeg kunde ikke hindre, at jeg, fangen i gamle Erindringer, blev vemodig stemt, saa inderlig vemodig.

Jeg lukkede mit Murhul af Bøger til, satte Lampen paa Bordet igjen og mig selv i Sofaen, hvor jeg ved det dampende Klodshoved – jeg saa deri bl. a. igjen mine egne Navnebogstaver, indskaarne af mig selv gav mig hen til Minder, som jeg her vil meddele, selv med Fare for, at Læseren skal finde, at min Ven bliver noget længe borte med Punschen. Gjennem dem vil han blive nærværende slig, som han stod for min Sjæl i Ungdomserindringens Lys, og slig, som Læseren med mig maa kjende ham, om han skal kunne forstaa ham.

Vort Studenterbekjendtskab opkom naturligt derved, at vi var Nordlændinge begge to.

Han var tre, fire Aar ældre end jeg, og at han var den betroede, skjønt anonyme Theateranmelder i H . . . . bladet, gav ham desuden i mine Øine i og for sig selv en officiel Overlegenhed, hvorfor jeg bøiede mig.

Men mere end dette virkede hans Væsen paa min ungdommelige Indbildningskraft. Der var noget usædvanligt nobelt ved hans slanke Figur og hans fine, smale, alvorlige Ansigt med den høie Pande og den svære, krøllede, sorte Haarmasse om Tindingerne. De stærke Øienbryn og en udpræget Romernæse optog ligesom Opmærksomheden fra hans Øine, der var lyseblaa og mere i Pagt med hans Bleghed og skjægløse Ansigt end med den mere energiske Del af hans Træk. Det var dog disse sidste, som gav det første Indtryk af ham. Senere lærte jeg at læse Trækkene anderledes og at se, at der i dem netop laa afpræget Strømbrydningen af den Dobbeltnatur, hvori hans Liv efterhaanden blev søndermalet.

Et fint Smil, naar han talte, og et tilbageholdende Væsen gav ham noget fornemt, der ialfald imponerede mig storligen.

Han var den eneste Student, jeg kjendte, som ikke gik med Studenterhue, – han brugte en flad, blaa Sjømandshue med kort Skygge, der klædte ham meget godt.

Naar han blev ivrig, hvilket kunde hænde ham i en Disput, thi han var en saare stærk Logiker, noget, hvori han imidlertid kun indsatte sin Forstand, men, saavidt jeg skjønner, aldrig egentlig sit Hjerte og sine dybere Stemninger, – strak hans Stemme ikke til; den blev overanstrengt og skrigende som fra et daarligt Bryst. Den Slags Rencontrer angreb ham ogsaa altid og efterlod ham i irritabel Uro længe bagefter.

En Besynderlighed hos ham var, at han undertiden tog sig Fodture paa flere Dage ud paa Landet, og dette baade Sommer og Vinter. Noget Følgeskab vilde han aldrig vide af. Havde han ønsket det, vilde han have anmodet mig, det følte jeg, og det kunde derfor aldrig falde mig ind at paatrænge mig ham.

Han drog da avsted uden Randsel; dette bemærkede jeg engang, jeg tilfældig saa ham streifende over Marken et Par Mile fra Byen, hvor jeg var i Besøg.

Naar han saa kom hjem, var han i Perlehumør, medens han derimod, før han drog ud, altid var ordknap og tungsindig, saa jeg næsten alene maatte staa for Passiaren. Han havde det ligesom med Humørperioder.

Et Mærke paa, naar en saadan Stemning havde indfundet sig, var mig netop den Violin, som jeg nu tyve Aar efter fandt strengeløs forstukken bag hans Boghylde.

Som den laa der, blev den mig atter det samme Mærke, men nu ikke længer paa en Periode af Dage, men af Aar.

Denne Violin holdt han engang høit i Ære, den havde Hæderspladsen paa hans Væg med Buen ved Siden. Han havde faaet den efter en Ven, en gammel Klokker i hans Hjem oppe i Nordland, af hvem han havde lært at spille, og som nok havde været et Slags musikalsk Geni af dem, der ikke kommer til sin Ret her i Verden.

David holdt meget af at fantasere, ikke blot paa denne Violin – han havde fint Gehør og havde lært ikke saa lidet, – men ogsaa om den: hvorfra den egentlig skrev sig, og hvor gammel den kunde være? Et utydeligt Stempel inde i Bunden vilde han overmaade gjerne tyde til, at den «muligvis var en Cremoneser": han var lidt svag paa det Punkt, og dette Rum for Gjetningen var aabenbarlig for ham en Herlighed ved Violinen.

David Holst havde noget, som han kaldte klassisk Musik, et Par længere Nummere, som han spillede efter Noder. Dette tiltalte nu mig mindre og forekom mig altid i Slægt med det, som var fremme i hans Væsen, naar han optraadte som Logiker. Det var mere som en streng aandelig Skoleøvelse – og han spillede vist da ligesaa korrekt, som han ellers skrev eller disputerede – end som nogen Hjertesag.

De Tider, da den klassiske Musik og den kritiske Passiar raadede paa Hybelen, var visselig de, hvori han selv befandt sig mest i Ligevægt. Han var da ogsaa mindre hjertelig i sit Væsen, selv mod mig.

Men saa kom der Tider, hvori Nodestolen fik staa i Krogen.

Han kunde sidde lange Stunder og stirre hen for sig, som han faldt i Staver, og saa paa sin Violin give sin Stemning Luft i alskens Fantasier, der helt anderledes end hans saakaldte klassiske Musik tiltalte mit iøvrigt lidet musikalsk uddannede Øre.

Det var allehaande Smaastykker, der efterhaanden mere og mere droges ind i hans egen Mol-Manér og undertiden en underlig vemodig Melodi, som jeg dog egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle faa Gange, og da altid som i en Art Selvforglemmelse.

Jeg havde ved disse Leiligheder en Følelse, som om han betroede mig noget deiligt, han havde mistet i Livet, og hvorover der altid maatte sørges.

Længere ude i en saadan Periode blev han som sagt mere uregelmæssig og var sjelden at træffe hjemme, kunde da ogsaa undertiden ironisere bittert over Kammerater, Professorer og Tilstande, og for den, som det gik ud over, næsten blodigt.

Jeg havde Privilegium paa at tage Nøglen og gaa ind paa min Vens Værelse, ogsaa naar han ikke var hjemme. Hang hans Violin ustelt, vidste jeg, at det var ilde fat, og at hans egen Tilstand saa omtrent svarede til Violinens. Det første, han gjorde, naar alt var vel igjen, var ogsaa altid med Omhu at sætte den istand.

Aldrig havde jeg dog i hin Tid seet denne Øiesten saadan henslængt og behandlet, som jeg nu tyve Aar efter, gjenfandt den, støvet og sprukken bag Boghylden.

At jeg fik mine vemodige Tanker derved og af den anede en lidet glædelig Livshistorie, vil Læseren saaledes nu kunne forstaa og dermed forhaabentlig tilgive mig, at jeg har ført ham med mig fra David Holst's Værelse, hvor jeg sad og ventede paa, at han skulde komme med Punschen, saa langt ud i mine Ungdomsminders Land.

I tre Aar havde vi saagodtsom daglig været sammen. Siden maatte David Holst ud som Huslærer, og vore Veie skiltes, som det pleier at gaa i Livet.

Her i Aften var nu Mødestedet.

Det klirrede ude paa Gangen, og lidt efter aabnede David Holst med Forsigtighed Døren for en Pige, som indbar en dampende Mugge med tilhørende Rekvisita, der nok kunde falde i en Mands Smag, der, som jeg hin Eftermiddag, i flere Timer havde færdedes ude i Uveir.

David fandt mig installeret paa sin Sofa med sin Pibe i Munden og sine Tøfler paa Fødderne, aldeles saadan, som Tingen vilde være taget mellem os i gamle Dage – og dette henregnede jeg nu i Stilhed til et af mine listige Kneb; thi paa disse Indgangsbilletter, hans Pibe og Tøfler, indsatte jeg mig selv uden videre paa Forudsætningen om vor gamle fortrolige Fod.

Jeg følte mig som en Feltherre, der er saa heldig at kunne aabne Kampen ved straks at occupere en hel Provins.

I Mangel af sin vanlige Sofaplads skød David en Stol til Bordet og satte sig lige over for mig, idet Punschebrættet placeredes imellem os.

Vi sad nu begge igjen ved Bredden af den samme Glædens Flod, hvori vi saa mange Gange havde boltret os i vor Ungdom, men nu øste vi begge forsigtigere.

I Samtalens Løb heldede han sig oftere hen imod mig, som om han lyttede, og hans Hoved kom derved indenfor Omraadet af Lampens stærke Lysskjær.

Jeg bemærkede da, at hans Haar var blevet meget tyndt og ikke saa lidet graasprængt, og at der stod smaa Svedperler paa hans ikke længer rynkefri Pande. De graablege, skarpe Ansigtstræk og et nyt tilkommet tindrende Udtryk i hans Øie sagde mig, at hans Væsen legemligt eller aandeligt gjemte en underjordisk Ild, som neppe længer stod til at slukke.

Da jeg nu derhos af gjentagne Hosteanfald troede at forstaa, at disse hans Bøininger forover mod mig ligesaa gjerne kunde have sin Grund i, at han var træt og søgte Hvile mod Bordkanten, som i Samtalens Interesse, besluttede jeg mig med engang til at gaa lige løs paa Spørgsmaalet om hans Helbredstilstand og saaledes sætte mig i Besiddelse af nok et vigtigt Udenværk om hans Fortrolighed.

Jeg reiste mig pludselig bestemt og alvorlig og sagde, at jeg som erfaren Læge desværre saa, at han ikke var saa lidet syg, som han mulig selv troede, og at han, da han øiensynlig var afkræftet og mat – jeg paaberaabte mig Sveddraabene paa hans Pande – ialfald nu straks skulde sætte sig hen i den magelige Sofa, som jeg hidtil havde optaget.

Han erkjendte, at han ikke vel havde taalt at gaa de to Gange i Trappen, – første Gang var han kun gaaet ned for at faa Slut paa den slemme Træk gjennem Huset – og satte sig efter mit Ønske villigt i Sofaen.

Det var Brystet, sagde han. Ved Hjælp af Hørerør og Percussion opdagede jeg desværre, at han kun havde altfor megen Ret.

Det var Brystet, men i en saadan Tilstand, at her kun var Tale om at vinde Tid, ikke om at frelse; thi den ene Lunge var helt borte og den anden alvorlig angreben.

Den sidste Del af Aftenen følte baade han og jeg os som gjenfødte paa den gamle Fod. Min Myndighed som Læge gav mig derhos en smule Overvægt.

Klokken ni erklærede jeg, at han maatte i Seng, og sagde ham, at jeg næste Dags Formiddag agtede at komme igjen og ordinere ham det fornødne. Paa Almueskolen skulde han, hørte jeg, først læse den Dag Klokken elleve – til den Tid lovede han mig, ikke at gaa ud. – – – –

– Da jeg kom hjem, fandt jeg min Hustru i stor Angst for mig.

Hun kunde ikke begribe, at en fornuftig Mand og dertil en Doktor, som gav andre saa forsigtige Raad, kunde fare om mere end nødvendigt i et saadant Himmelveir; og jeg havde jo været ude i det hele Tiden, næsten siden Middag.

Hertil var nu intet at sige, og jeg overtænkte kun, medens hun talte, hvorledes jeg bedst skulde vinde hendes Stemning for den Sag, der nu laa mig paa Hjertet.

Min Hustru havde ikke Spor av Kjendskab til min dødssyge Ven, og hun kunde kanske endog, om jeg kjendte hende ret, falde paa at blive stødt, naar jeg fortalte hende, at han paa en Maade havde eiet min Ungdoms Kjærlighed før hun.

Det gik virkelig ogsaa, som jeg forudsaa. Det var først efter en noget betænkelig lang Pause, at hun med ét kom hen og sagde, at min bedste Ven naturligvis ogsaa skulde være hende inderlig kjær.

Og fra det Øieblik af kunde heller ingen være ivrigere end hun.

I hvad hun tager sig for, saa gjør hun det nemlig altid tilgavns, og hun opgjorde endnu samme Aften, hvordan Sagen skulde arrangeres.

Klokken ti den næste Formiddag var jeg med min Hustru oppe hos min Ven og forestillede hende for ham med de Ord, at hun ønskede sig betragtet som en ligesaa gammel Veninde af ham, som jeg var Ven.

Jeg fortalte ham, saa trøstig jeg kunde, – men da jeg sagde det, saa min Hustru bort, – at hans Sygdom absolut forlangte, at han holdt sig inde under Kur i seks Maaneder, til den varme Sommer kom og kunde fuldende Helbredelsen, samt at jeg haabede, han vilde samtykke i, at jeg arrangerede Sagen med Almueskolen for ham.

Han var øiensynlig baade overrasket og rørt.

Livet havde ikke budt ham Venskab, sagde han; han var saa lidet vant til at tage mod det, selv hvor det kom saa sandt og godt som her.

Efter en Del Parlamenteren overgav han sig dog tilsidst paa Naade og Unaade til min Kone, der ikke holder af at tabe.

Flytte hen til os, som jeg foreslog, vilde han imidlertid ikke, da han havde faaet dette Værelse kjært, og – som han aabent sagde – han vilde ikke føle sig vel ved at blande økonomiske Forbindtligheder, dem han desuden ikke tiltrængte, ind i denne Sag.

Fra nu av besøgte jeg ham i Regelen hver Formiddag og slog da som oftest tillige en lille Passiar af om forskjelligt ude i Byen, som jeg kunde tænke mig vilde interessere eller ialfald adsprede ham.

Min Hustru tog Sagen paa sin egen Vis.

Modsat af, hvad jeg havde været en Smule bange for, udførte hun ingen gjennemgribende Revolution i hans Husholdning og tilvante Stel. At Opvartningspigen havde sine Grunde, hvorfor hun saa ofte saa op til ham, og at hun hver Dag med Bæven afventede min Hustrus stille Mønstring af, hvorvidt Støvet var borte og Værelset i Orden, derom kunde han ikke have nogen Anelse. Det eneste, som min Hustru aabenlyst satte igjennem, var alskens Sendinger af styrkende Sager. Med Pigen, som bragte det, fulgte saa gjerne et af Børnene, som han da undertiden fandt Fornøielse i at beholde hos sig en Stund og underholde sig med.

Dette nye og for ham uvante Forhold lod ogsaa til at adsprede ham; men efter en Maaneds Forløb begyndte Humøret igjen at blive nedtrykt. Vore Besøg besværede ham øiensynligt, hvorfor disse ogsaa blev indstillede for en Stund. Han tilbragte saagodtsom hele Dagen paa Sofaen henne i den mørke Del af Værelset.

En Aften, fortalte Pigen, havde hun hørt det ligesom græde og hulke inde paa Værelset; hun var derfor ikke gaaet ind, men var bleven staaende udenfor. Lidt efter syntes hun, det var, som om han bad saa inderligt, men Ordene forstod hun ikke. Aftenen efter hørte hun ham spille en sagte Melodi ligesom paa en Violin, der ikke rigtig gav Lyd.

Den følgende Formiddag, da jeg kom til ham, var hans Sindsstemning helt forandret, og til min Overraskelse blev jeg vaer, at hans Violin hang pudset og med paasatte Strenge, men rigtignok med Sprækken i Brystet, paa Væggen med Buen ved Siden af. Henne paa Bordet ved Sengen bemærkede jeg ogsaa en gammel Bibel, som jeg aldrig før havde seet hos ham, formodentlig fordi denne Skat altid havde været forvaret i hans Kommode som en Helligdom.

Han saa mere end sedvanlig mat og medtaget ud; men hans Ansigt havde et forklaret Udtryk over sig, som en Mands, der har stridt med sin Skjæbne og nu har vundet Ro og Resignation.

Om det gik an, sagde han, vilde han gjerne samme Formiddag tale med min Hustru; men med mig ønskede han helst at tale nu straks, og jeg maatte derfor sidde ned en Stund hos ham.

Med et Smil – det samme stille, hans egen skjønne Hemmeligheds Smil, som jeg kjendte saa godt fra gamle Dage, men som nu ligesom ikke længer behøvede at unddrage sig Opmærksomheden – vendte han sig til mig og sagde, idet han lagde sin Haand paa min Skulder og saa mig ind i Ansigtet:

«Min kjære, hjertensgode Fredrik! Jeg kan ikke sige Dig hvorfor, men jeg veed bestemt, at jeg ikke lever saa længe, at jeg faar se Vaaren igjen. Det, som feiler mig, kan hverken Du eller noget Menneske give mig, kun Vorherre; men af alle Mennesker har Du staaet mig nærmest, og dit Venskab har rakt did, hvor Du ikke har kunnet ane det. Du har en Ret til at kjende den, som har været din Ven. Naar jeg er borte, og dette sker usvigeligt i denne Vinter, kanske hastigere end Du efter min Sygdoms Stand tænker Dig, – saa vil Du finde en Del Optegnelser i min Kommodeskuffe. Det er min tidligste Ungdoms Historie, men, simpel som den er, har den for mig været avgjørende for hele Livet. Den vil fortælle Dig, at Verden har været mig tung, saare tung, og at jeg var saa glad som en sluppen Fugl ved at forlade den.»

«Der var en Tid,» føjede han til efter nogen Nølen, «da jeg helst ønskede at begraves ved en Kirke oppe i Nordland; nu tror jeg derimod, at det kan være det samme med Stedet, og at der kan hviles ligesaa fredeligt hernede.»

Hermed trykkede han min Haand og bad mig gaa efter min Hustru.

Da hun kom, overraskedes hun ved at se ham saa lys og let af Sind, som hun aldrig havde tænkt sig, han kunde være.

Han vilde, sagde han, af hendes Venskab udbede sig en Tjeneste. Det var en Grille af ham; men, hvis han skulde blive kaldt bort, maatte hun love ham, næste Vaar at plante en vildt voksen Rose paa hans Grav.

Hvor sørgelig Anmodningen var, forstod min Hustru egentlig først, da jeg havde fortalt hende, hvad der forud var passeret; thi David Holst havde selv seet saa freidig og lys ud, da han talte med hende, at det sørgelige ligesom var kommet bort. Min Vens Spaadom om sig selv viste sig desværre at være altfor sand. Skjønt hans Humør stadig blev lysere, undertiden endog saa han fik et Skjær af Livsglæde, gik hans Sygdom dog altid den modsatte Vei til det værre.

En Dag fandt jeg ham fra sin Seng – hvor han nu for det meste tilbragte hele Dagen – meget interesseret ligge og betragte, hvorledes min lille Anton havde gjort «Dampbaad» af hans gamle Violinkasse, hvis Laag var borte, og hvormed han nu paa Gulvet anløb alskens fremmede Havne. Da jeg kom hen til Sengen, sagde han smilende, at han havde været hjemme i Nordland og legt i Fjæren igjen.

Min Hustru var nu mere og mere bleven hans Sygepleierske. Hun var hos ham et Par Gange om Dagen og sad ved Siden af hans Seng. Han holdt hende da gjerne i Haanden, eller ogsaa bad han hende læse noget for sig af hans gamle Bibel. De Themaer, han opsøgte, var helst de, hvori det gamle Testamente taler om Kjærlighed mellem Elskende. Især dvælede han ved Historien om Jacob og Rachel.

Min Hustru, der nu havde faaet ham inderlig kjær, betroede mig en Dag, at hun nok troede at vide, hvoraf min Ven led; det var visselig intet andet end ulykkelig Kjærlighed.

Saa rørende skjøn, som han laa der henimod Døden. havde hun aldrig tænkt sig, at et Menneske kunde blive.

Naar han laa stille og smilte, var det, som om han tænkte paa et Stevnemøde, hvortil han skulde, saasnart han var færdig med os her paa Jorden.

En Aften bad han min Hustru sidde hos sig.

Klokken ni fik jeg Bud; men da jeg kom did op, var han ikke mere.

Han havde bedet min Hustru læse for første Gang et Stykke af Høisangen for sig der, hvor hun fandt et gammelt Mærke i hans Bibel. Det var det andet Kapitel, hvori baade Bruden og Brudgommen taler, og som begynder saa:

«Jeg er en Rose i Saron, en Lilje i Dalene» og ender med: «Indtil Dagen bliver luftig og Skyggerne fly bort, gak omkring, bliv lig en Raa, min Kjæreste; eller som en ung Hind paa Bethers Bjerge.»

Han havde bedet hende læse det to Gange, men under Læsningen var han stille sovet hen.

Og der laa han deilig i Døden, med et stille Smil, som hilsede han nu en saadan Lund hinsides i Bethers Bjerge.

Den næste Sommer stod der et Trækors og en blomstrende vild Hyben paa en Grav ude paa Byens Kirkegaard.

Der hviler min Ven David Holst.

Til min Vens Livshistorie fandt jeg henlagt som Begyndelse et Afsnit, hvoraf en Del synes at være tilsat i en modnere Alder. Det viser, med hvilke stærke Traade han har været naturbundet til sit Hjem, og med hvilken Kjærlighed han har hængt ved det.

Forsaavidt et Menneske som jeg, der lever i en saa sørgelig Virkelighed, tør tale om Illusioner – hvilken Mængde og hvilke store Illusioner har jeg saa ikke her inde i Kristiania faaet knust i de to–tre Aar, siden jeg forlod mit Hjem i Nordland og er bleven Student; – hvor graa og mat er ikke denne Verden hernede, hvor smaa og smaalige mod, hvad jeg har tænkt mig baade Mennesker og Forholde!

Jeg var i Eftermiddag med nogle Venner ude og fiskede paa Fjorden, og vi morede os naturligvis allesammen – undtagen jeg, der dog ypperligt lod, som jeg gjorde det.

Nei, jeg morede mig ikke!

Vi sad i en fladbundet, bred, styg Baad, som de kaldte «Pram», en Indretning, der ligner en Vadskerbalje, og fiskede den ganske Eftermiddag i noget grum set Vand paa faa Alens Dybde med et spædt Snøre tilsammen ialt 7, syv Hvittinger – og saa roede man da tilfreds iland!

Jeg befandt mig næsten vammel; thi lig denne Pram uden Kjøl, hvorpaa den kan ligge en Kurs, uden Sejl, der ikke engang anstændigt kan tænkes sat paa den, uden Sjøgang, hvilket den ikke vilde taale, og lig denne grumsede, graa, bølgeløse Sjø udenfor Staden med nogle faa smaa Hvittinger i – synes mig igrunden hele Livet hernede. Det har ikke i nogen Henseende andet at byde end saadanne smaa Hvittinger.

Mens de andre snakkede, sad jeg og tænkte paa en Fisketur, hvor hun var med, ude mellem Vetteskjærene hjemme i vor lille seksaarings Baad. Hvilken anden Dag, hvilken anden Baad, hvilket andet Eventyr!

Ja, hvor eventyrløst, fattigt og graat er dog ikke Livet hernede paa de rige, kornbærende Lerbakker og den af Dampbaadsrøg sodede Hovedstadsfjord eller herinde i selve Byen imod hjemme.

Men ymtede jeg dette høit, vilde disse overlegne Folk rigtignok sætte store Øine.

Man taler her om Fiskeri og mener derved nogle fattige Dræt Torsk og Hvittinger.

En Nordlænding forstaar derved, som i alt andet det tusinddobbelte, han mener Lofotens og Finmarkens Millioner og derhos en overstrømmende Mangfoldighed af Arter, fra Hvalerne, der sprøite gjennem Sundene, med store, fossende Fiskestimer foran sig, ned til de allermindste.

Den eneste bemærkbare Fisk, jeg kjender hernede, og som jeg altid seer paa, hvor jeg finder den, er Guld- og Sølvfisken, som man holder i Glas, ligesom man har Kanarifuglen i Bur; men den er igjen fra et andet Eventyrland i Syden.

Ved Fugl forestiller en Nordlænding sig hellerikke, som hernede, bare et og andet Stykke Madvildt, men en Himmelens Hob af alle Slags, bølgende i Luften som en hvid Brænding om Fuglebjergene, et helt skrigende, myldrende Sneveir over Æggeværene.

Han mindes Edderfugl, Teiste, And og Kjeld svømmende i Fjord og Sund eller siddende rundt paa Skjærene, Maagerne, Fiskeørnen og Fiskejon jagende i Luften, Hubroen tudende fælt om Natten ude fra Fjeldskaarene – kort sagt, han mener en hel Verden af Fugle og har en Smule ondt ved at indskrænke Begrebet til bare en og anden enkelt stakkels Tiur, som man har Hjerte til at overraske og dræbe midt i en Elskovsleg, mens Solen rinder oppe i en Furulid.

Istedetfor Bærmarkerne her har han de milelange Multemyrer hjemme. –

Istedetfor den paa Søskjæl temmelig ensformigt fattige Strand hernede, husker han en, der er strøet med den forunderligst farvede Mangfoldighed af dem.

Nordland eier overhovedet alle Naturforhold i en intensiv Grad og i helt anderledes kolossalt mægtige Modsætninger.

Det har et endeløst, stengraat Øde som i Urtiden, før Menneskene byggede, men midt i dette ogsaa sine endeløse Naturrigdomme. Det har en Sol og en Sommerherlighed, hvis Dag ikke er kun tolv Timer, men varer uafbrudt Dag og Nat i tre Maaneder, da man mangesteds maa gaa med Maske for Myggesværmen.

Men til Modsætning igjen en Nat med Mørke og Rædsel, som varer i ni.

Der er Jetteforholde, men uden de mere uanselige Overgange midtveis imellem alle Yderligheder, hvorpaa det rolige Liv her sydpaa bygges; det er med andre Ord Forholde mere for Fantasien, Eventyret og Hazarden end for den jevne Forstand og den stille, sikre Virken.

En Nordlænding kan derfor let i Begyndelsen hernede føle sig ligesom en Gulliver, der er kommen til Lilleput, og passer overhovedet neppe vel mellem Indvaanerne, før han har faaet skruet sine gamle tilvænnede Forestillinger ned til denne mindre Virkeligheds nøgterne Maal, kort sagt, før han lærer sig til at bruge Forstand istedetfor Fantasi.

Finnen paa Ski med sine Rensdyr, Kvænen, Russen – ikke at nævne den stadig færdende, paa Land træge, men i sin Baad kvikke Nordlænding selv – er unægtelig alle helt interessantere Folk end den graa Havrebonde, hvis Fantasi neppe gaar længer bort fra hans egen Ager end til det at undres paa, hvor oppe i Udmarken mon Gampen nu skal hentes.

Naar man taler om Uveir og Bølger, saa mener man her en Smule Storm og Sjøgang op ad Kristianiafjorden, der endog kan afstedkomme lidt «Skade paa Havnen», og tager det saa overmaade rystende, naar en klodset Baadmand er forlist.

For min Tanke kommer da noget helt andet: pludseligt Nedfaldsveir ifra Fjeldet, som tager Huse bort hvorfor man hjemme ogsaa surrer dem med Touge –, Bølger ind fra Ishavet, der begraver de høie Skjær og Holmer i Skum og «ta'r Grundbraat» paa mangfoldige Favne Vands Dyb, saa at Fartøiet med ét kommer til at staa paa tør Bund og knuses midt i Havet. –

Skarer af kjække Mænd som seiler undaf Veiret for Livet, og ikke blot for deres eget Liv, men med en dyrt tilkjæmpet Last ogsaa for deres, som hjemme sidde, og som endda midt i Dødsfaren prøver paa at give sin kuldseilede Kammerat en Haandsrækning. – Jeg tænker paa Forlis af mangfoldige Baade og Fartøier i Vinterkvælden mellem Sjørokket og paa Bølger – ja, det kunde for en Gangs Skyld være værdt at se dem (som vanligt tre i Følgelag og den sidste Bølge værst) i Anmarche med Skumkammene høiere end Toldbodtagene og kanske en Jagt, der maa landsættes, paa Nakken, suse ind ad Kristiania fredelige, smale Havn, kastende Skibene med sig op i Byen, og fulgt af tilsvarende tunge Stormstød, saa Tagene løftedes af. –

Kom de, veed jeg nok, at det var mig, de vilde hente, den stakkels inde i Byens Civilisation forstukne «Fremsynte», som de mener, hører sig til. Men jeg vilde kanske alligevel et Øieblik udover Dødsangsten hilst dem som Venner fra Hjemmet, skjønt de kom med Lig og Vrag paa Skulderen.

De vilde for en Gangs Skyld vise alt dette civiliserede Smaapirkeri herinde det vældige Havs Rædsel og Stor hed og spæde en Smule havsalt Dødsangst i al Flauheden.

Jeg gad nok seet en Hvalfisk i Klemme mellem Prindsens- og Toldbodgaden, gloende ind til en Familie i øverste Etage, eller en havareret Havdraug, forsøgt indbragt paa Raadstuen af de pene, guldsnorede Konstabler.

Jeg gad ogsaa nok seet Byens Theaterkritici, der er vante til to Gange i Ugen at se Haupt- und Staatsaction i Vaudeviller, staa med Lorgnetten paa Næsen foran et sligt Skuespil, der uden videre overflommede alle deres kritiske Begreber og Blækhuse og viste dem Død og Rædsel for ramme, knusende Alvor.

Hvor vilde ikke en saadan Recensent vokse i Evne til at forstaa, hvad der er imposant og mægtig i en Digtning og i Begjær derefter, om han bare én Gang i sit Liv havde seet «Hestmanden» paa en Uveirsdag, sine 1700 Fod høi ride sydover ud i Havbrændingen, medens Kappen flagrer mod Nord om hans Skulder, og man fuldkommen illusorisk seer, foruden Kjæmpen selv i sin Vælde, Hestens Hoved, Øren, Halsen, Trindsen og dens maiestætiske Bryst.

Der nordpaa har Folkeforestillingen ogsaa lige fra Mythens Tid lagt Hjemmet for al Ondskabens Hær.

Der har Finnefolket udøvet sine Troldkunster, «sat Gan», og der, ved det mørke, vintergraa, bølgebrydende Ishav, staar ligesom endnu Urtidens til Jordens yderste Grændser fordrevne Guder, de dæmoniske, forfærdelige, halvt formløse Mørkets Magter, som Aserne kjæmpede med, men som først St. Olaf med sit seirende, solblanke Korshjalte ret fik «sat i Stok og Sten».

Det, som man, siddende paa den trygge Tue midt inde i Civilisationen, saa letvindt skyder fra sig som Overtro, – men hvilket dog som Naturmagter i Folket endnu lever – arter sig overhovedet her syd i Folket ganske anderledes dukkemæssigt for Forestillingen.

Man har sig en lille Forskrækkelse af Smaanisser, godmodige Huldrefolk, en elskovssyg Nøk og sligt, som nord, hos os næsten gaar imellem Husene som Overtroens tamme, vanlige Husdyr.

Man har ogsaa der godmodige Underjordiske, som driver sit fredsommelige Baad- og Jægtebrug usynligt ved Siden af Befolkningen.

Men saa skaber Naturrædselen derhos en hel Hær af onde Dæmoner, der drager Menneskene, druknede Mænds Gjenfærd, der savner kristen Jord, Bergriser. Havdraugen, som ror i en halv Baad og i Vinternatten skriger fælt ude paa Fjorden. Mangen, der virkelig var i Nød, har paa Grund af Frygten for ham maattet undvære Bjergningen, og de «Fremsynte» kan se ham.

Men, ruger Naturens Overmægtighed som en knugende Tyngde over Livet paa denne vintermørke, havfraadende Grændsekyst, der dæmrer i ni Maaneder og i de tre af dem endog mister Solen, saa der skabes Mørkerædsel i Sindet, – saa eier Nordland til den samme Yderlighed ogsaa den stik modsatte Karakter, sin solvarme, luftklare, duftopfyldte, med Farvernes uendelige Rigdom skjønhedsvekslende Sommernatur, hvori Afstande paa 10–12 Mile henover Sjøspeilet nærmer sig hinanden paa Talehold, hvori Fjeldene klæder sig med brungrønt Græs helt til Toppen – i Lofoten op til to tusinde Fods Høide –, hvori Smaabjerkeskoven krandser sig oppe i Liderne og Fjeldrevnerne som en Leg af hvide, sekstenaars Piger, medens Aromaen af Jord- og Bringebæret, som vokser der, naar Du, i Skjorteærmerne for Varmen, kommer forbi, kjendes i Luften som intet andetsteds, og Dagen er saa hed, at Du faar Trang til at bade Dig i den solopfyldte, skvulpende, til Bunden forunderlig klare Sjø.

At alle Vækster faar saa stærk Aroma og Farve deroppe, har de Lærde forklaret af det stærke Lys, der fylder Luften, fordi Solen er uafbrudt oppe hele Døgnet. Derfor kan heller intet saa aromatisk Jordbær eller Bringebær eller en saa duftende Birkegren tages nogetsteds som der.

Har en underdeilig Idyl noget Hjem, saa er det inde i Nordlands Fjorddale om Sommeren.

Det er som om Solen da kysser Naturen saa meget desto inderligere for den Korte Tids Skyld, den veed, de har at være sammen, og som om de begge den Stund søger at glemme, at de saa snart igjen maa skilles. Da springer Græsbakken frem som ved et pludseligt Under og i ødsel Mangfoldighed Blaaklokken, Løvetanden, Smørblomsteret, Præstekraven, Tornerosen, Bringebæret og Jordbæret ved hver Bæk, om hver Tue, i hver Lid; da summer hundrede sorte Insekter i Græsset som i et tropisk Land; da drives Kjør, Heste og Faar op i Dalene og Fjeldsiderne, medens Finnen fra Høifjældet kommer ned i Fjorddalen med sine Rener og vander dem i Dalelven; da ligger Multebærmyren rødmende i Fjerdingmile indover; da er der stille Solskinsfred i hver Hytte, hvor Fiskeren nu sidder hjemme hos sine og bøter paa Redskabet til Vinterfisket; da er der i Nordland Sommer saa deilig, som kun faa Steder har den, og en idyllisk Naturglæde og Fred som kanske intetsteds.

Af denne Naturens kjælne Blødhed faar Nordlændingen ogsaa et Drag i sin Karakter, han holder af, naar han kan komme til, at leve og klæde sig godt og bo lunt; han er med Hensyn til Delikatesser en ren Lækkermund. Torsketunger, Ungryper, Rensdyrmarv, saltet Uer, Ørred, Laks og alskens Saltvandsfisk af første Slags, serveret med deres Tilbehør af Lever og Rogn, det nærende Rensdyrkjød og allehaande Vildt er tilligemed de friskt smagende Multer for ham kun vanlige Retter.

Saavel Finnen som den nordlandske Almuesmand er derhos paa Barnevis glad i al Slags søde Slikkerier, og hans «Sirup paa Grøden» er viden bekjendt.

Opdraget i en Natur saa rig paa Modsætninger og Muligheder og paa det uventede i hele Klaviaturen af Nuancer fra det vildest storartede til det indtil Taarer inderlige, yndige og henrivende, er Nordlændingen i Regelen et godt og kvikt, ofte et glimrende og fantasifuldt Hoved.

Stemningsfuld, som han er, overgiver han sig let til Øieblikket. Er der Solskin i dit Ansigt, blir det ogsaa gjerne Solskin i hans.

Men man maa ikke tage feil af ham og forveksle hans Godmodighed med enfoldig Tryghed – og det gjør man her syd ofte. Inde i hans Sjæl vugger den stille Mistanke, ham selv ubevidst, altid som en aarvaagen Sjøfugl, der dukker under, endnu medens det glimter af Fængkrudtet og før Kuglen har faaet Tid til at slaa ned paa det Sted i Sjøen, hvor den netop laa.

Det pludselige, Muligheden af alt muligt, har han fra Barnsben af ude i Naturen været vant til at tænke sig som et Sværd, hængende over enhver fredelig, stille Stund, og dette Instinkt bærer han som oftest med sig ind i sin Omgang med Menneskene.

Mens Du taler med ham, dukker han kanske saadan under i sin Sjæl, og det Gang paa Gang, uden at Du har Anelse om det, og uden at Stemningen derfor afbrydes.

Han gjør det, mens han har Taarer i Øinene i den inderligst rørte Stund – det er saa hans Natur, hvoraf han altid vil beholde en Snev, selv efterat han med alt sit er flyttet fra sit Naturliv ind i de civiliserede Forholde. Han undgaar Dig, smyger med sin Fantasi og sin vare Mistanke ind imellem og rundt dine Tanker, ja om en rigtig begavet Nordlænding – jeg er for sløv og uinteresseret til at kunne det – tror jeg, at han, uden at Du aner det, kan gaa med Hænderne i Lommen tvert igjennem din Sjæl ind Panden og ud Baghovedet.

Som Opdagelsesbetjent og Diplomat vilde han være uvurderlig, dersom han blot havde havt mere Karakter og ligget mindre barnagtig svagt under for Øieblikkets Magt; men her er desværre hans svage Side.

Jeg taler her om det dybe Drag i Folkeeiendommeligheden, saaledes som den arter sig i de mere fremtrædende Naturer, og vil ikke misforstaaes, som om jeg mente, at der ikke ogsaa skulde findes Mænd af Karakter i Nordland, – de hærdes der mangengang maaske mere end andetsteds op til det storartede.

I en indfødt nordlandsk Slægt vil der som oftest findes – det er ialfald min Tro – nogle Draaber Finneblod.

Det er ogsaa andetsteds bemærket, at, naar det i Sagaen heder om de bedste Bondeætter paa Helgeland, at de nedstammede fra Halvtrolde eller Bergriser, betegner dette kun finsk Afstamning. Vore Kongeætter havde finsk Herkomst, og Fin var et velklingende Fornavn, baaret af Landets bedste Mænd, f. Ex. Fin Arnesen.

Harald Haarfager og Erik Blodøkse giftede sig med Finnepiger.

Den mystiske, sanseligt-dragende Magt, som har været tillagt disse, var kun det erotiske Udtryk for en stor Nationalforbindelse op igjennem Tiderne mellem disse to fremmedartede Folkeelementer: den lyshaarede, blaaøiede, i Sindet større og roligere Nordmand og den mørke, brunøiede, raptænkte, fantasirige, af Naturmystik opfyldte, men karaktersvagere, undertrykte Fin, hvis Natur den Dag idag staar paa Ski og synger Moltoner inde i mangen Nordmands Sind, der i sin Racefornemhed nu lidet aner, at han har Sammenhæng med det Folk.

Der forekommer forøvrigt efter min Erfaring en stor Karakterforskjel, eftersom Blandingen er sket med den svage Finlap eller med den storvoksede, stærke, trodsige Finne: Kvænen. Det gjør en Gemytforskjel som mellem Mol og Dur i et og samme Fantasistykke.

Finneblandingen har været en stor og væsentlig Faktor i Sammensætningen af det nuværende norske Folks Aandsegenskaber.

Kvænfinblandingen gir energiske, logiske, trodsige, handlesvangre Mennesker; den har vist i høi Grad sat Staal i vor østlandske og trondhjemske Races Natur. I Nordland har derimot Lappeblandingen været den overveiende og tildels ændret Folkekarakteren derefter. Kvæn-Nordmanden beseirer Nordlandsnaturen; LappeNordmanden ligger mere under for den og lider under dens Tryk.

Modsætningerne i den nordlandske Natur er for stærke og yderlige til, at ikke den Slægts Sind, som lever deroppe, skulde være stærkt udsat for at tage Knæk deraf.

Den megen Tungsind og Tristhed, som findes der ogsaa hos den simple Mand, og som saa ofte udarter til Sindsforvirring og Selvmord, har visselig sin dybe Sammenhæng og Grund i disse Naturforholde, i det lange Vintermørke med sine tunge, overvældende Scener, der knuger Sjælen ned i ensom Lysforladthed, og i de stærke og pludselige Indtryk, der saavel i den mørke som i den lyse Tid altfor voldsomt griber i Gemyttets inderste, fine Strænge.

Jeg har tænkt over disse Ting som knap nogen anden, tænkt, medens jeg selv har lidt ved dem, og jeg forstaar, – skjønt jeg, naar det kommer ind paa min egen Person, igjen aldeles ikke forstaar det – hvorfor «second sight», «det andet Syn», «Fremsynthed», som det heder i Nordland, dersteds ligesom paa Shetlandsog Ørkenøerne kan opkomme og nedarves i Familien. Jeg forstaar, at det er en Sjælesot, som ingen Kur, ingen Forstand eller Refleksion kan kurere.

Man er født med et tredie Vindu i sin Sjæls Hus foruden de to sunde Øine, et Vindu, der vender ud til en Verden, som andre kun aner, men som én selv er fordømt til, naar Dragningen kommer, at maatte gaa hen og se ud af: det lader sig ikke tilstoppe med Bøger eller af nogen forstandig Refleksion, ikke gjenmure selv her midt i den «oplyste Hovedstad», høist kun formørke en Stund med Glemselens Gardin.

Ak, naar jeg erindrer mig, hvordan jeg derhjemme i Nordland gik og forestillede mig Kongens Slot i Kristiania, med Tinder og Taarn vældigt ragende over Staden, og Kongens Mænd som en gylden Strøm fra Borggaarden helt op til Tronsalen, eller Akershus Fæstning, naar Kanonerne tordnende meldte Kongens Ankomst, medens Luften som en Storm var opfyldt med Krigsmusik og mægtig kongelig Befaling. – Naar jeg tænker mig, hvorledes jeg forestillede mig «Lysets høie Hal», Universitetet, som et stort, hvidt Kridtbjerg, altid med Solskin i Ruderne, eller hvordan jeg udmalte mig Storthingssalen og de Mænd, som færdedes der, og hvis Navne i Fantasiens Forstørrelse fortonede sig opover til os, som om der for hvert gik en mægtig rungende Klokke i Luften. –

Naar jeg sammenligner det, som jeg i Nordland forestillede mig ved alt dette, med den «for vore smaa Forhold vistnok respektable Virkeligihed», hvori jeg nu lever og færdes, – saa er det, som et Korthus af Illusioner, høit som Snehætten, falder sammen over mig.

Jeg har altsaa, indtil jeg blev nogle og tyve Aar gammel, levet kun i et nordlandsk Eventyr og er nu først egentlig født frem til den virkelige Verden; jeg har været bjergtagen i min egen Fantasi.

Fortalte jeg nogen alt dette, vilde han – og jo fornuftigere Manden var, desto mere sikkert vilde det ske – visselig finde ud, at min udmærkede Examen artium nok maa have gaaet til ved en aabenbar Feiltagelse. Kommer det imidlertid an paa theoretisk Raisonnement og Kundskab, saa har jeg Gudskelov ligesaa gode Evner som de fleste. Jeg veed ogsaa, at jeg deri har det Par elastiske Aarer, hvormed jeg saa langt, jeg tiltrænger det, skal kunne ro min Baad gjennem det praktiske Liv uden at støde an.

Lasten, som jeg har i Baaden, saa tung, saa tung, og til sine Tider igjen saa livsalig deilig, faar ingen se.

Jeg føler en dyb Trang til at græde ud mit hele nordlandske Eventyr og vilde gjøre det, hvis jeg bare kunde græde Livet ud med det samme. Men hvorfor ønske at miste alt det deilige, hele Illusionen, naar jeg saa alligevel til min Dødsstund maa bære paa det tunge, som den har lagt paa mig!

Min lettende Graad skal være i stille Timer at male mine Livserindringer fra dette mit Hjem, som saa faa hernede forstaar.

Det er en stakkels, paa Sjælen syg Mands Fortælling, hvori der findes mere af egne Indtryk end af ydre Begivenheder.