(Til digteren H. Ø. Blom)
Kristiania, 1859
Da det til agters gik for Nordens guder,
da Balder fældet var og Odin sad
som sløvet bedstefar på Lidskjalfs puder
iblandt de blundende einherjers rad, –
mens selve Tor lar stå det fyldte fad,
og Brage døsig over harpen luder, –
da spåde Vala: «Snart står verden tom!»
Nu rejser Wiehe; – nu spår H. Ø. Blom.
Du er den Vala, som profetisk lyner,
imens for folket du poetisk spår;
du melder metrisk om de sikre «syner»,
som foran råheds-sildestimen går;
af svartalf-flokken, som ved grænsen står,
du skimter alt et glimt af horn og tryner; –
men hvad du så, på vingehesten flyvende,
blev trykt i «Morgenbladet» for den 7de.
Du ræddes for et ragnarok, som alt
står med «barbaries» for døren truende.
For så vidt klæber tankehalen luende
til digtkometens korpus, tyndt og skralt;
men, tro mig, alle muser finder gruende
dit billed-figenblad for spædt og smalt.
Hold derfor op, som skald, vor kunst at kværke; –
gør prosa; – verset kommer dig på tverke.
Husk, af din gerning kendes skal din tro;
lad derfor ej på glat-is ud dig narre.
Du tror dig selv en smagens ridder jo, –
og dog du vil vor gamle moder «parre»
med en af kobbelet for Thespis karre, –
ja, Gud forlade dig, med begge to!
Den køter-tanke er i kernen rådden; –
den tanke-køter er på vers for lodden!
Du digter om et rollefags doublering,
mens folket kræver krigssang for sin kamp;
du fantaserer over «remplacering»;
dit øje blænder thevandsbordets damp; –
du har en hippogrif med god dressering,
men lejer læredigtets vognmands-gamp; –
højt foran står en borg med tind og takke;
du vælger farten baglængs nedad bakke.
De trak engang fra pyramidens indre
et balsameret lig i dagen ud.
Det lå så stolt i sit forstenings-skrud;
det havde glemt, hvor dejligt sol kan tindre; –
hvad nyt det så, det skatted tifold mindre,
end sunkne oldtids bankerotte gud.
«Et bittert smil» om mumiens mund mon spille,
med hån mod tiden – for den ej stod stille.
På samme sæt du åbned denne dyst.
Med vold du tiden vil i slummer tvinge;
du harmes ved at høre livet klinge,
du længes ned igen i gruben tyst.
Dog var der engang sangbund i dit bryst;
derinde mangen skønheds-alf fik vinge,
fløj ud, erobred land, forplanted ætten;
men du – fornægter ægtefødsels-retten!
Dog, nu tilbage til din mørke spådom,
at ragnarok er ventendes bag jul.
Op, alle mand, mød frem og læg nu råd om
det bedste surrogat for kunstens sul!
Vor egen barkekost er besk og ul;
det hjælper hverken bønner eller gråd om.
Men verdensborger kunsten er, ved læserne; –
så før en trup da hjem fra – Japaneserne.
Nej, tingen er at Kongens København
har eneret på den trafik i landet; –
thi som Madeiras most, skønt falsk og blandet,
blir ædel vin på fad i skudens stavn,
så skibes op til os mangt navnløst navn,
som først får værd ved farten over vandet.
Her bænkes den ved kunstens højbords-brædder,
som hist kun gældte for en sjællandsk skrædder.
Din skylden var, ifald jeg nu tog post,
og passed op i lejren hver som snøvler,
og brændte løs på hver en udslidt vrøvler,
som tapper dig din Dry-Madeira-most.
Mon ej kothurnen blev til gamle støvler,
og smagens gudeflesk til husmandskost
ved analytisk plukken-op i kransen
fra nummer 3 til korets formand Hansen?
Dog, lad det fare til en anden gang; –
jeg finder snart igen vel tid og stunder
at kikke indom dør til hint vidunder,
hvis nære fald begrædes i din sang.
Vi vil ej veje nogen enkelts rang;
men på dit eget kvad min dom jeg grunder:
den tid, som kommer, ragnarok du kalder; –
så er det altså Valhal da, som falder.
Thi foran Valhals fald går ragnarok,
det ved vi alle fra vor første lærdom.
Andhrimner har man, det er sikkert nok,
og ingen tvivler på hans kost er nærsom, –
for torsdags-maver da, – om ej så svær som
det fordum krævedes af asers kok.
Einherjer mangler ej: kritiken slår dem,
men ej ihjæl; thi publikum dog får dem.
Men hvor er Tor med hammeren dernede?
Den stærke Tor, som kløver fjeldets væg
og henter Freja hjem til Nordens glæde,
mens troldet bider ræd i eget skæg.
Og hvor er Freyr, som ejer magt at brede
ud over land et skrud af birk og hæg?
Og hvor er Yduns-æblet? Find det, kære; –
jeg kan kun se en overmoden pære.
Nej, Yduns-æblet fattes, det er sagen,
og Balder flytter senest i April;
se, derfor lakker det mod endskabs-dagen,
trods slag af køller og trods skud med pil; –
hæng altså tålsomt dit gevær i hvil, –
stig op på bordet, sy de faldnes lagen;
thi det du vide må: en gud, som blunder,
kan aldrig ruskes op; han får gå under.
Men vær du trøstig. Ragnarok får ende,
der gryr en fremtids-sol bag åsens bryn; –
det dæmrer alt for slægtens friske syn,
den bedre morgen er alt grant at kende.
Du skal få se, at dagens lys kan brænde,
hvor trøskne stammer knak for nattens lyn; –
du skal få se: den højeste blandt himle
er ikke Valhal, men det unge Gimle.
Der bode en underlig gråsprængt en
på den yderste, nøgne ø; –
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, –
helst mod uroligt vejr, –
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frygt
kom Terje Vigen nær.
Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skjemtsomme ord,
han spøgte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt
om Terje fra først til sidst,
og skulde det stundom falde lidt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmeste kreds, –
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans øjne til fredens blund,
da han døde højt opp'i de treds.
Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mangen dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem tilslut,
og kom med «Foreningen», kaptejn Pram;
men hjemme var ingen, som kendte ham,
der rejste som liden gut.
Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velklædt knægt.
Men døde var både far og mor,
og sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to, –
men så rysted han sorgen af.
Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
nej, da var det bedre at bygge og bo
på det store bølgende hav!
Et år derefter var Terje gift, –
det kom nok på i en hast.
Folk mente, han angred på den bedrift,
som bandt på et sæt ham fast.
Så leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus –
skønt ruderne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.
Da isen løsned for lindvejrs bør,
gik Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte den undervejs.
Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
han kendte sig stærk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst, –
og for bougen en vinter tung.
De ankred, og kammeraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendte dem endnu et længselsblik,
da han stod ved sit stille hus.
Han glytted ind bag det hvide gardin, –
da så han i stuen to, –
hans kone sad stille og hespled lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.
Der sagdes, at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trælled og sled, og blev aldrig træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvælden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.
Så lakked og led det til krigens år
i attenhundred og ni.
Endnu går sagn om de trængsels-kår,
som folket da stedtes i.
Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for døren stod sot og død.
Da stured Terje en dag eller to,
så rysted han sorgen af;
han mindtes en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav. –
Der vester har endnu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dåd:
«da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!»
Den mindste skægte, der var at få,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme stå, –
slig tyktes han bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at båden bar,
om sjøen kom lidt påtvers;
det jydske rev var vel svært at gå klar, –
men værre den engelske «Man of war»
med ørneøjne fra mers.
Så gav han sig trøstig lykken ivold
og tog til årerne hvast.
Til Fladstrand kom han i god behold
og hented sin dyre last.
Gud ved, hans føring var ikke stor:
tre tønder byg, det var alt;
men Terje kom fra en fattig jord, –
nu havde han livsens frelse ombord;
det var hustru og barn det gjaldt.
Tre nætter og dage til toften bandt
den stærke modige mand;
den fjerde morgen, da solen randt,
han skimted en tåget rand.
Det var ikke flygtende skyer han så,
det var fjelde med tinder og skar;
men højt over alle åsene lå
Imenæs-sadlen bred og blå.
Da kendte han, hvor han var.
Nær hjemmet var han; en stakket tid
han holder endnu vel ud!
Hans hjerte sig løfted i tro og lid,
han var nær ved en bøn til Gud.
Da var det som ordet frøs på hans mund;
han stirred, han tog ikke fejl, –
gennem skodden, som letted i samme stund,
han så en korvet i Hesnæs-sund
at duve for bakkede sejl.
Båden var røbet; der lød et signal,
og det nærmeste løb var lukt;
men solgangsvinden blafrede skral, –
mod vester gik Terjes flugt.
Da firte de jollen fra rælingens kant,
han hørte matrosernes sang, – –
med fødderne stemte mod skjægtens spant
han rode så sjøen fossed og brandt,
og blodet fra neglerne sprang.
Gæslingen kaldes de blinde skær
lidt østenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i pålandsvejr,
under to fod vand er der bund.
Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult,
selv stilleste havbliksdag; –
men går end dønningen aldrig så hult,
indenfor er det som tidest smult,
med brækkede bølgedrag.
Didind Terje Vigens skægte foer
lig en pil mellem brått og brand;
men bag efter ham, i kølvandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skreg gennem brændingens sus
til Gud i sin højeste nød:
«inderst derinde på strandens grus
sidder min viv ved det fattige hus,
og venter med barnet på brød!»
Dog, højere skreg nok de femten, end han:
som ved Lyngør, så gik det her.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellem Norges skær.
Da Terje tørned mod båens top,
da skured og jollen på grund;
fra stavnen bød Officeren «stop!»
Han hæved en åre med bladet op
og hug den i skægtens bund.
Spant og planker for hugget brast,
sjøen stod ind som en fos;
på to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
Han slog sig gennem de væbnede mænd
og sprang over æsingen ud, –
han dukked og svømmed og dukked igen;
men jollen kom los; hvor han vendte sig hen
klang sabler og rifleskud.
De fisked ham op, han førtes ombord,
korvetten gav sejerssalut;
agter på hytten, stolt og stor,
stod chefen, en attenårs gut.
Hans første batallie galdt Terjes båd,
thi knejste han nu så kæk;
men Terje vidste ej længere råd, –
den stærke mand lå med bøn og gråd
iknæ på korvettens dæk.
Han købte med tårer, de solgte ham smil,
de ågred med spot for bøn.
Det kuled fra øster, tilhavs med il
stod Englands sejrende søn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
nu tog han sin sorg for sig selv.
Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort
et noget var ligesom vejret bort
fra hans pandes skyede hvælv.
Han sad i «prisonen» i lange år,
der siges, i fulde fem;
hans nakke bøjed sig, gråt blev hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked, –
det var som hans eneste skat.
Så kom attenhundred og fjorten med fred;
de norske fanger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregat.
Hjemme ved bryggen han steg i land
med kongens patent som lods;
men få kun kendte den gråsprængte mand,
der rejste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds; hvad der blev af
de to, – han derinde erfor:
«da manden forlod dem og ingen dem gav,
så fik de til slutning en fælles grav
af kommunen i fattigfolks jord.» – –
Årene gik og han røgted sin dont
som lods på den yderste ø;
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken på land eller sjø;
men stundom gnistred hans øjne stygt,
når det brød over båer og skær, –
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frygt
kom Terje Vigen nær.
En måneskinskveld med pålandsvind
kom der liv i lodsernes flok;
en engelsk yacht drev mod kysten ind
med revnet storsejl og fok.
Fra fortoppen sendte det røde flag
et nødskrig foruden ord.
Lidt indenfor gik der en båd over stag,
den vandt sig mod uvejret slag for slag,
og lodsen stod stout ombord.
Han tyktes så tryg, den gråsprængte mand;
lig en kæmpe i rattet han greb; –
yachten lystred, stod atter fra land,
og båden svam efter på slæb.
Lorden, med lady og barn i arm,
kom agter, han tog til sin hat:
«jeg gør dig så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brændingens larm». –
Men lodsen slap ror og rat.
Han hvidned om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider får magt.
Indover bar det, og højt på grund
stod lordens prægtige yacht.
«Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slår sig i splinter, – jeg ved besked –
men indenfor ligger den trygge led;
mit køl-spor skal vise jer vej!»
Morilden brændte der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod lodsen, stærk og høj,
hans øje var vildt og hvast.
Han skotted i læ mod Gæslingens top,
og til luvart mod Hesnæs-sund;
da slap han ror og stagsejl-strop,
han svinged en åre med bladet op
og hug den i bådens bund.
Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt – –
der raste på vraget en strid –;
men moderen løfted sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
«Anna, mit barn!» hun skreg i sin ve;
da bævred den gråsprængte mand;
han fatted om skødet, drev roret i læ,
og båden var fast som en fugl at se,
slig foer den i brått og brand.
Den tørned, de sank; men havet var smult
derindenfor brændingens kreds;
opover rak sig en langgrund skjult,
der stod de i vand tilknæs.
Da råbte lorden: «kend, – båens ryg –
den svigter, – det er ingen flu!»
Men lodsen smilte: «nej vær De tryg;
en sunken skægte med tre tønder byg
er båen, som bær os nu.»
Der jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk –,
han kendte matrosen, som lå med gråd
iknæ på korvettens dæk!
Da skreg Terje Vigen: «alt mit du holdt
i din hånd, og du slap det for ros.
Et øjeblik endnu, og gengæld er voldt – –»
da var det den engelske stormand stolt,
bøjed knæ for den norske lods.
Men Terje stod støttet til årens skaft,
så rank som i ungdommens år;
hans øjne brandt i ubændig kraft,
for vinden flommed hans hår.
«Du sejled imag på din store korvet,
jeg rode min ringe båd;
jeg trælled for mine til døden træt,
du tog deres brød, og det faldt dig så let
at håne min bittre gråd.
Din rige lady er lys som en vår,
hendes hånd er som silke fin, –
min hustrus hånd den var grov og hård,
men hun var nu alligevel min.
Dit barn har guldhår og øjne blå,
som en liden Vorherres gæst;
min datter var intet at agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.
Se, det var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
Det tyktes for mig en skat så stor;
men det vejed for dig så lidt. –
Nu er det gengældelsens time slår, –
thi nu skal du friste en stund,
som vel kommer op mod de lange år,
der bøjde min nakke og blegte mit hår
og sænkte min lykke på grund.»
Barnet han greb og svinged det frit,
med den venstre om ladyens liv.
«Tilbage, mylord! Et eneste skridt, –
og det koster dig barn og viv!»
På sprang stod Britten til kamp påny;
men armen var veg og mat; –
hans ånde brændte, hans øjne var sky,
og hans hår, – så kendtes ved første gry –
blev gråt i den eneste nat.
Men Terjes pande bar klarhed og fred,
hans bringe gik frit og stilt.
Ærbødig løfted han barnet ned,
og kyssed dets hænder mildt.
Han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jævn:
«nu er Terje Vigen igen sig selv.
Indtil nu gik mit blod som en stenet elv;
for jeg måtte – jeg måtte ha'e hævn!
De lange år i «prisonens» kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
Bagefter lå jeg som hejens halm,
og så i et brådyb stygt.
Men nu er det over; vi to er kvit;
din skyldner foer ej med svig.
Jeg gav det jeg havde, – du tog alt mit,
og kræv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skabte mig slig.» – –
Da dagningen lyste var hvermand frelst;
yachten lå længst i havn.
Med nattens saga taug de nok helst,
men vidt foer dog Terjes navn.
Drømmenes uvejrsskyer grå
fejed en stormnat væk;
og Terje bar atter så rank, som få,
den nakke, der krøgtes hin dag han lå
iknæ på korvettens dæk.
Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb,
for frelsen fra sjøgang og skær;
men Terje strøg over barnets slæb:
«nej, den som frelste, da værst det kneb,
det var nok den lille der!» – –
Da yachten drejed for Hesnæs-sund,
den hejste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund, –
der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik;
han stirred fra hejen ud:
«stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Bedst var det, kan hænde, det gik, som det gik, –
og så får du ha'e tak da, Gud!»
Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
Hans hår var hvidt, men han lo og sang,
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skemtsomme ord,
han spøgte med byens børn;
han svinged sydvesten og sprang ombord,
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
Ved Fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet;
den var ikke skøttet, var sunken og lav,
men bar dog sit sorte bræt.
Der stod « Thærie Wiighen» med hvidmalt skrift,
samt året, han hvile fandt. –
Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.
De løsned et skud der-over i vest,
og det skaked Europa op.
Hej, hvilket liv der med et blev blæst
i den hele broderte trop!
Du gamle Europa, med orden og ret,
med lov for hvert eneste steg,
med rygte foruden mén og plet,
med dydig harm mod alt sort og slet, –
du blev så forunderlig bleg!
På sørgelak trykkes enhjørning og ørn
og alle de andre dyr;
paketbåden stikker på kabelets tørn;
depecherne mylrer og kryr.
Bomulds-magnaten, gloirens søn,
de tusend fra løgnens land,
de stod alt og greb efter fredspalmen grøn,
så knalded det ene revolver-drøn,
og så faldt han, den ene mand.
Og så tog I skræk. Europas råd,
er det som sig hør og bør?
En Preusser-gerning, en Dybbøl-dåd,
var verden vel vidne til før.
Sin broder hakker da ingen ravn; –
I kommer dog Polen ihug?
Og Engelskmanden for København?
Og graven ved Flensborg? Og Sønderborgs navn?
Men hvorfor da harmes nu?
Den røde rose, som blommer hist
og skræmmer jer med sin flor,
til den gav Europa sin podekvist
og Vesten sin yppige jord.
I planted som stikling hin frodige vånd,
der rødmer Amerikas kyst; –
jer var det, som bandt med højst-egen hånd
martyriets blodrøde ridderbånd
på Abraham Lincolns bryst.
Med glemte løfter, med svegne ord,
med traktaters forrevne ark,
med brudd fra iår på jer ed fra ifjor
har I gødet historiens mark.
Og så vented I endda, trygge i sind,
en høst af det ædleste slags!
Se, nu spirer jer sæd. Hvilket flammende skin!
I undres; I ved hverken ud eller ind, –
thi der vokser stiletter for aks!
Hvor loven sidder paa knivens spids
og retten på galgen bor,
er dagningens sejr mer nær og viss,
end her, hvor der myrdes med ord.
En vilje våger, og holder dom,
og knuser hvert løgnens bur; –
men ormen må først æde skallen tom,
og tiden må først få krænget sig om
til sin egen karrikatur.
Der råder en dæmon med evig magt.
Prøv kun på at byde ham trods!
I støv måtte domus aureas pragt,
i grus måtte Neros kolos.
Men først måtte Romer-forbrydelsen nå
over jorden fra pol til pol,
tyrannen sin apotheose få,
og kejsernes gyldne billeder stå
som guder på Kapitol.
Så ramled det sammen; cirkus og slot,
templer, kolonners skov,
buer, arkader, alt trampedes småt
under bøffelens skoede hov.
Så byggedes nyt på det gamles grund,
og luften var ren til en tid.
Nu varsler det mod foryngelsens stund;
nu stiger der pest fra den svampede bund,
og vifter, snart hid snart did.
Men er det i råddenskabs sumpe vi går,
jeg råber ej ak og ve
over hver en brammende giftblomst, som står
i fylde på tidens træ.
Lad ormen kun hule. Før skallen er tom,
før brister ej væg og tag.
Og lad kun «systemet» få vrængt sig om;
des-før kommer hævnen og holder dom
på tids-løgnens yderste dag!
Til den ridderligste sender
jeg mit digt foruden navn.
Jeg forstår, hvor sværdet brænder
i de djærve bundne hænder;
jeg forstår, hvor naget tænder
i hans pandes tankefavn.
Viljen vendt mod sejers-baner, –
viljen lænkelagt i skjul;
hånden strakt mod fædres faner,
sindet fyldt af storværks-planer, –
flugten stængt af vindfalds-graner, –
arme kongelige fugl!
Dagen gryr og hornet klinger.
Hej, det blir en verdensjagt!
Jeg forstår, hvor skårne vinger
værke kan, der buret tvinger;
jeg forstår, hvor længslen stinger,
der, hvor dværge slutter vagt.
Dagen går og hornet tier;
alle våben lægges ned.
Navn for navn på melodier
bæres rundt i lund og lier; –
jeg forstår, hvor smerten svier
ham, som ej fik nævnes med.
Ånden lys af skønheds-larver,
skabertrang i sind og syn, –
digtets spil hans dådskraft arver,
blomster gror i leg med farver; –
glemsels-leg, mens savnet harver
sindet, som et nedslags lyn!
Måtte nægte, hvad står malet
midt på pandens åbne hvælv!
Måtte svigte idealet,
lig apostlen, der han daled,
dommens nat, til hanegalet
drog ham opad mod ham selv!
Kval, – og stumhed! Kan I, dverge,
fatte offrets fulde vægt?
Ved I, hvad det er at sværge
troskabsed på fremmed værge, –
alt tilhobe for at berge
skindet for en rådløs slægt?
I vil svare, det er drømme,
drømme kun, som offres her.
Ja, lad gå; lad kløgten strømme;
det er let for jer at dømme;
I har aldrig trængt til tømme, –
aldrig vidst, hvad drømme er.
Mer end livet, mine herrer,
er en drøm, som ej fik liv.
Den er lig det digt, jeg spærrer
ind i sjælens stængte kærrer;
løve-vildt det hugger, snærrer,
kræver nat og dag mit: bliv!
I vil råbe på, det heder:
størst, hvo selv sig overvandt. –
Gylden visdom for asketer!
Ly for løjheds Poul og Peter!
Bjeldeklang kun for atleter,
i hvis årer blodet brandt.
Puk så ej på «høje pligter»! –
Har I købt hans sunde sjæl?
Har I købt den djærve digter,
så han kaldets epos svigter?
Købt ham, købt ham, så han sigter
hadsk mod selvets bedste del? –
Til den ridderligste sender
jeg som krans et navnløst digt.
Jeg forstår, hvor sværdet brænder,
rustent, i de bundne hænder;
jeg forstår, hvor naget tænder; –
kan I, vismænd, skønne sligt?
Martyrdom, af purpur dækket, –
kval i taushed, fængslet trang,
blomsters håb, af gråvejr gækket, –
grenes frugt i utid brækket,
drøm, til livets drøjhed vækket, –
sættes kors ved i min sang.
Versets mindesten jeg rejser
for et ugjort storheds-værk;
og mens kløgtens flikværk dejser, –
for hans fejl jeg flaget hejser,
skriver, hvor min ridder knejser:
Skalden i ham var for stærk!
Dresden, i December 1870
Ja, jeg frister det idag,
jeg, som ved min tausheds længde,
tvert mod alle løfters mængde,
frygter jeg har tabt min sag, –
jeg, som foer fra Stockholm, bunden
af en takskyld uden lige,
gæsted Faraonens rige,
løfted Isis-slørets flige, –
og til dato kunde svige,
hvad med hånden og med munden
jeg på «Lyran» sidste kvelden
både loved og besvor, –
nemlig: med et skrevet ord
at betale lidt på gælden.
Tør jeg? Har jeg endnu ret?
Ak, Gud-nå's, hvem spør om retten?
Nuomstunder skilles trætten
af et magtsprog ret og slet.
Altså kort og godt: jeg vil;
men på anti-preussisk måde;
ej i kraft af ret for nåde.
Vær mig stumme flygtning mild!
Her jeg lever på en vis,
som de lever i Paris.
Svære tyske floskelhelte,
som med vold vil verden vælte,
pral og skrål og flag på stang,
«Wacht am Rhein», som kaldes sang, –
det er mit cernerings-belte.
De kan tro, at mangen gang
kendes kredsen krap og trang.
Ølhus-snak, politisering,
er min køterstegs servering,
og i stadsavisens spalter,
hvor den tyske verskunst halter,
diskes op den kost, mig gotter,
som en fransk ragout af rotter. –
Værre dog, når genlyds-toner
fra vort Nord hid over slår;
når mit håb mod lys og vår
skydes ned af plebs-kanoner;
når i råheds-kravet hviner
fremtids himmelsprængte miner,
og jeg våbenstækket står
på en brusten drøms ruiner.
Altså er, for ej at lyve,
nøden det, som nu mig drev
til at sende Dem et brev, –
og jeg lar ballonen flyve.
Duer har jeg ingen af;
duer er jo håbets fugle,
og i denne klamme grav
bygger bare ravn og ugle.
Men per ravn, per ugle, skikke
brev til damer, duger ikke.
Nu da – som De ved, ifjor,
dengang Mälar-himlen mulned,
frosten skar og løvet gulned,
ned til Deltas vang jeg foer.
Der var sol og sommerdage.
Lyset slog med blink tilbage,
som hos os en bræ fra fjorden.
Palmelunden, sykomoren,
skygged blågrøn over jorden;
Beduinen og hans mage,
båren højt på dromedaren,
så vi gennem ørknen drage.
Første gang en uerfaren
nordbo så det, skreg han studsende:
«mine herrer, ser De strudsene?»
Fra Cairo opad Nilen
fløj vi på «Ferus» som pilen,
gæsted Cheops-pyramiden,
hvor Napoleon proklamerte,
medens sfinxen mediterte
både før og da og siden.
Beni Hassans kongegrave
krøb vi ind i på vor mave.
Seklerne har hærget stygt dem;
hver en tidsberegning brister;
kun så meget får man ud, –
tør man tro egyptologer, –
og, ej sandt, vi tror jo trygt dem –:
de blev til i fortids tåger,
dengang Farao var gud
og herr Potifar minister,
samt at herr ministrens svoger,
Josef Jakobsen, har bygt dem.
Memnonstøtten, stenkolossen,
han, De ved, som sang et stykke,
gæsted vi en morgenstund;
men den gamle holdt sin mund.
Det er nu en skaldenykke
fra den tid Kambyses dømmende
gik ham efter lidt i sømmene
og, måske for ubehændigt,
recenserte ham indvendigt.
Sligt gør mangen sanger frossen, –
og så svigter mælet tossen.
Men så er beundrings-stolen
vederlag for sang mod solen.
Sådan gubben Memnon troner
på sit ry for brustne toner,
stryger ind tributens mynt,
gir i al sin oldtidspynt
audiens, ej blot til stormænd,
men sågar til norske normænd,
som min ringhed og Peer Gynt.
Dog, hvem mægter gøre rede
for en 6–7 ugers drøm?
Derfor beder jeg Dem, tag
disse løse pennedrag
fra min færd i lys og hede
opad krokodillens strøm.
Gal-mands værk at spilde ord
på vort pascha-liv ombord
i de fire Noæh arker; –
vi var fire, skal De vide,
og desuden to par barker
for et genus, kaldt det blide.
I «Ferus» var sat på foer
bjørne tre fra gamle Nord;
elleve haner af de franske;
fire hingster – de var spanske –
lutter fyr- og flamme-foler,
drevne stærkt i kaprioler,
og med gester som El Ol'er.
Tar vi med vor skibsbetjening,
fandtes efter fælles mening
flere dyr af slægten «Asen».
Et slags buk fra Schweitzerlandet;
et amfibium af racen,
der skal bo «lidt under vandet», –
samt, naturligvis, en skok
olden- eller old-germanske
vildsvin, næsten ganske tamme,
og som afart af de samme,
et par militære rovdyr;
et entrüstungs-fæigt skovdyr;
et af de brasilianske
bogmøl, og en hel hob smådyr
under fællesnavnet rådyr;
item – nej, nu er det nok!
Tænk Dem så når dragomanen,
snart mod øst og snart mod vest,
førte hele karavanen
til en oldtids kæmpe-rest.
Over ørknens gule slette
fløj vi som på vinger lette,
skønt i virkligheden toget
gik til æsels, og tildels,
for de kække, til kamels.
Hvilken jubel, hvilken broget
stim og stimmel i vor barne-
glade flok! Hin uerfarne
strudse-seer var den eneste,
som for skydsen gjorde styr,
råbte: «æsler! Er det dyr
for en mand i pressens tjeneste!
Jeg vil ha'e en rigtig ilhest; –
finds her ingen fuldblods Nilhest?» –
Luxor, Déndera, Sakkara,
Edfu, Assuan og Phile
vil i fart forbi jeg ile,
og kun foreløbig hvile
ved en skildring fra Sahara.
De har sikkert engang hørt,
at når karavanen rykker
gennem ørkenhavets bølger,
sandets flom, af samum ført,
viser frem hvad dybet dølger,
og den ser stillebens-stykker.
Eller rettere, den vader
gennem endeløse gader,
hvor den levende natur
har med døden sig forenet,
og i tiden sig forstenet
til en vild arkitektur.
Ribben, ryggehvirvler, knokler
rager op som søjlesokler;
hjerneskaller af kameler
er de faldne kapiteler;
tænders gule gisne rader
er balkoners balustrader;
fingre, som i vejret vimser,
er de brustne loftsgesimser,
og som mølne ridderfaner
svajer pjalter af kaftaner.
Tænk Dem så det hele billed,
dirrende i sol og stilhed,
vokse, vokse, fylde fange,
højnes, højnes tusend gange; –
tænk Dem denne gravens verden,
som en oldtids karavane,
brat forstenet på sin bane, –
og De har Egypter-færden.
Ja, så er det. I en tidens
morgenstund drog ud et tog;
prester forrest med sin videns
hieroglyf-beskrevne bog;
gudekonger, kongeguder
red henover seklers vidder; –
Isis og Osiris sidder
i sin stumheds pragt og luder
på de høje sadelpuder;
Horus, Hathor, Thme og Ptah,
Amon Re og Amon Ra
kaster glans til alle sider,
der de midt i skaren skrider;
Apis med den gyldne pande
ledes langsmed flodens vande,
fulgt af slavers millioner, –
og hvor følget slår sin lejr,
rejses sfinxer og pyloner.
Over grav og over sejr
mindetavler, obelisker
står i billedskrift og hvisker;
tusend templers søjlerader
pæler karavanens gader;
tusend pyramiders belte
er dens efterladte telte.
Se, da kom et pust fra nord,
steg til storm på ørkenhavet,
pisked karavanens spor; –
prester tumled, konger raved,
hele guder sank i grus;
Faraonen og hans hus
lå i glemsels sand begravet.
Der, hvor sværmen frem var dragen,
faldt den livløs, stum og stur; –
tusend år i sarkofagen,
gemt for lyset og for dagen,
mumien lig i svøbets bur,
smuldred bort en dømt og slagen
fire tusend års kultur.
Denne karavanes rester
var det, vi, Khedivens gæster,
drog forbi til Nubiens grænse.
Fellah-flokken så vi lænse
ørkenbølgen om Abydos,
og lidt længer op mod syd os
mødte Karnaks skog af sokler
som en urtids kæmpeknokler;
Rhameseums kapiteler
lå som skaller af kameler;
Luxors hal med hundred søjler,
slavers arme lig i bøjler,
vidned stumt om stormens stund i
et «sic transit gloria mundi»!
Dette billed har mig fulgt,
hvor jeg siden gik i landene;
og som ånden over vandene
aned jeg en mening dulgt.
Tor i juleskreden tuder
forrest i det vilde lag;
Grækerfolkets faldne guder
lever jo den dag idag.
Zeus bor end på Kapitol,
hist som «tonans», her som «stator».
Men Egyptens livs-idol?
Hvor er Horus? Hvor er Hathor?
Intet mærke, intet minde;
ej en sagnstump er at finde.
Svaret ligger ganske nær.
Hvor personligheden mangler,
hvor ej formen i sig bær
hadet, harmen, jublen, glæden,
pulsens slag og blodets skær, –
der er hele herligheden
kun en benrads tørre rangler.
Hvor er ikke Juno sand,
bleg og høj i vredens brand,
når hun gubben overrasker –?
Hvor er ikke Mars en mand –
under garnets gyldne masker?
Men hvad var Egyptens guder?
Tal i rækker og i ruder.
Hvad var deres kald i livet?
Blot og bart at være til,
sidde malet, strammet, stivet,
på en stol ved altrets ild.
En fik høgenæb at bære,
og en anden strudsefjære;
en var gud for dag, for nat,
en for dit og en for dat; –
ingen fik det kald at leve,
ingen det at synde, famle,
og af synden sig at hæve.
Derfor ligger nu det gamle
fire tusend års Egypten
som et navnløst lig i krypten.
Ser De vel, min kære frue, –
i belejringsringen spændt,
lukker jeg min lune stue
for at leve indadvendt.
Ude flyver fra mig trøsten,
som en flytfugl-flok om høsten;
men med øjet mod det indre
ser jeg håbets løvspring tindre.
På begravne karavaner
bygger jeg vor fremtids baner.
Lovfast er jo slægtens gang
ad en evig vindeltrappe;
kredsen blir den samme krappe,
vejen altid lige trang;
viljen blir den samme higende; –
punktet kun bestandig stigende.
Og så står vi nuomstunder
lodret over Faraonen.
Atter er kong Gud på tronen,
atter flyder bort personen
i et mylr, som kaver, stunder
bryder, bygger, grubler, grunder
rundt omkring og nedenunder.
Atter rejses pyramiden
som produkt af hele tiden.
Atter svulmer alle årer,
atter flommer blod og tårer,
for at verden stort skal se
kongegudens Mausolé.
Det er samtids-karavanen
med sin Hathor, med sin Horus,
og, for alting, med sit chorus,
der i blinde svær til fanen.
Hvilke storværk bygges ej
langs den lige sejersvej!
Hvilken magt i folke-stormen!
Hvor egyptisk hver og en
fuger ind sin lille sten
på dens plads i helheds-formen!
Hvor uklandrelig er tegningen;
og hvor sikker er beregningen!
Ja, i sandhed, det er stort,
stort, så verden står og gaber; –
og dog dirrer der et «aber»
midt i gabets åbne port.
Tvivlen kommer lindt til orde:
er det rigtig stort, det store?
Ja, hvad gør vel stort et værk? –
Ikke værkets store følger,
men personen klar og stærk,
som i værkets ånd sig dølger.
Godt; men nu Germanner-skaren
på sin stormgang mod Paris?
Hvem står hel og klar i faren;
hvem bær enligt sejrens pris?
Når slog ud i glans personen,
så at millioners munde
bar ham hjemmet rundt i sang? –
Regimentet, eskadronen,
staben – alias spionen –
koblets slupne flok af hunde,
sporer vildtet på dets gang.
Derfor ved jeg, glorien svigter. –
Denne jagt får ingen digter;
og kun det kan fremad leve,
som en digters sang kan hæve.
Tænk på Gustaf Adolf bare,
forrest i sin svenske skare;
husk den fangne mand i Bender, –
Peder Vessel på fregatten,
lig et lyn i mørke natten, –
Kongedybets muntre helte; –
over dem jeg mindet spænder
som et kor, der høres vælte
sine tonebølgers belte,
under klap af tusend hænder,
fra en vårfests smykte telte.
Og så tænk Dem dagens mænd,
disse Fritzer, Blumenthaler,
og de herrer generaler,
nummer den og nummer den!
Under Preussens dødning-farver –
sorgens sorte-hvide klud –
bryder dådens lodne larver
ej, som sangens fjæril, ud.
De kan sagtens silke spinde
til en tid, men dør derinde. –
Just i sejren bor forliset.
Preussens sværd blir Preusser-riset.
Aldrig svulmer der en løftning
af et regnestykkes drøftning.
Intet dåds-digt blir at tolke
fra den stund af, da en folke-
rejsning, skønhedsfyldt og fri,
blev et stabs-maskineri,
spækket ud med kløgtens dolke, –
fra den stund da herr von Moltke
myrded kampens poesi.
Så dæmonisk er den magt,
som fik verdens gang at råde:
sfinxen, på sin visdoms vagt,
dødes af sin egen gåde.
Ziffer-sejren får sin dom.
Øjeblikkets blæst slår om;
lig en storm på ørken-sletten
vil den fælde afguds-ætten.
Bismarck og de andre gubber
vil, som Memnons søjle-stubber,
sidde sprød på saga-stolen
uden sang mod morgensolen.
Men som vi, Khedivens gæster,
efter færden blandt de døde,
under lys og klang af fester
drog en nyfødt tid imøde, –
ja, som vi, med flag på stang,
under verdenskorets sang,
fejred hist kanalens åbning,
og som vi fra Suez' strand
fik et glimt af løftets land, –
så vil åndens livs-forhåbning,
ad det vordendes kanaler,
i et verdens festtogs-møde,
under hymner og choraler,
under skønheds-lampers brand,
styre frem til morgenrøde
på sejlads mod løftets land.
Thi mod skønhed hungrer tiden.
Men det ved ej Bismarcks viden.
Skal vi med til festen, frue?
Ja, hvem ved når budets due
bringer kortet? Vi får se.
Indtil da jeg i min stue
går med handsker af glacé;
indtil da jeg søger fredning,
digter fornemt på velin;
det vil harme godtfolks slæng,
jeg blir sagtens skældt for hedning;
men jeg har en skræk for sværmen,
vil ej stænkes til af bærmen,
vil forvente tidens nærmen
i en pletfri bryllupsklædning.
Og med disse ord, farvel!
Flyv, ballon! På farten held!
Luften er en digters rige; –
styr mod nord, og sænk dig lige
ned på Mälarstadens strande;
der er fuldt så nemt at lande,
som på Telemarkens fjeld!
Alfen i gondolen spanker.
Gid nu snart mig bud blir bragt,
at han med sin lette fragt –
lette vers og lette tanker –
har på Norrmalm kastet anker!
Dresden, i påske-ugen 1871
Havde jeg på engang sendt
alle takkens små billetter,
i de vågne vinternætter
sammenskrevne,
sønderrevne,
skulde, lig en snesky spændt
over himlen,
hele vrimlen,
stumpen, strimlen,
hver bemalet
med et magtløst takkens ord,
som et prosa-snefog dalet
over Rosenvængets flor.
Kunde jeg på engang sendt,
uden bur af skrift og prent,
alle tankens løse fugle, –
ind dem smugle
skulde jeg, hvor stilhed råder,
under Rosenvængets tag,
der, hvor åndens dunkle lag,
der, hvor skønheds glade gåder
op imod forklaring stunder
og, som knop en forårsdag,
foldes ud i et vidunder. –
Brydes skulde stuens fred,
der min fugleflok slog ned;
lytte skulde børn derinde,
som i skog til jagten fjern; –
bag usynlighedens værn
mine fugle skulde tvinde,
i en anings trillers rad,
takkens kvad,
kredse let og vinger ryste
om den store seers byste.
Løse tanker,
tørre breve
slår ej til; jeg vælger vers.
Over daglig-dækkets planker
må jeg hæve
synet vidt og rundt fra mers.
Prosa stil er for ideer,
vers for syner.
Sindets lyst og sindets veer,
sorg, som på mit hoved sneer,
harm, som lyner,
fyldigst liv jeg friest skænker
just i versets lænker.
Men når takken, som mig brænder,
nu jeg sender, –
mon det da er blot mit stykkes
scene-lykkes
skaberinde,
hvem jeg fletter
disse versets små buketter?
Nej, et glansfuldt større minde
lægger ordet på min mund, –
mindet om en skønhedsfyldig
højtids-stund,
mindet om en rad af timer,
langt tilbage,
da jeg så Dem sejrrig drage
smykket, gratie-fulgt og sand
gennem kunstens under-land.
Da just blev jeg takken skyldig;
derfor er det nu jeg rimer.
Se, da jeg ifjor Dem gæsted,
var jeg stum;
skønheds-gældens runde sum
bar jeg, i mit hjerte fæstet,
med tilbage.
Nætter, dage
har med renter summen øget,
og trods alt, hvad her jeg maler,
får jeg, som en slet betaler,
aldrig denne gældspost strøget. –
Underligt til Danmark bundet
står De altid for mit øje, –
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje.
Sol i luften, sol på fladen.
Sejler-gaden
fures af en blålig krusning;
sommer-susning,
født i «Skoven»,
dirrer som et digt foroven.
Det er søndag; glade klynger
ler og synger;
både gynger
under ly af kystens skrænt.
Lyse kjoler
blinker, soler
sig, hvor klokker og violer
har sit danske tæppe spændt.
Men derude, –
helt fra nord, hvor Kronborg troner,
indtil syd, hvor fjernt Tre Kroner
synet raner, –
hvilken rad af ranke svaner,
hvilken stimmel,
hvilket tog af hvide sejl!
Skude slutter sig til skude;
lysglans i de hvalte klude,
vimplers vrimmel,
højdens himmel
ser sig selv i dybets spejl.
Slank og smekker,
drømfyldt jomfru mellem snekker,
glider en mig just forbi.
Hun er lig et sagn, der bæver
bag det slør, det hylles i;
hun er lig et syn, der hæver
sig og svæver
ad en lukket gåde-sti.
Ellepiger
vinker, viger,
svøbt i skum om bougens stavn;
alfer følger
kølens bølger;
men i flagets folder: dølger
sig «Agnetes» navn.
Og se der, – et modsat billed!
Hvilke kække kast i dansen!
Lunets gratie-bundne vildhed
bær dog kransen.
Vimpler vinder sig langs riggen;
flag fra stranden hilser briggen; –
halvvejs hjemlig, halvvejs fremmed,
halvt en havfrue, halvt et tæmmet
barn fra heden,
svajer «Dina» op på reden.
Som iblinde
ledet frem af milde vinde,
som i drømme
løftet af de lette strømme, –
se felukken!
Al Provences livsglød taler
i dens stigen, i dens dukken;
elskovs sukken,
dæmpet båren
citharklang, fra dækket maler
sjæle-våren;
madrigaler
over stumme klynger daler,
som på strandens grønne hynde
vugges i «Jolanthes» ynde.
Hvo kan tælle
hele flåden,
som i solskin følger efter,
som for medbør skummer frem!
Over fråden
«Ragnhild» hælder,
som om dybets dulgte kræfter
lokked hjem; –
lotos lig på strømme stride,
hist «Ophelia», den fagre,
ses at flagre,
ses at glide; –
rang-fregatter,
klipper-skarer,
hjemad farer
under landets klap og latter. –
Sådan De til Danmark bundet
står i mindet for mit øje, –
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje. –
Stundom har jeg spurgt mig selv:
mon vel slægten
engang i sin travle fægten
og fornægten
sænke skal i glemsels elv
denne skat af geniers nåde?
Skal en tid, hvem afstand døver,
rane, lig en engelsk røver,
denne danske stormagts-flåde?
Se, vi andre,
farve-, form- og ord-poeter,
arkitekter,
og hvad vi for resten heder,
vi, som fik det kald at bygge
vore skønheds-skuders rygge
af lidt mer solide lægter,
vi tør ej vor skæbne klandre,
om vor flåde
ej blir hver en tid til måde.
Mangen klipper, mangen studser,
rigget til med sang og klang,
får engang
plads og rang
mellem skibs-Jeronimusser.
Mangt et skrog af form og toner, –
af sin samtid assureret, –
engang, på de våde veje
havareret,
hales ind i flådens leje,
uden takkel og kanoner,
til de andre Magdeloner.
Der vi prise kan vor lykke,
hvis en nykke
vore værfters mesterstykke
venligst sparer
for de herrer antikvarer.
Man har sagt at scenens kunst,
født og bunden
kun til stunden,
må, som sæbeboblers dunst,
må, som mørkets meteor,
blænde, briste,
for at friste,
uden spor,
hænders værkers lod på jord.
Sving Dem som en fugl i luften
op fra denne trange tanke!
Just fordi
Deres kunst er barn af duften,
af beånden,
af en stemning,
af person og fantasi, –
ej et værk af sten og planke,
ej en tanke,
klistret fast med sort på hvidt,
men en alf på skønheds ranke,
hvor den evig gynger frit, –
just fordi den fattes form,
som med hånden
gribes kan, der sættes dæmning
for hvert bid af ældens orm.
Underfuldt til Danmark bundet
skal De stå for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje.
Hvilke sagnets syner vide!
Hele flåden,
fra fregatten
ned til båden,
ser jeg glide
gennem natten,
langs med landets lune side;
tågen slører sejl og master;
halvlys kaster
over stang og rå tilsammen
svanehammen;
hvad i afstand øjet svigter,
ind man digter;
kvinder, som fra stranden drømmer,
mænd, som dømmer
efter egen fordrings lov,
slægt, som efter slægt befolker
kyst og skov, –
synets skønheds-form fortolker
efter skiftende behov.
Og se det er livet just,
liv i mindet,
det, at stå for folkesindet
ren for ældens møl og rust, –
det er livet, det, at bøje
eget indhold, åndigt, rigt,
i den form, som folkets øje
kræver for sit eget digt;
det er livet, –
mythe-vorden,
vekselfuld som alfepigen,
følge slægten i dens stigen,
følge tiders krav og orden, –
og se, denne lod på jorden
blir Dem givet.
I en skønheds-fattig tid
har det kvæget mig at følge
Deres færd på kunstens bølge
under sol og medbør blid, –
kvæget mig at stirre did,
hvor i skær af svale nætter
sagnet sig om færden fletter.
Tag, som tak for synets trøst,
råbet af en seers røst:
underfuldt til Danmark bundet
skal De stå for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje!