I. Indledning

[1] Det var i sommeren 1882, at vi ombord paa en norsk sælfanger, «Viking», blev fast i isen under den endnu ukjendte del af Grønlands østkyst (paa omtr. 66° 50' n. b.). I 24 døgn laa vi fast, og for hver dag drev vi til besætningens forfærdelse den bjergfulde kyst nærmere. Tinderne og jøklerne laa og glitrede i dagen derinde bag drivisen; om kvelden og natten, naar solen under sin runde over himlen berørte dem og satte luft og skyer i brand bagenom, fremhævedes end mer deres vilde skjønhed.

At kikkerten mer end engang om dagen rettedes vestover fra stortoppen, og at hele denne ukjendte verden lokkede og drog i min unge sjæl, er neppe unaturligt. Ustanselig grundedes over planer til at naa denne kyst, som saa mange har søgt forgjæves, og jeg kom til det [2] resultat, at den maatte kunne naaes, om ikke gjennem isen ved hjælp af skib, som tidligere prøvet, saa i ethvert fald over den, naar man trak baade med sig.

Jeg vilde endog straks gjøre et forsøg og alene spadsere iland over isen. Dette strandede imidlertid paa kapteinen, som under de forhaandenværende forhold ikke fandt det forsvarligt, at nogen forlod skibet for længere tid.

Efterat jeg kom hjem, skrev jeg paa opfordring en artikel i dansk Geografisk Tidsskrift (7de bind p. 76). Heri udtaler jeg som min formening, at det uden synderlig vanskelighed lader sig gjøre at naa Grønlands østkyst, naar man ombord i en norsk sælfanger trænger ind i isen, saa langt man rækker, og saa forlader skibet og gaar over isen iland.

At der ogsaa dengang foresvævede mig nogle ideer om at trænge ind mod landets indre, lader sig neppe negte; disse fik dog først ved en senere leilighed fast form.

Det var en høstkveld aaret efter (altsaa 1883) – jeg mindes det, som det var igaar – jeg sad og hørte ligegyldig paa, at dagens avis blev oplæst; da blev med ét min opmerksomhed fængslet af et telegram, som berettede, at Nordenskiöld var kommen lykkelig tilbage fra sin ekspedition mod Grønlands indre, at han ingen oaser havde fundet, men kun uendelige snemarker, over hvilke hans to lapper skulde have tilbagelagt en utrolig strækning paa kort tid, og hvor de skulde have fundet godt skiføre. Det slog ned i mig som et lyn: en ekspedition paa ski gjennemtrænger Grønland fra kyst til kyst. Planen var færdig, saaledes som den senere blev fremsat og udført.

Min mening var i korthed den, at hvis man udrustede en ekspedition af kraftige skiløbere paa en hensigtsmæssig maade, saa maatte den komme over Grønland, naar den [3] begyndte fra den rigtige side; men dette sidste var af stor vigtighed.

[5] Begyndte man, som alle tidligere ekspeditioner, fra vestkysten, kunde man være sikker paa ikke at komme over; man vilde da have Ægyptens kjødgryder bag sig, mens man foran kun havde den ukjendte isørken og østkysten, som ikke er meget bedre. Og selv om man naaede frem, havde man lige saa lang vei tilbage for at vende hjem.

Den eneste sikre vei var efter min mening at gjennemtrænge drivisen og lande paa Grønlands øde og isdækte østkyst og herfra gaa mod den beboede vestkyst. Paa den maade kastede man alle broer af bag sig, ikke blev det nødvendigt at drive mandskabet frem, østkysten skulde neppe lokke en tilbage, mens forud laa vestkysten, dragende med alle civilisationens behageligheder. Der var intet valg, kun fremad, ordren vilde lyde: Døden eller Grønlands vestkyst.

Det følgende aar fremsatte jeg min plan i et brev til en bekjendt i Danmark og foreslog en kombineret dansk-norsk ekspedition til Grønlands østkyst; danskerne skulde undersøge østkysten, mens nordmændene paa ski skulde gaa over indlandsisen til vestkysten. Dette førte til intet, og da jeg blev sterkt optaget paa andre kanter, hvilede sagen i nogle aar.

Først høsten 1887 bestemte jeg mig til for alvor at gaa igang. Min oprindelige mening var at udføre ekspeditionen for private midler; men da jeg fra flere hold blev kraftig opfordret til at søge det norske universitet om de nødvendige midler, forat ekspeditionen derved skulde faa et mere offentligt nationalt præg, samstemte jeg deri og indsendte til universitetet følgende ansøgning:

[6] «Til
det akademiske kollegium ved det kongelige
Fredriks universitet i Kristiania.

Det er min hensigt til sommeren at foretage en reise paa ski over Grønlands indlandsis fra østkysten til vestkysten.

Grønlands indre er et af de fuldstændigste terræ incognitæ, vi har paa vor jords overflade; det frembyder imidlertid saa mange videnskabelige opgaver at løse, at det tillige udgjør et af de interessanteste. Det har derfor gjennem tidernes løb heller ikke manglet paa forsøg paa at trænge derind.» – – –

Derefter følger en opnævning af de vigtigste af disse forsøg, som imidlertid vil blive omtalte paa et andet sted i denne bog. Efter endvidere at have paapegt, af hvor stor videnskabelig betydning det er at faa dette, som jeg udtrykker mig, «sandsynligvis sne- og isfyldte indre» undersøgt, fortsætter jeg:

«Min plan er nu ved hjælp af norske skiløbere at trænge tvers igjennem dette indre. Nordmændene har endnu kun lidet bidraget til forskningen i de arktiske egne; der er endnu ikke udrustet en eneste arktisk ekspedition fra Norge (jeg regner ikke her Atlanterhavs-ekspeditionen, hvis maal jo væsentlig gik i anden retning), mens nabolandene Sverige og Danmark har ofret ikke lidet paa løsningen af de arktiske problemer. Dette kan synes saa meget merkeligere, som det jo for Norge maatte ligge nærmest, og nordmændene vel utvilsomt er den nation, der af alle er bedst skikket for polarforskning. Vi har forudsætningerne til at taale klimatet bedre end de fleste andre, og vi har i vore skiløbere en overlegenhed, som er ganske betydelig.

[7] Hvor fuldstændig overlegen en skiløber er alle andre paa Grønlands snemarker, tror jeg maa fremgaa tydelig nok fra de to lapper, Nordenskiöld havde med sig.

Jeg mener derfor, at en ekspedition paa ski (med skikjælker, muligens trukne af hunde) vil have al mulig udsigt til at komme lykkelig gjennem Grønland.»

Efter derpaa at have redegjort for min plan, slutter ansøgningen saaledes:

«I anledning denne plan vil jeg forespørge det ærede kollegium, om det tror sig istand til at bevilge midler dertil, eller om det vilde opføre paa budgettet for iaar de nødvendige midler til denne reise.

Omkostningerne, om reisen skulde foretages paa her antydede maade, vil antagelig beløbe sig til kr. 5000,00.

Kristiania 11 nov. 1887.

Ærbødigst Fridtjof Nansen.»

Ansøgningen blev paa det kraftigste anbefalet af det akademiske kollegium og oversendt til regjeringen, forat denne kunde tage den under overveielse og befordre den videre til stortinget som regjeringsforslag paa regelmæssig vis. Fra regjeringen blev der imidlertid svaret, at man ikke fandt at kunne optage forslaget, og i et af de regjeringsvenlige organer blev det endog antydet, at man ikke kunde se nogensomhelst grund til, at det norske folk skulde betale en saa stor sum som femtusend kroner, forat en privatmand kunde gjøre en forlystelsesreise til Grønland. De fleste, som hørte om planen, mente, det var det reneste galmandsverk, jeg maatte enten være mindre vel bevaret eller kjed af livet; hvad var der at hente i Grønlands indre?

[8] Heldigvis var nogen hjælp fra regjering, storting eller nogen anden ingen nødvendighed for mig.

Da kom et tilbud fra en mand i Kjøbenhavn om at betale den sum, hvorom jeg havde ansøgt.

Denne mand var etatsraad Augustin Gamél, som jo allerede ved udrustningen af Dijmphna-ekspeditionen har gjort sig fortjent af den arktiske forskning. Dette tilbud fra en udlænding og en mig personlig ukjendt mand om at bidrage til en ekspedition, som af de fleste ansaaes for at være vanvid, var i sandhed saa ædelmodigt, at jeg ikke kunde betænke mig paa at modtage det.

Det var først i januar 1888, at jeg i det norske tidsskrift «Naturen» i en artikel, betitlet «Grønlands indlandsis», fremlagde min plan for offentligheden. Efterat jeg her bl. a. har redegjort for de mange tidligere forsøg paa at trænge ind i Grønlands indre, siger jeg:

«Min plan er i korthed følgende: Med 3 à 4 af de bedste og mest udholdende skiløbere, som blir at opdrive, vil jeg i begyndelsen af juni med et af de norske sælfangerfartøier gaa fra Island mod Grønlands østkyst og paa omkring 66° n. br. forsøge at naa ind mod kysten saa langt som muligt.^k1 Hvis fartøiet ikke skulde kunne naa land, hvad dog efter sælfangernes erfaring ikke er usandsynligt, idet disse hyppig har været inde under denne ukjendte kyst,^k2 saa forlader ekspeditionen fartøiet, naar dette er kommet saa langt ind som muligt, og gaar over isen iland.

[11] For at sætte over det aabne vand, som antagelig findes nær kysten, trækkes en let baad paa meier med over isen. At en saadan fart over drivis er mulig, tror jeg fra tidligere kjendskab til denne med sikkerhed at kunne antage. I 1882 foretog jeg nemlig med sælfangeren «Viking» fra Arendal en reise i disse egne, og vi blev i juni sat fast i isen under østkysten af Grønland. I løbet af 24 døgn drev vi da langs den kyst, hvor jeg nu agter at lande, og jeg havde i den tid under talrige vandringer og jagtfærder rigelig anledning til at stifte bekjendtskab med isens beskaffenhed og sneforholdene, ligesom vi ogsaa hyppig under vor reise blev nødte til paa grund af pludselige indesperringer at trække vore baade lange distanser over flagene. – Paa denne maade mener jeg altsaa at skulle kunne naa land. Helst saa jeg, at dette blev et stykke nordenfor kap Dan, da kysten her endnu ikke er bereist af europæere, og der er meget af interesse at undersøge allerede paa kysten. Søndenfor er kysten nu forholdsvis vel kjendt, idet den danske konebaadsekspeditionⁿ¹ under ledelse af kaptein Holm i 1884 trængte op til et punkt noget nordenfor kap Dan og overvintrede i Angmagsalik, en koloni af hedenske eskimoer lidt søn denfor det nævnte forbjerg. Efter at have gjort de undersøgelser paa kysten, som uden for meget tidsspilde lader sig udføre, tiltræder vi snarest mulig vandringen over indlandsisen. Saafremt ekspeditionen naar land nordenfor kap Dan, begynder vi vandringen ved bunden af en af de derværende fjorde; hvis vi lander længere syd, søges ind til bunden af den dybe Sermilikfjord for her at komme ind paa isen.

Ekspeditionen søger med engang at naa saa høit op som muligt paa isfri mark, selv om stigningerne her skulde bli betydelig sterkere end paa isbræerne; herved opnaaes [12] nemlig, at man, naar det endelig blir nødvendigt at gaa ind paa isen, da antagelig finder fladere og jevnere is, og man vil undgaa den værste gletscheris, som ved sine ujevnheder og sprækker kan frembyde ikke faa hindringer og farer. Kommen ind paa isen, sætter ekspeditionen kurs paa Christianshaab ved Diskobugten og søger at naa dette maal saa hurtig som muligt. Fordelen ved at gaa mod Diskobugten istedenfor at søge længere syd paa er paa den ene side den, at man nordpaa antagelig vil finde bedre skiføre, og paa den anden side den, at det ved Diskobugten, hvor landet ikke er indskaaret af dybe fjorde, vil være forholdvis let at finde frem til beboede steder, idet Diskoøen ligger udenfor kysten og vil, seet fra indlandsisen med sine etageformede basaltklipper, danne et godt merke, hvorefter man let maa kunne finde ned til en af de to kolonier Jakobshavn eller Christianshaab, som ligger ved Diskobugten med omkring en halv grads mellemrum.

Afstanden fra østkysten, hvor jeg agter at lande, og til Diskobugten er omtrent 670 km.; regnes nu, at man for hver dag i gjennemsnit kan tilbagelægge 20 à 30 km., hvilket for skiløbere er meget lavt regnet, saa vil farten dog ikke tage over en maaned; og medtages saa proviant for henved den dobbelte tid, saa synes der at være al sandsynlighed for at komme lykkelig frem.

Provianten maa trækkes paa slæder eller skikjælker. Foruden ski tænkes ogsaa truger^k3 medtagne, idet de, hvor sneen er vaad og blød, er mere anvendelige end ski.

Foruden proviant for henimod 2 maaneder samt ski og truger skal endvidere medtages de nødvendige instrumenter til stedsbestemmelse o.s.v. o.s.v. – –»

[13] At der mod en plan som denne ogsaa i pressen fremkom flere mer eller mindre kraftige indlæg, er jo ikke til at undres paa. Disse udmerkede sig dog gjennemgaaende mest ved sin paafaldende uvidenhed om is- og sneforhold og om færdsel over is- og snemarker.

Jeg kan ikke negte mig fornøielsen af her at gjengive lidt fra et foredrag, som blev holdt af en ung dansk grønlandsreisende i Kjøbenhavn, og som er trykt i det danske tidsskrift «Ny Jord» (februar 1888). Det heder her blandt andet:

«Andre planer er kun blevne til paa papiret, saaledes som forslagene om at gaa i ballon tvers over indlandsisen, der allerede fremsattes i slutningen af forrige aarhundrede. Til den sidste klasse forslag, der hidtil kun er fremsatte paa papiret, hører ogsaa det, der er fremsat af den norske zoolog, konservator ved Bergens museum, Fridtjof Nansen.» – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

«Der er meget tiltalende ved grundtankerne i Nansens ekspedition, baade ved det, at han vil søge fra østkysten over mod den koloniserede del af Grønland (istedenfor omvendt), og ogsaa ved det, at han, der er en dygtig skiløber, vil benytte skier som befordringsmiddel. Men med denne anerkjendelse af grundtankerne i planen maa ogsaa for enhver, der kjender noget til forholdene, anerkjendelsen høre op. Allerede den maade, Nansen eventuelt vil naa ind til østkysten paa, nemlig ved at forlade den faste skibsplanke og lig en isbjørn vandre fra den ene gyngende isflage og kalvisklods til den anden ind mod kysten, er jo saa dumdristig, at man ikke ved, hvad man skal sige til den.

[14] Lad imidlertid lykken staa den kjække bi. Lad Nansen være naaet ind til Grønlands østkyst, – hvorledes vil han da bære sig ad med at naa op paa den egentlige jevne indlandsis, med andre ord, hvorledes vil han komme frem over den yderste rand af indlandsisen, hvor fjeld paa fjeld rager op gjennem isdækket og efter al sandsynlighed gjør dette ufremkommeligt paa de allerfleste steder?» – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

«Nansens plan at gaa op netop paa de høie kystfjelde og derfra spadsere ind paa den opdæmmede høie ismark røber derfor fuldstændigt ukjendskab med forholdene. «– – – – «Med hvad der kan sees fra yderlandet, hører min erfaring op, og jeg skal derfor ikke gaa ind paa at kritisere planen om paa ski at passere den indre del af indlandsisen og muligheden for at kunne føre tilstrækkelig proviant med sig o.s.v. Jeg tror forøvrigt, at der er nogen sandsynlighed for, at denne del af planen vil kunne føres igjennem, hvis Nansen blot kunde komme over den første rand af isen.

Derimod er der noget helt andet, som jeg mener, at netop jeg er berettiget og forpligtet til at fremkomme med i nærværende sag. Og det er da det, at der efter min mening ikke er nogen, der har moralsk ret til ved vovestykker, der kun har ringe sandsynlighed for at føre til noget resultat, at belemre de eskimoiske indbyggere af dansk Østgrønland med at hjælpe sig ud af den klemme, man selv uden nytte har styrtet sig ind i.ⁿ² Der er nemlig for os faa, der kjender noget til forholdene i dansk Østgrønland, ingen tvil om, at saadan som Nansens plan er udkastet, kan man, hvis skibet ikke naar ind til kysten og venter paa ham, til han er bleven nødt til at opgive sin plan, holde 10 mod 1 paa, at enten sætter Nansen sit (og [17] maaske andres) liv til uden nytte, eller ogsaa blir han optagen af eskimoerne og af disse ført ned langs kysten til de danske stationer paa vestkysten. Men til uden nytte at kaste østgrønlænderne ind paa en lang og for dem i mange henseender fordærvelig reise, har ingen ret til.»

Disse artikler var sikkert nok skrevne i en god mening; men de er dog betegnende eksempler paa, hvilken næsten overtroisk skræk der hos mange mennesker, selv blandt dem, som anser sig for autoriteter og sagkyndige, maa have været for indlandsisen og færdsel over is- og snemarker lige til den sidste tid. Forfatteren af ovenanførte artikel havde selv i flere aar færdedes langs indlandsisens rand, men det ser ud, som det aldrig med en tanke er faldt ham ind at tage sig en liden spadsertur indover den; han vilde sikkert nok ved de første skridt faaet mange af sine vildfarelser opklarede og faaet rede paa, hvad et «fuldstændigt ukjendskab med forholdene» vilde sige.

I en anden og muligens endnu mindre sagkyndig artikel hed det, at omend Nansen selv kan være saa gal at ville forsøge noget sligt, saa faar han dog ikke et eneste menneske med sig, og alene kan han dog ikke gaa.

I England fremkom ogsaa i pressen adskillige artikler imod ekspeditionen.

Men tiltrods for disse advarende røster, og tiltrods for den almindelige mening, at det hele var galskab, var der dog nok af mennesker, som vilde være med. Jeg fik over 40 ansøgninger fra mænd af de forskjelligste stillinger, der var bønder, sjømænd, officerer, farmaceuter, handelsmænd, studenter o.s.v. Der var endnu mange flere, som ikke ansøgte, men som sagde, at de heller end gjerne vilde være med og vilde melde sig, hvis det kunde nytte noget. Der var heller ikke blot nordmænd, men ogsaa [18] fra Danmark, Holland, Frankrig og England indløb ansøgninger om at faa være med.

Jeg kunde imidlertid kun tage folk, som var godt vante til at bruge skierne, og som var kjendte som energiske og udholdende mennesker. Jeg valgte følgende nordmænd: Otto Sverdrup, forhenværende skibskaptein, Olaf Dietrichson, dengang premierløitnant ved det norske infanteri, Kristian Kristiansen Trana, norsk bondegut.

Da jeg oprindelig tænkte paa at tage rener med, og da jeg troede at kunne faa nytte af den naturfolkene almindeligvis medfødte stedsans og gave til at greie sig under de forskjellige omstændigheder, saa skrev jeg til et par velkjendte mænd i Finmarken med forespørgsel, om man kunde skaffe mig to fjeldlapper, som var villige til at følge med. Jeg tilføiede, at dette maatte være modige folk, der var kjendte som særlig udholdende og flinke til at finde sig frem i ukjendt mark; de maatte paa forhaand fuldt underrettes om foretagendets farefulde natur; det maatte indprentes dem, at der var lige stor udsigt til, at de ikke kom tilbage, som at de vilde gjøre det; endvidere maatte det være ugifte mænd i en alder mellem 30 og 40, da jeg tror, at krop saavelsom aand i den alder er mest hærdet og skikket for slige foretagender.

Det led længe, før svar kom paa mine forespørgsler, posten gaar ikke hurtig til Finmarkens indbygder, hvor den kun hver 14 dag kjøres indover fjeldet med renskyds. Endelig, da det allerede led paa tiden, kom der svar, at jeg kunde faa to kjække karer fra Karasjok, hvis jeg vilde betale rigtig godt; jeg gik saa omtrent ind paa deres forlangende og telegraferede, at de maatte komme snarest. Saa blev det da sagt, at de var paa veien, og at de vilde [19] komme den og den dag. Jeg var selvfølgelig meget spændt paa at se dem.

Det var en lørdagskveld, de ventedes; der var folk paa stationen for at tage imod dem og føre dem til deres logi. Men ingen lapper kom; heller ikke søndag kom de, ingen forstod, hvad der var blevet af dem; men mandag blev det endelig sagt, at nu var de komne. Det var de ogsaa – med det blandede godstog istedenfor med hurtigtoget.

Jeg skyndte mig til deres logi og kom ind i deres kammer. Midt paa gulvet stod en ung, vakker mand med et næsten mer kvænsk end lappisk udseende; borte i en krog sad en gammel mand med et langt, sort haar hængende ned over skuldrene; han var liden af vekst, men endnu mindre saa han ud, som han sad der sammenkrøben paa en kiste; han havde et mer lappisk udseende end den unge, og paa ham vilde det fuldt ud passe, som det heder om lapperne hos Peder Dass (1685):

«Det Folk er særdelis af sælsom Natur

Kort-benet i Vexten og støt af Statur,

Ey meget uliige til Dverge.

– – – – – – – – –

Skarp-Øyet i Sigt og forbister i Sjun,

Og heel under Ansigtet gusten og bruun,

Spis-Haget og Kiægerne lange.»

Som jeg kom ind, bøiede han hovedet og slog ud med haanden paa østerlandsk vis, den unge hilste som folk almindelig. Den gamle kunde lidet norsk, og det var derfor til den unge, jeg maatte tale.

Jeg spurgte da, om de havde det godt, og hvorfor de kom med det tog. «Jo, de havde ingen greie paa det, og saa var det et par kroner billigere med det tog.» «Hvor [20] gamle er I to?» «Jeg er 26 aar, og han Ravna er 45 aar.» Det var en underlig historie; jeg havde forlangt, at de skulde være mellem 30 og 40 aar.

«I er fjeldlapper begge I to?» «Nei da, bare han Ravna er fjeldlap, jeg er fastboende fra Karasjok, jeg.» Endnu værre, jeg havde forlangt to fjeldlapper.

«Men er I nu ikke rædde for at tage paa denne turen da?» «Jo, vi frygter meget; dem har sagt os paa veien, at denne ekspetion er saa farlig, at vi aldrig kommer levende hjem, og saa er vi blevne saa rædde.» Nei det var for galt, de var altsaa ikke engang underrettede om, hvad de gik til, stakkars mennesker.

Jeg havde den største lyst til at sende dem tilbage; men nu var det for sent at tage andre folk, jeg maatte beholde dem; det var derfor bedst at trøste dem, som en bedst kunde, sige dem, at hvad folk sagde, var noget sludder; at betage dem modet paa forhaand, førte jo til intet, de kunde hurtig nok komme til at miste det alligevel.

Om de end ikke saa ud til at være saa sterke og udholdende, som jeg havde ønsket, saa saa de dog ud til at være snille og paalidelige mennesker. Dette har de da ogsaa fuldtud bevist, at de er, og med hensyn til udholdenheden stod de heller ikke tilbage. Forøvrigt havde jeg dog ingen særegen nytte af dem som naturfolk betragtede, til rekognoseringer blev de saaledes aldrig benyttede.

Efterat Balto i en skildring, som han har givet af hele færden^k4, har omtalt sin reise fra Finmarken, og hvorledes [23] folk paa veien havde betaget dem modet ved bl. a. at fortælle dem, at jeg skulde være et rent urimeligt menneske, fortsætter han saaledes:

«14 april reiste vi fra Trondhjem og kom til Kristiania den 16 april. Nansen havde sendt en mand til ildvogns-stationen for at modtage os to, nemlig Sverdrup, som kom til os og spurgte: «Er I to de mænd, som skal med Nansen?» Vi svarede, at det var os to. Sverdrup fortalte, at ogsaa han var en af dem, som skulde med Nansen, og han fortalte, at han var dragen afsted for at modtage os. «Kom med mig,» og vi fulgte med, og han førte os til et hotel, som er i Toldbodgaden nr. 30.

Efter en times forløb kom Nansen og Dietrichson for at hilse paa os. – Det var fremfor alt herligt og vidunderligt, da vi slap til at faa se denne fremmede husbond, nemlig Nansen. Han var fremmed for os, men hans ansigt skinnede imod os, som om det havde været vore tilbageblevne forældres ansigt, saa yndigt forekom det mig, og ligesaa hans velkomsthilsen til os. Alle de fremmede byfolk var meget gode og venskabelige imod os lapper i den tid, da vi var i Kristiania by; fra den tid blev vi endnu mere glade, og det blev meget behageligt for os.»

Da vi nu gjennem hele denne bog skal færdes sammen med disse 5 mennesker, saa er det muligens mest passende, at de blir forestillede. Jeg skal begynde med nordmændene og tage dem efter alder.

Otto Neumann Sverdrup var født den 31 oktober 1855 paa gaarden Haarstad i Bindalen paa Helgeland. Hans far var gaard- og skogseier Ulrik Sverdrup, og hans mor var Petra Knoph.

[24] Født i en barsk natur og fra barnsben af vant til at færdes ude i skogen og paa fjeldet i al slags gjerning og alt slags veir, lærte han snart at klare sig selv og staa paa egne ben. Ikke var han stor gutten, da han begyndte at gaa paa ski, og at et ulændt distrikt som Bindalen er et godt sted for at uddanne raske og snarraadige skiløbere, er naturligt.

10 aar gammel fik han bøsse, og fra den tid flakkede han og hans et aar ældre bror stadig om paa jagt, om vinteren paa skierne, om vaaren efter tiuren paa spil og om sommeren og høsten efter bjørn og andet.

Han blev ikke sendt til nogen by for at gaa paa skole, men læste hjemme paa gaarden med huslærer.

Bogen synes dog aldrig at have huget ham. I 17 aars alder gik han tilsjøs og flakkede om i mange aar dels paa norske, dels paa amerikanske skibe.

I 1878 tog han sin styrmandseksamen i Kristiania og for i flere aar som styrmand. Som saadan forliste han for flere aar siden med en norsk skonnert paa vestkysten af Skotland. Ved den leilighed viste han tilfulde, hvad malm der var i ham, og det kan nok for en væsentlig del takkes hans sindighed og seighed, at mandskabet blev frelst.

En skonnert og et dampskib førte han som kaptein. Et aar laa han ogsaa paa bankfiske udfor nordlandskysten med en fiskekutter.

For en del aar siden hændte det, at man i Gøteborg søgte en fører til Nordenfeldts undervandsbaad, som skulde føres over Nordsjøen til England; man udlovede en belønning til den, som vilde paatage sig dette farefulde hverv, men der var ingen, som vaagede det. Da kom Sverdrup tilfeldigvis dertil og tilbød sig straks. Men saa [25] i sidste øieblik betænkte de sig, som sendte den, og den blev bugseret over sjøen.

De sidste aar har Otto Sverdrup for en stor del ligget hjemme paa gaarden hos sin far, som i mellemtiden (for omtrent 11 aar siden) havde solgt sin gaard i Bindalen og flyttet længer sydpaa til gaarden Trana ved Stenkjær. Her drev han paa snart med det ene, snart med det andet, snart var det skogsbrug, snart tømmerfløtning, hvor han var en dygtig formand, snart som smed, snart paa fiske, [26] hvor han ikke stod tilbage for nogen som høvedsmand paa baaden.

Hans kjæreste tidsfordriv var i rigtig forrykende veir at seile i nordlandsbaad. Naar baaden for 4 klør skar gjennem de skumfraadende braadsjøer, naar det var slig, som det heder i Peder Dass, at:

«Han byder: tag vare paa Skiødet:

Øes-Karret i Næven og Øyet i Vind,

Set Halsen til Riben vær knap og gesvind»,

da likte Sverdrup tilværelsen.

At en slig kar var som skabt for en ekspedition som denne, er selvsagt. Ved sit omflakkende og mangeartede liv havde han lært at greie sig i alle vanskeligheder; altid var han rolig, aldrig raadløs.

Oluf Christian Dietrichson blev født i Skogn ved Levanger 31 mai 1856. Hans far var distriktslæge Peter Wilhelm Krejdahl Dietrichson, og hans mor var Canuta Pauline Ditlevine Due. Han fik en streng opdragelse og blev tidlig holdt til mandig idræt og friluftsliv, havde nær en halv mils skolevei til Levanger, hvor han var indtil 1873. Senere gik han et par aar paa Trondhjems latinskole, hvorpaa han kom til Maribogadens skole i Kristiania i 1876. Efter et aars privatlæsning blev han derpaa 1877 kadet, idet han kom ind i den midterste (saakaldte 2den) af krigsskolens daværende 5 klasser. Officer blev han 1880 og udnævntes til sekondløitnant i den trondhjemske brigade februar 1882; 1886 blev han premierløitnant, og nu i mai 1890 er han bleven udnævnt til kaptein i samme brigade.

Vinterhalvaarene 1882 til 1884 gjennemgik han den gymnastiske centralskole (i Kristiania) til uddannelse af [27] lærere i legemsøvelse og vaabenbrug, og i 1887 ansattes han som hjelpelærer ved denne skole.

Dietrichson har hele sit liv været en ivrig dyrker af al mandig idræt. Af naturen har han faaet et sterkt og velproportioneret legeme, og ved en god opdragelse er det stadig blevet hærdet og udviklet.

I en senere alder har han hver vinter foretaget lange skiture gjennem de forskjelligste trakter af Norge, og fra [28] Skien til Trondhjem har han paa sine ski gjennemvandret de fleste dale, og ikke er der mange, som har seet saa meget af vort land om vinteren som han.

Paa ekspeditionen kom de kundskaber, han havde faaet ved sin militære uddannelse, til megen nytte. Det var ham, som omtrent helt og holdent overtog førelsen af den meteorologiske dagbog, ligsom ogsaa de udførte landmaalinger og karter skyldes ham. Det var med en selvopofrelse og nidkjærhed, som er mer end beundringsværdig, at han tog sig af dette sit hverv, og hvad det vil sige under saadanne forhold at levere et arbeide som det, han har leveret, det kan kun den tilfulde forstaa, som har prøvet at tage sine observationer, føre sin meteorologiske dagbog nøiagtig og punktlig som vanlig i en temperatur under -30°, naar man selv er dødstræt, eller naar undergang truer rundt om, eller at skrive, naar fingrene er saa ødelagte og ophovnede af forfrysning, at man næsten ikke kan holde en blyant, ja, dertil hører en mer end almindelig karakter og energi.

Kristian Kristiansen Trana var ikke mere end 24 aar gammel, da han fulgte med paa ekspeditionen. Dette var vistnok betydelig under den alder, jeg anser for heldigst til den slags strabadser, men han var modig og sterk og havde en lyst som faa; paa Sverdrups anbefaling betænkte jeg mig derfor ikke paa at tage ham med; jeg kom heller ikke til at angre det, skjønt han vistnok endnu ikke har naaet sin kraftigste alder.

Han blev født den 16de februar 1865 paa pladsen Grinna, som ligger under Trana, den gaard, som Sverdrups far nu eier. Paa sit fødested har han især deltaget i skogsarbeide, [29] et par gange har han dernæst været tilsjøs og var saaledes ogsaa vant til lidt af hvert.

Han var en stø og paalidelig kar, og naar Kristian havde sagt, at han skulde tage sig af noget, vidste jeg altid, det blev gjort.

Samuel Johannesen Balto er en fastboende lap fra Karasjok og var 27 aar gammel, da han gik med paa ekspeditionen Han var af middels høide og havde forøvrigt intet udpræget lappisk i sit udseende; han hører ogsaa til de saakaldte elvelapper, som gjerne er storvoksne folk og er sterkt opblandede med kvæner (finner).

Den meste tid havde han drevet paa skogsarbeide, men i flere aar havde han desuden været med paa fiske, og en stund havde han ogsaa tjent hos fjeldlapper og hjulpet til med at skjøtte renen, saaledes havde han blandt andet en kort tid været tjenestekarl hos Ravna.

Han var en livlig, opvakt kar, var meget ivrig i alt, han tog sig paa, og adskilte sig heri væsentlig fra sin kamerat Ravna. Han var tillige temmelig udholdende, var altid villig til at hjælpe til med hvad som helst og gjorde saaledes megen nytte. Med sin flydende tunge og sit gebrokne norsk var han ogsaa for en væsentlig del ekspeditionens muntrationsraad.

Ole Nielsen Ravna er fjeldlap fra Karasjok-trakten og var 45 eller 46 aar gammel, han var ikke ganske sikker paa det selv. Hele sit liv har han som nomade levet i sit telt og flakket om med sine rener paa de finmarkske fjelde. Hans renhjord var, før han reiste til Grønland, ikke stor, antagelig mellem 200 og 300 dyr; selv vilde han nødig snakke om det.

[30]

Han var den eneste af ekspeditionens medlemmer, som var gift; han forlod kone og fem børn. Som tidligere nævnt, kjendte jeg ikke dertil paa forhaand; jeg havde sat som regel, at ingen af deltagerne skulde være gifte. Som fjeldlapper i almindelighed var han betydelig dorskere end den yngre lap; han likte bedst, naar vi ikke var paa vandring, at sidde stille ned med benene overkors i en krog inde i teltet og aldeles ingenting bestille, efterat han havde pudset sig selv for sne. Det var sjelden, man saa ham tage sig noget for, uden han blev direkte opfordret dertil. Han var meget liden af vekst, men var overraskende sterk og udholdende, uagtet han altid vidste at spare sig selv og sine kræfter.

Han talte især ved begyndelsen af færden meget lidet norsk, men paa grund deraf kunde hans bemerkninger falde yderst komiske og forvoldte ofte megen munterhed. Han kunde ikke skrive og forstod ikke saa moderne indretninger som et ur, men læse kunde han, og hans kjæreste lekture var det nye testamente paa lappisk, som han aldrig vilde skille sig fra.

Begge lapper var, som de selv sagde, gaaede med blot for at tjene penge, ikke af nogen lyst til færden eller til eventyr; de var tvertimod yderst bange for det hele og blev let skræmte, hvilket jo ikke er til at undres paa, naar det betænkes, hvor liden rede de fra først af havde paa det hele. At de ikke vendte saa uvidende tilbage, kan blandt andet sees af enkelte af Baltos optegnelser, hvoraf nogle senere vil bli meddelte.

De var forøvrigt snille og elskværdige mennesker, deres troskab kunde ofte være ligefrem rørende, og jeg kom til at holde meget af dem.

II. Udrustning

[31] Ved ekspeditioner af natur som den, der her er tale om, er det klart, at et heldigt udfald for en væsentlig del beror paa udrustningen, ja i dette tilfælde gjaldt det deltagernes liv, hvis udrustningen ikke var, som den skulde. En nagle eller forbinding, som springer, kan være nok til at sinke den hele færd, ja kan drage de alvorligste følger efter sig; hver eneste ting bør samvittighedsfuldt prøves, og man maa ikke sky forandringer og uleilighed, indtil alt er saa fuldkomment som muligt. Det hele er iagttagelse og overveielse af en lang rækkefølge bagateller; men det er disses sum, som giver et godt resultat, og der kan vanskelig lægges for megen vegt derpaa; mange af de tidligere ekspeditioner har efter min mening sprunget vel let over dette kapitel.

Som tidligere omtalt (s. 7), var det oprindelig min agt, om muligt, at anvende hunde eller rener som trækdyr. Fordelen herved er tydelig nok ikke liden, naar man først har dyrene paa det sted, hvor selve slædeekspeditionen kan tage sin begyndelse. Det er af mange erfarne mænd blevet sagt, at trækdyr egner sig ikke for længere slædeekspeditioner, da dyrene kun kan trække proviant til sig selv for [32] et bestemt tidsrum. Jeg forstaar imidlertid ikke dette ræsonnement; kan man ikke bruge dyrene den hele vei, saa staar man sig dog paa at bruge dem, saa langt de rækker, og saa slagte dem.

Har man et tilstrækkeligt antal dyr og medtager saa meget proviant til dem, som de kan trække ved siden af ekspeditionens øvrige udrustning, kan man ved deres hjælp rykke hurtig frem uden at anstrenge sig selv i nogen følelig grad. Samtidig har man den fordel, at man ved efterhaanden at slagte dyrene stadig kan skaffe sig fersk mad; saaledes trænger man heller ikke saa stor proviantforsyning til sig selv, som ellers vilde være nødvendig. Naar man saa tilsidst blir nødt til at slagte de sidste dyr, bør man være kommet et betydeligt stykke frem uden at tære paa sine egne kræfter, – har desuden den hele tid kunnet spise sig god og mæt paa fersk mad, hvilket er af stor betydning, og bør saaledes kunne fortsætte reisen med lige gode kræfter, som da man begyndte.

Mange vil vistnok indvende, at dette ikke kan gjælde, naar talen blir om hunde; men jeg kan dertil kun svare, at jeg ved af erfaring, at hunger er en særdeles god kok, at hundekjød aldeles ikke er usmageligt, eskimoerne anser der endog for at være meget godt, og at den, der under saadanne omstændigheder som her ikke kunde spise det, ikke egner sig som deltager i en færd af denne natur.

Havde jeg kunnet opdrive gode slædehunde, havde jeg derfor taget dem med; hunde har nemlig den store fordel fremfor renerne, at de er betydelig lettere at transportere, samt at de ikke er vanskelige at fodre; de spiser den samme proviant, som vi selv, mens renen maa have sin egen proviant, væsentlig renmos, og den er rumstor og tung. Det var mig imidlertid ikke muligt [35] paa den tid, som var mig levnet, at opdrive brugbare hunde, og jeg maatte derfor lade det fare. Saa tænkte jeg paa rener; jeg skrev til Finmarken derom, ja jeg indkjøbte endog renmos i Røros til dem. Men saa viste det sig at være saa mange vanskeligheder med at faa dem fragtet, og endnu større vanskeligheder vilde der komme med at faa dem iland paa Grønland. Jeg opgav derfor ogsaa disse og holdt mig blot til menneskene.

Men naar hver brødsmule, man skal spise, skal trækkes frem af en selv, da er det ikke mer end naturligt, at man ser til at gjøre alting saa let som muligt, provianten, redskaberne, klæderne, alt maa reduceres til det mindst mulige. Holder man paa med en slig udrustning, da begynder man tilsidst ubevidst at regne alle tings værdi i omvendt forhold til dens vegt, ja selv om det er en lommekniv, saa gjælder det om, at den er let. Men man maa passe paa ikke at gaa for langt i sin jagen efter lethed; redskaberne maa være sterke; thi de kommer til at maatte udstaa mangen haard prøve; klæderne maa være varme, ingen ved, hvor koldt vi faar det, og provianten maa være nærende og sammensat af forskjellige bestanddele i passende forhold; thi der blir strengt arbeide, sandsynligvis strengere, end nogen deltager har prøvet før.

Noget af det vigtigste ved en slæde-ekspedition er selvfølgelig slæden eller kjælken.

Da der gjennem tidernes løb specielt fra England har gaaet saa mange slæde-ekspeditioner mod de arktiske egne, skulde man tro, at slæden gjennem de paa disse indvundne erfaringer havde faaet en høi grad af udvikling. Det har den imidlertid ikke, og man kan ikke forundre sig nok over at se saa sene ekspeditioner som f. eks. den anden tyske nordpol-ekspedition i 1869–70 [36] (til Grønlands østkyst), den østerrigsk-ungarske nordpol-ekspedition i 1872–74 (til Franz Josefs land) eller endog den store engelske nordpol-ekspedition under Nares i 1875–76 (til Smith's sund) reise afsted med saa store, klumpede og uhensigtsmæssige slæder, som de gjorde. Bedre udrustede i saa henseende var vistnok de to seneste amerikanske ekspeditioner, Greely-ekspeditionen (1881–84) og rescue of Greely, ledet af Schley og Soley (1884).

Den almindelige feil ved slæderne paa de forskjellige ekspeditioner har været, at de var tungt og klumpet byggede samtidig med, at de var for store. Naar dertil lægges, at de gjerne havde smale meier, saa er det ikke vanskeligt at forstaa, at de sank dybt i sneen og ofte var næsten umulige at faa frem.

Enkelte ekspeditioner har vistnok anvendt de i Amerika brugelige tobaggans, som bestaar af en eneste fjæl, opbøiet foran. De er gjerne af birkeved eller lignende og har en længde af ca. 2.5 m. og en bredde af 46 cm. eller mer. Vi finder disse slæder anvendte paa ekspeditioner allerede i begyndelsen af dette aarhundrede, saaledes havde Franklin paa sin første reise saadanne. Den engelske reisende dr. Rae og efter ham Greely anvendte lignende slæder med ganske lave og smale meier, en paa hver side.

Det er selvsagt, at disse slæder bærer godt ovenpaa i løs sne og egner sig godt for denne slags føre; men naar sneen er noget haardere, gir de dog for stor friktion og er mindre lette at trække frem.

At sætte slæderne paa brede meier er det merkelig nok kun faa ekspeditioner, som har fundet paa^k5. Dette [37] falder dog for os nordmænd som det naturligste, vi, som fra gammel tid af er vante til skikjælken.

Dette er en liden slæde, som hviler paa brede, skilignende meier, og som i mange bygder i Norge anvendes meget af skiløbere saavel i skogen som paa fjeldet til at føre frem læs af hø, ved og lignende paa. Den trækkes gjerne ved et taug, men styres ved en stang, som er fæstet paa siden, og som især er nødvendig for at holde kjælken fra at rende i hælene paa skiløberen, naar det i susende fart gaar udfor bakke.

Skikjælken er udenfor Norge udbredt over Sverige, Finland, lige til det østlige Sibirien.^k6

Det var den norske skikjælke, som stod for mig under konstruktionen af den, som anvendtes af os. Denne forbandt de egenskaber, som bør sættes høiest hos en træk-kjælke, den var sterk, let, flød godt ovenpaa og gled let paa sneen i al slags føre.

Foruden den norske skikjælke havde ogsaa den slæde, som staar beskrevet i beretningen om Greely-ekspeditionen^k7, og som anvendtes af den ekspedition, der gjenfandt Greely, for en liden del tjent mig som mønster.

Til forfærdigelsen af skikjælkerne fandt jeg en meget dygtig og samvittighedsfuld mand i snedker Christiansen, nu bosat i Næs i Telemarken. Han sparede intet for at efterkomme mine ønsker og for at skaffe det mest udsøgte materiale.

Det var først efter talrige forandringer og forsøg, bl. a. [38] paa en reise over fjeldet fra Bergen til Kristiania, – at jeg blev staaende ved den form, vi benyttede.

Alt træverk, undtagen meierne, var gjort af ask i saa seige, udvalgte stykker, som muligt.

Da udsøgt ask som bekjendt er et overmaade sterkt materiale, kunde kjælkernes overstel gjøres meget smekkert og let uden dog at blive svagt.

Meierne var paa et par kjælker gjorte af alm, paa de andre af løn – begge disse træsorter udmerker sig nemlig ved sin glathed paa sneen. Forsaavidt kunde det dog have været det samme, hvad de var gjorte af; thi meierne var skoede med tynde staalplader, som jeg havde tænkt at tage af, naar vi kom ind paa løst føre, men som med én undtagelse blev benyttede den hele vei.

Hosstaaende tegning giver vistnok en saa god forestilling om kjælkens bygning, at enhver nærmere beskrivelse er overflødig; der var ingen nagler, alle sammenføininger var gjorte med surringer, dette gjør kjælken mer elastisk, saa den gir svigt under stød og lignende, da nagler gjerne springer; følgen var ogsaa, at intet blev brudt paa den hele reise. Kjælkernes længde var omtrent 2.90 m. og bredden var ca. 0.50 m. Maalte man meierne i løbet [39] under fra spids til spids, saa var de 2.89 m., mens bredden var 9.5 cm. Det, at de var opbøiede baade foran og bag, gav slæden mere styrke og spændstighed samtidigt med, at det vilde yde en fordel, hvis den forreste ende af en kjælke blev brudt eller ødelagt, idet man da kunde vende den om og benytte bagenden som forende.

Den opstaaende ryg, som sees paa tegningen, var gjort af en bøiet, smekker askestang. Den viste sig meget praktisk til at styre og skyve kjælkerne ved i vanskeligt lænde, naar man maatte være to om hver.

Hver kjælkes vegt uden staalmeierne var omkring 11.5. kgr., med staalplader under meierne var den 13.75. Foruden disse tynde staalplader var der langs midten af hver mei paa undersiden paaskruet en smal, firkantet staalstang, der skulde tjene som en slags kjøl og paa haardt isføre tjene til at styre kjælkerne og holde dem fra at slingre, hvilket er af stor betydning, naar man bevæger sig over isbræer med sprækker, hvor slingring af en kjælke let nok kan bringe den til at forsvinde i dybet, og man maa være glad til, hvis man ikke selv blir trukket med i faldet. Disse staalstænger gjorde, saa længe de sad paa, fortrinlig nytte, men da de under kjælkernes voldsomme bevægelser i det ujevne isterræn nær kysterne udsattes for mange stød, blev de snart afrevne; især var dette tilfældet, da vi kom op i kulden, hvor staalet blev skjørt som glas.

For fremtidige ekspeditioner burde derfor kjøle under meierne, om man vilde benytte saadanne, anbringes paa en anden maade, end vi havde dem; sterkest var de selvfølgelig, om de var udarbeidede i ét stykke sammen med staalpladen; men derved vilde de miste den fordel, som vore havde i at kunne afskrues, naar man ønskede dem væk. Som det af tegningen vil kunne sees, var der paa midten [40] af meiernes overside en langsløbende ryg, som gav dem, der forøvrigt for vegtens skyld var tynde, den fornødne stivhed og spændstighed.

Kjælkerne var beregnede paa at trækkes en af hver mand, men da det er heldigt i vanskeligt terræn, at en mand kan sendes forud for at finde ud den letteste vei, uden at ekspeditionen derved stanses, og da det tillige er tungest at gaa foran i løst sneføre, saa finder jeg det mest hensigtsmæssigt, at den første kjælke trækkes af 2 mand. Af denne grund havde vi blot 5 kjælker.

Fordelen ved at have saa mange mindre kjælker fremfor en eller et par store, saaledes som saa mange tidligere ekspeditioner, forekommer mig at maatte være iøinefaldende. I vanskeligt terræn, hvor det er tungt at komme frem, er det besværligt at manøvrere med de store slæder og deres tunge oppakning, ja paa vor færd vilde det ofte været en umulighed uden at læsse dem af og bære bagagen, mens vi, naar vi enedes to og to eller tre og tre om vore kjælker, altid kunde klare os frem uden aflæsning eller ompakning; undertiden var vi dog nødte til at bære dem hele og holdne, som de var.

At rigge om vore kjælker til seilads, hvilket skede flere gange, gik uden videre for sig paa den maade, at 2 eller 3 stilledes paa siden af hinanden og bandtes sammen ved hjælp af nogle ski eller stager, som lagdes tvers over og surredes fast; derpaa reistes særegne, dertil medbragte bambusstænger som mast. Til seil anvendtes teltgulvet eller 2 presenninger. Naar vi saa styrede kjælkerne ved en foran anbragt styrestang, noget lig en vognstang, af bambusrør, saa kunde vi paa dette vis seile ganske godt. Naar man udrustede sig specielt derfor, kunde man selvfølgelig indrette sig betydelig letvindtere og bedre, end vi havde det.

[41] Jeg mener, at denne maade at komme frem paa, som paa Grønlands indlandsis først er anvendt af amerikaneren Peary, bør ved fremtidige ekspeditioner skjænkes mer opmerksomhed, end hidtil er skeet, specielt turde den faa stor betydning ved undersøgelser af den antarktiske indlandsis.

For en ski-ekspedition som vor er selvfølgelig skiernes konstruktion af lige stor vigtighed som slædens, men da jeg i næste kapitel kommer til at omtale vore ski, vil jeg henvise dertil.

Foruden ski medtoges ogsaa indianske snesko og norske truger.

De indianske snesko bestaar som bekjendt af et fletverk af dyresener (helst af den amerikanske elg), udspændt i en ramme af seigt træ (ask eller lignende). Vore snesko havde en længde af 1.06 m. og en bredde af 39 cm.

De norske snesko eller, som vi kalder dem, truger var gjorte af et fletverk af vidjer og havde en form som omstaaende tegning. De var smaa og havde kun en længde af omtr. 39 cm. og en bredde af omtr. 26 cm.

Trugerne anvendes i enkelte dele af landet ikke ualmindelig ogsaa om vinteren, men især er de dog nyttige paa vaarføre, da ski er mindre anvendelige. Størst anvendelse har i mange bygder landet over trugerne til hestene. Hestetrugerne ligner aldeles mennesketruger, kun er selvfølgelig paabindingen noget forskjellig og afpasset efter hestehoven. Vore fjordheste lærer meget hurtig at gaa paa truger og kan saaledes med nytte anvendes i sneføre, hvor andre heste er en umulighed.^k8

[42] Truger, saavel indianske som norske, staar selvfølgelig til almindeligt brug langt tilbage for ski under en mand, som forstaar at bruge disse. Hvorfor jeg trods dette havde medtaget truger, var af den grund, at jeg troede, de skulde være fordelagtigere, naar det gjaldt at trække de tunge kjælker opover bakkerne. Hertil anvendtes de da ogsaa; selv foretrak jeg de indianske snesko, ligesaa ogsaa enkelte af de andre nordmænd; en af dem kunde dog ikke forsone sig med dem; der kræves nemlig lidt øvelse for at føre dem ordentlig uden at snuble. Han brugte da istedet de norske truger. Med disse sank han dog betydelig dybere i den bløde sne.

Det varede ikke længe, at vi overhovedet anvendte snesko, snart fik vi skierne paa og fandt, at selv opover bakke er disse at foretrække.

En fordel har dog snesko eller truger fremfor ski, naar der ikke er skind under disse, og det er, at de godt kan [43] anvendes ogsaa i lindeveir, naar sneen klabber (det vil sige, hænger sig fast under skien). En anden fordel er den, at trugerne er betydelig lettere at bære end ski.

For at faa en hensigtsmæssig baad, som var saa let, at den skulde kunne trækkes over havisen, samtidigt med, at den var sterk nok til at udholde de mange prøver, hvorpaa den vistnok vilde bli sat mellem de lunefulde drivisflag, saa lod jeg den bygge specielt for øiemedet her i Kristiania af hr. Hansen, direktør for nuværende «Kristiania baadbyggeri».

Baadens hele længde var 5.96 m. (19 fod), dens største bredde var 1.88 m. (6 fod), dens indvendige dybde 0.63 m. (2 fod). Bordlægningen bestod af en dobbelt hud, hver 10 mm. (3/8 tomme) tyk, med et mellemlag af tynd seildug. Den indre bordlægning var af furu, den ydre af norsk staaleg, begge paa det omhyggeligste sammenklinkede. Baandene eller spanterne var af bøiet asketræ, 26 mm. (1 tomme) brede og 13 mm. (½ tomme) tykke, med en afstand mellem hvert af 157 mm. (6 tommer.)

Paa undersiden var der paa hver side af kjølen en mei af furu. Disse var beregnede paa at støtte baaden under trækning over isen, men min erfaring er dog den, at det er bedst at være dem foruden; baaden glider da [44] lettere saavel over isen som gjennem vandet; desuden kan meierne, naar isen skruer sammen, let nok komme i klemme og derved ødelægge baaden.

Vor baad var forøvrigt særdeles hensigtsmæssig og var sterk og elastisk under tryk mellem isflagene. Jeg er dog tilbøielig til at anbefale enkelt bordklædning fremfor dobbelt, da baaden derved blir lettere at reparere. Den dobbelte bordklædning optager ogsaa let vand mellem bordene, og derved gjøres baaden tungere.

En vigtig udrustningsgjenstand ved alle arktiske ekspeditioner er soveposen.

Paa en ekspedition som vor var det stofs natur, hvoraf poserne forfærdiges, selvfølgelig af største vigtighed; thi dette maatte være saa let som muligt samtidig med, at det ydede tilstrækkelig varme. Paa tidligere ekspeditioner har der været anvendt delvis uldtøi eller filt, delvis skind. Uldtøiet har selvfølgelig den fordel at slippe transpirationen bedre igjennem end skindet, og i sterk kulde kondenseres saaledes fugtigheden ikke i den grad i det, som i skind; men paa den anden side har uldtøiet den store feil at være for [45] tungt i forhold til dets varme. Jeg tænkte en stund paa at forsøge uldtøis soveposer; men jeg fandt dem for lidet varme, og jeg er bange for, at havde vi taget saadanne, saa var vi neppe levende komne frem til Grønlands østkyst.

Efter forskjellige forsøg blev jeg staaende ved renskinds soveposer som det heldigste af det, der for øieblikket var muligt at opdrive. Renskindet er, i forhold til sin vegt, det varmeste af alle mig bekjendte skindsorter, i særdeleshed er vinterskind af renkalve ganske sjelden lette og varme; dette kunde jeg imidlertid ikke opdrive itide og maatte derfor nøies med skind af simler (hunren), som er betydelig tungere.

En ulempe ved renskind er selvfølgelig den, at haarene slides let af det, ligesom det ikke taaler meget vand, før haarene falder af. I saa henseende er hundeskind betydelig bedre og sterkere; det naar dog ikke renskindet i varme. Endnu bedre end hundeskind er ulveskind, som kun har den feil at være kostbart.

Skindet i vore soveposer holdt meget godt den hele reise, samt vinteren over paa vestkysten; det var ekstra tilberedt for anledningen af bundtmager Brandt i Bergen, og jeg har al grund til at være tilfreds med det.

Vi havde 2 soveposer, og hver var indrettet til at rumme 3 mand. Dette er særdeles hensigtsmæssigt, idet en pose til 3 mand selvfølgelig er lettere, end 3 enkeltmandsposer, og samtidig er den betydelig varmere, idet de 3 mand i samme pose gjensidig varmer hinanden. Endnu større fordel vilde man vundet i saa henseende ved en pose til hele ekspeditionen. Dette turde jeg dog ikke risikere; thi hvis den kjælke, hvorpaa denne ene pose laa, faldt i en revne, saa vilde vi staa der aldeles uden beskyttelse mod nattekulden; mens vi i det fald, at vi mistede [46] en af 3-mandsposerne, dog ikke var raadløse; til nød kunde der sove 4 mand i hver pose, og saa fik man byttes paa.

Oventil var poserne forsynede med et hætteformet laag, som kunde spændes til ved hjælp af to remme. Saa længe kulden ikke var følelig, blev det gjerne varmt med disse laag tillukkede, men naar det blev koldere, var det nok saa, at vi var glade ved at kunne spænde igjen, saa langt remmene rak; der blev altid ventilation nok gjennem den spræk, som endnu blev levnet; af den kjølige natteluft, som findes i Grønlands indre, trænger man ikke meget ind i poserne, før man synes det er nok.

For at beskytte soveposerne mod fugtighed udenfra havde jeg ladet gjøre betræk af tynd oljedug; da vi kom ind i kulden paa indlandsisen, kasseredes imidlertid disse.

Luftmadrasser af kautschuk til at lægge under poserne fandt jeg ikke nødvendige, naar poserne er af renskind, og da kautschukmadrasser er tunge, er det selvfølgelig en fordel at kunne undgaa dem.

Af klæder havde vi, naar undtages nogle faa reserveplag, ikke stort mer end det, hvori vi gik og stod den hele tid lige fra Norge.

Naar undtages 2 renskindspesker med tilhørende bukser af renskind, som lapperne havde, og en liden jakke, foret med ekornskind, som jeg medbragte, dog næsten uden at bruge den, saa havde vi ikke skindklæder, men benyttede fra inderst til yderst gjennemgaaende uldtøi.

Inderst bares en tynd uldskjorte og uld-underbenklæder, derpaa kom en tykkere islandsk uldtrøie og saa yderklæderne. Disse bestod af en jakke paa overkroppen, knæbenklæder og snesokker paa benene og var gjorte af norsk vadmel, som viste sig meget hensigtsmæssigt.

Uldtøi er under strabadser saavelsom ellers det [47] sundeste, idet det yder fri gjennemgang for transpirationen mens lin-, bomuld- saavelsom skindtøi stanser den; fremfor alt maatte vi selvfølgelig passe ikke at blive svede, da dette i sterk kulde let kan foraarsage paafølgende afkjøling og forfrysning. Vi maatte derfor hellere, efterhaanden som vi blev varme, afkaste klædningsstykker, og saaledes gik det da til, at man kunde se ekspeditionens medlemmer i 20 til 30 graders kulde gaa i bare uldtrøien og svede som paa en sommerdag.

I vind samt i sne- og regnveir bar vi gjerne udenpaa ulddragten en let dragt af et slags tynd, brunfarvet seildug eller lignende, som skulde være saaledes indsat, at den var vandtæt, men som aldeles ikke var det. I vind og sneveir var dog denne dragt udmerket, og vi benyttede den meget paa indlandsisen; den beskyttede godt mod den fine foksne, der er som støv og trænger ind i alle porer af uldtøiet og tilsidst ved sin smeltning aldeles gjennemvæder det.

Paa jakken af denne seildugsdragt var anbragt en hætte til at slaa over hovedet Den var saa stor, at den kunde trækkes helt frem for ansigtet og herved beskytte dette fortræffelig mod vinden, som i den sterke kulde kunde være bidende nok og ikke ganske ufarlig for kind og næse.

Om de to lappers dragt kan neppe siges noget bedre, end hvad Peder Dass siger om lappedragten i «Nordlands Trompet» (omkr. 1685):

«Det Folk bruger og en besynderlig Dragt.

Hvad Skik deres Fædre har holdet i Agt,

Hos dennem det aldrig forfalder.

De aldrig bevilge forandret Habit,

Men Kiolene aabne i Bringene vit

Med Bræmmer og Lister omsnoerit.

[48] De Buxer og Hoeser er skaaren i eet,

Ombunden om Knæer og Lænderne tæt,

Med Reen-Kalvers Skind underfoeret;

De slide Koemager isteden for Skoe,

Saa Fødderne være kan smidig at snoe,

Det er kun en eniste Saale.

Derover er syed med det tyndeste Skind,

Og Foeden er snøeret behændig derin,

Det tætteste Læggen kand taale.

Ved saadan en Klæde-Dragt kommer og det

At Lapperne løebe gesvindig og let,

Heel' Miiler foruden at sveede.»

Hvad det sidste angaar, bør det dog bemerkes, at Ravna som oftest svedede noget ganske «gevaltig».

Til fodbeklædning benyttedes foruden almindelige «begsømssko» ogsaa de i Norge almindelig bekjendte «lauparsko», som er lagede af raa huder eller af garvet læder, hvilket sidste var tilfældet med vore. Deres saaler bestaar af et stykke mygt læder, som er bøiet op paa siderne og sammensyet med et stykke overlæder paa fodens overside, omtrent paa samme vis, som lapperne og kvænerne gjør det med sine komager og eskimoerne med sine kamiker; [51] noget lignende har jeg forøvrigt ogsaa seet paa Island, skjønt skoene her var styggere og mere klumpet lagede end hos os. Inden i lauparskoene benyttede vi inderst et par tykke, tøvede uldstrømper og udenpaa dem et par svære ladder af gjederag, som foruden at være varmt har den egenskab, ligesom lappernes sennegræs (carex vesicaria), at trække fugtigheden til sig og holde fødderne tørre.

[51] Disse lauparsko egner sig fortræffelig til fodbeklædning ved brug af ski og truger. De er sterkere end «hudsko»^k9 og «finnesko», men har den ulempe ikke at være saa varme som disse. Det hændte saaledes undertiden, at vi om kvelden kunde have ondt nok ved at faa skoene af os, idet strømper, ladder og sko var sammenfrosne.

De to lapper havde med sig to par finnesko hver, foruden et par, som den yngste lap havde bestemt at give mig i foræring.

Finnesko (se tegningen s. 40) er gjorte, naar de skal være gode, af skindet fra benene af renoksen. Skindstykkerne lægges med haarene paa helst et døgn i et sterkt udtræk af bark (birkebark o.l.), eller ogsaa garves de med tjærelaag. Skindet fra bagbenene bruges til saalerne og siderne, mens skindet fra forbenene bruges til over stykker. Skindstykkerne syes saaledes sammen, at haarene vender udad. Lignende sko lages ogsaa af skindet paa renens pande og hoved; disse sko, almindelig kaldet «skaller», er varmere end de ovenfor omtalte, men ikke saa sterke.

Disse finnesko, hvorpaa altsaa haarene vender udad, og som lapperne fylder med det omtalte sennegræs, [52] hvori de stikker sine bare fødder uden strømper, er meget varme og fortrinlige til skiløbning. At jeg ikke selv havde medbragt saadanne til ekspeditionens medlemmer, var, fordi jeg antog, at vi skulde faa meget væde, og det taaler de ikke. Finnesko maa nemlig i saa henseende passes godt, hvis de ikke meget snart skal ødelægges. Væde fik vi imidlertid ikke meget af; de finnesko, jeg fik af Balto, tog jeg paa nogle mil fra østkysten og brugte dem omtrent den hele vei til vestkysten, brugte dem dernæst endel om vinteren, og endda var de ikke udslidte, da jeg bragte dem tilbage til Norge. Dette maa man sige er meget i betragtning af, at de ikke var nye, da jeg fik dem; Balto havde brugt dem en vinter før. Jeg blev saaledes fuldt overbevist om finneskos brugbarhed for reiser som denne og kan give dem den varmeste anbefaling til saadant brug; de veier en ubetydelighed; man kan uden at føle det føre med et eller to par i reserve. De maa imidlertid, som ovenfor nævnt, skjøttes godt, skal de holde længe; er de bleven vaade, skal man helst, naar man gaar tilkøis, vrænge dem, saa haarsiden kommer ind, trække dem paa og ligge med dem paa om natten; herved faar man nemlig skindsiden tørret, og det er det vigtigste, forat skindet ikke skal slippe haar.

Paa hænderne brugte vi store uldvanter, saakaldte lovanter eller bladvanter. Udenpaa disse brugtes gjerne i sterk kulde eller vind store vanter af hundeskind med haarene ud. Lapperne brugte vanlige lappevanter af renskind med haarene ud. Naar man fylder disse vanter med sennegræs, ligesom finneskoene, er de meget varme.

Til brug under behandling af instrumenter og tegnesager medbragte jeg fingervanter af uld.

Paa hovedet havde vi luer af uldtøi til at slaa ned [53] over øren og nakke. Desuden havde vi hætter af uldtøi (vadmel) samt, som ovenfor nævnt, hætter paa vore seildugsjakker. Havde vi alt dette paa, var hovedet vel beskyttet mod den strengeste kulde, selv naar det blæste.

Af stor betydning for slæde-ekspeditioner er snebriller til forebyggelse af sneblindhed. Hvad det vil sige at glemme en saadan bagatel, er Majsejews ekspedition til Nowaja Semlia i 1839 et levende eksempel paa, idet mangelen paa disse lagde hindringer iveien for hele ekspeditionens fremgang. Vi anvendte snebriller af mørkt, røgfarvet glas, dels uden, dels med kurve af staaltraadfletning paa siderne for at beskytte mod det nedenfra og fra siderne indfaldende lys. Selv anvendte jeg mest et par snebriller af denne sidste form, som jeg havde faaet af Nordenskiöld, og som jeg fandt udmerkede. Foruden disse briller med mørkt glas, anvendtes ogsaa briller af sort træ (se hosst. tegning) med en smal horisontal split i for hvert øie, lignende dem, som anvendes af flere polarfolk. Denne form af briller er særdeles god og har den fordel fremfor de andre, at der [54] intet glas er, hvorpaa fugtigheden kan slaa sig ned og hindre synet. Paa den anden side har den imidlertid den ulempe at indsnævre synskredsen betydelig; især er det en ulempe ikke at se grunden under sig, naar man gaar paa ski. Dette kunde dog muligens for en del afhjælpes ved at have en vertikal spalte tvers over den horisontale.

Vort telt, som løitnant Ryder i Kjøbenhavn havde været af den godhed at skaffe mig, og som havde en form noget lig den, han havde benyttet under sine udflugter paa Grønlands vestkyst, havde jeg ladet saaledes indrette, at det kunde tages fra hinanden i 5 stykker: 2 sidestykker, 2 endestykker samt gulvet, som var af vandtæt seildug.

Ved denne indretning havde jeg tænkt at kunne faa benytte alle dele af teltet som seil paa kjælkerne under seilads; men teltets sidestykker og endestykker var af saa tyndt og let bomuldstøi, at jeg frygtede, vinden kunde sønderrive dem, og det vilde, mildest talt, være ubehageligt paa den maade at faa sit telt ødelagt i slig kulde med snefog, som vi havde.

Bomuldstøiet, hvoraf teltet var gjort, ydede forøvrigt udmerket tjeneste saavel mod regn som mod vind og snefog; og da det er nødvendigt at have saa tyndt tøi i teltet for vegtens skyld, saa vil jeg anbefale fremtidige ekspeditioner at lade det hele telt sammensy med gulvet, som bør være af vandtæt seildug ligesom vort, til et eneste sammenhænhængende stykke, som altsaa faar form af en pose med en eneste aabning, nemlig teltdøren, og to huller i gulvet for teltstængerne, som herigjennem rammes ned i sneen. Med teltet indrettet paa denne maade kan man lige godt benytte det sterke seildugsgulv som seil, idet man lader den øvrige tynde teltdug hænge sammenbundet paa forsiden, og man undgaar den ubehagelighed, som vi led meget af, [55] nemlig at der gjennem sammensnøringerne mellem de forskjellige stykker fyger sne ind i teltet. Hos os kunde det under snefog hænde, at vi om morgenen, naar vi stak hovederne op af soveposerne, fandt disse fuldstændig dækkede af sneen.

Gulvarealet i vort telt var saa stort, at vore to tremands soveposer netop kunde faa plads paa gulvet, naar de lagdes saaledes, at aabningen paa den ene vendte samme vei som bunden paa den anden.

Teltstængerne, som var tre, to opretstaaende og en liggende langs mønet, var gjorte af bambusrør og viste sig meget brugbare; de to mindre anvendtes selvfølgelig ogsaa som skistave.

Bardunerne gjordes fast ved hjælp af jernkroge. Vegten af vort telt, efterat jeg ved adskillige forandringer havde reduceret den betydelig, er desværre gaaet mig af minde; jeg erindrer dog, at den med barduner, teltkroge og teltstænger ikke oversteg 8 kilogram.

Det stod særdeles godt i sneen; men under flere storme frygtede vi dog sterkt for, at det skulde springe, og jeg vil derfor anbefale en del gode stormbarduner. Vi havde vistnok ogsaa nogle; men et par sprang oppe ved fæstepunktet og var senere ikke lette at reparere.

Kogeapparatet er paa slæde-ekspeditioner en yderst vigtig gjenstand; thi gjennem det er det, naar alt er frosset, at man skal faa hver draabe drikkevand, som man ikke kan smelte ved sin egen varme. Fremfor alt er det ved et kogeapparat af betydning, at det udnytter brændematerialet saa godt som muligt, det vil sige, at dette faar en saa fuldstændig forbrænding som muligt, og at den varme, som derigjennem udvikles, udnyttes til det yderste. Herigjennem formindskes forbruget af brændematerial til et minimum, og [56] vegten af en af de vigtigste dele af bagagen kan derved reduceres.

Som brændematerial staar utvilsomt spiritus, saa ren som muligt, uovertruffen. Foruden andre fordele, som renslighed o.s.v., har den ogsaa den at yde, i ethvert fald i praksis, den høieste varme i forhold til sin vegt. To ulemper har den imidlertid. Paa den ene side er den flydende og kan saaledes let spildes. Det undgaaes dog ved gode dunke, sikre og sterke kraner^k10 og en forsigtig behandling. Paa den anden side kan den drikkes og kan under kritiske omstændigheder være en sterk fristelse selv for den bedste. Dette undgaaes ved at sætte methyl-alkohol til, som vi havde gjort.

Ideen til vort kogeapparat havde jeg oprindelig faaet fra det, som anvendtes under Greely's ekspedition (se dennes beretning p. 207), og det var efter flere forsøg sammen med min ven kemiker Schmelck i dennes kemiske laboratorium, at vi blev staaende ved det apparat, som her er fremstillet.

Indretningen vil forhaabentlig let kunne forstaaes af denne tegning. I nederste rum er der en spirituslampe med 6 væger. Luften kommer gjennem aabninger i bunden ind i saa stor mængde, at den tilsteder en fuldstændig forbrænding samtidig med, at den maa passere gjennem eller [57] i nærheden af flammerne og forbrændes eller opvarmes saaledes, at ingen kold luft slipper ind i apparatet; er dette nødvendigt, f. eks. paa grund af, at varmerummet og spiritusbeholderen blir for sterkt opvarmede, hvilket desværre altfor ofte skede hos os, da kan gjennem aabningen af 3 huller i varmerummets sider kold luft slippes ind paa siden af flammerne.

Kogekarret, som sættes ovenpaa varmerummet, er af fortinnet kobber. Det er høit, cylinderformet, og op gjennem dets midte gaar en skorsten, ligeledes af kobber; gjennem denne passerer den ophedede og forbrændte luft fra varmerummet op under bunden af et bredere, fladt kobberkar, som staar ovenpaa kogekarret, og som kun er beregnet paa at smelte sne i. Efter at have meddelt det meste af sin varme eller ialfald en god del til skorstenen i kogekarret og bunden af karret ovenpaa, undviger saa luften gjennem hullerne paa siden under dette kar.

Kogekarret saavelsom det øvre kar er paa siderne udvendig beskyttede af tyk filt. Det øverste kar er endvidere dækket af et laag.

Med sne af omtrent -40° C. og i en luft af samme temperatur, tog det omtrent en time eller vel saa, inden jeg havde kogekarret fyldt med kogende chokolade og det øvre kar fyldt med vand, lidt varmere end smeltepunktet. Jeg havde da henimod 5 liter chokolade og ikke fuldt 4 liter vand. Hertil var medgaaet, naar jeg var forsigtig, 0.35 liter spiritus.

Ved nogle forsøg, som af prof. Sophus Torup (Kristiania) er foretagne efter vor hjemkomst, viser det sig, at vort kogeapparat, selv under gunstige omstændigheder, kun udnytter 52% af den forbrugte alkohols brændselsværdi. Dette maa siges at være en slet udnytten af brændselsmaterialet.

[58] Tidligere ekspeditioner har dog neppe været synderlig heldigere stillet^k11; der er dog ingen tvil om, at spiritusforbruget ved fortsatte forbedringer maatte kunne formindskes i betydelig grad.

For ogsaa at kunne benytte legemets varme til smeltning, medhavde hver mand en flaske af tyndt jernblik til at fylde med sne og med en flad, afrundet form, saa den uden at være til hinder kunde bæres inde paa brystet.

Provianten til en slæde-ekspedition maa for en væsentlig del bestaa af tørrede fødemidler, da disse er de mest nærende i forhold til vegten; hermetiske ting er vel sundere og lettere fordøielige, men er for tunge, saa de kan kun anvendes i ringe udstrækning.

Jeg havde paa forhaand beregnet, at vi daglig skulde trænge et fjerdedels kilogram tørret kjød eller noget mer, ligemeget fedtstof, samt et noget større kvantum tørret brød, dertil forskjellige ting, som chokolade, sukker, kjødpepton, ertesuppe etc., saaledes at rationen tilmands for dagen skulde blive 1 kilogram eller noget mer.

Vore dagsrationer tilmands vilde udregnet have indeholdt omtrent: 200 gram albuminstof, 240 gram fedt, 230 gram melstof og sukker. Nu regner man efter en mængde forsøg (med preussiske soldater under streng tjeneste), at en sterkt arbeidende mand trænger:

[59] 191 gram albuminstof,
63 gram fedt,
607 gram melstof og sukker.

Tages i betragtning, at 100 gram fedt svarer i ernæringsværdi til 230 gram melstof eller sukker, saa vilde vore dagsrationer sammenlignet hermed have været omtrent:

200 gram albuminstoffe,
63 gram fedt,
637 gram melstof og sukker.

Da nu trangen til kulhydrater stiger sterkt i saa sterk kulde, som vi udsattes for, saa vil det sees, at vore rationer ikke vilde have været overflødige; dog tror jeg, de vilde have været tilstrækkelige, hvis vi blot havde havt de forskjellige stoffe i det angivne forhold; men ved en misforstaaelse indsneg der sig i vor proviantforsyning en feil i formⁿ³ af mangel paa fedtstof, og denne skulde vi komme til faa føle paa en mindre behagelig maade.

Hr. Beauvais i Kjøbenhavn, som skulde levere vort pemmikan (det er tørret kjød blandet med fedt), havde underrettet mig om, at han lagede pemmikan paa amerikansk vis. Jeg havde ingen anledning til at tale med ham mundtlig; men gaaende uden videre ud fra, at hans pemmikan, ligesom det almindelige, bestod for en halvdel eller en tredjedel af fedt og forresten tørret kjød, bestilte jeg hos ham det fornødne kvantum. I sidste øieblik paa gjennemreise i Kjøbenhavn fik jeg imidlertid vide, at hans pemmikan var omhyggelig renset for alt fedt. Dette var en ubehagelig overraskelse; men da jeg havde medtaget endel smør og endel leverpostei, tænkte jeg, at vi alligevel skulde kunne klare os. Dette var imidlertid snaut nok, og saaledes gik det da til, at vi kom til at lide af en [60] hunger efter fedt, som vanskelig den kan gjøre sig nogen idé om, som ikke har prøvet det. Beauvais's tørrede kjød var forøvrigt fortrinligt.

Efter kaptein A. Hovgaards raad forsøgte jeg Beauvais' leverpostei, men fandt den aldeles uskikket til at anvendes paa slædereiser; thi for det første er den altfor tung i forhold til sin næringsværdi, og for det andet indeholder den vand, som fryser og gjør den i kulden saa haard, at vi hug flere knive istykker paa den og tilsidst tyede til øksen, men maatte saa efterpaa fare rundt for at samle op stykker, som sprang langt henover snefladen.

Særdeles hensigtsmæssig er Rousseaus's kjødpulverchokolade. Denne forbinder de to gode egenskaber, at være baade nærende og velsmagende. Jeg medbragte 20 kilogram deraf, som var bestilte fra fabrikanten i Paris. Efter den opgivne analyse skal denne chokolade indeholde ikke mindre end 20 procent kjødpulver. Vi spiste den i smaa portioner under marschen, og den virkede særdeles oplivende paa os. Med tilstrækkeligt fedt ved siden af maatte den være aldeles fortrinlig.

Den er efter min erfaring meget let fordøielig, hvad pemmikanen ikke er. Dette har baade sine mangler og sine fordele. Er et stof for let fordøieligt, da optages det straks i legemet, og maven er snart igjen tom; man faar atter følelsen af at være sulten. Et saadant stof egner sig efter min mening udmerket til at tages i mindre portioner og til at kvikke op med under anstrengende arbeide. Paa den anden side er vistnok et stof som pemmikan for mange maver for tungt fordøieligt; en hel del næring passerer da gjennem ernæringskanalen uden at komme til nytte.

I det hele maa det ansees som en absolut fordel paa [61] en arktisk ekspedition, at fødemidlerne er let fordøielige; man bør derfor søge at faa saadanne i saa stor udstrækning som muligt. Let fordøielige stoffes nytteværdi er i forhold til sin vegt større end mindre let fordøieliges.

Som brød anvendtes dels svensk knækkebrød, som er meget let, og som har den fordel ikke at smage tørt og derved foraarsage følelsen af tørst, dels kjødkjeks (meat-biscuits). Disse maatte særskilt bestilles i England og indeholder foruden mel en bestemt procent kjødpulver; de er ogsaa velsmagende samtidig med at være nærende.

Til varm drikke, hvilket ikke er nogen nødvendighed, men unegtelig en stor behagelighed, anvendtes mest chokolade om morgenen og ertesuppe om kvelden. Chokoladen lagedes selvfølgelig ikke af kjødpulver-chokolade, som kun spistes raa, men af almindelig vanilje-chokolade.

Til ertesuppe anvendtes det tyske fabrikat, benævnt Erbsenwurst, faaet fra A. Schörke Co. i Görlitz. Bohnenwurst og Linsenwurst anvendtes ogsaa. Disse præparater indeholder foruden søndermalede erter, bønner eller linser ogsaa flesk og skinke.

Jeg prøvede et lignende fabrikat fra London, men det var ikke som det tyske blandet med fedt, hvilket gjorde det sidste saa paafaldende velsmagende for os.

Vi havde endvidere medbragt kaffe og the. Den første havde vi i form av kaffe-ekstrakt i et kvantum af omtrent halvanden liter. Efter at have brugt denne et par gange om eftermiddagen og kvelden og erfaret, at man vistnok følte sig særdeles vel og oplivet af den, men at man sov desto slettere eller endog aldeles ikke om natten efterpaa,^k12 saa indskrænkede jeg brugen af den til [62] enkelte morgener; men da den heller ikke paa den tid bekom os vel, saa banlystes den til lappernes skræk og bedrøvelse aldeles, indtil vi var komne ganske nær vestkysten.

The er efter min erfaring betydelig mindre skadelig end kaffe, dernæst er den meget læskende; tynd the med kondenseret melk eller med sukker anvendtes derfor oftere, især om morgenen efter den tid, da vor chokolade var opbrugt.

I det hele gaar min erfaring aldeles imod brugen af narkotiske nydelsesmidler, det være sig kaffe, the, tobak eller spirituøse drikke. En sund leveregel er, at man til alle tider bør leve saa naturligt og simpelt som muligt; men fremfor alt maa dette gjælde, naar talen er om et liv med sterke anstrengelser, særlig i et koldt klimat. At tro, at man vinder noget ved kunstig at stimulere krop og sjæl, røber efter min mening, foruden ubekjendtskab med de simpleste fysiologiske love, enten mangel paa erfaring eller ogsaa mangel paa evne eller vilje til at benytte sine erfaringer. Det forekommer dog saa simpelt og selvsagt, at man intet faar her i livet uden at betale for det paa en eller anden vis, og at kunstige stimulanser følgelig, selv om de ikke havde nogen direkte skadelig virkning, hvad de uden tvil har, dog intet kan bringe uden en midlertidig opflamning og en paafølgende afmattelse.

Kunstige stimulanser, naar undtages chokoladen, som er nærende ved siden af at være mildt stimulerende, tilfører [63] jo legemet intet næringsstof af betydning, og hvad man faar paa forskud af kræfter i det ene øieblik, maa betales med en tilsvarende afmattelse i det næste.

Det vil vistnok af enkelte indvendes, at der kan forekomme de tilfælde, hvor det gjælder om blot at have kræfter for et kort øieblik; men jeg vil dertil svare, at jeg ikke indser, hvorledes den slags tilfælde skal kunne indtræde paa en længere slæde-ekspedition, hvor det tvertimod som regel gjælder om saa regelmæssigt og sikkert arbeide som muligt.

Alt dette kan for mange synes saa selvindlysende, at det er overflødigt at nævne; men ikke desto mindre ser man arktiske ekspeditioner lige til den sidste tid gaa afsted med store ladninger ikke alene af tobak, men endog af saa ødelæggende stimulanser som spirituøse drikke. Betegnende for opfatningen i saa henseende er f. eks. fortegnelsen over de drikkevarer, som den anden tyske nordpol-ekspedition (se dennes beretning, indledning p. 44 og 46) førte med sig paa de to skibe «Germania» og «Hansa». Det er sørgeligt, naar denne misopfatning kan faa et saadant udslag, som den fik under Greely-ekspeditionen, den sidste store tragedie i den arktiske opdagelseshistorie. Naar man her ser, hvorledes f. eks. den kjække sergeant Rice, dødstræt, udhungret og forfrossen tror at kunne redde sig ved et kvantum rum, hvortil endog sættes amoniak (det værste, han kunde finde paa), og saa umiddelbart derpaa dør i sin ven Fredericks arme, mens Frederick berøver sig selv klæderne, endog lige til skjorten for at varme sin vens stivnende lemmer o.s.v., da kan man ikke undgaa at bli underlig berørt ved tanken om, at saa megen energi, saa meget mod og selvopofrelse blir saaledes ødslet bort. Jeg skal ikke engang omtale de [64] uhyggelige bakkanaler, som folkene paa denne ekspedition opførte i disse ugjestmilde omgivelser, omringede af døden paa alle kanter.

Foruden at alkohol slapper udholdenheden og virker direkte skadelig ved at nedsætte legemstemperaturen og forringe fordøielsesvirksomheden i ventriklen, saa sløver den energien og foretagsomheden, og dette ikke mindst, naar folkene, saaledes som paa Greely-ekspeditionen, er udsultede og forkomne.

Men hvad skal man sige, naar en saa erfaren polar-reisende som Julius Payer siger i sin bog om den østerrigsk-ungarske nordpol-ekspedition (1872–1874), at «en daglig liden ration rum er for en længere slædereise, i særdeleshed ved meget lav temperatur, næsten uundværlig» (se p. 224), ligesom om ikke brændevin netop ved lave temperaturer er skadeligst, ligesom om man skulde være ubekjendt med det forhold, at det foraarsager en forringelse af legemstemperaturen istedenfor en forhøielse, som mange folk saa gjerne tror, fordi de, efter at have drukket det, føler, at det «varmer indvendig», og fordi de blir varme efter en god middag med mange hede vine.

Manges mening er, at selv om man ikke vilde bruge brændevin til daglige rationer, saa bør man dog have det med for at kunne bruge det som medicin. Jeg vilde give dem ret, hvis der kunde paavises et eneste tilfælde, hvor det skulde være nødvendigt; saalænge det ikke sker, holder jeg paa, at selv det paaskud for at tage det med er forkasteligt.

Det rigtigste er helt at banlyse alkoholen som drikkevare fra arktiske foretagender.^k13

[65] Mindre ødelæggende end spirituøse drikke paa ekspeditioner er tobak; men ogsaa denne (røgetobak saavel som tyggetobak) virker i høi grad skadelig under sterke anstrengelser og selvfølgelig ikke mindst paa ekspeditioner, hvor tilgangen paa mad ikke er af den rigeligste. Den har ikke alene uheldig indflydelse paa fordøielsessystemet, men den slapper legemskræfterne og forringer den nervøse kraft, udholdenhed og seighed i det hele.

Ved den fuldstændige afskaffelse af tobak ved ekspeditioner er der imidlertid den omstændighed, som ikke kan gjøres gjældende overfor brændevin (da man neppe medtager drankere), at de fleste mennesker er saa vante til den, at de føler et sterkt savn ved at undvære den. Af denne grund er det vistnok ikke tilraadeligt at lade overgangen bli altfor brat; men derimod lade tobaksforbruget formindskes lidt efter lidt; mens paa den anden side altfor ivrige tobaksrøgere eller tyggere neppe heller bør medtages.

Der var paa ekspeditionen 4, som røgte (den gamle lap Ravna og jeg selv røgte ikke), men tobaksforsyningen var kun liden; paa vandringen over Grønland tillodes kun en pibe hver søndag samt ved særdeles høitidelige anledninger.

Af proviant, foruden det ovenfor nævnte, medtoges smør, tørret kveite (rækling), som var meget fed, og som vi derfor skattede høit, lidt schweizerost, lidt mysost, 2 [66] bokser havrekjeks, lidt tyttebærsyltetøi, tørret karvekaal, lidt kjødpepton, endel daaser kondenseret melk o.s.v.

Desuden fik vi som gave af Stavanger hermetiske fabrik endel hermetiske sager, som kom vel med og smagte os fortræffelig under vort liv i drivisen og i baadene langs Grønlands østkyst, og disse ekstra tilkommende lækkerier har vi for en del at takke for, at provianten, der, som det staar i min plan (se side 12) var beregnet for 2 maaneder, dog strak til for 2½ maaned, som gik med, fra vi forlod «Jason», og til Sverdrup og jeg naaede Godthaab; ja vi havde endog meget proviant, især tørret kjød, tilovers, og deraf brugte flere af os endog lang tid, efterat vi var komne til Godthaab. Selv ved juletider blev der endnu spist tørret kjød, som havde gaaet over indlandsisen.

Som noget tilhørende proviantforsyningen kan ogsaa nævnes vore to dobbeltløbede geværer med ammunition. Hvert gevær havde et rifleløb af 9 mm. dimension og et hagleløb, kaliber 20. Ved kalibre af saa smaa dimensioner opnaar man, at den fornødne ammunitions vegt i betydelig grad formindskes, og jeg fandt dem fuldstændig fyldestgjørende saavel for sæl som søfugle. De gjør ogsaa fuldgod tjeneste for isbjørn, naar de er i en sikker skyttes hænder. Det vigtigste er her som altid det, der er bag kolben.

Hensigten med disse geværer var dobbelt: for det første at skaffe proviant paa østkysten, især i tilfælde af en nødvendig overvintring; i den anledning agtede jeg ogsaa at nedlægge et depot af ammunition med den ene bøsse paa østkysten; for det andet var det den at skaffe fersk proviant, naar vi kom til vestkysten, hvis vi ikke straks traf mennesker; thi har man først sjøkanten og en bøsse med noget til at lægge i den, blir der dog vel altid raad at faa noget at leve af.

[67] Af videnskabelige instrumenter medførte ekspeditionen følgende:

En teodolit, et udmerket instrument, laget af instrumentmager Olsen i Kristiania; det var dog vel tungt (veiede omkr. 3.2 kg.) og havde et ikke meget lettere stativ, men til gjengjeld gav det udmerkede observationer, saavel terrestriske som astronomiske. For fremtidige ekspeditioner vil jeg foretrække saavel dette instrument som andre gjorte af aluminium; vegten vil i væsentlig grad formindskes derved.

En sekstant med kunstig horisont. Den første var en lommesekstant, faaet fra Perken, Son Rayment i London, et fint lidet instrument, som gjorde god tjeneste. Til horisont brugte vi kviksølv; ved middag var det aldrig saa koldt, at dette holdt sig frossent. Da kviksølv er meget tungt, tror jeg, at f. eks. olje maatte være mer anbefalelsesværdig til horisont.

En peilskive med 3 bussoler (kompasser) til maaling af misvisning samt til trigonometriske maalinger.

5 lommekompasser.

3 aneroidbarometre fra Perken, Son Rayment i London.

1 hypsometer eller kogebarometer med to dertil hørende fine termometre. Dette barometers princip beror paa en nøiagtig bestemmelse af rent vands kogepunkt, der jo som bekjendt forandrer sig med lufttrykket og som følge deraf altsaa ogsaa med høiden. Jeg fandt dette barometer særdeles bekvemt, og paa grund af sin ubetydelige vegt egner det sig særlig for en ekspedition som vor, hvor kviksølvbarometret selvfølgelig blir altfor tungt og uhensigtsmæssigt at føre med.

6 svingetermometre. Disse er indrettede til at bindes i en snor og svinges rundt i luften med stor hastighed; [68] herved kommer termometerkuglen i berøring med saa megen luft, at solstraalernes indvirkning paa den blir forholdsvis forsvindende, og man kan saaledes med lethed maale luftens sande temperatur selv midt i solskinnet.

Binder man et ganske tyndt stof, som gaze eller lignende, over kuglen paa ét svingetermometer, saa har man ved at fugte dette stof et godt middel til at maale luftens fugtighedsgrad ved sammenligning med et tørt termometer.

1 minimumstermometer og

1 spiritustermometer, begge gave fra instrumentmager Krogh i Kristiania.

4 ankergangsure af de saakaldte halvkronometre. Almindelige lommekronometre egner sig neppe for den slags ekspeditioner, da de i visse stillinger har let for at stanse. Vi var forøvrigt særdeles uheldige med vore ure, idet et ved at falde ned stansede aldeles, et andet fik antagelig af samme grund en noget upaalidelig gang; et tredje, som var et ældre mig tilhørende ur, stansede formodentlig af smuds, mens det fjerde holdt sig godt den hele tid og var et saa fortrinligt ur, at feilen ved vore længdeobservationer neppe nogetsteds beløber sig til mer end en halv mil i veilængde.

Jeg tror, at ekspeditionen, hvad instrumenter angaar, var særdeles heldig udstyret, og dette skyldes for en væsentlig del direktøren for det meteorologiske institut i Kristiania, professor H. Mohn, som med utrættelig iver tog sig af vor videnskabelige udrustning og forberedelse.

Paa opfordring fra professor Petterson i Stockholm medtog jeg for ham de nødvendige instrumenter for at tage luftprøver under reisen. Disse toges paa en mængde middelsstore glascylindere, som var omhyggelig tømte for [69] luft og tilsmeltede. Ved aabning fyldte de sig selvfølgelig straks dermed, og ved nu paaany at tilsmeltes omhyggelig, hvilket let kunde ske ved en spirituslampe og blæserør, idet de var specielt indrettede derfor, kom de til at indeslutte luft, som nu kunde transporteres, hvor langt det maatte være ønskeligt. Paa dette vis hjembragtes luft endog fra Grønlands indre.

En nødvendig artikel paa alle moderne forskningsreiser er et fotografiapparat. Jeg medbragte et lidet apparat med to rullekasetter til ruller af papir med ømfindtlig gelatinfilm^k14. At transportere glasplader blir selvfølgelig baade for tungt og for uhensigtsmæssigt.

For at kunne skifte papirrullerne, hvilket som bekjendt maa ske i mørke^k15, medtoges 2 røde lygter, en af glas og en i reserve af papir, hvilken sidste imidlertid var den bedste. Til disse medbragtes 5 stearinlys.

Af øvrige instrumenter, redskaber o.l. medførtes:

2 aluminiums kikkerter, 2 podometre, 1 øks, diverse mindre verktøi som knive, file, syle (med begtraad og bust), synaale, seilhandske, knibetang, skrujern, smaaskruer til staalpladerne under kjælkemeierne, reservenagler til baaden o.s.v., endvidere vegte til proviantudveining, isbrodder fra Tyrol eller saakaldte «Steigeisen», pigger til at skrue ind i støvlesaalerne, manilla alpetaug, endel reserveline til slæder og lignende, alpeøkser med skafter af bambusrør, – disse brugtes ogsaa som skistave – en staalspade til at skrue paa en af stavene, og som tænktes brugt til sneskufning, især for at skaffe god teltplads eller til at bygge [70] snehytter, om teltet skulde bli ødelagt, flere bambusstænger, som brugtes til master i baadene og til master og styrestænger under seilads med kjælkerne, en firskaaren talje for ophaling af baad og kjælker paa vanskelige steder, tegneredskaber, skissebøger og notisbøger, logarithmetabel, søkalender for 1888 og 1889 o.l., et stort brændglas, flint, staal og lunte, fyrstikker, som tildels var lagte ind i lufttæt tilloddede blikbokser, som opbevaredes paa forskjellige steder af bagagen, forat, selv om noget gik tabt, vi dog skulde have nok, 3 tiliters spiritusdunke, presenninger dels af vandtæt seildug, dels af oljedug til at brede over hver kjælke, 6 store bæresække, som nærmest var bestemte til brug paa vanskelige steder for at bære bagagen i, hvor man ikke kunde trække, men som i virkeligheden blev brugte som vadsække for vor private garderobe, diverse baadredskab, som tauge, lange baadshager (af bambusrør), korte baadshager – forsynede med brede blade, saa de samtidig kunde gjøre tjeneste som paddel-aarer, og som er meget hensigtsmæssige i trangt farvand mellem drivis, hvor andre aarer blir for lange, – endvidere almindelige aarer, reservegafler, haandpumpe med slange til at lense baaden, mens den er lastet o.l. Endvidere havde vi et lidet apothek, hvori var skinner og bandager til forbinding af brukne arme og ben, chloroform, cocainopløsning til lindring af smerter ved sneblindhed, tanddraaber, mavepiller, vaselin m. m. Det er selvsagt, at alt var reduceret til det mindst mulige.

I april maaned gjorde vi en liden prøvetur til et skogholt i nærheden af Kristiania; ekspeditionens medlemmer paa en nær var da samlede. Denne udflugt skildrer Balto paa følgende vis:

«En kveld drog vi udenfor byen til en skov for at [71] blive der natten over og forsøge at sove i de sovesække, som var gjorte af renskind. Om aftenen, da vi kom til skoven, hvor vi skulde tilbringe natten, slog vi op vort telt. Derpaa saa skulde vi koge kaffe med en maskine, som skulde koge med spiritus. Saa blev maskinkjedelen fyldt med sne, og vi tændte ild ind under den. Den brændte flere timer, men kom ikke i kog. Saa maatte vi da forsøge paa at drikke af det lunkne vand, hvortil blev sat kaffeekstrakt. Det smagte ikke af nogenting; thi det var næsten koldt. Om kvelden, da vi skulde lægge os til at sove, krøb de fire nordmænd ind i sovesækkene. Nansen bød os ogsaa at lægge os i sækkene, men vi mente, at det vilde blive altfor hedt. Vi behøver ikke at gaa ind i sækkene, mente vi, og vi sov saa udenfor. Om morgenen vaagnede jeg, da klokken vel kunde være 6, og saa da, at vore mænd laa og sov som bjørne i sækkene. Jeg lagde mig igjen og sov til kl. 9. Da vækkede jeg dem; thi jeg vidste, at skydshest var bestilt til os til kl. 10.»

Denne skildring tyder vistnok paa, at enkelte dele af vor udrustning, som f. eks. kogeapparatet, endnu ikke var saa gode, som de kunde være; men der var endnu tid til forbedringer; disse blev da ogsaa foretagne, og da vi endelig i de første dage af mai drog ud efter at have faaet flere vigtige ting i den ellevte time, var i ethvert fald det meste i den forønskede orden, og hvad som ikke var det, kunde bli det under reisen.

III. Skiløbningen, dens historie og udvikling

[72] Den ekspedition, vi her gaar til at beskrive, er helt og holdent udsprunget af den norske skiløbning. Forfatteren har selv været vænnet til skierne fra fire aars alder, ligesom hver deltager var en øvet skiløber, og hele ekspeditionens udførelse var planlagt paa skiernes overlegenhed over ethvert andet fremkomstmiddel over sneflader.

Det kan da ligge nært at begynde med en kort skildring af skierne, saameget mere som de færreste udenfor de faa lande, hvor ski bruges, ved, hvad skiløbning er, og meget af denne reisebeskrivelse vil vanskelig kunne forstaaes uden kjendskab dertil.

At det for dem, som ikke har seet skiløb, kan synes underligt, at man paa to tildannede træstykker skal kunne komme frem saa hurtig over snemarker, som man gjør, er naturligt og er allerede bemerket af «Kongespeilets» forfatter for omtrent 640 aar siden. Han drøfter bl. a. spørgsmaalet om tæmmede flyvedragers tilværelse i Indien og mener, dette kan vistnok synes os underligt at høre om, men der er dog forhold hos os, som for folk i andre lande kan synes endnu underligere, og han siger:

[73] «Men det vil tykkes større under, det, der fortælles om [75] de mænd, som kunne tæmme et træstykke eller fjæler saaledes, at den mand, som ikke er raskere tilfods end andre, naar han kun har sko paa fødderne eller bare fødder, – at han, saasnart han binder 7 eller 8 alen^k16 lange fjæler under sine fødder, overvinder fugle i flugt eller de rappeste mynder i løb eller renen, som dog løber dobbelt saa hurtig som en hjort, thi der er en mængde mænd, som kan bruge sine ski saa godt, at han i et rend rammer med sit spyd 9 rener og bagefter endnu flere. Nu vil den ting tykkes utrolig og urimelig og underlig i alle de lande, hvor man ikke ved, med hvilken list eller kunst det kan ske, at fjælen kan tæmmes til saa stor hurtighed, at oppe paa fjeldene kan intet, som følger jorden, undgaa den mands løb og hurtighed, som har fjæler paa sine fødder, men saasnart han tager fjælerne af, da er han ikke raskere end andre mænd. Men paa andre steder, hvor folk ikke er vant til sligt, der vil der neppe findes saa rask en mand, at han ikke mister al raskhed, naar slige trær blir bundne til hans fødder. Nu vide vi disse ting tilvisse og have straks om vintrene, naar der er sne, leilighed til at se nok af de mænd, som kan den list eller kunst.»^k17

Skierne gjøres af træ og er i Norge som regel 3–4 tommer brede og omkring 8 fod lange, undertiden mere, undertiden mindre. De er flade og glatte paa undersiden. Fortil er de mere eller mindre opbøiede, undertiden ogsaa lidt i bagre ende. De fæstes til foden ved en taa-strop, som [76] er anbragt omtrent midt paa skien, og hvori man stikker fodspidsen. For alle gode skiløbere kommer dernæst til et hælbaand, som fra taa-stroppen gaar bagenom hælen.

Paa disse ski kommer man frem over flad mark ved en egen sigende bevægelse af ben og underkrop. Begyndelsesgrundene er egentlig ikke vanskelige at lære; men færdigheden kan udvikles til en høi grad af fuldkommenhed. Man maa ikke løfte skierne og stampe afsted gjennem sneen, saaledes som man ofte ser fuskere gjøre, – de gaar, som de var barfodede i en myr. Det gjælder netop om at føre dem frem glidende paa sneen. Man holder dem stadig i sig fremover, idet kroppen, spændstig og let, følger med i bevægelsen. Skierne føres parallelt saa nær forbi hinanden, som det er muligt, – de føres altsaa ikke til siderne som skøiter, hvilket vistnok mange tror, der ikke har seet skiløbning. Sporene i sneen der, hvor en dygtig skiløber har faret, blir saaledes to parallele linjer. I haanden bruger man almindelig en stav, som man hjælper til med under gangen, og som i enkelte bygder opnaar en urimelig længde. Ved denne gliden fremover kan man paa godt skiføre opnaa stor hurtighed paa sletten.

Opover bakke gaar det selvfølgelig langsommere, men ogsaa her vil den dygtige skiløber være enhver anden overlegen. Er bakken brat og lang, gaar han ikke bent paa, slag i slag krydser han sig opover mod toppen, eller ogsaa gaar han paa siden opefter skridt for skridt og danner ligesom trappetrin i sneen. Er bakken kortere og skierne ikke for lange, kan han gaa bent op paa det vis, som sees til venstre i hosstaaende tegning. Skierne vendes udad, til de danner en saa stor vinkel mod hinanden som bakkens skraaning gjør nødvendig, og føres frem saaledes, at [77] den enes bagende løftes over og sættes ned fremfor den andens; sporet i sneen kommer til at faa lighed med kvindernes kjædesting. Den bakke maa se underlig ud, som en skiløber ikke skal kunne komme op ad uden at tage skierne af benene. «Der findes ikke saa høit et fjeld, at han jo naar op paa det ad listige omveie», siger allerede Olaus Magni 1555.

Udfor bakke gaar det af sig selv; thi let glider skierne paa sneen. Man har blot at holde sig paa dem og [78] have herredømme over dem, saa man ikke render paa trær og stene eller udfor styrtninger. Jo brattere bakke, desto mere hvinende fart faar man, og det er ikke uden grund, at der i «Kongespeilet» siges, at man paa skierne overvinder fugle i flugten, og intet, som følger jorden (ɔ: dyr), kan undgaa skiløberen.

Skiløbningen er den mest nationale af alle norske idrætter, og en herlig idræt er den, – fortjener nogen navn af idrætternes idræt, saa er det isandhed den. Intet hærder musklerne og gjør legemet kraftigt og spændstigt som den, intet gir snarraadighed og behændighed bedre end den, intet hærder viljen og gjør sindet saa friskt som skiløbningen. Kan der tænkes noget sundere og renere end paa en frisk vinterdag at faa skierne under fødderne og stryge tilskogs? Kan der tænkes noget finere og ædlere end vor nordiske natur, naar sneen ligger alendyb, drysset blød og hvid udover skog og aaser? Kan der tænkes noget friere og mere spændende, end naar man hurtig som fuglen stryger udover de skogklædte lier, mens vinterluft og grankviste suser en om kinderne, og øine, hjerne og muskler er spændte, færdige til at undgaa hver ukjendt hindring, som næste øieblik kaster i ens vei? Er det ikke, ligesom hele kulturlivet med engang skylles ud af sindet og ligger igjen med byluften der langt bag –, man gror sammen med sine ski og naturen. Det er noget, som udvikler ikke alene legemet men ogsaa sjælen, det har dybere betydning for et folk, end de fleste aner, dette.

Neppe nogensteds egner naturen sig bedre for skiløbning end i Norge, bakker er der nok af og ligesaa af sne. Lige fra barnsben vænnes vi til skierne, – den, som god krog skal bli, maa tidlig krøges, – og naturen selv tvinger gutterne i mangen fjeldbygd i Norge, ja jenterne med, til [79] at bruge skierne næsten lige saa tidlig, som de kan gaa. Dyb og blød ligger sneen lige ud for døren hele vinteren igjennem. Tidlig paa høsten kommer den, og sent paa vaaren gaar den. Veie er der i mange bygder lidet af, og enhver, som vil frem – enten det er mand eller kvinde – fra gaard til gaard, maa paa ski; thi uden dem synker man i sneen til livet. Man vokser saa at sige op med skien, – ikke er det sjeldent at se gutter og jenter paa 3 eller 4 aar prøve sig. Fra den alder eller lidt senere holder paa mange steder bondegutterne sig i stadig øvelse, bakker har de som regel lige udenfor stuevæggen og overalt paa begge sider af de trange dale, paa ski maa de fra og til skole, og paa ski staar de i friminuterne mellem timerne. Læreren er ofte selv med og gaar i spidsen. Og saa hver søndags eftermiddag, – hvilken fest er det ikke hele vinteren igjennem, naar hele bygdens ungdom, baade yngre og ældre, samles efter aftale for i ædel kappestrid at maale sig med hverandre og more sig, saa længe dagslyset bare strækker til. Og jenterne kommer med, men de vil nu helst se paa gutterne, skjønt de ogsaa kan bruge skierne, og mangen god idræt er øvet paa ski af norske jenter uden at bli talt om.

Ja, slig er de unges vinterliv i mangen bygd i Norge. Gutten er ikke mange aarene gammel, før han ved, hvad «skap» en god ski skal have, og hvordan den bedste veden til skiemner ser ud, og hvorledes han skal vride en vidje for at faa bindinger; enhver lærer at klare sig selv uden andres hjælp, han vokser op til at bli en mand for sig selv, som hans far var. Gid dette maatte holdes i hævd, og gid skiløbningen maatte udvikles og trives, saa længe der findes mænd og kvinder i de norske dale.

Det er imidlertid særlig for vinterjagten, at ski er en [80] absolut nødvendighed her i Norge som i hele Nordeuropa og Sibirien, og det er ved den, de dygtigste skiløbere er blevne uddannede i bygderne.

Før i tiden var det almindeligt her i Skandinavien, at man om vinteren forfulgte de større dyr, elg og ren, paa sine ski. Naar sneen er dyb, er det som regel ingen vanskelig sag for en dygtig skiløber at indhente dem og fælde dem, idet de synker i og kun med møie kan komme frem. Det var en spændende jagt, som ofte nok fordrede saavel styrke og udholdenhed som behændighed i at bruge skien. Den maade at fælde ren paa staar allerede omtalt i det tidligere anførte stykke af «Kongespeilet».

Nu, da disse dyr er fredede om vinteren, er dermed denne jagt forbudt; men endnu drives den vistnok af krybskyttere i mange dele af Skandinavien, især i Sveriges fladere skogtrakter, hvor den falder lettest.

Den fangst, hvortil den norske bonde nu mest bruger skien, er sikkert nok rypeskytteriet og snarefangsten i tjeldet. Den er fredeligere og mindre anstrengende, denne jagt; men ogsaa den har sin egen tiltrækning. At færdes i fjeldet om vinteren, naar vidjekrattet ligger tyngdet under sneen, naar ryperne, saa hvide, at de kun med møie kan skjelnes fra omgivelserne, flakser og kagler i bjerkelierne, det kan nok gjøre hugen let og fri, mens øiet ser vidt over den hvide vidde. Og saa med bøssen og rypebøren paa ryggen at skjære med susende fart udfor de lange aabne lier, det kan nok give blodet raskere fart, dette.

Ikke usedvanligt er det, at den norske bonde bruger skien ogsaa til at ringe hare om vinteren, og undertiden hænder det vel og, at han paa ski opsøger bjørnen i hiet, eller, naar sneen er dyb og løs, forfølger gaupen, jærven eller en enkelt bjørn, som tilfeldig kan være bleven skræmt ud. [83] For lappen er det almindeligt nok, at han paa ski sætter efter og forfølger sin værste fiende ulven, til han kan skyde den eller endog dræbe den med skistaven. De fleste sibiriske folk driver al sin vinterjagt paa ski, og da vinteren udgjør den længste del af aaret, vil det let indsees, hvilken nødvendighed, ja vi kan sige livsbetingelse, skien er for mange af disse folk.

Skiløbningen er gammel i Norge, – hvor gammel er ikke godt at sige, thi den gaar længere tilbage i den urgraa oldtid, end vi har historiske optegnelser. I eventyrene om vor stamfader Nor heder det karakteristisk nok, at han og hans følge drog frem paa ski. De ventede i Kvænland (Finland), til det blev godt skiføre, og saa drog de vestover rundt den botniske bugt ind i landet. Disse eventyr er dog af en forholdsvis sen dato.

I særdeleshed gjennem prof. Gustav Storm, som har skjænket spørgsmaalet særskilt opmerksomhed, har jeg faaet samlet endel værdifulde oplysninger om skiernes historie i Norge, og jeg skal meddele noget deraf her. «Saavidt jeg forstaar,» – siger prof. Storm i en meddelelse til mig, – «maa skiløbningen hos nordmænd og svenske være laant fra lapperne.» De ældste historiske efterretninger peger ialfald i denne retning. I midten af 6te aarhundrede har to sydeuropæiske skribenter, grækeren Prokop og goteren Jordanes, givet lapperne et navn, som røber vore ældste forfedres opfatning. Begge omtaler den stamme blandt nordmændene, som lever paa 67°–68° n. b., altsaa nordlændingerne, og som kalder sine nomadiske naboer skridfinner. Nordlændingerne har altsaa givet finnerne eller lapperne tillægsnavnet skrid, fordi de fandt, at det «at skriða» var karakteristisk for dem; men «skriða» (glide) er netop i det gamle sprog det [84] betegnende udtryk for at komme frem paa ski («skriða á skiðum,» – «Finnr skriðr» o.l.).

Betegnelsen skridfinner glemtes snart i Norge (og Sverige); thi her lærte man snart kunsten; men navnet var trængt sydover og benyttes ogsaa senere hos andre germaniske folks skribenter om lapperne, saaledes af Paulus Diaconus i hans longobardiske historie (c. 790), af den engelske kong Alfred (c. 890), af Adam af Bremen (c. 1070) og af Saxo Grammaticus (c. 1200).

Langt ned i tiden betragtede dog ogsaa nordmændene og nordboerne overhovedet lapperne som de dygtigste skiløbere og skiløbningen som karakteristisk for dem. Saaledes lader Snorre Sturlassøn dronning Gunhild, der blev fostret i Finmarken hos to lapper (c. 920), sige om disse, at de «er saa dygtige paa ski, at intet kan undgaa dem, hverken mennesker eller dyr, og hvad de saa skyder efter det træffer de». I Magnus Barfods saga bruges som et gammelt ord «snæliga snuggir sveinar, kváðu Finnar áttu andra fala^k18»; altsaa brugte vel nordmændene da i 1006 at kjøbe ski hos lapperne, som ifølge Stephanius (Kommentar til Saxo) endnu i det 17de aarhundrede er mestre i at arbeide ski. Historia Norwegiæ (fra c. 1200) skildrer lapperne som dygtige jægere, der bor i skindtelte. Naar de flytter, tager de disse paa ryggen, fester glatte træstænger, «som de kalder aandrer,» under fødderne og iler hurtigere end fuglene over sneen og fjeldene. Den omtrent samtidige Saxo siger ogsaa om lapperne, «at de under jagten paa krumbøiede fjæler iler om paa de snedækte fjelde,» – og da han skal fortælle sagnet [85] om kong Harald og Toke, lader han kongen prale af sin dygtighed «i den kunst, hvorved finnerne (lapperne) iler over snedækte styrtninger». I den islandske lovsamling «Graagaasen» (c. 1250) hedder det bl. a., at den fredløse skal drives saa langt, «som finnen (lappen) løber paa sine ski, furuen vokser, og ørnen flyver paa en vaardag med medvind under begge vingerne.» Dette er tydeligvis en ældre norsk lovformular, som er optaget paa Island.

Der kunde endnu fra vore sagaer anføres mere om lappernes skiløb, men af hvad der her er gjengivet, tror jeg, det allerede maa fremgaa, at i Norge har lapperne først indført skierne.

Ifølge Storm kan vi med sikkerhed sige, at allerede i det 10de aarhundrede var skiløbning øvet i Norge, ialfald i Nordland og rimeligvis overalt i fjeldbygderne nordenfjelds, maaske ogsaa paa Oplandene. I en række skaldedigte fra 10de aarhundrede bruges skið og öndurr (det er ski betrukne med skind) i poetiske billeder, der sammenligner skibets seilads over havet med skiernes skriden. Guthorm Sindre paa Haakon den godes tid kalder f. eks. skibet «svane-vangens (ɔ: havets) ski». Dette viser jo tydelig, at brugen af ski maatte være almindelig kjendt; thi ellers vilde slige billeder ikke forstaaes. Endnu vigtigere er, at ski-idrætten havde faaet sine repræsentanter blandt guderne. Nordlændingen Eyvind Skaldespilder (fra Helgeland) kalder i et digt fra omkring 990 Thasses datter Skade for «öndur-dís» (det er skigudinden), og islændingen Einar Skaaleglam, der omkring 980 digtede et hædersdigt til Haakon Jarl paa Lade, giver Ullr tilnavnet: «Aanderguden», (öndur-jálkr, egentlig aandrernes-Odin). Merkes kan ogsaa, at Skade er af jotun-æt; betænker man, at nordmændene hyppig slog lapper og trold sammen, saa ligger [86] det neppe fjernt at antage, at Eyvind har tænkt sig hende som lappisk af oprindelse. Om Ullr er at merke, at han i Danmark ikke er gud for ski, men for skøiteløbning; thi om «Ollerus» siger Saxo, at han istedenfor skib brugte at sætte over havet paa et ben, hvorover han havde sunget heksesange, det er, han gik paa «islegger», som var den form af skøiter, vore forfedre brugte, og som ogsaa efter talrige arkæologiske fund har været almindelige i Tyskland i meget tidlig tid. Baade i Norge og i Tyskland findes de tildels i brug den dag idag. Det er altsaa vistnok først i det nordlige Norge, at Ullr er bleven til skigud, mens skiløbningen vistnok aldrig har naaet Danmark, hvor jo naturforholdene heller ikke indbyder dertil. Sagnet om den danske konge Harald Blaatand og Toke, som maatte staa paa ski udfor Kullen i Skaane, har i denne henseende ingen betydning, da det tydeligvis stammer fra Norge, hvor det samme ogsaa fortælles om en kong Harald og «Hemingen den ungje» (se nedenfor).

I de historiske sagaer omtales bl. a., at da Egil Skallagrimsøn en vinter (c. 950) skulde drage i den norske konges erende til Vermland, forlod kongens sendemænd ham lidt vestenfor Eidskogen, tog sine ski og steg paa dem, og for saa nat og dag til Oplandene og nord over Dovrefjeld til kongen. (Egils saga, kap. 71). At ski allerede saa tidlig var brugt ogsaa paa Romerike, synes rimeligt nok, naar vi ser, at Harald Haardraade, som var i syden, fra han var 15 til han var 31 aar (1030–46), allerede i sin ungdom paa Ringerike har lært at gaa paa ski.

Fra hans tid er ogsaa emnet hentet til de over hele landet spredte kjæmpeviser om Heming, hvis vidunderlige skiløb i Nordland ogsaa omtales i Flatøbogen (c. 1390). Omkvædet er nu i almindelighed: «Hemingen den ungje [87] so vel uppaa skiur renna kunde», og det er vel paa grund af sin dygtighed i en af folkets yndlingsidrætter han har levet til nu i folkedigtningen.

Senere omtales ski og skiløbere paa mange steder i vore sagaer, og det sees deraf tydelig, at skiløbning op igjennem tiderne har været en almindelig kjendt idræt i Norge.

Det er temmelig selvfølgeligt, – siger Storm, – at den offentlige postgang ofte om vinteren blev ført frem paa ski, naar der ikke var slæde- eller rideføre, – dette sees ogsaa af nogle breve fra 1525 og 1535. I det sidste heder det, at «smaasvenden» i begyndelsen af december maatte løbe paa ski «over Dovrefjeld og alle skoger nordenfor lige til Throndhjem».

At nordmændene i tidligere tider har været dygtigere i skiløbning, end de er nu, har vi ingen grund til at antage, og naar vi bl. a. læser om, at Arnljot Gelline (c. aar 1000) løb med to mand bag paa sine ski og alligevel for saa hurtig, som om han havde faret løs og ledig, da vil enhver skiløber vide, at dette maa henvises til fantasiens verden. Fortællingen er gjenfortalt af en islænding, Snorre, efter islandsk tradition, og som senere vil bli bemerket, forstod islænderne neppe kunsten.

I vore dage er skierne kjendte og brugte over hele Norge, lige fra Nordkap til Lindesnæs, dog mindst paa vestlandet, hvor de slette sneforholde paa mange steder forbyder brugen af dem. Sammenfatter man hele det norske folk, saa blir det vel forholdsvis faa mænd eller gutter, som nu for tiden ikke kjender ski og ikke til nød kan tage sig frem paa dem. Af kvinderne blir det ogsaa en ikke uvæsentlig del, som kan bruge sine ski, nu ligesaavel som paa Olaus Magni's tid (1555),da «man saa [88] kvinder gaa paa jagt med ligesaa stor eller kanske endnu større raskhed end manden». Lykkeligvis for nationen er skiløbningen i stadig udvikling.

Fra Telemarken og Kristiania by med omegn kommer gjerne de fleste dygtige skiløbere, men i Østerdalen, Oplandene, Numedalen, Hallingdal, Valders, Gudbrandsdalen, det trondhjemske og i Nordland og Finmarken findes ogsaa mange dygtige skiløbere.

I Sverige, hvor skien vistnok blev indført af lapperne paa samme tid som i Norge, er skiløbningen mindre udviklet end i Norge, – det er jo heller ikke mere end, hvad der kunde ventes, at Norge med dets mange fjeldbygder skulde fostre flere og dygtigere skiløbere end det langt mere fladlændte Sverige. Det er væsentlig kun i fjeld- og skogtrakterne i det nordlige Sverige ned til Helsingeland, Dalarne og nordre Vermland, at ski er kjendt og brugt. Den senere opblomstring af idrætten i Norge har dog gjort, at man ogsaa i byer længere syd paa, med Stockholm i spidsen, har begyndt at indføre ski-idrætten.

Af nordmændene er skiløbning allerede i gammel tid ført til Island. Det synes dog, som den atter saa omtrent er bleven glemt; thi paa ingen steder omtales den ved fjeldovergange i de islandske sagaer, mens islændinger, naar de kommer til Norge, hyppig skildrer skiløbningen. I forrige aarhundrede var skiløbningen gaaet saa tilbage, at en kgl. resolution af 1780 opstillede præmier for den eneste mand, en norsk handelsbetjent Buch paa Husavik, som «besad kunsten», forat han skulde lære 3 andre op. Skiløbningen kan dog neppe staa paa noget høit trin deroppe; saaledes kjender man ikke engang til at binde skierne fast paa fødderne, uden hvilket selvfølgelig ingen kan faa fuldt herredømme over dem. Dog sagdes [89] det mig, at der paa nordlandet deroppe skal være enkelte islændinger, som er ganske flinke, – at dette vilde gjælde efter norsk maalestok, tør jeg dog ikke indestaa for. Efter hvad kand. A. Hansen, som reiste i Island 1882, meddeler mig, findes der midt i Island gaarde, som er helt afskaarne fra udenverdenen hele vinteren over af den grund, at folkene ikke kjender brugen af ski.

I Grønland er vel skiløbning indført i en meget sen tid af nordmænd. Den synes ikke at være kjendt nogensteds, da Egede i 1721 kom til Grønland; men hans raske sønner, der jo kom fra Nordland, indførte ski allerede i 1722. Det heder i Paul Egedes journal: «Den [90] grønlandske ungdom havde stor lyst til at drive gjek med os. – – Derimod kunde vi gjøre os til af at gaa paa skøiter og ski – – –».

Skiløbningen drives nu delvis af de danske deroppe, delvis af eskimoerne selv, men ingen af dem har drevet det til noget. Skierne har aldrig vundet fast fodfæste der, de betragtes mest som legetøi til underhold i ledige timer. Kun sjelden benyttes de til jagt om vinteren. Eskimoen, som er mest knyttet til sjøen, har ikke opdaget den store fordel, som de derved vilde kunne yde ham, og det er vistnok kun mere undtagelsesvis, at han f. eks. gaar paa ski efter ren, hvilket dog hændte et par gange, mens jeg var deroppe.

I Amerika fandtes oprindelig ingen ski, – i den senere tid er de dog indførte af skandinaver paa flere steder, især i det nordlige. Saaledes meddeler den bekjendte norske reisende, kaptein A. Jacobsen, mig, at «i den del af Rocky-Mountains, hvor der om vinteren falder megen sne, har befolkningen, især minearbeiderne, i lang tid anvendt ski, mest til postbefordring mellem afsidesliggende mine-kompanier og steder. De fleste af disse postbefordrere skal være skandinaver.»

I Wisconsin, Minnesota og omkringliggende egne er skiløbning indført af nordmænd, og der afholdes endog paa flere steder aarlige præmierend. I Californien er ski ligeledes nu tildels kjendt og benyttet.

Ogsaa til jernbaneanlægget i Cordilleras mellem Argentina og Chili søgte man for kort tid siden norske skiløbere^k19.

[91] Til krigsbrug har skierne ofte været anvendte i Skandinavien. Dette er jo ikke mere, end det kan ventes, thi det er en selvfølge, at ski under vinterfelttog maa frembyde en stor fordel.

Olaus Magni afbilder paa sit berømte kart over norden fra 1539 finmarkingerne førende krig paa ski med helsingerne paa kong Frodes tid.

Den første, som har bragt dem ind i krigshistorien, er efter al sandsynlighed kong Sverre, og det geraader hans feltherretalent til megen ære, at han har vidst at benytte sig af dem og endog organiseret et skiløberkorps blandt oplændingerne. I slaget ved Oslo, mars 1200, byder kong Sverre ved mønstringen paa isen Paal Belte og hans skare oplændinger at tage sine ski og skistokke, at stige paa skierne og fare op paa Ryenbergene for at undersøge modstandernes styrke^k20. Det er her tydeligt af ordene, at denne skare er udrustet med ski til krigsbrug.

Efter den tid har skierne vistnok været anvendte ofte af skandinaverne i krig. Men ogsaa her kommer undertiden lapperne frem; jeg skal blot minde om hin lap i Finmarken, som for en 400 aar siden – efter hvad der fortælles – blev tvungen til at være veiviser over fjeldet for et russefølge. Det var om natten, at han drog paa ski med fakkel foran fienden, som kom kjørende efter i pulke, trukne af ren. I lynende fart skar han i nattens mørke mod en styrtning, renerne fulgte i fuldt firsprang lige efter, og idet han selv gik foran og frivillig styrtede [92] sig i døden, drog han hele følget med sig i dybet. Efter et andet sagn skulde han have stanset paa randen og kun kastet fakkelen udover, idet følget, som fulgte fakkelskinnet, forsvandt i afgrunden. Efter endnu et andet sagn var det ikke russer i pulker, men svensker paa ski, som han narrede i døden. I Tysfjorden i Nordland henlægges det til Fredrik III's tid (ca. 1650), i Snaasen i det trondhjemske til krigene mod Karl XII. Ogsaa fra Solør kjendes sagnet. Hvorom alting er, saa er det altid en lap paa ski, som gaar igjen i de forskjellige former af denne fortælling. Det viser, at lapperne havde anseelse som skiløbere ogsaa i den tid.

I midten af forrige aarhundrede oprettedes i Norge særskilte skiløberkompanier, som øvedes hver vinter, og velkjendt for hver nordmand er vistnok fortællingen om det østerdalske skiløberkompani.

Udenfor skandinavernes omraade har skien været kjendt fra de ældste tider i Finland. Dette fremgaar tydelig nok af den trettende sang i det gamle finske digt Kalevala, hvor Lemminkäinens jagt paa ski efter hiisi-elgen skildres paa en meget poetisk vis. I svensk oversættelse lyder begyndelsen saaledes:

«Nu mitt spjut är skodt og spetsadt

Redo äro alla pilar,

Spänd är strangen på min båge,

Endast skidor, skinnbeklädda,

Saknas här ännu för färden.»

Betegnende er, at ogsaa her tales om skindbeklædte ski (i flertal), og at Lemminkäinen, som det skildres i andet vers, gaar til en lap, – «sköna Kauppi ifrån Lappland,» – for at faa ham til at lage sig to gode ski. Det kunde altsaa synes, som ogsaa finlænderne har havt lapperne til læremestre.

[93] Dette digt er i sin nuværende form af forholdsvis sen datum, men stammer muligens fra 12te eller 13de aarhundrede.

I Rusland findes ski, foruden hos storrusser, letter og tildels i Polen, hos samtlige finske folkeslag lige ned til Volga. Hos permerne omtales de af Herberstein fra 1549 (Rerum moscov. commentaria).

I Asien findes ski udbredt over hele den nordlige del, nordenfor det store steppe- og ørkendrag – hos samtlige folkestammer. Ifølge hvad kaptein A. Jacobsen har meddelt mig, benyttes de hos golder, giljaker og ainoer merkelig nok mest ved kjørsel paa hundeslæde^k21. Kojuren (kusken) sidder skrævs over sin smale slæde og støtter den med benene, hvorpaa han har ski.

Jacobsens kusk fortalte ham, at tunguserne undertiden skulde benytte sig af ski paa den maade, at de staaende paa sine ski lader sig trække af ren, idet de i den venstre haand holder en læderrem, som er befæstet til renen, mens de styrer med den høire. Noget lignende skulde efter den japanesiske tegning, som af Nordenskiöld gjengives i Vega-reisen (b. II, side 107), ogsaa forekomme hos ainoerne^k22. Efter hvad professor Friis har fortalt mig, skal ogsaa lapperne undertiden anvende renen paa denne maade, (han har givet en skildring deraf i sin bog «Laila»), men – som man sagde ham – skulde det kun være de dygtigste og mest udholdende skiløbere, som kan gjøre det kunststykke.

Som det vil sees, fører de oplysninger, litteraturen kan [94] give om ski, ikke langt op i tiden. Længere tilbage kommer man ved at forsøge den sammenlignende sprogvidenskabs methode. Naar det samme navn for ski findes hos nu vidt adskilte folkeslag, maa der være sandsynlighed for, at dette navn har sin oprindelse fra en tid, da disse folkeslag boede nær ved hverandre eller endnu udgjorde et folk.

Min ven, bibliotheksamanuensis Andr. M. Hansen, har ydet mig en værdifuld hjælp i denne henseende og har blandt andet i en tildels vanskelig tilgjængelig litteratur søgt at finde frem skiernes navne paa de forskjellige nordasiatiske og nordeuropæiske folkestammers sprog. Disse undersøgelser har ved en ligefrem sammenstillen af navnene ført til meget interessante, om ikke afgjørende resultater, som jeg gjerne vilde have fremlagt i sin helhed her. Emnet er af en for speciel natur, til at dette kan ske; jeg skal derfor nøie mig med at anføre det vigtigste af disse undersøgelser.

Vi saa ovenfor, at det fremgaar af vor gamle mythologi og vore sagaer, at vi ligesom andre europæiske folk antagelig har lært kunsten at bruge ski af lapperne. Undersøger vi nu vore navne paa ski, kan vi imidlertid intet lappisk finde i dem; ski og aander (svensk: skida og andor), maa begge være af egte arisk oprindelse og maa være afledede af gamle ordstammer samtidig med, at skierne blev indførte.

Gaar vi til andre ariske sprog, finder vi paa russisk lysja, polsk lyzwa, lettisk lushes. Ogsaa disse maa være af arisk oprindelse, om de end ikke har noget at gjøre med de skandinaviske. Længere end til dette negative resultat, hvad skinavnenes sammenhæng angaar, kommer vi neppe i de ariske sprog.

Vi stilles da overfor den vanskelige opgave at forfølge skierne gjennem de finsk-ugriske og sibiriske sprogs ukjendte og usikre veie.

[95] Begynder vi med vore naboer lapperne, finder vi hos dem ordene savek (skindklædte ski) og golas (længere, nøgne ski).

Hos finnerne er der flere: hiiden og suksi om ski i almindelighed; lyly og kalhu om venstre ski, sivakka og potasma om høire.

Af disse er lyly det samme ord som det, der bruges for furutennar, potasma betyder det, man sparker med – de er altsaa afledede ord og af mindre betydning for vort nærværende emne. Kalhu er regelmæssig omdannet af lappisk golas, som igjen sandsynligvis er laant af russisk golysja, som ordret betyder bare (golo) ski (lysja). Efter dette laan at dømme kunde det synes, som om lapperne har lært af russerne at bruge ski uden skind; men dette tør dog være yderst tvilsomt. Savek og sivakka hører tydeligvis sammen og er sikkerlig udvidede former af suk(si), som synes at være det eneste oprindelige finske skinavn.

Dette stadfæstes i en merkelig grad, naar vi søger sydover til de øvrige grene af de baltiske finner mellem Ladoga og Lithauen, voter, vepser, ester og liver, hvor vi finder skinavnene suhsi, suksi, suks og soks.

At ordet har udviklet sig i forskjellig retning, peger bestemt paa, at det er oprindelig fællesarv fra den tid, da disse finner udgjorde et folk, men muligheden af senere indbyrdes laan er dog ikke ganske udelukket.

Gaar vi imidlertid videre østover, kommer vi gjennem omtrent 1000 km. russisk befolkning til Østersjø-finnernes nærmeste slegtninge Volga-bulgarerne. Naar vi her hos mordvinerne ved siden af formen tokh træffer det samme soks igjen, skulde vi synes fuldt berettigede til at sige, at soks (ɔ: ski) var kjendt, mens Volga-bulgarer og baltiske finner endnu ikke var skilte. Vi tør sikkert nok ogsaa [96] antage, at tokh er det samme ord som soks, da s og t som bekjendt har stor tilbøielighed til at gaa over i hinanden. Sandsynligt er det vel ogsaa, at stammen kok i koklaśke – navnet for ski hos tsjeremisserne, den anden gren af Volga-bulgarerne – er af den samme stamme som tokh. Muligheden herfor blir, som vi skal se, ogsaa senere bestyrket.

Dermed har vi allerede skaffet skierne en sandsynlig alder af mindst 1700 aar, idet nemlig de fælles laaneord fra den tid, disse stammer var sammen, maa være ældre end baade oldnorsk og gotisk^k23.

Ganske sikre mod muligheden af et laan i senere tid er vi dog endnu ikke. Den storrussiske befolkning, som skiller, bestaar for en væsentlig del af finner, som først i de sidste 600 aar er slaviserede, og Volga var meget tidlig en sterkt befærdet vei. Forfølger vi imidlertid finnernes stamtræ videre opigjennem, saa finder vi hos den næste sidegren, den permiske eller bjarmiske, blandt flere, som det synes, mer isolerede skinavne kjendte stammer i [97] navne som artakh hos permerne, hvor stammen takh tydeligvis er det samme som den mordvinske sideform tokh og kok hos syrjænerne i ordet kört-kok. Dette kok er det samme som det, vi fandt i koklaske hos tsjeremisserne.

Herved er vi atter komne et langt skridt videre op i den finske stammes urtid; men endnu betydelig længere kommer vi, naar vi langt inde i Sibirien hos ostjakerne, som tilhører den ugriske hovedgren, igjen møder tokh.

Efter dette skulde ski altsaa have været kjendt i Asien, før den altaiske folkestamme endnu havde delt sig i finner og ugrer – og det maa være skeet, længe før vor tidsregning begynder.

Længere tilbage kan undersøgelser af de finsk-ugriske sprog neppe føre os. Fortsætter vi imidlertid vor vandring østover Sibiriens snemarker, træffer vi paa mange fremmedklingende skinavne, indtil vi pludselig hos de to samojediske stammer karagasser og sojoter i det sydlige Sibirien finder formerne hok og kok. Fortsætter vi endnu længere mod øst, træffer vi hos tunguserne helt i det østlige Sibirien velkjendte ordstammer i suksylta eller soksolta hos golderne, suksildæ hos manikow-tunguserne og huksille hos kondogiri-tunguserne. I den første del af disse ord: suk eller sok, (som hos den sidste folkestamme er gaaet over til huk) føres vi jo, som allerede Castrén har antydet, direkte tilbage til suks, det ord, hvormed vi begyndte vor vandring hos Østersjø-finnerne. Her, om ikke før, faar vi ogsaa en direkte bekræftelse paa, at suk kan være det samme ord som kok, idet vi ser, at suk i suksildæ er gaaet over til huk i huksille; hos karagasserne fandt vi endvidere formen hok og hos sojoterne kok, og dermed er jo [98] overgangen given; thi at disse former er de samme, kan der vel neppe være tvil om^k24.

Men hvorledes kan det forklares, at saa vidt adskilte folkeslag som de finske stammer ved Østersjøen og de tungusiske stammer ved det stille hav, adskilte ved ¼ af jordens omkreds, har faaet det samme navn for ski?

Saa vanskeligt det ved første øiekast kan synes at besvare dette spørgsmaal, saa ligger dog forklaringen nær nok, hvis man ser hen til disse to hovedstammers sandsynlige vandringer; begge maa nemlig, saavidt vides, være komne fra egnene omkring Baikal og Altai-bjergene. Deraf, at der ved Jeniseis og Obs kilder findes en hel række stedsnavne, som kun kan forklares ved det finske ordforraad, har man sluttet sig til, at finnerne maa have boet her. Tunguserne paa sin side er af jakuter og mongoler drevne mod øst og nord fra deres oprindelige opholdssteder.

Herigjennem føres vi altsaa direkte tilbage til en fjern tid, da den finsk-ugriske stamme og den tungusiske var nære naboer i egnene omkring Altai-bjergene og Baikal. Her maa vi derfor sandsynligvis søge oprindelsen til suks, skien, eller her har i ethvert fald disse folk først lært brugen af den. Her bor ogsaa den dag idag karagasser og sojoter, hvis skinavne svarer dertil.

Hermed har vi undersøgt den største af de hovedgrupper, hvortil navnene paa ski kan føres tilbage. Gaar vi imidlertid videre og sammenstiller de øvrige sibiriske ord for ski, saa vil vi finde endnu to grupper, som begge fører os tilbage til det samme sted for sit udspring.

[99] Den ene af disse grupper er væsentlig repræsenteret hos samojederne ved Ob i ordene: tolds, tolð, tolde og toldö^k25, som vi gjenfinder i det goldiske sok-solta eller suk-sylta og gjennem dette videre i de tungusiske ord suk-sildæ og huk-sille, ja sandsynligvis endog i Jenisei-ostjakernes a-sil. Solta kan være forandret til tolda og dette atter til toldö, mens sylta er gaaet over til sildæ og videre til sille og sil.

For at forklare, hvorledes de saa vidt adskilte stammer ostjaksamojeder og tunguser har faaet det samme ord for ski, føres vi atter tilbage til egnene omkring Altai-bjergene og Baikal, idet alle samojeder antages tidligere at være komne ad den vei til sine nuværende opholdssteder.

Den tredje hovedgruppe af skinavne er ordene sana og hana hos burjæterne omkring Baikal-sjøen, sana hos de halvsamojediske koibaler ved de saniske bjerge og taña hos tassov-samojederne nær Obs munding^k26. For at finde en forklaring paa, hvorledes disse ligeledes vidt adskilte folk, som ogsaa tilhører to helt forskjellige folkestammer, har faaet det samme skinavn, føres vi for tredje gang tilbage til den samme egn, hvor jo burjæterne fremdeles bor.

Foruden de allerede omtalte navne for ski findes der endnu hos de sibiriske folk nogle faa, som det synes, mer isoleret staaende navne. Disse har det ikke været muligt, ialfald ikke med nogen sikkerhed, at føre tilbage til noget fælles udspring, og vi skal derfor heller ikke her gaa [100] nærmere ind paa dem; de vil alle kunne sees paa kortet. For største delen tilhører disse navne folk, som i sproglig henseende staar isolerede, og om hvis slegtskabsforhold og vandringer vi lidet eller intet ved med sikkerhed.

Naar vi nu imidlertid, som paavist ovenfor, finder, at de allerfleste navne paa ski kan henføres til tre hovedgrupper og kan føres tilbage til en af tre oprindelige stammer eller rodord, naar vi endvidere, ved at søge forklaringen paa disse hovedgruppers udbredelse, blir ført tilbage til en og samme egn, hvorfra de alle tre oprindelig maa stamme, da maa det synes, som vi med en høi grad af sandsynlighed for at træffe det rigtige maa kunne antage, at de folk, som nu bruger disse ord, har oprindelig lært dem tilligemed brugen af ski omtrent i en og den samme egn, og at de herfra har ført skien med sig i forskjellige modifikationer til sine nuværende bosteder.

Fra historieskrivningen kunde vi endvidere slutte os til, at de ariske folk, den største af de folkestammer, hvis ord for ski ikke tilhører nogen af de nævnte hovedgrupper, maa i en forholdsvis sen tid have lært kunsten at bruge ski af lapper og finner, som igjen er en hovedgren af de folk, der har de oprindelige ord. Desuden saa vi, at deres skinavne er nydannede ord af arisk oprindelse. Ifølge alt dette maa den slutning ligge nær, at skien har faaet sin nuværende udbredelse over jorden gjennem forskjellige folk, som har lært brugen af den i en fælles egn, og som derpaa ved sine vandringer i forskjellige retninger har bragt den med sig og spredt den udover. Denne fælles egn skulde da være egnen omkring Altai-bjergene og Baikal.

At en saadan grænseegn som denne skulde være skiernes fødeland, kan allerede af den grund synes sandsynligt, at da folkene fra syd kom trængende nordover, [101] var det rimeligvis der, hvor vintrene begynder at bli lange, og hvor sneen ligger dyb, at de fandt op midler til at færdes over snemarkerne for ikke at stanses paa sin vandring eller stænges inde om vinteren.

Hvad tid skien blev opfundet, kan vi ikke engang tilnærmelsesvis danne os nogen forestilling om fra sprogforholdene heller; kun saa meget kan vi sige, at det maa være meget længe siden.

Allerede i begyndelsen af vor tidsregning boede der ifølge Tacitus finner nær Østersjøen. Det er klart, at stammens vandring vestover har varet meget længe, mens gren efter gren blev udskilt, og den tid, da de finsk-ugriske folk endnu boede sammen langt inde i det midtre Sibirien, maa sikkert nok søges længe forud for historien.

Men endnu langt længere tilbage kommer vi, om vi skal søge den tid, da de forskjellige hovedstammer, den finsk-ugriske, den samojediske, den egte mongolske, den tungusiske (hvilke gjerne sammenfattes under fællesbetegnelsen den mongolske rase), var nabofolk eller endog udgjorde én stamme; her kommer vi tilbage gjennem tidsrum, som vi intet middel har til at maale endog tilnærmelsesvis. Men allerede da skulde altsaa ski være kjendt.

Vi nordmænd har hidtil været noget tilbøielige til at betragte vort eget land som hjem og vugge for vor kjæreste idræt, skiløbningen. En mer videnskabelig undersøgelse af emnet, som her er forsøgt for første gang i en større udstrækning, tvinger os imidlertid til antagelsen af det muligens mindre kjærkomne faktum, at vi maa høre til de yngste blandt de talrige stammer, som har optaget og driver denne idræt, og at vi ligger i den yderste udkant af det umaadelig udstrakte strøg, gjennem hvilket brugen af ski synes for en stor del endog almindeligere [102] end hos os. Men har vi end sent lært skiløbning, saa kan vi dog trøste os med, at vi har været lærenemme, og desto bedre er det, at vi har kunnet udvikle den til en høide som sandsynligvis intet andet sted.

Hvordan saa nu den første ski ud? Dette spørgsmaal har vistnok mange opstillet for sig selv, men har lagt det bort, mistvilende om, at det lod sig løse, og naar vi ser hen til skiens ærværdige alder, kunde det ogsaa synes haabløst at søge noget svar paa det. Man faar følge de faa spor, som kan skimtes.

Kulturhistorien viser os en hel række eksempler paa, at redskaber og lignende udvikler sig efter love, som fuldstændig svarer til dem, der behersker udviklingen i dyre- og vekstriget.

Det er nu en almindelig anerkjendt lov i biologien, at de fuldkomneste levende former har udviklet sig, hvor store sammenhængende strøg begunstiger kampen for tilværelsen, mens simplere, mere primitive former holder sig vedlige eller udvikler sig selvstændig i isolerede eller afsidesliggende egne. En lignende lov maa ogsaa antages at findes igjen i redskabernes udvikling; vi skal se, om den ikke ogsaa gaar gjennem skiens udviklingsforhold.

Det er trangen til at komme frem over dyb og løs sne, som har fremkaldt de forskjellige indretninger, som skal hindre, at man synker i. Der, hvor sneen ligger dybest og længst, blir trangen sterkest, og hjælpemidler vil søges ivrigst.

Det største sammenhængende strøg, hvor en lang snevinter hersker, er i den nordlige del af den gamle verden; her er det da ogsaa, vi finder udviklet den fuldkomneste form af redskaber til at komme frem over snemarker med, og dette er skien. Ser vi nøiere til, ligger den egn, hvortil [103] vi af andre grunde har henlagt skiens oprindelse, fuldstændig centralt i dette strøg, som temmelig nøiagtig afgrænses af aars-isotermen +6° C. Som vi tidligere saa, er det heller ikke urimeligt, at det var her, folkene under sin udbredelse over jorden først stødte paa naturforhold, som nødvendiggjorde midler til at færdes over snemarkerne.

Det tilsvarende strøg i Nordamerika har ikke frembragt ski. Dette sekundære udviklingscentrum har derimod skabt eller muligens rettere udviklet af ufuldstændigere urformer, stammende fra den gamle verden, en selvstændig type, den indianske eller kanadiske snesko, som med sine elegante, harmoniske former af mange, skjønt feilagtig, fuldstændig ligestilles med eller endog sættes over skien.

At lede efter former, som ligner mest paa skiens eller sneskoens urtyper, i de strøg, hvor disse er udviklede, vil sandsynligvis kun have liden udsigt til at lykkes. I lighed med naturforskeren bør man sikkert nok saa meget hellere søge til de mest isolerede felter for at finde den slags former. Vi maa da gaa til fjeldkjæder, som ligger udenfor skistrøget, men som rækker op i skiens temperaturgrænse. Vi finder her forskjellige slags truger.

I den gamle verden kjendes saadanne fra Tibet, fra Armenien, Kaukasus og flere steder i Europa, og inden skistrøget findes denne primitive form ved siden af skien bl. a. i Skandinavien og hos tsjuksjerne og ainoerne (se side 93).

Allerede i den klassiske litteratur omtales primitive former af truger. 400 f. Kr. lærte Xenofon (som nævnt i anm. s. 41) af de indfødte i de armeniske fjelde «at binde sække Illustrasjon

paa hestenes ben, thi ellers sank de i til bugen». Sneen var favnedyb. (Anabasis IV, 5) – Strabo fortæller omkr. 20 f. Kr. (XI, 5), at «fjeldbyggere paa [104] Kaukasus's sydskraaning binder paa sig plader Illustrasjon

ligesom tamburiner af ugarvet okselæder, forsynede med pigger». Saaledes skal de gjøre endnu den dag idag. I Armenien bruger de ogsaa (ifølge samme forf.) «runde skiver Illustrasjon

af træ med pigger paa». Ifølge Suidas skal Arrianos (omkr. 140 efter Kr.) i et nu tabt verk have fortalt, at «under en marsch i fjeldene (Armenien?), hvor sneen laa 17 fod dyb, befalede Brutios indbyggerne paa stedet, som var vante til samfærsel om vinteren, at gaa i spidsen. De bandt da runde indretninger af vidjer Illustrasjon

under fødderne».

I disse skildringer af antike truger har vi allerede antydninger, som kan lede os paa vei til udredninger af skiens udviklingshistorie.

Det gjælder om at bæres oppe paa sneen ved at gjøre saalen, hvorpaa man træder, større. At binde sække paa benene blev vel, om dette sted hos Xenofon er rigtigt, i ethvert fald kun benyttet for dyr; tunguserne og andre polarfolk bruger det paa sine slædehunde for at beskytte mod skare og haard sne. Nærmest synes det at ligge, at man binder træskiver under fødderne. For at lette gangen blir disse gjort aflange.

Fra denne aflange form kan udviklingen gaa i to retninger. Enten gaar man fra helt træ over til det lettere fletverk af vidjer, saaledes som Arrianos skildrer det, og dermed har vi straks de norske truger og sandsynligvis det udgangspunkt, hvorfra trugerne i sin almindelighed har udviklet sig, sandsynligvis ogsaa de indianske, hvis da ikke lignende indretninger er opfundne adskilt paa forskjellige dele af jorden. – Eller – og det laa nær i en tid, da huder brugtes til langt flere ting end nu – man beslog pladerne med skind for at gjøre dem sterkere. Dette [105] kunde da undertiden være ugarvet okselæder med pigger, som af Strabo omtalt fra Kaukasus; thi i bratte fjeldsider gjaldt det nemlig om ikke at glide. Udover mindre bratte fjeldskraaninger og paa sletten har det imidlertid snart vist sig at være fordelagtigere at faa trugerne til at glide; at beklæde dem under med skind, hvor haarene sad paa og dannede glidefladen, idet de vendte bagover, maatte derfor ligge meget nær. Man ser oftere beskrevet, at naturfolk bruger skind til at age paa udover. Strabo omtaler dette fra Kaukasus. Indianerne bruger tildels at lægge skind under sine truger, naar de skal udfor bakke. Eskimoernes navn paa ski betyder egentlig «skind at glide paa» (ifølge Kleinschmidt). Deres ski er næsten altid skindklædte.

Men fra det øieblik bevægelsen gaar over til at blive glidende, har trugen udviklet sig til ski.

For at vinde støtte for denne antagelse af skiens udviklingsmaade maa vi undersøge, om der muligens endnu skulde findes skiformer, som ved sin store bredde og forholdsvis ringe længde minder om trugeformen.

Gaar vi østover i Sibirien, bliver, ifølge meddelelser, jeg har faaet fra kapt. A. Jacobsen, skiformerne stadig kortere og bredere. Længst øst, hos golderne og giljakerne, er de kun 1.40–1.60 m. (4½–5 fod) lange og 16 cm. (omtr. 6 tommer) brede^k27. Forholdet mellem længde og bredde er saaledes omkring 9:1; spranget til lange skindklædte truger er sandelig ikke stort, ialfald ikke større end til f. eks. trondhjemske eller østerdalske ski med forhold op til over 30:1.

[106]

Et slaaende indtryk af, hvor lidet spranget kan være mellem truger og ski, faar man ved at se paa de tegninger, som Nordenskiöld i sin beskrivelse af Vega-reisen (b. II, side 106) gir af en truge og en ski fra tsjuksjerne. Overgangen i form fra den ene til den anden er ikke stor; gjør trugen af helt træ betrukket med skind, og man har skien.

Gaar man over til den amerikanske side af Beringsstrædet, finder man ogsaa hos Alaska-indianerne lange, smale truger, noget lig tsjuksjernes, og som i paafaldende grad minder om korte og brede ski, saaledes som man finder dem hos mange østsibiriske folk. Ski finder man som nævnt derimod ikke hos de amerikanske folk, forsaavidt de da ikke senere er indførte.

Hvorledes denne indianertrugens afsmalning og forlængelse henimod skiformen i det vestlige Amerika skal forklares, og om det kan tilskrives nogen indirekte forbindelse med eller paavirkning fra denne, tør jeg for øieblikket ikke have nogen formening om.

I det vestlige Sibirien er skierne hyppig mere lig almindelige europæiske ski i form. Paa «Museum für Völkerkunde» i Berlin har man et par samojedski (betrukne med sælskind), som ifølge en af kapt. A. Jacobsen foretagen maaling er 2.20 m. lange og 15 cm. brede^k28.

Den ældste paalidelige tegning^k29, som findes af norske ski, er en, som i 1644 er givet af Stephanus i hans udgave af Saxo. Denne tegning, hvoraf jeg her har meddelt en kopi, er yderst interessant, fordi den i sterk grad [107] minder om de afbildninger, som findes af tungusiske og andre østsibiriske ski. Den fremstiller muligens en nu forsvunden skiform, som har staaet den oprindelige betydelig nærmere end de nuværende. Undertiden kan man dog endnu, især i mer afsidesliggende bygder i Norge, træffe paa eiendommelige og, som det synes, antikverede former.

De skindklædte ski synes saaledes at have været den oprindeligste form; den er ogsaa udbredt over hele Sibirien og synes at være den, som er mest i brug der. I de ældste norske sagaer og skaldedigte bruges, som vi tildels har seet, ogsaa fra først af kun ordet aander,^k30 som nu bruges om lappernes og nordlændingernes korte, skindklædte ski.

Efter det russiske laaneord golas at dømme, kunde det, som det allerede er gjort opmerksom paa, se ud, som om lapperne først havde lært at bruge «bare ski» af russerne. Dette synes dog mindre sandsynligt, naar vi ser, at saadanne ogsaa hyppig bruges endog saa langt øst i Sibirien som hos tunguserne (meddelt mig af Jacobsen). Rigtignok er de her af omtrentlig samme form som de skindklædte ski og er vel hyppig kun fremkaldte ved mangel paa skind.

[108]

Det ser i det hele ud, som de har faaet sin vigtigste udvikling i Europa, hvor man vel ogsaa havde mindre adgang til at faa skind, men et desto rigere udvalg af træ til at lage gode «bare ski» af^k31.

Derved at man ophørte med skindet, som er tungt, kunde man gjøre skien længere og derved give den en større bæreflade, saa den sank mindre i og gled desto lettere over sneen. I Skandinavien og isærdeleshed i Norge har denne skiform naaet sin høieste udvikling, og sætter man det at glide over sneen og komme frem som den vigtigste egenskab, da maa vistnok denne form ansees for den fuldkomneste.

For at give et kort overblik over skiens udviklingshistorie, saaledes som vi paa grundlag af det ovenfor fremstillede opfatter den, kan følgende stamtræ opstilles:

Jeg har troet at burde give skierne og deres historie en saa udførlig behandling, som her er gjort, ikke blot fordi det er første gang, de i større udstrækning er benyttede videnskabens tjeneste, eller fordi hele Grønlands-ekspeditionen var planlagt paa og blev gjennemført ved dem.

[109]

Men jeg har gjort det ogsaa, fordi dette kraftige hjælpemiddel i menneskets kamp for tilværelsen hidtil aldeles ikke har faaet den plads i den kulturhistoriske forskning, som det fortjener. Det er et redskab, som har lagt store, ellers knapt beboelige strøg af jorden ind under mennesket, og som har gjort vinteren i disse strøg netop til samfærdselens tid, da sneen lægger bro grænd og grænd og bygd og bygd imellem, istedenfor at den skulde stænge alle stier.

For øieblikket har vi i Norge en stor mangfoldighed af skiformer; nogle er lange og smale, andre korte og brede, nogle har en stor hul rand under, andre har en mindre, atter andre har to eller flere mindre, mens en del former ikke har nogen og er ganske slette paa undersiden. Randens hensigt er at gjøre skierne støere, saa de, især paa haardt føre, gaar bent frem uden at vingle til siderne. Saavidt mig bekjendt, er det kun paa nogle faa steder i Nordland, at man endnu bruger aandrer. Disse forbinder med sine mange ulemper dog den fordel, at de paa et vist slags føre glider glattere end almindelige ski, idet haarene paa skindet forhindrer, at sneen hænger ved (kladder), saaledes som den gjør paa træet, naar den er ny eller kram (ɔ: vaad). Endvidere har de den fordel, at de ikke glider saa let tilbage, idet haarene tager imod. Dette vil dog for en øvet skiløber sige lidet.

Det vilde føre os altfor langt her at indlade os paa nogen beskrivelse af de mange forskjellige skiformer i vort land. Det er imidlertid beklageligt, at dette endnu ikke er gjort, ligesom at der endnu ikke findes en samling af vore skityper, dette saa meget mere som mange af vore merkeligste former efterhaanden fortrænges af nye og forsvinder. Skiernes længde varierer gjerne fra 2.2 m. og endog op til 3.1 m. (7–10 fod). Et almindeligt maal er, at [110] manden, som skal bruge dem, skal til nød kunne række spidsen med oprakt haand, naar de staar lodret.

At sige, hvilken skiform er den bedste, er ikke let; thi den bør rette sig efter det føre og det lænde, hvori den skal bruges. Til at komme hurtig frem over flader og aabne fjeldtrakter, hvor der ikke er mange svinger at gjøre, staar man sig bedst paa at bruge lange og smale ski, mens det vil sige sig selv, at man f. eks. i ulændt skogmark bør bruge korte og brede, som er lette at svinge. I tung, løs sne kan man endvidere bruge lange og brede af løs, let ved o.s.v.

Til skiemne bruges paa de forskjellige steder yderst forskjellig ved. Foruden furu, som er den almindeligste, bruges gran (og grantennar, som dog er en sjeldenhed), birk (almindelig nordenfjelds), ask, alm, eg, rogn, asp, silje og en sjelden gang løn. At sige, hvilken træsort er den bedste, er heller ikke let, da de forskjellige træsorter gjerne har sine særegne fordele. Enkelte er meget glatte; især er almen bekjendt i saa henseende, og det har endog været anseet for farligt at bruge almeski, da man let kan rende sig fordærvet paa dem. I folketroen heder det, at fanden selv sidder bagpaa almeskierne.

Ikke al slags sne er lige god for skiløbning. Vaad sne er saaledes meget uheldig, især for ski, som ikke er betrukne med skind. Den hænger sig ved og kan ofte paa undersiden klumpe sig sammen til et fast lag, som kan bli mange tommer tykt, ja henimod en fod, og som gjør det uhyggelig tungt at komme frem, hvilket mangen skiløber har faat føle slemt nok, naar han milevidt fra folk paa fjeldet eller især paa den løse sne i skogen er bleven overrasket af lindeveiret. Naar sneen hænger saaledes ved, siger man, at det «kladder».

[111] Man bruger mange midler mod dette. Ikke ualmindeligt er det at sætte skierne ind med linolje eller med tjære, tildels blandet med talg; dette hjælper noget. Man bruger ogsaa at gnide dem paa undersiden med talg, voks, stearin eller lignende. Stearin er efter min erfaring bedst, men ligesom de andre stoffe slides den hurtig af og maa fornyes. Bedst sidder den, naar man kan gnide den ind ved en ild, hvorover skiernes underflader varmes under indgnidningen. Et andet hyppig anvendt middel er at gnide skierne med en pose salt, som er vædet lidt, eller med en salt spegesild. Herved kan man faa dem til at slippe sneen for en kort stund, hvorefter behandlingen gjentages.

Ikke alle træsorter har lige let for at kladde. De federe er gjerne bedre i saa henseende; saaledes er furutennar gjerne anseet som fortrinlig. Bedst paa kladdeføre er dog aandrer, som ovenfor omtalt. De har imidlertid en ulempe derved, at skindet i lindeveir trækker i sig væden og snart gjør dem tungere.

Paa nyfalden sne glider det heller ikke let; den har gjerne, selv naar den falder i kulde, en tilbøielighed til at hænge ved. Det samme er ogsaa tilfældet med foksne. Denne blir gjerne, efter at være udsat for vinden en stund, fin som støv, pakkes da tæt sammen og blir traa som klæde at gaa paa. Især blir dette let tilfældet, naar sneen er faldt under sterk kulde og ikke siden har været udsat for lindeveir; thi den er da allerede fra før af meget fin. Saadan foksne af den traaeste slags var det, vi omtrent den hele tid havde over Grønlands indlandsis.

Det er klart, at forat det skal kunne glide rigtig let, bør sneen foruden at være glat ogsaa være nogenlunde fast, saa skierne ikke synker for dybt.

God sne er derfor den, som er faldt i lindeveir, har [112] faaet synke sammen og saa er bleven udsat for kulde. Endnu bedre er det, naar den har været udsat for lindeveir og derpaa for kulde, saa der har dannet sig fast skare paa den. Kommer der saa et ganske tyndt lag, et par centimeter eller saa, løs god sne eller helst rim ovenpaa denne, da blir føret første rangs, skierne glider ganske forbausende let, og udfor den mindste helding gaar det af sig selv. Glat og haard skare uden sne paa er god forsaavidt, at det glider let paa den. Den har imidlertid den ulempe, naar den er for haard, at skierne har vanskeligt for at faa fæste og er, saafremt de ikke er særegne skareski, tilbøielige til at slingre. I ugreit lænde er det derfor vanskeligt at styre paa den slags føre, saa meget mere som man gjerne faar en voldsom fart.

Ikke al skiløbning er ganske ufarlig, og den, som f. eks. paa glat skareføre sætter udfor bratte lier i ukjendt og brudt lænde, bør helst være fuldt herre over sine ski; thi ellers kunde det komme til at passe paa ham, som skrevet staar om skiløberen i en gammel beskrivelse:^k32 «Dersom han falder i det samme, kunde han meget let bryde Arm eller Been i tu». Det er imidlertid merkeligt, hvor forholdsvis faa uheld der i det hele indtræffer paa ski, og det er forsaavidt rigtigt, naar det i samme beskrivelse heder videre: «Til Lykke for Karlen i et saadant Tilfælde, møder ham gjerne et mindre Uheld: hans Skie brækkes over, hvilket skeer ligesaa hastig som en Pibestilk brydes i tu. Jeg har ofte været et øiensynligt Vidne til saadanne Hændelser.»

[113] Fuldt saa ofte, som det heraf kunde synes, brækkes dog ikke skierne. For en dygtig skiløber, som har gode [115] ski, bør det høre til undtagelserne, at han render slig til, at saadant hænder. En brukken ski langt fra folk og paa dyb sne kan forøvrigt være lei nok, skjønt man ikke er raadløs; en af stumperne tildannes som bedst muligt, surres paa foden, og man klarer sig frem paa den. Det at en dristig skiløber altid vaager lidt under udøvelsen af sin idræt, gjør imidlertid ikke denne mindre tiltrækkende, det forhøier spændingen, og det hjælper godt til at hærde viljen og danne mænd.

I de allersidste aar har skiløbningen faaet et paafaldende opsving i Norge; der er i saa henseende kommet helt nyt liv i det norske folk. Dette skyldes for en ikke uvæsentlig del de offentlige skistevner og ikke mindst dem ved Kristiania, hvor telemarkingerne mødte frem og forbausede bygutterne med sin overlegne færdighed, og hvor disse aflurede dem knebet og snart lærte at overgaa dem.

Den, som skridt for skridt har fulgt med i denne mægtige bevægelse, den, som erindrer, hvor øde og tomt det var i skibakkerne rundt byen for en 12 aar siden, og som ser, hvorledes det nu om vinteren over al mark myldrer af skiløbere, unge og gamle, mandlige og kvindelige, kan ikke andet end fryde sig over al denne sunde friskhed.

For nogen tid tilbage var staven omtrent lige saa uundværlig for skiløberen som skierne, paa den red han udfor bakkerne, naar farten blev vel stor, til den tog han sin tilflugt ved enhver vanskelighed, det var hans eneste trøstermand i al nød, men derved fik han ogsaa en tvungen, bagover liggende stilling, uden herredømme over skierne og uden tiltro til sine egne ben.

Men saa udviklede sig især oppe i Telemarken en hel ny retning. Telemarksgutten viste os, at lærer man [116] rigtig tilgagns at faa herredømme over skierne uden at bruge staven ved alle leiligheder, da kan langt større vanskeligheder klares, ikke at tale om, at holdningen blir sikker og fri, idet man faar kroppen samlet og stoler paa sine egne bens styrke og ikke paa stavens.

Det er ikke mange aar, siden den fremstod, denne nye maade, men en hel omvæltning har den fremkaldt i vor skiverden. Med den fulgte ogsaa en forbausende udvikling af den kunst at «staa i hop».ⁿ⁴ Dette, som altid har været anseet som en hovedting ved den sportsmæssige skiløbning, er ikke af synderlig praktisk betydning; thi ingen gir sig til at lægge ud for stup og gjøre lange luftreiser, naar han er ude paa langfærd og bruger skierne for alvor. Da søger man helst at undgaa den slags vanskeligheder. Det maa helt og holdent ansees som en leg, men det er en nyttig leg; thi intet gir til den grad balance i kroppen, herredømme over skierne, mod og sikkerhed som hopningen.

For at staa i hop opsøger man bakker med stup (enten dannede af naturen eller og opkastede af sne), udover hvilke man med susende fart kan gjøre længere eller kortere luftreiser. Disse øges gjerne efter evne ved at hoppe til paa kanten af stupet. Paa denne vis kan man svæve gjennem luften 20–25 m., ja der skal endog være dem, som har hoppet meget længere. Det fortælles om en bekjendt skiløber fra Telemarken, Søndre Auersen Nordheim, at han hoppede 30 m. udfor en bjergknaus og stod, da han kom ned. Det lodrette fald blir under slige luftsprang ikke ubetydeligt, – 8–12 m. forekommer ofte, det vil altsaa sige som et fald fra 3dje etage af en almindelig bygning. Under seiladsen gjennem luften holder nogle sig strake som lys, mens andre trækker benene opunder sig. Naar man kommer ned, skyder man [119] gjerne det høire ben frem foran det venstre og synker for et øieblik lidt ned i det venstre knæ, idet det med susende fart bærer videre. Det er netop det, at man beholder saa meget af farten, som ved siden af sneens blødhed gjør slige hop mulige. At mange falder efter luftreisen, er ikke at undres paa, og naar man ser dem trille rundt udover bakkerne – arme, ben og ski hvirvlende om hverandre – i en sky af sne, da skulde den, som ikke har prøvet det, vistnok finde det naturligst, at idetmindste ben eller arme maatte brækkes. Den slags ulykker hænder dog heldigvis yderst sjelden.

At se en dygtig skiløber gjøre sine luftsprang, det er et af de stolteste syn, denne jords overflade har at byde paa. Se ham komme fri og kjæk skjærende udfor bakken, se ham nogle skridt fra hoppet begynde at huge sig sammen og saa paa hopkanten springe til og – hui! – som en maage svæve gjennem luften langt udover, indtil han en 20–25 m. nedenfor daler ned og gjennem en snesky suser videre. Det sitrer en formelig gjennem kroppen af glæde og begeistring ved et sligt syn. Og sligt kan man se, hver dag det er godt skiføre om vinteren heroppe, men fremfor alt da ved de store skistevner. Allerede Olaus Magni omtaler, at man i det 16de aarhundrede «gaar paa ski for sportens skyld, kappendes om at være den første ligesom løberne i de almindelige væddeløbsbaner for præmiens skyld». Dette er i den senere tid optaget igjen søndenfjelds regelmæssig siden 1862. Landets gjæveste skiløbere møder frem for at kappes om de første priser. Den ene kommer seilende gjennem luften bedre end den anden, mens tilskuerne venter i aandeløs spænding, indtil de er komne ned. Staar de, blir de hilsede med endeløs jubel, mens den stakkar, som falder, ubarmhjertig [120] begraves under en regn af skoggerlatter. Den, der har seet et skiløb i Huseby-bakken ved Kristiania, glemmer aldrig det syn.

Men for at være fuldt herre over sine ski gjælder det at kunne mere end hoppe paa dem. Man maa kunne svinge dem til begge sider, i hvad øieblik det er nødvendigt, og man maa kunne kaste dem helt tvers og stanse for enhver uforudseet hindring. Kan man ikke det, da risikerer man jo at rende paa trær og stubber og udfor ukjendte stup. Ogsaa dette øves derfor ved de aarlige skistevner, og ogsaa deri er telemarkingerne ligesom den nyere tids skiløbere mestre. At se dem komme i fuld fart og saa pludselig ved en rask vending kaste skierne tvers og stanse, det er muligens et ligesaa stolt syn som at se dem svæve gjennem luften.

Skierne er fremfor alt et middel til at komme frem paa, og derfor er og blir ogsaa den hastighed, hvormed skiløberne kan tage sig frem gjennem ubanet mark, den vigtigste side af skiløbningen.

Uagtet hoppet er det, som tilskuerne sætter mest pris paa, saa er det med fuld grund, at længdeløbet er tillagt størst betydning ved vore aarlige skistevner. Mange tror, at det kun er nødvendigt at være udholdende og sterk for hurtig at kunne tilbagelægge lange strækninger paa ski, men dette er ingenlunde tilfældet. Det gjælder i ligesaa høi grad om at være vant til at bruge dem, helst skal man være opøvet dertil fra barnsben af, saa at man glider frem med den mindst mulige anstrengelse. Ved lang øvelse, især i barnealderen, blir ogsaa de muskler og den del af nervesystemet, som specielt kommer i anvendelse ved føringen af skierne, sterkere udviklet. Hvad det gjør at være vant til dem, vil fremgaa tydelig nok, hvis man [123] kan se en øvet og en uøvet skiløber gaa ved siden af hinanden, – den øvede glider afsted, som om intet var iveien, mens den uøvede arbeider og maser med hele kroppen og bortkaster en hel del muskelkraft for at faa den nødvendige bevægelse istand. Man vil af den grund yderst sjelden se, at folk, som først i en senere alder begynder at bruge skierne, blir sikre og udholdende skiløbere. Med faa ting gjælder det til den grad som med denne, at den maa tidlig krøges, som god krog skal bli; hele kropsystemet maa helst vokse op dertil. Man maa ikke deraf slutte, at denne idræt gir en ensidig udvikling, tvertimod er der vel neppe nogen, som udvikler mere sundt og harmonisk. Det er ikke blot benene, som anvendes, men ogsaa overkroppen og armene. De sidste faar en sund bevægelse ved brugen af staven under marschen, især hvis man har en i hver haand, saaledes som lapperne har for skik paa enkelte kanter, og som i den senere tid er begyndt at bli anvendt under hurtigløb i Norge. Paa vandringen over Grønland brugte ogsaa vi to staver.

At sætte en norm for den hastighed, en dygtig og udholdende skiløber skal kunne opdrive, er ikke muligt, da den i væsentlig grad blir afhængig af lænde og føre. For en god skiløber kan man dog paa godt føre og i nogenlunde let lænde regne, at han bør tilbagelægge omkring 100 km. (8–10 gamle norske mil) paa dagen.

Det længste skiløb, som endnu har været afholdt i Norge, blev i februar 1888 afholdt ved Kristiania. Banen var 50 kilometer lang og gik for en væsentlig del gjennem temmelig bakket og ujevn skogsmark, – paa veien var mange hindringer af forskjellig slags opstillede for at prøve skiløbernes dygtighed. Banen blev af den raskeste tilbagelagt paa 4 timer 26 minuter.

[124] Det længste længdeløb paa ski, som overhovedet kjendes, er det, som paa friherrerne Dicksons og Nordenskiölds foranstaltning blev holdt i Jokkmokk i det nordlige Sverige den 3dje og 4de april 1884. Her toges første pris af lappen Lars Tuorda – 37 aar gammel, – som havde fulgt Nordenskiöld paa hans færd over Grønlands indlandsis. Han tilbagelagde efter prisdommernes opgivende 220 kilometer paa 21 timer og 22 minuter, – næste mand, ogsaa en lap (40 aar gammel), kom 5 sekunder senere, og af 6 mand, hvoraf 5 lapper og 1 nybygger, kom den sidste ind 46 minuter efter den første. Banen var omtrent plan og gik for største delen over isbelagte indsjøer, – den maa saaledes have været meget let, ligesom føret maa have været særdeles godt.

Paa tidligere arktiske ekspeditioner er merkelig nok skierne komne til yderst liden eller aldeles ingen anvendelse. Paa Grønlands indlandsis har kun nogle faa ekspeditioner brugt dem.

Allerede aar 1728 blev merkelig nok den tanke fremsat i Danmark, at skulde det indre af Grønland undersøges, da maatte det nærmest ske, ved at «nogle unge, friske, norske folk, som var vante til at løbe tilfjelds paa skytteri om vinteren med skier, kunde rekognoscere en god del af landet paa alle sider». Denne tanke blev imidlertid aldrig bragt til udførelse af danskerne.

I «Nachrichten von Island, Grønland und Strasse Davis» af Johann Anderson (Hamburg 1746) fortælles det bl. a., at en skipper har paa alle maader forsøgt at trænge ind paa Grønlands indlandsis «endog med de lange fodbredter, som det er bekjendt at lapperne og andre betjene sig af til deres vintertog; men har ikke kunnet komme meget langt ind i landet, og efterat han havde mistet en af sine folk, [125] som vovede sig noget længere forud og sank ned for deres øine, saa at de vel kunde høre hans skrig og klager, men ikke komme ham til hjælp, har han maattet vende tilbage uden dette menneske og uden haab om nogensinde at komme længere frem».

1878 medbragte den danske ekspedition under kaptein Jensen ski, men brugte dem ikke. Jensen oplyser, at de derimod kom dem «til megen nytte som brændsel».

Endvidere blev ski anvendt af de 2 lapper, som fulgte med Nordenskiöld i 1883, samt af Peary og Maigaard i 1886.

Til slutning skal jeg omtale de ski, som vi brugte paa vor ekspedition. De tilhørte egentlig ikke nogen bestemt norsk form, men var lagede slig, som jeg antog de maatte passe bedst for snemarker med det føre, som ventelig var at finde i Grønlands indre. Vi havde ialt 9 par med os; 2 var af eg, mens de øvrige 7 par var af birk. Egeskierne havde en længde af 2.30 m. Foran ved bøien var bredden 9.2 cm., mens den fra midten og bagover var 8 cm. Paa oversiden af skierne løb en ryg efter længden saavel foran som bag fodpladen, – derved gaves dem den fornødne stivhed, uden at de blev for tykke og tunge.

[126] Langs sidernes øvre kanter var de et stykke foran og bag taabaandet noget indskaarne (se tversnittet), saaledes at dette ikke kom til at staa for meget ud og stanse farten. Paa undersiden havde de tre smale render efter længden. Omtrent den samme form og de samme dimensioner havde ogsaa de 7 par birkeski. Ved unøiagtighed af den, der gjorde dem, blev de imidlertid noget smalere i bøien, idet de her havde den samme bredde som længere bag. Herved bærer skiernes forender ikke saa godt ovenpaa sneen, virker mere som en sneplog og gjør gangen tungere. Desværre fik vi skierne saa sent før afreisen, at der ikke blev tid til at faa nye.

Disse birkeski var paa undersiden belagte med ganske tynde staalplader. Under foden havde disse en aabning (88 cm. lang og 5.3 cm. bred), hvori der var indfældt et stykke skind af elgelæg. Disse staalplader var paasatte, fordi jeg ventede at finde meget vaad og kornet sne, hvorpaa almindelige træski aldeles ikke glider. Hensigten med skindet var at forhindre skierne fra at glide tilbage trods de glatte staalskinner. Vi traf imidlertid ingen saadan sne, og det hele kunde saaledes have været sparet.

[127] De to par egeski viste sig at være meget hensigtsmæssige, og for fremtidige ekspeditioner tror jeg blot saadanne er at anbefale.

Vore paabindinger var yderst simple og bestod kun af et taabaand af tykt, stivt læder og en forholdsvis bred hælrem, som var fæstet til taabaandet paa begge sider helt nede ved skien. At have stiv paabinding, f. eks. af vidje eller spanskrør, saaledes som vi almindelig bruger det i Norge til at staa i bakker og hop med, egner sig efter min mening aldeles ikke til vandringer over store vidder. Det er ikke nødvendigt at have dem for at faa tilstrækkeligt herredømme over skierne, og de trætter og generer foden langt mere end en blødere og smidigere paabinding af læder. Min erfaring er, at jo mindre man føler paabindingen, desto længere holder man ud paa vidden.

IV. Fra Norge over Skotland og Færøerne til Island

[128] For at komme til Grønlands østkyst var det, som ovenfor (side 8) meddelt, min hensigt at faa en norsk sælfanger til at hente os paa Island, hvortil danske dampskibe holder fast rute. Efter underhandling med flere kom jeg tilsidst overens med rederiet for sælfangeren «Jason» fra Sandefjord om, at denne skulde hente os paa Island og forsøge paa at sætte os iland paa Grønlands østkyst mod min garanti for, at den ikke derved skulde lide noget pekuniært tab f. eks. ved forsømmelse af fangst eller lignende. «Jasons» kaptein var Maurits Jacobsen, en rolig og erfaren norsk ishavsfarer. Min aftale med ham blev den, at han i begyndelsen af juni paa sin vei til Danmarks-strædet fra fangstfelterne omkring Jan Mayen skulde komme ind og hente os enten i Isafjord eller, om der her var ishindringer, i Dyrafjord paa Island.

Den 2den mai drog jeg fra Kristiania for at gaa over Kjøbenhavn og London til Leith, hvor jeg skulde støde sammen med de øvrige deltagere. Disse afreiste den følgende dag med dampskib over Kristianssand til Skotland, medtagende hele ekspeditionens udstyr. Mange fornuftige [129] folk rystede betænkelig paa hovedet og trykkede os vemodig i haanden, da vi reiste; man mente, om man ikke sagde det, «det er sidste gang vi sees».

Afreisen skildrer Balto paa følgende vis: «Da vi droge ud af byen til dampbryggen, saa var ogsaa da mange kvinder og herrer ledsagende os til dampen for at kunne komme til at ønske os lykke og raabe nogle hurraer atpaa. Denne lykønskning fik vi af enhver af de smaa byfolk, som bo imellem Kristiania og Kristianssand, thi de tænkte, at vi aldrig nogensinde vilde orke at komme tilbage; kanske det vilde gaa os som hr. Sinclar, som var reist for at røve i Norge.»

I Kjøbenhavn opsøgte jeg kaptein Holm, lederen af den danske konebaadsekspedition til Grønlands østkyst, og han gav mig adskillige værdifulde oplysninger om isforholdene paa det af ham bereiste stykke af østkysten. Ligeledes traf jeg her handelsassistent Maigaard, som sammen med amerikaneren Peary havde foretaget en vandring ind over indlandsisen (1886). Han var en af de yderst faa, som saa med lyse øine paa ekspeditionens fremtid, og som ikke tvilede paa muligheden af at gjennemfare Grønlands indre.

I Leith stødte jeg, som sagt, sammen med ekspeditionens øvrige deltagere, som var bleven vist megen godhed af derboende landsmænd. Balto omtaler i sin beretning bl. a. den norske konsul som «en ny fader, de havde fundet i Leith, og som havde trakteret saa meget paa dem»; det lader til, han har fundet fædre mange steder. Efter at have nydt mange beviser paa skotsk gjestfrihed gik vi i Granton (lige nord for Leith) kvelden den 9de mai ombord i det danske dampskib Thyra.

Dette tilhører «Det forenede dampskibsselskab» i [130] Kjøbenhavn og er det ene af de to skibe, som nu gaar i fast rute mellem Danmark og Island.

Det var ved midnat, at vi sagde farvel til de sidste venner, som havde fulgt os paa den ensomme brygge og styrede ud i mørket for at sætte kurs nordefter.

Langt ude i vesterhavet, ombrust af sjø og brænding, ligger nogle smaa øer, det er Færøerne. For mere end tusend aar siden fandt vore forfedre dem og bebyggede dem, og gjennem lange tider sidenefter hørte øerne til Norge, og norske skuder kom aarlig did. Den tid er for længe siden forbi, og sjelden kommer nu nordmænd til øerne. Afstængte, som de er, fører de et liv for sig selv langt derude i havet, folkene paa dem danner en liden afsondret og forglemt levning efter en længst svunden tid; men kommer vi til dem, vil vi endnu føle, det er skud af vor egen stamme; meget har de endnu af den gamle norske folkekarakter, og endnu taler de det gamle norske sprog, som vi selv har glemt.

Indesluttede i sig selv, rugende over sine minder fra nordens stormagtstid, har de et sælsomt præg disse folk, ligesom øerne, hvorpaa de bor.

Disse er dannede ved vulkansk virksomhed og bestaar for en væsentlig del af basalt, som i smeltet tilstand til forskjellige tider er gydt ud af jorden i vældige strømme, ligesom lava ud af vulkanerne den dag idag. Disse strømme har flydt jevnt udover til alle sider, er stivnede, den ene ovenpaa den anden, og danner nu den utallighed af næsten vandrette lag, som vi kan se overalt i fjeldsiderne; de gir disse en eiendommelig stribning og danner hyppig afsatser ligesom mægtige trappetrin opefter mod toppen, der gjerne er vandret afskaaret og flad ovenpaa.

[131] Oprindelig har vel Færøerne dannet et stort sammenhængende land ligesom Island nu; men basalten er en løs stenart, som let forvitrer. Gjennem tidernes løb har regn, frost, is under istiden og mest af alt havet bidraget til at skjære landet istykker til den mangfoldighed af smaaøer, vi nu finder.

Men de frembyder en uendelig rigdom paa vilde, maleriske former, disse rester af det fordums land; det er især paa vest- og nordsiden, hvor havet staar sterkest paa og graver sig mest ind, at de er mest sønderrevne. De mørke basaltvægge styrter sig ofte med flere hundrede, ja tusend fods lodret fald i sjøen; men hyppig staar endnu [132] enslige klippestykker med mange underlige former igjen langt udenfor, bølgerne bryder mod dem og gjør dem stadig mindre, men har dog ikke formaaet at fjerne dem helt.

Naar havet staar paa her i hele sin vælde, naar de kommer rullende langt udefra, disse mægtige, mørke vesterhavssjøer, løftende sine vaade bringer og jagende hverandre i uafbrudt rækkefølge, og saa – med tordnende brag efter bestemte mellemrum styrter sig ind i kløfter og huler, som de selv har udgravet, naar brændingen larmer, og det bryder hvidt paa alle kanter, naar havsprøiten kastes høit opover bergvæggene og indover landet, da kan det nok hænde, at disse øer frembyder et skue saa stormende havfriskt, at der maa mere end ord til for at give et indtryk deraf.

Men aar efter aar bryder havet mod klipperne paa denne vis, stadig fortsættes ødelæggelsesverket, især fra vest; øerne blir umerkelig mindre og mindre.

Sten og havsprøit, det er hovedtrækkene i det færøiske landskab; men saa er det ogsaa fuglelivet, det bidrager i ikke ringe grad til dets eiendommelighed. Basaltvæggene med sine mange afsatser er et ypperligt tilholdssted for sjøfugl af alle slags. Der er da ogsaa en rigdom af dem; det yrer i vandet og opefter fjeldene; i luften er det som et myldrende sneveir mod de mørke bergvægge høit over brændingen.

Mod disse øer var det vi styrte. Først efter mer end 2 døgns reise i smukt veir ankom vi til Trangisvaag, en liden flekke paa den sydligste ø, Suderø. Den ligger ved en liden fjord eller vaag, som er omgivet af forholdsvis lave basaltfjelde, og har forøvrigt intet merkværdigt ved sig, saavidt mig bekjendt.

[133] Straks skibet kastede anker, satte en baad fra land ud imod os; den roedes af 6 unge, kjække færøinger i deres eiendommelige dragter, som bestaar af knæbukser, kofte af mørkebrun eller kaffebrun farve og lue, noget lig vore norske topluer, men rynket sammen oventil og af brun-, blaa- eller rødstribet farve. Paa fødderne havde de nogle besynderlige sko, som lod til at være behagelige; de var syede af et eneste stykke tyndt skind, og bundne paa foden noget ligt sandaler.

Baaden lagde til siden og bragte stedets doktor og sysselmand ombord. Mens den laa der, lyttede jeg til færøingernes sprog og forsøgte, om jeg kunde forstaa noget deraf. Jeg vidste jo, det var en afstamning af det gamle norske, og havde hørt, det skulde være meget ligt vort landsmaal; men til en begyndelse søgte jeg forgjæves at opsnappe et eneste ord. Pratet og tonefaldet hørtes dog aldeles ligt strilernes paa Bergens-kanten, naar de pludrer sig imellem.

Efter nogle timers ophold der stævnede vi videre.

Paa veien nordefter fik vi kuling og temmelig tæt taage. Det var dog saavidt sigtbart, at vi kunde se store og lille Dimon, som vi reiste forbi.

[134] Dette er to smaa basaltøer, som stiger næsten lodret op af sjøen og væsentlig er tilholdssted for talrige sjøfugle.

Store Dimon har en eneste opsidder, hvis gaard ligger paa toppen af øens sydlige side. Varer og lignende, som skal ned herfra, heises udover den stupbratte bergvæg til stranden. Folkene selv kommer op og ned ad en sti, delvis udhugget i fjeldet. Da kysterne overalt er bratte, kan ingen baad opbevares der om vinteren. Mangler beboerne noget, maa de da give det tilkjende ved signal, og folk kommer ud, om de kan; men fra begyndelsen af november til udgangen af mars er det vanskeligt nok at lande paa øen, da havet gjerne staar for voldsomt paa.

I denne tid er da disse øboere som oftest afstængte fra udenverdenen.

Det blev mig fortalt, at det for en del aar tilbage skulde have truffet sig saa, at varmen gik ud for dem; det var i midten af november, fyrstikker havde de ikke, og henimod et halvt aar maatte de da leve paa kold mad, uden ild og uden lys i de lange vinterkvelder.

Paa store Dimon var det, saavidt vi ved, at nordmanden Sigmund Bresteson, Færøernes nationalhelt, blev overfaldt af sin fiende Trand, og her var det ogsaa, at han, da han blev forfulgt, skal have sprunget i vandet sammen med sin bror Thorer og Einar og svømmet [135] over til Suderø, som ligger en mil søndenfor. Fortæller sagaen her sandt, hvilket synes lidet troligt, saa maa denne svømmetur være den største idræt, som nogensinde er bleven spurgt; thi Sigmund svømte ikke tomhændt; da Einar ikke kunde mer, tog han ham paa ryggen og svømte med ham, til han var død, og da de havde en fjerdedel af veien igjen, tog han Thorer paa ryggen og svømte med ham, til han naaede Suderø; der blev Thorer skyllet væk af brændingen, mens Sigmund vandt op paa stranden. Dette skal have hændt, da vinteren nærmede sig, og i et farvand, hvor der gaar sterk strøm. Det maatte have været karle for en polarekspedition.

Ud paa eftermiddagen naaede vi Torshavn, der som bekjendt er Færøernes hovedstad. Det er sædet for øernes amtmand, samt for andre embedsmænd. Det har sin egen avis «Dimmalætting» (ɔ: daggry), som trykkes paa færøisk og udkommer hver lørdag.

Stedet har et lidet fort med tre og en halv malmkanon og, efter hvad der blev sagt mig, en besætning paa henimod tolv mand; dog sagde andre, at der ingen var. Murene var saa høie, at vi hoppede over dem, da vi var deroppe for at bese anlægget og fandt portene stængte.

[136] Byen ligger ved to viker i et noget ujevnt land og omgivet af mindre hauge og koller. Længere i baggrunden ligger høiere, nu snedækte fjelde. Seet fra sjøen ligner den i ikke ringe grad en almindelig kystby i det vestlandske Norge.

Torshavnsboerne, ligesom den øvrige færøiske befolkning, lever for en betydelig del af fiske. Men foruden af sjøen lever færøingerne ogsaa af faareavl, og der er flere faar paa Færøerne, end en vanlig finder; der skal være over 18 for hvert menneske.

Da vi paa grund af storm maatte ligge over fra lørdag til mandag morgen, fik vi anledning til at se den [137] færøiske dans. Denne holdes der hver søndagskveld kl. 10 og er den besynderligste form af dans, jeg endnu har været vidne til. Den bestod deri, at alle deltagerne (her var der vel henimod et hundrede), mænd og kvinder, uden orden og uden inddeling i par, griber hverandre i hænderne og danner en eneste stor ring eller lang kjæde; man bevæger sig afsted i en slags slæbende polkatrin til takten af en eller anden vise, undertiden dansk, men oftest færøisk og helst gammel kjæmpevise, som til en monoton og slæbende melodi synges af alle deltagere paa en utrolig skingrende maade; det lod til at gjælde om, hvem der kunde trænge mest igjennem.

Saaledes holder man paa at gaa rundt og rundt efter omtrent den samme takt i et rend lige til kl. 1 eller 2 om natten og ved særegne høitideligheder naturligvis endnu meget længere; der er ingen anden afveksling, end at man gjør forskjellige bugtninger paa kjæden.

Har man lyst at være med, bryder man ringen paa første bedste sted og stiller sig ind i den. Dette gjorde straks flere af ekspeditionens medlemmer, de passede selvfølgelig sit snit til at komme ind mellem to vakre jenter og deltog nu i dansen med et liv og en udholdenhed, som var en bedre sag værdig.

Dette synes at være den eneste dans, man bruger paa Færøerne. Den er vistnok en overlevering fra de gamle nordmænd. En lignende har til forrige aarhundrede holdt sig paa Island. Den kaldtes der for «Vikivaka». I Norge er den vel allerede for lang tid tilbage forsvunden, og det kan neppe undre en; – hvori fornøielsen ved den bestod, er endnu ikke gaaet op for mig.

Der er dog noget sælsomt ved saadanne fortidslevninger, noget næsten rørende ved, at disse mennesker mødes [138] her hver eneste søndagskveld for at danse en dans, som forlængst er forsvunden alle andre steder, og for at synge kjæmpeviser, som de neppe selv kan forstaa meningen af længere.

Mandag formiddag kom vi til det lille handelssted Klaksvig, den nordligste havn, som anløbes paa Færøerne. Det er omringet af høie basaltfjelde med en, endog for Færøerne, sjelden udpræget lag- eller terrasseformation.

Efter et par timers ophold gik vi nordover, og efter at have beundret den rigdom af vilde, sønderrevne former, øernes nordside har at byde paa – stod vi tilhavs med kurs for Island.

Vi begyndte nu paa temperaturen at føle, at vi kom paa nordligere bredder. Lapperne, som mødte op i sine renskinds pesker, frøs selvfølgelig ikke, men enkelte af os andre, var nok ikke ganske frie for at finde luften lidt kjølig. Dette gav for Ravna anledning til temmelig alvorlige betragtninger, og han betroede sig til Balto, som straks [139] kom til os og fortalte: «Han Ravna han si' til mig, hvad har vi gjort, at gaa med disse mennesker, dem har saa lidet klæder, jeg ser, dem frys' her, dem kom' at dø i Grønland, hvor det er saa koldt, Sverdrup og Dietrichson og Kristiansen og Nansen, og da maa vi to lap' ogsaa dø, for vi ved ikke ingen vei til folk.»

Ravna befandt sig idetheletaget mindre vel ombord; i begyndelsen var han sjøsyg; dette gav sig dog efter nogle dage; Balto mente, det var, efterat han havde døbt ham med sjøvand; men han kom dog aldrig til at blive fortrolig med sjøen og skibslivet; saaledes kunde han umulig bekvemme sig til at sove under dæk; der blev det ham for kvalmt, han trak hovedet og armene ind i pesken, krøb sammen som en hund i en krog paa dækket og sov sikkert lige godt som vi. Balto, som allerede tidligere havde prøvet sjøen, befandt sig derimod straks tilrette ombord, han kom paa en god fod med besætningen og gav den store mand forud.

Paa sjøreisen fra Skotland til Island saavelsom paa havet mellem Island og Grønland tog jeg daglige prøver af luften, væsentlig for at faa undersøgt kulsyregehalten. Luftprøverne toges paa den vis, som er antydet i indledningen. Paa denne maade bragtes luft hjem endog fra Grønlands indre.

Allerede paa Færøerne havde vi faaet høre onde tidender om isforholdene paa Island iaar. Isen skulde ligge saa langt syd, som den «ikke havde været i mands minde», og østkysten skulde være utilgjængelig. Altfor snart fik vi sande rigtigheden heraf, idet vi allerede efter et døgns reise traf isen omkring 30 mil tilhavs fra Islands østkyst. Vi gik videre for at se, om det længer nordpaa skulde være muligt at naa land, men forgjæves. Vi traf ogsaa [140] flere seilere, og disse fortalte, at Isen strakte sig ud langt nordefter.

Den næste dag, altsaa onsdag den 16de mai, gjorde vi om morgenen endnu et forsøg paa at naa østlandet langt syd, ud for Berufjorden, men ogsaa her blev vi stansede af is allerede 20 mil fra land. Der var ikke andet for end at sætte kursen søndenom, og med god vind bar det nu langs Islands bjergfulde og maleriske sydkyst. Om eftermiddagen og kvelden kom vi forbi Islands højeste fjeld, den mægtige Øræfajökull, som lige fra sjøen stiger op til en høide af henimod 2000 m. (6241 fod). Idet solen sank i havet og kastede sine sidste straaler paa dens snedækte sider og paa skoddesløret, som skjulte dens top, gjorde den et vældigt indtryk. Af og til reves der huller i skodden, og hele dens kegleform fik for et øieblik lov til i bløde linjer at vise sig for os.

Øræfajökull er en del af og ligger paa den sydlige side af Vatnajökull, som er den betydeligste bræmasse i Island, og som næst Grønlands indlandsis er den største kjendte i de arktiske egne. Øræfajökull er en gammel vulkan, som vistnok ikke har havt mange udbrud efter landnámstid (ɔ: tiden, da nordmændene første gang tog land i Island), men som dog har gjort megen skade. Ved sit udbrud i midten af det 14de aarhundrede ødelagde den to kirkesogne, og der siges i Thorvaldur Thoroddsens «Lysing Islands» (oversat af professor Amund Helland), at hele Litlahérad ødelagdes af Jökulhlaupet^k33, og da [141] sopedes der ud i havet paa en morgen 40 gaarde med alt, som var, og det siges, at kun faa folk undslap. Der førtes frem saameget sten, aur og sand, at der, hvor der før var 30 favne dybt, der blev flad sand. Sidste udbrud fra Øræfajökull var i 1727, og da ødelagdes mange gaarde og dræbtes meget kvæg.

Vestenfor Øræfajökull og længere inde i landet i Varmárdalur ligger Lakis kraterrække, hvor der i 1783 var et udbrud, voldsommere og frygteligere end noget andet, som har fundet sted, siden Island blev bebygget. Thoroddsen siger, at man ved ikke af, at der nogensteds paa jorden er kommet frem paa engang saa meget hraun (ɔ: lava) som ved dette udbrud. «Det er sagt, at der i dette hraun er ligesaa meget sten, som i fjeldet Mont-blanc.»^k34

I det hele er de midtre og sydvestlige dele af Island sterkt vulkanske. Man kan her følge den samme kraft i virksomhed, som har dannet Island saavelsom Færøerne. Lavastrømme fra den historiske tid har bredt sig lige til 900 km. ud over ældre tuf, basalt eller præglacial lava. Mens Færøerne ligger som en død ruin af en tidligere mægtig bygning, virker den samme bygmester fremdeles paa Island.

Hoveddragene i konstruktionen er de samme begge steder. Island er som en stabel flade skaaler af basalt, hvor alle lag helder indover mod midten, Færøerne som rester af en saadan, dyppet paa skraa mod øst ned i havet. Det kan synes vanskeligt at forklare, at disse lag har en saa regelmæssig heldning, som de har. Forudsættes imidlertid den antagelse som rigtig, at lande stiger derved, at [142] jordskorpens underliggende lag udvider sig, efterhvert som overliggende lag fjernes, idet nemlig disses tryk paa de underliggende maa til nogen grad have presset dem sammen^k35, da synes det mig, at en forklaring, som cand. real. Andreas Hansen vil give i en artikel om strandlinjer i «Nyt archiv for mathematik og naturvidenskab» (Kristiania), maa være rigtig. Han mener nemlig, at naar havet tærer paa landet, saaledes som det gjør paa Island og Færøerne, saa formindskes følgelig trykket paa de underliggende lag langs kysterne, og disse kommer til at stige. Paa Færøerne virker havet mest paa vest- og nordsiden, følgelig skulde landet paa disse kanter have steget mest, hvilket stemmer med de virkelige forhold. Paa Island virker havet mere ens langs hele kysten, følgelig skulde landet have steget langs denne, og lagene synke mod midten, altsaa netop som forholdet er.

Den næste morgen (17de mai) nærmede vi os Vestmannaøerne (Vestmannaeyjar), som ligger omtrent midt paa Islands sydkyst nogle mil tilhavs. I det herligste solskinsveir med blank stille sjø gled vi ind mellem disse høie, bratte basaltøer og stansede foran indløbet til havnen paa Heimaey, den største af øerne og den eneste, som er beboet. Her blev vi liggende i nogen tid for at vente paa baad fra land og fik saaledes god tid til at betragte landet, og saavidt rullingen tillod, at fotografere det.

Ogsaa paa Vestmannaøerne æder havet sig ind og undergraver lavalagene til lodrette styrtninger med store porte og grotter. Der var noget vulkansk sydlandsk ved det [143] hele, tankerne gik til Capri – hvad formen angaar, kan vistnok Vestmannaøerne bære prisen. Vi styrede lige under de høie basaltvægge, hvor brændingen sprøitede opover, og hvor sjøfuglene med sine skrig i store sværme omkredsede os – den var underlig betagende denne natur i den friske morgen med det straalende veir, en frisk grøn sjø, klar som krystal, og lige indenfor os paa fastlandet Islands næst høieste fjeld, vulkanen Eyafjallajökull, som i en kegle hæver sig lige fra havet op til en høide af 1700 m. (5432 fod); med sin mægtige hvide snehætte ligger den der glitrende i solskinnet. Længere inde sees andre jøkler, mest fremtrædende er Hekla med sin nu drivhvide kuppel.

[144] Farten gaar imidlertid videre langs kysten, og snart synker ogsaa al denne pragt i havet, kun Hekla, Tinnfjallajökull og Eyafjallajökull sees endnu længe over synskredsen.

Ud paa eftermiddagen kom vi forbi Reykjanæs med Islands eneste fyr, Reykjanæs fyr, som ligger paa en høi berghammer, der stikker ud i havet. Fyret har i de sidste aar været hjemsøgt af flere jordskjælv, og ved det sidste revnede taarnet, samtidig med at et stort stykke af klippen foran styrtede i havet. Man venter nu saa smaat, at det hele en dag skal forsvinde. Fyret ligger forøvrigt paa yderst vulkansk jordbund og i de tristeste omgivelser, man kan tænke sig. Omtrent hele Reykjanæs er en eneste stor lavaslette, som skyder ud i havet.

Jeg var iland der for 6 aar siden, men mindes neppe at have vandret gjennem et tristere landskab; der var næsten [145] ikke et straa at øine, alt var nøgen, sort lava udover til alle kanter uden anden afveksling, end at den hist og her antog varmere farvetoner af rødt og gult; ingen menneskebolig uden fyrvogterens og intet liv uden et par magre, forpinte heiloer, som paa reisen nordover havde slaaet sig ned paa et slags græsmark foran fyrvogterhuset, hvor ogsaa et par faar sled i nogle afsvedne græsstumper. Den eneste afveksling var nogle dampsøiler fra kogende, svovlholdige kilder, hvoraf der er flere paa halvøen. Seet paa afstand ligner de rygende kalkovne.

Udenfor Reykjanæs stikker flere klipper og skjær op ude i havet; den mest iøinefaldende af disse er Melsækken, antagelig kaldt saa, fordi den har en vis lighed med en mægtig sæk, staaende paa ende ret op af sjøen. Disse skjær er bekjendte blandt andet, fordi de engang husede mange af den nu uddøde geirfugl (alca impennis).

Efter at have kjæmpet os frem mod vind og svær sjø, som adskillige gange bragte «Thyras» fart ned paa nul, kom vi endelig om natten ind til Islands hovedstad Reykjavik.

[146] Det var ikke længe, vi skulde opholde os her, men den næste dag om morgenen fik vi dog leilighed til at gaa iland og bese byen i nogle timer.

Reykjavik er ikke stor, den har en tre eller fire tusend indbyggere og bestaar af smaa træhuse, som ligger strøede udover en slette. Der er kun et par stenhuse; det ene er altingsbygningen, hvori Islands alting eller rigsdag samles, den anden er domkirken; disse er byggede af lava, hvoraf der er stor rigdom paa øen, eftersom det meste af den bestaar deraf, og det er kun til at forundre sig over, at dette byggemateriale ikke er benyttet til flere huse; thi øen er træbar, og hver træpinde maa tilføres udenfra, vel mest fra Norge. Foran altingsbygningen ligger en stor græsbevokset plads, Austarvöllur, hvorpaa der staar en billedstøtte i bronce af Thorvaldsen, som skal have islandske forældre.

[147] Reykjavik maa være en yderst bureaukratisk by; thi efter sigende bor der ikke mindre end 40 embedsmænd, det er altsaa mindst en embedsmand for hvert hundrede indbyggere. Stakkars mennesker, man skulde næsten tro, det var et rigt land, som kan føde saa mange standspersoner.

Ud paa dagen forlod vi Reykjavik efter at have hilst paa officererne ombord i det danske orlogsfartøi «Fylla», som dampede ind paa havnen, just som vi skulde gaa.

Vi satte kurs paa Snefellsnæs for at gaa nordefter mod vort bestemmelsessted, Isafjord. Om kvelden, just i solnedgangen, passerede vi den mægtige Snefellsjökull, som er en gammel vulkan og ligger yderst ude paa næsset. Som en kegle stiger den lige op til en høide af halvfemte [148] tusend fod og danner et ypperligt sjømerke; mangt et skib har dens hvide hætte lyst i havn. Den tog sig sikkert ikke mindre godt ud end vanlig hin kveld, solen sank just i havet og kastede rødmende stænk over dens snekappe.

Da vi om morgenen den 19de kom paa dæk, blev vi modtagne af en stiv kuling fra nord med sne og slud, de høie basaltfjelde var snedækte til foden, og hist og her saaes enkelte isstykker flydende i sjøen, det var forløbere, som meldte, at isen i ethvert tilfælde ikke var meget langt borte. Vi befandt os nu i nærheden af Ønundarfjord, og da kulingen begyndte at stige til storm med tættere og tættere snebyger, tyede vi ind i dens lune havn for at se veiret an. Stormen tiltog nu hurtig, og vi fik en liden prøve paa, hvad vind vil sige i disse nordlige farvande. Det var ikke uden nødvendighed, man viste sig paa dæk; det blæste jo rigtignok ikke mere, end at man endnu kunde holde sig paa benene, men det var dog saameget, at hvis man havde faaet næsen ud, skyndte man sig helst at stikke den ind igjen. Vi laa imidlertid godt, der vi laa, det var ogsaa pinsekvelden, og hvorfor skulde man da ikke gjøre sig det saa behageligt som muligt inden døre? Af landet omkring saa vi kun lidet, det var mest foden af de sandsynligvis høie fjelde og undertiden heller ikke det. Af hvad vi saa, fremgik tydelig, at vi befandt os i et udpræget basaltlandskab. Efterhaanden dækkedes alt af et tykt snelag, og det eneste fremherskende i landskabet blev, at der var fuld vinter med nogenlunde skiføre, hvis sneen havde været lidt tørrere.

Da vi vaagnede næste morgen, var vi i Isafjord, hvor vi efter bestemmelsen skulde gaa iland. Havde det været vinter i Ønundarfjord, saa var det det ikke mindre her, alt var dækket af sne. Isafjord er den næststørste af [149] Islands tre kjøbstæder, den ligger ved en liden fjord, klemt nede mellem høie fjelde.

Her blev det mig sagt, at drivisen ikke var langt borte, den skulde ligge søndenfor Kap Nord. Under sterke nordlige storme kunde den drive endnu længer syd og stænge for indløbet til fjorden; dette hænder yderlig sjelden, men der var dog en mulighed, og «Jason» kunde da faa vanskeligheder med at hente os. For ikke at risikere dette bestemtes, at vi skulde gaa til det søndenfor liggende Dyrafjord, som aldrig stænges af is, for at afvente «Jason» der, hvilket jo ogsaa var efter aftalen. Et brev med underretning derom til «Jasons» kaptein sendtes følgelig iland, og vi gik atter sydover efter at have været oppe og seet paa isen.

Den følgende morgen stod vi i prægtigt veir raskt ind ad den vakre Dyrafjord. Vinteren var nu delvis flygtet tilfjelds igjen, og langs strandene smilede lidt af vaaren os imøde. Snart ankrede vi paa havnen foran Thingeyre, fjordens handelsplads. Her tog vi afsked fra «Thyras» fører, kaptein Sørensen, og dens besætning; lige fra første stund havde de gjort alt for at gjøre os opholdet ombord saa behageligt som muligt, ved afskeden sendte de os en dundrende salut.

Paa Thingeyre blev vi hjertelig modtagne af kjøbmanden, konsul Gram, under hvis tag vi skulde tilbringe ventetiden.

Handelsstedet, som har faaet sit navn deraf, at der tidligere holdtes ting, ligger paa en flad ør (islandsk «eyre») eller tange midt i fjorden. Denne tange er et jøkelgjærde (moræne), som lang tid tilbage, da Island var helt dækket af is og sne, er bleven opskuret foran den isbræ, som fyldte fjorden, og som, ialfald tildels, har uddybet og formet denne. Indefter ligger flere slige [150] jøkelgjærder, det ene indenfor det andet, og de strækker sig som flade rygge, delvis over, delvis under vandet, tvers over fjorden og gjør det ofte vanskeligt nok at komme frem med baad. De er uimodsigelige vidner fra istiden, og meget sten og grus er det, som er ført frem i dem.

Dyrafjord er paa begge sider omgivet af bratte basaltfjelde aldeles lig dem, vi saa paa Færøene, og inderst inde stænges den af den mægtige Glámujökull. Denne er vistnok ikke meget høi, jeg fandt den at være omkring 910 m. (2900 fod), men er dog det høieste fjeld i Vest-firðir, der igrunden er som en ø for sig selv, kun ved et 10 km. bredt, lavt eid forenet med hovedlandet.

Glámujökull bestaar, som hele landet deromkring, af basalt.

En dag besteg vi jøklen. Vi tog ski og truger med, da det saa ud til at være dyb og blød sne oppe i høiden. Heri tog vi dog feil, sneen var haard og let at gaa paa, men frembød ogsaa et godt skiføre, ja altfor godt, hvilket vi senere skulde faa sørgelig erfaring for. Det var i det deilige klare veir en ypperlig udsigt fra toppen. Det er et ganske underligt landskab, man her har for sig, en snedækt, [151] paafaldende flad og stor høislette indover, som styrter brat ned i havet paa alle sider. I baggrunden mod syd stiger Snefellsjökull høit over synskredsen, let kjendelig ved sin kegleform.

Man ser her ovenfra med en gang tydelig, hvorledes det hele land maa være opstaaet, hvorledes basalt-strømmene har gydt sig jevnt og stille udover til alle kanter, den ene ovenpaa den anden, og dannet en sammenhængende, stor flade; saa er havet kommet og veiret med frost og regnvand, og under istiden kom isbræerne og tærede paa fladen, især langs kanterne, hvor de dannede eller dybede ud fjorde og dale. Siden har forvitringen fortsat udvidelsen af disse, men de har dog kun formaaet at trænge sig lidt ind yderst ude ved randen, mens høisletten i det indre endnu ligger der næsten lige flad og urørt, som den var, da den blev dannet.

Hjemover stod vi paa vore staalskodde ski med susende fart udfor de lange bratte fjeldsider, det gled som glas paa den isede skare. Da gik Balto uforsigtig til og blev slynget paa hovedet udover en liden fjeldknat; ved faldet blev hans høire ben saa sterkt forstrukket, at vi havde vor nød med at faa ham hjem. Paa opturen havde Balto været meget ovenpaa og talt om, at «for os lapper er det [152] ingen sag, vi sætter stav mellem bein, og da klarer vi alt». Det var, da han i den første bratte bakke skulde vise os dette sit kunststykke, at det gik saa galt, og vi kunde jo trods alt ikke lade være at le.

I længere tid var han nu vanfør, og vi troede at skulle bli berøvet den ene af vore kamerater, ja det gik endog saa vidt, at jeg tænkte paa at faa en mand i hans sted fra Island, skjønt neppe nogen der var villig til at gaa. Ved daglig massage kom han sig dog snart saa vidt, at vi atter fik haab om, at han kunde gaa med, skjønt han selv havde liden tro derpaa og forøvrigt var yderst ulykkelig. Ligesaa var Ravna, som troede, han skulde bli nødt til enten at følge os alene eller ogsaa opgive reisen og dermed fortjenesten.

[153] Forøvrigt faldt tiden os ikke lang paa Thingeyre; snart besteg vi fjelde, snart drev vi jagt paa fjorden, snart red vi, besøgte bondegaarde o.s.v. Især var rideturene paa de smaa islandske heste ubetalelig fornøielige. Kommer man skrævs over slig en liden rotte, og man, saaledes som forfatteren, ikke af naturen er begavet med lidenhed, tar man sig med fødderne hængende nær marken neppe ud til sin fordel. Man føler en uhyggelig uvished om, hvor længe hesteryggen vil holde. Men naar det saa bærer afsted i det vildeste firsprang, alt hvad remmer og tøi kan taale, over ur, hvor stenene ruller under hestehoven, gjennem myrer, hvor hesten synker i til langt op paa benene, over bække og kløfter, opefter stupbratte lier, udover fjeldskrænter og glatte flaaberg, kortsagt gjennem et lænde, hvori en almindelig hest vilde brække benene ved de første skridt, og overalt med den samme vilde fart og uden et eneste feiltrin, ja da tror jeg, man snart lærer respekt for denne, sikkert den første fjeldhest i verden; men mest forbauset blir man maaske, om man kommer til en elv og faar se hesten uden videre vade over eller lægge «paa svømmen», mens en selv faar hytte sig for at bli vaad, som bedst en kan; er det ikke meget dybt, kan man længe klare sig ved at lægge benene op paa halsen af hesten, hvis man da ikke triller af under en uventet bevægelse af denne. Som bekjendt, er der hverken veie eller broer i Island; paa hesteryg eller tilfods tar man sig frem overalt.

Paa en bondegaard i nærheden af Dyrafjord, kjøbte vi en liden hest. «Denne,» siger jeg i et brev til Norge (skrevet 4de juni), «tager jeg med for at bruge den som hjælp til at kjøre baaden og bagagen over isflagene under Grønlandskysten og for at bruge den til at kløve op paa [154] høiden ved kysten, hvis vi faar den saa langt. Det er jo tvilsomt, om den kan gjøre os stor nytte; men i ethvert tilfælde gir den, naar vi blir nødt til at skyde den, et godt maaltid fersk mad.»

Desværre skulde den ikke naa sin bestemmelse; det er ikke let om vaaren at opdrive foder paa Island, og alt, hvad jeg kunde skrabe sammen, var kun tilstrækkeligt for henimod en maaned.

Det var forøvrigt et godt lidet dyr, som havde den eiendommelighed at være vant til at trække – den var brugt lidt foran plog – og det er en ren sjeldenhed paa Island; thi de benyttes jo almindelig kun under sadel og kløv.

En morgen under vort ophold i Dyrafjord kom et tremastet skib dampende ind fjorden og ankrede paa havnen, det var den danske orlogsskonnert «Fylla». Dette var for os selvfølgelig en kilde til megen glæde; i flere dage fik vi nu nyde godt af omgangen med de elskværdige officerer, og mangen hyggelig time tilbragte vi ombord.

Imidlertid begyndte nu tiden at nærme sig, da vi hver dag kunde vente at se «Jason»; man begyndte næsten at bli utaalmodig.

Da en søndags formiddag, det var den 3dje juni, faar vi langt ude i fjordmundingen se en liden dampbaad komme pustende indefter. Ingen forstod, hvad det var for en; snart kom man dog paa det rene med, at det maatte være en af de smaa norske hvalfangere fra Isafjord. Den gaar rundt «Fylla», hilser med det norske flag og ankrer paa havnen, en baad blir laaret og kommer ind mod land. Vor glæde var stor ved i den første, som steg iland, at gjenkjende kaptein Jacobsen, «Jasons» fører. Det blev selvfølgelig et livligt gjensyn, og sammenhængen var straks klar. «Jason» var kommen til Isafjord, havde ikke fundet [155] os der, og vilde saa gaa til Dyrafjord; men vinden var sterk imod, og det vilde have taget den et døgn med dens svære seilrig at dampe op mod den. Da var bestyreren for det norske hvalfangerselskab i Isafjord, hr. grosserer Amli fra Kristiania, saa sjelden imødekommende at sende «Isafold», den ene af sine dampbaade, ned for at hente os. Et nyt bevis fra en landsmand paa den velvilje, hvormed ekspeditionen omfattedes.

Der blev selvfølgelig travlhed med at bringe alt iorden til afreise, og det var ikke vanskeligt om hjælpende hænder til at bringe vor bagage ombord; almindelig interesse vakte det, da den lille islandshest skulde over landgangsbroen; stakkars dyr, den vilde nødig til, maatte næsten bæres; men havde den havt anelse om, hvad der ventede, havde den nok aldeles ikke gaaet.

Da alting var iorden, og vi havde taget farvel med konsul Gram, faktor Wendel og de andre venner, vi havde vundet i Dyrafjord, stod vi ud fjorden og tilhavs nordefter.

Fra «Fylla» sendtes os en sidste hilsen, idet musiken blæste den norske nationalsang: «Mens Nordhavet bruser …» Længe hørte vi tonerne over vandet.

Allerede samme aften ankrede vi paa Isafjords havn under en kraftig salut fra «Isafold» saavelsom fra «Jason». Den sidste var smykket fra top til dæk, som Balto udtrykker sig, «med saamange flag ligesom røde multer paa [156] en myr». Da vi satte foden paa «Jasons» dæk, blev vi hilsede af et kraftigt hurra fra hele besætningen, som ikke var mindre end 63 mand.

«Jason» havde faaet nogenlunde god fangst indtil den dag – 500 ungsæl og omtrent 1100 gammel sæl – og var en af de heldigste det aar i hele sælfangerflaaden.

V. Fra Island mod Grønland. Skuffede forhaabninger

[157] Mod kvelden den 4de juni lettede vi anker i det deiligste solskinsveir. Som vi stod ud fjorden, lagde netop den synkende sol et kjærtegnende skjær over Isafjords basaltfjelde; deres vestsider smilede i kveldslyset, mens kolde skygger blev kastede ind i alle afsatsernes sprækker oppe ved toppene og i revnerne, som vandet har gravet ned langs siderne, ladende de eiendommelige vandrette formationer træde end skarpere frem.

Saa sendte vi dette sidste stykke Europa vor afskedshilsen, lagde det bag os og stod tilhavs.

Som vi staar ud fra land, blir vi fulgte af krykjer (Larus tridactylus) i hundredevis, bølgende i hvidblaa skarer og snadrende i munden paa hverandre, snart synkende, seilende lavt paa strakte vinger over skibets kjølvand, snart stigende, svævende let i sin yndige luftdans mod den blaa himmel. – Her var anledning til at øve sin færdighed i flugtskydning; at tage dem i luften med kugle er ikke let – og med salonrifle og revolver skjød vi tilmaals efter dem. De fleste skud træffer ikke, fuglene ryster kun paa sig og seiler videre; men saa træffes en, den er ikke rigtig død, den flakser med vingerne og [158] synker, hjælpeløse skabning. Skibet gaar sin gang videre, det lader sig ikke stanse af en klagende fugl; men længe kan man se den, langt, langt der agter, omkredset af sine kamerater med deres bebreidende skrig, flaksende paa vandfladen med sine kraftløse vinger. Hvor elendigt, uden hensigt og tanke at ofre en lykkelig fugl for en tvilsom fornøielse.

Der blev ikke rørt bøsse mer den dag, sligt noget mindes en stund, men glemmes saa atter.

Førend vi forlader de islandske fiskegrunde, maa vi forsøge at faa en ret fersk fisk med os. Henimod en mil fra land stanser vi derfor, og snørerne slippes ud. Et par minuters taus spænding – og saa nogle sterke ryk i det ene snøre, der hales op, man helder sig ud over rælingen, der skimter det hvidt langt nede i vandet, og en stor, sprellende torsk trækkes paa dæk. Snart kommer den ene op efter den anden, og man kappes om, hvem der kan faa de fleste. Det varer ikke længe, inden vi har en god ret fisk og vel saa det til hele skibets besætning. Det faar være nok med torsken; men det kunde være godt ogsaa at faa lidt kveite (helleflyndre). Vi gaar længere ud, hvor kveitebankerne skulde være. Vi forsøger, men her er vi ikke heldige. Vi skifter plads og forsøger igjen; samme udfald. Ja saa kan vi ikke ofre mer tid derpaa, os vi stævner vestefter mod isen.

Det er en herlig nordisk nat. Solen er sunken i sjøen; i vest og nord gløder endnu dagen. Over os himlen i farver, under os havet speilblankt vuggende sig i tungsindige tanker; i blødere, endnu finere toner giver det gjenskin af himlens dæmpede farvepragt; – i midten den sorte Jason – stønnende sig for maskinen vestover. Bag os svinder Islands klippekyst i en blaalig, violet tone [159] langsomt under havet, bagenom der ligger hjemmet og livet, men hvad ligger forud? Ingen ved; men det maa være noget skjønt; det er løfterigt at begynde sin færd under slig en himmel.

Af alt skjønt i livet er slige nætter dog det skjønneste.

Livet – er det stort mer end haab og erindring? Haabet hører muligens morgenen til, men minderne, alle de fagre minder, de er kveldens og nattens.

Den følgende dag (tirsdag den 5te juni) kom vi allerede under isen; den strakte sig hint aar langt sydpaa.

Det indtryk, som polarhavets drivismasser gjør, første gang man kommer i berørelse med dem, er ganske eiendommeligt; hvad man faar se, er vistnok for de flestes vedkommende forskjelligt fra, hvad der var ventet. En gjøglende fantasiverden med vilde, eventyrlige former ragende over synskredsen i alle retninger, altid vekslende, altid ny, en rigdom af straalende regnbuefarver, sligt er det fantasibillede, som saa almindelig males af hine egne. Men slig er ikke denne isverden; den er ensformig og enkel, og dog gjør den et sælsomt indtryk paa vort sind. I det smaa har den former, vekslende i det uendelige, og farver, spillende i alle afskygninger af blaat og grønt; men i det store, da er det netop ved sine enkle modsætninger den virker, denne natur, – den drivende is, en mægtig hvid flade, hvælvende sig udover, saa langt øiet kan spænde mod synskredsen, og kastende et hvidt gjenskin paa luft og skyer ovenover, – det mørke hav, ofte næsten kulsort mod den hvide flade, – og ovenover denne ensformighed en himmel, snart hvidblaa i den klare dag, snart mørk truende af drivende skyer eller hyllet i tætte taager, snart glødende i solopgangen og solnedgangen, eller drømmende i nætternes lyse længsel – og saa i den mørke aarstid [160] de sælsomme nætter med stjerneskinnet og nordlyset spillende over disse hvide flader, eller maanen mer vemodsfuld end nogensteds vandrende sin lydløse bane gjennem en øde, uddød natur. Himlen faar i disse egne mere værd end nogensteds, landskabet selv er det samme; men himlen gir det farve og stemning.

Aldrig gaar det mig af minde, første gang jeg kom ind i denne natur. Det var en mørk nat i mars maaned 1882, da jeg ombord paa en sælfanger kom seilende fra Norge mod Jan Mayen, at der blev meldt is forud. Jeg sprang paa dæk, men alt var sort nat, jeg kunde intet bli var. Pludselig skjød noget stort hvidt ud af mørket, det voksede og blev hvidere, underlig hvidt paa den ravnsorte havflade. Det var det første isflag. Saa kom der flere, de dukkede frem langt forud, med en skvulpende lyd gled de forbi og forsvandt atter langt bag. Jeg blev opmerksom paa en sælsom lysning over den nordlige himmel; den var sterkest ved himmelranden, men strakte sig langt mod zenit; samtidig hørtes fra nord en svag brusen som af brænding mod land. Det var drivisen, vi havde forud; lyset var det gjenskin, som dens hvide flade altid kaster mod taaget luft, og lyden kom fra sjøen mod isflagene, som tørnede raslende mod hverandre; i stille nætter kan den høres langt tilhavs.

Men stadig kom vi nærmere, lyden blev sterkere, de drivende flag omkring blev hyppigere. Saa stødte skibet undertiden mod et flag, med en voldsom tørn blev det reist paa ende og kastet tilside foran den sterke boug; undertiden var stødene saa voldsomme, at hele skibet rystede, og man blev kastet forover paa dækket; isandhed, en skulde ikke længe være i tvil om, at det her bar ind i noget nyt og ukjendt. Kursen blev sat langs isen i et [163] par dage. En kveld drog det op til uveir, vi var trætte af sjøen og bestemte at søge ind i isen for at ride stormen af; men inden vi naaede kanten, brød det allerede løs. Seilene blev mindskede; tilsidst havde vi bare stumperne igjen; men med susende fart bar det indigjennem, skibet tørnede uafladelig, det kastedes fra flag til flag, men frem kom det, gjennem mørket fandt det sin egen vei. Da kom det værste, det var sjøgangen, som voksede voldsomt; flagene brødes mod hverandre og reistes paa ende, det larmede paa alle kanter; men kapteinens kraftige kommandoraab hørtes, punktlig og stiltiende blev de adlydte af de blege mænd; alle var paa dæk, ingen turde friste livet nede nu, da skibet rystede i alle sine sammenføininger.

Det bar stadig indigjennem, det fossede foran bougen, flagene væltedes, splintredes, traadtes under, kastedes til siden, – intet stod imod. Med et reiser sig et flag mægtigt og hvidt forud i mørket, det truer med at feie den ene skibsside ren for davider og rig; roret blir lagt om – og uskadte glider vi forbi. Saa bryder en sjø til luvart, skibet faar et voldsomt stød, et brag høres, og træsplinter farer en om ørerne, det krænger og et nyt brag; skanseklædningerne er knækkede paa begge sider.

Men efterhvert som vi kommer ind i isen, føles sjøgangen mindre, larmen gir sig, kun stormen suser sterkere end før hen over os. Vi havde gjort et vovestykke, men var komne uskadte fra det og i god havn. Da jeg næste morgen kom paa dæk, var der sollys dag, isen laa hvid og fredelig omkring os, kun de knækkede skanseklædninger grinede i dagen og mindede om en stormfuld nat. – Ja, saaledes var mit første møde med isen.

Hvor anderledes var det ikke nu i den solblanke dag, [164] blendende hvid laa den og sitrede i sollyset, og havet vuggede sig stille og fredelig imod.

En maa ikke tænke sig Ishavets drivis som en eneste sammenhængende flade. Den bestaar af sammenstuvede masser af større eller mindre flag, 6 m. tykke, ja op til 12 og 15 m. eller mer; hvordan de dannes, og hvorfra de kommer, ved ingen med sikkerhed, det maa ske etsteds paa det aabne hav langt der nordpaa, hvor endnu ingen har været. Baaret af polarstrømmen føres isen sydefter langs Grønlands østkyst, her møder den sjøgang, som bryder de større sammenhængende flader op i mindre og mindre flag, efterhaanden som de kommer sydpaa; ved ispresninger og sjøgang kan flagene stuves op paa hverandre og danne de saakaldte «iskos», som ofte rager en 6 til 8 m. op over vandfladen.

Sønderbrudt paa denne maade er polarisen, som sælfangeren træffer i Danmarks-strædet, og ind mellem disse flag, som dog ofte kan være farlige nok, er det han baner sig vei med sit sterke fartøi paa jagt efter klapmytsen.

I flere dage gik vi sydefter langs iskanten. Onsdag saa vi Staalbjerghuk paa Island og anslog vor afstand derfra til omkring 8 mil.

Torsdag (7de juni) kom vi ind i en isodde med slak is. Enkelte klapmyts saaes paa flagene. At finde sæl i den første odde, man kommer til, det er et godt tegn, og billeder af fangstaar, som i tidligere tid her «paa Grønland», steg op i de mange sælfangeres livlige fantasi; de var jo alle sterkt interesserede i skibets heldige fangst, da deres fortjeneste afhænger deraf; og mange mennesker har heldigvis en tilbøielighed til at haabe paa det, de ønsker; let stiger haabet, men hurtig skuffes det og.

Der saaes flere sæl paa isen, og kapteinen bestemte [165] sig til at forsøge et lidet «fald»^k36. Den ene vagts baade, altsaa skibets halve antal, blev sendte ud. Sverdrup og Dietrichson, som aldrig havde været med i fangst, brændte selvfølgelig af iver efter at se og skyde paa disse masser af vildt og blev ikke lidet glade, da det endelig bar afsted; som uerfarne maatte de dog gaa under gode skytteres veiledning første gang. Snart hørtes det knalde i forskjellige retninger, men der var kun et skud nu og da, ikke som naar det knitrer paa alle kanter i god fangst; dette var tydeligvis slængere, væsentlig af mindre sæl, som laa spredt. Da baadene var komne tilbage, sendtes om eftermiddagen den anden vagt ud. Jeg blev ombord den hele dag og skjød en del sæl fra bakken; merkelig nok kan man som regel med skibet komme den nærmere end med baadene; for disse gaar den ofte i vandet paa langt hold, mens man med fartøiet undertiden kan støde til flaget, hvorpaa sælen ligger, før den gaar ud.

Alt ialt fik vi 187 klapmyts, hvilket er meget lidet; det var mest ung saakaldt «klapmytsgris».

Fangstfartøier saaes nu i isen vestenfor os, og den følgende dag kom vi i forbindelse med flere af dem; det var en selvfølge, at de alle gjerne vilde tale med «Jason», som havde denne underlige grønlandsekspeditionen med sig. Fra en af dem kom kapteinen ombord og fik udleveret posten til de andre fartøier, da jo vi skulde til Grønlands østkyst, og det var usikkert, om «Jason» vilde lade sig se paa en stund. Det er en noksaa merkelig postbefordring paa Ishavet; gaar et af fartøierne indom Island, saa faar det posten for alle de andre; nu mener man muligens, at Ishavet er stort, og at man vanskelig [166] træffes deroppe; men saa er det ikke; fangstfelterne er ikke større, end at der haves vel saa god greie paa medmenneskene der som i en smaaby hjemme. Et fartøi fjerner sig nødig noget stykke af betydning fra de andre af frygt for, at disse kunde komme i fangst, mens det var borte.

Senere paa eftermiddagen kom vi i nærheden af «Geysir» fra Tønsberg. Kapteinen kom ombord og tog sin aftensmad og et glas toddy hos os. Han var munter og glad, og ingen havde hjerte til at underrette ham om, at 3 af hans børn var døde af difterit, siden han reiste hjemmefra. Saaledes kan man leve deroppe paa Ishavet i uvidenhed om, hvad der gaar for sig i verden, ens glæder og sorger er knyttede til sælen og sælfangsten, hele Europa kunde ramle overende, og man vilde ingen anelse faa derom.

Om natten passerede vi «Morgenen», et af Svend Foyns skibe; den kom netop ud af isen med skindet af tre nyskudte bjørne paa slæb^k37. Dette ærgrede Dietrichson og Sverdrup grundig, deres høieste ønske var at faa se og skyde bjørn.

Vi holdt nu vestover i et par dage; men vinden var ugunstig, og det gik ikke saa hurtig som ventet, især da vi ved hver dybere bugt i isen maatte ind for at se efter sæl, hvoraf lidet var at øine.

Af hvaler saaes derimod en del, især af den mindre hvalart, bottlenosen eller næbhvalen (Hyperoodon diodon). I flokke paa 5 og 6 eller flere kom de, som de gjerne pleier, strygende langs fartøiets sider og boltrede sig eller laa stille foran bougen. De er nogle underlige dyr med [167] den høie runde fedtpukkel paa panden, som de gjerne stikker over vandet; især er denne fremtrædende hos hannen. Den falder brat af mod det smale lange næb, hvortil kjæverne er forlængede.

Næbhvalen regnes til tandhvalerne, skjønt den kun har to smaa tænder, siddende løst yderst ude i underkjæven, og som meget hyppig paa ældre individer falder ud. De har tydelig nok ingen nytte af dem, de er kun den sidste levning efter rovgjerrige forfedre, som havde en lang og god besætning af spidse, kegledannede tænder lig andre tandhvaler. Et forandret levesæt har gjort tænderne unyttige, lidt efter lidt er de forsvundne, og nu er kun to levnede. Forøvrigt har de før fødselen anlæg til fuld besætning, arv fra forfedrene. Nu lever næbhvalerne af blæksprutter og mindre dyr, som sluges hele, og hvortil tænder er unødvendige. Paa hvor liden nytte de har af de to tænder, de beholder, fik jeg for nogle aar siden et godt bevis, idet der blev sendt Bergens museum, hvor jeg dengang var, en næbhvaltand, hvis krone var tæt besat med en hel koloni af lange rankefødder (cirripeder), unge og gamle; enkelte var saa store, at de maa have hængt helt ud af munden paa dyret. Havde denne tand været brugt, vilde disse snyltedyr ikke have kunnet sidde et øieblik. Tanden opbevares endnu i Bergens museum.

Slige smaa iagttagelser, hvor ubetydelige de end kan synes, er ofte for naturforskeren af stor interesse; de viser, paa hvor vaklende fødder den staar, den saa almindelig udbredte antagelse af altings absolute hensigtsmæssighed i naturen.

Undertiden mødte vi ogsaa den vældige blaahval (Balænoptera sibbaldii), kjæmpen i vor tids og alle tiders dyreverden. Langt i det fjerne kan man se sprøiten af [168] den og høre den puste. Saa pludselig, før man aner det, skyder først hovedet med den skarpe kjøl langsefter næsen, saa den mægtige ryg med den lille finne langt bag op paa siden af skibet; den skyder pusten fra sig, en dampsky stiger iveiret; det er, som naar ventilen paa en dampkjedel aabnes, man kjender formelig luften sitre. Saa krummer den ryg og forsvinder atter.

Søndag den 10de juni var der taaget veir; paa flere dage havde vi ikke kunnet faa nogen observation og vidste intet om, hvor langt vi var komne; men strømmen, som er sterk der, maatte have sat os et godt stykke i sydvestlig retning og bragt os paa de høider, hvor, saafremt der skulde være udsigt til at naa land paa den tid, iskanten burde dreie mer i vestlig eller nordvestlig retning. Der var imidlertid ingen antydning dertil, og det saa lidet haabefuldt ud.

Fangsttiden for klapmytsen begyndte at nærme sig sterkt; det kunde tage lang tid for «Jason» at komme mod strømmen nordøstover igjen, saameget mer som det nu var begyndt med østlig vind; de andre skibe kunde i mellemtiden fange, og jeg havde forpligtet mig til ikke at afholde «Jason» fra fangst ved min ekspedition. Det bestemtes følgelig om formiddagen at opgive landingsforsøget nu for at vende tilbage til det vanlige fangstfelt, og vi begyndte at krydse os østover mod vind og strøm.

Den følgende dag klarnede det af, og vi fik land isigte, det første lokkende syn af Grønlands østkyst. Det var høie, takkede fjelde, tydeligvis landet nordenfor Kap Dan. Vi var ikke saa langt af det som ventet, muligens 15 mil. Da en dyb, trang bugt, hvis bund ikke kunde øines selv fra tønden paa toppen, skar sig ind i isen, bestemte vi at forsøge, hvor langt vi kunde komme.

[169] Vinden var gunstig, og det gik hurtig indigjennem. Snart dæmmede der is forud; men en sælfanger taber ikke modet for saa lidet, for «Jasons» sterke boug maatte isflagene vige plads, – og vi kom ind i en stor «klare» (aabent, isfrit vand), hvor is ikke øinedes i retning af land. Dette saa lovende ud. Ved middagstid var vi paa 65° 18' n. b. og 34° 10' v. l., det var over 13 mil igjen; men haabet begyndte dog saa smaat at stige.

Efterat vi havde seilet endnu et par timer med god fart, begyndte man dog fra toppen at øine is forud. Da vi havde seilet et stykke ind gjennem denne, viste den sig vanskelig at gjennemtrænge for fartøiet. Vi var 9 til 10 mil af land, og da isen var temmelig ujevn, fandt jeg det lidet tilraadeligt at forsøge landgang over den nu; det var bedre at vente til længere paa aaret, da isen blir mindre. Vistnok saa det ud til, at vi længere nord kunde komme land betydelig nærmere; men «Jason» skulde som sagt paa sælfangst, og søgte vi ind der, udsatte vi os for at bli fast og gaa glip af den bedste fangsttid. Vi stod atter udefter for at sige Grønlands østkyst farvel for denne gang. Taage skjulte snart landet for vore øine.

Om dette vort første syn af Grønland skriver Balto: «Vi seilede i flere dage i retning af Grønland, indtil vi fik landet i sigte. Men landet laa langt fra os, omtrent 15 (?) mil bag isen. Den del af Grønlands østkyst, som vi da fik se, var ikke smuk eller yndig at se til, tvertimod var kysten fæl og uhyggelig at skue; thi forfærdelig høie klippetinder hævede sig som kirketaarne op imod himmelens skyer, der dækkede deres toppe.»

Den næste dag fik vi et godt bevis for strømmens styrke i dette farvand. Hele natten havde vi krydset nordostover med en sterk østlig vind. Næste formiddag kom [170] atter land i sigte, men da omtrent i samme retning som foregaaende dag.

I nogen tid krydsede vi langs iskanten, men havde kun liden fremgang, da vind og strøm var sterkt imod. Meget næbhval og flere store bardehvaler, sandsynligvis mest blaahval, saaes ligesom tidligere. De sidste stævner gjerne vestefter, muligens paa vandring mod Grønland; hvalerne har tydeligvis ogsaa sine vandringer, men vi kjender endnu lidet eller intet til dem. Af og til saaes en mindre bardehvalart, sælfangerne kalder den undertiden for klapmytshval, da de paastaar, den skal holde sig i nærheden af klapmytsfangsten. Det saa ud til at være den, som forekommer paa Finmarkens kyster og der kaldes seiehval (Balænoptera borealis).

Et par gange saa jeg spækhuggeren (Orca gladiator), denne lille hvalart, som er saa let kjendelig paa sin høie rygfinne, og som af den grund kaldes staurhynning eller [171] staurkval af de norske fiskere. Den er en kraftig svømmer med hurtige bevægelser og et farligt tandsæt; den er alle de store hvalers rædsel; hvor den viser sig, flygter de over hals og hoved, og en eneste saadan liden gladiator er nok til at jage disse store kjæmper afsted undertiden lige paa land. Denne skræk er heller ikke ugrundet; thi helst i flokke angriber den dem og hugger store spækstykker ud af deres sider, deraf navnet spækhugger; af smerte og fortvilelse pisker de store hvaler vandet og skyder afsted som lyn, fulgte lige i halen af disse smaa uhyrer, som ikke gir sig, førend deres bytte, udmattet af blodtab og anstrengelse, maa bukke under. Men ikke bare hvalerne angriber spækhuggeren, ogsaa sælerne er gjenstand for dens rovlyst. Eskimoerne har fortalt mig, hvorledes de har seet «ardluken» – saa kalder de den – tage sælen i en eneste bid.

Paa vore kyster synes spækhuggeren delvis at føre et mer fredeligt liv; den sees stadig paa vore sildefisker og synes der kun at leve af sild og sei; den viser ingen tilbøielighed til at angribe de store hvaler, som den daglig har anledning til at komme sammen med, og disse synes heller ikke at være rædde for den. Grunden hertil er muligens, at der er nok af fiskeføde, saa den ikke bryder sig om hvalspæk; mere sandsynligt er det dog, at de bardehvaler, som kommer paa sildefiskene, nemlig sildehvalen (Balænoptera musculus) og vaagehvalen (Balænoptera rostrata), ikke er de, den pleier at angribe; dette er sandsynligvis den ikke saa hurtige og sterke blaahval og muligens ogsaa troldhvalen (Megaptera boops).

Af og til saaes sæler i vandet sovende; duppende op og ned paa bølgerne, lignede de livagtig korkefendere, flydende paa vandet. Enkelte sæler laa ogsaa paa de [172] spredte drivende isflag. Dette skulde være tegn paa, at der muligens var sæl i isen indenfor, men luften var tyk, og vi havde ingen ro til at undersøge sligt, vi længtes efter at se de andre fartøier igjen.

Endelig fik vi noget vestlig vind, og et par dages seilads bragte os atter sammen med dem. Man drog et lettelsens suk ombord i «Jason», da det erfaredes, at de intet havde fanget, siden vi forlod dem.

I mange dage, udover til St. Hans laa vi nu og plaskede i taage og stygveir udenfor isen, bankende op og ned i sjøgangen; ikke liv af sæl fik vi.

I St. Hans-helgen skulde det bli forandring, sagde man; men St. Hans-kvelden og St. Hans-dag og endnu mange andre dage gik forbi uden anden forandring end, at det blev rigtig fint veir med lyst, menneskevenligt solskin; det gjorde tilværelsen betydelig bedre; saalænge man har solen, skal man jo ikke klage.

Vi var nu samlede alle de skuder, som fandtes i Danmarks-strædet, der var vel en 14 eller 15 stykker. Alle seilede efter hverandre ud og ind i bugterne ligesom en saueflok; sætter en afsted indigjennem, saa alle mand efter. Lurer saa den første, kommer alle og lurer, vender saa en, vender alle, og saa bærer det atter udefter. Paa denne maade tilbragtes tiden.

Men hvad var grunden til, at der var saa lidet at se af denne sælart, som tidligere fangedes i slige masser her oppe? Dette vanskelige spørgsmaal har sat mange sælfangere graa haar i hovedet. At give et svar derpaa her falder ikke let.

Det kan muligens interessere enkelte at faa et fyldigere billede af klapmytsens liv og vandringer og af fangsten paa den.

[173] Da jeg har havt mere anledning end de fleste til at anstille iagttagelser i denne retning, vil jeg i et særskilt kapitel forsøge at give en kortfattet fremstilling deraf, saavidt min erfaring tillader. Der er dog endnu meget, i særdeleshed med hensyn til klapmytsens vandringer, som er dunkelt og trænger grundigere undersøgelse.

VI. Klapmytsen (Cystophora cristata) og fangsten paa den

[174] Klapmytsen (Cystophora cristata, Erxl.) er en meget stor sæl, som er nærmest beslegtet med sjøelefanterne paa Amerikas vestkyst og i de antarktiske have; ligesom hos disse har hannen en hætte over næsen, hvorved den adskiller sig i det ydre paafaldende fra alle andre arktiske sæler; hunnen har derimod ingen saadan, huden over næsen er kun lidt løs og poset^k38. Den er næst blaasælen den største af de sælarter, som forekommer i vore nordiske farvande. Straks den kommer til verden, er den færdig til at gaa i vandet og har en dragt af glatte sælhaar; den er da lys eller næsten hvid paa undersiden og graa over ryggen. Ved næste haarskifte blir den noget flekket, og efterhaanden som den vokser til, udvikles dette videre, indtil den som voksen faar en graalig hvid bundfarve med talrige større og mindre sorte flekker, strøede ud over hele kroppen; mindst er flekkerne paa hovedet, men de sidder her saa [175] tæt, at det ofte ser ganske sort ud. Hannens hætte kan blæses op til en ganske forbausende størrelse og giver da hovedet et yderst eiendommeligt udseende. Det er dog sjelden, dette sker, jeg har kun seet det, naar den blir opbragt, f. eks. ved at anskydes; almindelig ligger hætten slapt ned og hænger da gjerne som en kort snabel udover paa fremsiden af næsen. Hvad betydning denne hætte har, er ei let at forstaa. Det kunde synes, som det muligens var et forsvarsmiddel til beskyttelse af deres ømfintligste punkt næsen, udviklet i tidens løb hos hannerne paa grund af deres kampe om hunnen, idet de bedst beskyttede er blevne seierherrer og har faaet anledning til at formere sig.

Denne forklaring forekommer mig dog at være langtfra overbevisende; thi vistnok fører klapmytshannerne i elskovstiden vældige kampe med hverandre, men ikke let kan jeg indse, hvorfor netop næserne derunder skulde være saa sterkt udsatte. Mer rimeligt kan det synes, at denne [176] hætte er en prydelse, udviklet ved, at hanner med anlæg dertil er bleven foretrukne af hunnerne,

Foruden størrelse har klapmytsen kræfter og mod og er, naar den sætter sig til modværge, ikke at spøge med. Paa isen bevæger den sig vistnok mindre letvindt; men i vandet kan den være ligefrem farlig, og det er derfor ikke ugrundet, at eskimoerne, som driver fangsten paa sine smaa kajaker, har respekt for den – den har forvoldt mangen eskimos død. I 1882 blev min baad engang angrebet af en saaret klapmytshan, som kastede sig op paa baadkanten og hug efter mig med tænderne, men traf i ripen, hvor den satte dybe merker.

Klapmytsen er en fortrinlig svømmer og dykker; for at hente sin føde, som væsentlig bestaar af fisk, kan den gaa til store dybder, hvor store kan ikke siges; men noget kan sluttes deraf, at jeg midt mellem Spitsbergen og Jan Mayen har fundet uer eller rødfisk (sebastes norvegicus) i dens mave, og dette er en dybvandsfisk, som lever paa [177] mellem 50 og 90 favnes dyb^k39. Betænkes, hvilket sterkt tryk (altsaa mindst 4 atmosfærer) saa mange favne vand frembringer, vil det forstaaes, at den kar neppe kan have noget svagt bryst. Som bevis paa dens voldsomme kraft kan ogsaa nævnes, at den er istand til at hoppe lige op paa kanten af isflag, som ligger sine 6 til 8 fod over vandfladen.

Klapmytsen er en næsten fuldstændig pelagisk sælart; den holder sig ikke i nogen betydelig grad til kysterne, men følger væsentligst drivisen paa sine vandringer og forekommer med denne overalt i Ishavet og det nordlige Atlanterhav mellem Spitsbergen, Labrador og Baffinsbugten; dens østlige grænse synes at falde omtr. ved Spitsbergen; paa Novaja-Semlja forekommer den ikke.

Den er selskabelig, og samlet i større eller mindre flokke, foretager den flere gange om aaret bestemte vandringer, som endnu er lidet kjendte. Paa Grønlands vestkyst, hvor eskimoerne driver fangst paa den, ser man vistnok, at den forsvinder til bestemte tider; men ingen ved med vished, hvor den gaar hen. Jeg anser det sandsynligt, at den, naar den første gang forsvinder om vinteren eller tidlig paa vaaren, opsøger fjernt fra kysterne liggende drivis^k40 for der i fred og ro at kunne føde sine unger omkring slutten af mars, hvorpaa de atter i slutten af april eller begyndelsen af mai viser sig ved Grønlands vestkyst. Naar de saa forsvinder i juni og i begyndelsen af juli, er det atter for at opsøge drivis; da kommer nemlig den tid, hvori de skifter haar, og mens det staar paa, gaar de nødig i vandet; helst ligger de oppe paa [178] isflagene og soler og skubber sig; man kan da finde hele hauge af haar efter dem. I den tid spiser de lidet og blir i juli maaned meget magre. Hvorvidt den klapmyts, som forekommer paa Grønlands østkyst, tildels er den samme, som eskimoerne fanger paa vestkysten, har jeg ikke kunnet faa fuld rede paa; men der er visse forhold, som gjør dette ialfald tildels sandsynligt. Gjennem kolonibestyrer R. Møller har jeg fra en halv grønlænder, assistent Lund ved Sydprøven, faaet oplysninger om klapmytsfangsten i Vestgrønland. Af disse og andre oplysninger fremgaar, at klapmytsen viser sig om vaaren paa den sydlige del af vestkysten i mai eller tildels endog i slutten af april. Den synes da at komme trækkende nordfra (muligens langs isen fra Labrador-siden?), man kalder derfor dette træk for klapmytsens sydtræk. At den virkelig kommer nordenfra, fremgaar ogsaa deraf, at den gjerne viser sig tidligere ved de nordligere kolonier Sukkertoppen, Godthaab, Fredrikshaab end ved Julianehaab og den sydligste kyst. De største masser af klapmyts forekommer fra slutten af mai til midten af juni. Fra 20de til 25de juni er trækket forbi. I midten af juli viser klapmytsen sig atter paa den sydlige vestkyst, og høstfangsten begynder. Den synes da, saavidt jeg forstaar, at komme med «storisen» (ɔ: drivisen) søndenfra eller rettere østenfra. Fangsten varer gjerne til slutten af august.

Min erfaring med hensyn til klapmytsens forekomst i Danmarks-strædet er følgende. Man finder den der allerede i mai og begyndelsen af juni, og jeg har selv i 1882 seet og været med paa at fange ret meget i den tid (før 24de juni havde vi mellem 3000 og 4000 sæl). Først henimod slutten af juni (efter den 24de) begynder hovedmasserne [179] at indfinde sig eller i ethvert fald at samle sig i de umaadelige skarer, som da og i begyndelsen af juli kan sees der. Senere, henimod midten af juli, synes de atter at sprede sig eller forsvinde. Efter den tid, omkring 22de juli, har jeg seet meget klapmyts liggende paa drivisen længere syd paa 63°–64° n. br. under østkysten (saml. kap IX, vor drift i isen).

Sammenlignes disse iagttagelser, da synes den slutning naturlig, at klapmytsen efter muligens at have født sine unger (i slutten af mars) paa drivisen under Labrador, søger mod nord langs iskanten, skjærer over Davis-strædet og kommer under Grønlands vestkyst muligens ved Sukkertoppen eller lidt nordenfor i den sidste del af april, søger derpaa sydover langs kysten^k41, gaar omkring midten af juni og tildels før rundt Kap Farvel og søger op langs drivisen paa østkysten til Danmarks-strædet, hvor hovedmassen ankommer henimod slutten af maaneden. Efter at have fuldendt haarskiftet der drager den saa igjen sydover og begynder allerede i midten af juli at komme forbi Kap Farvel til vestkysten. Rigtigheden af denne slutning er dog langtfra bevist, det kunde f. eks. tænkes, at der længer syd paa østkysten er steder, hvor den drager hen.^k42

Intetsteds vides klapmytsen at forekomme i slige masser som i Danmarks-strædet under haarskiftet, og der er det [180] de norske sælfangere for en væsentlig del driver fangst paa den.

Denne begynder gjerne i juni maaned, da fartøierne kommer til Danmarks-strædet, efterat de har drevet fangst paa en anden sælart, den saakaldte Grønlandssæl (Phoca grønlandica, O. F. M.), i havet omkring Jan Mayen; nogle af dem har ogsaa først gaaet efter bottlenosen (Hyperoodon diodon) nordøst for Island.

Det gjælder først og fremst at finde sælen, og dette er ofte vanskeligt nok; thi man maa ikke indbilde sig, at den ligger strøet udover al is deroppe. For at finde den maa fartøierne ofte lede i uger; de gaar da langs den ydre kant af drivisen, og overalt, hvor der er bugter eller aabninger, trænger de gjerne ind, mens ismasserne paa alle kanter stadig undersøges med kikkert fra den paa stortoppen anbragte udkigstønde. Opdages endelig flokker af sæl langt inde i isen, og denne ikke er altfor blokkende tæt, saa gjælder det om at fyre op og gaa paa for at vinde ind til sælen snarest muligt, ellers risikerer man, at en anden skude kan komme en i forkjøbet; der er intet brorskab i kortspil, heder det, og dette gjælder i fuld udstrækning om sælfangsten paa Ishavet; her søger man at snyde hverandre efter bedste evne. Er der skuder i nærheden, naar man faar se sæl, gjælder det gjerne om at narre dem bort, hvis de endnu ikke har seet den, og der kan da gjøres de utroligste kunststykker; at sætte for damp og fulde seil i en helt anden retning og lade, som man der saa eller ventede at faa se noget, for at lokke de andre med sig, og saa, naar de er komne et stykke paa vei, luske tilbage og ind til sælen alene, ja det er ikke ualmindeligt deroppe.

Naar man saa, alt hvad fartøiet kan taale, bryder sig [181] frem indigjennem isen, og det rygtes blandt mandskabet paa dækket, at man fra tønden ser sæl, da kan det nok hænde, der blir liv ombord. Alle kommer paa benene, alle skal op paa bakken og rækken for at se, om de ikke allerede kan øine den fra dækket; saa faar man travlt med at gjøre baadene ferdige til fangst, undersøge, om der er brød og flesk i baadkisterne, om der er øl paa øldunken, om der er patroner i patronkassen, og om riflen er i fuld stand og forsvarlig pudset; og findes intet andet at pusle med, saa gir man sig til at slibe flaakniven, forat den kan bide rigtig godt paa alle de sæl, som skal flaas; saa er det en tur op paa bakken igjen, snart farer øiet op i tønden for at se, hvorhen den lange kikkert peger, snart atter udover isen i denne retning, og faar man saa øie paa en sæl, blir der liv med pegning og prat, snart sees flere, som sorte prikker dukker de frem langt der forud, hver ny sæl hilses med jubel. Imens arbeider skibet sig jevnt og sikkert ind igjennem isen, kommandoraabene lyder oppe fra tønden, snart er det «hart bagbord», snart «hart styrbord», «ikke lavere», «stødt a», «steady»; de to, som staar tilrors, arbeider, saa sveden render, og rattet gaar rundt som et rokkehjul, mens skibet dundrer mod de vældige flag, saa man ofte har vanskeligt ved at holde sig staaende paa dækket. Nede i maskinen fyres der stadig paa, skruen surrer rundt agterud og danner et blaat, hvirvlende kjølvand, som snart lukkes igjen af isen. Oppe i tønden sidder kapteinen og fryder sit øie ved sælmasserne forud, mens han lægger sine planer og finder vei for skibet. Det er en spændende ferd, der ligger forventning og uro over alle. Endelig kommer det forløsende ord: «Pur ud til fald!». Der lyder et hyl over hele skibet, værst er det nede i folkelugaren, hvor det nu ikke er tilladt at sove [182] længer; alle mand trækker i fangstklæderne, og paa kabyssen brases og koges, forat de kan faa sig et godt maaltid mad, før de gaar i baadene. Saa kommer man muligens efter en halv dags gang ind i sælen, og der sees mere og mere af den paa flagene; men der gaaes paa lige ind i hjertet af fangsten, hvor sælen ligger tættest, og saa endelig lyder det fra tønden: «Færdig til fald!», og alle mand styrter til sine baade, som hænger klare i daviderne paa begge sider af fartøiet. Skytteren paa hver baad^k43 faar sin ordre om, i hvilken retning han skal gaa frem, og endelig heder det: «Laar væk!», og mens fartøiet har sagtnet farten, kan det hænde, at baadene kommer i vandet i en fart. De sætter af, hver til sin kant; det er et stolt syn, at se et fangstfartøis 10 baade paa en gang sprede sig i isen; skytteren staar rank og speidende foran i rangen, mens baadstyreren staar agterud, og de øvrige 3 eller 4 mand trækker paa aarerne, det bedste de vinder. Saa kommer de ind mellem sælen, og det begynder at knitre og skyde paa alle kanter, det kan lyde, som om der blev leveret et helt slag. Er det saa en vakker solskinsdag, og der er masser af sæl, som ligger og strækker sig i solen hen over isfladerne rundt om, da er der et eget skjær over dette liv, som altid vil staa dragende for den, som engang har været med paa det. Det gjælder selvfølgelig for enhver skytter at bli den første, som kommer tilbage med lastet baad, han søger at flamme sine folk op til den samme ærgjærrighed og drive baaden saa hurtig som muligt fremad. Nærmer man sig sæl, maa man omhyggelig undgaa at komme bag noget isstykke, saa at den mister baaden afsigte, efterat den [183] først har faaet øie paa den. Man søger helst at ro frem i saa aabent farvand og saa ret paa den foranfra som muligt, forat den kan se baaden længe; ved pludselig overraskelse forsvinder den straks. Idet den faar øie paa baaden, løftes hovedet, men er denne endnu langt borte, lægger den det muligens atter ned paa isen og ligger i ro; imens kommer baaden nærmere, baaren frem af 4 kraftige aarer; atter løfter den hovedet nu mer betænkelig, den ser snart paa baaden og snart ned i vandet, den blir urolig, skubber sig endnu lengere ud paa kanten, strækker hals og gjør synlige tegn til at ville forsvinde; da pludselig, paa skytterens vink, sætter hele baadmandskabet i nogle forferdelige hyl, sælen studser og lytter forbauset, men saa tar den sig sammen igjen, gjør endnu et skub ud mod kanten og vil forsvinde; da kommer et hyl endnu værre, endnu mer langtrukkent og uhyggeligt end det første, atter strækker den hals, atter lytter den forbauset, idet den stirrer [184] paa baaden, som stadig siger paa med fuld fart; men nu sætter den «fremsveivene» ud over kanten, krammer ryggen og strækker hals mod vandet; trods de mest djævelske hyl vil den nu alligevel gaa, og man er endnu ikke paa skudhold; da er der intet andet raad, skytteren hæver raskt riflen og sender en kugle i iskanten lige under den, saa sne og isstykker kastes mod bryst og næse; det var noget nyt, forskrækket rygger den agterover med tilbagetrukket hoved og stirrende paa iskanten. Mens den grunder paa denne nye gaade, er baaden med god fart kommen i skudhold, det er «vel rod!», aarerne slippes, og hængende i stropperne, glider de langs siden; alle maa sidde stille, mens skytteren hæver riflen, det smelder, og truffet i panden, falder sælens hoved atter paa isen for nu ikke mere at reises.

Ligger der mange sæl i nærheden, kan man komme til at gjøre god fangst med en gang; men det gjælder da om at træffe især de første, man skyder paa, saa de straks ligger stendøde. Jeg kan erindre i 1882 at have skudt hel baadlast paa samme sted, og der var intet iveien for at skyde flere baadlaster til, om jeg havde kunnet fortsætte; thi faar man først skudt sig ind i sælen saaledes, at man faar død sæl omkring sig paa alle kanter, da ligger den levende ogsaa rolig; den ser paa sine døde kamerater, som den antager for levende, og mener tydeligvis, at kan de ligge rolige, som er urostifteren saa nær, saa kan sagtens jeg. Er man derimod saa uheldig at skadeskyde en af de første, saaledes at den hopper saaret rundt paa flaget og med plask springer i vandet, da følger de andre gjerne efter. Man maa af den grund meget hellere skyde bom, og det vil deraf kunne forstaaes, at det i høi grad kommer an paa at have dygtige skyttere paa sælfangst.

[187] Straks sælen er skudt, blir den flaaet; det gjælder om at faa dette gjort hurtigst mulig for at komme videre og ikke bli forbiroet af de andre baade; det er derfor meget om at gjøre for en skytter at faa gode flaaere paa baaden.

Det er en utrolig kort tid, som trænges for at flaa en sæl, jeg har ofte seet det ske paa et par minuter; det er ét langt snit langs efter bugen fra hoved til hale, et par ned paa hver side mellem spæklag og kjød, saa lidt ved hovedet og lidt nede ved hale og baglemmer, og huden er afflaaet; derefter vrænges skindet af forlemmerne og skjæres fra med et par snit; alt er færdigt og bringes i baaden; det er kun skindet og det derunder liggende tykke spæklag, som tages, resten af sælen ligger igjen paa isen som mad for maagerne.

Det er ikke saa længe, at denne fangst paa klapmytsen har foregaaet i Danmarks-strædet; den blev paabegyndt 1876 og blev af mange norske fartøier^k44 drevet med storartet held de første 8 aar; der fandtes sæl overalt, og man skjød den ned i tusendvis; der blev i den tid skudt henved 500000, og næsten lige mange er muligens ødelagte af kugler, uden at man har faaet dem. Saa kom der imidlertid et omslag i fangsten, og efter den tid har der været saagodtsom intet at faa af klapmyts, uagtet man hvert aar har anstrengt sig til det yderste. Hvad kan grunden være hertil? – Sælfangerne har taget vinden, sjøen og de ugunstige isforhold til hjælp; men alt tilsammen har dog ikke været istand til at danne en beroligende grund og lade ham beholde haabet om bedre fangst i fremtiden; thi lad alt være ugunstigt et aar og to aar, men naar det sker sommer efter sommer gjennem 4 og 5 aar, da holder det [188] ikke længere som forklaring, i den grad har ikke forholdene paa Ishavet forandret sig.

Desuden var vi med «Jason» flere gange inde i saadan is, som man i tidligere tid vilde have kaldt god fangstis, uden at finde sæl i den. Fandt vi sæl, laa den altid indenfor paa den tætte is, og naar isen slaknede, gik den ned for atter at gaa længere ind, hvor isen var tæt.

For den, som ser upartisk paa dette spørgsmaal, maa det staa klart, at klapmytsen har aftaget i antal ganske betydelig paa grund af den rovfangst, som den har været gjenstand for. For mig, som paa to forskjellige tidspunkter har besøgt fangstfelterne deroppe, var forskjellen iøinefaldende. Hvor jeg i 1882 saa sæl overalt, naar vi bare kom et stykke ind i isen, var der 1888 næsten ikke liv at øine. I begyndelsen antog jeg dog denne formindskelse af sælen for betydelig større, end den i virkeligheden var.

Den 3dje juli skulde dog min opfatning deraf forandres; thi, som senere omtalt, saaes da langt inde i isen saa meget klapmyts, som jeg neppe før havde seet paa én gang. Men den laa paa tæt pakket is, hvor man tidligere ikke søgte den.

Min opfatning af aarsagen til klapmytsfangstens tilbagegang er, at paa den ene side har den altfor sterke fangst formindsket klapmytsens antal, paa den anden side har den forandret dens natur og sedvaner, enten ved opdragelse eller ogsaa ved direkte naturligt udvalg i kampen for tilværelsen.

Mange mener, at dyrene ikke kan drage slutninger af sine erfaringer og udvikles. Jeg kan ikke være enig deri og tror, at dyrene, de vilde ligesaavel som de tamme, har øine at se med, øren at høre med, de kan erfare og lære ligesaavel som vi mennesker, om end ikke i saa høi grad.

[189] Og et godt eksempel herpaa er maaske netop klapmytsen i Danmarks-strædet. I tidligere tider, levede den et herligt liv paa isen deroppe. Den spiste, sov, havde sine elskovseventyr, formerede sig. Kun en eneste ydre fiende kjendte klapmytsen i hin guldalder, og det var isbjørnen; men den blev ikke ofte gjestet af den; thi bjørnen holder sig gjerne længere inde, hvor isen er tættere, da den ikke er nogen god svømmer, og klapmytsen holdt sig af den grund i den aabnere is nærmere iskanten. Men i aaret 1876 [190] kom om sommeren fra havet et andet slags isbjørn til Danmarks-strædet, og den var baade griskere og større. Det var det norske sælfangerfartøi «Isbjørnen», udsendt til disse egne af veteranen blandt de norske sælfangere, Sven Foyen. Den fandt masser af sæl og tog med engang flere tusend. Men fra den dag var det slut med klapmytsens uforstyrrede liv deroppe; hver eneste sommer i slutten af mai og begyndelsen af juni kom der flokke af norske sælfangere, og da sælen var spag og let at fange, tog man store mængder af den. Ja, i de første aar behøvede man ofte ikke at skyde den, men kunde slaa den ihjel; paa flere fartøier fik folkene ikke engang rifler med paa baadene, men al sæl blev slaaet. Denne guldalder for sælfangerne tog en brat ende. Klapmytsen havde hidtil ikke vidst, hvilken fare der truede den fra disse fartøier med udkigstønde paa stortoppen, og som udsendte en hel sværm af baade; men den gjorde snart sine erfaringer, og det varede ikke længe før den blev skyere. Nu maatte man skyde den og ofte paa lange hold. Det merkeligste af det hele var, at ikke alene de gamle sæler, men ogsaa de ganske unge blev sky; enten maa altsaa de gamle paa en eller anden maade have meddelt sine erfaringer til sine unge poder, eller ogsaa maa disse have faaet det gjennem arv(?); hvordan dette end forholder sig, saa er det en kjendsgjerning, at klapmytsen, saavel unge som gamle, er blevet skyere aar efter aar, med andre ord, den har lært at tage sig iagt for en fiende, den tidligere ikke kjendte, og dette er skeet i det korte tidsrum af henved et halvt snes aar. Men jeg tror, klapmytsens lærdomme gaar videre end dette; den har ogsaa erfaret, at det var især ude i den aabne is nær iskanten, hvor den tidligere følte sig tryg, at den nu var udsat for angreb, og har indseet, at hvis den skulde kunne [191] ligge uforstyrret, mens haarskiftet gaar for, maatte den lægge sig paa den tætte is langt inde. Der udsætter den sig vistnok for isbjørnen, men den undgaar de langt værre norske sælfangere.

Saa antagelig denne forklaring end maa synes, saa kan der dog ogsaa findes en anden. Indrømmes det, at ikke alle sæler fra oprindelsen af er lige sky, hvilket er sikkert nok, da blir det først og fremst de mindst sky baade af nyfødte unger og gamle sæler, som udryddes ved fangst, mens de øvrige gaar fri og kan formere sig. Paa den maade maa jo skyhed i sterkere og sterkere grad fastslaaes i slegten som arv. Herved forklares det dog ikke, at klapmytsen holder sig længere inde i isen end før; antages det imidlertid, at ligesom der var forskjel i skyhed, der ogsaa gives sæler, som fortrinsvis foretrækker den aabne is, mens andre har for vane at holde sig længere inde, saa er det jo klart, at de, som er længst ude, hvor fartøierne lettest kommer til, blir først skudt bort, mens de andre spares og kan formere slegten, som da mer og mer faar forkjærlighed for den tætte is i arv.

Hvilken af de her givne forklaringer bør tillægges størst sandsynlighed, er ikke let at afgjøre; rimeligvis er vel begge berettigede, det er opdragelse og det naturlige udvalg, som har virket sammen. I begge fald er klapmytsen et merkeligt eksempel paa, i hvor forholdsvis kort tid et dyr kan undergaa forandringer.

VII. Ombord i «Jason»

[192] Vort liv ombord i «Jason» randt behagelig hen uden begivenheder.

Sælfangstens pekuniære udbytte og fremtidsudsigterne paa Ishavet bekymrede os ikke dybt, og der var ikke mange skyer paa vort livs horisont, naar undtages enkelte mørke øieblikke, da det hændte, at riflerne ikke traf ganske saa godt, som de muligens burde. For de fleste af deltagerne er dette liv nyt, der er meget at se og iagttage baade i isen og paa havet, og er man jæger, mangler det ikke sin adspredelse; har man ikke sæl at skyde paa, kan man reise ud efter alker; thi af dem er [193] der nok, det tager ikke lang tiden at faa et halvt hundrede, og holder man sig til at skyde dem i flugten, naar de i flokke trækker langs iskanten, er det god nok sport; i ethvert fald har jeg opnaaet at se folk skyde bom paa dem; at skyde dem med rifle paa vandet er heller ikke at foragte. Den første af al sport deroppe er dog i mine øine selve sælskytteriet. Det er i høi grad skikket til at gjøre en til en rolig og koldblodig rifleskytte. Som regel er holdene ikke store – en hundrede til halvandethundrede alen – men blinken er heller ikke stor; thi sælen maa træffes i hovedet eller til nød i halsen under hovedet; træffes den i kroppen, springer den straks i vandet. Undertiden, naar sælen er sky, kan holdene ogsaa bli noksaa betydelige.

[194] Lægges hertil, at man skal skyde fra en bevægelig baad, og at belysningerne deroppe over den glitrende, snedækte is ofte er slemme, kan man muligens forstaa, at der dog fordres endel for at bli en god sælskytte. I virkeligheden er der ogsaa faa at finde; jeg har seet folk, som brugte sin rifle udmerket, naar det gjaldt et fast maal, skyde «til vandsbæk», naar de kom ud paa sælen. Sælskytteriet er heller ikke uden sin afveksling, og er man saa heldig at være bleven betroet førelsen af en baad, og der er god fangst, tror jeg, mange med mig vil regne de øieblikke, som da tilbragtes deroppe i det lille fartøi, hvor man som skytter er høvding og enehersker, til nogle af de lykkeligste i livet. Man er omgivet af en frisk natur: is, himmel og hav; sælen ligger paa isflagene rundt omkring en, og synet af den bringer det jægerblod, som fra fødselen af ruller i aarerne paa de fleste ikke altfor civiliserede mennesker, til at jage afsted i raskere takt, øiet skjærpes, alle evner lægges i syn og arme, som skal føre riflen og aaren, sindet samles i en eneste tanke: at fange sæl og tage baaden frem, saa man faar det mest mulige.

Det er kan hænde vildmennesket, som i saadanne øieblikke kommer frem i en; det er arven fra vore af jagt og fiskeri levende forfedre eller fra endnu længere tilbage; men et herligt, frit liv er det, som giver kraft baade til sind og legeme.

Naar vi ikke kunde drive jagt og var kjede af at stirre paa hav, himmel og is, maatte vi søge anden adspredelse; ja, thi hvor skjønt end alt dette er, og hvor meget man lige fra barneaarene har faaet indpodet skjønheden ved det mægtige, rullende, altid vekslende hav, saa lader det sig ikke negte, at har man stirret paa det i uger og maaneder, da [195] finder man, at det dog alligevel er noget ensformigt, og man længes efter lidt afveksling.

En af vore største fornøielser var at kaste med lasso. Af baadsmanden fik vi, naar vi bad rigtig pent, udlaant noget smekker line, 10 til 12 favne lang; paa enden af denne gjordes en løkke, og dermed var lassoen eller kastesnaren færdig. Lapperne var selvfølgelig mestere i brugen deraf, og det var af dem vi lærte det; de bruger den jo daglig for at indfange sine ren. Især var gamle Ravna overlegen. Med sin sikre mine rullede han linen op i den høire haand; saa hovedet lidt forover, øiet skarpt fæstet paa den ulykkelige, han havde udvalgt, et par trin henover dækket, lette og smidige som en kats, – en rask bevægelse af den spændte høire arm, linen rullede sig lynsnart ud, og snaren faldt aldrig feilende ned over hovedet paa byttet, som fægtende med arme og ben forgjæves søgte at fri sig fra det snærende favntag.

Balto var som fastboende lap mindre øvet; men hans stolthed vilde nødig indrømme dette, og anledning til megen munterhed gav det, naar en af os tog snoren fra ham og sagde, at vi kastede bedre; overvandt vi ham saa, var hans fortrædelige mine ubetalelig.

Der dreves ogsaa mange lege og styrkeprøver ombord, saasom at spænde rævekrog, trække fingerkrog, kattestrube, og hvad de nu alle heder. Et spil, som dreves meget lidenskabelig, var at kaste paa «narhovedet»; med kridt ridses op nogle figurer og ruder paa dækket, disse faar forskjellige værdier, og fra et bestemt hold gjælder det med nogle fladslaaede blystykker at kaste ind i ruderne uden at komme op i en af dem, som kaldes narhovedet; kommer man derind, udgaar alt, hvad man kan have vundet i de andre kast. Naar det var godt veir og [196] ikke for meget sjøgang, spillede ofte flere partier ad gangen paa forskjellige kanter af dækket; spillegevinsten var stykker af skraatobak.

Naar dette ikke længere tilfredsstillede, hændte det ofte, at vi trak os agter i kahytten og tog tilflugt til kortene; og trods flere af os ingen interesse havde for kortspil, kunde vi dog spille eftermiddagen udover og til langt paa nat, ja det hændte endog, at der begyndtes om formiddagen. Det var whist, sprøite, dundrabeis og kløverknægt, det gik ud paa. Vi havde bare en «kortlek», og denne var ved slutten af reisen saa skidden, at det vanskelig kunde afgjøres, hvilken bestanddel var mest synlig, smuds eller papir. Sad vi oppe til midnat, hvilket var det sedvanlige, maatte vi ofte have noget «i livet» ved hundevagtsskiftet; det var da enten kaffe eller «dænge», som serveredes, især var den sidste afholdt; den bestaar af brød, som blødes og steges i smør og sukker.

Ved denne tid fik ogsaa folkene forud kaffe, og vi kunde hver eneste nat have det smukke syn at se Balto komme søvndrukken og i et yderst let antræk op trappen fra det sted, hvor han havde sit soverum, for at gaa forud og faa sin midnatskaffe; som lap var han saa glad i kaffe, at han ikke kunde lade en saadan leilighed gaa hen, selv om han for længe siden var gaaet tilkøis.

Af læseligt havde vi kun lidet, – et saa langt ophold ombord var ikke beregnet. Takket være en ven af ekspeditionen, hr. boghandler Cammermeyer i Kristiania, var vi dog bleven forsynede med nogle bøger; disse var imidlertid snart fortærede, og nu blev der en aandelig hunger, som var helt trykkende. Man gik paa jagt efter hvadsomhelst, og selv de tarveligste røver-romaner og indianerfortællinger, som kunde praies hos folkene forud, blev slugte [197] med begjærlighed; titlerne var noget i stil med «Den blodige handske i dalen», «Den røde høvding», «Den sorte slange» o.l. Undertiden gik vi paa kapertogt ombord i de andre skuder.

Megen afveksling bragte det os, naar vi kunde komme i gjestebud ombord hos de andre kapteiner, eller naar de kom i besøg til os. En sælsom, helt sommerlig scene var det undertiden at se disse ishavsfarere grupperede i solskinnet paa dækket, drikkende sin kaffe eller vin, røgende sine cigarer eller piber og stirrende ud over havet eller de hvide isflader, som laa og dirrede i sollyset, mens tiden gled forbi under latter og skjemt.

Undertiden prøvedes ogsaa skytterfærdigheden paa de i vandet flydende isstykker, og mangt et godt skud blev da gjort.

Den eneste, som ikke syntes at trives ombord, var vor gamle ven Ole Nielsen Ravna; han var vant til at flakke om med sin renflok, livet i det trange, gyngende skib tiltalte ham ikke, og han længedes efter at faa land under fødderne. Balto trivedes derimod udmerket ved sjølivet; med sit muntre, opvakte sind, som altid var parat til at finde paa en eller anden skøierstreg, blev han hele mandskabets yndling. Heldigvis var han nu ogsaa bleven ganske helbredet i det høire knæ, og jeg nærede ingen betænkelighed ved at tage ham med.

Den hest, vi havde bragt med fra Island, var alles kjæledægge. Dette havde imidlertid den yderst ubehagelige følge, at trods strenge forbud blev der brugt mer foder, end der var raad til, og en dag opdagede jeg, at det meste af høet var brugt. Fra nu af gav den anledning til stadige bekymringer; der maatte knibes og spares paa alle kanter, og vor opfindsomhedsevne blev anstrengt til det yderste [198] for at finde nye fodringsmidler. Vi gav den raat sælkjød; det spiste den en stund, men saa var det slut; vi tørrede kjødet og gav den, det gik ligedan; den fik alker, det likte den godt nogle dage, saa samledes der tang, hvoraf der flød masser i sjøen; en vis sort af denne spiste den gjerne. Paa denne maade holdt vi det længe gaaende. Den saa ud til at trives ganske godt og blev en udmerket sjømand. Den 9de juli blev imidlertid en sorgens dag for ekspeditionen; da havde vi intet mer at give den, som den vilde spise, og den maatte skydes. Det var som at miste en ven. Den eneste tjeneste, den ydede os, var at give et godt og velsmagende beefkjød, og et af dens laar fulgte os i drivisen, efterat vi forlod «Jason».

Et godt eksempel paa luftens renhed deroppe er, at saadant kjød kan hænge i lang tid i riggen uden at raadne; der findes ingen baciller, og følgelig kan ingen forraadnelse gaa for sig, uden at den kommer gjennem smudset ombord, som er bragt med hjemmefra.

Folks fordom mod at spise visse ting er ofte latterlig, derpaa fik jeg ved denne leilighed nogle gode eksempler. Da hesten var skudt og blev sønderlemmet efter alle slagterkunstens regler, kom «Yank», som han kaldtes ombord, en norsk amerikaner, og spurgte, om han kunde faa noget kjød; han fik saa meget han vilde have og skar sig straks nogle smaa stykker, som han spiste raa; men den forfærdelse og uvilje, som det voldte, var yderst komisk. Da der var meget mer kjød, end ekspeditionen kunde gjøre brug af, tilbød jeg folkene deraf, men ikke en eneste vilde have det, da det var hestekjød. Senere kom imidlertid en af dem og spurgte mig, om han maatte faa det, som blev tilovers, for saa vilde han salte det ned; jeg blev glad over dog at finde et fornuftigt menneske og spurgte ham, [199] om han ikke vilde have noget, saa han kunde spise det ferskt, da var det jo bedre. «Det kan nok være det, men dere maa ikke tru, jeg er sligt et svin. Det er til grisen derhjemme jeg vilde ha det,» var svaret, jeg fik.

Det er underligt, hvor fordummede mennesker kan bli ved fordomme. Her gaar disse folk ombord i sælfangerne, spiser saltmad og klager over, at de har «vont for brøste», det vil sige, de faar fordøielsesbesværligheder af en slet kost, samtidig med at de næsten daglig lægger masser af godt friskt sælkjød igjen paa isen; slige masser som paa Grønlands kyster vilde kunne lykkeliggjøre et helt samfund^k45; men at faa dem til at spise det, – nei, hellere døde de af sult end spiste slig «urenslig» mad. Deres forfærdelse, da jeg engang tog blodet af en nyskudt sæl og lod stewarten lage blodmad deraf, var stor. Det holdt haardt at faa nogen til at smage derpaa; de, som gjorde det, maatte indrømme, at det var godt, og dog kunde de intet spise; de vidste, det var sælblod. Men saa fortærede til gjengjæld flere af ekspeditionens medlemmer saa meget desto mere; det hændte engang, at en af os, efter at have spist sig vanlig mæt tilkvelds, spiste 18 – atten – blodpandekager; der var neppe nogen fordom iveien.

I en henseende havde jeg mere at bestille ombord, end jeg skjøttede om, det var som læge. Grunden dertil var den ulykkelige omstændighed, at jeg kaldtes doktor; dette og læge er jo for almindelige mennesker det samme. Og saa var de syge allesammen selvfølgelig, nu de kunde faa doktor saa billig, og det var ikke alene «Jasons» 64 mand, [200] men fra de andre fartøier kom de ogsaa dragende ombord for at raadspørge doktoren, som det stod sligt ry af. At gjøre disse folk begribeligt, at doktor og læge ikke altid er det samme, var umuligt, doktor var jeg, og doktor maatte jeg være, og vilde jeg ikke doktorere paa dem, var det bare vrangvilje. Der var ikke andet for end at holde gode miner til slet spil; der har været saa megen humbug i lægekunsten til alle tider, saa at om jeg nu fuskede lidt i det samme, vilde det vist neppe skade dens renomme i nogen væsentlig grad; dernæst kommer jo en læges vigtigste indflydelse fra den tillid, hans personlighed vækker, og tilliden syntes her ikke at mangle; det gjaldt følgelig at give sig en betænkt mine og saa gaa paa.

Det almindeligste var, at de kom og klagede over ondt for brystet, holdende sig nede paa maven. Om de ikke ogsaa følte tunghed i hovedet? Aa jo, det var nok ikke frit for det. Om de ikke havde træg fordøielse og tildels led af forstoppelse? Jo, det kunde nok og hænde. Nu vel, deres ildebefindende kom af deres levemaade om bord; de førte et altfor dovent liv og spiste for meget. Skulde holde op med det, spise mindre og om muligt fersk mad, saasom sælkjød, tage sig motion i frisk luft oppe paa dækket. Gav det sig ikke paa den maade med ondet, fik de komme igjen, de skulde da faa en dosis engelsk salt eller amerikansk olje. Hørte aldrig mer til dem.

Andre kom og klagede over, at de havde saa elendig ondt i hovedet, og sligt tungsind faldt over dem undertiden. Jeg spurgte da, hvordan det stod til med maven? Jo, de havde gjerne træg fordøielse. Ja, det var greit nok, for dovent liv og for meget mad; mere arbeide og mindre mad, og forøvrigt samme opskrift som ovenfor. Undertiden blev ogsaa mavemassage anbefalet, og det [201] forekommer mig, jeg ser disse karer ligge i de trange køier og massere sine maver.

En dag kom fra et af de andre fartøier med meget besvær en fyr ombord; han havde en rødlig farve, med feberroser i kinderne, han klagede over «vondt for brøste og svær mavepine». Det var tydelig nok tæring. Jeg kunde intet gjøre, tilfældet var uhelbredeligt, det vigtigste var at holde sig fed; han kunde jo spise spæk eller drikke tran, det var al den trøst, jeg kunde give. Ja, men han havde daglig drukket tran, klar botlenosetran. Stakkars fyr, intet under, at han havde mavepine, botlenosetranen virker mer afførende end amerikansk olje.

Nogen nytte kunde jeg dog gjøre ved behandling af saar. Disse omgikkes som regel paa en yderst uforsvarlig vis og gav ofte anledning til slem verk. Naar de blev rigtig daarlige, kom de for at faa raad. Først og fremst fik de sig da en god præken for deres urenslighed, dernæst blev saaret grundig renset for ugegammel smuds og saa behandlet med antiseptiske midler; som regel kom de sig da efter nogenlunde kort tid. Der var imidlertid et tilfælde af temmelig alvorlig natur.

En dag kom en af besætningen og klagede over, at han var saa elendig «bryten» i hele kroppen, det verkede i alle leder og lemmer paa ham. Jeg spurgte, hvor han havde det værst. Jo, det var i ryggen. Kjed af alle disse mennesker, som havde verk baade hist og her, svarede jeg, at det vel var gigt, og det var der ikke noget at gjøre med, han fik klæde sig godt og ikke gaa mer i vinden end nødvendigt. Et par dage senere kom manden igjen og sagde: «Naa maa dere gjøre noe ved mig, doktor, for naa holder jeg det ikke ud længere. Det har sli sig i den høire armen, og det verker reint ustyggelig.» Armen var [202] desuden begyndt at hovne. Min mistanke blev vakt, og jeg spurgte, om han ikke havde havt noget saar paa den høire haand; men han sagde nei. Det var underligt, – men da saa jeg paa den ene finger en fille og spurgte, hvad det betød? Aa, det var ingenting, han havde bare for nogle dage siden slaaet lidt skind af den ene knogen. Havde vel været lidt verk? Jo, det kunde nok hænde, der havde været lidt. Jeg sagde ham da, at der havde han grunden til sin daarlige arm, han havde selv været skyld i den. Nu maatte han vaske fingeren omhyggelig og blotte armen, saa vilde jeg komme og se paa den. Det viste sig at være en sterkt udviklet blodforgiftning; armen var ikke lidet hovnet ovenfor albuen. Foreløbig fandt jeg dog ikke at kunne gjøre noget; den blev lagt i bind, og han fik strengt paabud om ikke at bruge den og at holde sig i ro. Det blev værre for hver dag, armen hovnede, og smerterne tiltog, han maatte tilkøis. For at dulme smerterne noget fik han vaade omslag. Han havde sterk feber og kunde lidet eller intet spise. Tilsidst var armen saa tyk som en almindelig mands laar, det var paatide at skjære den; men jeg skal ikke negte, at jeg kviede mig derfor. Alle mente, han maatte dø, og jeg kunde lige godt spare det. Jeg var hos ham flere gange om dagen. I sandhed, en lugar ombord, hvori der er henimod 60 mand, som støier, snakker i munden paa hverandre og holder alslags kommers, er ingen god sygestue. Der laa den syge inde i en trang, indestængt køie, stønnende under smerterne, saa hele rummet gjenlød deraf. Mørkt, lavt var der under taget, rundt omkring stod skibskister, sjøtøi hang eller laa henslængt paa alle kanter, skiddent og stygt, slibrigt var der paa gulvet, og luften var kvalm og indestængt.

Af og til tørnede skibet imod isen, det rystede i alt, [203] den syge blev kastet fra den ene side af køien til den anden, det gav et sæt i ham af smerte, og han udstødte skrig, mer hjerteskjærende end nogensinde. I saadanne omgivelser var det, jeg maatte skjære ham, der kunde ikke ventes længer. En pennekniv, som blev slibt paa en grov slibesten, var det eneste brugbare instrument, som kunde opdrives; under det flagrende skin fra en liden elendig lygte skulde operationen gaa for sig; men det var vanskeligt nok at faa nogen til at holde lygten, ingen vilde se paa. Dog endelig var alt færdigt, staalet for ind og blev ført frem for at give et langt snit, den syge skreg ude af sig af smerte: «Dere dræber mig! Au! – A-u!» – saa kom et par draaber blod, og derpaa væltede materien i hvide strømme ud af saaret, det var helt som en lettelse for den, som saa paa. Men den syge laa stønnende, halvt bedøvet, saa begyndte han at fantasere, han havde mistet bevidstheden.

I flere dage fantaserede han stundimellem, folkene var helt bange for at være nede, de mente, han holdt paa at dø; samtidig var en anden af mandskabet bleven gal, for ham var de endnu ræddere. Det var ikke saa meget at sige dertil; i en trang lugar at have en vanvittig og en, som ligger og raver i feberfantasier, er neppe hyggeligt.

Endnu en gang maatte jeg skjære min patient; den materie, som kom fra ham, kunde være maalt i litervis. Det drog i langdrag med bedringen; men inden jeg forlod skibet i juli under Grønlands østkyst, havde jeg dog den glæde at se ham oppe af køien. Hans taknemmelige blik, da vi skiltes, glemmes ikke let.

En gjengivelse af dagbogsoptegnelserne fra denne tid vilde kun have interesse for ishavsfarere; de bestaar i, hvorledes vi flakkede om langs iskanten, hvorledes vi gik [204] ind i isen og saa ud af den igjen, hvorledes den var snart slak og snart tæt, hvorledes vi saa snart mindre, snart mere sæl og undertiden endog store masser af den langt inde paa den tætte is; hvorledes vi i vanskelig is gik omkap med de andre skuder indover mod tætte sælmasser, som forsvandt i vandet, da vi vel naaede dem o.s.v. o.s.v.

Den 28de juni var vi langt inde i isen paa omtrent 66° 24' n. b. og 29° 45' v. Her saaes land i nordlig retning (misvisende NO. t. O.), i særdeleshed var to fjeldtoppe fremtredende; deres virkelige form kunde ikke sees da de ved den «hilder», som er almindelig over disse ismarker, og som foraarsages ved lysbrydningen i de forskjellige kolde og varme luftlag, var sterkt forandrede og [205] saa ud som tvert afskaarne takker paa en murkant med skydeskaar. Det maa være fjeldtoppe paa Blossevilles kyst, men de laa længere vest end de toppe, som staar angivne paa kortet. Jeg talte senerehen med kaptein Iversen paa «Stærkodder», som havde været længere inde i isen nordenfor os. Han kunde der se land ganske tydelig. Det var høit og bjergfuldt, sagde han, ikke lavt som længere nede paa kysten, hvor han havde været inde i 1884 (det var antagelig noget nordenfor 67° n. b.). Disse angivelser stemmer ogsaa med de beretninger, som kaptein Holm fik af eskimoerne i Angmagsalik, og hvorefter han gjorde sin skisse af østkysten nordefter. Denne kyst hører, som bekjendt, til de mest ukjendte strøg af vor klode.

Ud paa kvelden den 28de juni fik vi se sæl. Vi saa den nu daglig i længere tid uden at kunne komme ind til den. Den 3dje juli kom vi endelig langt ind, hvor der var meget sæl, men isen var saa tæt, at det ikke var muligt at faa baadene ud, og ingen fangst kunde gaa for sig. Ud paa natten, da solen kommer i horisonten, kan man se langt og tydelig over snefladerne deroppe. Jeg gik da i tønden. Jeg satte kikkerten for øiet og rettede den indover isen og fik da se, som tidligere nævnt, slige masser af sæl, at jeg ikke kan mindes nogensinde at have seet flere samlede paa engang. De laa, som styrmanden udtrykte sig, strøede tæt som kaffebønner henover isen. Hvorhen kikkerten rettedes, fra nordvest til nordost, var der sæl udover lige til horisonten og sandsynligvis endnu meget længere; jo længere udover, desto tættere syntes den at ligge.

Næste dag var der taage og endnu tættere is, rulling begyndte der ogsaa at komme, og om eftermiddagen gik vi atter ud.

[206]

Den 11te juli var der sterk bevægelse i isen, vi var komne ind i voldsomme strømninger. Som et par af os sad inde i skaffekahytten, gav et isflag «Jason» et stød for baugen saa sterkt, at den for agterover. Vi sprang ud og fik tvers af skibet se et andet stort flag, som med stor fart stevnede lige paa dets agterende. Noget maatte gaa, men afhjælpes kunde det ikke. Saa tørnede det mod med et brag; hele skibet rystede og krængedesⁿ⁵ over – roret var knækket, men heldigvis intet værre. Havde vi faaet flaget mod siden, er det uvist, hvad da havde skeet, siderne er sælfangernes svage punkt.

Den næste dag tilbragtes med at faa det reserveror, man altid fører med sig, sat paa, og dermed var vi atter lige gode.

Det var nu ledet saa langt paa sommeren, at der liden udsigt var til at faa mere fangst. Den 13de juli bestemtes [207] det derfor til alles tilfredshed at gaa ud af isen og sætte kurs vestefter mod Grønland.

Den dag og den følgende toges dog endnu nogle sæl – alt ialt vel 100 –, som vi gik langs iskanten.

Om natten mellem den 14de og 15de juli havde styrmanden seet land, ligesaa om morgenen, og da skulde det ikke have været saa meget langt af. Om formiddagen var det taage, og vi vidste ikke, hvor nær vi var komne.

Vor bagage bares paa dæk, og alt gjordes færdigt for afreise.

Mens jeg ved middagstiden sad nede og skrev breve til Europa, hørtes fra dækket det magiske ord «land»! Jeg sprang op. Foran mig under taagehvælvet laa Grønland solbelyst. Det var atter landet ved Ingolfs fjeld.

Vi var vel omkring en 8 mil fra det. Da vi kunde se is forud, sattes kurs sydefter, idet vi nærmede os mer og mer.

Paa veien sydefter kom vi forbi flere mægtige isfjeld. Paa et par af dem saaes stene og grus. Naar man faar øie paa disse kolosser langt borte, ser de ud som hele landstrækninger, og flere gange hændte det, at man ombord tog dem for øer, som vi havde forud. Længere syd ved Kap Dan stod især mange af disse iskjæmper paa grund.

Der blev intet af landgang den dag og heller ikke den følgende; isbeltet var mellem 4 og 5 mil bredt, det var bedre at se paa forholdene længere syd.

Den 16de passeredes Kap Dan, som med sin runde kuppelform var let kjendelig. Isen laa endnu vel langt af land, isbeltet var endnu omkring 4 mil bredt. Længere vest saa det imidlertid paa den blaa luft over isen ud til, at en dyb bugt skar sig ind mod landet. Vi satte vort [208] haab dertil, stævnede did og kom i løbet af natten virkelig derind.

Da jeg den 17de om morgenen kom paa dæk, saa jeg tydelig nok, at den dag maatte landgangen forsøges. En tur op i tønden bestyrkede mig end yderligere deri. Fjeldene omkring Sermilikfjorden laa lokkende derinde, længere i vest saaes for første gang indlandsisen, vore længslers maal; som en hvid umaadelig flade hvælvede den sig indover.

Der kunde ikke være stort over 2½ mil til nærmeste land. Det første stykke var isen nogenlunde fremkommelig, længere inde saa den temmelig tæt ud, men jeg kunde se smaa klarer hist og her. Isen syntes desuden ikke at være af værste slags, der var mange smaa flag imellem. Det er vistnok tungere at trække baadene over dem end over større flag, men de er lettere at rokke, naar man vil bryde sig frem i vandet. Fra tønden kunde jeg endvidere se luftspeiling af aabent vand paa indsiden af isen, mellem denne og land; der var saaledes sandsynlighed for, at naar vi havde brudt os gjennem hjertet af isbeltet, vilde vi atter finde flagene mer spredte mod det aabne vand paa indsiden.

For et fartøi som «Jason» vilde det have været en let sag at bryde sig gjennem denne smule is; hvor ofte havde vi ikke tidligere gaaet gjennem den, som var meget værre; men dengang gjaldt det sæl, det var skibets egen forretning, her stillede forholdet sig noget anderledes. Havde skibet været mit, vilde jeg ikke et øieblik have betænkt mig paa at lade det gaa ind; men nu var vi gjester ombord, og for at gaa iland paa Grønland var skibet ikke assureret. Strøm og dybdeforhold i dette farvand var endnu ukjendte; mistede skibet sin propel i isen, var det [209] muligens redningsløst fortabt, da det neppe kunde faa den erstattet med en ny, og det værste af alt var, at maatte skibet forlades her, da kunde det være vanskeligt nok for de 64 mand, hvoraf besætningen bestod, at klare sig frem til beboede steder med den ringe proviant, som havdes ombord. Da vi endvidere mente med lethed at kunne klare os selv, anmodede jeg ikke kapteinen om at føre os længer end til iskanten, men gav ordre til at bringe vore sager i baadene og gjøre dem klare.

Som allerede nævnt, havde ekspeditionen medbragt en baad, forarbeidet for øiemedet i Kristiania; men da denne alene vilde blive sterkt belemret af ekspeditionens temmelig rumstore udrustning, modtog jeg med glæde kapteinens venlige tilbud om at faa overladt en af «Jasons» mindste fangstbaade. De to baade blev laarede og lagte paa siden af fartøiet, og der blev nu en sjelden travlhed ombord med at aabne vore kasser og pakke alt ned i dem; det var vanskeligt at sige, hvem der var ivrigst med at hjælpe til – ekspeditionens medlemmer eller skibets besætning.

Breve til hjemmet afsluttedes, og havde nogen en speciel ven, det være sig af mandligt eller kvindeligt kjøn, som han ønskede at sende et sidste farvel, saa blev det antagelig gjort, man vidste jo ikke saa sikkert, naar næste gang blev. Stemningen inden ekspeditionens medlemmer var særdeles oprømt; man fik neppe det indtryk af denne lille skare, at den forberedte sig til en alvorlig dyst. Efter halvanden maaneds venten skulde endelig forløsningens time slaa. Vi havde en spændstig følelse, som naar man gaar til en dans, hvor man venter at møde den udkaarede; nu vel, det blev jo ogsaa en dans, men ikke paa fuldt [210] saa mange roser som antaget, og den udkaarede lod lidt længe vente paa sig.

Til norsk Morgenblad skrev jeg før afreisen i al hast følgende brev:

«Jason», 17de juli 1888.

«Det blev intet af landgangen den 15de, ikke heller igaar, der var et 4 à 5 mil bredt isbelte mellem os og land; dette bestod vistnok delvis af aaben is, som vi kunde ro, men vi ønskede at komme længere vest forbi Kap Dan og til egnen omkring Inigsalik vestenfor Sermilik-fjorden, hvor landet er jevnere end østenfor. Landet nordenfor Kap Dan er nemlig noget af det mest sønderrevne fjeldland, jeg tror at have seet; de vildeste norske fjeldpartier, ja selv Alperne synes ikke at kunne maale sig, hvad fantastiske, himmelstræbende former angaar. Høiderne er vistnok ikke saa store; en af de høieste toppe er Ingolfs-fjeld paa ca. 6000 fod; det er en skarp, meget fremtrædende top, som vi den hele tid under vor seilads langs landet lige til igaaraftes har havt isigte. Det forekom mig dog, som jeg længer nord og muligens længere inde i landet saa toppe, som var endnu meget høiere. Landet her nordenfor Kap Dan er dog endnu ikke undersøgt eller betraadt af nogen europæisk fod. Igaar passerede vi Kap Dan, og i dette øieblik befinder vi os blot et par mil af land og med Sermilik-fjorden lige foran os, rede til, saasnart alt er i orden, at sætte af fra skibet for, saavidt vi kan forstaa, at ro gjennem slak og aaben is lige til land. Paa venstre haand af os ligger Inigsalik-landet, og vi kan her bagenfor fjeldene for første gang se bræmmen af indlandsisen, denne mystiske isørken, som nu i den nærmeste fremtid skal blive vor tumleplads, sandsynligvis for over en maaned.

[211] Inigsalik-landet ser ud til at være et forholdsvis jevnt land, som netop egner sig for opstigning paa isen; det var kaptein Holm (lederen af den danske konebaad-ekspedition), som anbefalede mig det til opstigning, og herfra seet ser det ud til, at vi ikke skal bli skuffede.

Men vore to baade ligger allerede paa siden, færdige til afreise.

Da isen er saa liden, har jeg foruden den baad, vi bragte med hjemmefra, faaet overdraget en af «Jason»s fangstbaade, idet det er meget bekvemmere at have to, og desuden er det mere betryggende, da en kunde knuses i isen.

Og saa stunder da det øieblik, da vi skal sige kaptein Jakobsen og skibets besætning farvel; det er mange kjære minder om gode venner og hyggelige stunder, vi alle tager med fra «Jason». Vi gaar i vore baade med det uryggeligste haab om et heldigt udfald af vor forestaaende reise; en græsk vismand har vistnok engang sagt, at haabet er den vaagnes drøm, men nu vel, drømme gaar undertiden ogsaa i opfyldelse, og jeg tror denne skal.

Jeg haaber paa at blive istand til at naa Christianshaab, før det sidste danske fartøi forlader det i september, og vi vil komme hjem endnu i høst, men hvis ikke, saa kommer vi næste sommer».

Farvel!

Deres
Fridtjof Nansen.

Henimod kl. 7 om kvelden var alt færdigt for afreise. Sermilik-fjorden laa ret ind for os, efter bestemmelse ved krydspeiling af punkter i land skulde vi være noget over 2½ mil (geografiske) fra dens munding. Jeg gik for sidste gang i tønden for at se, hvilken kurs vi burde tage.

[212] Luftspeiling af aabent vand under land saaes endnu tydeligere end før. I retning noget vestenfor Kong Oscars havn syntes isen at være slakkest, og jeg bestemte mig for den kurs.

Mere seiersikker end nogensinde kom jeg atter ned, og nu stundede da afskedstimen. Hele besætningen var paa dæk. Trods glæden over udsigten til en heldig begyndelse paa vor færd, var det dog med lidt vemodige følelser, vi tog afsked med disse jevne sjøfolk, blandt hvilke vi vistnok alle havde vundet mangen ven, som kan hænde nu satte en betænkelig mine op eller vendte sig bort med en betegnende hovedrysten; man tænkte sig muligheden af, at det var sidste gang vi saaes. Sidst af alle trykkede vi kapt. Jacobsens haand, og paa sin rolige maade sagde denne type paa en norsk sjømand os et velment farvel og ønskede at «vi maatte leva». Saa ned ad faldrebet og i baadene. Mens jeg overtog styret paa den nye fangst baad, hvor Dietrichson og Balto førte hver sin aare, overtog Sverdrup den gamle baad som høvedsmand med Ravna og Kristiansen som roere.

«Alle mand paa plads?» «Sæt af!» og idet baadene for de første kraftige aaretag skyder frem gjennem det mørke vand, gjenlyder luften af 3 kraftige hurraer fra 64 struber, saa to hvide røgsøiler, og «Jasons» to kanoner sender os sin sidste hilsen, skraldene ruller dumpt ud i den tunge, regnsvangre luft og dør hen. Den sidste bro bag os er kastet. Saa farvel, og vore baade glider for taktfaste aaretag ind gjennem isen for at faa det første kolde favntag af den natur, som nu for en tid skal huse os. Vi havde alle den bedste tro paa lykke; at anstrengelser og farer ventede os, vidste vi; men vi følte os overbeviste om, at vi skulde og maatte klare dem.

VIII. Mod land. Drift i isen

[213] Et stykke inde i isen blev vi indhentede af en baad med 12 mand og styret af 2den styrmand. Den var udsendt af kapt. Jacobsen for om muligt at hjælpe os det første stykke med at trække baadene eller bryde vei. De fulgte os en stund, men da jeg saa, at de ikke kunde være os til stor nytte, saa sagde jeg dem tak for god vilje og sendte dem atter ombord.

Vi fandt en lang slakke, tilviftede baaden farvel og stævnede indigjennem.

Til en begyndelse gik det ganske raskt med os; isen var saavidt slak, at vi for en væsentlig del kunde ro; var det ikke tilfældet, maatte brækstænger og økse bane vei, kun paa faa steder var vi nødte til at trække baadene over mindre flag. Allerede før vi forlod «Jason», var det begyndt at regne lidt, nu blev det værre, mens himlen mørknede sterkt og antog en uveirsagtig stemning; det var et syn af en eiendommelig virkningsfuld karakter at se disse mænd i deres mørkebrune waterproofs regnklæder med de spidse hætter, lig munkekutter, over hovedet arbeide sig sikkert og taust frem i sine to baade, den ene lige i kjølvandet paa den [214] anden, ind gjennem de hvide, rolige isflag, som dannede en sterk kontrast mod den mørke, uveirssvangre nattehimmel. Over de sønderrevne fjelde ved Sermilik-fjorden leirede sig mørke skybanker, af og til splittedes skytæppet, og ligesom gjennem rifter i et forhæng saa man ind til en himmel bagenom, glødende i hele en arktisk solnedgangs langvarige straaleglands og kastende gjenskin paa det mørke forhængs kanter. Det varede ikke længe; saa droges atter forhænget for, mørkere end nogensinde, mens vi slag i slag slog os indad med regnen piskende i ansigtet. Var det et varsel om vor egen skjæbne dette? Nei vist ikke, men menneskesjælen er overtroisk, den tror saa gjerne, at elementerne og universet dreier sig med dens store selv som midtpunkt.

Isen blev noget vanskeligere, oftere maatte vi op paa iskoss for at se ud den bedste vei, og fra toppen af et saadant tilviftede jeg med det norske flag «Jason» vort sidste farvel, og denne svarede med at sænke sit. Saa gik det atter afsted, hurtig! her er ingen tid at spilde.

Vi havde fra begyndelsen af havt et stort isfjeld langt i vest for os, i længere tid havde det imidlertid været paafaldende, hvorledes vi stadig kom dette nærmere, uagtet vi arbeidede i en langt østligere retning. Det maatte være strømmen, som satte os vestefter. Og saa var det, med uimodstaaelig kraft blev vi førte afsted; umuligheden af at naa østenom isfjeldet var snart indlysende, og vi maatte gaa i læ af det. Her kom vi imidlertid pludselig ind i en rivende malstrøm, som kastede isflagene mod hverandre, saa de tørnede, sattes paa ende og truede med at knuse begge baade. Sverdrup trak sin op paa et flag og var i sikkerhed. Vi arbeidede os fremover mod en klare med fare for hvert øieblik at faa baaden [215] knust, det gjaldt at være aarvaagen og holde den klar alle farlige pynter, altid slig, at man havde den paa en «fod» eller i en «vik»^k46, naar isen pressede, men dette er ikke let i de rivende, uimodstaaelige hvirvler. Ved forenede kræfter lykkedes det os dog at komme igjennem og ud i den store klare i læ af fjeldet, hvor vi foreløbig var sikre; nu gjaldt det Sverdrup, jeg viftede til ham, at han maatte følge efter, og idet han fik holdt sin baad ud i smulere farvand end vi, kom han godt frem.

Vi fandt nu mange klarer indigjennem. Isen totnede kun et par gange, især hvergang strømmen førte os mod et af de mange isfjelde, som laa paa grund rundt omkring; men den slaknede atter, saasnart vi var komne forbi. Udsigterne var lyse og sindet let. Regnen var ophørt, og just nu steg solen over Sermilik-fjordens takkede baggrund, sættende den endnu skytunge himmel i brand og tændende baal paa toppe og tinder.

Der laa lange klarer fremfor os, jeg troede allerede fra baaden at kunne se det aabne vand paa indsiden isen. Landet paa vestsiden af fjorden var vi komne meget nær, jeg kunde tydelig skjelne stenene og ujevnhederne i fjeldet, intet syntes nu at kunne hindre vor landgang, vi talte allerede om, hvor og naar vi skulde koge kaffeen iland.

Da totnede isen, vi blev nødte til at søge op paa et flag snarest muligt. Min baad var kommen op paa et uheldigt sted i en trang rende, og da isen atter slaknede, [216] og den sattes ud, skar en skarp iskant sig gjennem et bord i den ene side. Den kunde ikke flyde og maatte derfor losses og igjen tages op paa flaget for at bøtes. Sverdrup med Kristiansen som medhjælper gik igang dermed, og med sandt mesterskab bragte han i forholdsvis kort tid alt i orden med de daarlige greier, som var forhaanden; de bestod i en bordende af furu, som havde dannet bundtilje i baaden, desuden nogle spiger, en øks og en træklubbe.

Denne knækkede baad afgjorde imidlertid vor skjæbne. Under arbeidet med den var isen totnet igjen, himmelen var mørknet, og regnen styrtede ned over os i strømme, indhyllende alt omkring. Der var intet andet at gjøre end sætte telt og vente. Klokken var allerede bleven 10 om formiddagen den 18de juli, det bedste for os var at krybe i vore soveposer og tage den søvn, som efter 15 timers anstrengt arbeide i isen ikke var uvelkommen.

Før vi gik tilkøis, blev det lidt mere sigtbart tilhavs, og i en lette fik vi øie paa «Jason» langt ude, den fyrede netop op og forsvandt en stund senere tilhavs, formodentlig antagende os for længe siden velbeholdne iland. «Da Ravna saa skibet for sidste gang,» skriver Balto i sin reiseskildring, «sagde han til mig: 'Ak, hvor dumme vi vare, at vi forlode skibet for at dø her. Der er intet haab om at bjerge livet. Det store hav blir vor grav!' Jeg svarede, at det ikke vilde have været rigtigt, om vi to lapper havde vendt tilbage. Vi vilde ikke have faaet nogen betaling, og kanske den norske konsul havde maattet føre os tilbage til Karasjok paa fattigkassens bekostning. Det vilde have været en stor skam.»

Mens vi sov, maatte altid en af os holde vagt for at purre ud i det tilfælde, at isen skulde aabne sig saavidt, [217] at vi kunde komme videre. Dietrichson tilbød sig straks at tage den første vagt.

Men isen slaknede lidet eller intet; kun engang tænkte jeg et øieblik paa at arbeide igjen; men straks totnede den atter. At trække baadene over denne is var der lidet mening i, den var for ujevn og bestod af for smaa flag. Mens regnen holdt ved, kunde vi vente og sove længere, end vi havde lyst til; vi var allerede inde i den forkjerte strømsætning.

Med rivende hastighed førtes vi vestover ind i det bredere isbelte paa vestsiden af Sermilik-fjorden, her tog strømmen en mere sydlig retning og førte os ret fra land hurtigere, end vi kunde arbeide os mod den i isen. Var vi ikke bleven opholdte ved den knækkede baad, kunde vi sandsynligvis have naaet gjennem det belte, hvor strømmen var mest rivende, og ind i det roligere vand under land.

Hastigheden af den strøm, vi her var komne ud for, var betydelig større, end man tidligere almindelig antog. At den var sterk, vidste jeg vel, jeg havde ogsaa regnet dermed; men havde vi havt anelse om dens virkelige styrke, havde vi gaaet noget anderledes tilverks. Det rigtige vilde da have været at sætte ind i isen betydelig østligere, ret ud for Kap Dan, og ved at arbeide indover tvers paa strømretningen vilde vi efter al sandsynlighed være gjennem isbeltet, før vi var drevne vest forbi Sermilik-fjordens munding og ind i det bredere isbelte, hvor strømmen bøier og gaar sydefter. Som det nu var, skulde vi kun faa se, hvor godt vi kunde have havt det; en time i godt farvand, og vi havde været gjennem. Men paradiset stængtes, og vi drev mod sydligere bredder.

Imidlertid havde vi stadigt arbeide med at øse teltgulvet for regnvandet, som sivede ind gjennem lissehullerne [218] i teltvæggenes nederkant. Efter henved et døgn i teltet, væsentlig tilbragt paa denne maade, slaknede isen saa meget, at vi med fornyet mod og fornyede kræfter kunde begynde at arbeide mod land. Det var kl. 6 om morgenen den 19de. Det havde git sig noget med regnen, og gjennem en lette i regnskodden kunde vi øine landet ved Sermilik-fjorden; vi var meget over dobbelt saa langt fra det, mindst 4 mil; men fortrøstningsfulde saa vi fremad; naaede vi end ikke landet ved Inigsalik (vest for Sermilik-fjorden), saa kunde vi naa det søndenfor ved Pikiutdlek; arbeidede vi ufortrødent tvers paa strømmen, maatte vi jo engang komme frem; og ufortrødenhed manglede os ikke; vi arbeidede med lyst, kom i læ af et mægtigt isfjeld, fandt lange klarer og kom et godt stykke ind igjennem; saa totnede isen, og vi maatte atter ty op paa et flag. Nu brød solen af og til igjennem, vi trak baadene helt op paa isen, slog telt og indrettede os saa koselig vi kunde; fik delvis paa lidt tørt tøi og fik tørret lidt af vort vaade. Det sidste var især ønskeligt for mig, som under arbeidet om dagen havde faldt i vandet; idet jeg skulde springe ombord i baaden fra en fremstaaende iskant, brast nemlig denne. Den slags ufrivillige bad var forøvrigt en noksaa dagligdags begivenhed under færden. Ud paa dagen kom solen helt frem, og vi badede os tilgagns i dens milde straaler. De hermetiske sager, som var os sendte fra Stavanger hermetiske fabrik, vederfaredes retfærdighed, paa flagene fandtes det bedste drikkevand, og paa den dunk, som var fulgt med baaden fra «Jason», var der endnu øl. I hver af sælfangernes fangstbaade er der nemlig en øldunk og en brødkiste, fyldt med brød og noget flesk. Disse ting havde kapteinen ladet være i vor baad, velfyldte og i god stand, og det kom os nu tilgode.

[219] Vi begyndte at kunne høre temmelig sterk brænding ude fra iskanten, men lagde ikke synderlig merke dertil. Landet drev vi tilsyneladende ret ifra, toppene ved Sermilik-fjorden blev mindre og mindre.

Om kvelden sad jeg længe oppe for at tage nogle skisser, efterat de andre var krøbne i poserne. Det var en herlig nordisk kveld, netop med disse bløde farvetoner, der ligesom smyger sig kjælent om en; denne drømmende, lyse vemod, som saa velgjørende sænker sig over sindet, og som er de nordiske nætter egen. Det takkede landskab i nord ved Sermilik-fjorden tegnede skarpt sine dristige linjer mod den glødende kveldshimmel, mens indlandsisens mægtige flade begrænsede synskredsen langt vestover og svandt mildt over i den gule baggrund med sine bløde linjer.

Det var altsammen saa nær – ærgerligt, at bare et saadant stykke drivende is skulde være istand til saa haardnakket at skille en fra sine længslers maal.

Som jeg sad og tegnede, lagde jeg merke til en voksende sjøgang, som trængte sig ind igjennem isen. Jeg saa mod havet, himlen var der lidt mørk; tænkende, at det drog op til uveir derude, men at jo det var noget, som ikke kom os synderlig ved, krøb jeg omsider i posen til mine sovende kamerater.

Næste morgen (20de juli) vaagnede jeg ved, at flaget, hvorpaa vi laa, fik nogle voldsomme stød. Sjøgangen maatte være vokset betydelig. Vi kom ud og opdagede, at flaget var revnet tvers over ikke langt fra teltet. Lapperne, som straks var tyede op paa nogle af de høieste punkter paa flaget for at se sig om, raabte, at de kunde se havet; og det var ret, blinkende i morgensolen laa havet langt derude; vi havde ikke seet det, siden vi forlod «Jason».

[220]

I mine dagbogsoptegnelser fra den og den følgende dag siger jeg videre:

«Sjøgangen vokser, det bryder stadig voldsommere ind over vort flag, isstykker og snesjap (is, som er sønderslaaet mellem flagene) kastes imidlertid op og danner en vold, som tager imod for meget af sjøerne. Det værste af alt er dog, at vi nærmer os havet med en uheldspaaende hastighed. Vi læsser paa kjælkerne og forsøger at trække indover mod land, men opdager straks, at den hastighed, hvormed vi drives udad, er os for sterk. Det blir derfor dermed, at vi ser os om for at finde et tryggere flag at bo paa, da det, vi har, forekommer os meget skrøbeligt. Fra begyndelsen var det vel en rund flade, omtrent 30 meter i tvermaal, men om natten revnede det engang, og nu revner det igjen paa en anden kant, det blir temmelig lidet. Tæt ved os er et stort og tykt flag, som endnu er ubrudt; vi flytter did.

«Imidlertid bærer det brændingen nærmere og nærmere, larmen stiger, rullingen vælter sig indover mod os og bryder over flaget paa alle kanter. Situationen tegner til at bli kritisk.

«Stakkars lapperne, de er ikke i det bedste humør. Om formiddagen var de forsvundne, jeg kunde ikke forstaa, hvor de var blevne af, da der just ikke var mange steder paa det lille flag, hvor man kunde gjemme sig. Da blev jeg opmerksom paa, at nogle presenninger var omhyggelig bredte over den ene baad. Jeg lettede sagte paa en af dem og saa begge lapper ligge i bunden af baaden, den yngste, Balto, læste høit for den ældre af det nye testament paa lappisk. Uden at de merkede det, dækkede jeg atter over for den egne lille kirke, som de saaledes havde indrettet sig. De havde opgivet livet og [221] beredte sig til døden.» – Som Balto engang længe efter betroede mig, havde de dernede i baaden udgydt sig for hverandre og fældt sine modige taarer, bittert bebreidende sig selv og andre, at de nogensinde havde forladt den hjemlige arne. Det var ikke at undres paa, at de var rædde, for dem var det hele ukjendt.

«Det er et herligt veir med stegende solskin, saa snebrillerne maa tages i anvendelse. Solen benyttes til at tage en stedlinjeobservation, og ved peiling af landet bestemmes vort sted til at være: 65° 8' n. b. og 38° 20' v. l., altsaa 30 minuter (7½ mil) fra Sermilik-fjordens munding og 23 til 25 minuter (omtr. 6 mil) fra nærmeste land.

«Middagsmaden lages istand som vanlig, kun bestemmes, at der i anledning omstændighederne skal koges ertesuppe; den flothed at koge noget har vi nemlig hidtil ikke tilladt os. Under kogningen af suppen tiltager imidlertid rullingen saa voldsomt, at kogeapparatet flere gange holder paa at bli kastet overende. Middagen nydes for lappernes vedkommende i dyb taushed, de andre prater og skjemter imidlertid som vanlig, og rullingens voldsomme stød kunde ofte give anledning til vitser, som dog ikke syntes at falde i god jord hos lapperne; de mente, at nu var ikke rette tid og sted at spøge.

«Fra den høieste top paa vort isflag sees ganske tydelig, hvorledes isflagene derude spyles helt over af brændingen, medens skumsprøiten kastes som hvide skyer høit mod den blaa luft; neppe kan noget levende væsen der holde sig fast paa isen. Det synes uundgaaeligt, vi skal derud; vort flag er dog tykt, vi haaber, det vil holde ud en stund, og vi agter ikke at forlade det, før vi maa; men naar saa skal være, og vi ikke længer kan klore os fast, saa faar vi søge som sidste udvei at sætte baadene [222] ud gjennem brændingen. Det blir en vaad fornøielse, men vi er bestemte paa en kamp for livet, saa haard som muligt.

«At sætte en af de lastede baade paa vandet gjennem de voldsomme braadsjøer og rullende iskoss, uden at faa den helt fyldt og uden at faa den knust af isen, vil muligens kunne gaa, da vi jo kan være begge baadbesætninger (alle 6 mand) derom, men for de tilbageblevne at faa den anden paa vandet blir svært. Vi overveier, hvordan dette bedst skulde ordnes, men kommer til det resultat, at vi maa tage netop det nødvendigste i den ene baad, saa den blir saa let som muligt, og saa i nødsfald kun tænke paa den; forøvrigt faar vi se, hvordan forholdene stiller sig, naar vi kommer ud i selve brændingen.

«Vi har nu ikke stort over 300 meter igjen, ingen af os tviler paa, at vi inden et par timer enten befinder os vuggende paa havet langs isen sydefter eller og synkende mod bunden.

«Stakkars Ravna, ham er det igrunden mest synd paa, han er endnu ikke vant til havet og dets luner. Han pusler stiltiende omkring, er af og til oppe paa de høieste toppe paa flaget, stirrer bekymret ud mod brændingen, mens tankerne helt sikkert vandrer til renflokken og teltet med kone og børn paa de finmarkske fjelde, hvor alt nu er sol og sommer. Men hvorfor forlod han dem ogsaa? Var det ikke blot, fordi han blev budt penge? Ak, lykken i teltet var bedre end penge, der er nu alt sol og sommer. Aa ja, Ravna,

»väl är farväl det svåraste bland orden,

och mycket skønt der finnas än på jorden»

det er menneskeligt i slige timer at lade erindringen dvæle ved det, som var skjønt i livet, og skjønnere minder end [223] dine solskinsminder fra fjeldet har vistnok ikke mange at se tilbage paa.

«Men ogsaa her skinner solen, og det ligesaa mildt og fredelig som nogensteds ned paa det rullende hav og den tordnende brænding, som bruser rundt om os. Kvelden er herlig; lige rød som igaar synker solen, sættende vesthimlen i brand og sendende land, is og sjø et langt glødende afskedskys, førend den svinder bag indlandsisens rand; – ingen vind rører sig, havfladen ruller blank-gul som et skjold under kveldshimmelen indover mod os. Uvilkaarlig kom de første linjer af den gamle velkjendte sang mig i minde:

«Havet er skjønt, naar det roligen hvælver

staalblanke skjold over vikingers grav.»

«Ja, det er isandhed skjønt; se disse mægtige, lange bølger, de kommer mod en i uendelig rækkefølge, vældige, rullende, som om intet kunde stanse dem, saa tørner de mod den hvide is, løfter sine vaade blaa-grønne bringer, bryder og kaster isstykker og skum foran sig indover den hvide sne. Men det synes næsten underligt, at sligt et veir skulde kunne være viet til undergang; – men nu vel, det skal engang ske, og man kunde i ethvert fald ikke ønske en smukkere afskedstime.

«Men her er ingen tid at spilde, vi nærmer os sterkt; rullingen er saa svær, at vi i bunden af bølgedalene intet ser af isflagene omkring, kun himmelen ovenover; flagene tørner, knækkes og males sønder rundt om os, vort eget flag er ogsaa knækket. Skal vi inden kort tid tilhavs, da kan vi trænge det mest mulige af kræfter til maaske i flere døgn at ro for at holde os klar af isen. Alle mand beordres derfor tilkøis i teltet, som er det sidste, der endnu ikke er pakket i baadene. Sverdrup skal, som den mest [224] erfarne og roligste, tage første vagt for at purre ud i det afgjørende øieblik; efter to timer skal Kristiansen afløse.

«Jeg speider forgjæves efter en eneste trækning, som kunde forraade frygt hos mine kamerater, men de har det samme udtryk som vanlig, og samtalen gaar, som den pleier; kun lapperne har noget bekymrede ansigter, der synes dog at være en rolig resignation, de er fuldt og fast overbeviste om, at de har seet solen gaa ned over deres sidste dag. Trods brændingens larm var man snart i dyb søvn, og selv de syntes at sove godt, de er for sunde naturbørn til at lade angsten berøve sig søvnen. Balto, som, da han formodentlig ikke fandt teltet trygt nok, laa oppe paa den ene baad, vaagnede ikke engang, da den senere holdt paa at skylles ud af bølgerne, saa Sverdrup maa holde paa den.

«Efter nogen tids søvn, jeg ved ikke hvor længe, vaagnede jeg ved at høre vandet bruse tæt ved mit øre lige udenfor teltvæggen. Isflaget kjendtes at vugge op og ned som et fartøi i sterk sjøgang, brændingen tordnede ind mod os mere øredøvende end nogensinde; jeg ventede hvert øieblik at faa høre Sverdrup purre ud eller se teltet fyldt med vand; men ingen af delene hændte; jeg kunde tydelig høre hans velkjendte, rolige skridt op og ned ad flaget udenfor mellem teltet og baadene, det forekom mig helt, som jeg kunde se hans støe, tætte skikkelse gaa der ubekymret med begge hænderne i lommen, lidt lud i ryggen og med det eftertænksomme, uryggelig rolige ansigt vendt mod sjøen, mens af og til skraaen snues i munden, – saa husker jeg intet mer, jeg søvnede atter ind.

«Først ud paa morgenen vaagnede jeg atter og for forbauset op; – brændingen hørtes kun som en fjern torden. Kommen ud af teltet saa jeg, at vi var langt fjernede fra [227] det aabne hav. Men hvor saa ikke vort isflag ud; isstykker, store og smaa, var væltede indover og taarnede op til en vold paa alle kanter; kun den ryg, hvorpaa teltet og den ene baad stod, havde sjøen ikke naaet.

«Sverdrup fortalte nu, at han i nattens løb flere gange havde været ved teltdøren for at purre ud; engang havde han allerede faaet op en hegte, lod den være, tog atter en tur til baadene, ventede lidt og saa paa brændingen, men lod for sikkerheds skyld hegten staa aaben. Vi var da lige ude i den yderste iskant, tæt paa siden rullede et stort iskos, som hvert øieblik truede med at bryde ind over os, det vilde just ikke blevet nogen behagelig visit. Brændingen skyllede ind over vort flag paa alle kanter; den vold, som blev kastet op af isstykker, tog imidlertid saa vidt af, at teltet og den ene baad endnu gik fri, den anden baad, hvori Balto laa, blev saa omskyllet, at Sverdrup flere gange maatte holde paa den.

«Saa blev det værre, han gik atter til teltdøren, aabnede endnu en hegte, men betænkte sig, han vilde endnu se paa næste sjø.

«Flere hegter kom han ikke til at tage. Midt som det saa styggest ud, og vort flag stod for tørn til at lægge ud i den værste brænding, forandrede det pludselig retning, og med en forbausende hastighed stævnede vi atter indover mod land. Sverdrup sagde, det saa ud, som om en usynlig haand skulde have ført det.

«Da jeg kom ud, laa vi langt inde og i sikker havn, kun brændingens brusen hørtes endnu tydelig nok til at minde om natten. Saaledes slap vi for at faa prøvet vore baades og vor egen sjødygtighed for den gang.

«Den 21de juli er en rolig dag ovenpaa en stormfuld nat, alt er fred og hvile, vi fjerner os stadig fra havet, [228] solen skinner mildt og varmt, isfladen breder sig ensformig og rolig rundt om, endog lapperne synes lettede.

«Kun en tanke virker mer og mer tærende, det er udsigten til, at færden for denne gang skal mislykkes, og et aar skal gaa tabt. Nu vel, vi faar gjøre, hvad vi kan, og saa «smøre os med den gode dyd taalmodighed.»

«Solen benyttes til at tage længde og bredde, vi er paa 64° 39' n. b., 39° 15' v. l., vi kan endnu se toppene ved Sermilik-fjorden, indlandsisen fra Pikiudtlek nordover mod Inigsalik breder sig hvid og imponerende med sin lige, vandrette flade som et eneste hvidt umaadeligt hav, ingen nunatakker (ɔ: fjeldtoppe, som stikker op gjennem indlandsisen) at se indefter, kun ude nær kanten rager enkelte mørke toppe og klippepynter (ved Pikiudtlek er «Nunatak» mest fremtrædende) frem af den hvide, ellers ubrudte flade.

«Landskabet har hernede en karakter helt forskjellig fra nordenfor ved Sermilik, Angmagsalik og Ingolfs-fjeld. Der nord steg landet høit, sønderrevet og vildt op af havet, indlandsisens rolige flade skjultes bag en herlig række himmelstormende tinder, af hvis sublime skjønhed øiet uvilkaarlig fængsledes. Isen har ikke formaaet at knække deres stolthed eller kappe af alle høider, som ragede op over den jevne middelmaadighed. Her er derimod landskabet lavt, indlandsisen har kunnet brede sig lige ud i havet, og de faa former, som kommer tilsyne, er lave og rolige, de er afslebne af isen, alt synes som underkuet, tvunget i havet af den overmægtige is. Ogsaa dette landskab er vildt, men det er ensformighedens øde vildhed, intet, som kan fængsle øiet, derfor flakker det viljeløst indefter den lokkende isørken og taber sig i det fjerne, hvor intet stænger for synet. – Desværre det er [229] altsammen altfor fjernt, underligt at have været maalet saa nær og saa være drevne saa langt tilhavs.

«Isen aabner sig lidt, der viser sig en slakke indefter. Vi sætter den ene baad paa vandet for at forsøge at arbeide frem, men til liden nytte; sne- og issørpen mellem flagene (dannet ved disses stadige gniden mod hinanden under sjøgangen) er saa tyk, at vi ingen vei vil kunne komme med de lastede baade. Det maa foreløbig opgives. At trække slæder og baade over flagene gaar heller ikke, da der er for store mellemrum mellem dem. Brændingen høres endnu derude, sjøgangen staar fremdeles paa og holder isen sammen.»

Denne dag, som var den første, vi fik tid til at tænke paa noget mere end netop at arbeide os frem eller at sove, paabegyndtes vor meteorologiske dagbog; den blev for en væsentlig del ført af Dietrichson, som altid, selv under de vanskeligste omstændigheder, tog sig deraf med en beundringsværdig iver; det var i særdeleshed temperatur, lufttryk, luftens fugtighed, vindens retning og styrke samt skydækket og skyernes form, som blev noterede; observationer toges saa ofte og saa omstændelig, det lod sig gjøre. Det er en selvfølge, at paa en færd som vor, hvor man som regel er fuldt optaget af et anstrengende arbeide, der vil der i den meteorologiske journal blive mange huller, specielt ofte om natten, naar man skal sove, trætte efter en anstrengende dag; men jeg tror dog trods alt, at den journal, vi bragte hjem, er merkelig fuldstændig og indeholder mange værdifulde iagttagelser, takket være Dietrichsons ihærdighed.

IX. Endnu drivende

[230] De dage, som nu kom, tilbragte under drift sydefter langs kysten, er temmelig ensformige, den ene er lig den anden. Hver dag gaves nøie agt paa, i hvad retning vi drev, hver bevægelse i isen, luftens farve over den,^k47 hvert vindpust, om ikke snart et heldigt træk kunde bringe os iland. Det var et liv mellem haab og skuffelser, og dog ikke ganske uden sin tiltrækning for flere af dem, som deltog i det. Da det muligens kan have nogen interesse for enkelte, særlig for kommende ekspeditioner i isen, vil jeg her give et uddrag af mine dagbogsoptegnelser fra de dage; de fleste læsere vil jeg imidlertid anbefale at springe over dette stykke.

«Ud paa eftermiddagen (den 21de juli) ser vi fra et høit iskos en dyb, men meget smal bugt, som skjærer ind i isen søndenfor os. Efter alt, hvad vi kan forstaa, driver vi langs med denne mod dens bund. Vort haab om en forandring og om snart at naa land, stiger selvfølgelig straks.

[231] «22de juli. Om natten kommer taagen og skjuler alt for os, vi ved intet om, hvorhen vi driver, kun brændingen høres lige sterk som før; ud paa natten synes den dog at høres mindre, og rullingen i isen aftager noget.

«Taagen vedvarer hele dagen ligesom rullingen. Ved middag klarner det dog saa meget oppe i «pullen» (som vi udtrykker os, sammenlignende himmelen med en hattepul, det vil altsaa sige, nær zenit), at jeg med en vandpyt paa isflaget som kunstig horisont, kan tage en breddeobservation. Vi er allerede paa 64° 18' n. b., en pen fart sydefter. Siden iforgaars middag er vi drevne over en breddegrad (15 mil).

«Da isen i løbet af formiddagen er slaknet noget, forsøges en tom baad i issørpen mellem flagene; vi kan avansere, men yderst langsomt, bedre at spare paa kræfterne nu, da vi i taagen ikke kan se, hvor vi bør arbeide frem, – muligens vil snart en god udsigt til at naa land melde sig og lægge beslag paa alle vore kræfter.

«Paa eftermiddagen klarner det, vi er muligens komne land noget nærmere. Et svagt vindpust fra misvisende nord til ost (retvisende omtr. vest til nord) merkes, vi haaber, det vil tiltage og «skiltre» isen; men rullingen vedvarer endnu. Hvad vi trængte, vilde være en sterk storm fra land, den vilde dræbe den rulling, som nu staar paa og holder isen sammen, og vilde bringe denne til at sige udover, saa vi kunde komme frem mellem flagene.

«Mange store sæl (klapmyts) sees nu omkring os liggende paa flagene, mange dukker op med sine store, runde hoveder i klarerne lige ved os for forundrede at stirre paa den nye slags isboere, som er ankomne, og saa, undertiden med et plask atter at forsvinde. Dette sker daglig, vi kunde med lethed skyde dem; men da vi ikke trænger [232] dem endnu, lader vi dem gaa i fred; vi har ferskmad nok, et stort, friskt laar af den skudte hest tog vi med os fra «Jason». Isen er om eftermiddagen tæt.

«23de juli. Inat sattes atter vagt, hver vagtmand skal gaa 2 timer.» I anledning af afløsningen havde vi mangen god latter af Ravna; han skjønte nemlig ikke klokken, og vidste saaledes ikke, naar han havde gaaet sine to timer; for sikkerheds skyld gik han derfor gjerne en 4 eller 5, før han purrede næste mand ud for at spørge, om han ikke troede, de 2 timer nu var forløbne.

«Kl. 7½ imorges purrede Dietrichson ud, det var slak is, vistnok endnu «sørpe» mellem flagene, men dog fremkommeligt. Efterat vi havde lastet baadene og endnu ventet en halv times tid paa grund af isens totning igjen, kom vi endelig afsted indover til nogle klarer. Det gaar nu en stund raskt indigjennem. Før vi endnu forlod vort nattekvarter, fløi en flok svartænder(?) forbi os nordefter; det var ligesom en hilsen fra land og var nok til at styrke vore forhaabninger. Forøvrigt er det ganske paafaldende, hvor fattigt her er paa fugleliv, ikke engang en maage at se.

«Vi driver paa indover mod land den hele dag, venter taalmodig, naar isen er tot, men arbeider desto haardere, naar den atter slakner.

«Det nærmer sig landet, haabet stiger. En ravn kommer sydvestlig fra og drager over os nordefter, atter en hilsen fra land.

«Flere store sæl (voksne klapmyts) sees paa flagene rundt om. Fristelsen blev for stor for en jægersjæl. Sverdrup og jeg maatte afsted for at skyde en gammel «hættefant» (ɔ: en gammel klapmytshan, som har hætte paa næsen), som laa lige i nærheden. Efter at have krøbet mig ind paa den, skjød jeg den ogsaa. Da vi kom [233] hen til den, var den endnu ikke ganske død; i min zoologiske iver vilde jeg benytte leiligheden til at gjøre iagttagelser over øinenes farve, hættens form o.s.v. i levende live, ting, som endnu ikke er nøiagtig kjendte. Mens jeg var optaget heraf, baskede sælen sig udover mod kanten af flaget, og førend vi tænkte derpaa, glider den i vandet. I det samme den faldt, hug jeg en sælhakke i den, og Sverdrup en baadshage; der blev nu et basketag mellem den og os, vi søgte at holde dens hale og baglemmer oppe, saa den ikke fik slag med dem i vandet, deri ligger jo dens styrke, det lykkedes en stund, men den var sterk i dødskampen. Da jeg ser, at tagene, vi har i den, er daarlige, siger jeg til Sverdrup, at han skal tage bøssen og skyde den; men han mener, han har bedre tag end jeg, det var bedre, jeg gjorde det; i det samme glipper begges tag, nogle kraftige slag med bagdelen og – farvel. Endel slukørede stod vi igjen og saa dels ind i hverandres lange ansigter, dels ned i det mørke dyb, hvor enkelte luftblærer kom vimrende opefter for at briste paa overfladen, det var dens sidste hilsen. Trods vi ingen nødvendig brug havde for den, virkede det dog taalelig afkjølende at miste et saa stort og stolt bytte paa en saa lumpen maade; Sverdrup mente, det var den største sæl, han nogensinde havde seet. Medfølende sjæle kan trøste sig med, at nogen lang lidelse har den ikke havt, det var kun de sidste trækninger i dødskampen; kuglen var vistnok af fint kaliber (9 mm.), men havde rammet paa rette sted i hovedet.

«Ud paa kvelden blir vi stansede, vi er komne ind i en usedvanlig ujevn og svær «kosis», som ligger aldeles tæt, og hvor trækning af baaden vil være vanskelig. Teltet bredes ud paa isen uden at slaaes, og soveposerne lægges ovenpaa det, forat man kan være desto mere parat, naar [234] isen slakner. Man kryber i poserne, mens vagt sættes som vanlig. Men isen slakner ikke. Det dugger sterkt om natten, saa soveposerne kjendes helt vaade om morgenen.

«24de juli. Om morgenen er isen lige tæt. Vi bestemmer os til at trække baade og slæder indefter; den meste bagage lægges paa slæderne, som saa, hvor slakker træffes, kan sættes paa baadene. Netop som vi er færdige til at gaa afsted, slakner isen, saa vi kan stage os frem et godt stykke indigjennem, derpaa maa vi trække. Det gaar kun langsomt, da isen ikke er af den bedste art; men noget er bedre end intet, og landet nærmer vi os stadig. Modet stiger paa det høieste; det er landet nordenfor Igdloluarsuk, vi har ind for os, og vi begynder allerede at slaa over, hvor længe vi kan behøve herfra og op til Pikiudtlek, hvor vandringen over indlandsisen kunde begyndes. Vi ser ogsaa idag flere fugle, en ravn og en flok paa 8 korthalede tyvejoer; det er os altid en trøst at se fugleliv, det gjør livet lysere.

[235] «Da isen er vanskelig, og solen skinner varmt midt paa dagen, lægges stille, og telt slaaes, mens middagen tilberedes. Den serveres under følgende forhold. Af hestelaaret, som vi havde liggende i baaden, skar jeg saa meget kjød, som jeg antog passelig for 6 mand, hakkede det paa et aareblad, slog det op i den ene afsats af kogeapparatet, havde salt paa, aabnede saa et par bokser marrowfat erter, slog dem op i, rørede godt rundt, og middagen var ferdig. Balto havde den hele tid staaet ved siden og opmerksomt iagttaget hver bevægelse, ja var endog af og til behjælpelig; han var sulten og glædede sig til en god middag, sagde han; trods han, ligesom lapperne og de fleste mindre oplyste mennesker, havde meget sterke fordomme mod hestekjød, saa fandt han dog, da jeg slog erterne paa, at dette saa ud til at blive «meget deiligt».

«Da det var færdigt, bar jeg fadet hen og satte det foran de andre, som sad udenfor teltdøren, og sagde, at man nu fik tage til sig; men det ansigt, som Balto da satte op, glemmes ikke let af dem, som saa det. Først udtrykte det den høieste grad af spørgende forbauselse, og da han opdagede, at det virkelig skulde spises raat, et udtryk at dyb væmmelse og foragt. Han meddelte nu til Ravna paa lappisk, hvad der gik for sig, og denne, som hidtil havde været en uinteresseret tilskuer, vendte sig bort med om muligt endnu større afsky.

«Vi andre fire langede imidlertid til fadet og tog forsvarlig til os af den kraftige kost, som smagte os fortræffelig. Lapperne iagttog en holdning af stum fortvilelse.» Havde det ikke været af anden grund, kunde vi jo godt have kogt noget af kjødet til dem; men vi maatte spare paa spiritusen, vi kunde nok faa brug for den senere, og det var kun et par gange under vor drift i isen, at vi tillod [236] os den luksus at koge. Til drikke anvendtes enten vand, hvoraf der var nok i større eller mindre damme paa flagene, eller ogsaa vand opblandet med kondenseret melk, som gav en god og læskende drik. «Imidlertid fik lapperne denne gang hermetisk beef isteden, og det syntes fuldstændig at trøste dem for de lidte skuffelser; det var renslig og kraftig mad, som Balto udtrykte sig.»

Som betegnende skal jeg her anføre et svar, som Balto gav, da han engang efter hjemkomsten til Norge blev spurgt, naar han havde havt den værste tid under reisen. «Værst var det,» sagde Balto, «da vi laa i drivisen og holdt paa at drive ud i Atlanterhavet, jeg spurgte Nansen, om han troede, vi vilde komme tilland, og han svarede ja. Og saa spurgte jeg ham, hvad vi da skulde gjøre, og han svarede, at vi skulde ro nordover, men jeg spurgte, om hvad vi skulde leve af, hvis vi ikke kom over til den vestkyst, og han sagde, at vi fik skyde vildt. Da spurgte jeg, hvad vi skulde koge vildtet med, og Nansen svarede, at vi fik spise det raat – da blev Balto meget bedrøvet.»

«Mod kvelden drager vi atter videre; men da rullingen er for svær, og dragsugene paa «fødderne»^k48 af flagene uhyggelige for baadene, beslutter vi snart at ligge stille natten over for at afvente bedre tider. Der var en tæt, vaad taage, som gjennemblødte klæderne, og en bidende nordvestvind, men som jeg haabede skulde «skiltre» isen.

«25de juli. Om morgenen kl. 4½ vækkedes jeg af vagtmandens (Kristiansens) raab ind ad teltdøren: «Nansen, naa kommer en bjøn!» Jeg bad ham hente en bøsse i [237] baaden, kippede imidlertid skoene paa og sprang ud, med respekt at melde, i bare skjorten. Bjørnen stævnede i fuldt firsprang lige paa teltet; men idet Kristiansen kom tilbage med en bøsse, stansede den pludselig, betragtede os lidt og tog flugten. Dette var ærgerligt nok, men de andre fik dog se en isbjørn, og det havde de længe sukket efter.

«Efter at have tørnet ud og spist frokost, fortsættes trækningen; men allerede paa næste flag maa det opgives paa grund af den tiltagende rulling ind gjennem isen. Det er den samme rulling, som vi endnu ikke har været ganske kvit siden den dag, vi var ude i brændingen, og som holder isen tot for os, saa vi ikke kan komme til land.

[238] «Udover dagen slakner den adskillige gange, men totner snart atter. Jeg tør ikke forsøge at arbeide fremover, idet der er meget issørpe mellem flagene; og i denne rulling er ingen sikker havn at finde, naar isen pludselig kniber sammen med den rasende fart, som den nu gjør.

«Da vi intet andet har at tage os til, besluttes det, at slædemeierne skal skrabes for rust, saa de kan glide lettere over isen. Da dette er gjort, lages middag; bønnesuppe koges sammen med levningerne fra raatkjødsmiddagen igaar, samt mere nyskaaret kjød. Medens dette staar paa, benyttes tiden til at tage bredden, den er 63° 18' n. Længden (som toges senere paa eftermiddagen) er omkr. 40° 15', vi er altsaa omtr. 18 minuter (4½ mil) fra land. Vi er drevne betydelig længere ud, end vi var igaar, og vore forhaabninger, som da var saa lyse, er atter begyndt at mørkne noget. En ravn bringer os imidlertid ogsaa idag nogen trøst.

«Omsider er middagen færdig og øses op i de faa kopper, vi har, og i hermetiske blikbokser, som er omdannede til saadanne. Vi begynder at spise og finder alle, ja endog lapperne, at det smager fortræffelig; da opdager Ravna til sin fortvilelse, at kjødet i suppen ikke er fuldstændig gjennemkogt, og kan fra nu af intet smage, sidder kun og sætter op en yderst bedrøvelig mine, som vækker munterhed hos alle os andre; hans lille grinende ansigt er under saadanne omstændigheder ubetalelig komisk. Balto gaar det ikke stort bedre, han kan dog drikke suppen, som han finder «udmerket god»; men kjødet slaar han sagteligen ud i en vandpyt nær ved, og haaber, jeg ikke skal merke det; han paastaar, han kan sige som profeten Elias: «Herre, hvad jeg ikke har spist, det kan jeg heller ikke spise.» Jeg søgte at gjøre ham [239] begribeligt, at Elias nok ikke havde sagt noget saadant, han spiste derimod, hvad vor Herre sendte ham; men at derimod en mand, som kaldtes apostelen Peder, nok skulde have sagt noget lignende; men at det var i et syn, og at det var ment figurlig. Han rystede kun tvilende paa hovedet og blev ved sit, det var nu engang kun hedninger og dyr, som spiste raa mad. Til trøst faar lapperne en kjødbiskøit hver, det kan nu engang intet nytte at lære gamle hunde at gjø.

«Dietrichson og Kristiansen kjender idag hede i øinene, for alvor gives nu paabud om at være omhyggelig med at bruge snebriller.

«Tilstanden i isen er den samme udover eftermiddagen, vi driver med rask fart sydover. I løbet af sidste [240] nat var vi komne land fjernere, nu synes vi atter at nærme os noget.

«Om eftermiddagen er vi ret ud fra Skjoldungen, bekjendt fra Graah's reise. Fra Igdloluarsuk og sydefter har vi atter faat et herligt alpeland med høie, skarpe tinder og sønderrevne former, som især om kvelden, mod den glødende solnedgang, kan have en vild skjønhed.

«Rullingen tiltager paafaldende, trods vi er fjernt fra aaben iskant, der maa være et svært hav derude.

«Det begynder at blive koldt om nætterne; saa meget som muligt af presenninger, regnklæder o.s.v. lægges derfor under soveposerne; man kan jo ligegodt gjøre sig livet saa behageligt som muligt.

«Mens de andre gaar tilkøis, tager jeg første vagttørn for at fuldende mine skisser af landet, hvilket gjøres med stort besvær, da nætterne allerede er begyndt at blive mørke her, saa langt sydpaa.

«Alt er stilhed, ingen vind rører sig, selv den voksende dønning formaar ikke at bryde freden. Maanen er stegen stor og rund med sælsom, rødlig glans op over isfladen i øst, en smal guldglødende stribe af kvelden er endnu synlig i nord. Under maanen, yderst ude over isen et glinsende baand af det rullende hav, indenfor og rundt omkring is og sne og intet andet, – bagenom det grønlandske alpeland med sine vidunderlig skjønne tinder mod en halvmørk, drømmende himmel. Sommernat – men hvor fjernt fra, hvad man gjerne forbinder med maaneskin og sommerdrømme.

«Der foran paa isen staar baadene, slæderne og teltet, hvori nu de trætte kjæmper hviler ud. Der i ferskvandsdammen ved siden af speiler maanen sig, stille og fredelig.

«Omgivelser og nutid svinder, livet sees i fjernt [241] perspektiv, naturens storhed tvinger det ned. Og hvilken ulykke er saa skeet, naar alt kommer til alt? Seks mennesker drivende paa et isflag sydefter – –

«26de juli. Ingen forandring, uden at vi er komne iskanten og det aabne hav nærmere; rullingen synes at være aftaget betydelig; trods havets nærhed kjendes den mindre end igaar.

«Vi driver sandsynligvis med stor fart

«Der er intet at gjøre foreløbig, isen er for slak til, at vi kan trække baade og slæder over den med denne rulling, og for tot til, at vi kan ro og stage os frem.

«Regnveir, holder os i teltet.

«Vi maa opmuntre lapperne, som synes at miste mere og mere af modet, de tror, at vi kommer ud i [242] Atlanterhavet til slut. En dag sidder vi og taler om, naar vi kan komme iland, og er enige om, at ved Kap Farvel maa det i ethvert fald lykkes; vi regner ud, naar dette senest maa ske, og kommer til det resultat, at der endnu blir tid til at arbeide sig langs kysten nordefter for at gaa over isen; nogle hævder, at selv om det blir for sent iaar, saa er det dog bedst straks at arbeide sig nordover langs østkysten, saa langt vi rækker; saa overvintre og friste livet, som bedst vi kan, og gaa over til vestkysten til vaaren; jeg anser ikke dette for nogen fornuftig plan, da det blir vanskeligt at holde sig fra at tære paa den medbragte proviant, og den vil være nødvendig for vandringen over isen. Dietrichson mener, dette blir dog vor eneste udvei, og som han udtrykker sig, «vi kan jo ikke risikere noget mere end livet med det.» Som dette forhandles, siger Balto til mig: «Tal ikke om alt dette, vi kommer aldrig iland, vi kommer i Atlanterhavet, jeg ber kun til min Gud, at han maa lade mig faa dø som en bodfærdig synder, saa jeg kan komme i himmelen; jeg har gjort saa meget ondt i livet, men nu angrer jeg det saa bitterlig, for jeg er saa ræd, at jeg ikke skal bli salig.» Jeg spurgte Balto, om han ikke mente, det var nødvendigt at angre sine synder, selv om han nu ikke skulde dø saa snart. Jo, det mente han nok, men det havde ikke da saadan hast; dog skulde han, om han denne gang blev frelst, forsøge paa at leve et bedre liv. I sandhed en naiv bekjendelse af en eiendommelig kristendom, som dog tør være ikke saa ualmindelig. Hvis han blev frelst, vilde han da lade være at drikke brændevin? Ja, det troede han nok, ialfald skulde han drikke bare ganske lidet; det fordømmede brændevinet var det, som gjorde, at han var kommen paa denne tur. Hvordan det?

[243] Jo, han var fuld, dengang han mødte N. N., som spurgte ham, om han vilde være med paa tur til Grønland; han var da modig og mente, han nok skulde være kar for det. Men næste morgen, da han vaagnede ædru og erindrede, hvad han havde sagt, da angrede han sig bitterlig, men mente, det var for sent at gjøre det om igjen; nu skulde han dog give 2000 kroner for, at han aldrig var kommen med.

«Forøvrigt er stemningen i teltet udmerket, vi har det jo godt, hvor vi er; nogle læser, nogle skriver dagbog, Balto lapper sko, og Ravna bestiller helst som vanlig ingenting; kun er udsigten til atter at komme ud tilhavs ikke ubetinget hyggelig.

«Ud paa eftermiddagen lysner det noget, regnen ophører, og vi kan se land, som nu synes ligesaa nær som tidligere.

«En stund senere bestemmes det at arbeide sig frem gjennem slakisen. Det er farligt, men det faar forsøges, vi nærmer os uafbrudt det aabne hav med en rivende fart. Med stadig fare for at knække baadene kommer vi et langt stykke indigjennem. Det gjælder at være aarvaagen og passe paa at faa baadene i havn, naar isen totner.

[244] Engang klarer vi os netop i sidste øieblik ind paa et lidet lavt flag, som under sammenpresningen af isen senere revner i flere stykker, men hvor vi dog ligger trygt.

«Da isen blir vedholdende tot, begynder vi at trække over den, hvilket ikke er noget let arbeide i dønningen, hvori flagene snart fjernes, snart tørner sammen, snart brister; vanskeligt er det at bjerge slæderne over fra flag til flag uden at miste dem i sjøen. Ofte maa vi vente lang tid for at kunne komme tilbage og hente resten af slæder eller baade paa det flag, hvor vi forlod dem. Ved agtpaagivenhed kommer vi dog fremover med nogenlunde hurtighed. Men hvad nytter det altsammen? Det er godt nok til at give os motion, og det er en vigtig ting, men anden nytte har det ikke; sjøen arbeider hurtigere end vi, og det ser ud til, at vi atter skal derud i brændingen. Nu vel, lad gaa, men lad os saa finde en god «sjøskude» itide. Der optages en formelig skjønsforretning paa alle isflag i nærheden, vi har nu faaet god forstand paa, hvordan et godt isflag skal være. Tilsidst finder vi et, det bestaar af blaalig fast is, er tykt, men ikke stort og har næsten form som et fartøi, saa det vil vake let paa sjøerne uden at knækkes; det har høie kanter, saa sjøen ikke let kan bryde over det, men paa et sted er kanten lav nok, til at baadene med lethed kan sættes paa vandet derfra. Dette er uden sammenligning det bedste flag, vi endnu har været paa, og paa dette agter vi, ifald vi skal derud, at forbli, saa længe vi kan klore os fast, om saa brændingen tordner aldrig saa meget.

«Selvfølgelig havde vi ogsaa, som sedvanlig, forsikret os om, at der var vand paa flaget, før vi bestemte os til at tage det; dette er der imidlertid paa de allerfleste flag, idet den paa dem liggende sne eller sne-is smelter og [245] danner større eller mindre damme. Lange i ansigtet blev vi denne gang, da vi ved at fylde vand paa kogemaskinen kom til at smage paa det og fandt, at det var saltholdigt. Vi havde ikke tænkt paa, at det meste af sneen her var afsmeltet. Ved at lede paa de høieste steder, hvor der endnu var noget sne levnet, fandt vi dog godt drikkevand.

«Om kvelden serveres en udmerket kaffe, stemningen er meget belivet; om nogen kunde stikke hovedet ind i vort hyggelige telt og se os leirede om vor surrende kaffemaskine, muntert passiarende om alle bagateller, skulde han vistnok ikke faa indtryk af, at dette var folk, som inden kort tid kan komme ud til en dyst med drivis, hav og brænding, som neppe blir ganske fri for alvor. –

«Vi er nu ret ud for Tingmiarmiuts alpeland. Det ene vilde fjeldparti vakrere end det andet løser hverandre af langs denne storslagne kyst. I grunden er det jo ikke saa galt at drive her i isen alligevel, vi faar se mer af landet, end vi ellers vilde have gjort.

«Det er inat et vakkert veir, stille, koldt med maaneskin ligesom igaar.

«Det maa være virkninger af kaffeen, som gjør, at jeg sidder herude og sludrer istedenfor at sove, som jeg burde og skulde for at samle kræfter til morgendagens anstrengelser. God nat.

«27de juli. Gik dog ikke tilkøis inat. Det var den kaffeen, ren kaffeforgiftning.

«Blev gaaende og prate med Sverdrup paa hans vagt og senere. Vi fortalte minder fra gutteaarene, hele samfundet og livet tager sig saa underlig fjernt ud her oppe fra drivisen. Det var først langt paa morgenen, at vi krøb i posen og faldt i en urolig søvn.

«28de juli. Igaar laa vi stille og ligesaa idag. Vor [246] frygt for atter at komme ud i brændingen ved den ydre iskant var ikke ganske uden grund; vi kom den igaar atter nær paa neppe 300 meter; dog ønskede vi nu næsten at komme derud, da vi ved at stikke tilhavs kunde faa gjort en ende paa dette liv i drivisen. Sjøgangen var ikke sterk og vinden god, vi maatte kunne været ved Kap Farvel paa et døgn, og der vilde vi sikkert kunne komme gjennem isen og iland.

«Vi skulde dog ikke komme derud; da vi havde drevet langs iskanten en stund, begyndte vi atter at skjære indover i en odde af drivis, som syntes at stikke ud søndenfor os. Isen er her meget smal; ved peiling af forskjellige punkter iland fandt vi, at vi var omtr. 3¾ mil ud for landet ved Mogens Heinesens fjord, og iskanten var ikke langt fra os.

«Veiret, som igaar var surt og koldt med overskyet himmel, er idag atter smilende, solen skinner varmt og længselsvækkende ned paa os. Indlandsisen nord og syd for Karra akungnak ligger ren og hvid, udbredt som en jevn og tilsyneladende let farbar flade med rækker af nunatakker indenfor (flere end der staar paa Holms kart). Den drager og lokker langt, langt ind mod det ukjendte indre. – Nu vel, vor tid kommer vel og.»

Med dette forhaabningsfulde udtryk, som muligens kan synes paafaldende, naar man saa mange gange er bleven skuffet, slutter mine dagbogsoptegnelser fra drivisen. De næste er fra 31te juli, og de begynder saaledes: «Hvilken forskjel mellem den scene, som nu omgiver mig, og den, da jeg sidst skrev. Da is, ensomhed og havets brusen, nu hylende hunde, hedninger i masse, baade, nedrevne telte, liv, virksomhed og sommer, men fremfor alt Grønlands klippegrund under fødderne.»

[247] Det var ved opbruddet fra den første eskimoleir, vi kom til, at dette blev skrevet; men før vi fortsætter her, skal jeg først omtale, hvordan vi kom did.

Mod kvelden den 28de juli, efterat ovenanførte dagbogsoptegnelse var sluttet, fik vi taage, som skjulte landet for os. Flere gange havde isen i løbet af eftermiddagen slaknet noget, og det uagtet vi var meget nær den ydre iskant, hvor der stod sjøgang paa, som man skulde vente maatte holde isen sammen. Slakningen havde dog ikke været af nogen betydning og ikke stor nok til, at vi kunde arbeide frem med baadene i denne sjøgang. Men som nogle af os tog vor vanlige spadsertur, før vi krøb i poserne om kvelden, blev det os paafaldende, i hvilken grad slakningen tiltog; det syntes, som isen slaknede ret ud mod dønningen; dette saa yderst besynderligt ud. Men vi var søvnige og trætte, ingen havde rigtig lyst paa at arbeide, – og oprigtig talt, vi var nu kjede af at bli narrede paa den vis og tænkte sterkt paa at stikke tilhavs. Vi krøb derfor i poserne, mens der dog blev holdt vagt som vanlig, og vagtmanden fik ordre til at purre ud, i tilfælde isen skulde slakne endnu mer. Om natten tiltog taagen, saa man intet saa af omgivelserne.

Sverdrup havde vagt noget ud paa morgensiden. Han gik da, fortalte han siden, i skodden og grundede paa, om han var blevef gal; for enten maatte han eller og kompasset være det; han hørte brænding i den retning, hvor han skulde have vest og følgelig land, mens vi hidtil altid havde hørt den fra øst, hvor havet brød mod isen. Dette kunde ikke hænge rigtig ihop. Senere fik det, som vi skal se, en anden forklaring – det var brændingen mod land, han havde hørt.

Om morgenen laa jeg en stund vaagen i soveposen.

[248] Det var da Ravna, som havde vagt, og som sedvanlig havde han holdt ud i 4 timer istedenfor 2. Jeg laa længe og morede mig over at se hans lille runde, skjæggede ansigt i sprækken ved teltdøren, kigende ind i teltet; jeg tænkte, han gik og grundede over, om han ikke havde holdt ud sine 2 timer og kunde vække Kristiansen, som var næste vagtmand; men da blev det mig paafaldende, at der idag i dette besynderlige ansigt var et uroligt udtryk, som ikke var vanligt. Jeg spurgte da tilsidst: «Nu Ravna, kan du se land?» Og paa sin naive maade svarede han: «Ja, ja, land altfor nær.» (Begge lapperne brugte «altfor», som forsterkning istedenfor meget). Jeg spurgte, om der var slak is. «Ja, is slak.» Det gav et sæt i mig, og jeg sprang ud af posen og hen til teltdøren, – der laa landet ind for os nærmere, end vi nogensinde havde havt det. Isen var slak indigjennem, og jeg kunde se aabent vand under land. Ravna havde i sandhed ret, land var altfor nær til, at vi skulde ligge uvirksomme i vore poser. Der blev purret ud, og det kan hænde, vi kom i klæderne og fik frokosten i os i en fart. Baadene blev satte paa vandet og lastede, det varede ikke længe, før vi var ferdige. Inden vi forlod dette flag, som havde ført os saa vel, og som efter al sandsynlighed vilde blive vor sidste isskude, gik jeg op paa det høieste punkt af det for at se, hvilken vei vi burde gaa. Det var en merkelig forandring, som var foregaaet; hele drivismassen syntes at bli drevet ud fra land i retvisende sydostlig retning. Paa den kant kunde jeg kun øine is, og luften var der helt hvid som over store ismasser. Sydefter langs landet syntes der derimod at være helt aabent vand. Vi befandt os ikke meget langt fra dette, det strakte sig op i en kile langs kysten og stansede noget nordenfor os, hvor isen saa [249] ud til at ligge helt til land. Vi befandt os paa indre side af ismassen, havet paa udsiden kunde jeg ikke øine med sikkerhed. Underligt, hvor hurtig skjæbnen skifter; det var tydeligt nok, at vi inden kort maatte være iland; men havde nogen sagt det igaar, havde ingen af os kunnet indse muligheden deraf.

Saa satte vi af, og saa hurtig som 8 sterke arme kunde føre os frem, gik det indigjennem, vi kunde ro i aabent vand mellem flagene omtrent den hele vei, kun paa et par steder maatte vi bryde os frem.

Efter nogle timer var vi gjennem isen. Den følelse, som greb os, da vi styrede baadene forbi de sidste isflag og saa det aabne vand hvælve sig lige mod land, lader sig neppe beskrive i ord. Ikke ofte har en arm ført gladere en styraare end dengang, det var, som om man havde undsluppet et langt og trist fangenskab og med engang saa fremtiden ligge lys og blinkende foran sig. Og livet var ogsaa lyst nu; kan det nogensinde blive lysere, end naar man ser mulighed for at naa sine længslers maal, fra uvished atter begynde at glide over i visheden, det er den gryende dags sitrende glæde, og er ikke daglysningen altid skjønnere, gladere end den klare dag?

X. Historisk oversigt over tidligere forsøg paa at gjennemtrænge isbeltet paa Grønlands østkyst o.s.v

[250] Saa havde vi da endelig overvundet vor reises første vanskelighed; vi havde, om end sent og paa en sydligere bredde end ventet, gjennemtrængt drivisbeltet paa Grønlands østside og naaet denne kyst, som af saa mange har været søgt forgjæves.

Det kan neppe synes at være mere end vor skyldighed, at vi, før der gaaes videre, kaster et blik tilbage paa disse mange, som enten heldige eller uheldige dog alle i mere eller mindre grad banede os veien, om end vor maade at gaa tilverks paa ikke lignede deres.

Den grønlandske østkyst er, som bekjendt, kun besøgt af faa. Grunden hertil er nærmest den, at med et par undtagelser er alle de, som har søgt at lande, bleven stansede af hav-isen, som driver ned med polarstrømmen, og som den længste del af aaret ligger tætpakket i et bredere eller smalere belte langs med landet.

Disse vanskelige isforhold kjendte de gamle nordmænd meget vel, hvilket fremgaar tydelig nok af sagaernes mange beretninger om Grønlands-reiser og om skibsulykker i drivisen udenfor denne kyst^k49.

[251] Enkelte af nordmændene maa imidlertid have naaet kysten.

Flóamannasaga (haandskriftet til den er fra omkring aar 1400) indeholder saaledes en beretning om, at den norske islænding Thorgils Orrabeinsfostre allerede for 900 aar siden (998) paa reise til Grønlands vestkyst (til Erik raude i Østerbygden) mødte uveir og modvind og efter mange trængsler forliste sit skib paa østkysten, «under Grønlands isbræer^k50, i en vik ved en sandig strandbred («undir Grænlands-jöklum^k51 í vík nokkurri við sandmöl»). Paa begge sider af viken skjød store isbræer ud i havet («Jöklar miklir géngu tveimmegin víkrinnar»)^k52. Betegnende er, at dette angives at have hændt om høsten, midten af oktober (Þá var vika til vetrar»), som er den aarstid, da kysten er lettest tilgjængelig, efter hvad vi nu ved derom.

Det skal have været Thorgils med hans hustru og hele husstand samt en anden mand Jostein, ligeledes med hustru og husstand, som her blev kastet iland. Sagaen beskriver meget levende, hvorledes Thorgils i 4 vintre og 4 somre frister livet paa denne ugjestmilde kyst kun med de faa hjælpemidler, som han kunde skaffe sig der, foruden det, som var reddet fra skibet; men dette var lidet nok – en baad, et par stykker smaafæ og lidt mel («Mjöl nokkut höfðu Þeir til atvinnu sér». «Dautt var fé Þeirra flest»).

I to vintre og den mellemliggende sommer opholdt Thorgils sig paa det sted, hvor han var strandet, idet de [252] ikke kunde komme bort for isen (?) («Nu líðr á vetrinn ok máttu Þeir eigi brott leita fyrir ísum ok féngu sér vistir um sumarit»)^k53. I begyndelsen af den første vinter fødte Thorgils's hustru, Thorey, en gut. I løbet af denne vinter døde Jostein, hans hustru og følge af sot. Dette maa nærmest have været skjørbug; det fremgaar af sagaen, at Jostein neppe har forstaaet at holde den nødvendige orden paa sine mænd. Om vaaren efter den 2den vinter, da Thorgils en dag med nogle ledsagere var oppe paa jøklerne for at se, hvordan det stod med drivisen, blev Thorey myrdet af hans avlsforvalter og trælle, hvorefter disse rømte sydover med den reddede baad og de indsamlede levnetsmidler. Da Thorgils kom hjem, fandt han huset plyndret og sin hustru liggende dræbt paa sengen, men barnet diede den døde («sjá Þeir at hon var önduð en sveinninn saug hana dauða»). Dette var det tungeste syn, Thorgils havde havt, og det fortælles, at han skal have reddet barnets liv ved at skjære sig i den ene brystvorte og ladet det die blod, som dog senere blev forvandlet til melk («– – at skera af mér geirvörtuna ok svá var gert; fór fyrst ór blód, siðan blanda, og lét eígi fyrr af en ór fór mjölk»). For at skaffe sig mad maatte Thorgils og hans faa ledsagere atter paa jagt, og istedenfor den stjaalne baad gjorde de sig skindbaad, som indvendig blev afstivet med træ eller vidjer («ok gerðu sér einn húðkeip ok bjuggu innan með viðum»).

Derefter løsnede isen («síðan losnar íssinn»), og gjennem to somre arbeider de sig nu sydover langs landet, indtil de naar et sted sandsynligvis i nærheden af Kap Farvel, hvor en landflygtig mand, Rolf fra Østerbygden, [253] havde slaaet sig ned og bygget sig en gaard^k54. Hos ham blev Thorgils vinteren over og reiste saa næste sommer mod syd forbi landspidsen («fara suðr fyrir land») og kom til Østerbygden.

I denne saga er der meget eventyrligt, som f. eks. at Thorgils havde besøg af Thor, eller at han, som ovenfor nævnt fik melk ved at skjære sig i brystet o.s.v. Dette maa bringe tvil om den hele beretnings paalidelighed. Beskrivelsen af det land, Thorgils færdedes langs, og af naturforholdene der stemmer imidlertid saa godt med de virkelige forholde paa Grønlands østkyst, at det umulig helt og holdent kan være digt, men maa skrive sig fra folk, som har seet denne kyst, ja som er godt kjendt med forholdene der. Naar man f. eks. læser om, hvorledes Thorgils om vaaren eller paa forsommeren steg op paa jøklerne for at se ud over havet, om isen skulde have begyndt at løsne sig («einn góðan veðrdag segir Þorgils at þeir muni ganga á jökla ok vita ef þeir sæi nokkut leysast ísinn»), da maa for enhver, som kjender den østgrønlandske kyst, tankerne henledes paa den. Naar det endvidere beskrives, hvorledes de drager frem forbi isbræer og bratte berg («Þeir dragast nú fram með jöklinum ok kvómu at björgum bröttum»), hvorledes de paa den sydligere del af færden ror forbi mange fjorde («róa fyrir framan margar víkr»), og hvorledes isen ligger tætpakket ind til landet største delen af aaret, da kan dette neppe passe paa andre steder end østkysten.

Det sees saaledes, at om end selve beretningen om Thorgils's merkværdige hændelser kan for en større eller [254] mindre del være digtet, saa maa forfatteren eller forfatterne have kjendt dette land vel, og usandsynligt er det ikke, at de gamle nordmænd oftere har forulykket enten i drivisen eller paa kysten og har reddet sig i land^k55

At vore forfedre kjendte godt til de østgrønlandske isforhold, fremgaar forøvrigt tydelig nok af «Kongespeilet» (c. 1250), hvor det heder: «Endnu er i det samme hav mange flere undere, skjønt de ei kunne regnes iblandt uhyrer; thi saasnart man vinder over det meste af det vilde hav, da er der, i sjøen, saa stor en mængde af is, at folk ei ved lige til saadanne ise andensteds i den hele verden. Nogle af de ise er saa flade at se til, som om de var frosne paa havet selv, og det nu 4 nu 5 al. tykke, og ligger saa langt fra landet, at det kan bli 4 eller flere dages reise, som man maa gjøre paa isen til landet. Men de ise ligger mer imod nordost eller mod nord udenfor landet, end imod syd og sydvest eller mod vest; og derfor maa enhver, som vil naa landet, seile omkring samme i sydvest, og vest, indtil han er kommen alle disse steder forbi, hvor isen er at vente, og da seile derfra til landet. Men det har ideligen hændt de sjøfarende, at de har søgt landet for hastig, og er derfor komne ind i disse ise; men siden er nogle omkomne; men nogle har og reddet sig derfra, og har vi seet nogle af dem, og hørt deres taler og beretninger. Men det middel har alle de grebet til, som er komne i dette isdrev, at de har taget deres baade og trukket dem op paa isen med sig, og har saaledes søgt landet; men hav-skibet og alt andet gods er blevet der tilbage og [255] forgaaet; nogle har endog siden holdt hus ude paa isen, før de har naaet land, 4 eller 5 dage, men nogle længer.

Disse ise er underlige i deres art, de ligger undertiden saa stille som venteligt er, med adskilte vaager, eller store fjorde, men undertiden er deres fart saa sterk og heftig, at de ei kommer senere af sted, end et skib, som har god vind, og driver de ligesaa ofte mod vinden som med. Nogle ise er endnu i det hav, som er af anden dannelse, og som grønlænderne kalder fald-jøkler (falljökla)ⁿ⁶. Deres vekst er ligesom et høit fjeld stod op af havet og blandes de ikke med andre ise, men staar alene for sig selv.»

Denne beskrivelse er saa god, at den kunde være fyldestgjørende den dag idag. Det fremgaar deraf tydelig, at isforholdene i Grønlands-havet og Danmarks-strædet var de samme paa den tid, som de er nu; og paastande om, at det af vore sagaer fremgaar, at de dengang maa have været anderledes, er ugrundede.^k56

En stund efterat «Kongespeilet» var skrevet, begyndte forbindelsen med Grønland lidt efter lidt at ophøre, de norske kolonier der forfaldt, og den erhvervede kundskab om de grønlandske forhold forglemtes.

Mindet om Grønland har dog altid holdt sig, og under de dansk-norske konger middelalderens udgang tales der oftere om at udsende folk for at gjenfinde det tabte «norske skatteland». Under Kristian II var der saaledes megen tale derom, idet den norske erkebiskop Valkendorf [256] havde besluttet atter at lægge Grønland under Throndhjems bispestol; men hans plan kom ikke til udførelse. Det var først efter midten af aarhundredet, at man gik mer alvorlig tilverks dermed og virkelig udsendte ekspeditioner.

De første af disse synes hovedsagelig kun at have havt til maal at gjenfinde landet, ligegyldigt paa hvad sted, og det var da naturligt, at de som regel kom først under østkysten, der laa nærmest, og forsøgte landgang der. Jeg skal i korthed omtale de vigtigste af disse første forsøg paa at naa østkysten.

1579 blev englænderen James Allday (eller Jacob Aldax eller Aldag, som han kaldes i det norske bestallingsbrev) sat i spidsen for en ekspedition^k57 paa to skibe og fik «Bestilling Grønland at skulle besøge – – paa det samme Land maa igjen komme under sin rette Øvrighed (ɔ: Norges krone) – – desligeste paa det menige Almue, der paa Landet Gud almægtigste til Lov og Ære kunde bringes til den christelige Tro og fange den rette Religion og Gudstjeneste.»^k58

En dagbog, ført ombord i det skib, hvor Allday selv var, er den eneste kjendte beretning om denne reise^k59.

[257] Det sees deraf, at man fik Grønlands østkyst i sigte den 26de august kl. 6 om morgenen, efterat man 7 dage før havde lettet anker i Island. Hvor paa Grønlands østkyst dette var, er ikke let at sige; det staar kun, at de da «ginge vestnoruest paa lang landen samme tid, oc var vinden norden oc var wij X wiegsiöes (ɔ: sjømil) then tid fra landen.» Deraf, at de gik i vestnordvestlig (misvisende?) retning, samt at det straks efter heder: «oc sagde voris capitin adt thed var halff anden hundre weigsiöes emellom Island og Grønland», forekommer det mig sandsynligt, at det har været et godt stykke nordenfor Kap Dan, hvilket ogsaa stemmer med den følgende beretning, hvori det om den næste dag (27de august) bl. a. heder: «Men ther wij komme 4 wiegsiös ner til landen var ther møgit isz ret indt til landen, siden ginge wij then ganske dag suduest an, oc kunde dog ingen steds klar land sije for isz, men vndtagen then isz som laa ij landingen, kom osz emod mange store støcker isz som store kircker.» Om landet siges: «Det war idell store oc høye stiennklipper, som the klippe vdi Norge oc Island, og war forne klippe spidske till det ouerste som andre høye torne, oc emellom samme klippe, oc offuen paa thennem var ganske møgit sne liggendis.» Dette er en god beskrivelse af fjeldene omkring Ingolfs-fjeld.

Saa kom man længere syd, og den 29de august saa man «en stor oc offuermadige høy stienklippe, som skiød sig wd aff landen, vdi haffuit med it aadde (sandsynligvis i nærheden af Kap Dan?)», og hvor man tænkte at lande, «thi wij saa en wiig hosz samme klippe.» En halv mil fra land stansedes man imidlertid af «saa møgit isz liggendis i landingen, oc ther for matthe ligge vd adt siøen igien, oc vilde vores capitinn hafft lagt an den dag, vester an paa [258] landen, thi iszen formindskedis io mere oc mere, oc landen bleff oc saa laugre ind til forne». Dette har sandsynligvis været vestenfor Kap Dan, kysten bøier her vestover, isbeltet blir gjerne smalere – i ethvert fald til vestenfor Sermilik-fjorden – og landet omkring denne og sydover er paafaldende lavere end landet nordenfor.

Efter at have holdt ud fra kysten blev de overfaldt af storm og blev tvungne til efter store farer at vende hjem, endog uden at faa landet i sigte for anden gang.

Det er intet urimeligt i, at denne beretning er helt paalidelig, og at altsaa denne første ekspedition med dens halve mil fra land, er den, som, saavidt vides, ligetil 1883 er kommen Grønlands østkyst nærmest med skib fra sjøsiden. I slutten af august begynder nemlig landet ved Kap Dan allerede som regel at blive mer tilgjængeligt; vi fandt det isfrit allerede før midten af denne maaned^k60. Allday mente imidlertid, at hans reises uheldige udfald skyldtes, at han havde været for sent ude. For det følgende aar blev det derfor forberedt en ny ekspedition under hans ledelse. Hvorvidt denne er blevet til noget, er uvist og synes ikke sandsynligt, da der intet mer høres derom.

Derimod foretog 1581 «en Bagge og norsker mand», Mogens Heinessøn,^k61 en reise paa egen bekostning for at gjenfinde den forglemte provins.

[259] Han havde forøvrigt kongeligt skytsbrev og var lovet en kongelig belønning, hvis han var heldig. Denne «dapffer Hane oc Styris Mand goed» tog den gamle norske kurs til Grønland og fik Grønlands østkyst isigte, ja skulde endog have seet det gamle fjeld «Hvidsærk».

«Hand stæffned at Issland, som gammel vaar seed

Ham tyckte den vaar den gænniste leed

Dend vildde hand først forsøge.

Och sætte der om hen Nordden til Væst,

Och brugte sin Vind, som hand kundde bæst

Til hand kundde Huidsærck øye.

Derr mötte ham Taage, Wuær oc Mørck,

Derr vaar i Søen, som vilddeste Ørck,

De kunde slæt inggenstæds strandde.»

Hele den beskrivelse af Heinessøns reise, som staar i «Den Grønlandske Chronica»,^k62 hvoraf dette citat er taget, og som desværre er den eneste beretning, som findes derom, giver et tydeligt indtryk af, at den «dappfre Hane» har fundet isforholdene under Grønlands østkyst lige slemme, som de er den dag idag.

Vi ser, at han fra Island har reist «hen Nordden til Væst», og skulde have faaet «Huidsærk» isigte, men først senere fik han «Landdet omsier i syne oc sict». Hvorvidt dette er noget, som staar for forfatterens egen regning, og som denne har tildigtet efter den paa den tid almindelige opfatning, at Hvidsærk skulde have ligget midt mellem Island og Grønland, er ei godt at afgjøre, men synes rimeligt. At det skulde kunne forklares derhen, at Mogens Heinessøn har truffet paa et stort isfjeld, hvilket jo kan hænde i dette farvand, forekommer mig mindre antageligt, da han vel snart maatte komme fra en saadan vildfarelse ved at se, hvor ensomt dette har ligget midt i aabne havet.

[260]

Naar det heder, at skibet stansedes i sin fart af en magnet (Seylsten), som hvilede i dybet, saa forekommer det mig, at den naturligste forklaring derpaa er, at enten er det helt og holdent tildigtet af forfatteren i lighed med datidens overtro om det magnetiske ishav, og dette er muligens det rimeligste, eller ogsaa har det været den sydvestgaaende strøm, som har hindret dem, mens de seilede i nordøstlig retning; lige foran staar det jo ogsaa, at de drog den vei:

«Mæn lengger mand kom hen Østerⁿ⁷ paa leed,

jo skarppere strømmede Søen dær need.»

Enhver, som har forsøgt at krydse mod denne strøm, ved, hvad det vil sige, og at man let nok med lidt overtro kunde fristes til at tro paa magneter i dybet.

De ekspeditioner, som udsendtes fra Danmark 1605^k63 under ledelse af skotten John Cunningham (ekspeditionens chef), englænderen James Hall (Principal Pilot), dansken Godske Lindenow og englænderen John Knight og 1606 med Godske Lindenow som høistkommanderende, gjorde, saavidt man kan dømme fra de sparsomme beretninger, som haves derom, intet forsøg paa at lande paa Grønlands østkyst. Den paastand, at Godske Lindenow under den første reise skulde have landet paa den sydlige del af østkysten, forekommer mig ikke at hvile paa nogensomhelst holdbar grund.

[261] Disse ekspeditioner landede paa Grønlands vestkyst, men da de herfra ikke bragte noget udbytte, som stod i forhold til forventningerne, saa antoges det at være, fordi man endnu ikke havde fundet den, som man mente, fordums saa rige «Østerbygd.»

1607 blev allerede en ny ekspedition under ledelse af holsteneren Carsten Richardsen og med englænderen James Hall som «pilot» sendt ud af Kristian IV for at gjenfinde denne, og man var saa sikker paa held, at der sendtes nordmænd og islændinger med, forat de kunde tjene som tolke, naar man traf etterkommere af de gamle grønlandske nordmænd.

«Och effter det alle vaar vitterligt nock,

Paa Grønland for tiden vaar Norske sprock,

Som Ihzlænder ochsaa haffue;

Da sænddis derr Bagger oc Ihzlænder med,

At de skuldde tyd' och tolcke ded,

Grønlændderne foregaffue.»

«De skulle,» saa heder det i kongens instruksⁿ⁸ til ekspeditionen, «og med flid erfare, om der findes de fornævnte kirker, klostre, fjeld, indvige, smaafjorde, gaarde og andet, som foreskrevet staar. Item om der er nogen bisp, præst, foged, som de give skat og ere lydige». At man da endnu ikke havde noget meget feilagtigt begreb om denne Østerbygds beliggenhed, fremgaar forøvrigt af samme instruks, idet Kristian IV deri siger, at Eriksfjorden – den fornemste fjord i Østerbygden – «ligger sydvest paa landet mellem 60 og 61 grader ungefæhrlig, dog imod den østerside af landet». De skulde søge ind paa dette sydostpunkt, og efterat Østerbygden var undersøgt, skulde [262] de begive sig mod nord langs østysten for at undersøge den.

Efter hvad der berettes i Lyschanders Grønlandske Chronica, fik de Grønlands østkyst isigte den 8de juni paa 59° n. br. De søgte mod land, men:

«Derr møtte dem Isen bod' huid oc graa,

Vaar slagen i smull oc stycker smaa,

Gæmmel hannem de standde lode.

Hand reeff oc skrabede fast paae Boer,

Och giordde Barcken sinckelse stoer.»

En meget god skildring af et første møde med drivisen.

Saa seilede de nordover langs med østkysten og maa efter Lyschanders beskrivelse have gjort mange forsøg paa at trænge gjennem isen, indtil de 1ste juli mellem 63° og 64° n. br. gjorde et sidste fortvilet forsøg derpaa, som dog ikke var heldigere end de foregaaende.

«Derr stoed baade Skipper oc Styrismand

Saae hæn, som Moeses i Canaans Land,

Och maatte dog vde bliffue.

Dæd tuingde dæm moxen taaren paa kind,

Saae Landdet oc kundde ey komme derrind.»

Saa maatte de opgive haabet og blev da dels paa grund af vandmangel(?), dels paa grund af storm nødte til at vende hjem og ankom til Kjøbenhavn endnu i juli.

I aarene 1652, 1653 og 1654 blev der af en dansk privatmand, general-toldforvalter Henrik Møller, som dertil havde faaet kongeligt frihedsbrev, udsendt tre forskjellige opdagelses-, fangst- og handelsekspeditioner. Disse blev ledede af en udlænding, sandsynligvis hollænder, David Danell (eller de Nelle).

Den første af disse reiser har især interesse for [263] historien om Grønlands østkyst, idet der blev gjort flere kraftige forsøg paa at naa den.^k64

Da de tidligere ekspeditioner til østkysten var mislykkede, søgte Danell længere nord de gamles vei, den saakaldte «Eriksstevne»; han reiste nordenom Island, holdt saa sydvestover og var den 29de mai paa 64° 19', og de gissede sig at være 50 mil fra Reykjanæs. Den 2den juni fik de Grønlands østkyst i sigte, antagelig ved Kap Dan^k65, men kunde hverken den eller de følgende dage lande for is, som laa 4 til 7 mil fra landet^k66. Den 9de [264] juni vilde de søge «havn» – sandsynligvis søndenfor Kap Dan –, men «isen laa to mile bred i havnen og for landet. De satte nu sluppen ud for at gjøre et forsøg paa at gaa over isen, men denne begyndte at bryde (?), og forsøget havde nær bragt dem alle i forlegenhed.» Saa seilede de sydover langs østkysten, og da de overalt fandt den spærret af is, gik de omkring midten af juni forbi Kap Farvel til vestkysten.

Paa tilbageveien gjorde Danell i slutten af juli et nyt forsøg paa at naa ind til østkysten, og det synes, som han dengang har været nær ved at naa land; den 23de juli skulde de endog have været udfor en fjord eller vik, som var fri for is, «og hvis ikke natten havde kommet saa hastig paa, vilde de have seilet ind i fjorden» (?). Længere nord paa 63° n. br. skulde de været landet paa 1 mil nær og saa den faste (?) is ligge en halv mil (?) o.s.v.

Det fremgaar tydelig af Danells reise, at isforholdene paa kysten har i den tid været de samme i juni og juli maaneder, som de er den dag idag.

Det følgende aar (1653) i juni maaned seilede Danell atter langs østkysten til Kap Farvel, men blev overalt af isen forhindret fra at nærme sig land. Den 19de juni troede de paa 64° n. br. at se de gamle nordmænds Herjolfsnæs, hvor isen strakte sig fem eller seks mil ud fra land. Derpaa gjestede han Grønlands vestkyst.

Om han paa tilbagereisen i begyndelsen af august [265] atter gjorde noget forsøg paa at naa østkysten, vides ikke, det berettes kun, at da isen spærrede østkysten, besluttede Danell at gaa til Island.

1654 finder vi paany Danell under Grønlands østkyst, denne gang, som det synes, længere syd, og han har vistnok kun reist der forbi paa veien til vestkysten. Om reisen vides meget lidet, uden at de udenfor Baals Revier (ɔ: Godthaabs-fjorden) saa «En Hauffrue med Wdslagenn Haar och meget Deiligh».

1670 blev en sjøkaptein ved navn Otto Axelsen udsendt af den danske konge for at opsøge det gamle Grønland. Han vendte samme aar tilbage, men der er intet blevet bekjendt om denne hans første reise.

Aaret efter (1671) blev han atter udsendt, men vendte aldrig tilbage. Usandsynligt er det ikke, at hans fartøi er bleven knust under et forsøg paa at naa Grønlands østkyst.

Danell havde uden nogen grund henlagt de gamles «Herjolfsnæs» – som skulde ligge i nærheden af Østerbygden – til østkysten (se ovenfor). Dette har sammen med, at man endnu ikke havde fundet efterkommere af de gamle nordmænd paa vestkysten, forledet Theodor Thorlacius til paa sit kort over Grønland (fra 1668 eller 1669) at henlægge Østerbygden paa Grønlands østkyst, og dermed var opfatningen af dennes beliggenhed for lange tider bragt paa de vilde veie. Det gjaldt her efter for de ekspeditioner, som forsøgte landgang paa østkysten, ikke blot om at naa Grønland, men om at finde Østerbygden.

I begyndelsen af det 18de aarhundrede (1721) kom, som bekjendt, nordmanden Hans Egede til Grønland; han grundede en koloni der, og senere blev der grundet flere.

[266] Det var nærmest for at bringe efterkommerne af de gamle nordmænd kristendommens lys, at Egede var kommet til landet, men man fandt fremdeles ingen saadanne. Han følte sig imidlertid fuldt overbevist om, at de maatte findes paa østkysten.

Af en indberetning, dateret 29de august 1724^k67, sees, at det kompani i Bergen, som udsendte Egede, havde givet et af sine skibe (huckerten «Egte Sophia», kapt. Hans Fæster) ordre til, at det skulde «opsøge og rekognoscere landet Grønlands østre side, men som det overalt, fra 66½° til 60° har været belagt med is, saa er og dette dessein ej heller saa vel udfalden, som man gjerne havde seet eller ønsket». Den 12te mai kom skibet under Grønland, og i 3 maaneder skulde det have krydset langs isen paa østkysten fra 66½° og til 60° 28' n. br. og skulde have været landet «undertiden paa 1 Mil, og undertiden paa ½, 2, 3, 4 og 5 Mile nær, men ingen Dørkomst eller Aabning funden …»

Det synes, som man nu for længere tid havde tabt modet paa at forsøge nogen landgang paa østkysten fra sjøsiden. Først i 1786 blev der paa forslag af biskop Paul Egede, søn af Hans Egede, udsendt en ny saadan ekspedition paa 2 skibe for at gjenfinde Østerbygden. Ekspeditionen blev stillet under ledelse af kapteinløitnant Paul de Løwenørn.

Den 3dje juli fik de mellem 65° og 66° n. br. et høit, bjergfuldt land isigte (nordenfor Kap Dan), som saaes hele den dag og den næste morgen; da synes Løwenørn imidlertid at være bleven skræmt af drivisen og fjernede [267] sig atter fra «Grønlands isomgivne østkyst» for nogle dage senere at vende tilbage til Island, hvor han i længere tid laa til ankers i Dyrafjord. Dette var den eneste gang han fik landet i sigte. 23de juli gik han vistnok atter ud for at gjøre et nyt forsøg, men da han allerede dagen efter mødte drivisen, synes han meget snart at have opgivet haabet og reiste kort efter hjem til Danmark med sit største skib. Uagtet dette var en forhenværende hvalfanger og altsaa bygget netop for isseilads, saa han mindre af østkysten end de fleste af sine forgjængere. Nogen ynder af drivisen synes han saaledes ikke at have været. Som hans undskyldning kan tjene, at han som sjøofficer ingen erfaring har havt i isseilads.

Da han reiste hjem, efterlod han sit mindre fartøi, jagten «Den nye Prøve», under kommando af sekondløitnant Christian Thestrup Egede (en søn af biskop Paul Egede), forat denne kunde gjøre videre forsøg paa at naa «Østerbøygden». Til næstkommanderende paa jagten ansattes efter eget ønske sekondløitnant C. A. Rothe.

Hvad Løwenørn synes at have manglet af mod og foretagsomhed, det synes Egede i desto større grad at have været i besiddelse af, og med hele sin ungdoms begeistring satte han alt ind paa virkeliggjørelsen af sin fars drøm: Østerbygdens gjenopdagelse. Allerede den 8de august – samme dag, som Løwenørn seilede hjem – stod han tilhavs med sin lille jagt for endnu det aar at gjøre et alvorligt forsøg paa at naa den.

Den 16de august fik de landet (sandsynligvis nordenfor Kap Dan) i sigte, men kunde ikke lande paa grund af is, som strakte sig 7 mil fra land.

Den 20de august kom de længere syd ud for mundingen af en 1 mil bred fjord, som utvilsomt er [268] Sermilik-fjorden, landet nær paa 2½ mil; men ogsaa her blev de stansede af is.

Ved en række storme, som tilslut tvang dem til at reise til Island, blev de forhindrede fra at nærme sig land senere det aar.

I 1787 gjorde Egede og Rothe ikke mindre end 6 forsøg^k68 paa fra Island at naa Grønlands østkyst; men uagtet de dette aar havde faaet endnu et fartøi, en «hukert», opsendt fra Kjøbenhavn, saa lykkedes det dem bare en gang at faa landet i sigte. Dette var den 17de og 18de mai, da de inde i en dyb bugt i isen kom landet nordenfor Kap Dan nær paa en afstand af 6 til 7 mil^k69.

Det sidste forsøg gjordes ute til 29de september.

[269] Underligt kan det, med det kjendskab, vi nu har til isforholdene paa kysten søndenfor Kap Dan, synes, at de ikke paa den sene aarstid kunde lande, men aarsagen har været, at de var for langt øst og nord og havde desuden adskillige storme og taaget veir.

I 1833^k70 (28de og 29de juli) saa den franske sjøofficer, løitnant de Blosseville, en del af østkysten paa mellem 68° og 69° n. br., men kunde ikke lande for is. Paa grund af havari blev han straks efter nødt til at vende tilbage til Island. Den 5te august gik han atter ud, men siden har man intet hørt om ham.

1859 kom amerikaneren oberst Schaffner til Grønland i barkskibet «Wyman» for at undersøge, om ikke en telegrafkabel fra Europa til Amerika kunde føres den vei over. Den 10de oktober gik han fra Julianehaab sydover forbi Kap Farvel og op langs østkysten omtrent til høiden af Lindenows-fjorden (paa 60° 25' n. br.). Han opdagede ikke «saa meget som en haandsbred drivis» langs kysten, hvilket er meget sandsynligt, da den paa en saa sen aarstid gjerne pleier at være isfri; men de hindredes fra at ankre eller gjøre landgang paa kysten ved en nordenstorm, som drev skibet tilsjøs.

18de juli 1860 kom Mc. Clintock ombord i «Bulldog» under kysten ved Kap Walløe (60° 34' n. br.), men hindredes af is i at lande.

Derpaa gik han til vestkysten og senere til Amerika. Paa hjemreisen, efterat han havde besøgt Julianehaab, nærmede han sig atter Grønlands østkyst og var den 8de [270] oktober 1 geogr. mil nær land ved Prins Christians sund (60° 2' n. br.), hvor han fandt meget lidet drivis; men om natten sprang der op en voldsom storm, som varede i tre dage og drev «Bulldog» tilsjøs.

Samme aar (1860) den 11te september kom atter oberst Schaffner, denne gang ombord i trædampskibet «Fox» under den engelske polarfarer kapt. Allen Youngs ledelse, nær Grønlands østkyst ved Kap Bille (paa omtr. 62° n. br.). Hensigten med denne ekspedition ligsom den netop omtalte «Bulldog»-ekspedition var at gjøre undersøgelser i anledning den omtalte af oberst Schaffner projekterede telegrafkabel over Grønland.

Ved Kap Bille fandt de, efter hvad Allen Young har meddelt mig, saa lidet is, at man med lethed kunde have landet. Man var dog, som det synes, ikke landet nærmere end et par mil.

Den 12te september fandt de paa 61° 54' n. br. isen tæt pakket til land.

Den 13de september dampede de «stille ind mod kysten, ¾ mil nær land» ved «Omenarsuk»; men isen laa her for tæt, til at det kunde naaes. En mørk vandhimmel nær Lindenows-fjord gav imidlertid kaptein Young formodning om, at han der muligens kunde finde en ankerplads under landet. Da det om kvelden trak op til storm, holdt han imidlertid tilsjøs for ikke senere at nærme sig Grønlands østkyst.

1863 gjordes med to jerndampskibe «Baron Hambro» og «Caroline» et forsøg paa for et engelsk handelshus, som havde faaet tilladelse dertil af den danske regjering, at grundlægge en handelskoloni paa Grønlands østkyst. Ekspeditionens leder var engelskmanden Taylor. Man afseilede 21de august fra Hamburg i haab om saa sent at finde [271] kysten isfri, men blev skuffet; den var fuldstændig spærret af is, som man ikke turde vove sig ind i med disse jernskibe.

1865 kom Taylor igjen med et sterkt trædampskib «Erik», bygget særskilt for isseilads. Han fandt atter kysten (paa omkr. 63° n. br.) spærret af is, som ikke trods 2 kraftige forsøg lod sig gjennembryde.

1879 seilede den danske orlogsskonnert «Ingolf» under kommando af kapt. A. Mourier med løitnant Wandel som næstkommanderende fra 6te til 10de juli langs Grønlands østkyst fra 69° n. br. og sydover til i nærheden af Kap Dan. Man var inde i en dyb isbugt og kom landet ved Ingolfs-fjeld 4 til 5 mil nær, men kunde ingensteds lande for is^k71.

Kapt. Mourier anser det efter denne ekspedition som fuldstændig umuligt at naa Grønlands østkyst fra sjøsiden af. Allerede 4 aar senere skulde urigtigheden af denne paastand bevises.

I 1882 var, som tidligere nævnt, forfatteren med sælfangerskibet «Viking» paa fangst under Grønlands østkyst. Vi blev den 25de juni fast i isen paa mellem 66° og 67° n. br. og drev i flere dage ret mod kysten, indtil vi den 7de juli paa 66° 50' n. br. og 32° 35' v. l. troede os at være omtrent 6 mil fra landet. Senere drev vi sagte i sydvestlig retning, indtil vi endelig den 17de juli atter kom løs af isen^k72.

I 1883 gjorde Nordenskiøld med jerndampskibet «Sofia» [272] 2 forsøg paa at naa Grønlands østkyst. Den 12te juni fik man første gang landet ved Kap Dan i sigte, men kunde ikke lande for is, hvorfor kursen sattes sydefter langs kysten. Denne var imidlertid isspærret lige til Kap Farvel, som passeredes 15de juni. Derefter besøgte Nordenskiøld Grønlands vestkyst, hvor han foretog sin isvandring, som vil blive omtalt senere i denne bog.

Den 30te august kom han atter paa tilbagereisen forbi Kap Farvel.

Den 1ste september havde han søndenfor den 62de breddegrad i nord et tæt drivisfelt, som strakte sig langt ud i havet (25 til 30 minuter) «fra isbræen ved Puisortok. Men søndenfor denne isodde syntes havet mod land at være aldeles isfrit». Da man kom under land, var der dog et isbælte med «en bredde af blot 6 minuter». Nordenskiøld mente vistnok, at det uden uovervindelige vanskeligheder havde ladet sig gjennembryde, men forsøgte det ikke, da kysten der skulde være ubeboet.

Det synes, som de isforhold, Nordenskiøld her traf, med en isodde strækkende sig ud i havet og et smalt isbaand langs kysten sydover, har været paafaldende ligt, hvad vi nu traf omtrent paa denne høide eller rettere lidt søndenfor. Det synes, som der paa dette sted maa, ialfald undertiden, raade merkelige uregelmæssigheder i strømforholdene (se herom ogsaa senere).

Et stykke nordenfor 62de breddegrad skar en dyb bugt ind i isen mod land, men i bunden af denne hindredes de atter ved et smalt isbaand fra at lande.

Da Nordenskiøld ønskede at naa land noget nordligere, forsøgte han heller ikke her at bryde sig gjennem isen, «hvilket neppe havde været forbundet med nogen synderlig vanskelighed».

[273] Endelig den 4de september skulde det lykkes Nordenskiøld at udføre, hvad saa mange havde søgt forgjæves; han kom med jernskibet «Sofia» gjennem forholdsvis spredt is lykkelig under land lige i vest for Kap Dan og ankrede i en bugt, som han kaldte «Konung Oscars Hamn». Her gik man den dag og den følgende morgen iland og gjorde forskjelligartede videnskabelige indsamlinger og iagttagelser. Man fandt ogsaa talrige og tildels ferske spor af indfødte, men saa ingen, og dette var, efter hvad vi nu ved om kysten, yderst merkeligt; thi man havde landet midt i et beboet strøg. Ekspeditionen var heller ikke bleven bemerket af eskimoerne, men derimod havde den som det eneste synlige tegn paa sin tilstedeværelse efterladt en tom ølflaske fra Calsberg bryggeri, der blev funden af eskimoerne og det følgende aar bragt Kapt. Holm^k73 som en overnaturlig ting; især tillagde de den gule vædske, hvoraf der endnu fandtes en draabe igjen, guddommelige kræfter.

5te september, dagen efter ankomsten, lettede «Sofia» atter anker og stod ud fra land for om muligt at naa det nordenfor Kap Dan. Dette lykkedes dog ikke, og man blev paa grund af manglende kulforraad tvungen til at vende hjemover.

I 1884 var isforholdene i Danmarks-strædet meget gunstige for en landing paa Grønlands østkyst, og flere af de norske sælfangere var, efter hvad jeg har hørt af paalidelige kilder, i første halvdel af juli meget nær under kysten omkring 67° n. br., og en af dem, kapt. A. Krefting med skibet «Stærkodder», fangede klapmyts lige under landet, [274] som han, saafremt det havde været i skibets interesse, «let kunde have naaet».

Det sidste af de mange forsøg paa at gjennemtrænge drivisen paa Grønlands østkyst kjender læseren forhaabentlig saa vel fra den tidligere beskrivelse i denne bog, at det er unødvendigt at omtale det her^k74.

Foruden disse forsøg paa at naa Grønlands østkyst fra sjøsiden er der et par tildragelser i drivisen udenfor denne kyst, som vi ikke godt her kan undlade at omtale, saameget mindre som de paa en vis er forgjængere for vor drift i isen, skjønt denne er barneleg mod, hvad der under dem udstodes.

Aaret 1777 har paa en uhyggelig maade brændt sig ind i erindringen paa alle dem, som beskjæftiger sig med den arktiske forsknings historie; thi neppe nogensinde har de arktiske egne været vidne til saa megen elendighed paa en gang.

Dette var et meget slemt isaar paa Grønlands kyster, og dagene mellem den 24de og 28de juni kom 27 eller 28 hvalfangere af forskjellige nationaliteter^k75 fast i isen paa mellem 74° og 75° n. br. udfor østkysten^k76. En del af [275] disse skibe kom i løbet af de følgende maaneder atter løs; men 12 blev siddende^k77 og drev sydover langs kysten for efterhaanden at bli knuste mellem isflagene og synke. De første forlis skede 19de og 20de august, da 6 skibe sønderskruedes paa omtrent samme sted mellem 67° 30' og 68° n. br. og i en afstand fra 12 til 14 mil fra land. De øvrige drev stadig sydover langs kysten, som næsten hele tiden havdes i sigte, almindeligvis i en afstand af en halv snes mil. Ved slutten af september var man mellem 64° og 65° n. br. Det sidste skib knustes den 11te oktober 5–6 mil fra land paa omtrent 61½° n. br.; altsaa netop ud for Anorilok, hvor vor isdrift endte. Den strækning, dette havde drevet, siden det først kom fast i isen i juni, blir omkring 270 geogr. mil, hvortil er brugt omkring 107 dage, hvilket følgelig giver en gjennemsnitlig hastighed af omkring 2½ mil i døgnet. Paa den sidste del af driften havde dog hastigheden været betydelig større end paa den første. Indtil den 20de august maa den saaledes have været gjennemsnitlig omkring 2 mil, fra denne tid og til slutten af september 2½ mil, men efter denne tid omkr. 4½ mil.

Mandskaberne paa de forulykkede skibe reddede sig gjerne over paa dem, som endnu ikke var sunkne, nogle tog ogsaa sin tilflugt til isen og opholdt sig siden paa denne.^k78 Under stigende elendighed bar det sydover, og mange døde efterhaanden, nogle druknede, andre frøs ihjel, men de fleste sultede ihjel, da der som regel kun blev [276] lidet proviant reddet fra de sunkne skibe, hvor der allerede var smaat nok før.

Paa det sidste skib havde der efterhaanden samlet sig 286 mennesker, og nøden blev snart stor, 10 spiseskeer grød eller erter tilmands var tilslut den daglige ration.

I begyndelsen af oktober gjorde 12 mand fra dette et forsøg paa at gaa over isen til land, omtrent paa 63° n. br. De naaede ogsaa en ø, men da de fra denne ikke kunde komme over til fastlandet, vendte de atter tilbage til skibet. Dette er altsaa de første i den nyere tid, om hvem vi ved, at de har naaet Grønlands østkyst fra sjøen.^k79 Efter forliset opholdt de fleste af folkene sig nogle dage sammen paa isen. Da de imidlertid indsaa, at hvis de i slig en samlet masse kom til beboede steder, vilde det være umuligt at skaffe mad til saa mange, delte de sig i flere partier, blandt hvilke kan nævnes ét, som søgte nordpaa langs landet, og et andet og større parti, som forlod kysten for at trænge tvers over landet til vestkysten. Om ingen af disse har man senere faaet nogensomhelst underretning. Et tredje parti paa omkring 50 mand søgte sydover langs landet og traf nordenfor Kap Farvel, sandsynligvis ved Alluk, eskimoer, som tog venlig imod dem, forsynede dem med proviant og overlod dem sin konebaad. I denne naaede de senere de danske kolonier paa vestkysten. Et fjerde parti, ligeledes paa vel 50 mand, søgte ikke at lande paa østkysten, men drev med isen rundt Kap Farvel og landede efter at have døiet meget, [277] og efterat mange var døde, paa vestkysten, nogle ved Fredrikshaab, andre i nærheden af Godthaab.

Af de øvrige besætninger, som ikke havde været ombord i det sidst forliste skib, drev forskjellige mindre afdelinger med isen til Kap Farvel og kom i sine baade ind til kolonierne paa vestkysten, de fleste i oktober eller november maaned. Den merkeligste blandt disse var en paa 6 mand med 2 baade, som kom til land nordenfor Godthaab. Disse 6 havde reddet de to baade og næsten hele sit skibs proviant, da det sank, og istedenfor som kameraterne at søge over til et andet skib blev de paa isen. Senere søgte de ud tilsjøs, roede og seilede langs isen rundt Kap Farvel og videre, indtil de endelig efter mange lidelser naaede et lidet skjær nordenfor Godthaab, omtrent en halv mil fra fastlandet. De vidste ikke, hvor de var, men besluttede sig til at overvintre her. De levede af den reddede proviant og fik af seil og aarer laget en hytte, hvori de døiede meget ondt af kulde og vandmangel; det værste var dog næsten, at i storm brød sjøen saa over skjæret, at de stadig var udsatte for at drukne. Endelig i slutten af mars fandt nogle grønlændere dem og viste dem vei til Godthaab. Disse 6 mand maa have tilbagelagt en afstand af omkring 175 geogr. mil, dels paa isen, dels i aaben baad.

Af de mange, som i 1777 drev langs Grønlands østkyst, var der omtrent 320, som aldrig vendte hjem, mens omkring 155 naaede frem til Grønlands vestkyst og blev det følgende aar sendte tilbage til Europa. At de alle blev gjestfrit modtagne saavel af eskimoerne som af de danske i Grønland, er overflødigt at sige.^k80

[278] Vintrene 1869 og 70 gjorde besætningen paa «Hansa» en anden næsten lige saa merkelig, om end ikke saa uhyggelig reise paa isen langs Grønlands østkyst.

«Hansa» var det ene af de to skibe, som skulde sætte den saakaldte anden tyske nordpol-ekspedition iland paa Grønlands nordlige østkyst.

Under forsøget paa at trænge ind til kysten kom det ene skib «Germania», der foruden seilrig havde dampmaskine, lykkelig gjennem isen, mens seilskibet «Hansa», under kommando af kapt. Hegemann, den 6te september blev fuldstændig fast i isen paa omtrent 74° 6' n. br. og 16° 30' v. l.^k81 (omtrent 10 geogr. mil fra land). Derefter drev skibet stadig sydefter i forholdsvis liden afstand fra land, indtil det den 19de oktober blev sønderskruet og sank paa ca. 70° 50' n. br. og 20° 30' v. l. (nogle faa mil fra den saakaldte Liverpool-kyst); hele skibets besætning reddede sig imidlertid med de nødvendige forraad paa isen, og da de besluttede sig til at blive paa denne fremfor at søge land, byggedes af den reddede stenkul et hus paa et isflag. I dette tilbragtes den første del af vinteren, mens de stadig drev langs landet sydover. Under en storm 15de januar (paa 66° n. br.) revnede flaget midt under huset, og de maatte søge sin tilflugt i baadene. Senere byggedes paa et andet flag i nærheden et mindre [279] hus. Under mange omskiftelser drev de videre sydover, indtil de den 7de mai paa omtr. 61° 12' n. br. og nogle mil fra land (altsaa atter ikke langt fra Anoritok) kunde forlade isflaget for at gaa i baadene^k82 og i disse søge ind til kysten, som imidlertid først naaedes den 4de juni, da de landede paa øen Iluilek, som ligger paa omtrent 60° 53' n. br. Herfra gik det videre sydover, og endelig den 13de juni naaede de 3 baade med «Hansa»'s hele besætning lykkelig den hernhutiske missionsstation Friedrichsthal vestenfor Kap Farvel.

Den strækning, som «Hansa»-mændene drev, fra «Hansa» kom fast i isen de første dage af september 1869, og til de forlod isflaget 7de mai 1870, er tilsammenlagt henimod 1080 kvartmil eller 270 geografiske mil (altsaa omtrent samme afstand som driften 1777, se ovenfor); denne er drevet i omtrent 8 maaneder eller 246 dage, og dette giver følgelig en gjennemsnitlig hastighed af henimod 1,1 geografisk mil i døgnet, hvilket er mindre end det halve af den hastighed, hvormed man drev i 1777. Grunden er muligens for en del, at strømmen om vinteren ikke er saa sterk, samt at «Hansa»-mændene drev i mindre afstand fra landet. Den maaned, hvori de havde den største midlere driftshastighed, var forøvrigt november, da denne var hen imod 2 geografiske mil (7,8 kvartmil); de var da endnu nordenfor Island.

[280]

Sammenstilles disse gjennemsnitshastigheder (altsaa 2,5 mil fra 1777 og 1,1 mil fra 1869–70) med den, vi havde under vor 1 1 dages drift, hvilken var henimod 6 mil (5.8 mil) i døgnet, da er forskjellen paafaldende; de fleste dage drev vi endog 7 mil. Sandsynligvis maa grunden til denne forskjel være at søge deri, at strømmen om sommeren løber med betydelig større hastighed end til andre tider paa aaret; en anden grund kan selvfølgelig ogsaa være den, at «Hansa»-folkene har været langt inde i drivisbeltet, mens vi var længere ude. De forulykkede i 1777 drev, som allerede omtalt, med betydelig større hastighed den sydligste del af sin drift, idet de søndenfor 64° n. br. havde en hastighed af omtrent 4,5 geogr. mil i døgnet.^k83

En merkelighed med hensyn til strømmen paa 61–62° n. br. har jeg flere gange havt anledning til at berøre (sml. side 248, 272 og 279). Det synes, som der her hyppig maa være en uregelmæssighed i strømretning og hastighed, som muligens kan frembringes derved, at en arm fra en nordgaaende strøm bevirker forandringer i isen og tvinger isodder ud tilhavs (saml. vor erfaring, side 248 og Nordenskiölds, side 272). En lignende mulig uregelmæssighed i strømmen nordenfor Kap Dan er ogsaa gjort opmerksom paa (sml. side 268 anm. 2).

I det hele synes det af alt, hvad vi nu ved om strøm [281] og isforhold, at fremgaa, at polarstrømmen langs Grønlands østkyst er søndenfor 69° n. br. underkastet visse aarlige perioder. Disse kan muligens atter igjen skyldes vekslinger i nordgaaende strømme.

De tidligere i dette kapitel omtalte reiser har ikke i nogen væsentlig grad befordret kjendskabet til Grønlands østkyst.

Det kjendskab, vi har til dennes sydlige del, langs hvilken vi staar i begreb med at reise, skyldes væsentlig et par ekspeditioner, og da det uden disse, særlig den sidste af dem, neppe vilde have været os muligt at trænge frem nordover, saa ligger det nær at omtale dem med et par ord.

Da Dannell's ovenfor omtalte reiser mentes at have bevist umuligheden af en landing fra sjøsiden paa Grønlands østkyst, saa er det naturligt, at man snart kom paa den tanke at tage vestkysten som udgangspunkt for ekspeditioner langs landet dertil. En saadan anskuelse findes da ogsaa fremsat allerede omkring 1664 af P. H. Resen og 1703 af Arngrim Vidalin^k84.

Som tidligere nævnt, antog Hans Egede, Grønlands apostel, at Østerbygden maatte ligge paa Grønlands østkyst. Allerede 1723 foretog han en reise sydover fra sin boplads nær det nuværende Godthaab for i to baade langs landet at naa denne. Ved Nanortalik paa 60° 8' n. br. nær

[282] Kap Farvel blev han imidlertid den 26de august nødt til at vende om paa grund af den sene aarstid og mangel paa proviant. Senere fremholdt han dog den anskuelse, at Østerbygden paa østkysten lettest maatte kunne naaes langs landet og muligens i eskimoiske konebaade.

Et forsøg paa fra Godthaab langs landet at naa østkysten, foretaget 1733 af Mathias Jochimsen, mislykkedes ligeledes, idet han paa 61° n. br. stansedes af is.

Heldigere var den dygtige Peder Olsen Walløe, en bornholmer, som i flere aar var handelsmand paa Grønland. I august 1751 begyndte Walløe sin reise fra Godthaab i en konebaad med en besætning paa 4 grønlænderinder og 2 europæere. Det første aar naaede han det nuværende Julianehaabs distrikt, hvor han foretog undersøgelser og overvintrede. Det følgende aar fortsattes reisen forbi Kap Farvel og et stykke op langs østkysten til en ø, som han kalder «Nenese» paa 60° 56' n. br.(?), hvor han den 8de august blev nødt til at vende om. Dette er den første europæer, som med sikkerhed vides at have betraadt Grønlands sydlige østkyst. Han fik dog liden løn for sine fortjenstfulde reiser og levede sidenefter i de kummerligste omstændigheder i Danmark. Han døde 1793, 77 aar gammel, paa Vartov fattighospital i Kjøbenhavn.

Henimod udgangen af forrige aarhundrede beviste Eggers tydelig i et i 1792 udkommet skrift, at Østerbygden havde ligget paa den sydlige vestkyst; naar man havde henlagt den til østkysten, da var dette en feiltagelse af fortidens lærde, som havde tydet de gamle norske beretninger fuldstændig galt.

I aarene 1829–30 foretog kapteinløitnant i den danske flaade W. A. Graah sin betydningsfulde reise i konebaad, [283] væsentlig bemandet med grønlænderinder, langs Grønlands østkyst.^k85

Den 1ste april naaedes østkysten. Den 20de juni paa 61° 47' n. br. tog Graah den modige beslutning at forlade sine europæiske fæller, som vendte tilbage, og at gaa videre alene med den ene af de to konebaade og 6 grønlændere.

Den 27de juni paa 63° 37' n. br. forlodes han ogsaa af sit grønlandske følge paa 3 unge piger nær, som han endelig fik overtalt til at følge sig videre som roersker. Den 23de juli naaede han sin nordligste teltplads, en ø, som han kalder «Vend om» (paa 65° 13' n. br.), og den 18de august byggede han en varde paa sit nordligste punkt paa den nordenfor liggende Dannebrogs ø (65° 19' n. br.). Her blev videre fremtrængen hindret af is.

Den 21de begyndte han tilbagereisen, og den 1ste oktober gik han i vinterkvarter ved et sted, han kalder Nukarbik, nu kaldet Imarsivik, paa 63° 22' n. br. Vinteren tilbragte han under sygdom og store savn. Da vaaren kom, havde han imidlertid ikke tabt modet, men begyndte 5te april et nyt forsøg paa at trænge nordover. 25de juli maatte han dog efter de utroligste gjenvordigheder atter vende om uden at have naaet saa langt som forrige aar.

Den 16de oktober ankom han endelig til Frederikshaab efter at have udstaaet meget.

Denne merkelige reise bragte gode oplysninger om Grønlands østkyst lige til den 65 de breddegrad. Levninger efter nordboer eller ruiner efter deres huse fandt Graah derimod ikke paa hele den bereiste strækning, og [284] umuligheden af Østerbygdens beliggenhed paa østkysten syntes dermed at maatte være bevist. Det eneste, Graah fandt af europæiske levninger, var en kanon, fundet ved Koremiut i Uarketfjorden paa 61° 17' n. br. Denne maa sandsynligvis stamme fra et eller andet skib, som er forlist i isen og drevet ned langs kysten.

En nordboruin blev imidlertid af den hernhuttiske missionær Brodbeck i 1881 fundet ved Narsak paa den nordre side af Lindenows-fjorden eller Kangerdlugsuatsiak (paa 60° 30' n. br.), hvorhen han i konebaad foretog en reise, altsaa den 3dje bekjendte paa Grønlands sydlige østkyst. Det er den eneste nordboruin, som er kjendt paa østkysten. Den var forøvrigt allerede i begyndelsen af aaret omtalt af Giesecke, som havde hørt grønlændere berette om den.

Den sidste reise langs denne kyst er den danske konebaadsekspedition under ledelse af G. Holm, kaptein i den danske flaade. Denne varede 3 aar, fra 1883 til 1885, og var ligesom Graahs ekspedition udsendt af den danske stat. Den dannede en del af de siden 1876 fortsatte «geologiske og geographiske Undersøgelser i Grønland».

Ekspeditionen, som fortiden lederen bestod af danskerne marineløitnant Garde, næstkommanderende, Peter Eberlin, botaniker og geolog, nordmanden H. Knutsen, geolog, samt som tolke to danske grønlændere, brødrene Petersen, foretoges i konebaade med grønlandsk besætning, mest kvinder. Ved de tidligere ekspeditioner var det lidt efter lidt gaaet ind i de danske grønlandsfareres bevidsthed, at dette skulde være den eneste maade at reise paa langs Grønlands østkyst.

Den første sommer naaede den samlede ekspedition med 4 konebaade og 10 kajaker Iluilek paa østkysten (60° 52' n. br.) i begyndelsen af august. Her nedlagdes [285] et depot for det kommende aar, og den 10de august begyndtes atter hjemreisen til Nanortalik, vest for Kap Farvel, ekspeditionens standkvarter, hvor vinteren tilbragtes.

Det næste aar, 1884, begyndte reisen langs kysten med 4 konebaade og 7 kajaker (ialt 31 mennesker foruden de 6 europæere). En del af besætningen sendtes atter hjem den 18de juli fra Karra akungnak.

Den 28de juli naaedes Tingmiarmiut. Herfra vendte den halve del af ekspeditionen under ledelse af løitn. Garde tilbage til Nanortalik, idet den foretog undersøgelser paa veien.

Kapt. Holm med den øvrige del, som bestod af H. Knutsen og tolken Johan Petersen samt 2 grønlændere og 6 grønlænderinder, fordelte i 2 konebaade, forlod den 30te juli Tingmiarmiut og drog videre nordover langs kysten. Den 25de august kom de til Graahs nordligste punkt paa Dannebrogs ø, altsaa en hel maaned senere end denne.

Den 1ste september naaede de Angmagsalik lige ved Kap Dan, hvor de fandt en stor bebygget trakt med omkring 400 mennesker. Her blev de vinteren over.

Den næste sommer, 1885, drog de atter den 9de juni sydover og stødte den 16de juli ved Umanak, paa henimod 63° n. br. sammen med den øvrige del af ekspeditionen, som kom imod dem søndenfra. Den 18de august naaede den hele ekspedition Nanortalik og vendte snart efter tilbage til Danmark.

Denne ekspeditions videnskabelige udbytte var overraskende stort; østkysten lige til 66° n. br. er derved bleven grundig undersøgt med hensyn til befolkning og naturforhold, og de nøiagtige karter, som den har leveret af kysten, var det, som for en væsentlig del satte os istand til med sikkerhed at finde vor vei nordover langs denne.

XI. Nordover langs østkysten. Møde med eskimoer

[286] Det første, vi tænkte paa efter at være komne gjennem isen, var at søge land, vi maatte jo snarest muligt føle Grønlands klippegrund under fødderne, og desuden havde jeg for længere tid tilbage udlovet chocolade og festmaaltid, den dag vi satte fod paa fast grund.

Ret ind for os og nærmest ved laa øen Kutdlek med sin høie, afrundede form, men det vilde føre os for meget ud af kursen at lægge til der, naar vi skulde nordefter; vi stævnede derfor hellere mod den nordligere ø Kekertarsuak.

Paa veien kom vi under et mægtigt isfjeld, som laa paa grund her i det aabne vand. Paa dets høideryg sad masser af maager, strøede som mørke punkter henover. Da vi var nær det, faldt et vældigt isstykke med brag i vandet; skarer af maager hævede sig og omflagrede os med sine ensformige skrig; dette var et helt nyt liv, og velgjørende var det saadan uhindret at kunne ro frem i aabent vande.

Da vi kom længere frem, opdagede vi, at der endnu [287] var hindringer at overkomme for at naa land, idet vi traf paa et nyt drivisbelte, strækkende sig langs stranden sydefter. Det var dog ikke bredt og var nogenlunde slakt, saa det voldte ikke meget besvær at bryde os igjennem. Endelig gled vi, baadene smykkede med norsk og dansk flag – ind under et brat berg, hvis mørke væg speilede sig i det blanke vand og gjorde dette næsten kulsort; det gav gjenlyd, naar der blev talt. Det var et høitideligt øieblik. Nordenfor fandtes en havn, hvor vi kunde lægge til med baadene. Vi kappedes formelig om at springe iland og kjende sten, virkelig sten, under fødderne. Vi tog ture op efter berget for at se os omkring og var som smaaunger, et stykke mos, et græsstraa, ikke at tale om en blomst vakte en hel storm af følelser. Det var saa nyt, overgangen saa sterk og pludselig. Lapperne løb lige lukt tilfjelds, saa vi ikke fik se dem paa længere tid.

Men efterat den første stormende glæde nogenlunde havde givet sig, saa maatte der tænkes paa noget mere prosaisk, og det var vort festmaaltid. Paa et berg nede ved baadene blev kogeapparatet sat op og bragt i virksomhed for at faa chokoladen kogt; der var hænder nok til at bistaa med dette, og det vilde tage sin tid; jeg kunde trygt følge lappernes eksempel og tage en tur tilfjelds for blandt andet at se ud veien nordover.

Jeg drog opefter, først over brat fjeld, saa over en liden snefon, saa gjennem lyng og mos paa en liden slette, hvor store flytblokke laa spredte udover. Hvor sælsomt var det ikke atter at faa videre syn, at kunne se havet og isen blinke under sig, se tinderækkerne ligge disige i sollys, se indlandsisen indfor næsten lavere end en selv.

[288] I syd laa øen Kutdlek og længere borte det vakre forbjerg Kap Tordenskjold; jeg hilste det som en landsmand, ikke blot navnet, men ogsaa formen var hjemlig. Jeg satte mig ned paa en sten for at tage en skisse og lade solen skinne paa mig. Som jeg sad der, frydende mig ved landskabet og tilværelsen, hørtes noget komme syngende gjennem luften og stanse ved min haand; det var en paafaldende velkjendt melodi, jeg saa efter, jo ganske rigtig, en myg, tænk en myg, og snart kom der fler; jeg lod dem rolig stikke, det var en lyst; de gav rigtig følelige beviser paa, at man var paa land, disse kjære væsener, som sad der og sugede sig runde og røde, det var nok længe, siden de sidst havde smagt menneskeblod. Vi skulde dog snart, som senere vil bli omtalt, faa denne lyst mere end tilfredsstillet.

Da jeg havde siddet endnu en stund, hørte jeg en kvidren, og en snespurv slog sig ned paa en sten tæt ved, gloede paa den nykomne gjest med hovedet paa skakke, snart paa den ene side, snart paa den anden, saa kvidrede den lidt, hoppede paa næste sten, tittede igjen, og saa var den væk. Liv er altid kjært at møde, ikke mindst naar det kommer i form af kvidrende fugle, det vækker gjenklang i fuglenaturen i en selv, især naar man længe har været uden vaar og sommer.

Jeg kunde se et godt stykke nordefter her ovenfra. Det saa ud til, at vi det første stykke skulde faa slak is, men lidt forbi Inugsuit syntes den at bli tættere, og muligens blev den der slem nok at bryde igjennem.

Men det var paatide atter at gaa nedover til de andre, nu maatte vel chokoladen være færdig. Da jeg kom ned, var vandet endnu ikke i kog; det var tydelig nok uøvede kokke; ja, de skulde jo heller ikke faaet for megen øvelse [289] i drivisen. Jeg benyttede imidlertid ventetiden til at tage et fotografi af denne scene og dette sted, som jo i vor historie indtager en fremtrædende plads.

Endelig var man færdig, og 6 længtende struber kunde i lange drag suge i sig den koghede gudedrik; foruden rundeligere rationer end vanlig uddeltes idag ogsaa ekstrarationer i form af havrekjæks, schweizerost, mysost og tyttebærsyltetøi; det var i sandhed et herremaaltid, sligt som vi endnu ikke havde havt det, og vi nød det ogsaa, stemningen var belivet.

Det bestemtes, at vi for den ene gang kunde give os tid og nyde livet i fulde drag, men saa maatte det ogsaa være slut; fra nu af blev dagsordenen at sove saa lidet som muligt, spise saa lidet og saa hurtig som muligt og at arbeide saa meget som muligt; vor føde kom væsentlig til at bestaa af vand, beskjøiter og tørret kjød; til at koge noget eller at skaffe fersk mad havde vi liden eller ingen tid, omendskjønt der var vildt nok.

[290]

Den bedste tid var allerede gaaet, lidet var tilbage af den korte grønlandske sommer; men endnu maatte vi kunne række vestkysten, naar vi benyttede tiden vel, det gjaldt bare at hænge i, og hænge i gjorde vi. Da vi endelig var færdige ved 5-tiden om eftermiddagen, gik vi atter i baadene og drog nordefter langs kysten.

Det første stykke gik det let, farvandet var nogenlunde aabent; men da det lakkede mod kvelden, blev det værre, isen blev tættere, og ofte maatte vi bryde os gjennem. Undertiden traf vi dog paa lange aabne slakker, hvor vi kunde ro raskt til. Rød sank solen bag fjeldene, natten var stille og længselsfuld, dagen laa og drømte bag topper og tinder. Nordefter gjennem isen arbeidede vi uopholdelig; ved midnat var det vanskeligt at se, men naar man gav nøie agt, kunde slakkerne og vandet skjelnes fra isen ved gjenskinnet, som de gav af den gulrøde kveldshimmel.

Jeg længtede efter at komme nordover; thi vi havde ikke langt igjen til den berygtede bræ Puisortok, hvor kapt. Holm paa sin reise langs kysten i 1884 blev stanset af is i hele 17 dage. Jeg tænkte mig muligheden af, at drivisen fortrinsvis der blev presset mod landet af strømmen, og at det var grunden til, at stedet var saa frygtet; det stod da for mig som yderst vigtigt at naa did saa tidlig som muligt for at kunne benytte første gunstige leilighed, da isen var slak, til at komme forbi.

Ud paa natten kom vi op under forbjerget Kangek eller Kap Rantzau; der blev isen saa tæt, at vi ikke længer kunde bruge aarerne. For vor øks og vore lange baadshager og brækstænger maatte den imidlertid give vei, og vi kom stadig fremad. For at gjøre det endnu tungere [291] dannedes der nyis paa vandet mellem flagene. Denne voksede i tykkelse udover natten og hindrede baadene betydelig; den holdt sig til næste formiddag. Ud paa morgensiden begyndte kræfterne at vige, længe havde vi nu arbeidet, sultne var vi efter ikke at have spist siden vort festmaaltid foregaaende dag, og enkelte var saa søvnige, at de næsten ikke kunde holde øinene aabne. I vor higen efter at komme nordpaa og glæden ved dette nye liv havde vi ganske glemt «legemets behov»; nu meldte de sig dobbelt.

Vi lagde til ved et isflag for at tage en hvil og faa os lidt frokost. Det smagte vidunderlig, skjønt man [292] næsten syntes, at der ikke var tid til at ligge stille. Da kom dagen, det blev lysere og lysere, mer og mer brændende nede ved himmelbrynet i nordost, det tændte opefter og opefter, – saa steg selve ildskiven straalende over isranden, baade sind og krop badedes i lysvældet, al træthed var som strøget af en. Nu var det atter til arbeide med den gryende dag.

Isen var tættere end nogensinde, tomme for tomme og fod for fod maatte vi kjæmpe os frem nordefter, ofte saa det næsten haabløst ud; men frem maatte vi, og frem kom vi. Vi naaede forbi Kap Rantzau, forbi Karra akungnak, bekjendt fra Holms og Garde's reise i 1884, og op under Kap Adelaer; men her blev det værre end værst, flagene laa pressede sammen, store og mægtige, med vore lange hager forsøgte vi at stikke dem fra hverandre, men det hjalp til intet, vi tog i alle 6 mand paa en gang, de laa som før; endnu en gang med alt, hvad vi eiede og havde af kræfter, nu seg de en tomme, det gav mod, paa igjen, nu lidt mer, det hjælper, bare hold ved; snart er de segne saa meget fra hverandre, at baadene kan komme frem, naar man hugger væk de udstaaende iskanter med øksen. Saa glider man gjennem og til næste flag, her gjentager det samme sig. Ved forenede kræfter og ved at anvende dem til det yderste tvang vi os frem. Det fordrer ikke ringe øvelse at føre baade sikkert gjennem slig is, man maa have skjøn paa, hvor isflagene bør angribes, maa forstaa at anvende paa bedste maade de kræfter, som staar til ens raadighed, og man maa være rask til at benytte leiligheden og faa baadene frem, naar man har tvunget sig en aabning; thi den siger øieblikkelig sammen igjen, og er baadene da ikke igjennem, blir de ubarmhjertig knuste. Det hændte flere gange, at Sverdrups [293] baad, som var sidst, blev klemt sammen mellem flagene, saa at siderne vred sig og slog bugter efter iskanten; men den var elastisk, og i sidste øieblik blev den altid tvunget igjennem, uden at der skede noget uheld.

Tilsidst kom vi ogsaa forbi Kap Adelaer, og gjennem fremdeles tæt is arbeidede vi os langs landet mod det nordenfor liggende forbjerg, som jeg har kaldt Kap Garde. Hid naaede vi endelig ved middagstid og bestemte os til at lande for at faa os noget mad og lidt søvn, hvilket høilig kunde trænges efter over et døgns anstrengt arbeide [294] gjennem isen. Vi havde netop med meget besvær faaet trukket vore baade op paa det bratte berg, slaaet telt og holdt just paa med udveiningen af middagsmaden, da der hændte os noget aldeles uventet og for os næsten utroligt.

I min dagbog har jeg omtalt tildragelsen paa følgende vis:

«Det var igaar (30te juli) omkring middagstid (kl. 11?), at vi efter en utrolig møisommelig fart gjennem tæt is havde lagt til ved – ja lad os foreløbig kalde det Kap … – paa nordsiden af Karra akungnak for at faa lidt mad og endelig faa sove nogle timer. Den meget frygtede Puisortok havde vi foran os, men haabede endnu samme dag at kunne komme forbi den – – – Mens vi spiste eller rettere, mens tillagningen af vort tarvelige maaltid gik for sig, hørte jeg mellem maageskrig og anden lyd noget, som fabelagtig lignede menneskelige stemmer; jeg gjorde de andre opmerksom herpaa, men mennesker i disse egne var saa lidet sandsynligt, at vi forsøgte længst mulig at tale om lom (Colymbus) og lignende fugle, hvoraf her findes maaske vel saa lidet som mennesker; vi besvarede dog et par gange raabene. Disse kom stadig nærmere. Just som vi er ifærd med de sidste dele af vort maaltid, høres et raab, saa tydeligt og saa nær, at de fleste springer op, og en bander paa, at det ikke var nogen lom, og jeg tror nok, at selv de sterkeste tilhængere af lomteorien blev rokkede. Det varer heller ikke længe, inden Balto, som med kikkerten er sprunget op paa et klippestykke, raaber, at han kan se to menneskelige væsener; jeg springer selv op til ham og har inden kort kikkerten fæstet paa to sorte prikker, som farer, snart sammen, snart fra hinanden, frem mellem isflagene; de synes [295] at lede efter gjennemfart; thi de gaar et par gange frem og tilbage; – men se, der kommer de ret paa os; se, hvor paddelaarerne gaar – – –; det er to smaa mennesker i kajak. De kommer nærmere og nærmere; Balto begynder at faa en halvt forundret, halvt ængstelig mine; han siger, han er næsten bange for disse underlige væsener. Der kommer de, den ene bøier sig forover i kajaken ligesom til hilsen (det var det dog ikke), den anden gjør intet; de lægger ind til klippen med et eneste aaretag, kryber ud af kajakerne; den ene bærer sin op, den anden lader sin ligge i vandet, og der staar de foran os, de to første repræsentanter for disse meget omtalte hedninger (fra Grønlands østkyst). – Var det første indtryk gunstigt? Ja, ubetinget, – to vistnok uciviliserede, men venlige ansigter smilede imod os. Den ene var iført sælskinds «kufte» og sælskinds bukser med et godt stykke bart liv samt kamiker og uden anden hovedbedækning end nogle perlebaand.» …

Her blev mine dagbogsoptegnelser om dette møde afbrudte; erindringen derom staar imidlertid lige levende for mig, som om det havde været igaar, og det er saaledes ikke vanskeligt at udfylde det manglende. Den anden af de to havde til vor forundring delvis klæder af europæisk herkomst, idet overkroppen var dækket af en «anorak», et trøielignende plag, af blaat bomuldstøi med hvide spetter, paa benene havde ogsaa han sælskinds bukser og kamiker (saa kaldes det eiendommelige grønlandske skotøi), midt paa livet var et godt stykke aldeles nøgent ligesom paa den anden. Paa hovedet havde han en eiendommelig bred og flad lue med skygge; den bestod af blaat bomuldstøi, udspændt over en træring; ovenpaa havde den et rødt og hvidt kors, som strakte [296] sig over hele dens øvre flade. Disse slags luer i forskjellige sterke farver og som regel med kors over er meget almindelige blandt østkystens eskimoer; de bruger dem i kajakerne, dels fordi de er nyttige, idet skyggen skjermer mod solen, dels antagelig fordi de synes, det er en pryd; jeg saa dem senerehen med stor stolthed fremvise sine luer.

De var smaa mennesker, disse to; de saa ganske unge ud, og den ene, han der kun havde perlebaand i haaret, var ligefrem vakker; en mørk, næsten kastanjebrun hud, med langt, ravnsort haar, som holdtes tilbage fra panden af perlesnorene, og som faldt langt ned over nakke og skuldre; et bredt, rundt ansigt med temmelig regelmæssige, bløde træk, der havde en næsten kvindeagtig skjønhed, saaledes at vi endog var i tvil, om det virkelig var en mand, vi havde for os. De var let og smidig byggede og gratiøse i sine bevægelser.

Komne op til os begyndte de at smile, gjøre fagter og tale i munden paa hverandre i et sprog, hvoraf vi selvfølgelig ikke forstod et eneste ord. De pegte sydover og nordover, udover mod drivisen og indover mod land, saa pegte de paa os, paa baadene og paa sig selv, og hele tiden gik munden paa dem; men lige meget forstod vi. Vi smilte igjen og stirrede paa dem med en dum mine, mens lapperne lod til ikke at befinde sig rigtig vel, de var endnu lidt rædde for disse «vilde mennesker» og holdt sig paa afstand.

Saa ledte jeg frem nogle papirer, hvorpaa en bekjendt havde paa grønlandsk skrevet op endel spørgsmaal, som det kunde være af vigtighed at faa besvarede. Jeg forsøgte nu derefter at tale til dem, som jeg mente paa godt grønlandsk; men nu blev det deres tur til at se [297] dumme ud; jeg forsøgte om igjen og spurgte om isforholdene nordenfor, men med aldeles samme resultat, de forstod ikke et ord. Efter endnu et par forsøg kastede jeg fortvilet papirerne og tog min tilflugt til tegn; det gik bedre, og derved fik jeg ud, at der var flere af dem, og at de laa i leir eller boede paa nordsiden af Puisortok, at man maatte holde tæt indunder bræen for at komme frem; saa pegte de mod denne, gjorde mange underlige fagter og satte en betænkelig mine op, idet de talte en hel del, som antagelig skulde betyde, at den var yderst farlig, at man derfor maatte tage sig iagt; østgrønlænderne har nemlig, som senere omtalt, en hel del overtroiske begreber om denne bræ. Saa forsøgte vi ved tegn at gjøre dem begribeligt, at vi var komne ikke søndenfra langs land, men ude fra havet, hvilket kun frembragte en lang, brummende lyd livagtig som en kos rauten, og som vel skulde betyde den høieste grad af forbauselse; de saa ogsaa samtidig paa hverandre og paa os med en tvilende mine, enten troede de ikke et ord eller rettere et tegn deraf, eller ogsaa tog de os for overnaturlige væsener, det sidste var vel igrunden ikke saa usandsynligt.

Saa begyndte de at beundre vor udrustning; baadene tiltrak sig da først og fremst deres opmerksomhed, og isærdeleshed vakte jernbeslagene paa dem deres høieste forbauselse og beundring.

Vi gav dem et stykke kjødbeskjøit hver, og herover blev de straalende fornøiede, de spiste et lidet stykke deraf, men gjemte saa resten, sandsynligvis for at vise det frem hjemme i leiren. Hele tiden stod de imidlertid og skalv af kulde, og det var ikke underligt; thi lidet klæder havde de paa sig, og nøgne var de som sagt midt paa livet, ganske mildt var det heller ikke. Saa gjorde de nogle [298] betegnende fagter, at det var koldt at staa der paa berget, og at de atter vilde gaa i sine kajaker; ved tegn spurgte de, om vi kom nordover, hvortil vi svarede bejaende, saa pegte de endnu engang advarende mod Puisortok og gik ned til stranden; her trak de sine halvpelse paa, lagde kajakerne tilrette og krøb i dem lette og behændige som katte. Nogle aaretag, og de pilede lydløse hen over vandspeilet. Snart gik aarerne som møllevinger, mens de jog frem mellem flagene, snart stansede de for at bane sig vei og skyve is tilside eller for at se efter fremkomst, ofte hævedes armen til kast af harpun eller fuglepil, den førtes tilbage, den stansede et sekund, mens pilen rettedes ind, og saa sprang den frem som en staalfjær, idet pilen susede fra kastetræet, for langt frem gjennem luften og faldt i vandet for straks efter at bli grebet igjen af kajakmanden; – og alt imens kom de længere og længere bort, vi saa dem kun som to sorte punkter mellem isflagene derover under bræen, saa dreiede de rundt bag et isfjeld og blev borte for vort syn. Vi stod igjen grundende over dette første møde med østkystens eskimoer, det var saa underligt og uventet at træffe folk her, hvor der jo efter Holms og Gardes erfaringer ingen skulde bo; men det maatte være nogle, som var paa reise – – – og vi gik ind i teltet og krøb i vore poser. Snart var alle i dyb søvn.

Dette møde skildrer Balto i ordelag, der uagtet de, som ovenfor nævnt, er skrevne i Karasjok et aar efter begivenheden, dog tildels er saa paafaldende lig mine dagbogsoptegnelser, at jeg ikke kan negte mig fornøielsen af at gjengive dem her:

«Mens vi spiste, hørte vi en lyd som et menneskes røst, men vi troede, at det var en ravn, som skreg. Nogle [299] af os troede, at det var en havymmer, som skreg. Jeg tog da kikkerten og løb op paa en fjeldknat og kigede. Saa saa jeg noget sort bevæge sig henimod et isflag. Saa raabte jeg: «Der borte sees to mand paa isen.» Nansen kom da ogsaa løbende og saa gjennem kikkerten. Vi hørte dem nu synge deres hedenske salmer(?), og vi raabte til dem. De hørte os straks og roede henimod os, og det varede ikke længe, før de var hos os. Da de nærmede sig til os, bukkede den ene sig dybt ned med hele legemet, og da de kom til stranden, tog hver sin kajak i haanden og gik op paa land. Da de kom hen imod os, rautede de begge som en ko: iö, iö! hvilket skulde betyde, at de undrede sig over, hvad for slags folk vi var. Vi skulde da forsøge at tale med dem, men vi forstode ikke et ord af deres sprog» …

Henpaa eftermiddagen ved 6-tiden vaagnede jeg og sprang ud af teltet for at se paa isen. Der blæste en frisk bris af land, og isen var endnu slakkere end før; det lod til at være god fremkomst nordefter, og jeg purrede ud.

Snart var vi i baadene og stævnede endelig over mod Puisortok i det vakreste farvand, vi endnu havde havt. Jeg frygtede imidlertid stadig for, at det skulde bli værre, naar vi kom længere frem, og skyndede paa; men det blev ikke værre; den is, som laa der, var væsentlig kun mindre og større kalvisstykker, og de er som regel langt lettere end havis at komme frem gjennem med træbaade, som ikke skjæres istykker af deres haarde kanter saaledes som skindbaadene. Det, som hindrede os mest, var, at vandet paa enkelte steder mellem flagene var tæt opfyldt med masser af ganske smaa søndersplintrede isstykker. Uden større hindringer kom vi forbi bræen, flere [300] gange roende lige under dens høie, lodrette isvægge, som skifter i alle bræisens blaafarver, lige fra det dybeste blaat inde i sprækkerne og til det blegeste melkeblaat i de slette isvægge og ovenpaa, hvor sneen delvis endnu breder sig.

Hvad der egentlig har gjort denne bræ saa frygtet, forstaar jeg ikke ganske; thi den har efter grønlandske forhold kun yderst ubetydelig bevægelse og kalver som følge deraf sjelden, og naar dette sker, kan det kun være forholdsvis smaa stykker, som falder ned fra den; thi ingen større isfjelde ligger udenfor – der er ogsaa for grundt for saadanne – ja bræen er ikke engang saa pas stor, at den skyder helt ud i vandet; paa flere steder kan man se fjeldgrunden under den.

Allerede Graah og endnu tidligere forfattere som Walløe fortæller imidlertid om eskimoernes overdrevne frygt for denne farlige bræ, som altid er rede til at falde ned paa og knuse de forbidragende, og hvor der endog langt ud i havet pludselig kan skyde store ismasser op fra dybet og tilintetgjøre baade og besætning. Navnet Puisortok tyder ogsaa hen paa denne forestilling, det betyder nemlig stedet, hvor noget skyder op, og er ikke et ganske enestaaende navn paa østkysten; hvad det egentlig sigter hen til, er ikke godt at fatte. At Holms og Gardes grønlandske besætninger ligeledes havde en hel del overtroisk frygt for denne bræ, faar man et levende indtryk af ved at læse deres interessante beretning. Som Garde meddeler, har beboerne af den sydlige vestkyst den opfatning «at naar man passerede Puisortok, saa roede man under en overhængende isvæg, der hvert øieblik var parat til at styrte ned, og over ismasser, som, skjulte under vandet, blot ventede paa en gunstig leilighed til at «skyde op» [301] og ødelægge de forbidragende baade.» Disse overtroiske forestillinger har selvfølgelig sydvestkystens beboere faaet fra østkystens hedninger, som de er trufne sammen med. Disse har endog en hel del forskrifter om, hvordan man maa forholde sig under forbifarten for at slippe helskindet fra det, ikke maa man tale, ikke le, ikke spise, ikke bruge tobak, mens man passerer, ikke maa man se paa bræen og slet ikke nævne navnet Puisortok; derved gjør man den sint, og det er den visse undergang.

Hvorom alting er, saa er det sikkert, at Puisortok er ikke det ry værd, der staar af den. Som jeg senere opdagede, er den sandsynligvis en lokalbræ, beliggende paa en fjeldryg, som ved en snefyldt dal paa indsiden synes at være adskilt fra den egentlige indlandsis; dette er ogsaa grunden til, at den har liden bevægelse, saaledes som maalt af Garde^k86. Det eneste merkelige ved den er, at den paa et saa langt stykke støder til sjøen; Garde angiver dens bredde til at være ¾ mil, og det synes at være rigtigt. Dette maa vel, som han ogsaa antager, være grunden til, at østkystens eskimoer er saa bange for denne bræ, idet de, da den ligger saa lige ud i havet uden nogen skjærgaard udenfor, er nødte til at gaa lige under den, naar de færdes op og ned langs kysten. I det hele er eskimoerne ængstelige for at komme under bræer; dette er heller ikke saa urimeligt, da jo bræerne ofte kalver, eller der falder mindre isstykker ned fra dem, som let kan afstedkomme ulykker paa forbidragende. Hvis en baad befinder sig ud for en bræ, i det øieblik den kalver, da vil den vistnok i de fleste tilfælde være redningsløst fortabt; thi selv om den ikke [302] rammes direkte af nedstyrtende ismasser, saa sættes vandet i slig voldsom bevægelse, og de drivende isstykker og isflag kastes slig imod hverandre, at det vil være vanskeligt at bjerge sig. De fleste større isbræer ligger imidlertid inde i bunden af trange fjorde, som de for en del selv i tidernes løb har udgravet ved sin sterke udadskridende bevægelse, under hvilken de fører masser af sten, grus og slam med sig ud i havet. Ind til bunden af disse fjorde kommer eskimoerne sjelden, det er saaledes ikke nødvendigt for dem at færdes under disse bræers vældige endevægge, hvis lunefulde farlighed de dog godt kjender. Det er derfor nok tænkeligt, at de, naar de skal forbi en saa bred isbræ som Puisortok, er ængstelige, selv om den kun har liden bevægelse.

Hvorom alting er, vi kom godt og sikkert forbi, og os hindrede ingen overtroisk frygt fra fuldt ud at nyde disse mægtige ismassers sønderrevne skjønhed.

Farvandet var forholdsvis godt nordefter. Modet steg stadig, og vi fik mer og mer uryggelig overbevisning om, at nu kunde intet hindre os fra at naa vort maal.

XII. En eskimoleir

[303] Kommen i nærheden af det nordenfor Puisortok liggende forbjerg Kap Bille fik vi inde fra land høre en merkelig lyd lig en blanding af menneskestemmer og hundehyl. Vi stirrede i den retning og fik øie paa nogle mørke masser, hvori der syntes at være nogen bevægelse, og da vi skulde se nærmere til, viste det sig at være mennesker, spredte op efter klippeafsatserne, pludrende i munden paa hverandre, fegtende med armene og pegende udover mod os, som rolig arbeidede frem gjennem isen. Vi opdagede nu ogsaa flere skindtelte, som stod opefter berget, og kjendte samtidig en egen lugt af tran eller lignende, der bares mod os med luftningen fra land. Balto beskriver det saaledes: «Da vi havde roet en stund nordover (efter at have sovet), lugtede vi en harsk lugt af sælhundespæk, og det varede ikke længe, førend vi saa folk og skindtelte».

Uagtet det endnu var tidlig paa kvelden, kunde vi ikke modstaa fristelsen til at hilse paa disse underlige, for os [304] ukjendte mennesker. I det øieblik vi vendte baadene mod land, steg larmen derinde pludselig, de skreg og pegte, nogle fløi mod stranden, andre endnu høiere op paa berget for at se bedre. Stansede vi saa ved nogle isflag, som spærrede os veien, og greb vore lange baadshager af bambusrør for at støde flagene tilside, blev larmen rent ustyrlig derinde, de raabte, og de lo. Nærmere stranden kom nogle mænd mod os i sine kajaker, deriblandt gjenkjendtes ogsaa en af dem, vi havde mødt om formiddagen; de smilte over hele fjæset og var særdeles venlige, idet de for rundt os i sine smaa vævre farkoster, forsøgte paa at vise os vei, som vi vel saa godt fandt selv, og saa undrende paa vore sterke træbaade, der gled fremad uden at ænse saadanne isstykker, som vilde have skaaret deres skindbaade istykker.

Endelig gled vi forbi de sidste isflag mod land og mødte en scene, der i halvmørket tog sig yderst fantastisk ud. Paa alle kanter opefter berget stod lange rækker af vildt og lurvet udseende mennesker, mænd, kvinder og børn, alle i omtrent samme lette dragt, og som gloede paa os, pegte og udstødte den samme rautende ko-lyd, som vi havde hørt om formiddagen; nu var det skuffendeⁿ⁹ ligt en stor bøling kjør, som rauter omkap, naar man om morgenen aabner fjøsdøren for at bære ind foder; nede ved stranden saaes en hel del mænd, ivrig fegtende [305] med armene for at vise os god landingsplads^k87; – flere gulbrune skindtelte saaes oppe paa berget, mens kajaker, konebaade og forskjelligt løsøre laa spredt udover nær sjøen, rundt om os paa vandet sværmede kajakmænd; – naar saa hertil lægges isbræen, drivisen og himmelen glødende bagenom og saa endelig vore to baade med os seks, som heller ikke udmerkede os ved noget tamt [306] udseende, faar man et billede af en ganske eiendommelig art.

Her var et liv og en røre, som var en velgjørende modsætning til den øde taushed, hvoraf vi hidtil havde været omgivne.

Det varede selvfølgelig ikke længe, inden vi var paa land, baadene fortøiede, og vi tæt omringede af hedninger, som saa undrende paa os og paa baadene, idet der overalt lyste os smil og venlighed imøde. Et smilende ansigt er den velkomsthilsen, eskimoen giver den fremmede, noget ord for goddag eller velkommen har han ikke.

Det er ikke mer end ventendes, at man pludrede i ørene paa os, det lød omtrent som foskog i en gryde, uden at vi forstod en stavelse. Saa saa vi os lidt om, de lod til at have det hyggeligt disse mennesker her midt i isen og sneen, der kom uvilkaarlig en følelse over en, som man kunde ønske at bli længe hos dem.

Da vi stansede foran det største telt ved at se det skinne koselig ud af teltaabningen, blev vi straks ved tegn anmodede om at gaa ind, og vi fulgte indbyderne. Efter at være komne gjennem den ydre teltaabning, sloges et forhæng af tyndt, gjennemskinneligt tarmskind tilside paa det ene hjørne, og idet hovederne maatte bøies lidt for høidens skyld, traadte vi ind i et koseligt teltrum, oplyst af flere tranlamper.

Det syn og den atmosfære, som her mødte en, maatte i det mindste for europæiske øine og næser virke mildest talt fremmedartet. Vistnok havde vi allerede hørt, at eskimoerne paa Grønlands østkyst gik med et minimum af klæder inde, samt at der i deres boliger skulde være en mindre behagelig luft, men at det saa saaledes ud og lugtede i den grad merkværdig, det havde ingen [307] af os kunnet tænke sig. For det første havde man nok med lugten; det var en ganske eiendommelig blanding af de forskjelligste «ingredienser», den mest gjennemtrængende var tranlugt fra tranlamperne, men dertil kom de forskjelligste slags menneskeuddunstninger og dampe fra stinkende vædsker, opbevarede i kar – nei, jeg tror, at der af hensyn til læseren ikke bør gaaes mer i detalj. Man vænte sig dog snart dertil og fandt det muligens endog ganske behageligt; men alle gik det ikke lige godt, og et par af os forsvandt allerede meget snart.

Jeg fandt mig imidlertid tilrette, saa jeg i ethvert fald kunde bruge mine øine og se mig om i leiligheden. Det første, som da tiltrak sig opmerksomhed, var den mængde nøgne legemer, som befandt sig rundt [308] om, siddende, liggende og staaende. Alle var iført sin natit eller husdragt, men denne var saa liden, at et uøvet øie ikke hæftede sig synderlig derved; den bestod i et smalt baand rundt lænderne, hvilket især for kvindernes vedkommende var indskrænket til det smalest mulige. Dernæst bar kvinderne et baand rundt haartoppen, og mændene tildels nogle snorer om haaret og paa brystet. Her var neppe meget af falsk blufærdighed, og at den naturlige ligefremhed, hvormed man omgikkes hverandre, forekom os europæere, som var vante til europæiske seder, lidt fremmed, kan neppe synes underligt; at endog enkelte af os rødmede ved at se et par unge piger og mænd, som kom ind i teltet, aldeles ugenert iføre sig denne husdragt – hvilket altsaa vil sige tage af sig alle klæderne – og stilfærdig indtage sin plads paa briksen, kan vel heller ikke nogen forarges over, naar man betænker, hvor længe vi nu havde været vænnet til blot at leve mellem mænd paa hav og is. Lapperne syntes især at føle sig meget besværede ved dette syn. Underligst var det, da en ung moder kom ind, afførte sig sine klæder og uden omstændigheder krøb ind paa sin brikseplads til sit barn, som laa der helt nøgent, lagde sig paa alle 4 hen over det for at give det die. Der var noget saa naturligt og moderlig ømt i denne scene, at det maatte gjøre indtryk paa den, som ikke var altfor hildet i sin europæiske anstændighedsfølelse. Hun laa en lang stund helt nøgen, saa syntes det at bli lidt koldt, og hun bredte et sælskindsteppe, smukt kantet med hvidt skind af ufødte sælunger, beskyttende over sig og barnet.

Efterhaanden kom der flere ind i teltet, og det var snart ganske fuldt af mennesker.

Vi var bleven anviste plads paa nogle kister, som [309] stod langs tarmskindsforhænget paa teltets forside. Dette er den plads, som anvises besøgende, mens teltets egne beboere sidder eller ligger paa den lange briks eller bænk, som gaar langs hele teltets bagside; den er gjort af træbord og er saa dyb, at man kan ligge udstrakt efter dybden, mens bredden retter sig efter teltets størrelse og følgelig beboernes antal. Den er dækket med flere lag skind (sælskind), og paa den tilbringer eskimoerne sit liv inden døre, der sidder de, kvinderne gjerne med benene overkors, der arbeider de, der spiser, ligger og sover de.

Eskimoernes telte har en ganske eiendommelig form. Reisverket bestaar af en træbuk, hvorover lægges lange stænger i en halvkreds, saaledes at de kommer til at støde sammen eller pege mod hinanden med spidserne foran bukken, som danner teltets forside. Over disse stænger lægges der saa skind i to lag. Det inderste bestaar af haarskind, som lægges med haarene indad, det yderste er vandskind, og dertil bruges for en stor del gamle skind, som er tagne af konebaaden eller kajakerne. Teltaabningen er under træbukken, hvorfra der hænger et forhæng af tarmskind, der som tidligere nævnt stænger for indgangen. I det telt, vi her var inde i, boede 4 eller 5 familier, hver familie havde ved en liden støtte afdelt sin baas paa briksen, og i denne baas sad hustru, mand og børn paa et minimum af plads En 4 fod bred brikseplads kan saaledes være stor nok for «en mand med 2 koner og 6 børn». Ved hver families plads brændte en tranlampe med en bred flamme; disse lamper er gjorte af vægsten, de har en halvrund form, er flade og udhulede som en skaal og er temmelig store (op til en fod lange); vægen bestaar af tør mos, som lægges flad langs lampens ene side, og som stadig næres med friskt spæk, der snart [310] smelter til tran. Det er kvindernes sag at holde disse lamper vedlige og med en særskilt pinde passe vægerne, saa de ikke oser, men heller ikke brænder for lidet. Over dem koger de den mad, som de ikke spiser raa, i store vægstens gryder, der hænger ned fra taget. Merkelig nok bruger de ikke torv eller ved til at koge med, skjønt der ikke er vanskeligt om saadant brænde. I dette telt var der mange lamper, over et par hang ogsaa nogle store gryder og kogte. De brænder baade nat og dag, det er dem, som besørger opvarmningen og om kvelden og natten belysningen (eskimoen sover nemlig ikke i mørkt rum som vi), ligesom de ogsaa sørger for at vedligeholde en stadig aroma af tran, der som sagt paa os europæere til en begyndelse ikke virker absolut tiltalende, men som vi dog snart kan komme til at trives meget vel ved. Som vi sad efter rad paa disse kister og saa paa de fremmede omgivelser, begyndte man at underholde os; hver gjenstand, vi saa paa, forklarede man os brugen af dels ved ord, som vi ikke forstod, dels ved fagter, som vi kom lettere ud af det med; paa denne maade fik vi vide, at nogle trægrinder, som hang under taget, var til at tørke tøi paa, at i gryderne kogtes sælkjød o.s.v.; saa viste de os forskjellige gjenstande, som de nok var meget stolte af; blandt andet aabnede nogle gamle fruentimmer en pose og tog frem et lidet stykke hollandsk rultobak, en mand viste os en kniv med et langt benskaft, disse to ting var nok det merkeligste i hele teltet; thi de blev betragtede med stor ærbødighed. Dernæst begyndte man at gjøre os familieskabet mellem teltets forskjellige beboere begribeligt; en mand omfavnede et fedt fruentimmer, hvorpaa begge lo yderst tilfredse og [313] pegte paa nogle yngre individer, hvilket nok skulde betyde saa meget som, at de to var mand og hustru, og at disse andre var deres børn; manden strøg endvidere konen ned ad ryggen og kløb hende i fedtet, forat vi skulde lægge merke til, hvor hun var deilig, og hvor han var glad i hende, som hun ogsaa syntes at sætte pris paa.

Merkelig nok syntes ingen af mændene i dette telt at have mer end en kone hver; ellers er det en almindelig ting paa Grønlands østkyst, at hver mand, som er saa god fanger, at han har raad dertil, holder 2, men aldrig mer. Mændene er som regel snille mod sine koner, og man kan endog se dem kysses, hvilket sker derved, at næserne trykkes mod hverandre. Forøvrigt forekommer ogsaa egteskabelige stridigheder, og da kan det gaa temmelig voldsomt til; uenigheden afgjøres, efter Holm, som regel ved, at konen faar sig en dragt prygl eller et knivstik i arm eller ben, og saa blir forholdet ofte lige ømt som tidligere, isærdeleshed hvis konen har børn. Undertiden er det der som andre steder manden, der ved saadanne leiligheder faar prygl; saaledes fortæller Holm, at en mand, som havde to koner, kom i slagsmaal med den ene og blev banket ganske eftertrykkelig af hende.

Mellem vort telts beboere syntes der at herske den bedste forstaaelse. Mod os var de meget venlige, smilte, lo og snakkede stadig, trods de for længe siden var paa det rene med, at vi aldeles ingenting forstod. En af de ældre, som tydeligvis var en fremragende størrelse mellem dem, sandsynligvis en angekok^k88, med et forslagent, slu udtryk og en værdig mine, fik efter meget stræv ved tegn gjort os forklarligt, at nogle af dem kom nordenfra [314] og skulde sydefter, mens nogle kom søndenfra og skulde nordefter, og de havde nu tilfældigvis mødt hinanden her, og saa kom vi, og dette var da saa rent urimelig fornøieligt. Men saa vilde han vide, hvor vi kom fra, det var værre; vi pegte udover mod havet og drivisen og antydede, saa godt vi formaaede, at vi havde brudt os gjennem denne og var komne til land længere sydpaa og havde saa reist nordefter; ved denne beretning sattes meget betænkelige ansigter op, og der blev et nyt kor af rautende kjør; vi var vist neppe naturlige mennesker. Saadan fortsattes konversationen, og vi underholdt os efter omstændighederne ganske godt med dem; men for en udenforstaaende maatte det have virket komisk at se den pantomime, som her opførtes.

Jeg skal ikke paastaa, at de var absolut renlige, alle de spækglinsende ansigter, som her omgav os. Af naturen havde jo rigtignok de fleste af dem en temmelig gulagtig eller brunlig farve, men hvor meget af farven var egte i disse mange paafaldende mørke ansigter, var ikke ganske let at afgjøre; i enkelte, især børneansigter var vistnok smudsen groet saa tyk, at den gik over til at danne aldeles sorte skorper, som paa enkelte steder var begyndt at falde af, og her saa man da den egte hudfarve skinne igjennem. Hos kvinderne, især de unge, der selvfølgelig her som andre steder er meget forfengelige, skal vask ikke høre til sjeldenhederne, ja Holm beskylder dem endog for at være «meget renslige»; men uden at gaa nærmere ind derpaa tror jeg, det er nok at sige, at til vaskevand anvendes urin; det samme lader ogsaa til at være en særdeles yndet parfume og benyttes til haarvand; dette er de skjønhedsmidler, hvorved damerne paa de kanter især gjør sig yndige for de unge mænd.

[315] Hvorfor urinen har naaet en saa høi anseelse blandt eskimoerne, at den opbevares i kar til forskjelligt brug, er antagelig, fordi den har en evne til at opløse fedt, især naar den blir gammel, og det er kun ved hjælp deraf, at det er dem muligt at faa sine fedtete ansigter og hænder saavelsom klæder rene; sæbe har de, som rimeligt kan være, ikke. Paa grund af dens fedtopløsende evne anvendes ogsaa gammel urin til at berede skind i.

En meget yndet beskjæftigelse, naar man intet andet har at tage sig for, er at fare rundt med haanden oppe i hovedet for at klø sig, snart her, snart der i den sande urskog af stridt, ravnsort haar, som især hos mændene er yppigt og faar lov til at vokse vildt, som regel aldeles uden at klippes, for ikke at tale om kjæmmes. Undertiden foranstaltes der formelige store jagter oppe i disse sorte urskoge; jagtudbyttet fortæres som regel paa stedet; hyppig skal det dog, efter kaptein Holms sigende, hænde, at hvert fanget dyr sendes rundt, til beskuelse og beundring af hver enkelt i det tilstedeværende selskab, hvorpaa det blir leveret tilbage til eiermanden og af ham fortæret med synlig tilfredshed. Et saadant interessant skuespil fik vi desværre ikke anledning til at overvære. Forøvrigt lader det til, at de fleste mennesker paa de kanter bærer rundt med sig sin egen koloni beboere af forskjellig natur; en merkelighed er dog den, at lopper synes aldeles ikke at forekomme hos de oprindelige eskimoer; det er noget, vi europæere endnu kan berige dem med, hvilket vi da ogsaa har gjort paa Grønlands vestkyst; de kaldes derfor ogsaa «europæiske lus».

Det synes næsten, som eskimoerne trives helt vel ved disse sine beboere; for det første byder det dem som sagt adspredelse i ledige timer, dernæst smager de [316] vist udmerket, ja de ansees sandsynligvis som en delikatesse. Undertiden skal de ogsaa have konstrueret særskilte fangstapparater til disse dyr; de bestaar i træpinder, paa enden af hvilke er fæstet en dot hareuld. Denne stikkes oppe fra halsen ned mellem klæderne og skindet til fangestedet; at dyrene søger ind i den bløde ulddot, synes ikke urimeligt, og man skal paa denne vis kunne gjøre særdeles heldig fangst.

Efter hvad ovenfor er meddelt, vil det vistnok forekomme mange sandsynligt, at disse mennesker maa virke frastødende. Men dette er langtfra tilfældet; kommer man først over usedvanlighederne i deres ydre fremtræden, glemmer at bemerke hændernes tilbøielighed til snart at fare op i næsen, snart i ørene og snart i hovedet, glemmer smudset i ansigtet, hvilket i forbigaaende sagt vi, som var deltagere i ekspeditionen, skulde tale lavt om, ikke lægger merke til atmosfæren og til en begyndelse ikke ser altfor meget af deres madstel, saa virker de tiltrækkende, man befinder sig vel i deres selskab, og der er noget velgjørende naturligt og egte i al deres gjøren og laden.

Om de er vakre? Ja, se det er, som man ved, et meget vanskeligt spørgsmaal at afgjøre; thi opfatningen er i saa henseende yderst forskjellig. Skal vi tage et bestemt skjønhedsideal, som f. eks. det græske, da er sagen let nok afgjort; former, der gaar i den retning, er Grønlands østkyst temmelig blottet for; men hvis vi kan frigjøre os lidt fra den skjønhedstype, vi dyrker og har arvet fra vore forfædre, og bli enige om, at vakkert er det, som tiltaler os, og som vi synes om at se paa, da blir spørgsmaalet betydelig mer indviklet. Jeg tror, at har man været lidt sammen med dem og vænnet [317] sig til dem, da blir mange tiltalende. Forøvrigt findes der ansigter, som ogsaa efter europæisk smag vilde kaldes vakre; jeg saa saaledes en kvinde, som mindede mig levende om en feiret skjønhed i mit hjem, og ikke alene jeg blev slagen af denne lighed, men ogsaa en anden af os, som kjendte den samme dame, saa den. Jeg føler mig overbevist om, at blev denne eskimo-dame indført i en europæisk salon, tilstrækkelig elegant klædt, vilde herrerne flokkes om hende og finde hende i høieste grad pikant.

Som regel er ansigterne runde med brede, fremstaaende kindben, og de er især hos kvinderne meget fede, [318] kinderne er ofte fuldstændig fremstaaende og struttende, øinene er mørke og ligger lidt skjævt, næsen er flad, smal mellem øinene og bred nedentil; hele ansigtet ser ofte ud, ligesom det var trykket fladt og havde givet sig ud i bredden. Det er hos kvinder og især børn ofte saa fladt, at man meget nær kan lægge en lineal fra kind til kind uden i nogen paafaldende grad at komme i kollision med næsen; ja hos enkelte børn kan denne formelig danne en fordybning midt i ansigtet. Det er jo ikke netop skjønhed efter europæisk maalestok; men det er heller ikke paa den vis, at eskimoerne virker tiltrækkende; der er i deres buttede, afstumpede og fedtglinsende træk netop noget venligt, veltilfreds og gemytligt, som virker tiltalende. Lemmerne, hænder saavel som fødder, er paafaldende smaa og velskabte. Deres former er i det hele runde ligesom deres bevægelser, man støder sig ikke paa nogen kant, og saa er det ogsaa med deres liv. For eskimoen selv er sikkert hans egne. kvinder de vakreste, og jo federe, desto bedre; jeg tror saaledes neppe de europæiske skjønheder vilde kunne smigre sig med at eventuelt komme i pris paa Grønlands østkyst; der er forøvrigt heller ingen mangel paa damer.

Haaret er ravnsort. Hos mændene bindes det hyppig fra panden ved en perlesnor og falder frit ned over skuldrene. Det ansees endog for farligt at miste noget af haaret. Hos enkelte, som ikke bærer nogen saadan snor, skjæres det dog over øinene eller rundt hele hovedet med kjæven af en haakjærring; thi ifølge deres overtro maa jern ikke under nogensomhelst betingelse komme i berørelse med haaret. Eiendommeligt er, at hvis en mand har begyndt at faa sit haar skaaret som ung, maa han holde ved dermed hele sit liv og maa desuden altid [319] iagttage en hel del besynderlige formaliteter; saaledes blir bl. a. ører og hale skaarne af hans hunde, mens de er hvalpe. Kvinderne binder haaret sammen over den bagre del af issen i en top, som ombindes med et stykke skind, og som bør staa saa ende tilveirs som muligt. Dette er selvfølgelig særlig magtpaaliggende for de unge, ugifte damer, og for at opnaa det strammer de haaret tilbage fra tindinger og pande, saa at det efterhaanden rykkes ud, og de blir skaldede i en meget tidlig alder; et sligt hoved er intet skjønt syn; men da er de som regel for længe siden gifte og forsørgede, det har jo ikke længer slig nød; for en eskimo-dame af verden er det ligesaa nødvendigt at stramme haaret op, som det er nødvendigt for en dame af verden i Europa at snøre sig; de er forsaavidt lige, kun er den eskimoiske tilbøielighed betydelig mindre skadelig end den europæiske.

I det telt, hvor vi var inde, havde kvinderne gjennemgaaende smukkere eller maaske rettere mindre stygge ansigter end mændene, som dog saa snille og venlige ud. De var som sedvanlig skjægløse, undtagen en, som havde lidt tyndt, sort skjæg paa hage og overlæbe.

Da vi havde siddet en stund, reiste en af teltets fædre sig (han med det lidet tiltalende ansigt) og gik ud. Efter en stund kom han atter ind med en lang fangrem af sælskind, som han siddende paa briksen gav sig til at rulle ud. Jeg saa lidt forbauset paa disse manøvrer, da jeg ikke forstod, hvor det bar hen, men saa tog han frem en kniv og skar af et stort stykke, som han derpaa reiste sig og gav til en af os, saa skares et nyt lige stort stykke, som gaves til en anden af os, og saaledes fortsattes, indtil vi alle seks havde faaet hvert vort stykke; da dette arbeide var færdigt, saa han sig smilende rundt, yderst veltilfreds [320] med sig selv og den hele verden. Saa gik en anden ud og kom ind med et lignende stykke sælskindrem, som uddeltes til os paa samme vis; saa en tredje, og paa denne maade fortsattes, indtil vi havde faaet 4 eller 5 stykker sælskindsrem hver. Stakkars mennesker, de gav os det bedste de havde, og som de mente, vi kunde have brug for; det var de forbausende sterke remme, som bruges til at fæste fangeblæren til harpunspidsen med.

Efterat denne gavmildhed var udfoldet, sad vi en stund og saa paa hverandre, jeg ventede, de skulde gjøre tegn til, at de ønskede gjengjæld fra os. Efter en stund reiste ogsaa ganske rigtig den første sig og kom frem med noget, der tydeligvis gjemtes som et sjeldent klenodium; det var intet mindre end en gammel, forrusten og klumpet rifle med den underligste fremtoning af en hane, som endnu var kommen mig for øie; den bestod af et stort stykke jern, hvori der var et hul til at stikke fingeren ind i for at spænde den. Som jeg senere erfarede, var dette en rifle af den form, som sedvanlig anvendes paa Grønlands vestkyst, og som er gjort specielt for brug i kajaken. Efter at have vist os dette kuriosum med stor stolthed, og efterat vi pligtskyldigst havde lagt vor beundring for dagen, betydedes vi med nogle betegnende fagter, at han intet havde at putte i den. Jeg lod en stund, som jeg ikke forstod hans mening; men da det ikke længere gik, maatte jeg lade ham forstaa, at vi intet havde at give ham dertil. Han satte en skuffet og bedrøvelig mine op og gjemte atter riflen bort. Merkelig nok gjorde ingen af de andre tegn til, at de ventede noget vederlag, de var gjestfriheden og venligheden selv; men en bagtanke havde de dog vel om at faa sine gaver betalt, hvilket de selvfølgelig ogsaa fik den næste dag.

[321] Gjestfriheden hos menneskene langs denne øde kyst kjender forøvrigt ingen grænser, selv sin værste fiende kan de behandle vel og underholde i flere maaneder, hvis omstændighederne tvinger ham til at tage ind hos dem; naturen og deres omflakkende liv har tvunget dem baade til at tage og yde gjestfrihed, og den er bleven til lov hos dem.

Da vi havde nydt opholdet i teltet, saa længe vi ønskede, hvilket for et pars vedkommende var, som omtalt, særdeles kort, gik vi atter ud i det frie.

Efterat vi nu havde udseet os en leirplads paa en klippeflade lige ved landingsstedet, begyndte vi at bringe vore sager iland, men straks styrtede en skare eskimoer til baadene, og masser af hænder blev nu ivrig sysselsatte med at bringe vore kasser og sækker opefter bergskraaningen; hver eneste gjenstand blev ledsaget af undrende udraab, idet man lo og havde det ganske utrolig fornøieligt; især var de store blanke blikbokser, hvori vi havde meget af vor proviant, kilde til en ustyrlig glæde og beundring, idet de gik fra haand til haand og blev undersøgte og befølte paa alle ender og kanter.

Snart var baadene tomme, og vi skulde faa dem paa land; straks tog alle fat, dels i baaden og dels i fanglinen, som man stod og drog i i en lang linje opefter berget, der var vel mindst 20 eller 30 mennesker om at trække en tom baad op; det var moro, og da en af os begyndte at synge ud paa almindelig sjømandsmaner: «alle mand, paa en gang, hal i o-haai!» da steg glæden til sit høidepunkt, man stemte i med og lo, baade børn og voksne, saa man næsten ikke kunde trække; vi var nok efter deres mening nogle yderst fornøielige skabninger.

Snart var baadene oppe, og vi skulde slaa vort [322] telt. Dette var en operation, som man maatte se; thi intet interesserer eskimoen som det, der grænser ind paa deres eget levevis, saaledes som netop telte, baade og lignende; dette er dem nemlig ikke saa fuldstændig fremmed, som de mange andre ting, vi har, og hvad vi maatte have forud for dem eller staa tilbage for dem i saa henseende, har de derfor et skarpt øie for. Saaledes kunde de tilfulde beundre den hurtige maade, hvorpaa vi reiste vort lille telt, som var saa langt enklere end deres store, tungvindte skindtelte, men til gjengjæld heller ikke saa varmt.

Vore klædedragter var selvfølgelig ogsaa gjenstand for deres opmærksomhed, særlig syntes lappernes dragt at optage dem; de høie, firkantede luer med de 4 horn og deres vide, skjørtelignende kufter med røde og gule kanter var noget yderst merkeligt, men endnu merkeligere blev det, da de om kvelden viste sig i sine renskindspesker, da maatte alle bort og føle paa dem og nappe i haarene paa dette underlige skind, som de aldrig havde seet magen til; thi det var jo ikke sælskind, ikke bjørneskind, ikke ræveskind, skulde det være hundeskind? og de pegte paa de hylende hunde. Men nei, heller ikke det, og dermed var deres fantasi udtømt; Balto snakkede og gjorde nogle betegnende fagter med hænderne op over hovedet for at forestille [323] renens horn, men der stod deres forstand stille; ren havde de tydeligvis aldrig seet, de forekommer ikke paa den del af Grønlands østkyst, hvor de færdes.

Saa deltes rationerne ud, og vi nød vor kveldsmad siddende foran teltdøren, omringet af et talrigt publikum. Der stod mænd, kvinder og børn i flerdobbelt kreds iagttagende, hvordan hver bid beskøit førtes til munden og fortæredes. At tænderne løb i vand paa dem efter disse lækrerier, kunde vi ikke ænse; thi vi havde ikke mere brød, end vi trængte, og skulde vi dele ud til alle disse munde, da vilde vi komme til at gribe dybt i brødkassen; men at spise med saa mange blikke rettede paa hver bid tør beskøit er ikke behageligt. Da vi var færdige, gik vi lidt rundt og saa os om i leiren.

Nede ved stranden laa en hel del kajaker, samt et par konebaade, som for mig havde stor interesse. En af mændene var meget ivrig i at vise mig alt; hver ting, mit øie faldt paa, blev straks forklaret med fagter. Fremforalt var det ham magtpaaliggende at faa vist mig sin kajak, som var smukt prydet med ben, og sine vaaben, som alle var i god stand og rigt udstyrede med benudskjæringer. Hans stolthed var harpunen, hvis lange spids af narhvaltand han triumferende viste mig. Han forklarede mig ogsaa meget anskuelig, hvordan kastetræet benyttedes, og hvordan harpunen ved dets hjælp slynges ud med større kraft. Af sine vaaben og sin kajak er enhver eskimo stolt, og paa deres udsmykning lægger han meget arbeide.

Imidlertid var solen gaaet ned og natten brudt frem, det eventyragtige ved hele denne scene og disse mennesker, omgivne af is og sne paa alle kanter, blev i endnu høiere grad fremtrædende. Mørke skikkelser bevægede sig frem og tilbage paa berget; mest eiendommelig [324] tog skyggeomridsene sig ud af de kvinder, som gik med børn bag i amauten,^k89 de saa ud, som de havde store pukler paa ryggen. Ud af hvert telt faldt gjennem de tynde tarmskindsforhæng et rødligt lysskjær, som gav et eget indtryk af hygge og varme og kaldte tankerne langt væk; det lignede skjæret fra farvede transparent-lygter og mindede om illuminerede haver og sommerfester derhjemme; men bag disse forhæng levede en sorgløs og lykkelig slegt, maaske vel saa lykkelig som mangen hinsides havet.

Det var snart paatide at krybe tilkøis, vi kunde godt trænge det. de sidste døgn havde vi havt liden søvn. Vi bredte vore soveposer ud paa teltgulvet og lagede os til at sove. Dette var atter noget af allerstørste interesse for eskimoerne, og der samlede sig straks en tæt ring af tilskuere rundt teltdøren; jeg er nødt til at tilstaa det, der var ikke blot mænd iblandt dem, det andet kjøn var ogsaa i sterk grad repræsenteret, og det lod ikke til i ringeste grad at genere dem, at det ene plag forlod vore legemer efter det andet, indtil de tilsidst var temmelig afdækkede. Men hvad skulde vi gjøre? At bede damerne forsvinde vilde neppe været meget høfligt, at oplyse dem om det upassende efter vore begreber i, at damer saa paa herrer klæde sig af, vilde, om vi havde kunnet gjøre os forstaaelige, vakt megen forbauselse og sikkert uvilje og at lade være at lægge sig hele natten vilde dog være for [325] meget forlangt; følgelig tilverks med dødsforagt. Megen munterhed vakte det, da vi krøb i vore poser, og krop efter krop forsvandt, indtil 6 hoveder var det eneste synlige af den hele ekspedition – saa blev teltdøren trukket for og godnat.

Den nat kunde vi da altsaa sove trygt uden vagt, og det var en god søvn, vi fik trods hundehyl og andet spektakel. Det var først sent paa morgenen vi vaagnede og hørte da eskimoerne i travl beskjæftigelse udenfor. Gjennem sprækken i teltdøren kunde vi se dem vandre utaalmodig frem og tilbage, ventende paa at se døren slaaes op, saa at de atter kunde faa fryde sine øine ved alt det forunderlige derinde. Vi kunde se, hvorledes de idag antagelig i anledning af os havde smykket sig i sine bedste [326] klæder, deres hvide tarmskindsskjorter eller overtræks-trøier lyste lang vei af bare hvidhed ligesom rent linned, og de gik op og ned nydende sin egen pragt. Ved vore baade var der en hel forsamling; nogle sad oppe i dem, andre stod rundt, og alle gjenstande og hvert eneste jernbeslag blev befølt og undersøgt; men intet blev ødelagt. Saa sloges teltdøren op, og atter var der samlet rundt den flere kredse af tilskuere, den ene udenom den anden, man strakte sig paa taa, hoved over hoved, for at komme til at se, hvorledes vi laa i vore poser, hvorledes vi krøb ud, og hvorledes hvert plag kom paa kroppene. Det, som af alle vore klædningsplag vakte mest beundring og forbauselse, var et kulørt belte, som Kristiansen havde paa, og som var broderet med straalende perler og havde en stor messingspænde midt foran paa maven. Dette maatte de tage i og beføle paa alle kanter og saa «raute» i kor som kjør igjen. Efterat han havde faaet trøien paa og stod udenfor teltet, kom endog en mand farende og løftede paa trøien for at se beltet. Saa blev vore beskøiter med vand, der blev hentet lige udenfor, fortæret i al taushed i deres paasyn ligesom om kvelden.

[327] Da vi havde spist, gik vi ud i det frie, vi havde besluttet at tage det lidt magelig denne morgen og se lidt paa disse mennesker, før vi drog fra dem.

Jeg forsøgte ubemerket at tage et fotografi af den mangedobbelte kreds af tilskuere, som omringede vor egen teltdør, men idet jeg rettede apparatet ind paa dem, blev nogle opmerksomme derpaa, og de for fra hverandre, som om de frygtede, at en geværsalve eller anden troldom skulde fare ud af apparatet; straks efter vilde jeg forsøge paa at tage en gruppe, som sad paa berget, men med samme udfald. Det var kun ved at bortlede deres opmerksomhed, at jeg fik taget nogle billeder af dem.

Derpaa tog jeg mig en tur rundt i leiren med mit fotografiapparat. Udenfor et lidet telt, der laa afsides for sig [328] selv, traf jeg en sjelden venlig dame, som syntes at være husfruen; hun var forholdsvis ung, havde et tiltrækkende ydre, et smilende, skjelmskt ansigt med to skraatliggende, kjælne øine, som hun brugte paa et meget koket og indtagende sæt; vistnok lod hun ikke til at have lagt megen omhu paa sin klædedragt, det var vel en følge af, at hun hørte til den saakaldte forsørgede eller gifte klasse; men klædedragt er jo dog en biting. Paa ryggen havde hun i amauten en liden svart unge, som hun lod til at være meget glad i, og hun havde det ligesom mange af de andre mødre meget travlt med at faa ungen til at spærre op sine to mørke glugger af øine og se paa min ubetydelighed. Dette var vel ogsaa en maade at gjøre sig indtagende paa. Vi havde det i det hele meget gemytligt og underholdt hverandre, som vi bedst kunde, mens jeg ubemerket fik taget flere øiebliksbilleder.

Saa kom husherren ud af teltet og blev, som det lød, aldeles ikke overrasket ved at se sin frue i en tête à tête med en fremmed herre. Han havde nok sovet; thi han kunde næsten ikke holde øinene oppe mod dagen og satte derfor en skjerm eller rettere nogle store snebriller af træ over øinene. Han var en sterkbygget og [329] trohjertig udseende mand, var meget venlig og viste mig mange af sine sager; især lod han til at være stolt over sin kajaklue, som han absolut vilde have mig til at tage paa, mens han uden videre tog min lue og satte paa sit hoved; begge dele havde jeg liden lyst paa, dette svære sorte haar saa mig mistænkeligt ud, og jeg sørgede for, at jeg ubemerket fik tørket af min lue paa indsiden, før jeg atter satte den paa. Saa viste han mig sin konebaad o.s.v., tilslut maatte jeg afbryde for at komme videre.

Vi saa ogsaa ind ad døren til enkelte telte; i et stod to unge jenter, som just drog en stor maage op af en gryde og begyndte at spise af den, idet de bed i hver sin ende og smilte over hele fjæset af bare velbehag; det meste af fjæren sad vistnok paa fuglen, men det gjorde nok ikke meget til sagen, den spyttede de antagelig ud igjen.

Nogle kvinder havde lagt merke til, at lapperne brugte sennegræs i sine komager, og de kom nu med store forsyninger af saadant til hver af os, idet de smilte koket; vi takkede selvfølgelig ved at smile ikke mindre huldt igjen. Da begyndte de at gjøre tegn, om vi ikke til gjengjæld vilde give dem nogle synaale. Dette kunde jeg vistnok have gjort, da jeg havde medtaget adskilligt af den slags byttemidler, som staar i høi pris paa Grønlands østkyst. Min hensigt dermed var dog at gjemme det for en mulig overvintring, da det nok vilde kunne komme til nytte. Jeg gav dem derfor isteden en blikdaase, hvori der havde været hermetiske sager; herover blev de aldeles vilde af glæde, det lyste af øinene, og de for rundt for at vise den til de andre. Sennegræsset kom forøvrigt vel med for lapperne, da det begyndte at skorte paa [330] saadant for dem, og uden sennegræs i sine sko liker ikke lappen sig; forøvrigt havde de meget at sige paa dette eskimoernes sennegræs; de havde ikke samlet det paa den rette aarstid, det var vinterfrossent græs og var ikke skaaret friskt om høsten og saa tørket; det nyttede jo lidet at fortælle dem, at ekimoen som regel ikke har for vane at gjøre større indsamlinger end netop nødvendigt.

Men nu blev det snart paatide for os at bryde op – og vi begyndte saa smaat at stelle os istand dertil. Da kom en mand og spurgte ved tegn, om vi skulde nordefter, og da vi dertil svarede bejaende, lyste det op i hans ansigt, det skulde nemlig ogsaa han og hans følge, og straks løb han tilbage og forkyndte dette. Nu blev der liv og opbrud over hele leiren, og mens europæere og eskimoer kappedes om at faa sine telte ned, baadene paa vandet og faa dem lastede, kappedes hundene, som ogsaa merkede, hvad der skulde gaa for sig, om hvem der kunde hyle høiest.

[331] Det teltlag, vi havde besøgt den forrige kveld, skulde sydover; før vi skiltes, var det en selvfølge, at vi gjengjældte de gaver, vi havde faaet. Med nogle blikdaaser gik jeg derfor ind i teltet og fandt enkelte af mændene siddende halvnøgne og spise; da de fik hver sin blikdaase, blev de meget glade, og nogle viste, hvorledes de skulde benytte dem til drikkekar. Udenfor traf jeg manden med riflen, han gjorde atter tegn til, at han manglede krudt, men da jeg hentede en stor blikdaase og gav ham, slog han sig tiltaals og blev fornøiet.

Snart var alle de store skindtelte nedtagne og pakkede i baadene, det var helt forbausende at se, hvor hurtig eskimoerne kunde gjøre sig færdige til afreise med al sin jordiske eiendom og sin hele husstand; men der var jo rigtignok ogsaa mange hænder om det. Vi selv var meget nær færdige, da en daase salt, som var i en af vore sække, mistede laaget, og indholdet tømtes udover en del proviant; dette maatte straks rettes, og vi blev derved opholdte, saa eskimoerne maatte reise noget før; to konebaade drog sydover, hvor der nu var aabent farvand, mens to andre konebaade snart efter forsvandt bag nærmeste odde nordenfor. Kajakmændene nølte dog endnu, de skulde tage et intimere farvel, inden de skiltes, antagelig for flere aar, og vi blev nu vidne til en meget komisk scene. Der var vel omkring en 12 kajaker, og disse lagde sig op ved siden af hverandre paa en snorret linje, aldeles som man opmarscherer et geled soldater. Jeg studsede paa, hvad denne besynderlige manøvre skulde betyde; men jeg skulde ikke længe bli i uvished; thi saa blev snushornene tagne frem og gik fra mand til mand, – det kan hænde, de snusede; hornet aabnedes og for med kraft gjentagne gange op i næsen, hvert [332] næsebor maatte bli fuldstændig fyldt. Der var flere horn i virksomhed, og da hvert horn kom to gange til hver mand, vil det forstaaes, hvilke kvantiteter der gik med; enkelte af dem nyste, saa det var en stor merkværdighed, at de ikke kantrede rundt i sine kajaker. Jeg vilde fotografere dem, men blev opholdt, indtil linjen delvis var brudt, og flere kajaker pilede den ene efter den anden sydefter gjennem isen. At traktere hverandre gjensidig med snus, er den maade, hvorpaa østkyst-eskimoerne tager farvel; det er omtrent, som naar norske bønder skjænker hverandre en dram til afsked. I dette tilfælde var det blot de, der kom søndenfra, som havde noget at traktere med; de havde tydeligvis været ved de danske kolonier [333] paa vestkysten nær Kap Farvel, mens de sydoverdragende sandsynligvis var paa reise did. Disse sine handelsreiser foretager eskimoerne paa denne kyst desværre ofte. De har et godt stykke til sin butik, for at naa did bruger de, som har længst vei, gjerne et par aar. En slig handelsreise, frem og tilbage, kan altsaa vare 4 aar eller mer, og det vil forstaaes, at der neppe blir mange af dem i en mands liv; dog blir der snart nok til, at de kan virke skadelig. Det kunde synes sandsynligt, at det var trangen til enkelte nyttige ting, som drev dem til disse reiser; men dette er dog neppe tilfældet; den egentlige drivfjær er sikkerlig længsel efter tobak. Røgning og tygning af tobak bruges ikke af befolkningen paa Grønlands østkyst; men saa snuser de til gjengjæld værre, end jeg har seet nogen mennesker gjøre. Tobakken kjøbes gjerne i ruller, saakaldt hollandsk rultobak. Snusen lages paa den vis, at denne tobak skjæres op, tørres godt (over lampen) og rives fin paa flade stene; den blandes gjerne med knust kalkspat, kvarts eller lignende for at gjøres drøiere, nogle paastaar ogsaa, forat den skal rive mer(?).

XIII. Videre nordover langs landet

[334] Da vi endelig var færdige til at reise, var ogsaa alle kajakmænd forsvundne paa en nær, som var saa galant at vente. Scenen omkring os var lige øde og tom, som den en time før var fuld af liv og rørelse; istedenfor telte, hunde og mennesker skinte solen ned paa is, sne og nøgne klipper.

Komne i baadene sattes kurs mod nord langs kysten. Farvandet var til en begyndelse aabent, og der blev halt dygtig paa aarerne; thi de andre havde et langt forsprang, og da vi haabede at kunne faa megen fordel af deres kjendskab til farvandet og til isforholdene, vilde vi gjerne reise i deres selskab. Det varede ikke længe, inden vi vandt ind paa dem, de laa i læ af en odde og syntes at være tvilraadige; nogle kvinder reiste sig op i den ene baad og vinkede paa os. Da vi kom nærmere, anmodedes vi ved tegn om at gaa foran og bryde veien; thi isen var tæt. Dette var vistnok det omvendte af, hvad vi havde ventet; men vi gled forbi dem ind imellem to mægtige isflag, som laa mod hinanden, og som saa ud til ikke at kunne rokkes; det var overfor disse at eskimoerne havde givet op. Da vi imidlertid uden at stanse klemte os frem [335] indimellem med den første af vore baade og dels ved at bruge den som kile, dels ved at bænde fra med vore lange bambusbaadshager, alle 6 mand paa engang, virkelig fik disse uhyrer til at sige fra hverandre, kjendte deres forundring ingen grænser, og den blev ytret paa den sedvanlige merkværdige maade. Nu drog vi foran, brydende os vei gjennem isen, som gjennemgaaende var nogenlunde let fremkommelig; efter vore baade kom eskimoernes to konebaade, og paa siderne fulgte kajakerne, som var 4; hver eneste bevægelse af os blev akkompagneret af vedholdende kraftig «rauten» bagfra, den var opmuntrende, om det end ikke var den mest melodiøse musik, vi kunde ønske.

Megen fornøielse havde vi af at iagttage, hvorledes kajakmændene brugte snus. Det var især en af dem, som udmerkede sig i denne retning; jeg tror, han stansede hvert tiende minut for at trække frem sit vældige horn og fylde begge næsebor, og saa nøs han undertiden, saa det var mig en gaade, hvorledes han holdt sig paa ret kjøl i kajaken; naar han derefter saa paa os, mens der randt snus og anden materie ned over overlæben, og taarerne trillede ham af øinene, da var hans joviale ansigt saa ubetaleligt, at han regelmæssig hilsedes med en hjertelig latter fra os, hvortil han nikkede, smilte og syntes yderst veltilfreds. Og saa raabte vi gjerne til hverandre det eneste ord, vi opfattede af alt det, de raabte til os, nemlig «pitssak'ase», som vi troede skulde betyde smuk eller herlig reise; thi det hørtes ved alle leiligheder, baade naar vi brød os gjennem isen, og naar vi roede frem gjennem aabent vand. Da vi senere kom til vestkysten, lærte vi af eskimoerne der, at det betyder: «I er flinke» eller ogsaa: «I er gode eller snille».

Eskimoernes store baade, de saakaldte konebaade (paa [336] eskimoisk heder de umiak) roes, som bekjendt, kun af kvinderne; blandt de ublandede eskimoer ansees det for at være under en mands værdighed at ro i dem; en mand, gjerne familiens overhoved, maa derimod styre dem, selv dette synes de dog ikke om; thi helst gaar de i sine kajaker. Disse konebaade har en længde af omkring 10 m. eller endnu mer, de er gjerne kortere paa østkysten end paa vestkysten af Grønland, grunden dertil er drivisen, i hvilken en længere baad er betydelig vanskeligere at manøvrere end en kortere; i alle tilfælde blir dog disse baade tungvindte i drivis.

Kvinderne i de to baade, som fulgte os, roede paa en yderst eiendommelig maade. De begyndte med nogenlunde hurtige tag, et passende «moderato», men saa øgedes og øgedes takten i et «accelerando med stacato», tagene blev kortere og kortere, idet kroppene løftedes helt fra tofterne, saa at man stod i baaden ved hvert tag, og det hele fik et underligt, hoppende udseende; saa pludselig, som man var i den voldsomste «allegro vivace», stansedes med et, man tog en pust og saa det samme om igjen. Hvert saadant ryk varede ikke længe, men der fortsattes stadig dermed. Grunden til den hurtige takt var vel tildels de meget korte aarer. Paa denne besynderlige maade kom de dog noksaa hurtig frem, i aabent vande vel saa hurtig endog som vi, hvilket jo heller ikke er at undres paa, naar man betænker, at i vore baade var der kun 2 mand ved aarerne, mens der i hver af deres var op til 7 roersker. Engang fik de et stykke forsprang paa os; da vi indhentede dem, var de atter bleven stansede af tæt is, og nogle kvinder vinkede paa os, at vi skulde komme dem til hjælp. Vi kom da ogsaa med vore hager og maatte næsten le ved at se en [339] eskimo staa og skyve paa et vældigt isflag med en stok; der laa noget saa uendelig haabløst i den maade, hvorpaa han stod der alene, det faldt selvfølgelig ingen af kvinderne i baaden eller mændene i kajakerne ind at komme ham tilhjælp. Da vi alle 6 mand tog i paa en gang, maatte isen give vei, og vore baade kom igjennem; vi gik videre, mens konebaadene, lange som de var, kom i beknib og havde endnu adskilligt arbeide, før de slap frem; saadant hændte ofte, de blev siddende fast, hvor vi med vore kortere baade netop havde banet vei for dem, og paa dette vis kunde vi oftere taget et langt forsprang, om vi ikke havde ventet. Det var forøvrigt med adskillig forbauselse, jeg gjorde disse erfaringer angaaende de fra forskjellige hold saa meget lovpriste konebaade, om hvilke Holm og Garde siger, at uden dem er en reise langs Grønlands østkyst en umulighed. Denne opfatning har været den almindelige blandt danskerne i Grønland gjennem lange tider; da de selv liden eller ingen erfaring har havt i at føre baade i drivis, er det neppe til at undres over, at de har stolet paa eskimoernes ubetingede overlegenhed deri, og da disse kun har konebaade, maatte det ligge nær at antage dem for de bedste, ligesom at de ogsaa maatte roes og føres af eskimoer. Efter min erfaring forholder det sig netop omvendt; europæiske baade med en god europæisk besætning, som er vant til det liv, er langt at foretrække i drivis; den indvending, at en europæisk baad ikke skulde kunne laste nok, er efter min mening ugrundet.

Da det led ud paa dagen, maatte vi europæere have os «lidt i livet» og stansede for at dele ud rationer. Eskimoerne, som har en merkelig evne til at være længe uden mad, drog imens videre; to kajakmænd blev dog [340] igjen hos os og studerede, hvorledes vi spiste; de fik til tak nogle stykker knækkebrød, hvorover de blev meget glade. Da vi drog videre, halede vi snart saa langt ind paa de andre, at vi kunde øine dem forud; vi fik da se, at et par kajakmænd var gaaet høit tilfjelds paa en odde paa nordsiden af Ruds ø og stod og speidede ud over sjøen nordefter. Dette var slemme tegn; sandsynligvis var isen ufremkommelig. Inden vi naaede dem igjen, drog de imidlertid videre over fjorden mellem øen og fastlandet. Imidlertid havde det begyndt at trække op til uveir, himlen var mørknet, og regn begyndte at falde; vi fik paa vore brune regnklæder og drog trøstig videre, men var ikke komne langt fra land, før vi saa eskimobaadene komme imod os. Da vi kom ind paa dem, pegede alle kvinderne paa himlen med bekymrede miner, mændene gjorde ogsaa tegn til, at isen var tæt forud, og at vi alle maatte vende tilland her paa øen for at slaa telt og sove. Jeg lod dem imidlertid forstaa, at vi vilde videre; men det blev betydet os, at fremkomsten var rent umulig. Dette havde jeg mine tvil om, men vilde dog ikke fortsætte uden at have været iland og fra en fjeldknat seet forholdene med egne øine. I følge drog vi da alle tilbage mod landet; konebaadene stevnede ind paa indsiden af øen, mens vi lagde til ved nærmeste odde. Da en af kajakmændene saa dette, fulgte han os for at anvende al den overtalelsesevne, han ved tegn kunde udfolde. Det hjalp dog til intet; thi saavidt jeg fra et høit berg kunde se med kikkert, saa farvandet nogenlunde godt ud, og det var dermed bestemt, at vi straks drog videre. Da han forstod, at hans overtalelse ikke nyttede, drog han meget bedrøvet bort; til afsked fik han en blikdaase, og dette syntes at mildne hans sorg. Aarsagen til, at eskimoerne vendte om, [341] var tydeligvis regnet, de likte ikke at blive vaade, især kvinderne, hvilket man neppe kan fortænke dem i; thi deres skindklæder er mindre behagelige i vaad tilstand; flere af dem havde ogsaa sine diebørn i amauten paa ryggen; at de søgte at faa os med til leirpladsen, var vel heller ikke saa merkeligt, vi var altfor underholdende væsener til, at det ikke var fornøieligt endnu en stund at være sammen med os; desuden kunde der jo ogsaa falde mer materielle goder af til dem.

Saa drog vi da videre, unegtelig lidt stolte over at fortsætte reisen, mens de indfødte, som var kjendte med farvandet, gav det op. Det gik ogsaa en lang stund godt, og vi blev mere og mere ovenpaa; men komne midtfjords, skulde vi dog faa føle, at det ikke var bare leg; isen laa der temmelig tæt, og en rivende malstrøm tumlede rundt med de store flag paa en maade, som var mindre end behagelig; snart tørnede disse kolosser mod hverandre, snart skiltes de atter, og man maatte være mere end almindelig paapasselig, skulde man komme frem uden at faa baaden knust. Det blev værre og værre, jo længer vi kom frem. Engang var vi komne ind mellem to lange flag, som pludselig ved stød fra andre flag for mod hinanden med en voldsom fart; ved en hurtig flugt agterover reddede vi os i sidste øieblik. Ud paa kvelden i mørke naaede vi i god behold landet paa den anden side; men dette var meget brat, og det var ingen let sag at finde et landingssted; i en bergkløft var der dog saa vidt plads, at vi efter at have tømt baadene kunde faa dem trukne op ved at anvende en firskaaren talje, vi havde. Tilveirs et stykke derfra var der en klippeafsats netop saa stor, at vi kunde faa slaaet op teltet. Det hele havde en vis lighed med en ørnerede paa en berghjæl, [342] og vi kaldte da ogsaa stedet Ørnereden; paa eskimoisk heder nok landet deromkring Ingerkajarfik (ligger paa 62° 10' n. b. og 42° 12' v. l. paa fastlandet). Berget under teltgulvet dannede just ikke den bedste soveplads, jeg har havt, der var slig skraaning, at da vi vaagnede næste morgen efter en søvn, som dog var upaaklagelig, befandt vi os liggende ovenpaa hverandre nede i den ene side af teltet.

Den næste dag var der atter solskin og herligt veir. Lige søndenfor os skjød en vældig isbræ langt ud i sjøen; blaa og sønderreven som den var, spillede den krystalagtig i solskinnet. Efter at have nydt vor frokost i hast, sattes baadene paa vandet og lastedes, og efter at [343] have taget et fotografi af landskabet søndenfor drog vi videre. Der var overalt drivis, men denne var dog saavidt aaben, at vi som regel med nogenlunde lethed kunde sno os frem gjennem den.

Noget over middagstid naaede vi en liden holme ud for Mogens Heinesens fjord, hvor vi i en ypperlig havn lagde tillands for at spise middag. Denne holme forekom os at være den skjønneste plet, vi endnu havde seet paa denne jords overflade; der voksede grønt, der var græs, lyng, syre, blomster i forskjellige farver. Oppe paa toppen fandt vi to gamle ruiner efter eskimohuse, hvor vegetationen især stod frodig; det var vidunderlig velgjørende at strække sig paa grønsværet i det stegende solskin og lade sig gjennembage, mens vi nød en kort hviles sjeldne glæde. Derpaa nogle blomsterkvaste til minde om denne grønlandske idyl og saa i baadene – stadig videre mod nord.

Det land, vi hidtil havde reist langs med, udmerkede sig ikke egentlig ved vakre formationer, det er lavt, ensformigt og goldt. Paa de fleste steder gaar sneen og isbræerne lige til sjøen, og som det ogsaa vil sees af kartet, er det paa forholdsvis faa steder, at lave graa klipper stikker frem. Forbi indløbet til Mogens Heinesens fjord, som er omgivet af en række skarpe tinder, kom vi om eftermiddagen ind i et helt nyt landskab; intetsteds rækker her snemarkerne og bræerne frem til havet, overalt er der bart land og fjelde, som ofte hæver sig fra sjøen til betydelige høider, og indefter landet især nordpaa er der de herligste fjeldlandskaber, hvor tinder bag tinder høiner sig i række og rad. Alt er relativt her i verden, og dette kommer vel ikke mindst at gjælde, naar det her forekom os, at vi var komne ind i frugtbare egne; sommertanker [344] og sommerstemning fik midt mellem den drivende is lov at brede sig i vore sind, fordi vi nu paa landet saa det nøgne berg istedenfor is og sne. – I nord havde Tingmiarmiuts blaanende fjeldland længe ligget lokkende.

Efterhvert som vi drog frem, mødte vi flere og flere store isfjelde, som tildels laa paa grund inde under kysten. Ud paa kvelden fik vi øst for Nagtoralik øie paa nogle hvide spidser, som ragede over horisonten; de havde slig en besynderlig form, at jeg længe ikke forstod dem, men opdagede tilslut, at det var topperne paa et kolossalt isfjeld af den mest eventyrlige form. Paa afstand tog jeg et fotografi af det, men dette gjengiver langtfra det [345] overvældende indtryk, som det gjorde, da vi kom ind under det. Øverst oppe ragede to ispigger som slanke kirketaarne høit i luften, høit oppe paa den lodrette væg gik et svært hul tvers gjennem fjeldet, og nede havde sjøen hulet ud grotter saa store, at et lidet skib kunde gaa ind under istaget; farverne spillede i en rigdom af blaat lige til det dybeste ultramarin inde i bunden – det var som et svømmende fepalads, bygget af safir – og rundt omkring rislede bække i smaa fosse ud over siderne, mens lyden af dryppende vand stadig gjenlød inde fra grotterne. – Der var skjønhed, men af en fremmed natur, den drog tankerne tilbage til barndommens eventyrverden.

Efter at have ledt en stund i mørket for at finde leirplads, lagde vi ud paa kvelden til ved en holme paa 62° 25' n. b., 42° 5' v. l. Som sedvanlig tømtes baadene, og de blev trukne paa land. Dette var muligens paa det samme sted, «som efter et østgrønlandsk sagn skal have været skuepladsen for en kamp mellem en europæer og en grønlænder.»^k90

Den næste morgen (den 2den august) drog vi videre og vilde sætte ret over fjorden nordenfor mod øen Uvdlorsiutit, men kom snart ind i tæt og ufremkommelig is; vi maatte atter tilbage for at holde langs land og søge os frem længere ind i fjorden. Da isen fremdeles syntes at være tæt ude, vilde vi just gaa gjennem sundet mellem fastlandet og den ovenomtalte ø, da vi paa dens sydspidse opdagede eskimotelte. Vi lagde tilland for at spørge om farvandet nordenfor, men blev ikke lidet forundrede ved at modtages paa stranden af en flok kvinder og næsten fuldstændig nøgne børn, som vi troede at have seet ved [346] Kap Bille. De lo høilydt af os og vor forbauselse og forklarede, at de havde reist forbi, mens vi sov, sandsynligvis den foregaaende morgen. De havde her slaaet telt paa en lun liden plads med grønsvær og lyng. Kun en mand var at se, og han stod oppe ved det ene telt og bøtede sin sønderbrudte kajak. Alle andre mænd og kajaker var forsvundne, sandsynligvis var de ude paa fangst for at skaffe mad.

Vi spurgte om farvandet paa indsiden øen, men de gjorde os forstaaeligt, at vi maatte gaa udenom, ja de betydede os endog, at selve sundet var saa smalt, at man ikke kunde komme frem; dette var dog neppe sandt, eftersom Holms ekspedition flere gange drog derigjennem. Paa øens udside kom vi frem i nogenlunde godt farvand; isen laa vistnok tæt overalt ved odderne, men vi brød igjennem og smøg os frem langs med landet.

Lidt over middagstid naaede vi nordsiden af øen Uvdlorsiutit, hvor vi fandt en ganske merkelig grotte, som gik dybt ind igjennem fjeldet.

Som vi om kvelden roede forbi øen Ausivit, paa Tingmiarmiutfjordens nordside, hørte vi i det fjerne inde fra landet kor af hylende hunde, hvoraf altsaa forstodes, at der i nærheden var eskimoer; vi havde dog nu ingen tid at spilde til visiter, drog derfor videre og stansede for natten paa en holme ved Nunarsuak (paa 62° 43' n. br. 41° 49' v. l.)

Om morgenen den følgende dag (3dje august) var der saameget vind fra land, at vi besluttede at forsøge seil, som da i hast blev riggede til, paa den ene baad af teltgulvet og paa den anden af to presenninger, som sammensyedes. I begyndelsen gik det raskt nordefter, og det var undertiden en ren lyst, mens baadene krængede til ripen, at [347] skjære afsted for vindkastene gjennem det knappe farvand mellem isflagene, hvor man maatte have øinene med sig for ikke at tørne paa. Vi havde dog ikke seilet langt, før fornøielsen blev mere tvilsom, vindkastene øgede i styrke og gik mer og mer over til nord. Snart var den saa meget imod, at vi ikke kunde føre seil længer. Efter at have roet en stund kom vi nordover mod den høie og bratte ø Umanarsuak; der stod vinden ned af fjeldet med slig styrke, at vi havde vor arme nød med at tvinge os frem. Værre og værre blev det, vi maatte undertiden trække baaden langs isflagene for at faa den fremover, og en gang havde vi saa nær faaet den knust i isen, som sattes i voldsom bevægelse af stormen. Begge baade havde hidtil holdt nogenlunde sammen, men nu blev der [348] alvor i sagen, ingen havde øie for den anden, enhver fik greie for sig, som han bedst kunde. Midt som det stod paa det værste, tog en af folkene paa min baad saa hvast i, at aaren sprang af i skaftet. Vi havde ingen flere hele aarer i reserve paa baaden, de var alle knækkede i isen, men der var ingen tid at spilde, man fik bruge en med halvt blad og saa tage i desto haardere op mod vinden. Undertiden faldt vindstødene over os saa voldsomme, at vi trods brugen af alle vore kræfter dreves agterover; da sprang en tollepinde, det var værre end det første; thi aaren er med en strop kun fæstet til en tollepinde, og alle andre ropladse var belemrede. Uden noget betydeligt ophold blev det dog bragt i orden, og vi kom heller ikke den gang i drift; med anspændelse af vore kræfter til det yderste gnog vi os sagte, men nogenlunde sikkert mod landet. Saa kom vi op under et isflag, Dietrichson sprang ind paa det med fanglinen i haanden for at trække baaden langs kanten, han lagde i iveren ikke merke til, at han hoppede ind paa en hul, fremstaaende iskant, som idet han faldt ned paa den, brast under ham, og han kom paa hovedet i vandet. Dette var vistnok ingen usedvanlighed blandt os, men paa et mer uheldigt tidspunkt kunde det neppe ske; rask og aandsnærværende som han er, kom han dog straks op, og som sedvanlig uden at give sig fik han atter fat paa fanglinen og drog nu baaden frem; arbeidet holdt ham vel varm, men det var neppe behageligt at være i disse drivvaade klæder i den bidende vind. Sligt lod dog aldrig til at genere Dietrichson.

Ogsaa det flag kom vi frem forbi, men nu var vinden øget saa meget, at det var netop, saavidt vi klarede os fremad, lidt til, og vi vilde ubarmhjertig være komne i drift; roerne halede imidlertid beundringsværdig paa de [349] aarestumper, de havde. Da skulde Dietrichson skyve af fra et isflag med en baadshage, men idet han stødte til, sprang ogsaa denne, og paa ny var han nær gaaet udenbords. Det var et sjeldent uheld, som var over os den dag.

Endelig kom vi ind i smulere vande under fjeldet og naaede nu snart land, hvor Sverdrups baad var ankommen noget før os. Her tog vi middag med en liden hvil, som vi nok kunde fortjene. Saa fortsattes atter veien; men vinden var næsten lige sterk, og da vi forbi sydspidsen af Umanarsuak atter kom i nogenlunde isfrit farvand, stod der mod os ud af den nordenfor liggende fjord en krap og ubehagelig sjø. Uagtet det efter vore vaner endnu var meget tidligt paa dagen, lagde vi derfor tilland, da vi naaede Umanak. Her fik vi, den eneste gang under hele reisen langs kysten, tid til at vælge os en teltplads og fik føle sødmen af at ligge paa en grøn plet med lidt mer til underlag end haard sten eller is. Af den grund skulde vi imidlertid ikke klage, vi sov altid udmerket, naar vi bare havde faaet søvn nok. Straks vi var komne tilland og havde faaet alt i orden, besluttede vi os til at samle brændsel, hvoraf der fandtes nok i form af enerbuske, lyng o.l., og koge karvekaalsuppe. Hertil var alle villige, der blev udfoldet en storartet iver, og snart blussede et vældigt baal mellem nogle stene, hvorover i en tom kjæksboks kogtes den herligste kjødret med suppe, som nogen har seet; vanskelig glemmes teltpladsen paa Umanak eller Griffenfeldts ø af de seks, som hin aften sad rundt baalet og i ro og mag kunde nyde det eneste varme maal, de fik under hele baadreisen langs kysten. At vi imidlertid ikke har været de første, som har nydt livet paa dette sted, saaes bl. a. af nogle ruiner efter eskimohuse lige i nærheden; at der har forefaldt begivenheder [350] ogsaa af mindre hyggelig natur, bevidnedes dog tydelig nok af adskillige menneskeben, som laa henslængte mellem husene, især grinede hovedskallen af en gammel eskimo uhyggelig i dagen. Rimeligvis var beboerne døde af hungersnød, og husene i tidens løb styrtede sammen.

Den næste dag (4de august) var vinden for en del stilnet, og vi kunde fortsætte. Men isen var ofte tæt, især var den slem ud for mundingen af Sehesteds fjord. Her maatte vi langt ud for at finde fremkomst, og det var kun ved hjælp af økse og baadshager, at vi kunde bryde os frem. Kl. 9 om kvelden kom vi forbi en god leirplads; men da det efter vor mening endnu var for tidligt at lægge op, fortsattes nordefter; til gjengjæld maatte vi arbeide til kl. 1½ om natten, før vi paa østsiden af øen Uvivak fandt en holme, hvor vi saavidt kunde faa baadene trukne op (63° 3' n. br., 41° 18' v. l.) Den dag havde vi 17 timers haardt arbeide i is, kun afbrudt ved en halv times middag.

Den 5te august gik det ved hjælp af økse og hager videre gjennem tætpakket is, som laa an mod stranden hele veien nordover. Mange mægtige isfjelde laa her langs kysten. Som vi ud paa eftermiddagen var komne forbi forbjerget Kutsigsormiut og lagde til ved en liden holme for at faa udsigt over farvandet, fik vi et par hundrede alen fra os se et vældigt isstykke pludselig løsne og falde ned fra en af disse kolosser, som derved tabte ligevegten og med et øredøvende brag styrtede overende; havet sattes i voldsom bevægelse, drivisflagene kastedes mod hinanden rundt om, og en liden holme, som laa foran os, blev fuldstændig overskyllet af de store bølger; havde vi fortsat veien uden at stanse, var baadene sandsynligvis bleven knuste mod berget.

[351] Efter næsten utrolig slit naaede vi sent paa kvelden en holme midt i mundingen af Inugsuarmiut-fjorden. Her var det vor hensigt at slaa leir, trætte og udmattede som vi var; men til vor forbauselse kom vi fra den tætte is ud i aabent farvand, fjorden laa næsten blank lige over mod Skjoldungen, det var for fristende at benytte denne leilighed, og efter en ekstra-ration af kjødpulverchokolade fortsattes reisen, og vi naaede en god leirplads paa et skjær under landet paa den anden side (63° 12' n. b. 41° 8' v. l.)

Der er paa Grønlands østkyst en temmelig betydelig forskjel paa flod og fjære, vi havde disse dage det uheld at have lavvand, just som vi skulde hale baadene op, og fik som følge deraf altid et langt stykke at trække dem for at være sikre for floden. Den nat havde vi ogsaa, som sedvanlig, bragt saavel bagage som baade et godt stykke op paa landet, men blev ikke lidet forbausede ved om morgenen at finde vor ølkagge samt en bundtilje, som vi havde brugt til at afstøtte baadene med, borte; sjøen havde ikke alene naaet baadene, men endog sat endel af proviantkasserne under vand; da disse var tætte, var dog intet blevet ødelagt, og vi maatte være glade ved at slippe for saa billigt kjøb. Tabet af vor ølkagge, som var den, vi havde faaet med i baaden fra «Jason», beklagede vi alle meget, ikke fordi der var øl paa den, thi det havde vi drukket ikke længe, efter vi forlod «Jason», men fordi vi nu brugte den til vanddunk. Naar vi drak vandet af spunshullet og lugtede til kaggen, som endnu havde en svag duft af øl, saa indbildte vi os, at det fremdeles var noget lignende, vi drak. Efter den dag blev baadene altid taget vel vare paa.

Den morgen besøgtes vi ogsaa af en endnu mindre kjærkommen gjest, jeg vaagnede af kløe over hele ansigtet [352] og fandt teltet fyldt af myg. Havde vi i begyndelsen fundet hygge ved dette selskab, saa blev vi nu kurerede derfor, og staar nogen morgen af mit liv for mig med gru, saa er det den; det er et under, at vi beholdt forstanden. I en hast fik jeg paa mig klæderne og for ud i det frie for at komme unda; men det var at komme fra asken i ilden, her kastede hele skyer af dette djævelskryb sig over ansigt og hænder.

Værst blev det, da vi skulde spise frokost; thi naar man ikke engang kan faa en bid mad i munden, uden at den er overdraget med et lag myg, da blir det vel stivt. Vi flygtede op paa de høieste klippespidser i nærheden, hvor der var lidt vind, og hvor vi derfor haabede at faa spise vor frokost i fred, vort livs eneste nydelse; vi sprang fra tind til tind, vi hængte lommetørklæder over ansigterne, trak luerne ned over nakke og hals, fegtede og slog som rasende i luften, leverede kort sagt den mest desperate kamp mod den rasende overmagt, men alt forgjæves; hvor vi stod, gik, eller løb, førte vi med os, ligesom solen sine planeter, vor private lille verden af disse uhyrer, indtil vi tilsidst i fortvilelse overgav os paa naade og unaade, kastede os ned paa det første det bedste umulige sted og lod os martre, mens vi i rivende hast fortærede vor frokost med myg paa. Saa fik vi baadene færdige og rømte tilhavs, men endog her var de med. Da slog vi imidlertid i vildt raseri ned for fode med presenninger, jakker og hvad vi kunde finde, og da vi saa fik vinden til kampfælle, overmandede vi tilsidst fienden; men blodtabet paa vor side var betydeligt.

XIV. Nyt sammentræf med eskimoer – mellem isfjelde

[353] Gjennem tætpakket is kom vi den dag (6te august) udenom Skjoldungen, paa nordsiden af hvilken vi paa grund af is maatte holde et godt stykke ind i fjorden langs et land, som i vild skjønhed ikke stod tilbage for noget af, hvad vi tidligere havde seet. Paa alle kanter styrtede bræer sig ned i sjøen med sine lodret afskaarne endevægge, hvori hyppig dybe, mørkblaa grotter hulede sig indigjennem. Det er ikke altid trygt at ro nær under disse vægge, det hændte flere gange den dag, at der faldt store isstykker i vandet ikke langt fra os; en baad vilde bli knust til støv under dem.

Kommen over denne fjord, hvis navn er Akorninap kangerdlua fremdeles gjennem vanskelig is, hørte vi pludselig i nærheden af en holme ved Singiartuarfik raab af menneskestemmer og kjendte samtidig dermed lugt af tran. Vi saa mod land og fik øie paa et telt og mange mennesker, som var i paafaldende livlig bevægelse. Da det laa næsten lige i vor vei, stævnede vi ind mod dem, men nu blev der en vild flugt; med alt hvad de havde af kostbarheder, skind, klæder o.l. forsvandt den ene efter den anden [354] op efter fjeldet; i en lang linje, som bugtede sig op efter klippeafsatserne, kunde vi se dem løbe, alt hvad de orkede, det lod til næsten udelukkende at være kvinder og børn; den sidste, vi saa, var en kvinde, som dukkede ind i det eneste synlige telt; men hun kom snart ud igjen med en bylt skind i armene og pilede saa som en kanin efter de andre op ad fjeldsiden; de blev mindre og mindre indefter fjeldet; tilsidst stansede dog nogle kvinder langt inde paa en fjeldkam for nysgjerrige at iagttage os. Vi roede imidlertid indover mod teltet; men det eneste levende, som bemerkedes, var en hund, der laa foran teltdøren, merkelig nok uden at hyle. Uagtet vi intet havde hos disse mennesker at gjøre, ligte vi dog ikke at reise videre uden at overbevise dem om vor uskadelighed. Vi gjorde tegn til dem, vi raabte det lille grønlandske, vi kunde, men alt forgjæves, de stod og gloede. Saa endelig syntes en af kvinderne ikke længer at kunne modstaa vor indbydende vinken, hun kom sagte og betænkelig nærmere, en anden fulgte et stykke efter. Efterhaanden kom de paa talehold, hvilket jo ikke hjalp os meget, da vi lidet havde at sige til dem, men det var dog saa vidt, at de tydeligen kunde se vort venlige opsyn og vore beroligende fagter, idet vi viste dem nogle tomme blikdaaser, som vi vilde forære dem; dette lod til at lokke for meget, deres ansigter saa forlegne ud, om end deres skjønhed neppe var saa bedaarende, at de af den grund behøvede at frygte nogen overlast. Da viste pludselig en mand sig paa scenen, og nu fik de mod, saa de kom næsten lige ned til strandkanten, hvor de blev staaende, mens vi laa i vore baade. Vi saa gjensidig paa hverandre, mens de med manden som forsanger istemte sin sedvanlige forundringsrauten; han saa ud som en olm okse, der han stod, uagtet hans [355] tankegang vistnok var den spagfærdigst mulige. Paa overkroppen havde han en anorak af bomuldstøi og paa hovedet en kajaklue af den sedvanlige brede, flade form, gjort af en træring med derover udspændt bomuldstøi, hvori var et kors af hvidt og rødt, altsammen utvetydige beviser paa forbindelse med vestkystens handelspladse. Vi nærmede os efterhaanden stranden, og en af os sprang iland; men som stukne af en orm, for de ved den manøvre bagover for dog at komme paa nogle skridts afstand; men da de saa, at vi fremdeles ikke gjorde tegn til fiendtlige tendenser, vandt de atter mere tillid og nærmede sig. Da vi nu gjorde dem en saa storslagen gave som en tom blikdaase, var det gode forhold beseglet, og deres ansigt lyste af glæde og forundring over disse gavmilde mennesker. Efterhaanden kom flere mænd til, det lod til, at de havde været ude i sine kajaker, men var kaldte til hjælp ved kvindernes skrig.

Alle nykomne blev viste den kostelige gave og forklarede, at vi var nogle fredelige individer. Den merkeligste blandt dem var en pukkelrygget dverg med et pent, gammelagtigt udseende og særdeles sirlig antrukket. Vi gjorde baadene fast, tog os en tur opefter landet og blev ikke lidet forundrede ved at finde en hel leir, som hidtil havde været skjult for os af en liden høide. Ikke mindst vakte det vor overraskelse der at se et danebrogsflag vaie fra en liden stang, som var reist ved siden af det ene telt. Dette flag maatte en af dem antagelig have faaet af kapt. Holm for nogle aar siden; thi han beretter at have givet flag til enkelte eskimoer. Underligt var det, at de var saa rædde for os, uagtet de altsaa tidligere maa have været i berørelse med europæere; vi har vel muligens seet for uhyggelige ud, som vi kom der i vore egne baade og [356] kun i vort eget selskab, mens Holm kom i baade lig deres, styrede og roede af eskimoer. Urimeligt er det vel heller ikke, at de sagn, de har fra vestkysten om, at deres forfedre har ødelagt kavdlunakerne, det vil sige europæerne, og frygten for, at disse en dag vil komme i skibe fra havet og hævne dette, har taget overhaand. I en liden bugt ned for leiren laa en konebaad, som tydeligvis netop var sat paa vandet for at være ferdig til flugt. Da jeg gjerne vilde smage tørret sælkjød og desuden tænkte, det vilde være godt om muligt at lægge noget igjen i depotet ved baadene, saa spurgte jeg derefter med et grønlansk ord, som jeg havde fundet i min ordbog, men havde som sedvanlig den vanskjæbne ikke at blive forstaaet; da jeg imidlertid gik hen og tog i et stykke kjød, som hang til tørring foran teltet, forstod de mig straks og kom med nogle sidestykker; derfor gav jeg dem en stor stoppenaal til bytte; men da de fik se denne glimrende betaling, kom de med det ene store stykke efter det andet for at faa flere naale; vi fik alle foræringer af sælkjød, hvorfor vi foruden naale gav dem tomme blikdaaser. Ravna vilde dog ingen foræring modtage og var ikke trods overtalelse at formaa dertil; jeg fik siden høre, at det var af den grund, at han syntes, de stakkars mennesker havde brug for sit kjød selv, og en synaal var altfor ringe betaling.

Dette møde med eskimoerne skildrer Balto saaledes: «... da vi havde roet over en fjordmunding, fik vi igjen lugt af harskt sælhundefedt; men hedningerne havde seet os og taget flugten med kvinder og børn op paa et fjeld langt fra teltene. Da vi kom ind i bugten, hvor teltene stod, stansede vi der og saa paa disse stakler, som toge flugten. Saa raabte Nansen til dem: «Nogut piteagag!» [357] det er det samme som «vi er venner!» (er rivende galt grønlandsk), men de brød sig ikke derom, de vinkede til os med haanden paa en saadan maade, som at de vilde sige: «Drager bort! drager bort!» Saa kom der frem 2 mænd bag en haug. De kom ned til stranden, og da de nærmede sig, brølede de som andre hedninger sit: iö, iö, iö! Den ene mand saa ikke ud til at være mere end omtrent 1 meter høi. Derpaa gik vi iland og bad dem om at faa noget tørret kjød, som vi saa de havde hængende; thi vi havde læst i kapt. Holm's bog, at tørret sælhundekjød skulde være meget godt at spise. Vi gav dem igjen nogle naale for kjødet og drog videre.»

Som Balto her siger, gik vi snart atter i vore baade, men var ikke komne langt, før ogsaa nogle af mændene kom efter os i sine kajaker, slæbende med sig store tørrede kjødstykker, som de fremdeles vilde bytte mod naale. Da vi lagde fra land, kunde vi langt borte se den ovenfor omtalte dverg komme slæbende med et stort stykke, ogsaa han vilde have sin del; men vi kunde ikke vente. Meget forbausede blev vi en stund senere ved at se en liden fyr komme padlende i en kajak langt efter i vort kjølvand og i ham at gjenkjende dvergen, som gjorde en yderst fornøielig figur; det var saa vidt han rak op gjennem kajakhullet med sin krumme ryg, han anstrengte sig tydeligvis sterkt for at naa os igjen, vi skulde have kjødet hans, men alt han kavede og padlede, saa rak han os dog aldrig og maatte tilsidst opgive det, stakkars fyr.

Efterhvert som vi kom nordefter, mødte vi flere og flere kajakmænd, alle fulgte de os og var særdeles venlige og meddelsomme; tilsidst var der syv stykker, som omkredsede os paa alle kanter og lagde den tydeligste forundring over os og vore baade for dagen.

[358] Da de havde fulgt et langt stykke, og det begyndte at mørkne, sakkede de lidt efter lidt af og laa stille for at se efter os endnu en stund, før de vendte hjemover. Netop som de 4 sidste var bleven liggende igjen, fik jeg paa et isflag forud øie paa en sæl. Uagtet denne kunde have været noksaa kjærkommen ferskmad for os, kunde vi dog ikke lade være at vinke til de 4 kajaker; thi vi havde alle lyst til at se en eskimo fange sæl. De kom straks, men kunde ikke forstaa, hvad vi vilde; thi sælen kunde de ikke se over isen fra sine lave kajaker. Jeg pegte paa den, de speidede og speidede, saa pludselig fik de øie paa den, og da kan det hænde, at paddelaarerne begyndte at gaa og kajakerne fik fart, mens de hugede sig forover for at kunne fare ubemerkede frem i læ af isen; to af dem vandt forsprang for de andre og pilede lydløst nærmere og nærmere; sælen syntes dog nu at bli urolig, men hvergang den løftede hovedet og saa den vei, laa de stille uden at røre et lem, indtil den igjen vendte hovedet, da nogle raske tag, saa atter stille osv.; paa denne vis kom de saa nær, at vi hvert øieblik ventede at se dem kaste harpunen; da sprang sælen pludselig i vandet. De blev nu liggende en stund, færdige til kast for det tilfælde, at den atter skulde vise sig; men ingen sæl kom, og de drog slukørede hjem, mens vi lidt ærgerlige fortsatte vor vei i godt farvand nordefter. Vi overnattede paa en liden holme (63° 20' n. br. 49° v. l.) i en bugt paa østsiden af en ø, som er bekjendt fra tidligere tider derved, at Graah overvintrede paa dens indre side ved Imarsivik i 1829–30.

Den næste dag (7de august) fik vi atter slemme ishindringer, men ved at slaa os frem belønnedes vi ogsaa den dag med at naa aabnere farvand længere nord. Nu [359] mødte os vanskeligheder af anden natur; hidtil havde vi kommet godt overens med Holms og Gardes kart over kysten, men her løb alt sur, der lod til at være mange holmer, øer og fjorde, som enten var antydede galt eller ogsaa manglede paa kartet; tilsidst blev det saa broget, at jeg besluttede mig til at gaa efter mit eget hoved, og det hjalp. Hvordan det forholdt sig med kartet paa denne strækning fra Savsivik til Kap Møsting, var mig forøvrigt en gaade, lige til jeg kom hjem og fik oplyst, at Holm ikke havde havt tilstrækkelig tid til at faa denne del opmaalt og havde derfor maattet benytte Graahs kart over denne egn, som man dog skulde kunne antage var godt, da Graah, som omtalt, havde sit vinterkvarter der. Kysten nordover var meget rig paa sjøfugle, der var bl. a. flere fuglefjelde, og vi skjød af blaamaager (Larus glaucus) og teist (Uria grylle), hvad der kom i vor vei; noget længere ophold for deres skyld havde vi dog ikke tid til. I et fjeld, hvor der hækkede masser af teist, krøb vi dog op for at lede efter teistunger, men vort udbytte var kun to; som regel ved teisten at lægge sine æg paa saa utilgjængelige steder, at ubevingede skabninger har vanskeligt for at naa did uden med fare for at brække halsen. Teistungerne er forøvrigt meget fede og er en ren lækkerbidsken. Som vi ud for et fuglebjerg paa nordsiden af Kap Moltke laa og skjød blaamaager og teist, fik vi pludselig høre en susen i luften og saa en edderfugleflok stryge forbi os. Der var netop tid nok til at hoppe ned i baaden, gribe bøssen og slænge et skud efter dem, hvorved to fugle faldt. Dette var første gang vi saa edderfugl paa kysten, senere i mørket om kvelden kom atter en svær flok susende nordover; jeg hørte Sverdrup i baaden bagenfor raabe: «Pas paa!», kunde ogsaa høre vingesusen af dem, [360] men det var for mørkt til at skyde, jeg kunde blot skimte noget, som rørte sig, mod det mørke land.

Imidlertid gik vi stadig mod nord, og lappernes bekymringer blev for hver dag mer og mer høilydte. Balto, som var den ordførende, havde flere gange betroet mig, at de var roligere, efterat de havde mødt eskimoerne og seet, at de var skikkelige mennesker, som ikke spiste folk, saaledes som han havde hørt i Finmarken, og hos hvem det maatte gaa an i nødsfald at leve om vinteren. Men nu vi havde forladt de sidste eskimoer, som de mente, og fremdeles drog videre, var de blevne meget ængstelige og klagede over det haarde arbeide, den knappe kost, og at vi kom saa langt fra Kap Farvel uden dog at finde noget sted til at gaa op paa isen. Jeg trøstede ham stadig med, at længere nordpaa ved Umivik eller nordenfor var landet bedre, han maatte jo selv have seet det, da han drev i isen; men han havde intet seet, og den dag blev hans klager saa høirøstede, at jeg blev kjed deraf, og istedenfor at trøste skjældte ham huden fuld for hans elendige feighed. Men saa brød det løs, han vilde nu sige mig alt, hvad han havde gaaet og verket med i disse dage; jeg havde sagt dem i Kristiania, at de skulde faa kaffe til hver dag, og at de skulde faa saa meget mad, de vilde have; men nu havde de blot havt kaffe en eneste gang paa 3 uger, og med maden, hvordan var det med den, jo de fik uddelt en elendig portion, som de tilmed maatte trække lod om; han vilde betro mig det, at ingen af dem allesammen havde været mæt en eneste gang, siden de kom til kysten, de sultede. Og saa dertil bli behandlede som hunde, bli kommanderede i vei, maatte slite hele dagen fra tidlig paa morgenen til langt paa nat værre end dyr, nei, det var ikke til at staa i, han for sin part skulde gjerne betale [361] mange tusend kroner for at være vel hjemme. Jeg forestillede ham, at kaffe havde de ikke faaet, fordi der paa den ene side aldrig var lovet dem noget, hverken af det eller andet, og paa den anden side var der ingen tid til at koge, ei heller var kaffe sundt; saa forestillede jeg ham, hvordan det vilde gaa, hvis vi alle skulde spise, som vi havde lyst; maden vilde kanske forslaa til midt i Grønland, og da var det vel sent at angre; vi maatte deri dele ligt som brødre, og hvad kommanderingen angik, saa maatte han forstaa, at der paa en færd som denne blot maatte være én vilje. Nei, han forstod intet, han var og han blev utrøstelig over at være kommen sammen «med mennesker, som havde saadan en fremmed skik». Det var lappens nomadiske tilbøieligheder og mangel paa vane til at underkaste sig, som her brød frem, og det kom trods hans elskværdige gemyt ofte igjen, hvilket jo neppe nogen kan undres paa; det blev dog mindre og mindre af det, jo længere vi var sammen.

Det lader sig forøvrigt ikke negte, at det i begyndelsen var stridt at have saa haardt arbeide, som vi havde langs østkysten, og saa skulle leve paa en knap, afmaalt ration af tørret mad. Vore maver var vante til at bli fyldte og kunde vanskelig forsone sig med denne vistnok kraftige, men saa lidet rumstore kost. Efterhaanden vænnede vi os til det, og da gik det bedre, det var, som Kristiansen sagde, bevidstheden om, at det var nok, som hjalp os. Han blev spurgt, efterat han var kommen hjem, om han havde faaet nok mad paa turen. Nei, mæt var han aldrig. «Ja, men det maatte da vel være ondt.» «Aa ja, især i begyndelsen, da vi var uvante til det; men saa sagde Nansen, at det var nok mad, vi fik, og det hjalp os. Og som dere ser, saa var det ogsaa det.»

[362] Kysten nordover begyndte nu at bli mindre brat, fjeldene mer afrundede, vi kom ind i de trakter, hvor vi kunde tænke paa opstigning, som vi havde længtet saa meget efter; thi selv om der her hændte os et uheld, som umuliggjorde videre fremtrængen langs kysten, kunde vi dog tage fat paa indlandsisen. Vi fandt aabent farvand og gjorde rask fart i et tindrende veir den kveld. Ligesom kvelden forud var der et storslagent nordlys over himmelen i syd, straalebaandene rulledes i lange, bølgende bugter frem og tilbage, det flimrede og brændte urolig jagende, det var som kjæmpende skarer med luende spyd, snart veg de, snart stormede de atter frem, og saa pludselig – som paa et givet tegn – for der vældige straalebundter flammende, skiftende, som en helt luende spydregn, op mod et bestemt punkt, kronen, nær zenit, saa sluknede alt atter, forat den samme skiftende leg kunde begynde fra nyt. Eskimoen har et smukt sagn om nordlyset, han tror, det er de afdøde børns sjæle, som leger bold i himmelen.

Vi slog leir om natten paa indsiden af øen Kekertarsuak. Straks efterat vi havde faaet teltet op, blev vi opskræmte af et vældigt drøn fra syd (i retning af Kap Moltke), det var, som vi kunde kjende selve jorden ryste under os. Vi sprang op paa nærmeste fjeldknaus og saa sydover, men intet kunde øines, det var langt borte; larmen vedvarede antagelig henimod 10 minuter, og det lød, som en hel fjeldmasse rasede ud i sjøen og satte denne i en voldsom bevægelse, saa at bølgerne naaede helt opover mod os og brød mod skjær og klipper. Det sandsynlige er vel, at det var et kolossalt isfjeld, som styrtede sammen eller skiftede leie, skjønt det ikke er umuligt, at det kan have været et stenskred. Vi havde paa flere steder i disse trakter seet merker efter saadanne.

[363] Den næste dag (8de august) forsøgte vi i aabent farvand og godt veir at trænge frem paa indsiden af øerne ved Igdloluarsuk og komme over Kangerdlugsuak eller Bernstorffs fjord, men blev ikke lidet overraskede ved at finde denne aldeles propfuld af kalvis og anden is, som laa lige til land og stansede enhver fremtrængen. Efter at have været oppe paa det inderste næs^k91 af øen Sagliarusek og herfra forsikret mig om farvandets umulighed maatte vi atter tilbage for at gaa udenom. Paa øens sydside blev vi inde i bunden af en liden bugt opmerksomme [364] paa nogle høie stene, som var reiste paa ende; vi drog derind for at se, hvad det var, og opdagede da en af de yndigste pletter, vi endnu havde seet i Grønland, en liden flad grøn eng med et stort ferskvand indenfor, i hvilket der gik smaafisk (af hvad art fik jeg ikke afgjort). Paa den ene side af engen var der ruiner efter eskimohuse, hvoraf et meget stort og nogle andre mindre. I og foran det store hus fandtes talrige menneskeben, deriblandt en meget vel bevaret hovedskalle af en eskimo, som medtoges. Ogsaa disse huse var vel lagte øde ved hungersnød. Paa dette sted besluttede vi at hvile lidt, og uagtet det endnu var for tidligt, at spise middag, strække os i det frodige græs og lade os stege i solen. Eskimoerne vidste nok, hvad de gjorde, naar de havde slaaet sig ned paa dette sted; thi her var en ypperlig, vel beskyttet havn med en god strand til at trække skindbaade op paa. De 5 flade stene, som var reiste paa ende, og som fra først af tiltrak sig vor opmerksomhed, forblev længe en gaade for os; men efter at have talt med kapt. Holm derom, synes det mig sandsynligt, at de, saaledes som han mener, har været støtter, hvorpaa konebaadene lægges op til tørring, og hvorpaa de bindes fast om vinteren.

Forøvrigt var der mange levninger efter mennesker paa disse øer^k92, paa flere odder fandt jeg saaledes varder eller, som jeg tror, levninger efter gamle rævefælder (se herom ovenfor).

Kommen til den yderste holme ved Igdloluarsuk fandt vi mundingen af fjorden saa fuld af vældige isfjelde, at vi maatte tilhavs for om muligt der at finde [365] fremkommeligt farvand. Et stykke ud forsøgte vi vor lykke, men blev snart stansede; klemte ind imellem disse kolosser af en rasende strøm, laa flagene saa fast, at de var umulige at rokke. Vi maatte atter tilbage og endnu længere tilhavs. Da vi fandt et let bestigeligt isfjeld, søgte vi straks op paa det for at faa udsigt over farvandet. Disse flydende fjeldmasser tager sig imponerende ud nedenfra, naar man ror under dem, men det er dog lidet mod det indtryk af deres størrelse, man faar oppe paa dem. Det, vi her besteg, var temmelig fladt og jevnt ovenpaa og dannede en hel høislette. Dietrichson siger i sin dagbog, at man brugte omtrent en kvart time for at gaa tvers over den paa det smaleste. Der var haard sne og skraaninger, som vilde frembudt de ypperste skibakker heroppe. Paa det høieste var det sikkert mer end 70 m. over vandfladen. Erindrer man nu, at det har 6 eller 7 gange saa stor masse under vandet, saa faar vi en tykkelse af mindst 400 m. Lægges hertil en bredde af 1000 m. eller mer, saa vil man faa en nogenlunde forestilling om, hvad det er for slags flydende isklumper – og af disse er der hundreder og tusender langs kysten. Bare ud for denne ene fjord laa der uoverskuelige masser af dem. Oppe fra toppen saa vi langt udover, det var som et helt alpeland i is.ⁿ¹⁰ Mellem hvert fjeld var der kløfter, nede i bunden af hvilke man øinede sjøen. Ret under os snoede den sig som et smalt mørkeblaat baand i en trang rende mellem to lodrette, et par hundrede fod høie vægge.

Isfjeldene optræder gjerne under to former. Det kunde se ud, som om de var dannede paa to helt forskjellige maader. Enkelte er, ligesom skridjøklerne, der skyder ud i sjøen, sterkt forrevne og gjennemfurede paa overfladen af sprækker og ujevnheder; paa deres blaalige udseende og [366] uregelmæssige former kan man kjende dem allerede paa lang afstand. Deres oprindelse ligger klart i dagen, de stammer direkte fra disse skridjøkler. Men saa er der en anden, langt mere prosaisk form, og til den hørte netop det fjeld, vi var oppe paa; denne form dannes af kolossale isblokke uden de mange blaa sprækker, men med en forholdsvis jevn, poleret overflade og tvert afskaarne, lodrette sider; de har en mer hvidblaa farve end den anden slags og giver et langt solidere indtryk; man kan ogsaa tryggere ro ind under dem; thi det hænder sjelden, at de slipper stykker ned over hovedet paa en. Uagtet de med sin jevne overflade er ulig alle bræer, som falder i havet, er de dog uden sammenligning de talrigste; man finder sikkert 5 af dem for hvert et, man finder af den anden art. Hvor stammer disse fjelde fra? eller hvordan er de dannede? At bræer nogensteds flyder saa stille og rolig ud i sjøen, at der ikke skulde dannes en ru overflade med talrige sprækker, er en ligefrem umulighed; desuden ligger jo denne slags isfjelde i fjordene lige udenfor de mest sønderrevne skridjøkler og maa, ligesaavel som den anden form, stamme fra dem. Den eneste, efter min mening, mulige forklaringsgrund maa være den, at de sønderrevne isfjelde ligger med isbræens overflade op, mens de andre isfjelde er enten ved kalvningen eller senere væltede om, saa deres overflade kommer til at dannes enten af isbræens afpoledere bund eller af en brudflade, som selvfølgelig ogsaa maa være temmelig jevn og fri for sprækker.

Til vor glæde saa vi, at bagenfor isfjeldene, som forøvrigt strakte sig langt nordover, var der aabent farvand sandsynligvis lige saa langt, som øiet rak, og efter at have udseet den kurs, som vilde føre os sikrest dertil, og saa istemt en seierssang vendte vi atter tilbage til vore [367] baade for at sætte fuld kraft paa og naa igjennem, før isen tætnede, hvilket hurtig sker med de skiftende strømsætninger, som raadede her, og at bli liggende natten over mellem disse lunefulde iskolosser havde vi liden lyst til. Saa hurtig aarerne kunde føre os, bar det da nordigjennem de trange render, hvor vi kun saa det dybblaa vand med enkelte isflag under os, isvæggene paa begge sider og en smal stribe af himmelen høit tilveirs.

Skjønt mægtige isfjelde flere gange styrtede sammen eller kantrede rundt om os og med vældige drøn satte havet i voldsom bevægelse, saa kom vi godt frem gjennem de store ismasser, som laa til langt nordenfor fjordmundingen. Paa et sted maatte vi for at komme frem ro gjennem en hulgang, som gik tvers gjennem et stort fjeld, hvor smeltevandet stadig dryppede ned over os. Om hele denne mængde isfjelde stammede fra Bernstorffs-fjorden, var ei godt at afgjøre og er vel neppe sandsynligt, skjønt denne fjord er en af dem, som leverer de største ismasser paa Grønlands østkyst.

Kommen velbeholden forbi Kap Møsting og gjennem den værste pakke af isfjelde, overnattede vi paa et lidet skjær (63° 44' n. br., 40° 32' v. l.). Da der ikke fandtes saa stor flad plads, at vi kunde slaa op teltet, lagde vi os i vore soveposer paa berget. Ret over for os paa fastlandet var et fugleberg med blaamaager, som holdt et saadant spektakel den hele nat, at man hørte dem i søvne, og de blandede sig i ens drømme. Til straf gjorde jeg den paafølgende morgen en visit derover, som kostede flere af dem livet, og som skaffede os en god forøgelse til vort kjøkken, hvori vi nu havde adskilligt endnu ubrugt vildt; blaamaageungerne, som da var flyvefærdige, er særlig «delikate».

[368] Vi var nu komne ind i en egn, hvor vi omtrent overalt med nogenlunde lethed kunde komme op paa indlandsisen. Der var mange nunataker (ɔ: fjelde eller bart land, som rager frem over isens overflade) indefter. Den almindelige tro blandt grønlandsreisende har været, at isen omkring disse altid skulde være ujevn og sprækket; dette er dog sikkert nok kun tilfælde, hvor nunataker stikker op gjennem bræer, som er i sterk bevægelse, hvor de altsaa danner en hindring, mod hvilken isen presses og stuves. Paa andre steder tror jeg derimod nunatakerne snarere gjør isen jevn, idet de ligesom holder fast paa den og hindrer dens udadskridende bevægelse, som ellers frembringer sprækker og ujevnheder.

Der var dog ingen grund for os til at tage paa indlandsisen allerede her, da farvandet saa ud til at være godt lige til Umivik, hvorfra afstanden til Kristianshaab var betydelig mindre.

[369] I stadig aabnere og aabnere vand fortsattes da reisen nordefter, mens isstykker styrtede ned paa alle kanter fra bræerne og isfjeldene.

Om kvelden havde vi en underlig hændelse. Netop som vi mellem nogle isfjelde holder paa at bryde to flag fra hinanden, lyder et vældigt brag, og et stort stykke af fjeldet paa bagbord side styrter ned, rammer og knuser delvis det ene flag, hvorpaa vi netop staar, sætter nogle vældige bølger og gjør godt farvand for os under fjeldet. Havde vi gaaet den vei et par minuter før, som vi oprindelig tænkte paa, var vi vel bleven knuste. Det var tredje gang, sligt hændte os.

Paa en liden ø Kekertarsuatsiak ud for Krumpens fjord, hvor vi spiste vor middag, gik jeg op paa toppen, som var meget høi, og hvorfra jeg havde en ypperlig udsigt over farvandet nordefter. Det lod til at være aabent og saagodtsom frit for havis, saa langt øiet kunde se mod Umivik. Kalvisstykker og isfjelde var der dog meget af, særlig syntes der at ligge mange ud for Gyldenløves fjord og Kolberger Heide. De høie fjelde ved Umivik, især det kegledannede Kiatak, som var vort maal, saa ikke ud til at være langt borte; dog skulde der efter kartet endnu være 7 mil did, hvilket imidlertid fortiedes for de andre, som troede, at vi maatte kunne naa frem inden kvelden, og derfor roede desto kraftigere.

Sent paa kveld naaede vi til en odde Kangerajuk ved Kolberger Heide, hvor der var lidt bart land midt mellem to mægtige isbræer (64° 4' n. br., 40° 34' v. l.). Det var, saavidt vi her kunde faa vore baade trukne tilstrækkelig høit op; men nogen plads for teltet fandt vi ikke og lagde os derfor, ligesom den foregaaende nat, i vore soveposer paa to steder, hvor der var saavidt fladt, at vi fik [370] plads. Da det duggede meget sterkt om natten, blev det dog en temmelig fugtig søvn, mens der fra de to bræer og fra de mange isfjelde omkring, som overalt i disse farvande, hyppig lød drøn af kalvinger, sammenstyrtninger o.l.; det var som en vedvarende kanontorden.

Tidlig den næste morgen (10de august) blev jeg vækket af en ravn, som hilste godmorgen fra en fjeldkam lige over os, og da jeg fandt det herlige solskin altfor fristende, listede jeg mig ubemerket ud af posen og fik taget et fotografi af landskabet nordover med en mægtig, udskydende arm af bræen paa Kolberger Heide i baggrunden og med mine to sovekamerater, Sverdrup og Dietrichson, endnu i sin dybeste søvn i forgrunden; jeg haaber, de vil tilgive mig, at de saadan dem selv uafvidende her blir [371] presenterede paa sit kyske leie. I det fjerne sees paa billedet det kegleformede Kiatak, som var vort maal for den dag.

Vi fik det herligste og mest isfrie farvand, vi hidtil havde havt, og det gik nu med rask fart mod maalet. Middagen nød vi paa en særdeles behagelig maade, idet der kom en svag bris af søndenvind, saa vi kunde bruge vore seil og saaledes give os god tid til maden, mens vi stadig kom fremover. Jeg har sjelden roet mod et fjeld, som har forekommet mig saa seigt at ro paa som dette Kiatak (800 m. høit). Vi havde nu seet det i to dage, og det syntes stadig lige fjernt. Ved hjælp af seil og aarer begyndte vi dog tilsidst at hale ind paa det; men saa kom havtaagen. Før endnu alt var indhyllet, var vi imidlertid komne saa nær, at vi kunde se, hvor vi burde lande, og tog vor peiling paa kompasset.

XV. Vor sidste teltplads paa østkysten – første vandring paa indlandsisen

[372] Tidlig paa kvelden, omkring 8, landede vi da endelig i tæt taage ved vor sidste teltplads paa Grønlands østkyst. I det samme jeg satte foden paa land, lettede en flok snepper og slog sig atter ned paa en sten tæt ved. I et skud fik jeg 4 af disse lækre fugle, og det var ligesom en god begyndelse. Balto var saa modig og ovenpaa den dag, at han neppe var kommen op paa berget, før han tillod sig den store synd at foredrage en længere messe efter en af presterne i Finmarken, hvilket han gjorde ypperlig, men aldrig turde, naar han ikke var sikker paa livet. Idag tillod han sig desuden en liden ed, og det var længe, siden det hændte. Ja, han leverede endog det nye testamente paa lappisk, som han havde laant og opbevaret for Ravna, tilbage til denne. Han mente, at han nu ikke havde mere brug for det. Da Sverdrup sagde til ham, at han ikke burde være saa sikker i sin sag, der kunde endnu bli mangen «haard støit», før han rak vestkysten, blev han lidt betænkt og bandte ialfald ikke mer.

Vi havde efterhaanden erhvervet os en sjelden øvelse i at losse vore baade; men aldrig er det skeet hurtigere [373] end hin kveld. Der var en glad iver over alt, vi gjorde, og denne formindskedes ikke ved, at jeg lovede dem at koge kaffe. I mine dagbogsoptegnelser heder det blandt andet: «Mens baadene tømtes, gik jeg igang med kaffekogningen. (Det var det 2det varme maal paa de 12 dage, vi havde tilbragt langs østkysten). Kaffeen og kveldsmaden blev nydt paa berget nede ved baadene i den mest tilfredse stemning, selv lapperne syntes fornøiede. Vi havde følelsen af at have naaet vort bestemmelsessted og overvundet en vanskelighed. Vistnok stod den sværeste del af turen tilbage, men der var fastere grund at gaa paa, sikrere is at regne med, ikke drivende isflag og baade, som kan knuses hvert øieblik. Især for lapperne var indlandsisens snemarker mer hjemlige end den omskiftende drivis. Det landskab, som omgav os, vilde vistnok ikke for enhver synes saa vakkert, som det syntes os. Det var de graa gneisklipper, hvorpaa vi sad, og saa paa begge sider isbræer, som gik lige i havet. Taagen var letnet noget igjen, saa ogsaa fjeldet (ɔ: Kiatak) kunde skimtes ialfald delvis. Paa vandet svømmede hist og her enkelte kalvisstykker. Det var en blanding af graat og hvidt det hele, hist og her lidt islæt af blaat, – graa luft, blygraat hav med hvide isstykker og graat fjeld med hvid sne omkring, og saa lidt blaat i revnerne i bræen ligeoverfor eller i kalvisblokkene paa sjøen. Men indeni os var intet graat nu.»

«Det var med en let og glad følelse, at alle mand gik tilkøis den kveld, efterat en god teltplads var fundet oppe paa berget.»

Den 11te oprandt med det herligste veir. Fra pladsen foran teltet saa man det blaa hav hvælve sig i solskinnet udover mod horisonten, kun hist og her saaes spredte isfjelde [374] og kalvisstykker svømmende paa det koldblaa dyb, over hvilket bølgerne i den svage morgenbris spillede og glitrede i solen. I syd saaes Kolberger Heide dukke op med sine sne- og ismasser og sine mange nunataker. Foran os i øst reiste Kiatak sin mægtige afrundede kegleform lige op af det blaa dyb mod den skyfri, klare augusthimmel. Fra denne stenjætte og overalt nordover bredte indlandsisen sine hvide masser oppe mod himmelranden. Nederst nede blir disse masser mer og mer blaa og mer og mer sønderrevne og kløftede, indtil de ender i en høi søndersplintret isvæg nede ved sjøen. Fra disse blaa isvægge er det de mange kalvisstykker, som svømmer rundt omkring, styrter ned med et dundrende brag. Øverst oppe hvælver [375] isen sig indover som en eneste hvid flade, der kun hist og her sees gjennemfuret af enkelte blaa sprækker; tilsidst tabes den af syne, hvid og næsten varm staar den mod himlens blaalig-grønne farve.

Det er ikke mange lyd, som høres i denne natur, kun ternernes iltre skrig skjærer i dine øren, mens du staar der, fyldt af denne naturs storslagne, men golde skjønhed. Af og til høres imidlertid fra bræen derover, hvergang den slaar en ny revne, eller hvergang den gjør et lidet skub udover, dundrende brag, som har den mest skuffende lighed med kanonskud; glemmer man for et øieblik, hvor man er, eller hører man dem i halvsøvne om morgenen, skal man let nok tage feil af dem.

Men solen har alt længe kaldt os til arbeide, lad os i en fart faa frokosten. De fleste medlemmer af ekspeditionen maa derpaa straks sættes igang med at skrabe rusten af kjælkemeierne og saa senere af skiernes staalbelæg. Som de nu er, medtagne af sjøvand og fugtighed, er de ikke til at komme nogen vei med. Dietrichson skal optage et kart over bugten, odden og de nærmeste dele af indlandsisen, mens Sverdrup og jeg skal foretage vor første vandring ind over indlandsisen. Det maatte jo undersøges, om det her var muligt at komme frem, samt hvor det i tilfælde vilde bli heldigst at tage fat. Vi brændte af utaalmodighed efter at faa kaste et blik ind over dette terra incognita, som sikkert nok endnu ingen menneskelig fod havde betraadt. Der var dog adskillige forberedelser, før vi kunde komme afsted, forskjelligeⁿ¹¹ astronomiske observationer maatte tages idag, vi havde solen, nogle fotografier var det ogsaa godt at faa i dette veir. Omsider, da solen havde passeret meridianen, og vi havde faaet vor middagshøide, var vi ferdige, nisteskræppen [376] var snørt, alpetauget og isøkserne havde vi ogsaa, og afsted drog vi opigjennem den snebare fjeldskraaning, som fra teltet hævede sig et stykke indover omgivet af bræmassen, og som jeg har kaldt Nordenskiölds Nunatak. Snart var vi oppe paa toppen, indenfor os fandt vi et lidet jøkelgjærde, hvorfra der var en god udsigt over isen. Vi saa nu, at den ikke var fuldt saa jevn, som den fra sjøen havde seet ud til, talrige sprækker gjennemfurede dens hvide overflade paa alle kanter. Det var dog fremfor alt tvers over de to isstrømme eller skridjøkler, som skød sig ud paa begge sider nordenfor og søndenfor. Efter at have forsøgt den i nord og fundet dens overflade fuldstændig ufremkommelig, forstod vi, at den eneste mulige fremkomst maatte være langs ryggen mellem skridjøklerne. Et godt stykke kom vi her frem over sprækfri is. I begyndelsen var denne haard, omend ujevn og med en ru, skarp overflade, som knasede under fødderne og sled ganske ubarmhjertig paa støvlesaalerne. Senere kom vi ind paa noget blødere, men vaad kornsne, hvor foden sank lidt i. Det varede imidlertid ikke længe, før vi traf paa sprækker, først smale og ganske uskyldige, som vi med lethed skrævede over; men snart blev de bredere og, som det syntes, bundløse. Disse kunde vi ikke engang hoppe over, maatte udenom, snart til høire, snart til venstre.

Som bekjendt gaar sprækkene almindelig tvers paa den retning, hvori skridjøklerne skyder sig frem. De opstaar derved, at ismassen hvælver sig udover rygge eller ujevnheder i det underliggende land. Herved presses følgelig dens underste lag sammen, mens sneen eller isen i de øvre lag slides fra hinanden og brister nedigjennem helt mod bunden, og derved er en revne dannet langs [377] henad den ryg, hvorover skridjøklen bevæger sig. Efterhaanden som bevægelsen skrider frem, slaaes nye revner, som alle løber i omtrent samme retning^k93.

En lang stund klarede vi os nogenlunde godt, dels kunde vi holde os langs sprækkerne nordefter, det bar ikke saa meget af fra kursen, dels var disse ikke saa lange; de smalnede enten af, saa vi kunde hoppe over eller komme udenom, hyppig gik vi over dem paa hule snebroer eller paa smale rygge, dannede derved, at isen ikke var ganske kløvnet, men en isstrimmel var bleven hængende igjen fra kant til kant som en smal, skraa bro, hvorfra man til begge sider saa ned i det blaa, bundløse dyb. Saalænge snelaget paa isen var tyndt, var der ingen fare, man saa, hvor der var fast grund for foden, og hvor man maatte tage sig i vare eller maatte skynde sig over; tauget havde vi knyttet om livet, det maatte holdes stramt mellem os, forat, naar en gled eller faldt igjennem, den anden straks kunde støtte ham.

Efterhaanden som vi kommer frem, tiltager imidlertid snemængden paa isen, vi synker i den vaade kornsne til anklerne, det blir tungt at gaa, og forrædersk ligger sneen udover sprækkernes kanter, ja dækker dem undertiden helt, saa det ser jevnt ud; man maa da føle sig for og stikke i sneen med staven overalt, ellers staar man snart nok paa hul grund, hvor kun et par tommer sammenføget sne skiller en fra dybet, hvori staven falder ned ved det svageste tryk; føler man dette, træder man hurtigst muligt tilbage, eller ogsaa gjør man et fortvilet skridt [378] forover, saa langt de korte eller lange ben tillader, for om muligt at naa fast grund paa den anden side, mens kameraten tager spændtag med foden og godt hold i tauget for at være færdig til at holde igjen, om sneskorpen skulde briste.

Slemme fald fik ingen af os, det saa dog et par gange stygt nok ud, vi faldt i til under armene og kjendte benene dingle i det tomme rum nedenunder. Da dette i længden bliver mindre behageligt, var det derfor naturligt, at vi søgte ud af dette lænde og længer syd paa, hvor sneen var mindre og sprækkerne ikke saa talrige. Da vi her ikke behøvede at være saa forsigtige som tidligere, kom vi raskt frem et stykke. Efterhaanden ophørte sprækkerne næsten ganske, men til gjengjæld laa den vaade kornsne dybere end nogensinde, og det var utrolig tungt at stampe sig frem, mens vi sank i til langt over anklerne; vi angrede nu bitterlig, at vi ikke havde taget ski eller indianertruger med; vi havde vistnok vore norske truger [379] paa ryggen, men der var lidet vundet ved at bruge dem, de var for smaa til at bære ovenpaa i dette føre.

Stigningen havde været temmelig jevn, lige siden vi i ca. 125 m (ca. 400 fods) høide forlod det faste fjeld. Foran os i nordvest (retvisende) havde vi en høide, hvorfra vi antog at maatte faa den forønskede udsigt ind over isen, naar vi bare kunde naa did; men veien var lang, og føret som sagt nederdrægtigt. Imidlertid var maverne blevne tomme nok, og solen stod langt nok mod vest, til at vi kunde tænke paa de materielle fornødenheder, lægge vidjetrugene paa sneen, trampe hul ned foran dem og paa den maade lage os et nogenlunde tørt og varmt sæde i solstegen. Det var en sand vederkvægelse at faa hvile lidt, mens vi huggede kraftig ind paa pemmican og beskøiter, kastede et blik paa landskabet omkring os og nød den skyfri himmel og det straalende veir; kun stak solskinnet, som kastedes tilbage fra den hvide sneflade, os vel meget i øinene, desværre havde vi glemt snebrillerne i teltet og kunde saaledes ikke stænge det ude.

Foran os i syd hvælver den brede isstrøm sin sprækkede og gjennemfurede overflade nedover mod sjøen. Vi ved, at der lavere nede skal være nogle fjeldknauser, men de er nu dækkede for os, og vi ser kun havet udenfor, som hvælver sin blaa flade lige til himmelbrynet. Nogen egentlig drivis er ikke at øine, kun spredte isstykker, væsentlig stammende fra bræerne. Hvilken forandring i de faa uger, som er forløbne, siden vi langt derude drev her forbi paa et isflag! Da laa drivisen lige fra landet mer end 6 mil tilhavs saa tæt, at ikke engang vore smaa baade kunde slippe igjennem, og nu kunde den største eskadre slippe frit tillands hvorsomhelst uden engang at røre ved et isstykke. Senere paa dagen fik vi høiere op udsigt helt [380] nordover mod Kap Dan, hvor vandfladen strakte sig lige blaa og blinkende ind til stranden hele veien, og ingen havis øinedes.

Men middagen var færdig, og vi maatte «nøite os», skulde vi naa høiden før solnedgang, som er den tid, man ser skarpest i de større afstande over snefladerne. Vi stampede os derfor videre med de fornyede kræfter, som mad og hvile kan give en. Føret blev stadig daarligere og daarligere, en skorpe, som her laa ovenpaa sneen og var en levning efter tidligere dages nattefrost, trættede meget, idet man ubarmhjertig plumpede gjennem den, naar foden sattes ned, og den hang sig om anklen, naar foden atter løftedes op. Det var tilgagns, hvad vi hjemme kalder «huggeskare», og den kan som bekjendt arme ud den sterkeste. Og udarmede blev vi, saameget mer som vore ben var fuldstændig ude af træning; de havde ikke faaet bevægelse paa mange maaneder, naar undtages den smule, de fik under baadtrækningen i drivisen. Det tog især godt i musklerne over knæerne og i læggene.

Men her var ingen barmhjertighed, vi maatte klemme paa for at naa op paa høiden og faa udsigt indover isen snarest muligt; thi det saa ud til, at vi kunde faa regn og usigtbart veir deroppe, kom vi ikke tidsnok; luften antog allerede en uhyggelig graa, ulden farve langs den høieste ryg. Vi fordoblede vore anstrengelser og skrævede afsted. som bedst vi kunde. Langt om længe, efterat vi gang efter gang troede vi var der, men fremdeles fandt det høine sig bagenom, kom vi da op mod toppen af den eftertragtede høide, men ak og ve, livet er rigt paa skuffelser. Har man naaet en høideryg, ligger der altid bagenom den en endnu høiere, som stænger for synet. Men vi maa ogsaa did; vistnok stod det til at formode, at vi allerede var [381] komne over den værste is paa de par mil, vi nu havde gaaet; men der turde dog endnu være slemt nok indenfor. Altsaa videre, saa hurtig benene vil bære, mod det høieste sted af ryggen foran. Der ser ud til at være mange sprækker; men de er vel ikke værre, end de kan klares. Det har begyndt at duskregne lidt, vi stiger op ad den temmelig bratte skraaning, det gaar tungere end nogensinde, vi synker nu i sneen til op paa laarene. Det hjælper ikke, om regn og skodde truer aldrig saa meget, vi maa stanse af og til og puste lidt i bakken, dødstrætte som vi er. Denne gang ser det dog ud til, at vi ikke skal holdes for nar; naar bare regnen vil tillade det, faar vi nok en god udsigt indover, et stykke kan vi allerede se, ja skimter endog en enkelt hidtil ukjendt nunatak derinde; mer og mer begjærlige skræver vi afsted.

Endelig staar vi paa toppen af «den hvide haug», som vi har kaldt den, og blir nu rigelig belønnede for vor møie. I hele sin majestæt ligger vidden udbredt for os. Duskregnen falder vistnok endnu som et fint støv, men det er dog ikke værre, end at alle ønskelige detaljer kan sees selv temmelig langt borte. Hele fladen synes at være jevn og uden sprækker lige til synskredsen. Det havde vi nu ogsaa ventet at finde; men hvad vi ikke havde ventet, det var de mange smaa og store nunataker, som saaes stikke op over snehavet endog i betydelig afstand indover. Mange af dem var helt hvide og snedækte, men i mange stak mørke, bare knauser frem gjennem sneen og dannede en skarp kontrast mod dennes drivhvide farve, hvor det søgende øie fandt velgjørende hvilepunkter paa den ensformige flade. I særdeleshed fremtrædende i sit udseende og i sin beliggenhed var en liden nunatak langt derinde, vi kaldte den «Jomfrua». Hvorfor den fik det navn, skal jeg ikke kunne [382] sige med bestemthed, maaske var det, fordi den var saa ren og jomfruelig, der var kun lidt mørkt fjeld, som stak frem oppe nær hovedet. I formen mindede den ogsaa til en vis grad om en jomfru fra gamle dage med et stort hvidt krinolineskjørt. Indenfor stak der endnu et par toppe op, som var ganske hvide og forsaavidt endnu mere jomfruelige. Vi anslog afstanden til de inderste nunataker til 5 à 6 mil, og vi kunde vel neppe gjøre regning paa at naa dem paa mange dage; stigningen var vistnok jevn og flad, saa langt øiet rak, men føret var, som vi havde erfaret, alt andet end godt, især havde det sidste stykke været umuligt. Kom der ikke nattefrost, var udsigterne ikke af de lyseste. Men barometret viste os, at vi nu var i henimod 3000 fods (over 900 m.) høide, og kom vi endnu et par tusend fod tilveirs, saa maatte vi dog faa frost, ialfald om nætterne. Stakkars naive mennesker, som sukkede efter kulde i Grønlands indre.

Men vort maal er naaet, vi har fundet isen, trods nunataker og trods den direkte opstigning fra sjøen, saa ligetil at befare, at vi aldrig havde haabet paa noget bedre. Vi er sultne, det er langt paa kveld, det er ikke for tidligt atter at sætte sig ned paa trugerne og lade nisteposen times sin ret.

Da kveldsmaden var greiet, gjaldt det at tænke paa tilbagetoget. Vi var mindst 2 mil fjernede fra teltet. At gaa samme vei tilbage, som vi var komne, var der liden mening i, vi var jo gaaede ud paa rekognoscering og maatte derfor undersøge, om der ikke andensteds var lettere fremkomst for ekspeditionen; isærdeleshed tænkte vi os muligheden af, at fjeldet, som vi nu havde i syd for os (paa Jensens land), vilde give en god adkomst til det indre. Man vilde her kunde stige høit tilveirs [383] paa fast grund og derved undgaa en del af den vanskeligste is. Det var vistnok sent paa kveld til at forsøge nye veie, men lad skure, klarhed maa vi have, og vi faar tage natten tilhjælp.

Da føret heroppe var løsere og værre end nogensinde, maatte vi spænde trugerne paa for dog at forsøge, om de ikke skulde hjælpe lidt, og det gik virkelig betydelig lettere.

Holdende i sydlig retning mod fjeldet begyndte vi da paa hjemveien. Men det mørknede hurtig, og vi havde ikke gaaet langt, før det allerede blev uhyggelig vanskeligt at se sprækker i nogen afstand; vistnok var der endnu ikke mange af dem, men vi maatte være forberedte paa snart at møde dem i overflod. Det gjaldt at holde sig langs toppen af høideryggen, som skilte mellem de sænkninger, vi havde paa hver side; her kunde man gjøre regning paa at slippe nogenlunde fri. Et langt stykke gik det godt, føret blev ogsaa bedre, ja saa godt, at Sverdrup spændte trugerne af. Ikke langt borte saa vi allerede fjeldet, hvor vi haabede at finde vand, og hvor vi agtede at tage en god hvil og strække vore trætte lemmer paa bart fjeld; vi længtede usigelig efter fast land, og det kunde ikke være længe igjen. Men hvor ofte slaar ikke beregningerne feil, naar man har med is at gjøre, enten det nu er drivis eller indlandsis! Vi havde ikke gaaet mange skridt, før vi begyndte at ane, at dette «ikke længe» kunde bli langt nok og mer end det. Vi kom nemlig ind i et lænde med de længste og værste sprækker, vi endnu havde truffet paa. Til en begyndelse var de dog saa nogenlunde, og paa trugerne gik jeg stødt, kunde hoppe med større sikkerhed end før, da jeg var uden dem, og kunde med større dristighed vaage mig over snebroerne, [384] da jeg ikke saa let faldt igjennem. Hvor broerne var for skrøbelige til at gaaes, valgte vi en anden og mer forsigtig maade, idet vi lagde os paa maven og krøb over paa alle fire. Paa denne maade fik legemet en mangedobbelt større flade at hvile paa.

Snart blev imidlertid sprækkerne saa brede, at der ingen broer var og ingen mulighed for at komme over. Vi maatte udenom; udenom gik vi da ogsaa tilgagns, vi fulgte langs dem i halvtimevis, snart nedenom, snart ovenom, især det sidste; men længere og længere blev de. Tilsidst kom vi til en spræk, som var bredere end nogensinde og, som vi skulde faa føle, ogsaa længere end alle de andre. Vi gik ovenom, da vi mente, at der op [385] mod høiden skulde være størst sandsynlighed for, at den snart vilde slutte op; thi saa var det gjerne med de fleste; men denne gang skulde vi bli grundig narrede. Vi gik langt og længer end langt, vort fjeld svandt lidt efter lidt i mørket; men lige bred var og blev sprækken uden broer, og ikke kunde vi se nogen forandring fremover i mørket. Men alting har jo en ende, som gutten sagde, han skulde have ris – – –, og vi kom da tilsidst ogsaa til enden denne gang. Vi lovede os selv, at dette skulde bli sidste gang, vi gik oven om, den anden vei bar det da i ethvert fald nærmere fjeldet, hvor der sikkert maatte være vand at finde for vore brændende struber. Paa denne maade kom vi hurtigere frem, og vi havde nu den glæde virkelig at se maalet vokse i mørket. Vi havde ikke mange skridtene igjen, da vi foran os øinede en mørk stribe eller flade paa sneen. Vi troede først, det var en ny spræk, som skilte os fra maalet; men hvem kan beskrive vor glæde, da vi opdagede, at det istedenfor var vand, herligt rindende vand! I en fart fik vi frem trækoppen, og vi drak, ja vi drak, og vi nød, som kun den kan gjøre, der har stampet en hel dag gjennem vaad kornsne og huggeskare til langt paa læggene uden at smage en draabe af noget slags. Jeg tror neppe, livet har en høiere nydelse end at faa godt, friskt vand, naar man er færdig at «dø» af tørst; er det isvand, som her, saa drikker man, til isningen i tænder og i panden siger stop, saa puste lidt, og saa drikke igjen. Stille og andægtig suger man det i sig, forat isningen ikke skal komme for snart. Da vi nu havde drukket det, vi foreløbig orkede, fyldte vi vor trækop og vor lommeflaske, gik de par skridt, vi endnu havde igjen til fjeldvæggen, fandt et godt sæde paa en [386] fremspringende knaus og huggede kraftig løs paa pemmican, beskøiter og kjødpulver-chokolade.

Men saa begyndte det at regne. Det var ikke fuldt saa behageligt, heller ikke at mørket tiltog i den grad, at vi neppe saa mere end et par skridt frem for os. Vi havde endnu et godt stykke igjen til teltet; altsaa atter afsted. Vi holdt kurs over isen sydefter langs fjeldet. Overfladen var her nogenlunde jevn, som den ofte er langs fast land, hvor isen gjerne ligger stille og er fastfrossen til bunden og fjeldsiden. Men saa blev skraaningen saa steil og glat, at det var med nød og neppe vi kunde hugge os fast i den; for at gjøre det ret hyggeligt, begyndte der nu ogsaa at optræde mægtige sprækker nedenfor os, gjennem mørket kunde vi skimte deres sorte afgrunde rede til at tage os i favn, i det øieblik vi tog et feiltrin, eller en fod gled. Fjeldvæggen ovenfor os var saa stupbrat, at vi ikke kunde komme op der, vi maatte frem, hvor vi var, og uden uheld naaede vi da et sted, hvor en berghammer skjød sig ud i ismassen. Mellem bergvæggen og isen var der her en mer end 20 m. bred og, som det syntes, bundløs kløft, udenfor i isen skimtedes adskillige sprækker gjennem mørket; hvor store disse var, kunde ikke afgjøres, men de var sikkert mer end store nok til at hefte fremkomsten. Der var ikke andet for end at tage ind over berget gjennem en dal, vi havde lige ved paa vestsiden af kløften, komme bagenom berghammeren og se, om det ikke skulde være mere farbart længere nede. Det var en sand vederkvægelse atter at gaa over fast grund og faa godt spændtag for hvert skridt. Trods styrtregnen, som blødte os gjennem til skindet, tog vi en lang hvil paa nogle stene; vi vilde vente, til det lysnede, med atter at gaa ud paa isen. Endelig kom dagen rød og [387] glødende i øst og kastede et varmt skjær over himmel og landskab. Under os laa isen, den saa ud til at være lettere farbar, end vi havde ventet. Vi saa ud det lænde, hvor der var bedst fremkomst, og saa bar det atter ivei. Uagtet vi gik over bræen ikke langt fra det sted, hvor den tverstuper i sjøen, var isen her ikke saa sprækket og ufremkommelig som længere oppe; sønderbrudt og ulændt var den, fuld af opstaaende istoppe og skarpe kamme med kløfter imellem, som ofte kunde være tungvindte nok at komme over uden dog at være dybe. Men lange, bundløse sprækker, saaledes som ovenfor, var der ikke mange af, og de fandtes væsentlig kun i enkelte strøg. Grunden til, at det er saa lidet af dem hernede, maa være, at de fyldes med vand, som fryser og gaar over til blot at danne ujevnheder i isen. Snart var vi over, og efter endnu et par timers gang kunde vi endelig kl. 5 om morgenen fryde os ved synet af teltet. Her laa, som ventendes var, alle og sov paa sit grønne øre. Det første, vi gjorde, var at finde frem noget mad og gjøre os tilgode med, hvad huset formaaede; det fandt vi at have fortjent efter vor 4 eller 5 mils spadsertur. Saa krøb vi i poserne, strakte vore lemmer og søvnede blidelig ind, vel tilfredse med udfaldet af denne vor første vandring paa den saa meget omtalte og meget frygtede grønlandske indlandsis, som skulde være saa vrang at stige op paa og endnu vrangere at fare over.

Før vi tog fat paa selve isvandringen, havde vi adskillige forberedelser at gjøre, især trængte skotøiet haardt til udbedringer og halvsaaling; at indlandsisen forlangte sterke saaler, havde vi ved vor første vandring faaet grundig erfaring for. Staalet under kjælker og ski maatte skrabes endnu blankere for at glide let, sagerne maatte omstuves, [388] og det, som skulde lægges igjen, udskilles. Alt fordrede sin tid, og de følgende dage kunde deltagerne i færden sees siddende paa berget udenfor teltet, optagne af de forskjelligste fredelige sysler, hvoriblandt skomagerhaandteringen spillede en meget fremtrædende rolle. Det maa have været et merkværdigt syn at se os sidde i disse omgivelser med støvlerne mellem knæerne og traktere syl, begtraad og bust med en færdighed, som vi ikke havde gjort andet hele vort liv.

Men vi skal ikke forstyrre disse flittige skikkelser i deres vigtige gjerning, vi vil imens benytte tiden til at kaste et blik paa de forsøg, som tidligere er gjorte paa at trænge ind i Grønlands gaadefulde indre, og undersøge, af hvad betydning det kan være at faa rede derpaa.

XVI. Udviklingen af vor kundskab om Grønlands indlandsis og de tidligere forsøg paa at trænge ind paa den

[389] Ikke saa meget ved sine sønderskaarne og naturskjønne kyster, som ved sine isfyldte fjordbunde og ved sit af sne og is dækkede indland indtager Grønland en særstilling blandt landene paa vor klodes overflade. Trænger man i den af mennesker beboede del deraf fra yderlandet indefter langs fjordene, træffer man, før eller senere, i høiden et par hundrede kilometer fra havkanten, en uendelig is- og snemark, hvorunder alt land forsvinder, og som behersker synskredsen østover lige fra nord til syd. Dette er indlandsisen, den nordlige halvkugles største isbræ. Hvor stor den er, kan vi endnu ikke sige med sikkerhed, men at den er mindst én million kvadratkilometer, det ved vi.

Enten det var eskimoer eller nordmænd, saa stansedes de ved dens ydre rand, og gjennem alle tider har der over indlandet hvilet et slør, som ingen har naaet helt at løfte, og bagenom hvilket de vildeste gjetninger har kunnet tumle sig; thi som alt, der er hyllet i mørke, saaledes har ogsaa Grønlands indland havt en særegen tiltrækningskraft paa den menneskelige tanke.

[390]

Eskimoen er, saavidt vi ved, det første menneske, som er kommet til Grønland, og er saaledes ogsaa den første, som har stødt sammen med Grønlands indlandsis; hvor længe det er siden, ved vi intet om, ikke engang tilnærmelsesvis; thi den antagelse, at eskimoerne skulde være komne til Grønland først for 1000 aar siden eller endnu senere, er, som i et senere kapitel vil bli omtalt, efter min mening lidet holdbar.

Eskimoerne kom fra lande paa den vestre side af Baffins-bugten og Davis-strædet. Disse var ikke dækkede af nogen indlandsis og var tildels beboede i det indre. I Grønland har de snart opdaget, at de overalt mod det indre blev stansede af is. Dette har sikkert nok afholdt dem fra alle forsøg paa selv at trænge videre ind; men det afholdt dem ikke fra at henlægge did skuepladsen for de mange fortællinger, de førte med sig om samkvem og sammentræf med folk, som boede i det indre af de lande, de tidligere beboede. Disse folk har sandsynligvis for en væsentlig del været indianere paa det nordamerikanske fastlands nordlige kyster, og de er da i de grønlandske eskimoers sagnverden gaaede over til at befolke Grønlands indre som indlandsmennesker, der er i besiddelse af visse overnaturlige kræfter. Paa samme vis er sikkert ogsaa de sagn, de har om vandringer tvers over indlandsisen, opstaaede, forsaavidt de da maa tillægges nogen historisk grund. Det er vandringer, som har været foretagne i mindre lande, beboede af eskimoerne længere vest. Nogen bestemt forestilling om det indre synes eskimoerne ikke at have dannet sig. I de strøg, hvor der er ren, kom de paa sine renjagter ofte i berørelse med landisens ydre rand og færdedes vel delvis et stykke indover den til nunataker, hvor renen søger tilflugt; de saa her [391] overalt is og sne, saa langt øiet kunde naa mod det indre, og urimeligt er det da ikke, at de har tænkt sig det hele dækket paa lignende vis.

Nordmændene, som kom til Grønland for omkr. 900 aar siden, og som beboede vest- og sydkysten sandsynligvis til henimod slutningen af det 15de aarhundrede, synes meget snart at have dannet sig en forholdsvis rigtig opfatning af landet og landisen, at dømme efter den udtalelse, som findes derom i «Kongespeilet». Denne lyder i oversættelse omtrent saa:

«Men da, som du spurgte, om landet er frit for is eller ikke, eller om det er dækket af is^k94, som havet, da skal du det vist vide, at det er liden del af landet, hvor der er bart for is, men alt det øvrige er dækket af is, og ved folk derfor ikke, om landet er stort eller lidet, fordi alle fjeldstrækningerne og alle dalene er dækkede med is, saa at man der ingensteds finder aabning derpaa; men det vil dog være det sikreste, at der maa være aabning enten i de dale, som ligger mellem fjeldene eller langs med strandene, som dyrene kan finde igjennem; thi ikke kunde dyrene ellers rende did fra andre lande, uden at de finder aabninger paa isen og landet bart. Men ofte har folk forsøgt at gaa op paa landet paa de fjelde, som er de høieste, paa forskjellige steder for at se sig om og vilde vide, om de kunde finde noget paa landet, som var bart for is og beboeligt, og har de ingensteds fundet det, uden der, som nu bor folk, og er det lidet frem med selve stranden.»

Dette er en beskrivelse, som giver et saa korrekt billede, at vi lige til den sidste tid neppe har kunnet give det bedre.

Men de gamle nordmænds kolonier i Grønland [392] forfaldt (sml. kap. 10) og døde ud, sjøveien did blev forglemt, og dermed tabtes ogsaa den kundskab, man havde samlet derom. Saaledes gaar det da til, at vi atter i det 17de aarhundrede finder den fuldstændigste vildrede angaaende landet. Man lagde sunde, «Frobisher-strædet» og «Beare-sund» tvers gjennem det, ja paa et kart af kartografen Mejer fra midten af aarhundredet blev det endog udstykket i et utal af øer, som skulde være tæt bevoksede med skog, «som omkring ved Bergen i Norge».

Efterat Hans Egede, som tidligere omtalt, kom til Grønland 1721, og den nyere kolonisation der begyndte, udvidedes snart igjen kjendskabet til landets ydre, nær havet liggende dele; men om det indre synes der endnu en lang stund at have holdt sig yderst merkelige begreber, i ethvert fald i Europa.

Det varede imidlertid ikke længe, inden man begyndte at tænke paa at naa Østerbygden, som antoges at ligge paa østkysten (sml. kap. 10), ved at trænge tvers gjennem landet. Allerede 1723 fik Egede saaledes fra direktørerne for det i Bergen bosatte kompani, som stod for det grønlandske foretagende, en skrivelse, hvori det bl. a. heder: «Dersom det ikke er skeet, da synes os at være hel tjenligt, at der bliver udkommanderet en otte Mand, som kunne marchere ind over Land, thi efter Kortet sjunes det, at det ikkun skal være 12 a 16 Mil bredt over, hvor det smalleste er, for, om muligt, at komme over til den østre Side, hvor de gamle Kolonier have været, og under Veis at inkvirere efter Skov med videre; men sker nu dette, som vi gjærne skulde se, da maatte dette Forslag foretages første Sommertid, dernæst maatte Mandskabet med hver sin Ransel med Proviant, saa og Gevær, blive forsjunet, derhos en Kompas, paa det, at de derefter kunne [393] vide at finde Veien hjem igjen, og for det tredje vil det udkommanderede Mandskab være vel forsigtig baade for de Vildes Overfald, om nogen under Veis antræffes, som og udi at observere alle Ting, ja, hvor de passere, maa de og paa høie Steder opreise Varder, hvoraf de baade denne og andre Tider kunne faa Kjendetegn.»^k95 Dette er et ganske fornøieligt eksempel paa, hvad kolonialpolitik ledet af lænestols-geografer kan føre til.

Egede havde dog forstand nok til at svare tilbage, at han angaaende denne undersøgelse ingen mulighed saa «det til Gavns at kunne præstere»; karterne var nemlig ikke til at lide paa, «eftersom jeg», siger han, «i den Cirkumferance, hvor jeg hidindtil har reist, finder derudi saa megen Urigtighed». Endvidere mener han, vilde «den foresatte Lands-marchering for de høie Klipper og iblandt antræffende Is og Snebjærge og andre uførede Gange, falde ganske besværlig»^k96

Efterhaanden som man reiste omkring og saa mere af naturen, samtidig med, at man lærte bedre at forstaa, hvad de indfødte havde at berette derom, saa tilegnede de europæere, som boede i Grønland, sig snart en rigtigere opfatning af dets indre. Allerede et par aar senere (1727) ser man saaledes af et brev fra Godthaab^k97, at man der havde den opfatning, at der efter «Landets Ryg eller Midte, sør og nord,» strækker sig «et skrækkeligt Is eller af is belagt Fjæld.»

[394] Som ganske underligt kan nævnes, at allerede aaret efter (1728) fremkom den tanke, som først skulde virkeliggjøres 1888, nemlig: «at nogle unge, friske, norske Folk, som var vante til at løbe til Fjælds paa Skytteri, om Vinteren med Skier, kunde rekognoscere en god Del af Landet paa alle sider». (Er ogsaa anført side 124).

Naar det heraf sees, hvilken forholdsvis fornuftig opfatning man paa enkelte hold havde af landet, da maa det forekomme i høi grad forbausende, at der 1728 blev paalagt Grønlands første og sidste guvernør, major Claus Enwold Paars, «at han ingen Flid og Møie derved sparer eller formedelst nogen Fare eller Besværlighed sig derfra lader afskrække, men søger paa alle optænkelige Maader, ad en eller anden Vej over Landet at komme ind i bemældte Østerbygden for at erfare, om der ikke endnu findes Efterkommere af de gamle norske, hvad Sprog de tale, om de endnu ere Kristne eller Hedninger, samt hvad Police og Levemaade der er iblandt dem.» Endvidere havde Paars «rigtig at antegne» bl. a.: «hvorledes Landet er beskaffent; om der findes Skov, Græsning, Stenkul, Mineralier eller deslige; om der er Heste, Kvæg eller andre til Menneskenes Nytte tjænlige Kreaturer».^k98

Til fremme af denne ekspedition blev der fra Danmark udsendt 11 heste, en kaptein, en løitnant og, som menige skulde Paars udvælge de «entrepideste af Garnisonen» ved Godthaab.

At denne ekspedition, som er den første og i sit anlæg tillige den mest storartede af alle dem, som er udgaaede for at gjennemtrænge Grønlands indre, ikke kunde [395] bli til noget i den form, den oprindelig var udtænkt, er selvsagt. Hestene døde dels underveis, dels i Godthaab,^k99 og man har sikkert nok snart opdaget, at det ikke var saa ganske let at ride tvers over landet.

Ikke desto mindre foretog Paars aaret efter en tur ind til indlandsisen. Den 25 de april 1729 «kl. 12 gik Guvernøren til Baads med Løitnant Richart og Assistent Jens Hiort samt 5 gemene i Herrens Navn og hissede Sejl med en Storm og Snefog».^k100 De seilede langt ind udi Ameralikfjorden, omtrent 10 mil, «hvorfra jeg,» siger Paars, «for Betaling tog 2de af de dér boende (?) Landsfolk med for at vise Vej».^k101 Det er et ganske merkeligt træf, at denne første ekspedition altsaa gjorde sit forsøg paa at naa ind paa isen i den samme trakt, hvor den sidste ekspedition kom ned. Selve isvandringen omtaler Paars i sin rapport til kongen paa følgende maade: «Efter vi havde marcheret 2de Dage, kom vi den 3die om Middagen under Isfjældet, men da vi en Par Timer med stor Livsfare derop havde avanceret, blev os alt videre Fremkomst forbuden formedelst de forefundne store Rifter», (her følger en beskrivelse af disse). – – –

«Da vi saa os ingen Fremkomst videre, satte vi os ned paa Isen, fyrede vores Gevær af med dansk Losung af 9 Skud, og udi et Glas Brændevin drak vores allernaadigste Konges Skaal paa det Sted, den aldrig før var bleven drukket, hvilken Ære Isfjældet aldrig heller tilforn [396] er sket; efter at vi havde siddet at hvile en Times Tid, vente vi tilbage igjen». Som «det remarquableste, der var at se,» nævner Paars først «store Sten liggendes ovenpaa Isen», disse mener han maatte «absolut føres udi store haarde Vinde og Vejr, som der utrolig falde, ti Isbjærget er at se til, som man ser udi den vilde Hav, hvor ingen Land er at se til, saa er her ej heller andet at se end Himmel og den blanke Is. Dernæst var Isen, hvorpaa vi gik, skarp kantet som den hvide Sukker-kande (-kandis?), saa at om nogen Fremkomst var over samme Isfjæld, saa maatte der haves Jernsaaller under Skoene, saa slem var den Is at gaa paa».

Dette er det vigtigste af, hvad Paars selv siger om sine bedrifter og iagttagelser paa isfjeldet. Som det vil sees, kan ekspeditionens resultater neppe siges at staa i et passende forhold til de storartede forberedelser. Forunderligt kan det synes, at Paars, som maa have været oppe paa isen ikke meget langt fra det sted, hvor vi kom ned, ikke her skulde have fundet noget punkt, hvorfra han kunde have trængt længere ind, om det havde været ham meget om at gjøre.

7de mai kom man tilbage til Godthaab fra den «fatale og meget besværlige reise».

Ganske uden betydning har dog neppe denne første ekspedition været; thi om den end ikke i nogen væsentlig grad har forandret anskuelserne om landets indre ved kolonien, hvor man allerede tidligere havde faaet ganske god besked derom af grønlænderne, saa har dog dette sikkert været tilfældet i hjemlandet, og det varer helt til 1878, inden den danske stat atter udsender en ekspedition mod Grønlands indlandsis.

I kap. 3 (side 124–125) er allerede anført, hvad der i [397] den 1746 udkomne bog: «Nachrichten von Island, Grønland und der Strasse Davis»^k102 fortælles om et forsøg paa at trænge ind i landet «endog med de lange fodbrædder, som det er bekjendt at lapperne og andre betjene sig af til deres vintertog». Denne beretning er foruden ved omtalen af ski ogsaa merkelig derved, at det er den eneste gang det omtales, at ekspeditioner paa indlandsisen har kostet menneskeliv.

Den første lidt længere vandring over et stykke af indlandsisen, som vi kjender noget til, blev foretaget i 1751 af kjøbmand Lars Dalager, som lidt nord for Fredrikshaab, hvor han var bosat, besøgte to nunataker, beliggende en eller to mil fra indlandsisens rand paa sydsiden af Fredrikshaabs isblink. Denne udflugt har han beskrevet i slutten af sin bog: «Grønlandske Relationer osv. sammenskrevet ved Friderichshaabs Coloni i Grønland, Anno 1752».

I slutten af august havde Dalager reist op til landet paa sydsiden af Fredrikshaabs isblink. «Mit Ærende var», siger han, «alleene at divertere mig et lidet med Skøtterie». – – – – – – – – – – – – – – – – – Men han kom snart paa andre tanker. «Men ved den Leilighed havde jeg snart resolveret at giøre en Reyse til Øster-Bøygden over Iisfjeldet hen, formedelst en nye Opdagelse af en Grønlænder afvigte Julii-Maaned, der havde været saa høyt oppe paa Jagt, at han tydelig sagde sig, at kunde see de gamle Kablunakiske Fielde^k103 paa den Østre-Side».

[398] «Dette bragte mig, som melt er, udi Bevægelse, at jeg i det mindste, som fordum Moses havde Lyst til, at see Landet, tog jeg føromtalte Mand med sin Datter, samt trende unge Grønlændere med mig, vi vil jeg sige, begyndte derpaa at antræde vores Reyse, efter at vi tilforn saa dybt var indkommen i en Fior ved den Sydre Ende af Iisblinken».

Dalager har, som det synes, ligesom alle paa hans tid interesseret sig sterkt for gjenfindelsen af den gamle norske koloni «Østerbygden», som man mente endnu ikke at have fundet, og som man fremdeles almindelig antog maatte have ligget paa Grønlands østkyst.

De forlod fjorden den 2den september 1751, den 3dje september naaedes indlandsisens rand, og den 4de om morgenen «begave vi os,» siger Dalager, «ud paa Iisen, for at naae den første Bierge-Top, som ligger mit paa Iisblinken, hvortil vi havde omtrent en Miil. Veyen dertil var lige saa slet og jevn som paa Kiøbenhavns Gader, Forskiælen syntes mig alleene at her var noget glattere, men derimod havde ikke fornøden at vaade ud til Siderne i Skarnet, af Frygt for at overveltes af Postmesternes Heste og Vogne».

Den næste morgen drog man videre til «det øverste Field paa lisblinken kaldet Omertlok», hvortil der ogsaa var omkring en mil, men hvortil isen var meget ujevn med mange sprækker, saa der trængtes 7 timer for at naa did.^k104

[399] Fra toppen af dette fjeld havde man en vid udsigt ind over isen, og i det fjerne over isranden i nordost saaes nogle fjeldtoppe. Disse antog Dalager for at være fjelde paa Grønlands østkyst; men, som nedenfor vil bli omtalt, har de senere vist sig at være nunataker (Jensens Nunataker) nogle mil indenfor indlandsisens vestre rand.

Da de var paa toppen af fjeldet, siger han, «begyndte vi at falde i Forundring over den store Prospect fra alle Kanter, fornemmelig det vidtløftige Iisfjeldet langs Landet, og tvers over til Øster-Böyden, hvis Fielde var lige som disse, bedækkede med Snee.» Paa denne top forblev de til kl. 7 om aftenen, da Dalager «sluttede med en Tale til Grønlænderne, som handlede om de i fordum Dage Øster-Böyde Beboere, deres saavel legemlige som aandelige Velergaaende.

«Imidlertid gik Solen under, hvorfore vi gik et Stykke need af Bierget og lagde os til Hvile.»

Dalager vilde gjerne gaaet længere ind, men maatte «af mange Aarsager være betænkt paa Hiem-Reyse, hvorpaa en var meget vigtig, nemlig, at vi gik saa got som Barfodede.

«Thi, ihvorvel enhver af os var til Reysen forsynet med tvende par gode Støvler, saa vare de dog nu allerede af Iisens og Steenens Skarphed gandske i tu slitte.

«Og som vores medhavende Jomfrue til all Ulykke [400] havde tabt sine Sye-Naale, kunde vi ikke faae noget lappet om os, hvorfore vi bleve meget betuttede, dog trøstede vi hverandre med Latter, naar vi betragtede de nøgne Tæer fremkrybe af Støvlerne.»

Den følgende dag (6te) vendte de derfor hjemover, og den 8de september om kvelden naaedes teltpladsen nede ved fjorden, «og,» slutter Dalager, «kand jeg ikke her forbigaae at melde, med hvilken synderlig Appetit jeg den Aften udtømmede en hel Bouteille Portugis-Viin, hvorpaa jeg sov hen indtil den anden Dag ved Middags-Tider.»

Dalager gir en beskrivelse af, hvad han saa derinde. I denne udtaler han langt mindre frygt for at færdes over indlandsisen, end mange af hans efterfølgere paa den har havt lige til den seneste tid. Han siger bl. a.: «At give ellers mit Betænkende over den store Iis-Plane, som forhindrer os, at have Communication med Øster-Bøygden, da i Henseende til Veyen, troer jeg, det er practicabel, efterdi mig syntes at Iisfieldet er ikke nær saa farlig som man har udraabt det for og ikke heller Sprekkerne saa dybe som man har foregivet» o.s.v. Af andre grunde mener han imidlertid, at det er en umulighed, han siger saaledes senere: «men ikke desto mindre bliver det dog impracticabel at reussere udi saadan Reyse, af disse Aarsager nemlig at man ikke kand drage saa megen Mund-Portion med sig, hvormed man til saadan Reyse billig burde være forsynet; dernæst den ulidelige haarde Kulde, som jeg holder næsten umueligt at nogen levende Creaturer kand respirere udi ved idelige mange Nætter at campere paa Iisfieldet o.s.v.» Her følger en ganske merkelig beskrivelse af kulden, som var saa stor, at de, trods de alle var godt klædte, og ingen af dem var «just meget kuldskier», saa vilde dog lemmerne «ligesom straks sammenkrympes», [401] ligesaa snart de satte eller lagde sig en times tid paa berget. «Jeg for min Del havde til Underklæder tvende gode Trøyer, derover igjen en Renskinds-Pæls, om Natten indviklede jeg mig i en skiøn dobbelt foret Kappe, tilligemed indputtede Fødderne i en Pose af Biørne-Skind, men ved alt dette var jeg ikke i Stand at kunne beholde Varmen.

«Jeg kand sige, at af saa mange haarde Vinter Nætter som jeg har camperet paa Marken i Grønland, ingen har af Kulden incommoderet saa stærkt som disse første i September-Maaned.»

Denne lidet paaagtede beskrivelselse meddeler tydelig nok den første kjendte iagttagelse af den sterke kulde, som foraarsages ved udstraaling fra indlandsisen, og som vi fandt der i den samme maaned.

Efter Dalager og lige til langt ind i vort aarhundrede er der kun faa europæere, som vides at have betraadt eller besøgt indlandsisen.

En af de faa er den i forrige aarhundrede levende bekjendte grønlandske naturforsker, presten Fabricius, fra hvis haand vi har en afhandling om isforholdene i Grønland^k105. Denne er i flere henseender merkelig for sin tid og giver et ganske godt begreb om Grønlands isdannelser; det fremgaar deraf, at Fabricius maa have besøgt indlandsisen og været oppe paa den.

Den tyske mineralog Giesecke havde under sin 8-aarige reise i Grønland (1806–13) flere gange anledning til at besøge indlandsisens rand. Nogen opfatning af dens videnskabelige betydning havde han imidlertid lige saa lidt som [402] andre geologer paa hans tid, og han bidrog saaledes intet af betydning til udviklingen af kundskaben om den. Han gav derimod sine indtryk luft i begeistrede ord om dens vilde skjønhed. Om et besøg til isbræen ved Korok (eller, som han kalder den, Kororsuak) nær Julianehaab siger han, at han, efter at have gaaet omtrent en halv mil paa denne polarbro, blev stanset af en bred spræk. «Jeg lagde mig paa maven og lod en 100 fod lang traad med en sten i enden glide ned i iskløften, men kunde dog ikke naa bunden dermed og forlod denne farlige promenade, som ikke lod haabe paa nogen rinden for min søgen.»^k106

Der gaar nu et langt tidsrum hen, hvori Grønlands indlandsis synes at have tabt al interesse, det var jo engang slaaet fast, at Østerbygden i ethvert fald ikke lettest naaedes ad den vei, og at der fra det indre neppe var rigdomme at vente. Begreberne om indlandsisen synes dog at have været alt andet end klare, de besynderligste forestillinger fik lov til at udbrede sig, og enkelte troede, at der inde bag ismuren skulde være frugtbare strækninger, hvorfra renen kom, og hvortil den trak sig tilbage.

I midten af dette aarhundrede indlededes imidlertid ved en mands arbeide en ny tid i vor kundskab om Grønlands indlandsis. Denne mand var dr. H. Rink.

Gjennem en række grundige arbeider, som var frugterne af mange aars reiser og undersøgelser i Grønland, hvor han boede i lang tid, dels som naturforsker, dels som kolonibestyrer og dels som inspektør, henledede dr. Rink den videnskabelige verdens opmerksomhed paa Grønlands mægtige ismark, og man gjorde den opdagelse, at ligesaa fattig og interesseløs, som man før havde fundet den, af [403] ligesaa stor betydning var den i videnskabelig henseende. Rink paaviste, hvilken mægtighed dette isdække maatte have, og hvilke uhyre ismasser der hvert aar udsendtes fra Grønland, som var det eneste land paa den nordlige halvkugle, hvorfra større isfjelde har sin oprindelse. Han har senere regnet ud, at der fra hver af de større isfjorde skulde føres over 1000 millioner kubikalen is aarlig ud i havet.

Det var ligesom en hel ny verden, som gjennem disse skrifter om indlandsisen og dens virkninger blev aabenbaret videnskaben. Vistnok havde allerede tidligere flere naturforskere, deriblandt den bekjendte Louis Agassiz, fremsat formodninger om, at store indlandsise muligens engang havde været. Men her var en nu eksisterende indlandsis, og det stod klart for geologerne, at ligesom Grønland nu, [404] saaledes maa ogsaa store dele af Europa og Amerika engang have været dækkede af is, fra hvilken stammer de mange merker og striber efter skuring, vi finder i fjeldene, de mange jøkelgjærder og de mange flytblokke, som vi finder strøede ud over hele Nordeuropa, ofte paa de mest overraskende steder – læren om den store istid udsprang, og en hel ny tid for geologien indlededes.

Nødvendigheden af at gjøre mer udstrakte iagttagelser paa det eneste sted, hvor lignende forhold som under hin istid endnu raadede, maatte snart melde sig, og der kom en hel række nye forsøg paa at trænge ind paa Grønlands indlandsis.

Det er nærmest Fox-ekspeditionen, som udsendtes i 1860^k107 under ledelse af sir Allen Young, der begyndte denne række, om den end ikke, som side 270 omtalt, var af geologisk natur. Der var oprindelig (muligens paa oberst Schaffners foranledning) tale om at sætte en slæde-ekspedition under ledelse af dr. John Rae, som havde endel erfaring i slædereiser, iland paa Grønlands østkyst, forat den kunde gaa over indlandsisen til vestkysten og derved faa undersøgt muligheden af at føre en telegrafkabel over ad den vei. Da man henimod midten af september nærmede sig den sydlige østkyst, hvor efter sir Allen Youngs udtalelser (sml. side 270) landgang var mulig, synes der at være kommet betænkeligheder iveien, og man gik rundt Kap Farvel til vestkysten. Her gjorde dr. Rae i selskab med oberst Schaffner i de sidste dage af oktober og de [405] første dage af november fra kolonien Julianehaab et forsøg paa at trænge ind paa indlandsisen. Efter den fremstilling, som løitnant Zeilau^k108, der selv var med paa en del af færden, giver af den, synes det, som om dr. Rae og hans følge blot naaede at kaste «et blik op til» indlandsisen. Af dr. Rae's egne udtalelser fremgaar imidlertid, at han virkelig maa have sat sine ben paa isen; men «at de straks naaede en dyb og bred spræk, som afgjort stansede videre fremtrængen» (!)^k109. En merkværdig spræk.

Det samme aar (1860) ogsaa i oktober maaned forsøgte den amerikanske polarfarer dr. Hayes at trænge ind paa indlandsisen langt nord ved Porte Foulke paa 78° 18' n. br. Efter hvad dr. Hayes opgiver, skulde han have begyndt vandringen den 22de oktober og først vendt tilbage efter 6 dage. Den første dag naaedes indlandsisens rand, og den næste begyndtes vandringen over denne selv. Man skulde have tilbagelagt 5 engelske mil paa indlandsisen den dag, 30 engelske mil den 3dje dag og 25 engelske mil den 4de dag, og alt dette dels i den mest ujevne is, dels paa et meget daarligt sneføre, hvor benene for hvert skridt brød igjennem skaren, som dækkede sneen. Hvorledes disse veilængder er bleven bestemte, siges der intet om. Paa den 5te dag skulde man af en kold og frygtelig vind være bleven nødsaget til at vende tilbage og skulde have gaaet henimod 40 engelske mil. Den derpaa følgende dag naaede man allerede tilbage til vinterhavnen. Hayes giver en haarreisende beskrivelse af deres lidelser og kulden, som [406] trods den ikke var saa lav, som vi havde den (den var -34° Fahr.), dog skulde næsten have taget livet af dem. Underligt maa det synes, at disse vældige fodgjængere har været saa veke, naar det gjaldt kulden.

Beskrivelsen af denne vandring, som giver dr. Hayes anledning til i et særeget kapitel at omtale dens vigtige videnskabelige resultater o.s.v., maa for en opmerksom læser allerede ved første øiekast forekomme mistænkelig. For den, som kjender forholdene nøiere, vil der ikke trænges megen eftertanke for at indse, at den blir en ren umulighed; at gaa 25, 30, ja endog 40 mil paa en dag paa det føre, som dr. Hayes beskriver, og med den nødvendige oppakning paa en slæde, det er, om end ingen umulighed, saa dog et saadant stykke arbeide, som man vanskelig tiltror hverken dr. Hayes eller hans folk, og selv om man intet forøvrigt vidste om forfatterens paalidelighed, saa vilde man stille sig tvilsom overfor en saadan angivelse. Erindrer man imidlertid samtidig, hvad dr. Bessels har paavist med hensyn til dr. Hayes breddemaaling, at han maa have opgivet en feilagtig observation for at faa æren af at have naaet nordligere, end han i virkeligheden havde gjort, da maa tvilen nærme sig til vished.

Det her paaviste maa, selv om intet videre kunde anføres, allerede synes tilstrækkeligt til at afholde enhver fra at trække videnskabelige slutninger af denne beretning. Det er saa meget mer at beklage, som det er den eneste, vi har om en isvandring i den nordlige del af Grønland.

I 1867 gjorde den bekjendte engelske tindebestiger Edward Whymper et forsøg paa at trænge ind paa indlandsisen fra en liden fjord Ilordlek (paa omtr. 69° 25') nord for Jakobshavn. Whymper havde fattet den idé, at der muligens kunde være bart land i Grønlands indre, [407] samt at det ikke var umuligt, at dette selv bestod af «adskilte landmasser eller øgrupper, saadanne som findes overalt i de arktiske egne; afstanden fra landets østkyst til dets vestkyst var tilstrækkelig stor til at muliggjøre tilstedeværelsen af ukjendte fjorde og arme af sjøen». At der var bart land, mente han at kunne slutte fra den periodiske optræden og forsvinden af store renhjorder paa vestkysten. Disse dyr maatte nemlig have «græsrige dale og tilflugtssteder» i det indre, hvortil de søgte hen^k110. Dette er, som det vil sees, et ræsonnement meget ligt det, som allerede 400 aar tidligere er fremholdt af «Kongespeilets» forfatter. (Se side 391).

At trænge ind til disse snebare steder havde Whymper sat sig som maal, og hans reise i 1867 synes fra begyndelsen af kun at skulle have været en forberedende tur for en mulig større ekspedition.

Efter at være kommet til Jakobshavn ved Discobugten den 15de juni, foretog Whymper med en del eskimoer som følge 3 dage senere sin første udflugt til indlandsisens rand et stykke indenfor den sydligste arm af Ilordlekfjorden, som var 20 engelske mil nordenfor kolonien. Hensigten var at undersøge, hvorvidt dette sted egnede sig for at begynde en isvandring, og om hunde og slæder, som tænktes benyttede dertil, var anvendbare. Indlandsisens udseende viste sig allerede ved den første udsigt, som Whymper fik derover, langt jevnere og mindre afskrækkende, end han havde ventet, [408] og der gjordes straks en udflugt ind paa den. De kom frem uden vanskelighed, og jo længere de kom, desto bedre og haardere blev sneen at gaa paa. Da de havde naaet omtr. 6 engelske mil ind og en høide af 1400 fod, og det saa ud til at være samme føre hele veien indover, saa syntes der ingen fordel ved at gaa længere; thi de havde opnaaet, hvad de ønskede, de havde seet, at snefladen egnede sig fortræffelig for kjørsel med hundeslæder, og eskimoerne, som var med, forsikrede Whymper, at paa den sne kunde de kjøre «35 til 40 mil (eng.) om dagen». De vendte da tilbage med de bedste forhaabninger om et heldigt udfald af deres reise; «thi der syntes ikke at være noget, som kunde forhindre en vandring tvers over Grønland».

Da indlandsisen ved Ilordlek ikke gaar helt ned til fjorden, vilde Whymper forsøge, om han ikke kunde finde et lempeligt sted, hvor dette var tilfældet, og hvor de saaledes straks kunde begynde isvandringen uden først at maatte bringe bagagen over land. I den anledning foretog han den 24de til 27de juni endnu en udflugt til indlandsisens rand, denne gang i syd for Jakobshavn, til den bekjendte «Jacobshavns isfjord». Her var imidlertid isen saa søndersplittet og ujevn, at der ikke kunde være tale om fremkomst med hundeslæder, og han bestemte sig derfor til det først forsøgte sted som udgangspunkt for hovedfærden.

For denne maatte der imidlertid gjøres en del forberedelser, som skulde skaffe Whymper de mest fortvilede vanskeligheder. Netop paa den tid rasede i kolonierne ved Discobugten en dødelig farsot («brystsyge»), som angreb og dræbte saavel unge som gamle. Af Jakobshavns 300 indbyggere var 100 syge. Dette [409] lammede al foretagsomhed. Uheldigvis havde der desuden netop raset en hundepest, som havde nær sagt udryddet de fleste brugbare slædehunde i omegnen, og at skaffe det nødvendige antal var derfor en meget vanskelig ting. Til hundeslæder havde Whymper medbragt træmateriale fra Europa, men de faa, som kunde gjøre slæder, var fuldstændig optagne med at forfærdige ligkister til alle dem, som døde af den allerede omtalte farsot. Der var saaledes ingen anden raad for end at benytte almindelige grønlandske hundeslæder, som var gjorte af daarligt materiale og var alt andet end skikkede for en færd som den paatænkte. Til føde for ekspeditionens deltagere, saavel som for hundene, var der medbragt Hudsonbay-pemmican. Da det imidlertid viste sig, at de grønlandske hunde ikke vilde spise dette stof, saa maatte tørret sælkjød skrabes sammen fra alle kanter. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; thi da de fleste gode fangere var syge, var der næsten hungersnød.

Omsider var imidlertid de fleste vanskeligheder saa nogenlunde overvundne, og den 20de juli kunde indlandsekspeditionen, som foruden Whymper selv bestod af 5 deltagere, indfødte og europæere, deriblandt engelskmanden Robert Brown, der var fulgt med fra England, drage afsted^k111. Efter et par dage, tilbragte med at bringe bagagen fra fjordbunden op til indlandsisens rand, maatte man vente endnu 3 dage med at begynde selve isvandringen paa grund af en vedholdende vind.

Imidlertid besteg Whymper en nærliggende haug for at faa udsigt over isen, men blev ubehagelig overrasket [410] ved at opdage, at isen havde fuldstændig forandret udseende, siden han saa den en maaned tidligere; var alt dækket «af den reneste, mest uplettede sne»; men nu var denne fuldstændig smeltet bort og «havde efterladt blottet i dagen et sandt hav af is, sønderrevet af millioner sprækker af alle tænkelige former og dimensioner». Alle Whympers skjønne forhaabninger svandt med det samme.

Da veiret den 26 juli blev bedre, gjorde de dog et forsøg paa at trænge østover isen. Efter nogle faa timer og blot et par engelske mil fra isranden stansedes man imidlertid derved, at en mei paa en af de største slæder blev sønderbrudt; en mindre slæde havde ligeledes faaet sin ene mei kløvnet langsefter, og resten var blevet svage af stødene i den ujevne is.

Whymper indsaa nu umuligheden i at komme videre, men sendte dog, for en forms skyld, tre af følget^k112 en engelsk mil eller 2 længere ind for at undersøge, om isen skulde bli bedre, skjønt han vidste, at den var den samme mange mil indefter. Da disse vendte tilbage og berettede, at isen snarere var værre end bedre, vendte man tilbage.

Efter denne reise synes Whympers tro paa sne- eller isbare strækninger i Grønlands indre at være rokket; i sin bog «Scrambles amongst the Alps» (1871) skriver han nemlig side 246: «Grønlands indre synes at være fuldstændig dækket af isbræer mellem 68° 30' – 70° n. br.» Deraf, at han paa den sidste tur saa sprækket bræis lige til synskredsen, slutter han, at der maatte være is- eller [411] snedækket land i en betydelig strækning hinsides denne, «thi til dannelsen af en saadan uhyre bræmasse fordres der et umaadeligt snereservoir». Han anslog høiden af den inderste synlige del af indlandsisen til «ikke mindre end 8000 fod», hvilket sandsynligvis er noget overvurderet, men som dog tør være mindre langt fra det rigtige, end man skulde vente.

Med den vandring, som 1870 foretoges paa indlandsisen af Nordenskiøld sammen med nuværende professor Berggren fra Aulatsivik-fjordens nordre arm (syd for Egedes minde paa 68° n. br.), indlededes saa at sige en ny fase i de grønlandske isvandringers historie. Dette er første gang mennesker trænger et længere stykke frem over indlandsisen og tilbringer flere dage efter hinanden paa den, ligesom det er den første færd derpaa, som bringer udbytte af mer videnskabelig natur.^k113

Den 19de juli 1870 forlod de to reisende sammen med to grønlændere isens rand nær fjorden. De havde proviant for 30 dage. Telt havdes ikke, de sov i to soveposer, som var aabne i begge ender, og hvori to personer til nød kunde presse sig ind med fødderne mod hverandre. Sengen blev imidlertid, med ujevn is til underlag, baade ubekvem og kold, siger Nordenskiøld. Den hele udrustning blev trukket paa en slæde.

Man havde imidlertid ikke gaaet langt, før det indsaaes, at det paa grund af isens ujevnhed var umuligt at slæbe med sig saa stor en udrustning. Allerede den anden dag besluttede derfor Nordenskiøld at lægge igjen en del [412] af provianten samt slæden. Resten toges paa skuldrene, og man fortsatte videre indefter.

Den 21de juli, da de havde naaet 36 længdeminuter øst fra fjorden og var 1400 fod over havet, vilde ikke grønlænderne gaa længer og vendte den følgende morgen hjem igjen. De to energiske europæere havde dog endnu ikke seet nok og fortsatte endnu 2 dage indefter.

Kl. 12 den 22de var de «paa en bredde af 68° 22' n. br. og en længde af 56 minuter østenfor teltpladsen ved fjorden» komne op i «en høide af nær 2000 fod over havet».

Den følgende dag (23de) stansedes for natten paa en bredde af 68° 22' og en længde af 76 minuter østenfor fjorden samt en høide over havet af 1900 fod, altsaa merkeligt nok lavere end den foregaaende dag.

Det var nu paa grund af provianten nødvendigt at vende tilbage, men for at faa en udsigt over indlandsisen østover gik de dog den følgende formiddag frem til en høide indenfor dem, idet de lod al bagage tilbage der, hvor de havde ligget om natten. Fra toppen af denne høide saaes det, at indlandsisen fremdeles høinede sig indefter «uden afbrud af nogen fjeldpartier, saa at himmelbrynet mod øst, nord og syd begrænsedes alene af en isrand, næsten lige jevn som havets». Vendepunktet var beliggende «i en høide af 2200 fod over havet og omtrent 83 længdeminuter eller 56 kilometer østenfor bunden af Aulatsivik-fjordens nordre arm.» Den tilbagelagte distance var følgelig i gjennemsnit omkring 11 kilometer eller henimod en gammel norsk mil om dagen.

Natten mellem 25de og 26de juli kom de tilbage til fjorden efter at have tilbragt altsaa alt i alt 7 dage paa indlandsisen.

[413] Af den is, som Nordenskiøld færdedes over paa denne reise, gives en udførlig beskrivelse, illustreret med tegninger, tagne under færden af Berggren. Den var som regel enten gjennemfuret af dybe og tildels brede sprækker eller opfyldt af ujevnheder, som var op til «40 fod høie med en skraaning i siderne af 25 til 30°». En hindring, som ogsaa i ikke ringe grad sinkede fremkomsten, var mange rivende elve, som flød i dybe render ovenpaa isen, og som ofte ikke kunde passeres, men maatte omgaaes. De endte som regel i store huller i isen, saakaldte jøkelbrønde, hvori de styrtede sig som en brusende fos og forsvandt i det blaasorte dyb. Paa et sted fandt man ogsaa en springbrønd, eller «en intermittent, luftblandet vandstraale», som sprang iveiret. Mange mindre sjøer fandtes ogsaa paa isens overflade, disse havde intet synligt udløb, trods de utallige elve, som løb ud i dem. «Ludede man øret mod isen, hørte man fra alle kanter et eiendommeligt underjordisk brus, hidrørende fra de i isen løbende elve, et sterkt, enkelt kanonskudlignende drøn gav nu og da dannelsen af en ny bræspræk tilkjende.»

Veiret var under hele vandringen klart, varmen steg om dagen et stykke over isen «lige til +7 à 8° i skyggen og i solen lige til + 25 à 30° C. Efter solnedgang frøs derimod vandpytterne, og natten blev derfor ganske kold.» Dette er, som det synes, allerede observationer i det smaa af de merkelige temperaturforholde, som vi fandt i Grønlands indre.

Noget af det merkeligste, som er fremkommet ved denne ekspedition, og som er kommet til at vække en vis videnskabelig opsigt, er den første beskrivelse af det saakaldte isstøv eller kryokonit, det vil sige et fint, graat pulver, som fandtes spredt udover isen, saa langt [414] man trængte ind. Ved indsugning af varme fra solstraalerne havde dette smeltet sig ned i isen og foraarsaget dannelsen af «lodrette, cylindriske huller, 1 til 2 fod dybe og fra et par linjer til et par fods tvermaal, saa tæt ved hverandre, at man skulde forgjæves søgt plads for foden mellem dem, end sige for soveposen. Paa bunden af disse altid vandfyldte huller laa støvet i et nogle millimeter tykt lag».

Dette støv tillægger Nordenskiøld en stor betydning, idet han antager, at det er af kosmisk oprindelse, – og det har bidraget til, at han fremkom med en hel ny teori om, at jorden ialfald tildels skulde være dannet af og fremdeles vokse ved en næsten umerkelig, men stadig tilførsel af kosmisk støv, kommende fra universet. Andre har derimod senere paavist, at dette støv i sin sammensætning ligner paafaldende kystfjeldenes materiale, og mener derfor, at det er støv, blæst ud paa isen fra dem. Herfor kan det synes at tale, at jo længere man fjerner sig indover isen fra randfjeldene, desto mer aftager støvets mængde, samt endvidere, at vi paa Grønlands østkyst ved Umivik, hvor det bare land ved isranden er saa forsvindende, omtrent intet støv fandt paa isen.

Aaret efter denne betydningsfulde isvandring (altsaa 1871) udsendtes af Nordvest-Grønlands inspektør Krarup Smith en indlandsekspedition under ledelse af handelsassistent Møldrup^k114. Ifølge de oplysninger, Nordenskiøld senere har faaet i Grønland, synes ekspeditionen at have vendt tilbage med uforrettet sag^k115.

[415] Det derpaa følgende aar kom atter Whymper tilbage til Grønland og reiste i distriktet ved den nordlige del af Discobugten og ved Umanakfjorden. Denne gang gjorde han imidlertid intet forsøg paa at trænge ind paa selve indlandsisen, men indskrænkede sig til at bestige høie fjeldtoppe ved randen for at skaffe sig udsigt indover. Den 18de august besteg han et 6800 fod (engelsk) høit fjeld Kelertingouit nær Umanak. Fra toppen af dette havde han en vid udsigt over indlandsisen og fandt ligesom tidligere, at denne frembød synet af en «jevn sammenhængende ryg af snedækket is, som «skjulte landet saa fuldstændig, at ikke en eneste bergknat viste sig paa dens overflade». Med en teodolit maalte han vinkelen til indlandsisens synlige rand og mente, at den maatte være «betydelig over 10000 fod». Whymper synes nu at være kommen til den overbevisning, at snebare strækninger ikke kan findes i det indre; thi han siger, at de paa forskjellige steder foretagne undersøgelser gjør det «henimod absolut sikkert, at Grønlands indre fra nord til syd og øst til vest er fuldstændig hyllet i sne og is».^k116

Den opmerksomhed, som dr. Rinks skrifter om Grønlands indlandsis først vakte, havde i mellemtiden sat god frugt. Ved undersøgelser dels i Grønland selv, dels i Alperne og i Skandinavien var forskningen af sne- og isbræerne, deres virksomhed og alt, som stod i forbindelse dermed, gaaet frem med lange skridt, og læren om istiden havde antaget fast form. Blandt de mænd, der deltog i dette arbeide, kan af skandinaviske geologer nævnes nordmændene Kjerulf og Sexe samt svensken Torell (besøgte Grønland 1859).

[416] Der var imidlertid, efterhvert som man arbeidede videre i dette emne, fremkommet tanker om, at de tidligere indlandsise havde ikke alene dækket hele Skandinavien og det nordlige Europa, men havde i væsentlig grad bidraget til at give de lande, de dækkede, form og udseende, idet isbræerne eller skridjøklerne ved at føre med sig alt løst liggende grus og sten samt ved at skure ud og grave sig ned i det underlag, hvorover de bevægede sig, har bidraget til at danne dybe dale og fjorde, saaledes som vi f. eks. har dem i Skandinavien og især i det vestenfjeldske Norge. Denne lære blev især fremholdt af den engelske geolog Ramsay. Et forhold, som kunde synes at tale sterkt for denne antagelse, var det, at slige af dybe dale og fjorde sønderskaarne lande findes altid, hvor der kan paavises merker efter istider, og kun der. Den blev ikke destomindre sterkt angrebet af mange geologer, og et af de mange angrebsvaaben var det, at alle de bræer, man kjendte og havde undersøgt i Europa, havde en saa liden bevægelseshastighed (i høiden et par fod i døgnet, og det var sjelden), at den friktion og skuring, de kunde frembringe, langtfra var tilstrækkelig til at forklare det kjæmpemæssige arbeide, som paa den maade skulde være udført.

Da reiste 1875 den norske geolog Amund Helland, som var sterkt interesseret i studier over istidens virkninger i Norge, og som havde paavist mange merkelige forhold, staaende i forbindelse dermed, til Nord-Grønland for at undersøge isbræernes hastighed og deres virksomhed der. Reisen, som foretoges i maanederne juni, juli og august (1875), omfattede strækningen fra kolonien Egedesminde (68° 42' n. br.) indtil fjorden Kangerdlugssuak (omtrent 71° 15' n. br.) i kolonien Umanaks distrikt. 5 isfyldte fjorde besøgtes og talrige mindre bræer, hvoriblandt bræen [417] ind for Ilordlek-fjordens sydlige arm, hvor indlandsisen besteges, altsaa paa det samme sted, hvor Whymper gjorde sit forsøg (se side 408–409).

Det udbytte, som denne reise bragte, var især i en henseende forbausende. Istedenfor de tidligere kjendte bræbevægelser af i det høieste et par fod i døgnet fandt nemlig Helland, at bl. a. den vældige bræ i Jakobshavns isfjord bevæger sig med en hastighed af indtil 64 fod (19,54 m.) i døgnet. En anden bræ i Torsukatak-fjorden havde vistnok en betydelig mindre hastighed, men ogsaa den bevægede sig dog over 30 fod (10,16 m.) i døgnet. Dette var helt nye faktorer at regne med for dem, som tillagde skridjøklernes virksomhed betydning med hensyn til dannelsen af fjorde, dale og indsjøer. Mange vilde derfor ikke fæste lid til disse uventede oplysninger, som imidlertid ved senere undersøgelser af danske grønlandsreisende er mer end bestyrkede. I det hele var Hellands iagttagelser i Grønland vel skikkede til at støtte glacialisternes teorier. Vi kommer imidlertid i et eget kapitel ved slutten af denne bog til at gaa nærmere ind derpaa og skal derfor ikke omtale dem her^k117.

I 1875 skrev dr. Rink^k118 om muligheden af at bereise Grønlands indre, som han mente vilde være af stor betydning at faa gjennemreist fra vest til øst: «Jeg tror, at det [418] maatte bli udført med slæder trukne af mennesker, og at to smaa slæder konstrueres paa det omhyggeligste og forsynes med alle fornødenheder. Foruden den videnskabelige leder med en medhjælper turde omtrent 4 europæere være passende dertil.» Jeg har merkelig nok ikke været opmerksom paa dette skrift før efter min tilbagekomst fra Grønland; men som det vil sees, stemmer den deri udtalte tanke i flere punkter overens med min plan. Som udgangssted for en saadan reise anbefalede dr. Rink egnen nordenfor Fredrikshaab paa 62½° n. br.

Det følgende aar (1876) begyndtes for dansk statsregning efter forslag af den danske geolog prof. Johnstrup de «geologiske og geografiske undersøgelser i Grønland». Disse undersøgelser har siden den tid været fortsatte hvert aar og har bragt et stort og meget værdifuldt udbytte, som for en væsentlig del er nedlagt i det smukke og betydningsfulde verk «Meddelelser om Grønland», hvoraf henimod 12 hefter er udkomne, og som er udgivet af den kommission, som valgtes til at lede undersøgelserne, og som bestod af prof. Johnstrup, minister N. F. Ravn, og dr. H. Rink.

Som det kunde ventes, kom udforskning af indlandsisen til at danne en af de vigtigste opgaver for disse undersøgelser, og den ekspedition, som under ledelse af assistent Steenstrup^k119 udsendtes det første aar (1876), havde allerede som en af sine opgaver «foreløbige recognosceringer af isranden» i Julianehaabs distrikt.^k120 Meningen var, at man skulde have gaaet nogle mil ind til 3 paa tidligere [419] karter angivne nunataker, de saakaldte Jomfruer eller Niviarsiat, for at undersøge isens beskaffenhed, om den der egner sig til udgangspunkt for en indtrængen paa indlandsisen. Dette lykkedes dog ikke, man mødte meget ujevn is, fuld af store og dybe kløfter; isteden foretog man derfor maalinger af isens bevægelser i 3 isbræer, hvilket ikke tidligere var gjort i Syd-Grønland. Den største hastighed var 3,75 m. (11,95 fod) i døgnet^k121.

Den næste ekspedition, hvori deltog assistent Steenstrup og premierløitnant i marinen J. A. D. Jensen, som udsendtes 1877 til den nordligste del af Fredrikshaabs distrikt, havde ligesom den første til opgave foruden en almindelig undersøgelse af kysten, «om muligt at trænge ind paa indlandsisen», denne gang «i nærheden af Fredrikshaabs isblink eller paa et andet dertil bekvemt punkt». Altsaa netop i den egn, som to aar tidligere var anbefalet af dr. Rink. Ogsaa dette forsøg mislykkedes imidlertid paa grund af ustadigt veir^k122.

Det derpaa følgende aar (1878) gjentoges imidlertid forsøget med mer held, og der udsendtes en ekspedition under ledelse af løitnant J. A. D. Jensen, som blev en af de interessanteste færder paa Grønlands indlandsis. Til ledsagere havde Jensen sine landsmænd kand. Kornerup og arkitekt Groth, i Grønland fik han dernæst grønlænderen Habakuk. Til udgangspunkt valgtes atter Fredrikshaabs isblink. Der foretoges 2 vandringer paa isen. Paa den første, som kun varede en dag, den 3dje juli, besøgtes nunataken Nasausak (4710 fod høi), den ene af de saakaldte Dalagers Nunataker paa sydsiden af isblinken.

[420] Denne vandring er interessant, forsaavidt som at den foretoges netop i den trakt, hvor Dalager var inde paa isen.

Da dette sted imidlertid ikke befandtes gunstigt som udgangspunkt for en større isvandring, saa foretoges denne fra et punkt Itivdlek paa den nordre side af isblinken.

Ekspeditionen var omhyggelig og i flere henseender hensigtsmæssig forberedt. Provianten var beregnet til 3 uger, den samlede udrustning veiede 400 lb (200 kg.) og blev trukket paa 3 smaa slæder (hver for 1 mand), som veiede lidt over 20 lb (10 kg.), var 5 fod lange og 2¼ fod brede. Da man «ventede længere inde i landet at træffe paa sne», medtoges 4 par ski og 4 par kanadiske snesko.

Den 14de juli begyndte vandringen. Foruden de ovenfor nævnte 3 europæere og 1 grønlænder, fulgte desuden de første dage en grønlænder og 3 grønlænderinder med for at hjælpe dem ivei. Den is, de mødte, var i høi grad ujevn og tungt fremkommelig. Kaptein Jensen har selv i sin beretning (i «Meddelelser om Grønland», hefte I. side 54 og følgende) givet en meget levende skildring af de mangeartede vanskeligheder og gjenvordigheder, som sinkede dem. Blandt disse var ogsaa den, at de alle led i sterk grad af sneblindhed. Som følge deraf kom de kun frem i korte dagsmarscher, og først den 11te dag (24de juli) naaedes den største af de mer end 9 mil (37 minuter) fjernede nunataker, som Dalager i sin tid havde seet og troet var Østerbygdens fjelde, men som befandtes at være en samling nunataker, nu kaldet Jensens Nunataker, beliggende 4½ mil fra isens nærmeste rand.

Paa den nunatak, som var naaet, og hvis fod laa omtr. 4030 fod (1264 m.) over havet, blev de i 7 dage opholdte af snestorm.

[421] Endelig den 31te juli kunde tilbagereisen begynde, efterat kapt. Jensen om morgenen fra nunatakens top, som laa 4960 fod (1556 m.) over havet, havde faaet en god udsigt østover indlandsisen, som hævede sig indefter «høiere og høiere, indtil den smeltede sammen med himlen i en synskreds, der laa betydelig høiere end tilskuerens standpunkt.»

Den 5te august, om kvelden, naaedes, efter et fravær af 23 dage, atter teltpladsen ved Itivdlek, hvor de fik en varm modtagelse af de ventende grønlændere og grønlænderinder.

Denne vandring er en af de interessanteste, som nogensinde er foretaget paa Grønlands indlandsis, den bragte et rigt videnskabeligt udbytte, bragte oplysninger om isens beskaffenhed og strømforhold i en egn, opfyldt af nunataker, om disses geologiske forhold, om det organiske liv paa dem o.s.v., altsammen ting af stor interesse; endvidere hjembragtes en rig samling af skisser, tagne af Kornerup og Groth.

De store hindringer, som denne ekspedition havde at kjæmpe med, og som syntes at maatte hindre videre fremtrængen mod det indre, afholdt kommissionen for ledelsen af de grønlandske undersøgelser fra at foranstalte videre forsøg paa at trænge frem mod det indre eller endog helt over til østkysten, hvilket oprindelig var tanken, og hvorfor denne ekspedition jo kun var en foreløbig rekognosceringstur.

Fra dansk side er da derfor heller ikke efter den tid gjort noget forsøg paa at trænge ind paa indlandsisen, derimod er der i aarenes løb foretaget talrige og interessante undersøgelser ved isranden og mindre vandringer ind til nunataker nær denne.

Det vilde imidlertid føre os for langt, at gaa ind paa en nærmere omtale heraf, læseren henvises til «Meddelelser [422] om Grønland», hvor det vil findes beskrevet. Blandt dem, som har deltaget i dette arbeide, bør nævnes: assistent Steenstrup, kaptein J. A. D. Jensen, løitnant Hammer og løitnant C. Ryder.

De to sidste har foretaget interessante maalinger af bræhastigheder i Nord-Grønland, særlig kan nævnes Ryders maalinger af Uperniviks isbræ, som i august 1886 bevægede sig med en hastighed af optil 99 fod (31 m.) i døgnet.

I 1880 foretog den svenske geolog Holst en reise i Syd-Grønland, hvorunder han besøgte indlandsisen og foretog mindre vandringer ind paa den paa forskjellige punkter. Hensigten med reisen var væsentlig at undersøge det af Nordenskiøld først beskrevne isstøv eller kryokonit, som Holst fandt at have samme sammensætning som kystfjeldene, og som han derfor tror er støv fra disse, som er blæst med vinden.

En af de betydeligste ekspeditioner paa Grønlands indlandsis er Nordenskiølds ekspedition i 1883. Ikke tilfreds med sin første isvandring i 1870, vilde denne utrættelige polarforsker trænge endnu længere ind for at fravriste dette indre nogle af dets merkeligste hemmeligheder. Han var nemlig i lighed med Whymper kommen paa den tanke, at der inde i dette «nordens sahara», som han kalder det, maatte findes oaser, som var snebare, ja han var ikke langt fra at holde det for muligt, at de havde en skogbeklædning, lige rig som landene ved Sibiriens kuldepol. Om end ingen af de tidligere ekspeditioner havde seet nogen grænse for isørkenen østover, saa var der dog ting, som talte for, «at det i de fleste tilfælde er en fysisk umulighed at det indre af et vidtstrakt kontinent er helt og holdent isdækket under de klimatiske forhold, som raader [423] paa vor jord søndenfor 80° n. br.»^k123, ja «hvad Grønlands indre betræffer, saa er det let at vise, at de» nødvendige «vilkaar for brædannelse ikke kan eksistere der, medmindre landets overflade høiner sig langsomt, saavel fra øst- som vestkysten til midten, og dets over havet beliggende del saaledes har formen af en bolle med sider, som langsomt og regelmæssig skraaner mod havet.»

Den betragtning, som førte Nordenskiöld til denne overraskende slutning, var den, at forat en brædannelse kan finde sted, maa der en vis grad af nedbør til; men denne kan ikke opdrives i Grønlands indre; thi al den fra de omkringliggende have kommende luft, som skulde føre nedbøren med sig, maa først have gaaet over de høie kystfjelde, og er, idet den steg op langs disses sider, bleven udvidet og afkjølet under det lavere lufttryk i høiden og er saaledes bleven nødt til at afgive det meste af sin fugtighed. Idet denne fugtighed afgaves, blev imidlertid den bundne varme fri, og luften blev varmere. Idet den faldt ned paa den anden side af kystfjeldene blev den imidlertid, efterhvert som den kom ned i høiere lufttryk, end yderligere opvarmet, og det i samme grad, som den blev afkjølet under opstigningen. Saaledes skulde den altsaa naa dalene i det indre som tørre og varme vinde, lig de bekjendte føhnvinde i Schweiz. De fugtige havvinde skulde derfor i Grønland blive tvungne til at afsætte sin fugtighed «vanlig i form af sne paa fjeldene langs kysten; hvorimod al den vind, som kommer til det indre af landet, det være sig fra øst, vest, syd eller nord, maa være tør og forholdsvis opvarmet, ifald landet ikke har en orografisk [424] bygning af en helt anden beskaffenhed end alle andre jordklodens lande. I dets indre kan derfor neppe nedbøren være tilstrækkelig til at underholde en stadig indlandsis».

Denne maade at slutte paa vilde til en vis grad være berettiget, hvis man havde et land, fuldstændig omgivet af høie kystfjelde og med et fladt, forholdsvis lavt indre, men et saadant større land kan neppe paavises, og mindst af alt kan man vente, at Grønland skulde have den bygning. Jeg maa tvertom være fuldt enig med Nordenskiöld, naar han siger, at Grønlands geologiske beskaffenhed tyder paa en orografisk bygning lig Skandinaviens, «d. v. s. derpaa, at landet bestaar af bergrygge og bergtopper, vekslende med dybe dale og sletter»; men da maa der ogsaa i Grønlands indre være fuldgode betingelser, hvad nedbøren angaar, for at danne en indlandsis; thi hvor i Skandinavien er der ikke fugtighed nok dertil, naar man blot havde den nødvendige temperatur? Det synes, som den store polarreisende har glemt, at vi endnu den dag idag har smaa bræer i Skandinaviens indre, at saadanne findes i Alperne og mange andre steder fjernt fra havet, og fremfor alt, at de engang har havt en umaadelig udbredelse og har dækket bl. a. hele Nordeuropa. Hertil vil han dog muligens svare, at dette er netop, hvad han bestrider, at isdækket dengang har været sammenhængende i det indre af landene.

Ekspeditionen, som foruden at trænge ind paa Grønlands indlandsis ogsaa havde andre opgaver, bl. a. den at naa østkysten (sml. kap. 10), blev ligesom Nordenskiölds første ekspedition til Grønland i 1870 bekostet af den bekjendte svenske mæcenas, friherre Oscar Dickson, og kom til Grønland i sin egen dampbaad, «Sofia».

Paa selve isvandringen, som tog sin begyndelse 4 juli, [425] omtrent paa samme sted som vandringen i 1870, ledsagedes Nordenskiöld af 9 mænd, hvoriblandt 2 lapper, som havde sine ski med, desuden blev han de første dage, indtil 6 juli, hjulpet paa vei med transport af udrustning over den første ujevne is af de fleste af Sofias officerer og besætning samt af talrige eskimoer. Blandt de, som fulgte, var ogsaa direktøren for den kgl. grønlandske handel hr. Hørring.

I løbet af 18 dage (indtil 21 juli) naaede Nordenskiöld selv lidt over 117 km. (omtr. 15 geografiske mil) ind paa isen og en høide af 1510 m. over havet. Her blev han imidlertid paa grund af vaad sne, hvori saavel slæder som mænd sank ned, tvungen til at stanse. Før man vendte tilbage, sendtes imidlertid de 2 lapper paa ski videre indover. Uagtet man intet havde fundet uden sne og is, og uagtet man befandt sig midt paa en uendelig, havlignende sneflade, tabte Nordenskiöld dog ikke troen paa sine teoriers rigtighed, men gav lapperne bl. a. følgende skriftlige ordre:

«Om land naaes, tages af blomster og græs i hast, hvad som kan faaes, et eller en par stilke af hver blomst eller græsart.

Indlandsisen den 21 juli 1883.»

Efter 57 timer (24 juli) kom lapperne tilbage og berettede, at de havde været 230 km (omtr. 29 geografiske mil) længere inde og havde naaet en høide af 1947 m. over havet; men saa langt de kunde se, var der intet andet at øine end en eneste flad uendelig snemark. Selv om der sees bort fra det vanskelige, for ikke at sige umulige i at tilbagelægge en saa stor strækning i saa kort tid paa et skiføre, som det man finder i Grønlands indre, maa det, som senere vil bli omtalt, af flere grunde antages, at lapperne har anslaaet den af dem tilbagelagte strækning for høit.

[426] Den følgende dag (25de juli) begyndtes tilbagetoget, og den 3dje august naaedes, efter 31 dage tilbragte paa indlandsisen, atter teltpladsen ved «Sofias hamn» i den nordre arm fra Aulatsivikfjorden. De eskimoer, som her ventede med proviant, reserveklæder, 1 baad o.s.v., blev yderst glade over at se dem igjen, de havde allerede betragtet dem som fortabte og havde, efter hvad de selv paastod, slidt op flere par kamiker (støvler) med at gaa tilfjelds for at se efter dem.

Den is, som man traf paa denne betydningsfulde reise, var i flere henseender merkelig. Den var vistnok, især nærmest yderlandet, ujevn og tildels opfyldt af sprækker; men den var dog i det hele jevnere end den is, man kjendte fra de tidligere vandringer. Endvidere traf man længst inde en eneste udstrakt og fuldstændig jevn sneflade, hvor ingen is og ingen sprækker var at opdage, kun sne, som strakte sig saa langt, man kunde se indefter. Denne ekspedition havde, selv bortseet fra lappernes skifærd, trængt længere ind end alle sine forgjængere og havde for første gang naaet denne sneflade, som, efter hvad vi nu ved, dækker hele Grønlands indre. Det var ogsaa, som side 2 omtalt, underretningen om opdagelsen af denne sneflade, som bragte forfatteren paa den endelige plan til den ekspedition, som danner emnet for denne bog.

Det kunde synes, som Nordenskiöld selv havde ved denne færd gjort sin teori om et isfrit indre lidet sandsynlig. Dette mente han ogsaa den første tid efter hjemkomsten. Senere har han imidlertid «atter begyndt at tvile og anser det for at være idetmindste muligt, at de i 1883 havde gaaet frem kun paa et bredt isbaand, som ved 69° og 70° n. br. strækker sig tvers over landet»^k124, mens der nordenfor [427] og søndenfor kan være isfrie oaser. Et muligt bevis derfor mener han at have i to ravne, som lapperne saa paa sin skifærd, og som kom flyvende fra nord og vendte tilbage did efter at have naaet deres skispor. Da disse fugle paa den tid af aaret sjelden pleier at fjerne sig langt fra sine hækkepladse paa kystfjeldene, saa mener han, der er meget, som kan tale for, at de har havt et isfrit tilholdssted i nord. Dette har muligens været ved et sund, som Nordenskiöld mener, der er sansynlighed for, gaar tvers gjennem Grønland fra Jakobshavns isfjord og muligens til Scoresby-fjord paa østkysten, og som «i de sidste aarhundreder er bleven spærret af ismasser, der er brudt frem fra isbræer ved sundets kyster». Troen paa dette sund har Nordenskiöld fra Hans Egede og Paul Egede, som beretter, at eskimoerne har et sagn om et saadant^k125.

Troen paa sund gjennem Grønland, eller at dette endog var en samling øer, tildels dækkede over af is, har, lige siden det blev gjenopdaget i det 16de aarhundrede, stadig kommet igjen i forskjellige former. Oprindelig var det det saakaldte «Frobisher-stræde» og «Beare-sund», man søgte efter i det sydlige Grønland, og disse aflagdes paa alle den tids karter. Oprindelsen til disse var den, at Frobisher havde gjort en del opdagelser blandt øerne i det nord-amerikanske archipel paa den vestre side af Davis-strædet uden at vide, hvor han havde været. Senere troede imidlertid andre, at det maatte være Grønland, han havde besøgt, og henlagde saa de af ham beskrevne sunde og øer did. At Frobisher ikke havde besøgt Grønland, men landene paa den anden side strædet, blev vistnok snart opklaret, men det forhindrede ikke, at troen paa [428] Frobisherstrædet o.s.v. tvers gjennem Syd-Grønland holdt sig længe efter den tid, og vi finder den endog hos Granz «Historie von Grønland» i 1765, hvor der berettes saavel om et sund tvers over Syd-Grønland som om det sund, der efter det gammel-grønlandske sagn skulde gaa tvers over Mellem-Grønland. Hans Egede troede ikke paa, at der fandtes sund tvers over Syd-Grønland, da han ikke selv havde kunnet finde noget saadant, og aflagde derfor heller intet paa sit kart i «Det gamle Grønlands nye Perlustration etc.», som udkom i Kjøbenhavn 1741. Derimod troede han og sønnen Paul, som vi har seet, paa det sund, der efter grønlændernes sagn skulde have strukket sig fra Jacobshavns isfjord over til østkysten, og dette afsætter han saa isteden paa dette kart, ligesom Paul Egede har det paa sit kart i «Efterretninger om Grønland, 1788». En facsimile af det sidste gjengives af Nordenskiöld i «Den andra Dicksonska expeditionen», side 234.

Jeg skal ikke her indlade mig paa nogen indgaaende drøftelse af det mulige i, at et saadant langt og smalt sund, hvis sidestykke neppe kjendes, skulde kunne eksistere; det forekommer mig, at allerede Grønlands hele form og orografiske bygning gjør dette yderst usandsynligt.

Den sidste ekspedition paa Grønlands indlandsis før 1888 er den, som foretoges 1886 af Robert E. Peary, civilingeniør i de Forenede Staters marine, og dansken Chr. Maigaard, assistent i den kongelige grønlandske handel.

Peary kalder selv turen en foreløbig rekognosceringstur.^k126 Det var oprindelig tanken at foretage den med hunde og slæder, men i sidste øieblik svigtede de dertil leiede grønlændere og drog bort med slæderne og hundene. Peary [429] og Maigaard blev da nødte til at foretage vandringen tilfods og alene; vistnok havde de 1 grønlænder og 1 grønlænderinde til at hjælpe sig de første dage, men ingen af disse kunde overtales til at gjøre følge mer end et lidet stykke ind paa isen.

Til udgangspunkt valgtes bunden af Pakitsok-fjorden eller Ilordlek-fjorden paa 69½° n. br., altsaa den samme fjord, hvorfra Whymper havde gjort sit forsøg, og hvor vor landsmand Amund Helland havde været inde paa isen.

Opstigningen paa selve isen begyndtes den 28de juni. Provianten, som var beregnet for 30 dage, og den øvrige udrustning blev trukket paa 2 amerikanske slæder af hickori (2,70 m. lange, 33 cm. brede og c. 11 kg. tunge). Der medbragtes ski og kanadiske snesko, og disse synes at have været i flittig brug. Istedenfor telt havdes kun en presenning, hvormed man dækkede over sig i læ af slæderne. Da de kom et stykke ind (7de juli), lagede de for hver dag (de sov om dagen og gik om natten) snehytter, indtil de kom saa langt ind og saa høit (12 juli), at sneen ikke egnede sig dertil. Om kvelden den 2den juli, da de paa grund af vind og snefok havde maattet ligge stille siden morgenen den foregaaende dag, bestemtes det at vende tilbage til teltet ved fjorden for at afvente bedring i veiret, mens slæderne og udrustningen lodes igjen.

Den 6te juli vendte de atter tilbage til slæderne og fortsatte videre indover efter at have ladet tilbage et proviantdepot for 8 dage. Da de den næste morgen gik over en liden sjø, bedækket med tynd is, faldt Maigaards slæde igjennem denne; de fik den atter trukket op; men «den var, siger Maigaard^k127 ved det meget vand, min bagage [430] havde indsuget, bleven mindst 100 lb^k128 tungere end forhen»; og han kunde kun med besvær trække den.

Temperaturen var under den største del af turen under nul og følgelig gunstig for skierne, natten mellem 12te og 13de juli var der endog -14° C. Den 9de juli var det imidlertid et ubehageligt omslag i veiret, idet en sydostlig vind bragte temperaturen til at stige fra -6° C til +8° C og gjorde sneen ganske blød. Det synes at have været en ren føhnvind derinde paa indlandsisen.

Den 11te juli nedlagdes i en høide af 5000 fod et nyt depot af proviant og andre udrustningsgjenstande.

Den 17de juli om morgenen naaedes en høide af c. 7500 eng. fod i en afstand fra isranden, som Peary efter en længdeobservation angiver til omkring 100 eng. mil.

Her opholdtes de af storm med snefog indtil den 19de juli, da veiret klarnede, saa de kunde tage en middagsobservation og derefter om kvelden kl. 6 begive sig paa hjemveien. Da de nu fik vinden i ryggen, surredes de 2 slæder sammen til en «seiler», paa hvilken nogle alpestokke anvendtes til mast, en presenning til seil og en ski med paasurret øks til ror.

Med dette fartøi seiledes ifølge Maigaard 6 geogr. mil den første nat, 7 geogr. mil anden nat og 12 geogr. mil 3dje nat, derefter maatte man paa grund af isens beskaffenhed trække slæderne.

Morgenen den 24de juli naaedes teltpladsen ved fjorden, efterat der var tilbragt alt i alt henimod 23 døgn paa isen.

[431] Den is, som befaredes under denne ekspedition, var naar undtages den allerførste del af den, gjennemgaaende meget jevn, ja endog jevnere end den, Nordenskiøld færdedes over i 1883. Den havde endvidere ikke mange sprækker og adskiller sig fra den sidstnævnte derved, at den den største del af veien var dækket af tør sne, i hvilken Peary, da han var længst inde, kunde støde sin stav 6 fod ned. Dette har ogsaa i høi grad lettet reisen.

Desværre hviler Pearys længdeangivelse kun, som det synes, paa nogle høideobservationer, foretagne med en let reise-teodolit omkring middag en eneste dag, den 19de juli. De udtryk, han bruger, er ikke ganske tydelige, han omtaler blot «circummeridiane høider», («circummeridian sights»), og det samme udtryk bruger ogsaa Maigaard i sin beretning. Disse saakaldte «enkle middagshøider» er som bekjendt meget usikre til længdebestemmelse. Som kronometer benyttedes et lommeur (det medbragte kronometer var gaat i staa), som Peary forsikrer skulde være meget paalideligt; det fremgaar dog ikke, saavidt jeg har seet, af hans beretning, at der foretoges observationer for at kontrollere gangen senere ved kysten. Den opgivne afstand af 100 engelske mil (160 km.) fra isranden tør saaledes ikke ansees som fuldt nøiagtig. Noget, der muligens ogsaa kunde tale derfor, er, at de dertil nødvendige dagsmarscher, som af Maigaard opgives til delvis at have været 3 til 4 geografiske mil, synes vel store. Jeg ved af egen erfaring, at det kan holde haardt nok at tilbagelægge en saa lang strækning om dagen med en tung slæde opad en omend svag stigning.^k129

[432] Hvordan det end forholder sig hermed, saa er denne ekspedition en af de merkeligste, som er foretagne paa indlandsisen, og man maa beundre de to reisende for, at de opnaaede saa meget ganske alene og med saa smaa midler.

Endnu samme sommer besøgte Peary ogsaa indlandsisens rand paa flere steder længer nord.

Som det vil sees, er der gjennem aarenes løb ved disse mange ekspeditioner paa indlandsisen og til dens rand skaffet tilveie et stort materiale af observationer, som sætter os istand til at danne os et nogenlunde godt og fyldigt begreb om dennes beskaffenhed langs hele vestkysten op til Upernivik; ved to ekspeditioner (Nordenskiöld 1883 og Peary 1886) har vi ogsaa faaet vide, at der indenfor den ydre, af sprækker og ujevnheder opfyldte isbræm findes en udstrakt, fuldstændig jevn snemark, som hæver sig sagte mod det ukjendte indre.

Et væsentligt hul i vort kjendskab til denne indlandsis er saaledes udfyldt, men der staar endnu meget igjen, og opklaringen af en del af dette var det, denne ekspedition havde sat sig som opgave.

[433] Til indlandsisens beskaffenhed paa østkysten kjendte man lidet eller intet; vistnok havde den danske konebaadsekspedition under kapt. Holm seet meget af dens rand, men der havde ikke været tid til at ofre denne nogen opmerksomhed, og selve isen var endnu ikke betraadt af europæere paa den kant^k130. Allerede en undersøgelse af isens beskaffenhed, stigningsforhold o.s.v. paa denne side vilde derfor være af betydning.

Endnu mere ukjendt var imidlertid fremdeles hele det indre. Vistnok kunde vi fra de 2 sidste ekspeditioner drage enkelte slutninger om, hvorledes der sandsynligvis saa ud, men dette var af mindre værd, saalænge ingen havde været der, og der hævede sig jo endnu vægtige røster for, at det ikke var helt sne- eller isdækket. Uagtet jeg aldrig havde heldet til denne mening, forekom det mig, at undersøgelsen af høide- og stigningsforholdene i det indre, med andre ord formen af hele den sne- eller iskappe, som dækker Grønland, maatte være af stor interesse.

Men noget, hvis undersøgelse jeg tillagde næsten endnu større værd, var de meteorologiske forhold i Grønlands indre. Til nogen fyldigere kundskab derom ydede de tidligere ekspeditioner lidet eller intet, og jeg sagde, som det synes medrette, i min artikel i «Naturen» (januar 1888),^k131 «at for meteorologerne vil iagttagelser over klimatet, maalinger af [434] temperatur, fugtighed, vind og vindretninger, oplysninger om nedbør og skydannelse paa disse uhyre sne- og ismarker være af stor betydning; der hersker her forhold, som er saa rent forskjellige fra forholdene i de egne, hvorfra man regelmæssig faar observationer.» Vi skulde da ogsaa, som senere vil bli omtalt, faa det sidste i høi grad bestyrket. Jeg kunde gjerne tillagt, at ogsaa for geologerne vil saadanne oplysninger være vigtige; thi hvordan skal man kunne danne sig nogen grundet mening om indlandsisens indre husholdning, om man kan kalde det saa, før man kjender de nedbørs- og temperaturforhold m. m., som raader paa dens overflade.

Dette stod for mig som de vigtigste af de opgaver, der var at løse i Grønlands ukjendte indre.

Men hvad «nytte» kan saadanne oplysninger bringe? Det er det samme spørgsmaal, som har været fremsat overfor saa mange opdagelsesreiser, og som vil bli fremsat overfor hver eneste ny. Der kunde svares meget derpaa og bl. a. erindres om, hvilken indflydelse et saadant høiland af is og sne maa have paa klimatet i alle omkringliggende dele af jorden, hvorledes hver enkelt del af jordfladen staar i nøie sammenhæng med de øvrige; men allerede det, at Grønlands indre er en del og en ikke ganske liden del af den planets overflade, hvorpaa vi lever, er nok til, at vi vil kjende den, og at vi ikke ophører, før vi gjør det, om end veien skulde gaa over grave. Jo før det kan naaes, desto bedre.

XVII. Vi forlader østkysten

[435] De første dage efter Sverdrups og min isvandring anvendtes, som ovenfor omtalt, til istandsættelse af vor udrustning. Vi havde et tungt, mildt veir med regn og havde derfor ikke megen hast med at komme afsted, vi haabede paa klart veir med frost om nætterne.

Til mad i disse dage brugtes væsentlig kun sjøfugle, som vi havde skudt under baadreisen langs kysten, og som vi tidligere ikke havde faaet tid til at spise. De smagte aldeles fortræffelig, og det var et kosteligt syn at se os leirede paa berget rundt gryden, en blikkasse, hvori der havde været brød, og med fingrene hente os op hver vor fugl, som blev slidt istykker og fortæret ved hjælp af fingre og tænder. Saa moderne indretninger som en gaffel havde vi selvfølgelig ikke, jeg kan efter egen erfaring ogsaa forsikre om, at en saadan aldeles ikke er nødvendig; de gafler, vi fik af Vorherre, er særdeles gode, naar man bare ikke bruger dem op i altfor kogende gryder; men det lærer man snart ved øvelse.

Den 14de fik vi bedre veir og bestemte os nu til at røre paa os. Efter Sverdrups og min mening skulde den letteste adkomst til isen være fra det berg (paa Jensens Land), [436] hvor vi havde været sidst hin nat, saafremt dette var nogenlunde tilgjængeligt fra sjøen. Vi satte følgelig vore baade endnu en gang paa vandet, stuvede alt i dem og drog afsted for om muligt at tage fat paa opstigningen med en gang. Men komne frem fandt vi berget saa stupbrat, at det vilde være altfor tungvindt at komme op der med vor svære oppakning. Vi maatte vende tilbage til vor teltplads for at begynde isvandringen derfra.

Endnu engang blev altsaa vore baade udpakkede her, og det var først sent paa nat, at vi blev færdige.

Den følgende dag (15de august) bragtes baadene op til sit blivende hvilested i en liden bergkløft, hvor de var nogenlunde beskyttede. Her sattes de omhyggelig op med [437] bunden iveiret og blev belastede med sten for vindens skyld; og har ingen nyttet dem, saa ligger de der vel endnu.

Under baadene lagdes et lidet depot af ammunition, tørret sælkjød og andet. En del verktøi, nærmest hørende til baaden, blev ogsaa igjenlagt, deriblandt en seilhandske^k132, som vi senere skulde komme til at savne. Som tidligere omtalt, var det ogsaa min hensigt at lægge igjen her den ene af vore bøsser; da det kom til stykket, fandt vi imidlertid, at den var saa pen, at vi ikke havde hjerte til at skille os ved den.

Paa et lidet stykke papir skrev jeg en ganske kort [438] beretning om ekspeditionens skjæbne indtil den dag, opbevarede den vel i en liden blikdaase, og denne nedlagdes i den brødkiste, som tilhørte hvalfangerbaaden, og som stilledes ind under denne. I beretningen siger jeg blandt andet, at vi har det bedste haab om at naa godt frem til vestkysten, naar vi bare maatte faa nok frost. – Vi skulde i sandhed faa mere end nok.

Lapperne holdt meget sterkt paa, at vi burde lade den ene af soveposerne være igjen; thi vi kunde godt sove 4 i den anden, og saa vilde de 2 sove i sine pesker, der holdt de nok ud, selv i 40° kulde, sagde Balto. Jeg fandt det dog rigtigst at se det lidt an, før vi skilte os ved den, det kunde jo hænde, de vilde faa brug for den alligevel. Nei, de skulde ikke faa brug for den, mente Balto, det var bare unødig dødvegt; han blev dog ikke særdeles længe af den mening.

Da det var for varmt om dagen, og sneen som følge deraf blød, besluttede vi os til at arbeide om natten og sove om dagen.

Om kvelden henved 9 tiden var kjælkerne stuvede, og vi drog afsted paa vor vandring med Kristianshaab som maal. Til en begyndelse gik det ikke hurtig, snefladen, hvorover vi drog frem, gik vistnok ned til stranden, saa vi kunde trække kjælkerne lige derfra; men stigningen var brat, og vi maatte være tre og tre om hver og tage det i korte vendinger. De var nemlig tunge, der var over 100 kg. paa hver af dem. Da vi kom saa høit op, at vi kunde begynde at trække enkeltvis, omlastede vi dem lidt, saaledes at hver af de 4 kjælker kom til at faa omkring 100 kg.'s vegt, mens den 5te, som blev trukken af 2, havde henved dobbelt saa meget.

Vi fik den nat godt veir med lidt frost, netop saavidt, [439] at sneen blev lidt haardere. Naar undtages den sterke stigning, var isfladen nogenlunde god, sprækker fandtes endnu ikke. Paa morgensiden kom vi ind i værre is med talrige kløfter og ujevnheder, men som dog havde en haard overflade, hvorpaa kjælkerne gled ganske godt. Efter at være komne henimod en halv mil frem, slog vi telt i en høide af omtrent 180 m. Det smagte ligefrem himmelsk at faa sig et halvt dusin kopper god varm the (med kondenseret melk) i livet og saa krybe i soveposerne. Jeg tror, det var alles mening, at vi havde kjendt behageligere arbeide end dette, men vi beholdt vore meninger for os selv. Netop som vi skulde lægge os til at sove, opdagedes, at vi havde glemt igjen vort eneste stykke schweizerost paa det sted, hvor vi i mørket ved midnatstid holdt vor middag. At lade dette ostestykke ligge igjen var for galt, men at hente det, nu vi var saa trætte, var endnu værre. Da tilbød Dietrichson sig at gaa og hente det, han vilde gjerne have sig en morgenspadsertur, før han gik tilkøis, sagde han, saa fik han se sig lidt om med det samme, og det kunde være godt for hans karts skyld. Jeg husker, det var med beundring, jeg saa ham let og ledig gaa afsted; jeg havde vanskeligt for at fatte, at nogen kunde have lyst til at gaa morgenture efter sligt arbeide.

Om kvelden drog vi videre i samme slags ujevne is. Mod midnat blev det saa mørkt, at vi ikke kunde se; kl. 11 slog vi derfor telt, kogte os chokolade, spiste og ventede paa dagslyset. Vi kom nu paa jevnere is; men føret blev løsere, og sprækkerne begyndte; de fleste undgikkes dog med nogenlunde lethed. Ud paa morgenen begyndte det at regne, og nu blev tilværelsen mindre lystelig; vi tog allesammen paa os vore regndragter, men de var alt [440] andet end vandtætte, og regnen øste slig ned, at vi blev gjennemblødte lige til skindet. Der fandtes snart ikke en tør traad paa os; fryse var der vistnok ingen anledning til, skjønt der blæste en temmelig skarp vind; arbeidet med at trække varmede ganske godt, vi maatte tage i, det vi orkede; men at føle klæderne klisse sig ind til skindet overalt og lægge sig iveien for hver bevægelse er dog ikke egentlig behageligt. Vi drev paa til udover formiddagen. Stigningen var nu ikke større, end at vi kunde trække kjælkerne nogenlunde let, naar vi var to og to om hver. Der var talrige sprækker, saa det gjaldt at tage sig i agt. Vi kunde ikke binde os sammen i taug, da det blev for tungvindt, men maatte nøies med at være bundne til kjælken ved det sterke træktaug, som var gjort godt fast i [441] den solide træksæle, vi havde paa. Faldt vi igjennem snebroerne over sprækkerne, blev vi saaledes hængende ved dem, og saalænge ikke kjælken kom med i faldet, hvilket der var liden sandsynlighed for, da den var saa lang, kunde vi hænge sikkert, til en af de andre kom os tilhjælp. Det hændte bare et par gange, at vi faldt igjennem, og det var ikke mer end op til armene; ved at anbringe staven eller isøksen paatvers klarede vi os gjerne op igjen uden hjælp. At faa de lange slæder over sprækkerne var som regel let, de havde slig en god stor bæreflade, og det gjaldt kun at rende dem hurtig over, da gik de af farten, selv om det hist og her kunde hænde, at det brast lidt under dem.

[442] Henimod kl. 12 om formiddagen stansede vi endelig og slog telt paa en liden flade mellem to vældige sprækker; veiret var da blevet ganske umuligt. Tørre klæder paa kroppen udvendig og varm the indvendig smagte den dag ganske ubeskrivelig. Efter at have lagt staver og ski under teltgulvet for at faa et nogenlunde tørt leie og, saa godt vi kunde, beskyttet os mod det styrtende regn, krøb vi tilkøis, de røgende medlemmer fik sig ogsaa en pibe tobak, og nu befandt vi os usigelig vel, mens vind og regn fortsatte sit arbeide udenfor.

I tre døgn, altsaa fra middagen den 17de og til formiddagen den 20de august, blev vi nu holdte i teltet af et overhændigt veir med styrtregn og vind. I hele den tid forlod vi ikke vore soveposer uden for ganske kort tid, naar der skulde hentes mad eller lignende.

Mesteparten af tiden blev anvendt til at sove, og til en begyndelse sov vi et helt døgn i et sæt. Madrationerne blev satte ned paa det mindst mulige; naar vi ikke arbeidede, skulde vi jo heller ikke trænge stort mad. Lidt maatte vi dog have til at holde liv i os, og vi spiste derfor omkring 1 gang i døgnet; der var dem, som fandt dette lovlig lidet, og som paastod, at tarmene skreg. Naar vi ikke spiste og sov, fyldte man huller i sin dagbog, fortalte historier eller læste lidt i det ikke meget righoldige bibliothek, bestaaende af sjøkalender, logarithmetabel og andre omtrent lige interessante bøger samt prof. Hellands afhandling om Grønlands isfjorde. Ravna og Balto læste, som sedvanlig ved saadanne leiligheder, i sit testamente. Helst anvendtes dog tiden til at studere taget i teltet og lytte til regnplasket udenfor og vinden, som sled og rev i teltvæggen og bardunerne.

Endelig gav det sig formiddagen den 20de august saa [443] vidt med veiret, at vi kunde fortsætte vandringen efter at have faaet et kraftigt maaltid med varm linsesuppe, som skulde bøde paa de foregaaende dages sultekur.

Vi havde fremdeles sterkt sønderreven is; da vi skulde forsøge at stige op ad en høide, som laa ret foran os, blev sprækkerne saa talrige og store, at vi ikke kunde komme frem, de løb nemlig ikke alle parallele, men skar i to retninger tvers paa hverandre, og da er man færdig. Vi maatte tilbage for at holde nordefter og akte nu siddende paa kjælkerne udover igjen mellem sprækkerne, men maatte passe vel paa for ikke at forsvinde i dybet.

Længere nordpaa fandt vi mindre sønderreven is, ikke saa brat stigning og i det hele bedre fremkomst; paa enkelte steder var det endog saa pas, at vi kunde trække en kjælke hver, undtagen Sverdrup og jeg, som med den tungeste gik foran for at finde ud veien. Regnen havde [444] tydeligvis hjulpet os til at faa bedre føre; thi sneen var blevet fastere og tildels bortvasket af isen. Vi sank vistnok endnu dybt i, men kunde vi bare faa frost, vilde det bli udmerket. Overfladen var imidlertid fremdeles ujevn, og Balto siger i sin beskrivelse om den:

«Den 20de (skal sandsynligvis være 22de) blev indlandsisen forferdelig ujevn, den var som store bølger paa havet, og det var forfærdeligt at slæbe kjælkerne op paa disse bølger, og naar man skulde ned igjen, kom isstykker rullende ned over os. Tauget, som vi drog kjælkerne med, smertede skuldrene saa, at det kjendtes, som om de var brændte.»

Om kvelden henved 8-tiden saa det ud til, at himmelen vilde klarne, og da vi antog som sikkert, at det i saa tilfælde vilde bli frost, stansede vi straks og slog telt for hellere at vente, til føret blev haardt.

[445] Den næste morgen (21 august) ved 4-tiden blev der purret ud, himmelen var skyfri, og uagtet termometret viste, at luften endnu havde varmegrader, var der dog virkelig saa haard skare paa sneen, at den bar os. Stigningen var endnu sterk, og sprækkerne var fremdeles store og talrige, men uden uheld rykkede vi dog raskt fremad i det herligste veir og holdt tappert ud til langt paa formiddagen i solstegen, som gjorde sneen blødere og blødere. Det blev efterhaanden meget anstrengende, og vi led af en brændende tørst. Drikkevand fandtes der ikke længere, vi skulde nu ikke finde det igjen før nær vestkysten. Hvad vi fik under marschen, var kun, hvad vi kunde smelte ved vor egen varme, idet vi fyldte vore lommeflasker af blik med sne og bar dem inde paa brystet, undertiden endog lige inde paa skindet. Faa af os var dog varmblodige og taalmodige nok til at vente, til sneen var forvandlet til vand; efterhaanden som den blev lidt fugtig, sugede man vanddraaberne af den, og ordentligt drikkevand blev der selvfølgelig aldrig paa den vis.

Endelig naaede vi ved 10-tiden om formiddagen op paa den høide, vi havde sat som vort maal, før vi stansede. Vi havde gaaet ¾ mil. Herfra var skraaningen liden indefter, og isen ganske sprækkefri, og vi syntes nu, vi havde overvundet den første vanskelighed paa indlandsisen og kunde som følge deraf holde et ganske lidet festmaaltid; det bestod i, at der blev uddelt en ekstra ration med lidt mysost, havrekjæks og tyttebærsyltetøi. Vi var nu paa en høide af ca. 870 m. og begyndte at kunne se enkelte nunataker indefter, i nord for os havde vi allerede en hel række.

Kl. 2 om morgenen den 22de august drog vi atter videre. Vi havde nu faaet god nattefrost (-5° C), og sneen var stenhaard, men usedvanlig ujevn, saa ujevn, at [446] kjælken endog veltedes. Udpaa morgenen ved 9-tiden fik atter solen saa megen magt, at vi maatte slaa telt efter at være komne frem vel en mil.

Vi begyndte nu mer og mer at føle savnet af vand og glædede os den dag meget til at faa the. For at faa denne endnu mere opfriskende fandt jeg paa den genistreg at have citronsyre i den; vi vidste jo alle, at the med citronsaft skulde være udmerket. Vi betænkte dog ikke, at vi først havde havt kondenseret melk op i, og hvem beskriver vor skuffelse, da vi ved at have citronsyren i faar se melken skjære sig og falde tilbunds i klumper; vi drak den naturligvis lige godt; men forsøget blev ikke gjentaget.

Ved 9-tiden om kvelden drog vi atter videre. Isen var fremdeles meget ujevn, kjælkerne maatte snart trækkes [447] op paa toppen af de krappe isbølger, snart styrtede de ned i bølgedalene; det rykkede og brød i skuldrene og overkroppen, og det er betegnende, hvad Balto siger, at man følte det, som om skuldrene var brændte.

Men havde vi det end ofte lidt ondt i saa henseende, saa gav dog disse nætter med nordlys og maaneskin et godt vederlag; ogsaa denne del af jorden har sin skjønhed. Naar det altid skiftende nordlys traadte sin lette eventyragtige dans over den sydlige himmel, maaske i mer straalende pragt end noget andet sted, kan det nok hænde, at man glemte slid og møier; eller naar maanen kom op og tilbagelagde sin tause vei over den stjernesaaede himmel, spillede paa toppene af iskammene og badede hele denne døde, stivnede isverden i sit sølvbad, da sænkede der sig fred over alt, og livet blev skjønhed. Jeg er sikker paa, at nattevandringerne over Grønlands indlandsis har gjort et uudsletteligt indtryk [448] paa alle os, som var med paa hin færd.

Da vi omkring midnat kom til en brat og tung stigning, blev det værre end værst; vi maatte nu være flere om hver kjælke, og endda var det et ødelæggende slid; men saa kjendte vor forundring og glæde heller ingen grænser, da vi kom nogle hundrede fod tilveirs og fandt det fladt indefter, saa langt vi kunde se i maaneskinnet, og et føre og en isflade saa haard og jevn som isen paa en indsjø. I den gladeste stemning slog vi derfor telt ved 2-tiden for at hvile lidt, koge lidt kaffe og faa noget i livet, før vi atter drog videre. Vi var alle meget ovenpaa i anledning det herlige føre, vi nu havde faaet, lettere kunde neppe findes, og vi talte meget om, hvor længe det sandsynligvis kunde vare, inden vi rak frem til vestkysten, skulde det vare saaledes ved. Jeg mente, at det vilde være heldigt, om vi kunde formindske vor kjælkelasts vegt noget, uden dog at mindske paa provianten. Balto mente da, at vi trygt kunde lade indianertrugerne igjen, dem havde vi ingen brug for. Jeg svarede, at det var sandt, saalænge vi havde sligt føre; men det kunde ingen vide hvor [449] længe varede; men da sagde Balto: «Aa saa pina død, han Ravna er fjeldlap, og han har levet 45 vintre paa fjeldet, men han si', at han har aldrig brugt sligt noget, og ingen skal lære ham, gammel mand, det nu heller; og det samme siger jeg ogsaa, og jeg er lap, og ingen skal lære os lap noget paa sneen.» Dertil svarede jeg leende: «I lapper tror eder selv saa forfærdelig kloge, men I kan endnu komme til at lære adskilligt, inden I kommer hjem» – og jeg mindede ham om, hvordan det gik med snebrillerne, som han havde kaldt noget skidt, da jeg viste ham dem i Kristiania, men som de 2 lapper var de første til at trænge. Balto mente, at det var noget andet, det med de brillerne, han kunde jo ikke negte for, at han nu fandt dem gode og nødvendige; men med disse truger, nei, han bandte høit paa, at han aldrig skulde sætte dem paa sine ben. Han var nu saa kry, at han hyppig tillod sig den synd at bande ganske eftertrykkelig, det var [450] imidlertid særdeles opmuntrende for os andre, for det viste, at han var ved godt mod.

Desværre, lykken med den glatte is varede ikke længe. Den rak dog den dag ud, og sligt føre, som vi da havde, har vel neppe mange seet paa Grønlands indlandsis; om man havde høvlet den over, kunde den umulig blevet glattere. Stigningen var jevn med en næsten umerkelig langstrakt bølgegang.

Kl. omtrent 11 om formiddagen (23 august) stansede vi og slog telt. Solen stegte den dag, ligesom tidligere, [451] saadan paa teltet, at det var temmelig varmt at ligge derinde, ja en af os fandt det endog saa varmt, at han gik udenfor og lagde sig paa en presenning i skyggen for at kunne faa sove.

Kl. halv syv var vi atter paa benene. Efterhaanden som vi kom frem, forsvandt det gode føre, og den haarde is blev dækket af fin nysne. Vi fik nu allerede føle, at vi skulde faa mer nattefrost, end vi skjøttede om; thi paa denne støvfine nysne gled staalmeierne under vore kjælker i de 7 eller 8 graders kulde, vi da havde, meget tungt, og efter at have gaaet omtrent tre kvartmil indsaa vi det dumme i at fortsætte paa denne tid af døgnet, det var nu fordelagtigere at trække om dagen, da sneen ikke var saa kold. Klokken henimod ti slog vi derfor telt.

For at lette lasten paa vore kjælker tænkte vi paa at lægge igjen soveposernes oljedugs træk; vi var nu naaede saa langt, at ingen fugtighed udenfra var at befrygte uden i form af sne, og da den kunde afbørstes, var følgelig disse varetræk overflødige. Men at lægge dem igjen uden at nyttiggjøre dem, fandt vi at være dumhed, oljedug var brændbar, og følgelig kunde vi koge med den. Det var en heldig idé, som straks tiltalte, det gjaldt kun at finde en gryde. Men alle de brødbokser, vi havde, var lække paa grund af den haarde behandling og de stød, de havde været udsatte for. Endelig fandt vi dog en, som var nogenlunde tæt, og vi gik igang med kogningen inde i teltet. Blikboksen blev fyldt med sne som sedvanlig, og ved en stillads af de staalstænger, som havde dannet kjøle under vore kjælkemeier, blev den sat saaledes, at vi kunde gjøre op ild under. Oljedugen blev revet i smale strimler, og i en snespade af staal, der anvendtes som fyrfad, tændte vi nu paa under [452] vor kjedel. Oljedugsstrimlerne brændte fortræffelig, flammen slog høit op paa siden af blikboksen og kastede et vakkert rødligt lys ud i teltrummet paa os 6 mand, som sad omkring, stirrede ind i varmen og fandt, at nu begyndte livet rigtig for alvor at bli koseligt. Men alle glæder paa denne jord er kortvarige, og den at koge med oljedug i et telt uden ljorehul i taget ikke mindst. Det varede nemlig ikke mange minuterne, før teltet var saa fuldt af røg, at vi næsten ikke saa hverandre, selv om vi klarede at holde øinene oppe. Det var forgjæves, at vi aabnede paa teltdøren; thi om der end trak lidt røg ud, saa kom der stadig mer igjen, og røghavet blev tættere og tættere, glæden ved at se ilden var for længe siden forbi; kunde man aabne lidt paa det ene øie, saa man blot en mat lysning langt ude i taagen. De fleste af selskabet valgte det fornuftige parti at putte sig i soveposene og drage laaget godt til over hovedet. Et par maatte dog holde ud for at passe ilden, saa at sneen kunde bli smeltet og theen kogt. Ved at lette lidt snart paa det ene øie, snart paa det andet, og saa af og til stikke hovedet ud af teltdøren for at hente en portion frisk luft, gik det saa nogenlunde, og sneen begyndte at smelte; men for at fylde vore gjenvordigheders bæger til randen, viste kogekarret sig nu at være læk som et sold, vi maatte finde paa noget andet. Laaget paa den blikkasse, som indeholdt vort apothek, var vistnok tæt, men det rummede ikke mere end halvdelen, hvad vi trængte. Det var dog det eneste, vi nu havde tilbage, og ved at anvende det ved siden af den anden blikboks, som stilledes paa den kant, hvor den var mindst læk, klarede vi os og ved at fyre rigtig paa og forvandle teltet til et fuldstændigt helvede, fik vi omsider kogt en slags the.

[453] Den næste morgen kogte vi ogsaa med oljedug, men var nu saa fornuftige at flytte ildstedet udenfor teltet og drev her paa, saa vi fik en forsvarlig portion sne smeltet, saaledes at vi foruden en god, varm ret karvekaalsuppe med opløst kjødpepton for en gangs skyld fik drikke os helt utørste; vandet blev ved tilsætning af citronsyre, citronolje og sukker forvandlet til den lifligste citronsaftopløsning, men det var ogsaa sidste gang vi fik slukket tørsten, indtil vi rak over mod vestkysten; som regel maatte vi spare paa brændselet.

At faa se hverandre igjen ved dagslys den morgen, var ganske merkværdigt. Bevares, hvor vi saa ud! Vor ansigtsfarve, som før havde været temmelig lys og forholdsvis renvasket af veir og vind, var fuldstændig forvandlet; hist og her sad sodklatterne saa tykt, at de kunde skrabes af med kniv, især var alle rynker og ujevnheder fyldte med dette stof, ligeledes havde store ansamlinger deraf slaaet sig ned paa alle fremstaaenheder, som øienbryn, kindbenene, underlæben og hagen, og havde man været saa uheldig af naturen at faa blondt haar eller skjæg, var det blevet rammende sort; det eneste, som var rent, var øiekuglerne og tænderne, men disse lyste til gjengjæld uhyggelig hvidt.

Naar det berettes, at vi trods saadanne uregelmæssigheder ikke vaskede os, fra vi forlod Jason, og til vi kom til vestkysten, vil vel snæversynte læsere rent ud kalde os for nogle store svin. Men det faar vi nu risikere. Det bør dog muligens oplyses, at vi under almindelige omstændigheder havde den vane at vaske os; men naar det ikke skede under hele denne reise, saa havde det sine grunde. For det første havde vi nu paa indlandsisen ikke andet vand end den lille portion, vi smeltede morgen og [454] aften med spiritus, og den endnu mindre, vi i løbet af dagen kunde smelte paa vort eget legeme. Naar man nu, som vi, altid er brændende tørst og har valget mellem at bruge denne portion vand til at vaske sig i eller drikke, eller først vaske sig i og saa drikke, da tror jeg, selv det mest bornerede menneske, naar det kom til stykket, vilde foretrække blot at drikke det.

For det andet er det en tvilsom behagelighed at vaske sig i en temperatur, hvori vaskevandet fryser, hvis det staar nogle minuter, hvori fingrene blir stive og haardfrosne, før de fra vaskevandskarret naar til ansigtet, og hvor ansigtet blir ligesaa, saasnart der kommer vand paa det. Jeg tror, der ikke blir mange, som under de omstændigheder vilde ødsle andet end en teoretisk veltalenhed paa rensligheden.

For det tredje var det hos os ligefrem forbudt at vaske sig, selv mens der var vand nok og varme nok, af den grund, at i sligt et solskin, hvor lyset foruden at komme ovenfra ogsaa kastes tilbage fra sneen, er det uheldigt at omgaaes for ødselt med vandet. Sollyset angriber nemlig isaafald huden voldsomt, og denne sprækker, skaller af, ja det gaar undertiden lige til saar, som kan forvolde ulemper og smerter. Jeg tror, at naar man har valget mellem dette og urenslighed, saa blev det ogsaa af den grund faa forsvarere for rensligheden at finde. Nu kunde det jo vistnok for velanstændighedens skyld se godt ud, om vi sagde, at det var meget ubehageligt at maatte være uden vask i saa lang tid og lige længe uden at bytte klæder; men desværre, sandheden skyldes det at oplyse, at vi tvertimod befandt os særdeles vel.

Hele den 24de august havde vi et elendigt føre, nysneen blev traaere og traaere og dybere og dybere, vi [455] sank nu lige til 4 tommer i den, desuden havde vi en sterk stigning at arbeide os op imod. For at holde modet oppe betaltes hver kvartmil, vi kom frem, med en plade kjødpulver-chokolade tilmands. Til middagsmaaltidet om ettermiddagen kogtes under aaben himmel atter chokolade med oljedug, men desforuden anvendtes et reserve teodolitstativ af ask, som vi fandt overflødigt; desuden brugtes en del træskinner til forbinding af brukne ben og arme; disse havde vi ført med i vort apothek; men da vi var komne heldig over den sprækkede is, fandt vi de fleste af dem saavel som gibsbandager overflødige og kasserede dem. Lidt beholdt vi for det tilfælde, at det kunde gaa galt under nedstigningen gjennem den sprækkede og sønderrevne is, som vi maatte vente at finde nær vestkysten.

Om kvelden begyndte det atter, straks solen var gaaet ned, at bli følelig koldt, sneen blev tungere end nogensinde, og vi slog telt. Vi havde den dag ikke kommet frem mer end noget over en mil.

Da det ikke var mere end nogle timer, siden vi havde spist middag, blev det bestemt kun at uddele nogle af de tynde havrekjæks tilmands, før vi gik tilkøis. Disse blev nydt sammen med sne, hvorover var heldt en opløsning af citronsyre, citronolje og sukker, og som dannede den mest oplivende og vederkvægende desert, man kan tænke sig. Den ligner fuldstændig, hvad man i Italien kalder «granita», ja, bruges ny og rigtig fin sne, er den endnu meget bedre. Det var en egen stemning, man kom i ved at sidde udenfor teltet, nyde denne sne med de par kjæks i rigtig smaa mundfulde for at drøie dem saa længe som muligt og se paa maanen, som spillede henover dette øde, umaadelige snehav, mens tankerne søgte tilbage til omgivelserne, i hvilke man sidst spiste granita. Det var [456] ogsaa i maaneskin, men det var varm sommernat ved Neapels golf, og maanen spillede henover Middelhavets mørke bølger.

Den 25de august var stigningen fremdeles sterk, og føret endnu værre, vi havde nu 6 til 8 tommer løs foksne; desuden var det begyndt at blæse os ret i ansigtet.

Da vi syntes, at vore middagsraster tog os vel lang tid, fik vi den dag den heldige idé at koge paa kjælken, mens vi var i fart, saa vi sparede den lange tid, vi ellers maatte sidde og vente paa kogningen. Kogeapparatet blev placeret bag paa den ene kjælke, og der blev fyret op, og mens sneen efterhaanden forvandledes til vand, «hvori saa kommedes» bønnepølse, drog vi videre, uhyre stolte over denne vor kløgtige opfindelse. Da suppen var kommen i kog, stansede vi, slog telt og bar kogeapparatet forsigtig ind; men just som vi skulde sætte os ned for rigtig at gjøre os tilgode med denne herreret, gjorde jeg en klodset bevægelse og veltede den vaklende stillads, saa al den kostbare bønnesuppe flød sammen med brændende spiritus, vand og halvsmeltede sneklumper (fra det øverste smeltekar) ud over teltgulvet. Som ved et slag var alle mand paa benene, alt, hvad der var i teltet, kastedes ud, og vi greb teltgulvet i hjørnerne, saa at suppen rendte ned i fordybningen i midten, og herfra blev den saa atter heldt op i kogekarret og kogt videre, neppe en draabe blev tabt; under saadanne omstændigheder er det meget heldigt at have vandtæt seildugsgulv. Balto siger om denne bønnesuppe, «at den vistnok ikke var saa ganske og aldeles ren; thi teltgulvet var temmelig skiddent, men det fik ikke hjælpe. Den smagte os lige godt; thi vore maver var temmelig tomme». At der var kommen lidt spiritus i lag med suppen, omtaler han ikke, det var jo lidet, og det forhøiede vel efter hans mening smagen.

[457] Mens vi endelig kom til at fortære vor suppe og vor middag, siddende lunt og godt i teltet, røg det op med snestorm; det var vistnok bare «jordfok»ⁿ¹², men vi fik det midt i ansigtet, da vi drog videre, og vinden voksede stadig udover kvelden; i 9 graders kulde var det mindre end behageligt. Vi stampede os imidlertid frem mod det, saa godt vi kunde, opad en brat stigning, med hovederne bøiede forover og indhyllede i hætterne lig munke, mens den fine foksne gjorde sit bedste for at trænge ind gjennem alle porer og sprækker i vore regnklæder. Det var først sent paa kvelden vi slog telt og krøb i poserne. En havrekjæks, en liden plade kjødpulverchokolade og lidt citrongranit smagte fortræffelig paa sengen, mens maanen kastede sit fredelige skin ind gjennem en sprække i teltdøren, og ufreden, vinden og snefokket syntes stængt ude.

Snestormen vedvarede imidlertid hele natten, og da jeg den næste morgen (26 august) tørnede [458] ud for at koge kaffe, blev jeg ikke lidet overrasket ved at finde mig selv, soveposerne, sækkene med vore klæder, alt begravet under sne, som havde trængt ind gjennem alle sprækker og havde fyldt teltet. Da jeg skulde stikke benene i skoene, var ogsaa disse fulde af sne, og da vi skulde se til kjælkerne, var de halvt forsvundne, og store snefaner laa opover teltvæggene paa alle sider. Vi havde dog trods alt en hyggelig søndagsmorgen med kaffe og frokost paa sengen.

Snestormen fortsatte hele den dag, og den blev tungere og tungere at gaa imod, da sneen blev løsere. Jeg tænkte meget paa at binde kjælkerne sammen og forsøge paa ved hjælp af seil at krydse os op mod vinden; skulde vi fortsætte paa denne vis, vilde det vare længe, inden vi rak Kristianshaab; vi maatte ialfald haabe paa en forandring, men den kom ikke den dag; vi stampede os frem, saa godt vi kunde. Efter en fjerdings vei kom vi til en høide, hvor vi maatte op, men stigningen var saa brat, at vi maatte være tre og tre om hver kjælke, og trods dette var det dog et tungt slid at faa dem op, stigningen viste sig ved maaling at være omtrent 1 fod paa 4 fod frem.

Da vi gik nedover efter en vending, vendte Kristiansen, som kun sjelden oplod munden, sig til Dietrichson og sagde: «Herregud, at folk kan ville sig selv saa vondt som at gjøre dette.»

XVIII. Vi forandrer vor rute til Godthaab, – Nogle træk af klimatets og sneforholdenes karakter

[459] Sent paa kveld (den 26de august) stansede vi efter at have naaet op i en høide af henimod 1990 m. (6000 fod). Efter vore erfaringer fra sidste nat sørgede vi nu for at beskytte os bedre mod snestormen og det fine, alt gjennemtrængende snestøv. Vi grov os ned, saa vi fik en sneskavl paa luv side, væltede desuden en kjælke mod luv væg og dækkede den med presenninger og fik paa den maade en forholdsvis lun rede, hvor trods alt «humøret er oppe, latteren ler, og thekjedlen surrer over spiritusilden, som kaster et svagt lys paa den lille gruppe i det snevre rum, hvor trods tætningsarbeidet, sneen hvirvler omkring og lægger sig overalt.»

«Da theen er færdig, tændes det ene af de 5 stearinlys, jeg har bragt med for fotograferingens skyld, og dette gjør aftenen rigtig hyggelig, lad kun stormen rive i teltvæg og barduner.»

Da vi vaagnede den næste morgen (27de august), var snestormen fremdeles lige sterk; men teltet var dog ikke saa fuldt af sne som den foregaaende morgen. Da vi var trætte af at stampe mod vinden, besluttedes, at vi [460] straks den morgen skulde forsøge paa at rigge kjælkerne om for seil. Dette mødte dog adskillig modvilje, især hos lapperne. Ravna satte op et ulykkeligt ansigt, og Balto skjeldte utrolig. «Aa saa til h–, saa galne folk havde han aldrig set før, de vilde seile paa sneen. Vi kunde vistnok lære ham seilads paa sjøen og adskillig andet, men lære ham noget paa land og paa sneen, nei, det skulde vi ikke, det var noget s– – sludder.» Han sparede ikke paa ordene, den mand, men det hjalp nu ikke, han fik nu til alligevel, og kjælkerne blev satte paa siden af hverandre og surrede sammen til 2 flaader, paa den ene var der 2, paa den anden 3 kjælker, paa den første flaade blev teltgulvet brugt som seil, paa den anden, hvor Balto, Ravna og Dietrichson hørte til, skulde 2 presenninger gjøre tjenesten som saadant.

Som tidligere omtalt (se side 54) havde jeg tænkt at anvende teltvæggene dertil; men da det kom til stykket, turde vi ikke friste dem, de var for tynde, og at faa teltet sønderrevet i disse omgivelser kunde bli værre end ubehageligt. Da de fik sine presenninger op, blev de imidlertid revne fra hverandre og maatte nu syes sammen. At sidde med nøgne hænder og sy i den kulde og det snefok var neppe sødt; ved at passe paa at banke fingrene godt gik det dog, og efter de mangfoldigste gjenvordigheder og en 6 til 7 timers arbeide kom vi os da endelig flot ud paa eftermiddagen.

At krydse op mod vinden, erfarede vi straks, kunde der intet haab være om, vi laa ialfald ikke høiere end tvers paa vinden. Jeg havde heller ikke havt store forhaabninger i den retning, men andre planer var komne mig i hovedet. Jeg indsaa nu tydelig nok, at med dette føre og [461] denne vedholdende modvind, kunde vi intet haab have om at naa Kristianshaab indtil midten af september, da det sidste skib for det aar forlod det for at gaa til Kjøbenhavn og dermed den sidste mulighed for os at komme hjem iaar. Dette stod dengang for mig som meget uheldigt, en hel vinter vilde gaa tabt med et vinterophold i Grønland, og alle mand vilde længes hjem. Mine kundskaber med hensyn til skibsruterne paa Grønlands vestkyst var dog yderst mangelfulde, og da jeg gik ud fra, at det samme skib, som forlod Kristianshaab i september, skulde anløbe de søndenfor liggende havne, mente jeg, vi vilde være sikre paa at komme hjem iaar, om vi styrede mod en af disse, og fandt, at i saa tilfælde maatte Godthaab være et godt sted. Der var ogsaa andre grunde, som talte for at holde den vei; fremfor alt fandt jeg, at en undersøgelse af isen i denne retning vilde have stor interesse, da den var fuldstændig ukjendt, mens Nordenskiölds to ekspeditioner jo havde skaffet mange værdifulde oplysninger om isen sydost for Kristianshaab. En tredje grund var den, at aarstiden var saa langt fremrykket, og høsten paa indlandsisen turde ikke være blid; over til bunden af fjordene ind for Godthaab var veien betydelig kortere end til Kristianshaab, og vi maatte saaledes regne paa at kunne naa hurtigere over til blidere egne i den første retning, om vi end intet vidste, om isens beskaffenhed der egnede sig for nedstigning, og om vi end maatte vente, at det vilde tage os lige lang tid at naa helt frem til Godthaab som til Kristianshaab; thi ved første sted var veien over bart land fra indlandsisen og frem saa betydelig meget længere, ja muligens var der meget vanskeligt at komme frem. Dog paa et eller andet [462] sæt maatte vi kunne naa kolonien, og var der ingen anden udvei, saa maatte vel sjøveien føre os frem.

Alt dette gik gjennem hovedet paa mig den formiddag, kartet blev flittig seet paa, beregninger blev stiltiende gjorte, og resultatet af det hele blev, at jeg bestemte mig for Godthaabsruten. Jeg var forberedt paa, at vi vilde finde vanskelig is nær isranden paa den kant, da der er saa mange skridjøkler, som skyder ud; men jeg mente, det maatte kunne gaa mellem disse. Det sted, hvor jeg tænkte at komme frem, var netop det samme, vi tilsidst kom ned paa, det laa paa omkring 64° 10' n. br. Hvorfor jeg troede, at det maatte være bedst her, var af den grund, at der ingen skridjøkler skjød ud, mens der efter kartet, som forøvrigt var fuldstændig galt, skulde være saadanne baade søndenfor og nordenfor; min mening var nu den, at der mellem to store skridjøkler maa være sandsynlighed for, at der findes et belte eller, om man vil, en bagevje, hvori isen ligger nogenlunde rolig, og hvor den følgelig er nogenlunde jevn; dette har ogsaa vist sig, saavidt min erfaring rækker, at slaa til. Da min beslutning at gaa til Godthaab meddeltes til de andre, blev der almindelig tilfredshed, alle var enige i, at det var ubetinget det heldigste; det lod til, at man allerede begyndte at faa nok af indlandsisen og atter længtede efter mer gjestmilde egne. Seilene blev heiste, og henved 3-tiden om eftermiddagen drog vi afsted, saa høit op imod vinden, vi kunde ligge, men det blev aldrig høiere end tvers, ja tildels endog en streg lavere. Da vinden var nordvest (retvisende), kom vor kurs paa den maade til at pege betydelig sydligere end Godthaab; men da vinden hjalp os, stod vi os dog paa at bruge seil og ligge saa lavt, fremfor blot at trække. Naar vi ordnede os saaledes, at 2 gik foran og trak, og en gik bag og [463] styrte, gik det nogenlunde. Og trods vi begyndte saa sent og tørnede tidlig ind om kvelden, kom vi dog mer end en mil frem den dag.

Efterhvert som vi gik, begyndte jeg mer og mer at tænke paa, hvorledes vi bedst skulde naa fra indlandsisen til mennesker; det saa ud paa kartet at være et temmelig ulændt strøg, med berge, dale og fjorde, likest saa det ud at være mod bopladsen Narsak, som ligger paa sydsiden af Ameralik-fjordens munding søndenfor Godthaab. Men ogsaa her kunde det jo hænde, at det var adskillig besværligt at komme frem, og tanken paa sjøveien trængte sig mer og mer i forgrunden. Det var jo greit nok, at vi i vore to waterproofs presenninger og det vandtætte seildugsgulv i teltet havde materiale nok til at bygge baad, træ til spileverket, aarer og lignende kunde vi tage af ski, skistave, bambusstænger og kjælkerne, det vilde alt sammen være udmerket, og gik vi alle mand igang, kunde det neppe tage lang tid at bygge baaden. Kommen til dette resultat, meddelte jeg mig en dag til Sverdrup, som efter nogen betænkning var med, og nu diskuterede vi under vor vandring, hvor det altid var godt at have noget at sysselsætte tankerne med, ofte, hvorledes baaden i tilfælde helst burde bygges.

De følgende dage havde vi det samme veir med storm og snefok. Om nætterne frygtede jeg flere gange for, at teltet skulde rives istykker, om morgenen, naar vi skulde videre, maatte kjælkerne graves frem af snefanerne, maatte aflosses, forat meierne kunde bli skrabede for is og vedhængende sne, saa maatte de surres sammen, riggen sættes op paa nyt, og alt dette arbeide var ikke sødt i det bidende snefok med kulde; især var surringerne, som maatte lægges paa med bare næver, skulde de forslaa noget, et surt [464] arbeide. Kom vi os saa endelig flot, var det at gaa og stampe i sneen hele dagen, og tungt var det, enten man nu gik foran kjælkerne og trak eller bag og styrede. Det sureste arbeide i de dage var dog at faa teltet op om kvelden; thi først maatte nemlig teltgulvet heftes sammen med teltvæggene, dette skede ved en lissing, som ogsaa maatte gjøres med bare næver, og man maatte da tage sig vel iagt for ikke at faa dem frosset af. En kveld under det arbeide, opdagede jeg saaledes pludselig, at fingrene paa begge hænder var hvide helt op til haandfladen. Jeg tog i dem, de var haarde og ufølsomme som træ. Ved bankning og gnidning med sne blev dog blodomløbet snart atter bragt tilbage i dem.

Den 28de havde Kristiansen det uheld at træde feil paa kanten af en fokskavle og vrikkede sit ene ben i knæleddet. Han var i flere dage saa daarlig, at han havde helt vanskelig for at gaa; men ved flittig massage kom han sig atter. Det tog sig forøvrigt ganske underlig ud at se ham sidde med blottet ben og bli masseret af Dietrichson midt i snefokket og kulden. Den 28de blev ogsaa lapperne lidt daarlige i øinene; merkelig nok var de, som ovenfor nævnt, de første, som led af sneblindhed, de var ogsaa de eneste. Balto maatte jeg dryppe med cocainopløsning i øiet, men jeg gjorde dog ganske lidet deraf, og ved omhyggelig anvendelse af snebriller og det røde silkeslør blev de snart bra. Alle vi andre klarede os godt for denne sygdom, som mange arktiske reisende har anseet som næsten uundgaaelig. Bruges mørke briller eller slør, er det ikke tvil om, at den kan undgaaes. Uagtet solen bare var oppe den halve del af døgnet, virkede den dog slemt nok den stund vi havde den; midt paa dagen kunde solstraalernes virkning være intens, dette skyldes for en ikke uvæsentlig del luftens [465] tyndhed i den høide, hvori vi befandt os (2000 meter), men selvfølgelig ogsaa, at de blev reflekterede fra den umaadelige jevne sneflade. Paa ansigtshuden havde dette en mer eller mindre sterk virkning paa os alle, vi blev brunstegte, og ingen undgik, at huden, især paa saa fremstaaende punkter som næsen, skallede af. Kristiansens ansigt blev især angrebet af solen, hans kinder svulmede op og fik solblemmer, de saa ud aldeles, som om de havde været udsatte for forfrysning, og det voldte ham mange smerter. Efter den tid blev vi mer omhyggelige med at anvende vore røde silkeslør og undgik saaledes alvorlige ulemper af solen.

Det tog sig forøvrigt ganske eiendommelig ud, at se disse fine silkeslør vaiende mod den blaa luft. De drog uvilkaarlig tanken hen paa vaarpromenader, glimrende ekvipager, elegante dameskikkelser og straalende øine; isteden saa vi her seks mænd, alt andet end elegante, trækkende nogle ekvipager, som heller ikke led af den svaghed, og bag slørene mødte en kun seks skidne, veirbidte ansigter.

Om eftermiddagen den 29 august stilnede vinden saa meget af, at det ikke længer lønnede sig at seile, vi tog derfor seilene ned og begyndte at trække, med kurs ret paa Godthaab. Den dag blev sneen ogsaa saa løs og dyb, at Sverdrup, Dietrichson og jeg tog indianertrugerne paa. Det voldte os dog adskilligt bryderi i begyndelsen at bruge disse indretninger, som vi ikke havde prøvet noget videre før; de første skridt bar det uafladelig paa næsen, snart sprigede vi ikke nok i benene, den ene truge slog mod det andet ben, og saa overende; saa tog vi os i vare herfor en stund, men saa satte vi den ene truge oppaa den anden, og da vi skulde skridte til igjen, bar det atter [466] paa næsen; saa skrævede vi mere ud, og det gik bra, men saa tog forenden paa en truge ned i sneen, og atter laa vi der. Paa denne vis holdt vi det en stund gaaende, stadig laa vi paa næsen og rodede; men snart blev vi afvænte fra dette, og siden fandt vi dem meget hensigtsmæssige. De bar udmerket ovenpaa, og vi fik godt og sikkert fodfæste med dem. Vi angrede nu, at vi ikke før havde taget dem paa. Kristiansen forsøgte dem ogsaa, men kunde aldeles ikke komme overens med dem, og efter at han havde ligget overende et snes gange, blev han saa sint, at han slængte dem paa kjælken og tog norske truger isteden; disse kunde han klare, men de sank i og var [467] betydelig tungere at bruge. Lapperne, som tidligere havde svoret saa høit og dyrt paa, at de aldrig skulde bruge disse «dumme indretninger», kunde nu naturligvis ikke bekvemme sig dertil og saa med megen foragt og misbilligelse paa os dumme mennesker, da vi tog dem paa. Det var ogsaa til deres synlige tilfredshed, at vi i et væk laa overende i begyndelsen; men da det saa gik bedre, og vi aabenbart fik stor overlegenhed over dem, kunde Balto efter en stund ikke længere dy sig, men kom med en forsigtig forespørgsel, om det virkelig var godt at gaa paa, og det samme spørgsmaal gjentog han flere gange; det var let at forstaa, at han var nær paa nippet til at tage trugerne paa sig, trods alle tidligere fordømmelser over dem. Da blev om morgenen den 30te august sneen slig, at skierne kunde anvendes, og han tog nu dem isteden; Ravna ventede endnu en stund, men saa tog ogsaa han, paa Balto's raad, skierne. Det varede heller ikke længe, inden Kristiansen tog dem. Da vi imidlertid fandt, at indianertrugerne var fordelagtigere, saa længe vi havde sterk stigning, fortsatte Sverdrup og jeg at bruge dem lige til den 2den september, mens Dietrichson tog skierne en dag før.

Vort liv var i hele denne tid og de følgende 3 uger usedvanlig ensformigt og frit for enhver antydning til større begivenheder. Intet under da, at de mindste bagateller blev gjorte til betydelige ting og kom til at fylde dagbøgerne fra denne tid. At vi saa land for sidste gang, var f. eks. en oplevelse, som maatte omtales, og herom skriver Dietrichson: «Omtrent kl. 10 om formiddagen (31te august) saa vi for sidste gang bart land. Det var paa toppen af en bølge (eller svag høideryg i terrænet), at vi fik et glimt af en liden nunatak, som i mange dage havde [468] været det eneste mørke punkt foruden os selv og slæderne, hvorimod vi kunde vende vore øine; nu forsvandt ogsaa det.» Vi kaldte denne vor sidste nunatak Gaméls nunatak.

At en saa merkelig begivenhed som en snespurv maatte noteres, er en selvfølge, jeg skriver derom:

«En times tid efterat vi havde mistet sidste nunatak afsigte, blev vi ikke lidet forbausede ved at høre fuglekvidder i luften og pludselig se en snespurv komme flagrende henover os. Efter at have fløiet rundt os et par gange slog den sig ned paa sneen tæt ved; den skakkede paa hovedet og saa paa os, hoppede muntert et par hop henover sneen, kvidrede lidt; saa fløi den atter nordefter og forsvandt i det fjerne, det var den sidste hilsen fra land.»

De sidste dage af august havde vi endnu stigning. Vi haabede stadig paa at naa høideplateauet, og at den stigning, vi havde foran os, skulde være den sidste; men komne op fandt vi altid en slette og en endnu høiere stigning bagenom. Snefladen hævede sig i lange bølger høiere og høiere indefter.

Om kvelden den 1ste september kom vi opad en sterk bølge og fandt paa toppen af denne en stor flade med næsten umerkelig stigning. I veirlaget var her en merkbar forandring; langt i vest nær himmelbrynet saaes tætte skybanker med saadanne runde kumulusformer, som vi ikke tidligere havde seet heroppe over snefladen. Jeg troede, det maatte være skyer, dannede af fugtig luft, som kom dragende lige fra havet indover sneslettens vestlige skraaning, og antog følgelig, at vi maatte være naaede saa langt frem, at vi kunde se over mod denne.

I syd og øst var der ogsaa skyer, men himmelen var klar ret over os og mod nord. I den sidste retning [471] hævede snefladen sig, mens den sank mod syd og øst. Alt fandt jeg at tyde paa, at vi nu havde naaet høiden af Grønlands indre, og da dette blev forkyndt for de andre, vakte det almindelig glæde; thi vi var alle for længe siden kjede af de sterke stigninger, hvoraf vi især i den sidste tid havde havt meget. Sangvinske som vi var, haabede vi snart paa at vinde frem til skraaningen mod vest, hvor det bare gik udover, og hvor alt skulde bli herlighed og glæde; og det var i den mest overmodige stemning, at vi den dag saa solen synke herlig og glødende ned bag skybankerne og forvandle vesthimmelen til det stemningsfuldeste farvedigt. For os paa denne flade indbefattede kvelden og solnedgangen alt, som var skjønt; det forekom mig, at jeg aldrig havde seet den vakrere end den dag; det var, som maalet dukkede frem bagenom. – Vi skulde dog endnu faa vente længe.

Det var ikke mer end rimeligt, at der den kveld holdtes fest, med ekstra-rationer, bestaaende som sedvanlig af havrekjæks, mysost og tyttebærsyltetøi, samt til de røgende en pibe efter maden. Det var rigtig en hyggelig kveld.

Vore aneroidbarometre var nu paa grund af høiden og det ringe lufttryk sunkne saa lavt, at der intet var igjen af millimeterskalaen paa dem, vi var paa 2400 m. (7700 fod); skulde vi komme endnu høiere, vilde det bli vanskeligt at tage observationer. Ved hjælp af den bevægelige høideskala, som var anbragt paa dem, klarede vi os dog ganske godt, uagtet lufttrykket senere sank endnu betydelig lavere.

Men vi naaede ingen skraaning, vi sled os frem i ugevis over en uendelig, flad sneørken, den ene dag gik omtrent som den anden, der var en trættende ensformighed og et slid udbredt ligelig over dem alle, som den, der [472] ikke har forsøgt det, vanskelig kan gjøre sig nogen forestilling om. Alt var fladt og hvidt som et hav, forvandlet til sne; om dagen saa vi kun tre ting i denne natur, det var solen, snefladen og os selv, og vi tog os ud som en forsvindende liden sort linje, der drog gjennem en eneste hvid uendelighed; – den samme synskreds overalt, aldrig et punkt at fæste øiet paa, aldrig et punkt, hvorimod kursen kunde sættes. Der maatte styres ved at se hyppig paa kompasset, og man maatte holde retningen saa godt som muligt ved at give agt paa solen, naar man saa den, og ved at se tilbage paa de 4 mand, som kom efter, og paa sine egne spor, om man ikke slog «krumninger paa halen». Synskreds efter synskreds lagdes bag, stadig kom man ind i nye, men altid var de de samme. Vi vidste omtrent, hvor vi var, og vi vidste, at paa lang tid kunde vi ikke vente nogen forandring.

Snefladen, hvorover vi bevægede os, var omtrent fuldstændig jevn, kun i ganske svage, lange bølger, som ikke let kunde sees med øiet, hvælvede den sig fra den ene kystskraaning til den anden; bølgedalene havde en retning af omtrent fra syd til nord (retvisende).

Om sneens overflade skriver jeg den 30te august, at det løse, nyfaldne snelag, som ligger ovenpaa den fuldstændig haardfrosne, gamle issne, er ikke mer end 4 eller 5 tommer tykt og er jevnt og glat, mens det de foregaaende dage har været op til en fod og dertil blæst sammen i fokskavler, hvorpaa kjælkerne gled tungt.

Fra den dag var sneens overflade aldeles glat som et speil uden anden ujevnhed end de spor, vi selv satte i den.

Vore dagsmarscher var som regel ikke lange, de dreiede sig mellem 1 og 2 mil. At de sjelden var længere, kom deraf, at føret omtrent altid var tungt. Var vi [473] komne tidligere paa sommeren, omkring midtsommerstid, vilde vi have faaet et udmerket glat og haardt føre, saaledes som det, vi havde havt i begyndelsen af færden (22de til 23de august). Nu var der imidlertid ovenpaa denne haardfrosne sne kommet løs nysne, som var fin og tør som støv, og som af vinden var pakket sammen til foksne, hvorpaa, som bekjendt, ski saavelsom kjælker glider traat og tungt. I den sterke kulde, vi fik, var den ganske usedvanlig slem, den var, som vi udtrykte os, traa som sand at trække paa, og den blev værre og værre, jo længere vi kom ind. Hyppig faldt der ogsaa fin nysne, hvilket ikke gjorde det bedre. Føret var i virkeligheden saa tungt, at det var kun med anvendelsen af alle vore kræfter, at vi stampede os frem; vi maatte tage i, det vi orkede, for hvert eneste skridt, og det er noget trættende i længden.

Mine dagbogsoptegnelser fra denne tid bærer et umiskjendeligt præg af, at vi fandt føret slemt; jeg skal som prøve blot gjengive nogle af dem. Den 1ste september skriver jeg: «Idag blev føret mer end almindelig traat at trække paa, der var omtrent 8 eller 9 tommer ny løs foksne, fin som støv og traa som sand, ovenpaa den skare, som dækker den gamle ogsaa løse sne, og som er et par tommer tyk. Ved middagstid, da solen virkede paa sneen, blev det værre end nogensinde. I fortvilelsen over føret skruede Sverdrup og jeg staalpladerne af under meierne paa vor kjælke, da vi mente, at træmeier maatte glide glattere end staal paa slig sne i kulden. Fordelen var dog tvilsom. Det var og det blev tungt; det forekommer os at blive værre og værre for hver dag.» Noget senere skriver jeg: «Enkelte dage kan føret forbedre sig noget, men det har altid kort varighed, og efterpaa blir det gjerne værre end nogensinde. Om nætterne saavel som om [474] dagen falder der hyppig fin nysne, som er endnu traaere end den gamle foksne at trække paa.» «Solen er, skjønt den steger varmt, dog ikke, selv ved middagstid, saa sterk, at den formaar at smelte sneen paa overfladen, saaledes at der nogen gang kan bli skare paa den^k133. Nei, den er og blir løs hele veien indefter.»

Den 8de september heder det: «Føret er utrolig tungt, det tungeste, vi endnu har havt, uagtet det er haardt; denne foksne er traa som sand at trække paa. Vi slider os frem mod snefok og vind.» Endvidere den 9de september: «Det tog til at sne udover dagen, og føret blev tungere og tungere, det blev endnu værre end igaar; at sige, at det var som at trække paa blaalere, vil næsten ikke sige nok. Vi maatte for hvert skridt tage i, det vi orkede, for at faa de tunge kjælker frem, og om kvelden var Sverdrup og jeg, som gik foran og pløiede veien, adskillig slitne; de andre havde det forholdsvis bedre, eftersom de kunde gaa i vore spor, og deres kjælker paa staalmeier gled lettere. Dog, kvelden i teltet med god lapskaus, laget af brød, bønnepølse og pemmikan, lader glemme alle dagens møier.»

De her meddelte uddrag tror jeg er nok til at vise førets karakter. Forøvrigt bør det muligens meddeles, at den kjælke, som Sverdrup og jeg trak sammen, var den hele tid tungere end alle de andre at trække, og tilsidst efterlod vi den derfor ogsaa; jeg skriver derom: «Den 11te september fandt Sverdrup og jeg, at det blev værre [477] end værst med vor kjælke, det var ikke mer end saa, at vi kunde faa den frem. Vi forstod ikke ganske, hvad der kunde feile den, den havde altid været værre at trække end alle de andre kjælker, og Sverdrup mente, «at det maatte være den onde selv, som sad bag paa». Den formiddag bestemte vi os derfor til at lægge den igjen og tog Baltos kjælke isteden, mens han lagde sin last paa Ravnas, og de to lapper trak altsaa efter den dag sammen. Ved den forandring gik der en ny sol op over Sverdrups og min tilværelse; vi kom med vor nye kjælke saa hurtig frem, at de andre havde ondt for at følge med; og vi fandt, at tilværelsen blev næsten behagelig.»

Forøvrigt var det nok ikke bare os, som fandt, at det var tungt, lapperne klagede stadig, og en dag stansede Balto pludselig og sagde til mig: «Da du spurgte os to lapper i Kristiania, hvor meget vi kunde trække, saa svarede vi, at vi kunde trække 3 vog hver, men nu har vi over 6 vog at trække hver, og en ting vil jeg sige, at kan vi trække dette las til vestkyst, da er vi sterkere end hest.»

For at hindre, at nogen fra, hvad her er meddelt om skiføret o.s.v., skulde komme til den feilagtige slutning, at vi liden eller ingen nytte havde af vore ski, skal det oplyses, at skierne var en fuldstændig nødvendighed for os. Uden dem vilde vi i sandhed ikke være komne langt, sandsynligvis vilde vi enten ikke have vendt tilbage eller havde maattet vende om. Skierne er, som allerede nævnt, for den, der forstaar at bruge dem, de indianske snesko betydelig overlegne, selv til at trække med. De trætter mindre under gangen, idet de ikke løftes, og man ikke behøver skræve mer i benene end sedvanligt. I 19 dage i træk gik vi paa vore ski fra den tidlige morgen til [478] sent paa kveld; den afstand, vi tilbagelagde paa dem, var henimod 50 mil.

Veiret var omtrent under hele vor færd over indlandsisen saavidt klart, at solen skinnede gjennem, og det var ikke mange dagene, at det var fuldstændig overskyet. Selv naar der faldt sne, hvilket ofte var tilfældet, var den sjelden tættere, end at solen kunde skimtes. Sneen, som faldt, var altid fin og lignede mer frossen taage, som kom ned, end sne, saaledes som vi er vante til den i Europa; det var netop, hvad vi paa enkelte kanter i Norge kjender under navn af frostsne, og som dannes derved, at luftens fugtighed falder direkte ned i fast form uden at danne skyer.

Naar saa solen skinnede gjennem denne luft, fyldt med faldende frostsne, dannede der sig altid ringe om den, og disse saavel som bisole og akser gjennem solen til bisolene o.s.v. var derfor, saa længe vi befandt os i Grønlands indre, en næsten daglig foreteelse. Naar solen nærmede sig himmelbrynet saa meget, at en del af ringen kom under dette, da dannedes der gjerne kraftige bisole i de punkter, hvor solringen skar snefladens rand, ligeledes dannedes der en tilsvarende bisol paa denne ret under solen.

Kulden blev stadig sterkere og sterkere, efterhvert som vi kom indefter. Solen havde dog, naar veiret var nogenlunde klart, en sterk magt, og i middagstiden kunde den en stund stege saa voldsomt, at varmen endog blev generende. Den 31te august oplyser jeg saaledes blandt andet i min dagbog, at solen stegte i de dage saa meget, at den gjorde sneen vaad og kram, kjælkerne gled tungt, og vi blev fugtige paa fødderne. Naar det saa atter frøs paa, saasnart solen begyndte at synke, gled kjælkerne vistnok glattere, men benene gik det daarlig med, og man [479] maatte tage sig vel i vare, hvis man ikke vilde fryse dem af. Det hændte oftere, naar lauparskoene skulde tages af om kvelden, at de var frosne sammen med ladder og strømper til et stykke.

Senere formaaede solen ikke at gjøre sneen vaad, men den havde dog en sterk magt i den høide, vi her var oppe paa, hvor følgelig luften er tynd og forholdsvis lidet af dens varmestraaler blir absorberet i atmosfæren. Som eksempel paa solens virkning kan bl. a. anføres, at den 1ste september viste et spiritustermometer, som blev lagt i solen +29,5° C. samtidig med, at luftens temperatur var -3,6° C. (maalt med svingetermometer). Om natten havde vi havt -16° C.

Den 3dje september viste et spiritustermometer, da det ved middagstid blev lagt paa en kjælke i solen, en temperatur af +31,5° C., mens svingetermometret til samme tid viste, at luften havde en temperatur af -11° C.

Denne store forskjel mellem temperaturen i solen og i skyggen er tydeligvis bevirket ved den sterke varmeudstraaling gjennem den tynde, lidet vandholdige luft i denne høide over havet.

Allerede for mange aar siden er et lignende forhold iagttaget i Sibirien af vor berømte landsmand Hansten. I et brev fra Irkutsk, dateret 11te april 1829, skriver han:

«Landets temmelig høie beliggenhed og den betydelige afstand fra havet gjør luften tør og dunstfri og foraarsager en sterk varmeudstraaling, hvilket sidste ogsaa er en grund til stedets lave temperatur. Solens magt om vaaren er her saa sterk, at i en kulde af 20° til 30° R. i skyggen om middagen drypper vandet fra tagene paa solsiden.»^k134

[480] Saasnart det led udover eftermiddagen, og solen begyndte at komme lavere paa himmelen, sank luftens temperatur paafaldende; men især var dette merkbart, saasnart solen gik ned.

Skalaen paa vore svingetermometre gik ikke længere end til -30° C, da ingen havde ventet saa lave temperaturer paa den tid af aaret i Grønlands indre; men efter den 8de september sank kviksølvet hurtig dybt under skalaen, saasnart solen forsvandt om kvelden. Hvor lavt temperaturen sank ned, kan desværre ikke bestemmes nøiagtig. Da jeg gik tilkøis om kvelden den 11te september, forsøgte jeg at lægge minimums-termometret under min hovedpude; men da jeg skulde se til det om morgenen, var spiritussøilen sunket langt under skalaen, som gik ned til -37°. Antagelig var temperaturen under -40°, og det var inde i et telt, hvor vi sov 6 mennesker, og hvor vi kogte vor mad med spirituslampe.

Det merkelige ved temperaturerne deroppe var den store forskjel af mer end 20 grader mellem nat og dag; en slig afveksling finder man ikke mange steder paa jorden. Det mest tilsvarende er, hvad man har iagttaget i Sahara ørken, hvor det kan være kvælende hedt om dagen og hvor vandet kan fryse, naar det staar ude om natten.

Merkeligt er det, at man ikke tidligere har iagttaget nogen lignende synken af temperaturen om natten paa Grønlands indlandsis. Grunden maa vel nærmest søges deri, at omtrent alle tidligere ekspeditioner, som har været noget stykke inde, har været paa en breddegrad og paa en aarstid, da solen var oppe hele døgnet rundt^k135. Nogen detaljeret meteorologisk dagbog er der heller ikke leveret af tidligere reisende.

[481] Efter den maade, hvorpaa temperaturen sank mod kvelden, har professor Mohn regnet ud, at vi maa have havt omkring -45° C. de koldeste nætter. I denne tid steg luftens temperatur lidt over middag op til mellem -20° og -15°.

Dette er altsaa i midten af september. Det er uden sammenligning den laveste temperatur, som paa en slig aarstid er iagttaget paa vor jords overflade. Hvad maa man ikke vente at finde paa de kanter midtvinters? Herover kan vi neppe endnu anstille nogen beregning under saa særegne meteorologiske forhold.

Spørges der derimod om, hvad temperaturen er i Grønlands indre paa den varmeste tid om sommeren, og om da nogen snesmeltning kan gaa for sig, saa har vi [482] muligens en maade at slutte os dertil paa, nemlig ved at undersøge sneens bygning nedigjennem og ved at se, om den gamle sne har været udsat for smeltning. Dette gjordes ogsaa, saa godt tiden tillod os det.

Lige indtil den høide, vi kom i den 30te august (1980 m.), fandt vi, at den gamle sne var fuldstændig haardfrossen og var tildels forvandlet til en slags kornet is, eller om man vil iset, sammenfrossen kornsne; denne sne havde tydeligvis været udsat for sterkt lindeveir, hvorefter var kommet frost. Ovenpaa laa der gjerne fra 5 til 10 eller endog 12 tommer løs, tør nysne, som altsaa var falden efter sommermaanederne.

Om kvelden den 31te august fandt vi til vor forbauselse, da vi skulde ramme skistavene ned for at sætte op teltet, at der vistnok var en fast skorpe paa den gamle sne under den løse nysne; men brød vi gjennem denne skorpe, kunde vi stikke stavene ned, saa langt det skulde være. Dette var et tydeligt bevis paa, at vi allerede da var oppe i den høide (2270 m.), hvor solen kun midtsommers formaar at gjøre et tyndt lag af sneen kram eller fugtig, og dette lag fryser saa atter om natten, naar solen staar lavt. Snesmeltningen kan følgelig ikke formindske snemængden det allerringeste i denne høide; thi det ubetydelige smeltevand, som dannes, kommer jo ingen vei, det holdes fast af nattefrosten.

Et lignende forhold fandt vi overalt i det indre af indlandsisen, sneens smeltning var omtrent ingen. Forøvrigt var den gamle snes bygning i lag ganske merkelig. Den 3dje september siger jeg saaledes derom, at jeg flere gange den dag havde forsøgt at stikke staven ned igjennem sneen og fandt da som regel, at der øverst var omkring 3 tommer løs nysne, saa kom en isskorpe paa omkring en halv [483] tommes tykkelse, saa 7 tommer løsere sne, saa atter en haardere isskorpe, som kun med møie gjennemboredes, saa kunde staven rammes en fod eller to ned gjennem haardere og haardere sne, indtil den omkring en alen fra overfladen stansede aldeles.

Paa et andet sted, hvor jeg tidligere den dag forsøgte det samme, var der øverst flere lag i omtrent samme forhold som netop angivet; men staven kunde der stikkes 2 alen ned igjennem haardere og haardere sne, indtil den stansede mod et ganske fast lag.

En lignende lagdannelse i sneen fandt vi overalt indefter, som regel kunde vi ramme stavene ned, omtrent saa langt vi vilde. Det tyder altsammen paa, at snesmeltningen i Grønlands indre indskrænker sig til, at solen paa den varmeste tid af aaret faar gjort det øverste snelag lidt fugtigt, og dette fryser saa atter om natten.

XIX. En storm i det indre. – Vort huslige liv

[484] At maatte stadig færdes ude i kulde som den, vi havde, er ikke altid behageligt. Der dannede sig ofte slig is i ansigtet, at skjegget frøs fuldstændig sammen med klæderne, som vi havde rundt hovedet, til et stykke, og det kunde være vanskeligt nok at faa aabnet munden for at tale. Bedst er det under saadanne omstændigheder at klippe skjegget af sig; men det havde vi hverken tid eller lyst til i de omgivelser.

Kom der vind i disse høider, da blev det endnu mindre sødt, «da puster her», som det heder om Nordland i Norge (i «Nordlands Trompet»):

… «ud en med Magt

Som bide kan digt udi Næse;

Da kan man med Hast blive graa udi Skjeg

Da vanker her Hagel-Bræst, Smell udi Væg,

Tandgnissel og Pust udi Næve.

Hvo som imod Veiret da sidde vil vendt,

Han vogte sig, Ansigtet bliver ei skjendt

Af Rimen, som da monne svæve!»

I min dagbog finder jeg bl. a. følgende optegnelser om vinden:

«Om formiddagen den 4de september havde vi et herligt stille veir, nysneen var faldt ganske løst og let om [485] natten. Solen skinnede paa den uendelige, ensformige sneflade, der med en forsvindende stigning udbredte sig forover og forover som et eneste hvidt, diamantsaaet teppe, fint og blødt som dun, i svage, næsten usynlige bølger. Men om eftermiddagen forandrede landskabet sig betydelig; det røg op med en bidende vind fra nordvest (retvisende); – den piskede nysneen foran sig og forvandlede det hele til et eneste sneyre. Himmelen klarnede fuldstændig af oventil, og det blev koldere og koldere, termometret sank ned paa -19° C. Vindens styrke steg stadig og kom snart op til storm, det var surt at stampe sig frem imod den, og man maatte være varsom for ikke at fryse sig fordærvet.

«Først frøs næsen bort, det merkede jeg dog saa tidlig, at jeg ved gnidning med sne fik frelst den, og troede mig nu berget. Saa følte jeg en underlig kuldefornemmelse under hagen og merkede, at halspartiet rundt strubehovedet var stivfrossent; ved gnidning med sne og ved at pakke nogle uldvanter og andre beklædningsgjenstande ind paa halsen, klaredes ogsaa den. Men saa kom det værste af alt, i mavepartiet trængte vinden sig ind gjennem klæderne, og der kom voldsomme smerter; men ved en heldig anbringelse af en filthat klaredes ogsaa den del af legemet. Med Sverdrup var det en stund omtrent lige galt, hvordan det gik de andre, som kom efter, ved jeg ikke, men antager, det neppe var stort bedre. Det smagte mer end sedvanlig godt at komme i teltet den kveld og faa varm lapskaus.

«Den følgende formiddag var veiret stilnet af; men om eftermiddagen røg det paany op med storm og snefok fra sydvest. Den fortsatte den dag og hele den følgende nat og blev mer og mer sydlig; jeg glædede mig til god seilevind, men da vi skulde afsted om [486] morgenen (den 6te september), var den løiet saa meget af, at vi ikke fandt det umagen værd at sætte seil. Ud paa formiddagen friskede imidlertid vinden til igjen, og ved middagstid var den rent sydlig (retvisende); jeg mente derfor, at vi burde sætte seil, men da dette mødte indvendinger fra de andre, som havde liden lyst paa omrigning og de mange surringer i dette snefok, lod jeg det uheldigvis være, hvilket vi senere skulde komme til at angre paa; thi efterhvert som vi drog frem, blev vinden mer og mer agterlig samtidig med, at den voksede i styrke.

«Det blev snart en fuldstændig snestorm, som gik over til ost-sydost eller ost. Vi havde den følgelig næsten ret agterind, og den blæste baade os og kjælkerne afsted. Da nu snefladen ogsaa tydeligvis heldede lidt med, bar det hurtig vestover. Snefokket tiltog i den grad, at Sverdrup og jeg ikke paa 20 skridts afstand kunde se de andre, som kom efter, og vi maatte hyppig vente for ikke at miste dem. Da vi ved otte-tiden om kvelden stansede, var det intet let arbeide at faa teltet op i den forrygende storm; og ve den ulykkelige, som havde gaaet let klædt om dagen og nu maatte tage trøien af for at faa paa sig noget mer undertøi; stormen blæste snestøvet lige ind paa skindet gjennem alle porer i uldtrøie og skjorte, det føltes, som om man stod der splitter nøgen; selv holdt jeg paa at fryse af mig venstre haand ved den forretning, og det var med de største vanskeligheder, at jeg fik klæderne tilknappede. Dog, teltet kom op dengang ogsaa; men kogt noget blev der ikke den kveld, der gøv for meget sne ind gjennem alle aabninger dertil; vi tog et par beskøiter, lidt leverpostei og pemmikan og var glade ved snarest mulig at krybe dybt ned i poserne, trække laaget over hovedet og spise det der, sove og saa overlade [487] stormen herredømmet udenfor. Vi var den dag komne et langt stykke frem, vi antog henimod 4 mil (det var dog neppe mer end 2½).

«Stormen rasede hele natten og blev mer og mer ren østlig (retvisende). Just som jeg vaagnede den næste morgen (7de september) og laa i halvsøvne, hørte jeg noget springe istykker, det var den ene af bardunerne paa teltets østre væg; vinden stod ret paa denne med en voldsomhed, saa jeg hvert øieblik ventede at se den revne. Ved hjælp af nogle paksække, stablede ovenpaa hverandre, fik vi den nogenlunde afstivet, jeg frygtede dog endnu for, at den skulde springe, og tænkte kun paa, hvad vi saa skulde gjøre, naar snefokket kom lige ind i teltet til os. Det blev vel ikke andet for end at krybe godt ned i poserne og lade sig nedsne.

«Vi haabede dog paa, at det skulde bli bedre med vinden, og imidlertid fik jeg tændt op og kogte lapskaus og the, som gjorde godt i de sultne maver. Saa blev vinden lidt bedre, og vi mente at kunne drage videre. Vi riggede os til i uveirshyre og skulde ud for at sætte seil, idag var det endelig seilevind, som forslog. Balto var først færdig og krøb ud af teltdøren, hvilket ikke var let arbeide, da den var stængt af en snefane. Det varede ikke mange sekunder, før han kom hoppende ind igjen med ansigt og klæder fulde af sne, aldeles forpustet, vinden og snefokket havde taget veiret fra ham. Det første, han sagde, da han kom sig saa pas, at han kunde snakke, var, at «idag blir der ingen reis». Jeg stak hovedet ud og indsaa for vel rigtigheden deraf, alt stod i raak.

«Vi maatte bli, hvor vi var; men teltet maatte støttes, og mad maatte vi have hentet ind til os fra slæderne, før vi blev sneede helt ned. Balto og Kristiansen skulde gaa [488] ivei med dette, de riggede sig ekstra til og surrede klæderne igjen overalt, hvor der var mulighed for sneen at trænge sig ind. Balto var først færdig, jeg saa efter ham gjennem aabningen, idet han gik; men han havde ikke taget mer end nogle skridt ud i sneraaket, før jeg ikke kunde se ham længer. Kjælkerne var næsten helt forsvundne, han maatte lede efter dem, og det var ikke lidet arbeide med at komme til den mad, vi trængte.

«Da Kristiansen skulde ud af teltet for at faa sat flere stormbarduner paa luv teltvæg, tog vinden slig, at han maatte krybe paa fire. Trods de mange hindringer kom dog alt i nogenlunde orden. Ved hjælp af ski blev den udsatte teltvæg forsvarlig støttet paa kryds og tvers indenfra, og under mønestangen blev der anbragt skistave til forstøtning. Vi kunde nu være nogenlunde trygge for, at det holdt. Saa blev alle aabninger og sprækker, saa godt det lod sig gjøre, tilstoppede med reserveklæder og lignende, ganske tæt fik vi dog teltet aldrig, lidt efter lidt dannede der sig store snefaner inde hos os, og rummet, som var lidet nok før, blev stadig mindre dels paa grund deraf, dels paa grund af sneen, som tyngede paa udenfra.

«Vi havde det dog ganske lunt og godt, der vi var, sneen, som hobede sig op paa udsiden og lidt efter lidt begravede teltet, gjorde det varmt og beskyttede godt mod vinden. Men saa lidt efter middag stilnede denne pludselig af, det var, som man med et slag havde hugget den over, – det blev fuldstændig vindstille. En uhyggelig taushed kom over os, vi forstod alle, at næste øieblik vilde den komme endnu sterkere igjen fra den modsatte kant; det føltes fuldstændig, som det maa være ombord i et skib i en orkan pludselig at faa den velkjendte dødsstilhed.

[489] Vi lyttede med spændt forventning, det lod vente paa sig, enkelte mente, at det dog muligens var slut; men nei, der kom et svagt pust fra nordvest (retvisende), saa for det ene vindstød sterkere end det andet hen over os, og stormen brød løs endnu vældigere end før ret mod teltdørsvæggen og fyldte hele luften inde hos os med sneraak, som stod ind af alle aabninger. Balto skulde nytte øieblikket og var just ude for at fylde sne paa kogeapparatet; men han havde sin nød med at finde tilbage til os.

«Nu var gode raad dyre, den væg var den svageste, og derfor sørgede vi altid for at vende den fra vinden. Ved hjælp af ski, skistave, indianertruger og uldtøi blev den dog nogenlunde sterk og døraabningen saa pas tæt, at der var udholdeligt; men vi sad der nu som mus i en fælde, alle aabninger var stængte, ud kunde vi ikke komme, om det var aldrig saa nødvendigt.

«Imidlertid gjorde vi os livet saa behageligt som muligt, kogte kaffe – hvilket, som ovenfor omtalt, var afskaffet til dagligt brug – krøb i vore poser, og de røgende fik til trøst for uveiret en pibe tobak.

Kun Ravna var trods kaffeen den hele tid ulykkelig. Jeg søgte at trøste ham, men han sagde: «Jeg gammel fjeldlap, jeg kjende godt, naar det kommer snestorm paa fjeld i september maane, da holde længe ved,» og derved blev han staaende, trods alle forestillinger.»

Da vi vaagnede den næste morgen (8de september), var vinden løiet saa meget af, at vi kunde fortsætte; men det var ingen let sag at komme ud, vi maatte grave os gjennem sneen, som havde dækket teltet, saa bare mønet stak op. Til kjælkerne saa vi omtrent intet, og vi havde meget arbeide, før vi fik dem frem og kom saa meget i [490] orden, at vi kunde drage videre paa et føre, som var tungere end nogensinde.

Dette døgn i teltet beskriver Balto paa følgende maade:

«En dag fik vi forfærdelig haardt veir, snefok og storm. Vi drog dog alligevel fremover lige til kvelden. I begyndelsen var det storm fra nord (skal være syd) men siden blev det østenvind. Om morgenen, da vi havde kogt kaffe (?), skulde en mand ud i et erende; men da han aabnede teltdøren, for han tilbage igjen, veiret var saa forfærdeligt udenfor, at det var saa godt som umuligt at komme ud. Jeg tog da en kufte om hovedet, saa jeg bare kunde gløtte lidt med øinene, og vaagede mig ud. Jeg gik nogle skridt bort fra teltet for at se efter kjælkerne, men jeg saa ikke en eneste kjælke, de var aldeles begravne af snestormen. Heller ikke teltet kunde jeg se mere, saa jeg maatte sætte i at huje, og først da de svarede fra teltet, kunde jeg finde det. Ogsaa det var aldeles begravet i sne. Næste dag var det godt veir, og vi fik da travlt med at grave alle vore sager op igjen af sneen.»

Det daglige liv i denne tid gik sin regelmæssige gang og udmerkede sig ved sin mangel paa større begivenheder.

Det værste arbeide i døgnet var at tørne ud om morgenen en time før de andre for at være kok. Naar man vaagnede, fandt man gjerne hovedet fuldstændig omgivet af is og rim inde i soveposen, det var fugtigheden i aanden, som var frossen og havde slaaet sig ned i haarene paa skindet. Havde man nu faaet søvnen af øinene og reiste sig op i posen, sad man i et rum med en temperatur af henimod -40°, og hvor der paa alle væggene undtagen den, som vinden stod paa, hang tommelange rimfrynser; var man saa ulykkelig at røre derved, fik man et mindre behageligt morgenbad af rim. Saa skulde man til at tænde paa kogeapparatet. [493] Først bare det at røre ved metallet var mindre behageligt i den temperatur, og ikke var det bedre at fylde paa lampen og bringe vægerne i orden; thi forat de skulde brænde godt, var det nødvendigt at væde dem med spiritus, som man uundgaaelig fik paa fingrene, og det kunde i den sterke kulde volde store smerter. For at holde vægerne tørre og saaledes for en del undgaa dette pleiede jeg gjerne at bære dem i bukselommen.

Efterat man havde faaet varme paa og sat kogekarret over, maatte flammerne passes vel, saa de ikke kom til at brænde for sterkt; spiritusbeholderen blev nemlig derved for varm, hvilket ofte skede, og det førte let nok til ubehageligheder i form af eksplosion. Den blev i saa fald afkjølet med sne. Men lampen maatte heller ikke brænde med for liden flamme; thi da gik der for lang tid, før man blev færdig. Naar nu endelig theen eller chokoladen var kogt, blev de andre purrede ud til frokosten, som gjerne spistes paa sengen. Naar vi var færdige dermed, gjaldt det saa hurtig som muligt at rigge sig istand til at bryde op, kjælkemeierne skrabedes omhyggelig paa undersiden, bagagen blev stuvet godt paa og surret, og teltet toges ned; som oftest gjordes ogsaa om morgenen nogle observationer med kogebarometret, før vi brød leir^k136.

Efterat alt dette var gjort, drog vi ivei, men efter et par timers forløb stansede vi gjerne for at faa os en plade kjødpulverchokolade hver, saa fortsattes atter i nogle timer indtil middagen, som spistes paa saa kort tid som muligt, mens vi sad paa kjælkerne. Derpaa drog vi igjen frem et par timer, og der kom en ny uddeling af [494] kjødpulverchokolade. Efter endnu et par timer var det saadan ved 5-tiden om eftermiddagen «eftasvær» eller «nonsmad». Saa drog vi frem lige til kvelden, kun afbrudt ved en liden hvil med endnu en plade chokolade.

At tage de astronomiske observationer om dagen var ofte i den kulde et alt andet end behageligt arbeide; det var vanskeligt at haandtere de fine instrumenter med tykke vanter paa; helst brugtes, naar observationen skulde være rigtig fin, bare næverne, men man maatte da passe paa, at fingrene ikke blev hængende fast ved metallet. Trods dette blev dog vore observationer, saavel med sekstanten som med teodoliten, saa nøiagtige, som man med saa smaa instrumenter godt kan faa dem. At bruge sekstant og kunstig horisont i snefok var meget vanskeligt; thi sneen lagde sig saaledes paa horisontens tag, at man maatte være hurtig med observationen, skulde man kunne se noget. Var det altfor galt, maatte teodoliten anvendes; men det var forbundet med det dobbelte besvær at bruge denne; observationerne blev imidlertid omtrent lige nøiagtige.

Naar vi stansede for kvelden, gik de fleste mand straks igang med at feie teltplads, reise teltet, styrke det og tætte væggen med presenninger paa den side, som vendte mod vinden. Ravnas arbeide om kvelden, og jeg tror, det var det eneste, han havde paa hele turen, foruden at trække, var at fylde kogekarene med sne; som gammel fjeldlap, der hver vinter bruger sne til gryden istedenfor vand, havde han selvfølgelig god greie paa, hvilken sne var den bedste at smelte. Straks vi stansede, puslede han stiltiende afsted med kogeapparatet, grov sig et hul ned til den gamle sne, der, som bekjendt, giver langt mere vand ved smeltning end nysne; naar han saa var færdig med dette arbeide, [495] bar Ravna, kogeapparatet til teltet, og hvis dette var reist, krøb han ind og satte sig ned med benene overkors for ikke mer at reise sig, før kveldsmaden var færdig. Det var først, efterat jeg i mange dage havde sat ham dertil hver kveld, at Ravna viste saa meget tiltag som at gjøre dette eneste arbeide uden opfordring; men dermed syntes han nok ogsaa, hans mission i denne verden var fuldbragt.

Kveldsstunderne i teltet, naar alle mand var komne til sæde paa sine sække efter at have børstet sine klæder vel for sne for ikke at trække denne med ind, var glanspunkterne i tilværelsen den tid. Dagen kunde have været aldrig saa strid, vi kunde være aldrig saa slitne, og det [496] kunde være noksaa koldt, saa var dog, naar vi sad der rundt kogeapparatet og stirrede ned mod de svage lysstriber, som kastedes fra spiritusflammen ud gjennem hullerne i lamperummet, og ventede paa vor aftensmad,

«– – alting glemt og alt det onde over,

saa var vor vraa et marmorslot – –»

Og naar saa suppen, lapskausen, eller hvad det nu var, var kogt, rationerne blev udveiede, og den lille stump lys, vi havde, blev tændt, forat vi kunde se at spise, ja da steg vor lykke til sit høieste.

Var vi saa færdige med kveldsmaden, blev der gjort smaa forberedelser for den kommende morgen, kogekarrene blev fyldte med sne, færdige til at sættes over ilden, chokoladen blev opbrudt i stykker, saa den var færdig til at koges o.s.v.; og naar dette var gjort, krøb vi ned i poserne, lukkede igjen, saa godt vi formaaede, og sov blidelig ind.

Maden udgjorde selvfølgelig for os midtpunktet i tilværelsen; skulde vi tænke os eller ønske os en rigtig høi lykke, saa var det altid tilstrækkeligt af mad i en eller anden form, især var det fedt, tankerne dreiede sig om; som tidligere meddelt, havde vi faaet altfor lidet af den vare, og det bragte os tilslut til at lide af fuldstændig fedthunger. Vi fik udveiet ¼ kg. smør om ugen til hver mand, og saa længe denne ration varede, var det det bedste, vi kjendte, at kunne spise smør i store klumper uden noget andet til. For enkelte af os varede denne nydelse temmelig kort. Ja, Kristiansen, som var den værste i saa henseende, spiste hele rationen den første dag, hvilket var en meget slet husholdning.

Fedthungeren gik saa vidt, at Sverdrup en dag spurgte [497] mig, om jeg troede, han vilde have noget ondt af at drikke vor skosmørelse, det var gammel kogt linolje.

Som regel blev der omhyggelig udveiet rationer til hver mand med en liden brevvegt. Disse rationer skulde efter min beregning være fuldstændig tilstrækkelige, der var omtr. 1 kg. mad tilmands om dagen. Da vi nærmede os vestkysten, fik man imidlertid lov at spise, saameget man vilde af det tørrede kjød, hvoraf vi havde overflod. Men merkeligt nok kunde vi ikke engang da opnaa følelsen af at være mæt. Balto blev spurgt, da han kom tilbage til Norge, om han nogensinde var mæt. «Nei, jeg var ikke mæt,» svarede Balto; «husker du, Sverdrup, da vi havde festmaaltid inde paa indlandsisen og havde faaet dobbelt ration, og jeg sagde til Dig, da vi havde spist: «Er Du mæt, Sverdrup?» og saa sagde Du til mig: «Jeg er sulten som en skrub.»»

[498] Vor spiseseddel for dagen var følgende:

Frokost: Chokolade, kogt i vand (da chokoladen var opbrugt, brugtes the med sukker), kjødbeskøit, knækkebrød, lidt leverpostei, pemmikan.

Middag: Knækkebrød, lidt leverpostei, pemmikan. Dessert: 2 havrekjæks, lidt citronsaft med sukker til at helde over sne.

Eftasvær: Knækkebrød eller kjødbeskøit, lidt leverpostei, pemmikan.

Kveldsmad: Ertesuppe (eller bønne- eller linsesuppe), kjødbeskøit, pemmikan. Istedenfor suppen kogtes undertiden lapskaus af pemmikan og ertepølse, ja hertil sattes hyppig ogsaa kjødbeskøiterne, og da blev det en mer end sedvanlig velsmagende ret. Undertiden toges the om kvelden istedenfor dette og suppe.

Vor ugeration af smør stod det os selvfølgelig frit for at bruge af, til hvilke maaltider vi ønskede. Helst tog vi det midt paa dagen, da vi fandt, at smørret nydt bart læskede for tørsten, hvilket muligens tør være en noksaa enestaaende erfaring, naar man betænker, at det var saltet.

Vort madstel var forøvrigt neppe af det rensligste, især var kogningen ganske merkelig. Som tidligere omtalt, havde vi ingen overflod paa vand, og der var følgelig intet til at vaske kogekarret med, heller ikke vilde det været noget behageligt arbeide i den temperatur. Naar vi havde kogt ertesuppe eller lapskaus i det om kvelden, blev det gjerne som en særlig begunstigelse overrakt til en af dem, som hjalp til ved kogningen, forat han kunde rense det. Det var gjerne Baltos lykkelige lod at faa dette arbeide, og det gik for sig paa den vis, at hele karret slikkedes saa rent, som fingerne og tungen formaaede det; bunden rak han dog aldrig, da der dertil var for [499] dybt og trangt. I samme kar kogtes saa chokolade eller the om morgenen, og naar det var tømt, kunde det hænde, at man fandt et underligt bundfald, bestaaende af levninger efter lapskaus eller ertesuppe i skjøn blanding med halvopløste chokoladestykker eller theblækker; at dette straks spistes og smagte den lykkelige finder fortræffelig, behøver vel neppe at noteres. Naar kvelden kom, var det saa atter til at koge suppe, eller hvad det nu var, sammen med levningerne efter chokoladen. Dette madstel vil maaske mange husmødre grine paa næsen af; men jeg kan dog forsikre dem om, at de ikke i hele sit liv med al sin renslighed har tillaget mad, som smagte dem, der spiste den, saa godt, som vor mad smagte os.

En vare, som i Grønlands indre stod i næsten lige høi pris som smørret, var tobak. Jeg mindes, at der blev budt en krone for en liden pibe deraf. Som nævnt, havde jeg ikke medtaget stort tobak, fordi jeg anser det som skadeligt under sterke anstrengelser. Den pibe, man fik om søndagen, blev tøiet langt, først røgte man tobakken, og siden røgte man paa asken og træet i pibehovedet, saa mange gange som muligt; men det rak dog ikke til for hele ugen, og saa stoppede man tjæretaug i og røgte det isteden, – det smagte af fugl, sa'e kjærringen, hun kogte suppe paa kvisten, som fuglen havde – – – –.

Mangelen paa tobak var føleligst for Balto; ham kunde man faa til at gjøre, hvad det skulde være, ved at love ham en pibe deraf. Skraatobak var der intet af; men flere tyggede store stykker tjæretaug isteden. Da jeg tænkte, det kunde bidrage til, at man følte den brændende tørst mindre, forsøgte jeg dette en dag, men det kom ud hurtigere end ind.

Noget, som jeg derimod syntes var godt at tygge paa [500] under marschen, var træfliser; det holder, som bekjendt, munden fugtig og læsker for tørsten. Jeg brugte gjerne et stykke bambusrør; men bedst var det dog at skjære en flis af de norske truger, som tildels var gjorte af heg; især var barken af denne ypperlig, og baade Sverdrup og jeg gjorde saa sterke indhug paa trugerne, at de var temmelig tynde, da de kom frem til vestkysten; heldigvis var dette den eneste brug, vi fik for dem.

XX. Seilads over indlandsisen. – Land! Land! – Den første drik vand

[501] Da det led mod midten af september, haabede vi hver dag at komme til den større skraaning, som vi ventede at finde mod vestkysten. Efter bestikket skulde vi ikke have langt igjen did. Jeg havde dog en sterk mistanke om, at vort bestik var adskillig forud for vore observationer, men med vilje lod jeg være at regne disse ud, da det vilde berede flere af os en slem skuffelse, om det skulde vise sig, at vi ikke var saa langt fremme, som vi troede. Det blev imidlertid for alle paafaldende, at vi ikke fik nogen tydelig skraaning. Den ute var dog heldingen paaviselig, og maalt med teodoliten viste den sig at være 22 minuter.

Den 12te september skriver jeg i min dagbog, «at vi alle er i udmerket humør, med haab om snar forandring til det bedre, Dietrichson og Balto holder paa, at vi idag skulde faa bart land isigte, de faar nok have taalmodighed, vi befinder os endnu i 9000 fod eller 2800 m.'s høide (vi var i virkeligheden omkring 2570 m.), men længe kan det dog ikke vare; vi regnede idagmorges at skulle være efter bestikket 17 mil fra bart land^k137, og heldingen er idag godt [502] med os og jevn hele veien.» De følgende dage fik vi tydeligere og tydeligere helding mod vest, den var ikke jevn, sneens overflade hvælvede sig i lange bølger udover paa samme vis, som vi fandt den under opstigningen fra østkysten.

Den 14de skulde vi efter vort bestik ikke have mer end 8 mil igjen^k138, men endnu saa vi intet land, og dette begyndte lapperne at finde mistænkeligt. Ravnas ansigt blev surere og surere, og en kveld han havde sat sig ned i teltet, sagde han: «Jeg gammel fjeldlap, jeg dum tosk, jeg tror, vi ikke aldrig kommer til den vestkyst.» Hertil svarede jeg kun: «Ja, det er sandt det, Ravna, du dum tosk.» Men da maatte gamle Ravna le høit. «Ja, det er sandt, Ravna dum tosk.» Han følte sig synlig trøstet ved denne tvilsomme kompliment. Bekymrede udbrud, lig disse, kom Ravna hyppig med.

En anden dag brød Balto pludselig ud: «Aa, saa – – – – – – – – hvor langt det er fra kyst til kyst, kan ingen vide, for her har folk ikke aldrig gaaet før.» At gjøre ham begribeligt, at man trods det kunde udregne afstanden, var selvfølgelig vanskeligt; men opvakt som han var, syntes han dog, da jeg engang viste ham det paa kartet, at ane, hvorledes det kunde gaa til. Det, som forøvrigt lod til at trøste ham ligesom Ravna mest, var, naar de blev gjort nar af for deres feighed.

Da vi den 16de fik flere sterke skraaninger udover, syntes det at trøste os alle, og da vi nu om kvelden blot fik -17,8°, syntes vi, det var rent mildt, det var, som vi atter kom tilbage til sommeren. Efter bestikket skulde vi nu blot have 2 mil igjen til bart land.

[503]

Den 17de september var det netop 2-maanedersdagen, efterat vi forlod «Jason». Det traf sig netop saa, at der den morgen skulde uddeles smørvegt, en af de glædeligste begivenheder under vort indlandsliv, og da theen med sukker i blev skjænket rundt paa sengen, var stemningen meget belivet. Det var ogsaa første nat paa lang tid, at der ikke hang tykt rim paa indsiden af teltvæggene.

Mens vi spiste vor frokost, blev man ikke lidet forundret ved pludselig at høre fuglekvidder udenfra; snart ophørte det atter, og man var ikke ganske sikker paa, at det var saa. Men som vi ved ét-tiden efter middag drog frem, fik vi pludselig høre fuglekvidder i luften, vi stansede og saa nu en snespurv komme flyvende efter os; den omkredsede os flere gange og gjorde synlig tilsprang til at sætte sig paa vore slæder, men den turde ikke ganske og slog sig ned paa sneen tæt ved os og fløi snart atter, hele tiden muntert kvidrende.

Hvor kjærkommen var ikke denne lille spurv os; det var en venlig hilsen fra land, som vi nu følte maatte være nær, og hvis man troede paa gode engle, saa vilde man sikkert antage disse to snespurve, den, som bød os farvel fra østkysten, og den, som bød os velkommen her, for saadanne; og velsignet være de for deres muntre kvidren, den satte liv i os alle, og med fornyede kræfter drog vi fortrøstningsfulde videre, uagtet vi den dag ikke fik nogen sterk skraaning udover. Den følgende dag (18de september) blev det dog i saa henseende betydelig bedre. Det blev ogsaa stadig mildere, og vi syntes nu, livet begyndte at bli lyst.

Den kveld kom der vind fra sydost, og jeg fik haab om, at vi endelig engang skulde faa gunstig seilevind; vi havde længe nok ventet paa den med længsel trods Baltos [504] forsikring, at den seilads paa sneen aldrig blev til andet end «toskeskab».

Om natten friskede vinden, og paa morgensiden blev det til hel kuling. Uagtet man som sedvanlig ikke havde megen lyst paa at rigge op kjælkerne og sætte seil i kulden og snefokket, gik vi dog igang dermed snarest mulig; idag skulde vi seile for konge og fedreland. Kristiansen slog sig til Sverdrup og mig med sin kjælke, og vi riggede de to op med teltgulvet som seil. De tre andre forenedes om sine to kjælker.

De mange surringer var ikke meget behagelige i kulden; men det værste af alt var, at mens vi holdt paa dermed, saa det en stund ud til, at vinden skulde løie af. Dette viste sig dog heldigvis ikke at bli tilfældet, og endelig var begge skuder seilklare. Jeg var uhyre spændt paa, hvordan det vilde gaa med vor skude, om seilet var stort nok til alene at trække de to kjælker. Det heisedes og gjordes godt fast, det gav et voldsomt ryk i dem; men de var under arbeidet bleven nedsneede og kom ikke af flekken; det bare sled i mast og takkelage, som det vilde rive alt istykker, og vi spændte os skyndsomt fremfor. Saa rykkede vi til og fik skuden flot; men den var ikke før løs, før vinden jog den i læggene paa os, og overende bar det. Op igjen og forsøge paa nyt, men det gik ikke bedre, aldrig saa snart vi var paa benene, sloges de væk under os, og vi laa der igjen. Da nu dette var gjentaget en del gange med samme udfald, saa indsaa vi, at det ikke kunde gaa paa den vis, én maatte staa foran paa ski og styre ved hjælp af en styrestang, som lagedes istand af et bambusrør og blev surret fast mellem kjælkerne, og som han kunde gribe i og derved holde dem paa passelig afstand, idet han blev skovet afsted; [505] de to andre fik staa paa skierne og holde sig fast bagpaa eller følge efter.

Vi kom os da løs, og Sverdrup, som skulde styre første tørn, havde aldrig saa snart sat skuden i sig, før det bar afsted med en svimlende fart; jeg klorede mig fast agterud paa siden af den ene kjælke, staaende paa skierne og holdende mig i kjælkeryggen, som bedst jeg kunde, mens Kristiansen foretrak at komme rækende paa skierne efter.

Det suste afsted over den ujevne sne, over skavler og fonner, saa man næsten ikke sansede sig. Kjælkerne vred og snoede sig i alle ender og kanter som en orm frem over ujevnhederne, som oftest dansede de bare hen over skavletoppene; jeg havde arbeide nok med at holde mig fast der agter uden at falde. Saa begyndte snefladen at helde udover med et fald sterkere end noget, vi endnu [506] havde havt, farten øgede og øgede, og skuden rørte næsten ikke længer ved sneen. Lige foran mig og over mine egne skispidser stak der ud forenden af en ski, som var surret fast tvers over begge kjælkerne for at holde dem sammen. Det var ikke muligt at faa den væk, og den voldte mig megen møie; især var det slemt, naar vi skar ind i skavlekanterne, mine ski blev klemt fast under den, og jeg mistede ethvert herredømme over dem. Saaledes holdt jeg det længe gaaende i slagsmaal med denne fortvilede skiende, mens Sverdrup stod foran og styrede og troede, begge vi andre sad bag paa, og det skar afsted med stedse øgende fart; sneen røk om os og bag os, og de andre blev mindre og mindre i snefokket agterud.

Men saa begyndte en isøks, som laa paa lasten, at løsne og gjorde tegn til at falde af; den maatte reddes; jeg agede mig forsigtig forover helt paa forkanten af skienden og var just ifærd med at fæste øksen, da vi kom paa en vanskelig skavlekant; skienden skar ind i læggene, og der laa jeg og «glante» efter skuden og seilet, som [507] for videre udover skraaningen og blev mindre og mindre i snefokket; det var helt uhyggeligt at se, hvor hurtig det minkede i størrelse.

Det var en underlig flau fornemmelse at ligge der igjen; omsider kom jeg mig dog op og ruslede afsted i kjølvandet efter skuden, som det var saavidt jeg øinede langt dernede.

Til min glæde opdagede jeg, at det ved vindens hjælp var muligt at komme ganske hurtig udover alene ogsaa.

Jeg havde ikke gaaet langt, før jeg fandt isøksen, som jeg havde søgt at gjøre fast. Et stykke til, og en mørk, denne gang firkantet gjenstand skimtedes paa veien gjennem fokket; det var en blikkasse, indeholdende den dyrebare kjødpulverchokolade. Nu bar det et langt stykke udover i ro og fred med chokoladekassen under den ene arm og isøksen og skistaven under den anden; men saa skimtedes forskjellige mørke gjenstande i en haug et stykke fremme. Denne gang var det en mig tilhørende pelsjakke, samt ikke mindre end 3 pemmikanbokser, som var strøede udover. Det var mer, end jeg kunde klare, her var ikke andet for end at sætte sig ned og vente paa undsætning. Der jeg sad, kunde jeg nu se hele vort stolte fartøi og seilet kun som en bitte liden firkantet lap langt nede paa sletten, det skar endnu afsted i samme retning; men der dreiede det endelig op i vinden, solen blinkede i blikkasserne, og seilet faldt. Saa kom Kristiansen rækende, og en stund efter de tre andre seilende, saa det gjøv om dem. De maatte nu tage et par af vore ting; men som vi skulde lægge dem paa lasten, opdagede Balto, at ogsaa de havde mistet 3 pemmikanbokser; det var for meget værdifuld mad, og de maatte tilbage for at lede efter dem. Imidlertid ruslede Kristiansen og jeg afsted udover mod [508] Sverdrup, som vi snart naaede. Og her ventede vi nu paa de andre, hvilket i den gjennemtrængende vind og uden noget ly var en tarvelig fornøielse. Sverdrup fortalte, at han havde seilet friskt væk, fandt, det gik udmerket, og troede, han havde os to siddende bagpaa; han kunde jo intet se agterover for seilet. Da han saa havde seilet en lang stund, blev det ham lidt paafaldende, at det var saa taust med passagererne der agter, og han gjorde et tilsprang til en konversation, men der kom intet svar; han seilede endnu lidt, saa forsøgte han sig igjen, nu høiere end før; men det var fremdeles lige taust; saa endnu høiere, og saa skreg han, alt han orkede; men nei, der var og der blev stille. Det maatte undersøges, hvordan dette hang ihop, han luffede til, han gik agterover for at titte bagom seilet; men lidt lang blev han nok i ansigtet, da der ingen fandtes; han forsøgte at se gjennem snefokket den vei, hvorfra han var kommen, det forekom ham, som han kunde øine en sort prik langt agterud – det var min ubetydelighed, siddende paa de tabte blikkasser – og saa laarede han seilet, hvilket ikke var noget let arbeide i vinden, og gav sig til at vente.

Men det varede og det rak, før de andre kom; det var saavidt vi kunde skimte skuden gjennem snefokket; men der var intet seil paa den, og af karene kunde vi intet se. Endelig øinede vi dem som smaa, sorte punkter langt oppe i bakken. En stund efter blev seilet heist, det voksede og voksede, og snart var de hos os.

Vi surrede nu vore kjælker endnu bedre sammen og lasten forsvarlig fast, forat ingen gjentagelse af dette skulde kunne gaa for sig. Saa fæstede vi paa kjælkerne agter nogle tauge til efter behag at holde os i eller binde os fast med, mens vi stod paa skierne. Paa den vis gik det ypperlig, og det var i sandhed en glad skifærd.

[509]

Efter en stunds forløb blev Sverdrup fornøiet af at være foran, og jeg byttede plads med ham. Vi fik nu flere lange og sterke fald samtidig med god vind, det skar afsted som udfor en brat skibakke, og det varede time efter time. At staa foran og styre var spændende, det gjaldt at holde tungen bent i munden, som det heder, fremfor alt maatte man ikke falde; thi hvis det skede, vilde det hele las i lynende fart suse over en, man vilde komme under meierne og bli skuret med udfor og kunde prise sig lykkelig, om man kom fra det uden at være helt radbrækket. Noget sligt maatte ikke hænde, der maatte gives agt paa hver bevægelse, hver muskel var spændt, skierne sluttedes godt sammen, haanden fattede sikkert rundt styrestangen, øiet speidede ufravendt forover, man bar af for de værste fokskavler og lod det forresten suse til, mens man hoppede paa skierne hen over skavletoppene.

At holde maaltid var den dag ingen behagelighed, og der gjordes saa lidet deraf som muligt.

Just som vi seilede paa det bedste ud paa eftermiddagen, lød der et jubelskrig fra skuden agterud, det var især Baltos stemme, som raabte: «Land forud!» Og ganske rigtigt, gjennem snefokket, som netop var lidt lettere, skimtedes over snefladen i vest en langagtig, mørk fjeldtop og syd for den en mindre. Der blev nu glæde paa os alle, det maal, hvorfor vi saa længe havde kjæmpet, øinedes endelig.

Denne tildragelse skildrer Balto paa følgende vis:

«Om kvelden, da vi holdt paa at seile, fik jeg langt i vest øie paa en sort flek. Jeg stirrede og stirrede, indtil jeg saa, at det virkelig var bar mark. Saa raabte jeg til Dietrichson: Jeg ser bar mark! Dietrichson var straks færdig til at raabe til de andre, at Balto saa bar mark i [510] vest. Hurra, Hurra! Og nu er vi glade derover, at vi kom til at se dette syn, som vi saa mange gange havde ønsket at faa se, og vi fik nyt mod og haab om at komme lykkelig over dette isberg uden skade; thi det er det største af dem, som findes. Skulde vi have tilbragt flere dage til i isen, er jeg bange for, at det havde gaaet galt med nogen af os. Straks Nansen hørte dette, stansede han og uddelte 2 stykker kjødsukkerlade til hver af os. Vi havde altid for skik, hver gang vi rak frem til et sted, som vi længe havde længtet efter at komme til, at spise af det bedste, vi havde. Saaledes da vi naaede iland fra havisen, da vi kom til Umivik, da vi naaede høieste punkt af Grønland, ogsaa da, da vi saa vestkysten, og saa til slutten, da vi naaede snebart land paa vestkysten, dette [511] gode var nemlig først syltetøi, amerikanske havrekjæks, smør. »

Det land, vi først saa, laa lidt nordenfor den retning, hvori vi hidtil havde styret, men jeg satte dog kurs paa det, saameget mer som isen i den retning saa ud til at være lavest.

Snart efter var landet atter skjult i snefokket, vinden tiltog, og med den klos i ryggen bar det hele eftermiddagen fremover, uden at vi saa noget mer af landet; skraaning efter skraaning tilbagelagdes, og det gik «gloria», som vi udtrykte os, naar det gik usedvanlig godt, hvilket sjelden hændte.

Ud paa eftermiddagen var en stund lændet temmelig fladt og vinden lidt løi, men som det led paa kvelden, øgede den igjen, skraaningen blev sterkere, og med vildere og vildere fart suste det afsted, mens snefokket tiltog. Det begyndte allerede at skumre sterkt, da jeg pludselig gjennem fokket fik se noget mørkt paa sneen fremfor mig. Jeg tog det for en almindelig ujevnhed, og ikke ænsende det, skar jeg bent paa. I næste øieblik opdagede jeg paa nogle skridts afstand, at det ikke var saa, i samme nu kastede jeg rundt og løb skuden op i vinden; det var paa høi tid, vi stod just paa kanten af en bred spræk; lidt længere, og vi vilde maaske have forsvundet for ikke mer at se dagens lys. Af al magt skreg vi til de andre, som kom seilende efter, og de fik ogsaa luffet til. Balto siger herom: «Om kvelden, da vi holdt paa at seile, klokken kunde vel være halv otte, og det var temmelig mørkt, saa vi, at Nansen, som seilede forud paa ski, vinkede heftigt til os og raabte høit: «Seil ikke hid, stedet er farligt!» Vi, som holdt paa at komme i fuld fart og havde ondt for at stanse farten, maatte holde paa skraa og kaste os selv paa siden. I det [512] samme saa vi straks foran os en forfærdelig isspræk, som var nogle 100 meter dyb.»

Om denne seilads siger jeg i min dagbog videre: «Det var den første spræk, men den var rimeligvis ikke alene, vi maatte være belavede paa at møde flere. Man blev nu lidt betænkt ved at seile mer den kveld; men jeg fandt det for tidligt at lægge op, vi maatte nytte vinden. Jeg spændte mig derfor fra kjælkerne og gik iforveien for at undersøge isen, mens Sverdrup overtog styret, og seilene blev mindskede paa begge seilere, som maatte holde sig et stykke efter mig.

«Vinden var saa sterk, at den hjalp godt; jeg kunde staa paa skierne lange stykker uden at røre benene, og det jog hurtig frem paa den vis. Hvor grunden saa upaalidelig ud, maatte jeg gaa forsigtig tilverks og stadig føle foran mig med skistaven, om der ikke var hul grund under nysneen. Naar saa var tilfældet, blev der gjort tegn til de andre, at de maatte komme en anden vei, hvor jeg fandt sikker grund. Trods denne forsigtige fremgangsmaade havde det dog nær hændt, at Sverdrup, Kristiansen og kjælkerne var forsvundne, hele grunden styrtede ned lige bag dem, just som de var komne over en spræk, de ikke vidste om. Imidlertid tog vinden til, og seilene maatte flere gange mindskes, forat skuderne ikke skulde komme for nær indpaa mig. Da sulten endelig gjorde sine krav gjældende, uddeltes 2 kjødbeskjøiter tilmands, vi gjorde dog ingen stans i den anledning, de maatte spises paa farten.

«Det mørknede hurtig, men fuldmaanen kom op, og den lyste godt nok gjennem snefokket, til at jeg kunde se at undgaa de værste sprækker. Det gjorde et sælsomt indtryk at se de to skuder komme susende efter med de [513] brede vikinge-lignende seil mod den store maaneskive over den ensformige hvide flade.

«Stedse bar det afsted med større fart, mens isen blev vanskeligere, og jeg kunde gjennem maaneskinnet øine endnu værre forud. I næste øieblik var jeg der, det var masser af sprækker, men de var fyldte med sne og derfor som regel ufarlige. Af og til føltes jo med staven hul grund under, men sprækken var smal, og kjælkerne gled over. Saa kom der en bredere spræk, og jeg øinede et mørkt og bredt svelg ikke langt borte. Jeg stansede, nærmede mig forsigtig paa den glatte is, hvor der nu næsten ikke fandtes mer nysne, og saa ned i en dyb og mørk slugt. Bortenfor skimtedes spræk efter spræk som dybblaa striber, der alle løb i samme retning tvers paa vor kurs. Jeg gjorde nu tegn til de andre at stanse, her var ingen fremkomst, og vi maatte slaa telt.

[514] I vest kunde vi nu se landet mod kveldshimmelen, som endnu viste en lysning af den svundne dag. Det var det samme land, som vi havde seet første gang, men det tonede sig nu høit over himmelranden, og ved siden af i syd var en hel lang landstrækning steget op over isfladen.

«At faa teltet op i den sterke vind og paa den glashaarde is, hvor der intet fandtes at fæste bardunerne i, var et vanskeligt arbeide, krogene vilde ikke holde, og vi maatte med øksen hugge hul for skistavene, forat bardunerne kunde fæstes i dem. Endelig, efterat vi havde frosset mer end sedvanlig, kom teltet op, og vi kunde krybe ind i nogenlunde læ. At koge noget havde vi den kveld ingen lyst paa, dertil var vinden for følelig selv inde i teltet, det lovede festmaaltid, som skulde feires, naar vi fik se bart land, og hvortil vi havde glædet os meget, blev opsat til næste morgen. Vi delte, hvad vi havde igjen af schweizerosten, mellem os og krøb i soveposerne, fornøiede med den dags gjerning. Kommen i posen fik jeg først føle, at jeg under seiladsen havde frosset bort fingrene paa begge hænder. Nu var det for sent at gnide dem med sne, de var allerede begyndt at tine op, og smerterne var den nat næsten uudholdelige, indtil jeg sov fra dem.»

Tidlig om morgenen for jeg pludselig op, erindrende, at jeg havde glemt at trække uret; uheldigvis havde Sverdrup gjort det samme, vi trak dem nu, men det var for sent. Dette var naturligvis meget uheldigt for vore stedsbestemmelser efter den dag; dog gjorde det mindre, da vi var kystfjeldene saa nær, at vi med nogenlunde nøiagtighed kunde slutte os til vor længde.

Da vi stak hovedet ud af teltet, saaes hele landet søndenfor Godthaabs-fjorden udbredt for os; det var et [515] bergfuldt og ulændt land med mange høie nuter og toppe. Mindes du første gang, du som barn saa høifjeldet ligge blinkende med jøkler og fonner foran dig, mindes du, hvor den drog, hele denne ukjendte verden, ja da vil du ogsaa forstaa, hvordan vi følte det ved synet af landet her. Vi var som børn, der trængte sig noget op i halsen paa os, mens øinene fulgte dalene og forgjæves ledte efter et blink af havet. Det var et vakkert land, vildt og storslaaet, just lig Norges vestkyst. Oppe i fjeldene laa nysneen strøet udover, men ned mellem dem skar sig mørke kløfter; i bunden af disse var fjordene, vi kunde ane dem, men saa dem ikke. At komme frem over dette land til Godthaab saa alt andet end let ud.

Vi tog vort festmaaltid i ro og mag den morgen, kogte the «en masse» og spiste mysost med havrekjæks over en lav sko. Det var først sent ud paa formiddagen, vi kom os flot. Vi havde om natten seilet os ind i et stygt, [516] sprækket lænde og maatte holde sydefter for at undgaa de værste sprækker og komme over paa bedre is. Nysneen var i hele den strækning, vi den dag gik igjennem, tildels føget sammen i fonner, især var dette tilfældet i alle ujevnheder, mens den paa andre steder var føget bort og lod den haarde, glatte isoverflade ligge bar.

Efter en stund kom vi til en vældig, lang bakke, som vi maatte udfor. Sverdrup og jeg stod paa skierne, og det gik strygende; men kjælken var slem at styre, og svære sprækker havde vi paa begge sider; tilsidst maatte vi bekvemme os til at spænde skierne af. Det gik nu ret udover bakken, mens vi selv stod paa siderne og skrubbede og bremsede, som bedst vi kunde, for at undgaa sprækker; især var lapperne uvørne og agede udover med lynende fart. Lidt længere frem traf vi paa blankis, som var helt vanskelig at gaa paa, og som lod til at være en stor tilfrossen indsjø. Paa den anden side denne kom vi igjen i utryg is; efterat vi her flere gange havde faldt med benene ned i sprækker, fandt vi det bedst at tage skierne paa, man kunde da gaa tryggere; de gav en større bæreflade paa de usikre steder. Engang saa det dog stygt ud, vor kjælke kom langsefter en spræk, og den ene mei skar igjennem sneskavlen, som dækkede den. Det begyndte allerede at briste langsefter hele kjælken, da vi i sidste øieblik fik draget den op paa tryg grund. Ravna og Balto gik det næsten værre, engang de skulde forsøge en kortere vei end den, Sverdrup og jeg havde taget, og de kom ud paa en endnu bredere spræk, hvor hele den ene mei skar igjennem og kjælken næsten kantrede; det var med yderste nød de klarede sig. Jeg var selvfølgelig «knagende» sint og skjældte dem ud, fordi de ikke fulgte vore spor, «var det ikke nok, at de, som gik først, udsattes for den [517] slags?» Kristiansen havde ogsaa paa et hængende haar mistet sin kjælke ved en lignende leilighed.

Om eftermiddagen røg det op med haglveir og storm fra syd-syd-ost. Haglene piskede os i ansigtet, og kjælkerne kastedes stadig tvers af stormen, saa de blev yderst tunge og slemme at trække; især var Sverdrups og min kjælke vanskelig, da lasten var saa stor og høi paa den og følgelig havde saa meget vindfang. Staalkjølene under meierne vilde været gode at have nu, men, som omtalt, blev de ødelagte af den ujevne is nær østkysten.

Om kvelden stansede vi paa en liden flade, hvor der just var lidt sammenføgen nysne, hvori vi kunde ramme skistavene ned, og hvor det saaledes var let at reise teltet.

Vi havde oprindelig smigret os med det haab at komme land betydelig nær, om ikke naa det den dag; men deri blev vi sterkt skuffede, og det forekom os, at vi var lige langt fra det om kvelden.

Den næste dag fik vi sneveir, og intet kunde øines af landet, ei heller af isen omkring os; vi gik saaledes frem næsten i blinde, det var umuligt at se, hvor der var mest farbart.

Henimod middag stansede vi for om muligt at faa en middagshøide. Solen tittede nemlig lidt frem gjennem sneskyerne, og det var af høieste vigtighed at faa vide, hvor vi var. Den foregaaende middag var jeg kommen for sent, da jeg tog feil af tiden; jeg havde jo, som omtalt, glemt at trække uret. Heldigvis var solen netop saa længe synbar, at jeg fik høiden og beregnede bredden til 64° 14' n. br. Dette var lidt længere nord, end jeg havde ønsket; jeg havde styret for nordlig under seiladsen, efterat vi fik land isigte, og nu skulde vi komme til at bøde [518] flere dage derfor. Havde vi holdt den oprindelig bestemte kurs, kunde vi sandsynligvis have seilet lige ned paa landet.

Med sydlig kurs drog vi nu afsted. Ud paa eftermiddagen kom vi oppe paa en høideryg ind mellem saa forfærdelige sprækker, at vi var glade ved at drage unda og sydover saa hurtig som muligt. Her kom vi ned paa taalelig jevn is i bunden af en dal mellem to rygge, som paa alle kanter var gjennemfurede af sprækker. Dalen snævredes til forover, og vi kom tilslut frem i en slugt, hvor de 2 rygge næsten mødtes, og hvor der var et sterkt fald udover med en uhyggelig sønderreven is. Her saa det omtrent ufremkommeligt ud, og det kunde ikke nytte at rykke længere frem i dette usigtbare veir, ingen vidste, om vi ikke allerede havde gaaet for langt.

Det bestemtes da, at Ravna, Balto og Dietrichson skulde slaa telt, mens Kristiansen, Sverdrup og jeg i mellemtiden tog en vandring ned i den ujevne is for at se, om der var fremkomst. Balto, som var udnævnt til underkok, fik endvidere ordre til at sætte kogeapparatet «i sving», koge god varm ertesuppe og have varmt vand i det øverste kar, saa vi efter maden kunde faa os en citrontoddy, og alt dette maatte han have færdigt, til vi kom tilbage.

Vi tre, som skulde gaa, fik snart alpetauget bundet om livet paa os og drog saa ivei nedigjennem. Isen var usedvanlig slem og tung, det var skarpe iskanter og kløfter alt ihop, men den var dog ikke farlig, da kløfterne som regel ikke var dybe.

Stor var min forbauselse, da vi havde gaaet et stykke, og jeg fik øie paa en liden mørk flade nede imellem nogle snedækte isrygge. Det saa livagtig ud, som det var vand; men det kunde jo ogsaa være is, og jeg sagde derfor intet til de andre. Men da jeg kom derhen, stak staven deri [519] og saa, det var blødt, da kjendte vor glæde ingen grænser. Vi kastede os ned, lagde munden til vandfladen og sugede i os af hjertens lyst; efter 1 maaneds liv med knappe vandrationer var det en ubeskrivelig nydelse at have overflod; hvor mange liter vi dengang satte tillivs, skal jeg ikke kunne sige, men faa var det ikke. Vi kunde formelig kjende, hvorledes maverne svulmede. Saa drog vi videre lidt tungere end før. Vi havde ikke gaaet langt, før vi hørte nogen raabe, og fik nu se lille Ravna komme springende, alt han orkede. Vi ventede paa ham, rædde for, at der var noget galt paafærde. Snart naaede han os, og jeg blev nu ikke lidet glad ved at høre, at han kom blot for at hente vægerne til spirituslampen; dem pleiede jeg nemlig at gaa med i lommen for at holde dem tørre. Jeg var meget spændt paa at faa vide, om Ravna havde seet vandet; thi han var den værste af os alle til at drikke vand, naar han slap til, og jeg var halvt bange for, at han nu skulde drikke sig fordærvet. Tilsidst kunde jeg ikke bare mig for at spørge ham, om han havde seet det. Jo, han havde nok det, men han havde ikke tid at drikke da, nu skulde han tage sin mon igjen, og dermed «tassede» han afsted; – aa du slette tid, hvor han har drukket!

Vi fortsatte imidlertid vor vandring og kom nu ned i det ujevneste og ufremkommeligste islænde, vi indtil da havde seet. Alt, hvad jeg kjendte fra kaptein Jensens beskrivelse af ujevn is, havde intet mod dette at sige. Aldeles ufremkommeligt var det jo ikke; men isrygge, den ene skarpere og mer utilgjængelig end den anden, strakte sig i alle retninger med dybe kløfter imellem, og hyppig var bunden af dem fuld af vand, hvorpaa laa tynd is, som man faldt igjennem. Det var allerede begyndt at [520] skumre sterkt, da vi endelig vendte hjemover. Vi blev elendig udarmede af at bryde os vei gjennem nysneen i dette ulænde, og det var ikke uden glæde, at jeg langt om længe i afstand fik øie paa teltet. Da vi kom forbi vor første vandpyt, maatte vi igjen tage os en god sup; vi lagde os ned og lod nu vandet i rigelig mængde strømme ned gjennem vore struber; det isede i panden, men det fik ikke hjælpe, det var rent himmelsk for en gangs skyld at drikke sig rigtig utørst.

Da vi kom til teltet og traadte ind i det lille rum, hvor vore kamerater sad paa hug rundt kogeapparatet, slog en liflig duft af varm ertesuppe os imøde. Balto var meget stolt over at have holdt sig min ordre efterrettelig til punkt og prikke, han havde alt varmt og færdigt til at spises. Hvorledes de andre havde havt det, mens vi var borte, skildrer Balto paa følgende vis:

«De andre tre drog afsted med taug om livet for at se ud vei, vi tre, jeg, Ravna og Dietrichson, blev tilbage for at sætte op teltet, og jeg skulde koge ertesuppe, thi jeg var kok. Jeg tog da frem kogemaskinen, men opdagede saa, at der ingen væger var, Nansen havde dem i lommen. Saa sendte jeg Ravna afsted efter Nansen for at faa fat i væger. Da Ravna kom tilbage til os med vægerne, fortalte han, at han havde fundet vand og drukket maven fuld deraf. Da jeg hørte det, greb jeg en tom blikkasse og løb i et sprang, til jeg naaede vanddammen, og kastede mig ned og drak. Af og til maatte jeg løfte hovedet op for at puste lidt, og saa til at drikke igjen. Det smagte mig akkurat som sød melk; thi vi havde dag for dag været uden vand i en hel maaned. Saa fyldte jeg blikkassen og bar den til teltet. Straks jeg kom til teltet, kastede Dietrichson sig ned ved blikkassen og drak, [521] saa meget han orkede. Blikkassen var stor, men det var ikke mere end, at der saavidt blev nok igjen til ertesuppe-kogningen. Fra den dag fandt vi vand nok overalt.»

Ja, vi mindes nok alle den 21de september, da vi første gang fik vand.

Saasnart vi var komne ind i teltet, varede det ikke længe, inden den herlig duftende suppe skjænkedes rundt i kopperne, og vi langede til maden med mer end vanlig appetit, og det vil sige meget. Nu kunde ogsaa Ravna spise, han paastod altid tidligere, at han ikke kunde spise ordentlig, fordi han ikke fik drikke sig utørst; af den grund sparede han ogsaa op af sine rationer, og han kunde hyppig ærgre os andre med at tage frem en 4 eller 5 kjødbeskøiter paa en gang og vise os, saa vore tænder selvfølgelig løb i vand. Sagen var antagelig den, at hans lille krop ikke trængte saa meget mad som vore store. Efter kveldsmaden serveredes citrontoddy, som lagedes af citronsyre, et par draaber citronolje og sukker i varmt vand; den smagte aldeles ubeskrivelig, som vi laa der i soveposerne og nød den i lange drag. For min egen part havde jeg ikke paa længe følt mig saa træt, og med de andre var det neppe stort bedre. At stampe i den løse nysne til op over knæerne tager paa benmusklerne. Men slige kvelder efterpaa i teltet sænker der sig en følelse af usigeligt velvære over en, og over alle dagens møier og besværligheder lægger sig et glemselens slør.

En liden lysestump, den sidste vi har, oplyser, saa længe vi spiser, det lille rum, saa er vi færdige, alt er sat istand for næste morgen, lyset slukkes, hovederne puttes helt ind under hætten paa soveposen, og snart vugges vi mod drømmenes land.

XXI. Nedover mod Ameralikfjorden

[522] Om morgenen den 22de september før frokost, mens Balto kogte theen, tog Sverdrup og jeg en tur op paa isryggen søndenfor teltet. Den var gjennemfuret paa tvers af bundløse, brede sprækker. Engang faldt jeg gjennem en snebro, men sprækken var saa smal, at jeg fik tag paa begge kanter og straks kom mig op igjen.

Fra toppen af ryggen havde vi en god udsigt over isen omkring; – den saa ud til at være tungt fremkommelig overalt, sprækkede isrygge gik i vestlig retning og veltede sig udover mod selve isfjorden, Kangersunek, som vi nu kunde se maatte ligge ret foran os; vi havde før været i tvil om, hvad det kunde være for en dal eller fjord. Derved fik vi god greie paa, hvor vi var, og forstod, at vi var komne netop en mil eller saa nordenfor der, vi ønskede. For at komme lettest frem maatte vi antagelig endnu en stund holde vestover mod fjorden og saa muligens længere fremme søge mer sydpaa.

Vi vendte tilbage til teltet, hvor en liflig duft af the slog os imøde. Efter frokosten drog Sverdrup og jeg foran paa ski for at se ud vei, mens de andre skulde komme efter os, saa langt de kunde, med de 4 kjælker; men hvis [523] de naaede den sidste isryg, som da kunde sees, skulde de stanse. Vi holdt nordenom det lænde, vi havde været nede i den foregaaende kveld, og da vi havde helding og vind med os, gik det strygende udover med Sverdrup og mig paa vore glatte egeski.

Vi kom saa langt, at vi kunde se ned i fjorden, som var fyldt af kalvis. Fremdeles var isen nogenlunde bra; men saa kom sprækkerne. – I begyndelsen gik de alle i samme retning, og vi kom over en god del; derefter kom der imidlertid et fuldstændig umuligt lænde, hvor gabende, dybblaa svelg skar hverandre i alle retninger; isen stak op imellem dem som smaa firkantede øer i et lufthav. Mer sønderreven is kan neppe findes, al fremkomst var her umulig.

I en tilfrossen spræk krøb vi i læ for den bidende [524] vind og spiste vor middag, mens solen gjorde sit bedste for at gjøre vor tilværelse behagelig.

Paa tilbageturen havde jeg det held, da jeg faldt ned i en spræk, at bli hængende under armene. Skjønt sprækken var smal netop paa det sted, var det ikke ganske let at komme op igjen med skierne paa den glatte iskant; jeg var desuden alene, Sverdrup var paa en anden kant kommet forud. Efter lidt sprællen kom jeg dog atter paa sikker grund. Underlig nok faldt vi aldrig dybere.

Vi havde ikke gaaet meget langt tilbage, da jeg fik øie paa vort brune telt i nord for os just paa den isryg, som var bleven udpeget til at gjøre holdt paa. De andre var ankomne for omkring ½ time siden og havde straks faaet kaffekjedlen «i sving», vi var jo nu nær vestkysten, og det toges da ikke saa nøie med kaffeforbudet. Det varede imidlertid en stund, før den blev færdig, hvilket ikke var saa dumt, da lidt hvile efter vor skitur gjorde godt. Da kaffeen var drukket, toges teltet ned, og kursen sattes sydefter, forat vi kunde komme paa sydsiden af den isstrøm, som skyder ud i fjorden, og som vi havde været nede i. Isen var i begyndelsen god, og det gik hurtig frem, uagtet vinden af og til gjorde sit bedste for at kaste kjælkerne tvers for os. Ud paa kvelden, da det allerede var begyndt at skumre noget, kom vi imidlertid til en ryg med sterkt kløftet is. Her maatte der sees ud vei, før vi gik videre, og vi slog derfor telt for at vente til næste dag. Mens kveldsmaden blev tillaget, tog et par af os en tur fremover. Isen saa unegtelig styg ud, endnu styggere end den, vi var nede i den foregaaende kveld, men vi kunde dog ved at se os for finde nogenlunde fremkomst, og ryggen var heldigvis ikke bred.

[525] Den følgende morgen (23 september) gik Sverdrup ud paa ny speiding og vendte tilbage med forholdsvis gode efterretninger; isen var ikke saa slem, som den ved første øiekast saa ud til, det var endog muligt, naar vi gik tre og tre om kjælkerne, at komme frem uden at maatte bære dem.

Saa brødes leir, og vi begyndte den møisommeligste del af vor isvandring. Paa mange steder maatte [526] kjælkerne løftes op over de bratte og høie isrygge, udfor maatte den ulykkelige, der gik bag, holde igjen, hvad hans kræfter formaaede, men gled han, saa rendte han og kjælken i benene paa dem, som gik foran, og kjælke og mennesker raste udfor. Paa flere steder var vi imidlertid saa heldige at finde tilfrosne elve, som dannede ganske gode, skjønt noget krogede veie mellem høie, bratte isvægge. Paa et sted kom vi gjennem en kløft, netop bred nok til at slippe os frem. I bunden gik en bæk, som ikke var fuldstændig tilfrosset, og hvor vandet rak os langt op paa læggene. (Se billede side 49).

Endelig naaede vi ud paa eftermiddagen over den værste is, og vi kunde nu atter trække hver vor kjælke. [527] Siden blev isen endnu bedre; men vinden var slem og kastede stadig kjælkerne tvers. Efterat vi var komne et langt stykke frem, opdagede jeg paa isen et jøkelgjærde, en saakaldt midtmoræne, som strakte sig i østlig retning op fra det bare land. Dette mente jeg maatte ligge paa grænsen mellem to isstrømme, saameget mer som det laa i en sænkning; og da vi ikke kunde indse nogen fordel ved at komme ind paa en ny isstrøm, besluttedes det at søge ned paa bart land nordenfor jøkelgjærdet. Der blev slaaet telt, Balto sendtes ud for at finde vand til kaffe, mens to af os tog en tur nedover mod landet for at se paa isen. Vi havde ikke gaaet langt, før vi forstod, at der her maatte være fremkomst. Det saa ud til, at vi var komne [528] over paa sydsiden af den isstrøm, som skjød ud i Godthaabs-fjorden, da isfladen sænkede sig sydover eller rettere ned mod det land, vi havde foran os. Vi vendte tilbage med disse trøstelige etterretninger, og kaffe blev nydt i det bedste humør. Udsigten til atter at faa fødderne paa bart land var nu ikke saa fjern, og den kunde nok gjøre hugen glad. Snarest muligt brød vi op, og med vinden i ryggen gik det let udover den forholdsvis jevne is, hvor sænkningen til sine tider ikke var ubetydelig. Vort haab om allerede den kveld at naa land blev dog skuffet, det [529] begyndte snart at mørkne, og vi maatte stanse; dog var vi veltilfredse med den dags bedrifter, vi var naaede længere, end vi havde troet det muligt om morgenen.

Den næste morgen (24 september) tørnede vi tidlig ud og begyndte vandringen med det faste forsæt at naa land den dag. Det gik raskt frem, sænkningen var tildels temmelig sterk og hjalp os godt, vinden var ogsaa med, isen let fremkommelig, og alt var lovende og let. Et stykke frem blev det nødvendigt at se lidt forud, da isen blev noget ujevnere. Jeg gik nedover og var ikke kommen langt, da jeg befandt mig paa kanten af en isskrænt, som faldt ned mod et lidet isbelagt fjeldvand, hvorfra en fjeldkløft med en elv skar sig nedigjennem landet paa den anden side; – lige under mig lidt til høire flød isen ganske [530] jevnt og stenbesaaet over i stenuren. Her var i sandhed let fremkomst og isen god den hele vei. Det varede da heller ikke længe, før alle mand befandt sig paa skrænten og nød synet af barlandets nærhed. Og saa satte vi udover denne sidste skraaning. Den var brat, den bratteste, vi endnu havde havt, og det gjaldt at holde igjen; men det gik lystelig, og snart var vi nede paa vandet under bræen; – indlandsisen laa for altid bag os.

Vi drog tvers over vandet mod elveoset paa den anden side; der var isen ikke sikker, men ved forsigtighed slap vi uden noget koldt bad ind til stenene, spændte [531] isbrodderne, som vi havde brugt de sidste dage, af og sprang lette som rener afsted ind over landet. Ord kan umulig beskrive, hvad det var for os bare at føle jord og sten under fødderne, den velvære, der rislede gjennem os ved at kjende lyngen bøie sig under saalen og at kjende en vidunderlig duft af græs og mos. Bag os laa indlandsisen, sænkende sig ned mod vandet i en lang, kold og graa skraaning; men foran os laa barlandet. Ned gjennem dalen saaes aasryg bag aasryg som bølge efter bølge udover mod himmelranden – ad denne vei bar det til fjorden.

[532] Ogsaa paa Ravnas ansigt var endelig en glad mine at opdage, stakkars fyr, han havde mange gange opgivet haabet om at føle fast jord under fødderne igjen. Det første, han og Balto gjorde, da de blev kvit kjælken, var at rende bent tilfjelds, ligesom dengang vi naaede østkysten.

Men nu var det paa høi tid at tænke paa middag; selv den mest overstrømmende følelse af at have naaet sit maal er dog ikke nok til at lade en glemme de materielle fornødenheder, tvertimod gjorde for os følelsen af en overvunden vanskelighed den materielle nydelse dobbelt god.

Da vi endelig var færdige med middagen, gik vi straks igang med at lage til hver vor bør for nedturen mod fjorden. Det gjaldt at tage saa meget som muligt af det nødvendigste.

Forat vi i tilfælde straks kunde have lidt materiale til baadbygningen, tog vi nogle bambusstænger med og mente, at flere kunde hentes, mens arbeidet stod paa. De sager, vi ikke kunde tage med, blev lagte ovenpaa kjælkerne og godt tildækkede med presenninger. Da dette var gjort, var vi endelig om eftermiddagen færdige til at drage nedover dalen.

Ved denne leilighed fik vi se, hvilke kræfter der var i lille Ravna. Under turen over indlandsisen havde han trukket mindst af os alle, men klagede over, at det var saa tungt for ham «gammel mand», og sakkede stadig efter. Da jeg nu havde delt i seks hauge det, som vi mente at kunne klare, blev jeg ikke lidet forbauset over at se Ravna foruden sin del tage sin klædessæk, hvori der var adskilligt tøi og lignende, paa ryggen. Jeg sagde til ham, at det ikke var meningen, at han skulde bære begge dele; men [533] han svarede bare, at han ikke vilde skille sig ved klædessækken sin, hvori han havde testamentet. Og han skrævede afsted med sin svære bør, hvorunder han blev næsten borte, lige letvindt og lige hurtig som nogen af os. Han mente nok, at der nu ingen grund var til at spare paa kræfterne, og vilde da for en gangs skyld vise os, hvad han dugede til. Det var nok sandt, som Balto altid med saa megen beundring sagde: «Han Ravna, aa pina død, det er gut, som er sterk!»

Nedstigningen var paa mange steder brat, veien gik over urer og myrer, og børene, vi havde paa ryggen, var tunge, det var derfor neppe underligt, at det ikke gik raskt udover. Flere gange under vandringen sagde Ravna helt begeistret til mig: «Her lugte deilig, aldeles som paa finmarkske fjelde, hvor godt renbeite.» Og det var sandt, der lugtede baade af fjeldgræs og renmos, og med vellyst indsugede vi i lange drag den krydrede luft.

Mod kvelden kom vi nedover mod et langt vand, vi kaldte det «Langvandet», hvori vi til vor forundring fik se en mægtig skridjøkel skyde sig ud fra vest; det var tydeligvis en arm af indlandsisen, som skar sig ind bortenom det fjeld, vi havde vestenfor os.

Efterat vi var komne et stykke over vandet paa en skrøbelig is, som vi flere gange holdt paa at falde igjennem, og hvorfra vi med nød klarede os til land, stansede vi om kvelden paa dets østre side ved en god teltplads. For første gang paa hele vor færd fik vi nu ordentlig lang og myg lyng at ligge paa, og det kan nok hænde, vi strakte os med velbehag i den, mens fjeldluften viftede hen over os, blandet med en eiendommelig, bedøvende naaletræslugt, der kom fra en egen planteart, som vokste i stor mængde.

[534] Mens vi inde i teltet spiste vor kveldsmad, bad jeg Ravna, som sad nærmest teltdøren, om at gjøre op ild udenfor teltet. Det nødvendige brændsel var allerede samlet, og vi mente, det skulde være hyggeligt atter at faa se skinnet af et lyngbaal. Men Ravna syntes ikke at kunne forstaa dette, og med fjeldlappens velkjendte træghed havde han straks en god del indvendinger paa rede haand; det brændsel skulde vi have til at koge med imorgen tidlig. Jeg mente imidlertid, der var brændsel nok at finde rundt omkring. Derpaa svarede Ravna, at han ikke havde noget næver til at gjøre op med; men da lo vi ham ud, og jeg sagde ham, at da der neppe vilde [535] komme mer næver til imorgen tidlig, saa var det ønskeligt, at han nu gjorde op ild. Dermed gik han ud, og det varede ikke længe, inden et knitrende baal blussede udenfor, straalte varme og lys ind i det før saa mørke teltrum og kastede et rembrandtsk lysskjær over de siddende skikkelser, som aad sig glade og næsten mætte og gjorde en flittig brug af kopperne, mens utrolige kvantiteter af suppe sattes tillivs. Det var helt uvant at kunne se saa godt, hvad det var, man førte i sig, og det var ingen uvelkommen forandring efter saa ofte at have spist i det mest ravnsorte mørke.

Jeg bad nu flere gange Ravna komme ind igjen, det var ikke længer nødvendigt at passe varmen; men nu var han ikke at formaa til at flytte sig derfra.

Efter kveldsmaden tog de røgende medlemmer sig en pibe mos eller græs, og saa strakte man sig med de dampende piber rundt det varmende baal for rigtig at lade følelsen af at have forladt indlandsisen og have naaet sit maal vederkvæge en.

For mit vedkommende laa jeg der paa ryggen og frydede mig ved at se, hvilket fornøiet, næsten skjelmsk udtryk der var kommet i Ravnas ellers saa utilfredse ansigt. Han var lutter smil, og paa forespørgsel, om han likte landet og kunde kjende fjeldduften, svarede han atter begeistret, at her kunde han nok like at bo. Jeg spurgte ham nu for alvor, om han skulde have lyst til at flytte hid med sine rener. Han svarede, at det skulde han nok, men det vilde bli ham for dyrt. Da jeg mente, at i det tilfælde maatte den danske eller norske stat skaffe ham gratis over, sagde han, at da vilde han ikke betænke sig et øieblik. Her var gode beiter, vildren var her og, dem havde han om ettermiddagen seet spor nok af, og rig vilde han bli [536] i en fart; den eneste vanskelighed vilde være at faa vinterbrændsel, han fik nok samle torv for vinteren, som et par lapper gjorde paa en ø hjemme i Finmarken. Gamle Ravna sluttede sin lovtale med at sige: «Jeg like godt vestkyst, her god sted for gammel fjeldlap, her meget ren, her ligesom paa finmarkske fjeld.»

Det var en herlig nat med en egen mild luft. En vek stemning gjør os tause, tanke følger tanke ud i rummet og spinder sig sammen med maanens straaler, den er netop kommen frem bag aasranden, det hele væves tilslut sammen til et eneste tankespind, saa fint, at man ikke faar rede paa nogen af traadene, men synker mer og mer over i en velgjørende døs. Det lider langt paa nat, før man tager sig sammen og kryber tilkøis. Sverdrup siger, at han har aldrig oplevet en saa herlig kveld hele sit liv som hin, da han laa ved det første lyngbaal og røgte mos; og der var maaske flere af os, som vilde sige det samme.

Den næste morgen (25de september) bar det atter ivei med børen paa ryggen. Komne ned til enden af vandet, tog vi en hvil og fik da langt borte se en hare komme springende og sætte sig under en fjeldhammer; bag nogle store sten kom jeg den paa et par hundrede alens hold og var virkelig saa heldig derfra at skyde den med en kugle til stor jubel for de andre, som i spænding havde ventet for at se, om de skulde faa ferskmad tilkvelds.

Derefter fortsattes marschen videre ned gjennem den delvis trange dal udover stupbratte styrtninger og urede jøkelgjærder. Paa venstre side af os havde vi endnu et langt stykke nedover en arm af indlandsisen; men hernede væltede den mægtige jøkelgjærder foran sig og dannede tildels høie iskegler og kamme, som imidlertid var [537] saa bedækkede med ler og sten, at man vanskelig kunde skjelne dem fra virkelig bart land.

Ud paa formiddagen traf vi paa en stupbrat klev, og under os havde vi atter et vand, hvori indlandsisen gik ned fra øst. Vi kunde her se langt indover til nunataken Nunatarsuk østenfor Kangersunek; og det sted, hvor Sverdrup og jeg var nede under vor skitur den 22de september, var ikke langt borte. Elven, vi hidtil havde fulgt, faldt ud i den elv, som kom fra vandet, ikke langt nedenfor oset, og kartet, som vi havde stolet paa, viste sig saaledes at være fuldstændig galt. Vi maatte endnu have over 2 mil [538] igjen til fjorden, og vort haab om at række frem den dag skulde ogsaa bli skuffet.

Ved middagstid kom vi ned til et stort vand, delvis omgivet af flade, lerede strande, hvor der saaes masser af gaasespor og «gaaseefterladenskaber», som godtgjorde, at dette var et yndet tilholdssted for disse fugle; muligens var det en almindelig hvileplads under trækket, som særlig om høsten, da sjøerne er aabne, finder sted langs indlandsisens rand.

I leren var der ogsaa, som overalt paa vor vei, hvor spor kunde fæste sig, masser af renspor, hvoraf enkelte ikke var mer end et par dage gamle, men de pegte alle nedad mod fjorden. Det kan nok hænde, jeg havde øinene med mig, de for ustanselig langs de brune fjeldlier, som strakte sig til alle kanter; men til liden nytte, ingen af de hornede skabninger var at opdage. Paa sydsiden af vandet, som vi kaldte «Gaasedammen», leirede vi os for middagen i den høie lyng. Det var en straalende dag, solen skinnede varmt, himlen hvælvede sig klar og blaa over os, og rundt omkring var det vakreste landskab, en jæger kunde ønske sig. Det maatte være et rent eldorado lidt tidligere paa aaret, da renen er her i masser, og vildgaasen skriger langs strandene, sandsynligvis omkap med ænder, snepper og mange andre vandfugle.

Om kvelden slog vi telt paa en flade ved et lidet vand, omgivet af det prægtigste renlænde med skraanende brune lynglier. Vor hare blev kogt i en gryde, som vi lagede istand af en spiritusdunk. Just som den var færdig, faldt gryden i varmen, og vi mistede al suppen; men haren reddedes dog og blev uddelt.

Der faldt lovlig lidet paa hver af saadan en dverg, men det lille, vi fik, smagte urimelig godt; fersk mad var [539] uvant, særlig var den let at tygge, sammenlignet med det haarde pemmikan, som for skrøbelige tænder næsten ikke var til at faa ned, selv om man, saaledes som Sverdrup og jeg, de daarligst udrustede i den henseende, altid søgte ud det mest mugne. Lyngbaalet flammede lystig op, ertesuppen var varm, og stemningen var endnu varmere.

Den 26de september havde vi endelig nogenlunde begrundet haab om at naa fjorden. Vi fulgte dalen nedom elven og kom dels over lerede, sandige bundmoræner, dels over flade sandsletter (terrasser), hvori elven havde gravet sig dybt ned med bratte bredder, som ofte var bevoksede med mandshøit vidje- og orekrat. Det sidste stod endnu grønt, mens vidjeløvet var gulbrunt og vissent, sandsynligvis paa grund af tidligere døgns nattekulde. Nu var der imidlertid 12° varme i skyggen om dagen, og nætterne var milde som septembernætter hjemme. Disse sletter er ogsaa paa tvers gjennemskaarne af bækkeleier, som har gravet sig dybt ned i det bløde sandler, og som, naar deres bratte skrænter var overgroede med høit vidjekrat, kunde være ubehagelige nok at komme over.

Det var forøvrigt en i geologisk henseende yderst interessant dal, den, vi her gik igjennem. Paa et sted langt nede havde elven skaaret ud et friskt skred i sandbredden, og her laa der masser af gamle blaaskjæl (mytilus edulis) mellem sandet. Deraf kan vi tydelig forstaa, hvorledes disse store sandsletter, som fylder dalbunden, er bleven dannede. Engang har der her været fjord; gruset og lerslammet, som elven førte med fra indlandsisen, og som skyldtes dennes rivning mod fjeldet under den, afleiredes paa fjordbunden og fyldte denne efterhaanden med et vandret sand- og lerlag. Senere har landet hævet sig. At dette sidste er skeet, vises netop sikrest ved disse [540] skaller af en saltvandsmusling, som findes midt inde i de afleirede banker heroppe i en høide af mer end 20 m. over havet. Om hvorledes denne hævning har gaaet for sig, om den er skeet rykvis, som af en bekjendt norsk geolog er hævdet, eller om den er skeet langsomt, som man i den senere tid er tilbøielig til at antage, ved vi endnu intet med fuld sikkerhed. De fleste ting turde dog tale for den sidste antagelse. Vistnok ligger disse lerlag i terrasser; men dette har nogle ment at kunne forklare ved, at elvene under enkelte perioder med sterk nedbør har ført betydelig mere fast stof med sig end under de mellemliggende tørrere tidsrum. Derved kommer netop slige trappetrin til at maatte dannes, selv om hævningen har været jevn. Noget bevis for saadanne vekslinger i nedbøren har man dog ikke kunnet fremføre. Naturligere og rimeligere synes mig den forklaring, at landets stigning skyldes indlandsisens aftagen, hvorved nemlig dennes tryk paa de underliggende lag er blevet mindre, og disse har saa efter ligevegtsloven maattet stige. Indlandsisen har imidlertid ikke aftaget jevnt, der har været tider, hvor under den stod stille eller muligens endog tiltog; saa længe steg altsaa landet ikke, og terrasserne kunde dannes i mellemtiden.

Efterhvert som fjordbundene steg op over vandfladen og blev til terrasser, har elven skaaret sig sit bugtede leie gjennem deres bløde sand- og lerlag. De er lette at grave i og underminere, disse lag, og sandras efter sandras har faldt ud i elven og er i aarenes løb førte videre mod fjordbunden udenfor, hvor der har begyndt at danne sig nye afleiringer af samme art. Naturen er aldrig i hvile her, det er vældige kræfter, som er i virksomhed; nogle skjærer landet istykker efter bedste evne, [541] mens andre, eller rettere andre former af de samme kræfter gjør sit for atter at udjevne, hvad der tidligere blev udskaaret. – Skridjøklerne graver og skurer ud dalene og fjordene – disse velkjendte, trange isfjorde med de stupbratte, afslebne sider – ned gjennem de haarde gneislag. De samme isstrømme er det, som skyder de mægtige dæmninger foran sig i form af jøkelgjærder, der, naar strømmene trækker sig tilbage, blir liggende igjen som volde tvers over fjordene og dalene, og hvoraf vandreren og renjægeren ofte fortrædiges under sin færden gjennem disse. Men under skridjøklerne kommer der frem elve, som fører med sig ler og grus, jøklernes skuringsmateriale, og bringer dette, saaledes som ovenfor nævnt, ud i de trange isfjorde, hvor det begynder paa atter at fylde disse, idet det afleirer sig og danner ører, saaledes som vi kjender fra Trondhjemsøren, Lærdalsøren og mange andre steder der hjemme, og hvoraf vi i Grønland kan se hundreder i deres vorden den dag idag.

Det er netop af denne grund, at studiet af dette lands nuværende istid er af saa stor betydning. Derved faar vi paa den anskueligste maade forklaring af dannelser, som ellers vilde være os uforstaaelige; – paa nært hold ser vi der i fuld virksomhed de mægtige kræfter, som vi ellers kun ved hjælp af fantasien vilde kunne danne os nogen forestilling om, eller i høiden studere i de smaa dvergforeteelser, vi i Europa endnu har levnede fra hine tider, da hele dets nordre del og Alperne var oversvømmede af lignende ismarker som nu det grønlandske høiland.

Langt nede i dalen maatte vi vade over elven for at komme frem. Et stykke længere nede opdagede vi til vor ærgrelse, at det heller ikke langs den anden elvebred var fremkommeligt, og elven var for dyb til at vades; vi maatte [542] tilbage, hvis det ikke var muligt at komme over fjeldryggen i vest for os. Mens vi grundede over dette, spiste vi vor middag.

Som vi havde spist, forsvandt Balto; pludselig fik vi øie paa ham oppe paa toppen af fjeldet, han jublede, svingede triumferende med luen og pegte vestover; han maatte tydeligvis se fjorden. Efter en stunds forløb kom han tilbage og fortalte, at han havde seet et stort, blaat vand, som vistnok maatte være fjorden; men der laa is paa den inderste del. I en fart kom vi nu opover bakken, alle længtede efter at se sjøen, muligens lokkede ogsaa de af Balto lovede tyttebær, saameget mer som fluerne hernede gjorde opholdet næsten uudholdeligt. Oppe fra ryggen var der den herligste udsigt udover dalen, hvor elven atter bugtede sig gjennem flade sandmoer; men længere ude laa fjorden, som en blaa flade strakte den sig udover mod de høie fjelde, der indrammede det hele. Hvad Balto havde antaget for is, saaes nu at være en sandør, som fuldstændig fyldte den inderste fjordbund.

Vi havde nu ikke saa langt igjen. Stor var glæden, da vi et stykke længere nede fik se nogle gamle spor efter grønlandske kamiker i sanden ved elvebredden. Sandsynligvis var det en eller anden renjæger, som for maaneder siden havde streifet op gjennem dette nu saa øde land, hvor den sterkt optraadte vei ned gjennem dalen kun altfor tydelig tilkjendegav, at her til sine aarstider færdes masser af ren. Dette var det første spor af mennesker, vi saa paa vestkysten, naar undtages nogle efterladenskaber, som Balto fandt, og som han mente maatte skrive sig enten fra mennesker eller bjørn.

Efterat vi var komne op ad endnu en brat kneik med vidjekrat, laa endelig fjorden for os; ned til sandøren, [543] hvorigjennem elven bugtede sig langt udover, havde vi blot en kort skraaning. Lige under os var der en liden lyng- og kratbevokset flade med et vand; her maatte netop være en god teltplads med ly af bakken mod østenvinden, som just nu kom strygende ned ad dalgabet lige fra indlandsisen. Vi ilede derned, kastede oppakningerne i lyngen, kastede os selv efter og lod rigtig for alvor følelsen over at være naaede frem vederkvæge det hele trætte legeme.

Vistnok stod der endnu for os alle adskilligt tilbage at udrette, de 4 skulde hente resten af tøiet, og Sverdrup og jeg skulde frem til Godthaab for at hente baad og hjælp – paa hvad maade, havde vi endnu ikke paa det rene. Men en ting var dog ubestridelig, og det var, at nu befandt vi os atter i høide med havfladen, om end ikke ganske ved havkanten, og her var det sandsynligvis slut med de fleste af vore lidelser og strabadser. En vanskelighed, som af mange sagkyndige, maaske de allerfleste, var anseet som uoverkommelig, var nu overvunden – hvad under da, at den stemning, vi befandt os i, var en eneste følelse af velvære? Efterat vi havde hvilt og spist lidt, gik et par af os en tur op paa fjeldet i øst for at faa en udsigt udover fjorden. Landet paa nordsiden af denne viste sig, seet herfra, at være saa sønderrevet, at der kun var liden sandsynlighed for, at vi med nogenlunde lethed kunde naa Godthaab over land.

At gaa til Narsak, som ligger paa sydsiden af fjorden, vilde vistnok være lettere; men her vilde vi neppe træffe folk, som forstod europæisk, sjøveien blev nok derfor den sikreste. Bestemte paa at forsøge os i baadbyggerkunsten, saa godt det lod sig gjøre med de materialer, vi havde forhaanden, vendte vi derfor tilbage til teltet. Vi havde bare med os 2 bambusstænger samt en [544] skistav ned til fjorden; men spanter havde vi ikke, og dertil skulde jo de bøiede askestænger i kjælkerne have tjent. Nu laa de imidlertid deroppe, og det vilde mindst tage 2, om ikke 3 dage at hente dem; det gjaldt derfor at finde noget at sætte isteden, og det laa da nær at ty til vidjekjærene, som paa flere kanter omgav os. Balto skulde hjælpe med syningen, mens de andre allerede næste morgen skulde vende tilbage efter tøiet ved indlandsisens rand.

Om morgenen den 27de september tørnede vi tidlig ud, kogte vor sidste portion the, hvortil vi spiste en meget knap frokost, bestaaende af brød og lidt pemmikan; af denne sidste vare havde vi vistnok taget en forsvarlig ladning med fra vor store beholdning ved indlandsisen; men vi havde spist forbausende meget deraf (18 plader af 25), og af det tilbageblevne trængte Sverdrup og jeg, hvad vi kunde faa til vor baadtur; thi ingen kunde vide, hvor længe den vilde vare.

Efter frokost gik Sverdrup og Balto straks igang med baadbygningen, mens jeg tog nogle observationer, og de andre lagede sig istand for at vende tilbage.

Efter at have faaet uddelt sin proviant for dagen, bestaaende af brød og lidt kjødpostei for 2 maal samt lidt kjødpulverchokolade, var de snart færdige til at sætte af og fik nu sammen med Balto, som jo senere skulde komme efter dem, sin instruks. Af udrustningen maatte først og fremst alle instrumenter, dagbøger, journaler o.s.v. tages vare paa, af det øvrige maatte saa meget, som det lod sig gjøre, bringes med; at intet af provianten lagdes igjen, siger sig selv.

Saa drog de afsted op gjennem dalen, ledsagede af de bedste ønsker og det herligste veir, og vi fortsatte med baadbygningen. Oprindelig havde det været min tanke at [545] lage baaden lang og smal for at faa den mere letroet; men Sverdrup mente, at det vilde bli altfor meget syning dermed, det var bedre at bruge teltgulvet, omtrent som det var, kun give det form af en baad og lappe det, hvor det var utæt; vi vilde ikke faa nogen elegant farkost, men det vilde gaa saa ulige meget hurtigere at lage den, og for sjømanden gav jeg mig selvfølgelig straks. Uheldigvis havde vi, som tidligere nævnt, lagt igjen vor seilhandske paa østkysten; havde vi havt den, vilde det gaaet betydelig hurtigere med syningen, nu maatte vi stikke naalen gjennem den haarde seildug med de bare næver. En ubehagelighed, som var værre end dette, var den masse smaa fluer, som omsværmede os, satte sig overalt paa ansigt, hals og hænder og stak ganske nederdrægtig. Det var en ren umulighed at gaa fri for dem, de var næsten endnu værre end myggen paa østkysten. Efterat jeg en stund havde forsøgt mig med seilnaalen og fundet, at jeg ikke dugede for det arbeide, overlod jeg det til de to andre, som var rene mestre i det som i meget andet, og drog med øksen tilskogs, det vil sige til et vidjekjær i nærheden, for at udsøge grene, passende til spanter i vort fartøi. Kjæret var delvis saa høit, at jeg fuldstændig forsvandt deri og neppe kunde naa toppene af buskene med opstrakt haand. Her var nok af tykke grene, ja jeg fandt endog dem, som ved roden havde en tykkelse af en voksen mands laar; men de var som regel meget krogede, og at finde nogenlunde brugelige var ingen let sag. Omsider fandt jeg dog saa mange, at vi kunde klare os; de var hverken rette eller slette; men naar man intet bedre har, er alting godt nok, heder det, og om kvelden var baaden færdig. Den lignede et skildpaddeskal af form; men vi [546] prøvede den i dammen lige ved os, fandt, at den godt bar os begge, og var uhyre fornøiede med den. Den var 2,56 m. (ca. 8 fod) lang, 1,42 m. (4 fod 6 tommer) bred og 61 cm. dyb.

Aarerne havde vi imidlertid endnu ikke færdige; jeg havde vistnok fundet nogle kløftede vidjegrene, som vi agtede at benytte til aareblade, idet vi udspændte seildug imellem deres sprikende arme; til aareskafter tænkte vi at bruge bambusstokke, men jeg havde endnu ikke faaet dem færdige; ligesom de foregaaende dage havde [547] jeg en dundrende hovedpine, og det gik sent med alt mit arbeide.

Den næste morgen (28 september) skulde ogsaa Balto forlade os; før han drog, spiste vi en liden frokost, som han skildrer paa følgende vis:

«Nansen havde beregnet for sig niste, hvormed han skulde berge sig til Godthaab; men alligevel maatte vi deraf spise lidt; thi de to beregnede, at naar de kom til sjøen, saa skulde de skyde nogle fugle, saa at de kunde koge en og anden gang. Da vi var færdige med at spise, saa spurgte jeg: «Har du spist nok, Sverdrup?» Saa svarede han: «Nei aldeles ikke, jeg er ligesaa sulten nu, som da jeg begyndte at spise.» Nansen svarede; «Aa pyt, bryd dig ikke derom, Sverdrup, naar vi kommer til Godthaab, da skal nok vomma di' sikkert bli fuld.»

Saa forlod da Balto os, og den raske fyr naaede allerede samme kveld de andre helt oppe under indlandsisen.

Ved middagstid var ogsaa vore 4 aarer færdige, og baaden helt klar til at bruges. Det, vi havde havt vanskeligst for at faa istand, var tofterne; vi havde nemlig intet andet end det smale, runde teodolit-stativ af ask til den ene og to tynde bambusstokke til den anden; jeg vil ønske for en vis del af mit legemes skyld, at det maa vare længe, til jeg atter faar saa smalt et sæde.

Efterat vi havde spist til middag omtrent lige meget som til frokost, blev soveposer, tøi og alt, som ikke skulde være med, indviklet i teltet, og det blev betynget med stene og tildækket mod muligt regnveir, saa godt det lod sig gjøre. I baaden tog vi med vore to sække, hvori var det mest fornødne af tøi, en skjorte, strømper, sko, et par yderbukser, ladder, vanter, regnklæder o.s.v.; desuden havde vi til at sove i om natten laant lappernes to [548] renskindspeske, samt hvert vort par komager med dertil hørende tørt sennegræs. Endvidere havde vi fotografiapparat med tilbehør, en blikboks – indeholdende patroner til bøssen samt 12 plader ertepølse –, en anden blikboks med 7 pund kjødpulverchokolade, en seildugssæk (hvori knækkebrød, 1 daase leverpostei, 3 pund smør, 5 plader pemmikan), min seildugsbukse – hvori opbevaredes 33 kjødbeskøiter –, 2 kopper (som ogsaa benyttedes til øsekar), et kogekar (hvortil kogeapparatets øverste del benyttedes, efterat filten var taget af) samt endelig 1 bøsse. Det vil sees, at der ikke gik saa lidet i vort stolte fartøi.

Efterat alt dette var bragt istand, satte vi os i bevægelse; tøiet blev først bragt ned paa øren og derpaa [549] baaden. Vi haabede at kunne ro i denne nedad elven og saa derfra stikke lige tilsjøs. Men ogsaa her skulde de mest uventede besværligheder møde os, idet elven var saa grund, at den ikke tillod roning; sad vi to i baaden, var det ialfald en ren umulighed. Jeg som den tungeste gik da tilfods udover øren, mens Sverdrup skulde forsøge at stage sig frem alene. Men det blev ikke stort bedre, han maatte vade i det kolde vand og trække baaden efter sig, og det var ingen sød fornøielse; kun faa steder kunde han stage, endnu færre ro, og smaat gik det.

Vi havde de utroligste gjenvordigheder af forskjellig art, ofte laa vi i den bløde ler og vandet op under maven, og trætte blev vi begge i benene efter at have gaaet en halv dag i denne søle, som sugede sig om fødderne og holdt dem fast for hvert skridt. Endelig rak vi frem til en pynt ude i fjorden, hvor vi havde haabet at komme til selve sjøen. Men her opdagede vi, at der endnu var langt igjen, elven grenede sig ud i et delta, hvor den blev saa grund, at det ikke længer kunde nytte at trække baaden engang, den maatte bæres over leren det stykke, som var igjen. Men da det var ledet paa kvelden, var det lige godt at stanse. – – – Atter en herlig nat; – snart var den sidste rødme af kvelden forsvunden bag fjeldene i vest, stjernerne traadte mer og mer frem paa den mørknende himmel, hvor nordlyset som vanligt opførte sine natlige skuespil, snart kom ogsaa maanen og smilte ned til os to, som sad ved det døende baal og talte om Grønlands indlandsis som en længst forsvunden drøm.

Da kveldsmaden var spist, opsøgte vi os hver vor vidjebusk, hvorunder vi krøb sammen i vore peske og sov ind.

XXII. Sjøreisen i «den halve baad» – Ankomst til Godthaab

[550] Den næste morgen (29de september) bar vi baaden udover øren til sjøen. At stampe sig frem med den over den seige lere var værre end nogensinde, fødderne sank i, sugede sig fast og virkede som stempelen i en luftpumpe for hvert skridt. Omsider rak vi til sjøkanten og lagde baaden fra os for at gaa tilbage og hente vore øvrige sager. Der var masser af maager herude, vi havde glædet os ved udsigten til at faa fersk mad, men uheldigvis holdt de sig paa altfor ærbødig afstand. Da vi havde faaet mer end nok af leren, foretrak vi at bære resten af vore sager over det ulændte land. Som jeg kom udover mod baaden igjen, fik jeg se, at den laa og flød langt ude paa sjøen; denne havde nemlig i mellemtiden steget og havde sat hele den yderste del af øren under vand. Uagtet vi havde lagt baaden langt fra vandkanten, havde Sverdrup heldigvis været saa omtænksom at gjøre den fast til en stok og ramme denne ned i leren. Mens jeg bar vore sager frem til en odde ved sjøen, vadede Sverdrup ud til baaden og roede den ind til det samme sted, og saa var da endelig efter et døgns antrengelser ogsaa denne [551] hindring overvunden, og vi var komne frem til aabent farvand.

Vi spiste vor middag og stak ud paa vor første sjøreise, som gjaldt intet mindre end nordsiden af fjorden, hvor vi agtede at holde langs landet udefter. Vi opdagede nu til vor glæde, at baaden ikke var fuldt saa tungroet, som vi havde ventet. Det kunde vistnok ikke siges at være nogen hurtigroer, men vi kom dog frem og naaede over fjorden paa en efter vor mening merkelig kort tid. Tæthed hørte imidlertid ikke til dens dyder, den lækkede slig, at den gjerne maatte øses med en af vore kopper hvert tiende minut.

Den bugt, vi her havde indenfor os, var, efter vore begreber, ualmindelig vakker, med en blid, stille dal opigjennem, omgivet af langbratte, brune lier, runde, lave høiderygge med flyer, i det hele et land, som maatte egne sig ypperlig for renjagt. Tilgiv os, poetiske læser, men alt, hvad der kunde bringes i forbindelse med mad og vildt, var det, som interesserede os mest, og som vi helst saa som skjønt i naturen.

Saa holdt vi udover langs Ameragdlas^k139 stupbratte nordside og lagde tillands om kvelden paa et sted, hvor vi kunde faa baaden op og finde nogenlunde sovepladse, hvilket ikke lod sig gjøre overalt der. Vi var ikke komne langt den dag; men vi var alligevel fornøiede ved atter at færdes ved sjøen. Hvad der gjorde os mest glade, var dog det, at vi nu efter 46 dages faste paa tørret kost skulde faa ferskmad og faa spise os helt mætte. Jeg havde nemlig under vor baadtur skudt 6 af de store blaamaager (Larus glaucus).

[552] Vi bestemte os til at tage 2 af disse svære fugle hver tilkvelds. De blev flaaede og puttede 2 ad gangen i gryden og kogte en liden stund. Sverdrup blev engang siden spurgt, om vi rensede dem godt. «Aa, jeg ved ikke,» sagde han, «jeg saa nok, at Nansen karrede noget ud af dem, formodentlig var det noget af tarmene, og resten gik vel ud i suppen.» Om de smagte? «Ja, bedre mad har jeg aldrig spist.» Vi sled fuglene istykker med tænder og [553] klør, saa godt og saa hurtig vi kunde; det varede ikke længe, inden de første var forsvundne med hoved, fødder og alt; saa tog vi fat paa de næste med mere ro og mere nydelse og drak suppen til. Ja, sproget eier neppe ord nok til at beskrive de to vildmænds velbefindende, som hin kveld sad ved Ameragdlas nordre bred og grov op i gryden med fingrene, mens skinnet fra baalet blev næsten fordunklet af et usedvanligt nordlys. Det flammede baade i syd og i nord; men pludselig var det, som der jog en vældig hvirvelstorm over hele himmelen og drev alle flammerne foran sig og sammen i en hvirvlende ildmørje oppe nær zenit, øiet næsten blendedes af den sterke lysning. Saa minkede stormen, lyset svandt lidt efter lidt, og tilslut seilede kun enkelte matte lystaager hen over stjernehvælvet, som atter tindrede med sin forrige glans. Man stod der undrende igjen, – sligt nordlys har jeg aldrig seet hverken før eller siden. Og der nede under os laa fjorden mørk og rolig.

Den næste dag (30te september) gik det ikke saa godt som den forrige. Ud paa formiddagen fik vi nemlig modvind, og den blæste tilslut saa haardt, at vi istedenfor at gaa frem, gik tilbage, og vort lille nøddeskal vippede op og ned paa bølgerne, saa det mest saa ud, som det vilde vippe os tilbunds. Det var dog en god sjøbaad, der kom ikke en vanddraabe ind til os, naar undtages den rigdom deraf, som lækkede ind gjennem seildugen i bunden; men tung at ro mod vinden var den, vi maatte derfor drage paa land, tage os en lur og se, om ikke vinden mod kvelden skulde løie af. Dette hændte virkelig ogsaa, og vi gik igjen i baaden. Det varede nu ikke længe, inden vi kom til «Nua», den odde, hvor Itivdlek-fjorden – en arm af Ameralik-fjorden – skjærer nordefter.

[554] I den vakre, stille kveld satte vi over fjorden og naaede i mørke næsset paa sydsiden. Her krøb vi op for at faa lidt kveldsmad; vi fandt imidlertid hverken ved eller vand og maatte derfor tage maden kold uden drikke, hvilket jo forøvrigt ikke var noget nyt. Vi agtede at drage videre udover natten, men saa trak det op med uveirstruende skyer fra vest over det vilde fjeldlandskab med den hvasse fjeldtop paa nordsiden af fjorden; det blev saa mørkt, at det vilde være vanskeligt at komme over did, saaledes som tænkt; vi besluttede derfor at bli og sove lidt, muligens vilde maanen komme frem. Som vi skulde bære baaden op, havde Sverdrup det uheld at falde i vandet, hvilket ikke er meget behageligt, naar man skal lægge sig til at sove og ikke har meget at bytte paa sig.

Veiret blev ikke bedre, og vi sov til den lyse morgen (1ste oktober), som kom med straalende solopgang og en svag medvind.

Om formiddagen rak vi over til nordsiden af fjorden, hvor vi gik iland og lagede os en solid middag med 2 maager tilmands og en suppe, som vel neppe har seet sin mage; til kraften af maagerne sattes erter og brød, og den var saa sterk, at vi formelig kjendte, hvor kræfterne voksede i os, mens vi drak den i litervis. Vi spiste os glade og mætte og vel saa det. Paa det sted, hvor vi havde lagt til, var der uheldigvis masser af krækling (Empetrum nigrum), og det var en selvfølge, at vi spiste denne som desert. Den smagte ubeskrivelig velgjørende, grønsager var sundt, og det havde vi ikke faaet paa længe, følgelig spiste vi først staaende, saa siddende, men saa blev ogsaa det for besværligt, og vi lagde os ned; men nu kunde vi holde det gaaende utrolig længe. Da vi gik paa land, [555] var det ganske stille, men mens vi spiste, røg det op med stiv nordenvind, som stod ind fjorden, og det var ikke tale om at kunne ro imod den, vi maatte ligge, hvor vi var, og fortsatte med krækling; tilslut blev vi saa dovne, at vi ikke gad plukke dem med hænderne længer, vi veltede os nu paa maven op i kræklingtuen og plukkede dem med munden, og saa søvnede vi, der vi laa, og sov tilkvelds; men da vi slog øinene op igjen, hang kræklingen der, stor, saftig og blaasort, lige foran munden, og saa var det til at spise igjen, indtil man atter søvnede. Hvis det er sandt, som det blir sagt, at fraadseri hører til de groveste synder, maa vi to, som hin dag spiste krækling i Ameralik-fjorden, komme til at lide en uhyggelig straf. Forøvrigt [556] forundrede det mig, at den ikke kom straks; vore maver maa have været usedvanlig tøielige.

Ved midnat løiede vinden af, og jeg purrede ud. Om kvelden havde Sverdrup kunnet røre sig saa vidt, at han fik samlet ved og hentet vand paa gryden for et muligt nattemaaltid. Der blev kogt i en fart og spist; kl. 1 var vi i baaden og kunde nu med friske kræfter drage paa aarerne, det bar raskt frem langs landet under de stupbratte bergvægge i den ravnsorte nat. Morilden brændte saa sterkt, at den neppe lyser stort bedre paa sydligere bredder, aarebladene var som smeltet sølv, og naar de rørte ved vandet, gnistrede og funklede det med en straalende glans langt ned igjennem.

Den dag saa det ud til, at vi skulde faa lykken med os, og det var noget, vi neppe var forvænte med; vi fik et godt veir uden vind.

I lysningen hørte vi paa et sted, hvor vi hvilede lidt, masser af ryper kagle i lien lige over os; det vilde være let at skyde dem; men vi syntes ikke, vi havde tid til at stanse og lægge tillands af den grund; og saa viste vi da den heroiske karakterfasthed at ro fra al denne deilige maden.

Hele formiddagen drev vi paa omtrent uden at stanse. Paa det stykke, vi da roede, stupte fjordbredden sig saa tverbrat i sjøen, at det kun paa et par steder var muligt at komme iland. Ved middagstid nærmede vi os til vor forbauselse fjordens munding. Da vi her fandt et næs med en smuk flad strand, stansede vi. Vort overmod ved at være komne saa langt frem kjendte ingen grænser. Det kunde neppe være længe igjen, før vi naaede Godthaab, og i den anledning spiste vi en middag, som endog overgik gaarsdagens. Jeg ved, at vi havde adskillig mas [557] med at komme ud i baaden igjen, og det var ikke uden anstrengelse, at jeg kunde bøie mig forover og tage aaren.

Til vor forbauselse fik vi nu ogsaa medvind, og det gik ganske raskt afsted om eftermiddagen, trods vor mæthed. Det eneste mørke punkt i vor tilværelse var nu de urimelig smale pinder, vi sad paa; det verkede i angjældende legemsdel slig, at jeg næsten ønskede, jeg kunde være den del foruden. Lykken er sjelden udelt her i verden.

Saa kom vi ud af fjorden, og i den herligste solnedgang saa vi havet, øerne og holmerne udbredte foran os. Himmelens bløde, mættede farvetoner badedes i sjøen, som vuggede sig om de mørke holmer og skjær, og disse saa ud, som de svævede frit i et dunkeltglødende himmelrum. Vi stansede at ro, der strømmede over os en følelse af hjemmet.

[558] Aldeles slig ligger de veirbidte øer strøede ud over derhjemme, der gaar tanker af havsprøit blandet med kjælen soldis om dem, og bagenom ligger fjordene. Det var ikke underligt, at vore forfædre følte sig tiltrukne af dette land.

Vi klemte paa at ro nordefter udover kvelden; men da strømmen løb sterkt imod, maatte vi tilslut lægge til land paa en odde. Klokken var da saa omkring 9, og naar undtages en kort frokost og ikke meget længere middag, havde vi altsaa siddet paa vore smale pinder i stive 20 timer; det kan ikke negtes, det smagte at strække sine lemmer paa et bredere grundlag.

Havde middagen været overdaadig, saa blev kveldsmaden det ikke mindre. For første gang, siden vi forlod «Jason», fik vi tage til os helt efter hjertens lyst uden afveining af vore delikatesser, brød, smør og leverpostei, især gjorde vi os grundig tilgode af smørret. Og derpaa til desert saa meget vi orkede af kjødpulverchokoladen, og det vil sige noget ganske utroligt, vi fandt særlig, at plader af den, indbagte i store smørklumper, smagte fortrinlig. Vi drak vand med sukker og citronsaft til og gjorde alt vi kunde, forat intet af dette, vi nu saa længe havde dægget for, skulde bli bragt frem til folk, hvor det jo blev aldeles værdiløst.

For sidste gang, før vi traf folk og luksus, nød vi nu disse vidunderlige kvelde; mens vi sad der paa berget under den stjerneklare himmel, følte vi det, som vi tog afsked med denne natur og dette liv, som vi havde levet os saa ind i og faaet saa kjært.

Vor reise var nu snart endt, vi havde havt mange uheld og mange uventede hindringer, men var komne heldige over dem alle, var komne gjennem drivisen og op [559] langs landet, over indlandsisen og ud gjennem fjorden paa vor skrøbelige baad trods modvind, vi havde slidt haardt og unegtelig døiet en del ondt for at naa det maal, vi nu var saa nær, – og hvad følelse havde vi nu? – var det den lykkelige seiervinders? For mit vedkommende maa jeg svare nei; det var mig umuligt at opdrive andet end en overdreven følelse af mæthed, og den var jo god nok; men maalet? – nei, det havde vi ventet for længe paa, det kom for lidet uforberedt.

Vi krøb sammen i vore pesker paa hver vor lyngflek oppe paa bergskrænten, og vi sov den bedste søvn, vi paa lang tid havde havt, hin sidste nat under aaben himmel.

Det var først langt paa dag (den 3dje oktober), da vi endelig reiste paa os, der vi laa; vinden havde allerede længe staaet sterk opad sundet mod Godthaab og kaldt os til arbeide; men endelig engang havde vi ingen hast og kunde sove godt ud, vi kom tidsnok frem.

Vi spiste vor frokost med de ærligste hensigter om at gjøre ende paa nisten, vi aad leverpostei og brød, men især gjorde vi atter et vældigt indhug paa smørret og chokoladen; vi maatte dog give det op og stikke tilsjøs. Ud paa formiddagen naaede vi et lige søndenfor Godthaab beliggende næs, hvor vi saa flere eskimohytter og et stort europæisk hus. Efter hvad vi senere erfarede, var det Ny Hernhut, en af de faa stationer, som af den tyske hernhutiske mission er anlagte i Grønland. Da vi pludselig fik sterk modvind, bestemte vi os til at gaa overland herfra til Godthaab, og vi vendte indover mod stranden, hvor allerede en hel del eskimoer, især gamle kvinder, som kom mylrende ud af husene, havde stimlet sammen med et braak og en snak og med de samme eiendommelige [560] fagter, som vi allerede havde seet en del af paa østkysten. For os var forskjellen kun ringe, det samme udseende, den samme styghed og den samme fedtglinsende venlighed.

De samlede sig om os, hjalp os med at bære sagerne op og bringe baaden paa land, hvilket altsammen gik for sig under et rent øredøvende pludder med latter og forundring over os to arme stakkarer, som kom i en halv baad. Denne deres betegnelse for vor skrøbelige farkost er igrunden ganske betegnende; thi den lignede virkelig den første halvdel af en baad. Mens vi stod der og tog vare paa vor bøsse og andre værdifuldere ting uden at ænse alle de mange mennesker omkring os, som vi jo ikke forstod, fik vi øie paa en ung mand, som kom imod os. Han var klædt i saa noget nær grønlandsdragt, men havde en tam-o'-shanter-lue paa hovedet, og et smukt, blondt ansigt, saa lidet ligt en eskimos som vel muligt. Det var neppe til at tage feil af, det maatte, ligesom det hele fremtræde, være direkte importeret fra Kongens Kjøbenhavn. Han kom hen til os, han hilste, og det samme gjorde jeg, saa spurgte han: «Do you speak English?» Accenten røbede den danske tunge, og jeg betænkte mig lidt, om jeg virkelig ogsaa skulde svare paa samme sprog; men saa spurgte han heldigvis straks: «Are you Englishmen?» Her til kunde jeg trygt svare paa godt norsk: «Nei, vi er nordmænd.» «Tør jeg spørge om Deres navn?» «Mit navn er Nansen, og vi kommer fra indlandsisen». «Ah, tænkte jeg det ikke nok, maa jeg faa lov at gratulere Dem med doktorgraden.» – – –

Noget af det første, jeg spurgte om, var skibet til Danmark, – var det allerede reist? Ja, fra Godthaab var det sidste gaaet for et par maaneder siden, og der var ingen skibe, som kunde naaes nu. Det skulde da være, om man [561] kunde række «Fox» i Ivigtut; men den skulde gaa midt i oktober og var 70 mil borte.

Dette var lidet trøstelige etterretninger; tanken paa at naa dampskibet til Europa var det, som drev os frem derinde paa isen, tanken paa skibet var det, som altid spøgte os i hovedet og aldrig tillod os at nyde livet nogen stund. Trøsten var, at vi skulde tage det igjen ombord, naar vi seilede hjemover, og nu, da det kom til stykket, var dette dampskib gaaet, længe før vi begyndte isvandringen. Det var et helt luftslot af skjønne forhaabninger, som der med et slag sank i havet. Særligt var det slemt for de andre, de havde nær slegt og venner, som de længtede efter, ja én endog kone og børn, – ofte havde de talt om, hvor herligt det vilde bli, naar de nu snart kom hjem; – de skulde komme til at vente en lang vinter og vaar, mens de derhjemme vilde tro dem for længe siden døde. Det maatte ikke ske, der maatte snarest mulig gaa post til «Fox», vort sidste haab.

Mens vi talte om dette, kom endnu en europæer til, det var hr. Voged, den tyske missionær paa stedet. Han ønskede os velkommen og tillod os ikke at gaa hans bolig forbi, som var den bygning, vi først havde seet, og som brugtes til kirke og missionærbolig.

Det var en overgang atter at komme i hus, det enkle udstyr i denne fromme mands bolig forekom os næsten at være den reneste luksus, blot atter at sidde paa en stol var jo en merkelighed, og det at spise ved et bord med hvid dug, at bruge gaffel og kniv paa hvide stentøis tallerkener var helt underligt. Om det smagte? – Det tør jeg ikke sige bestemt. Det var unegtelig godt at spise derude ved baalet ogsaa, at flænge maagerne istykker med fingre og tænder, uden gaffel, uden tallerken, uden ceremonier.

[562] Mens vi spiste, kom Godthaabs prest, Balle, og lidt senere doktoren Binzer. Det var allerede rygtedes til kolonien, at vi var komne, og de havde da straks ilet herud for at byde os et hjerteligt velkommen.

Der blev nu en spørgen og fortællen om reisen, som fulgtes med den mest levende interesse. Saa brød vi op og sagde vore elskværdige vertsfolk farvel.

Stor var vor forundring, da vi atter kom ud i det frie og fandt, at det regnede. Vi var da altsaa som lykkens yndlinge komne til folk i rette tid; regn vilde ikke været hyggeligt i vort lille traug. Efterat man havde lovet os, at vore sager skulde bli bragte sikkert frem, drog vi afsted i silregnet over haugene mod Godthaab.

Endelig kom vi frem paa en fjeldknaus, og hele kolonien laa ned for os. Der var ikke saa mange husene, en 4 eller 5 smaa europæiske, en del grønlænderhuse og saa en kirke høit oppe. Det laa altsammen i en dalsænkning ved en liden bugt. Det danske splitflag vaiede fra den høie stang oppe paa flagstangsbakken nede ved bryggen; det mylrede af mennesker rundt omkring, man var nok kommet paa benene for at se paa de gaadefulde indlandsmennesker, som var komne i en halv baad.

Saa bar det nedover. Neppe var vi komne i nærhed af husene, før et kanonskud tordnede ud over sjøen – saa et til – saa et – en dundrende salut. Under kanontorden tog vi afsked med civilisationen, under kanontorden drog vi atter ind i den civiliserede verden; thi dertil maa Grønlands vestkyst regnes. Man skulde kunne tro, at vi var nogle meget krigerske individer. Hvor mange skud der gik, skal jeg neppe kunne sige; men mange var det; de smaa mennesker havde arbeide nok med at pudse og lade deroppe rundt flagstangen, mens vi kom ind mellem [563] husene, hvor grønlænderne og grønlænderinderne var stimlede sammen og stod i lange rækker paa begge sider af veien. I sine maleriske dragter tog de sig ypperlig ud, især kvinderne. Smil og venlighed lyste der os imøde fra alle disse ansigter. Det var, som der laa solskin over livet.

Men se, der har vi europæerinder – det var koloniens 4 danske damer, som kom os imøde, og vi blev forestillede. Det var merkværdigt at se europæiske skjørter igjen mellem alle disse skind- og bukseklædte skjønheder.

[564] Hos kolonibestyrerens, hvor fruen paa egne og sin borteværende mands vegne ønskede os et hjerteligt velkommen, tømtes et glas til velkomst for de langveisfarende, og af doktorens inviteredes vi til middag kl. 4.

Der var endnu lang tid igjen dertil; men vi kunde godt have brug for den til lidt toilette og vask. Vi blev da viste op paa volontør Baumanns værelse, et uforglemmeligt lidet rum oppe paa kvisten i bestyrerboligen, hvor en spilledaase spillede «die letzte Rose» for os, og hvor vi for første gang blev forfærdede over at se vore egne skidne og veirbidte ansigter i et speil. Vi saa just ikke «salonfähige» ud efter vor lange afholdenhed fra vask og ombytte. Det smagte ubeskrivelig at faa hele hovedet ned i vaskevandsbollen og at holde en grundig storvask. Helt rene blev vi dog ikke med første gang. Saa tog vi paa rent undertøi, som vi selv havde bragt med over indlandsisen. Vi følte os nu som nye mennesker og var godt oplagte til at indtage doktorens flotte middag.

Saa var vi da selv i god havn, men nu gjaldt det om snarest mulig at komme vore kamerater i Ameralikfjorden til hjælp, de vidste jo intet om, enten vi var komne lykkelig frem eller gaaede tilbunds for at lade dem gaa hungersdøden imøde derinde. Dernæst gjaldt det om straks at faa afsendt et bud til «Fox».

Om eftermiddagen forsøgte vi at faa dette ordnet, men uden held. Lige efterat vi var komne frem, brød en søndenstorm løs, saa sterk, at eskimoerne, som er daarlige sjøfolk, naar de ikke er i sin kajak, ikke vaagede sig til at gaa ud med baad. Budet til «Fox» maatte sendes med en eller to kajakmænd, men ved kolonien fandt vi ingen, som vilde paatage sig det i sligt veir. Vi maatte vente til følgende dag.

[565] Saa kom natten, og vi skulde gaa tilkøis, Sverdrup skulde sove oppe hos Frederiksen, tømmermand og baadbygger paa stedet, mens jeg skulde faa Baumanns værelse.

Det var en sælsom fornemmelse at komme i en virkelig seng efter ikke at have ligget i en saadan indretning paa henimod et halvt aar. Jeg strakte mig paa det bløde underlag, og en pirrende følelse af velvære gjennemsitrede alle lemmer, maaske for en del fremkaldt ved bevidstheden om at have naaet et maal. Søvnen blev dog ikke saa god, som man kunde vente, jeg laa for blødt, jeg var for vant til soveposen med isen eller fjeldet til underlag, og det var muligens ikke ganske frit for, at der efter en stund kom en svag længsel tilbage.

Om morgenen den 4de oktober blev jeg revet ud af mine urolige drømme, ved at en ung grønlandsk sylfide bragte mig the og smørrebrød paa sengen – en ny nydelse. Efter dette tidlige maaltid stod jeg op og gik ud for at se mig om i staden.

Der var netop liv og røre paa stranden, idet en ladning sælhunde, som var fangede paa en garnplads i nærheden, var bragt tillands, og man var i fuld gang med flænsningen. Sammen med Baumann gik jeg derned. Det var et helt nyt liv at studere dette, de mange grønlænderinder laa der med opsmøgede ærmer rundt de aabnede sælhunde; af nogle blev blodet øst ud i spand, af andre blev tarmene halte ud, eller spækket og kjødet skares af, alt blev taget vare paa og benyttet.

Efter at have seet os mætte paa dette blodige skuespil og beundret grønlænderindernes raskhed, ynde og tildels meget smukke ansigter, gik vi over til Sverdrup for at høre, om han var oppe, og i saa tilfælde bede ham komme og spise frokost hos kolonibestyrerens. Da vi kom ind, [566] sad imidlertid Sverdrup allerede sammen med hr. Frederiksen ved et delikat opdækket frokostbord med varme stegte ryper, flesk og meget andet. Jeg beklagede, at han allerede spiste, da jeg havde haabet, at vi skulde spise sammen. Det mente Sverdrup, var der jo intet iveien for, han tog nu sin første frokost; men saa god en ting kunde man godt gjøre flere gange, han var straks færdig til at gaa igang med en ny. Det gjorde han ogsaa, han tog sin anden frokost sammen med os andre. Paa dette vis holdt Sverdrup det forøvrigt gaaende, han spiste først hos Frederiksen og senere hos kolonibestyreren og fik saaledes alle maaltider dobbelt. Det gik godt i 3 dage, men saa holdt maven ikke længere ud, og han maatte holde sengen en halv dag. Forøvrigt varede det længe, inden nogen af os følte os rigtig mætte og begyndte at spise som almindelige mennesker.

Om formiddagen den 4de fik man endelig fat paa en mand, som mentes at være skikket til kajakbud sydover, og som var villig. Han hed David og var fra Ny Hernhut. Han skulde gaa til den omtrent 20 mil søndenfor værende boplads Fiskernæs og her faa kajakmænd til at gaa med posten videre sydpaa. Jeg lovede ham, at kom budet tidsnok til «Fox», skulde han ligesom de andre kajakmænd søndenfor faa sig ekstra belønning.

I hast skrev jeg saa et brev til driftsbestyreren for kryolithbruddet i Ivigtut, hvis kompani «Fox» tilhører. Desuden skrev jeg til skibets kaptein. I disse to breve bad jeg om, at skibet skulde komme og hente os i Godthaab for at føre os hjem, saasandt man saa sig istand dertil. Grunden, hvorfor jeg anmodede derom, istedenfor at bede dem vente i Ivigtut, indtil vi kunde række derned, var den, at det med de daværende daarlige veirforholde [567] var umuligt at beregne, hvor lang tid vi trængte for at faa hentet de andre i Ameralik-fjorden og derpaa i baad reise de 70 mil og derover; skibet vilde sandsynligvis spare tid ved at komme selv.

For det tilfælde, at kajakposten skulde naa «Fox», og denne dog maatte gaa uden at hente os, skrev jeg i hast nogle linjer til etatsraad Gamél, hvori jeg underrettede om vor ankomst til vestkysten og i korte drag fortalte om ekspeditionens gang. Desuden fik kajakmanden et brev med lignende indhold fra Sverdrup til hans fader.

Kajakmanden lovede at reise afsted straks om eftermiddagen. Han gjorde nok ogsaa et forsøg derpaa; men efter hvad jeg siden fik høre, maatte han vende om, og det varede flere dage, før han endelig kom afsted.

Da det om kvelden fremdeles var daarligt veir, foreslog presten at sende et par kajakmænd ind til vore kamerater med hilsen, at vi var komne frem, og med lidt foreløbig proviant. Dette forslag blev jeg meget glad over, og mens presten fik fat paa to kjække karer, brødrene Terkel og Hoseas fra Sardlok som netop da var ved kolonien, fik damerne det travlt med at lage istand en sending af de mest udsøgte lækrerier. Denne blev stuvet i de 2 kajaker sammen med en forsyning fra mig af lidt mer solide fødemidler, som smør, flesk og brød, samt sidst men ikke mindst, tobak og piber; deriblandt var der en stor dansk porcellænspibe med langt rør og 1 pund tobak særlig til Balto; jeg havde lovet ham dette ved en leilighed, da han havde været flinkere end sedvanlig inde paa indlandsisen. Da saa kajakerne var færdige, gav jeg med presten som tolk Terkel en nøiagtig beskrivelse af, hvor de andre skulde søges, samt viste ham det paa kartet, som han meget vel forstod.

[568] Den følgende morgen (den 5te oktober) drog de afsted, allerede næste dags formiddag rak de frem.

Om formiddagen den 5te oktober forsøgte ogsaa en baad at gaa til Ameralik-fjorden, men efter et par timer vendte den atter tilbage; grønlænderne er, som nævnt, ingen helte til at ro. Ud paa eftermiddagen gik baaden atter afsted og saaes nu merkelig nok ikke mer paa det første; men, som vi senere erfarede, var den ikke kommen længere end til en ø søndenfor, hvor besætningen saa blev liggende i telt i mange dage uden at komme tilbage, uagtet det ikke var stort mer end en times roning fra kolonien. Dette har sin forstaaelige grund deri, at de i saa tilfælde ikke vilde have faaet nogen dagløn og vilde desuden ikke kunne have det saa fornøieligt, som de nu havde det i teltet, hvorfra de ikke flyttede, før de havde opspist sin proviantforsyning.

Den følgende dag (den 6te oktober) ankom kolonibestyrer Bistrup sammen med den tyske missionær Heincke fra Umanak, en hernhutisk missionsplads inde i fjorden, 9 mil fra Godthaab. Kolonibestyreren havde været der paa en inspektionsreise, da en kajakpost, som var afsendt fra kolonien, naaede ham og bragte et brev, hvori der stod, at vi var ankomne. Han havde straks sammen med hr. Heincke sendt 2 kajakmænd ind til de 4 mænd, som der blev sagt skulde være inde i Ameralik-fjorden. Disse kajakmænd medbragte ogsaa mad fra ham samt fra hr. og fru Heincke og havde faaet ordre til at bli hos dem derinde for at staa dem bi paa alle maader.

Den 7de oktober kom allerede Terkel og Hoseas tilbage fra Ameralik-fjorden med brev fra Dietrichson, som sagde os, at de nu havde det godt, da de havde overflod af mad og vidste Sverdrup og mig i god behold i [569] Godthaab. Den 9de oktober blev veiret endelig saa godt, at en konebaad, jeg havde faaet laant af missionær Voged, kunde med en besætning væsentligst af grønlænderinder afgaa til Ameralik-fjorden. Den dag forlod endelig ogsaa den anden baad, hvalsluppen kaldet, øen, hvor den hele tiden havde opholdt sig.

Vi kunde nu snart vente vore kamerater, og grønlænderne var i stor spænding, særlig længtede de efter at se de to lapper; thi saadanne folk havde de aldrig seet før. De to kajakmænd, som kom tilbage fra fjorden, havde forøvrigt nøiagtig beskrevet sit møde med mændene derinde: «der var 2 mænd af det folk, som pleier at bære langt skjæg – saa kalder eskimoerne nordmændene – men saa var der to, som var ligesom vi, og de bar en underlige dragt o.s.v.» De havde altsaa en skarp opfatning af, at lapperne trods al forskjel dog var et folk, som stod paa et kulturtrin mer ligt deres eget og fuldstændig forskjelligt fra danske og nordmænd.

Endelig den 12te oktober kom de, hele kolonien, saavel europæere som grønlændere, modtog dem nede paa stranden. For grønlænderne var lapperne aarsag til megen forundring, de kaldtes for kvindfolk, fordi de gik med lange kufter ligesom europæiske damer og med renskindsbukser, hvilket kun bruges af kvindfolkene i Grønland. Balto syntes at befinde sig vel ved den opmerksomhed, han vakte, og var meget meddelsom. Ravna gik som vanlig sin egen tause gang, han kom hen til mig, bukkede paa hovedet, tog mig i haanden, han sagde ikke stort; men der lyste tilfredshed og glæde i blikket.

XXIII. De fire efterladtes oplevelser i Austmannadalen

[570] Dette verk er allerede vokset betydelig udover den størrelse, som fra først af var paaregnet, og der levnes mig derfor ikke plads til mere end et kort uddrag af Dietrichsons beretning om de fire efterladtes oplevelser i Austmannadalen. Jeg skal samtidig tilføie nogle af Baltos udtalelser.

De tre, Dietrichson, Kristiansen og Ravna, der, som det vil erindres, drog opover dalen igjen om morgenen den 27de september, fandt tilbageturen i flere henseender mindre let end nedturen; elvene var voksede, isen paa vandene bar ikke, og for at komme udenom maatte de klatre i bratte fjeldskraaninger og ujevne jøkelgjærder. Desuagtet naaede de dog om kvelden i tusmørket frem til vore sager oppe ved det øverste vand, som jeg har kaldt Austmannatjernet.

De følgende dage tilbragtes med at bære sagerne ned til fjorden, og om nætterne sov de under aaben himmel i den tilbageblevne sovepose. Allerede næste kveld naaede Balto op til dem. Han fortalte, at han havde omgaaet alle vandene undtagen Langvandet; dette havde han, for at undgaa den lange omvei, forsøgt at gaa over. «Isen var nogenlunde god, der hvor han gik ud paa den, men [571] efterhvert som han kom fra land, blev den skrøbeligere, indtil den midt paa blev saa daarlig, at han maatte krybe paa alle fire, og med nød og neppe rak han paa den maade over til den anden strand.»

Fra nu af var de fire i soveposen

Da de under nedturen den derpaa følgende dag (29 september) naaede Langvandet, «vilde Balto», siger Dietrichson, «atter forsøge at gaa over en liden vig af vandet, idet han denne gang agtede at spænde skierne paa benene og trække slæden efter sig. Da jeg skulde optage et kart over dalen og derfor stadig maatte stanse og gjøre en del afstikkere ud til siden, besluttede jeg, for hurtigere at indhente de øvrige, at benytte den samme benvei som Balto. Da jeg kom ned til vandet, tog jeg derfor skierne paa og gik ud paa isen, idet jeg trak slæden efter mig. Kommen omtrent halvveis over, merkede jeg vistnok, at den gav lidt efter, men da der viste sig at være underis, gik jeg trøstig videre. Den blev imidlertid svagere og svagere, underisen ophørte, og tilslut var der kun løse, ganske tynde flag at gaa paa. Det gjaldt derfor at søge den korteste vei ind til land; men tilslut magtede flagene ikke længere at bære mig, og jeg sank ret ned gjennem isen. Et øiebliks sag var det selvfølgelig at spænde skierne, som ikke var fastbundne, af benene, og jeg maatte svømmende tilbagelægge de 15 à 20 alen, der var igjen til land.»

Balto, som ogsaa meget nær var faldt i vandet, og som havde hørt, at Dietrichson vilde gaa over isen, var – mens alt dette stod paa – kommen til, og han giver følgende beskrivelse deraf: «Da jeg var ræd, at han Dietrichson skulde gaa over den daarlige is, saa greb jeg en fløite (saa kaldte han nogle smaa signalhorn, vi havde) og løb op paa en fjeldtop og blæste, – straks svarte [572] Dietrichson, og jeg løb afsted did for at se, hvorledes det vilde gaa. Just som jeg kom did, saa var Dietrichson ude paa isen, og jeg saa, at isen var meget svag, jeg raabte: «Kom herhid til stranden.» Men han kom ikke, saa skiede han endnu nogle skridt, og saa blev han borte imellem isstykkerne, saa raabte jeg: «Lad kjælken fare og svøm til stranden!» Han gjorde saa og svømmede til stranden, saa grov vi op af lommerne hans instrumenterne, forat de ikke skulde bli altfor vaade. Saa vidste vi ingen raad, hvorledes vi skulde faa kjælken iland, saa mente Dietrichson: «Aa, jeg skal nok svømme ud til kjælken og bringe den iland.» Saa sagde jeg: «Gjør ikke det. Du fryser fordærvet.» Saa raabte jeg til Kristiansen, at han skulde bringe en lang stang, et bambusrør og et taug for dermed at faa kjælken iland, men Dietrichson brydde sig ikke om det, men drog ud paa indsjøen. Straks han kom ud paa et isstykke, saa begyndte det at helde, saa blev han borte over hovedet i indsjøen. Saa svømmede han atter til stranden. Jeg løb op paa en fjeldtop og peb, saameget jeg orkede. Saa løb Kristiansen op paa en fjeldtop og raabte: «Hvad staar paa?» – Jeg raabte: «Bring et bambusrør og et taug, Dietrichson har faldt i sjøen og kjælken staar paa isen.» Kristiansen blev meget forskrækket, han tænkte, at Dietrichson var omkommet, og at bare kjælken stod igjen paa isen. Saa løb Kristiansen med disse sager, saa meget han orkede, og saa drog vi kjælken og bøssen til stranden og drog til ildstedet, hvor de andre kogte kaffe, og blev der natten over; thi Dietrichson var blevet ganske og aldeles vaad.»

Om den 2den oktober siger Dietrichson: «Et par timer, efterat vi om morgenen havde forladt «Gaasedammen», kom vi til en lang, brat, men temmelig jevn [573] græsbevokset li. Vi satte her slæderne paa marken og belæssede dem med de øvrige sager, og nu gik det let og hurtig ned til elven, som løb lige under; men her saa det til gjengjæld alt andet end lovende ud. Elven var ikke til at kjende igjen, – i løbet af de fire døgn, som var hengaaede, siden vi sidst var ved den, var vandet vokset til mindst det firedobbelte. Over den maatte vi imidlertid; thi længere nede skjærer den sig lige ind under den lodrette fjeldvæg paa den side, vi befandt os, saa det ikke var tale om at komme frem der, og desuden havde vi vort telt og de øvrige ved fjorden efterladte sager paa den anden bred. Paa det bedste vadested havde elven en bredde af vel 100 alen, og denne strækning maatte altsaa tilbagelægges 3 gange, idet vi maatte gjøre 2 vendinger for at faa alt over. Mens begge lapper beholdt klæderne paa, for derved at beskytte sig noget mod det iskolde vand, foretrak Kristiansen og jeg at trække benklæder og strømper af for at have disse tørre. Skoene beholdt vi dog paa for ikke at ødelægge fødderne paa de skarpe stene. Strømmen var strid, og vi maatte derfor tage hver vor bambusstok i haanden til støtte og til at føle os frem paa den ujevne bund med; thi skulde vi være saa uheldige at faa benene revet unda os, vilde vi neppe være komne til at sætte dem under os igjen, da den store vegt, vi bar paa ryggen, nok vilde sørge for at holde hovedet nede og benene iveiret. En kold fornøielse var det i sandhed at vade disse tre til fire hundrede alen i isvand, som naaede os helt op paa maven. Kristiansen og jeg var aldeles blaa om benene, da vi endelig var færdige dermed, men efter at have gnedet dem og atter faaet de tørre klæder paa, havde vi fuldstændig gjenvundet varmen i dem, mens de to lapper fremdeles maatte beholde de vaade og [574] kolde klæder paa, efterat de dog havde vredet det mest mulige af vandet ud af dem.» Af lignende gjenvordigheder var der nok mange.

Samme dags eftermiddag rak de allerede ned til fjordbunden med sin første bør, og den følgende dag – altsaa samme dag, som vi rak Godthaab – var alle sager bragte ned.

«Provianten blev da efterseet og optælledes, og det viste sig», siger Dietrichson, «at foruden pemmikan for en længere tid, havde vi endnu brød for 6 og ertepølse for 5 dage, naar vi kun anvendte et minimum af disse sager. Fedtstof havde vi derimod intet tilbage af, da dette var sluppet op allerede for 5 dage siden, og heller ikke salt, som enkelte af ekspeditionens medlemmer i den sidste tid havde følt særlig trang til.

«Vi kunde nu daglig vente bud fra vore to kamerater. Ja, vi havde endog haabet paa muligheden af, at vi vilde finde baade ankomne for at afhente os, naar vi naaede fjorden med bagagen. Endnu havde vi ingen grund til at være urolige for deres skjæbne, men gik der otte dage til, uden at vi hørte noget fra dem, fik vi søge over land at naa frem til kolonien; thi da maatte vi antage dem for forulykkede, og da vilde al proviant undtagen pemmikanen for flere dage siden være fortæret. Af dette ene levnetsmiddel vilde vi dog endnu have saavidt tilstrækkeligt til at kunne foretage en saadan vandring.

«Udenfor teltet gjorde vi op varme, og omkring denne nød vi den hvile, som vi saa høilig tiltrængte. Hele eftermiddagen tilbragte vi saaledes henstrakte i det myge lyng, frydende os over, at nu var det værste slid og slæb med bagagen over, og at vi forhaabentlig vilde faa mageligere og behageligere dage en tid.»

[575] De følgende dage tilbragtes væsentlig med at hvile sig.

Som Dietrichson om formiddagen 6te oktober var paa jagt ude paa det næs, hvor Sverdrup og forf. endelig havde naaet aabent vand med seildugsbaaden, fik han pludselig høre et skud. «Jeg ilede», forteller han, «op paa høideryggen for at se, om jeg kunde opdage nogen, og det varede heller ikke længe, før jeg fik øie paa to grønlændere, der gik indover næsset, bærende pakker og sække paa ryggen. Sagerne bares i den for eskimoerne eiendommelige brede bærerem, som de har over panden. Da jeg raabte dem an, stansede de straks, og vi gik der paa hverandre imøde. Det viste sig da, at det, som jeg havde ventet, var to kajakmænd, der kom som sendebud fra Nansen. De afleverede et brev, hvori han underrettede os om, at de var komne vel frem, og at han sendte foreløbig undsætning med proviant, samt at baade med rigeligere forsyning snart vilde ankomme for at afhente os, det havde imidlertid endnu ikke paa grund af storm været muligt at formaa nogen til at reise. Jeg vendte selvfølgelig straks om for at følge de ankomne til leiren.

«Sulten som en skrub havde jeg været den hele formiddag, men desuagtet havde jeg dog trolig gjemt paa min tarvelige middagsmad, bestaaende af et stykke tør meat-biscuits og lidt pemmikan, for først at fortære dette ved middagstider. Nu vidste jeg, at vi i alle fald foreløbig ikke led nogen nød, og jeg kunde derfor trøstig tage fat paa denne min middagsmad, som jeg flere gange havde følt mig sterkt fristet til at fortære før den fastsatte tid. Jeg var da heller ikke sen med at faa den frem og i en haandevending var den gleden ned.»

Ved teltet blev de modtagne med glædeshyl af de andre. Først blev brevet læst op, derpaa «tog vi fat paa [576] pakkerne,» siger Dietrichsen, «og nysgjerrige som børn om julebordet aabnede vi en for en. Vi frydede os ved synet af alle de gode sager, brød, kjød, kaffe, tobak, osv., men især jublede vi over alt det smør og flesk, som vi modtog. Heller ikke rene delikatesser manglede; thi de danske damer i Godthaab havde sørget for, at kager og andre slikkerier fulgte med. Øieblikkelig tog vi fat paa at spise, og aldrig har nogen af os fraadset saaledes i fedtstof som den dag; thi vi var rent som rasende derefter.»

Balto skildrer dette møde saaledes: «Efterat Dietrichson var gaaet afsted med sin kjæks i lommen, steg jeg op paa en fjeldpynt, som var 300 fod høi. Straks jeg kom op paa den, saa jeg 3 mænd komme imod mig. En mand kjendte jeg, det var Dietrichson, som havde truffet paa de mænd, som var sendte fra Godthaab for at bringe os niste. Jeg løb straks til teltet og fortalte de to, som var der, at jeg saa folk komme. De to troede det ikke, men jeg samlede tørved og gjorde op ild og hentede vand og fyldte kaffegryden og satte den paa ilden, indtil folkene kom; thi jeg skjønte, at de maatte have kaffe med sig. Straks da de kom til teltet, saa undersøgte Dietrichson, hvad de havde sendt os til mad fra Godthaab. Jeg saa, at Nansen havde sendt mig en pibe og tobak. Straks tog jeg piben og tobakken og begyndte at røge med kraft, de andre begyndte at spise. Brødskiver blev skaarne en tomme tykke, en halv tomme smør blev lagt paa brødet, og dertil endnu svineflesk paa smørret og saa dertil kaffe atpaa – – – –».

«Mens vi endnu var ifærd med maaltidet,» – fortsætter Dietrichson, – «hørtes nok et par skud ude fra det næs, hvor jeg havde truffet de to grønlændere, og kort efter kom to mænd tilsyne oppe paa høiden mellem næsset og [577] os. De kom ned til leiren og overrakte os breve fra Umanak, et fra kolonibestyrer Bistrup og et fra en grønlænder, bogtrykker Møller, (begge fra Godthaab og paa besøg i Umanak), samt et fra den tyske missionær paa stedet, hr. Heincke. Fortiden disse breve bragte de fra hr. Bistrup og Heincke forfriskninger, som imidlertid endnu laa i kajakerne.

«Det glædede os overordentlig og gjorde os overmaade godt at modtage disse breve, thi de varme og hjertelige ordlag, hvori de var affattede, viste os, at vi snart vilde naa frem til folk, der oprigtig glædede sig over vor ankomst, og som vilde modtage os med aabne arme.»

Som allerede omtalt, blev de to fra Umanak komne kajakmænd derinde, mens Terkel og Hoseas straks vendte tilbage. For at hente de sager, som de sidst ankomne havde med sig, fulgte Kristiansen og Balto med dem ud til næsset, hvor kajakerne laa.

«Da de kom tilbage med den nye proviantforsyning,» siger Dietrichson, «fandt der atter en høitidelig udpakning sted. Man raabte op de forskjellige ting, som udpakkedes, og da en nævnte brændevin, en anden sukker, og saa en tredje kom med lys, var vi straks enige om at høitidelig holde kvelden med et glas toddy inde i teltet. Da det allerede var sent, gik vi straks igang dermed; vandet blev kogt, sukker og brændevin heldt i. Vor toddy saa ikke ud til at bli meget sterk; thi det var en urimelig mængde vand, Balto havde kogt. Dette skadede dog ikke, thi da det kom til stykket, var det akvavit, som var benyttet til toddybrændevin; en sterkere punsch vilde sandsynligvis have været rent udrikkelig. Som den var, forekom den os at smage udmerket.»

Balto, en connaisseur i den slags sager, siger imidlertid [578] i sin beretning, «at punsen blir tynd, naar man af en flaske akevit lager 6 flasker puns; – det smagte af ingenting.»

«Heller ikke cigarer manglede, og vi sendte snart mægtige røgsøiler ud i teltet, ligesom vi vilde søge hurtigst muligt at indhente det forsømte. Nansen skrev, at han og Sverdrup levede som prinser hos kolonibestyrerens i Godthaab; men vi følte os heller ikke mindre tilfredse i dette øieblik, og vi var alle enige om, at det var den hyggeligste aften, vi havde tilbragt i teltet; thi bevidstheden om, at vore kamerater havde naaet vel frem, og at vi daglig kunde vente baade, havde slukket alle sorger.

«Der var en livlig sprogforvirring i teltet af norsk, lappisk og grønlandsk; med vore gjester, Peter, en fanger fra Godthaab, og Silas, en dygtig renskytter fra Umanak, faldt det ikke vanskelig at underholde os, idet vi foruden gebærder tyede til vort grønlandske leksikon og vor sproglære. De var begge oplyste grønlændere, som ikke alene kunde læse og skrive, men ogsaa tegne. Deres rids af nogle bygninger i Godthaab og Umanak var saa gode, at vi kjendte originalerne igjen, da vi fik se dem.

«Det var først langt paa kveld, at vi kunde bekvemme os til at gaa til ro. Kristiansen, Balto og jeg krøb i den ene sovepose, Ravna og de to grønlændere i den anden. Søvnen skulde dog ikke komme straks, da vore to gjester nemlig straks begyndte at synge salmer. De sang tre efter hverandre, derpaa bad de «Fader vor». Hvad denne aftenandagt skulde betyde, kan jeg ikke sikkert sige, muligens var det, fordi de befandt sig blandt rent fremmede mennesker.»

Den følgende dag gik Silas paa renjagt. Dietrichson havde brændende lyst til at følge med, men vilde ikke svigte sine kamerater, da de, efter hans bestemmelse, den [579] dag skulde begynde at bære sagerne længer ud mod næsset ved den aabne fjord.

I sin beretning om den dag siger Dietrichson: «Under et af vore tarvelige maaltider inde paa indlandsisen blev der engang tale om, hvilken ret vi helst ønskede os i det øieblik. Vi følte et sterkt savn af fedtstof og holdt derfor alle paa smørgrød. Nansen lovede da, at naar vi naaede frem til Godthaab, skulde vi faa denne ret. Blandt alle de gode sager, han havde sendt ind til os, var da ogsaa smør og hvedemel. Vort første varme maaltid, efterat vi havde modtaget proviantforsyningen, bestod derfor af den saa ofte omtalte grød, og det manglede ikke paa appetit. I begyndelsen havde vi lidt betænkeligheder med helt at tilfredsstille denne, men saa tænkte vi: «Aa pyt, vi har taalt saa meget andet, saa taaler vi vel det med,» og dermed klemte vi paa, det bedste vi orkede.

«Vi laa endnu og strakte os i græsset efter maden og dampede paa vore piber, da en fik øie paa vor ven Silas oppe i lien; han kom nedover mod os, bærende noget stort og tungt paa ryggen. Mon det virkelig var en ren? Enkelte mente jo, andre nei. Saa fik vi se renhornet rage op over skulderen, og glade blev vi alle; men lapperne blev aldeles vilde; thi nu skulde de endelig atter faa smage sin nationalret. Balto løb ham imøde, hoppede og dansede omkring ham og vidste ikke, hvordan han bedst skulde finde udtryk for sin glæde.»

Gryden blev straks igjen sat over. Uagtet det bare var hengaaet en god time, siden smørgrøden var spist, saa gik de nu paa en ny frisk igang med renkjød, marvben og talg, og det med saadan kraft, at alt, hvad Silas havde bragt med sig, var fortæret inden kvelden.

«Man ser saaledes», siger Dietrichson, «at vore maver [580] var temmelig elastiske, og at vore tanker i disse dage i en væsentlig grad dreiede sig om maden; men dette maa dog være tilgiveligt, naar man erindrer, at vi var saa forsultne, at vi aldrig havde følelsen af at være mætte, selv naar vi havde spist saa meget, at vi ikke magtede mere.»

«Fra den tid af», siger Balto, «blev det bedre dage, vi begyndte at glemme den haarde reise, som vi havde udholdt, nemlig hunger, tørst, frysen, tristhed i isen.»

Den følgende dag hentede grønlænderne resten af renen, og de fik nu nok af kjød. Dietrichson fortæller ogsaa, at Peter forærede dem en rype, han havde skudt; «dog tog han først indvoldene ud, som vi troede for at rense den for os; men til vor store forferdelse fortærede han dem, og de lod til at smage ham udmerket.»

Der gik endnu flere dage, uden at der saaes noget til baadene; der var merkelig nok godt veir inde hos dem i fjorden, mens der var uveir udenfor.

«Endelig kl. 7 om morgenen den 11te oktober», siger Dietrichson, «vækkedes vi af vor gode søvn ved lyden af flere skud. Vi anede straks, hvad det var, sprang derfor ud af soveposerne, greb gevær og en patron, stak hovedet ud gjennem teltdøren og fyrede i luften som svar paa tiltale. I en fart havde vi klæderne paa og stod nu uden for teltdøren, speidende efter de fremmede. «Der er de», lød det, og op af en foranliggende skraaning stak nu det ene grønlænderhoved efter det andet, det forekom os rent at myldre frem. Mænd og kvinder, ialt 14 individer, nærmede sig under ivrig passiar og fremdeles affyrende sine geværer. Komne op til os, traadte en af dem, ved navn Terkel, frem og forklarede paa halvt dansk, halvt grønlandsk, at de var komne med to baade for at hente os.» – – – «Leiren havde vi nu brudt mange gange, men [581] aldrig saa hurtig som den dag. I en, to, tre var alt pakket sammen; enhver af de fremmede tog sin ting, og afsted bar det med hele karavanen mod baadene.»

Snarest muligt drog de nu afsted. Paa nordsiden af fjorden blev der gjort en liden stans for at koge kaffe og holde gilde, mad uddeltes til de mange grønlændere, som for længere tid siden havde opbrugt sin niste. «Vor ven, renskytteren, trakterede nu», fortæller Dietrichson, «sine landsmænd med den efter deres mening mest velsmagende del af renen. Renmavesækken toges frem, og synet af denne bragte allerede grønlændernes tænder til at løbe i vand; forsigtig aabnedes den, og indholdet uddeltes til lækkermundene, som, efter at have fortæret den tildelte portion, omhyggelig slikkede sine fingre for ikke at gaa glip af noget af denne sjelden fine ret.» Derefter gik reisen hurtig videre; konebaaden maatte snart stanse og bringes paa land, forat det vaade skind kunde tørres lidt; men den anden baad med ekspeditionens deltagere fortsatte udefter. Dietrichsons beskrivelse af turen er saaledes:

«Jo længere det led ud paa dagen, desto smukkere blev veiret, og ved middagstiden havde vi et straalende solskin. Fjorden laa speilblank omkring os, og de høie, steile fjelde, der omgiver den, havde rig anledning til at beundre sin egen skjønhed i det speilbillede, som de kastede i vandet. Magelige laa vi i agterstævnen paa den hvidmalede lille baad og kunde i ro hengive os til betragtningen af den storslagne natur omkring os. Da solen senere paa dagen kom lavere, og fjeldene kastede sine lange skygger henover vandspeilet, syntes naturen at gjøre selv de tidligere saa muntre og glade grønlændere høitidelig stemte; thi den livlige konversation og den glade latter forstummede efterhaanden, indtil tilslut en fuldstændig [582] stilhed indtraadte. Saaledes roede vi nu en lang tid, kun aarernes ensformige plasken i vandet afbrød stilheden; ikke et liv var at se, hele naturen hvilede. Omsider blev dog tausheden grønlænderne for trykkende; alvoret, som ligger i den dødsstille tilværelse midt i en storslagen natur, greb besætningen, og pludselig istemte den en salme; denne efterfulgtes af andre, og under salmesang gled baaden frem gjennem nattens stadig tiltagende mørke.»

Den følgende dag naaede de, som læseren allerede vil vide, Godthaab.

I Dietrichsons optegnelse fra den morgen heder det:

«Ved middagstid denne dag kunde vi gjøre regning paa at naa frem til kolonien. Mon hvad folk vil tænke, naar de faar os at se? Skindmagre, med langt haar, helt, uklippet skjæg og med tre maaneders gammel smuds paa vort legeme, saa vi nærmest ud som nogle skræmmebilleder. Inde ved bunden af fjorden havde vi forgjæves søgt at fjerne en del af smudsen med varmt vand og skuresand, sæbe maatte imidlertid til, og det manglede vi; vi var og blev derfor lige skidne. Et fornyet forsøg paa at pudse os vilde være lige frugtesløst.»

Dietrichson slutter sin beretning saaledes: «Da vi lagde iland ved kolonien, modtoges vi paa det hjerteligste af vore senere saa elskværdige vertsfolk, kolonibestyrer Bistrup og frue, samt af alle de øvrige danske familier, der mødte frem for at ønske os velkommen.

«Efter 16 dages adskillelse var ekspeditionens medlemmer atter samlede den 12te oktober. Maalet var naaet, alle var i god behold naaede frem til den danske koloni paa vestkysten efter at have gjennemvandret Grønlands ismarker fra øst til vest.»

XXIV. I Godthaab

[583] At finde husly for os seks mennesker faldt ikke vanskeligt. Dietrichson, Sverdrup og jeg blev gjestfrit modtagne hos kolonibestyrerens, mens de tre andre fik et værelse oppe i den saakaldte «gamle lægebolig». Der holdt de sin egen husholdning og lagede selv sin mad paa en liden kogeovn.

De nykomne var længe gjenstand for opmerksomhed. Om sin ankomst beretter saaledes Balto:

«Den første kveld, da vi havde tændt lys i stuen – og vi ikke havde gardiner for vinduerne, saa straks vi havde tændt lys, saa kom der fuldt af grønlandspiger foran vinduet, og de kigede ind paa os, saa længe vi var vaagende, og de kom hver eneste kveld, saalænge som der ikke var noget gardin for vinduet.»

Det varede ikke længe, inden alle kom paa en god fod med de indfødte og fik mange venner blandt dem. Hos de tre i lægeboligen var der et stadigt indryk af grønlandske gjester, der spiltes kort, der spiltes paa violin, og der snakkedes fra den tidlige morgen til langt paa kveld. Den, som førte det store ord, var selvfølgelig Balto. Han lagde ud for de andægtig lyttende grønlændere dels paa [584] sit gebrokne norsk, som meget snart fik en tilsætning af dansk, og dels paa et øreskjærende grønlandsk; han havde hurtig opsnappet endel ord af dette vanskelige sprog, og disse vrængtes og flængtes med den største freidighed. Emnet for hans foredrag, som ledsagedes med en rigdom af forklarende fagter, var snart taget fra vor færd over «sermersuak» – det er den store landis – hvorledes vi nordmænd havde forstaaet at styre gjennem denne forfærdelige sneørken, hvor de ikke fik noget kaffe og blot en pibe tobak hver søndag – snart fra de frygtelige udstandne farer i drivisen, hvor «dem nordmænd havde spist raat kjød, og vi lap havde været næsten bange (= meget bange).»

Alt dette interesserede naturligvis grønlænderne meget, men mest tror jeg dog, han tog dem, naar han hentede emnet til sine foredrag fra fædrelandet, naar han fortalte og viste dem, hvorledes «vi lap kjøre med rein», og hvorledes man lever og syr klæder og sko i lappernes land. Det var noget, som slegtede paa grønlændernes eget liv, der var de med. Vistnok er det faa af dem, som forstaar noget dansk eller norsk, men fagter er et universalsprog, som er fatteligt for alle.

Kristiansen indtog en mer tilbagetrukken stilling og overlod gjerne den repræsentative rolle til den anden; thi forsnakke sig gjorde han nødig; gjaldt det derimod kortene, var han med, mens gamle Ravna gik stille rundt og likte ikke det hele. Han klagede ofte til mig: «Jeg gammel lap, jeg ikke aldrig like dem mange folk.»

Naar stuen var stappende fuld af røgende, spyttende, spillende og braakende grønlændere, sad han enten stille oppe i en seng borte i en krog og satte et grimet ansigt op, eller ogsaa tuslede han sig ud og gik paa besøg hen [585] i et af grønlænderhusene, hvor han altid var velkommen, og hvor han satte sig ned paa en bænk, blev siddende i nogle timer og saa ud for sig uden at sige et ord, hvorpaa han atter gik sin vei. Hvorfor man syntes det var saa hyggeligt, naar han kom, og hvorfor han gjentog disse manøvrer næsten hver dag, er mig en gaade.

Denne uoverensstemmelse mellem Ravna og hans yngre kamerater er forøvrigt forklarlig nok, naar man betænker, at han var en gammel ærværdig familiefader, mens Balto og Kristiansen var unge og livslystne. Det bør dog bemerkes, at det altid, saavidt jeg kunde forstaa, gik ordentlig til over paa deres værelse. For at undgaa ubehageligheder blev det imidlertid bestemt, at kvindfolk ikke skulde faa lov at komme der; paa den vis sikredes stedets moral bedst; thi grønlænderinderne er desværre ikke bekjendte for sine strenge seder.

Dette rigorøse forbud mod kvindekjønnet kunde dog ikke forhindre, at Balto blev i sterk grad forelsket i en ung og mer tiltalende end smuk grønlænderinde. Hun var imidlertid allerede forlovet med en grønlandsk kateket, som dengang var ansat ved en koloni længere nord i landet, og med hvem hun skulde giftes det følgende aar. Dette hindrede dog ikke, at der mellem Balto og hans elskede Sophie udviklede sig et smukt og platonisk forhold; det var en hel romantisk historie, som førte til, at Balto sendte Sophie et langt brev, som en grønlænder hjalp ham med at oversætte paa grønlandsk. Deri fortalte han hende om sin kjærlighed; men hun maatte endelig ikke misforstaa denne, det var ikke hans mening, at han vilde gifte sig med hende, ikke blot fordi hun var forlovet før – thi det vilde sikkert nok ligesaa lidt afholde hende, som det vilde afholde ham – men fordi at hvis han førte hende [586] med sig til lappernes land, saa vilde ikke hun faa det godt, hun vilde ikke kunne følge dette fremmede folks skik, nemlig lappernes, og om han skulde bli her i dette land, saa vilde han længes tilbage til sin slegt og sine venner i Karasjok; derfor vilde han nu sige hende farvel, og at han likte hende godt; men at han ikke vilde gifte sig med hende.

Dette brev glædede Sophie meget, og hendes mor var stolt derover, hun sagde aabent, at hun hellere vilde have Balto til svigersøn end kateketen. De var forøvrigt lige meget sammen efter den dag; og naar Balto begyndte at tale om Sophie, da naaede hans veltalenhed høidepunktet. Da han forlod Grønland, lagde han nok en del af sit hjerte igjen, afskeden med Sophie var tung, og paa hjemveien over havet talte han flere gange om hende; – først Kjøbenhavns skjønheder forjog ganske dette minde.

Første søndagskveld efter de andres ankomst var der bal i koloniens danselokale, som var bødkerverkstedet.

Det er forhaabentlig overflødigt at meddele, at alle ekspeditionens deltagere, undtagen Ravna, var tilstede ved den anledning ligesom altid, naar der var dans senere, og det var ofte.

Ikke let blir det at beskrive det indtryk, det første gang gjorde paa mig at se grønlænderne danse. Det lille rum helt fyldt af støiende mennesker, de vakre, farverige dragter i tætte, vuggende klynger, de mange vakre former i sterk bevægelse, de glædestraalende ansigter, hvori hver muskel var liv, de viltre stemmer, den smittende latter, de rappe smaa ben med hvide, røde og blaa kamiker, den glimrende taktfasthed, hvormed de traadte sin reel, sin sekstur og de mange andre danse, – det virkede altsammen betagende paa en stakkars langveisfarende sjæl. – – –

[587] Det varede ikke mange minuter, at vi kunde være tilskuere, det hindrede intet, at vi aldrig havde seet de fleste af disse danse før, vi blev uden videre trukne med og skubbede ivei af de smaa grønlænderinder; man ventede ikke blyge paa at blive engagerede her; de var alle kjendelig stolte, naar de havde faaet bemægtiget sig en af os, hvilket som regel ikke var vanskeligt. Men lige ubarmhjertig lo de ogsaa af os, naar vi dansede galt eller klodset, hvilket vi, som ventendes kunde være, alle [588] gjorde i begyndelsen; man kunde endog lang tid efter se flere af de mest skøieragtige danse for sine veninder ude paa veien foran husene og efterabe flere af os med vore manerer og eiendommeligheder saa levende, at vi kjendte os selv igjen, naar vi tilfældigvis kom forbi og fik se det, hvilket frembragte fælles munterhed. Vi var imidlertid ivrige i dansen, og efter nogen tids øvelse lærte et par af os at danse saa godt, at vi endog satte os i respekt. Lapperne var imidlertid i denne henseende meget upaavirkelige, de har ingen dans selv, og Ravna kunde ikke engang formaaes til at gaa ned og se paa. Balto baade saa paa og var med; men han var og han blev en karikatur, enten han forsøgte sig i reel eller runddans, han sprikede i benene og hoppede afsted som en træmand, mens grønlænderne lo sig næsten fordærvede. Dette afskrækkede ham imidlertid ikke i fjerneste maade, han optraadte gjerne som baldirektør, arrangerede dansen og fortalte hver mand, hvad han havde at gjøre.

Den første tid, vi tilbragte i Godthaab, var sjelden hyggelig for os, som var komne over indlandsisen. Danske saavelsom grønlændere gjorde alt for at gjøre os livet saa behageligt som muligt, og vi kan vistnok alle sige med Balto, at vi meget snart kom til at glemme det «haarde liv og al tristhed i isen», ligesom vi alle voksede i omfang i saa paafaldende grad, at man mente at kunne se forskjel fra dag til dag.

Trods alt dette var der dog en ting, som gjorde, at vi endnu ikke kunde finde os rigtig tilrette, og det var uvisheden, om vi skulde bli der vinteren over. Vi havde vistnok alle lidet haab om, at vort kajakbud skulde naa «Fox»; men det var dog, som om vi hver dag gik og ventede paa at faa se et skib staa for damp og seil indefter [589] derude i havbrynet; og denne følelse holdt sig længe, man gik og ventede paa, at noget skulde ske.

Skibet kom dog ikke den høst, og vi gjorde os snart fortrolige med den tanke, at «Fox» ikke havde faaet budet. Et par af os begyndte derfor at lægge andre planer. Ved kolonien fandtes en gammel jagt, som brugtes til at fragte varer til udstederne i nærheden. Kunde vi faa denne, saa vilde det efter vor mening, være en let sag i den at stikke over til Amerika og komme hjem den vei. Dette strandede imidlertid derpaa, at kolonibestyreren mente ikke at have ret til at udlaane os den kongelige grønlandske handels fartøi, som det i reglementet heder, ikke maa forlade kolonien uden «paa embeds vegne», og at gaa til Amerika hørte neppe derhen. Vi maatte følgelig bli, hvor vi var.

Da blev der en dag, som vi sad ved middagsbordet, meldt, at man saa kajaker komme søndenfra. Og straks efter bragte man mig en pakke breve. Disse blev aabnede i taus forventning, og stor var vor forbauselse, da det viste sig at være breve fra driftsbestyreren i Ivigtut og fra flere kolonibestyrere sydpaa. Den førstes brev underrettede mig om, at min kajakpost havde naaet «Fox» i sidste øieblik. Skibet havde forladt kolonien dagen før for at gaa til Europa, men saa havde storm nødt det til at søge havn lige i nærheden, og det skulde netop til igjen at lette anker, da man i afstand saa to kajakmænd komme for fuld fart, vinkende, at man maatte vente. Paa den maade fik da kapteinen mit brev og gjorde sig endog den umag at reise ind til driftsbestyreren for at samraade sig med ham, om hvad der var at gjøre, skjønt der efter hans mening ikke var tale om, at «Fox» kunde gaa til Godthaab. De to blev enige om, at dette var en umulighed, kapteinen var ikke kjendt i farvandet, man [590] var ræd for de mørke nætter, og det afgjørende argument var, at man havde 40 passagerer ombord, nemlig minearbeidere fra kryolithbruddet, som skulde hjem. Man turde ikke løbe den mulige risiko, at fartøiet skulde forlise der nordpaa, og at disse 40 mennesker skulde bli kastede iland for at maatte overvintre f. eks. i Godthaab; det vilde bli en saa sterk tilvekst til konsumenternes antal, at det muligens kunde drage meget alvorlige følger efter sig i form af hungersnød o.l.

Resultatet af det hele var, at «Fox» gik afsted uden os, men med brevet til etatsraad Gamél og Sverdrups brev til hans far, og saaledes gik det da til, at det gamle «Fox», som bl. a. M'Clintock havde under sin berømte færd for at lede efter Franklin, blev det skib, som bragte [591] den første underretning til Europa om vor lykkelig tilendebragte færd over Grønlands indlandsis.

Havde de to kajakmænd roet lidt mindre hurtig, da var ingen underretning kommet; men hvor var vi ikke da blevne helte, og hvor var vi ikke atter blevet hilsede velkomne tilbage til livet, naar vi om vaaren var standne op af vore laurbærkransede isgrave, – det var vist i grunden uheldigt baade for os og for aviserne det.

Ved et merkeligt spil af skjæbnen blev «Fox» paa grund af kulmangel nødt til at anløbe Skudesnæs i Norge, og saaledes blev det altsaa fædrelandet, som modtog vor første hilsen.

Efterat vi paa denne maade havde faaet sikker underretning om, at den sidste mulighed for hjemkomst det aar var tilintetgjort, kom der mere ro i sindene. Det var en selvfølge, at vi efterhaanden kom i nærmere berøring med de indfødte og fik stadig større interesse for dem. Det var ikke blot dem i Godthaab og Ny Hernhut, vi lærte at kjende, men vi reiste ogsaa til de andre bopladse i nærheden. Saaledes gjorde nogle af os sammen med kolonibestyreren allerede i midten af oktober en tur til Kangek, 2½ mil fra Godthaab, i november til Narsak, som ligger søndenfor Ameralik-fjordens munding, o.s.v.

Selv anvendte jeg meste tiden af vinteren til at studere eskimoernes eiendommelige liv. Jeg levede sammen med dem i deres hytter, satte mig ind i deres fangst, deres skikke og hele levevis, jeg lærte mig, saa godt jeg paa den korte tid formaaede, deres vanskelige sprog, og deri fik jeg i begyndelsen god veiledning af doktoren paa stedet.

XXV. Jagttur til Ameralik-fjorden

[592] Længe havde vi tænkt paa at drage ind i Ameralik-fjorden paa renjagt, men havde savnet det dertil fornødne skiføre. Endelig fredagen den 23de november sad vi i baaden, som efter megen staahei var bleven lastet med de mange gjenstande, nødvendige eller ialfald ønskelige for en saadan udflugt paa denne ublide aarstid.

Paa stranden stod flere af europæerne ved kolonien og de fleste af dens grønlandske skjønheder for at tilvifte os sit farvel; ja det paastodes, at der endog var de øine, hvori der saaes taarer over, at deres norske venner vilde forlade dem for saa lang en tid.

Saa stødtes fra, seilene sattes, og sydover for vi for en god kuling fra nord, en kajak paa slæb og en anden plus 6 veltilfredse mennesker inde i baaden. Blandt disse 6 var der 5 af ekspeditionens deltagere. Ravna vilde ikke med, han sagde bare: «Mig gammel lap, mig altfor koldt.» I hans sted havde vi taget Joel, som i flere henseender var en kostelig type paa en grønlænder. Af ydre var han liden med en kraftig og tyk overkrop, ansigtet bredt og rundt med et godmodigt og skøieragtigt udtryk, en bred, smilende mund, som ofte forlængede sig henimod ørene, [593] to smaa sorte, altid plirende øine, lidt skjæg paa hage og overlæbe, stridt, ravnsort haar, der som tykke kvaster af hestetaggel hang langt ned paa siderne af hovedet og i nakken. Han var en dygtig kajakroer, men ingen fanger – han beskyldtes for at være for doven – og var som følge deraf fattig. Til fiske, hvilket af storfangerne foragtes, renjagt og al anden tilfældig sport var han god. Han var doven, saa det forslog, onde tunger sagde dernæst om ham, at han ikke skulde have rigtig klare begreber om forskjellen mellem mit og dit. Han var gift med en dame, Ane Kornelia, af samme kaliber som han selv.

Vi naaede den eftermiddag mundingen af Ameralik-fjorden, hvor vi stansedes af modvind.

Efter endel tumlen om i mørket – dagslyset er kortvarigt paa den aarstid deroppe – og efter et par timer, tilbragte i snefokket og kulden med at maage op teltplads, slæbe teltsten fra fjæren opefter en brat skrænt o.s.v., har vi endelig alt i orden, ovnen er sat op, en lystig ild knitrer inde i den og thekjedlen surrer allerede over og udsender i vort lille, hyggelige telt sin liflige aroma fra det fjerne østen, som bringer hjem og familieliv i erindring, mens vinden og snefokket huserer udenfor.

Saa spises kveldsmaden, cigarerne tændes, og hyggen breder sig i denne lille norsk-lappisk-grønlandske forsamling, vi giver os hen til et behageligt «dolce far niente», tilfredse ved bevidstheden om, at vi nu ikke har saadant hastverk, som da vi sidst laa i telt inde paa indlandsisen.

Den næste dag mente Joel ikke var bra til at reise videre, der stod en temmelig sterk modvind ud fjorden. Vi fik da gaa efter ryper. Dagen derpaa var det bedre, og med Joel i sin kajak legende paa siden af os, roede vi indefter.

[594] Da vi i mørkningen om eftermiddagen nærmede os Kasigianguit, det sted paa sydsiden af fjorden, hvor vi skulde lægge til land, førte Joel os paa den uforklarligste maade rundt, før vi naaede vor blivende teltplads. Først bar det ind til bunden af en dyb bugt, hvor Joel var oppe i en elv for at drikke vand og gjøre sig tilgode, mens han rolig lod os vente, derpaa bar det ud af bugten langs det andet land, saa laa han et kvarters tid stille ud for en odde, beskjæftiget med et gaadefuldt arbeide, som, saavidt jeg kunde skjønne, væsentlig bestod i ingenting at bestille. Saa bar det videre ind til bunden af en ny bugt og atter ud langs landet paa den anden side. Hvad i al verden dette skulde betyde, var os umuligt at fatte, herpaa laa muligens svar i det foredrag, Joel stadig underholdt os med; men da vi ikke var saa lykkelige at kunne forstaa dette, er det til denne dag forblevet og vil sandsynligvis til alle tider forblive en dyb gaade. Sultne, trætte og sprakende sinte, som vi var, agtede vi imidlertid ikke at fordybe os videre i udgrundelsen af Joels streger, men var bestemte paa ikke længer at holdes for nar. Vi lagde tilland, da vi atter var komne et stykke ud af denne bugt. Men saa hørtes Joels stemme længere ude i mørket, vi skulde komme did; nu vilde vi imidlertid ikke røre os af flekken, før vi var sikre paa, at det var sidste gang; vi spurgte os omhyggelig for, og endelig hørtes det længe attraaede «Ajungilak» (eller at der gik det an).

Det var forøvrigt en god teltplads, vand lige ud for døren, en god fjære for kajakerne, godt vildtlænde omkring, – naar bare Joel havde ført os did med en gang, havde alt været godt.

Teltet blev slaat og ovnen sat op. Joel gjorde ild, fyldte vand og fik thekjedlen «i sving»; han var nu [595] foretagsomheden selv, men vilde neppe have været det, om han havde forstaaet de mange forbandelser, som var lyste over hans syndige hoved den eftermiddag.

Herinde tilbragtes 9 hyggelige dage, dels paa renjagt, dels efter ryper og dels i kajak. Derefter flyttede vi lidt længere ind til Iterdlak.

At give en beskrivelse af hele denne tid vilde bli baade vidtløftigt og ensformigt. Men for dog at faa et begreb om jægerlivet paa land deroppe i Grønland, kan man jo, saafremt man ikke allerede har faaet nok, følge med et par dage paa jagt.

27de november. Solen var allerede kommen op, toppene af fjeldene paa den anden side af fjorden rødmede just i dens første straaler, da Joel og jeg i vore kajaker kom ind til bunden af den bugt i vest for teltpladsen, hvor Joel paa en saa uforklarlig vis havde draget os rundt, den kveld vi kom.

Her lagdes kajakerne paa land, skierne kom paa, og det bar opefter dalen.

Det er renen, vi idag agter os efter.

Vi havde ikke gaaet meget langt, før vi fandt spor i sneen efter to dyr, som havde faret op gjennem dalen den foregaaende dag. Vi fulgte sporene, øinene vandrede ustanselig fra den ene fjeldli til den anden; men intet dyr var at øine.

Vi kom til et vand, her slog sporene tilbage, men vi fortsatte dog indover, kom over vandet, drak vand af elven med fare for at styrte paa hovedet nedi, mens vi laa paa den skrøbelige elveis; gik videre og var just ifærd med at stige opad en liden bakke, da jeg med et saa Joel, som truffet af et lyn, dukke hovedet ned, pege mod østre side af dalen og med lav stemme [596] raabe: «tugtut» (ren); som et lyn fór ogsaa mit hoved et par alen nedover mod jorden – der stod 6 dyr ikke langt borte! I en fart trak vi os tilbage, saa vi blev dækkede af en haug. Hurtig fik jeg frem min hvide overtræks skjorte af lærred og dertil hørende bukseben, forfærdigede for anledningen; Joels ansigt ved at se mig iføre denne mundering, udtrykte den mest uforbeholdne forbauselse, og han udbrød i et eneste: «Tupinnekaok!» (du store alverden). Han opdagede dog straks fordelen ved denne snelignende dragt, opfordrede mig derfor til at gaa først og krøb saa bag min ryg. Før vi kom nærmere, maatte vore vaaben eftersees, sne og is fjernes fra sigterne o.s.v. For at være hurtig færdig til nyt skud med sin mundladerifle, tog Joel en kugle i munden; jeg fandt, at dette var et meget praktisk sted, og uden at tænke paa kulden gjorde jeg ligedan med en riflepatron; men neppe berørte metallet tungen, før denne hang fast; jeg rev patronen ud, men tog et stykke af tungen med. Antagelig har jeg skaaret et frygteligt ansigt; thi Joel fik et anfald af krampelatter. Patronen anbragtes nu med et par andre inde i den ene vante, og vi krøb forsigtig fremad. Det er just ikke noget let arbeide at gaa stille og ubemerket, naar man for hvert andet skridt falder i sneen til maven, ned mellem de svære rullestene i et grønlandsk bækkeleie; skierne havde vi selvfølgelig maattet sætte igjen, vi kunde ikke krybe paa dem. Mit hvide overtræk gav imidlertid et ypperligt vern, hvad synet angik, lyden dæmpedes af sneen, og lille Joel skjulte sig, saa godt han formaaede, bag min brede ryg, eller rettere den legemsdel, som ligger lidt bagenfor, naar man kryber paa alle fire.

Endelig kom vi op paa kanten af en bakke og havde nu hele renflokken paa en slette foran os, men langt udenfor [597] skudhold. Der var intet at dække os bag, saa vi kunde komme nærmere, og vi maatte atter tilbage for at forsøge os længere i øst.

Her kom vi godt frem i læ af nogle høie bakker. Da kjendtes ligesom et svagt vinddrag i nakken, og Joel maatte med en ulddot prøve, hvad vei vinden trak. Imens fik jeg pludselig øie paa en ung renokse, som stod alene og saa paa os, og som vi endnu ikke havde bemerket. Vi hugede os begge ned; men enten det nu var, fordi den havde seet os eller ei, saa kom den springende lige imod. Den blev skjult af en høideryg, vi holdt riflerne færdige – saa kom den frem paa godt skudhold oppe paa bakken; jeg kastede til kindet og klemte løs, men – det [598] klikkede. Jeg spændte i en fart hanen for det andet løb – som imidlertid var glatboret – og kastede atter til kindet, nu smaldt mit skud samtidig med Joels. Det gav et sæt i dyret, og det var tydeligvis truffet i bogen, det høire forben slæbte. I vildt sprang bar det imidlertid fra os. Jeg forsøgte atter rifleløbet, men det klikkede igjen. Hurtig fik jeg da en ny patron i, denne gang smaldt det, og truffet af ekspreskuglen bag bogen faldt dyret stendødt. Vi sprang straks frem for at se efter de andre ren, men disse var ikke at øine paa nogen kant. Da det var over middag, og da dagene var korte, fandt jeg det for sent til at forfølge dem, og vi vendte tilbage til vort bytte for at slæbe det med os hjemover.

Det første, jeg nu gjorde, var at kaste mig ned og faa en god drik varmt blod af skudsaaret, det smager godt paa slig en kold dag. Joel stod og saa forbauset paa; jeg spurgte ham, om han ikke skulde have sig en sup; men da smilte han polisk over hele ansigtet, rystede paa hovedet og pegte paa dyrets snude og mave for at antyde, hvortil hans hug stod.^k140.

Det gjaldt nu at faa vort bytte ned til fjorden, hvor vi havde kajakerne; men dette var intet let arbeide. Vi hentede vore ski, lagede en slags slæde ved at lægge alle fire ved siden af hverandre og lagde renen ovenpaa. Saa spændte vi os foran og trak afsted, men tungt var det, saameget mer som vi ikke havde ski paa fødderne og ofte sank i sneen til livet; især var det slemt, naar vi kom ned i urene, hvor vi uafladelig faldt ned mellem de store stene, som forrædersk var dækkede af sne.

[599] Ud paa eftermiddagen i mørket kom vi ned til fjorden. Vi havde nu tænkt at binde vore kajaker sammen, lægge renen tversover bagpaa og saaledes paa almindelig eskimovis fragte den hjem til teltet; men vi fandt, at det var for sent og for mørkt, og vi foretrak derfor at lægge den igjen.

Efter at have aabnet bugen, taget hjertet og leveren ud og spist en del af den sidste raa, bar vi sten for at dække den med fra bækkeleiet lige ved, grov saa sne helt over, stak skistavene ned ved siden af og bandt filler til dem for at holde ræv, ravn og rovfugle borte.

Saa gik vi i vore kajaker og drog glade hjemover. Vi var ikke komne langt udpaa, før Joel istemte melodien af «den evigglade kobbersmed», som da var paa moden i Grønland, og hvortil var sat grønlandske ord. Under sang gled det hjemover i den mørke nat, og man hørte os allerede paa lang afstand. Det var en hyggelig kveld i teltet hin dag.

Sverdrup og Balto, som ogsaa havde været ude efter ren, fortalte, at de havde seet 4 dyr i en dal høit oppe, men var ikke komne dem paa skudhold.

Dagen efter var det daarligt veir, og renen blev da hentet til teltet med baad, blev flaaet og parteret. Blodet var ikke saa ganske rent. Ved uforsigtighed havde jeg nemlig skaaret hul paa en af tarmene, da jeg aabnede bugen sidste kveld. Det var dog synd at kaste dette gode blod bort, vi satte mel til og kogte trods alt klub af det i en kaffekjedel, der var saa læk som et sold, den maatte tættes med grød og kjød, og hvad vi kunde finde paa, om tuden satte vi en stor forbinding af straa, mel og taug, den tog sig yndig ud.

Saa spiste vi blodklub. – De første stykker havde [600] sterk tilbøielighed til at spadsere ud igjen, men vanen er en god læremester; vi gik paa med dødsforagt, og snart smagte det bedre. Joel saa misfornøiet paa denne tilstelning, og da han blev budt deraf, rystede han paa hovedet og sagde: «Ajorpok» (det er daarligt). Men for at trøste sig, drog han frem en raa rype, aabnede bugen paa den, tog maven og tarmene ud og slurpede dem i sig paa en gang, det var, ligesom han ikke kunde faa nok af tarmindhold i blodmaden vor. Dette syn blev Balto vel meget, han raabte: «Nei! nei!» holdt munden ud mod teltdøren, og saa kom der nogle underjordiske lyd som fra et menneske i sjøsyge. Joel fortsatte imidlertid rolig sit maaltid, plukkede rypen og spiste den helt; det eneste, som blev igjen, var en stor fjærhaug. Dette var meget hedensk i Baltos øine, og han sagde: «Det ser ud samme som ørn».

Siden kogte vi en del af renkjødet; men det smagte næsten lige meget af tarmindholdet som blodmaden. Dette syntes dog at falde i Baltos og Joels smag, og de to aad forsvarlig, ja de drak endog suppen til, og hvad den angik, havde vi andre mer end nok med lugten.

I det hele var vort madstel neppe af det bedste. Naar vi kogte melgrød, blev den altid spist halvraa, den smagte som klister, for vi havde aldrig tid at vente, til den blev kogt helt; eller ogsaa klinte vi den udover ovnen paa udsiden og fik den paa den vis stegt; renkjødet tilberedtes derved, at vi lagde det frossent paa ovnen og spiste de ydre skorper, efterhvert som de blev tinte o.s.v. Balto paastod, at da vi ikke fik gjøre «svineri» nok i Godthaab og mindedes livet paa indlandsisen for vel, saa holdt vi ikke længer ud der, men maatte drage til «Aremalik for at gjøre svineri», – det var grunden, hvorfor vi var komne der.

[601]

Balto var forøvrigt vor stadige muntrationsraad. Saasnart vi havde spist maden i teltet om kveldene og faaet varme paa cigarer og piber, saa kom han frem med kortene, som snart var saa skidne, at man havde vanskelighed ved at skille dem fra hverandre; de ivrigste af kortspillerne fik straks en kasse frem til kortbord, og saa gik spillet til langt ud paa kvelden, lige livligt mellem disse skindklædte mænd i en temperatur af omtr. -15°, som om man sad i den luneste stue hinsides havet; blev fingrene altfor stive, saa et par armeslag for at bringe varme i dem, og saa paa'n igjen: «Ruder eller trumf!» … det var gjerne «hundrede og en» eller «rakker», som gik.

Ved sine bemerkninger paa sit ofte besynderlige norsk skaffede Balto os ogsaa megen moro. Naar han f. eks. fortalte os: «Aa pina død, inat skal jeg sitte ræv», kunde det hænde, at vi lo; han mente, at han vilde sidde paa lur efter ræven, som gjerne pleiede at komme ned til stranden om natten.

4de december. Det lysnede svagt af dagen, da jeg vaagnede. Jeg stak hovedet op af soveposen og blev behagelig overrasket ved at se Joel allerede sidde opreist i sine kolde seil og ifærd med sit noget nøisomme morgentoilette, som bestod i med fingrene at kjæmme sit svære ravnsorte haar, der som horn strittede stivt til alle kanter og gav hovedet udseende af en stivfrossen svaber. Saa stak han haaret og hovedet ud gjennem teltdøren, øinene vandrede rundt fjeldtoppene paa denne og den anden side fjorden, derpaa dukkede atter hovedet ind. «Nu Ojoetle! hvordan ser det ud med veiret, egner det sig for renjagt idag?» «Asukiak, imekame» (jeg ved ikke, muligens). Jeg kjendte Joel godt nok til at vide, at det betød saa meget som, at det var daarligt. Det er en eiendommelighed, som [602] ikke alene tilkommer vor ven Joel, men som jeg tror er noksaa almindelig for grønlænderen i det hele taget, dette, at han nødig siger en europæer imod eller giver ham et svar paa hans spørgsmaal, som han tror han ikke gjerne ønsker; isaafald klæder han gjerne sine ord i en lidt tvetydig form. Dette er jo igrunden et smukt træk i hans karakter, men kan dog være ubehageligt nok for den, som skal have med ham at gjøre.

«Du mener altsaa, det er daarligt idag igjen, Ojoetle?» «Soruna ajorpok,» (Ja vist, det er daarligt) vinden staar op gjennem dalene.» Nu, derved var intet at gjøre; naar vinden staar op gjennem dalene, saa man faar den i ryggen, naar man skal gaa efter renen, da maa man helst lade den være i fred; thi man opnaar kun at skræmme den. Vi besluttede som almindeligt i saadanne tilfælde at gaa efter ryper. Joel fik som vanligt paa sig klæderne, fik gjort op varme i ovnen og gik til bækken for at hente vand paa kaffekjedelen, under hvilken forretning han ogsaa som vanligt faldt overende et par gange paa holken udenfor, saa man kunde høre ham og kobberkjedelen skrangle den ene vei og laaget den anden. «Naa ankra han Joel op,» sagde Sverdrup.

Saa var endelig kaffeen færdig, og vi spiste frokost i poserne, snakkende om, hvor hver vilde gaa, og hvor der var mest udsigt for at finde ryper nu. Saasnart frokosten var over, tog man paa sig, spændte skierne paa og forsvandt hver i sin retning. Jeg gik opover nogle fjeldrygge lidt i øst for teltet, hvor det saa ud til at kunne være ryper. Tungt bar det opefter lierne, veien blev lagt opigjennem de mest ulændte steder, hvor fjeldrypen netop har sit kjæreste opholdssted. Øiet speidede og speidede til alle kanter inde mellem stenene; men jeg havde ikke heldet med [603] mig idag, intet var at øine, som kunde antyde en rype, ingen sort, rund prik paa sneen, som kunde ligne et rypeøie,^k141 heller ingen spor og ingen kaglende lyd, der hørtes intet uden skiernes gliden paa sneen. Jeg steg stadig høiere og naaede op paa en fjeldryg med udsigt indover landet mod indlandsisen.

Hvor underlig livløst, ikke engang en kredsende ørn eller en skrigende ravn – dem pleier det ellers ikke at være ondt om. Rundt omkring staar de tause, sneoverdryssede fjelde med sine mørke sider, hvor sneen ikke faar lov at ligge. Dybt der nedenunder snor den mørke Ameralik-fjord sig under de bratte bergvægge tungsindig udover mod havet, forglemt af livet, forglemt af sollyset – til dens flade naar ingen solstraale hele vinteren over. Ingen skog, ingen trær, ja ikke engang en busk at øine. Og dog er her vakkert; se nu, hvor solen kaster streiflys hen over topperne paa den anden side fjorden, det glitrer i sneen, det rødmer. Det er ikke altid livet, som trænges for at gjøre naturen skjøn.

Jeg gik videre indover, foran mig laa en flad slette med en myrstrækning og paa den anden side denne en ur og en høi brat bergvæg. Jeg havde ikke gaaet mange skridt, før det forekom mig, at jeg hørte lyd ligesom af noget, der gik oppe i denne bergvæggen. Jeg tænkte, at det muligens kunde være en ren, som havde gaaet sig fast. Jeg saa opefter, men kunde intet se og fandt det ogsaa ganske rimeligt, ingen levende skabning uden vinger kunde komme frem i den styrtningen, og jeg gik videre indefter; men da forekom det mig saa tydelig, at [604] jeg hørte lyd af noget, som gik og ramlede med stenene derover, at det ikke var til at tage feil af. Jeg stansede, jeg saa, og jeg saa, men fik ikke øie paa noget, det maatte dog være en feiltagelse, og atter fortsatte jeg, grundende over, hvorledes det gik til, at man hørte saa galt. Da lød skridtene fra bergvæggen saa skarpt og tydelig, at der ikke kunde være tvil længere, og saa gav jeg mig til med øinene at lede efter den formentlige ren hele bergvæggen opefter. Det varede længe, før jeg fandt noget, jeg ledte for langt nede; men da jeg kom midt i stupbratte væggen, blev jeg ikke lidet forbauset ved at se et menneske – det saa ud som en myg, som krøb afsted deroppe. Paa den store kuften og den firkantede luen kjendte jeg Balto, han gik just paa sine ski tvers over en liden snefon, som hang udover stupet. Jeg stod som naglet til pletten, øinene fulgte, saavidt afstanden tillod, hver bevægelse. Jeg kunde se, hvorledes han huggede skierne paa kant ind i snevæggen for at faa fodfæste, – bøssen hang skraas over ryggen, hovedet vendte han indad. Han bevægede sig forsigtig frem skridt for skridt; mens han støttede med staven. Tanker fór mig gjennem hovedet, om hvordan han, som ellers var saa livræd, kunde være saa dristig, naar det gjaldt om at klyve i berg. Da gled en fod, han hug fast med staven, men saa gled den anden, og – det rusede udfor. Blodet formelig stivnede i aarerne. Sneen droges med, det gik med vildere og vildere fart, lige under var der et dybt stup. Da tog klæderne fat i en fjeldknat, som stak frem af sneen over stupet, han hang et øieblik, sprællede og forsøgte at faa tag, men saa – glap det. – Først en luftreise – saa udover en snefon – saa et nyt stup, og han blev liggende som en ubevægelig masse paa en [605] afsats. Jeg troede ham død eller ialfald radbrækket. Da kom en arm tilsyne og blev forsigtig bøiet i leddene, saa den anden, saa kom hovedet, han strak det og bøiede det forsigtig frem og tilbage i nakken, saa benene – det saa merkelig nok ud til at være helt altsammen, og han reiste paa sig. Jeg kunde ikke rigtig se, hvad han tog sig for, men saa lød et skud derovenfra, – var det et vaadeskud? Jeg saa ham ifærd med noget. Saa kom et skud til. Hvad betød dette? Han gik omkring paa den lille afsats, han ledte nok efter en nedgang, som ikke var let at finde; men nu tog han skierne paa nakken og begyndte at stige forsigtig ned ad bergvæggen paa et sted, hvor han saavidt fandt fæste for foden. Skridt for skridt gik det. Da jeg endelig saa ham udenfor fare i uren nedenunder, drog jeg videre. Ryper fandt jeg imidlertid ingen af, jeg var usedvanlig uheldig den dag. Da hørte jeg et skud fra Balto, han var nu ikke langt fra mig oppe i en ur paa den anden side et skar. Jeg saa over og fik øie paa en rypeflok, som kom skjærende fra ham og slog sig ind i en ur længere oppe i skaret. Da det ikke var langt fra mig, drog jeg opover den vei og fik snart se masser af ryper, som trippede om paa sneen mellem stenene. Nærmede man sig, stansede de og strakte ængstelig hals for at se, men lod en dog gjerne komme paa godt skudhold. Jeg skjød et par stykker; men saa fløi hele flokken længere op i uren, hvor Balto netop var kommen frem, og hvor han ladede og skjød med sin mundladningsbøsse, som det gjaldt livet. Der var ikke flere ryper, end at han nok klarede dem alene; jeg satte mig derfor ned paa en sten for at vente og se paa ham. Skierne havde han sat igjen og sprang nu fra sten til sten, overalt forsigtig speidende; paa hovedet var det nok for varmt, han [606] havde kastet luen tiltrods for de 15 graders kulde. Fik han se en rype, saa sneg han sig ind paa den, dels gaaende krumbøiet bag stenene, dels krybende paa alle fire, ofte indtil han kom den saa nær, at han næsten kunde dræbe den med bøssekolben – et langt og omhyggeligt sigte, endelig smaldt det, og rypen faldt som regel stendød. Derpaa ladede han, alt han vandt, og saa en forsigtig speiden, om der var flere i nærheden, før han rørte sig. Var rypen bleven skadeskudt, blev det en vild jagt; den flaksede foran, og Balto skrævede efter, saa sneen stod om ham, af og til traadte han ned mellem stenene og laa i til maven. Tilslut kastede han sig over fuglen og fik snart bidt hovedet af. Endelig var han dog færdig og kom nu barhovedet og forpustet, mens ryperne hang og skranglede om ham, nedover mod mig og spurgte, om jeg havde seet en skadeskudt en, som skulde være paa de kanter; naar han fik den, saa var det akkurat 15. Nei, jeg havde ikke seet den; men saa fandt han nogle spor i sneen og snart ogsaa rypen selv; nu blev der en ny jagt, som endte med, at den blev fanget oppe mellem nogle stene. Saa samlede han sine sager sammen, og vi drog hjemefter, mens han forklarede mig, at der under en berghammer skulde ligge et par ryper, som var faldne udover; disse fandtes ogsaa ganske rigtig. Han var i straalende humør, synlig optaget af sin jægerlykke og forklarede meget nøiagtig, hvorledes han havde skudt. I samtalens løb fortalte han, at han engang tidligere paa dagen nær havde mistet livet, han var faldt udover et berg. Jasaa, svarede jeg, og lod ham fortælle videre. Da han var færdig, sagde jeg ham, at jeg nok havde seet det hele, men at jeg ikke forstod, hvad de to skud betød. Jo, da han, efter at have overbevist sig om, at alt var helt paa [607] ham selv, skierne og bøssen, skulde se sig om, saa var han dalet ned ved siden af to ryper, som forundrede sad og skjævede paa hovederne. De spekulerede vel paa, hvad dette var for en ny slags fugl. Imens fik han bøssen frem og skjød den ene, den anden blev siddende, han ladede, og skjød ogsaa den. Men, endte han, nu var han skræmt for at bruge skierne paa bratte steder for lang tid, og det beviste han paa hjemveien; thi hvor han kom forbi stup og styrtninger, tog han skierne af og bar dem.

Vi havde faret over alle rentrakter rundt Kasigianguit og længtede efter afveksling og nye jagtfelter. Joel fortalte, at der længere inde ved Iterdlak skulde være ypperlige renlænder, og saa brød vi da en morgen leiren, satte baaden paa vandet, lastede den og drog indover, mens Joel viste veien i kajaken. Sjøen var rolig foran teltpladsen, da vi drog; den laa ilæ for veiret. Komne forbi nærmeste odde ud i selve fjorden, fik vi imidlertid andet at føle; ud fra fjordbunden stod en voldsom østenvind, som klemtes mellem de høie fjelde og piskede vandet foran sig, saa alt stod i raak. Vor lange, elendige baad, hvalsluppen kaldet (men har aldrig været brugbar til hvalfangst i hele sit liv), skar sig med sin spidse baug som en kile ind i de høie, krappe sjøer og tog hele braadkammen ind over sig. Dette havde lidet gjort, om vi havde kunnet øse, men det var saa koldt, at vandet, som allerede var paa frysepunktet, frøs helt, i det øieblik det kom i berørelse med det kolde træ eller isen i baaden; der kom ikke en draabe vand agterud til mig, som sad tilrors, mens Sverdrup, som sad forud og roede, snart fik det fuldstændigste isharnisk. Vi tvang os længe frem, det var en skam at give sig, saameget mere som Joel i sin lille kajak blot lo af det hele; men saa hjalp det ikke længer, vi maatte vende, [608] baaden var snart synkeferdig af is. Unda sjøerne gik det strygende hjemover til vor gamle teltplads.

Da vi var komne i læ, merkede jeg, at næsen var frosset væk den dag, den var hvid og ufølsom lig en istap. En slig frossen næse tager sig ikke heldig ud siden efter, naar den atter tiner og hovner op til en rød gevekst, kranset med frynser af affaldende hud.

At faa baaden paa land, teltet sat op og saa en god og varm kaffe i soveposerne smager ikke ilde efter lidt af den slags modgang, som krydrer jægerlivet.

Et par dage senere (5te december) havde vi bedre lykke med os og kom endelig trods krap og høi sjø ind til Iterdlak, hvor vi imidlertid istedenfor ren fandt dalene opfyldte med vældige stenrøser og jøkelgjærder, som var interessante nok i en geologs øine, men som for jægeren havde liden interesse; det er den slags lænde, hvori renen mindst af alt trives. Vi havde vor gode ven Joel sterkt mistænkt [609] for at have lokket os derind, forat han kunde faa sætte rævefælder og muligens fange blaaræve; skindene blir nemlig godt betalte efter grønlandske forhold; for hvert blaarævskind, som i Europa kan have en værdi af mer end 100 kroner, giver nemlig den kongelige handel 4 kroner.

Da vi havde været inde i Ameralik-fjorden i over 2 uger, begyndte det at skorte sterkt paa provianten, alt brødet var opspist, melet var det heller ikke rart med, og renen var næsten helt forsvunden. Da det derfor den 10de decbr. var god seilevind, lastede vi baaden og drog hjemover. Vinden var frisk, og da vi fik sprid ud vore 2 spridseil, et paa hver side, skar det kvast afsted unda sjøerne ud gjennem fjorden. Den dag var Joel bedre i kajaken end nogensinde; han fór frem som en stormfugl paa skumryggene, og trods vor skarpe seilads kunde han dog holde følge. Det tog ikke lang tid at naa mundingen af fjorden; men da vi skulde nordover herfra, fik vi vinden imod og maatte ro. Snart faldt mørket paa, vinden stilnede af, og i det mest tindrende maaneskin drog vi over den mørke vandflade, hvorfra fjeldene og øerne hævede sig tyste og snesprængte. Bag os blinkede et langt kjølvand netop i maanestraalerne. En grønlandsk vinternat kan være uforlignelig.

Da vi kom i nærheden af Godthaab, sendtes Joel forud i kajaken, og da vi kom ind mod landingsstedet, var hele kolonien paa benene for at tage imod os, grønlændere og europæere stod om hverandre nede paa stranden; disse masser af mennesker tog sig fantastisk ud i det spillende maaneskin og med den vinterklædte koloni i baggrunden. Der var mange hænder om at bringe vore sager iland hin kveld. Lidt vask, lidt europæisk komfort og meget opvarmede stuer smagte atter godt efter teltlivet.

XXVI. Første øvelser i kajakroning

[610] Kajakroningen var selvfølgelig noget, som for os europæere havde sterk tiltrækning. Saasnart det var muligt, havde jeg faaet gjort mig en kajak; denne var, som tidligere nævnt, allerede med paa turen ind til Ameralik-fjorden, men det var dog først i slutten af december, at jeg fik den i fuld stand med tilhørende uveirspels o.s.v., og at saaledes øvelserne kunde drives rigtig for alvor.

For den uøvede falder kajakroningen i begyndelsen meget vanskelig. Det er svært at balancere denne smale og ranke farkost, og det gjælder, som det heder, at holde tungen bent i munden. Naar eskimoerne, lette som sjøfugle, piler hen over bølgetopperne, ser imidlertid det hele ud til at være en dans.

Saasnart kajaken første gang var færdig til brug, bar det til stranden. Efter adskilligt stræv fik jeg pint benene [611] og hofterne ned gjennem kajakhullet og kom til sæde, hvilket for den uøvede ikke er nogen let sag, hvis kajaken er saa liden, som den skal være. Saa blev jeg forsigtig skjøvet ud i vandet; men den følelse, som betog mig i det øieblik, var ubeskrivelig ustø. Det vippede, som om jeg sad paa en knivseg, jeg syntes, at det ubønhørlig maatte bære rundt, og jeg saa med haabløs længsel og misundelse paa eskimoerne, som naturligvis var ude for at nyde synet af «nalagak»^k142 i kajak, og som gratiøst fór over vandspeilet og kastede sine fuglepile med den mest irriterende ligegyldighed, ligesom de sad paa sit stuegulv. Men øvelse har en merkelig indflydelse, og allerede efter et par gange følte jeg mig nogenlunde tilrette i den. Endnu bedre blev det imidlertid, da jeg fik laget to «kajakunger». Dette er smaa støttebaade, omtr. 2 fod lange, lagede af pindeverk, udvendig betrukket med skind paa lignende vis som en kajak og givet dennes form. De fæstes en paa hver side af kajaken lige bag manden og tjener til at gjøre den stivere for dem, som ikke føler sig sikre. De bruges dog yderst sjelden af eskimoerne selv, og det ansees ikke rigtig «comme il faut» at trænge dem; jeg kastede dem derfor naturligvis ogsaa efter en maaned eller to – saasnart jeg bare var saa pas, at jeg saavidt kunde klare mig foruden.

En dag, jeg var ude, kom jeg op i en flok med hvidfiske, som jeg forfulgte. Det bar langt tilhavs med os, i jagtiveren lagde jeg ikke merke til, at det led paa dagen, og da jeg omsider vendte, var det allerede begyndt [612] at mørkne. Til al ulykke sprang det paa hjemveien op med en temmelig sterk søndenvind^k143, som jeg fik paa siden, og som gjorde det tungt at ro. Det var først ud paa kvelden, at jeg naaede Godthaab. Her var man imidlertid blevet meget ængstelig for min skyld; thi alle fangere var for længe siden komne hjem. Hele kolonien, saavel grønlændere som europæere, var paa benene.

Balto skildrer denne lille tildragelse paa følgende vis:

«– – – – – – – – – – – – – – – – – – – Da det begyndte at mørkne, saa begyndte vi at forundre os over, at Nansen endnu ikke kom. Vi ventede endnu en god stund paa Nansen; men han kom endnu ikke, saa kom alle i megen sorg derover; thi vi havde hørt, at Nansen ikke skulde drage til Ny Hernhut, hvor de andre europæere var i fødselsdagsgjestebud hos missionær Voged. Vi sendte dog bud did, men han var der ikke. Straks da jeg hørte, at Nansen ikke var der, saa faldt jeg ned paa sengen, og taarerne begyndte at rinde. Bistrup samlede alle kolonisterne sammen og bød dem at lave sig til at ro afsted for at søge Nansen, de var straks færdige, og Dietrichson reiste med og tog børse, lys og horn, forat han med det kunde raabe. Netop som de stødte baaden fra land, saa kom Nansen til stranden i god behold, og da gjorde grønlænderne forferdelig skraal og raabte: «Kujanak, Kujanak, Nansen tigipok, ajungilak», det er det samme som: Gud være tak, Nansen er kommen, eller: tak, tak, Nansen er kommen, det er godt. Saa kom hjertet igjen paa sit rette sted, og vi var glade som før.»

Efterat jeg i nogen tid havde øvet mig i kajakroning. [613] og mine kamerater saa, at det gik nogenlunde godt, fik ogsaa flere af dem lyst til at forsøge. Den, som først fik kajak, var Sverdrup, og han opnaaede snart stor færdighed i den.

Balto havde allerede, straks han kom, talt om, at han havde saadan lyst til at ro i kajak, og spurgte mig ivrig, om jeg troede, det var vanskeligt. Saa havde imidlertid de danske paa stedet, hvoraf ingen forstod kunsten, forestilt ham det farlige i den, og hvor mange der var forulykkede derved, og Balto, som ikke netop udmerkede sig ved mod, havde ladet den fugl flyve og havde rolig seet paa, at jeg færdedes paa sjøen; men da nu ogsaa Sverdrup begyndte, blev fristelsen ham for sterk. Baade Sverdrup og jeg forestillede ham imidlertid, at det ikke netop var nogen let sag at ro i kajak, og at han derfor skulde tage sig lidt iagt. Men han var nu svært ovenpaa og sagde, at han kunde nok greie det, for han var vant til at kjøre «i lappernes pulk». Sverdrup mente imidlertid, at han nok kunde bli var, at det ikke var fuldt det samme som at kjøre i lappernes pulk. Men Balto blev ved sit, og saa skulde det da gaa for sig. Sverdrups kajak blev baaret ned til stranden, og mange saavel grønlændere som europæere var tilstede for at se den store begivenhed. Jeg laa udenfor færdig til at fiske ham op.

Balto satte sig op i kajaken, fik klemt sig ned i den, stak den store kuften sin ned omkring sig og lagede sig godt tilrette med en meget overlegen mine, – nu skulde han rigtig vise dem, hvad vi lapper duger til. Saa var han færdig, greb aaren geschäftig med begge hænder og bad dem tillidsfuld om at skyve sig ud.

Neppe berørte imidlertid kajaken vandet, før den blev mindre stø end oppe paa berget, og minen blev mindre [614] tillidsfuld; han vilde dog spille den flotte og forsøgte endog at hjælpe kajaken ud. Men saa kom den saa langt, at bare et lidet stykke var igjen paa land, den vippede uhyggelig, alt tillidsfuldt forsvandt for den mest afgjorte forskrækkelse, og i det samme gled den helt ud. Balto gjorde nogle fortvilede tag i luften med aaren, som vel var tilsprang til aaretag i vandet, hans ansigt var en eneste fortvilet rædsel, og saa sagde han: «Aa saa dæ, aa saa dæ! – – – – Men længere kom han ikke, for da gik munden og hele karen under vandet, og det blev bare til bup, bup – – – – altsammen; det eneste, vi saa, var bunden af kajaken og hans firkantede fjærlue, som flød paa vandet – – –

Heldigvis var det saa grundt, at han naaede bunden med armene, og han var ikke kommen længere fra land, end at man kunde trække ham op derfra; han blev hilset med en ubarmhjertig skoggerlatter fra alle omkringstaaende, især lo jenterne. Saa kom han sig ud af kajaken, og som han stod der paa berget, sprikende i arme og ben, mens vandet randt af de vide klæderne, der hang klinte ind til kroppen, saa han ud som et fugleskræmsel. Det første, han sagde, var: «Naa er jeg næsten vaad»^k144. Saa betænkte han sig en stund, og saa sagde han: «Ja, en ting vil jeg sige, gajak det er samme som djævelens baad.» – Det varede længe, før Balto atter forsøgte sig i kajakroning.

En stund efter fik imidlertid Dietrichson ogsaa gjort sig en kajak og blev snart dygtig i brugen deraf. Da Balto og Kristiansen havde seet paa dette en stund, kunde de ikke længer holde ud at staa paa land. De begyndte at lage sig hver sin kajak selv, idet de fik nogle af [615] grønlænderne til at hjælpe sig lidt med formen o.s.v. Snart var træverket til dem færdigt, og de blev som vanligt betrukne med skind af grønlænderinderne paa stedet. I forbigaaende sagt, er det kvinderne, som betrækker kajakerne, og den betaling, de faar derfor, er et traktement med kaffe, hvis kvantum retter sig efter yderens evne. Er han fattig, kan det være blot for 25 øre, har han bedre raad, er det som regel mer.

Balto var nu saa forsigtig, at han fik kajakunger paa med engang, han likte ikke udsigten til, at det kunde gaa som sidst. Kristiansen var mere uvorren, han skræmte os ikke lidet med at drage langt tilsjøs uden kajakunger, første dagen han forsøgte sig; men han klarte sig forbausende godt.

[616] Udover mod vaaren kunde man saaledes se alle ekspeditionens medlemmer, undtagen gamle Ravna, drage paa jagt efter sjøfugle i sine kajaker.

Sæl er der saa lidet af om vinteren, at det ikke lønner sig for fornøielsens skyld at gaa paa fangst efter den. Det, vi drev mest paa, var derfor fugleskytteri, og især var edderfugletrækket tiltalende. Dette gaar den første del af vinteren væsentlig for sig om kveldene, idet edderfuglen i større eller mindre flokke trækker langs landet indover fjorden. Kajakerne ligger da i række og rad, især ud for odderne, for at skyde dem i luften, idet de flyver forbi. Det var ganske spændende at ligge saadan paa vagt, det mindede mig om rugdetrækket om vaaren hjemme. Øiet er stadig vendt mod syd, hvorfra fuglen ventes, pludselig [617] bøier de fjerneste kajakmænd, som saavidt kan skimtes, sig forover og jager kajaken af al magt frem, de næste gjør ligedan, og hele linjen af kajaker bølger fremad; saa stanser de fjerneste og ligger stille en stund; men med et gjennemtrænger et glimt tusmørket – et smeld følger efter, saa et glimt til, endnu et, og det forplanter sig i glimt efter glimt opover hele rækken. En mørk masse skimtes i syd, den kommer lydløst glidende langs vandfladen, man tvinger kajaken endnu lidt frem for at faa bedre hold, aaren stikkes ind under remmen, og man holder bøssen færdig, hver fugl kan nu skjelnes, og just som de er komne lidt forbi, hæver man til kindet, holder et stykke foran det sted, hvor fuglene flyver tættest, og trykker løs – er man heldig, falder muligens 2 eller flere. Saa lades der igjen, fuglene plukkes op, lægges bagpaa kajaken, og man holder sig atter færdig til at modtage næste flok. Paa denne vis fortsættes, til det blir for mørkt; kajaklinjen bugter sig frem og tilbage, eftersom fuglene flyver længere eller kortere fra landet.

Der fordres ikke liden skydefærdighed til denne jagt; thi edderfuglen flyver, som bekjendt, med god fart. Desuden er herredømme over kajaken nødvendigt for at kunne passe at holde sig frem i skud og at skyde nogenlunde støt. Heri har imidlertid eskimoerne erhvervet sig en ofte forbausende færdighed; den hurtighed, hvormed de bevæger kajaken, gjør aaren fast og faar bøssen til kindet, og den sikkerhed, hvormed de som regel træffer, selv om det er en enkelt fugl der skydes paa, er stor nok til at fremkalde den bedste flugtskytters beundring, saa meget mer som det lette fartøi, hvorfra der skydes, stadig dukker op og ned paa sjøerne.

XXVII. Julen i Godthaab

[618] Og saa nærmede da julen sig. Blir der turet i julen andre steder i verden, saa giver neppe grønlænderne noget efter i saa henseende.

Maaneder iforveien begynder forberedelserne. Kvinderne har det travlt med at sy op masser af fine klæder, anoraker, bukser og kamiker med straalende broderier; hele familien, lige fra de mindste unger til de gamle forældre, maa møde op rigtig gilde og flunkende nye fra top til taa. Især er det de unge, ugifte jenterne, som maa være grummest. Hører de til de bedst stillede af de familier, som er i handelens tjeneste, saa har gjerne forældrene sørget for med skibet om sommeren at faa op [619] noget ekstra tøi fra Kjøbenhavn, saadant rigtig fint noget, som ikke findes i kolonibutiken, helst silke, ja det har endog hændt, at de har forskrevet fløiel til sine døtre. I sit nye tøi, som gjerne er syet i al stilhed, møder de saa pludselig op til den store høitid, den ene glupere end den anden. Taler kvinderne om dragter og pynt andre steder, saa gjør den kristnede grønlænderinde det ikke mindre. Jeg skal dog ikke negte, hun ser bedaarende ud ved julehøitiden, den vestgrønlandske jente i sin vakre dragt; vore kvindedragter tager sig plumpe og unaturlige ud ved siden af, og jeg er bange for, at en sammenstilling ikke altid vilde falde ud til fordel for skjønhederne hinsides havet, trods al deres europæiske pomp.

[620] Men det er ikke blot med hensyn til klædedragt, at man har det travlt før julehelgen. For ogsaa at kunne svelge i legemlige nydelser, samler man op penge længe forud, forsaavidt da en grønlænder kan samle op, og har han intet, nu, saa skaffer han sig noget ved at sælge af sine fornødenhedsgjenstande til kjøbmanden. Det har saaledes ikke været ualmindeligt at tage fjæren af dynerne og sælge i butiken for at skaffe sig lidt lækrerier, mens man maatte ligge med bare bomuldstrækket over sig i [625] kulden resten af vinteren. Det, som det først og fremst gjælder om at skaffe sig overflod af, er kaffe, deraf faar man aldrig for meget, og dette grønlændernes første nydelsesmiddel flyder i julen i utrolige strømme.

Det vil saaledes forstaaes, at julen ikke har forbedret sin karakter ved at overplantes til den grønlandske jordbund. Den er bekymrede familiefædres ruin og mavernes ødelæggelse, den bringer en kortvarig glæde, men ofte et langt savn efter. At den falder i smag hos et folk som [626] eskimoen, der mer end noget andet lever efter den kristne læresætning, «bekymrer eder ei for den dag imorgen,» følger af sig selv.

Hvilken skade har man ikke gjort ved at paaføre dette stakkars folk civilisationen, hvor meget bedre havde de det ikke i sin naturtilstand; de var styggere kan hænde, før vort blod blev blandet i deres aarer, men hvor uendelig meget lykkeligere var de ikke ogsaa.

Hos kolonibestyrerens havde man det ligeledes travlt med forberedelser. I lang tid havde fruen, Dietrichson og Sverdrup drevet paa med at lage kræmmerhuse, kurve og andre sager af kulørt papir, mens kolonibestyreren lagede et juletræ paa den vis, at grønlandske briskekviste rammedes ind i en stok, der tjente som træstamme.

[627] Hos os var der før julen et indryk, større end nogensinde, af grønlændere, som faldbød alle mulige og umulige ting for derved at faa nogle ekstraskillinger. Kvinderne kom særlig med skindarbeider, som undertiden kunde være vakre, og mændene kom med arbeider i ben, træ og sten. De har udpræget formsans og er dygtige i at skjære ud; en god prøve paa deres kunst danner de paa foregaaende side afbildede hoveder skaarne i træ.

Saa kom julekvelden. Om formiddagen blev træet pyntet. Kl. 2 var der stor høitidelighed i kirken, der var overhøring af børnene, og ved en saa fornøielig leilighed er naturligvis alle grønlændere tilstede.

Saasnart dette var færdigt, styrtede, efter gammel skik, alle børn afsted til kolonibestyrerens, hvor de fik hvert sit kræmmerhus med figener. Efterat det var bragt hjem, bar det ind til os for at faa en lignende ladning. Det er en hel liden folkevandring af disse smaa skindmennesker. Alle, som kan gaa, kommer trippende selv, er de under den alder, bæres de af sine mødre, men er de for smaa endog dertil, henter andre for dem.

Om eftermiddagen kl. 5 var der sang i kirken. Salmer, forfattede eller oversatte af kateketerne paa grønlandsk for anledningen, blev sungne af et stort kor grønlænderinder og grønlændere, som i stilhed var indøvet lang tid iforveien. Det hele gjorde et barnsligt, elskværdigt indtryk. Melodierne var friske og vakre, ikke slæbende og monotone som vanlige salmemelodier. En ældre, halvciviliseret grønlænder, som nødig satte sit lys under en [628] skjeppe, fandt, at kirkesangen vistnok ikke var saadan, som da han var med, men den var dog «meget køn», det var aldeles, som naar man hører lyden af et tateratfjeld (maagefjeld), hvor tateraterne^k145 stiger og synker stadig skrigende.

Efter risengrynsgrøden og renstegen om kvelden hos kolonibestyrerens, hvor alle ekspeditionens medlemmer var budne, blev juletræet tændt, og der var megen jubel.

Som lystigheden var paa det bedste, stak et stort, rundt hoved med en svær haarlug ind af døren. Det tilhørte vor ven Joel, som kom for at spørge efter en ølflaske, han havde byttet sig til oppe hos lapperne for nogle edderfugle, men som han sammen med noget andet [629] havde efterladt, mens han gjorde sig et erende op til doktoren for om muligt ogsaa der at faa en dram eller to til høitiden. Det lod til, at han havde været heldig.

Almindelig munterhed vakte de livlige fagter, hvormed han beskrev, hvor langt hans runde ansigt var blevet, da han kom tilbage og fandt altsammen forsvundet. Han blev imidlertid snart trøstet over sit tab ved en ny flaske øl. Hans forundring og glansen i hans mørke øine, som blev til to runde brikker ved at se juletræet og alle lysene og stasen, var yderst fornøielig; men endnu mer var hans vilde glæde over at faa kræmmerhuse med julegotter. Rig som en Krøsus drog han sin sjanglende gang udover fjeldene til sin yndige egtehalvdel ude i Ny Hernhut.

Da jeg juledagsmorgen ved 6 eller 7 tiden laa i min bedste søvn og atter var tilbage i Norge, lød pludselig barnesang gjennem luften og vævede sig ind i drømmen; men sangen blev sterkere og sterkere, og saa vaagnede jeg og hørte nu den lifligste julesang fra et stort kor i gangen udenfor vor dør. Hele natten havde det gaaet rundt og sunget i alle grønlænderhusene, og efter gammel skik endte det nu med at vække pladsens europæere med sang. Jeg maa tilstaa, at det lød vakkert, og at jeg for min del ingensinde er bleven vækket paa saa yndig en maade; men jeg maa ogsaa tilstaa, at da sangen var forstummet og koret draget videre til andre døre, sov jeg atter blidelig ind for at gjenoptage den tabte traad i drømmenes land.

Da jeg kom ud i kjøkkenet om morgenen, stod Balto der og konverserede jenterne. Han udbredte sig i et længere foredrag over den grønlandske maade at ture jul paa, som han fandt «maiet daili» – han havde som tidligere bemerket let for sprog. Den hele nat havde han været paa benene og gaaet fra hus til hus. Og saa meget [630] god kaffe! Klokken var ikke 10 endnu, og dog havde han klaret at drikke 24 store kopper den morgen; det havde nok desuden vanket det, som sterkere var, hvilket ikke omtaltes, men som røbede sig i øine og tale. Slig jul havde han aldrig havt; det var altsammen «maiet daili!»

Noget over middag gik, efter sedvane, alle pladsens voksne grønlændere, kvinder og mænd, rndt til europæerne for at næves med dem og ønske glædelig jul, hvortil man kun har at svare «ivdlitlo» (ɔ: du ogsaa), hvilket dog kan bli ensformigt nok, naar det skal gjentages til over et halvt hundrede mennesker.

Til om eftermiddagen kl. 3 var de fornemste af koloniens grønlændere, kateketerne, bogtrykkeren, kifaker (ɔ: grønlændere ansatte i handelens tjeneste) og fangere, med fruer indbudne til kolonibestyrerens for at trakteres med chokolade, kager og kaffe. Antrukne i sin bedste julepuds kom de, hilste paa vertsfolket og satte sig stilfærdig ned langs væggene. Det gik høitidelig til; men det var jo heller ikke til at undres paa, de var nu i nevertoups (ɔ: kjøbmandens), en af de høie herrers selskabssalon. Snart bredte der sig imidlertid en mere gemytlig stemning over forsamlingen, traktementet gjorde her som andensteds sin virkning. En af grønlænderne, som havde været i Kjøbenhavn, og som vilde vise sine landsmænd, hvordan det gik til i den store verden, gik hen og bød en af koloniens mere fremragende grønlandske damer armen med et keitet buk, hun forstod ikke, som rimeligt kunde være, den manøver, og han maatte med magt drage hende afsted for, som han udtrykte sig, at føre hende til et værdigere sæde længer op i stuen. Da dette var besørget, henvendte han sig til mig for at forklare, hvor dumme hans landsmænd var, og hvorledes de maatte retledes, naar det gjaldt den [631] finere selskabstone; nu kan De faa lov til, sluttede han, at tage min kone og føre op til en hædersplads. Jeg takkede ham for den store ære og beklagede, at jeg ikke følte mig den værdig. Manden havde forøvrigt lidt for meget i hovedet hin kveld. Han hørte til de faa betroede grønlændere, som havde lov til at faa overladt brændevin til høitiderne. Han helligholdt dem ogsaa med at gaa paa en slør, saa længe det rak. Hver nat var han rent umulig, saa hans søde lille kone maatte rømme huset eller sove paa loftet, uagtet hun paa forhaand rustede sig, saa godt hun kunde, ved at gjøre tegn og fæste amuletter under stolsæderne, forat manden skulde bli snil i fuldskaben, saaledes som den grønlandske overtro foreskriver.

Omsider tog man farvel og drog videre paa sin hellige julevandring til et andet hus for der at begynde fra nyt.

Tredje juledag holdt kolonibestyreren gjestebud for koloniens kifaker samt de bedste fangere. Man havde for den anledning faaet laant rum i sygehuset, og der trakteredes godt med graa erter, flesk, saltet renkjød, desuden dram og æbleskiver til desert. Efterpaa var der punsch, cigarer og kaffe. Til saadanne bataljer møder man bevæbnet med tallerken, kop eller fad, samt en ske; desuden et kar til punschen. Hvad man ikke fortærer paa stedet af sin ration, bringes hjem til kone og børn, som ogsaa hyppig indfinder sig under selve maaltidet for at faa sin andel.

Ud paa kvelden sluttede det, og efterpaa var der dans og lystighed i bødkerverkstedet.

XXVIII. Dagbogsoptegnelser fra Sardlok og Kangek

[632] «Den 6te februar. Jeg bor i en jordhytte halvt under jorden, her er lavt under taget, jeg kan saavidt staa opret – ind kommer man som til alle eskimohuse gjennem en lang og endnu dybereliggende husgang, som er saa lav og trang, at man maa næsten krybe paa alle fire for at komme frem. Udenfor ligger sneen høi og begraver huset; det eneste, som kan sees, er lidt af vinduet, som saavidt muligt holdes klart for sne, samt det hul, hvorigjennem man kryber ned i husgangen.

«Jeg havde længe tænkt paa at reise til Sardlok, og da doktoren i januar skulde hid for at se til en syg, reiste jeg samtidig i følge med min ven Joel. Det er tre mil fra [633] Godthaab, og det var en uvant motion for armene, ligesom den tvungne stilling med de ret udstrakte ben i kajaken virkede helt trættende for den endnu uøvede; da det led ud paa eftermiddagen, var det derfor ikke uden længsel, jeg tænkte paa Sardlok. I Joel havde jeg imidlertid som læseren véd, en munter følgesvend, snart sang han viser – fremdeles «den evig glade kobbersmed» – snart fortalte han en hel del uforstaaelige ting om de steder, vi reiste forbi, snart gjorde han, naar han saa en flok edderfugle komme flyvende, nogle forfærdelige anstrengelser for at faa bøssen op af kajaken, hvilket kun engang lykkedes tidsnok, og da skjød han bom – han var ingen mesterskytte –, snart brølede han, at han maatte tilland, og saa roede han, alt han orkede, indover for at faa tømt kajaken, som var halvfuld af vand; den var nemlig ligesom alt, hvad der tilhørte den mand, i meget slet stand, og den lækkede ubarmhjertig.

«Kvelden var mørk – Sadlen og de andre tinder stod truende og stængte paa østsidsen af fjorden; men over os tindrede stjernehvælvet funklende klart, og mens vi roede tause paa siden af hverandre, hørtes ingen lyd uden aarernes dyp i vandet og dettes rislen langs kajakernes sider.

«Endelig som vi kom forbi en odde, smilede lys os venlig imøde fra land, og vi var fremme. Doktoren var kommen en stund før os. At krybe gjennem husgangen, at komme ind i disse smaa rum, bli modtaget og pleiet med den eskimoiske gjestfrihed, det har sin egen tiltrækning.

«Det er i huset hos den gamle kateket Johan Ludvig, jeg opholder mig; foruden ham og min ringhed bor her hans hustru, en datter og en ung søn. Johan Ludvig fortalte mig med synlig stolthed, at hans bedstefar havde været en nordmand, som var bekjendt for sin ubændige [634] styrke. Han har selv været en sjelden flink fanger i sine dage, men nu gaar han ikke i kajaken mere, han er over 70 aar gammel. Han har havt flere sønner, som var flinke fangere, men to er omkomne i kajak, og nu er der bare en paa 18 aar hjemme, men han duger ikke til fangst, forældrene er for rædde for at slippe ham ud.

«Johannes, den fjerde søn, som engang var Sardloks stolthed,^k146 laa, da vi kom, her paa briksen, bleg og udmagret, det var tæring (svindsot), han led af. Han havde en skjærende hoste og kunde næsten intet spise; men som han laa der uden haab om nogensinde at kunne reise sig, dvælede dog alle hans tanker ved jagten og friluftslivet.

[635] Minderne fra gamle dage, da han var pladsens første fanger, dukkede atter frem, og han blev aldrig træt af, naar bare hosten tillod, at fortælle om sine mange bedrifter; det lyste i øinene, der kom smil om læben, han var atter i kajaken, han saa sælen, han løftede den magre, kraftløse arm for at harpunere, han bugserede hjem i storm og stille. Saa kom hosteanfaldene, han spyttede blod og sank sammen paa puden, drømmene sluknede som fagre luftsyner – harpunen er kastet for sidste gang.

«Doktoren tog ham med sig for at pleie ham paa Godthaabs sygehus. Snart er han ikke mere.

«I huset her ved siden af ligger Johannes' fætter Justus, han var ogsaa engang en af Sardloks bedste fangere, men er nu endnu værre angreben af tæring end Johannes og kan neppe leve længe.^k147 Begge efterlader de sig familie, den sidste har dog flere haabefulde sønner, men Justus har bare en. Det er uhyggeligt at se, hvor dette stakkars, elskværdige folk herjes af denne snigende sygdom.

«Det er just ingen daadrig tilværelse, jeg fører her, blir mer og mer fuldstændig eskimo. Jeg lever deres liv, spiser deres mad, lærer at sætte pris paa deres lækrerier, som raat spæk, raat kveiteskind, vinterfrossen krækling med harskt spæk o.s.v. Jeg prater med dem, saa godt jeg kan, arbeider med dem, ror i kajak med dem, skyder, fisker, gaar paa ski med dem, kort sagt, det gaar mer og mer op for mig, at det ikke vilde være ganske umuligt for en europæer at bli eskimo, naar han havde tiden for sig.

«Man befinder sig uvilkaarlig vel i disse menneskers selskab; – deres uskyldige, sorgløse væsen, deres [636] fordringsløse tilfredshed og godhed smitter en og forjager uimodstaaelig al mismod og urolig higen.

«Min oprindelige tanke var at gaa efter ren, jeg var ogsaa ude en dag paa ski, men da der ikke engang var spor at finde, har jeg siden opgivet dem. Min største fornøielse har været at fiske kveiteⁿ¹³. At trække denne store, kraftige fisk, som er istand til at kantre en baad, fra den smale kajak er det første af, hvad jeg endnu har prøvet af fiske paa sjøen.

«Paa kveitepladsen kan man ligge længe, ofte hele dagen uden at faa bid, og det er just intet sødt arbeide i en kulde paa -20° og i en bidende nordenvind, hyppig med snedrev, saa man bør tage sig ivare, skal ikke en større eller mindre del af ansigtet fryse bort. Men bider det saa endelig, er alt glemt. Man kjender som regel ikke straks noget voldsomt ryk, det er mer, som om snøret blev trukket ned med en langsom, men uimodstaaelig kraft, saa blir der mere tydelige ryk, – i et nu stikkes aaren ind under remmen^k148, man fatter snøret med begge hænder og rykker til saa haardt og saa voldsomt, som en bare orker, atter og atter, saa kjende lidt, om den endnu er der – man kjender den – og rykker atter til, tager nyt tag, rykker om igjen og om igjen mange gange, man ser ud som en rasende, men det gjælder at faa godt fast, og skal det forplantes gjennem 100 favne snøre, maa en rykke duglig til. Saa er den endelig fast nok, og man begynder at hale op. Det gaar tungt; thi fisken strider imod, og [637] snøret er langt, det tager godt paa armene. Snøret kveiles op paa kajaken, og forat det ikke skal fryse sammen, dynkes det stadig med sjøvand. For det tilfælde, at fisken atter skulde gaa tilbunds og rende med hele snøret, kaster man fangeblæren, som er fæstet til dets ende, ud paa siden af kajaken; man lader da fisken gaa, følger efter blæren, som flyder ovenpaa vandet, og kan saaledes tage snøret igjen, naar fisken er bleven spagere.

«Det er forbistret, hvor langt et sligt snøre kan være, naar man haler kveite. – – Endelig begynder det at lide, man kan se snøret tvinde sig efter dyrets bevægelser, modstanden blir sterkere, det er ikke mere end saa, at man orker at trække; men tag for tag gaar det opad, der [638] kommer søkkestenen, endnu et tag – og et vældigt kveitehoved stikker op af sjøen med en kjæft og to øine saa svære, at en kunde bli ræd dem. Man griber træklubben, som ligger bagpaa kajaken, og giver den muligens et par voldsomme slag over hjernen. Men med et fortvilet slag faar den hovedet under vandet, og i lynende fart bærer det atter tilbunds, og ve den, som ikke da har snøret i orden, saa det ikke kommer i beknib paa noget sted; sker det, er man vendt op ned, før man ved ordet af det. Saa er fisken kommen tilbunds, farten begynder at mindske, og man kan atter begynde at hale. Man faar fisken op for anden gang, men atter gaar den muligens tilbunds. At trække en kveite 3, ja muligens 4 gange op paa 100 favne vand, det er et temmelig anstrengende arbeide. Endelig har man den oppe for sidste gang og kan faa tildelt den nogle velrettede slag mellem øinene; den blir straks spagere, og saa banker man løs saa haardt og saa hurtig, en bare kan, endnu gjør den nogle fortvilede forsøg paa at gaa ned, men efterhvert som slagene regner nedover den, blir den bedøvet. Der paa stikkes kniven ind i hjerne og rygmarv, indtil den er saa død, som det foreløbig er raad at faa den.

«Mens alt dette stod paa, havde jeg en dag faaet begge kinder samt næse og hage frosne bort. Ved at gnide dem med sjøvand og is, hvoraf der var nok paa kajaken, blev de dog nogenlunde reddede.

«Saa fæstes fangeblæren i fiskens mund for at holde den flydende, snøret tages mellem tænderne, og man ror mod land, idet man paa den maade trækker fisken med sig. Jeg maa indrømme, at jeg fandt denne bugsering det mindst behagelige ved den hele forretning; thi hver gang kajaken bares frem paa toppen af en sjø, blev man pludselig holdt igjen af snøret, og det gav et ryk i tænderne, [639] saa jeg mange gange troede, de skulde gaa sin vei. Dette kan eskimoen muligens ikke forstaa; thi naturen har givet ham slige tænder, at han uden vanskelighed trækker ud spiger med dem.

«Er man kommen under land, bindes kveiten forsvarlig til siden af kajaken saaledes, at den staar ret op og ned i vandet med hovedet forover for at gjøre saa liden modstand under bugseringen som muligt. Derpaa bærer det hjemover. At komme til Sardlok, bugserende paa disse store fiske, og bli modtaget paa stranden med de samme glædestraalende ansigter, som venter enhver fanger, der kommer med bytte, det var øieblikke med følelser, som om man havde været et barn, der kommer hjem med sit første vildt.

«Denne fangst er forøvrigt ikke til at foragte; fiskene veier saadan fra 100 til 200 kilogram, og det er en god næring især om vinteren, da der ikke er saa fedt med anden fangst. Af to fiske, som jeg fik, levede vi, 5 mennesker, i over to uger og havde i den tid næsten ingen anden føde.

«Som vi en dag i stille, blankt veir laa nede paa fiskepladsen, sortnede det pludselig i syd, det var søndenvinden, som kom. I en hast fik alle sine snører op, men før man endnu var færdig, brød det løs, – først et par svagere kast, saa i al dens voldsomme vildhed. Sjøen gik sorthvid foran den, og snart var den rolige vandflade forvandlet til et eneste skumhav. Strøm og sjø gik mod hinanden, det toppede og brød i grønhvide skumkavler, kajakmændene blev helt borte i bølgedalene. Vi maatte under land for at berge fangsten og os selv, og med sjøen tvers bar det indover saa hurtig, som aaren kunde tvinge os frem.

[640]

«For grønlænderne var naturligvis tilfælde som dette hverdagslige ting, men for mig havde det hele nyhedens interesse, og min øvelse i kajakroning blev sat paa en haard prøve. Man maatte have vaagent øie med de svære braadsjøer, fik en saadan tag paa en, naar aaren ikke var færdig paa luv side, var der al udsigt til i samme nu at bli sendt «nedom og hjem».

«Komne under land holdt vi langs med dette for at søge læ. Unda veiret bar det nu med strygende fart nordefter, men det var endnu vanskeligere end før, sjøerne kom rullende efter, og man maatte bruge aaren vel for ikke at bli kastet overende. – Der kommer en svær braadsjø, et par raske aaretag, saa aaren flad ud paa den ene side, agterenden af kajaken løftes høit, man lægger sig bagover, sjøen bryder, man faar den som et slag i ryggen, det sprøiter over hovedet, og man føler sig slynget gjennem luften paa toppen af den fraadende skumkam. Saa ruller den forbi, man synker ned i bølgedalen, saa atter et par aaretag, en ny braadsjø, og man bæres atter afsted.

«Jeg havde en god læremester i Eliase, som stadig holdt sig paa siden af mig, saa nær han turde for sjøerne. Snart jog han forbi mig som en stormvind, ridende paa toppen af en sjø, mens skumsprøiten fossede om ham, snart jog jeg forbi ham paa en anden sjø. Det er en dans med bølgerne og en fristende leg med faren.

«Saa kom vi did, hvor landet bøiede vestover, og hvor der var læ; men et isbelte laa iveien, som vi først maatte gjennem, og der gjaldt det om ikke at faa kajaken knækket mellem de urolige flag. Der var en liden aabning, øieblikket maatte nyttes, og med et par raske aaretag joges kajaken uskadt igjennem paa toppen af en sjø.

[641] «Terkel, Sardloks stolte fanger, og hans broder Hoseas havde begge hver sin kveite paa slæb, og de kom først ilæ en stund efter os. Vi havde haabet, at vinden skulde give sig noget, mens kveiterne blev fæstede til kajakerne, og andre forberedelser blev gjorte; men den holdt sig lige stiv, og vi maatte atter ud i den for at slippe hjem til Sardlok; men da det bar unda veiret, gik det hurtig, og vi var snart i tryg havn.

[642] «Jeg blir ofte buden til at spise kveite i de andre huse, efterat jeg vel har spist mig mæt derpaa herhjemme, og maa da gaa rundt og spise, saa længe maven lader sig tøie. Især er jeg ofte inde i Terkels hus, som er det største her paa pladsen. Forleden kveld, jeg sad der, blev jeg vidne til et i sit slags eiendommeligt skuespil. Det var Hoseas's søn paa lidt over ét aar, som dansede «mardluk»^k149 med Terkels datter paa henimod 3 aar.

[643] Den lille fyr dansede i bare skjorten, som rak ham til midt ned paa maven, armene holdt han stivt ud fra livet, og med en mine saa alvorlig som en professors hoppede han sin reel, snart paa det ene ben, snart paa det andet, saa dreiede han sig rundt, alt fuldstændig rigtig og i takt med sangen og altid med den samme mine ligeoverfor den lille vakre jentungen, med dragt og haar sat op i top aldeles som paa en voksen og med et ansigt saa koket og skøieragtigt, som om det nok ikke var første gang, hun var i lag med herrer. Det hele frembød et syn, for hvilket ingen lattermuskler kunde holdes i tømme. – De eskimoiske børn er «tidlig udviklede».

Da jeg den 14de februar havde været i Sardlok henimod en maaned, reiste jeg atter tilbage til Godthaab. Paa veien var vi 3 i følge; foruden Joel fulgte nemlig ogsaa Hoseas fra Sardlok med. Alle kajaker var godt lastede med kveitekjød, fugl og lignende. Det var derfor ikke netop beleiligt, da vi paa veien blev overfaldne af en temmelig stiv vestenstorm. Saalænge vi holdt os langs det vestre land, gik det dog nogenlunde godt, da vinden her ingen magt havde; men da vi skulde sætte over fjorden mod Godthaab, blev det værre. Jo længere vi kom fra land, desto sværere blev bølgerne, og vi blev helt borte for hverandre nede mellem dem. Da vi nu samtidig fik snetykke og intet kunde se, blev det efter eskimoernes mening betænkeligt, og de brølede til mig, at vi maatte vende for at komme tilbage under landet igjen. Jeg, som mente, det var let at finde til land paa den anden side trods snedrevet, holdt paa, at vi skulde fortsætte, og det gik endnu en stund med sjøerne ind halvt agtenfra, men værre og værre blev det, og nu hjalp ingen bønner, de brølede atter til mig og vendte nu uden mit svar. Vi arbeidede [644] os op mod vinden tilbage under landet igjen, hvor vi laa ilæ for at se, om veiret ikke vilde bedage sig. Imens bragtes al den last, som laa bagpaa vore kajaker, iland, og stuvedes godt ned under stene og sne, forat det kunde hentes den følgende dag, om veiret da var nogenlunde. At have for meget ovenpaa kajakerne er ikke heldigt i sjø, da de derved faar lettere for at kantre. Da saa senere snedrevet letnede, og vinden gav sig noget, lagde vi atter ud og kom nu godt over fjorden til Godthaab.

«Kangek den 28de februar. Idag er det den sidste februar – ogsaa denne maaned er allerede tilende – muligens endnu en – skibet kommer derudefra – og saa bort fra dette liv og disse mennesker uden at faa leve sommerlivet med dem. Men det lader sig neppe ændre, og lad saa tanken derpaa fare.

«Det er forfriskende herude ved havkanten. Havet staar paa med sin fulde kraft, boltrer kajaken som en [645] garnkavle, bryder skummende hvid helt over en og velter sig brusende mod skjær og berg, mens skumsprøitet kastes langt indover det snedækte land.

«Det er et herligt liv, vind og sjø vasker kindet, medens hjerne og muskler anspændes for at holde kajaken paa ret kjøl, og øiet speider til luvart for at tage vare paa braattene – – – – – – – – – – – – – – – – Og saa undertiden nætterne næsten stille – landet staar tyst og snedækt, berghamrene stikker hist og her sorte i mørket frem gjennen sneen ude mod havet, som i langsom, tungsindig takt vugger sig mod stranden og kaster et svagt gjenskin af den mørke, stjernetindrende himmel. Henover denne farer af og til flimrende nordlys, snart blaalige, snart rødlige, saa gjennem gult, grønt over i det blaalige igjen – snart ruller det sig i bølgende, altid skiftende baand som buer over den sydlige himmel, snart [646] samler det sig i blendende straalebundter, det flimrer, det brænder, saa spredes de, saa samles de paany – og forsvinder. Saa kommer nye baand, nye flammer skyder op – der er en evig vekslen, altid den samme, altid ny – lige gaadefuld og fengslende – – men havet ruller som før i tunge slag mod landet.

«Se Syden, du vil ikke glemme det – se norden, kan hænde længselen til denne vil bli større. – –

«– For kort tid siden var jeg i Sardlok, nu er jeg herude, hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg venter paa vaaren, kan hænde, da dagene blir lange, solen blir varmere, og sneen smelter bort. Jeg er vaaren ligesom nærmere herude, naar den kommer dragende sydfra over havet, men skal dog ikke faa møde den her nordpaa – men det er velgjørende at se dagene længes, at se havet blinke i den stigende sol, at føle denne skinne næsten varmt, at drage paa fangst med den gryende dag, at vende tilbage mod kvelden, og dagen er endnu ikke tilende. Samfund, damp, store tanker og stor elendighed – alt lige fjernt – at færdes frit og glædes ved livet, det er alt.

«Det var den 17de februar jeg kom herud. Det er et godt sted for at faa øvelse i kajakroning. Strømmen er mer rivende end nogensteds, den kan gaa ud for odderne og mellem holmerne som en elv, og hvor den møder de store sjøer ude fra det aabne hav, der taarner disse sig op, topper og bryder som braat over et skjær. Intet under derfor, at kangekerne er de første kajakroere heromkring, og vanskelig finder man dem bedre i hele Grønland. Paa det aabne hav søger de sit erhverv, ofte staar det paa livet, mange omkommer; men lige rolige færdes de daglig derude. Det er en lyst at se dem tumle med de svære havsjøer, som jagende heste kommer de ridende [647] paa dem med skumsprøiten om sig som en hvid flagrende man. Der findes næsten ikke den sjø, som de ikke klarer; blir en dem for svær, lægger de gjerne siden af kajaken til, stikker aaren under remmen paa luv side, bøier sig ned mod kajaken og lader sjøen rulle hen over sig, eller ogsaa lægger de aaren fladt ud paa luv side, og idet sjøen bryder, velter de sig og kajaken over i gabet paa den og svækker derved dens magt; idet den er forbi, reiser de sig igjen paa aaren. Jeg har hørt, at rigtig overlegne kajakroere har en endnu smukkere manøvre. Er en sjø saa svær, at de tror, at de ikke klarer den paa anden maade, kantrer de kajaken rundt, i det øieblik den bryder, og lader bunden tage stødet, er den over, reiser de sig atter.

[648] «De stød, en slig sjø kan give, maa ofte være voldsomme. Det blev mig fortalt, at en mand ved et braat, som faldt med hele sin vælde over ham, blev knuget ned mod kajaken og fik en knæk i ryggen, saa han blev krøbling for livet, men trods dette kantrede han dog ikke. Det er merkeligt, hvilken aandsnærværelse og herredømme over kajaken de kan vise. Anton, en ypperlig fanger fra Karusuk (inde i fjorden), kom en dag til Kangek paa fangst. Det var svært hav, og ukjendt som han var, jog han paa en havsjø over en flu, pludselig tog det grundbraat, og han sad tør paa fluen, i næste øieblik veltede et nyt braat ind over ham, han tænkte, det var forbi, men bøiede sig dog [649] fremover, klemte aaren mod kajaken, og saa var han borte; men grundbraattet rullede over, og frem skar Anton, atter flot, lige overlegen som før.

«Den fangst, jeg driver mest paa herude, er edderfuglejagten. Et af de bedste steder for den er ude ved nogle smaa øer og holmer, som heder Imerigsak. Især kan der tilhavs, vest for dem, være meget fugl, men der er altid sjø, og strømmen gaar strid, og det gjør det gjerne vanskeligt at skyde for den uøvede. At drive jagten derude paa aabne havet finder jeg dog at staa høiere end alt, jeg har prøvet af kajakfangst.

«Man skyder gjerne edderfuglen paa en anden maade her end i Godthaab, idet man selv ror rundt for at opsøge den. Opdages fugle paa vandet, søger man godt til luvart og bærer saa ned paa dem. Som regel kommer man dem ikke meget nær, før de letter; men da de maa lette mod vinden for at komme op, blir de gjerne nødte til at flyve forbi kajaken indenfor skudhold; det gjælder imidlertid at stelle sig slig, at de kommer paa rigtig side af en, saa man kan faa skud. Et menneske, som ikke skyder links, kan nemlig ikke skyde til høire side, naar han sidder i kajaken, men maa enten have fuglene ret foran eller paa venstre side, kajaken tillader ikke store dreininger. Idet fuglene letter, og man ser, i hvilken retning de skjærer, maa man altsaa, hvis kajaken ikke peger rigtig, vende den i en fart, derpaa stikke aaren under remmen, saa høire vante af, bøssen ud af posen og til kindet – skuddet smelder; men skal man have haab om at faa noget, maa alt dette være et øiebliks sag, og gaar der høi sjø, maa man være saa sammengroet med kajaken, at man haandterer bøssen lige sikkert, for ikke at tale om, at man bør undgaa at kantre, naar [650] skuddet smelder. Mange af kangekerne er fuldstændig overlegne i denne jagt. Jeg har seet dem i høi sjø skyde sit halve snes træffere efter hinanden, og det paa enkelte fugle. Et par gange har jeg langt tilhavs truffet sammen med en fanger, som heder Pedersuak – det er den store Peder –og vi har da gjerne slaaet følge. Undertiden har vi prøvet styrke i skydning; men, da han er en fortrinlig flugtskytter, har jeg meget snart, til hans store munterhed, maattet give tabt. En dag vi laa sammen, kom to edderfugle flyvende for fuld fart med vinden under vingerne. De fløi udenfor skudhold for mig, men skar mod Pedersuak, jeg raabte til ham, han saa dem ogsaa, men lod dem rolig flyve sig forbi, jeg forstod ikke, hvad der gik af ham; men pludselig hævede han bøssen, det smaldt, og begge fugle faldt. Han forklarede mig siden, at han bare havde ventet for at faa dem paa en linje, naar han skjød. Jeg tænkte, det var nu vel et slumpeheld; men vi havde ikke roet langt, før to edderfugle kom skjærende som sidst, men denne gang paa endnu bedre skudhold for Pedersuak. Han stak aaren under remmen og holdt bøssen færdig, men skjød ikke; endelig, da de var langt forbi, smaldt det, og atter faldt begge. Sligt gjøres ofte, ja jeg har seet 3 fugle, som kom flyvende sammen, bli skudte, idet man afventede det øieblik, da de fløi forbi hverandre, og alle tre var paa en linje. De har kun mundladningsbøsser, som de imidlertid lader godt, og hvormed de skyder paa, hvad vi vilde kalde urimelige hold. Jeg har ofte ligget sammen med dem og har ladet være at skyde paa fugl, som fløi forbi, jeg fandt holdet altfor langt; men saa har en eskimo ved siden af kastet til kindet, og ned kom fuglen. At lade disse bøsser, naar sjøen bryder over kajaken, er ofte lidt vanskeligt, [651] man lægger den imidlertid med kolben forover kajaken og holder mundingen op mod ansigtet, eller støtter den mod skulderen, mens man tager krudt, knaldhætter, stry til forladning osv., som man altsammen har inde i luen for at holde det tørt. Paa denne maade kan man greie sig endog i noksaa meget sjø, uden at den slaar ind i bøsseløbet. Til at opbevare bøssen, saa den altid er lige forhaanden, har man gjerne en egen pose ovenpaa kajaken foran.

«En anden maade at jage fugl paa, og som igrunden er endnu større idræt, det er fangsten med fuglepil, men den er vanskelig og fordrer megen øvelse. Deri er [652] imidlertid kangekerne rene mestre. Det er en sand fornøielse at se dem kaste sine pile, de farer fra kastetræet, som om de var udslyngede fra en staalfjær, og fuglen rammes ofte paa lige langt hold, som man skyder den liggende paa vandet. Jeg har endog seet dem kaste paa fugl i flugt med pil. Det er især alkejagten, som kangekerne driver paa denne vis. De har da intet andet vaaben end en eller to saadanne fuglepile paa kajaken, men i november eller decbr., da der er flest alker, kommer de dog gjerne hjem med 60–70 alker. Det er mer, end man faar med bøsse; thi af den skræmmes fuglene og dukker paa langt hold ved smeldet, mens ved fuglepilen blot de nærmeste skræmmes.

[653] «Mens jeg har været her, er fangsten daarlig, fuglene er skyere nu, da solen staar for høit paa himlen, siger de, men alligevel kommer de dog gjerne hjem med 20 fugl, tagne paa en formiddag, og dette er alt fanget ved armens kraft og ved et redskab, gjort af træ og ben. Hvor bliver det saa af den store fordel, som vi med vore skydevaaben skulde kunne bringe? – Civilisationens fremskridt er neppe altid saa store, som vi gjerne vil gjøre dem til.»

Efter 3 uger i Kangek reiste jeg atter tilbage. Ved den leilighed fik jeg et godt eksempel paa grønlændernes overtroiskhed. Ved ankomsten til Godthaab blev jeg som vanlig modtaget af en hel del grønlænderinder paa stranden. Jeg maa da have været mere tvær og ordknap, end jeg pleiede; muligens har jeg været træt efter at have flakket hele dagen om ude mellem øerne efter fugl Grønlænderne fandt imidlertid straks ud, at jeg havde truffet et stort, uhyggeligt trold eller væsen (det heder tupilik, fordi det ligner et telt paa formen), som holder til paa nogle af øerne derude, og som har den stygge vane at vise sig for og skræmme livet af enslige kajakmænd, som kommer i nærheden af disse øer. Naar kajakmændene kom hjem efter at have seet dette væsen, var de altid tause lang tid efter. Herpaa tror de fuldt og fast, og af den grund tør kajakmændene aldrig komme alene til disse øer, og det skulde ikke tillades mig at flakke omkring saa meget alene, som jeg gjorde, nu haabede de, jeg havde faaet en lærepenge.

XXIX. Paany mod indlandsisen. Umiarsuit! Umiarsuit! (skibet! skibet!) Hjemreise

[654] Vi havde længe tænkt paa, naar vaaren kom, at foretage en skitur ind over indlandsisen for at undersøge, om ikke denne aarstid var den bedste til at befare de ydre dele af isen. Efter hvad vi havde seet allerede i september, saa det ud som, at alle sprækker og ujevnheder i vinterens løb maatte bli fyldte og jevnede af sterke snefald og stadig vind.

Jeg havde derfor den opfatning, at fremtidige ski-ekspeditioner, som har undersøgelser af indlandsisens ydre del til maal, bør væsentlig benytte vaarmaanederne april, mai og muligens en del af juni; man vil da sikkerlig med forholdsvis lethed kunne trænge frem paa de fleste steder af indlandsisens rand, uden i væsentlig grad at hindres af de mange ujevnheder og sprækker, som senere paa aaret blotlægges og opstaar ved solens virkning og sneens bortsmelten. Om man til en saadan undersøgelse vilde benytte et dertil særlig indrettet sne-seilfartøi, som jeg tror vilde byde adskillige fordele, da maa ligeledes vaaren og forsommeren være den heldigste tid, da man foruden et gunstigt føre, vel ogsaa vil have mere vind. Muligens kunde [655] man med et saadant fartøi med lethed beseile hele randen af indlandsisen fra landets sydlige del til langt nordpaa, om ikke til den nordligste pynt.

Der var saaledes for mig opfordring nok til, naar vaaren nærmede sig, atter at søge ind paa indlandsisen. Af særlig interesse forekom det mig at faa undersøgt netop den strækning, hvor vi kom ned, for at se, hvilke forandringer der var foregaaede i vinterens løb.

Da man ved kolonien mente at kunne vente skibet, som blandt andet skulde hente os hjem, allerede fra 1ste april, var det naturligt, at vi efter den tid vanskelig kunde fjerne os for længere tid. Nogle af os besluttede derfor at gjøre et forsøg i mars maaned, uagtet det var for tidlig, til at videre udbytte kunde ventes. Vor udrustning var i flere henseender skrøbelig. Al proviant, som kunde opdrives dertil, var tørrede angmagsetter (lodder), haardt brød og smør. Af spiritus, nødvendig til snesmeltning, havde vi kun lidet. Med det, vi havde, reiste imidlertid (den 21de mars) Sverdrup og Kristiansen i baad og jeg selv i kajak ind i Ameralik-fjorden. Vi naaede Kasigianguit, hvor vi haabede at faa nogle ren til forsterkning af provianten, før vi drog videre ind paa indlandsisen. Her blev vi imidlertid opholdte af snestorm og lindveir i 5 dage, vi laa den meste tid i teltet og levede af vore angmagsetter og skibsbrød med smør paa, mens den vaade, alt gjennemblødende sne lagde sig over os, og isen og sneen smeltede bort under os. De sidste dage boede vi saaledes i en vanddam, og da soveposen, hvori vi alle tre laa, var temmelig fugtig, undersøgtes den, og vi fandt da, at der stod flere tommer vand inde i den, især under de dele af kroppen, som kommer mest i berørelse med underlaget, naar man ligger paa ryggen. Vi kunde øse vandet ud med [656] hænderne, men til liden nytte, det kom lige hurtig igjen. Vi var enige om, at vort teltliv paa indlandsisen var den reneste nydelse, sammenlignet med dette.

Da det nærmede sig den tid, da efter sigende skibet kunde ventes, kunde det ikke nytte at fortsætte turen, og den 28de mars drog vi tilbage til Godthaab.

Mens vi laa i teltet, havde vi den hele tid, paa oprindelig eskimoisk vis, maattet koge kaffe og the med tranlampe, hvortil vi havde medbragt spæk. Lampen sodede imidlertid forfærdelig, og vore ansigter var efterhaanden blevne ganske sorte. Da vi nærmede os kolonien, kunde man paa lang afstand se de hvide øiekugler skinne ud af vore mørke ansigter, og det var ikke stort mer, end man kjendte os igjen; de indfødte skjønheder, som i mængde modtog os paa stranden, pegte ad os og lo, saa de holdt paa at revne.

Samtidig med at vi reiste ud paa denne tur, gik Dietrichson og Balto i sine kajaker indover Godthaabsfjorden, hvor de besøgte bopladsene Sardlok, Kornok, Umanak og Karusuk. De kom først hjem nogle dage efter os. Som de paa hjemveien den sidste dag befandt sig ud for Sadlen, raabte Balto til Dietrichson, at han maatte til land, thi kajaken lækkede og var snart halvfuld af vand. Dietrichson svarede, at han ingen raad saa til at hjælpe ham der; thi landet var saa brat, at de intetsteds kunde lægge til, de fik ro paa, saa muligens blev det bedre længere frem. Med den ynkeligste stemme svarede da Balto: «Ja, saa faar jeg synke da!» Imidlertid roede de for livet, og straks efter fandt de et par stene, hvorpaa Balto saavidt kunde krybe ud, saa de fik tømt kajaken. Der var gaaet et hul i bunden, men til at dække det med havde de ikke andet end en vante [657] og lidt smør, dette greiede det imidlertid, og de kunde fortsætte.

En stund efter blev de pludselig overfaldne af storm, og til alt held befandt de sig da paa et sted, hvor de kunde komme tilland; var stormen kommen lidt før eller lidt senere, er det uvist, hvordan det vilde have gaaet; thi der var ellers intet sted at lægge til, og den var saa voldsom, at de neppe kunde have klaret sig paa sjøen. I samme storm omkom en grønlænder inde ved Umanak. 7 timer maatte de nu ligge paa det smale klippefremspring, [658] hvor de var komne iland. Da gav veiret sig noget, og om kvelden kom de velbeholdne til Godthaab, hvor de blev hilset med jubel af grønlænderne, som syntes, det var godt gjort at være ude den dag, da de ikke selv havde vaaget sig ud.

Da jeg havde været henimod en uge i Godthaab, uden at der viste sig noget tegn til det meget omtalte skib, besluttede jeg at gjøre et nyt forsøg paa at komme ind til indlandsisen, og den 4de april gik jeg afsted i kajak sammen med Aperâvigssuak (den store Abreham, en gammel velkjendt kajakroer fra Kangek) indover Godthaabs-fjorden. Samme dag kom vi til Kornok, som ligger 8 mil fra Godthaab. Her blev Aperâvigssuak, som er gammel, igjen for at gaa i gjestebud omkring i husene, mens jeg næste morgen fortsatte videre med to nye kajakmænd – Karl [659] og Larserak – indover fjorden mod Ujaragsuit, hvor jeg havde til hensigt at gaa ind paa indlandsisen. Da bunden af fjorden var dækket af is, søgte vi ind i bugten ved Kangiusak, lagde kajakerne paa land, tog skierne paa og gik saa indover bunden af denne bugt, som ligeledes var isdækket, og skar saa over landet mod selve Godthaabs-fjorden; da vi naaede denne, slog vi teltet, som vi tilligemed noget nødvendig proviant bar med os; forsyningen af den sidste var imidlertid langtfra tilstrækkelig, og det var derfor nødvendigt at skyde ryper, som blev spiste raa paa eskimoisk vis, og som serveret paa denne letvindte maade virkelig smager udmerket, dog bør de være afkjølede; jeg forsøgte en dag, jeg var meget sulten, at spise en, med det samme jeg havde skudt den, den havde imidlertid en eiendommelig smag, og kjødet sitrede endnu mellem tænderne; jeg afstod straks fra forsøget og har siden ikke gjentaget det.

Den næste dag (6te april) gik vi videre paa ski over fjordisen mod Ujaragsuit-fjorden. Kommen midtveis ind i denne fjord fik jeg imidlertid, som jeg var oppe i et fjeld efter nogle ryper, se, at hele bunden af fjorden var aaben, saaledes at det vilde være umuligt at komme tilland derinde. Det var den elv, som rinder frem under indlandsisens rand, som havde fyldt den.

For at naa indlandsisen vilde det være nødvendigt at gaa iland paa Ivisartok paa østre side af fjorden; men det vil tage os mindst 2 dage at naa over denne til isens rand, og da jeg ikke troede at kunne afse saa megen tid paa grund af skibet, som ventedes, saa var der intet andet for end atter at vende om.

Denne gang var imidlertid udbyttet ikke saa tarveligt som sidst; thi om jeg end ikke havde naaet indlandsisen, [660] der hvor det var ønsket, saa havde jeg dog seet den bræ, som skyder ud mellem Ivisartok og Nunatarsuak. Det viste sig imidlertid, at denne ikke var saa snedækt som ventet, og isen saa næsten lige blaa og sprækket ud som vanlig. Snemængden paa landet deromkring var ogsaa paafaldende liden, det bare land stak frem paa lange strækninger, og forskjellen fra Godthaab var aldeles forbausende. Det er tydeligvis de høie fjelde længere ude og længere syd, som har taget imod fugtigheden.

Forandringen, som indlandsisens overflade havde undergaaet i vinterens løb, er saaledes muligens ikke saa stor, som jeg havde ventet, hvor der er et bredt yderland udenfor og søndenfor, saaledes som paa den del af kysten. Yderlandet tager nemlig en stor del af sneen. Et andet udbytte var iagttagelsen af, hvilken vandmasse elven fra indlandsisen fører frem til fjorden selv om vinteren. Det havde endnu ikke været saa varmt, at nogen smeltning havde gaaet for sig paa yderlandet, ikke engang ved Godthaab. Det er en bekjendt sag, at der inde ved indlandsisen altid er betydelig koldere end udenfor, og hvilken forskjel i varmen der er mellem selve indlandsisens overflade og yderlandet, havde vi under isvandringen faaet erfare. Men trods dette randt denne elv som en flod, og eskimoerne fortalte mig, at den render hele vinteren. Heraf kan sluttes, at der i indlandsisens dybere lag maa foregaa en smeltning, uafhængig af forandringerne i overfladens temperatur. Hvilken stor rolle dette maa spille i ismassens indre husholdning, skal jeg i sidste kapitel faa anledning til at omtale.

Om kvelden slog vi telt paa et næs ved Ujaragsuit-fjordens munding. Da vi nu ingen hast havde, indrettede vi os saa koselig som muligt. Af græs var det ikke [661] vanskeligt at samle store mængder paa de mange bare «rabber», som stak frem af sneen. Med dette dækkedes hele teltgulvets bund, og vi lagede os et godt og tørt leie. Derpaa kogtes kaffe, og eskimoerne kom frem med en særdeles velsmagende ret, som bestod i frossen rødfisk eller uer, som spistes raa, desuden spiste vi mindst en raa rype hver og fandt, vi havde det udmerket. Saa lagde vi os til at sove i vore klæder, sovepose havde jeg dengang ikke ført med, da jeg fandt det for tungt at bære.

Den næste morgen (7de april) gik vi tilbage over fjorden. Jeg havde den største lyst til at blive længere inde i dette eldorado for jægere; thi Ivisartok og Nunatarsuak lige overfor er bekjendt for sine gode renjagter, desuden var der meget sæl paa isen i fjorden, og havde man bare tid, er det en spændende jagt at gaa efter dem. De gamle nordmænd vidste nok, hvad de gjorde, da de slog sig ned derinde. Der og i Ameralik-fjorden har nemlig efter al sandsynlighed den rigeste del af de gamles «Vesterbygd» ligget, og der er paa alle kanter mange levninger efter dem, især er Ujaragsuit bekjendt for sine store ruiner.

Da vi kom over landet, hvor vi havde faret paa indturen, var der paa den side, hvor vi skulde ned mod Kangiusak, en temmelig brat nedstigning. Jeg fik her føle, hvor daarlige grønlænderne er til at gaa paa ski. De havde den hele tid hængt efter, og det endte med, at jeg maatte tage fra den ene af dem det meste af, hvad han havde at bære, forat han skulde kunne følge med. Da de kom til denne nedstigning, betænkte de sig imidlertid ikke længe paa at tage af sig skierne og bære dem. Efterat jeg havde staaet udover, fik jeg derfor den fornøielse at vente paa dem i henved 1 time, mens de stampede sig frem i sneen nedover styrtningerne. Og det var først da de rak [662] fjordisen, at de atter vaagede at tage skierne paa. En af dem forsøgte sig vistnok i en liden helding en stund før; men da han straks faldt, afstod han fra ethvert forsøg.

Paa fjordisen skjød Karl en ringsæl (netsak), som altsaa ogsaa maatte slæbes frem til kajakerne.

Endelig ud paa eftermiddagen naaede vi disse. Vi vidste ikke, hvor langt det var paa dagen, da det var overskyet, og ingen af os havde ur. Jeg ønskede samme dag at komme til Kornok, da der muligens kunde være bud om, at skibet var kommet. Uagtet Larserak især havde liden lyst derpaa, gik vi dog i vore kajaker. Vi havde imidlertid ikke roet langt, før det viste sig at være betydelig senere, end vi havde troet, det blev nemlig fuldstændig mørkt. Da vi ude i fjorden blev modtagne af en stiv vestenkuling, blev forholdene ikke netop behagelige. Saa længe vi kunde ro langs landet, gik det dog saa nogenlunde. Men ved et forbjerg, kaldet Kangersuak, maatte vi over fjorden for at komme til Kornok, her blev det værre. Ud for berghammeren stod vind og sjø paa med fuld kraft, og i mørket var det ikke let at se og vare sig, naar braattene kom. Vi laa stille og betænkte os, de to grønlændere spurgte mig, om jeg kunde klare det, men jeg vilde nødig være vekere end de og spurgte, om de troede, de kunde klare det. Tilslut drog de ivei, men vi skulde snart faa føle, det ikke var spøg; især var det slemt for Karl, som havde sin sæl liggende bag paa kajaken, hvilket gjør det betydelig vanskeligere at holde ligevegten. Han raabte, at han maatte tilland for at faa den af, men der var intet sted at lande, overalt var det stupbratte bergvæggen. Saa kastede vi da sælen i sjøen for ham, og han bugserede den nu et stykke; men dette gik for langsomt, og vi maatte hjælpe ham med at faa den op paa kajaken igjen. I [663] begyndelsen havde det været fuldstændig mørkt, men saa blev skylaget lidt lettere, og vinden rev af og til hul i det, saa maanen fik lov at komme frem og hjalp os nu lidt til at se sjøerne og finde vor vei. Det var et tungt arbeide at slaa os frem mod vinden, men omsider naaede vi det andet land. Her mødte vi imidlertid en anden vanskelighed, det var masser af drivende fjordis, som en stund spærrede os fuldstændig inde.

Først kl. 1 om natten kom vi frem til Kornok, hvor vi forskrækkede indbyggerne meget ved at komme paa den tid af døgnet, da eskimoen ellers nødig reiser.

Der var intet bud kommet fra Godthaab om skib, og den følgende dag reiste jeg derfor ind til Umanak for at se dette sted, hvor den hernhutiske mission har en af sine missionspladse, og for at besøge missionæren hr. Heincke, hos hvem jeg tilbragte 4 hyggelige dage.

[664] Den 12te april var jeg atter i Kornok. Da det den følgende dag regnede, havde min ven Aperâvigssuak ikke lyst til at reise videre til Godthaab. – Isteden holdt jeg den dag stort bal for alle grønlændere i Kornok, dansen begyndte kl. 4 eftermiddag, traktementet var kaffe og skibsbrød, og vi morede os alle fortræffelig langt ud over kvelden, indtil jeg maatte bede gjesterne gaa, forat jeg kunde faa sove.

Den følgende dag (den 14de april) roede vi i nogenlunde godt veir til Godthaab. Som eksempel paa, hvor hurtig man kan komme frem i kajak, kan nævnes, at uagtet vi de første 3 timer havde strømmen imod og den sidste time havde stiv kuling imod, roede vi de 8 mil paa 8 timer; og endda er dette lidet mod den fart, øvede kajakroere kan naa. Hr. Heincke fortalte mig saaledes, at da hans hustru engang for et par aar siden blev meget syg i december, havde en af fangerne ved Umanak, Ludvig, gaaet før daggry om morgenen til Godthaab for at søge raad hos lægen, men trods de korte dage i december paa den bredde, var han tilbage før kveld. Det er 9 mil fra Umanak til Godthaab.

Ved kolonien havde man ved vor ankomst endnu intet hørt til skibet.

Den 15de april var det snetykke, og vi var alle enige om, at [665] heller ikke den dag kunde skibet komme. Men som vi efter middagen sad og drak kaffe hos kolonibestyrerens og slog af en lun passiar med doktoren, gjenlød med et hele kolonien af et eneste hyl: «Umiarsuit! Umiarsuit!» (Skibet! Skibet!). Vi styrtede ud, stirrede tilhavs – men kunde intet se uden drivende sne. Da skimtedes imidlertid ligesom en mørk skygge høit oppe i luften, – det var «Hvidbjørnens» rig, i snetykket var den uden lods kommet ind gjennem den vanskelige skjærgaard og var allerede næsten lige inde paa bugten. I en fart kom man nu i kajaker eller baade, og idet vi satte foden paa dækket, heistes det norske flag, og der gaves en dundrende salut til nordmændenes ære. Ekspeditionens medlemmer blev hjertelig modtagne og lykønskede af «Hvidbjørnens» fører, løitnant Garde, som jeg oftere har omtalt i denne bog, og af de øvrige ombordværende europæere.

Hilsener bragtes fra Europa, og en gjensidig spørgen nyt begyndte. Der blev straks holdt gilde ombord, og der var munterhed og glæde. Først sent paa kveld kom vi atter tilbage til Godthaab.

Saa slog da afskedens time, jeg havde længe kviet mig for den. – Det var ikke uden sorg, at flere af os drog bort fra det sted og det folk, hvor vi havde befundet os saa usigelig vel.

En dag, før vi reiste, sagde en af mine bedste grønlandske venner, i hvis hus jeg ofte kom: «Nu drager du tilbage til den store verden, hvorfra du kom til os, der træffer du mange mennesker og meget nyt og vil nok snart glemme os, men vi vil aldrig glemme dig.»

Et par dage efter reiste vi, og Godthaab, endnu dækket under sneen, tilsmilede os et vemodigt farvel i [666] vaarsolen. Vi stod længe og saa tilbage, og lykkelige timer, tilbragte med grønlændere og europæere, dukkede atter frem. Netop som vi styrte ud fjorden, kom vi forbi tre kajaker, det var de bedste fangere i Godthaab, Lars, Michal og Jonathan. De havde lagt sig her ude for med tre bøsseskud at give os sin sidste rørende afsked. For fuld damp gik det tilhavs med os, de dukkede op og ned paa bølgerne en stund, saa kunde vi ikke se dem mere.

Efter bestemmelsen skulde «Hvidbjørnen» gaa nordover til Sukkertoppen og Holstensborg, før den vendte hjem.

Den næste morgen (26de april) kom vi til Sukkertoppen. Som eksempel paa, hvordan postforholdene er i Grønland, kan nævnes, at man her intet vidste om, at vi [667] havde tilbragt vinteren ved Godthaab, som ligger 20 mil søndenfor. Efter seks dages ophold i Sukkertoppen, hvorunder der var megen dans og munterhed, lettede vi anker den 3dje mai for at gaa nordover til Holstensborg. Paa veien traf vi «Nordlyset», et barkskib, ogsaa tilhørende den kongelige grønlandske handel. Det sad fast i isen, og vi bukserede det derfor ind til Sukkertoppen samme dag. Om kvelden gik vi atter ud for at gjøre et nyt forsøg paa at komme nordover, men traf nu længere nord hele havet dækket af is op til 10 tommer tyk, og hvorigjennem vi ingen vei kunde komme. Det var derfor intet andet for end at opgive Holstensborg og vende om. Formiddagen den 4de mai ankrede vi for 3dje gang paa Sukkertoppens havn. Om ettermiddagen gik vi ud og sagde nu Grønland for sidste gang farvel.

Som vi ud paa kvelden var komne langt ud i Davisstrædet, stod Balto i dybe tanker ved rællingen og saa i retning af landet, der dog for længe siden var forsvundet. Dietrichson spurgte ham, hvorfor han var bedrøvet. «Har du glemt Sofia, du da?» svarede han.

17 dage tilbragtes nu ombord i «Hvidbjørnen», i [668] kapteinen havde vi et godt selskab, faa kunde være mer interesseret i vor ekspedition end han. Takket være al gjestfrihed ombord, gled tiden behagelig hen, mens vi trods modvind og sjøgang stadig vuggede os hjemmet nærmere; mange af os vil ofte dvæle ved mindet bl. a. om vore formiddagsfester, naar vi siddende paa bordet i salonen drakk champagne og spiste kage og sukkertøi, som var bleven ekspeditionen sendt fra Europa, det var anden kost, end indlandsisen bød paa.

Den 21de mai ankrede vi paa Kjøbenhavns indre red.

Til at skildre den gjestfrie modtagelse, som ventede os i etatsraad Gaméls hus og overalt i Kjøbenhavn, [669] saavelsom i Norge, er min pen for svag. Jeg skal heller ikke gjøre noget forsøg paa at fremstille for læseren, hvor mange skaaltaler der blir holdt, og hvor mange saadanne der maa svares paa, hvor meget vin der maa drikkes, og hvor meget mad spises ved en saadan leilighed, skal ogsaa spare ham for en skildring af de utrolige lidelser, som den species af menneskeslegten, der kalder sig interviewere, kan forvolde karer, som intet værre har forbrudt end vi. Det var haardt at gaa gjennem Grønland, men det er mit ramme alvor, naar jeg siger, at det er forsaavidt værre at komme tilbage.

Den 30te mai stod vi i det herligste veir ind Kristiania-fjorden, hvor vi blev modtagne af hundreder af seilere og en hel flaade af dampskibe, den dag gaar neppe nogen af ekspeditionens deltagere af minde. Selv paa Ravna [670] gjorde den sikkert nok sit indtryk. Da vi nærmede os Kristiania havn og saa fæstningsvoldene og bryggerne paa alle kanter aldeles sorte af mennesker, sagde Dietrichson til ham: «Se, er det ikke pent med alle menneskene, Ravna?» «Jo pent, meget pent, hvis de bare havde været ren,» svarede Ravna.

Tillæg. Ekspeditionens videnskabelige udbytte – samt lidt om Grønlands geologiske historie og istidernes aarsager

I. Grønlands geologiske historie

[671] Den, som ser Grønland i dets nuværende øde tilstand med dets mægtige bræer, vil vanskelig kunne tænke sig, at der har været tider, da sneen og isen var borte. Fjeldene kan imidlertid paa flere steder give os utvetydige beviser paa, at dets jordbund engang var dækket af frodige skoge med palmer og andre tropiske vekster, lig dem, der nu maa søges paa Ægyptens bredder.

Landet bestaar for den allerstørste del af bergarter, som tilhører jordens ældste dannelse, det saakaldte grundfjeld. Der er gneis, glimmerskifer, hornblændeskifer o.fl. foruden graniter, syeniter og andre ikke lagdelte bergarter. Da disse udgjør en ganske overveiende del af det land, som ikke er dækket af isen, er det vel rimeligt, at det samme er tilfældet med det, som nu ligger under isdækket. Disse fjelde er som bekjendt for gamle til, at det kan ventes af dem, at de skal bringe nogen oplysning om tidligere tiders klimat og vekstliv.

Imidlertid forekommer der paa enkelte steder langt yngre bergarter, tilhørende kridt- og tertiærformationerne, som er berømte for sine pragtfulde forsteninger af planter. Da det vidner om merkelige forandringer i Grønlands og muligens i jordens klimat, skal jeg her kortelig omtale disse lag.

Størst udbredelse i den bekjendte del af Grønland har de paa vestkysten mellem 69° 15' n. b. og 72° 15' n. b. Lag af sandsten og skifere, imellem hvilke der hist og her ligger lag af kul, optræder der og danner især paa Disko-øen, samt paa Nugsuaks og Svartenhuks halvøer [672] store dele af det faste land. De er forholdsvis løse, disse bergarter, og paa grund af sin ringe modstandsevne vilde de vel have ligget under for isens skuring, hvis ikke mægtige vulkanske dækker af basalt havde lagt sig over dem og beskyttet dem mod den almindelige ødelæggelse.

Langs Vaigattets kyster t. eks. ser man da nederst lag, tilhørende disse yngre formationer med en mægtighed paa 600 til 900 meter, og over dem ligger basalten, saa at landet hæver sig til en høide paa 1700 til 1800 meter. I de under basalten liggende skifere og sandstene, som foruden kul ogsaa indeholder lerlag og lerjernsten, er det, at de fossile planter findes, og det i slig rigdom, saa vel vedligeholdte og paa saa mange steder, at Nordgrønland maaske af alle lande kan siges at have de bedste findesteder for fossile planter fra kridttiden og den tertiære tid.

Kullene i Nordgrønland har været kjendt fra gammel tid. Den bekjendte tyske geolog Giesecke, der som tidligere omtalt reiste i Grønland fra 1806 til 1813, paaviste, at der i de kulførende lag forekom fossile planter. Senere iagttagere, som Rink, Olrik, Whymper, Brown og Pfaff, har samlet forsteninger i disse lag, men fornemmelig har Nordenskiöld og K. J. V. Steenstrup bragt hjem talrige fossile planter, og disse er bleven undersøgte af nu afdøde professor O. Heer. Lagene deler Heer paa følgende maade:

komelagene fra nedre kridt med 88 arter planteforsteninger,

atanelagene fra øvre kridt med 177 arter,

patootlagene fra øverste kridtperiode med 118 arter,

hvortil kommer:

de tertiære lag med 282 arter planter.

Af de i komelagene optrædende 88 plantearter tilhører 43 bregnerne, 10 cycadeerne, 21 konifererne (naaletræerne), 5 monocotyledonerne (planter med et frøblad) og kun 1 dicotyledonerne (planter med to frøblade). Bregnerne, som er overveiende, tilhører for en del arter, beslegtede med dem, som hører hjemme i den tempererede zone. Konifererne med de vigtigste slegter sequoia og pinus synes paa sine steder at have dannet hele skoge. Af løvtrær findes kun en poppel.

Ved at sammenligne denne flora med jordens nuværende er Heer kommet til det resultat, at den midlere temperatur i Nordgrønland, paa den tid komelagene afsattes, har været mellem +21 og +22° C. Han slutter her fornemmelig fra cycadeerne og fra flere bregner, hvorhos naaletræerne ogsaa tyder paa et subtropisk klima eller paa et klima, som i den varmere del af den tempererede zone.

Gaar vi høiere op gjennem lagrækkene til atanelagene med deres 177 arter, finder vi, at floraen her har undergaaet en betydelig forandring. Af 96 arter fra findestedet ved nedre Atanikerdluk hører ikke mindre end 57 til dicotyledonerne. Det er løvtræerne, som nu har gjort sin indtrædelse i mængde – figentræet, lauren og andre strakte dengang sine grene ud over den grønlandske jordbund. Bregnerne er mer tilbagetrængte og optræder med 14 arter ved Atanikerdluk, naaletræerne [673] med 14, cycadeerne med 4 arter. Endnu lader sig ingen merkbar aftagen i temperaturen med sikkerhed paavises.

Kommer vi op til patootlagene, er cycadeerne forsvundne, naaletræerne optræder med 18 arter, og dicotyledonerne med 69 arter, saa at disse udgjør mere end halvparten af planterne. Det er nu egetræerne med 7 arter og platanerne, som hyppigst forekommer, dernæst birketrær, or, løn, figen, valnøddetræ, laurbærtræ. Her findes arter, som navnlig tilhører den tempererede zone, men ved siden deraf ogsaa tropiske og subtropiske former, saa at floraen i disse lag tyder paa en temperatur, som nærmer sig den, der herskede under dannelsen af kome- og atanelagenes, om den end er aftaget noget.

For tertiære planter kjendes i Nordgrønland 20 findesteder, og fra disse er der kommet 282 arter, hvoraf 31 tilhører kryptogamerne og 251 blomsterplanterne. Blandt de sidste er der, efter hvad Heer oplyser, af naaletrær sumpcypresser, mammuthtrær, bredbladede ginkgo, furu- og granarter. Og endnu talrigere er løvtræerne, der var dengang ikke alene popler, birk, or, alm, platan, aske, løn, bøge og kastanjer, men ogsaa en vidunderlig rigdom paa ege- og valnødtrær. Dertil kom fire laurbærarter, tre ibentrær, seks magnolier, et sæbetræ og to viftepalmer(?). At det i hine tiders urskoge heller ikke har manglet paa opadstræbende slyngplanter, viser to vinrankearter og en smilax.

Sammenlignes denne frodige rigdom med det nuværende Grønlands kummerlige flora, som ikke har et eneste træ, da blir i sandhed forskjellen slaaende. Det er en flora, som aldeles afviger fra hele den nulevende arktiske, og vi maa gaa 20 til 25 breddegrader længere syd for i Europa, Nordamerika og Asien at træffe en lignende planteverden.

Heer har efter dette sluttet, at aarstemperaturen i tertiærtiden kan ikke have været lavere end +12° C. paa omkring 70° i Nordgrønland. Prof. Nathorst, den største nulevende autoritet for tertiære planter, mener imidlertid, at denne temperatur maaske er noget for høi; thi de blade, som Heer antog for at være palmeblade, er ganske sikkert ikke dette. Hertil kommer desuden, siger han, at Grønlands tertiære flora ikke, som Heer mener, tilhører en eneste horisont, men flere, og man gjør bedst i at skille den grønlandske tertiærflora, som fandtes før basaltlagenes dannelse, fra den, der fandtes under denne. Begge tider har vistnok flere arter tilfælles, men den basaltiske flora mangler allerede alle de arter, som Heer anfører som særlig talende for et varmere klima. Men om end den basaltiske flora paa Grønland tyder paa en noget lavere temperatur, end den førbasaltiske gjør, saa har dog klimatet ogsaa paa den tid været temmelig varmt, saaledes modnedes endnu valnødder paa 70° 25' n. br.

Tertiære planter lig de her omtalte er fundne saa langt nord som paa Grinnells Land under 82° n. b., og er ligeledes paaviste paa den grønlandske østkyst paa 70° n. b. og paa Sabine-øen paa 73 1/3° n. b. At slutte efter denne udbredelse, er det vel temmelig sikkert, at store [674] strækninger af det nu i isen begravede land har saa sent som i den tertiære tid, hvilket altsaa er den sidste geologiske periode før den nuværende, været bevokset med en rig flora, der forlanger et klima med en temperatur, som netop nævnt, af 12° C.

Den aarlige middeltemperatur paa den del af den nordgrønlandske vestkyst, hvor de fossile planter findes, maa nu anslaaes til omkr. -9° C., og efter dette skulde Nordgrønlands temperatur siden den tertiære tid have aftaget med 21°. Landet har i hin tid kunnet glæde sig ved et klima som det nuværende i Neapel, og endnu tidligere, i kridttiden, var temperaturen subtropisk som den nuværende i Ægypten.

Det er forøvrigt en bekjendt sag, at ikke alene Grønland var i tertiærtiden saa begunstiget i klimatisk henseende. Saavel Spitsbergen som Island har lignende findesteder for tertiære planter, og disse er for en del fuldkommen analoge med Grønlands.

Interessant er det dog, at den tertiære flora paa de forskjellige steder ikke tyder paa aldeles samme klimat. Anføres kan saaledes, at Heer er kommet til det resultat, at Spitsbergen havde paa 78° n. b. en temperatur af +9° C paa samme tid, som der var +12° C. paa Nordgrønlands vestkyst (ved omkr. 70° n. b.), og endvidere skulde Grinnells Land paa 81° 44', hvor sumpcypressen endnu voksede, dengang have havt en temperatur af +8° C.

En sterk modsætning til hine tiders frodighed danner Grønlands nutid med sit mægtige isdække, sit smale land langs kysterne og sin tarvelige flora. Der kjendes fra Nordgrønland 260 nulevende karplanter, men 600 fossile, og de opbevarede er vel desuden kun en brøkdel af de, som dengang voksede der. Ikke en eneste art har efter Heer levet fra den tertiære tid og til nu, de fleste slegter er ogsaa forskjellige. Det synes saaledes, som der ikke kan være nogen direkte sammenhæng mellem hin tids grønlandske flora og den nuværende, men at der maa være et sprang, hvorunder den forrige er bleven udryddet, og hvorefter en hel ny er indvandret. Hvordan dette kan tænkes foraarsaget, skal vi snart se.

Ligesaa sikkert som vi kan sige, at der engang har været varmere i Grønland end nu, ligesaa sikkert kan vi ogsaa paastaa, at der siden dengang har været en tid eller kan hænde flere tider med et klimat, koldere end det nuværende.

Studerer vi nemlig fjeldenes form, fjordenes sider og de løse jordlags bygning i det ydre kystland, da vil vi snart forstaa, at ogsaa alt dette engang har været dækket under is, som bevægede sig udover, afrundede og skurede merker endog i holmerne yderst ude ved havkanten. I hin tid stak der paa lange strækninger ikke en sten frem over sne- og isdækket, og det var sikkert nok kun paa faa steder, at de høieste fjeldtoppe var synlige.

At hin varme tids frodige flora maatte flygte for den fremrykkende is og vige pladsen for en arktisk flora, kan neppe synes [675] mer end rimeligt, og dens sidste levninger maa have bukket ganske under, inden isen fik sin største udbredelse.

Men saa er der kommet en tid, da isbræerne er begyndt at vige tilbage og har paa forskjellige steder lagt det yderste kystland bart efter sig, paa dette har en ny flora begyndt at indvandre fra sydligere lande, muligens har der vel ogsaa paa nunatakerne kunnet leve igjen enkelte planter fra før isdækket, og de har atter udbredt sig, saasnart det bare land blev større. Saaledes kan den nuværende tingenes orden tænkes at være opstaaet.

Der er imidlertid, som allerede før omtalt, ogsaa store landstrækninger paa andre kanter af jorden, som engang har været dækkede under lignende indlandsise. Som de væsentligste af disse strøg kan nævnes hele det nordlige Amerika lige nedimod 40° og tildels endnu længere syd, samt det nordlige Europa, hvor indlandsisen fuldstændig dækkede Skandinavien og derfra bredte sig ud over en stor del af Rusland, hele det nordlige Tyskland til henimod 50° n. b. samt England, med undtagelse af den sydligste del. Endvidere var paa samme tid store dele af Alperne og omkringliggende lavlande dækkede under is. Af andre lande, som har havt sine indlandsise, kan nævnes Færøerne, Island, Patagonien og Ny-Zeeland.

Det kan synes merkeligt, at de forskjellige strøg har undergaaet saa store temperaturforandringer, men endnu merkeligere blir dette, naar man i flere af de her nævnte landstrækninger har kunnet paavise 2 forskjellige istider med et mellemliggende varmere tidsrum, hvorunder bl. a. løver, næsehorn og flodheste skulde have streifet om i det sydlige Englands skove.

Der er endog geologer, som mener at kunne paavise merker efter flere endnu meget tidligere istider paa jorden, og enkelte af disse merker synes at være temmelig sikre; saaledes kan de, der tyder paa en istid under kultiden, nævnes^k150.

II. Om aarsagerne til istider og klimatvekslinger

Det tyder altsammen hen paa, at der har foregaaet og sandsynligvis ogsaa vil komme til at foregaa merkelige forandringer og vekslinger i klimatet paa de forskjellige bredder af vor jord.

Til forklaring af disse har der været fremsat mange og forskjellige theorier, men neppe nogen af dem er fuldt overbevisende, og det vilde [676] derfor ikke lønne umagen her at fordybe sig i dem, saa meget mer som det vilde kræve megen plads.

For dog at give et begreb om, paa hvor forskjellige kanter man har søgt sine aarsager, skal jeg omtale nogle af de mest bekjendte theorier, især da dem, som vil forklare, hvorfor istider indtræffer, og hvordan indlandsise kan tænkes dannede.

Det naturligste og rimeligste vilde være, om man ved at gruppere de forhold og kræfter, som nu er i virksomhed paa jorden, paa en anden maade kunde frembringe de nødvendige betingelser. Det har ogsaa været gjort adskillige forsøg derpaa, men det kan neppe siges, at de hidtil har været synderlig heldige.

Man har tænkt sig, at en anden fordeling af land og sjø paa den nordlige halvkugle vilde kunne frembringe istider. Man har lagt Sahara under vand, Rusland, Finland og store dele af Tyskland ligesaa og har ment, at dermed var snart betingelserne for en europæisk istid tilstede; gjennem eidet ved Panama og Mellem-Amerika slog man en vældig kanal og ledede derved Golfstrømmen ind i det stille hav og mente, at man snart ogsaa havde betingelserne for en istid i Amerika. Med andre ord: man har antaget, at en større udbredelse af vand og en mindre af land vil være tilstrækkelig til at frembringe en istid paa visse dele af den nordlige halvkugle. I saa tilfælde maa imidlertid den sydlige halvkugle for øieblikket have ypperlige betingelser i denne henseende, klimatet er jo vistnok ogsaa koldere her end paa den nordlige, men hverken i Patagonien eller paa Ny-Zeeland er der dog istider, uagtet der engang har været saadanne. Nær selve polen paa det antarktiske kontinent synes det vistnok at være en indlandsis; men denne naar ikke lavere bredder end den sydlige polarcirkel, mens vi maatte have den henimod dobbelt saa langt fra polen eller ned paa 40° s. br. for at faa noget svarende til udstrækningen af den amerikanske indlandsis. Hertil vil det dog kunne indvendes, at den antarktiske indlandsis muligens vilde udbrede sig længer nordover, om blot landet, hvorpaa den hviler, gjordes større. Men selv om dette skede, vilde en saadan udbredelse, som ovenfor antydet, neppe være tænkelig, da aarstemperaturen ikke synes at være saa væsentlig lavere paa de sydlige bredder, end den er paa tilsvarende nordlige.

Andre har gaaet den modsatte vei og ment, at de ved at gjøre landudbredelsen paa den nordlige halvkugle større end nu – ved gjennem en landbro at forbinde Europa med Færøerne, Island og endog Grønland og saaledes stanse Golfstrømmen –, at de derved kan faa betingelserne for en istid. Men selv om dette vilde være tilstrækkeligt for Europa, hvilket det er meget langt fra at være, saa vilde det dog ikke kunne forklare den amerikanske istid. Desuden maa det erindres, at for dannelsen af en indlandsis er en stor nedbør eller en stor fugtighed i luften nødvendig, hvilket altsaa maa komme fra havet, og man bør derfor være lidt forsigtig med at lægge for meget land op i de arktiske have, det vil i længden ikke virke befordrende paa brædannelsen.

[677] Nogle har ment, at der tidligere kan have været tider, da jordatmosfæren var meget fugtigere end nu, og at dette kan have været nok til at danne istider; men paa den ene side har ingen positive grunde været paaviste, som kunde foraarsage en saadan almindelig tilvekst i fugtighed, og paa den anden side maatte i tilfælde denne fugtighed falde i form af sne. Saalænge jorden har havt samme egenvarme og har modtaget den samme aarlige solvarme som nu, synes dette imidlertid vanskelig at kunne forklares.

Endelig er der dem, som mener, at de af isen dækkede lande laa før istiden betydelig høiere, end de nu gjør, og har saaledes ydet betingelser for ansamling af bræer. Man har ogsaa paa enkelte steder ment at kunne paavise en sænkning efter den præglaciale tid og har troet, at denne muligens kunde tilskrives islaget selv, idet dette, efterhvert som det voksede; har med sin vegt trykket underlaget ned. Dette er dog neppe heller nogen tilfredsstillende grund; thi for dannelsen af en indlandsis, saa mægtig og sydlig som den amerikanske og den europæiske, kræves ingen ringe hævning af disse kontinenters hele nordlige dele, og det er ialfald langtfra paavist. Men selv om saa var tilfældet, maatte man idetmindste forudsætte 2 hævninger og 2 sænkninger for at forklare de 2 med sikkerhed kjendte istider. Og før en saadan forklaring kunde godkjendes, maatte aarsagen til slige store niveauforandringer først paavises, eller ogsaa at de virkelig har fundet sted.

Men selv om disse forskjellige theorier vilde kunne forklare istiderne, saa er der dog den mangel ved dem alle, at de ikke kan forklare de varmere klimater, der, som vi ovenfor har paavist, bl. a. engang maa have været i Grønland. Med tilhjælp af alle de gunstigste betingelser, der kan sammenbringes, saa er og blir det dog umuligt fra de nuværende forhold at frembringe frodige skoge paa Grinnells Land (paa 82° n. br.) eller at bringe palmer til at spire i Grønlands og Spitsbergens nu isdækte jordbund. Her maa andre forhold end dem, vi nu kjender, have været tilstede.

Noget af det mest nærliggende, saafremt man antager, at jorden engang har været glødende, maa jo være den antagelse, at jorden siden hin glødende tid har paa grund af varmeudstraaling været i stadig afkjøling, og at disse de nordlige zoners varme klimater faldt paa en tid, da jordskorpen var saa meget varmere, som hine klimater antagelig har været varmere end det nuværende; det vil altsaa, som seet for Nord-grønland, sige en forskjel af 20 til 30° C. Dette vil muligens kunne forklare hine tiders varme klimat, saafremt det kan tænkes, at en saadan rig vegetation, som er fundet fra hin tid f. eks. paa Grinnells Land, skulde kunne trives under de yderlige lysforhold med de mange maaneders vinternætter og de ligesaa lange sommerdage. Erindres det imidlertid, at der mellem disse varme klimater sandsynligvis har været istider, da mister denne paastand ethvert holdepunkt, og selv bortseet derfra er den aldeles uskikket til at forklare, at der i hvert fald efter hin sidste varme tid er kommen istider med koldere klimater end nutidens.

[678] En anden betragtningsmaade maa imidlertid snart ogsaa vise os det fuldstændig uholdbare i denne theori. Skulde nemlig jordskorpens temperatur i et saa kort tidsrum som fra tertiærtiden og til nu kunne synke saa meget som 21° C. af den grund, saa behøver vi isandhed ikke at gaa meget langt tilbage i den geologiske tid, før vi faar temperaturer, som umuliggjør ethvert organisk liv. Gaar vi saaledes dobbelt saa langt tilbage, faar vi allerede mindst en 42° høiere temperatur, gaar vi det firedobbelte tidsrum tilbage, blir stigningen mindst 84°, og grænserne for nuværende organisk liv vilde allerede være naaet; mens det tidsrum, man herved var kommet tilbage, kun blev meget ringe i forhold til f. eks. silurformationens umaadelige alder. Allerede da var der imidlertid et betydeligt organisk liv, som synes at godtgjøre, at varmetabet paa grund af udstraaling efter den tid ikke kan have været betragteligt.

Lettest vilde det være at forklare istiden, saavelsom de varmere klimater paa forskjellige bredder, om man bare fik lov til at rokke lidt ved den geografiske beliggenhed af jordens omdreiningsakse. Kunde man f. eks. flytte nordpolen ned paa mellem 60° og 65° paa Grønlands vestkyst eller i nærheden deraf, vilde der nok kunne frembringes en istid saavel i Amerika som i Europa. Hvad der kunde synes at støtte en saadan antagelse, er, at der hidtil ikke har været paavist nogen istid i det østlige Rusland og hele det nordlige Asien.^k151 I Alaska er endvidere beviserne for en istid tvilsomme. Det synes saaledes at have været i strøg, hvis centrum omtrent blir et punkt som det angivne, at istiderne har bredt sig. Man har ogsaa ment at kunne paavise aarsager til en mulig forskyvning af jordaksen. Saaledes har man nævnt forflytning af materiale dels ved floder, dels ved isbræer og lignende. Det er utvilsomt, at saadanne forflytninger ligesom store ophobninger af is kan forrykke tyngdepunktet og saaledes flytte aksen noget, men man har dog ikke kunnet paapege muligheden af saa voldsomme forflytninger eller forandringer, som vilde være nødvendige for, som nævnt, at rokke jordaksen 20 til 30°.

At den virkelig kan flyttes, synes imidlertid at fremgaa deraf, at observationerne paa flere tyske observatorier (Berlin, Potsdam, Prag og Strassburg) paa en merkelig maade samstemmer i at vise en pol-forskyvning af mer end et halvt sekund i løbet af et halvt aar^k152; endvidere synes paalidelige observationer, foretagne i Greenwich, Washington, [679] Milano, Neapel, Pulkova og flere steder, bestemt at tyde paa en forandring af polhøiden^k153. Skulde det virkelig være saa, at polen kan bevæge sig f. eks. saa meget som et sekund i løbet af et aar, da trænges ikke lange tidsrum, geologisk talt, for at flytte polen betydelige strækninger, i løbet af 3600 aar vil den kunne bevæges en hel grad, og til de 20 til 30 graders flytning efter istiden vil der ikke trænges mer end 72 000 til 108 000 aar.

Hvordan det end maatte forholde sig med disse observationer af en polforandring, saa er det ialfald sikkert, at astronomerne ikke kan benegte muligheden af, at den kan gaa for sig.

Vi kan ogsaa pege hen paa et andet forhold, som vi heller ikke kjender aarsagen til, men som vi dog véd foregaar, og det er vandringerne af den magnetiske pol. At disse skyldes forandringer af en eller anden art i selve jorden, muligens i dennes indre (?), maa vel ansees for sandsynligt, men af hvad art disse kan være, har vi ikke kunnet paavise. I alt dette er der et stort hul i vor viden, men a priori kan neppe det ene siges at være mere umuligt end det andet.

Det vanskelige ved denne theori er imidlertid foruden mangelen paa tilstrækkelige grunde til, at aksen flyttes, ogsaa den, at der maa have skeet mange flytninger. For at kunne give en fyldestgjørende forklaring af de varme klimater paa Grønland, Spitsbergen og Nowaja Semblia maa nordpolen lægges næsten helt over mod Berings-strædet eller endnu sydligere. Dette kommer imidlertid i strid med den tertiære flora i Alaska og flere steder. At den paa tertiærtiden skulde have ligget 20° mod Sibiriens kyst eller omtrent paa 70° n. br. og 120° ø. l., mener prof. Nathorst at se et bevis for deri, at Japans tertiære flora tyder paa et betydelig koldere klima, end der til samme tid maa have været f. eks. i Grønland. Hvad der endvidere kunde tale derfor er, at bl. a. Spitsbergen og Grinnells Land ogsaa dengang har, som seet, havt et koldere klima end den nordgrønlandske vestkyst. Det eneste, som, efter hvad prof. Nathorst har gjort mig opmerksom paa, han finder at kunne tale imod en saadan beliggenhed af polen under tertiærtiden, er de sidste fund paa de Nysibiriske Øer, idet disse har bragt tertiære planteforsteninger, der muligens kunde tyde paa et varmere klima, end man kan tænke sig saa nær polen. Disse forsteninger er imidlertid saa daarlig vedligeholdte, og det hele endnu saa lidet undersøgt, at der for tiden intet kan siges med sikkerhed derom.

Lidt vanskeligt blir det dog ogsaa at forklare, at man med en saadan beliggenhed af polen vilde faa findestederne for tertiære planteforsteninger ved Lenafloden ved Tsjirimyi-kaja^k154 paa 85° n. br., paa Kamsjatka [680] paa 68–69° n. br., paa Sakalin paa 67°, paa Spitsbergen paa 64–65° n. br. o.s.v.

Det vil altsaa forstaaes, at den tertiære flora maatte have havt evnen til at udbrede sig paafaldende længere mod polen, end tilsvarende planter kan under vore nuværende klimatforhold. Men at planterne i tidens løb skulde have udviklet sig saaledes, at de nu i mindre grad end før taaler et arktisk klima og de nordlige lysforholde, staar i strid med alle kjendte biologiske love; ifølge disse maa man tvertimod antage, at de mer og mer erhverver evnen til at kunne udbrede sig over jorden. Vi blir saaledes alligevel nødte til at antage en varmere temperatur for den hele jord og faar ingen forklaring paa, hvad vi her søger besvaret.

Det forekommer mig imidlertid som langtfra bevist, at de tertiære lag er afsatte fuldstændig samtidig paa alle steder af jorden Det, man støtter denne paastand paa, har fornemmelig været den hyppige optræden af enkelte plante- og dyrearter; men hvorfor disse behøver at have optraadt netop samtidig i forskjellige jordstrøg, synes vanskeligt at paavise. Naar det erindres, hvor længe forskjellige dyrearter eller ialfald dyreslegter har holdt sig gjennem forskjellige geologiske perioder, hvorledes f. eks. enkelte fiske (ceratodus) har holdt sig lige fra den fjerne kultid og til nutiden, om ikke i samme art, hvilket mange har ment, saa dog ialfald i samme slegt, eller hvordan enkelte brachiopoder (slegten terebratula) har holdt sig lige fra de allerældste forsteningsførende lag og til nutiden, – da maa det let kunne tænkes, at en udpræget fauna maa kunne vedligeholde sin karakter nogenlunde ens gjennem en meget lang periode. At tertiærtiden virkelig har varet meget længe, og at der inden den er rumme tidsgrænser at bevæge sig mellem, synes jo desuden at være afgjort.

Det synes mig derfor, som at der intet kan være til hinder for at antage, at saafremt jordaksen overhovedet har indladt sig paa større flytninger, den da kan have havt tilstrækkelig tid til at foretage flere saadanne indenfor tertiærtidens ramme. De tertiære forsteningsførende lag paa de Nysibiriske Øer kan i saa tilfælde være afsatte under en stilling af jordaksen, mens lignende lag i Japan og andre steder kan være afsatte under andre aksestillinger. Det er indlysende, at floraen, men især faunaen, vilde have let for at flyttes til andre steder og bredder, efterhvert som polen skiftede plads, og klimatet forandrede sig; og de vilde derved give lag, som afsattes paa steder, hvor de kom hen, samme karakter, som de paa andre steder havde givet tidligere afsatte lag.

Men selv om muligheden af, at polen har havt forskjellige beliggenheder i tertiærtiden, indrømmes, saa maa den i en forholdsvis sen tid to gange bevæges helt over mod Grønland og to gange tilbage derfra, forat de kjendte istider derved skal kunne forklares. Det blir temmelig vidtløftige bevægelser, og tilfredsstillende aarsager til dem kan som seet ikke paavises.

Man har derfor søgt at gaa udenfor jorden for at finde aarsager til [681] klimatvekslinger. Og som det nærmestliggende har man tænkt sig muligheden af, at udstraalingen fra vor varmekilde solen er underkastet vekslinger, eller med andre ord, at solen er en foranderlig stjerne. Der er dem, som har ment, at solens varme holdes vedlige ved et stadigt bombardement af meteorer, som ved sin hastighed og den deraf kommende friktion frembringer varme. Er dette tilfældet, kunde det nok tænkes, at der var tider med større eller mindre bombardement, ligesom vi har bestemte tidsrum med store stjernefald, eftersom vi gaar igjennem de forskjellige kometbaner.

Saadanne paastande har dog altfor lidet at støtte sig paa, til at der kan bygges noget derpaa.

Ifølge den Kant-Laplace'ske theori maa vi kunne vente, at solens varmeudstraaling er i stadig synken, efterhvert som den blir koldere. Dette er imidlertid lige lidet som jordens eget varmetab ved udstraaling (se derom ovenfor) skikket til at forklare de foreliggende kjendsgjerninger.

Andre har ment, at de koldere og varmere klimater har sin grund deri, at rummet eller universet, hvorigjennem hele vort solsystem bevæger sig, har koldere og varmere strøg. Hertil kan vi kun svare, at om det end er yderst usandsynligt, saa kan vi ikke bevise umuligheden deraf; men der er intet paavist til støtte derfor, og saa længe blir det kun underholdende tankeeksperimenter.

Den theori, som har vundet de fleste tilhængere, er vistnok den Crollske, om at vekslingerne i jordbanens excentricitet skulde være aarsag i klimatvekslingerne. Jordbanen er som bekjendt til forskjellige tider mer eller mindre elliptisk, og nu mener Croll for det første, at det for hver halvkugles klimat er af stor betydning, enten dens vinter falder paa den del af jordbanen, som ligger nærmest solen (perihelion), eller den, som ligger fjernest fra denne (aphelion). I det sidste tilfælde vil nemlig vinteren med den nuværende jordbaneⁿ¹⁴ bli 7 dage længere end sommeren. Solstraalernes varme i den aarstid blir formindsket paa grund af afstanden; men dette opveies fuldstændig derved, at solstraalerne om sommeren er saameget varmere; derimod vil den kortere sommer neppe kunne opveie den varme, som jordoverfladen faar anledning til at udstraale i de lange vinternætter, gjennem den 7 dage længere vinter. Derfor skulde der under en saadan periode være større betingelser for dannelsen af bræer, end under andre; dette er for øieblikket tilfældet med den sydlige halvkugle, derfor er dens temperatur nu lavere end den nordliges.

Falder imidlertid en saadan periode med forlænget vinter sammen med en tid, hvori jordbanen har naaet sin høieste excentricitet eller mest langstrakte ellipseform, saa vil forskjellen mellem vinter og sommer forøges saaledes, at vinteren blir indtil 36 dage eller mer end en maaned længere end sommeren paa den ene halvkugle, og da mener Croll, maa der alle betingelser for, at en udpræget istid kan indtræde, være tilstede.

Han har regnet ud, at efter dette skulde de gunstigste betingelser [682] for dannelsen af store indlandsise have været tilstede for 200 000 aar siden, endvidere for 750 000, 850 000, 2 500 000 og 2 600 000 aar siden. I fremtiden vil det indtræffe om 500 000, 800 000 og 900 000 aar. Saafremt denne theori var holdbar, vil det altsaa sees, at vi paa den vis kunde faa en slags støttepunkter for en geologisk tidsregning, idet vi kunde gaa ud ifra de forskjellige kjendte istider.

Der er imidlertid ogsaa ved denne theori den feil, at om den end kunde forklare den ene slags klimatvekslinger, saa strækker den i ethvert fald ikke til for at forklare den anden. Om det saaledes end kan tænkes, at vi paa den vis kan faa istider i bestemte perioder, saa kan der ad den vei ikke tilveiebringes tilstrækkelig gunstige forhold til at forklare et subtropisk klima, ligt det, der f. eks. engang maa have været paa Grønland.

Vi ser saaledes, at fra hvad side vi end betragter de foreliggende kjendsgjerninger, saa kan vi endnu ikke finde nogen tilfredsstillende grund til at forklare dem alle. Dette maa bli fremtidens sag, og vi maa foreløbig slaa os tiltaals med den kundskab, at saa har det engang været, og med, at vi dog endnu har en indlandsis, som strækker sig helt ned paa 60° n. br., samme bredde som Kristiania, uagtet vor halvkugle netop nu skal være særdeles ugunstig stillet for dannelsen af store bræer.

Denne indlandsis er ogsaa fuldstændig stor nok til, at vi med godt udbytte kan studere de forskjellige foreteelser og forhold, forbundne med istiderne, og en vandring over Grønland frembyder saaledes, som Nordenskiöld har sagt, lige stor interesse for geologen, som det vilde være for en fortidsforsker, om man tænkte sig, at han kunde faa vandre gjennem en fuldt vedligeholdt by fra pælebygningens tidsalder.

III. Ekspeditionens videnskabelige udbytte

At gaa nærmere ind paa det videnskabelige udbytte, som denne ekspedition har bragt, vilde ligge udenfor denne bogs ramme og vil bli gjort paa et andet sted. Jeg skal derfor her kun paapege nogle af de iagttagelser, som jeg tror at kunne tillægge størst værd.

Indlandsisens udbredelse

Ved vor færd er det da endelig uomstødelig bevist, at indlandsisen ialfald i den af os bereiste del af Grønland strækker sig som et sammenhængende dække over landet, fra kyst til kyst. Det maa deraf kunne sluttes, at det samme er tilfældet med hele den sydlige del af Grønland søndenfor 75de breddegrad; thi der er ingen grund til at antage andet end, at der her gjennemgaaende er omtrent samme atmosfæriske forhold overalt [683] i det indre, og saalangt undersøgelserne gaar, synes de ogsaa at bekræfte dette. Vi maa nu saaledes med en høi grad af sikkerhed kunne sige, at der ikke findes snebare oaser inde i hele denne udstrakte sneflade, om det end ikke er aldeles umuligt, at der ganske undtagelsesvis kan findes enkelte fjeldtoppe, som stikker op over snedækket ogsaa i det indre, skjønt intet er iagttaget paa Grønland, som kan tyde i den retning. De sidste nunataker, vi fandt nær østkysten, laa ikke mere end 7 mil fra denne og kunde godt sees fra kystfjeldene.

De ravne, som Nordenskiölds lapper under sin skifærd saa antagelig omkring 16 mil (120 kilometer) fra kystfjeldene, og som denne anser som et muligt bevis paa, at der nordenfor har været oaser, hvorfra de er komne, kan neppe længer have noget værd i saa henseende, naar det erindres, at vi i omtrent samme afstand fra kystfjeldene traf snespurve, som vel neppe kan antages at være komne fra oaser, og som dog er langt mindre omflakkende end ravne.

Hvor langt den grønlandske indlandsis strækker sig som et sammenhængende dække mod nord, er med vor nuværende kundskab ikke muligt at afgjøre. Vi kan kun sige saa meget som, at det maa være nordenfor den 75de breddegrad; thi langs hele vestkysten nordover did, skyder der ud i havet mægtige skridjøkler, hvoraf kan nævnes den ved Upernivik (paa c. 73° n. br.), som bevæger sig med hastigheder af optil 99 fod i døgnet. Saadanne skridjøkler forudsætter et mægtigt sammenhængende isdække i det indre af landet, hvorfra de store ismasser, den fører med sig, maa hentes. Det maa jo nemlig nu staa klart for enhver, der har fulgt med i de nyere undersøgelser over bræer, at det er mægtigheden af den indre bræmasse eller saa at sige det indre sne- og isreservoir, hvorfra skridjøklen faar sit materiale, som væsentlig betinger dennes størrelse og hastighed, og ikke underlagets helding, saaledes som man merkelig nok fremdeles ofte ser paastaaet, især af geologer, som kun har seet Alpernes smaa bræmasser. Det er gjerne tvertom saa, at mindre skridjøkler stiger sterkere mod det indre end de større, og naar man ser, at en skridjøkel har en meget stor heldingsvinkel, kan man med høi grad af sikkerhed slutte sig til, at den er forholdsvis ubetydelig.

Vi kjender lidet eller intet til indlandsisens rand paa Grønlands østkyst nordenfor den 66de breddegrad, vi ved kun, at den paa mange steder maa naa havet, eftersom der dannes isfjelde. Af dette, og særlig af hvad ovenfor er fremholdt om vestkysten, maa vi kunne antage, at indlandsisen danner et sammenhængende dække over hele det indre Grønland søndenfor 75° n. br.

At den ogsaa nordenfor denne bredde dækker landet, kan synes sandsynligt, naar vi ser, at der f. eks. i Smith-sund gyder sig en saa vældig skridjøkel, som Humboldt-bræen (mellem 79° og 80° n. br.). Dennes bevægelse kjender vi imidlertid lidet til, og da den synes at stige temmelig sterkt mod det indre, kan vi foreløbig neppe gaa ud fra, at den modtager sit materiale fra en saa stor indre bræmasse, som ved første [684] øiekast kunde synes sandsynligt. Da endvidere Grinnells Land, som maatte kunne synes for en del at have samme betingelse for en sammenhængende indlandsis, som den ligeoverfor liggende del af Grønland, dog ikke er helt dækket af is, saa kan vi ikke nu med sikkerhed paastaa, at den nordligste del af Grønland er helt dækket af indlandsis, det kan jo være, at nedbøren er for liden.

Isdækkets form og mægtighed

Af den regelmæssige maade, hvorpaa indlandsisens overflade hvælver sig fra den ene kyst til den anden, vil man forhaabentlig let kunne danne sig et billede ved betragtning af kartet med tversnit af landet. Dette er tegnet af prof. Mohn efter de talrige observationer af forskjellig art, som toges, samt, hvad de mindre variationer angaar, efter mine dagbogsoptegnelser. Høiden er for anskueligheds skyld paa tversnittet 20 gange forstørret i forhold til længden. Det høieste punkt, vi naaede, skulde efter vore iagttagelser være omtrent 2718 m. over havet. Nordenfor vor rute saa imidlertid snefladen ud til at høine sig, saa der vil antagelig kunne findes endnu større høider.

Som det af tversnitstegningen vil sees, stiger isens overflade forholdsvis brat op fra havet paa begge sider, særlig paa østkysten, mens den er temmelig flad i det indre. I det store hele kan stigningen siges at være jevnt mindre, jo længere man fjerner sig fra kysterne, og isens overflade har saaledes formen af et skjold, som dog ikke er ganske regelmæssigt forsaavidt, at overfladen bevæger sig i svage, for øiet næsten umerkbare bølger – hvis rygge omtrentlig gaar i retning syd nord – samt at selve høideryggen synes ikke at ligge ganske midt i landet, men nærmest østkysten.

Vi naaede vort høieste punkt omtrent 180 kilometer fra det sted, hvor vi forlod kysten, og omtrent 270 kilometer fra Ameralik-fjordens bund, hvor vi atter naaede havets niveau. Tages hensyn til, at Ameralik-fjordens bund ligger omtrent 90 kilometer fra den ydre skjærgaard eller landets ydre kystlinje, mens vort opstigningssted paa østkysten kun laa omkring 20 kilometer fra denne, saa faar vi altsaa – i et snit af landet taget i retning af vor rute – følgende forhold mellem høideryggens afstand fra begge kyster: fra den ydre østkyst ca. 200 kilometer og fra den ydre vestkyst ca. 360 kilometer.

Her maa imidlertid to ting erindres. Det er for det første, at vor rute ikke gik tvers paa landets længdeakse, naar denne lægges efter midten af landets bredde, og for det andet, at indlandsisen stiger mod nord. Da vi i begyndelsen af vor isvandring var længere nord end senere, samt havde en kurs, der gik mere nordlig og følgelig mere lodret paa landets længdeakse, saa er det naturligt, at vi da maa have faaet en stigning, som er forholdsvis større end skraaningen under resten af [685] vor vandring, som gik i noget sydlig retning, altsaa mod forholdsvis lavere dele af indlandsisen. Vi maa paa den ogsaa være komne tidligere paa vort høieste punkt, end vi ellers vilde være komne, med andre ord: høideryggen maa i virkeligheden ligge nærmere landets midte, end det efter vor rute kan se ud.

Fjernes, saa godt det lader sig gjøre, de uregelmæssigheder i høidemaalene, som kommer af dette samt ogsaa deraf, at vor rute ikke er lige, saa viser der sig den merkelighed, at indlandsisens periferi i et snit tvers paa landets længdeakse i den bredde, hvor vi for over, danner en næsten nøiagtig mathematisk kurve, idet den meget nær falder sammen med en cirkelbue. Naar den forøgede krumning, foraarsaget ved jordkuglens form, ikke tages i betragtning, skulde cirkelbuens radius være omtrent 10 400 kilometer. Det er væsentlig kun nærkysterne, at den afviger noget fra denne, idet den her falder noget brattere af. Med andre ord indlandsisen hvælver sig i denne del af landet meget regelmæssig som en cylinderflade eller muligens rettere kegleflade, med stigning mod nord, fra den ene kyst til den anden.

Af interesse kan det være hermed at sammenstille stigningsforholdene i andre dele af indlandsisen, saavidt vi kjender dem fra tidligere ekspeditioner.

Søndenfor vor rute er der kun paa et eneste sted foretaget undersøgelser, som byder materiale af betydning i denne forbindelse. Det er paa vestkysten mellem 62° 40' og 62° 50' n. br., hvor den danske ekspedition under kapt. Jensen var inde. Det er desværre ikke noget langt stykke, som her er befaret; men det er dog nok til, at man kan se, at et tversnit af isoverfladen ogsaa paa dette sted falder saa nogenlunde sammen med en cirkelperiferi, hvis radius imidlertid er mindre end den tidligere – den skulde være omkring 9000 kilometer, naar der fremdeles ikke tages hensyn til jordens sfæriske form. – Ligesom vor rute falder ogsaa Jensens brattere af mod kysten end cirkelen. Interessant er det forhold, at under den inderste del af isvandringen er stigningen lavere, end den vilde være, om den nøiagtig fulgte cirkelperiferien. Grunden dertil er tydeligvis den, at isen her ligger i læ af nunatakerne (Jensens nunataker) og danner ligesom en evje i isstrømmen, mens isen paa den indre side af nunatakerne er høiere og atter falder sammen med cirkelperiferien. Saafremt isfladen hvælver sig efter den samme cirkelperiferi indover, skulde dens høide i midten af landet – som paa dette sted er ca. 400 kilometer bredt, – være omkring 2080 m.

Gaar vi nordenfor vor rute, finder vi paa det sted (paa 68½° n. br), hvor Nordenskiöld var inde, saa langt som han selv trængte frem, en stigning af isfladen, som næsten lige fra kysten falder forbausende godt sammen med en cirkelperiferi. Denne cirkelperiferis radius er meget stor, den skulde uden jordskorpens krumning være omkr. 23 350 kilometer. Undersøges stigningen under lappernes angivne skifærd, da viser det sig imidlertid, at denne falder aldeles udenfor og betydelig lavere end cirkelperiferien, [686] og det ser ud, som disse pludselig skulde være naaede op paa en næsten horisontal flade. At en saadan ikke eksisterer, maa vi synes fuldt berettigede til at gaa ud ifra, endvidere maa vi antage, at lapperne har aflæst sit barometer rigtig nok, og at saaledes høiden, 1947 m., som de skulde have naaet, er noget nær paalidelig. Til forklaring af dette yderst besynderlige forhold staar der saaledes intet andet tilbage end den antagelse, at lapperne har i sterk grad overvurderet den af dem tilbagelagte strækning. Der er liden grund til at antage andet, end at stigningen indover har fulgt den samme cirkelperiferi, hvormed stigningen under Nordenskiölds egen færd falder saa forbausende godt sammen. Efter dette skulde den af lapperne naaede høide (1947 m.) ligge omtrent 70 kilometer indenfor Nordenskiölds inderste teltplads og ikke 220 kilometer, saaledes som den efter deres eget opgivende skulde gjøre. Herved faar man ogsaa en afstand, som det er rimeligt, at de kan have tilbagelagt paa sine ski paa det daarlige skiføre, som den fine, løse foksne i Grønlands indre frembyder. At den af dem opgivne afstand er paa saadant føre meget nær en umulighed, vil enhver erfaren skiløber vide. Hvor let det er at overvurdere afstandene paa Grønlands indlandsis, har vi forøvrig fra vor ekspedition god erfaring om, idet vi ofte anslog den tilbagelagte afstand til mere end det dobbelte af det, den i virkeligheden var.

Saafremt indlandsisen hvælver sig tvers over landet paa dette sted efter den samme cirkelperiferi, som Nordenskiölds stigning antyder, da vil dens høide paa midten ikke være mere end 2360 m., altsaa lavere end den af os fundne høide.

Pearys angivelser angaaende afstande og høider er desværre mangelfulde; men saavidt der kan sluttes af hans og Maigaards beretninger, synes stigningen under den største del af deres færd (den foretoges paa omtrent 69½ n. br.) at falde merkelig godt sammen med netop den cirkelperiferi, som angives ved Nordenskiölds færd. Under de første 40 kilometer af vandringen er imidlertid stigningen betydelig brattere end cirkelperiferien; men dette kan have sin grund deri, at de steg op fra en arm af Disco-bugten, der skjærer sig dybt ind i indlandsisen, og deres opstigningssted laa saaledes dennes hjerte betydelig nærmere end det sted, hvorfra Nordenskiöld begyndte sin færd.

Resultatet af denne sammenstilling af vor kundskab til indlandsisens høideforhold blir altsaa, at denne hvælver sig paa en merkelig regelmæssig maade som en cylinderflade fra den ene kyst til den anden. Cylinderens radius er imidlertid betydelig forskjellig paa landets forskjellige breddegrader, idet den i sterk grad tiltager fra syd mod nord, saaledes at altsaa selve cylinderfladen skulde bli fladere, efterhvert som man kommer nordover.

Foruden disse eiendommeligheder ved formen af indlandsisens overflade er der endnu en, som muligens fortjener opmerksomhed, og det er den allerede omtalte svage bølgeform. Ved at se paa tversnittet [687] vil man kunne iagttage to slags bølger, nogle større, som er mest fremtrædende nær kysterne, især østkysten, og som blir længere og fladere mod det indre, og mange mindre, som kunde følges den hele vei over, men som ogsaa gjerne var længere og mindre merkbare i det indre. Tildels lignende bølger har de fleste ekspeditioner, som har trængt ind paa indlandsisen, bemerket, de strækker sig, som det synes, altid i retning omtrent nord til syd. Jeg har ikke den opfatning, at det er det underliggende land, som i nogen væsentlig grad betinger dannelsen af disse bølger, ialfald ikke de mindre, jeg skulde snarere tro, at vinden staar i genetisk forbindelse dermed.

Hvad kan nu i det store hele betinge sne- og isdækkets form? At den, ialfald til en vis grad, maa være uafhængig af det underliggende fjeld, kan vi snart komme paa det rene med; thi at dette skulde danne en saa regelmæssig udstrakt slette, som indlandsisens overflade frembyder, vil neppe nogen paastaa. Da Grønlands bjergfulde sønderrevne kyster i høi grad minder om den norske vestkyst, saa er der al grund til at antage, at Grønlands indre, hvis isdækket blev taget bort, vilde ligne Norges, ja det vilde sandsynligvis vise sig endnu mere sønderskaaret, da saavel dets øst- som vestkyst er det i høi grad. Det vil med andre ord sige, at der maa være høie fjelde og dybe dale – og alt er det udjevnet og forsvundet under isdækket.

Forat vi desto lettere kan danne os et begreb om, hvad der betinger dettes form, lad os da for et øieblik tænke os, hvorledes det fra først af maa være dannet. Da temperaturen sank, muligens samtidig med en stigen af nedbøren, blev de snemasser, som ikke kunde smeltes bort om sommeren, aar efter aar større, især i de høiere fjeldtrakter. Sneen samlede sig i fonner, disse steg og forenede sig til bræer. Hvorledes denne ansamling af sne maa have gaaet for sig, kan vi iagttage i vore egne høifjelde om vinteren. Vinden feier der al den tørre, lette sne, som falder, fra topperne ned i dalene, de første holdes næsten nøgne, medens de sidste lidt efter lidt fyldes. Naar saa forholdene er blevne slig, at denne ophobning af sne i de høieste fjelddale har været større end formindskelsen ved afsmeltningen om sommeren, saa maatte altsaa snemængden i disse stige fra aar til aar; men saalænge endnu sneen i dalene laa lavere end topperne, har vinden trolig fortsat sin nivellerende virksomhed.

Efterhaanden er imidlertid dalene bleven helt fyldte, og bræernes overflade har nu kunnet stige over topperne og skjule dem. Da bræerne i de høiere trakter har sendt skridjøkler ned mod de lavere, og da temperaturen har faldt, er der kommet betingelser for, at det samme kan gaa for sig ogsaa der, og efterhaanden er det hele land blevet dækket under sne, som stadig jevnedes og holdtes glat af vinden, og som saa tilsidst har kunnet stige op over de høieste toppe og har oversvømmet alt som et eneste snehav.

Dette snehav kan imidlertid ikke ventes at være lige svært overalt.

[688] Det maa synes naturlig at der, hvor nedbøren er størst i forhold til de kræfter, som lægger hindringer i veien for sneens voksen, der maa ogsaa sne- og islaget bli tykkest. Efter dette kunde det synes rimeligt, at tykkelsen skulde bli størst henimod kysterne; thi her maa den fugtige luft, som kommer dragende indover fra havet, afsætte det meste af sin fugtighed. Allerede snedækkets regelmæssig hvælvede overflade maa imidlertid bringe mistanke om, at en anden faktor af mer enkel mathematisk natur virker bestemmende paa formen. Denne faktor er trykket. Det bør nemlig erindres, at isdækket er en plastisk masse, som er i bevægelse udad mod siderne. Der hvor modstanden mod bevægelsen er størst, der maa man ogsaa vente, at massens overflade kommer til at ligge høiest. Men modstanden mod bevægelsen maa nødvendigvis være størst paa et eller andet punkt i landets midtre del. Dette punkts beliggenhed maa for en del betinges af underlagets større ujevnheder, idet disse kan forøge eller formindske denne modstand. Fra dette punkt aftager modstanden til begge sider, og vi maa følgelig vente at finde isdækkets overflade regelmæssig hvælvet, saaledes som vi fandt den.

Den senere omtalte smeltning paa bræens underside maa ogsaa bidrage til, at snefladen hæver sig mod det indre, idet den tilsteder isdækket at bli tykkest der, hvor overfladens temperatur er lavest (se derom senere).

Af hvad her er paavist, maa det fremgaa for det første, at underlagets mindre ujevnheder ingen indflydelse kan have paa formen af bræens overflade, og for det andet, at underlagets større ujevnheder heller ikke kan virke absolut bestemmende, da der her kommer andre faktorer til udenfra. Det er saaledes ingenlunde afgjort, at bræens høideryg eller bræskillet, om vi vil kalde det saa, falder lige over underlagets høideryg eller vandskille. Dette kommer til at afhænge af, om det ellers kan forenes med nedbørs-, tryk- og smeltningsforholdene. At underlaget dog maa have nogen indflydelse i saa henseende, er allerede paavist. At ialfald den skandinaviske bræs høideryg ikke laa over landets vandskille, synes at være fyldestgjørende bevist. Den maa, idetmindste i den seneste istid, have ligget op til 160 kilometer i sydøst.

Hvor tyk er den grønlandske indlandsis?

Dette er et spørgsmaal, som vilde være af største interesse af faa besvaret, men desværre er det ikke let; thi at maale den vilde være forbundet med store vanskeligheder.

Jeg har tidligere sagt, at Grønland antagelig er et land ligt Norge, hvad dets fjelde og høideforhold angaar. Gaar vi nu ud herfra og tænker os Norge dækket under et lignende islag som Grønland, vil vi se, at endog vor høieste top Galhøpiggen (2560 m.) vilde kommet under sneen, hvis den kom til at ligge noget saa nær under høideryggen.

[689] Over steder som Fillefjeld og Hardangervidden vilde bræen bli 1300 til 1600 meter (4000 til 5000 fod) tyk, over bunden af Valders, Hallingdal, Gudbrandsdalen o.s.v. vilde den bli mindst 1900 til 2200 meter (6000 til 7000 fod) tyk. Paa nogle steder, som over Mjøsen, Randsfjorden og fl. vilde laget bli endnu tykkere, mens det paa andre steder, som over fjeldryggene mellem dalene, vilde bli mindre; dets tykkelse vilde her dog ikke bli formindsket med mer end 1000 til 2000 fod.

Paa Grønland maa jo noget lignende være tilfældet, og om vi end kan tænke os, at det faste land der tildels kan være noget høiere end i Norge, saa kan dog neppe bunden af dets dale som regel ligge mer end 700 til 1000 meter over havet, og over disse dale faar vi saaledes i det mindste en tykkelse af bræen paa omkring 1700 til 2000 meter, mens den jo andre steder kan være mindre.

Det tryk, en bræ paa 2000 meters tykkelse udøver, blir ialfald ikke mindre end 160 atmosfærer, og naar en saadan masse bevæger sig henover sit underlag, vil det nok forstaaes, at den har en voldsom evne til at skure paa dette og til at bryde løs og føre med sig alle fremstaaende ujevnheder. Paa denne maade maa de sig stadig mod kysten bevægende bræer nok være i stand til i tidernes løb at dybe ud og forstørre de dale. hvorigjennem de bevæger sig, og jo dybere dalene blir, desto tykkere blir ogsaa bræerne og desto større deres tryk og som følge deraf deres gravende evne. Paa denne maade vil det let forstaaes, hvorfor bræerne ikke kan grave jevnt paa hele underlaget, deres virksomhed maa mer og mer samle sig paa de steder, hvor der var ujevnheder og dale, før de begyndte at dannes. Den gravende evne vil naturligvis ikke alene afhænge af bræens tykkelse, men vil ogsaa være afhængig af bevægelsens hastighed. Den sidste maa ifølge sagens natur være større nær bræens ydre rand, end den er i det indre, da modstanden der er mindst og nedbøren størst. Paa den anden side er imidlertid mægtigheden mindre nær randen end længere inde. Den største gravende evne kommer følgelig til at maatte findes der, hvor produktet af disse to faktorer er størst, og det blir antagelig et stykke fra bræens rand. Isen har sikkerlig til dette sit arbeide paa den underliggende grund en betydelig hjælp af vandet og elvene, som dannes ved smeltning paa isdækkets underside, og som vi senere skal komme til at omtale.

Som et ypperligt eksempel paa, hvor mægtig skridjøklernes gravende evne maa være, kan nævnes Vaigatet i Nord-Grønland, det 20 mil lange og vel 2 mil brede sund, som fra Disco-bugten skjærer sig i nordvestlig retning mellem Disco-øen og Nugsuaks halvø ud mod havet. Som af prof. Amund Helland gjort opmerksom paa, kan ingen geolog, der gjør sig det bryderi at undersøge forholdet, være i tvil om, at de merkelige lag fra kridttiden og tertiærtiden (se begyndelsen af dette tillæg) samt de derover liggende yngre basaltiske dannelser, som optræder i omtrent tilsvarende høider paa begge sider af dette mægtige sund, engang har udgjort et sammenhængende hele. Sundet kan umulig være ældre den [690] de bergarter, som danner dets sider. Da enkelte af tertiærdannelserne er meget sene, de tilhører ialfald den seneste del af den miocene tid, og da disse lag endvidere er dækket af mægtige basaltlag, saa blir selve Vaigatets dannelse af meget ny dato, og vi kjender da neppe andre kræfter, som kan have dannet det, end netop skridjøklerne. Det er imidlertid et vældigt arbeide, som disse her har leveret. Da basaltlagene paa begge sider af sundet ligger i en høide af op til tusend og halvandet tusend meter eller endog mer, og da sundet selv er dybt, saa blir det altsaa en stenmasse af mindst et par tusend meters tykkelse, et par mils bredde og mer end 20 mils længde, som har fyldt sundet, og som er blevet bortført ved isens virksomhed.

En indflydelse af anden art synes et saa mægtigt isdække at maatte have paa underlaget, derved at det med sin store vegt trykker det ned. Herved har man ogsaa villet forklare den sænkning af landet siden før istiden, som man paa flere steder har ment at kunne paavise. Da fjeldunderlaget ialfald til en vis grad er elastisk, saa er det ikke urimeligt, at den stigning af landet, som har gaaet for sig efter istiden i Nord-Europa og Amerika saavelsom efter den tidligere større udbredelse af isen i Grønland, kan forklares derved, at landet har hævet sig, efterhvert som isen trak sig tilbage, og trykket blev mindre. At det virkelig maa forholde sig saa, synes kand. Andr. M. Hansens undersøgelser af strandlinjerne i Norge^k155 at tyde hen paa, idet nemlig disse tydelig viser, at landet har steget sterkere mod det indre – hvor altsaa isdækket var tykkest og trykket størst – end ud mod havkanten; der synes endog at være et næsten konstant forhold mellem stigningen og afstanden fra den ydre kystlinje.

Dette kan muligens ogsaa, som Hansen mener, forklare terrassernes dannelse. Idet nemlig isens aftagen neppe kan antages at have gaaet jevnt for sig, saa kan heller ikke landet have hævet sig jevnt. Der har været perioder i de klimatiske forandringer, og der har sandsynligvis været tider, da bræmassen mindskede meget lidet eller endog voksede igjen; som følge deraf har landet holdt sig i nogenlunde konstant niveau. Under saadanne tider er terrasserne bleven dannede, og de er blevne større eller mindre alt efter tidernes varighed. Saa er der kommet perioder med aftagen af bræmassen og en tilsvarende sterk stigning af landet; under disse er terrassernes dannelse ialfald delvis blevet afbrudt.

For at faa et rigtigt indtryk af de store indlandsises indflydelse i denne henseende saavel som af deres gravende evne, bør det erindres, at den grønlandske er liden i forhold til dem, som dækkede Europa og Amerika, den er ogsaa nu liden i forhold til, hvad den var, dengang den fuldstændig dækkede Grønlands yderste kystland.

[691] Som noget, der endvidere maa have bidraget til, at landene har steget, efterat de blev dækkede af is, er den formindskelse af tryk, som er kommen derved, at dækket har tæret paa og har ført materiale bort fra underlaget. At den formindskelse af tryk, som derved er bleven foraarsaget, ikke er liden, kan man faa et indtryk af ved at erindre de masser sten og grus, som fra Skandinavien er førte over til Rusland, Danmark og den nordtyske slette.

Forbisees bør det dog ikke, at en saadan stigning tildels ogsaa kan være tilsyneladende, idet det ikke er landet, som har steget, men sjøen, som har faldt. Det har nemlig været paavist, at landene udøver tiltrækning paa sjøen, saaledes at dennes overflade staar høiere nær bratte og høie bjerglande end andre steder; noget lignende vilde ogsaa være tilfældet, om landet bestod af is. Det er klart, at jo større landets (eller ogsaa isens) masse er, desto sterkere blir tiltrækningen og desto høiere sjøens overflade. Naar nu, saaledes som efter istiden, landets masse er bleven forringet ved det bortgravede materiale og ved selve isens forsvinden, er ogsaa tiltrækningen bleven mindre, og sjøens overflade maa være sunket; at dette imidlertid ikke strækker til for at forklare de iagttagne forandringer, fremgaar tydeligst af Hansens tidligere omtalte strandlinje-undersøgelser; thi efter disse maatte nemlig sjøens synken have tiltaget regelmæssig indigjennem fjordene og proportionalt med afstanden fra yderkysten. Vistnok maa tiltrækningen være noget sterkere inde i fjordene, men forskjellen blir langtfra nok til at forklare de foreliggende iagttagelser, ligesom hele forringelsen af tiltrækningen paa langt nær kan foraarsage en synken stor nok til at frembringe en tilsyneladende stigning af op til 700 fod.

Af de indvendinger, som er gjort mod, at isens forsvinden kan være aarsag i landets stigning, kan nævnes den, at man i Sverige har paavist postglaciale hævninger af landet. Disse forekommer det mig kan meget godt forklares, saaledes som Hansen mener, derved, at længe efterat isen havde trukket sig tilbage fra det sydlige Sverige, holdt der sig store levninger af den i Norge og Nord-Sverige, og det er disse levningers forsvinden, som har foraarsaget de svenske postglaciale hævninger.

Vanskeligere at forklare er paavisningen af landhævelser i Asien, hvor der ingen istid har været. Det kan imidlertid tænkes, at ved regnvandets og elvenes tæren paa landene kan deres masse saaledes forringes, at en merkbar stigning maa fremkaldes; dette maa da først og fremst ske i nordlige lande, hvor denne virksomhed paa grund af kulden er størst. At havets tæren paa Færøernes og Islands kyster kan, saaledes som tidligere omtalt (side 142), have foraarsaget disses stigen og derved basaltlagenes skraa stilling paa disse øer, synes ogsaa at tyde paa, hvilken indflydelse erosion kan have i denne henseende.

At Grønlands stigning som regel er betydelig mindre end Skandinaviens, stemmer ogsaa godt med den her omtalte forklaring af stigningen; thi Grønlands indlandsis har sikkert nok ikke selv i sin største udbredning [692] været saa mægtig som den skandinaviske og nordeuropæiske, desuden har Grønlands indlandsis endnu kun trukket sig delvis tilbage, og der er endnu en stor mulighed for stigning, inden al is smelter bort. Hvad enten landet for øieblikket befinder sig i synken, saaledes som enkelte har ment at se beviser paa, eller er i stillestaaen, det har i denne forbindelse liden interesse; thi det vilde i saa tilfælde kun bevise, at indlandsisen for øieblikket har en periode, hvori den vokser eller holder sig paa samme høide. At den ialfald ikke aftager synderlig nu, kommer jeg senere til at omtale.

Indlandsisens overflade

Af sprækker fandt vi paafaldende lidet paa vor færd. Paa østsiden optraadte de kun indtil 15 kilometer fra kysten. Nær vestkysten mødte vi den første spræk muligens 40–45 kilometer fra indlandsisens rand. I hele det indre fandtes ingen antydning dertil. Elve paa isen saa vi saagodtsom ikke. Dette kunde efter manges mening tilskrives den sene aarstid. Men paa den ene side er midten af august, da vi var paa østkysten, ikke nogen sen aarstid, hvad snesmeltningen angaar, og for det andet maatte vi, om end elvene selv var forsvundne nær vestkysten, dog have seet deres render. Deraf saa vi imidlertid intet i det indre, det var i høiden 20 til 30 kilometer fra indlandsisens vestre rand, at noget saadant iagttoges. Ligeledes kan der muligens indtil 15 kilometer fra østkysten rende mindre bække ovenpaa isen. Udenfor disse smaa stykker nær kysterne findes ikke paa nogen tid af aaret elve paa den af os befærdede del af indlandsisen.

Beskaffenheden af indlandsisens overflade i det indre vil man forhaabentlig faa et nogenlunde klart billede af ved skildringen i kapitel XVIII. Som det deraf vil sees (side 482), er det ikke meget langt fra østkysten, at overfladen begynder at dannes af tør sne, hvorpaa solen kun formaar at danne tynde isskorper. Af saadan tør sne dannes hele den indre isørkens overflade. Hvor dybt vi der maa gaa for at finde denne sne forvandlet til is, ved vi intet om. Det maa ensteds ske paa grund af trykket. Det merkeligste ved denne iagttagelse af tør sne er det, at sneens og isens masse inde i landet altsaa ikke formindskes ved smeltning paa overfladen, men derom mer senere.

Med hensyn til indlandsisens overflade skal jeg endnu kun gjøre opmerksom paa, at vi kun lidet eller intet iagttog af fremmede gjenstande.

Af Nordenskiölds isstøv eller kryokonit saaes næsten intet paa østkysten eller nær denne. I nærheden af vestkysten fandt jeg det paa flere steder indtil 30 kilometer fra isranden, det var dog altid kun smaa mængder, som saaes, hvilket for en stor del maa tilskrives den sene aarstid, idet de vandhuller, hvori kryokoniten gjerne findes, var tilfrosne.

Af moræneslam eller stene (flytblokke) saaes intet nogensteds paa [693] isen,^k156 naar undtages den sidste lille skraaning paa vestkysten, hvor vi kom ned paa landet eller rettere ned paa det første lille vand, det vil altsaa sige kun et hundrede alen eller saa fra den alleryderste rand. Dette staar i fuld overensstemmelse med tidligere iagttagelser paa Grønlands indlandsis, men stik imod, hvad mange geologer hævder med hensyn til de større istiders bræer. Disse mener de nemlig skulde have ført mægtige moræner af grus og sten paa sine rygge, en efter min mening fuldstændig absurd paastand, som neppe trænger anden gjendriven end henvisning til den grønlandske indlandsis. Den paastand, at denne intet beviser i saa henseende, da Grønland altfor længe skulde have været udsat for isens skuring til, at der endnu var flytmateriale af betydning, er fuldstændig værdiløs; thi om man end ikke vidste, at der stadig føres flytblokke ud i de grønlandske isfjorde (hvilket det gjør), saa har dog ingen villet benegte, at der uafbrudt kommer vældige masser af moræneslam med elven frem under bræerne, og dette maatte dog i ethvert fald bli bragt op til bræernes overflade, ifald der i deres masse var den sterkt opadgaaende bevægelse, som man har villet paastaa.

Meteorologiske iagttagelser

I meteorologisk henseende har ekspeditionen bragt overraskende resultater.

Temperatur. Som allerede nævnt faldt, efter hvad prof. Mohn har udregnet, temperaturen enkelte nætter (12– 14 september) antagelig ned paa -45° C., og middeltemperaturen for dagene fra 11 –16 september, da vi var omtrent midt i landet eller lidt vestenfor selve høideryggen, var -30° til -34° C. Dette er mindst 20° lavere, end man skulde vente ifølge den almindelig antagne lov for temperaturens fald med stigende høide, naar man gaar ud ifra middeltemperaturen ved de nærliggende kyster.

Reduceret til havfladen er denne temperatur uden sammenligning den laveste, som er iagttaget paa vor jord i september maaned. En af de koldeste middeltemperaturer for denne maaned, som kjendes, er -9°C. paa Grinnells Land. I den midtre del af Grønland er den koldeste middeltemperatur for september sikkert nok ikke langt fra -30° C. (altsaa en forskjel af omkr. 20°). Reduceret til havfladen kan denne temperatur ialfald ikke bli høiere end -13° C.

Det kan saaledes synes, som vi i Grønlands indre har, som prof. Mohn siger, fundet den nordlige halvkugles anden kuldepol. Og sandsynligvis er Grønlands indre et af de koldeste steder paa vor jord.

[694] Ved temperaturen er der endnu et andet forhold, værd at lægge merke til, nemlig den store forskjel mellem dag og nat. I landets indre var denne 20 til 25°, idet vi paa den koldeste tid af natten antagelig kunde have indtil -45° C, mens temperaturen om dagen steg til omkring -20° C. Saa stor forskjel indtraadte dog kun de dage, da veiret var klart hele døgnet igjennem.

Meteorologerne har havt vanskeligt for at tænke sig de lave temperaturer, vi fandt i Grønlands indre, disse danner saa at sige et nyt fænomen, hvor der maa foreligge faktorer, som man endnu ikke har regnet med. Jeg tror, at den lave temperatur, saavel som den store forskjel mellem temperaturerne dag og nat, nærmest maa forklares paa følgende maade.

At udstraalingen er større fra sneflader end fra jord- eller stenflader, mener flere forskere at maatte slutte sig til, idet de har fundet, at temperaturen over de første synker sterkere om natten især i klart veir.

Det kan synes noget forbausende, at saa skulde være tilfældet, da der er liden grund til at antage. at den hvide, glatte sneflade skulde give en større varmeudstraaling end den ru, mørke jordoverflade. Det strider ogsaa mod almindelig erfaring. Som enhver norsk bonde vil vide, har myrene ikke let for at fryse til endog i den sterkeste kulde, saasnart de er bleven dækkede af sne, selv om denne er noksaa tynd, mens de ved samme temperatur vilde bundfryse, om sneen var borte. Skulde udstraalingen virkelig befordres ved snelaget, maatte frysningen ogsaa befordres derved, i ethvert fald naar det var tyndt, saa sneens ringe varmeledningsevne ikke kommer til at spille saa stor rolle.

Ved nærmere overveielse maa det vise sig at være utvilsomt, at jordskorpens virkelige udstraaling formindskes ved et snedække. Naar det imidlertid kan se ud, som om den forøgedes, da har dette sin grund i sneens ringe varmeledning. I lag, som er gode varmeledere, vil der, selv om udstraalingen maatte være sterk, efterhaanden tilføres overfladen varme indefra, og paa den vis vil saaledes udstraalingen foraarsage et stort tab af varme for den hele masse, mens varmen paa selve overfladen ikke synker saa meget, som den nødvendigvis maa gjøre i lag. som er slette varmeledere. Her vil nemlig udstraalingen væsentlig kun faa betydning for de allerøverste lag; thi da kun liden varme tilføres indefra, vil temperaturen faa lov til at synke nogenlunde uhindret paa overfladen, mens temperaturen et stykke under denne er betydelig høiere. Forskjellen i denne henseende mellem slette og gode varmeledere blir som mellem slette klæder, der er gode varmeledere, og gode klæder, som er slette varmeledere. De første vil tilføre den, som bærer dem, størst varmetab, mens de selv er varmere paa overfladen, de sidste vil give lidet varmetab, men er selv kolde paa sin overflade.

Nu er det klart, at det er temperaturen af jordbundens allerøverste lag, som virker afgjørende paa temperaturen af det nærmest liggende eller laveste luftlag. Følgelig maa, efter hvad vi har seet, under [695] varmeudstraalingen fra jordoverfladen de nederste luftlags temperatur bli lavest over jordbund bestaaende af slet varmeledende lag, omend selve udstraalingen herfra muligens maatte være noget mindre. Vi maa saaledes vente at finde et sterkere fald i temperaturen om natten over sneflader, især med tykke lag af løs sne, end over isflader, og endvidere sterkere over løse jord- og sandlag – som er slette varmeledere – end over fast jordbund af fjeld eller fugtig jord.

I sammenhæng med den slette varmeledning staar naturligvis det, at disse løse sne- og og sandlag representerer en langt mindre masse end et tilsvarende kubikindhold is, sten eller fugtig jord – følgelig har de ogsaa et tilsvarende mindre absolut varmeindhold. Tab af en bestemt mængde varme vil følgelig foraarsage et langt større temperaturfald hos f. eks. en kubikfod løs sne eller sand end hos en kubikfod is eller fast fjeldmasse.

Paa saadanne steder med løse lag maa følgelig temperaturforskjellen mellem dag og nat ventes at være paafaldende stor, idet ogsaa solen der har lettere for at opvarme de allerøverste lag om dagen, uden at de meddeler for meget deraf til de underliggende lag. Dette stemmer overraskende godt med de iagttagelser i den retning, som kjendes. Temperaturforskjellen mellem dag og nat var, som vi har seet, 20 til 25° i Grønlands indre; et lignende forhold, om end langtfra i saa paafaldende grad, fandt den britiske polarstation over snefladerne ved Fort Rae (store Slave-sø) i mars 1883. Endvidere er Sahara og de asiatiske ørkenstrøg bekjendte for sin store forskjel mellem dag- og nat-temperatur, og den synes der at kunne være lige stor, om ikke større end i den grønlanske sneørken.

I dennes indre del maa der være alle betingelser for en sterk afkjøling ved udstraaling. Det er kun midtsommers, at solen og frosten formaar at frembringe en tynd isskorpe over sneen, som altsaa er en tættere masse, en bedre varmeleder og en lidt mindre god varmeudstraaler. Størstedelen af aaret er den imidlertid dækket af fuldkommen tør sne, som vistnok er sammenpakket af vind, men som er falden under lav temperatur og er yderst fin og følgelig en yderst slet varmeleder.

Men kan nu denne udstraaling til det kolde verdensrum fra sneoverfladen fremkalde et saa stort fald af de laveste luftlags temperatur en sommernat, hvilke lave temperaturer maa den da ikke kunne fremkalde over denne sneørken om vinteren, da solen staar lavt eller – længere nord – er ganske borte. Vi har neppe endnu noget maal, der sætter os istand til endog tilnærmelsesvis at beregne, hvor dybt temperaturen da kan synke. Det maa følgelig antages, at der er en stor forskjel mellem temperatur vinter og sommer^k157.

[696] Den sterke afkjøling ved udstraaling af de allerøverste snelag tror jeg saaledes for en væsentlig del er aarsagen til de gjennemgaaende lave temperaturer, vi iagttog under hele færden gjennem det indre. Vistnok har solen tilsvarende let for at opvarme de øverste, slet varmeledende snelag om dagen, men det maa erindres, at længere end til 0° kommer den i ethvert fald ikke, og dernæst reflekterer den hvide sneflade ikke lidet af de varmebringende solstraaler.

En anden faktor, som i høi grad maa bidrage til at forøge udstraaling og skaffe lav temperatur, er den tynde luft i denne høide over havet. Det maa endvidere erindres, at en lignende jevn slette i en saadan høide af op til 2700 m. over havet kjendes endnu ikke. Den er ikke gjennemskaaret af dalsænkninger, hvori den ved udstraalingen afkjølede luft kan synke ned, eller hvorfra varm luft kan stige op. Lufttrykket er desuden slig, at kun lidet luft tilføres fra kysterne, idet vindene mest gaar fra det indre mod disse. Udstraalingen maa med høi grad af lethed kunne gaa for sig gjennem denne tynde kolde luft, hvis relative fugtighedsgrad vistnok er stor, men hvis absolute fugtighed dog er yderst ringe. Desuden maa det erindres, at vi kun kunde undersøge luften indtil mands høide fra snefladen. Urimeligt er det vel ikke, at man høiere tilveirs vilde finde varmere og forholdsvis tør luft, som i end høiere grad begunstiger udstraalingen; det maa nemlig erindres, at da der er forholdsvis smaa forandringer i luftlagene derinde, og da der neppe uden om sommeren kan være nogen sterk opadgaaende luftstrøm, som kan tilføre de høiere luftlag fugtighed, idet de af snefladen afkjølede lag som de tungeste synker ned, saa maa man nødvendigvis vente at finde tørrere og til en vis grad varmere luft i de høiere luftlag, saasnart varmeudstraalingen er større end varmetilstraalingen, og det er den, som det vil forstaaes, en stor del af aaret.

Endnu en tredje faktor, som ogsaa, skjønt i mindre grad, kan bidrage til temperaturens synken i den indre sneørkens overflade, kan det muligens være af interesse at antyde. Som jeg senere vil udvikle, maa der efter min opfatning foregaa en stadig smeltning^k158 paa sne- og ismassens underside der, hvor den berører det underliggende land. En saadan smeltning binder imidlertid en masse varme, som føres med smeltevandet, der under ismassen render ud til kysterne. At en saadan stadig bortførelse af varme fra indlandsisens undre lag heller ikke kan være ganske uden indflydelse paa dens overfladetemperatur, er saa indlysende, at det neppe trænger nærmere forklaring. Paa den ene side tages jo denne varme fra indlandsisen selv, og dette maa meddele sig til overfladen i mer eller mindre grad alt efter is- og snelagets tykkelse, paa den anden [697] side tages den fra de underliggende lag, med andre ord: en del af jordskorpens indre varme, som ifølge jordens stadige varmetab paa overfladen saa at sige altid er paa vandring indenfra udad, blir stanset og forbrugt her, og selve overfladen blir altsaa berøvet en del af den varme, den skulde faa indenfra. Nu er vistnok varmeledningen gjennem islag liden og gjennem de øverst liggende snelag endnu mindre, og det paa denne maade foraarsagede varmetab skulde saaledes paa overfladen bli mindre føleligt; men noget maa der dog bli.

Som det vil sees, maa alle de her fremhævede forholde virke sammen til at frembringe en kold overflade, og efter min mening maa de være nogenlunde tilstrækkelige til at forklare denne sneørkens forbausende lave temperatur^k159.

Fugtighed og Nedbør. Med hensyn til fugtighed og nedbør fandt vi forhold, som man paa forhaand neppe skulde ventet. Luftens fugtighedsgrad var over den største del af indlandsisen overraskende høi, idet den for det meste befandtes at være mellem 90 og 100%. Det var kun nær vestkysten, at vi fandt den under 79%, men vi havde da vind af føhnartet karakter.

Det vil saaledes forstaaes, at om end luftens absolute fugtighed paa grund af den lave temperatur var liden, saa var den relative fugtighed meget høi. Dette er dog igrunden ikke mer, end det kunde ventes, da jo alle til indlandsisen kommende vinde maa komme fra havet, og den luft, de fører med sig, blir efterhaanden mer og mer afkjølet, jo længere den trænger ind. Som følge deraf maa der ogsaa forholdsvis ofte være nedbør. Under de 40 dage, isvandringen stod paa, havde vi 4 dage regn, 1 dag hagel og 11 dage sne. I det indre faldt denne mest i form af fin frostsne eller isnaale, som næsten daglig regnede ned fra en halvt gjennemsigtig luft, hvori solen endog hyppig kunde skimtes igjennem, og hvor der da næsten til stadighed dannedes solringe med bisole.

Hvilke kræfter hindrer indlandsisen fra at stige?

Naar vi nu sammenligner denne stadige nedbør med det tidligere omtalte forhold, at snemængden ikke formindskes ved smeltning paa overfladen, da maa det altsaa forholde sig saa, at enten tiltager den grønlandske indlandsis stadig i det indre, eller ogsaa er der andre faktorer, der virker tærende paa ismassen og ophæver forøgelsen.

[698] At vi med vort nuværende kjendskab ingen ret har til at antage det første, vil vi snart kunne overbevise os om; thi steg indlandsisen i det indre, maatte det jo ogsaa antages, at den skulde forøges nær randen, men det fremgaar ikke af de iagttagelser og maalinger, som hidtil foreligger. Disse strækker sig vistnok ikke gjennem et tidsrum, som tilsteder mere vidtrækkende slutninger; men de er dog foretagne gjennem flere aar.

Hvad kan da bidrage til, at snemængden ikke forøges?

Fordampningen fra overfladen kan, som vi allerede har seet, kun være liden og er ikke istand til at forringe snemængden i nogen følelig grad.

Vinden, der skulde kunne drive sneen fra det indre mod kysterne som fin snedrift, kan heller ikke have nogen stor virkning i denne henseende. Vistnok blæser den nær isranden temmelig stadig udad, men i det indre synes der i det hele at være meget lidet vind, og den, som er, blæser ikke regelmæssig fra nogen kant.

Der er følgelig paa overfladen intet, som er istand til at forhindre sneens stigen. Denne kunde vi i virkeligheden ogsaa direkte iagttage i de mange snelag med mellemliggende tynde isskorper. Det blir altsaa i dybet, at vi maa søge vore grunde.

Efterhvert som vi gaar nedover, træffer vi paa en faktor, som maa være af betydning i denne henseende, og det er trykket. Det maa nemlig erindres, at sneen og isen – som ved tryk er frembragt af hin – er en tildels plastisk eller seig, halvflydende masse, som ikke kan naa nogen meget stor tykkelse, før trykket vil bevirke, at den siger ud til siderne, og paa den maade danner skridjøkler, større eller mindre alt efter massens størrelse, saaledes som vi kan iagttage overalt i vore høifjelde.

Paa denne maade vil altsaa trykket tvinge den grønlandske indlandsis, efterhvert som den stiger i det indre, i en stadig bevægelse ned ad underlagets fjeldsider, ud gjennem de dale, hvor den lettest kommer frem, og mod kysterne, hvor den saa som de bekjendte mægtige skridjøkler glider ud i fjordene og afkaster sine isfjelde, der af havet føres bort. Paa denne maade svarer paa en vis disse skridjøkler eller isstrømme til elvene i andre lande, idet de for en del danner afløb for nedbøren i det indre land; forskjellen er bare, at afløbet sker i fast form istedenfor flydende.

Mange har muligens vanskeligt ved at tænke sig sne og is paa den maade bevægelig; men hvis man isteden derfor tænker sig Grønland dækket af et tilsvarende lag beg, vaad lere eller gelé, vil man antagelig straks indse nødvendigheden af, at dette lag senere eller tidligere maatte sige ud i havet.

Det vil saaledes forstaaes, at med en vis mængde nedbør vilde indlandsisen, selv om ingen andre faktorer var tilstede, dog ikke kunne stige mer end til en bestemt høide, hvor bevægelsen foraarsaget ved[699] trykket vilde holde tilveksten i ligevegt. Har nu den grønlandske indlandsis naaet denne høide?

Dette er ikke sandsynligt; thi før den naaede saa langt, maa en anden faktor have meldt sig og forhindret, at den kunde stige videre. Det er den smeltning, som maa fremkaldes paa dens undre side væsentlig paa grund af jordens indre varme.

Det er en kjendsgjerning, som ikke længere lader sig bestride, at jordens indre har sin egen varme, og at temperaturen stiger, efterhvert som man trænger dybere i jordskorpen. Men ligesaa sikkert, som dette er, ligesaa sikkert maa ogsaa det samme være tilfældet i en snebræ; thi i intet adskiller denne sig fra almindelige geologiske lag uden deri, at der er mer bevægelse i den, samt at den smelter ved en lavere temperatur end disse. Sneen og isen er slette varmeledere, og vi skulde af den grund, om de laa stille, kunne vente at finde en sterkere temperaturstigning der end hos andre geologiske lag. Nu kommer imidlertid det muligens til, at indlandsisens lag er saa nylig dannede og i saadan stadig bevægelse udad, at den indre jordvarme ikke har faaet tid til fuldstændig at gjennemtrænge dem.

Det er saaledes, saalænge vi ikke har undersøgt det, umuligt at beregne, i hvilken grad temperaturen stiger mod dybet i indlandsisen. Om vi imidlertid forudsætter, at stigningen er omtrent den samme som vanlig, og at overfladens aarstemperatur i det indre af landet er mellem -20 og -30 grader^k160, saa skulde vi altsaa vente i et dyb af fra 700 til 1000 meter at finde en temperatur nær 0°, idet man ved boringer har ment at finde en gjennemsnitlig temperaturstigning af 1° C. for hver 33 m. Dels er imidlertid denne sidste bestemmelse altfor usikker, og dels er, som ovenfor seet, forholdene i selve bræmassen altfor lidet kjendte til, at denne eller nogen anden bestemmelse foreløbig kan tillægges noget værd; kun saa meget synes vi med sikkerhed at kunne sige, at i et vist dyb under sneens overflade maa der være en temperatur af 0°. Nu kan desuden erindres derom, at ved tryk bringes isens smeltepunkt ned paa lavere temperatur; der skal vistnok stort tryk til for at forandre smeltepunktet saa meget som en grad, men det kan dog komme til at spille nogen rolle.

I det dyb, hvor temperaturen er stegen til 0° eller rettere til isens smeltepunkt ved det tilstedeværende tryk, der er altsaa alle betingelser tilstede for isens smeltning; trænger vi dybere, skulde temperaturen stige, men er der fremdeles is, kan dette følgelig ikke ske, og varmen maa gaa med til smeltning af denne. Blot paa grund af jordens indre varme maa følgelig en smeltning gaa for sig paa isens underside; jo tykkere islaget er, desto tykkere maa følgelig ogsaa det lag, hvori dens temperatur staar paa smeltepunktet, være, og desto sterkere maa [700] smeltningen bli. Det vil saaledes forstaaes, at massens forøgelse paa overfladen paa grund af nedbøren kommer til at regulere smeltningen i dybet. Foruden den indre varme kommer desuden en anden varmekilde til. Ved hele ismassens bevægelse maa der under det uhyre tryk udvikles en voldsom friktion saavel mod bunden som mellem massens lavere lag indbyrdes. Denne friktion udvikler imidlertid varme, og denne – stor eller liden – maa ogsaa bidrage til smeltningen. Vi kan altsaa paastaa, at en sne- og ismasse kun kan stige til en vis høide, idet smeltningen paa undersiden da vil holde nedbøren stangen; denne høide vil rette sig efter den sidstes mængde, samt efter overfladens temperatur^k161.

At en saadan smeltning i indlandsisens dyb virkelig gaar for sig, har jeg allerede i sidste kapitel i bogen omtalt et bevis paa, som jeg selv har iagttaget. Forøvrigt er det et velkjendt forhold i Grønland, at der saavel vinter som sommer render elve frem under indlandsisens rand. At den smeltning, som gaar for sig om sommeren paa overfladen nær randene, er altfor ubetydelig til at kunne levere materiale til disse elve, har forhaabentlig vor ekspedition tilfulde bevist, og tilbage staar da intet andet end at antage, at disse elve dannes paa inlandsisens underside. Den vandmængde, som paa den maade naar havet, er sikkert nok betydelig større end den, som naar det i form af isfjelde. Smeltningen i dybet maa saaledes i Grønland spille en større rolle end bræmassens bevægelse til at holde nedbøren stangen. Saasnart den sidste stiger, vil indlandsisens masse stige i samme forhold; saasnart den synker, vil det omvendte være tilfældet. Hvordan det for øieblikket forholder sig, kan vi ikke have nogen formening om; efter de foreliggende iagttagelser kan der, som seet, ikke foregaa nogen sterk forandring i den ene eller den anden retning. Vistnok har eskimoerne talrige sagn om, at indlandsisen skulde vokse, men dette er dog lidet at bygge videnskabelige slutninger paa.

Dannelsen af «drumlins» og «aaser»

Ved at tænke over nødvendigheden af, at der maa foregaa en saa sterk afsmeltning, som her antydet, paa undersiden af enhver nogenlunde tyk indlandsis, er jeg kommen til den slutning, at derved kan man forklare flere glaciale foreteelser, som der endnu ikke er fundet nogen tilfredsstillende forklaring paa. Jeg vil her særlig omtale de saakaldte «drumlins» eller «lenticular hills» og «aaserne» eller de saakaldte «kames».

De første er nogle dannelser, som især forekommer i Amerika. I Europa er de særlig fundne i Irland og England. Vi har dem [701] muligens ogsaa i Norge; de eiendommelige hauge, som findes flere steder paa Jæderen (f. eks. ved Orre), forekommer mig at maatte opfattes som saadanne.

«Drumlins» er lave, aflange og fuldstændig regelmæssig afrundede hauge, dannede af sten og grus. Bredden er gjerne halvten eller to tredjedele af længden, som varierer fra et par hundrede til 5000 fod. Høiden varierer fra 25 til 200 fod, eftersom udstrækningen er stor eller liden. De er altid beliggende ovenpaa de saakaldte bundmoræner, som i Amerika bl. a. har en stor udbredelse. Der er den merkelighed ved dem, at hvor de optræder, ligger de hyppig meget tæt, og deres længdeakse gaar næsten altid parallel med skurstribernes og følgelig bræens bevægelse.

De synes ikke at bestaa af materiale, som i nogen væsentlig grad kan være transporteret af vand, de ligner derimod bundmorænen i bygning. De har ingen lagdannelse, eller denne er ialfald yderst ufuldstændig, og de er meget kompakte eller, som det kunde være, haardt sammenpressede. I sin bygning adskiller de sig følgelig skarpt fra «aaserne», som senere skal omtales.

At disse hauge paa en eller anden maade maa være dannede af istidens bræer, er sikkert, men geologerne har forgjæves brudt sine hoveder med at udfinde hvordan. Man har blandt andet ment, at det var morænen ovenpaa bræen, som havde samlet sig i større eller mindre ujevnheder i denne, o.s.v. For det første har, som ovenfor seet, ingen saadan moræne paa bræens overflade eksisteret, og for det andet er det uforstaaeligt, hvordan man vilde transportere og pakke hele dette materiale ned i ujevnheder(!).

Jeg tror, at disse hauge helt enkelt lader sig forklare derved, at bræen ligesaa lidt smelter jevnt paa undersiden, som den gjør det paa oversiden. Ligesom i det smaa kryokonitien kke smelter sig jevnt ned, men i huller, saaledes maa der nødvendigvis under smeltningen paa undersiden ogsaa dannes fordybninger eller snarere udhulninger, som fyldes med grus. Disse udhulninger vil særlig udvikles, naar bræen bevæger sig hen over en saakaldt bundmoræne, idet der her ikke vil være mangel paa grus, som paa grund af bevægelsen vil males rundt inde i sin fordybning og vil gjøre denne større, tildels paa grund af den ved friktionen fremkaldte varme. At udhulningen vil faa en meget regelmæssig aflang form med længden i samme retning som bevægelsen, er en selvfølge. Disse udhulninger vil ikke kunne forøges mer end til vis grad, som vil afhænge af bræens tykkelse og tryk og den deraf følgende afsmeltning paa undersiden, friktion o.s.v.; det er nemlig klart, at et vist stykke ind blir isen saa fast og grusen saa sterkt afkjølet, at den ikke kan udhule saa meget, at ikke afslibning og afsmeltning paa den øvre del af underfladen holder det i ligevegt. Naar bræen trækker sig tilbage, maa gruset i disse ujevnheder bli efterladt som de regelmæssige drumlins. Paa grund af det svære tryk af bræmassen, de har været udsatte for, maa de være bleven [702] godt sammenpressede og skikkede til at modstaa regnens og tidens tand saa godt, som de har gjort.

Aaserne bestaar som bekjendt af lignende grus og sten som disse hauge, de er ogsaa gjerne beliggende ovenpaa den saakaldte bundmoræne. De adskiller sig imidlertid fra de omtalte hauge derved, at deres materiale er mere slidt og synes at have været mere udsat for vandets paavirkning; de har endvidere en bestemt lagdannet bygning, som ogsaa synes at antyde, at vand maa have spillet nogen rolle ved deres dannelse. De er lave rygge, der fortsætter sig over lange strækninger, som regel parallelt med skurstribernes retning eller med isens bevægelse. I Norge har vi faa aasdannelser; muligens er der nogle paa Jæderen; i Sverige er der derimod mange. I Skotland, England og Irland er de hyppige. I Amerika udbreder de sig over store strækninger.

Vor ekspeditions iagttagelser feier med et drag bort alle forklaringer af aaserne som elvedannelser ovenpaa isen eller i tunneler i denne; thi for det første mangler, som vi har seet, for en væsentlig del elvene, og for det andet mangler fuldstændig det materiale, nemlig moræneslam og grus, hvormed elvenes render og tunneler skulde fyldes.

Efter min mening kan der neppe være tvil om, at aaserne er dannede af elveløb ikke ovenpaa isen, men paa dennes underside.

Alt det vand, som dannes ved isens smeltning paa undersiden, maa skaffe sig afløb, dette kan det kun gjøre ved at hule sig udløb under isen; det blir da selvfølgelig ikke underlaget, men overlaget, altsaa isen selv, som vandet, idet det render gjennem disse løb, hovedsagelig kommer til at tære paa. At elveløbene kommer til for en væsentlig del at maatte følge samme retning som isens bevægelse, er selvsagt, da de ellers snart vilde bli stængte. Da imidlertid denne isens bevægelse for en stor del maa rette sig efter underlagets helding og dalene, saa vil følgelig elveløbene komme til for en større eller mindre del at følge de sidste, det vil sige, deres løb kommer til i en vis grad at falde sammen med de nuværende elves hovedretning. Naar nu en bræ, gjennemfuret af saadanne elveløb paa undersiden, bevæger sig ud over en saakaldt bundmoræne, da er det klart, at dennes grus vil presse sig op i elveløbenes render, elvevandets tæren eller slid paa taget i dets istunnel blir selvfølgelig endnu større, end da bræen bevægede sig over fast grund. Efterhvert som imidlertid elven æder sig opefter i isen, vil gruset følge efter ind i elvetunnelen, og elven vil nødvendigvis snart bevæge sig langs hen over en ryg af grus, og denne vil ligesom de omtalte «drumlins» vedbli at stige, indtil andre kræfter melder sig og stanser videre udvikling.

Paa den anden side er det klart, at en elv, der af et stort hydraulisk pres indefra tvinges frem gjennem en lukket kanal under et saa forfærdeligt tryk, som det, den overliggende is udøver, maa faa en stor evne til at føre afsted med sig den underliggende morænes grus og stene. Kommer den imidlertid længere ud mod isdækkets rand, hvor [703] altsaa selve isen er tyndere, og trykket ovenfra altsaa mindre, saa orker den ikke længer at føre saa meget ned og maa følgelig stadig slippe fra sig grus og stene, som kommer til at afleire sig paa bunden af elveleiet, altsaa danne toppen af den underliggende ryg, og denne faar nødvendigvis en lagdannet bygning og kommer til at bestaa af materiale, som er slidt under vandets paavirkning og transport.

Naar saa engang bræen viger tilbage, vil disse grusrygge under elveløbene lades tilbage som aaser. At disse ikke altid kommer til at følge dalene, men ogsaa kan gaa tvers over dem, er naturligt nok; thi elven maa, som vi har seet, for en væsentlig del gaa parallel med isens bevægelse, og gaar denne over dale, vil elven naturligvis danne sig sit løb ned paa denne ene side over bunden og op paa den anden side, svarende til hvad enhver bæk eller kilde med underjordisk løb gjør. Aasen kommer følgelig i sin tid til at ligge i samme retning, om da ikke bræen under sin tilbagetrækning faar andre, mer lokale bevægelser og ødelægger aasen, hvilket selvfølgelig ofte har skeet.

Lufttryk

Før jeg slutter denne korte omtale af ekspeditionens videnskabelige iagttagelser, skal jeg endnu nævne lufttryks- og vindforholdene i det indre.

Det synes, som om der over hele det indre gjennemgaaende hviler et forholdsvis høit lufttryk, og som om vindene nær kysterne har en fremtrædende tilbøielighed til at gaa fra det indre mod havet paa alle kanter. Høisletten synes at begunstige dannelsen af barometriske maxima og at være lidet skikket til som regel at tillade lufttryksminima eller storm-centrer at gaa tvers over landet, dog viser vore iagttagelser flere eksempler paa, at det indre kan paavirkes af lufttryksminima i Baffins-bugten, Davis-strædet og Danmarks-strædet. Vi iagttog desuden et eksempel paa, at et lufttryksminimum kan gaa tvers over høideryggen, idet et stormcentrum gik over os den 8de september (sml. kap. XIX). Dette maa, efter hvad prof. Mohn har underrettet mig om, have været et saakaldt sekundært lufttryksminimum, som har løst sig ud fra et hovedminimum, som nogle dage før befandt sig over Baffins-bugten.

I de dage, da vi forlod indlandsisen og kom ned paa det bare land paa vestkysten, iagttog vi en fuldstændig føhnlignende, tør og varm østlig eller sydøstlig vind. Denne kom følgelig ned fra indlandsisen eller fra de øvre luftlag over denne; men at den var kommen over isen helt fra østkysten, er efter det allerede anførte en umulighed, det maa følgelig have været en fugtig sjøvind, som er kommen ind over indlandsisen som sydvestlig vind længere syd, og som saa paa vanlig vis har bevæget sig over denne i en bue og atter er kommen til os som vind indefra fra de høiere luftlag eller sunket ned over randen af indlandsisen Heri ligger muligens ogsaa forklaringen paa mange af de bekjendte varme østlige vinde [704] paa Grønlands vestkyst. Den danske meteorolog Adam Paulsen har allerede paavist det usandsynlige i, at de skulde komme tvers over indlandsisen, saaledes som tidligere antaget, men han tillægger lokale kystfjelde skylden for deres dannelse; deri har han sikkert nok ogsaa for en stor del ret, og kystfjeldene kommer i det tilfælde til at spille samme rolle som indlandsisen i andre.

Dette er, hvad jeg for øieblikket tror at burde omtale af vor ekspeditions videnskabelige udbytte. Som det vil forstaas, er der endnu meget igjen at udforske i Grønlands snedækte indre. Denne ekspedition var den første til at gjennemtrænge det, og den har saa at sige kun naaet at vise, af hvor stor videnskabelig betydning det er at faa dette indre grundig undersøgt. Paa vor færd maatte der lægges mest vegt paa at komme frem og berge livet, af videnskabelige undersøgelser kunde vi kun gjøre det, som lod sig forene med en hastig fremrykken. Men kommende ekspeditioner vil ved hjælp af vore erfaringer kunne indrette sig bekvemmere og gaa roligere tilverks, de vil da bringe et videnskabeligt udbytte, mod hvilket vort kommer at bli lidet.

Maatte de ikke lade længe vente paa sig!