1. Nytaarsdagen hos Holms: Enkefru Holm. – Conferentsraad Kirstein med Frue og to Frøkener; Olivia den yngste er smuk og behagelig. – Gnavspil og Presenter. Jeg faar en Pennetørrer og gier en Scherzo.

2. Med J.L og Fr. Schmidt i Casino for at see Bøghs «Nytaarsfarce». Denne viser sig at være tillavet ganske efter den Christianiensiskes Mønster, men den er i flere Hens. bedre og bredere. Den er for lang og det Burleske og det Pathetiske vexles uden al Plan og Sammenhæng. Den er imidl. rig paa kvikke Hentydninger, fortræffelige Couplets og virkelig originale Indfald hvorfor den ogsaa gjør megen Lykke. Forfatteren Farcens Prologue og Epilogue seer ved Fantasiens Hjælp sig hensat i det gamle Aars Audientsgemak og her figurerer det gamle Aar, Gjenfærdet af 1848, det gl. Aars Journalister, den skjønne Kunst, Hans Sørensen (det danske Folk.) de fem Stormagter og Schleswig Holstein i en schwarz-roth-golden Kasse. Denne sl.-h. Dukke gives fortrinligt af den lille Price. Rundetaarn kommer ogsaa ind ligesom Gaslygt‹…› i den forrige Farce. Men dette Rundetaarn er ikke morsomt. Efter den lange Epilog slutter Farcen med et stort Tableau. – Udf. var ret god. Foran Farcen blev givet et ægte Casinostykke. «Fra store eller lille Strandstræde» hvor en Hr. Schmidt udmærkede sig ved sit livlige Spil.

3. J. Welhaven hos mig om Aftenen. – 4. Sneeveir og Kaner paa Gaden om Aftenen. – Hornemann og Erslevs Gevinst i Kunstforeningen (Et Billede af Marstrand til 1000 Rbd!). – Gade har i Julen skrevet Allegro og Adagio af en ny Symfoni. Han og Ree spilte 4hdge Valse af Schubert og en Trio for 3 blæs.Instr. (to Oboer og Fagot) af Beethoven. – Bennett. – Nytaarsvisiter hos Halkjærs og Paludans. –

5. Hos Gade med min Sonate-Allegro. Bifald og Opmuntring. G. er altid elskværdig. Jeg træffer ham i Arbeidet med sin nye Symfoni. Men han har dog Tid og Oplagthed for mig. Han laaner mig Partituret til en Haydnsk Symfoni og beder mig forsøge at læse den.
– Jørgen Moes Digte ankomne gj. Boghandelen – Foræring fra Forfatteren. Brev fra Moder og Theodor af 31^d. Dec. – Aften hos Halkjærs. –

6. Med Schmidt i Kunstforeningen: Marstrands store Billede fra Ischia (til 1000 Rbd.) Rodes it: Landskaber. Lundes do: Fru Baumanns: Moder med Barnet som sover. – Rupp. Motiv fra Himmelbjerget –(med Middagssol – Hede og Dalen i Baggr.). Friedlænders Matroser. m.m.
– Forgiæves Visit hos Heibergs. – Kellermanns do. hos mig. – Besøgt Fru Kjerulf (Gammelstrand) Middag og Aftens hos Holms. Muntert og behageligt. Frøknerne Malling, især den Ene. – L^t Hagerup. (Mel. af Ossian.)

7. Cigarjomfruen hos Trier. – Middag og Aften hos Paludans. (Karen Anker. L^t Thulstrup.) –

8. Aften hos Fru H. Kjerulf. Fru Owen. (Frøknerne Josephine, Agnes og Polonia.) NB. Admir^de Müller. _{Nørregade 38}.

9. Kl. 12 Generalprøve paa Musikforeningens 1^ste Symfoni-concert for 1850. (Den lille Winding). (Fru Hartmann er obligeant.): Kl. 7 ½ Concert i Musikforeningen (Fri-Billet.) I Bennett: Ouv. «Die Waldnymphe» Charakter-Ouv. i Mendelssohnsk Stiil; smuk og _ret interessant; rig paa Effekter men dog uden den ægte Mendelssohnske Klarhed. – II Hartmann: Romance og Havfruchor af «Undine». Meget smukt og i ædel Stiil. Harpens Acc. til Romancen, af stor Virkning. Jfr. Lehmann sang Romancen ret sødt. – III Mendelssohn: Violinconcert i tre Dele; overordentlig kvik og fin; ganske og aldeles i Instrumentets Aand. Især Finalen fuld af Esprit og Finesse. Udf. med Liv og Varme af Semler, saa ungeschlacht det end var. – IV Beethoven 4^de Symfoni i B dur. Adagio e Allegro. – Adagio i Es. – Menuet – Allegro ma non troppo. Gevaltig-frisk og henrivende. Storartet og efterladende et stærkt Indtryk. Fyr og Flamme fra først tilsidst. Kun i Adagioen en Hvilen – men paa engang mild og pathetisk. – (Den lille Casinosal var overfyldt. – Augusta Holm.) –

10. Fædrel.^s Artikler mod Berl. (8^d. og 9^d.).

11. Kellermann til Formiddagskost. Siden hele Dagen hos Holms. –

12. Billet fra Ad^mde Müller. – Besøgt Hostrup om Fmdgn. – Goldschmidt om Tydskland og om Bøghs Farce.

13. Hos Ad^mde Müller, Adm^de Snedorf - Heidimarks (lagt Kort). Torst. – Middag hos Holms. – Indbudt af Ploug gaar jeg Kl. 9 i Studenterforeningen, hvor den nordiske Høitid dennegang afholdes. Løihed, politiske og andre Omst. truede med at lade Festen gaa ind og det var knapt nok at den kom istand. Istedetfor Skydebanens luftige Sale maatte man imidl nøies med Studentforeningens forrøgede Lokale. Ingen Sangforening var tilstede og Minister Clauson og Grundtvig som havde lovet at komme, meldte Forfald. Madvig var der dog. Maaltidet var tarvelig og Stemningen i Beg. temmelig Kold. Men efter Madvigs vakre Tale og især efter Paludans virkelig kjække og livlige Toast for Broderskabet mel Studenterne fra de tre Riger blev man animeret og tilsidst endog overstadig. Sangene til Toasterne bleve skraalede unisono. Den blæsende Musik var temmelig usel. Efter Sangen for «Mindets Bæger» talte Brix. – Ploug en livlig Tale for den skand. Idee. Cand. Holten for Studenterne og Universiteterne. En Student for Madvig. Madvig for den sande Studenteraand i Foreningen. Prof. Ussing for Kunsten. (Const. Hansen. Rung). Paludan efter Sangen «Hvor herligt er» for Broderskab mel Studenterne. – Ploug for Kvinderne m.m. Vi vare tre Nordmænd tilstæde og vores Skaal blev tømt. Ingen Svensker var der. Men Mantzius extemporerede en saadan til stor Morskab. Efter Bordet dansede man i overgivenhed.

14. Aften hos Adm^de Müller. Min ford. Elev. – 2^de Frøkener Drechsler, fulgt dem ned til Frederiksberg.

16. Middag og Aftens hos P. Halkjærs (M^me Stage og h.^s Sang. Fkn Blom. N. Halkjær, Fru Jette.).

17. Theatret. 1^ste Opførelse af «Mariotta» Opera i 3 Akter af Gade. Texten efter Scribes «la main du fer» bearb. af C. Borgaard. – Mariotta: Jfr. Lehmann. Carlo. (Barit): Hansen. ^{Jakopo. Schram} Prindsen (Ten.) Salertz. Ministeren (Buffo B.): Phister. Hs Gemalinde (h. Sop.) Jfr. Rantzau. – Det første Indtr. var en Skuffelse. Jeg havde ikke kunnet tænke mig en Text af Scribe saa flau. At comp: Musik til en saadan synes at være et utaknemeligt Arbeide; men var det ikke selvvalgt? Musiken hørtes let, flydende, fiint og zart behandlet, deiligt instrumenteret – men en rigtig til Hjertet gaaende Gemytsmusik med klar udpræget Melodi – lunefuldt syngende, spillende – nei det var den ikke. Men jeg vil ikke afsige Dommen endnu. – Den blev modt: med Velvillie og megen Applaus. (Stor Diskurs hos Mini efter Th.)

18. Om Aftenen hos Werlauff. Professoren, Fruen; 2 Herrer (Brødre?). [Parti af Mozarts Kvartetter.] I de sidste Dage for Alvor beg. Partiturstudium. Øvelse i at skrive og læse de fem Nøgler i Part. Choraler. Haydns Sinfonie N^o. 3 Es. Part. laant af Gade og Klaverudtog (Hummels) af Erslew. —

19. Flyvepost om Gades Opera. – De norske Blade – det norske Theater i Bergen. 1^ste Forest. d 2^d Jan. Prolog med Chore. Mozarts g moll Symf. Beeth^s Egmont. Holbergs Den Vægelsindede. Ole Bulls «Sæterbesøg» – Ole Bull Chef og Entreprenør. Vide Chr.posten for 12^t Jan. – Studenterfest og Taler af Thue, Daa m fl. – Goldschmidt i «N. og S.» 2 H om Asbjørnsen og Moe. Snefog hele Dagen. Theater: Bryllupsdags Fataliteter; Fru Heibergs aldeles henrivende «Fru Dalberg» og Phisters ikke mindre guddommelige Winge. (Holst. Nielsen. M^me Latcher. Hultman Schneider.) Derefter «Balletten» Søvngængersken mere udtryksfuld og kunstnerisk interess. end Operaen. Jfr Stramboe har Hovedpartiet og er ogsaa her høist gracieus og vederkvægelig. Musiken er af Herold. —

20. Middag hos Holms. – En yderst gemytlig Aften hos Rung. [Om M^me Smidths Stilling her – Om Fru Heiberg den sørgelige Nyhed at hun for sin Svageligheds Skyld maa udholde en Kuur der ei tillader hende at spille i længere Tid.]

21. † Inat døde Oehlenschläger. Podagraen havde slaaet op i Maven. Han fødtes 14. December 1779. – Atter en frugtesløs Visit hos Heibergs. – Besøgt Billedh. Hansen. —

22. Vedvarende streng Kulde. Flere Poster ligge paa Sprogø. Sundisen ligger langt udenfor Trekroner. – Theatret Mariotta. Dennegang var jeg paa det Rene med Texten og bekymrede mig ei om den; jeg kunde derfor lade Musiken virke og den virkede ogsaa saa stærkt. Jeg vil nok fremdeles sige at den ret udprægede Melodi, særl som t ex. hos Weber; ikke her er fremherskende; men jeg vil ikke længer sige at det ingen Gemytsmusik er. Det er mærkværdigt at Gade har kunnet indaande disse dumme Personager saameget Gemyt. Ouv: er eg. kun en Indledning. (En Barkarole og en Tarentelle) Men i 1^ste Akt er en Samling af de deiligste Sager. Mariottas ‹…› skjønne Romance og Arie, den derpaa følgende yndige Duo mel hende og Carlo. Carlos' Arie og den hele Finale (Marschen). – I 2^d Akt Prindsessens Arie (Tarentelle) og en Qvintett, der er et decideret Mesterstykke. – Bassduetten mel Ministeren og Schram. Scenen ^ved Capellet, M.^s Arie til Orgelet derindenfor. I 3^die Akt. Duetten mellem Ministeren og hs Kone. Trioen og den famøse Qvartett (ganske stille). Aa jo – jeg er dog fornøiet med Gade – han har dog ei skuffet uagtet sin Textforseelse. Han ligner sig i den Friskhed, dette Liv og ^Lune forenet med Naturlighed, denne udmærkede Instrumentalsats der dog altid seirer over det vokale Element, skj. dette vistnok ei staar saameget tilbage som f Ex Rung meente det. – (Jfr Lehmann synger saa sødt, fuldt og ædelt. Hansen ogsaa. Selv den gnelrende Jfr Rantzau er passabel). – Der er mere Charakteristik i Mariotta end man kunde vente af en slik Text og det er dog Gades Ære alene. –

23. Pludselig Forandr. i Veiret. Fm -8° til +2. – Aften hos Rungs. (2^de Fkr Malling. Fr. Rung. Lobedanz. Ploug.) —

24. Gade spiller hos Erslew flere Fragmenter af Mariotta. – Aften hos Admiralinde Müller.

25. Theatret: Mariotta for 3^die Gang. Melodierne trænge mere og mere igjennem og man maa beundre den Rigdom af Skjønheder og originale friske charakteristiske Vendinger i Instrumentationen. Saal. i Qvartetten i 3^die Akt og Phisters Arie. Mel. i Finalen i 3^d Akt er ogsaa deilig. – (Fru Heiberg i Skuesp:logen.).

26. Oehlenschlägers Begravelse. Jeg slutter mig til Studenterne, der Kl. 10 gaa i Procession fra St^dforeningen til Universitetet hvor Toget opholder sig i Gaarden indtil Kl. 11. Efter Sangerchorene kom vor Procession først ind i Frue Kirke, saa jeg fik god Plads. Men høre Talen (Münster) det kunde jeg dog ikke. Før Talen sang man et Digt af Grundtvig til Musik af Weyse og efter den et ‹…› ^{bekjendt religiøst} smukt Digt af den Afdøde til Psalmemelodi. Ved Ligets Udtog spillede Hartmann en ny Sørgemarsch udf af Basuner, der skjønt imponerede dog ei kunde maale sig med hiin Thorvaldsenske. Jeg fulgte med Process til Porten og var saal ei Vidne til det senere Passerede. – (NB Høsts Avertissement!!) – Brevet fra Fru Martensen (!).

27. Hos Holms.

28. Soiree hos Martensen (Puh!!). Fru Lütkens. Frk. Ørsted. Paulli med Frue. Leo Røthe med Frue. Cand Paulsen. Organist Ipsen. (g-moll Symf. af Mozart). Joach. Welhaven. Alvilde Hansteen. (Dissentsen ang. Oehlenschlägers Theater-Sørgefest.)

29. Atter kold Blæst med Snedriv. – Theatret: «Ude og hjemme» Com. i 3 Akter, den samme som hos os kaldes Ægtemanden paa Landet, og som baade Frankrig og Tydskl. jo tilegner sig som Original. Den blev godt spillet men det blev den ogsaa hos os! Ægtemanden udf. af Wiehe, hans Kone Mad Holst. Mama: M^d Nielsen. Matthieu (Jesuiten): Rosenkilde. Cesar: L^tn Holst, den galante Enke: M^d Hansen, der passer for den Sl: Roller. Derefter Balletten Festen i Albano. der ogsaa, ligesom Napoli, er et smukt Tableau af italiensk Folkeliv. (M^d Kellermann. Jfr. Funck).

30. Norske Post. Intet Brev. – Theodor Stipendiet med 200 Sp. (Geografi). – Riis Sæterbesøg. – «Fjeldstuen» af Wergeland og Ole Bull. opf paa det norske Theater i Bergen. – Guerras Beridertroupe. – Rigsdagen aabnet af Kongen. – En ny ital. Primadonna arriveret. Forest: atter begyndte. —

31. Deiligt klart Frostveir. Mod Aften koldere. – Atter Udsigter til Krig. – Concerterne i Leipzig (!!). Partiturstudium, men jammerlige Udsigter med Sonate Allegroen N^o 2. –

1. Færdig med ‹den› Haydnske Partitur famler jeg Resten af Dagen efter et brugeligt Hovedmotiv til en Allegro. Ak! næsten en halv Maaned har jeg saaledes siddet og famlet! Og naar jeg saa seer hvad der udrettes af dem der giælde for Noget!! – I Athenæum ligger de «Musik: Signale», som ogsaa giver mig meget at tænke paa. I Leipzig – om jeg ikke fik udrettet andet saa fik jeg dog der hørt meget, overmaade meget – men naar jeg kommer er vel den bedste Tid forbi. Allerede 12 Concerter givne i Gewandhaussalen! – – – «Liden Kirsten» af Hartmann som var ansat til Opf. iaften, er atter udsat. Hvorlænge? – – (Berggreen i Fædrel om Gades Opera.).

2. Hos Ploug faaer jeg Adgangskort til det Skand. S. Møde i Phønix Kl. 7 ½. Forsamlingen er talrig – Prof Høyen holder et livfuldt Foredrag over den nordiske Oldtids Ungdomsliv og Skjønhedssands. Sangforeningen under Rungs Anførsel synger før og efter Foredraget, Varsel af Rung, meget smuk og i nordisk Visestil og en svensk Sang Vårt Land. derefter stort Aftensmaaltid med Skaaltaler og Sange, især bellmannske. (Hammerich for Oehlenschläger, for Rigsdagen. Ploug for Høyen. Prof Flor en løierlig Tale for Sangfor. Fineerskjærer Frederiksen. –) Fors: adskilles først over Midnat.

3. Med Rung til en Prøve i Casinosalen paa Sange udf. af de forenede Sangforeninger. Der mødte 120 a 130 og Choret gik over Forventning præcist med fuld Klang. Man udf. bekjendte Sange; nyt for mig var et meget skjønt Jægerchor af Hartmann til Heibergs Syvsoverdag. (Anførere: Hartmann, Rung, Berggreen, Hansen, Hillebrandt m.fl.) – Middag og Aften hos Holms. (Kirsteins, L^t Schultz og hs Kone f. Haugen, Etatsraad Haugen. m fl. –)

4. I Landsthingets og Folkethingets Lokaler paa Christiansborg. – Prof. Munch i Athenæum. Hansen og Welhaven hos mig til Aftens. – Endelig Brev fra Norge – fra Moder, Brødrene og Gude.

5. Laant i Plenges Musikhandel Partituret til Beethovens Sinfonie N^o 1 C-dur. – NB Charivaris politiske Karikaturer. –

6. Fr. Rosenberg fra Paris – overrasker mig i Sengen Kl. 9 ½ om Morgenen. – Corresp. i Fædrel. om Kulden i Norge. – Det Ole-Bullske Theater. – Med Smidt paa italiensk Opera: Barbereren af Rossini. Trods den noget mangelfulde opfør Udførelse kunde denne evig unge livsfriske, ægte melodirige Buffa dog ikke forfeile sin Virkning. Bedst var Tenoren, Pozzolini som Amalviva. Figaro – Paltrinieri, er bleven tør og rusten men udviklede dog adskillig Virtuositet. Casanova – Bazilio, var vel manieret og Bartolo – Perez, noget simpel. Den nye Primadonna S^a Vigliardi sang Rosina med Lethed og Routine, men uden det fine Skjelmeri der maa til. Hendes Røst er hverken fuld eller stærk, men betydelig technisk udviklet. Hun er blond, uanseelig og meget trivelig. Tyndt Huus. Samme Aften Theatrets Sørgefest for Oehlenschläger. (Hakon Jarl m. Epilog. Scener af Sokrates.)

8. Atter i Hoftheatret Barberen. Dennegang sikrere Udføring, godt Ensemble. Især Terzetten i sidste Akt. Man bliver saa prægtigt stemt ved saadan Musik, hvor alt er Melodi og Liv, alt betegnende og ypperligt. Var al italiensk Opera som denne; men blot af den indlagte Verdiske Arie kan man høre den horrente Forskjel. S^a Vigliardi er dog flink – men noget kold. Den indlagte Arie er af Attila (?), den som Nissen sang.

10. Goldschmidt i N. og S. om Oehlenschläger. – Besøgt Rung. Martensens: – Midd. og Aften hos Holms (den søde Fru Augusta.)

11. Fastelavnsmandag. Solskinsformiddag – det halve Kjøbenhavn er paa Gaden, især vrimler det paa Østergade, over Torvet og Bredgaden og udad Toldboden til. – Om Fm. hos Gade, der corrigerer det Færdige af min Allegro (m Introd.) d-moll og hjælper mig til at faa klaret Resten. Han var beskjæft. med Instrument. af sin nye Symfoni, da jeg kom; men ofrede mig dog gode to Timer. Han spillede for mig Udkastet(Pfte) til sin nye Symfoni i B dur. De tre 1^ste Satser vare færdige, Finalen endnu ikke. Sinf. Præg er Energi, Fylde af Motivudvikling, rige Virkninger i Combinationerne, ædel Simpelhed i Hovedmotivet. Dyb og skjøn hørtes Andanten (Es dur 3/4.) hvorpaa kom en ægte Gadisk pikant Scherzo g moll, hvis 3 Trios vare indflettede i Scherzoen som Mellemsatser. – Middag hos Holms. – Aften i Theatret, ret en Latter-Aften. Scapins Skalkestykker af Moliere – og Phister; thi han har dog skabt den paa Dansk. Dette er en af Ph^s Glandsroller. Derefter Hostrups Soldaterløier der in publico vakte samme Bifald som hos Studenterne. Huset var propfuldt og Jubelen stormende. Mantzius og Liebe havde beholdt sine Roller. Phister spillede Prokuratoren, Winsløw Magisteren, Knudsen Mads, Nielsen Hr. Lange og Mad Smidth Emilie. Især vakte Scenen mel Prok og den «gale» Brown en olympisk Latter. – Til Slutn. Bournonvilles nye Divertissement, De Uimodstaaelige, der er en ret nydelig Bagatel, naar B. ikke havde villet lægge en Betydning deri som i æsth. Hens. dog er temmelig uheldig. Disse kvindelige Husarers Costume var nydeligt og deres Dands ogsaa. Men den store bengalske Historie til Slutn. var mig ubehagelig. (Politiske Diskurser hos Gianelli. –)

12. Laant Mozarts Symf. N 8 (D.) Partitur – af E. Erslew og Partituret til Don Juan af Rung. – – Politik. Vil Slesvig blive besat af Insurgenttropperne eller ikke? Preussens Rævepolitik og Palmerstons Skvadronage. – Uroligheder i Paris. – D. 4^d Dæmpede – men mørke Udsigter – Partisplittelser – vaklende Regjeringer. Kongen af Preussen. Ed paa Constitutionen – Den 6^te Talen og Høitideligheden. – England og Grækenland.

13. Hostrups Soldaterløjer udk. paa Eibes Forlag. Flyvepostens Skjønsmand er misfornøiet med Piecen. Kbhavnposten er meget glad i den.

14. Skrevet hjem. – Snefog om Aftenen. – I Theatret propfuldt Huus ianl af Fru Heibergs Optræden efter længere Tids Pauseren. Det var som «Den Vægelsindede». Hun blev ved Intrædelsen modtagen med stormende Applaus. Hendes Spil havde fortræffelige Momenter, men ogsaa nogle mindre gode. Rollen er svær; Charakteren i sig selv saa outreret at det her giælde om ei at give et Gran over. – Hendes Costume var ypperligt. De Medspillende vare næsten Alle gode; nogle endog udmærkede. Phister og Wiehe fornemmelig, og Mantzius (Christoffer. Apicius og Eraste) ogsaa Knudsen som Henrik. – Derefter Weyses Eventyr i Rosenborg Have. Altfor langt.

15. I Theatret Hartmanns Liden Kirsten. Det var interessant at høre dette Forsøg paa at componere en dramatisk Musik der heelt igj. er holdt i nordisk Tone. Det er kun 1 Akt men den er lang og der er ingen Dialog, kun Musik – Sang og Recitativ. Mulig er det dog vel langt og noget enstonigt – men jeg er slet ikke vis derpaa. Det meste behagede mig ved denne virkelig prægtige Opfattelse af Kæmpevise- og Folkedandstonen i den store Skat af overleverede Folkemelodier. Den ægte nordiske Combination af Sang og Dands gjorde megen Virkning. Forunderlig deilig var dog ^ogsaa den Grundtone af Vemod og Lyst hvor dog Vemoden ligesom er den overlegne, der gaar gj. denne Musik. Handl. er simpel, uden Spænding, vel langt udtrukken formed. den mus. Behandling – men den giver dog godt Stof til den Slags Behandl. og det er Hovedsagen. Publ. sad langt mindre deeltagende for denne ægte danske Musik end jeg havde ventet. – M^me Rung har Liden Kirstens Parti og her havde jeg dog Glæde af M^me Rung. Hun var meget sød og hendes Sangs Mangler stak her ei saameget igjennem. Jf Berghnér er Ternen; ogsaa et ikke lidet Parti. Fru Malfred (M^me Nielsen) og Mor Ingeborg maa repræsenteres af Ældre og man havde valgt efter Evne, antager jeg. M^me Winsløv var Ingeborg. Sverkel er en af Hansens skjønneste Produktioner; han synger saa smukt her; jeg vil ikke sige det samme om Faaborg (Narren) der desuden ei formaar at spille Comedie. Ouv. forekom mig for lang og afbrudt. Ellers er Musiken høist melodiøs og Inst^r smuk og original. Sceneri og Dands var meget tiltalende. – (Gianelli: Mantzius – Wolff m fl)

16. Theatret 5^te Opførelse af Mariotta for meget godt Huus. Jeg saa kun to Akter da jeg desværre maatte gaa til Admiralinde Müller hvor atter Fkne Drechsel ikke kom. (Fkn Flock fra Paris.)

17. Middag hos Holms. – Soirée hos Halkjers. Fremmed mellem dette ganske artige Udvalg af Ældre og Yngre. Især er det næsten vemodigt for mig ved Annexbordet ikke at kunne deltage i den muntre Gemytlighed. – De smukke Fkr. Ottelin og Jane Fabritius. – Frøken Kirketerp. – Mille Halkjer – Fkn Fischer – Hr. Wilstrup – Mag. Brøchner – Hr og Fru Fabritius – den fornemme Diplomat fra Rio, med Frue – Fru Lütkens – Sangeren Tholstrop med sin unge Kone – Rigsdagsmændene Schytte og Bruun (Jyder) – Kortsagt – stor Soiree.

19. Fru G.s Brev. – Nik. Colletts Flugt og Meltzer paa Fangst efter ham. – Den preussiske Note.

20. Aften hos Fru Kjerulf. (Cand Pram, Inspekt. ved ethnog. Musæum. – Jomfruen hos ham jeg ei erindrer –

21. I den sidste Tid mildt og regnfuldt. – Franske Blade i Athenæet. – Charivaris vedholdende Karrikaturer af Sonlouque, Veron, ja Præsident Bonaparte selv. – Hans Blad «Napoléon.» – Laant af Schmidt «Enten – Eller» og «Picciola» af X. de Saintine.

22. Morgenspadsertour paa Langelinie; deiligt Solskin, mildt men stærk Blæst. Maaneskinsaften paa Gaden. – Ved Midnat færdig med Sonate-Allegroen, efter mange kasserede Udkast. Den har 462 Takter!! – (Goldschmidt i N og S. om den Vægelsindede og Liden Kirsten.) –

23. Deilig Formiddag. Udsigt fra Rundetaarn. – Aften hos Adm^de Müller. (Fkn^e Drechsel. Fru Kf. Fkn Flock.)

24. Postbudet vækker mig med Pengebrev. – Theodor vil have et Kort over Island (Bjørn Gruntavigssons i 4 Blade. 7 Rbd. Gyldendal.) – Kl 11 ½. Prøve i Universitetets Solennitetssal paa Musikforeningens 2^d Abonn Concert: Mozarts Sinf. C dur med Fugen. og Ouv. og 4 Chore af Mendelssohns Antigone (C moll – F.^Eros – A dur – D (Bacchus.).) Choret er meget talrigt og Chorene virke mægtig i den store Sal – især Bacchuschoret. Solierne udf (ikke meget rart!) af Faaborg, Wolf, Ferslew og Funck. En Mængde Hovmusicis vare tilstede; saal: Hartmann, Rung, Gade, Erslew, Frølich, Paulli, Berggreen mfl. – Spadseret og ranglet med Gade og Erslew til Kl. 3 ½. Siden hos Holms. – [De norske Blade om Oehlenschlägerfesten i Christiania d 16^d Febr.] –

25. Hos Gade med Sonate-Allegroen. Ret flot med Undt. af Slutningen. – Alvorlige Reiseforsætter. – Middag hos Fru Kjerulf med Amalie Holm. – Gyselig stor Soiree hos Ad^mde Sneedorff. Herrerne ved L’hombrebordet og Damerne i tre Afdelinger. De Gamle. De Unge og de Udvalgte – d.v.s. dem jeg havde udvalgt mig. Først naturl Karen Anker – ça va sans dire – men saa den lille Betsy Mourier – og den smukke, naive, virkelig søde lille Dandsedukke Fkn Wolff og endelig Pragtnummeret – den store, mørke, kloge «Gouvernante» med det prægtige, opvakte Ansigt – Fkn Malling – Gouv. hos en Baronesse paa Landet og Søster til de Fkne M jeg har seet hos Holms og Rungs. –

26. Hos Fru Bidoulat. Fru Lütken ikke hjemme. – Capt. Gude fra Paris. – Brev med Vexel paa 193 Rd. Christ.postens udf. Beretning om Studentersamfundets Mindefest for Oehlenschläger (W.^s Tale).

27. 2^d Abonn^s-Concert i Musikforeningen. Fra min Plads paa Universit.Salens Galleri tager Musiken sig fortræffelig ud (Jeg har Goldschmidt til Sidemand. Vi tale meget sammen; han ynder ikke Gade og forstaar ham vel ikke heller. At han ei vil gaa ind paa Mus. til Antigone, finder jeg rimeligere da den dog i en væsentlig Hens. er en Uting. Med særdeles Interesse taler G. om Theodor.) Først kom 1. Ouv. til Iphigenia i Aulis. Ophøiet og simpel – vil man tale om en antik Musik saa er denne meget sandere end Mendelssohns. 2. Fem N^o. af Mendelssohns Antigone - Intr med Chor a moll. - Eros Hymne Qvartett - Bar Solo og Chor. – (d moll?) A-dur Dobbeltchor. (vexlende). D dur Bacchushymne, – 3. Mozarts C dur Symfoni med Fugaen. Uhyre fyrig og kraftig især i Finalen. Andanten vidunderlig gracieus. Menuetten pikant men temmel udstrakt og i stor Stil. Saa ophøiet denne Symfoni er, behager dog Beeth^s D dur mig mere. –

28. Capt. Gude hos mig. – Reiseplaner. Maaneskin og Fare for ei at komme i Seng. –

2. Jeg forsøger paa, før min afreise, at faa Fru Heiberg i Tale. Hun er ei hjemme, men Professoren modtager mig. Han er formelig betuttet over sin glemsomhed – og inviterer mig til Onsdag Middag. Altsaa endelig en Udsigt! – – Hos Billedhugger Hansen staa 6 smaa Oehlenschlägere – dette er den nyeste Spekulation. Her træffer jeg paa Middelthon hvis Bekjendtskab jeg forlængst burde giort. – Maler Roed besøger mig Kl. 8 om Aftenen.

3. Fm. hos Roeds (Genrebillede paa Staffeliet.) Mel. af Rung. – Midd. hos Holms. Aften i Theatret hvor jeg dog først kom da allerede 2 Akter af Den Vægelsindede vare spillede. Det var nemlig Balletten jeg vilde see: Conservatoriet ell. Avisfrieriet. Her har B. givet et ligesaa smukt Parisertableau som han i Napoli og Festen i Albano har givet det af Italiens Folkeliv. I Conserv: spille de muntre Artister, Studenter og Grisetter. Handl. er ubetydelig - det Gode er Situationerne og Tableauerne. 1^ste Akt: Cons^s Dandseskole. 2^d Akt udenfor Paris hos en Restaurant ude i det Frie. Her giøres Spillopper; her dandses og jubles. Men det er en smuk, gribende Scene deri med den fattige Spillemand, hans harpespillende Kone og lille yndige Datter. Modsætn. mel disses Kummer og de Andres Lystighed - saa det smukke Tableau hvor den unge Violinist tager Spillem^s Instrument og spiller mens de to Damer fra Conserv. dandse. Nu er de stakkels Fattiges Kummer forbi. Der strømme Penge til dem og den lille Dandserinde hvem før Ingen vilde agte paa, erkjendes nu for et Talent som af første Rang. Udf. var god. Juliette Price var aldeles indtagende. Den lille Sophie ikke mindre. Jfr Funck er for svær men dog smuk. Det Behageligste ved det Hele var imidl at see alle disse Dandserinder i moderne borgerlige Dragter, dandse Vals, Polka, Cankan – det var ikke disse fortvivlede Par hvor man seer alt og dog ingen Opbyggelse har derved. – (Syg om Natten.) –

4. og 5. Haardt plaget af Hoste, især om Nætterne. Slagelsetouren maa under saadanne Omstændigheder opgives. —

6. Hos Heibergs. Jeg kommer som den Sidste og træffer et Selskab som rigtignok maa kaldes udvalgt. Og jeg som havde belavet mig paa en Middag en famille! Nei, her var den udsøgteste petite comité og er man liden før, bliver man i en saadan reent borte. Men jeg følte ikke min Stillings Pinagtighed saal som hos Martensens – nemlig fordi Heiberg er en Vært og en Gentleman og hans Kone – naa ja! hans Kone – hun er og var og skal være straalende i min Ihukommelse. Jeg som troede hun skulde tabe sig naar man saa hende udenfor Scenen! Her i sit Huus forstod hun ialfald ligesaa godt som paa Scenen at vedligeholde Illusionen. Hvorledes var hun ikke klædt – i klart hvidt, med en Underkjole af guul Teint! Hvorl var hun ei ved Bordet og siden hele Tiden gracieus, nydelig, interessant, tiltrækkende. Var hun her søgt og affekteret? Jeg fandt det ikke. – Ved Bordet sad følgende. Ved Fruens høire Side, Gade, ved hendes Venstre Paludan Müller, ved hans Fru Gyllenborg, videre: Prof. Doktor Dahlerup, Wiehe, Heiberg, Adv. Buntzen og Instr. Overskou som atter var min Sidemand. Wiehe forlod Bordet for at gaa i Theatret. Senere gik Dahlerup og Gade. De Øvrige bleve hele Aftenen. Pal. Müllers Personlighed giorde et mærkeligt Indtryk. Ægte raffineret Dansk med et Tillæg af overordentl. Aandrighed og bidende, træffende Satire. Fru G. er nu meget gammel og affældig, men er dog med i hvad der tales og lader ane hvad hun har været. Heiberg selv er munter, jovial, Bon-vivant; taler som den der har Myndighed, men er derhos ret venlig og den fortræffeligste Vært. – (Det smukke Lokale. Comfort i alle Hens. – Rigt Bord og prægtig Viin – Det smukke Portrait (Fru G.^s som ung?) – Kaulbachs Reineke Foss. – Samtale ved Cigarbordet om Oehlenschl, Baggesen, Heuch, Kierkegaard, den nye Tids Aand m.m. Fru Heiberg giør os her et kort Besøg – hd.^s Fortælling om den poetiske Tjenestepige og hendes Opfattelse af Jolantha. – Overskou og hans Theaterhistorier.)

8. Simonsens Billede Slaget ved Frederits udstillet hos Bing. – Min Forkjølelse vedvarer. [– Benny Cappelens Brev og virkelig storartede Present – en broderet Reisevadsæk]. —

9. Hos Hartmanns. Da jeg igaar sendte Bud efter mine Noder kom Fruen til at erindre at hun havde glemt mig. Et Brev fuldt af Anger og ny Invitation til idag til Middag. Nu – hun er aimabel naar hun vil - men lidt støiende af sig. De vare ganske en famille. Professoren venlig som altid. Sønnen Emil spillede egne Comp. Frøken Sofie sang til et Par af dem. – Andersen. – Aften hos Ad^m Müller. Direktør Rothe m. Kone. Drechsels. —

10. Skrevet hjem. – Hos Holms. – Theatret: Mariotta for 4.^de Gang. – (Afsk. med Maler Lehman)

11. Hos Grev Piper for Passets Skyld. – Lindorf fra X. – Gade giver mig Anbefaling til Kistner. (M^me Smidth.) Vexelen 193 Rbd. omsat til 142 Th. pr. Vexel paa Frege & Cie i Leipzig. – Paa 193 Paa de 100 alts tabt ved 1^ste Vexel 7 Rbd. og ved 2^den 2 ½ Rbd. – Middag hos Prof Hartmanns. Aften i Theatret: Norma; i flere Hens. ret vellykket, men ogsaa ret mangelfuldt i Solierne. Norma: Jfr Berghnér, især i sidste Akt flink. Adalgisa: Mad Salgreen Sevér: Liebe. Druidepræsten: Ferslew. – Aften hos Rungs (Jfr Berghnér. Albrecht.)

12–15. Fra Kjøbenhavn over Berlin til Leipzig.

12. Sidste Dag i Kjøbenhavn. Veiret smukt men lidt koldt. – Mange Historier og megen Renden om for at faa Pas o.d. arrangeret. – J. Erslew lover at besørge Islands-Kortet forsendt med Lindorfs. Jeg betaler 9 Rbd. for det. – Erslew giver mig Afslag paa Pftelejen; ialt 12 Rbd. 4 sk. Hos den preuss. Minister v. Westher for at faa Passet viseret. – Afsked fra Holms. – Paa Toldboden træffer jeg J.L. Schmidt. – Afsted med Skirner Kl. 4. 2 Pl. Pris 8 Rbd. – God Fart. til ud paa Morgenen.

13. Form: tyk Luft og Lodsens sildige Ankomst forskjertser Udsigten til at komme fra Wismar med Toget Kl. 8; paa den Maade bliver det umuligt at komme til Berlin samme Dag. – Trist Ophold i Wismar. Hr. Boger. – Militære Dandser. – Godt Hotel i St. Hamburg. – Det Indre af en gammel gothisk Kirke. – Spads. om i Staden. – Middag i Hotellet. – Berlinerbl. fortælle at Jenny Lind synger i Berlin iaften!! Værtens Regning temmel stor: 2 Th. og omtr 10 gr. Kl. 5 3/4 paa Jernbanen til Wien til Berlin; men man maa overnatte paa Stationen Wittenberge. Ret behagelig Fart. Den preuss. Underoff og den andren Herre som ogsaa har været i Krigen. Af Schwerin seer jeg Intet. – Godt Nattekvarteer paa Banegaarden i Wittenberge. (Den Dresd. Madame.) —

14. Fra Wittenberge Kl 6 om Morgenen. - Jeg har den dresd. Madame dos-a-dos. – Stygge Landskaber – Smukt Veir. Kl 10 ½ i Berlin. Farten koster paa 3 Pl. fra Wismar. 3 Th. 24 Sch. (48 Sch. = 1 Th.). Men Pakgodset maa betales med 1 Th 4 Sch. Dertil Natten i Wittenberg omkr 1 Th. og Sjouerpenge Fortæring. m m. Saa kommer Reisen til Berlin fra Wismar paa fulde 6 Th. Berlin: Hotel: Rother Adler z. Kölln. Hof i Kurstrasse. Første Udfart. Gendarmepladsen; Operapladsen. Pragt og Tomhed. Midd. i Hotellet kl. 1 ½. (Oberstl Schjelderup. Den preuss. Ing.Officier fra Saarlouis.) Atter ud i Staden. Jägerstrasse. ‹…› – Die Werdersche Kirche. – Kanalen ved Slottet. Façaden af og Pl. ved Musæet. Slottets Bagside og Dom. – Pragtbygninger: Tøihuset. Universitetet: Vagten. Pr. af Preuss.^s Palais. – Den kath. Kirke; Operahuset. Akademiet. Unter den Linden, elegant og pompøs, men dog uden Liv og Charakteer. Schlesingers Musikhdl. (Jenny Lind boer hos Hr. Wichmann). Brandenb: Thor og Pariserplatz. – Thiergarten. - Kl. 6 i Operahuset (Parterre 20 sgr.) Das Herz vergessen et temmel maadeligt, sentimentalt, tydsk, dumt, men ret livligt 1 Aktstykke (Frau Thomas. Hr Hendrichs. Frl Erck). («Ich bin dein auf ewig!!». Das Mädchen v. Gent. (La Jolie fille de Gand) stor Ballet m. Musik af Adam. En virkelig smuk Ballet, vel lang, men med ret deilige Tableauer og ganske storartet Udstyr. Th.^s prægtige Indre. Fortræff. Dekorationer. (Torvet i Gent. – Maskeradesalen.) – Lucile Grahn som Beatrix. Hun er ikke smuk og poetisk; men dog en Dands^de af 1^ste Rang. (Frl Brussi. Frau Brue; ret smuk og pikant. Hr. Hoguet-Vestris og Gasperini.) – Episoden med Reineke Fuchs. – Den deilige Toreador-Dands. Pas des fleurs. – Tomt og koldt paa Gaderne om Aftenen. – (Uniformer partout et toujours! (Hotel 2 Th. 15 Sch.)

15. Kl 8 paa Banen til Leipzig. [3d Pl. 3 Th. Pakg. 25 sgr. Drosk 10 sgr. Drosk i Leipz 5 sgr. Sjouerp. 4 ½, Fortæring Underv: omtrent 10 sgr. Muntert Reiseselskab. En Tydsk og en Dansk; politisk Diskurs. – Güterbok. Wittenberg. Dessau. Köthen. Halle.] I Leipzig Kl. 3. Stadt Hamburg. – Jeg besøger Kistner som jeg overgiver Anbef.kortet fra Gade. Han er yderst venlig og forestiller mig for Rietz. David, Adv Schleinitz og B. Senff. - Neue Zeit^s.-Halle. Entré 2 ½ sgr. – Jeg kom forseent til Gew.-Concerten igaar; men der er een igjen. ligel een Kammermusik-Concert. Men ak-ak! Jenny Lind synger iaften i Dresden!!! og kommer ikke til Leipzig. – Hoste og Ildebefindende som bliver værre ved den gyselige Forest. i Theatret. Griepenkerls «Robespierre» hvis Værd nok er høist tvivlsom og ialfald var utaalelig her form. den slette Udførelse. Ikke een rigtig dygtig Skuespiller og Damerne vil jeg slet ikke tale om. Theatret er gammelt og ikke smukt. Sceneriet var slet; men Musiken mel Akterne god, som det hør og bør sig i Leipzig.

16. Hosten er slem og jeg holder Sengen til mod Middag og forlader ikke Huset hele Dagen. —

17. Kl. 12 ½ til Dresden for at see Meyerbeers Prophet. Usædvanlig koldt; Sneedriv og Blæst. [3. Pl 1 ½ Th. 4 gr. for Droske i L. og 6 gr. for do. i Dresden] 10' Ophold ved Riesen (Elbbroen). Kl. 4 i Dresden. Behageligere Indtryk end af Berlin. Den prægtige Elbbro og Bygningerne deromkring. Hotel: Stadt Gotha i Schloßstrasse. Kl. 6 i Operahuset, hvis Ydre og Indre i høi Grad frapperer. Ædlere og interessantere Architektur end Berl. Op. – Pl. i Parketloge (1 Th.). Første Indtryk af Meyerbeers Prophet! Ganske Meyerbeersk; med formeget af den ny-italienske Bravour. Ensemblest. høist interessante. Texten er god – stor og rig paa storartede Situationer. Huguenotterne slog mig mere; dér var maaske friskere Melodianlæg. Men alt hvad M. virkelig er stor i kommer ogsaa her frem (?). Især Chor og Ensemble. Hovedfigurerne ere Johann af Leyden og hans Moder Fides, dette sidste Parti er det interessanteste fornemml i 4^e Akt. – 3e, 4e og 5te Akt er ulige større opfattede end 1^st og 2^de. - Saa kommer Bertha, J.^s Brud; de tre Anabaptister, Efterligninger af Munkene i Huguenotterne; og Grev Oberthal. – Sceneriet var prægtigt; især Mynsterdomen; Vinterlandskabet og Banketsalen. Chor og Orchester (under C. Reissiger) fortræffelige. Maadelig Ballet; dog Skøitedandsen ret heldig. Tikatschek synger Johans Parti og er en Tenor af 1^ste Rang; seer godt ud og spiller ogsaa. – Frl. Michalesi var en stolt, udtryksfuld Fides; hendes Person er slank og aandfuld – Stemmen af stort Omfang men noget bedækket. Frl. Schwarzbach som Bertha en Sg^d af 2^d el 3^de Rang. Af Anabaptisterne var Dalle Aste den Bedste. Mitterwurzer sang Grevens Parti. (Oph i Dresd kostede ialt 2 Th. 23 gr.)

18. Kl. 5 om Morgenen tilbage til Leipzig i 6° Kulde. – I Leipzig Kl. 9 ½. – Lindorf fra Hamburg over Magdeburg. Med L. i Café français; derpaa Besøget hos hans forrige Vært Skræder Göbke. Dennes Fortæll om Hr. Hehl. De to Conservatorister. Skræderen trakterer med Rhinskvin og Smørrebrød. L. trakterer paa mig og de to Musikere i Auerbachs Keller med Hochheimer. (C. Lorck i Johannesgaser. – Hævet Vexelen hos Frege)

19. Kistner giver mig Billet til Qvartetsoireen iaften. S. Saloman. Billet af ham til Euterpe imorgen. Middag paa Egedys Restauration (6 ½ gr.) Dr. Leo Senff. 2 andre Herrer. – Stærkt Snefald om Formiddagen. – Eftm hos Kinder (Pianist Conserv.) Kl. 6 ½: Gewandhaussalen 3^die og sidste Qvartettsoiree. 1. Qvartett for Strygeinstr (No 3. A dur) af Rob. Schumann. Høist interess; især Scherzoen. Original og vidunderlig smukt gjennomført. Udf. mesterlig af David, Klengel, Hermann og Wittmann. 2. Trio af Haydn (Pfte. Violin.. Cello) (C dur), udf af Breunung David og Wittmann. 3. Beethovens Strygeqvartett B dur op 130 i 6 Dele. – Adagio e Allgro. - Presto. - And. c. moto per Scherzoso. - alla danza tedesca. - Cavatina. - Finale. Første Sats svært compliseret og derfor meget vanskelig at fatte men alt det Øvrige klart og herligt; især Finalen. Og hvilken Udførelse. – Bekjendtskab med Svenskeren Norman. Aften i en Restaur. og derefter i Auerbachs Keller m. Lindorff, Kinder og Böhmer (Tokayer!)

20. Kl. 9–12. Prøve i Gew-Sal.: Cherubini Ouv. Medea. – Beethovens C moll Symfoni No 5. (!!) Beeth. Pfteconcert m. Orchester G dur. Storartet og deilig (Pfte: Hr. Breunung). – Psalme. Chor og Soli m Orch. af Richter. – Fragment af Haydns Skabelsen. – En Præcision og Fiinhed i Udf, for mig uhørt. - Til Middag. hos Lindorfs Vært Skræder Göbke (Kinder. Böhme. L. og jeg.) Mens vi spise spiller den høit begavede Conservatorist ^Kleffel med en mageløs Hukommelse hele C moll Symf. og en Mængde Fragment af Mendels. Schumann. Meyerbeer osv paa Kinders Flügel i Sideværelset.– Kl. 7 – 8^de og sidste Concert i Euterpe (Buchhändlerbörse) som vistnok staar langt, langt tilbage for Gewandhausconcertene men dog præsterer ret dygtige Sager, især i Orchestret. I. 1. Concertouvert (ny) af Saloman (D moll) tør og ordinær. 2. En kjedelig Oboeconcertino. 3. Susannes Arie i F af Figaro, saa som saa foredraget af Ida Buck. 4. Davids E dur Violinconcert. udf af Wilschau (ikke just udmærket). 5. Lieder til Pfte ved Ida Buck; ret passabelt (Schuberts Lindenbaum. Schumann «Du bist wie eine Blume, Rietz Die Elfen.) II. Spohrs Sinfoni «Die Weihe der Töne»; dette «Tonemaleri» giorde paa mig et blandet Indtryk. I de enkelte Satser vare deilige Ting, baade melodiske og harmoniske. Men som Heelhed behagede Værket mig mindre. Og saa denne starre Schweigen der Natur vor dem Erschaffen der Töne – og «Naturläute» – o. m. d. Men som sagt der var deilige Ting iblandt. Naar man kun ikke havde hørt C.moll samme Dag. —

21. Fremdeles Snee og Slud. – I Liter. Museum; ret godt Udvalg af Aviser – «Fædrel og «Norske Rigst» findes der, men begge komme ei med Posten; ere altf. langt tilbage. - Aften 6 ½–9. Gewandhaus-Concert. Salen: oval, fortrinl akustisk bygget. Propfuldt. Pl. paa Galleriet med Lindorf, Kenter og Böhme. Ved Siden af mig sidder Moscheles’ Søn. Første Afdeling: 1. Ouv Medea af Cherubini. Ildfuld. Klass. formet. – 2. Den 126^e Psalme Wen der Herr die Gefangenen Zions erlösen wird, so werden wir sein wie die Träumenden o.s.v. Comp i Mendelssohns Maneer med megen Dygtighed af den herværende Comp. og Conserv.lærer E.F. Richter. Ypperlig Samvirken af af Chor og Orchester i Udførelsen. – 3. Beethovens store Claveerconcert i G. dur. (m: Orchester); mig hidtil ubekjendt – et Værk af henrivende Skjønhed især de to sidste Satser. Udf av Breunung med megen Præcision og god Opfatning. 4. Susannes Arie i F af Figaro. ital. Text. udf af Bertha Johannsen; ret godt men ikke udmærket, maaskee var hun udisponeret. – 4. Slutningschoret af 2^d Deel af Skabelsen af Haydn; især Choret og Orchestret vidunderlig deilig udført. Soloerne kunde neml nok være bedre. Frl Johannsen, Dhr. John og Pögner). Anden Afdeling: Beethovens C moll Symfoni. Denne mageløse Comp. og denne jeg tør vel ogsaa sige mageløse Udførelse giorde et Indtryk som bedst betegnes ved «!!». Her er det ogsaa vanskeligt at sige hvad der behager meest da alt er guddommeligt – men det jubled. maaskee dog meest i mig under Scherzoen og dens Overg. i Finalen. – Min Gud! hvad forstod jeg vel af den, da jeg i 1840 hørte den i Paris – og skrev dog Dagbogspjank derom!! – – Orchestret spillede saagodts. udenad. – Rietz var den Eneste som saa ædru ud – hele hans Armee var som beruset af Begeistring – men det var en Ruus, der gav den dobbelt Kraft og Sikkerhed. –

22. Saloman. Papier. Lührss. Dr. Leo. – Skrevet Brev om Efterm: til Moder og Lina. —

24. «Jesus der Erlöser». Oratorium af Richter, udf under dennes Anførsel i Thomaskirken Kl. 2. Det faldt mig vel langt; især formedelst Recitativerne. – Efterm sammen med Kenter og Normann. —

25. Bekjendtskab med Frk. Bertha Johannsen. (Lindf med hende igaar i Chemnitz. -) Lindorf holder Afskedslag i Krauses Keller, trakterer med Viin og Confekt (Champagner!) Gjæsterne ere Papier, Saloman, Kenter, Böhm og jeg. - [NB. Kenter: Mendelssohns Concert-Rondo i Es dur.] – Abonneret for 1 Maaned i Musæum. -

27. Igaar averterede jeg om Logis og idag faar jeg et Dusin Tilbud. Jeg vælger ved Kenters vensk. Bistand en lys og net lille Bolig i Reichels Garten, Erdmannsstrasse N^o 8. —

28. Min Værtinde Frau Tost; Datter af en Officier v. T. Enke efter en Cigarfabrikant; nu Bestyrerinde af eet lille Hübners Huus; Opvarterske og Stubenmädchen tillige. – Kl. 2. Prøve paa Mendelssohns Paulus i Paulinerkirken. – Koldt og vinterligt fremdeles.

29. Hr. Friedenthal. Normann. – Kl. 6 I Paul:kirken Paulus. Prægtig Opførelse under Rietz’s Direktion. Stort Chor og forstærket Orchester dertil det imposante Orgel. Solierne udf af Frl Mayer, Frl. Marczoll. Ten: Hr. Widemann. Bass (Bariton), Paulus: Hr. Hertz, Dilettant istdf Salomon som egentl skulde haft Partiet. Oratoriet falder vel langt men griber mægtigt under saadan Opførelse, især den sidste Halvdeel af 1^ste Deel. Overordentlig gribende virke Basunerne i N^o 15 og 16. – Frl Mayer og Hr. Widemann meget gode. – Kistner skaffede mig Billet zur Sängerkirche. – Om Aftenen kom Flügelet fra Kössling [Betalt Præn 9 Th. for 1 Qvartal. 1 Th for Transporten]. (Aften hos Flock. Normann. Guth.)

30. Kl. 1 ½ i Thomaskirche: Motette af Gade «O du, der du die Liebe bist,» og Motette [i større Udstrækning og med to Tempi] af Schicht. Hver Løverdag Kl. 1 ½ opfører Thomanerchoret deslige Motetter og altid gode Sager. – Middag hos Hasse koster kun 4 ngr. men jeg kan ikke ret med den tydske Kost. – Dog Flocks Beafsteak er fortræffelig og der er ret et ægte tydsk gemytligt Kneipeliv om Aftenerne. – Eftm. Besøg af Normann der bragte tvende Landsmænd med sig, Tollin og Man^Magnus. – Med Kenter et Øiebl i den smukke katholske Kirke. —

31. Evig Vinter! Kirkemusikk, hvoraf jeg hører en Hymne af Hændel Kl. 2 i Thomaskirken. Aften i Theatret Meyerbeers Prophet. Over Forventning, selv i Udstyret. Saal var Vinterlandskabet og Kirken meget smukke. Maskineriet er imidl trægt og maadeligt. Skøiteaffæren løb ret morsomt af. Balletten er en Smule «simpel». Chor og Orchester formenl det sidste ret tilfredsstillende. (Skulde der ikke være en Harpe??) Profeten selv Hr. Widemann staar naturl betydeligt under Tikatschek men udfører dog sit Parti som en virkelig Kunstner og dygtig, skj. paa Retraiten værende Tenorsanger. Bertha, Frl. Mayer blev sunget bedre end i Dresden. Men Mayer er dog noget tør, saa dygtig hun end synger. Og hendes Mund er meget styg under Sangen. Ansigtet er magert, markeret, ikke smukt men klogt og ikke ubehageligt. Meget god i enhver Hens. var Fides, Frau Gundy (Gjæsterolle) Hun er en veritabel dramatisk Sangerinde med fuld, udviklet Stemme og stort Foredrag - Kun de dybere Toner slaa ei ret til. Af Uds. er hun mindre heldig og langtfra som Michalesi. Priserne vare fordoblede men Huset var ikke fuldt. – (Anabaptisterne og Greven ret gode.) Ende paa Reisemaaneden. Kunde nu en Arbeidsmaaned komme!

1. Dagen klar og blank; ikke saa kold som de foregaaende. En Masse Mennesker paa Promenaden. – Hr. Herbsts Diorama og saak. Rundmaleri af Magdeburg. - (Lindholt.)

2. Mildere. – «Grenzboten» om Propheten og Leipz. Musiksaison. – Forestaaende Operaherligheder i Berlin hvor Nissen, Viardot-García og Hr. Tikatschek arrivere. – Erfurterrigsdagen. – Spændt Tilstand i Paris siden Omvalgene d 10.^d Marts. – Görlitzer-Processen. – Brev fra Moder og Axel af 19.^d ank. til Hamburg d. 27.^d og hertil d 28.^d poste restante. (Skrevet til Grevinde W.J.)

4. Orgelpedal laget af Hr. Schöne; bet. 1 ½ pr. Md for et Quartal. – NB. Schumanns Symfoni i B. 4^h arrangeret. –

5. L. Normanns Ouverture i A. (4.^h). – Hr Guths Lieder. – Kolb. – Dame blanche

6. Betydeligt mildere i Luften og Fuglekvidder og Vaarkjendinger. – I Thomaskirken en smuk, ædelt comp.^t Motette af Fesca den ældre (Vater Unser). – Oulibicheffs «Mozarts Leben». III.

7. Et lille Contrapunkt-Klavierstykke i g moll – Döderleins Caffe. – Normanns Reiterstück.

8. En virkelig Foraarsdag. Efter Middagen i det Frie i Rosenthal. (Normann. Guth. Garlieb. Wehle. Friedenthal. Kolb. Lindholt.) – Første Pedaløvelse. - Aften i Theatret: Propheten. Jo oftere man hører den, des fortroligere bliver man med de virkelig mange og store dramatisk musikalske Skjønheder men des skarpere fremtræder ogsaa det Søgte, det Grelle, det Uskjønne og Usande. Saal. det ofte charlatanagtige i Instrumentationen og den næsten ridikule Overlæssen med points d’orgue a' l’Italienne. Det Abrupte i M^s Maneer er ogsaa slemt i denne Opera. Men Masserne forstaar han musikalsk at regiere – deres Sang er ofte overordentlig udtryksfuld. De tre Anababtister optræde fra først til sidst med stor Virkning. Oprøret i 1^ste Akt - Johans Forførelse i 2^den Finalen i 3^die med Drikkesangen – Partiscenerne i 4^de og den storartede Finale, Trioen i 4. ere høist prægtigt componerede. Af Solopartierne er Fides’s det største i Anlægget – Berthas er for virtuosagtigt – Johanns ikke altid ganske klart udført. Paa Melodier er Profeten ikke saa rig som Robert og Hug^t – men der forekomme dog flere meget prægnante; i Fides’s Parti; Johanns Drøm og Arie – Sejershymnen – de mange Melodier i Scenen mellem de to Anabaptister og Grev Oberthal – i Kirken mods. mel «Salomon fac regem» og Fides’^s Anathema. Drikkes. i 5.^te Akts Finale. Duoen mel Fides og Bertha i 5^te, Fides herlige Betlerarie. mm. – Dandsemusikken er som saadan ypperlig – og Skøitedandsemusiken virkel ny. Men al denne Dands er temmel forstyrrende. – Sangerne have slemt for at udholde gj. all. Akter – det tager svært paa Hr Widemann som dog synger saa korrekt og klangfuldt. – Fru Gundy kan ei magte de dybe Toner, men er ellers fortræffelig. Frl Mayer synger sikkert og klart men for spidst og skarpt og med en ikke smuk Udtale og Mundaabning. Den der bedst raader med sit Parti er Bas-Anabaptisten Zacharias: Hr Salomon, en vældig og udmærket Bassanger hvis Ydre ogsaa giør god Virkning. – Fremdeles dobbelte Priser. —

10. Abonneret for 1 M^d til 10 Mai hos Klemm (Musik for 7 Th. pr. M.^d) 20 ngr. – Andrés Pedalskole og Part. til Beethovens 5^te Sinf. C. moll. Skrevet hjem.

13. Leipzigs Paaskemesse. – Thomaskirke: Motette af Mendelssohn og Müller. – (Kjøbt Frak og Vest.).

14. En ‹…›tting Hymne: af Haydn. – Deilig Vaarmorgen. – Bachs og Hillers Monumenter. – Müllers D^o. (Grunderen af Anlæggene omkr den ganske Stad.). – [ Romancen i Aly og Gulhundy færdig. Munchs Aftensang d.^o –]. Efterm i Rosenthal hos Bonarand (Concert a la Strauss) – Spads. med Friedenthal og Kenter til Göhlis og ‹…› ^Eutritsch. – Neue Zeit.^s-Halle. – Gadetummel; Messe-Physiognomi. Gjøglere – Panoramer og alskens. —

17. Hos Fkn Johannsen. – Hos Lindholt spiller Guth og Normann en meget god Sonate af Guth for Pfte og Violin (a); og Beethovens fulminante Sonate for Pfte og Violin i A (med And. i F.) Guth viser sig som en høist dygtig Musiker og Componist. Hans Lieder ere ypperl arbeidede endskj. just ei saa originale. I Forgaars spillede han mig en Orgelfuge af sig selv. – 3 Liederhefter af Schumann. (fra Klemm) op. 47 op. 53 ^3d, 31, 36 ‹…› (især 53 og 31). – (Normann er 17–18 Aar; har componeret Ouverturer, Trios o.m.d., spiller ypperlig Partitur og er som Componist et Talent af 1^ste Rang. Som Barn havde han i Stockholm allerede comp. en Claveerfantasi med Orkester. – Hans Retning er Mendelss-Schumannsk; men med originale Motiver. – Kolb er ogsaa begavet i modern Retning. Friedenthal mere «markig» og derb a la Gluck. Bargiel, Fru Schumanns Halvbroder, er en Aandsforvant af Norman og har skrevet bl. andet en Ottett som ansees for høist mærkelig. Han er Schumannianer.) Breve fra Hjemmet: Moder, Axel, Theodor af 9^e April – og fra Grevinde W.J. af 23^d Marts. (Moes Sindssygdom. – Munchs nye Digte. – Bretteville designeret Statsraad. – Hartvig Lassen udgiver Wergelands samlede Værker). —

18. Spadseretour med Normann, Friedenthal, Guth, Bargiel, Kolb og Lindholt i Rosenthal (Raadyr i Skoven)

19. Schumanns Lieder: Sonnenschein; Nicht Schöneres; Loreley; Blondel; Sontags am Rhein. Ständchen. –

20. Bumleri om Aftenen. To Kneipeboder. – Oulibicheff om Don Juan og Zauberflöte. —

21. Del Vecchios Kunstudstilling i Kaufhalle. Dahl: Bergen fra Landsiden; stort Bill. 1841. – Dahl: Birk i Storm. Dahl jun: Dyrestudie. Osw. Achenbach ital. Maanesk.landsk. m. Staffage. Baiersk Landsk. af Schertel. Ulrich Vierwaldstädtersöen. Zimmermann (München) Die Wetterhörner. (St. B.) Köken (Hannover) Solnedgang. Baumgartner (Ege) Bonheur (Paris) Köer i Landsk. Verboeckhoven Köer. Verburgh holl. Vinterbillede. Steffan Maaneskin. Svoboda: Ldsk. De Jonghe d^o. Melchior (München): Ldsk. Scheuren Strandscene. Schiertz norsk Bjergegn. Biard Crokodil der overfalder en Moder og hd^s Børn (Ægypten) Oehme: Ldsk. Grabau: Ldsk ved Lyon Immerseel (v. Harlem.) Omegank. Waldmüller. Schüssler (Rom.) Italienerinde. Kaltenmoser Tyrolerscene. Weller (Mannheim): ^(Genre) Høilands Moder med sit Barn. – Portr. af en Orientalerinde (?) – Eberle Schaaffütterung. Bewer (fra Df.): die Versuchung. Fay (fra Df) Romeo og Julie. Müller Tyrolerscene Lachewitz Heste. Wichmann i Rom: Allegori, Musiken (i 6 Figurer) – m.m.fl. – Interess. Lithogr. fra Krigen i Sardinien og Ungarn. – (Entrée 5 ngr.) Politik: Pavens Ankomst til Rom. – Den sociale Republ^s Omsiggriben i Frankrig. (Eugene Sue Demokr. Candidat) – Vor Kronprinds reiser til Haag for at formæles med Prindsesse Louise. – Stor Menneskemasse hos Bonorand mel 2–4 Em. – Smukt og vaarligt, men regnsvangert.

22. Skrevet til Holms i Kbhvn. – Aften i Renz^s Circus som er ganske fortrinlig i sit Slags; ypperlige Kunstryttere; Adresse og Elegance. Især udmærker sig Mr. Nief som Forcerytter og Voltigeur. og Renz selv som nobel Rytter og Hestedresseur. Bl. Damerne tar M^lle Mathilde Prisen. Hun staar langt over hvad jeg hidtil har set af Beridersker. Hun er smuk og nobel, for nobel til de sædvanlige Langweiligheder med Pas gracieux o.s v. paa Hesten. Hun red Fuldblodshesten Norfolk i elegant Ridecostume som grande Dame. og det var en Fryd at see baade hendes og Hestens Gratie. At en Hest dandser Polka og Galopade o.s v. det er ikke altid just kunstnerisk men at en ridende Dame saal kan byde over Dyret at dette ganske er sammenvoxet med hende til een gracieus Skabning det er dog noget. Egentl er det kun sjeldent at en ridende Dame ret kan tage sig ud. Stillingen er ikke naturlig, og i og for sig ikke smuk. Men see M^lle Mathilde! – Hun kan godt lade sig see og beundre efterat trods man nylig har haft det noble Skue af Hr. Renz og hans Skoleheste. Og hun er dog kun en Dame tilhest! – (Det interessante Dameansigt i mit Naboskab!)

24. Hos Klemm laant: Part. Haydns Qvartett. Es (Leipz. Ausg. 23 Heft N^o 2). Mozart: Ouv Don Juan i Partitur. – 18 Orgelfugetten v. Rembt. 30 leichte Orgelstücke v. Mühling, op 52. Skrevet til Moder.

25. I Theatret. Einmalhunderttausend Thaler. Berliner-Posse v. Kalisch. Sujettet blot en Ramme for comiske Situationer og Charakterer og fortræffelige Berlinerwitze og Anspielungen. Hovedrollerne udførtes af Berlinerkomikerne Grobeker og L’Arronge hvoraf især den Første er en ægte og gjennem humoristisk Skuespiller. – Ogsaa Mad: Günther-Bachmann var ret god. —

26. Laant af W. Bargiel Mozarts Qvartetter (Taschenausg. Mannheim, Heckel.) – Normann spiller et Par Timer hos mig, deels Fragmenter af egne Arb. deels af Mendelssohn og Schumann. Original og høist talentfuld er han. – (Zum schwarzen Brett.).

27. I Thomaskirken: Motetter af Mendelssohn og Romberg. – Meget koldt i Luften. – Lenaus «Albigensere.»

28. En kold, uhyggelig Søndag. – Lindholt og jeg spille Haydns Es dur Qvartett 4.^hdg efter Partituret, liges. 1^ste Sats af Mozarts G dur D^o. – Friedenthal, Kenter og jeg besøge Boden hvor Slangerne, den hvidhaarede Araber og Eskimoeren ere at see –. Odeon. –

29. Theater: Lumpacivagabundus det bekjendte Possenspiel af Nestroy. Det var langt under min Forventning; jeg fandt et Opkog af fortærskede Effekter og Vittigheder og kun lidet virkelig slaaende. Skomageren og Skræderen more dog naar de spilles af Komikere af 1^ste Rang. L’Arronge var flink, men var han af 1^ste Rang? Hr. Ballmann idetmindste ikke. – Parodien paa de ital. Operaer er meget god.

30. Hos Klemm. Mendelsohn. Sinf. A moll. Klaveerudt 2h. – Schumann Lieder op. 48 ¹. op. 64. op. 25 ¹. – – Aften med Normann og Lindholt i Theatret: Propheten for fuldt Huus. Frl Michalesi fra Dresden sang som Giæst Fide’s Parti og dette var en meget behagelig Omstændighed. Michalesi har, hvad Gundy savner, de dybe Toner, fulde, reent og mægtigt anslaaende. Hendes Sang og Spil er udtryksfulde; kun var hun noget forkjølet, hv. især i Høiden mærkedes. Ved Siden af hendes fulde Sang klinger Mayers ofte pinefulde Spidshed dobbelt ubehagelig. (Og dog – er ikke Mayer en større, mere musikalsk Sangerinde?? –)

1. Usædvanlig koldt. – 4^h Sonate af Mozart in F dur.

3. L. Friedenthal reist. – (Guth's Lieder.)

4. Brødrene Meisters Panorama: Rhinen mel Ehrenbreitstein og Hammerstein. MidtStandpunktet er ved Kettingerhöhe hvor Hoches Monument staar. Hovedpunktet: Weissenthurm og Neuwied. Ehrenbreitstein øines kun i det Fjerne; ligesaa Hammerstein og Andernach i N. Belysning: solklar Vaarmorgen. Staffage: Hoches Overgang over Rhin med de sidste Afdel af Sambre- og Maas-Armeen. d 17– 18 April 1797. – Politik: Det sidste Omvalg i Paris. Socialisternes Candidat Eugene Sue seirer over Ordenspartiets Leclerc. - Literatur: Shirley af Currer Bell (Forf til Jane Eyre) tydsk Overs. – Især ^de kvindelige Charakterer fremstillede med Mesterskab; Kvinden, som ægte kvindelig; som elskende og lidende. Uden Overdrivelse; zart, psychologisk gjennemskuet.

5. Smukt og mildt om Eftm. – Kenter reiser imorgen Kl 7. til sit Hjem Arnsborg i Westphalen. – Friedenthals Ouverture i C moll (a la Gluck) udf af Normann paa Pfte efter Partituret. – Fragmenter af Bargiels Klaveerstykker gavs ved Normann. – Med Bargiel i Kunst-Musæum hvor Kunstvereins Billeder ere opstillede (Aabent hver Søndag mel 11–3.). Calame: Schweitzer Landskab, stort. Schirmer: Ital. Landskab. Scheuren: «Schloss am Meer.» Portevin Marine: Fiskere i Storm. Gürlitt. Landsk v. Gardasøen. Ezdorf. norske Skjær. – Dahl: Kedsommeligt norsk Bill. (Foss og Saug) Bürkel. – Endel ældre Billeder, Landsk. og Historie; en Caracci – Rafaels Skole (!). – Ældre tydske Skole flere N^o. – Moderne Genre, flere gode: H. Ritter Sømandsfrieri. Leop. Robert. Den sovende Røver. Kretschmar Caravane overrasket af Samum. Somers: Cromwell (Legemsst.) Heine: Forbrydere i Kirke. Veith: Germania (coloss.) Sohn: Donna Diana (3 Kvindefig. st. Bill.) Akvareller, Raderinger. m.m. Kaulbachs Hunnenschlacht Kobberst. Raf. Madonna del Sisto, ligeledes.

7. Efter den sidste Regn er endelig Varmen kommen i Luften. En deilig, deilig Vaardag.

8. Brev fra Moder og Axel af 4.^de [Theodor reist til Kbhvn den 24^e April. Fru Charlotte Munch død. – Bretteville Statsraad. – Colban død.-] – Politik: Kinkel (nu Tugthusfange!) paany anklaget for Siegburgtoget, frikjendes af Juryen; hans Tale, den alm. Deltagelse for ham i Cöln. Tilbageført til sit pommerske Fængsel. – I sin sidste Forsvarstale bekjendte han sin Socialisme rent ud. Han har nu Intet at tabe! – Theatret: Maria Stuart (Schillers). Frl Franziska Berg fra Dresden, en dygtig Skuespilderinde for Charakterroller gav Elisabeth. Skj. hun som Artist staar betydelig over hvilkensomhelst af Leipzigerpersonalet, syntes Publ. ei at ville medgive dette, men fremkaldte sine Egne i Overmaal saa at B.^s' Fremkaldelser igr. fik lidet at betyde. Publ.^s Raahed og Dumhed frapperede og bedrøvede mig. Maria: Frl Schäfer har det for sig at hun virkelig er en Skjønhed. Ung, smuk, yndig; men endnu ingen betydelig Aktrice. Lester: Othegraven. Mortimer: Rekowsky-Linden (flink, men fræk.) Sir Paulett: Paulmann. Burleigh: Kuhn. Damson: Fuhrmann. —

9. Regndag. Med Bargiel, Normann og Lindholt i Theatret hvor Propheten dennegang opf. for nedsatte Priser. Parterre 15 ngr - 2d Galleri 10 ngr. – Bargiel er en alvorlig og bestemt Antagonist af den meyerbeerske Musik uagtet han erkjender hans flere interessante og mesterlige Sider. Men om M. er det overh. slemt at komme til nogen Enighed, idet hans Yndere i Overmaal tiltales af det Storartede, Pikante og hans Modstandere ligeledes i Overmaal frastødes – af det Usande, Søgte, Triviale. M. er viss. ingen fiin Musiker; ingen gemytlig. Han er imidl. en original Kunstner i sin Maade at anvende Musiken paa, hvis Midler han dog mesterlig forstaar at behandle. Han er en Repræsentant, og en mærkværdig Repræs. for en ny-romantisk Tids Musik som visselig gaar udenfor Musikens sande og sunde Opgave; og hvad man end kan sige paa ham – interessant er han dog. Naar man beskylder ham for Fattigdom paa Opfind. af virkelig nye og skjønne Melodier og overh. paa mus. Motivers Udvikling og Gjennemførelse, saa har man vist ikke saa megen Uret. Hans Abrupthed og Fragmentiseren er vist ikke blot Princip. – I Længden tiltaler 1^ste og 4^de Akt meest. Introd. og Oprørschoret i I. Betlerscenen og Finalen i IV. Men ogsaa i Ensemblerne overh. finder jeg fremdeles meget slaaende dramatisk, som imidl. idelig gjennemkrydses af uægte og triviale og extravagante Sager. Fatale ere de milelange Cadenzer. – Dennegang sang Gundy, Fides.

12. En smuk Søndag. Rosenthal. — 13. Gjennemspillet Mendelssohns' Sinfoni i A. moll. Den er smuk, fuld, aandende Sødme og Lyst og Kraft; men den har ei det storartede «massenhafte» Præg som flere af Beethovens, og heller ikke det originale Sving som R. Schumanns in B. Det er ganske M. i ædel Simplicitet parret med rig Harmoni og interess. Combinationer. Den har 4 Dele. Andante con moto in A moll P med paaf All^o poco agitato 6/ 8 hvor Cis moll Akk^er i Beg af 2^d Deel giør en mærkelig, selsom Virkning. Den er bevæget, uden just at være vildt bevæget. Til denne All^o slutter sig 2^d Del en Scherzo (Vivace non troppo) i F dur 2/4 fiin og sommerfrisk som saamangt hos Mendelssohn. 3. Adagio i A dur i Liedform 2/4. Ædel, bundet. 4. All^o vivacissimo i A moll 2/4, fyrig, kraftig, ^krigersk, klar i Melodi og Behandl. Denne All^o gaar ud i en All^o maestoso assai 6/8 i A dur af en meer pompøs Charakter i Lied-Chor-form. - Schumann 3 Liederhefter. 1) Op. 64. Soldatenbraut v. Mörike - Das verlassene Mägdlein d^o. – Tragödie v. Heine 2) Myrthen op 25 nr. 1. Widmung v Rückert en deilig Lied i As dur. Freisinn (Goethe). Der Nussbaum v Mosin – meget smuk. - Jemand af Burns. 2 Lieder af Goethes w-ö Diwan. – 3) 8 Lieder af Heine «Dichterliebe», enkelte høist orignalt opfattede. «Im wunderschönen Monat Mai. – Die Rose, die Lilie – Und wüssten’s die Blumen die Kleinen. – «Ich grolle nicht.» — Hos Klemm Partituret til Mendelssohn's a moll Sinfonie. Comp. vil have Sinf. udf. uden Afbrydelse. For Programmets Skyld kan Indholdet saal. angives: Introduction og All^o agitato, – Scherzo assai vivace, – Adagio cantabile. – All^o guerriero con Finale maestoso. – Fkn. Johannsen debuterer med Held som Rosine i Barberen i Braunschweig. – Salomans ‘Kunstreise til Weimar hvor Liszt er Kapelmester. – [NB Wagners Tannhäuser. – Sobolewskys-Prophet in Khorasan (Königsberg). – Den nye Pfteudgave af Beethovens samtlige Værker arr. f 2 H. af Wiessel i Braunschweig. – Trio af Franck – Qv af Raff omtalt i «Signale.»– ]Politik: Fyrstecongres i Berlin og Diplomatcongres (Bundesstaten) i Frankfurt – tempora mutantur! - Kinkel i Spandaus Tugthus. – Illustr. Ztg: «Hængebroen i Angers» indstyrted - den frygtelige Katastrofe med et Infanteriregiment som paa ved den Anl. mistede styrtede i Bølgerne. —

14. I Theatret. Land und Stadt; en dram. Tillavning af Birch-Pfeiffer, med «fri» Afbenyttelse af Auerbach's «Frau Professorin». Hovedrollerne: Reinhard og Lorle gaves af v. Othegraven og Frl. Schäfer. Frl Berg havde die Base «Bärbel.» Lindenwirth: Hr. Kühn. Grevinden: Fr. Bost & c. Stykket har Effekt men naturl. underordnet Kunstværd. Lorle interesserer især naar hun som her spilles af en ung, smuk og virkelig inderlig sød Skuespillerinde. Hvor vare mine Øine da jeg første Gang saae Frl Schäfer i Robespierre? Alt var mig der modbydeligt; at hun var smuk – saa jeg ei. Senere har jeg maattet erkjende det; men først her følte jeg det. Maria Stuart er dog Frl. S. endnu for svær; men som Lorle behager hun mig ubetinget. Her gaaes ei paa Kothurner; og her er hendes ^{Spil naturligt og hendes} Diktion smuk og melodiøs. – Frl Berg var god som Bärbel; hun er nu en gj. routineret Artiste. Fr. Bost behager mig ingenlunde; hun har denne udfordrende, usande Bombast som den tydske Comedie nok overhovedet behager sig i. Resten middelmaadig.

19. Efter en heel Uges Regn og Kulde atter en varm og solbeskinnet Dag. Da det igaar skylregnede maatte den paatænkte Dresdenerfart opsættes. – Laant 2^d Bind af Bachs Wohltemp. Clavier af Bargiel. – Aften i Theatret: Freischütz. Agathe: Fr. Gundy. Anna: Fr. Günther-Bachmann. Max: Widemann. Casper: Brassin. Cuno: Bost. – Bedst var Fr G.-B som Anna; livligt Spil, godt Udseende; passabel og behagelig Sang. Gundys Agathe var en kunstmæssig pathetisk-dramatisk Præstation, men ingen sand, simpel, inderlig, jomfruelig Agathe. Max blev godt sunget og slet spillet. Resten middelmaadigt. Orchester og Chor gode. Sceneriet i Ulvesvælget var storartet latterligt; passende for vort Markedspublikum. – [E. M. i Kunstmusæum. (Calame. Ritter, – de latterlige men ikke uinteressante Bill af L. Cranach.) –]

20. Normanns Claveerstykke i fis moll.

20.–24. Besøg i Dresden.

20. Kl. 12 ½ fra Leipzig i varmt, smukt Veir – Ensformigt til Oschatz. Den smukke Kirke der. – Riesa og Elbbroen. Landsk. bliver ^mere couperet. Tunnel nær ved Niederau. I det Fjerne Meissen og det prægtige Slot. – Viinbjerge. – Fyrreskov. – Kl. 4 i Dresden. (I grossen Rauchhause. Scheffelgasse 8.) Eftm og Aftenen hovedsagelig paa den Brühlske Terrasse hvorfra Udsigten over Elbdalen og Staden og dens Omegn er fortryllende. Vidunderlig Solbelysning; Solnedgang og mildt Maaneskin. Belvedere og dts Concertsal. Den elegante Verden. God Concert a la Strauss. Cafe reale. Dampbaade. Elbbroen. Kath Kirke. Theatret. Zwinger. Jap: Palais.

21. Solskin og Sommerhede. Kl. 8 ½ truffet Guth og Kolb. Med dem til Webers Grav; Friederichs Vorstadt. Kl. 9–11. Første Besøg i Billedgalleriet (forneml Ruysdal. Rubens. Rafael. Correggio, Claude Lorrain.). Ved Middagstid spadseret med K. og G. til Waldschlösschen (omtr en 3/4 Stunde fra Elbbroen) beliggende paa Høiden udenfor Antenstadt og i Nærheden af Elben. Her begynder Skoven og herfra haves en prægtig Udsigt over Dalen. I det Fjerne øines Bjergene i det säch. Schweiz. – Middag paa Terrassen i det Frie. Spads. i Fyrreskoven. Paa Hentouren langs Elben; paa Tilbagetouren Chausséen, forbi Linckes Bad og over Bauznerplatz, gj den smukke Hauptstrasse. – Cafe i Rest. ved Elbbroen. – Arnolds Kunsthandel i Schlossgasse. – Kl. 6 i Theatret: Ital. Operaselsk: Roberto il Diavolo. Men med ham skulde Italienerne ei befatte sig. Man mærked ogsaa at de ei vare i det rette Hjørne. Det var kun en deelvis god Forest. Meget var ikke heldigt; selv hvad Udstyret angaar. Vi havde Pl. paa 3^d Galleri. (10 ngr.) Bedst var Claudina Fiorentini som Alice. Hun er stærkt brunet, ung, livlig, sydlandsk og synger naturligt og behagelig, undert. ganske fortryllende med sin klangfulde, endnu friske og ufordærvede Røst. Isabella var min gode Bekj. S^a Vigliardi; den samme tykke, spidse, ubehagelige Personage der i Køben sang Rosina. Roberto: Pardini; middelmaadig. Bedre vare Bertram Bianchi di Mazoletti og Raimbaud: Labocetta. – Trods Mangler i Udf. var jeg dog glad over atter at faa Robert at høre. Hvor høit den staar over Propheten!! –

22. Kl. 8–10: Grosser Garten i den sydl. Deel af Staden, et Stykke udenfor Pirnaische Vorstadt. Stor, tæt Park med Slot, Anlæg og flere Restaurationer. Deilig Morgenstund. Kl. 11–12 i Galleriet. fornemmel. Rafaels Madonna del Sisto (!) Murillos Madonna, – Correggios Magdalena og Hellige Nat. Battonis angrende, bodfærdige Magdalena; Titians Cristo della Moneta; P. Veroneses Den Korsfæstede. (731) Lod. Caraccis Christus med Tornekronen. Annibal Carracis Frelserens Portrait. Caravaggios Christushoved med Tornekronen. Franceschinis bodf. Magdalena (flere Kvindefigurer) Carlo Dolcis hellige Cecilia. Spagnoletos Maria med det lange Haar o.s.v. – Rembrandt, van Dyk; G. Dow. Mieris. Bol. Wouwermann. o.s.v. Atter om Efterm i Galleriet (aab. fra 9–5.) Dietrich i stor Mængde (E 1137 og ff.) R. Mengs. Angelika Kauffmann 1247. Fr. v. Mieris (1322.). de Heem (1327.) G. Dow 1332. 1334–45. Casp. Netscher 1346–54. (1350) G. Schalken 1357. – W. Mieris 1466. Wouwermann i stor Mængde (Ex. 1812). v. Keulen 1534-35. Rembrandt. 1538 1552. 1553. 1554, 1569. 1570. 1575. 1578. Bol Jakob ved Himmelstigen 1621. 1629. 1635. (NB Litra H. Rubens Skole dennegang forbigaaet; derimod flere Rubens i Litr E.). Pastelbill. G. Reni 1. Mengs, 2. 3. 4. Liotard Chokoladepigen A. 22. — Forgjæves Visit hos Carlowitz og Dahl. – Aftens: Linckes Bad. —

23. Kl 9 spadseret til Plauen og Grassies Villa, der ligger i Pl. Grund, meget malerisk; alt er vel smaat for den der er vant til Alpeschisterne og norske Fjelddale; men man har dog her ret pittoreske Former og det kun en 3/4 Mil fra Staden. Kl. 11 ½ tilbage. – Kl. 1–2. Kunstverein am Theaterplatz. (Intet synderligt Udbytte. Copi af Riedels Judith mfl. nye Arbeider.) – Kl. 3 hos v. Carlowitz og hans elskværdige Frue. (Königsstrasse 8.) [Fruens Album; flere Blade af Hjalmar]. NB. De reise i Sommer til Marienbad og Norditalien og komme først tilbage sidst i August. – Kl. 6–8 ½ i Theatret Cimarosas prægtige Buffa-Opera Il matrimonio segretto. Her er et Mesterværk i den ital. Stiil før Rossini. Meget ligner Mozarts Figaro ‹…› _{som ogsaa tydelig er Forbilledet til} Matrimonio. Det sprudler af Lystighed; Intrigen er net og fiin. Rige Ensembler men ingen Chor. Rollebesætning: Geronimo (Basso cantante) Paltrinieri. Carolina e Elisetta (sue figlie): S.^e Fiorentini og Vigliardi. Fidelma, G.^s Søster (Mezzo S.): S^a. Dogliotti. Il Conte Robinsone (Basso) B de Mazoletti. Paolino Bogholder hos G. (Tenore) Labocetta. – Udf. var præcis, fuld af Liv og Lyst. Orchester og Pers. harmonerede fortræffeligt; kun var Recitat. lidt trættende. Perlen var her ogsaa Fiorentini. Hvor smuk, hvor sød, indtagende med sit Pudder og de sorte Øine og de herlige Øienbryn; det friske livfulde Ansigt og den hele elastiske, fyldige Skabning! Hendes Sang var Musik – saa klangfuld og hjertelig! Og ved hendes Side Vigliardi saa tyk og dog saa tynd. Hun sang dog korrekt. – Samtlige Øvrige vare paa deres Pladse. – Nu ja, dette var dog en virkelig italiensk Opera! – Aften fra 9–11 paa Brühls Terrasse i det deiligste Maaneskin. (Becker fra Leipzig.)

24. Atter forgiæves hos Dahl (a. d. Elbe, 9). Til 11 ½ i Galleriet. A. franske Skole. 14. Gerards Napoleon, stiv og ubehagelig. Poussin. – Claude Lorrain 30. 31. 32. Courtois - 43. B. Spansk-italiensk. Canaletto Verona 99. 100. Murillo 110 (Madonna) 111, (Genre.) Domenichino 134. Hollandsk: R. Savery (1) C. flamske Skole. Ruysdal 186. 188. 193. mfl. Everdingen 201–206. Potter 208–9. Terburg 211. (Damen m. Atlaskjolen) Adr. v.d. Werff: Abraham, Hagar 224. Teniers. – Rubens 317. de Heem 350. Rubens 364 (Skizze) 387, 375(!), 371.(!) v. Dyk. 399, (Danae) 406 (Portrait) 407, 411. 428. 429 (Carl I. med Børn). D. Cranach o. d. Dürer. Holbein (ikke ret beseet). Indre Galleri: Italienerne. A.a. forbigaaet. – B.b. Titians Skole 631. 639. 649. 667. C.c. Caraccis Skole og Venitian. 730. 731. 729. Nagari 782, 785. Carracis Skole 826 og ff. 852 (Caravaggio). D.d. (Guido) 873, 874. Gossi Magdalena 896. 916 (Gegnanes: Joseph og Potiphars Hustru.) E.e. (Neapolitaner) 927 (Spagnoleto). Vaccaro 935. Solimena (Maria) 956. F.f. Rafaels Sal. 1020 (Mad. d. Sisto!!) 1022 Mad. della Sedia. Correggio 1077 og ff. 1079 (Magdalena), 1080 (Nat) E. tydske Skole fra 17^d Aarh. til 19^d G. (Hollænderne) Fr. og W. Mieris. Rembrandt. Dow. o.s.v. (see ovenfor). – Kl. 12 ½ tilbage til Leipzig. - Hagelveir og Torden og Lynild om Aftenen. – [Politik: Attentatet paa Kongen af Preussen d 22.^de – Det franske Minist. og Aff. med England (!)] —

26. Hos Bargiel spiller B. selv og Normann Beethovens C moll Qvartett 4^h for Pfte. Derefter spiller B. tre Klaveerstykker af egen Comp. h moll - c moll. A-dur – Hans Musik er original, kraftfuld og markeret rhytmisk interessant, alvorlig, mere barsk end blød men har dog ogsaa sine milde Momenter. Normann sp sit fis moll Klaveerst. To forskjellige, stærkt begavede Individualiteter! N. er den genialeste uden Tvivl. B har ei den Fantasie; men megen Kløgt og Viden. - E.m. Milchgarten. – Caffeegarten i Quergasse. – Huset hvor Schumanns logere. – Maaneskin; smukt paa Promenaderne. —

27. Theatret «Martha» ell. Markedet i Richmond. Opera i 4 Akter af v Flotow, Stradellas Componist og Aubers Elev. – F. hører visselig til de bedre Auberianere. Han er næsten ganske fransk; let, flydende, melodiøs; men særdeles orignialitet ‹…› fandt jeg ikke. Ogsaa her regierer Galopaden. – Ret heldig er Markedsscenen Finale i I Akt. Quartetten mel Forpagterne og de to forklædte Ladys i 2^den. Benyttelsen af en skotsk (engelsk?) Folkesang i Duetten mel Lionel og Ladyen. Nancys Couplets og Duetten mel hende og Plumkett (3^e og 4^d Akt.) Ladyen (Martha) var Frl Schwarzbach fra Dresden; hun er en uinteresant blond Skjønhed, en endnu ung, ret frisk, routineret Sangerinde, med en meget høitgaaende Stemme og ret god Triller. Men hendes Toner ere ligesaa uinteressante som hendes Person. Da behager Günther-Bachmann som egentl er mere Skuespillerinde, mig langt mere. Hun er en prægtig Soubrette og har hjemme i disse muntre Operaer og Operetter. Hun gav Nancy og Hr. Bost, Forpagteren Plumkett, var ogsaa heldig. – Tenoren ^(Lionel) Hr. Hirsch fra Frankfurt var ingen Hexemester. Operaen er givet utallige Gange her og man hører Melodier deraf seent og tidligt paa alle Kanter og i alle Gartenconcerter. —

28. R. Schumanns «Bilder aus Osten» op. 66. for 4h. Pfte. udf af Normann og Bargiel. –

29. R. Schumanns Lieder op. 27. I. Sag an o lieber Vögel. 2) Burns. 3) Zimmermann. Nur ein läch. Blick. – –″– Liederkreis v. Eichendorff, bl. a. 2) Intermezzo 12) Frühlingsnacht. Op. 39 (et Par høist bizarre)^x. Skrevet til Axel og Grevinde W.-J. – I Theatret: «Mozarts Zauberflöte»! Man beundrer her ikke mindre alene Mozarts Genialitet ‹…› ^{men ogsaa} Schikaneders kolossale Makværk og Wienerpubl^s daværende Smag. Beg. af 1^ste Akt, den største Deel af 2^den og især Finalen henrykker mig meest. Man kan neml ei om Zauberfl. sige at det er et stort Heelt ligesom Don Juan; thi med en saa dum og udstykket Libretto var dette selv Mozart umuligt. Ouv: blev pragtf. spillet. Ellers lod Udf af Operaen meget at ønske. Bedst var Sarastro: Salomon, Pamina: Mayer, og Papagena: Günther-Bachmann. Frl Schwarzbach har høie Toner men er ei stor Sangerinde nok til ret at brillere som Nattens Dronning. – Papageno: Brassin var ganske flink og livlig, men Tamino: Hirsch var en falsk Trompeter. De tre Damer sang bedre end de tre Genier. Monostat: Henry var tilbørlig tilsmurt og forresten ikke mere end passabel. Præstechoret kunde været mægtigere. – Bargiel, Normann, Lindholt og jeg vare sammen. – I 1^ste Rangloge sad Clara Schumann. -

30. Aftenspads. til Lindenau. (Frankf. Weg.)

31. I Theatret. Huguenotterne. Efter nu at have hørt baade Robert og Hugen: kort ovenpaa Propheten bliver det mig soleklart at Meyerbeer i denne sidste intet Fremskridt har gjort med mindre dette skulde bestaae i at forstaae alskens slaaende Effekter. Som Kunstværk er ialfald Propheten end mere fragmentarisk og «gjort» end Hugenotterne. Begge byr have store Enkeltheder men Hug. dog større og mere sammenhængende. Prof. Hvad Melodi ang. saa er det vist at M. i Profeten viser sig udtømt mens der i Hug. findes de allerskjønneste. Sand Charakteristik findes vel ogsaa i Profeten; men hverken Fides el Profeten el Gjendøberne kunne vel komme op mod Marcel og Raoul og den herlige Valentine. Begge Op. ere for lange, for sammensatte af forskjellartede Dele; dog er i Hug. mere Enhed. 4.^de Akt i Prof. blænder, men i Hug.^s 3^de og 4^de er ulige mere Gehalt. Den berømte Sværdindvielsesscene bliver altid et Mesterstykke. – For det høit pathetiske, det stolt-ridderlige, det martialske, rolig-krig: sværmeriske har M.^s Musik dog altid Udtryk der frapperer ved sand Charakteristik. Hvor ypperl er saal ikke Duelscenen i 3^die Akt, for at nævne et Exempel. – Udf: var kun deelviis god. Indstuderingen sporede Hast og Udstyret var slet. Adskill blev ogsaa udeladt. I Orch: findes ingen Harpe. Vel var det at d. 3 Hovedp. vare i gode Hænder: Widemann som Raoul; Salomon s. Marcel og Gundy som Valentine. Det var et ret anseeligt Kløverblad. W. er for rolig dog – har ei Liv og Lidenskab nok. S. er ogsaa vel rolig men her er megen Kraft og som M. imponerer han virkelig. Meest frapperede Gundy. Hendes Valentine er fortræffelig i Sang og i Spil. Hun er vistnok søgt og for studeret i sin Pathos, men det griber og river med sig. Hun er en betydelig Artist. Stormende Applaus fik hun ogsaa. Dronningen synges af Frl Schwarzbach som i Et og alt forekommer mig tynd og middelmaadig. Løb og Triller høist skrøbelige og den egentl Sang uden Gehalt. Günther-Bachmann var en sød, tækkelig, ganske charmant lille Page. – St. Bris: Bost. – Nevers: Brassin. Tavannes'^s: Henry. De tre Munke ret godt sungne. —

2. Valgloven antaget i Paris. – Preussens Rustninger for at byde den østerr. Politik Spidsen. De sachsiske Kamre pluds. opløste. – Slagsmaal i Leipzig mel Soldater og Civilister. – «Reibeisens» Vise om Mordattentatet paa Kongen af Preussen! – «Grenzboten». – Danmarks Rustninger. – Aften i Milchgarten.

3. Første Time hos Musikdirectør Richter i Contrapunkt. (2 ^st Sats. for Sopr og Alt.) 2 Timer om Ugen a 20 ng.

5. Mozarts Don Juan opføres i Theatret med Frl Buck (fhv. Elev af Conserv.^t) som Elvira, «andet Forsøg i et større Parti», som det hedder paa Plakaten. Men Frl B. er endnu saa grøn i alle Hens. at jeg heller vil vente til en senere Gang. Desuden haabede jeg paa Gundy som Anna, men Mayer sang dette Parti. Günther-Bachmann er Zerlina og det maa da være det Bedste. Leporello Bost er dog ingen Størrelse; Don Juan selv gives af en Giæst fra Bremertheatret. – Vi foretrække da (Normann, Lindh. og jeg) at spadsere til Schönfeld i den deilige Aften. Udad Hintergasse, forbi Schützenhaus; den pragtfulde, med elegante Bygninger og smukke Haveanlæg rigt udstyrede Marienstrasse. – Varm Solnedgang – gj. Kornmarkerne til Kneipen i Schönfeld. – Normanns unødige Angst for at Schumann ei skulde synes om hans Compositioner, neml fis moll Klaverst. – Bargiel giør ogsaa Lykke med sine, af hv. Clara S. allerede indøver det i a moll. Kolb og hans Auberianismus. – Kolbs smukke Ouverture. - Fra Leiebibl: Carl Blums tydske Bearbeidelse af Fetis: La musique mise a la portée de tout le monde (Die Musik. Handbuch für Freunde u. Liebhaber dieser Kunst.) En ret god, kort sammenfattet og med fuldstændig Sagkunskab skrevet Bog forneml for Dilettanter; har imidl form. sine flere historiske Oplysninger og kritiske Bemærkninger ogsaa Værd for Musikere af Fag. – 1^ste Afd, den egent Lærebygning, er for kort og overfladisk. Men allerede 2.^den indeh. gode Ting om Composition og Componister. 3.^die om Udførelsen. 4.^e Mere Æsthetisk. – Forf. holder sig især til de franske musik. Tilstande, hvortil Overs. knytter tydske Anmærkninger, den nyeste Skole omhandles ei da Bogen er udk. i 1830 (Berlin. Schlesinger).

7. Gade ankommet.

8. Morgenständchen bragt Schumann paa hans Fødselssdag af Paulinerforeningen. – Fiorentinis Portrait i Modenzeitung, stygt og altsaa uden Lighed. Hun er egentl en Spanierinde, gift med en engelsk Captaine (?) hvis forknytte Const. har foraarsaget at hun er gaaet til Theatret. Hun debuterede i Berlin i Norma.

9. Med Bargiel, Normann og Lindholt spads. til Ehrenberg – et Par Timers Vandring. – Dands dèr – smukt Skovparti. – Derfra til Lindenau hvor Aftensmaaltidet indtoges. —

10. Besøg af Gade om Formiddagen. Han bliver her en 14 Dagers Tid; gaar saa til Wien; senere over München til Rhinen og maaske til Paris. Han tager da desværre tilbage til Kjøbenhavn og kommer ikke her til Vinteren. (G. er en Ultra-Antiprophet. – Erslew har giftet sig – I Danmark er Alt forberedt til atter at begynde Krigen med Slesvigholsteinerne.)

11. – Hvad Hr. Göcke fortalte om Kenter. – Hos Klemm: Claveerudt. af Mendelssohns Athalia og Körners og Ritters Orgelfreund (Udv. af ældre og nyere Orgelcomponister), Erfurth bei Körner. Subscr pr. 1 Rth pr Bd.

12. Brev hjemmefra af 8.^de Fra Moder, Axel, Lina, Gude og Betsy Anker (Th. reist til Island d 7.^de Mai) Vexel paa Frege: 150 Rthl. – – Weils Kaffeegarten og de ugeneerte Theaterdamer. – Aften i Gohlis.

13. Hos Gade (Bargiel. Normann. Papperitz. Russeren fra Riga). – Jean Pauls Titan.

14. Begyndt 3 ^stemmig Sats hos Richter.

15. Overraskende Besøg af Georg Sibbern og hans Søster Wilhelmine. Vort Sammentræf varede en Time; de kom fra Dresden og foer Kl. 12 afsted til Magdeburg, Hamburg og Travemünde – – Kl. 1 ½ i Thomaskirken: Motette for Mandschor af M. Hauptmann og d. 22. Psalm af Mendelssohn.

16. I Thomask. Offertorium af Cherubini (meget smukt). – Gade trakterer med en høist comfortabel Diner i Hotel Blumenberg – og Hochheimer ovenikjøbet. – (Kolbs Sværmeri for Gundy!)

17. Et Glimt af Robert Schumann paa Gaden. – Med Becker, N. og B. i Tonkünstlerverein (Nagels Garten) Clarinetconcert af Edwin Iwan Müller – Qvartett for 2 Clarinetter, Horn og Fagot. (!) – Englænderen Hr. Braham synger med vældig Bass Leporellos Arie i D og Basilios store Calumnia af Barberen.

19. Brev fra Grevinde H. W. J. – Skrevet til Gude (og Moder) – Aften i Eutritsch^s Gosenschenke. —

21. Laant «Albrechtsberger» af Richter. – (Spohr ankommen.) – Kolbs Lieder og Guths «Schimpfen». – [Physiognomi af det mørke Tobaksværelse i Döderleins Caffé: - Bargiel og jeg ved Dominoen. – Lindholt med «Signale.» – Guths schlechte Witze og Kolbs Enthusiasme – Normann sedv. i en mild Slummer. – Den evige Hr. Doktor Reuter; Sangeren Hertsch med «der rothe Becker».] I Theatret Martha for anden Gang. Hvad man end kan tale om lette Varer, Auberianisme, Øresmigreri, Galopmusik og Platituder saa skal man dog have ondt ved at nægte at en Musik som denne i Martha i sin Heelhed høres med Fornøielse, stemmer En munter og glad om end det Indtryk den efterlader just ei varer saa forskrækkelig længe. Megen Aand og Poesi er g‹…›k vel ei at finde, men Kvikhed, fortrinlig Iagttagelse af de dramatiske Effekter, smukke, flydende Melodier og ofte træffende Charakteristik. Texten er morsom, man kjeder sig ikke et Øieblik og faar da ei regne det saa nøie om der komme endeel Abgeschmacktheder fore som Modesmagen kræver som Offer. Instrumentationen høres høist geschickt og routineret; i Fortesatserne dog – paa fransk og ital: Viis – formegen Larm; man kunde meget for en stor Deel udelade Basunerne, Trommen, Pauken og Trianglen. Qvartetten i 1^ste Akts Finale er allerkjærest; ligesaa Spindescenen. Nu – vil man ret søge skal man finde mange smukke Detailler – det lønner sig bedre at opsøge Skjønhederne end tale vigtigt om Feilene, Trivialiteterne og hvor mange Motiver eller Gange der ere stjaalne. I gode musikalske Tydskere, gaar hen og skriver en Opera der er lige saa lidet langweilig som denne! Det er ingen Skam at være en talentfuld Auberianer. Det er langt at foretrække for dette Schumanns-Efteraberi hvor notabene alt er der undtagen den Schumannske Geist. – Istedetfor den «skjønne Blondine» Schwarzbach havde den hærlige magre sorthaarede Mayer dennegang Marthas Parti. Og dette var en stor Gevinst. Hun er en fortræffelig Coloratursangerinde; er meget musikalsk sikker og har Forstand for det dramatiske Udtryk – disse Fortrin kunne da for en god Deel bøde paa den uskjønne Ansats af de høiere Toner; de fæle Grimasser overhovedet under Sangen, den evige Zischen; det magre i Foredraget. En Fiorientini med Mayers Musiksans og Technik; det var en Martha!! Widemann som Lionel var ogsaa ulige bedre end Hr Hirsch. Bost og den intet mindre end «spröde» Günther-Bachmann vare ogsaa dennegang fortræffelige. (Guth og Kolb om Aftenen efter The hos Hesse fantasere vel stærkt paa Gr. af det stærke Øl)

22. Hiller og Reinecke ogsaa ankomne ianl. af Schumanns Opera. – I Thmaskirken: Motette af Spohr og Salve Regina af Hauptmann.

23. En hed Sommerdag med den mildeste, deiligste Aften med Taageslør og Maaneskin. Om Aftenen i Lindenau.

24. Hos Gade om Morgenen. Han har hos Schleinitz skaffet mig Adgang engang for Alle til Conserv^ts Aftenunderholdninger. – Gade om Schumann, hans senere Virksomhed og især om hans Opera. (Rietz’ Fordømmelsesdom sans phrase over den. Skarp Brevvexl. mel R. og S.) Spændt og polemisk Forhold mellem Schumanianerne og Mendelssohnianerne el bedre Ikke-Schumanianerne. Gade personlig en god Ven af S. og en Beundrer af hans tidligere Værker, er nu ingen Schumanianer. Midsommerdagen kunde ikke feires bedre. Ianl af Spohrs Nærværelse havde man foranstaltet en Privat-Concert i Gewandhaussalen hvortil ingen Billetter uddeeltes men kun Indbudne og Musikere havde Adgang. Gades Navn var mit Løsen og jeg kom ind uden Modsigelse. I Salen var et udvalgt Publikum. Spohrs Kæmpeskikkelse ragede høit over alle. Han er 67 Aar og bar en blond Paryk. Hans Figur er imponerende; hans Træk stærke og markerede, dog med et Udtryk af ^den Mildhed der gaar gj. hans Musik. Han sad hos sin Ven Hauptmann og dennes Kone, og smaa søde Børn. Forinden Concerten begyndte bevægede Robert Schumann sig urolig om, stedse med Lorgnetten for Øiet. Han er temmelig stærkbygget og velnæret, har et underligt Ansigt glat, rundt, men aandrigt. Clara sad med sin Moder Fru Bargiel i Nærheden af Orchestret. Fru Schumann er mager og seer nervøs afficeret ud, men hendes Ydre er dog høist interessant. En smuk, klog Profil, sydlandsk Udtryk og Hudfarve, sort Haar; Øiet udtryksfuldt; den hele Person kvindelig og graciøs. Moderen er ^en prægtig kraftig Person og man kjender hende strax som Claras Moder. De sad hos Preussers. Forresten fandtes alt hvad Leipzig ^{i denne Tid} af musik: Notabil. har at opvise. (Rietz var dog fraværende; Hiller ogsaa, som netop var med Bendemann reist til Dresden). Den gamle musikalske «Lord» Moscheles med sin tækkelige Frue; min Ven Gade med sit opvakte, sunde, runde, milde Ansigt med det lange Haar og ^den mozartske Profil. Reinecke var ogsaa tilstede men jeg kjendte ham ei. Bierwirth; Ehlert ofl. fremmede Musikere. En Skare Conservatorister, Herrer og Damer. Flere smukke Ansigter vare at see; bl. Andre Kistners Søster og Skuespillerinden Schäfer. Liszt ventedes men – forgjæves. – Clara Schumann spillede Schumanns a moll Claveerconcert og Schumann dirigerede. Det er unødigt at sige at hun spillede ypperligt; det var noget som maatte være saa. Men her havde man ikke blot med Virtuosinden at giøre; Hovedsagen var dog Concertstykket selv der rigtignok frapperede ved sin Rigdom paa nye og høist interess. Combinationer. Det er mere en Orchestersinfoni med Akk. af Piano end omvendt. Cl. Sch. spiller med en Kraft og med et Udtryk der synlig angriber hende selv. Hendes Holdning er for ondulerende; jeg maatte tænke paa M. G. – Derefter kom Altmeister Spohr med tre Salonstykker for Violin med Akk af Pfte (Breunung). Den vældige Kolos spillede saa mildt og blødt og reent. Piecerne selv vare ubetydelige og Interessen var egentl kun den at han selv foredrog dem. Havde man hørt med tilbundne Øine og uden at vide at Spohr var der, havde man maaske kjedet sig. Undertiden maa man see paa Etiketten at det virkelig er gammel Viin man drikker. Det gjør utroligt at man veed det. Men Spohr skulde vise sig i en virkelig Storhed, da til Slut. Spohrs nye Sinfoni (No. 8 el 9?) «Die Jahreszeiten» blev udført. 1. Intr og All^o (a moll?) Vinteren. 2. Efter en Generalpause: Foraaret All^tto grazioso (med Imitation af Naturlyd og Fuglesang i Mængde; og friske Reminisc af Die Weihe der Töne) 3. Adagio el Andante tranquillo e sostenuto: Sommeren schwüle Ruhe; forbigaaende Tordenbyger. 4. – Høsten. Sinfonie a la Chasse; med Afbenyttelse af den bekj Rheinlied Bekränzt mit Laub. Især disse to sidste Dele behagede mig overordentlig; der var endnu Ungdom i denne Musik; og hvor mesterligt klart og prægtigt alt var giort; hvilken moden Instrumentation. 2^den Deel klang mig svagest. Die Weihe der Töne bliver dog vel et rigere og større Arbeide, men man maa ogsaa betænke at Manden snart er sine syvti Aar. – Det var en prægtig, ikke let forglemmelig Aften. Og saa holdt vi vort Maaltid i Maaneskin i Prickerts Garten (am Schützenhause).

25. Første Opførelse af Schumanns Opera «Genoveva». Texten har Comp. selv arrangeret efter Tieck og Hebbel; men denne Text som her er kommet for Dagen forekommer mig at være en temmelig uheldig Bearbeidelse. idetm. ganske anderledes indrettet end de Librettoer man hidtil har anseet som de bedste for den dramatiske Composition. Den er uhyre udtværet og de bedste musikalske Momenter gaa som hele Resten op i en evindelig Deklameren; den Ene snakker efter den Anden og kun saare sjeldent bringes et Ensemble for Dagen hvor det musikalske Element ret kunde raade. Det Langweilige i Bogen bliver desværre endnu langweiligere naar Musiken kommer til. Denne er alt andet end Sang. Det er en uafladelig nu og da ved Chor afbrudt sucsessif deklamatorisk-musikalsk Optræden af de handlende Personer, der under dette saare liden Individualitet faae, men blot danne et trættende monotont Modparti til den instrumentale Mangfoldighed der hersker i Orchestret. Ordet betones i den musikalske Phrase og indvæves i Instrumentationens kunstige, vistnok ofte beundringsværdige men dog lidet operamæssige Combinationer; men Charaktererne blive ei som sig hør og bør til musikalske Charakterer hvis lyriske Liv og dramatiske Virksomhed i Sangen kommer tilsyne. Skal dette være et Forsøg til en Reform af Operaen, da beklager jeg dennes Skjæbne. Saa tænkte Mozart sig den ikke, og heller ikke nogen af hans store Efterfølgere. Ikke engang Beethoven der her nærmest maatte komme i Sammenligning, har paa denne Viis tænkt sig en dramatisk Musik. Paa mig giorde denne første Opf. et saa nedslaaende Indtryk at jeg knapt har Mod til at forsøge om jeg i en følgende vil kunne faa et bedre. Jeg mener at det der her mangler ikke er noget der kan faaes ved at høre Tingen oftere. Rietz har ytret i en Skriftvexling med Comp: «Mir gefällt keine Note in der Oper» og Gades Mening var at det hele Værk var et kolossalt Misgreb – og jeg for min Part har sandelig ikke faaet nogen bedre Idee om det. Hvorl kan en Geist som Schumanns saaledes fare vild? Hans «Peri» skal ei i fjerneste Maade ligne denne Musik. Hvad der i Operaen i reen musikalsk Hens. kan være dygtigt, prægtigt, nyt, sindrigt, mesterligt fortaber sig dog i et Intet ligeoverfor den gjennemgribende Mangel paa dramatisk Interesse. Disse Figurer deklamere den hele Tid, hvo gribes af hvad de deklamere; hvo kan her interessere sig for Genovevas og Golos Kvaler, for Siegfrieds Helteskikkelse og for Hexens Hexestykker. I det høieste bliver Hexen den Eneste der interesserer. Hun synger dog nu og da og med Liv og Charas^kteristik. Hvad de Andre synge gaar for mig i et evindeligt Einerlei, «es düselt immer auf der namlichen Weise fort». Var det endda ^{nok saa} barskt, men med Fyr og Flamme! Nei, det dræber sig selv med sin egen Kedsommelighed. Udførelsen var temmelig haltende; men, selv nok saa udmærket, vilde den kunne gribe? Ikke et eneste Ensemblestykke, ingen virkelig Finale; ja selv Arier og Duetter bliver til monotone Deklamationer. Hvad staar saa tilbage: En prægtig Ouverture; et Par Chor, en Lied – og en heel Deel Finesser i Instrumentationen der kunne fængsle den ret Indviede naar han gaar til Genoveva kun for at faa Sligt at høre. Men jeg mener man til en dramatisk Musik medrette kan giøre heelt andre Fordringer. – Operaen giorde Lykke – succès d’estime! Publ. bestod af næsten lutter Musikere; Flere af dem vare komne langtfra for at høre S.^s Musik. Der sad Liszt med sit prægtige, geistfulde men udmagrede Ansigt; der var Gade og den tykke, brede Hiller; man vil ogsaa vide at Marschner og Henselt vare der, hvad dog ei er vist. At alt hvad Leipzig har af Musikere var tilstede siger sig selv. Rietz dog ikke. – Efter Forest. var Schuman samlet med Liszt, Gade, Hiller ofl. og der bragtes Toaster og S. blev sagtens svært feteret. Den store Masse af (forstandige og uforstandige) Schumanianere ville sagtens i det længste holde Værket oppe. Men hvad siger den Upartiske, og hvad synes Publikum?? Jeg spurgte den gjennem mus:-begavede Normann hvad han syntes – og han var saa omtrent af min Mening. Modstanden vil blive stor da den er saa naturlig. Der vil da blive en Strid pro vs contra. Men et stort Spørgsmaal bliver det om Schumann gj. denne Meningsvexel vil vinde en klarere Insdigt i hvad der udfordres for at giøre dramatisk Musik; og i, at det der her udfordres, er noget ganske andet end til Sinfonier og Oratorier. S. har glemt at Sangen her er Hovedsagen, og den Sang som idet den betegner hver Enkelts dramatiske Standpunkt og Samtliges Ihinandengriben af Mængden kan nydes og forstaaes som Textens musikalske Liv, det der udfylder hvad Ordet ikke heelt kan sige. I S.^s Opera trykker Musiken det end dybere ned som allerede i Bogen er besværligt og trykkende nok. Det er nu mine Tanker. – – Ouvert. er et Musikstykke med Aand og Kraft (a moll og C dur –) uafhængig Sinfoni-Ouverture. Operaen har fire Akter. I den første drager Siegfrid i Krigen og overlader sin Hustru til Golo der strax ved Hexens Hjælp søger at bemægtige sig Genoveva for sig selv. I 2^den bruger han den uskyldige Drago som Midlet til at styrte hende. I 3^die faar den fraværende Sigfrid af Golo selv Underretning om Genovevas Utroskab og seer ydermere Detaillerne i Margretes Tryllespeil. I 4.^de føres Genoveva sin Undergang imøde men reddes i den høieste Tid saa at alt kan ende i Fryd og Gammen. Og saa kommer som unødigt Appendix den kedelige Bisp og fører de længe Adskildte paany sammen. (Siegfried, Bariton Hr Brassin. Genoveva, Sopr M^lle Mayer. Margrete, Sop: Madame Günther Bachmann. Golo, Tenor Hr Widemann. Drago, Bass Hr Salomon. mfl.)

26. Til iaften er ansat til Opf. i Theatret Kannegiessers tydske Bearb. af Søstrene paa Kinnekulle kaldet «Die Goldspinnerinnen». Saloman har comp. Musiken. Frl Schäfer har Ulrikas Parti og Günther-Bachmann hendes Søsters. –

30. «Grundzüge zur Geschichte der Musik.» Als Leitfaden für den Cursus über Geschichte der Musik am Conservatorium zu Leipzig, 1848. – (Kort Compendium) – Bladene om «Schumanns Oper». Man vover ei at dadle og taler saal om et Mesterværk hvis Skjønheder først kan fattes ved oftere Høren. Hr. Brendel vil kanske ogsaa komme til at tale om en ny Epoche for Operaen dateret fra 25^d Juni 1850. (!) – «Tageblatt» har dog vovet lidt, men saa forsigtigt, saa yderst forsigtigt. – – Politik. Dotationen for Præsid: Bonaparte bevilget med svag Majoritet – Changarniers Optræden reddede Ministeriet. – Det slesvigske Spørgsmaal sin Afgiørelse nær (?!). – d 19^e Juni Formælingsfest i Stockholm (Kronprindsen med Prindsesse Luise af Holland). - Hos Frøken Sommerfelt: Reichels Garten (Kolonnadehuset). Hun bliver her, Vinteren over, for at uddanne sig i Sang hos Hr Boehme. Musikalske Nyheder omtalte i Bladene. Scribes og Halevys Opera «Stormen» efter Shakespeare. Ouv. af Schumanns Oper udk. 4^h og 2^h hos Peters. – «Consolations» og Illustrations de Prophete nyeste Klaveercomp. af Liszt.

2. «I Zeitungshalle»: Neue Z. f. Musik N^o 31. Volksmelodien v. Weitzmann. (flere norske dbl.) Interessant Musikfeuill af Berlioz i «Debats» f 29 Juni. (100 fr. for hver Feull! – Messe af Duprez – Partiturspilleren Garaudé. Auguste Morels' famøse Strygekvartett.) Den sorte sangerinde Martinez. Politik. Palmerstons udenl. Politik som fik et Slag i Overhuset, reddedes dog i Underhuset med 46 St.^s Majoritet, og det uagtet R. Peels stærke Angreb. – Spænding i Kjøbenhvn ang: Krig eller Fred. En afsk. Officier Pate slaaer Dronning Victoria med Stok i Ansigtet (!). – Theatret. Boieldieus Hvide Dame for meget stærkt besat Huus. Staaplads i Parterret og trykkende Hede; men man taaler dog endeel for den hvide Dames Skyld selv om hun er nødt til at fremtræde i en Mayers intet mindre end ravissante Personlighed, og selv om man betydelig forulempes af hendes Elskers tydkse Plumphed og latterlige Gestier, samt den forresten virkelig morsomme Diksons extemporerede, høist utidige «Witze». Hovedsagen var nemlig den at den deilige, mønsterværdige Musik blev i det Hele godt udført. Den tørre, hæslige Frl Mayer og den fede philistrøse Hr Reer (George Brown. Coburgsk Hofsanger) sang godt. Mayer er her gammel Bekjendt allerede; Reer var ny. Han har en ret vældig Tenorstemme; kraftig og reen, men lidt smørret og overtydsk nu og da. Gaveston blev prægtig sunget af Hr Salomon. Dikson og Jenny kvikt spillet og sunget af Henry og Günter-Bachmann. Margaretha Fr. Eicke gik an; Choret skj. lidt tyndt, var dog ret flinkt. Annas Arie i 3^die Akt udelodes. —

3. Conservatoristernes Landparti under Hr. Schleinitz.^s Geleide. Normann, B. og Kolb vare dog ei med. – Hos Klemm Klaveerudtoget til Fidelio. – I «Signale» en ganske fornuftig Kritik over Genoveva.

4. Concert i Paulinerkirken af Pauliner Sangforeningen ianl af 25 Aarsdagen siden dens Stiftelse. Under Direktion af Hr Langer og med Assistence af «Singakademie», Gewandh Orchestret og Frl Caroline Mayer. (Entré: Emporkirche 7 ½ ngr) I. 1) Ouv. til Mendelssohns Paulus. 2) Altes Kirchenlied v. B. Klein for Mandschor. 3.) Te Deum af Schicht, Mandschor m Solo-Trio. 4.) Hymne v. Mendelssohn (Hör mein Bitten Herr) for Sopr Solo m. bl Chor og Orchester. En meget smuk og til Hjertet gaaende Composition. Frl Mayer sang Soloen. 5). Cherubinis Requiem for Mandschor m. Orchester. Gevaltigt og mesterligt fra først til sidst. (3 Hoveddele: Kyrie. Dies iræ (!) og Agnus Dei) II. 1) Zweichörige Motette v. Schumann; ny Composition (B dur) Text af Rückert (Verzweifle nicht im Schmerzensthal &c) interessant og fuld af Opsving men svær at udføre hvad ogsaa altfor meget sporedes. Motetten var egent comp. for Chor uden Akkomp. Men det vilde blive for svært, hvorfor da ogsaa Hr Riccius maatte støtte med Orgelet. Schumann dirigerede. 2.) Hymne af J. Otto under Comp.^s egen Ledning. Uhyre lang og temmelig trivial, skj den routinerede Comp for Mandschor mærkedes. 3) Hymne af Fr. Schneider. Ogsaa mindre morsom. I det hele var her formegen Musik; man blev stump til Slut. Og ovenpaa Mendelsohns klare Hymne, Cherubinis klassiske Requiem og Schumanns modernt-interessante Motette var Otto en tynd Karl og Schneider en tør. – Udførelsen var i det Hele god. Denne Sgfg. har Renommé og fortjener den. – Om Aftenen efter Concerten var Festmaaltid m. Sange. Men denne Herlighed var kun for Indbudne. Gade og Schumann giordes ved denne Anl. til Æresmedlemmer. Næste Dag d 5.^te Concert og Bal im Schützenhause, men kun for Medlemmer og Indbudne. Her udføres verdslige Chorsange o. d.

5. Normanns og Bargiels Contubernalskab og Sammencomponeren (B. udgiver sit op. 1 3 Klavierstücke hos Whisthing og op. 2 Impromptu hos Schuberth. - N. kommer snart efter!) – [Normanns prægtige lille Klaveerstykke «à la Schumann».] – Begyndt 4.^st Sats hos Richter. – ‹…› Af de af Bargiel laante Mozarts Qvartetter som nu paa Grund af hans Afreise maa Tilbageleveres har jeg kun giennemspillet de 4 første G dur, D moll, B dur, og Es dur, og lidt af d 5.^te A dur. – Altsaa fra N^o 5–10 staar tilbage at lære at kjende. Den samlede Udgave i eet Bind er udk. hos Heckel i Mannheim – (Bachs Wohltemp. Clavier blev ogsaa lidet benyttet og maa alts. ei glemmes)

6. Bargiel afreist. (Adresse i Berlin: Louisenstrasse 35, 3 Treppen). – I Jean Pauls Titan (et mærkeligt Værk af Genialitet, Sværmeri Menneskekunskab og mangfoldige andre Kundskaber – Vid, Satire, Lyrik i svulmende Mængde, men ogsaa Sværmeri, Sentimentalitet, ikke saa lidt Svulst, Søgt, Barnagtigt, Overdrevet og for os Forældet) staar etsteds Følgende, som jeg citerer af en Grund som jeg selv naturl kjender: – – «Wie das System der Prædestination einige Menschen zur Hölle verurtheilt, sie mögen nachher den Himmel verdienen oder nicht; so nimmt eine Frau den Haß, zu welchem sie jemand einmal verdammte, nicht wieder zurück, es mögen Land und Stadt, Gott, die Jahre und der Person Tugenden dagegen sagen was sie wollen.»

7. Kl 12 afreiste Gade. Wien-Salzburg-München-Pariser-Reisen blev til Intet. «Jeg er s’gu for doven,» sagde han; bumlede her paa det allerbehageligste i en heel Maaned og reiste nu til Halle for derfra med David at besøge Harz – og saa reise den Samme Vei tilbage til Kbhvn nemlig over Wismar. (Ved G. presenteret for Hauptmann. – [Joachim. Rietz. Schleinitz].) – – Spillet med Normann: Schumanns nye 4^h. Kinderstücke (mk. Croatenmarsch, Springbrunnen mfl). Eftm spads. med Normann, Lindholt og de tre Brødre Magnus (Handelsschüler fra Götheborg) til Schleusig og Schockau (zum Reichsverweser!). – – Politik: Fredsafslutning (af 2. juli) mel. Danmark og Preussen; endnu ei ratificeret. – Robert Peel †. —

9. I Theatret Aubers «La Muette» for fuldt Huus og i svær Trængsel. Operaen var noget forkortet uden dog at noget væsentligt udelodes. Udførelsen lod imidl. meget tilbage at ønske. Orchestret overdøvede det tyndt besatte Chor med sin Blik- og Trommelarm; dertil kom oftere Mangel paa Præcision og Sammenhold. Det sceniske Udstyr var ikke meget bedre end hos os (!) og Balletten var jammerlig nok. Det stod da tilbage at Hovedpartiernes Udf. kunde tilfredsstille. Men ogsaa dette kun tildeels: Fenella var bedst repræsenteret og dog har Günther-Bachmann ei den dertil fornødne mimiske Begavelse. Hun er en flink, ret interessant Fenella; men ingen ægte kunstnerisk. Reer har, som før sagt, en dygtig Tenor, men synger ofte ubehageligt tydsk-maniereret og spiller som en Hanswurst; hans Masaniello var dog mindre ridikül end hans George Brown. Elvira Frl Mayer er den gamle, nu velbekjendte Caroline Mayer. Sikker, musikfast, routineret; med et dramatisk, i Regelen vel opfattet Foredrag – og dog egentlig mere en god Sangmaskine end et syngende Menneske. Hun sang sin grandiose Arie fortræffeligt – og dog manglede det Bedste – Sangens Sødhed, Tonens Rundhed og Fylde; Pragt og Ynde, Korrekthed og Behagelighed forenet. Alfonso: Henry og Pietro, Brassin giorde deres Bedste. – Jeg mener at Leipzigs Theater maatte kunne give et Værk som den Stumme bedre og værdigere end Tilfældet var; men dertil behøvedes rigtignok en heel Deel Extra-Chorister og nogle hundrede Thaler anvendt paa Sceneriet. Der er et Liv og en kraft ^Varme i Sujettet som Auber i sin Musik med et forbausende Talent har forstaaet at giøre saa betydningsfuldt og gribende. Men her maa skjønne Tableauer til. Auber har medrette regnet herpaa; da først faar hans lidenskabelige Musik sin rette Glød. Orchestret var flinkt som sædvanligt, men hørtes dog nu og da noget rapplende. Musiken er rigtignok overmaade svær. – – I et af de seneste N^o af Augsb. Allg. Z. læste jeg idag hos Döderlein en meget skarp Kritik over Schumanns Genoveva. Meget af dette var ganske min egen Mening. Kun gaar Forf. noget for strengt og uoverlagt afsted naar han ogsaa vil antaste S.^s Genialitet ialmindelighed. —

11. Koldt i flere Dage, og i de sidste to Regnskyl. – De tydske Blade skjænde paa Preussen form: Freden med Danmark. Slesvigerne selv tale med stor Mund og sentimentale Udraab og spørge om de tydske Brødre nu uvirksomme kunne see paa sine slesvigske Brødres Kamp for Liv og Ære og Uafhængighed. Fredsartikl og Protokollen ere nu meddeelte i Bladene. Man mener at Fiendtlighederne ville begynde strax efter d. 15.^de – En gal Mands Attentat paa Louis Napoleon. – (D 4.^de Jenny Lind synger i Bremen.) – – Det sidste Hefte af «Grenzboten» en kort Fremstilling af Omvæltningen i Kjøbenhavn i Marts 1848. —

13. Tydsk Svulst ianl af den forestaaende Krig i Slesvig. Megen Bevægelse i Bladene; men betydelig mindre i Virkeligheden. Idetm. her i Leipzig taler man endnu kun en passant og ganske nykternt om Preussens Verrath og Tydsklands Ære og om Slesvig-Holsteins forestaaende glorværdige Kamp for sin Existents. Mærkværdige Overdrivelser i Bladene ang. en dansk-russisk Alliance og ang. Londonerprotokollen om Arvefølgen. – Charles Lewers: Harry Lorrequer. – Igaar i Theatret en god Opf. af Boieldieus Johan af Paris. «Abfui». – I Thomaskirken Motette af S. Bach og Offertorium af Hauptmann.

14. Kolb afreist. – I Theatret: Boieldieus «Jean de Paris». Ogsaa saa heelt igjennem prægtig, gracieus, sødt og lifligt klingende, simpel, sand dramatisk Musik. Maaskee er Johan af Paris end mere klassisk formet end den modernere hvide Dame. Deilig er Finalen i 1^ste Akt med Prindsessens pragtfulde Arie. Fremdeles Pagens Arie. Johans d^o. Troubadoursangen i 2.^d Akt osv. Alt er smukt her. Texten er ogsaa morsom. Udf. var i det Hele god. Johan af Paris (Henrik af Navarra) Hr Reer. Prindsessen: Frl Mayer. Senechallen: Hr Bost. Værten: Hr Stürmer. Hans Datter: Frl Hennig. Pagen: M.^d Günther-Bachmann. —

15. Med sex Svenskere (3 Magnus, Normann, Lindhult og Mag. Strømberg fra Ørebro) i Gohlis; beseet Schillers Huus. – (Min Lærer Richter en wüthender Schleswig-Holsteiner.). –

17. Brev af 13.^d fra Moder og Axel og Afskrift af et Brev fra Theodor (Reikjavik d 4 Juni. Afreise fra Kbhvn d 7^d Mai. Ankommet til Island d 1^e Juni.). – Kathinka K. forlovet med W. Erichsen. – Et Slags Satisfaktion i den G^ske Affære. —

18–26. Harzreise. (9 Dage: Udg: i alt 17 Th 5 ½ sg.)

18.Torsd. d. 18.^e i klart Solskin Kl 6 ½ om Morgenen paa Jernbanen til Halle og Köthen. Herfra paa Bibanen til Bernburg der har et gammelt paa en Høide liggende prægtigt og malerisk Slot. (Paa tredie Pl. til Köthen 22 ½ sgr. og derfra til Bernburg 10 sgr.) I trykkende Hede med Personposten til Ermsleben* (*koster 20 sgr.), en Dorf i det Preussiske, et Par Stunden S.V. for Aschersleben. Reiseselskabet var ikke meget interessant. Jeg giorde imidl her Bekjendskab med Musikdirektør Riccius, der gik af ved Aschersleben for derfra at besøge Ballenstedt (Anhalt Bembs. Residents) og Alexisbad. I Ermsleben forlod jeg Diligencen og efter en kort Times Ophold i et miserabelt Dorfschenke begyndte jeg min Fodreise til Harz. Heden var utaalelig men i det vide Landskab havde jeg Falkenstein for mig og Udsigten til smukke Egne med Høiderne og Skove. Meissdorf ligger ved Indgangen til Selkethal og tager sig ret yndigt ud ved den friske lille Strøm omringet af Løvskov og frodige Enge. Her ligger ogsaa Grev Asserburgs anseelige Herregods og Begravelsescapel. Ifølge min Reisebog* (Harz in der Brusttasche) *hvis Anvisninger jeg dog umuligt senere gad følge]forlader jeg Chausseen ‹…› og vandrer i Dalbunden til henimod Papirmøllen. Chausseen fører opad langs Bøge- og Egeskoven, danner en prægtig Bro og holder atter nedad, der hvor Fodstierne føre op til Falkenstein. (Man kan da ogsaa kjøre lige op til Borgen.) – Veien fra Ermsleben er et Par Stunden og Bestigningen er ikke svær. Borgens Beliggenhed er virkelig romantisk, dertil dens gamle, forfaldne Udseende, dens prægtige Taarn og gevaltige Mure. Jeg kom derop Kl. 5 om E.m. – Borgen eies af Grev Assenburg-Meissdorf, en Sidegren af den Falkensteinske-^Asseburgske Stamme. Den blev sands. allerede bygget under Keiser Henrik IV og omtales førstegang i et Dokument fra 1118. Greverne af Asseburg fik Borgen henimod Midten af det 15.^d Aarh^d. –. De vare gode Protestanter; og det hedder at selve Luther besøgte ^{Een af} dem. I Trediveaarskrigen spiller Falkenstein ogsaa en Rolle. Siden Slottet kom til Meissdorferne er det ikke beboet men besøges kun nu og da. 1839 var dér et stort Fyrstebesøg med tilhørende Jagt. Borgens Rum ere nu deels Restauration med Sovekamre; deels grevelige Privatrum. – Den store Sal er ^dog offentlig. Udsigten er trang, men netop derfor smuk. Selkedalen ligger for vor Fod, og rundt ‹…› ^omkring, disse deilige tydske ‘Wälder’. Det vrimlede af Giæster deroppe; og jeg giorde snart Bekjendskab, fornemmelig med en Galning der havde drukket vel meget Øl og derfor var vel meget fidel. Han var Student fra Heidelberg, Geolog og Literat paa engang; kom direkte fra la bella Italia. Med ham var en Økonom fra Ermsleben der dog ‹…› ‹…› fortrak. – Solnedgangen var smuk og Aftenen ret mild. En Flok Studenter (senere befandtes de at være blot Gymnasiaster) befolkede Salen og der bumledes til seent – mod 12. Jeg sov selv 4.^d i et Kammer, der havde den aller deiligste Udsigt mod Østen. -

d. 19.^d Fredag. Solopgangen var deilig. Senere sov jeg ind og vaagnede først mod 8. Det tyknede og jeg blev af min «Geolog» overtalt til at vente paa bedre Veir. Nu besaaes Borgens Indre*⁾, der har mere ret mærkværdigt. Udsigten fra de farvede Ruder var fortryllende. Værtens Datter, en smuk ung Pige, viste os om. Et nyt Bekj. giordes nu i en Philister fra Ballenstedt. Han og Geologen drak omkap og da vi endelig trods Regnen maatte opbryde gave disse to Herrer de kosteligste Scener til Priis. Philisteren Først forsøgte Philist. at stjæle sig bort, men han blev opdaget strax udenfor Borgen sødt slumrende under et Træ. Han var dog altfor fuld og blev abandonneret nede i Dalen. Jeg vandrede videre under den øldrukne literære Geologs Veiledning. Det regnede ^{den hele Tid}; men Dalen var dog saa deilig og mit Bekj: amuserede mig. Kl var vel 1 om E.m. da vi forlod Falkenstein. Vi vandrede langs Elven, havde Meissberg paa vor Høire, og kom efter halvanden Times Gang til en Mølle, hvor jeg drak Melk og min Literat Kummel, som dog for størstedelen faldt paa Gulvet – og Glasset slog han istykker. Vor ^Opvarterske var en saa smuk _{ung, sød, tilsyneladende ufordærvet} Müllerin at det sandelig var en vanskelig Sag at komme derfra. Skoven med dens Ege og Bøge, Møllene i Dalen og Pigen i Møllen, alt dette var saa tydsk-lyrisk; jeg havde læst derom saa ofte og var glad stemt ved endelig at faa det at see forenet. Min Ledsager var ^dog Dissonantsen i denne Fryd. – Han var nu ikke alene Geolog (dette var han dog kun som Dilettant!) men ogsaa Jurist; men alleregentligst var han Literat og angehender Schriftsteller, der paa Falkenstein og i Omegnen giorde Studier til en Novelle! – Jeg troede ikke alt dette men jeg troede dog det Hovedsagelige. – Vi kom til Mägdesprung ^{(store Jernstøberier)} og det regnede endnu. Jeg opgav da Alexisbad siden min Begleiter endelig vilde til Suderode. Jeg fik nu hans Navn at vide og han mit. Hr Rogge altsaa; Literat aus Heidelberg – geboren in Magdeburg. – Prægtig Skovsti ^var Skovveien over Försterhaus til Gernrode, der ligger ved Foden af en Høi hvorfra en vid Udsigt haves over Hoveddalen i Unterharz med Stæderne Quedlingburg, Ballenstedt og Halberstadt. Stufenberg forbi; kort Rast i Gernrode hvor jeg henter min Vadsæk der var gaaet forud med en Postillon. *⁾ Taarnet besteget. – Senere besaaes de ydre Omgivelser; Murene, Brønden, Ruinerne. De nye Anlæg. Capellet saa jeg ikke.
I Aftenskumringen fra Gernrode langs Skovkanten til det yndigt liggende Badested Suderode. Paa Veien bliver Rogge betænkelig interessant. Han har ogsaa været i Grækenland! Han har en Ven i Rusland og vil derfra maaskee giøre en Afstikker til «Norwegen». – Men i Suderode kom Opklaringen. Dér vare to Gasthöfe. Han Pladsen var optaget ^{af Badegjæster} men det lykkedes ^endelig at skaffe os et Herberge, dog hver i sin Gasthof. – Min Vært og hans Madame vare de venligste gemytligste Folk. Da Rogge var gaaet til sit Kvarteer fortalte de mig hvorl det egenlig med ham hang sammen. Rogge var et Skræderbarn fra Quedlingburg og gik endnu paa Skolen der; riktignok i Prima men det havde holdt haardt at faa ham saa vidt. Forresten var Karlen ikke dum og havde lært mangt og meget. Værtens Søn var hans Klassekammerat. Denne Person var netop hjemme hos Forældrene og nu forstod man da hvorfor Hr R. saa hastigt ilede bort. – [Af min Værtinde fik jeg paa Forespørgsel om Marie Oppermann den Efterr. at hun nylig var bl. forlovet med en brav, ikke ganske ung Ritmeister v. Carlowitz. – Søsteren Fr v. Kienitz var død for flere Aar siden]. —

- d:20.^e Lørdag. Veiret ugunstigt. Jeg venter paa klar Luft for at gaa til Victorshöhe og bliver kvar i Suderode til over Middag. (Brøndgiæsterne, – den vakre Jæger; – Geheimeraad Krause fra Halberstadt, bereist i Rusland, Sverige og Norge; en mærkelig «hager» Person med et klogt Ansigt. Han reiste med en Fransk‹…›^mand, der var en Bekj. af Bernadotte; besøgte med ham Stockholm; gik over Lapland til Finmarken og gj Norland og Trondhj. og Oplandet til Xania. Det var i 1839. Manden var for vel underrettet og iøvrigt for nobel til at være en ny Hr Rogge. – Middag ved Table d’hôte. – Efter-Midd. fremdeles regnfuld. Victorshöhe maa opgives. (Gymnasiasterne fra Halberstadt. – Læreren med sine to unge Elever paa Reise – Sidste Glimt af og Afsked med den nu noget betuttede Hr Rogge. –) I mildt Regn om E.m. gj Skoven til Stecklenburg og Lauenburg (Ruin; historisk navnkundig som de fleste heromkring). Hr Schmidts, den gamle Invalids Restauration et Par Skridt fra Borgruinen. – Ingen klar Udsigt. – Schmidt har en dygtig Perial men kan desuagtet ganske godt klare for sig. En ret skjægget, forvittret Karl! – Jeg faaer en lille Dreng til Fører for paa en Gjenvei gj Bjergskoven at naa Chausseen til Thale. Det synes bestemt at jeg skal holde mig i Dalen, thi naar Høiderne skulle bestiges er Veiret imod. Saal maa ogsaa Georgshöhe opgives. – Nu – jeg opgiver gierne disse Udsigter. Skoven og Dalen er mig kjærere. En Normand har seet nok af Bjerge, fjernt og nær. – Min lille Fører er opvakt og flink; vi bore os gj det vaade Krat og ere snart paa Chausseen hvor jeg for lader ham gaa. Til Thale i Mørkningen. Dalen faar megen Lighed med et norskt Landskab. ^{En Dalbund med en rask Elv (Boden).} Granbevoxede Aaser og smaa Sidedale. (Interessante Punkter: Quedlingburg ^{med dens Slot og Taarne} – Teufelsmauer – Gegensteine – Neinstädt – Hoppelberg – Georgshöhe m m.) – I Thale træffer jeg samlede flere Reisende som jeg de foregaaende Dager har seet. Vi blive snart kjendte; men jeg er for træt til at drikke Øl med dem. (2 Oekonomer, hvoraf den Ene, Rogges forhenv. Skolekammerat, David kaldet skj. hans egentlige Navn er Damsköhler, er en vakker, tækkelig Karl, lystig og ung. – 2 Gymnasiaster - 2 Handelsschüler fra Magdeburg: Schmidt og Raff^mmelberg.*) Værtshuset er noget ungemüthlich men Æggekagen og Ølsuppen smage fortræffelig og jeg sover deiligt i den i Salen improviserede Seng. — *)Endvidere «Læreren» med de to unge Elever. Fremd: to vandrende Müllere fra Mecklenburg, ialt 12 Personer.

21. (Søndag). Fra Thale over Rosstrappe og gj Bodethal – Blechhütte – Hubertusbad – Kattenstedt – Blankenburg. Hidtil var Alt saa mildt i Landskabet: selv Falkenstein saa imposant det ligger, virker dog mildt med sine Løvskove. Denne Dag bød derimod Enkeltheder af en vildere Natur; og havde jeg her haft den tilbørlige Portion af brusende Vande i Landskabet kunde jeg i flere Momenter troe mig hensat i en norsk Natur. – Vi vandrede 9 Mand stærk fra Thale om Formidd (Læreren med sine 2 blev igien) Langs den rivende Bode et Stykke i Dalen; saa stærkt opad til Bülows- og Eckartshöhe og derfra til den ganske mærkværdige Klippe Rosstrappe. Udsigten her ned i det trange Daldyb – eller Svælg er værd at see. Man fristes til at tænke paa lignende Situationer i Bergens Stift, hvor imidl alt er mere storartet omendskj. selve Klippeformationerne der sjeldent ere saa sælsomme som disse i Bodethal. Brat Nedstigning til Elven og «Teufelsbrücke» som imidl ikke har meget forfærdeligt ved sig. Her skryder atter Tydskeren af en Bagatel. Teufelsbrücke er det mindst diaboliske i det Hele. Det skulde da være Bodekessels «unergründliche Tiefe» – men her maa Fantasien stærkt kaldes tilhjælp. Nu - det Prægtige her er Fjeldformerne rundt om; det trange Daldyb; den stærke Modsætning mellem den forrige Mildhed og denne Vildhed. Restauration a. d. Jungfernbrücke. ^Der «Bischoff» og det ligeoverforliggende Fjeld «Tanzplatz» og «La Vières Höhe.» (Tanzplatz med de 1100 Trappetrin besøgte jeg ikke. Naar man kommer direkte fra Georgshöhe tager man til Tanzplatz forinden man kommer til Bodekessel og Rosstrappe). – Det prægtige Klippeprospekt ved Waldkater, hvor man egentl bedst seer den hele Sammenstilling. – Under hele denne temmel besværlige Vandring, (der dog lettes ved de mange Restaurationer, her findes) var Veiret regnfuldt og ialf. overskyet. Vi kom nu Waldkater forbi gj Hubertusbad og Blechhütte og tog en Fodsti langs Skovkanten for at naae ‹…› betids til Blankenburg. Solen brød gj. Skyerne da vi efter en behagelig Vandring langs Skoven og over Enge naaede Kattenstedt, hvorfra vi paa Chausseen havde et lille kort Stykke til Blankenburg. Egnen her er malerisk og blev det end mere ved Belysningen. Her har man ^{Begyndelsen af} den mærkelige Fjeldkjæde Teufelsmauer lige for sig; denne Deel kaldes Heidelberg – den strækker sig som en smal Bjergryg til mod Quedlingsburg og fortaber sig lidt efter lidt til den ved Gagensteine ha ^faaer en glimerende Slutsteen. P‹…› Prægtigt ligger ogsaa Blankenburgs Slot, et Jagtslot ^{med en stor Dyrehave} som hyppig besøges af Hert. af Braunschweig. – Aftenen var vidunderlig frisk og skjøn – i Blankenburg var «Freischiessen», Dands og ^{Fyrværkeri og} Commers. Mine unge Ledsagere dandsede og courtiserede og jeg var ogsaa med, skj jeg hverken dandsede eller courtiserede, men dog om med de andre var «höllisch gemüthlich». Nattekvarteeret gik an; var just ei extra. – (NB. Hr David og Damerne – især hun med den røde Kjole!)

22. Mandag. Deiligt Veir og en prægtig Dag. (Blankenburg – Elbingerode) Alle Mand ud til «Grossvater», en Udsigt paa Heidelberg. Herfra sees godt Regenstein. Videre til Slottet, hvis Interieur vi besaae, mod Hver at erlægge et 4 gr. Stykke. – Blankenburgs Slot er gammelt og allerede paa Carl d. Stores Tid nævnes en Blankenburgergreve som En af ‹…› de faldne Sachserhøvdinge. Carl gav Borgen til en Franker. 1546 ødelagdes Slottet for en betydelig Deel ved paasat Ildebrand. 1599 blev Borgen hertug. brunsvigsk Lehn. Wallenstein lod den beskyde i 30 Aarskrigen. 1707 blev B. ophøiet til et Fyrstendømme. Ludvig Rudolf byggede den nye Kirke. Castellanen fortalte at Maria Theresia i sin Barndom tilbragte længere Tid paa dette Slot og viiste os ogsaa hendes Værelse der ganske vedligeholdes i den Tids Costume. Interessante ere de ikke faa Familieportraits, her forefindes af Brunsvigerhuset. – Fremfor alle Catharina d 2.^d af Rusland og Maria Theresia i flere Udgaver Fremd. Hert. af Brunsvig-Oels. (Katharina I af Rusl. m.m.fl.) Enkelte andre Billeder fandtes ogsaa her af Værdi. I den ugifte nuregj. Hert.^s Sovekammer en Titiansk Venus ganske herlig; mon om det virkelig er en Titian? – En v.d. Werft – en god Copi af Battonis Magdalena. Et Par Rubens – A. Dürer – Cranach – Q v. Messis. (Særl: Rubens: Satyr og Nymphe, Cranach: Herz. Ernst der Bekenner, A. Dürers Portrait.) En Correggio (?) Susanna i Badet. – Af nyere Kunstnere et prægtigt Billede af Schröder (Brautheimführung,) A. Teichs: Inkvisitionsscene. D.^o Der Ritter u. seine Geliebte, m.m. Bl Rummene var især prægtig en Sal med Erker og skjøn ^{hvorfra den skjønneste} Udsigt. Vestibulen med gl. Rustninger. – Spisesalen – den store Sal med flere Statuer bl. A. en god Copi af Th.^s Venus og Canovas d^o. En Thorvaldsens Miniat. af en hvilende Nymfe o.s.v. – Theatret. – Stalden med de mange Raceheste (især Titan og Don Juan). – Nu gik vi gj. Thiergarten til det nærliggende Bjerg Ziegenkopf hvorfra den hele Dal beskues. Det nærligg. Regenstein – en gevaltig Borgruin, Stamslot for de mægtige Grever af Reinstein. (NB. Hert. af Brunsvig havde netop f. 1 Par Dage siden forladt Blankenburg for at reise til Italien.) – Ud paa Efterm forlod David ^Damsköhler os med sine tre Kammerater og vi vare nu tilbage 5. De to Mecklenburgere (hvoraf den Ene, Röpel, en rask, flink, fidel Karl der havde nogen Skoledannelse; de havde Begge reist rundt om i Tydskl i 3 hele Md^r), de to Kjøbmænd og jeg. – Gj. tæt Skov (tildeels Løvskov) til Hüttenrode og derfra et Stykke paa Chausseen der fører til Rübeland. Mit Selskab var ganske behageligt, skj. der blev vel meget sunget og fløitet til svær Ørepine. Item vare mine unge Handelsmænd, trods al Lystighed, dog noget philistrøse. Vi kom nu atter ud af Chausseen, men paa en aaben Mark der hælder sig ned mod Bodedalen som her atter kom frem. Udsigten her mod Brocken og Oberharzaasene prægtigt belyste af Solen der seirede i Kampen med et Uveir, fandt jeg høist fortryllende. Linierne vare maleriske og Mellemgrunden høist yppig og afvexlende. Nede i Dalen laae die Marmormühle ganske allerkjærest: ganske norsk; Elven og Granskoven og den trange Dal. Broen er ogsaa værd at see. ½ Times Vei derfra kom vi til Rübeland (brunsv. Jernværk af megen Betydning.) Her ere de berømte Huler, Baumanns- og Bielshöhle hvoraf vi besaae den første. (En temmelig besværlig Affære; dog interessant formed dens store Omfang og mærkelige Drypstensformationer). Gasthof z. gold. Löwen. – Aftenvandring i klar, kølig Luft til Elbingerode. Godt Nattekvarteer og god Aftensmad hos Frau Fischer. —

23. Tirsdag. (Til Brocken) Chaussee fra Elvingerode til Werningerode tildeels gj Naaleskov. – Wernigerode med sit grevelige, høist navnkundige høit beliggende Slot og sin prægtige Beliggenhed ved Harzbjergets Fod. – Slottet er meget gammelt; Wernigeroder kæmpede med Wittekind mod Carl d Store; senere drev Flere af dem det ædle Røverhaandværk. Nu eies Slottet af Grev Stolberg-Wernigerode. Det ligger 400 F. over Staden, har et pragtfuldt Orangeri og en stor Dyrehave. (De to smukke Smaapiger med Bær – ‹…› Hinden og de mange Dammhirsche.) Afsted Kl. 1 ½ med Fører til Brocken. (En Wernigerode-«Løve» geleider os til die steinerne Renne.) Smuk Vei i Dalen og op til die «steinerne Renne» som for en Normand imidl er noget ganske ordinært. Besværlig og udmattende Opstigning – den medtog 5 Timer! – men Brocken er ei saamegen Møie værd! Man er vistnok 3600 F over Havet og Panoramet deroppe er vistnok meget vidt og frit – men det er ogsaa det Hele. Man seer en Mængde Smaating af Høider og Dale og Byer og Flekker rundt om sig og faar at vide at man kan see saa og saa langt i Ø- i S- i N- i V – men maleriskt er det ikke. Solnedgangen var det beste; men man behøver ei at gaa op til Bloksbjerg for at see den. Hvad der lønnede Møien var imidl Livet deroppe. Huset var fuldt besat. Kun Faa fik Værelser med Senge. 24 Mand maatte indkvarteres som Heste i en Stald, ja meget værre – vi laa i to Rækker med Benene mod hinanden ^{og Hovederne mod Væggen}, paa haarde Madrasser. Men her gaves Spas! Søvn tænkte kun Faa paa; de adstadigste bleve de Galeste; man opførte Hexedandse, Processioner af Nonner, Ulvesvælgshylet i Jægerbruden, og dertil hundrede Specialforestillinger i Fugle- Hunde- Katte- Faare- og d.^s Musik. ^{En Hovedrolle spillede en Referendar fra Berlin – 2 Hollændere - min Kammerat Rammelberg vare ogsaa virksom}. Endelig udmattedes man over Midnat og fik en daarlig Søvn til ½ Time før Solopgang – da purredes vi; maatte ud i den kolde Luft og fryse og vente paa Solen som narrede os da den i al Magelighed gik op bag en Sky. – Maden var god men dyr. ^{Aftensmaaltid ved Table d’hote: Suppe, godt Kød med Gemüse; en Fl. Laubenheimer}. Udsigten til at faa en Forkjølelse paa Halsen ^var den aller sandsynligste – Touren kostede Sved og Penge – og hvad havde vi haft for det Hele hvis vi ikke selv havde været saa fornuftige at slaa os Galne? – Det var altsaa Brocken! Vide Reisebogen forøvrigt. Brocken«straussen» fik jeg ogsaa og betalte mine «zwei gute» derfor.

24. Onsdag. (Ilsethal. – Ilsenburg. – til Harzburg – og Braunschweig.) Morgenen var smuk skj. ei ganske klar. Dagen tegnede til at blive hed og blev det ogsaa skjønt den endte med Regn. Nedstigningen skeete uden Fører. Det gik nu ad den modsatte Kant ned mod Ilsedalen. Efter 1 Times Marsch stærkt nedad kom vi paa Chausseen. Ilsethal er ganske romantisk og hører til det bedste jeg i Harz har seet. Skoven er i Beg. Naal; senere tæt, rig og frodig Løvskov. Ilsen er vel ingen brusende nordisk Elv men den rinder dog med Fart, risler lifligt til Fuglesangen og danner ogsaa flere smaa Vandfald som Tydskerne naturl giøre svært Væsen af. Aldeles prægtigt kneiser Ilsenstein og jeg foretrækker at see den nedenfra og bryder mig slet ikke om at klavre derop. Klippeformen er høist charakteristisk og tager sig majestætisk ud fra Chausseen, hvor jeg saa den i den herligste Solbelysning gj. en For- og Mellemgrund af den yppigste Skov. Paa Toppen af Klippen staar et høit Kors som Grev Anton af Wernigerode i 1814 lod reise til Minde om nogle i Krigen mod Napoleon faldne Kamerater. Ilsenburg ligger ved Udgangen af Dalen ved Bjergets Fod. Vi naaede den efter 3 Timers Marsch. Beliggenh. er deilig form. Floden, Skoven og de omgivende Harzbjerge. (To Slotte, ikke meget, fremragende, Burg og Marienhof og flere Jernhytter). Værtshuus «z. rothen Forellen». – Over Middag videre først paa en Skovsti til Eckernkrug hvor et Uveir nødte os til at vente! Her var Tykmelk at faa. Vi vare blot 3, d. tvende Magdeburgere og jeg. Læreren og hans Schülere havde forladt os i Ilsenburg (dem traf vi nemlig igjen paa Brocken) og de to Müllere vare gangne iforveien til Neustädt. Fra Eckernburg af havde vi Chausseevei, men gj den herligste Skov. Deilig er Dalen ved Harzburg som vi havde paa vor Venstre da vi nærmede os Neustadt hvor Banen til Wolfenbüttel begynder. Aasene ere her rundt om saa rigt grønklædte, tildeels med Bøg og Eg. Fra Harzburgs Fod i Retningen mod den gamle Bjergstad Goslar gaaer Ockerdalen i nordvest. Harzburg besteg vi ikke. Et svært Uveir trak op og vi kom netop an i Neustadt i Værtshuset da Regnskyllet begyndte. Harzburg ligger smukt og høit men har nu næsten ingen Ruiner mere. Borgen som der laae er uhyre gammel, man sige at allerede Cæsar lod et Castel der opbygge. Den spiller Rolle i Sachserkrigene i det 11.^te Aarh: og ødelagdes af Sachserne 1076. Keiser Frederik I opbyggede den igien; kom i 1265 til en Wernigerode og senere til Otto den Onde af Braunschweig. Den havde nu forskjellige Skjæbne; blev Røverborg, kom atter til Braunschweig; erobredes af Goslarerne o s.v. I Midten af det 17.^d Aarh. blev den atter ødelagt. Kun Slotskapellet blev staaende. Men som sagt nu er kun Antydninger tilbage. (Den vandrende Haandværksbursch paa Veien – han havde været i Amerika flere Gange som Skibsstewart og var vidtbereist. – Silhouettøren fra Leipzig; den lille prægtige Dreng med sit yderst opvakte Væsen –) Vi fandt i Neustadt vore Müllere igjen; en Gymnasiast slog sig til os og Kl 8 ½ tog vi med Banetoget over Wolfenbüttel til Braunschweig; og saal var nu den egentl Harzreise endt. Den lange Eftm i det slette Veir tilbragtes temmel langweiligt i Neustadts Værtshuus «z. Lindenhof» og vi vare glade da vi kom til at dampe afsted. I Wagonen gik det lystigt til. 2^de tvivlsomme Mamseller bidroge dertil. Kl halv 11 kom vi til den famose Banegaard i Braunschweig og fik et godt Kvarteer og et prægtig Aftensmaaltid med Viine hos Frühling i St. Bremen. (I Neustadt læste jeg i Aviserne om det første Engagement mel de Danske og S.-Holstenerne. «Holger Danske» og «Bonies»)

25. (Torsdag.) I Braunschweig gik Choleraen allerede i længere Tid og var for Tiden betænkelig nok. Man kunde see og høre det paa Alt. – Veiret var smukt; vi spadserede paa Promenaderne og tabte Tid ved at søge efter Punkter som vi dog kun tildeels fandt. Promenaderne ere rige og rigere end Leipzigs. – Fürstengarten er ganske prægtig; ligesaa det store og elegante Residentsslot med Schlossgarten. Banegaarden er en Pragtbygning af 1^ste Rang. I Udkanterne af Byen findes moderne elegante Privathuse men selve Staden er gammel og trang og ‹…› styg. Mærkelig ved sin Ælde er dog Domen i Altstadt og det nærliggende Raadhus. Mærkeligt var ogsaa de mange særdeles smukke Fruentimmer hvorsomhelst man vendte sig. – Middag i Hotellet. Efterm. ud ad Assethor til Holz Kaffeegarten. Den smukke Udsigt fra Windmühlerhöhe, en kunstig Opfyldning ved Assethor, endnu ufærdig. Her seer man Staden med dens Taarne omringet af lutter Park og Hauger. Kort udenfor ligger Lystslottet Richmond (egentl 2 Slotte) i en smuk Park, og i det Fjerne har man Brocken og Harzbjergene. – Kl 4 ½ tog jeg med Schmidt og Rammelberg paa Banen til Magdeburg. De to Müllere gik til Hannover for derfra at tage til Hjemmet (Gadebusch). – Det var et Güterzug og det gik derfor betænkeligt langsomt. Vi vare yderst faa Passagerer til Aschersleben men derfra mange nok til Magdeburg. Veiret var deiligt og ved Ankomsten i Magdeburg skinnede Elben i Maaneglandsen. Vi ankom Kl. 9 ½. Jeg tog ind i Stadt Leipzig i Nærh. af Banegaarden.

26. Fredag. Magdeburg overraskede mig. Det er en stor Stad omringet af ganske majestætiske Fæstningsværker. Herligt kneiser den prægtige brømte Dom hvis Omgivelser ogsaa ere interessante. Staden har flere høie, gamle Taarne og mellem de gammelmodige anseelige Bygninger findes ogsaa flere elegante moderne. Omegnen er flad og bar; men Elben opfrisker Landskabet. – Kl. 8 ½ om Morgenen hentede Rammelberg mig for at føre mig om i Staden. Først spadserede vi paa Fæstningsvolden og havde derfra allerede god Udsigt over Værkerne og den brede Elbstrøm (Cassematterne – Citadellet – Friederichstadt – Badeanstalten – Commandantboligen – Retslokalet o.s v. Men fremf. alt Kirkerne og forrest bl dem den herlige beundringsværdige Dom.) Vi kom nu til Stadens Hovedgade Breiter Weg der er ganske anseelig. Jeg gik op med R. til hans Bolig. Familien var bortreist og vi vare Herrer i Huset. (Det irmlerske Flügel – det ital. Billede af Flamm – Frokost og Rhinskviin.) Kl 11 ½ i Domen. [Castellanen og hs Kone. Kreuzgangen – Domens simple, gotisk-byzantinske Indre; stort og gribende. Storchoret ^{med Glasmalerierne}; det 2^d Chor med de farvede Ruder. Marmoralterstenen. Marmordøbefonden. De mange udskaarne Billeder og prægtige Reliefs. Herlige Buer – kunstige, prægtige Capiteler og Karyatider. Biskop Ernsts Gravmæle – Tillys Hjelm og Handsker og Sværd og Pistoler m.m.m.] Hovedintr. af denne Dom i dens Ydre og Indre var mægtigt og gribende i høieste Grad. Alt er her færdigt; meget simplere end Cölnerdomen men mere harmonisk for Øiet. Organist Ritter sad ved Orgelet og indstuderede en Fuge. – Taarnet besteges til Slut. – Udsigten derfra. – Nede paa Pladsen spillede det 32^e Reg. Musikcorps. Jeg spiste ingen Middag og tog Kl 2 Farvel med Rammelberg og Schmidt og tilbragte Tiden til Kl 5 tildeels i Theaterconditoriet hvor man har et ualm godt Udvalg af Tidender og illustr. Blade. (N. Z. für Musik: Brendel om Genoveva. – Signale. – Fliegende Blätter – Düsseld. Monatshefte – La Silhouette – Illustr News. L’Independance o s v) Kl 5 ½ afsted til Leipzig. I Wagonen var megen tydsk Skryden ianl af den nye Efterr om det første Sammentræf mel de respektive Hovedarmeer i Nærh. af Slesvig d 24.^d To Danske sad der men vilde ei lade sig tilkjende, hv. jeg dog i deres Sted havde giort. Hvad fik nu disse Skrydere ei at læse Dagen efter!! – I Leipzig Kl. 9 ½ og strax til Pflocks Kneipe. - – Reisen kostede i alt 17 Rth 3 ½ sg. (Reisen til Ermsleben (see ovenfor) 1 – 22 ½ den egentl Harzvandring omtr 10 Th og iberegnet Opholdet i Neustadt, Braunschweig og Magdeburg 12 Th. 11 3/4. Banebillet (III) fra Neust til Braunsch. 16 1/4 sg. fra Braunschg til Magdeburg 1 Th 5. og fra Magdeburg til Leipzig 1 Th. 10 sg.) —

27. - Stor Betuttelse mellem Tydskerne paa Gr. af Krigsefterr. fra Slesvig. Det Umulige er skeet! Slesvig-Holsteinerne med deres Løvemod og retfærdige Sag have faaet Prygl af de erbarmelige Dänen. – Krigen i Slesvig begyndte med et Par Affærer tilsøes Holger Danske og de slesv. Dampskibe og Kanonbaade. 22^d og 23^d Juli. – Aff. mel Hekla og v. d. Tann hvor sidste sprængtes i Luften; if. tydske Blade af Chefen selv, if. danske formed et Skud fra Hekla. Hovedangrebet begyndte fra de Danskes Side d 24.^d tillands. Det var først en Forpostfægtning der udvikledes i Dagens Løb. If. tydske Blade var ^blev dette første Angreb tilbageslaaet og der raabtes allerede «Sejer». Men den 25^de fik Piben en anden Lyd. Et morderisk Slag i og om Idsted (N. for Slesvig, Ø for Trene) Den holst. Armee angrebes her af den samlede danske Styrke. Centrum (Willisen) stod ved Idsted; venstre Fløi under Baudissen og senere, da han blev saaret, under v. d. Tann, ved Helligbek til Trene; høire Fløi ved Wedelspang til Schleien under v. d. Horst. Angrebet beg. Kl mod 3 om Morgenen. Kl mod 11 syntes Udf. til Fordeel for Holstenerne; men da concentrerede de Danske sine Kræfter og en fryktelig Kamp udspandt sig der endte med at Holst.^s Centrum blev gjennombrudt. (Kl 2 Em) Tydskerne maatte retirere. Om Aftenen drog de Danske ind i Slesvig. Eckernförde blev forladt af S. H. og er vel ogsaa besat. If. de sidste Efter. stod Willisens Hovedkvarter ved Wittensee i Nærh. af Holsteins Grændse. De tydske Blade vove ei at negte de Danskes Seier og heller ikke de Danskes Tapperhed som endog «næsten» stilles bredved de Meerumschlungenes. Detaillerne ere endnu confuse. «Man veeg for Overmagten». En tilfældig Forseelse med en Munitionsforseelse blev til Lykke for de Danske som ellers vilde været slagne (!?). Der var 45000 D. mod 30000 Sl.-H. (?). Tabet stort paa baade Sider men ulige større paa de Danskes. Mellem Fangerne opdages Svenske, Nordmænd ja Russer (!!) I L. Z. fortælles simpelt hen at 10000 Svensker fægtede i de D.^s Rækker. Det er dog for galt. Sl. H.^s Tilbagetog (til heelt henimod Eideren) var fuldk. ordnet. Dennegang maa forresten de tydske Bl idet de tale om Sl.-H.^s Løvemod, dog tillige rose de Danskes Tapperhed og berømme deres Operationsplan. De Danske kommanderedes if. tydske Bl. af von Krogh, Schleppegrell og de Meza.

29. Detailler om Slaget i B H, D. Allg. Z. og Neue Leipz. – Igaar aftes i Lindenau. Deilig Aftenstemning og Solnedgang. – Idag hos Fiedler (Musiker, Ven af Bargiel) spiller han og Normann 4hændig arr. Mendelssohns Es dur Octett, en ganske slaaende deilig og sund og ædel Comp. Sammes Qvartett i E moll. Gades Ossiansouverture (A. moll. romantisk og frisk) og hans Sinfoni No 3 i A-moll hvis Scherzo har et allerkjærest Motiv og hvis Hele ogsaa maa giøre sig prægtig i Orchestret. Josephson her nogle Dage mens jeg var i Harz. – Saloman i Fkf.^t forlovet med M^lle Nissen. – Kranglerier med Pas og Aufenthaltskarte paa Politikammeret. – (Bl. om Taylors Død af Cholera. Millard Fillmore af Clays Parti ny Præsident.)

30. I Theatret tre dumme flaue Stykker: Die Zillerthaler, et Sl. idyllisk Liederspiel. – Nichte u. Tante som dog havde en Sl. Intrige men af vanligste Art og paa tydsk Viis med idelige Krydserier af slet anbragte Witze. Og til Slut det Dummeste af Alt Der Lügner u. sein Sohn, en Bearb af Castelli efter det Franske. Kan de ikke hente bedre Ting fra Franskmændene. Er det for at giøre Nar af dem eller er det virkelig tydsk Smag?! Publ. som klappede til Tyrolerdumheden og Flauhederne mell Tante og Niece maatte dog tilkjendegive at Løgnerne vare for dumme. Spillet var ogsaa krydret med den sædvanl tydske Plumphed og ukunstneriske Svulst. – Günther Bachmann i Zillerthaler og Frl Schäfer i det 2.^d Stykke vare dog som man kunde vente, hæderlige Undtagelser. – Hos Klemm: Partitur til Mozarts G. moll Sinf (N^o 2).

31. I Bl. læses nu ogsaa danske Beretn. om Slaget. Saarede og Faldne gaa til henimod halvtredietusin ^{over 3000; Fangne omtr. 600.} ‹…› ^Faldne vel over 400. (Nogle og 70. Officierer?). I Willisens Rapport ere Døde og Saarede ei anførte. Paa de Danskes Side nævnes bl. de Faldne: General Schleppegrell. Obersterne Trepka og Lessø. – Behrens og Hartvig ankomne hertil fra Rhinen. Sammen med dem hos Pflock (Normann, Lindholt, Mag. Andersson fra Upsala) – Med Behrens sender Axel mig et Expl af Welhavens Tale ved Univers.festen ianl af Kronprindsens Formæling med Prds. Louise af Holland den 13.^d Juni. Ligel. nogle N^o. af Xaniaposten om Harro Harrings Udviisning. —

1. Hele Dagen med Behrens og Hartvig. Mange Historier fra Hjemmet. Deres Reiseukyndighed og Pengeødsleri. Normann spiller for dem sine Klaverstykker fis moll. – Reiterstück – Spaziergang. – Bei Döderlein. – Mel a la Schumann. – Nachstücke af Schumann. – Moderne Trivialiteter af Wehle. – Aften i Lindenau.

2. Anekd. om Engl. der i Eckernförde har lejet Logis og med Kikkerten sidder og venter paa et see de Danske tage Gefion tilbage (!). - – Kl 12 ½ reise Behrens og Hartvig til Dresden. Middag med dem paa Banegaarden. – – Cholera i Leipzig, dog ei meget stærk. –

3. Brev fra Holms. (Inds. fra Tante Thea af 13^d Marts!) Nogle Detaill om Krigen. De Fangnes Modtagelse af Pøbelen i Kbhvn viser Raseriet mod Tydskerne og kan neppe undskyldes. I Dk ventes paa Ratifikationen fra de øvrige tydske Magter for at Rendsborgs Beleiring kan paabegyndes (?). – Motetter af Mendelssohn og Hauptmann i Thomaskirken.

4. I Theatret Don Juan. Heller ikke her i Leipzig kan dette Værk gives tilfredsstillende; og i saa musikalsk en By burde man dog kunne vente at man ^der ialfald giordes det bedste ^{al Umage}. I reen musikalsk Hens. var vistnok meget at rose og Enkelt Fortrinligt men det rette Sammenhold; den nødvændige Sammensmelting af Stemmerne og Orch. savnedes ogsaa her. Og dertil kommer denne evindelige altid fremtittende schofle tydske Tilbøielighed til at giøre slette og fade Witze. Don Juan blev given med den gamle dumme Dialog. Don Juan og Leporello giøre gemene Kneipevittigheder og strax før Elviras Optræden seer man D. J. i sin Bolig overrasket af Retsbetjente der beskylde ham for det netop begangne Mord paa Commandanten. Den hele Scene kunde ligesaa godt høre hjemme i den første den bedste Berlinerposse og som sædvanl gives Aktørerne Tilladelse til at improvisere de fadeste Replikker. Skulde man dog ei rense Mozarts Mesterværk for slige ækle Tilsætninger! Er det Kunstsands? Hvor langt ædlere gik man da ei tilværks i Kjbhvn da man gav D. J. med Recitativerne. Og nu det hele sceniske Udstyr saa fielebodsmæssigt; og Helvedescommersen til Slut! fi donc! – Disse Fataliteter vare saa meget mere fremstikkende som paa den anden Side Udf. i Orchestret og fra flere af Sangernes Side var ægte musikalsk. Brassins Don Juan er ret kvik men for simpel: det samme giælder tildeels om Leporello: Hr. Beer der forresten er en dygtig Basbuffo. Ædelt og smukt sang Widemann som Ottavio og Stürmer var en god Masetto. Commandanten som ellers synges af Salomon blev udf af Hr. Wilske som ei har den dertil fornødne Røst. Leporellos Spil behagede mig ei og Wilske var slet. ellers var disse Roller dog i det Hele ret godt givne Donna Anna var ^blev derimod virkelig mesterlig sunget af Caroline Mayer. Naar man bliver vant til hendes Udseende og Stemmeansats og Udtale saa kan man dog tilsidst overgive sig med Behag til Nydelsen af hendes store Sangerbegavelse. Det er dog en Stemme (ihvorvel sped og ei ung) – og et prægtigt Foredrag og udadlelig musikalsk Udførelse. Ganske ypperlig var hun i Recit og Arien, især den sidste (i 2^d Akt). Heelt igiennem god, behagelig, kvik og sikker var Günther-Bachmanns Zerline. Det er et prægtigt Fruentimmer; næsten altid er hun paa sin Plads. – Saal kunde al Musiken være ret godt repræsentert paa Scenen hvis ei et af de vigtigste Partier var givet til en uøvet Skolar, et Menneske med et umuligt Ydre for Scenen og et altfor stort Ubekjendskab til alt Scenisk. Frl Bucks Elvira var høist sørgelig; forstyrrede al Illusion og ødelagde mere end ét Ensembles Totalvirkning. Hun har en god, virkel smuk Stemme men den er ei egal: snart har hun stærke snart altfor tilslørede Toner. Snart synger hun med Sandhed og Følelse, snart som om hun aldrig havde Begreb om dramatisk Sang. Frl Buck er, idetm for Tiden, en Umulighed paa Scenen og jeg frygter at hun med sit ulyksalige Ansigt og sin hele Persons Kokkepigeplumphed aldrig vil kunne vinde Plads paa den. – Prægtig var Joachims Udf: paa Viol. (Pizzik.) af Mandolinakk. til D. Juans Serenade. Brassins Opfatn: af Don Juan var ikke chevaleresk nok; men forresten var han ret flink. I Scenen i Finalen i 2. Akt med Command.^s Statue var han for meget beruset. Denne opfatning fandt jeg urigtig. Scenen med Zerline gik fortræffelig men dertil giorde dog Günther Bachmanns ægte dramatiske Talent Udslaget. Publ. klappede saavel af til det Gode som til det Slette og til Witzmageriet naturl allermeest. Den stakkels Buck fik dog en Deel Hyssen at høre. Fremkaldelser skeete som sædv hvert Øiebl. og til en meget forstyrrende Afbrydelse i Musiken. Det «dannede» Leipzig har et høist bengelagtigt og i slette Vaner sig behagende Parterre og Galleri.

5. Skrevet til Moder og Marie Lasson. [Norman Brev fra Schuberth og fra Bargiel.]

8. Efter de sidste Dagers trykkende Sommerhede kom igaar lidt Afkjøling og idag Regn. Igaar i Theatret Martha som for 3.^de Gang dog bliver noget tynd paa mange Steder men alligevel, godt udført, altid efterlader et behageligt Totalindtryk. Og Günther Bachmann bliver man aldrig kjed af. Hendes prægtige Ansigt, smukke Hoved, for hende saa klædelige Lokker! Alt dette i Forening med en endnu ret smuk og elastisk Figur – og en stor Routine i Soubrettefaget. Fiin og yndig maa man ikke forestille sig Günther; tvertimod hun er nu og da næsten «derb»; men gjennem kvik, tækkelig, prægtig – en ægte Aktrice i sit Fag og med en Aktrices menneskelige Skrøbeligheder. Man ^maa heller ikke forestille sig hendes Ansigt egentlig smukt. For det første er hun ei ung mere og for det andet vilde selv i hendes fagreste Tid Ansigtet ingenlunde kunne kaldes et Skjønhedsansigt. Næsen er for kort, Øinene for smaa og indklemte mellem Panden og Kindbenene; men Panden er prægtig ^{ligesom Hovedets hele Form} og Trækkene med deres Feil dog indtagende; saa kloge tillige og Smilet sødt og skjelmskt, (men Tænderne!) – Havde hun et ædlere Organ vilde dette giøre hende endnu farligere. Nu – farlig er hun vel nu ikke mere; ialfald ikke saa ret for Alvor; men for 10 Aar tilbage!! – Plumkett: Hr Beer var meget god, derimod var Lionel en tynd Karl (Hartmann fra Würzburg). 1^ste Akt er egentl den bedste heel igjennem.

9. Hos Richter begyndt 3^st Sats med Cant. firmus og to bevægelige Stemmer (halve og 4.^d Noder). – Brev fra Behrens i Dresden. – NB Briefe von Wilhelm v Humboldt an eine Freundin 4^te Auflage, Leipzig, Brockhaus 1850. En høist anbefalelsesværdig Bog. Fortrolige Breve som aabenbare en berømt og ædel Mands indre Liv. En Skat af fromme, aandrige, dybe Tanker. – I denne Tid giver D^lle Rachel Giæsteroller i Berlin. Hende gav jeg noget for at faa see! Iaften i Theatret: Gutzkows bekjendte Comedie: «Das Urbild des Tartuffe». Dette er det første Theaterstykke jeg seer af G. Det staar langt over Richard Savage men er vel ikke nær saa dramatisk effektfuldt som hans Uriel Acosta. Naar Hovedpartierne spilles godt er det imidlertid en Fornøielse at see hans Tartuffe. Det kan ikke i Anlæg og scenisk Technik komme op mod de franske Comedier af Scribe og Consorter; men det er dog et aandrigt Stykke rigt paa fiin og vittig Dialog, fortræffelige An- og Hentydninger og i flere Hens. høist træffende Charakteertegning. Præsident Lamoignon er Moliéres Tartuffe in originali. Jeg maa antage at G. temmelig tro har benyttet de historiske Data. Molière vilde i Tartuffe skildre en heel Art af Mennesker, men med det samme rammes en enkelt Person. De to Skuespillerinder som optræde i M.^s Tartuffe er Døttre af den Duplessis hvis Hustru Lamoignon vandrede under Hykleriets Maske. Handlingen spiller nu umiddelbart før, og, i sidste Akt under den 1^ste Opf. af Tartuffe. Gutzkow fører i ret heldige Figurer Datidens herskende Smag og Fordom paa Scenen: Pedanteriet i Literaturen, Borneertheden og Selviskheden, og Letsindet i Sæderne, altsammen ledsaget af den franske Glathed og Elegants. Molière spiller selv Tartuffe og Scenen i sidste Akt mellem den virkelige og Theatertartuffen er høist effektfuld. Moliére er Armande Duplessis’ Elsker og vil efter Opf. af T. gifte sig med hende. Heraf Conflikten med Louis XIV som haaber at faa hende til Maîtresse. Men denne Kjærlighedshistorie ligesom ogsaa Søsteren Madelaines Optræden er mere underordnet skj. dog væsentl indgribende i St.^s Plan. Hovedfigurerne ere Lamoignon og Moliére og Louis XIV. – Akademikeren Chapelle, Politiministeren Lionne, Parlamentsraadet Lefevre og Lægen Dubois repræsentere dem, der af egoistiske og Standshensyn opponere mod Opførelsen, mens de dog alle ere hjertelig glade over den sande Tartuffes Revselse. Udf. var som overh. i Skuesp. her i Leipzig langtfra heeltigjenem god. Det synes overh. som man i Tydskl har svært for at hæve Comediespillet til sand, naturlig Kunst, da falsk Bombast og slet, simpelt Witzenmageri har saameget Tilhold selv mel et ellers dannet Publ. – Men at her ogsaa gives udmærkede Aktører har jeg ogsaa i Leipzig kunnet overbevise mig om. Og en saadan, ialfald en dygtig og tænksom, der forstaar at give en Charakteer uden falske Tilsætninger er Hr Kläger fra Breslau (Lamoignon); mindre udmærket, men dog flinkt Schultes fra Münchener Hoftheater (Moliére). Ikke ueffen var H. Menzel som Akademikeren. De Øvrige: v. Othergraven (en smuk Person at see paa) som Louis, DHr Stürmer, Henry, Saalbach o.s.v. gaa ei over det Middelmaadige. Borger Matthieu, Repræsent. for Mængden af Pariserne der yndede Molière uden just at forstaa ham, blev spillet paa den sædvanl. krasse komiske Maneer af Ballmann. Damerne vare: Armande: Frl Schäfer og Madelaine: Fr. Günther Bachmann. Men det er som sagt ingen Hovedroller og kunde vistnok af Forf. være udbragte til noget mere interessant. –

11. Bladene om Explosionen i Rendsborg. Dette tredie store Uheld i denne Krig giør Sl.Holst. formelig til Martyrer, og man raaber paa Prent: O, I Tydskere kunne I da slet ikke hjælpe! Alt er tabt maa I sige; thi I have ei engang reddet Æren. – H. v. Gagern skal være gaaet ind i den sl.h. Armee. – Et Stykke Messe af Hummel i Thomaskirken. – Kistner overbyder Schubert som Forlægger for Normann. – – Fru Günter B. og hendes Søster som Gjenboere, men kun «som Gjæster». -

12. M. H. til det Gutzkowske Stykke læser jeg idag i «Grenzboten» at en af Hovedindvendingerne mod dette Stykke er at dets Basis er meget uhistorisk. Taillander bebreider ham stærkt manglende Kundskab til de historiske Forholde. Og det er en slem Ting netop for saadant Stykke. – – Bilag til Augsb. Allg. Zeit. en interessant Art. om Tidemands Frise-Billeder til «Oscarshal». – – Utaalelig Hede! – Aften med Friedenthal og Lindhult i Tivoli. – Norman bortreist i al Hemmelighed. –

13. En ganske god lille Art i «Le Constitutionnel» om de nærv. polit. Forholde i Tydskland. Preussen med Separatunionen og Militærtraktaten paa den ene Side og Østerig med Sydstaterne og Bestræbelserne for at oprette den gamle Bundestag i sin gamle Skikkelse paa den anden. Men denne Reaktion til det gamle Bund har ogsaa i Berlin Talsmænd (v. Radowitz); og man var allerede paa god Vei til at enes om en complet Reaktion; men da kom Separatfreden med Danmark og den paafølgende Krig i Slesvig. Og atter staar nu Preussen og Østerig næsten «fiendtlig» ligeoverfor hinanden. Hvad bliver nu Enden? Vil det lykkes at faa det gamle «Bund» restitueret eller vil den ianl. af Krigen atter opstaaede politiske Bevægelse komme Preussens Unionsprojekter tilgode? Thi den tredie Mulighed – en ny Revolution – har for Øiebl. just ingen Chancer for sig. – – Legitimistisk Conferents i Wiesbaden (Greven af Chambord; Berryer. o s.v.) Samtidig hermed L. Bonapartes forest. Reise i Provindserne. – – Ved Solnedgang spadseret udad Peters Steinweg paa Chausseen til Connewitz der ligger en lille Stunde borte og meget smukt nemlig lige ved Skovkanten hvorfra ogsaa her ret er en Pragt af Parkanlæg og skyggefulde Haver. Et Par udmærket smukke Landhuse saa jeg her. Og Kaffeegarten i Connewitz hører til de meest indbydende om Leipzig. –

15. Normann havde giort en Udflugt til Weimar og Naumburg paa to Dage. – – Heden er fremdeles utaalelig, og, som man hører, Cholera i Tiltagende. – Fra Krigsskueplasen intet væsentl. Nyt. – De Danske beholde deres stærke Stilling ved ^{S. for} Slesvig, udstrækkende sig mod Ø. til Eckernförde og m. V. til Tönningen – paa begge Sider beskyttet af Flaaden. Det hedder bestemt at vor Konge har givet flere Officierer Permission til at gaa i dansk Tjeneste og at endog russiske og engelske Off. ere gaaede i den. – En Nyhed bringe ogsaa tydske Bl. idet de fortælle at Kongen af Danmark har ladet sig vie (til venstre Haand) til Mamsell Rasmussen. (Lola-Rasmussen). – I Fliegende Blätter findes ofte gode Indfald. Saal hedder under Titelen: Das Versprechen: «Sultanen af Tyrkiet lover for Fremtiden at han ikke vil kalde de Christne for Hunde hvis de paa deres Side ville love ei at kalde deres Hunde Sultan.» – I «Humboldts Briefe an eine Freundin» hen siger han etsteds, hvad der betegner hans Charakter og Livsanskuelse: – – «Sie haben mich ganz mißverstanden, indem Sie sagen daß ich zu nichts zu meinem Glücke bedürfe als mich. Es ist allerdings wahr. Aber das kann ich, wie streng ich mich untersuche, nicht tadeln, es ist vielmehr in mir die Frucht eines langen und darauf gerichteten Lebens gewesen. Ich lebe nämlich in Gefühlen, Studien, Ideen; diese sind es eigentlich, die machen, daß ich nichts Fremdes bedarf, und sie sind auf unvergängliche Dinge gerichtet, sie laßen micht nicht sinken, wenn mir Erwartungen fehlschlagen, wie ich es oft, wenn mir Unglücksfälle zustießten, erlebt habe. Nur wenn man in diesem Sinne nichts bedarf, kann man möglichst frei von Egoismus sein, denn da man für sich nichts fordert, kann man anderen hilfreicher sein. Man genießt auch dann jede Freude mehr, gerade weil sie kein Bedürfniß ist, sondern eine reine, schöne Zugabe zum Dasein. Alles was dem Bedürfniß ähnlich ist, hat die Eigentümlichkeit, daß man es viel weniger genießt, wenn man es hat, als es schmerzt, wenn man es entbehrt. Darum aber fühle ich (ich habe es ja mehr als einmal erfahren) den Verlust geliebter Personen wohl eher Tiefer als Andere, wenn auch mit mehr Fassung und Ruhe. Nur die Wehmuth setze ich nicht dem Glücke entgegen, sondern theile das Glück in wehmüthliges und heiteres, und setze jenes nicht gegen dieses Zurück.» – – –
– Iaften Kl 8 trak et ganske prægtigt Uveir over Leipzig og afkjølede Luften. Himlen havde de pragtfuldeste Skyer, mørke, truende og forbifarende men bag disse glødede det med alle brændende og blændende Farver. Saa kom Lyn i en Mængde med og med en Styrke af Lysglands som jeg ei tilforn mindes at have seet. –

16. Hos Norman som spiller for mig af Chopins E moll Concert og Ballade N^o 3. – Mendelssohns Serenade a moll All.^o giocoso. – Lindblads Claveertrio op 9. – og flere meget smukke Lieder af egen Composition. – En Art. i Leipz. Allg. Z. hvor en Officier taler om Slaget ved Idstedt og lader sine Landsmænd betænke at det er bedst at holde sig til Sandheden som er den at Slaget var tabt og det ei paa Gr. af en enkelt Forseelse ell Fiendens Overmagt men simpelthen tabt paa Gr. af Fiendens vel anlagte og vel udførte Slagplan. Det er bedre mener han at tilstaa dette og være paa det Rene med at man har en virkelig tapper Fiende for sig thi ved Illusioner og Usandheder vinder man dog Intet. —

18. Inat skal den yngste af Hauptmanns søde Smaapiger være pludselig død af Cholera!. – Iaften i Theatret for at fordrive en skyet Søgndagsaften. Man gav «Prinz Eugen der edle Ritter» et slags komisk Oper af Gustaf Schmidt som ogsaa selv har bearb: Texten. Jeg kjender hidtil ei til Hr Schmidt; og hans Musik, som dog har flere gode Melodier der passe i det valgte Costume, tiltaler mig forresten ikke stort bedre end den dumme Text som de gode Tydskere lade til at finde saa morsom. Det Bedste er Benytt. af den gamle Vise om Prinds Eugenius. Her er en Corporal og en Marketenterske som ere Hovedfigurer, men man maa dog ei tænke paa noget lignende som Regim^s Datter thi denne Donizetti Opera har en god Text. 1^ste Akt var ganske morsom men da man saa mærkede hvad det blev til – saa God Nat! – Pers. ere: Prinds Eugenius (Stürmer. Bas.) Corporal Jakob Venus (Behr) Engel-Lise (Fr. Günther-B.) Conrad Uhrhandler (befindes til Slut, da han skal hænges, at være Jacobs Broder og bliver selvfølgelig pardonneret) Hr. Widemann; samt en Bajazzo en Underofficier som har været i Fransk Fangenskab og derfor idelig parlerer fransk og giør slette Witze: (Hr Ballmann.) – Behr var fortræffelig i Sang og Spil; Günter Bachmann prægtig at see paa i det smukke Marketenterskecostume. Dekor. og Udstyr forholdsvis gode. –

18. Begyndt Canon hos Richter. (– og i Streng Imitation; naturl ikke de saak. Kunst-Canons.). –s Humboldts Briefe an eine Freundin er dog en herlig Bog. Det er en Skat for den Fromme og en Maner og en Vækkelse for den hvis Samvittighed evindelig siger ham at han ei formaar at ville, ei kan udføre hvad der giver Aanden Herredømmet over Kjødet og al Skrøbelighed. Man kan betragte Bogen som en religiøs Skat; men ogsaa som en æsthetisk. Wilhelm v. Humboldt var i 1788 omtr. 21–22 Aar gl og blev i Pyrmont bekjendt med den unge Dame til hvem disse Breve ere skrevne. De vare sammen i tre Dage og saae hinanden ikke igjen før i 1827 og da kun nogle faa Timer. Hun var omtr 4 Aar yngre end H. Hun var under deres første Sammentræf altsaa ganske ung; hun var dengang forlovet og blev kort efter gift men som det lader til, høist ulykkeligt. Under Krigen led hun stort Formuestab som ei blev hende godtgiort. Hendes Liv indeholdt en Række af Lidelser, ydre og indre men det var en rigt begavet Aand og et stærkt, inderligt og reent Gemyt. H. havde giort et uforglemmeligt Indtryk paa hende; man kan vel sige hun elskede ham i Mindet og bevarede denne Hemmelighed til sin Grav for Alle Andre. Det var i 1814 at hun i sin Nød tog Mod til sig og tilskrev den kjære Ungdomsven som nu forlængst var bleven en berømt og formaaende Statsmand. Af dette Brev som gav Anl. til Corresp. har hun meddeelt ‹…› Indledningen. – Hun fik strax Svar, og Trøst, og som det lader til, den Hjælp hun af ham kunde vente. Saa kom H.^s rige offentlige Liv i den diplomatiske Bevægelse under og efter Napoleons Fald. I disse Aar kunde han ei vinde Tid til at skrive hende til uden i faa, sjeldne Linier; men fra 1822 af, da han udtraadte af Ministeriet, vedvarede denne mærkværdige, næsten blot om det indre Liv sig drejende Brevvexling lige til hans Død. Det sidste Brev er dat. 28 Marts 1835 og d. 8^d April døde han. – Brevene ere inderlige, fortrolige, trøstende og aabenbare en ganske ualmindelig velsignet Charakter. Hendes Personlighed maa ^ogsaa have været ganske udmærket; hun har formelig med Sky undgaaet at meddele Offentl af sine Breve; kun et Par Uddrag til nødvændig Forstaaelse. Paa H.^s Opmuntring ^{skrev hun og} sendte hun ham stadig i Hefter sin Selvbiografi, som kun var skreven for ham og som paa hans Bud tilligemed saamange andre private Papirer, blev tilintetgiort. Kun ugjerne gav han hende Tilladelse til at opbevare hans Breve. Seent og vist ikke længe før sin Død bestemte hun sig til at udgive disse Breve og har dermed givet Offentl en stor Skat ihænde og skaffet den et høist interessant Bekjendskab med to ret sjeldne stærke og fromme Charakterer hvoraf den ene hans, vel var berømt nok men dog ikke saaledes i sit indre liv beskuet. – Bogen har oplevet 4 Oplag, er i to Dele (den 2.^d begynder med 1829, da H.^s Kone døde) og udk. hos Brockhaus i Leipzig. Damens Fader var Landgeistlig; men Brevene give os ingen Oplysning over hans Navn og ydre Forholde. Hendes Fornavn var Charlotte; det er alt hvad man veed. Hun har selv arrangeret Udgivelsen, men den kunde først intræde naar hun var død. Naar hun døde, erfarer man ^ei. Overhovedet erfarer man altfor lidt om hende i Forhold til den store Interesse hun faaer naar man læser hvad H. skriver om hende til hende. Paa en Opmuntring til at optræde som Forfatterinde vilde hun aldrig gaa ind. Hun anfører i Bilaget et Par Fragmenter som har Hensyn hertil. Saal hedder det: – – «Ist Licht in meiner Seele, so ist es ja nur durch Sie mehr entzündet mein Eigenthum geworden. Sollte ich nun herausgeben was mich bereichert, belebt, beseelt u. beseligt, wie arm, wie todt, wie entseelt würde ich werden! – «Sollen, dürfen wir Frauen, die Schätze unsers Innern, den größern oder geringeren Reichthum unsers Gemüts herausgeben! Soll er nicht vielmehr nur uns beleben und erwärmen? – – Niemals könnte ich mich entschließen so hervorzutreten. Es gehört dazu eine Kühnheit die mir ganz versagt ist. Wie dankbar ich fühle, wie ehrend es für mich wäre unter Ihrem Schutz öffentlich zu stehen (o! ich habe daß längst gewußt und schwieg dennoch) aber gewiß ist mir diese demüthige Schüchternheit angeboren, meine Verhängniße haben sich nur vermehrt. Es mag indeß sein, daß, was vor den Sonnenstrahlen des Glückes sich entfaltet, die kühnen Blicke erträgt, indeß das, was in dunkeln Schatten sich erschließt, gleichsam erschrickt und welket. – – –» Doch will es mir im Allgemeinen vorkommen als ob Frauen des schützenden Schattens der Ver‹…›^borgenheit bedürfen. So, wie sie ihn verlaßen, sind unzählige geschärfte Pfeile auf uns gerichtet, die ihr Ziel nicht verfehlen. Nun – nie fände ich ^den Muth der dazu gehört wie durchdrungen von Dank für Ihre Güte ich auch bin.» – –

19. Hos Becker hvor han og Norman spille N.^s D moll Sonate og en Duo af Lindblad for Pfte og Violin i G dur. (Karrikaturer af Reimers. – Portrait af Caroline Günther-B.)

20. I Theatret Aubers «Le Maçon» (Der Maurer u. der Schlosser). Velbekjendt fra Christiania, hvor man overhovedet Auber har giort god Tjeneste. Musiken i Muurmesteren hører til hans tidligere Arbeider og har derfor en stor Melodifriskhed og sund Opfatning af Charakterer og Situationer. Meget er ganske fortræffeligt og det Tynde og Ubetydelige er ofte mere Textens Skyld. Udførelsen er ganske charakteristisk for Leipzigs Theater. Man seer at Bestyreren er en Privatentrepreneur og at der ved Siden af Kunstinteresserne raade ganske andre. Saal forekommer her som saa ofte i Hr Wirsings Foretagender en betænkelig Blanding af Godt og Slet. Et godt Orchester og en udmærket Capelmester; paa Scenen derimod ved Siden af nogle yndede og virkelig dygtige Artister sande Diletttanter og Marodører paa Kunstens Gebet og lysegrønne Schülere; thi høiere kunne «Frøkenerne» Hennig og Buck dog ei komme. I Sceneriet og Costumet er ingen Holdning; er en Dekoration god saa er en anden aldeles bagvendt og det samme giælder Costumet. (Men naar det giælder «Propheten», ja, da gives Tusinder ud til Udstyret! -). De samme Sladdersøstre som i 1^ste Akt saa nogenlunde optræde i Costumet fra Revolutionstiden (el umiddelbart før Samme?) vise sig i sidste i deres egne Klæder som temmelig sladskede Leipzigerjomfruer, høist commune Choristinder fra 1850. Hvorfor! Jo fordi de i 2^den Akt giøre Tjeneste som tyrkiske Haremsmadamer og ikke have den fornødne Tid til en omhyggelig Omklædning. Günther Bachmann har Pudder og Fiskebeen og er ganske allerkjæreste at see; Mureren og Smeden have ogsaa Pudder og Pidske men Hr Leon har en Waffenrock af nyeste Snit, stramme Pantalons med Stropper; kort sagt aldeles modern. Da er man hos os kanskee dog ikke fuldt saa hensynsløs. – Som Henriette var Fr. G.-B. ganske paa sin Plads; hun er kvik og frisk og dog overdriver hun ikke, idetm. langtfra i Forh. til hvad her er Smag og Mode. Frau Eicke var ogsaa en meget god Mme Bertrand skj. kanskee «for fiin». Behr gav desværre Smeden for burlesk; det er Publ.^s Skyld som opmuntrer dette Pudsmageri. Henry modererede sin Roger langt mere end det var at vente; hans Sang er nu saa som saa. Widemann gav Leon tørt og stramt; og hans elskede Irma med samt hendes Hjertensvendinde (Frl Hennig og Buck) og den hele Haremsgeschichte var til at græde over. Og saa grimme som de vare! –

21. Endelig et Brev fra Hjemmet (af 17.^d). Mit ankom n 13.^de – Axel ikke frisk. [NB. Daguerreotyp.]

23. Norman skriver en Lied hos mig. – Theatret «Muurmesteren» hvis friske, ægte franske Musik man altid gjerne hører. David dirigerede, da Rietz er syg. Hennig var lidt bedre end sidst. Günther-Bachmann fortræffelig, især i den uimodstaaelige Sladderduett hvor ogsaa Fr. Eicke er meget heldig. Denne Duett var fast det Eneste som Publ. applauderede – og det det samme Publ. som er saa rundhaandet med Klap og gavmild med Bravos og Fremkaldelser. Man kunde sige at Muurmesteren ingen Lykke har giort mens man skraaler over Martha og – – Prinds Eugen (!).

24. Fiedler og Norman spille Schumanns B dur Sinf. 4^h (Breitkopf & H. op. 38. Th. 2. 10 ng.) fremdeles endeel af Spohr Die Weihe der Töne. Beethovens B dur; Finalen af C moll. – Mendelssohns Claveerconcert D moll. (Fiedler). – NB . Ich und mein Haus en ganske deilig Chorsang (religiøs) for bl. St. af Hauptmann (af op. 33)

25. Em. i Bäckerls Garten. Aften i Tivoli Dandsesalone hvor det vrimlede af Folk af begge Kjøn men hvor mellem det «smukke» fandtes overmaade faa passable; de Fleste vare «offentlige». –

26. Endelig læser man i Bladene at Nicolaus Lenau er død. I flere Aar var han vanvittig og ved Operationen fandt man en Ansamling af Vand i Hjernen. Han var fød 1802 i Czadad i Banatet og døde paa et Galehospital i det Østerigske. (Döbling)
Præsident L. Bonapartes Reise i det østlige Frankrig. Lyon. Besançon (Affæren paa Ballet) Elsass (Modt. i Strasburg.) – Fredscongres i Frankfurt hvor Krigen erklæres for religionsstridig og Voldgiftsavgjørelse foreslaaes som Remplaçant. – Østerig og Preussen begynde at komme hinanden imøde i det indre tydske Anliggende. – Balzac død i Paris. –
Af Humboldts «Briefe» kunde man virkelig giøre sig en Skat af Uddrag. I næsten hvert eneste Brev træffer man paa hvad der i høieste Maade maa interessere Tænkningen. – Træffende er denne Yttring: « – – Ich glaube an eine Fortdauer, ich halte der ein Wiedersehen für möglich wenn die gleich starke gegenseitige Empfindung zwei Wesen gleichsam zu Einem macht. Aber meine Seele ist nicht gerade darauf gerichtet. Menschliche Vorstellungen möchte ich mir nicht davon machen, und andre sind hier unmöglich.». – Hvor almindelig er ikke den Mening at Sorg behøver Adspredelse; at de tørre fast mechaniske Arbeider netop ere nyttige naar man har oplevet en dyb Hjertesorg. Humboldt vil ei vide noget deraf. Han siger saal. i et Brev – hvor han taler om de kvindelige Syslers Fortrin for d. mandlige idet de sædvanl give Tanken fri, mens de mandlige Forretninger som oftest, mens de ikke nære Geisten, dog ei tillade at Tankerne ledes fra Arbeidet: – – – «Zerstreuen laßen sich tiefe Gemüther nicht, sie finden vielmehr sich selbst und mit sich die Ruhe dadurch wieder daß sie sich abschließlich mit den Gegenständen ihres Grams beschäftigen.»

27. Cholera er her fremdeles; men i den sidste Tid egentlig ikke i Stigende hvorimod den er meget slem i Landsbyerne heromkring og i det nærliggende Halle. Her i Leipzig anvendes med Held Varmtvands-Kuren. Ifølge Listerne døe i Gjennemsnit det halve Antal af de Angrebne.
– M^lle Rachel ventes med sin Troupe i Dresden først i September og det er anmeldt at hun ogsaa her i Leipzig vil give tre Forestillinger.
– (Om Leipziger Journaler:) Meest læste ere vel de liberale Neue L. Z. og Brocks Allg. Ztg. – Leipz. Zeitung er reaktionær og høist kjedelig. Tageblatt er mærkelig form. sine philisteragtige Annoncer. Saa komme Reibeisen (Volkshalle), Vaterlandsblätter, Reichsbremser (polit. Karr. Blade) – Den øvrige Mængde er ikke egentl Leipziger Blade.

30. M^lle Rachel i Leipzig! Denne mærkværdige Kvinde besøgte os da endelig paa sin tydske Lokomotivfart. En Aften i Berlin, en anden i Hamburg, en tredie atter i Berlin, en fjerde i Magdeburg, en femte atter i Berlin, en sjette i Dresden, en syvende i Leipzig – og saa atter i Berlin og atter til Dresden – og forhaabentlig atter til Leipzig! Isandhed alene denne Faren om er mærkværdig, naar man betænker hvad det er hun spiller og hvorledes. Ja sjelden og mærkværdig er hun. Hun staar i Kunstverdenen som et Nummer for sig selv; i sin Retning har hun ialfald Ingen over eller ved Siden af sig. Mærkværdig er hendes Personlighed og mærkværdig hendes Kunst i alle dens Dele. Hvad har man ikke læst og hørt om Jødinden Rachel i det sidste Decennium; og dog blev jeg forbauset da jeg saae hende. Denne skarpe, magre Skikkelse er skjøn, skjøn som en antik Statue. Hendes Fremtræden, hendes Mimik og Gestus, hendes hele stumme Spil – alt er overordentligt i høieste Grad, beundringsværdigt og gribende. Og nu hendes herlige Organ med alle dets Skatteringer i Deklamationen! Og dog har man Ret naar man siger at denne hendes Deklamation mere er fransk Virtuositet i Sammenligning med det stumme Spil hvis ædle Plastik og beundringsværdige Kunst staar uantastet af en maniereret Skoles traditionelle Misligheder. Hun gav os Camille i «Corneilles Les Horaces». – Lad den i den franske klassiske Literatur Indviede med Alexandrinernes stive Pathos Fortrolige vurdere denne og lignende Tragedier. For mig mangler her Sandhed og Natur. For mig er al denne deklamatoriske Kraft, al denne pompøse Gevalt og ‹…›^Pathetik bortødslet paa et iiskoldt Legeme. Jeg kan til Nød læse dette Stykke men see det vilde jeg ei kunne hvis ikke Rachel var der. Men ^Thi, er det Corneille som giør Rachel stor – er det ikke ene og alene Rachel som giør ^giver Camille og ‹…› ^{Liv og Sjæl}? Nu; en vis Storhed kan ei nægtes disse Gestalter; det er Maneren, Udførelsen ^{fra Digterens Side} som giør Skaden. Hvo kan i vor Tid udholde denne evindelige Deklameren mens dog Handlingen drejer sig om et Faktum som kan sætte Alt hos et Menneske i Bevægelse! Kan Rachel udholde den? Er det Liv, den umaadelige Lidenskab hun i 4^d Akt indgyder Camille, er det hendes eller Corneilles? Nei det er hendes og kun for hendes Skyld kan man see disse længst døde dramatiske Gestalter paa Scenen. – Hvorfor vælger nu Rachel især Camille til en første Optræden? Maaskee dog med fuldt Overlæg. Thi her seer man maaskee bedst denne mageløse Overgang fra det elskende Gemyts stille Ængstelighed til dets Udbrud i den meest ubegrænsede Lidenskabelighed; i Camille kan hun maaske bedst vise os hvorledes isandhed «ihr Erscheinen ein Hauch ist, der in großen Effektmomenten zum verderblichen Orkan schwillt.» (Feuill. Kr i Deutsche Reform) Indtil den 4.^d Akt har hun kun ganske enkelte betydningsfulde Momenter – Alt er altsaa her endnu hovedsagelig kun det stumme Spil og den Interesse hendes herlige Organ og hendes hele ydre Erscheinung giver – Men 4^d Akt; det er egentlig hele Tragödien, det er hele Rachel. Det begynder her med det kolossale stumme Spil under Valéres Beretning om Udgangen af Horatiernes og Curiatiernes Kamp – Hun erfarer sin Elskers Fald ved hendes Broders Haand, og synker i Afmagt om paa en Stol under et beundringsværdigt udstødt «helas!» – Da hun vaagner op, _{og seer den hele Virkelighed for sig, ytrer først hendes Sorg sig i en Strøm af bitre Taarer; saa maa hun} høre paa at den gamle Fader bebreider hende hendes Taarer og Kjærlighed, der nu maa være død og fordunklet af Glæden over Broderens og Roms Sejer. Familiefølelsen, og Kvindens dybeste maa undertrykkes og glemmes for Fædrelandets Glands og Lykke. Men det er ei i hendes Sind! Hun elsker, og elsker alene! – Nu er Faderen gaaet; nu reiser hun sig og frygtelig er hun nu med Et, rystende i krampagtig Zittren og saa farende over Scenen «som en Furie» i zarte, romerske Drapperier og med Tone og Accent som om en Hyæne havde siddet der paa Stolen i Tunika og Pallium; – – – og ‹…› ^saa tilsidst Forbandelsen (Lidenskabens Overmaal!) under hvilken hun falder for Broderens Dolk!! – Ja mægtigt er dette Indtryk og beundringsværdig er hun, ‹…› ^{beundringsværdig trods Overgreb i det Vilde, fast Uskjønne, hvortil hendes Genialitet kan henfalde.} – Det Skjønneste for mig er hendes stumme Spil; saa henrykt som hendes Organ kan giøre mig saa kommer dog i hendes Deklamation meget fore hvis kunstneriske Sandhed jeg ei formaar at erkjende og det ikke blot fordi jeg saa slet forstaar Fransk. Saa stor hendes Kunst er i Fordelingen af Lys og Skygge i Deklamationen saa kan dog vel ofte denne ^ofte umotiverede Indtræden af det hurtige Monotone i hele Phraser ^umuligt være andet end en Caprice eller en Hængen i en slet Maneer. I det Hele er denne Vexlen af Tonefaldet ofte noget høist forceret og usandt. Selv i hendes stumme ^Spil er undertiden en Zittren med Hænderne og en og anden Ansigtsgrimasse ikke lidet forstyrrende – men det er blot undertiden. – Hovedindtrykket er kolossalt og i Enkelthederne kan man ordentlig hensynke af beundrende Betragtning. Den ovenomtalte aandrige Feuill i Deutsche Reform kalder Rachel en «Mädchen-Sensitiva der reizbaren explodierenden Leidenschaftlichkeit französischer Tragik.» – Rachel er den legemliggiorte Lidenskab. «Beundringsværdig i Alt hvad hun fremstiller, staar hun dog egentlig kun i de lidenskabelige Udbrud paa sin kolossale Berømmelses Toppunkt. At hun saaledes kan paatrykke alle Skatteringer af lidenskabelige Affekter – fra det zarteste Sværmeri (?) til det tøilesløste Raseris dæmoniske Udbrud – den plastiske Fremstillings Fuldendelsens-Krone – det beviser netop hendes store Mesterskab, hendes dybe Nedsynken i Menneskebrystet, i Opdagelsen af dets Lidelser og Svagheder. Hun stiger med sikker Fod ned i Menneskehjertets Krater, giennemspeider med skarpt Blik Værkstederne hvor dets Følelser gestalte sig, gjennemroder med dristig Haand alle dets Rørelser, koger dem sammen med sit eget Indres vulkanske Elementer og udslynger dem som et sprudende Vesuv med gigantisk Kraft i Dagens Lys.» – Men med al sin forbausende Kunst er imidlertid Rachel en Jødinde og en ægte Pengejødes Datter. «Kom med Eders Penge og jeg skjænker Eder mine underbare Præstationer»! Hun besøger Tydskland fordi det tilbyder sig hende som et godt Marked; hun besøger det og kun hun; det Selskab hun fører med sig ere Artister af 5^te Rang og Flere af dem «lette» Comediespillere der paa den høie Kothurne kun kunne vække Latter. Dem kan man have for en billig Penge og saa beholder hun selv Løvens Anpart. Det er hende Intet at disse middelmaadige Gestalter giøre det dybeste Skaar i den dramatiske Nydelse. Hun er der og for hendes Skyld maa vi taale alt det Øvrige. Imidlertid har den tydkse Philisteragtighed dog giort disse Bigestalter daarligere end de virkelig ere. Tydskerne skulde tænke paa sine egne Theaterfigurer! – – Den samme M^lle Durey som i Sabine giorde en saa ynkelig Figur var en meget passabel Aktrice i det bekjendte 1 Aktsstykke Le Mari de la veuve som gik foran Horatierne. Overhovedet blev dette Stykke givet med et Liv, en Naturlighed og et Ensemble som sandelig Tydskerne og Tydskerinderne skulle have ondt ved at eftergiøre. Og dog var det Artister af underordnet Rang. Men har man t.Ex. her i Leipzig en ung Lystspil-Elsker saa kvik og poleret som den unge Mand der gav Leon (Thiron) eller en saadan lille nydelig Theaterfigur som den lille M^lle Palmyre? – Men i Corneilles Tragedie vare disse Medspillende at græde over, om end et Par af dem nu og da vare ret gode (Den gamle Horace: Hr. Chery ainé. Horace: Hr Raudoux en anseelig Karl med fuld kraftig Stemme – Curiace Hr. Rafaël, Rachels Broder, en Mand med Talent). – – Værst vare de to Kvindefigurer, der paa et Haar lignede «H.D.^s» antike Carikaturer i Charivari. Det samme Slags Klædebon som latterliggjorde disse, det samme – vel i en hvid, skinnende og luttret Udgave – forstod Rachel at bære med en fuldendt plastisk Skjønhed. Det var, siger Feuillietonen i D. R., som om en Agrippina eller Julia havde forladt sin Sokkel i Musæet og stod lyslevende for os. Ja denne hendes Fremtræden vil jeg erindre! Dette magre Væsen, fiint og slankt – hvor havde hun forstaaet at give sig en Statues plastiske Ynde! Den hvide Tunika og ^{den skjønt foldede og baarne} Pallium, den blottede, spæde Arm, det ædle Hoved, antikt uden at have Antikens Træk – det ravsorte ‹…› ^costumetro, ægte romerske Haar; og nu hendes mærkværdige Træk og herlige sorte, flammende Øine, disse dybe, ægte tragiske Blikke! Den lille Mund som saa snart skulde blive saa rædselindjagende! Den hele spæde Gestalt som saa snart skulde vise en saa uhyre Kraft i Fremstillingen af en paa Spidsen drevet tragisk Mimik! Da hun udsendte sit første Ord, hvo skulde formodet i det spæde Hylle denne ‹…› ^sonore Klangdybde, denne vidunderligt fulde, talende Contralto? Fra en dyb Dysterhed steg den til den stærkeste Affekts Lyd og Svingninger. – – Musik var det, men «Musik fra Eumenidechoret i Æschylos»! – – For en saadan tragisk Kunstnerhøide maa Manglerne træde i Skyggen. Det er ikke hendes Skyld at den franske Klassicitet svælger i Alexandriner! Hun sværmer ^vel for deres Velklang – nu – hun er jo Fransk. Denne stereotype Maneer var et M‹…› ^Ideal for hendes Virtuositet – lad Franskmændene skatte det – for os er hendes Mimik Hovedherligheden. – Det kan ei nægtes at Alexandrinerne har noget pathetisk Høit ved sig – men i Længden udmatter denne Form forfærdeligt. «I Franskmænd som afsætter Konger og ødelægger Forfatninger – giør dog engang en Revolution mod Eders Alexandrinere – saalænge I taale dem bliver Eders Tragödie dog forstenet!» – –
En Bemærkning gjør Feuill i D. R. der dog forresten er saa ganske extravagant enthusiasmeret for Rachel – og denne Bemærkning fandt jeg ogsaa havde nogen Gyldighed under hendes Optræden her: – – «Tritt’ doch wieder dich das Schönste, Mächtigste und Herrlichste was dich belebt, in den Schranken; deine göttergleiche Stimme. Sie dröhnte aus deiner Jeanne (d’Arc) von den übermenschlichen Anstrengungen wozu sie der böse Feind stachelt. Aus ihrem harschen Ton, der zum erstenmal mißtönend mein Ohr traf, hörte ich die Transporte der Lokomotive heraus die deine Camilla nach Hamburg und deine Hermione nach Magdeburg brachte. Und dein Hauptverderber Jeanne, ist dein Vater!» – – Theaterpriserne vare fordoblede, ja tildeels end mere forhøiede – og ganske fuldt var Huset ikke. Hun blev to Gange stormende fremkaldt – ‹…› en Ære som hun ^forresten deler med selv de Middelmaadigere af Stadttheatrets Personale, naar ret Parterrepublikummet er i sit Lune. Dennegang var rigtignok Publ. noget mere udvalgt.

31. – Louis Philippe † d. 25.^d August i Claremont. Havde dette Dødsfald fundet Sted paa Frankrigs Throne, hvilken umaadelig vigtig Begivenhed vilde det ikke have været! Og dog er det trods det Skeete, en Begivenhed: Han som gav Frankrig 18 af dets lykkeligste Aar, skulde døe i Exilet! – Samtidig hermed holdt ^drev Greven af Chambord sit ridderlig-donkuizotiske Spil i Wiesbaden og Republikens Præsident overbeviste sig paa sin Reise om Hensigtsmæssigheden af at opgive sine taabelige Keiserdrømme. Louis Napoleon kom tilbage til Paris d: 28.^d –. – Stauff har i Fængslet endelig tilstaaet at være Grevinde Görlitz’s Morder. Detaillerne ere oprørende. – I Berlin opfordrer Jakob Grimm til fornyet Deeltagelse for Slesvig-Holstein og klager over Løiheden. – – – Høstligt og kjøligt, næsten koldt. –

3. Nekrologen over Nicolaus Lenau i et af de seneste Bilag til A. A. Z. –
– I 2.^d Deel af Humboldts Briefe tales oftere om Bøger ^{og Forfattere}. Saal om hans egen Brevvexling med Schiller – Goethes Briefe über Italien. – L.v. Stolberg Geschichte der Religion Jesu Christi – Carl Ritters Erdkunde. – Frau v Wolzogens «Schillers Leben» – Fr v. Stael. Fr v. Laroche. – Gall og Lavater. – Herder – Paul Gerhardts Geistliche Lieder – Schleiermacher og hans Død. – Rahels Briefe – Bettina – Goethes Dichtung u. Wahrheit. –

3. og 4. Skrevet til Moder og Axel.

4. Imorgen reiser Guth. Han har Tilbud om Ansættelse som Musikdirektør ved en omreisende Troupe der for Tiden spiller i Annaberg.
– Festen i Weimar sidst i f. M. Liszts Musik til Herders Prometheus, Wagners «Lohengrin». Joachim engageret som Concertmester i Weimar.

7. I Onsdags d 4.^d og igaar d 6.^te saa jeg atter Rachel. I Onsd. spillede hun Maria Stuart og igaar Phedra. Hvad der hos R. er Stort og Fortræffeligt kom ogsaa her frem, navnlig i Racines Phèdre, hvor hendes lidenskabelige Pathos ret rystende kunde giøre sig giældende. Men hvad der hos R. ikke er saa Tiltalende, de umotiverede Delkamationseffekter, det ofte for dystre Monotone og overhovedet den hende manglende Inderlighed og Hjertelighed – Gemytlighed rettere sagt – det giorde sig ogsaa gjældende; ikke ^{saa meget} i Phèdre, som ganske er en Charakteer for Rachel, men i Maria Stuart, som dog neppe er egnet til at fremstilles af hende, selv i den franske, næsten til Ukjendelighed blevne Imitation af Schillers Værk. Lebruns Maria Stuart kaldes i Fkg et klassisk Værk men Tydskerne ærgre sig medrette over denne i Alexandrinere indklædte Lemlæstning af deres Yndlingsdigter. Saal som Rachel opfatter Maria er der vistnok ikke Stort af Schiller tilbage. Om hun er mere historisk sand vil jeg lade staa hen. Hendes Sorg har en storartet pathetisk Resignation der blot nu og da, f Ex i Scenen med Elisabeth, udarter til en ægte Rachelsk Lidenskabelighed, men den savner den bløde Kvindelighed og Fromhed som man er saa tilbøielig til at tillægge Maria i hendes Ulykke. Rachels Maria er for dyster-pathetisk. Stor, en ægte Dronning – det forstaar hun at være, men kvindelig ømhjertet neppe. Pragtfulde Momenter havde hun, men i det Hele forekommer mig hendes Maria at ligge udenfor hendes Gebet. Bedst var hun i sidste Akt; denne rolige store Resignation som blot har den Mangel at den mere griber ved sin Storhed og dramatiske Virtuositet end egentlig bevæger ved sin indre Varme. Schillers Maria er overhovedet for tydsk til at kunne tænkes fransk og udføres paa Rachels Maneer. – Costumet var ypperligt; R. forstaar at vise sig hjemme i hvilketsomhelst hun iklæder sig. De Øvrige vare her ei saa slætte som i Corneilles Tragödie. Samspillet var bedre; Mortimer (Raphael) var nu og da endog ganske udmærket. Men Damerne – og navnlig Elisabeth (M^ll Durey) – desværre yderlig slette. – Huset var meget fuldt, hvilket ikke igaar just var Tilfældet; og igaar burde man just seet Rachel. – Phédre er ganske for hende. Det er en ægte tragisk antik Skabning. Hvor langt f mindre af den franske klassiske Stivhed, hvor langt ægtere græsk! Racines Vers klinge ei blot; de bevæge ogsaa. Phedre er bl ikke blot en storartet men ogsaa en interessant Tragedie. Racine er mere for Hjertet; derfor har ogsaa Schiller oversat ham. Phedras lidenskabelige Smertesudbrud kommer strax i den første Akt tilsyne. Hvor ganske forskjellig fra Camilla! Hun skrækkes for sin brødefulde Kjærlighed men en uundgaaelig Skjæbne river hende mere og mere ind i den ulyksalige Lidenskabs Strøm og i Overmaalet af Jammer giver hun sig selv Døden. «Phedre forsoner en skjæbnesvanger, ufrivillig Sindsrasen og ulyksalige Lidenskab med Samvittighedskval og Selvmord.» Phedre er netop en Opgave for Rachel. Strax hun viser sig seer man Lidenskaben og Samvittighedskvalerne. Beundringsværdig er hun i Scenen med Hippolyte i 2.^d Akt, og senere da hun erfarer hans Kjærlighed til Aricie da kjender hendes Lidenskabelighed ingen Grændse, mens hendes Samvittighed dog hvert Øieblik straffer den. Pragtfulde ere saaledes Overgangene fra Raseri til Anger i 4^d Akts 6.^te Scene der ender med Forbandelsen over Oenone. Og et Mesterstykke af dramatisk Tragik er Slutningsscenen hvor Medeas Gift brænder i hendes Indre og hun døer under Tilstaaelsen af sin brødefulde Lidenskab. I Camilla var det stumme Spil Hovedsagen; her gaar det den hele Tid Side om Side med Ordet. - Men det seirer dog forsaavidt som hun i Deklamationen ^{(især i dens Overgange fra det Pathetiske til Conversationstonen)} saa let bliver for grel og umotiveret mens den ydre Erscheinung dog i det Hele saa skjønt vedligeholder det rette Maal. Deilig er hun ogsaa her at skue – det ‹…› ^kongelige græske Costume staar hende ligesaa godt som det ^simple romerske i Horatierne. Hvor kongelig tragisk og stor! En herlig Model for Billedhugger og Maler! – – Bl. de Medspillende vare Raphael (Hippolyte) og Raudouxs (Theramène) de Bedste. – – Foran Phedre gik en ægte fransk raffineret Bagatel, Il faut qu’une porte soit ouverte ou fermée – «Proverbe» af A. de Musset, ret kvikt udført af M^lle Durey og M. Danglade. I Conservatoriets Abendunterhaltung: Mozarts Strygekvartett i Es dur med den prægtige Andante i As. – Beethovens C moll Pfteconcert. (udf med Qvartett og Blæseinstr paa Pfte) udf af Bremer. Beethoven Sonate i G. for Pfte og Violin (Frk Schöenebeck og Radecke). Mendelssohns D moll Concert: sp. af Nicolai.
– Hos Klemm: Klaveerudt af Wagners Tannhäuser. – Nærmere Bekjendskab med v. Sahr. – – Min Værtinde fortæller mig sine Livsbegivenheder. Hendes Fader var Militær. Haard Ungdom. Giftermaal med Dost (Restaurant?). Børnene alle døde. Hun ejer ei Huset men styrer det for Hr Hübner. Tilbederen Hr Friedrich og de besynderlige Beretninger om dette Forhold.
– Grenzboten om Rachel.

9. I Tonkünstlerverein (Nagels Garten) hvor Brendel og Riccius ere Hovederne og Schumanianismen Troesbekjendelsen. Imidl var sidst jeg var der og ogsaa dennegang det Præsterede intet mindre end Schumansk. Dennegang spillede en hr Bergson, fød Svensk; fra Hamburg; oplært i Paris – to Comp. af egen Fabrik en Pfte-Trio og en Duo med Cello. Noget kedsommeligere og aandløsere kan man neppe tænke sig. – Geistliche Lieder af Aloys Schmitt. – 4^h Pftearr (af Moscheles) af Beeth. op. 25. Serenata f. Fløite, Violin og Violoncello. – (Hr. Stiehl.)

12. Interessant Art. i J. d. Deb.^s (l’Independence for 9 Sept.) af Cuvillier Fleury over «Louis Philippe».
– Conflikten mel Churfyrsten af Hessen (og Hassenpflug) og Nationalforsamlingen. Landet erkl. i Beleiringstilstand.
– Louis Napoleons glimrende Modtagelse i Cherbourg. Napoleonistiske Taler, og temmel ligefremme Ytringer fra Elyseepartiets Side, der har faaet nyt Mod siden Præsidentens Reise i Vesten har faaet et saa godt Udfald. – Flerheden af Generalraadene stemme for Revision af Forfatningen. –
– Omst. Biografi af Lenau i A. A. Z. efter et østerigsk Blad. – «Grenzboten» om Curfyrsten af Hessen.

13. N. L. Z.^s røde Plakater med «Sieg der Schl-Holsteiner!» Drøm og Virkelighed. Drømmen var Sejeren og Virkeligheden var et Tilbagetog. Ialfald er Affæren hidtil ikke lykkets for Hr Willisen. – Kurfyrsten af Hessen flygtet til Hannover. – (!)

14. Hos Fkn Sommerfelt og hendes Veninde.

17. Betalt Richter 9 Timer. – Brev fra Moder, Axel, Theodor og Hans Gude. Theodor kom til Kjøbenhavn d 23 Aug og var 12 Dage paa Reisen fra Island. I Kbhvn blev han til d. 8. Sept. – Axel skrantede fremdeles. – Cathinka K. blev pludselig syg paa Moss og det saa farlig at man tvivler om hendes Redning. – Professor Thaulow † . – Sørgelige Storthingsvalg. – Kongefamilien reist d 11.^t – Brev fra Gude og Betsy. Dat Hallingdal d. 5.^te Sept. De agte sig til Düsseldorf medio Oktober. -

19. If. «Signale» beg. Gewandhausconcerterne d 6.^te Oct. - Første Opf. i Theatret af Halevys «La fée aux roses». Atter klare, smukke Dage og deilige Maaneskinsaftener. -

21. «Prüfung» i Conservatoriet. Ved denne Leilighed optraadte som Componister og Udførende følgende Conservatorister: 1. Louis Friedenthal (Schlesier) med en Ouverture for Orch. i C moll under Comp^s egen Direktion. Det var et Arbeide som viste baade Dygtighed og Selvstændighed. Stilen var alvorlig, kraftig, à la Gluck og Instrumentationen klang klart og godt. F. er en alvorlig stræbende Musiker, lidt tør maaskee, men ikke uden selvstændige kraftige Tanker. Af Romantik eller Mendelsonianisme intet Spor. – 2. Johs Bremer (Hollænder) spillede 1^e Sats fra Beethovens C moll Claveerconcert. Moscheles dirigerede. Spillet var sikkert men tørt. 3. Robert Radecke fra Breslau (Conservatoriets N.^o 1) spillede 1^ste Del av Mendelssohns Violinconcert i E moll. Da han ikke er Geiger af Fag, var Spillet ret dygtigt. – 4. Frl. Emma Kühne fra Magdeburg, sang ^Recit og Arie af Haydns Skabelse – ganske vakker Stemme og ordentligt Foredrag men intet Fremragende. 5. Frl. Schlipatrus sp. Beethovens herlige G. dur Claveerconcert ^{(2 og 3d Sats)} ret smukt men vel svagt uden ret Aplomb. 6. John (Leipziger) sp. en Violinconcert af David. Han er Geiger af Fag og det en ganske flink. David dirig. – Anden Afdeling: 1. Heinrich v. Sahr (Dresdener) dirigerede sin Ouverture («Im Wald») B dur. Den er kvik og har meget melodiøse Motiver, men er næsten slavisk Mendelsohnisk og hørtes temmelig umoden i Instrumentationen ligesom ogsaa Sammenhængen ikke var ganske flydende. Men Talent har han. 8. Radecke sp. første ^{2d og 3die} Sats af Schumans A moll Claveerconcert meget godt (uden Noder) men ikke just med den nødv. Aand. 9. Radecke dirig: Andanten og Scherzoen af sin Sinfoni og viiste her egentl bedst sin store musikalske Begavelse. Andanten klang superbt – saa moden og færdig. Scherzoen var mere søgt; og det Hele havde ‹…› ^mange Fortrin, kun ikke Originalitet. – 10. Frl. Bleyel sang Annas Arie af Hans Heiling mindre heldig. – 11. Syv Conserv. spillede en vidunderlig prægtig og original Loure et Prelude af Seb: Bach hvortil Mendelssohn har sat et Pfteakk. som paa 2 Pianos spilledes af Nicolai og Mertel. David dirigerede. – I Orchestret var ^bleve Violinerne og Bratscherne tildels udf. af Conservatorister. (Fri Entré.)

22. Hos Fkn Sommerfelt og Frl Nose fra Braunschweig. – Fkn. S. sang nogle Lieder. – Aften i Bierhalle i «Centralhalle». – Fremdeles deilige klare Dage. – Udkast til en Lied (!!)
– Interessant Art. i «Grenzboten» om Robert Schumann. (I).

24. Brev fra Marie Lasson og Moder (af 18.^d). Musikalske Misérer derhjemme. – Fremmede Kunstnere: M^lle Berghner m. Albrecht og Liebe. Violinisten Semler. Matilda Indebetou. Julie Berwald. – Saffei – Mad. Dahls sidste Theaterprostitution. – Moder om Kathinkas haabløse Tilstand. –

26. Conservat^s «Prüfung» i Orgelspil og Chorsang i Nicolaikirken. 2 Fuger af S. Bach udførte af Schmidt og Friese: Fuge af Schumann udf af Bremer. ^xD.^o af Nicolai. Orgeltrio af Becker udf af Hartmann. ^xMotette for Damestemmer m. Orgel comp. for Nonnerne paa Trinità de monti i Rom af Mendelssohn (2 Dele). ^xMotette for bl. Chor af Haydn. ^xxToccata f Orgel af S. Bach; høist prægtig og original, og godt udf. af R. Radecke. – .
– Leipziger Michaelis-Messe allerede i fuld Gang. Uhyre Tilstrømning af Fremmede. Overfyldt i Kneiper og Restaurationer. Boder for Kræmmere og Kunstnere. Haupt- u Staatsaffærer i Theatret (Die Rosenfee og Profeten) og Hr Rappo med sine Damer i Anmarsch.
– Min Pengefortvivlelse; jeg henvender mig til Hr Hübner som strax laaner mig 20 Th. Jeg sender Richter et Brev og giør mig reiseklar til Dresden.

28. Med Morgentoget Kl 6 til Dresden. Høstligt men endnu grønt og ret smukt. Kirken i Oschatz. Viinbjergene ved Elben og Dresden. I Dresden Kl 9 ½ zum Kronprinz in der Neustadt. (i Kl: Meissnergasse) Det vil ei ret klarne op og jeg bliver lidt ængstelig for Veiret. – Flygtig beseet Antiksamlingen i det japanske Palais. Cataloget var desværre for gammelt og holdt ei Stik. Rummenes antike Dekoration. Mumiesalen især mærkelig. (Venus, Ariadne, den herlige romerske Matrone i Pompeijsalen. Hadrian (spillede trigo pila trigonalis).) Middag i Hotellet. (Suppe. Kjødret. Øl tils 8 ng.) – Det under Bygning værende nye Musæum sluttende sig til den pragtfulde Zwinger og med Façade mod Theaterpladsen. Kl 6 i Theatret. Parterre (prægtig Siddeplads for 10 ng.) Der Ball zu Ellerbrunn. Lystspil i 3 Akter af Carl Blum. Den letsindige Baron vil paa det afsides ligg. Slot more sig paa egen Haand, fri for Konen der er i Residensen. Men den unge Frue gjør ham en Streg i Regningen spiller ham en Intrige hvor hun seirer og tilbagevinder hans Kjærlighed. Alte Geschichten. Men godt spilt giør St. et ganske behageligt Indtryk. Hovedpartierne bleve udmærket givne: Baron Jakob von Ellerbrunn: Hr Emil Devrient en ægte Kunstner med interessant Ydre og et ganske fortræffeligt Organ. Hans Frue Hedewig: Frl Wilhelmi, smuk og elegant med et ret nuanceret Spil. Doctor Platanus, Mellemmanden, Baronens Faktotum og dog Fruens hovedsagelige Støtte, godt spillet af Hr Qvanter. – Derefter kom en latterlig Farce som igr. er altfor dum men naar en Aktør som Hr Räder spiller Hovedfiguren dog sees med stor Fornøielse for Engangs Skyld: Luchs und Fuchs oder die Schamberjarnisten. (Posse m. Sang efter det Engelske. 1 Akt.)

29. (Søndag:) Besøgt nogle Kirker: Kreuzkirche (Sl. af en slet udf. Motette). Frauenkirche. Den prægtige Katholske Kirke som for Tiden indv: restaureres. I Sidegangene holdtes Gudstjeneste. Rest: Malerier: (Altarbillede af R. Mengs vide Gallerie: Catalog N.^o 1183 hvor Skizzen dertil findes). – Den smukke Jødesynagoge ogsaa der Gudstjeneste; høist characteristisk Jødemesse og Chorsang.
– Kl. 11 hos v Carlowitz (nylig hjemkomen fra en Reise i Salzburg. Tyrol. Over-Italien og Schweitz) Kl. 2–3 i Galleriet: Overblik paa de kjære Bekjendte.
– Kl 3 til «Elyseum» der ligger nogle Skridt ovenfor Waldschlösschen. Udsigt. Søndagspublikum. Die Schäfer og hd.^s Fader. Kl 6. Theatret: Freischütz. Krebs dirigerede. Tikatschek sang Max fortræffeligt og Frl Agnes Bunke fra Breslau var en ret ædel og jomfruelig Agathe; gode Anlæg, smuk Stemme og rén Udtale; men endnu ei ganske udviklet. Wächters Casper var noget forceret. Annchen, Frl Thiele var slet. Overh. var Opførelsen nok et Hastværksarbeide.

30. Til det sachs. Schweitz Kl 6 ½ fra böhmiske Banegaard (hvortil næsten ½ T.^s Droskefart fra Neustadt) paa Jernbanen forbi Pirna til Pöschta ligeoverfor Wehlen. Desværre begyndte det allerede v. Pirna at regne. Sol over Elben til Wehlen. I Værtshuset 5 Reisende med hvem jeg slaaer mig sammen om en fælles Fører (akk: for 2 Th. for den hele Tour.) Von Carlowitz havde udkastet en Reiseplan for mig; men dette Arrangement kunde ikke ganske følges hvis jeg ei skulde giøre Touren ganske alene hvilket i det triste Veir var noget vel trist. Førerens Reiseplan var nu: Utterwaldergrund – Bastei – Hohnstein – Brand – Schandau. (Nat der) 2.^d Dag: Kirnitschgrund. Kl. og gr. Winterberg Pleibischtor i Böhmen. Hernskretschen. Kl 2 E.m. Dampb. til Königstein. – Saa enten videre til Dresden eller Königstein besees og tilbage til Schandau og m. Morgentoget til Dresden; jeg valgte det første og gik saal Köngstein forbi for at nyde Elbfarten i Lyse og i taaleligt Veir. Hovedindtr. af den hele Reise var behageligt. Min Forventning overtræffes. Frappant er det sächs. Schweitz om end Naturen der er noget vel kunstig form. de besynderlige Sandsteenformationer. Men flere virkelige storartede Partier findes. Kun (som i Harz) Vand mangler. Elben er der vistnok men det er ogsaa kun den. – Fra Wehlen tilfods i mildt skyet Veir med enkelte bedragerske Solglimt gj Wehlergrund og Utterwaldergrund (hvor allerede den mærkelige Sandsteenformationer vise sig.) indtil Felsenthor; saa tilbage gj sidstnævnte Grund indtil Indg. til Zscherrer- og Hellengrund gj hv. Gründe Fodstien fører til Bastei. Ad denne Vei virker Uds. fra Bastei meest overraskende da man med Et ganske uforberedt møder den. Da vi kom derop regnede det og var koldt og vindigt; men megen Taage var der ikke saa Udsigten dog saa nogenl kunde nydes. Bastei er Navnet paa en af de flere herværende enkeltstaaende Klippetaarne og paa dens Top er et Gitter til Værn for de Besøgende og B‹…› nogle Skridt indenfor et godt Værtshus. Mærkværdige Ting er virkelig heromkring. Uds. fra Ferdinandstein ned i det trange Schlucht. Saa den prægtige Bro over Klipperne ved Neurathen; Felsenkanapee, Rosenstein; nede ved Floden Neurathen med dets Slotsruin. (De vigtigste Punkter man seer fra Bastei er Lilienstein, Königstein, Pabststein, Kuppelsberge og Bjergene i Retn. af Prebischthor og gr. Winterberge. De böhmiske Bj. dog meget uklare paa Gr. af Veiret.) Nedstigning i Amselgrund; til Amselfall der dog ikke har mere Vand end at det kun kan falde naar de Reisende betale derfor!. Veiret forbedres; jeg iler forud for mit langsomme og langweilige Selskab; smuk Vandring til Rathewalde og Hockstein hvorfra en prægtig Udsigt ned i Polenzthal til hv. man nedstiger gj den trange steile med Trapper forsynede Wolffsschlucht. Ligeoverfor Hockstein ligger Burg Hohnstein med Staden af samme Navn. Udsigt fra Slottet. Skovvandring til Brand et Punkt en 5/4 St. derfra. Udsigten herfra fandt jeg fortryllende da den begunstigedes af en prægtig Solnedgang. Paa gr. Winterberg glindsede Værtshuset i Aftensolen. Bjergene i Böhmen og Sachsen stode skarpt tegnede og det lille Stykke man seer af Elben skinnede med Sølvglands. I Følge med en Landkræmmer gj Polenzerdalen, hvori man atter steilt nedstiger og som er frodig og løvrig og har en virkelig Bæk (d.v.s. med Vand i) og gj tiefe Grund i den smukke Aften til Schandau hvor jeg ankom mod 7. Det var da allerede Tusmørke. Over en Time var jeg der i Værtsh. «z. Dampfschiff» forinden det øvrige Selskab der i Rathevalde tog Vogn, kom efter. Foreller til Aften og godt Nattekvarteer. (Mit Reiseselskab bestod af en rig Kjøbmand Neiendorf m. Frue fra Rostock, en d.^o Rostockerkjøbmand uden Kone og en Hr Schwarzkopf fra Magdeburg en munter Person med en meget langweilig og tungvindt Kone.). –

1. (Tirsdag). Kl 6 med det øvrige Selskab i Vogn gj. Kirnitschgrund, der har en mild romantisk Charakter; trang Dalbund med Skov og frisk Bæk. Veiret skyet med Antydning til Regn. Kirnitschfall af samme Slags som Amselfall; lidt høiere maaske. Tilfods (de Øvrige tilhest) opad gj. Skov til Kuhstall et mærkeligt Klippegjennembrud, en aaben Hule hvorfra Udsigt ned i en vild Skovdal. (Habichtsgrund) Enkelte Punkter ved Kuhstall: die krumme Karoline; Kanzel; Schneiderloch (to Røverhule). Ned i Habichtsgrund og temmel steilt opad til Kleiner Winterberg med vild Udsigt i Skovlandskabet. Videre opad til gr. Winterberg hvor et prægtigt Schweizerhuus med Taarn er anlagt af Kronen. Herfra et rigt Panorama over de sachs. og böhmiske Schweitz. Det var koldt deroppe men Regnen var ophørt og et Solglimt oplivede Udsigten. Groß. Winterberg (tildeels Basalt og Granit) ligger 1780' over Havfladen. Herfra til Prebischthor er Veien vild og øde. En svær Skovbrand i 1842 har ødelagt megen Skov. Midtveis staar Grændsestenen mel Sachsen og Böhmen. Ved Prebischgrund haves en virkelig deilig Udsigt over det nærmeste böhmiske Bjerglandskab. (Rosenberg, Koppe mfl. Fjelde) Høist mærkværdig er Prebischthor; forunderlige taarnagtige Klippestykker med de forskjelligste Former. Prebischthor selv er en kolossal naturlig Port hvorfra ogsaa Udsigten er interessant. Ved Foden af denne Klippeport ligger Værtshuset, to Bygninger i Schweitzerstil tilh. en böhmisk Adelsmand. Nedstigningen til Bielgrund er steil. Og nede i Dalen seer den hele Fjeldsamling ved Prebischthor ud som en gigantisk Borgruin. Vandringen gj Bielgrund og Kamnitzthal (med Strøm) kunde været smuk hvis Veiret havde været bedre; det begyndte at regne ½ St. foran Hernskretschen, der ligger ved Elvens Udløb i Elben. Vi kom til H. en 3/4 Time før Kl 2 da Dampskibet skulde indtræffe. Det var blevet klarere og Partiet ved H. er fortryllende. Paa den modsatte Bred byggedes Jernbanen der hidtil kun er færdig til ligeoverfor Schandau. Den hele Banestrækning fra Pirna til Schandau løber langs Floden og har en meget smuk Beliggenhed. Kl 2 ½ gik vi med böhmiske Dampsk. nedad Elben. Jeg var glad ved Forandringen da mit venstre Been var blevet stift efter Marschen. Schandau tager sig ret nydeligt ud fra Elben. Men Situationen bliver egentlig først ved Königstein ret malerisk. Paa den høie Klippe (vel over 800'?) ligger Fæstningen med en smuk Løvskov, og nede ved Foden ligger Staden med den nye prægtige Banebro. Paa den modsatte Side kneiser det imposante Lilienstein. Mit øvrige Selskab steg iland ved Königstein; jeg opgav denne og foer i ret smukt Veir videre med Dampsk. Ved den næste Bøining af Floden kommer Bastei og Neurathen tilsyne, og kort efter Wehlen. Naar man er Wehlen forbi ophører egentl Bjergnaturen; Kysterne blive mildere og fladere; saaledes ligger Slottet ved Pirna ganske lidet ophøiet over Staden. Fra Pirna af trække Bjergene sig længer og længer ind i Landet især paa venstre Bred. Det chinesiske Slot Billnitz (Kongens Sommerresidents) ligger paa den høire Bred der hvor Høiene atter nærme sig Floden. Nærmere mod Dresden ligger det smukke Königs Weinberg med Pavillon. Det blev nu Tusmørke og Kl 6 ½ vare vi i Dresden. (Den smukke franske unge Dame paa Dampsk.) Reisen i det sachs. Schweitz kostede mig Rth. 4-18-7. For Føreren betalte jeg 1/6 af 2 Th. & 10 ng. og for Vognen det samme. Som Reiseerindring kjøbte jeg en Kniv paa Kuhstall for 8 ng.)
Jeg smed min Vadsæk i Ølkneipen ved Elbbroen og løb strax til Theatret hvor Spontinis «Fernando Cortez» gaves. Jeg kom mod Sl. af 1.^ste Akt. i den store Duet mellem Telasko og Amazily og fik Finalen at høre og see. Jeg mindedes for 10 Aar siden da jeg saa samme Opera i Paris, dér var Udstyret ganske anderledes sandt og prægtigt og dog har Dresdnertheatret gode Midler. Udf. var ingen fuldkommen men adskilligt var meget godt. Særl Cortez selv, Hr Tikatschek, og tildels Telasko: Hr Mitterwurzer; men die Schwarzbach var en klein Amazily. – Musiken har prægtige melodiske Ensembles og Finaler men efterlader i det Hele intet varmt Indtryk. Det er en napoleonisk Keisermusik skabt af en Italiener med tydsk Musikforstand og fransk Pathos. –

2. Formiddagen i Galleriet. (v. Sahr.) Dresdens Kuchenbagværk (!). Kl 2 til Middag hos Carlowitz’^s (hs Søster og Moder. Albums og chinesiske Sager. C. har en Broder i Canton.) Aften i Theatret hvor Moretos fortræffelige ægte lyrisk-dramat. Skuespil Donna Diana gaves. – Titelrollen sp. af min gode Leipzigerbekjendt Lina Schäfer der for Tiden giver Gjæsteroller i Dresden. Hun skal efter Sigende erstatte Bayer-Bürck der snart skal gaa til Wien. S. var dette Parti ikke voxen skj. hun havde flere gode Momenter. Donna Dianas vanskelige Rolle fordrer en stor Skuespillerinde og dertil har Frl S. endnu langt. – Fortræffeligt spillede Eduard Devrient Geheimesekretæren Perin. Don Cesar gaves ret smukt af Hr Walther. Det Øvrige var maadeligt nok.

3. Ret en Regndag. Fornemmelig tilbragt i Galleriet hvor jeg især studerede Samlingerne i H og G og om Em. Titian og Venetianerne samt Caraccis Skole (Bb. og Cc.) Desværre her er altfor meget at see og Veiret var for mørkt og mange Billeder hænge for høit. En Mængde Englænderinder vare bl. Besøgerne. – Et Blik i det Mengske Musæum i Galleriby‹…› Parterre. Her er Gypsafstøbninger af antike og nyere Skulpturer tEx. den døende Gladiator; en antik Venus; den belv. Apollo; Thorvaldsens Merkur. Canovas sovende Yngling. &o. (Hr Brodkorb og hans unge Frue traf jeg der). I Theatret (med v Sahr) Birch-Pfeiffer Tyvegods: «Dorf und Stadt»; men er det stjaalet saa er det dog godt stjaalet; kun Catastrofen følger ei Auerbachs Novelle. Dette St. blev fortræffeligt spillet i Dresden. Emil Devrient gav Reinhard; Walther Collaboratoren; Winger der Lindenwirth; Fr. Stölte Ida v. Felseck mindre udmærket. Lorle og Bärble vare mig bekjendte: Frl Schäfer og den prægtige Frl Berg. Her giorde Schäfer sine Sager godt og fik ogsaa levende Anerkjendelse.

4. Fremdeles Regn. Sp. til Ostra-Gehege og beseet Arbeiderne ved Fortsættelsen af den storartede Elb-Banebro. Sidste Besøg i Galleriet og hos Kagebageren i Schloßstrasse. – Hotelregningen var Rth. 4-22 og den hele Dresdenerfart kostede mig Rt. 16-9-6.
Kl 12 ½ med Banetoget til Leipzig. Ankomst Kl mod 5.

–Brev hjemmefra med Vexel (Resten af Stipendiet.) NB Axel om mine Pengeaffærer. Br. fra Moder, Lina og Theodor. – [Kaja Lasson confirmeret d 29.^d Sept; W. Hjelm ligesaa. Den arme Kathinka endnu ei død. Thorvald tilsøs. Sørgeligt Resultat af Storthingsvalgene. Tante Stine Kf † . – Vanskeligheder med Vexelen. –
Politik: Angrebet paa Friderichstadt. – De 12 Tscherkessere paa preussisk Grund. Massakre af Cartelconventionen med Rusland. – Uvished om Preussens Forhold i den Kasselske Affære.

5. Min Hamburgervexel bliver dog antaget af Frege^{x x)300 m Bco solgt for 149 Rth. 22 ng.} som igaar ikke kunde indlade sig derpaa da han ei kjendte Huset Grüning & C.^o – Abonneret paa 20 Gewandh.^sconcerter hos Kistner: 8 Th. – Store Anskaff. af Klæder. – Messespektakler og Snavs paa Gaderne. Aften i Theatret: Huguenotterne. Forskjellig Besætning fra sidst. Ved Salomons Bortgang er meget tabt. Hr Schott fra Mainz var kun en maadelig Marcel. Men Margaretha af Valois blev fortræffeligt sunget af Fr. Schreiber-Kirchberger fra Stuttgart, en Coloratursangerinde af næsten 1^ste Rang, dertil seer hun godt ud; frisk og fuld som Stemmen. Mayer var Valentine; god men ei saa god som Gundy. St: Bris: Hr Beer. Tavannes: Hartmann. Raoul: Widemann. NB Pagen min prægtige Günther-Bachmann. –

6. Lindhult endelig installeret som Conservatorist. Spillet Eroica 4hændig med Normann. N. endnu ei kommen længere end til Instr. af Indledningen til Cappriccioen. Kl 6 ½ 1^ste Abonnementsconcert i Gewandhaussalen. Propfuldt og svær Hede.
I. 1. Cherubini. Ouv. til Wasserträger (Les deux journées). Fortræffelig udført. 2. Rec. og Aria af Mozarts Titus. (Deh per questo instanto solo) udf. af en Sangerinde fra London Miss Mathilde Graumann; Altstemme, god Skole, god Maneer, god Vokalisation men St. mangler Styrke og Foredraget Liv og Friskhed. Det var mere Kunst end egentl indre Kald. Og dog fortjente hun bedre Modtagelse end den matte Applaus hun fik.
3. Mendelssohns Claveerconcert m. Orch. G moll, udf. af Goldschmidt fra Hamburg. Han spiller godt, correkt og brilliant. Men kunde det ei være mere besjælet??
4. Rec. og Aria af Rossinis Italiana in Algieri: Frl M. Graumann. (God Coloratur men ei Styrke nok.)
5. Rondo cappr. comp. og udf af Goldschmidt. Uden synderlig Interesse. Liszts Fant over Sext. i Lucia. udf. af G. Godt, dog langtfra lisztisk.
II. Beethovens Sinf. eroica i Es. Det var en Nydelse fra Først til Sidst! Her er Commentar overflødig. Jeg kjendte den af Klaveerudt. som man kjender en Rafaelsk Madonna af et müllersk Kobberstik. Men nu kom den med alle sine herlige Farvevirkninger og vidunderlige kunstneriske Storhed og Klarhed. En saadan Sinf. hører til de ædleste og reneste og sandeste musikalske Nydelser. Her bliver selv en Mendelssohn liden i Sammenligningen. – (Rietz dirigerede.)

8. Begyndt Fuge hos Richter. – Slesvigholst.^s Storm paa Friderichstadt tappert tilbageslaaet af de Danske (den 4.^d 5.^t).
Mellem den Mængde Fjæleboder paa Rossmarkt befinder sig ogsaa Rappos. Men det som denne Troupe præsterer er saa godt at det er Synd man ei skal kunne see det i et bedre Lokale. Jeg vil ei saameget anprise deres Ekvilibristik thi saa udmærket den er saa er det dog ingen høiere Kunstpræstation. Det som er seeværdigt hos Rappos er de levende Billeder; Grupperinger af nøgne Personer til Fremstilling af Scener eft. antik Mønster. Det er egentl det Rapposke Akademi. Han fremstiller disse Grupper paa en stor bevægelig Piedestal hvis Omdreining lader Publ. see Grupperingen fra alle Sider. De fleste Figurer dannes her af Damer og de Fleste af disse (der er vel over et Snees af dem) have virkelig skjønne Legemer. Deres Costume er saavidt skjønnes meget tro. Nøgenheden bedækkes kun med ‹…› tilsluttende kjødfarvet Trikot og naar Figuren ellers intet Gevant fordrer er heller Intet at see uden det som for Velanstændighedens Skyld netop behøves. Disse nøgne Kvindeskikkelser ere saa smukt ordnede, saa vel belyste og hver for sig saa vel formede, slanke, fulde, friske at den Nydelse man har ved at see dem bliver en langt høiere end en blot sandselig. Der findes Figurer her som enhver sand Billedhugger med Glæde vilde benytte som Model for en Venus, en Juno, en Artemis, en Amazone. I alt fremst. dennegang 8 Billeder: Pandoras Toilette. Den rasende Herkules, Hylas Bortførelse af Nymferne. Diana m Nymferne i Badet. Amazonkampen. Paris’^s Dom. Ariadne m. Leoparden. Olympens Guder og Gudinder. –

10. Skrevet hjem. (NB. Næste Gang til Lina. Kaja L. G^de W. J. Th. -).

12. I Theatret for at faa Ende paa en mørk, melancholsk Regndag. Man gav her for 11^te Gang Halevys «Rosenfee» hvis pragtfulde Udstyr Rygtet ei har overdrevet, men hvis dumme Text og slette, ialfald kedsommelige Larm – og Dandsemusik overtræffer de beskedneste Forventninger. Ja her maa Øienslysten være Hovedsagen. Det man seer af Dekorationspragt og Maskinerikunststykker maa i den Grad blænde at man glemmer Hovedsagen at det er en Opera man har for sig. Saa dette er et Arbeide af Jødindens og Carl d. 6^tes Componist! Kan han da virkelig skrive saameget Huult og Aansdfattigt; og saa melodiløst! Nei, da tusinde Gange heller Profeten; dèr er da baade Stort og Skjønt mellem det Tomme og Forkastelige. Ærgrer man sig der saa kan man dog ogsaa glædes og nyde. Men her – ja Dekorationerne! og et Par Musiknummere i det Høieste; og enkelte Sceners overraskende Pudseerlighed. Men er det Kunst? Støvkost, Stole og Borde dandse – Børn i Blomstercostume forestille Blomsternes Dands. En Tryllehave forvandles til Is, en ung Pige til en g^l Kone, o.s.v. o.s.v. Kort sagt – Messespektakler! – Atalmuk Magieren som giver Nerilka Tryllerosen udf. af Behr ret godt men h.^s Parti er storplaterisk kjedeligt; Nerilha er Fru Schreiber-Kirchberger; hun har en fyldig smuk Gestalt, prægtige Øine og et opvakt, skj. ei regelmæss. smukt Ansigt da Munden og Tænderne især have Mangler; hun synger flydende og spiller ret kvikt men syntes som overh. alle igaar at negligere det tynde publikum. Sultan Badul-Budur af Indien (Kabul, Kandahar, Cashmir, Delhi!!) Hr Widemann. Storviziren Hr Stürmer (god), Gülnare den falske Sultaninde (den hvide Rose som bliver rød) udf. af Günther-Bachmann (godt Udseende, ikke god i Sang). Hr Qvint og Frl Buck (!) Dands og stort Chorpersonale. -

13. Snee mellem Regnen! – Kl 8 Morgen Messe i Nikolaskirken. Beethoven: Kyrie, Hosanna; Miserere; Sanctus. –
– 2^d Abonnementsconcert. 1. Webers Oberon Ouverture, vel bekjendt men ei i en saa udmærket Opførelse.
2. Recit. og Aria af Glucks Orpheus, et Mønster for ædel dramat. Stil i Recit. og Arie. Simpelt men høist lidenskabel i sin Virkning (Che faro senza Euridice?) ganske fortræffel sunget af Miss Graumann hvis dybe Stemme og ædle Foredrag her saa vel passede. 3. Phantasi for Pedalharpe af Parish Alvars udf af Frl Rosalie Spohr fra Braunschweig. Ufuldk. Composition, udf med Ynde og Virtuositet.
4. Rec. og Arie af Rossinis Semiramide (Eccomi alfine in Babilonia) I Coloraturstil for Alt el Mezzo.Sopr. (Miss Graumann). 5. Harpe-Serenade af Parish Alvars udf af Frl Spohr. Her er Comp. bedre og Harpens ejendommelige Reiz kommer mer til Gieldning. Med det bliver dog en Sandhed at Harpen intet klækkeligt Concert-Soloinstrument er, da den mangler saa meget for at kunne udføre en ordentlig Sats. Rosalie Spohr er ung og ret tækkelig, spiller med megen Bravour og Gratie og forstaar mesterlig paa Harpen at udaande disse piano Arpeggier der minde om en svunden Romantik, hvor dette Instr. med sine Akkordbølger ledsagede Troubadourens Kjærlighedssange. – Fremkaldt spillede Frl Spohr en lille Fantasi over Motiv af Lucrezia Borgia.
II. Mendelssohns Sinfonie i A moll. Uden Storhed besidder dette Værk dog saamange fortræffelige Egenskaber at man altid med Glæde hører det. Den er mendelsohnsk i alle Henseender. Som «Arbeide» aldeles fortræffelig og klinger superb. Jeg har før detailleret dens Indhold (13^d Mai) men de deilige Instrumentalvirkninger havde jeg dengang kun en fjern Anelse om. Ypperlig componeret og aandrig i alle Hens. er Scherzoen i F. Deilig Tema i Adagioen. Sidste Sats behager mig mindst i sin Slutning.
Ovenpaa slig Musik maa man døje Harpeklimpren og falsk Tyrolersang i Kneiperne! Den Messemusik er til jage En fra Leipzig! Gudskelov det nærmer sig mod Enden. D 20.^e er Messen forbi. –

16. Hos Klemm: Körners Orgelfreund. B.^d 2. – Klaveerudt: Cherubinis Wasserträger. Franz Schubert^s Winterreise op 89. 1^ste Hefte. – I Theatret en skammelig forfusket Forestilling af Meyerbeers Robert. Udstyret var elendigt; Operaen blev givet med Udeladelse af altfor meget, og Tilfældet vilde at dennegang hele sidste Akt bortfaldt, da Bertram formedelst Hæshed maatte gjøre Opbud i Scenen i Gravhvælvingen. Denne Bertram var værre næsten end hiin i Havre for 10 Aar siden. Det var en Hr Schott ^Koch fra Danzig. Robert: hr Widemann var en stor Træmand og mere tør end sædvanlig. Næsten Samtlige negligerede sine Partier; Choret var tyndt og Balletten latterlig. Raimbaud var en falsk Qvint og Alice (o Dorus i min Erindring!) er altfor elskværdig til at Mayer trods al sin musikalske Dygtighed skulde kunne giøre hende Fyldest. Den Eneste der duede og interesserede var Fr. Schreiber-Kirchberger ^(Isabella) der virkelig er en meget flink Rouladesangerinde og seer godt ud; hun var en nobel Erscheinung mellem alle disse Pjalter. Hr Scotts ^Kochs Malheur gav forresten Anledning til komiske Intermezzos. Direktøren havde Bud efter Behr men han indfandt sig ei – og tvinge ham kunde man vel ikke.

19. Normans Dagbog. – Han sidder hos mig og gjør to Lieder mens jeg skriver Brev.

20. Hos Fkn. Sommerfelt om E.m. – Senere hos Rappo hvis Forestilling jeg ogsaa dennegang saa med stor Tilfredsstillelse. Jeg var dennegang nærmere Scenen og maatte i høi Grad beundre den Ynde og Lethed hvormed disse Mennesker udføre deres «japanske, athletiske, magiske og indianske Potpourri». Der er intet Charlataneri; det er et fuldendt Mesterskab i siￂtￆn Genre. – De levende Billeder vare med et Par Undt. ganske nye. Disse toge sig dog vel saa godt ud længere fra hvor man ei saa tydelig kan see Trikotet men virkelig kan antage at Figurerne ere nøgne. Dennegang fremstilledes: Homer deklamerende sin Iliade, Gruppe efter Thorvaldsen. – Psyche i Badet. – Odysseus dræber Penelopes Friere. – Diana med sit Følge – Ariadne m. Leoparden. – Prometheus og Havnymferne – Thorvaldsens Atelier (d.v.s. Gruppe af Th^ske Arbeider – meget smuk; De tre Gratier – Amor og Psyche – Amor m Buen (deilig Figur!)) – Jeremias paa Jerusalems Ruiner; Hovedfigurer visselig efter Bendeman; ellers fri Sammenstilling. — – Aften i Odeon.

21. Schulhoffs Concert. Jeg var der ikke. Billetten kostede 20 ng. og han spillede kun Sager af egen Comp. Men han berømmes næsten af Alle (og alle Partier) for sit skjønne Spil og sættes ved Siden af vor Tids berømteste Pianister. – I Theatret gaves Shakespeares «Viel Lärm um Nichts» – men det var ret et Spil derefter.
– Forsætter at være flittigere og Angst for den henilende Tid. Allerede over et Aar i Udlandet – og hvor lidet udrettet! Men det er mere Mangel paa Selvtillid end egentl just Dovenskab der trykker – skj. rigtignok min Natur er noget vel lad af sig – De tostemmige Fugearbeider gaa langsomt fra Haanden men roses forholdsmæss. af Richter – ikke just Fugestilen. Nu den er mig endnu for ny – men Satsen, det kontrapunktiske Arbeide. —

24. 3^die Abonnementsconcert. I det Hele ikke saa tilfredsstillende som det var at ønske. Den engagerede Sangerinde kommer for ofte frem og Repertoiret kunde byde mere Afvexling.
1. Ouverture i C dur (N^o 3) af Gade. Behagede mig ikke. Stilen er festlig, derb, næsten larmende men Klarhed mangler og saaledes opnaaes det tilsigtede Imponerende ikke ganske. Arb. hører vel til G.^s mindre lykkede og Publ. modtog den ogsaa med sparsomt Bifald.
2. Arie af en g.^l Opera af Händel (Rosalinde) simpel og sød. – Ganske nobelt udf af Frl. Graumann. Dog brister hendes Tone nu og da i Høiden.
3. Violinconcert i E dur (N^o 4) af David. Comp. er sædvanlig men Udf. var prægtig. Han spiller reent, fiint, sikkert og med følelsesfuldt Foredrag. Lidt veg og «süsslich» forekommer han mig dog, mangler Friskhed og Ungdom og er lidt maniereret. Bliver imidl. altid at regne for en høist gedigen og dygtig Violinspiller. –
4. Grosse Haupt und Staatsaffaire! Duo af Rossinis Semiramide udf af Frl Graumann (Arsace) og Hr Behr (Assvero). Hr Behr sang som en Lump og fordærvede det Hele. Frl G. sang med Lethed og correkt men var ei ret ved Stemme.
5. To Lieder foredragne af Frl. Graumann og akk. paa Piano af Rietz. Men Frl. G. gav her just ingen stor Forestilling af om hd^s sin Capacitet som Liedersangereske. Det var Schuberts «Wanderer» som dog bedre egner sig for Mandsstemmen – og en Lied af Curschmann - «Lockung» mild og simpel men ikke særdeles ny. Applausen var blandet med nogen Hyssen.
II. Spohrs nye Sinfoni (N.^o 9) Die Jahreszeiten. Her behager «Der Sommer» mig bedst. «Frühling» er for spohrsk. Hovedmotivet i 1^ste Sats er meget godt og dog har denne Sats i det Hele ikke noget særdeles tiltrækkende. Benyttelsen af den bekiendte Weinlied i sidste Sats huer mig ikke. Men alt klinger fortræffeligt og som sagt Sommeren er deilig. Modtagelsen var mat hvilket paafaldt mig. – (See f. Øvrigt 24^d Juni.) Paa Hjemveien fra Concerten sneede det – Vinteren kommer. Det var atter at gaa den 1^ste Sats imøde. –

25. Ganske vinterligt om Morgenen. – Om E.m. kom Norman og blev, som ofte i den senere Tid, flere Timer. Giorde en Lied, hvad ogsaa oftere i den senere Tid er skeet. Begyndt at lægge i Ovnen. I Theatret Mozarts Figaro som ovenpaa den miserable Forest. af Robert, ret var en musikalsk Hjertestyrkning. Operaen gaves med enkelte mindre væsentl Udeladelser og uden Recitativer, hvilket i Figaro ei er til Skade. Behr sang Figaro paa sin Viis, men ret flinkt og livligt. Fiin er han ikke. M.^d Günther-Bachmann er trods sine saa og saa mange Aar endnu en ganske ravissant Susanna. Spiller mesterligt og synger meget passabelt. Greven gaves ganske godt af Brassin. Frl Hennigs Cherubin var mere «Schülerhaft» og lod mig med Vemod tænke paa Berghnér. Frl Haller (Gjæst og i «Messen» Fides) gav Grevinden; hun synger stærkt og med Aplomb men ei blødt og hun bevæger ikke og har heller ikke den Ynde som Schr.Kirchberger der til Lykke skal være engageret her. Hendes Udseende er ikke ilde, noget vel stærkt. Spillet duer ikke; Organet er for mandligt. Basil: Hr Qvint, Marcelline: Fr. Eicke; Bartolo, Stürmer hævede Intet men fordærvede ‹…› heller Intet. Jeg vidste ei at Forest. nu begynder Kl 6. og gik saaledes Glip af Ouverturen. —

30. Begyndt trestemmig Fuga hos Richter, og – mirabile dictu – componeret en Lied, men jeg tør ikke sige, uden at bruge Pianofortet. Norman saae den. Han havde selv nylig hos mig componeret det samme Digt (Uhlands «An Sie»). Hans Lied var let henslængt paa Papiret i mindre end en halv Time – min var næsten et Dagsarbeide og var dog ikke synderlig rar – men ret godt giort dog. - I Aviserne læser jeg at Choleraen raser i Sverige og nu ogsaa har fundet Vejen til Christiania. Fra Hjemmet venter jeg Brev med Længsel. – NB. De forpinte tydske Tilstande! Baiern har af Bundestagen faaet Ordre at exekvere i Hessen. Tør Baiern vove det eller tør Preussen modsætte sig det??

31. Brev fra Moder, Axel og Theodor. af 26.^d Oktober, altsaa pr Dampskibspost, rimeligviis den sidste. – Kathinka levede endnu da Brevet blev skrevet. Men Lægen havde intet videre Haab. Hun ligger paa Moss; Moderen er hos hende og Richard og Eriksen. – Carl er bleven const. Fuldmægtig. – Cousine Marie har været ordentl. syg, men er bedre. – Choleraen var hidtil ikke stærk; men man frygter at den vil tiltage. Storthingsvalgene tilende. 106 Repræs. Bl. dem kun 11 juridiske Embedsmænd (og bl disse Lerche!) 13 Præster, 43 Gaardbrugere, 15 Handelsmænd, 10 Haandværkere. I Alt neppe 30 Mænd at lide paa, skriver Axel. Fra Christiania valgtes: Schweigaard, Hauge, Møinichen og Ytteborg. – Gude og Betsy reiste d 3.^d d. M. fra Jarlslberg til Düsseldorf. – Ole Bull har givet et Par Afskedsconcerter i Christiania og skal nu være reist til – Tyrkiet!
– 4^de Abonnements-Concert. 1. Sinfonie i C dur af Haydn. 4 Satser, men korte. Mild, frisk; sund og simpel, ihvorvel nu og da lidt gammeldags og tynd. Menuetten og dens Trio især høist yndig. Saa simpel som h.^s Instrumentation end er, saa forstaar den dog saa fortræffelig at personnificere Instrumenterne; hvilken Individualitet t.Ex have ikke flere af Blæs instrumenterne i denne Menuet!
2. Concertarie i Es. med Orch. og obl. Pfte af Mozart. (Non temer amato bene) udf. af Frl M. Graumann og Hr Breunung. Sangerinden var ilde disponeret og Arien var over hd.^s Kræfter. Det er slemt for hende; hun har sunget sin bedste Tid. Men naar hun foredrager hvad der endnu ligger for hd.^s Røst bliver hun dog altid en ganske nobel Sangerinde. Arien er meget smuk, med et ypperl Recitativ, en sød, inderlig Cantilene men en meget svær og virtuosmæssig Finale.
3. Violinconcert N^o 5 A moll af Molique, en udmærket, gedigen Comp. i sit Slags; dog noget for bred og udviklet. Den staar høit over Davids i E og blev meget smukt og dygtigt udf. af Hr Dreyschock fra Prag, en Broder til Pianisten. Hans Spil er fint og udtryksfuldt, færdigt og elegant men mangler noget af i Kraft og Fylde i Tonen. Han behagede mig vel saa godt som Hr David. Han skal være engageret her i Joachims Sted.
II. 1. Ouverture «Die Najaden» af Bennett. A là Mendelssohn, «Elfenmusik,» men ægte ny-romantisk og virkelig meget smuk (mk. Pizzicatoet i et af Hovedmotiverne).
2. Arie af Donizettis La Favorite udf af Frl Graumann. I den bekjendte Maner!
3. Fuge i A moll for Violin solo. Et sandt Virtuosstykke i den strenge Stil, men for tørt og langt fra at høre paa under en saa sammensat Concert. Man anhører det som en Curiositet og beundrer dens Færdighed som kan udføre det godt. Og det kunde Hr Dreyschock. Fugen var af S. Bach.
4. Beethovens store Lenore-Ouverture i C dur. Dette var en glimrende Finale og her var Gewandhaus orchestret ret a son aise. Hvilket Gevaltmenneske denne Beethoven dog maa have været! Hvilken brændende Lidenskabelighed og grandios Gemytsretning, og hvilket klassisk, klart og uovertræffeligt Udtryk han forstod at give denne Grundstemning i sine Tonedigtninger. Man rives med og maa næsten skrige af Henrykkelse. Saadanne Toneværker ere at sammenligne med de gothiske Bygningsværker i Middelalderen. Hvilken uhyre Gevalt i den skabende Kraft, hvilken Storhed i Tanken og hvilken skjøn Harmoni i Udførelsens allermindste Dele! Beethoven skrev som bekjendt 4 Lenoreouverturer; den 4^de i E er den som bruges i Fidelio – den nærværende N^o 3 blev anseet for stor til en Operaouverture og har ‹f‹…›› istedet indtaget en Plads som den første eller ialfald en af de første Concertouverturer der existere.

2. For første Gang hos Hr v Sahr med Norman. Sahr viser mig Geibelske Digte mens Norman componerer en Lied af Eichendorf. Sahr lod os dennegang ei høre noget. Han er bekjendt som Conservatoriets frugtbareste Liedercomponist. Han er et Menneske med Talent og mangesidig Dannelse og hans Omgang er saal ulige interessantere end flere af de øvrige unge Musikeres med hvem jeg her er bekjendt (Ex. Friedenthal, Fiedler, Papperitz, Bremer, Nicolai, Becker, Horn.) – Hornstein derimod er dog en prægtig lille Person. -

3. En mild Solskinsdag, hvor man kunde have Vinduerne aabne og faa Varme fra Solen. – Igaar og idag arbeidet paa en Lied «Waldabendlust» i As dur.^x _{x(«Sehr schön» sagde Norman.)} Jeg vidste nok hvorledes jeg vilde have den naar jeg blot kunde udføre det altsammen! Jeg fortaber mig evindelig i Detailler og tør ei lade rask staa til.
– Bairere og Østerigere ere virkelig indmarscherede i Hessen. Og Preussen da! Preussen finder sig deri og hjælper selv til! Radowitz som havde andre Tanker og bedre Mod (?) og Fædrelandskjærlighed er udtraadt af Ministeriet. Arme Tydskland!! -

4. Hos Klemm Betalt 4 Th. for 2 Q.^v fra 10 Mai til 10^d Novb. – S. Bachs Wohltemp. Clavier 1^ste Hefte. ^xSchwanengesang I v. Schubert ^xmk især Lieden «Aufenthalt» i E moll & Frühlingssehnsucht (B-dur). Ossianslieder Nachlass N^o 4. Mendelssohns Dødsdag og i den Anl. eg Musikfest i Conservatoriet. De Fleste af Eleverne havde Plads paa Estraden som Deeltagende i Udførelsen. Et Antal Tilhørere var tilstede, fornemmelig Musikere og Bekjendte af den Afdøde. Her saaes Cons.^s Lærere (Rietz dog ikke) med Familie; Preusser, Fru Frege, Frl Graumann, Dr. Seeburg &c. Først opførtes en gammel Motette af Gallus. med udelukkende Treklanger, som nu og da giorde en ganske frappant Virkning. Texten var latinsk: «Ecce quo modo moritur justus.» – Musiken for blandet Chor uden Akk. Schleinitz dirigerede. – Saa kom Mendelssohns fortræffelige Es dur Strygekvartett hvis vidunderlige Scherzo (C moll) gaves da Capo. Udf. klang noget ureen og afrevet og manglede ret fiint Sammenspil. Scherzoen gik bedst. Qv^tt havde som sædv. 4 Satser. Udf. af Dreyschock, David, Hermann og Grützmacher. Derpaa udf Choret under Schleinitzs Direktion Mendelssohns «Der 22.^te Psalm», hvis ædle opløftende Stil ganske henrev mig. Tenorsoloen begynder i E-moll og Choret svarer; senere komme 2 og 4 Solostemmer, alt med paafølgende Indsats af Choret. Texten: «Mein Gott, mein Gott, warum hast du mich verlassen» er mægtigt gribende, simpelt og storartet giengivet i Toner. Tol Psalmen er blot for Sang, uden Akk. – Til Slutning Mendelssohns Claveertrio i C moll. udf. af Prof. Moscheles, David og Grützmacher. Den gamle Moscheles spiller nobelt og udtryksfuldt, men Flügelet dæmpede slet. Professoren giør mange Historier førend han kommer til at spille. Bytter Stole og har hundrede Anstalter fore. Det er saa hans Vane og det er ogsaa Tilfældet at man ikke generer sig men ganske gemytligt leer til disse Pudseerligheder. Fruen lo med. Trioen er smuk og har ogsaa en «Elfen-Scherzo,» men den i Qvartetten vinder dog Prisen. –

5. Hos Richter med mine to Lieder. Den i As roste han og fandt alt «sehr schön gemacht, gar nichts auszusetzen,» det skulde da være i Formen, at Slutningen stod noget for separeret, men jeg mente at Texten kunde forklare det. Den andre Lied i D syntes han, som jeg kunde vide, mindre om. Slutningen var smuk, Begyndelsen behagede ham mindre. Arbeidet var godt og kun paa een Takt havde han Bemærkninger at giøre over en mindre heldig Harmonisation. –

6. Overværet Prøven i Gewandhaussalen (Billet af Kistner). Programmet er dennegang extraordinært ianl af Mendelssohns Dødsdag. Requiem og Dies iræ af Cherubinis C moll Requiem. 1^ste Deel af Mendelssohns Elias. Mozarts G moll Sinfoni.
– Normans Opus 1. 2 Charakterstücke f. d. Pfte. 1. Fis moll. 2. B dur (Sontagsritt) færdig fra Pressen hos Kistner.
– I Theatret Beethovens Fidelio. Hvilken simpel, skjøn, sangfuld, udtryksfuld dramatisk Musik, uden Effektjageri, uden geniale Excentriciteter! Skulde man virkelig tro at den gigantiske Beethoven kunde stemme sig saa heelt igjennem moderat? Texten er ret god men ikke udmærket, ikke rig paa store musikalske Momenter. Den er blandet med Dialog og B. har smukt gaaet i de vante Former. En ædel Hustru ofrer sig til sin Mands Befrielse fra Fængslet og tager i den Hensigt, forklædt, Tjeneste hos Fangevogteren. Denne seer i Fidelio en Frier til sin Datter og denne Deel af Handlingen er visselig ordinær nok. Men anden Akt har gribende Momenter: Duetten under Gravningen; og Scenen f‹…› ^hvor Fidelio kaster sig mellem sin Gemal og Pizarros Dolk. Finalen i 1^ste Akt med Fangernes Chor er ogsaa høist gribende. Musiken er heelt igiennem den aller ædleste, melodiøseste, fuld af alskens vokale og instrumentale Skjønheder. Først den bekjendte Ouverture i E. Saa Canonen a 4. i G. – Terzetten – Fidelios deilige Rec. og Arie (i E) – Pizarros Arie med det mærkværdige Soldaterchor – hele Finalen. 2^d Akt: Indledningen og Florestans Arie – den mageløse Gravningsduett – den fortryllende melodiøse Trio i A dur – Qvartetten og Finalen. Musiken naaer ikke op til Don Juans dramatiske Storhed men den staar dog fuldkommen ved Siden af de flere af de øvrige Mozartske og overhovedet for de bedste anerkjendte saakaldte Operas comiques. Thi trods sit Alvor er den dog ingen egentl stor Opera. – Udførelsen var kun middelmaadig, naar undt. Orchestret. Fidelio, Schröder-Devrients berømte Fidelio, havde ingen heldig Fremstiller i Frl Hermine Haller. Hendes Spil er for unaturlig forceret, hendes Organ for grovt og hendes Sang for lidet blød og udtryksfuld og Stemmen i Høiden caput. Florestan, Wideman var just ikke meget interessant og Pizarro, Hr Brassin kun middelmaadig. Bedst var Behr som Fangevogteren og Günther-Bachmans Marzelline vilde været meget god hvis Sangen ikke nu og da havde været hende for svær. –

7. Skrevet til Moder. Lina. Grevinde Wedel. Marie og Kaja Lasson. Afl. paa Postc.^t den 8.^d – Preussen har pludselig taget Mod til sig og gjort sin Armee mobil. Skulde det være Alvor?
– 5^te Abonnementconcert. Extraordinær. Program ianl. af Mendelssohns Dødsdag. 1.^ste Deel. 1) Cherubinis Missa solennis in C moll «Requiem» og «Dies iræ.» Denne Musik hører til den Slags hvis Mage i Menneskealdre saa sjelden leveres. Den er ophøiet over al Kritik da den forlængst har faaet Anerkjendelse som et fuldendt Mesterværk. Man kan ogsaa neppe høre noget mere gribende i simpel Storhed. Det er en ganske anden Behandling af Texten end Mozarts. Langt simplere og kortere men visselig paa sin Viis ligesaa stor og sand. Hvad her gaves var blot for Chor og Orchester. Allerede Beg. med Fagottens dybt sørgmodige Indtrædelse er herlig. Og hvad skal jeg sige om Dies iræ! Her er Dies iræ, Tuba mirum, Rex tremendæ, Recordare, Confutatis og Larcrymosa componerede i Et og ei som hos Mozarts udgiørende særskilte Stykker.
2) Mozarts G moll Sinfoni. I 4 Satser. Velbekjendt men af mig for første Gang hørt for Orchester. Hovedch. er blid, sød og dog mægtig. Adagioen er maaske vel lang. Blæseinstr. i Menuetten af vidunderlig Skjønhed. Og sidste Sats saa henrivende frisk og sød. Udf. var ypperlig. 2.^d Deel. Mendelssohns Oratorium «Elias» (1^ste Deel.) Et saa vidtløftigt Værk maa høres oftere for ret at kunde nydes og forstaaes. Paa Prøven manglede jeg Texten, og den maa man have. Hovedindtrykket var vældigt; det forekommer mig at her mere er een Støbning, et Hele end i Paulus. Charakteristisk er Beg. hvor Elias optræder med sin Forkyndelse (So wahr der Herr, der Gott Israels lebet, vor Dem ich stehe: Es soll diese Jahre weder Thau noch Regen kommen, ich sage es denn) forinden Ouverturen kommer. Saa kommer denne og saa først gaar det første Chor an. Stilen er i Hoveds. den samme som i Paulus. Chore og Recitativer, Arier og Solis i Ensemble. Overordentlig gribende ere mange Enkeltheder, som Elias'^s Opraab til Baalspræsterne, disses Chor (Giebt uns Antwort!!) – Choret, da Folket forbauses over Elias Undergjerninger (Das Feuer fiel ab!) og hele Slutningen: Elias og Drengens Recitativer og Slutningschoret. Og dog – og dog er Genren farlig og et saadant Oratorium paa engang er dog maaskee formegen Musik og kan vel ogsaa i æsthetisk Hens. have sine Betænkeligheder da det dramatiske Element blander sig saa stærkt og saa modernt med det kirkelige. Men storartet componerer M. Sligt. – Behr sang Elias (Bass) og Hr John (af Conserv) Obadjah og Kongen. – Frl Haller Sop. Solierne især Enkens. Frl Nose (Hildur Sommerfelts Contubernal) sang Engelen (Alt) og sang meget reent og musikalsk, med god Stemme. De øvrige Solis vare mindre betydelige, Damerne Bleyel og André og Dhr Meier og Kretschmer. – Salen var overfuld. –

8. – I Theatret Donizettis Elisir d’amore «Der Liebestrank.» Denne Musik hører udentvivl til det Bedste D. har skrevet og vel udført hører man ^den med Fornøielse trods dens Tyndheder hist og her. Men godt maa den udføres. Og det var just ikke her Tilfældet; thi et væsentligt Parti, Tenorens, blev heel ynkelig præsteret og Sergeantens ikke stor bedre. Derimod var Behr som Dulcamara, trods al Overdrivelse, flink og morsom og Adine, eller Teresa (hvad hun hedder) Hovedpartiet blev ganske fortræffeligt givet af Fru Schreiber-Kirchberger, der er en udmærket Coloratursangerinde og en tækkelig, talentfuld Kunstnerinde i det Hele. Det var en virkelig ganske nydelig Erscheinung og hun giorde stormende Lykke, især i 2.^d Akt. Hendes Gemal var Nemorino og Hr Brassin Sergeanten. –

10. Skal der blive Krig eller ikke? Hvad mener Preussen med sin sidste Kraftangstrængelse? Saa spørges der rundt om. Der seer man hvortil denne Preussens forkeerte Stilling har bragt det. Det kunde maaskee tidligere have frelst Tydskland; men det bævede tilbage for et saadant Skridt og staar der nu med sine mange Løfter. Saa kom Czaren og Østerig (i Czarens Gevalt) og vilde atter oprette Bundestagen, mens Preussen havde sine Unionsprojekter paa Tapetet. Hvad Parti skulde Preussen tage? Saa kom Affæren i Hessen og nu staa Bairere der med Østerigere i Ryggen og have at giøre ‹E‹…›› der for Bundestagen. Modsætter Preussen sig saa er det en casus belli lyder det. Preussere marschere ind i Hessen – nu staa begge Armeer og see paa hinanden, mens Diplomaterne vexler heftige Noter. Hvad skal skee? I Preussen syntes Eftergivenheds Partiet at vinde Overhaand og Radowitz udtræder af Kabinettet. Men med Et mobiliserer Preussen sin Hær, for at redde sin Ære som det hedder. Hvad er Meningen med Alt dette. Er det blot for at sige: See vi ere ikke bange og I skulle ei kunne imponere os – hvad vi giøre, giøre vi frivilligt – vi ville som I Fred og Bundestag og Lovlighed i Hessen o.s.v. – Eller skulde man tro Pr. vilde riskere at sætte sin Union igjennem, at forsvare det Hessiske Folk, at modsætte sig den nu besluttede østerigske Intervention i Schlesvig-Holstein? Men dermed er Signalet givet til en Borgerkrig i Tydskland, eller rettere en Krig mellem dets Fyrster, og Czaren lurer for at gribe sit Bytte – og Demokratiet lurer ogsaa – Kort sagt hvad skal skee? Disse Dage ere fulde af Spænding – saadan som Tilstanden er, er den utaalelig; det finde Alle - men hvad skal skee – og hvad vilde Følgerne blive af en Krig. Man kan forstaa Preussens kritiske Stilling nu, men har den ^{ikke selv} sat sig i den? — —
– Hos Fk Sommerfelt med Norman. Han er geneert og hun ogsaa. Hun afbrydes i et Skriveri til Sophie Weidemann, der nu atter er i Stockholm. Fk. S. har givet sig en Sonnambules Vold for at cureres for en Indisposition som hindrer hende i at synge. –
– Prof. Kinkel er paa ganske ubegribelig Maade undveget fra Tugthuset i Spandau. Det er dog ogsaa en Nyhed! Gid man ikke maatte faa ham grebet!

11. Størstedelen af de herværende Tropper ere udmarscherede. Die Neue Leipz. fortæller at «Blut ist geflossen» i Hessen. – At «Tærningerne ere kastede» og at den første Conflikt har fundet Sted mellem Preusserne og Bundestropperne, hvorunder – 5 Østerigere skulle være blevne saarede. Det klinger paa engang meget stort og ganske kleint. Muligens er det Hele Løgn. De herværende Officierer ere af den Mening at man ^{her i Sachsen} aldeles ei kan stole paa Mandskaberne der næsten alle ere «preussisk» sindede. Idag var der dog Liv i Spisegjæsterne i Stadt Frankfurt og der taltes lydt Politik. – P.S. Det er dog saa – et første Sammenstød^x har fundet Sted. _{^xDette Sammenstød (ved Browick) var egentl en Misforstaaelse og var ikke alvorlig meent. Det har Preussens paafølgende Opførsel tilfulde viist. –}
–Skrevet til Bargiel.
– Andersens: «Das Märchen meines Lebens.» 2 Th. Leipzig, Lorck. Interessant fordi man her har den gode Andersen med hans elskværdige Barnlighed og barnagtige Forfængelighed. Desværre gaar den sidste den første en farlig Gang. Andersens Historie er virkelig et «Märchen» og hans ganske kolossale literaire Berømthed ogsaa. Hvem kjender her i Tydskland til Heiberg? Andersen er kanske endog at finde paa otaheitisk og chinesisk. Overalt læser man hans Bøger, de gode som de slette. I Tydskland farer han om og er overalt en kjærkommen Giæst, hos Konger og Prindser og Store og Smaa. Og naar han oplæser sine Märchen falder man ham næsten om Halsen af Henrykkelse. Og han græder og takker Gud, og der kommer «Solskin» i hans Leben. –

13. Preusserne og Østerrigerne vexle fremdeles Noter og det «første Sammenstød» har endnu ikke haft noget «andet» efter sig. Mistroen til Preussens Hensigter vedbliver. General v. Gröben har overladt Bairerne Fulda og trukket sig tilbage «af militære Hensyn». Man venter nu at ogsaa «Kassel» vil blive overladt Bundestropperne. Kort sagt, man veed slet ikke hvad man skal tro. Her i Sachsen er Regieringspartiet Østerrigsk; de Constitutionelle preussisk sindede, og mon «de Røde »sige: «Wir sind gegen Preussen.» De mene nemlig: «jo galere, jo bedre for os.» –
– D. 10 og 11.^te Schillerfest her i Leipzig. «Turandot» i Theatret, og d 11.^te en Fest m. Taler og Sanger i Hotel de Pologne. Jeg var der ei og der skal ogsaa have været temmelig kjedsommeligt.
– Hos Klemm: Et nyt Liederhefte af Schubert. (Nachlass N.^o 7.) deriblandt den deilige Shakespeare-Ständchen.
– Norman og jeg fik Begge Billetter af Hr Kistner til Concertprøven i Gewandhaus. Først gjordes Ouverturen til Genoveva. C moll. Beg. med en frit indtr. lille Nonakk. Inl. i langsomt Tempo, ikke lang; saa en høist appassioneret, prægtig All.^o med to Hovedmotiver, et i C moll og i dur der indsættes af Blik Instr. i F dur tror jeg første Gang. Ouv. er ganske fortræffelig og vinder for hvergang man hører den oftere. Saa kom Gades første Symphoni C moll. Det kunde ei være beleiligere; hvor længe har jeg ikke længtes efter at høre dette G.^s første store Arbeide der skaffede ham Mendelssohns Protektion og et Navn bl. vore første Musikmestere! Symfonien gjorde et prægtigt Indtryk. Ideerne ere friske, originale form. den ægte nordiske Opfatning. – Behandl. er flot, rig, undertiden for stærk Instrumentation. Hans senere Sinfonier ere kanskee, som han selv paastaaer, bedre giorte, bedre formede, men jeg gad vide om de i samme Grad ere virkelig friske og nye. – 1^ste Sats C moll. indledes med et nordiskt Motiv som begyndes af Altviolerne. Dette Motiv er benyttet mangfoldig gj. hele 1^ste Sats og ogsaa i sidste. Allegroen sætter gevaltig i med Basuner, og er af en høist kraftig Charakteer. 2^d Sats Scherzo i C dur med en oftere repeteret ganske kuriøs Trio (i moll, beg. med Clar. m. et kort Forslag.) Denne Scherzo er høist pikant og livlig men mangler kanskee Enhed idet Rhytmerne vexle vel stærkt. Larghettoen (el Andanten) har et overordentl skj. Sangtema i F dur, nordisk og mozartsk yndigt tillige. Udviklingen er dog maaskee vel lang. Finalen i C moll udarbeider i en anden Form den første Grundtanke og benytter tillige en g^l dansk Folkevise med rig Effekt. Den er stærk, næsten larmende. Hele Sinfonien vidner om stor musikalsk Begavelse. – Derefter spillede Breunung meget godt, dog vel tørt Beethovens Es dur Claveerconcert, der er ganske grandios i sine Dimensioner og fuld af zarte, søde Partier, men Orchestret dominerer næsten Claveret. Rondoen er allerliebst. – Frl Haller skulde synge en Concertarie af Beethoven og en Ballade m. obl. Clar.^t af Fr. Schubert. Men dette blev ei noget af og man gav istedet en Finale af Spohr« Azor und Zemire» og Paulinersangforeningen sang til Orch.akk. en ret gevaltig, ejendommelig Schlachtgesang af Rietz, hvor Choret den hele Tid er i Unisono. —

14. 6^te Gewandhaus-Abonnementconcert. Allerede den sjette; hvor Tiden iler! Det var en interessant Concert, og en af de bedste af de hidtil passerede. Schuman, Gade, _Rietz, Spohr og Beethoven.
1. Ouvert. til Genoveva (R. Schumann). Klang fortræffeligt og giorde stor Lykke.
2. Finale af 1^ste Akt af Spohr^s Zemire og Azor. Ægte spohrsk Musik, fuld af dramatisk Udtryk, rig paa alskens Modulationer. Udf. var fra Sangens Side noget schülerhaft. Behr var bedst. De Andre vare Elever af Concerv^t. John, Damerne Masius, Bleyel, André. 3. Beethovens store Es dur Klaveerconcert. Denne Concert er dog vidunderlig, jeg nød den ret efterat have hørt den paa Prøven. Man opdager altid noget nyt og beundrer denne mageløse Udvikling af igrunden saa høist simple Motiver. Bred anlagt er den. Orch^s 1^ste Tutti er næsten for langt. Mellemsatsen er i H dur. Udf var god men ikke genial. Naar man seer Hr Breunung venter man sig heller ikke det. –
4. Altdeutscher Schlachtgesang for eenst. Mandschor m Orchester af Julius Rietz. (Kein’ selger Tod ist in der Welt als wer (!) von Feind erschlagen.) Comp. er ganske ejendommelig, høist kraftig og energisk; gammelmodig, krigersk Tone. Skal høre til R.^s bedste Arbeider.
II. Gades C moll Sinfoni. (See ovenfor d 13.^d) Behagede mig endnu mere anden Gang. Her er Friskhed i Opfindelse og stor Virtuositet i Instrumentationen – og dette kan bøde paa den mindre Routine i Formen. Den river med og begeistrer næsten.

15. Norman ulykkelig over at Senff «signal»iserer ham med altfor rosenrøde Farver.
– Aften i Theatret. Schillers «Glocke» indr: for Scenen af Goethe (ved Schillers Todtenfeier) Usmagelig i denne Form; ialfald mangelfuld udført. Die Rente, nyt Stykke efter det Franske. En ubetydelig Situationsstykke men som kan giøre Lykke naar det bliver godt spillet. Og det blev det. Især var Kläger fortræffelig. – Til Slutn. en gammel Bekjendt, Rataplan som hos os blev bedre spillet. Dog var Günther Bachmann flink og sød. Behr var Sergeanten, «Tirebouchon» Hr Ballmann i sit evige Einerlei. –

16. Sneefald om Natten, dog ganske tyndt. En deilig Frostdag, frisk og skinnende som i Norden. – Fra Leiebibl: Andersens Improvisator.
– Det sidste N^o af die Grenzboten (udk. igaar) har en Art. om Gade; sandsynligviis fra den samme Haand som for en Tid siden i samme Blad leverede en over Schumann. Men Sch. var af hans Folk, Gade er ikke saa lykkelig. Hans Nordiskhed er det Originale hos ham, udvikler Forf. Men dette er et Fond som snart er udtømt og derfor har Gade vendt sig mere og mere mod den blot tydske Musik. Men her viser det sig at han er fattig i Opfindelse, en Mangel han forgiæves søger at skjule med en Instrumentation der vistnok staar over baade Mendelssohns og Schumanns. Hans (Forf^s) hele Beviisførelse er fors. den er baseret paa Opfatningen af det «Nordiske», temmelig forfeilet, da denne Opfatning kun er den sædvanlige Snak om Frost og Kulde og Skjoldeklang og Kampgny og iiskolde Gufs, og for harmoniske Kombinationer uskikkede «rauhen» Melodien. Det Nordiske frapperer ved sin Nyhed men der er ingen ret Varme og Bøielighed deri. Gades Helt er Ossian og hans bedste Værk er Comala. C moll Sinfonien har friske nordiske Motiver men ingen ægte sinfonistisk Giennemføring. Scherzoen er her bedst; Andanten er meget blød og smuk men ikke nordisk (?!), mere en Efterl. af Mozarts Stil. De følgende Sinf. N^o 2 og 3 ere ulige svagere, da han her mere stræber at være Tydsker. Scherzoen i N^o 3 gjør dog Undtagelse. Gade er «endnu ung» og det vil vise sig om hans musikalske Talent er stort nok til virkelig at sætte ham paa den Høide hans enthusiastiske Venner allerede alt for tidligt have villet stille ham, – eller om han vil blive staaende paa Halvvejen. Dette er omtr. opsatsens Kjærne. Og noget Grundsandt ligger vist her – men ogsaa en slet skjult Ulyst til virkelig at vedkj ^{ville erkjende} Gades virkelige Mesterskab; thi en Mester bliver han dog og een af de første mellem vor Tids Ins Componister. Et Geni naar man taer Ordet strengt er Gade neppe; men et høist betydeligt Talent og med en ganske ægte musikalske Erkjendelse. Hans Nordiskhed forstaar Forf. ikke og har dog vist Ret i at Gade netop skulde holde paa den, da her, ved Siden af hans Mesterskab som Instrumentalist, egentl hans Orginalitet ligger. – Han er dog den Første, der saaledes i det Store – symfonisk – har behandlet reent nordiske Motiver. Hans Personlighed kan Forf. ei antaste; han roses for sit beskedne, milde, venlige Væsen. Hans Profil minder om Mozart, men denne Lighed formindskes igjen ved at betragte de ‹…› ubevægelige Træk og det stive (starre) Blik (!!). – Foruden de nævnte store Værker omtales specielt hans Ouverturer. «Ossians» og «Im Hochland» roses, den i C N^o 3 forkastes rent ud som «Viel Lärm um Nichts». Hans Oktett er i tydsk Stiil og vidner ogsaa om hans instrumentale Mesterskab men tillige om hans Mangel paa Opfindelse og ægte contrapunktisk Viden. Hans Lieder ansees for ubetydelige. – Avh. Forf er rimeligvis Musikd. Riccius, en Schumanianer og erklæret Modstander af det saakalte Mendelsohnske Parti, der ogsaa indbefatter Gade. Dette Parties Coryphæer, Rietz, David, Schleinitz, ere saaledes aldeles ikke godt anskrevne hos Hr Riccius. – Denne R. er tillige Anfører for Euterpeorchestret. —
– D. Allg. Ztg. er i denne uge 3 Gange beslaglagt og det er nu afhængigt af Regj.^s Naade om Bladet fremdeles kan bestaa. Jo – Sachsen har en god Forfatning og her hersker Frihed! Würtembergs ‹…› Regjering giør nu ogsaa Ende paa sin Constitution og i Østerig er det vel ikke stort igien deraf. Overalt forberedes den gamle Tingenes Orden; blot Preussen vakler endnu. Men denne Vaklen betyder Intet godt. De fleste Tegn hentyder paa at man dog vil give efter d.e. opgive Unionen og nødtvungen (med en uhyre Hær paa Benene!!) anerkjende Bundestagen, og nødtvungen see paa at Østerig pacifiserer Holsteen. – Kinkel skal være lykkelig kommet til Paris men raadedes der af sine Venner at flygte videre til London. – Den franske Legislative er atter sammentraadt og L. Napoleon har afgivet et tamt, fromt, forsonligt Budskab. Keiserens Neveu synes i den sidste Tid at hengive sig til Resignation. –

17. Slud og Vintermørke. Ret en Leipziger-Søndag. Hos Becker om Em. spilles Lindblads 2^den Sonate for Pfte og Violin i D (B. og Norman) og en Trio i Es af Mozart for Pfte, Violin og Viola, (-Riccius jun. B. og N.) – Og Norman spiller af Klaveerudt. til «Peri».
– Om Aft^en i Theatret: Mozarts Zauberflöte. I Arrangement og Udf: rappler det sandelig i altformange Hjørner. Dette Udstyr giør Schikaneders Dumheder complet latterlige. (Ex. Slangen, Løverne, de ægyptiske Scenerier, Præsterne, Nattens Dronnings Throne m.m.) Besætningen var tildeels forandret. Istedetfor den bortgangne prægtige Salomon havde den bedrøvelige Hr Koch faaet Sarastros Parti. Widemann havde atter overtaget Tamino og dette var dog allenfals bedre end da Hr Hirsch skreg og gestikulerede. W. staar der som en complet Træmand men han synger dog, han er dog Sanger. Behrs Papageno var overdreven som næsten alt Behrsk. Men han er dog flink trods alt det og ikke langweilig som den respektable Hr Brassin. Nattens Dronning havde jeg ventet mig mere af, siden Schreiber-Kirchberger havde faaet Partiet. Men hun var ikke disse rigtignok ualm. svære Arier voxen. Bifaldsstormen var her overilet. (Fru Frege sad i Avantlogen og hørte paa hende, men gik i 2^d Akt.) Monostatos var ogsaa ny: Hr Qvint. Ialfald ikke slettere end den bortgangne Henry. Resten var gamle Bekjendte: Frl Caroline Mayer Pamina, sang smukt og udtryksfuld. Caroline Günther-Bachmann i sin dobbelte Virksomhed som 1^ste Dame og som Papagena, flink som altid. De to andre Damer, Eicke og Buck. De tre Genier, tre reenvaskede Kokkepiger.

19. Begyndt 4^stg Fuge hos Richter. Med den fri Nedskriven gaar det lige bedrøveligt; men naar Arbeidet er færdigt faar det næsten altid Ord som musterhaft og R siger at han ei kan see ar det er saa møisommelig giort. Men han seer dog hvorl jeg sidder og ørsker i Timen hos ham. Med den første Engføring har jeg min meste Nød. -

22. Helligdag her i Sachsen – Busstag. Da maa al Verden være bodfærdig. Intet Theater, ingen Turnfest i Odeon, ei engang en uskyldig Schlachfest i Kneiperne! En politisk Busstag vilde maaskee være vel saa tidssvarende.
– I Aviserne læste jeg Kongen af Preussens «Throntale». Munden kan han dog bruge! Slutn. af Talen hvor han giør en isandhed grandios patriotisk Klimax bragte selv Galleriet til Enthusiasmer. Men trods al denne kongelige Skvadronnage og trods den i Alvor fortsatte Mobilisering tror dog neppe Nogen ret trøstig paa at Preussen vil vove at handle og sætte sig i Spidsen for det sig reisende Tydskland. Ak nei – det Hele er vel aftalt iforvejen; Keiser Nikolaus tillader det kanskee altsammen, vel vidende at det er et Spil. Men mange Penge koster sligt et Spil og mange unge Mennesker deres hele Carriere. Mange tilskrive den nys aftraadte Minister, General v Radowitz den Situation Preussen i de sidste Aar er kommet at indtage. Han er Kongens personlige Ven og en Mand af Aand og Talent men uden den faste Villie og det sikre Statsmandsblik og den Daadskraft der isandhed maa til især i Tider som disse.

23. Brev fra Woldemar Bargiel i Berlin (om at komme til Berlin i Julen og om Norman)
– Hos Schurman: Claveerudt. til Schumanns Paradies u. Peri. – H. Zschokkes «Eine Selbstschau,» 2.^de Dele (I. Das Schicksal und der Mensch. II. Welt- u. Gottanschauung.) En Bog som man burde eje. (3.^d Ausgabe. Aarau. Säuerländer.)
– Dr. Friedrich. Jeg sættes paa Medicin og halv Kost for udvendig Skade.

27. Igaar var 1^ste Euterpeconcert. Mozarts Zauberfl.Ouv. og Beethovens A dur Sinf N.^o 7 bleve opførte tilligemed endeel Solosager. Jeg maatte ei gaa ud; men stort skulde ei være tabt.
– O du Norman! Den ene Dag lyksalig over at Senff giver ham det Hverv at transcribere for Pfte udvalgte Lindbladske Lieder. Den næste utrøstelig over at have udplappret Senffs Hemmelighed for Gurchhaus hvorved de to Forlæggere Kistner og Senff geraade i Haar sammen; begge ønske N. al Ulykke. Den tredie Dag atter Solskin og Opklarelse, idet den godmodige Kistner ikke sanctionnerer Gurchhaus strenge Dom men tillader N. at paatage sig hiint Arbeide for Senff. –
– Mens Lucile Grahn giæster i Dresden kommer en anden Berlinerdandserinde Mad Brue til Leipzig. Hun optræder i Aften som Zoloë i Aubers Dieu et la Bayadére. Kirchberger synger Ninka. – I Berlin giør Primadonnaen fra den ital. Op. i Paris Signora Castella Furore med sin Sang og personlige Reiz. Denne Reiz skal gaa Fiorentinis en høi Gang og Sangen være meget bedre. Fiorentini sveg sin Berlinercontrakt og er nu ved den ital. Op. i Paris, til hvilken ogsaa den berømte Gazzaniga er arriveret.

28. 7^de Abonnementconcert. Ogsaa dennegang en Forandring i Progr.^t idet de to annoncerede Sangnummere af Frau Stranz form dennes Upasselighed bortfaldt og en ung Debutante, Elev af Hr Böhme kom til at synge istedet.
I. 1. Franz Schubert: Ouv. til Rosamunde (et Skuespil). Dette første Bekjendtskab med S. som Orchestercomponist var det allerlykkeligste. Ouv. er fuld af Skjønheder, rhytmisk belivet, melodirig og prægtigt instrumenteret. Efter en ganske kort pompøs Intrada kommer en meget smuk Andante og derefter en kjæk, livlig, af overraskende Skjønheder overstrømmende All^o. I hvilken Tonart gaar den? Ak, det formaar jeg næsten aldrig at høre!
2. Webers store Freischütz-Arie udført af Frl. Anna Klassig. Endnu noget fersk, men meget sjælfuldt Foredrag og frisk, behagelig høi Sopran. Hun blev stormende applauderet og fremkaldt.
3. Concertino for Oboe m. Orch. comp. og udf af Diethe, Medl. af Orch.^et
4. Tvende Lieder af Mendelssohn (Suleika og Frühlingslied af Lenau.) Frl. Klassig.
5. Webers høist romantiske og harmonisk interessante Euryanthe-Ouvert.
II. Beethovens 2^den Sinfoni i D dur. Her var mig hver Node bekjendt men kun fra Claveerudt for 4 Hænder. Instrumentaleffekten var mig alts. en Nyhed. Som bekjendt er de to første B.^s Sinf endnu i Mozarts Fodspor dog aabenbarer sig allerede i denne 2^den Beethovens større Gevalt, og sinfoniske Ejendommelighed. Mig er denne Sinf. saa kjær. Den festlige Intrade, den kjækt henstrømmende All.^o med de prægtige Synkoper; den yndefulde, bløde, smeltende Andante i A. Den høist lunefulde og dog langfra Haydnsk naive, men ægte B.^s ejendommelige Scherzo, og Finalen der fra først tilsidst er Fyr og Flamme og paa det aller prægtigste sammenfletter de skjønne Motiver (mk især det Piano mod Slutningen). Udf var overhovedet meget vellykket og Publ. var ualmindelig oprømt. –
(Den vakre Englænder-Consevatorist ved Lindhults Side. – Coquetten med de sorte Øine og den blonde nette Frøken Kistner.)

30. Brev hjemmefra af 22.^d Afsendt m. Fredagsposten kan det altsaa komme til mig den følgende Uge Løverdag Morgen. Mit sidste Brev afgik d 8.^d og ankom d 14.^d brugte følgelig en Dag mindre.
Axel skriver meest om Th. hans Forhold til Keilhau, hans Udsigter; Vaklen mellem Geologi og Chemi. Thaulows Plads er nemlig ledig. – Til W.^s seer man sjeldnere. J. venter i det ny Aar snart sin Nedkomst. – Choleraen er ei stærk. Hidtil om Dagen høist 7 Angrebne. Af 159, 87 Døde. Chr Friele for 4.^e G. «taget tilbage »fra sin Examen. – Math.^s Grøntvedt † i Nervefeber. – Hans Gude og Betsy var først i Nov. komne afsted fra Helsingør. Sygdom har opholdt dem. – Agnes bliver paa Jarlsberg i Vinter. – Fk. G. nylig kommet tilbage til Xa. – Kathinka lever og man har et svagt Haab. Kan hun leve vil det dog være tvivlsomt om hun faar sin fulde Førlighed igien. – Richard som Premierlt forsat til Trondhjem. – Theatret staar ynkeligt. – Fkn Sommerfelts Familie vil gierne vide hvorl det gaar hende her; hvad Fremgang hun giør; om hun kan blive Concertsangerinde.
– Prof Messell †. – Moder om W.^s og Th. – Om hvad W. raader mig til (!). Om at skrive til Kathinka. – Nils og Bredo Lasson spille med Sperati. – Th. mener at jeg er saa slem at skrive til. Men han har sagtens glemt hvad han skrev forrige Gang. Om J. Moes Melankoli og Misfornøielse. – Brev fra Benny Cappelen som troede jeg allerede var kommet tilbage til Norge.
— Zschokkes Selbtschau (1^ste Deel.) Her ligger et Menneskeliv aabent for os, værdigt at beskue. Aldrig staar Ens egen Intethed tungere for En end naar man saaledes i den en menneskelig, ægte menneskelig Stræben og Virken kan see sig i Speil. Jeg havde ikke vidst at Z. var en saadan prægtig Mand som han her beviser sig at være. Jeg kjendte af kun af nogle Noveller; hans Stunden der Andacht saa jeg for 1^ste Gang paa Rosendal i Bibl. der, og om hans Selbstschau hørte jeg først af Hjalmar som i sin Sygdom havde megen og rig Opbyggelse deraf. Jeg har nu læst 1^ste Deel hvor han fortæller sit Levnetsløb med sjelden Ligefremhed og streng Selvprøvelse. Z. var hvad man maa kalde en prægtig Mand. Hans indre Adel, hans aabne, retskafne Sind, hans Uafhængighedsaand, hans rige Kundskaber og ualmindelig mangsidige offentlige Virksomhed alt dette seer man af hans Fremstilling som er uden al Ostentation, rolig, beskeden, sig selvbevidst. Hans Stil er underholdende, klar, livlig, poetisk, undertiden træffende vittig og lunefuld. Især fortæller han godt. Bekjendskabet med ham som religiøs-philosofisk Forf. er her kun foreløbig giort. Det kommer i 2.^d Deel. – Heinrich Zschokke var født i Magdeburg 1771. Hans Fader var Tuchmacher. Moderen døde strax efter hans Fødsel. Faderen allerede i 1779. Saa var han «ein verwaisstes Kind», og fortæller sine Lidelser som saadant. (Kindheit. 2. 3. 4. 5.) Mærkelige ere hans tidlige religiøse Sværmerier, Skrupler og paafølgende Tvivl. Saa komme «Wanderjahre» fra 1788 af. Den skjæbnesvangre Scene med Værtinden i Grabow. 2. Der Theaterdichter (i Prenzlau og Landsberg) til 1790. – 3. Universitetsleben. Ivrige Studier; Theologi, Historie, Philosofi, Belletristik. Doctor philosophiæ og Universitetslærer i Frankfurt an der Oder. – 1795 Ny Vandring og Eintritt in die Schweitz hvor Skjæbnen bestemte ham hans Livsvirksomhed og indgribende Deeltagelse i de politiske Forholde. Reise til Paris 1796. Afbrudt Vandringsplan og Bopæl i Reichenau. Hans Seminarium der. – 1796. Ophævet paa Gr. af Revolutionen i Schweitz. Z. maatte flygte fra Graubunden til det egentl. Schweitz til hv. Graubunden (Rhätien) dengang ei hørte. Nu komme «Revolutionsjahre» og hoveds. politisk Virksomhed som Diplomat, Regjeringscommissær og Statholder i forskj. Egne af Republiken (1798–1801.) Her er Fremst. af de daværende sørgelige revol. tilst i Schweitz høist interessant. Han spillede selv en Hovedrolle her men altid i mild, forsonlig Aand forenet med stor Energi og Dygtighed. I Aarau, Luzern, Unterwalden. (1799) Regjeringscomiss. i Cant. Waldstätten 1799. Do. i det italienske Schweitz 1800 (Napoleon. Mailand.) Statholder i Basel (1800). Ved Sl. af dette Aar fik han mere Ro og beg. paa sit Værk om den schweitz. Revol. Efter Freden til Luneville tog han Afsked fra den politiske Løbebane og boede om Vinteren i Bern. Literært Liv. («Alamontade.») – «Des Mannes Jahre,» 1802. Bolig paa Sl. Biberstein ved Aarau. Kjærlighedshistorie, hans Brud Nanny Nüsperli. Nye politiske Storme. Administrativ Løbebane. Statsborgerret. Bonapartes berømte Moderationsakt, rost af Z. Naturstudier. Forstman (Oberforst-Bergrath). Den mærkelige R‹…› Rhabdomantinde, Kathrine Beutler fra Thurgau. Giftermaal med Nanny. 1805 (Hebels Bryllupsdigt). – Z.^s Schweizerbote. – Stunden der Andacht (anonymt indtil Forf.^s 70^d Aar). Z om Frimureriets høiere Betydning. – Z.^s politiske Anskuelser. Han var en mod. Republikaner men han lagdes for Had som en Aufwiegler og Jakobiner af Aristokraterne. Man var i det Hele bange for hans Dygtighed og Indflydelse. – Hans Bolig, Die Blumenhalde. Familieliv og Huuslykke. Børneopdragelse. Her er alt saa slaaende sandt hvad han siger og selv i Gjerningen har beviist at være det Bedste. Hans besynderlige «Seergave». («inneres Gesicht») Hans vidstrakte Bekjendskaber og de mange Besøg af mærkelige Personer hos ham. – Samtale m. Gustav IV. Adolf. – Bekj. med Hortense og hans gode Omdømme om den dengang i Aarau sig opholdende Louis Napoleon. ^{Rastløs Arbeiden. – Medlem af Storraadet og} udbredt literær Virksomhed. («Wer nur mit Minuten zu wuchern weiß, findet zu Allem ein Übermaß der Zeit, wenn auch nicht zu Allem das volle Maß der Kraft.») «Miscellen für die neueste Weltkunde.» Noveller o. d. i tydske belletr. Saml. (Das Goldmacherdorf) «Geschichte des Schweitzerlandes f. d. Schweizervolk.» – 91 Breve fra Børne. – Mærkelige Ytringer af Aristokr.^s Mistanke til Z. Vörtel^s skammelige Behandling. Dennes Brev til Z. fra Ceuta, undertegnet «Alamontade.» – Det smukke Capitel Die Freuden des Unglücks ianl. af 2.^d Sønners Død (han havde 12 Sønner og 1 Datter – alle brave, alle en Glæde for Forældrene!) – Sidste Afdel: «Lebens-Sabbath» ₁₈₃₀. (Træffende Bemærkn om Opdragelse og Børnenaturen.) [«Die sogenannte Erbsünde der Theologen ist nichts anders als die Giernatur des menschliches Leibes. Diese muß zuerst gezähmt werden.» o.s.v.] Z tillod Ingen i sit Huus at fortælle Børnene selv kun forspøg vitterl Usandheder. Han opdrog strengt forsaavidt som han hærdede Barnets Legeme. Han lod dem selv vælge Carriere men den som valgte den akademiske Vei el overh. den videnskabelige, maatte tillige træde i Lære hos en Haandværker ell Kunstner, og kom ei paa Univers. forinden han var indskr. som «Gesell» i sit Haandværk. – Han sendte ei Børnene paa Skole, lod dem ei komme i Kirke førend 16–18 Aar gamle. Og han siger at han havde ‹…› Ære af sin Methode. De voxne Sønner ere nu deres Forældres Glæde. «Religiosen Sinnes, anspruchslos gemeinnützig u. vielthätig, dienen sie dem Vaterlande, der Menschheit, der Wißenschaft u. Kunst.» – Høist slaaende Ytringer om Restaurationens Conservatismus og om Jesuiterne. Om Religionsfrihed. («Staatsreligion ist nicht mehr Christusreligion sondern Zwangsreligion der Stärkeren!») Heilige Sabbathstage – Et Kapitel hvori han giør Rede for sin Idee at optegne sine religiøse Anskuelser. Z bekjender sig ei at være Orthodox men fornuftsmæssig, christelig Christen. – (Om de Aargauske Klostere 1833. Deres Ophævelse 1841.) 1841 blev Z. 70 Aar; da trak han sig tilbage fra alle offent. Forretninger; endnu munter, rørig paa Legeme og Aand. Naar han døde (thi død er han vel) veed jeg ikke. I sit Capitel Die Freuden des Unglücks siger Z. hvad Mangen, Mangen maa sande som tænker efter over sit Liv: – «Es gibt, daß war und bin ich vollkommen überzeugt, kein Übel in der Welt als die Sünde. Nur Bewußtsein eigner Schuld spinnt einen schwarzen Faden, der durch das bunte Gewebe der Tage, bis ans Grab wucht. Nicht Gott ist Schöpfer des Unglücks, sondern der Mensch ist in seiner Selbstverweichlichung, in seiner Ueberschätzung pomphafter Nichtigkeiten, in eigensinniger Pflege seiner Begehrlichkeiten. Er weint wie ein Kind, dem man nicht nach Willen thut, und ist, nach siebenzig Jahren noch nicht Mann geworden. Er weint und klagt und verzweifelt weil ihm Gott nicht – gehorcht! Aber jedes äußeres Unglück ist wahrlich eine so weithe Gottesgabe als jedes äußere Glück. – Med 1^ste B. følger Forf.^s Portrait, tegnet og stukket af hans Søn Alexander. Saavidt man af et saadant lidet Portrait kan dømme svare Trækkene godt til Selvbeskuelsen. Hans Ansigt har djærve, bestemte Træk, Godmodighed og Styrke og trods Alvoret fremtitter ogsaa Lunet. Dette Ansigt er ikke en og anden norsk Odelsbondes uligt, nemlig disse djærve, prægtige Karle som forene Kraft med Vid og Forstand og ere sande Smaakonger i deres Afsondrethed, tror paa Gud og frygte Ingen. Han var ogsaa saadan en ægte Mand fra Fjeldet og Dalen, men med Kulturens ægte Mærke og Talentets Gave. —

1.-4.Temmelig kolde Dage. De to sidste med raakold Taage. Jeg forkjøler mig inde i Stuen hvor min usle lille Ovn ikke kan yde nogen jævn Temperatur men vexler mellem for varmt og ganske koldt. Vinduet i Sovekamret er utæt og de sidste to Nætter har jeg frosset. Madamens Regning og Fordyrelser mishage mig; men idet hun bragte Regningen bragte hun ogsaa en Present (som det hed) en Pibeholder med dertil hørende Tobaksgjemme – og saa kunde jeg da ei besvære mig men maatte «opsætte» med det som med saa meget andet, efter min ulyksalige Vane. – En mislykket Lied har jeg nylig giort – det opmuntrer ei. Med Fugen piner jeg mig frygtelig – forresten spiller jeg mere end før. – Norman har svigtet mig i hele tre Dage – det Barn! – fordi jeg sagde ham at han var for barnagtig sidst han var her. Men det var sandt og han havde godt af at vide det. –

4. v Sahr besøgte mig om Efterm. og fortalte at Norman var syg og utrøstelig. Altsaa giorde jeg ham Uret.
– Politiken er til at blive gal over. Jeg har ei læst et Blad i hele otte Dage men har iaften i B. Central slugt Aviserne. Det Nyeste er nu det længst Forudseete at Preussens og Østerigs Regjeringer ere blevne enige og at det saal ei kommer til Krig trods alle Mobiliseringer og trods det paa Gr af «Misforstaaelsen» ved Bromzell flydte Blod. Igrunden var man vel saa omtr: enig allerede ved Conf. i Warschau. K. af Preussen holdt en glimrende Throntale men kort derpaa reiste v. Manteuffel til Ollmütz, complimenterede Fienden i h.^s egen Leir og enedes med ham ialt – paa hvis Bekostnings vil man let forstaa. Preussens Ære bevaredes Gud bevars! Man blev enig i at Hessen skulde rømmes af Okkupationsarmeen (dog selvfølgelig først efterat Kurfyrsten atter havde holdt sit Indtog i Cassel) at Østerig og Preussen i Forening skulde pacifisere Holstein (et behageligt Hverv for Preussen som lod sine Sønner ofre Blod for dets Sag!) og at saa Afvæbning skulde foregaa fra begge Sider. (Men Bundestagen da? Hvo giver her efter? Preussen vel??) – Med denne Besked fremtraadte v Manteuffel for Nationens Repræsentanter der havde Adresseudkastet at debattere; v Wineke holdt ham og hans Politik en Tordentale som endte med: «weg mit diesem Ministerium!» men Nationalzeitung mener at v. Wineke kunde passe sig selv og tænke paa sine egne Dumheder og Retirader og Medvirksomhed til at føre Preussen i den Stilling det nu var. – Af Adressedebatterne vil vel ei komme meget. En betydelig Minoritet vil protestere men da Regjeringerne ere enige saa kan man mukke saalænge man vil. Her giælder den Stærkeres Ret. Tænker man nu bare paa Slesvig-Holstein saa kan man vel sige: hvo har her prostitueret sig som Preussen! Nu kan vel Danmark lee!! –
– Kong Oskar har i Sl. af Nov. aabnet Rigsdagen og instændigen paalagt Forsaml. at faa Reformsagen løst. –

5. – Immer besser! Selv en saa conservativ sindet Nationalrepræsentation som den nærværende i Berlin fandt Ollmützer-Overeenskomsten noget vel betænkelig for Preussens Ære. Forsamlingen som allerede havde et mat Adressesvar rede, viiste stor Lyst til, efterat have faaet hine Ollmützerbetingelser at vide, at sætte lidt Peber paa Svartillavningen, men hans Majestæt forekom dem ved at ajournere Forsamlingen til d 3 Januar. En Indledning til en paafølgende fuldstændig Ophævelse kanskee baade af Forsamling og Constitution! I Ollmütz blev vedtaget frie Conferentser uden Ba bestemt Basis imidlertid skulde Bundestagen suspenderes, ikke hæves. Kommer intet ud af Conferentserne indtræder vel atter Bundestagen i sin gamle Ret. Med H. til Hessen vil man lade Kurfyrsten forsøge at komme tilrette med sit Folk; lykkes dette ikke overtages Exekutionen af Østerig med Preussens Tilladelse (!!). En attendant vedligeholdes Mobiliseringen – for et Syns Skyld. I Holsten forsøges Pacifikation per Commisaries. Lykkes det ei, exekverer Østerig i eget og Preussens Navn. Hurra for Preussens Ære!! –
– Extra-Concert i Gew.^hssalen (for Orchester-Pensionsfondet) Schumanns «Das Paradies und die Peri». Texten uddr. af Thomas Moores Lalla Rook, comp. som en Art verdsligt Oratorium for Solostemmer, Chor og Orchester. (Op. 50.) Tre Dele, hvoraf de to første uden al Tvivl staa høit over den sidste i musikalsk Værd, især i Opfindelsens Friskhed og Nyhed, i Textens charakteristiske Behandling og Motivernes ny-romantiske Reiz. Denne Compositionsart er visselig mere tidssvarende end de brede kirkelige Oratorier som Paulus og Elias. Men selv her spores nu og da en Vaklen mellem Oratorie-Cantate- og den dramatiske Stil. Hvorvidt Texten er omformet veed jeg ikke da jeg ikke har læst Lalla Rook. Ualmindelig poetisk skjøn er den, og i mange Dele fortrinlig skikket til musikalsk Behandling – ikke i alle. Thi ogsaa her falder det Ariose i det Brede og kedsommelige fornemmelig i sidste Deel. Men totalt taget er det et Værk af store Skjønheder og høist tiltalende Musik hvor den tydske ny-romantiske, for en stor Deel af Schumann skabte Stil forener Melodireiz og rhytmiske og harmoniske Ejendommeligheder med stor contrapunktisk Dygtighed. Allerede i Introd. fremtræder dette. Motivet er det aller sødeste, populæreste men Behandl. fuldk. polyphon. Det er et Væv af Stemmer som alle mere og mindre synge det anvendte Motiv. Grelle Harmonier og slemme Dissonantser, overhovedet Schumannske Bizarrerier forekomme naturl, men hvor langt staar dog ikke denne Peri over h.^s Operaforsøg! I Peri saa frisk og poetisk; i Operaen saa tung og forvreden! Melodierne i Peri ere hovedsagelig populære, selv Fugetemaerne. Men ikke altid nye. Mere end eet minder om Mendelssohnsk Indflydelse og Hourischoret i G. endog om Auber. Men saa kommer atter saa ganske Schumannske Tanker og det de aller prægtigste. Jeg vil her exempelviis nævne: Introduktionen i E. – det første Chor i Des – og Dobbelchoret. – Stemmeføringen ^til Chorsatsen (med Orch) «Weh er fehlte das Ziel.» – Introd til 2.^d Deel (G d) – Nil-Genienes Chor. – Den herlige Altsolo «Im Waldesgrün am stillen See» (E.moll.) og umidd. foran: Satsen Die Peri weint G.dur. – Overgangen fra Jomfruens Arie til Soloen med Choret i H. (Finalen); – Periens Solo og Arie i 3^die Afd: «Verstossen». (H moll og D.dur). Forøvrigt vil jeg ikke indlade mig paa Detailler. Et saadant Værk kan man ei tilfulde nyde ved blot engang at høre det. Hjemme har jeg tidligere ganske løseligt gjennemspillet Klaveerudtoget og her i Leipzig forinden Opførelsen nøiere betragtet et Arrang. for Piano alene. Men hvad jeg maa bekjende er at jeg havde ventet mig en bedre Udførelse. Et og Andet hvoraf jeg havde ventet mig saa megen Nydelse klang ganske mat – og det kan dog ei være Schumanns Skyld. Orchester og Chor vare som sædv. rosværdige men Choret klang mig oftere ikke fuldt nok. Solierne derimod skortede det svært paa – Overhovedet fattes Gewandhausconcerterne paa ret kunstnerisk betydelige Solosangere og Sangerinder. Tenoren er evindelig Hr John af Conservatoriet og han er dog mere Geiger end Sanger. Bassen er Behr og i ham sidde formange slette Manerer. Frl Graumann har man jo ikke villet have hun var dog sandelig ganske dygtig Mezzosopran. Dennegang sang Mayer Peris Parti. Men Mayer har været; hun begynder nu at blive betænkelig tør og spids. Alten var Frl Nose; hun er ganske brugelig men nogen Betydelighed ingenlunde. Frl Klassig har Varme og Følelse men er for ung og usikker de Øvrige som sang i Qvartetten vare Dilettanter. Tenorens Parti er meget vidtløftigt og desværre raadede John langtfra med det. Han er musikalsk og synger just ikke falsk men han har ingen Røst og intet Opsving i Foredraget. – Bifaldet var temmelig mat. Huset ikke saa fuldt som i Abonn^t.-Concerterne. —

6. I Theatret gaves Goethes «Egmont» med tilhørende Ouverture, Entr’akts, Sange og Melodrama af Beethoven. Jeg ventede mig ingen «Kunstnydelse» af den dramatiske Opførelse hersteds, men jeg maatte dog see et Stykke som Egmont og af Beethovens Musik kjendte jeg kun Ouverturen og den blot i Klaveerudtog. Det gik ogsaa som jeg havde tænkt. Intet var udmærket, ikke engang Klägers Alba der forekom mig for tykt paasmuurt – og Kläger er dog ellers et betydeligt Talent. Fräulein Schäfer giorde Fiasco med sin Clärchen i Dresden men faar trøste sig med at man her fremkalder hende fremdeles i dette Parti. Jeg tilgiver imidlertid Leipzigerstudenterne dette, det er dem der besætte Parterret og regiere i Theatret. Deres Regimente er ikke det fineste og consekventeste men deres Dom er paa den anden Side heller ikke at foragte. Det er Ungdom og tydske Sværmere og tydske Brushoveder. Frl. S. som Clärchen seer sød og jomfruelig ud og har et reent, klangfuldt Organ – spiller med Liv og Varme og har flere meget gode Momenter. Men dermed er Clärchen ikke færdig. En høiere Kunstnerdygtighed, et erfarnere Talent, en mere nuanceret Diktion – det mangler. Egmont selv blev givet af en Giæst fra Königsberg, en ung Hr Deetz der endnu er altformeget Begynder til at man kan vente sig noget betydeligt. Han kan endnu ikke ret bevæge sig der paa Scenen; men en smuk Karl er han, med et malmfuldt, prægtigt Organ. Det er ialfald Evner til at blive noget. Men til en Egmont var han for kort. Naar jeg undtager Guttmann som Vansen – thi det var et godt Spil – var Resten Middelmaadigheder, og eller det som værre er. Passablest: Othegraven (Brackenburg) Lange (Ferdinand) Stürmer (Oranien – dog en Bedemand igrunden!) En sørgelig Personnage var Hr. Müller som Silva. (Hr. Müller var ‹spi‹…›› i ‹…› Fkft – ^{Baudius’s haabefulde Elev!!}) – Egmont er naturl for Scenen betydelig forkortet. Margarete af Parma og Macchiavell bortfalde aldeles – og ellers er ogsaa i Dialogen adsk. afkortet, hv. ikke kan undgaaes. Egmonts Drømmesyn i Fængslet giør Virkning – mere end jeg havde troet. Beethovens Musik forsaavidt jeg kunde høre den – Entrakterne gik nemlig halvveis tabte formed. det «dannede» Leipziger Publ.^s Urolighed – er som man af B. kunde vente sig den. Ouv. er vel bekjendt. Clärchens Lieder ganske originalt opfattede, dramatisk, fuldk. til Situationen og Ordene componerede. Men de maa høres saal. i Forb: med Stykket og med Orch.akk. thi ellers ville de maaskee forekomme for stort anlagte. Man har ogsaa flere andre smukke Melodier til disse Sange og det Melodier som ved Pianofortet kunne være vel saa populære. Men som sagt til Opførelsen er B.^s Melodier netop prægtige, og begge hver i sin Art – især fandt jeg «Die Trommel gerühret» slaaende i Samvirkningen af Sang og Orchester – – saa enkel og dog saa vexlende i sit Udtryk. – Inderlig smuk og gribende simpel er Musiken der betegner Clärchens Død. – P.S. Ved at gjennemlæse Egmont seer jeg at de anvendte Forkortninger og Udeladelser dog ere ganske betydelige, og at mere ganske Fortræffeligt paa den Maade gaaer tabt. Men Noget maa bortskjæres og Valget kan være vanskeligt nok. Kanskee Goethe selv har indrettet Stykket saaledes for Scenen. –

7. Ude igjen for Alvor. Hos Dr. Friederich. – I Nationalzeitung om Flotows nye Opera «Catharina-Sophia». – I Düsseldorf opf. snart et nyt Arb. af Schumann: Requiem über Mignon (af Wilhelm Meister) – Mørkt og trist og sølet. –

8. Ak, disse Leipziger-Vintersøndage!! Om Aftenen i Theatret (thi hvorhen ellers?!), hvor Propheten gaves. Jeg har nu nok og mere end nok af ham og tør vel sige jeg har seet ham for sidste Gang, med mindre jeg i Berlin skulde blive saa uheldig. Jeg gik efter 4.^d Akt. Udførelsen stod betydeligt under den tidligere da Salomon og Gundy vare der. En Giæst, en Frau v. Casilla sang Fides – styg var hun og fælt sang hun.

9. Hos Klemm: 6 Geistl. Gesänge for S.A.T. u. B. (Chor m. Solost.) v. M. Hauptmann op. 33. N.^o 1. Kommt, kommt, lasset und anbeten (E dur: Morgengesang). N.^o 2. Bittgesang B.dur. No. 3. Trauungslied. Ich u. mein Haus. E dur. N^o 4. Gott mein Heil. (in D d.) N^o 5. Leben in Gott (Es d.) N.^o 6. Abendlied (F.d.). R. Schumann: Lieder u. Gesänge op 51. Sehnsucht v. Geibel (D^m) Volksliedchen v. Rückert, G.^d Ich wandre nicht.(B.d.) Auf dem Rhein v. Immermann: (F.^d) Liebeslied v. Goethe (A.^d)
– Om Aftenen hos Lindhult som ianl af sin 19.^d Geburtsdag havde arrangeret en gemytlig Thee. Det var ganske hjemligt. De tre Magnusser, Norman og en Englænder-Conservatorist hvis Navn jeg ikke ret mindes, vare tilligemed mig Giæsterne. N. spillede smukt og Englænderen var en tækkelig ung Mand med et elskværdigt Væsen og et tiltalende Ydre.

10. General Willisen har forlangt og erholdt sin Afsked fra sl.holst. Tjeneste; v. d Horst i h^s Sted. – 2^den Euterpe-Concert i Boghandlerbørsens store Sal. Denne Musikforening vil gjerne rivalisere med Gewandhausconcerterne, men Forskjellen er altfor stor. Violinerne ere besatte med for størstedelen temmelig obskure Musici og kun hist og her, især i Blæsercorpset finder man Medlemmer af Gew.^sOrchestret. Riccius er Dirigent. Men god Musik giver man; idetmindste var dette Tilfældet iaften. Programmet selv har jeg mistet men Indh. var saadant:
1. Ouv. til Mendelssohns Sommernachtstraum. Ikke fiint udført.
2. Bas Arie i D moll (So spricht der Herr) af Händels Messias udf. af Englænderen Hamilton Braham. Han har en vældig Bas og synger i det Hele godt, kjækt og manierfrit. En vis Aplomb har han som giør godt; men fuldk. udviklet er han vel ei endnu. –
3. Scherzo f. Violin. med Orch. af David udf af Hr Fendt. Middelmaadigt.
4. Basarie (i Buffostil) af Rossini «La gazza ladra», godt udf. af Hr Braham.
II. Franz Schuberts C dur Symfoni. Det er vel en temmelig afgiort Sag at neppe nogen Comp. efter Beethoven i den Grad har nærmet sig ham som Sinfoni-Comp. som Fr. S. med dette sit prægtige Arbeide. Det er saa bredt, stort, ægte symphonistisk anlagt og beskjæftiger En paa det Interessanteste med friske Motiver og ypperlige Instrumentaleffekter. Satserne ere brede og lange, kanskje vel lange især Andanten, men langtfra langweilige. Introd. er pompøs og Allegroen fyrig, stort anlagt. Molmotivet i Andanten er allerliebst ^x) og det musikalske Væv er her høist subtilt giennemført. Men een Gang at høre det er for lidt. Scherzoen er ingen Elfenscherzo men mere beethovensk, kraftig-gemytlig. Finalen behager mig allermeest. Den giør fuldkommen et Beethovensk Indtryk. Kraft, Humor, Lune, Geist – vældigt og prægtigt klingende. – Udf. var vist langtfra som den burde være. Men jeg hørte den jo for første Gang og var dog glad, og ikke saa kræsen. – For Ikke-Abonnenter er Billetprisen 10 ng. Publikummet er heelt forskjelligt fra Gewandhaus’s. Leipzigs «haute volee» gaaer ikke i Boghandlerbørsen. En ganske smuk Dame saa jeg der, og hun har ogsaa Ord for sin Skjønhed – en Frl. Seemann. – ^x)ungarsk Charakteer -

11. Prøve paa Gew.^dh-Concerten for imorgen. Ouv. til Spontinis Vestalin kom jeg for seent til at høre, derimod fik jeg Beethovens A dur Sinfoni ubeskaaret. Det jubler! og hvergang jeg hører en B.^s Sinfoni maa jeg erkjende at dog Ingen kommer op mod ham. Saaledes maa Schubert ogsaa her give tabt. Om den geniale Henry Litolff^x) har Rygtet fortalt store Ting; jeg fandt mig derfor en Smule skuffet ved idag at høre ham spille en stor Sinfoniconcert for Pfte og Orch. – Han seer aandrig og udlevet ud og spiller vel meget a la Liszt i den ydre Maneer. Man han spiller godt og h.^s Composition er rig i ydre Udstyr og «lebendig» i sin Totalvirkning; men synderlig ny og genial fandt jeg den ikke. – En stor Fornøielse var det at faa Schreiber-Kirchberger at høre i Concerten engang. Hun synger dog smukt, med Varme og Virtuositet, omendskj. Stemmen ikke er ganske ung. Hun sang med tydsk Text den store Grevindens Arie af Figaro og «Casta diva» af Norma. Til Slutning sang Paulinerne den herlige Bacchus-Hymne af Antigone. ^x)(fmd Hollænder af Fødsel. Boer i Braunschweig)

12. – 8^de Abonnement-Concert. En besynderlig Vanskjæbne hviler over Programmet. Dennegang skulde nok egentlig Fru v Strantz have sunget; Andre mene Frau Köster (Sangerinden fra Berlin?) Men der gives dog ogsaa altid Hjælp i Nøden her – og Frau Schreiber-Kirchberger var en meget velkommen Remplacent. Hendes Personlighed allerede har meget for sig; den smukke, fyldige Gestalt; det aabne, kloge friske Ansigt hvis Underdeel dog langtfra er smuk; men Panden, Øinene, Næsen og Haaret og Hudfarven a merveille. Hendes Organ er velklingende, sydtydsk, og uagtet hun ingen egentlig stor Sangerinde er, har hun dog skjønne Midler og synger med Sjæl og Varme. Saa fortrolig hun end maa være med en offentlig Fremtræden syntes hun dog noget ængstelig ligeoverfor det kræsne Gewandhauspublikum, som skjænkede hende meget Bifald men ikke nogen egentl. enthusiastisk Modtagelse, som dernede i Theatret. Littolff giorde mere tvivlsom Lykke; man fandt medrette geniale og pikante Sager i hans Comp. Men Totalindtrykket var ei det Bedste – meget var søgt, udtværet, paa anden Haand og – endog en Smule charlatanmæssigt. Scherzoen i h.^s Concert behagede meest. 1.^ste Deel er for lang. Finalen benytter den skjønne hollandske Nationalhymne langtfra som man kunde ønske. Pianopartiet har formeget ordinært Krimskrams. Men Orchestret har mange høist slaaende Enkeltheder.
Programmet til denne i det Hele Særdeles gode Concertaften:
1. Spontini. Ouv. til «Vestalin». Mægtig, fyrig, ædel i Form – pompøs og ikke saa kold som mere Andet jeg har hørt af S. Vel udført.
2. Rec. og Arie af Mozarts Figaro (Und Susanna kommt nicht) udf. af Fr. Schreiber-Kirchberger.
3. Sinfoni Concert (N^o 3 Es dur) for Pfte og Orch. comp og udf. af Littolff. I 4 Dele: Maestoso (det paukemæssige Hovedmotiv); b) Scherzo; med heldig Afb. af et hollandsk Thema. (NB de pikante Fagotpartier.) – c. Andante. d. Finale, Afb. af Hollandske Nationalhymne. –
4. Bellini: Arie af Norma (f.dur Casta diva.) Frau Schreiber-K. 5. Bacchus Chor af Mendelssohns Antigone udf af Paulinerne m. Orch. og under Rietz Direktion. Gik prægtigt.
II. Beethovens 7^de Sinfoni A dur. Eneste Beethoven! og saa smukt udført! Meest beundrer jeg dog Allegrettoen i A moll. Motivet er det simpleste, men hvad udvikler sig ikke deraf! Den Dummeste maa forstaa slig Musik – ikke forstaa just, men finde Glæde i den. Hvilke Pianoeffekter i Strygekvartetten! og denne vidunderlige Vedholden af Hovedmotivets Rhytmer. – Saa Scherzoen med sine to Motiver F dur og D dur – og den kolossale Jubel i Finalen! Det er Musik!! Jeg sætter A dur Sinfonien fuldk. ved Siden af om ei over «Eroica». Men over «C moll» ?? —
– Brev fra Hjemmet, af 3.^die December ank E.m. d 12.^te (d 7^d til Helsingør, den 11^te til Hamburg.). Vexel paa 300 mk Hb. Bco hos Grünig & C^o for 103 Sp. solgt til Frege & C^o for 150 Rth. 15 ng. altsaa bedre Cours end sidst. – Breve fra Axel, Moder og Lina. Ikke meget Nyt. Frelsers Kirke færdig til Indvielse. Den nye Kirke paabegyndes til Vaaren. – Aktietegning til Mjøsenerbanen. Haandværker-Concert i den Anledning. Man har paaregnet den private Aktietegning til 225,000 Sp. Resten skulde Englænderne og Storhinget yde. – Corruptioner og Skandaler i Embedsstanden. – Høiskolen «fusker» til Examen en masse (!!) – Voldshandling under en Tvangsauktion – en Manifestation af Arbeiderforeningen. – Böbert og Sexe. – – Kathinkas Tilstand omtr. ved det Samme. – Dahls og Kones trange Kaar – Sørgelige Theaterpræstationer. – Hr Speratis Musik-Cursus. – Mad Smidth skal være ansat ved Casinotheatret i Kjøbenhavn. – Lina om Sophie W. – Moder om Marie G. – Ingen nye Efter. fra Gude og Betsy. –

13. Pauliner-Concert i Boghandlerbørsens Sal - til Bedste for de Saarede i Schleswig-Holstein. Jeg vilde nødig ofre en eneste Pfennig i Sl.H.^s Interesse, men jeg vilde endelig høre Paulinerne i en verdslig Concert og saaledes maatte jeg gribe Leiligheden. Sangerchoret er ikke meget stort – høiestens 50 Mand. Men kraftigt og godt synger det og Dirigenten Hr Langer Organist ved S.^t Paulli, er en dygtig Karl. Han synger selv med og er den meest fremragende Tenor. Han dirigerede desuden Orchestret og akkompagnerede Solosangen paa Pftet. Alt godt og musikalskt. Entréen var dyr – 15 ng – men det var for Slesvig-Holstenerne. Salen var ikke fuld – et nyt Beviis for at Interessen for «Brødrene deroppe» betydelig er kjølnet. Programmet var saadant: I. 1. Beethoven Ouverture til Egmont.
2. Meeresstille u. glückliche Fahrt af Goethe comp. for Mandschor og Orch. af C. Fischer. Noget vel udspundet; ganske godt tænkt men hverken synderlig nyt eller slaaende.
3. Lied der Deutschen for Chor uden Akk. af Mendelssohn. Ret festlig og smuk. Prægtig sunget.
4. Die liebe Farbe og Die böse Farbe, to Digte af W. Müller comp. for en Solost. m Pfte af Fr. Schubert. Skjønne Sange om end just ei af S.^s skjønneste. Meget correkt og klokkereent og musikalskt udf. af Frl. Caroline Mayer. Hun fremkaldtes og sang en tredie Lied, vist ogsaa af Schubert.
5. Liebchens Bote (Guten Abend lieber Mondenschein) af W. Müller, for Solokvartett comp. af Fr. Otto. Ganske smuk, routineret giort men noget ordinær. 6. Körners Schwertlied af Weber for Mandschor. Vel bekjendt. Godt sunget.
II 1. Kriegers Gebet for Mandschor og Blæseinstr. af Fr. Lachner. Bedre end Fischers men heller ikke just slaaende smuk.
2. Winterlied af Uhland f Mandschor og Solokvartett af Gade. Frisk og charakteristisk.
3. Heines «Beiden Grenadiere» en ganske fortræffelig Lied af Schumann; ballademæssig med Afb. af Marseillaisen i Slutningen – og Jagdlied af Mendelssohn; simpel og smuk, ægte Mendelssohnsk – udf af Behr. Han sang begge Lieder meget godt, med Aplomb og Udtryk. Fremkaldt sang han Schuberts Shakesp.^s Ständchen, sat for Bas i As dur.
4. Die Bussfertigen en Scherzlied for Mandschor med Bas-Solo af Fr. Otto. Noget søgt men ganske effektfuld og skikket for Mandssang – men ikke let at synge. Lang og nu og da noget Trivial. Selv Paulinerne faldt den noget svær. Men Detonationen var næsten ingen.
5. Lützows wilde Jagd af Körner og Weber. Kjækt og flinkt udført.

15. Afsendt Brev til Axel og Moder. – (kommer vel først afsted. d 16.^d).
– I Theatret «Robert der Teufel» som dennegang uden Afbrydelse blev givet til Enden, uagtet Hr Koch var Bertram, og utilladelig jammerlig i Sang og Spil, saa at Publ. stadig hyssede. Meget udelodes desværre; som Duetten i F i 3^die Akt, mere af Balletten, et og andet i Ensemblerne (?) – den prægtige Munkemarsch. Men Nonnemarschen med de charakteristiske Fagotstemmer blev givet heel. – Leipzigs Theater kan ikke vel opføre Robert, og det besynderligt nok, da det dog kan opføre Propheten. – Hverken Robert eller Alice skj. de repræsenteres af Widemann og Frl Mayer kunne ret interessere; derimod er Isabella – Schreiber-Kirchberger en høist tiltalende Erscheinung. Hendes Spil er nobelt og udtryksfuldt, hendes hele Person saa smuk, og hendes Sang giør En varm og glad. Bifaldet som hun nød var derfor ogsaa stormende. Ogsaa Mayer fremkaldtes. –

17. De sidste Dage har det regnet og stormet. Temperaturen temmelig mild.
– Juleudstilling-Bazar: (Industri: Fabrik – Manufaktur – Kunst – Luxus) i Centralhalle; ganske seeværdig.
– Iaften er 3^die Euterpeconcert som jeg dog ikke agter at besøge skj jeg nok kunde have Lyst til at høre H. Riccius (jun.) spille Violin ^x) og L. Ehlerts Ouverture. Forresten gives Haydns Es dur Sinfoni, Ouv. Freischütz, og Frl. Buck synger Solo og et Par Lieder – Duetter af Schumann med Frl. Henning.
– Et nyt literairt Maanedskr. udkommer: «Deutsches Musæum»; med som det lader værdifulde Bidrag tEx af Gutzkow, Geibel, Auerbach (om Lenau) m.fl. Prisen er 3 Th. Qvartal og om Maaneden udk. to Hefter. (^x)R. kom ei til at spille)
– Bl. nye Musikalier mærkes «Waldscenen», Claveerstykker for 2 H. af R. Schumann (Senffs Forlag.) Nye Lieder af Samme (Kistner). Et 7^de Hefte Hefte Lieder o. W. af Mendelssohn (Nachlass) bebudes. –
– Conservatoristerne have travelt med et Liederspiel (Im Kirmess af Taubert) og et lidet Skuespil (uvist hvilket) som skulle opføres efter Nytaar.

18. Concertprøve. Jeg kom mod Slutningen af Mendelssohns Hebriden-Ouverture. Saa kom en Symfoni af Hiller som jeg dog ikke ret blev fortrolig med. Adagioen som blev prøvet først var mig langtfra ny nok. Scherzoen var smuk og pikant, «Ping»musik for at bruge et Normansk Udtryk. Men dog sporende Indflydelser og det stærke af Mendelssohn – Gade – Schumann. 1^ste Sats ret gevaltig; sidste lader til at ville blive mig den kjæreste. Voyons! I det Hele havde jeg tænkt mig Hiller mere skabende selvstændig. – Frau v. Stranz kom dennegang endelig til at synge. Hun er ung og virkelig smuk. Et interessant Ansigt, klogt og brunet. En ret fiin Skabning. Stemmen er usædvanlig stærk og dyb (Contralto) men Foredraget mangler Varme. Hun synger ret routineret, giør gode Coloraturer, respirerer ret godt; men Intonationen er noget usikker. Hun sang en nobel Arie af Mozart og en af Rossini som Miss Graumann før har sunget. M.^s G. havde ikke saa god Røst men var en mere udviklet Kunstnerinde og havde en beundringsværdig Pronunciation. Bl. Tilhørerne vare flere Damer – Kunstnerinder – Saal die Mayer, Frl Marie Wieck en ret tækkelig ung Pige, Halvsøster til Clara; Papa var med. Hun er Pianistinde men skal ei have det saameget med Geist som med Færdighed. Frl Nose og Sommerfelt. Frl Sämann, den kjedelige Skjønhed; efter hvad jeg hører, ogsaa en Sangerinde.
– For 1^ste Gang i Café chinois. –, Tilholdsted for Skuespillere og Literati. Baudius kommer daglig derhen og giver 2^d Akt af Politika og Moral. Ved Middagsbordet i St. Frankfurt gives 1^ste. Det er en gammel Mephisto. – I Cafeen læste jeg Auerbachs interessante Art; Lenaus sidste Sommer. (cf. D‹…› Deutsches Musæum 1^ste H.).
– Norman har for et Par Dage siden skrevet en høist charakteristisk lille Klaveerstykke «Nicolai» over et Motiv som træffende udtaler dette Navn paa en af h.^s Kammerater. –
– Dette Fugearbeide hos Richter er mig virkelig et sandt Djævelskab. Jeg kommer ikke et Skridt videre i den frie Skriven. Stemmernes tonende Gang fordunkles og forvirrer og jeg hakker mig ør og blind frem paa Tasterne. Hvad nytter det til altsammen. Saa bliver jeg malcontent og faar Ulyst til alt musikalsk Arbeide selv til at spille hvilket Gud skal vide jeg ikke giør formeget af. Denne Utilfredshed med sig selv og dette ensomme langweilige Liv her – – ak ja – her er blot een eneste Adspredelse – Gewandhausconcerterne. Paa Gaden regner det og stormer og man rendes over af Lastvogne og Hundekærrer og offentlige Fruentimmer. Og i Cafeerne ere Philisterne saa høirøstede!

19. 9^de Gewandhaus Abon.^s-Concert. Noget tynd i flere Henseender.
I. 1. Mendelssohns Hebriden-Ouverture (H moll?) Ejendommelig, original mendelsohnsk; romantisk, charakteristisk. Det Motiv der der er Ouv.^s Basis har ret saadan gammelmodig Bardeklang. Ossian og Walter Scott har dog sunget i ham!
2. L’addio. Concertarie (?) for Alt. af Mozart. (el maaskee Baryton?). Af stor Simpelhed og Skjønhed, saa ret sangfuld: «Io te lascio, o cara, addio.» – Fru Augusta v Strantz giorde Lykke hos Publikum og fortjente det. Thi naar en saa fiin og smuk Person for 1^ste Gang, uden Renommée og store Pretensioner træder frem for Publikum, angst og beskeden – og synger med en saa omfangsfuld Contralto, og med saa megen Routine, saa smukke Portamentos og mezza voce og virkelig nu og da fortræffelig Coloratur (hvorvidt det er tilladt at colorere Mozart er forresten et Spørgsmaal) – saa bør man ogsaa tage imod med begge Hænder.
3. Clarinetconcert af Spohr, smukt udført af Hr Landgraf (Orch.^s 1^ste Clar.^t).
4. Rossinis: «Eccomi alfine in Babilonia»; udf. paa 2.^d Ab.^oConcert af Mathilde Graumann. Dennegang af Fru v Strantz. Denne Arie med Rec. af Semiramis er sandelig meget omfangsfuld og svær; fordrer stort Foredrag og vældig Røst og routineret Coloratur – Her viiste Fru S. at hun er paa god Vei til at blive en remarkabel Sangerinde. Men Gud hjælpe os – meget har hun, men har hun den rette Sangens Sjæl og Varme? Jeg mener nei. – Dette var en ualm. kort 1^ste Afdeling. Saa kom
II. Sinfoni i E moll; af Ferdinand Hiller. Endnu Manuskript men allerede før engang opf. i Gewdh.^s. Paa mig giorde denne Sinf. intet behageligt Indtryk. Jeg hørte paa den uden at kunne fængsles af den. Dette lod ogsaa til at være Mængdens Mening. Hvad manglede? Arbeidet hørtes fortræffeligt og roses af Folk af Faget. Men for det første er formeget «da gewesen» som Musikerne udtrykke sig; for det andet er ikke den Ting tilstede som ret kan redde et Værk hvor Motiverne ere for meget laante – nemlig at Componistens Geist, trods det, dog formaar at stemple Arbeidet som sit, og paa den Maade at man vækkes deraf og føler med og for ham. – Hiller skal være en meget begavet og dygtig Musiker men ansees saal ei for særdeles original. Nu her er han det ialfald ikke. Han anlægger Arbeidet altfor bredt; han viser stor Stræbsomhed i Motivernes Giennemføring og er vist her langt over Gade – men er desuagtet ikke Gade, ialfald i sin C moll – langt, langt over Hiller –? Første Sats taer ingen Ende. Mottoet lyder (af Geibel) «Es muss doch Frühling werden» – nu vel, raaber det inde i En, men, Herre Jesus, kommer deￂnￆt da aldrig – Adagioen synger paa møisommeligt sang‹…› ^{sammensatte Motiver}, man seer det har kostet ham Møie at faa et Hovedmotiv ret sangbart og klart frem – den vrider sig frem ^snart Mendelsohnsk, eller gaar ^snart Schumannsk el Gadisk – og Folk kjede sig. – En Vækkelse er Moll-Scherzoen. Det er reent ud Mendelsohn og i Trioen – de rykkede Rhytmer – Schumann; men her er dog det Hele desuagtet Hiller; her forstaar man Mottoet. «Nu er Vaaren der – men saa mener han i Finalen at Glæden derover maa være ret gevaltig – og saa bliver han mig atter for bred og lang – men den Kraft som her ligger i Udførelsen giør at man ikke sover ind. Men man begeistres heller ikke.

22. Igaar reiste Norman til Berlin for at besøge Bargiel. Hvorfra han tog Penge til Reisen er gaadefuldt. Men dennegang reiste han virkelig for Alvor, og ikke blot «i Tankens Baad».
– Frost er atter indtraadt. Jeg bumlede med Lindhult og Magnusserne om E.m. til Kuchengarten og senere paa Markt mel Boderne der. – Hos Magnusserne. – (v Redner Handels Geografi og Statistik. NB.) – Om Aftenen i Hotel de Saxe med L. som fortalte om sine ulykkelige Familieforhold. Faderens ulykkelige Sind – Despoti – skilt fra Moderen. – Faderen var Hofprædikant i Stockholm tidligere; nu Provst paa Landet i Nærheden af Götheborg. – Mrk at Klaveerudt. t. Fidelio kan faaes for 25 ngr (Berliner Stereotyp.)
– Ang. Fr. v. Strantz bemærker en Recenscent i Brock^s Allg. Z. at hun i et Par Aar har været Elev hos Garcia i Paris, og at denne hendes Optræden var den første offentlige. Ingen Under altsaa at hendes Skole var saa god; Stemmen (i sig selv her herlig) saa egalt udviklet. Af hende kan der blive noget.
– Gadephysiognomi. – Weinachtsbäumen i utallig Mængde. Den store Mængde Juleindkjøb, især af Presenter. De mange Udstillinger.
– De «frie Conferentser» i Dresden begynde under Julen. Preussen sender v Manteuffel og Østerig Schwarzenberg. – I Paris er Tilstanden ganske rolig. Præsidenten opfører sig ret klogt og Orleanisterne nærme sig ham atter mere siden al Forbindelse mel dem og Legitimisterne er opgivet. Paven roser Bonaparte som en god Kirkens Tjener; og nylig havde ogsaa Guizot en Samtale med ham. (NB. Guizots «Monk» og «Washington»).

24. Juleaften i Leipzig. Koldt og Frost. Daarlig Nat. ‹…› – Kl. 10 hos Richter. Em. med L. og Magnusserne. Aften Lindhult og jeg alene sammen. Ensomhed i det Fremmede. Melancholi og trist Tilbageblik! –

Igaar aftes var Weinachtsbescheerung hos Værtinden. Jeg blev overrasket med Viin og Kager og saagar en lille Tobakspibe. Selvfølgelig maatte jeg idag kjøbe en Present til Madamen. Men hvorledes de Stakkels Magnusser maa punge ud til Meissners! Den Pension forstaar sin Kunst! – –

25. Blank Vinter-Solskinsdag. Ikke saa nedslaaet som igaar. – Ved Middagsbordet i St. Fkgt «gibts Bescheerung»; Kellneren offererer hver Giæst en Bagatel – en Tandstikker e. d. – og den maa betales med mindst 10 ng. – Maden var bedre end vanligt og «Stolle» gaves extra. – E.m. med Svenskerne i Rosenthal hos Bonorand. Aften i Theatret: Robert der Teufel. Gudskelov; Behr var dennegang Bertram. Han er vistnok langtfra en B. som man kunde ønske sig ham; men mod Koch er han dog en Engel af en Djævel; og den prægtige Musik kunde man med denne B. ulige bedre nyde. T Ex. 3^d og 5^t Akt. – Schreiber-Kirchberger sang sin Gnadenarie fortræffeligt og bevægede endog den saa lidet enthusiasmerede Lindhult. Mayer bør ogsaa paaskjønnes for sin rene, velopfattede Sang. Men hun har ei Følelse og dramatisk Personlighed nok for et Parti som Alices. –

26. Anden Juledag. Ogsaa Værtinden giver «Stolle» i Juledagene (!) – Om E.m. hos Frøken Sommerfelt som nu atter har faaet Stemmen igjen og agter med det Første at synge for mig. – Om aftenen Da jeg kom hjem havde Madamen Chokolade og jeg blev anmodet om at komme ned til hendes Friederich, hvad jeg ogsaa giorde. F. var tidligere Student og Pauliner og havde altsaa adskilligt at berette som interesserede mig. Madamen var straalende, selv Jettchen havde vasket sig. (Madamens Kabinet og Presenter).
– Jean Pauls Flegeljahre. (hos Schurman)

27. Atter blødt og sølet; men mildt i Luften. Dagen som overhovedet disse Juledage tilbringes i Lindhults og Magnussernes Selskab. Hos M.M. kommer dog sædvanlig ogsaa Hornstein. Denne er en høist kvik og talentfuld Conservatorist. Han er Baron og har Penge (el faar ialfald). Han driver Musiken for Øiebl. som Hovedstudium og har allerede comp.^t flere gode Klaveerstykker. Han besøger ogsaa Universitetscollegier og har levende literær Interesse. Det er en ganske ung «tjock Pojk», ret saa burschikos og en Undtagelse mel de mange herværende philistrøse Musikere.

28. Fm. hos Richter hvis huslige Lykke synes idetmindste meget «surket». Vi giorde dennegang vor Fugegeschichte i en ægte Børnestueathmosphære.
– I Theatret opførtes for 1^ste Gang og for næsten fuldt Huus Julius Rietz^s nye Opera (og vel ogsaa hans første) «Der Corsar». Sujettet er efter Souverstres sørgelige Fortælling om Bianca Capello; er noget vel udtværet men ingenlunde udramatisk bearbeidet, tværtimod byder det flere effektfulde Momenter. – Rietz’^s hele produktiv musikalske Natur er nu vel neppe egnet til at skaffe ham Popularitet hverken paa Scenen el udenfor. Det er en dygtig Musiker, en fortræffelig Contrapunktist og Instrumentist; i sin Retning decideret Efterligner af Mendelssohn og desværre formeget, og uden at eje dennes skabende Geist og klassiske Klarhed. R.^s Hovedfeil er altid at være for lang og bred – ausgedehnt –. Denne Feil føles smertelig i hans Opera. Den er blot dobbelt saa lang som den skulde være; og – som saa mangen ny tydsk Opera – den mangler Melodier – klar, simpel Sang – og Instrumentalmassen er overvældende. Men paa den anden Side er hans Musik ulige mere dramatisk end t Ex Schumanns Genoveva. Han forsmaar ikke ganske Recitativet og Duo og Trio og Ensembleformen. Hans Arie og Arioso er som Sch.^s for lang og langweilig. Men i Ensemblet er prægtige Sager. Nogen Melodi har jeg ikke kunnet beholde i Hovedet; men var ikke dette ogsaa Tilf. med første Gang med Gades Opera? Og her var dog saa mange! Handlingen har stigende Lidenskab og Tragik. Biancas Parti er unaturligt overlæsset og bebyrdet. Hun synger uafladeligt og ‹…› i betydeligt Stemmeomfang. Dette er en Feil thi R. faar neppe en Sangerinde til at overtage et saa vældigt Parti hvor saa lidet er giort for Bravouren. Mayer paatog sig det ogsaa nødigt; men hun er nu capabel til alt og holder ud som Faa. Mindre heldigt (thi B^s Parti har dog mange Skjønheder) synes Corsarens; Matteo. (Tenor.). Her er formegen Deklamation og forlidt Sang. Bedre er Basserne Dogen og Barbarini. Akterne ere erstaunligt lange formedelst de lange Ariosoer og Duos. – Betænkelig var saal 1^ste men 2^den Akt havde Liv og Kraft og reddede igrunden hele Operaen. 2^den Akt har fortræffelige Momenter og efterlader et virkelig dramatisk Totalindtryk. (Fiskerchoret – Scenen med Matteo, Bianca og Barbarini, hvori Choret deeltager. Bianca gjenkjendes. Lidenskabelig Duett mel Bianca og Barbarini og ganske prægtig Finale – skjønt vel lang!) – 3^d Akt er atter for tung og bred og trættende – 4^d er bedre. [Biancas tragiske Arie (O Madonna) Contrasten mel hd.^s Død og Glædeschoret udenfor Scenen. – Effekten med i sidste Scene hvor den af Sorg nedbrudte Doge maa udføre Ceremonien med Ringen (Formælingen med Havet) ^{(mrk den smukke Marsch)} og derunder møder Corsaren der med Biancas Lig styrter sig i Canalen Havet.] — Men mere efter en senere Opførelse. Dennegang siger jeg blot: Operaen er for tung og lang og for lidt melodiøs og dramatisk simpel; men den er ikke som Genoveva dramatisk umulig og kunde maaskee ved betydelige Forkortelser bedres. – Publ.^s Meninger vare noget deelte, men Rietz blev dog ^applauderet foran første Akt; og efter 2.^d og til Slutn. gerufen; især efter 2. med stor Akklamation skj. først efter en kort Kamp med nogle haardnakkede Hyssere. Udf. – var som en første ganske ordentlig. Musiken er svær især Biancas Parti som Frl Mayer virkelig udførte med stor Bravour. Behr skjælvede som sædvanlig og Wideman var en Træmand og Brassin var Brassin. Udstyret var over Forventning; nu og da endog ganske pompøst. – Hvor længe vil Corsaren kunne holde sig?

29. En Søndag med Regn og Mørke. En Sjeldenhed var at læse et Par Linier i Aviserne om skandinaviske Anliggender. Nemlig at det kgl. Forslag til en Repræsentationsforandring atter er forkastet af de svenske Stænder – og at i Christiania Prof. Sverdrup er død og at den Kongsbergske Skandale har faaet en sørgelig Ende ved at Kongen har ladet Sexe afsætte. —
– Hos Fk Sommerfelt som sang et Par Lieder og en Arie af Paulus. Stemmen er stærk og klar men hørtes noget syg og skjælvende. Attendons! – Aften i Theatret forat gyde lidt frisk og reen Poesi i dette Daglivs Jammerlighed. Det var nemlig Das Kätchen von Heilbronn. Og uagtet det ikke var Kleist in originali men Holbeins sceniske Bearbeidelse af h.^s Mesterværk, og uagtet Opførelsen naturligvis ingen udmærket var – saa udøvede dog dette skjønne Ridderspil og denne ægte poetiske Skildring af Kjærlighedens Magt og Fylde sin Virkning. – Lina Schäfer var en sød, fager, jomfruelig Kätchen; især var hun i 4.^d Akt i Drømmescenen saa sand og indtagende. Kläger som Grevens Leibknappe Gottschalk var fortræffelig; Graf Friederich selv var ikke udmærket men heller ikke slet – saaledes som Hr v Othergraven altid spiller. – D. Kaiser: H. Stürmer. – Kunigunde: Frl Arenz. Rheingraf: H. Behr. Theobald, Kätchens Fader: Hr Limbach. – I Holbeins Bearbeidelse er 6 Akter. 1.^ste er egentl: Forspil: «Das Vehmgericht» hvor Theobald anklager Greven for at have forført og bedaaret hans Datter. – Huset var stærkt besat, da det var Søndag og Messe. –

30. Klar Dag med Frost og tyndt Snedække paa Marken; ikke i Gaderne. Forsøgt at componere en Lied. Ingen Vei kommen.

31. Sidste Dag i Aaret; mildt Regn; Mørke og Søle. – Intet Brev ankommet. Paa Gewandhausprøven: Altformegen Musik paa engang. Først Glucks Iphigenia-Ouv. i G.dur; saa Beethovens prægtige larmende C dur Ouv. op 124. Pompøs i høi Grad; kraftfuld og rivende. Saa Mozarts C dur Sinfoni med Fugen. Saa en vidunderlig kunstig componeret fugeret figureret og kanonisk Cantate i D af S. Bach: «Eine feste Burg». Sligt maa høres oftere for ret at faa Klarhed i den kunstige kombinerede Stemmelabyrinth. Saa (og da var jeg for udmattet til at høre) til Slutning: Mendelssohns 95^d Psalm for Soli, Chor og Orchester. –
– Nytaarsaftenen hos Lindhult hvor Magnusserne giorde Kalas. En Tydsker Hr Kleppe var nærværende. Man drak The og aad Stolle; saa kom «Studenten-Futter» og Portviin, Madeira og Cherry. Vi blev sammen til over Midnat. – Men Munterheden var ei ganske naturlig. Jeg ialfald var ikke munter men tvang mig dertil. Magnusserne ere gode Mennesker men temmelig dumme. De ere Jøder fra Götheborg og gaa i Handelsskolen her i Leipzig. – Paa Gaden var Skrig og Commers og Sang. Sylvesternat arresterer Politiet ikke for uskyldige Gadeuordner. –
Saa er da et Aar atter gaaet hen. Og den 15^de Maaned i Udlandet! —