Norge i det nittende Aarhundrede og Jonas Lies bidrag

Storverket Norge i det nittende Aarhundrede utkom heftevis i årene 1898 til 1902, og ble deretter samlet i ett verk, datert «Centraltrykkeriet Kristiania 1900», med undertittelen «Tekst og Billeder af norske Forfattere og Kunstnere».

En lang liste av prominente navn stod som utgivere, blant andre: W.C. Brøgger, Moltke Moe, Bredo Morgenstierne, Gerhard Munthe, Fridtjof Nansen, Eiliv Petersen, Nordahl Rolfsen, J. E. Sars, Gustav Storm og Erik Werenskiold.ⁿ¹

Forarbeidene til Norge i det nittende Aarhundrede fant sted over et langt tidsrom. I brevvekslingene mellom redaktørene og potensielle bidragsytere fra midten av 1890-årene, støter man på en rekke betraktninger om betydningen av et slikt arbeid. Jonas Lie var av dem som meget motstrebende ble dratt med inn i verket. I det følgende skal jeg i detalj følge tilblivelsen av Norge i det nittende Aarhundrede og Jonas Lies innvendinger mot verket. Lie ble til slutt representert med «Finmarksvidden. Et Præludium». Da hadde teksten vært i omløp blant ulike redaksjoner i en tiårsperiode, uten å komme på trykk. I kommentarene til dette «preludium» vil jeg særlig vektlegge Lies karakteristiske stil og hans bruk av fakta. Forfatteren selv hadde foretrukket å bidra med en tekst om hvalfangst. Det er bakgrunnen for at både «Finmarksvidden. Et Præludium» og «Et Hvaljag» er med i denne tekstkritiske utgaven.

Struktur

Norge i det nittende Aarhundrede forelå samlet i to ulike versjoner:

[F]or det første som praktutgave i ett bind, i formatet imperial folio og med pergament dekorert i flere farger for hånd. For det andre kom det en standardutgave i to bind i rødt skinn og med løve på ryggen, den også. De to standardbindene veier til sammen 9,6 kilo. Papiret er av en kvalitet man sjelden finner maken til i våre dager. (Johnsen 2003, s. 269)

Sluttproduktet i dets ytre form – også den nesten ti kilo tunge standardutgaven – er fremdeles et bokstavelig talt kolossalt praktverk.

Børre Johnsen tillegger verket en tydelig overordnet struktur: «Hoveddelene behandler Norges geologi og geografi, historie, vitenskap, kunst, litteratur, landsdelenes natur og folkeliv, næringsveier, storbyer, samferdsel, idrett og jakt – i nevnte rekkefølge» (Johnsen 2003, s. 270).ⁿ²

«Verket, som med sine mange illustrasjoner må ha blitt oppfattet som svært moderne, utstråler en nasjonal fremtidstro uten like», hevder Bodil Stenseth (1998, s. 555f).ⁿ³ Moderniteten til tross; kjønnsbalansering av forfatterstemmer var ikke et anliggende for redaksjonen: Verket består av cirka 80 artikler, men bortsett fra Hulda Garborg og Kitty Kielland er alle forfatterne menn. Dette gikk ikke upåaktet hen i Nylænde. Tidsskrift for kvindernes sag (15. juni 1900, nr. 12). Nummeret åpner med en panegyrisk ingress, men ironien ligger latent: «Norge i det nittende aarhundrede. Ordene klinger i øret og blir igjen i sindet. Norge i det nittende aarhundrede! Vort fædreland i det aarhundrede, som er blevet kaldt kvindernes.» Opptakten bereder grunnen for harselering og kritikk:

Der udkommer et skrift, som heder Norge i det nittende aarhundrede, et nationalverk kalder det sig. Der har været arbeidet paa det i aarevis under medvirkning af alt det, som kyndighed er – har vi længe hørt om gjennem pressen. […]

Det første vi ser er, at «Norge i det nittende Aarhundrede» udgives af 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 mænd – punktum. […] [T]rods pressens hidtil enstemmige ros – saa tillader vi os at tro, at nationalverket ikke vil løse den opgave, den har betegnet som sin. (s. 177ff)

Denne for oss i dag så iøynefallende eksklusjon av kvinnestemmer ble ikke ytterligere kommentert i samtiden.

Bidragene om «vitenskap, litteratur og kunst» er samlet i én, felles bolk. Det er verdt å merke seg at da den nykonstituerte norske Forfatterforening avholdt valg den 7. juni 1894, så var det til to ulike seksjoner: Arne Garborg ble formann for den skjønnlitterære seksjon. Til formann for den faglitterære seksjon ble valgt professor Gustav Storm. Noe senere samles styrene for de to seksjonene til fellesmøte: «Til formand i Norsk forfatterforenings samlede styrelse valgtes enstemmig professor Gustav Storm» («Protokoll for Den norske Forfatterforening», NB Ms.fol 4689 A:1:C, s. 3).

Historieprofessor J. E. Sars – en av de mest aktive av utgiverne av Norge i det nittende Aarhundrede – stod oppført som medlem av den skjønnlitterære seksjon (s. 8). Diktere og professorer fant uanstrengt sammen i foreningen. Og, som vi skal se: Mange av disse var i fellesskap i gang med arbeidet med Norge i det nittende Aarhundrede allerede da foreningen ble stiftet, seks år før den endelige utgivelsen. Av de 12 utgivere av Norge i det nittende Aarhundrede gjenfinner vi i de to styrene i Forfatterforeningen hele fem av dem: W. C. Brøgger, Moltke Moe, A. N. Kiær, Nordahl Rolfsen og Gustav Storm, hvorav tre var professorer: Storm i historie; Moe i folkemål og Brøgger i geologi.

I annet binds første hoveddel, «Natur og folkeliv», er hovedvekten av forfatterne skjønnlitterære. Østerdalen beskrives av Jacob B. Bull; Setesdal av Hans E. Kinck; Hardanger av Jens Tvedt osv. Delen om Finnmark skiller seg ut hva volum angår. Jonas Lies «Finmarksvidden. Et Præludium» etterfølges av tre bidrag med større vitenskapelige pretensjoner: Professor Yngvar Nielsen skriver om «Lapperne»; deretter følger «Fra Østfinmarkens natur og folkeliv» av sogneprest Lützow Holm og «Vestfinmarken» av skoginspektør Axel Hagemann. Som vi skal se, fungerer Lie-teksten nettopp som et preludium som tar opp i seg deler av datidens mer eller mindre segmenterte allmennkunnskap, samtidig som den litterære skrivemåten utfolder seg på en måte som de andre skjønnlitterære forfatterne er mer tilbakeholdne med.

Intensjoner

Allerede i april 1894 hadde redaksjonskomiteen til det fremtidige storverket søkt Stortinget om femti tusen kroner, som statsgaranti til utgivelsen. Søknaden ble avslått, om enn budsjettkomiteen hadde gått inn for den: «'Jeg blev så glad for Deres patriotiske tanke,' skrev stortingsrepresentant [Carl] Berner til Brøgger» (Hestmark 1998, s. 709). Patriotismen er da heller ikke vanskelig å få øye på i søknaden, om den enn tar utgangspunkt i en parallell til et av våre naboland:

I løbet af 1893 udkom i Finland et nationalverk, som ogsaa her i landet har vakt opmerksomhed: 'Finland i 19de seklet, framstäldt i ord och bild af finska skriftställare og konstnärer'. Verket […] indeholder skildringer af land og folk, politisk oversigt, oversigt over statshusholdning, undervisningsvæsen, den videnskabelige litteratur, skjønnlitteraturen og den finske kunst. («Fra Budgetkomiteen. Ang. Udgivelse af et Værk over Norge», Stortinget 1894, Dokument 118)

I søknaden understrekes det at planen om et lignende verk om Norge har oppstått hos enkeltmedlemmer i redaksjonskomiteen langt tidligere enn det foreliggende finske verket, men man finner at opplysninger om det finske verket danner «et passende udgangspunkt for det andragende, vi herigjennem tillader os at indsende til det norske storting». (sst.)

Komiteen legger stor vekt på at bidragene må ha den ypperste kvalitet; skildringene må «motta preg etter sine forfatterindividualiteter». Man må søke etter førsterangs krefter og honoraret må følgelig være rikelig: «[…] «fordi artiklerne maa baseres baade paa kundskab og forfatterevne; fremstillingen maa baade være stofmættet og gjennemsigtig, videnskabelig begrunnet og populær». (sst.)

Det fremkommer i søknaden at boken skal ha to overordnede mål. Det ene er til innvortes bruk: «[…] for os nordmænd tør det ikke være uden betydning at se i samlet overblik, hvad der er nationens fælleseie, hvad der konstituerer og sammenbinder det norske folk» (sst.). Allerede den overdådighet som til slutt preget boken i det ytre, er en illustrasjon på denne stolte, indremedisinske intensjonen.

Størst vekt legger redaksjonskomiteen likevel på den andre grunnleggende beveggrunnen for arbeidet, og som det pedagogiske Finland-eksemplet la grunnlaget for: det å gjøre nasjonen gjeldende i Europa: «Det er vistnok ikke for meget sagt, at udlandets begreber om Norge som selvstændig stat, om vore institutioner, om litteratur, kunst, kort om alt det, som det eventuelle aktuelle verk vil indeholde, er i høi grad svævende og uklare» (sst).

Boken skal altså både bidra til den indre nasjonsbygging og den skal gjøre «utlandet» klar over hvor langt Norge har kommet som nasjon.

Redaksjonskomiteen fortsatte å arbeide videre med bokprosjektet, trass i Stortingets avslag: I Dagbladet 28. mars 1897 finner man en liten notis som forteller både om andragende til Stortinget i april 1894, og at det nå på ny foregår forhandlinger med private forlag – uten at Stortinget er involvert.

Intermezzo: Norge i det nittende Aarhundrede som palimpsest

Det finnes en parallell historie om å fremme Norge i verden gjennom et bokprosjekt med bidrag fra ledende forfattere og billedkunstnere: I København arbeidet kunsthandler og forlegger Johan Christoffer Stochholm med et svært ambisiøst prosjekt. Arbeidet ble påbegynt i 1890 og endelig skrinlagt i april 1894. Jonas Lie var involvert fra starten av. I et brev til ekteparet Werenskiold i 1890 uttrykker han stor entusiasme for Stochholms arbeid. Og i dette brevet finner vi de første spor av «Finmarksvidden»:

Jeg har skrevet og sendt Nordlandsskitsen, hvormed Hr. Stochholm lader til at være meget tilfreds. Det kunde kanske bli et godt værk naar dere Malere tok jer ordentlig af Illustrationerne (brev fra Jonas Lie til Erik og Sophie Werenskiold 21/12 1890, Lie 2009, nr. 1319, s. 1161, uth. her)ⁿ⁴

Noen dager senere i brev til den etter sigende så fornøyde J. C. Stochholm (brev 30/12 1890, Lie 2009, nr. 1325, s. 1164) takker Lie for honoraret: 400 kroner, noe som motsvarer anselige 30 000 i dagens pengeverdi. Lie antyder at han også kan levere et stykke om nordlandsdikteren Petter Dass, og kanskje sågar noe fra skogdistriktene i Solør.

Langt fra alle var like velvillige. Henrik Ibsen takket høflig nei.ⁿ⁵ Det samme gjorde Alexander Kielland.ⁿ⁶ Theodor Kittelsen reagerte i utgangspunktet positivt, men etter en del frem og tilbake trakk han seg ut av prosjektet, sannsynligvis på grunn av honorarets for ham beskjedne størrelse. Stochholm gav ikke opp, og nevnte en rekke av Kittelsens kolleger som ikke hadde unnslått seg:

Da alle andre betydelige norske Kunstnere, som jeg har henvendt mig til, beredvilligt have lovet deres medvirken, som Werenskiold, Sinding, Thaulow og Eilif Petersen med fl., vilde jeg meget beklage, hvis De maatte fastholde Deres bestemmelse, om ikke at ville deltage (brev fra J. C. Stochholm Theodor Kittelsen 3/11 1890, NB Brevs. 16).

Vi kjenner ikke nærmere til disse sentrale billedkunstnernes kommunikasjon med kunsthandler Stochholm. Etter Ibsens avslag i 1892 finnes heller ingen ytterligere korrespondanse med potensielle bidragsytere. I et oppsiktsvekkende brev til Nordahl Rolfsen, som altså er den fremtidige redaktøren av Norge i det nittende Aarhundrede, meddeler Stochholm i april 1894 at han gir opp prosjektet:

I Tilslutning til vor Samtale i Onsdags tillader jeg mig at sende Dem nedenstaaende Linier.

Som jeg tidligere har meddelt Dem, har jeg allerede for flere Aar siden (i 1890) paabegyndt Forberedelserne til et større Pragtværk omhandlende Norges Natur og Folkeliv og har til dette samlet et betydeligt Materiale af Billedstof, ligesom jeg fra de mest ansete norske Forfattere har erholdt Løfte om Bidrag til Værket og fra Hr. Jonas Lie allerede modtaget en fortrinligt skrevet Indledning til Værkets første afsnit: Nordlændene.

Det er min Overbevisning, at et saadant Værk ikke alene i Skandinavien men ogsaa i Tyskland, England og Frankrig vil blive modtaget med den største Interesse, da Norge og alt hvad der vedrører Norge for Øieblikket har en overordentlig Aktualitet. – Landet selv paa Grund af dets enestaaende Naturskjønhed og Folket ved den Glands som Norges berømte Forfattere har forstaaet at sprede over det (brev fra J. C. Stochholm til Nordahl Rolfsen 6/4 1894, NB Brevs. 76).

Vi vet at lovnaden om bidrag fra en rekke norske forfattere var å ta hardt i: Kielland hadde stilt seg avvisende i 1890, Ibsen i 1892, mens altså Lie hadde sendt sitt bidrag høsten 1890 og endatil lovet flere bidrag ved behov. Ellers kjenner vi igjen i Stochholms utlegning presis de samme argumentene som redaksjonskomiteen bruker i sin søknad til Stortinget bare noen uker senere i april 1894.

Stochholm skriver videre at han egentlig alltid har ment at verket burde utgis i Norge, men da ingen norsk forlegger «af sig selv syntes at vilde fremkomme med et saadant Foretagende» bestemte han seg for selv å begynne på en utgivelse. Han er nå – etter samtalen med Rolfsen noen dager før – blitt kjent med forestående planer om et slikt Norgesverk blant forfattere og vitenskapsfolk i Norge. Han meddeler derfor at han vil tre tilbake – men ikke helt:

[D]a det jo ubestrideligt er mig, som fra først af har faaet Ideen til et saadant Foretagende, og da jeg vedblivende nærer stor Interesse for Sagen, vilde jeg sætte megen Pris paa om det lod sig ordne saaledes, at jeg paa en eller anden Maade ble knyttet til Værkets Utgivelse, f. Expl. som Kommissionær for Distributionen i Danmark og muligt som Leder af det ved Værket forefaldende Reproduktionsarbeide. (sst., uth. her)

Kunsthandler Stochholm hadde høy kompetanse på reproduksjonsmåter av billedmateriale, og han gir et par år senere ut en bok om fotografiteknikk. Men redaksjonen benyttet seg ikke av hans tilbud om å bidra. Vi må konkludere med at redaksjonskomiteen stjeler hans prosjektidé, skviser ham ut av prosjektet og forholder seg tause om ham i all fremtid.

Begrepet palimpsest – fra kapitteloverskriften – betyr i følge ordboken at «en tidligere skrift er blitt utslettet (avskrapt, avvasket) for at det samme skrivemateriale kan bli brukt på ny». Begrepet er en treffende metafor for hvordan redaksjonskomiteen tok seg til rette overfor kunsthandler Stochholm og hans arbeid.

Tilblivelsesprosessen

Etter hvert utover i perioden 1887–1900 reklameres det stadig heftigere for Norge i det nittende Aarhundrede i nær sagt enhver avis. Det funderes mye på hvem som blir de mulige bidragsyterne, blant annet i Kringsjaa (1900, vol. XV, s. 638f.), der man har hørt forlydende om at både Magdalene Thoresen og Bjørnstjerne Bjørnson skal gi bidrag, til like med Bernt Lie som forventes å skrive om «Byliv nordpå». Dette viser seg å være intet annet enn avisspekulasjoner. I et brev til Bjørnstjerne Bjørnson så sent som i januar 1900 forsøker redaktør Ernst Sars å overbevise Bjørnson om at et bidrag fra ham ikke trenger å være mer enn ristet ut av ermet, og at dead-lines ikke måtte bekymre ham:

Du mindes, at Du har lovet til «Norge» […] et Stykke af dine «Nordmænd» –; Skildringer af en Række norske Typer. Jeg hører af Hovedredaktøren, Nordahl Rolfsen, at dit Stykke kan uden Vanskelighed faa Plads hvorsomhelst i Værket, altsaa ogsaa i dets Slutning. Det haster forsaavidt ikke med Udarbejdelsen; Du faar Respit^k1 ialfald til Udgangen af indeværende Aar (brev fra J. E. Sars til Bjørnstjerne Bjørnson 15/1 1900, Sars 1957, nr. 140, s. 212).

Verken lovnaden om godt med tid eller plassering i verket etter eget forgodtbefinnende var tilstrekkelig. I Bjørnsons brevsamling finner man intet svar på anmodningen. Og verken han, Thoresen eller Bernt Lie er representert i sluttproduktet.

Det lar seg neppe gjøre å skaffe oversikt over alle de intellektuelle størrelser som ble forsøkt dratt inn i verket, men et brev fra Sars til Christen Collin gir et innblikk i de overtalelsesstrategier som var i omløp:

Saavidt jeg kan skjønne, har det aldeles ingen Hast med Deres Art. til Norge i det 19de Aarh. Moltke Moe og jeg skal skrive en Art. sammen om det norske Nationallynne – M. M. er for Tiden syg og det skal ha lange Udsigter med at han igjen blir fuldt arbejdsdygtig; uden ham kan jeg ikke røre mig (brev fra J. E. Sars til Christen Collin 4/3 1899, Sars 1957, nr. 134, s. 208).

Det beroligende i at det slett ikke haster, og at «også jeg er sent ute» hadde ikke den intenderte effekt; heller ikke den ellers så sentrale Christen Collin er med i verket. Med tanke på den stramme oppbygging av sluttproduktet er det fascinerende å se hvor hasardiøst innsamlingen av materialet foregikk. Det planlagte verket hadde på det tidspunktet da Bjørnson og Collin ble kontaktet, allerede i lang tid blitt markedsført gjennom utallige avisannonser. Det må ha bygget seg opp en betydelig fallhøyde i offentlighetens bevissthet. Det ser ikke ut til å ha plaget redaksjonen. Disse menn som så selvsikkert mente seg å kunne gjengi Norge i det nittende århundret, hadde – i egne øyne – nok av potensielt stofftilfang og ditto medarbeidere.

Jonas Lies kunstneriske, fagpolitiske og geopolitiske innvendinger

Også Jonas Lie utsettes for en tilsvarende overtalelsesstrategi som den Bjørnson og Collin ble møtt med, denne gang med Fridtjof Nansen som avsender:

Bare et par linjer for at bede så bønlig om at De ikke må si nei til Rolfsens anmodning om at få Dem med på «Norge i det 19de århundrede». Jeg tror bogen kan bli af stor betydning for vort nationale stræv, for at styrke nationalfølelsen indadtil og vinde sympati udadtil for vor selvstændighetskamp.

For at dette kan opnås må imidlertid bogen være god, vi må samle alle vore bedste kræfter. De forstår da selv, vi umulig kan undvære Dem, og jeg har den tro at De også vil se på det som en fædrelandssag.

Min hustru og jeg sender hjertelige hilsen til Dem og Deres frue (brev fra Fridtjof Nansen til Jonas Lie 10/5 1897, Nansen 1961, nr. 235, s. 21).

Nansen understreker overfor Lie eksplisitt det doble formålet som redaksjonskomiteen hadde løftet frem for Stortinget: Verket skal fremme intern nasjonalfølelse og samtidig vekke ekstern sympati for «selvstendighetskampen». I tillegg går Nansen ikke av veien for å utøve press på nasjonens vegne, gjennom utilslørt smiger.

Nansens insisterende henvendelse fører ikke frem. En uke senere fra Paris skriver Lie tilbake til Nansen. Etter en del høflighetsfraser innledningsvis av typen: «For det saa smukke og vellykkede Portræt en varm Tak baade fra min Hustru og mig»,ⁿ⁷ følger avslaget:

Ja, – saalangt er alt godt, kjære Fridthjof Nansen. Men, naar jeg nu maa sige Dem, at det er mig umuligt, at være Bidragsyder til det paatænkte Værk, saa er det, fordi det er mig umuligt. Jeg staar foran to Arbeider, der vil ta al min Tanke og alle mine Kræfter og er lige saa langt fra at kunde røre Sindet ind i noget andet, som om De blev anmodet om en Skitur til Nordmarken, mens De var oppe ved Nordpolen (brev fra Jonas Lie til Fridthjof Nansen 18/5 1897, Lie 2009, nr. 1671, s. 1419).

Dette er det personlige motargumentet Jonas Lie bruker flere ganger, i ulike variasjoner: Han er opptatt med større ting og må ikke la seg distrahere.ⁿ⁸

Også en prinsipiell fagpolitisk holdning bidrar til Jonas Lies uvillighet. I flere av sine brev uttrykker han irritasjon over alle de «julehefter» av ymse slag som man føler seg presset til å gi bidrag til. Til sin danske forlegger, Jacob Hegel skriver Lie noen måneder etter brevutvekslingen med Nansen:

Sagen er, at jeg fortiden staar i et [sic] ganske alvorlig Polemik, netop angaaende dette Bidragsydervæsen og derved just nu i noksaa tendre og ømfindlige Forhold til endogsaa nære Venner. Som De nok vil erindre, kjære Hr. Hegel, bad De mig for et Par Aar siden gjøre mit for at sætte en Stopper for Bidragsvæsenet til alle disse Jule- og andre Skrifter. Og saa har jeg gjort (brev fra Jonas Lie til Jacob Hegel 28/9 1897, Lie 2009, nr. 1682, s. 1428).

Han refererer blant annet til at Arne Garborg skal ta honorarproblematikken opp i Forfatterforeningen. Så fortsetter Lie med den for ham dagsaktuelle sak, ispedd en syrlig kommentar om Nansen-portrettet som var sendt ham bare en uke etter at de to hadde truffet hverandre for første gang i Paris:

Og nu i Sommer har jeg igjen været under Pres hjemmefra for allehaande. [… ] Jeg er netop varm fra det allersidste og ømfindligste – en Længde af Skrivelser fra Redaktionen af Et «Norge» – i Werenskiolds, Munthes, Nordahl Rolfsens, Professor Munthe af Morgenstierne og fleres Navn – og med Paaberaabelse af min Fædrelandskjærlighed etc, «da Foretagendet ellers ikke kunde blive af». Og tilsidst et brev med Anførelse af alle Grunde og Portræt fra Frithjof Nansen. (sst.)

Lie beklager seg både over å bli presset til å utvise fedrelandskjærlighet og over å bli forstyrret i arbeidet. Minst like viktig er det at Jonas Lies geopolitiske tenkning gikk i andre retninger enn det redaktørene forventet.ⁿ⁹ Overfor Arne Garborg reiser Lie noen prinsipielle, politiske motargumenter mot det planlagte nasjonalverk:

En idé, vi har, er saaledes at Udlandet er «tungnemt» og «ikke forstaar», – […] Jo, de forstaar! Og vi vilde nok ganske stærkt forbauses, om vi fik se, hvorledes vi – fra vi kom paa det politiske Tapet, – er blet undersøgte og belyste og oploddede og studerede fra de forskjelligste Sider i Indberetninger til Kabinetternes Archiver fra allehaande med det Hverv betrode. Naar England ikke vil vige fra Sverig-Norges «strategiske Enhed», saa er det ikke, fordi det ikke forstaar, men kort og ilde, fordi det anser sin Interesse at kræve den Statsordning for os – af mange særlige Grunde (brev fra Jonas Lie til Arne Garborg 21/1 1899, Lie 2009, nr. 1769, s. 1485, uth. av forf.).

Jonas Lie avviser fullstendig at «utlandet» ikke er tilstrekkelig opplyst. Forholdet mellom Norge og Sverige vurderes av stormaktene primært ut fra stormaktenes egeninteresser. Noe opplysningsprosjekt vil således være fånyttes.

I samme brev til Garborg anfører Lie også et kunstnerisk argument:

Kun vilde jeg, at man for Forfatternes Vedkommende heller opsøgte deres ypperste alt frembragte Sager end lagde an paa netop ny Artikler, der vel ikke alle kan forudsættes at være af deres bedste Gnist. (sst.)

Hvis det nå er slik at det skal lages et nasjonalt praktverk, så må forfatterne bidra med det ypperste av hva de har frembrakt til nå. Omtrent den samme betenkningen fremfører Lie også til en av hovedredaktørene, Bredo von Munthe af Morgenstierne et halvt år senere:

Foruden min Beslutning: ikke at stykke mig ud i Smaabidrag, – hvad der altid koster mig en saa unaturlig Tid og Kraft – havde jeg ogsaa lige overfor Værket «Norge» en Hovedbetænkelighed. Efter min Opfatning maatte det til et saadant Værk, […] helst opsøges det genialeste og bedste, som var skrevet i vor Literatur […]. [I] Bidrag, der udskrives for Tilfældet, kan «Lykketerningen» ikke netop ventes at rulle over Bordet med alle Seksere op for hvert Tilfælde (brev fra Jonas Lie til Bredo von Munthe af Morgenstierne 16/6 1899, Lie 2009, nr. 1785, s. 1502).

Vi gjenkjenner fortvilelsen over å få sin arbeidstid oppstykket i småtterier. I tillegg gjentas også argumentet om at verket Norge i det nittende Aarhundrede må stille til skue det beste som forfatterne har frembrakt, og ikke la det henfalle til leilighetsdiktning. Men brevet tar plutselig en overraskende vending:

Imidlertid, eftersom Sagen foreligger, og efter Deres Brev, vil jeg prøve at skaffe noget, – siden jeg ser, der kan ventes med Bidraget. Før jeg er ferdig med mit nærværende Arbeide, – hvad jeg ikke tør paaregne før under Jul, – vil det nemlig være mig umulig at tænke paa noget andet.[…] (sst, uth. av forf.)ⁿ¹⁰

Det er ikke mulig å se noen umiddelbar grunn til hvorfor Jonas Lie nå endrer holdning til egen deltagelse. Han kan ha følt at det vedvarende presset ble for stort. Ved å markere velvillighet holder han seg inne med gode venner. Han har presentert en plausibel tankegang om at en skjønnlitterær forfatter må være representert med tilnærmelsesvis det beste han har prestert. Denne tanken lar han bli hengende i luften, vel vitende om at den bryter med redaksjonens intensjon.

«Et Hvaljag» – Mellom eventyr og sakprosa

Hvilket bidrag skulle så Jonas Lie la seg representere med? Til Bredo von Munthe av Morgenstierne skriver han:

Da jeg lovede Bidrag, tænkte jeg […] paa to Stykker, som jeg hver i sin Retning sætter adskillig pris paa. Det ene er betitlet «Hvalfisken». Kraftigere og mere karakteristisk end denne, om man vil, psycho-fysiologiske Skildring af det saarede vældige Dyrs Dødskamp, medens det render gjennem alle Have med den betændte Harpun og den afslidte Harpunsnor i Livet – kan min Pen ikke male. Med en liden Bearbeidelse og et og andet Penselsstrøg endnu, vilde det være det Stykke norsk Havliv, jeg helst vilde være repræsenteret ved. Det kom i sin Tid for en ti Aar siden omtrent ind paa en aldeles uheldig Plads, nemlig i Bojesens danske «Juleroser» (brev fra Jonas Lie til Bredo von Munthe av Morgenstierne 10/1 1900, Lie 2009, nr. 1802, s. 1513f, uth. her).

Noe kraftigere kan altså hans «Pen ikke male» (dog kanskje med et par ekstra penselstrøk). Han låner sin metaforikk fra billedkunsten, kanskje fordi han i mange sammenhenger, blant annet av Arne Garborg, hadde blitt karakterisert som «en seende», et bilde som hadde festnet seg i den litterære offentligheten. Det er påfallende at det er denne delvis fantastiske tekst som Jonas Lie på dette tidspunkt rangerer høyest i sin produksjon.ⁿ¹¹

En annen eiendommelighet ved brevet til Morgenstierne er referansen til Juleroser. Det stemmer at «Et Hvaljag» hadde stått på trykk i Juleroser. Nordisk Juleblad, i 1891, med undertittel «Hvalfangsten udenfor Finmarkskysten». Lie unnlater imidlertid å nevne at «Et Hvaljag» også i 1889 hadde vært offentliggjort, i Af Dagens Krønike. Maanedskrift for literatur, kunst og politik, (juli 1889, s. 488–494), et lite tidsskrift utgitt av Peter Nansen.

Når man sammenholder de to versjonene, oppdager man en vesensforskjell. Teksten i Juleroser er utstyrt med en innledning som mangler i den forutgående versjonen hos Nansen. Også undertittelen «Hvalfangst udenfor Finmarkskysten» er ny. I Juleroser gis det først en beskrivelse av finnhvalen. Teksten fortsetter så med Sven Foyns oppfinnelse av «den eksploderende Granat-Harpun, der udskydes med Kanon». Etter de saklige, første avsnittene følger en spekulativ betraktning om hvalens utvikling. Deretter fortsetter teksten in medias res: «Om bord i Hvalfangeren larmede Ovnsdøren».

Det er med denne siste siterte setning versjonen i Af Dagens Krønike tar til. Og det er denne versjonen som brukes i Lies samlede verker fra 1903, og ved senere utgivelser.ⁿ¹² De to tekstene i det videre er identiske.

I Julerosers «Hvaljag» finner vi en sømløs overgang fra sakprosa til scenisk fremstilt spenningssituasjon og videre til fantastisk diktning om hvalens beveggrunner. Faktabaserte beskrivelser med vekt på teknologiske fremskritt som blandes med dikteriske, eventyrlige spekulasjoner er i seg selv et godt bilde på den tette forbindelsen mellom kunst og vitenskap som redaksjonen av Norge i det nittende Aarhundrede etterstrebet. Julerosers «Hvaljag» ville således ha vært et ideelt bidrag til Norge i det nittende Aarhundrede, men ble altså vraket. Versjonen fra Juleroser presenteres her for første gang siden 1891 – post festum – i en tekstkritisk utgave.

En tekst på avveie

«Et Hvaljag» ble altså ikke foretrukket. Vi må anta at redaksjonen holdt fast på den opprinnelige ideen om at alt som kom med måtte være nyskrevet. I sitt brev til Morgenstierne antydet Lie en annen mulig tekst: «Den anden Tanke, jeg har havt, var en Skitse, betitlet «Finmarksvidden», som jeg for en del Aar siden solgte til et illustreret Værk, der skulde udgives i Kjøbenhavn af Hr. Stochholm. Værket kom ikke istand» (brev fra Jonas Lie til Bredo von Munthe av Morgenstierne 10/1 1900, Lie 2009, nr. 1802, s. 1514, uth. her).

Uttrykket «for en del år siden» er ingen overdrivelse. Som vi har sett, nevnte Lie «Finmarksvidden» og kontakten med Stochholm allerede ti år tidligere (i brev til Werenskiolds). Teksten ble liggende hos Stochholm. Etter halvannet år bad Jonas Lie om å få kjøpe teksten tilbake: «[J]eg kunde have Brug for [«Paa Finmarksvidden] som Indledning til en Digtning af Eventyr der nordfra, som jeg har under Hænde, og skal utgive hos Hegel» (brev fra Jonas Lie til J. C. Stochholm 10/6 1891, Lie 2009, nr. 1345, s. 1176).ⁿ¹³

Interessant er det at Lie ser for seg at «Finmarksvidden» kan inngå i det som senere blir til Trold I og II (1891–1892). Men henvendelsen førte ikke frem. Fem år senere etterlyser Lie teksten på ny. Han vet at Bojesen, redaktøren av Juleroser, har kjøpt teksten av Stochholm. En publisering i Juleroser går Lie kraftig i mot:

Men jeg maa paa det bestemteste modsætte mig, at nævnte mit Stykke «Finmarksvidden», nu kommer ud som Bidrag til «Juleroser». Jeg har nemlig nu i to Aar par principe arbeidet imod dette overhaandtagende og fordærvelige Bidragsvæsen til Jule- og Festskrifter etc. […] Jeg har nægtet iflæng til Danmark som til Norge, […] – og derom kommet overens med Garborg, der nok ogsaa reiser Sagen i den norske Forfatterforening. Det vilde saaledes […] være en Fornegtelse af en hél Optræden og alle mine nægtende Svar, om jeg nu pludselig gav min Tilladelse til «Juleroser» (brev fra Jonas Lie til Vilhelm Møllerⁿ¹⁴ 23/3 1896, Lie 2009, nr. 1608, s. 1372).

Her er det forretningsmannen Lie som taler. Alle tidsskriftene ødelegger for det langt mer lukrative boksalget.ⁿ¹⁵

Jonas Lies innvendinger mot å delta i Norge i det nittende Aarhundrede var mange. Dels trodde han ikke på de utenrikspolitiske intensjonene; dels ville han ikke la seg avspore; dels ville han av økonomiske grunner ikke delta i «juleroseriet» og dels ville han gjenbruke tekster som han anså som sine høydepunkt. At han til slutt går for å innlemme «Finmarksvidden» i Norge i det nittende Aarhundrede betyr at han rangerer teksten høyt i egen produksjon.

«Finmarksvidden» lever i transitt i litterære redaksjoner i en tiårsperiode. Det har ikke vært mulig å finne ut av hvordan Lie til sist fikk teksten fri fra Juleroser og sendt den videre til Norge i det nittende Aarhundredes redaksjon. I det rike Lie-materialet er det i det hele svært taust om «Finmarksvidden».

Jonas Lies Finnmark

I den før omtalte sakprosalitteraturhistorien finnes det én eksplisitt kommentar til Jonas Lies bidrag i Norge i det nittende Aarhundrede: Geir Hestmark ironiserer først over etnografiprofessor Yngvar Nielsens nedlatende fremstilling av «Lapperne», før han berømmer Jonas Lie for å være «mer nyansert» i sitt «Præludium» om Finnmarksvidda (Hestmark 1998, s. 713). For øvrig har jeg ikke funnet referanser til denne originalutgaven av Lies tekst.

«Finmarksvidden» ble gjenopptrykt ett år etter forfatterens død i det lille verket Eventyr (1909).ⁿ¹⁶ At Finnmark-teksten plasseres i en eventyrkontekst, passer godt med Lies bestrebelser på å få tilbake teksten fra Stochholm tidlig på nittitallet, for å bruke den til sine troll-samlinger. Samtidig undergraver en slik plassering tekstens uttrykte faktuelle sider.

På bokens første side nevnes bakgrunnen for utgivelsen: «Blant Jonas Lies Papirer fantes efterfølgende Eventyr og Stemninger. De laa i en Mappe, paa hvis Omslag der stod 'Til Eventyrbogen'.» Forlaget (Gyldendal) opplyser ikke at «Finmarksvidden» hadde vært publisert noen få år tidligere.

De relativt få av samtidskritikerne som gav eventyrboken oppmerksomhet, mente den var bagatellmessig, men de fremhevet samtidig Lie som den store eventyrdikter:

Vi husker da «Trold»-bøkerne i sin tid uventet dumpet ned midt i rækken av Lies skikkelige familieinteriører. Som et bud, et gufs, fra hittil skjulte dybder i en dobbeltbunden digtersjæl! De av Lies tusentals læsere, som kunde føle sig litt til overs ved hans brave borgerlige romaner, reves med av disse eventyrs barokke, susende fantasi. Og en tanke kunde maaske snike sig ind hos dem: Hvor gjerne gav vi ikke avkald paa et halvt snes av de første for nogen flere bind av de siste! (Dagbladet 3/12 1909)

Også anmelderen Niels Möller i Nordisk Tidsskrift för vetenskap konst och industri (1910) revurderer forfatterskapet ved å løfte frem Lies fantasidiktning som den med størst kanonisk potensial:

Det lille hæfte med Jonas Lies efterladenskab […] har ikke synderlig vægt, men hans mange trofaste læsere vil gærne tage med denne sidste hilsen fra ham. […] Om han i længden kan knytte læserne til sig må fremtiden om. Det er vel ikke mange af hans böger, man drives til at læse atter og atter, måske mest dem, hvori hans springske og mörke fantasi har fået lov at tumle sig, «Den fremsynte» og eventyrene.

Det er også dem han böjer sig tilbake imod her i Finmarksskildringen og i de 6 eventyr (s. 72f, uth. her).

Dagbladets anmelder regner skildringen av «Finmarksvidden», som noe av det beste i boken: «… en digters eiendommelige 'avhandling' om hans fantasis forgjættede land».

Anmelderen i Trondhjems Adresseavis er kritisk til selve utgivelsen: «Vi er temmelig sikker paa, at Lie selv ikke vilde have udgivet disse Æventyr i en saa lidet tilfredsstillende Form» (Trondhjems Adresseavis 10/12 1909). Derimot er også denne kritiker svært positiv til «Finmarksvidden»:

Særdeles interessant og værdifuld er derimod en Skildring af «Finmarksvidden» med de Menneskeracer, som færdes der oppe, Lapper og Nordmænd, Kvæner og Russere. For dem der maatte ønske at trænge tilbunds i disse vidtforskjellige Racers Naturel, maate det her være en rig Anledning til Studier.

Anmelderen lar seg rive med i den grad at han oppfordrer til videre antropologiske studier med utgangspunkt i vidda, slik Lie har beskrevet den. Skissens høye kvalitet får anmelderen til å stille seg spørrende til tilblivelsespunktet:

Hvis Digteren har skrevet denne Skisse paa sine gamle Dage, maaske i Paris, vidner det om at han er bleven sin gamle Kjærlighed tro til det sidste. Billederne fra Nordland er vedblevet at staa lige friske og levende for ham hele Livet igjennem. (sst.)

Det forsiktige «hvis» er, som vi vet, berettiget. At teksten må ha blitt til om lag tjue år tidligere, og oven i kjøpet hadde vært publisert bare noen få år tidligere, var kritikerne ikke kjent med, og forlaget fant det ikke byet verdt å opplyse om det.

Det er for øvrig interessant å merke seg at toneangivende kritikere så kort tid etter forfatterens død nokså samstemt fremhever det eventyrlige i forfatterskapet på bekostning av dets mange borgerlige romaner.

Stil og struktur

Finmarksvidden. Et Præludium utgjør 4 sider i Norge i det nittende Aarhundrede (s. 115–118). Den første halve siden er fylt opp av «amatørfotografi af Fru Ellisif Wessel» titulert «Skogtjern paa Mutkavarra (Eidfjeld)». I Eventyr er undertittelen – og derved også genrebetegnelsen «Præludium» – utelatt. Lies tekst i Norge i det nittende Aarhundrede var som nevnt etterfulgt av saklige tekster om både «Lapperne» og Øst- og Vest-Finnmark. Genrebetegnelsen «forspill» synes derfor å være vel underbygget.

I den løpende teksten er det bare foretatt én liten korrigering i Eventyr. Den er til gjengjeld meningsbærende innenfor det lieske univers: I Norge i det nittende Aarhundrede lyder innledningssetningen: «Paa den øde finmarkske Stenvidde leger Nordlyset i den lange Mørketid lydløst og skyggeløst over Sneen» (s. 115, uth. her). I Eventyr er dette endret til «Paa den øde Finmarksvidde leger….» osv. (uth. her). Endringen i substantivsyntagmet drar teksten i impresjonistisk retning. At snøen dekker over en vidde av stein, er en forklarende beskrivelse, og ikke et bilde som er «sett». Endringen støtter opp om en tydelig, intern fokalisering,ⁿ¹⁷ som gir et karakteristisk («liesk») preg på partier av de innledende avsnittene:

Disse Takker, som med ét viser sig mod Horizonten […] er Rensdyr. Det, som stryger saa skyggeaktig nedover, er Finnen paa sine Ski. Det gjaldende, raabende, leende, skjeldende, glammende Liv borte i Bakken er en Finneleir (s. 115).

Her er fortellerinstansen svært tett på det som sees og høres. Teksten etablerer imidlertid ikke ett, fast gjennomgående punkt, hvorfra det hele betraktes. Senere observasjoner utgår fra andre fokaliseringspunkt, og størstedelen av teksten har såkalt nullfokalisering. Likevel er det påfallende hvordan kritikerne har brukt ord som «maler», «bilder» etc., til tross for at «sakprosaiske», ikke-fokaliserte partier dominerer i teksten.

Det etableres ingen entydig fortellerstemme. Teksten tåler her store stilistiske variasjoner. Fra setninger med bare formelt subjekt: «Der lever som en Rædsel i Skumringen», til presise, komplekse substantivsyntagmer i forfeltsposisjon, som: «Til den uforholdsmæssig høie Procent af Livstab ved de rige Vinterfiskerier paa Finmarkskysten afgiver ogsaa Lappen sin store Kontingent» (s. 116, uth. her). Etter den saklige konstatering av at «Lappen» avgir sin store kontingent, følger umiddelbart en intern fokalisert passasje som samtidig er presist forklarende:

Et Par mørke Punkter sés at drive for Strømmen gjennem Sundet […] det er en ude ved Havet forlist og druknet Finlap, som flyder med Benene iveiret. Luften i hans ved Ankelen sammensnørede Fodtøi, Komagerne, bevirker Stillingen (s. 116).

Likevel bindes teksten sammen på en slik måte at fortellerstemmens heterogenitet kan gå upåaktet hen ved første gangs lesninger. Påfallende mange avsnitt innledes med konjunksjonen «og»; et velkjent stilistisk grep i impresjonistisk fortellekunst. Grepet knytter disparate enkeltelementer tettere sammen.ⁿ¹⁸ Det etableres heller ingen «vi»-posisjon i teksten. «Nordmanden» står tekstuelt ikke nærmere fortelleren enn det «Lappen» gjør.

De første avsnittene handler om samenes liv på vidda. De av samene som ikke makter å ernære seg av reinholdet, går over til å drive jordbruk og fiskeri ute ved havet; noe som gir teksten mulighet til å presentere et par avsnitt om sjølivet. En slik glidende overgang fra ett innholdselement til et annet forekommer en rekke ganger i teksten og utgjør noe av dens fortelletekniske særdrag.

Selv om tittelen er «Finmarksvidden. Et Præludium», beveger teksten seg romlig både ned til de nærmeste handelsplasser som ut til kysten, og ut på havet, tilbake til vidda og ut igjen til sjøen. Så vel fraværet av en eksplisitt fortellerstemme som de glidende overganger er med på å fremme fornemmelsen av en rommelig uendelighet. Også tidsdimensjonen er overveldende. Uttrykk som «fra Alders Tid» og «gjennem de tusen Aar» dukker opp flere ganger og gir en tilsvarende uendelighetseffekt. På innholdsplanet er livets ytterpunkter presente; det fortelles både om samiske dåpstradisjoner og om russiske gravferdsskikker.

Myte og modernitet

«Finnemystikk hos Jonas Lie» er tittelen på et underkapittel i Heming Gujords avhandling Juviking og medmenneske. En kontekstuell tilnærming til Olav Duuns Juvikfolke. Det er til nå det eneste større forskningsbidrag som har viet oppmerksomhet til «Finmarksvidden». Gujord tar utgangspunkt i en generell litterær trend:

1800-tallet gir mange eksempler på kunstnere som lot seg fascinere av folkets primære uttrykksformer. Særlig interessant er det når interessen for det folkelige og såkalt primære slår inn i kunsten etter det moderne gjennombrudd […]. Her vil man se en ofte ukontrollert sammenblanding av myte og moderne forestillinger, der det kan være vanskelig å skille det ene fra det andre (Gujord 2004, s. 76f).

Gujord nevner Garborg, Kinck og Lie som typiske eksempler. Den karakteristiske «ukontrollerte blandingen av myter og moderne forestillinger» kan synes ugjennomtrengelig i «Finmarksvidden». Det er neppe avgjørende for realiseringen av teksten å kunne sortere presist de ulike tekstelementene som tilhørende den ene eller andre kategori. Men i og med at denne teksten gjennom sin opprinnelige plassering i Norge i det nittende Aarhundrede så tydelig markerer saklighetsambisjoner, er det vanskelig ikke å se nærmere på så vel eksplisitte forbindelser til andre tekster som til datidens mer allmenne oppfatninger; dens doxa.

Gujord konstaterer at Lie i så vel Fortællinger og Skildringer fra Norge (1872), som i flere tekster i Trold I (1891) gjengir stereotypier om «finnene» som rase. Men i «Finmarksvidden» «overskrider [Lie] på sett og vis stereotypiene» (s. 78).ⁿ¹⁹ Lies skildring av finnene karakteriserer Gujord som moderne og aksiomatisk: «Men rasismen har også et positivt islett. Lie knytter nemlig de kunstneriske evnene til finnenes rasekarakter» (sst.). At Jonas Lie overskrider stereotypiene, kan ha å gjøre med den bakgrunn Lie selv gjerne tilla sin forfatterpersonlighet, og som Arne Garborg i sin biografi om Lie så ettertrykkelig understrekte: «[E]fter hvad Lie tror, er der ved [Moren] indført Finneblod i Ætten.» (Garborg 1925s, s. 9). Blandingen med embetsmannsslekt gir det «opplagte» resultat av en person med to naturer, en virkelighetsnær og en fantastisk:

Man tænke sig nu dette urolige Blod blandet ind i hin stærke, nøgterne, praktisk-dygtige Bonde- og Juristslægt fra de nordlige Dovrelier; – hvad skulde der komme ud af en saadan Blanding uden hin eiendommelige Sammensætning af Virkelighedssans og Æventyrsind, som vi kjender under navnet Jonas Lie, Havtaagens, Finnetroldommens – og Hverdagsvirkelighedens Digter? (Garborg 1925, s. 11)

Denne todeling i forfatterpersonligheten som har avstedkommet en tredelt dikting om havtåke, finnetrolldom og hverdagslighet er blitt stående som et mantra i Lie-forskningen.ⁿ²⁰ Man har overveiende skilt nokså skarpt mellom disse posisjonene – noe vi så eksempler på også i dagskritikken av Eventyr, der man oppgraderte den fantastiske siden av forfatterskapet på bekostning av det realistiske. Det er interessant at Lie i «Finmarksvidden» synes både å overskride stereotypiene og samtidig å forene i én og samme korte tekst disse to sidene av det han anså som sin forfatterpersonlighet. I og med at han selv betrakter seg som forbundet med samene, er det ikke å undres over at han fremstår i denne teksten som «overskridende» sin samtids gjengse, fordomsfulle forestillingsverden, som blant annet kommer til uttrykk i professor Yngvar Nielsen fremstilling i Norge i det nittende Aarhundrede (bind I, 1900, s. 119–127).

Som Gujord understreker, er det vanskelig å skille mellom myter og moderne forestillinger. Datidens kritikere festet seg i høy grad ved det fantastiske og fantasifulle ved teksten. «Finmarksvidden» inngikk jo i en (etterlatt) eventyrsamling. Når man derimot frigjør seg fra eventyr-konnotasjonene, oppdager man hvordan også de mer eventyrlige partiene kan romme tydelige modernitetsmarkører. Samene i Jonas Lies Finnmark er tilpasset datidens storsamfunn: «… Lappen er ikke som sin røde Bror i Amerika det absolute dødsdømte Offer for Civilisationen. Paa Fjeldvidden holder han sig med en vis Akkomodationsevne» (sst.). Med begrepet «akkomodasjonsevne» kan det virke som om teksten dras i en biologisk-antropologisk retning, men dette undermineres umiddelbart i den påfølgende ytring: «Han har ombyttet Buen og Pilen med Riflen, Flintekniven, Bénsynaalen og Dyresenen med engelsk Staal og Naalesytøi og Traad.»

Det engelske stålet og nål og tråd har trengt inn på vidda. Forfatteren vektlegger samenes innsats ikke bare for å bevare sin livsform, men for å bidra til å holde hjulene i gang på nordkalotten:

Lappernes Slæde, Pulken med Kjørerenen for, danner endnu i den ni Maaneders Vinterstid det uundværlige Kommunikationsmiddel i det vidstrakte Territorium fra botniske Viken, Varangerfjorden og Hvidehavet til Fjordene ved Finmarkskysten. Han, Nomaden er her det nødvendige Mellemled, og Civilisationen opretholder, hvad den har Brug for. Uden Lappen og hans Rén var Post- og Reiseruter stængte over store vidløftige Indlandsvidder.

Lappen har forsaavidt sin raison d'être (sst.).

Subjektet «Lappernes Slæde» agerer over en ni måneders periode i sitatets første ytring, og gir en utvidet tidshorisont, samtidig som den er satt inn i en modernitetskontekst som uunnværlig kommunikasjonsmiddel for hele området.

Å ty til et fransk munnhell i oppsummeringen av samelivet hindrer en for tett forbindelse mellom fortellerposisjon og det fortalte.

Realia

Den høye detaljkunnskapen som preger partier av «Finmarksvidden» kan blant annet forstås ut fra forfatterens personlige og yrkesmessige bakgrunn. Jonas Lie foretok en stipendreise rundt i Norge i 1871. I den innberetning han sendte Stortinget, fremkommer det detaljert hvordan Nord-Norge-oppholdet hadde artet seg:

Fra Tjøtø reiste jeg til Tromsø. Under mit 14 Dages Ophold der studerede jeg under nogle mindre Farter og en 8 Miles Reise til Bunden af Balsfjorden blant annet Finnelivet. Jeg var saa heldig at komme til Finnen i hans Sommerhjem saavelsom inde i Balsfjorden under Finnens Flytning med Dyrene hjemover til Sverige, og at tage et Indtryk af hans Karakter og Levesæt, saa fyldigt som det i denne korte Tid vilde have været umuligt at naa, dersom jeg ikke havde havt et syvaarigt Ophold fra Barneaarene at støtte mig til. […] En stor Del af de finmarkske Forholde saavelsom Finnelivet kjendte jeg jo fra Barneaarene og fra Stokflets, Daas, Fries's, Eilert Sundts Skrifter samt fra senere Omgang med Finmarkinger af de forskjellige Stænder (30/11 1871, Lie 2009, nr. 240, s. 237f).ⁿ²¹

Året etter utkom to verk som i tittelen vekker assosiasjoner til stipendreisen: Fortællinger og Skildringer fra Norge og Tremasteren 'Fremtiden' eller Liv nordpaa. Slik forfatteren ordlegger seg i sin rapport, må vi kunne anta at det i de to verkene er en del stoff som har blitt smeltet sammen av barndomsminner, datidens populærvitenskapelige skrifter, egne erfaringer fra reisen og omgang med ulike personer. Vi vet, som sagt, ikke nøyaktig når «Finmarksvidden» ble skrevet ned, men det må altså ha skjedd før utgangen av 1890. Og hans kildetilfang, om enn naturlig utvidet, må bero på mye av det samme som han refererer til i rapporten, og nyttiggjorde seg av i de to verkene, tjue år tidligere.

De nevnte skriftlige kildene i beretningen synes ikke å ha slått direkte inn i Lies Finnmarks-tekst. Derimot finner vi i «Finmarksvidden» nokså konkrete sammenfall med enkeltformuleringer fra andre kilder.

Man kan mange steder i teksten la seg fascinere av Lies encyklopediske opplysninger som: «Sydost om Vardø […] ligger det helt fra Oldtiden bekjendte Dumbofjeld, der i Middelalderen fra at være lappisk Tilbedelsesplads fik sit vidtudbredte mystiske Ry som Forsamlingsplads for al Troldom». Går man til Chr. Tönsbergs Norge. Illustreret Reisehaandbog fra 1874 finner man nesten identiske formuleringer: «Det var allerede bekjendt i Oldtiden under Navn af Dumbo-Fjeld, i Middelalderen var det berygtet som en af de fornemste Bal-Volde eller Hexe-Forsamlingspladse» (Tönsberg 1874, s. 366). Det finnes flere slike formuleringer både hos Tönsberg og Lie som knytter geografiske navn mot tidligere tiders mytologi og trolldom. Tönsberg skriver for eksempel om «Tanahorn, der hæver sig 840 Fod over Havet og tidligere har været et af Finnernes Offersteder» (s. 364). I «Finmarksvidden» gjentas opplysningene om det 840 fot høye Tanahorn som tidligere har vært offerplass.

Også de to «finnkirker» omtales nokså likt hos Tönsberg og Lie. Det må være hevet over tvil at Jonas Lie her har benyttet seg av Tönsbergs reiseskildring fra 1874. Vi ser altså at Lie bestreber seg på en saklig korrekthet, som samtidskritikerne i mindre grad festet seg ved, fascinerte som de var over at Lies fantasi igjen fikk boltre seg.

Gjenbruk

Av og til forekommer det formuleringer i «Finmarksvidden» som langt på vei er direkte sitater fra andre av Jonas Lies verk. Fortellerstemmen konstaterer: «Egentlig Sjømand blir han [finnen] ikke.» Deretter følger postulatet: «Nordlændingen paastaar, at han ror, som han snakker, med korte Aaretag og smaahakkende – paa fruentimmervis» (s. 116). Denne eiendommelige forestilling finnes også i førsteutgaven av fortellingen «Finneblod» fra Fortællinger og Skildringer fra Norge:

De roede ikke engang som skikkelige Folk, thi efter finsk Skik tog de høje og rappe Aaretag, som om de vare Kvindfolk, og snakkede i Munden paa hinanden og larmede medens de roede, istedetfor at være 'stille i Baaden'» (Lie 1920–1921, b. I, s. 358).ⁿ²²

Denne passasjen i «Finneblod» ble utelatt allerede etter førsteutgaven, sannsynligvis fordi den var for lang, og innholdet allerede godt nok «dokumentert». Hovedpersonen er betatt av finnejenta på nabogården. Han bruker mye energi på å bearbeide alt det negative han hører om finnene. De to får hverandre til slutt, trass i baksnakkelser. Det er altså ikke fortellingens norm som kommer til uttrykk i sitatet fra «Finneblod», men kollektivets fordommer. Den pussige forestillingen om likhet mellom korte åretak, feminitet og måte å snakke på blir i «Finmarksvidden» ikke gitt allmenngyldig sannhetsgehalt; det er «Nordlændingen» som påstår dette.

I debutboken Den Fremsynte eller Billeder fra Nordland nevnes det at «Harald Haarfager og Erik Blodøkse giftede sig med Finnepiger» (Lie 1920–1921, b. I, s. 26). «Finmarksvidden» nevner eksplisitt kong Haralds sorg over sin døde finnepike. Dette foranlediger refleksjoner i «Finmarksvidden» om «blodblanding». Motsvarende nytter Den Fremsynte begrepet «finneblanding»:

Finneblandingen har været en stor og væsentlig Faktor i Sammensætningen af det nuværende norske Folks Aandsegenskaber.

Kvænfinblandingen gir energiske, logiske, trodsige, handlesvangre Mennesker; den har vist i høi Grad sat Staal i vor østlandske og trondhjemske races Natur. […] Kvæn-Nordmanden beseirer Nordlandsnaturen; Lappe-Nordmanden ligger mere under for den og lider under dens Tryk. (sst.)

Lignende forestillinger gis også i «Finmarksvidden». En sammenligning av kvener og finner munner ut i følgende «Ordsprog» om «Finnelist»: «Kvænen bruger Øksen, indtil han siger,/Finnen sender Pilen, mens han viger – » (s. 118). Det finnes gode belegg for at disse verselinje de facto er munnhell. I Lofotposten, julaften 1937 leser vi: «'Finnen sender pilen, mens den viker', sier Friis. Det er mer enn 50 år siden».ⁿ²³

«Finmarksvidden» tar ikke stilling til innholdet i munnhellet, men lar det være nettopp utsagn som er levende i gjengs språkbruk. En leser over hundre år senere kan bruke samme strategi i sin realisering av teksten: Det finnes forestillinger om kvener og livet på Finnmarksvidda som man ikke trenger å vurdere sannhetsgehalten i. Arne Garborg i Lie-biografien avslutter sin omtale av Tremasteren med en humoristisk betraktning om litteraters valg av fiktive personer med kvensk bakgrunn:

Overalt, hvor Poeterne har Brug for noget udenfor- eller overhverdagsligt, søger de til Finmarken eller Nordland, og snartsagt hver gaadefuld Karakter, hvert mere end almindelig sammensat Sjælefenomen, begrundes ved «kvænsk Afstamning» (Garborg 1925, s. 130).

På den måten distanserer Garborg seg fra en for nærsynt antropologisk studie, og lar rasemessige skjønnlitterære betraktninger om karaktertrekk være et dikterisk hjelpemiddel til nyansert karakterskildring.

Også i de tre russer-avsnittene mot slutten av «Finmarksvidden» finner vi gjenbruk fra tidligere diktning, denne gang fra Otte Fortællinger (1885). Det dreier seg om den lille fortellingen «Susamel», som gjengir barneinntrykk fra Tromsø:

Det var i Russetiden, det vil sige, den Tid af Sommeren, da Havnen laa fuld af Russelodjer. I de lyse Aftener gik Russerne i Klynger gjennem Gaderne med sine Huer og lange graa Talarer og sang firstemmig. […] [O]g paa Kahytsvæggen ved Murovnen – «Pjætskaen» – hang ikke mindre underligt malede St. Nicolausbilleder med brændende Lys foran. (Lie 1920–1921, b. VI, s. 83f)ⁿ²⁴

En del enkeltstående elementer i «Finmarksvidden» kan man altså finne nokså ordrett i Lies tidligere verk; andre er munnhell, atter andre finnes i oppslagsbøker. En moderne leser som forsøker å lese på tekstens premisser, må uvegerlig stille seg spørsmål hva er datidig kunnskap, allment kjente myter eller fri fantasi.

Gjennom arbeidet med teksten kan man av og til bli tvunget til å endre leserposisjon. Selv ble jeg hengende ved en formulering fra et av sommeravsnittene, der lappen sitter foran sitt telt: «… nede ved en af Finmarksfjordene, hvor han lader Renen drikke Sjøvand» (s. 117). Den kuriøse handling forekommer også i «Ved Enaresjøen», fra Otte Fortællinger (1885): «Elis og Silla mødtes hver Sommer, naar Familierne havde deres Telte ude ved Fjorden, og Renen skulde drikke Sjøvand (Lie 1920–1921, b. VI, s. 135, uth. her). Som moderne leser er det vanskelig ikke å fortolke formuleringen i «Finmarksvidden» som en fortidig mystifiserende idé. Tilfeldighetene avgjør om man blir værende i den posisjonen. Gjennom kontakt med kolleger fra Samisk Høgskole ble jeg opplyst om følgende:

Renarna plågas av olika parasiter och insekter. Det är arter som under sin livscykel tar plats i renens svalg, näshåla, bihåla och under huden i värddjuret. Ett sätt för djuret att kvitta sig med det som ger obehag i svalget för renen är just att dricka saltvatten. Detta är bekant internt i renskötarmiljöer där man flyttar från inland till kust, och för de som då flyttar med renarna ända ut till fjordarna och till öar. Att renarna självmant uppsöker saltvatten är något man observerat och har kunnat visa på att saltvattnet gör att dessa larver/ägg lossnar. Detta är mindre känt i veterinärmiljöer, som rekommenderar parasitbehandling. Det används i stor grad i dag, men den sista tiden har man i lokala renskötarmiljöer börjat bli kritisk mot detta och undrar om det kan ge biverkningar/konsekvenser för djuret själv och betesmarkerna som man inte förutsett.ⁿ²⁵

Her blir ens egen doxa ikke bekreftet. Isteden synes en kommentar av fortelleren i Den Fremsynte å bli gitt gyldighet: «Det, som man, sittende paa den trygge Tue midt inde i Civilisationen, saa letvindt skyder fra seg som Overtro, – men hvilket dog som Naturmagter i Folket endnu lever» (Lie 1920–1921, b. I, s. 22). Som leser midt inne i sivilisasjonen kan det være greit å bli minnet om ens egen lettvinthet i møtet med andres forestillinger. En grunnidé fra debutboken lever videre, og lar seg realisere over 150 år senere.

Epilog

Hvis vi går tilbake til redaksjonskomiteens opprinnelige søknad om støtte fra Stortinget til utgivelsen av Norge i det nittende Aarhundrede, ser vi at Lies bidrag responderer godt på intensjonene. Redaksjonskomiteen fremhevet at bidragene skulle ha «ypperste kvalitet» og være preget av sin forfatterindividualitet; de skulle være både stoffmettete og gjennomsiktige og både vitenskapelig begrunnet og populært utformet.

Jonas Lie anførte opprinnelig to hovedargumenter mot å delta i Norge i det nittende Aarhundrede. For det første mente han at det måtte være mulig å bidra med allerede skrevne tekster; man kan ikke bestille ypperste kvalitet ved en engangsleilighet. Der fant man en lakonisk løsning som måtte ha tilfredsstilt begge parter: «Finmarksvidden» var allerede skrevet, men aldri publisert. For det andre hadde Lie ingen tro på verkets utenrikspolitiske intensjon om å gjøre Norge så kjent i Europa at man fikk sympati for «vår sak». Jeg kan ikke se at Lie har utviklet dette argumentet videre, men det er interessant å merke hvor «internasjonalt» teksten er utformet. Verken «det norske» eller «nordmannen» gis hierarkisk forrang. Samer, kvener og russere er med både i nåtid og fortid.

Dagbladets anmelder av Eventyr brukte begrepet «fantasiens forjettede land uttrykt i en avhandling». Lies tekst er både preget av sin forfatterindividualitet (der de impresjonistiske bildene med intern fokalisering er et tydelig trekk) og av eksisterende anerkjent litteratur (om enn ikke med kildehenvisninger).

At Lie forener det faktiske og det dikteriske kan også sees som tidstypisk. Som sagt var den faglitterære og den skjønnlitterære avdeling i Forfatterforeningens første tid organisasjonsmessig sidestilte. Lies tekst synes å overskride den for oss i dag etablerte dikotomi mellom «det skjønne» og «det faglige».

Samtidig kan vi trygt slå fast at Lies tekst ikke har satt dype spor. Det er vanskelig å finne referanser til den både i datid og ettertid.

Prinsipper for det tekstkritiske arbeidet

Lies ortografi og rettelser

Til Jonas Lies 70-årsjubileum utkom hans samlede verker i en «folkeutgave» (1902–1904). Til denne foretok Jonas Lie sammen med sin sønn en tekstlig revisjon av tidligere utgaver (se note i innledningen). Paula Bergh fremhever i «Oplysninger og Varianter» (i første bind av standardutgaven) at Jonas Lie ikke alltid er konsekvent i sin rettskrivning. Hun siterer et brev fra Erik Lie til forlaget:

Min far har aldrig i sin skrivemaade befulgt noet bestemt orthografisk princip og derfor aldrig været konsekvent i sin retskrivning. Han har heller ikke ønsket at være dette, idet det norske sprog i den sidste mandsalder har været altfor ustabilt og skiftende i sine former. Min far har derfor skrevet ordene, saadan som de klang bedst og bedst passende for den sætningsperiode, hvori de blev at anvænde. (Lie 1920–1921, b. I, s. 340)

Den manglende konsekvens er påfallende også i de to tekstene som utgis her; særlig gjelder det inkonsekvent bruk av diftonger.

Inkonsekvente skrivemåter er ikke rettet, men åpenbare trykkfeil er rettet og markert med note.

Tekstgrunnlag og varianter

Tekstene i denne tekstkritiske utgaven er basert på «Et Hvaljag. (Hvalfangsten udenfor Finmarkskysten)» i Juleroser (1891) og «Finmarksvidden. Et Præludium» i Norge i det nittende Aarhundrede, bind 2 (1900). Tekstene er sammenlignet med andre trykte versjoner og bevart manuskriptmateriale:

Et Hvaljag
«Et Hvaljag» ble første gang offentliggjort i Af Dagens Krønike i 1889. Den ble publisert på ny i Juleroser i 1891. Denne andre versjonen har innledningsvis sakprosaiske passasjer som ikke finnes i den første versjonen. Alle senere versjoner, inkludert Samlede Værker (folkeutgaven, 1902–1904) og Samlede digterverker (standardutgaven, 1920–1921), har utelukkende forholdt seg til den første versjonen.

Originalmanuskriptet til «Et Hvaljag» finnes ved det Kongelige Bibliotek i København (NKS 1839 [189] folio). Øverst på første ark er påført: «Dagens Krønike». Manuskriptet er i Thomasine Lies håndskrift. Versjonen i manuskriptet er så godt som identisk med den trykte versjonen i Af Dagens Krønike (1889). I Nasjonalbiblioteket finnes det et fragment av en renskift av «Et Hvaljag», også ved Thomasine Lie (NB Ms.fol 701). Det ble gitt som gave fra Erik Lie til Universitetsbiblioteket i Oslo. Originalmanuskriptet til de innledende avsnittene i versjonen i Juleroser har det ikke vært mulig å spore opp.

Finmarksvidden
Teksten ble første gang trykket i Norge i det nittende Aarhundrede (1900). I 1909 ble den utgitt i den posthume utgaven Eventyr, og deretter i bind X av Samlede digterverker (Lie 1920–1921, b. X, s. 432–441), opptrykt etter (1909).

Det er ikke bevart noen manuskripter til «Finmarksvidden».

Verken «Finmarksvidden» eller «Et Hvaljag» er kommentert nærmere av Paula Bergh i standardutgaven. Jeg benytter derfor anledningen til å kommentere (i form av variantnoter) de endringer som finnes mellom de ulike versjonene.

En særegenhet skal nevnes allerede her: Bruken av ellipsetegn (…) er varierende og inkonsekvent i de ulike versjonene. I Lies originalmanus til «Et Hvaljag»brukes ellipsetegnet uten forutgående punktum, noe som skaper et luftig, impresjonistisk inntrykk, og som passer godt til det beskrevne. Men i manuset bruker Lie konsekvent mellomrom før punktum gjennom hele teksten. De trykte versjonene varierer mellom å bruke punktum som del av ellipsetegnet, ellipsetegn uten punktum eller ellipsetegn i tillegg til punktum. Jeg har kommentert det spesielt i hvert tilfelle.

Kommentarer

Det er vanskelig å avgjøre hvilke ord og saker som krever egne forklaringer. Som man vil se, er mange av opplysningene hentet direkte fra Det Norske Akademis ordbok (NAOB). Der oppslagsordet mangler, har jeg søkt videre i Norsk riksmålsordbok (1947) og i Store norske leksikon (nettutgaven). Forklaringene er ment å gi en utdypning av Lies tekster, uten at leseren må søke opp andre tekster enn den foreliggende.

Et Hvaljag
(Hvalfangsten udenfor Finmarkskysten)

Af alle Hvalarter har den mørke vilde Finhval udenfor Finmarkens Kyster to Egenskaber, der egentlig skulde beskytte den mod alle Efterstræbelser. Den er samtidig Jordens stærkeste og – magreste, hvilket vil sige, at Jagten paa den er paa én Gang baade den vanskeligste og mindst lønsomme. For at den skulde blive en fordelagtig stadig Bedrift, maatte der udfindes en Maade, hvorpaa der kunde fanges i Mængde og Udbyttet tilgodegjøres i det store.^v1

Det er dette, som skede ved, at Hr. Sven Føyn satte sin mægtige Viljekraft paa Foretagendet og opfandt eller fuldstændiggjorde den eksploderende Granat-Harpun, der udskydes med Kanon. En Vanskelighed ved hans Sprænggranat viste sig at være, at den skudte Hval paa Grund af sin Magerhed sank og tabtes, og han opfandt en ny, hvorved Finhvalens Indre opfyldtes med Gas fra Bomben og holdtes flydende som en almindelig Grønlandshval.^v2

Det er Kjøbstaden Vadsø paa nordre Side af Varangerfjorden, som i 1864 blev Stationen for denne ny storartede Næringsvej, for et Dampkogeri og Brænderi for Tran samt Guanofabrik^k2 paa den nærliggende Ø, Kirkøen.^k3

Efter at denne Foregangsmand havde brudt Banen og gjennem en Række Aar med Held gjennemvovet de økonomiske Farer, har ogsaa andre kastet sig ind i Bedriften.

I Vaar og Sommertiden gaar nu Hvalfangsten for sig fra de jagende Dampskibe langs Finmarkens Kyst.

Fornylig blev et Hvalfangerdampskib angrebet og halvt boret isænk af en granatskudt harpuneret Hval. Istedetfor at fare ud med Trossen vendte den sig imod Fartøjet. I de senere Aar forlyder det overhovedet oftere, at Baade forfølges af Hvalfiske.^k4 Det er, som dette fredelige Dyr i den senere Tid er bleven mere ondartet, som om selve Racen, angrebet som den nu er baade med Maskiner og Damp, føler sig i Fare, og dens Instinkt væbner sig mod Udryddelsen. I de gode gamle Dage, da Fangsten kun foregik med Haandharpun, kunde den nok saaret slænge Baaden ivejret med et Slag af sin mægtige Spol;^k5 men der forlød neppe noget om, at dette uskyldige Dyr optraadte som Angriber.^v3

Ombord i Hvalfangeren larmede Ovnsdøren op og igjen; der fyredes yderligere under Kjedlerne, og Røgen væltede sort ud ad Skorstenen.

Der var meldt: «Hval isigte!»

Langt ude i Horizonten løftede Dyret af og til sit mørke isengraa Hoved over Vandskorpen.

Hvalen blev tydeligere og tydeligere …^v4

Man kunde gjætte sig til, hvor den hver Gang vilde dukke op paany, og Vandstraalen, den skjød, susede under dens Pusten som af et svært Maskineri.

En Timestid efter affyredes Bougkanonen med mat Ladning, og ud af dens Munding fo'r^v5 Harpunen og dens armtykke Trosse med en Fart saa voldsom, at der maatte øses Søvand paa Rullen for at hindre, at den tog Ild ved Friktionen.

Hvalen gjorde et højt Sæt,^k6 da Harpunens Jernklør rettede sig ud og tog Greb i dens Side med sine Gjenhager: den var truffet lige i Finnebrusken.

Det var en af de langstrakte, magre, vilde Finhvaler, hvis ubændige Kræfter man nu fik prøve.^v6

Finmarkslandet laa ret som en Lineal fem Kvartmil indenfor om Styrbord, da Jagten begyndte, og det gik med uformindsket Fart og stram Trosse nordvest udover i Havet den hele Eftermiddag.

Dampskibet slæbte efter den i Skum og Sprøjt, bakkende^k7 med sin henved firti Hestes Maskine, og tyngende imod Vinden med Bredfokken.^k8 Det gjaldt at faa mattet det svære Dyr ud, til det endelig overgav sig.

Al Landkjending længst afsyne. I den sene lyse Kvæld glittrede det gule nedgaaende Solskjær over den blanke Havvidde. Farten stod paa uforandret. Trossen stak skraat nedover i Sjøen som i en Kjelder og piskede af og til et Stykke foran ovenpaa Bølgetoppene, medens Sprøjten idelig regnede ind over Bakken,^k9 og Bougen grov sig ned i Skummet.

Ikke Tanke paa Hvil eller Køje den Nat!

Og endnu næste Middag ingen Forandring; – Fartøjet slæbende og bakkende med Næsen i Skum og Hav over Bougen som efter en Sytraad.

Det saa ud til at kunne gaa længe slig udover i vilde Ishavet, før de vilde komme til at sé^v7 Kolossen ligge udmaset og sprængt med Bugen ivejret indved Skibssiden.

En lang næste Eftermiddag og Kvæld drog sig hen; – og nok en sejg, asende^k10 Nat med Sjøen i et Flod skyllende over Dækket og Kaptejn og Styrmand Vagt om Vagt afløsende hinanden paa Kommandobrettet.

Man havde nu bakket og slæbt efter Hvalen i fem og firti Timer – næsten to Døgn.

Og netop, som Stewarten bragte Morgenkaffen paa tredie Dagvagt, skulde Trossen springe og Hvalfangeren miste sin Harpun med seksten Alen^k11 Jærnlænke og tretti Alen Trosse hængende ved, der nu alt hvinte afsted med Dyret dernede gjennem Dybet. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Det var i samme Aar, kun nogle Uger efter, at Aviserne meldte, at en Hvalfisk af ualmindelig Størrelse var sét i en liden smal, trang Fjordarm indenfor den ydre Skjærgaard omtrent hundrede Mile søndenfor paa den norske Kyst.

Og den havde baaret sig saa ganske uforklarligt ad, – bevæget sig hele Tiden med en underlig uforstyrrelig Regelmæssighed frem og tilbage over Grundingerne paa saa lavt Vand, at det forekom én, som den maatte skure an.

Hvorledes den var kommen did? … Naturligvis forrendt sig paa Jag efter Sild. Maaske jaget indover af Sværdfisk; – eller af Staurhenningen eller Vagnhunden,^k12 – to Dyr, som regjerer i Almuens Fantasier omtrent saa mystiske som Havmanden^k13 eller Sjøormen.

Synet af Hvalfisken vakte en hel Opstandelse i Bygden; der gik Løbebud indover fra Gaard til Gaard, og Folket samlede sig paa Skjær og Klipper rundt om Bugten.

Det uheldige var, at man manglede Harpuner og Fangstmidler for en saa stor Besøgelse.

Og saaledes gik det til, at Bygden fik sit ganske Forraad af Skydevaaben, Soldatergeværer og gamle forlagte Dunderbøsser^k14 med Flinte- og Perkussionslaase^k15 ned fra sine Knagger og frem fra alle Kroge. Der blev en almindelig Maalskydning udover, medens Dyret gik der rolig frem og tilbage over Grundingerne,^v8 – altid paa samme Vis uforstyrrelig og uden i nogen Maade at lade sig anfægte af Kuglerne, som borede sine Huller ind i dens med foddybt Spek belagte Ryg og Sider.

Det var med en bitter Følelse af sin Afmagt, Bygden^v9 saa al den Rigdom, – de hundrede Tønder Tran og al den Hvalsfin!^k16 – saadan passere frem og tilbage uopnaaelig under sine Øjne.^v10

Hvalen havde mindst faaet to hundrede Riffelkugler^v11 i Spekket, før den blev kjed af Behandlingen – og uden at forhaste sig igjen stod udover mod Havet.

– – – – – – – – – – – – –

Og nogetsteds^v12 et halvt hundrede Mile længere sydpaa forlød det saa senere ud paa Aaret, at man fangede en svær Finmarkshvalⁿ²⁶ paa over sytti Fods Længde. Det kostede en svær Kamp og et vældigt Basketag derinde mellem Skjærene, før man opnaaede at faa Bugt med det uhyre Dyr.

Hvalen var ogsaa der løbet ind paa grundt Vande og saa langt, at den ikke kunde komme ud igjen ved faldende Sjø.

Den vældige Finhval^k17 laa indbugseret^k18 til Afspækning, livløs og halvt paa Siden, som den saa ud efter Slaget med alskens Flæng og Risp og Hug i den furede, ligesom riflede, lysegrøngule Bug, og Hovedet – den uforholdsmæssige Kahytskasse for dens lille Hjerne, – dødgabende, med Munden fuld af Barder og stort som den halve inderste Væg af Pakboden. En af Trosserne var slaat om dens halv løftede, endnu i Sjøen skyllende, fintformede, brede Kjæmpespol,^k19 der kunde minde om Propellen paa en Oceandamper.

Frasagnet om Kampen med al dens spændende Detaljer vil længe bevares paa de Kanter. Hvalens mægtige alenhøie Ryghvirvler vil sés som Støtter under Bygdens Stabure, og de vældige Underkjæver ligge efter den som svære tyve Fods Planker af grov Benmasse.

Det, man fæstede sig ved som noget mærkeligt, var alle de Riflekugler, der havde boret sine Veie^v13 langt indigjennem Spækket. Og endvidere, at der i dens ene svulne, betændte Finnemuskel – lige under Luffen,^k20 – sad en moderne Harpun, med en seksten Alens Jernlænke i og et dobbelt saa langt Toug slæbende efter.

– – – – –

Og nu laa den der afgivende alt, hvad den eiede under sin Hud, til Bønders og Kjøbmænds Nytte, saaledes opfyldende sin Bestemmelse, – som vi jo alle maa efter mere eller mindre Spræl her i Verden.^v14

Det er blot det Spræl, én denne Gang kunde have Lyst til at faa flyttet sig lidt nærmere for Forestillingen, – en slig fortvilet Finhvals Spræl for Livet! …

– – I fem og firti Timer havde Dyret slæbt den svære bakkende Damper efter sig stik imod Vind og Sjø, ethvert Slag af dens vældige Kjæmpespol veiende^v15 for hundrede Hestes Kraft. Det i vild Dødspanik bankende mægtige Hjerte sendte Blodet i varm Kog gjennem Aarerne i det store Legeme. For hver Gang, det dukkede op for at puste, blev Vandstraalen mere og mere blodsprængt, dets smaa opadvendte Øine,^v16 der sidder nær hver Mundvig og ikke er stort større end Oksens, blev til to blodfyldte røde Huller, – medens Dyret med de yderste Angstens Krafttag drog og drog Harpunhage og Dampskib udover – altid udover …^v17

Og det holdt ved at drage den tykke Ankertrosse et Døgn – og en Dag^v18 til, – og nok en lang svart Nat dernede gjennem Dybet – med Dødens Klogreb i Kroppen …^v19

Saa føler det med ét, – som det er dybest inde i Rædselen, – at det er væk, – borte – lettet af.^v20

Det blev for taaget at prøve at lade Forestillingen dukke under til dets dunkelt bevidste Liv, det vældige Dyrs pludselige Fornemmelse af, at det var – frelst! – det kolossale Forhold mellem Tryk og Befrielse.

Men et Spil for Tanken kan det dog være at udmale sig, hvordan Kjæmpedyret^v21 i det ydre kan have baaret sig ad.

Det er ikke umuligt, at det er blevet liggende stille, af og til med et nervøst Ryk eller en ufrivillig Muskelbævren gjennem den store Krop; – ligget slig dødstræt mindst et Døgn og saa nær oppe under Vandskorpen, at den har havt let for at skyde Pusten, medens dens Fedtpartikler efterhaanden har samlet sig og gjort Sjøfladen over den stille som ved en modern Bølgedæmpning ved Olje.

Den har ligget og blot kjendt sig lettet, – i Begyndelsen med et enkelt Slag af Finne eller Spol nu og da for at overbevise sig, – indtil Hungeren lidt efter lidt er vaagnet.

Med sin slanke, fine, langstrakte Bygning har den saa skudt Lynfart gjennem det mørkegrønne Dyb som for at kjende igjen sin egen Pilsnarheds Glæde, gjort det utrolige Antal Mile i Vagten. Den har suget Polarhavets jodholdige, insektfyldte Sjø i Tøndevis ind gjennem Barderne og sprøitet Straalen i vildt Livsmod tilveirs,^v22 medens den igjen tog fat paa et nyt Silde- eller Loddejag.

Lettet for det overvældende Tryk af Damperen har den i Begyndelsen endnu kun lidet mærket Harpunen, denne Hindring under Finnemuskelen. Den har nærmest kun havt den lykkelige Fornemmelse af at være befriet fra sin røgrullendeⁿ²⁷ forfærdelige Fiende, som susede og skummede der ovenover Sjøskorpen med Jernkloen i dens Krop. Dens Instinkt har følt det som et Saar, der vilde gro igjen. Og det blev først lidt efter lidt, medens den tumlede sig i Havet, at Harpunens Greb meldte sig med en stigende Følelse af Ildebefindende og Pine.

Og Smerten voksede stadig, – voksede gjennem Uger … Betændelsen i det altid ømme Saar har irriteret den til Raseri, – har jaget den lange Kurser, hundreder Mile, gjennem Havet, – op imod Isen, mod Nowja-Semblia og Jan Main, og nedover mod Færøerne …^v23 Den har under den uafladelige Uro for at blive kvit sine Lidelser forladt det oceandybe Polarhav og søgt indover paa Bankerne i den grunde Nordsjø; – og tilsidst i Smertens Fortvilelse sat lige ind paa den norske Kyst gjennem Indløb og Sunde, hvor dens Sikkerhedsinstinkt ellers vilde forbudt den at løbe ind selv med en lokkende Sildestime foran sig.

Den vedblev at gaa derinde i den trange Bugt halve Dagen frem og tilbage over Grundingerne, frem og tilbage … Og den holdt ved med det; der skulde tohundrede Riflekugler til, før den igjen stod udefter.

Det har været, – jeg kan jo kun gjætte, – dens Forsøg paa at faa skuret Harpunen med den slæbende Jernkjætting af sig.

Og det har været et sidste Fortvilelsens Forsøg paa at befri sig fra Jernkloen,^k21 som saa senere paa Aaret igjen bragte Kjæmpedyret til at søge under Land og gav det Dødens Lise inde mellem Skjærene!^v24

Finmarksvidden
Et Præludium

^v25

[115] Paa den øde finmarkske Stenvidde^v26 leger Nordlyset i den lange Mørketid lydløst og skyggeløst over Sneen. Det brænder i gulgrønt, i esserødt,^k22 rører sig med sagte, elektrisk, hemmelighedsfuld Knittren, udfolder pludselig i store Bølger en Regnbue af Kulører som fra en anden mystisk Verden, indtil det slikker helt ned paa Sneen med Tungespidserne, og det blir lyst, saa man et Øieblik skjelner klart omkring sig …^v27

Der lever som en Rædsel i Skumringen.

Gjennem det uvisse flimrende Halvlys, der lader Snevidden staa frem og svinde i underlig farvede Fortoninger af Ildskjær, forvirrende fjernt og nær, glider der snare Skygger, høres der i Stilheden eiendommelige Raab, Echo af gjøende Hunde …

Disse Takker, som med ét viser sig mod Horizonten i sælsom Belysning over Snehøiden, er Rensdyr. Det, som stryger saa skyggeagtig nedover, er Finnen^k23 paa sine Ski. Det gjaldende, raabende, leende, skjeldende, glammende Liv borte i Bakken er en Finneleir.

Her lever dette lavstammede^k24 Nomadefolk med de mongolsk-skjæve Øine, brede Kjaker og krumme Bén, med de mørkøiede kloge Ansigter og rappe Tunger, som taler et saa blødt og gjennem en tusenaarig Udvikling saa rigt nuanceret Billedsprog, hvori Hjertet finder saa overraskende fine poetiske Udtryk.

[116] I de tause Nætter – med Stjernehimlen og Nordlyset over Dalrevnen –,^v28 er der i Kulden saa stille, at Lyset brænder i fri Luft, og Dønningen høres som svag Torden fra Ishavet i femten Miles Distance.

Til andre Tider hvirvler Fjeldplateauet sig op i vildt, mørkt, snefygende Uveir af ubeskrivelig Voldsomhed. Rensdyrene tyr i Ly af Fjeldvæggen eller søger at berge Livsvarmen under Sneen.

Her, – til Stensletten mellem Norge, Sverige og Rusland, – er nu dette Folk væsentlig indskrænket, som engang antagelig reiste sine Telte og Gammer og vogtede sine Renhjorder udover alle Fjeldstrækninger lige ned til det sydlige Norge. Deres Territorium er blet afknappet, stadig mindsket som Indianerens.

Men Lappen er ikke som sin røde Bror i Amerika det absolut dødsdømte Offer for Civilisationen. Paa Fjeldvidden holder han sig med en vis Akkomodationsevne^k25 for sin Stenalder-Civilisation. Han har ombyttet Buen og Pilen med Riflen, Flintekniven, Bénsynaalen og Dyresenen med engelsk Staal og Naalesytøi og Traad, hvormed hans blaa Vadmels- eller tætte Renskindskufte udstikkes og broderes. Sit eiendommelige varme, for Skien indrettede, Fodtøi, Komagen^k26 og Renskallen oparbeider han og sælger til Landhandlerne nede ved Finmarkskysten ved Siden af Renstegen og Vildvareskind^k27 lige til af den dyrebare Sølvræv og Hermelinen.

Lappernes Slæde, Pulken, med Kjørerenen for, danner endnu i den ni Maaneders Vintertid det uundværlige Kommunikationsmiddel i det vidstrakte Territorium fra botniske Viken, Varangerfjorden og Hvidehavet^k28 til Fjordene ved Finmarkskysten. Han, Nomaden, er her det nødvendige Mellemled, og Civilisationen opretholder, hvad den har Brug for. Uden Lappen og hans Ren var Post- og Reiseruter stængte over store, vidtløftige Indlandsvidder.

Lappen har forsaavidt sin raison d'être.^k29

Og der, hvor Renholdet ikke længere strækker til at ernære ham, og Mangelen paa Renmose sætter sin Grænse for hans Levevei som Nomade og Fjeldfin, gaar han over til at leve som Bonde af en Jordlap og af Fiskeri ude ved Havet.

Til den uforholdsmæssig høie Procent af Livstab ved de rige Vinterfiskerier paa Finmarkskysten afgiver ogsaa Lappen sin store Kontingent. Et Par mørke Punkter sés at drive for Strømmen gjennem Sundet, skylles af Bølgerne som dukkende sorte Sjøfugle, – det er en ude ved Havet forlist og druknet Finlap, som flyder med Benene iveiret. Luften i hans ved Ankelen sammensnørede Fodtøi, Komagerne, bevirker Stillingen. Under Kampen for Livet derude flyder han længe paa Pæsken,^k30 indtil den gjennemvaad forvandler sig til den tunge Dødvægt, som drager ham under.

Egentlig Sjømand blir han ikke. Nordlændingen paastaar, at han ror, som han snakker, med korte Aaretag og smaahakkende – paa fruentimmervis; men ingen nægter ham baade Mod og Duelighed i Bedriften.

Blodblandingen med dette mørkøiede Naturfolk har uomtvistelig været en af de Kilder, der har tilført Nordmanden hans rige Fond af Fantasi og varm Farve gjennem de tusen Aar, hvori det har levet som hans undertrykte og jagede, men altid underlig erotisk dragende Slegfredviv,^k31 – langt, langt længere tilbage under Folkekrigen end til Snefrids og Gunhild Kongemoders Dage.^k32

Dette vigende, svindende Folk med Nordlysets dæmrende Mystik i Sindet har stadig skudt Pile paa Flugten, – Dødspile med Flinteod i Skjul bag Stenen, Ganpile,^k33 Troldomspile, Elskovspile … Selv et Fantasifolk, har det tændt Fantasien hos sine Forfølgere og traadt dominerende baade rædsels- og længsels-vækkende^v29 ind i deres Sind. Norges Historie er, saa at sige, fyldt af disse hemmelighedsfulde Troldomsruner og hypnotisk virkende Indflydelser – fra Kong Harald, som sad fjetret i tre Aar over sin døde Finnepige,^k34 til disse Sagn nær opimod vort Aarhundrede om Præste- og Fogeddøttre, der forlod Hjem, Civilisation og alt for at flygte ind paa Finmarksvidden med Finnegutten, som kom farende ned til Handelsstedet paa Ski og med slige bløde, rige, barnslig poetiske Udtryk kaldte hende for sin «hvide Rype», sin «Snetiting»,^k35 – udmalte al sin eventyragtige Herlighed derinde paa den Fri Vidde og drog hende ind i sit Liv.

Kan Lappen saaledes siges til en vis Grad at have vundet sig erotisk ind i det norske Folks Blod og Aandskarakter, spiller en anden Fantasimagt, Troldommen, en ikke ringere Rolle under hans Stammes Tilværelseskamp. Han har vidst at udbrede den mystiske Frygt og bruge den som Skjul og Dækning, tildels ogsaa som Vaaben.

[117] Levninger af hans gamle Gudsdyrkelse tør endnu ikke helt være udryddet. Underlig formede Stenblokke inde paa Fjeldvidden – et menneskelignende Hode med en Sneskavl eller blaagrøn Issvul som Skjæg – hans Fædres Afguder, – faar nok endnu ét^v30 og andet Offer; og underlig formede Forbjerge paa Kysten som de to «Finkirker» ved Kjøllefjord, det 840 Fod høie Tanahorn paa Østsiden af Tanafjorden og «Klubben» i Varanger er gamle berygtede Offerpladse.

Sydost om Vardø, hvor Civilisationen alt fra det trettende Aarhundrede har havt sin nordligste Fæstning, Vardøhus, ligger det helt fra Oldtiden bekjendte Dumbofjeld, der i Middelalderen fra at være lappisk Tilbedelsesplads fik sit vidtudbredte mystiske Ry som Forsamlingsplads for al Troldom.

«Sarakkadaaben»^k36 har vistnok ogsaa i dette Aarhundredes første Halvdel gaat for sig i mangt et Fjeldfintelt ved Siden af den kristne i Kirken, og Runebommen^k37 med sit af Billeder og Tegn rundt om bemalede Trommeskind afslører nok endnu et og andet Sted Fremtiden.

Og «Ganfinnens»^k38 Kunster hører neppe til det forsvundne. Under Trommelyden af Runebommen og en eiendommelig skiftende Sang, «Jøiken»,^k39 bringes han i ekstatisk Tilstand … hans Aand er faret ud af Legemet, saa kun «Skindmudden^k40 ligger igjen», og han sér uhindret af Tid og Rum det, hans Viljekraft saadan med yderste Anstrengelse har samlet sig paa; han véd som den grønlandske Angekok,^k41 hvad der foregaar langtborte.

Ganfinnen har ogsaa andre Kræfter, han kan gi Bør, udsende Uveir, anstifte Ulykker, vise igjen, – og endelig – den egentlige rigtige store Troldmand, den i hvert Slægtled sjeldne og enestaaende Besværger, – udsende «forflyvendes Gan».^k42

Ganfluen^k43 rammer, svir Græsset under sig paa sin Vei over Bygd og Land did, hvor den bærer sit Ulykkesærinde. Den skal ha Skikkelse af en stor Humle eller Flue, og Ganlappen^k44 bærer den i Hiten^k45 sin.

Kyndigheden i den egentlige «Ganfingjerd»^k46 har altid kun været i enkelte, særlig begavede Individers Eie. Den har fra umindelige Tider været Gjenstand for Undervisning fra Far til Søn inden en enkelt Klasse. Indtil for tyve Aar siden skal, – heder det, – Jokmock i svensk Lapmarken have været Hjemmet for en saadan Indvielsens Skole.

I den lange Vintertid lever Lappen paa en Maade som fastboende i Lappebyer, medens Renhjorderne vogtes oppe i den vilde Fjeldmark, hvor de skraber Mosen frem med Hornene.

Kan hele Lappebyen, Mennesker og Hunde, ved Nattetid jages op ved det Forfærdelsens Raab, at der er Ulve i Renhjorden, eller maa Lappen under sin urolige Vogterfærd i det orkanagtig fygende Veir lade sig begrave i Sneen, saa at kun Skistaven rager op af Skavlen, saa fører han ogsaa i denne Tid sit andet roligere og med det øvrige Folk mere sambundne^v31 Liv ned imod Bygden. De har sine Kirkedage med Barnedaab, Konfirmation og Vielser, hvori de i sine Pulke farer, «Raide^k47 paa Raide», nedover Dalstrøgene med de røde Huer som en broget, livligfarvet Snor imod det snehvide Landskab, forsvindende mellem Bakkerne og atter visende sig.

Det er halvt den fastboendes Vinterliv baade dernede paa Kirke- og Handelsstevnet og hjemme i de rygende Gammer, hvor de optrakkede Sneveie ligger som Gader fra Indgang til Indgang.

Saa kommer – mellem 16 og 20 Januar, – den store almindelige Festens Dag, da Solen igjen for første Gang viser sig over Horizonten.

Det er et Glimt, en bleg Glød af Overranden^k48 og et rødgult Skjær blinkende her og der paa Skaraen^k49 eller pludselig illuminerende en rimet Bjerketop.

Og Lappen hilser, som tændes der en ny Livets Gnist i Hjertet paa ham, – Solen, Varmen, det gjenkommende Aar! Han véd, den blege Glød der lavt nede i Horizonten vil bli større og større, smelte Snebjergene om ham med tiltagende Magt, Dag for Dag straale og varme og vække til Liv, – indtil han igjen staar midt i den glittrende, dag- og nattelyse, hede, af Vækstkræfter og Frodighed struttende, duftfyldte arktiske Sommer.

Da sidder han, – farverig som altid baade i Sind og i Skind, – i den firkantede Sommerhue og sin med stærke blaa, røde, gule og grønne Kulører kantede lette Kufte af Vadmel – foran Teltet nede ved en af Finmarksfjordene, hvor han lader Renen drikke Sjøvand. Hundeglammet gir Echo i den lydhøre Aften, og den mørkøiede Finnepige staar i Skjæret af Kvældsolen og malker Renen …

[118] Den lange snefygende Vinters Rædsel er glemt. Lappens lette barnlige Sind lever i Øieblikket, – og nu leger og skifter Midnatssolens Eventyr for ham der udenfor i Havbrynet, hvor Tinder og Høidedrag reiser sig og synker, tændes og slukner i violet Gyldenskjær, Sjøer og lange Vasdrag pludselig blinker frem og blir borte i de uendelige Farveovergange, og Sjøfuglene seiler gjennem Luftens Hildringer indover en anden Fjeldmark der i Skyerne …

Midnatssolens Leg i Sommernatten er blot det modsatte af Nordlysets mørkt luende i Vinterkvælden; – og Finlappens Liv henleves i den hemmelighedsfulde Stemning mellem de to Undere.

Og inde paa de hemmelighedsfulde Ødestrækninger truer Fjeldviddens store Pan i den jernklædte Kjæmpe «Stallos»^k50 Skikkelse, – det fantastiske Angstens Billede, som gjennem Tiden har afsat sig i Finlappens Sind. Her har han en hél Krigshistorie i Blodet med underlige Sagn om farefulde Kampe og Hændelser og overstandne Farer, hvorfra kun hans yderste anspændte Snarraadighed og Kløgt har kunnet frelse ham. I disse Stallo-Sagn har Frygten for de røverske Naboer, Tschuderne,^k51 snoet sig underlig sammen med selve Naturangstens Billeder.

Og over disse uendelige Ødevidder, – engang til og med over hele Halvøen Kola, – har Nordmanden været den souveræne Herre, som har hævet «Finneskatten»^k52 fra Alders Tider. Og her er endnu det Sprogblandingens Gebét, hvor Europa og Asien mødes i et mangfoldig broget Folkeliv, og russisk, kvænsk, lappisk og norsk klinger én om Ørene.

Den blonde, slanke, blaaøiede Kvæn er en fra Finlappen aldeles modsat Karaktér. Klar i Tanken, seig og staalsat i Forsættet, griber han myndig om sig, hvor han kommer, og indsætter helst sin egen Vilje til Lov. Her i Grænsedistriktet mellem den øvrige, tildels af Klimaet svækkede Befolkning faar han noget ved sig af den indtrængende Erobrer. Idealistisk anlagt, med det asiatisk flade, kjævestærke, energiske Ansigt, gjør Kvænen som ung ofte Indtrykket af noget særlig evnefuldt. Men netop hans til Envished udprægede Viljestyrke hindrer ham i Udviklingen. Utilgjængelig for Paavirkning knytter Kvænen ligesom Viljeknude for sig og er ved en tidlig Alder som oftest alt det, han kan blive, en myndig opgjort, klar Kraft, – en færdig Mand. Men det livfulde, som var over ham, da han med sin unge Racekraft kastede sig ind i Konkurrencen, – er der ikke mere.

Den lille svage Finlap derimod er en ydmyg Mand; han véd, at Omgivelser og Forhold altid er hans Herre, og at det gjælder at forstaa og bøie og vinde sig ind og ud af dem for at kunne føre sin Livsstrid. Og Lappens bløde modtagelige Gemyt lærer og lærer og tar Erfaringer; – han er, saa at sige, Naturalisten af de to. Han udvikler sig med en stadig Tilførsel af Indtryk, – og er paa sin gamle Alder inden sit Aandsomraade den kløgtige, snart og vart om sig skuende, paa Raad opfindsomme Mand, der har gjort «Finnelist» til et Ordsprog.

Kvænen bruger Øksen, indtil han siger,

Finnen sender Pilen, mens han viger. –

– Fra Alders Tid har Russerne i sine østerlandske Vadmelskaftaner, Huer, lange Støvler og Krucifixet om Halsen faret langs Norskekysten med de eiendommelig byggede tremastede «Lodjer»^k53 og tusket Fiskevarer for Rugmel og Klaverdug^k54 fra Archangelsk og Kola. Denne Handelstrafik i Grænseegnene har sin lange Historie, – fyldt med Frasagn om Overgreb, Plyndring og Mord i tidligere mørke, lovløse Tider.

I Kahytten ved Murovnen, «Pjætsckaen»,^k55 hænger Helgenbilledet, – St. Nikolaus, som skal gi heldigt Veir, Bør og alt godt, – med brændende Lys foran. Deres Nationaldrik, Theen, damper fra Samovaren af blinkende Messing; og – særlig musikalsk, som de er, – hører man Besætningerne paa Havnepladsene synge flerstemmigt sine melankolske Hjemlandssange i de lyse Aftener og Nætter.

Deres nationale Liv og græsk-katholske religiøse Skikke fører de som den mægtige Nations Børn trygt med sig, – og en russisk Begravelse i den fremmede norske Jord har med de usædvanlige Ceremonier sit eget underlig^v32 høitidelige Præg. Man føler, det er det store Folk, som eier en Femtepart af Jorden, der indvier den Plet, hvor en af dets Sønner ligger, til hellig ukrænkelig russisk Jord under St. Nikolaus's og Czarens Skjold. –

Forord

Norge i det nittende Aarhundrede og Jonas Lies bidrag

Struktur

Intensjoner

Intermezzo: Norge i det nittende Aarhundrede som palimpsest

Tilblivelsesprosessen

Jonas Lies kunstneriske, fagpolitiske og geopolitiske innvendinger

«Et Hvaljag» – Mellom eventyr og sakprosa

En tekst på avveie

Jonas Lies Finnmark

Stil og struktur

Myte og modernitet

Realia

Gjenbruk

Epilog

Prinsipper for det tekstkritiske arbeidet

Lies ortografi og rettelser

Tekstgrunnlag og varianter

Kommentarer

Et Hvaljag
(Hvalfangsten udenfor Finmarkskysten)

Finmarksvidden
Et Præludium

Litteratur

Forord

Norge i det nittende Aarhundrede og Jonas Lies bidrag

Struktur

Intensjoner

Intermezzo: Norge i det nittende Aarhundrede som palimpsest

Tilblivelsesprosessen

Jonas Lies kunstneriske, fagpolitiske og geopolitiske innvendinger

«Et Hvaljag» – Mellom eventyr og sakprosa

En tekst på avveie

Jonas Lies Finnmark

Stil og struktur

Myte og modernitet

Realia

Gjenbruk

Epilog

Prinsipper for det tekstkritiske arbeidet

Lies ortografi og rettelser

Tekstgrunnlag og varianter

Kommentarer

Et Hvaljag (Hvalfangsten udenfor Finmarkskysten)

Finmarksvidden Et Præludium

Litteratur

Et Hvaljag
(Hvalfangsten udenfor Finmarkskysten)

Finmarksvidden
Et Præludium