Innledning
Henrik Anderssonⁿ²

Kierlighed uden Strømper blev skrevet i løbet af foråret 1772 og udgivet anonymt september samme år. Forfatteren havde før sin debut ikke på nogen måde gjort sig offentligt bemærket. Jacob Baden bemærkede i Kiøbenhavns Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Kritiske Journal for Aar 1772. No. 36: «Forf. skal efter Rygtet være Hr. Wessel, en Normand» (s. 288). Nu kom det til at gå stærkt. Kierlighed uden Strømper blev uropført i december af en flok amatører fra studenterklubben «Det Skiønnes muntre Dyrkere». De optrædende skal have haft store problemer med at holde masken under fremførelsen. Stykket blev antaget af Det Kongelige Teater til opførelse i marts 1773 med musik af kapelmester Paolo Scalabrini. Det udkom – stadig uden Wessels navn på titelbladet, skønt han i mellemtiden var blevet verdensberømt i Danmark – i 2. udgave 1774, denne gang forsynet med en epilog. Først 3. udgave fra 1776 havde forfatterens navn på titelbladet. På dette tidspunkt var den nu berømte dramatiker til gengæld allerede næsten brændt ud.

Kierlighed uden Strømper er en parodikomedie. Handlingen er kort fortalt, at Grete vil giftes med skrædderen Johan von Ehrenpreis. En ond drøm indgiver hende den idé, at det må ske, inden dagen er omme. Den elskede skrædder er imidlertid bortrejst, så hun beslutter at tage til takke med skomageren Mads, som hun tidligere har forsmået. Johan kommer uventet hjem, og Grete trækker sit løfte tilbage, så Mads endnu en gang står med håret ned ad nakken. Nu havde de elskende kunnet få hinanden, hvis ikke Johan havde manglet et par hvide strømper at tage på til brylluppet. Mette, Gretes fortrolige, foreslår Mads, at han stiller sine strømper til rådighed for rivalen, hvad Mads forståeligt nok afviser. Johan er nødt til at stjæle strømperne. Herved er han stillet i den klassiske tragedies konflikt mellem dyd og elskov eller pligt og tilbøjelighed. Efter hård indre kamp vinder tilbøjeligheden. Johan stjæler strømperne, hvorved han pådrager sig en tragisk skyld, som kun kan sones med døden – hvis den altså afsløres! Afsløret bliver udåden, da Mads af sin fortrolige, Jesper, er blevet mindet om, at han kan bevise, at han er strømpernes ejermand. To M'er, som Grete syede på Mads Madsens strømper, dengang han var inde i varmen, vil afsløre, at de nu befinder sig på de forkerte ben. Brødebetynget vedgår Johan sin skyld og begår selvmord. Så vidt følger Kierlighed uden Strømper den klassiske tragedie. Men til forskel fra forbillederne tager fanden ved aktørerne, som nu stikker sig ihjel efter tur, så at scenen ved tæppefald flyder med blødende lig!

I en epilog, et efterspil, der altså ikke var med i originaludgaven, lader Wessel guden Merkur genopvække de døde.

Kierlighed uden Strømper er en kærlig parodi på en genre, Wessel elskede: Den klassiske franske tragedie. Satiren har flere lag. Dels er den specielt rettet mod en række genrekonventioner, dels har den et mere universelt sigte: latterliggørelse af hykleri, indbildsk heroisme og forloren selvhøjtidelighed.

Wessel har gjort sig stor umage med at overholde den franske tragedies strenge krav om tidens, stedets og handlingens enhed. Stedets enhed – altså at handlingen udspilles i én kulissedekoration – er det krav, der er lettest at opfylde. I 1700-tallet har publikum ikke ladet sig forstyrre af, at nogle scener foregår hos Grete, andre hos Mads, uden kulisseskift. Det er især overholdelsen af tidens og handlingens enhed, som kræver teknisk håndelag. Og her viser Wessel sig som en sand mester.

Reglen om tidens enhed siger, at tragedien skal foregå inden for ét døgn. Allerede Gretes første replik, der refererer den sorte gejsts fæle formaning: «Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ei skeer!», integrerer opfyldelsen af den dramaturgiske teoris formelle krav i selve handlingsgangen. Stykkets personer har hele tiden den hede ånde fra den sorte gejst i nakken, de bliver hele tiden mindet om, at de skal skynde sig, hvis de skal nå at fuldbyrde skæbnens krav, inden dagen er omme. Herved bliver overholdelsen af formelle genrekonventioner som fx de store monologer, hvor personerne med hele udtrækket af retoriske figurer tolker deres sjælelige konflikter, til en del af handlingen. Fx i 4. akt, 1. scene, hvor Mette opfordrer Johan til at stjæle strømperne. Mopset og emsig, som hun er, forarges hun over, at en helt så let lader sig overtale:

Min Helt! for alle Ting mod Dyd lad Elskov stride!

Viis ikke Lasten frem paa dens luslidte [dvs. luvslidte] Side.

De Store synde vel i Grunden som de Smaa,

Men Maaden, som enhver sin Synd udøver paa,

Den eene giør til Helt, den anden til en Staader

Dyd og elskov må veksle med hinanden 11–12 gange, hvis synden skal være en heltegerning. Men det er der ikke tid til, protesterer Johan:

Tolv Gange Mette? nei, det vil for længe vare,

Det er den høie Tiid [dvs. det er på høje tid]

Det tjener til karakteristikken af Johan og de andre personer, at hensynet til tomme konventioner hele tiden vejer tungere end de påtrængende realiteter. Så han gør, som Mette siger, og tolker sit moralske dilemma i en monolog, hvor han udpensler sin indre kamp inden tyveriet, og slutter så med den stressede replik: «Kan jeg nu gaae?» – her er teatret altid ved at synke i jorden af grin. Mette stiller også store krav til sig selv. Ansigt til ansigt med døden i den tragiske slutscene er hendes eneste tanke, at hun ikke kan finde på et sidste fyndord, et «Sprikvort», inden hun stikker sig.

Wessel har som en særlig komisk effekt indlagt elleve lyriske sangnumre (9 soloarier, en duet og et ensemblenummer), som uafladelig sætter handlingen i stå. Herved opnår digteren flere ting på én gang: Dels får han ram på en anden af tidens yndede genrer: operaen og det alvorlige syngespil, dels demonstrerer han en raffineret kontrast mellem statisk-lyriske og dynamisk-dramatiske optrin. Med for- og mellemspil, melismer (det, at en enkelt stavelse strækker sig over flere toner), repriser osv. tager arierne længere tid at afvikle, end man almindeligvis gør sig det klart, hvis man kun læser stykket. Der kan ligge en pointe i, at Mads som den person, der indlysende har den største personlige interesse i at trække handlingen i langdrag, har hele fem af de i alt elleve arier (den ene som duet med Jesper, der i øvrigt ikke rigtig forstår, hvad der foregår), mens Johan kun har én. Arierne er ren sproglig tomgang, der som regel går ud på, at den syngende udlægger subjektive, banale følelser i et billedsprog, der enten er forskruet pretentiøst eller plat eller begge dele. Arierne er samtidig med til at understrege karakterforskellene hos personerne: Den frodige, altid sultne og giftelystne (for nu at udtrykke det diplomatisk) Grete sammenligner valget mellem de to bejlere med et valg mellem karper og tørre jyder (dvs. mellem festmad og jævn hverdagskost). Da knuden strammes og katastrofen, afsløringen af Johans formastelige tyveri, truer i 5. akts 4. scene, får hun bange anelser. Den bogholderagtigt nøjeregnende Mette protesterer: Det er imod reglerne, at heltinder på én dag både har onde drømme og bange anelser, men Johan beroliger hende: Hun har nok bare luft i maven af alle de ærter, hun har spist, især fordi hun har drukket nybrygget øl til (efter ærter kommer fjærter, som ordsproget siger). Grete sammenligner sine mavekneb med tilstanden i en skoleklasse før og efter læreren kommer ind, igen et billede fra hverdagslivet, som alle genkender:

Saa Børne-Sværmen i en Skole

Bestige Borde, Bænke, Stole,

Og skrige høit, og skogger lee,

Naar de ei Skolemester see;

Men naar han kun ved Døren rører,

Hver paa sit Sted strax Pokker fører;

Han neppe faaer «I Esler» sagt,

Før alting er i Orden bragt.

Jo mere jævne personerne er, desto tilbøjeligere er de til at oversætte de platte billeder til bogstaveligt sprog: «Jeg meener Dunsterne ved denne Børne-Flok, / Og …» – Nu har den anæmiske Johan fået nok: «Tal ey meer herom, jeg dig begriber nok; / Din Kompliment er smuk og Lignelsen er vakker [!], / Men skal vi ikke gaae?»

Tilsvarende platte, men alligevel prægnante er Mads' lignelser, fx i den berømte arie, der udgør 3. akts 3. scene. Samme omstændelige, pedantiske stil, samme opblæste tro på, at man udtrykker sig hinsides publikums fatteevne:

Paa mit Hiertes Skorsteen brænder

En Harpixet Elskovs Brand,

Som er tændt i begge Ender,

Elskovs Gud den tændte an.

Hver som Røgen seer opstige

(Røgen er min Aria),

Tænke maae om ikke sige,

Der er heedt, hvor den kom fra.

Den stilistiske lighed i arierne antyder, hvad der også er andet, der tyder på, at det i virkeligheden er Grete og Mads, ikke Grete og Johan, der passer sammen.

Mette, som er den, der bedst er inde i de indviklede regler for heroisk etikette, hvad hendes omgivelser uafladeligt får at føle, har konsekvent nok de mest indviklede metaforudviklinger. Tag denne arie fra 3. akts 6. scene:

Saa æltes Blye med vrede Tænder,

I Heltes Mund; hvis blotte Rygge,

Ey for at svales, søge Skygge

I en Alleé gevorbne [dvs. hvervede] Venner,

Som bleve Bøddeler af Tvang,

Og under spiilte Huders Klang,

Dem vifte Ild med smidig Green

Paa nys afklædte Rygge-Been.

De præge deres bittre Qval,

I det uskyldige Metal,

Og glemme al den Tieneste,

Det dem i Krigen lader see,

Som dog er overmaade vigtig,

At sige: Naar de sigte rigtig.

Her får man ikke en oversættelse af billedet, skønt de fleste godt kunne bruge en. Det, Mette vil udtrykke, er, at hun som den uligevægtige Gretes rådgiver er i samme utaknemmelige situation som det stykke bly, en soldat, der løber spidsrod, får i munden for ikke at bide tungen i stykker.

På baggrund af kvindernes og rivalens udfoldelser er Johans ene forkølede arie, der afslutter 2. akt med til at tegne billedet af en anæmisk blegfis. Manglen på strømper gør, at han har valget mellem to onder: Enten at blive til grin ved at optræde i støvler til sit bryllup eller at miste Grete ved at udskyde brylluppet til næste dag. Johan vælger periodens mest fladtrådte kliché hugget fra Metastasio (1698–1782), tidens mest yndede librettist, til at udtrykke sit dilemma: «Som en uheldig Skipper, / Der forud seer, han strande maa / Paa en af tvende Klipper, / Ei nogen vis at strande paa / Tør vælge sig,/ Saa gaaer det mig».

Den strenge overholdelse af handlingens enhed er en anden af stykkets fornemme kvaliteter. De ulyksalige strømper er hele stykkets krumtap. De sætter handlingen i gang, de er årsag til heltens fald, de er i centrum ved katastrofen, hvor de med de to påsyede M'er – hvor sødt! – ligefrem får konkret funktion som corpus delicti, forbrydelsens genstand. Kierlighed uden Strømper er komponeret af en sand virtuos. Dertil kommer, at strømperne ud over at være en konkret rekvisit også har et vigtigt symbolindhold. Det er jo helt i pagt med stykkets idé, at en banal hverdagsting som et par hvide strømper, kan få så stor betydning og afstedkomme så stor fortræd. Johan kunne jo have fået Grete, hvis han havde optrådt som en rigtig mand og set stort på, at folk grinede ad ham, fordi han var iført støvler under vielsen. Men Johan er netop ikke en rigtig mand, antydes det flere steder. For det første er der en gammel fordom, der siger, at skræddere er små og utrivelige – krummer er også brød, sagde fanden, han slugte en skrædder – og netop derfor forsøger Jesper at indgyde Mads mod ved at minde om rivalens erhverv: Johan er efter Jespers mening «Skredder meer end Helt; det viser noksom Huden, / Saa længe som han har en Skredder-Plet paa den, / Jeg Helten mindre seer, i ham end Skredderen.» De omtalte skrædderpletter, en slags udslæt, antoges at være en erhvervsbetinget skavank ved skrædderbranchen. For det andet har Johan tynde lægge, hvad 1700-tallets publikum let har kunnet afkode som et tegn på seksuel utilstrækkelighed. Da Mads af et godt hjerte spørger Jesper, om rivalens pludselige erhvervelse af strømperne ikke kan skyldes, at han har lånt et par af Grete eller Mette, svarer Jesper (ikke særlig galant): «Saa bilder du dig ind, han deres kunde bruge? / Af deres Strømper een sex Skredder Been kan sluge». Det er på denne baggrund, man skal opfatte 5. akts 4. scene. Grete lader vide, at hun ser frem til nydelse nonstop af ægteskabets lyksaligheder. Johan mumler skræmt: «jeg ikke just i Lægge / Min største Force har». Grete reagerer med skuffelse, og Johan siger kryptisk:

Selv Elskov os, Madam! en Bane skal berede,

Selv plantede han der de Roser, vi betræde. –

Ved Roserne forstaae Elskovs Henrykkelser

Spørg saa ey, om de staae hinanden gandske nær.

De stærke Farvers Skin tilsidst vort Syn formørke,

Men derimod paa Grønt vort Øye samler Styrke;

Det vidste Elskovs Gud, og Rum lod aabent staae

Imellem Roserne, at stilte Længsler maae

Den Afstand fylde op med evig grønne Blade.

Johan glæder sig rent ud sagt mest til pauserne mellem de erotiske udfoldelser, og da Grete uanfægtet bliver ved med at tale om alle de små Ehrenpreiser, de skal avle, svarer han ganske vist: «Vi Afkom nok skal faae, Madam! i Hobetal», men Wessel forsyner replikken med en vigtig regibemærkning: Grete neier, og Mette seer paa hans Been.

Kierlighed uden Strømper genrebestemmes traditionelt som en parodikomedie. Selv kaldte Wessel stykket «et Sørge-Spil». Ordet parodi betyder efterligning med komisk-satirisk hensigt af et foreliggende værk (genre, anskuelse, person, skik, begivenhed). Den komiske virkning kan enten opnås ved at ophøje et trivielt emne (egentlig parodi) eller ved at trivialisere et ophøjet (travesti). Kierlighed uden Strømper har elementer af begge dele. Stykkets komik beror hovedsagelig på latterliggørelsen af opstyltethed, falsk patos og illusoriske forestillinger som ideelle bevæggrunde for handlinger, der i bund og grund udspringer af egoistiske, men såre menneskelige drifter (sult og liderlighed). Det universelle sigte og den sikkerhed, hvormed Wessel lader høje og lave stilniveauer glide ud og ind i hinanden, har gjort stykket til en klassiker i genren uden sidestykke, det være sig i dansk, norsk eller anden litteratur. De eneste værker, der fortjener at nævnes i samme åndedrag som Kierlighed uden Strømper, er Cervantes' Don Quixote og Holbergs Peder Paars, men de tilhører jo den episke genre. Wessel er for resten en langt mere virtuos versifikator og rimsmed end Holberg. Litteraturhistorikerne er enige om, at Kierlighed uden Strømpers aleksandrinere er blandt de bedste, der er skrevet på dansk. En aleksandriner er et rimvers på 12–13 stavelser med cæsur (rytmisk indsnit, der deler verset) efter 6. stavelse. Den såkaldt heroiske aleksandriner, som Wessel benytter i Kierlighed uden Strømper, har skiftende mandlige (betonede) og kvindelige (ubetonede) udgange. Den jambiske gangart (dadum dadum) kan give dette metrum et stift præg (som fx i Peder Paars), men hos Wessel håndteres den så elegant, at den nærmer sig naturlig diktion, jf. de mange hurtige replikskifter.

Parodier har sjældent lang levetid; de dør, når deres genstand synker i glemsel. Wessels parodi er en undtagelse, også fordi den rummer elementer, der synes at høre en senere tid til, såsom de illusionsbrud, der opstår, når personerne kommenterer deres egne arievers og replikker. Et eksempel på det sidste er Mettes replik i 3. akts 5. scene, hvor hun og Mads har en uoverensstemmelse, fordi sidstnævnte ikke vil afhjælpe rivalens strømpeløshed. Mette sammenligner de uenige med to kugler, der støder sammen på en jævn flade: «En tosset Jyde-Dreng maaskee vel turde meene, / De længtes efter sig for evig at foreene: / Ney, kiære Jyde! ney! De før sig røre ey, / Før med en lige Fart, hver Kugle gaaer sin Vey. / At jeg med Kuglerne her mener Mads og Mette / Derom det tosset var mig selv at underrette, / Thi jeg jo eene er, og ingen har mig hørt».

Karaktertegningen har også en dybere resonansbund, end man forventer at finde i en parodi. Ligesom hos Cervantes, hvis Don Quixote er alle fantasters fader, kan man ikke lade være med at have lidt medfølelse med disse banale hverdagsmennesker, der forsøger at få lidt form og stil på deres tarvelige liv. Tydeligst måske i Jespers replik, lige inden han begår selvmord. Den er næsten blevet det «Sprikvort», som Mette manglede:

Hvi skulde Mette døe? Jeg ey Aarsagen veed; –

Men naar de alle døe, saa maa jeg og afsted.

Personerne.

Johan von Ehrenpreis,^k1 Skredder-Svend.

Grete, Johans Forlovede.

Mette, Gretes Fortroelige.^k2

Mads, Gretes ulykkelig Elsker.

Jesper, Madses Fortroelige.

Første Optog.^k3

[3] Første Optrin.^k4

Grete allene, sovende paa en Stoel, vogner^k5 op, og siger:

«Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!»

O! alt for fæle Drøm! mig synes, at jeg seer

Endnu den sorte Geist,^k6 at jeg ham hører true

Med samme Torden-Røst, – Saa skal jeg aldrig skue

[4] Det Haab opfyldt, hvorpaa jeg byggede saa tryg,

Da paa min Skredders Skiød, med Haanden om hans Ryg,

Jeg hørte ham saa tidt med kiælen Stemme sige,

Jeg var hans eeneste, hans allerbeste Pige,

At mine Øyekast sig trængte til^k7 hans Siæl,

Og at han uden mig ey kunde lide^k8 vel.

(Troeløse! jeg gad vidst, hvordan du nu maa lide)

En Diævel skulde dig ey kunde fra mig slide,

Min Smiil^k9 din Vellyst^k10 var, og mine Vink din Lov:

Det svoer du paa, og løy, og denne Løgn var grov;

Thi over Tiden nu det er alt^k11 otte Dage,

Som du mig lovede at komme her tilbage –

Forbandet den Major! hvis Buxer gik i tu;

Dog ney – utroe Johan, forbandet være du!

Det Bud som foregav,^k12 at en Major ham sendte,

For at berette dig,^k13 de Buxer, som du vendte^k14

I Fior, var nu i tu, og at et andet Par

Ham maatte giøres strax, thi han i Knibe var,

Han for at skuffe^k15 mig med dig var sammensvoren,

I kiørte Pokker I! og ikke til Majoren. –

Hvor kunde vel hos mig Mistanke finde Sted?

Jeg var godtroende og blind af Kierlighed;

[5] Stokblind jeg vist nok^k16 var, som kunde ey begribe,

At aldrig saadan Mand, en reen^k17 Major, i Knibe

For Buxer være kand; jeg nu for silde^k18 seer –

(efter nogen Taushed.)

«Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!»

Viig fra mig sorte Aand! som tordner i mit Øre –

Dog ney – Jeg hører ey – Jeg synes kun at høre.

Andet Optrin.

Mette, Grete.

Mette.

Hvad nye Fortræd Masør!^k19 forvolder^k20 disse Skriig?

Hvor ængste de min Siæl!

Grete.

Jeg er ulykkelig!

Veninde hør og skielv! et fælt sortagtigt Væsen,

En Diævel uden Tvivl med sorte Haar paa Næsen,

[6] Mig nu, jeg sad og sov, i Drømme forekom,^k21

Og grumt og brølende afsagde denne Dom:

«Du bliver gift i Dag, skal du det eengang blive!»

Mette.

Man bør ey altid troe, hvad Drømme os indgive,

Grete.

Du veed, en Heltes Drøm^k22 har aldrig feilet før.

Mette.

Lad det end være saa, du dog betænke bør,

At til en rigtig Drøm der Seng og Nat udkræves;

Om Dagen i en Stoel – –

Grete.

Du trøster mig forgieves.

Det Indtryk, som min Drøm har giort udi mit Brøst,

Desværre trodser din og heele Verdens Trøst.

Jeg seer min visse Død – –

Mette.

Men den seer ikke Mette.

Din Drøm var den end sand, den siger kun dette:

Du aldrig giftes skal.

[7] Grete.

Og den, som siger det

Han siger, jeg skal døe. Thi jeg har nogen Ret,

Hvis tusind Vidnesbyrd mig nogen Ret kand give

At troe jeg ikke bør blant Grimme regnet blive,

Og naar man ey er grim og er ey heller død,

Man for at blive gift ey pleyer lide Nød.^k23

Mette.

Forlad mig,^k24 jeg tilstaaer, at jeg mig har forløbet.^k25

Grete.

Du ved din Taleⁿ³ kun Eenfoldighed har røbet,

Og den er alt^k26 forladt.

Mette.

Forlad da ligesaa,

At jeg dig endnu tør et Middel foreslaae,

Hvorved du lykkelig, og Drømmen sand kand blive:

Gift dig i Dag med Mads – –

Grete.

Min Haand jeg skulde give

Til den jeg før forskiød.^k27 Den Kaal jeg spøtted' i

Jeg skulde spise selv. Gid før – –

[8] Mette.

For alting tie!

En ubetænksom Eed man ofte maa fortryde,^k28

Og mine Grunde^k29 dig maaskee kand overtyde,^k30

Du ey forsværge^k31 bør at blive Madses Brud.

Sandt nok ved saadan Eed en Siæl sig mærker ud,^k32

Som ikke tænker lavt, men jeg tør endnu^k33 sige:

Den Siæl hveranden^k34 maa i Høyde overstige,

Som kun^k35 af Lydighed imod sit Kald og Pligt

Nedlader sig til det, som den er væmmeligt.

Men vores Kald og Pligt, saa mange, som vi ere,

Er at udvælge os en Mand i Tugt^k36 og Ære.

Grete.

Hvo kand vel staae imod den rene Sandheds Sprog,

Det har udi min Siæl oplyst den mørke Krog.

Fornuften i dit Raad er villig at samtykke,^k37

Kun maatte Hiertet^k38 ey Fornuften undertrykke!

Der dog endnu en Ting for Hovedet mig staaer;^k39

Om jeg dig lyde vil, hvem staaer mig inde for,^k40

At Mads foragter ey, den ham har før foragtet?

Mette.

Du hans Høyagtelse for evig har forpagtet,^k41

Det staaer jeg inde for og til Beviis herpaa

[9] For^k42 Solens Opgang han for mine Fødder laae

I Morges Taarefuld, og med en ydmyg Mine

Bad om Tilladelse at kaste sig for dine.

Han har en vigtig Sag at foredrage^k43 dig

Som han fandt raadeligt^k44 at holde skiult for mig.

Hvis du tilsteder^k45 det, og du det bør tilstede,

Jeg strax vil hente ham – –

Grete.

Lad din Forstand mig lede,

Giør hvad dig synes best, min Siæl indviklet er

I Sorgers mørke Skye, du dens Veyleder vær.

(Mette gaaer.)

Tredie Optrin.

Grete allene.

Saa er jeg da fordømt til Madses Brud at blive,

Jeg give skal min Haand, og kand ey Hjertet give;

De skulde begge to saa deylig fulgtes ad,

Hvis den utroe Johan ey værdig var mit Had.

[10] Fierde Optrin.

Grete, Mads.

Grete.

Seigneur!^k46 Indgangen hid jeg vilde dig ey hindre;

Thi af en Mand, som du, jeg venter intet mindre,^k47

End smaa Bebreydelser, som giør os begge Skam.

Mads.

Enhver, som kiender Mads, bør tænke saa om ham.

Vel sandt du mig forskiød,^k48 men det er kun en Skiæbne,

Mod hvilken du omsonst, og jeg, mig vilde væbne:^k49

Det ingens Brøde^k50 er og altsaa ikke din.

En Brøde veed jeg af, og denne bliver min:

Jeg en Misdæders^k51 Navn med Rette burde bære,

Jeg har fordristet mig din Skiønhed at vanære;

Du tog din Haand igien og jeg har endnu Liv

Jeg ey mit Hierte strax hiemsøgte^k52 med en Kniv;

Din Skiønhed jeg til Trods endnu tør drage Aande;

Du Aarsag har om mig at tænke allehaande,^k53

[11] Men tager jeg ey feyl, en Skiæbne eller Aand,

Jeg veed ey hvem af to, tilbageholdt min Haand,

Da jeg Madam^k54 forladt og straffet med din Vrede

Besluttede at døe, min Kniv var af sin Skede,

Min Arm alt udstrakt var, jeg manglede ey Mod,

Døe var min fulde Agt, flyd! raabte jeg, mit Blod!

Men ingen Draabe flød, man er som uden Sandser,

Naar man sig dræbe vil, – Om derfor med et Pandser^k55

Mod dette grumme Stød een dækkede min Barm,

Hvad heller^k56 nogen Geist tilbageholdt min Arm,

I den Forvirrelse jeg kunde ey erfare.

Grete.

Nu min Beskedenhed befaler mig at svare:

Jeg kiender mig for vel til mig at bilde ind,

At hele Verden var udi et Kalve-Skind,^k57

Fordi jeg byttet bort en Elsker for en anden;

Vel har jeg ofte hørt, naar jeg skal sige sanden,^k58

At nogle Skiønheds Træk mig gunstig Skiæbne gav,

Men saa hovmodig jeg dog aldrig blev deraf,

At mig i Sinde kom at holde for en Brøde,

Om ved mit Hiertes Tab min Elsker strax ey døde.

[12] Mads.

Ved din Beskedenhed, min Brøde voxer meer,

Jo meere jeg dit Værd ved den forøget seer.

Grete.

Nu nok om dette talt, vend dig igien til Sagen.

Mads.

Jeg har da tydelig, mig synes, lagt for Dagen,

Hvorlunde^k59 at en Aand, en Skiæbne eller sligt,

Var Aarsag at jeg før ey efterkom min Pligt.

Men Skiæbne Aand og sligt giør intet hen i Taaget,^k60

Og med at frelse mig de vist nok^k61 meente noget;

Det noget gietter jeg, men om jeg gietter ret,

Et Ja, et Ney af dig skal snart afgiøre det.

Jeg troer, min gode Aand mit Liv har vildet spare,

Fordi den saae min Nød ey skulde evig vare,

Fordi den saae, Johan tilsidst ved nedrig Sviig^k62

Dig skulde lære ret at sette Priis paa mig.

Herom at sige meer var kun at spilde Tiden,

Og at fornærme dig, som alt^k63 for længe siden

Min Meening fattet har; beær mig med et Svar,

Hvoraf jeg fatter din.

[13] Grete.

Hvad Skiæbnen bydet^k64 har,

Var en Forvovenhed al mig at vilde hindre;

Jeg har i denne Sag kun dette at erindre,^k65

I Fald jeg giftes skal, da maa det skee i Dag,

Det ellers aldrig skeer – – –

Mads.

Min Tunge er for svag

Til min Erkiendtlighed^k66 og Glæde at udtrykke;

Læs af mit Øye-Syn min Elskov og min Lykke

Jeg galopperer hen, at tage Klæder paa

Hvormed jeg værdigen kand som din Brudgom staae.

(Han gaaer.)

Femte Optrin.

Grete allene.

Aria.^k67

Skiæbnen bød mig først Johan,

Nu mig giver Mads til Mand.

[14] Naar dig nogen Karper byder,

Og du faaer kun tørre Jyder,^k68

Bliver du lidt flau^k69 derved;

Men har du en sulten Mave,

Og ey anden Mad kand have,

Gaaer den tørre Jyde ned.

Skiæbnen bød mig først Johan,

Nu mig giver Mads til Mand.

Hvor nødig Hiertet vil dog for Fornuften vige!

Jeg hører dennes^k70 Røst alvorligen at sige:

Mads blive skal din Mand, men Hiertet siger: Ney –

Dog, hvorom alting er, saa gaaer jeg nu min Vey.

Ende paa første Optog.

Andet Optog.

[15] Første Optrin.

Mads, Jesper.

Mads.

Hvor hopper ey min Siæl! Hvor skynder sig mit Blod,

At raabe: Fryder jer^k71 til hvert et Ledemod.^k72

Jesper.

Du taler som du var, min Ven! lidt Hoved-Svimmel.

Mads.

Faêr fra et Helvede med et op i en Himmel,

Og vi vil faae at see, om du det bedre giør.

Saa lykkelig en Hest,^k73 som jeg var aldrig før.

Kom kys mig søde Broer! Lad os en Sang istemme,

Hvoraf den hele Jord min Glæde kand fornemme.

[16] For evig evig Tiid er Mads nu lykkelig!

Min Jesper! hielp mig at udstøde Fryde-Skrig,

Hør! af min Fryds-Basun faer ud en Glædes Torden

Langt ned til dem som boe, – – der boer jo under Jorden

En Hoben^k74 smukke Folk.^k75 Den hele Jordens Kreds^k76

Skal vide jeg er glad, før er jeg ey tilfreds.

Aria.

Underjordiske som sover,

Du maae ikke undres over,

At min Sang dig vækker op

Til at giøre Glædes Hop.

Du det ikke skal fortryde;^k77

Thi min Sang kun Fryd skal byde:

Under Jorden giør et Hop!

Naar min Sang dig vækker op.

Mads i Dag har vundet Seyer;

Mads i Dag sin Grete eyer,

Ja med Hud og Haar og Krop.

Under Jorden giør et Hop!

[17] Jesper.

Har du nu skreget ud din Glædes Raserie.^k78

Mads.

En Zephyr^k79 blæser nu, og Stormen er forbie,

Det var en Fryds Orkan, som foer udaf sit Fængsel,

Og havde Fængslets Dør nær løftet af dens Hængsel,

Saa voldsom var dens Fart. En Siæl er dobbelt glad,

Jo længere den før i Sorgens Fængsel sad.

Aria.

Min Glæde er som Bekken;

Den Bek, som sagte flød,

Før den en Demning bød,^k80

Ey røre sig af Flekken;

Da Demningen kom bort,

Flød Bekken dobbelt fort.^k81

Min Glæde er som Bekken.

[18] Jesper.

Jeg Grete komme seer, hun vist den Slutning drager:

At du af Lunkenhed dig gode Stunder tager^k82

Ifald hun faaer at see dit end ukiemte^k83 Haar;

Det bliver derfor best, at du afsides gaaer.

Andet Optrin.

Grete, Mette.

Mette.

Saa var mit Haab omsunst,^k84 du syntes at samtykke

I dette Ægteskab, jeg holdt det for min Lykke,

At ved mit ringe Raad jeg kunde fremme din,

Og skrekkes^k85 nu du slaaer det hen i Veyr og Vind.

Grete.

Jeg dig forbunden er, som vil min Smerte lindre,

Og ærer dine Raad, men ikke destomindre

Mit Hierte siger mig, at tusind Plagers Hær

Med Længsel venter paa, at see min Brudefær.

[19] Før var jeg angestfuld, men tusind gange meere,

Saasnart jeg tænker paa, at Mads min Mand skal være,

Jeg veed ey selv, hvorfor. – –

Mette.

Man vel hos visse Folk

Paa visse Tider bør ansee, som Sandheds Tolk^k86

En riktig Ahnelse, men du dig kand bedrage

Og for en Ahnelse maaskee den Afskye tage,

Som føles af enhver ved slige Bryllupper,

Hvor man skal ægte een og har en anden kiær.

Din Ahnelse maaskee af sidste Slags kan være,

Hvem veed – – –

Grete.

Du er for kort^k87 til mig at kunde lære

At kiende Ahnelser; hvis min ey ægte er,

Saa maa du frit. – – –

Mette.

Men hør! hvem mon der banker der?

Jeg gaaer at lukke op.

[20] Tredie Optrin.

Grete allene.

Hvem mon der vel kan banke?

Maaskee – – dog ney – – det var for smiggrende en Tanke,^k88

Og den troeløse Skurk vist havde kommet før.

Hvis ey; – – Men Himmel! Jord! det er Johan! – – Jeg døer.

Fierde Optrin.

Johan, Grete.

Johan.

Hvor seer jeg glad igien de mange Yndigheder

Som den maa være blind, der kan ey see hos eder.

Grete.

Jeg dig fornærmet har min allerbeste Ven!

Jeg tænkte du var Skielm.^k89 – –

[21] Johan.

Saa tænk nu om igien.

Grete.

Mit eget Hierte sig nu færdig er^k90 at hade

Som dig mistænkte saa.

Johan.

Jeg kan dig let forlade;^k91

En Tvivl saa rimelig for dig at falde paa,^k92

Du er undskyldelig og jeg er ligesaa.

Du de Forhindringer behager at anhøre^k93

Som vare Aarsag i – – –

Grete.

Dig at retfærdiggiøre

Er kun til Overflod,^k94 dit Forsvar ligger her.

(peger paa Hiertet.)

Med Ild-Bogstaver trykt. Det kort forfattet^k95 er:

Johan, som elsker mig, kan ey strafværdig være.

Johan.

Hvor taler du ey smukt, jeg vilde paa min Ære,

Nu Turen er til mig, og sige smukke Ting;

Men Kierligheden har med tætte Atter-Sting^k96

[22] Saa syêd mit Hierte ind, at om jeg skulde henge,

Dets ømme Følelser sig dog ey kunde trænge

Op til min Mund, Madam! – – –

Grete.

Jeg tvivler ikke paa,

Du mig jo elsker høyt,^k97 naar du mig elsker saa.

Johan.

Mig Timer synes Aar, og Øyeblik som Dage,

Indtil jeg bliver din og du min Ægte-Mage.

Grete.

Ney see den lille Skalk,^k98 hvor han giør høye Sving,^k99

Og det er dig, som ey kan sige smukke Ting.

Johan.

Nærværelsen af den, hvis Øyne vi tilbede,

Det ømme Hierte tidt kan komme til^k100 at svede;^k101

Og denne Sveed Madam! Som er snart^k102 ingen Ting,

Din Godhed falder paa at kalde høye Sving.

Du alt for gunstig er.^k103 – – –

Grete.

Med Ret maaskee du venter

Den Roes du nægter dig, at faae igien med Renter,

[23] Fortryd dog ikke paa,^k104 der bliver intet af

For den gang, men du er endnu ey i din Grav;

Ney bie^k105 kun til vi først er bleven Mand og Kone,

Saa kan du lide paa,^k106 jeg skal tilgavns forsone^k107

Den Forurettelse, jeg nu bliêr skyldig i.

Johan.

Jeg var tilfreds, Madam! vort Bryllup var forbi.

Grete.

I Dag, i denne Dag, jeg dig min Haand vil give.

Johan.

Er det alvorlig talt?

Grete.

Din Længsel vist^k108 skal blive

Opfyldt før Aftenen. I Dag er Grete din,

Og din for evig Tiid. Jeg strax vil løbe ind

At klæde mig,^k109 gaae hen, og giør nu du det samme:

Du studser – bliver bleeg. – –

Johan.

Gid mig alt Ont maae ramme!

Hvis der er nogen Ting mit Hierte ønsker meer

End det, at blive din, men jeg mig tvungen seer

[24] En Dags Opsettelse mig ikkun^k110 at udbede;

En umild Skiebnes Dom. – – –

Grete.

Med et din Elskovs Hede

Nu kiølnet har? Utroe!^k111 saa tænkte jeg dog ret.

Johan.

Mit Hierte sidder der, du maa udrive det,

Hvis det ey brænder heelt. – –

Grete.

Troeløse! jo det brænder

Af een uteerlig^k112 Ild, som Ærens Love skiænder,^k113

Som al sin Næring har fra Dyds og Ærens Tab;^k114

Og slukkes ud saasnart man nævner Ægteskab.

Og saadan Kierlighed du tør din Grete byde?

Forræder! jeg forstaaer, hvad det har at betyde,

Naar først Opsettelser^k115 en Elsker foreslaaer.

Johan.

Jeg staaer det ikke ud, det over Skrævet gaaer!^k116

Jeg aabenbare maa, hvorfore jeg mig krymper,^k117

Du nøder mig, viid da – – –

Grete.

Hvad? snart!^k118

[25] Johan.

At mine Strømper^k119 –

Grete.

Og de?

Johan.

De er' ey til.

Grete.

Nu fik jeg Hierte-Stød:^k120

Det alt for gruesomt er, det bliver vist^k121 min Død.

(efter en kort Besvimelse.)

Forvovne! som saa frek tør uden Strømper tale

Om Bryllup, veed du vel, jeg det ey vil forhale;

Men skal du blive min, jeg sværger at du maae

Som Brudgom da i Dag, om uden Strømper^k122 staae.

Femte Optrin.

Johan, allene.

Skal jeg som Brudgom staae i Dag foruden Strømper?

Hvo giver beste Raad til en uhældig^k123 Stømper?^k124

[26] Som Æren byder^k125 et, et andet Elskovs Gud?

Hvis du i Støvler staaer, saa leer dig Folket ud,

Det Ærens Stemme er. Du miste skal din Brud

Ved en Opsettelse, saaledes Elskov truer.

Mit Hierte for et Valg paa begge Sider gruer.

Aria.

Som en uheldig^k126 Skipper,

Der forud seer, han strande maa

Paa en af tvende Klipper,

Ey nogen vis at strande paa

Tør vælge sig,

Saa gaaer det mig.

Ende paa andet Optog.

Tredie Optog.

[27] Første Optrin.

Mads allene.

Hvor er min Skiebne grum og umanneerlig stiv!^k127 –

Den, paa min Ære, har ey i sit hele Liv

Det allermindste Gran af Medynk for et Hierte,

Den nu saa lang en Tiid hiemsøgede med Smerte –

Hvor skuffedes mit Haab! hvor varede det kort! –

Jeg tænkte: Gud skee Lov! da Skredderen gik bort,

Og da han tøvede^k128 at komme her tilbage,

Jeg min Forhaabning saae med hver en Dag tiltage;

I otte Dages Tiid mit Haab steeg otte Trin,

Jeg Trappen var forbi og netop kommen ind

[28] I Lykkens Forgemak,^k129 hvor jeg knap kunde sande

For Fryd. Jeg faaer en Puf,^k130 og Hovedkulds maa dandse

Af Trappen ned igien – jeg ligger endnu der

Forslagen^k131 og forknust.^k132 Det lære skal enhver,

At han maa aldrig troe sin Skiebne paa Geberden.^k133

Min gav mig nys et Vink, det mildeste af Verden,

Tilbød mig Gretes Haand – Hvor frydedes mit Sind! –

Rivalen kom igien, og alt mit Haab var Vind.^k134

Saaledes seer man Børn et Huus af Kort at bygge,

Og deres Hænders Verk beskue gandske trygge;

Men kun et Pust – et Stød – og Huuset ligger der.

Men – Staae^k135 mig ogsaa an deslige Lignelser?

Ney, om mig synes Ret, saa er jeg alt for roelig

For een, hvis piinte Siæl er alle Plagers Boelig.

Her frem I Furier!^k136 – hvor mange er I? – Tre?^k137

Det vil ey langt forslaae,^k138 kom hele Helvede!

Med Afgrund, Jordskiælv, Ild, med Lynild og med Torden,

Vek svage Billeder! med ingen Ting paa Jorden

Jeg male kan min Qval, og ikke heller vil.

Der maa, som før er sagt, et Helvede dertil. –

[29] Jeg seer en Diævle-Hær opstillet i Gelider,^k139

Som ak Forbittrelse i egne Tunger bider,

Og spyer Forbandelser mod deres General,

For han dem endnu ey til Angreb gav Signal. –

Jeg seer en Furie, af hvis fortvivlet Øye

En Skye af Gnister faer,^k140 sig give større Møye,

Sig strekke voldsom ud, men netop ey kan naae

Mit Hierte. – – –

Andet Optrin.

Mads, Jesper.

Jesper.

Her er jeg.

Mads.

Og jeg er ligesaa.

Hvor er jeg ikke mat! og hvor har du giort ilde,

Som min Forfatning veed og kommer dog saa silde.

Naar man dog har en Ven, som man kan tale med,

Man Kræfter samle kan ved et og andet Sted,

[30] Og hvile, medens man den Vens Betænkning^k141 hører;

Men jeg et stivt Qvarteer^k142 her Talen eene fører,

Saa jeg er bleven hæs, som ingen Under^k143 er.

Fortvivlet, rasende, og dette Svelg saa nær,

Som inden stakket Tid^k144 mig gandske skal opsluge,

Jeg en fortvivlet Røst har ogsaa maattet bruge,

Og dette veed du selv mangfoldig^k145 lider paa.^k146

Jesper.

En Udeblivelse^k147 du mig tilgive maa,

Som Omsorg for dit Vel har eene foraarsaget.

I min Fraværelse jeg hældig har opdaget,

At der maaskee endnu er Redning for min Ven.

Mads.

Hvad Redning? Jesper tael!

Jesper.

Viid da, at Skredderen,

Mads.

Jeg veed alt^k148 nok om ham,

Jesper.

Ney du maa vide meere,

I Dag, i denne Dag han Gretes Mand skal være;

Men han har –

[31] Mads.

Holdt min Haand! jeg ellers myrder dig,

Er jeg ey martret nok om du ey spotter mig?

(Han tager forbittret en Kniv op af Lommen.)

Jesper.

Han ingen Strømper har.

Mads.

Læs^k149 før du døer Misdæder,^k150

Jesper.

Han ingen Strømper har.

Mads.

Jeg siger læs Forræder,

Jesper.

Han ingen Strømper har.

Mads.

Endnu har du ey læst.

Jesper.

Han ingen Strømper har.

Mads.

Saa døe da som et Bæst.^k151

[32] Jesper.

Han ingen Strømper har. For Pokker kan du høre?

Og denne Mangel maa du dig til Nytte føre;^k152

Du Grete veed i Dag vil giftes absolut,

Jeg veed hun kommer hid, siig da: Min søde Snut,

Hvis Snut er for gemeent,^k153 kald hende noget andet,

Nok, siig: Du Strømper har, og see, du kan faae blandet

Din Tale hist og her med Haanheds^k154 Træk mod ham,

Som ikkun Støvler har. Tael om den store Skam,

En støvlet Brudgom vil blant Folk paaføre hende,

Giør dette, og jeg troer at Bladet sig skal vende.^k155

Du svarer intet Mads?

Mads.

Jeg taus beundrer dig,

Som glemmer saa dig selv af Kierlighed til mig,

Du nævner ey engang; det Mord, jeg nylig vilde –

Kan du tilgive det?

Jesper.

Det lader meget ilde^k156

At huske smaa Ting nu, da jeg dig giver Haab

[33] At blive Gretes Mand; med Fryd og Elskovs Raab

Du burde svare mig; er Kulde her anstændig?

Du er indvendig heed, viis dig og^k157 heed udvendig.

Mads.

Om i en Arie jeg bragte Heeden frem?

Den Maade synes mig var ikke ubeqvem.^k158

(Jesper gaaer.)

Tredie Optrin.

Mads allene.

Aria.

Paa mit Hiertes Skorsteen^k159 brænder

En Harpixetⁿ⁴^k160 Elskovs Brand,

Som er tændt i begge Ender,

Elskovs Gud^k161 den tændte an.

Hver som Røgen seer opstige,

(Røgen er min Aria,)

Tænke maae om ikke sige

Der er heedt hvor den kom fra.^k162

[34] Der kommer den hvis Ord hos Grete meget gielde,^k163

Hvis Raad hos hende mig kan reise eller fælde.

Jeg Mette bede vil med Forbøn^k164 tiene mig.

Fierde Optrin.

Mads, Mette.
(De løbe hinanden imøde.)

Mette.

Seigneur!^k165

Mads.

Madam!^k166

Mette.

Jeg har en Bøn at giøre dig,

En saadan Bøn Seigneur, som jeg ey vilde vove,

Hos een som styredes af Egennyttens Love,

Som Had og Lyst til Hævn, har giort til Dyden feyg,^k167

En saadan nedrig^k168 Siel bønhørte mig vist^k169 ey:

Jeg for at bede ham gik heller ey af Pladsen,^k170

[35] Ney, Hierter kun, som det der pikker^k171 i Mads Madsen

Formaae at vise mig en saa udmerket Gunst,

Hvorom en mindre Siæl anmodedes omsunst.^k172

Jeg beder for Johan; fra Knæet ned til Foden,ⁿ⁵

Hans Skiæbne negter ham i Dag at lyde Moden,

Døm selv hvor Himmel-høyt Seigneur jeg agter dig

Naar jeg dig bede tør at giøre lykkelig;

At laane Strømper til. – –

Mads.

Jeg knap af Sands og Mæle

Saa meget har igien, at jeg dig kan fortælle,

At den som saadan Gunst beviste sin Rival,

Ey ædelmodig var, men Daare-Kiste Gal.^k173

Jeg havde da du nys^k174 mig Ordet tog af Munden

En anden Bøn til dig, hvortil Fornuft var Grunden,

Og Billighed,^k175 og Dyd; Jeg vilde bedet dig

Ved Forbøn og ved Raad hos Grete tiene mig.

Johan er Strømpeløs og Gretes Haand uværdig,

Hun giftes vil i Dag og han er ikke færdig;^k176

Hvor let en Sag for dig ved denne Leylighed,

[36] At skaffe mig igien den Strømpeløses Sted.^k177

Hvor billigt^k178 og hvor ret! – –

Mette.

Jeg ret og billigt kalder

I Verden ingen Ting, som Grete ey bifalder,

Det er min Lidenskab, jeg har ey anden Drift,

Og Grete ynsker ey med dig at blive gift:

Der er mit Svar. Farvel!

(siger de begge paa eengang.) (Mads gaaer.)

Femte Optrin.

Mette allene.

Vi begge Længselsfulde

Nys mod hverandre gik, som om den eene skulde

Den andens Lykke giort; men neppe faaer vi Tid

At aabne Munden ret, før vi en heftig Strid

Blant vore Ønsker see. Naar paa den jevne Skive^k179

Man tvende Kugler Fart vil mod hinanden give,

De skynde sig afsted, med samme Hurtighed,

Som ømme^k180 Elskere til deres Samlings Sted.

[37] En tosset Jyde-Dreng^k181 maaskee vel turde meene,

De længes efter sig for evig at foreene;

Ney kiære Jyde! ney! De før sig røre^k182 ey

Før med en lige Fart, hver Kugle gaaer sin Vey.

At jeg med Kuglerne her meener Mads og Mette

Derom det tosset var mig selv at underrette,

Thi jeg jo eene er og ingen har mig hørt.

Siette Optrin.

Grete, Mette,

Mette.

Mit Ærende kun slet Veninde er udført;

Mads ubevægelig – – –

Grete.

Det viser mig tilfulde,

At i en andens Sag man taler kun med Kulde.

O at min Ære dog mig ey i Veyen stod,

Jeg skulde kaste mig for den Gruesommes Fod;

Jeg skulde vise dig hvad Bønner kan udrette

Naar man er heed som jeg, og ikke kold som Mette.

[38] Mette.

Er slig Bebreydelse da Løn for al min Fliid?

Men jeg dig ynker^k183 kun. Dit Hierte er i Striid,

Og Piinsler ofte kan den største Siæl forlede,

Til paa sin beste Ven at hævne Skiæbnens Vrede.

Aria.

Saa æltes Blye med vrede Tænder,

I Heltes Mund; hvis blotte^k184 Rygge,

Ey for at svales, søge Skygge,

I en Alleè gevorbne^k185 Venner,

Som bleve Bøddeler af Tvang,

Og under spiilte Huders^k186 Klang,

Dem vifte Ild med smidig Green

Paa nys afklædte Rygge-Been.

De præge^k187 deres bittre Qval,

I det uskyldige Metal,

Og glemme al den Tieneste,

Det dem i Krigen lader see,

Som dog er overmaade vigtig,

At sige: Naar de sigte rigtig.^k188

[39] Grete.

Hvor er jeg lykkelig at du holdt op engang.

Jeg tager samme Deel udi din smukke Sang

Som din besiungne Helt i Pibers^k189 Lyd og Trommen.

Var her vel Sted og Tiid – – –

Mette.

Min Tiid var før ey kommen,

Jeg vidste intet Raad og meget bange var,

For at bedrøve dig med et mistrøstig^k190 Svar.

Jeg ved min Arie kun søgte Tiid at vinde,

Og under Sangen var saa lykkelig at finde

Et Middel, som jeg troer du vist skal frelses ved,

Du det ey vide bør; thi saadan Kundskab streed

Mod Æren, mod din Stand, og mod – –

Grete.

Holt inde^k191 Mette!

Jeg frygter meget for at jeg det skulde giette,

Du veed jeg er ey dum, du veed jeg dydig er,

Du veed hvor høyligen^k192 mig Skredderen er kier.

Jeg Dyd og Ære dog for Elskov Fortrin giver;

Men hvad jeg ikke veed mig ey tilregnet bliver,^k193

Saa meget troer jeg dog at du mig sige bør:

[40] Om du i dette Raad Johan deelagtiggiør:

Om Skredderen derved kan blive mig uværdig;

Men frem for alle Ting, om han snart bliver færdig.^k194

Mette.

Af disse Spørgsmaal nu kun et besvares kan,

Johan i denne Dag vist blive skal din Mand.

(Grete gaaer).

Syvende Optrin.

Mette allene.

I Dag skal Elskovs Gud udmerke sig ved Seyer,

En høy, en ædel Siæl skal fra sin rette Eyer,

Af Kierlighed forført to Strømper tage bort,

Dyd kom vel tidt tilforn,^k195 men aldrig saa tilkort,

Naar den i Heltes Bryst mod Elskov turde^k196 stride

Man Elskovs Heftighed, af Dydens Tab maa vide.^k197

Ende paa tredie Optog.

Fierde Optog.

[41] Første Optrin.

Johan, Mette.

Johan.

Bestiæle min Rival? det er for farligt Mette.

Mette.

Jeg veed det eene Raad, og intet uden dette,

Som til dit Beste mig Cupido^k198 selv indgav,

Skielv du! i fald du ey benytter dig deraf.

En Siæl, som Gretes Siæl for Æren meget vover,

Og skiønt hun sig med Mads kun liden Lykke lover,

Saa troer jeg dog, hun før sin Haand vil give ham,

End een, hvis støvlet Fod^k199 skal gjøre hende Skam.

Johan.

Det alt^k200 besluttet er, jeg dine Raad vil følge.

[42] Mette.

Du gaaer saa snart Johan? jeg kan dig ikke dølge,^k201

Jeg havde ikke tænkt, det kostede saa lidt

For en ophøyet Siæl at giøre saadant Skridt.

Min Helt! for alle Ting^k202 mod Dyd lad Elskov stride!

Viis ikke Lasten frem paa dens luslidte^k203 Side.

De Store synde vel i Grunden som de Smaa,

Men Maaden, som enhver sin Synd udøver paa,

Den eene giør til Helt, den anden til en Staader;^k204

Du ey Forskiellen veed, Seigneur! paa disse Maader,

Saa smuk Opdragelse, du end for Resten har,

Du har i denne Sag opført dig som en Nar.

Bør du ey sige først, hvordan dit Hierte splittes?

Snart sværge: At det ey ved Laster skal besmittes?

Snart raabe! Elskovs Gud din Gud allene er?

Og efter elleve til tolv Omvexlinger,

Hvorved nu Kierlighed, nu Dyden Seyer vinder,

Mag saa,^k205 at Elskov dig den tolvte gang forblinder,

Vræng Munden, vrie^k206 din Krop, bær dig^k207 som du var gal,

Og naar du det har giort, bestiæl saa din Rival.

[43] Johan.

Tolv gange Mette? ney, det vil for længe vare.

Det er den høye Tiid.^k208

Mette.

For Tiden da at spare,

Giør her Præludium,^k209 og gaae saa strax derhen,

Hvor Madses Kiste staaer, saa vil kiærligen

Troe, at du underveys har giort det af med Resten;

Det er jo vores Pligt, at tænke vel om Næsten.

Johan (Setter sig i en ægte tragisk Postyr.)^k210

O! hvilken Qval og Striid – – Mit Hierte splittes ad –

Dyd! Elskov! kan I to ey søbe af et Fad? –

En af jer vinde maa, den anden maa fordømmes,

To Store i en Sæk kan ingenlunde rømmes,^k211

Men Sækken som I to kan ikke rømmes i,

Tilgavns^k212 undgielde maae for eders Klammerie,

Mit Hierte revner snart, – jeg elsker eder begge –

Du, Elskov er mit Liv – Du Dyd min Kiæle-Degge! –

[44] Jeg pleyer ellers gaae derfra, hvor Slagsmaal er,

Men jeg de Stridende med mig i Hiertet bær. –

Omsonst af flye, omsonst at vilde dem forlige, –

Her er ey andet for, jeg Dommen maa afsige: –

Min Kiæle-Degge Dyd, ja Seyeren er din,

Du eene herske bør i stolte Heltes Sind.

Viig lille snottede!^k213 som skyder Folk med Pile,

Som til min Uhæld har min Grete lært at smile,

Min Grete? Ney – hvis da? maaskee Mads Madsens? ja! –

Jeg skielver for min Dyd, og skynder mig herfra.

(Til Mette)

Kan jeg nu gaae?

Mette.

Ja vist.

Andet Optrin.

Mette allene.

Naar Dyd og Elskov stride,

Skiønt man som ofteste kan see, til hvilken Side

[45] Sig Lykken helde vil, saa føler man endda

En tvivlsom^k214 Frygt, jeg veed ey, hvor den kommer fra.

Aria.

Saaledes kan en Skyldner bæve,

Naar paa hans Dør med ivrig Næve,

Der pikkes^k215 af en Creditor; –

Skiønt Slaaen lukker inden for,

Skiønt Pokker^k216 sielden pleyer føre

Folk ind igjennem lukte Døre,

Saa skielver Skyldneren endda;

Gud veed, hvor saadant kommer fra.

Tredie Optrin.

Mette, Johan (med Strømper i Haanden.)

Johan.

Nu er der intet meer, som kan min Lykke hindre.

[46] Mette.

Du har vel ey forsømt hvad jeg dig bad erindre,

Formaliteterne. – – –

Johan.

Jeg alting haver giort,

Som du mig foreskrev; thi det ey siger stort,

At jeg kun haver brugt en middelmaadig^k217 Stemme;

Jeg var saa bange for, man skulde mig fornemme,^k218

I fald, som du mig bød, jeg havde skreget – –

Mette.

Ney!

Det intet skade kan. – – –

Johan.

Saa er der heller ey

Det ringeste forsømt, thi hvad vil det vel sige

At Tiden ikke just afpasset blev saa lige?

Det er en ringe Ting, ey værd at tale om.

Mette.

Hvad meener du?

Johan.

At jeg til Madses Kiste kom.

Just da udi min Siæl Dyd førte Regimente;^k219

[47] Det var ey raadeligt et Øyeblik at vente,

Til Elskov Seyer vandt, og reent at bryde af

Den nys begyndte Roes som jeg til Dyden gav,

Var alt for latterligt; jeg desforuden vidste,

At inden stakket Tiid^k220 mig Elskov skulde friste,

Og stærkere end Dyd, mig giøre til en Tyv;

At stiæle Klokken Sex og stiæle Klokken Syv

Det kommer ud paa et; jeg altsaa strax udførte

Mit Foretagende, og da mig ingen hørte,

Det ligegyldigt var, om Elskovs Raserie,^k221

Som mig forledede til dette Tyverie,

Kom to Minuter før, kom to Minuter siden;

Og overalt^k222 en Helt ey Slave er af Tiden,

Thi Klokken er kun for Skoemagere og Skræd –

Mette.

Tal du kun Ordet ud, og blues^k223 ey derved.

En Skredder, som er Helt, er ikke Skredder meere:

Den Titel som er størst tilkommer os blant fleere.ⁿ⁶

I øvrigt finder jeg, Seigneur, at du har Ret;

En Helt hvert Øyeblik afpasser ey saa net;^k224

Men Grete nærmer sig – – –

[48] Johan.

Jeg vil afsides træde,

Iføre Strømperne,^k225 og være her tilstæde

Om et Minut igien.

Fierde Optrin.

Grete, Mette.

Grete.

Hvor er min Skiæbne haard!

Fra et til andet Sted jeg i den Tanke gaaer,

At min Forfatning^k226 sig med Stedet skal forandre;

Men Sorgen følger mig, ihvor^k227 jeg end vil vandre.

Jeg ned i Haven gik, min Sorg spadserte med,

I Gyngen satte mig, min Sorrig op og ned

Sig gyngede med mig. Ja i vort Spise-Kammer,

Hvor jeg saa tidt tilforn fandt Raad mod al Slags Jammer,

Omsonst jeg søger nu en Lindring for mit Sind,

Min Sorg med lige Skridt^k228 ledsager mig derind.

[49] Jeg tænkte røget Flesk kan hielpe, hvem kan vide?

Men følte Flesk og Sorg i Halsen fast at sidde.

Mette.

Slaae dig til Roelighed.

Grete.

Jeg finder ingen Roe

Veninde! før du mig har sagt, hvad jeg kan troe

Om dette Haab, hvormed du smigrede mit Hierte;

Mette.

Troe, at du snart skal faae alt, hvad din Siel begierte,

Troe, du er lykkelig, troe al din Sorg og Vee

Nu Ende har; ja troe – ney troe ey meer, men see!

Femte Optrin.

Grete, Mette, Johan.

Grete.

Johan med Strømper paa! – Tvivl, Haab og Frygt – og Glæde

Betage^k229 mig, og knap at aande mig tilstæde.^k230

[50] (Til Mette, som tier.)

Hvor fik han dem? siig snart.

(Til Johan.)

Johan, jeg har en Tvivl.

Mette (Til Johan.)

Svar hende som en Helt, tael i den høye Stiil!

Grete.

Johan, jeg har en Tvivl, den kan du mig betage;^k231

Jeg veed, man intet faaer omsonst^k232 i vore Dage;

Hvor fik du Strømper fra?

Johan.

Hvis dette Spørgsmaal gik

Udaf en anden Mund; i dette Øyeblik,

Han for sin Dristighed med Livet skulde bøde;^k233

Den som formaster sig, at giøre Kinder røde,

Som Skiæbnen har udseet til Kinder for en Helt,

Hvor fælt han straffes end, dog straffes ey for fælt.

Grete.

Saa rødmer du?

Johan.

Madam! ja, men paa eders Vegne,

Saa lav Mistanke kan ey høye Siele egne,^k234

Men eders Siel er lav. – – –

[51] Grete.

Seigneur! høy eller lav,

Jeg beder dig, besvar det Spørgsmaal jeg dig gav.

Johan.

Mindst drømte jeg Madam! at I mig skulde nøde

Til at fralegge mig en saadan nedrig^k235 Brøde.

Jeg Maalet,^k236 sagde I, for eders Elskov var,

Ney Maal for jer Foragt, den Sag er alt for klar.

Forgieves søgte man paa heele Jorderige

En Elskerinde, som sin Elsker vilde sige:

De Strømper som du bær, du stiaalet har, min Ven!

(Af hvad I sagde før, det var dog Meeningen:)

Jeg lod ved Paaske-Tiid mit Hoved-Haar afrage,^k237

Af Skrek sig reyser nu den Stump som er tilbage,

Og løfter min Paryk en Tomme fra sit Sted –

Hvem bliver skieldt for Tyv,^k238 og gyser ey derved?

Dog Skredderen Johan har Aarsag til at meene,

At han frikiendes ved sit blotte Navn allene:

Johan von Ehrenpreis,^k239 viid naar man heder saa,

Man da umuelig kan et Tyverie begaae.

Madam! I maatte dog min ømme^k240 Siel forskaane

Den har endnu ey lært, at lade sig forhaane;

[52] Jeg før i Lære stod, min Mester var en Stud,

For ikke smukke Ting han tidt mig skieldte ud,

Jeg dølger ey derfor, han tidt, din Esel! sagde,

Men Tyve-Navn, Madam! han aldrig mig tillagde,

Det var mig forbeholdt at høre det af Een

Som jeg tilbad, Som var min tredie Øyesteen.

I græder Grete?

Grete.

Ney!

Johan.

Da burde I dog græde.

Grete.

Ifald jeg græd, Seigneur! da skeede det af Glæde.

Nu kiender jeg Johan, hvor er jeg lykkelig, –

Hvor er du dyrebar – du vist^k241 tilgiver mig

At jeg din Helte-Siæl saa haardt paa Prøve satte,

Ifald du fatte kan – – dog ingen Siel kan fatte,

Hvor min Høyagtelse høyt til Beundring steeg,

Og steeg alt høyere, jo meer du bister skreeg.

Min Elskov og min Agt,^k242 du kaldte tidt din Lykke,

Læs i mit Hierte nu, see hvilket Fandens Stykke

[53] Din Lykke voxet har ved denne Leylighed.

Og jeg skal vove for^k243 du er ey længer vred.

Johan.

Jeg, være længer vred? Ney Uforlignelige!

Jeg sige maa – – –

Mette.

Her er ey Tiid til meer at sige,

I begge nøye viist jer Ret til Helte-Rang,

Og eder nøye bør hermed for denne gang.

Hvert Øyeblik er dyrt og I behøve begge

Paa eders Bryllups-Pynt den sidste Haand at lægge.

Ende paa fierde Optog.

Femte Optog.

[54] Første Optrin.

Mads, Jesper.

Mads.

Du paa Rivalens Been to hvide Strømper saae?

Saa Skiebnen altid skal for ham paa Pinde staae!

Ja Skiebne! troe, jeg seer alt^k244 hvad du har for Øye;

Men jeg har Arm og Kniv, og du har spildt din Møye;

Du forud føler alt (du maatte skamme dig)

En Vellyst i den Qval, som vil fortære mig,

Naar jeg et Vidne skal til den Foreening være,

Som skiller mig ved alt, ved Grete og min Ære;

[55] Men naar jeg ikke meer seer denne Verdens Dag,

Skal Skiebnen med sit Had vel giøre mig en Smag.^k245

Jesper.

Døe er din Pligt, naar du paa ingen anden Maade

Veed dig at redde ud; men torde jeg dig raade,

Du skulde sætte op^k246 endnu et Øyeblik,

Dit Forsæt: vi maaskee en bedre Tilflugt^k247 fik.

Mads.

En Tilflugt er der kun, en eneste tilbage:

Med Skiebne, Grete, Liv jeg strax maa Afskeed tage.

Jesper.

Det ahner mig, min Ven, at det for tilig^k248 er.

Mads.

Men Helte, som vil døe, foragte Ahnelser.

(Han tager sin Kniv op.)

Vær stærk min Arm og troe! vær skarp min Kniv og sikker!

Min Jesper! Liv! Farvel! – – Dog, førend jeg mig stikker,

[56] Ifald du haver kier din Kalemankes^k249 Vest,

Saa staae mig ey saa nær, den ellers faaer sin Rest.^k250

Aria.

Naar, som desverre ofte hænder,

Ulykken muntre Fluer sender

I tomme, klare Flasker ned,

Den heftigste Uroelighed

Man tydeligen kan fornemme,

Af deres Løben, Flugt og Stemme.

Hvis Hud og Glas var lige klare,

Jeg kunde mig den Møye spare

At sige dig: Mit Blod faer om,

Som Fluen der i Flasken kom.

Jeg ydermeere for mit Øre

Kan som en Lyd af Fluer høre.

Mit Blod tilfælles har saa mange Ting med Fluer,

Som ere fængslede, at jeg med Rette gruer,

Det og vil ligne dem, som slippe ud igien,

Og synes, at de ey kan komme langt nok hen

[57] Fra en forhadt Arrest.^k251 – Min beste Ven i Live!

Dig maatte allermindst min Død til Skade blive.

Jesper.

Endog paa Gravens Pynt^k252 erindrer du min Tarv!^k253

Jeg haver intet Been, jeg haver ingen Marv,

Som jo^k254 Erkiendtlighed^k255 og Medynk giennemtrænge;

Men at du ey skal troe, jeg stod omsonst^k256 saa længe,

Som du sang Arien om Fluer og dit Blod,

Saa faldt jeg, eller og^k257 min Geist^k258 mig falde lod

Paa en Mistanke; hvad, om du den rette Eyer

Til disse Strømper er, som krone skal med Seyer

En lykkelig Rival?

Mads.

Den Grete haver kier,

Og ærer med sit Valg, For smaae Forbrydelser

Jeg ey mistænke bør. Han er jo Helt desuden.

Jesper.

Men Skredder meer end Helt; det viser noksom^k259 Huden.

Saa længe som han har en Skredder-Plet^k260 paa den,

Jeg Helten mindre seer, i ham end Skredderen.

[58] Mads.

See i ham hvad du vil; jeg seer kun paa min Ære,

Jeg maa ey i mit Brøst saa lav Mistanke nære.

Jesper.

Men siig! hvor skulde han her faaet Strømper fra?

Hvor ingen uden du – – –

Mads.

End Grete, Mette da?

Jesper.

Saa bilder du dig ind, han deres kunde bruge?

Af deres Strømper een sex Skredder Been kan sluge.^k261

Mads.

Jeg var tilfreds, min Ven, den kunde sluge syv,

Saa er Johan en Helt, og kan ey være Tyv,

Og du til Nedrighed^k262 forgiæves mig skal friste.

Jesper.

Taal i det mindste, Mads, at jeg udi din Kiste

Min Tvivl maae opløst^k263 faae!

[59] Mads.

Du kan den bringe ind,

Ey for at rydde ud Mistanken af mit Sind,

Thi jeg mistænker ey, men at endnu i Live

Mit Efterladenskab jeg dig kan overgive.

(Jesper gaaer.)

Andet Optrin.

Mads allene.

Nu var det Tiid at døe, nu ingen hindrer mig,

Men jeg koldsindig^k264 er og alt for magelig,

Og Helten naar han døer, bør heed og virksom være;

Men hvorfor jeg er kold, det veed – – det veed vor Herre.

[60] Tredie Optrin.

Mads, Jesper. (med Kisten.)

Jesper.

Kom lad os eftersee.

Mads.

Her er Fortegnelsen;

Vi der vil læse først, hvad er i Leddiken.^k265

(De læse begge.)

Duo.

Fem Knapper til en Trøye,

En Syenaal uden Øye,

Et bruunrødt Syleskaft,^k266

En gammel Strimmel Taft,^k267

En Stump Meloten-Plaster,^k268

Et Brev fra salig Faster,^k269

En Daase uden Laag,

Den nye Psalmebog.^k270

[61] Jesper.

Alt nok om Leddiken, jeg længes efter Kisten.

Mads.

See Tøyet efter du, saa skal jeg læse Listen.

Jesper.

Begynd paa Strømperne.

Mads.

Først findes tvende Par

Saa hvide som en Snee, hvori før Grete har

Med Silke syed mit Navn – – –

Jesper.

Jeg seer kun et Par hvide.

Mads.

Det andet uden Tvivl sig skiuler ved en Side;

Søg med Alvorlighed.^k271

Jesper.

Al Søgen er omsonst;^k272

Søg selv.

Mads (Efter at have søgt.)

De findes ey. Min Skiæbne al sin Kunst

Udtømmer for mig ret ulykkelig at giøre,

[62] Og alle Øyeblik mig nye Sorger føre.^k273

Jeg undres endnu paa,^k274 den sparede min Stok,^k275

Hvis Knap af Perlemor, Gud veed, har kostet nok;

Hvis Tab meer vigtigt var, meer smerteligt end dette.

Jesper.

Maaskee af denne Sorg en Nedrig skulde giette,

At Døden ikke just var det, du tænkte paa;

Men Jesper kiender dig, og dig beundre maa.

Du har behaget mig til Arving at udnævne

Af al din Eyendom, du havde tænkt at levne

Mig et Par Strømper meer; sin Vens Forliis og sit,^k276

En Siel saa høy, saa stoer som din, anseer for et;

Og herfra denne Sorg – – men nu til noget andet:

Det skulde synes mig, dog være reent forbandet,

Om Skredderen Johan, med dine Strømper paa,

Til Brudeskammelen^k277 ustraffet skulde gaae.

Jeg skulde dog vel troe, du ham vil forekomme;^k278

Han her indfinder sig før et Qvarteer er omme;

At følge Grete did^k279 hvor Baandet knyttes skal,

Som ey kan løses meer.

[63] Mads.

Mod en forhadt Rival

Jeg maa udrustes først med høyst fornødne Vaaben.

Jeg har ey Bidden^k280 smagt, jeg har ey drukket Draaben

I denne gandske Dag, og uden Øl og Mad

Er Helten ingen Ting.

Jesper.

Derinde staaer et Fad,

Som ved sin vide Kreds og Dybhed sig udmerker,

Til Bredden^k281 fyldt med Kaal. Du giør^k282 vist^k283 Underverker,

Hvis du det tømme kan.

Mads.

Jeg skal forsøge det.

Vee dig, Johan! vee dig! naar Mads er bleven mæt.

(De gaaer.)

[64] Fierde Optrin.

Grete, Mette, Johan.

Grete (med Johan ved Haanden.)

Saa blev det Sandhed dog, som i et Ordsprog staaer,

At efter Regn og Slud man blide Soelskin faaer.

I otte Dage var min Siel et Rov^k284 for Smerter,

Jeg ingen Føde nød, jeg væmmedes ved Erter;

Min Syster,^k285 du det veed, det var min beste Mad,^k286

Og naar jeg Erter selv og Flesk ey spise gad,

Enhver kan slutte let, hvor stoer min Nød har været.

Johan.

Jeg tvivler ikke paa, at Sorg dig har fortæret;

Men nu til Klagemaal du ingen Aarsag har,

Nu er du lykkelig, forglem saa hvad du var.

Grete.

Jeg mig erindrer kun de kummerfulde^k287 Dage,

Som, Himmelen skee Tak, jeg haver lagt tilbage,

At jeg desbedre maa fornøyes ved de Kaar

Og den Lyksalighed, som mig Fremtiden spaaer –

[65] Da endnu et Qvarteer vi kunde her forhale,^k288

Saa lad os vexelviis vort Haab, vor Fryd afmale.

Johan.

Begynd min Grete først, dig falder^k289 Æren til;

Saasnart du færdig er, jeg dig afløse vil.

Grete. (Bevægeligen).^k290

Jeg i min Elskers Arm, jeg ved min Heltes Side,

Af søde Følelser skal ene kunde vide

At jeg er til. Mig skal ey nogen indbildt Frygt

Af Søvne vekke meer. Ney jeg skal hvile trygt,

Og vogne smilende; Og Hiertet dig skal sige:

«Nu vognede din Glut,^k291 nu smilede din Pige.»

Og du skal vogne glad og smilende som jeg –

Og – – –

Mette.

Gaa ey videre; Thi det anstaaer dig^k292 ey.

(Der bliver en kort Taushed.)

Grete. (Til Johan.)

Hør her engang, Seigneur! du falder jo i Staver:

Nu Turen er til dig.

[66] Johan.

St! St!^k293 jeg mig belaver^k294

Paa et anstændigt Svar – – og – – Svaret lyder saaa – –

(Han stammer.)

Jeg – – neppe veed for Fryd – – paa hvilken Foed at staae – –

Og – – for en Sikkerhed saa staaer jeg paa dem begge – –

Og – – à propos^k295 om Been, jeg ikke just i Lægge^k296

Min største Force^k297 har; men Skabningen?

Grete.

Er net;

Det vil jeg dig tilstaae. – Men om jeg tænker ret,

Saa er ey dette Svar aldeles saa anstændigt,^k298

Som du det lovede.

Johan.

Jeg haver et indvendigt

Og et udvendigt Pund,^k299 Madam; det første ikke staaer

Det andet altid bi – Der i min Hierne gaaer

[67] Udaf de smukkeste og meest udsøgte Tanker

En utaalmodig Sværm, som inden Hiernens Planker

Indsluttes ynkelig, fordi jeg ikke kan

I Gang min Tunge faae; – – men tys, nu gaaer det an.^k300

(Han giør sig kostbar.)^k301

Selv Elskov os, Madam, en Bane skal berede,

Selv plantede han der de Roser, vi betræde –

Ved Roserne forstaae Elskovs Henrykkelser,

Spørg saa ey, om de staae hinanden gandske nær.

De stærke Farvers Skin tilsidst vort Syn formørke,

Men derimod paa Grønt vort Øye samler Styrke;

Det vidste Elskovs Gud, og Rum lod aabent staae

Imellem Roserne, at stilte Længsler maae

Den Afstand fylde op med evig grønne Blade.

Mette. (Til Grete.)

Han taler som en Helt, det maa enhver ham lade.

Grete.

Hvor hæves ey^k302 mit Mod, naar jeg betænker kun,

At det min Elsker er som har saa sød en Mund;^k303

[68] Men det er endnu lidt, jeg først for Alvor kneiser,

Naar jeg af mange smaae, men kiekke Ehrenpreiser

Kun forestiller mig, hvor jeg omringes^k304 skal.

Johan.

Vi Afkom vist nok faae, Madam, i Hobetal.

(Grete neyer, og Mette seer paa hans Been.)

Grete.

Hvor fyndigt er hans Sprog! Hvor stærke hans Udtrykke! –

Hvormed har jeg fortient for andre^k305 saadan Lykke? –

Elskværdig Helt! – – au! au!

Mette.

Hvad fattes, Pige, dig?^k306

Grete.

Au! au!

Johan.

Heltinde – –

Grete.

Au!

[69] Johan.

Betroe din Sorg til mig.

Grete.

Jeg fik en Ahnelse. O! alt for kiære Skredder!

(Grædende.)

Den spaaer mig din Ruin.^k307

Mette.

Veed du, du Overtræder

Heltinders strænge Lov? hvor har du hørt, hvor læst,

At en Heltinde var af Ahnelser indblæst^k308

To gange paa en Dag? Du først i Morges drømmer,

Faaer derpaa Ahnelse. – Heltinders Lov indrømmer

Dig knap saa stor Portion;^k309 og endda vover du

Paa nye af Ahnelse at faae et Anstød^k310 nu;

Det gaaer, min Troe, for vidt.

Johan.

Mit Hiertes Herskerinde!

Lad onde Dunsters Magt ey din Forstand forblinde,

Hvad du har spiist i Dag?

[70] Grete.

En ringe Bagatel,

Fem Sild, lidt Erter, Flesk – – –

Johan.

Ja jeg det tænkte vel,^k311

Man faaer som ofteste^k312 den ugemene^k313 Gave,

At have Ahnelser af en bedærvet^k314 Mave,

Troe du paa mine Ord, at Erter, Flesk og Sild,

Helst^k315 om nye brygget Øl man drikke vil dertil,

Saa god en Ahnelse, som ønskes kan, frembringer.

Grete.

Seigneur! du talede, strax fik min Angest Vinger.

Af Erter, Flesk og Sild (thi jeg nu troer med dig

At denne Ahnelse kun de forvoldte mig)

Urolig Dunst ey meer til qvalte^k316 Hierte stiger.

Hvad i min Heltes Ord der dog ey Kræfter ligger!

Aria.

Saa Børne-Sværmen^k317 i en Skole

Bestige Borde, Bænke, Stole,

[71] Og skrige høyt, og skogger lee,^k318

Naar de ey Skolemester^k319 see;

Men naar han kun ved Døren rører,

Hver paa sit Sted strax Pokker^k320 fører;

Han neppe faaer «I Esler» sagt,

Før alting er i Orden bragt.

Jeg meener Dunsterne ved denne Børne-Flok,

Og – – –

Johan.

Tal ey meer herom, jeg dig begriber nok;

Din Kompliment er smuk og Lignelsen^k321 er vakker,

Men skal vi ikke gaae?

Mette (Hun seer udaf Vinduet efter Solen.)

Det snart ad Tiden lakker.^k322

Grete.

Kom lille Hierte-Tyv.

Johan.

Jeg mig udbede maa

Et mere tugtigt Navn. Naturen lod mig faae

Til Tyv, og Tyverie et Had, saa overdrevet,

[72] At Ordet Hierte-Tyv er mig en Afskye blevet.

Man sætte Hierte for, man sætte Hierte bag,

En Tyv er dog en Tyv, det er en afgiort Sag.

Femte Optrin.

Mads, Jesper, Grete, Mette, Johan.

Mads.

Madam, der staaer en Tyv.

Grete.

Der staaer en Helt, Forræder.^k323

Mads.

Jeg siger nu som før, Madam, der staaer en Skredder – –

(Grete faaer lidt Ont.)

Mette. (Til Johan.)

Nu gielder det, Seigneur, at vise Helte-Mod.

[73] Johan. (Til Mads.)

Du mig for liden er, Du ellers for min Fod

Udgyde skulde strax det smudsige, som flyder

I dine Aarer.

Mads.

Glad jeg selv mit Blod udgyder,

Men hævnet vil jeg døe, og Grete kiende skal

Den Nederdrægtige,^k324 hun gav mig til Rival.

Dog hvad! hun kiender ham. En Brudgom, som kan stiæle,

Ey vælger sig en Brud, som ey forstaaer at hæle.^k325

Naar jeg mig tænker om, jeg heel fornøyet^k326 er,

At Grete holdt mig ey den store Naade værd,

At blive hendes Mand. I disse dyre Tider^k327

En Sværm af Haandværks Folk om Brød indbyrdes strider;

Heltinden klog indsaae, et Haandværk ey forslog,

Og Mads kun havde et. – Jeg mig udbeder dog,

(Til Johan.)

At fra en mere Riig du efterdags^k328 vil røve,

Hvad Grete eller du fremdeles kan behøve.

[74] Grete.

Jeg ingen Lynild seer! – ey hører Tordenskrald! –

Hvordan er dette fat? – En frek Forræder skal

Ustraffet spotte os? – Han ryddes ey af Jorden

I samme Øyeblik? – Naturens heele Orden

Urygget^k329 staaer; – Johan! hvad skal jeg troe, min Ven,

Til slig Kolsindighed^k330 bevæger Himmelen?

Hvor zitrer jeg! – mon du – – –

Johan.

Imod saa smaa Insecter,

Mod Maddiker,^k331 som den, en Himmel ikke fægter,

Og Helten Himmelhøy, ifald han øyned' den,

Den krybe lod i Fred. –

(Til Mads.)

Kryb ind, kryb ud igien,

For mig kryb hvor du vil; kun dette vil jeg sige:

Erindre hvad du er; viid du maa ikke vige

Fra Maddikens Natur; tael ey; dit Væsen er

At krybe, være taus. En Helt befaler her,

Kiend^k332 ham, føl dig, og lyd.^k333

Grete.

Nu fløy min Siel tilbage,

Som vilde nyligen af Angest Flugten tage;

[75] Jeg ustuderet er, saa meget veed jeg dog,

At aldrig nogen Tyv kan føre saadant Sprog.

Hvor Heltemæssig, stolt – – –

Mads. (Til Grete.)

Jeg tvivler ikke længer

Paa din Uskyldighed, du værdig er, du trænger

Til en Oplysning. Hør – –

Grete.

Forvovne, paa dit Ord,

Du tænker, jeg Johan en lav Misdæder^k334 troer?^k335

Johan.

Jeg sagde: Kryb og tie.

Mads. (Til Grete.)

Jeg giør dig her en Eed,

Hvis du mig hører nu, at i al Evighed

Du aldrig af min Mund et Ord skal mere høre.

Grete.

Han paa det ømme Sted forstod mig ret at røre,

Den Fristelse er stor.

[76] Johan.

Jeg har befalet ham

At tie som en Muur; tillad ham ey, Madam,

At handle mod min Lov; min Ære derved lider.

Grete.

Men vinder i sit Tab. Der siden kommer Tider,

Da du mig takke skal, for jeg ulydig var;

Da du bekiende^k336 maa, din Ære vundet har

Langt meer, end den har tabt – din Gretes første Beyler,

Al Maskepi^k337 med ham (det ingenlunde feyler)^k338

Giør dig og hende Skam; Den Skam bør vi undgaae,

Vi bør – siig Eden Mads.

Mads.

Gid gule Erter maae

Udi min sultne Mund til Stene sig forvandle,

Saafremt jeg mod min Eed og Løfte skulde handle,

Før du mig kiendte frie^k339 fra Løfte og fra Eed.

Grete.

Jeg dig vel sverge bød, men der er Maade med.

Graa Erter var vel fælt, men sverge ved de gule!

[77] Hu! Haaret reyser sig.

(Til Mette.)

Bring mig en lille Smule

Af Flesk og Erter ind.

(Mette gaaer.)

Siette Optrin.

Mads, Jesper, Grete, Johan.

Grete.

Jeg føler, synes mig,

Hvor Erter i min Mund til Steen forvandle sig;

Fornuften vil omsonst^k340 den Skrek af Blodet jage.

Jeg haaber, naar jeg først faaer Erterne at smage,

Den snart skal Fødder faae.

[78] Syvende Optrin.

Mette med en Skaal Erter, de forrige.

Grete tager Skaalen.

Tak, kiere Mette.

(Til Mads.)

Tal!

Mads.

Erindrer du en Tiid – – –

Johan.

Heltinde du er gal

Som hører paa en Orm.

Grete (som spiser bestandig.)^k341

Heltinder er' ey gale;

Med meer Ærbødighed, Seigneur, du burde tale.

Mads.

Erindrer du en Tid – – –

Johan.

Kom lad os gaae Madam.

Grete.

Jeg fremmer^k342 jo dit Vel, i det jeg hører ham.

[79] Mads.

Erindrer du en Tiid – – –

Johan.

Erindrer eller glemmer,

Saa er det Tiid at gaae.

Mads (Til Grete.)

Da to Latinske^k343 Emmer^k344

Du syede paa mit Tøy – – –

Johan.

Hvi^k345 blev din Mund ey syed?

Du hører, som jeg seer, Madam, med Hiertens Fryd,

Hvordan du elskede, hvordan du sydde^k346 Navne;

Vil du ey kysse ham? vil du ham ey omfavne?

Jeg skal ey hindre dig.

(Han vil gaae.)

Jesper (Som holder ham tilbage.)

Du bliver her Seigneur.

Johan.

Desverre! Du har Ret.

(Sagte.)

Jeg snart af Angest døer!

[80] Grete.

Du ey dit Beste veed. Jeg veed det, jeg det fremmer,

Trods dig, trods al din Spot.

(Til Mads.)

Igien til dine Emmer!

Der var det jo du slap.

Mads.

Om du dem saae igien,

Saa kiendte du dem vel?

Grete.

Hvor sigter dette hen?^k347

Nu isner alt mit Blod!

Johan.

Maaskee er Tiden omme,

Og vi i Tempelet^k348 for silde^k349 skulde komme,

Fordi du daarligen^k350 et Løfte holdet har,

Som uforsigtigen en Maddik given var,

Grete.

Endog mod Maddiker jeg Troe og Love holder.

At Tiden gaar omsonst,^k351 du selv jo kun forvolder.

Din Banghed^k352 qvæler^k353 mig; men Løftet er alt giort.

[81] Johan. (Afsides.)

Jeg døer!

Mads.

Ved disse Knæ, at jeg skal være kort

(Peger paa Johan.)

Du kan Mads Madsens Navn og dine Emmer finde.

Grete. (Til Johan.)

Du blegner – Haab og Liv og Kraft og Mod forsvinde.

(Hun vil til at besvime.)

Mads.

Ham Fanden har forført^k354 – – –

Grete.

Om Folk af Helte-Rang

Du tale tør saa lavt? Viid til en anden gang,

Naar Helte Feyl begaae, er Skiæbnen Gierningsmanden,

Kun Pøbelen giør Ondt og Skylden giver Fanden –

Men, Mette, hvorfor gav ey du ham dette Svar?

Du saae jeg i Begreb med at besvime var.^k355

(Til Mads.)

Og du en anden gang, naar du seer Folk vil daane,

[82] Saa viid, at du dem bør for Pølse-Snak^k356 forskaane.

Hvad skal jeg giøre nu? – besvime eller ey? –

Om det for silde er, veed Pokker^k357 ikke jeg.

Jeg i en Lignelse min Meening vil fremsette;

Og siden maae I mig om Eders underrette.

Jeg i saa slibrig^k358 Sag ey stoeler blot paa mig.

Aria.

Til een, som nøs i Gaar, at sige:

«Hjælp Gud!^k359 i Dag bet Faar,»^k360

«For det du nøs i Gaar.»

Sig passer ikke just saa lige.

Men naar man seer lidt dybt i Tingen,

Saa troer jeg, det er reent,^k361

At Prosit,^k362 som kom seent,

Er bedre end aldeles ingen.

Chorus.

Den Prosit, som kom seent,

Er bedre end aldeles ingen,

Og Grete hun seer dybt i Tingen,

Og hvad hun troer, er reent.

[83] Mette.

Besvime, skiønt lidt seent, er vores Raad til dig.

Grete.

Tag Skaalen een. Jeg meer ey til mig selv kan finde.^k363

(Mads tager Skaalen og spiser.) (Hun daaner.)

Johan (til Mette.)

Jeg er saa bange for, at Helten skal forsvinde,

Og Skredderen staae rød og feig og flad^k364 igjen,

Naar Grete vogner op udaf Besvimelsen.

Mette.

Selv Helte kunde tidt staae røde, feige, flade;

At være Helte dog de derfor ey aflade.^k365

Ja vist skal du, Seigneur, staa flad og feig og rød

Men rød og feig og flad du faaer en Helte-Død,

Naar du kun siger det, som andre Helte sige,

Naar de Lastværdige forlade Jorderige.

Grete. (som vogner op.)

Hvad Skam! – Hvad Qval! Hvad Striid! – Du, som min Elsker var,

Du skulde blive mig til en saa grum Barbar!^k366

[84] Johan. (grædende).

Barbar! jo men! jeg dig mit rette Navn skal sige:

En Tyveknegt – men tænk dog ey, jeg kunde vige

Fra Dyden uden Striid.

(Til Mette.)

Siig du oprigtigen,

Om Dyden og om jeg ey stode os^k367 som Mænd

Mod Skiæbne, Elskov, Last, og Fanden og hans Fetter –

Dog – Helten Sminke ey paa sine Laster setter;

Madam, jeg er en Tyv, en Liderlig,^k368 en Knøs,^k369

Jeg har vanæret dig – Du hævnes bør –

(Han tager sin Kniv op.)

Adiøs.

(Han stikker sig.)

Grete.

Aa! bitter knøe!^k370 – Han døer! – Han Hiertet har i Brøstet!^k371

Saa har hans Last omsonst med dette Haab mig trøstet,

At han^k372 kun Skredder var! – min Elskers Hierte boer

Udi hans Brøst – han er en Helt: den Trøst er stor,

[85] Men Jord! Hvor dyre kiøbt –

(Til Mads.)

Hør, du Ulykkers Fyrste!

Er der ey meere Blod, hvorefter du kan tørste?

Umenneske! stød til! der er og Blod i mig.

Mads.

Jeg øm og kielen skal dit Tab oprette dig.^k373

Øm for din Ære før, jeg frelste den fra Fare.

Grete.

Du kunde dig, Barbar, saa grum en Omsorg spare.

Du lover dig^k374 min Haand som en tilbørlig Frugt^k375

Udaf din Nidkierhed.^k376 Snart haver jeg den brugt.

(Hun stikker sig.)

Nu kan du tage den.

Mads til Mette.

Skil mig ved disse Erter;

Jeg maa med Armene og vise mine Smerter.

(Mette tager Skaalen, og hun og Jesper spiser, Mads setter sig i Lave^k377 og siger:)

En distileret^k378 Ild af tretten Helveder

Og – – jeg veed ikke selv, hvor mange Furier.^k379

Hør Mette, hielp mig lidt. Du kan jo Emolletten;^k380

Siig mig, hvor mange er da Trende^k381 gange Tretten;

Thi Trende Furier der er per Helvede,

Om man har sagt mig sandt.

[86] Mette.

Ni – – ni og tredive.

Mads.

En Helt, som regner slet er meget at beklage.

Min Tale paa en frisk jeg nu maa igientage –

En distileret Ild af tretten Helveder

Og ni og tredive bandsatte^k382 Furier,

Som huses i mit Brøst, mig Hovedet giør' kruset.^k383

Men denne troer jeg nok, skal feie dem af Huset.^k384

(Han tager Kniven op.) (Han stikker sig.)

Mette.

Hvor er jeg lykkelig, min Tour dog kom engang!^k385

(Hun giver Jesper Skaalen.)

Jeg seer to kiere Lig af høyest Helte-Rang –

Jeg seer – jeg ikke kan en Helte-Sprikvort^k386 finde.

Jeg uden Sprikvort døer – Herr Jesper! Tienerinde.^k387

(Hun stikker sig.)

Jesper.

Hvi skulde Mette døe? Jeg ey Aarsagen veed; –

Men naar de alle døe, saa maa jeg og afsted.

(Han setter Skaalen fra sig.)

[87] I Efterlevende som dette Sted betræde!

Som skue disse Liig og ey vor Død begræde,

I haarde er' som Flint – Saa grum er ingen fød.

Nei, Efterslægten^k388 vist^k389 bejamre^k390 skal vor Død.

Paa dens Medlidenhed jeg forud er saa sikker,

At jeg et Ønske giør, i det at jeg mig stikker,

Hvorved jeg vidne vil min Tak for hver en Taar.^k391

I Efterlevende! troer!^k392 det fra Hiertet gaaer.

Gid det ey Eder gaae, som det gik denne Stømper!^k393

Gid Eders Kierlighed maa aldrig mangle Strømper!

(Han stikker sig.)

Ende paa femte Optog.

Forord

Innledning Henrik Anderssonn2

Personerne.

Første Optog.k3

[3] Første Optrin.k4

Andet Optrin.

Tredie Optrin.

[10] Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Andet Optog.

[15] Første Optrin.

Andet Optrin.

[20] Tredie Optrin.

Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Tredie Optog.

[27] Første Optrin.

Andet Optrin.

Tredie Optrin.

Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Siette Optrin.

Syvende Optrin.

Fierde Optog.

[41] Første Optrin.

Andet Optrin.

Tredie Optrin.

Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Femte Optog.

[54] Første Optrin.

Andet Optrin.

[60] Tredie Optrin.

[64] Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Siette Optrin.

[78] Syvende Optrin.

Innledning
Henrik Anderssonⁿ²

Første Optog.^k3

[3] Første Optrin.^k4