[1] Det var Onsdagen den 24^de Februarj, en alvorlig kold Vinterdag, da jeg, Kl 9 om Morgenen, stod færdig at begynde min Tour til Strømsøe, Eger, o.s.v. Begyndelsen var just ikke meget lovende thi med samme jeg, omringet af alle Mine, skulde stige i Slæden, gleed begge Been paa engang, saa jeg kom til at giøre en meget for dyb, og forkert Afskedscompliment. Alle bleve forfærdede, og med taarefulde Øyne bad Sally og Maja mig være forsigtig ved I- og Afstigning, og paalagde Aslak – som I jo Alle kiender, mine Elskede? – at tage Moer vel i Agt. Min Koren kunde ikke følge mig for Mængde af uopsættelige Forretninger, og skulde først Fredag Morgen møde paa Tøyen – Did kom jeg uden videre Fald eller andet Eventyr, og blev modtaget med sædvanlig Vennehuldhed. Kun var og er fremdeles den gode, fromme Frue Lotta i vedvarende Uroe og Angst for sin Jørgen, fra hvem hun nu i mere end 3 Maaneder ikke har hørt et Ord. Arme ømme Moder, maatte din Bekymring snart og glædefuldt endes!

Torsdag, 25^de var jeg meget syg, og laae en Deel af Dagen. Til vor Sally B: skrev jeg dog, før jeg tog Sengen fat, for at melde hende min høye Ankomst, og overlægge Møde, Følge, etc. Men hvor flau blev jeg, hvor forøgedes min Hovedpine, da jeg fik en Sæddel fra det kiære Barn, hvori hun bad mig, om mueligt udsætte Reysen til Løverdag, da hun ey var vel – «Naa, tænkte jeg, saa skal da atter denne Plan gaae istaae, som alle de forrige, vi har lagt til denne, saa megen Glæde lovende Tour» Men jeg satte mig flux hen og bad og besværgede, lovede og truede, og see, det hialp. Om Aftenen kom min Wilhelm og Jes, saa hierteglade, fordi jeg hos den brave Professor Rosted havde udvirket dem Lov – da det var Fastelavns Ugen – at giøre en Tour til Hiemmet, og derfra med Systrene og øvrige herfra bivaane [#] et Betalingsball i Nannestad. Hvor syg jeg var, maatte jeg deeltage i deres uskyldige Glæde, og blev umærkelig bædre, saa jeg længe efter de kiære Gutters Bortgang sad og sladdrede med min Lotta og den snilde Kista. Presidenten var hos Pløhns –

Før jeg var ^ret oppe Fredag den 26^de, var min Koren paa Tøyen, hvor han var kommet om Aftenen, om ey Skydsen havde narret ham. Nu havde han lagt paa Romsaas. En Times Tiid efter kom Sally, rød som en Rose, og raskere, end jeg længe havde seet hende. Efter god Frokost og Passiar med vor elskelige Vertinde – som vi saa giærne havde at ønsket at faae med os – begyndtes da Reysen i det sødeste Veyr som tænkes kan, og uophørlig svævede paa mine Læber de bekiendte Psalmeord (hvormed jeg ogsaa havde begyndt mit Sidste herfra til Sally) «Eya mit Hierte ret inderlig jubilerer!» – I mindre end 2 Timer vare vi paa Ravnsborg; men her blev en lille Afbrydelse i vor raske Fart, da der ingen Skyds var bestilt, uagtet Forbudssædlen Dagen forud. Men vi gav os til i god Mag at vente, og bort fløy en Time som nogle Minuter. Da vi fik høre, Hestene vare færdige mærkede vi først, hvor deyligt vi havde tilbragt Tiden. Veyen til Giellebek var slem, mangestæder reent tilføget. Sally var lidt syg; men paa det hyggelige Giellebek (som dog nok nu har afhyggeliget, da de snilde Folk, som hidtil boede der, flytter derfra i Vaar) fik hun en Hiertestyrkning, og blev bædre. Nu gik det saa taalelig raskt ned af de tryllende skiønne Paradiisbakker, hvor vi med et bleve standsede, da Skriverens ene Vimmelstang sprang af. Og det ret beleyligt: thi nu kunde vi i Stilhed fryde vort Øye ved den vide, paa afvexlende Skiønheder saa rige Udsigt. Aftenrødens sidste Rosenskiær hvilede, som Moderens Smiil paa den sovende Glut, over den stille blide Egn, og da Koren, nesten for snart, atter blev reysefærdig, hviskede jeg: «God Nat, blide Rosenskiær! God Nat, skiønne Udsigt!» og gleed ned over Bakkerne, og fordybede mig i Drømme, som, jeg veed ey hvor [#] snart, bleve afbrudte ved et nyt «Holdt!» Her var atter Ugler i Mosen, det vil sige, Skriverens Kiøretøy i Uorden. Og – skal jeg sige Eder, Elskte, hvor naragtig jeg er? jeg aabnede mine Øyne, slog Sløret op, og vilde see ud over – Paradiisbakkerne, farvet af Aftenrødens Modersmiil – men mørkt og taaget var det omkring mig, og en kold skiærende Vind nødte mig til, at tildække de svage Øyne, som formodentlig uvilkaarlige havde lukket sig for den skarpe Snoe. Endelig vare vi da i den sparsomt oplyste lange Bragnæsgade, bleve anraabte af Skildvagterne ved Broen, men fortsatte siden uhindret vor Fart til det Cappelnske Huus, hvor den kiære velsignede Vertin‹de,› hendes hulde Thrinebarn, og raske Don Pedro med saa umiskiendelig Glæde modtoge os. Der var et lille Mandsselskab. «Saa giærne jeg vilde været Ene med Eder i Aften» sagde Moer Cappelen, kunde det ey skee, da den unge Grosserer Falch fra Kbhn, med hvem min Mand staaer i Connexion, var her i Byen, og reyser i Morgen» – Vist nok paalagde det os lidt Tvang; men vi havde Tiid for os til at indhente hvad her kunde forsømmes, og saa gik Aftenen nok saa bra' ved Samtaler om Tidernes Tegn, om forbigangne og ventede Tildragelser etc. Falch, en artig fiin ung Mand, kiendte saa nøye til de Ting dernede der interesserer mig, havde desuden gaaet i Efterslægten med min kiære Adam, hvis varme Beundrer han var – havde været D-s Eleve (hvis Navn jeg ey troede mig til her at nævne) kort, ved alt dette maatte han blive mig interessant. Han havde ellers været for længe heroppe til at kunde fortælle noget Nyt fra Fædrelandet. De andre af Selskabet, Foralter Scheitli, Kiøb: Bang, Kammerraad Dajon, og jeg veed ey ret hvem flere, fængslede i ingen Maade min Opmærksomhed. Kun Rørbye, Fayes Svoger, som saa venlig kom hen og bragte mig en Hilsen fra denne min ædle Ven, som jeg i saa lang Tiid intet har hørt til, maatte jeg vel lægge Mærke til. Han lovede, at lægge en lille Sæddel fra mig i sit Brev til Faye, som han haabede, i denne Uge at faae sikkert bort. Fornøyede ere de ikke i Tisted, og ønske sig ofte tilbage til det vakkre Christiansminde, sagde han. Det kunde man forudsee.

[#] Løverdagen d: 27^de gik deyligt i vor stille Roe, ved Arbeyde, Læsning og Samtaler, og især gik Aftenen skiønt ved at besee de fortræffelige Kobbere i Denon over Egypten. Med samme behagelige Syssel gik endeel af Søndag Formiddag – til Middag var indbuden Selskab, og vil I nu betroe Eder til mig, elskede Børn, saa fører jeg Eder med Eet midt ind i min Moer Cappelens Stoerstue, hvor de nu forsamles. Den første, en ung Kiøbmand Kirkegaard, som hans ^{ved sin} Kone, en Jomfrue Strøm, er omdannet fra en lapset Person til en ret godlidende tækkelig Mand, og nu denne Kone, en saare elskværdig Skabning, som ved første Øyekast vilde indtaget mig, om ^hun end ikke, før jeg saae hende, havde havt min Agtelse ved Moer Capp: varme Forsikkring: at hendes Petronelle Kirkegaard var hendes kiæreste, nesten eneste Veninde paa den Kant. Ogsaa vidste jeg, at Thrine var reent forliebt i hende. Men det var Skade, hun kom blandt de første. Hendes yngre Syster, Hanna Strøm, er mindre end kiøn men meget vittig og underholdende ved nærmere Bekiendtskab. Nu fulgte de efter hinanden. Kammerraad Dajon, en snaksom Mand, med sin Frue, hvis Alder og Udseende saa forskrækkelig contrasterer med hendes ungdommelige Pynt, og som, uden denne Svaghed, vilde passere ubemærket giennem Verden, som en jævn, god 50 Aars Matrone, der bar dette sit halve Seculo med Ære, alt i Naturens Orden, da nu de røde Baand, Pærler og Flor spotter de graae Haar. Kammerjunker og Toldcasserer Hauch, den frygtsommeste, meest bornerte Kammerjunker under Guds Soel, et vist godt, retskaffent Menneske for Resten, og hans hiertensgode, men ey lykkelige Kone, fordum Frøken Rye, Selskabsdame hos Geheimeraadinde Moltke – Malling – hvad han er, veed jeg ikke, med sin Kone, en Klein, Moer Cappelens Coucine – Ham saae jeg neppe. Om hende siger jeg intet, fordi jeg er og var i lang Tiid indtaget mod hende for vor Sallys Skyld. Og med saadanne Fordomme kan man ey bedømme Mennesker, bør nok [#] ikke heller. Hendes Udvortes vilde dog neppe, uden al Fordom, behaget mig. Nu er kun Rørby med sin Kone, Frue Fayes Syster, tilbage – jo, og Byefoged Lykke med Kone og Datter, og Doctor Arbo, og Jomfr. Paresius, Syster til Frue Hetting i Christiania. Mad: Rørby er, hvad det Udvortes angaaer, det ganske Modsatte af Frue Feje, høy og før, og med en forunderlig skurrende Stemme, meget snaksom og munter. Manden derimod seer hypocondrisk ud, er det nok ogsaa. I deres Huus er Jomfr: Paresius, en ikke hæslig Pige,men hvis friske Væsen ikke vil staae mig an. Lykkes – ja de ere som Folk pleyer være, og Dctr Arbo kiender I. Dog veed I maaskee ikke, at han interesserer mig meget, først for sine Øynes Skyld, men især af et og andet Træk, den skarpseende Moer Capl: har fortalt mig. Præsten paa Eger var indbuden; men kunde først komme om Eftermidd. Hans Kone har foresadt sig, formodentlig af grundede Aarsager, ikke at tage noget Steds bort i hele Vinter, i det mindste ikke at være hiemme fra nogen Nat[.] Der blev spiist og drukket som Skik og Brug er – dog, ikke ganske saa. Hvad der giør mig det alt saa behageligt i Cappelens Huus, foruden de fortrinlige Beboere, er det jævne, pragtløse‹,› tvangfrie ^Væsen som hærsker over alt, i alt, som er saa sielden i den bemidlede Kiøbmandsstand, Sieldnere i det mindste der end anden steds. Men solidt og godt er alting. Fire kraftfulde velsmagende Retter, rød Viin og deylig Champagne. Skulde ikke selv H^r John C: tage til Takke med det? Dog i denne Tiid, da man seer saa mange jamrende, forhungrede Mennesker, kunde det vel endog siges at være for meget. Men ey glæmmer du din lidende Broder og Syster, ædle Moer Cappelen! for deres Skyld vilde du end ikke, var det fornødent, finde mangen Indskrænkelse byrdefuld. – Ja, mine elskede Børn! hun er i Sandhed god og sielden. Fra hende gaaer neppe nogen utrøstet, og med Klogskab og Overlæg giør hun godt, for at kunde giøre det jævnt og længe.

[#] Det var nesten mørkt, da Egerpræsten kom, Ansigtet rødt, opildnet af det fæle Snee- og Iisslag, som hele Elven op over havde været ham lige imod. Spillebordene, disse den virkelige Selskabeligheds Mordredskaber, deelte nu Selskabet og adskildte det. Lige for mig havde jeg den beprydede, i Rahbeks Sprog uduglede Frue Dajon, ved min Venstre min raske Vert (til Mad: Mallings Tilbagekomst, der var hiemme hos sin diende Glut) og ved min Høyre den hulde Petronelle Kirkegaard. Saa gik det ret brav. Da Selskabet, paa Faa nær, havde forladt os, sang Præsten for os sin prægtige Oversættelse af Schillers Krigssang i Wallensteins Lager. Siden, da vi vare ganske ene, og i lille fortroelig Kreds i og om Sophaen i den lille fortroelige Dagligstue, aandede vi først den søde Hiemmeluft, i hvilken allene de sande Glæder trives og udhvikler sig. Men Kl var flux 1, og min Koren har, efter Kl 10, høyst 11, selv for hine Glæder, med hvilke han ellers er saa fortroelig, ingen Følelse, fordi – Søvnen da aldeles faaer Bugt med ham – Det samme er Tilfældet med H^r Peder; men lidt mere galant, oveni Kiøbet som Vært, vilde han holde Stand, saae langelig efter min ucomplimenteurske Hr Gemahl, som tog et Lys, og forlod os med et lille Nik, satte sig ved Kakkelovnen, og begyndte snart at giøre mere end et Nik.

Schmidt sang, og med temmelig høy Røst Lunds deylige: «Flora dig med Morgendug har vædet etc» – H^r sprang Cappelen op og gneed sine Øyne, og Schmidt afbrød sin Sang med høy Latter og et: «Manden troer for Gud, vi synger Morgenpsalmer. Men nu var han paa Benene, som han staaer paa Kl. 4½ hver Morgen, og forsvandt, og vi sad endnu, imedens H^r Pastoren drak til Taksigelse, ydmygst, allerydmygst o s v, for at drøye Tiden ud, saa Bispebollen var tom og Kl 3 før vi skildtes ad – dog først paa mit Kammer, hvor de giorde alskens Forsøg paa at vaagne min Skriver, som ey lod sig vække,ⁿ² ikke engang anfægte af Sallys og Thrines Kys, som Præsten troede – formodentlig underviist ved Baggesens: «der er altiid Liv i hvad de rører ved» – umuelig skulde forfeyle sin Virkning.

[#] Fastelavnsmandag, mærkværdig som 29^de Februarj, vankede kun lidt Riis, men des flere deylige Boller. Præsten og Skriveren giorde nogle Visiter i Byen, og det øvrige af Dagen tilbragtes med Musik, Læsning – i Jean Pauls unsichtbare Loge og orthographische Belustigungen – Samtaler og Arbeyde. Det var en herlig herlig Dag. Enkelte Afbrydelser, for Ex: ved den der indqvarterede Capitajn Neuman og andre, forhøyede kun den følgende Stilheds Nydelse[.] Ligedan gik Tirsdag Formidd: og efter Løfte fulgte da min Koren og jeg med Præsten til hans Hiem, hvor vi bleve til Torsdag Aften – En Ting seer jeg nu jeg har glæmt at fortælle, nemlig, at vi den første Dag, Løverdagen, vare paa Auestad, for at besee den nye der opsatte Bygning. Den er uden al Indredning, og bliver vel ikke færdig i et Par Aar, fordi de ikke vil haste med den. Sandelig, det bliver en regelmæssig skiøn, overmaade beqvæm Bygning, hvis Beliggenhed neppe kunde være vakkrere. Deri faaer min Maja Cappelen et lidet Cabinet, som hun har foresat sig, skal blive dette mit saa liigt som mueligt. Gud lade hende der leve saa lykkelige Timer som jeg har levet, lever i mit! Ja, Gud giøre alle disse gode rettænkende Mennesker, denne sieldne Kone, til glade og l‹ykke›ligeⁿ³ Beboere af denne og enhver deres Boepæl!

Vi kiørte Isen, som nu var ligesaa stærk som svag da jeg sidste Gang foer over den, og var saa nær ved at synke giennem den i Dødens alt udstrakte Arme. Det gyste lidt i mig. Min Følelse var en Blanding af Sorg og Glæde, var reen Veemod. Jeg tænkte paa saa meget. Det hører ikke just til Dagbogen, og vilde ogsaa giøre den for vidtløftig. O talte jeg en eneste Time med Eder, Elskte! hvor meget mere kunde jeg da sige Eder, end her paa mange Blade! Jeg tænkte meget paa mine 3 tilbageblevne Veninder, som ^ved denne korte Skilsmisse fik, som jeg selv, Forsmag paa den længere, paa ^om Løverdagen forestaaende. Jeg tænkte – ak paa meget, og de forbigangne Dage svævede saa – sørgmodige, syntes jeg – forbi mig. Vi fandt lille Moer Schmidt rask og munter, og alt efter Sædvane saa peent og hyggeligt i den lille grønne [#] Stue. Kun en fæl Graaemons, som aldrig saa tit udkastet, sneeg sig ind igien, foruroeligede mig lidt, især da han, selv ikke af Præsten lod sig mane til at blive liggende ved Kakkelovnen. Iøvrigt var alt som sædvanligt, Musik, Læsning og Samtaler, hvori I, elskede Børn, og flere mine Kiære dernede, ofte vare Gienstanden. Schmidt erindrer sig med Inderlighed, at han tilbragte sine behageligste, nesten eneste behagelige Timer ved sit sidste Ophold i Kbhn, hos Eder.

Onsdagen den 2^den Martj gik ^som forrige Aften, kun kryddredes det Behagelige endnu ved den søde Æolsharpes klagende, smeltende, himmelske Toner. Ney, alt var ikke aldeles som sædvanligt paa Eger. Vel har jeg ofte, især i senere Tiid, tydelig mærket, at begge Ægtefolkenes Hu stod til Danmark, men for alt til at komme fra Eger. Men denne Gang sporede jeg alt for tydeligt, at vi vist nok ved første givne Leylighed mister disse vore Venner – jeg denne min gienvundne Ven og Søn, hvis Tab sandelig vil blive mig – og flere med mig, smerteligt. Troe mig, mine Dyrebare, der findes sielden en Trøster som F: S:, sielden en Ven, der kan være den Lidende hvad han er ham. Jeg taler af Erfaring, og min kiære, ømme Moer Cappelens Taare ligesaa. Hine, saa snart paa hinanden fulgte Slag, som ramte saa haardt et af de varmeste Moderhierter i dets Inderste – «Ney, siger hun, jeg havde siunket under min Byrdes Vægt, havde han ikke hiulpet mig at bære den, lært mig at bære den og leve» – Man maae være varsom i at bedømme andres Handlinger. Jeg kan ey, vil ey undersøge, om Schmidts, om især hans Kones Misfornøyelse med nærværende Stilling, er grundet; men dadle den hverken kan eller bør jeg. Der findes nok alligevel som vil det. En Grund har Sch: for sig, som er uimodsigelig, og det er: at han seer alle sine Bestræbelser for den ham betroede Menneskehob, ikke allene frugtesløse, men – haanede. Det er Sandhed. Og hvem vover nu at dadle hans Utaalmodighed, hans Mismod?

[2] Torsdag Formiddag tilbragte vi for det meste som glade, rørte Tilhørere ‹ve›d Schmidts Forelæsninger af Oxenstiernas Arbeten. Kiender I dem? ‹m›ine Elskede! Hvis de ey skulde være at faae dernede, og Tingene ‹igi›en kom i sin gamle Orden – (ak naar bliver det!) – saa skal jeg ‹n›ok skaffe Eder dem, eller I selv kan skaffe Eder dem ved den gode ‹…›all laante af Egerpræsten, hvis Eyendom de ere. Det er en ædel, høy, en sielden Digter, kan I troe. Uden at giøre denne Verden til en Jammerdal, løfter han Siælen saa sagtelig og sødt op til den b‹æd›re, at man troer sig opløftede over, løste fra det betyngende Støv. Han er min svenske Schiller. Det maae sige Eder Alt –

Vi spiste temmelig tidligt, drak Caffe, det forstaaer sig, tog Afskeed med den jævne, snilde Hejlmann og Jomfr: Bohr, og lille Lisemoer fulgte os til Skramnæss, hvor vi vare en Times Tiid hos d‹en› ærværdige 83 Aars gl Provstinde Schnitler og hendes ømme, ‹ve›d deres Omhu for den sieldne Gamle saa elskværdige Datterdøttre.

Med Hiertensglæde, nesten som efter en lang Fraværelse, bleve ‹v›i modtagne ^{hos Cappelens.} Jomfrne Raverterne vare der, og nogle Neumænner[.] Den ældste Jomfr: (egentlig Frøken, men de frabede sig denne Tittel) Ravert kiender I af min Dagbog, om I erindrer det. Hun fulgte ‹o›p med mig og Sarotje 1803 – Det er en prægtig, talentfuld Pige. Hendes Syster er simplere, men begge saare agtværdige ved ‹de›res Bestræbelser at gavne og være Lærerinder i Ordets reneste Forstand, for de unge Piger der betroes dem. Jeg har – in Parenthes – ‹…›egen Speculation paa, at faae min Maja did til Sommeren‹.› Hun har ualmindeligt Anlæg til Tægning etc, som vist der vilde ‹ud›hvikle sig herligt.

Ved mange Konster fræslte vi Præsten fra Spillebordet, for at ‹h›ave godt af ham ved Claveret. Min gode gode Koren, stedse ‹re›de til enhver Opofrelse for sine Venner, tog ganske taalmodig ‹m›od Kort (ellers hans Pestilense) baade denne og flere Aftener ‹a›f samme Grunde. O denne Koren – Gud skee Lov, at I kiende ham – ‹a›t I aldrig miskiendte hans indvortes Menneske!

[#] Hverken Egerpræsten eller hans Kone vare fornøyede med, at vi bleve der saa kort, men da vi skulde reyse fra Strømsøe Løverdag, kunde vi jo ey blive længere. Denne nær forestaaende Skilsmisse begyndte nu lidt efter lidt at giøre os Alle tankefulde. Skriveren maatte senest Søndag være hiemme, da hans Vaarting begyn‹d›te om Mandagen. Cappelens havde halvveys ventet, Reyn skulde kommet til Ejdsfoss denne Søndag, og i dette Fald skulde jeg – det var aftalt – blive over nogle Dage. Men de fik Brev, at han først d: 22^de kunde komme did, fra sit Annex Slemdal – «Men var det da ikke mueligt» spurgte min kiære Moer Cappelen, frygtsom‹…› for Afslag, «var det ikke mueligt, kiære Skriver, vi endda kunde beholde Moer Koren? Løverdag skal vi til Ejdsfoss, hvor vi venter Fogden og nogle flere. Det skulde være saa deyligt, fik vi hende med –» «og Gud ja, Skriver» udbrød Sally, og de sorte Øyne fyldtes med Taare. Thrinemoer kom ogsaa til, og forestilte saa levende hvor det blev tungt, naar vi nu reyste til hver sin Kant – kort, min gode Koren gav sit Minde, og saa blev det bestemt, jeg skulde blive til neste Løverdag, Bragnæs Marked over, og nu kom da Munterheden fordoblet tilbage. Men hvor giærne jeg blev, hvor meget jeg længtes efter at see Moer Cappelens og Sallys kiære Ejdsfoss, saa kunde min Samvittighed dog ikke ganske give sig tilfreds. At lade min Koren, saa øm for min Fornøyelse, tage ene bort, at ‹…› skuffe mine Børns og alle Hiemmeværendes og min elskede Lottas Forventning – men nu var det giort, og angre det kunde jeg ikke. Saa vidt gik ikke Selvbebreydelsen.

Præsten maatte reyse Fredag Eftermidd: Det var os aldeles ikke tilpas; men han lovede med Haand og Mund at komme igien om Torsdagen. Om Aftenen spillede Mandfolkene et Par Timers Tiid Lhomber, og vi 4 sladdrede efter Hiertens Lyst og ret i Mag oppe i Moer Cappelens Sovekammer, – Men holdt – Der har jeg sprunget noget af det beste over. Kiære Barna mine, I maae saamen atter tilbage med mig til Torsdagaften. Det var et lille muntert Vennelag. Fader Cappelen spurgte [#] mig ved Bordet, om jeg ikke giærne drak et Glas Champagne? Det følte jeg nu intet Kald til at nægte, og den kom, og var ægte god – Men en af Contoirfolkene som bragte den, hviskede noget til Capp: som smaaloe. «Han siger vist, brød Schmidt ud, at der ikke er mere?» «Truffen, svarede Værten, ikke mere end disse 4 Flasker. Og for nu – som han ærlig erklærede – at prostituere Huset, drak Pastoren af Hiertensgrund, vi andre hialp, mere og mindre, og han naaede sit Maal. Men forinden, da han sang, for ret at faae det til at glide, hørte vi en Stemme uden for Vinduet, der lod til at vilde acompagnere. Det var en Halvgalning, heder Boch. Da han nu ey, formoder jeg, kiendte Schmidts Viser, sang han sine egne, og begyndte endelig, da Cappelen havde sendt ham et Glas Viin og noget Kage ud, at istemme: «O maatte vi om tyve Aar og flere» – og Præsten, som havde nedsvælgt den sidste Draabe Champagne, fra Bordet, hen til Vinduet, og nu gik det, kan I tænke: Naar en af dem kom for seent eller tidligt, lyttede de og «flød saa i eet i deylig Harmonie» – som skrevet staaer. Man maatte lee, om man vilde eller ey. Siden rallede vi, efter Sædvane paa egen Haand, da alle vare borte, Mutter Cap: Thrine, Sally, Præsten og jeg til Kl over 1, da vi, ogsaa efter Sædvane, fandt Skriveren i sød Søvn – Om Fredagen har I hørt. Og nu kom Løverdagen. Vor Vært var afsted til Ejdsfoss længe før vi stode op. Kl: 2 reyste min Koren til Christ: og strax efter vi til Ejdsfoss. Dog kun Moer C. Sally og jeg. Thrinebarnet blev med Jomfr: Thorstenson, den ældste af den gl: Provstindes Datterdøttre, til Skramnæs, hvor hun saa længe havde været. Og enhver glæder giærne disse gode Mennesker efter Evne.

Hvilket herligt Veyr, hvilke deylige afvexlende Situationer – selv fra den høye, bratte vilde Bergstie, som nesten stedse gaaer giennem tykke Skove. O hvor romantisk skiønt maae alting være paa Ejdsfoss og omkring det, naar Aarstiden tillader at tage det alt i Øyesyn. Tildeels kiendte jeg det, og kiender I det, mine Gode, af vor Sallys Beskrivelser. Men til Sommeren haaber jeg, at blive kiendt ret med alle dets Skiønheder, og male Eder dem saa godt jeg kan.

[#] Bygningen selv, med den Allee som fører til den, seer saa dansk ud, ret som en af de ældre Herregaarde i Lolland. Det er ogsaa en gammel, aldeles ikke smuk, men meget tækkelig og beqvæm Bygning. Vi bleve modtagne foruden af vor flinke Vært, af hans Broder Diderich fra Schien, der, efter disse Brødres Viis, beslutter og udfører en Reyse af en Snees, 40, 60 etc Mile, som vi andre et Naboebesøg. Han var kommet om Morgenen, og tog bort Søndag før nogen anden end hans Broder havde lukket Øynene op –

Saa var der en gl: Amtsforvalter Strange, i hvis mørke Blik og indfaldne Kinder vakte min Deeltagelse, endog før jeg vidste, at hans Ægtemage var en Xantippe. Han havde sin Søn, en halvvoxen Dreng, med sig, og har 4 voxne Døttre, som skal være velopdragne gode Piger. Een af dem er forlovet med en Sommerfeldt, Frue Lottas Syster-sted-Søn. Med de tre Herrer maatte jeg spille en Treset. Oven paa denne og Touren smagte Maden godt, men Søvnen endnu bædre. Dog var ey dette Tilfældet med vor Sally, som ikke fik lukt sine Øyne den hele Nat, og var meget ussel om Morgenen. Hun frygtede for denne Dag, da der skulde være Selskab, som saa lidt passede til hendes Forfatning. Det gik imidlertiid her som saa ofte, at bædre end det saae ud til. Men nu lad os prøve, at blive i Ordenen.

Fra Kongsberg var kommet en gl Forvalter Strøm, en Bergasessor Stenstrup, og istæden for Sverdrup, som var buden, den anden Lærer ved Skolen (det varede længe før vi fik vide, at han havde andet Navn) Gotwald. Jeg havde hellere seet min gamle – Vens? – Sverdrups Broder, det tilstaaer jeg Eder. Men hans Kone var syg, og det var kiønt af ham, han blev hos hende –
Strøm er en gl snaksom og døv Mand; Stenstrup har kun det første ^{Snaksomheden nemlig} fælles med ham, og da han er ret behagelig, og taler godt, hører man ham – jeg i det mindste – giærne. Gotwald – «Gott walte über ihn!» – sagde Sara – var mig en lille pedantisk Person, som saae saa ængstelig ud, naar hans Pynt var i Fare for at komme af Lave. Han var, kort og godt – eller ikke godt – ey af mine Folk.

[#] Men af dem var en ung Mand, Lieutenant Collet, Asessorens Broder, ‹…› gift med en Jomfr: Arboe. Det er et saa ægte Naturens Barn, frisk og munter, ligefrem, uden at fornærme, fordi hans medfødte Blidhed siger ham, hvor vidt han skal gaae – Med ham var fra Strømsøe den før omtalte Kirkegaard, en ung Kiøbmand Arveskow, og Apothekeren der, Stillitsen, en Mand med et fatalt Physiognomie, men som bliver taaleligt ved lunefuld Godmodighed, ja forekom mig engang endogsaa nesten som vakkert, da han med saa sand Hiertelighed talte om sin Hustroe, sine Børn og sit Hiem. Den unge Gram, og jeg troer flere, vare ventede, men kom ikke. –

Men saa kom en aldeles uventet og ukiendt. Det var før alle vare komne. Vi sad ved Frokosten. Da kiørte et ungt Menneske frem for Dørren, steg af, kastede alt Reysetøy i Slæden, pudsede sig, og treen ind. Cappelen modtog ham med sin sædvanlige Giæstmildhed, og vi vare alle, Gud veed hvordan, komne paa den Tanke, at det var en af Amtsforv: Stranges Contoirfolk. Han blev buden Frokost, og spiste, uden at mæle Ordet. Ney, Strange kiendte ham saa lidt som vi – I kan tænke, vor Nysgiærrighed var spændt. Men de stedse Kommende adspredte den. Endelig spurgte den Ukiendte Fatter Cappelen: om han ikke var Forvalter der? Ney, var Svaret, det er jeg just ikke. Og saa blev det taust igien. Endelig fik Mennesket en Sæddel, læste den uden at yttre nogen Bævægelse, blev endnu lidt, tog derpaa sin Hat og bukkede. Cappelen bad ham komme igien til Midd: atter svarede han ved et taust Buk, skyndte sig i Slæden og afsted. Og hvem var det nu? Ja, bie kun lidt Børnlille – vi maatte bie meget længere. En Formskiærer ved Værket, en Schotte ved Navn Ran, kom leende og fortalte os: at Forvalteren havde spurgt ham: om der vare komne mange af de Fremmede? Nogle, svarede Ran, og Een, som maae være falden ned fra Himlen, da vi ey veed, ‹…› ^eller faaer at vide, hvem han er. Han skal være fra Holmestrand! «Død og P- tog han til Orde, han skal til mig!» Og see, det var en Frier til en af Forvalterens Døttre – Vist nok et stakkels Fjog, der troede [#] Svigerpapa havde det ret godt, var omgivet af smukke Folk, og at hans Donna maatte komme hver Gang en Dør aabnedes. Mig tog han vist an for Svigermama, da jeg gik i mit Nattøy. Vi ønskede kun, han i sin første Enthusiasme skulde taget Sally for sin Udvalgte, og ilet til en Omfavnelse. Det vilde været Guld værd. Seer I ikke alt, Elskte, hvordan hun triner tilbage med Forbauselse i hver Mine? Arme Fyr! han takkede vist Gud for Udfrielsen af den Rottefælde. Imidlertiid gav det Anledning til meget Spøg. Pigen, til hvem hans Hu staaer, skal være meget vakker, saa et Par af de Tilstædeværende maaskee ikke havde havt Ulyst til at lade som de, ved et Besøg til Herren, ogsaa toge feyl, og kom til Forvalteren –

Resten af Dagen gik ret morsomt. Sally blev rask. Imellem listede hun sig med den lille Strange ind til Billiarden. Det kan I troe var opbyggeligt. Lidt kunde hun, han slet intet, og saa var hun færdig at lee sig ihiel af Gutten, der var som en reen Fieldbonde. «Kan a sie mei, hor Kula mi ligger no?» spurgte han. Ran hørte engang dette Spørsgsmaal, og svarede: «See etter Kula si siøl, Faer!»

Mandag Kl 10 kom de til Frokostbordet, og sad der – til Kl 1 – Der var en Sang og en Jubel – for Resten sultede de ikke, tørstede endnu mindre. Da de endelig kom fra Bordet, dandsede gl Strøm Polskdands med Collet, den stygge løyerlige Apotheker med Sally. De skulde have Caffe. Det havde Pigerne ey tænkt paa, da de troede, det hørte slet ikke oven paa Frokost. Dog fik de den, og fore støyende og syngende afsted i en Række.

Men før beklagede de os, Collet især, at det nu vist blev langsomt for os 3 tilbageblevne Stakler. «Ingen Aarsag til Beklagelse» tænkte vi, og nød først ret for Alvor vor Tilværelse, da vi vare saa ene og i Stilhed. Først vare vi i det lille vakkre Drivhuus, hvor jeg fik mig Blomster, og hvorfra den for alt opmærksomme hulde Værtinde havde ladet opflytte adskillige søde Børn, ogsaa et ^blomstrende Rosentræe, i Værelset. Siden fuldendte vi et om Formidd: begyndt Arbeyde: at høre endeel Breve fra den ak saa [#] tidligt hengangne elskværdige Petronelle Omsted, Breve der vidnede saa tydeligt om, at hun af Aand og Hierte var Moer Cappelens Datter. Ney, neppe hvert tusende Menneskes Lod var saa deyligt, som denne, i det nittende Aar fra det jordiske til det himmelske Paradiis henflagrende Siæls – Hendes korte Liv var en uafbrudt Række af de reneste Glæder, hun kiendte dem alle, de beste Livet yder, Datterens, Venindens, Konens, Moderens, kiendte dem i al sin Sødhed, skiøndt den sidste kun saa kort. Den er nu længesiden fornyet hvor den ey mere skal afbrydes –

Efter følende Væsners Skik har den ømme Moder og Bedstemoder giæmt som Helligdomme enhver Smaaeting som tilhørte de tabte Petroneller, betragter og væder dem lidt med sine Taare – Ogsaa andre interessante Breve, fra Diderich Cappelens første Kone og flere, forelæste hun os. Siden vandrede vi rundt, for at udvælge os et Soveværelse, hvor vi kunde alle være samlede. Efter at have taget flere i naadigst Øyesyn, valgte vi et med 3 enkelte Sænge, et deyligt lyst Værelse mod Østen, hvor vi sov ind under behagelige Samtaler, og vaagnede af qvægende Søvn ved Solens første Straaler, til Fortsættelse af disse og hvad forrige Dag var afbrudt.

Med en Slags Beklæmmelse forlod jeg endelig det isolerte romantiske Ejdsfoss, der synes at sige: «her er man sig selv nok» – Kl. 11. Vi vare alle tre tause, og i en Tiid som denne, maae enhver Afskeed fra Mennesker og Stæder, som i mindste Maade interesserer os, frembringe denne Beklæmmelse. Veed vi, hvordan vi sees igien? hvad der imidlertiid er foregaaet for Forandringer? ja – om vi sees?

Det var hedt, som det kunde været en Maydag, og vi taalte neppe alle de Reyseklæder med, mindre paa. Hiemad var Udsigterne nye og end mere afvexlende end bort efter; men mine Øyne, som maae behandles med al muelig Skaansel, vovede kun enkelte Blik bort i det fjærne Blaa, nesten ingen paa de af Solstraalerne saa stærkt oplyste hvidklædte Gienstande fjærn og nær. Og saa vare vi, Tirsdag den 8 – tilbage til Middag, i Strømsøe, hvor [#] Thrinebarnet netop var kommet i samme Øyeblik, og hvor hele Gaarden stod fuld af Feldkiærrer og andre krigerigske Tilberedelser. Eensformig og behageligt gik Aftenen, hvori vi vare ene, læste og sluddrede. Kun ærgedes vi lidt – og ikke endda saa lidt – ved ey at kunde finde blandt en heel Mængde fra Læseselskabet og Boghandleren hentede Bøger, at kunde finde Een, en eneste, som var Giennemlæsningen værd. At de vare flaue, elendig oversatte, o s v, var endda det mindste. Men de vare i saa høy Grad usædelige, at man hellere maatte ønske sin uskyldige Søn eller Datter i et ryggesløst Selskab, end allene med en saadan Bog i Haanden. Ved Gud, det er skrækkeligt og skiændigt, at slige forgiftende, i et Slags høytravende Svulst indklædte Billeder, skal fremstilles for en ung reen Siæl, hvor de absolut maae om ey andet, aande en Taage paa det usmittede klare Speyl, som maaskee vel kan forsvinde igien, men dog let ved Bildeervækende Omstændigheder tør komme tilbage igien i visse ubevogtede Øyeblik. Her skulde Censuren vaage, tordne og sønderknuse. Kun i dette eneste Tilfælde kan jeg troe den nyttig, velgiørende – men her tier den, og de arme til sig selv overladte Piger og Ynglinger, henter den ene efter ^den anden af disse, deres Roe og Lyksalighed nedbrydende Skrifter, fra de talrige, meest med sligt forsynede Leyebibliotheker, og indsuger den søde Gift – den meest fortærende af alle – med fulde Træk. O elskede Børn, mit Hierte bløder i disse Øyeblik langt mere ved Tanken herom, end ved Forestillingen om hvad der i disse kritiske Tider forestaaer os –

Jeg har det Haab, at ingen af mine Børn har nogensinde læst en saadan Bog, og haaber at kunde fremdeles forkekomme det. De hiemmeværende læser intet uden hvad jeg selv giver og anbefaler dem, og Drengene har deels for meget at bestille til at fristes til megen Moerskabslæsning, deels har min gode forstandige Moer Hansteen Øye med deres Giøren og Laden. Og saa lade Gud Din Syvald, elskte C, opvoxe under Dit ømme aarvaagne Moderøye, og under sin ædle Faders – og Held ham og Eder! –

[3] Onsdagen d: 9^de gik i samme stille Roe, som alle de ‹…› ^Timer, hvori vi vare Ene. Om Aftenen havde jeg da endelig noget at læse, som oven paa saa megen Forargelse ret qvægede os. Det var Paul og Virginia, denne søde idylliske Roman, som, sin stive Oversættelse med alle dens Urigtigheder uagtet, ikke kan andet end trylle ved de rige, troe Malerier af ufordærvet, skiøn og ædel Natur.

Torsdag var første Markedsdag, vi ventede Egerpræsten, og skulde alle om Aftenen paa Concert. Et Besøg har jeg nok ikke talt om, eller rettere to, som Moer Cappelen og jeg giorde, det første til Rørbyes, det andet til en Bakker, som jeg troer er Skipper, men i hvis Huus Ovidia Holbye er, hvem ogsaa Besøget egentlig gialdt. Til Rørbyes bragte jeg nogle faa Linier til Faye, som de havde lovet mig at besørge. Det var første Gang efter D-s Død jeg skrev – til denne hans ældste kiæreste Ven – det havde maaskee været bædre ugiort. Men jeg føler alligevel, et Par Linier fra Fayes Haand vilde være mig saa usigelig kiære, og udsætter mig jo kun i alt Fald – om de ere skrevne – for endnu een feylslagen Forventning –

Der er saa peent, saa smagfuldt i Rørbyes Huus, og mit danske Hierte giør det, med al sin inderlige ægte Norskhed, saa godt, at see alting paa saa ægte dansk Fod – engang imellem. Det har Mad: Rørbye fælles med sin Syster Faye, hvem hun ellers er meget uliig – at hun hiemme, i sin pene huslige Dragt, er meget tækkeligere, end i Selskab og i Stads, og Rørbye, som maaskee for Resten ligner Faye ligesaa lidt som hans Kone Fayes, er bleeg og stille som Svogeren – 5 Glutter vrimlede om os, muntre og raske, skiøndt langt fra ikke saa vakkre som Fayes, nogle af de deyligste Børn, jeg har seet. Men – kort og godt, meget gienkaldte mig hiin deylige Dag paa det skiønne Christiansminde, og mange flere –

Vi vare der kun kort – Og atter er det nu første Markedsdag –

[#] Vi bleve enige om, at opsætte Markedsgangen til Dagen efter. Præsten kom i Middagsstunden, men ney, ikke Præsten. Provsten kom. Han var ikke vel tilmode med denne nye Værdighed, og ingen af os var det, da hans Forretninger nu forøges, med dem hans Ulyst til Eger – I kan selv, mine elskte Børn, dictere Resten. Lille Ovidia kom om Eftermidd. Hun havde været længe syg, var nyelig begyndt at gaae oppe da vi besøgte hende; men nu var hun flink. Ogsaa hun blev med paa Concerten, fordi Moer Cappelen stedse med Begiærliged griber enhver Leylighed til at fornøye og forekomme Ønsker.

Ikke uden lidt Angst kom vi did – til Concerten, som holdtes paa Bragnæs – alle vi 5 Fruentimmer, i en Slædevogn, som i det fæle slingrede Føre giorde mange overflødige Sving med os. Denne Concert var egentlig et Galanterie eller Godhed af det musikalske Selskab mod Mad: Ferari. Det Hele var tarveligt, som Schmidt udtrykker sig. Et Par Huboister udmærkede sig, og dem gad jeg hørt blæse «Frisk op, Kamerater! etc» – Det er besynderligt, at Mad: Ferari aldrig kan overvinde sin Frygtsomhed, i hvor tit hun viser og lader sig høre offentlig. Man seer tydeligt, hvor piinligt det er hende, og hører det i mangen Feyltone. Det er et meget rummeligt, i sin Simpelhed smagfuldt Skuespilhuus de har her. Jeg troer ikke, det giver Christianias meget efter. Blandt Tilhørerne eller de Tilstædeværende – thi hun lod sig snarere høre end hørte til – var en Frøken Tønder, Comdr: Datter, ret en fæl Een, efter Albertines Talebrug ved slige Leyligheder. Hun holdt et syndigt Spectakel med en lille ung bebrillet Fyr, som sad bag hende, og jeg kiendte hende med et igien fra Schien, hvor hun spillede en lignende Rolle ved en lignende Leylighed. Det skal overalt være en heel bestialsk Familie. Men altsammen fra først til sidst var ikke den Møye værd at fryse som jeg frøs, inden vi fik fat paa og kom i vor Vogn. Der havde jeg det des bædre fat, og vi Alle [#] og hvad vi ey havde det der, fik vi det hiemme, hvor Schmidt og Sally gav os en Efterconsert, hvor vi spiste, drak, sang, sladdrede til Selskabet skildtes ad. Unge Gram var der ogsaa. Da han var vandret til sit, Ovidia kiørt, vor Capitayn indqvarteret i sin Køye – som jeg efter Tiden formoder – sad vi endnu en Stund, uden Paamindelser af nikkende Værter eller smaaskiændende Skrivere – thi Sally prøvede nok paa, at tage sig en Smule Myndighed, men det wølte vi ikke.

Saa kom – fordi alt engang maae komme i denne Verden – Fredagen, den sidste Dag, jeg endnu skulde være hos min Moer Cappelen, min Sally og min Thrine. Jeg var ikke ganske frisk. Schmidt maatte hiem Kl 1 – denne Afskedtagen var en Begyndelse paa den følgende Morgenen efter. «Gud veed, hvad der er skeet, inden vi sees igien» hedder det ved ethvert Farvel i denne Tiid. Cappelen havde vi forgiæves ventet. Han kom ikke, og jeg fik ikke engang takket ham. Dog, det giør hans Maja og Thrine for mig – – Vi lavede os til Markedstouren, da kom et Brev til Sally. Det var fra den troe Oncle Erich, deri et fra Eder, elskte Børn, til ham, men hvori I paalægger ham, at sende Sally og mig det. Derfor vor Tak. Dog, den Gang bleve vi begge, (Sally især) nedslagne, fordi I ikke havde skrevet directe til os, da, vidste vi, havde Brevet blevet af andet, som vi meente rigere Indhold.

Dog hvad vore Hierter især længtes efter: Vished at vor elskte C og M: med alle deres, levede vel, det fandt vi jo her, og meget om den lille søde Syvald. Tilgiver os, Dyrebare, at alt dette denne Gang ikke var os nok. Der var saa meget som stødte til: Arbin fortalte i sit Brev om en slem Feyltagelse af Medicin, som nær havde kostet den gode lille Grevinde Wedel Livet. Gud skee Lov, hun blev ræddet. Tænk den arme Fader, hvis Eneste hun er, og den unge varme Mand. Moer Cappelen var meget bekymret. Hun har kiendt lille Kaja fra spædeste Barndom, og holder saa meget af hende, og hun fortiæner, at alle gode Mennesker skal holde af hende.

[#] «Og hvad var mere stødt til?» Ney, dette Spørgsmaal giør I ikke, søde Barna mine! thi I veed, Schmidt nyelig har taget Afskeed, og at dette er sidste Dag, jeg er paa Strømsøe – denne Sinde – Men jeg var syg, dog taug jeg, og vi kiørte paa Markedet. Det var jammerligt nok. Vi vadede i Snee og Snavs frem og tilbage paa hvad de behager at kalde Torv, mellem en Snees Boder, meest med Dukke- og Sukkertøy. Moer Cappelen kiøbte nogle Smaaeting, jeg slet intet, og saa kiørte vi, hun og jeg, smukt hiem, hvor vi maatte bytte om, Strømper og Skoe og de bebræmmede Kioler. Sally og Thrine Moer bleve lidt længere, og da de kom, drak vi vor Thee og tilbragte vor Tiid ret behageligt, kun vedblev jeg at være grumme mat og beklæmt. Jeg skulde giort en Visit til den snilde Frue Hauch, som var saa galant at aflægge en hos mig. Men jeg orkede ikke. Vor Capitajn – (har jeg fortalt Eder hvor fiint han paa en Tallerken Sukkertøy havde iblandt dette giæmt to noksaa deylige Brystnaale, een til Thrine og en til Sally?) forstod, vi helst vilde være ene, og gik paa sit Kammer. Denne Aften vilde det ey gaae ret med Læsningen. Vore Hierter vare for fulde, vi havde saa meget at tale om, og talte dog nesten intet. Sally manede os ikke engang til Sengs. Dog gik vi, da jeg blev ved at være saa underlig mat, tidligere end sædvanlig.

Det var Løverdag Morgen, det blev en deylig Dag, som det Aftenen før ey tægnede til, og Moer Cappelen, Thrine og Sally lavede sig alle til at følge mig. Efter en taus Afskeed med den stakkels gode Capit: Neumann, satte vi os tause i Slæderne, og de glede afsted. Intet Mærkeligt mødte os – thi Ritmester Elison er intet Mærkeligt – Rørbyes stode alle i Vinduerne og nikkede mig Farvel til – Opad Paradiisbakkerne gik det sagte, og stod tit stille. Føret var slemt, Solen brændte saa heed, Gutter og Heste svedte. Her passiarede vi lidt, og kom Kl: 1 til Giællebæk. Her begyndte Moer Cappelen sit Vertindekald, og bredte Dug – saa langt [#] den rak, og kom frem med deylige Ryper og det nydelige Hvedebrød som ingenstæder er saa deyligt som i Drammen, troer jeg, og med Rhinsviin, og med Æbler, og med jeg veed ikke alt. Thrine erklærede strax: at hun ikke havde noget at giøre med Husholdningen paa Giællebek, og var reent forstyrret og overgiven. Vi spiste, drak, og vare vel tilmode, fik os endnu oven paa en god Kop Caffe, og Kl var, før vi havde tænkt paa, den var til, allerede – 3½. Kl 4 var min Hest bestilt paa Ravnsborg. Endnu tausere end paa Strømsøe – derfra fulgte de mig jo – var Afskeden her. Sally skulde blive endnu 8 eller 14 Dage, saa længe hun tør for Føret. Ogsaa fra den saa ualmindelige Giæstgiverkone i Giellebek faldt det mig tungt at sige Farvel, da jeg vel neppe seer hende mere. De har solgt Stædet, og flytter bort – Men nu vare alle Farvel sagte og gientagne, og Hilsener og Velsignelser, og jeg var ene med min Aslac, der ikke vidste at trøste mig og sig selv bædre, end med at snakke om Hovind. Og sandelig, han forfeylede ikke sin Hensigt, om det ellers var Hensigt, og ikke blot tilfældigt. Paa Ravnsborg var efter Sædvane Skydsskafferen drukken og impertinent – hele Gaarden vrimlede af Melitaire – jeg var glad ved, Hesten strax kom for, og jeg slap for at stige af Slæden.

Lidt eller intet afbrødes mine Drømmerier, før jeg kom til Frederiksberg, vor kiære Justiskars fordums Sommerresidents[.] Synet af denne, nu stadselig opbyggede, store Gaard, af Haven, Gitterværket, hvor liden Dolly og jeg saa tit sad for at see de forbifarende, hvor – ak hvor vi alle vare samlede, og saa glædeligt – og saa kort – samlede. Alt som minder herom – og hvor meget er ikke det?

[#] Paa Tøyen fandt jeg et Par fremmede Mennesker, og Landsmænd. Den ene var den der indqvarterede Capitajn, du Place, den anden en Søeartellerist, Lieutenant Johansen, som Presidenten forestillede mig under Navn af Skytsengelen. Nu kiendte jeg ham igien af Eger Præstens Dagbog. Han havde nemlig, da de i hine kummerlige Dage laae i Helsingborg paa deres Nedreyse til Kbhn, været dem til Hielp, Raad og Daad, og, da han – ved egne ældre Viderværdigheder – var kiendt overalt, havde han været dem som sendt fra Himlen, og derved faaet hiint Navn. Schmidt kaldte ham ogsaa imellem den anden Dall. Thi et mere venskabeligt vel- og tiænstvilligt Væsen findes vel neppe, end denne min vennehulde Landsmand. Johansen var nyelig kommet fra Kbhn, og skulde til Walløe Saltværk til de der anlagte Søebatterier. Det er et artigt, usigelig opmærksomt Menneske, af hvis milde Øyne hiin ham tillagte Character fremlyser. Du Place fandt jeg ved nærmere Kiendskab – han sad da jeg kom i en Lhomber med Presidenten og Lieut: Widding – at være en fiin Mand, lidt af den ældre Verden. Handler han – som jeg er tilbøyelig til at troe – overeensstemmende med de Sætninger han nu og da yttrede, er han intet almindeligt Menneske – Hans Undergivne bar ham paa Hænderne. Et godt Vidnesbyrd.

Vor kiære ømme Frue Lotta lider meget i denne Tiid. Hun hører intet fra sin Jørgen, har siden før Juul intet hørt fra ham, og da var han endnu ikke ganske helbredet af sin Nærvefeber. Det feyler alligevel ikke, han jo har skrevet. Men Brevene gaaer jo saa urigtigt i denne Tiid. Det er hendes første egentlige Modgang, siger hun selv, men den er bitter. O intet er saa siælemartrende som Uvished om elskede Menneskers Skiæbne – og nu et Barns – den Enestes. Hvad jeg trøster – søge at trøste hende og mig selv med, er, at han umulig kan være død – o Gud det er skrækkeligt blot at tænke denne Muelighed – eller [#] farlig syg; thi da maatte en eller anden af hans Paarørende eller Venner jo endelig skrive. Ogsaa har jeg seet Brev nyelig fra Loss‹ius› og unge Munthe, som ikke nævner ham eller nogen i Synderlighed, men blot siger, at alle Bekiendte leve vel. Dog, jeg føler alt for godt, at dette ingen Beroeligelse kan være for Moderhiertet.

Min Wilhelm og Jes saae jeg ikke mere end den første, Løverd: aften. De havde travlt til Examen, som skulde begynde Onsdagen. De ere begge Gud skee Lov saa flittige og brave, og vedblive i Besiddelse af deres Læreres og alles Yndest. Til Eder, Systrene, tør jeg vel sige det, at Wilhelm er en elskværdig Yngling. Min Moderfølelse kunde bedrage mig; men alle siger det. Ofte, naar jeg hører hans Lærere sige han er saa udmærket brav i alle Henseender, hører en eller anden lykønske mig med ham, og med hans Sydskende, o da banker mit Hierte af Frygt og Glæde. Men, Gud du seer det – ogsaa af inderlig Taknæmmelighed til dig; og min hele Følelse er Bøn: at det saaledes maatte vedblive. I, elskte Børn, tilgiver mig let denne lille Afvigelse, om det ellers er en. Og hvordan undgaaer jeg sligt, naar jeg taler med Døttrene mine, som jeg er saa bange for at skiule en Krog i mit Inderste, som maae kiende alt indtil mine hemmeligste Tanker?

Søndag var nogle unge Mennesker efter Sædvane paa Tøyen. Fabritius, min Rikke Borchsenius Fætter, som nu er gaaet ind i det Melitaire, og blevet Lieutenant. Et vakkert og hiertensgodt ungt Menneske, skabt til det, han nu er. Han skulde Dagen efter reyse til Winger. Ikke saa meget denne forestaaende Skilsmisse fra sine Venner, som en vis Piges Nærværelse giorde ham mismodig i høy Grad. ‹…› Nu kan og bør jeg ikke her nævne denne unge, ikke uelskværdige, men i høy Grad letsindige og forliebte Piges Navn – Der var engang en Forbindelse mellem ‹…›mⁿ⁴ paa hendes Side begyndtes og afbrødes. Barneværk altsam‹men› ‹…›‹m›aaeⁿ⁵ han have meent det, lader det til, lidt mere alvorligt

[#] Saa var Jomfrue Wolderne der, en Jomfrue Holbye, og en Cadet Bull, et ungt meget vakkert Menneske, med de beste Anlæg, som desværre ere blevne forqvaklede i den første Opdragelse, og nu neppe kan bringes til hvad Naturen havde bestemt. Jeg kan ikke andet end holde af ham, og jeg og Lotta tager ham altiid i Forsvar mod de Mange – deriblandt Sarotje – hvis Contrapart han er. Denne Aften var han hiin Piges Legetøy, og hun drev det saa vidt – han med det forstaaer sig – at Lotta forsikkrede siden, hun havde havt god Lyst til at banke dem begge. Ja kunde det hiulpet, skulde jeg giærne taget en Haand i med. Men sikkert var den Umage spildt. Egentlig blev jeg Søndag over for mine Gutters Skyld, og nu saae jeg dem ikke hele Dagen. Mandagen skulde jeg giort en Tour til Byen, seet til den syge Præst Wulfsberg, og den friske tækkelige Frue Pavels, til Moer Hansten og mine Gutter, osv. Men det var saa slem skarp en Vind, mine Øyne vare ikke gode, og Lotta beholdt mig saa giærne hiemme. Jeg blev da i Stilhed til om Tirsdag Formid: da jeg tog Afskeed med min nedslagne kiære Lotta, den gode velvillige Kista Hertel, og lille Hanna Bull, og begav mig, med min Maja – har jeg maaskee glæmt at sige Eder, hun var fulgt ind med de Heste – hun og Ane Stuepige – som skulde hentet mig med Skriveren paa Hiemveyen. Med Capit: du Place, som denne samme Morgen maatte forlade sit gode Qvarter, havde vi alle før taget en bevægelig Afskeed – og i denne Tiid er ingen Afskeed ligegyldig –

Imellem Skrimstad og Moe kom vi efter de til Winger marscherende 340 Mand, og vilde ey have ^havt godt for at komme forbi dem og al deres Bagage, om ey Fabritius havde hiulpet os. Han styrede mig forbi hele Raden, og Raabet: «Holdt! til Venstre!» lød fra Mund til Mund som et Echo. Jeg tog nu anden Gang Afskeed med den gode Fabritius, og gav ham en Laurbærqvist, som jeg hendelseviis havde i Haanden. Et godt Omen, mener jeg. –

Og nu var jeg da hiemme paa mit velsignede Hovind Kl ‹5›ⁿ⁶

Min Reysedagbogⁿ⁷ er færdig, sluttet i Dag, og skal nu i Roe vente paa en Leylighed at blive sendt mine Kiøbhnske Døttre, for hvem den især er skrevet. Den gamle Lyst og Vane at holde Dag Journaler, er atter opvaagnet. Ofte har den yttret sig i denne Tiid, naar mit fulde Hierte har følt saa inderlig Trang til at meddele sig de fraværende Elskede, og jeg ikke nu som før kunde tage Tilflugt til Brevskrivningen. Længere modstaaer jeg dig nu ikke, venlige Stemme i mit Inderste, modstaaer dig saa meget mindre, som Venskabets hulde Stemme forener sig med dig. Engang skal du fortælle, kiære Dagbog, flere af mine dyrebare Fraværende hver en liden Ting der har hendet, og staaer i Forbindelse med deres Moer Koren –

(«Venskab er intet for stort og intet for lidet») hvormed hun sysler, og hvad der foregaaer i hendes huslige Kreds, hendes smaae Glæder og Sorger. Ledet ved denne Traad skal jeg, maaskee efter flere Aars Forløb, gaae Skridt for Skridt tilbage; og hvad enten jeg skal glæde mig ved overstandne Lidelser, eller sørge over tabte Glæder – hvert Blad i min Dagbog vil overbevise mig om, hvad hverⁿ⁸ Dag i mit hele Liv har lært mig: At de alle, de mørke som de lyse Dage, kom fra samme Haand, fra samme kiærlige Faderhaand, som ogsaa elsker, undertiden elsker høyest det Barn, han rævser. –

[2] Siden min Hiemkomst d: 15^de d. M: har jeg kun været en eneste Gang ude, naturligviis hos min kiære Moer Borchsenius. Jeg fandt hende frisk og munter, hendes søde Glutter færme. Fogden var tilligemed min Koren paa en Forretning, i Anledning af de uroelige fæle Tider, vi nu leve i: de skulde udskrive og taxere Styk- eller Trosheste og Kudske (dog kun taxere de første –)

Forgiæves ventede vi dem til Plogstad om Aftenen. Min Koren havde lovet at møde mig der. Endelig maatte jeg afsted. Paa Hiemveyen mødte jeg Fogden allene. De ere nu begge; han og Skriveren, i vedvarende Bevægelse.

Løverd: Aften kom Forvalter Kreftings fra Hurdalen hid paa deres Hiemreyse fra Byen; og var det aftalt, jeg og Sarotje skulde følge med dem og Tingfolkene Søndag; men ved hine omtalte Forretninger blev Tinget udsat til over Paaske. Da God Nat Føre og Reyse for os, som ey ere nødte til at reyse.

Præsten Munthe med Familie var her ogsaa i Søndags. Ellers har her hele Ugen været ualmindelig roeligt. Enkelte som kommer og farer, regner jeg ikke.

I Dag er her en Jammer. Vor Staldkarl, som er Landeværn, skal afsted til Vinger, Soldaten her for Gaarden til Høeland. Denne Sidste forlader en dødsyg [3] Kone og et spædt Barn. Vi har søgt saa meget mueligt at lindre hans Kummer, ved at tage Barnet hid, og faae hans Kone i Nærheden, hvor vi kan see til og pleye hende. Det standsede hans Taare. O evige Gud! havde det været hine Umennesker, den rædsomme Krigs Stiftere, mueligt, at udsende Død og Elendighed til Millioner, om de en eneste Gang havde følt, hvor sødt det er at aftørre den Lidendes Taare!

Staldkarlen efterlader sig just ingen Kone; men et Par Piger, som giøre Fordring paa at blive det. Imidlertiid var hans Afskeed ey saa øm med noget levende Væsen som med Hestene. Sandelig, jeg maatte smile, skiøndt Taarene stode mig i Øynene, da jeg saae, hvordan han tog særskildt Afskeed med disse hans Yndlinge, klappede dem, og gav dem et veemodigt Nik med, som de passerede forbi ham til Skoven efter Brænde. Stakkels Christopher! Dog, Hestene havde havt Aarsag til at sørge vel saa meget; thi de faaer vanskelig saa øm en Rygter igien. Men de gik nok saa roelige i deres lykkelige Uvidenhed.

Da jeg er kommet til at tale om disse Udvandringer, maae jeg dog anføre et Træk af ægte Heltesind, og det hos – en Qvinde. Det er en af vore Naboersker, en Enke. Hun har 3 Sønner, vakkre, raske Gutter; den ældste er gift; men de 2 hiemme, og har hidtil drevet Gaarden for hende. Nu maae de, som Melitaire, alle afsted. Sine nedslagne, grædende Venner og Grander trøster [4] hun det beste hun kan, og deeltager hiertelig i deres Sorg. Men selv er hun ikke allene roelig, men ogsaa glad, jeg kunde nesten sige stolt af «at have 3 Sønner, som kunde værge for sit Fødeland» «Giid jeg havde tolv» siger hun, der Alle havde Mod og Kræfter som disse, og jeg skulde ikke søge at holde Een tilbage.»

For ret at føle hendes Heltemod, maae man vide, at hun nu sidder ene igien ved sit temmelig store Gaardsbrug, med en vanvittig Syster, som hun har taget til sig, pleyer og passer med utrættelig Omhu, skiøndt hun let kunde blive denne Byrde qvit, om hun havde Hierte til at see den Ulykkelige bragt i Dolhuset – som det her kaldes.

Og saa giæmmer sig mangen stoer Siæl i en mørk Afkrog, fra hvilken den ubemærket udbreder Held og Velsignelse. Om vort Kiøn giælder vel dette især. Og Qvindens skiønne Kald er det jo ogsaa, at gavne i Stilhed –

Ney, heller ikke i Gaar noget Brev fra min elskte Moer Cappelen eller fra Eger, eller fra nogen Kant. Det er underligt nok, at man kan lære alting, vænne sig til alting, før man lærer og vænner sig til Taalmodighed ved forgiæves Venten.

I Dag har jeg et halvt Haab om, at min Jes skal komme hiem. Han blev færdig med Examen først i Ugen, og faaer maaskee Tilladelse, at følge hiem i Dag med Sollner, (Procurator) som lovede at tage ham med. Der er en Glæde paa [5] Systrene. Lina springer op, allerbedst hun sidder, og dandser omkring syngende: «I Dag kommer Bussen min! I Dag kommer Bussen min!» Dette Navn har han her hiemme. Paa Skolen hedder han Petitmaitren, fordi han altiid vil være saa peen.

Maja og Lina har i Dag tømt sine Sparebøsser til Reysepenge for en aldeles fattig udvandrende Soldat. O! at Tiid og Omstændigheder saa ofte, ja som oftest – hærder det af Naturens Haand – det troer jeg fast – altiid blødtdannede Hierte!

Ney, min Venten var forgiæves. Der kom ingen Jes, og ingen Sollner. Maaskee har denne Sidste faaet Forfald, og kan først komme i Dag. I alt Fald maae vi faae noget herom at vide. Syg vil jeg med Guds Hielp haabe, han ikke er, Gutten min. Naar jeg blot langtfra yttrer en saadan Formodning, leer de alle af mig, Koren især, som slet ikke kan begribe – eller vil begribe – hvordan man kan vedblive sit hele Liv igiennem at være saa barnagtig, som han behager at kalde det.

I Dag skal jeg skrive til min gode Egersøn, som endnu intet Brev har faaet siden jeg kom hiem. Og saa lidt til min Rikke Borchsenius, som jeg sender min Reysejournal, og underretter om, at jeg i Morgen har tænkt at begynde en Tour, som vil vedvare til Tirsdag[.] Det bliver en Beslutningstour paa Føret, og som ey godt kan opsættes. Det maae nu Rikke vide, deels for ikke at giøre en forgiæves Reyse hid imidlertiid, deels for hun om mueligt, kunde møde mig et af Stæderne.

Intet Ord om eller fra Jes. Ved Gud, det er høyst besynderligt. Jeg begriber det ikke. I Dag maae det dog opklares. Sollner skal være i Kirken.

Rygtet siger, vor Konge er død. Vel ham, er det saa – O! blandt alle hans Undersaatter var vel neppe een saa ulykkelig som han, deres Behærsker. Ulykkeligere vist ikke. Ingen, ikke een af Livets virkelige Glæder har han kiendt. En mørk Tyran underkuede hver bliid Følelse i Barnets Siæl, giorde det hvert Glædesudbrud til Brøde. Og fra dette grusomme Slaverie gik Ynglingen over til grændseløs Friehed, faldt i Forførelsens aabne Arme, styrtede blindt hen over de rosenstrødde Afgrunde, tog hver Vellystens Bæger, som saa villig raktes ham, for Glædens Bæger – ak! som hans Læber aldrig havde berørt – og tømte det graadigt til sidste Draabe. Og nu Manden, Ægtemagen – o! hvilke nye, reene Saligheder skulde du lært at kiende i din Carolines Arme, stakkels Christian, hvor skulde hun blevet dig Alt, havde du bragt hende et saa uskyldigt Hierte, som hun bragte dig – – – Nu er hun igien din, og dit Hierte er reent, din Forstand lys, og du mindes ey de overstandne Lidelser, ey din Landflygtighed, den dobbelte, fra din flammende Borg og din Fødebye, og du hører intet til de Tusendes Jammerskrig, de flere Tusendes stille Sukke paa den Klode, du har forladt, seer ikke de Farer som true, som paa alle Sider omspænde dit Danmark og Norge – seer ikke, hvor stille, dyb Kummer nager paa din ædle Søns Livskraft. Vel dig, misledte, ulykkelige Fyrste! Vel dig, [7] du har overstridt! Tag denne Veemodstaare, Fredrichs og Louises Søn! Det er ikke, langt fra ikke den bittreste, jeg har grædt for dig. Den flyder mildt og trøstende. –

Skal jeg bede Eder, Elskede! som engang læser disse Blade, om Tilgivelse for denne Udsvævelse? Ney! I vil vist faae mange slige at tilgive mig, og – tilgiver dem giærne.

Der kommer ingen Jes. De skal strax igien begynde at læse paa Skolen. Det koster mig rigtig nok et Suk. Maja og Lina maaskee nogle Taare. Dog, det stunder til Paaske, mueligt de da begge, han og Wilhelm, faaer Tilladelse at komme hiem. Det er bædre. Og dermed søge vi at trøste os over vort feylslagne Haab.

Den stakkels Frue Wærner er her. Hendes Mand, Lieutenant ved Jægerne, er nu borte, og hun tilbage med to smaae Børn og en ussel hielpeløs Svigermoder. For alle de Lidende rundt om os! Og hvilket ubetydeligt Antal er det, vi seer!

Saa Farvel, min Dagbog, for flere Dage Farvel!

Til Gierdrum Præstegaard gik vort Tog i følgende Orden: Skriveren, styret af Hrr Andreas Munthe – dernest jeg – N^o 3, Sarotje og Poppenheim, N^o 4 Nella og Maja. Der blev Gammen over al den Gaard, da vi kom[.] Dagen gik med Samtaler om hvad der nu er alle saa vigtigt. Krig og Rygte om Krig er jo nu det eneste, man hører fra alle Kanter, og hvem kan undres derover, da Faren saa nær [8] omringer os. En anden Gienstand, for mig i det mindste meget ubehagelig, havde Samtalen endnu. Den svenske Asessor Ekholm, en Mand, hvis Snille og Talenter jeg sætter Priis paa, og som jeg ikke er istand til – Sandsynligheden være nok saa meget imod ham – at tiltroe nogen Nedrighed, var, hørte jeg her som vist, aresteret for mistænkelig Brevvexling med Sverrig. Tillæggene vare som Rygtet sædvanlig medfører dem. Alt fordømte ham. Nu kunde jeg som sagt, ingen Lumpenhed tiltroe ham; men vel en Uforsigtighed, som just Mennesker af den Art ere meest tilbøyelige til; og denne kunde, i disse kritiske Tider, bragt ham i Uleylighed nok. Bitterlig ondt giorde det mig for ham; men for hans ømme, hulde, sieldne Hustroe blødte mit Hierte. O! man behøver blot at see hende engang i sit tarvelige pene Hiem, hvor hun ene bestyrer, meer end bestyrer alt, maae selv tage Haand i med som oftest i det Tungeste, for at agte hende som Husmoder, faae hende kiær som elskværdig Værtinde. Men naar man nu veed, til hvad Lykke hun var fød, hvilke Udsigter hun havde, hvordan hun hendandsede sin første Ungdom paa Roser; veed, hvor megen Umage hendes Familie giorde sig, da den heftige ubetænksomme Mand havde styrtet sig i Ulykke, og maatte forlade Fødelandet, for at holde hende tilbage, og da hun, sin Eed og Pligt troe, afslog det, nu tit ved Bebreydelser forbittrer hende de ikke blide Dage, naar man veed det, og seer hendes stedse smilende Læbe, ogsaa naar [9] Taaren ved mangt et Minde zittrer i hendes vakkre blaae Øye, hendes Ømhed og Opmærksomhed for sin Mand, kort, hvordan hun saa aldeles er Qvinde i Ordets helligste Forstand, da er det umueligt, ikke at elske og agte hende i lige høy Grad. Og med disse Mennesker staaer jeg i venskabelig Forbindelse, havde endogsaa bestemt mig til paa denne samme Tour at besøge dem, og medbringe deres ypperlige Landsmand Oxenstiernas Digte til en lille Giengiæld for saa mangt et deyligt Øyeblik, Ekholm ved Laan af sine herlige Landsmænds Mesterværker har forskaffet mig, og ved hans og hans Jennys interessante Skildring af mange iblandt de nu Levende, med hvem de staaer i det venskabeligste Forhold, især med den elskværdige Franzén, hvis huslige Lyksalighed – hvad saa sielden er Digterens Lod – skal være liig hans Fortiænester. Tænk Eder, I Gode, alt dette, og hvordan jeg nu kunde være tilmode! –

Kl henimod 11 om Aftenen toge alle Jomfruerne hiem. Min Koren blev tilbage hos mig; men skulde tidlig op Mandag Morgen, og til Næss. Arme Andreas, engang i hans Følge, maatte – hvad i Mands Minde ey før er hendet ham – op Kl 5 –

Chrysties fulgte mig om Eftermiddagen til Waagers. Sandelig, denne fra Dødens Gab udrevne Mand kan man kalde gienfød; og maae, som man har Grund til at haabe, denne Gienfødelse strække sig ogsaa til det indre Menneske, har han ikke betalt denne hele ‹…› Forvandling [10] for dyrt med sine i et rundt Aar udstandne skrækkelige Lidelser. Hans Taalmodighed under disse, gav ham et Værd i mine Øyne, som han, det tilstaaer jeg, før ey havde, og hans Kones utrættelige Omhu og Selvopofrelse, sætter jeg i begge Henseender ved Siden af ovenmeldte.

De modtoge os med den umiskiændeligste Glæde, den varmeste Tak, og vi slap paa ingen Maade derfra, før efter Aftens Maaltidet. Men til den Fryd og Gammen, hvormed dette Ægtepar modtog os, kom den: at det første de fortalte os, var Ekholms aldeles Friekiendelse, og at han om Søndagen var kommet tilbage til sit Hiem. Alle som Een deeltoge vi heri. Skiøndt det ingen Bekræftelse behøvede, hørte vi dog Alle med Fornøyelse det Hele omstændelig fortalt af Regimts Fltskr Buchholz, som paa sin Reyse til Kongsvinger kom indom Brotnow. Det giorde mig nu dobbelt ondt, jeg denne Gang ikke kom til Wangenstens og Ekholms efter min Bestemmelse. Det blev den Aften for seent, og tildeels for mørkt til at troe sig ud paa de vildsomme, mig og Aslak lige ubekiendte Moer, og Tirsdag maatte jeg endelig være hiemme. Jeg tog altsaa til Ullensager Præstegaard, hvor ingen var hiemme, undtagen Madam Munthe, som var syg. Hos hende, den gode, taalige Kone, sad jeg til Kl 12, de andre kom hiem, og fik saa ey Lov til at reyse før i Gaar Eftermiddag, da jeg forlod den Syge i god Bædring.

Til Munthes kom i Gaar før jeg reyste, Lehnsmand Rises Kone (Enke) med 2 Sønner, og sin yngste Datter, en [11] virkelig vakker Pige, som det i alle Henseender er Synd for, at hun intet har lært uden at pynte sig, og andre saadanne Narrerier. Hun har mangfoldige Ansigtstræk fælleds med min fordum – og altiid saa kiære Dolly Bull; men hun er høyere og smækrere.

Og her hiemme fandt jeg Dit kiære Brev, elskte Moer Cappelen, og et fra vor Sally B: begge saa ømme og varme som I ere selv. Her min Tak, I Gode! for Brevene, og Du, min Maja! for Bøgerne. Dog, her seer I vel ikke min Tak saa snart, og først naar ^{efter at} jeg længe siden har ydet Eder den ordentlig.

Saa var Du alt borte, min Sally, fra vor Maja, før mit Sidste kom did, hvori Brevet fra de elskede Døttre dernede, dette Brev, som vilde giort Dig saa glad, som det giorde mig. Men nu har Du det dog vist fra vor kiære driftige Moer Cappelen, som selv i al den Tummel hvori hun nu lever – de kiære Flygtlinge fra Frederichshald ere der vel nu alt – sikkert ikke glæmmer sine fraværende Venner.

En anden meget sørgelig Tidende fik jeg i Gaar: Major Krogh, den gode, retskafne Krogh, min uforglæmmelige Hetgens Broder, er meget syg, og i stærkt Raserie. Han har ofte havt Anfald af Sindsforvirring, dog ikke siden han blev gift, og alle hans Venner (og det ere alle som kiende ham) smigrede sig med, at han nu for stedse skulde blive befriet fra disse Anfald. Han var saa lykkelig med sin gode Elisa, som saa ganske synes skabt [12] for ham. De levede nu saa lykkeligt i enhver Henseende, har to saa søde smaae Glutter. Denne uroelige Tiid, hans hans Iver for at fremme alt hvad der er ret og godt og kan være nyttigt, hans hede Indbildningskraft, og en formodentlig ved denne foranlediget aldeles Søvnløshed, har bragt ham i denne sørgelige Forfatning. I Dag ventes Doctoren derfra. Da faaer vi høre, hvordan det nu staaer til. Gud give bædre, end vi tør haabe!

Det maae staae slet, meget slet til paa Mork, frygter jeg: Endnu er Walbohm ey kommet tilbage. Saa længe veed jeg aldrig han før har været paa et Sted, især paa en Tiid som nu, da saa mange venter ham.

Jeg reyste saa giærne derhen, deels for selv at blive overbeviist om, hvordan det er med den Syge, deels for om mueligt at understytte den lidende Kones Mod. Men han skal slet ikke taale at see andre, end Husets Folk, og ikke altiid dem engang. Jeg vil i det mindste oppebie Walbohm, som dog vel maae komme i Dag. Det er en ængstelig Venten.

I Gaar var Mad: Chrystie her med begge sine Børn, og Jomfr. Horster. Min lille Maja skal nu til Gierdrum, og være der en Tiid, for af Jomfrue Horster at lære, i det mindste Begyndelsesgrundene til Tegning, hvortil hun har saa stoer Lyst, og sikkert godt Anlæg. Der er hun desuden vel i enhver Henseende, og det er uvist hvem der [13] er gladest herover, Maja, Ragna Chrystie, eller Jomfr: Horster, som er en hiertensgod og meget flink Pige.

Min Koren er atter borte i Dag i en fortredelig Tyve-Sag. Vi har alle maattet love Vold (en af Contoir-folkene) at vi i Eftermiddag skal besøge og drikke Caffe paa hans Herresæde, saa kalde vi, spotviis kan I nok tænke, en lille Gaard, eller rettere Plads han har kiøbt, tre Fierdinger herfra, som han rigtig har som et Legetøy.

I Dag et Aar forlod jeg Dig, elskede Moer Cappelen! Da var det i vort Bekiendtskabs første Dage, vort personlige Bekiendtskabs. Endnu seer jeg Dig staae paa det kiære gamle Auestads Trappe, med de blide Øyne saa fast heftede paa Din Moer Koren, og seer jeg Din raske Don Pedro, hvordan han retviser Karlen, som var med mig over Isen, og Thrine staaer saa veemodig ved Siden af lille Moer Schmidt, som borttørrer den ene Taare efter den anden; selv hos den standhaftige Egerpræst fornægter sig ikke Sønnen, og jeg læser i hans Øye – hvor Alt staaer saa temmelig læseligt – et ømmere Farvel end det, som glider over hans Læber. O! alt indtil det allermindste erindrer jeg saa nøye, som hvad der er skedt i dette Øyeblik.

Og saa hastig er det bortilet, dette Aar, hvis sidste Halvdeel dog har været saa skrækkelig. Jeg begriber ikke, hvor det er mueligt. Men at Dit Venskab, min Maja har forskaffet mig mangt et glad Øyeblik i dette [14] Aar, har forædlet mig mine lykkelige og forsødet mig mange bittre, det lønne Dig Gud! Eder Alle lønne han, I min Siæls Dyrebare, som allerede her giver mig Forsmag paa de hisset ventende Glæder! –

Middag Walbohm er kommet. Majoren er nesten ligedan, lige slet, dog synes det, han er lidt roeligere.

Kl 7 Aften Vi ere nu komne tilbage fra Volds lille pene Hytte. Der er kun to Værelser og et lille Kiøkken, som overalt ^{det Hele} er saa lilleputtianskt og morsomt. Veyen did var ret slem; men gav megen Anledning til Latter, især da Melin, den kunstige Melin styrede Telja og Maja. Lina var den hele Tiid ret lystig, og fandt alle disse Smaaeheder saa efter sin Smag, naturligviis, da de vare saa overeenstemmende med hendes eget lille Jeg. Vi drak Caffe, og spiste, paa godt ærligt Norskt, Eftersvælg der, alt under Spøg og Latter.

Endnu er min Koren ikke kommet hiem.

Vist nok en saare vigtig Dag. Ængsteligⁿ⁹, maaskee blodig for Mange. Der siges, vore Folk skal i Dag falde ind i Sverrig. O Gud! O Gud! see naadig til de mange Tusende!

Jeg kan nesten intet foretage mig i Dag. Mit Hierte banker saa voldsomt, og mine Øyne staaer uophørlig fulde af Taare.

[15] Fra den gode velsignede Moer Bull fik jeg Brev i Gaar, et saa sørgeligt Brev. Hun har faaet Efterretning fra Asessor Ørsted i Kbhn, at hendes Jørgen endnu er syg, og har hele Tiden været det. Fra ham selv intet Ord. O! jeg frygter, de kun vil forberede hende paa det Skrækkeligste. Gud! var det saa – ney, det udholdt hun ikke[.] Det synes, som hun med Fliid undgaaer blot at tænke sig det som mueligt – og det maae hun, det føler jeg saa godt – om hun ikke skal synke under Byrden af sin Angst.

Fra alle Kanter lyder Sorgens Budskab. Saa megen og mangehaande Elendighed har vi jo heller aldrig før oplevet. «Kan det skee, Fader: saa tag denne Kalk fra os!» O! jeg veed, hvad du lagde til, du Ædelste af dem, som betraadde Jorden. Ja, «Din Villie skee!»

Med de Følelser, denne Dag opvækker, forener sig de bittre af vor nu værende Forfatning. Hvilke Forandringer! Hvilke Omvæltninger! Hvordan skulde vi, opleve vi dig det, modtage dig neste Gang, du Danmarks Hædersdag! Er den svunden, uigienbringelig tabt, denne Hæder? Ney!

Og Gud er med dem og den gode Sag. Hvi vilde vi da frygte?

[16] Jeg har nu talt med Doctoren, og faaet fuld Oplysning om den gode Majors Sygdom. Den er meget farlig, især fra Siælens Side. Han raser uophørlig, og er kun roelig i de Øyeblikke, alle hans Kræfter ere udtømte. Den arme Kone! og hun er saa øm, saa kiærlig, og har nu ogsaa et lille halvt Aars gammelt Barn ved Brystet. Jeg kan ey tage did. Selv sine kiæreste Venner taaler han ey at see, og hun maae stedse være om og hos ham.

Ogsaa den snilde Mad. Munthe er endnu i en meget kritisk Forfatning. Ja, der er megen Kummer, megen Sygdom trindt om os. Hidtil har Gud holdt sin Haand over os. Vi ere Alle raske. Jeg havde lidt Hovedpine forgangen Dag, den første i lang Tiid, da tog jeg lidt af den Balsam Du gav mig, elskte Moer Cappelen, gneed mig i Tindingerne med den, og det lindrede, som om Du selv havde lagt Din venlige Haand paa det syge Hoved.

I Nat er her faldt henved en Alen dyb Snee, og frosset har det, som om det var ved Juletider. Men de siger jo alle, det er til vort Vel, om Uroelighederne skal vedvare. Til vort Vel? O ja! det maae det vel i alle Tilfælde være, siden det er saa. Gud lade mig aldrig tabe denne trøstelige Overbevisning!

Rygtet siger, hans svenske Majestæt skal have stikket [17] paa sig, og kastet sig aldeles med Hud og Haar og Krop i sine kiærlige ham saa værdige Bundtsforvandtes Arme. Men Rygter troer jeg nu engang for alle ikke mere paa. Var dette sandt, og et andet, at Hertug Carl Sydermanland rugede over en Revolutionsplan, torde maaskee Freden med vor Naboe være nærmere, end det kunde ventes. Dog, jeg ivrer imod de Lettroende, som sætter Liid til Rygter; og bygger jeg nu ikke, paa Grund af disse, Casteller i Luften saa godt som nogen anden? Nu, saa Fingeren paa Munden!

I Dag skal stakkels Melin ind til Christiania, og sværge. Jeg torde giærne sværge for ham, at han intet Forræderie skulde afstedkomme. Havde han end – som han dog nok ikke har – Hierte til det, havde han ingen Evne eller Samling til det, det er jeg vis paa.

Og i Dag er det mit gode Lisebarns Fødselsdag, denne mærkværdige Dag. O! maatte hun neste Gang see den igien, skyefrie og smilende, som denne er mørk og truende!

Mine øvrige Ønsker ere maaskee for egennyttige. De skulde derfor hvile tause i mit Bryst, hvor han seer dem, som seer Alt, og giver Opfyldelse, hvis det er gavnligt –

Dette skal udgiøre det første Hefte af min nyebegyndte Dagbog, bestemt at læses af min kiære Moer Cappelen, hendes Thrine, Egerbarna, (om den nu saa beskiæftigede arme Provst faaer Tiid tilovers for sligt) og vor ^min Sally B.

[18] Mueligt læser I den ogsaa engang, mine evig dyrebare fraværende Døttre, min Katty og Malla! Saa meget af den i det mindste, som er skrevet i denne Trængsels Tiid, da I saa sielden, og saa afbrudt hører fra Eders Moer Koren, fra hvem I, Barnligømme! aldrig kan høre for meget, eller omstændeligt nok.

Dig, beste Maja Cappelen! sendes først disse Blade, som en Prøve paa, hvad Du har at vente. Fra Dig gaaer de til Eger, derfra til Sally B, og saa, for det første, tilbage i mit Archiv.

Og Dig, Du Gode! er det, som saa vennehuld overtalte mig til, at begynde igien dette længe forsømte Arbeyde. Dig skylder altsaa mine øvrige Elskede den første Tak, om de finder, at det Hele er Tak værd; eller rettere – (thi dette Udtryk føler jeg, ikke er Udtryk af min Følelse) hver i disse Blade behagelig henlæste Stund.

Mine Breve og Dagbogblade ere borte, skiøndt ikke med den arme Melin. Dog haaber jeg, sikkert.

Munthe er her i Dag. Det er hans Tour ved Kirken. Endnu er hans Kone meget slet. Min kiære kiære Rikke Borchsenius er her ogsaa, saa frisk og munter, som jeg ey i lang Tiid hende. Det er mig ret en Festdag. Nu er hun i en lille Visit paa Gislevold, og imens fortæller jeg Eder alt dette, mine Elskte! og at Præst Chrystie nu kom, og Widding og Kone, saa her ret er levende. Men de skytter sig selv allesammen medens jeg sidder her. Min Maja er reyst til Gierdrum – har jeg maaskee alt fortalt det? for at blive der i nogen Tiid og lære lidt Tegning af den gode og flinke Jomfrue Horster.

Moer Borchsenius har sin Mands Systerdatter, lille Luise Radik (som er hos hende bestandig) med sig, hvad der ret er mig saa kiært for Linas Skyld. I Aftes var hun meget nedslagen ved at tænke paa Skilsmissen fra den kiære Maja, og Maja selv, skiøndt det var hendes egen Plan, blev dog heel alvorlig, da det leed mod Slutningen[.] Som en Husmoder, der for lang Tiid skal forlade sit Huus, ordnede hun alle sine Ting. En anbefalede hun sine Fugle, een ^anden sine Urtepotter, den tredie Hønsene, osv. Da det var giort, blev hun roeligere, især da Sarotje og jeg lovede, at skrive hende til, og Hertel, at han og Lina skulde besøge hende. Gud lade alle Barna mine stedse beholde denne [20] Hiemmerkiærlighed, og – stedse faae et vennehuldt Hiem at glæde sig til! Hvad ere alle Livets øvrige Herligheder for den, som savner det?

Og hvem, o Algode, hvem gav du denne Glæde rundeligere, end mig? Og hvordan kan jeg takke dig, om du ikke antager denne dybe Følelse af mit Held for Tak? –

Min stakkels Rikke kom lidt upasselig tilbage fra Gislevold, og blev slettere og slettere, saa Dagen langt fra ikke endtes som den begyndte. Ogsaa min Koren skrantede lidt, og gik tidlig tilsengs. Jeg blev saa hierteligangst, da jeg veed, han pleyer faae sit Onde saa heftigt som hastigt, og at det kun ved nogle Dages Roe kan fordrives. Og hvorfra tager han i denne Tiid een, end sige flere Dages Roe? I Dag vidste jeg, han skulde bort og blive borte til Løverdag. Gud skee Lov, det gik bædre, end det saae ud til. Efter en meget roelig Nat og stærk Uddampning, stod han frisk og munter op Kl 7 i Morges og er nu længe siden borte, ak og for hele Ugen.

Major Krogh er yderlig slet, men kiender dog nu alle, og har, saa vidt man kan slutte – thi tale kan han ikke – sin Samlingⁿ¹⁰. Han smiler saa venligt til sine Smaae, klapper dem, og ryster paa Hovedet. Hvilket smerteligt Syn for den arme Kone og Moder! O du alle Levendes Fader, styrk hende, ræd ham for hende, for hendes Børn! Din Villie skee!!

Kun et Brev bragte Posten mig i Gaar, men et glædeligt Brev. Det var fra min Wilhelm med hans og hans [21] Broders Charactersedler. Hans egen var saa god som mueligt, thi han var den første i Ordenen af hele Skolen. Min lille Jesses var ogsaa meget brav. Han er opflyttet i en høyere Classe, «og saa glad herover, skriver Wilhelm, at han er færdig at blive gal af Glæde, og læser, som om han ved hver Linie skulde vinde evig Salighed.» Om min Glæde, og om min Korens siger jeg Eder intet. I deler den, føler den alligevel, Elskte!

I Morgen giør jeg en lille Udvandring for at see til den syge Mad: Munthe, og med det samme til min Rikke, hos hvem jeg nok bliver i Morgennat, da vi begge ere Enker. Min Sarotje klager over Smerte i sin ene Side, og er slet ikke rask

I Dag er det Biltzings Fødselsdag. Jeg haaber, han er lykkelig, og Gud lade ham vedblive at være det! Han bliver mig altiid kiær, skiøndt jeg har megen Aarsag til at være misfornøyet med ham i flere end een Henseende. I Dag er han 28 Aar.

Nu ringer det for en Kone, som begraves. Dagen efter hendes Mand – som er Jæger – var marscheret, døde hun. Han kunde ikke tillades, at bie de faa Øyeblik for at modtage hendes sidste Suk. Den Ulykkelige! nu har man tilladt ham at komme hiem for at stæde hende til Jorden. Alle hans Børn ere syge, nogle uden Haab. I Eftermidd: maae han afsted igien. Mon en fiendtligere Kugle kan træffe hans Hierte, træffe det dødeligere?

I et fælt Sludveyr kom jeg til min Rikke, som havde været syg siden Sønd:aften, og var det endnu. Om Eftermidd: efter nogle Øyebliks Roe og (lee om I vil) en god Kop Caffe blev hun bædre, og var hele Aftenen og i Gaar ret flink. Hos og med hende lever jeg altiid saa deylige Timer. Vi laae sammen, sov ind sladdrende, og vaagnede til at begynde hvor vi slap.

[22] Til Midd: kom alle mine hiemmeværende Jomfruer (– Lina har Hertel sat igien i Gierdrum) – selv Telja, efter min vennehulde Moer B.s Indbydelse. Hun havde udspioneret, at Iis var en af mine og Sarotjes Delicatesser, og havde lavet en Portion som til et heelt Giæstebud. Ja, hun som I Alle giør ærligt sit til at forkiæle og fordægge mig. Ogsaa min Sara (som nu var flink) er hendes Yndling. Da vi havde spiist, spillede vi, for at fornøye hendes Børn, en Times Tiid Lotterie, og sad i det hele saa godt, at det, som det hedder paa norskt, ret leed paa, da vi Kl 5 maatte tage bort. Men det var Pligt at see til den gode syge Madame Munthe, saa meget mere, som det nu er ganske paa Slutningen med Føret. Ogsaa her stod det, som Gud skee Lov nesten overalt, saa læseligt paa alle Ansigter, at vi vare hiertelig velkomne, og at Mutter var bædre, saae vi ogsaa strax. Hun var ret munter og spøgte, og fortalte om sin Brudepynt (hvortil ingen lyttede andægtigere end Nella og Sara – Gud veed hvorfor) – og blev bædre med hvert Øyeblik, hvad hun især tilskrev vort Komme. Hun er Taalmodigheden selv. Præsten havde just endt Forligels: Comiss: for den Dag, og var saa fornøyet med os alle og med Alt. Kl 10½ toge vi derfra i det deyligste klareste Maaneskin. Men Føret var elendigt[.] Først Kl 1 kom vi hiem, trætte og søvnige, og unge Munthe, som styrede Poppenheim, og vel aldrig i sin Levetiid har slæbt saa, saa svag og mat, at Nella var paa Veye at bære ham paa sin Ryg eller paa Guldstoel op paa Contoiret. Selv Egerprovstens vilde i disse Øyeblik neppe bragt Liv og Bevægelse [23] i den dovne Krop. Dog, meer og mindre deelte vi da alle hans Længsel efter Hvile, som vi da snart fandt.

«Omsonst sig sødest Lyd tilbød Det trætte Øre at fornøye, Og fra et dunkelt, svækket Øye Til kiedsom Aand kun Ulyst flød.» siger Fader Wessel saa deyligt og sandt i sin Ode til Søvnen –

Men min Sara er ikke blevet qvæget ved Søvnen. Hun er igien i Dag saa ussel i sin Side, saa heed og mat. Selv er jeg heller ikke brav[.] Men Haabet om, i Dag med Hertel at høre noget fra min K: og maaskee med Posten faae et Par Breve fra Strømsøe og Eger f:E:, see, det opliver mig. Lina savner vi alle og overalt. Men i Dag er her ingen, som kan reyse efter hende.

Aften Min Ahnelse bedrog mig ikke, vil sielden, vil, i egentlig Forstand aldrig bedrage mig, naar dens Grund er Eders Venskab og Kiærlighed, dyrebare Moer Cappelen, elskelige Egersøn! Fra Eder Begge to saa kiære velsignede Breve, og endnu et fra min Thrinemoer, saa godt, saa lunefuldt og hierteligt et Brev. O! her er min Tak alle Tre for disse anden Aprils Breve. Thi alle vare de, som efter Overlæg, af denne mærkværdige Dato. Ey er her Sted at tale om Deres Indhold. Ak! kun eet Hovedindhold kan alt have i denne sørgelige Tiid. Og ingen Aviser, ingen Efterretninger om Begivenhederne. Eller begiver sig virkelig aldeles intet?

Fra min gl Moer Møller i Kbhn fik jeg nogle Linier, korte og saare eenfoldelige. Ikke et Ord om min Lottas Søn, som logerer hos hende, ikke et Ord om nogen verdsens Ting, som kunde interessere. Hun troer nok «det kommer ingen ved» hvordan det gaaer i denne Verden. Det er ret ærgeligt, at faae slige Breve dernede fra i denne Tiid, da et Brev er saadan en Sieldenhed.

Jeg har lagt et Par Timer i Eftermidd: og været ret ley; men de deylige kiærlighedaandende Breve vare Balsam for mit syge Hierte, som din Guldbalsam, elskte Maja Cappelen, for mit syge Hoved. Og nu har jeg da ogsaa den Pakke i Vente, som Den[24] Don Pedro har bragt til Byen, og som Du troer, jeg alt har. Ney, det gaaer ikke saa fort.

Ogsaa min Koren er Gud skee Lov fuldkommen færm, siger Hertel, og kommer muelig hiem i Aften. Saa maae jeg vel være rask. «Men Ak! min Lina fattes mig!» Hende er jeg af dem alle mindst vant til at savne.

I Dag er det min kiære Thrine Treschows Fødselsdag, den første, hun hilser som Moder. Gud lade hende som den lykkeligste Kone og Moder hilse mange, gladere, roeligere for sit Norge, sit Danmark, end hun vist i Dag har hilset denne. Ja, i Dag tænke de ofte paa os, Sally B! og de svundne Dage. Ak! og naar giøre de ey det!

Midd: Mit beklæmte Hierte maae have Luft. Ney, saa sank ikke mit Haab før, mit Mod, som ved Efterretningen, den skrækkelige, at Jessen, den ædle Carl Jessen ikke mere er til – thi det er han, det kan han ey være. Ti Gange, var det mueligt, vilde han givet sit Liv før han havde overgivet sit Skib. O Gud! o Gud! hvor længe vil du see os saaledes haanede, nedtraadde i Støvet! Mine Taare blænde mig. Ædle Tappre! de offres dit Minde. Saa længe jeg endnu har Taare, har jeg dem til dit Minde. I fem Timer værgede du dig mod fem Røverskibe. Et mindre Antal skulde ikke overmandet dig. Nu er det forbi – Ney, jeg kan ikke mere –

Løverdag, 9^de Det var en sørgelig lang Dag i Gaar. Ingen Koren kom, jeg var syg, og mit Hierte svømmede uophørlig i Taare. Saaledes lader min skrækkelige Drøm sig forklare. Koren, syntes jeg, vilde skiule et Brev, han fik, og blægnende læste. Men han kunde ikke skiule sin Angst. Jeg bad ham nu saa inderlig, og da læste han: hele Fredrichsberg var ødelagt, Kbhn oversvømmet af Engelsker og Svenske, alt var i deres Hænder. Endnu var der en Ordre – jeg seer den – at Wilhelm [25] tilligemed alle Ynglinger over 15 Aar, skulde ufortøvet ned til Danmark. Den blide gode Rasmussen, Læreren, syntes jeg trøstede mig og græd med mig. Mit eneste Ønske var, at jeg kunde lægge mig hen og døe, men ikke allene, alle mine Dyrebare med mig. Min høye Graad vakte mig. O Gud, Ængstelser Nat og Dag! Og Sara er syg endnu. Kom dog min Koren! Ved hans Side veed jeg, det bliver mig alt lettere. Thi saa modløs som min Drøm viste mig ham (og denne Modløshed – hvad ogsaa i det virkelig Liv vilde været Tilfældet ‹…› nedtrykte mig mere end alle øvrige Elendigheder) vil jeg dog med Guds Hielp aldrig vaagen see ham. «Med intet ^uden sin Sorg er han karrig. Alt andet, især sin Glæde, deler han giærne og rundelig med sine Venner» – Om ingen er dette sandere, end om ham.

Nu er Nella reyst til Gierdrum efter Lina. Det er utroeligt, hvor ødt her er efter den lille søde Sladdrer.

Et saa sørgeligt Brev fra min Rikke i Gaar, lettede snarere end forøgede den Sorg, der laae saa svær paa mit Hierte: det gav mig Taare, vel bittre, men dog lindrende Taare. Hun, Carl Jessens Ungdoms Veninde, to brave Søekrigeres Syster (vee dem, de oplevede ey det elskede Flags Undergang!) saa ganske Danm: Datter, o I kunde tænke Eder hendes Følelser, mine Elskede!

Og Familiesorger har atter lagt sin Vægt til de øvrige. Hendes saa kiære Mine Radik, Fogdens Syster, har nyelig mistet et elsket Barn, og seer et andet paa Gravens Brædde. Nu græder hun, den ømme Rikke, med sin lille Luise, begræder sin elskede Systers – og sine egne Tab.

Aften. Min Koren kom Kl 11, min Lina Kl 3. Begge raske, og nu er det paa engang blevet meget lysere i min Siæl. Dog, skiøndt Skriveren ikke er mismodig som jeg i Nat saae ham, er han dog, som Alle, inderlig bedrøvet over vort nye, store Tab, vor Jessens Tab. Endnu veed ingen det Nærmere herved. Ak! det Skrækkeligste veed vi –

[26] Jeg har skrevet til min Lotta, og giort adskilligt færdigt, som skal ind i Morgen med den gode velsignede Hertel, til Byen, hvorhen han reyser for min Koren, det Gud lønne ham! Nu kan han dog, den kiære Skriveren min, hvile sig et Par Dage. Onsdag, ja selv Paaskeaften skal han i Forretninger. Men nu er jeg ret harm over, at jeg har lovet mig, efter alle Jomfruernes Overhæng, og en trængende Indbydelse til Pastor Bierkes i Morgen. Det er gode, hyggelige Folk; men i alt Fald bliver jeg dog allerhelst hiemme, og meget mere nu, jeg saa uventet beholder min Koren. Men maae man ikke synge med de Fugle man er iblandt?

Jeg havde foresat mig at skrive til Eger i Dag, at istemme min Klagesang med vor kiære Schmidts over den ædle Carl Jessens Tab. Ja «Helten er falden» – Deres Helt, kiære Præst, er falden, falden som han stod – skiønt og hæderfuldt. Blodige Taare flød ved hans Fald – flere vil flyde. – Hvorfor jeg da ikke skrev? Fordi jeg aldeles ikke er frie for nogen Hovedsvimmel og lidt Ondt i Øynene, og fordi jeg vilde fatte mig lidt forinden, og fordi – jeg er nyfigen i min Johan og min Lina. Halvdelen af disse Fordier kunde jo været nok til at virke Taushed.

Søndag 10^de Mine Jomfruer, Poppe, Telja og Sarotje reyste nu til Nannestad. Jeg er ikke saa frisk, at jeg tør vove mig ud, og nesten glad ved, at jeg med saa god Samvittighed kan være hiemme hos min kiære Koren, som af bare Godhed vilde fulgt med, om jeg havde reyst. Men nu sidder jeg her saa roeligt, efter at jeg først har faaet Hertel afsted, og i [27] mit Hierte er det saa underligt stille, som om ingen Storme truede, truede – maaskee – frygteligⁿ¹¹ nær. Jeg begriber det ikke ret. Er det fordi jeg har min Koren og Lina, og kan vente min Wilhelm og Jes paa Onsdag med den gode Hertel? Det giør vel sit til dette Stille, dette uvante Stille; men sikkert giør ogsaa Mathed og Nærveslappelse sit dertil. Overalt, hvad siger det, om jeg begriber Aarsagen eller ey, naar jeg føler mig saa vel? –

I Gaar skrev jeg ikke, og hvad skal jeg ogsaa have at skrive om. Den ene Dag er saa ganske liig den anden. Og vel mig, vel os alle, saa længe det er saa! O alt for snart tør der blive nok at skrive om. Jo mindre jo bædre.

Jeg har faaet Brev fra min Wilhelm. «Den brave Jessen er nu ikke mere» siger han. «Efter at have skamskudt 2 engelske Orlogsskibe, og i 5 Timer holdt det ud imellem 5 Røvercanallier, sprængte han sig i Luften – da alt de Engelske havde begyndt at entre – døde sin Heltedød» – Om det nu er mere end blot Rygte? Saaledes, just saaledes havde jeg tænkt mig den gyselige Scene. At Jessen levende skulde falde i de Nedriges Hænder, har jeg aldrig troet. Og i hvor bittre Taare jeg fælder ved din Død, du Danmarks ægte Søn, saa troer jeg dog, jeg heller vilde, det sidste Rygte skulde være sandt, end at du skulde leve, maaskee qvæstet, leve iblandt disse Menneskelighedens Afskum med dit saarede Hierte – – –

Vi ere nu alle ifærd med at sye Sørgetøy. O, vel har vi Aarsag at sørge. Ikke for stakkels gl Christian. Ham er det vel, og her savnes han ikke. Hellere sørge vi over dig, gode [28] Frederich, som med saa tungt et Hierte bestiger de, under alle Omstændigheder tunge Trin til Thronen. O maatte snart det Mørke adspredes, som nu indhyller for dig hver Udsigt til Glæde! og maatte denne Udsigt aldrig, aldrig mørknes dig mere!

Onsdag 13^de Intet, slet intet har jeg Lyst til at foretage mig. Det er, som om de alt skulde komme hver Øyeblik, Hertel og Børnene, og dog veed jeg, de ey kommer før seent, maaskee ikke før i Nat engang.

Skrive kan jeg ikke. Nyt har jeg ikke at læse, og tager ydmyg fat paa det Gamle. I Dag har jeg giennemfløyet Barnek und Saldorf. Den har dog deylige Stæder. Vist kan det være meget at udsætte paa den, og maaskee paa alt, hvad Lafontaine skriver – thi hvad kan man ikke dadleværdigt? men man sige hvad man vil, han varmer Hiertet og lader ikke Hovedet ganske være Stedbarn – og hvad vil man mere af en Romanforfatter? Men jeg er virkelig doven i Dag paa mit Hoved og mine Øynes Bekostning, og maae nu holde reent op med alt, og tage min Tilflugt til Strikketøyet. Det er sandt, de stadselige Strømper jeg strikkede paa hos Dig, min Maja C, ere færdige, og et Par, mindre fine, til min Sarotje. Er jeg ikke flink? Nu skal Smaaetupperne mine have sig nogle –

[29] Ja, det var det første, min Jes fortalte os, da han i Aftes Klokken imellem 11 og 12, kom ridende i Forveyen, og meldte sin Broders og Hertels Komme, som da fulgte en Time senere –

Han lever, frie og kiæk – og anderledes kunde han jo ey leve. Længe før I seer disse Blade, dyrebare Venner! har I skiælvet som jeg for den Braves Fare, begrædt hans Tab som jeg, og som jeg i Dag jublet ved Bekræftelsen paa, at han lever, tilligemed sin værdige Carmeradt, Willemos, med mange flere af de Brave, end det var rimeligt at tænke sig i Live.

Og med mine Glædestaare udbrød hine Linier fra det fulde Hierte. Kong Frederich har selv egenhændig, og med en Varme, der giør hans Hierte Ære, skrevet til Prints Christian, og fortalt alle Omstændigheder. Rosenkrantz har fortalt Presidenten det, altsaa kan det vel ingen Tvivl være underkastet. Dog, nu er det mig igien som nesten stedse, naar jeg skriver heri: ligesom I stode og sadde her om mig, I Elskede, Gode! eller dog snart fik see, hvad her staaer; og inden det skeer, er det altsammen Nyt af gamle Aviser. Dog, anderledes faaer vi jo ikke Nyt i vore Tider.

Men Alt maae dele min Glæde. Alle Mennesker fortæller jeg og skriver til, at Jessen lever, og hvordan det er tilgaaet. Og Gud skee Tak! jeg glæder mig ikke allene, Alle som Een deler min Fryd og Gammen[.] Begge mine Sønner ere reyste til Gierdrum at hente Maja og Ragna Chrystie hid. De maae snart være her igien, de kiære flinke Gutter – der ere de – der ere de! – Ja, det var det unge Herskab, og nu er Glæde over al den Gaard. –

De kom seent i Aftes, først Kl henimod 2, Hertel og min Willa[.] Skriveren kom ogsaa seent. Gud skee Lov, min kiære Lotte er rask, og i temmeligt godt Lune om Dagen, bædre, i det mindste, end [30] hun i lang Tiid har været. Hun har nu hørt med Vished, at hendes Jørgen er bædre, skiøndt hun intet har seet fra ham selv. Og nu kom min Telja og fortalte, at her var Hilsen fra Doctor Walbohm, som nu kom fra Mork, at den gode Major Krogh i Dag er det bedste, han har været siden Sygdommens Begyndelse. Er det ikke, som om denne Dag var bestemt til lutter glade oplivende Efterretninger?

See saa! der er Maja mi ogsaa, og saa overordentlig glad, at hendes Kinder brænder, hendes Øyne glimrer. Hertel har foræret hende et meget complet og peent Farveskriin, og noget kiærere kunde hun neppe faaet. Hendes taknemmelige Hierte sættes i Bevægelse endog ved de allermindste Gunstbevisninger.

Men Wilhelm og Lina holder slige Spektakler her i Sophaen, at de ere færdige at døve mine fattige Øren. Jeg faaer ligesaa godt sige Eder God Nat, Dyrebare, og gaae ind, da de forstyrrede Unger ingen Roe giver mig.

Det skal ellers i Dag være Sommerdag. Her inde hos mig er det luunt og sommerligt; men udenfor – hu hu! det stormer og sneer som paa en vreed Decemberdag.

Langfredag i Gaar, var mig aldeles ikke lang. Tværtimod, den gik saa deyligt, og kun alt for hurtigt. Jeg skrev til min kiære Egersøn; begyndte et Brev til Syster Inger i Schien, som jeg nu snart har færdigt, og hensladdrede den øvrige Tiid med Ungerne mine, lille Fader Mørk (som siger, han i disse Trængsels Dage finder sig saa trøstet herovre hos os) Doctor Walbohm, og Husets de kiære Mennesker. Til Forandring spillede jeg snart med den ene, snart med den anden af Glutterne, et Slags Spil med en Ulv og 17 Faar, som jeg ikke har seet siden min Barndom (Hertel har kiøbt det til Linchen i Byen) Nu at spille dette igien [31] med mine Børn, seer I altsaa, elskede Venner, maa have dobbelt Interesse for mig. Jes og Wilhelm har siden Kl 6 i Dag været ude og gaaet paa Skarren, og aget Kiælkebakke, saa de ikke engang har faaet sagt mig Godmorgen, hvad de ellers stedse pleyer før jeg staaer op – Nu staaer de her, røde og svedte, og nu skal de have Maja og Ragna ud, og trække dem paa Kælkerne. Jes klager, hans er for liden. Det er morsomt – mig i det mindste glæder det – at see den lange, i mange Henseender saa fuldvoxne Wilhelm ligesaa glad i alle disse Barndomsspil nu, som da han var lille. Ja – og jeg har vist sagt Eder det ofte, mine Venner – af alt det uopregnelige Gode Gud gav mig, er intet, hvorfor jeg takker ham med et fuldere Hierte, end fordi jeg endnu finder Smag og Glæde i alt hvad der giorde mig min Ungdom behageligt. Det er maaskee latterligt, men dog Gud skee Lov sandt, at jeg kan glæde mig ligesaa barnagtigt i et deyligt Æble, en smuk Blomst, en Bog som er i Vente eller endnu ulæst, som i Børneaarene. Og ophører det – o gode kiærlige Fader! da lad alt ophøre! og efter denne er min neste Bøn: Lad mine Børn arve dette sandeste af alle Goder!

Det er falskt, grundfalskt, hvad jeg har læst, hvor veed jeg ikke, – thi hvem vilde erindre sligt? – «at det Menneske er ulykkeligt, hos hvem alt ældes, undtagen Hiertet.» – og hvad er da alt det andet? Jeg kan nok begribe hvad Indvendinger man kunde giøre mig, og at det vel neppe vilde lykkes mig at giendrive dem, fordi der vil et Hierte til at fatte mine Grunde, som sympathiserer med mit, og det fandtes naturligviis ikke hos Modsigeren. I tilgiver, Elskte! det er forud aftalt – alle saadanne Udsvævelser –

[32] Løverdag – Paaskeaften Her er alting i Uroe. Svensken er faldt ind i Urschoug og Høeland, 4 Mile herfra. Det Nøyere veed man ikke. Paa begge Sider skal nogle være faldne, alle vore Naboer, nesten alle her i Hovind, har deres Mænd, Sønner og Brødre just der. Hvilken almindelig Jammer her er, kan I da let tænke Eder. Der siges, vore skal have trukket sig tilbage. Gud være vor Beskytter! Angst er jeg ikke egentlig; men roelig er det dog heller ikke mueligt at være.

En glædelig Paaskefest, mine Dyrebare! Glædeligere, roeligere i det mindste, end vi her har den. Alt er i Bevægelse. Vi miste nu alle vore Folk, kun 2 gl Indlæg beholde vi igien. Det seer sørgeligt ud. 600^de Svenske ligger i Urschoug. De skal have mistet 2 Officerer og nogle Soldater (det Ord Gemene, kan jeg aldrig overtale mig til at bruge, uden hvor det virkelig passer) Vore, som kun vare halv saa mange paa den Kant, har holdt sig tappert. En Lieut: Krebs var aldeles omringet. Nogle faa Landeværn befriede ham – Dragunerne maae nu formodentlig afsted. Jeg synes, de burde ey tøve[.] Det syntes en Underofficer ogsaa, og har samlet alle de han har kunnet faae, og ilet paa egen Haand sine betrængte Brødre til Hielp. Den ulykkelige tappre Mand, jeg frygter det vil komme ham dyrt at staae. Men Chefen, Blucker, ligger paa Vinger. Inden de kommer did og hid igien, har skamredet en halv Snees Heste o s v, kan meget være skeet, som hastig Hielp kunde forekommet. En Arestant blev nu bragt hid, som siger sig at være en Preusser fød ved Rhin. Kort, alt hans Udsagn hænger sammen som tørt Sand. Wilhelm paastaaer, han er en Engelænder, som virkelig flere Ord synes at give Formodning om. Tydsk kan han [33] slet ikke – og er dog en Preusser fød ved Rhin. Der holdes nu Forhør over ham.

Og nu vil jeg med Barna mine til Kirken. Det kimer, eller er det maaskee Ringen for Kongen, som i Dag skal begynde. Jeg veed ikke ret, men det lyder saa sørgeligt. Solen smiler saa sødt, saa fredeligt paa den blaa Himmel smiler ned til de hævngiærrige Umennesker og til den blodige Valplads som herind i mit lille grønne Kammer, hvor jeg saa inderlig ønsker, at kunde aftørre hver bitter Taare. Ak til hvor mangt et taarefuldt Øye smiler den i Dag forgiæves! O du, denne skiønne Sols Skaber, og dine Menneskers ømme Fader! maae alt være som det er? – – –

Eftermidd. «Ja, hvad kan Præsten sige os, som vi ikke veed før?» hedder det almindeligt. Maaskee intet Nyt, det vil jeg tilstaae, men det tilstaaer jeg med et rørt Hierte: at de blide Taare Fader Mørk ^{i Dag} ved sin simple, hiertelige Tale lokkede af mine Øyne, har styrket mit Mod ligesaa meget, som de har givet det tunge Hierte Luft. Mueligt flyder det ene af det andet. Hans Text gav ham ypperlig Anledning til at oplive det synkende Haab, og han lod den ey være unyttet. Slutningen især var just som jeg ønskede den, som jeg troer, den burde være. Der var faa, nesten ingen Folk i Kirken, kun 3 gl Mænd, Resten Qvinder og Børn. Alle Vaabendygtige uden Undtagelse ere ved Budstikker sammenkaldte at møde i Dag i Kløften, 1½ Miil herfra, hvor Fogden udtager de som behøves. Maaskee alle. Min stakkels Rikke! o jeg veed hvad hun lider i denne Tiid. Hverken Nat eller Dag har hendes Mand – altsaa heller ikke hun, mindste Roe. Gud veed, hvordan hun holder det ud. O hvor det er tungt, ikke at kunde komme til hinanden just nu, det var saa godt at leve sammen, saa trøsteligt. Første Paaskedag i Fior hørte jeg min Egersøn – hvor ganske anderledes var da alting!

«Baunen brændte, og Budstikken løb» – Ja, hele Natten har de frygtelige Varer forkyndt – ogsaa Eder, mine elskte Fraværende, Fiendens Indfald i Landet. Men, at de ere Eders Hovindvenner, Eders Christiane saa nær, ikke 2 Mile herfra, at der, maaskee i denne Time, holdes et, om ey afgiørende, dog saare vigtigt Slag, det har, det kan de ey have sagt Eder. Saa er det. Forstærket er Fienden kommet over ved Blakker, ikke over det ordentlige store, men et mindre Sund. Alt som kan bære et Værge er ude. Stille og mørkt er alting om os, ingen Gudstiæneste kan jeg troe, bliver holdt – ikke i Templerne – men er ikke i slige Øyeblik hvert Hierte Andagtens Tempel? O, ^‹…› mange, mange bad maaskee aldrig inderligere end i disse Øyeblik. Gud høre vore Bønner! Amen Amen!

Hertel skal ind til Byen for Fogden. Kl 4 i Morges var han og Jes der. Nu skal de stakkels Gutter følge ind med Hertel, og det beroeliger mig, at han er med dem. De skulde ellers først reyst i Morgen. Gud den Algode være med dem! Under hans Beskyttelse ere de jo overalt sikkre. De og vi Alle.

Gud veed, min elskte Maja, mine elskte Egerbørn, naar I igien hører fra os. Jeg sender derfor dette nu. Dog, saa snart jeg kan skriver jeg. Værer visse paa det. Men Dagbogblade vilde I i lang Tiid ikke faae.

Det er en vigtig Dag, denne 17^de April – for mange en heed, for mange, ak en blodig, og den sidste Dag. O de ere lykke for hvem det er den sidste, lykkeligere i det mindste, end de, som de efterlader trøstesløse. –

Nu, saa lever vel! Himlens Velsignelse over Eder – Styrke os Alle! –

Saa tungt slog aldrig før mit Hierte ved Afskeden med mine Børn. Kl 12 reed de herfra. Hertel, som tog om Fogdens, møder dem paa Veyen. Gud ledsage dem! Gud lade os sees igien saa glade, som vi sorgfulde skildtes ad! Med dem ere Dagbogbladene, og et Brev, eller rettere nogle forvirrede Linier til Dig, elskte Moer Cappelen, og Egerbarna. Nesten angrer jeg, at jeg sendte det. Maaskee havde I intet faaet at vide, før der kunde være sagt noget Bestemt. Nu vil Uvisheden martre Eder. Dog, ey længere, end jeg sikkert kan betage Eder derom med Glædes- eller Kummerstaare? Det staaer i den Alraadendes Haand, under hvis Varetægt jeg nu sidder saa roelig her, som i Fior anden Paaskedag ^{i min Slæde} paa Isen, da der kun var et Haarbred mellem mig og Graven i Bølgerne. Han som da holdt sin Haand over os, kiære Moer Schmidt, og, efter min Aslaks naive Udtryk, ogsaa under Isen, at den bar os, skiøndt bølgende, hvert Øyeblik bristefærdig – o er han ikke endnu og stedse den samme forbarmende som almægtige Gud, vor Fader? Endnu – evig og evindelig – «Hvorfor da frygtaglige? I lidet Troende!»

H^r Munthe er her. Det var hans Offerdag her ved Annexet; men der var fast ingen Snees Mennesker i Kirken. Han er ved saa frit Mod, at jeg virkelig er glad i ham. Den arme Mad: Giørup, Lehnsmandens Kone, er her ogsaa for at klage sin Jammer, hun har 3 Arrestantere, og ingen Vagt til dem. Manden er borte.

Ellers er her saa stille, saa ødt efter mine kiære Gutter. Wilhelm, sin Faders Søn, var uforandret, munter og som sædvanlig. Min Jes kunde aldrig blive færdig, og skiulte de blaa glindsende Øyne saa meget muelig, trykkede Hatten i Øynene, svang sig paa Hesten, og jog [36] afsted, imens Wilhelm, som vel havde været et Qvarteer til Hest, endnu engang rakte os alle Haanden, og reed smilende, i smaat Trav efter den galloperende Broder.

Gud signe Dig, min Maja C: som bestemte mig til, at begynde dette Journalskriverie igien. Jeg finder ordentlig et Slags Beroeligelse i, saaledes at henmale alt ligefra det Inderste, og det er som jeg sad midt iblandt Eder, I, som jeg har tænkt mig dens Læsere, som om I aftørrede mine Taare, græd, loe, sørgede og glædede Eder med mig – hvad I ogsaa vil, det veed jeg med Vished, naar disse Blade ere i Eders Hænder, fordi I da vil blive tilbagesatte i de samme Situationer, hvori jeg skrev dem.

Tirsdag 19^de April. Faren var hverken saa nær eller stoer, som Rygtet, og det de meest sandsynlige, og, som man skulde troe, paalidelige Rygter sagde. Over Sundet er ingen Svenske kommet, kommer med Guds Hielp ikke heller, i det mindste ^ikke saa snart. Her er nu adskillige af Naboerne, ^{som vare i Høeland}, som skal til Vinger, da derude har trukket sig flere Folk sammen, end de troer at behøve, og flere, end der kan underholdes. Kun 3 af vore skal være faldne, en svensk Officeer, og endeel Soldater – Der har overalt intet Slag været, kun nogle smaae Skiærmydsler. Uafgiort er altsaa endnu alting, og vil vel længe blive det.

Mine stakkels Gutter maatte reyse ene, kunde altsaa giærne blevet til i Morgen. Hertel kommer ikke til Byen endnu – Han er endnu ikke kommet tilbage. Vi venter ham med Utaalmodighed. Rygter gaaer her i hobeviis, det ene tværtimod det andet. Jeg troer ingen, især nu, da baade de sørgelige og glædelige saa ofte har bedraget mig; thi mod sin Villie lytter man dog efter, og noget hænger sig fast i Tankerne –

[37] I Dag er det min gode Albertine Ørsteds Hædersdag, Gud give den maae lægge Grundvolden til hendes og hendes Jacobs Fremtiids Held og Lyksalighed! at den maae være en Begyndelse til blidere Dage, end de, hvori deres Ægtestand begynder! Dertil, mine Elskelige, sige I vist Alle af Hiertet Amen! Amen! –

Kl 7 Nu kom Hertel. Alle omringede ham; men glædelige er ikke de Efterretninger han bringer. I Dag skal virkelig noget vigtigt afgiøres. Gud du Almægtige! vær med os, med den retfærdige Sag!

Ingen Dagbog kom afsted, da den skulde været med Hertel. Om Brevet var der med, eller Wilhelm tog det, veed jeg endnu ikke. Ligesaa godt var det, kom det ey afsted, maaskee bædre.

Jeg er saa aldeles forstemt, mere, langt mere end i Gaar Morges, da jeg troede Faren meget nærmere. Blandt flere er det een væsentlig Aarsag, at der nu eenstemmig paastaaes, Ekholm virkelig har begaaet den Nedrighed, hvorfor han var mistænkt. Jeg kan endnu ikke, kan kun efter de uimodsigeligste Beviser tiltroe ham saa lumpen en Siæl. O det var høyst sørgeligt, Menneskeværdigheden fornedrende, var det sandt. Men der taler endnu saa meget – mit Hiertes Stemme uberegnet – for ham. Skulde han da sluppet saa? Skulde Wangensten, som kiender ham saa nøye, som absolut maatte fattet nogen Mistanke, beholde ham i sit Huus, behandle ham venskabeligt? Tiden vil vise det, maae snart vise det, og Vee over ham, den Elendige, er det saa! Ak men det er det ikke –

[38] Onsdag 20^de Ney, i Dag bringer jeg paa ingen Maade mit bankende Hierte til Roe. Det er, det skal være afgiørende det Slag, som nu rimeligviis er forbi, men hvorom vi endnu intet veed. Alle udsendte Bud bliver borte, som Noahs Udsendte. O Gud! kom dog en tilbage med et Olieblad, et Fredsbudskab, i Munden! Det er ubeskrivelig, hvor det nager i mit Inderste, hvordan hver Lyd skrækker mig. «Og hvor er nu dit Mod? kiære Christiane!» O, i Uvished er jeg saa modløs som nogen‹…›; alt hvad jeg kan er, at jeg tier og skiuler min Angst. Men i selve Farens Øyeblik tiltroer jeg mig Mod og Siælsstyrke til at bære hvad der ikke egentlig er Siælslidelser –

Seent, Kl henimod 11 i Aftes kom den stakkels udjaskede Foged her, med 16000^rd, hvormed Hertel Kl. 5 i Morges reyste til Byen. Han fandt det ey sikkert i denne Tiid at have disse Penge i Huset. Ogsaa min Koren har indsendt alle fremmede Penge, og hans egne, hvad han nu har i Behold, skulde vist ingen giøre rige.

Fogden og Hertel havde været nede ved Blakiær Sund, og seet paa den anden Side de svenske Vagter og Forposter. Den derværende lille Fæstning har de taget i Besiddelse. Vel at den er uden Kanoner. Den tappre Comdt: en gl Capit: Mosgaard, formoder man af alt, er bortflygtet. De talte med Capit: Neuman, fandt ham kiæk og uforfærd. Sikkert faaer vi Ære af vor Neuman. Mine Gutter ere komne vel ind, Gud skee Lov! Ney, nu kan jeg for denne Gang ikke mere. Gud veed, hvordan jeg atter tager fat paa disse Blade –

[39] Aften. Ja, der skal have været blodige Slag baade paa Vinger og i Blakiær. Dog, bestæmt vide vi intet, og her er ey Sted at tale om det. Inden dette kommer Eder for Øyne, Elskede, veed I alt det nu forefaldne, og vel meget meget mere. O! Gud give beroeligende, omⁿ¹² ey tilfredsstillende Nyeheder!

I Dag er Grev Wedel med sit Corps, hvori ogsaa Frederich Leganger er, taget til Vinger. Det skal være en Lyst at see disse raske, vakkre Folk, hvoriblandt ogsaa mange ere Ynglinge. Det er virkelig saa smerteligt, at vi boer saa afsides, at vi ^ey kan modtage, beværte, eller giøre noget saadant for vore uddragende Forsvarere.

Min Maja er ogsaa taget igien til Gierdrum med sin lille Veninde Ragna Chrystie. Underlig og ængstlig er ^{i denne Tiid} enhver, endogsaa den mindste Skilsmisse. I Morgen vil min Koren selv ud og recognosere, og fryser det, efter Sædvane, i Nat, tager jeg nok heel tidlig til min Rikke, og bliver hos hende til Fred: Morgen, da allene Nattefrosten giør det mueligt at komme frem i Slæde. Hun er syg og bekymret. Jeg maae see hende om det er mueligt. I Gaar et Aar var jeg hos hende – en tung Dag – hendes saa elskede Systers Begravelsesdag. –

Torsdag 21^de I Nat har det ikke frosset det mindste, altsaa bliver ingen Tour af til Plogstad, og Gud veed, naar det nu kan blive. Sikkert ikke før paa Hiulføre, og dertil er vel langt.

Mange, og for saa vidt beroeligende Efterretngr har vi nu fra Krigsskuepladsen, hvorom her ikke egentlig er Sted at tale. O Gud, hvor kan dog Mennesket rase saa mod Mennesket! Min Koren er i Dag selv reyst ud for at efterhøre alting.

[40] Eftermidd, Atter et Brev fra Dig, Du gode, vennehulde Moer Cappelen! og hvilket Brev! Gud den Algode signe Dig for hver en Linie, hver glædebringende Linie! Ak, da ahnede Du ikke, hvilket Uveyr der trak sig hen over Dine Venner, da Du skrev saa roeligt, just den Aften, Paaskeaften, begyndte Uroelighederne her. Nu har Du vist mit slemme foruroeligende Brev, som jeg endnu ikke har kundet givet nogen Modvægt. Dog, skrive maae jeg, have et Brev færdigt, og saa faaer jeg det nok afsted, skiøndt Posten nu kun gaaer engang ugentlig.

Ja, tilvisse, tilvisse, I kiære Dagbogblade, skal I være og blive mig kiære, da I allerede har forskaffet min elskede Maja C nogle Øyeblikke efter hendes Hierte, og med Guds Hielp skal forskaffe hende flere, hende – og I veed nok hvem ellers. Men for hvert Øyebliks Interesse de giver Dig, Du Gode, takke Du dig selv, og min Moer Cappelen takke I, mine øvrige læsende Elskelige, om I heri finder noget Taksværd, ligesom jeg takker hende hver Gang jeg tager min Tilflugt hid.

Endnu er ingen Skriver tilbage. En lang Tiid i Formiddag hørte vi her en svær Kanonade, nogle mente fra Vinger, men mig forekom det at være fra Blakkiær. Det var saare ængsteligt, som alting er i disse Dage. Min stakkels melancholske Løvinde (hvis Mage Ulvene tog i Vinter) krøb forfærdet i Skiul for den fjærne Dundren.

Fred: 22^de (min tabte M: Staals Fødselsdag.) Seent i Aftes kom min Koren hiem, og med ham den beroeligende Efterretning, at Svensken var aldeles ude af Landet paa den Kant. Han havde selv været over Blakiærsund, og talt med Printsen, og faaet [41] fuldstændig Underretning om alting derfra. Vidste vi nu kun ogsaa noget, og noget saa beroeligende, fra Vinger! Skydningen i Gaar, som indjog saa mange Mennesker Skræk og ^de øvrige Forundring, var ikke andet, end Kanonprøven paa Hovedøen ved Christiania. Men det fik vi først se af Intellgbl: i Gaar mod Aftenen, og hørte Bekræftelse paa af Skriveren.

Efter denne min virksomme Skrivers Foranstaltning vrimler her nu af Mennesker med Fødevahre til Krigerne i Blakiær, Høeland og Urschoug. Min Aslac er alt afsted med et Læs fra os selv, nu skal Gunder fort med, jeg mener det bliver 4 eller 5 Vognlæs. Gud skee Lov! Mange hundrede Maver skulde nu blive mættede, styrkede og qvægede. Hvad der giør os ondt er, at ingen vil tage Betaling, som min Koren dog byder dem Alle, og Sara – som modtager og optægner alt – giør sig Umage for at overtale dem til, som hun troer, kunde behøve det. Men hidtil var hendes Veltalenhed forgiæves. Det er morsomt at høre hende prate med dem, og see, hvor hendes Øyne lyser af Glæde ved Tanken om den, dog for Øyeblikket afhiulpne tungeste Mangel. Ogsaa min Telja er som i Himmelen, og først naar hun veed, alt dette er paa sit Sted, vil Maden smage hende igien, det veed jeg. Nella gaaer med en Kappe paa, som hun steeg af Sengen Kl 4 i Morges, og seer saa forsviret ud, Poppenheim kan ikke komme nær Skorstenen og sin Sværtekiedel, alle har travelt, alle ere fornøyede. Her er et sandt Marked, og her seer ud – det regner saa det øser ned – som i en Stald overalt. Men det er det samme –

[42] Søndag 24^de Tænk, hvor kiedsommeligt det er, at alle Folk med Fødevahrerne herfra og fra Byen, endnu i Morges laae ved en Broe, eller rettere et Sted, hvor Broen var gaaet ud, og de paa ingen Maade kunde g komme over. Printsen har havt over 60 Mand der i Arbeyde, men endnu forgiæves. Nu tager Hertel did, og er det da mueligt, veed jeg, han faaer det frem. De arme Mennesker! det er som alt skulde forene sig til at plage dem. Der staaer de nu a la Tantalus paa den anden Side Elven og seer Qvægelsen, og naaer den ikke. Det er ey saa beskaffent, at Baade eller Færge kan komme frem. Dog, noget har de faaet over, jeg veed ikke hvordan.

I Dag kommer da et ordentligt Brev til Dig, beste Moer Cappelen bort, og et til vor gode Syster Inger i Schien, som jeg har været i saa langvarig Gield hos. Dette sidste laae færdigt i mere end 8 Dage; men i den Uroe hvori vi levede, vilde og kunde jeg ikke sende det afsted. Gud give, min elskede Maja nu havde sit, saa var hun lidt roeligere, ja meget roeligere for ‹…› sine Hovind Venner. Gud skee Lov, at disse 8 tunge Dage ere forbi. Maaskee forestaaer mange flere slige, ja tungere; men med disse Forestillinger vilde vi nu ey forbittre de nærværende bædre Dage, og aande frit saa længe vi kan.

Nu gik lille Fader Mørk herfra i Kirken. Han finder sig saa vel ved at sidde en Times tiid her og snakke, og vi finder os heller ikke ilde ved det. Det er een, i al sin Simpelhed saa oplyst, med alle sine smaae Egenheder saa saare agtværdig Mand. Vi ere tit af meget ulige Meninger; men det opliver Conversationen, og bringer os hinanden nærmere, fordi vi – hvad der saa ofte er Tilfældet – ved nøyere Forklaring tit finder, at det kun var i Udtrykket vi vare forskiællige.

[43] Mand: 25^de Med Posten i Gaar, fik jeg Brev fra den gode Lieut: Fabritius, min Rikkes Fetter, fra Kongsvinger. Han har rigtig nok, som Rygtet gik, været fangen, men er bleven udvexlet mod en svensk Officer. Saa han da nu igien kan stride frit for sit Fødeland – (I veed, Elskede, jeg aldrig kan lære at betragte Danmark og Norge som forskiællige Lande) Ondt lider de arme Mennesker der i alle Henseender. Fabritius siger han i 8 Dage har levet blot af Vand; Stump, og af at suge Snee; ogsaa under den kolde vaade Himmel Nat og Dag. Gud hielpe og bevare dem imod alle de Fiender, de have at stride imod. Dog vil jeg nu haabe, endeel af deres meest trængende Mangler ere afhiulpne der, som i Blakiær. Min Koren fik en ⁱ Dag en meget hiertelig Taksigelse fra Printsen for hans virksomme Foranstaltninger. O hvem der kun var saa lykkelig, at kunde giøre noget klækkeligt til det Almenes Beste i denne sørgelige Tiid! Dog, Enkens Skiærv paa Altaret blev ey forsmaaet; og hver enkelt Lindrings og Qvægelsesdraabe vi kunde yde, er ikke tabt i det store Smertes og Mangels Hav.

Hertel, som bragte Printsens Brev, kom hiem i Nat. Vore Folk ere endnu ikke komne tilbage. I Dag bliver den faldne svenske Capitayn (han var ey Oberst som man sagde) Baron Sparre begravet i Blakiær Kirke med alle melitaire Honneurs.

Nu veed vi da, for endeel, vor Jessens Skiæbne. I have alle læst det, mine Dyrebare, i Gaars Intelligbl: Han er da fangen; den brave Willemos, som traadde saa kiækt i hans Spor, falden for Niddingerne. Dog, han endte skiønt sit korte Liv, efter at have levet længe i faa Aar. O ædle, nedbøyede Carl Jessen, sikkert misunder du – dog, Misundelse kiender Helten ikke – ney, du misunder ikke din unge tabte Ven sit bædre Lod, men ønsker blot, du kunde deelt det. Jeg behøver ikke at sige Eder, mine Venner, hvor denne upaatvivlelige Efterretning har nedslaaet mig –

[44] Onsdag 27^de Ikke fordi jeg har mere at sige Eder i Dag end i Gaar, mine Elskede! tager jeg disse Blade frem; men blot fordi mit Blod I disse Øyeblik flyder saa let, og Pennen kommer mig som af sig selv i Haanden. Formodentlig af Lyst til at skrive paa det af det sødeste Rosenskiær farvede Papiir. Hvorfra dette Rosenskiær kommer, gad I vide, mine Børn, det kan jeg nok tænke, da I Alle veed, at der hænger et grønt Gardin for Vinduet i det lille grønne Kammer, og derigiennem kan jo dog for Pokker intet rødligt skinne. Deri har I fuldelig Ret, mine Venner! men seer I, naar nu dette grønne Gardin er for tyndt til at holde den velsignede Sols giennemtrængende Straaler ude, saa meget, som mine svage Øyne fordrer det, maae jeg jo finde paa andre Raad. Og saa tog jeg nu min Sarotjes røde Halstørklæde (rettere Kastetørklæde) og hængte paa det grønne Solgardin, og derigiennem faldt da det blide Skiær, som bragte min Pen i Gang, og, troer jeg, mit Blod i saa let Omløb, som jeg ønsker maae vedvare ogsaa efter Solens Bortfjærnelse, ja efter dens aldeles Nedgang –

Her et Brev fra min kiære Frue Lotta. O! ogsaa hun har havt en bedrøvelig Paaskefest, ved ^da hendes gode President har været overmaade syg, og udstaaet græsselige Smerter. Gud skee Lov, nu er hun bædre, og har havt gode Tidender fra sin Jørgen. Budstikken, Numr 5 og 6ⁿ¹³ fik vi nu ogsaa. Den er meget opmuntrende, som flere Efterret: jeg i Dag har hørt, om Franskmændenes formodentlige Ankomst til Sverrig osv. Men nu er min Line her og skal have sin Læsetime, og jeg har skrevet en Pokkers Hoben med Posten, er ret træt, men saa saare vel tilmode.

[45] Torsdag 28^de Atter bragte Posten mig et Brev fra Dig, Du hulde, gode Maja Cappelen, et Brev, som jeg ventede det. Altsaa var det dog godt, jeg skrev hiin forstyrrede Dag, da Du, før Du fik disse Linier, ængstedes endnu mere. Tak, alle mine Elskede! for Eders hulde Deeltagelse! O! Visheden om den er det jo, som fordobler alle mine Glæder, forsøder mig hvert bittert Øyeblik. Hellige Venskab! o du

Men at Du, min Maja, endnu ikke har faaet nogen af de 2^de sidste afsendte Dagbogpakker, undres mig. Dog, nu tør Du have faaet dem, og om ey før, saa med Din kiære brave Don Pedro. Ja, det ahner mig, at Du nu har baade dem og mit sidste Brev, som gik med den almindelige Post, at I alle, mine Strømsøe og Eger Elskede, nu veed til Punkt og Prikke, hvordan vi har det.

Nu kom Hertel og den gode Pastor Chrystie. Min K- er i Næss, i denne afskyelige Storm, og i dette Føre. Han agede saa men i Slæde, men havde for Sikkerheds Skyld sin Sadel med. Gud veed, om han kommer hiem i Aften‹,› jeg troer det neppe, da han skal over det fæle Vorme Sund.

Chrystie og Hertel havde paa Dragvold talt med de i Soler fangne Officerer (7 i alt, og en Præst) som bleve førte til Christ. Det var vakkre Folk, men de fleste af dem meget nedslagne, især et ungt, meget smukt Menneske, som Taarene uophørlig stod i Øynene. O, grusomme, skrækkelige Krig, Menneskehedens Skiændsel! – En norsk [46] Officeer – de vidste ikke hans Navn – faldt, leed græsselig og bad en af sine egne Folk dræbe sig – ak! han kunde ikke. Ney, ney, det er forfærdeligt! O! hvor sandt siger den ædle Jean Paul: «Der grausame Mensch wirft tausend zerstreute Sterbende, deren jeder auf der weiten Erde ein verwandtes Auge voll Thränen und Liebe und Sein weiches Sterbekissen hatte, auf ein einziges hartes Schlachtfeld zusammen, und lasset jeder allein vergehen auf einem kalten Grabe, und fern von dem Auge, das ihn beweint hätte –» O! hvor skrækkeligt sandt, dette og det foregaaende samme Sted –

300 Soldater skal i Morgen komme efter, der som Fangne føres til Byen. De ere da for saa vidt uden al Fare.

Og nu, i dette Øyeblik, seer jeg Dig, beste Moer C: med Kartet for Dig, som skal vise Dig Afstanden mellem det Dig saa kiære Hovind og Blakiær, hvor Fienden huserede ‹sig›, seer og hører Eder, Elskede Alle, intet andet tale om, tænke paa, end hvad Fare Eders Venner muelig kunde være i. Gud være takket! den gik over! og tør vi ikke haabe det om de endnu truende.

Nella sidder jamrende herinde. Hun fik Brev fra sin Deel af Verden, at han, som frievillig Jæger, nu ogsaa er marscheret af. Ja, jeg begriber nok, hvordan den arme Pige kan være til Mode, ak! og hvordan i denne Tiid Tusende ere tilmode –

Fredag Aften 29^de Hilsen fra Chrystie. Nu tog han hiem. Kl 10½ i Aftes kom min Koren, træt og forskumplet paa en jammerlig Skydshest. Slæden maatte staae igien underveys –

I Dag har jeg første Gang været i Haven hos den humpende Melin. I hans Bænke staaer det overmaade godt –

Hvor her er underligt stille. I hele Huset er ey flere hiemme end jeg, Telja, Lina, og 2 Piger, alle øvrige ere henstrømmede til Kongeveyen, for at see de 327 fangne Svenske, som nu først er kommet saa langt paa deres Vey, fra Soløer. I Nat laae de i Edsvold Kirke, nu til Natten skal de leyres i Ullensager Kirke. Kolde Natteqvarterer for de arme Mennesker! Og dog har en Deel af vore egne det vel værre.

Jeg gad vidst, hvad salig Tullin vilde sige, om han stak Hovedet op af sin Grav, og fik høre, det i Dag var Maydagen, og saae, saavidt hans Syn rakte, intet uden Snee og Iis og tørre Grene, kort, en sand Februardag – Han maatte da nok til at qvæde om igien.

Formodentlig er dette ustadige, tildeels haarde Veyr, Skyld i, at jeg i disse Dage har følt lidt til mine Vaar-Feber-Anfald. Dog, hidtil vare de ubetydelige.

Kl er 2, jeg er sulten. Giid jeg havde alle de Udvandrede vel hiemme! Sarotje og Nella rider, Poppenheim kiører i Kiærre med Hertel, min Koren og de øvrige gaaer.

Jeg har i Dag skrevet meget, deels Breve (ogsaa et til vor Sally B: som hun nok ikke skal slaae paa Kirkedørren, saa strængt var det)ⁿ¹⁴ deels i Din Bog, beste Moer Cappelen! som Du dog nok endda ikke faaer saa snart af adskillige Aarsager, blandt hvilke den væsentligste er, at man altiid vedbliver at file paa sine Arbeyder, at jeg giærne i Din Bog vilde give dem al den Fuldendelse, der staaer i min Magt, og saa nok tager, efter den, en Afskrift af dem, for om de engang i Tiden skulde lade sig see offentlig, hvad jeg høylig tvivler om skeer. Men morsomt er det dog, at bringe dem i den Form, [48] jeg ønskede de, om saa skee skulde, da kunde beholde. Paa Tirsdag maae min Koren til Byen, og da faaer han disse Blade med sig. Jeg grunder nu paa, om det ikke var bedst, at aflægge dem og alt til Dig, elskede Maja, hos Egebergs, som Du jo, af Christiania Beboere, har meest Maskepie med? Min Koren vil i det mindste sondere det ud.

Kl 6½ Endnu ere de ey komne tilbage. Naa, tidsnok kom de afsted, de arme Børn! Kl.5 spiste vi, Telja og jeg. Lina er hos Moer Mørk – et Slags Midd:maaltiid, og nu drak jeg min Caffe. Gud veed, hvad de Stakler selv, og deres Heste faaer at leve af. Saa er det, at være nysgiærrig –

Det er mørkt, Kl er halvni. Men hvor kan jeg andet, var det end mørkere, giorde mine Øyne end mere ondt, hvor kunde jeg andet, end her, i Din Dagbog, Du usigelig ømme Maja, takke Dig for Dit hulde Brev, for Din Angst, Dine Taare, for Din hiertelige Indbydelse at komme til Dig for at være bortfjærnet fra den Fare, hvori Du troer mig og Mine. Med Guds Hiælp ere vi nu sikkre en Tiid i det mindste. Det heder endog at Svensken har trukket sig tilbage fra Vinger – Men aldrig, o Du sande Veninde! aldrig skal jeg, i mørke og lyse Øyeblikke glæmme dette Dit Brev, hvori det huldeste, varmeste Hierte taler i hver Linie. Vær mig velsignet, og den Dag, jeg lærte kiende Dig, Du Gode! I Morgen mere. Mit Hierte er saa fuldt; men Du vilde skiænde, naar Du vidste, jeg skrev nu –

[49] Mandag d 2^den May O! skiænd ikke, Du Kiære! skiænder ikke kiære Børn allesammen, naar jeg siger Eder, at mit Hoved er lidt slemt i Dag. Det kunde det jo været, om jeg aldrig havde skrevet et Ord i Mørke i Aftes. Men var end det Aarsagen, ney, fortryde det kunde jeg endda ikke: Det er bædre, Hovedet lider lidt end Hiertet, og det lider stedse, naar det ikke kan give sine Følelser Luft.

Her intet mere om det velsignede Brev, som jeg i Dag særskildt besvarer. Altsammen skal bort i Morgen. Min Koren er alt reyst til Næss paa en Forretning. Vi skal sende hans Tøy og en anden Hest til Ullensager Prstgrd i Morgen tidlig. Der ligger han i Nat, for at være saa langt paa Veyen. Gud give, han kom godt frem og tilbage!

Besynderligt, at De er saa taus, min elskede Egersøn! Kun et eneste Hastværksbrev (som De selv kaldte det) siden vi saaes. Og dog har Deres Moer Koren udstaaet megen Angst i den Mellemtiid, og da pleyer De altiid være saa venne og sønnehuld herede med Trøst og Opmuntring. Men jeg veed, af vor Moer Cappelens Breve, at De og Deres Lisebarn lever vel. Forretninger, som jeg veed, De har mange, uhyre mange af – og vel den mindste Deel behagelige – kan nok betage Lysten til Brevskrivning. Alt dette siger jeg Dem her, fordi jeg veed, De læser disse Blade, fordi jeg haaber, de snart skal komme til min Maja, som ey beholder dem længe, før hun sender dem til Eger, og endelig fordi jeg i Dag ikke er frisk, og dog nødvendig maae skrive endeel, som jeg siden ikke kan faae bort til Byen.

Kl: var over 7, før de Udreyste kom tilbage i Aftes. Alle de Fangne vare Dalekarle, mange iblandt dem Oldinger. De velsignede de Norske, og ønskede, at de, om en lige Skiæbne traf dem, maatte blive saa vel behandlede i deres Land som de bleve det her.

[50] Nu, Kl 3½ stod jeg op, efter at have lagt nogle Timer, uden at være synderlig bædre. Jeg kan aldrig, under nogen Omstændigheder, glæde mig til Vaaren, thi den bringer mig altiid de slemme Febermindelser, der, skiøndt ubetydelige i sig selv, dog ere meget ubehagelige. Det er virkelig Følger af Ungdommens, om ey Synder, saa Daarligheder. Thi havde jeg, da jeg første Gang fik den saa kaldte lollandske Feber – jeg fik den egentlig paa Falster – været forsigtig, var jeg vel blevet frie for de uendelige vedvarende Erindringer. Men

i Ungdommens Tiid har man sielden sit Vid,

siger, jeg troer Rahbek. Dog er det lidt tungt, naar man saa længe, sin hele Levetiid skal poenitere for en Smule Uforsigtighed. Dog, denne Poenitentse er taalelig; og sandt at sige, fortiænte jeg den, for hiin Feyl, ey haardere –

Nu er et langt Brev færdigt til Dig, beste Maja mi, som strax skal bortsendes. Pakken gaaer nu til Egebergs, og giid Du derfra fik den hurtigere, Du og Egerbarna, og at I Alle friske og muntre modtoge og læste den, og gik saa Haand i Haand med Eders Moer Koren disse 14 Dage tilbage. Bliver fremdeles ved at vandre saaledes. min Maja, Thrine, Frederich, Lise og Sally! Fjed for Fjed med mig mit hele Liv igiennem! Ogsaa Visheden om denne Ledsagelse, vil giøre mig den ujævne Vey lettere, og den banede selv behageligere –

Nu tog jeg den sidste af Dine Pebbermyntekager, Maja mi! Tak for disse hver een! De vare saa deylige, fast de vare engelske.

God Morgen, mine Elskede! siger Eders Moer Koren, i sit sædvanlige Rosenskiær, frisk og flink. Og virkelig har hun ey heller andet at sige Eder, og hvad hører I hende ogsaa hellere sige? Dog jo, endnu noget. Min Koren har ogsaa hilset mig God Morgen i et Brev fra Ullensager, hvori han tillige gav den beroeligende Efterretning, at Staffeldt har godt Haab om at holde sig ved Vinger, og har endog sendt en deel af Folkene tilbage derfra. Kongeveyen, siger han er ypperlig; det er Veyret ogsaa i Dag, og altsaa kan han reyse ret med Behag, den kiære, velsignede Skriver. Med ham reyser Dagbogen N^o 3, og et Brev til min egen Moer Cappelen.

I Dag skal Lina gientage hvad i Gaar blev forsømt, dog ikke ved hendes Skyld, heller ikke egentlig ved min; thi jeg kunde jo ey for, mit Hoved var saa usselt. Men hun læser giærne herinde hos Moer, hvor det er saa vakkert, siger hun, saa blødt i Sophaen, og saa stilt. Især lider hun godt det røde Skiær som falder herind giennem Sarotjes Halstørklæde. Det er jo ogsaa hendes Farve. Hidtil gik jo hendes lette glade Fjed paa Roser i Rosenduft og Rosenskiær. «Lyksalige Alder! skiøn er du, men kort».

I Aftes læste jeg for Barna mine Ribers gode Oversættelse af Voss's deylige Luise. De sadde alle saa opmærksomme, og mere end engang glindsede blide Taare i min Sarotjes Øye. Saadanne Taare i unge Pigers Øyne seer jeg altiid med Glæde.

Kl 5 Der blev saamen ingen Læsning af med mig og Linchen. Pastor Bierch fra Nannestad kom hid, og var her til nu for en Stund siden, og nu har Ungen Lov at springe om i det deylige ægte Mayveyr. Selv jeg maae atter en Tour ud i Haven endnu –

[52] Onsdag 4^de May I Dag er mit Hoved Hoved nu saa saa, og det er min egen Skyld. Det burde være endnu værre. Der sad jeg jo i Aftes, da vi Fruentimmer vare saa ganske allene, og læste Schillers Røvere for dem, saa Haaret stod paa vore Hoveder, og den ene Gysen afløste den anden, og Kl blev 12 før vi troede, den var 10. Jeg finder eller Sarotjes Dom over dette vor Schillers første Ungdoms Arbeyde fuldkommen rigtig. Det er for gyseligt, rettere for umenneskeligt til at kunde røre; det ryster og forbittrer, men rører ikke, enkelte Scener frarægnede, f. E. mellem Amalia og den gamle ulykkelige Fader – Endnu da vi gik til sengs sagde Sarotje – som i min Korens Fraværelse altiid er min Sovekameradt – «Ney, Moer, mener du ikke ogsaa det er umueligt, der kan være Mennesker til som Frants?» Jo, mit Barn, til Menneskelighedens Ære kan jeg ikke engang tænke mig et saadant

Vi vare endnu ikke færdige med Læsningen, da Aslak ariverede tilbage fra Byen, og bragte en heel deel Pakker og Breve, dem jeg dog alle havde Selvfornægtelse nok til at lade blive ulæste, tildeels endog uaabnede, til i Morges. Der var laante Bøger tilbagesendt fra min Moer Cappelen, med dem et lille Brev og fra Sally, med det første Hefte af Dagb: og et langt Brev, og deri et fra de velsignede Døttrene mine i Kbhn – til Sally – af anden April, et langt og blidt, men sørgmodigt Brev. Det er dog ikke ret, jeg har ladet mig afskrække fra at skrive dem til. Et Brev var dog vel kommet dem tilhænde[.] O I Gode, I Elskede! nu skal jeg skrive, og blive ved, til jeg dog veed, et er kommet frem –

Ogsaa fra min kiære kiære Lotta var igien et langt Brev. Hun falder selv i Forundring over sin flittige Skrivning, og spørger: «men er jeg ikke nu brav Christianemoer!» Vor stakkels President er ikke fuld saa brav. Han har atter lidt meget i 8 Dage. Stakkels ham, og stakkels min velsignede Lotta!

[53] Torsdag 5^te Nu, Gud være lovet, endelig et Brev: et saa langt, saa sandt sønligt Brev fra min egen gode Frederich, Egersønnen. Her min første Tak, elskede Barn! og snart et langt Brev. O! jeg vidste nok, at kun en Oversvømmelse af Forretninger kunde berøve mig den Glæde, at see og høre noget fra Dem. Og sandelig, det var endda mere, end jeg kunde tænke mig. I 40 Timer ingen Søvn, og ikke af Klæderne. Arme gode Barn! Og dog er det ikke engang dette, denne Syndflod af ubehagelige Forretninger, som aftvang mig dette arme Barn! Men alle de saa ilde lønnede Bestræbelser, den smertelige Tilbagestøden fra alt, hvorved Deres Hierte forud har glædet sig, har kiæmpet saa urokkeligt. O! Gud styrke Dem, dyrebare Ven! at Deres Mod ikke skal synke, nu, De behøver det saa meget. Dog, her skulde jeg jo ey besvare Deres Brev. Men det er mig altiid umueligt at bringe mit Hierte til Taushed, naar det er fuldt som nu. Og De læser jo disse Blade, vel ikke før længe efter De har faaet det rigtige Svar; men saa er dog dette det første Udbrud –

Ja, De læser disse Blade, De og mit kiære Lisebarn læser dem giærne, siger De, og skiænder, fordi jeg har yttret – Gud veed, jeg mindes det ikke – en Tvivl om det ogsaa vilde interessere Eder? Det var, det kunde dog neppe være Tvivl – kiender jeg Eder ikke saa nøye? I Elskede! Men det erindrer jeg ret godt, at jeg ved at opregne dem, for hvem jeg især skrev dette (jeg troer i et Brev til vor Moer Cappelen) spurgte mig selv: «Er det kun ikke for ubeskedent at giøre saa meget Væsen af disse Bagateller?» Det er, saa sandt I ere mine elskede Børn, den rene Sandhed – Men Tak, beste Schmidt, for disse Skiænd! De vare mig i dobbelt Henseende velkomne. Og vær nu lie bli lell!

[54] Sikkert er det i Dag en tung Dag for den ømme, ak! og nu saa lidende Frue Ekholm. I Dag bortsælges da den lille Rest, hun havde biærget i sin Lykkes Skibbrud. De ere paa Vildberg. Ney, umuelig kan jeg være af den almindelige Mening, at Ekholm er en Skurk. Ogsaa Du, min Sally B, troer ham skyldig. Men dine Grunde, tilgiv mig, ere ugrundede.

«At Svenskerne just kom den Vey,» mener Du fordømmer ham. Men har Du da ikke hørt, at denne Vey er Kiøbmand Stenersens almindelige Tømmervey lige ind til Sverrig? og, var aldrig det, saa gaaer her altfor mange svenske Handelsmænd mellem Aar og Dag, til, at nogen Vey og Stie skulde være dem ubekiendte. Det staaer her, ikke allene for min Sally, men for Eder alle, mine Elskede! i hvis Øyne jeg saa gierne saae Manden retfærdiggiort. O! det vilde saare mit Hierte i sit Inderste, om en Mand med hans Forstand og Hierte Varme og Følelser kunde falde saa dybt, om disse sidste, denne Varme for alt Godt og Skiønt, disse blide Følelser, bekræftede ved Taare, skulde være fremhyklede. At han ikke ønsker sit Lands Undergang, at han i sit Hierte vedbliver at være Svensk – o, derfor laster sikkert ingen blandt Eder ham. Giorde han det, da var han – i det mindste ingen retskaffen Mand. Men ney, en Forræder kan han ey være mod det Land, mod de Mennesker, hvor og blandt hvem han fandt Hielp og, hvad der betyder noget mere, uhyklet Venskab.

Hertel tog i Dag til Auctionen. Kl 6½ kom min Koren. De veed i Byen langt mindre Nyt, end vi her vide. Min kiære Lotta er brav, men Presidenten vedbliver at skrante.

I Intellig:bl: saae jeg Deres deylige Sang aftrykt, beste Schm: den De var saa god, at sende mig skreven. Jeg ærgede mig over, den stod der, ikke i Budstikken. Tiden, er nok mod sin Sædvane standset. Arme Wulfsberg, hans Dage skal være talte. Det giør mig inderlig ondt, jeg holder virkelig meget af ham. Men han er ung; jeg har Haab om, han endnu kan blive givet Verden og sine Venner tilbage, og da maaskee begynde et nyt Levnet.

[55] I Dag er det 3 Aar siden min Sarotje stod til Confirmation. Jeg giør nu hver Dag May min Afbigt, fordi jeg tog saa knipsk imod ham. Han har hævnet sig ædelt. Deyligere Dage kunde ikke selve 24 Junj og s.v. være end disse – Dog har vi først i Dag ganske ophørt at lægge i Kakkelovnen

Søndag 8^de Ikke fordi jeg jo nok kunde have noget at sige Eder her, mine kiære Venner, seer I mig nu først igien; men hele Fredag og Løverdag havde jeg jo saa travlt med at faae alle de Breve færdige til Kbhn, Bergen og Christiania. Ogsaa til Dig, min Maja, skrev jeg et lille bitte Brev, egentlig kun for at ledsage Thekla og Montbarry. Og nu er mit lange Brev til Eger bortsendt med Hr Munthe, og nu er Frue Wærner reyst i dette Øyeblik, og derfor et Par ord, inden det mørkner. Rygterne fortæller om et blodigt Slag mellem Vore og de Svenske i Rødnæs, hvorved vi havde beholdt Seyeren, men kiøbt den dyrt. Dog, om Rygter var det jo engang for alle afgiort, vi ey vilde tale. Endnu er Posten ikke kommet –(den bliver dog endnu ved at gaae 2 Gange ugentlig), maaskee bringer den en Budstikke –

Men hvad der er reent ud Sandhed er, at Frue Neumann i Forgaars sendte sin Mand et heelt Kiærre Læs med Spise og Drikke, og det var dog engang en ærlig Konestreg. Maaskee lærer hun nu at sætte en Smule Priis paa Manden, og disse nuværende Lidelser kan muelig berede ham et jordiskt Paradiis for Fremtiden[.] Og hvilket Onde fører ikke noget Gode med sig?

Mine stakkels kiære Smaaelæhninger udstaae meget i denne Tiid, hidtil, i den Egn, hvor vi fordum boede, kun Angst, men den er undertiden tungere at udholde, end det Onde selv, den bebuder. Mad: Støren, Frue Wærners Syster, ^som boer en halv Miil fra vort gamle Mustorp, skriver saa ængsteligt. Siden Langfredag ængstes de ved fæle Rygter, leve i vedvarende Frygt. Hendes Mand, en troefast, ypperlig Trønder, er Capellan i Edsberg. De har mange smaae Børn, som trues med de rundt om grasserende Mæslinger, dem Moderen selv ikke har havt. Hun er et af de færmeste, bestemteste Fruentimmer jeg kiender (en Datter af forrige [56] Sognepræst, Hr Brandt, her i Ullensager) heller ikke har hun tabt Modet; men Moder til saa mange Smaae, som en farlig Sygdom truer, o! der maae Modet paa det nærmeste strande. De fleste derude er flyttet, siger hun; men for en saa stoer Familie er det ikke let at komme bort, og at faae et Hiem igien. Stakkels Moer Støren, hun har ingen Maja Cappelen at tye til. Gud give jeg vidste os selv sikkre (som jeg dog haaber, vi ere) og kunde faae hendes Børn hid, med Glæde skulde jeg modtage dem og hende. Dog, Gud lade hiint Rygte være sandt, at Fienden er fordrevet ogsaa derfra Grændserne, saa er Roe og Fred igien vendt tilbage til denne agtværdige, forhen saa lykkelige Familie, lykkelig ved indbyrdes Kiærlighed og Nøysomhed –

Der siges, alt skal være i samme Stilhed paa Vinger, altsaa opsætter vi at sende det Bud did, som i Dag alt var færdig at gaae. O! maatte den forrige Roe og Stilhed snart vende tilbage igien overalt! Et Vink fra Dig, vor kiærlige Fader deroppe, og det er saa. Og, naar du seer det os gavnligt, det bliver saa –

– Der er nu allerede nesten mørkt, Kl henimod 9, dog maae I have en Hilsen, mine Dyrebare, fra min Høy hvor jeg nu var for første Gang i Aar, med min Koren og Lina. Der var saa deyligt, og det forekommer mig fast utroeligt, at det kan være over 5 Maaneder, siden jeg var der sidst. Tilvisse har Tiden Vinger – Siden vi taler om Tiden. Jeg saae med Fornøyelse i Dag i Intelligbl: at Wulfsberg er oplevet igien, og hans Timeglas endnu ikke aldeles udrunden. Det var ogsaa virkelig Skade. Som om det deylige Veyr vi nu daglig qvæges ved, oplivede alle mine Haab, saa saae jeg ikke snarere i Dag anmeldt No. 15 og 16 af Tiden, før jeg strax troede, den gode Udgiver igien uden Fare. Giid han var det!

Fra den brave Urban Fabritius bragte ogsaa Posten mig Brev i Dag, fuldt af Haab og Mod og brændende Længsel efter at vise sin danske Iver i at forsvare det ham, som mig, lige med Dannemark elskede Norge. Endnu er alt roeligt dernede, paa smaae ubetydelige [57] Skiærmydsler nær. I en af disse har en ung Lieut: Beichman fordeelagtig udmærket sig. «Jeg misunder ikke min brave Kamerat», siger min gode Urban, «men jeg ønsker blot Leylighed til, at ligne ham». Og den vil da vel neppe fattes. –

Mand:9^de I Dag har jeg været tidligere oppe end jeg pleyer, men som jeg herefter vil stræbe ikke skal blive usædvanligt. Det var for at skrive til min kiære Rikke, og sende hende Fetterens Brev. Hun havde i Brevet fra Egersønnen min, seet noget om en Dagbog, som hun intet vidste om. Jeg har jo ikke – tænker Eder det! – seet hende, siden jeg begyndte igien paa dette gamle afbrudte Arbeyde. Da vi deler alt med hverandre, var det naturligt, det forekom hende fremmet, intet at vide herom. Nu sendte jeg hende det første tilbagekomne Hefte, for at bringe hende paa engang til overbevisning. I Fredags havde jeg Brev fra hende, fuldt af vore giensidige sædvanlige Jeremiader over det slemme Føre, som saa reent forbyder os at sees (nu tager det dog vel snart en Ende) Blandt andet fortæller hun, at selv hendes phlegmatiske Rasmus (en deylig 5 Aars gl Dreng) ønskede forgangen Dag, Moer Koren vilde komme did, og blive paa Plogstad i 8 Dage. «Og du saa, sagde Moderen, «vilde blive uartig, som sidst, Moer Koren var her, at hun kunde sige «hviken ley Gut Dreng (han forstaaer kun norskt) den Rasmus er!» – «Aa ney, det siger ikke Moer Koren, dertil er hun alt for vittig Kone» svarede han. Dette vittig betyder i hans Mund overbærende; thi I kan nok tænke, jeg altiid er paa Rasmus's Partie, som er en hiertens snild Dreng, men vild som en Dreng maae være.

Da jeg nu intet vigtigere har at underholde Eder med, mine Elskte, og Morgenstunden er saa usigelig deylig, saa nok en lille Barne-Anecdote. Jeg læste forgangen Aften for mine Jomfruer et af Iflands Stykker, Leichter Sinn, et, som jeg synes, af denne Digters fortrinlige Arbeyder. Just som Lina kom ind af Dørren læste jeg: «Hun elsker sin Mand, det er slemt». «Er det slemt?» spurgte den uskyldige Glut, og var rød, som mit Papir nu i Skiær af det røde Tørklæde. Hun giver os ellers, den samme Lina, nok at bestille med at besvare sine mangehaande Spørgsmaale, som maae besvares med yderste Varsomhed!

[58] Eftermidd Nogle blide Regndraaber faldt, da vi vare komne tilbage fra Christianehøy, herefter vor daglige Spadsertour efter Middagsmaaltidet (som i Dag bestod af 6 Rætter – Hvad synes I? Børn! Er det Tegn til Krig og Vaarknibe? Nu, undres kun ikke! Det var nesten lutter Lævninger, og Gud veed hvad mere, Telja havde rasket sammen) Der skulde I seet, hvordan de Alle, selv Poppenheim, løb ud, at opsamle paa de blottede Hoveder de første Maydraaber. Desværre blev det ogsaa kun ved Draaber for den Gang. Men det kommer nok bædre tilbage. Min Koren er saa men i Gierdrum i Dag, for at besøge sin Maja. Længere kunde han ikke undvære hende. Ogsaa jeg længes alt efter hende; men endnu tør jeg ey vove mig ud, og der bliver nok ikke mange Toure af i Vaar, da nu Plougen stunder til, og alle Heste paa flere Mile omkring er i uafbrudt Skyds. Jeg sørger imellem for de stakkels Heste; men naar jeg tænker paa de lidende Mennesker, er det, som jeg skammede mig ved at ynke Hestene. Og dog, kan ikke begge Slags Medynk vel bestaae med hinanden?

Tirsdag 10^de Ney, de giør ved mig i dette Huus hvad de vil. Nu veed jeg da, hvorfor Koren tog til Gierdrum i Gaar. Min Maja har været meget syg. Løverdag Nat begyndte det, og vedvarede til Søndag Middag. Hun bliver altiid, ligesom hendes Fader, heftig angreben. Gud skee Lov, nu er hun fuldkommen færm, forsikkrer Skriveren, og hun selv i et Brev til Lina, som hun sendte sin første tegnede Vergessmirnicht. Selv Lina vidste, Maja var syg, og røbede sig ikke ved et Ord eller Mine. Det glæder mig, at alle mine Børn ere saa overmaade tause; thi jeg kiender nesten intet foragteligere, end ikke at kunde tie, hvor der skal ties.

Chrystie, en af de største Børnevenner jeg kiender, havde været saa yderlig forskrækket, skiøndt hans forstandige Hustroe, som bædre forstaaer sig paa sligt, forsikkrede, det ingen Fare havde

Hun vidste desuden det ikke var saa usædvanligt et Tilfælde hos denne lille Skrantning. Men han sendte strax Bud til Hertel, som i Stilhed fik sendt den Medicin hun er vant til at bruge, og alt dette uden at jeg kunde mærke det mindste. Vist nok sparede de mig for en qvælende Uroe, hvad da ogsaa var deres Hensigt, de gode, omhyggelige Mennesker – thi did kunde jeg vanskelig kommet i dette Føre, og dog havde jeg nok prøvet det. O! saa har de bortfjærnet mangen Kummer fra mig, som jeg først har hørt om, naar den var forbi – Gud lønne dem det! og det vil han vist. I Dag skal den hiertensgode Hertel til Gierdrum, saa faaer jeg atter høre derfra. Snart kan jeg Gud skee Lov selv komme did, og til min Rikke.

Onsdag 11^te May Hu tu tu! nu har vi atter Vinter. Dog, det er vel godt, alt det Kolde kommer ned nu, om det saa siden kun maae blive godt. Men ved de 8 deylige Dage vare vi alt blevne forvænte. O! man vænner sig saa snart til det Gode. Jeg havde ganske kastet Vinterhammen og var fuld itrukken Sorg for Hans Majestæt. Men i Dag er den gamle varme blaa Kattuns Kiortel med øvrige Tilbehør igien taget til Naade. Løverd: 8 Dage holdt jeg saa bevægelig en Afskedstale til den, da jeg hængte den bort, som jeg troede, til Høsten. Kunde den lee, loe den mig vist ud. Det brænder saa smaat i min Ovn, er saa godt og lunnt her, og nu var Hertelns her med en Bouqvet af de deyligste Gyldenlakker, Levkøyer, Citronblade, etc, som har taget Plads hos mine smaae søde Vaarbørn, Auriklerne, som ganske undseelige ved de store Systres Pynt skiuler sig nederst paa Glassets Rand. I Gaar kom Futen hid, gangendes, med sin Vædske paa Ryggen. Det er en rask Mand. Han bragte mig en, med en Knappenaal forsæglet Sæddel fra sin Rikke, og blev her nogle [60] Timer. Han klagede gudsjammerlig over, at den forunderlige Ditten havde reqvireret Bønder til at udsættes som Vagter og Patruller, og det strax, fordi der var, ved en Husmand fortalt, der var seet Svensker paa Skovene i Næss, hvor han ligger nede i tykke Bøygden, og, som man af dette kan slutte, ikke har ladet synderlig recognosere eller sat Vagter ud. Lehnsmand Reich i Næs, en overmaade flink og forstandig Mand, forespurgte sig hos Fogden ved en Expres, som i Nat jog ham af sin Seng: «om Bonden, naar Faren ikke var sandsynligere eller nærmere, skulde tages fra sin Plog i denne travle Tiid, imens Soldaten laae roelig?» Svaret kan I nok tænke Eder, mine Venner! Det var at ønske, det bragte den gode Capitajn til Eftertanke. Ney, saa liden Conduite kunde jeg ikke tiltroet D^‹x›, endskiøndt den tappre Obriste Lowzow bar sig acurat ligedan ad ved Blakiær Expeditionen. Han var den sidste Mand, som vovede sin dyrebare Person over Sundet, og først en god Time efter at han vidste, Festningen igien var i vor Magt. Det er virkelig sørgeligt, at de af Mod brændende Undergivne, skal ikke have kiækkere Anførere. Dog, Gud skee Lov, saa rene Harer ere dog vel ikke mange iblandt dem. Det giør mig ondt for den gode Frue D^‹x› thi jeg kan intet større Onde tænke mig, end om jeg skulde see min Mand, ved egen Skyld, ringeagtet. Og, hvordan det nu var ved Urschoug Affairen eller ey, saa giør han sig ved dette Træk dog mistænkt for, heller ikke der at have opfyldt sin Pligt. Gud give, han vilde afvaske denne Plæt, om det saa var med sit Blod. Det vilde det maatte smerte mindre, uendelig mindre, at see sin Elskte falde som Helt, end see hans Hæder falde.

Kl 7: Her min første Tak, elskede Maja! for Dit kiærlige Brev i Dag. Det var det eneste Posten bragte. O, Du er saa god, saa god.

Bør man jo gaae i Kirke. Og der har vi ogsaa været, min Koren, Sarotje, Nella, Poppenheim og jeg. Som sædvanlig en god simpel og hiertelig Præken af vor lille Mørk. Giørups og Solner er her. Det hindrer mig ikke fra at sidde her i min Roe, Gud skee Lov! og snakke et lille Kiænde med Eder, alle Barna mine! Hvad jeg nu har at sige Eder, ja, det er sagtens ikke stort. Jeg fik i Gaar Aftes et Brev fra den stakkels Ekholm. De kan nu ey længer blive paa Vildberg, da Mad: Wangensten skal i Barselseng, og venter nu, hvor Grev Moltke vil bestemme deres Opholdssted. Han skriver saa taalig hengivent, den ulykkelige Mand. O ney! saa skriver ingen Forbryder. Han sendte mig ogsaa i et Brev fra en Albom i Åbo en Elegie af denne, ved en ung, nyelig gift Mands Død (hans Ungdoms Ven) rørende, følt, sand Klagedigt. Selv i dette Brev, fra 31^te Decb^r f:A: omtales den Plan, der har forvoldt saa megen Larm. Gud give dog, hans Uskyld kom for Lyset, om han er uskyldig, hvad jeg saa giærne vil troe. Og, kan denne Kones Mand være en Skurk? Omtalte Brev var skrevet i den elskværdige Digters Franzéns Huus, og er i alle Henseender meget interessant. Der tales om Choræus, Lindgreen, og flere af de herlige svenske Skialde, og saa meget nydeligt til Frue Ekholm, som han blandt andet kalder, hvad hun vist er, «sin Mands, den heftige, lidenskabelige Mands Skytsengel.» Frue Ekholm har især været indtaget i Oxenstiernas Hoppet og Oskuldens Religion. De ønske sig den 2den Deel laant, men beder mig dog opsætte de at sende den, til de seer, hvor de skal hen. O! det er en sørgelig, høyst sørgelig Stilling de ere i. Og er det ikke Pligt at formilde enhver Lidendes Kaar hvormed man kan? og nu saadanne Mennesker, saa fiintfølende, vant til det bædre? Dog, forudsætter ikke disse Spørgsmaal Tvivl om, at I kunde tænke anderledes, mine Elskede! eller fandt det nødvendigt, at jeg retfærdiggiorde mine Følelser? og det giøre I dog sikkert ikke.

Jeg har i nogen Tiid giort en sørgelig Opdagelse i mit Inderste, og fandt den bekræftet i Dag i Kirken. Seer I, Elskelige! jeg troede ikke mit Hierte skabt til at bære Nag eller Had til noget levende Væsen. [62]  Og da det nu i den ret vakkre Krigspsalme i Dag hedder: «Lad os i dine (Jesu) Fodspor gaae, At vi af ganske Hierte maae For Avindsmanden bede». Da følte jeg det atter saa levende, at jeg ikke af et oprigtigt Hierte kunde bede for den lumske, den usigelig lumpne Britte. Jo kiærere han engang var mig – ak! I veed ikke, hvor kiær – jo forhadtere er han mig nu. Den ene Skiændselsdaad afløser den anden. Det er sørgeligt men sandt: jeg kan ikke tilgive ham. Om jeg derfor ikke kunde elske og agte Individet? Dog, derom spørger ey I. Men Nationalhad var mig før det afskyeligste jeg kunde tænke mig, og nu? O! det er skrækkeligt! ogsaa denne Nærve i mit Inderste har de senere Tiders Begivenheder saaret saa dybt. Skal den ikke læges mere?

O Du, som bad: «Fader! tilgiv dem! De vide ey hvad de giøre.» Du, mit store, elskede Mg Mynster, som jeg, saa meget min Svaghed tillod det, stræbte at ligne, borttag denne Bitterhed af min Siæl som er den saa piinlig! –

Jeg kommer nu tilbage fra en lang Spadseertour med min Koren og Lina. Paa Hiemveyen mødte Jomfruerne os. Det er en deylig Dag i Dag. Ak! og saa mange Tusende koster dem Blod og Taare. Hvordan Mennesker kan udtænke Planer til sine Medvæsners Nedbrydelse og Ødelæggelse, er mig Gud skee Lov altiid ubegribeligt; men hvordan de kan lægge disse sataniske Planer (som dog vist ofte skeer) under den rene blaa Himmel, blandt Naturens utallige Skiønheder, hvordan det kan gaae til – – ney, lad mig ey tænke paa sligt kan være mueligt. Inden tykke skumle Mure, hvor Dagen med Møye stjæler sig giennem jærngittrede Vinduer eller Huller, f.E: i en Munke Celle, der lader det sig tænke, Satans Stemme kan faae overdøvet Menneskelighedens – «Troer du paa onde Engle? min Søn!» spurgte Biskop Lumholz en af sine Confirmanter, og da denne, efter megen Betænkning, svarede Ja, blev den Gamle ved: «Gud bevare dig ogsaa fra, ikke at troe paa dem!» Om jeg troer paa Satan, og alt hans Væsen [63] o.s.v. spørger I. Svar: Før maaskee ikke; men nu er det den eneste Maade, jeg kan rædde Menneskelighedens Ære paa, at søge fast at overtyde mig om, han maae have sit Spil i det engelske Ministerium og hvor ellers alle Diævlerier udruges. Herefter vil jeg troe at see disse «onde Aander» i hver Guinee, der hendelseviis kunde komme mig for Øyne. Troer I maaskee, mine Dyrebare! Koldfeberens Phantasier spøger i min Hiærne? Ney, den er reent borte for lang Tiid siden. Jeg er ved mine fulde Fem, saa meget jeg nogensinde var det. Men nu vil jeg for en Feyls Skyld sige Eder Alle god, roelig Nat og – gaae ind til Mad: Giørup, at den sidste Phantasie Gnist (ifald I endnu stedse har mig mistænkt for, det ikke er saa rigtigt) kan slukkes.

Mandag 16^de (Sarotjes Navnedag) God Morgen, Elskede! ogsaa kiærlig en Hilsen fra Plogstad! «Det tænkte vi nok, du havde været der, Moer Koren, siden vi intet saae fra dig i Gaar» Ja, Gud skee Lov, endelig, efter saa lang Tiids og saa mange piinlige Øyebliks Forløb saae jeg min Rikke igien, hendes brave Fut, hendes elskværdige Glutter. Det var bestemt, jeg vilde did i Gaar; tidlig skulde alt været færdigt, Kl 6, senest 7 vilde jeg være ude. Men saa var jeg saa syg om Natten, at jeg nesten mistvivlede om, der kunde blive nogen Reyse af; dog, Veyret var saa skiønt, min Længsel stoer, og Rikke ventede mig, det vidste jeg. I en Snup var jeg oppe, drak min Caffe (her vil Lisebarnet lee saa smaat) og sige: «Ja Caffe maatte du have, Moer, det vidste jeg nok) og sad‹t› for første Gang, i min Kariol (i Aar at sige) Kl 7½. Føret var saa slemt som Veyret skiønt. Men det gik til Plogstad, tænkte jeg, og overvandt min Angst for Feltegrøbhullerne, hvortil den altiid kiække Aslak bidrog sit ved bestandige Forsikringer om, der var ingen Fare. Men saa havde jeg en anden Sorg. Hertel vilde endelig, jeg skulde tage hans Hest, da vore ere i uophørligt Slæb med Skyds og Ploug (hvor han da heller ikke ganske sparer sin) og paa Veyen blev det arme Dyr halt. Det gik altsaa saare langsomt, dog var jeg der til Kl lidt over 10. Stakkels min Rikke [64] havde været meget syg Fredag og Løverdag, var endnu grumme mat, men blev bædre og bædre, eller glæmte i det mindste sit Onde over det meget, vi havde at snakke om.

Vi vare nede og besaae den nye Bygning, der bliver overmaade peen og beqvem – Gud lade de ædle Mennesker tilbringe mange lykkelige glade Aar der! Det veed jeg vist, dyrebare, Børn! I ønsker med mig. Mit neste Ønske: at de maatte tilbringe ^indflytte der til Høsten i Fred og Roe, tør jeg mindre haabe opfyldt, end det første. Mit Hoved blev ved at være saa leyt. Rikkemoer fik mig derfor til at lægge mig lidt da vi havde spiist, imens hun sad paa en Skammel ved en Stoel, læsende Rousseaus Bekiendelser og holdt alt Larm borte fra sin Moer Koren. O! ingen af Eder behøver jeg at sige, hvordan Timerne gik, og altiid gaaer der, hele Dagen som een Time. Og nu var det saa længe siden vi havde en saadan timelang Dag. Kl 7½ maatte jeg begive mig paa Hiemveyen, for min halte Hests Skyld. Dog, den var blevet vasket og qvæget paa sit Viis, og gik meget raskere hiem og Veyen var tørret utroelig, saa jeg i det deyligste Juli Maaneds Veyr, under Fuglenes Sang og Giøgens Kukkur (som jeg hørte første Gang) kom hiem, en halv Time hurtigere, end bort –

Budstikken N^o 13, som min Rikke læste for mig paa Plogstad giorde ogsaa sit til Dagens Behagelighed. Andet end den havde heller ikke Posten bragt hid.ⁿ¹⁶ I Dag er atter min Koren og Hertel borte. Men nu kom min Maja, lille Ragna og Jørgen Chrystie, og Jomfr: Horster spadserende og saa svedte, de arme Unger, og afbrød mig i en Bindeværs til min Sally, som I skal faae her sligt det er, naar det er færdigt – thi nu er saamen Maden paa Bordet, og jeg har gaaet fra og til dette vist 6 Gange.

Saa mange ere Ordene. De skulde blevne flere; men jeg kom ud af Concepterne da det unge Herskab meldte sig i en Allarm, som om Svensken havde været her. Overalt erindrede jeg først da jeg skrev Dato heri, at det var Sarotjes Navnedag. «Kiært Barn har mange Navne» Saa hedder hun Sara, Sally, Sarotje, Saja, Sora – Under alle disse maae I kiende hende; men de 3 første bruges hyppigst, Sarotje meest i Øhlenslægers Kreds, og her for at skille hende fra den anden Sally mi.

Tirsdag, 17^de Nu springer de stakkels Kiør, udslupne af sit lange Fængsel, heel lystige omkring. I dag slap vi dem, at de kan begynde nogle Timer om Dagen, at røre sig lidt. Forunderligt, at de endda kan røre Benene, og det til Spring, efter saa lang Stillestaaen. Det er en blandt flere Uskikke, jeg giærne vilde have afvendt de kiære Normænd med NB paa disse Kanter, at lade Creaturene staae saa inde hele Vinteren. Men de falde, som alle Folk af Character, en Smule i det Egensindige.

[66] Al min Ungdom, anført af Poppenheim og Telja, ere nu i et Besøg hos lille Mørk og hans meyet goe Kone, og her er paa engang blevet saa stille som det var Midnat. Kun af og til lyder Nellas Stemme (hun er denne Uge Comdt, altsaa ved Huset) udenfor og op og ned af Trapperne. «Frisk op, Kamerater!» synger hun frisk væk, uden at bryde sig om Pavels strænge Bedømmelse i sidste Numr af den igien i Gang komne Tiid. Her er blevet et ordentligt Oprør mod samme Guds Mand i denne Anledning. Sarotje syntes, han burde henvende sig lige til Oversætteren, hvis Ven han er; og Andreas var Sku Sku istand til, at rive Parykken af den arme Mand, havde han en paa. Var Sangen anbefalet de norske Krigere, kunde Pavels have fuldelig Ret. Nu synes jeg, han blot skulde betragte den som et Kunstproduct[.] Vist er det, at jeg ikke har seet Tingene fra denne Side, og troer ikke, den vilde have saa frygtelig Indflydelse paa vore norske Krigsbrødre. Dog, den redelige Mand, i hvis Siæl sikkerlig ikke er befunden nogen Svig, har vist blot talt af sit Hiertes uimodstaaelige Tilskyndelse; og det glæder mig paa hans Vegne, at han ikke har nogen Gienganger at gaae i ‹…› ^{Kamp med.} – Endskiøndt jeg nu ikke ærger mig som Sarotje og Andreas og Consorter, saa blev jeg dog lidt flau ved at læse det som jeg troer overflødige – jeg veed ikke selv hvad jeg skal kalde det – thi ganske Sniksnak er det ikke, og Tonen er for bliid og beskeden til jeg kunde føre over min Samvittighed at kalde det saa. Manden er altfor ængstelig, det er hele Sagen. Jeg gad vidst, om De svarer herpaa, kiære Egersøn!

Ogsaa dette Hefte gaaer nu til Ende, og da der snart gaaer Bud ind fra Chrysties til Byen, kan det gaae i Morgen til Gierdrum og derfra videre ved gamle Horster til sit kiære første Bestemmelsessted. Jeg har i Dag skrevet til Fr: Lotta og mine Gutter, og giort et og andet færdig, som I vilde faae at see med Tiden, mine Elskede! I Morgen skriver jeg til Dig, elskte Maja!

[67] Den 18^de May Kl 9 i Morges, kom Pastor Chrystie vandrende med sin Stok, deels for at see til os, deels til Børnene. Disse ere nu, paa lille Jørgen nær, kiørt hiem, skydset af Hertel, men Fader og Søn bliver til i Morgen. Vi fik Præsten overtalt, da det var for stærk Vandring, 3 Mile paa en Dag, at blive til i Morgen tidlig. Smaaepigerne vare uovertalelige[.] Præsten kom med sin Stok, har jeg skrevet. At han havde brugt den til ‹H›yttestav, og ikke for med den at hiemsøge os, begreb I nu sagt, mine gode Børn! men for at forekomme Anmærkninger, har jeg nu giort det saa tydeligt.

4^de Hefte af Dagbogen er borte, og et Brev til Dig, min Maja C: I Nat var jeg paa Ejdsfoss hos Dig. Mon Du er der nu, og Don Pedro og Thrine? thi I vare der Alle, og saa kom Egerbarna, syntes jeg, og vi havde alle saa travlt med en Rosmarin, som en stoer Green var brækket paa. De samme deylige Blomster, som jeg sidst saae i Vinduerne, stode der og mange flere. Hvor jeg kom, var Blomster. Det skal jo ikke betyde noget glædeligt, især da Rosmarinen spillede den første Rolle overalt. Men jeg forklarer mig Drømmens Oprindelse meget godt: Jeg har endeel Blomster her i mit Kammer, og fik i Gaar en deylig Malva sendendes fra min gode Moer Mørk. I en saadan Urtepotte, som den staaer i, satte jeg – jeg veed ikke om jeg har fortalt det før – en Rosmarinqvist, som jeg havde med mig fra Ejdsfoss i Vinter. Den lod til at vilde komme sig, og glædede mig saa meget; men saa med et gik den ud. Ved denne Erindring vaktes ^nu andre, og jeg tænkte mig, som jeg saa ofte giør, hvor deyligt der nu vist alt begynder at blive paa Ejdsfoss, og hvor rundelig jeg skulde blive forsynet med Blomster, om jeg var det nærmere, o.s.v. Det var en skiøn [68] Drøm; jeg havde giærne fornyet den, da jeg ikke længere kunde holde den fast. I vilde sikkert intet have imod, at jeg her udskriver noget, som jeg synes det beste jeg har læst eller hørt om Drømme. Det er af Novalis, jeg troer i hans Ofterdingen.

«Wenn ihr zuerst in Eurem Leben einen Traum hättet, wie würdet ihr nicht erstaunen, und Euch die Wunderbarkeit dieser, uns nun alltäglich gewordenen Begebenheit gewiss nicht abstreiten lassen! Mich dünkt der Traum eine Schützgewehr gegen die Regelmässigkeit und Gewohnlichkeit des Lebens, eine freie Erholung der gebundenen Phantazie, wo sie alle Bilder des Lebens durch einander wirft, und die beständige Ernsthaftigkeit des erwachsenen Menschen durch ein fröliches Kinderspiel unterbricht. Ohne die Traume würden wir gewiss früher alt, und so kann man den Traum, wenn auch nicht als unmittelbar von oben gegeben, doch als eine göttliche Mitgabe, eine freundlichen Begleiter auf der Wallfahrt zum heiligen Grabe betrachten.»

Torsdag 19^de Kl: 10 i Formiddag, begav sig Fader Chrystie, Staven i den ene, sin Søn ved den anden Haand, paa Hiemveyen. Alt hiemmeværende Mandskab fulgte ham. Min Koren er i Dag i Edsvold, og bringer mig, haaber jeg, nøyagtig Efterretning om, hvordan det nu staaer til paa Mork. Jeg troer, godt. Men jeg har i saa lang Tiid intet hørt derfra, og ønsker at vide, om alt der igien er i sin forrige Orden.

Tørrere Post end i Dag, kunde dog ikke være. Budstikken havde vi læst før, og saa var der intet uden det jammerlige Intellig: blad, hvor der ikke engang var saa meget, som en Strophe til os elskelige H^r Ole Professor. Ikke et Brev, undtagen til Hertel fra Jes, som ivrer, og med Ret, meget forfærdelig [69] imod to eller tre norske Piger, som har givet Svensken Efterretninger om deres egne Landsmænds, de norske Troppers Stilling og hvad de vidste, og, for at undgaae den fortiænte Straf, taget Flugten til deres Lands Fiender. Afskyeligt er det rigtig nok; og min kiære Jess's Varme glæder mig, som ethvert Udbrud af rigtig, kraftfuld Følelse i en ufordærvet Siæl. Nogle af Wedels Jægere havde, da de ey kunde naae dem, skudt efter dem. «Hvad havde du tænkt, Hertel,» slutter den lille glohede Nordmand denne Efterretning, «om du havde læst i Budstikken: at et Par norske Piger var skudte af norske Krigere?» De ulykkelige! for dem har Jorden nu ingen Fred mere, overalt maae den brænde under dem: de har forraadt den Plæt, hvorpaa de fødtes, dem er intet mere helligt – Og dog, de Ulykkelige! hvor meget var det ikke mueligt at udfinde til deres Undskyldning: Frygt, Uvidenhed om hvilken Brøde de begik, hvad Følger den kunde have – ikke at tale om den langt uundskyldeligere Grund, Penge – maaskee blanke Guineer, en Fristelse, for hvilken saa ofte langt flere falder, end modstaaer, og Mennesker, af hvem man kunde fordre noget mere, end af en, maaskee i dyb Vankundighed opvoxen Bondepige. Jeg afskyer Handlingen, men beklager de Elendige, og fordømmer dem ikke.

Fredag 20^de En slem Dag. Jeg stod syg op, og blev værre ved et Klagebrev fra den arme Ekholm, der nu, ved Mad: Wangenstens forestaaende Nedkomst, er husvild. Gud give, det maatte lykkes mig, af skaffe ham Raad. Siden har jeg lagt til nu, Kl 3. Paa Mork er det Gud skee [70] Lov meget godt, skiøndt den brave Major endnu er meget mat. Jeg fik et langt, meget muntert Brev fra ham, men nesten ulæseligt i Begyndelsen. Det var noget nær de første Linier hans skiælvende Haand har bragt paa Papiret siden hans Sygdom. Det var en sand Glæde, siger min Koren, at see disse gode Mennesker som paa nye giengivne hinanden og forenede. Saa snart det paa nogen Maade bliver mig mueligt, skal jeg opfylde deres og mit eget Ønske, og reyse did.

Blandt saa mange mørke, smertelige Scener, vederqvæger det, engang imellem at træffe paa en lys.

Jeg er saa forstemt, mine Elskede! og kan ikke sige Eder Aarsagen, veed den neppe ret selv. Kun saa meget, at det er sørgeligt sant: «ogsaa de beste, meest oplyste Mennesker kan ikke bekiæmpe sine Fordomme.»

Søndag 22^de Skiøndt jeg i Gaar var temmelig brav, bædre end i Dag, fik jeg dog intet skrevet her, fordi, mine Elskede! I vel skal kiende Eders Moer Koren i alle, ogsaa hendes vrantne Luner, men ikke plages med dem. Jeg gik henimod Aftenen en Tour i det søde stille Veyr med min kiære Skriver ud paa Marken, besaae vor Vinterrug, som staaer deylig, og vendte lettere om Hiertet tilbage.

I Dag – der er rigtig nogen Feber atter i Færd med mig – er jeg, efter en slem, ængstelig Nat, saa ley og nedstemt, dog, naar jeg skal sige Sandheden, ikke saa meget ved Feberphantasierne og den afbrudte Søvn, som ved det slette Udfald af mine Comissioner for de arme Ekholms. «De ere Svenske, vore Fiender, at bevise dem Velvillie er fast Synd.» Saa omtrænt kan man udlægge de Svar, jeg [71] har faaet. Om jeg i ingen Maade interesserte mig for disse stakkels forladte Mennesker, saa er dog saa usle Fordomme, og især naar de har sin Oprindelse fra Nationalhad, mig en Vederstyggelighed. Nationalhad – jeg kan ingen Synd tænke mig større end denne. Ney! selv Engeland bevare Gud mig fra at hade. I det Øyeblik mit retfærdige Had mod dets Voldsmænd udartede til Had mod deres Nation, vilde jeg blive mig selv foragtelig. Ja, jeg siger af et fuldt Hierte med Baggesen i hans mig altiid saa kiære Labyrinth: «Nationalhad, Nationalforagt, ere sande – og just af alle de frækkeste, kaadeste, dummeste, utigiveligste Blasphemier. Om og virkelig hiin eller denne Nation spiller en skrækkelig eller uanseelig Rolle – hvis er Skylden? Den er nær ved at foragte Menneskeheden, som foragter et Folk etc.»

«Snart er det den kiære 27^de May» faldt mig ind i Dag, «og hvad ^hvordan eller hvormed skal du hilse den?» Jeg afskrev derpaa et lidet Digt, som jeg tænkte, i sin Tiid skulde tilegnes min kiære, elskelige Egersøn, og sender det i Dag med Hertel, som skal til Byen, ledsaget af et Par Tilegnelseslinier ad interim, skrevet med en virkelig Feberhaand som Oncle Erich kalder det, med et sygt Hoved og tungt Hierte: Thi imens jeg afskrev selve Digtet, kom lille Luise Radik fra Fogdens og fortæller, de der har havt Efterretning om et blodigt Slag ved Vinger, hvor vore atter ere blevne nødte til, at trække sig tilbage. Det skal have, bekræftede Pastor Munthe, vedvaret Torsd: og Fredag, og man formoder, det er fornyet i Gaar. Aldeles tomt Rygte kan dette ey være. Til Fogden er det meldt fra en Lehnsmand Reich i Næss – altsaa i Nærheden af Krigsskuepladsen – [72] en saare paalidelig Mand. Underligt, at min Rikke ey skrev herom. Vi vil vel snart faae de nærmere Omstændigheder at vide. Mit Hierte banker saa underligt, og en fæl, ængstelig Drøm fra i Nat, staaer saa levende for mig – Dog, lutter Feberphantasier altsammen, vil jeg haabe.

Mit Brev til min kiære Frederich slutter jeg ikke – eller rettere, begynder jeg ey paa (thi Brev er det jo ikke jeg har skrevet) før jeg seer, om Posten bringer noget i Dag. Det kommer mig for, som den bringer mig noget fra de Kanter. Da maaskee ogsaa lidt mere her –

Mandag Aften. Posten kom, men min Ahnelse blev uopfyldt. Den bragte intet, uden et Brev fra min gode Fabritius, som var os alle særdeles vigtigt, da det gav os nøyagtig Underretning om det sidst forefaldne Slag paa Vinger, hvorom Rygterne som sædvanlig vare saa modsigende, men alle frygtelige. Gud skee Lov! endnu gaaer alt godt, og vi staaer os bravt. En Skandse havde de fordrevet Fjenden fra; men den vigtigste er endnu tilbage. Gud veed, om der siden (dette var Onsd: 18^de) er forefaldet noget. Jeg havde just tænkt at fortælle eller fore «sladdre Eder Alskens Ting, Elskede! men saa kom lille Faer Mørk, og er her endnu, og nu er det nesten mørkt. Min Koren er kommet hiem med en halv Perial; men da er han meest snaksom, og holder nu Præsten med god Prat mens jeg sidder her. Dog, kun for at sige Eder, at jeg atter i Dag er flink, har været tidlig oppe i Dag, og tilbragt Tiden, som jeg troer, ey unyttig, og meget behagelig.

Min lille Luise gik hiem i Dag. Hertel er i Byen, med ham Brevet til Eger. God Nat, I Dyrebare! Det qvælles stærkt, og jeg gad giærne være færm i Morgen ogsaa –

Vi skal endnu en Tour med Lina, som har været særdeles flittig i Dag –

[73] Tirsdag 24^de Hvorfor skal jeg trætte Eder, mine Elskede! med min evige Feber- og Hovedpine-Jeremiade? og dog, naar I vil vide alt hvad vedkommer Eders Moer Koren, saa er der vist og sandt intet, som vedkommer hende mere, end dette, sig hver anden Dag saa bestemt indfindende Onde. Jeg maatte til Sengs i Dag igien. Men et Slags Benanelse, eller hvad jeg skal kalde det, som nu flere Gange i senere Tiid har overfaldt mig, og som er skrækkelig pinligt, nesten som jeg skulde qvæles, giør mig denne Hvile mere udmattende, end det Onde selv. Vi faaer nu see, om det saa vedbliver, om Anfaldet kommer igien saa ordentlig som hidtil, saa bliver Christi Himmelfarts Dag just ingen Festdag for mig.

Nest efter disse Beklagelser, kan jeg, ogsaa som sædvanligt, opvarte med Rygter. Jeg vil intet nævne om de aldeles urimelige: at vi har faaet vor Flaade igien, at Bonaparte i Forening med Ruslands Keyser har alt skaffet os Fred; at hans svenske Majestet blev skudt af en norsk Grenadeer, da han i egen Person mynstrede sine Tropper – men de kan da staaer her for Løyer Skyld. Et andet, mindre usandsynligt, ja, i Sammenhold med Fabritius's Brev rimeligt, hørte vi nu: at vore Folk skal, efter et Par forgiæves Forsøg, have drevet Svensken (i Vinger) ud af sine Forskandsninger, tilbage over den norske Grændse; men med stort Tab paa begge Sider. Dette er vel, enten det skeer eller er skeet, desværre uundgaaeligt. Den, som fortalte det, skulde have mødt en Dragun med Ordre at skaffe Skyds til 7 Vogne for de Saarede, som skulde bringes til det i Næss oprettede Sygehus.

I Fredags eller Lørdags, skulde det have været. Det vil snart blive bekræftet, er det saa. I Dag eller Morgen skulde jeg skrive [74] til min gode Urban Fabritius. Men det er mig saa ængsteligt. Hvem veed, er hiint Rygte sandt, om han lever endnu? Eller, hvad der kunde være skrækkeligere, iblandt de, som paa de 7 Vogne skal bringes til Sygehuset? –

Ney, det er saa mørkt. Veyret er tungt, regnfuldt. Jeg vil ind blandt de andre. I Morgen vil jeg skrive, det er jo min gode Dag –

Christi Himmelfartsdag Det var ganske rigtig min gode Dag i Gaar, men «hu tu tu! kjære Frue!» siger en vis fordums, nu igien bleven Frue i Christiania, hvilket Veyr det var. Da jeg havde endt mit Brev til den gode Urban (hvis Navnedag det var, og hvis 21^de Fødselsdag det er i Dag) og havde skrevet noget nødvendigt, læst med Linchen o.s.v. holdt jeg ikke længere ud at sidde her ene og høre den melancholske Regn pidske paa mine Vinduer. Jeg gik deels herfor, deels for at opmuntre mine Jomfruer ind til dem, og fik dem ved Forelæsningen af Lafontaines Svogre til at glæmme deres Smule Modgang. Men det er sandt, lad mig see, om I kan vide noget herom? – Jeg troer det ikke. Seer I, de havde foresadt sig, Sarotje, Nella og Andr. Munthe, at gaae til Chrysties i Gaar Eftermidd: og blive over der i Dag, saa i Morgen fortsætte Hiemvandringen om Plogstad. Disse Planer gik nu i Staae ved Regnen, og den kiære, ikke synderlig i Modgang øvede Ungdom, sørger for Øyeblikket ret heftigt over ethvert feylslaget Haab. Som sagt, da de saae mig og i min Haand en af «de smaae kleine Romaner» som Nella kalder dem, klarnedes det alt paa deres Horizont. Andreas, Stakkel, som ingen Bog er kiær uden den med de 52 Blade, kunde jeg intet give til Erstatning, fordi han forgiæves havde klippet sit Haar, barberet sig etc – Men saa vil jeg nu have fortalt Eder, mine Elskede! at den samme Sr. Munthe var oppe i Dag Kl 2½, bankede da paa Jomfruernes Kamm:dør, og bad dem see, hvor Solen skinnede –

[75] Men endnu vare deres Øyne betyngede med Søvn, saa de skiændte den arme Fyr Huden fuld, hvad han ey brød sig om, men bad og bandte det bedste han kunde, at de dog «Sku Sku» og «for Faen» maatte staae op. Kl 5 vare de endelig paa Benene og marschfærdige; men – da var den aarle Ledsager endnu ey færdig med sin Pynt. Koren fulgte dem et Stykke paa Veyen, hvor Andreas 3 Gange blev liggende tilbage ved forgiæves Forsøg paa at «faae sin Pibe tendt».

Nu, Kl 8, ere de dog vel, i det mindste Jomfruerne, ey langt fra Maalet. – Ja, klart og skiønt er Veyret, uagtet en temmelig kold Nordenvind, og imod Formodning er jeg ret rask i Dag, da jeg efter Ordenen kunde vente det Modsatte. Saadanne skuffede Forventninger kan jeg godt lide. Men desværre lægge vi ikke een mellem ti Gange Mærke til, at et truende Uveyr drager over, naar derimod intet, som bryder løst, bliver ubemærket.

Jeg veed ellers ikke, mine dyrebare Venner, om I har lagt Mærke til, at jeg hver hellig Dag lettere forfalder til Moraliseren end ellers? Og derfor vil jeg nu, til Høymesse, tage fat paa Platou, og hans hemmelige Bryllup med Frøken Lumholz. I vil have hørt dette længe før I seer det her; men I vil vist da ogsaa have havt de samme Følelser ved at høre det, som jeg i Aftes, da Hertel, der kom fra Byen, fortalte det. Stedmoderen, som vist ikke er Stedmoder i Ordets slemme Bemærkelse, var vidende om de Unges Plan (da den egensindige Fader plat ud ikke vilde give Platou Datteren før han var, som han kaldte det, kongelig Embedsmand), at blive et Par uden Papas Samtykke. Det blev de da, jeg veed ikke om Torsdag eller Fredag, da Fader Pavels sammenføyede deres Hænder. Den Gamle blev rasende, fik en Rørelse, og overvældede sin Kone med Forbandelser og Trudsler. Alt dette virkede saa frygteligt paa den arme, før svage Kone, at man nu tvivler om hendes Liv. I sin første Angst sendte hun Bud til Presidenten, som har et [76] vist Greb at tage den hidsige Olding med, som aldrig pleyer forfeyle sin Virkning: at bringe ham til Raison. Men denne Gang kom vor President (for han er saa bra) hverken for seent eller tidligt – Hans Høyærværdhd løftede den endnu rørlige Haand i en truende Stilling, og den gode Mægler fandt for godt, at trække sig tilbage, til Stormen havde lagt sig saa meget, at han kunde blive hørt. Hans Godmodighed og naturlige Sindighed blev her endnu understyttet ved den dybe Følelse, at Faderen virkelig var i høy Grad fornærmet. Men Tingene vare, da Hertel reyste, i samme sørgelige Forfatning; thi vel havde Presidenten skaffet sig Gehør (tilgiv dette halvtydske Ord! jeg veed i en Hast intet andet) men uden Virkning. Han er især opbragt paa Pavels, som har viet dem, og sværger, han ey kan eller vil døe, før han har skaffet sig Hævn over ham. Krænkelser vil det altiid blive for den retskafne Pavels, som vel neppe har forestillet sig, «en Fader kunde længere end i det høyeste en Dag – ak! og det var længe nok! – være uforsonlig mod et feylende, angrende Barn.» Den hele Affaire er mig særdeles ukiær. Vel staaer jeg ikke i mindste, end ikke i selskabelig Forbindelse med Lumholz's Familie, kiender dem neppe; men om jeg hørte sligt om mig aldeles ubekiendte Mennesker, vilde det bedrøve mig. Og nu er Platou, Hovedstifteren af alt dette, Ungdommens, mine Børns Lærer. O! burde han, burde nogen retskaffen Mand handlet saa? Han var vis paa Pigen, Faderen afslog ham hende jo ikke, vilde kun Udsættelse. Hvad havde de da at haste saa forfærdelig efter, naar de kunde see og omgaaes hinanden frit? Ney, det er mere end [77] Ungdoms Ubesindighed, det er Letsindighed. Og om den nu koster den 80 Aars gl Olding Livet, og den alt for overbærende Moder, om hun end rives af Dødens Arme, sin hele Fremtiids Roe og Tilfredshed – o! kan et saaledes begyndt Ægteskab vorde lykkeligt og velsignet? Dog, Gud give alt maae faae et bædre Udfald, end der nu er Grund til at formode! Det ønsker jeg af mit Hiertes Inderste. Men ligesaa hierteligt ønsker jeg, Platou snart maae faae en anden Befordring. Skolelærer synes mig ikke han bør være herefter; det burde ingen være, som saa offentlig har tilsidesat en af de Pligter, der bør være Ungdommen blandt de helligste: Agt for Forældre. Er jeg for stræng? Siger mig det, mine elskede Børn! Jeg vilde nødig være det.

De sidstudkomne Budstikker bragte Hertel i Gaar. Deri er da endelig et Brev fra Carl Jessen selv, som maler saa tydeligt i hans jævne, mandige Sprog det sørgelige Slag. I den anden er et i sit Slags interessant Brev fra vor kiære gamle Justiskar. Jeg kiendte ham saa godt og glad igien i hver Linie. Nu, hidtil har Britten ingen Aarsag at rose sig af sine Erobringer i Norge. Gud lade ham heller ingensinde faae det! Og vore brave Nordmænds hidtil usvækkede Mod giør ikke dette Ønskes Opfyldelse usandsynligt, mindre umueligt.

Rygtet om de fortsatte Slag Torsd: og Fred: paa Vinger, skal, som fast alt hvad der hedder Rygter, være ugrundet. Fader Mørk har nu efter sin Sædvane sadt her en Times Tiid og snakket. Nu gik han til Kirken, hvorhen jeg ogsaa giærne gik, om jeg ikke frygtede derved at tilbagelokke Feberen, som synes at have trukket sig tilbage fra mine Grændser. Man maae jo, efter Politikens Regler, de eneste man nu omstunder beskiæftiger sig med, ikke troe sig aldeles sikker, fordi Fienden synes at flye.

[78] Eftermidd Jeg havde nesten glæmt, det var Postdag, da man i Haven, hvor jeg sad ventende paa Kirkefolkenes Tilbagekomst, bragte mig Dit Brev, beste Moer Cappelen. Ak! Jeg kunde ikke glæde mig som sædvanligt ved dette kiære Brev, da jeg veed Svaret derpaa maae bedrøve Dig. Ney, Du Gode, blot mine Ønsker og Velsignelser maae følge Dig til det vakkre Schien til Dine ventende Venner, og til mine. Selv kan jeg umuelig blive med Dig. Dog, det faaer Du jo alt vide i mit Svar, dette Svar, som jeg forudseer, vil smerte Dig saa

Nu ringer Klokkerne vor gamle Postmand til Jorden. Jeg har saa ofte seet ham saa glad imøde, kiendt ham langt borte paa sit hvide Haar. Det var en from gammel Mand. Der er noget saa eget ved denne Ringen, især naar det er over et Lig, man for ikke længe siden har seet varmt, sundt, med alle sine Sandsers fulde Brug, og nu tænker sig disse saa aldeles i Staae, det hele Væsen saa opløst –

I Alle, mine Elskede! kjender Claudius. Men maaskee kjender eller erindrer I Eder ikke alle hans Wandsbecker Bothen, hvori der er saa mange deylige, jeg er nesten fristet til at sige jeanpaulsk deylige Stæder. Her til en Prøve noget, som ved Ovenskrevne, og ellers ofte, faldt mig ind.

«Ich mag wohl Begraben mit ansehn, wenn so ein rothgeweintes Auge noch einmahl in die Gruft hinab blickt, oder einer sich so kurz umwendet, und so bleich und starr sieht und nicht zum Weinen kommen kann. Es pflegt mir denn wohl selbst nicht richtig in'n Auge zu werden, aber eigentlich bin ich dog frölich. Und warum sollt' ich auch nicht frölich seyn? Liegt er doch nun und hat Ruhe! Und ich bin darin 'n närrischer Kerl, wenn ich Weizen säen sehe, so denk ich schon an die Stoppeln und den Erndtetanz. Die Leut fürchten sich so vor einem Todten; weisz nicht warum. Es ist ein ruhrender, heiliger schöner Anblick, einer Leiche ins Gesicht zu sehen; aber sie muss ohne Flitterstaat seyn. Die stille blasse [79] Todsgestallt ist ihr Schmuck, und die Spuhren der Verwesung ihr Halsgeschmeide, und das erste Hahnengeschrei zur Auserstehung.»

Ney, hører jeg nu, det var ikke min gamle Postmand som blev begravet (han skal begraves Søndag) det var en ung, 18 Aars Pige, som gik til Confirmation med min Sarotje, det fortalte lille Mørk, hvor vi, Skriveren, Poppe og jeg, har hensladdret et Par Timer (Kl er nu 9) meget behageligt. Med Taare i Øynene fortalte den ømme gamle Mand, hvor meget han havde holdt af denne Pige fra hendes Barndom, hvor færm og god hun var. En uhelbredelig vedholdende Sindssvaghed, vist nok grundet i uhelbredelig Nærvesvækkelse, grov hendes tidlige Grav. – «Liegt sie doch nun, und hat Ruhe».

Det var en deyllig Spadsertour vi giorde i dette himmelske Veyr. Lina er med Hertel hos Giørups. Telja havde lidt at sysle med. Altsaa gik, som skrevet staaer, vi Tre, først til Christianehøy, hvor den gode Hertel atter har giort nogle nye smaae Indretninger, plantet Træer o.s.v  – hvor jeg saa ofte sukker efter at see mig omringet af Eder Alle, I min Sjæls Dyrebare! – Derfra toge vi Touren ved en Omvey til Gislevold. De vare alle ude at tage frisk Luft, ligesom vi. Doctr: kom hiem; men efter de øvrige ventede vi forgiæves en heel Time, og gik saa til det kiære gamle Par, Mørk og Hustroe, hos hvem jeg saa tidt tænker mig mellem Philemon og Baucis. Hun sad beskiæftiget med Urtepillen smaaesnakkende med sin Dompappe, som hængte hos hende i Vinduet; Præsten i sin Nattrøye og Hue, med sin Øyenskiærm, læsende og excerperende, jeg saae ey hvad, thi han blev lidt uroelig over, at vi traf ham i Negligee, hvori han dog maatte blive enten han sang eller sprang. Der bleve da vore Legemer styrkede med Brød, Smør, Spegeflesk, Heggebærbrendeviin, osv –, vore Sjæle med interessante «Sagen aus dem Alterthume» som han altiid har i Forraad –

Velkommen, blide, yndefulde Maydag! min sønlig elskende, moderlig elskte Frederichs Fødselsdag! tusind Gange velkommen! O! blev du hædret som jeg ønskede, du skiønne Dag! Bragte Du Fredens Velsignelser igien over vort fortrængte Land! bragte du os i det mindste dette Haab nærmere, ^giorde dets Opfyldelse sandsynligere[.] Ak! maaskee flyder Blod af mangt et Saar, Taare af mangt et Øye, i disse Øyeblik, da mit Hierte kunde omfatte hele Verden, selv Engeland (kun ikke Canning, Popham etc) med moderlig Kiærlighed. Disse skrækkelige Forestillinger forbittrer mig hver Glæde, jeg ellers kunde nyde; intet Minut, uden jo de blodige Billeder svæver mig for Øyne. Enhver nye Frembringelse af Naturens moderlige Skjød fylder min Siæl med Veemod. Blod væder de blomstrende Enge, Smerteskrig døver Drosselens glade Vaarsang. Giøgens muntre Kuk kuk – O! det er smerteligt, hvordan disse Forestillinger ere indvævede i alt hvad jeg seer, hører, foretager mig. Og jo gladere jeg uden disse kunde være, jo mere trykkende ere de –

Min ædle Ven, min elskede Søn! De Taare, som nu nesten skiuler hvad jeg skriver for det taagede Øye, dem hører og forstaaer vor gode Fader deroppe, læser deri hvert Ønske for min kiære Frederich og hans og min Elise, og at han vil høre mig, Det

Maatte det lykkes mig, at glæde et eneste levende Væsen i Dag, at aftørre en eneste blandt de ‹Mange› Lidendes Taare Bædre, ædle Ven! kunde jeg jo ikke hædre, ikke moderligere, denne Deres Dag –

Dog, ogsaa med Blod kan en Fødselsdag hædres. Saa blev min det, da Uhyret Robespiere endte sin Helvedbane her under [81] det Mordindstrument, til hvilket han havde bragt saa utallige uskyldige, ædle Slagtoffre, den 27^de Julj 1794 – Saa kunde den 27^de May blive det, om en Canning, en Popham, og hvad de mere kaldes, disse Menneskehedens Afskum, faldt, og ved dette Fald deres nu saa dybt beskiæmmede Nation reyste sig, og Roe og Fred igien kunde løfte de nedbøyede Hoveder i Veyret –

Jo, Gud skee Lov! det er lykkedes mig. En stakkels Pige, som snart skal blive Moder, hvis Festemand værger for Landet, hvis Moder døde i Gaar, som ved Fliid og Stræbsomhed troelig har hiulpet, nesten ganske opholdt denne længe svage Moder, og en skrøbelig Fader, hendes Taare har jeg, ak! vel ikke aftørret – det kan kun den elskede Krigers Tilbagevenden (maaskee vender han aldrig mere tilbage!) men mildnet dem – Vi kalder ellers denne Pige Skriverens Pige, fordi hun har al sin Tilliid og Fortroelighed til ham, og han stedse hielper hende til rette, fordi Stræbsomhed og Arbeydsomhed (hun er ogsaa ganske vakker) giver Mennesket stort Værd i hans Øyne, hvad de nok bør have i enhvers, naar de ere forbundne med Redelighed og Troeskab –

Denne samme min gode, retskafne Skriver, er i Dag i Edsvold. I Dag vilde jeg grumme giærne mødt Sarotje og Nella med deres Følgesvend paa mit kiære Plogstad; men Heste er ey at bekomme. Hertel har længesiden tilbuden sin; men den behøver ogsaa at hvile. Vi faaer ellers Plougen lagt i Dag, og saa skal Folkene, som har været overmaade raske og driftige, have sin Plouggrød, og saa raaber de Hurra! naar de kommer hiem, og bliver flaue, naar hverken jeg eller Skriveren da er tilstæde. Jeg skal ogsaa skrive til Dig, elskte Maja! i Dag. Det er første Gang, dette Arbeyde falder mig tungt – Giid kun mit Brev, som afgaaer i Morgen, maae komme rigtig frem! Og nu ere I, Du, Din Pedro og Thrinebarnet paa det deylige Ejdsfoss – hvor skulde, ‹…› var jeg nu hos Eder, vi klinke vor Egerprovstes Skaal!

[82] Og nu, Kl 12 Middag, har vi plantet 2 deylige Træer uden for Dørren i Forgaarden, hvoraf det paa høyre Haand høytidelig er døbt Frederich. Poppenheim, Lina, Telja, jeg, Hertel, (Planteren) – Diderichsen, Wold, ‹…› Mellin have alle været Faddere. O! det vil voxe og trives, og i dets Skygge skulde vi mange Gange tænke paa denne Dag, og Træets kiære Navne, som Gud give maae glæde sig der med os, blandt os! Men, er denne Himmelegn ham mindre gunstig end hans blot ‹v›eg‹…›terende Navne, da, du store Gartner og Ordner deroppe, henflyt ham, hvor han maae trives og bære Frugter til Velsignelse for sig og Andre; hvor han «ikke forgiæves udstrækker sine Hænder til et gienstridigt Folk» – Og dog, neppe, neppe har jeg Hierte til at sige: Amen!

Løverd 28^de De i Aftes Hiemkomne, troede ikke, den lille Frederich var rigtig døbt, fordi ^de ey vare der tilstæde. Det skedte altsaa nu i behørig Orden. Skriveren var Præst, Poppenheim Klokker, alle vi øvrige Faddere. Skriveren rystede sine graa Lokker og kaldte os Børn allesammen. Og nu er ogsaa mit Brev borte, det Brev, som Du saa længselfuld seer imøde, elskte Moer Cappelen, og som, naar Du faaer det, tilintetgiør Dit Haab.

Min Maja K: kom med hiem i Aftes. Her skulde vadskes og klippes Faar, og derved, kan I nok tænke, hendes Nærværelse var nødvendig. Hun bliver nu hiemme til over Pintsedagene. Jomfruerne vare trætte; men Andreas reent ussel. Han er endnu bleeg og søvnig; dog saae han saa blidt til det døbte Træe, og ønskede vist, det kunde synge for ham –

Nu er ogsaa 5^te Hefte sluttefærdigt. Men afsendt bliver det neppe før jeg selv, 3^die Pintsd: tager det med mig til Byen. Sarotje, kanskee ogsaa Lina, følger mig.

Der er i Dag Confirmation her ved Kirken. Men det varer altiid saa uendelig længe; derfor lod jeg Barna gaae for mig. Fader Mørk var her før han gik i Kirken, og jeg paalagde ham, at han maatte være færdig med Alt Kl 2. Om han er istand til at holde det? Min Suwarron, som I jo har den Ære at kiende? mine Børn! staaer ogsaa blank i Dag. Han har aldrig været saa galant sin Levetiid. Foruden hvad Skriveren har givet ham til denne hans Hædersdag, har hele Contoiret bidraget til hans Udstaffering. Men med Læsningen er det jammerligt. Han kom reent forhungret hid for 3 Aar siden. Jeg har aldrig seet et elendigere Barn. Men saa kom han sig, og blev ved at blive her, og er nu rask og stoer og stærk; men da han, 15 Aar gl, ikke kiendte et Bogstav, har han i disse 3 Aar ey drevet det synderlig vidt i boglige Kunster. Gud hielpe den saa aldeles forsømte Ungdom!

Frue Wærner er her i Dag. Hun har nu faaet en nye Sorg. Capitajn Hiort, gift med Wærners Syster, som har været længe i Fredstd, ham nemlig, er kommet i Fortred og aresteret, ingen veed hvorfor. Rygtet vil endog, han skal have dræbt sig, hvad dog Gud forbyde, skulde være sandt! Hans arme Kone er færdig at forgaae i sin Jammer. Hun reyser nu selv ned, for at faae vide Sammenhængen, og den gode medlidende Frue Wærner tager hendes Børn til sig for det første. Og denne Frue Hiort var, da vi kom herop, hele øvre Romeriges Prima Donna, dog uden alle egne Pretensioner, men en rask, vittig, hiertensgod Pige, som man maatte ynde. Hun er ligesaa tækkelig Kone, har hidtil holdt sit Mod vedlige uagtet det ‹…› er sadt paa haarde Prøver og vil endnu, siger [84] hun, kunde udholde alt, kun ikke Beskiæmmelse. (I hvilken underlig Bemærkelse tages ikke ofte dette Ord. Jeg længes mellem Frygt og Haab efter denne sørgelige Begivenheds Udfald. Hiort er en haard, ubændig Mand –

Kl 5. Jeg er saa træt. Vi har været ved Liøgodtkiæret og trukket Karusser, og fik nogle ret deyligstore. Siden ved Dammen og sluppet dem, og i Haven, kort, vandret om i et væk. Og saa varm en Dag! «Det giør godt ved dig, Moer vor» – Ja, mine elskte Børn! det troer jeg ogsaa, og har foresat mig, at gaae ret dygtigt i Sommer. Maae kun Hiertet blive let[.] Da synes jeg, intet er tungt.

Mine Formaninger frugtede. Kl 2½ var lille Mørk ganske færdig. Han saae ofte paa sit Uhr, og op til vor Stoel, kort han har sand Kiærlighedsfrygt for mig, det mærker jeg nok og derfor skal Maja mi, frem for alle hans Yndling, besøge ham i Morgen, naar Faareklyppingen og hendes andre Sysler ere revne tilside, og give ham et ret datterligt Kys.

Med Posten fik jeg et Brev fra Kbhn. fra unge Munthe, af 16^de d M: Men ikke et politiskt Ord, kun at de alle var i stoer Angst for Norge «da de i Budstikken havde seet af Gudmundsens Brev, at Svensken var gaaet over Stoerelven» Hvor staaer det i Gudmundsens Brev? De maae have feyle Eftertryk dernede af Budstikken, eller de ikke kan læse rigtig. Gud lade det ikke komme dertil! (med Overgangen, mener jeg) Min Koren fik et meget artigt Brev fra den udmærket brave Ritmester Darre, hvori han paa Printsens Vegne beder om Fortegnelse paa de Fødevahre, herfra Egnen blev indsendt, «at det kan blive indrykket, som alt øvrigt i Budstikken» – Mueligt, det er en Nødvendighed, som vi ikke indseer; men jeg lider ikke den Opramsning [85] af alle disse smaae og store Biedrag til Opfyldelsen af en Pligt, som vel maae være ethvert Menneske den helligste, eller dog blandt de helligste af alle. Imidlertid maae Koren opfylde hans Durchlhds Ønske, og har til al Lykke Sarotjes meget nøyagtige Optegnelse paa det alt. Af dette Brev seer vi, at Printsen endnu er paa Narvestad i Edsberg. Ubegribeligt, at han ligger der saa roeligt og saa længe. Efter vort Tykke synes hans Nærværelse at være meget nødvendigere paa det truede Kongsvinger. Dog, sikkert veed Manden hvad han giør. Det er nu kun saa min «uforgribelige Formening» for at tale juridice –

Mandag 30^te Fra min kiære, nu atter meget skrantne Rikke Borchsenius, fik jeg et Brev, Posten i Gaar bragte hende fra vor gode Fabritius. Der har den 25^de atter ^været en blodig Skiærmydsel mellem vore og Svensken. 100^de Mand bleve deels fangne, deels nedsablede af de 200^‹…› Skieløbere, som Capitajn Jurgensen anførte. Svensken blev overrasket. En Baron Alssparre, den øverst Comanderende, vilde paa ingen Maade give sig, og blev – nedskudt. Det omstændeligere herom i et Brev til Eger, og I Alle vil see det før her, i Budstikken. At min ellers saa menneskelige blødhiertede Urban fortæller alt dette saa let hen, og efter den nøyagtige Beskrivelse over de Saar, den kiække ulykkelige Svenske fik, og det bestemte, kolde «Ney» han mellem hver af disse gav paa Spørgsmaalet: om han nu vilde give sig? slutter med et «det var en Fandens Karl!», det bedrøver mig. Jeg forstaaer det ikke; men jeg føler, at det er skrækkeligt, saaledes at dræbe et Menneske. Han vilde døe, det er tydeligt; men – ney, mit Hierte bløder for den tappre, ulykkelige Mand, og jeg kan ikke glæde mig over Eders Seyer, mine ellers saa brave, saa menneskelige Landsmænd! Endnu fortæller Fabr: at en Underofficer, som mistede sine Skoe i en Mose, drog den nyelig dræbte, blødende Barons Støvler af og paa – En af Krigens aller [86] skrækkeligste Følger er dog vel den grusomme til Had grændsende Ligegyldighed, hvormed man vænnes til at betragte Medmenneskers Elendighed, de hede Taare, det strømmende Blod. Hvor sandt er det, hvad Lafontaine siger ^{et Steds} i sin skrækkelig skiønne Aristomenes og Gorgus: «Ach! der Krieg zerreisst die festesten Bande der Natur; er erfüllt Herzen mit Hass, welche die Götter und der Natur zur Liebe bestimmten!» –

Sidste May Egentlig vil jeg i Dag ikke andet, end sige den blide May Farvel, og takke for alt det Gode, den har bragt og udbredt over Jorderige, alle de deylige Øyeblikke den har skiænket mig. Saa venlig som den begyndte, ender den. I Mange mange Aar saae jeg ikke en saa velsignet May –

Men skal jeg see dig oftere, o at jeg da maae hilse din Komme med et lettere Hierte, end denne gang! Smiler du end ikke saa vedholdende blidt, dog skal jeg aande lettere endnu i din ambrosialske Duft, naar Freden kun igien smiler til det elskede Norge, det dyrebare Fødeland, naar den velsignede Jord ikke længere vandes med Blod og Taare –

Telja, Nella, Sarotje og Maja, gik nu til Houg, den Gaard, min Koren har bøxlet, fordi den er udseet til Skrivergaard, og han vilde ikke, den skulde falde i slemme Hænder, da den nu var ledig. Den tilhører egentlig Bispestolen, i det mindste har Koren afgiort Handelen med Biskop Bech, det veed jeg. Det er en halv Miil herfra, vel maalt. Koren er i Gierdrum. Poppe sværter og farver Garn til Væv, Hertel hører taalmodig Melins Planer til et nyt Lysthus, som skal blive kungeligt; Andreas staaer endnu i dybe Tanker over, at han ikke har fulgt Jomfruerne – Lina passer lille Dorthe og sine Høns, og kommer nok nu, Kl er 11 ind og læser. See nu veed I nogenlunde, hvordan vi har det.

[87] Kl 4 For ret at giøre Ære af den sidste May, har vi første Gang drukket Caffe i Haven, i mit Hegge-Lysthus. Den alt for stærke Lugt af de udspringende og udsprungne Blomster, forenet med den ualmindelige Hede, vilde, frygtede jeg, ikke passe til mit i Dag igien tunge Hoved, og derfor rev jeg mig, skiøndt med Møye, derfra, og sidder nu her i mit kiølige lille Kammer, og skulde begynde paa saa mange Ting, og begynder paa intet. I veed jo, kiæreste Barna mine! hvordan det pleyer gaae med «de mange Jærn i Ilden paa engang».

Jo, det skal det blive. Jeg skriver til Egerbarna, sender 5^te Hefte af disse Blade, og, hvad der er det væsentligste, giver dem en Udskrift af hvad der i Fabritius's sidste Brev angaaer Krigsbegivenhederne.

Store, glædelige Begivenheder forkynder denne Dag, tør vi sætte Liid til Rygter, som dog synes at være øste af aldeles paalidelige Kilder. Svensken har forladt Vinger, trukket sig aldeles tilbage, og vore Folk ere nu i Sverrig, hvor man mener, Russer eller Svensker ^Franske maae have giort Indfald. Gud allene veed Sammenhængen. Noget er der upaatvivlelig skeet. O Gud! maatte det nu snart være til Ende med alle disse Grusomheder, disse Blodbad! Arme ulykkelige Sverrig! ^Dig forestaaer dig nu en Pintsaften saa ængstlig, og vel ængsteligere, end vor Paaskeaften var! Fader i Himmelen! giør dem menneskelige, de som Seyrens bliver, de, som overvindes! –

Kl er nu 7, og jeg har ikke før været istand til, at skrive, at tænke, saa underligt et Indtryk har hiin Efterretning giort paa mit hele Væsen. Nu har vi været ude og skulde fisket, i hele 3 Timer har jeg sadt ved det pladskende Vand med Strikketøyet i Haanden, Maja og Lina ved mine Fødder, alle overskyggede af et Slags Telt, den opfindsomme Hertel med min Broders Hielp [88] fik indrettet, da her i Nærheden intet Træe eller Skygge er. Undertiden sad jeg ene, og da kunde mine Tanker faaet Tiid til at ordne sig; men snart vare de efter de bortdragne Svenske, snart hos den ulykkelige Ulfsparres (saa hedder han, ikke Alssparres) Familie, som nu maaskee har modtaget Tidenden om hans Fald; snart sad jeg ved Stranden paa Amager mellem min Sarotje og min gode Adam, mine Øyne og mit Hierte i Castrup, som jeg tilsidst virkelig syntes at see paa den anden Side af Liøgodtkiæret – derfra spadserede de til Vestervold, i Kirsebærgangen, hvor Thrine og Maja D: sad og talte om Norge og os – snart hos den til Reysen indpakkende Moer Cappelen paa det deylige stille Ejdsfos – o! jeg vilde trætte Eder alt for meget, skulde jeg fortælle Eder de utrættelige Tankers hele Omvandring. Og saa kunde I have Grund til at spørge mig: «om det var Tanke-Dagbog jeg skrev?» Dog, det er den jo tildeels virkelig ogsaa.

Et Byebud bragte mig Brev fra min Sally B: og det tredie, fjerde Hefte af disse Blade. Det kiære Barn! snart skal jeg see hende. De bragte ogsaa, tilligemed et meget interessant Brev fra den forstandige Mad: Hansten, 2 og 23 af Budstikken, som hun var saa god at befordre i Wilhelms Forfald. Af disse saae jeg nu, alt fra Vinger, som jeg skulde meldt i mit alt begyndte Brev til Egersønnen, indrykket. Jeg lader det altsaa beroe dermed til videre, om jeg maaskee kunde faae noget fuldstændigere om de sidste Begivenheder at melde. O! havde disse Efterret: nogle Dage før indløbet, vare de blevne bekræftede, maaskee pakkede jeg da nu ogsaa ind til min Schiens Reyse – dog, lad os ey tænke derpaa.

[89] Torsdag 2^den Aa, hvem der kunde ^lade det være. I Dag skulde jeg været paa Strømsøe i min Majas hyggelige Boelig, stelt mig nok saa godt med Rachel, i Morgen – i hendes Arme, i min Majas vennehulde Arme – Ney, lad os hellere tale om andre Ting – Om Politik siden, naar Posten er kommet. Lidt om Husvæsnet. Vi har nu slaaet vor Boepæl i Haven i mit Heggelysthus, hvor vi i Morges under Fuglesang, i Blomsterduft drak Caffe. Der syer, strikker, læser, fortæller vi. Men bedst som vi sad, kom Sarotje og bragte den sørgelige Tidende, at Rotterne havde fortæret et Tiur og 2 Røyer i Iiskjælderen, og saaledes taget forlods hvad vi havde holdt saa sparsomt Huus med, for at have Pintsesteeg. I maae vide, vi har aldrig nogen Vaar seet saa lidet Vildt som denne, hvad da let lader sig forklare af Mangel paa Jægere og Krudt. Dog, slige Modgange keyonerer ikke i et Lysthus, omringet af Barna sine, i saadan en velsignet Luft. Men nu tog det paa at blæse lidt stærkt, og saa kom Melin og jamrede over, at Jordlopperne afæder alle hans Planter, saa fort han sætter dem. Det var slemt; Kaal er Amagerindens beste Mad. Dog, Lina læste just om en Mand, som havde mistet sit Been og nu gik med et af Træe, og fandt, at det var ham ulige fordelagtigere, end da han havde sit sunde Been; ingen Ligtorne, ingen Myg uleyligede ham o.s.v. Jeg havde just begyndt med Moralen som deraf lod sig uddrage, da det ^den tredie Hiobs Post kom, Ane nemlig med mine pene strikkede Vanter, som paa Blegen var blevet sorte istæden for hvide, da der var kommet sort Farve paa den (til denne Kongesorg, mætta, har vi ikke giort andet end sværtet) og da Vinden nu var blevet saa stærk, at vi maatte pakke ind og afbryde vor skiønne Leyr, var jeg vist blevet «ungeduldig», havde jeg ikke just som sagt holdt Forelæsning over Taalmodighed, og hvor godt det er os, at finde den [90] gode Side, da enhver Ting, havde jeg nyelig sagt, kan sees fra to – Nu kunde jeg i alt ovenmældte ingen saadan Side finde i en Hast; men for ikke at modsige mig selv, og maaskee faae et irettesæ^ttennde Spørgsmaal af den lille næsvise Tøs, taug jeg, og lod det blive ved Hovedrysten og et: «det var leyt!» Dog er min Fortiæneste herved paa ingen Maade at lignes med den gode Hiobs (min Ungdoms eller rettere Barndoms Yndling) da baade de som bragte disse Sørgeposter, og de, som hørte dem med mig, istæden for at spotte, saagar klagede i mit Sted.

Aften Det var en grumme tør Post, men en des deyligere Regn er der faldet, og Jorden staaer nu end mere prangende end tilforn, Træerne dufter lifligere, alt føler sig styrket, qvæget, glædet. Det har tordnet meget stærkt. Især vare 2 eller 3 Slag overmaade stærke, og det paa det blaalige Lyn hastig fulgte Skrald, hvorved hele Huset rystede, sagde os, det var temmelig nær.

Jeg fik, foruden en grumme flau Tiid, et Brev fra min kiære Storm Bull; men som, da det var skrevet strax efter den i Budstikken omtalte Affaire ved Bergen, ikke indeholdt det mindste andet, end hvad vi længe før vidste. Det var ikke hans Skyld, stakkels Gut. Men jeg blev dog en Smule harm derover, da der vare saa meget fra Bergen, jeg ønskede at vide. Han lovede snart Brev igien. Vi faaer da see, om han holder Ord. Det tør blive bædre.

En heel Pakke Aviser fra Martj og April fik vi da ogsaa, hvori jeg nu, under Tordenens Rullen, har læst alle Artikler fra Danm: iblandt andet, hans høysalige Majestets, den gode gamle Christians naragtige Ligpynt. Dog, det er en gl Skik her følges, og det vilde ordentlig giort mig ondt, skulde han savnet den Pomp, hans Forfædre var skrinlagt i. Saa har vel Fredrich ogsaa tænkt. Han havde nu vel ikke savnet den; men – kort, han burde dog ikke i Alt betægnes som en ulykkelig landflygtig Mand. Han hviler langt fra sin Caroline. Hans ‹…› pyntede Støv, [91] ikke han – o ney! See ikke længere saa veemodsfuldt paa mig, ulykkelige Fyrstinde! Nu har du ham jo, og al Misforstaaelse er forbi. Det var en tung Drøm, hvoraf I nu begge ere vaagnede til glad Virkelighed –

I seer, mine Elskede! jeg i Dag ikke er istand til at politisere. Det er overalt saa ganske uden for mit Fag. Men da disse Blade maaskee kan blive læste om flere Aar, saa troer jeg det er passeligt, at giæmme her de Rygter, Meninger, etc, som Dagens Anliggender medfører. Allerede seer jeg, i de faa Blade som siden de Svenskes Indfald her, ere skrevne, saa mange Modsigelser, saa mange ugrundede, og dog ^som aldeles paalidelige fortalte Ting, at jeg baade smiler og harmer mig over det. Men det er saa rigtigt hvad der siges i Thekla etsteds: at falske, ugrundede Rygter aldrig har større Tumleplads, end i de Egne, hvor Krigen føres. I morgen mere om Rygter, Fordomme, Overtroe – etc etc – Bliver ikke bange, mine Gode! men takker mig, at jeg opsætter at skrive herom i det Tusmørke, som den skyefulde Himmel i Forening med den skyggende Heg og Løn uden for dette Kammers eneste Vindue, foraarsager. I Morgen, maaskee i Solskin, vil vist det altsammen blive mindre schanderhaft.

Fredag 3^die Lykkelig lykkelig Reyse, elskede Maja! alle I kiære, lykkelig Reyse! O! det vil den blive, og fornøyelig. Kl er nu 8. Kiender jeg den aarle H^r Peder ret, saa ere I alt længe siden ude. Giid dette deylige Veyr vedblive, og alle Glæder ledsage Eder, som mine kiærligste Ønsker! –

Det var ved Rygterne vi standsede i Gaar. Nu maae jeg først berigtige et Par Feyl – dog, jeg troer, det kun er een, i min sidste Krigsnyehed. Den unge kiække Mand, som saa bestemt udfordrede Døden, hedde ey Alssparre, men Ulfssparre. Den gode Urban, som skrev strax efter Affairen, maae man tilgive saadanne smaae Urigtigheder. Der faldt Gud skee Lov ogsaa et mindre Tal, [92] end han angav – ak! og dog alt for mange. 24 bleve fangne, ligesaa mange faldt; kun 1 af vore faldt, 3 bleve saarede. Hidtil have vi været heldige, ikke mistet mange i Forhold til de Svenske som ere faldne. Men nu, midt inde i det fiendtlige Land, o, maaskee vendes nu Bladet om – det er en altfor ængstelig Tanke –

I Anledning af denne Indrykkelse i Sverrig, mener nogle Russerne, andre Franskmændene maae være der, hvad der ogsaa forekommer mig og de Fornuftigere ^{som den} rimeligste Aarsag til dette Skridt. Sandsynligst er dog nok Russernes Komme did. Saa ere andre af den Mening, at de, Svenskerne, havde faaet Nys om, vor Printses Plan at indringe dem som i en Musefælle. («Var det virkelig hans Plan?» Det maae de vide, som paastaaer det. Ellers lader han nok ikke sine Planer til «hemmelige og saa vigtige Foretagender» blive kundbare) En tredie eller fjerde Mening er: at vore Folk havde ved Krogfoss afskaaret dem Veyen for deres Transporter fra Sverrig – Maaskee ere der flere Formodninger; men til mit Øre kom kun disse. Om een af dem, og hvilken? er den rette, vil Tiden vise. Men just for at see det, ere de her saa omstændeligt anførte. Nu, mine kiære Børn! kommer det, som bædre lader sig fortælle ved Solskin end i Tusmørke. Her gaaer et Sagn, at nogle usynlige Væsner ved alle vigtige Begivenheder, især mod og under Ufred, lader sig fornemme. Drager de ud med klingende Spil og Sang før Tropperne, er Seyeren temmelig vis. Men reyser de efter og med langsom, duus Musik og klagende Toner, er det let at giætte, hvad det betyder. Det første var til al Lykke Tilfældet i Vaar, da de, vist 14 Dage før Svenskens Indfald her, muntre og glade droge til Feldts. Og, hvad der er det bedste, for mere end 14 Dage siden ere de ligesaa lystige komne tilbage, og tvivler nu ingen om, at vi har alle vore Folk tilbage og seyrende inden St. Hansaften. Gud lade det skee som de troer! Vist vil de Usynliges Vælde og Ufeylbarhed derved faae en nye Stytte. Men Herre Gud, lad den det! Min individuelle [93] Mening tør jeg ikke engang ganske aabenhiertet sige Eder. Kun saa meget, at jeg finder denne Overtroe, om I saa vil, uskadelig, endogsaa from. De, jeg har talt med herom, siger: de veed nok, at Underjordiskt, Usynlige og alt sligt, ikke kan være til, uden Guds Tilladelse, og troer, han ved disse Væsner vil underrette dem om, hvad de med Ængstelighed ønsker at vide. At dette Sagn virkelig har havt en god Indflydelse paa de nedslagne Gemytter, styrket deres Haab og Tilliid, er vist. Maaskee – det tilstaaer jeg Eder villigt – var jeg mindre overbærende med de stakkels Usynlige, havde de forkyndt Uheld og nedstemt de før Forsagte end mere. Ogsaa af denne Aarsag giør jeg ingen Anmærkninger, men vil endnu opvarte Eder med en Anecdot i samme Smag. Tidlig i Vaar, saa snart Krigen med Sverrig var declareret, mødte 3 eller 4 forskiællige Mennesker til forskiællige Tider «Kongen i Egeberg» Formodentlig har I ligesaa lidt som jeg den Ære, at kiende hans Majestæt. Stille og ubemærket styrer han sit Rige. Dog, at han elsker Pragt, naar det behager ham at vise sig for Oververdenens Beboere, kunde I slutte af den Stads, hvori de Mødende saae ham: I Pantser og Hielm, alt af det pure Guld, besat med Ædelstene, en stoer glimrende Fiærbusk i Hielmen – hans Hestetøy rødt Skarlagen, ligeledes besat med Guld og Juveler, Guldskoe under Hestens Fødder, denne stoer, kridthviid, en Man, som nesten naaede Jorden, glimrende som Sølv. At de Mødende vege forfærdede tilside begriber I lettelig – det havde ogsaa vi giort i deres Sted – men hans Majestæt talte til dem i den meest nedladende, milde Tone – det klang som Musik – bad dem være roelige i Henseende til Krigen, og forsikkrede, Norge skulde seyre. De mindre Omstændigheder laae jeg under Fortællingen ikke saa nøye Mærke til, og jeg troer sikkert, I skiænker mig dem.

Nu er Kl 11 – nu havde jeg været paa Reva, i Dine Arme, beste Moer Cappelen! –

[94] Pintseaften, 4^de Efter at have tilbragt nesten hele Dagen i Gaar i Haven, som i Aar er saa overmaade skyggefuld og indbydende, gik jeg endnu, Kl over 10 en Tour med min Koren og Glutterne, var saa let om Hiertet, saa roelig og tilfreds. Hvorfra kom da de ængstelige Drømme, som vakte mig i Taare? Det var lutter Afskedstagen nesten med alle de Mennesker, jeg elsker. Blandt disse var ogsaa min kiære Maja Devegge, saa bleeg, saa usigelig sørgmodig. Tilsidst var Scenen paa Amager, blandt mange af min Ungdoms, tildeels allerede bortvandrede Venner og Bekiendtere. En ung, vakker Pige fra Taarnbye kiendte mig først igien (jeg havde ikke været der i lang Tiid) og tog mig saa venligt og troefast i Haanden. Ved dette Haandtag og mine Taare vaagnede jeg. Tilgiv mig, mine Elskede! at jeg underholder med Eder med Drømme. Denne var saa besynderlig, var mig saa mærkværdig, jeg veed ikke selv hvorfor. Og tilgiver mig endnu, at jeg ængstes ved Frygt for og Ahnelser om, at det elskede Danmark kan være i nogen Fare, trues med den i det mindste. Eller nogle af mine Dyrebare der. O! hvorfor var Du saa bleeg? min Malla! –

Gud være lovet, at vi kan hilse Pintsdagen roeligere, end Paaskedagen! Eder Alle, I Dyrebare! fjærn og nær, en glad, en velsignet Pintsefest!

Seent i Aftes, just da vi stode færdige at giøre vor sædvanlige Aftentour i Haven, og besee et nyt Anlæg af Hermellin – kom Asessor Ekholm og Kone. De vare paa deres tunge Reyse til Hurdalen. Nu, Kl. 10½, toge de videre. De arme Lidende! Han fremkunstler Munterhed, som ikke er i hans Siæl. Hun er Veemodens sande Billede, Veemodens og Hengivenhedens.

[95] Deres ulykkelige Fædrelands Skiæbne ligger med deres egen og maaskee lige tungt, paa de arme krænkede Hierter. Gud give dem snart at see en lysere Skiæbne imøde! Nu er den virkelig mørk. Havde de overstaaet disse første bittre Dage! Endnu hviler den, jeg torde besværge ufortiænte Mistanke paa den nedbøyede Mand, og nedbøyer ham maaskee dybest af alt.

O! hvorfor ere vi dog saa tilbøyelige til, at give Mistroe Plads i vor Siæl, den nagende, tærende Mistroe, som saa snart staaer de dybe giftige Rødder for fast til, siden ganske at kunde udryddes? De giøre jo dog, ikke allene den Mistroede, men ogsaa den Mistroende selv ulykkelig, røver ham i det mindste mangen Glæde, ak! og af de Glæder, vi mindst burde ødsle med.

Nu gik Skriveren i Kirke med Poppa, Nella, og de 3 Døttrene sine. Jeg har saa meget med min forestaaende Byereyse at bestille, at jeg maae lade dem gaae for mig. I veed jo, mine Elskede! at jeg, Sarotje og Linchen tænker Tirsdag Morgen, saa aarle Lærken mon slaae, at lade det stande ad Tøyen til. Det er saa underligt, at mine Gutter ikke er hiemme i disse Helligdage. Det er første Gang de ikke er det. Jeg længes saa meget mere efter dem og Frue Lotta, og efter Dig, min Sally, og de flere Kiære derinde, som dog nu ikke beløber sig til saa mange, de nys nævnte fraregnede – Hvor længe jeg bliver inde, er endnu uvist. 8, maaskee 14 Dage. Imidlertiid følger disse Blade mig som min Skygge, og I seer Eders Moer Koren og ^paa Tøyen og overalt som I seer hende paa Hovind, og Menneskene og Tingene om hende, som hun selv seer dem.

Kun om en eneste Drøm, elskte Børn! høre I endnu. Jeg fik, syntes jeg i Nat, et Brev fra Fabritius, i Form af og oprullet som et Landkort. Det var skrevet paa grønt Atlas, og dets Indhold: «Kiæreste Moer Koren! Gladere end nu skrev jeg Dem aldrig før til. Gud skee Lov! Alt er forbi, og vi marcherer nu hæderligt tilbage, hæderligt og hædrede» –

[96] «Grønt er Haabets Farve» sagde jeg, da jeg aabnede det besynderlige Brev. Maatte denne, kun denne Drøm gaae i Opfyldelse! Men siger ikke Sagnet: at som oftest det Modsatte af Drømme indtræffer? Det forbyde Gud! «Som oftest» er ikke altiid – Dog, det var et Skyggeværk, ey mere. Og nu – der er min Haand! i lang, lang Tiid intet saadant Drømmerie mere –

Kl 7½ Først nu kom Posten. Skiøndt det er seent, og mit Hoved fortumlet, formodentlig af Hæggeblomsternes stærke Uddunstning efter en velsignet Regn (jeg bygger og boer i Haven) kan jeg dog umuelig have Rast eller Roe, før jeg har takket min elskede dyrebare Egersøn for hver Linie i det sønlige, ømme hiertelige Brev. Nu er jeg glad ved, ikke at have bortsendt mit længe færdige Brev, da jeg kan lægge lidt til, og tage alt med mig selv til Byen. Gud signe min ædle Frederich, og hans gode Lisebarn evindelig, Amen!

Anden Pintsedag 6^te Jeg fik ogsaa Brev i Gaar fra Jomfr: Wold i Bergen: Frue Bull har været meget syg, og er stedse svagelig, saa hendes Levedage vel ikke bliver mange. Hvem som kiendte hende for 12, 14 Aar siden, skulde vel ikke troet, hun kunde levet til nu. Vor ædle Justiskar er brav frisk. Det glæder mig ordentlig at see hans Navn og hans Breve i Budstikken. Mindre glæder det mig, at see hans Haand uden paa alle de Breve, vi faaer fra en Cousine Bull (hans Syster) da den inden i er saa aldeles forskiællig.

I Dag kommer vist nok en Mængde Mennesker hid, da det er Offerdag her ved Kirken. Deels herfor, deels fordi jeg har lidt af hvert at sysle med (for det meste her, ved Skriverbordet) inden min Bortreyse i Morgen tidlig, troer jeg neppe, jeg kommer i Kirken. Skriveren skiænder da vel lidt, Barna maaskee end mere

Vi faaer see, hvordan vi best kan ene det ene med det andet.

[97] Kl 6 Den kiære Husfred er go aa ha, derfor gik jeg i Kirken med alt mit Husgesinde, Skriveren og Telja undtagen. En heel Deel fulgte med os hiem, Frue Wærner med sin ulykkelige Svigerindes Børn, Proctr Sollner, Giørup og Kone – Præsten Munthe, som prædikede og tog sit, meget smale Pintseoffer, her ved Kirken. Alle ere de her endnu, og jeg skal pakke ind, og har endnu Frue Rohweder med Sine i Vente, som sagde i Guds Huus, hun vilde i Qvællingen see til mit. Men jeg maae jo tage Afskeed med Eder, mine Elskede! før jeg forlader Hovind. Og saa maae jeg Kiære min Nød for Eder: at en stærk Hvirvelvind, fast en Orcan, tog en deylig stoer, ja den største Green af den vakkre Løn, som staaer her uden for mit Vindue, som den gode Biltzing plantede her da jeg sidst var i Kbhn, paa Korens Fødselsdag.

Der er Frue Rohweder – Farvel da, mine Elskede Elskelige! Farvel fra Hovind! dog, ikke for mange Dage tænker jeg – Vi tales ved i Morgen eller Onsdag paa Tøyen –

Tøyen 7^de Junj (paa hvilken Dag jeg for 25 Aar siden første Gang – som voxen – saae min Koren)

Kl 5 var jeg reysefærdig, men Linchen og det øvrige først henimod 7, da vi efter en kiærlig og vidtløftig Afskeed, som med stakkels Maja især var lidt virkelig vemodig, begyndte vort Tog i den lille Vogn, trukken af en brun og en sort Hest, styrede af Sr Aslak. Vor første Bekymring var, at vi ikke havde sagt den syge Gunder Farvel, som især foruroeligede Sarotje, hvis Yndling han er (stakkels Gut! han har været ret ussel i over 8 Dage, dog nu bædre) Da Heden herover havde sadt [98] havde sadt sig, fandt vi, Morgenstunden var kold, og pakkede os lidt bædre ind. Mødte da ingen videre Viderværdigheder, end at jeg paa Moe, ved at gaae lige ind i min sædvanlige lille Stue, fandt 4, 5 unge Herrer i færd med at giøre deres Toilet. Jeg var, kan I tænke, i Hast ude af Dørren, og tids nok for at holde Døttrene mine fra at komme i samme Alteration som Mama. Sarotje giorde ellers den meget rigtige Anmærkning: at naar g‹…›alt skulde være, var det dog bædre, det traf mig, end hende – Vi indtoge derpaa vor Froekost i et net lille Værelse oven over, men hvor vi bleve stærkt uleyliget af de smaae sorte hoppende Dyr, som fandt os at være god Froekost for dem. Efter denne Opdagelse, som faldt lidt seent, forføyede vi os flux derfra, og i Vognen, og fortsatte den øvrige Vey meget behageligtⁿ¹⁷ paa nogle smaae Regnbyger nær.

Ja, og saa hvilede vi et nyt Sted, hvor et Par gl Folk, en altiid leende Mand og en meget alvorlig, nesten suur, med Hovedet rystende Kone, modtoge os. Vi snakkede alle, selv Lina, hvad der faldt os ind, roste den i Væv staaende vakkre Vadmel, glædede os over de mange smukke Blomster, som i Potter, Krus og Glas vare overalt i Vinduer og paa Ovnen, fordi vi vist alle fandt det lige trykkende at sidde hos dette tause, surseende Væsen, og giærne vilde drage hende ind i en Samtale. Men længe var det forgiæves. Endelig kom en ung Kone, hendes Systerdatter, ind med sit Maanedsgamle Barn, hvis Fader ^var Soldat, altsaa siden Paaske fraværende; og [99] nu havde vi saa rige og almeninteresserende Materier at tale om, at den Gamle med engang fik sit Tungebaand løsnet, og den unge, venlige Moder saa glad saae til sit slumrende Barn, ‹…› medens hendes Tanker vare hos dets Fader; thi det saae og mærkede jeg saa tydeligt. Det var som vi nu alle havde kiendt hinanden i lang Tiid, og neste Gang er jeg vis paa, gamle Mutter modtager os blidere.

Er det ikke sandt, elskede Barna mine, at der er noget piinligt i, at tilbringe, om det kun er et Qvarteer, i et taust, surseende Menneskes Selskab, især naar vi paa ingen Maade kan undgaae dets Nærværelse? Det finder i det mindste jeg; og altiid har det lykkedes mig, naar dette Tilfælde har mødt mig, at faae denne Ubehagelighed hævet. Deraf slutter jeg, at saadan tilsyneladende Vrantenhed som oftest ‹…› ^{kommer deraf} at man ikke træffer de rette Toner, og bliver kied af, efter et Par feyl Greb, at giøre nye Forsøg for at finde dem. I forstaaer mig dog vel?

Kl 3 vare vi paa det deylige Tøyen, hvor vi fandt alt, ogsaa den brave President, nu i høyeste Velgaaende, alle glade ved vor høye Ankomst, og blandt disse Alle, mine lange Gutter – (ogsaa Jes er nu voxet mig over Hovedet –) som strax kom i Floxerie med Lina. Dog maatte Sr Wilhelm igien til Tokodil Brættet med Presidenten, hvor siden Sarotje løste ham af. Og er dette Dagens og Reysens sandfærdige Hændelser, og fuldstændige paa nogle Smaaeting nær, blandt hvilke Du vist ikke, min kiære Lisemoer, vil glæmme den behørige Caffe –

Jeg er, som I seer, mine Elskelige! kommen i stoer Gield til min Dagbog og Eder. Ikke heller tør jeg med Vished love den afbetalt paa engang, endnu mindre, at det skal blive stort anderledes i al den Tiid, jeg er her. Vi saae ikke hverandre i saa lang Tiid, min Lotta og jeg, og har stedse, endog saa efter mindre Mellemrum, saa meget at tale om, vil saa giærne være sammen, og da, det indseer I selv, Børn! er ingen Skrivning at tænke paa. Ogsaa er det sagt i et Par Ord, hvordan vi har tilbragt disse Dage. Torsdag – ney, først Onsdag, vare vi ganske allene, og Presidenten hiemme til om Eftermidd:, da han efter et Par Timers Forløb kom til os igien, og gik fast hele denne Dag ret fornøyeligt med allehaande Samtaler; kun lidt fik jeg skrevet paa mit Brev til Egersønnen, som da endelig blev færdigt i Gaar, og er med 5^te Hefte af Dagbogen (Brevet selv var en Dagbog) medbragt af velvise Presidenten selv til Byen og Posthuset. I Gaar ventede vi Sally B: efter Løfte til Moer Bull og Kista; men der kom ingen Sally; skiøndt Veyret just var passende at spadsere i. Maae kun det kiære Barn ikke være bleven syg. I Dag haaber jeg, hun kommer; og deels herfor, deels for lidt Hovedvees og megen Varmes Skyld, følger jeg ikke med Sarotje og Kista til Byen i Eftermidd: Saa var i Gaar Aftes min Willa og Jes her, Presidenten hiemme den ganske Dag, fik sig et Slag i Brættet med Sarotje og en Piqvet med Wilhelm, hvilken sidste hævnede sin altiid tabende Syster. Vi fulgte de snilde Gutterne mine til Alleeporten, og gik saa alle hiem i Sæng, og dermed har I Regnskab for disse tvende Dage, i Korthed, Sandhed og Eenfoldighed.

[101] Men stærkt ligger det mig paa Hierte, at bede den gode Platou om Tilgivelse for den strænge Dom, jeg feldte over ham. Tingene hænger ganske anderledes sammen end jeg har hørt og troet det, anderledes, end selv de langt bædre underrettede troede det. Den gamle stive Patron har i Følelsen af sin nye Værdighed (som just burde giøre ham sin Uværdighed føleligere) sadt sig i Hovedet, at hans Datter var for fornem for en ucharacteriseret ung Skolelærer, og har aldeles nægtet den i alle andre Henseender saa saare agtværdige unge Mand, hendes Haand. Alle Forsøg paa at bøye hans Halstarrighed, have været forgiæves. Mama er nok heller ikke den Lysens Engel, hendes Udvortes lover, og har i sin Regieringstiid ikke blidnet, tværtimod end mere forbittret den haarde Faders Hierte mod sine gode, retskafne Børn. De skal have lidt uendelig meget. Og hvem tør nu, jeg vil ikke engang sige dadle, men blot tvivle om, Platou handlede ret i, at udrive sin gode fromme og elskede Pige fra den grove Faders Mishandlinger og den fine hykkelske Moders fiendske Omgang? Ligesaa urigtigt min Mening var i Henseende til dette Forhold mellem, især Moderen og Børnene, ligesaa feylagtig var det Rygte, at de Begge skulde taget sig det saa nær. Den fieldstærke Gamle leed intet ved sin Ærgelse, og hans meget føljsomme Gemahlinde iagttog blot Velanstændigheden, da hun som det synes, «lover den udvortes Tugt» –

Brylluppet var i Ladegaarden (dog bleve de viede hos Pavels) hvor de nu for Tiden ere. Anden Pintsed: var Selskab for [102] dem hos Bispens, hvor ogsaa Presidentens var. Den unge Kone var saa forsagt og nedslaaet, Platou heller ikke munter. Og det giør deres Hierter Ære, vidner for dem, at ikke Letsindighed har forledt dem til et ubetænksomt, overilet Skridt, men at Pligter mod dem selv har tvunget dem til en Handling, der i det mindste synes at have fornærmet Pligter mod andre.

11^te – «den bedrøvede 11 Junj» Der kom ingen Sally i Gaar heller, og ikke et Ord høre vi fra hende. Nu vil jeg see det an i Dag, og bliver det da det samme i Morgen faae en af mine Gutter hen til hende, og høre om hun er syg, som jeg saa meget frygter for, hun er.

Kista, Sarotje, Lina og Hanna Bull giorde i Gaar mange Visitter, og ariverede trætte og sultne tilbage fulgt af begge mine Hr Sønner, Kl 7 slet. Imidlertiid havde min kiære Lotte og jeg i uforstyrret Roe tilbragt Eftermiddagen. Jeg troer ikke, der i lang Tiid har været saa frit for Fremmede og Besøg paa Tøyen, som i de Dage, vi har været her. Ikke et Menneske har været her, mine Gutter undtagne, som da nesten kan regnes for at høre Huset til. I det mindste kunde de ikke have det mere hiemmeligt og kiærligere hos deres Forældre, end de har det her. Det Gud [103] lønne den brave retskafne President og hans ædle Lotta! Han er nu vandret til Byen, og jeg sidder her for at smaasnakke lidt med de elskte Barna mine, og skrive til den snurrige Fetter Randulff, egentlig paa Presidentens Vegne, og Frue Lotta gik nu neyende bort, efter at have indbudet mig til Froekost. Til denne føler jeg just ingen Trang, men vel til at see ned til dem, hvordan de har det, og om Linchen har udsovet og udhvilet sig –

Rygterne lyde nu frygtelige om mange engelskeⁿ¹⁸ Skibes Landgang (ikke Skibenes, Mandskabets) paa flere Stæder ved Vestkanten. Maaskee faaer vi vide noget bestemtere herom ved Presidentens Tilbagekomst, og derfor skal I indtil videre forskaanes, mine Elskelige, for at sættes i, jeg vil haabe unødig, Angest.

Løverd Aften. Den var ikke saa bedrøvet eller bedrøvelig endda, denne 11^te Junj. Ved Middagstide kom min Sally, heed og desværre ikke frisk. Dog, den Efterretning, Presidenten bragte os: at der nu ikke var flere Svenske i Norge, NB paa fiendtligt Sæt, end bag paa hans Haand, og at Rygtet om Vestkantens Fare var aldeles ugrundet, dette, siger jeg, tilligemed en liden Midd: Luur, giorde det kiære Barn saa qvik, og nu gik hun herfra, Kl. 11, og lidt senere en heel Slump Mandsperfolk, som Presidenten ganske i sin sædvanlige Maneer havde indbuden til Aftens, hans Lotta uafvidende, som dog var lie bli lel. Det var Sommerhilm, Hetting, en rask dansk ung Mand, Capitajn Gedde, Lieut: Widding, Hegerman, Aamodt – Platou og hans Svogre vare budne, men kom ey. Det var et ret morsomt Lag for saa vidt. Min Wilhelm kom ogsaa, og uden Bryllupsklæder, [104] men fik alligevel en Plads ved det giæstfrie Bord. Kun een Ting har bekymret mig. Vor Sally bragte mig Dit Brev, elskede Maja, hvori Du saa vennehuldt klager over Dit feylslagne Haab at faae mig med Dig til Schien, og glæder Dig over «hvad der ved Din Hiemkomst skal modtage Dig fra Din Moer Koren» Ak! og nu maae Du alt være tilbage og Pakken, som skulde modtage Dig, ligger her endnu, og kan ey komme bort før Onsdag. Saa snart havde jeg ikke ventet Dig tilbage; og dog er jeg glad ved, at vide Dig mig saa meget nærmere igien. Var Du kun endnu paa Strømsøe Onsdag! Dette store Dagb. Hefte skal da følge det andet Ragerie, giid det erstattede nogenlunde Din feylslagne Venten! Den er saa ubehagelig; jeg kiender den godt.

Budstikken var i Dag virkelig, ligesom N^o 24, kort men fyndig. Jeg har vel fortalt Eder, hvor haant Poppa kastede denne, N^o 24, fordi hun ikke saa mere end de Par Linier. Og de vare saa vigtige, og denne i Dag er det ey mindre. – I Anledning af Falsens Opfordring: «I Morgen at takke Herren i hans Templer o s v» slog vi væds, Frue Lotta og jeg. Hun siger, han kommer ikke i Kirke, jeg det Modsatte, og skal vi nu did selv, dog ikke just for at faae see, hvis Rettens er, men for at høre Fader Pavels. Imidlertid giælder det hele 4 ß –

Søndag 12^te Den slemme Hovedpine, som giør saa mangen Streeg i min Regning, forbød ogsaa Kirkegangen i Dag. Sarotje og Kista vare ved Slottet. De vare usigelig glade over, at de havde været der. Pavels's Bøn om og for Freden, hvori Taksigelse for Fiendens Bortfjærnelse fra vort Land, skal [105] især have været deylig. Jo, Falsen var der rigtig nok, og jeg er altsaa nu 4 ß rigere, og, hvad mere er, triumpherer ubarmhiertigt over Lottamoer, som smaaebander Etatsraadens utidige Gudsfrygt, som hun er saa formastelig at kalde det. Mig syntes det saa tydeligt, Manden maatte gaae did, hvor han henfordrer andre. En af Løverdags Selskabet, jeg troer Hetting, giorde vel den Indvending, at han, Falsen, som Medlem af Regieringscomiss: kunde have brugt det vi, som Regentere formularviis bruger det. Jeg indvendte atter: at han havde været for kort ved Rorets Styrelse, til at kunde komme saa i med at lege Konge; men fik til Svar: at intet skal være lettere og snarere at komme i med end just det. Dog, hvem der havde dømt rettest, vide I nu, mine Børn!

Lille Zarine Biltzing fulgte hiem fra Kirken med Sarotje og Kista, og Jomfr: Wolderne kom her til Middag. Siden ^kom den agtværdige Madam Hansteen med mine Sønner, og vi sad om det grønne Bord i den grønne Forstue paa grønne Stole i Prat som kunde passe til alt dette Grønne, da lille Gina Smith kom ind giennem den grønne Havedør, og alting vedblev endnu at spille i Haabets muntre Farve, men see! «Som naar Lynet farer ud fra en enkelt mørk, paa den ellers klare Himmel ubemærket Skye, og i samme Nu Tordenen ruller hen over de, endnu mere Forundredes end Forfærdedes Hoveder» saa fore vi op fra de grønne Stole, da den i hviid Manteline indsvøbte Frue Majorinde von Brock kom langsomt opstigende af den graa Stentrappe, neyende og pustende ind ad Dørren – Her stormer saa mange Tirader til (thi I veed selv, hvor mange Malerier [106] en pludselig Skræk har givet og fremdeles vil give Stof til –) at jeg overlader Eders egen Phantasie at udmale vor i det Hele og i sine enkelte Dele.

Dagen er da gledet saa la la; men rigtig frit aandede vi dog først, da vi havde seet Fruen neye sidste Gang nederst i Bakken, og den hvide Mantelines Glimt forsvandt mellem Træerne.

Mandag 13^de Kl. var vist over 12, inden vi lagde os, Frue Lotta og jeg, her paa den store Sahl i hver sin lille Seng. Jeg lavede mig til min første Slum, da jeg hørte Trin nærme sig, Dørren aabnes, og Presidentens Stemme: «Sover I her?» Uden Indgang fortalte han nu den glade Tidende (at han bragte en saadan begreb jeg strax af det ‹…› ^usædvanlige Besøg), at min Arild Hvidtfeldt havde taget 300^de Svenske, 12 Officerer deriblandt, ^{ved Fridhld}, kort, alt hvad den i Dag udkomne Budstikke fortæller Eder. Ja vist blev jeg fornøyet. Men jeg havde troet, Svensken var aldeles borte fra Norge. Nu maaskee er han det. Med Længsel venter jeg Budstikken for at erfare de nærmere Omstændigheder; og meget gav jeg til, at kunde faae alle disse Efterretninger til Hovind i en Hast. Men før Torsdag gaaer der ingen Post eller Bud –

Gud skee Lov! de lever vel hiemme, siger Gina Smith, som kom lige derfra. Hun bragte mig et Klagebrev fra de ulykkelige Ekholms; som i Hurdalen (Gina er nu for Tiden der hos Forvalter Kreftings) finder sig saa reent forknyttet[.] Gud give, jeg kunde giøre noget for disse Lidende! Den arme Kone især troer jeg ikke, kan længe udholde det saa –

[107] Onsdag 15^de Junj Da jeg Mandag Eftermidd: vilde gaae op og fortælle Eder, at gamle Frue Widding og hendes Datter var her, et, just ikke videre interessant Selskab, kom Pastor Wulfsberg med Kone og Datter, Prahl med sin Datter. Endnu seer den stakkels Præst saa ussel ud; men de, som har seet ham det første han begyndte at gaae ud, forsikkrer, han nu seer ud som Sundheden selv imod da. Jeg frygter, hans Levedage ikke vil blive mange. Gud give, min Frygt var ugrundet! Uden sand Smerte kan neppe nogen see dette mandligskiønne sunde Legeme saa nedbrudt. At Siælen ikke befinder sig vel i den svage Hytte, er begribeligt, og arbeyder maaskee end mere paa dennes ganske Nedbrydelse.

Han var misnøyet med Tiden i alle Henseender. «Den kryber frem ligesom jeg» sagde han, og hvilken Tiid han meente, veed jeg ikke. Rimeligviis flere Slags. Det er nok ellers især Bogtrykker-Cabale, at det gaaer saa langsomt med hans Blad. Det giorde ham ondt, at hans ham i Herren saa elskelige Hr. Broder paa Eger syntes at være lidt misfornøyet med ham – han vilde forklaret sig nærmere; men da blev det almindelige Feldtskrig «Boston!» givet, og jeg havde ikke stort mere godt af ham hele Aftenen. Hans Kone, Presidenten og Prahl vare de Medspillende. Ved et Bostonbord er det Forræderi at tale hvad ey vedkommer det al Sands og Samling udfordrende Spil, og derfor, da jeg ikke forstaaer synderlig af dette, sad jeg taus med mit Strikketøy. Saa meget [108] forstod jeg imidlertiid, at Mad. Wulfsberre (som den lille utækkelige Prahlunge udtaler det) spillede temmelig uoverlagt og friskt, uagtet hendes Mands meget sagtmodige Advarsler, og den vripne Pilen Palens sure Miner, naar hun var hans Makker, og spillede feyl. Hun var ellers rigtig saa godlidende, saa passelig munter, ikke saa reent ustyrlig som hun pleyer være. Hun vittres nok skulde I see, mine Børn! og sandelig, hun har nu i lang Tiid gaaet i en haard Skole. Pilen kom i Klammer med Presidenten, Politiken angaaendes, og nu saae jeg for første Gang hans, Prahls, saa berygtede glubske Talje. Bull saae, det morede os, og gav ey efter. Jeg troede, de vare komne i Haandgemæng. Men ogsaa her kom Boston'n (det var efter Aftensmaaltidet) imellem, og jævnede Tingen. Kun den arme Madame Wulfsberre maatte end mere døye de «lynende Blik, naar alt ikke gik som Brug er og Skik, og Spillet slog Klik.»

I Gaar laae jeg nesten hele Dagen. Min Sally kom om Eftermidd: Det blev bædre med mig mod Aftenen, og jeg vovede mig i Følge med min Lotta, og alle Jomfruerne ud for at see de fangne Svenske indpassere. Vi vare paa Vaterlandsbroe, Jomfr: ved Egeberg, men see! da fik vi høre, de først skal komme i Dag. Og i Dag regner det uophørligt. Denne Regn forhindrer ogsaa en nye Kirkegaards Indvielse (noget nedenfor Agers Kirke), hvortilved vi alle havde bestemt os at være nærværende vist med nogle Hundrede flere. I Dag er jeg taalelig brav. Det kommer an paa, om det bliver Tilfældet, naar denne [109] Høytidelighed engang gaaer for sig, og om det skeer, mens vi ere her. Endelig er min Pakke borte til min elskede Maja. Var den kun alt i hendes Hænder! Men af min Egersøns, eller fra ham veed hun dog vist, før hun faaer mit Brev, at jeg er uskyldig i hendes feylslagne Forventning. Hu tu tu! det er saa koldt, saa ufysent som Lottamoer kalder det. Presidenten sidder nu og træsker i Brættet med Sarotje. Vi beholder ham hiemme hele Dagen, som er en Raritet. Men nu føler jeg paa mig, Caffen er færdig og inde – Den skal giøre godt i dette ufysne Veyr.

Torsd: 16^de Og end værre er det i Dag. Gud hielpe mig, jeg kommer ikke til Byen i alle disse mange Dage. Er Veyret godt, er mit Hoved ondt, og saaledes omvendt. I Gaar kom den halve Deel af de fangne Svenske, den anden halve kommer i Dag, Officererne i Morgen. Børnene vare nede og saae deres stille sørgmodige Indtog. Heller ikke har vi Aarsag at glæde os til flere, og det saa mange, Fortærere i det nu nesten hielpeløse Land. Det hører til Krigens øvrige Elendigheder. Før oplivedes dog Modet ved et enkelt Kornskibs Komme. Ræddedes end ikke alle derved, eller for lang Tiid, var det dog trøsteligt, og styrkede Haabet om fjærnere Hielp. Men nu optages alt, Korn og Post. Selv mit Mod begynder at synke. Dog ney! Det er kun dette traurige Veyr der i Dag giør mig lidt mismodig, og at jeg ikke siden Søndag har seet mine Gutter, og at jeg nu skal skrive for de ulykkelige Ekholms –

[110] Løverdag 18^de Torsdagaften kom Gutterne mine, og dobbelt velkommen var Wilhelmus, som bragte mig Brev fra min elskede Egersøn. Deraf seer jeg, min Maja C. Løverdag; i Dag 8^de Dage, er kommet tilbage, lykkelig og vel med alle sine. Men hvorfor intet Ord fra Dig selv? hulde Veninde! Min Uefterrettelighed kunde bedrøve men ikke fornærme Dig: thi sikkert følte Du, den var ufrievillig. Dog, Gud skee Tak for jeg veed Dig frisk, veed alting vel i Din Familie, og takket være De, kiæreste Provstemand, for denne Efterretning, som for det hele Brev, det jeg dog nok først faaer besvaret fra mit egentlige Hiem. Nu har jeg været her saa nær i 14 Dage, og endnu er der saa meget usnakket med min velsignede Lottamoer, og endnu har Barna kun faaet en Historie (og liden var den) og endnu har jeg kun været den ene Gang i Gaar i Byen, og kommer der neppe mere denne Sinde – Men Gaar[s]dagens Hendelser maae have et særskildt Afsnit.

Det var da i Gaar henimod Middag, at den nye Kirkegaard uden for Byen skulde indvies. Did havde vi giærne taget, Frue Lotta og jeg: men Presidentens Heste vare i Skyds, vi havde fast bestemt en Spadsertour til Byen, og vovede derfor ikke, at sætte vore Kræfter paa saa stærke Prøver. Kista og Sarotje vare der, og fandt sig meget opbyggede, om ved Bispens meget gode Tale, eller ved Synet af Menneskevrimlen (og blandt disse nogle af de fangne svenske Officerer, og atter blandt disse et Par meget vakkre) eller ved det alt, ja, seer I vel, det tør jeg ikke saa lige bestemme. Moer Bull, hendes Hanna [111] og min Linchen, havde imidlertiid Maden færdig og Bordet dækket til Herskabet kom, og nesten havde vi afspiist, da ogsaa hans Velvished kom svedende deels af Hede, deels af Smerte i sin ene, jeg troer høyre, Hæl, hvori, efter hans eget Udsagn, «Fanden har bidt ham». Dog, det er virkelig for smerteligt at spøge med, og jeg giorde det ikke, om han ikke selv tog det fra den lette Side, som han overalt er et Exempel af Taalmodighed i legemlige Lidelser. Naa, saa hvilte vi lidt, saa drak vi Caffe, klædte os, og begyndte Toget til Byen. Lottamoer og jeg gik foran, os fulgte alle 4 Jomfruerne vore, først til Rosteds, hvor vi sladdrede en Stund med Fruen i Huset og hendes Frue Syster (Professoren var ey hiemme) saa til Politiemesters, der var ingen hiemme, eller vilde ey være det – og endelig – til Fæstningen og Pavels. «Naa saa er jeg her da virkelig?» sagde jeg, da den tækkelige Frue Pavels med sit mindste Barn paa Armen, de to andre ved Siden af sig, selv aabnede Dørren for os, og med saa umiskiendelig Fornøyelse modtog os. Strax efter kom Fatter Pavels, og tilsidst Presidenten. Det var, det veed Gud, en deylig Aften. Skade, den var saa kort! Dog, vi nyttede den saa husholdriske som mueligt. Først vare vi ovre i Exercierhuset, hvor de 347 Svensker har sit Værtskab. Vi maatte krybe ind af et lille firkantet Hul («Saa lille var det dog vel ikke, siden Mutter kunde komme ind og ud af det?» Sa' han de? Hr. Provst!) Her blev jeg saa underlig tilmode. Denne Vrimmel af lystige og nedslagne [112] velklædte og pialtede Mennesker, alle beskiæftigede, med at spise, drikke, sye, lappe, de fleste med Kort, nogle faa ene og allene med dem selv og deres Kummer. Blandt disse tildrog sig især et ungt vakkert Menneske min og de fleste af Følgets Opmærksomhed. Han laae paa sin Straaesæk med den venstre Haand under det forgræmmede Ansigt, den saarede Høyre paa det vist blødende Hierte, Øynene fastheftede paa sit Straae. I hvor ofte jeg gik forbi, i hvor tidt Scenen om ham forandredes, saae jeg ham ikke forandre denne Stilling, ikke opløfte sit mørke Øye. Jeg frygtede at saare ham end mere ved at standse længe hvor han laae, og kunde ikke for alt det jeg veed, giort ham et Spørgsmaal. Der sørges ellers for at giøre disse arme Menneske deres Skiæbne saa taalelig, som alle sammenstødende mislige Omstændigheder vil tillade det. Den vakkre, høystinteressante Capitayn Gedde gik rundt om, talte med dem, sørgede for dem. Det lønne Gud ham! Nogle af de fangne Officerer havde været der nede i Gaar Morges, og grædt bittre Harmstaare, da de saae sig og dem saaledes igien samlede. Det skal have været meget rørende. O! det kan man tænke sig. Mere end engang tænkte jeg mig i Wallensteins Lager, og lyttede efter den raske Krigssang.

Om denne blev ey talt et ord; men om Oversætteren og Hustroe og Eger desmere. Ved Bordet drak vi Eders Skaal, elskelige Provstepar! og klinkede, og min nye Datter (thi Maja Pavels vil ogsaa være min Datter) ønskede [113] det blev hende mueligt, i Sommer igien at giøre en Egertour; men dertil saae hun ingen Udvey. «Vi vilde trøste os med, sagde hun, «at vi kanskee kan blive samlede her i Sommer.» Aa ja! trøste os med det, kan vi. Pavels er en langt bædre Vært, end man skulde formode, og en ligesaa uformodet opmærksom og kiærlig Fader. Med den fulde hiertens Barnslighed hænger de tre raske venlige Børn ikke allene ved den ømme Moder, hvis Blik følger dem overalt; men ogsaa ved den alvorlige, efter Anseende sig om intet bekymrende Fader; og hvor Børn saaledes deler sin Vedhængen mellem Forældrene, er man vis paa, at disse ere lykkelige Ægtefolk, lykkelige i alle sine Forhold, og fortiæner at være det. Jeg i det mindste har aldrig fundet mig skuffet ved at slutte saaledes.

Før vi spiste gik vi endnu en Tour om Volden, en af de deyligste Spadsertoure man kan ønske sig. Dog, de fæle Mordredskaber ønskede jeg bort, borte af og unødvendige paa Jorden. Man forstyrres saa sørgeligt i sin Glæde over alt hvad her forener sig saa blidt til Siælens Qvægelse, naar Øyet falder fra disse Gienstande til de hæslige Kanoner, de gyselige Kugler, de tykke med Skydehuller giennembrudte Mure. Og et endnu, fast det værste af alt, de sammenlænkede ulyksalige Mennesker, som gustne og hentærede her slæber sig omkring – Ney, det er den græsseligste Contrast der kan tænkes: Naturen saa skiøn, den tænkende Skabning saa fornedret, saa under Dyret fornedret. En saadan Aften som denne var, føler man denne Modsigelse indtil Smertelighed, aftvinger den bittre Taare. Hvem kunde først vove at lægge Jærn om en Haand og Fod, skabt som hans egen? Ja, jeg veed, det ey kan være anderledes; men [114] kan det trøste? kan det beroelige? O! hvor maae de sukke efter den dobbelte Forløsning fra Livets dobbelte Lænker! Hisset maae dog være Erstatning for hver qvalfuld Stund de Ulykkelige fra det menneskelige Samqvem Udstødte her udaander, smeddede til den forsmædelige Skubkarre. En graa Olding med stille Kummer i det udslukte Blik gienkaldte mig saa levende Alamontades, den Ædles Minde. Hvem veed, hvad ^{der var} den første umærkelige Anledning eller Aarsag til mange af disse Elendiges Brøde! Maaskee en Spire til det høyeste Ædle, naar den var blevet pleyet og opelsket ved en kiærlig ledende Haand. o! det er en dræbende Tanke. Gud var ikke Gud, ikke en retfærdig Fader, gaves hisset ingen Erstatning, intet Vederlag for de utallige Lidelser, hvorunder Utallige saa – jeg tør ikke sige uforskyldt, men alt for haardt rævsede, sukker og forgaaer.

I har engang for alle, alle mine Elskelige som læser disse Blade, frietaget mig for Undskyldninger, om jeg end svæver aldrig saa langt uden for Maal og Grændse; eller rettere, der existerer ingen Grændse intet Maal. Tanken ‹h›ar sit frie Spil. Vi vende nu altsaa tilbage til Slotspræstens –

«Det er skades det mørkner saa. Jeg havde ret tænkt paa, at hiemsøge Præstens Boghylder, hvor jeg er vis paa at finde noget til Trøst og Opbyggelse, da jeg i denne Tiid er udelukket fra alle Hielpekilder» neppe vare disse Ord sagte, før Præsten foer afsted med en Lyseplade, og kom ind med et Lys, og nu gik med mig Hylde for Hylde, skiændende alt imellem paa sin Kone, som kom for Skade at sige: «Det er lutter Gammelt» Jeg fandt imidlertiid noget, og det ikke endda saa lidet, om ey ganske Nyt, dog Nyt for mig, og har meer i Vente. I seer altsaa, mine Venner, at det i alle Henseender var mig en herlig Aften.

[115] Frue Pavels spillede Aladdins Vuggevise og et Par andre Smaaestykker, ogsaa Fatimes Aftensang, for os, og hendes Claudine og Mariane sang saa nydeligt med hende; kun forstyrrede den lille herskesyge Claudine Harmonien lidt imellem, ved at tage Tonen reent fra den mindre Syster. Det er ellers hyggelige Børn, og Lina fandt sig saa godt fornøyet med deres Selskab, som jeg og vi alle med Forældrenes.

Kl: henimod 11 gik vi, fulgt til Porten af Præsteparret, udrustet mod den truende Regn med laante Tørklæder, Peltser, etc, i morsomme Samtaler om den deylige Aften, og glæmte Trætheden, og glædedes blot ved, Regnen lod det blive ved Trudsel. Presidenten kiørte lidt før vi gik med sin syge Hæl og Lina, og sendte mig Kariolen imøde ved Vaterlandsbroe, som jeg ret fornøyet steg ind i, ikke saa træt som øm i Fødderne af de ujævne Stengader med et Par jammerlig tyndsaalede Skoe –

Og saa var Dagens Hendelser endte. «Ikke for tidligt» siger I maaskee, mine Elskede! og dog er der lidt endnu tilbage. Rygtet lyder atter frygteligt om Svenskens ved Fhld indstrømmende Styrke. Men Capit: Gedde trøstede os med, at det P-D-d ingen Fare havde. Gud give det! Ja,

Søndag 19^de Da vi skulde gaae til Bords i Dag – Jomfrue Wolderne, Jomfr: Messel, og et ungt Menneske, Hiort, vare her – kom Præst Wulfsberg og Kone med tvende smaae Biskebasker – saa kalder Oncle Erich Smaaepiger – og Wittrup.

[116] Den giæstfrie Tøyenfrue fik ved den flinke Kistas Hielp flux dækket et større Bord, stegt en Pande Lax til o.s.v – og nu vilde den egensindige Præstinde paa ingen Maade blive, men Præsten erklærede, han paa ingen Maade vilde gaae, og derved blev det. Madamen vandrede tilbage med Wittrup og sine Smaae, og den nu ret for Alvor sig bædrende Wulfsberg blev her den hele udslagne Dag, den vi ret fornøyelig tilbragte. Da kom det kiære lange Dagbogbrev fra min elskede Maja C, som jeg maatte stiæle mig til at læse, som glædede og bedrøvede mig, alt som Du, Gode! havde havt en god eller slem Stund, og harmede mig, da jeg saae, hvordan de Afskyelige eller den Afskyelige, havde faret med mit elskte Thrinebarns deylige Chatoul og hvad deri fandtes. Ja sandelig det var ærgeligt, og giid den lumpne Person maatte blive opdaget, skiøndt det vakkre sønderbrudte Chatoul derved ikke bliver helbredet. Dette velsignede Brev skal følge mig i Morgen paa Hiemtouren, og der læses med mere Andagt, og besvares fra mit Hovind. Sally Barnet skrev ogsaa lidt, og takkede for Laanet af Lina mi i Gaar, og sendte hende en lille grøn Krands, og Sarotje en nydelig gul Rose. Jeg fik ey skrevet hende et Ord til, det kiære Barn, da her nu vrimler af Mennesker – den gode Pavels med sin, jo mere man kiender hende, jo elskværdigere Hustroe, og sin Claudine, samt tvende Jomfruer ^{og Prost Ottesen} – Mad: Wulfsberg, som det drog efter med, hun burde hente Manden sin, og foruden mine H^r Sønner, en 5, 6 unge Mennesker, kort, i alt ere vi henved 30 Stykker af begge Kiøn og alle Aldre – Det er just ey nyt her, hvor [117] alle finder sig strax som hiemme. Og tænk, der tvang disse gale Præster mig til, at spille Boston, som jeg ikke har havt mindste Begreb om, og sagtens ikke har det endnu, skiøndt de forsikkrede, det gik ypperligt. Det var med Pavels, hans Kone og Wulfsberg – endelig kom dennes Kone og løste mig af. For at giøre mig det indlysende, hvor let det var lært, fortalte baade Slotspræsten og hans Frue, at min Egersøn havde lært det paa i et Qvarterstiid, og sagde i den Anledning mange smukke Ting saavel om Sønnen som om og til Moderen.

Da hele Herskaren gik eller stormede til Byen, fulgte vi dem til Enden af Alleen. Jeg gik med Frue Pavels. Hun fortalte, hendes Mand havde skrevet til Egerprovstefolkene og bedt dem saa meget, komme til dem i Sommer; men at den arme plagede Provst ikke havde lovet det, da han havde saa bandsat travlt. Hvad kan da jeg og Hovind vente? Dog, lad os ey sørge for, ey tænke paa den Dag i Morgen, ikke, i det mindste, plage os før, i og efter Tiden.

Mandag 20^de. Nu tænker I, elskede Venner! jeg er her for at sige Eder Farvel fra Tøyen. Alting er ogsaa indpakket, alting parat. Men den fortredelige inconseqvente Gr: M: som er saa gavmild paa Løfter, fordi han ikke tænker videre paa at opfylde dem, er Skyld i, min Reyse gaaer i Staae til i Morgen, og maaskee reyser jeg da lige klog; men længere kan jeg ey blive; og det er mig smerteligt nok, at tænke mig min Korens og Majas og de Øvriges forgiæves Venten i Aften; men jeg vil dog hellere svige denne Forventning, end en vigtigere. Denne er Magazinkorn angaaende.

[118] Min menneskekiærlige Skriver havde ikke Hierte til at sige en Bedende Ney, saa længe han havde Sædekorn, og vilde, kunde neppe giort det, om han end havde forudseet hvad nu maaskee bliver Tilfældet: at han vilde komme til selv at mangle til sit Huses Fornødenheder. Jeg siger med en gammel Kone, som i fordum Dage tiænte paa Mork, da alle Folkene engang jamrede sig over indtruffen Misvæxt: «Jeg troer paa honnem, som har teet os saa mykke Godt» – Den ædle, eviguforglæmmelige Hedevig kom saa glad ind og fortalte os den Samtale, hun havde været Vidne til, og det gav Anledning til en mellem os, hendes Forældre, yngste Broder og mig, som jeg ofte har tænkt paa i denne Tiid, som har styrket mit Haab og min Tilliid naar de, Gud skee Tak kun i enkelte Øyeblik, har behøvet Bestyrkelse.

Kl: 6½ Og nu Farvel fra Tøyen, mine Dyrebare! fra det kiære deylige Tøyen. Tidlig i Morgen tænker vi at tage ud, for at være paa det velsignede Hovind i Betids. Ak! nu venter de alt, gaaer os maaskee i Møde – det er saa tung en Tanke. Men min Lotta er saa glad i, at beholde os disse Timer længere. Jeg vil nu igien ned til hende, Kista, Sarotje, den godlidende Zarine Biltzing, som er her med en lille morsom Gut, Forvalter Wetlesens, hvis Moder – Barnets neml: døde for kort siden. Den lille Lykkelige føler ey sit uerstattelige Tab. I Formidd: var Nella Møller og hendes ældre Syster her. De kom begge i Gaar fra Hovind, da Aslak kom med Hestene efter os –

Farvel, Farvel fra Tøyen!

[119] Onsdag 22^de God Dag, God Dag fra Hovind! Om I vil, Godmorgen! thi først nu, Kl: 3 Eftermidd: er jeg rigtig staaet op, da den slemme Hovedpine tvang mig til Sengs, saa snart jeg havde expideret 3 Breve: til min Lotta med et Bud som gik ind; til Ekholm med Posten, og til Præsten Munthe, som er saa god at laane os Korn til vi faaer fra Byen.

Det var en deylig Hiemtour i Gaar, det ønskeligste Reyseveyr, det beste Føre. Kl 11 forlod vi Tøyen, dets hulde Ejerinde, liden Hanna Bull, og den gode velvillige Kista Hertel. Presidenten var gaaet et Par Timer før til Byen og Raadstuen. At vi først havde faaet en deylig Frokost kan I nok tænke, elskte Venner! og ligeledes, at Lina fik Madpose med paa Veyen. Hun var i Begyndelsen lidt taus og vranten; men Forestillingen om den ventende Telja og Maja og den lille Have, og de smaae Kyllinger og Ellinger, opmuntrede hende snart, og hun holdt os siden ved godt Prat til først Søvnen og siden Madlysten giorde smaae Afbrydelser. Det gik som jeg tænkte: Den gamle Matrone i Bondkollen (saa kaldes vort nye Hvilested. Om det er skrevet ret, for staae derhen) modtog osⁿ¹⁹ meget blidelig og snaksom, og førte os ind i sit Stadsværelse, der tillige var Giæste- og Klædekammer. Her staaer 2 Sænge, hænger alle Væggene skiulte af Gangklæder, røde Damastes Kontusser, blaa Atlaskes lange Kaaber o.s.v. alt ret lysteligt at skue. Men vi bleve lidt adspredte, og just ikke behageligt, i vore morsomme Betragtninger, ved en Moder med 2 Børn, som inderlig jamrede sig over, at hun ikke kunde faae kiøbt det mindste til Børnene eller sig og Manden, som ogsaa vandrede med, (de hørte alle hiemme i Næss) Jeg havde faaet en Spylkum Mælk, den delte jeg med hende, og det deylige friske Brød; Madposen ligesaa; og havde jeg været saa sulten, som jeg [120] var mæt, vilde min Hunger blevet stillet ved at see den lille 3 Aars gamle Drengs Hiertensglæde ved Synet af Maden, og Moderens ved at see ham fortære den. Hun giæmte det overblevne Brød uden selv at tage en Bid, og giærne havde jeg ogsaa givet hende det andet jeg havde tilbage, om jeg ikke havde forudseet, Lina snart vilde blive sulten. Det blev hun inden vi kom til Moe. Her fik jeg saadan Lyst til Caffe (det er nu længe siden I hørte noget om denne Lyst) men huskte paa, jeg var reent pengelæns, hvad jeg aldrig veed, har hendet mig paa nogen Reyse. Sarotje troede det var mit Spøg, baade at jeg var saa bankerot, og at jeg endda vilde have Caffe. Men hun fik snart Troen om begge Delene i Hænderne, og jeg drak min Credit Caffe, der var saa god som mueligt, med megen Smag. Hun tog ogsaa til Takke med en Kop, og vi fandt alle, at det var saa peent og nysseligt overalt i den lille nye Stue, hvor vi nu vare, uforstyrrede af Springfyrer, som sidst forjoge os derfra. Men saa hørte vi, der nyelig havde været Begravelse, hvad ogsaa de udenfor staaende Granbuske sagde os. Og det var en lille rask vakker 5 Aars gl: Pige, som var død i Kopperne. Jeg havde ikke Hierte til at tale med Moderen om Vaccinationen, som rimeligviis havde ræddet hende hendes Barn. Det var nu for seent. Hendes yngste Barn havde ogsaa havt dem, de slemme Kopper, og var nu efter dem meget syg. Naar skal denne Gift blive udryddet af Jorden? Den kunde blive det, var ey Fordomme mod alt Nyt saa indgroede og uudryddelige.

[121] Kl. henimod 7 kom vi hid. Maja mødte os ved ‹L›iøgodt Kiæret, hvor vi i Sommer har vor Blegvold. I Gaar havde det arme Barn redet os over en Miil imøde. Derfor mødte ingen os i Dag; thi det var ikke egentlig for vor Skyld, hun var gaaet saa langt.

Men siæleglade modtoge de os alle herhiemme, og efter en kort Hvile, maatte jeg ud for at besee alle de nye Indretninger i Haven, alle de Bænke, de saa peent har faaet henstrøet over hele den store Have, hvor i Aar Træer og alt pranger i fuldt Flor, hvor alt seer saa smilende og venligt ud. Her udenfor mit Vindue har den i at glæde andre utrættelige Hertel plantet saa mange Blomster, her blomstrer endnu et Syringtræe – O! her er saa deyligt hvorhen jeg vender mig, og dobbelt deyligt bliver det ved Tanken om, at det er Kiærlighed og Venskab og hiertelig Velvillie, der giør alt dette –

Melin har overvundet de slemme Orme og Jordlopper ved sin Taalmodighed, og nu staaer den 4 og 5 Gang plantede Kaal ret godt. Hans Meloner ere alt nesten fuldvoxne, og alt øvrigt staaer meget prægtigt.

Jeg har nu, Kl 6, været henne og hilset paa min Høy, paa Frue Lotta, det er: hendes af hende selv plantede Løn midt paa Høyen. Ogsaa der er saa velsignet vakkert. Vi bleve lidt dynkede paa Hiemveyen; men det er saa bliid og velgiørende en Regn, at det er en Lyst at blive lidt vaad. Nu kom ogsaa min Koren tilbage fra en Forretning i Gierdrum nu skinner Solen igien, og jeg maae atter ud, maaskee ned at see det nye Anlæg paa Raknehougen. God Nat, Elskte! God [122] Nat, beste min Lotta! som nu ogsaa læser disse Blade. Du har savnet Dine bortreyste Venner meget i Dag, det veed jeg. Men nu faaer du snart mit Brev og hvad der er til af disse Blade – og saa sees vi snart igien haaber jeg. Snart? Ney! jeg tør ey troe det bliver saa meget snart – O! min Maja, Gud veed, jeg tør ikke tænke paa Indbydelsen i Dit vennehulde Brev. Ney, jeg vil ikke tænke paa andet, end at alt kan forandres i en Hast, forandres til det Bædre – God Nat, mine Dyrebare!

Nu først har jeg været paa Raknehougen, hvor min gode Koren blot for at skaffe nogle arme ^fattige Mennesker lidt at fortiæne, har begyndt et Anlæg, han saa længe vi har boet her, har havt i Sinde, men andre vigtigere Arbeyder tilintetgiort. Det bliver vist vakkert, naar det kommer istand, som da ikke kan blive saa snart. Gud give, vi kunde indvie det ved en Fredsfest! da skulde det nok blive færdigt i en Hast!

I Dag har jeg ret gaaet meget, sadt meget ude, og her i mit Kammer er saa mørkt af Træerne, at jeg, kommet ind fra Dagen, neppe seer. Et Brev til min elskte Egersøn, og et til min Moer Cappelen, har jeg begyndt paa; men de kommer saa ikke bort før Søndag, derfor hviler de, hviler nok endogsaa i Morgen, da jeg, bliver det ‹T›ørre-Veyr, tager til min Rikke B: som jeg nu saa inderlig længes efter. Maaskee faaer Koren selv reyse til Byen Søndag, da der intet kom med Posten i Dag angaaende det lovede Korn. Det er en smuk ordholden Mand, den samme Greve –

[123] Løverd: 25^de Jo, det blev et vakkert Tørreveyr i Gaar. Da jeg var kommet lidt over halvveys, kom en Regn og Torden Byge, som hverken jeg eller væsle Røen taalte, hvorfor vi søgte Skiul i den første beste Hytte NB jeg i, han udenfor den, hvor han giorde Kaprioler ved hvert Skrald. Endelig blev der en Pause, hvori jeg vovede mig videre, og var netop kommet af Kariolen ^{paa Plogstad}, da Regnen atter styrtede ned, vældigere end før, og Torden og Lyn ledsagede den; saa vedvarede det; med smaae Ophold, til Kl 8, og stærkere Torden erindrer jeg neppe. Da jeg kom ind og saae en melitair Hat og Sabel hængende, troede jeg flux, det var den gode Fabritius, som var der; men det var Wilhelm Radik, Cadet, Fogdens Systersøn, min lille Lodviskas Broder. Min kiære Rikke var saa vidt rask; men meget bekymret for sin Mand, der i et Par Dage havde skrantet, formodentlig af Forkiølelse. Det har med Guds Hielp intet at betyde; men for denne ømme Siæl, der i dette svage Legeme taaler endnu mindre end før, er langt ubetydeligere Ting ængstelige. Naturligt var det, at denne til uafbrudt Virksomhed vante Fut, nu var lidt gnaddrig ved intet at kunde foretage sig; men hans Vrantenhed var saa morsom, at den adspredte os den Ængstelighed, som endog de aldeles ikke Frygtsomme nesten altiid føler i stærkt Tordenveyr, hvortil da de tillukte Værelser bidrager sit. Herved, ved det søde lille Thrinebarns uskyldige Glæde selv over Skraldet og Lynet, gleed det haarde Veyr fast ubemærkt forbi. Et Par Øyeblik vare vi i St: Hansløvhytten, hvor vi tænkte saa deyligt at drikke vor Caffe, men maatte tage til Takke med den i Stuen. Saa gik den hele udslagne Dag [124] ved Samtaler, lidt Læsning i Tilskueren, hvoraf jeg fik en heel Pakke hiem, og tænker at sende min Maja og Egerprovsten nogle, der vare, som Svensken siger, altfor vakkre – paa norskt: altfor gode til, at ikke flere skulde glæde sig over dem. Guldbergs Digt til Carl Jessens Hustroe (som ogsaa var deriblandt) havde deylige Stæder, men forekom mig i det Hele noget usammenhængende. Maaskee forstod jeg det ikke ret ved denne eneste flygtige Giennemlæsning. Den fromme milddømmende Rikke paatog sig nu ikke mere at forsvare Professor Ole, som hun ellers pleyer, da hun synes ham for ilde medhandlet i Intellig:bladet; men derimod sagde hun, da jeg skiændte paa vor Gr: M: for hans Uefterrettelighed: «Kiære Moer Koren, du pleyer ikke at dømme saa haardt. Han feyler vist; men han feyler sikkert imod sin Villie, kanskee fordi han er altfor god, og ikke kan sige Ney.» – Dertil lod sig meget sige; men jeg sagde intet, og følte blot med lidt Harme mod mig selv, at jeg virkelig i senere Tiid er blevet strængere mod Nestens, giid kun ogsaa mod mine egne! – Feyl end tilforn. Det er ingen behagelig Opdagelse; men takket være Du, min gode Rikke! fordi Du giorde mig opmærksom paa den.

O! hvem iblandt os, mine Elskelige! har ikke følt, hvor megen Beroeligelse, hvor megen Tilfredshed det medfører, at dømme blidt, at forsvare den anklagede Neste? og hvor det Modsatte hævner sig ved bittre Efterveer?

Paa min Hiemvey kom mig en gammel 70 Aars gammel bleeg, forgrædt Kone imøde. Hun var, da vi boede paa Lundberg, vor Naboekone, stille og ordentlig, og jeg leed hende saa godt. Det lod, som hun havde ventet mig, og vilde bede [125] mig om min Forbøn, eller Raad, som hun kaldte det. Hendes Søn er dømt til 4 Ugers Tugthusarbeyde for Tyverie. Nu er hans Gield saa stoer, at alt maae sælges. «Hvad skal der blive af disse Kryb?» sagde hun, og viste paa hans 2 smaae Børn, som klyngede sig til hende, «naar de nu ikke har et Tag at skiule sig under –» Og min utaalmodige Hest vilde ey staae, Rægnen hang over mit Hoved – og saa forlod jeg den arme ulykkelige Gamle med et: Gud hielpe dig! som hun vel neppe hørte. Ak! ikke et Trøstens Ord til hendes knuste Hierte, endskiøndt jeg saae og følte, hun dog ventede det – og det fordi Hesten ey stod, fordi jeg frygtede for at blive vaad – Da jeg kom hiem, sad i Sophaen mellem de glade Mennesker, drak min Thee, som stod færdig, rødmede jeg, bankede mit Hierte af Skamfuldhed og Sorg over min Haardhed – Hele Natten stod den blege forgrædte, mod Graven skiælvende Kari Tangen for mig, og til hendes øvrige Kummerstræk, havde min Haardhed, hendes svegne Forventning endnu føyet et –

Mandag 27^de I Gaar var jeg atter ret rask, det er, frie for Hovedpine; men der hvilede (og hviler endnu i Dag, skiøndt Gud skee Lov i mindre Grad) en Tunghed over mig, som giorde mig uskikket nesten til alt. Dog skrev jeg med vort Byebud til min Moer Cappelen et temmelig langt, til min Lotta er kortere Brev, og sluttede et til Egersønnen, læste ikke et Ord, før Posten bragte Budstikken, Tiden, et Brev fra Urbanns, og et saare ubetydeligt fra Skolelærer Arnesen, strikkede og tog op igien, sad for Resten i Haven, og alle havde vi det i vor Eenlighed ret godt –

[126] Fra Plogstad har jeg intet hørt siden Gaar ^Løverdags, lille Radik og hans Syster var her. Da var han ^Fogden Gud skee Lov bædre, og Walbohm, som jeg i Gaar talte med, forsikkrer han snart skal blive fuldkommen vel. Det give Gud!

Fabritius skriver, at en Skieløber, som blev giort til Fange i Vaar i Soler, kom, som Deserteur, til Edskoven, hvor hans Ven Urban, har Feldtvagt, og har lagt en Tiid. (Det er lige paa Grændsen, og han er ofte inde i Sverrig. De har giort sig Løvhytter ^der, og han beskriver deres patriarchalske Levemaade saare romantisk) Denne Skieløber har bragt Bekræftelse paa et Rygte de, siger han, længe har hørt deroppe: at Russen skulde være i Nærheden af Stokholm, som nu formodentlig var i hans Vold og Magt. Ikke fordi jeg fæster mindste Liid til dette, for vor Sag saa gunstige Rygte; men fordi jeg finder Moroe i, at fortælle Eder hvad der saadan spargeres blandt Folk; og fordi det kan blive interessant engang i Fremtiden at see tilbage paa alt dette, og skille det Sande fra det Falske.

Ellers skal nu ogsaa de sidste Tropper af de Usynlige være kommen tilbage, og end mere jublende end de forrige. Ogsaa har mange flere Mennesker hørt disse. Jeg gad ogsaa have hørt dem. Hvad der dog kan være i alt dette? En Grund maae dette Sagn have: thi «ganske uden Ild ryger ingen Brand.» «Der er flere Ting i Himlen og paa Jorden, end vore Philosopher drømmer om», siger jeg i fuld Overbevisning med Hamlet.

[127] Tirsdag 28^de Hvilken Hede, hvilken trykkende Luft! Det har tordnet stærkt, men langt borte – nesten troer jeg, det kommer tilbage, det mørknes stærkt, og er saa forfærdelig qvalmt. Jeg er ene hiemme med min Koren, Maja og Lina. Poppenheim, Telja, og Sarotje toge tidlig i Dag til Houg, vor Avlsgaard, for at lave Gammelost etc –

Vort Byebud kom nu, bragte de stakkels 5 Tdr. Havre, og Løfte om andre 5, som den braven President har faaet udtigget. Gud skee Lov for noget! Med Forsynlighed maaskee vi nu slipper ud selv; men ak! for andre har vi intet, eller saa saare lidet. Vi blander Brødmelet med Mose og Nælder. Det gaar traadt ned for de stakkels Mennesker; men saa faaer de dog altiid noget til at synke det ned med, og heller ikke er det stærkt blandet. Giid det ikke var værre for de Fleste, end for vore Folk! Men desværre, faa har det saa godt. O! hvor skiøn, hvor ualmindelig skiøn denne Sommer er, fristes jeg dog ofte til at ønske, det var Høsten, at vi kunde see den Hungrige mættet. Med giærrige Øyne betragter jeg og glæder mig over ^mine hver Dag voxende Kartofler. Giid de vare spisefærdige, hvor skulde jeg da glæde mange, og ingen mere, end mig selv. Ney, det er en aldeles Umuelighed at glæde sig, naar saa mange Mennesker sukker over Savnet af Livets første Nødvendigheder. Dog, den Jeremiade kiender I.

[128] Fra min elskede Lottamoer fik jeg ogsaa et langt Brev. Hendes Længsel efter sin Jørgen tiltager, alt som det bliver umueligere, at faae høre fra ham. O! giid Din Ahnelse: at han skulde komme (som Du en Dag havde i saa høy og martrende en Grad) havde været sand! Gud give, den snart maae blive det! Og hvem veed, om det ikke kan skee?

Nye Skiændigheder i Budstikken om den vanslægtede forvorpne Britte – Nye Beviis paa vore raske Nordmænds Mod og Aandsnærværelse. Saa var det et ubetaleligt Indfald af den Skipper Johansen, som borede Hul i sit Skib, saa det sank under Røvernes Fødder, just som de med Hurraraab betraadde det. Maatte de saaledes flygte, svegne i deres Haab og beskiæmmede fra hver Udaad!

Tordenen lader sig høre igien. Endnu langt borte, dog, frygter jeg, den nærmer sig. Havde jeg kun mine Jomfruer hiemme. De tør vel blive vaskede –

Seent i Gaaraftes besøgte vi, jeg, min Koren, Barna og Hertel «de Dødes Have» og gamle Scheitlis Grav, som vi nu har faaet oppyntet, og hvorom vi skal plante Træer og Blomster. «Her skal ogsaa Skriveren ligge» sagde gamle Christopher, som malede Rammen om Pladen. Hvorfra kom den underlige Gysen som giennemfoer mig ved disse Ord? Og kan I sige mig, mine Elskede! at ^hvorfor Graven har noget langt skrækkeligere ved sig, end Tanken om Døden?

[129] Eller er dette ikke Tilfældet med Alle, maaskee blot med mig? Dog, for endeel kan jeg besvare mig selv dette Spørgsmaal. Den Umuelighed det er for det sandselige Menneske, at giøre sig et tydeligt Begreb om Legemets ganske Ufølsomhed, giør Forestillingen om denne Nedpakken i den sorte kolde Jord, saa skrækkelig, i det mindste naar denne Forestilling paatrænger sig os, udrevet, saa at sige, med ^af sit Sammenhæng med andre dertil hørende Forestillinger eller Omstændigheder. Og sandelig, en saadan skiøn Sommeraften, naar Varme, Liv, Fylde og Kraft giennemstrømmer hele Naturen, har hiin Forestilling noget Skrækkeligere end ellers. Dog kun i de første Øyeblik for den, der ikke daarlig søger ^stedse at undgaae Fortroelighed med Tanken om Død og Grav. «Det er dog en deylig Aften!» sagde Sarotje, og løftede sine blaae veemodsfulde Øyne til den blaae skyefrie Himmel. Jeg troede at læse mine egne ovenmeldte Følelser i dette Blik, og for at indgyde hendes Hierte Mod (og mit eget) svarede jeg: «Ja tilvisse, min Sara! men her oven over er det endnu deyligere. Der skal Nydelsen af en skiøn Time som denne, ikke forstyrres ved Frygten for – (Graven havde jeg nær sagt) at den neste skal blive mindre skiøn» –

Onsdag 29^de Det blev ved at tordne og lyne til Kl over 9 i Aftes. Da kom mine Jomfruer, (har jeg sagt, at Nella er i Byen?) Hertel og lille Giørup foran dem som for at berede dem Veyen. Jeg aandede meget lettere, da jeg havde faaet dem hiem og alle samlet om mig.

[130] Men et mere mayestætiskt Veyr har jeg i lang Tiid ikke seet. Solen skinnede paa enkelte Stæder, paa andre oplystes det virkelig lidt frygtelige Mørke blot ved de stærke Lyn. Skraldene vare stærke og vedholdende. Jeg erindrer aldrig at have hørt dem saa lange. Med alt det var det ikke saa nær, at vi kunde frygte. St. Hansdag har det slaaet ned i Heni, Anexet til Gierdrum, og hvad der er underligst, strax ved Kirken i et Giærde. Lynet pleyer ellers søge Kirketaarnene. Heroppe paa Moen skal det ogsaa samme Dag have splittet en stor Gran.

Stakkels min Maja Koren! Der er hun grædende med sin døde Canariefugl. Den var saa munter endnu i Formiddag, sang, fløy omkring, og madede sin paa Redet liggende Mage. Hun vil nu vel ogsaa, mener Maja, græmme sig ihiel. Paa Unger er det nu ikke at tænke, da hun alt forlader sine Æg. Og om et Par Dage vare disse Smaae i Vente, og alle Tilberedelser færdige til deres Modtagelse. Hun begraver nu sin lille Yndling i Haven i Lystqvarteret under en Rosenbusk – og sikkert falder en, vel flere kiærlige Taare paa den lille Grav. Linas flyder altiid sympathetiskt med Majas – Jeg mindes ret godt fra en endnu tidligere Alder et saadant Savn, og hvordan jeg begræd min døde Lærke, og begrov den, og lagde en Steen af en ituslagen Regnetavle paa Graven, hvor jeg indgrov den Jordedes Navn, Dyder, og min Sorg. Om i Vers eller Prosa mindes jeg ikke. Men vel, at jeg, sidst jeg var paa Castrup, besøgte ogsaa dette Sted, hvor nu naturligviis intet Spor var af alts. Efter meer end 30 Aars Forløb erindrede jeg min tabte Yndling. Sligt er ikke alle Yndlingers Lod –

[131] Majas Canarifugl var en Foræring af den unge Leganger, og opkaldt, Frederich, efter ham. Sarotje fik en paa samme Tiid, den levede kun faa Dage. Og nu erindrer jeg først, at jeg nok ikke har fortalt Eder den eneste Sorg jeg havde ved Hiemkomsten fra Byen var, at min venlige tamme Dompappe var sluppet ud af Vinduet. Man sagde mig intet før jeg kom op paa Kammeret, og Buur og Fugl var borte. Vil I lee, naar jeg siger Eder, det ikke allene da kostede et Par Taare, men at jeg aldrig kommer op paa eller gaaer ned af Kammeret, uden et Suk over dens Savn. Den fløy for det meste løs omkring, tog sin Føde af min og Korens Haand, og af Børnenes, vaagnede mig ofte om Morgenen ved sin blide vemodige Fløyten, og satte sig, naar jeg var syg, paa Tæppet eller Puden hos mig. Vidste jeg kun, den nu havde det bædre. Men den var som Unge kommet i Fængsel, og veed neppe at bruge sin Friehed. Det kiære lille Dyr! Ogsaa min Koren holdt saa meget af den, skiøndt den giorde ham tusend Spektakler, rev Papirerne ned (smudskede dem vel ogsaa lidt) tog Penne og hvad ikke var ham for tungt, i Næbbet, og engang en lille Kurv, Koren stod og skar paa –

Men nok, meer end nok tænker I vel, mine Gode! af denne Fuglesnak. Naa, saa skal I til Forandring faae et Eventyr. Der var engang en Konge, han hedde Rakne, og boede, siger Sagnet, her paa Hovind og ligger begravet i den store Høy, som efter ham er kaldt Raknehøyen, og hvor nu giøres Anlæg til et Lysthus. Nedenfor Høyen ligger Liøgodt [132] Kiæret, og omtalte Sagn siger fremdeles, at «dette er udhulet ved Høyens Opkastning» Virkelig seer det ud, som om den var heel og holden optaget af denne Dybde, og vilde passe net, kunde man igien vælte den did. – Det kan vi nu ikke, og lader den derfor staae. Ja, saa bleger vi da i Sommer ved dette ret vakkre Kiær, og to Piger holder Vagt hver Nat. Denne Vagt holdt nu i Nat min unge Kokkepige Marthe, og den ligealdrende Budeye, Inger. Som de sad ved en Ild de havde opgiort, som de her kalder det, hørte de et svart Bulder inde i Haugen, bleve forfærdede, saae did, saae – tænk Eder de arme Genters Skræk – en stoer stort sort Mand bryde sig igiennem nederst ved Bakkekanten, gaae langsomt forbi dem, og forsvinde midt i en Hulvey, et lille Stykke derfra. Videre gaaer Eventyret ikke. De vare aldeles enige i alt; ogsaa i, ikke at turde vaage der mere, hvad de da ogsaa skal blive forskaanet for, thi i Morgen optages Blegen. Alle formoder nu, at han Majestæt, høy kiæmpelig Ihukommelse! har fundet sig fornærmet ved den Gravning, Plantning o.s.v. over hans Hoved. Men sandelig troede vi just dermed at hædre hans Minde. Og jeg kan ikke tiltroe den salig Regent saa aldeles Mangel paa sund Dømmekraft. Overalt kommer det mig underligt for, at han just skulde vise sig for disse to Frygtsomme, og en Nat, da det tordnede –

«Læser! mon de har sovet?»

Den gode Urbans Brev har jeg besvaret, og Arnesens. Det er saa varmt, mine Børn, at selv et Brevs Skrivning falder lidt i det Besværlige. Men her i mit lille Kammer er godt

[133] Torsdag sidste Junj Vi har i Dag nydt den himmelske Morgen paa min Høy, hvor vi for første Gang i Sommer drak Caffe, under de glade Smaaefugles Sang, under hele Naturens Jubeleren. Ney, en saadan Vaar og Sommer er sielden i Norge. Jeg har ikke seet dens Mage her, og ikke ofte i Danmark[.] Da jeg kom hiem – jeg og Poppenheim bleve efter de andre en god Stund – mødte min Koren mig med den først udsprungne Rose, ved hvis søde Duft jeg skriver dette. Saa gik vi sammen i Haven og glædede os over at see, hvor alt var voxet, blot fra i Aftes. Sandelig var det nu mueligt, troer jeg, at see Græsset groe. Melin gik stolserende med os, og lod os bemærke hvor alt florerede. Hans Meloner begynder alt at modnes, og hvor man seer hen, smiler et velsignet Aar, en riig Høst af alleslags, os imøde –

Eftermidd: «Brev fra Kbhn, fra de elskede Døttrene mine!» raabte jeg, da vi ved Middagsbordet fik Posten. Hertel aabnede den, og just Eders Brev, I dyrebare fraværende Barna mine! faldt ham ^først, og fra ham mig i Hænderne. Han blev ved at levere omkring, lagde endnu et Par Breve til mig, som jeg ey saae, fordi min hele Siæl var i mine Øyne, og disse paa det kiære, fra Fødelandet og de Elskede komne Papiir. Og see, just med samme Udraab: «Brev fra Norge! «begynder det – Saa er det dog endnu mueligt, at faae høre dernede fra, saa skal jeg nu ogsaa skrive. Erfaring lærer mig jo, hvad et Brev dernedefra er for en Siæleglæde, og omvendt er det samme jo Tilfældet med de Kiære der. Det Væsentligs‹…› [134] at I lever og ere friske og vel, alle I Elskede! siger da de kiære Breve mig, og at I intet gladere Øyeblik har end det, hvori I hører fra det dyre Fødeland at ^{hører om} Eders tappre brave Landsmænds hæderlige, udmærkede Fremskridt paa Ærens Bane. Ja, vel maae det være Eder frydeligt, vel maae Eders norske Hierter banke høyt ved Rygtet om, hvordan vi udholde det mod den tredobbelte Fiende: Engelsmanden (den feyge nedrige Krabat) Svensken (som er beklagelsesværdigere end vi) og den blege Hunger. Og naar I engang læser disse Blade, hvori jeg har stræbt at opbevare for Eder og Fremtiden hver mærkelig Omstændighed, især de, som ikke ere saa offentlig bekiendte, vil Eders Hierter banke end stærkere, Eders Taare flyde end varmere –

Men naar I saa kommer hertil, saa vil I see, at Eders Moer Christiane var lidt misnøyet med de kiære Breve, fordi de sagde hende for lidet af det meget hun ønskede at vide. Men det er vel Omstændighedernes, ikke egentlig Eders Skyld, I Gode! O! jeg veed, hvor giærne I vilde glæde mig, saa giærne, som jeg Eder – Derfor nænner jeg heller ikke at sige et eneste Misnøyerøbende Ord i mit Svar. Men inden I seer dette – ak! naar bliver det!!! – har vi vel vexlet mangt er Ord i al moderlig og barnlig Kiærlighed, og saa taaler I nok en lille Smule Skiænden. Ikke?

Gud den Algode give, at denne Post ogsaa havde bragt min elskede Moer Bull, om ikke sin Jørgen selv, saa dog Brev fra ham!

[135] Herregud! en Nat paa Tøyen drømte jeg, Dahl kom ind ad Dørren, leende og med Breve i Haanden. Den gode Lollik havde sin graa Frakke paa (den, hvori han i Vinter duperte Andreas Munthe) og var saa vennehuld og bliid som han altiid pleyede at være og er. Om ham nævner I heller intet, I kiære slemme Unger!

Og jeg nævner intet om det ømme velsignede Brev fra Dig, Du Dig selv altiid lige Maja Cappelen! Det var det andet, Posten bragte mig, det tredie var fra vor gode Syster Inger i Schien, hvori en lille Sæddel fra Dctr. Jessen.

Dit venskabaandende Brev, min Maja! bedrøvede mig ligesom det Forrige, fordi jeg nødes til at afslaae Dit saa inderlige Ønske, der tillige er mit: snart at see Dig og Dit deylige Eydsfoss. Dog, her besvarer jeg jo ikke det kiære Brev –

Syster Inger (Madam Flood) skriver acurat som hun taler, og hendes Breve interesserer ved deres Naivitet, ligesom hun selv. Ved tidlig og omhyggelig Dannelse, vilde hun sikkert blevet en af sit Kiøns fortrinlig Elskværdige. Ogsaa nu er det umueligt, ikke at elske hende.

Af Ugebladet seer jeg da, Justitsraad Stokfleth er – Gud give det! – himlet. «Han hensov blidt og roeligt» siger hans Datter i Bekiendtgiørelsen. Gud give ogsaa det var saa, til Trøst for hans Børn, for den arme Bella som var ene hos ham. Lad mig afbryde! «Fred være med de Døde! Verden er ikke længer deres Dommer.»

I Morgen har jeg en Tour for til Vildberg, en Barselvisit til min gode Thrine Wangensten, som har faaet sig en Søn. Jeg kommer vel ey hiem før seent Løverdag. Det er tungt at forlade mit vakkre Hovind to Dage – og saa hedt – Maae jeg kun blive rask som i Dag!

[136] Løverdag Morgen – Julj den 2^den

Hvad jeg i Gaar leed (og min stakkels Hest leed mere endda) i den stærke Hede, aftvang mig det Løfte ikke, saa fremt jeg kan undgaae det, at reyse oftere om Dagen, saa længe denne Hede vedvarer. Derfor tog jeg fra Vildberg Kl halv ti i Gaaraftes, og var her Kl 12. «Men du vilde jo blevet til Løverdag? Moer vor?» Hm! I ere saa hastige med Eders Spørgsmaal, mine Venner! jeg vilde jo just nu fortalt Eder, hvorfor jeg kom før tilbage, end Bestemmelsen var. Da vi Torsdagaften nesten vare sengefærdige, kom min lille gode Gina Smith (som jeg og vi alle troede) og den tækkelige Lise Krefting. «Vi forstaaer dig ikke, Christianemoer!» Smith som jeg – –» Aa Herregud, er det Jer da reent umuligt, at have en Smule Geduld?

Hun, liden Gina, havde nogle Dage før i al Korthed og Eenfoldighed (Molzhau viede dem) havt Bryllup med sin Forlovede, Præsten Broch. Her blev da en Gratulering, kan I tænke, og sandelig, i saa mange Henseender var denne uopløselige Forening os alle saare kiær; thi det gode kiære Barn holde vi alle saa af, og i Faderens Dødsstund lovede vi ham, min Koren og jeg, hvad vi længe havde lovet os selv, aldrig at forlade denne hans elskede, exemplarisk ømme datterlige Datter. Lise Krefting, en ikke mindre god Datter, har ey været her i 3 Aar (siden Sarotjes Confirmation) og da de vare bestemte at tage tilbage til Hurdalen i Dag, vilde jeg endelig være hiemme. I Gaar vare de, i Følge med Poppa og Sarotje, i Nannestad, Ginas fordums hyggelige Hiem. O! Gud give hende snart et ligesaa godt Hiem igien, og som Kone saa lykkelige [137] Dage, som hun havde som Datter. Men dertil vil meget. Broch troer jeg sikkert er en retskaffen Mand; men hendes Forældres Ægteskab var et af de lykkeligste jeg har seet, lykkelig som mit, et Paradiis paa denne Jord. Om nu Broch kan elske som den gamle Provsten min (og Din, beste Lotta!) og som Koren, og giøre den ømme kiærlige Kone saa lykkelig? Om mange Mænd kan det? – –

Vi har nu faaet baade Madamen og Jomfruen overtalt til at bie i Morgen over, og saa skal vi følges ad til Edsvold Værket, da de tager sin Hiemtour, vi til Mork, Sara, Poppe og jeg, hvor vi nu ikke længere kan lade os vente –

Først Kl. 7 i Gaarmorges kom jeg herfra, da var det endnu taaleligt, især i Begyndelsen, men saa hvilede jeg henved en Time hos Pastor Munthes, hvor jeg spiste Frokost og læste og hørte Breve fra Danmark, og kom til Vildberg Kl 11, mat og svedt. Men jeg glæmte og vilde glæmt lange større Besværligheder, ved at see min kiære Thrine Wangensten med sin lille Dreng ved Brystet, see hende alt siddende oppe, og saa frisk og munter, og alt om hende stemt i samme Tone. Den elskværdige Ovidia Messel modtog mig, ligesom hendes hiertensgode Tante Holbye (ellers Enka kaldet) med sand Fryd og Gammen, og Fatter Wangensten, som i bare Linned – foroven forstaaer sig – sad og ragede det gamle Familie Archiv igiennem (af hvilket han siden forelæste mig nogle 50 Aars gl meget morsomme velskrevne Breve) fik sig i en Hast kastet i en Nanqvins Frak, og nu gik Complimenteringen for sig paa begge Sider. To Naboekoner, som nyelig før mig vare ariverede med hver sin Fløde-grødpotte [138] og Lammesteeg, sad nok saa strunke i Barselstuen. Vi smagte, baade jeg og Barselkonen, paa Grøden, af begge Potterne, Gud bevar's! og den var saa Gu ganske bra, men Lammestegen (hvoraf vi da kun smagte den ene) var rigtig nok bædre. Jeg kiender Skikken, og gik derfor, da jeg havde pratet lidt med hver, ud med min Ovidia, imens de andre besøgende Matroner fik sin Caffe, Viin og Kage, og havde Stuen allene. Siden viste Enka dem omkring overalt, og meget tilfredsstillede – det saae jeg paa dem forlode de da endelig og overlod mig Pladsen. Lille Bodward, et af de deyligste Børn jeg har seet, med brune krøllede Silkelokker, og et Par blaa Øyne, som man, naar de løftes bedende op, ikke har godt for at afslaae noget – –

Der kom Obristinde Roweder med sin ældste Datter, som nu er hiemme i Besøg fra Hedemarken – Det var blot en kort Visit, og de ere alt borte igien –

Nu er jeg reent ude af det. Lad mig see! Ja, lille Bodward og jeg vare gode Venner, og saa meget det leed paa i Heden, maatte jeg flaxe med ham. Vi bleve allege enige om, da bemeldte Lammesteg var fortæret, og oven paa den en deylig Jordbærsoll – at tage Middagshvile. Men mig og Ovidia bekom det ikke alt for vel, da Heden her var stærkere end andre Stæder, og jog os snart op igien. Saa drak vi Caffe, saa passiarede vi, det eneste man i saadan Hede kommer ret afsted med, læste de gamle Breve fra Wangenstens Forfædre og Formødre (kan ikke dette For ligesaa vel passe til Mødre som til Fædre?) og tog jeg som sagt hiem i et himmelskt Veyr var et Øyeblik hos Munthes (som kommer her i Morgen) og hiemme fast en Time før Damerne fra Nannestad. Min tilkommende Gudsøn paa Vildberg skal hedde Cato Frederich Napoleon. –

[139] Kl 7½ Aften See nu er Din Stambog, min Maja C! og et lille Brev, og det, jeg troer 7^de Hefte af Dagbogen og et lille Venneminde fra min Koren, altsammen afsendt og addresseret til W. Egeberg, saa jeg nok haaber Du faaer det sikkert. Og nu gaaer Posten herefter kun een Gang ugentlig. Det var mig ordentlig smerteligt, da jeg erindrede, det i Torsdags var sidste Gang vi saadan fik den, og i Morgen vil det blive lidt underligt, ikke at have Posten i Vente.

Søndag 3^die I Vent paa mine Fremmede, Pastor Munthes, et Par Linier her, Elskede! og et Farvel for flere Dage, om jeg maaskee ikke faaer sagt Eder mere her i Dag, som er meget sandsynligt. I Morgen, saa tidlig mueligt (for Hedens Skyld) tager jeg, Sara og Poppe herfra til Mork, hvor vi bliver til Tirsdag, giør paa Hiemveyen en Visit hos Professor Legangers, og saa til Pastor Bierks i Nannestad, hvor vi bliver til Onsdag Aften. Et Brev paa tre i ^med sammenpræssede Ord og Linier fuldmalede Sider, er nu færdigt til de kiære Kbhns Døttrene mine. Gud give, det kom vel i deres Hænder. Jeg veed, det blev dem saa velkomment. Og nu har vor Sally faaet deres, og fra hende faaer Du, min Maja, og Egerbarna det; men jeg er harm over, at det Bud, som skulde medtaget Brevet til Kbhn og Pakken til min Moer Cappelen, først kommer afsted Tirsdag. Og jeg skyndte mig saa, især med Pakken (Brevet i Dag kunde ey blevet længere ^{end det var}) og nu faaer Du, elskte Maja, saa lidt; men Du maae holde Dig skadesløs ved det store Dagboghefte –

Aften Kl 6½ Nu gik de allesammen til Gislevold i en Thevisit. Jeg havde lidt at sysle med forinden min Reyse, sagde jeg, og blev [140] hiemme; men egentlig var denne Syssel at faae snakket endnu et Par Ord med mine Elskede her. Jeg skal jo være fra dem, det er, fra denne Bog, i hele 3 Dage. Jeg tog den giærne med; men det var dog lidt naragtigt, er jeg bange, og maae tegne op i Hukommelsens Tavle hvad siden forflyttes derfra hid. Vi har drukket Caffe i Haven, og nu vil min Koren have mig med ned at see paa Rugen, men først maae jeg ud og kiøbe Jordbær til Aftens, og saa sige Eder tusend God Nat. Det er hvad man kalder Ruskumsnusk. Og jeg behøver ikke at sige Eder tydeligere, at jeg i disse Øyeblikke er Eders stundesløse Moer Koren – Naa? hvad er det? Et Brev fra min Rikke – Det maae besvares det kiære lille Brev. Og saa for Alvor God Nat! God Nat!

Torsdag 7^de Eftermidd: Nu først, Kl er 5½, kom jeg tilbage fra min Tour, som ikke skulde varet længere, end til i Aftes. Den begyndtes da Mandag Kl: 7, da sad' vi alt i Vognen, Poppenheim, Sarotje og jeg. Det var ikke altfor blidt Veyr, men blev bædre jo længere det leed. Paa Edsvold Jærnværk hvilede vi, var inde og omkring i de evig ufærdige Værelser, der seer ud som Marskandiserboder, da overalt er fuldt af Alskens Meubler og Klæder, tildeels endnu uindpakkede, og mange meget kostbare.. En Thomson, C. A:'s naturlige Søn, i hvis Hiærne det vist seer ligesaa forstyrret ud som i Værelserne han, nesten ganske ene, beboer og svæver om i, for Resten et ikke ubehageligt Menneske, udrustet af Naturen med ypperlige Anlæg, var meget omhyggelig for at skaffe os Tiidkort, som han kaldte det, mens vi hvilede, eller rettere, Hestene. Han vilde vi skulde spille Kegler, og satte, vel for at giøre det ret bevægeligt, sin Papirshue paa snart den ene, snart den anden Kegle. Da han troede, denne Forlystelse ikke var tilstrækkelig, slog han en af de tilpakkede Malerie-Kasser op, og drog – med [141] megen for megen Besvær et dumt forædt Fjæs efter det andet op til Beskuelse – thi see, Mennesket havde just faaet fat paa alle de formaledidede Parlamentsherrer og Lorder som til er. En eneste fandt Naade for vore Øyne, og fortiænte at finde den. Det var Fox, en af det nu vanslægtede Britanniens fordums Brave. Før vi saae og kiendte Navnet, leed vi det jovialske mandige Fiæs, som havde noget, og ikke endda saa lidet fælles med vor Presidenter – for han er saa bra. Nest ham leed vi bedst en smal peen Væddeløbshest, med et fromt uskyldigt Physiognomie.

Her skildtes vi ved vort Følge, lille Mad: Broch og Lise Krefting, og kom i Middagsstunden til det velsignede Mork, hvor dyrebare Minder omsvæver mig ved hvert Fjed, hvor jeg ved Erindringens ømme Haand giennemvandrer altiid og utrættelig de svundne lykkeligere Dage. Jeg har før sagt Eder, mine Elskede! at nesten al huslig Indretning er som tilforn, at alle Meubler staaer som de fordum stode, at jeg ofte drømmer mig, naar jeg kan sidde et Øyeblik ene, at de kiære Gamle, min ædle evig uforglæmmelige Hedevig og hendes Carl ere borte, og kommer snart tilbage. Og naar nu enten den trivelige tækkelige Frue Krogh, eller en af de søde Smaae, eller den nu saa muntre Major vækker mig af hiin Drøm (ak! hvori jeg saa giærne inddysser mig) saa er dog ikke denne Opvaagnen smertelig: alle staaer i saa nøye Forbindelse med de dyrebare Hedengangne, elsker og mindes dem saa høyt og inderligt, og jeg saae ogsaa dette, nu lykkelige Par, de vare mig ogsaa kiære, da de Flere delte min Kiærlighed, da jeg havde min Hedevig, om hvem den taknæmmelige Elise [142] aldrig taler uden et stille Suk, og ofte med en bliid Vemodstaare i de fromme Øyne. Ja, det er i Sandhed et lykkeligt Par, og de fortiæner at være det. To velsignede Glutter har de, den ældste, min Guddatter, opkaldt efter min Hedevig Augusta (o! hvor jeg havde ønsket mig en Datter med dette Navn!) Man kan ingensteds være bædre, end i dette Huus, hvor alt er saa saare godt, indtil man giør Mine til at reyse. Da er – som Oncle Erich siger – Hundrede og Et ude. Vi skulde reyst til Nannestad Tirsdag; men blev, og blev giærne til Onsdag. Tirsdag Formidd: vare vi i en kort Visit hos Professor Leganger, hvor vi fik Skoser af Fruen for vor Frankhed, og talte lidt om Politik og Kornmangel med Professoren, som jeg finder er blevet som flere Aar ældre i dette sidste tunge Aar. Hans Mod synker, hans Kraft svinder hen – mange Sorger nage paa hans Inderste, nage dybt og skiult, og indæde sig saaledes dessikrere i Hiertets Rødder. Fra sin Dorthea, hans Kiæreste paa Jorden, har han jævnlig Brev. Hun er meget lykkelig i Forening med en udmærket brav Mand; men ogsaa deres oeconomiske Forfatning bringes stærkt i Uorden under nærværende Omstændigheder, da hans Levebrød som Postmester, tildeels ogsaa som Commissionair, nesten ganske er tilintetgiort, saa de maae indskrænke sig betydeligt. Dog dette – desuden et almindeligt Lod for fast alle Embedsmænd – nedslaaer ikke Faderen saa meget, som Længslen efter hende, som i Forening med den skiulte Kummer truer at nedtrykke ham reent. Den unge Leganger var inde om Mork den Aften, vi vare komne did, og reyste derfra til Byen og Bærum. Jeg havde ikke, og ingen af os, seet ham siden han [143] kom tilbage fra sit Tog mod Svensken (i Grev Wedels Chor) Han var blevet høyere og mavrere. Det er vist en snild Gut, som der overalt er en god, ufordærvelig Natur, troer jeg, i disse Børn. Frue Wratz ere alle enige om, skal være en meget god Kone, Moder og Husmoder. Dog, tilbage til Mork! – thi jeg skriver jo intet Characteristik over Legangers Huus –

Tirsdag Eftermiddag giorde vi en længe lovet Tour til den ældre Jomfrue Grefsen, almindelig kiendt under Navn af Faster Grefsen, paa Stensbye, i Selskab, forstaaer sig, med Major Krogh, hans Elise, den Jomfr: Grefsen, som er der i Huset, og en lille nysselig Jomfrue Dallin, som havde været der nogle Dage i Besøg, men er egentlig Faster Grefsens Pleye- og Systerdatter, som overalt denne i flere Henseender agtværdige Pige er en sand Moder for mange af sine Broder- og Systerdøttre. Stensbye er et deyligt Sted; men det ustadige og noget kolde Veyr forbød os at komme meget omkring, dog vare vi nede ved Qværnebruget, hvor Ungdommen i Grefsens Tiid har anlagt et lille Lyststed, som de kaldte Enighedsborg. Her mødte os, efter Fasters Indbydelse, en svensk Lieutenant Bratt og Kone, som boer paa en Naboegaard, Sannerud. Det er et Par af alle som kiender dem agtede og afholdte Mennesker, med den, de Svenske i høyere Stænder egne fine Dannelse. Manden saae og talte jeg ikke meget med, da han var meest ude med Majoren og Hansen, den nu værende Bruger af Stensbye; men Konen fandt jeg meget interessant, og meget vakker. Jeg kan jo derfor giærne sige, hun lignede eller ligner min Sarotje? Det har alle fundet, og det er sandt. Hun var overmaade munter, og fandt paa Tusend Løyer og Lege, som satte vore Lunger i Bevægelse, saa Aftenen og Eftermidd: (tag for og sæt bag) [144] var forbi før vi tænkte paa det, og den alt lysnende Morgenhimmel mindede os om at bryde op, skiøndt den giæstfrie Værtinde fandt det meget for tidligt – og tidligt var det rigtig nok – Men Frue Krogh havde en lille Ventende derhiemme, og saa fore vi afsted Kl: 1, foran Majoren i sin Kariol, efter hans Kone og jeg i hendes, og tilsidst alle vore Jomfruer i min Vogn. Det var fuld Dag da vi kom til Mork – der er en Miil mellem det og Stensbye og der kom de den glade Moder imøde med den lille altiid smilende Engel, Christiane Elisabeth, som endnu dier, og vi sladdrede endnu lidt om den morsomme Tour, og køyede, og sov til Kl: 9 den følgende Morgen. Her begyndte atter Striden, Hiemreysen angaaende, og med syv Sorger og ni Bedrøvelser slap vi endelig derfra Kl: 1½ med vist Løfte om, endnu engang i Sommer at komme did. O! der er saa skiønt, saa landligt skiønt paa dette velsignede Sted; og hvad der, som her, giør hvert vakkert Sted end vakkrere, er Tanken om, hvordan det er blevet til. Du, min Sally, og I, mine Døttre dernede, I kiender dem, alle disse, vor Hetgens Yndlingsstæder, opkaldte efter alle hendes Elskede og blevne til ved hendes Carls Bestræbelser, eller dog under hans Bestyrelse. Husker I den deilige Runddeel, hvorfra man seer nedover Dalen til Elven og Blegdammen? I Midten staaer Carls Eeg i fuld majestetisk Flor, og har i Aar giort Skud af meer end et Qvarters Længde, hvad nok er meget for Egen, især paa disse Kanter.

Engang – dette endnu derfra – kom jeg ind i Stoerstuen. Det blev mig saa underligt tilmode. Ved Hetgens Claveer stod en Stoel, og rundt om det tre, fire andre, ak! just som da vi alle vare der, og I vexelviis spillede, og vi andre sadde omkring strikkende og hørende – [145] Den hele Scene og alle de dermed forbundne blev paa engang saa levende for min Siæl. Jeg kunde neppe holde det ud. Hun er borte – I ere borte, min Kathinka, min Malla, vel ikke som hun, ikke aldeles saa – men – samles vi mere? hvor? naar? Engang vist –

Veyen fra Mork til Nannestad Præstgrd er for det meste giennem Skoven, men afvexlende og behagelig. Vi hvilede en halv Timestiid paa en Bondegaard, Sundbye, berømt i forrige Tider af sine smukke Døttre. En af disse boer nu der som Kone og Moder til et Par vakkre Børn. Hun var saa bleeg, men et interessantere Ansigt og deyligere, kulsortere Øyne saae jeg ikke i lang Tiid. Saa vakker hun var, saa bliid og tækkelig var hun ogsaa, og uden dette havde vi vel ikke lagt saa nøye Mærke til det første. En sur Skiønhed er vel neppe tænkelig.

Naa, saa er vi da nu endelig paa Nannestad, hvad der især er godt for min arme Poppenheim, som paa Veyen var blevet syg, og havde en slem Nat. Giærne vilde vi været ordholdende, og kommet hiem Onsdagaften; men deels denne Upasselighed, deels Seenheden, og især de gode velmenende Præstefolks hiertelige Beden forandrede Bestemmelsen, og Moer Bierks gode Seng, oven paa et meget velsmagende ^Aftens Maaltiid, fandt vi alle ulige bædre end den skumplende Vogn i den kolde Natteluft.

Atter var den gamle Jammer, da vi Torsd: Morgen vilde været afsted. Poppe var bædre, men ikke ret rask, ogsaa kom vi seent op; kort at fortælle, vi spillede Treset med Præsten, spiste Middag og drak Caffe, og fik da endelig Lov at fortsætte Touren hid, hvor vi fik lidt Skrub af Skriveren, men vare for Resten hiertelig velkomne –

[146] Løverdag 9^de At vente i meer end otte Dage efter Posten, og saa intet faae, uden et Regningsbrev fra Pastor Wulfsberg (hvori han dog havde malet nogle Linier) see; det er Taalmodighedsprøve. Dette, og et Par jammerlig tørre Intellig: bl: det var hele Stadsen. Wilhelm skrev til Hertel, at vi af de med Fladstrand Posten komne Aviser vilde see Nyehederne fra Danmark Krigen angaaende; men der var ikke meer Avis end bag paa min Haand, og nu skal vi atter pines otte lange Dage.

Det regner uophørligt i Dag, har tordnet og lynet, ikke længe, men stærkt. I Gaar var jeg mødig og træt; dog fuldførte jeg Reysebeskrivelsen, og besvarede et Brev, jeg fik ved Hiemkomsten, fra den stakkels Ekholm, og hvori var nogle Linier fra hans saa elsk- som beklagelsesværdige Jenny. De vare hendes ømme, for mit, desværre frugtesløse Venskab alt for taknemmelige ^Hiertes Sprog, og vidnede, som alt andet, om hendes Aands Dannelse. Hvilken Forskiæl paa hende og hendes Landsmandinde, Fru Bratt! I Aands Cultur ere de lige (Fru Bratt skal forstaae Musik og Sprog til Fuldkommenhed) og begge elskværdige[.] Men den ene, Frue Bratt, den personificerede Munterhed, Frue Ekholm derimod, i de bædre Dage bliid Alvors, nu stille Veemods udtrykte Billede –

Søndag 10^de Hilsen fra Sarotje. Nu reyste hun til Hurdalen, hvor hun bliver til Tirsd: 8 Dage. Og nu reyser jeg ud i Haven med mit Strikketøy og Barbrüks Landreise nach Indien, som er ret interessant. Treffer jeg nu og da paa lidt flittig Hilsen, som vi efter sal: Jalles, naragtige Ihukommelse, kalder det, saa giør jeg som han, da han i et Embedsbrev fandt «flittig Hilsen til sin Kone» «Ja seer I vel, sagde han, Resten er flittig Hilsen til min Kone, [147] og det springer vi over» (han skulde nemlig læse Brevet op paa Tinget).

I Morgen begynder Tingene her, da faaer jeg i en 12, 14 Dage ey see stort til min Koren. De laver sig nu til Reysen, Hertel og Vold. Skriveren min bliver altiid saa længe han kan, og tager først til Næss (hvor det altiid begynder) i Morgen tidlig. Da tog jeg saa giærne til min Rikke, og vi holdt nok saa næt Ting paa vort Viis. Men nu maae jeg bie til Tirsdag, jeg faaer min Kariol hiemfra Hurdalen.

Madam Munthe skal igien være bleven pludselig syg; Walbohm er hentet did, og Andreas er der, vi faaer da vel i Aften vide, hvordan det staaer til med den gode Kone. Jeg frygter, et af disse saa ofte tilbagevendende Anfald vil reent udpuste den svagtbrændende Lampe.

I disse Dage, Du dyrebare Maja C! var det, Du saa inderlig ønskede Dig Din Moer Korens Nærværelse. Fra den 5^te til den 14^de. O! giid jeg kunde kommet! Giid jeg i disse Øyeblik kunde kaste mig i Dine Arme, og sige: «Her har Du mig, inden den fiortende er jeg dog hos Dig –» Ja, jeg føler det, Du ømme ædle Moder, «hvordan disse 9 kummerfulde Dage er malet, med uudslættelige Træk indpræget i Din Siæl» som Du siger, og Dit: «Hvor vilde de mildnes ved dit Bryst, min Moer Koren! o kom endelig inden den 14^de med hvilken Længsel vil jeg see den Tiid imøde!» – koster mig tunge Taare. Lette og milde vilde de flyde ved Dit vennehulde Hierte – thi da flød ogsaa Dine lettere og mildere. Men er det mueligt, saa vil vor kiære kiære Eger-Ven, som i Sorgens Timer kan være sine Venner saa uendelig meget, være Dig i mit Sted, være med sin Lise i mit og – sit eget Sted. Var jeg og vor Sally Dig nær som de!

[148] Tirsdag 12^te «Naar man taler om en vis Mand, er han nærmest» siger Ordsproget. Med Hovedpinen maae det have samme Beskaffenhed: thi Søndagaften endnu hoverede jeg over, at jeg, jeg troer i meer end 14 Dage, havde været frie for denne slemme Gast. Men Mandag Morgen ^{(i Gaar)} vaagnede jeg saa syg, og stod allene op for at lægge mig igien. I Dag er jeg en heel Deel bædre; men dog ikke saa rask, at jeg har tordet vove mig til min kiære ventende Rikke, eller ned at see til den meget syge Madam Munthe.

Min Maja og Nella gik i Gaar fra Houg (hvor de vare og ostede) til Ullensager Prstgrd, hvor selv den gode syge Moer Munthe blev oplivet ved at see nogen fra Hovind. Hun skal see ud som Døden, siger de. Dog, da der i Dag intet Bud har været hos Doctoren, er hun maaskee bædre. Ogsaa Mad: Wangensten har havt et slemt Anfald i disse Dage, og det, da man troede al Fare forbi. Men hun er nu i Bædring. Den ulykkelige Capitajn Hiort, om hvem jeg engang skrev her, ligger dødsyg af en ondartet Galdefeber. Hans Kone er utrøstelig. Ak! enten han lever eller døer, er hendes Skiæbne sørgelig. Rimeligviis sørgeligst i første Fald. Og hvilken Forfatning kan tænkes skrækkeligere, end den: ikke at torde ønske en elsket Ven, en Ægtefælle Livet, ikke at torde glæde sig ved Tegn til hans Bædring? Alle disse sørgelige Efterretninger kom paa engang Søndagaften. Lina har i nogle Dage havt en slem Hoste, som foruroeligede mig om Natten. Jeg var derfor flyttet med min Koren ind i det inderste Sahlskammer. Men det var ingen god Nat – Og Gud veed, hvordan denne vil blive. Nu var Bud fra Munthes efter Walbohm. Jeg har ingen Roe paa mig, da jeg veed, hun længes efter mig. Saa snart [149] jeg kan komme afsted, tager jeg did, bliver der i Nat, og giør Touren om min Rikke hiem i Morgenaften. Saa rigtig frisk er jeg ikke. Men tager jeg ikke derhen, troer jeg, jeg bliver værre. Maaskee er det mindre farligt end jeg forestiller mig. Gud give det!

Torsdag 14^de Paa Veyen mødte jeg Walbohm, som gav mig nogen Trøst; men over al Beskrivelse svag fandt jeg hende, og lige saa taalmodig og bliid som svag. Med saadanne Lidende lider man dobbelt. Hun rakte mig saa venlig den matte, dødkolde Haand, og takkede mig mere med et Smiil og det svage Haandtryk, end med Ord, for jeg kom. Til Kl 11 sadde vi alle hos hende, den bekymrede Mand, den grædende Jomfrue Friis og den lille nedslagne Ane Molzhau og jeg. Hun havde en tung smertefuld Nat, men før jeg tog til Plogstad var hun lidt bædre. Min Rikke var saa færm, det er at sige, just den Dag. Tirsdag laae hun – Efter en af de sædvanlig deylig tilbragte Dage hos og med hende – (Fogden mødte jeg da jeg tog did. Han skulde ud, arme Fut! og giøre Ondt) og hendes søde Glutter, kom jeg igien til den sørgelige Præstgrd i Gaaraftes, og fandt det værre, end jeg forlod det. Men inden jeg tog derfra, Kl 10, livnedes hun lidt, talede muntert og følte sig, forsikkrede hun, lettere. Men jeg tog Afsked fra hende med et beklæmt, sorgahnende Hierte. Og nu gav jeg meget til at vide hvordan det staaer til der? Bud skal vi have did; men det gaaer saa langsomt, naar man venter. Andreas, stakkels Barn, er ilde plaget af Bylder, som forbyder ham at see til den kiære syge Moder. Min Lina har en slem haardnakket Hoste, saa hun er bleven bleeg og maver – Mit Hoved spaaer Torden, Nellas ligesaa, Poppenheim [150] har en slem Bie i Gaar stukket ved det ene Øye, saa man neppe seer til det. Telja og Maja (som tegner flittig) ere de eneste raske, Diderichsen ikke at tale om, thi ham seer vi lidet eller intet til nu, alle de andre ere paa Tinget. Min Koren var hiemme i Gaar og i Nat, i Dag tinger han paa ⁱ Gierdrum, i Morgen her, og til i Dag 8 Dage er hele Tingtouren, hvorved de nesten intet har havt at bestille, naturligviis heller intet fortiænt, tilende, istæden for det ellers pleyer medtage 3 Uger. Men i Dag 8 Dage gaaer Hestene ind efter Lotta mi og Barna, blandt hvilke maaskee min Sally ogsaa kommer. Det var en af mine første Tanker da jeg vaagnede i Dag (den aller første var Mad: Munthe) thi jeg kan, som I veed, mine Elskede, glæde mig saa barnlig som nogen i Haabet, Nydelsen og Erindringen – og det unde Gud mig til min sidste Stund! Thi denne Barnagtighed, som strækker sig til endogsaa de ubetydeligste Ting, udgiør det Væsentligste af mit Livs Glæder –

Men saa tænkte jeg efter, ved at udregne hvor langt der var til den 23^de, at det i Dag var den 14^de.

Kl 7 Og paa Ullensager Præstgrd vil vel ogsaa denne 14^de Julj blive en smertelig mærkværdig Dag. Vort Bud er kommet tilbage. Mad. Munthe er uden Haab, Jammeren blandt Alle ude og inde er stoer. Og de har Aarsag til at jamre. Hun var Fromheden og Taalmodigheden selv. Var. o! endnu er hun det jo, og Livet er der jo endnu, og først med dette slukkes Haabet.

[151] Fredag 15^de
Det brænder endnu, Livet og Haabet. Hvor længe? Maaskee i dette Øyeblik ikke mere. Mueligt det kan opildnes paa nye, brænde en Stund endnu. Enten det bliver Liv eller Død, o milde Fader! styrk hendes Taalmod og Tillid til dig, giv Lindring for de brændende Smerter!

Eftermidd: Chrysties ere her, og med dem Jomfrue Horsterne. Nu kom ogsaa alle Tingfolkene, Fogden, Proctr Solner og Krogh, som alle blive her i Nat – og nu fik jeg af Præsten Chrystie (som nyelig havde været i Byen, Dit kiære lange Brev, elskede Sally, og deri den saa høyst uventede som glade Efterretning: at jeg muelig seer min Maja Cappelen, Thrinebarnet og Egerbarna her sidst i denne Maaned. Velkomne, I Elskede! veed I, I til alle Tider ere mig. Vel er her da en Mængde Ungdom, og min Lotta, og maaskee vor Sally; men hvor Hierterummet er, er ogsaa Husrum, og for Resten kommer I ene og allene, for min og min Korens og Mines Skyld, og den Tarvelighed, under hvis Fane nu alle eenstemmige bør sværge frem for nogensinde (jeg har af sand Tilbøyelighed længe siden, utvunget af Nødvendigheden, svoret under den) vil ikke være Eder fremmet paa Hovind. I vil tækkes med os, vil vil glæde os sammen – Sidst i denne Maaned? 27^de er jo saa sidst i Maaneden – hvem veed – o! jeg, jeg veed det – Da vil I komme, vilde maaskee overrumple mig, og saa faaer Sally lidt Bask, som har røbet Eder – Er det saa? Men det være som det vil – I kommer, mine Dyrebare, kommer ganske vist den 27^de eller til den. Faaer jeg intet i Morgen med Posten, saa – ja, hvad saa?

Og nu kommer mine besøgende Damer tilbage fra Stadsvisitten paa Gislevold. Jeg slipper saa godt, nu jeg har Poppe [152] som representerer min Person, i flere Henseender temmelig nøye. Ja sandelig, hun er go aa ha. I Dag skulde hun reyst vester, men nu bliver hun til al Ungdommen har været her, og følges tilbage med dem –

Løverdag 16^de Det er sandelig tungt, at vente saa ledes hele 8 Dage efter Posten, og saa ikke faae en eneste Linie fra nogen kiær Haand. Selv den ellers saa efterrettelige Wilhelm skrev ikke efter Løfte, og nu veed vi hverken om eller naar de kommer, kan ingen Heste sende, er kort sagt, i Vi‹ld›erede med det altsammen. Og intet fra Eger, som jeg i 5 til 6 Uger intet saae fra, og intet fra min Maja C, som har forvent mig, saa jeg synes, jeg skeer Uret, naar der, som nu, gaaer 3 Uger hen, uden at jeg hører fra hende.

Min Siæl er desuden bedrøvet, inderlig bedrøvet – Endnu lider den fromme Mad: Munthe, endnu slaaer hendes blide, skyldløse Hierte i haarde Pinsler. Haab om Liv er ikke mere – intet, som kan forsøde den bittre Kalk for de Med-Lidende. Fra Dig, o Fader! som vil det saa, elsker dine Børn faderligt, og dog vil det saa – fra dig Styrke og Kraft i det bristende, i de knuste Hierter! –

I Morgen, maaskee – for Hedens Skyld – i Nat, reyser jeg til Hurdalen at hente min Sarotje – De siger herhiemme, jeg bør giøre denne Tour nu, da det siden bliver vanskeligt jeg kommer der. En anden kiær kiær Tour har jeg dog, Gud skee Lov! endnu for mig, og forinden – Gud forlade Dig, min Sally! gav Du mig et tomt Haab!

[153] Torsdag 21^de Ney, det bliver intet tomt Haab. Et Brev fra min Sally i Gaar gientager mig, at I kommer, I Elskede, kommer maaskee i een af disse Dage – –

«Men er du forstyrret ‹…› Moer vor! Du skulde smukt giøre Regnskab først for din Tour, og saa for du ikke er mere bestemt: thi sikkert er du nu ikke kommet hiem før Onsdag, eller maaskee den slemme Hovedpine – – »

Hm! det nytter ikke, seer jeg, at bede Eder give Tiid til jeg selv kan faae fortalt mine Fata og Hendelser. Og dog veed I vist alle, Barna og Vennerne mine, at I snarere taber end vinder ved Eders Utaalmodighed: thi nu kunde jeg jo alt fortalt en heel Deel, alt være kommet langt paa Veyen til Hurdalen, havde I ey opholdt mig

Kl 3 Søndag Morgen var jeg paa Benene, Kl 4 i Vognen. Ane Stuepige, som aldrig før havde seet Glasværket, fulgte med mig, da jeg havde Rum til 3 endda foruden vi 3 som vare der, jeg, hun og Aslac. En skiøn Morgen, men som spaaede en varm Dag. Havde ikke Tanken om den gode Mad: Munthe, som 14 Dage før var hos mig saa frisk og munter, og nu, som jeg troede, ikke mere blandt de Levende, forbittret eller forstyrret mine glade Drømmerier, vilde dette været en af de skiønneste Morgener, jeg længe har havt. Paa Raaholt smagte en Bid Lax og Brød ret godt, og erindrer jeg snart ikke, nogentiid at have spiist Frokost paa den Stund af Dagen. Kl var ey stort over 6. Da vi toge derfra, saae jeg en ung, rask Vandrer med en Vadsæk paa Ryggen holde saa temmelig Skridt med Hestene. Aslac havde, mens vi hvilede, giort hans Bekiendtskab. Han var fra Hurdal‹en› [154] og havde været ude i Rødnes at besøge en syg Broder ved Armeen. Jeg bad ham sætte sig hos Aslac, hvilket han ikke lod sig sige tvende Gange, og havde jeg da nu kun to tomme Pladser tilovers, som jeg ingen Samvittighed giorde mig over, da det var hedt og tungt nok endda for de arme Heste. Heller ikke blev jeg fristet til at invitere flere. Den unge Hurdøling var meget taknemmelig, og begreb ikke, «hvordan Storfolk kunde være saa gemeinde» – Det er slemt nok, at de har saa underlige Begreb om hvad de kalder Storfolk. Der er dog vel intet naturligere, end at tilbyde en Vandrer, som har samme Vey for sig, og oven i Kiøbet har gaaet en Snees Miil for at see til en syg Broder, en tom Plads paa en Vogn –

Paa Bondelie hos Lehnsmanden holdt vi, og ‹…› tilbragte ^jeg her henved 2 Timer hos de interessante, her saa at sige landforviste Ekholms. De finder sig nu for saa vidt i sin tunge Skiæbne, understyttet ved det blide, trøstende Haab, som ikke trættes af at foremale dem Udsigterne til Fred og Hiemdragen til Fødelandet. Hvor Frue Ekholm er blevet maver og bleeg! hvor disse i Sandhed gode som dannede Mennesker, ere udsatte for Skiæbnens Forfølgelser! Ja, han har vist nok selv ved Uforsigtighed og uoverlagte Planer beredt sig meg‹en› Lidelse. Men hun, den ømme hulde Skabning, hvad har hun forbrudt, at hun skal saadan ydmyges? Og ogsaa han er for haardt straffet, og den tungeste af hans Lidels‹er› er naturligviis at see hende lide, at vide sig selv Skyld i hun lider. I det, over al Beskrivelse giæstfrie Kreftingske Huus har de mange glade Timer; og nogle ret behagelige er jeg saa lykkelig at kunde skaffe dem, da de begge finder en god Bog at være et behageligt Selskab –

[155] Nesten ligesaa overraskede som Ekholms, bleve Kreftings og Sarotje selv, ved at see mig; men ogsaa ligesaa glade. Jeg fandt disse gode retskafne Mennesker lykkelige i sig selv og sin huslige Cirkel skiøndt denne tiltager med hvert Aar, ligesom den brave stræbsomme Husfaders Indkomster tager af. Foruden dem selv, Mad: Kreftings gamle svage Moder, og 7 Børn (snart 8) har de i Huset, vor gamle snurrige Jette Degen, (der dog sandelig er et høyst nyttigt Menneske, og ved sit gode Hierte og sin, ikke frugtesløse, Fliid med de Smaae, er bleven dem alle kiær, og lever noget nær nu sine lykkeligste Dage.) en Jomfrue Hagerup; (en i flere Henseender ulykkelige Pige), et hende nær paarørende Barn, og et gammelagtigt Fruentimmer til Selskab for den paa Siæl og Legeme svage Frue Holler[.] Disse ere de ^Huset ganske tilhørende. Saa er nu den lille Mad: Broch der, dog for Betaling, som hun og hendes Mand har Leylighed til at give, og vilde give rundeligere, end den fiinttænkende Krefting vil modtage den; og nesten et Aar har Mad: Høfke været hos dem, denne ulykkelige, en bædre Skiæbne saa værdige Kone, hvis gamle modbydelige Mand har ødelagt hendes Formue, berøvet hende alle Ungdommens og Livets Glæder, og fra hvem hun dog ikke uden tvungen af Nødvendigheden, nu reyser til en Syster i Smaalehnene. Og til at vedligeholde denne store svære Husholdning ^{har den brave Mand} neppe saa mange Indkomster, som hans rige følesløse Principaler, Glasværkets Forpagtere bortødsler et Aar til Fraadsegilder, til taabelig Pragt.

[156] Dog, Kreftings lever, og lever ved fornuftig Oeconomie og Anstrængelser uden Mangel. Men Arbeydernes Kaar ere over al Maade elendige. Der er Familier, som ikke har 4 Rd^r maanedlig, som før havde 18, og som nu ere forøgede, Familiens Antal nemlig, til det dobbelte, og maae altsaa nu, i denne overdreven kostbare Tiid, forhungre, og forhungrer virkelig. For disse, ikke for sig selv, taler den ædle Krefting ved hver Leylighed, og veed I, hvad, ikke den elendige H-l allene, og den flaue M-s, men selv den af alle agtede W-ls svarer ham? «Lad det Hundetøy sulte til de lærer at spare» – Gode, evige Gud! dine Skabninger, dine Børn henstødes, jammerligere, end et godt Menneske henstøder et umælende Dyr, af sine Brødre, af samme Art Skabninger, som forgaaer i Fraadserie og Drukkenskab og nær havde jeg sagt alle Vellystens Uterligheder, medens hine vansmægter uden at blive rakt det tørre Brød til Livets Ophold. Dersom I saae dem, elskede, ømme Venner! dersom I saae disse gustne hentærede Væsner, som neppe har Kraft til at henslæbe det udtørrede Legeme, Eders Hierter vilde bløde, og I vilde med mig istemme det «Vee! Vee!» som, om jeg kunde tilbageholde det, vilde stige, og stiger vist fra disse Ulykkeliges Hunger- og Sygeleye did – hvor vi alle engang skal samles, uden Pragt og Glimmer, og uden Pialter, alle lige –

Søndag Eftermidd. kom Ekholms. Jeg delede mig saa godt jeg kunde mellem det behagelige Selskab nede, og den stakkels syge Frue Holler oppe, som oplives [157] saa øyensynlig naar hun har nogen at tale med, som veed at dreye hende af fra de Materier, hun helst taler om, og mindst bør tale om eller tænke paa. Ligedan gik Mandagen og endeel af Tirsdagen; thi i den forfærdelige Hede torde vi neppe røre os, end sige reyse, før Kl henimod 5 om Aftenen. Af Jette, som lærte Sarotje at giøre Blomster, havde vi vore tusend Løyer. Hun talte, i sit Hastværk (som de fleste iblandt Jer kiender) nesten bestandig forkert, og tilsidst paatog Krefting sig at skrive op efterhaanden som det kom; men det blev ham for meget. Vil Rahbek udgive flere Dele af sin Comus og Momus, kan hun tiæne med adskillige Bidrag, den samme Jette. Saa spurgte hun mig engang, jeg talte med Ekholm og nævnte Diderichsen, hvad det var for en Diderichsen? Min Fader, svarede jeg. «Aa, var det saa; jeg tænkte det havde været en af Tantes Familie.» En anden Gang klagede hun over, man der paa Værket ikke kunde faae giort enten et Par Skoe eller en Skrædder – og saa gik det i et væk – Naar I, mine elskede Børn dernede engang læser dette, vil vist Professoren gnide sine Hænder, og I alle i Aanden see Jettemoer som hun her i Verden gik og stod da I sidst saae hende. Dig, min Katty, holder hun saa hiertelig af. Du tog hende altiid, siger hun, i Forsvar, mod Maria og Sara, naar de drillede hende, og mod Treschow. Ja, I har meget paa Eders Samvittighed. Stakkels fromme Jette!

[158] Kl: henimod 5 Tirsdagaften maatte vi da bryde op. Den gode Madam Høfke skulde reyst i flere Dage; men opsatte det stedse, det tunge Farvel fra et Sted, hvor hun vel har havt flere bittre end behagelige Timer, men dog har saa oprigtige Venner, er saa elsket og agtet. Nu fulgtes vi ad, hun i sin Kariol, Sarotje med os i Vognen. Men fra Bondelie, hvor vi vare et Øyeblik inde hos Ekholms, sad Mad: Høfke hos mig, Sarotje i hendes Kariol. Paa Værket vilde jeg ikke giøre hende dette Forslag om dette Bytte, da jeg veed, hvor giærne man er sig selv overladt i Smertens ^første Øyeblik. Paa denne første halve Miil havde de velgiørende Taare skaffet hendes Hierte Luft, som jeg formodede, og det øvrige af Veyen gik ret fornøyeligt i Samtaler om de Tider, som vare forbi, og skulde komme. Kun paa Edsvoldværk lode vi Hestene puste en Times Tiid medens vi vandrede om i Haven og de vakkre, men aldrig færdigblevne Værelser. Rygtet om Engelands Konges Død havde man hørt her og overalt – I Hurdalen kom en Melitair Søndag og fortalte os det som vist; men med alt det behøver det Bekræftelse –

Det var over Midnat, inden vi kom hiem. Alt laae i dyb Søvn, fordi de ikke havde ventet os før mod Morgenstunden. En Kop Thee, et Smørrebrød, og saa til Sengs, hvorfra jeg stod op med smertelig Hovedpine i Gaar Morges, maatte lægge mig igien, og var hele Dagen mat og ussel –

Derfor var her intet fra i Gaar –

[159] Den eyegode, blide Madam Munthe levede til Mandagmorgen Kl 4. Da henslumrede hun uden Smerter og uden Bevidsthed til uafbrudt Liv og uafbrudt Glæde. Hendes Mand sørger dybt og stille. Hendes Søn var utrøstelig, men vil dog vist snarere trøstes end Faderen. Den arme anden Søn i Kbhn! Ham forestaaer det nu. Og saa forberedt jeg var til at høre, hun ey var mere, rystede denne Efterretning mig – hvor maae den da ey ryste, nedtrykke den om alt aldeles uvidende Søn?

Et Bud fra Byen bragte i Gaar Eftermidd: det alt omtalte Brev fra min Sally, hvori nye Bekræftelser paa hiin glade Anmældelse, men tillige – fordi jeg ikke skulde blive alt for glad – Tilintetgiørelse af det Haab, at see min elskte Sally her med min Lotta og Børnene paa Løverdag. Saa er du nu atter syg, gode kiære Barnet mit, skal atter nødes til at berøve Dig selv og mig og os alle en saa vist ventet Glæde. Dog, Du har endnu Haabet om, vi kan samles flere Gange i Sommer. O ja! det vil jeg haabe med Dig –

Men hvad der har givet Dig saa meget Mod, kiære Pige, denne Gang fremfor før ved slige Leyligheder, er nok det Dig saa kiære Brev fra de Dig saa kiære Systrene dernede med de af Professoren tilføyede Finter. ‹…› ⁿ²⁰

[162] Madam Høfke reyste i Gaaraftes, min Koren i Morges, mens jeg endnu sov, til dent sidste Ting for denne Gang. Og nu har jeg malet mig træt, og maae ud at tage frisk Luft, og saa ind igien, og giøre færdigt hvad der i Morgen skal til Byen med dem, som henter min Lotta og Barna – ak! ikke min Sally blandt dem! – herud.

Fredag 1^ste af Hundedagene De gaaer ind med overordentlig Hede, disse Hundedage; men nu tordner det temmelig stærkt, skiøndt endnu langt borte; og maaskee giver Gud os da en velgiørende Regn, over hvilken hele Naturen vilde fryde sig.

Og nu er Gunder reysefærdig med den store Vogn, lille Ole med Kiærren. Giid det var ved denne Tiid i Morgen! da begyndte vi i det mindste at vente dem, skiøndt, ere de kloge (og Gutternes Utaalmodighed tillader det) reyser de om Natter til Husvalelse for sig og Dyrene –

Da jeg ikke seer Dig, min Sally! har jeg sendt Dig det færdige Hefte af Dagbogen; saa har Du dog en Deel af Din Moer Koren. Mit Brev vil ikke glæde Dig, Du Gode! Jeg kunde jo ikke andet end klage for Dig over det kun alt for kiære, slemme Barn, Din og min Malla, og over hans Magnificence. Dog herom ingen Stavelse mere –

Løverd: 23^de Hvordan forstaaer jeg da dette, som synes mig underligt? To Breve, to kiærlige velsignede Breve fra min Maja og min Egersøn; begge lige i barnlige Ønsker om og Længsel efter at være samlet med mig og min Koren og alle Mine; men intet Ord om, at komme hid. Slemme Sally! Dog, Du har ikke skuffet mig uden selv at være skuffet, paa hvad Viis [163] og Sæt det end er. Eller ere I saa tause? I Elskede! Vil I saa behageligt overraske Eders Moer Koren? Saa siger I: Slemme Sally! Men det vilde vi ey sige, hverken I eller jeg til det gode kiære Barn; selv om mit Haab slog feyl, vil jeg ey sige det. Dog ney, ney, det slaaer ikke feyl. «Om 12. a 14 Dage» siger min Frederichus, «skal jeg til Christiania thi videre rækker jeg neppe, skiøndt Ønsket rækker meget længere» Deri er Glimt af Haab. Og Du, Maja mi, har været paa Eger, og saa har I overlagt det allesammen, det Gud lønne og signe Eder! Og nu angrer jeg, jeg har talt et Ord om alt dette og bedærvet Eders Glæde, fordi I nu troer, min bliver mindre. Men troe ikke det! Der ere Glæder, som selv det Uventede, Overraskende, ikke kan forhøye. Ney, lad mig ey drømme mere – ak! om det dog Alt kun var en Drøm!! Bort, bort du trykkende Tanke!

«Engelands Konge er død, hele Menesteriet ved den nye Konges Thronbestigelse forandret» Saa mælde Aviserne. Noget stort Behageligere kunde de dog ikke mælde. O! hvem veed, om ikke Fredens hulde Gudinde som en Phoenix opstiger af Georgs Aske, og hensvæver over Europa, og udslætter de blodige Spor af Hævn Vold og Tvedragt af Jorden! Men ingen videre Politik. Jeg er for varm og for underlig glad til at politisere, og paa Frankrigs og fast hele Jorderigs Behærsker, vil jeg, vil jeg absolut ikke tænke i disse Øyeblik.

[164] Paa Eder, min Siæls Dyrebare! vil jeg tænke, I, som ere langt fraværende, som jeg maaskee aldrig seer mere uden med min Siæls Øye, I som jeg, ak maaskee snart seer, og I, som jeg i denne Aften skal omfavne.

Nu reyste min Sarotje til Sørgehuset i Ullensager paa mine Vegne. Hele Ugen har jeg ventet en sval Dag, hvori jeg med mit arme svage Hoved torde taget did; men forgiæves. Begravelsen skal være Mandag, og nu var Listen her paa de Indbudne. Gud skee Lov! jeg og min Lotta slipper for at sige Ney, som vi vist havde sagt og maatte sige, vare vi budne. Men de ere saa kloge, ikke at bede Fruentimmer.

Da jeg fik de kiære Breve i Dag, sad vi just ved Mælkesollen. Sarotje vilde tage en Skee og lægge for, da hun nok saa, det vilde gaae langsomt med mig, og rev Dit Brev, min Maja, ned i en Mælketallerken. Jeg blev lidt vranten, fordi jeg maatte afbryde mens det tørredes lidt; men hun saae saa bedrøvet paa mig (hendes Øyne kan bede saa vakkert om Forladelse) og det jeg under Aftørningen stial mig til at læse ^{alt giorde} at min Vrede smeltede som Smørret paa et Stykke Brød, Lina eller lille Dorthe havde sadt i Vinduet. Den deylige Hær Marsch min Egersøn har havt den Godhed at afskrive til mig, gav jeg dem til Desert og lidt Vederlag for min Vranten. Sarotje hørte opmærksom til, og forsikrede, ingen uden Øhlenslæger – kunde skrive saa, [165] troer jeg, hun vilde sagt; men det blev til: havde skrevet den. Vi faaer nu see, om hun eller den geystlige H^r Broder har Ret, som troer Baggesen at være Forfatteren. Ja sandelig, den er deylig, og for alt det sidste Vers, og de sidste 3 Linier deri:

Jeg er færdig at træde over paa Dotterens Partie, og troe, min Adam er Digteren.

Men jeg er ogsaa færdig, seer jeg, ^her at besvare begge de længe ventede Breve, hvis Modtagelse giorde mig baade glad og tvivlraadig. Og nu er jeg ordentlig ueens med mig selv, om jeg skal besvare dem eller ey. Ney, 27^de Julj i det mindste maae være forbi først

O! I kommer, og modtager mit Svar og min inderligste Tak i et moderligt Kys – ja, I kommer –

Jeg kan intet, slet intet foretage mig paa slige Dage som denne, naar jeg venter og længes. De tossede gamle Aviser har jeg læst saa troet, som selve Jacob Bull i fordum Dage, kun med den Forskiæl, at jeg ingens Øre døvede, og kun kiedede mig selv. Nu, Efterretningen om King Georgs Død var vel en eller et Par Timers Kieden værd. Men hvad giorde Jacobus fordum? (og han var et Barn) og hvad giør nu jeg? (og jeg skulde dog være et gammelt adstadigt Menneske) Ja, mine dyrebare Venner! jeg kieder Eder nok, troer jeg. Vidste [166] jeg det end med Vished, stod det dog ikke til at ændre, og I vil barnligt og vennehuldt tilgive mig, og inden jeg siger det, begribe hvorlunde det gaaer til.

«Vi faaer vist snart Regn» sagde Melin i Dag, «for jeg er saa besynderlig mat» I det samme bad han mig, om der blev en lille Melon moden, han da maatte forære Gunild Kløften (hans evige Dulcinea) den. Men lad mig dramatisere Scenen.

Og saa gik det, og saa gaaer det stedse med det arme forstyrrede Menneske. Hans Solsikker dreyer sig ikke rigtigere efter Solen, end han efter dette underlige forskruede Væsen. I kan troe mig, han er ingen ueffen Pendant til Manchas berømmelige Ridder –

[167] Søndag 24^de Jo men kom de i al Heden, Lottamoer, Wilhelm, Jes, og begge mine Schiens Sønner. Det gik som jeg troede. De forstyrrede Gutter gav Moer Bull hverken Rast eller Roe, og vare paa Tøyen før Kl. 5. Dog fik Wilhelm sig først et Slag i Brættet med Presidenten, som – forestil Eder det engang! – har faaet de falske Mæslinger paa sin ærlige Gammelalder. Han maatte fast true sin Lotta til at tage herud, da hun var bange, han skulde blive syg, hvad der dog med Guds Hielp ingen Fare har.

Men hun, Lottamoer, har talt med vor Sally, og veed intet om Eders Komme, Elskede! Nu er jeg lidt raadvild, dog kun lidt forstaaer I – Frue Bergh fra Christ: med sine 3 Smaaepiger veed jeg derimod med Vished jeg kan vente en Dag i denne Uge, og Forvalter Kreftings –

Og saa siger den slemme Willa, at jeg nok har glædet mig for tidlig over engelske Kongens Død – I det mindste, siger han, seer det ud til at være Løgn, og af Datoerne har han giort mig det kun alt for begribeligt. Dog, Engelsmanden kan jo lyve saa vel som Franskmanden, og hvem veed, om det ikke har været Georgs Dødsdag de mener istæden for hans Fødselsdag? om hvilken de desuden taler saa løst hen. Han maae han skal være død, og Menesteriet styrtet, jeg vil det saa – og Europa skal have Fred – Ak! vilde Gud det, saa maatte jo Bonaparte ogsaa vilde det – Jeg kommer nu [168] til Erkiendelsen af en Feyltagelse, hvori jeg vel paa flere Stæder i disse Blade har giort mig skyldig, ved at kalde vor Prints General Christian Frederich, istæden for August. Jeg holder saa af det Navn Frederich, I veed det jo alle – Fik jeg dog Wangensten til at kalde sin Søn Frederich, eller ogsaa Christian August. Jeg lider ret godt Munches Digt til Printsens Fødselsdag i N^o 39 og 40 af Budstikken. Det var egentlig derved mine Øyne bleve opladte Navneforvildelsen angaaende. Dog, ikke dette er Aarsagen, kan I vel troe, til hvorfor jeg ynder Værset. Men det er, synes jeg, lettere og mere ukonstlet (fra Hiertet) end denne unge Digters andre Smaaearbeyder. Siig mig, har jeg ikke Ret?

Mandag 26^de Jeg har havt tunge Timer, siden jeg skrev her sidst. Hele Søndagen var jeg saa mat og ussel; men mod Aftenen blev det en ordentlig og stærk Feber, hvori jeg tilbragte hele Natten, hengdumpede den i fæle Phantasier. Endelig kom jeg op i Gaar Formiddag med megen Møye, og sad just hos min Lotta, for hvem jeg giærne vilde giøre mig stærkere end jeg var, og talte om hvor godt vi i vor Eenlighed, da alle Mandfolkene vare i Ligfærden, skulde inddele Dagen. Til min elskte Rikke havde Sarotje skrevet, og bedt hende komme hid, altsaa havde jeg et halvt Haab om at see hende. Bedst som [169] vi saa sidder, giør Hundene, og jeg seer ned ad Alleen. Der kommer Phif spadserende, en sort Mand med en Bylt under Armen, en hvid Dame med en Parasol – og det Kl. 8 om Morgenen. Vi giætter og giætter – og see, det var sandelig Pastor Wulfsberg med sin kiække Petra, der havde paataget sig dette herkuliske Arbeyde. Løverd: gik de til Schydsmoe, hvilede Søndag over der hos Præsten Hansen, som er gift med Wulfsbergs Tante, og var, som skrevet staaer, her i Gaar Morges. Længe vilde vi ey troe, det hængte saa ihob; men Tingen er aldeles rigtig, bevidner Moer Koren. De arme gode Mennesker! vi qvægede dem det bedste vi kunde med Thee og Smørrebrød (den stakkels svage Præst havde sin Krydderthee med sig) og det blev paa engang saa muntert omkring os.

«Og de tunge Timer? Moer vor! thi Feberen» – O! mine elskte Venner! de tunge Timer kommer jo altiid tidsnok. Ney Feberen cujonerede mig ikke, især da jeg ingen Hovedpine havde. Men nu var det henimod Aften, den brændende, aandsfortærende Hede begyndte at forføye sig herfra for at give os Pusterum.

Endnu kiørte vi Høe ind, og Sarotje faaer paa engang Lyst til, at kiøre den tomme Høeslæde ned i Engen. Nella var strax færdig, at være med, og Mad: Wulfsberg spottede vi til at tage Plads hos dem. Jeg sad imidlertiid og talte med Præsten, og lagde ey Mærke til, Mad. W: kom tilbage allene, blev ey engang opmærksom, da Telja [170] løb mig forbi, kort, ahnede (mod Sædvane) intet, før Mad: Wulfsberg i en temmelig roelig Tone sagde: at Sara havde stødt sin Arm lidt. Jeg løb ud i Kammeret, hvor jeg saae alle gik ind, og fandt min velsignede Sarotje bleg som Døden, Øynene halvlukte, paa en Seng, omgiven nesten af alle Husets Folk. Slæden var væltet, og hendes høyre Arm, Gud skee Lov hverken brækket eller forvredet, hvad vi dog ikke havde Vished om, før Walbohm kom og beroeligede os. O! min Angst maler jeg dog ikke. I maler Eder den bædre selv, mine Dyrebare! Den ømme hulde Lotta bad mig saa rørende, og mere med sine vaade Øyne end Ord, ikke at være for bekymret. De giorde Alle, de Gode, enhver for sig, hvad de troede kunde tiæne mig til Beroeligelse. Men Walbohms Trøst var naturligviis den kraftigste, og efter den troede jeg lidt mere paa det kiære gode Barn, som tvang Smiil og Munterhed paa de blege Kinder, i det matte Øye, og undertrykte hvert Suk for ey at bedrøve mig, den eneste Frygt hun havde. Saa giorde min 6 Aars gl Wilhelm ogsaa, da han havde brækket sit Skulderblad, fik det galt lægt af den blinde Feltskiær Holst, og udstod den Tortur, at lade det trækkes fra hinanden, for at faae det lige, uden at give en Smerterøbende Lyd fra sig, imens den kolde Sveed dryppede ned af hans sneeblege Ansigt, og hans eneste Bekymring var, at Moer skulde faae det at vide, før det var forbi.

[171] Tirsdag 26^de Det er Aften, og her er ingen kommet, ingen Moer Cappelen, ingen Eger Provst og Provstinde. Men i Morgen kommer de dog vist. Lotta troer og haaber det; men hvad jeg saa giærne ønsker, tør jeg ikke saa giærne haabe og troe. Min Sarotje maatte holde Sengen den hele Dag; men kun, siger Walbohm, for at være des raskere i Morgen. Ak! det bliver neppe nogen god Dag, nogen ret god ^Dag i Morgen. Lille Hanna Bull er syg, og Lottamoer saa ængstelig, og jeg er saa ængstelig, baade over hvad jeg veed og endnu ikke veed –

Den arme Pastor har holdt sig, i Dag som i Gaar, ene med Selskab, dels skrevet, deels spadseret om, deels floxet med Lina, nu og da slaaet en Prat af med os arbeydende Qvindfolk. Hans Petruska er ret overgiven, og til visse Tider virkelig interessant. Dog, som jeg vilde have hende, og som jeg ønskede hende den gode, tækkelige, blide men svage Wulfsbergs Mage at være, er hun ikke. Hun er ung og munter. Meget, meget maae holdes hende til Gode. Skabt til at elske varmt er hun neppe. Og saa kan hun maaskee ey være anderledes. –

Saaledes hilsede jeg dig aldrig før, min Fødselsdag! Fred og Velsignelse hvilede over det dyrebare Danmark og Norge. Roelig og tryg gik Husfaderen, Husmoderen til Hvile, drømte end ikke Krigens Rædsler, vaagnede munter til de vante Sysler, havde intet Begreb om, at de skulde, at de kunde afbrydes, og saa snart og saa skrækkeligt –

«Det Menneske, som glæmmer sin Fødselsdag, har en reen Glæde mindre, og har tabt en ^virksom Spore til Forbædring. Det Menneske, som forsmaaer Erindringen af sin Fødselsdag, maae være meget ulykkelig, da denne Dag intet Værd mere har for ham. Og især kan det siges om Fruentimmer, paa hvis Skiæbne Tiden har mere Virkning, end paa Mændenes.» – Fr: Rochlitz troer jeg det er, som siger dette – ja, i sin «Amalias Glæder og Lidelser etc» siger han det, og jeg synes, saa rigtigt.

Ingen Dag, som har noget Mærkværdigt for os, bør gaae hen som de øvrige. Og hvilken er os mærkværdigere end denne, vor første? Saa sandt er det ogsaa, at disse Mærkedage, Fødselsdagen især, bør være mit Kiøn vigtigere end det andet. Det hører saa ganske til vort Fag, til de huslige Indretninger. Og vist nok har Tiden og dens Flugt mere, langt mere Indflydelse paa vort [173] hele Væsen, end paa det stærkere, senere udviklede, senere modnende, senere henfalmende Kiøn. Det siger mig selv i dette Øyeblik mit Hiertes stærke Banken, den brændende Higen, jeg veed ey selv hvorefter og hvorhen – O! alting i Naturen siger det –

Før jeg ret var kommet op i Dag, bragte min Lina mig en deylig Bouqvet, og min Maja 2 af hende selv tegnede Smaaestykker, der for en saa nye Begynder vare ret meget gode. Lotta mi kom ligeledes med en af hende selv syet peen Krave, og alle modtoge mig med hiertemente Lykønskninger. Mit lille Kammer havde Ane efter Sædvane prydet, med de deyligste Blomster, som hun altiid veed at bringe hid fra hendes Fader, som er Gartner, til den 27^de Julj. En lige saa fiin som hiertelig Opmærksomhed – En meget vakker af norskt Jærn og med norske Hænder forfærdiget Ildskuffe og d^o Tang, fandt jeg ogsaa herinde, hensadt af min eenarmede Sarotje, som Hertel havde foræret dette til samme Brug.

Og nu, Kl: 12, kom Forvalter Krefting og hans lille runde Kone. De ere mig velkomne, det veed Gud. Men derfor kan jeg jo dog ønske, der kom flere? –

Kl. 1: Det Ønske er opfyldt, og jeg Unøysomme sidder her med taarefulde Øyne, og er nu mere bedrøvet end før. Hvem der da er kommet? Min gode, min saa inderlig elskte Frederich Schmidt – men ene, ganske ene, og [174] paa engang alt Haab om min Moer Cappelens og Lisebarnets Komme mig berøvet. Men jeg kan ikke som jeg ønskede det kiære min Nød for Eder, Elskede! og engang vil det giøre dem saa ondt, de Gode, at de har maattet bedrøve deres Moer Koren, og det i Dag. Ak! jeg veed, det ogsaa nu giør dem ondt.

28^de O! den blev dog saa glædelig, saa velsignet deylig den Gaarsdag. Men jeg har saare liden Tiid til det saare meget jeg har at fortælle, og derfor kan jeg intet Fuldstændigt love Eder, før – ja, Gud veed naar, giid ikke for snart –

«Naa, der fik du det jo, Moer vor, som du vilde have det?» – Ney, mine Elskede! ikke aldeles saa. Dog bevare mig Gud fra at klage! Overalt maae I nu belave Eder paa at læse mange Sider væk i et uden Pusterum; thi, skiøndt ikke ret udhvilet, og lidt ley – siden skal I faae vide hvorover – har jeg dog foresat mig, at vedblive uden Pausering, til jeg har faaet min Gield til Eder og Dagbogen betalt. Og denne Gang er den større, end nogensinde tilforn, hvad I da nok selv allerede har anmærket. Tilbage altsaa til den 27^de Julj, hvor vi ey vare komne længere, end til Egerprovstens Modtagelse. Hans Indtog, som han selv anmærkede, første Gang som Provst, paa øvre Romerige, var saare ydmygeligt og sagtfærdigt. Derfor troede [175] ingen sine Øyne, da vi saae hans Høyærværdhd uden Sadel, paa en stoer forgrummelig Hest i fuld Vognredskab[.] Tingen hang saa sammen. For at give sine udstuderede Canallierier ret Udseende af Sandhed, og have et langt Forsprang for – dog stille! Nok, han reyste giennem Bierkedalen, op og ned af nogle forfærdelige Bakker. Men som han bedst sad hoverende over sine vellykkede Kneb, see, da var Hævnens Haand over hans Hoved: det ene Hiul skildtes fra Kariolen, og raabte til ham i mange Splinter og Stykker: «Hertil Hr. Provst, og ikke længere» Men han lod, som han ey hørte den advarende Stemme (det var nemlig hans Synd og Ondskab der skulde føres ham til Gemytte) fik sit Løsøre anbelet en i Nærheden boende Kone, satte sig op paa den barrykkede store Gamp, og lod saaledes stande ad Hovind til. Efter lidt Lædskelse og Vadskelse, som den arme geystlige Ridder saa vel trængte til, gik vi til Bords, og havde netop sadt os tilrette, da med et Dørren gik op, og – min elskede Maja og Lisebarnet styrtede ind og i mine Arme. Hvordan det nu blev med mig, hvordan det ubarmhiertig gik ud over den fule Provst, «hvis Læber skulde bevare Sandhed» ja, Gud skee Lov, at I tænker Eder det selv, og skaaner mig for at skulde fortælle det, hvad jeg dog ikke kunde[.] Og saa blev der spiist meget lidt, og drukket lidt mere, men siunget saa lifligt, og det to Viser bestemt for den vigtige høye [176] Fødselsdag, den ene af Sønnen Frederich, som havde syndet paa Naade, det er, vist forud, at denne Vise skulde giøre alt godt igien, den anden af den gode Wulfsberg. I ere alle for beskedne, og kiender for godt min Beskedenhed til at vilde vide mine Tanker om bemeldte Viser. Over alt hvad der saadan angaaer os selv, troer jeg aldrig, man ret selv forstaaer, end sige kunde ^kan meddele andre sine Tanker, om man end vilde det nok saa giærne –

Chrysties vare her, ellers ingen; og saa kom mod Aftenen, da vi drak Thee ved Kæglebanen, Wangensten med begge sine Niecer, Ovidia Messel og Ovidia Holbye. Da Kæglespillet havde varet en Stund, bleve vi enige om at vandre til min vakkre Høy, for der at drikke et Glas Punsch. Men her blev jeg ganske perplex, da der begyndtes en Sang i fuldt Chor, og ved Slutningen Sarotje, Lina (Maja forlod ey sin syge Veninde) og siden alle øvrige Koner og Piger bragte mig hver en nydelig Blomsterkrands, saa jeg fast ikke vidste, hvordan jeg skulde gebærde mig ved al den Høytiid –

Min Maja havde hængt om min Hals et mig dyrebart Smykke, et Baand af sit eget Haar, med en lille Guldlaas hvorpaa Dato og Aarstal, og inden i et velsignet M. Lille Kaja Moer Krefting givet mig en Brystnaal med sit fulde Navn Kaja – og nu smykket med alle de Krandse. Jo jo, det var Synet værd, kan I troe[.] Ret fornøyeligt gik Dagen og Aftenen. Alle tre Præsterne og Vangensten spildte lidt Kort, Mad: Wulfsberg [177] fandt paa Lege og Galskab, og vi alvorlige Matroner saae til og snakkede og deltoge lidt med dem Alle i Alt.

Chrysties og Vangenstens reyste mod Morgenstunden, da jeg alt havde sovet min første Søvn; thi da jeg ikke var frisk, vilde de Alle, jeg skulde lægge mig.

Torsdag og Fredag blev tilbragt, som Mennesker, der alle ere glade i hinanden, samlede tilbringer Dagene. Provstens skulde endelig reyst tidlig om ^Fredag Morgenen; men saa lode de sig holde af vore Bønner til over Middag, og af Varmen til henimod Aften, og af Aftenkiølingen til Løverdag Morgen, da lille Lisemoer gav mig Afskedskysset paa Sengen (med Frederichen min tog jeg Afskeed om Aftenen) og fore de herfra Kl: 6 – Kreftings Kl 8 – Saa var Kiæden brudt. Min hulde Moer Cappelen vilde blive saa længe mueligt. Det var til Søndag Morgen, da ogsaa Moer Bull og jeg skulde i Barselfærd paa Vildberg. Den slemme utroe Petruska udfandt, at det var morsommere at kiøre med Moer Cappelen end gaae tilbage til Byen, og saa forlod den snilde svage Wulfsberg Hovind Løverd: aften Kl 7, med sin Stav i Haanden, og min Stambog i Lommen, hvori han lovede at skrive. Søndag Morgen kom, og Skilsmissen fra min ædle Maja, som ogsaa modtog og gav mig Afskedskysset paa Sengen – og nu maae jeg hvile mig, inden jeg pynter mig til Fadderstadsen.

[178] Saa, nu sidder vi i vor fulde Stads, sorte fra Top til Taae, Lottamoer og jeg, og ruller afsted de 9 Fierdinger til Frogner Kirke, i et Støv og en Hede, som jeg endnu grues ved at tænke paa. Men ved idel Passiar blev Veyen forkortet, Heden taalelig og Støvet mindre besværligt. Vi kom i god Betids, før Kirketiænesten var begyndt, og traf Barselmadamen, min vakkre, gode Thrine, med min lille Gudsøn og Jomfrue Holbye, min Medfadder, i en Gaard ved Kirken. Her afstøvede vi os det beste mueligt, fik lidt Mælk og Hvedebrød til Vederqvægelse, og gik saa, da vi vare samlede, nok saa stadseligt, til og ind i den blomsterstrødde pyntede lille Kirke, en af de mindste, jeg har seet. Fadderne vare (stod fordum i Aftenposten) foruden mig, Frøken Knoph (Dtr Gudmundsens Svigerinde)ⁿ²¹ Ovidia Holbye, Ritmester Ingier, Doct Walbohm, Hertel, og den unge Nilson, Sorenskriverens Søn. Om Prædiken kan jeg intet sige Eder. For mig var alt, Fadervor undtagen, reent islandskt. Det er Skade, at en Mand som Gudmundsen, der vist ^efter alle Competentes Dom har saa sieldne Kundskaber som sieldent Hierte, just skal være det eneste maaskee han er uskikket til at være: Taler. Men at han giør det saa vidtløftigt, det kan jeg ‹…› ^mindst holde ham tilgode; thi sandelig, det lider paa at side saa over en Time og ængstes ved de lange Pauser og det fremmede Sprog især naar man sidder paa en saa jammerlig smal Bænk.

[179] Endelig var den første Poenitentse forbi, nu kom den anden. Min Stig Cato Frithiof Skielderup var en uroelig Krabat, og skreeg og arbeydede saa forfærdelig, at mine faa Kræfter nesten vare reent udtømte. Jeg gav Præsten en Sæddel med det kunstige lange Navn, strax jeg kom i Kirken, at han kunde læse over paa det. Jeg lærte Lexen gesvindt, men ved Guttens Skrigen fik jeg knap sagt det saa høyt og reent, at den lyttende Menighed kunde, tr ikke lære det – der vilde et aparte Hoved til, tænksomt, efter Melins Talebrug, som mit, f. E – men blot høre det. Gudmundsen kom slet ikke til Rette med at opræmse det, og giorde jeg det da hver Gang i hans Sted. Men Drengen overdøvede os begge. Havde det varet lidt længere, var jeg bleven nødt til, at bede Hertel eller Walbohm som stod mig nærmest, om Understyttelse; men jeg kom dog skikkelig fra det, og gik i et Løb fra Ofringen ned til den arme forskrækkede Moder, som svedte Angestens som jeg Mathedens Sveed, men nu fik Personen i en Hast bragt til Roelighed. Gud skee Lov, hun var med! Lotta, som fulgte hende i Kirke, havde havt nok at giøre med at holde hende fra at tage Gutten før Tiid var.

Saa gik det tilbage til Barselsgaarden, hvor det gik til som ved alle Gilder, men dog rigtig morsommere, end ellers pleyer være Tilfældet. Min eneste Sorg var, at Lottamoer og Frue Nilson skulde prostituere sig, da begge disse Justitsraadinder vare saa reent forstyrrede [180] at man hverken med det Gode eller Onde kunde bringe dem til Orden. De vilde med Pokkers Magt have udsøgt, eller som Frue Lotta udtrykker sig: laget færdig en Kone til Enkemanden, Hr. Munthe, som ogsaa var der, og gik de saa vidt i sin ^deres Iver, at de undertiden glæmte, de Paagiældende vare tilstæde og kunde høre dem. Jeg blev ret let om Hiertet, da den ene af disse gale Fruer tog bort, som dog først var Kl: henimod 12, og jeg fik den anden med mig, Frue Lotta nemlig, tilsengs. Hun Skriveren min og jeg laae paa et Værelse. Men nu, da Koren kom op for at lægge sig, blev jeg for Alvor uroelig. Han klagede over Tandpine, som han aldrig pleyer have, og var brændende heed, tilbragte Natten i afbrudt Feberslummer, og var ret ussel om Morgenen. Vi skulde spise hos Munthe om Middagen, derfor blev vi Natten over paa Vildberg. Han blev alt værre og værre, det mærkede jeg godt, skiøndt han ikke klagede. Dog blev han med os ned at besøge gamle Jomfrue Vangensten, almindelig kiendt under Navnet af Faster. Hun er nu, efter at have været henimod et halvt Seculo i sin Broders og hans Enkes Huus, flyttet til en lille Bøxelgaard, hvor hun lever ret efter Ønske, siger hun selv, i den fuldkomneste Eensomhed. Vi var der en Times Tiid, kom saa netop tilbage til Vildberg for at blive klædte og fortsætte Touren. Og saaledes var alting godt og vel, og dog ikke altfor godt og vel: thi Lotta mi havde Barselsdagen ved at sætte sig paa en Stoel [181] hvorpaa lille Bodward havde spiist Rips, faaet sin nye sorte Samaria nesten reent ruineret. Hele Slæbet fuldt af store gule Plætter, som med megen Møye og end større Kunst bleve skiulte i Rynker og Folder til Besøget hos Fætteren, og altsaa for Fremtiden aldeles uskikket til Stads- og Slæbekiortel.

Hos Munthes mødte herfra Jomfrue Poppe, Telja, Lina (Hanna Bull fik ey Lov endnu at tage ud, og Maja blev hos hende) Andreas Munther Vold, begge Jessener. Jes savnede jeg, og spurgte om ham, og saa tænk Eder min Angst, da de fortalte mig, han kom efter ridende paa en 2 Aars gammel Fole (den samme, kiære Lisebarn, Du hialp at bede maatte faae leve) som aldrig har havt Bidsel eller Tømme i Munden, langt mindre nogen Byrde at bære. Imidlertiid kom begge disse utæmmede Foler nok saa godt til rette og det baade paa Bort og Hiemveyen.

Chrysties vare der, og vi, ingen flere.

O! hvor underlig ødt det var i hver Krog! I Kammeret, hvor jeg sidst saae og i mit Hierte for stedse tog Afsked med hende, hvor hun streed sin sidste Striid, var alt forandret, Smerte og Dødsleyet borte, intet Spor af hendes Vandring iblandt os. Det er vel rigtigt, at man saaledes skynder sig at bortfjærne hvad der vækker de bittre Minder saa smerteligt. Men jeg kan dog ikke ret fatte det; og det saarer mig –

[182] Jeg havde holdt mine Taare og Følelser godt i Tømme, og troede mig sikker; men da kom hendes lille Hund saa maver og ussel, krybende hen til mig, saae mig i Øynene, og ligesom bad mig om Medynk. Jeg tog det arme lille Dyr paa Skiødet, den slikkede taknemmelig min Haand, og mine Taare brød frem med Magt, og Lottas ogsaa. Præsten saae det, og fortalte, dybt rørt, hvor Dyret havde sørget, sørgede endnu, vilde nesten intet spise, og søgte den Savnede overalt –

Saa har jeg før engang seet en Hund, Frue Wilses, som da hun var død ikke vilde vige fra hende, og siden gik hen paa hendes Grav, hvorfra den maatte tages med Magt. Tilsidst forsvandt den. Om Sorg og Hunger eller en medliden Haand endte dens tunge Liv veed jeg ikke –

Nu er jeg Gud skee Lov hiemme i min gamle Tomme romme. Min Koren er nu, efter at have været paa Maanedstinget, hvor hans Wilhelm skrev for ham, og han blot viste sig, meget flinkere, end i Morges, Sarotje er ogsaa i deylig Bædring, Hanna Bull rask, og nu med Maja og Lina hos lille Mørkes, og alt godt og vel.

Kl: 7 reyste min velsignede Lotta, og derover var det, jeg var ley i Morges, som jeg fortalte Eder. Jeg havde saa giærne beholdt hende længere – jeg havde saa giærne beholdt Eder Alle længere, I Dyrebare, som saa kiærlig saae til mig. Og rigtig var min kiære Egersøn dog ikke paa Hovind denne Gang: han havde jo ikke sin Fod inde i Moer Korens Kammer. Det har jeg bitterlig angret paa.

[183] For min Maja klagede jeg det, og vi fandt begge, at det snart maae giøres om igien. Dog er jeg ikke uskiønsom, I Elskede, for hvad I gav mig. Jeg veed, I havde giærne givet mig flere Dage, havde det staaet til Eder. I kunde ikke, og jo mere vi stræber at standse eller sagtne den vrangvillige Tiids Fart, jo fortere flyver den, Dage som Timer, Timer som Minuter – Tak for hver af disse, tusend moderlige, vennehulde Tak!

Og for Dit lille Brev med Manden, som kiørte Dig, beste Moer Cappelen, hiertens Tak! Saa kom Du vel og for saa vidt hastig frem, og med dette vilde Du glæde Din Moer Koren, som Dine Elskedes Glæde stedse er den høyeste, Du kiender – Wulfsbergs Vandring, især da den for det meste var ved Nattetider, bekymrede mig rigtig. Ogsaa det følte Du, og tilmeldte mig derfor hans lykkelige Arivering til Byen Kl: 10 Sønd: Formidd:

Frederich Leganger kom her seent i Aftes, og tog bot i Formidd: Han kommer igien i Morgen eller Torsdag, og Frue Bergh, som jeg troede længesiden tilbage i Byen, kommer ogsaa i een af disse Dage.

Naa, elskede Børn og Venner! har jeg ikke holdt mit Løfte, og malet flittig og omstændelig‹?› alt for omstændelig maaskee. Men nu er jeg min Troe ogsaa saa mat og træt, at jeg behøver en Tour i Haven med Glutterne mine for at faae lidt Kræfter igien –

[184] Torsdag 4^de August Vi vare netop stegne fra Bordet i Gaar Middags, det regnede og tordnede, og jeg sad her i mit Kammer, glædende mig over den velsignede Kiøling og Qvægelse Gud gav den forsmægtede Jord. Da rullede det noget anderledes end Tordenen. Det var en Vogn, og i den min gode Frue Bergh med sine tre vakkre raske Smaaepiger. Hun var usædvanlig færm, og gik efter en kort Hvile Hovind rundt, det kiære Fødested, hvor saa mange Forandringer vare skedte siden hun sidst saae det, men over hvilke alle hun dog fornøyede sig. Saa fortalte hun om sin lange Reyse, om Breve fra sit Berg, og om Alskens Ting, og medens vi saaledes morsomt hensladdrede Tiden, havde al den kiære Ungdom taget Sahlen i Besiddelse, hvor de legte og sprang saa Huset rystede. Mine store lange Gutter holdt ud med de Smaae, og selv min arme invalide Sarotje var med, naar det gik lidt sagtelig. O ja! lad dem være Børn saa længe mueligt, og barnlige deres hele Levetiid! det er mit inderligste Ønske for dem, som det har været og er det for mig selv; og som Gud har hørt det for mig, høre han det for dem!

Frue Bergh bliver her til Løverdag. Hun er saa vel her, synes hun, og Gud veed, jeg finder mig saare vel ved hendes Selskab, og hun giør intet Bryderie i Huset. Men det eneste, som jeg angrer paa, er, at jeg ikke i saa lang Tiid kan komme til min kiære Rikke, som [185] jeg nu saa inderlig længes efter at see, som jeg i otte Dage ikke har hørt et Ord fra. Det fortalte jeg Eder nok ikke, Elskte, at jeg paa min Fødselsdag fik et Brev fra den gode Fabritius, bestemt at komme just den Dag. Han er syg i en Fod, og har været det længe; men Rikke, den ømme deeltagende Rikke veed det ikke, i det mindste ikke, at det har været saa slemt.

I Dag huserer Tordenluften slemt i mit Hoved. De ere alle gaaet op paa min Høy, men jeg torde ey følge dem. Min Koren, som nu Gud skee Lov er fuldkommen rask, var i Gaar i Nannestad, er i Dag i Edsvold, og skal maaskee derfra til Hurdalen. Hertel har ogsaa været borte siden Mandag, kommer først hiem Løverdag. Ham skal Wilhelm møde i Næss ^{i Aften} hvad de smaae Berghunger just ikke synes godt om, da han flaxer saa prægtigt med dem. Det lader virkelig, som mine H^r Sønner vil komme til at giøre Lykke hos Kiønnet. Din Wilhelm, min Maja C., staaer nu og udsøger alle Øhlenslägers Breve til Svigerhiertet sit (Svigermama i Hverdagssproget) og nu har jeg en deylig Pakke at sende Dig, Du Gode! og vor elskte Egerven skal glædes ved endeel af dens Indhold: Frederichshalds Beleyring, som Frue Bergh har faaet op fra sin Mand, og er saa snild at laane mig til Bortsendelse, skiøndt ingen af hendes andre Venner har seet den. – Mit Dagb: Hefte vil I endda være glade i.

[186] Eftermiddag. Obrld: Rohweder med sit hele Huus er her, og i Middagsstunden kom begge de unge Legangre, og unge Nilson, saa her ret er en Forsamling, især af Ungdom. Det var nu altsammen godt og vel nok, naar jeg kun ikke blev hindret i alle mine Brevskrivninger, og i at see min kiære Rikke.

Mit Hoved er bædre, men jeg tør ey sætte det paa alt for stærke Prøver, og medens de andre nu spadserer, sidder jeg her og koser mig med Eder, I Elskede!

Ogsaa stial jeg mig til, at faae udlæst Fhlds Beleyring medens Moder Bergh giorde sit Toilet. Mit er nesten stedse giort fra Morgenstunden, og derved vinder jeg altiid meget. Min Dom over bemeldte Skuespil, og endeel mere engang i Morgen. Nu er det jo alt Theevandstiid, og da tør Vertinde ey feyle.

Fredag 5^te Hvilket Spectakel de Unger holdt i Aftes! Jeg tænkte, de havde revet Huset om, og min Koren ned og ud af Sengen, som han træt og mødig søgte tidligere end vi andre.

Nu har jeg alt, imens de Fleste laae i sød Søvn, skrevet og afsendt et Brev til min Lotta, og derinden i en lille Brevunge til min Sally, som jeg nu venter ud med de Heste, som bringer de andre Barna ind. Kista Hertel følger nok ogsaa med, og saa bliver det ikke saa tomt paa engang.

Vi skal i Eftermidd: en lille Tour til Frue Rohweder [187] og lille Mørkes (Han var her ogsaa i Gaar. Hans Kone er ikke frisk) og i Morgen vare vi alle budne til Lehnsmand Riis i Nannestad. Men jeg for min Part takker saa mejet, og gaaer heller omkring – det er at sige, til min Rikke, skiøndt det heller ikke kan blive i Morgen af mange Aarsager, hvoriblandt een er, at jeg da først faaer Roe (det haabes i det mindste) til at skrive adskillige Breve, som længe skulde været skrevne.

Ved at skrive til Lotta og Sally i Dag, er den forestaaende Tour til Ejdsfoss og Eger bleven saa levende for min Siæl. Det er mig, som maatte jeg flux afsted. Men dertil siger alt Ney. Alt? o! ikke Stemmen i mit Inderste; men alle, nesten alle udvortes Omstændigheder: min Korens Forretninger, min Sarotjes Arm. Og som det kiære Barn glæder sig til denne Reyse, har jeg ikke i lang Tiid hørt hende glæde sig til noget. Ogsaa Lottamoer glædede sig saa, og det giør min Skriver, og det vil Sally, og jeg? – o ney, I spørger ikke saaledes, Dyrebare! ikke om hvad I veed saa vel.

Jeg har da læst Fhlds Beleyring som I veed. Mueligt kan et Stykke af den Natur ey være anderledes. Det har vakkre Stæder; men den simple Fortælling i Malling har rørt mig mere. Det forekommer mig, som var der alt for megen Passiar, især i Scenerne mellem [188] Brødrene Hans og Peter Colbiørnsen. Dog, alt dette er kun min Følelse, ingen Dom. Jeg holder af Stykket som det er; men jeg troer dette rige Æmne kunde give Anledning til mere Afvexling og Mangfoldighed, til flere Episoder, som i Shakespears og Gøthes Arbeider af dette Slags giør saa underlig unævneligt Indtryk. Men hvor mange Shakespeare og Gøther frembringer Naturen i Aarhundredet? Den lille Ernst maae jeg godt lide. Hans Spørgsmaal til Anders Brynildsen, da denne fortæller om de første Seyervindinger: «Saae du ham ikke selv nogensteds?» er saa naivt rigtigt, og bravt, at Anders strax veed, det er Kongen han mener. Dog, her er jo en ordentlig Resension. Gud bevar's!

Frue Bergh giver hele Dagen Audience til sine fordums Naboersker og Ungdoms Bekiendte. Hun kan prate saa hierteligt med hende ^dem, og det holder jeg saa af hende for, ligesom for det, hun interesserer sig saa barnligt ved alt det Gamle hun finder og kiender igien. Hun vilde giærne besøge sin gamle Faders Grav; men det hindrer jeg nok om jeg kan. Det torde maaskee giøre for stærkt Indtryk paa det svage Gemyt, som ikke taaler mange Rystelser. Og dog, er det ikke hendes «Ungdoms Drøms, hendes barnlige Glædes Grav» hun finder hvorhen hun seer? Saaledes forberedet, bliver [189] man stærk nok til at udholde Synet af en Faders Grav for første Gang. O! det lykkelige Barn, som kan knæle ved sin Faders Grav!

Løverdag 6^te Nu, Kl 11, reyste den inderlig godlidende Frue Bergh med sine tre velsignede Glutter. Det regner; men hun kan lukke sin Vogn ganske til, og hun kunde ey bie længere. Det er en meget behagelig Kone. Det nægter ingen som kiender hende; men saa siger Verden, som saa giærne vil have noget at sige: at hun kan skikke sig efter alle, at hendes Hierte og Tunge ey altiid følges ad o.s.v. Og kan disse altiid følges ad? Falsk – thi det mener man dog ved slige Udladelser – er hun sandelig ikke. Jeg har saa mange Prøver paa hendes Hiertes Paalidelighed, og er overbeviist om, den fine Selskabelighed, som dog unægtelig er saa vederqvægende og behagelig i Samfundet, fuldelig kan bestaae med Redelighed og Oprigtighed. Hendes Børn ere Naturens Børn, gode, blide, uskyldige, uden en eneste saa kaldet Byenykke, og hielper sig saa stille indbyrdes, uden at behøve [190] eller modtage anden Opvartning. Ingen almindelig Moder giver sine Børn en saadan Opdragelse.

Vi vare i Gaar, Fru Bergh og jeg, hos lille Mørkes, hvor vi maatte spise saa mange Bær og Slikkerier, og derfra hos Fru Rohweder, hvor jeg maatte drikke en Kop Thee oven paa alt dette, hvilket har foraarsaget en slem Rumstering i mit før ikke saa ordentlige Indvortes, og er jeg saa mat og fortumlet, at jeg nok maae søge den gamle Trøster, Sengen. Det har jeg saa lidt Tiid som Lyst til; men derom spørger Hoved og Mave ikke.

I Gaar Morges Kl 4 reed Wilhelm til Næss for at møde sin kiære Hertel, med hvem han i Dag skal møde den øvrige mandlige Ungdom herfra hos Rises, efter gientagen Indbydelse. Legangerne og Nilson reyste i Gaar Eftermiddag, saa her nu bliver saa stille og tyst efter al denne Styr. I Morgen mister jeg dem alle, ak! og naar nu min Wilhelm neste Sommer reyser fra mig – naar ser jeg ham da?

Eftermidd: Jeg har lagt en Tour, og er bædre. Der var 3 Breve med Posten i Dag, fra Dctr Jessen, Syster Inger, (som tillige var til Dig, min Maja, da hun troede Dig her – ak! hvorfor troede hun feyl?) og fra Lotta mi. Hun veed nu, at Presidenten har skrantet mens hun var borte. Vi vidste det her, elskte Lottamoer, dog jeg ikke før paa Vildberg, at han var syg. Det var mig tungt nok ikke at røbe mig. Gud skee Lov! nu er han jo rask.

Og nu skal jeg pakke ind og have færdigt hvad Børnene i Morgen skal have med.

[191] Søndag 7^de Der ruller de afsted, de velsignede Glutterne mine, Wilhelm, Jes, Maja, som følger Hanna Bull ind, og begge smaae Jessener. Veyret er mørkt, Sarotjes Arm mindre god end den pleyer være, alting er saa ødt; dog, naar jeg seer hen til anden Paaskedag da de sidst forlod os, Jes og Wilhelm, bør jeg ikke nu finde det trist, og takke Gud for de roeligere Dage. Og Guds Fred med Eder, I Dyrebare! og ingen foruroeligende Tanke, intet taarefuldt Blik hen i Fremtiden – «Det er et roesværdigt Forsæt, Moer Koren! kan Du kun holde det.» – Stræbe efter det vil jeg, elskte Barna mine

Her kom et saa klagende Brev fra min stakkels stedse sygelige Rikke, som i saa lang Tiid forgiæves har ventet sin Moer Koren. Jeg kunde ey kommet før, Gud veed, jeg kunde ikke, og nu er jeg syg, og Veyret saa fælt. Det var en slem uroelig Nat for mig, slemmere for den gode Hertel, som kom syg hiem, og ikke er brav i Dag. En Aarsag mere til den mørke Stemning jeg er i, og vi alle ved Afskeden vare i.

Jeg har havt travlt med at skrive og bortsende Brev til min Maja C: og Bøger, og Dagboghefte og Fhlds Beleyring, og Gud veed det alt; og til Fader Pavels laante Bøger med Tiggerie om nye – og saa et langt Brev til Jessen, min gl: Ven i Schien. Det er sandt, han fortæller, at Thank har meldt fra Fhld: at der til det norske Hovedqvarter kom et Brev med sorte Kanter og 5 store [192] sorte Segl fra den svenske «interims Regierings Comission, som er ansat at bestyre alt, imens Kongen er i Finland, formodentlig at underhandle med Keyser Alexander» Dette sidste er mig og os alle her splinter nyt; og da jeg giærne opbevarer alle de Rygter jeg hører, maae dette ogsaa have sin Plads her. Hvad der er virkeligt og intet Rygte, er, at Diderich Cappelen ganske uventet har faaet udbetalt 3800^rd han havde, jeg veed ey om staaende eller tilgode i Gothenborg. Og det synes dog være, i det mindste intet slemt Tegn.

Præsten er kommet, Maden baaret ind, siger Telja – Jeg gik langt heller tilsengs end tilbords.

I Dag er min Wilhelm 17, i Dag havde min første Maria været 20 Aar. Tyve Aar! hvilken Evighed synes at ligge i disse Ord! og hvor fløy den, denne Evighed! med alle sine Glæder og Taarer fløy den, det er mig ufatteligt, hvordan. Vel mig, at det er mig saa ufatteligt. Tiden, hvis Flugt beregnes efter Taare – Flugt? Ney, Sneglegang, o! dens Svinden efterlader sig alt for dybe Præg i det vaandefulde Hierte, til ikke at fattes og mindes. Ja, ogsaa jeg mindes dine Glæder som dine Smerter, du, selv under de sidste sødt hensvundne Tiid! og takker den Algode for disse som for hine.

[193] Om min Wilhelm neste 8^de August endnu er i sit Fødeland, er iblandt Sine her? Dette om, o mine Dyrebare! forbittrede mig stunddom et af de glade Øyeblikke, naar mit Øye saa tilfreds – maaskee ikke uden Moderstolthed (den ene tilgivelige, troer jeg, af al Stolthed) hvilte paa den vakkre, uskyldige tækkelige Yngling. Jeg veed nok, det ikke saa bør være –

Nu er jeg færdig, at tage til min kiære Rikke. Det seer blandet ud i Luften; men regnede det end alt, kan jeg dog nu ikke blive længere, inden jeg seer den Gode igien, som nu saa længselfuld venter mig. Og efter en glad Dag hos hende – maae hun kun være taalelig frisk! – og den prægtige Fut, og de søde Glutter, finder jeg ved Hiemkomsten min elskede Sally; og den gode retskafne Kista, som ogsaa er min Sarotje saa kiær, og – «o ja, du lykkelige Moer Koren, du har det saa godt». –

[194] Tirsdag 9^de Det har jeg, Gud skee evig Lov! det har jeg. Min Rikke var ret rask; men et Par af de Smaae og Jomfr: Heide var det ikke, dog bleve de bædre, inden jeg tog derfra. Det var et Veyr, Torden, Lyn og Regn. Rikke vilde endelig, jeg skulde blive, bad saa venligt at det kostede Møye at modstaae; dog jeg vidste, hvor sikkert de her hiemme ventede mig, og at min Koren i Dag skulde bort, og ey komme igien før i Morgenaften. Altsaa blev jeg halstarrig, og Rikkemoer var lidt vranten, men tilgav mig dog, og jeg forlod hende og hendes lille kiære Kreds Kl 9, i lidt Regn og fjærn Torden, som dog snart holdt reent op, saa jeg i alt Mag kom hiem Kl: lidt over 10. Men endnu var ingen Byefolk kommen. Frue Wærner var her, og fortalte om sin ulykkelige Svigerinde, Frue Hiort, som hun nyelig havde besøgt. Hun er saa beklagelse- som aktværdig. Gud vil dog, o! vist vil han mildne hendes bittre Skiæbne.

Jeg havde ikke været hiemme en halv Time, før de kom, de kiære Mennesker, den flinke raske Kista, min stakkels Sally, som havde været saa syg underveys, og den unge Smith, min gamle Nannestad Provsts Søn, som længe har været ussel, og nu er tilraadt af [195] sin Læge, Thulstrup, at være nogen Tiid paa Landet. Hestene vare blevne trætte underveys. De stakkels Dyr gaaer seent og tidligt, nesten uden Hvile, da den evindelige Skyds er mere, end det sædvanlige Arbeyde

I Dag er Sally saa frisk og munter, og muntre ere de alle, og nu, Kl 7, ovre i en fransk Visit hos Frue Rohweder. Vi har sadt saa godt i Haven, min Sally og jeg, imens Sarotje læste for alle de øvrige Jomfruer, den største Glæde, hun kan giøre dem. Og da det beste jeg har at byde mine Giæster, er den ædle Friehed, saa hverken vil jeg genere dem, eller generes «Jeg trives ey ved Tvang, ey heller ved at paalægge andre den» Min Koren er atter borte, og kommer ey hiem før Aften. Hertel, som Gud skee Lov snart blev brav igien, er ogsaa i Forretninger. Han var lidt ley i Dag, hvad ikke er at undres over, da Gunder, som kom fra Byen, har bortqvaklet eller er i Vilderede med et Pengebrev, i hvilken Anledning denne arme forknyttede Fyr nu atter maatte til Byen, om Wilhelm og den forstandige Moer Hansten kunde greye lidt paa Sagen.

Fra Fader Pavels fik jeg et lille venskabeligt Brev, og en stoer Bogpakke, hvormed jeg længe skal leve deyligt. Men fra min Maja og Egerfolket har jeg intet hørt, Sally ikke heller. Det er for tidligt endnu, siger vi os selv; og skal nu sige det lige til Løverdag. –

[196] Onsdag 10^de Jeg vaagnede i Dag med forfærdelig Hiertebanken, Hovedpine og Beklæmmelse. Min Hovedpude var vaad af Taare. Ja, det var en smertelig Drøm. Men Gud være lovet, mere end Drøm kan den aldrig aldrig blive. Hvordan skulde Du, dyrebare Maja, nogensinde kunde fornærme Din Moer Koren, saare hendes Siæl saa dybt, som i denne fæle Drøm? Ney, ikke med en Tanke kunde Du fornærme mig, Du Ømme! og Mindet om denne hæslige Phantasie skal derfor blot tiæne til at bevise mig saadanne Drømmes hele Ubetydenhed og Urimelighed. Og nu vil vi lade Drømme være Drømme, og takke Gud for Virkeligheden som her og hisset skal blive den samme.

I Gaar var alle Jomfruerne mine, Sarotje inclusive, i en lille Visit paa Gislevold. Siden spillede de Treset for at stakkels den eenarmede Ungen min kunde have lidt at beskiæftige sig med. I hendes sunde Dage er alt Kortspil hende en reen Straf. Og saa gleed denne Dag, og saa glider desværre alt for snart de faa, jeg skal beholde min Sally og den snilde Kista. Jeg har nok ikke sagt Eder, at vi beholder den braven Poppenheim her i Egnen? Jo, Gud skee Lov! Hun har ladet sig overtale til at tage i Munthes nu saa øde Huus, for det første i Vinter. Og «Tiid vunden meget vunden».

[197] Nu giør hun blot et Besøg til sine Venner og Frænder paa Kongsberg, og kommer igien til Micheli.

Torsdag 11^te Hu tu tu, hvilket Veyr! Og endnu har vi endeel Høe ude. Dog, Gud giver os nok Solskin igien saa vi faaer det bierget, og alt det velsignede Korn, han har beriget vore Marker med. Arme Sally fryser og kryber saa sammen i Dag; dog meest fordi hun ikke kan komme ud og vandre. Endnu har hun jo heller ikke været paa min Høy engang, end sige længere; og hun vilde, sagde hun da hun kom her, traske dygtig omkring. Men som skrevet staaer, det bliver nok Solskin, og snart.

Nu skriver Lieut: Widding fra Christ: at det skal være vist, Svergs Kunning er skudt i et blodigt Slag med Russen, som trænger voldsomt lige mod Stokholm. Ikke fordi jeg troer stort paa det; men fordi jeg har min Moroe af, at giæmme alle Rygter sammen heri, faaer det sin Plads. Hvad der er vist, er at vi har faaet Kornskibe til Christiania, og atter 6000 Td^r til Christsand. Gud, lovet være dit Navn i Evighed, Amen! Saa aftørres atter mangen bitter Taare, den ^egen Hunger, og Kummer over andres, som ey kunde afhielpes, afpræssede – og Høsten kommer alt nærmere. O! endnu døde dog ingen Hungersdød her –

[198] Fredag 12^te Henimod Aften blev det godt Veyr – i Gaar, forstaaer I – og da Andreas M: kom saa venligt og bad om en Treset, gik Sally og jeg en lille Tour, og op paa min Høy. Her blev vi nok lidt for længe siddende, Luften var noget raae endnu efter Regnen, og kold. I Dag poeniterer vi begge for denne lille Vederqvægelse. Vore Hoveder fordrager ikke meget, som I veed. Sally forsøger at spadsere sit Onde bort, jeg har lagt en Times Tiid. Det kommer nu an paa, om vi driver det til at blive bædre. Men min Sarotje klager ogsaa over Hovedvee, og Poppe ^med. Maaskee er det den sædvanlige Tordenluft, og saa beder jeg min uskyldige Høy om Forladelse. Der var saa deyligt. Endnu hænger mange af de visne Krandse der fra 27^de July. Jeg fortalte Sally om denne lille Høytiid. Hvad vi begge ønskede, behøver jeg vist ikke at fortælle Eder, elskede Barna og Vennene mine!

Ellers læser vi, jeg høyt imellem, arbeyder og spadserer og spiser Bær i Haven. Vi vilde saa giærne til Plogstad; men det er saa tungt, Sarotje ingen Stæder kan blive med. Hun er bleven saa bleeg og maver, hendes, ikke før saa muntre Sind, lider meget ved den dræbende Ledighed, hun er tvungen til. Og Gud veed, jeg lider med hende. Kunde jeg kun, o! kunde jeg kun lide for hende!

[199] Løverd: 13^de Min stakkels kiære Sally havde en slem Dag i Gaar, laae hele Eftermiddagen. Som det blev værre og værre med det kiære Barn, blev det bædre og bædre med mig. Og det var ret vel: thi lidt over Middag kom Doctr Gudmundsen og den unge Præst Ottesen, og noget efter forrige Lieutnant Holler, som nu er bleven – jeg veed ey ret hvad – ved Toldvæsnet i Drammen. Præsterne bleve her til Kl 11, Holler reyste nu til Hurdalen, i Besøg hos ^til Kræftings. Lille Moer Krefting er hans Syster, hans gamle Moder der i Huset. Hun har ey seet ham i flere Aar. Der vil blive en Glæde. Det er et ret vakkert Menneske, kun at han har en Koppe paa det ene Øye, som foruden at det vanklæder, svækker hans Syn. Paa denne Grund gik han nok ud af det Melitaire. Og var det ey Uheld i høy Grad, at af to Kopper, de eneste han fik ved Indoculationen, satte een sig paa Øyet?

Gudmundsen er en saare fortræffelig Mand, Godheden selv. Hans islandske Dialect giør ham lidt uforstaaelig, hvad især er Tilfældet paa Prækestolen. Han burde derfor heller være alt andet, end Taler. Dog, alt hvad ellers udfordres hos ^en Guds Ords Tiæner, besidder han vist i udmærket Grad. Det var første Gang, han var her, og saa maatte han holde ud; thi de franske Visitter lider jeg saa lidt som – I giætter det – I saa politiske Tider maae man være varsom i sine Yttringer. «Er det ikke ogsaa sandt da?»

[200] Men at beholde ham Natten over, var umueligt, da hans Kone alt ventede ham den forrige Dag. Han og Ottesen kom nu fra Bierches i Nannestad. Ottesen er en sielden ung Mand, i mange Henseender. Med de reneste Sæder, et lyst Hoved og Kundskaber, forener han et tækkeligt Udvortes og en elskværdig Beskedenhed. Han synger meget godt, dog har jeg hørt ham synge bædre, end her i Aftes. Andreas erklærer ogsaa: «at det Sku Sku er intet ‹i›mod Egerpræsten» – «Provsten» sagde jeg – «Ja, det er det samme; men der er P-d-d ikke mange, der synger saa» og ingen af os sagde ham imod.

Blandt flere Anecdoter fortalte Ottesen en, som er snurrig nok til at faae Plads i dette vigtige Manuscript. Han, tilligemed Lieut. Widding og mange flere, Melitaire og Cevile, havde fulgt den saa almindelig agtede Obr: Lieut. Hegerman tilveye, da han, til saa manges Bekymring, forlod Academiet for at gaae til Armeen. De kom tilbage, just paa en Tiid, den med saa megen Ret elskede Printz Christian August var ventet til Christiania, hvor alle vare beredte til at modtage ham. Da de nu saae dette Tog, de mange Melitaire o s v (Widding kiørte den første Vogn, hvori Ottesen og en Officeer sad) troede de: der har vi ham! og flux fløy Roser og Alskens vellugtende Urter [201] hen ad Gaderne, ud af Vinduerne. En Kone, som frygtede at komme for seent, tømte sit hele Blomsterforraad paa engang udaf Vinduet, og saa vedblev det, til de endelig bleve deres Feyltagelse vaer, og de spildte Blomster laae der. Da Ottesen kom til Pavels, sang han, idet han treen ind (dog nok uden Sporer) ad Dørren: «En Printz jeg været har i Dag!» De troede nok, Mennesket var en Smule forrykt. Den al Pomp og Høytiid skyende Printz selv, kom om Natten, aldeles ubemærket.

Og saa var det ret saa morsomt i Gaar, havde min elskede Sally kun været frisk. Gud skee Lov! i Dag er hun meget bædre, og har talt med den menneskevenlige Walbohm, som opliver hendes Mod, og siger, hun snart skal blive fuldkommen rask. Og blot en saadan Forsikring – det veed jeg af Erfaring – giver nye Kræfter, nyt Mod.

Min Hovedpine er ley i Dag; og det er saa tungt, da detn nu snart er forbi, den korte Tiid, jeg har havt min Sally og skal have hende her. Hun maae endelig reyse med Kista paa Mandag, da det ellers blev vanskeligt, blev hun her længere, hun fik Lov at følge med til det velsignede Ejdsfoss. Og saa seer I selv, jeg ikke tør overtale hende til at blive. I Dag faaer jeg vist Brev derfra, fra min dyrebare Maja; maaskee ogsaa fra Eger, derfor bliv godt, mit Hoved!

I Morgen skal min Koren til Byen, og har været borte nesten denne hele Uge –

[202] Søndag 14^de Mit Haab, mit hele Haab blev opfyldt. Baade fra min elskede Maja og elskede Egersøn var Brev, og det saa velsignede, saa barnlig-vennehulde Breve; saadan, som Maja- og Fredrich-Brevene altiid pleyer være. O! det er kun alt for sandt, min kiære kiære Søn: at «denne slemme Hede, stakkels Sarotjes Uheld, og den kiedelige Boston», forstyrrede, formindskede de Glæder, vi samlede skulde og kunde havt. Dog, denne Tanke skal ikke forbittre mig Mindet om Eders Nærværelse, alle I Elskede! Gud skee Lov, jeg saae Eder her, Gud skee Lov jeg kan haabe, at indhente det Forsømte! Jeg maatte lee hiertelig, min Maja, over Feiltagelsen eller Forbyttelsen af Dit Navn paa Moe. Cappelen og Cappelan – det var jo ogsaa kun det ene Bogstav der var forvexlet. Det var godt, Du fik dem overbeviist om Din Ret. Ja, jeg vil troe, det gav Stof til Latter især for den leverfulde Præstemadame, som saa giærne leer.

I Gaar Eftermidd: var Kista, Poppe og Nella i Nannestad, og vi, jeg og begge mine Saraer, sad i det deylige Veyr, den behagelige kiøle rene Luft, i Lysthuset ved Keglebanen, hvor jeg læste for dem Klingers Die falschen Spieler. Ney, Klingers dramatiske Arbeyder ere sikkert ikke hans bædre Arbeyder. Dette Stykke i det mindste er høyst middelmaadigt. Lystspillet er da overalt vist ikke hans Fag. Men hans Sørgespil taaler jeg ikke mere at læse, og nesten intet af hans Skrifter, der da, som jeg saa tit har sagt og tiere følt, ikke hører eller passer i et Fruentimmerbibliothek. Men nu ere de komne der, og jeg har ikke Hierte til at skille mig ved dem.

[203] Min Koren er reyst til Christiania. Vi ere alle budne til Chreysties i Eftermiddag; men Veyret er saa ustadigt, og helst bleve vi hiemme. Dog, man maae rette sig efter Omstændighederne. Sally sidder her og klynker: «Nu har jeg kun denne Dag at være hos dig, og saa skal vi bort» – Men jeg trøster hende med, at vi kan sladdre deyligt i Vognen, tage vort Strikketøy med, og have det ret morsomt. Kista vil paa ingen Maade forlade sin Sarotje, og Poppenheim, den Leverfulde, skal pakke ind til sin Kongsbergtour. Det bliver altsaa nok kun Sally og mig som følger med Hertel, Vold og Munthe[.] NB om Veyret bliver manerligt, hvad det just ey tegner til.

Gud skee Lov, i Gaar fik vi høebierget, og har alle til dette Brug bestemte Huse fulde. Men saa vidt ere de fleste heromkring ikke, og Skuren er nesten overalt for Dørren, saa Gud give stadigt Veyr herefter! Dog, det giver han nok.

For 15 Aar siden, just som Midnatstimen slog, altsaa Tiden skreed over fra den 15^de til den 16^de, blev min Jes fød. Han kan altsaa, bliver han en stoer eller rig Mand, giærne holde sine to Fødselsdage, og bliver han det Modsatte, springe den reent over, fordi det dog altiid er tvivlsomt, hvad Dato han egentlig er fød. Men i Haab om, og med inderligt Ønske, at ingen af ovenmeldte Tilfælde skal blive hans, har vi hidtil holdt hans Geburtsdag den femtende; og gaaende saa jævnt frem i Verden, kun stræbende til det eneste Maal: at blive en brav, retskaffen og nyttig Middelstandsmand, haaber jeg, min kiære flinke Jes vil vedblive denne Skik. I Dag har han sin Fader hos sig, og paa Tøyen tracterer sikkert hans Moderlige Tante Lotta ham med Kirsebær, Fløde og andet saadant Godt, erindrer Personen selv, hvad Dag det er. Dog, det pleyer de allesammen godt at erindre: thi [211] saalænge de vare hiemme, var enhver slig Dag en Festdag, baade for dem og os Voxne. Jeg vilde sørge meget, om disse lykkelige Dage forsvandt af deres Minde. Gud lade det evig boe i deres Hierter! og at de maae søge det der, om end med Veemod over de i det kiære Hiem svundne Dage, i en Kreds, som vanskelig samles saaledes mere, dog aldrig, o' evige Fader! aldrig med Nag over Tabet af de da uskyldig lykkelige henfløyne Dage!!

Da vi endnu sad ved Theebordet i Morges – Vi stode seent op, fordi ^vi kom seent i Seng – fik vi see en vandrende Mand i Gaarden. Da det ikke var Pastor Niels, tredie Præst i Christiania, hvem skulde det da være andre, end Hr. Flohr? Han var paa sin Mose-reyse, som skulde gaae lige til Trøssel, og nu for det første til Edsvold, og blev her kun en Timestiid, drak Thee og spiste Smørrebrød, som Misanten var det bedste, han kunde faae, erklærede han med sin sædvanlige Troehiertighed, den det aldrig vil falde nogen ind at kalde i Tvivl. Han klagede jammerlig over al den Modstand og de evindelige Hindringer, der møder ham i hans menneskekiærlige Bestræbelser, og den afskyelige Halstarrighed hvormed Mængden vedbliver, hellere at vilde spise Bark og andre skadelige Ting, end islandsk Mose, hvis sunde, nærende Kraft dog er saa bekiendt; men som de nu engang [212] har fattet en ubegribelig Afskye for. Vi har selv prøvet det, saa jeg ret for Alvor kunde dele den gode Flohrs Harme. Blandt andre Ting talte vi om, at Wulfsbergs var spadsert herud. Det havde han hørt; men ogsaa, «at Konen lod sin syge Mand gaae allene hiem igien, og det om Natten. Aa de var misanten inte kiønt a hinner de, ja de var endosse pligtstridigt» meldte Flohr i retmessig Iver. Ja, svarede jeg, jeg sagde hende nok, at hun tabte sit Renomee – thi det var heltemodigt at gaae saa langt for en svag Mands Skyld – naar hun faldt fra i Fristelsens Time, det er udlagt, fal lod ham gaae ene, og selv kiørte tilbage – At jeg havde sagt hende det, glædede den redelige Mand saa inderligt, som det var sagt til hans eget Huskors, om han havde et. Arme Mad: Wulfsberg! Nu har hun da vel afbødet for den Synd.

Paa Tilbageveyen lovede Flohr at tage Natteqvarter her, og fortsatte ^nu sin Vey bag efter en slet og ret Arbeydskiærre som kiørte saa smaat forud.

Hertel og Munthe ere i Dag paa Brotnow, hvorfra Capitajn Krebs begraves. Denne unge, endnu ikke 30 Aar gl. Mand, forlod Verden saa nødig. Haabet forlod ham ikke, under alle sine Smerter, før den sidste Dag. Det skal, troer jeg, være Tilfældet med alle Svindsotige.

[213] Tirsdag 16^de Saa ere de da borte, min elskede Sally – som heller ikke i Dag var ret frisk – og den troefaste Kista, og den brave Poppenheim. Det er saa ødt hvor jeg kommer: thi en af dem fandt jeg dog giærne hist eller her. Jeg savner især Sally, min kiære Sarotje sin Kista, og alle savner vi Poppenheim, som vi nu i saa lang Tiid vare vante til at see blandt os. Alt for leyt havde det været, skulde hun nu ganske forladt denne Egn, som var hendes første Bestemmelse.

Jeg har søgt paa Sallys Kammer, om hun intet havde glæmt efter sig (I vide jo alle, mine Dyrebare! at hun er nobiliteret Tabelab?) men fandt intet, uden Les Yncas, som da egentlig er min; men da hun ikke bar den ned til mig, antog jeg det, i Mangel af andet, for et Beviis paa, hun snart kommer igien til Hovind.

Den braven Chrystie kom selv, henimod Middag, med Lina mi og sin Ragna. De vilde giærne beholdt hende længere, og Lina giærne blevet der; men et Løfte maae holdes, sagde Præsten, og bragte hende. Dette Løfte havde han givet Hertel Aftenen før, da han fra Brotnow kom did, og han vilde havt Lina hiem med. Hun havde alt lagt sig og var faldt i Søvn, men stod paa Øyeblikket op uden Modsigelse, skiøndt halv i Søvne, og var færdig at følge med. «Men det taalte jeg Bitterdød ikke, sagde Præsten videre, at hun skulde staae op af Sengen og ud midt om Natten, det velsignede føyelige Barn» –

I Begravelsen i Gaar var det gaaet meget ordentligt og [214] høytideligt til. Liget blev baaret giennem den lange Allee, hvor alle fulgte til Fods, siden kiørt paa en ordentlig dertil indrettet Vogn til Ullensager Kirke, hvor 14 Jomfruer modtog det, strødde Blomster i og paa Graven under Sang (et Par Vers udtagne og omkalfatrede efter Omstændighederne af Abrahamsons herlige «Værer Fred med Eder Alle»)

Den snurrige Waager! han fulgte med giennem Alleen (længere har han i meer en halvandet Aar ikke været). I det samme kiørte Grev Moltke der forbi. «Nu troer han saa Gu, det er mig, som bliver begravet,» sagde han, «og begynder alt at grunde paa, hvem der nu skal blive Postaabner.» I maae nu betænke, mine Elskelige, at Manden selv gaaer med iilsomme Skridt mod Graven, og efter al Sandsynlighed snart bliver ført saaledes, som nu hans Ven til sit sidste Hvilested, saa føler I først ret det, skal jeg kalde det Heroiske eller Ufølsomme eller Letsindige? heri.

Verden har talt meget om Frue Waagers alt for inderlige Venskab med og Godhed for Krebs. Verden behøver, som man veed, ikke just megen Anledning til at sammensætte og udsprede Historier af det Slags. Jeg er for lidt kiendt i denne Familie, føler overalt intet Kald til at indvies i Familie-Hemmeligheder – (mindst i slige Fald) – har altsaa ingen Stemme her. Men at Frue Waagers hiertelige Bedrøvelse, hendes stedse flydende Taare i Gaar, kunde have en høyst uskyldig, reen Kilde, det paastaaer jeg, og I Alle sikkert [215] med mig. Jeg vil ikke engang tale om, at den Jordede har logeret der længe, har i flere Aar været Husets fortroelige Ven (Hvor smerteligt en Vens Tab kan være, det veed vi. Men det maae ey giælde her, da Frue W: siger de, ikke har Sands for Venskab, i Ordets hellige Forstand – ak (og hvor mange har vel det?) men seer hun ikke sin Mand, kiæmpende med ^ofte ulidelige Smerter, hver Dag komme den Grav nærmere, paa hvis Bredde han staaer, hvor Krebs, efter hans eget Sigende, er gaaet hen for at berede ham Veyen? Og hvorfor da give hendes Sorg en anden Betydning? den værste?

Jeg maae smile, og det giør I maaskee ogsaa, over min Iver. Her yttrer den sig vel i Utide: thi I hverken kiender eller anklager denne, Eder som mig høyst ligegyldige Frue. Men jeg føler mig nu engang for alle beskikket til Menneskelighedens Defensor, saa vidt min svage Stemme naaer. Og hvor man kan see en Handling fra to Sider, finder jeg det ikke allene Pligt men blidtberoeligende for mit Hierte, at kunde see den fra den beste eller bædre.

«Mich kränkts, wenn Menschen sich mit frecher Stirn hinstellen, und über menschliche Handlungen urtheilen, ohne das Ganze ihres Lebens und seiner einzelnen Theilen überschaut zu haben» læste jeg i dette Øyeblik i Moritz Magazin zur Erfahrungsseelenkunde; og dette var mig saa paafallende efter hvad jeg havde skrevet her, stod, synes mig, saa ganske i Forbindelse dermed. –

[216] Onsdag 17^de I Dag skal min Koren og min Maja komme hiem, Gud skee Lov! giid de kom, før den truende Regn brød løs! og giid de bragte Bekræftelse paa det høyst glædelige Rygte, som vi nu saae i et Brev fra Capit: Wærner til hans Kone, og som han har fra Obr. Lieut: Hegerman, der har fortalt det offentligt og som aldeles sikkert: at neml: Sverrigs Konge virkelig er faldt i et Slag, et blodigt Slag med Russerne, at Hertug Sydermanland har antaget Regieringen, og erklæret sig forbunden med Fastlandet, og at Østersøen er fuldkommen ren‹s›et for Bretlands Røvere. O! var det alt saa, een Forandring maatte da foregaae; og hvorfor skulde vi ikke torde haabe en god? Og hvorfor skulde vi ikke ogsaa sætte Liid til Bestyreren deroppeⁿ²², som jo dog ikke lader de mægtigste Bestyrere hernede komme længere, end han vil! og vil han sit Danmarks og Norges Ødelæggelse? O!ney, sikkert ikke. Det veed jeg saa vist, som jeg veed hvad jeg nu skriver, saa vist, som I elsker mig og ere mig dyrebare –

Torsdag 18^de Ney, min Koren havde ingen Bekræftelse paa de glade Efterretninger. Kun om svenske Kongens Død gaaer Rygtet, og som blot Rygte, i Byen. Om det øvrige vidste de intet. Hvordan mon det hænger sammen?

[217] Hegerman er dog en tilforladelig Mand, som ey vilde udsprede slige Rygter, uden – ja, saa er det formodentlig: han er selv blevet bedraget. Hvor længe man skal vandre i dette Mørke? Nu er atter en Kbhns Postbaad taget, Brevsækken nedsænkt –

Og nu, just nu er det et Aar siden disse Elendigheder tog sin Begyndelse. O Gud! hvilket Aar! O! at vi aldrig mere maatte opleve dets Mage!

«Hvor er dit Mod fra i Gaar? kiære Moer Koren! Da lod det, som din Troe kunde flytte Bierge – og nu?» Min Troe, mit Haab og Tilliid er den samme, elskede Venner! men mit Hierte er bedrøvet, og da tager jo alt en dunklere Farve, for Øyeblikket i det mindste. Jeg vil sige Eder det altsammen. Da jeg saa glad fløy min Koren og lille Maja i Møde i Gaar, var naturligviis mit første Spørgsmaal: om han vidste noget vist om de ønskede Tildragelser? Det blev da besvaret ikke allene med et bestemt Ney, men ledsaget af Tvivl som foer saa isnende giennem mit varme Hierte. Og strax, uforberedt, fik jeg nu høre Kamr: Wexels Død, et ungt Menneskes, Petersens, som var i Classe med min Jes, og hans meget gode Ven, og – August Møllers. Dette sidste faldt tungt og smerteligt paa mit Hierte, bedøvede mig lang Tiid, røvede mig Ord og Taare. Arme, arme Forældre! ulykkelige Moder! Din Eneste – Eders Eneste! Nu har jeg Taare for Eder kunde de lindre Eders brændende Smerte. Den Eneste! Ney, det er alt for skrækkeligt –

[218] Jeg kunde ikke fatte mig den hele Aften. Med den inderlige Følelse af de, nu barnløse Forældres Tab, blandede sig Ængstelse for mine egne Børn derinde, hvor saa mange af deres Jævnaldrende, baade af Skolen og Academiet, ligger syge, og nu to ere døde. I Dag er jeg roeligere, jeg vil stræbe, at blive fuldkommen roelig, anbefale dem og mig og os Alle i den Algode, Almægtiges Varetægt. Han vil give min Siæl sin Fred igien, og styrke de arme barnløse Forældre.

Min Maja har ogsaa været syg paa Tøyen, lagt nesten den hele Tiid mens hun var derinde. Hendes Sundhed, mærker jeg nok, er ikke saa fast endnu, som jeg, ak saa glad, troede i Begyndelsen af Sommeren. «Du skulde nok ikke faaet at vide, jeg havde været syg, Moer» siger hun, «om det ikke var for det, jeg var bange du skulde blive von for jeg har bestilt saa lidt mens jeg var borte» –

Og saa maae jeg endnu skrifte for Eder, mine Dyrebare, at jeg var ubillig nok til at være vranten mod min ømme, kiærlige Koren «fordi han bragte lutter sørgelige Efterretninger» Ja, skiænd kun – o! giid I vilde det! At jeg hiertelig angrer det, maae ikke afholde Eder. Selv i de Øyeblik jeg forsynder mig saaledes (desværre, det er ikke saa sieldent) føler jeg dybt min Uretfærdighed, og kan dog ikke overtale mig til at forandre mit sure Væsen, som yttrer sig i nesten haardnakket Taushed. O! skiænde, skiænde maae I!

[219] Jeg veed nok, det kommer af, jeg i de yngere Aar er blevet for meget føyet, kanskee forkiælet. Og min usigelig gode Koren har nok siden ikke giort det bædre. Nu nyttede vel Strænghed heller ikke. Ja lee kun –

Jomfruerne vare komne seent til Byen, og min kiære kiære Sally havde slet ikke været frisk underveys. Gud give, jeg vidste, hvordan ^det nu var med hende!

Presidenten var heller ikke fuldkommen rask, dog bædre, end før i Sommer, og ret munter. Min velsignede Lottamoer feylede intet, uden at vide sin Lawsonmand ret færm, frie for Alskens Ondt, og sin Jørgen. Begge Dele give Gud hende, og snart!

«Noget kan jeg dog fortælle, som vil være dig kiært», sagde min kiære blide Skriver, «og det er, at Moer Bull bliver med os til Ejdsfoss, og er meget glad til denne Tour.» Og kan I troe, jeg lod det blive ved et: «Det veed jeg, det er længe siden aftalt»? Nu leer I ikke, nu skiænder I vist – og det har jeg fortiænt.

Koren er atter borte i Dag. Jeg vilde været til Plogstad; men her er for travlt med baade Folk og Heste. Den alt for modne Rug skal kiøres hiem og skriftes; til Iiskiælderens Opmuring behøves Folk saa mange der er at faae, Heste til Steenkiøring etc – Saa faaer jeg byde min Længsel tie til en beleyligere, og blot sende et Bud til min Rikke.

Giid Rugen var vel i Huus! Det er en vigtig og ‹…› vanskelig Ting. –

[220] Løverdag 20^de Saa længe det er mueligt at være og sidde ude, giør jeg mig en Samvittighed over, at forsømme det. I Gaar mod Aften sad jeg som sædvanlig i Lysthuset ved Keglebanen, da man kaldte mig op, der var Fremmede. Det var Windholdt fra Christiania med sin Jomfrue Datter. De vare i Besøg hos lille Mørk, med hvem de ere i Familie, og giorde en Stads Visit hid. Blandt andet kom det paa Tale om Harmonica – underligt nok, at sligt kunde komme paa Tale her – men Windholdt sprang lige fra Orgelet i Christ: til Hamburg, hvorfra han forsikkrer, alle Harmonicaer kommer, og at han engang har forskrevet en, som desværre – eller desbædre – ikke kom. Han blev ved, at det var ingen Sag at tractere Harmonica, naar man forstod en Smule Musik o.s.v. Paa engang stod denne forunderlig dumt udseende Mand for mine Øyne, tracterende, for at bruge hans eget Udtryk, dette Instrument, som kun min Siæls Øre har hørt, som jeg tænker mig saa underfuldt, og jeg kunde med stoer Møye holde mig fra at udbryde i en høy Latter, og heftede Øynene stift paa mit Strikketøy. En Lykke, at jeg ey faldt paa at see (for at undgaae Synet af den snurrige Sancho Panza Figur) paa Sarotje, som havde netop selv samme Idee som jeg, og sikkert vilde vi da prostitueret og s‹mu›kt begge To.

Molla Windholdt, som hun almindelig kaldes, er rigtig en ret vakker Pige; kun Skade, at hendes naragtige Fader finder det, ikke allene uskadeligt, men høyst ærefuldt, [221] at hans Datter passerer for Frue Baumgartens fortroeligste Veninde, og virkelig i denne Character følger hende paa alle sine ^hendes Udvandringer efter Eventyr. I veed maaskee ikke alle, mine Dyrebare, hvor forfærdelig dybt denne Dame er siunken, saa dybt, at hun endogsaa trodser Skinnet af Velanstændighed. Saa besøgte hun i Sommer flere Gange om Dagen en fangen svensk Underofficer paa Festningen, et ualmindelig vakkert ungt Menneske, forærede ham allehaande, roede ogsaa ud til ham paa Hovedøen, da han arbeydede der, kort, drev det stygge Væsen saa vidt mueligt. Og det arme blotunge Pigebarn var med hende paa de fleste af disse Tog. Jeg siger med den forstandige Frue Pavels, (og ethvert skikkeligt Fruentimmer burde sige og tænke saa) at Frue B: aldrig burde taales i noget anstændigt Selskab; da aabnedes maaskee ogsaa Windholdts Øyne (de indvendige mener jeg. Gud bevar's fra, de udvendige skulde aabnes mere!) som jeg finder det utilgiveligt af Venner og Bekiendte, at lade saa længe være forblindede.

Jeg havde engang en samtale med Wulfsberg i en lignende Anledning, og da sagde han disse mærkelige Ord, som jeg har tænkt, men ikke havt Hierte til at sige: «De kan troe, kiære Moer Koren, jeg er færdig at fraraade alle unge Mennesker jeg kiender, ikke at lægge sig efter Musik. At det berøver dem alt for megen Tiid er maaskee det mindste, og selv at de dyrker Musikken saa lidenskabelig, at de faaer et Slags Afsmag for alt, hvad der ikke [222] staaer i Forbindelse dermed, er ey det værste; men at de derved staaer Fare for at komme i den fortroeligste nøyeste Omgang med Mennesker, de aldrig vilde værdiget et almindeligt Bekiendtskab, om ikke Overeensstemmelsen i denne eneste Tilbøyelighed havde hentryllet dem til hiint, lit foragtelige Væsen, det er det sørgeligste» – Jeg indvendte endnu, at en saadan Overeensstemmelse kunde ogsaa findes imellem andre Tilbøyeligheder. Men han blev ved at paastae, at det ‹…› meget sieldnere var Tilfældet, og af Musikkens Tryllekraft beviste han sin Paastands Rigtighed. Egentlig var her handlet om det andre Kiøn og meget af hvad der blev talt kun anvendeligt paa det, men derom er jeg dog saa temmelig overbeviist, at Frue B: kun ved sin Sang og sit Musik Talent faaer Adgang til hvad man kalder honet Selskab, og at den arme Molla Windholdt, om hun ikke kiendte en Note, havde undgaaet dette farlige, muelig hendes hele Fremtiids Vel nedbrydende Bekiendtskab.

Hvor sørgeligt, at intet, selv ikke det Høyeste, Ædelste og Fortræffeligste, skal blive umisbrugt!

Nu lidt i en anden Tone. For nogle Dage siden var en af de ublu Kornpugere, som der til Menneskelighedens Skiændsel gives flere af, end man skulde formode, hos vor brave Foged, og vilde havt Frieskyds til Vinger for, jeg veed ey hvor mange hundrede Tdr. Byg, [223] som var kiøbt for Armeen, til over 14 ‹Rdr. Tdn› – Fogden bad ham gaae Pokker i Vold, og skamme sig ved blot at nævne en saadan Ting som Frie- eller Transport Skyds for Korn, solgt til en saa skiændig Priis, og søgte, kort sagt, med sin mandige, nu af retmessig Harme end mere opflammede Veltalenhed, at giøre ham begribeligt, hvor skurkeagtigt den handler, som skruer Livets første Fornødenheder op til en saa uhyre Priis, og seer ligegyldig, ogm ey skadefro, sine Medmenneskers Elendighed, seer sine Brødre omkomme af Hunger, imedens de beregner, hvor mange ß de vel endnu kan faae for Potten af deres giæmte Korn o.s.v. «Jeg undte ham godt alt det han fik» sagde min Rikke, «men dog blev jeg et Par Gange heed om Ørnene, naar jeg syntes, Futen blev for slem» Nu, denne Usling kommer da til Vinger, og maae her – smukt lade sit Byg blive der for 8^rd Tønden. Dette er Middelspriis, paastaaer Blücher, og en ß mere faaer han ikke. Det er paa sin melitairsk og det føler Krabaten, og tør ey mukke. Hvordan Regimts-Qvartmestr: Engelhardt, som har accorderet med Kornpugeren, kommer ud af det, veed jeg ikke; men det veed jeg ret godt, at Blücher for første Gang her har behaget mig, og at jeg siger med Oncle Erich: «Ih, du er saa Gu saa bra, jeg inte hadde troet dig til det – »

[224] Alle mine Jomfruer ere udbudne i Eftermidd: paa Caffe og Flødegrød, til en ung Naboekone, som nu er flyttet ind i sin nye Boelig, der ligger saa deyligt oppe i den lille Skov her strax ved. Jeg, min Koren og Sarotje vare der i Gaar Aftes, men da var endnu alting tomt og ingen Beboere der. Der er en eneste Stue, en Kiælder og et Loft. Ak, men boer kun Tilfredshed der, saa er det fuldelig nok.

Uformodentlig kommer min stakkels Ane Stuepige til at reyse til Byen. Hun fik i Dag Brev fra sine Forældre, at om hun vil see sin Broder i Live, maae hun skynde sig, da han ikke har mange Timer at leve i. Hun er nu reysefærdig, er blevet det under Taare. Med hende har jeg skrevet et Par Breve, og er nu ganske træt. Dog har jeg tænkt, at indbyde mig selv paa Flødegrøden i den nye Plads, hvis Navn jeg ^end nu ikke veed, ikke engang om den har noget. Dog en Pudserlighed maae I have, mine Elskte, inden jeg glæmmer den. Melin, som i Dag kom hiem fra Byen, tager nu ind igien med Ane; og veed I hvorfor? For at ombytte en Hat han har kiøbt derinde, og nu ikke finder sig fornøyet med. Sara siger, det er fordi han er bleven forliebt i Presidenten, hvis Godhed og Fiinhed han ikke kan noksom fuldrose. Aarsagen være nu Hat eller Forliebelse, saa er det altsammen – a la Melin.

[225] Søndag 21^de Just som jeg i Aftes vilde gaae, og sagde til Hertel og Vold: «Kanskee Skriveren kommer mens vi er der» fik jeg see hans Kariol komme, og fik høre, han var der alt. (Maja erklærede ham for sin Fange, fordi hun havde kappret ham om) Den unge Kone blev ret glad da jeg kom, men tillige lidt forlegen, fordi de alt havde været til Bords. Vel var der Grød nok igien, men den var kold o.s.v. Den smagte ret godt, og jo mere jeg spiste, jo blidere blev Vertinden. Vi gik siden op i den lille vakkre Skov, hvor endeel smaae runde Høye paa denne Slætte sikkert er Begravelseshøye, og hvor man derfor altiid maae gienkalde sig til Oldtiden og dens Skikke. Der sad vi og strikkede og snakkede. Imens fløy Konen til sit gamle Hiem, og hentede en Hoben Æg, og nu skulde vi have Æggedosis, enten vi peeb eller sang. Der er noget usigelig behageligt i at see sig saaledes beværtet; denne troeskyldige uforstilte Giæstmildhed, som ikke allene giver alt saa giærne, men endog ^{bliver ved at} eftertæn‹ke›, om der ey er meer at komme frem med – for mig har den noget saa smigrende, og i denne Skovhytte var det mig saa partriarkalsk og saa vel, at I aldrig kan troe det. Siden kom Hertel, Vold, min Broder og Munthe, og hele Flokken fulgtes ad hiem. Dog var vi oppe paa min kiære Høy paa Hiemtouren, og jeg inde hos den stakkels Kone i Svingen, som saa villig lædskede min Sally. Hun er nu meget syg, og jeg fik alt for snart Leylighed til at opfylde mit Løfte: at lædske hende igien naar hun behøvede det.

Kl 11 Jeg tænkte ret at leve denne Dag i uafbru‹…› Roe. Først vilde jeg gaae i Kirke, saa tilbringe den øvrige Tiid paa mit Viis. Men saa kom Munthe og meldte, at en ung Grosserer Pretorius fra Kbhn, en Søn af Bogholderen, min Korens gamle Ven, kommer her i Dag tillige med hans Jomfruer, Præstens nemlig. Jeg havde nok en A‹…›nelse, da jeg ellers skulde været paa Plogstad i Dag, men lod min Rikke vide i Gaar, at hun ey maatte vente m‹…› Det giør hun dog nok alligevel, er jeg bange for. I Morgen maaaskee seer jeg hende.

Men med Forfærdelse seer jeg nu, at jeg for en eneste Uge har fuldmalet 12 – gode Gud, tolv hele Blade, fire‹…›tyve Sider – Ney, det begriber jeg ikke selv, hvordan det er gaaet til. Gud give Eder Taalmodighed, mine Venner til at læse, som han har givet mig Færdighed i Fingrene til at skrive dette Vaasehefte; thi med megen liden U‹…›tagelse kan det nok slaaes an til Vaas fra Begyndels‹…› til Enden. De‹t› Eftermiddags Besøg hos Chrysties f E., som medtog her 3, nesten 4 Blade. Men det vil dog bringe Eder til at smile, mine Elskede, og at dømme efter de‹…› Lethed hvormed det i egentligste Forstand flød fra min Hiærne og Pen, vil I læse det til Ende uden at pausere. Det taber virkelig ogsaa for meget, om ey alt, det hele ‹Tog› ifald I ikke giør det med os i et væk.

Maaskee faaer jeg dette bort i Dag, og vil i alt Fald have det færdigt, og tillige et Brev til min elskte Egersøn, som jeg føler har skeet Uret ved at vente saa længe‹.› Dog gaaer dette sin sædvanlige Tour, først til min Maja C.

[227] Søndag Aften Kl 6½ Da de andre gik tilbords i Middags, gik jeg tilsengs. Efter et Par Timers Hvile er jeg blevet bædre, men finder det dog raadeligst, at holde mig i Stilhed. Sarotje spadserer med Jomfruerne (Rittmester Ingiers Datter, en stille godlidende Pige, er med Munthes.) Herrerne spiller Kegler, jeg sidder imens her, hvor jeg dog intet andet kan eller føler Kald til at foretage mig, end netop dette Arbeyde, et af mine Kiæreste. Jeg har nu udlæst 5 Dele af Moritz Magazin zur Erfahrungsselenkunde, hvori jeg fandt meget Interessant, men ogsaa meget «flittig Hilsen» som jeg da a la sal: Jalles, sprang over. En heel Deel synes mig for ubetydeligt til at have Plads heri, skiøndt det lader sig ganske godt læse som Morskabslæsning. Jeg har et Par Gange begyndt paa Klopstoks Oder, men dertil er mit Hoved i Dag alt for svagt, og de fordrer et fuldkomment sundt Hoved. Disse og Moritz Magazin har jeg til Laans fra den brave Pavels, derfor kom jeg til at nævne dem sammen her, som ellers kunde synes Eder underligt.

Pretonius (mit Hierte banker altiid lidt heftigere ved dette Navn: I mit 7^de eller 8^de Aar var jeg saa dødelig forliebt i etn vakker Yngling af dette Navn, dennes Farbroder) er en tækkelig ung Mand, endnu ikke 25 Aar, og alt 5 Aar gift, og Fader til to Børn. Han er tidlig kommet ind i den hellige Ægtestand, et Lod, som ellers sielden treffer Middelstandes Ynglinge, naar man undtager den mere uafhængige Handelsstand og Landvæsenet. Han [228] reyste herop til Norge i Februarj, før Krigen med Sverrig var udbrudt, og har nu været her saa nær i 7 Maaneder. I denne Tour har han omreyst fast hele Landet, som han finder i det hele deyligt, ligesom Tonen paa de fleste Stæder god, Giæstfrieheden behagelig. Kun med Bergen var han mindre fornøyet, hvad ellers ikke pleyer være Tilfældet med Reysende. Dog var det langt fra ikke Mangel paa Giæstmildhed han klagede over; men hans Hovedanke var, at man i alle deres Selskaber saae saa lidt, nesten intet til Damerne. Saa vidt jeg veed, er denne, vist ikke priselige Skik, giængs paa hele Vestkanten. Hvorfor da just udpege mit gode Bergen? Med lidt mere Siæls og Legemskraft skulde jeg nok fordret den unge lystige Kiøbenhavner til Regnskab. Nu orkede jeg blot at spørge ham, da han fortalte, han i Bergen havde lært eller vant sig til at røge Tobak, «om det var for at desennyere sig?» hvad han kun besvarede med et Smiil og et Buk som kunde sige baade Ney og Ja. Han er nu paa sin Nedreyse, som skal gaae for sig paa hvad Maade skee kan. Hans Hiemmelængsel er saa naturlig; og hos en 25 Aars ^gammel Grosserer, om han end ikke var Mand og Fader, kan man undskylde en Heftighed, som ingen uovervindelige Hindringer seer eller tænker sig, naar det kommer an paa, at naae sit Maal.

Hvor giærne, mine Elskede dernede, sendte jeg Eder min Dagbog med Pretorius. Tanken om, hvor det vilde overraske [229] Eder, hvor glade I vilde blive, kunde nesten friste mig til at bede ham medtage den. Men om det saa, dette kostelige Manuscript, gik til Havsens Bund? Ney, jeg lader det smukt blive. Der ligger alt for meget før? Ak! maaskee ogsaa noget, bestemt til mig. Den arme Pretorius jamrer sig saa over hvad der vist er gaaet forloren for ham. Tænk ogsaa, 7 Postsække efter hinanden nedsænkede – Det er for fælt.

I fulde to Timer ventede jeg i Gaar Morges efter Hest for at komme til Plogstad; men Hestene gaaer i Havn en halv Miil herfra, og paa den Maade kom jeg der ikke før henimod Middag, da min Rikkemoer nesten var ude af Vent. End sildigere havde jeg kommet, var jeg ikke taget den meget nærmere, men slemme Fieldvey.

I hvor ofte min elskede Rikke er syg, træffer det dog stedse saa heldigt, at hun er rask naar jeg kommer der. Saa var hun ogsaa i Gaar, skiøndt hun Løverd: og Søndag havde været ussel. Derimod skrantede den gode Fut lidt; men jeg haaber, han i Dag er rask. Tiden gik som sædvanlig forunderlig hastig. Vi drak Caffe og Thee i Haven, var siden lidt ude at spadsere, og i den nye Bygning, hvormed det forter nu ret dygtigt. Om lutter behagelige Ting talte vi ikke, kunde vi ey tale, hvad der vel ogsaa nu omstunder sielden er Tilfældet, og for ømme, deeltagende Mennesker nesten altiid. Gud skee Lov, at vi har hinanden!

[230] Da jeg Kl lidt over 10 kom hiem, havde min Koren alt været hiemme en heel Time, og det efter at have tilendebragt fire Forretninger. Kunde han ikke fortiæne at hedde Hurtigkarl? Han har nu ganske sin forrige Munterhed igien, Gud være lovet! «Det er saa usigelig ængsteligt, naar de Mænd fattes noget» siger jeg af fuldt Hierte med Rikkemoer.

Og Lina er ikke hiemme paa sin Geburtsdag. Hertel tog baade hende og Maja med i Gaar til Gierdrum, hvorfra Skriveren, som i Morgen skal did paa en Besigtigelse over Bygningen, henter Linchen hiem. Maja bliver der for Tegningens Skyld en Tiid. Det kostede Lina hemmelige Taare, at hun skulde være hiemme fra i Dag; men hun havde lovet Maja at følge hende, og Ragna Chrystie at komme derhen, og det Løfte vilde hun ey bryde, skiøndt vi vilde frietaget hende for dets Opfyldelse. Men før hun tog bort betingede hun sig, at hendes og Marias Geburtsdag skulde holdes under et i October.

Hvert Øyeblik venter jeg nu Ane og den naragtige Melin fra Byen. Gud give de bragte mig sundhedvidnende Breve og Budskab fra Gutterne mine! Stakkels Ane har vel mistet sin Broder. Det var min Gudsøn, opkaldt efter min Koren og mig, født paa Mustorp.

Aften Ane er her. Hendes Broder lever og bædres. Mine Gutter ere Gud skee Lov raske, men skrevet har de Krabater ikke. Dog, de ere friske, og alle paa Tøyen. Gud være lovet! Cancelliraad Hartvig er død pludselig – Hvor mange der døer i denne Tiid af vore Bekiendtere. O! [231] tungt savner hver sine. Gud trøste de Forladte, og holde sin Haand over vore Elskede!!

Der var et Brev med saa hiertelig Indbydelse til 29^de August, fra den brave, mig virkelig kiære Wulfsberg. Men det er mig umueligt at opfylde hans Ønske, i hvor lokkende han giør mig det alt. Selv det Haab, at min elskte Egersøn kan komme til ham, er sadt paa Krogen som skal drage mig. For den gode Præsts Skyld kom jeg giærne; men som sagt, det lader sig paa ingen Maade giøre. Ogsaa den velsignede forestaaende Septbr Reyse kommer i Collission med denne, og detn er ikke det eneste.

Denne Dag, neste Mandag, har jeg aftalt Følge med min Rikke til Hasler i Edsvold paa en Auction.

Torsdag 25^de Min Koren giorde mig ret bange i Aftes. Han var paa Gierdrum Præstgrd i en Besigtigelses Forretning, og vi sad oppe til Kl 12 og ventede ham, og han kom ikke. Det pleyer aldrig være hans Skik at blive borte, naar han har lovet at komme hiem. Min Frygt torde jeg ey yttre at de ikke skulde lee mig ud. Jeg var nemlig bange, en af vore Smaae, Maja eller Lina, kunde fattes noget. At Walbohm ey var her i Gaar, bestyrkede denne Frygt: han var maaskee hentet did. I Dag tilstaaer Sarotje mig, at hun var ‹…› faldt paa det samme. Hun er alt for rigtig sin Moders Datter i mange Ting, som det var hende bædre, ey at være det i. Nu er Gud skee Lov Skriveren her frisk og færm; har forladt Glutterne raske og muntre. Men de bleve ey færdige [232] med Forretningen før Kl. henimod 11. Solner var med ham hid, men uden den fameuse Hat.

I Mangel af noget andet og interessantere maae jeg dog fortælle Eder, hvad Navn man heromkring blandt Bønderne giver min Gudsøn paa Vildberg. «Det er ^var et sært Navn» siger de, «han havde, Sønnen hans Wangensten, som Skriverkiærringa vor holdt for Daaben i Sørum. Han hedder Stiv Karl, Fritmod, Skielderup». Og I maae ey troe, det er en Vittighed, en forsætlig Omsætning af det snurrige Navn. Det er reent Alvor. Stig Cato er den Stiv Karl, Frithiof Fritmod. Skielderup vidste de hvad var, og derfor blev det uforvansket.

Først i Dag kom mit siden Søndag færdige Brev til Eger og Pakke til Ejdsfoss, bort. Brevet kunde da ikke kommet bort før i Morgen efter Postens fortredelige Gang; men Pakken kunde min Maja mueligt nu havt. Dog, det er godt, Leylighederne ikke altiid ere saa færdige, som Eders Schreibselige Journalistinde. I fik ellers fast intet Pusterum.

I Gaar fik jeg en Steen fra mit Hierte, fik skrevet og bortsendt et langt Brev til Jomfrue Wold i Bergen, som jeg i saa lang Tiid har staaet i Brevgield hos, siden før Sth:Dag. Jeg regner sligt blandt mine uopfyldte Pligter, som I veed. Og har jeg vel Uret? Desværre har mange af mine Correspdtr. ikke saa øm en Samvittighed. Men I Alle, Elskede, har det. I disse Aftener har jeg, med end mere Interesse end første Gang, læst Endocia igien. Den har mange mange skiønne Stæder, og det er fast umueligt at lægge den bort før man har seet Enden paa den hulde, ulykkelige Athenais's Lidelser, det er, paa hendes kummerfulde, engang saa glæderige, altiid skiønne skyldfrie Liv.

[233] Det er virkelig nødvendigt, vil man have ret godt af den, at læse den to Gange uden stort Mellemrum. Den er, og maae efter sin Natur være grumme indviklet. Slutningen finder jeg mindst fyldestgiørende. Der har den, ellers saa ypperlige Forfatterinde, forhastet sig for meget.

Walbohm har være her. Frue Rohweder er meget syg. Han fandt hendes Tilfælde meget betænkelige; og i denne Tiid er det, synes jeg, dobbelt skræksomt at høre nogen er syg, da Døden i denne begyndende Høst alt har høstet saa mange. Gud opholde den gode Kone og Moder! hun vilde blive smertelig savnet.

Fredag 26^de Hun er i Bædring. Længere kunde jeg, Telja, vi alle ikke undvære Lina, den lille søde Sladdrer. Det forstod den gode Hertel, og er nu reyst efter hende. Men han kom seent bort – først Kl 4 – og Veyret er saa slemt. Hvor det høstes stærkt! og først midt i neste Maaned, siger min Koren, kan vi komme til at reyse, først da faaer jeg see min elskte Maja og Ejdsfoss, og alle og alt hvad mit Hierte alt nu banker saa længselsfuldt imøde –

Jeg har læst i Klopstocks Oder i Eftermidd: Den Time, fra vi har spiist til vi drikker Caffe (undertiden er det mere end een) er saa ganske helliget Læsning, og den alvorligere, som jeg inde iblandt Barna, de Støyende og Spørgende ikke har ret Samling til. Og jeg har aldrig mere behøvet Roelighed og Stilhed for at have mine Tanker samlede, end nu. Mange Gange leer jeg over min Sandseløshed; oftere [234] er jeg fristet til at græde over den. Den tiltager, synes jeg, med hver Dag. Men det var Klopstocks Oder jeg vilde fortælle Eder om. Hvor deylig besynger han Dronning Luises, den ædle elskværdige Luises Død! Mildere end i lang Tiid flød mine Taare ved mangt et Sted. Jeg maatte læse den for Sarotje. Vel mig og hende, at hun har Følelse, dyb Følelse for saadant! Men sielden bryder den ud i Taare, end sieldnere i Ord. Derfor troer mange hende kold, og troer saa ganske feyl.

Jeg er nesten fristet til at udskrive Eder her den hele deylige Ode. Dog, nu kun disse Linier:

Hvor levende erindrer disse Linier mig om min evig velsignede, eviguforglæmmelige Hedevig Augustas Liv og Død. –

Løverdag 27^de Aften Og først nu er det Morgen for mig. Jeg havde en grumme slem Nat; mellem Vaagen og Soven havde Phantasien frit Spil, og mit Onde – stærk Hiertebeklæmmelse – var mig i denne Halvbevidsthed føleligere, end om jeg havde været ganske vaagen. Det blev jeg da Dagen gryede, og ved en stærk Opkastelse skaffede mig Lindring og Slummer. Men Mathed og Ømhed i Legemet har holdt mig i Sengen den største Deel af Dagen. Ogsaa er det et saa afskyeligt Veyr. Min arme Koren, han er vist blevet giennemblødt paa Veyen [235] til Homble. Sarotje kan, i hvor ondt hun har af Fader, ikke bare sig for at lee, naar hun tænker paa, hvordan han tager sig ud i den tykke Lehnsmand Rises Klæder, som han vist har maattet laane. Blev det endda bædre inden han skal hiem igien. Ak, og i Morgen: thi ellers kommer ikke min elskede Rikke med sine Børn. Og vi alle har glædet os saa hiertelig dertil, jeg og Sara især. Ja selv til Hasler Auctionen – hvor jeg ellers aldrig havde tænkt at komme – glædede jeg mig, fordi jeg saa længe skulde have hendes Selskab, fordi hun vist havde saa godt af en saadan Tour[.] Nu blæser det op. Muelig tør det blive bædre.

Tak skee den gode Hertel, som hentede min Lina i Gaar. Han var ikke 4 Timer borte. Og det har giort mig saa godt, at høre og see hende denne traurige Dag, og hun har kiælet saa ømt for mig.

Et Par intetsigende Aviser af 12 og 15 Julj, fik vi i Dag, en skikkelig flau Tiid og D^o Intellg.bl: Men saa fik jeg et godt Brev fra min Maja C, og et naragtigt fra Wilhelm, som nok ved sit Spøg vil forsøde den Ubehagelighed, at han har skrantet en 14 Dagstiid, er nu vel brav, men venter atter en Byld – den 3^die eller 4^de efter ^efter korte Mellemrum – hvorfor han, for om mueligt at forekomme den, holder sig inde.

Og intet Nyt, ingen Bekræftelse paa de tusende, saa omstændelig fortalte Rygter. Mørke og Uvished over alt –

[236] Søndag 28^de Min Rikke kom med alle sine Børn, og slap for Regn, Gud skee Lov, og er rask og munter; og nu skulde I see hende, hvordan hun sidder paa en Skammel og rager om i det nederste Rum i Bogskabet, hvor hun altiid finder sig noget til Trøst og Opbyggelse. Nu toge de Smaae og Jomfrue Heide bort, men i et temmelig stærkt Regnveyr. De kunde ey blive Natten over. Det tegner ikke til godt Auctionsveyr i Morgen. Men jeg har min kiære Rikke her, og er frisk og færm, saa jævner Resten sig som det kan –

Og neppe hører I nu mere fra mig, mine Elskede, før Onsdag, da jeg skal fortælle Eder hvordan det er spendt af med Actionen, som Bønderne kalder det.

Onsdag sidste August. For det første saaledes, mine Elskede, at jeg først nu, Kl. 2, kan fortælle Eder noget om den. Jeg vidste forud, at den Qvalm, Træk og Tummel som er uundgaaelig ved slige Leyligheder vilde have en slem Indflydelse paa mit svage Hoved, og det var mig kun uventet, at jeg intet Ondt følte før i Dag; men saa kom det ogsaa vældigt. Dog, Tak være Dit Raad, min Sally! at gnide de meest lidende Stæder med Mandelolie. Da min Rikke var taget hiem i Morges, forsøgte jeg det, og fik et Par Timers Søvn, og er nu tæmmelig færm; derfor vil vi, om I saa synes, gaae tilbage til Mandag Morgen.

Det saae ikke alt for blidt ud i Veyret; men ikke desmindre toge vi Mod til os, og dette voxede, alt som det lysnede [237] mellem de mørke Skyer. Fore vi da afsted, min Rikke og jeg, Skriveren ^foran som Veyviser paa væsle Røen. Solen begyndte at skinne saa varmt, at vor Indpakning faldt os til Besvær, hvad vi dog i lang Tiid ikke følte, af Glæde over de uventede Solsmiil. Meer end Halvdelen af vor Vey gik igiennem en tæt Granskov, hvori Rægnen havde redt sig Senge saa dybe og brede, at vi neppe torde vove os efter Koren, som syntes at svømme med sin liden Ganger. Dog, det værste var en Bæk, strax nedenfor Gaarden Hasler, hvor vi nær havde væltet, hvor Vandet virkelig, i det mindste forekom det mig saa, løftede Vognen i Veyret. Efter disse og lignende Viderværdigheder vare vi da paa Stædet. Ney, mine Venner, I giøre Eder neppe nogen Forestilling om, hvordan dette Hasler, ud- og indvendig, dets Beliggenhed, alt hvad der tilhører det, er trist og mørkt og skummelt og fælt. Det ligger dybt inde i en Skov, under og mellem Fielde. Gaarden selv, over hundrede Aar gammel, er yderlig forfalden, Lofter, Gulve, Vægge, alting sort. Meublerne, af samme Ælde som Gaarden, naturligviis vel saa brøstfældige som ^den; alt det øvrige svarende hertil. Og dens Eyer, Gamborg (nyelig død i sit 85^de Aar) var engang i Besiddelse af de skiønneste Stæder i Edvold, Mork, det blide venlige Mork blandt andre, hvorfra han flyttede til denne Udørken, det eneste han forbeholdt sig af alle sine Herligheder. Saa underlig kan Mennesket være sindet. Hans 80^ve Aars gamle Enke, en from, enfoldig Matrone, lever der med en Søn og 3 Døttre; 5 andre Børn, deels gifte (den ravgale Præst er een af dem) ere spredte omkring, men vare dog nu alle samlede, paa Een nær; og denne Ene, en gift Datter, undtagen, ere alle de øvrige meer og mindre underlig utækkelige [238] og jeg troer, man iblandt den hele Mængde Mennesker, som var samlet der, skulde, uden at kiende dem, kunde udpeget dem som Beboere af Hasler. At den Gamle intet varmere Ønske har for sig selv, end at leve sine faa øvrige Dage paa sit gamle Hasler, er naturligt. Med Taare, som sveed i mit Inderste, talte hun om hvor tungt det vilde falde hende at forlade denne Boepæl, der i saa lang Tiid har udgiort hendes hele Verden –

«Ynglingens Tilvær bestaaer af Ønske og Haab, ligesom Oldingens af Vaner. Ønske og Haab kan Ynglingen omskifte og afvexle med hinanden; men Oldingen hænger ved sine Vaner som en Østers ved sin Skal. Skiller man den derfra, saa døer den,» siger Kotzebue, og har fuldkommen Ret.

Men jeg giver Eder Haslers og dets Beboeres Characteristik istæden for Fortælling om Auctionen og dens Tilbehør. Dog det hænger sammen med det Foregaaende. Nu kan I vist ganske sætte Eder ind i det Hele. Samle en Hoben Mennesker af alle Aldre, Stænder, Kiøn og saa videre omkring Eder, blandt disse den snurrige ubegribelige Frue Leganger, Mad: Mandahl (som jeg her saae første Gang siden hendes Tilbagekomst fra Kbhn) min godlidende kiære Frue Krogh fra Mork og mange mange flere Bekiendte, see min Rikke nesten stedse ved min Side, hør den arme Hertel skrige sig hæs paa alskens Antiqviteter, kun efter lange Pauser afbrudt ved «Een Skilling bædre – Marka fuld, etc.» – tag saa saa megen Qvalm, Stød, Træk, slemme Damper, som kan være passelig til det øvrige i den fuldproppede Stue, see saa har I det altsammen for Eder, og takker vist Gud, at I kan have det saaledes i Perspectiv. Seer nøye til, mine Elskte, og saa seer I der, nu Malerierne er for Touren, Maria Bebudelse, Jephtas Triumphindtog (han var her giort til Konge) [239] som fik saa tragisk en Ende, (dette kiøbte Rikke til sit nye Kiøkkens eller Gangs Prydelse) Jerusalems Skoemager, som de vare færdige at byde sig ihiel paa, og – Treenigheden, som jeg bød og fik Tilslag paa for Frue Leganger, kostede hele 13 rd. At male hvad der ey lader sig tænke!!! Til min Sarotje, som er en stor Liebhaberinde af Oldsager, kiøbte jeg en Steenkrukke af besynderlig Facon, med trende endnu besynderligere Figurer: 1) Judith med den arme Holofernes Hoved, 2) Haabet, og 3) Lucretia, som støder sig Dolken i Brystet. I maae ey troe, at det er af nogen min egen Styrke og Fornuft jeg saa perfect kan udtyde alt dette. Kunstneren har fundet det lettere at sætte Navnene neden under, end giøre sig selv og andre Hovedbrud med at opfinde og udfinde. Og tager jeg Navnene bort, vil jeg see paa, om selve Magister Nyerup skal kunde udfinde at Damen med det pene snævre Liv og Hængler, er Haabet. Det afhuggede Hoved kunde da passere for Dame Judiths Attributter; men da flere af dette Kiøn har giennemboret sin egen Barm, end afhugget andres Hoveder, kunde man været tvivlsom hvem den tredie Figur med Dolken var, stod det der ikke saa grangivelig. Nok, flere Aarhundrede er det vist, og sine 17 ß – meer kostede det ey – værd mellem Brødre.

Det lider ad Aften (jeg har været ude, har drukket Caffe etc siden jeg var her sidst) og endnu skulde I vide hvordan vi camperede Natten hen. Bedrøveligt nok. Min stakkels Rikke havde slem Hovedpine, og gik tidlig tilsengs. Den brave Hertel havde betinget hende og mig en Seng for os selv, hvad ey faldt i manges Lod – men i samme Værelse stod endnu een, i den, og paa Fladsæng laae, loe og tumlede Frue Rohweder – som [240] nu er fuldkommen rask igien – med sin hele qvindelige Familie, Frue Wærner og hendes Datter, og en Jomfrue Keilhau. Hvor megen Roe vi fik, kan I selv tænke Eder. Dog Gud skee Lov, vi vare raske, frie for Hovedpine, baade Moer Borchsenius og jeg, og selv i Dag var hun det, og tog munter og godt udhvilet herfra til det kiære Hiem, hvor hun dog har en Død (en gammel Mand som var der for at male) at lade begrave paa Fredag. Men samme Fredag venter hun sin Borchsenius's Syster, Mad: Radik, og om Søndagen sin Moer Koren med flere fra Hovind, derfor skyndte hun sig glad hiem til de søde Glutter. Den morsomme Fut kom til Auctionen kort før vi toge derfra, min Koren lidt senere; dog var det saa meget, vi fik see dem, og reyste med fuldkommen lettede Hierter.

Den begynder leyt, Regnen øser ned, og undertiden er det saa mørkt, at jeg neppe kan see. Derfor laae jeg til Kl: 8 i Dag, og er ret udhvilet nu. Først var jeg en Tour oppe, men Svimmel og Utidighed nødte mig i Sængen igien, hvor en halv Times bliid Søvn giorde saa godt. Da vi kom her hiem, var Nellas Borch her. Han fortæller os den store Skade Regnen (det skal have været et Skyebrud) har giort paa Bærum, hvor hele Ankers Jærnværk fast er ganske ruineret. Det skal have været en skrækkelig Scene, hvad man let kan forestille sig. En Mand som Anker kan taale et sligt Tab; men trykkende vil det dog vel blive for Mange, at alt nu standser saa reent. Eyeren af Lysager ved Christiania har lidt meget paa sine Brug; Sandvigbroen er gaaet ud, kort, flere Tønder [241] Guld har Vandet bortskyllet. Gud skee Tak, intet Liv, (hvad ikke kan gienvindes som Guldet) er tilsadt i alle disse Forfærdelser, hvad nesten er utroeligt, men saa sandt som glædeligt. Anker skal bære sit Tab med megen Fatning, fordi, siger han, det var noget, som ikke kunde forekommes. Utaalmodighed nytter heller ikke stort ved slige Leyligheder, men ‹…› det er mig saa frydeligt at see Menneskeheden i sin Storhed hvor og hvordan det saa er, og for denne Fatning Skyld tilgiver jeg Anker meget, jeg ellers har havt imod ham.

Havde Philip den anden – blodige Ihukommelse! – ikke sagt ved Efterretningen om sin Flaades Tilintetgiørelse (den stolteste som nogensinde saaes paa Bølgerne) «Jeg sendte den mod Engeland, ikke mod Elementerne» vilde hans utallige Grusomheder været mig mindre ubegribelige. Dog, hvad er uudgrundeligt som Mennesket! –

Nu reed min Koren, i dette styrtende Regn, paa Jessefolen til Giestad, hvor han har Maanedsting. Og nu tager jeg Afskeed med Eder, elskede Børn og Venner, for at skrive til Lottamoer, som jeg i saa lang Tiid har skyldet Brev. Endnu et. Jeg har hverken havt Rast eller Roe for alle Ungerne her, før jeg tog fat paa at oversætte Eudocia. Derpaa har jeg da begyndt i Dag; men det vil ey gaae saa fort, som med Thekla, det mærker jeg nok dog tænker jeg, at komme ud af det. Lottamoer og Lisebarnet og alle mine ikke tydsklæsende Veninder vil vide mig Tak for dette Arbeyde; denne Tanke, og Tanken om den Fornøyelse Eudocias Giennemlæsning vil forskaffe dem, vilde giøre et langt tungere Arbeyde let.

[242] Løverd: 3^die Den sørgelig vedholdende Regn udbreder Nedslagenhed og Mismod overalt. Ja, sandelig er det tungt, at see den Rigdom, Gud gav os paa vore Marker staae saaledes svømmende (hvad flere Stæder er Tilfældet) og bedærvet af Vandet. For hver klar Skye, for hvert Vindpust takker jeg Gud; men det tykner igien, Vinden døer hen, og mit Hierte sørger. Dog sin Tilliid taber det ikke, sit faste Haab: at alt, selv det, der er vort Jordliv det tungeste, maae tiæne os til Gode. Ogsaa stræber jeg at sætte Mod i de Forsagte; undertiden lykkes det mig at adsprede de mørke Skyer, som hviler, sympathetisk med Luftens, paa de fleste Ansigter. Men oftest fremtvinger mine Trøstegrunde kun et vemodigt Smiil, hvori jeg saa tydelig læser: «Hvad skal der blive af? Guds Haand ligger tungt paa os. Vi leed Hunger og Elendighed, leed taalmodigt, fordi vi saae – syntes at see – Enden paa vor Jammer i Markens Velsignelser. Og nu?» – De Arme! Krigens Rædsler bliver dem nu rædselfuldere, bliver dem maaskee først nu skrækkelig, da Hielp fra lykkeligere Stæder ikke er sandsynlig. Dog, i mit Hierte lyder det uophørligt: Værer ikke forsagte, o! I lidet Troende! Men over mine Læber kommer kun det første.

I Morgen ere vi alle budne til Middag paa Plogstad. Mad: Radik, Fogdens Syster er der. Ogsaa skal der være [243] Begravelse. En gammel Mand, som var kommet did for at male adskilligt i den nye Bygning, har lagt sig til at døe. Altiid skal de gode velsignede Mennesker have Ubehageligheder og Bryderier. Giid de med Indflytningen i deres nye vakkre Bygning fik alting nyt og forandret, undtagen deres eget Selv, deres søde Glutter, kort, alle deres Hierters Forbindelser: det skal jeg meget bede om, maae blive aldeles ved det Gamle

Mandag 5^te Nu har da Gud skee Lov! min Sarotje giort sin første Tour ud, og befinder sig saare vel efter den. Hun kiørte – i Gaar – med mig i den lille Vogn, som er saa styg og saa beqvæm, at hvem der kiører i den ganske glæmmer det første i Følelsen af det sidste. Lina var med Hertel og Munthe, Skriveren reed. Vi havde det herligste Veyr baade frem og tilbage, min Rikke var rask, glad i os Alle. Mad: Radik, som jeg ikke har seet i mange Aar, kiendte jeg ikke igien. Tung Kummer hviler paa hendes Siæl, det seer man, tung, haabløs Kummer – mine Taare vilde alle Øyeblik bryde ud ved at see paa disse, engang saa skiønne Øyne, de mildeste Følelsers Speyl, som nu ikke synes at finde nogen Gienstand paa Jorden værd at hvile ved, ikke engang Taare værd –

Hun havde en Datter, en 13 Aars god, uskyldig og vakker Pige, og en rask lille Dreng med sig. Min Lodviska var sielden fra hendes Side. Ak! at hun selv som Moder til 7 gode, haabefulde Børn ikke vil aabne sig Udsigt til Fremtiids Glæder! Hun kan ikke. Det arme Hierte slaaer ikke mere for nogen Lykke. Gud mildne det for Smerte og Glæde!

[244] Mens vi endnu sad til Bords, kom Ritmester Ingier med sin tækkelige, brave Kone, i Eftermidd. Besøg. For Begravelsens Skyld blev alt seent, saa Kl var henved 7 før vi havde drukket Thee. Her hiemme lovede jeg Sarotje, at tage tidlig og i Lyse tilbage, da det arme Barn, deels ved sit Uheld, deels ved at sidde saa længe inde, er blevet meget frygtsom. Vi stege derfor saa godt som fra Theebordet i Vognen. Men da vi kom ud, vare vi nesten færdige at angre, vi toge saa tidligt bort, da vi i det herlige Maanlys kunde kiørt hele Natten. Imidlertiid havde det blevet lidt længe at vente paa vort kiørende Følge, Hertel og Munthe, som vare komne til Spillebordet, og først kom hiem Kl: halvet. Lina vilde giærne fulgt med Sara og mig; men vi havde intet Rum til hende. Ogsaa hvidskede hun til mig: «Om du ogsaa kunde tage mig med, Moder, saa var ^er det dog bedst at blive til Hertel reyser, for ellers kunde han troe, jeg inte vilde være med ham, og Hertel er saa snild.» Hun fik sig en Luur underveys, og er i Dag i høyeste Velgaaende. Kort før vi toge bort, blev lille Rasmus syg, som satte baade min velsignede Rikke og hendes ømme Mand i Uroe; dog haaber jeg, det kun var lidt Forkiølelse og for megen Sammenblanding i den lille Mave, og at han i Dag er rask. At disse kiærlige, engang saa haardt prøvede Forældre, ængstes ved det mindste som fattes Børnene, vil vist i det mindste ingen Fader eller Moder finde forunderligt.

[245] «I dag har vi Sommer saa varm og bliid» O! fik vi mange slige! dog, nogle faa vare ogsaa Tak værd. Mange vilde glædes ved dem, især naar vi fik dygtig Blæst.

Og i Dag, for 24 Aar siden – det Eventyr maae jeg dog fortælle Jer, mine Børn! Jeg var med min Moder, som havde noget at søge (en Pension) hos den da altformaaende Guldberg, paa Fredensborg. Min Koren og en Fetter af ham var med. Da det var Enkedronningens høye Fødselsfæst den 4^de, og i den Anledning fuldt overalt, var det ikke mueligt at faae Logie paa Fredensborg, hvorfor vi logerte paa Fridriksborg, hos en Bonde. Der besaae vi, den første Eftermiddag, det antiqve Slot og alle dets Mærkværdigheder. Før vi bleve færdige dermed, var det seent; ikke desmindre kunde jeg ey modstaae min Længsel efter at besee Slotshaven. Naturligviis fulgte den unge Secretair mig, naturligviis blev Fetteren af dobbelt Galanterie, tilbage hos min trætte Moder. Haven ligger, som I maaskee ikke alle veed, mine Elskede! et Stykke fra Slottet. Veyen did gaaer først igiennem de skumle, tildeels med sorte Piller indhægnede Slotsgaarde, hvor i et af de gamle Taarne Fangerne skreg, sang, og bad om Almisse, stikkende de mavre knoklede Hænder giennem Hullerne paa den tykke Muur. Det gysede i mig, og rapfodet skyndte jeg mig giennem den lange Allee, men standsede ved Haveporten, og det var, som holdt een mig tilbage. Jeg vilde trodse denne ugrundede, i det mindste ubegribelige Frygt, og gik ind; men havde det giældt mit Liv, kunde jeg ikke overtalt mig til at gaae længere end i en af de yderste Gange, hvor [246] jeg havde Slottet i Øyesyn, som laae for mig, omgivet af dybe Grave, ^{dets høye Taarne} omsværmet af melancholske Ravne, hvis hæse Skrig gienlød i mit Inderste. Paa engang blev det mig aldeles uudholdeligt, og hverken Korens Bønner eller Spot kunde holde mig tilbage. Jeg var saa mat, at jeg et Øyeblik maaatte hvile mig paa en Bænk, og saa rev jeg ham med mig til Udgangen. Og der – vi havde neppe været ti Minutter i Haven – sad nu et Menneske paa en Bænk lige ved Porten, Hatten ned over Ansigtet, og som det lød, i dyb Søvn. Sagte, med tilbageholdt Aandedræt, som var det Dødens Engel jeg frygtede for at vække, sneeg jeg mig forbi, trykkede mig tæt ind til Koren, og fordoblede min Iil, uden at føle mine Knæes Skiælven, mit Hiertes voldsomme Bankning. Koren fortalte det altsammen til min Moder og Fetteren, og nu hialpes de ad at udlee mig. Neste Dag reyste vi til Fredensborg, hvor jeg i Nordmandsdalen læste Einar Tam‹b›eskiælver (medens min Moder var hos Geheimeraaden) saae der den gode, da alt i Bund og Grund nedbrudte Wessel for sidste Gang, og tog tilbage med mit Følge henimod Aften. Da vi kom til vor blide manerlige Vertinde, fortalte hun os, der havde været saadan Larm og Eftersøgning efter en af Slaveriet undveget Svenske, som i Malmøe (troer jeg det var) havde begaaet to Mord, og sadt Ild paa en Herregaard. Kort, efter hele Beskrivelsen var dette Uhyre den samme, for hvem [247] min venlige Skydsaand advarede mig saa eftertrykkelig i hiin ubeskrivelige Angst. Tænk Eder, om vi havde gaaet dybt ind i denne eensomme, skumle Have, hvor Morderen i flere Dage skal have opholdt sig, hvad kunde ikke forestaaet os? Skrækken, det mindste og visseste, kunde allene været dræbende. Thi hvad havde denne Ulykkelige at vove? En Misgiærning mere kunde ikke forøge hans Straf eller hans Fortvivlelse. Nu loe de ikke mere, spottede mig ikke mere, nægtede end ikke længere Ahnelsers Tilværelse og Betydning. Alle muelige Skræk-Scener gik i et Øyeblik, og siden hele Natten, forbi min Siæl. Mit Blod var i heftigt Oprør, og syg og nedslagen, skiøndt i Følge med Koren – ak! maaskee end mere derfor kom jeg tilbake til Kbhn –

Lidt efter jeg og Sarotje var hiemkomne, rullede en Vogn ind i Gaarden. Det var Forvalter Krefting og hans Svoger, Lieut: Holler. I Middagsstunden kom Fetter Chrystie her, og meldte sine Fruentimmer og min Maja. Der er de –

Tirsd: 6^te Skiøndt jeg nu i to Netter ikke er kommet i Sæng før Kl: 1, er jeg frie for Hovedpine. Denne vigtige Nyehed vil ikke være Eder saa ligegyldig endda, mine Elskede! Det leye Spil! Der sad den gode Moer Chrystie og alle Børnene i Aftes reysefærdige, men det tog ingen Ende. Endelig kom de afsted over Midnat. Min Maja fulgte med igien. Koren kom ikke hiem i Aftes – Nu tager Krefting og Svoger bort, med en heel Ladning Bøger til de stakkels Ekholms, som ingen anden Opmuntring har end Bøger, og de gode Kreftings vennehulde Omgang. –

[248] Torsdag 8^de For saa vidt er da den kiære Ejdsfosstour bestemt, at der er skrevet til Lotta Moer og Sally Barnet og med dem aftalt det nødvendige. I Morgen 8 Dage begynder den velsignede Reyse til Tøyen, hvor det videre skal overlægges; dog skal min Maja C forinden vide noget herom, at hun glad kan møde sine Elskede paa Strømsøe. Jeg hørte længe intet fra Dig, Du Dyrebare! det samme klager vor Sally i sit Brev forrige Løverdag. Du er dog frisk? O! Gud forbyde, en eneste mørk Skye skulde trække sig hen over de lyse Udsigter, som aabner sig for hvert af mine Blik! – Sarotje er saa flink – og fra den Kant, jeg tilstaaer det, frygtede jeg meest – og har alt i flere Dage syet rask, kan kaste Bindet, og bøye Armen nesten i alle Stillinger. Jeg bliver tidt ængstelig over hendes Raskhed; men Walbohm siger, hun har været overmaade taalig og forsigtig, og kan derfor nu sikkert giøre alle disse Experimenter.

Med Kornhøstningen gaaer det smaat; dog gaaer det, Gud skee Lov! og Haabet lover det alt bædre og bædre. I Dag tager min Koren bort, til Hurdalen og Edsvold – paa hiin Side Minnesund – og kommer ikke igien før Løverd: aften, maaskee først Søndag. Og Eders Moer Koren? Strikker, syer, læser lidt, oversætter Eudocia saa det ‹…› ^{har Skik,} spadserer, sladdrer, osv – og tænker under alt dette, selv ved anden Giennemlæsning af den elskværdige Karamsin, ja oftest maaskee under denne Læsning; paa de dyrebare Fraværende. Ja, det er et elskeligt Væsen den Karamsin. Hans Bekiendtskab har jeg Eder at takke, elskte kiøbenhavnske Døttrene mine! og takker Eder det af moderligt Hierte –

[249] Fredag 9^de I Nat, syntes jeg, var jeg, med min Maja Cappelen, Sally og Sarotje, i Følge med vor troe lollandske Ven, Dall, paa Veyen, som jeg formoder, til Kbhn. Men ak! et dybt Vand, hvor hverken Broe eller Færge var til vor Tiæneste, nødte os til at vende tilbage, efter at den her, som i det Virkelige, saa hiertelig velvillige Lollisk havde giort alle muelige Forsøg at hielpe os over, men forgiæves. O! min Drøm er kun alt for sand: hverken paa den ene eller anden Maade er det mueligt, at faae høre ^see eller høre noget fra Eder, I Dyrebare dernede. Britternes Helvedondskab har afskaaret Broer og alt, som forbandt Norge med det systerlige Danmark. Kun det Baand det hellige Baand som binder Nationernes Hierter, skal hans Diævlemagt ikke naae, hans afskyelige Guld ikke over skiære. Ligesaa lidt, som Frastand og Taushed – skulde denne end – (det Gud forbyde!) vedvare uafbrudt flere lange Aar, kunde giøre nogen Forandring i det ømme Venskab, som forener Eder, I Elskede dernede! med Eders Moer Koren – forener os for Tiid og Grav –

Naar det Virkelige giver mig saa lidt Stof for min Dagbog ^{som nu,} maae I tillade mig, at tage min Tilflugt til det aldrig udtømmelige Phantasierige, som aabner sig for mig, hver Gang jeg lukker mine Øyne. Endnu vare vi ikke af hiin Forlegenhed ved Vandet, da Moer Cappelen spurgte mig: «Men hvor kan det komme sig, Moer Koren, at aldrig nogen endnu har givet Schiller et Slør af Maanskin?» Hvor han nu er, behøver han intet Slør, svarede jeg, og vaagnede, ved et Stød af Vognen, som arbeydede sig op af Bølgerne. [250] Men jeg slumrede snart ind igien, for at vækkes af Taare. Det var det sørgelige Gamle, kun denne Gang mere omstændeligt: Jes og Vilhelm vare syge. Jes kom, han var uden Fare, men Vilhelm meente man, havde Tæring. Jeg kunde ikke komme til ham, alt holdt mig tilbage. Jes trøstede mig, og forsikkrede, det var kun Forkiølelse. Men den fraværende Moder trøstes endnu vanskeligere, end den nærværende – og til ham kunde jeg ikke komme i hvor meget jeg stræbte, og vaagnede i denne Kamp, svedt og i Taare. «Det betyder Glæde», forsikkrer Nella med den meest prophetiske Mine, hun kan paatage sig. Det betyder, haaber jeg, slet intet. Den megen Sygdom og de mange Dødsfald i den senere Tiid i Christiania, kan nok skabe frygtelige Drømme endogsaa i en dertil mindre forbered Siæl end min. Gud skee Lov, Sygdommene ere nu standsede, Dødsbudet hviler – giid længe! Fra mine Gutter hører jeg, i det mindste engang ugentlig.

Sarotje og Nella ere tagne til en Væverkone, en Miils Vey herfra. De bliver saa længe borte; men at I ikke atter skal kalde mig en Drømmerske, fortæller jeg Jer det kun saa løseligt. I Gaar vare de og Lina i Besøg hos de gode Mørkes – og i Dag 8 Dage er min Koren, hans Sara og jeg paa Veyen til Tøyen, og siden – O! bliv kun frisk, min Sally! og lad intet hindre Dig, Lotta mi! Og du, kiærlige gode Fader heroppe! byd Sol og Vind tørre vort Korn, at vi tør kalde den Rigdom, du udbredte over vore Agre, vor! Med end gladere Hierter iler vi da de ventede Glæder imøde. Din Villie skee! da skeer, hvad os er godt og gavnligt.

Nødig vilde jeg begynde et nyt Bind af min Dagbog med Klager. Men da den nu engang er bestemt til at giæmme alle mit Hiertes Tanker og Følelser – for saa vidt jeg selv bliver klog paa dem, og kan gribe dem i Flugten – saa maae I ogsaaⁿ²⁴ vide, mine Elskede, at ogsaa min Taalmodighed begynder at trættes ved Veyrets sørgelige Ustadighed. Et Par Dage var det saa roeligt og saae saa ønskeligt ud. En Dags Blæst, og vi havde havt det deyligste Loeveyr, som de her kalder det, vort Korn godt i vore Lader. Men i Nat vaagnede den styrtende Regn mig, og saa tænkte jeg paa min stakkels Koren som i Dag skal gaae og vade en heel Skovstrækning op, og paa det stakkels Korn paa Marken, som maae ^staae stille og ingensteds kan komme.

Og intet Ombytte fik jeg Skriveren til at tage med sig. Der var jo ingen Muelighed i, det atter skulde blive ondt Veyr: Kragen fløy saa høyt, Solen gik ned i en Tørke spaaende Skye, kort; alt lovede vort beste Haabs Opfyldelse.

Min Lotta har været syg. Jeg fik Brev fra hende i Gaar; men hun er Gud skee Lov bædre, og færdig at følge med os til Dig, elskte Maja! hvor vi ogsaa skal see Egervennerne; thi neppe seer vi dem denne Gang i deres kiære Hiem. Om nu kun Veyr og Føre ikke slaaer sig alt for ræbælskt. – Ney, i Dag seer ogsaa alting mig saa mørkt ud, og derfor bort med Dagbogen til det lysner!

[2] Eftermiddag. Et Brev fra min Moer Cappelen fuldt af Haab, Længsler og Ønsker, dem Gud til alles vores Glæde vilde opfylde! Et fra den gode, vennekiære Frue Bergh, ganske det Modsatte af den anden Majas: Hendes Børn ere syge, fra sin Mand hører hun intet – og saa i Aviserne den sørgelige Anmældelse fra den beklagelseværdige Præst Bassow i Tryssild – den unge, elskværdige Kones, Moders, Datters, Venindes Død –

Arme forladte Mand og Fader! Arme uskyldige Smaae! Mit Hierte bløder saa inderligt med og for dem. Jeg kiendte hende nøye, jeg veed, hvad han, hvad hans Børn har tabt. Saa snart fulgte hun sin Syster, den unge ogsaa tækkelige, ogsaa gode Madam Lassen. Men du, fromme, elskelige Christiane Krog, du var mig kiær frem for mange. Med Flohr sendte jeg hende saa mange Hilsener, glædte mig saa til, ved ham at høre fra hende – og nu! –

Søndag 11^te Vi har comuniceret i Dag – Hr. Munthe var ^er her ved Kirken. Det var en i Sandhed god, moralsk Præken. Gode Exempler ere vel upaatvivlelig den kraftfuldeste Opmuntring til at handle vel – Det har kostet mig mangt et Suk, at min Wilhelm ikke har en eneste Gang i Forening med mig, sin Fader og Sara, knælet for Altaret. Det samme bliver det ogsaa med Jes. Kunde jeg engang have dem Alle saaledes om mig, om mig og deres Fader, hvor glad og rørt skulde da mit [3] Hierte udbryde: «Fader! her er jeg, og de Børn, du haver givet mig!» Maaskee min Wilhelm neste Aar, før han forlader Norge, knæler saaledes ved sin Faders, som Sara ved min Side. Det bliver da for første – ak! og hvem veed, om ey for sidste – Gang! – Ney! Andagts Forstyrrelse var ikke i disse Tanker, det følte jeg. Kan en Moders Andagt være varmere, inderligere, end naar hun beder for sine Børn, tænker sig deres hele tilkommende Lyksalighed uadskillelig fra sin egen, kun et med den?

Tirsdag 13^de – Endelig har vi en stadig god Dag – maatte den kun faae mange Efterfølgere! Den saa længe savnede Soel lokkede mig med mit Strikketøy, et lille Lina Ærme, ud i Haven, og der sad jeg, til jeg troede, det ikke var godt at sidde der længere. Hvert Vindstød, selv de sagteste, rystede det gulnede Løv ned over mig, og nu flyttede jeg mig efter, som før – ak ^for saa kort siden, fra Solen. Hurtigere end mine Fingre aftog Maskerne, fløy Tankerne fra Gienstand til Gienstand; men det Maal, hvorved de standsede, var Ejdsfoss, hvor jeg i Dag 8 Dage, maaskee ved denne Time – Kl 5 – er i dine Arme, elskte Maja, omgivet af de mange flere velsignede Væsner. O! det er en kostelig Forestilling! Fik du kun rigtig mit i Dag afsendte Brev, Du Gode! dog, os faaer Du alligevel, og veed vi kommer, om end ikke bestemt Tiden – saa vi ey forfeyler hinanden. Det giorde vi engang, og det haaber jeg, skal ey skee oftere –

[4] Min Koren har i Dag kiøbt en Ridehest, som skal giøre sin første Tour med ham til Tøyen, Strømsøe og Ejdsfoss. Da den kom hid, blev den af en gammel Indlægs Mand vi har, indledt i Drengestuen, hvor han tracterede den med Salt (maaskee ogsaa læste over den)ⁿ²⁵ og nu er der ingen Tvivl om, den maae trives. Den samme gamle Hans, som er halt og lam, kom engang i Fior Sommer humpendes her forbi mit Vindue med en af Hestene, han ledte til Vands (Heste, maae I vide, ere af alt i Verden hans eneste Kiæledægger) og sang: «Fryd dig ved Livet i dine Dages Vaar» – Det var mig saa besynderligt, I ey kan troe det; men latterligt var det mig ikke. O! der lever ingen Skabning, som jo har noget, at glæde sig ved. Stakkels vanføre usle Hans har sine Heste, et Insect har sit Blad, og deres Ønsker gaaer ikke videre. Hvor mange kan sige det? Ikke den Giærrige, som stedse fattes flere Tusinde til flere Millioner; ikke den Ødsle for hvem alt forslaaer som en Draabe i Havet – og, hvor mange ikker kunde jeg saaledes vedblive at opregne Eder! – «Glæd dig ved Livet!» – stakkels Krøbling! dine Dages Vaar er længe siden forbi; men det har du ikke mærket, fordi du har haltet hele Livet saa jævnt igiennem, og den ene Dag været den anden saa liig. Og nogen egentlig Vaar har jo dit Liv heller ikke havt: Altsaa seer du heller ingen Høst og Vinter med Sorg imføde. Saa sandt er det: «at den aldrig græd for Guld, som aldrig Guld eyede.»

Torsdag 15^de I Gaar kom Mennesker ret faldende ind i Huset her. Da vi havde spiist, kom Maja ind fra Gierdrum. Hun kunde ey føre over sit Hierte, at lade os reyse uden at have sagt os Farvel, og nu bliver hun hiemme, da hendes unge Lærerinde erklærer, hun herefter godt kan hielpe sig [5] selv, og lover, at see til hende imellem. (Hun og Telja gik nu til Houg, for at see, hvordan der staaer til) Saa fik vi see en rødklædt Person komme travende, det var Lieutenant Gill, som har været her paa Contoiret.ⁿ²⁶ nu Sidenⁿ²⁷ Feydens Begyndelse ^{har han} lagt i Høeland, og skal nu til Vinger. Han har, som sine ^hans fleste Kamerater, lidt ondt, arme Gut! og nu forestaaer en vel ikke for behagelig Høst og Vinter. Kun et Par Timer opholdt han sig her, fik en Melon og nogle Chocoladekager – det eneste han kunde føre paa sin Hest – at tractere sig og Fabritius med, og jog saa afsted, og saae tit tilbage til det roelige Hovind. NB Han var alt herfra, før han tog den røde Kiole paa. Den tredie, som kom, var unge Smith, min gamle Provstes gode, men yderlig svage Søn; og endelig en Fyr, som ingen af vidste eller fik mere at vide om, end at han hed Nerdrum, og vilde tale med Sorenskriveren, som først ventedes og kom hiem fra Edsvold seent paa Aftenen. Jeg tænkte paa det snurrige Besøg i Vinter paa Eydsfoss, hvor et ungt Menneske, som ingen kiendte, kom reysende, blev modtaget med den der sædvanlige Giæstmildhed, gik længe taus, og som man tydelig saae, i Forventning, spiste Frokost, svarede et enkelt Ja og Ney paa vore enkelte ligegyldige Spørgsmaal, og henvendte sig endelig til Fader Cappelen, spørgende: om han ikke var Forvalter der? «Det er jeg just ikke» svarede Don Pedro med sin morsomme Mine, «mit Navn er Cappelen.» Nu ventede vi naturligviis det skulde kommet til giensidig Erklæring; men han blev fremdeles taus. Der kom nu flere af det den Dag indbudne Selskab, og efter en god Times Forløb tog den stumme Person sin Hat, bukkede, og – borte var han, og vi saae giættende paa hverandre. «Hvem var han [6] du?» «En frier, mine Børn, til Forvalterens Datter, som formodentlig neppe kiendte sin Donna ret engang, og for Resten maatte være et besynderligt Slags Menneske. Og nu til H^r Nerdrum igien. Han ønskede at komme her paa Contoiret, hvor jeg dog ikke troer, Koren for det første antager flere.

Vi har nu det ønskeligste Veyr, især i Dag, da den Taage, som før har vedvaret til over Middag, adspredtes tidlig i Morges ved lidt Blæst, det vi nu af al Slags Veyr behøver meest. Mangt et velsignet Læs Korn kommer i Dag under Tag, og for her ogsaa skal komme nogen flere, opsætter vi vor Tøyen Tour til Løverdag.

Fredag 16^deAlt er færdigt til Reysen, alt indpakket undtagen disse Blade, som, det forstaaer sig, skal giøre hele Touren med. Først Søndag kommer min Koren efter, som i denne hele Uge ingen Dag har været hiemme, og ogsaa i Morgen har Forretninger.

Gud skee Lov for det gode, det saa ønskelige Veyr! Vel seer det i Aften mindre godt ud, end i Gaar; men jeg har den Troe, det endnu vedbliver at være godt en Tiid. Det meste Korn er dog nu sikkret, eller bliver det snart O! hvi ere vi dog strax saa forsagte, vi lidet Troende!

Det var en Pause, en af de største, der har været, og, jeg haaber det, nogensinde vil blive i denne mærkværdige Journal. «Havde du maaskee glæmt disse Blade paa Tøyen? kiære Moer Koren!» ney, mine Elskede! de fulgte mig troelig. Men Hiertet har i al denne [7] Tiid havt saa meget at tage vare, at der ingen Pause, intet Mellemrum er blevet, hvori de tit utaalmodige Fingre har kunnet komme i Bevægelse. Nu vil jeg see at byde dette «Stille» imens jeg forsøger at indhente det Forsømte, eller dog endeel af det, og uden at kaste et Blik til nogen af Siderne, gaae tilbage til

Løverdagen den 17^de September, da jeg, Sarotje og Telja, i det herligste Veyr, med alt efter Ønske, kom her til det kiære Tøyen, hvor vi fandt alt ved det Sædvanlige, den brave President undtagen, som jeg ved første Øyekast fandt at være meget forandret, meget svag. Ikke desmindre havde han sin fulde Aandsmunterhed, og endskiøndt han Søndagen var endnu slættere, tvang han sig, og vilde paa ingen Maade vide af, at Lottamoer skulde opsætte den Tour, hvoraf hun i saa lang Tiid havde lovet sig saa megen Glæde. Virkelig var han ogsaa Mandag Morgen ulige bædre, og vi takkede Gud eenstemmige, fordi vi kunde tage bort med saa lette Hierter. Vi lykkelige Kortsynede! Min Koren kom Søndag aften, da her havde været alskens Visitter, og lille søde Sara B: Mandag Morgen, ganske forpustet, da hun havde lidt Skibbrud paa Veyen. Dog, det forvandt hun snart, og uden nogen Hindring videre, satte vi os, efter Afskeden med den til Byen kiørende President, og vore hiemmeblivende Jomfruer, Kista, Telja og liden Hanna (mine Gutter, som havde travlt til Examen, saae vi kun et Øyeblik de forrige Dage) Moer Bull og jeg i hendes Phaeton, begge Saraerne i hver [8] sin Kariol. Dog, før vi forlader Tøyen, mine Venner, følg mig endnu engang tilbage did, tilbage til Løverdag Eftermiddag, jeg kom der. Foruden Presidentens mig saa betænkelige Forfatning, var der endnu en Ting, som nedslog mig saare meget. «Mad: Biltzing er overmaade syg» sagde den forstandige Kista Hertel, lidt efter jeg var kommet, «der tvivles om hendes Liv.» Uagtet det forberedende heri, vidste jeg strax, hun var død; men havde ey Mod til at høre det bekræftet. Dagen efter kom den sorgfulde moderløse Zarine, og giensidige Taare var i lang Tiid vor eneste Samtale. Gud trøste det kiære, nu saa eensomme Barn! og det vil han. Hun har en øm Syster, men uforsørget som hun selv, dog raskere, og mere skabt for Verden med alle dens Storme og Omskiftelser. Fra Broderen hører de intet. Mange Erindringer om denne engang saa elskværdige brave Yngling, hvis Fremgangsmaade nu er os saa ubegribelig. ^Tanken om det skrækkelige Øyeblik, naar han erfarer den gode retskafne Moders Død, naar denne Tidende vil falde med dobbelt Vægt paa hans Siæl, fordi han ikke ved en eneste Linie nu i meer end et Aar har forsødet hende de sidste Dages Bitterhed, alt dette sammenpræssede mit Bryst, saa jeg neppe kunde aande. Men Guds rige Velsignelse over Forvalter Wetlesen, (i hvis Huus hun boede og døde) over hans hele Familie, for den troefaste, uafladelige Kiærlighed de har viist den Afdøde, og nu viser hendes Datter – Amen!

Imod Aften, Løverdag, kom Aessor Debes, en brav ung Mand, og Capitajn Giedde, som I jo alt kiender, Elskte, som Presidentens og tildeels som min Yndling? her, og før vi kom var den gamle General Strikker her, en snurrig Compan.

[9] Med Giedde talte jeg længe om min dyrebare Rikke, hvis hele agtværdige Familie han saa nøye kiender, og bad ham til Fadder i Høst paa Plogstad. Han lovede at komme, saa fremt det blev mueligt, og min Rikke vil give mig et varmt Kys, og hendes H^r Gemahl ogsaa vi de mig Tak for denne min selvtagne Myndighed.

Presidenten, Giedde og Debes havde en fornøyelig Lhomber, medens Frue Lotta, Generalen, Mad: Bull (jeg har glæmt at sige Eder, at denne Madam, Præstens Enke, som jeg slet ikke under det Navn hun bær, var her, og havde været her i 14 Dage) og jeg arbeydede paa en Treset, som den tydsk- russisk- fransk- norske Generals Sprog og Manerer giorde heel lusteligen, Enkemadamens jammerfulde Spil og løyerlige Vimsvæsen ^endda frarægnet.

«Men saa kiør i Guds Navn da, og lad ikke de arme Heste staae og slæbe sig ihiel paa Kariolerne, kiede sig for Phaetonen, og – hvordan kommer Skriveren frem?» Til Hest, mine kiære Utaalmodige! og nu har vi alt forladt Ravnsborg, hvor vor Moer Cappelens Hest og Kariol mødte Sally, og en lille Sæddel sagde os: at hun og hendes Don Pedro vilde møde os paa Strømsøe; men sagde tillige, at hun ikke havde faaet mit Brev, som jeg da siden fik vide, var blevet bortkastet af den samme Nerdrum, som I nok mindes, satte os saa i Forundring ved sin tause Nærværelse. Lykkeligt, at Sallys kom rigtigere frem! Og saa gik det end fornøyeligere ved denne [10] Vished, for det første til Gillebek, hvor vi ikke fandt de forrige godmodige tækkelige Folk, men et Par unge mere moderne og mindre efter min Smag i alle Maader, ikke at tale om at de toge henimod 2^rd for nogle faa Kopper Caffe og Græs til 4 Heste. Og nu ned over de tryllende Paradiisbakker, hvor Lotta mi, som første Gang kom denne Vey, var lutter Øye. Det hører til en af mine virkelige Fornøyelser, at være i Selskab med, være sig Mand eller Qvinde, kun de har Sands for Skiøndt og Godt, ved slige Leyligheder: jeg gienføler da saa aldeles, giennyder, som var det første Gang denne eller disse Gienstænde viste sig for mig. Nellas Borch kom til os, da vi skulde over Elven fra Bragnæs til Strømsøe, og blev med over. Det var mørkt, blæste lidt, og de 5 Heste begyndte at røre sig vel meget. Anledning meer end nok til at forskrække den arme Sarotje, som siden hiin Fare over Vordingborgsund til Falster, har faaet en stoer Rædsel for alskens Seylads. Længe efter vi vare paa Land; skialv hun, men nu stode vi i den glade favnende Kreds, som den fast mageløs tænksomme (for at bruge Hermelins Udtryk) Maja mi havde forøget ved at indbyde Ovidia Holbye, Sarotjes Barndoms Veninde, ‹…› ^til vor Modtagelse. Snart var Lottamoer ligesaa lidt fremmed i Huset som jeg, og Aftenen gik som den altiid er gaaet for mig der, kun alt for hastigt, og Morgenen kom, og vi hilste den med een Tanke: i Dag seer vi Ejdsfoss, og det kiære Thrinebarns og vor Majas tvende nye Døttre, Petronelle Cappelen fra Schien og Barthe Thank fra Fhld. I Dag hilser jeg mit Ejdsfoss; der bliver jeg først ret Hhiemme; thi først der har jeg dem alle, tænkte jeg, og Hiertet bankede som det ved [11] saadanne Monologer altiid pleyer, stærkere og stærkere. Men med et stod den i Sorgens og Sørgefloret indhyllede Zarine for mig, de ophovnede Øyne fastheftede paa den sorte Vogn, som nu forsvandt for det stirrende Blik, der vendte sig for sidste Gang og i trøstesløs Jammer fra de elskede Levninger – og til mig. Hvad jeg læste i dette Blik – derom maaskee mere en anden Gang.

Vi spiste et ordentligt Middagsmaaltiid under Navn af Frokost, før vi fortsatte Toget til Ejdsfoss. Sarolje tog min Plads hos Frue Lotta, Sally beholdt sin i Kariolen, og jeg sad hos min Maja – Skriveren var forud til Hest bestandig – Don Pedro, som først skulde komme Dagen efter, lovede os godt Veyr, imod Løfte om det samme følgende Dag; men vi holdt vort bædre, end han sit; thi neppe havde Sally raabt: «holdt, holdt!» og vi hørt hendes Kæremaal, som hverken bestod i meer eller mindre, end hendes Kufferts Tilbagestanden i Strømsøe, før Himlen selv græd enkelte men tunge Taare over det kiære sandseløse Barn, og fra Veierud, hvor vi til Styrkelse over Bergstien drak os en fornuftig Kop Caffe (efter hele Veyen at være qvæget med Pærer og Blommer) og til det kiære Maal for vor Reyse, græd Himlen uophørlig over Sally's glæmte Kuffert, saa det ordentligt var en Smule ængsteligt især ud over de bratte Bakker, hvor Mathias, saa giærne han efter vor Anmodning vilde, ikke kunde holde de muntre Heste, der, ligesom han selv, ere oplærte af deres flinke hurtige Herre, for hvem ingen Ting gaaer for snart,og kun saare faa snart nok.

[12] Brav vadskede, alle, undtagen Maja og jeg, giennemblødte, kom vi til det vakre, selv i Regnen blide Ejdsfoss, hvor de tre hulde Pigebørn saa hierteligen havde længtes efter os, uagtet den forudkommende Skrivers Forsikring: at vi ey kom den Dag. Men var han end mere øvet i at sige Usandheder, vilde han dog ikke bragt det videre her. De velsignede Unger fik travlt med at afføre os de dryppende Klædebond, og da jeg var først færdig, fordi det ey var trængt giennem min gode Cavay, qvægedes jeg ogsaa først ved Thrinebarnets deylig fonderte Thee og hiemmebagte Kartoffelkringler og Tvebakker.

Moer C og jeg havde væddet om, at vor Egerprovst skulde komme eller alt være paa Ejdsfoss den før vi. Det var han ikke, men kom, og saa vandt jeg. Ovidia Holbye kom ogsaa tilligemed sin lille Eleve, Jomfr: Carlsen, og Gud veed, hvordan de i det tykke Mørke og øsende Regn kom vel frem. Egersønnen var kommet til Baads. Lisebarnet torde ey vove sig ud, som vel var, da hun neppe havde taalt det haarde Veyr.

Og som paa den vakkreste Vaardag smilede Solen over den skiønne romantiske Egn, smilte til Majas Dag og til mig, [13] da jeg staaende i Vinduet skrev ovenstaaende Linier i Matthisons Digte, en lille Geburtsdagsgave, som jeg vidste, min elskede Moer Cappelen vilde vennehuld modtage.

Saa samledes vi til Glæde, reen uskyldig Glæde. Hver ofrede sin lille Gave til den elskede Nyefødte. Blandt disse ^Gaver var en Kappe fra det kunstige Thrinebarn, hendes egne Hænders Arbeyde altsammen, og altsammen skiønt til Fuldkommenhed.

I vor Morgendragt giennemvandrede vi den deylige Lund, hvor enhver Plet er saa godt nyttet, hvor Harmonie og Simpelhed overalt møder og smigrer Øyet, uden nogensinde at trætte det ved Overlæsselse. Kunsten har gaaet saa beskeden, som det sig sømmer en yngere Syster, Haand i Haand med Naturen; den enes Spor er intet Steds tilintetgiort ved den andens.

I det pene, blot ved sin Simpelhed zirlige, og til Hvile indbydende Badehuus standsede vi længst, fordi det ikke er godt at rive sig løst fra; og saa i en mørk Grotte ved et Vandfald, som nu hedder Christianes Grotte, og er min til evig Arv og Eye. Fra de andre viinkende Bænke og Løvhytter maatte vi for denne Gang tage Afskeed saa godt som i Forbigaaende, da vi endnu havde en Tour tilbage, ned i en saa kaldet Fiskerhytte, som jeg er stærkt fristet til at holde for noget af det meest tillokkende paa dette deylige Sted. Detn er bygget ud i en Søe, kaldet Bergvandet, som halv indcirkler hele Ejdsfoss, der paa den anden Side er omgivet med skovkrandsede Fielde. Lige for den zirlige Fiskerhytte ligger en lille Øe, som bærer Navn af den Mængde Bierker der voxer, Bierkeøen – og her NB ikke paa Øen, men i det velsignede lille Huus eller Hytteⁿ²⁸ toge vi Sæde hver med sit Arbeyde, imedens vor kiære Schmidt forelæste og et af Platou til denne Skoleexamen forfattet Indbydelsesskrift: Historisk Udsigt over Norges Skiæbne i den syvaarige nordiske Krig –

[14] Nu hørte vi Vognene komme rullende, saae dem kiøre langs Vandet, og maatte ile for at forekomme dem, og i Hast blive færdig med Toilettet. Det gik endda ikke saa fort med vor Ilen; thi een som Alle ønskede vi at kunde blive siddende som vi sad. Ak! hvor sad vi ikke godt, mine Elskede! og I, som ey sad' hos os, o! hvor ofte sukkede jeg, hvor ofte sukker jeg, naar jeg har det saadan som da, over Eders Fraværelse! og Sally sukker med mig. «Var nu de her ogsaa!» siger snart hun, snart jeg; og vi forklarer os aldrig nærmere, veed saa godt, hvem disse de ere, og allene kan være. Beskemen! der er de alt i Gaarden, og vi netop midt paa Trapperne til vore Værelser. Pynten var snarere end vi troede det mueligt bragt istand, og nu hørte vi til vor ydermere Beroeligelse, at Frue Dajon, den eneste ventede Dame, endnu ikke var kommet, og vidste, det tog Tiid ud, naar hun ariverede, inden hun kom i sin Puds. De alt Komne var vor brave færme Vert, den fangne Svenske, Oberste Knorring, og en anden, Capitajn Strømbom. En Stund efter kom Kammerraaden og atter en Stund efter ^ham Fruen (Dajon nemlig) den løyerlige lille pyntede Frue, min Landsmandinde for Resten, og paa den underlige, tildeels ungdommelige, tildeels gammeldags Pynt nær, en, saa Gu ganske bra Kone – Det var egentlig for min kiære Lottas Skyld, disse, for alt opmærksomme Mennesker, havde indbudet Dajons, da de har været en Tiid i Christiansund, og staaet i venskabelige Forhold med Lottamoers hele Familie. Ogsaa vare de hvert Øyeblik tilbage paa de gamle Stæder, og kun deres synlige Væsner hos os.

[15] «Men Sally? hvordan gik det hende? Kufferten – –» havde den betænksomme Don Pedro taget med sig, saa vi slap med at lægge Planen til den Stads, vi havde tænkt at iføre hende, var Kufferten ey kommet. Sikkert skulde den overgaaet Frue Dajons. Men det kiære Barn var ikke frisk; dog blev hun bædre op ad Dagen, fik, som sagt, sit Tøy, og kunde deeltage med os i alle denne skiønne Dags mange Fornøyelser. At I, elskte Fraværende! kan nogenlunde giøre Eder et Begreb om disse, er det nødvendigt, at I kiender lidt til de fremmede Personer i Selskabet. Om Dajons veed jeg ey stort mere at sige, ogsaa troer jeg, I nesten alle kiender dem; men mine Svenske gad jeg giøre Eder bekiendt med, især Baron Knorring. En høy, velskabt Mand, midaldrende, med ædel Anstand, fiin Verdenstone, uden det Krybende eller Smigrende, man saa giærne og urigtigt vil beskylde Nationen for, noget Hang – og ikke saa lidt endda – til Satiren, men i det Hele en behagelig, ualmindelig interessant Mand. Ret behagelig og interessant er Strømbom ogsaa; men da maae han ikke være i Selskab, i det mindste ikke sammenlignes med hiin sin Landsmand. De ere begge gifte, begge Fædre. Strømbom hørte jeg ikke nævne sin Familie, men Knorring talte med saa hiertelig Varme om sin unge Hustroe, som just i de Dage ventede at blive tredie Gang Moder, om sine to Smaae, sit hele Husvæsen, en 8 eller 10 Børn af hans Familie, han var Formynder for. Taarene stode faldefærdige, gleed imellem sagte ned, men vilde ey være seete. O! troe [16] mig, brave Kriger! de vanhædrede ikke dit mandige Aasyn. – Ved Bordet sang vor Egerven, kan I nok tænke, adskilligt Vakkert, og mange svenske Viser, men saa sang han noget, som var ægte norskt, og ægte godt; til Dagen, forstaaer I, og Dagens Maja. I elskede Fraværende, for hvem disse Dages saa nøyagtige Beskrivelse egentlig er, I skulde nok faae den at see, Fødselsdagssangen, ved Leylighed. Men jeg løber af det ene i det andet; og det maae I Alle tilgive mig, og vil ogsaa, naar I betænker, hvor meget der vil være sagt, og at jeg nødig vilde bortlade noget, og ^giærne have alt i sin Orden, hvad der ikke er saa let efter flere Dages Forløb, især da jeg stjæler mig til at skrive lidt nu og da, for ey at være for længe fra den kiære Syge og min Lotta –

«Hvem er syg?» Ja, det veed I jo ikke endnu, mine Gode! Presidenten er syg, meget syg – men det skal I faae nærmere og ordentligere at vide naar Tiden kommer. Før mig nu ikke oftere ud af Sporet, det er ikke, under nærværende Omstændigheder, saa godt at finde igien.

(Ak! og det er den velsignede 7^de Octb^r i Dag, min Korens 50^de Aars Fødselsdag, og han kom ind i Aftes, den ømme gode Ven, fordi han hørte, det var blevet slettere med Presidenten, og nu sidder han hos ham, og helligholder sin Fødselsdag paa en Gud velbehagelig Maade, det veed jeg)

I Dag 8 Dage forlod jeg Eder, dyrebare elskede Venner! med et dobbelt tungt Hierte, fordi jeg af Sarotjes Brev Dagen [17] før vidste, hvilket Sørgehuus jeg her vilde finde. Men jeg har lovet Eder nogenlunde Orden, og vender derfor atter tilbage hvor det var saa godt at være, til Ejdsfoss –

Resten af den kiære 21^de Septbr gik fornøyeligt med Passiar, Spadsering etc. Mandfolkene spillede Billiard, og om Aftenen Lhomber, imens vi rundt om det foran Sophaen staaende Bord strikkede, filerede, spiste Frugt, loe, sladdrede og lyttede lidt til de Spillende.

Nesten ligesaa gik den følgende Dag, da alle Giæsterne bleve over – Atter giennemvandrede vi den skiønne Lund, opholdt os end længere i Badehuset, hvor Sarotje badede sin syge Arm (der endnu ikke er aldeles som tilforn) og i min Grotte, og fik jeg, foruden denne, Odel til en lille Bænk, med Udsigt til Vandet. Ved Siden af – paa venstre naturligviis – har Egersønnen sin, og paa begge har min Koren udskaaret Eyer og Eyerindens Navn og 21^de Sept: Om Eftermiddagen vare vi alle paa Eger – ikke vor Provsts Eger, jo men, det gaaer ikke saa fort – men et Sted saa benamset af sine mange stolte Egetræer, og som har en tryllende Udsigt over Egern, den anden Søe, som forskiønner det romantiske Ejdsfoss, og ad hvilken man rigtig nok kan komme med god Vind, og i alt Fald med god Taalmodighed, til hiin kiære Præste-, nu Provsteboelig –

Veyret var i saa god Forstaaelse med alt øvrigt som forenede sig til ⁱ at glæde os. Vi giorde endnu en lille Tour (til Vogns) ud ad Holmestrandsveyen, og fandt stedse nye behagelige Gienstænde for vor Opmærksomhed. Et glæmte jeg at fortælle, som dog hører til den forrige Dags Tildragelser og Begivenheder: at [18] vi nemlig drak Caffe om Eftermiddagen i tidt bemeldte Fiskerhuus, og at da min Koren; Capitajn Strømbom, Dajon, og, husker jeg ret, Sønnen Frederich fik fat paa en Madam, som roede dem over til den lille vakkre Øe. Vi giorde os al Umage for at overtale ‹…› hende til, at roe bort, da hun havde sadt dem i Land; men hun blev dem troe, og laae stille med Baaden til hun havde dem alle indenborde. Knorring brugte forgiæves sin Overtalelseskraft for at faae hende lokket tilbage, han kaldte hende Frue, Madam, Jomfrue, Mamsel – intet hialp. Den lystige Thrine og jeg saae alt i Aanden, hvordan de der gik som nogen Robinsoner paa den forladte, øde Øe.

Og nu er det da Fredag, den 23^de, det regner saa det flyder i Bække; men ikke desmindre maae Fader Cappelen og de Svenske og Dajons til Byen. Adieu, mine Herrer! Adieu lille Frue! Lykke paa Reysen! Don Pedro havde vi alt for giærne beholdt, og den interessante sarkastiske Baron ogsaa – Saa men, de andre med; men nu havde vi Egermanden allene ^igien, og der hialp ingen Bøn, han maatte blive. Han, Skriveren og Sally legte Billiard en Stund, siden læste vi, fik lidt Claverspil, med hvad der videre hører til Livets (det aandelige og legemlige) Ophold, eller rettere til at have det, efter Frue Kiærulfs Maade: «lidt godt» det er udlagt, saa godt, som man i denne Verden, hvor intet maae være fuldkomment, kan have det.

Løverdag den 24^de da jeg om Morgenen stod ved Vinduet henrykt over det skiønne Veyr, den herlige Udsigt, men veemodig ved Tanken om, inden faa Timer at være langt fra det mit Hierte saa kiære Ejdsfoss, kom min Maja og fortalte [19] at vi fik vor kiære Provst med til Byen. Lisebarnet havde i et Brev bedt ham herom, da Tanten, Frue Lemmich, var syg. Vi bleve altsaa et anseeligt Følge, og da vi alle reyste, blev Afskeden fra det ynderige Ejdsfoss mindre tung, end den ellers vilde blevet.

Og atter vare vi nu paa Strømsøe, hvor Fader Pedro modtog os med sædvanlig Munterhed og Raskhed, og hvor vi snart saae os omgivne af en svær Mængde Aviser, Dage, Tilskuere, etc. Ikke mindre end syv Poster kom paa eengang, og just foran os ind giennem Byen, saa det rygtedes overalt, at agende Kbhns Post var kommet. O! hvorfor var dette Rygte som de fleste andre gode Rygter, saa ugrundet! Men synderlig Nyt fandtes ikke i alle disse Nyeheder; og saa sulten ellers enhver, jeg med, er efter Politik i denne Tiid, var dog her mere, end paa engang kunde fordøyes, altsaa lod jeg det reent beroe.

Søndag 25^de vare vi budne til Kamrd Dajons, var ^hvad der just ikke var os gemytligt (Egerprosten tog til den syge Tante Løverdag Eftermidd:) men det, som saa meget i denne Verden, maatte nu saa være. Om Formidd: vare vi alle en Spadsertour paa det nye, endnu i Bygning staaende Auestad, der bliver en af de skiønneste, bedst indrettede Gaarde, man kan tænke sig. Dens Beliggenhed, paa en Bakke lige for Byen og Elven, er deylig og naar alle Anlæg bliver udførte, som de sikkert nok bliver, kommer den til at revalisere stærkt med Ejdsfoss. Her arbeyder en Mængde af de fangne Svenske, jeg troer [20] atten, nesten alle unge vakkre Mennesker. De saae saa fornøyede ud; men det giør endelig alle, som paa nogen Maade staaer i Forhold til eller Forbindelse med dette Ægtepar. Da vi kom hiem, fik vi en Visit af en ung Cappelen, Caspar Cappelens Søn, som nyelig er kommet hiem fra Paris, hvor han daglig saae Øhlenslæger og Baggesen, og kiendte alle der sig opholdende Danske og Norske. Han mente Øhlenslæger blev et Aar endnu i Paris, hvor han lever ret fornøyet, sagde han, men indskrækket, og meget arbeydsomt. Saa lidt alt dette var, saa usigelig lidt for mit efter alt hvad der angaaer ham saa længselfulde Hierte, ‹…› var det dog noget: Jeg veed jo dog nu han lever, og hvor. Havde du kunde ahnet, kiære, uforglæmmelige Adam, at denne unge Nordmand skulde fundet Moer Koren og Sarotje, sikkert havde du givet ham et lille Brev med til os. Thi at du nogensinde kan glæmme os, det veed jeg, er umueligt. Fremdeles meldte Cappelen, at Baggesen tænker stærkt paa, at besøge Kbhn igien, hvortil da I, mine Elskede dernede, ikke vilde see suurt. (Mon dog Giengangeren ikke er et Giengangerfoster, og ikke Baggesens Arbeyde? Er han virkelig Forfatteren? Det var evindelig Skade! Giid jeg dog kunde glæmme det, naar jeg læser hans Ungdomsarbeyder, og Labyrinthen eller Digtervandringerne!)

Pudsede og pyntede træder vi nu ind i Dajons ey mindre pyntelige Stue, føres af den end mere zirlige Frue til [21] Sophaen, og strax efter ^os kommer Forvalter Scheitlie, hans mere vakkre end vittige Hustroe, ^{den ældste Datter,} en trivelig kiøn Pige, (som jeg ey hørte oplade sin Mund den hele Dag) og en Søn, og endelig Kammerjunker Hauch, hvis tækkelige Kone var syg, og en Frøken Rye, denne tækkelige Kones temmelig utækkelige Coucine – her har I os alle. Der spises og drikkes Caffe, og spadseres i den pene Have, som giør Ejerens Smag megen Ære, hvor enhver lille Plæt er nyttet saa godt, og siden ud paa Toldboden, der efter sin Maade ikke giver Dajons Have noget efter i Smukhed; kommer tilbage, drikker Thee – min Maja seer til sin syge Veninde, Frue Hauch, og nu ere vi alle samlede igien, og Verten, Scheitlie og min Koren har sig en Lhomber, Fatter og Mutter Cappelen, Frue Lotta og jeg en Treset, ved hvilken det gik heel lysteligt til. Ungerne vore, begge Saraer, den, ogsaa Moer Bull (og hvem ikke?) saa kiære overgivne Thrinemoer, og begge andre Smaaepigerne vore rundt om os, Madam Scheitlie og den lille klumpede Frøken i Begreb med at giøre mit og Lottas Strikketøyer ugreye – nu har ^seer I os dog vel for Jer, haaber jeg, som vi sadde, gik og stode. Men hører I ogsaa den Latter, den Støy, hører I mig tale tydsk, og seer I de blide Øyekast mellem Frue Lotta og Don Pedro, ogsaa naar de ikke længer ere Makkere? og føler I den Sympathie, som i det første Øyeblik, Mad: Scheitlie saae Frue Lotta, drog hende saa uimodstaaelig til hende, og hvidskede til hendes varme Hierte, at de maatte være beslægtede – og see, det fandt sig, at de vare det, hvad vor Lottamoer længe ikke kunde faae i sit Hoved, og sandedes [22] atter det gamle Ordsprog: at Blodet ey er saa tyndt, etc. Hun er rigtig ellers temmelig flau, denne kiønne Kone, og jeg har sielden seet et Ansigt lyve saa grovt. Derimod er der den fuldkomneste Harmonie mellem hendes Ægtefælles Ud- og Indvortes. Han er i alle Henseender en Halvbroder, knap det, til den godlidende og godmodige Fru Bergh.

Mandag 26^de mistede vi vor elskede Lotta og Sarotjen. Hestene vare alt komne Løverdag, og Kista skrev blot: at Presidenten var skranten, som da vi forlode Tøyen. Den kiære fromme Lotta! hun var saa fornøyet, nød saa inderlig hver glad Time, og kom nu hiem til saa megen, saa usigelig megen Kummer. Gud, havde hun ahnet det, hvor ængstelig vilde hun da tilbragt hvert Øyeblik paa Hidveyen, hvor vilde Hestenes forteste Ilen været hende for langsom! Thrine, hendes Yndling, ogsaa fordi hun finder hende saa liig en Ungdoms Veninde, fulgte dem giennem den lange Bragnæsgade, og roede siden tilbage tvært over Elven.

Kl 4 sad vi, min Maja, min Koren og jeg, i Vognen, og det gik flux ad Eger til. Underveys mødte vi Poppenheim, som vi forgiæves søgte at faae tilbage og med os, hvorfor det heller ikke, siger Egerprovsten, kan gaae hende vel hverken her eller hisset. Dog har hun ^ikke fundet noget endnu til denne Formaledidelse, men har glædet sig siden som før i hvad Glædeligt der er forefaldet, og er vel allerede nu indtraadt hos Enkemanden, hvor jeg ønsker hende at blive og forblive, det være sig nu som Jomfrue eller Madamme, kun at vi beholde hende i vor Kreds, og hun der finder sig fornøyet.

[23] Dygtig giennemblæste kom vi til den kiære Hougs Præstegaard, hvor lille Lisemoers Thee og Tvebakker stode rede til Vederqvægelse, hvor Qvællen behagelig hengleed under Samtaler, Arbeyde og Læsning. Tirsdagen, 27^de Septb^r begyndte med lidt Finter og andet Smaatterie, fordi vi maatte tage tilbage til Strømsøe Onsdag, og fordi vor Moer Cappelen om Eftermiddagen maatte giøre en Barselvisit til Petraborg. At følge Dig did, elskede Maja, var bestandig mit Forsæt, ak! thi jeg veed jo, hvor tungt det er Dig, at see disse Stæder – Petraborg og Fossesholm – igien, nu, de ere saa øde for Dit ømme Moderhierte, som overalt finder Spor, og kun Spor af den dyrebare Savnede. Tak, kiære Lisebarn, for Du blev med! Og nu, mine gode Børn! ere I jo ikke længer misnøyede med Eders Faer og Moer Koren, som sandelig har det samme fader- og moderlige Hierte til alle Barna sine? O ney! alt inden vi forlode Eder, vare I lie blie lell, og ved vor neste Samling mindes vi ikke mere at det nogensinde var anderledes.

Jeg saae for lidt – det var alt mørkt, og koldt og surt Veyr – saavel af Stæderne som Beboerne, til at kunde give Eder nogen nøye Beskrivelse enten over det ene eller andet. Dette altsaa en anden Gang. Vakkert er der vist, og Petraborg (som jeg saa giærne vilde, skulde hedde Petraminde) forekom mig saa blidt, saa – ogm dette Udtryk er tilladt – ungdommeligt, som den Hulde, for hvem det var bygget, efter hvem det er kaldt. Den nu værende unge Mad: Omsted seer ud til en god, bliid Qvinde, jævn og tækkelig

[24] At vi vare hos en Barselkone i en Barselstue, kunde ikke falde os ind, da den unge Matrone var ganske paaklædt og Barnet hverken at høre eller see. Hun havde et Par af sine Systre hos sig, af Alder med min Maja K: og Lina. Ogsaa hendes Mand var hiemme. De vilde giærne baade der og hos gamle Mad: Omsted (en vakker gammel Kone, og ung Oldemoer) at vi skulde blive; men det var nesten ganske mørkt, og vi opholdt os kun et Øyeblik paa hvert Sted, og vor Hr. Provst og Skriver saae ret blidt til os, da vi kom saa tidligt, før de endnu havde afdrukket sin Thee, der da naturligviis smagte dem bædre i vort behagelige Selskab. Det øvrige af Aftenen gik hen med Læsning. «Og hvad læste I da?» Denne Aften Recension i algm: Litratr Zeitung over Jean Pauls Titan; og gamle kiække Christian den Fierdes Biographie af Baden, NB, Biographien selv, ikke Recension over den.

Onsdag 28^de lød Æolsharpen lifligt, og Solen smilede til de himmelske Aandetoner, og qvægede med disse Smiil vore Legemer, som hine vore Siæle. Da Vinden taug, og Solen ikke længer fandt det Umagen værd at sende sine Straaler over den tause afblomstrede Have, tyede vi til den lille grønne hyggelige Stue, og forsonet med de gienstridige Forældre (som han meget ubillig kaldte os) ved de, hver Livets Disharmonie opløsende, Engletoner, satte han sig, den gode, kiære Søn, til Claveret, og glædede os ved ^med de fleste af vore Yndlingsstykker. Med giensidige Løfter, giensidigt Haab, paa Vinterføret at samles, skildtes vi ad, og kom i den yndefuldeste Høstaften, ledsaget af den, den skiønne Egn end mere forskiønnende, stille Maane, tilbage til vore [25] ventende ^ventende Jomfruer, hvis Tal nu var forøget med Poppenheim. Don Pedro var endnu ikke kommet tilbage fra Ejdsfoss. Men et har jeg glæmt, og desværre er det vel oftere Tilfældet ved denne lange Fortælling. At vi alle besøgte, hvad Moer Cappelen kalder sin kiæreste Plæt paa Jorden, hendes Datters og Datterdatters Grav paa Eger Kirkegaard[.] Den er indhegnet med et Jærngitter, i Form av Lotosblade, omplantet med Træer (som Faderen havde sadt ved hendes Fødsel, mindst tænkende paa, de skulde overskygge hendes tidlige Grav.) og prydet med Rosentræer og altiid friske Blomster. Et Marmorminde ventes fra Kbhn.

Her, mine Elskede, vilde vi pausere. I, som jeg, kan nok behøve det. Og nu vil jeg blot fortælle Eder, at vi om Torsdagen giorde Visitter, Moer C: Sally og jeg, til Rørbyes, hvor jeg atter blev glædet med Efterretninger fra Fayes, til Dajons, og til den nu friske, meget tækkelige, meget agtværdige Frue Hauch.

Fredagen, den sidste Dag, blev endnu forbittret ved et Brev fra min Sarotje med Efterretning om den gode Presidents Sygdom. Det var skrevet Tirsdag, og hun bad os saa vemodigt, at skynde os hid, og nu var det Fredag, og for seent til, at begive os paa Veyen – det var en ængstelig Tiid, inden vi kom hid Løverdagaften. Der var Selskab Fred: Eftermidd: hos Cappelens, Rørbyes, Jomfr: Ravert, Kirkegaards, (I veed jo, hvor godt jeg synes om den unge vakkre Mad: Kirkegaard, og hendes vittige, men ey vakkre Syster, Hanna Strøm?) men mine Tanker vare fraværende, vare uophørlig her. Selv min Majas Smiil, hendes sørgmodige [26] alt afskedtagende Blik, kunde ikke ganske fængsle mig. Det var i flere, nesten i alle Henseender en af mine i lang Tiid tungeste Aftner, var saa meget des tungere, som Overgangen fra saa reen ublandet Glæde ikke blev ^var forberedt, men kom pludselig, som et Lyn fra den skyefrie Himmel. Da Selskabet var borte, fortalte Sally og Kathinka, blandt andet, som var indtruffen mens vi vare hos de elskede Egerbarna, at Baron Knorring og en Grev Løvenhaupt, et sandt Genie, som jeg grumme giærne gad seet, havde været der, og at Knorring havde været i sit meest sarkastiske Lune, og sagt mange bittre Vittigheder eller vittige Bitterheder. Da det kom paa Tale om Dajons Have, som Pigebørnene gav sin fortiænte Roes, bifaldt han alt, «kun», sagde han, «maae Havens Eyerinde paa ingen Maade være der, om man skal finde Lyst til at blive der» Hun er rigtig nok styg som Natten, stakkels Kone; men da jeg troer, hun er god har hendes Grimhed kun været mig paafaldende som contrasterende med hendes glimrende, ungdommelige Paaklædning, og formodentlig har Baronen ikke giort sig Umage for, at giøre Bekiendskab med Beboeren i det forældede gothiske, med moderne Zirater smykkede eller rettere vanzirede Huus. Han havde sagt allehaande i samme Tone, men Sarcasmer er nu engang ikke i min Smag. Dog, da Knorring, paa dette nær, selv er det, vil jeg troe, at det Ubehagelige, Kiedende i hans nærværende Stilling, ligger mere Bitterhed paa hans Tunge, end der virkelig er i hans Siæl.

[27] I det mindste tænker jeg saa nu. Hiin Aften faldt det mig ikke ind at undskylde ham; jeg var snarere, om ikke glad ved, dog tilfreds med, at have en Gienstand for min Misfornøyelse, som for et Øyeblik gav Tankerne en anden Retning. Formodentlig er jeg ikke den Eneste, som har giort den Opdagelse: at det bedste Middel mod Sørgmodighed er Vrede. Det kunde nu ikke ganske være Tilfældet her; men det har før været det. Dog, er man ret hiertebedrøvet, finder vel ingen anden stormende Lidenskab saa let Adgang –

Det var Skilsmissedagen. Vor kiære raske Vert, vor elskelige Vertinde, deres og min Kathinka, fulgte os, alle til Baads, tvært over Elven, Vognen – ney, Kariolerne, gik over Færgen, og mødte os uden for Bragnæs, saa vi slap at kiøre den lange, stenede Gade. Og allerede sad vi alle tre, Poppenheim, Sally og jeg, i hver sin Farek^aast (Skriveren var længe forud) og endnu, endnu et Haandtryk, et kiærligt Blik, saa rullede vi bort, et Farvel lød endnu efter os, da jeg ey saae de Elskede meer, og det faldt mig ind, at Hørelsen er den sidste Sands, der forlader Mennesket i Dødsstunden. Ak! er ikke enhver Afskeed, enhver Skilsmisse en Forsmag paa den sidste, lange? – –

Kunde jeg nu med et været paa Tøyen! de fire Mile laae for mig som en lang, øde Ørken, jeg havde at giennem vandre, og det himmelske Veyr, de mange deylige Stæder og Situationer om mig, adspredte ikke denne Forestilling. Nedenfor [28] Paradisbakkerne vaktes jeg af mine Drømmerier ved et Møde med den til Hest end vakkrere Knorring, som jeg talte med et Par Minuter, og fortsatte siden Veyen og Drømmene uforstyrret til Giellebek, hvor vi samledes og nød vor Frokost, som vor Maja med sædvanlig rund Haand havde sørget for. Baade her og paa Ravnsborg maatte Poppenheim blive efter Skyds – vi andre havde alle egne Hester og min Utaalmodighed havde nær overvundet min Høflighed, og, hvad der var mere, min Menneskekiærlighed og inderlige Godhed for den brave Poppa, som jeg dog mærkede, ugiærne vilde skilles ved sit Følge. Apotheker Stillitsen kom fra Christiania, og da jeg med uvis Stemme spurgte ham, om der var noget Nyt? fik jeg det nedslaaende Svar at President Bull og Forvalter Lange vare meget farlig syge. «Dog, lagde han til, maaskee fordi han erindrede hvor nær den ene af disse Syge angik mig, og saae min Uroelighed, er nu Presidenten uden Fare, forsikkrede Doctor Møller, som jeg i Dag har talt med.» Torde jeg sætte Liid til det? Da vi nu endelig vare reysefærdige, kom Caspar Cappelen med sin, efter Alderen og som Moder ^{jeg troer} til 12 Børn, overmaade vakkre Kone (de havde ogsaa en Søn, som Dagen efter skulde confirmeres, hvorfor de nu toge til Christiania) og det opholdt os atter nogle Øyeblik. Men saa gik det ogsaa raskt, og vi vare ingen 2 Timer paa de 7 drøye Fierdingsmiil. Ved Sommerroe mødte vi Jes til Hest, som var redet os imøde, og bekræftede Stillitsens Udsagn: at Presidenten var uden Fare, men [29] meget slet. Det samme gientog Nella, som var kommet ind med Hertel istæden for Maria (som han ey torde tage med, da han veed, hun taaler ikke at blive bedrøvet) som ogsaa mødte os, og Hertel, som kom ligefra Tøyen.

Min kiære, i saa langsommelig Tiid ikke seete Moer Messel, kom kiørende fra sit Hellerud med sine Døttre og en af Langes Smaaepiger. Hun vidste ikke, at Bull var saa syg, men derimod, at Lange var i Bædring. Saa meget jeg havde at sige den velsignede, fra enhver Side saa agtværdige, sieldne Kone, hvis Venskab er mig saa dyrebart som vist, uagtet vi sielden sees, og nu aldrig skriver til hinanden, ilede jeg dog for meget til engang ret at vide, hvad jeg sagde. Og nu var jeg der, paa det stille, saa usædvanlig stille Tøyen, omringet af alle de elskede sørgmodige Væsner, hvis Glæde over vor Komme skinnede igiennem de forgiæves skiulte Taare. Selv den kiære Syge stræbte at bede os velkommen med et Smiil, og forsikkrede, han nu var ganske frisk, men mat, og laae og ennyerede sig. I lang Tiid vedblev han at troe sig frisk, ak! og just da var hans Tilstand farligst. Men han var og blev ved at være saa taalmodig, og tog Medicinen ordentlig og spøgende, og giorde det derved baade tungere og lettere for dem, som vare om ham. Jeg fandt ham, den Aften, virkelig bædre, end jeg havde tordet haabe det.

[30] Søndag, 2^den var da for min Jes en af hans Livs vigtigste Dage. Vi vare i Kirken, jeg, Sarotje, Poppenheim, Hertel og Wilhelm. Bruns Præken og Lumholz's Tale følte vi intet Kald til at høre, og kom derfor seent. Wulfsberg talte faa, men fyndige Ord, da han traadde frem for sine faa Confirmantere (fire i alt). Til Slutning holdt han en Bøn, som det giør mig ondt, jeg ikke kunde blive og høre, da Vognen skulde tilbage igien efter Hertel og Gutterne mine. Der var naturligviis ingen buden til Tøyen, som der skulde været, havde alt blevet efter Ønske. Om Eftermiddagen kom adskillige og gik og kom; kun vor Sally var der hele Dagen, og glædede sig som vi alle over, at see Presidenten bædre. Det lod han ogsaa til at være Mandag, og derfor kunde jeg ikke ret vel undgaae at modtage en Indbydelse fra Wulfsbergs til Tirsdag Midd: Min Koren, Hertel, Poppe og alle Børnene vare budne, og ligesaa alle Friske paa Tøyen, som dog ønskedes mere, end ventedes. Skriveren og Hertel og Nella maatte reyse Mandag; vi andre vare der, skiøndt det faldt mig tungt at tage fra min Lotta da hendes Lawson virkelig, efter mit Skiønnende, den Dag var det sletteste, jeg saae ham. Uden denne Ank og Frygt skulde det været ret morsomt. Der var foruden os, Pavels med sin, jo længere man kiender hende, jo behageligere, Hustroe, Widing, Lieutenanten, med sin Dagen før ægteviede Qvinde, Agent Bagges, en Olsen og Kiærulf (Professorens SysBrodersøn) fra Kbhn, som ere her oppe for at revidere de Regnskaber, som ikke kan nedsendes; og den [31] brave Rasmussen – som I seer, mine Gode, adskillige fornøyelige Mennesker. Desuden var Mad: Wulfsberg det meest godlidende, jeg nogentiid har seet hende, og en virkelig tækkelig Værtinde. Ved Bordet gik det heelt lysteligt til, blev siunget og drukket Skaaler – ogsaa Eders Skaal, mine elskede Døttre dernede, og vor Professors, og Sverdrups – Den klinkede vi, Rasmussen og Pavels og Værten og jeg, og de svundne Dage stode for mig, med sine glæderige Aftener, naar vi saaledes sad samlede hos Justiskarens, og siden paa Skolen og paa Sinsen – det er forbi – «Det er forbi!» lød det endnu i mit Inderste, da de istemmede: «Giid hver, som sørger paa vor Jord, og ey sin Sorg fortiæner, sad glad som vi om dette Bord, med Viin og muntre Venner!» «Moer Koren, vor brave Presidents Skaal!» Jeg kunde neppe holde mit Glas i den zittrende Haand, og Taarene, de længe tilbageholdte, brød vældigen frem –

Da vi kom fra Bordet, var Kl: 6. Alle tre Barna mine og ‹…› Poppe listede sig ud og hen til den gode Frue Bergh, hvor jeg saa giærne vilde været med. Siden blev der spillet Lhomber og Boston, ved hvilket sidste jeg og Frue Pavels vare Tilskuere, medens vi vexlede mangt et skiæmtsomt Ord med den ene Bostonianer, Rasmussen. Hans Medspillende vare Værten og de tvænde Kiøbenhavnere Olsen og Kiærulf –

Mere og andet Nyt forefaldt ikke, uden at Frue Pavels og jeg kystes Duus, og I nu har en nye Syster, som I tildeels [32] kiender og ynder, og alle vilde ynde, om I kiendte hende. Ogsaa aftalte vi, at giøre Følge i Vinter til Eger, hvorhen Slotspræsteparret havde bestemt sig at reyse i Julen; men jeg giorde dem det begribeligt, at vor kiære Provst da havde saa meget at tage vare, at han ikke kunde have ret godt af sine Venner, og det fandt de, som sagt, rigtigt, og at Dagene bleve længere og klarere i Slutningen av Januar, see, det vidste de før – Jeg fik siden en lille Sæddel fuld af kiærlige Bebreydelser fordi jeg ikke kunde komme til dem; da jeg ikke havde Hierte til at forlade min elskede sørgende Lotta og hendes syge Lawson, som saa giærne saae os alle om sig, bad jeg om Frietagelse for et Løfte, jeg i ^under alle andre Omstændigheder saa giærne havde opfyldt. Præsten skrev paa samme sin Hustroes Sæddel: at han alt havde tilmeldt min Egersøn, at jeg moderlig havde befalet dem Reysens Udsættelse; men det troer De ikke, godeste Frederich, og Du ey heller, Lisemoer! Jeg elsker ikke at befale, end ikke hvor jeg kunde have lidt Ret til det, mindre ved slige Leyligheder. Men rimeligviis har den brave Pavels taget det i en anden Forstand og troet, at en kiær Moders Bøn er en Befaling for gode Børn. Og saa maae og vil I tilgive baade ham og mig.

[33] Onsdagen var Presidenten bædre, og denne Bædring tiltog synlig hver Dag. Vel talede han ofte vildt, og sagde saa mange Pudserligheder, at man umuelig kunde bare sig for Latter, undertiden loe han selv med; men hans Kræfter tiltog, han fik Appetit og Søvn. Doctor Møller, som selv er meget svag, og har lidt meget ved sin Søns Død, kunde kun komme naar Veyret var taaleligt; Thulstrup kom i al slags Veyr, som oftest tilfods, og blev altiid nogle Timer, var munter og snaksom, og hans Nærværelse havde altiid den beste Indflydelse paa Patientens Befindende. Jeg har i disse Dage fattet megen Godhed for Thulstrup og for endeelⁿ²⁹ aflagt nogle Fordomme imod ham. Nu og da stial jeg mig til at skrive paa disse Blade, skrev engang til min Maja C med et færdigt Dagboghefte, og kom til ‹…› Pausen ^Pag:25 paa Tøyen.

Fredag den 7^de, min Korens Fødselsdag har jeg jo omtalt heri? og at han kom, den Gode, Torsdagaften, for at see til den kiære syge Fetter og trøste de friske Bedrøvede. Søndag maatte han tilbage, og see! hans Hest, Børnenes, især Jesses Yndling, Væslerøen, var borte, fandtes ikke, og er til denne Tiid ey fundet. Han maatte ikke desmindre hiem. Mandag skulde jeg fulgt efter; men det regnede og var seent før jeg blev færdig, altsaa opsatte jeg det til Tirsdag d: 11^te da jeg forlod det velsignede Tøyen og dets kiære Beboere [34] med et langt lettere Hierte, end jeg fra Strømsøe saae det og dem igien. Min Sarotje bliver der, formodentlig til Vinterføret. Gud give baade hun og hendes Brødre kunde ved Ømhed og Aarvaagenhed for den kiære Syge, for den hulde Lotta og det hele Huus søge at fortiæne en Deel af den Godhed, af alle de Glæder, de der har nydt og nyder! Det er jo virkelig deres andet Hiem; ogsaa veed jeg, de elsker den anden Fader og Moder i denne Oncle og Tante, glædes og lider med dem som med os. Det traf saa heldigt, at min Wilhelm havde nesten 8 Dages Friehed efter Examen, og veeg han i al denne Tiid saa sielden mueligt fra den faderlige Oncles Sygeleye, og var den ømme Tante, den troefaste utrættelige Kista Hertel, som de begge siger, til megen Lettelse. Ja, I kan troe det, Elskelige, det er en hiertens brav Yngling. At han ved denne Examen ^{som ved forrige} fik Udmærket nesten for alt, var den 1^ste i Ordenen osv, er ikke saa smigrende for mit Moderhierte, som det Vidnesbyrd, det Lykønskende, jeg læser i alles Øyne, som taler om ham. Min Jes gik det denne Gang ikke saa aldeles godt – Hovedcharakteren i hans Charakterseddel var Godt; men Wilhelm og flere forsikkrer, der burde staaet et Meget til, og jeg saae paa Broderen, at han giærne havde bortgivet nogle af sine Udmærket, ja selv sin Premie, Sneedorfs Skrifter, for at faae dette lille Ord indført til Opmuntring for den nedslagne Gut. At han i Sommer har gaaet til Confirmation, og er første Gang examineret i den Classe, har vi [35] allesammen ført ham til Gemytte, som trøstende og beroeligende, men længe forgiæves.

Jeg giør efter Sædvane ingen Undskyldninger for denne lille Afvigelse, overhovedet ingen for alle de Uordener, Sammenblandinger, og maaskee endog Utydeligheder I vil finde mange Stæder i dette vigtige Værk, og især i disse sidste tre Ugers Efterretninger, der saa ganske er Hukommelsesværk, og I veed, hvor liden Fordring Eders Moer Koren tør giøre og giør paa Hukommelse. Dog veed jeg, her ingen væsentlige Urigtigheder er indløbet; men glæmt er vel noget, og meget ikke sagt omstændeligt nok, ak! og alt ikke saaledes, som jeg vilde sagt det, som jeg har følt det –

Altsaa den 11^te October, i Tirsdags mod Aftenen kom jeg tilbage til det kiære, det hyggelige Hiem. Føret var yderst slet, Veyret saa taaleligt. Men jeg veed godt at forkorte mig en kiedsommelig Vey, var den end nok saa lang, naar det kun er roeligt i min Siæl. Da farer Tankerne saa vide om, da afløser, eller snarere frembringer det ene Drømmerie det andet, og Miil efter Miil er lagt tilbage før jeg veed det.

Min Koren, de søde Glutter, alle Husets Folk, og Poppenheim, som paa Søndag tager til sin Enkemand, modtog mig med Glæde og Gammen, og alt var vel saare vel, hvorhen jeg kom, hvorhen jeg saae –

Og i Dag er det Torsdag den 13^de. Chrystie og Lehnsmand R‹iis› har været her, var her i Nat, og reyste nu, det er alt, hvad her er passeret. Og har jeg nu ikke været en flittig Mama Koren til at skrive! ja saa bra som selve Presidenten

[36] Fredag 14^de Kun melde Eder vil jeg, at jeg i Morgen tager til min kiære Rikke, som jeg umuelig længere kan være saa nær uden at see, og derfra Søndag til H^r Munthe, hvorhen vi alle ere budne i Anledning af Poppenheims Indtrædelse i hans Huus. Vi spaaer alle, at vi snart kommer til at hilse hende som vor Sognepræstekone. O! var det nu i Morgen, og et Brev fra Tøyen havde beroeliget mig! jo mere det nærmer sig til den Tiid jeg kan vente Efteretninger, jo ængsteligere bliver jeg. Maaskee er der ogsaa noget fra Dig, elskede Maja! som jeg intet har seet fra endnu, og da faaer jeg høre lidt, troer jeg fuldt og fast, fra Egerbarna mine, som jeg ikke endnu‹,› jeg slemme Mama, har skrevet til og sagt Tak for sidst, selv for de Finter jeg fik.

Til en Smule Adspredelse baade for Eder og mig, vil jeg fortælle en lille Anecdote, jeg hørte paa Tøyen, af hvem erindrer jeg ikke. Den fameuse tønderske Familie fra Drammen, var i Høst i Christiania, og logerte hos Mad: Leuten. Uden for stod deres Vogn, et fælt Skrummel. Biskop Lumholz, hvis Nysgiærrighed er liig hans Halstarrighed, spadserte der forbi med sin Frue, og maatte hen at bekigkke denne Anthiqvitet. Han maatte finde meget Seeværdigt paa den, thi han gik den flere Gange rundt, hvilket ennyerede den [37] pertentelige Bispinde, som endelig utaalmodig udbrød: «Hvad finder du da at besee paa det gamle Skrog?» En af Frøken Tønderne, den rafinerede Sille, stod inden for Vinduet og hørte og saae alt. Stærkt fornærmet ved Bispindens Udtryk, rev hun Vinduet op og raabte til hende: «Gamle Skrog! ih see engang! Pas hun selv paa sit gamle Skrog, lille Madam!» og dermed slog hun Vinduet furieost til for det forfærdede høyærværdige Ægtepars Næse. Om nu dette ikke skulde give den Gamle en Advarsel for Fremtiden? Dog, han er vel i dette som i alt uforbæderlig.

Tirsdag 18^de Hvilken Festdag var den forrige Løverdag mig! min Rikke fandt jeg vel ikke saa brav, som jeg havde ønsket det; men hun blev bædre og ganske rask inden Aften. Fogden var borte, vi sad ved vort Arbeyde, og den ene Time gleed behageligt og umærket efter den anden under Samtaler og Spøg med de velsignede Glutter. Kun mod Aftenstunden begyndte jeg at blive lidt uroelig, da jeg intet Bud fik her hiemme fra. Jeg havde nemlig giort Anstalt til, at de Breve, Posten bragte mig, strax skulde blive sendte. Endelig, Kl var henimod 8, kom de, tre paa engang, alle, hver for sig saa velsignede, saa kiære. Min Sarotjes brød jeg først, for at see hvordan vor gode brave President befandt sig. Lotta mi havde ogsaa deri skrevet lidt. Og Gud skee Lov! han bædres mærkelig. At Lotta endnu er frygtsom, især da Patienten alt begynder at blive lidt selvraadig og uforsigtig, det undres jeg ey over; men [38] det foruroeliger mig ikke, da Sarotje ved den hele muntre Tone i sit Brev overbeviser mig om, at al Fare er ganske forbi. Nu de andre to Breve – et fra de elskede Døttrene mine i Kbhn, et fra min dyrebare Maja C:. Jeg vidste ikke hvilket jeg først skulde tage fat paa; men Rikke bestemte mig ved hendes Længsel efter at høre noget fra Kbhn. Dog, der var intet, som der aldrig er i noget Brev dernede fra, som kaldes Nyt. Men for mit Hierte var der desmere. Her min Tak, I Elskede! for det kiære lange Brev, der dog i flere Henseender bedrøvede mig, ogsaa fordi mit Sidste ikke var kommet frem, et Brev, som for sin Længde og alt hvad det indeholdt vilde været Eder saa kiært. Endnu i Dag skal jeg i det mindste begynde et ligesaa langt til Eder; men gientage hvad der stod i det Forrige bliver mig ey mueligt, og først naar I engang læser disse Blade (ak! naar!?) vil I maaskee deri finde de Nyeheder og Efterretninger som jeg veed, har saa megen Interesse for de varme Norges Døttre.

Ogsaa Dit Brev, kiæreste Moer Cappelen, det ømme kiærlighedaandende, skal i Dag blive besvaret. Det var af 6^te d: M:, og først den 15^den30 fik jeg det. Og saa gaaer det stedse. Nu har Du da vel faaet mine fra Tøyen, og fra vor Lotta med end et Hefte af Dagbogen. Dog, erindrede jeg nu andet, end det var et Brev jeg her malede paa! Ja, sligt maae I finde Eder i, Børn!

Efter vi havde lagt os, kom stakkels Futen, i Rægn og Bælmørke, og tilraabte mig endnu en Hilsen fra Hovind. Søndag Formiddag tilbragte jeg som Aftenen [39] før, kun med den Forskiæl, at nu den interessante Vært gav Conversationen mere Afvexling. Atter med denne Post kom en Ordre fra Amtet, der saa ganske, om ikke modsagde, dog kom i Collission med nogle forudgangne, at det er en Ynk og Jammer at tænke sig sligt Væsen. Ja vel havde R-n Ret, da han i Selskabet hos W-g i en lignende Anledning sagde med sammenfoldede Hænder og et comiskt Suk: «Gud frie os fra dette Storkors!» Men mange sukker ret alvorligt over det. I mange Tilfælde er det dog baade sandt og vist, at Svaghed ud^anretter ligesaa meget Ondt, som Ondskab selv.

Paa Ullensager Præstgrd var foruden os alle fra Hovind, ingen uden Giørups, en Lieutnant Lund og tvende tydske Chirurger fra Lazarettet paa Nordlie. Chrystie kom om Eftermiddagen. En af Tydskerne, en ung Preusser, benamset Steffens, var sterbens forliebt i Lina. Hun sad ved et lidet Bord med de andre Smaae, og han fik ikke Madroe for at dreye Hovedet om efter hende hvert Øyeblik, saa den uskyldige Glut ved denne hende uvante Stirren sad saa rød som en Rose. Hans Henrykkelse yttrede sig i adskillige Udraab: Schönes Mädchen! Englisches Kind! og ved ethvert af disse blussede Lina høyere, skiøndt hun intet andet Begreb havde om disse Ords Betydning, end hvad Indstinkten lærte hende. Hun har dog siden fortalt mig, i Anledning af nogle Viser, samme Person sang, at hun vidste, Mädchen var Pige, og Kind Barn, osv saa man virkelig skulde troe, hendes lille Indbildningskraft [40] havde arbeydet paa at udfinde Betydningen af hine tydske Udraab. Koren i det mindste paastaaer det er saa, «og saadan er I alle fra den spædeste Alder.» siger han. Uagtet saadanne smaae Malicer er han mig dog saa kiær den Skriver, at jeg ikke nænte at reyse fra ham Søndag Aften, da han skulde ligge hos Munthes, for Dagen efter at tage til Gierdrum. De andre herfra toge alle hiem i Regn og Mørke; men da Hertel var Kudsk og de alle vare vel indpakkede, frygtede jeg for intet, og de kom Gud skee Lov vel hiem, og jeg fandt dem alle friske da jeg, først henimod Aften, kom hiem i Gaar, langt friskere, end jeg var. Ja, det var en slem Dag i Gaar kan I troe, skiøndt det var den evigvelsignede 17^de Octbr min 21^de Aars Bryllupsdag. Jeg havde endnu i Søndags rost af at Hovedpinen i saa lang Tiid, fast en heel Maaned, ikke en eneste Gang havde meldt sig; men saa kom den med al sin Vælde, for at betyde mig, jeg ikke skulde troe dens Magt var formindsket, eller være tryg fordi den gav længere Pusterum. I Dag er det nu saa som saa; men langt bædre, Gud bevar's!

En Nyehed maae I dog vide: at jeg i Dag første Gang har forsaget Morgen Caffen, og vedbliver nu at nægte mig denne styrkende, qvægende Nectar alle Morgener, Festdage undtagen, indtil den skammelige høye Priis falder tilbage i det mindste til det halve. Det var rigtig flaut at see den stakkels Theepotte allene paa Bordet, og jeg ærger mig ikke lidt over mig selv, fordi jeg finder det [41] saa, og skal være en saadan Træl af mine Vaner, at jeg strax jeg aabner Øynene skal tænke med et Suk (ja lee ikke, mine Venner! jeg sukkede virkelig) I Dag faaer du ingen Caffe – før Eftermiddag. Min Koren vil, jeg skal lade lave for mig allene; men jeg siger med Minna Barnhelms Franciska: jeg kan ligesaa lidt drikke Caffe allene som sladdre allene» – Nu nok Sladder om den stakkels kiære Drik. Jeg vilde kun, I skulde lee lidt over mig, eller ynke mig lidt, alt ligesom I selv griber meer og mindre dybt I Eders egen Barm –

Stakkels Poppenheim tog Afskeed fra alle sine Hovind Venner med vaade Øyne. Hun faaer det vist godt hos den snilde Præst; men det er saa egen en Sag med den Omskiften fra Kiendte til Fremmede –

Den 20^de Torsdag. Gud skee Lov, Brev fra min Sarotje, og Presidentens Bædring vedbliver mærkelig. Men Lotta nu er syg, maae holde Sengen. Det er hendes sædvanlige Gigtsmerte, siger Sarotje, smertelig men ey farlig. Ved Nattevaagen har hun nok paadraget sig den, og ved Forkiølelse. Giid jeg nu var hos Dig, elskte Veninde! og sad ved Din Seng, og stunddom ved Presidentens, som nu allene sukker over Kistas strænge Comando, da han ey maae faae alt hvad han vil.

I Gaar og i Dag har jeg været flittig, skrevet et langt, tæt Brev til Døttrene dernede, sendt deres til Sally, som ogsaa fik Brev, NB fra mig, og skrevet til min Maja C: til Fr: Bergh, til Zarine Biltzing, og nu til Sarotje. Saa sender jeg ogsaa Karamsen i Dag afsted til liden Petruska, og har, kort sagt, ret travlt. Min Koren bragte mig i Aftes den ubehagelige Efterretning: at min lille Gudsøn i Hurdalen, Forvalter Kreftings nest Yngste, er død meget hastig, faa Dage efter Moderens Nedkomst, og mens [42] Faderen var paa Toten. Hun er dog, Gud skee Lov, temmelig frisk. Ellers pleyer mine Gudbørn leve og trives saa vel, og dette var ogsaa en vakker og rask Gut –

Ja, det er vel saa; men saaledes at see sit skiønne Blomst henvisne og døe, det Blomst, vi opelskede med saa megen Omhu, som alt lønnede os med sin frydelige Farve, sin søde Duften – o, det Blomst, hvis Rødder omslyngede vort Hierte –

Løverdag 22^de Bedst som jeg sad i Aftes, og for første Gang i lang Tiid skrev ved Lys, skrev til Sarotje, og just fortalte hende min Gudsøns Død, bankede det stærkt paa Dørren. Denne Lyd har altiid, selv i Byerne hvor den er saa almindelig, noget uforklarlig ubehageligt for mig. Jeg foer høyt i Veyret, Dørren aabnedes, og – ind treen Jette Degen. Hun fulgte med Forvalter Krefting, i hvis Huus hun er. Han er i Dag taget til Byen, og hun bliver her til hans Tilbagekomst derfra – Det traf saa underligt, at de kom just som jeg talte om den lille Yndlings Død. De gode Forældre har, som jeg kunde tænke mig, græmmet sig meget. Saadan som nu Krefting blev hentet fra Toten, blev jeg engang hentet fra Christiania, for at være Vidne til et elsket Barns Bortgang herfra. Det var min søde Enevold, Glædens og Sundhedens Billede, og Eders Gudsøn, I Dyrebare! Sally, Katty, Treschow – Uforglæmmelig bittre Hiemreyse! Med Krefting har jeg sendt et langt Brev til Egerbarna, et kort til min Sarotje, og med ham faaer jeg Onsdag vide nøyagtig, hvordan det staaer til paa Tøyen.

Og i Morges fik vi Caffe, fordi her var Fremmede. Det er rigtig Umagen værd, endog frievillig at negte sig en og anden saadan Skiødevane, for siden at nyde den dobbelt

[43] Saa erindrer jeg ret godt, at jeg som Barn ofte om Vinteren stod op om Natten, og giorde nogle Toure omkring i det kolde Kammer, for at have den Glæde, at komme forfrossen ned i den giennemvarmede Seng. En af de deyligste physiske Nydelser jeg endnu kiender –

En behagelig Efterretning bragte Forvalter Kreft: som især vil være min Sarotje saare frydelig. Præsten Hannestad, som just kom ned til Kbhn i den sørgelige Tiid, kort før dets Beleyring, og har som Søgende lagt dernede siden, tilligemed sin Kone, en Jomfr: Bigum, Sarotjes Ungdoms Veninde, er nu bleven befordret til Voss ved Bergen, og ventes daglig herop. Maae kun den unge høyt frugtsommelige Kone lykkelig overstaae Reysen!

Søndag 23^de Vi skulde i Dag alle været til Gierdrum, hvor der er Confirmation. Men den maae takke Gud, som i sligt Veyr og Føre kan faae sidde hiemme i sin søde Roe. Hertel og Vold toge allene did. – Et Brev fra min Wilhelm, det eneste med Gaars Posten, bekræfter Presidentens, med mere Hurtighed, end der lod sig formode, tiltagende Helbredelse. Han har alt sadt oppe og spillet i Brættet og Lhomber. Giid han kun ikke forvover sig! Med min kiære Lotta var det som da Sarotje skrev.

Og nu er det, skiøndt Kl: kun er 4, saa mørkt, at jeg neppe kan see, Regn og Hagl pidsker paa Vinduerne. Hu, det er fælt! og de arme Krigere, som nu maae døye saa ondt! Gud styrke dem til dette og alt hvad der endnu forestaaer dem! Hver Gang jeg har det ret godt (og det har jeg ofte) tænker jeg paa dem og sukker, og kan ikke fryde mig meer saa ganske af Hiertet som ellers.

Man lærer i denne Tiid at oeconomisere med alt, ogsaa med Læsning. Jeg har nu tilendebragt de sidste Dele af Moritz's Erfahrungsseelenkunde, hvori jeg har fundet meget Godt, meget, som [44] ikke tilfredsstillede mig, og meget, som gik over min Horizont. Det behandlede jeg da a la Jalles, som «flittig Hilsen fra min Kone. Nu skal jeg tage fat paa Linas Ferien, et periodiskt Skrift i 8 smaae Dele, som tilhører min Thrine Cappelen. Herinde i mit eensomme Kammer læser jeg min kiære Herders vom Geist der Ebräischen Poesie. Det er mig sand Siæleføde; men som sagt, den maae nydes i Roe og Eensomhed. Det andet er Aftenlæsning mellem Glutterne, tildeels for dem.

Mand: 24^de Jeg har nu giennembladdret et Par Bind af disse Ferien, uden at finde noget synderlig efter min Smag. De fleste Stykker burde paa ingen Maade have Plads i et Skrivt, hvis Tittel og hele Indretning viser, det er bestemt for mit Kiøn. Saa er der for Ex. et Kobber af og Fortælling om den fameuse, i Ulfeldts Historie indviklede Dina Schumacher, en Skabning som var blandt de Foragteligste, jeg kan tænke mig; og hun fremstilles her som et Exempel paa Heroisme, glimrer paa den ædle ulykkelige Eleonores Bekostning – fy! Men Koren‹,› som har giennemlæst alle Bindene, siger, det er et og andet ret lesværdigt, og det sagde ogsaa min Thrine. Jeg maae, seer I, nu det stunder til den fæle Slagtning, have et Forraad af Fortællinger, som kan holde ud saa længe denne, Aarets leyeste Beskiæftigelse, varer. Den begynder i Aften. Giid den ogsaa var forbi! I det mindste Dyrenes Dræbning. O! at alt dette Myrderie skal være saa uundværligt til vort Livs Ophold!

Forestillingen om denne fæle Nat, og det reent melancholske Veyr, giør mig selv mit lille grønne Kammer saa underligt øde. Men hvorhen tager jeg min Tilflugt? I Stuen er Jette, den hiertensgode Jette, men som med al sin Hiertens Godhed er, i det mindste for min Stemning i Dag, hiertens kiedsommelig ved sin evindelige, om en Axel, Opdragelsen, sig dreyende Prat – Hun mener det godt – Aa ja!

[45] Tirsd: 25^de Da jeg vaagnede i Morges, var jeg ret syg. I Begyndelsen var det blot Hovedsvimmel, som min Koren troede at curere ved at lade lave Caffe. Jeg selv troede, den, og især den Forsikkring: at alle Creaturerne vare længe siden døde, skulde fordrevet det Onde; men det blev ved, og endnu er jeg saa mat, at jeg neppe kan skrive. Det fæle, fæle Veyr vil jeg troe, er for en stoer Deel Aarsag i dette mit Sletbefindende. Nu nyelig var det mørkt, som om Kl havde været 6, og endnu er det ikke Middag. Uophørlig Regn og Slud – Og fast intet Øyeblik kan jeg lade være at tænke paa alle dem, som ere udsatte for denne slemme Aarstiids meer end almindelige Ubehageligheder. O! havde dog Alle det saa godt, som jeg! Troe mig, mine Elskede, der er mere Egen- end Menneskekiærlighed (eller rettere Nætekiærlighed) i dette Ønske. Hine Tanker og Forestillinger forbittrer mig alle mine Glæder. Og vi vilde jo alle giærne have disse saa uforstyrrede, som mueligt –

Onsd: 26^de Ney, den Drøm, jeg havde i Nat var saa roesom, at I endelig maae have den her, mine Venner! Jeg var, syntes jeg, «i min Ungdoms Blomster» som Tante Lotta pleyer sige, og skulde være gl: Khrr: Adlers Dame til et stort Ball[.] Dette er det Løyerlige. Thi at jeg aldrig blev færdig, at nesten alt som skulde pryde mig, var vaadt og ufærdigt, er som i alle Drømme. Men gamle Adlers Balldame, og at jeg tænkte paa, hvilken Figur vi vilde giøre i Dandsen – ney, I kan ikke troe hvor snurrigt det var, selv i Drømme.

I Dag, i dette nesten meer end almindelig afskyelige Veyr, skal den gode Krefting komme tilbage fra Byen, og med ham Efterretninger fra Tøyen – Jette er rigtig go aa ha alligevel. Vi tirrer hende paa mange Sæt og Viis, og især med, efter Aftale ka‹…›ⁿ³¹ [46] I tænke, ^{at bagtale} hendes Yndling, Sara Koren, og endskiøndt I veed, og maae vide, at det altsammen er Spøg, bliver dog ganske ordentlig vreed, og gaaer ofte sin Vey i reen Harme. «Saa vil I kanskee ha det?» – Ney, det kan jeg dog ikke sige. Man kan sandelig ikke andet end holde af hende for hendes faste Hengivenhed til dem, hun holder af. Jeg troer, uden Hyperbol, at hun lod Liv og Blod for dem. Og denne Forestilling giør alle hendes Underligheder, tildeels flyder af bemeldte Hengivenhed, taalelige, selv naar de falder i det kiedende – som ofte er Tilfældet.

Nu maae jeg ud til mine flittige Smaaepiger ved Kiødskrabningen etc, hvor selv Lina fra tidligste Morgenstund har sadt saa troet. Men nu skal ogsaa en kostelig Historie være deres Belønning

Tord: 27^de Kun halv glædelige løde Efterretningerne fra Tøyen med den gode Krefting, som giennemblødt til det Inderste, kom her i Aftes. Presidenten er raskere, end man torde vove at haabe, han saa snart vilde blive; men min fromme Lotta endnu ussel, og lidende meget af sin Gigtsmerte. O! var det kun mueligt, at komme ind og see til hende!

Et Brev bragte Kreft: mig ogsaa fra Dig, ømme vennehulde Maja! og et fra Sarotje, som med slig Glæde fortalte at vor kiære Don Pedro har været paa Tøyen, og maatte ind til vor Lotta, hvor syg hun var. Det var saa velsignet snildt af ham, og hvor hurtig han, efter Skik og Brug, var, veed jeg dog vist, dette Besøg har været dem alle saa kiært.

Med vore Folk som nu skal ind med det sidste Magazin Korn (de arme Heste! Føret er fast ubeskrivelig slet) har jeg i Dag meget at skrive. Og som jeg seer, er nu ogsaa mit Hefte færdigt, og kan med det samme gaae sin sædvanlige skiæve Gang – Giid jeg kunde gaae den saa let!

[47] 28^de Octb^r Fredag. Den brave, retskafne Krefting er nu reyst, og med ham den snurrige Jette. Veyret synes at vilde sætte sig, og jeg mener, det kunde have afraset, og at det især i Nat har udtømt al sin Harme. Det var en Storm! alle, de bedst tillukte Dørre endog, sprang op, og Hagl og Slud larmede omkap med Stormens fæle Tuden. Solen har i Dag et Par Gange smilet saa vemodsfuldt blidt, som den taalig Lidende, der udmattet af langvarige Smerter finder i denne Mathed, der dog ikke er andet end Uformuenhed til at lide længere, Trøst og Lindring.

Jeg fortalte Eder jo, Elskede, at en ung Præst, Hannestad, gift med en af Sarotjes Ungdoms eller Barndoms Veninder, ventedes op i denne Tiid. Arme ventende Moder! du kan længe staae, lyttende efter hver Lyd, ved Vinduet. Du seer dem ikke den lange lange Vinter igiennem, og nær ved var det, du aldrig skulde seet dem – De toge fra Kbhn i Følge med Kunstdreyer Nielsen fra Christiania. Tre Gange maatte de vende tilbage, først skrækket af en engelsk Kaper, saa for en heftig Modvind, og endelig tredie Gang, de gik ud, kom de paa Grund, og vare i den øyensynligste Livsfare. Alle, selv de kiækkeste, tabte Modet, kun Ovidia Hannestad ikke. Hun blev roelig, som havde hun sadt i sin gode Moders Stue, siddende i Kahytten, og paa hendes bekymrede Mands og Nielsens Spørgsmaale: hvordan det var med hende? svarede hun: Meget godt, og stræbte at opmuntre dem. Endelig kom de af Grund, Faren var forbi. Nu spurgte Nielsen den unge Kone, hvor det var mueligt, hun kunde være saa roelig? Eller, blev han ved, kiendte De maaskee ikke, hvor stoer Faren var? «Jo» svarede hun, og blide Taare gleed sagte ned paa hendes Kinder, «jeg kiendte Faren, og saae Døden for mig; men jeg har [48] alltiid bedt Gud om, at jeg maatte døe med Hannestad, og dette Ønskes Opfyldelse troede jeg nu at være saa nær» –

Men hendes Mand, hvis Angst for den elskede Hustroe endnu havde een Grund, da hun fast hver Stund kunde vente sin Nedkomst, vilde intet nyt Forsøg vove, og blev i Corsør, hvor hun nu, haaber jeg, har overstaaet, Gud give lykkelig, sin Barselfærd, og er ved et nyt Baand bundet end fastere til sin Mand og Livet –

I Dag for 14 Aar siden, Kl: mellem 5 og 6 om Morgenen saae min fromme Maria første Gang Lyset. Den er altsaa ogsaa blandt mit Livs mange lykkelige Dage en af de lykkeligste. Vel har ingen af mine Børn kostet mig flere Taare, end denne blide, ømme, men nesten altiid svage Pige. Men nu, evig Tak være dig, Alfader! ere disse Taare aftørrede. Hendes Legeme faaer daglig mere Fasthed, selv under denne stærke Væxt, som jeg dog tilskriver de smaae Skranterier imellem, ogsaa i disse Dage, men som, efter alle Lægers og Erfarnes Forsikkring, ganske vil ophøre, naar hun er fuldkommen udvoxet.

Hun sad saa troet, som hun er troe i alt, hvad hun foretager sig, to hele Dage ved Slagteriet. Men megen Stillesidden har hun aldrig taalt. Nu maae hun være paa sit Kammer, hvor Lina nesten intet Øyeblik forlader hende, uagtet de mange Fristelser der kunde lokke hende ned. Denne indbyrdes Kiærlighed og Hengivenhed udgiør en af mit Livs sandeste Glæder.

Fordi intet er min Maja saa kiært som en Bog, gav jeg hende en peent indbunden Nytaarsgave for Damer, da jeg intet andet nogenlunde passende havde ved Haanden.

Mandag sidste Octb^r Her er jeg, Elskede, med mine matte Øyne, mit endnu mattere Hierte. Det var en tung Nat. Min Wilhelm er syg, skrev Mad: Hansten i Gaar. Ak! maaskee meget syg! Og Føret, [49] siger de alle, er nesten ufremkommeligt. Og dog! giid jeg havde fulgt den troefaste Hertel, som reyste Kl 4 i Morges, som nu om faa Timer veed, hvordan det altsammen er – O! hvorfor kan jeg ikke ride – kun ridende er det mueligt, at komme frem. Min Koren holder uopsættelige Forretninger tilbage. Han og alle forsikkrer mig, det ey kan være farligt, da Moer H: ellers maatte skrevet anderledes, da de paa Tøyen ikke engang vidste, han var syg. Men med det arme Moderhierte er det saa underligt. O! at denne Dag og Nat og Morgen Formiddag var forbi! «Er der mindste Fare, sagde Hertel, skal De have Bud inden Tirsdag Middag.» – Men o Gud, om nu et saadant Bud kom! Det er en nesten uudholdelig Tanke –

Paa Tøyen, Gud skee Lov! skal alt være i Bædring – Den gode Walbohm blev bragt til sit Hiem i Gaar med en brudt Arm. En Hest havde løbet løbsk med ham, og han væltede med Kariolen. Han er imidlertiid roelig, og haaber, snart at blive brav.

Hvad skal jeg have at sige Eder i Morgen? O! Almægtige, algode Fader! giv, at jeg kunde sige noget! Trøsteligt maae det da være.

Tirsdag November den 1^ste – Nu er det strax Middag, og Gud være takket, endnu er her intet Sorgens Budskab kommet. Jeg burde vel nu være roeligere men det er som min Ængstelighed tiltog istæden for at tage af. Natten var langt roeligere, end jeg torde ventet den, og jeg stod styrket og modig op, takkende den milde Fader for den søde Vederqvægelse, jeg havde nydt. Maaskee, tænkte jeg, er det til Styrkelse, for at du skal udholde den Angst der venter dig. Men nu siger Koren og alle, at jeg maae, og bør være roelig. Før i Morgenaften kan Hertel ikke være her, maaskee kommer han ikke engang da, og før jeg har talt med ham er dog ingen fuldkommen Roe at haabe – Gud give, han maatte bringe mig den!

Min Maja er i Dag ikke brav. Hun har i flere Dage ikke været [50] ganske frisk, derfor skiulte vi hende, at Wilhelm var syg, og at Hertel for hans Skyld reyste til Byen. Jeg har holdt mig saa kiækt som mueligt, og i Aftes læste jeg for hende og de andre den nysselige lille Fortælling, Renate, i Linas Ferier, det bedste Stykke, jeg finder i dette Skrift. Men alligevel har hun fattet en Mistanke, at det ikke maae være rigtigt. Lina, som vi heller intet har sagt, har formodentlig hørt noget som nu sætter den ømme Maja i Uroe. Hun spørger ikke, men jeg seer, hun vil læse i mit Ansigt, hvor hun er vant til at finde alting tydeligt nok. O! kunde jeg snart bringe hende en fuldstændig og glad Underretning om det alt.

Kl. 4. Jeg kommer nu fra en Spadsertour med min Koren fra Christianeshøy, som jeg har sagt Farvel for lang Tiid. Det er et himmelskt Veyr, og jeg er efter denne lille Gang, skiøndt den mattede mig meget, nu meget lettere om Hiertet.

I Dag et Aar var Marken bedækket med Snee. Da var min Rikke her i Slæde, Fabritius styrede hende, første og sidste Gang den Vinter. Om vi skal see ham hos os i Vinter, veed Gud. Jeg havde Brev fra ham med sidste Post, han er frisk, men lider ikke godt i det hidtil saa afskyelige Høstveyr. Ney, de Arme, de lider nok ikke godt.

Torsdag Formid: 3^die Endnu ingen Hertel. De siger alle, just dette er et godt Tegn. Egentlig modsiger mit Hierte det heller ikke; men ængstligt og uroeligt banker det dog Hertel imøde, og ved hver Bevægelse, ved hvert Hundebiæf i Gaar, foer som et Dolkestik giennem min Siæl. I Nat har jeg været meget syg, og min hele Søvn beløb sig vel neppe til to Timer, og disse endda ikke styrkende. Nu jeg er kommet op, føler jeg mindre Smerte, men desmere Mathed. Dog, det er jo ingen Syge- og Sundheds Journal jeg holder. Det bliver vel bædre op ad Dagen.

[51] Søndag 13^de Novbr Ogsaa mørke Dage svinde, svinde de end seent – Ja, de ere svundne, disse smertelige 14 Dage, disse skrækkelige sidste. Hvordan kunde de svinde? Wilhelm er borte – aldrig, aldrig mere skal disse Øyne see ham, aldrig mere disse Arme trykke ham til det nu saa dybtsaarede Hierte, det Hierte som var jo saa et med hans. Borte – gaaet bort, saa hastig revet fra min moderlige Barm. Skrækkeligt, skrækkeligt! Og dog er jeg jo nu saa roelig. Heller ikke græder jeg mere saa heftigt, og naar Taarene flyder, letter det om Hiertet – og nu alt, saa snart – Er du glæmt? Wilhelm! kan en Moder glæmme sit Barn, og et saadant Barn? Aldrig, aldrig!

Men see, hvor de samler sig om mig, Wilhelms Fader og Sydskende, den faste, sieldne, ja lad mig kun sige det, Sara, Du er en sielden Pige – Gud lønne Dig hvad du er og har været mig! Gud lønne Eder Alle, I Velsignede! og ham, Wilhelms Ungdoms Ven, hvis eneste Glæde den elskelige Yngling var – see, glæmmer de ikke deres egen Kummer over min, smiler ikke Glæde, reen som Engleglæde af deres Blik, naar de seer mig roelig. Og Du, Maja, ædle, dyrebare Maja Cappelen! Hvor iilte Du til mig, uden Tanke om Føre og Veyr og Din ikke faste Helbred, iilte i mine Arme, og ved Dit ligedan saarede Hierte har jeg grædt de første ret lindrende Taare. Ja, den Vished være Dit sieldne Venskabs Løn, Du Ædle! Og Schmidt, min Ven, min Søn, ogsaa Du! ja, ja, hvad I ere mig, hvad I ere alle os Lidende det vil han lønne Eder, som ene kan – jeg kan ikke, ak! jeg kan saa saare lidet mere –

Nu ere de i Kirke, og hos Wilhelm, bringer ham min Hilsen – Jes gav den med til ham, min stakkels forladte Jes – Men ney, ikke forladt, Jessen min! O! det var Bespottelse at tænke det – See hvor Alle Alle de ædleste beste Mennesker vil dele vort Tab, vor Kummer – Jeg har endnu ikke kunnet besøge Din Grav, min Willa, men jeg skal snart see den. Mens de ere her, min Søn fra Eger og min [52] Maja, og min Jes – og saa skal did blive min kiæreste Tour.

Onsdag 16^de Nu ere de borte, de Velsignede, min ædle Maja Cappelen, min ædle Egersøn. Tusend Tak fra min Siæls Inderste for hvert Øyeblik I skiænkede Eders lidende Venner! At Eders Nærværelse har styrket, qvæget de dybt saarede Hierter, det være Eders Belønning! I ønske Eder ingen anden, det veed jeg, og den være Eder i fuldeste Maade! Og nu ile I til Tøyen, til det kiære sørgmodige Tøyen. O! fandt I der alt, som jeg og vi alle ønskede, tør jeg ey sige; men bædre end mit tunge ahnende Hierte forestiller mig det!

Endnu engang, hav Tak, hav Tak for alt, I sande Gode! naar mørke Skyer drager sig over Eders Himmel – og hvilken mørkner ey de? – o! da skal Mindet om de Taare, som flød saa lette og qvægende ved Eders troefaste Hierter, styrke og qvæge Eder, og adsprede de mørke Skyer, og Haabet skal straale Fred og Fryd til Eder igien –

Og hav Tak, alle I Dyrebare! som deler vor Kummer, vort, ak! uerstattelige Tab, saa ømt og varmt som min Maja og Frederich, som saa giærne ilede til mig, saa giærne tog mig til Eders vennehulde Barm og græd med mig. I græder med mig, med min blide taustlidende Koren, med Wilhelms gode ømme Sydskende, med hans Ungdoms Ven, hans Hertel, for hvem ingen Glæde mere findes herneden, med de dyrebare Tøyens Venner, som han var saa kiær, som saa ømt begræder ham. Ham? o ney! ikke Ham, ikke den Lysets Engel – os, os, som endnu vandrer herneden i Mørkets Dal – men til Dig vandre vi, min Wilhelm! vi veed, vor Vey gaaer til Dig, og skulde vi da ey udholde og lide for at komme til Dig. Jo, gode Fader! til Dig og ham gaaer vor Vey, den korte, korte Vey – [53] og lad den end være tornet, stenet og ujævn, lad end hver Blomst, den muelig endnu tilbyder mig, kun groe dugget ved mine Taare – Du gav den, Herre, Fader, taknemmelig vil jeg bryde den – plante den paa Vilhelms Grav og saa gaae videre, roelig, tillidsfuld, ogsaa naar jeg længe ingen Blomst finder – da vil jeg glæde mig ved de, Du engang lod spire nesten under hvert mit Fied – de ere jo ey visne. Et af de skiønneste, det frodigste, som Du afbrød, og de spæde Tre, Du før afplukkede, o! hvor deyligt skal de engang blomstre, dufte mig imøde!

Tak, Herder! du Hiertets Digter! tusend tusend Tak for de blide Taare Du gav mig i Gaar, da min Frederich her læste Din skiønne hiertelige Tale ved et dødfødt Barns Grav. – O ney! saadan kunde intet trøste, som den Udsigt, Du aabner os ind i den Verden, som Dit Engleblik, allerede her saa fortroelig med Evighedens Saligheder, saa klart viste Dig –

«Der Gott, der kein Stäubchen untergehn ‹…› lasst, sollte er eine Menschenseele untergehn lassen, die er so schön gebildet, so reich ausgestattet und beschenket hat? Ja, wenn wir die so allgemeine Erfahrung dazu nehmen, dass Kinder von der feinsten Bildung, von der reichsten und liebvollsten Ausstattung am frühsten hinweg gerufen, und hier am wenigsten entwickelt werden; ist nicht dieses Naturordnung Gottes selbst der reichste und lauteste Aufschlutz? Unsre arme Erdentwicklung, wie langsam, zweidentig und gefahrlich ist sie! wie wenig will sie sagen! Ein Lebensalter zerstört was das andre gebauet [54] hat: eine entwickelte Kraft der Seele schwächt die andere; und was findet sich am Ende oft mehr zerstört, als die Tugenden des Kindes, die Fähigkeiten des Himmelreichs: Einfalt und Unschuld? Siehe, darum bricht Gott seine liebsten, besten Rosen früh: eh' sie die Hitze des Tages gebeugt, eh' sie der Sturm at ^entblättert, eh' sie der Wurm zernagt hat!» Er wird hingerückt, sagt das Buch der Weisheit, damit die Bosheit seinen Verstand nicht verkehre, noch falsche Lehre seine Seele betrüge. Seine Seele gefället Gott wohl, darum eilet er mit ihm aus dem bösen Leben.

Jeg kunde udskrive den hele Tale Ord for Ord – jeg vil indskrive den i mit Hierte, og derfra skal flyde Styrke og Kraft – og blide, lindrende Taare – saadanne, som de fløde ved Din ligedan saarede Barm, elskede Maja C, ved de smertelige Savn, ved de glæderige Haab –

Da jeg i Sommer ledsagede Dig, Maja, til Dine Dyrebares Hvilested, o! hvor lidt ahnede det mig da (underligt at det ey ahnede mig) at Du saa snart skulde følge mig til min Wilhelms friske Gravhøy. Tak for de tunge Trin Du gik med mig did, og gik saa villigt, holdt mig ikke tilbage, gik taus og hurtig o Tak! Tak! Det var den første tunge Gang did, Din understyttende Arm var mig saa nødvendig. Kun en Moder, som selv har seet sit Haab, sin Glæde nedsænke i den mørke, kolde Grav, føler, at en Moder kun der kan udgræde sin Smerte. Ja, Du havde Ret, da Du sagde, at det engang vilde blive min Trøst, at have det dyre Støv saa nær – Underligt lyder det endnu i mit Øre: «Veed De, om han ikke hører Dem?» Det var vor Ven, vor Frederich, [55] som var ilet efter os, men havde holdt sig tilbage, fordi hans saa rigtig og dybt følende Hierte sagde ham, at disse første smertefulde Øyeblik kunde, maatte kun en Moder dele med Moderen. Min Jes stod bleeg og grædende ved hans Side. O! jeg glæmmer det aldrig –

Og kun denne ene Gang har jeg besøgt Dig, Wilhelm! men uophørlig er mine Tanker hos Dig. Med min første Opvaagnen og min sidste Indslumren svæver de om Din Grav – og saa seer jeg, hvordan Du laae bleeg og smilende med de sammenfoldede Hænder paa det rene skyldløse Bryst, slumrende saa sødt i den aabne Kiste for Altaret, seer Dine Systre, Din Sara og Maja, og Din stakkels forladte Jes, og Din Hertel, og saa mange som kunde trænge sig om den elskede Yngling, for at sige ham det sidste Farvel – de staae om Kisten – Lina og Din Fader og jeg, vi maatte ikke sige Dig Farvel – o, hvorfor maatte vi ikke sige Dig Farvel! –

Saa den sidste Morgen – thi nu veed jeg det alt – Søndag bragte den forgrædte Aslac Dig hid – saa havde han ey ventet at følge Dig, Wilhelm! – og saa stod Du der for Altaret, i din Vugge, «uden Duun og uden Giænge» til Torsdag Morgen, Kl. 4, da skinnede Maanen, blidt og veemodigt i Forening med de ophængte Lamper, sidste Gang paa Dit blege, hulde Ansigt, Wilhelm, da gav Din Hertel og Din Jes Dig det sidste Broderkys, alle Tilstædeværende Dig Tak og Velsignelse og Taare. Og saa bare de Dig – da Laaget var lagt paa Kisten, da bar Din Hertel Dig, som han saa ofte bar Dig – ak Gud! hvor anderledes – sidste Gang hen [56] til Dit sidste Sovekammer, og den fromme Siælehyrde, den Dig og os alle saa ømt hengivne Mørk, traadde hen til den aabne Grav, hvori det dyrebare Støv nu alt var nedsænket, og af hans fulde Hierte udstrømmede, afbrudt ved de fremstrømmende Taare, det rørende sidste Farvel til Dig, min Wilhelm, og alles Farvel – og saa dækkedes Kisten til med Jord, og Maanen smilte paa den friske Jord og i de Omstaaende Bleges Taare – Og saa slumrer Du nu sødt, elskede Wilhelm! saligt og sødt –

Kl 12 Hvilket Veyr! mine arme, kiære Reysende! O! skulde I kun ikke for dyrt betale Eders Kiærlighed, Eders Ømhed for mig, og saa at skiænke mig den Dag i Gaar, som var bestemt til Eders Bortreyse, men som I blev over, for ikke at forlade mig, da min Koren var borte, da Hertel, den troe Hertel, var reyst ind til Byen med min Jes, og Hiertets dybe Saar blødte saa stærkt, og Eders mildt forbindende Hænder vare mig saa nødvendige. Nu tier Claveret, nu opløser intet «Wie sie so sanft ruhen» intet «Visselulle, min Barnlid!» den tause Kummer i Taare. Men det lyder endnu sødt for mit Øre, og min lille Maja nynner hvor hun sidder og gaaer: «O Død! du er ey frygtelig, men Støvets Børn miskiende dig!» –

Vare I nu kun i Byen for det første, I Dyrebare! Det vilde blive en nye Vægt til den som før tynger paa det nedtrykte Sind, ^{om I nu blev syge efter denne Kiærlighedsreyse}. O! ney, I maae komme raske hiem, og blive friske, derom beder vi alle Gud saa inderligen, og han vil høre os –

[57] Torsdag 17^de Det samme afskyelige Sludveyr, det samme Mørke, den samme Bekymring for mine elskede Reysende. Og min Maja er syg i Dag. Hvordan kan det arme tunge Hierte hæve sig under alt dette mere og mere tyngende? Og dog, Gud Du seer det, dog stræber det: thi hvordan kan det anderledes giengielde Eders Kiærlighed, alle I dyrebare Væsner, som saa ømt lider for ^med mig, som saa giærne leed for mig, om I kunde.

Det var en lang Dag i Gaar, en længere Aften, end jeg nesten kan mindes. For ^ikke at see ud, tændte vi Lys Kl 4 og trak Gardinerne ned. Børnene sad omkring mig, min syge Maja i Sophaen, heldende sit brændende Hoved til min Barm. Det giorde saa godt, sagde hun. Siden kom min Koren til os, men der var og blev saa stille, ofte saaa stille, som ved Wilhelms Grav. Kun de tunge Vindstød afbrød Stilheden. Ikke den, som hærsker om Dig, Wilhelm! «Du slumrer i Roe» – dog er det undertiden saa smerteligt, at tænke Dig i den kolde mørke Grav. Undertiden? Ja, ikke altiid: thi ofte kan det lykkes mig, at løsrive mit Blik fra den mørke kolde Grav fra den hele mørke kolde Jord, og følge Dig, det egentlige Dig, Din rene, lyse Aand, ind i dens nye Verden, hvor ingen Kulde er og intet Mørke og ingen Afskeed og ingen Taare. Dog jo, Taare, søde himmelske Taare, Gienseelsens og Glædestaare flyder vist ogsaa der. Jeg kiender intet sødere, end saadanne Taare, og jeg troer vist, de ogsaa vil flyde hisset, kun endnu blidere, utænkelig sødere –

Sov vel, Wilhelm! siger jeg naar jeg slumrer, ak! og naar jeg vaagner, og ogsaa maae sige: Sov vel Wilhelm! – da er det mig tungere: Jeg slumrer med Dig, Du vaagner ikke mere med mig. Atter drager den kolde mørke Jord mig til sig. Tilgiv mig, I Elskede, I levende Elskede, og I Bortgangne, Eviglevende! Tilgiv mig! Willa, min Willa! beed for Din svage Moder, at hendes Blik maae kunde vende sig fra Dit elskede Støv til dit forklarede Selv!!!

[58] I Dag er det 14 Dage siden Wilhelm lukte sine hulde Øyne sidste Gang. Hvordan kunde de gaae saaledes, disse 14 smertefulde Dage, og jeg nu sidde her og tænke tilbage paa dem? De første 8 gik i et Slags Bedøvelse, de sidste, o Du dyrebare Veninde, deres Bitterhed blidnede, forsødede Din kiærlige Omhu, som saa barnligsysterlig forenede sig med de andre mine Elskedes, og min ædle Egersøns Nærværelse. Og see, heftes ikke alle Blik paa mig, som om kun jeg havde tabt Wilhelm? Selv min Korens, den dybt bøyede Faders Opmærksomhed er ene henvendt paa mig, og den faste, men saa dybt og stille lidende Sarotjes, og min fromme Majas, og Hertels, den Gode, og Jesses, og Alles – som om de ikke havde tabt ham, tabt en stoer, ak den beste Deel af dere Glæde – som om hele Tabet var mit. O Gud, giv mig Kraft til at lønne denne uudsigelige Ømhed ved alvorlige Bestræbelser at blive roelig, at blive dem, de elskede Efterladte, hvad jeg kan, hvad jeg bør. De behøve mig, dem tilhører min Veyledning, min Moderhaand, mit Moderøye, disse Fire, som endnu vandre med mig – De andre Fire, Fader! tog Du, Du som gav dem – De voxe, de udhvikles nu under Dit umiddelbare Faderblik – Du som gav dem – Ak! Du gav mig dem jo Alle – om Du fordrede dem Alle – ney, Fader, Du vil ikke knuse Støvet reent –

Jeg kan ey mere, mine Dyrebare! Min Maja klager sig saa, ikke for mig, men jeg veed det dog, at hun har ondt for Brystet. Om ogsaa hun – o Gud o Gud! –

Fredag 18^de Hun er brav i Dag, min Maja, Gud være lovet! Men hvilket Veyr for de elskede Reysende! O! maatte det kun ikke have for slemme Følger, især for Din Gigt, min Moer Cappelen! Ogsaa den gode Hertel er nu vel ude –

[59] I Dag 14 Dage var jeg ogsaa ude. Da det skrækkelige varslende Brev kom: «Han har været Døden nær, er endnu svag, meget svag, men Thulstrup giver Haab» – da holdt intet mig mere tilbage. Jeg følte ikke Stødene af Vognen, som ikke ilede mig snar nok hen ad den haardt frosne Vey. Ak! min Siæl følte for haarde Stød til at agte paa disse. Dog, det var et Slags Bedøvelse, et velgiørende Blændværk, hvori jeg søgte at indhylle den nagende Angst, som jeg ellers ikke havde holdt ud. Alle Scener gik forbi min Siæl: svag, mat, neppe aandende saae jeg den elskede blege Yngling, saae Sara, Jes, Hertel om hans Leye, saae Lyset langt henne i en Krog, kaste sit matte Skin paa de omstaaende Elskedes forgrædte Øyne – ak! og undertiden saae jeg det alt anderledes, saae Haabet smile mig imøde fra de glade Ansigter, saae den Dyrebare aabne de hulde blaae Øyne, række mig den matte Haand, takke mig med et ømt barnligt Smiil for jeg kom, og hørte Thulstrup gientage sit Løfte: «Denne Gang skal han ikke døe –» og saae ham mere og mere oplivnet, og mit Hierte sagde mig, at det var min Nærværelse, som bidrog til denne øyensynlige glædelige Forandring. – Kun i Dødens Arme tænkte jeg Dig, kunde jeg ey tænke mig Dig, Wilhelm! Du raske, sunde Yngling! saa snart kunde jeg ey troet det forbi. Og dog lød det uophørlig for mit Øre: det er forbi! og nogle Linier af et Digt, jeg troer af Rahbek over den unge Gierløv: «Han er død – o! elsker dog hverandre! Afskedstimen kommer snar og mørk – Vee den sidste Arme, som skal vandre Venneløs i Livets øde Ørk!» kunde jeg ^uagtet al min Møye for at tænke paa andet, ikke [60] ophøre at gientage. Saaledes kom jeg halvveys, da mødte de mig, Sara, Jes og Hertel, og Dødsbudskabet. Almægtige Gud! und mig at glæmme dette græsselige Øyeblik! Ney, glæmmes kan det aldrig, men at denne bittre Erindring ikke maae nage saa uophørligt og voldsomt paa min Livskraft! «Er vi da ikke dine Børn, Moer! elsker Du da ikke os, og Faer?» disse Toner lød som om jeg havde hørt dem langt borte, skiøndt jeg laae i den angstfulde Saras Arme, som med sine Kys og Taare bragte det bortflygtende Liv tilbage. – «Kom hid til din Moder, Jes!» sagde Hertel, og de sad alle hos mig i Vognen, den vendte om – Hertel, Sara! hvorfra toge I Styrke til saaledes at underkue Eders egen navnløse Jammer for at bringe min til Klager og Taare? men jeg havde hverken Klager eller Taare –

Og saa Hiemkomsten, saa Natten og Morgenen, og Synet af de jamrende Børn, Wilhelms Sydskende – og saa det første Møde om Søndagen med den dybt nedbøyede Fader, som var borte fra Fredag, som intet vidste, intet ahnede, før han blev forberedt af den gode Foged, til hvem min, nesten allene for alt sørgende Sara, havde skrevet. Hvad kan Mennesket dog ikke udholde! Gud! Du som gav os Kraft til at overleve disse Kummerens bittre Øyeblikke, o! skulde vi ikke haabe paa Dig, ikke haabe Lindring og Trøst fra Dig! Og naar Smerten bliver mig for brændende, naar det, ak! som det saa ofte er, bliver mig altsammen saa forødet, saa tomt, det hele Liv saa glædeløst, naar Wilhelms stille Grav er den eneste Punkt, hvor min Siæl finder Hvile, Haabet om at hvile saa stille og roeligt hos ham det eneste, jeg har at holde mig ved, o! da lad min Korens blide bedende Øyekast, min elskværdige Saras: «Moer, er vi da ikke dine [61] Børn? elsker vi dig da ikke, som Wilhelm elskede dig?» og de andre Velsignedes smigrende Ømhed, og Hertels mandige Sorg, minde mig om, at hiint Haab, hiin Hvile ikke maae være det Eneste, hvormed Tankerne uophørlig beskiæftiger sig, hvorved de hænge. Ja, I dyrebare Efterladte! I har hellige Rettigheder, jeg veed det. Jeg vil, jeg skal leve med Eder, for Eder. Og Dit Exempel, min Maja Cappelen, o! det har styrket, det vil styrke mig, som Dit sieldne Venskab –

«Og han er saa lykkelig» gientager Sara og Hertel saa ofte – «Hans Liv var idel Glæde, hans Død var en sød Overgang, uden en eneste Smerte, til endnu høyere, renere Glæder» –

Paa hans Fødselsdag for 9 Aar siden, da han var med sin Fader i Bergen, skrev jeg jo, da jeg havde hilset denne, og saa min første Datter, min tabte Marias Fødselsdag, med den underlige Veemod, som den saa naturlig fremkaldte, især da ogsaa han nu var fraværende, og første Gang fraværende –

[62] Og da Han nu har røvet mig min Glæde – ak! mit Hierte er knust – Tilgiv Fader! takket Dig har jeg ikke. O! du fordrer kun hvad Støv kan give. Du tog ham ikke blot for at knuse mit Hierte, det veed jeg. Den hulde skyldfrie Yngling maaskee saae Du, en langt større, en haabløs og grændseløs Smerte ventede Moderhiertet, og derfor, og fordi han var Dig kiær, og jeg var Dig kiær, og fordi Du vil give mig ham saa usigelig lyksalig, saa reen og hellig tilbage – derfor tog Du ham. Taushed, Taare og Tilbedelse!

I Aftes kom min Sara ind med en Munterhed i det smilende Øye, som jeg længe ikke saae i noget Øye omkring mig. Min stakkels kiære Rikke! hvilken Angst har hun udstaaet, hvilke tunge Dage, de første i hendes nye Bolig! Siden Løverdag har hendes Søn – den Eneste hun beholdt af sine tre Ældste – været meget syg, Døden nær. De har vidst det her alle, endogsaa min Lina, og gaaet saa ængstelige for den arme Moder, som har lidt og lider saa meget for mig som i sin nærværende Forfatning er ^har endnu mindre end ellers Styrke til at udholde flere Stød, og for mig, som de saa omhyggelig har vidst at skiule det for. Derfor blev De kaldt ud forgangen Aften, kiære Egersøn, da jeg blev saa ængstelig, og Maja C: fald paa, De skulde ud og see paa Kiærren, og I alle fik mig til at troe det var saa, skiøndt mit ahnende Hierte blev længe ved at banke saa ængsteligt.

Gud være lovet! han er bædre, er uden al Fare, skriver den lykkelige Moder. Gud være lovet! min elskede fromme Rikke siger jeg af mit inderste saarede Hierte med Dig, og det er som en Glædesstraale vilde trænge sig derind –

[63] Løverdag 19^de Da Kl blev 10 i Aftes, og Hiertel endnu ikke kom, blev jeg saa hiertelig beklæmt. Da tog jeg af dine Draaber, beste Moer Cappelen, og gik tilsengs. Men mit Hierte bankede og min Puls stod nesten stille, og min korte Slum var Feberdrøm. Henimod Midnat kom de, han og den gode Zarine Biltzing, giennemblødte og trætte. Jes er ret brav, siger de begge, men stille, bleeg og stille, som han var her. Presidenten er aldeles restitueret, men min Lotta, min kiære fromme Lotta endnu meget svag. O! kunde jeg ile til Dig, min Veninde, det skulde blive bædre med os begge!

Tak, min Maja C, for Dit kiære Brev. Du er stedse Dig Selv. Og nu er Du med Guds Hielp i Dit elskelige Hiem, hos Din Pedro, blandt Dine Børn, og min Thrine har atter ydet sin unge, aldrig seele Ven, eller rettere hans Moder, nogle ømme Taare. Tak gode Pige! Flere skal ved din Barm blande sig med mine –

Og min ædle Søn, min Frederich er nu vel ogsaa underveys til sin Lise og sit Hiem. Gud signe Eder, I Elskede, hvor I ere! Mine moderlige takfulde Taare følge Eder!

Saadanne Taare ere søde; selv de ved Dødsbudskabet, de første enkelte, brændende, ere dog ikke, o Gud, ere langt fra ikke de bittreste, der flyder her paa Jorden. Blide, hulde, rene Wilhelm! alle elskede Dig, alle begræde Dit Savn, de ædleste, beste Mennesker ofre Dit Minde skiønne Taare. Og hvor trøstende, hvor qvægende er hiint Minde, Din unge herlige Lærer, Platou, har sadt Dig!

Arme ulykkelige Frue ‹T›!ⁿ³² arme ulykkelige Børn! hvad skal give Eders Kummer Lindring? Hvilken Engel har Trøstens lindrende Balsam for Eders saa skrækkelig sønderknuste Hierter? O jo! Gud vil styrke Eder, vil skabe Kraft i Eders nu saa haabløst lidende Hierter – men bittre, bittre og brændende, aldrig qvægende skal Eders Taare falde paa den ulykkelige Mands og Faders Grav. O! Mand og Fader! hvor kunde du glæmme Dine Efterladte, dine alt saa længe Kummerfulde, saa rent? Men glæmte du dig ikke Selv‹,› arme ulykkelige Mand! Gud skiænke Dig Fred! og Dine Utrøstelige Qvægelse!

Fred med de Døde! ogsaa, o ‹T›!ⁿ³³ med dit Støv!

Tirsdag 22^de Jeg er ualmindelig mat i Dag. I lang Tiid har min Søvn været saa roelig og god, ja, mig selv ubegribelig roelig, kun i Nat, især henimod Morgenstunden, var den blot Feberslummer, afbrudt ved idelige ængstelige Drømme. Ogsaa om min Vilhelm drømte jeg, som jeg, forunderligt nok, nesten ikke har drømt om i al denne Sorgenstiid. Jeg trykkede ham til mit Bryst, mine Taare flød i mine Kys paa hans blege Kinder, de vare saa blege og indfaldne; men hans Øyne straalte saa himmelsk blidt. I Aftes besøgte [65] vi ham, min Koren og jeg. Ak! denne tunge og mig dog saa kiære Gang, faaer jeg vel ogsaa nægte mig saa længe jeg ikke er stærkere. Det ryster mit hele Væsen saa stærkt, det føler jeg, og saa bebreyder jeg mig, at jeg maaskee af Længsel efter ham, giør hans Sydskende Uret –

Der stod en Mand ved Graven med en Spade for at pynte den, ventelig efter Hertels Foranstaltning. Det var saa gyseligt, det kom mig for, som de nu først havde sænket ham ned. Han gik. Graven er alt siunken sammen af den stærke Regn, Krandsen nesten ukiendelig. Og han er nu ogsaa ukiendelig, hans skiønne ungdommelige Legeme sammenfaldet som Jorden over ham. O Vilhelm Vilhelm! det er skrækkeligt

Ney, det er ikke skrækkeligt – kun i visse Øyeblik synes det saa –

Kl. 3. «Mit Hierte er et stort, ømt Saar. Den sagteste Berørelse bringer det til at bløde – Min Sara er ikke ganske frisk. O Gud! hvor øde og mørkt er det ofte omkring mig! Hvor ere de svundne, de glade Udsigter, de henrykkende Drømme! Aabnes hine mig mere? Slumrer jeg oftere ind til disse?

[66] 23^de, Onsdag Min gode Rikke Borchsenius's Fødselsdag. Det var for lang Tiid siden aftalt mellem os, at vi i Dag skulde have en ret glad Dag. Vi arme Kortsynede, som ikke veed, om det neste Minut er vort, vi lægger hele Aar i Forveyen Planer til ret glade Dage! Vi see dem den ene Gang efter den anden nedbrudte, tilintetgiorde – og lægger nye, og Død og Skilsmisse og Kummer smiler haanligt til vort «Jordlivs Drømme» – –

«Var det ikke i Sommer» skrev Du sidst, min Cathrine ‹T›!ⁿ³⁴ «at din Vilhelm, kiære Moer Koren, skulde komme herned?» Det var først den neste, Du Kiære, og da – Gud o Gud! naar Du nu hører, hvilken Reyse han har giort – naar I alle hører det, I Elskede dernede. Ney, græder ikke saa bittert for Eders Moer Koren! Han gik til sin Fader, vi gaaer alle did. Ak! du burde ikke gaaet før mig, Vilhelm! dog, tør jeg sige, Du burde ikke, naar Din Fader kaldte Dig! Fader, tilgiv! min Siæl er bedrøvet indtil Døden –

Dig, Du ømme gode Rikke! give Gud ofte at opleve denne Dag, med et lettere, gladere Hierte, end Du nu har! Ønske tør vi jo dog – ak! neppe, neppe nok!

Torsdag 24^de Min stærke Sara har dog ikke holdt ud at gaae saa stille med sin Sorg, at skiule den under Roeligheds Mine. Ak, ikke ved al hendes Anstrængelse har hun nu kundet dølge mig, at hun er syg. I mange Dage har en vedholdende Hovedpine og Mathed – en Følge af stærk Nattesveed – sadt mig i Uroe. I Dag holder hun Sengen efter Walbohms Ordre, skiøndt baade han og hun [67] selv forsikkrer, hun er aldeles brav. Gud give, det var saa! Ak! kun her, min Sara, tør jeg ey troe dig. Hun er munter, og vil bortspøge min Frygt, men det lykkes hende ikke – Ængstelige bliver nu igien mine Drømme. Dog, det er et Under, de ikke stedse har været det i denne Tiid. O! i Nat syntes jeg, Lina var saa syg, kunde ikke leve. Men som sagt, det er intet at undres over, jeg drømmer saa sørgeligt –

Dog er jeg saa frisk i Dag, og lettere om Hiertet, end jeg pleyer. Breve fra Byen i Gaar siger, min Jes er rask, finder sig nu bædre i sin Stilling. Presidenten og alle de gode Mennesker derinde stræber, at giøre ham den saa taalelig, saa behagelig som mueligt. Men min elskede Lotta gaaer det sagte med. Dog skal ogsaa hun være meget bædre. Gav Gud os dog Snee – Jeg gruer saa for det første Møde paa Tøyen, derfor længes jeg efter, at have det overstaaet – længes efter at see Lotta og Jes – Jeg fulgte saa giærne med min Koren paa Løverdag. Det skeer nok neppe –

Falsen skal være begravet med stoer Pomp. Det synes jeg, de ikke skulde giort. De Svage tager Forargelse deraf; og ubegribeligt er det, at Familien har villet det. Men formodentlig har gode medynksomme Mennesker foranstaltet det saa for at lindre de Sørgendes Kummer ved dette Blændværk. De har meent det vel. Men han søgte jo kun stille Hvile, hvi gav de ham ey den? Jeg haaber, han har den.

Min Rikke bedrøvede mig saa i Gaar. Hun ventede mig og os alle, skriver hun, saae sig saa ængstelig skuffet i sit Haab, og er saa mismodig. Ak! jeg begriber, Du maae være det, Du Gode: Din B: er jo ikke ret frisk –

[68] 27^de Novb^r Søndag Det er i Dag den kiære gode Hertels Fødselsdag, vist nok den smerteligste af alle hans Fødselsdage. Gud styrke ham, og styrke os Alle! Det er ofte, mine Dyrebare, meget ofte saa tungt, synes mig, at leve. Jeg græder ikke ofte, men at Taarene uophørlig fremvælder i Hiertets Inderste, det føler jeg. Kun til Øynene komme de ikke saa tidt, jeg ønskede det, og naar de kommer, ere de saa brændende, saa skarpe, at mine Øyne maae betale den Lettelse, Hiertet faaer – Min Sara er endnu ikke ganske rask, har vist nok været sygere, end hun selv troede, end hun i det mindste lod sig mærke med. I Dag haaber jeg dog jeg faaer hende ned. Ak! i Aftes var det saa eensomt. Min stakkels Koren reyste til Moe, for derfra at komme i Betids til Tøyen i Dag. Jeg kom ey med ham. Ene maae han udholde det første smertelige Møde paa Tøyen, ak! hvor nu for første Gang ingen Vilhelm kommer ham i møde. Arme Fader! Gud styrke Dit Hierte! og mit! det er som det vilde opløse sig i Taare – –

Fader Mørk var her. Han var saa bekymret for Sara. Han føler og lider saa med os, den gode redelige Mand! O! I føle og lide med os, Alle I, som med Vemod læser dette.

Jeg fik Brev fra min Jes i Gaar. Han lader til at være roelig. I hans lykkelige Alder giør vel Smerten intet saa [69] varigt Indtryk. Det var heller ikke godt. Gud skee Lov, at han kan glæde sig, allerede nu, over at hans og hans Sydskendes lille Hest, som blev borte i Dag 7 Uger paa Tøyen, ^{nu er fundet –} (Den Dag, gik Jesⁿ³⁵ første Gang til Alters.) Presidenten var lidt i Bædring; det var en glad Dag. En af mine sidste – for lang Tiid sidste – glade Dage. Jeg havde min Vilhelm, han reed til Hellerud, skiøndt det var ondt Veyr og han havde vaaget hos den syge Oncle om Natten. Men hans Ven, den unge Messel, havde paalagt ham, selv at tale med sin Moder – og saa holdt intet ham. O! jeg seer endnu hvor bliid og munter han kom tilbage, hører hvor muntert han fortæller om Bispinde Keysers Breve, Moer Messels Indfald – Gud! hvad minder mig ey om ham og mine svundne lykkelige Dage! Hvor var da en fjærn Ahnelse om, at Du, neppe fire Søndager efter, Du Elskede, Eviguforglæmmelige, skulde hvile i Dødens kolde Arme – Gud, Gud! hvor holder jeg det ud –

Det sneer – Vinteren breder hvide Lagner paa Din Vugge, Vilhelm! Sov vel! –

Mandag 28^de I Gaar var min Sara, syntes jeg, sygere end de forrige Dage. Ogsaa forekom det mig, som Docteren troede det samme. Ak! jeg græd saa smertefulde Taare, mit Hierte var usigeligt bange. I Dag forsikkrer hun, hun er meget brav, og seer bædre, meget bædre ud. Jeg venter nu kun Waldbohm, for at høre Bekræftelse herpaa, og om jeg tør vove en lille Tour til min Rikke, som vist venter mig, da det har sneet i Nat.

[70] Tirsdag 29^de Det var da min første Slædetour i Gaar. O! den var tung, og tungt er mig alt hvad jeg begynder med den Tanke: hvor var du lykkelig, sidste Gang du foretog dig dette! – Min ømme Rikke græd bittre og blide Taare med mig. Hun har følt hvad Tab er, hun kan dele min Kummer. Ak! jeg vilde saa giærne hilset hende i sin nye Bygning uden Taare, men jeg kunde ikke. Hun er saa brav, som hun i sin ængstelige Venten kan være. Gud give, hun havde den overstaaet! Og at jeg havde min elskede Sarotje rask igien. Hun er vist nok bædre, men saa mat, spiser intet, uden China og de tynde Grynsupper, seer saa syg ud. Nu er det synligt, hvad det velsignede Barn har lidt og dulgt, og det er mig saa smerteligt at tænke, det til deels og især er for min Skyld, hun har gaaet saa taus med sin Sorg, og den har faaet Tiid at gribe saa om sig. Men Gud vil skiænke hende Helbred og Munterhed igien, det haaber og troer jeg, og uden dette Haab – – Saa frygter jeg nu – thi hvad foranlediger ikke min Frygt? at det mueligt kunde gaae ligesaa med min Koren, hvis Datter hun i saa egentlig Forstand er, der, ligesom hun, gaaer saa taus med sin Sorg. Gud i Naade afvende det! Gud i Naade give mig dem snart, alle de Dyrebare jeg nu har igien, sunde og – roelige – jeg tør ey ønske meer – omkring mig!

Det er en kold Dag for min K: skal han nødes til at ride hiem. Vi møder ham halvveys med Slæde. Gud give, han kom frisk og rask, bragte gode Tidender, og fandt sin S: brav

1^ste Saa er den da begyndt, den Maaned, Julemaaneden, som vi alle før, de Ventede og Ventende, modtoge med saa høy Jubel. Med bittre Taare hilser jeg dig nu. Kummerfulde Minder seer jeg i dig overalt imøde. Det uvisse Haab, at see Dig, elskede Maja C, og Din vennehulde Kreds, og min Egersøn og hans Lise, ak! selv dette, opfyldes det end, er for mig som Solen omtaaget af Sneeskyerne. Haabet smiler ikke mere Kraft i min Siæl, saa lidt som Solen nu varmer den kolde haarde Jord, saa lidt som dens Straaler smelter Snedækket paa Vilhelms Vugge –

Og veed jeg, om jeg seer Eder, I Dyrebare! Mig er det nesten usandsynligt, at Sara kan blive saa frisk til den Tiid, at hun kan tage ud. Hun er lige mat, kan ikke spise, ikke sidde oppe, ikke engang læse et Brev fra sin Kista, finder ingen Lise i at høre mig læse, taler lidt eller intet. O ja! ofte er min Siæl bedrøvet indtil Døden –

Men Walbohm skiænder paa mig, de skiænde alle, og siger hun er bædre. Giennem mine Taare seer maaskee ogsaa alt mørkere ud, end det er. Imidlertiid vil jeg stræbe at holde mit Blik – min Siæls Blik – fastheftet paa Øyeblikket, at ingen nye skuffet Forventning skal forøge mine Hiertenag. –

Seent Tirsdagaften kom min Koren fra Byen, Gud skee Lov frisk, og med trøstende Efterretninger om den velsignede Lottas Helbred, og om min stakkels Jes's Siæls og Legems Befindende.

[72] Tak, min Maja, min Sally, min Frederich, for de kiære Breve, han bragte mig fra Eder! I har lidt ondt, meget ondt, elskede Moer Cappelen og Egersøn, paa Eders Hiemtour herfra; og Solen burde lyset Eder saa blidt, Vindene saa mildt omviftet Eder paa denne Reyse, denne ømme Kiærlighedsreyse. Men I ere dog saa raske efter den, forsikkrer I Begge, og Tanken om denne Eders Reyses saa skiønt opnaaede Hensigt, har trodset Regn og Storm og Mørke, paa de fæle Veye, over det end fælere Sund, og Venskabs huldeste Skytsengel har omsvævet Eder (som den overalt omsvæver Eder) og bortfjærnet alle Farer, alle ubehagelige Følger af Kuld og Væde.

Og Dig, elskede Sally, endnu et moderligt Kys for begge Dine saa sødt, saa veemodsfuld sødt trøstende Breve, og for Du har skrevet til vore Dyrebare dernede, ak! som maaskee endnu ere uvidende om den elskede Broders Død, om deres Fader og Moder Korens usigelige Kummer. Ja, tunge, barnlig hede vil Eders Taare flyde, I Gode! O! flød de ved mit Hierte! Kunde jeg samle Eder om mig, alle I, som ere mig saa kiære, alle I, som saa giærne tog denne Lidelsens Kalk fra mig, deelte den med mig og forsødede den! Ja, I vil forsøde den – Tidens mildnende Haand og Eders Kiærlighed vil det, skiøndt det nu ofte synes mig saa umueligt, den kan forsødes, den bittre Malurtdrik. Men saa vender mit Øye sig til Dig, Maja, som tabte saa meget, og hvis bittre Siælslidelse nu er forvandlet til bliid stille Veemod, og til Eder, som tabte Alt –

[73] «Sieldne lykkelige Vilhelm! Kort og behagelig var din Vey. Kunde det længste Liv vel givet dig mere? Elsket, begrædt og savnet efterlader du lutter Venner, ikke een Uven – ingen kan eller vil fordunkle dit Eftermæle –» Saa skriver Du, min Sally; og Dit Ønske blev opfyldt: mine Taare flød milde og lindrende, og hvert Ord prægede sig i mit Hierte, sank som Balsamdraaber i dets Inderste. Hvad Du her siger, har jeg sagt, siger jeg mig selv saa ofte. Det er den nesten eneste Modvægt, jeg kan give min Kummer. Det giorde det lidende Hierte saa godt, Du Hulde! at Du saaledes fandt denne Stræng, nesten den eneste, hvis Berørelse ikke smerter, den eneste, som toner stille Roe i min Siæl –

Fredag 2^den «Hvorfor kommer du til dine Venner, blot med dit tunge vaandefulde Hierte? hvorfor ikke ogsaa naar det et Øyeblik imellem slaaer lettere?» har jeg i Dag flere Gange spurgt mig selv. Min Sara synes virkelig at være bædre i Dag, har sadt oppe, og spiist lidt. Jeg har Aarsag til at troe hende bædre og roeligere. Dette vilde jeg skrevet før i Dag; men nu ringer de traurige Klokker, nu nedsænkes en Yngling i Graven, som gik til Confirmation med min Sara, en Jammers Søn. Han har lagt siden, nu i 4 Aar, verkbruden og lidende. Hans Lidelser ere endte, kun blide, nesten Glædes Taare, flyde ved hans Grav. O! min Vilhelm! min Vilhelm! det er mig, som det var dig de nu først ringede til Hvile – nu først!!!

[74] Mandag 5^te I Gaar var jeg i Begreb med, at yttre Eder min Glæde over min Saras tilsyneladende Bædring. Da kom Asessor Ekholm og Kone, paa deres anden Forvisningsreyse, og for at tage Afskeed. De skal nu til Mandal. De gode Mennesker, den interessante, stillelidende Kone! Jeg seer dem vel neppe mere i dette Liv. Hestene vare bestilte, og vi fik dem ikke til at bie længere, end Middag over. Ja, min Sara var i Gaar, især mod Aftenen, saa brav, som jeg længe ikke saae hende; men i Nat har hun ey sovet stort, og er langt fra ikke saa livlig at see paa, som i Gaar. Lidt Roe tør med Guds Hielp give hende lidt flere Kræfter. Men nu ere de alle reyste til Gierdrum Ting, og her er saa ødt, saa stille. Forvalter Krefting kom her i Aftes, og tog til Byen i Dag; med ham sendte jeg en lille Geburtsdags Gave, Vos's Luise, til min kiære Thrine C: og et Par Linier til min Maja.

Sara var atter i Tirsdagsaftes og i Gaar saa brav, sov, spiste og var munter. Henimod Aften kom den unge Bergh, som nyelig er kommet op fra Kbhn, og med ham den gode Kista Hertel. Vi vidste, de skulde komme, vidste det vilde glæde vor elskte Syge, ak! og ventede meget af dette Besøg. Det lader, som hun har mindre Kræfter til Glæde end til Sorg – dog, nu har hun ingen til nogen af Delene. Hun er yderlig mat i Dag, har ey sovet meget.

Med faderlig Bekymring ilte Presidenten til Thulstrup, da han hørte, Saras Sygdom var saa alvorlig, og Thulstrup lovede, at giøre sig færdig paa første Vink, og komme hid, endskiøndt det for [75] Sygehusets Skyld falder ham saa vanskeligt, at være borte fra Byen. Bergh og min Jes var ogsaa hos ham før de reyste, (Bergh og Kista) men traf kun hans Kone, som yttrede saa øm Deeltagelse i min og Mines Sorg, at Jes blev ganske indtaget i den skiønne, blide Kone. Ja, kunde Deeltagelse og Ømhed have ræddet min Vilhelm, kunde den skaffe min Sara de tabte Kræfter igien – o! da var jeg endnu den lykkelige, misundelseværdige Moder, som – for saa kort siden –

Den mageløse Hertel reyste selv i Nat til Byen for at hente Thulstrup, som vi vist venter i Aften. Gud give med Trøst og Helbredelse! Sara længes nu selv saa meget efter ham. Ogsaa for at beroelige min stakkels Jes, som Efterretningen om hans Systers Sygdom atter har nedtrykt saa saare, og den gode President og min ømme Lotta, reyste Hertel selv ind. Fra Lottas endnu matte Haand fik jeg de første Linier i Gaar med de Kommende. Baade hun og hendes saa bra President gav Kista ingen Roe, før hun kom afsted, i hvor nødvendig hendes Nærværelse var paa Tøyen. O! mine Venner ere Venner i Ordets hellige Forstand, ere det i Trængslens mørke Timer – og bliver det hisset i de lyse, de aldrig formørkede –