O, maatte I vaagne saaledes, mine Elskede, til enhver Dag, det nu begyndte Aar skiænker Eder! Vaagne til en saa glad Dag, som denne er blevet mig, skiøndt jeg efter en ret slem Nat forlod mit Leye lidt mismodig, og meget syg. Jeg kunde let i Aftes med Aaret endt mit Liv, eller dog begyndt dette langt uslere, end det nu Gud skee Lov, er Tilfældet. Stolen, jeg sad paa, gik nemlig itu med mig, og jeg faldt baglens med Hovedet mod Gulvet, til langt større Forskrækkelse for min Koren og Lotta end for mig selv. Jeg følte intet til Stødet, og holdt mig kiæk den hele Aften, giorde endog lidt Juleleg med min kiære Ungdom, da de kom hiem fra Houg, hvor de havde fornøyet sig i al Uskyldighed. Men Natten var, som sagt, ikke god, og jeg var længe i Beraad, om jeg skulde vove paa at staae op eller ey – Men det gleed lidt bort efter Haanden, jeg pratede med Fader Mørk og Walbohm, Lotta gav mig ‹Hofruams› ^Kampher Draaber, og alt kom i sin Orden –

Og nu min Glæde! Kl: 4 i Gaar Eftermiddag fik min kiære Rikke efter korte Smerter en rask stoer Datter, meldtes os i dette Øyeblik, og selv er hun meget flink. Gud være lovet for det glædelige Budskab! Den sidste Rest af Hovedpine (det sidste Pust af Satans Raserie, vilde Presidenten sagt) er som bortblæst.

O var Du i dette Øyeblik saa frisk og glad som jeg, min elskede Sally, paa denne Dine Leveaars første Dag! Men af Dit lille venlige Brev, skrevet anden Juledag, og som jeg først fik i Aftes, har jeg desværre ingen Grund til at troe Dig nogen af Delene, da Du selv var forkiølet, og Din Moder syg. Gud give, jeg kunde flyve ind og give Dig et Kys paa Din Fødselsdag, og bringe Eder, I Elskede Alle, saaledes et glædeligt Nytaars Ønske paa mine Læber –

[3] I Morgen er da mine stille Juleglæder forbi. Lotta, Kista og Hanna tager til deres Hiem, og jeg giør den længe udsatte Tour til Eidsvold. Gud give den var forbi, og jeg igien hiemme i min Roelighed, og kunde besøge min Rikke, som jeg veed, længes hiertelig efter mig. Fredagaften kommer jeg tilbage. Min Koren bliver med mig, og har kun disse to Dage han frit kan raade over, derfor maae det nu blive, da det vel ogsaa ellers var gaaet i Langdrag igien, og maaskee gaaet reent istaae for hele Vinteren.

Jeg skal skrive en lille Brevunge til min gode Fader Pavels, og slutte det begyndte Brev til min unge Ven Bergh – I seer vel altsaa intet fra mig her, Dyrebare, før Løverdag. Gud være med Eder til Dagenes Ende! –

Løverdag 4^de Her sidder jeg igien, Gud være lovet! med min Vadmels Kiortel og ganske i mit daglige Es – Og uden lange Preludier, der saa lidt passer til de korte Dage, skal jeg i Korthed fortælle Eder mit Liv og Levnet i disse Aarets første Dage.

Nytaarsdagsaften var Frøken Keilhau og Madam Giørup her, men de holdt sig med al Ungdommen paa Skolen, hvor de havde en Violinspiller, og dandsede paa egen Haand til Kl 1[.] Min kiære Kista var langt fra ikke frisk; men var dog med dem, da hun vidste de alle, og især hendes Maja, alt for tungt vilde savne hende. Vi fire Gamle, Lotta, Koren, Telja og jeg, holdt ene Huus i denne Bygning, og den Aften gik som de forrige, kun at Telja kom med lidt Gotter, Butterdeygskage og sligt, hun havde giæmt, og nu kom frem med fordi vi vare saa snilde og roede os i vor Eensomhed, kan jeg tænke. Da Ungerne ikke havde afsprunget til Kl 11, gik vi tilsengs – Det bliver ikke tidlig Dag den 2^den Jan; og vi kom først op da det leed til Kl 9 – Saa var der intet andet for, end at klæde sig paa, og tænke paa Reysen. Kl 11 toge de fra mig, mine kiære elskelige Julegiæster, som Gud signe for hver glad Stund de skiænkede mig, og nød med mig og Mine! –

[4] Kl 12½ satte jeg mig da i min fulde Pomp i Slæden, med Walbohms store Kappe uden paa min Silkepelts, med min nye sorte strikkede Hat, den Lottamoer stelte med fast til sidste Stund før hun reyste, og foer jeg med Gulen og Aslak efter Skriveren og den lille raske President (det er jo giort Eder alle vitterligt, at hans af Fetter President tilhandlede Hest hedder saa). Jeg glædede mig over det herlige Veyr og Føre baade for min egen og de kiære Bortreystes Skyld. Alle Barna fulgte dem til Moe – Det gik raskt, og mine Tanker gik endnu raskere, saa vi vare ved Værket før jeg vidste det. Jeg tog Tørklædet af Hatten og lod Kappen glide af Skuldrene, for strax at være færdig til Udstigen; og nu først følte jeg, det var koldere, end jeg havde troet. Og hvad kom der saa ud af alt det Galanterie?

Arme, arme Frue Anker! Hun er igien syg, og farlig syg, og hendes Datter, som tilskriver sig det, da den ømme Moder ikke Nat eller Dag veeg fra hendes Sygeleye, er igien faldt tilbage paa dette, som hun netop havde forladt – Conferentsraaden var ikke hiemme, men ventedes, og man bad mig oppebie hans Komme; men dertil følte jeg intet Kald, og fortsatte Touren til Mork. Venskabs, Giæstfrieheds og alle gode Genier omsvæver endnu, ^som fordum denne Fredens Boelig, som ved de hellige Minder allene vilde være mig saa dyrebar. Jeg kan ikke anderledes beskrive Eder den Glæde, hvormed de Gode modtog og omringede os, end ved at bede Eder gribe i Eders egen Barm. Det veed jeg, at Napoleon aldrig kan føle det ved alle de Jubler, han paa sine Pragttog imodtages med, som jeg føler ved at modtages saaledes. – Der havde været et lidet Ball om Natten, og de sad endnu tilbords da vi kom. Lieut: Brat, hans Kone og Børn, og to Jomfrue Daliner var der, og blev der, og et behageligere Selskab, og en fornøyeligere Aften har jeg i disse Egne og uden for mit Hiem ikke havt i lang, lang Tiid. Jeg har vist før fortalt Eder om dette svenske Ægtepar, Brat og Kone. Ak, hvor hun har megen Lighed med min Sara! Næsen især er aldeles som Saras, Munden [5] ligner ogsaa meget, og det hele Omrids af Ansigtet. Kun Haaret er ikke saa mørkbrunt, og hendes mørkeblaa Øyne har ikke det Udtryk, det hulde, siælfulde, som alle der kiendte Sara, fandt i hendes. Hun er meget bleg. Mangeslags Kummer og Sygdom har tidlig berøvet hendes Ansigt Ungdommens Farve og Fyldighed. Men naar hun sad med sit mindste Barn paa Skiødet, det ømme Moderblik heftet paa den sovende Glut, saae jeg Sara som jeg tidt tænkte mig hende som Moder med sin nyefødte Spæde i Armen – –

Frue Brat har mange Talenter, og var fød til en bædre Skiæbne, end der er faldt i hendes Lod. Dog, hun elsker og elskes hierteligt af den Mand, for hvem hun har lidt saa meget, har vakre velskabte Børn der med lige Ømhed hænger ved hende og Faderen, de har ingen Mangel at frygte for – det er altsaa ikke for Savnet af de mere brillante Kaar, jeg beklager hende, og fordi hun nu maae bringe sine fine Hænder til andet end Claveret, Broderrammen etc – Deri som i mere ligner Svensken og Franskmanden hinanden, at de med Lethed kan finde sig i Skiæbnens Omskiftelser, og utbrede et Slags Tænke og Ynde over alt hvad der omgiver dem – men hendes Hierte har andre Savn, som i denne Verden ikke kan udfyldes, fordi hendes Længsler og Ønsker evig krydser og strider mod hinanden –

Den ene Jomfr: Dalin er en meget smuk Pige, Søsteren er ikke det; men gode og tækkelige ere de Begge. Nu den retskafne brave Vert, Hetgens Broder, og hans usigelig tækkelige, qvindelige Hustroe, Hetgens søsterlig elskede Elise, og deres to vakre, Smaaepiger, min Guddatter, Hetgens Navne, og lille Lise, og Brats tre raske muntre Børn, og min Koren (som efter Sædvane holdt sig til Jomfruerne, især, forstaaer sig, til den smukke Louise Dalin) – maatte jeg ikke, omgivet af alle disse ^Mennesker og nesten af alt som det fordum stod og hang i den lille lyse Stue, befinde mig vel?

[6] Søndag 5^te (Fortsættelse) Fredag Formiddag giorde jeg tilligemed Brattes, en lille Visit til Præstegaarden (Skriveren fandt bædre sin Reysning ved at blive hos Jomfruerne) Hvilken Contrast med Mork, Ordens, Tilfredsheds, Glædens Boelig, er denne Præstegaard. Som zirlig Simpelhed og Peenhed hærsker overalt i hiin, og i Forening med al muelig Beqvæmmelighed, saa saares Øyet her overalt ved Smuds og Uorden, som bliver dobbelt ubehagelig paafaldende ved enkelte Pragtmeubler og virkelig smagfulde Ting som modbydelig Grimhed ved en brillant, modern Paaklædning. Men det være sig som det vil, jeg kan ikke andet end beklage dette ved hinanden ulykkelige Ægtepar af mit inderste Hierte, og er uvis om, hvem af dem der bør have meest Deel i hvert ømtfølende Menneskes Medynk. Før hellede jeg uden Betænkning til hans Side, men nu, da jeg saae hende, bleeg, huløyet, sammenfalden, den, ak for sene, og derfor des bittrere Angers Billede, da jeg veed at alle de Uveyr, hun saa længe selv har sammendraget over sit Hoved, nu bryder løs fra alle Sider, da jeg veed hende ringeagtet af Mand, Tyende og – hvad der er det skrækkeligste – af sine Børn da jeg veed, hun hengræder Dage og Nætter, og ingen, ingen Tilflugt har paa men først i Jorden – o, flød nu ikke en heed Medlidenhedstaare for den af Alle, selv af sine Børn og sin egen Bevidsthed Forladte, fortiænte jeg aldrig mere at være Eders Moer Koren. Professoren var syg og kunde ikke forlade sit Kammer; men ønskede dog, jeg vilde komme op til ham. Jeg sad der længe. Han læste de Værs for mig, han havde giort til Festen, og som vare afsiungne i Kirken, og lovede mig en Afskrift af dem og af sin Tale, hvoraf han ogsaa declamerede Begyndelsen for mig. Var det fordi den dybtbøyede Olding med saa varmt Udtryk reciterede sine Sange, eller fordi disse virkelig havde skiønne Stæder – jeg veed det ikke, men de rørte mig. Naar jeg [7] faaer dem og læser dem selv, vil jeg bædre kunde giøre Rede herfor, og lade Eder dømme. – Da jeg gik, ønskede han med umiskiendelig Hiertelighed al muelig Velsignelse over mig, og Mine og en heed Taare faldt paa min Haand, som han ikke kunde slippe. Jeg ønskede, og sandelig af et rørt og oprigtigt Hierte, at det begyndte Aar ogsaa maatte bringe ham mange blide Dage. «Ney, gode Moer Koren» – svarede han og de tilbageholdte Taare strømmede ned over den gamle Mands blege Kinder – «mine faa Glæder i dette Liv er forbi; men med Guds Hiælp er mine mange Lidelser det ogsaa snart. Jeg føler, der er ikke langt tilbage». – Jeg kunde kun svare med et Haandtryk; thi ogsaa mig forekom det, som det var sidste Gang, jeg saae ham. – Og kunde jeg efter alt dette sige: «Disse Mennesker har jo ikke vilde havt det bædre. De har selv skabt sig sine Lidelser – nu faaer de taale dem» – O Vee mig, kunde jeg det! – – Min lille Fader Mørk, som stedse har holdt meget af Leganger, som Leganger af ham, kom der efter sin gamle Skik, for at ønske Nytaar og see til sin gamle Ven, og kom som sendt fra Himlen, da der var Forretning ved Kirken, og Cappellanen julede paa Hedemarken. Disse ^Forretninger paatog han sig nu, da Professoren, uagtet sin Upasselighed (han havde Halsesyge og stærk Feber, som er uadskillelig derfra) neppe havde ladet sig holde fra i det mindste at forsøge paa selv at tage til Kirken, og vilde denne, vist nok overdrevne Iver, sikkert havt farlige Følger –

Wratzes tre vakre Børn var der. Den Mellemste, Mimi (Wilhelmine) var især en sød Glut. Frederich Leganger var hiemme, og den Alleryngste, Agathon, en deylig 10 Aars gl: Dreng. Hans, den Mellemste, som fra Skolen var hiemme i Julebesøg, var gaaet paa Jagt med en ung Grev Moltke, som Wratz, Gud veed hvorfor, og hvortil, har faaet op til Svigerforældrene – for at lære Landhusholdningen, siges der – hvor han betaler 1000^rd aarlig – jeg siger atter: Gud veed hvorfor og hvortil – Utilgiveligt er det af en saa brav Mand, som [8] Wratz dog sikkerlig er, at anbefale et saadant Huus (og som han dog maae kiende fra Grunden) for et ungt Menneske, for hvem jeg i min Bekiendtskabskreds intet saa upasseligt Sted kan tænke mig, og vel vanskeligt skulde findes.

Da vi nesten havde afspiist Fredagmiddag, kom den ældre Jomfrue Grefsen, almindelig kiendt under Navnet Faster, til Mork. Derved kom vi ey fra Bordet før det var mørkt, og først fra Theebordet Kl henimod 7. I hvor godt jeg sad, blev det Tiid at bryde op, og nu havde jeg en haard Striid, som jeg ene maatte bestaae, da Koren, omringet af Jomfruerne (som kiender hans svage Side) faldt fra i Fristelsens Tiid. Men jeg vandt dog Seyer, og Kl henimod 8 forlode vi det vennehulde giæstfrie Mork, med et halvt Løfte om at komme der endnu engang paa Vinterføret, og med Børnene. Der var vel en halv Snees Stykker om at pakke mig ind, og sad jeg som i Abrahams Skiød, og gleed umærkelig den ene Miil efter den anden, og var her hiemme før Kl: 10. Foruden de glade Unger modtog mig her 3 velsignede Breve, fra min Lotta, min Maja, min Realf og Thrinasara (hvoraf de to første i Gaar, og i Dag ere besvarede) og før jeg var færdig med disse, ariverede Jessen min og Hertel fra det lange Julebesøg i Smaalehnene, hvor de havde levet i Lyst og Gammen. Inden jeg fik aflæst og afsnakket NB om det uopsætteligste, var Kl nesten 12, og Skriveren længe til Køys – Jeg havde ikke den roeligste Nat, og blev ofte mindet, ved Gigt i Arm og Skulder, om Ordsproget: «Man skal lide noget for Stadsens Skyld.» – da min tyndere Paaklædning paa Borttouren vel var Skyld heri. Skiøndt mindre end frisk, reyste jeg i Gaar Eftermiddag til min Rikke, som jeg Gud skee Lov fandt saa færm som mueligt, og ligesaa glad, i sin lille trivelige vakre Tøsunge. Gud lade hendes nuværende Glæde blive reen og varig! – Jeg tog hiem i et Hundeveyr, uagtet alle de Godes hiertelige [9] Bønner om at blive Natten over; men jeg frygtede for, at baade Gigten og Veyret kunde blive værre i Dag, som dog Gud skee Tak ikke er Tilfældet, da jeg er meget bædre, og Veyret taaleligt.

Munthe er ved Kirken, kom først did Kl over 12, saa det seer ud til, vi kommer til at spise ved Lys til Middag – Og nu er min Arm træt af at male. Tænk, her tre Sider, og derav, og et ret langt Brev til min elskede Maja, som endnu har de hovne Øyne og den dermed følgende Gigtfeber – og til min Kista, som Gud skee Lov er bædre – At Maja Pavels havde overrasket sin elskte Navnesøster med et Besøg tredie Juledag, saae jeg af Majabrevet, og det var en ægte Kammeratstreg. Ikke sandt? Gud give jeg kunde giøre det samme, og den lille Maja med mig, og kysse de kiære hovne Øyne, om ikke gode, dog bædre!

Fra min Sally fik jeg ogsaa med Byebudet en lille Sæddel, skrevet hendes og Aarets Fødselsdag. Moderen er syg endnu, og stakkels vor kiære Sally selv ikke frisk-

Mandag 6^te «Det er besynderligt, at vi aldrig hører eller seer noget til Chrysties. Han har ikke været her siden Flodes var her, hans Kone ikke siden d: 27^de Julj:» – sagde jeg til Munthe i Gaar, just som vi skulde til at drikke Caffe. Neppe vare Ordene mig af Munden, saa klingrede 4 Slæder ind i Gaarden, den hele chrystiske Familie, og 2 Jomfr: Horstere. Jeg var rigtig en Smule spansk, som gamle Moer Møller pleyede sige ved slige Leyligheder; dog gik det snart over. Kortene, som ikke til noget egentlig Spil har været fremme siden Chrystie var her sidst, kom for en Dag, begge Præsterne, min Koren og Lehnsmand Giørup spillede Polskpas. Hertel og Jess giorde Anstalt til en Spillemand, og den sidste foer til Gislevold for at faae Frøken Keilhou hid, der med dobbelt Glæde ilede fra Gnavbordet, hvor hun ellers skulde holdt ud fra Kl 4 til 10, og hid til en Dands og Juleleg. De Gamle reyste Kl: henimod 11, men Smaapigerne blev her og er her endnu, [10] og nu skal al Ungdommen her, lille Kaja undtagen, følge med dem til Gierdrum, og derfra i Aften til en Bondegaard i Hilton, hvor de formodentlig atter faaer sig et lidet Svingom. Og saa tager de igien i Slutningen af Julen hvad de savnede i Begyndelsen. I Nat holdt de ud med Dands og Leeg til Kl 2, en Time længere, end de havde faaet Lov til. Det er leyt Veyr i Dag, og jeg havde hellere beholdt dem hiemme i Roe. Gud give det maae bekomme dem vel. Men de lover at være saa agtsomme som mueligt.

Tirsdag 7^de Ved denne Tiid i Gaar, just i Mørkningen, kom Fader President med Sonnen sin lige fra Toten, det vil sige, uden at have været paa Hedemarken; thi nu havde de lagt om Natten hos Wexels i Hurdalen, og kom sidst fra Eidsvoldværk. Det er endnu lige slet med Frue Anker, og ey bædre med Datteren[.] Og hvor kan det være bædre med hende, da hun med saa inderlig Ømhed hænger ved Moderen som Moderen ved hende, da de i Ordets skiønneste Forstand ere hinanden Veninder og Alt?! –

Presidenten og Jørgen reyste i Gaar Formiddag – thi i Dag er det Onsdag, 8^de til Byen. Lidt efter kom min Ungdom, som havde mødt dem strax herved – thi i det tunge Føre gikk det sagte – De kom lige fra Hilton, da de ey om Natten havde vovet sig ud i det græsselige Veyr til Gierdrum, og hellere, efter nogle Timers Hvile toge lige hiem, hvad jeg var meget vel fornøyet med. De havde dandset og moret sig, fordi de Gud skee Lov ey veed hvad det er at kiede sig, det maatte da være i et stort, stort, stivt Lag, hvor de nødtes til at sidde paa Stads, og endogsaa der troer jeg de skulde kunde udfinde noget, som jog Kiedsomhed, denne Menneskets svorne og fiintmyrdende Fiende, paa Flugten. Da vi havde spiist, gik alle Jomfruerne til Hvile, og var kun et Øyeblik oppe inden de lagde sig for Alvor og sov til Dagen frembrød, saa jeg veed, de har faaet udsovet. – I Dag tog jeg saa giærne i det skiønne Veyr til min Rikke; men man siger det ey gaaer an, [11] da Smaaveyene, og især den Mose, jeg skal over, vist ikke er opveyet endnu. Skriveren siger ogsaa, at jeg nok kan unde ham mit behagelige Selskab i Dag, og opsette Plogstadtouren til i Morgen, da han skal til Eidsvold paa Maanedsting. Det faaer jeg da vel, skiøndt jeg veed, min kiære Rikke inderlig længes efter mig.

Fredag 10^de Endelig viger dog ogsaa dette kolde lange Morgen Tusmørke, som jeg troede, aldrig vilde faae Ende. O, saa maae jo Livets lange kolde Tusmørke dog engang vige for en evig klar, evig varm Dag – og de Taare, som blænde end mere og oftere end Morgen- og Aftendæmringen, skal jo engang ogsaa ophøre at flyde – Kunde jeg nu byde disse ophøre imens jeg udøste min Bekymring i Eders Barm, mine Elskede! men det kan jeg ikke – O hvor lidet og hvor meget kan det afmægtige og mægtige Menneske!

Min Maria er syg. Da jeg i Gaar Morges tog til Plogstad, var hun munter og som hun pleyer. Da jeg kom derfra efter en glad henlevet Dag – min Rikke sidder og gaaer alt oppe, og har i ingen af sine syv Barselsænge været saa færm som i denne – og havde et Brev fra min kiære Kista til hendes Maja, som jeg ret troede at glæde hende med, kom Jess og de Smaae mig imøde, og min Koren som kom hiem nyelig for mig – men Maja ikke. Tungt faldt det paa mit lette glade Hierte, da jeg hørte, hun var syg og laae. Jeg saae hun giorde sig stærk for at faae mig til at troe, hun var det. Jeg gav hende Brevet: «Det skal sove saa godt med mig til i Morgen.» – sagde hun; men hun har ikke sovet. Kl 6 var jeg oppe og inde hos hende, og nede for at skaffe hende Thee, men maatte lægge mig igien, da jeg frøs og mit Hoved bankede. Et Sting i den ene Side nødte mig til at ligge til det dagedes. Der er Bud efter Walbohm. Her sidder jeg. Lina og Kaja gaaer tause omkring. Koren er ogsaa stille – alting er stille –

Var Thulstrup kun ikke taget til Kbhn:, jeg lod ham hente strax – ak, Møller tager ingensteds, og Baumgarten har jeg ingen Tilliid til. Det er hendes ene Bryst, som er ophovnet og smerter hende i hele den høyre Side. I min venstre smærter det ey mindre.

[12] – Nu gikk Walbohm herfra. Naar jeg her har klaget min Nød for Eder, Elskede, er det ligesom om I strax havde hørt mig, strax deelte min Sorg, og jeg altsaa strax burde trøste Eder, naar jeg selv var trøstet. Og det er jeg Gud skee Lov nu. W: har helligt forsikret mig, det ingen Fare har, og at den kiære Syge skal finde hastig Lindring ved Bruget af det, han har anordnet hende. Gud give det! Nu har hun Fodbad, og haaber efter det at faae sove

Søndag 12^te Først i Gaar Nat fik hun Roe og Søvn, og var ret brav hele Gaarsdagen, og er det, efter en endnu roeligere Nat, Gud skee Lov ogsaa i Dag. Kun klager hun over en bestandig Træthed, som dog, haaber jeg, kommer af, hun ligger saa meget i en Stilling, og vil gaae over, om W: i Dag giver hende Lov til at sidde oppe, som jeg vist troer, han vil. At hun slet intet nyder uden Havresuppe, er vel ikke saa underligt, men det bedrøver mig dog, som jeg overalt ikke kan blive roelig, før jeg har hende oppe og ganske rask igien. End ikke paa min forestaaende Byetour, som er bestemt til Onsdag eller Torsdag 8 Dage, tør jeg tænke eller kan jeg tænke saa glad som før.

Jeg veed ikke hvoraf det kommer. I Dag er Maja dog vist ikke mindre brav, end hun var i Gaar, og dog er det, som jeg da var roeligere. Jeg skrev til min Søster Lund i Lolland, til min Thrina og Realf, og til Kista mi. I Dag havde jeg tænkt at skrive til Kbhn, men der bliver neppe noget af.

Mandag 13^de I Dag kan jeg, Gud være lovet! foretage mig hvad det skal være: Maja mi er munter og flink, var det allerede i Aftes, og udbredte derved et nyt Liv over det hele Hus. Alle elske jo det kiære Barn, og elsker mig, og lider naar jeg lider, og glæder sig naar jeg er glad[.] Nu er hun alt oppe igien; men ned tør jeg ikke lade hende gaae, da det er bitterlig koldt. Jess reyste i Gaar til Hurdalen med Lunde, min Koren er i Næss, Hertel skal ogsaa bort

[13] I Aftes i Skumringen sad jeg oppe, og fortalte det lille opmærksomme Auditorium Lafontaines Raphael; eller det stille Liv, paa min Maade at sige. I Aften maae jeg være beredt paa nye Forelæsninger. Det meste af Gaarsdagen gik hen med at afskrive Majadalen til min Kista, som jeg før har afskrevet den til Lottamoer. Mørk og Walbohm vare de eneste Fremmede vi saae: Her er usædvanligt stille for Besøg i denne Vinter. Jeg troer jeg vil skrive en Roman, Sidestykke til ovenmeldte af Lafontaine, benamset: Hovind, eller det stille Liv – Men hvor sødt er dette stille Liv, naar kun de Elskede omkring mig ere friske og muntre. – I Nat drømte jeg saa meget om det kiære Slotspræstpar. Maaskee faaer jeg noget kiært fra Byen med det derfra ventede Bud, som gikk ind i Gaar. Ja; noget faaer jeg vist. Gaarsposten tør jo vel ogsaa have bragt mig noget. I Torsdags fik jeg kun et eneste Brev; det var fra min yngste Broder i Helsingøer, som strider, kiækt og mandigt med sin ublide Skiæbne, som dog paa ^fra en Side er meget bliid, da han har en huld, huslig Kone, og en rask elskværdig Dreng, der snart kan vente, maaskee allerede har en Søster eller Broder. For disse Kiære byder han modig Livets Mangler, for sin egen Person, Trods; men lider dobbelt med og for dem. Dog synes det nu, som de værste Storme skulde være forbi, og de oprørte Bølger jævnes. Var kun min Korens Oliefad saa uudtømmeligt som hin Enkes Oliekrukke, eller som hans Hierte, da skulde det Hav, som hidtil brusede om min stakkels Josias, snart blive stille og glat som en Speylflade. Ogsaa min gode fromme Lise Lund skulde da med sin talrige Familie glide hen og nedad Livets Elv mellem smilende Blomsterbredder – nu kan vi blot en Gang imellem adsprede den Taage, som skiuler hende disse, borttage en eller flere Torne af de enkelte Roser det lykkes hende at naae – men Gud være lovet, at vi kan det, og at den Sorg, ikke at kunde giøre mere for de gode, retskafne Stræbsomme, er den eneste de foraarsager os. Der gives ulige smerteligere for et Søster- og Broderhierte.

[14] Tirsdag 14^de Den Time – undertiden mere, sielden mindre – fra vi har spist til vi drikker Caffe, tilbringer jeg stedse, naar jeg er i mit daglige Lag, læsende herinde paa Sophaen. Men neppe havde jeg i Gaar sat mig i god Mag, saa reves jeg ud af den ved Hundeglam og Bieldeklang. Det var Pastor Bierk, hans Datter, Jomfr: Jensen, og Provst Finkenhagen, hos hvilken Sidste de havde været i flere Dage, og som nu fulgte hiem med dem. De vare her netop saa længe ^som min sædvanlige Hviletiid pleyer vare, drak Caffe, og reyste.

Min Maja var oppe nesten hele Dagen, og ganske paaklædt, hvad hun desværre ikke i Dag taaler at være; dog er hun oppe, og tænker at gaae ned i Eftermiddag, da Kulden er mindre stræng end den har været. I Skumringen fik hun sin Harpe op, og vemodigglad hørte jeg igien nogle Toner fra den saa længe Forstummede. Saa læste jeg for dem en net lille Fortælling, Der Pilger (Pilgrimen) i Erholungen. Da jeg kom ned, var min Koren kommet.

Først i Dag kom Byebudet med et langt venligt Brev fra min Lotta, og et kort D^o fra min Maja C, som da der fulgtes en Pakke med, var temmelig gammelt, neml: fra 6^te d:M: Men det sagde mig dog, at de kiære Øyne og den hele hulde Maja var meget bædre. Søndagsposten fik jeg ogsaa først i Dag – vi henter Posten kun engang om Ugen, Torsdag, uden ellers en Leylighed gives. Havde jeg vidst den skulde bragt mig to saa vennehulde Breve, og saa interessante, den var nok blevet hentet før. De vare fra det elskelige Slotspræstpar; og da jeg maaskee først mundtlig takker Eder derfor, I Gode, Kiære, saa tag saa længe min moderligste Tak her. O hvor jeg skulde glæde mig til den 22^de – da jeg haaber at arivere til mit Tøyen – til d: 24^de, da vi jo saa glade (Gud give det!) skal samles til lille Peders Daab – til den 28^de da ogsaa jeg skal feyre Universitetsfesten (efter Indbydelse i Dag fra min Pavels) [15] i Aggers Kirke. «Selskabet for Aggers Sogns Vel, kunde ikke høytideligholde den 11^te Decbr, da de fleste af dets Medlemmer ere Indvaanere af Christiania Bye, der selv anstillede en Høytiid, som i det mindste paa Papiret saae meget smuk og brillant ud. Formanden, Khr: P. Anker fandt det imidlertiid usømmeligt, at dette Selskab, der tæller mange af Byens og Egnens bedste Mænd, ja Printsen selv blant sine Medlemmer, skulde lade denne vigtige Nationalbegivenhed uhædret. Efter hans Foranstaltning bliver altsaa paa Kongens Fødselsdag Sang og Tale i Aggerskirke o.s.v.» – Saa mange ere Ordene –

Ja, hvor skulde jeg glæde mig til alle disse Dage, og til min Strømsøereyse, torde jeg haabe at see min Maria fuldkommen frisk forinden, og faae hende med mig, og Lina – Men i Dag kan jeg slet ikke være saa roelig og let om Hiertet som jeg var i Gaar. Vi arme Mennesker hænger saa meget ved alt Sandseligt. Naar jeg ret skal undersøge Grunden til mit Mismod, veed jeg ingen anden, end at Maja seer sygere ud i sin Nathabit, end i Gaar i fuld Paaklædning. Hun forsikrer selv at hun, især i Eftermiddag er ligesaa brav som i Gaar. Nu har hun skrevet et langt Brev til sin Kista, og har lagt sig lidt, for at være nede hos os en Stund i Aften.

Bispinde B: og hendes tre Døttre (som ikke ere de trende Gratier) tilbragte Julen i Næss hos Finkenhagens, og paa Winger. De har ingenstæder opvakt Længsel efter deres Tilbagekomst. Det lader som de i hver Aggershus-Stifts-Præstegaard troer at kunde skalte og valte, byde og befale som i Bispegaarden. Saa fandt, f:E: Frøkenerne for godt, da der første Juledag var stort Ball hos Finkenhagens, at sige de tvende Spillemænd Uartigheder over deres dumme Spil, som de slet ikke kunde dandse efter, og at holde reent op, da Kl: var, jeg troer 12 – Det sidste kunde de da giøre efter Behag, skiøndt det ikke lod smukt. Men naragtigt ja naragtigere syntes det mig var det af Vert og Vertinde, at [16] lade hele Ballet ophøre, og giøre Ende paa saa mange unge Menneskers Fornøyelse for disse uopdragne Pigebørns Skyld. Havde jeg havt noget at sige, skulde just Ballet da begyndt for ramme Alvor. Og havde det ikke været som det burde?

Onsdag 15^de Jess og Lunde var budne til Hurdalen af Forvalter Muus, som vilde give et Afskedsmaaltiid der, før han efter sit 2 aars Forvalterskab forlod Stædet. I Aftes kom de tilbage, og med dem den brave Bordskriver Olsen, Thrina Biltzings Mand, som tilligemed en halv Snees andre fra Christ: vare indbudne i samme Anledning. Der var sviret græsseligt, og i Perialen blev sagt Glasherrerne, Wexels og Heierdals, bitre Sandheder om deres lumpne Uordholdenhed og deres hele nedrige Fremgangsmaade mod alle deres Undergivne alt siden Kmrd Wexels Død. Saa længe han, alle de øvrige saa langt overlegne i Forstand som i Retskaffenhed, sad ved Roret, gik alting godt. Selv da han ikke mere, saa svag og afkræftet, kunde styre det, blev han dog det Compas, de maatte rette sig efter, og H:s Slangefulhed undgik ikke den kloge Mands giennemtrængende Blik. Men nu da hiin fine søde Herre styrer det Hele (jeg troer, W: er god men svag) gaaer det hulter til bulter – og hvad bryder Administratorerne sig om det, naar de hver aarlig har sine 6 a 8 og 30000^rd i rede Indtækt, alle Udgifter fraregnede?! Krefting maatte bort, fordi hans Fasthed og Redelighed (maaskee ogsaa den Yndest, han havde staaet i hos Kammerraaden) var det Field, H:s Planer evig brød sig paa eller dog støtte an imod. Muus, et meget eenfoldigt Menneske, fik da hans Plads og store Løfter, hvoraf ingen ere blevne opfyldte, fordi de atter kunde faae hans Post bædre besat ved den unge Hans Wexels, som skal have Onkelens, Frederich Wexels Datter –

Alt dette bragte nu Sandsigeren Bachus for en Dag. Slutningen blev, at man ud paa Natten maatte bringe Administrationen hiem og tilsengs. H: kunde ikke engang lalle: «søde Broer – beste Ven!» – som ellers saa let, ham selv ubevidst, strømmer fra hans Læber.

[17] Torsdag 16^de I Gaar var min Maja en Times Tiid nede, og i Eftermiddag har hun været og er nede endnu. Hun er mat og bleeg, og smiler saa venligt til os Alle. Da hun veed hvor det glæder mig at høre Harpen, sætter hun sig hen til den imellem; men jeg hører blot Strængenes Zittren under de matte Fingre, og det bringer Taare i mit Hierte, om ey i mine Øyne. Dog er hun Gud skee Lov bædre hver Dag, og Kræfterne vil vel komme, naar hun kan gaae lidt mere, og nyde lidt mere. Frøken Keilhau er her.

Fredag 17^de «Arme ulykkelige Caroline!» – var i Dag, da jeg traadde herind i mit Kammer, og kastede et Blik paa det ‹…›de Vemodsfulde Billede, min første Tanke. Denne skrækkelige Dag har jeg siden min Barndom aldrig kunde tænkt paa uden et Suk, og siden hun hænger her lige for mig, Kiærligheds og Cabalens Martyrinde, sukker jeg endnu dybere og oftere, og naar jeg har seet ret længe paa hende, er det ligesom Taarene, der længe har været færdige at bryde frem, flød ned over de ungdommelige Kinder – men det er vel blot for mine gamle Øyne og giennem mine egne Taare det synes saa.

Atter saae vi i denne Postdags Aviser, hvilken skrækkelig Ødelæggelse Stormen har anrettet i den engelske, nu nesten tilintetgiorde Convi. «I hvor sørgeligt den end er» siger ^skriver Ven Pavels i sit Seneste – «at tænke sig 13-1400^de Menneskers Død eller ^ved Skibbrud; fandt jeg Efterretningen i Statsted: sidste Num: for 1811 yderst frappant. – Saa har da ogsaa her den hævnende Nemesis haandhævet sin Værdighed! – Ved de danske Kyster, hvor den engelske Marine udøvede saadan Skiændselsdaad, skulde et af dets stolte Admiralskibe, skulde to, maaskee flere af dets uovervundne Linieskibe strande, forlise saa reent, at neppe en Mand blev tilbage, der kunde sige os deres Navn! Mon ikke en lignende Tanke er opkommet ved denne Leylighed i mangen [18] Brittes Barm, og har vakt en bange Ahnelse, at Giengields store Time vil komme, maaskee snarere, end nogen venter den?» Just de samme Tanker faldt mig ind, og vi talte længe herom, min Koren, Jess og jeg, og den stille Telja, som taus og dybt i sit Hierte giæmmer alle Livets store Begivenheder, og veyer dem.

Et lille kiærligt Majabrev fik jeg, og saae, at Thrina og Realf havde overrasket de glade Forældre med et Besøg, skiøndt kort, kun en Nat over – Længere kunde ey den unge ømme Moder være fra sit elskede Barn – Og i Dag 8 Dage haaber jeg med Guds Hielp vi glade skal være samlede ved dette elskede Barns Daabsfest. Maae kun Dine Øyne, dyrebare Maja C, blive fuldkommen gode til den Tiid, og vor lille Maja, for hvem Du er saa moderlig bekymret, være frisk, saa jeg roelig kan forlade hende.

Fra den snurrige Vangensten fik jeg ogsaa et lille Brev, hvori han ønsker mig og alle Mine et glædeligt Nytaar af ganske ♥^te – Han sendte mig tillige, 7^{de 6te} Deel af vertraute Briefe, hvori findes et Brev om Kbhns Bombardement, under hvilket han opholdt sig der, Forfatteren nemlig. Jeg har læst de foregaaende Dele, forsaavidt de interesserede mig – thi hvad Krigsvæsenet angik, kan I nok tænke jeg sprang over, som flittig Hilsen fra min Kone – med megen Fornøyelse, fordi jeg troede at spore, Sandheden gik ham over Alt. I denne Deel har jeg endnu ikke læst stort –

Løverdag 18^de I Aftes læste jeg Bombardementsbrevet, og nu er jeg ligesaa harm paa Forfatteren, som jeg før var ham god. Skiævere og urigtigere Domme er vel aldrig blevet afsagt over de Danske, end i dette Brev, og saa tydelig har vel heller aldrig nogen røbet sin Egoisme og dens Fornærmelser som denne Vindbeutel – thi saa kalder jeg frit den, som f. E. siger om Fredbrgs Have: «At den ikke, hvad de faa nyere Anlæg angaaer, kan komme i Sammenligning med de fleste private Haver i hans Fødeland. Dog sligt kan man lee af. Men at [19] dette ufølsomme Menneske vover at angribe Nationens Character, at han overalt vover at bedømme den efter sit korte Ophold der midt i Rædselsdagene, fradømmer dem nesten alt hvad der giør Mennesket agt- og elskværdigt – ney, jeg holdt ikke ud at læse det, og holder mindre ud at skrive om det. Biskop Münter gaaer han ogsaa løs paa, kort, han vilde, den Usling, at i denne Rædselstiid, da Dødsangst og Siælemarter omgav hver Enkelt og det Hele, da vilde den usle Egoist, at alles Opmærksomhed skulde være henvendt paa ham, giøre ham sit Ophold i en med Undergang truet Stad behagelig. At det er denne fornærmede Egiosme der aander i hver Linie er tydeligt. Og nu til Slutningen, hvad han siger om Flaadens Bortranelse – ney, jeg kan ikke bare mig for at afskrive det: «Dog bør de ikke sørge over deres Flaades Tab. Anvender Regieringen de Summer, den kostede, fra nu af paa Kbhns Forskiønnelse, og overalt til Landets Forbædring og Folkets Vel; saa vil Borgeren og Landmanden engang velsigne den Time, i hvilken disse paa Statens Lunge tærende Træeorme bleve dem fratagne. Og da jeg efter min Alder endnu kan haabe at opleve dette, vil jeg med Forglæmmelse af mangen overstaaet Fare, og mangen mig foraarsaget mørk Time, glæde mig over Eders Vel. Men skulde eller vilde I erstatte dette Tab, da indhyller Eder for evig i Sørgeflor!» – Hvad tykkes Eder, mine Elskelige, om denne Statsmand? I en Anmærkning nedenunder hiin pathetiske Slutning (og der er flere fra samme Haand, og alle røber Moderation og fornuftig Eftertanke) siges: «Besynderligt! Som om Engeland evig skulde behærske Havet!» –

See nu har jeg fyldt nesten en heel Side med hvad jeg ey vilde skrive om, og tvang jeg ikke min Harme, fyldte jeg flere. Maatte dog en som kunde og var competent dertil, give den usle Brevsmører alle de Skrub han fortiænte! –

Det er Søndag Formiddag 19^de jeg giør dette retfærdige Ønske. I Gaar fik jeg blot begyndt paa denne Side, da jeg affærdigede en stoer Brevpakke med Posten til Christ:, Kbhn Schien og Strømsøe. Til min Adam skrev jeg et meget langt Brev, [20] indlagt i et ligesaa kort fra ^til min gode Bergh, som jeg moderlig bad, selv at bringe det, for dog at faae høre noget om denne kiære Familie, som ingen har kunde sagt mig et Ord om siden min elskede Egersøn var dernede, og saa troelig meddelte sine fraværende Venner alt hvad der kunde interessere dem. – Til min Maja C skrev jeg, og bad hende lave det saa, at hun kunde følge med mig fra Christiania hid, istæden for at jeg efter min første Plan skulde fulgt hende til sit kiære Hiem. Men saa længe der ingen fuldkommen Bædring er med min lille Maja, kan jeg ikke med nogen Roelighed, meget mindre med Glæde være saa længe borte; og roelig og glad vilde jeg dog saa giærne begynde den lange velsignede Tour. At Dit Hierte, dyrebare Maja, drager Dig hid til Din barnligelskede Navnesøster, det veed jeg, og at der altsaa ingen Anmodning herom var nødvendig. Jeg underrettede Dig derfor blot om hvad jeg ønskede, at Du kunde bortrydde de muelige Hindringer for vort giensidige Ønskes Opfyldelse. – I Gaar laae Maja nesten den hele Dag, da hun ingen Søvn havde faaet om Natten. I Dag er hun Gud være lovet meget meget bædre, og allerede oppe, og ret munter. – Min Koren tog nu til Plogstad med en lille Sæddel til Rikkemoer, og de vertraute Briefe, at hun kan ærge sig en Smule saa vel som jeg over Bombardementsbrevet. Munthe kommer her i Dag, og bringer maaskee Posten. Jeg vil lade dette lille Rum staae aabent, for at sige Eder, om den bringer mig noget. Fra Døttrene mine dernede hørte jeg i lang Tiid intet. Men vist er der noget fra dem og Bergh underveys til mig med en i Novbr nedreyst Handelsmadam, som længe er ventet tilbage til Tøyen, hvor hendes Søn, S^r Andreas, er Tiæner.

Kl 11: Ja, jeg fik et, et kiærligt barnligt fra min dyrebare Realf og deri et Par Linier fra min velsignede Sarathrina, om hvor deylig en lille Tour de havde giort til Faer og Moer Strømsøe, og hvor glade de atter vare ilede tilbage til lille Peder, som Moderen neppe nægtede at rive sig fra, i hvor meget Datteren droges til det elskelige første Hiem og om vor forestaaende, Gud give glædelige Samling. Nu skal jeg i Kirke.

[21] Mandag 20^de Jeg vil ikke giærne begynde et nyt Hefte med Klager. Altsaa intet om en slem Hovedpine, uden at jeg kan takke mig selv for den, troer jeg, da jeg i Aftes skrev i halv Mørke til Realen min, og læste de dumme Aviser, og noget andet bleg- og smaastilet Kram ved Lys. Det er smukkere at fortælle Eder, Elskede, at jeg smukt var i Kirken i Gaar. Om Vinteren vover jeg mig sielden did, men Veyret var saa blidt og lokkende. Jess fulgte mig did. Aa ja, det var ingen af Munthes sletteste Prækener; og jeg veed heller ikke hvordan man skulde kunde tale ganske slet over det skiønne Thema: Jesu Venskab Menneskets største Lyksalighed –

At vi et Par Gange kom til at spadsere ind i Brudesahlen var da intet Under, siden Evangeliet handlede om et Bryllup[.] Da jeg kom hiem giennemlæste jeg med mere Opmærksomhed mine Breve – thi der var ogsaa et fra min gode Josias, at hans Hanna d: 9^de d: M: havde givet ham en Datter. Nu er han da Dannemand, og glad og lykkelige i sine trange Kaar. At Grevinde Knuth ogsaa var lykkelig nedkommet med en Datter, fortalte Søn Realf mig, og det var mig kiært, da jeg veed hun har frygtet meget, ja endogsaa sadt sig i Hovedet, hun skulde døe i denne første Barselseng. Afskeden med hendes ædle Fader da han reyste til Kbhn kostede baade ham og hende meget. Des større vil nu Glæden blive ved Gienforeningen. Det var det Glædelige i mine Breve. Det Sørgelige var – hvad jeg før havde hørt – at en Matros, til Beløning for at være godslig modtaget og givet Huslye hos en Smed (lige for ‹…› Linderud boer han) havde om Natten forsøgt paa at dræbe den sovende Mand og Kone. Den sidste gav han et Hug i Skulderen; men Manden vaagnede og drev Morderen, som nesten var nøgen, ud af Dørren og paa Flugten. Umennesket har dermed saaledes forfrosset begge Fødderne, at han neppe oplever den [22] fortiæne Straf. Dog, han er jo allerede skrækkelig straffet. En anden skiændig Affaire i Byen er, at endeel unge Mennesker, de fleste Officerer, i Drukkenskab har giort Alskens Spektakler paa Gaderne, og ere derfor nu under haard Tiltale.

Da gamle Fader Munthe var borte kom den snilde Grethe Keilhau for at besøge Marie, og var oppe hos hende til Kl henimod 10. Ungen vor var ret færm, og oppe den hele Tiid. Den hele Aften morede de Sig alle som Een med Berthuchs Bilderbuch, som længe har været forlagt, og jeg i Gaar fandt. Den tilbagekaldte Maja og Jess (thi han sad som en Professor midt imellem dem) mange Barndoms Minder, og Maja fandt adskillige Smaafugle og Blomster hist og her, som hun havde klippet efter Kobberne for grumme længe Siden, sagde hun.

Ogsaa i Dag er hun Gud skee Lov brav, paa lidt Hovedpine nær, som hun maaskee har faaet paa samme Maade som jeg. Da jeg kom ind til hende i Morges – det var neppe lyst – laae hun alt med alle Billedbøgerne om sig og bladdrede i dem[.] Jeg pleyer ellers finde hende med sin Psalmebog eller i Mare Zolls Andagtsbog. Men jeg er vis paa, at hendes fromme Hierte ligesaa vel fra Billedbogen, som fra hine svang sig til Gud.

Det er et rasende slemt Veyr i Dag. Stakkels min Koren! han tog tidlig i Dag, før jeg var oppe, til Eidsvold, og kommer først hiem i Morgenaften. Hertel tog til Næss i Gaar. Saadan flakker disse to kiære Mennesker nesten bestandig.

Onsdag 23^de I Aftes da jeg sad og puslede med min Byestads, (Lina havde nyelig giort den Anmærkning, at Moer nok vilde pfiffe sig op paa sin gammel Alder) kom Krefting og hans Svoger Lieutenant Holler. Nu reyser de til Hurdalen. Jeg havde ikke hørt eller seet noget fra Kreftings i lang Tiid. Han har nyelig faaet en Søn til, og har altsaa nu i alt 9 [23] levende Børn, og intet egenliigt Levebrød. Stakkels Mand! dog klager han ikke. Da den Bygning han opsætter ikke er færdig, boer han med sin store Familie meget indskrænket, og traf det saa besynderlig fatalt, at Giordemoderen kom i Barselseng nogle Timer før lille Moer Krefting; saa der i to smaae Værelser blev tvende Barselkoner og tvende Gutter. Hvad Forskrækkelse og Forvirning dette foraarsagede, kan Enhver nok tænke sig.

Baade i Gaar var og er i Dag min Maja ret flink, saa jeg Gud være lovet kan tænke paa min i Morgen forestaaende Reyse med Fornøyelse, og med stille Roelighed paa de forestaaende Glæder. – Et Bud fra Munthes, som skulde reyst til Byen i Mandags, og altsaa kommet tilbage i Dag, kom først afsted i Aftes. Med det sendte jeg Dagbogheftet og skrev et Par Ord til min Real, som jeg nu vel først mundtlig faaer Svar paa, og det gamle Barn havde glædet sig til at faae denne Styrkelse med paa sin Reyse.

Fredag 24^de See nu, da jeg har faaet læst alle de velsignede Breve fra Døttrene mine dernede med ret Andagt, og skrevet til min lille Maja et lille Brev, som hendes lille troe Veninde Hanna Bull, der i Dag reyser ud til hende tager med sig – nu rev jeg mig fra Lotta, som sidder og syer paa Posen min, at den ikke skal komme fillet til Barselsgaarden, og at min Stads ligger paa rede Hænder, og saa har jeg vel en Times Roe til at underholde mig her med Eder Alle (o hvor megen megen Lyksalighed ligger for mig i dette Ord!) – Thi seer I, gik nu ogsaa denne Dag uden at jeg fik sagt Eder noget om de foregaaende, saa voxede mig Stoffet saaledes over Hovedet, at enten jeg blev qvalt eller det – for en Deel – og begge Dele var jo baade Synd og Skam.

[24] Min Maja var oppe i Gaar Morges nesten lige saa tidlig som jeg, og vist nok havde hun anstrænget sig for at glæde mig, og at jeg des lettere skulde kunde forlade hende. Men jeg saae dog, at denne Anstrængelse intet havde kostet hende, og at hun var og blev munter og færm og ellers vilde det bedrøvet istædenfor glædet mig. Nu forlod jeg alle de Kiære der, og ilede til de Kiære her i kold, men klar og reen Luft, og det deyligste Føre. Uden alle Ubehageligheder et afskyeligt Møde undtagen, som jeg ikke taaler at tænke paa, mindre at tale eller skrive om – nok, det angik en Misdæders, en Hestetyvs Afstraffelse (han har engang været vor Husmand, en rask ung Mand; men for Tyverie kom han fra os) – kom jeg til Bonkellen i det sidste Skifte, men her havde jeg et leyt Selskab af fulde ban^dende Bønder – skident og stygt var der, og i noget som skulde være en Seng, laae en ung syg Pige. Men jeg brugte mit sædvanlige Husraad, som ved slige Leyligheder aldrig forfeyler sin Virkning: Nemlig at tænke paa hvor langt anderledes jeg vilde have det om nogle Timer, og gientog ved mig selv: «Men i Morgen ved denne Tiid!» – Og ikke fulde to Timer efter var jeg i min Lottas og Kistas Arme, og traf Presidenten i færd med sit Toilet; da Haxtausen, som havde meldt sig hid, allerede var kommet, skiøndt Kl: ikke var 5 endnu. «Det er ret leyt, Gullet mit», sagde Lotta, «allene i Qvel». Men – lagde hun trøstende til – «hør nu ogsaa bare hvor mange af dine Kanutter her kommer» – og nu regnede hun op: Faer Cappelen og Ottesen og Pavels, og kanskee Bergh (Genr: Auditeuren) – ikke at tale om Maribo – som hun veed jeg for hans Vakkerhed giærne seer paa – og Wibe, som hun vidste jeg giærne gad lære kiende. Aa ja, jeg var tilfreds, og skulde i dette Selskab ikke engang seet surt til al Verdens bedste Ven, Brandmajoren – thi jeg havde slet ikke seet paa ham, og ikke stort mere saae jeg paa den fine H – De kom da rigtig nok, Bergh undtagen, og desforuden den gale [25] morsomme Weideman, og Wratz og nogle flere mig uvedkommende, blandt hvilke dog Een ved første Øyekast ikke syntes mig saa uvedkommende, da han i Ansigt, Gang og hele Væsen havde megen Lighed med Egersønnen min – kun at han var høyere. Det samme fandt Faer C: Ottesen, Pavels, og vi Alle. Han hedder Bakker, og er paa Rosenkrantzes Contoir. Det forstaaer Sig, at Illusionen for en stoer Deel faldt bort i Nærheden. Min gode Pavels kom tidlig for at slaae en Prat af i al Magelighed med sin Moer Koren, og vi, han, Lotta og jeg, lod Presidenten holde Haxt: og Wibe med Selskab i Visitstuen, og sad og kosede os i den fortroeligere Dagligstue. Endelig samledes Selskabet, og vi maatte ind med, vi stakkels Puser. Men saa kom min Fader Pedro og Realf, og aldrig snarere vare vi lidt i Orden efter den første Hilsen, før Realf kom saa sønligbedende med det Forslag: naar Spillebordene vare rangerede, at giøre en lille Tour med ham i hans Bredslæde ned til vor Moer C og Thrina og Maja P: som ogsaa var der.

I kiender Ordsproget «De ere gode at lokke som efter vil hoppe». Jeg hoppede giærne, det veed Gud, og min Lotta sagde intet uden: «Men længe maae I ey være borte, Børn!» – Kista smaaesukkede lidt, men fandt sig i Billighed, og saa fore vi, og sladdrede og glædede os over vor egen og de kiære Mardamers Glæde. Vi lod en Pige sige, der var Fremmede. «Aa sikkert er det Moer Koren!» – sagde Maja C – Vi vare imidlertiid gaaet en Omvey og ind giennem Sovkamret, hvor det kostede mig Umage at ikke, saa kold jeg var flyve hen og kysse den velsignede lille Peder, som paa sin vakre Ammes Arme og d ^laae og smilede til lille Julie Pavels, der sad hos ham paa en Skammel, og neppe gav Agt paa de indhyllede Kommende. Men nu var jeg i de Dyrebares Arme, og Glædesudraab afvexlede med Spørgsmaal om lille Maja; og de beroeligende Svar læste de i mine Øyne, sagde min Maja C: [26] før de kom over mine Læber. En Time sad vi nok saaledes, men den gik som et Øyeblik. Tanken om at være samlede saa snart igien trøstede os over det korte Sammenvære. Da vi kom hiem sadde alle i fuldt Arbeyde, og vi fik ingen Skiænd, hverken jeg eller Sønnen min, fordi vi havde været for længe. Det var ret morsomt ved Bordet, hvor alle slags blev omtalt, og jeg for det meste var taus Tilhører. Wibe er en saare tækkelig Mand, taler ey meget, men fyndigt og godt, synes mig. Der blev ogsaa talt meget om Talerne ved Festen i Kbhn. d: 11^te Decbr. – og alle glædede sig over, at Talerne skulde blive trykte, og ønskede de vare det alt. Havde jeg giennemseet min Pakke fra Kbhn, kunde jeg tilfredsstillet noget af denne Længsel ved at lade Prints Christians komme for Lyset; men baade Brev og Pakker vilde jeg giøre mig tilgode med i Roelighed. Faruk som var kommet løs og ledig var det eneste, jeg havde seet – Da jeg havde lagt mig tog jeg alting i Øyesyn – O hvor meget og hvor deyligt var det! Jeg kunde ey holde op, før Brevene vare giennemøynede – Gud signe Eder for Alt, mine Dyrebare! – Men nu maae jeg tænke paa Pynten. Lotta og Kista ere alt færdige og Kl: ‹…›. De kiære nu ret giennemnydte Datterbreve – fra den slemme Bergh var ikke et Ord – skal med i den sorte Pose til vor Sally – Hvilken glad Dag seer jeg imøde!

Løverdag 25^de O ja, det var den. De glade lykkelige Forældre og alle Bedsteforældre – thi ogsaa min Realfs gl agtværdige Moder og Fader vare der – en Fremmet maatte dette Syn glædet, hvor meget mere mig, Oldemoderen, Bedstemoderen, Moderen! Men ingen Sally var der. Ak, den Tanke, at hun maaskee lukte den døde Moders brustne Øyne, eller angstfuld saae paa den trøsteløse Faders, faldt tungt paa mit Hierte naar Glæden vilde hæve det – men det sank kun for at hæve sig over al jordisk Sorg og Glæde, og saa blev og var jeg glad – Men nu kom en Sæddel fra den hulde Korsdragerinde. Moderen ligger uden Sands og Følelse i Dødslummer. Mit Hoved er saa slemt. I Morgen mere Elskede!

[27] Søndag 26^de Hvor jeg var syg i Gaar! Foruden Hovedpinen overfaldt mig med et en saadan Trykning for Brystet og Mathed, at jeg neppe kunde aande, neppe røre mig. Madam Olsen og Zarine kom for at bede os did til Aften. Da var det endnu ikke saa slemt, og for at indfrie et gammelt Løfte lovede jeg det, og tænkte med det samme at betale en anden endnu ældre Giæld – dog, nu kommer jeg ud af Ordenen – altsaa tilbage til Barselsdagen: Den gik, paa hine sørgelige Forestillinger nær, og kunde ey andet end gaae deyligt. Hvem der var? Hvem Fadderne vare? – Det sidste maae besvares først. Fadderne vare (stod fordum i Aftenposten) Madam Cappelen – Mad. Døderlein, Jomfrue Riis (Asessor Ottesens Forlovede) Hr Oberst Hegerman, Hr Provst Ottesen, Hr Slotspræst Pavels og Hr Real Cappelen – Og nu veed I nesten selv for Resten hvem der var. Ovenmeldtes Mænd og Koner – «de andre ene gik» – Alle her fra Tøyen – Provst Munk, hvis Kone ey var frisk, og Edvard Munk med sin Sophie – Gamle Mad. Døderlein – Ja, nu troer jeg, I har dem. Regn selv over, mine Elskede! Vi skal være 23 in alles – Ved Bordet havde jeg min gamle troe Ledsager, Fader Pavels – min anden Sidemand var gamle Fader Ottesen. Bedste Gudmoderen sad paa den anden Side af Slotspræsten, saa vi kunde faae talt mangt et Ord og talte det, og alt imellem kom vor elskelige Vert, stunddom Vertinden hen og tittede paa os, og Festens lille Helt tog snart paa Bedstefader Cappelens, sit Navnes, Skiød, snart paa Ammens Arm sin Deel paa sin Maade i Høytideligheden, saa mild og god som om han havde vidst, den var for hans Skyld især – thi det veed I jo endnu ikke, at det ogsaa var Fader Cappelens Fødselsdag – altsaa en sand dobbelt Høytiid vi celebererede. Ey heller «taug Sangen ved breden Bord» – den lød af fulde Hierter fra glade Læber til Glassenes Samklang, og jeg, som var kommet did med Forsæt at faae mig en lille Glædesruus, drak jeg troer tre Glas af den stærke Portviin maaskee var det denne Uregelmessighed jeg i Gaar maatte betale. Dog, var det end saa, det angrer mig dog ikke. Efter det sidste Vers af: «Der var engang en tapper Mand, som Tencer monne hede» – proponerede min ømme Pavels vor Sallys Skaal. I kiender vel alle dette Vers: «Gud hver, som sørger paa vor Jord, og ey sin Sorg fortiæner, sad glad [28] som vi om dette Bord etc» – Ak, jeg kan ey sige Eder, hvilket dobbelt sørgeligt Indtryk dette giorde paa mig. Jeg havde ey hørt denne Vise siden Høsten 1808, da jeg med mine tre ældste Børn var hos Wulfbergs i stort Selskab, hvor vi saa nødigt toge hen, fordi Presidenten den Dag var saa overmaade slet. Da blev hans Skaal drukket efter dette Vers, og jeg husker ret godt, mine Taare faldt i Vinen, og Saras Øyne bleve vaade og Wilhelm saae stift paa sit Glas – Hvor vækkes dog disse Minder ved Alt! – ak, thi hvortil ere de ikke bundne! Det var selvsamme Dag min Maja Pavels sagde til mig, at hun ingen lykkeligere Moder kunde tænke sig paa Jorden end mig – Og er jeg det ikke, Gud være evig lovet! endnu? Hvor findes en lykkeligere Moder end Alles Eders Moer Koren?

Hvor der er saa Mange gaaer, som I veed, Conversationen tidt istaae fordi den saa ofte afbrydes at Traaden tilsidst, om man end nok saa taalmodig knytter den ene Knude efter den anden, slipper reent, ikke at tale om, at det hører til Selskabspligterne, saa meget man kan at dele sig mellem Alle. Det giorde vor kiære unge Vertinde, og vi fulgte hver for sig hendes Exempel det bedste vi kunde. En halv Times Tiid kom jeg i interessant Prat med Edvard M: som ey spillede. Den glade Dag var forbi, og Kl 12, da vi ved Vognen toge Afskeed med Fader Cappelen, som i Gaar Morges atter foer til Strømsøe med sin lille Halvbroder Real –

Min Maja C og jeg havde aftalt en Tour til vor kiære Sally i Gaar Eftermiddag; men Veyret var saa ondt, mit Hoved endnu værre, thi skrev jeg til det gode lidende Barn, og sendte Søsterbrevene, ak, som jeg saadan glædede mig til, selv at overgive hende. Den vemodsfulde Sæddel fra hende, sendte jeg Maja C, lod hende vide jeg var lidt syg, men tænkte dog efter en Middagshvile at komme til Byen, og før jeg tog til Olsens op til Ottesens, hvor jeg havde sadt min Maja P: stævne, for med hende at følges til Frue Bergh i en lille Visit – det var den anden gamle Giæld, der skulde været afbetalt. Men den blev det ikke denne Gang heller, deels fordi jeg laae til Kl over 4, deels fordi Hestene ey kunde faaes [29] før over 5, og da var det saa seent, om jeg ey ^end torde vovet paa at sætte mit Hoved paa saa mange Prøver. Det blev da ved Besøget hos Olsens, hvor vi toge hen i vore hiemvævede Kiortler, da der slet ingen flere var end vi og Lieut: Stenersen, og et ungt Menneske, Halvorsen, som logerer der. Der er saa peent og hyggeligt hos disse hyggelige Mennesker, der passer saa godt for hinanden og derfor giør hinanden og Alle som ere om dem Livet saa behageligt. Lille Zarine har meer end Sødskende, har sande Forældre i denne Søster og Svoger. Alles Moroe er den lille vakre trivelige Ole. Det var en ret morsom Aften – Og endskiøndt jeg ikke kom hiem før Kl: henimod 12, og ey kunde bare mig for at læse Faruk, som jeg om Formidd: havde begyndt paa, reent ud, er jeg dog Gud skee Lov i Dag saa tapper som selve Tencor. Og det kan behøves: thi skal vi ikke føyte i Dag igien? – «Hvorhen da?» – ‹Ih›, alt i Fredags bleve vi budne til Maribos til i Dag Middag, og paa en saa forbindtlig Maade, at vi ey kunde sagt Ney om vi havde havt Steenhierter. Ved Bordet i Fredags kom min Realf med en Invitation til sig, sin Thrina og hendes Forældre og til Pavels, «fordi, skriver disse forbindtlige Mennesker, de giærne vil samle om Moer Koren den Kreds hun har kiærest» – Jeg tør altsaa love mig en behagelig Dag – thi ogsaa at kunde blande mine Taare med min Sallys, – vi vil derhen fra Økeren, Maja C, Lotta og jeg, maaskee ogsaa Maja P – skal giøre mit Hierte godt, det veed jeg. Og hvem veed, om ikke inden Aften den kiære kiærlige Kreds kan forøges ved to velsignede Led i Kiæden, min Koren og min Egersøn! Den Første venter jeg halvveys i Dag (i Morgen har han bestemt lovet at komme) den Anden venter vi Alle med Vished, og haaber at Begge kommer tidligt nok til at giøre Svinget til Økeren. Gud lade min lille Maja være brav, og min Sallys Taare flyde mildere, enten ved sin Moders Bædring eller overstandne Lidelser! –

Faruk er nysselig. Den bærer Aladdins Digters sande Præg. Mere naar jeg har læst den engang til; og ogsaa da om 11^te Decbrs Tale af Pr: Christ. og Sange.

[30] ⁿ¹Mandag 27^de At «Sorrig og Glæde mon vandre tilhobe» – lærer os den hele Vandring giennem Livet; men mere afvexlende end i disse Dage har dette gamle sande Ordsprog sielden rundet mig i Tanker.

Men jeg vil blot fortælle. Betragtningerne vil komme af sig selv. I Gaar, just som vi stode færdige at stige i Vognen; kom stakkels Wulfsberg saa varm og svedt, og saa vakker som jeg længe ikke har seet ham. Han bragte mig Grundtvigs Saga, og Optrin af Kiæmpelivet og Nu Tids Bruns Vinterblomster, som jeg tænker ere lugtløse nok – Saa reyste vi da, Lotta, Kista og jeg i Slædevognen, Presidenten i Slæde, Sønnen hans paa Apostlernes Heste. Jeg gruede saa smaat ved at tænke paa hvordan vi skulde komme op og ned af de svære Iisbakker; men det gik godt. Strax efter os kom Pavels's, Ottesens, og Maja mi, og for Resten, var der ingen uden Mad: Wittrup og lille Mad: Mostue. Det første vi hørte var at gamle Moer Bøyesen var død om Natten Kl: 2. Da fløy mine Tanker fra alle de smilende Gienstænde omkring mig til det kiære sorgfulde Barn, og kunde siden kun i enkelte Øyeblik rive sig derfra. Men det maae de dog nu – i det mindste maae Pennen det, om jeg skal fortælle Eder, Elskede, hvor nydeligt, smagfuldt, og vederqvægende for alle Sandser alt var, som omgav os. Luxus har ellers altiid noget stødende for min til Simpelhed vante og jeg troer for Simpelhed skabte Smag; men her er en saadan bliid Harmonie i det Hele, og de elskværdige Beboeres elskværdige, ligesom medfødte Giæstfriehed og Opmærksomhed for Alle giør det – jeg veed ikke hvordan – kort, som det Altsammen ikke kunde være anderledes. Det er ikke den sædvanlige Grossererpragt – og med denne Giæstvenlighed og Hiertelighed vilde dette vakre unge Par i en peen reen Bondestue faae Giæsterne til at glæmme ^{Mangelen af} en og anden Beqvæmhed, ligesom de her bringer os til at glæmme Forfinelsen og det Overflødige. I veed nu engang for alle, mine Venner, at jeg stedse er Pavels's Borddame hvor vi ere i Selskab sammen; ved min anden Side sad den unge vakre naive Madam Mostue, hvis barnlige Overgivenhed [31] giør hende saa tækkelig og kommer lige fra Hiertets Grund. Imens vi spiste den første Ret, kom min Koren, som jeg først ventede i det tidligste mod Aften; og ret som det var aftalt, tog han lige til Økeren – dog var det nok for at tale med Maribo, og uden Formodning at træffe os der. Ak, min Glæde over at see ham blev snart modereret ved at høre, vor Maja igien om Fredagen havde været upasseligere. Han forsikrede og bekræfter det, at hun var brav da han reyste, og ligesaa hele Løverdagen. Men hvor kan jeg være tryg, naar det ikke er stadigere med hendes Helbred? Min Koren er nu i Byen og taler med Møller, som jeg ogsaa skal tale med inden jeg tager herfra. Saa blev jeg ogsaa harm paa den samme Skriver, som har givet Anker Løfte om at komme til Eidsvold værk i Morgenaften, da der skal være Ball – hvad tykkes Eder, mine Elskelige! baade om den gamle Mand som giør Ball, skiøndt Kone og Datter ikke ere ret raske endnu, og om den gamle Mand som for et Balls Skyld reyser forcert – thi det maae han – lige fra Aggers Kirke i Morgen og til Eidsvold, henimod 7 Miil? Og det fra et saa behageligt Selskab som han her kunde have og har – om jeg end af puur Beskedenhed undtager mig selv. Ja, alvorlig sagt giør det mig ondt.

Min kiære Maja C og jeg aftalte strax at vi saa snart vi havde spist vilde tage til vor stakkels Sally, og fik laant Bredslæde af Maribo. Nyelig før vi toge bort kom Egersønnen min. Vi udstode en Smule Angst, da den store deylige Hest vi kiørte med var grumme frisk og giorde mange Kaprioler[.] Dog trøstede vi os med, at M: ingen Hest vilde givet os, som han ey vidste sikker. Det gik ogsaa ret godt did. Vi fandt den gamle Mand som vi kunde vente at finde ham, dog resignert. Vor Sally, det elskede Barn, var syg af Sorg og Nattevaagen – ak, ogsaa det ventede vi og fandt det desværre. Gode, elskte Lidende! Du staaer for mig med Dine hulde taarefulde Øyne, og Din Jamren over, at Din Moder ey kunde tale med Dig, lyder for mine Øren. Men naar den første hede Smerte er lindret, da vil det trøste Dig, at hendes sidste Ord til Dig – som Du ey troede de sidste – var en Velsignelse, og at hun sov hen uden Smerte ^{for at vaagne} til evige Glæder.

[32] Paa Tilbageveyen udstode vi ret megen Angst for da den forfløyne Paradeur hverken vilde frem eller tilbage; dog fik vi Mod da vi hørte at Karlen som styrede den stod i fem Aars Bekiendtskab med det viltre Dyr, ogsaa gik den bædre da den kom paa ret Vey. – Ved vor Tilbagekomst sat Mad: Wittrup ved Claveret. Hun spiller med en sielden Færdighed, og fortræffeligt, siger Kiendere. Det kommer hende tilgode, denne Kunstfærdighed, da hun ved Informationer fortiæner fast mere, end hendes Mand, og er i det Hele en saare agtet og agtværdig Kone. Men gladere blev jeg dog, da min egen Frederich satte sig til Claveret og sang med sin velsignede Stemme saa mange af mine Yndlingsstykker. Unøysom fordrede – ney jeg bad dog om flere, men som han ey kunde uden ad, og gav mig Anvisning paa til i Morgenaften ved Maja Pavels Instrument. (det er Tirsdag i Dag, maae I vide) – Saaledes med Sang, Musik og godt Snak gik Aftenen. De havde fanget min Egersøn op til Boston, men jeg fik Broderen Realf til at afløse ham til vort Spil. «Ja det er ingen Sag» sagde Maribo, «at have saadanne lydige Sønner.» – Det passer jeg nok, gienmælede jeg, at vælge kun saadanne, som jeg veed vil være mig hørige og lydige. – Endelig skildtes vi ad, og puttede os ind hver i sine Æsker. Jeg var ret saa glad over vor, og vi vare det alle Tre, og i det klare Maaneskin gleed det nok saa deyligt. «Nu har vi kun en Bakke igien, Gud skee Lov!» – sagde vi – Og see, midt i den snoede Vognen sig rundt, saa Hestene, de forstandigste af alle muelige firebenede Dyr, maatte snoe sig efter den, og kom saaledes til at staae opad istæden for nedad. Det var imidlertiid umueligt at komme op igien, og saaledes gik det tilbage hele Bakken ned ad, og imens sadde vi i en ubeskrivelig Angst, hvert Øyeblik beredte til at segle overende. Men Gud være takket, og den forstandige Jonas, og de ey mindre forstandige Heste, Vognen standsede tilsidst, ^vi stege ud, mens Vognen fik sin rette Retning, stege ind igien, og ariverede lykkelig til vort kiære Hiem. Kista var den Kiækkeste eller eneste Kiække. Her hiemme toge vi os en Dram og sov godt; men Lottamoer var syg hele Gaarsdagen. Om den i Morgen mere. Nu er det Kirketiid, og alt spændes der for –

[33] Onsdag 29^de Nesten kunde jeg være fristet at sige med Baggesen, at jeg vilde lade min Journal ligge «til jeg fik lidt mindre Stof dertil» – Men hvad kom saa der ud af? – At jeg ligesom han lod den ligge aldeles, og dermed vare I ikke tiænte, mine Elskede og sandt at sige jeg selv endnu allermindst – Altsaa – hvor var det vi slap? – ved Baglendsfarten ned over Bakken. Dog saae I os vel i Seng og mig vel oppe af den igien. Mandagen var stille og roelig. Da vi havde spiist tog jeg til Festningen, hvor jeg havde lovet at drikke min Caffe, og fandt Herskabet endnu om Middagsbordet. Præsterne havde været i Ligfærd, og kom derfor saa seent til Spisningen. Jeg maatte sætte mig hos, spise Kage og drikke et Glas gammel Viin. Til Desert fik vi Pr: Christians lille nette Tale, som Egersønnen forelæste os, tilligemed Viserne til 11^te Decbrs Fest. Ingen af disse fandt vi udmærkede sig; Prams, den længste var vel ogsaa den bedste, saa Baggesens – min Adams, det giorde mig ondt nok, maatte og maae jeg tilstaae var den meest mislykkede: thi rigtig var nok ingen af dem lykkedes. Mindes jeg ret, saa var det ogsaa den Orden I, mine elskelige Døttre, da I sendte mig dem, havde sadt dem i – At min Maja C, Realf og Thrina vare hos Slotspræstens, seer I, det forudsætter jeg, I Alle veed, ligesom at min Frederich der har sit faste Logie naar han er her i Byen. Efter en behagelig tilbragt Time eller to, maatte jeg bryde op, og giøre det alt for længe udsatte Besøg til den gode vennehulde Frue Bergh. Hun har nyelig været meget syg, men var nu paa Benene igien, dog uden at torde vove sig ud af Dørren. Hun klynkede over i saa lang Tiid ikke at have seet mig hos sig, og at jeg nu ikke blev til Aftens; dog var hun glad i det Par Timer jeg, som hun sagde, havde tilovers for hende, og jeg var det ey mindre end hun. Hendes Lene var hiemme – de andre Smaaetupper i Skolen. Det er sandelig en meget smuk Pige, og sikkert hierteliggod. Hun har ey sine Søstres [34] lyse Hoved, ligesom de ikke har hendes Vakkerhed; men godlidende tækkelige ere de Alle som Fader og Moder. Berget var paa Comedieprøven, saa jeg ikke fik see ham. Da jeg havde drukket Thee og spiist varmt Hvedebrød til, og snakket om Alskens Ting thi den unge Leganger kom did og blev nesten ligesaa længe som jeg, og, ikke til Lyst og Gammen, da vi ey fik tale ret sammen, fordi han generte os – Amen. Min Koren kom her hiem tillige med mig. Han havde talt med Doctor Møller om vor Maja, og faaet Medicin efter hans Ordination, og det gladeste Haab om ved disses Brug snart at see hende fuldkommen karsk. Det Gud give i Naade!

Saa kom da den 28^de, vor gode fadermilde Konges Fødselsdag. Min Lotta, som ey var ret frisk endnu, og desværre ey hører, blev ey med i Kirken, og Kista vilde ikke forlade hende, og saa reyste jeg og min Koren ene herfra, da Presidenten før var taget til Byen, for med flere at staae paa Hovedet, som han kalder det, for Printsen. Det var Aftale, at vi Alle skulde mødes i Aggers Præstegrd, og var allerede Slotspræsten og Realf ariverede. Majaerne, Thrina og Hr Frederich maatte vi vente lidt paa, da de havde maattet vente efter Vognen. Saa vandrede vi til Kirken med Madam Juul og Mad: Holst, Præsteenken, og bleve alle procerede i Præstestolen, tæt ved Prækestolen, men da man der seer saa lidet til Taleren som man hører ham godt, fik min Koren (som aldrig før havde hørt Søn Pavels fra Prækestolen) og vor Frederich sin Plads ligefor denne. Talen, som er trykket, vil I engang faae læse, og da vil det ey undres Eder, at mit for Norge, for Norges og Danmarks Konge saa varmtbankende Hierte slog høyt af Glæde, og Veemod, og moderlig Stolthed, og smeltende i Tak og Bøn og Taare. En høytidsfuld Taushed hærskede i den store Forsamling. Et Par Gange saae jeg Printsen fare med Haanden over Øynene. Mange gave sine Taare frit Løb. Ogsaa her min Tak, gode bedste Pavels, for den velsignede nydelserige Stund, som længe længe vil giøre mit Hierte godt. – Her hiem med mig fulgte de Kiære, Pavels og Ottesen undtagne, som maatte med de Øvrige Indbudne til Frydenberg, hvor [35] der var stort Collads for alle Medlemmer af Selskabet for Aggersogns Vel – Fortsættelsen i Morgen. Nu skal vi til Aggersfestning. Der venter mig en deylig Dag, det veed jeg. Men jeg er syg og mat af den evindelige Tøyten, især Nattevaagen. Opad Dagen pleyer jeg blive bædre.

Torsdag 30^te Det blev jeg ogsaa i Gaar, og kunde ey andet end blive det. Men det indbefattes altsammen under Fortsættelsen.

Vor elskelige Sally kom ogsaa i sin dybe Sørgedragt. Hun lovede Maja C og mig det, og hendes gamle agtværdige Fader, fra saa mange Sider agt- og ærværdig, vilde hun skulde tage hid, ellers havde hun maaskee ikke kommet enten her eller i Gaar til Pavels's. Men han unddrager sig giærne sit kiære Barns Nærværelse nogle Timer for at see hende styrket og gladere igien, og det veed han, hun i denne sit Hiertes Kreds bliver. Ak, nu er jeg atter ude af Ordenen –

I kan troe, Elskede, vor Egerprovst tog sig godt ud i det lille Qvindelag, og fandt sig ogsaa godt i det, tør jeg nok forsikkre, uden Frygt for Modsigelse. Ved det runde Bord sang han sine Sange til 11^te Decbrs, og denne Dags Fest, og vi drak og klinkede trods Frydensbergs Selskabet, hvis Skud vi, som jeg siden har hørt, havde noksaa godt af her, som de, da Kanonerne vendte hid og vi hørte deres Dundren lydelig. Min Maja C var ikke ret frisk, og maatte lægge sig lidt. Maja P: som skulde være blandt de Syngende før og efter Prologen, tog tidligere bort. Med hende fulgte Egerbroderen. Thrina vilde see sin Pederlild før hun tog til Comedien, reyste altsaa i Forveyen, og endelig Maja C, Kista, lille Claudine, Mariane, og jeg i en Hyrevogn sluttede Troppen. Sally blev hos Lotta til længere ud paa Aftenen. Men atter vare vi i Fare her i Tøyenbakken, da den store Vogn tog Surr i Midten af den, og Hestene kom paa Tværs, og Vognen ud i Grøften. Det saae gefærligt ud. Meest ængsteligt var det for Børnenes Skyld. Dog, ogsaa nu kom vi derfra med Angsten, ved Kudskens Raskhed og Andreas's Kræfter, som holdt Vognen da den vilde overende. Saa kom vi da til Comediehuset, det jeg over i 5 Aar ikke har betraadt (da saae jeg [36] Dyveke, og Sara og Wilhelm saae den ogsaa) – «Vil De ha' en Prolog?» raabte Flor ved Indgangen. Tak Hr Flor! svarede jeg skyndsomt, snappede den, og ilede efter mit Selskab, uden at tænke paa, den skulde betales. Det gik som vi havde forudseet. Da vi kom saa seent, var der propfuldt overalt. Til Lykke traf vi Edvard Munk, og fik han de Herrer, som havde besat den aller bageste Bænk til at give Damerne Plads. Der sad vi for saa vidt godt nok, kun vilde de Herrer, som sad længere ind paa Bænken ikke forstaae hverken Høfligheder eller Finter, saa Claudine og Mariane intet Rum fik eller dog et interims. Disse ulevemaadelige Personager, der sad ubevægelige som Støtter, gav os det første Stof til Latter, og vi fik siden fuldt op. Thrina var ret paa sin hvide Hest, og vi fandt det ret deyligt at kunde sidde saa og lee i vor Beqvæmmelighed over Mangel paa Beqvæmmelighed – og er det ikke rigtigt, ja saa gar philosophiskt at ‹lin›komskere Tingene i Livet saaledes, at Kiedsomhed maae Kiede sig ihiel over ikke at kunde kiede os? – Stykket selv, Medbeylerne, er vel noget af det flaueste der nogensinde er kommet fra ^selve Nu Tids Bruns Pen (hanⁿ² har da kun oversat og paa sit Viis localiseret det, saa engelske Navne og Uniformer ere aldeles hiemme i Kbhn og Siælland) Madam Tullin og lille Zarine (som spillede for første Gang) vare Elskerinder, og jeg veed ikke hvordan disse flaue Roller kunde gives anderledes, især da begges Elskere, Asessor Krog og Prkt. Aas vare de koldeste stiveste Figurer jeg nogentiid saae paa store og smaae og alle Livets Skuepladse. Maribo fortalte mig i Gaar et Indfald af en blandt Tilskuerne, som ret var bravt. Nancy (Zarine) Kroghs Elskte, er blevet fornærmet, og har lukket sig inde paa sit Kammer. Nu staaer han udenfor og trygler, ^{det er,} skulde trygle ^om i det mindste om endnu engang at see hende. «Lad mig dog blot see dig, Nancy, luk dog op!» – sagde han i samme Tone som man fortæller det regner eller sneer eller sligt. «Det er saa Gu» – saa lød Indfaldet – «intet Under, hun ikke lukker op. Hun maatte jo være gal, om dette kunde bevæge hende.» – Schandorfs Fader, var som altiid hiemme i sin [37] Rolle – Frue Aubert, en gl. Tante som snakket det ravgaleste Føy og ^meest forplumrede Fransk man kan tænke sig, var ypperlig, og aldeles hiemme paa Theatret – Kiærulf, en Landjunker, ligesaa, og disse To bragte saa meget Liv i Stykket, at det ikke dyssede alle Tilskuerne reent i Søvn. Weideman, en tydsk Major, spankelerte og gebærdede sig urimeligt – det var reen Charikatur – See der har I min Recension over Stykket. At I faaer Prologen her som Epilog, maae I ey undres eller forarges over. Det Bedste giæmmer jeg altiid helst tilsidst – Seer I, et heelt Chor hvidklædte Damer (Baronessen stod der saa tyk og stoer mellem alle de smækre ungdommelige Gestalter) aabnede Høytideligheden med en Sang saa kom Mad: Collet, Nora, med Spyd og Hielm og Skiold, kort, ganske forskrækkelig minervaisk, og fremsagde Prologen «paa sin gamle Maneer i sin gamle Tone (passende ret for en gammel Matrone‹…›, men ey for Nora, den hulde Møe, hvis Ungdom evindelig ey kan døe)» – Da hun havde vendt os Ryggen og med lange Skridt forladt Theatret, samledes atter det hvide, under Prologens Fremsigelse delte Chor, og sluttede med en Sang, og det Hele med et tidt gientaget «Hurra! Frederich den Siette leve!» og Haandklappen, saa hele Huset rystede, og lille Claudine ganske forfærdet trykkede sig indtil mig, men fandt det ret lysteligt, da jeg havde forklaret hende Betydningen. Sandt at sige var denne Act mig den kiæreste af dem allesammen. At Prologen, anderledes fremsagt, ikke vilde forfeylet sin Virkning, vil I indsee naar I engang læser den, som uden at læse den, at der i denne Anledning fast intet Nyt ^mere kan være at sige. – Her skildtes vi, Kista og jeg, fra vort kiære Selskab, og toge ene tilbage, og kom godt hiem uden alle Forskrækkelser Kl 11, fandt Lottamoer allene, og lod Maden smage os godt. Sally havde været her til Kl 8. Jørgen kom mens vi spiste, Presidenten kort efter. Det var gaaet meget høytideligt til paa Frydenberg. Beværtning og alt havde været i Overensstemmelse med Høytiden –

[38] Jeg vaagnede i Gaar Morges som de fleste Morgener og som i Dag, mat og med Hovedpine, og skrev heri lige til vi skulde afsted. Vi vare blevne fornøyede af at kiøre i Vogn, og agede nu alle i Slæder. Med mit Hoved var det bædre. – Hos Pavels's vare ingen andre end vi, det er at sige vi herfra, Ottesens og Moer C ^{og Sally} – Maribo, hans Ragna og hendes Moder – Om Aftenen kom Edvard Munk med sin Sophie. I Skumringen giorde Lotta og jeg vor længe forhalede Visit til Grevinde Knuth, som vi fandt fuldkommen frisk og rask, med Moderglædens Udtryk i sit Ansigt og hele Væsen. Den ædle Frue Rosenkrantz var der, Mamsel Urbin, og Kamhr: Anker. Det var behageligt at see Moderen gaae saa omhyggelig om Datteren, saa frygtsom for hun skulde forvove sig, kort, som min Maja gik om sin Thrina. Vi drak Thee, og sad der nok en Times tiid som gik ret morsomt. Frue Carlsen kom der. Det var første Gang jeg har seet hende nær ved. Hun er rigtig grim, synes mig. Anker var i et prægtigt Houmeur og fortalte om Alskens Ting. Han fintede mig lidt, fordi jeg to om ey tre Gange har været buden til Bogstad og Bomm, og aldrig været der. Frue Bull, sagde han, havde ogsaa forlovet at besøge ham. Nu bad han den ene vilde overtale den anden hertil – Knuth var reyst op til Øvre Romerige, og vilde besøgt os, havde vi været hiemme. – Da vi kom tilbage, sad Mændene ved Bostonbordet. Vor hulde Vertinde vidste hvad der var hendes qvindelige Giæster kiærest, Egersønnen vidste det ogsaa, derfor undslog han sig for Spillepartie, og det meste af Aftenen gik med Musik og Sang og derimellem god fortroelig Prat, gik velsignet og deyligt som den hele Dag. Men Afskedstimen kom, og – nu Tak, I Evigelskede, for hver glad Stund vi vare samlede – Værer takkede alle, I Alle, hvis Kiærlighed og Ømhed er min Stolthed og Hæder og blandt alle mit Livs Glæder en af de sødeste.

[39] Og i Dag er det da den første af disse 8 jeg har været her, at vi have været hiemme ganske i Roelighed, og jeg slet ikkende Gud bevar's hvilken Føyten! Saa erindrer jeg ikke i lang Tiid at have sværmet omkring uden at pausere. Men hvert Lag har været et Glædeslag. Kun Scenen har forandret sig, de Handlende vare stedse de samme –

Fredag, sidste Dag i Aarets første Maaned Mørket overfaldt mig i Aftes, og baade Lottamoer og Sønnebarnet kom desuden for at faae mig ind og drikke Thee og conversere med Frue Tode, som var her i en grumme lang Visit. At Theen smagte bædre end Conversatsen, er baade vist og sandt. Hun havde et lille godlidende Pigebarn med sig, og til dette holdt jeg mig for det meste. Paa dette Besøg nær vare vi i fuldelig Stilhed, og Faer President og Jørgen hiemme hos os. De sloge i Brættet saa det dundrede, og vi Qvindfolk læste, strikkede, pratede. At jeg fik mig en kapitalsk Middagssøvn og efter den blev let og frie for Hovedvee, hører ligeledes til Gaarsdagens Begivenheder. Til disse hører ogsaa, at vor dyrebare Maja C tog til sit Hiem, og Egersønnen min ligesaa, formodentlig i maadeligt Føre, da i det mindste herom Byen Tøveyret har huseret slemt med den stakkels Snee. Dog var Gud skee Lov min Maja bædre i Onsdags, end Dagen før, og naar hun er frisk, taaler hun alle smaae Besvær, det veed jeg. Maatte jeg snart høre hun var det fuldkommen; og maatte jeg i Dag med Aslak – som kommer ind med Gulen efter mig – høre at lille Maja ogsaa var det, i det mindste ey værre end da jeg forlod hende. Ak, havde den Ængstelse for hende ikke hvilet over mig, og den ældste Maja været ganske brav, og Sally's Taare ikke flydt saa bittre, hvilke Glædesdage havde disse otte Dage da været! Dog veed jeg ikke, at Jorden intet Paradis er, at det ey kan, ey maae være det? Ney, jeg vil med Digteren «intet Paradis begiære for en Giæst, hvis Ophold her i det fremmede Land er [40] saa kort» – Jeg føler med ham at dette Land har Glæder nok til at vi med Behag kunde tøve her, og Taare nok til stedse at holde vor Længsel efter det bædre taarefrie Land, vort virkelige Hiem varmt og levende; og at det som det er er saare vel altsammen.

Nu skal jeg skrive til Døttrene mine i Kbhn, og lægger dette hen, for at fuldende Heftet i Aften med Maanedens sidste Dag, og mit Opholds, for denne Gang, paa Tøyen.

Eftermidd Imens en Side paa mit Brev tørres, vil jeg see at faae denne fuldskrevet. Neppe havde jeg lagt dette hen, saa kom den gode elskelige Frue Maribo, deels, sagde hun, for at sige Moer Koren endnu et Farvel, deels for at bringe mig en Kurv deylige Æbler til min Maria, som jeg havde tigget hende om, fordi de ingensteds her ere at faae, og det kiære Barn baade længes efter og har godt af dem. Var det ikke en sød lille Kiælling? O jo, det er hun, og I vil Alle komme til at holde af hende som vi Alle der kiender hende holder af hende, og det samme gielder i fuldeste Maade om hendes Mand – Hun sad her en god Stund, nesten til Middag; og nu fik jeg Brev fra min forflyvende Skriver, som i mindre end 4 Timer kom til Hovind i Tirsdags, og strax tog til Balls, hvor han morede sig prægtigt. Det forudsætter, ser I, at hans Maja var brav. Ja Gud skee Lov, det var og er hun, forsikkrer han, dog er jeg ey ret roelig, før jeg selv har talt med Møller, der dog af alle Læger har min første Fortroelighed. Did skal jeg i Aften i Skumringen, og kan ey nægte mig med det samme at see min elskede Thrinasara, Realf og lille Pedrus endnu engang. Min Hest venter jeg i Aften, og mig venter de tidlig i Morgen til min velsignede Hiem. Alt maae derfor være færdigt i Aften, Indpakning, Skrivning etc – Saa tager min Tak, Dyrebare, i disse Linier, for al Eders Ømhed og Kiærlighed imod Eders Moer Koren! Tager den Enhver især, I Fra- og Nærværende, og min ømmeste moder-søster-venskabeligste Velsignelse!

Nu er jeg igien i de gamle Folder og har faaet alle mine Ting bragt i Orden. Altsaa kan vi i al Magelighed gaae tilbage til Tøyen og lade som det var Fredagaften. At jeg om Middagen fik Brev fra min Koren hvori han bad mig tale med Møller før jeg reyste, var nok noget af det sidste jeg i det sluttede Journalhefte fortalte Eder. Stakkels Fetter Jørgen var upasselig, og hverken min elskede Lotta eller Kista ret raske. Jeg lovede derfor at være snart tilbage, kun rygte mit Ærinde, og see ind til Barna nest ved, Thrinasara og Realf og kysse lille Peder engang eller to. I Tøyenbakken mødte jeg min troe Realf, som vilde sige sin Moer Koren endnu et Farvel, og da han hørte de Kiære paa Tøyen ey vare ret friske, og at jeg vilde ned til hans Thrina, vendte han om og fulgte med mig. Lille Doctoren var ey hiemme, og jeg sad imidlertiid hos de hulde Børn, drak Thee og kiælede for den lille Peer, (istæden for at snakke om Dyden) som snart bliver den store Peer, skal han vedblive saaledes at voxe og trives – det Gud give! – Da jeg hørte, Møller var kommet hiem, gik jeg ind til ham, og sad der en Stund og talte om Maja mi, og forlod ham med et let Hierte, da han gav mig meer end Haab, gav mig Forsikring om, det velsignede Barn snart skulde blive ganske frisk, hvad Gud i Naade opfylde! Ak thi hvad ere vi som «plante og vande, naar Han ey giver Vext?!» – Endnu sad jeg en Stund hos mine Børn. (Frue Møller saae jeg ikke, hun laae, og med hendes Helbred er det nok siden hendes Augusts Død for stedse forbi –) og forlod dem velsignet og velsignende. – Det første jeg ved Tilbagekomsten saae var min gode Jørgen ikke allene paa Benene, men lustig og munter, ogsaa var Lotta og Kista i god Stand, og Aftenen gik i sød Fred og Roe: thi hvad der kunde forstyrret mig denne; Skiulte de Gode for mig, nemlig at Aslak, som var kommet ind efter mig, havde ved et Fald slaaet sin Haand i et Glasskaar, og var meget [42] ussel, saa de frygtede han ey kunde styre mig hiem. Kista, der er en halv Doctor, havde vadsket og forbundet Saaret, som havde blødt skrækkeligt. Først i Gaar Morges, da det ey længer kunde skiules, fik jeg dette Uheld at vide; men med sin sædvanlige Kiækhed forsikrede Aslak, at det ingen Nød havde med Styringen, da Føret paa Kongeveyen var saa ypperligt, at Slæen gik af sig siøl – dog, saa bredt taler den gamle Husar ikke. – Efter kiærlig Afskeed først med min kiære brave President, som tog til Byen, siden med min elskelige Lotta, Sønnebarnet, og Kista, satte jeg mig tryg i Slæden overladende dens Styren til Aslak med den ene Haand, som havde det været selve Götz von Berliching mit der eiserne. Dog maatte jeg til de kiære Tøyenianeres Betryggelse tage en af deres Folk med til vi vare komne over det værste og paa Kongeveyen. Siden gik det sagte, men gruelig vel, da den forfærdelige Mængde Mennesker som strømmede ind til Markedet tit spærrede vor Vey, og vi vare nødte til at læmpe os efter Omstændighederne, da mine Hænder vare til ingen Nytte, og Aslak kun havde een, oveni Kiøbet kun den venstre. – Paa første Skifte tog jeg mine Briller, Grundtvigs Saga, og mine Smørrebrød frem paa engang, saa hverken Siæl eller Legeme kom til kort. Underligere end nogensinde forekommer mig min kiære Digter i dette Arbeyde, som jeg dog endnu kiender for lidt til at kunde sige Eder mine Tanker om det. Thi vel kom det og Brillerne atter frem paa Moe, saa snart jeg havde bestilt min Caffe og faaet Reysetøyet af i den lille Stue, som var baade reen og varm, hvad den altiid er naar de veed mig i Farten; men neppe havde jeg begyndt, saa kom Capitain Hals fra Sørum, og holdt det for sin Pligt, kunde jeg mærke, at holde mig med Selskab, uden at ahne det langt kiækere jeg havde i min Eensomhed. Uden noget eneste Uheld eller Eventyr ariverede jeg lykkelig og vel til det kiære Hiem efter 8 Timers Reyse – Koren lagde den i Tirsdags tilbage i 3½– hvor jeg fandt Krefting, hans Svoger Holler, og lille Ragna Chrystie, som var kommet [43] for at see til sin Maja. Gud skee Lov, det kiære Barn var oppe og blomstrende som en Rose, og friskere, syntes jeg, end da jeg forlod hende. Ligedan er hun i Dag, og meget munter. Min Koren og Hertel fandt jeg hiemme, og dem og alle Husets Folk i bedste Velgaaende. Paa Jomfruekammeret giennemgik jeg mit hele Liv og Levnet i de forgagne sidste 10 Dage, og fik alle de unge Tilhørerinder snart til at skiælve, naar f:E: Vognen gik tilbage i Bakken, snart til at lee over alle vore Eventyr paa Comedien – kort, de saae, hørte, nød alt – det var en Extract af Dagbogen. – Da vi havde spiist, saae jeg et Øyeblik paa Lhomberspillerne, sad atter lidt hos Ungerne, gik saa til Køys, og vaagnede af en sød Søvn da Koren kl 12 kom op, men dog kun for atter at sove ligesaa sødelig ind igien.

Krefting og Holler toge bort i Morges, og bringer et lille Brev med til Tøyen, som jeg i Aftes dicterte min Hr Søn, da jeg ey orkede selv at skrive, som melder min lykkelige Hidkomst. Ragna bliver hos sin Maja til i Aften. Munthe er her ved Kirken, og har bragt Posten, men som intet bragte mig.

Mandag 3^die Saa glad Gaarsdagen begyndte, saa tung blev den mig siden. Da jeg havde sluttet her, og giennemløbet Ridderskabet i de dumme Aviser, løb jeg op for at fortælle Maria – som jeg troede at finde oppe og færm – og de andre Barna, at Oncel President ogsaa var blevet beladt med Korset. Men da jeg kom ind paa Kammeret laae hun ikke allene endnu, men i en tung Døsighed, og klagede over Hovedpine – dog klage giør hun aldrig. O at hun vilde det, det smertede mig neppe saa meget som hendes Taushed. Det blev det samme hele Dagen, og altsaa ogsaa med mig det samme. Mod Aftenen stod hun op, og var lidt livligere. Frøken Keilhau kom og blev hos hende hele Aftenen, men Tungheden og Hovedpine nødte hende snart tilsengs. Gud skee Lov, i Dag er hun ulige bædre, og længe siden oppe; men jeg tør ikke glæde mig ret, før jeg seer, om det vedbliver. Koren siger han har lagt Mærke til at det ordentlig vexler [44] om som en Andendagsfeber – det vil vise sig om han har Ret, og om min Glæde ikke skal være stadigere. At den stiger og falder med det fromme Barns Vel- og Ildebefindende er det unødigt at sige Eder. Min Koren er nu paa Maanedsting. I Dag og i Morgen skal jeg have mange Breve færdige som Jess og Hertel i Morg ^{paa Onsdag,} da de tager ind til Markedet, skal have med sig.

Onsdag 5^te Det gaaer nu ikke saa fort med Dagbogen. Des fortere gik det Mandag og Tirsdag med Brevskrivning, og Kl 6 i Morges foer Jess og Hertel afsted med en heel Pakke. I denne var et til litle Doctor Møller med Beskrivelse over min Majas Befindende. Hun er Gud skee Lov ikke værre, og jeg synes muntrere end før ogsaa har hun nu frievillig yttret det Ønske at være i Nærheden af Møller, og da mine elskede troefaste Børn, Thrina og Realf ligesaa uopfordrede ønskte at hun vilde komme ind og være hos dem, tager baade jeg og Maja med varm Taknemmelighed mod det barnligkiærlige Tilbud, og vedbliver Møller at finde det raadeligst, reyser det velsignede Barn ind i neste Uge. O det er som jeg alt i denne Udsigt havde Vished om hendes snare fuldkomne Helbredelse. Gud vil jo ey heller lade mit Haab beskiæmmes –

Seent i Aftes fik jeg et lille venligt Brev fra min Lotta, som tillader sin Hanna, der skulde fulgt ind med i Dag, at blive længere hos Maja – og nu kommer de nok til at følges ad. At jeg har gratuleret Presidenteren til sit Ridderskab, kan I nok tænke. Lotta synes det er reent Narrerie, og ganske Uret har hun vel ikke. Naar det een Gang træffer som det bør, falder det ti og tyve Gange som det ikke bør. Træffer? det traf jeg uvilkaarlig til at sige. Men seer det ikke oftest ud som var det et Træf? Lykketræf kan jeg ey beqvæmme mig til at kalde det.

Jeg er nu færdig at giøre en lille Tour til min Rikke. Skriveren er taget til Maanedsting i Eidsvold.

[45] Torsdag 6^te Denne milde Vinter har rigtig forkiælet os. Jeg kunde i Gaar nesten ikke finde mig i, at en Smule skarp Nordostvind vilde erindrede mig om, vi vare i Februar. Dog da jeg havde trukket Huen længer ned over Øynene, og Tørklædet op for Munden, bleve vi ganske godt forligte, Vinden og jeg.

Jeg fandt min Rikke meget rask og glad i sin lille roelige trinde Tøsunge. Futen er som Skriveren, altiid paa Siæl og Legeme den samme. God Helbred og jævn Munterhed har Gud forlenet dem med, til deres egen Lykke og alle de Menneskers som ere omkring dem. Da den Lille er paa et Kammer ovenpaa, har Rikke sit meste Tilhold der, og baade her og siden om Eftermiddagen nede havde vi vort sædvanlige fortroelige Prat, derhos meget flittig strikkende. En Gang bleve vi slemt afbrudte, da lille Willa som gik saa morsom og sød inde hos os og legte, faldt haardt mod Gulvet, saa baade Næse og Mund blødte stærkt og længe. Moderens Jamren giorde Barnet mere ondt, troer jeg, end Faldet, og jeg maatte ret bruge min Myndighed og skiænde lidt paa hende. Det hialp, og da Gutten var blevet vadsket længe med koldt Vand, og havde faaet et Stykke Sukker, blev han lige velsignet og sød igien. O jeg er saa glad i dette Barn med det mig dyrebare Navn. Saa stille Klokken staaer paa Plogstad – den har i utænkelige Tider været halvsex – saa fort iler Tiden. Jeg havde lovet at være hiemme inden det blev mørkt, men det var det alt før jeg tog derfra. I en halv Time bragte Gunder og Gulen mig hiem (Aslak gaaer og faaer nok længe gaae med sin Haand i Fængsel) Da jeg kom ind i Stuen, som var deylig varm, men kun havde Lys fra Kakkelovnen – ingen havde taget imod mig – tog jeg i Mag mit Reysetøy af, thi jeg hørte dem lee og snakke paa Jomfruekammeret, altsaa var alting vel der. Derimod hørte jeg ikke den letsvævende Telja komme ind fra Spisestuen, og nær havde vi i Mørket skræmmet hinanden. Saa op til Barna. Maja sad og vandt [46] Garn, og i det blide Aasyn kunde man ikke læse andet end Tilfredshed og Sundhed – Gud skee Lov! jeg synes virkelig at see hende bædres daglig. – De andre tre Smaae, Hanna, Lina og Kaja, strikkede, og kappedes om at vise og fortælle mig hvor flittige de havde været om Dagen. Jeg giorde dem igien Regnskab for min Dags Tilbringelse, og fortalte dem lidt af en ret interessant polsk Geschichte jeg har begyndt paa i et nyt lafontainsk Product: Die Gefahren der grosse Welt oder Bertha von Waldek. De skal faae den heel og holden, naar jeg selv har faaet den tillivs. – Skriveren kom ikke som han heller ikke vist havde lovet; og da ingen mindede mig om Klokken og Sengetiid, var den vel ey langt ⁿ³ fra 12 da jeg gik tilsengs med Linchen, kiælede hende i Søvn, sov godt, og drømte jeg svævede i Luften og kunde «de Runer ramme» – i Dagligsproget hexe en Smule. Kort, mange af Optrin af Norners og Asers Kamp stod livagtig for mig i Drømme. I Forgaars læste jeg dette Grundtvigs Værk ud, og maae det vel have giort temmelig dybt Indtryk paa mig. Jeg sætter det ogsaa meget over hans Saga, som i hvor skiønne Stæder den har, og i hvor meget den i det Hele talte til mit Hierte, dog trættede mig ved sin alt for store Eensformighed, saa jeg ofte maatte lægge den bort, men tog den da ligesaa ofte igien. Nogle fæle trivielle og endnu fælere væmmelige Udtryk kan jeg ey tilgive denne mig ellers saa gemüthliche Digter –

Aften Da jeg læste Dit Brev, elskede Maja C – det eneste, jeg i Dag fik – bankede mit Hierte, som om det Slag for Slag vilde besvare den Banken og Hamren i alle Dine Aarer, som Du i Byen klagede over, og jeg seer, endnu vedbliver, og ængster mig saa. Dog bankede det ey af Glæde allene, og ey af Ængstelse allene, men af begge. «Af Glæde?» Ja, thi mueligt er det jo jeg seer Dig om 8 eller 10 Dage. Gud give det! og at jeg da, roelig for begge mine Majaer, kunde ile i Dine Arme, og følge med Dig, naar Du saa længe mueligt har glædet mig med Din hulde Nærværelse.

[47] Fredag 7^de Med sin sædvanlige Paalidenhed havde Hertel allerede i Gaar været hos Møller, eller rettere samme Dag han kom til Byen; thi i Aftes fik jeg et venskabeligt og trøsteligt Svar fra min litle Doctor. Det har ganske beroeliget mig, saa meget mere, som jeg seer min Maja nesten i timeviis bædres. Han beder mig «sende hende ind til sin Naboe, saa snart Veyret bliver klart, Luften reen» – Og hvor tryg sender jeg hende til denne hans Naboe og Naboer‹…›skeⁿ⁴, til de ømmeste Sødskende. Saa trygt sendte jeg hende, da hun i sin Barndom havde ondt for Brystet – o hvor har det kiære Barn lidt meget! – til den fromme Moer Devegge, til Søstrene Katty og Malla, og ved deres Ømhed i Forening med Müllers Kunsterfarenhed, fremblomstrede igien for nogle Aar Sundhedsroserne paa hendes Kinder. Gud lade dem nu atter fremblomstre, og varigere! «Det er en lille Drivhusblomst, som maae behandles med Varsomhed» sagde Müller den Gang, indtaget som Alle, selv gamle Flinta, i det søde venlige og vittige Barn. I husker det vist altsammen, mine dyrebare kbhnske Døttre, og jeg glæmmer aldrig Eders Godhed.

Fastelavns Mandag, 10^de Hele Løverdagen skrev jeg Breve, og i Gaar ligesaa, dog uden Stadighed. Ak, det var jo bestemt, min Maja skulde reyst i Dag, og saa kunde jeg ey andet end hvert Øyeblik op og see paa hende og kiæle for hende, det elskelige hulde Barn. – Hertel og Jess skulde vist kommet Løverdag, havde de lovet, og endnu er de ikke komne, hvad der foruroeliger mig meget, og ogsaa er Skyld i at Majas Reyse udsættes, for det første til i Morgen. Maatte da kun Veyret blive saa stille og godt som det er i Dag. Baade jeg og lille Marthe, den tilstundende Stuepige, drømte de kom og havde 3 Fremmede med sig, den ene var Fetter Randulf. Vi faaer nu see, om vi drømte rigtig. Det var mueligt, sligt har sinket deres Hiemreyse. Men Maja længes saa efter at komme ind til Sødskende sine, og bliver Veyret nu ey saa godt i Morgen, saa er det Synd, den ^hun i Dag blev hindret fra at reyse.

[48] Jeg havde saa vist sadt mig i Hovedet, der i Gaar maatte komme Brev til mig fra Kbhn. Det er jo saa længe siden jeg fik noget derfra; thi Brevene med Pakken jeg fik paa Tøyen, vare jo fra 15^de Decbr, og ikke et Ord fra Bergh. Men det slog saamen ^feyl. Derimod fik jeg et sønnehuldt Brev fra min Frederich; og giid han havde seet, eller jeg kunde sige ham, hvor godt det giorde mit stakkels underliguroelige Hierte, og hvordan dets Giennemlæsning atter i Dag har sagtnet dets Banken –

Jeg skal nu besvare dette kiære Brev, og slutte et Par i Gaar begyndte til alle Barna i Christi: og til Tøyen. Jeg vilde ikke slutte dem, tænkte jeg, før jeg saae hvad Jess og Hertel bragte mig. Tre ligger færdige og forseglede fra i Gaar og Overgaars: Et til Jomfrue Rafn, min Rikkes meget elskværdige Søster Eline; et til min elskede Maja C; og et til vor Sally.

Tirsdag 11^te Der har været stoer Striid iblandt os i Dag, og en end større i mit Indre; men derom veed ingen, før disse Blade siger det. Kl: 6 i Aftes kom da endelig de længe Ventede friske og vel. Søndag havde de allerede deres Heste forspendte, men der skulde være stort Middagsselskab paa Tøyen, og de fik paa ingen Maade Lov at reyse. «Har jeg kanskee ikke bedt dere nok?» spurgte Presidenten. Det slog dem, og de spændte Hestene fra igien. Saa ømheds- og vennehuldt et Brev bragte de mig fra min Lotta, og fra min dyrebare Thrinasara hendes og min Realf barnlig Kiærlighed aandende Breve. En Uvedkommende skulde ved at læse disse troe det var os som beviste dem en stoer, udmærket stoer Tiæneste og Godhed. Men jeg, som i mit eget Hierte havde læst hvert Ord i disse kiære Breve før jeg aabnede dem, jeg føler og fatter deres Betydning, og siger ikke, kan ikke sige andet end gientage hvad der uophørlig lyder i min Siæl: Ingen Moder paa Jorden har havt elskeligere, ømmere Børn, ingen Veninde ædlere, huldere Venner, ingen Kone en troefastere Ledsager paa Livets Bane, end Eders Moer Koren.

[49] Vor Striid var om det kiære Barns Reyse. Hele Natten stormede det, og min Slummer var saa uroelig som Veyret. Mod Morgenen sagtnede det lidt, men var dog langt fra ikke som i Gaar. Ak, ingen følte hvert Vindstød som jeg, det veed jeg vist; men jeg saae min allerede tidlig færdige Majas Længsel efter at komme afsted, og saa taug jeg, ja, traadde endogsaa tilsidst – den moderlige Svaghed paatager sig jo alle Skikkelser – paa hendes Side. Ingen var mere imod Reysen end hendes Fader. Men Hertel forsikrede, han skulde pakke hende saadan ind, at ingen Vind skulde trænge sig igiennem. Og saa blev det da besluttet. Jess, den gode varmtelskende Broder, vilde ey betroe andre end sig selv at styre sin Maja. Hendes troe Veninde, hvis Omhu for Marie jeg aldrig skal glæmme, Hanna Bull, fulgte med hende. Just som de havde begyndt at pakke sig ind, kom Faer Bierk, hans Kone og Jomfr: Jensen. Før de kom ind, kastede Maja sig i mine Arme med det fromme Blik, som I kiender saa godt, og det bad mig: «Vær ikke bekymret, elskede Moder!» Lina og Kaja gav Taarene frit Løb da de sagde hende Farvel. Mine Taare brød kun frem og trængte sig tilbage til Hiertet igien, og jeg talte roelig med de Fremmede. De skulde til Gierdrum, og blev her ikke længe; men i Aften kommer de igien og ligger her i Nat – Veyret er ikke stillere. Jeg synes snarere Blæsten tager til. Min Trøst er, at Hertel holdt Ord som han pleyer. Oven paa sin egen Pelts havde hun hans store Ulveskins, foret Hue, Sokker, Fodpose, og min store Biørnefeld foret med Ulveskin – troer I det mueligt, hun kan fryse? Gud forbyde det! O han ledsage Dig, dyrebare fromme Barn, og alle hans Engle leyre sig om Dig, og frisk og munter vende Du tilbage fra de kiærligste Sødskendes og alle de Elskedes Arme, i dine Elskedes her, i det faderlige Huus! Amen, det skee!

[50] Onsdag 12^te Jomfrue Jensen kom allene tilbage i Aftes. Bierkes havde ey sluppet fra Chrysties, men i Dag venter vi dem til Middag. Gud skee Lov, Maja kom til at reyse i Gaar. I Dag er det ulige værre Veyr; en tung vedholdende Blæst. En Reysende som kom til Gierdrum, havde mødt dem Kl: henimod to allerede forbi Skrimstad, over Halvveys, saa jeg tør haabe, de er kommet i god Betids til Byen, og at min Jess i Dag kommer tidlig tilbage. Med Lunde, som i Dag reyser til Byen, skrev jeg en Epistel til min Kista, og med ham faaer jeg vist Underretning om det kiære Barns Befindende efter Reysen. Gud give, en ønskelig!

Torsdag 13^de Jeg sad i Dagligstuen ved Vinduet – Kl var 3 – da min Jess kom i Gaar Eftermiddag. I hans glade Ansigt saae jeg de gode Tidender han bragte. Ja, Gud være lovet, lykkelig og vel og munter naaede hun sit Bestemmelsessted, og blev modtagen, som jeg vidste det, i kiærlighedsfulde Arme. Selv lille Peder, sagde min Realf, glædede sig i sin lille Tantes Komme, og var endnu blidere, end han pleyer være. O, i dette elskede Barns, Eders Førstefødtes, hver Dag tiltagende Siæls og Legems Kræfter, og i dets evigømme Kiærlighed finde I Eders Kiærligheds Løn, min Thrinasara, min Realf, for hvad I vare, ere, og evig vil blive mig og Mine!

Vore Elskede paa Tøyen vare alle vel, og min Kista, som nesten hele Vinteren har skrantet, var Gud skee Lov nu brav, siger Jessen min. Der var et lille Selskab da han kom, og de kom seent tilsengs, derfor kom han ey før i Gaar, dog var jeg glad han kom da. Maja vor havde sovet godt, og befandt sig vel efter sin Tour. – Bierches reyste da de havde drukket Caffe.

Og nu kommer det an paa, hvad Posten bringer mig, om jeg for første Gang skal glæde mig ved, intet Brev at faae fra Dig, dyrebare Maja C – thi kommer der intet, da kan jeg jo have Haab om at see Dig selv i en af Dagene. Og er «at vente en Glæde ogsaa en Glæde» – hvor mange Glæder har jeg da ikke i Vente endogsaa før jeg har Dig selv i mine Arme!

[51] Aften «Der var kun et Brev til Fruen» – sagde Gryner, og bragte mig dette dette. Og see, det var fra Maja C – Jeg torde neppe giætte hvad det indeholdt, skiøndt det saae saa venligt ud, som det vilde sige: «hun kommer lell». – Ja, Elskede, Du kommer lell, og det var kun fordi Du er Maja, den Maja, som ey vilde lade Din Moer Koren forgiæves kige ud efter Dig Løverdag, og Søndag, da Du først kan komme Mandag, at Du skrev. Du satte Dig, som Du altiid giør, i Din Nestes Sted – og i Din Moer Korens kan ingen bædre sætte sig end Du – og saa hiertens Tak for det lille Brev, og for den deylige Vished det gav mig. I Dag har Du en kiedelig Dag, Gode, og jeg glæder mig paa Dine Vegne over, at den er saa nær forbi. Ja, hvor nær? Nu sidder I vel først tilbords for Alvor, og har maaskee neppe drukket det ildeparrede unge Pars Skaal endnu – Bugges og Ambrosias – «som vel neppe vil blive ham nogen himmelsk Ambrosia» skrev engang Egersønnen min, i Anledning af denne Forældrenes Speculationshandel –

Fredag 14^de Det samme fæle tykke Sneeveyr. Nu mindes jeg ikke, naar vi saae Solen. Hvor giorde min Maria klogt, som ikke lod Veyret skrække sig. Det har siden blevet værre og værre, og Føret maae vist være yderlig slet. Ogsaa for den Bekymring jeg vilde været i for Dig, min Maja, ved at tænke Dig ude i disse Uveyrsdage, har det kiære Brev befriet mig. Engang maae det dog vel give sig. Jeg saae i Gaar i Aviserne fra Augsburg, at Vinteren der i Egnen har været saa stræng, at Faa mindes dens Mage – det kunde vi her nesten sige om dennes Mildhed. Hvilke underlige Omvæltninger i Naturen! Ja, end mere: Pofloden i Italien var d. 10^de Jan. belagt med Iis. Mon ikke tilsidst Norge bliver Italien, og omvendt? Jess har sadt sig stærkt i Hovedet, at det vil blive saa – men hverken han eller jeg ønsker det. Vi synes bedst om det, som det er i de gamle Former! og deri bliver det vel ogsaa, smaae Afvigelser fraregnede.

[52] Løverdag 15^de I Gaaraftes ventede vi lille Jomfrue Bierk fra Byen, og med hende Efterretninger fra vor Maja. Hun kom ikke. Men saa kom i Dag et Brev til Jess fra Lunde, et Glædesbudskab. I Forgaars havde han seet og talt med Maja vor, og fundet hende saa rask og munter, som han ikke i de sidste to Maaneder har seet hende. I Aften skulde han komme hiem; men neppe er det mueligt, da Veyret raser endnu værre end alle de forrige Dage, og Føret maae være desperat. O og i Dag skulde Du, dyrebare Maja C, begyndt Din Reyse. Gud forbyde, Du skulde være ude i dette forfærdelige Sneefog. Hellere renoncerer jeg, var det ^end flere Dage, paa den Glæde at see Dig her, end at vide Dig udsadt, Dig med kiære svage Øyne, for denne skiærende Vind. Ikke siden 1789, da vi laae paa Filefieldetⁿ⁵, min Koren, jeg, og vor halv Aars gamle Maria, vor Førstefødte, mindes jeg saa mange Dages vedholdende Sneefog og Uveyr –

Søndag 16^de Endelig klarer det op, og Solen titter frem, men kun i en Haandevending, mellem de endnu ikke fordelte Skyer. Selv dette Glimt er os saa velkommen, og ligesom lover os mere.

Lunde kom dog hiem i god Betids i Aftes, og bekræftede mundtlig hvad han havde skrevet, og alle de velsignede Breve han bragte, bekræftede det glædefulde Udsagn: at vor Maja er ualmindelig brav og munter. Selv havde hun skrevet nogle Linier i sin elskelige Søster Thrinasaras Brev. Nesten alle vore Kiære har besøgt hende, Kista var den første, og den troe Hanna – Onkel Ridder og Sønnen hans og min ømme Pavels og Maja lode ikke Snee og Slud holde sig fra at see det dem saa kiære Barn og Søster. Min elskede Lotta har havt Tandpine, og andet end sligt kunde ikke holdt hende fra at see Maja si. Nu har hun vist været der. Seer I, Elskede, hvor vis jeg er paa, at alt hvad der ligger mig om Hiertet ikke kan være nogen Journal-Læser og Læserindes Hjerte ligegyldigt, at intet, som er mig vigtigt, kan være dem ubetydeligt, hvor bagatelmessigt det i sig selv synes, som [53] nu f.E: alle disse Opregnelser. O, og lad mig endnu underholde Eder med mere, det kiære Barn vedkommende, med noget, som lokkede saa søde Vemodstaare i mine Øyne, og en unævnelig mild Glands i min Korens. Saa skriver den ædle Pavels, og vil tilgive mig, at jeg her Ord for Ord afskriver det: «Maria havde en frisk Ansigtsfarve, og saae i øvrigt slet ikke syg ud; at hendes Aasyn var blidt og venligt og tilfreds, vil jeg ikke nævne: det var det vel endnu om hun laae i det sidste Aandedræt. Jeg har aldrig kiendt en Pige som jeg – uden Lidenskb – saaledes har elsket og agtet som Deres Maria. Hun vil udbrede Glæde omkring sig her, om hun bliver 90 Aar gammel; hun vilde være moden til Evigheden, om hun bortkaldtes i Dag.» –

Er det for Dig, dyrebare Maja C, Solen stræber saa frem mellem Skyerne, for at giøre Dig Reysen til Dine elskede Ventende des behageligere? O, hvor ønsker jeg, Du først maae være ude i Dag, og at Din Realf maatte ledsage Dig til Din og sin Thrina, som vel i Gaar ventede Dig, men vist ligesaa lidt som jeg ønskede Dit Komme i sligt Veyr. Realf skulde fulgt med Faer C: til Fhld, siger Thrinasara, men haaber saa smaat, at Uveyret har hindret denne Tour, og at hun skal see den velsignede Moder og Mand paa engang. Jeg vil ikke vente Dig i Morgen – om jeg kan lade det være – men først Tirsdag. En Dag maae Du være over hos Barna Dine, og i Gaar maatte Du ikke være ude – Er det ikke saa? –

Mandag 17^de «Jeg vil ikke vente, om jeg kan lade det være» Ingen ærlig Mand eller Kone lover mere, end de kan holde. O ney, jeg venter ikke, men dog slog mit Hierte saa fast, da jeg hørte Bielder, og Maren kom saa gesvindt herind. «Der er Moer Cappelen» – syntes jeg alt at høre. Men ney, det hørte jeg ikke. Hun vidste ikke hvem der kom, jeg veed det endnu ikke – Maatte Du kun faae ligedant Veyr i Morgen, Elskede! Det kan ey tænkes deyligere. Nyelig sank Solen – der staaer alt Maanen og lyser i dens Sted paa den rene blaa Hvælving – I Dag har jeg været ret syg, og lagt her paa Sophaen. Endnu er jeg ey brav – men jeg veed, hvad der vilde curere mig.

[54] Tirsdag 18^de Der blev ingen Curering af, og Kl 8 fulgte min Lina mig op og hialp mig tilsengs. Jeg laae i Feberslummer og underlige Drømme den hele Nat, og nu hilser jeg Eder, uden Smerter, men ret mat, God Morgen, mine Elskede! Ak, intet Solglimt hilser mig Godmorgen. Sneen fyger, og jeg tør neppe haabe – og bør neppe: thi Haab forudsætter jo Ønske – at see Dig i Dag heller, dyrebare Maja. Vel veed jeg, Du agter ey Veyret, naar det gielder om at see Dine Venner; men nu bør Du agte det, da Du ikke er ganske frisk. Og neppe slipper de Dig, de ømme Barna Dine, det forsikrer i det mindste Lina. «Og saa har jo Marie Moer Cappelen» – siger hun – «du maae inte misunde Marie det, Moer!» – Misunde? Hvor kom du paa det stygge Ord? Lina mi! O ney, i mine helligste Følelser kan ingen ureen blande sig –

Jeg fik et lille Brev i Gaar fra Bergh, meest om Comissioner, han har været saa snild at paatage sig for mig. Om Treschows nævner han intet, og selv har de i dette hele Aar ikke ladet høre fra sig – At Universitetet bliver i Christiania, siger Bergh, er nok ingen Tvivl mere underkastet, skiøndt det endnu ey er ganske bestemt. Grundvig skal have skrevet en Piece til Dannerkongen paa hans Fødselsdag, fuld af bittre Udfald mod det norske Folk. «Hvordan forstaaer jeg det, som synes mig underligt?» – har man vel tidt i denne underlige Verden Anledning at spørge med salig Pontopidan. Grundvig, som elsker Norge saa enthusiastisk – som alt hvad han elsker – eller er det blot Norge, det gamle Kiæmpeland, han elsker, ikke dets Indbyggere? De torde dog vel i det Hele fortiæne din Kiærlighed gode, vist alt og alle velmenende Sværmer. Jeg længes ret efter at see Skriftet selv, for at finde noget til – ikke Sagens – den maae forsvare sig selv – men Forfatterens Forsvar. Han er nu engang for alle blevet mig saa kiær, og mine Øyne vil vanskelig faae mit Hierte til at troe noget Ondt om ham.

[55] Onsdag 19^de Veyret blev alt mere og mere rasende mod Aftenen, og jeg gik frem og tilbage af Gulvet med min Koren, ængstelig og uvis om jeg skulde ønske vor Majas Komme eller ey. Men før jeg kunde blive enig med mig selv, da holdt hun udenfor Dørren, den Elskede, og min Koren ledte hende ind, thi Snee og Snoe havde nødt hende til at Indpakke sig, saa hun hverken hørte eller saae. Jeg kunde ikke hjelpe hende for bare Glæde, og giorde i min Utaalmodighed for at faae de vaade Klæder af hende, mere Ugreye end Nytte. Men nu sad vi jævnsides i den lille lune Stue, og Maja tøede alt mere og mere op, og kosede sig med sin eneste Livdrik, god varm Thee. At Efterretningerne om vor Maja udgiorde den første største Deel af Samtalen, er vel unødigt at fortælle Eder. Og Gud være evig lovet! de vare saa, at Samlingens Glæder ikke bleve formindskede men forøgede ved dem. Og alle vore Elskede levede lykkelige og vel – Ak, og i Dag skal det slemme Hoved være saa overordentligt slemt, at jeg ikke engang kan fryde mig rigtig ved at have min dyrebare Maja siddende her hos mig i Sophaen, hvor hun efter gammel Skik reviderer mine gamle Breve – tvinger den mig kun ikke til ganske at forlade hende, saa vil jeg tilgive den – Jeg skulde skrive med min Majas Karl, som tager tilbage i Dag ^Morgen, og glædede mig ret til denne gode Leylighed, og vilde skrive til Eder Alle, tænkte jeg – jo det seer ud til det. – Begynde vil jeg i det mindste, og saa maae I for Resten tage den gode Villie for Fyldest, I Kiære – og det er jeg jo vant til, I stedse giør.

En usigelig nydelig Kappe bragte i dette Øyeblik min Maja mig, tillige med et lille vennehuldt Brev, fra den gode Elisa Thorsteinson. Kappen er, Baandene undtagen, ganske hendes kunstige Fingres eget Arbeyde, og de syede Kniplinger især beundringsværdig deylige. En himmelblaa Blomst er dens Prydelse. Hvordan kappes I dog Alle Alle om, og paa alle muelige Maader, at udtænke og udføre noget til min Fornøyelse! Kunde jeg sige Dig, gode Elisa, hvor kiær Din vakre Gave er mig, hvad Betydning den har for mig, vilde Du deri finde Dig lønnet for det vist ikke hastige Arbeyde, som Du dog siger, og jeg veed, har været Dig saa behageligt – Kunde Du givet den Kraft til at borttrylle Hovedpine, da skulde jeg strax tage den paa. O hvor glad havde Du giort det, var sligt mueligt! Og blot denne Vished kan lindre meget Ondt.

[56] Torsdag 20^de Veyret har andendags Feber lig som mit Hoved. I Dag er dette lyst og let, hiint tykt og tungt. Det lad det! Om mig skinner Solen ligefuldt fra Morgen til Aften. Jeg vil sige Eder, Elskede, hvordan vi har havt det i Gaar og i Dag. Ja hvordan jeg havde det det meste af Gaarsdagen, veed I. Imidlertiid blev det bædre mod Aftenen, og vi sluddrede, læste, spillede Rabus, og lod 5 være lige. Det kan I, om I vil, giærne udlægge saaledes, at vi lode Strikketøyerne hvile i Fred. Men i dette Øyeblik ønskede jeg blot, at I saae Maja C, hvordan hun sidder her paa Sophaen, med en Bog i den ene Haand, en Blyant i den anden, snart læser, snart maler Tal og Alskens Figurer, der seer ud som reent mesopotamisk for mine Øyne, paa et heelt Ark Papiir, regner, lægger Tankefingeren paa Næsen, kort seer saa sprænglærdt ud, at jeg neppe vover at tale til hende, hvad heller ikke nytter stort; thi hun har andet at tænke paa, end svare mig. Seer I, det er Astrologien hun studerer, ja men er det saa, ⁱ en gammel meer end hundrede Aars Krønike, hvori ikke allene i Stiærnerne kan læses Menneskets hele Leben und Weben, men ogsaa seer i Hændernes Linier, i Ansigtets Træk dets hele Beskaffenhed ud- og indvendig – altsammen saare lysteligt og ikke mindre opbyggeligt. Imellem leer hun, og bliver rigtig en Smule barnagtig glad naar det træffer sammen, Spaadommen og Virkeligheden. Gud veed hvorfra Du tager den Taalmodighed, Maja mi, jeg havde den ikke, skjøndt jeg ret længselfuld venter at see Udfaldet af en Beregning hun nu giør – jeg vil af sine Aarsager ikke sige Eder hvorover – nok, det angaaer mig ganske angelegentlig. Og saa har jeg da forraadt mig og min Dovenskab: at jeg giærne høster hvor andre har saaet. –

Fredag 21^de «Saa langt skal du komme og ikke videre» – sagde Mørket til mig i Aftes, og siger det nu snart igjen. Jeg vil derfor skynde mig og sige Eder: At Sybille igien er blevet min Maja, og har ombyttet sin Viisdomsbog med en lafontainsk Roman, og at den ikke giør nogen Standsning i Spørgsmaal og Giensvar. Ellers [57] kan jeg kun gientage, hvad jeg just i Dag skrev til min Thrina og Realf: «om Livets lykkeligste Dage er jo altiid mindst at sige» og meget lykkeligere end disse er os, kunde vi ikke tænke, altsaa heller ikke ønske os dem. I Eftermiddag havde vi tænkt os til Plogstad, min Maja og jeg, for at see til min kiære Rikke, fra hvem jeg i Onsdags havde en lille venlig Indbydelse at komme did med min ædle Moer Cappelen. Det havde vi giort uden Indbydelse, min Rikke, det var alt aftalt – thi see Dig og Dine inden jeg tager paa min lange Tour, maatte jeg jo dog endelig. Men i Dag blev der intet af, da Veyret var saa tungt og taaget. Efter Ordenen skulde det været klart i Dag og mit Hoved mørkt, men det er omvendt – og er maaskee nu andendags Feberen baade med Hoved og Veyr forbi –

Søndag 23^de I Dag venter vi da vor kiære Egerven. Veyret er det samme, Sneeslud og Taage. Dog var det værre i Gaar, og derfor blev heller intet af vor Plogstadtour, som var ganske bestemt. En halv Vent har vi, at Pavels's kunde giøre Følge med. Af min gode Slotspræsts Sidste, lød det, som om de havde noget saadant saadant i Sinde, og saa bad jeg, opmuntert herved, saa hierteligt, de skulde følge med Egerbroderen. Maatte kun Veyret ikke afskrække dem. Herregud, at det ogsaa skal vedblive saa længe at være tykt og leyt. Føret er imidlertiid godt, fortæller et Bud som i Morges kom fra Byen, og bragte mig to velsignede Breve, et fra min Maja, som er saa rask, forsikrer hun, og har tilbragt to behagelige Dage paa Tøyen, hvoraf den ene var det elskelige Presidentpars 31^te Aars Bryllupsdag – Det andet var fra min elskede Sally, og Gud skee Lov, ogsaa det kiære kiærlige Barn er brav og glad i at kunde være sin gamle værdige Fader saa meget – Et tredie til Moer C fra vor Thrinasara, var ogsaa paa en Maade [58] til mig – O alle I ømme hulde Børn, min moderligste bedste Tak! Jeg var ikke ret rask i Dag, men nu er mit hele Væsen Glæde, og Tak til Gud og Eder, og til min dyrebare Maja, som deler og forhøyer saa troelig alle mine Glæder, ^hun som deler og formindsker mine Sorger.

Mandag 24^de Uagtet Hovedet, det selvraadige, ikke var som burde være da jeg vaagnede, stod jeg dog op for, som jeg tænkte, at være første Mand, nest Skriveren, paa Benene, og ilte herind for at hilse de fraværende Elskede først Godmorgen, og saa fortsætte Gaarsdagens, «af Angst og Glæde sammenvævede» Begivenheder; men ved Siden af mig, over mig, rundt om hører jeg de Kiære allerede i Bevægelse, og – der gik allerede Egersønnen ned, det hørte jeg – Han kom herind, læste disse Ord, og gik jeg saa ind for at skaffe ham lidt Levemaade Caffe, Thee os.v. Nu er denne første Frokostering forbi, og nu listede jeg mig atter hid, for at faae fortalt Eder om i Gaar. Min dyrebare ældste Maja var ikke saa ganske vel, men hun er saa vant til ikke at være det, at selv det i saa Fald skarpseende Venneøye kan blive skuffet ved hendes blide Taalmodighed.

Da vi havde spiist satte hun sig stille her i Sophaen, og jeg til dette Arbeyde, og skrev hvad I oven for har læst. Da kom min Koren ind: «Der er en fremmet Mand inde, giæt hvem?» – Naturligviis løb jeg uden Giætning strax ind, vis paa, det ingen anden kunde være end min Frederich – men see, for mine Øyne stod Søn Pavels, ret gottende sig over saaledes at have overrasket os, og dobbelt ved at ile forud for sin Maja og Egerbroderen, for hvem han som kiørte med Schmidts Hest, havde bestilt Skyds. Ja sandelig det var en behagelig Overraskelse, og selv min Koren som ellers blot har sin Glæde i det stille Sind, var saa geskiæftig for at faae lidt Vederqvægelse til den reysende Mand. Da Maja havde været inde lidt, saae jeg, hun behøvede Roelighed, og bad hende gaae lidt herind igien. Det giorde hun. Jeg vilde ikke forstylle hende, foresatte jeg mig, men det var som noget drog mig hid, og Gud skee Lov, jeg kom. Bleeg, med tillukte Øyne bad hun mig saa sagte, at jeg neppe hørte det, ikke at blive bange, men at skaffe hende lidt Æddike. Jeg ilte ud og bad om det og om Vand [59] og herind igien og tog hende i mine Arme. Ak, hvor lig var hun sin yngste Navnesøster, da hun samlede de sidste Kræfter for at beroelige mig. Hun havde ikke saa mange at hun kunde lugte til Salvolatile eller Æddike – i sin Bøn for min Beroeligelse havde hun udtømt dem Alle. Dog Gud være Lovet! lidt efter lidt vente Livsaanderne tilbage; men mat var og blev hun den hele Aften, og er ikke, langt fra ikke i Dag som jeg ønskede hun skulde være, skiøndt hun siger, hun fattes intet. – Vi ventede med Caffe efter de kiære andre Reysende, og Middagsbordet stod færdigt – tilsidst toge vi, Fader Pavels og jeg, vor Caffe forlods, og deri giorde vi klogt; thi seer I, Klokken blev 5, den blev 6, og de kom ikke. Fader Pavels begyndte at frygte, noget Ubehageligt var ariveret, men vi modsagde ham Alle som Een, og anførte alle de Hindringer der kan møde og opholde tvende Reysende i en Bredslæde, med hvilken det desuden ikke kan gaae saa fort. Kl: var nesten 7, da vor Sorg blev slukket, og vor kiære Maja og Frederich heele og holdne var i vore Arme. Aftenen gik i deylig Passiar ved Smørrebrød og et Glas Punsch – den gamle Astrologie kom for en Dag, og Pavels fortalte os af den mange smukke Ting, vor nærværende, forbigangne og tilkommende Skiæbne betræffende, som her er for vidtløftigt at gientage. Nok, nesten Alle skulde vi tilsidst erlange til stoer Ære og Værdighed, og seer allerede Provst Præst og Skriver, og min Maja paa Don Pedros Vegne Korset i al sin Glands smile til deres geystlige og verslige Kiortler – Men hvad ingen Astrologie foregiøglede os (og som vi, havde den udladt sig herom for et Par Aar siden, dog vilde holdt for et Stags Giøglerie) hvad vi med Tryghed tør glæde os til, er at nu Universitetets Blivested er bestemt, og meer end det, ^{at det} allerede paa en vis Maade ^er organiseret, saa ingen Tvivl kan mere være om, at vi seer vore Elskede til Sommeren. O hvilke nye Udsigter til fornyede Glæder! Saa skal jeg da see Eder igien, I længe Savnede, min Treschow, Thrina, Malla og Sally skal see Eder igien, vi skal alle have hverandre, og vore Elskede skal blive Eders Elskede og Elskende – ogsaa min kiære Sverdrup vil jeg faae see igien, og Rathke skal ikke mere flyve saadan fra os som sidst –

[60] Her blev jeg afbrudt af alle mine kiære Besøgende, som nu ogsaa vilde besøge alle, som de før havde besøgt det hver for sig, det grønne Kammer. Hr Frederich og begge Majaerne ere nu ude at tage frisk Luft. Fader Pavels og jeg vælger hvad vi finder den bædre Deel: han sidder i et Hiørne af Sophaen med Nyrups Iduna, jeg her, som I seer. Pavels læste for os, imens vi sad her samlede, et Par deylige Fortællinger af Starke. Saaledes er Formiddagen gaaet. Med denne Dags Ende tænker jeg at faae sluttet dette langvarige, giid ikke ogsaa langweilige Journalhefte –

Jeg skylder Eder Regnskab for hvad jeg i denne senere Tiid har læst, men det faaer I finde Eder I at creditere mig til en anden Gang. Neste Hefte vil det vel gaae fortere med. Denne hele Maaned har jeg jo fast ikke været flyttet fra Skriverbordet, endnu sieldnere fra Kammeret. Hvad kan der da være at sige om? Jeg tager en nye Afskrift af mine Digte i denne Tiid, de har holdt mig her ved Bordet og vil vel holde mig længe endnu naar jeg har fuldendt min forestende længe glædelovendeⁿ⁶ Tour.

Kl 5½ Saa nær er den deylige Dag forbi. Jeg kan ikke sige Eder andet om den, end at den var saare behagelig, og det venter jeg ogsaa dens Aften vil blive. Lille Faer Mørk er her, og sidder i godt Prat med begge sine Ordensbrødre. Maja C lægger Kabal, som slaaer sig forfærdelig vrangvillig –

Maja P: sidder som Tilskuer – og Lærerinde ^Lærlinginde. Jeg har begyndt paa et Brev til lille Maja, det, og et til Kista, skal i Morgen være færdigt, for Onsdag at indsendes, tilligemed dette, til videre Befordring med min kiære Pavels og hans Maja, som vi denne Gang ey beholder længere. Men noget er jo bædre end intet – og dette var meget mere og bædre end intet, Gud skee Lov for os Alle. I Morgen heel tidlig reyser min Egersøn til Hedemarken, og kommer igi‹en› Fredag. Dagen gaaer under. Mange lade Gud gaae op over os Alle til Glæde! Amen

[61] Tirsdag 25^de Febr: Aftenen gik som Dagen, i interessant og moersom Samsnak, og veed jeg vist, min lille Faer Mørk ikke hastig glæmmer denne Eftermiddag og Aften. Kl 6 i Morges var hele Huset i Bevægelse, da Hedemarkstouren bestemt skulde gaae for sig Klokken 7. Da sad vi ogsaa allerede om Theebordet. Men før den var 8 kom de dog ikke afsted. Skriveren aabnede Toget med sin lille President, ham fulgte Egersønnen, og det gik raskt. «Men hvor blev af Jess?» – han havde nok ventet efter Lunde, som sluttede Troppen og nu gik det i flyvende Fart. Ved Hiørnet af Alleen saae vi alt Jess kantre, men reent overende kom han ikke før nogle Skridt derfra, der laae han, og Huen endnu længere end han fra Slæden. Men i et Øyeblik gik alt dette for sig, Væltingen og Reysningen, og de vare os af Øynene. Gud ledsage dem! – Hertel er ogsaa borte i Dag, saa Fader Pavels er den eneste Hane i Kurven, og han steller sig nok saa godt med sin Bog. Længe sad han her hos begge Majaerne, alle Tre læsende i Sophaen; men enten han nu fandt det for varmt her, eller det ey var ham roeligt nok for sin Underholdning med Göthes Torqvato Tasso, nok, han tog sin Bog og gik, og sidder nu formodentlig allene inde i Dagligstuen, aldeles uforstyrret.

Jeg har skrevet til min lille Maja et lille Brev, og nogle Linier til Kista mi som skal ledsage Journalheftet til Tøyen i Morgen – Vi venter Chrysties til Middag – see, det er alt hvad om denne Dag endnu er at sige – Jo, endnu mere – der er Slotspræsten igien, og sidder nu og kiæler for sin Maja, og skiænder paa hende for hun endnu ikke har læst Dagbogheftet, og hindrer hende fra at læse – Ja, saadan ere Mændene.

Onsdag 26^de Med det kiære Slotspræstpars Afskedskys paa mine Læber, hilser jeg Eder, Elskede, en venlig God Morgen, ønsker jeg Eder, I bortreyste Elskede, en behagelig Hiemtour, takker jeg Eder for hver deylig Stund vi har levet sammen i disse alt for hastig bortilede Dage. Dog, er det Ret at sige altfor hastig bortilede? Vilde de ile saa fort, vare de mindre righaltige? Og lever vi ikke ofte mere i en saadan Time end ofte i en heel Dag? Hvad vil vi da mere? O alt for ofte er det saadan bevendt med vore Klager – de ere tidt ikke allene ugrundede [62] og utaknemmelige, men ogsaa fulde af Modsigelser. Ney, ingen Klage over tabte Glæder, vare de end for stedse tabte, skal (i det mindste skal jeg stræbe at kiæmpe mod deres Udbrud) mere giøre mig uværdig til lignende, eller til Erindringen om hine. Altsaa endnu engang reen, ublandet Tak for Eder Herværen, min Pavels, min Maja! Og Dig, Algode, min første, varmeste Tak for alt hvad Du gav, har givet og giver mig! –

Vi bleve alle enige om i Gaar, at vi i en Middagssøvn vilde tage Erstatning for vor tidligere end sædvanlig afbrudte Morgenslummer, og gik, saa snart vi havde spiist, Slotspræstparret ind i sit Kammer, min Maja C og jeg herind. Hendes Hoved var ikke saa aldeles rigtigt, og hun faldt snart i en sød Slum i det ene Hiørne af Sophaen, medens jeg sad i det andet med Dahlmans Betragtninger over Øhlenschlägers dramatiske Værker, dem jeg endnu ikke ere til Ende med, men hidtil har fundet fyldestgiørende for min Følelse og Forventning. Tilsidts mærkede jeg nok, at det ikke vilde gaae ret, at «hver Evne syntes slidt af Ælde» og satte jeg mig da tilrette og var netop i Begreb med at sove ind, da Maren kom og sagde, Chrysties (som vi forgiæves ventede til Middag) vare komne. Jeg skyndte mig ind, og see, midt paa Gulvet stod lille Faer Mørk i fuld Ornat og ganske allene. Han kom fra Kirken, hvor han havde holdt Ligtale over en af vore Naboer, og en af de bedste blandt dem en saare retskaffen Mand, Fader og Husfader. I Sommer døde hans nest yngste Søn – 6 lever efter ham – og han sørgede saa inderlig, og takkede mig med Taare fordi jeg delte mine Blomster med min Sara og Wilhelm og hans Guldbrand – Lever jeg og seer Blomster igien, gode brave Truels, da skal din Grav ikke savne sit Offer. – Om da Chrysties ikke var komne? Jo vist. De toge kun sit Reysetøy af. Mørk kunde vi neppe formaae at drikke en Kop Caffe, da hans Kone ventede efter ham med Caffe der hiemme. Begge Præsterne kom snart ind i Brevig, hvor den ene var fød og opdragen, den anden havde boet flere Aar, og denne Berørelsespunkt gav Stof nok til Samtale. Siden satte de sig til en Piqvet, og vi Madamer til Rabus, Kabale og Snak. I denne Anledning maae jeg dog fortælle Eder, at Maja Pavels til Giengield for de Undervisninger hun har faaet i [63] disse smukke Kunster, har begyndt at holde Forelæsninger over det ædle Boston, hvori Maja C: vist snart vil bringe det til en frygtelig Høyde. Kl 8: kom Skriveren og Jess tilbage fra Følget med Egersønnen og Broderen. De havde levet nok saa deyligt, drukket Chocolade paa Roeholt, og spiist til Middag hos Frue Brat, som ogsaa min Frederich ved første Øyekast havde fundet sin hiemgangne Søster Sara saa liig. Jess finder det samme. – Kl 10 reyste Chrysties, efter at vi havde aftalt, Maja C og jeg, at møde Moer Chrystie paa Auctionen Dagen efter. Nu vil jeg lade som det var i Gaar jeg skrev, skiøndt jeg da ikke kom længere end til Faer Mørk i Samarien, og altsaa afbryder jeg nu Ons ^Tirsdagens Tildragelser med at sige Eder, at Auctionen var efter en Lehnsmandsenke, Madam Riis, i Ullensager, og at vi havde lovet Rikkemoer derfra at følge med hende til Plogstad.

Torsdag 27^de Da nu den lille Kiæde atter havde mistet to Led, satte Maja C og jeg os herind, hun med sin Starke, jeg til Dagbogen. Men det varede ikke længe, før Maren kaldte os til – jeg kan ikke i nogen Henseende titulere det for andet end Frokostbordet, thi Kl: var først 11, og Retterne bestode i en eneste, stuvet Lake nemlig, den min Maja aldrig havde smagt før. Havde det nu været Madam Bang sligt var ariveret med (om der NB: var Muelighed i det kunde arivere med hende) kunde jeg ordentlig giort mig tilgode dermed – nu var Triumphen kun maadelig, Fornøyelsen derimod større: thi Maja mi forsikrede, den smagte hende godt. Dermed^efter maatte vi smykke os lidt, jeg med en nyvadsket Hværkenskiortel, Maja hviid og sort – hun sørger som I veed for vor Sallys Moder – Kl 12 fore vi afsted til Sørbye – saa hedder Auctionsgaarden – hvor vi fandt det fuldpakket overalt, dog hialp Hertel os ind og til Sæde. Der fik nu Maja see meget rart, f.E: Frue Waager med en Hölk (som Hertel kalder det) ligesaa gul som de skidne Baand der var kladsket paa den, og Madam Giørup, hvis Pynt jeg dog maae beskrive Eder lidt nøyere, da jeg er vis paa, I aldrig saae dens Mage. Paa Hovedet havde hun et af alle muelige Couleurer ^Garn fileret Næt, bunden med brede Baand af samme Farve og Reenhed som Frue Waagers, og, for at giøre det ret complet sad midt i Panden en enkelt Løkke ikke mere, af de gyldengule Baand. Til dette passede nu intet bædre end et [64] lysegrønt Flors Forklæde, og en D^o Modest med brede Falblader om; kort, med en Maske for Ansigtet vilde hun giort Figur i hvilkensomhelst Maskerade det skulde været, og ingen Nurnbergerdukke har jeg seet mere afstikkende malet. Da det for Resten er en skikkelig, og yderst tiænstagtig Kone, har jeg ret ondt af, hun giør sig saaledes til Nar, og skal ved første Leylighed sige hende mine Tanker. Indledningen skal være, at jeg beder hende overlade mig, for Penge og gode Ord, det rigtig vakre grønne Flor til Slør; thi dertil ønskede baade jeg og Moer C at have det, da sligt længe ikke har været at obtinere. Rikkemoer havde et og andet at vente efter, og saa sad vi i den Støy og Træk og Pærse nesten i tre Timer. I Begyndelsen var det Moroe nok at besee alle de forskiællige Fiæs, men det trættede dog snart, og glade trængte vi os ud som vi vare komne ind, fik vort Reysetøy paa, og kom afsted. Jeg sad alt i Tankerne i Rikkes varme pene Stue i Sophaen ved Thebordet; men der stod skrevet i Skiæbnens Bog, at vi endnu skulde udholde en Taalmodighedsprøve, da Lunde, som styrede mig og kiørte foran tog feyl af Veyen, saa den blev nesten dobbelt saa lang som den var. Dog endelig sad vi der, just som jeg havde tænkt mig det, og som jeg saa ofte sidder der – kun ikke med Maja C ved min Side – og aldrig har Thee og gode Raad smagt eller bekommet mig bædre. Rikkes første Gang var naturligviis til hendes lille ventende Glut, som vi ogsaa siden besøgte. Wilhelm bliver sødere hver Gang jeg seer ham, ogsaa Moer C var saa indtaget i ham. Fogden har været stærk forkiølet, og var endnu langt fra ikke brav. Jeg veed ikke jeg har seet ham saa stille. Ellers gik Aftenen saa hyggelig og godt som den altiid gaaer paa Plogstad. Kl lidt over 11 vare vi hiemme, drak en Kop varm Thee, og gik zu Bett – Men hvad jeg forudsaae og sagde er alt for punktlig opfyldt. Jeg er ret ussel i Dag, og vidste I Elskede, med hvilken Hovedpine, Feberhede og Kulde etc jeg har skrevet dette, troer jeg I fast beundrede min Taalighed i Lidelse. Lee maae jeg ogsaa imellem af Maja Narrifas, som den hele Formiddag har ‹…› sadt og ydermere sidder grublende i sin Visdomsbog, jævnfører den med Almanakken, og ærgrer sig alt som hun meer og meer opdager dens Utilforladenhed –

[65] Fredag 28^de «Jeg har talt et Ord, og det skal staae!» – sagde engang en fuld Bonde paa Tinget til Koren. Jeg vil ogsaa stræbe at holde mit Ord, som oven i Kiøbet ikke blev udtalt i nogen Ruus: at legemlige Smerter ikke skal spille Mester over Sindets Friskhed, ikke tvinge mig til Mismod eller høye Klager. Kun naar det saadan borer ind i Tindingen som i Nat, og banker saa Hovedet løftes høyt fra Puden, da maae jeg udsukke min Smerte. Min Koren sover sødt og fast, han hører det ikke, det bedrøver altsaa ingen, og jeg synes det lindret

Nu naar jeg sidder her ganske stille uden at bevæge Hovedet gaaer det ganske godt anⁿ⁷ at snakke med Eder, medens min ømme hulde Maja er inde og drikker Thee med endeel unge Herrer, som kom i Aftes, nemlig unge Wexels, Leganger, og Forvalter Muus. I Gaar Middags paatog hun sig ogsaa Vertindesyslerne, da jeg maatte lægge mig. O hun paatog sig giærne meer end mit halve Onde, gik det an, og hvem af Eder, I Elskede, delte det ikke giærne og villigt med mig? Og skulde ikke denne Vished være meer end nok til at forsøde langt større og varigere Smerter? – Her kom Lina nesten aandeløs, fulgt som sædvanlig af Kaja: «Moer, see for et stort Brev, og med saadan snurrig Udskrift – det er vist kommet lang Veys fra. Bræk det dog Moer!» – thi jeg blev ved at skrive min Periode tilende – Aldrig snarere kastede jeg Øynene paa det, før jeg kiendte Skriverens Haand ^endog før jeg saae Formodningen bekræftet ved dennes og Dictators Navn i den lærde Underskrift. Og nu har jeg læst de deylige lange indholdrige Breve, og min Maja har læst dem, og vi har talt saa meget om de ventede glade Dage, og jeg er blevet alt bædre og bædre, saa Haanden ikke ryster mere. Kan jeg sige Eder nogen bædre Tak, søde Barna mine, end at I saadan mit eins har jaget Hovedpine og Mathed paa Dørren? I Aften kommer Egersønnen, og saa skal han ogsaa glæde sig over de kiære Breve, dem jeg i Dag endnu tænker at besvare, holder denne Hastighedshelbredelse ved, som den vist giør – thi hvor kan den andet? – Og seer du saa; Mosse Legeme: at du maae kuskenere for Siælen, i det mindste meget mere end den for dig, og at det Ord jeg har talt skal staae. Det er sandt, da jeg nu brød den lærde Convolut, kiendte jeg i den min ædle Treschows Haand, og begyndte flux paa den, men see! et af de første Ord mit Øye faldt paa var Exelence[.] «Pyt sa Peer til Kongen!» tænkte jeg, men læste dog Fragmentet fra den kiære Haand med Fornøyelse.

[66] Aften Jeg maatte tilsengs lell i Eftermiddag, mindre af Hovedpine end af Mathed. Kl 4 kom jeg først ned, og hvor vilde jeg sørge over de mange Timer der saaledes er gaaet til Spilde for mig af disse deylige Dage, forestod mig ikke ligesaa mange endnu, i min elskelige Majas Selskab. Mens jeg ligger, sidder hun her inde allene med sin Bog – i Dag Anton Walls Korana – og Telja giver hende lidt Syltetøy i smaae Glas, paa smaae Dukkefade, ligesom man giver andre Smaabarn at Tiden ey skal falde dem lang, hvad ingen Nød har for Maja, saa længe hun har de døde Venners Selskab.

Mens jeg husker det, maae jeg dog tegne op for Fremtidens Skyld, at der paa Mad: Rises Auction blev givet 250^rd for en Koe, henimod 20 for en Gaas, 4 for en Høne, over 200^rd for 12 gamle og gammeldags Guldlæders Stole, 130-40 og 60 for stygge smaae Speyle, og saa videre. Jeg kiøbte et Par fine ^Porcellains Contoirkopper, Hertel for Moer C et Vaffljærn. Dyrt betaler mit arme Hoved den hele Auction.

Løverdag d: 29^de, min lille Kajas anden Geburtsdag i hendes hele 8 Aars Levetiid. Just nu staaer hun her saa rød og glad og modtager de smaae Geburtsdags Foræringer, en dansk Specie af min Koren, en lille Daase med en engelsk Shilling i af mig. Lina har affundet sig med en deel Dukketøy, Kaja vist det kiæreste af Alt. Vi har buden nogle Smaaepiger hid, Procurator Kroghs Døttre, og lagt i Storstueovnen, at de der kan have sit Væsen ganske for dem selv, uden at forstyrre eller forstyrres. Telja bager Munker til dem, og jeg er vis paa det bliver en Glædskabsfest i al Uskyldighed.

Hvor vi ventede vor Egerven i Aftes! Da Kl slog 9, gik vi tilbords, men slet ikke saa morsomt som vi havde ventet det. Især var Andreas Munthe Sku Sku von for Provsten ikke kom, da han var kommet hid allene for hans Skyld, tilstod han reent ud. Efter Bordet, hvor vi hastig expiderede os, spillede vi et Par Rabuser, min Maja og jeg, men saa torde jeg ikke sidde længer oppe, og gik ret mismodig tilsengs. Maja og Skriveren overlagde, at vilde vente til den slog 11, og lille Marthe, min nye Stuepige, sagde jeg skulde sidde oppe til Kl 12, og hun vilde giærne sidde den hele Nat og vente paa den vakre Provsten, sagde hun, vidste hun kun han kom. Jeg var nesten færdig at stige i Sengen, da jeg hørte Biælderne, og var stærk fristet til igien [67] at kaste mig i min Schlafrock, men betænkte, at jeg da ydermere blev fristet til at sidde og ralle, som Skriveren kalder det, alt for længe, og lod den Fugl flyve. Kl blev vel ogsaa henimod 12 før den stakkels reysende Mand fik sig lidt Thee, en Pibe Tobak etc – Han havde sviret Aftenen før hos Hr Provstebroderen ret paa Karreviis i Bisp og Champagne, og var først reyst derfra Kl 1 i Gaar Middag. Nu sidder han saa godt herinde hos os, og læser det kiære kbhnske Brev, og et gammelt fra gamle Justiskaren. Naar det er giort, læser han for os sin Oversættelse af Urania, hvoraf er to nye Sange jeg ikke har hørt – Kan man leve deyligere? Men saa – Ja, I veed jo hvad jeg har lovet: ikke at klage: snart er ogsaa det forbi –

Det giorde mig saa hiertelig ondt at høre af unge Wexels at hans Svoger Meyer nu ogsaa har faaet samme Tilfælde i det andet Øye som han længe kun har havt i det ene, og at der frygtes meget, han skal miste sit Syn. –

Tøyen, 2^den Mandag Jeg havde ret tænkt at fortælle omstændeligt om Løverdagen, og at vi skulde tilbragt denne sidste Dag før Reysen i al Roelighed. «Jo, fikst du Pæren? Zacharias!» – Kom det ikke saa Hulter til Bulter det ene paa det andet, at jeg nær var blevet hvad gamle Moer Møller kalder chatolsk i Ho'det – det kunde snart være giort, da det var saa svagt i Forveyen. Neppe havde vi spiist, saa kom Berget styrtendes over os. Med andre Ord, Generalauditeuren kom lige fra Byen, for at reyse til sit Engelstad, hvor det nok ikke er saa engleligt endda, og vilde tage Natteherberge paa sit gamle Hovind. Jeg var gaaet op for at hvile mig lidt, thi jeg var mat som en Fændrik i Ørken, men tøflede strax ned for at tage mod den uventede, men sandelig ikke uvelkomne Giæst. Egersønnen min havde bebudet ham Gaasesteg, det er at sige, Lævninger af de to der havde været paa Bordet; men de var reent opspiste, og den stakkels reysende Mand maatte tage til takke med tarveligt koldt Kiøkken. Vi faaer giøre det lidt bædre til Qvellen sagde jeg til min Maja C, og giorde Overlæg baade til Dit og Dat – men det røg altsammen i Lyset: thi see! bedst som det var – Ja meer i Morgen eller Overmorgen fra Strømsøe – thi nu skal jeg ned til Barna i Byen –

[68] Onsdag 4^de «Aa ja men var ho tømret au» – begyndte Bonden (som i et Gilde var blevet afbrudt i sin Fortælling om en Brønd) og ^{da han} en rum Tiid efter kom i Lag med de samme Tilhørere. Saa vil jeg nu følge hans Exempel og indtil videre glide hen over alt hvad imidlertiid er passeret, og fortsætte mit «thi see! bedst som det var» – kom to Lieutnanter Gill, og en føye Stund efter dem Præsten Brock og Kone. Hvad vilde nu nogle smaae Kiødkager med Grønt til og 5 Ryper forslaaet mellem saa Mange? Alt mit og Majas Hovedbrud var forgiæves, og det slap ud til skaarne Smørrebrød, som gleed ret godt ned med Punsch og Chokolade til, og Aftenen gik saa Gu ganske bra, naar vi kun ikke jævnførte den med hvad den, ganske unter uns, kunde været. Schmidt og Berget havde nok at prate sammen, vi andre ogsaa, og de Fleste længtes efter Roe og Hvile. Min Maja tog sit Lys og gik, jeg giorde det samme, da jeg havde sagt S: og B (de andre vare alt forsvundne) at de ligeledes skulde tage hver sit af de to tilbageblevne Lys og vandre den ene i Storstuekammeret (det var naturligviis Generalauditeuren) den anden paa sit gamle Værelse, det fremmeste Sahlskammer – det inderste har Maja C: Odelsret til. – Skriveren var da for den Gang galant nok til at blive nede hos den fremmede Mand og Sønnen sin, og lidt mere end Galanterie var vel ogsaa med i Spillet.

Søndag Morgen, den 1^ste Martj, samledes vi da alle for at skilles ad – dog bleve jo Gud skee Lov de sammen, som giærne tilsammen monne være. Thi da vi havde drukket Caffe og Thee, og vor Herre ret lagt sin Velsignelse i hvad der ey kunde strække til om Aftenen, men nu, blot til de Reysende, blev fuldkommen nok, tog Brockes til Nannestad Præstgrd, Bergh til Engelstad, Gillerne til Guldbrandsdalen, min Koren, min Maja, min Frederich og deres Christiana til Norges Hovedstad. Peder havde kastet den varme Steen i Vandet, som han ikke altiid giør hver første Martj (han tog den ogsaa snart op igien, thi stærkere end i disse Dage har det ey frosset i Vinter) Føret var ret taaleligt; vi glede mange flaue, underlige og ubekjendte Grundsætninger forbi – (den Borger tilhører ellers Egersønnen, og behøver en Anmærkning: det var nemlig alle de Reysende, der ilede til Grundsæt Marked) og naaede Moe, hvor vi bleve enige om at drikke en god Kop Caffe. Der havde vi et Eventyr med et Par fremmede Damer, som først kom ind i vort Værelse, [69] men forføyede sig strax derfra tilligemed deres Ledsager, en Officer, og tog Standqvarter oven paa, til vort Uheld lige over os. Hvori dette Uheld egentlig bestod? – De fandt for godt at sende en lille Syndflod giennem det utætte Brædeloft ned over os. Om det var Maderaviin, hvormed vi saae, de vare forsynede, eller slet Vand alleneste, kunde hverken jeg eller Sønnen min opdage, skiøndt det første Skyl kom paa min Skulder, og han, formodentlig til Straf fordi han loe mest af mig, strax efter satte sig i Tanker paa den vaade Stoel som vi havde sadt tilside. – Paa neste Hvilested spiste vi vore medtagne Smørrebrød, og morede os med en spraglet Høne, som holdt os troet med Selskab, og længe har hørt til mine nærmere Bekiendtskaber. Da vi kom til Borrebæk, hvor^fra Veyen gaaer om Økeren, stod en Skildvagt, udsat af Presidentparret, for at bede Madam Cappelen og Hr Provsten endelig følge med til Tøyen, da Slotspræstens og Hr Ottesens havde lovet at komme did om Aftenen. Samme Udsænding beroeligede mig ogsaa i Henseende til min lille Maja, som han fortalte var paa Tøyen og var meget færm. Dobbelt glædelig gik mig nu den øvrige Vey, da jeg var vis paa at finde mit elskede Barn der, og om ikke aldeles færm, dog nogenlunde brav, og at hele Kredsen skulde slutte sig sammen hvor jeg kun torde vente at finde de enkelte Led af den. Nu blev der heller ingen Afskedtagen – vi fulgtes ad, fandt alle de velsignede Mennesker muntre og glade, og Majalill laae i vore Arme – thi hun gik af den enes i den andens – og saae frisk og livlig ud, og var om ikke som vi ønskede det, dog saa brav som vi torde haabe at finde hende. Strax efter os kom det kiære Slotspræstpar, og saa vor Realf og Thrina. De havde været paa Hovind hos gamle Fader Boyesen, og vilde havt vor Sally med til Tøyen, men det gode Barn havde Hovedpine, og vilde desuden nødig forlade Faer si to Dage i Rad, thi ^til neste Dag havde vor Thrinasara prenumereret paa hende, da vi atter Alle skulde være samlede der. Paa det nær, at lille Maja efter Doctorens Ordre maatte tage tidlig hiem, var det en saare deylig Aften. Frue Aubert var der – den eneste Fremmede – og fik en Boston med Presidenten, Slotspræsten og Provsten.

Mandagen tog jeg efter Løfte Kl 11 til Ottesens, fandt min Maja flink som forrige Dag, lille søde Peder stoer og trivelig og skiønnende, og Alting [70] vel. Sønnen Frederich kom i et Morgenbesøg, men lod sig overtale til at gaae hiem – det er paa Festningen – og tage sin Vert og Vertinde med – de vare budne til Aftens, ligesom Tøyenfolket – Presidenten kom ogsaa og blev, og Provsten og Præsten bragte mig 3 Exemplarer af min Oversættelse: de tvende Brude, og Litteraturtidenden, hvori i det mindste Oversættelsen ikke blev dadlet. Bogen selv var visket over med en Harefod, og det ikke saa let endda –

Jeg stod med mine Majaer hos den lille sovende Engel, da kom min Kista, og blev staaende hos os, og den glade Moder kom og satte sig i Ammens Sted med den lige sødt Sovende paa Skiødet. Alle bleve staaende i Kreds med os, Lottamoer ligesaa, saa snart hun havde faaet sit Reysetøy af. Hun havde giort en Visit hos Frue Aubert – Den Sidste som kom, var vor Sally. Og havde vi ikke nu Ret til at giøre Regning paa en deylig Aften? Eller skal det være det evige Valgsprog paa Vandringen giennem Livet, fordi det er den evige Sandhed: «Sorrig og Glæde de vandre tilhobe!»ⁿ⁸ – Hvad der først blandede lidt Bittert i mit Glædesbæger, var at see paa Lundes blege Ansigt, der bar Spor af de Taare der hvert Øyeblik syntes atter at vilde bryde frem. Han kom fra Hovind, som han havde forladt for stedse, da han i denne eller neste Maaned reyser til Kbhn for at faae dansk juridisk Examen. Det stakkels unge Menneske havde jo igien forladt et Hiem, hvor han fandt sig lykkelig (som Gud være lovet alle i dette Hiem finder sig) og skulde nu træde ud i den vide ham aldeles fremmede Verden. Min Koren har efter sit Hiertes Sædvane giort alt mueligt for at rydde de første Anstødsstene paa denne hans Læreaarsvandring af Veyen for ham, og vil vist giøre det fremdeles saa meget han formaaer. Det er en god, beskeden, og flittig Yngling. Gud lade det gaae ham vel! og det vil det vist. – Da Fader Pavels skulde til Printsen, hvor der var Ball, om Aftenen (hans Maja havde foretrukket Vennekredsen for Printsekredsen; men Begge kunde de ikke velgiøre det) vilde de først have nogle af hans Penge, Presidenten og Provsten nemlig, og gik, de Doblere, lige fra Spise- til Spillebordet, for ey at tabe den ædle Tiid – jeg troer imidlertiid ikke de opnaaede deres skadefro Hensigt, da Pavels ^nok gik af med Gevinsten. Da Lysene kom, og Pavels gik, og Maja hans med for at faae ham ret peen, og Hr. Frederich for at følge hende tilbage, sladdrede [71] vi og morede os det bedste vi kunde, og da Provsten og Præstinden kom tilbage, fik vi saa megen deylig Sang, og Realf sang saa mange prægtige Døleviser for Gutten sin, der den hele Aften var inde i Sahlen hos os, sang med paa sit Viis, loe, sov og vaagede, men forstyrrede os ikke ved en eneste Klynk engang. Ak, smerteligt blev min Glæde afbrudt. Jeg sad i Karnappet – thi jeg kunde intet foretage mig, da jeg giærne vilde være overalt hos alle de velsignede Væsner som omgav mig – længe havde min dyrebare Maja C sadt saa stille og været saa bleg, nu reyste hun sig og gik hastig ud. Da hun ey kom igien, fulgte jeg hende, og fandt hende – afmægtig i sin nesten lige saa blege Thrinas og i Realfs Arme. Om min og alles vores Angst siger jeg Eder intet. Hun bad os, da hun igien kunde tale, at være roelige, og forsikrede ligesom paa Hovind, at det snart gik over. Men desværre, det giorde det ikke. Ligesaa rask som hun gik ud af Sahlen, gik hun nu tilbage i sit Kammer, saa ingen mærkede det mindste, men længere holdt heller ikke Kræfterne ud, da maatte hun lægge sig, og laae den hele Aften. Lille Maja og Lottamoer savnede os, og kom ind og bleve bedrøvede, men sagde intet. Thrinasara gik saa barnlig angst om den elskede Moder, men jeg satte Mod i hende, og det lod til at blive bædre. Da vi skulde spise, samlede den kiære Patientinde alle sine Kræfter for at staae op og gaae tilbords, at ingen skulde faae vide hun havde været syg; men hun kom ey længere end ind i Sophaen, der faldt hun igien i Afmagt, og nu holdt den meget længere ved. Dog Gud skee Lov, Livsaanderne vendte tilbage igien og de svundne Kræfter, og inden vi skildtes ad var hun, skiøndt mat, dog munter og kunde snakke med og beroelige os Alle. Jeg havde begyndt at tvivle om, der skulde blive noget af Reysen Tirsdag, men nu begyndte Tvivlen at svinde og Aslak bragte os det glade Budskab om Morgenen, at Moer Cappelen havde sovet godt, og var rask, lille Maja ligesaa, og at de bade mig komme derom naar jeg reyste, at vi kunde blive i Følge[.] Min Koren tog fra Tøyen Kl 9 for at følge med Egersønnen, da de vilde være lidt i Forveyen fordi de beholdt deres Heste lige hid, Maja og jeg vore egne kun til Ravnsborg. En halv Time efter forlod jeg det velsignede Tøyen og dets hulde Beboere. Lawsonmand var i Forveyen taget til Byen, og skulde om Middagen til Bogstad, hvor Slotspræsten atter skulde svire – Fortsættelse i Morgen –

[72] Torsdagen d: 5^te Jeg var ret ussel, og min Lotta og Kista ‹dabbet› mismodige for jeg skulde forlade dem uden at være frisk. Men da jeg kom uden for Sr: Probstes, og saae det lille venlige Majafjæs inden for Vinduet smilende og nikende til mig; og den ældre Maja kom agende ud af Porten ligesaa blidt nikkende til mig, og Thrina og Realf og gik fra den ene Moer til den anden for at give os Farvelkys og ønske os Lykken paa Reysen, bædredes det allerede med mig, og i det klare Solskin paa den jævne Iis hvor vi snart kiørte jævnsides, snart forbi ‹…› hinanden, Maja og jeg, klarnede det meer og meer op i det katolske Hode. Lidt før vi naaede Ravnsborg mødte vi Doctor Neumann, Carsten Tank, og den unge Garben med sine Elever, alle fra Asker Præstegaard. Den i sit hele Væsen saa galante Tank var ikke allene henne og complimentere Mas‹ie›ur Cappelen (som ikke heller lod det mangle paa Giencomplimenter, dem Mardamen nok just ikke alle mente med, for Ex: «at havde hun vist ham saa nær Strømsøe, vilde hun vist reyst hiem for at tage imod ham o.s.v.) men kom ogsaa hen til mig, og var, som hans Natur er, meget forbindtlig. At Neumann og min unge Fetter Garben var ligesaa galante forstaaer sig selv. Af dem hørte vi da, at vort Reyseselskab var i Forveyen, og paa Ravnsborg traf vi dem, i Samtale med gamle Thoms, forrige Herbergerer i Christ:, nu Landmand i Asker.

Der afskedigede jeg min Aslak med de tusind Hilsener til alle de Kiære jeg havde forladt, og sukkede saa smaat, da den fremmede Skytsgut lod mig selv sørge for Indpakningen i Slæden, det Aslak forstaaer til Fuldkommenhed. Dog hialp den venlige Vertinde paa Sagen, saa jeg kom til at sidde ret godt; men det var mere underligt paa Veyen, da jeg hvert Øyeblik havde nogle af de Spørgsmaal paa Læberne, som Aslak pleyer saa tilfredsstillende at besvare. Ney, intet Menneske kan hænge mere ved Vaner, Mennesker og Ting, end jeg. Vel kan jeg, naar det maae være, skikke mig i det Fremmede, endogsaa uden at sukke lydeligt; men – «meer formaaer jeg ey» – Paa Gillebek spiste vi vor Niste og drak Caffe, og denne fuldendte mit Hoveds Opklaring. Derfra fik jeg [73] en gammel Mand til at styre mig, der var meget snaksom og nysgiærrig, saa jeg fast maatte give ham et Udtog af mit hele Levnetsløb – dog ikke in aufsteigender Linie. Saa vare vi da her, just som Kl: slog 4. I Porten var vort første Møde den store Bardus, som hilsede os med sagte Biæf og lokrede med sin smukke Hale, for at overtyde os om, at hans Biæf bebudede Glæde. Paa Trappen stod liden Sophi‹e›, det lupne Barn, som Realf kalder hende, og før den lille geskiæftige Karen havde hiulpet os Reysetøyet af og baaret det bort, kom vor kiære Fader Cappelen, som vilde reyst os imøde, men var blevet opholdt hos Caspar Cappelens, hvorfra han havde opdaget sin Majas Slæde glide over det nedre Sund, og flux lod sin glide efter. Ak hvor var det godt, atter at sidde ved det lille runde Bord i den sorte Sopha – og saa godt smagte ikke Madam Gillebeks Caffe, kan I nok tænke, som den Maja selv her skiænkede for mig – det vidste hun nok, og derfor maatte jeg her drikke om igien. Vor Egerven beholdt vi ikke længere end til han havdre drukket Thee og røget sin Pibe, da han Dagen efter skulde i Commissionen for Egersogns Vel – Aftenen gik med Prat mellem os Alle, Piqvet mellem Mændene, Rabus mellem Konerne. Vi gik betids til Hvile, stode friske og glade op, og hele Gaarsdagen, paa meget lidt nær, tilbragte Maja og jeg her paa min muntre og lyse Sahl, skrivende og læsende. I seer, Elskede, hvor langt jeg er kommet i Journalen, og desforuden skrev jeg til min Lottamoer og min gode Elisa ^Thorsteinson og Maja til Barna i Byen. Aftenen gik som den forrige, med den Forandring, at jeg læste nogle af Ingemans deylige Digte høyt, og blev grætten paa Maja, fordi hun vandt saa meget fra mig i Rabusen. Kl 6 i Dag foer Faer C: til Eger, og var her igien Kl: 12. Maja fik Brev fra vor Egerven med venlig Indbydelse fra ham og hans Elisa at komme der Løverdag og blive i det mindste til Tirsdag. Om vor videre lagte Plan en anden Gang. Nu vil jeg blot udgyde min Harme over, atⁿ⁹ min Frederich skulde forlade os saa braat Tirsdagaften, da der ingen Selskabssamling blev i Gaar, og vi altsaa kunde beholdt ham noget længere, og han hvilet ud Natten over – hvad Hesten hans vist heller ikke vilde seet surt til, da den nu havde temmelig forcert Marsch

[74] Fredag 6^te Jeg har Gud skee Lov intet forunderligt at fortælle Eder, Elskede, om disse velsignede eensformige Dage, der ligne hinanden som to Draaber Vand. Skriveren har sine Smaaesysler, var i Gaar hos Borches, og hiemme hos os i Aftes. Fader C ligesaa. Han kommer og gaaer uophørlig. Nu er han og Koren ov‹…› at see til eller paa det begyndte svære Arbeyde at lægge Broe over Elven mellem Bragernæss og Strømsøe. I Middagsstunden skal Maja og jeg op at see til det vakre Auestad, med hvis Indredning det nu er kommet saa vidt, at Forældrene tænker at flytte did i neste Maaned, naar Barna kommer hid og tager denne mig saa kiære gamle erindringsfulde Boelig i Besiddelse. I Formiddag skal jeg skrive til Kbhn til Barna der, og sende vor Sally de sidste Breve til Omvexling med de hun fik sidst. Jeg har nok ikke sagt Eder, at samme vor Sally saae saa sød og frisk ud sidst hos Realfs. Det sidste er hun dog nok desværre ikke i den Grad vi vilde ønske hende at være det. Jeg faaer hende ikke med til Hovind denne Gang heller, hvad dog vist vilde være hende gavnligt og os Begge gladeligt. Vi vil da sætte dette vort Haab til Sommeren.

Kl 5 Nu skal jeg hilse Eder fra det usigelig deylige Auestad, hvor jeg var i Formiddag med Maja mi. Begge vore Husbonder vare der i Forveyen. O hvor er, hvor bliver der smukt, beqvæmt, hyggeligt, smagfuldt! Jeg dvælede især i det lille Kammer, som skal blive Majas grønne Kammer, og meubleres mit saa ligt mueligt. Mit tilkommende Værelse valgte jeg ogsaa, og saae mig allerede i Aanden siddende der skrivende i min Dagbog. Nu skal vi to Mardamer ⁱ en lille Visit til Jomfrue Ravert, og i dette Øyeblik sluttede jeg et langt Brev til de kbhnske Døttre. Om Visitten og denne Aftens videre Tildragelser i Morgen, før jeg indpakker disse Blade til Egervandringen. I Gaar fik Maja Brev fra sin Thrina og Realf, og var Gud skee Lov alting vel hos dem, vor lille Maja munter og brav. I denne Stund reyser nok det kiære lykkelige Ægtepar tilbage til deres Hiem fra Fedt, hvor de har besøgt Fader og Moder Ottesen, de gamle. Kl: maae nok være gammel 5 – thi neppe seer jeg, hvad jeg skriver.

[75] Løverdag 7^de Visitten var ikke lang, og vi havde giærne sadt lidt længere hos den gode forstandige Jomfrue Ravert, om der ikke var blevet os for varmt med Peltser og Hatter paa. Hun har atter været meget syg, og veed sielden hvad det er at være frisk. Om vor lille Maja talte hun med Ømhed og Varme, og var bedrøvet over, hun ikke var frisk. Til Sommeren lovede hun sikkert at komme til Hovind, og blive der nogle Dage i det mindste. Vor Aften gik ganske paa det sædvanlige Viis.

Fader Cappelen var i et Slags Klub, som en 10 a 12 Mænd skiftes til at holde hos sig hver Fredag, og hvor der ey spilles blot snakkes, og meest om det gemene Beste, er Don Pedros egne Ord.

Nu har jeg pakket mine Smaaesager ind til den lille Reyse, hvis Plan er denne: Kl: 1: tager vi herfra og til Skramnæss, for at tilbringe et Par Timer hos den fromme gamle Betta, min kiære Elisa og den gode Dorette. Derfra gaaer det til den kiære Præstegaard, hvor vi trygt giør Regning paa et Par glade Dage. Tirsdag tager vi, er saa sandt Egeren kiørende, til den velsignede Majadal, og haaber at faae det kiære Provstepar med os did – min Koren maae skilles fra os paa Eger, da hans Ting forestaaer, og han Onsdag skal være hiemme. Torsdag har vi tænkt at være her tilbage, og haaber da at see Frue Lotta med Sønnen sin Fredag eller Løverdag. Mandag har Slotspræstparret lovet at komme hid, med dem følger jeg da Torsdagen derpaa tilbage til Tøyen. See her ligger det for Eders Øyne som en Perlesnoer, de mange lykkelige Dage jeg har i Vente: Kunde jeg kun, da I ikke Alle kan virkelig dele dem med mig, her give Eder et troet Billede af hver Stund og Time, at I kunde stille Eder hen for det, og ret sætte Eder ind i mine Glæder. Jeg veed, at blot Visheden om de mange der saa rene falder i mit Lod, er Eder en Glæde: thi saaledes lønner jo det veldædige Venskab.

Til min Elisa T. bringer jeg mine tvende Brude. Min Frederich giver sin Elisa det Exemplar, Seidelin sendte ham. Farvel herfra da for flere Dage!

[76] Vor Bestemmelse temmelig troe, forlode vi Strømsøe, Maja, min Koren og jeg. Fader Pedro skulde komme efter i Dag. Isen var ley baade at see og kiøre paa, fuld af Vandhuller og Snee, dog faldt det mig slet ikke ind at være bange, da vi mødte mange Mennesker og svære Læs. Men jeg tænkte sukkende paa Egeren og Majadal, som vi endnu ere i Uvished om, vi denne Gang faaer see. Midt paa Isen nødte den brændende Sol mig til at tage min Hat af for den, som jeg dog satte paa igien da jeg havde skildt mig ved noget af den øvrige Indpakning. Paa Skramnæss kom min gode Elisa ilende ud til Slæderne, og Glæden straalede af hendes Aasyn. En af hendes kiæreste Ungdoms-Veninder, fordum Jomfr: Widderøe, nu gift med en Capitajn Nissen havde været der i nogle Dage tilligemed sin Mand og Søn. Og nu saae hun sin Moer Cappelen og Moer Koren. Ey mindre glad var paa sit Viis den ærværdige fromme Betta. Lille Dorette havde faaet sig en Kiæreste i den halvanden Aars gamle vakre, livfulde Gut, hendes og Elisas kiære Maria Nissens Søn. Moderen er en smuk ung Kone med et Par store talende blaae Øyne. Faderen, en ikke længer ung Mand – han kunde vel neppe være langt fra de 50 – havde et mildt Udseende, var overmaade forekommende og godmodig. Vi drak Caffe og spiste Kager og Syltetøy der, og jeg sad for Resten for det meste hos den blide Gamle, som i senere Tiid har tabt meget af sin Hørelse, men er i øvrigt munter og seer godt ud. Gaae kan hun ikke meget, og sidder den største Deel af Dagen paa sin Seng, og glæder sig saa barnlig i at see muntre Mennesker omkring sig, og saa i en god Kop Caffe, den hun dog nyder mere forud ved at tænke paa og tale om hvor godt den skal smage. Ogsaa for Frue Nissen har hun været en Moder, hvad denne med datterlig Taknemmelighed synes at erkiende, og vist ikke blot synes det. O hun maae besiæle alt om sig med Velvillie og Kiærlighed. Elisa var saa fornøyet i sine tvende Brude, som hun saa meget ønskede at faae imens hun havde sin Maria, og altsaa var det dobbelt morsomt jeg havde dem med.

[77] Klokken var nok ikke langt fra 6 inden vi slap fra de gode kiærlige Væsner. Her ved Kirken mødte vi vor Frederich, som vilde see hvor der blev af os, og modtoges vi af ham og hans Elisa som Fader og Moder og Sødskende kan modtages af Børn og Sødskende. Vi samledes strax om det fortroelige Theebord, og oven paa Thee og Kringler drak jeg for min Part 2 Glas Æggepunsch, saa Maja C var bange for jeg skulde snakke reent over mig og giøre alt for mange Spectakler. Herre Gud, hvor snart Kl: blev 11, og dog var Claveret ikke engang aabnet; men desmere deylig Passiar vankede der – Og nu, hvor meget har jeg at sige Eder om denne Dag, som jeg dog egentlig ikke burde sagt Eder noget om før i Morgen da det er stygt af mig at være saalænge fra Selskabet. Men nu var Lisemoer her, just som jeg vilde gaae ned, og sagde de trøstefulde Ord: «Sid du kun i Roe, kiære Moer Koren! Skriveren og Provsten og Moer Cappelen er gaaet ud at spadsere, og jeg skal nok snakke med Frue Collet og Madam Walke. Sid du saa længe du vil.» Ja, saa sidder jeg da, og fortæller videre. Styrket ved en sød Søvn, mange venlige Godmorgener, den behørige Caffe og Frokost, gik det til Kirken. Don Pedro kom før Theesessionen var halv forbi – han styrede mig marremen selv til Kirken, hvorhen min Maja og Koren vandrede tilfods. Det Stykke af Lidelseshistorien som blev afhandlet, var Juda sorte Forræderie mod sin elskelige Herre og Mester, og dettes Løn, hans græsselige Død. Mange Tanker og Følelser, som fra min Barndom laae dunkelt i min Siæl, og siden mere og mere udhviklede sig, hørte jeg nu saa skiønt og lyst satte ud fra hverandre, og fandt i det hele Foredrag mine Ideer udtalte, hvori blandt den især ligger mig fra Barndommens Dage meest i Mindet: at Christus, det kiærlighedsfulde Væsen, vist havde tilgivet sin saa grusomt utaknemmelige Lærling, der endogsaa forraadte ham med et Kys, om han havde anraabt om Forbarmelse. Men hvorfor den Ulykkelige ey giorde det, har jeg ikke saadan kunde giort mig Rede for, som jeg nu har lært det af min ædle elskede Søns Tale Men I faaer nu gedulde Eder, Elskede, til i Morgen; thi uagtet alle Lisemoers Forsikringer bør jeg dog nok nu ikke sidde her længere.

[78] Mandag 9^de «Og hvad var da Aarsagen til, at Juda, saa bitterlig angrende sin Brøde, ikke tog sin Tilflugt til den evige Forbarmelse?» – Den i Hiertet saa længe rodfæstede Ondskab formørker tilsidst Forstanden saa aldeles, at ingen Udvey til Rædning mere viser sig, og den Ulyksalige ingen anden Maade veed at dræbe sin Samvittigheds brændende Nag, end at styrke sig med det i Fortvivlelsens Afgrund. Sammenligningen mellem den feyge nedrige Synder og den raske let overilede Petrus, der efter sit Fald stod fastere end nogensinde før, giorde det end mere indlysende. Og dog, dog skulde vi ey fordømme den brødefulde Selvmorder. Dommen hører Gud til, og ^os bør det at ynke den Ulyksalige, at begræde hans Fald, og lade hans Exempel advare os for at give de første onde Tanker Raaderum i vort Hierte – Her, mine Dyrebare, har I et Udtog af den Prædiken som vi hørte med saa megen Tilfredsstillelse og Opbyggelse

Frue Collet, og Madam Walke, som er der i Huset som Børnenes Lærerinde, var her til Middag. Frue Collet var blevet fyldigere end jeg har seet hende nogentiid før, og det klædte hende godt. I øvrigt fandt jeg hende uforandret. Hun bad saa meget, jeg vilde komme til Hasselværket. Paa denne Tour kan det ikke lade sig giøre, men vel maaskee til Sommeren. Fader Cappelen foer til sit Eidsfoss saa snart han havde spiist og drukket Caffe, og til vor Glæde hører vi, Egeren skal være meget god, og vil altsaa med Guds Hielp bære os rask til den kiære Dal i Morgen. Lisebarnet har reent afslaaet at følge med did, Hr Frederich giør sig lidt kostbar, men jeg haaber dog nok, han ikke mener mere med det end hans kiære Papa Skriver, der endnu paa Ravnsborg lod som han vilde vende om.

Vi fik deylig Musik og Sang til Desert paa Dagens øvrige Nydelser. Frue Collet og Madam Walke (som seer ret skarp og ley ud) tog bort Kl 9, og en Time efter toge vi paa vore Sovegemakker – dog havde Maja og jeg først et Par Rabuser, hvori hun som sædvanlig var Houg over mig stakkkels Due[.] [79] «Ja, ret fromme Due!» hører jeg Dig sige Maja, naar Du læser dette, og tænker paa al min Grættenhed. Men tænk saa ogsaa paa, hvor syg jeg er i Dag, og at jeg har Lov til at have lidt ondt af mig selv –

Og i Dag er det just en af de Dage, jeg saa giærne vilde være i det mindste frie for Hovedpine; men den lader sig desværre ikke commandere eller accordere. Puus maae taale og tie – tie? ney, det vil jeg ikke, jeg vil ret klage og anklage den, at den ikke hører nogen Forestilling, og, som det lader, vil giøre en Streg i den Regning jeg havde giort mig paa denne Dags Glæder. Thi foruden det kiære Selskab jeg har, kommer ogsaa til Middag den tækkelige, interessante Heberske Familie. Dog, jeg vil ikke være reent uskiønsom, ikke miskiende selv denne Tyran, naar den er saa billig som nu – thi at den ikke bruger sin hele Vælde kan I jo see af det, at jeg her har skrevet saa meget. Imidlertiid har min Koren barberet og pudset sig. I Morgen aarle (menale hedder det paa lollandsk) tager han til Tøyen, derfra hiem Onsdag. Med ham vilde jeg saa giærne have dette Hefte derfor stiæler jeg fra mig selv de behagelige Øyeblikke – hvor faa der ^endnu ere tilbage – jeg kunde tilbringe nede. Men Forestillingen om, at de elskede Fraværende, som slet ingen af disse behagelige Øyeblikke har havt, dessnarere kommer til her at deeltage i dem med mig, er mig en sød Erstatning. Derfor «Beklag mig ey – det skeer med Lyst. For endnu større Tab var denne Tanke Trøst.» At I maae bringe Rimet i Sammenhæng med Prosaen for at faae Mening ud af det, seer I da selv.

Frue Collet var ikke lidet glad over at vide sin Elisabeth i Eders Værge, mine dyrebare kbhnske Børn. Jeg kan ikke misunde noget Menneske sin Glæde, og allersidst en Moder en saadan men det giorde mig dog ligesom lidt vranten, at hun slet ikke vilde troe det mueligt, I kom op i Sommer. Stakkels Tina, paa en Side ønskede hun det vist – Og nu maae I atter døye et lille Værs, oven i Kiøbet af Thronfølgeren i Sidon, NB med en lille Forandring efter Omstændighederne: «Naar Ønsker Krig mod Ønsker føre – Hvo kan for disse Rede giøre?» –

[80] Kl 4½ Nu listede jeg mig herop, for om mueligt at faae denne Side færdig ved Dagslyset, og inden der kaldes ned til Thebordet. Da vi imod Middagen begyndte at see ud efter Hebers, kom – Fader Cappelen fra Eidsfoss, og det saa uventet, at Maja hans eya, som stod veed Vinduet neppe tordre troe sine egne Øyne. «Ja men» udbrød hun endelig, «er Faer der igien, og see kun, slæbende paa en stoer Sæk» – Det var ham selv, den kiære Don Pedro, som Hiertet dog havde draget hid til os igien. Sækken han drog paa var der Ege Nødder i til Skriveren min. Han og Provsten satte sig til en Piqvet imens vi ventede paa Hebers, som kom Kl over 1. Præsten selv og hans tækkelige Hanna, hvis Stemme især er saa sølvstrængelig. Hendes Søster, den talentfulde Lina, var ikke med, som ret giorde mig ondt. Hun var selv ikke frisk, og deres gamle Moder, som nyelig har været meget syg, frygter de for, atter skulde faae et Anfald af det neppe overstandne Onde, saa de dog ikke begge havde forladt hende, om Lina end havde været frisk. – Ved Bordet vankede deylige Østers for Liebhabere, som nesten var Alle, mig undtagen, der giærne overlader denne saa sieldne Delicatesse til dem, som skiønner bædre paa den. Baade der og siden har vanket deylig Samprat som jeg har skiønnet bædre paa, og skynder mig ned til igien, naar mit Hefte er i Bortsendelses Tilstand. Cappelen er allerede borte igien, til Strømsøe gik Touren nu, men han gav os halv Løfte om at komme til Majadalen i Morgen, hvorhen han har beredt os Veyen, der skal være fortræffelig. Saa tidlig som Koren kommer vi vel neppe til at reyse, og har ogsaa kun en Trediepart af hans Vey. – Maatte jeg nu i Morgen faae noget at høre fra Hiemmet og fra min lille Maja, godt og glædeligt, o, hvor sødt bliver da Mindet om alle disse Dage og Timer, som det evig vil blive mig om al den Kiærlighed og Ømhed der omgiver mig. God Nat fra det vakre Eger, Elskede! Jeg hilser Eder vel neppe God Morgen herfra denne Gang.

[81] Onsdag 11^te Ja, her er jeg, her sidder jeg, her hviler mit Blik, det vende sig hvorhen det vil, paa kiendte, elskede, erindringsfulde Gienstande, Stilhed og Fred omgiver mig, hulde Genier, Dalens Skytsengle, omsvæver hvert af mine Skridt, viger intet Minut fra mig her i det lille venlige Thrinakammer, hvor jeg har opslaaet min Boepæl – til i Morgen Eftermiddag! – hvor jeg nu sidder paa Badehus-Sophaen, ved Badehusbordet (som overvintrer her) og Solen titter ind til mig, qvægende og varm, giennem de røde Forhæng.

Denne Gang; mine Elskede, skal I da ikke savne Afvexling i Journalen. Scenen skiftes uophørlig, trods nogen Kotzebuade; men det tør jeg vel smigre mig med, at mit Drama intet taber ved denne Omskiftning, og at I lige villigt følger mig overalt, frem og tilbage – Som nu f:E: til Hougs Præstegaard igien. Og nu, hvor var det, vi slap? At det ikke var ved «Tip og ved Top og Tap» – det veed jeg. Og nu veed jeg, at jeg sidst gik fra Eder, da jeg havde endt Heftet og syet det sammen med en Stump Bomuldsgarn, som jeg hændelseviis havde i en Syenaal og denne i et Naalehus – hvorom mere siden – ja see, saa gik jeg da ned til mit kiære Selskab. «Vi har savnet Dem saa længe» – sagde Madam Heber med sin blide Stemme. Jeg har skrevet noget, svarede jeg, som min Koren endelig skulde have med sig. Og det var jo sandt. De tre Herrer var gaaet sig en Tour, og kom hiem til Theetiid. Hvordan Aftenen gik, behøver jeg neppe at sige Eder. Naar Claveret og Sangen taug, forhandledes allehaande interessante Ting, derved strikkede og syede vi Fruentimmer flittigt, Mændene drak Punsch og røgte Tobak; en af Hebers Elever, en Søn af Asessor Mathisen, og dog et hiertensgodt Barn, morede sig med Kort, og min Maja lærte ham to Kabaler, som han hastig nemmede og glædede sig i. Den stakkels Dreng er meget ilde tilredt af Kopperne, og har, hvad der er det tungeste i dem mistet det ene Øye. Jeg kunde, af mange Aarsager, ikke see paa ham uden den hierteligste Medynk, og havde han været mindre, vilde jeg taget ham paa mit Skiød og kiælet for ham. Imidlertiid har han nu for [82] nogle Aar i det mindste et godt Hiem, en sand Moder og Fader. Alle som kiender Hebers, ere enige i, at Forældrer ikke kunde give deres Børn, naar de maae ud, i bædre Hænder.

(Her var en deylig lille Pause, da min Maja og Frederich kom op for at faae mig ud og gaae; men den Tour de foreslog, var mig for lang, og saa bleve vi enige om, at naar de kom tilbage skulde jeg gaae med i Haven og Drivhuset, og skrive flittig imens de spadserede)

Kl: var vist henimod 11 da Hebers reyste. Saa kom Gaarsdagen. Før min Koren reyste havde han den Glæde at faae høre fra sin lille Maja. Jeg fik et langt Brev fra hende, som aandede lutter Munterhed og Sundhed. Hun har ikke i lang Tiid følt sig saa frisk, siger hun, og hendes kiærlige Sødskende bekræfter det i et Brev til Moer Maja. Gud være takket, og Møller, og I Alle, som har bidraget saa kraftig til det elskede Barns Glæde og Tilfredshed. Mens Realf med sin Thrina var hos de gamle Forældre, besøgte Søster Maja P: hende, og lod hende hente til Festningen i en liden Slædevogn, og der, siger hun, havde jeg ret en deylig Aften. Dagen efter var hun, i Selskab med sin Kista og Hanna, saa gar til Balls hos Olsens, dog kun som Tilskuerinde. «Det leed rigtig nok paa» – skriver hun – «at see paa Dandsen uden at kunde være med; ^{især da jeg var saa let og rask} men det kunde ey være anderledes, og saa fandt jeg mig i det. Og at see andre glade er jo ogsaa en Glæde» – Derfra fulgte hun med til Tøyen, hvor hun blev om Natten, og der vilde hun i Gaar møde sin elskede Fader. Lettere skildte han, den Gode, sig nu fra os, saa giærne han havde blevet blandt os længere, og fulgt med hid. Lisemoer kunde vi ikke faae med os; men hun slap os heller ikke før vi slet ikke kunde blive længere, og havde faaet baade Middagsmad og Caffe. Det ovenfor omtalte Naalehus ombyttede jeg med en lille Kniv, som hun i flere Aar har havt i Forvaring, efter en Aftale imellem os, at der altiid skal blive noget igien efter mig naar jeg reyser fra hende. Tak, gode Elisa, for dette og for Alt!

[83] Kl 2 begyndte vi vor Fart, som for det første kun gik til Fossesholm, da Moer C: vilde see ind til gamle og unge Madam Omsted, som begge ere syge. Jeg saae kun den første, som tog imod os paa Sengen. Det er en bliid, vakker Matrone, vist en fra mange Sider saare agtværdig Kone, og paa hvem man umuelig kan see, at hun alt i flere Aar har været Oldemoder. Vi havde ret vor Nød for at slippe derfra uden at drikke Caffe, som en gammel Madam Abel, en snurrig kuglerund Person, allerede havde sadt frem paa et Bord midt paa Gulvet. «Nu faaer Moer Abel sidde der allene midt paa Gulvet og drikke Caffe» – sagde jeg. «Ney saa Gu giør jeg ey, min Moer! jeg skiænker mig lidt i en Spølkum» gienmælede hun. Gamle Moer Omsted betingede sig, at jeg skulde komme til hende engang, og blive der i tre Dage. Men torde hverken jeg eller Maja paa mine Vegne love – Hvor det gik deyligt Egeren ud over! Hvilket herligt Føre, to Mile paa den jævne Iisflade! – Petrasminde (Petraborg) hilsede jeg med Veemod. Den lille nydelige Boelig staaer nu saa godt som øde. Jeg saae ikke Dit Øye dvæle ved den, min Maja, men jeg veed, Dit Hierte fløy did, og mit mødtes der, som saa ofte i vore søde og bittre Minder, med Dit –

Solen var endnu ikke nede, da vi naaede vort kiære Maal. Nesten paa samme Aars- og Dagstiid betraadde jeg første Gang dette Fredens stille Hiem, i Vaaren 1808 – hvilke Smertescener forestode mig da! Hvor megen Kummer – men ogsaa hvor mangen reen Glæde ligger i dette Tidsrum!

Alle Værelser, endog Billiardstuen vare giennemvarmede. Vist nok havde Folkene her (der saa venlige kom os imøde) ventet stort Compagnie. Caffe, Thee, Tvebakker, alting var paa rede Hænder, og det smagte, kan I troe «i magelig Sopha, ved rundede Bord» og bedst som vi saaledes sad, vi Tre, og syntes fast aldrig at kunde have det bædre, see! da treen Hr Peder ind ad Døren tren – Knap kunde vi stande ham op igien, saa glade monne vi blive –

[84] Og siig mig nu, om der kan findes en mere velsignet Mand som for at glæde os, tog herud, 3 lange Mile, blot for at være hos os i Aftes, thi da han i Dag skulde være Fadder paa Bragnæss, og desuden havde Forretninger, maatte han være tilbage tidlig i Formiddag, var ogsaa oppe før det var ret lyst, og reyste Kl 6. – Vi havde nok bedt ham møde os her, men havde neppe Hierte til det, da vi vidste hvor kort det maatte blive. Lisemoer væddede en blank 8ß med mig og ligeledes med Maja, at han ey kom; men tabt har Du, min lille Frue, og de blanke 8ß maae skaffes tilveye, om Du saa skal aldrig giøre det. Vi giver ingen Credit. Vi saae paa ham at han, hvad desuden ligger i hans Charakter, vilde holde mere, end han lovede. Forgiæves var der nu ikke Billiardstuen opildnet. Forvalter Engstrøm kom, og til vi spiste spillede de, imens Maja og jeg fra og til fik os vor Rabus – Lidt træt gik jeg i Forveyen herop paa min elskelige Thrinas fordums Kammer, hvor jeg slumrede sødt og sagtelig til Morgenklokken vakte mig.

Torsdag 12^te Nu reyste vor elskede Egerven, og vi gaaer ene igien, min Maja og jeg, og ligesom sørger over, at ogsaa vi om faa Timer skal forlade den fredaandende Dal. Naar jeg tænker tilbage paa alle de Stæder jeg har seet og været paa, er der vel nogle der udholder Sammenligning med min Majadal i Henseende til Naturskiønhed, og muelig overgaaer den heri; men intet, intet eneste fandt jeg, der saa aldeles var skabt for et efter Roelighed og Stille længselsfuldt Hierte. Derfor river mit sig aldrig herfra uden Vemod. Og skulde Gud endnu finde det gavnligt for mig, endnu at sætte mig paa en, den haardeste Prøve, ved at lade mig overleve min ædle Koren, og vore dyrebare Tre ikke længere behøvede det moderlige Tilsyn, da vilde jeg tye hid i Majas og hende stille Dals Arme og Skiød, som jeg er vis paa, aldrig vil blive tillukte for mig, og tilbringe mine øvrige faa Dage her i Erindring og Haab og Bønner for alle min Siæls Elskede, og herfra skulde min Kiærlighed udbrede sig over Eder Alle, og I vilde see mig her fra Tiid til Tiid – thi alle Mine tilhører jo Maja, som alle hendes mig – og glæde Eder over den Roe jeg havde fundet.

[85] Gaarseftermiddagen læste Egersønnen for os to smaae Piecer, Fruentimmer-haderen og Floriska (troer jeg det sidste Stykke hed) Det første, et Syngestykke, var let og flydende, det andet ret godt ind- og udvikled, og havde Sujettet megen Lighed med et andet nyt Stykke af Lars Kruse, som jeg nyelig har læst, benamset Arleqvino. Den største Deel af Aftenen gik ligeledes hen ved Forelæsning af Slutningen af Delphine, som vor Frederich havde taget med herud, for at faae Ende paa denne Martergeschichte, som jeg neppe troer jeg har Mod til at læse igiennem engang endnu. Gud veed hvor et Fruentimmerhierte har holdt ud at sætte sig ind i alle disse Marterscener, og lade et andet ædelt Qvindehierte fra Begyndelsen til Enden, 5 Bind igiennem, lide uophørlig, og tilsidst briste under de græsseligste af alle muelige Qvaler. Da den var udlæst, blev der en Pause; og ubegribeligt er det mig, hvordan vi lidt efter lidt gik over fra vore sørgmodige Betragtninger til de allerlatterligste Anecdoter og Fortællinger; men vist er det, at vi loe saa vi græd, og vidste i vor Lustighed ikke af, at Klokken var blevet over 11 –

Ak, og nu – veed jeg hvordan den er blivet 12? – men det er den, thi det ringer. Naar vi har spiist skal vi forlade dig, Fredens velsignede Boelig. Tak da ogsaa for disse korte Timers Glæder. Om faae Uger, 12, 14 i det høyeste, seer jeg dig jo igien, min kiære Dal, og for længere, meget længere Tiid, og med Guds Hielp glad som jeg nu saae dig, og smilende i ungdommelig Skiønhed, som jeg nu forlader dig i alvorlig og dog saa venlig Majestet –

«Saa underligt fører Gud sine Helgene om» – sagde den gale Rasch i gamle Dage, naar han uformodentlig, tidt naar vi tænkte ham mange Mile borte, stod midt iblandt os. Nesten kunde vi fristes til at troe os, om ey blandt Guds Helgene, dog blandt hans Elskelige, i hvem han haver sin Velbehagelighed: thi hvilket Veyr og Føre havde vi ikke paa vor deylige Tour? Hvor forenede sig Alt for at giøre os den og vort Ophold paa Eger og i Majadal behagelig. Varm og blidt smilede Solen til os fra den rene blaa Hvælving, kigede ind til os ad alle Vinduer som for at tage Deel i [86] vor Sabbatsfryd og forhøye den. I Gaar derimod, da vi forlode den roelige Dal, skiulte den sig bag mørke Taageskyer, og i Dag vælter Sneen ned fra de i Gaar sammentrukne Skyer. Dog har vi det Gud skee Lov ret godt, især nu det lider op ad Dagen; thi min Maja, som i Aftes ikke var ret frisk, og heller ikke i Morges, er nu meget bædre; og den slemme Hovedpine, hvormed jeg forlod mit Leye, er ogsaa gledet saa smaat bort igien. Vor Upasselighed kan vel tildeels være Følge af Hiemreysen i det tykke Veyr og især af den forfærdelige Dumping i alle de dybe Støb, der ret rystede vore Smaaetarme sønder og sammen – Saa træt som i Aftes har jeg ikke længe været eller saa glad i at ligge i min gode Seng

Kl: 10. Først Kl over 7 vaagnede jeg, stod op en Smule mismodig, pudslede mine Ting i Orden efter Fraværelsen, tænkte paa det meget Skriverie jeg havde for, og sukkede, klædte mig paa og gik ned af den lile Trappe, som fører lige til de Selves Sovekammer. Da jeg aabnede Dørren og saae Rullegardinerne endnu nede, blev jeg ret beklæmt, og torde neppe gaae længere og see til Sengen. Min Maja havde rigtig nok endnu ikke forladt den, men var i færd med det, og vinkede saa muntert til mig, at jeg fik mit hele Mod igien. Nu har vi begge skrevet til vore Egervenner, og jeg et langt Brev til den lille søde Sophie Ørsted. Dette med flere skal Lunde have med sig til Kbhn, og tør jeg ey andet end sende dem med Posten i Morgen, da jeg ikke veed, naar han kan komme til at reyse. Det kommer an paa Følge, og i Intellig: Bladet ønsker Een sig en Selskabsbroder til Kbhn. Det har sadt mig i uroelige Tanker, skiøndt naar Alt kommer til Alt, er maaskee dette Avertissement fra ham selv.

Kl. 6: i Aftes ariverede vi hid. Foruden de venlige glade Ansigter der modtog os, og det at vi strax kom i vor gamle Tummerumme laae her ogsaa et velsignet Brev til mig fra min troe Lotta, hvori vor lille raske Maja havde skrevet nogle muntre Linier. Kun fra Hiemmet hører jeg intet, dog haaber jeg til Gud, alt er vel der. Og nu gaaer det igien, som det var smurt, til Brevskrivningen.

[87] Løverdag 14^de Saa, der ligger den hele Brevpakke, der dog kun bestaaer i tvende til Kbhn, det ene til Frue Ørsted, det andet til min unge Ven Bergh, som jeg er vis paa vil opfylde hvad jeg har bedt ham om: I Raad og Daad at være Lunde behielpelig, til han selv har lært at orientere sig i den store fremmede Stad. Begge ere indsluttede i et 4 Sider langt lille Brev til lille Maja, som ligeledes er at læse for Realf, Thrina, Kista, og Lottamoer, om hun ikke er paa Veyen hid naar Brevet ariverer. Dog, efter hendes Seneste tør vi neppe vente hende, hvor giærne hun end blev i Følge med det kiære Slotspræstpar, som vi efter samme hendes Skrivelse kan vente i Morgen. Herregud, der skulde den forunderlige, forstyrrede Svigerinde, Præsten Wilhelm Bulls Enke, der i flere Aar ikke har ladet høre fra sig, just nu komme til Tøyen, og hindre vor Lotta fra at fare hid til os med Sønnen sin, hvortil hun havde glædet sig saa meget, og vi med. Ja, so geht's in der Welt! – Saa sagde Maja og jeg f:E: i Aftes (da Fader Pedro var gaaet i det ugentlige Fredagsselskab, hvor adskillige eenstænkende Mænd forsamles vexelviis hos hverandre for at jævnføre og ombytte deres Ideer og Tanker om alskens oeconomiskt Væsen) «Nu vil vi ret sætte os i Lag i vor Eenlighed» – Jeg skulde læse Gevinsten i Classelotteriet, det Stykke, som skal spilles paa Onsdag, høyt, og siden skulde vi rabusere og cabalisere. «I Aften er her ingen hiemme» sagde jeg til Mathias, vis paa, at ingen Fremmed saa seent vilde mælde sig. Maja havde hele Tiden havt Ahnelser om, at vi vilde blive forstyrrede. Og see! neppe havde jeg begyndt: Første Act, første Scene – saa aabnede lille Karen Dørren for Jomfrue Ravert, som stod midt paa Gulvet før vi saae hende. Jeg holder ret meget af den gode forstandige Pige, i hvis Gield jeg desuden altiid vil føle mig for hvad hun har giort mod min Marie. Men nu kom hun mig dog ikke saa ganske tilpas. Imidlertiid kom vi snart ind i morsom Passiar, og en Time var forbi i et Øyeblik. Hun vilde ikke blive til Aften, og da hun var borte, gik Forelæsningen uforstyrret fort, og siden vort andet Aftenarbeyde, hvori kun Smørrebrød og Chocolade giorde en lille Stands. Vi satte os igien i Lag, og [88] undredes ^over hvad der kunde have hindret vor Elisa T: fra at komme, som hun havde lovet, da Dørren atter gik op, og det kiære slemme Barn treen ind. «Hvor seent Du er ude, Elisa!» – raabte vi hende imøde, vis paa, hun kom fra Skramnæs; men saa havde Mamsellen saa – men været paa Bragernæs alt fra Torsdagaften. Dog, heri var en Misforstaaelse Skyld, da hun troede, vi først Fredag kom tilbage fra vor lille Reyse. Kl: var woxen 10 – lidt efter kom Husbond, og vi forføyede os alle til Roe. Elisa boer nu med mig her paa min store lyse Sahl, men desværre kun til i Morgenaften, da hun maae hiem til sin kiære fromme Gamle, og lille Dorette kommer da ned til Markedet. Det har allerede begyndt med Larm og Kiøren i Gaderne.

Søndag 15^de I Aftes læste jeg atter høyt for min Maja, som hele Eftermiddagen havde været ret meget skranten, og Elisa, som kun var et Øyeblik ude i nogle Smaaeærinder. Det var to nye Stykker: Hoved og Hierte i Striid, det usleste Vaas jeg i lang Tiid har stødt paa, og Silkestigen, der ey var stort bædre. Nutiids Brun maae være nøye kiendt med Nutiids Smag, siden han beriger Litteraturen med saadanne Omplantninger af Charikatur paa dans Jordbund. Og af hans Utrættelighed maae man slutte, at baade han og hans Produkter giør Lykke. Mine Tilhørerinder vare færdige at blive trætte endnu før jeg. Til Recreation spillede jeg en Rabus med Fader C, som behandlede mig fast værre end hans i Rabus og Cabale rabbiske Ægtefælle, og siden med min Elisa, som saa Go (saa siger Mad: Abel, der altiid taler ü ud som o) ikke heller foer lempelig med mig. I Dag er Gud skee Lov Moer C meget brav. Jeg har været en lille Tour paa Bragnæss hos Nella Borch, som nu snart skal til atter at formere Verden. Hun seer daarlig ud, arme Barn, men lever meget vel og fornøyet, og har en lille velsignet vakker Gut, mit og Wilhelms Navne, Majas Gudsøn. Der drak jeg Hæggebærbrændeviin og spiste Syltetøy. Husbond spiser ude til Middag. Mod Aftenen reyser vor gode Elisa; men [89] maaskee kommer vor Pavels og hans Maja, muelig ogsaa Lottamoer her ved samme Tiid. Vist venter vi ikke de første før i Morgen, og med stakkels Lotta er det saare uvist, som I har seet, om hun denne Gang kan see sit og vort Ønske opfyldt. Imens Elisa gaaer et Par Stæder hen, naar vi har drukket Caffe, tager Maja og jeg i en lille Visit til den unge Mad: Stibolt, forrige Ovidia Holbye. Et lille brev til Maja og mig fra vor Egerven bekræfter hans Løfte at komme her Onsdag Eftermiddag. Han kunde vel kommet før, men da han endelig maae være hiemme Onsdag Formiddag for sine Confirmanters Skyld, og giærne vilde see, som vi giærne have ham med paa Comedien, opsatte han det hellere. Hans Elisa seer vi, følger ikke med.

Mandag 16^de Fra min lille Majas Guds Rige, fra min Thrinasaras Jomfrue- og Brudekammer, hilser jeg Eder, alle mine Elskede, en Godmorgen. Give Gud den maae være Eder, enhver især, saa bliid og deylig som den er mig! I Aftes flyttede jeg herind med alle mine Pakkenilliker, og I som ikke kiender dette lille hyggelige Værelse kan ey forestille Eder, hvor godt jeg har det her, og hvor dobbelt glad jeg indrømmede de kiære Ventede den store Sahl. De kom da ikke i Aftes, og skulde efter Aftale heller ikke komme før i Dag; men nu veed vi da ogsaa, vor Venten ikke bliver forgiæves. Og see hvilket Veyr vi har bestilt for Eder, Gode! og stærkt har det frosset i Nat, saa Isen vist er baade sikker og blank. Var Du nu kun og saa med, min Lotta, og Gutten Din, og bragte I mig ønskelige Tidender fra Marie og Hiemmet! dog faaer jeg intet før fra Hovind, faaer jeg det i Morgen med Jomfr. Skieldrup, som kommer her med Aslak og Gulen, for at besøge en Coucine, ^{gift med} Mad. Samuelsen, Cappelens Forvalter paa Kaanerudværket her strax ved Byen. I meer end 14 Dage intet at have hørt fra det kiære Hiem, er riktig nok tungt. Men hver af disse Dage og alle under et, er dog svundne saa hastig, at jeg studser ved at tænke paa deres Flugt.

Vor Visit til Madam Stibolt bestod i at kiøre Veyen frem og tilbage, da vi ingen fandt hiemme. Jeg gad nok seet og talt med lille Ovidia, og hun kommer vel hid. Det være som det vil: «naar alt er frist't – er Hiemmet dog best» – og at jeg har mit Hiem her, skal ingen aftrætte mig.

[90] Før vi drak Thee kom lille Dorette fra Skramnæs med den Hæst, som skulde hente vor Elisa tilbage. Den fromme Gamle vilde hun skulde have saa mange Dage mere at more sig i, saa vi blot ombyttede de gode i saa mange Henseender sieldne Sødskende. Elisa blev saa længe mueligt, i Haab om at faae see sin kiære Moer Pavels før hun reyste; men det kunde blevet en lang Vent. Vi bleve da i vor stille Roe, Maja, Dorette, Sophie og jeg. Pigebørnene syede og strikkede (i en Snup havde Dorette tilskaaret sig en nye Kiole, hvortil Elisa havde kiøbt Tøyet herinde) og hvad vi Mardamer tog os for baade før og efter vi havde spiist vort Smørrebrød med tilhørende Chocolade til – ja, giæt det om I kan. Det blev seent før vi fik vor Aftensmad; thi det forstaaer sig der skulde været varm Mad til de Reysende, men da ingen Reysende kom, blev det ved min Ordination – seer I, Børn, et nyt Beviis paa, at jeg er hiemme. Fader Pedro kom hiem som den slog 11, og hver gik til sit, og jeg til Guds Rige. Hvor sødt der slumres, kan I vel forestille Eder. – Jeg bliver kaldt ned. Hvorfor?

Tirsdag 17^de For at tage imod lille Ovidia Stibolt, som tilligemed sin Søster, den raske Maren Holbye, kom her i Contravisit. De sadde her henved et Par Timer, som gik ret morsomt, da de begge ere meget lustige. Vi havde endnu ikke afspiist, da raslede Dombielder i Gaarden. «Der er de min Troe allerede» – sagde vi i Munden paa hverandre, og fløy ud. Det var stakkels Maja P: mutters ene. Hun var taget hid med Fragtvognen. Hr. Gemahlen havde Forfald, Lotta var ikke ret frisk, dog drgg drog jeg Mistanke om, at hendes forstyrrede Svigerindes Besøg nok var det der egentligst hindrede hende. Saa glade vi bleve i vor Maja, følte vi dog Savnet av de andre Ventede, og jeg kunde ikke, saa giærne jeg vilde, skiule min Mismodighed over, at hun intet bragte mig fra Tøyen eller Maja K:, som dog, sagde jeg mig selv, maatte have en Aarsag. Og den udfandt jeg da var, at Jomfr. Skieldrup vist maatte komme samme Qvæl, saa de med hende sendte Bud og Beskeed. Og see, mig skedte som jeg troede. Thi mod Aftenen saae jeg Gulen travende over Isen, og bragte den og Aslak Maren, og hun mig et kiærligt Brev fra Maja, og 2^de D^o fra Linaungen min, og desuden [91] saa mange mundtlige Efterretninger fra det velsignede Hiem, hvor alleting Gud være lovet er godt og vel. Jeg fik ikke nær aftalt med hende, da hun ilede at komme til sin Veninde og Frænde, Madam Samuelsen. Men det væsentligste veed jeg dog, og kan ogsaa tage Aslak i Examen.

Majaerne, Dorette og Sophie giorde en Spadsertour op til Auestad ^{i gaar Eftermidd:}, og nu sidder Præstinden her hos mig i Guds Rige, og pfiffer en Kappe op til mig til i Morgen, medens Navnesøsteren har travlt med at ordne alt i Huset til i Morgen, da her skal være stort Middagsselskab (dog Gud skee Lov kun af Herrer) for Khr: Anker, som har meldt sin høye Ankomst til i Morgen Formiddag. Jeg var tilfreds han var der, Pebberet voxer Dog, det er Comedieaften, og oven derpaa er Assemblix, saa Plagen ikke bliver saa lang, skiøndt den vender tilbage for saa vidt, at Stoerkorset hviler her Natten over, efter al Formodning. Nu sidder jeg mellem begge Majaerne, der overlægger at gaae sig en Tour paa Isen i det himmelske Veyr. I morgen venter vi vor Egerven, der vel giør store Øyne, naar han kommer ind i saa stort Compagnie, og dog ikke deri finder alle de han ventede, men des flere overcomplette.

Ved at tænke paa den deylige Tour i Dag 8 Dage ud over Egeren, randt mig i Tanker, at jeg intet har fortalt Eder om min Styrekarl, en lille ung Hallingdøl, Halvor ved Navn, som jeg havde saa meget Moroe af, da han var en aldeles Fremmed i Israel, det er, havde aldrig før været uden for sin Dal. Blot hans Sprog morede mig. «Seer man det!» sagde han naar jeg fortalte ham noget meget forunderligt, f:E: at jeg mange Gange havde været paa Eidsfoss, som han saae for første Gang. Han er ellers fæstet til Barna vore, Realf og Thrina, og I kan tænke jeg bagtalte hans tilkommende Herskab dygtigt. Et saadant Naturens Barn træffer man sielden paa sin Vey giennem den paa Overfladen saa glat polerede Verden. Naar han ellers i Fremtiden pakker Dig ret omhyggelig ind, min elskede Thrinasara, saa mindes, at Du har mig og min Undervisning at takke derfor. Han blev saa flink paa denne Tour, at det var en Lyst.

Onsdag 18^de Det er et Markedsveyr, saa Gud maa sig forbarme over de arme Stakler, som maae og skal did. Vel os, som ikke ere deriblandt, og kan være hiemme i vor gode Roe – Gode Roe? – Hvordan slap det Ord mig af Pennen? Jo en deylig Roe, naar om faa Timer Huset vrimler af Fremmede. Mindst kan vor kiære Vertinde tænke paa Roe, og denne ^vor sidste Samlings-Dag [92] i det kiære gamle Hus, er det rigtig tungt, skal gaae hen i Støy og Adspredelser. Dog ney! det bliver ikke vor sidste Samlings-Dag i det kiære gamle Hus. Med Guds Hielp skal vi samles her hos det gamle Huses unge Beboere, og naar jeg reyser fra og til Majadal, aabner Du vist giærne og glad Dit Guds Rige, elskede Thrinasara, for Din elskede Bestemama Koren.

I Gaar Eftermiddag var Jomfrue Ravert her, og hendes lille Pensionair, Hanna Biørn, Majas og Linas hengivne Veninde, et godlidende naivt Barn, 12 eller 13 Aar gammel. Vi strikkede, snakkede, spillede Rabus. Jeg var ret syg og mat, men det bædredes inden jeg gik til Sengs, og i Dag er jeg taalelig endda. Hu tu tu, kiære Frue, siger Maja P: og jeg til hverandre, faaer vi i Morgen sligt Hundeveyr at fare til Festningen i. Jeg har nok ikke endnu sagt Eder, at jeg følger did med vor gode Slotspræstinde, for at tage mit Kammer i Besiddelse for en Nat, og besøge Frue Bergh om Fredagen. Fader Pavels havde paalagt sin Maja at tage mig med, og for ved mit Exempel at lære Barna Føyelighed, følger jeg villig, endskiøndt jeg ikke burde, da Hr Sønnen ey holdt sit Ord og kom hid. «Men det var ham rigtig ikke mueligt» – siger hans Hustroe, som det rigtig nok bør sig at undskylde sin ægte Husbonde, ligesom det jo bør Enhver at mene og tale vel om Alle, og tage Alting i den bedste Mening. Ja, giid vi stedse kunde det!

I Gaar tog lille Dorette over til Bragnæss, for at være Markedet nærmere, og bliver Hr Kammerherren her i Nat, som vel desværre bliver Tilfældet, flytter min Maja P: ind i Guds Rige til mig i Nat. Jeg har alt for det meste mit Tøy indpakket. Og saa er der intet blivende Sted paa denne Jord. Scenen vexler uophørlig.

Iblandt de Indbudne til i Dag, er en Baron Sylvan eller Sylvander (tilgiv mig, Ven Pavels, om jeg skriver hans Navn galt – Manden selv er ikke klog) som jeg giærne gad seet, men som neppe kommer. Han er en Tyroler af Geburt, en Flygtning, under den fraⁿske Regierings Eftersøgning, en anden Jerusalems Skoemager, som kun maae opholde sig en vis Tiid paa hvert Sted; og inden denne Maaneds Udgang maae han være ude af de danske Stater. Hans Brøde vides ikke. Somme [93] mener, han har været i Complot med den fameuse Sohill. Nok er det, at han er et meget ulykkeligt Menneske, ikke fordi han er en Flygtning og under Forfølgelse, men fordi hans allereneste Beskiæftigelse er Spil, Hazardspil oven i Kiøbet. Han saa godt som tvinger Folk til at spille med sig. Saa fortalte Jomfr: Ravert i Gaar, hvad dog neppe er troeligt, at han i Gaar ^en af disse Dage mødte en ganske Fremmed paa Gaden, og spurgte: «Min Herre, effen eller ueffen om Knapperne i min Kiole – det giælder 500^rd» – Mennesket, som muelig troede han var lidt forrykt, sagde hvad der faldt ham ind, for at slippe fra ham. Han traf rigtig, og Baronen tog sin Tegnebog op og af den 500^rd, som han med Magt paatvang den Vindende, der ansaae det Hele for hvad det var, Galskab? Denne Anecdot tør jeg som sagt ikke udgive for Sandhed; men at han spiller med alle, jo høyere jo bædre, og taber uhyre Summer, det er Sandhed; ligesom det – i hvor utroeligt det synes – ogsaa er det, at Mænd med store Familier og smaae Indkomster, ja Forgiældede endogsaa, indlater sig med denne Vagabond – Saa har, for blot at anføre et Exempel blandt de mange, Capitain Sigholdt her i denne Tiid fravundet ham 3 til 4000^rd kunde han ikke ligesaa let tabt dem? den fattige Mand, Fader til 8 uforsørgede Børn!!! – Personen har havt stoer Speculation paa at komme i Kast med Don Pedro, men han betakker sig for slig Leeg, og veed at bringe hvad Gud gav ham, baade sit ind- og udvortes Pund til noget Bædre og Ædlere. Han skal have en meget elskværdig og høyst interessant Kone, som for nærværende Tiid opholder sig paa Fhld, hvor Fader Cappelen, der er ganske indtaget i hendes skiønne, sædelige Anstand, var flere Dage i Selskab med hende og hendes, som det synes, hende saa uværdige Hr Gemahl. Gud, kan et ulykkeligere Væsen tænkes, end denne Beklagelsesværdige? Kan overalt en god uskyldig Skabnings Lod falde skrækkeligere, end ved at bindes til en Mand, hvis eneste Lidenskab er Spil?! –

Her kom min velsignede Maja C med Markedsgotter og Æbler til mig. Hvor travlt hun har, at giøre sine Kiære tilgode glæmmer hun ikke. Navnesøsteren sidder nok nede og læser. Hun har saa men ogsaa gaaet i Husholdningen, og skiænket Caffe og Thee i Morges. Jeg sidder [94] derimod bare og lader mig varte op; men derfor er jeg jo ogsaa Mama, kan jeg troe. Mit hele Arbeyde er at holde Bog over, hvor godt jeg har det, og at tænke paa, hvor meget dette Bogholderie interesserer Eder, I Elskede, Elskelige Alle!

Torsdag 19^de«Den nærmer sig, den bange Afskeds Time!» – Hvad der giør den end tungere, er, ganske unter uns i de faa Øyeblikke der ere tilbage. Jeg gik derfor hellere herop i mit Guds Rige, hvor jeg kan tale frit med Eder, Dyrebare, hvor jeg kan sige Dig, min Maja C, min Siæls Veninde, at – jeg intet kan sige Dig, fordi saa meget paa engang trænger sig til Hiertet, saa meget, som Pen og Tunge dog intet Udtryk finder til. Men Du forstaaer dette ordløse stumme Sprog saa godt, min Elskede! og i mit simple Tak for hver Time af de mange vi nu uafbrudte har levet sammen i meer end Maaned, finder Du mere, end det fattige Tunge- og Pennesprog kan lægge i den zirligste Tale. Altsaa være dette «Tak Maja, for hver Time vi vare samlede» nok for Dig.

Jeg kan da i det mindste begynde at fortælle Eder om Gaarsdagen. Her var nogle og tyve Fremmede, som det ey lønner Umagen at opregne – Kun de som interesserede mig fra en eller anden Side skal faae den Ære at staae her. Det var da Fogden Collet, som jeg længe har ønsket at see, og desværre kun ogsaa fik see, da han skulde spille, og derfor maatte gaae fra Bordet før nogen af de andre. Men saa fik jeg ogsaa see ham til gavns, dog, derom siden. Ja, hvem tager jeg nu efter ham? Nu, for Navnets Skyld om ey ^for andet, Lieut: Collet, som de ellers ogsaa kalder min Collet, fordi, som I da veed, jeg lider den raske unge Mand saa godt. Og saa Doctor Heiberg – see, nu troer jeg saa men jeg er færdig. At Maja P: og jeg som de eneste Damer i Selskabet foruden Vertinden, vare saa lyksalige at faae vor Plads hos Storkorset, faldt da af sig selv, hvorfor Lyksaligheden heller ikke var saa overhaands stoer. Paa min anden Side sad Heiberg. Lige for os det fæle Prospect, Scheitlie og Bang, og dog, havde de holdt sin Mund, eller blot brugt den til at spise – ja, havde de end vaaset om andre Ting – men at disse Mennesker vilde fordømme den arme Grundtvig som en Daarekistelem, og, hvad der endnu var værre, talte om Religionen i samme Tone som om den fede Aal og lækre Kalvesteg de gottede sig med! – Blande mig i denne [95] Samtale hverken vilde eller kunde jeg, men taug og indaad min Ærgelse med hver Bid jeg svælgede. Fortsettelsen fra Aggershus Festning

Fredag 20^de Det falder mig rigtig lidt tungt, at gaae tilbage fra dette mit gode hyggelige Kammer, hvor min Maja P: har giort det saa godt til mig; og sadt mig midt paa Gulvet som en Maane (at jeg skulde være fjærnet fra al Træk) og atter sætte mig ved Hr Kahrns Side, den fatale Scheitlie med sit Kattefjæs lige for mig, mine Ørne et Rov for al deres bespottelige Vaas. Dog, da kunde mine Øyne endnu hvile paa de hulde Majaøyne, som fra Tiid til Tiid hvilede medynksomme paa mig – saa er aldrig noget Onde uden Lindring – og disse Blik gav mig Mod, og at jeg stunddom bag om Ankers Ryg kunde give min Harme Luft ved at hvidske et Par Ord til min anden Maja. Jeg taug, som sagt, til Alt; men da Scheitlie udbrød, midt i en Pause: «Det maae være en forbandet Hykler, den Grundtvig» – da var det mig umueligt at tie. «Ney, gienmælede jeg, det er just hvad han ikke er. En Sværmer kan han være; og er han vel, en Hykler var han aldrig, det veed jeg saa vist» – som at De er det, havde jeg ved Gud paa Tungen, men maatte undertrykke det, og lagde blot til: «det veed jeg saa vist, som at jeg sidder her» – Anker, det maae jeg ey fortie, gav mig Ret, og roste hvad der forhen var kommet fra denne ulykkelige Mands Pen. Kalvestegen giorde endelig en Ende paa hele denne ved et Maaltiid overalt, og af ^for disse Mennesker især saa upassende en Samtale. Kagen bebudede endelig Forløsningen fra dette Tvangssæde, da min elskede Egersøn kom, rød og forpidsket i Ansigtet af den iisblandede Snee. Da svandt den sidste Bitterhed af min Siæl, og selv Scheitlie var mig ikke saa vederstyggelig mere. Kl var 5, og det var Tiid at tænke paa Comedien. Enhver fik sig en ⁱ Hast en Kop Caffe og da Vognen skulde giøre Vendinger, fik jeg mig i ^min Hast knap den, og foer afsted med begge mine Majaer og Egersønnen; overladende vor kiære Vert at geleide sin fornemmere Giæst, toge vi giærne imod Forslaget at være de første. Men i Skuespilhuset vare vi ikke de første, og ingen anden Plads var tilovers for os, end første Bænk, hvor vi da ogsaa sad ret deyligt, især fordi vi kunde sidde sammen, og hvade vor Egerven i Nærheden, at holde smaae Intermezzoer med. Khr: sad ogsaa foran os, lige ved Orchestret, og jeg fandt Bekiendtere i Mængde at neye for og prate med

[96] Det første Stykke var Gevinsten i Classelotteriet, hvori Hovedrollen, Elias Trip, blev givet af Fogden Collet til yderste Fuldkommenhed. Saa hiertelig godt mindes jeg ikke at have leet i lang Tiid, og Gud veed hvor hans Donna, den gamle pene Jomfrue Susanna (en Madam, hvis Navn jeg ey husker) kunde vedligeholde sin snærpede Ærbarhed. Ogsaa hun skildte sig godt ved sin Rolle. De øvrige vare middelmaadige og flaue nok, især de to unge Elskende, Babet og Conrad, (en Mad: Madsen og en Søn af Enken Hofgaard.) Jeg kunde pryglet dem begge to. I det andet Stykke, de pudserlige Arvinger, udmærkede sig Hovedpersonen, Peder Falk (Kiøbmand Grundtvig) hans gl Tiæner (Rosing, hvad han er veed jeg ikke) den ulykkelige Grubler (baade hans eget og det paatagne Navn har jeg glæmt) hvis kolde, mørke fortvivlede Blik virkelig kom mig til at skiælve; og frem for alle Frue Mynster, Actricen, som jeg neppe troer, kunde være mesterligere. Hendes Overgange, f:E: fra Romeos Julie til Gurli, var mig i det mindste ubegribelig lette. Saaledes i et Øyeblik at forandre Mine, Tone, det hele Væsen! kort, jeg havde ønsket, og sikkert ikke jeg allene, at hun havde havt en Rolle, der som Peder Falks havde gaaet hele Farcen igiennem. Det giorde den desværre ikke, og vi maatte døye de øvrige Trompetere baade før og siden. De to smaae nette Roller, Franciska og Gustav, var i slette Hænder; den unge Mad: Hofgaard (uden for Theatret min Favorit) og den samme flaue Dreng, Hofgaard, som spillede i det første Stykke. Fra Skuespillet toge Mange, ogsaa Fader C og Anker, til Assemblè hos Bugges. Vi toge hiem som bort, drak Thee, spiste Smørrebrød, og passiarede imens. Siden spillede min Frederich for os, og saa forføyede vi os til Hvile, Maja P: og jeg i vort Guds Rige. Strax vi havde lagt os, hørte vi dem komme fra Bugges. Anker fandt det alt for overdrevet pragtfuldt der, og især forargede det ham, at der endogsaa i det saa kaldte Tobaksværelse var, foruden de eleganteste Meubler, kostbare Gulvtæpper. Og jeg maae give ham Ret i, at sligt ikke allene er høyst upassende, men endog har den uberegneligskadelige Følge, at andre af samme Stand, men uden samme Evne, vil efterligne denne skammelige Pragt, og ødelægger sig og hele Familier, og saa videre –

Der var stoer Cour hos Cappelens alt til Storkorset havde forladt Huset, da blev der stille, og vi tænkte paa Afskeden. Dog lod vi hans Høyvelbaarenhed have et lille Forsprang, og fulgte først efter Kl 11, en [97] Time senere. Vor Maja lod sig giærne overtale til at følge os til Gillebek, og Hr Frederich ligesaa, da han havde beroeliget sin Samvittighed med det faste Haab, at Heilman nok kunde og vilde bestride den Formiddags Forretninger –

Paa Gillebek foranstaltede Maja C flux Caffe, som smagte godt paa den gode Frokost, vi havde faaet før vi forlode det kiære gamle Hus, som vi ikke mere seer igien ganske saaledes som vi forlode det – –

Men nu kan jeg kun faae sagt Eder, at jeg herfra intet mere siger Eder, da det nu er Caffetiid, og vi i Aften skal til Berghs. Kun dette endnu, at I kan tænke hvor tidlig vi har været oppe i Dag, da jeg Kl 10½, efter at have skrevet det meste af hvad I her har læst, alt var hiemme igien fra Ottesens – Dog om alt Fortsættelsen fra

Løverdag 21^de Hvor jeg og Dagbogen tumler omkring! Men sluttet bliver dette Hefte da vist nok her paa mit kiære Tøyen, i mit lille hiemmelige Kammer, om det end ikke gaaer langt i Dag, da en slem Hovedpine og Svien i Øynene vel snart nøder mig til at holde op. –

Paa Gillebek skildtes vi da fra vore Elskede, og med et tungere Hierte end jeg lod mig mærke med, bad jeg Dig Farvel, dyrebare Maja, da det forekom mig, Du ikke var saa ganske frisk. Maja P. syntes det samme, og det var nesten det eneste vi talte om paa Ravnsborg, hvor vi heller ikke talte meget sammen, da Maja, hvis Hæst var kommet strax fortsatte Touren, for at overraske sin Husbond, der umuelig kunde vente hende saa tidlig, som hun haabede at være hiemme. Jeg sad da ene igien, og mine Tanker ilede tilbage til de Kiære, jeg havde forladt, og de Dage som vare svundne, og jeg blev saa underlig tilmode, da med et Sneen begyndte at vælte ned fra den nyelig skyefrie Himmel, og det lille skumle Kammer jeg sad i, endnu blev skumlere. Det varede kun et Øyeblik, saa klarnede Himmelen igien, og det var som Skyerne for min Siæls Øyne ogsaa fordelte sig, og jeg aandede lettere – Gav Gud mig ikke et Tegn herved, dyrebare Maja C, at de Skyer der truede at mørkne min Glædes Himmel, skulde svinde, og jeg snart blive beroeliget ved at høre, Du ganske var befriet for det Onde, der i denne Tiid saa ofte har blandet Malurt i vort Honningbæger?

Da jeg vilde gaae i Slæden, saae jeg en Bredslæde holde for Dørren, som jeg af den plættede Tigerskinds med Fryndser bebrammede Overfold strax kiendte for den fameuse Baron Sylvans (nu veed jeg, han kalder sig saae, ligesom ogsaa, at hans Donna, som jeg beklagede saa meget, kun er en qvasi Baronesse) Aslak fortalte mig da, at hans, Baronens Tiæner var nyelig kommet med den, og Herren kom strax efter fra Christ: «Nu, sagde jeg, saa maae du endelig sige mig til naar du seer nogen Kiørende, at jeg ret kan tage denne Herre i Øyesyn» – Vi havde ikke kiørt langt paa Isen, før Aslak tog til Orde: «Det er vist den, som kommer der, han kiører saa hvast og slaaer paa alt i et» – og det var ham, kunde ikke være nogen anden, en lille gusten Figur, «paa hvis Ansigt de dybe Spillearr stode uudslættelige prægede.» – Jeg angrede nesten, jeg ikke havde ladet Gulen puste sin Time tilende som jeg pleyer, for at faae ret betragtet, og maaskee ogsaa talt et Par Ord med dette Menneske, da jeg ikke veed, en saadan Original før er mødt mig paa min Vey. Etwas Neues var det dog altiid, om ikke for andet, saa for Journalen. Det gik raskt med os; og maae jeg ikke forglæmme at erindre, at vi ogsaa nu saae Ordsproget «aldrig er noget saa ondt, det jo er godt for noget» bekræftet: thi neppe havde vi kommet saa fort frem, om ikke Anker havde banet Veyen for os, da han havde faaet dem ud med Sneeplouge overalt –

Kl: var vel ikke meget over 5, da jeg rullede ind ad Festnings Porten, og saae min velsignede lille Maja med en af Pavels'^s Smaaetupperne for Vinduet. De glade, kiærlige Væsner, store og smaae, omringede mig nu fra alle Kanter, og før jeg havde faaet Reysetøyet af, kom Husets Fader fra en Embeds Forretning, ikke den mindst Glade ved at see os, og see os saa tidligt. Maja, stakkels Barn, havde havt Alskens Malheurer paa Veyen, da ved hendes lille Skydsguts Uforsigtighed en af Skækerne var brudt, og var hun, sinket herved og ved siden at maatte kiøre sagtere, ikke ariveret længe før jeg. Men nu vare vi der, Gud skee Lov, min Marie var munter og rask, Maja P: [99] sin Mand frisk og glad, sine vakre Glutter støyende omkring sig skiøndt lille Mariane havde havt et Anstød af Koldfeber, hvoraf begge Tiænestepigerne plagedes, og som nu i lang Tiid dominerer her Byen og i Omegnen som var det i selve Lolland. Samlede om Theebordet omvexlede vi nu vore Nyeheder og Efterretninger. Da vi fik Lys, læste Fader Pavels for os Fortsættelsen af et høyst interessant Manuscript, men som blev afbrudt da vor kiære Thrina og Realf kom, fordi nu atter Spørgsmaal og Giensvar giensidig begyndte, og længe før vi vare færdige med disse, see, da aabnedes Dørren og Lottamoer steeg ind med et dybt Kniks, og efter hende Sønnebarnet. Kl: var henimod 9, og vi skulde just gaae tilbords. Hvor glade vi Alle bleve kan I tænke, men vist ingen gladere end Eders Moer Koren, eller saa glad. Det var rigtig faldt mig lidt underligt, min vennehulde Pavels og Maja, at havne andensteds end paa Tøyen, i saa lang Tiid mit Hiemsted naar jeg kom fra eller tog til mit eget – hvordan jeg hænger ved endogsaa de ubetydeligste Vaner, veed I – men nu var foruden Eder, som havde giort Alt for at giøre det saa godt for mig, endnu flere Kiære omkring mig, og havde min Kista og liden Hanna været der, vilde jeg ey ret vidst, paa hvilket af mine Hiemsted jeg havde været. At Presidenteren var føytet bort, ingen vidste hvorhen, havde lille Maja alt fortalt mig. Ja, Lotta mi, det var en ægte Kammeratstreeg, som jeg ikke skal forgiætte at tegne hos saa mange andre. Moder og Søn vare spadserede did, men modtog vor omhyggelige Realfs og Thrinas Tilbud, at kiøre hiem med deres Befordring. Maja K: fulgte med Sødskende sine, for sidste Gang at sove i sit lille derværende Guds Rige; min Maja P: blev min Sovekammerat, og deyligt hvilede og sov jeg i mit nye Kammer. Kl: var neppe 7 da vi vare oppe, og hvor godt vi havde af Formiddagen, har I allerede tildeels seet. Jeg tog op til Barna mine, for at see dem endnu engang i deres første Boelig, og kysse søde Peder, og tale med Doctor Møller. Min Maja mødte jeg endnu inden for Festningsvoldene, og kom hun da efter til det Hiem, hun den Dag skulde forlade for at flytte til det ældre paa Tøyen. Stakkels [100] Realf stod hamrende mellem Kasser og Kufferter, Støv og Halm. O hvor ødt og leyt saae det nu ud i den før saa pene Sahl, og hvilke underlige Følelser giver enhver saadan Omvexling i Livet. I flytter til det Bædre, mine elskede Børn, til det, efter hvad det menneskelige Øye kan see, Allerbedste; men dog veed jeg, I ikke ligegyldige forlader det Sted, hvor I vare saa lykkelige, hvor Livets høyeste Glæder Fader- og Moderglæder, bleve Eder til Deel. Min Thrina var ligeledes i fuld Indpakning; lille Peder allene var roelig i al denne Styr, og smilede, hoppede nesten af Armene paa mig, og loe høyt. «Uskyldige Alder! sød er du, men kort» – Dog, den kan forlænges, denne lykkelige Alder, og for dig, du søde Barn, vil den vist blive det. Jeg talte med litle Doctr Møller, som var meget munter, og gav mig de meest beroeligende Forsikringer om min dyrebare Majas fuldelige Helbredelse, saa snart Varmen kom i Luften. Og saa sagde jeg de velsignede Børn Farvel. Og her siger jeg Eder det endnu engang, med moderlig Tak for alt hvad I var‹e› mig, ere og evig vil blive mig, og for hvad I har giort mod Eders og min Maja. – Men nu er jeg længe opholdt af et Besøg, hvorom mere i neste Hefte. Dette skal være færdigt, at min Lotta og Kista kan faae læst det, og Barna mine faae det med sig paa Mandag. Dog maae jeg slutte Gaarsdagens Begivenheder med Besøget hos Berghs, hvor jeg fandt det kiære, atter ved sin yngste Broders Uheld (der paa en Reyse til Engeland har lidt Skibbrud, og med nød ræddet Livet, og fast intet uden det. Dog være Gud lovet, han lever og er sund og frisk) saa haardelig prøvede Sallybarn. Den gamle Fader har været Døden nær, den unge, høyfrugtsommelige Kones Tilstand er endnu yderst mislig. Jeg tog Dig ved ^til mit moderlige, med og for Dig blødende Hierte, Du hulde, haardtprøvede Barn, og Dine Taare fløde lindrende. Og de ømme Berghs, og vi Alle vil trykke Dig til vore Hierter, og Dit skal banke roeligere, og Din gl retskafne Fader skal omfavne sin Søn, den elskende Helena sin Mand, Du Din Broder igien, og det skal blive Eder Alle, som vaagnede I af en lang Drøm til en lys, glædefuld Virkelighed.

[101] Søndag 22^de Hos Berghs var ingen uden min Maja P: (Slotspræsten var hos Juels, hvor der var Afskedsselskab for Ottesen) Sally, lille Frue Maribo, og jeg. Senere kom Schandorf, som jeg ikke har seet eller talt med i flere Aar, ikke, om jeg mindes ret, siden i Kbhn. Jeg havde, da han kom, begyndt at læse høyt den naragtige Borgemesterfamilie, men siden talte vi, spiste Smørrebrød og drak Chocolade, og havde det ret meget morsomt. Berget var hiemme og nede hos os den hele Aften. At den vennehulde Marie Bergh kan være det allermindste i Slægt med den afskyelige Scheitlie, bliver mig meer og meer utroeligt. Det Gud skee Lov veed jeg da vist, at deres Aand ikke er i fjærneste Slægtskab. Bergh holder jeg bestandig af som fra vort Bekiendtskabs første Dage, mere og ey mindre.

Lille Ragna Maribo forekom mig stillere end ellers, men bliid var hun, og elskelig som sædvanlig. Jeg sad en halv Timestiid med min Sally i et andet Værelse, og fik talt saa godt med det kiære Barn, skiøndt vi langt fra ikke fik aftalt – og naar faaer vi det? I Dag har jeg et halvt Haab om at see hende her, og i Morgen Formiddag tager jeg op og seer til den gamle snilde Fader, og giør med samme et Sving til Økeren. Det maatte jeg love Frue Maribo, og holder det giærne. Klokken 11 ariverede jeg da hid til mit gamle Logement, hvor alle de Elskede toge glade imod mig, lille Maja undtagen, som var harm fordi jeg kom saa seent, og ikke fik see hendes Yndling, Catheket Stenersen, som med flere unge Mennesker havde været her. Unter uns sagt, troer jeg Ungen er en lille Smule forliebt i den unge Mand – og jeg hører, det hændes flere unge Piger, ja selv ældre, f:E: min adstadige Kista. Som sagt, det bliver mellem os; og at alle Jomfruerne her ere i Kirken, hvor han præker i Dag, er dog vel af sand Andagt, vil jeg af Menneskekiærlighed haabe. Jørgen er i Slotskirken, hvor min gode, kiære Realf vel i dette Øyeblik med et tungt Hierte siger sin elskede og elskende Menighed Farvel. Ja, min Søn og Ven, fra jeg aabnede mine Øyne i Dag har jeg tænkt paa, med hvor rørt Hierte og tunge Fied De i Dag for sidste Gang betræder den hellige Talestoel. Ak hvo kan uden Bevægelse, endogsaa i fast ligegyldige Ting, sige sig selv: «Dette giør du for sidste Gang!» – Men den Tanke: «Et andet Maal til andre Pligter kalder» – vil styrke Dem, mit kiære Barn, og Visheden [102] om at den Vey, Forsynet anviser os, er den rette, den være nok saa forskiællig fra den, vi selv havde tænkt at gaae. Dette kiærlighedsfulde Forsyns bedste Velsignelser over Dem og alle Deres – I ere jo alle Mine – paa Livets hele Bane. See, den ligger blomsterstrød for Eder, I, i alle Livets Forhold lykkelige Børn. Skiuler sig Torne under Blomsterne – ingen jordisk Rose er tornefrie – de kan saare Eders Hierter; men troefast Kiærlighed skal læge detn og Bevidstheden om, ikke selv at have henkastet dem paa Veyen, og den endnu sødere: aldrig forsætlig at have henkastet nogen Torn paa nogen Medvandrers Stie. –

Jeg kunde neppe med Fatning hørt min Realfs Afskedstale. Men jeg vil bede ham om at faae den, og læse den i stille Andagt for mig selv, og, bliver der Roe til det, for Smaaepigerne.

Mon jeg har sagt Eder, at jeg om Formiddagen paa Festningen havde en sand Sabbatsfest, da min elskelige Søn Pavels i sit eget Værelse forelæste mig og sin Maja det øvrige af før omtalte Manuscript, hvorved han om mueligt blev mig endnu kiærere end før. At det var en høyst interessant Biographie er alt hvad jeg kan sige Eder.

Vi vare ganske i vor Eensomhed i Gaar, kun at en Jomfr: Peckel, liden Sophies Søster (som jeg saa giærne vilde havt, men neppe faaer i Maren Skieldrups Sted – jeg har nok sagt Eder, hun vil tage til Vildberg) var her en Stund, tilligemed Apotheker Nimanns Pleyedatter, en lille snurrig spids Pige, Jomfr: Selmer ved Navn. Abel Peckel fandt vi Alle havde megen Lighed med Telja, og at det giorde hende end tækkeligere i vore Øyne, indseer I nok. Jeg venter hendes Svar i Dag, som hun med taarefulde Øyne nesten forudsagde mig, da Søsteren Mad: Nimann, ikke vil undvære hende, i hvor giærne hun kom til mig. Jeg vidste hun ønskede det, derfor talte jeg med hende. Men desværre er nok baade hendes, mit, Maja C's og liden Sophis Ønske forgiæves.

Og nu, elskede, dyrebare Maja C, skal jeg tale lidt meg Dig, takke Dig, som jeg kan det – for Dit lille varme ømhedaandende Brev, som jeg i Gaar modtog, og som giorde mig den blide stille Dag og Aften endnu blidere. Brev og Journal skal Din og min Thrinasara bringe Dig i Morgen. O at hun med sin lille og store Gut allerede var i Dine Arme og i Roelighed! I Dag har Du travlt med Tilberedelserne til disse Dine Elskedes Modtagelse.

[103] Kl 5½ Forgiæves har jeg ventet min Sally den hele Dag. Nu seer jeg da, jeg maae opgive Haabet, og gedulde mig til i Morgen, da jeg vil see til hendes gamle Fader, som jeg frygter er blevet slettere, da hun ikke kommer. Jeg har Bud deroppe, for at høre hvordan det staaer til. Et andet Bud gik nu til min Thrine med en Afskeds Billet, og et lille Brev til Maja C. Lunde og Jessen er her, ellers ingen. Presidenten kom da vi havde spiist, og er allerede taget til Slotspræstens, hvor der er Afskedsselskab for Ottesen, og hvor Jørgen er. Margrethe Vold har været her siden i Formiddag. Jomfruerne kom meget tilfredsstillede fra Kirken. I Slotskirken og ved Agger, hvor nogle af Folkene herfra var, bleve mange Taare udgydede, lød mange Klager over at deres unge Præst vilde forlade dem. Han selv var saa rørt, at han neppe kunde ende sin Tale. Det har altsaa været min Realf en baade smerte- og glædelig Dag, som man let kunde forudføle den maatte blive. Gud skee Lov, det Tungeste er overstaaet! – Jeg haaber at faae hans Præken, og læser den da høyt i Aften for mit lille kiære Selskab. Her har I, Elskede, mit Levnetsløb for i Dag, hvortil endnu hører, at jeg har skrevet et lille Værs i et Exemplar af min Egersøns Digte, som jeg har foræret min Kista, og som, sagde hun, vilde blive hende endnu kiærere, naar der ogsaa stod lidt fra min Haand.

Mandag 23^de Kl er allerede over 6. Men dog vilde jeg giærne fortælle Eder, Elskede, hvad der fra vi sidst talte sammen er foregaaet. Bekymring og Beroeligelse har underlig vexlet i min Siæl; men Gud være lovet, nu er en bliid Stilhed udbredt over mit hele Væsen, og jeg kan gaae tilbage til Gaarsaftenen uden den Ængstelse, hvormed jeg lagde mig, og forlod mit Leye, kort, stærkere baade paa Siæl og Legeme. Sally kom da ikke; men i dets Sted, da det alt var mørkt, et Par Linier, skrevet med skiælvende Haand og skiælvende Hierte. «Min Fader er saa slet, min Moer Koren. Thulstrup, som nu reyste herfra, ryster paa Hovedet. O jeg er i en hiertelig Angest. See endelig [104] i Morgen til din arme Sara.» – Hvordan dette nedslog mig, og hvordan alle de Kiære her deelte min Bedrøvelse, kan I tænke Eder. Kista var sorgfuld før over en Søstersøn, min Kajas ældste Broder, som ligger nesten uden Haab, Margr: Wold over sin Søster Lene, der i et Besøg hos den gifte Søster paa Næsodden, var blevet syg. Vi vare alle stille, dog fandt Ungdommen paa et og andet Spøg. Ogsaa paa Dig, min Thrinasara, tænkte jeg, og paa Eders forestaaende Reyse, I Gode. Jeg fik en lille Sæddel fra det kiære Barn, med en Ditto fra min Maja C, og vor Realfs Afskedstale, den jeg desværre maatte sende ulæst tilbage, da mine Øyne ikke holdt ud, det mærkede jeg, og vilde ^jeg heller bie, til jeg engang faaer den igien. Lotta læste den under mange Taare, og det vilde giort ‹m›ig godt, kunde jeg paa denne Maade faaet give Hiertet Luft. – I Morges var Sara min første Tanke, de kiære Reysende den anden. Jeg takkede Gud for det deylige Veyr, og bad, at Sara ogsaa maatte see denne Morgens Sol med et lettere Hierte – men jeg torde neppe haabe det. Min Lotta og jeg havde aftalt at følges ad derhen, og Kl henimod 10 toge vi did. Mit Blik faldt med inderlig Beklæmmelse paa det gamle Hovind, og neppe torde jeg spørge den Pige, som modtog os, hvordan det stod til. Men Gud være lovet, det var bædre end vi torde formode. Den gamle vakre Mand blev endog oplivet ved at see og tale med os, og hans og vor Sally endnu mere. O ja, Du hulde Barn! jeg haaber til Gud Du endnu længe skal beholde den godmodige, fromme Fader, og finde Din Ømhed og Omhu lønnet i hans taknemmelige, kiærlige Smiil. Ak; men saa ene gaaer Du, ingen at raadspørge om de mangfoldige, Dig tildeels fremmede Ting. Gud styrke Dig, Elskede, og skiænke Dig taalelig Helbred, og saa vil ogsaa denne Storm lægge sig, og Solen smile nye og forskiønnet til Dig. Havde Du kun Din ventede Broder, Din kiære Ulrik tilbage fra Kbhn. Gud sende Dig ham snart, da, sagde Du, vilde Du troe det Værste overstaaet. Det give Gud det at være! – God Nat, Dyrebare! – dog tager jeg ikke Farvel med Eder fra Tøyen. Jeg seer kun ikke mere.

[105] Tirsdag 24^de Saa toge vi til Økeren fra Hovind, og fandt lille Frue Ragna ene hiemme. Hendes Mand var taget op i Landet. En Jomfrue Silche var hos hende. De vare begge beskiæftigede, Fruen ved Syerammen, hvor hun med rødt Garn baldyrede en hviid Kiole til sin søde lille Ida, som er frisk og flink. Vi maatte drikke Chocolade der, og var der en god Stund, som gik ret gesvindt. Jeg fik et Par smaae Taschenbucher til Laans, og mine beiden Bräute tilbage, som hun til Tak for Laanet havde ladet indbinde saa peent.

Da vi kom hiem, var Jess længe siden kommet, for med en deylig nye Paradenc han har lagt sig til, at styre sin kiære Marie hiem. Gud være lovet, paa Hovind er alt vel, og i god Betids i Dag haaber jeg at møde mine Kiære i Gierdrum Præstegaard, hvorfra vi dog nok fortsætter Touren, saa jeg i Morgen kan hilse Eder fra det velsignede Hiem, hvor de nyelig har været i megen Angst, da Drengestueskorstenen brændte af. Jess og gamle halte Christopher var allene hiemme, men de gode Naboer ilede til, og Fader Mørk i Spidsen for dem, og Gud være Lovet, Faren var snart forbi. «Gud skee Lov, Fruen er borte» – sagde min gl troe Christopher, da det var paa det værste. Telja var kiæk, Lina ligesaa, men den stakkels Kaja, i hvem Angsten fra den skrækkelige Brand der giorde hendes Forældre husvilde, er uudslættelig, var bleg som et Liig, siger Jess –

Da jeg just var i Begreb med at begynde Indpakningen, kom det elskelige Slotspræstpar, for at see sin Moer Koren endnu engang inden hun reyste. De blev her kun kort, og det syntes som var det endnu kortere. Med dyb Bevægelse hilsede de fra vore bortreyste Elskede. De havde fulgt dem i Slæderne, og Maja P: bar det velsignede Barn, som blidt var indslumret, ned i den grædende Moders Arme. Men nu er Dine Taare aftørrede, min Thrinasara, og i Dag er Du vaagnet ved Din Realfs Side der, hvor Du første Gang vaagnede saaledes, og har trykket Din Søn til Dit Hierte i Guds Rige, som Du engang, naar Du længe har glædet Dig med og ved ham her, hisset skal trykke ham til det.

[106] Kl 10 Alting er færdig, jeg venter kun paa min Jess fra Byen. Lunde og lille Georg Jessen følger ogsaa ud med. De vare her i Aftes, ellers ingen. O Gud, hvor smertelig var den Efterretning, Aslak nu bragte mig fra Hovind, fra vor Sara. Jeg troede at faae det Haab bekræftet jeg havde i Gaar. Ak ney, det Værste er ikke forbi for Dig endnu, Du elskede, haardtprøvede Barn. I Nat har den fromme Olding ikke været saa brav som i Gaar, og er det heller ikke ^{i Dag.} Sara, Sara, saae Du disse Taare, de vilde falde varmt og lindrende paa Dit ængstede Hierte. Du er selv ikke frisk – ak, og hvordan kan Du være det! Min Lotta græder med mig, og Maja seer stille paa mig og sukker, og Kista trykker taus min Haand. Kunde det lette Din Kummer, at vi saaledes alle deler den! –

I Aftes kom den gode blødhiertede Jørgen ogsaa hiem med rødgrædte Øyne. Den arme M: Wold havde ^faaet Bud fra sin Søster. Hun var slettere. De ere hinanden Alt, de stakkels Pigebørn – og nu maaskee Baandet som slyngede sig om dem, allerede er brustet. Jørgen er taget til Margrethe for at følge hende til Nesodden.

O Gud, Algodhed, trøst alle som syge og sorrigfulde ere, hvad enten de ere fjærn eller nær! – Fred og Velsignelse over alle mine Elskede! – O torde jeg bede: Over den hele Jord – jeg elsker dem Alle som lever og lider paa den, og glæder sig – Alle ere mine Brødre og Søstre. O Algode, lad ingen, ingen paa den hele Klode sukke venneløs og forladt! saa er ingen ganske ulykkelig.

Jeg tænkte ikke at sige Eder et saa tungt Farvel fra mit kiære Tøyen. Men nu kan jeg ey andet. Guds Fred over Eder, over os Alle! Tak for hver lykkelig Stund I gav mig, for al Eders Ømhed og Kiærlighed. Farvel! Farvel!

Det er nesten Middag, og nu først har jeg faaet mine Ting saa vidt ordnet, at jeg fra det kiære grønne Kammer kan sige Eder et Par Ord om Gaarsdagen. Jørgen Bull kom tilbage med M: Wold, som ikke torde reyse til Nesodden, og Agatha Messel. Kl var over 11, inden vi kom afsted, ledsaget af alle de Elskedes ømme Farvel, saa længe [107] vi kunde høre det. Veyret var mildt som Maja mi selv, og Føret over Forventning godt. I Skiellebæk hvilede vi og frokosterede. Derfra gik det saa godt som i et til Gierdrum Præstgrd, thi vel lode vi Hesterne hvile og spise lidt Havre, men vare ey af Slæderne, før vi stege af i den giæstfrie Præsteboelig. Skriveren, Lina og Kaja modtoge os der, og kappedes med Moer Chrystie og hendes Børn at yttre sin Glæde især over at see Maja saa flink igien. De bar hende nesten af Slæden. Præsten var taget til Vildberg for at see til den endnu meget syge Vangensten. Han kom igien i Mørkningen, og fandt kun mig og min Koren, da alle Barna toge hiem Kl 6, efter at have hvilet en Timestiid. Marie maatte ey være seent ude, og Lina og Kaja, som ikke veeg fra hende et Øyeblik, og knap fik Tiid at snakke et Ord med mig, bade saa hiertelig om at maatte følge med hende. Hvor kunde jeg nægtet dem det? Vangensten var ret ussel, sagde Chrystie, og slet ikke frie for Forvildelse i Hiærnen, som vi ogsaa kunde slutte af hvad Præsten fortalte om ham. Arme Kone! dog var hun taalelig tilmode, og troede al Fare forbi. Gud give den var det! Vi faaer see did en af Dagene, min Koren og jeg. Ak, men jeg gruer saa for at tænke paa igien at forlade, er det end kun for faa Timer, det hyggelige Hiem, hvor jeg desuden har saa mange kiære Sysler. Men dette er Kiærlighedsgiærning, som altiid bør finde Sted. Vi ere budne til Ankers tredie Paaskedag, og de vil komme her en af Dagene. Første Paaskedag troer jeg der skal være Barsel hos min Rikke. Og saa har jeg endnu et Par Tourer at giøre paa Føret – Gud give, de alle vare giorte! Et Par smaae Sving til Plogstad vedkommer ikke dette Ønske i nogen Henseende.

Kl 11½ kom min Koren og jeg hiem. Børnene snakkede og loe endnu[.] Telja var oppe og flink, alting smilte til mig, endog saa en lille Heliotrop-plante, som jeg ey spurgte om, da den nesten var uddød før jeg tog bort, og nu stod grøn og frisk. Min stakkels Ragazzo, den troe Puddel, Biltzing sendte herop da han var i Kbhn, er det eneste, jeg savner. Han fik Vattersot, og for at ende hans Lidelser, skiød de ham.

[108] Nu har jeg som sagt, ordnet alting, og skrevet et lille Gallopbrev til min Lotta, som nu gaaer og har det travlt, da der skal være stoer Slampamp paa Tøyen i Dag, et Middagsselskab, Gud veed for hvor mange Herrer. Baade Lotta og Kista ønskede saa inderligt, vi kunde blevet denne Dag over, og endskiøndt jeg langt hellere tager fra end til slig Stads, skulde jeg dog giærne giort det for de Kiæres Skyld, havde jeg ikke lovet saa vist at komme hiem, og deels ey nænte at lade min Koren vente længere, deels var uroelig inden Maja mi var vel tilbage. Oven i Kiøbet stundede det jo saa stærkt til Paaskehelgen. Og nu veed jeg, min Lotta, min Kista, I takker Gud fordi vi bleve vor Beslutning troe, da det ret tegner til, Veyret vil forandres. I Dag er det allerede slemt, og Føret synger snart paa det sidste Vers.

Saa roeligt det er inden disse Dørre, saa uroeligt er det uden om os. Alle Ullensagers Jægere har faaet Ordre at marschere til Vinger, og skal afsted i Aften. Min stakkels nyegifte Anes Mand er ogsaa iblandt dem, dog giver hun sig nogenlunde tilfreds. Et Par unge Mennesker stode oppe nu hos min Koren, og giorde med forgrædte Øyne Testamente til deres Kiærester. Jeg trøstede dem med det Haab, jeg virkelig selv har, at der ingen Fare er at frygte, og at de vist snart kom tilbage. Jeg veed ikke, hvorfra jeg har denne Vished, nok, jeg har den. «Vished?» Nu, kald det hvad I vil.

Gud give jeg havde en endnu vissere Vished om, at det var bædre med Din Fader, min Sally, at Du var roeligere, end i Gaar. Med det Bud, som i Morges reyste ind, veed jeg vist jeg faaer Efterretning fra vore Tøyenvenner, baade om gl: Fader Bøyesen og Lena Wold. Gud give den maae svare mere til mit Ønske end til mit Haab!

Marie er saa flink efter Touren, og det er saa hyggeligt at see hende igien i sin sædvanlige huslige Dragt, den jeg saa længe ikke har seet hende med. Hun har skrevet en lang Epistel til sin Kista. Nu faaer hun sin Harpe stemt, og det første hun spiller bliver vist lille Clara, som jeg bragte hende fra den troefaste Egerbroder. – Uagtet vi først kom hiem Kl: halvtolv, sov jeg deyligt, og er ret tapper i Dag.

[109] Langfredag Regnskabet for disse Dage er snart aflagt. I Gaar fik jeg et kiærligt Brev fra min velsignede Maja C, og seer jeg deraf, at vore elskede Børn er kommet lykkelig og vel frem med deres lille Skat, Gud være lovet! og er nu i den gladeste Roelighed. De utaalmodige Forældre kunde ikke bare sig for at tage dem imøde, men kom ey langt, da Barna havde været tidligere ude end de formodede. Lille Peder sov i sin Ammes Skiød, og Fader C styrede selv sin Thrina, som sad i Bredslæde med Ammen og Barnet, et langt Stykke. Sundhed og Munterhed, Held og Velsignelse hvile over og omsvæve Eder Alle, mine Elskede! Amen.

Fogden var her i Aftes, og bad min Koren til Fadder første Paaskedag, og os alle til Barselet. Lille Maja skulde ogsaa været Fadder, men jeg havde bedt Rikke, ikke at anmode hende om det, da vi ey torde vove at lade hende tage i Kirken, og det mindre tyndklædt end sædvanlig. Hun har det altsaa tilgode til en anden Gang. Fogden var endnu forkiølet, og saa stille, som jeg aldrig før har seet ham. Han blev her og spiste Grød med os.

Jeg har begyndt at skrive paa alle de Breve, Lunde, som reyser i Morgen, skal have med sig. Her hiemme fandt jeg et meget galant Brev fra Seidelin, som da ogsaa skal besvares. Vi venter hvert Øyeblik et Bud tilbage fra Byen. O maatte det bringe beroeligende Efterretninger fra Dig, elskede Sally! Mine Tanker er seent og tidligt hos Dig – ak, og hos endnu et dyrebart lidende Væsen.

Løverdag 28^de Budet bragte mig et Brev fra min gode Lotta. Saa giærne Du vilde, Gode, kunde Du ingen trøstelig Efterretning give mig. Den gamle Fader Bøyesen bliver alt slettere og slettere. O, saa er der vel intet Haab mere, saa er Du maaskee allerede fader- og moderløs, elskede lidende Sally! – Gud, som allene kan det, styrker Dig!

Med Lunde, som bleg og forgrædt, og uden at kunde sige et Ord tog her fra i Dag, har jeg forberedt mine elskede Børn i Kbhn til den sørgelige Efterretning, ak, som vel venter os Alle. Jess og Georg Jessen fulgte Lunde tilveye, og skulde paa Hiemveyen see til Vangensten. Ak, flere Dage vil vel gaae hen, inden den smertelige Uvished endes – og da?!

[110] Torde jeg ønske Eder Alle, I Dyrebare, en glædelig Paaskefest! O, ønske det tør jeg vel, torde jeg kun ogsaa haabe Ønsket bønhørt. Ja, da skulde alle Jordens Slægter have en glædelig Paaskefest, som skulde vare fra nu til neste Paaske, og saa fremdeles. Krig og Had og Tvidragt skulde forsvinde af Jorden. «Og Døden?» – O Alfader i din Haand hviler vore Skiæbner – vel os, at det kun forundtes os at ønske dem saa eller anderledes, og at du kun fremmer hvad der er os gavnligt. Din Villie skee!

Vangensten kom Jess og Georg imøde i Gangen i bare Skiorteærmer. Det er et forstyrret egensindigt Væsen enten han er frisk eller syg. Frisk er han endnu langt fra ikke. Mig plager han ret, og sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at faae Jomfr: Skieldrup, som skal did til Høsten, paa Øyeblikket naar hun kommer tilbage fra Strømsøe. Og min stakkels Telja, svag før, har i disse Dage faaet ondt i den ene Side, saa hun med Møye kan gaae, og paa Tirsdag forlader min gamle troe Ane mig. Selv orker jeg lidet at gaae, og Marie i denne Tiid kan Enhver dog begribe ikke kan eller bør være i for megen Rørelse. Alt det har jeg sagt, men for døve Øren. Er det ikke en Jammer? men jeg vil troe han har skrevet sin seneste Jeremiade i den Sindsforvirring, hvori han har skrevet og sagt saa meget, som vil angre ham, naar han kommer til Sandheds Erkiendelse.

Min Koren laver sig alt til Fadderreysen. Jeg skal først did til Middag, med mig følger Hertel, Jess og Jessen. Lina, Kaja og Gryner kommer efter imod Aftenen, for at faae sig en Dands. Stakkels min Maja, som ikke selv kan tage Deel i denne Fornøyelse, vil endelig de skal tage did, da de nok saa giærne bleve hiemme hos hende. Hun morer sig ved at tænke paa hvordan de skal more sig, og har allerede ordnet den første Dands Par for Par.

Nu skriver jeg til Moer Messel, at hun kan forsøge at snakke sin Broder tilrette. Med ham nytter det ikke nu at indlade sig uden mundtlig. Han faaer finde sig i Billighed enten han vil eller ey.

[111] Anden Paaskedag Imens der endnu er lidt Raison at faae hos mit arme forsvirede Hoved, vil jeg fortælle lidt om Gaarsdagen. Jeg har sielden moret mig mere i saa blandet Selskab, end i Gaar paa Plogstad. Vel fik jeg ikke tale stort med min Rikke, men jeg saae hende dog, og saa flink og munter trippe omkring paa sine smaae Been for at see os alle tilgode, og vi vare ey saa let overseede, thi henved en 40 Mennesker vare vi vel med smaat og stort – Vel var Frue Vaager der med en styg Hølk, en nydelig Sirtses Kiole, og dertil et Par fæle store Støvler – det stak af som Fluer i Kaal – men saa var ogsaa hendes Liutenant med – «ja det var dig vel til stoer Glæde!» – Ja saa men var det saa, thi foruden at han dandser ret peent og raskt, dandsede han ogsaa, og det især, forsikrede han, fordi jeg bad ham, Hallingen, som det altiid morer mig at see dandset saa godt, som han skiller sig ved den. Vel var Overauditeuren, Hansen, der, og tog mig oven ikiøbet til bords, forgav mig med Politik, og rev min graa Taftes Kiole isønder med sine Sporer, da han smegtende og hiertebrækkende figure^rede i en Dands, og sparkede ud saa vi, som I seer, ikke sadde i Sikkerhed paa Sophaen; men saa var ogsaa hans lille Tuppe Frue med, som min Maja C aldrig kunde trættes ved at tale om, da hun ingensinde, sagde hun, havde seet saa besynderligt et Fjæs og Facon som paa den lige lange og brede Frue; og hver Gang jeg saa paa hende, randt dette og meget mere mig i Sinde. Den brave Chrystie var der med hele sin d^o Familie, Prctr: Kroghs, Præsten Munthes, og mange flere, og saa min egen Frue Ingier, med alle sine Børn, Lieut: Martin undtagen, 10 i Tallet. Istæden for den fraværende Søn, var lille Marius, Obr: Lient: Søn med, saa 11 Tallet var fuldt lell. Et deyligerey Syn veed jeg ikke at tænke mig, end en saadan Moder blandt en saadan Børneflok. Snart hang den voxne Datter og Søn, snart de Halvvoxne hende kiælende om Halsen. De Mindste krøb op ad hende, og den Yngste, en 6 Aars gl Glut, faldt endelig i Søvn paa hendes Skiød. Og nu den Omhu, hvormed de Ældre forlode [112] Dandsen for at hielpe Moderen og den lille Søster med Indpakningen i Slæden. Hun tog hiem paa samme Tiid som jeg, da hendes Mand var syg (dog kun, haaber jeg, forkiølet) og jeg var bange for at blive det om jeg var senere ude. Min Koren fulgte med mig, men Ungdommen kom først hiem Kl 5 i Morges, havde vist moret sig deyligt, og sover endnu, Kl 11 – Jeg fornyede mit Løfte til Frue Ingier at komme did endnu paa Føret, og overlagde med min Rikke at komme om Plogstad, saa vi kunde følges ad. Ja, var nu kun den Pligttour giort i Morgen til Eidsvoldværk, hvorhen jeg er buden med min Koren, som har Forretning der, og dog engang skulde giøre mine Kniks, saa har jeg et Par morsomme Smaaetoure for, før jeg siger Føret Farvel.

Skulde I ikke, mine Elskede, mærke af min Tone i Gaarsdags Beskrivelsen, at jeg har havt gode Tidender fra Byen? Jo, Gud være lovet, det har jeg. Da jeg kom hiem Kl halvtolv i Nat, laae her adskillige Breve paa Bordet, men ingen til mig. «Marie har faaet Brev fra Tøyen», sagde Telja mi, «og alting er vel der». Men meer vidste hun ikke, intet fra det gamle Hovind, og Maja sov. I Dag fik jeg fat paa det kiære Brev fra min gode Kista, og saae nu med hiertelig Glæde og tak til Gud, at Haabet atter er vendt tilbage i Dit bekymrede Hierte, elskede Sally, og Din gode, fromme Fader i Bædring. Kista havde tilbragt en heel saare behagelig Dag hos den gladhaabende Sally og Helena Bøyesen, og min beste Tak, godeste Kista, fordi Du ved Fortællingen herom ogsaa har forskaffet Din Moer Koren en behagelig Dag. Lena Wold er der heller ingen Frygt for mere, da det kun er Kolla der plager det stakkels Pigebarn, slemt nok, men ikke frygteligt. Nu angrer jeg, at jeg skrev til Kbhn om gl. Fader Bøyesens Sygdom, og ængster vore Kiære der. Men jeg troede jeg burde forberede dem til den sørgelige Tidende, og nu vil jo ogsaa den paafølgende glædelige blive dobbelt glædelig. Saa snart jeg har Vished, skal denne Glæde blive Eder til Deel.

[113] Tirsdag sidste Martj Jeg har ret grædt mig mæt i Dag. Min gamle Ane forlod hulkende sin 18 Aars troe Tiæneste i Morges. Hun kunde neppe tale for Graad da hun bad mig Farvel, og jeg ligesaa lidt. Gud lønne hende for hendes Troeskab og Hengivenhed mod mig og Mine. Hun har troelig deelt mine Glæder og Sorger, og faa kiender mig saadan til Punkt og Prikke som hun, hvorfor hun ogsaa uanmodet giorde Alt hvad hun troede, jeg ønskede. Det var det første Blad der faldt af det gamle Kløver, der saa længe var fastgroet til mit Huus. Hertel og Telja har jeg endnu. Ak, men det ahner mig, at et af disse ogsaa snart river sig løst fra Stammen. Og det pleyer jo saa at være: naar først et Led af Kiæden løsnes, følger flere – Gud lønne din Troeskab, gode Ane, og alle dine vaagne Nætter ved mit og min Korens og vore Børns Sygeleye – her og hisset lønne han det! – – Hendes Mand havde kiøbt en Gaard i Gierdrum, men solgte den igien meget fordelagtigt, hvad nu er en dobbelt Fordeel for dem, da han maatte afsted til Vinger. Hun bliver for det første Vinteren over hos sine Forældre. Faderen er Gartner hos Lumholz i Ladegaarden. Var hun ey sin Nedkomst saa nær, hun skulde ikke forladt mig endnu.

I Gaar var Munthe her, Frue Wærner, og Giørups, Madamen med sit grønne Flors Forklæde, som jeg fik hende til at overlade mig for et passeligere, og nu tænker at dele med min Maja C til Hegn for vore svage Øyne, hvor det er langt bædre paa sin Plads.

Min Koren er reyst til Eidsvoldværk, hvorhen jeg ogsaa er buden til Middag, men da denne ikke holdes der før Kl henimod 5, tidt senere, tager jeg ikke herfra før en Time over den virkelige Middagstiid. Lille Jessen skal nu ogsaa tilbage til Byen. Gud veed, om vi seer ham her mere, inden han skal til Kbhn til Høsten, – og siden? – O hvor anderledes bliver det dog naar Norge kan beholde sine Sønner i det moderlige Skiød! – Med ham har jeg skrevet til Barna paa Festningen, og til min Lotta. – Og i Dag reyser Jomfr: Skieldrup fra Strømsøe, og bringer mig, det veed jeg vist, et kiærligt Brev fra min dyrebare Maja C, maaskee ogsaa fra flere Kiære, og Stærkodder, som jeg burde havt først fra Hr. Adam efter hans Løfte.

[114] Men ogsaa fra den Haand, jeg nu faaer dem, maae den jo blive mig kiær. –

Onsdag, 1^ste

Det var ret godt, at det ikke var den 1^ste April i Gaar, thi nesten lignede det underlige Liv jeg førte en Smule Aprilrenden. Hør nu kun. Kl 1 tog jeg herfra, da Koren havde bedt mig, ikke at være for seent ude. Det var halv Sommervarme, men maadeligt Føre. «Lad os kiøre saa smaat» sagde jeg til Aslak, og Gulen forhastede sig ikke. En Miils Vey herfra – hvem kunde jeg møde uden mein Busenfreund, Branddirecteur Heyerdal, som saa snart han øynede mig raabte mig imøde: «God Dag, beste Moer Koren – Hvordan lever De? brav frisk? søde Moer mi!» – o.s.v. – Unge Leganger, som gaaer paa Skolen, var med ham. Begge skulde bede mig træde ind i Risebroe, hvor jeg vilde finde Professorens og hele Ankers Familie, og Frokost. «Nu kan vi giærne kiøre end sagtere» sagde jeg; men som om Gulen havde forstaaet, at der snart skulde vanke Hvile og Frokost, blev han med et lustig og foer afsted som en Piil. Vi var i et Øyeblik i Riisbro, hvor jeg da forefandt de Omtalte, Leganger, Frue, Datter og 2 Sønner, Anker, hans Kone, Søn og Datter, den unge Grev Moltke, og Obr: Lieutnant von Krogh, der desværre endnu ikke er kommet tilbage fra sin Sindsforvirring[.] Siden Charakteristikket; som man efter saa kort Bekiendtskab kan give det, over de mig hidtil Fremmede i denne Kreds, hvor jeg blev modtaget som en kiærkommen Bekiendt af Alle. Vi spiste da varm Kalve- og Jerpesteg, drak Viin og Caffe, og gik der og vaasede vist to Timer. Det blev mig ret langweiligt tilsidst, og som det lod ^{gik det} alle de Øvrige ligedan. Det er sandt, nu seer jeg, at jeg har glæmt en Person i Selskabet, som nok egentlig heller ikke burde høre i det mindste til den elskværdige Frue og Frøken Ankers Selskab, en Frøken Herward – Miss kaldes hun almindelig, og af nogle Conferentsraadens Miss – hvad Landsmandinde hun er, veed jeg ikke. Hun taler ret morsomt dansk.

Endelig slap vi fra Riisbroe, men kun af Dynen i Halmen. Vi skulde endnu til guter letzt om Berger, hvorhen Frue Leganger ilede forud. Conferd: var taget lidt før vi fra Riisbroe og lige hiem. Der gik vi da atter henved en Time, uden at tage Reysetøyet af, da vi hvert Øyeblik [115] haabede at komme afsted; men først skulde vi drikke Thee der. Har nogen hørt sligt? Med det samme Solen sank, satte vi os da i Slæderne for at tage til Værket, hvor jeg fandt min Koren, som var ret ungeduldig over vor Udeblivelse. Kl halvotte kom vi da til det saa kaldte Middagsbord, og har jeg aldrig før ved denne Tiid spiist Kiødsuppe før ^det jeg kan mindes. Zirligt og smagfuldt finder man det overalt, saa vidt Bygningen er færdig, men naar, eller om den nogensinde bliver ganske færdig, er et Spørgsmaal. Da vi havde spiist og drukket Caffe førte Conferd. mig omkring for at vise mig hvad der var giort og sige mig, hvad der skulde giøres. Hans Planer ere brillante. Hvad jeg syntes bedst om, som jeg ogsaa sagde ham, var Anlægget til et Bibliothek og Læsekabinet, hvilket sidste skal vende ud og have Udgang til Haven. Begge skal staae aabent for alle, som kommer der. «Skulde det da træffe engang, sagde jeg, at jeg kom hid og ingen fandt hiemme, vidste jeg, hvortil jeg skulde tage min Tilflugt» Ja ja, svarede han, jeg skal sørge for, De i saa Fald ikke skal mangle Selskab. Blandt alle de smukke Værelser, er Fruens og Frøkenens de nydeligste. Inden for Moderens Sovekammer er Datterens, og til det første støder et større Værelse, hvor de nok samlede henlever deres meste Tiid. Professor Leganger havde Ret, da han sagde: «Denne Moder og Datter lever blot for hinanden» – O Gud give, de længe maae kunde det! Gud skaane det arme lidende Moderhierte for flere bittre Savn! Giid jeg kunde rigtig forklare Eder, hvordan jeg finder denne Moder og Datter. Frue Anker har i Høyde og Væsen megen Lighed med Dig, dyrebare Maja C, og Klædedragten giorde ogsaa sit til denne Lighed. Hendes Ansigt bærer Præg af lange Lidelser, og naar hun heftede det tungsindige Blik paa den blege Datter, svømmede mit Hierte i Taare. Ak, jeg frygter at dette saa elskede og elskelige Barns Helbred endnu langtfra ikke er fast. Gud i Himmelen give at min Ahnelse om, at en skiult Orm nager paa denne henblegnende Rosenknop, maae være ugrundet. Jeg torde naturligviis ikke yttre min Frygt: at Sygdoms Spiren ikke ganske var udryddet, for den bekymrede Moder, og det kom mig for, som hun selv ikke torde tilstaae sig [116] at hun frygtede det samme. Vi talte meget om vore Børn, og græd i Stilhed, imens de andre loe og besaae Modeller, Tegninger etc, som den gamle livfulde Anker har Hovedet fuldt af. Antonette Anker er ikke smuk; men der taler en huld Siæl giennem de deylige mørkeblaa Øyne, giennem den blide Sølvstemme, giennem hendes hele ukonstlede forekommende Væsen. Efter Sygdommen har hun mistet alt sit Haar, som Koren, der saae hende strax hun kom herop, beskrev som meget langt, mørkbrunt. Nu maae hun, ligesom min Maria da hun havde været syg paa Tøyen, stedse have noget paa Hovedet. I Gaar havde hun en lille Kappe, hvormed hun saae ud som en lille ung Kone, der nyelig var kommet op af sin første Barselseng. Kammerjunker Erich er et vakkert ungt Menneske, og udgiør vist nok i Forening med Søsteren Moderens beste om ikke eneste jordiske Glæde. Ved Børnene bindes hun til et Hus, hvori hun ellers synes at være fremmed, i det mindste for saa vidt at hun, som jeg hører, og tildeels kunde see, slet ikke befatter sig med Husvæsenet, det den snurrige Gamle nok vil styre paa sin egen Facon. Miss Herward er et midaldrende Fruentimmer med et Par skarpe store brune Øyne, der dog formildes naar hun taler; men dertil havde hun sielden Anledning, da hun nesten altiid gik og stod og sad allene. Hun er meget net voxet, og har formodentlig engang været ret kiøn. I hvad Forhold hun virkelig staaer med Familien veed jeg ikke. Rygtet er mig usandsynligt. Den unge Moltke, som jeg i Begyndelsen tog for en Tiæner, har et aldeles ubetydeligt Udvortes. Hans nærværende Stilling giør vist hverken det eller hans Indvortes betydeligere. Ved Bordet sad jeg mellem den gamle og unge Leganger, spiste lidt, men drak et Par Glas Lynel, strax derpaa en Kop stærk Caffe, saa Thee, nyelig før vi reyste Kl: halvelleve, alt dette var vel Skyld i, at jeg sad i saadan Hede den hele Vey, saa jeg var ganske svedt da jeg kom hiem. Kl var 12½. Jeg har været dygtig fortumlet i Dag, indtil nu, jeg har faaet mig en god Middagssøvn her paa Sophaen, og min gode Caffe deroven paa. Fabritius var her i Formidd: med sin Grethe Keilhau, for at bede Farvel, da han skulde tilbage til Wallers.

[117] Torsdag 2^den Ney, saadan veed jeg endnu aldrig at have modtaget paa engang, som efter en kiærlig Aftale, Breve fra nesten alle mit Hiertes Kiæreste. Egentlig var det i Aftes, just som vi skulde lægge os, jeg med Jomfr: Skieldrup modtog alle de velsignede Breve og Pakker; men jeg lod mig nøye med hendes mundtlige Efterretninger, brød blot Sallys Epistel, for at see det glade Haab om hendes Faders Bædring bekræftet, som det Gud være lovet, blev, og giæmte alt det øvrige til i Dag, den mærkelige anden April – Gud velsigne Dig, lille Lisemoer Schmidt! Det er Din Fødselsdag i Dag men kunde neppe sove, og ønskede det var Morgen da jeg lagde mig. Nu maae I vide, Elskede, at det ikke er mig, Rosen for denne tilsyneladende Selvfornægtelse tilkommer. Min Koren har engang for alle bedt mig, aldrig at læse Breve med det samme jeg skal gaae til Hvile, og det burde maaske heller Ingen, hvis Sind saa let bringes i Giæring som mit. Hertil kom endnu, at her var saa meget at vælge iblandt – thi med alt var jeg ikke blevet færdig før Midnat – og Valget saa tungt.

En ængstelig Drøm vakte mig til den glade Morgen, og desværre, I skal siden see den gik i Opfyldelse. Men hvor begynder jeg nu? og hvormed? O, det er let bestæmt: med moder-søsterlig Tak til Eder Alle, min Lotta, min Maja C, min Maja P, min Sally, Katty, Malla, Treschow! – tæl nu efter, 7 saadanne kiære Epistler!

Over en heel Time har jeg læst – og dog var det kun den første flygtige Giennemlæsning. Friske ere I Gud være lovet Alle, mine Dyrebare! Af den hele Tone i Dit Brev, elskede Maja C, seer jeg, Du er bædre, langt bædre, end da Du sidst skrev, skiøndt der ikke stod med udtrykkelige Ord, at Du var syg. Og Din gamle ærværdige Fader, min Sally, tør Du nu haabe at beholde, og hvor dobbelt glad vil Du nu modtage Søstrenes Brev, og Broderens, den ædle Treschows, som ogsaa skrev lidt til sin Moer Koren, og skiøndt jeg opdager en Smule Modsigelsesaand i hvad han skriver baade til Sally og mig, o dog ere de mig saa kiære disse faa Linier. I seer, at jeg har brækket Brevet til vor Sally. Jeg var lidt i Uvished, om jeg burde, men saa faldt det mig ind, at I vel af Vanvare havde forseglet det, og at jeg jo skulde læse det lell, og kunde nu spare den Frem- og Tilbagesenden. Var det lidt for modermyndigt, saa lad min aabenhiertede Selvanklage erhværve mig Tilgivelse. Jeg kunde jo giærne fortiet det, og opdaget var det ey blevet.

[118] Den omtalte Modsigelsesaand bestaaer da deri, at De ikke, min ældste dyrebare Søn, vil sætte flere Støtter under den Haabsbygning vi saa gladeligen, men som De frygter, alt for tidlig, har opført. O jeg veed, De opførte den giærne saa hurtigt som vi, og saa fast, som De har grundet den, stod kun det første saa meget i Deres Magt som det sidste. Jeg erkiender fuldelig det Vennehulde i Deres Strænghed, min ædle Ven – men den kan ikke betage mig de blide Udsigter som alt mere og mere aabner sig for os, Udsigter til den glade Giensamling – «Og vil jeg det?» spørger De. O ney! De vil kun, at vi ikke skal sætte noget vist og alt ^alt for nært Maal for vore Ønsker. Og vi vil hvad vi kan. Hvad Du, elskelige Katty, af min Adams Stærkodder har taget Dig til Symbolum i denne Anledning, skal ogsaa blive mit: «Ja ja, i Slægtskab staaer Naturens Kræfter, Hvor Haabet er, der følger Lykken efter.»

Hvor forundret jeg blev ved at see, min Maja P. at Din Pavels var reyst til Bergen, kan Du neppe forestille Dig. «Hans Stedfaders pludselige Død og hans døende Moders Bønner kalder ham did» skriver Du. Første Paaskedag kom Sørgebudskabet, anden Dags Morgen Kl 7 var han allerede underveys. Gud ledsage den gode, ømme Søn paa den lange besværlige Reyse, og lade ham til sin Kiærligheds og Lydigheds Løn finde sin gamle Moder i Live, at han styrket ved hendes Velsignelse kan ile tilbage i sine Elskedes Arme. Dog, modtog han den end ikke fra hendes Læber, hendes bristende Hierte havde dog givet ham den. Men Gud lade ham finde de kiærlige Øyne aabne, det fulde Moderhierte varmt og bankende endnu. Hende undte jeg da vel, at dette maatte standse, hine lukke sig i den elskede elskende Enestes Arme, for sidste Gang – og min Pavels under jeg det – thi blev det ey lettere at tage denne Afskeed med den gode ærværdige Moder, og vide hende hvilende sødt fra alle Livets Bekymringer, end at rive sig endnu engang af de zittrende Arme med den smertelige Vished: «de aabner sig aldrig mere for dig, disse kiærlige Arme, og i ingen kiærlig Mages eller Barns Arme skal dette hulde Hierte slaae sit sidste Slag» – Det var et haardt Slag for den i saa mange Aar svagelige Kone at tabe en troefast Mage, hvis Sundhed og Styrke gav hende det fasteste Haab om en tryg Støttestav til Graven. «O, I menneskelige Forhaabninger, I letsvigtende Rør!» – maae vi vel sukke. Og dog helde vi os til dem – og hvor dobbelt tung blev Vandringen giennem Livet! giorde vi det ikke, [119] levede vi i varig Frygt for, at hver Stav vi fandt, var et brækkeligt Rør – Og Gud være evig lovet! Alle ere de det jo dog heller ikke. –

Han, vor Pavels's Stedfader, Obr: Lieut: Hohlenfeldt, gik sund og frisk i Kirken, blev syg strax han havde sadt sig, blev bragt ind i Sakristiet, men var allerede død forinden. Arme gamle Kone! hvor lidt tænkte du paa, da han forlod dig, at du skulde see ham saaledes igien! –

For min Drøm og dens Opfyldelse har jeg endnu ikke giort Eder Rede. Jeg saae en Fader – hvem det var veed jeg ikke – bære sit døde lille Barn bort og lægge det i Kisten. I det Kisten faldt til, rev Moderen sig jamrende af mine Arme, og derved vaagnede jeg. Nu skriver min Katty, at Sverdrups har mistet et elskværdigt halvfierde Aars gl Barn – og jeg seer den lille blege Døde, en Pige omtrænt af samme Alder, for mine Øyne – hun beskriver deres Kummer saa rørende, og mit Hierte fatter den i al sin Styrke – Gud styrke de Lidende, og opholde dem deres tre øvrige elskværdige Smaae, som alle har Kighoste, der dræbte Søsteren. Og Gud holde sin Haand over lille Syvald, som heller ikke er ganske frisk – og over alles vores Haab og Glæder, de sandeste og største, fordi de skal følge os i Evigheden! –

Med et Bud som i Morgen gaaer herfra til Byen, skal jeg besvare meget af det Kiære, jeg modtog i Gaar, besvare alt, om det er mueligt. Jeg seer, Bispen er kommet op (og at hans tilkommende Svigersøn er blevet Præst i Oudalen) og efter hvad min Katty skriver, har Wedel havt den Pakke fra hende op til mig. Skulde da Rosenkrantz allene være blevet tilbage, eller skulde min gode Bergh intet have sendt mig med alle disse gode Leyligheder? Maaskee kan Dagsposten give mig nogen Underretning herom.

Det ved Hælligdagene afbrudte Vaarting begyndte igien i Dag i Næss. Jeg seer nu ikke min Koren igien før Løverdag. Havde Veyret været godt og ikke alle de kiære Hindringer kommet i Aftes med Skieldrup, vilde jeg i Dag været til Plogstad og til Maastad for at see til Major Ingier, som skal være syg endnu. Nu bliver det neppe i denne Uge. Fra min velsignede Maja C fik jeg rigtig nok Stærkodder, som Jess allerede med Hiertens Lyst har giennemlæst. Men jeg har lovet min lille Maja at læse den høyt for hende i Aften. Fra min Adam havde jeg vist ventet den op nu, jeg seer, han har det i Sinde, og saa kommer den vel.

[120] «Hvoraf seer du det?» af min Katty's Brev. Han vilde sende mig den og skrive mig til, havde han sagt. Jeg har nu under min Middagshvile læst et Par smaae Fortællinger af Lafontaine og Pfeffel i en Lommebog (Taschenbuch) som Frue Maribo laante mig, og som ere ret nysselige. Hr Schlau eller Prøven, hedder den ene, den anden Bortførelsen. Og nu gaaer det til Brevskriveriet det bedste det gaae kan. Dog, ogsaa dette Journalhefte vilde jeg giærne have fuldskrevet og indsendt med det samme. Fra Lunde fik vi ogsaa Brev i Aftes. Han var i Vilderede med sin Reyse, dog haaber jeg ham nu underveys.

Eftermidd: «Alting skal hende før Verden taer Ende» siger Ordsproget. I et Brev fra min Broder i Helsingøer, som Posten nu bragte (tilligemed et lille Flyvebrev fra min Maja C – hun kalder det selv saa) laae et – fra Biltzing! Med en underlig vemodig Følelse betragtede jeg det længe før jeg brød det – i 6 Aar saae vi intet fra ham – Det var kun faa Linier, dem min Broder ved et Besøg i Nachschau havde aftvunget ham, og man seer ogsaa, at de ere frempinte ved Tvang. Jeg havde længe siden forekommet ham, for engang igien at høre noget fra et Menneske, jeg for mine Børns Dannelse skylder saa meget, og som engang var mig saa kiær, og hvis Skiæbne aldrig kan blive mig ligegyldig; men stedse var der noget, som holdt mig tilbage – og kan det ikke være gaaet ham ligedan? Han har en tækkelig Kone og et elskværdigt Barn, siger – ikke han, men min Broder. Hans Indkomster som Skolelærer er formodentlig smaaelige i Forhold til Tiderne. Nu er Isen, om ikke brudt, dog løsnet, og jeg skal besvare hans tilsyneladende kolde Linier med Hiertens Varme. Jesses Øyne glimrede, da han saae sin gamle Lærers Haand. Jess var hans Yndling –

Gud være lovet, Du er ganske rask igien, elskede Maja C, det tilaandes mig hvert Ord i det lille Brev, og Vaaren og Omgivelsen af Dine Dyrebareste, og frem for alt lille Peders Kiærtegn vil, haaber jeg til Gud, daglig forøge Dine i Vinter saa stærkt aftagende Kræfter.

Jeg kan ikke slutte dette Hefte, uden endnu engang at takke Eder Alle for de mange deylige Øyeblikke I i Dag Syvfold har skiænket mig.

[121] Fredag 3^die April Jeg fik kun skrevet til min Lotta og Sara i Gaar; men saa malede jeg ogsaa fire Sider, troer jeg, i Journalen, og deri taler jeg jo med Eder Alle. Denne og Brevene er nu underveys til Tøyen. – I Aftes læste jeg Stærkodder for Børnene, og føler det i mit Hoved i Dag, at den først fik Ende Klokken henimod 11. Men hvor kunde vi holde op før den var udlæst? Hvordan jeg nu finder den? Mange Stæder ^{finder jeg} usigelig deylige, f:E: den allerførste Scene mellem Eigil og Helga. Men i det Hele fyldestgiør den mig ikke, som min Adams øvrige Stykker. Jeg finder i dette ingen Charakter saaledes udmalet som i hine, selv ikke Hovedpersonens, Stærkodder. Vel er jeg ikke saa urimelig at fordre den Fuldstændighed i et Drama som i et episkt Digt. Men det gaaer mig som min Maja C siger om sig, da hun sendte mig Sørgespillet: Prams Stærkodder, hans blide Sørgeqvad, den ædle Helga i saa mange modsigende Forhold altiid det samme hulde elskelige Væsen, har præget sig for dybt i Erindringen (hvor stærkt er desuden stedse det første Indtryk!) til kanskee endogsaa at lade det mesterlige dramatiske Digt vederfares Ret. Dog, mere herom naar jeg har læst Stykket igien med mere Opmærksomhed, end der er muelig under en Forelæsning, som ingen Standsning taaler. Nu sidder jeg færdig at tage til Plogstad, hvorfra jeg vilde giort Touren i Eftermiddag til Ingiers, men Walbohm som var her da han tog did, bad mig udsætte dette Besøg til Majorens Tilstand, som desværre er meget tvivlsom, forandredes. Gud lade denne Forandring blive til det bædre, og snart!

Løverdag 4^de Det var i Gaar, da jeg tog til Plogstad, et mørkt, og hvad man her kalder surt Veyr. Jeg var neppe kommet der, før det begyndte at snee og blæse, og saa blev det ved den hele Dag. Ved min Rikkes Side kan I vel tænke, jeg lod det blæse og snee saa meget det lystede, men jeg tænkte ret meget paa vor gode Pavels, om sligt Veyr skulde forfølge eller overfalde ham paa Filefjeldet, hvor han just nu, efter min Beregning, maae være. Dog, Luften er vist der mildere, og muelig har han havt det blideste Vaarveyr. Ak, men mere end paa alt [122] andet tænkte jeg paa den arme Frue Ingier og hendes mange Smaae, hvis Mand og Fader er overmaade syg, og vel neppe vil, om ogsaa dette Anfald gaaer over, blive ret længe hos dem. Vi kunde umuelig glæde os sammen som ellers, min Rikke og jeg. Hvad vi end begyndte paa, vare vi før vi vidste det med Tanker og Hierter iblandt de Lidende. Paa Hiemveyen mødte jeg Walbohm, som atter tog did, og mødte ham midt paa Mosen, hvor det var os umueligt at komme hinanden forbi, saa den stakkels Mand maatte lade spende fra, og selv ud i Sneen, og det i det afskyelige Veyr.

I Dag er det Biltzings Geburtsdag, og derfor vil jeg skrive ham til, og skrive til begge Majaerne, og, strækker Dagen saa langt, til de Kiære i Kbhn. Der vedbliver nu daglig at gaae Bud til Byen; siden standser det vel med et. –

Mand: 6^te Efter Aftale med min kiære Rikke, skulde vi mødes i Gaar Eftermiddag paa Houg. Veyret syntes at vilde giøre en Streg i vor Regning – thi kun i Tilfælde det blev godt, skulde Mødet gaae for sig. Dog, Solen traadde frem af Sneeskyerne og vinkede os til Reysen. Maja og Telja tog en Times Tiid i Forveyen for at have alt i Beredskab til Herskabets Komme, og saa fulgte vi, jeg styret af min Jess, og for første Gang med hans nye meget smukke Hest (som jeg har givet det hæderlige Navn Vaillant, deels efter denne unge raske Eventyrer selv, deels efter min kiære Carl von Kroghs Ridehest, som Hetzen havde kaldt saa) Maren S: og begge de Smaae i Bredslæde med Gulen. Vi frygtede for Føret, men det var over Forventning godt, og det gik uden alle Viderværdigheder til Dragvold. Men her mødte de ogsaa tilgavns. Hele Gaarden og Veyen paa begge Sider var pakfuld af Melitaire og Transportskyds (vore stakkels Heste havde ventet der efter Tilsigelse fra Kl 8 om Morgenen) Der var ingen Muelighed i at komme frem før Officererne tog sig lidt af Tingene, og giorde hvad de kunde, for at skaffe os frem, hvilket dog maatte skee med Læmpe. Men i det samme gik Trommen til Afmarsch, og adskillige af de Heste vi vare indspærrede imellem begyndte at blive rubalske. Jeg skialv ⁿ¹⁰ for disse, for Gulen, som ikke er for slig Tummel, og for Vaillant, den unge vælige, mig ganske ukiendte Person. [123] Men han spidsede blot Ørnene, og stod da hans Herre talte til ham. Men med et følte jeg et stærkt Stød i Nakken, og hørte Børnene raabe, og alt bag mig i fuld Larm. Jeg troede det var Gulen, som ogsaa virkelig var i Uroe; men min største Fare kiendte jeg ikke før den var forbi. En af Transporthestene sprang ud, og havde Jess ikke kastet sig mellem den og mig og faaet den i Hovedet, veed Gud, om jeg nu havde sadt her og fortalt Eder det farlige Tog. Stakkels Gutten min var det, som blev stødt hen over mig, men Gud skee Lov, ingen af os kom til Skade, de gode Hedemarkinger kom os til Hielp (det var et Compagnie af dem som marscherede til Christiania) og ledte Hestene til vi havde frie Passage og den fæle Tromme taug. Mad: Giørup, som ogsaa skulde til Houg, men var kommet en Stund efter os, havde det ikke gaaet stort bædre. Min Rikke og hendes Heide var alt længe komne, og en god Kop Caffe, skiøndt af en sort Kiædel, giorde godt oven paa den Skræk. Men bædre giorde mig dog min Rikkes blide Aasyn. Vi spiste siden Smørrebrød, kold Steeg, og deylig tyk Mælk, og et Par Timer gik i en Snup. Ungdommen, min Maria undtagen, tumlede sig i Sneen – Spektakelmageren Gryner var ogsaa med – saa de kom ind som druknede Muus. Nogle af de muntre smaa Geddekid fik vi ind i Stuen, og et lille vakkert Føl i Kiøkkenet. Mælende og Umælende var i bedste Velgaaende – og før Solen var ret nede, ariverede vi lykkelig og vel til vort, som jeg haaber Rikkemoer til sit Hiem. Hun skyndte sig hiem til sin ventende Glut –

Fra min Kista laae her et venligt Brev til mig, det jeg nu i Øyeblikket skal besvare; og tvende D^o bragte mig Posten, et fra den lille, med sieldne Siælsevner begavede Georg Jessen, og et fra min gamle troefaste Moer Messel, det længste jeg i flere Aar har havt fra hende.

Kl 12 Gud være lovet, ogsaa Major Ingiers Liv er der nu Haab om. Walbohm var saa snild, selv at bringe mig denne glade Tidende, den jeg læste i hans Ansigt, før Læben forkyndte den. Han har faaet Roe og Søvn. Gud lade hans Bædring vedblive, og at hans talrige Børneflok, hans retskafne Kone endnu længe maae beholde denne deres Ven og Forsørger, Husets vigtigste Støtte!

Jeg afbrød min Brevskrivning for at I skulde glæde Eder med mig, og ligesaa snart som jeg. Nu begynder jeg den igien.

[124] Onsdag 8^de «Hvem veed» har jeg i denne Tiid ofte tænkt «om du ikke neste ottende April mundtlig kan sige din dyrebare Katty:»

Og neppe feyler jeg naar jeg troer, at selv Din T: i det mindste i Dag seer Maalet for alles vores Ønsker staae fast paa en ikke fjærn Punkt. Han vil kun vende vort alt for fastheftede Blik for Øyeblikke derfra, at det siden des gladere kan vende sig did igien.

Eftermiddag Ja, gode Maja P:, jeg kan ey negte det, lidt ley blev jeg over, at Du havde sendt mit nestsidste Journalhefte til Bergen. At jeg under vor værdige kiære Pavels al muelig Glæde, og vil takke Gud for hvert Gran jeg kan bidrage til den, det veed baade Du og han – Men jeg havde just i Gaar, i et Brev til de elskede khnske Børn lovet dem dette Hefte nedsendt med første Expresse, og kan nu ikke holde mit Løfte. Dog, det er giort, og kan ey være anderledes. Barna dernede faaer, som de har maattet vænne sig til, gedulde sig til det har giort Reysen over Filefjeldet frem og tilbage. Kunde det med det samme fortælle dem lidt derfra, f.E: om vor gamle kiære Justiskar, ja, da vandt I, elskede forgiæves ventende Børn, meget ved den lille Udsættelse. Nu er da Fader Pavels længe siden i Bergen, og med Guds Hielp i god Behold. Et lille Brev til hans Maja fra Land fik jeg til Giennemlæsning. Saa langt var alt gaaet godt og behageligt. «Seer du» skriver Lotta, som sendte mig Brevet, «hvor høyt du staaer anskrevet hos vor gode Slotspræst, saa han saa gar coqvetterer med dig i Drømme» – det er den Smukke Frues egne Ord. Han havde nemlig drømt, at han var her paa Hovind, og vilde ret sætte sig til Roe og læse i det lille grønne Kammer (hvor han slet ikke havde været mens han var her) men fik hverken Rast eller Roe for to Malerdrenge, som endelig vilde have Kammeret pyntet op, og fordrev ham med Alskens Malergreyer derfra.

[125] Torsdag 9^de Hvad jeg kun i dunkle ubestemte Udtryk kunde tale om i Anledning af de Forandringer, der forestode her i Huset, kan jeg nu, da Tingen er afgiort, tale ligefrem om. Vor sieldne, maaskee mig og Huset end mere end Koren og Contoiret uerstattelige Hertel, forlader os. Han gifter sig med en Enke, Madam Fenstad, i Næss, en efter alles eenstemmige Vidnesbyrd ham værdig ung Kone. At dette var i Giæring, har jeg længe vist, og forudseet Udfaldet. Nu nyelig sagde han mig, at det var afgiort i Gaar. At de Taare, denne Efterretning kostede mig, flød fra en reen Kilde, det veed Gud og jeg; men om de vare Glædens eller Bedrøvelsens, er det mig umueligt at forklare Eder. See, der ere de alt igien! – Han bliver vist lykkelig som han fortiæner at blive det; og hvad vil, hvad bør jeg mere ville? Maria og Jess sørge og glæder sig med mig. Min Koren, som tog til Næss i Gaar, og i Dag tager lige derfra til Tinget paa Giestad, har jeg ikke kundet tale med herom, som I da indseer, ligesom at han længe har været forberedt paa sit Tab: Saa bliver da min Telja ene tilbage af de Gamle. Hvor længe? veed Gud; men dog vist til han behager at henflytte en af os i den Verden, hvor ingen Skilsmisse kiendes.

Tak for Dit Brev i Gaar med Byebudet, min elskede Lotta! Tre Officerer og 5 Soldater ere indqvarterede paa Tøyen. Den ene af Lieutenanterne – der er to, og en Major – bukker uophørlig, den anden aldrig, siger Lotta, og saadanne Contraster ere de i det Hele.

Og mon Du nu i Dag, elskede Maja, flytter igien til Dit kiære Auestad, som Du paa denne Dag forlod for 5 Aar siden? Det er vel vanskeligt, om det er kommet saa vidt, at det kan beboes, eller kommer saa vidt inden Høsten, endskjøndt den raske Don Pedro kan drive paa, det veed jeg. Maaskee faaer jeg høre noget herom i Dag – thi Brev fra Dig bringer Posten mig sikkert. –

Fredag 10^de Det bragte den, og ogsaa kun dette eneste kiære Brev. Alt er vel hos Dig, Gud skee Lov, skriver Du, men min Ahnelse, at Du endnu ikke var indflyttet i Din deylige nye Boelig, var rigtig. Endnu beboer Du, Elskede, det kiære gl Hus med Barna Dine, og flytter vel lige derfra til Din Dal, naar Gud behager at lade Vaaraanden løsne de haarde Baand, som er lagt paa den overalt stivfrosne, sneedækte Jord.

[126] Løverdag 11^te I Gaar Eftermiddag var Kamjkr Anker her vel et Par Timers Tiid. Da disse Mennesker har en saa egen Maade at leve paa, veed man ikke i en Hast hvad man skal byde dem. Jeg sagde ham reent ud denne min Forlegenhed, og spurgte om jeg maatte byde ham Mad eller Caffe. Han havde spiist Frokost just som han tog hiemmefra, sagde han (Kl var over 4 da han kom her) og bad om Caffe, som han da fik, og den som deylig var. Maria og Lina sad ved sine Spinderokke da han kom (de spinder Bomuld for mig til Lærrets Indslæt) og jeg her. Men de hentede mig snart. Skriveren var ikke at finde, dog kom han ogsaa ude fra Gaarden. Det er ret et godlidende og vakkert ungt Menneske, kun at han bander lidt vel meget. Jeg blev ret glad ved at see ham, da jeg havde hørt, han i Søndags var blevet slaget af en Hest, saa han blev baaret død ind. Det forholdt sig virkelig saa. Han havde været længe besvimet, og hans stakkels Søster, som i Vinduet saae det Hele, ligesaa. Til al Lykke fikk Moderen ikke vide det, før det nesten var forbi.

I Formiddag var Obr: Lieut: Krogh her, men kun et Øyeblik da han skulde til Byen, og reyste om Giestad for at tale med min Koren, som da endelig i Dag med Skatte-Commissionen ender Tinget for denne Gang. Krogh er mindre end brav endnu. Han var yderlig stille, og mig forekommer det, han i denne Vinter er ældedes meget. At han har været nødt til at tage sin Afskeed, og for 34 Aars Tjæneste faaer – 200^rd – i Vartpenge, er vel meget Aarsag i hans langvarige Sindsforvirring. Det bedrøvede mig ret inderlig at see paa ham.

Jess giør i Dag sin Debut, under Hertels Anførsel, som tilkommende Auctionsmester og Incassator, hvilket sidste Hertel har været fast over hele Districtet, og nu giærne ønskede, Jess maatte blive efter ham. Vinder han sin Formands ^Folkets Tilliid, som hans Forgiænger har vundet den, og jeg haaber, han skal fortiæne det, saa bliver han det vist, og har da, især faaer han en god Gaard til, et ønskeligt Levebrød. Gud give ham Lykke!

[127] Mandag 13^de I Gaar vilde jeg ikke skrive, fordi det ey havde blevet andet end Jerimiader over mit Hoved og mig selv, som paa en vis Maade var Skyld i, det atter havde slaaet sig vrangt. Det er ikke bædre i Dag – det er vel langvarige Rævselser, fordi jeg i Løverdags ikke agtede paa at jeg ved at gaae over Gaarden var blevet lidt fugtig paa Fødderne. Men var det end værre, end det er, maatte jeg fortælle Eder, at jeg i Gaar fik to velsignede Breve, fra min Lotta et, som ledsagede alt hvad Rosenkrantz havde bragt op til mig, og dette ledsagedes atter af et sønligt Brev fra min gode Bergh. I de kiære Pakker var Jeanpauliana, det er, denne elskelige Digters Fata und Werke vor und in Nurnberg, hvoraf jeg læste Begyndelsen, og maatte denne Gang, hvad ellers sjelden er Tilfældet, give Hovedet Ret imod Hjertet, da hiint paastod, det blev mere ørrt ved den Anstrængelse det paa enkelte Stæder kostede at følge de underlige Vendinger, og dette, at hine Vendinger ikke afbrød dets Nydelse. Dog maatte det rive sig løst, og i Dag begynder vel Striden paa nye. Bogen tilhører min Maja C – thi for hende har jeg bestilt den med flere, som det afskyelige franske Censurvæsen i Hamburg har lagt Beslag paa (det er at sige, ikke paa disse allene, men paa flere Kasser, tilhørende stakkels Brummer) Mere om den, naar jeg har læst den igjennem. I en anden Pakke var Stærkodder og Faruk fra min Adam, men uden et eneste Ord, og da jeg har læst begge, ventede jeg dem saa længselfuld kun fordi jeg troede, med dem faaer du da vist Brev. «Jo, fikst du Pæren, Zacharias?» – Dog, da Bergh sendte, som Øhlenschl: havde bedt ham, Bud efter Bøgerne Dagen før R:s Opreyse, bragte denne selv sine Digte, og bad Bergh sige sin og hans Moer Koren, at han i denne Skynding ikke kunde faae et Moerkorenværdigt Brev (den kjære Smigrer!) færdigt, da han havde saa travlt i Anledning af Faruks Opførelse Dagen efter; hans Benefice – Nu faaer jeg vel atter længe vente; men, det nøysomme Moderhierte har imidlertiid dog, som I seer, noget at støtte sig ved.

Vor kjære Presidenter er kommet lidt skranten tilbage fra en lille Reyse, og frygter for Podagra; dog haaber min Lotta, og jeg med hende, at denne Frygt er ugrundet. En Efterretning fra Bergen, hvor om maaskee mere en anden Gang, nedstemde mig meget. Posten [128] bragte mig et vennehuldt interessant Brev fra min Maja P: med Efterretning om vor kiære Pavels's Reyse til Leirdalsøerne. Han havde paa de sidste Mile did lidt meget ondt. Gud give det øvrige af Veyen over Søe og salten Bølge maae være gaaet bædre, og at han, som Maja haaber, maae have fundet sin elskede Moder bædre, end han torde vente det! Med Længsel venter jeg denne Efterretning, og da først hjemsøger jeg ham med et langt Brev.

Her var ikke et fremmed Menneske i Gaar, undtagen Fader Mørk efter gammel Stiil før Kirketiænesten. Nesten en Time sad han herinde hos mig og snakkede. Han som Alle, og vist ingen hjerteligere, tager Deel i Hertels Vel, men føler forud det Savn, der forestaaer os. Samme Hertel kom nu, Kl 8, fra sin Enke, hos hvem han har været siden Løverdagaften, og foer igjen med Jess bag paa Slæden, uden at jeg fik tale et Ord med ham, til Eidsvold, hvorfra de ey kommer før Onsdag aften. I dag skulde jeg været til Ingiers; men jeg vover mig ey ud med det skrøbelige Hoved, og desuden kommer Obr: Lieut: Krogh hid paa Tilbagetouren fra Byen. Jeg vil altsaa nødig være borte.

Tirsdag 14. Han kom først i Morges Kl 6, da ikke engang Koren var oppe, men kom snart paa Benene. Han havde lagt paa Moe, derfor kom han saa tidlig, da han var kommet for seent did til at naae hid i Aftes. Snurrigt nok, at Præsten Bergh fra Ringsager, som kom her i Eftermiddag, ogsaa havde lagt paa Moe i Nat, dog kom han hid fra Gierdrum Præstgrd. Det var første Gang jeg saae min gode Berghs Fader her, og derfor bad jeg ham saa vakkert slaae sig til Roe Natten over, som han da ogsaa giør, og har meget at afhandle med Skriveren, især Landbruget angaaende, begges Yndlingsfag. –

Jeg har ikke været bædre, snarere værre i Dag. Det er dog nok Vaarfeberen som er i færd med mig, og som jeg troede at slippe. Jeg har nu reent opgivet Haabet om at see min kiære Rikke eller komme noget Sted paa dette Føre. I Morgen tager nok min Koren til Plogstad og Maastad. Imellem Rikke og mig har en lille Gangerpilt i Dag bragt et Par Smaae Billetter, og saadan faaer vi nu tale sammen i lang Tiid. Gud skee Lov for dette Middel – og velsignet være den, som opfandt det, dette Følelesernes Organ, som Frostanden ingen Magt har over –

[129] Torsdag 16^de Tidlig i Gaar Morges tog min Koren til Plogstad og Maastad. Paa det sidste Sted stod det ikke saa ganske vel til endnu. Major Ingier maatte atter holde Sengen, og saadanne Tilbagefald frygter jeg altiid meget for. Gu give denne Gang uden Grund!

Fader Bergh og jeg havde tusind Ting at tale om, og nesten alt førte os til hvad der laae os nærmest om Hiertet, vore Børn. Han havde nu fulgt den fierde af sine Sønner, som vil forsøge sin Lykke paa Søen, de første Skridt ud i den vide Verden. Selv har han været alle sine Børns Lærer, og seet sin Omhu og Fliid rigelig lønnet, og Gud lade ham vedblive at høste saa ædle og rundelige Frugter af sin Stræben med dem, som han høster af sin Jord, den han driver i det Store, og med Held. Han tog herfra Kl: 10, og lovede, herefter aldrig at tage Hovind forbi. I Christiania havde han forgiæves spurgt efter de tvende Brude. Jeg bad ham medtage et Exemplar af mig til sin ældste Datter. Det var bestemt Jess eller Maja, men de skal vel endda faae hver sit. Det er mig kiært, de gaaer saa friskt af, saa seer Seidelin sig skadesløs, og entrerer vel oftere med mig.

Jeg var med min hele Siæl ude i Jean Pauls Fata und Werke vor und in Nurnberg (jeg vil intet sige om den, fordi jeg umuelig kan sige Alt, og kun, da jeg med bankende Hierte og søde Vemods Taare lagde Bogen bort, kunde sige: Guds Løn over dig, ædle J: Paul i alle Evigheders Evighed!») da Barna med saadan Victoria kom løbende og fortalte, Ritmester Rasch (fra Edsberg og vort gamle Mustorp) var kommet. Den gamle jovialske Ven var mig vist nok kiærkommen; men Overgangen fra Jean Pauls Himmel til alle disse Hverdags Scener faldt mig lidt tung. Men hvad er der andet for, saa længe vi vandrer, i det mindste med vore Legemer hernede, maae vi underkaste os Skik og Brug. Jeg gik ind og bød den Galning velkommen, som han virkelig var, og bad ham tage til takke med Børnenes Selskab (som allerede tumlede om med ham, for det første. Koren vilde strax komme, og jeg med, naar jeg havde faaet ferdigt hvad Hertel skulde have med sig i Dag til Byen, og saa ilte jeg igien til min Bog og mine Breve, og altsammen ligger nu færdigt til Bortsendelse. Hertel, som tilligemed Jess kom hiem i Nat, reyser om en Times Tiid. Rasch følger ham, troer jeg, til Plogstad. Jeg er i Dag som i Gaar, men mere beklæmt – jeg veed ikke selv hvorfor. Til Maja C og P: har jeg skrevet, til Doctor Møller for min stærkt [130] forkiølede Marie, et lille Brev til Kista, og et D^o til min lille Commissionair Georg Jessen. Nu – Kl 3 – sidder jeg her atter efter en Kort Middagshvile med den samme, næsten stærkere Hovedpine, mat og usselig. Rasch blev med Hertel, men er her nok snart igien. Det var første Gang Hertel spiste hiemme til Middag siden han blev forlovet. Vi drak hans Skaal og klinkede, Rasch holdt en zirlig Tale. Mig stode Taarene om ey i Øynene saa i Hiertet, som de har giort den hele Dag. Jeg veed ikke hvorfor – lider Siælen maaske med Legemet? Ak, det er vel oftere Tilfældet end det skulde være det.

Fredag 17^de Hvad hver evig lige Torsdagspost bringer mig, bragte den mig ogsaa i Gaar: et langt kjærligt Brev fra min huldtroe Maja C – dog, det sidste er det kun stedse, det første ikke altiid, dog som oftest. Dette beskrev mig et aandsfortærende Confirmatjons-Selskab, og et lidt mindre morderisk Barselsgilde. Qvæge mig maae de kjære Breve stedse, men more mig kunde intet i Gaar – i Dag kan alting det, at sige i Aften, – thi en Stund i Formiddag var jeg ret bekymret for min Maja. Hun havde stærk Hovedpine, og var saa feberheed. Men nu er hun Gud skee Lov brav, og leer nok saa godt ved sin grønne Rok af Grethe Keilhaus Spektakler. Jeg har sagt Eder, hvor morsom og naiv hun er –

Rasch tog Afskeed med os allesammen i Aftes, og vilde reyse Kl 4 i Morges, dog blev det først Kl 6, da jeg allerede var i færd med at staae op, og min Koren længe nede hos ham. Det er den lustigste Person jeg kjender, og sine største Galskaber siger han saa tørt, som var det det alleralvorligste – des latterligere er det Tilhørerne.

Ankers havde ladet forhøre, om Koren og jeg bleve hiemme i denne Uge. Deraf sluttede vi naturligviis, de havde i Sinde at hiemsøge os, og var jeg ret tilfreds de giorde Alvor af det; thi seer I, mine Elskede, nu har jeg en Kalvesteg hængende saa stoer og feed, at den kunde lokke salig Adler eller Ridder Collet op af Graven. «Tys, Moer Koren! tænk paa hvad Straf der venter dem, der bryder de Dødes Fred.» – Aa jeg veed det desværre nok. Gud skee Lov at det var før jeg paadrog mig denne Straf, at jeg skrev Tilegnelsen (jeg var netop færdig med den) som skal staae foran i en Afskrift af mine Digte til min Adam. Han giver mig saa meget, jeg vilde giærne efter Evne give ham lidt igien. Men saa strax efter ovenmeldte Forhandling har jeg mine gode Grunde til ey at meddele Eder den her – Tilegnelsen nemlig.

[131] Søndag 19^de Saa ussel jeg var i Gaar, saa rask er jeg Gud skee Lov i Dag. Dog, det er vel Feberens Gang, og altsaa en slem Dag i Vente i Morgen. Men vi vilde lade hver Dag have sin Plage. Hertel kom, som vi forudsaae det, først Hiem i Nat. Nu i Eftermidd: er han reyst til sin Kiæreste, hvem han bringer al muelig Brudestads. Et ret stygt, men modernt og vist alt for kostbart, Tørklæde forærede mig, som jeg skal ærlig giøre Stads med paa hans Hædersdag. Fra min Lotta, Maja P: lille Zarinchen, og Doctr Møller bragte han mig saare fornøyelige Breve; thi overalt var alting vel, og vor gode Pavels var ^er Gud skee Lov lykkelig og vel ariveret til Bergen (dog efter mange Møysommeligheder) og har fundet sin gamle Moder over al Forventning brav – Hvad der foruroeliger mig nu er, at Hertel paa Hiemveyen har stødt sit Been, som i Dag var meget hovent, og vil, frygter jeg, blive værre ved Reysen i Dag. Men saadanne Reyser lader sig nu engang for alle ikke opsætte, allermindst for den, hvis Tiid er saa knap som vor gode Hertels. Tirsdag har han igien Forretninger, og saa hele Ugen, Bededagen selv neppe undtagen. Og alt hvad jeg bad ham tog han dog ingen Styrekarl med. Det er ret et egensindigt Folk, de Mandfolk. Fra litle Møller fik jeg Medicin til Maja nu for hendes Hoste, og uanmodet en Flaske Draaber til mig, som han forsikrer, skal jage min Feber bort. Med alt dette fulgte et lille venligt og forbindtligt Brev.

Fatter Munthe tog nu herfra. Hans Kone skranter bestandig, og det seer ikke uligt ud til, at den stakkels gamle Mand endnu engang kunde blive sat i eenlig Stand. – Dette skriver jeg efter Takten. Min Maja har fundet paa at boe paa det inderste Sahlskammer, hendes Yndlingssted, om Søndagen, og derop har hun taget sin Harpe – og just nu spiller hun: «Wie sie so sanft ruh'n» – og tænker vist paa sine sødt Slumrende – paa sin Sara, hvis Yndlings- ak og Dødskammer – dette var.

Om Morgenen tegner hun deroppe fra Kl 6 – 7 – til 8 – eller 9 Jeg har skrevet et langt Brev til min kiære Bergh, en lille Lap til min Maja P: om Stads- ikke Stats-Sager – og nu gaaer jeg ind til Skriveren min, som sidder ved sit Pillearbeyde, og lægger Kabale.

[132] Dog maae jeg først fortælle Eder de Debatter her var i Aftes, da Koren talte om, han i Dag vilde skrive til Bergh for at bede ham opsøge sig en nye Fuldmægtig. «Jeg veed sagtens» sagde jeg, «vi aldrig faaer nogen Hertel igien, men giid det endda blev et hyggeligt, beskedentligt Menneske. Og det er jeg vis paa, Bergh ønsker, ligesaa meget som at han maae være duelig, og ikke vil oversee nogen af disse Egenskabers Mangel» – Maja var af samme formening, og havde det samme Ønske. Men nu kom Lina: «Moer, du maae min Troe skrive til Bergh, og det fra mig, at Faers Fuldmægtig endelig maae være ung og pfiffig, og ha Lyst til aa dandse, om han just ikke dandser godt – det ska vi nok lære ham» – «Jo pyt!» sagde Skriveren til Lina, som Peer til Kongen, efter Ordsproget. Men nu hialp Maja hende, og jeg mærkede nok, hun ogsaa giærne vilde, han skulde være ung, om just ikke pfiffig – hvad der da ikke er hendes Sag – «Og veed du hvad? Fader – sagde hun – er han overmaade snild, skal han faae Lov at passe Hønsene naar vi er borte» – Hvad synes I om disse Unger, mine Elskelige, og om den hele Striid?

Mandag 20^de I Aftes fik vi Brev fra Lunde, som lykkelig var ariveret til Kbhn, om hvilket han efter to Dages Ophold ikke kunde sige stort. Dog havde han afleveret mine Breve til de Kiære dernede, og hilsede mig: at de snart skulde besvare dem. Hr Seidelin havde ogsaa taget imod Eudocia, og lovet at befordre saa vel den som dens Søster Thekla og Broder Ferdinand Warner, saa snart muelig til Trykken. Det var meyet kiønt giort af ham, holder han saa sandt kun Ord. Men nu har jeg ikke Egersønnen min dernede at drive paa ham.

Feberen er udeblevet i Dag, da jeg dog var ganske i Beredskab til at tage imod den. Mon Møllers Draaber, blot to Gange brugt, kunde udrette saa store Ting? Rigtig ^nok ere de bittrere end Galde, og Smagen nesten ikke at blive qvit den hele Dag. Men Ondt skal Ondt fordrive – Saa skal dette afskyelige Sludveyr i Dag vel ogsaa begynde at jage Sneen og de øvrige Vinterspor bort. I dette Haab finder jeg det taaleligt og det kan jeg da sagtens, inde i mit lune Kammer. Men de Stakler, som maae ud – Arme Hertel, giid vi havde ham vel hiemme! – Walbohm, som nu gik herfra, havde væltet kapitalsk fra en Bakke ned i en Dal, og var nær aldrig kommet op igien. Men han kiører da ogsaa – som en Doctor –

[133] Tirsdag 21^de Nu har jeg saa men holdt en lille Straffepræken for Brudgommen, at han aldrig kan aflade den Uvane – den eneste jeg veed han har – at reyse og færdes om Natten. Til Kl henimod 11 fik jeg min Koren til at sidde i Aftes – (og tog han sig en Søvn i Sophaen, imens jeg giennembladdrede Amalias Glæder og Lidelser, som var mig fast nye igien efter mange Aars Omvandring i Laan) – i Haab om, Hertel skulde komme, og jeg faae vide hvordan det var med hans Been. Over Midnat kom han først. Gud skee Lov, Benet er godt igien, forsikrer han, og alt er godt. Til den 11^te May er Bryllupsdagen bestemt, eller rettere denne bestemt til Bryllupsdagen. Jeg formodede, han vilde vælge denne Dag, om intet kom i Veyen. «Og hvorfor just den?» – fordi det var paa denne han første Gang, for 22 Aar siden, traadde ind i vort Huus – To og tyve Aar – hvilken Tiid! – Kan I undres over, Elskede, at jeg sørger over, dette nu ogsaa er forbi? – O ney, og I undres heller ikke ^over, I billiger min Sorg. «Endogsaa jeg vil savne ^komme til at savne den gode sieldne Hertel paa Hovind, hvor maae han da ikke blive savnet af dit hele kiære Huus!» skriver min hulde Maja C – «men den Tanke at han bliver glad og lykkelig vil forsøde Savnet» – Ja, det vil den – thi jeg veed Dit Ønske: «de bedste Velsignelser følge og hvile over ham!» – vil gaae i Opfyldelse.

At vi Alle skal og maae did, kan I nok tænke Eder. Skiøndt jeg forudseer jeg vil komme til at udstaae megen Angst og Qvide paa Veyen i det vist værste Førefald, faaer det ey hielpe. Det vilde bedrøve Brudgommen at savne mig; og aldrig nænte jeg at bedrøve noget Menneske paa sit Hiertes Glædesdag, hvor meget mindre et Menneske, en Ven som Hertel! Kan jeg nogensinde giøre for meget for dens Glæde, som gladelig havde gaaet i Døden for at frelse min Saras og Wilhelms Liv, og som deres Død bragte nesten ligesaa nær Graven som mig, og som overvandt sin Kummer og sin Lyst til at døe, for at leve for mig og Mine?! – Han og Jess tog nu til Eidsvold, med Sadler i Slæderne, for at ride hvor de ikke kan kiøre. De kommer nok ikke igien før i Morgenaften.

Torsdag 23^de I Dag har jeg ret havt det saa travlt med Brevskrivning. Det længste var dog til den længst Fraværende, min kiære Søn Pavels i Bergen. Men I skulde see, hvilken Pakke her ligger! dog de fleste, til Lotta, Maja P:, Seidelin, skrev jeg i Gaar.

[134] Hertel og Jess er atter borte i Dag. De kom seent hiem i Aftes, min Koren ligesaa. Og nu er saa men Maja og Maren paa Gislevold og Leufti for at bede disse vore Naboer herover til i Morgen Eftermiddag. Jeg seer nok nu, der ingen Ankers kommer paa dette Føre, og den gode Kalvesteg er det saa leyt at spise op allene. Vi har heller ikke seet hverken Moer Mørk eller Walbohm her i lang Tiid, og har heller ikke fortiænt det, da jeg aldrig kommer der – eller noget steds –

Nu kom Gesandtskabet tilbage: De har alle den Ære at komme.

Bededagen 24^de Vi vilde været i Kirke, baade min Koren og jeg, men Veyret er saa reent aprilsk, at vi nok begiver vort gode Forsæt – Det hagler, sneer, sluder, og bedst som det er, siger Solen: «Tit, tit!» – og kryber, knap den har sagt det, ind i de tykke Sneeskyer. Men saa ønsker man sig her helst denne Maaned, at den nemlig skal blive sin Charakter troe. Des mere Stadighed lover man sig af dens Efterfølger – om den nu saadan vil staae paa sin Repetation og med Rette kunde kaldes den grønne May. Inden i Majabrevet i Gaar laae et fra min gode Elisa Thorsteinson, som havde glædet sig saa hiertelig i min Oversættelse af Ferdinand Warner, som har vandret om blandt mine Eger og Strømsøebarn, og nu skal vandre til Kbhn og Seidelin. Min Maja C havde saa gar læst den høyt for sin Thrina, for at trøste hende over sin Realfs Fraværelse – han var faret med Faer sin til Majadal paa et par Dage – og de har dog begge læst den i Grundsproget. Seer I, mine Elskede, maae da saadant Arbeyde ikke være mig kiært? Jeg kunde ønske det mindre fornøyeligt i sig selv, for at have en lille Smule Fortiæneste ved lidt Møysommelighed – nu er det altsammen Fornøyelse, og jeg har ingen Ret til at modtage nogen Tak – men tager den saa glad lell – Den velsignede gamle Betta, skriver min Elisa, har nu nesten ganske tabt sin Hørelse, men det har ingen Forandring giort i hendes blide Sindsstemning. Hendes indre Øre er lige aabent, og selv om hendes fromme Øyne fordunkledes, og hun ikke mere som nu kunde forkorte sig de lange søvnløse Nætter ved Synet af Stjærnerne, vilde hun lige fuldt holde Samtaler med dem. «Sjælens Flammer slukker ikke selve Gravens Mørke Nat» – Endnu, siger Elisa, taler hun om [135] mit og min Maja C's korte Besøg i Vinter med saadan Glæde, og forsikrer, at Caffen aldrig har smagt hende saa godt, som da Moer Koren ved hendes Side giorde sig saa hiertelig tilgode med den –

Løverdag 25^de «Vi vil spise tidlig, sagde jeg ^{i Gaar Morges} til Maren S, at jeg kan faae min sædvanlige Læsehvile inden de Fremmede kommer.» – Og Kl lidt over 1 laae jeg her paa Sophaen med ^og læste med ret megen Interesse i en gl Minerva John Locke, en Forelæsning af Sander. Men den var ey stort over 2, saa var Gislevolderne – som aldrig pleyer være tidlig ude – her allerede. Deres Kl gaaer nemlig Pokker et Øre af, det vil sige en heel Time fortere end vor. Sukkende lagde jeg min Bog, tog mig en Priis Contenance, skjød Brillerne af og Skoene paa, og saa ind og neyede. Jeg var sandelig dette uagtet glad i at see de gode Mennesker her, de snilde Naboer, som ikke har været her eller jeg hos dem – hvad virkelig er en Skam – den hele Vinter. Obristinde Roweder er, som nesten altiid, hos Walbohms (hendes egentlige Opholdssted er ellers, eller skulde være, hos Svigersønnen, Lieut: Keilhau, paa Oppen) Lidt efter kom min Philemon og Baucis, det fromme Ægtepar fra Leufti, og sidst Giørup med sin meyet goe Kone. Det var min troe et ganske fornøyligt Companie i det hele. Jeg vidste intet bædre at more dem med mellem Caffen og Theen, end at bære alle de 14 Bind, Børnene har af Berthuchs Bilderbuch ind til dem, og denne Moroe holdt dem alle som Een, Ritmester Holch ikke undtagen, i Aande lige til Spisetiid, saa Gnavposen, den Hertel med sin sædvanlige Omhu for Selskabets Fornøyelse, havde faaet hid fra Gislevold (hvor den pleyer være i Brug hver hellig Dag) blev liggende, som om aldrig nogen Nar, noget Nul etc havde været til i Verden. Lille Fader Mørk, som man kan høre har studeret sin Naturhistorie som en Yndlings-Videnskab, holdt ordentlig Forelæsninger for de opmærksomme Tilhørere. Det eneste som giorde en lille Standsning var Punschglassenes Samklang da vor alles kiære Hertels Skaal blev drukket, og Hierternes Samklang med Læbernes var umiskiendelig i Alles Aasyn, og nogles taarefulde Øyne. I Faer Mørkes ærlige mørkeblaa Øyne læste jeg en Bøn for denne hans kiære Ven, hvis Opfyldelse vil giøre ham til den lykkeligste Mand. Gud høre den! Og det vil han. Kl 11 tog hver til sit.

[136] Søndag 26^de Marie og Jess fulgte i Dag med Hertel til Rotnæss – saa hedder Madam Fenstads Gaard; der fra i Morgen 14 Dage ogsaa er Hertels. Han ønskede at have dem med, og de ikke mindre at følge ham. Veyret er ogsaa saa varmt og mildt, at min Maja med Guds Hielp snarere har godt end ondt af denne Tour. Føret kommer da ikke saa meget i Betragtning hos det Slags Folk. De kommer tilbage Tirsdag. Saa nødig jeg ellers tager ud, havde jeg dog giærne ønsket jeg kunde fulgt med dem, saa længes jeg efter at giøre min tilkommende Venindes – thi det bliver hun vist – personlige Bekiendtskab. Nu, i Dag 14 Dage ved denne Tiid er da Begyndelsen til dette Bekiendtskab giort. Naar jeg tænker paa hvilken Karavane vi vil blive, kan jeg ikke andet end lee, og undres over, hvordan det vil gaae. Hertel haaber at faae foruden vor kiære Kista, hans Ven Jørgen Bull og smaae Hanna herud. Tys! lad mig nu engang tælle Folket – ikke av Hovmod som Konning David, snarere af Ydmyghed over vor Mængde.

I Dag var Fader Mørk her saa længe, at vi maatte erindre ham om Klokken var over 11. Da blev han forfærdet, sprang op og tog sin Hat. Men saa kom Maja, og Hatten blev lagt bort igien, til han havde omfavnet hende, og givet hende sin Velsignelse med paa Veyen, og de andre ligesaa. De vare just reysefeærdige. Vi vare komne ind i den gamle nordiske Mythologie, den han endnu paa sin Gammelalder har Lyst at studere sig dybere ind i –

[137] Mandag 27^de Ney, mindst ventede jeg mig saa deylig, saa interessant en Post i Aftes. Lidt før Sengetiid kom den, og da jeg ikke troede, den kunde bringe mig noget, bad jeg Maren – Skriveren og Kaja paa hans Skiød sov begge i Sophaen – og Linchen toge de Breve ud, som skulde bort. «Men see for et stort Brev til Moer!» – sagde Maren «Vist et Dagbogbrev!» lød det i mit Inderste, og det var det; det første Hefte af min sande Søn Pavels's Reysejournal, ledsaget af et lille venligt Brev fra ham selv, og et D^o, men længere, fra hans og min Maja. Disse læste jeg strax, men den kiære Dagbog tittede jeg blot i, og lagde den hen, for ey at blive forført til at paa mine Øynes Bekostning at tilfredsstille min Længsel. Thi begyndte jeg først, det følte jeg, gik det i et til Enden. Det havde ogsaa været Synd mod Skriveren min, da Kl alt var over halvelleve, skiøndt han vel havde sovet der han sad, uden at vide hvor Tïden leed. Men nu var ogsaa mit første Arbeyde, da jeg Kl 7 var færdig med Avisernes Giennemløbning (de gaaer herfra til Mørk) at tage fat paa de kiære Blade, dem jeg nu lagde bort, for at ile hid og takke Dem ret af Hiertens Grund, min dyrebare Ven og Søn, for denne deylige Sjælefrokost. Et Par Stæder loe jeg ret høyt, af Ægget som flød ud paa Lehnsmandsmadamens Dug, og den strax derpaa paa Thedugen væltede Kaffekopⁿ¹¹, men meest af den med Fandens Kunster ituslagne kostelige Spølkum som maatte erstattes med rene 5^rd – dog «til Lykke kun i dansk Courant» – siger Journalisten saare taalmodig. – Ja, hvor mange Mødre har saadanne Sønner – overalt saadanne baade Sønner og Døttre, som jeg? – Ikke een blandt tusinde – «Vi følger vor schreibselige Moders Fodspor» – hører jeg begge mine præstelige Sønner tage til Gienmæle. Ja saa Gud skee Lov jeg gav Eder dette Spor da, og at I fandt det værd at træde i. Nu skal jeg atter nogle Postdage see denne Underholdning imøde fra Bergen, ligesom i Fjor fra Kbhn. Men saa meget har jeg dog lært af Sønnerne mine, at hvis jeg nogensinde giør en lang Reyse fra mit Hiem (hvad dog neppe bliver Tilfældet herefter) skal jeg ligesom de Hefteviis sende de elskte Fraværende min Journal, da jeg nu af egen Erfaring veed, den saaledes interesserer dobbelt. I Aften skal min Koren gotte sig med at følge Ven Pavels den hele ham saa bekiendte Tour, og i Morgen skal Journalen efter Ordre gaae til vore Elskede paa Strømsøe og Eger, og derfra til Tøyen og vor Sally. Endnu engang moderlig Tak for det sønligkiærlige Brev, for Dagbogen, og for Alt – og for Dit velsignede Brev, min Maja P.!

[138] Aften Et Bud, Hertel havde i Byen, kom i Middagsstunden og med det et langt Brev fra min kiære vennehulde Lotta; som var dobbelt vennehuldt af henne, da der den følgende Dag – (i Gaar skulde være stort Middagsselskab, og hun altsaa havde grumme travlt, ikke at tale om den fortredelige Indqvartering, som medfører allehaande Uleyligheder og Kiedsommelighed –

Presidentens Been ere endnu meget hovne, og Thulstrup siger, det er Skiørbug, hvorover den ømme Lotta er meget angst – Jeg har nu i et lille Brev trøstet hende det bedste jeg kunde, og har jeg ogsaa den faste Troe, at Thulstrup – som jeg skrev – nok er Mand for at skaffe Lawsonmand igien paa karske Been –

Ak, men hverken Thulstrup eller nogen jordisk Læge kan mere give Dig den elskede Fader igien, dyrebare Sally – Endnu, da Lotta skrev, var han ikke ganske revet af Dine Arme, Du kiære Lidende; men i dette Øyeblik staaer Du maaskee og væder hans blege kolde Haand, som aldrig mere skal trykke Dig til det standsede Faderhierte, med hede Taare – og trykker brændende Kys paa de stumme Læber, som ingen flere Velsignelser skal udtale over sit elskede Barn, paa de lukte Øyne, som aldrig mere smiler til Dig og siger Dig: «Du er min Trøst og Glæde!» – O Sara, Sara, saaledes staaer Du for mig overalt hvor jeg vender mit Blik – Gud være lovet, Du har faaet Din elskede elskende Ulrich igien – Ved hans Bryst vil Dine Taare blandede med den ømme Søns og Broders, flyde mildere, og I vil glæmme Eders Smerte for at tænke paa hvor sødt den fromme Fader hviler ved sin gamle troe Ledsagerindes Side, hvis Savn selv hans ømme Sara dog ikke kunde erstatte ham, og intet paa Jorden, derfor gav Gud ham hende saa snart tilbage – Hans, den algode Faders Fred over Dig, mit elskede Barn, over Dine Brødre, over den fromme Helena, ak, som maaskee i Kamp med Fødselssmerter ikke kunde sige den troefaste Fader det sidste Farvel – hun var syg, skrev min Lotta –

Arme Peter, hvor tomt finder Du dit Hiem, naar du seer det igien! [139] Dog være Gud lovet, at du kan see det igien, at den arme Helene ikke skal savne sin Mand, sine Børns Fader, at Du min Sally skal see den kiære yngste Broder igien, og at Du har dem, alle disse gode sieldne Brødre, som vil forenes om at forsøde Dig Dine bittre Savn, og over dette glæmme, at det ikke var Dig allene som tabte Moder og Fader.

Tirsdag 28^de Sønnedagbogen er allerede afsted til Strømsøe, ledsaget af nogle Linier til min Maja C, og et ordentligt Brev til min Frederich. Ogsaa Lottamoer fik en liden Billet med Tilbagesendelsen af et Brev fra vor kiære gamle Justiskar til Presidenten, som interesserede mig som alt fra din Haand. Det vidste Lotta det vilde, og derfor sendte hun mig det. Til Lunde skrev jeg et Par Ord i min Korens Brev. See det er mit Dagarbeyde. Det gaaer altsammen mindre raskt i Dag. Jeg har havt en slem Stramning i Hovedet, formodentlig af det jeg i Gaar gik lidt ud og blev en Smule Klam om Fødderne. Det er urimeligt, hvor lidt jeg taaler, og det er vel atter min egen Skyld – i det mindste siger Skriveren det – fordi jeg sidder alt for meget inde og coculurer. Saa blev jeg ogsaa dygtig bange i Aftes. Just som jeg skrev det sidste her i Journalen, blev der saadan Allarm udenfor Vinduet, Koren kom nedstyrtende af Trapperne, alle Pigerne – her var ingen af Gutterne hiemme uden den gamle halte lamme Hans, som «glæder sig ved Livet i sin Ungdoms Vaar» – naar han halter afsted ‹(› med Hestene) toge Veyen ned bag Fjøset, hvor den største Dam er: Til al Lykke fik jeg ogsaa i Mængden Øye paa Kaja, som jeg altiid med Angst tænker paa, naar her bliver nogen Tumult, fordi hun flyver baade høyt og lavt. ^Hvad Var det da var? Min Korens kiære lille President var paa Veye at drukne. Den var kommet ned i Vaagen og under Isen. Min gamle brave Kari Gades brave Søn var ilet hid da han hørte Skriget det var Melin som skreeg dem sammen, og for Resten lod det gaae som det kunde – og med Touge lykkedes det dem at faae den op, som ikke var let, da Isen var tyk og stærk. De tørrede den, lagde alle muelige Hesteklæder over den, og lod den løbe sig varm, da den havde pustet sig ^ud. I Dag befinder den sig meget vel efter det kolde Bad, det lille gode, raske Dyr, Skriverens og Majas Yndling, og som, vil Gud, neste Sommer skal blive lille Syvalds Ridehest. Paa min Maja tænkte jeg strax, hvor bedrøvet hun vilde blevet, var den kommet noget til.

[140] Forskrækkelsen var da forbi, og Grøden paa Bordet, saa kom Obr: Lieut: Krogh. Han kom fra Gislevold, og skulde did igien, da han havde lovet at spise og ligge der, men her blev han gaaende henved to Timer, dog sad han imellem, men faldt da strax i Søvn, saa jeg maatte ret gribe mig an og finde paa alt Mueligt for at holde ham vaagen. Stakkels Mand, det lader til at han er svagere baade paa Siæl og Legeme end nogen troer. Han er meget stille og nedslagen. Hans Ærinde hos Walbohm angik nok ham selv, saavidt jeg kunde mærke. Da jeg spurgte: om der var nogen syge hiemme? svarede han: «Ney, hiemme er de alle friske» Gud skee Lov! sagde jeg, og han sukkede dybt, ligesom han vilde sige: det kan være slemt nok endda.

Onsdag 29^de Frisk og munter kom min Marie hiem, og ganske indtaget i Madam Fenstad. Det samme er Jess. De ere begge enige i, at Hertel aldrig kunde valgt bædre, at det giensidige Valg aldrig kunde været bædre. Hvad jeg altiid har forestilt mig, bekræfter de ligeledes begge, nemlig, at denne sagtmodige, stille Kone, har meget fælleds med min Telja i sit hele Udvortes og Væsen. «Saadan, siger Maja, gaaer hun ogsaa og steller om Alle, for at giøre dem det ret godt. Mig gav hun Pandekager med Syltetøy paa og Gotter hele Dagen, og kiælede for mig som for en lille Unge. Ja, lige til Neyingen ligner hun Telja» – Barna vilde kort sagt ikke undværet denne Tour for aldrig det, og ligesaa glade vare de paa Rotnæss; Mad: Fenstad, og en ung Jomfr. Hartvig, som er der i Huset, og en gl Madam Glatved, i Besøget. Maria, kan jeg høre, er nesten blevet som hiemme der. Paa Hiemveyen havde de betalt for Fornøyelsen. Det er allerede Tellegrøb og et stygt Føre. Jess væltede i et dybt Vandhuld. Maja slap ved sin Gunders Hielp for at komme af Slæden, men baade hun og den maatte over og igiennem de smaae Søer som staaer i alle Veye. Gud skee Lov, vaad var hun dog ikke blevet, og er i Dag nok saa flink. Jess har havt stærk Colik i Nat og er ikke aldeles brav i Dag, men mener at blive det, naar han kommer ud at ride. Han skal møde Hertel, som ikke kom hiem i Gaar, paa en Forretning i Ullensager, og begge kommer første hiem i Morgen. Gud give da, Gutten min maae være rask, og det haaber jeg.

See saa blev da ogsaa dette sendrægtige Sneglegangs Hefte færdigt.

[141] ⁿ¹²Torsdag sidste April Jeg tænkte paa, først at begynde dette Hefte i Morgen med den nye Maaned. Men saa er denne Morgenstund saa usigelig deylig, at jeg ligesom nødes til at sige Eder, Elskede, hvor let og fro jeg er. Det kommer vel ogsaa af, at jeg har været saa tidlig oppe i Dag, før Kl halvsex, og da sad allerede for længe siden mine Jomfruer og durede med Rokkene sine «det bedste de vandt» – som Lottamoer siger. De har adskillige Kiorteler og andet at sye til det forestaaende Bryllup, og vil endelig have spundet fra sig inden de tager paa andet Arbeyde. Det er dog ret en Glæde, og vel den største paa Jorden, at have gode og flinke Børn, og see dem glade og blide omkring sig. Og denne Lykke har Gud – evig være hans Navn lovet! – skiænket Eders Moer Koren i knuget og skuddet Maade. Morgenstunden er dog nok den Tiid paa Dagen, da Hiertet er meest aabent for alle blide Følelser. Aldrig er jeg saa frisk og oplagt til hvad det er jeg foretager mig, som naar jeg har været brav tidlig oppe. Og derfor skynder jeg mig stedse op – NB om Sommeren og Vaaren – naar ikke det syge Hoved giør alt for smertelige Indsigelser. Hvilken Morgenmand Koren er, veed I jo. Han er for det meste paa Benene før den er 5. Saa ryger han sin Pibe til sin Spølkum Mælk, og læser, naar han ikke kan komme ud i Haven eller Marken, til den er 6 eller 7. Siden stander han ved Skriverbordet fast den hele dag. Kun en Time til, efter Middag, tager han sig til Forfriskelse. Alt hvad jeg her fortæller er sagtens Nyt af gamle Aviser. Men det har jeg nu engang vant Eder til, mine Dyrebare, at nøyes med, naar virkelige nye Nyeheder fattes. Desuden veed jeg jo, det aldrig kan gientages Eder til Kiedsomhed, at Eders Moer Koren er glad og lykkelig. O, at I vare det Alle som jeg. Men Du, min Sara, er det ikke. Maaskee bringer Dagsposten os Efterretninger om Din kiærlige Faders Hiemgang (det er, som flere af Christiansfeldts Talemaader, et deyligt Udtryk) At drømme om Blomster, siger min Maja C, betyder, man spørger Dødsfald. Dog har det Gud skee Lov ikke altiid denne Betydning, thi ellers maatte jeg uophørlig spørge det, da jeg sielden falder, end ikke i den korteste Slummer, [142] uden at vandre imellem Blomster og frugtbugnende Træer. At jeg i Nat giorde det samme, undres jeg ikke over, da jeg i Aftes indskrev en af den ædle Herders deylige Parabler, som jeg har oversat, i min Maja C's Bog. O hvor skiøn den er! Lad mig i denne herlige Morgenstund kortelig fortælle Eder dens Indhold. Dog, hvorfor ikke lige saa godt afskrive den ganske! Her er den da.

Fredag 1^ste Endnu lever og lider vor elskede Sallys Fader skriver min Kista i Dag til sin Maria. O, derfor kunde jeg ikke glæde mig ret; da min Koren saa fornøyet kom herind og forelæste mig af Collegialtidenden, at Ulrich Bøyesen var blevet Præst i Lerdalen. Det skal være et godt Kald, siger min Koren, og om Sommeren er der meget vakkert om Præstegrdn. Saa var dog hans [144] Kbhns Tour ikke forgiæves, Gud skee Lov! Ak, kunde denne Efterretning gyde nogle Honningdraaber i den bittre Lidelseskalk, Gud fandt for godt at række Eder, I Gode! O var den gamle Faders Øre endnu aabent for den glade Tidende! og – leed han saa ikke mere – thi bør vi, tør vi ønske ham tilbage til det Liv, han nesten havde løsrevet sig fra? Gud, din milde Villie skee! –

Tak, min elskede Maja C, for Dit lille vennehulde Brev. Men heller ikke det kunde glæde mig. Atter er Du upasselig, atter lider de kiære blide Øyne af Gigthævelse. Du taler saa roeligt om det, og som skulde det saa være. Men saadan er Du altiid i hvad der angaaer Dig selv. Kun for Dine Elskede frygter Du, kun med dem glæder Du Dig; og at Du nu seer Dine Børn om Dig saa glade og lykkelige, o det dulmer endnu mere end før alle Smerter.

Løverdag 2^den May Ogsaa for denne Morgenstund maae jeg aflægge Eder Regnskab, Dyrebare, og skynder mig med det, imens jeg endnu har alting friskt i Hu – Stedse sysselsat i denne Tiid med Tankerne om den for Hertel forestaaende vigtige Forandring, kom som af sig selv i Aftes, deels før jeg havde lagt mig, deels efter, følgende Stropher af Hiertet i Hovedet, og i Dag paa Papiret:

Jeg har sendt den til Wulfsberg, og bedt ham saa vakkert, at aftrykke den, og lade mig faae en 30 a 40 Exempl:, og faae dem ud med de kiære fra Tøyen, ellers kan det ey skee før, sendt med Posten til Næss i Morgen 8 Dage. Vil han kun, eller kan han kun (thi Villie er jeg overbevist om ikke fattes ham) faae den færdig. –

Til Maja P: skrev jeg ogsaa, den gode Maja, som har saa meget at ordne og stelle med, for at faae sin Moer Koren ret pfiffig til den 11^te May – Aldrig snarere var mine Breve afsted i Posten, før jeg hører, Hertel atter i Morgen skal have Bud ind i Morgen saa kunde jeg spart mig den Møye, eller rettere lille Ole sin Nu, Budet skal ikke gaae tomhændet endda –

Mandag 4^de I Gaar Morges, og den hele Dag, havde min Koren Anstød af Koldfeberen. I Dag er han Gud skee Lov bædre, skiøndt langt fra ikke ganske rask. Han laae til Kl henimod 9, og staaer nu ved sit Skriverbord. Mit Onde, det gamle, i Hovedet, var nok smerteligere, end hans, i det mindste kunde jeg ikke saadan bortspøge det, som han sit. Ak, og saa var mit Hierte bedrøvet, leed med Dig, elskede Sally, flød i Taare med Dig ved Din ærværdige Faders Liig. Ja, han er ikke mere iblandt sine Elskede paa Jorden. Jeg vil afskrive Eder Begyndelsen af det lille Brev, hvori det kiære sørgende Barn, faa Timer efter hans Bort- hans Hiemgang, tilmeldte mig den: «Ja min Moer Koren, den 1^ste May er min evigelskede Fader indgaaet til et evigt Foraar. I Morges udaandede han sin fromme Siæl. Alle vore utallige Taare kalder ham ikke tilbage. Aldrig, aldrig mere aabner han sine Læber for at velsigne mig.» – Ikke disse blege kolde Læber, min Sara! hvorpaa Du snart trykker det sidste hede barnlige Kys. Men hans Aand, omsvævende den evige Faders Throne, seer velsignende ned til Dig, Du Sørgende! til Eder Alle, hvem den fr‹om›me Fader var saa meget, som I Alle vare saa meget paa Jorden, og er og bliver ham det i Himmelen. –

Legemlige Smerter, siger man, sløver Siælskræfterne. Dog følte jeg stærkt og levende Din Sorg, mit elskede Barn, og det endogsaa imens jeg udpakkede, besaae, og efter Børnenes indstændige Begiæring prøvede al den nydelige, smagfulde Stads, min hulde Maja P: har besørget mig: [146] En deylig brun Levantintaftes Kiole med langt Slæb og hviid Silkeflos Garnering; en Turban af Tyl og gult Krepflor, som hun og Maja Bergh har makket sammen, skriver hun, paa deres egen Haand, da jeg endelig maatte have et stadseligt Hovedtøy til den stadselige Kiole («saadan føder den ene Overdaadighed den anden» ) siger Koren) Og da nu alt dette var beseet, beundret og henlagt, lagde jeg mig mat paa Sophaen, og begyndte paa min elskelige Søn Pavels's andet Dagboghefte, det Maja hans ogsaa havde sendt mig, og det døvede meest af alt den pinlige, ret til Marv og Been trængende Hovedpine. Troelig fulgte jeg den kiære Ven og Søn fra Skifte til Skifte, deelte alle Fornøyelser og Besværligheder med ham, ak og hans, og endnu mere Moderens Glæde og Sorg ved Gienforeningen. Nu seer jeg ham siddende ved denne sieldne, ligesaa siælstærke som legemligsvage Moders Side, talende med hende om de hensvundne Tider, den glade uforglæmmelige Barndoms Dage, og de elskede Hiem- og ud i den vide Verden vandrede – saa følger jeg med ham i den bergenske Eqvipage, et Slags Bredkariol med Dæk over, med en Hest for, som en halvvoxen, ikke altfor peen Dreng gaaende ved Siden af den, styrer giennem Gaderne (af gammel Kiærlighed for Bergen, udmaler jeg ikke dette Optrin ganske a la Pavels, som, ellers saa fordomfrie, rigtig ikke er frie for en Smule Fordom imod Bergen) og standser ved snart dette, snart hiint Hus, men gaaer ikke ind i noget andet end Stiftamtmandens, min velsignede gamle Justiskars, og seer ham i Slobrok og Nathue saa bliid og venlig, med Hovedet lidt til den ene Side, tage Slotspræsten i Haanden, og glæde sig over de Hilsner denne bringer ham fra det kiære Østland – atter er jeg hiemme igien hos Moer, og seer, hvordan Sønnens speydende Blik alt langt fra opdager en Damehat, som stiler Coursen til Huset, og retirerer paa sit Kammer, efter undertiden at have holdt Qvarantaine i Kiøkkenet til de ere passerede der forbi ind i Stuen og naar han saa alligevel maae ned, fordi de nysgiærrige Mardamer giærne vilde hilse paa Fruen sin Søn, saa gotter jeg mig ret lidt ondskabsfuld over det sure Fiæs han setter op, hører ham stige langsom ned ad Trappen, og sætte sig i Lave med det saa ofte anvendelige Trøste-Sprichwort: «Du faaer taale det, Puus!» Og virkelig sagtnedes Hovedpinen, imens Tankerne spadserede saaledes omkring, men den kom tilbage med dobbelt Vælde, da denne interessante [147] Spadsertour var forbi. Klokken halvti, efter at have spillet tre Rabusser med Hertel, gik jeg tilsengs med Lina mi, da min Koren, som havde taget Campherdraaber ind, vilde ligge allene paa det forreste Sahlskammer. I Dag er Hovedet, skiøndt ikke saa vedholdende, lige saa smertefuldt som i Gaar, og gaaer jeg derfor tilsengs, nu de andre gaaer tilbords, for om mueligt at faae Styrke til at skrive i Eftermiddag med Dagb: Heftet til min elskede Maja C, og med samme besvare hendes seneste, og til min Maja P: og takke hende, og ved hende den gode Frue Bergh, fordi de saadan pfiffer den gamle Mutter Koren op.

Sneen har væltet ned fra Skyerne i Dag. Nu regner og blæser det. Og dette Veyr er det vel, som romsterer saadan i Ægteparrets Legemer. Fra min flinke flittige Lotta fik jeg jo ogsaa Brev i Gaar. Gud signe Jer, I Gode, for Alt!

Og min kiære dyrebare Egersøn, fra hvem jeg nu fik et langt velsignet Brev i dette Øyeblik. Det har atter drevet den fatale Spænding fra Hovedet, men kun under Læsningen virkede Talismanen – Nu seer jeg atter neppe hvad jeg skriver, saa trykker det ned over Øynene –

Kl 6 Her er jeg atter, mine Elskede, og nu ret brav. Af Middagssøvnen lovede jeg mig ikke meget godt, og stod op Kl 3, nesten saa syg, som jeg lagde mig. Men efter den forfriskende Caffe gik jeg hid, og skrev til Maja P:, og en lille Epistel til Maja C, som i Morgen, er Lykken god, skal ledsages af en D^o Epistel til min elskede Frederich (hvis Brev jeg nu har læst igien med det friskere Hoved, skiøndt det ogsaa gik igiennem de matte Øyne til det glade Moderhierte) og begge skal ledsage det deylige Bergenske Journalhefte til Strømsøe – og saa skal vor sørgende Sally have Brev i Morgen, og Gud lægge Trøstens Kraft i hver Linie! – Men nu tør jeg ikke heller prøve Hovedets Taalmodig hed længere – thi sikker er ikke Freden mellem os, mærker jeg – saa giærne jeg fortalte Eder en underlig shakespearsk Drøm jeg havde mens jeg sov, nu, imedens alt er mig saa friskt i Minde. Det var altsammen i det gigantiske, hele Verden var Skuepladsen, alle Mennesker som jeg kiender og nogensinde har kiendt, mine Medspillende. Men Eger og Strømsøe stode som smaae Verdner i den store. Jeg havde en Furierolle, som min Frederich sagde, jeg aldrig vilde komme vel fra – I Morgen mere

[148] Onsdag 6^te I fik intet i Gaar, Elskede! Jeg havde nærsagt, fordi jeg var saa syg, at jeg ikke kunde skrive. Syg var jeg rigtig nok, dog skrev jeg, og det ret mange Breve, med et Bud, som gik til Byen, 3 smaae Epistler til Lotta, Maja C, og Egersønnen – hvis sønnehulde Brev jeg ikke kunde lade blive længere ubesvaret – og to lidt længere til Maja P: og min lidende Sally – Af min urimelige Drøm erindrer jeg nu ikke mere – Ak, Virkeligheden beskiæftiger mig alt for meget Hele Gaarsdagen var jeg syg, som I har seet, og usigelig beklæmt. Det var den sidste Dag, Hertel var her, som han i 22 Aar har været her – den sidste Middag – jeg tog mit Glas og klinkede med ham, at faae et Ord frem var mig umueligt. Jeg sank Vinen og Taarene og ilte herind, og græd mig ret mæt. Da jeg kom til Bordet igien, var Maria og Lina borte, og kom ikke mere. I Aftes kom Hertel ned, og spurgte, om vi ikke skulde have os en Rabus? Vi spillede som sædvanlig de gamle tre, uden at tale stort. Saa bad han Godnat, og det ahnede mig, han ikke vilde sige noget andet Farvel. Børnene, som havde været oppe hos ham, kom ned, og Marie gik lige til sin Harpe, men kunde ingen Toner aflokke den – det var lutter vilde Greb – da hun sagde mig Godnat, brød Taarene vældig frem af de fromme Øyne, Læberne zittrede, de havde ligesaa lidt Toner som Harpen. Da vi havde lagt os, kom det mig for, som jeg hørte en Hest – og jeg hørte ikke feyl. Det var ham. Da han vidste os alle i Roe, og var vis paa, intet grædende Øye at møde, forlod han det elskede, det evigelskede gamle Hiem, hvortil de glæde- og smerteligste Minder binder ham saa fast – ak, med hvor tungt et Hierte han rev sig herfra, det veed jeg – Med Bønner for Dig, min Wilhelms Ven, slumrede jeg, med Bønner for Dig vaagnede jeg – Farvel da, Farvel – Gud lønne dig hvad Du var mig og mine! Farvel min Wilhelms Ven! –

Kl. 7 Der har ingenting villet gaae mig fra Haanden i Dag. Jeg har sagt Hertel skriftlig Farvel. Det bringer min Jess i Morgen til Ullensager Præstegrd, hvor han vil møde vor Kista, som tager der om og lige til Rotness. Giid hun havde kommet herom! Men hendes Broder har bedt hende tage lige did, og hun sparer derved et Par Mile, som i dette Føre ikke er lidet. Jeg har ellers været taalelig endda i Dag. Men Hovedet er lidt fortumlet af stærk Snue –

[149] Christi Himmelfartsdag Da I dog ikke faaer see disse Blade, mine Elskede, før jeg, som jeg haaber, er blevet frisk igien, saa kan jeg jo nok betroe dem, at jeg er ret meget syg. Egentlig føler jeg ingen Smerter, kun afvexlende Hede og Kulde, og en Mathed, som I ikke kan forestille Eder. Nesten hele Dagen har jeg tilbragt liggende paa Sophaen her, imellem Soven og Vaagen, saa sløv og underlig, uden at have mere Lyst end Kraft til nogen verdsens Ting. Dog, dette rasende Veyr, denne tilbagekommende Vinter, anseer jeg for Hovedaarsagen hertil. I Gaar og i Dag har det frosset i Bække, saa man kan bære Vand i Sække, sagde en af Folkene i Dag. Det seer sørgeligt ud, seendrægtigt i det mindste. – Og nu er Du vel alt reyst fra Ullensager, min Kista, hvor jeg saa giærne vilde mødt Dig istæden for Jess og mit Brev. Dog, give Gud jeg maae blive saa brav, at vi kan mødes, og mødes glade paa Søndag!

Bogholder Arnesen fra Eidsvoldværk spiste her til Middag. Der blev dog ikke andet for, Frøken Anker maatte til Byen, da de stedse aftagende Kræfter satte den arme, ak saa usigelig lidende Moder i alt for stoer Angst. I Tirsdags fulgte hendes Broder hende ind, og det i dette Føre. Uagtet Heste stode færdige paa alle Stationer, var de i 13 Timer underveys. «Fruen, sagde Arnesen, er nu ogsaa reent forladt» – det klinger skrækkeligt. «Hendes Øyne» blev han ved, «er ogsaa sielden tørre» – Gud aftørre dine Taare, arme Moder, og give Dig din om ikke eneste – (du har jo ogsaa en god Søn) – dog din høyeste Glæde tilbage, din dyrebare Antoinette, dit Hiertes Veninde, sund og rask tilbage i dine Arme, til dit hver Dag martrede Bryst! Saa snart Føret bliver taaleligt, tager hun ind til Datteren, som formodentlig er hos Khr Anker – og Gud give, de da aldrig mere bleve adskildte! – Jeg gaaer nu ind til min Koren – Kl er 5 – som sidder og piller den Poteteshavre, hans Egersøn har givet ham, til Sædefrøe.

[150] Fredag 8^de Jeg sad hos min Koren en halv Times tiid, men saa blev det saa slemt med mig, at jeg maatte herind igien, hvor jeg lagde dygtig i Ovnen, og pakkede paa mig i Sophaen alt det jeg fik fat paa, men den indvortes Kulde lader sig ikke fordrive ved udvortes Varme. Hoved, Bryst, hele Legemet leed. Men ingen vidste det, og troede mig siddende her ved Skriverbordet. I et Par Timer hørte jeg ikke et Menneske, saae endnu mindre nogen. Jess var den første som kom, og jeg var saa fortumlet, at jeg neppe kiendte ham. Den arme Gut blev saa hiertelig angst, og Søstrene hans stode grædende om mig. Saa giærne jeg vilde trøste dem, kunde jeg ikke; thi jeg maatte støde hvert Ord frem, og denne haarde Lyd saarede endnu mere de bløde Hierter. – Jess kom ogsaa saa flau tilbage, da Kista aldrig havde bragt det mindste med til mig – Aslak, som er inde for Hertel, men neppe kommer hid før i Morgen, skal have alt med sig. Men det var ret saa ukistaligt lell. Hun veed, jeg ventede det saa vist med hende, og hvor barnagtig jeg i saa Fald er, veed hun ogsaa. Sikkert skal jeg spille Dig et lille Puds igien, Kistamoer, det kan Du forlade Dig til. Jeg var ret ærgelig; men siden maatte jeg lee, ved at tænke paa det Sagn at Feberen kan fordrives ved Ærgelse – og saa var Ærgelsen forbi. Et lille Majabrev fik jeg med Posten, og et langt, forskrækkelig langt og morsomt fra den lustige Poppenheim. Georg Jessen skrev ogsaa, at Wulfsberg paa Øyeblikket var villig til at trykke min Vise. Den er da vel ogsaa med Aslak.

Jeg har svedt saa forfærdeligt i Nat, og det var da intet Under, thi først tog jeg Kampherpulver og drak Thee, og siden, Kl 9 da jeg lagde mig, drak jeg en heel Spølkum Karveøll; min Barndoms og Ungdoms Cur, og det var fast saa bittert som Møllers Draaber, dem jeg desværre ikke har fleer af. Jeg er naturligviis yderlig mat, men ellers taalelig i Hovedet, og nødt til at giøre mig stærkere end jeg er, da alles Øyne vogte paa mig. Frøken Keilhau har var her i Aftes. Hendes Urban har været saa grumme syg af Gigt, men er nu brav. Han er i Wallers, og logerer hos Præstens, hvor han har det overmaade godt. Præsten maae ogsaa være saa god Legems som Siæls Læge: thi han havde curert Fabritius, da der i Nærheden ingen Læge findes

[151] Kl 7 I Eftermiddag har jeg været bædre, meget bædre, kun mat, og det er jeg endnu. Madlyst fattes mig aldeles; men den kommer nok igien. Derimod har jeg tabt Lugten reent, og endskiøndt den formodentlig ogsaa kommer tilbage, ængster det mig lidt. Thi seer I, mine Elskede, hiint var saa ofte, men dette endnu aldrig, end ikke i mine sværeste Sygdomme, Tilfældet. Nu er vel Lugten den af alle vore Sandser, vi bedst kan undvære, endskiøndt den ved sin nøye Forbindelse med Smagen vel ikke kan tabes uden ogsaa at sløve denne. Men der er maaskee faa Mennesker, der har sin Næse saa meget at takke, saa mange virkelige Behageligheder, som jeg. I alle Fald er det da ikke værd at sørge for Tiden.

Nu har jeg afskrevet min Bryllupsvise in dublo paa peent figureret Velinpapiir med rosenrøde Kanter, til Brud og Brudgom, fordi jeg troer den saaledes vil være dem kiærere, især min Hertel, som altiid har været saa glad i hver Linie fra Moer Korens Haand. Den skal Maja bringe dem, naar den er afsiunget ved Bordet, har jeg tænkt.

Koren fik allerede i Gaar Brev fra en Procurator Schnitler, som har hørt, Hertel er taget herfra, med Anbefaling af et ungt Menneske, benamset Hersæter, som ønsker sig hid. Efter den Beskrivelse han giver over ham, kunde min Koren vel finde sig tiænt med Personen; men det er dog saa underligt at entrere med en ganske Ubekiendt. Heller ikke kan Skriveren det, før han faaer Svar fra Kbhn. Jeg stoler paa min gode Bergh, som kiender sit gamle Hovind saa vel, at han, er det mueligt, skaffer os et ikke blot dueligt, men i alle Henseender bravt og tækkeligt Menneske. En Hertel hverken venter eller fordrer vi. Men alt for tungt var det dog, skulde en reen Contrast træde i hans Plads.

Løverdag 10^de Jeg er Gud skee Lov ret brav i Dag, men dog grumme mat, og seer ud som et Lig. Jeg kan ikke bare mig for at smile en Smule [152] spodsk og medliden over mig selv, naar jeg tænker mig den stadselige Turban til dette Fiæs. –

Aslak kom i Nat. Han bragte mig saa mange venlige Breve, fra mine elskelige Majaer, fra min Elisa T: (fra hvem jeg ^fik en usigelig deylig Bouqvet, hvide Roser, Heggeblomster, og Reseda; alt som levede det – den skal ret pryde den blide Bruds Haar) fra lille Jessen med 40 Exempl: af min Vise, fra Zarine, og fra Hertel, den gode glade Hertel – thi af hver Linie aander Glæde over hans nærværende og Vemod ved Erindringen om hans forrige Stilling. Til hans fuldkomne Lykke fattes nu ikke andet, siger han, end at jeg skal synes om og være glad i hans elskede Kaja, og det haaber han – og jeg med – jeg skal blive. Mere siden, mine Elskede! jeg er saa mat, at jeg maae hvile mig lidt, og saa skal jeg pakke Stadsen sammen. Det er et afskyeligt Veyr, Snee og Slud –

Imens jeg hvilede mig, læste jeg, og nu for første Gang, Grundtvigs saa berygtede Til Dannerkongen etc – og, kom det af, at det var blevet udraabt for saa afskyeligt, eller glider alle Braadde fra det matte Bryst, som Lynet fra den haarde Klippe? Jeg veed det ikke, jeg veed kun, at jeg da jeg havde læst det, udbrød høyt med Pilatus, men sandelig efter min fuldeste Overbevisning: «Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske!» – Og hvordan kan nogen, som kiender Digterens eneste Digten og Tragten, det Eneste, hvorom alle hans Følelser og Ideer dreyer sig: christelig Fromhed og Selvfornægtelse – finde andet heri end disse selvsamme Følelser og Ideer? Det begriber jeg ikke. Jeg tilstaaer Eder giærne, Elskede, at jeg fast altiid, og dog kanske meest naar jeg er syg, begriber mere med Hiertet end Hovedet. Men det er igien ikke til Skade for min Paastand: thi varmere for Norge og alt hvad Norskt er banker neppe noget Hierte, end dette samme, og det gientager: at det ingen Skyld finder hos selve Manden, omend hans Tanker og Følelser har taget en Vending, jeg ikke billiger. «Og hvordan adskiller du Manden selv fra hans Tanker og Følelser? Moer Koren! Er ikke disse hans egentlige Selv?» – Saa er det vist nok, og jeg seer, jeg ikke faaer saa let for at forklare mig, men jeg seer ogsaa, at I ikke vil være saa nøyeregnende med denne Forklaring, og uden videre give mig Ret i, at man er uretfærdig, naar man fordømmer sin Broder, fordi han fra sin Synspunkt seer Tingene anderledes end vi fra vor. Og ligger ikke hans Retfærdiggiørelse i denne hans, vist sande, Troesbekiendelse:

Lad da hvem som vil drage til Feldts mod hans Udtryk, hans Maade at forklare sig paa. Kun søge de ikke heri hvad de, søgte de ved Sandheds Fakkel, aldrig vilde finde: «ondskabsfuld Hensigt eller Hyklerie.»

Der er, synes mig, meget saa deyligt i dette lille Digt. Et Sted blandt flere havde jeg saadan Lyst til at afskrive. Men, saa meget Jura har jeg dog lært ved i henved 30 Aar at være forbunden med en Jurist, at ^‹1› man ikke selv maae give Modpartiet Vaaben imod sig i Hænde. Jeg vil altsaa blot sige Eder, at det er det Digteriske i dette Sted der har glædet mig, og at det sluttes med de skiønne Linier: «Indtil du fik, om ingen Kiæmpeskiald, «Et Kiæmpedigt dog i dit Fredrichshald.» – Her blev jeg ogsaa just i rette Tiid afbrudt af de leende og støyende Unger, som stormede herind med og efter Jess, som havde spiaaget sig ud med sin Papas coleur de pus Brudgomskiortel, med behørig hvidt Taftes Foer, hviid Atlaskes Væst, med grønt Løvværk bebræmmet, Kaarde ved Siden, etc etc – Han saae ret ud som han var gal, og de kunde ikke allesammen ikke nok undres over, at sligt engang havde været Moden. Om 25 Aar, lader Gud dem leve, vil de vel med lige saa stoer Forundring tænke tilbage paa den nu brugelige Dragt.

Nu er det langt paa Dagen, mine Venner – thi jeg har skrevet dette under lange Pauser – og derfor maae jeg see at blive færdig med Indpakningen inden Mørket overfalder mig. For mange Dage tager jeg altsaa Afskeed med Eder, med disse Blade, som jeg vist ofte vil længes tilbage til, men forgiæves alt til Torsdag, maaskee Fredag. Onsdag er det tidligste, vi kan komme tilbage, og da min Koren just den Dag har en Forretning der i Nærheden, og maae blive over, er det uvist, om det bliver før Torsdag. Men saa skal det vel ogsaa gaae i et væk Heftet igiennem, tænker jeg, og fortsættes og sluttes lidt mere afvexlende, end I hid indtil har fundet det. Farvel, Farvel saa længe!

[154] Søndag Morgen Jeg kan ikke andet end kiære min Nød og Bekymring en gang endnu før jeg reyser. Veyret er i Dag som i Gaar, afskyeligt som Føret. Jeg har aldrig gruet saadan for nogen Reyse. Ikke for min egen Skyld; thi jeg kunde vel pakke mig ind saa jeg slap for at blive giennemvaad. Men nu alle de øvrige, og min Maria for alt – Jeg gav, jeg veed ikke hvor meget til, at det blot maatte blive Opholdsveyr. Tænk Eder, hvordan der skal bringes saa meget Reysetøy til veye, at vi 6 Fruentimmer i otte a ti Timer – og det er det snareste, siger de, disse halvfierde Miil kan lægges tilbage i – kan undgaae at blive blødte til det Inderste. Ellers kommer mit Mismod vel meget af, at jeg er saa svag – o, I troer ikke, Elskede, hvor meget svag. Og det skulde nok ikke siges Eder her, haabede jeg ikke at denne Tour, den blive nu saa besværlig den vil – og vel maae blive – skulde giøre mig godt. Jeg føler, at der maae Luft og Bevægelse til, om ikke det hele Uhrværk skal gaae i Staae. Sommetider er jeg færdig at troe, det alt har standset uden at kunde sættes i Gang igien –

Gud velsigne Eder, Evig Evigelskede! Giid jeg Ons Torsdag eller Fredag kunde sidde her ved denne Tiid og lee af mine overstandne Bekymringer. Børnene jubler høyt, uden at tænke paa andet end den forestaaende Glæde. Gud lade dem nyde den reen og ublandet, de gode lykkelige Væsner! og nyde deres Alders Glæder længe! Jeg skal vel vogte mig for, forsætlig at forbittre dem den –

Torsdag 14^de Kl 5 Eftermidd. Først nu er den dovne forsvirede Moer Koren kommet saa vidt, at hun kan hilse sine Elskede igien fra de kiære Blade. Ja, med inderlig Tak til Gud, med et langt friskere Legeme og lettere Hierte end jeg tog Afskeed med Eder, Dyrebare, hilser jeg Eder her igien. Og at jeg kan det, og kan det saaledes, derfor takker jeg Gud, og derfor vil I Alle takke ham, den gode Fader, som gav Eders Moer Koren den Kraft igien, som syntes ganske at have forladt hende. I Dag 8 Dage, just ved denne Tiid, o da tænkte jeg ofte: maaskee har du for stedse endt dit Livs Dagbog. Nu begriber jeg godt, at jeg den Gang følte mig svagere end jeg var, at det var Sindet som nedtrykte Legemet, og at hiint var stærkere angrebet af Feberen end dette – Dog, I har havt alt for meget Sygehistorie i dette Hefte, nu skal vi stemme Tonen om. Heller ikke maae [155] I tænke, jeg har i Sinde at gaae Krebsgang, fordi jeg fortæller Eder denne Dags Vandel først. Men deels fordi det er snarest giort, deels fordi I deraf skal see det ikke var total Dovenskab som holdt mig fra min Journal til nu, staaer den her først. Træt og mødig forlod jeg først Sengen Kl over 7 i Morges, og maatte da, strax jeg havde orienteret mig lidt i Hiemmet, faaet min Caffe, etc, skrive til min Maja P: for at faae sagt hende Farvel inden hun tredie Pintsedag iler sin Pavels imøde med alle sine Glutter alt lige til Forældrene sine i Arendal – ‹…› Og saa til min anden elskede Maja, for at det kiære bergenske Dagboghefte ikke skulde komme ganske uden Ledsagelse – det havde alt været 4 Dage i mit Værge, og de Ventende skedte alt for stoer Uret, benyttede jeg ikke Leyligheden at faae det indsendt med en Reysende fra Ullensager Prstgrd, med hvem det i Dag eller i Morgen kommer afsted. Da saa det var giort, satte jeg mig til Hvile i Sophaen med en Bog, men faldt i en sød Slum, hvoraf Maren S: vakte mig for at kalde mig tilbords – paa den Tiid af Dagen veed jeg aldrig jeg har sovet før – og det var en meragtig Søvn: thi neppe havde jeg min Fuglesuppe til Livs, saa blev det en ret alvorlig Middagssøvn, der ey tog Ende før Kl 3½ – Ved Caffebordet kom jeg i Prat med Kista mi, og den varede til – jeg nu kom hid. Her er imidlertiid blevet koldt inde, og jeg mærker, det ikke vil gaae ret raskt fra Haanden. Dog haaber jeg, at I skal see os vel i Bryllupsgaarden endnu i Aften.

Kl var halvni, da Toget begyndte at sætte sig i Bevægelse. To Vogne holdt i Gaarden, tre Rideheste, og 2 – Slæder. «Slæder d: 10^de May? Du snakker vist i Søvne, Moer vor!» – Ney, Børn, jeg er saa men lys vaagen. I disse kiørte jeg og Maja ud til Kongeveyen, deels for at Vognene ey skulde være for overlæssede paa dette, som de mente værste Stykke, deels fordi jeg var saa bange, og havde ønsket vi alle kunde kommet frem saaledes. Det gik imidlertiid meget godt altsammen, i Vognene pakkede vi os end bædre ind, og laante en Dragunkappe paa Veyen til Linchen, som det saae ud til, ellers skulde blevet den første druknede Mus iblandt os. Regnen holdt uophørlig ved. Maja, Lina og Kaja sad hos mig i den store Vogn, som Aslak kiørte, og hos ham sad lille Gryner, der dog spadserede mere, end han kiørte. I den lille Vogn sad min Telja og Maren, den stø Gunder var Kudsk. Skriveren var i [156] Forveyen. Jess pen paa sin deylige Vaillant og Andersen paa en stoer graa Trompeterhest, escorterte os. Vi havde ladet vore Heste gaae halvanden Miil i Forveyen for at staae udhvilede, og tog Skyds herfra; men de tre Heste for vor Vogn, hvoraf vi strax maatte skille os ved den ene som giorde mere ondt end godt, vare saa usle, at de neppe droge os til Ullensager Prstgrd. Her kosede vi os med Chokolade og Kringler, fik Fader Munthes egne Vognheste did, vore egne ventede, og det gik færmt. I Holen – saa hedder dette Skifte – tog Jess, som var redet lige did, imod os med god varm Caffe, den vi drak i Vognene mens Hestene bleve omskiftede. Det giorde godt, og ud- og indvendig væbnet mod Veyret, giorde det os ingen Fortred, skiøndt Regnen faldt i store Draaber, blandet med Hagl og Snee. Barna vare uden al Maade lustige, og det ofte paa min Bekostning, naar jeg i min Angst raabte: «Aslak, Aslak, Død og Kritte, Aslak!» – Det værste af denne lange sene Vey var den sidste Fierding, hvor vi atter forlode Kongeveyen. Den forsigtige Hertel, som under alle Omstændigheder beholder sin Omtænkning, havde sendt os sin Krambodkarl – en reen Bajatz – imøde med Kapper, men da var Regnen sagtnet. Skriveren, hørte vi da, havde alt været der før han ^{Hertels Bud,} tog hiemme fra. Vi byttede endnu engang Heste for den store Vogn, da der var slemme Bakker, og Kl 5: vare vi paa Rotness.

Hertel og Kista kappedes om at faae os ud af det vaade Reysetøy, og aldrig stod Glæden løseligere paa noget Ansigt end paa den lykkelige unge Mands, da han var vis paa, at have alle sine Hovindelskede i sit Hus, og Vidner til hans Lykke. Hele Dagen, alt til Koren kom, havde han frygtet for, jeg ikke skulde vove mig ud i det slemme Veyr. Nu havde han alt, hvad han ønskede. Og Gud har givet ham «sin Daads, sit Hiertes Løn i det Største, der kan gives ham» – Jeg behøvede blot at see det lille hulde blide Væsen, Sagtmods og Beskedenheds Billede, for at være vis paa, mit Udsagn i Viden var Sandhed, ^{for at see} mit Haab grundfæstet. Kaja Hertel – Gud skee Lov, hun nu hedder saa – er ikke smuk, skiøndt naar Sundhed, og Munterhed giver hende, som med Guds Hielp vil skee, Fyldighed og Farve til de vemodige blaa Øyne, maae hun blive saa vakker, som hun er tækkelig. Hendes Figur er som I seer min Teljas, rank og peen, men spæd. Saa net og hyggelig var hun i sin huslige Dragt, saa opmærksom paa [157] sin Hertels mindste Bevægelser, dog, ikke paa hans allene, paa alles, og har hun nogen Svaghed er det den, at hun er alt for ængstelig for at ikke alle om hende skal være tilfreds og lykkelige, at hun ikke kan giøre nok for dem, en i sig selv elskværdig Svaghed, vil I tilstaae mig. Hvor man kaster Øynene hen i det hele Hus, seer man den gammeldags Soliditet og Overflødighed af alle gode Ting. Huset selv er efter denne Maalestok, rummeligt og beqvæmt. – Men nu fryser jeg slemt – Og I seer mig nu siddende i min Hertels store Dagligstue i Sophaen (over hvilken alle hans Skilderier hænger som de hang paa hans Kammer) ved det sølvbesatte Caffebord, snart ved Siden af min Kiære nye Veninde, snart ved min elskede gamle, min troe Kistas, og Hertel uophørlig sysselsat med at frembære alskens Ting til vor Vederqvægelse, Børnene flyvende omkring med ham, min Koren med sin Pibe og sit Glas Porter, os alle i bedste Stand – naar I nu blot kaster Øynene paa den lille flinke, vevre Jomfr: Hartvig, som sidder ved Bordet og skiænker; en Søster af Moer Hertel, Jomfr: Østbye, en ung god stille Pige – begge der i Huset – og paa gamle Mutter Gladtved, som er der, fordi hun intet Tilholdssted havde paa Jorden – see saa kan I være ret roelige for os Allesammen, og seer os i gode Hænder og i godt Behold.

Fredag 15^de (Fortsættelse) Lidt efter os kom Øyesæt eller Øyset troer jeg han skriver sig, og Kone, Brudens Søster, samt to Sønner. Manden er en driftig, virksom Landmand, med god sund Forstand, munter og jovialsk og bliver i sit Spøg stedse inden den finere Anstands Grændser, hvad der er mere end man kan sige om mange af hvem man efter deres Opdragelse og Stilling med langt større Ret kunde fordre det. Hans egentlige Menneskeværd er maaskee ikke saa fuldvægtigt, har i det mindste ikke været det, og hvad man ikke kan andet end misbillige hos en Mand, der, skiøndt formuende, har en stoer Familie at forsørge, er et ulykkeligt Hang til høyt Spil. Konen, hvis hele Udvortes er en Contrast af Søsteren, min blide Kaja Hertels, skal ogsaa i det Indvortes være hende ulig. Men at hun behøver at være skrap og lidt mere Husbond end Hustroe, er unægteligt, og maae undskylde hende. Hun er for Resten en flink stræbsom Husmoder, i hvis Hus Orden og Overflødighed kappes med Giæstfriehed for at giøre det behageligt for hvem som kommer der, hører jeg af Alle som har været i hendes Hus.

[158] Aftenen gik med Spisen, Drikken og Snak, og med at see os om overalt, ogsaa i Boden, hvor vi allesammen handlede med den unge Mand for at give ham Hansel. Koren allene handlede ikke den Gang – dog derom mere siden. Paa et Kammer, i tre store Senge, laae min Koren og jeg ^og alle vore Jomfruer, iblandt hvilke jeg nok kan regne min Kista. Hertel vidste, hvor giærne vi blev sammen, og derfor var dette Værelse os bestemt. Om Morgenen bragte jeg Bruden min pene Elisablomst, som tilligemed et Par Rader hvide Perler udgiorde hendes Hovedprydelse. Da hun var kommet i sin Pynt, hialp Kista mig med mit Haar, og den gule Turban tog sig ikke saa galt ud endda paa mit gamle Hoved, da Kista trak alle de sorteste Lokker frem over de graa. I kan troe jeg, nest Bruden, var den galanteste, og for saa vidt galantere, da hun, til Hertels hemmelige Græmmelse ikke havde giort sin Kiole (der var af samme Stykke som min) med Slæb, hvad der saa hiertelig angrede det lille fromme Væsen, da hun hørte, han havde ønsket det. Men Ret giorde hun. Jeg ønskede mit ti Gange Pokker i Vold, da jeg maatte være saa ræd for Smuds og Paatræden at det var en Gru – Netop vare vi færdige paa vort Kammer, saa kom min kiære Rikke, frisk og flink, skiøndt hun havde havt en slem Skræk underveys foranlediget ved Føret. Da jeg vidste, Bruden sad allene i Værelset ved Siden af det, hvori Brudeskammelen stod, gik jeg ned til hende, og søgte at muntre hende det bedste jeg kunde, og i et Glas Madera drak vi Duus. (Men hun spiser og drikker som en Kanarifugl.) Jess og Gryner vare Brud- og Brudgoms-Svende, og giorde sine Sager ret godt. Min lile Brudegave, en Sølvvoxstabel, i Form af en Globus, med Aarstallene 1790 og 1812, og imellem disse Datoen, 11^te May, paa Foden, havde Jess ombyttet med den som stod før (en almindelig) brændende til de røgende Herrers Tiæneste. Jeg vidste Huset var saa rundelig forsynet med Alskens brugbart Sølv, gammelt og nyt, at dette var det eneste, jeg kunde udfinde, og troet havde min Maja P: stræbt for at faae den som alt færdigt og saa peent som mueligt. Skiøndt Selskabet var indbuden til Kl 11, blev den dog henimod 2 inden de alle samledes, og i al den Tiid sad den stakkels Brud, som fra Morgenstunden var meget svag, og blev det med hvert Øyeblik mere. Tilsidst brød hun ud i en heftig Graad, og skialv saa hun neppe kunde staae paa Benene, og jeg og vi alle som vare om hende, tænkte med Angst paa hvordan det vilde gaae under Vielsen. Brudgommen kom [159] bukkede for os, saae med et bekymret Blik paa den Grædende, men maatte skynde sig paa sin Plads, da hele Selskabet nu stormede ind. Endelig var al den Neyen og Bukken forbi, og Øyset kom og førte Bruden, som samlede alle sine Kræfter sammen, for Brudeskammelen. Da det deylige Værs: «Du ledte frem ved Almagts Bud» – var siunget, traadde Provst Finkenhagen frem. Efter hvad jeg før havde hørt af denne Guds Mand, ventede jeg mig ikke meget; men sandelig, hvad jeg hørte overgik ogsaa langt min Forventning. Det var Sandhed hvert Ord, og hiertelig Sandhed, og derfor trængte det sig til mit Hiertes Inderste og fremlokkede mine uophørlige Taare. At man i saadanne Øyeblik, hvor man blot hører med Hiertet, ikke lægger Mærke til Mangel af Udtrykkets Zirlighed etc – forstaaer I Allesammen, mine Elskede! Det hele varede, siger min Koren, kun 20 Minuter. Og jeg takkede Gud, da det var forbi, for Brudens Skyld, som holdt sig kiækt, og siden blev bædre og bædre. Ikke mit eget Barn, det føler jeg, kunde jeg lykønsket varmere, end min troefaste, prøvede Ven, min Hertel, hos hvem jeg, som Textens Ord lød, har fundet Oprigtighed uden Svig fra han traadde ind i mit Hus til han forlod det –

Men før det nu gaaer til den lange Bordsidden, maae jeg erindre hvad jeg har glæmt at omtale, hvilken velsignet aandelig Frokost jeg fik just som jeg sad ved den legemlige, Bryllupsmorgenen. Da kom Hertels Brodersøn, Christian, den raske Søegut, som Dagen før var kommet til Christiania, og skyndte sig, alle Hindringer uagtet, for at see sin faderlige Farbroder paa hans Hædersdag. Han medbragte to saa ømhedaandende barnlige Breve, det ene fra Døttrene mine dernede, det andet fra Sønnen Bergh – Jeg fik netop Tiid til at giennemøyne dem, før det gik til Toilettet. De vare komne op med en Capit: Lund, og temmelig gamle, fra 15^de og 18^de April – men de qvægede mit Hierte, det veed jeg – ak, og saarede det: thi hvor levende udtrykker de elskte Døttre og Søstre (Brevet var baade til mig og Sally) deres Glæde over gamle Fader Bøyesens Helbredelse, over at de skal see ham igien ved hans Sallys Side – ak, og just denne Dag reves de sidste Lævninger af den elskede Fader fra det arme lidende Barns Hierte – Troe mig, dyrebare Sally, mine Tanker, min Aand omsvævede Dig under al den Tummel og Menneskesværm og Sang og Skud og Glæde som omringede mig.

Nu gik det da tilbords, hvor jeg kom til at sidde imellem Provsten og Cappellanen, Halmsted, da Provsten, som tog mig tilbords, satte sig paa min Plads hos Brudgommen, hvor jeg hellere havde sadt, kan I tænke, ikke at tale om, Bunteraden blev brudt. Vi var vel i Alt 2 a 4 og 60 Mennesker. Det gik alt overmaade peent, ordentligt og brillant til, Skaaler og Skud manglede ligesaa lidt som noget andet (ogsaa med samme Bruden traadde til Brudeskammlen gik tre Skud) og leed min stakkels Maja, som slet ikke taaler Skud, ret megen Vaande deraf den hele Dag. Da Bispen kom, kom ogsaa min Vise, den eneste som blev siungen, men den blev ogsaa siungen af alle Mand under Klinken og Kanontorden, og vist fra mangt et rørt Hiertes Inderste.

Raskere end det gik kunde det ikke gaaet med al den Mad, og jeg troer neppe vi vare to Timer tilbords. Jeg saae, mens vi spiste, at min Rikke ikke var vel. Tilsidst maatte hun gaae fra Bordet, og lægge sig lidt, men saa blev hun dog bædre, skiøndt hun langt fra ikke var ganske frisk siden hele Dagen. Intet uden Godhed og Agtelse for Hertel og Glæde over hans Lykke kunde lokket min Rikke ud i dette Føre og fra sin lille Thrina – og det samme var Tilfældet med Mad: Krogh, som jeg rigtig blev lidt angst ved at see, da hun om føye Tiid seer sin Nedkomst imøde.

Saa snart den store vakre Sahl, hvorpaa vi spiste, var giort ryddelig og det var den i en Ruf – begyndte – ikke Musikken, thi den havde vi nesten under hele Taffelet – men Dandsen. Og da jeg nu ikke har videre med den at bestille, vil jeg benytte dette Pusterum for at giøre Eder lidt bekiendte med de Mennesker iblandt denne Mængde, som deels meer eller mindre interesserede mig, deels vare mig hidtil ubekiendte. Bruden og Øysettes kiender I alt, og Husets Folk. Her fra Ullensager var da foruden det hele Hovind, mine kiære fra Plogstad, den inderlig godlidende Frue Ingier med sine tre ældste Døttre, Procurator Krogh og Kone, snilde, tækkelige Folk tilhobe. Det hele Næss's Conditionerte, som Talebrugen er, Langeballes Familie undtagen, da der Dagen efter skulde være Bryllup (deres Pleyedatter, en ung rask Pige, faaer eller fik en Forvalter Lehman, en brav og talentfuld Mand, siges der, men aldeles forvoxet, knap saa høy som Lina) vare der, og adskillige Bønderfamilier, som man efter det Udvortes ikke kunde skille fra hine, og meget agtværdige vare adskillige af dem, og meget tækkelige.

[161] ⁿ¹³Provstinde Finkenhagen skiuler under et overmaade ufordelagtigt Udseende megen Forstand og Charakterfasthed, og et ømt Hierte. Jeg underholder mig giærne med denne i lange Lidelsers Skole haardt prøvede Kone og Moder, og som prøves daglig ved Synet af en Datter, som vel ikke er vanvittig, men dog saa underlig fjollet, og hvad der vel smerter Moderen dobbelt er, at de andre Sødskende slet ikke synes at vilde vedkiende sig hende. Den ældste Datter, Provstens Steddatter, Jomfr: Kyhn, er ingen godlidende ung Pige, mere styg end vakker, og giør i Forening med Forældrene, især Faderen, alt mueligt for at fordærve den Yngste, en Pige af Linas Alder, ved at giøre urimelig Høytiid af hende. Det er en lille rask Tøs, men det er sørgeligt, at hun allerede i den Alder skal faae Indbildninger, som vanzirer i enhver Alder, og uden Tvivl vil have en slem Indflydelse paa hendes hele Liv. – Enken Madam Rosing er en ret vakker og tækkelig Kone, som jeg synes bædre om nu, end det allerførste jeg kiendte hende, da hun lod til at have for mange Pretensioner; men maaskee lod hun ogsaa kun saa. Nu er det i det mindste ikke mere Tilfældet. Hun havde to Broderdøttre med sig, Kaja og Louise Grønvold. Den yngste, et godlidende Barn, er stedse hos hende, den ældste, en meget vakker, uskyldig, barnlig 17 Aars Pige, er hos Bedstemoderen, gamle Frue Grønvold, som nu boer i Næss, men kommer sielden ud. Denne Kaja blev alles vores Yndling, og giid kun ikke visse Folkes i alt for høy Grad! – Præsten Halmsted, en jævn brav Mand, som ved Bordet talte meget med mig om min elskelige Egersøn, hans gamle Skolekammerat. Hans Kone, en Jomfr. Nannestad, er ret smuk, og har især en vakker Figur. – Frue Nærenst, en lille Sippenip, syntes jeg ikke videre om, og ligesaa lidt om hendes Datter, skiøndt hun var en ret kiøn Pige. Lehnsmand Reich, Kronen for alle Lehnsmænd, en saare agtværdig og tækkelig Mand, og hans Datter Grethe, en flink høy levende Brunette, et simpelt godt Naturens Barn – Der var desuden en Frue Feltman med to Børn, og mange mange flere, som det ey lønner Umagen at opregne; kun min egen Halvor Brustad, en Farbroder til de unge her bortdøde Wolder, maae jeg ikke glæmme, det er en sand Hædersmand, og vilde være det i hvad Stand han var – Nu gik Dandsen for sig af alle Kræfter. En Stund saae jeg til; men det blev mig for hedt og qvalmt, saa jeg maatte retirere, hvor farligt jeg end fandt det at overlade Skriveren, der dandsede uden Ophør, til sig selv [162] iblandt alle de vakre Piger. Grethe Reich og Kaja Grønvold frygtede jeg meest for, og har Maja mi endnu i denne Dag bekræftet, hvad jeg desværre troede at see, at Fader og Søn vare om kaps forliebte i Kaja G: Dog, derom kommer vi atter paa Tale. – Hvor giærne havde jeg sneget mig hen i en Krog, for endnu engang at giennemlæse de kiære kbhnske Breve, og et lille D^o fra min Maja P: og hendes Pavels's Dagbog, som Fogden bragte mig om Formiddagen, og var Søndag ariveret med Posten. Men jeg maatte lade den Fugl flyve for den Dag. – Bruden dandsede godt og giærne, men fik ey Lov at giøre for meget af det første Dag. Brudgommen derimod har nok ikke i mange Aar flyet saadan afsted.

Kl 10 listede jeg mig op paa mit Kammer. De allerfleste bleve Natten over, og Gud veed, hvordan alle de Mennesker fik Sengerum. Der var 11 Giæstesenge i Huset, og hos Naboen laae ogsaa endeel. Veyr og Føre giorde det fast umueligt at reyse da Mørket faldt paa. Min Maja, som tre svære Kanonskud, da hun troede al den Dunder forbi, havde giort et voldsomt Indtryk paa, fulgte med mig, og gik tilsengs, og sov sødt ind under Musikken i neste Værelse; men det kunde jeg ikke, og først Kl: henved 4, da alle vore Medlogerende lidt efter lidt havde indfundet sig, min Koren allersidst, og vaad som var han kommet op af en Strøm (jeg havde belavet mig paa det saa vilde gaae, og taget Linnet med til Ombytte) faldt jeg i Søvn, og vaagnede først Kl 8, da den lustige Øyset affyrede sine tre Kanoner uden for Brudekammeret. Jeg blev angst for Maja mi, men hun var til Lykke vaagen, og forsikrede, hun ikke blev bange –

Vi samledes da alle om Caffebordet, min kiære Rikke fuldkommen rask, den unge Kone ogsaa meget flinkere end Dagen før, min Maja rød og hviid og munter, alle glade, alle lyse og opklarede som Luften. Skriveren havde taget sit Sæde saa polisk bag Kaja Grønvold, og – nu kommer det hvad jeg og Barna hans ikke kunde formaae ham til, nemlig at kiøbe noget peent fiint Klæde ude i Boden til sig selv og Gutten sin, giorde han for et Klap af den smukke Piges Haand. Det var mig, som i Fortvivlelse greb til dette Middel, at bede hende giøre Forsøget, hun giorde det strax, det gode Barn, i al Uskyldighed, og blev en lille Smule rød. Marie vilde giærne smigre sin Jess med at det var for hans Skyld hun baade klappede og rødmede, men Gud skee Lov, Gutten er for beskedentlig til, i det mindste at lade sig mærke med, han troer det. Jeg mærker ellers godt paa den samme [163] Maja, at hun, om det var Tiden og Guds Villie, ikke vilde have noget imod at faae Kaja G: til Svigerinde. – Men jeg mærker nok ogsaa, at bliver jeg saa vidtløftig vil jeg heller ikke paa disse 4 overcomplette Sider komme til Ende med Bryllupsfærden. Denne anden Dag var det langt morsommere end første. Ved Middagsbordet gik det lustigere til, og nu var Hertel først i sit Es, da han fik Lov til at see alle sine Giæster tilgode. Jeg har ikke siden i Barselet hos min Thrinasara og Realf drukket saa meget Viin som denne Middag. Visen blev siunget igien, Skuddene ledsagede Skaalerne, og Maja, advaret, gik en Stund, og kom rask igien. Hele Formidd: havde Ungdommen dandset nede hos Naboens, men saa snart der var afspist, vare de alle om at tage af Bordet, og saa begyndte det igien paa Sahlen, og vedvarede til Qvellen. Da min Rikke ikke kunde overtale sig til at være længere fra sin lille Glut, lod hverken hun eller hendes Fut sig holde længere, end til vi havde spiist. Da toge de bort – alle øvrige blev til neste Dag – og saa gik jeg hen at tage mig en Midd: Hvile med mit kiære Journalhefte. Mad: Rosing lagde sig paa en Seng oppe hos mig, men uden saadant Selskab. Da jeg derfor kom til den morsomme Anecdot, Pavels's Moder havde fortalt ham, og denne desuden angik hendes Mands Forfædre, maatte jeg fortælle hende den. «Hvilken Anecdot?» Om en Biskop Rosing i Opsloe, hvis Moder boede i Nærheden af Christiania, og havde han lovet hende, at besøge hende engang om Ugen. Men da det nu monne hende, at han i 14 Dage ikke opfyldte denne Forpligtelse, sætter Kiærringen sig til Hest tidlig en Søndag Morgen, og farer ad Bispegaarden til. Der blev en Stahey ved dette uventede Besøg, og Bispen ilede selv ned at løfte sin Mama af Sadlen. Men da han var hende nær nok, gav hun ham et Ørefigen, og sagde: «Jeg skal lære dig min Søn, at holde det fierde Bud!» vendte sin Ganger, og foer sporenstregs tilbage, al Bøn og Paakaldelse uagtet. Mad: Rosing loe ret godt, og kiendte Anecdoten fra sin Mand, hvis Oldefader dette var ariveret med, og traf det sig saa morsomt, at hun just var tilstæde da jeg læste dette. Om Aftenen da vi havde spiist, satte vi os ud i det pene rummelige Kiøkken, sang, drak Punsch og Malaga, og klinkede under Musikkens Istemmen saa det havde god Skik. Inden vi vidste af det, begyndte en Vals om Spisebordet, dette kom bort i en Fart, og alle, Unge og Gamle valsede, Hertel med den ene efter den anden – Ja, mig selv greb dette Oberons Horn, og endnu engang i mit Liv giorde jeg en Tour eller to om Gulvet med min kiære glade Hertel. Det var aftalt vi skulde gaae tidlig tilsengs, men ingen af os havde Hierte til at bryde det muntre Lag, og først Kl: over 12 brød Fr: Ingier overtværs, og vi fulgte hende. Jeg havde sadt der den [164] hele Nat, troer jeg, skiøndt jeg vidste hvad der da ventede mig Dagen efter. Men hvor kunde jeg modstaae Hertels bønlige Blik, hver Gang jeg giorde en Bevægelse til at gaae? Men saa sov vi ogsaa roeligt og trygt til Kl henved 9 den følgende Morgen, og da begyndte Skilsmissen for ramme Alvor – ‹…› det er sandt, Finkenhagens, Halmsteds og flere toge bort Tirsdagaften –

Vi slap da ikke før vi havde spiist vore fire gode Retter til saa kaldet Frokost, drukket Caffe, som jeg dog ikke, af Angst for Føret smagte, og saa blev Kl henimod 2 før vi kom afsted, ledsaget af de kiære gode Menneskers Velsignelser og gode Ønsker. Min Koren, som havde Forretning der, blev tilbage, og kom først hiem i Gaaraftes. Frue Ingier med sine Smaaepiger i en Vogn, Krogh, hans Kone, og min Kista hver i sin Kariol, giorde i Følge med vore Vogne en lang Række. Føret var uden al Sammenligning værre, end om Søndagen. Det gik Fod for Fod, og stod ofte fast i Tollegrøbhullerne, som var farligst for Kista mi, der kiørte i Kiærre med Andersen, og ingen Voitur vælter lettere end de stygge Kiærrer. Dog skreg hun ikke som jeg. I Holen stod Skydsen fra Kl 12 til 7, vi kom der; men den kunde giærne gaaet for den Nytte vi havde af den[.] Med usigelig Møye naaede vi Ullensagr Prstgrd, og afskedigede her de usle Heste og drak os en styrkende Kop Caffe imens vi oppebiede vore egne Heste, og maatte da de arme Dyr atter i Sælen. Det værste af hele Veyen var til Dragvold fra Prstgrd: Mit Hierte giorde ondt i dets Inderste ved at see mine gamle Svarter anstrænge sig til det yderste for at drage os op af de dybe Huller. Paa Dragvold havde min flinke Jess giort Anstalt til friske gode Heste for os og Kista[.] Den lille lette Vogn med Telja og Maren var længe i Forveyen. Endelig saae vi det velsignede Hovind igien Kl halvelleve. Jess, som havde været et Par Timer hiemme før vi, blev uroelig over vor Udeblivelse, og mødte os med Gunder et godt Stykke herfra, hvad der var ret godt, da der var Gienvordigheder til det allersidste. Men des bædre smagte da vor Thee og Smørrebrød i den varme lune Stue, og den søde Hvile, og endnu smager det godt, og vil det længe, at tænke tilbage paa disse ved al Besværlighed ikke for dyrt kiøbte glade Dage, over hvilke I nu mine Elskede, har her en lang, og dog ikke fuldstændig Beskrivelse. Et og andet kan vel siden falde mig ind. Nu maatte I vide os vel hiemme igien, og at vi alle Gud skee Lov ere raske, mit Hoved ret manerligt, og at jeg i Dag fik et kiærligt Brev fra min Maja C, og et – af 3^die April fra Døttrene mine formodentlig opsendt med den sandseløse Collet. Men hvor kiært var det mig da deri laae et lille Contrafey af søde Syvald, som skal ligne ham. Tak for det, Elskede! Jeg seer mig ikke mæt paa det lille kiære tænkende Fiæs.

[165] Pintseaften 16^de I det i Aftes sluttede 24 Pag: stærke Dagboghefte, fik jeg jo dog ikke fortalt Eder, Elskede, at jeg da for første Gang i Sommer havde været ude i Haven med min Koren, min Kista, Telja, og alle Børnene. Det var den første Dag som fortiænte Navn af Vaardag. Men Gud skee Lov, endnu kan Aaret blive godt, skiøndt Gjøgen allerede i flere Dage skal have galet paa bar Qvist, hvad ellers ikke er et godt Tegn. Jess hørte den første Gang tidlig i Morges, og det fastende, og i Nord, Sørgegjøgen[.] Med alt dette rokkes ikke mit Haab om et godt og glædeligt Aar –

Dernest maae jeg fortælle Eder, at jeg nu maae stræbe at faae tømt lidt paa de ubesvarede Breves Rum, der nesten er fuldt, og som jeg om mueligt vil have tomt til min Kista tager herfra, anden Pintsedag. Endelig skal jeg hilse Eder fra søde Syvaldfjæset, som jeg alt har hilset Godmorgen paa med et bedstemoderligt Kys, og nu sender med begge Brevene til vor Sally, dog paa Vilkaar at faae det igien. Og i Dag, dyrebare Maja C, er Du vel i Roelighed paa Dit deylige Auestad, eller gaaer endnu og pusler, for at bringe alt i den Orden, Du maae have det for at være ret tilfreds, og for at kunde ordentlig modtage Barna Dine i Morgen. Jeg seer Dig saa tydelig for mine Øyne, men rigtig kan jeg ikke orientere mig i Værelserne endnu, veed heller ikke, hvilke I for det første har valgt Eder til Beboelse, eller har været nødt til at vælge, da kun faa ere i Stand. Velsignet være Din og alle Dines Ind- og Udgang, og hvert Fied i den vakre nye Boelig! En Tiid vil det vel være, inden jeg bliver saadan hiemme der som i det kiære gamle Hus, eller i Majadal ney, der, i den velsignede Dal, er jeg dog allermest og bedst hiemme.

Aften Nu har jeg skrevet til Maja C, til Sally, til Elisa T: – og har dog endnu saa meget uskrevet til i Morgen, og forudseer – at de kiære kbhnske Breve maae blive ubesvarede til længere hen i neste Uge. Det er ikke Ret, at jeg er saa meget borte fra Kista mi, da jeg snart skal miste hende for denne Gang. Men hun havde dog ikke godt af sin Moer Koren, naar hun sad hos hende ankefuld over de mange uafgiorte Ting. Dermed maae vi beroelige os Begge.

[166] Første Pintsedag En glædelig Fest! er Dagens Parol. Og af mit ganske Hierte ønsker jeg Eder den, Elskede, skiøndt det allerede er langt paa Dagen, og vel den tyvende Gang, jeg gientager det, skriftlig og mundtlig. Thi I maae vide, at jeg nu først med en roelig Samvittighed tager fat paa Journalen, da alt hvad Kista i Morgen skal have med sig, er indpakket og færdigt. Men meer kan jeg heller ikke fortælle Eder, thi jeg har lovet at komme ind og læse for dem, de stakkels Unger, som har savnet mig den hele Dag. Fader Mørk var her i Formiddag, Grethe Keilhau er her i Aften. See det er jo ogsaa nesten alt, hvad jeg kan fortælle Eder, og saa det, at vi ret har det saa hiertensgodt i vor søde eensomme Roelighed.

Anden Pintsedag Min kiære Kista er reyst. Gladere og vemodigere end ellers bød jeg hende Farvel: thi naar jeg nu seer hende paa Hovind igien, er det for at slaae sin Boepæl der – derfor er jeg naturligviis glad, og mit hele Hus med mig – vemodig derimod bliver jeg, naar jeg tænker paa, at mine elskede Tøyenvenner nu skal miste den troe, dem og deres Hus saa ømthengivne Kista – men hendes aftagende Helbred tillod hende ikke at blive der flere Vintre, da Kiøkkenet er saa koldt og langt fra Haanden, og saa jævnligt Fremmede der. Men det veed jeg, kiæreste Lotta, at baade Du og Din Lawsonmand, ikke hellere under nogen hende, end os, og at I vil glæde Eder ved at vor troe Hertels Tab herved i nogen, ja i mange Maader, bliver os erstattet. Børnenes Glæde er ubeskrivelig, og vi deler den Alle, og I, Elskede, vil dele den med os. Men fuldkommen glad bliver jeg dog først, naar jeg veed hendes Savn paa Tøyen oprettet, det Gud give det maae! Da først kan jeg med et roeligt Hierte see de glade Dage imøde, som vi skal henleve med vor Kista iblandt os. Thi – ikke sandt? – nu har vi ikke ganske mistet vor trofaste Hertel, naar den trofaste Kista for Fremtiden skal tilhøre Hovind. Kun at jeg nu veed min elskede Lotta og Lawson i Besiddelsen af en anden, men stærkere, Kista – o, da er jeg gladere, end jeg kan sige Eder.

[167] Aften Imens Fader Munthe tog sin Middagslur, har jeg i Stilhed for mig selv atter giennemlæst Stærkodder, og kunde saaledes ret for Alvor lægge Mærke til og glæde mig ved dens mange usigelig deylige Stæder. Et af disse er Angantyrs Monolog i Gravhvælvingen, og Scenen mellem Ingild og Ra, den første i femte Handling. Det var som jeg slet ikke havde læst den før, saa nyt var mig alt. Lige til nu har den gaaet i Laan; men nu skal den stande hos sine værdige Brødre – Giørups er her i Dag, og Frøken Keilhau, som i Gaar kun kom for at sige Kista Goddag og Farvel, og blev en Times Tiid. Nu ^gik de alle, Mad: Giørup og Smaaepigerne, anførte af Jess, hver med sit Træe paa Skulderen, som skal plantes paa Christianeshøy. Munthe er taget bort, og min Koren i Haven og poder, saa jeg raader ene for Huset. Det deylige Veyr, som har lokket mig flere Gange i Dag i Haven, kalder mig atter ud, og saa skal siden Kabalen fortælle mig, om Kista mi er ariveret til vort kiære Tøyen, og meget mere. Jeg havde ret tænkt at faae skrevet til Døttrene mine og Sønnen Bergh i Kbhn, og til Poppenheim, hvilket Sidste netop er begyndt; men som sagt, det stille Solskin giver mig ingen Roe til at sidde længe ad Gangen, saa meget mindre, som jeg i Dag føler mig saa usædvanlig let til at gaae, og frisk i alle Maader.

Tirsdag 19^de Nu fik jeg da det lange brev færdigt til Poppa, og et lille bitte til Maja C, der i Dag af Navnesøsteren Pavels modtager et ikke saa kort. Og saa er Du da nu underveys, elskelige Maja P: med alle Glutterne Dine til det glade Møde hos Dine Forældre med Din Pavels. Gud lade Dig paa hele Hen- og Hiemtouren faae saadant Veyr som i Dag. Føret er vist ogsaa taaleligt paa den Kant. Nu, Kl 4; er Du vel ikke langt fra Auestad, hvor Du tager Dit første Natteherberge, og vel er den første Fremmede, som hviler der under det nye Tag. De sidste Giæster som hvilede under det gamle Auestads Tag, var min Egersøn, hans Elisa og jeg. Natten efter at vi, Elisa og jeg, havde været vor «Undergang et Haarbred nær» paa Strømsøe Elven –

Der gaaer Jess i bare Skiorteærmer med sin Saaæske over Skuldrene [168] for at nedlægge den første Aarets Sæd, Ærter, i Jorden. Jeg seer ham aldrig saaledes sysselsat, i al sin Ynglingskraft og Munterhed, uden at takke Gud, fordi han er kommet paa den rette Bane, fordi hans gode Fader og jeg, imod vort Ønske opfyldte hans. Gud give ham Liv og Helbred, saa har han nu, mere end det i nogen anden Livets Stilling er mueligt, Lykken i sin egen Haand. At han er saa elsket af Folkene, saa agtet ved at vise dem den Agtelse ethvert retskaffent Menneske, i hvad Stand han er, tilkommer, seer I, mine Dyrebare, derpaa grunder sig saa stærkt mit glade Haab.

Smaaepigerne ere allesammen, tillige med Grethe Keilhau, hos Giørups i Eftermiddag. I Formiddag saaede og plantede de og sværmede omkring Faer mens han podede, hvad han baade i Gaar og i Dag har havt travlt med. Maja har faaet Blomsterfrøe af sin Moer C: og det er hun vis paa, vil skaffe hende megen Øyens- og Næsefryd. Saa opfyldes ogsaa Dit Ønske, min Maja, da Du sendte det: «Giid det maae bære mange Blomster til Majablomstret!»

Torsdag 21^de I Gaar havde jeg et lille Brev fra vor gode Hertel, men desværre ikke glædeligt. Hans Kaja blev forkiølet første Pintsedag, da de vare i Kirken og paa Præstegrd (formodentlig toge de til Vands, og det var en giennemtrængende Blæst) og havde siden for det meste holdt Sengen. I Morgen kommer han hid. Gud give det da maae være bædre – og det haaber jeg.

Herregud, hvilken Vaar dette ogsaa er. I Gaar og i Dag den samme kolde Blæst, og fra Kl 3 til 5 i Gaar Morges, sagde Jess, som pløyede, frøs det en halv Tomme Iis paa Vandet. Endnu brænder det fast i alle Ovnene, endnu takker jeg hver Morgen Gud for min tykke Vadmelskiortel men jeg nægter ikke, jeg vilde takke ham gladere for ey at behøve den – Stakkels min Maja P: med sine Smaae! Giid de vare alle ret godt indpakkede mod denne skarpe Vind, især paa Vandet. Og nu har vor gode Pavels ogsaa forladt, og for sidste Gang i dette Liv, sin ædle elskede Moder. Vist en smertelig Afskeed for dem Begge, mere smertelig endnu for den ømme Søn end for den vel ey mindre ømme, men i alle Livets Tilfælde saa resignerte Moder. Først i sin Majas og i sine Børns Arme vil han finde sin Sindsroe og Munterhed igien – og Gud give, han alt havde fundet den der!

[169] Aften Hvor misligt er det dog med vore Planer og Forsætter, vi arme kortsynede Støvets Børn! Neppe havde jeg nedskrevet den sidste Linie paa forrige Side, saa bringer Posten mig, blandt flere kiære Breve Dit, stakkels kiære Maja P: som jeg saa vist troede paa Veyen, langt paa Veyen til det glade Møde, og som nu den fatale Koldfeber fængsler til Hiemmet, ofte til Leyet. Jeg troede knap mine egne Øyne, da jeg saae det overskrevet Aggershusfestning. Saa har da denne altgribende Epedemie, efter at være gaaet hele Dit Hus rundt, ogsaa fundet Dig, Gode, og just i det allerubeleyligste Øyeblik, saa fiendsk mod Dig og Din Pavels som mueligt. Dog ney! End værre havde det været, var Du kommet ud, og den langt fra Dit Hiem – Dit eget og det faderlige – havde overfaldt Dig. Det havde været langt værre – tænk de stakkels Glutters og Din egen Angst! Var nu kun det første Stød ovre for vor kiære ømme heftige Slotspræst, som istæden for sin Maria, sine Børn, finder et Brev fra sin Elskedes feberskiælvende Haand. Giid han havde dette smertelige Øyeblik overstaaet, og at han saa til Giengield for det maae finde sin Maja fuldelig karsk i det glade Hiem, hvor han da, omringet af Venskab og Kiærlighed, snart vil glæmme de udstandne Besværligheder, sit skuffede Haab, eller tænke tilbage paa det for at takke Gud fordi «ogsaa det er overstaaet –»

De andre Breve vare fra mine Elskelige, Maja C – det første fra Auestad – fra Sally, den Bedrøvede, men dog saa skiønt Resignerede – og fra Kista, som var kommet rask og vel frem, og havde fundet alt vel, Huset fuld af Fremmede, og – meer i Morgen. Thi i Dag har jeg med et Bud, som gaaer ind herfra skrevet lange Breve til min Lotta, til de kiære Døttre i Kbhn, og til Doctor Møller, for hvilket sidstes Skyld, den lille Gangerpilt skal afsted, da jeg troer, den Medicin Maja bruger, maae forandres. Og endnu maae jeg, skiøndt Klokken nesten er 9, og her alt er mørkt og koldt, skrive et lille Brev til min Lotta. Anledningen i Morgen. Fra Strømsøe, fra min Maja C skulde jeg faae at vide, hvad Du, Kista mi, blot vilde lade mig giætte.

22 May, Fredag Dig først min Hilsen i denne Morgenstund, elskede Lotta! og min dobbelte Lykønskning: thi er ikke dette den første blandt Dine Fødselsdage, hvori Du seer Dig Moder til en Datter? Ja, denne Nyehed var det, Kista i sit Brev gav mig et Vink om, men ikke vilde sige, fordi Lotta selv vilde tilmelde mig den, og som min Maja C taler om som noget, hun troer mig bekiendt. Jomfr: Holbye, nyelig kommet fra Christiania, havde fortalt hende det. Men uforudseet var mig ikke denne Efterretning. Jeg har længe mærket, og flere med mig, at Din Jørgen, kiæreste Lotta, havde et godt Øye, som det hedder, til den gode vakre Agatha Messel, og at han heller ikke var hende ligegyldig. Gud velsigne deres Forening, og lade Dig, dyrebare Lotta, som den lykkeligste Kone og Moder ofte opleve denne Dag! Dermed er Velsignelsen lyst over Dit hele Hus: thi hvordan kunde min Lotta være lykkelig, hvilede ikke Held, Sundhed og Fred over alle hendes? Ja, den reneste Lykke hvile over Eder, over det velsignede Tøyen nu og evindelig, Amen!

I Eftermiddag venter vi vor gode, kiære Hertel, og alle Hierter slaaer ham længselfulde imøde. Give Gud, han maatte bringe os ønskelige Efterretninger om sin baade i syge og sunde Dagelige blide, sagtmodige, og for alle omhufulde Kaja!

Kl: 11. Har I nogensinde, mine Kiære, hørt fortælle om en Kone, som slagtede sin eneste Koe, for et Marvebeens skyld, som hun følte saadan Appetit til, og gav saa just det Stykke bort, hvori dette Been sad? – Naa, noget lignende skal jeg fortælle Eder, og det ­ – om mig selv. Lille Ole, sagde jeg Eder, skulde gaae til Byen med et Brev til Doctor Møller. Alle de øvrige gik med ved samme Leylighed – ja de gik, men dette – blev liggende. Det er sandelig ikke overdrevet, naar jeg siger Eder, at det foer som et Dolkestik giennem mit Bryst, da jeg nu for en Timestiid siden hendelseviis fik see det – paa Kakkelovnen, hvor jeg havde lagt det, for at tørre Oblaten, inden jeg lagde det i Pakken med de andre. Og saa havde jeg ladet det ligge, og Kl 4 i Morges var Gutten tøflet afsted. Ja, nu spøger jeg, men I skulde seet mig for lidt siden. Jess, som jeg [171] strax tog min Tilflugt til, blev reent forfærdet, og torde neppe spørge hvad der var hendet. Da han nu hørte det, blev han ordentlig glad fordi det ikke var noget uopretteligere, tog Brevet, og bad mig være roelig, det skulde være paa Tøyen inden Qvellen. Og nu er den ene af Dølepigerne, en ægte Gangerrolfiane, afsted med det, og var vis paa, ikke at komme stort senere end den liden Pilt. Gud give det! Men underlig vil I blive tilmode, I Gode paa Tøyen, naar I giennemsøger hele Pakken, og intet Doctorbrev finder, og seer dog, at det var for dettes Skyld, Budet gik. Jeg tænkte først, ikke at sige Skriveren noget herom for det første; men det er mig umueligt, at have noget paa mit Hierte, uden at han maae vide det. Imidlertid begynder jeg altiid min Selvanklage med saa hiertelig Anger og Ruelse, at det reent afvæbner ham, og det er sandelig ikke Hyklerie, men jeg føler, at jeg ikke godt kunde udholde, han nogensinde skulde blive alvorlig misfornøyet – thi det var det høyeste han kunde blive, og Gud skee Lov endnu aldrig har været paa sin gamle Christiana. Eder Alle, Elskede, kan jeg heller intet skiule af hvad der foregaaer i og uden om mig. Derfor maatte I ogsaa vide dette sørgelige Exempel paa min Sandsesløshed – «Egentlig er det vor Herres Skyld, at Brevet blev glæmt» – sagde jeg til Maja, som saae heel forundret paa mig. «Vor Herres?» gientog hun. «Ja» blev jeg ved, «thi havde han givet os Maymaanedsvarme, saa havde Kakkelovnen været kold, og Brevet ikke kommet did.» – «Ney; nu vaaser du rigtig, Moer mi!» sagde Ungens – Øyne. Med Læberne sagde hun kun, smilende: «Ja du snakker, du Moer!» –

Søndag 24 Med fortumlet Hoved og mat Haand sidder jeg her nu, Kl 4, nyelig opstaaet. Jeg maae dog fortælle Eder mine underlige Fata i Dag. Dog først, at vor kiære Hertel kom Fredagaften, og var her til i Formiddag. Hans Kaja er Gud skee Lov fuldkommen færm igien, og altsaa fattes intet i hans Lykke, intet i det mindste, som jo forvindes ved hiint. En Odelsmand truer at giøre ham husvild, hvortil det dog, mener min Koren, ikke skal komme, og en Stifsøn af gl: Fenstad, en lumpen intrigant Person, som i en Snees Aar har været [172] uindskrænket Herre ude og inde, da den Gamle lod fem være lige, har herved faaet en Indflydelse paa alt, som vilde giøre et slemt Vilderede i Tingene, om ikke Hertel var den Mand, som kunde paa en fornuftig og bestemt Maade tage fra sig. Denne Leyelse (for at bruge et af Flors Udtryk) er det ogsaa, som ophidser Broderen til Odelsprocessen. I Morgen skal min Koren did første Gang i denne Anledning. At jeg ikke fortalte Eder dette i Gaar, Elskede, var fordi jeg skrev til min Kista, min Bergh, og min Maja P, min stakkels syge Maja P. Naar Hertel var en Stund nede (han havde travlt paa Contoiret) maatte jeg ind, kan I tænke, og prate med ham. Min lille Mercurius, som gik Fredag Morgen til Byen, var her tidlig i Gaar Formiddag, og bragte mig et kiærligt Brev fra min elskede Lotta, den i sin Søns Lykke saa glade Moder. Det giorde hende lidt ondt, hun ikke havde været den Første der tilmeldte mig denne behagelige Nyehed; men jeg fik den jo dog fra en kiær, vennehuld Haand, og det glæder Dig, beste Lotta mi! Tak for det ømme Brev, og Held og Lykke Dit hele Hus!

Og nu Dagens Begivenheder. Jeg vaagnede nogle Gange i Nat med Hovedpine, og i Morges kunde jeg neppe faae Hovedet fra Puden. Da jeg endelig kom op, brugte jeg alle Kunster for at blive saa brav, at jeg kunde tage til min Rikke, hvad hun i et Brev saa venligt havde bedt mig om, og jeg længe før foresat mig. Men det var altsammen omsonst. Dog klædte jeg mig paa, og troede det torde blive bædre i Luften, det troede ogsaa min Koren og de fleste andre kun ikke Hertel, Jess, og lille Mørk, som efter gammel Stiil var her. Dog fulgte de mig alle tre i Kariolen, hvor alle Ungerne fløy op og fik sig et Kys endnu, og Hertel pakkede mig ind, saa Vind og Veyr nok skulde lade mig være uantastet. Men ved hvert Skridt, Hesten Giorde, blev Hovedet værre, og tilsidst sortnede det for mine Øyne. Jeg streed længe, men tilsidst maatte jeg bede Aslak snue om igien. Jeg vidste forud hvor ængstelige de vilde blive her hiemme. Jess mødte mig i Gaden, alle de andre omringede mig, og torde neppe spørge, hvad jeg ikke heller gav dem [173] Tiid til, da jeg med mueligste Anstrængelse sagde, at det kun var mit Hoved, der ikke taalte Bevægelsen. Mørk, som endnu var her, blev meest angst. Han troede, sagde han, jeg havde faaet en Rørelse. Gud forlade den gode gamle Mand dette Udtryk. De er neppe noget ^legemligt Onde, jeg frygter som dette. Jeg maatte da til Sengs, og faldt efter en smertefuld Time i Søvn, sov godt, og drømte naragtigt, f:E: at min Egersøn, kom hid, men havde formummet sig saa vi ^ikke kiendte ham, med en stoer Alongeparyk og et Haarslør. Dog kiendte jeg ham først giennem dette, og kyssede ham saa hierteligt, at jeg vaagnede, loe af min Drøm, sov igien, og saa drømte jeg, jeg var paa Auestad, did kom Maja P: vor Sally, og Frue Bergh, med saa megen Stads i store Æsker; blandt andre en Mængde Pailletter og røde kunstige Blomster. Men da jeg nu vaagnede for Alvor, havde jeg nok lagt paa den venstre Haand, eller den sov, nok, den var et Øyeblik ganske følesløs, og Mørkss Frygt faldt mig ind: «Herre Jesus!» sagde jeg, og gneed Haanden af al Magt – den var ey stoer og see, den fik Gud skee Lov sin Kraft og Følelse igien

O hvor har Du nu ventet mig den hele Dag, elskte Rikke, især da Veyret alt er blevet bædre og mildere! men ey har Du ventet mig mere, end jeg glædede mig til denne Tour. Sad jeg nu hos Dig, saa kunde vi dog have et Par Timer saa godt sammen. Nu veed Du dog længe siden, hvordan det er gaaet til, da Hertel tog om Plogstad. Men saa er Du end mere bekymret. Giid Du vidste, at jeg dog nu sidder her saa nogenlunde brav! Maja har været i Kirke. Hvilken Glæde her har været paa Børnene i denne korte Tiid de havde deres kiære Hertel. Han bragte dem fra sin Kaja en heel Pose Gotter, og saa gar Bryllupskage, hvoraf jeg ogsaa tog min Deel. Stakkels lille Kaja vilde saa giærne været med hid, men fik ikke Lov af sin Strænge Husbond, da hun saa nyelig havde været syg. – I Aften tænkte jeg for første Gang at vilde besøge mine Elskedes Grav, men jeg vover mig ikke saa langt, og mindst did. Heller ikke paa Vilhelms minde, ikke engang paa min Høy har jeg været endnu. Det er ey hendt før – snart er den Sommer, vi endnu ikke har havt, halv forbi – det er sørgeligt.

[174] ⁿ¹⁴Mandag 25^de Tak, og tusind Tak, kiæreste Søn Pavels, for den deylige Frokost, hvormed De i Dag, i denne Morgenstund, ret saa inderlig har styrket Deres Moer Korens Hierte. Før jeg var ganske paaklædt, kom min Lina op til mig med det deylige store Brev. Jeg satte mig hid i Sophaen for at læse ret med Andagt, og holdt ey op, før baade det sønnehulde Brev og de 5 tetskrevne Dagbogblade, der dog alt for snart gik til Ende, vare udlæste. Ikke uden Vemodstaare læste jeg alt. Den forestaaende smertelige Skilsmisse fra den agt- og elskværdige gamle Moder, den han da nu i disse Dage har overstaaet, den ømme, varmtfølende Søn det Haab han saa glad, og som Modvægt for hiin tunge Afskeed seer i Møde, den ømme varmtfølende Mand og Fader, og hvis Tilintetgiørelse, et Stød han ey ahner, forestaaer ham – dette og meget mere rørte mig, og ogsaa det, at hans stakkels Maja, fordi han intet fik troer hende underveys, intet fik denne Postdag, da jeg fik saa meget. Saa snart jeg havde læst, satte jeg mig flux til at skrive hende et Par Linier til, og sendte nu den hele Pakke afsted til min troe Iver Allergodt, en Mand som boer ved Kongeveyen, og til hvem jeg med Tryghed kan betroe hvad jeg ønsker snart befordret til Byen. Jess, som skulde bragt det did, blev hindret, thi skrev jeg til Manden, en Sæddel der kostede mig mere Tiid end to, tre Sider ellers – skiøndt det neppe var stort flere Linner – men seer I, jeg var bange, han ey forstod Latin, og skrev saa med danske Bogstaver, dem jeg nesten reent har glæmt, hvad baade er Spot og Skam. Min Ordre eller Bøn lød, at om han ey fik det bort i Dag eller i Morgen, maatte han sende det med Onsdags Posten. Dette 10 Siders Hefte vil glæde og interessere Eder, alle dets Læsere og Læserinder, som mig, derom er jeg overbeviist. Giid det nu for det første var i Majas Hænder, saa kom det snart i Gang. Det var det sidste fra Bergen, men ikke fra Reysen. Tak, min elskede Søn og Ven, for hvad vi har faaet og har i Vente, og for Alt! Hvilken Moder har Glæde og [175] Ære af Barna sine, om jeg ikke har det! Blandt andet siger Pavels, «at det er mit og Egerbroderens Exemp: han har fulgt i at holde Dagbog, men, lægger han til, da Sønnen Frederich fulgte sin Moer Korens, er det dog hendes allene vi begge har fulgt» – Altsaa, I Elskede, skal I allesammen, som disse velsignede Journaler fra Kbhn og Bergen har skaffet saa mangen qvæg- og rosom Stund, smukt kysse og kiæle Mama ogsaa herfor, og neye og bukke for hende –

Fra min gamle Albrect Lassen, min Gud- og Pleyesøn, fik jeg ogsaa et Brev, det første fra Kbhn, hvor han studerer Theologie af al Magt – Det var barnlig venligt og naivt, som Personen er selv i sit hele Væsen. Et Brev fra Lunde til min Hr Gemahl – som Kl halvsex ^{i Morges} tog til Rotnæs – tog jeg mig den Friehed at brække, da jeg vidste, Indholden var til os begge. Han synes alt bædre og bædre om sit Ophold dernede, og lever vel. Han har været hos alle Korens gl: Venner og Bekiendte, som tildeels ogsaa ere mine, og fra dem alle havde han Hilsener til os i Skokketal. Fra Cold, som med alle sine Hæders- og Udmærkelsestegn er den samme gamle ligefrem Cold (Koren har aldrig fundet ham forandret) havde han Hilsener til Skriveren, som jeg ret længes efter han skal faae, da jeg veed, hvor meget de vil interessere ham. Han kommer desværre først hiem i Morgenaften.

Alle Smaaepigerne ere spadserede til Houg tidlig i Morges, for at være nærværende ved Faarenes Klipning. De skulde udrettet noget for mig, men som de saa hiertelig frabade sig, hvad jeg da forudsaae, nemlig: at opsige den Pige, som forestaaer Husholdningen der, sin Tiæneste. Sligt hender Gud skee Lov sielden her i Gaarden. Men her ere vi nødte til det, da dette alt for uskiønsomme Menneske har ikke allene melet sin egen Kage, men alle sine Venners og Frænders, hvis Navn er Legio – I Gaar mod Aftenen kom Oberstinde Roweder, Mad. Walbohm og Grethe Keilhau for at see til mig. Jeg blev lidt vranten, som stygt var af mig, ved dette Besøg, da jeg sad saa mat her paa Sophaen men virkelig opmuntrede det mig, og jeg blev bædre og bædre den korte Tiid de vare her. De drak Thee og snakkede – ikke om Dyden, men om Brylluppet og Alskens andre Ting. At jeg er meget færm i Dag, troer jeg, I har sporet af det Foregaaende. Herre Gud, at jeg ikke var saa i Gaar! Jeg har nu skrevet en lille Sæddel til min Rikke.

Tirsdag 26^de Allerbedst jeg sad her i Formiddag for i god Roe, som jeg tænkte, at skrive til min Maja C, holdt en Phaiton her udenfor Dørren. Det var Frue Bergh med hendes Lena og Kaja, som paa Touren fra Xstiania til deres Gaard i Nannestad, havde lagt paa det smukke Dragvold i Nat, og derfor vare her saa tidlig dag. Først Kl 10 i Aftes vare de ariverede did, og havde det, da de skulde vente paa Skyds, blevet seent for dem at naae til Hovind. Frue Bergh havde først isinde at blive her til i Morgen, men betænkte sig igien, da hun hørte her ingen Skyds var at faae uden nye Tilsigelse fra Dragvold, og blev her kun et Par Timers Tiid, og neppe det, spiste lidt Frokost, og varmede sig med en Kop varm Viinkandel, hvad hun og Barna nok kunde behøve i det kolde Veyr og efter det usle Natteleye. Jeg havde saa giærne beholdt hende til i Morgen, men da hun nu er os saa nær, sees vi nok jævnlig, haaber baade hun og jeg. Fra min Maja P: bragte hun mig venlige Hilsner, men ingen ret trøstelig Efterretning. Altsaa, Du Gode, har Feberen endnu ikke forladt Dig? O jeg veed, hvor paahængende denne Giæst er, især naar Veyret favoriserer den som nu. Vi ynkede Dig inderlig, Du Gode, baade for hvad Du leed og hvad Du ved denne Lidelse tabte – Vor Sally er Gud skee Lov frisk, hørte jeg, har endnu sin Ulrich hos sig, har sin Peter igien frisk og vel efter hans mange udstandne baade Siæls og Legems Lidelser – Fra lille søde Ragna Maribo fik jeg et hierteligt vennehult Brev, med foreløbig Indbydelse til det længe udsatte Barsel, som nu endelig er bestemt ^{at skulde være} saa snart Fader Pavels kommer tilbage. Det var ret en deylig Formiddags Visit. Siden fuldførte jeg Brevet til Maja mi, dog ikke i Roelighed: thi der har de fundet paa, alle mine Jomfruer og alle Pigerne, at dele sig i to Partier, Norske og Svenske, og saa kommer det ofte til Siærmysler imellem dem, hvorved som oftest de Norske gaaer af med Seyeren. En saadan var det just, som forstyrrede mig, da jeg troede, Huset var faldt ned over mig her jeg sad. Maja, Maren og Kaja hører til norske, Lina og Telja til svenske Partiet – «men sandelig kun af Navnet, Moer!» siger Telja, som dog nok meest for sin Kiæledægges, Linas Skyld, er traadt paa den Side. Det er ret nogle Narrehætter tilsammen. Jeg giorde dem ret alvorlige, da jeg sagde: «Giid det kun ikke maae være noget Forspil for en virkelig Krig!» – [177] «Gud forbyde det, Frue Koren!» sagde Melin (der stod som Tilskuer) med sammenfoldede Hænder – og det siger jeg med –

Kl 5. Nu har en stakkels ulykkesalig Moder sadt og grædt over mig en Times Tiid – dog ney, Gud skee Lov, ikke over mig, men over en uvoren Søn, som vil jage hende, hans kiødelige Moder, og hendes smaae Børn, hans kiødelige Sødskende, fra Gaarden, til Bettelstaven. Det er det skrækkeligste, jeg kan tænke mig. Det er en af Bøygdens reputerligste Koner, engang af de meest velstaaende; men for 6 Aar siden brændte Gaarden og hendes betydelige Indboe, hvoraf intet blev ræddet. Kun sit og sine Børns Liv ræddede hun. O Døden i Luerne kunde ikke været saa piinlig som at føle sit Hierte knust ved et Barns Haand. Nu skal hun anden Gang vandre fra sit Hiem, den paa Gruset opbyggede nye pene Boelig – hvor langt tungere bliver hende denne Bortvandring! Arme Moder, bædre var det dig, at lade dig bære til Graven.

27^de Onsdag «Gud velsigne Dig, min elskede dyrebare Frederich,» sagde jeg da jeg aabnede Øynene i Dag, og gientager det her, og gientager det stedse i mit Hierte. Mit lille blaakantede Brev har nu alt længe siden, giennem vor kiære Majas Hænder, bragt Dem min moderlige Lykønskning, min ædle Ven og Søn, til denne mig og saa mange velsignede Dag. Haanden som her nedskriver denne Lykønskning er saa mat, Hiertet hvorfra den kommer, lidt uroeligt, men derfor lige varmt. Jeg har ikke sovet før mod Solens Opgang i Dag. Koren havde sagt saa vist, han skulde komme hiem i Aftes, og maatte komme, da han tidlig i Dag skulde bort igien, og naar han siger det saa vist, pleyer han aldrig at blive borte. Min Uroe er barnagtig, jeg veed det nok, saa meget mere, som han i Gaar havde tre Forretninger, og er en afsagt Fiende af at reyse om Natten. Men han burde ikke sagt det saa vist, og det er ellers heller ikke hans Skik –

Gamle Munthe er meget syg. Der taler om en besynderlig Drøm han skal have havt, hvoraf han havde spaaet sig, hans Tiid ey blev lang. Jeg veed ingen ret Beskeed om det. Men det bliver mig meer og mere vrist, at hans Søns Død har udtørret den bedste, maaskee eneste Glædeskilde i hans Hierte, at han savner denne sin sidste Støtte bittrere, end man af hans udvortes Adfærd skulde troe. Arme gamle Fader!

[178] Kl 6 For at høytideligholde denne kiære Dag, var jeg for første Gang i Aar ved de Elskedes Hvilested. Min Maja fulgte mig, og nesten alle udsprugne Aurikler og det spæde Balsom ofrede vi paa det dyrebare Støv. Træerne staaer i Udspring. Ak, deres Liv vender tilbage, fornyet forskiønnet – dog kun for atter at forgaae. «Hist, omkrandset af en evig Vaar mine evigunge Roser staaer, blomstrende for mig og Evigheden» –

Det er den første ret varme Sommerluft vi har havt. Det saae deyligt ud til Regn. Nu er det klart igien; men vor Herre hører dog vist snart vore Ønsker. Det er ligesom det var hele Naturens Gienfødelsesdag i Dag, saa hæver sig og lever og surrer alt omkring os. Dog ikke saa fra Morgenstunden. Den var kold og mørk.

Min Koren kom hiem Kl: 11. Han havde faaet en uventet Forretning til de tre, der vare bestemte. Derfor kom han ikke i Aftes. I Morgen, og jeg troer denne hele Uge, skal han være borte, og anderledes bliver det ikke den hele Maaned, siger han. Jeg veed nok, hvorfor han har berammet saa mange Forretninger i Junj: I Haab om, at faae Julj frie, for at kunde følge sin Christiane paa hendes – Forretninger. Gud lade intet komme i Veyen for denne hans ventede Glæde, den Gode!

Fredag 29^de Mit aldrig udeblivende Torsdagsbrev, var i Gaar saa velsignet langt, som det ikke har været i mange Torsdager. Jeg spørger sielden om der er flere Breve til mig. Dette veed jeg, skal være der. Men i Gaar var der endnu et, som jeg rigtig nok flere Postdage har seet imøde. Det var fra min kiære Bergh, og vakte Glæde over al den Goord, især hos Barna – Min Koren var ikke hiemme – Han har nemlig med sædvanlig Sønneomhu udført min Korens Commission, og skaffet ham en Fuldmægtig, der for det første er ganske efter Linas Ønske, og efter Majas, og mit med. Det er et ungt Menneske, La‹un›g, hvis Fader har været ved Toldvæsnet paa Moss; hvor han er fød. Han er 22 [179] Aar, vel kun dansk Jurist; men med grundig Kundskab i flere levende Sprog og megen Dannelse, forener han et udva tækkeligt Udvortes, og er eenstemmig yndet af Alle, som kiender ham – Saavidt er da vore Fordringer tilfredsstillede (thi at han sikkert kan feye den raskeste Dandserinde, selv Damen af Tøyen (Lina) træt i en Triptrip, forsikrer Bergh Lina er upaatvisteligt) Skriveren havde vel ønsket noget mere, især at han havde havt nogen Øvelse i Embedsforretninger, som ey er Tilfældet. «Men» siger han «er det et Menneske med Hoved, Anlæg og Lyst, som jeg efter Berghs Brev ikke tvivler om, saa finder det sig nok, og jeg haaber ret at danne ham efter mit Sind, og snart at faae mig en kraftig Medhielp i ham.» Dette dit Haab, du kiære sieldne Skrivermand, haaber jeg til Gud, til Bergh og La‹un›g, at du skal see opfyldt. – Han kan komme naar det skal være; men ønsker dog at være nede en Maaned endnu. Naar han kommer op til Høsttingene er Koren tilfreds, altsaa først i neste ^Juli Maaned. Lina ønskede nok at faae ham op i en Luftmaschine til et lille Ball, vi har tænkt at faae her, naar vi skal have Selskabs for Hertels, og hvor det seer ud til, der vil blive fast total Mangel paa Chapeauer –

Min Koren er i Eftermiddag henne og seer til gamle Fader Munthe. Walbohm sagde til Lina, som var der i Morges, at han haabede det bedste, dog var han ret syg endnu.

I Gaar skrev jeg til min Lotta og Sally, dog kun et Par Linier til Sally, og ey stort mere til Lotta, men til Frue Ragna paa Økeren et dygtig langt Brev. Nu har jeg giort mig en Tour i Haven, og tænker at giøre mig een til. Alle tre Smaaepigene gaaer nu med sine Spader og Vandkander for at plante og vande – Gud give Vext!

Begriber I hvordan det er gaaet til, at mit Brev til Bergh, hvorpaa dette var Svar, og som gik med Posten, nesten var en Maaned gammelt inden han fik det? Intet Under, jeg ey fik Svar før han fik det ^{der skulde svares paa.} Men det var dog rosomt at vide Sammenhængen med dette som mere der forekommer mig underligt i det respectable Postvæsen

[180] Søndag sidste Maj Bliid og varm slutter denne til disse sidste Dage, paa de to, tre første nær, saa umilde Maaned. I Dag var min Koren og jeg i Kirke, da vi først havde bragt vort sparsomme Blomsteroffer, nogle faa Aurikler, paa de Elskedes Grav. Der stod saa fuldt af Mennesker omkring os, og der maae man være ene. Vi bleve der derfor kun et Øyeblik. Des længere vare vi i Kirke. Jeg har ikke længe hørt en saa lang og tillige uinteressant Præken af min lille Faer Mørk som i Dag. Han har i denne Tiid i Anledning af Munthes Sygdom havt meget at tage vare, og vel derfor ikke faaet tænkt som han pleyer. Hans Thema var: «I den hellige Skrift findes al det Lys Mennesket har fornødent for at finde den rette Vey til Lyksalighed» – I Anledning af Dagens Evangelium kom jeg, Gud forlade mig min Synd! til at tænke paa en Samtale imellem et Par Smaaedrenge for en Tiid siden. Det var Obr: Lieut Ingiers og hans Broders, Majorens Søn, begge omtrænt af samme Alder. Den første, en lille stiv Krabat, sagde da i Klammerie med den lille Fetter: «Du maae vide, min Fader er mange Gange rigere end din!» «Hm!» svarede Carl, en hiertensgod, venlig Dreng – «det kan nok være. Men har du ikke læst hvordan det gik den rige Mand: han kom i Helvede og i Pinen» – Der skal imidlertiid Obr: Lieut: Ingier ikke komme for Haardhed imod sin Broders Børn, thi mod dem er han virkelig en god faderlig Farbroder. Men nok er det, at Carl ved dette kraftige Exempel stoppede Munden paa den væsle stortalende Marius. Gud forlade de Mennesker, som forgifter det uskyldige Barnehierte ved at indprente dem saa fordærvelige Begreb om det usle Metal: at det skal overveye enhver Fortiæneste, ja giøre disse uundværlige. De kan komme tidsnok i Hovedet paa en riig Mands Søn, om han ikke saa godt som med Ammens Mælk indsuger dem i det spæde Hierte.

Munthe var taalelig, da min Koren var der i Fredags, og er ey blevet slettere siden, siges der. Vi har nu Bud at høre til ham.

For et Par Timer siden sluttede jeg Oversættelsen af Natur und Kunst der vel ikke er en af Lafontaines fortrinligste Romaner, men dog lader sig ret godt læse, og lod sig ret gesvindt oversætte, skiøndt det kun var Frietimers Arbeyde. Nu skal den snarest Bud gaaer sendes min Lotta, Kista, og saa gaae til Eger, til mine Eliser, som alle ikke giver sig af med Tydsken.

[181] Mandag 1^ste «Ende god, alting godt!» sagde May. Og for at vise, vi havde udsonet os med den, vare vi ude saa meget mueligt, Børnene fast den hele Dag, jeg i Haven, paa min Høy og i Saras Grotte – for første Gang i Aar disse to Stæder – Saa tryllende skiøn som May endte, begynder Junj. Kun er nu Regn den almindelige Bøn, da Plougen for det meste er forbi, og alle har været nødte til at slippe Creaturene, og Græsset ingen ret Væxt faaer, før Regnen forfrisker det – den giver Gud os da vist ogsaa, naar hans Tiid bliver. En Nød har jeg nok ellers glæmt at kiære for Eder: Vi havde, som altiid naar det er mueligt, en heel Lade med Høe, som først blev aabnet da Plougaanden begyndte. Det yderste var grønt og deyligt, men ogsaa kun det – alt det øvrige var af Tagdryp i Bund og Grund fordærvet, og, hvad der er det ærgeligste, i fior Sommer bleve alle Tage efterseete, og dette lagt nyt, saa ingen kunde formode sligt. Det er gaaet ud over de stakkels Heste. Dog har vi faaet kiøbt noget Høe for 16^rd ‹…›,ⁿ¹⁵ og ladet hente fra Houg hvad der kunde undværes. Jess har været grædefærdig. Jeg med. Men aldrig er det dog gaaet hurtigere med Plougen end i Aar, og det er unægtelig meest at tilskrive Gutten min, som har været med seent og tidligt, og med sine egne Hænder udsaaet hvert Korn af alle Sorter. Jeg har havt lidt ondt af ham sommetider, og været bange for, han skulde ikke holde det ud, da han endnu ikke er vant til saa vedholdende strængt Arbeyde. Men det er ene og allene her jeg yttrer denne Bekymring, som maaskee vel er Kiærlingerie. Men I vil i det høyeste smile lidt af mig, og sige: «Men du seer jo, Moer vor, at Gutten er lige flink og munter?» – Ja, Gud skee Tak, det er han. Da han kom hiem i Aftes (thi det har gaaet i et, helligt og søgnt) sprang han i Gaarden over en Linie, og giorde alleslags Hocuspocus. Men i Forgaars, da Gunder Kl 2 var oppe og vækkede ham som sædvanligt, var han ude af Sengen og fik en Strømpe paa, men faldt saa tilbage i Sengen og den søde Søvns Arme, og laae saaledes til Gunder, da det varede ham for længe, kom derop igien. – Jo, nu har Koren leet mig godt ud – «Fordi du ynker Jess?» – Aa ney, det vogter jeg mig vel for at lade den strænge Papa høre eller see – men fordi jeg ret alvorlig vilde vide, hvad [182] Tiid i Julj han kunde blive med mig til Majadal. Og hvilken Tosse jeg ogsaa var! I Julj er jo Sommertingene – hvor kunde han da være borte? – Ney, den sidste Halvdeel af denne Maaned haaber han at faae frie, og at kunde følge mig paa mine Sommerting. Saa meget bædre!

Klokken var neppe 7 i Morges, da kom lille Gretchen Keilhau med Gaarsposten, der da til mig bestod i et venligt Brev fra min Maja P: (der promte fik den kiære bergenske Pakke Dagen efter, jeg afsendte den) som haaber saa temmelig at have faaet Bugt med Feberen, fra stakkels Inger Flood, som har været syg alt siden hendes lille Hulda Theodoras Fødsel, og derfor maattet vant den Spæde fra Brystet – og fra min, ogsaa stakkels Broder, Josias, som ikke har faaet et i April nedsendt Pengebrev, og hvis lille Jess er meget syg, og Faderen yderlig nedstemt – Grethe var ikke heller vel tilmode, da hendes Fader, som er Major, og nu i Christiania, havde skrevet: at der var sluttet Fred mellem Rusland, Sverrig og Engeland, og at denne Alliance spaaede os en snart udbrydende uundgaaelig Krig – Den arme Pige, hvis Fader, Broder, og Forlovede alle ere Melitaire, sagde dette med taarefulde Øyne. – Jeg bliver ved mit gamle Haab: «Es hat kein Noth nicht!» – eller om I hellere vil: «Man schreibet von Paris: es habe kein Gefahr» – Det sagde jeg hende paa godt dansk: «Mener Moer det?» gienspurgte hun. Og jeg forsikrede hende, det var min Hiertens Mening. Gud lade mig være en sand, paalidelig Sybille!

Jeg fik i Dag en lille Sæddel fra Mad: Munthe, at hendes Mand nu er meget bædre, saa hun haaber, al Fare skal være forbi for denne Gang. Det samme siger ogsaa Walbohm. Men har har været Døden nær, og skal see overmaade affældig ud. Det er da intet Under efter saadan en Dyst og gientagne Aareladninger. Det var Inflamation han havde. Andreas har været saa reent utaalmodig.

Heller ikke i Dag kan jeg faae nogen Hest til Plogstad, og vel neppe i Morgen. Det er dog kiedsommeligt. Ney, saa længe har jeg dog aldrig været borte fra min Rikke. Jeg veed, hun er ligesaa utaalmodig som jeg, og har det samme Forfald, ellers kom hun vist hid.

[183] Tirsdag 2^den I Aftes giorde jeg rigtig en Udenlandsreyse. Da jeg havde mine Breve færdige til Forsendelse med Posten – det var til min elskelige Maja C og den stakkels lidende Ingeri Flood – faldt jeg paa selv at bringe dem til Gislevold, da jeg vidste, Walbohm skulde til Ullensager i Dag. Kan I troe, at jeg ikke har været paa Gislevold i et rundt Aar? Før Kl 7 torde jeg ey gaae for Hedens Skyld – (og for tre Dage siden laae jeg i Kakkelovnen!!) Linchen fulgte mig. Det er, som I veed, ikke langt, men paa dette lille Stykke er fem, tildeels meget høye og ubeqvæmme Stenter eller Krybeled, som det lyder paa norsken – det leed ret paa at komme over dem, dog gik det an. Obristinde Roweder, der nu, lader det til, ganske har opslaaet sit Paulun paa Gislevold, sad og vandt Garn. Moer Walbohm og Grethe kom flux. Aftensbordet var allerede dækket – thi deres Uhr gaaer fortere end vort, og det er meget sagt – de ventede kun paa Doctoren og Ritmesteren, som var i Marken hos Folkene. Da jeg ikke vilde bie og spise ordentlig, maatte jeg proppe mig med Kringler og Tvebakker, ja saa gar to Gange nippe til et Glas Rum, fordi de forsikrede det skulde være godt da jeg var saa varm. Lina desmeer maatte giøre det samme. En Timestiid sad vi og sladdrede, og saa fulgte de mig alle, og saadan, at vi ved en lille Omvey undgik de tre værste Krybinger. Træt og mat saa jeg skialv, kom jeg da i min Sopha igien, og kunde grædt over mig selv, fordi en saadan Gang kunde saadan trætte mig. «Du maae rigtig gaae mere, Moer!» sagde Maja saa bedrøvet – «hver Dag maae du gaae en lille Tour.» Og det vil jeg ogsaa naar det er godt Veyr, og mit Hoved godt. I Dag er det maadeligt. Men vi skal nu see, om det tør kuskenere mig. Jeg vilde giærne have mange Ting færdige for at faae det bortsendt paa Torsdag med Hertel paa Torsdag ^{da han} skal til Byen. Med Skriveren min, som i Morgen tager til Rotnæs skal det afsted, og maaskee dette fattige Journalhefte med alt det øvrige.

[184] Kl 4 Nu har jeg sovet en heel Time, men hverken Søvn eller den paafølgende gode Caffe har klarnet det tiukke Hoved. Ikke des mindre gaaer det med Skrivningen alt hvad det kan. Brevene til Lotta, Maja P: og Sara mi ere ferdige, et til Kista begyndt paa[.] Strækker det videre, skal jeg ogsaa skrive til Albertus Julius – Albert Lassen – dog det bliver neppe dennesinde.

Jeg havde i Nat en underlig, ret ley Drøm om min gamle Ane (som i denne Tiid venter sig i Barselseng) Jeg syntes hun kom kiørende hid i en Dæk-Vogn, og bragte mig saa mange deylige Blomster. Baade Blomsterne og hvor forskrækkelig svær hun var, saae jeg før hun stod ud af Vognen. Ogsaa jeg gav hende et Par store hvide Hyacinter, syntes jeg. Men deels trøster jeg mig ved, mine Drømme høyst sielden ere mere ere Drømme, og for det andet kan denne vel have sin Grund. Hendes Mand (som med alle Gifte har faaet Tilladelse at være hiemme fra Vinger til videre Ordre) bragte mig i Fredags en Mængde søde Blomster fra hende, som jeg har staaende herinde, og sysler med og qvæger min Næse med – thi at den et Par Dage deserterede Lugt er kommet igien, mener jeg, jeg har sagt Eder, hvis ikke har I vist sluttet det deraf at I ey har sagt det – thi hvordan kunde saadant et Savn vedvaret, uden at I vare blevne hiemsøgte med den ene Jeremiade efter den anden? – Den første udsprungne Hæggeblomst bragte lille Kaja mi i Morges, og paa samme Tiid Lina en Mængde gule Aurikler fra lille Moer Mørk. Jeg kan nu i Aften bringe et rigere Offer paa den dyrebare Grav. Men nesten hver Gang jeg gaaer did forarges jeg ved at see Kirkegaarden vrimle af Sviin, og Jorden saa oprodet, at det er en Ynk. Ogsaa et Par Geddebukke har jeg seet der, og blev ret Angst ved at tænke paa, om de kunde komme over Indhegningen og indtil de spæde Træer som omskygger det velsignede Støv. O giid det stod i min Magt at frede og forskiønne denne de Dødes Have som jeg vilde!

[185] Torsdag 4^de Junj Det er ikke morsomt, mine Elskede, at begynde et nyt Hefte med den gamle Sygehistorie; men I maae jo dog vide, hvorfor jeg ikke har begyndt dette før. Tirsdagaften da jeg var blevet færdig med alt det, som skulde bort, var mit Hoved saa forstyrret, at alt løb rundt med mig da jeg kom ud i Haven, saa jeg maatte skynde mig ind igjen; men det var intet imod i Gaar. Hele Dagen tilbragte jeg deels i Sengen deels her paa Sophaen i en smertelig Ørkesløshed. Der var ingen Slummer, ingen Hvile at faae. Klokken lidt over 9 lagde jeg mig for Alvor, og Natten var taalelig, og saa har Eftermiddagen ogsaa været, da den fatale Mathed tager lidt af, som hele Formiddagen giorde mig liig en Drukken, der raver fra et Sted til et andet, uden at vide hvorfor eller hvorhen. – Vi venter endnu forgiæves Posten, som efter det nuværende Føre burde være her før Middag; men Gutten som henter den fra Ullensager, er en vidtløftig Krabat, der har mange Stæds Ærinder.

Endelig haaber jeg da, der i Morgen skal blive af Touren til Plogstad. I Aften er vi færdig med Plougen. 35 Tdr Potetes ere nedlagte, og 31 Tdr Korn har Jessen min med egen Haand udsaaet. Det er hans første Forsøg, og jeg syntes det var voveligt at lade ham saae alt; men her var ingen anden som kunde det. Gud lade det nu trives og lykkes og blive foldrigt. Han har stræbt ærligt, og derfor tør han ogsaa giøre Regning paa – om nogen Tiid da – «Gaard og Hustroe – ja en Søn!» – men Knøsen er endnu ikke 19 Aar – det haster altsaa ikke –

Løverdag 6^te Jo, min Plogstadtour gik rigtig nok for sig, skiøndt jeg, vaagnende med den gamle Plage, Hovedpine, nesten tvivlede om det, og frygtede, det kunde gaae som sidst, da jeg maatte «snoe Færgen om og roe hiem igien». Men ney, det blev alt bædre og bædre, Veyret var himmelskiønt, Føret, skiøndt over Fieldet, upaaklageligt. Kl 10 var jeg der og blev modtagen af den just fra Marken hiemkomne Fut, som var bedækket med Støv fra øverst til nederst, og laae et Øyeblik efter i min kiære Rikkes Arme. Hun er saa ualmindelig rask i denne Tiid, og Gud lade det vedvare! Hendes Thrina er det ey mindre. De trives deyligt med og ved hverandre. Og min Willa Ko-en, som han kalder sig – en deyligere sødere Dreng har jeg ikke seet. Han sluddrer nu uophørligt og alt hvad han vil, men paa sit Viis, saa siger han f:E: snart Moer Koen – snart Koen [186] Moer, o.s.v. «Moer vanner smaae Kaal» siger han, naar hans Moder vander i Misbænken. Da han kom ind, skottede han strax til den sorte Pose, hvor der altiid pleyer at være noget i til ham. Da ingen vilde forstaae det, tog han Moderens Haand og lagde paa den, men den var desværre tom for Gotter. Jeg fik mig et Par Kringler og puttede i den, og saa var alting godt. Hiemtouren lignede det foregaaende. Det var en usigelig skiøn Aften. Alle Sandser, Smagen kanskee undtagen, havde Nydelsefuldt op. Kl lidt over 9 var jeg hiemme, og kom min Koren i sin nu ogsaa snart Albuløse Arbeydsfrak, og tog imod mig. Jeg havde først ventet ham i Aften, da jeg vidste han skulde være i Eidsvold – hvor han kom fra – i Dag ogsaa; men et Par Miils Vey siger ham intet, naar han kan være hiemme nogle Timer Aften og Morgen. Nu er han alt længe siden ude igien –

Men nu tilbage til Torsdagen. Hr. Pausaan – saa kalder de ham, Poulson er hans rette Benamsing – kom først mod Aftenen, hvad dog ey var hans Skyld – (man kan giøre et Skarn Uret) men deels var Posten først kommet ved Middagstide, deels fandt den sene Hr Andreas for godt at opholde ham mens han skrev alskens Bekiendtgiørelser, hans vigtige Postaabnerembede anbelangende. Men aldrig var det sandere: «at den ikke venter for længe, som venter efter noget godt» – Foruden det velsignede Majabrev var der ogsaa et fra min Egersøn, kiærligt og righaltigt som sædvanligt, og oven i Kiøbet med sønligt Løfte om snart mere.

«I lille Syvalds Contrafey gienkiender jeg rigtig nok Hovedtrækkene af min lille Yndling, kun finder jeg, at han her seer vel gammel ud» – siger han – thi jeg affordrede ham hans Dom om det lignede – og det skal nu staae her til Eders Efterretning, I elskte Fraværende, at det ikke skal vorde forgiættet.

Der ^er en Glede paa Barna i Dag, da de med meget Stræb har faaet en Hest, som i Morgen skal bringe dem deres kiære Hanna Bull fra Tøyen hid. Da kommer ogsaa Hertel fra Byen, og det er saa underligt, han ikke skal komme hid.

Tys! hvem er det? En Mardam til Hæst seer jeg – det er Frue Hiort –

Aften Efter en kort Visit hos Mørks og Walbohms, kom nu Frue Hiort tilbage. Da Lina og jeg kom fra Graven, hvor Maja allerede havde været med sit Blomsteroffer, mødte vi hende. Hun vilde ogsaa hen og besøge sin Moders Grav, som ikke kan holdes i Hævd paa denne for alle Dyr aabne Kirkegaard. Vi havde saadant Stræb, Lina og jeg, først med at faae de udover Stakittet hængende Grene indtrukne, saa de kunde være sikre for en Ged, som gik der, og siden med dette ubændige Dyr selv, som vilde, ligesom for at hævne [187] sig, stange os. Lina holdt den i Hornene og trak den saaledes med sig til Konen som eyede den, befriede os.

Nu skulde I leet ret godt med mig, mine Venner, havde I været her. Der kom først Maja, saa de Smaae ind af Haven med saadan Latter og Bestyrtelse. Deres Fader havde givet dem adskillige smaae Kræmmerhuse med Blomsterfrøe. Det skulde de da saae i Gaar. De aabner et, Maja expiderer det – Lina helder nu ud af et andet, og see! den lille Haand er fuld af smaae blaa Straapærler – et Do – det er gule ^Pærler, og saaledes fast alle Regnbuens Farver igiennem. Hvad de meest loe af var at Kaja raabte: de maatte ikke saae dem før hun havde faaet see ret paa dem – Nu troede de for vist, at det var en Feyltagelse af Udsælgeren; men det var blot et lille Cavallierie af Papa, der fast er saa stort et Barn som Ungerne hans. Han kom til sin Lykke ikke hiem før de vare tilsengs, men i Dag, Søndag (jeg saae ikke at fortælle ud i Aftes) faaer han nok betale det.

Frue Hiort reyste tidlig i Dag, og bad mig Farvel paa Sengen. Det er ret en flink Kone, udrustet med Mod til at vove en Dyst med sin ublide Skiæbne; dog træder min ædle Koren saa meget han kan paa hendes Side, og saa haaber jeg til Gud hun skal bestaae i Kampen. Hun kommer hid igien paa Fredag med sine to Smaaepiger.

Søndag Eftermidd Hvor ofte og forunderligt vore Ønsker dog komme i Collission! Vi har nu i saa mange Dage glædet os til hver mørk Skye, i Haab om den skulde bringe Regn, og i Dag beder jeg ret saa alvorlig de tykke Skyer maae fordele sig, kun til Natten, da vilde jeg giærne de trak sammen igien og aabnede sig for at lædske Jorden. Hvorfor ikke nu? Fordi alle mine 5 Jomfruer ere gangne Hanna Bull imøde. Grethe Keilhau er med dem. De gave sig neppe Tiid at synke Maden, saa vandrede, uagtet Regnen, som det syntes, hang dem over Hovedet. Min Maja taaler vist ikke at blive vaad, Telja heller ikke. De andre rystede det nok af sig. Men det kan, desværre hende, at den Blæst som har begyndt, adspreder de regn- og tildeels tordenspaaende Skyer ganske og aldeles. – Nu, hvilken Sommer vi har faaet med et! Udeblev den længe, saa kom den des pragtfuldere, som [188] en Dame efter et langt Toilet træder frem i al sin Herlighed, færdig at trylle alle Øyne ved sin Glands. Det var nok en flau Lignelse, men den faldt mig ind ved Neben-Ideer, som her ikke er Plads for. Jeg kan ikke blive træt af at gaae i Haven. Alle Træer staaer puddrede (de urimelige Pynte-Ideer vil slet ikke af mit Hoved) eller som vare de oversnedte, mange, som aldrig før har blomstret, har i Aar flere Blomster end Blade, deriblandt endeel Pundkirschen og Blommetræer, de første fra Sinsen, de andre fra Økeren. Men Myrerne ere saa slemme, og vil, frygter jeg, ødelægge mangfoldige. Skriveren har stræbt hele Formiddagen med at binde tiæret Bark om Træerne for at hindre dem fra at krybe op, men det er fast umueligt ved en saadan Mængde som her i Haven. Af Æbler blomstrer kun det, som alt i nogle Aar har baaret, og af Pærer kun Keyserinderne, men de blomstrer begge tilgavns.

I Dag er et Bud herfra i Byen, og med det har jeg skrevet til Maja C og et Par Ord til vor Thrinasara, som jeg efter Begiær sendte Vaxcin-Materie af lille Marthe Ammes Barn til hendes Pattebroder, lille søde Peer. Gud lade den slaae an paa ham, som paa denne lille vakre Glut, der nu jævnlig besøger mig, og ogsaa har været her i Dag. Walbohm, da han havde taget Materien lod Madam Svingen gaae hid med Glutten strax at jeg skulde see, hvor flink hun var efter sine Kopper. Til min Kista skrev jeg ogsaa, og til lille Frue Ragna, og sendte min Maja C en nye og forøget (Gud veed om forbædret) Udgave af Majadalen, som egentlig var bestemt min Egersøn til en lille Geburtsdagsgave men blev ey færdig til den Tiid –

Mandag 8^de Desværre! Regnen drev over og i Dag er det samme Vind og stærk Solskiin, altsaa intet Regnhaab. Men Gud kommer dog vist snart med Lædskelse for den tørstige Jord. Fluerne stak mig saa ubarmhiærtig i Gaar, og jeg frydedes ordentlig naar det giorde brav ondt: «det er et vist Tegn at det snart vil regne» sagde jeg – og det haaber jeg endnu.

Først Kl halvti kom mine Jomfruer. De havde gaaet Hanna over en Miil imøde, og siden været inde paa Houg. Tak min Lotta for det Hastværksbrev jeg fik, og det Du har lovet mig i Dag med vor Hertel. Tak ogsaa Du, min Maja P: for Dit! Gud skee Lov, Du har overstaaet Feberen. Giid Du nu ogsaa havde Dit Hiertes Ven frisk og rask tilbage. Om at møde ham paa Auestad taler Du intet –

[189] Stakkels Dig, vor elskede lidende Sally som skal hiemsøges af den ene Sorg og Smerte efter den anden! Nu skal et Vrid i Benet hindre Dig fra at komme til Dine længselfulde Venner, hindre Dig fra at nyde den skiønne men korte Sommer. «Jeg har ret grædt med vor kiære Sally» – skriver den fromme Lotta, som selv havde bragt Dig mit Brev – O, kunde Taare og den ømmeste Deltagelse forsøde Dig Savn og Smerter, Du Gode, da skulde Du ikke vide af andet end blide Dage. Men dette Dit Onde vil dog med Guds Hielp snart gaae over. O, men de Ulykkelige, som ingen Ende seer paa deres Lidelser! Som den unge, jeg troer 21 Aars gamle Madam Omsted paa Fossesholm. Min Egersøn skrev, at han og hans Elise havde nyelig spadseret did for at see til gamle Mad: Omsted, som de havde hørt var syg. Hende fandt de oppe, men den unge Kone, Svigerdatteren, i samme Forfatning, som da vi i Vinter var der paa Majadalstouren. Hun bæres af Sengen paa Sophaen, fra denne i hiin, og har ingen Udsigt til, skriver min Frederich, nogensinde at komme længere. Det er et Tilfælde i Ryggen, hvorimod hidtil alle muelige Lægemidler har været frugtesløse. Og hun kunde nyde Livet som Faa kan det. Men hvad nytter al Verdens Herligheder, naar Helbreden fattes? Arme unge Kone! og hun er saa vakker, seer saa bliid og godslig ud, og er, troer jeg, et af Bangs bedste ^Børn, om ikke det allerbedste. Et saadant sørgeligt Tilfælde er det ogsaa med en ung Pige her i Nærheden, Mad. Mandahls eneste Datter. Hun har en Svækkelse i sine Knæe, saa hun undertiden synker reent sammen, og ikke kan reyse sig. Ogsaa dette, frygtes der for skal være incurabelt. – I veed, mine elskelige, at Ewalds «See dig omkring, kom dem ihu, som bærer tifold meer end du, og ey saa hastig trættes» – er noget som stedse lyder for mine Øren naar jeg vil blive utaalmodig ved en eller anden Gienvordighed. Saa var det en Dag i forrige Uge, jeg troer i Onsdags, da jeg var saa ussel og rigtig meget utaalmodig, at jeg kom ud i Kiøkkenet, og saae – ak det udtryksfuldeste Jammers Billede. En henimod 80 Aar gl: Kone, nyelig krøbet fra det Straae, hvor hun i mange Uger havde forgiæves sukket sin Udfrielse fra dette kummerfulde Liv imøde. Nu, for ikke at forhungre, maatte hun, nesten nøgen, liste sig frem ved sin Stav, og kunde neppe giøre ti Skridt uden at hvile sig. Med taarefulde Øyne og hede Kinder gik jeg ind, og i min Siæls Inderste lød: «o du Utaknemmelige, som forsager ved en overgaaende Lidelse, den du mens den varer har tusind Midler til at forsøde, du som saa mange kappes om at giøre lykkelig –»

[190] Tilgiv denne lange Tirade, Dyrebare! I maae vide alt det Gode og Onde der er ved Eders Moer Koren, som I, til min Gud veed sande Ydmygelse, kun tiltroer det første. Og er her med det samme Anledning til at fortælle Eder, hvor bister jeg var i Gaar paa Mellin, som ganske og aldeles forsømmer Haven i Sommer for at styre med sin Gaard, den han naturligviis ingen Vey kommer med, fordi han ikke har hverken Dit eller Dat til dens Brug, og forstyrrer de Faa, som forbarmer sig over og vil hielpe ham. (Han præker blot for dem om Regler og Harmonie, hvad der er ham selv saa ubekiendt som det kan være nogen paa denne Jord) Jeg sagde ham endogsaa op til Høsten, forstaaer sig med Korens Samtykke. Men denne samme Koren, hvad jeg nok før har klaget over, siger aldrig et ondt Ord til noget Menneske, skal der skiændes, maae jeg paatage mig det, og derved, siger jeg, bliver han erkiendt for Fromheden selv, og jeg Stakkel for en Jesabel, hvad I dog Alle – en hvis theologisk Professor undtagen – veed, Naturen ikke bestemte mig til at være –

I Dag drog Giøron, min ene Dølepige, til Sæters med Malkekiørene – kun 4 har vi her hiemme Sommeren over – Ungcreaturene, saa mange vakre Qvier og Stude, er i en anden Sæter, og did maatte nu Jessen min for at føye Anstalt til Vogtere, der aldrig maae tabe dem af Syne, da Ulven er over al Beskrivelse graadig og dristig, og nesten ikke gaaer af Veyen for Mennesker. I Nat har den taget fra en fattig Mand hans eneste Koe, som han nyelig havde faaet for end ubetalte 150^rd[.] Han fandt den ikke i Aftes, og i Dag kun Benene af den.

Tirsdag 9^de Jeg har ikke rigtig Sands eller Samling til nogen Ting mine kiære Børn. I Aftes kom Hertels Kariol hid, og det Bud: at han kom strax efter i en nye Vogn, han havde kiøbt sig. Bringeren af Kariolen havde bestilt Skyds for ham hele Veyen hid. Vi sad oppe til Kl 11 – ingen Hertel kom, og ingen er kommet endnu. Vort Byebud, som ariverede for lidt siden, sagde han var reyst i Gaar fra Byen, hvad jeg ogsaa seer af min Kistas Brev, og tillige, at Zarine Biltzing er med ham. Hun troer de ere her længe før hendes Brev. Det er ret ubegribeligt. Jeg har skrevet til Kista, da vi nok i Dag eller i Morgen atter faaer Bud ind, men naturligviis har jeg ikke yttret min Frygt for hende. Var ey Zarine med, kunde jeg troet, han var taget lige hiem; nu er det saa usandsynligt. [191] Min stakkels Kista er desuden ikke ret frisk. Foruden disse større Uroer, er det meget af anden Art, som fattes mig: jeg fik intet af et nyt Bordstel, Hertel har kiøbt for mig i Byen, ud med Budet, og skulde havt det at giøre Stads med paa Fredag, da her bliver stort Compagnie for de Nyegifte – Et Par gule Skoe jeg fik, som skulde paraderes med ved Barselet paa Økeren, vare for smaae og for stygge – Skriveren, som jeg skulde kiære min Nød for, er borte, Jess, min høyre Haand, skal strax afsted til Næss – Mellin giør mig intet tilpas i Haven – Jomfruerne plager mig med al Verdens Spørgsmaal – og saa til tutlarest maatte jeg love Walbohm, enten jeg peeb eller sang, at spise hos ham i Morgen Middag, da der er Selskab for General Meyer, som paa sin Sessionstour logerer der. See nu har I det hele Litanie, mine Elskelige! og det er ordentlig blevet bædre med mig, siden jeg har faaet betroet al min Qvide til disse Blade – Hver Gang Hunden giøer, og den giøer uophørlig i Dag, farer det saa underligt igiennem mig. Dog er det ikke rimeligt, det siger jeg mig selv, at der er tilstødt de kiære Ventede noget Uheld – det var da nok rygtedes hid i den Tiid. Men spise til Middag kunde jeg dog ikke, og en Kop Caffe Maren nu bragte mig, smagte mig ikke, og – kort sagt, jeg er heel underlig tilmode. Dog ikke saa underlig, at jeg jo kan glæde mig ved at vide min Maja P: vedbliver at befinde sig vel, og see med Fornøyelse paa mine nu fra Wulfsberg hiemsendte Digte, hvis Indbinding er et Mesterstykke af Bogbinderkunst, tykkes mig. Maae kun Indholdet ey stikke for slet af imod Skallen! Jeg kan ey bare mig for, ved at see paa dem, end ^at tænke paa et saadant Stads-Exemplar af Staffeldts Digte, Brummer engang sendte mig; jeg troede, Gud forlade mig min Synd! det var en Present fra selve den adelige Digter, eller i det mindste fra Brummer, indtil jeg paa min Regning saae den anført for 5^rd (det var endda i de gyldne Tider) Dog, en saadan Modsigelse mod det Ud- og Indvortes forbyde Gud der her skulde have Sted! I ved jo, det er min Adam som skal have denne Afskrift, for at vise, saa meget det staaer i min Magt, min Erkiendtlighed for det meget Herlige han giver sin Moer Koren. Og nu kan Tilegnelsen [192] staae her, om der skulde fattes noget at udfylde dette Hefte med, som jeg dog ikke troer vil blive Tilfældet. – Hu tu tu, hvor koldt og ondt det er i Dag! Jeg har min hele Vintermundering paa, og fryser saa jeg huddrer. Hvilke underlige Omskiftelser i Naturen! Endnu ingen Regn. Den hænger hver Dag lovende over os, men den stærke kolde Blæst adspreder de trøstefulde Skyer. Løvet folder sig sammen. I en eneste Nat var mit hele Aurikelbed visnet. Er det med Veyret som mit Hoved? taaler det ligesom dette ey at roses? Jeg siger intet om Hovedet, forstaaer I. Var det ondt klagede jeg nok – Ak! Stormen og denne stærke Tørke har nyelig ødelagt en stakkels uformuende Enkes, Provstinde Høgh i Skiedsmoe, hele Eyendom, da der opkom Ild, som al Hielp uagtet greb nesten paa engang alle Bygninger an, saa hun nu med 5 smaae Børn var husvild, berøvet alt, om ikke Præsten Hansen vennehuldt havde aabnet sit Hierte og sit Hus for de Ulykkelige. Hun er en Tante til Professor Guldberg. Han har saa ofte, har jeg seet, talt for Lidende og Trængende, han vil vist heller ikke glæmme at anvende sin rørende Veltalenhed her, og vil, haaber jeg, ikke anvende den forgiæves blandt Kbhns veldædige Indvaanere. Det er vel enhvers hellige Pligt, som kan det, at lindre saa bittre Kaar.

Kl 7 Nu var Mad: Munthe her en Stund. Hun vilde hilse paa sin Fader paa Gislevold, og saa strax hiem igien til sin endnu meget svage Mand. Kl mellem 8 og 9 var Hertel reyst der forbi med sin Jomfrue. Vi veed ham da nu i god Behold; men lige ubegribeligt er det mig altsammen lell, især hvi den tomme Kariol kom hid, og Zarine tog til Næss, hvor hun ikke kiender et Menneske, istæden for hid, som var hendes Bestemmelse – og hvi vi intet Bud fik herom? Nu, da jeg veed, der intet fattes Hertel, begynder jeg først ret for Alvor at blive harm paa ham. Just fordi han har vant mig til at vente saa meget af ham, kan jeg mindre bære over med denne, i det mindste tilsyneladende, Inconseqventse. – Min Koren er ikke kommet endnu. Brevet til Kista er færdigt, de gule Skoe indpakkede til Retouren – men Spørgsmaal om det alt kommer længere denne Gang end her paa mit Bord –

[193] Onsdag 10^de Det kom længere, og er nu vel ikke langt fra Byen. Jeg vovede paa egen Haand at lade Guldbrand Houg reyse ind i Nat. Jeg var ikke vel tilmode ved det, men alle Jomfruerne sagde, de vilde paatage sig mit Forsvar[.] Lille Zarine vilde føre min Sag og bestikke Dommeren, og sandelig, skulde han være bestikkelig, da maatte det gaae til paa saadan Maade. «Saa Zarine er kommet?» – Ja, og Gaaden er nu opløst. Kariolen som kom hid, skulde oppebiet hende der, hvor Hertel tog sin Vey, men da der ingen Kariol var, blev hun med ham til Rotnæs, og kom seent i Aftes derfra agende i Kiærre. Skriveren kom først da vi havde lagt os. Jeg sagde ham blot, at jeg havde giort noget, som ikke var saa rigtigt, men at han ey maatte spørge hvad det var før i Dag. Da sagde Jomfruerne ham det før jeg kom ned, og jeg slap for at staae Skoleret. Veyret vedbliver at være, efter Tilsyneladende, haardt for Mark og Eng, Mennesker og Dyr[.] Den kolde, vinterlige Storm udtørrer den arme Jord, alting har faaet et andet, mindre smilende Udseende i disse sidste Dage. Og i mit hele Legeme føler jeg Veyrets Ublidhed. Jeg var ret ussel i Nat, og er ey brav i Dag, saa jeg speculerer stærkt paa at være hiemme fra Gislevold, faaer jeg da kun Barna til at gaae did. Hvordan skulde jeg kunde ombytte min Vadmels Kiortel med en tynd Sirtses? Gud lade det dog snart mildnes igien.

Professor Pihl har havt et stort Uheld i denne Tiid. Paa en Søebod, hvor han havde leyet Loftet til 2 a 300 Tdr Korn, havde han sammenpuget meer end det dobbelte, vel i Haab om end høyere Priser; men Loftet brast, Kornet styrtede ned mellem Alskens Ting paa den underste Bod, sprængte Dørrene paa denne, og væltede tildeels ud i Søen. Foruden Tabet ved Kornet fordrer naturligviis Eyeren Erstatning for selve Boden og hvad paa den er ruineret. Intet Menneske ynker Hr Ole for denne Malheur, men de fleste tværtimod glæde sig over den, og kalder det Guds Straf. Og kunde jeg nogensinde fristes til den ukiærlige Sætning, at Uheld var Straf, saa nægter jeg ikke, det blev ved en saadan Leylighed. Det er jo desuden ogsaa en reen Følge af dette usle Menneskes umættelige Havesyge, at sammendynge Korn, som saa mangen sukker efter, fordi han ikke finder den Fattige endnu udsuet til Blodet.

Jeg har nu talt saa vel med Smaaepigerne, Maja, Zarine og Hanna, og de gaaer; Zarinchen i mit Sted. «Det er nok leyt, Moer» siger Maja, «men dog bædre end at du skulde blive værre. Bliv nu bare rask til i Morgen og Fredag» – I Morgen venter vi alle fra Næss hidbudne, da de har saa lang Vey –

[194] Kl 8 Min Rikke skulde ogsaa været hos Walbohms i Dag, og da jeg hørte det, bestemte jeg mig hastigere til at sige Ja i Gaar. Men neppe var jeg i Morges nødt til at tage dette Ja tilbage, før jeg fik et Par Ord fra hende, at hun havde været syg lige siden Søndag, og maatte staae op i Aftes for at tage imod Grev Knuth, som kom uformodet til Sessionerne, efter at have bedt Fogden være der paa hans Vegne eller formaae en anden dertil. Det sidste lod sig ey giøre, og Fogden, som er saa overlæsset med Forretninger som vel faa Embedsmænd, havde nok yttret han giærne vilde slippe, og saa kom Amtmanden selv, som rimeligst var. Han logerer paa Plogstad, er formodentlig i Dag paa Gislevold, og følger med Fogden hid paa Fredag, tænker jeg. Gud give min Rikke kun maae blive saa vel, at hun kan komme. Skiøndt hun var bædre, torde hun ey love det. Det var mig en saa uventet som smertelig Efterretning, da jeg forlod hende og hun i lang Tiid har været saa usædvanlig rask. Men dette ustadige Veyr kan ikke andet end have skadelig Indflydelse paa svage Mennesker. I Aften er det igien saa blidt og deyligt, at jeg for første Gang i Sommer har sadt ude i Haven og læst en Timestiid i de gamle Minervaer, hvor jeg iblandt andet traf paa en tale over Frederich den 4^de af Holberg, som jeg ret læste med megen Fornøyelse. Efter en kort Middagshvile blev jeg bædre, men nu trykker det mig saa leyt for Brystet. Jeg faaer ud og gaae igien. – Kl 6 var endnu ingen af Sessionsherrerne komne til Gislevold. Kors for seen Middag de faaer! Og de stakkels Børn som gik did Kl halvto – hvilken lang Dag for dem!

Torsdag 11^te Ja tilvisse lang. Først Kl henimod 12 kom de til Middagsbordet, Kl halvto fulgte den snilde Grev Knuth dem lige til Alleen. Da havde jeg længe lagt paa mit grønne Øre. I Dag er det mildt velsignet Regnveyr, skiøndt det nu lader til at vilde holde op. Dog giid det vedblev en Tiid endnu. Hertel har kiøbt sig en Calesche, saa hans Kaja nok slap for at blive vaad, og de andre taalte nok lidt Væde – og hvem taalte det ikke giærne, naar Regn er saa velgiørende som nu?

Bliver det Opholdsveyr, skal vi modtage vore Næssgiæster paa Wilhelmsminde, (hvor jeg heller ikke har været endnu) med Thee og Eftersvælg. Børnene siger, de kunde godt mærke paa adskillige Sessionsherrer, at de havde Lyst at komme hid i Morgen; men kommer alle Ventede, bliver det rundt 70 Mennesker, og fleer rummer vi ikke oppe og nede. Dog maae nok [195] min Koren, som først seent i Aften kommer fra Hurdalen, tidlig i Morgen tage til Ullensager for at hilse paa sin Amtmand, hvem jeg saa giærne vilde have hid. Vi venter en to, tre Lieutenanter fra Byen, de to som logerer paa Tøyen, og min egen Stenersen, men det er saare uvist, om de faaer Tilladelse. Jeg angrer paa, jeg ikke har skrevet desangaaende til deres Chef, den brave Hegermann, da troer jeg vist, det ikke var blevet negtet dem.

Nu kom min flinke Guldbrand Houg fra Byen med alt mit Stentøy i godt Behold, paa et Par Smaating nær, som var baaret te aa gaa sun. Der var af Bordtøy ikke nær det jeg ventede, men derimod et meget complet Caffestel og andre Ting, som vi høylig trængte til, og den paa alt forstandige Hertel, som saa vel kiender Husets Nød og Trang, paa egen Haand havde kiøbt, hvorfor jeg er ham meget forbunden, og kan nu herved spare det finere kiøbhnske, der er saa kostbart og vanskeligt at faae.

Fra Lotta mi kom det lovede kiærlige Brev, aa ja men kommer Lytmænnerne. Da Hegerman spurgte hvorhen de vilde, og de svarede: til Frue Koren, sagde han: «med megen Fornøyelse!» – det vidste jeg nok, og de Bedende lod til ogsaa at vide det, at han nemlig er for galant til at afslaae Fruentimmer noget, siden de sagde: til Frue Koren, og ikke blot til Hovind eller Sorenskriver Koren, hvad der havde været rimeligere. Men saadan er det at kiende sine Folk – Min Lotta havde hiertens Lyst til at følge med, Majoren hendes ligesaa, og sandelig, de skulde være hiertelig velkomne. Men det bliver, frygter jeg, ved Ønsket – Hu! mit Hoved er leyt i Dag igien. Jeg troer vist, der er Torden i Luften. Og da dette Veyr i alle Henseender er saa ønskeligt, saa faaer jeg taale og tie. Hvad kan ogsaa stakkels Puus andet?

Fra min gl: Ane – (jeg har jo sagt Eder, at hun, trods min Drøm, har faaet sig en rask gut og selv er rask?) fik jeg deylige Blomster og Grønt i Dag med hendes Mand. Mine Naboer bærer omkaps Mælk og Fløde hid, som altiid, naar de veed vi behøver og har det. Ja vel ere gode Naboer, gode Venner og saadanne Ting goe aa ha – deylig sund Luft har jeg ogsaa, og give Gud der over hele Verden var saa almindelig Fred som i mit Hus! Selv med Mellin er jeg udsonet igien. Han er som en ‹…› Viol (den kan jo ey selv for, at den ikke altiid er rigtig bestrænget) og saa er det mig umueligt at være von længer.

[196] Fredag 12^te Nu ere de alle ude omkring i Haven og jeg troer, paa Kirkegaarden. Imens vil jeg tale lidt med mine fraværende Elskede, om Gaarsdagen. Kl 5 kiørte jeg til mit Wilhelmsminde, thi det var lidt vaadt efter Regnen, og jeg troede mig knap til at gaae saa langt, da jeg ikke var rigtig i Hovedet, NB ikke a la Mellin – Hvor deyligt var der trindt om mig, hvor smilende alting! Vi har nu faaet en Glasdør for det søde Værelse paa mit Wilhelmsminde, og derved har det vundet meget, da det just vender ud til den Kant hvor nesten den skiønneste Udsigt er – Jeg læste der min Post, som just kom i det samme, det hulde Majabrev, hvoraf jeg seer, at Du Dyrebare allerede er i Din roelige Dal i dette Øyeblik og giid jeg sad der ved Din Side! dog ney, ikke i Dag: Det er deyligt at see saa mange glade hyggelige Menesker omkring sig – men naar saa det er forbi, og Barselet paa Økeren, saa gaaer det til mit Tøyen – derfra til min Thrinasara og Realf, og saa – i Dalens og Majas Arme – Fra stakkels Nella fik jeg ogsaa Brev. Hun har lagt i Blodgang, som hun faldt i 8 Dage efter sin Nedkomst, og været uden alt Haab. Nu var hun brav igien, dog naturligviis meget mat.

Vi ventede syv lange og syv brede, thi først Kl halvotte kom Herskabet, min kiære Hertel foran i sin pene nye Vogn, med sin blide, blege Kaja, og begge sine Jomfruer, efter dem gamle Moer Glatved i Kariol, Madam Rosing, Mad: Øiset, Jomfr: Grønvolderne og Reich i Vogn, Kiærre og Kariol. Vi drak Thee og spiste Eftersvælg i mueligste Hast, da jeg endelig skulde møde ^kiøre i Hertels nye Vogn her hiem, og var han Kudsk for sin Kaja og mig. Vore tre raske Lieut: kom først henimod 9, og da gik det tilbords, og efter en Spadsertour i Haven, tilsengs. Lille Moer Hertel var ikke ganske vel, og kan ikke blive det, saa længe hun ikke er istand til at faae mindste Madlyst. I Dag er hun dog Gud skee Lov ret flink, og har spiist lidt til sin Thee, men som en Fugl ongefær. – Nu har jeg mit Bord blomstereret, hvorved min Zarine og Maja samt Hanna og de Smaae har været i sit Element. De maae alle gaae mig til Haande naar det behøves, baade Ynglinger og Piger. Selv de tre Nyekomne har jeg givet lidt at bestille i Haven. Men nu ere de komne tilbage, og skal have Frokost og saa skal der pyntes, mætta! Min Koren tog til Plogstad Kl 6 i Dag, og er endnu ikke tilbage –

[197] Løverdag 13^de Ja, jeg gik rigtignok i Seng, fordi alle vilde det, og især min Koren, og den gamle Hertel, der acurat var hiemme paa Hovind i Gaar som altiid, og lovede at være ganske i mit Sted. Men sovet har jeg ikke stort mere end i denne Stund, og var vel saa træt da jeg stod op Kl 8, som da jeg lagde mig. Imidlertiid er mit Hoved taaleligt, og det er meer end jeg torde haabe. Jeg vil derfor, imens der er stille overalt, fortælle Eder saa langt det vil gaae, mine Elskede, om Selskabet i Gaar. Det var, som jeg har bebudet Eder, talrigt; thi vel kom ikke alle de Ventede, ak, og iblandt disse var min Rikke, som jeg savnede saa meget, og hendes slemme Fut, som havde lovet det, var frisk, og blev dog borte, og min gode Maja Bergh, som var blevet upasselig just som hun vilde klæde sig paa, sagde hendes vakre Lene og flinke Kaja. Grev Knuth kom heller ikke. Han havde saa inderlig ønsket det; men det var umueligt, da han skulde tage lige fra Sessionen, som varede til Kl 10 om Qvellen, til Næss. Ja, lange Parantheser fordrer Gientagelser – vel kom ikke alle de Ventede, men saa kom adskillige vi ey havde giort Regning paa, og her var Rum nok, og Mad nok, og Drikke nok, saa de Alle vare velkomne. Alle som Een tager Deel i den almindelig elskede Hertels Lykke, det stod læseligt paa hvert Ansigt, de Ind- og Udvendiges, det lød i Sang og Skaaler. Ved Middagsbordet gik det ganske lysteligt til. Vi vare 50 paa Salen eller ved Gallataflet, 18 a 20 spiste i Dagligstuen, i Rosen, det var meest Smaaepiger, som her var en Slump af, og Maries kiære Ragna Chrystie, Grethe Keilhau, og liden Zarinchen, som dog maatte op og synge for Herskabet. Saa vidt var alting godt og vel – men nu maae vi gaae lidt tilbage. Den uefterrettelige Person som havde lovet at bestille Spillekanterne, havde ikke udrettet sit Ærinde, skiøndt det ellers er en paalidelig Mand. Det var som det ahnede Jess, der tidlig i Gaar Morges sendte dem Bud, og hørte da til almindelig Forfærdelse, de vare aldeles uforberedte. Flux kastede han sig paa sin Vaillant, Finkenhagen paa en anden Rosinante og afsted gik det i flyvende Gallop. De betingede sig til Belønning et Kys af alle Jomfruerne, og det fik de, da de triumpherende kom tilbage, og havde ærlig fortiænt det. Men see! Kl blev 7, henimod 8, [198] endnu tre Dandsere ariverede, Justitsrd Nilsons Søn, en Lieut: Gill og Hagemann, men ingen Spillemænd. Jomfruerne vare færdige at kræve deres Belønning tilbage, den de havde været visse paa at faae med Glæde og her var ret en lang mismodig Pause. Det leed ikke Hertel og jeg, og fik overtalt Capit: Wærner til at tage en Violin og begynde en Feyer – neppe vare de ordnede til denne, saa kom den ordentlige Musik, og nu gik det ogsaa uophørligt. Vel var kun ^en fierdepart Chapeauer mod Damer, men de vare utrættelige, 9 raske unge Gutter, og Damerne dandsede sammen, Gulvet var aldrig ledigt, og altiid fuldt. Det glædede mig ret at see den Vrimmel af glade unge Mennesker. Selv Hertel dandsede som i sin første Ungdomsdage, og var for Resten overalt ude og inde. Blandt de talrige Tilskuere ønskede mange at see hans Kone, og fik, kan I tænke, deres Ønske opfyldt, og vare glade som de Dandsende selv. Lille Mørk var ikke af de mindst Glade, Fader Bierk ikke heller, som de havde tvunget til en Polskpar, men overlod snart den ene, snart den anden sit Kort, skiøndt det var stygt høyt Spil, for at see den lykkelige Ungdom tumle sig. Intet Menneske tog bort før efter Solens Opgang, de Fleste længe bagefter. Ved Bordet, Kl mellem 1 og 3, (^da kom endnu en Dandser, Lieut: Schie) vare de lustige for Alvor, sang og skraalte, saa det skingrede ind til mig, og drak de Nyegiftes, min og min Korens Skaal med et tredobbelt Hurra, saa Huset rystede. Lille Kaja Hertel holdt sig ret flink, men gik lidt betids, og før de spiste tilsengs. Frue Ingier derimod var lidt skranten, og laae et Par Vendinger, og lille Luise Grønvold var ret meget syg. Hende havde jeg faaet lagt herinde paa Sophaen, da det gode Barn slet ikke vilde lægge sig ordentlig, fordi Moer Rosing da vilde blive uroelig, sagde hun og saa vil Lina og Kaja sidde hos mig ligesom i Aftes (hun var ussel da hun kom her) og det var stoer Synd, for de skal dandse – Gud skee Lov, i Dag er hun frisk som en Fugl, og alle ere raske, de jeg endnu har talt med – Nu, Kl 12, har jeg talt med dem alle, drukket saa en Kop Caffe med det ene, saa en Kop Thee med det andet Partie, saa spist lidt med denne, saa lidt med hiin. Alle Gifte ere nu gaaet til Mørks og Walbohms, [199] al Ungdommen til Wilhelmsminde. Øiset tog i Morges hiem, da han maatte være ved Sessionen, alle de øvrige Næssfolk maatte love Major Ingiers at komme did i Aften, og vi at møde dem der i Morgen til Middag. Det bliver ret op i en Forstyrrelse – Jo men, det unge Herskab er endnu ikke kommet længere, end fra Haven ind i Dagligstuen, hvor Maja mi sidder midt paa Gulvet med en Terin Mælk – Lævning fra i Gaar – og alle de øvrige med hver sin Skee sværmer omkring hende, og faaer sig tag, omtil en Mundfuld. Naar her nu bliver lidt roeligt, skal jeg forsøge at skrive et Par Ord til min Lotta, men jeg er saa søvning og træt, at jeg neppe kan holde Pennen. Altsaa, Fortsættelsen følger – skiøndt det er ligesom jeg hvilede mig imens jeg saadan sidder og smaaesnakker med de dyrebare Fraværende.

Kl: 5 Borte ere de nu, de Gode, min Hertel med sin ^{i Dag} ret meget raske Kaja, Madam Øiset, Mutter Glatved, og begge Rotnæss Jomfruerne, samt min lille Luise Grønvold, som græd bittre Taare fordi hun skulde reyse fra Moer Koren. «Der er dog ingen Fremmed der holder saadan af mig som hun» sagde det gode stille Barn, fordi jeg i Aftes gik og puslede om hende da hun var syg. Den ældre Jomfr: Grønvold, min Kaja, der har saa meget fælleds med Maja mi, og Jomfr: Reich, bleve igien til i Morgen, og følger med os. Det havde Skriveren afgiort med Mad: Rosing paa egen Haand, til al Ungdommens og hans egen (mener jeg) store Glæde. De ere nu atter i Begreb med at gaae til Wilhelmsminde, hvor de ønskede at kunde bygge og boe, og har faaet Mad og Drikke med, saa de kan være der i Roe om de vil til Kl 12, thi da har Lieutenanterne bestilt sin Skyds, og har altsaa endnu en vaagen Nat i Vente, der dog neppe bliver saa morsom for dem som den fore gaaende, stakkels Gutter. Jeg troer, de alle har moret sig ret kapitalsk, og det var hvad vi hierteligt ønskede de skulde. Mad: Rosing er en brav, fornuftig og tækkelig Kone, men generer de fleste Herrer her til Lands en Smule, da hun, som sal: Adlers naadige Frue Mama ikke fordra, Tobakrøy. Imidlertiid undgaaer hun saa meget mueligt at lade sig mærke hermed, og sandelig, det er ikke Capricer hos hende, det veed jeg med Vished. – Sovet har jeg ikke, men hvilet lidt mens de alle vare borte, og er saa gu ganske bra nu – Giid jeg ogsaa maae blive det i Morgen!

[200] Men Skriveren, som vel ikke dandsede som han pleyer, men dog var paa Færde overalt, har ikke taget sig et eneste Blund, men expideret sine Ting og Folk som han pleyer om Løverdagen, og er lie bli lell; hans Maja har heller ikke sovet, og er dertil flink. Maae det kun ikke komme efter. Mine Knæe er fast det eneste, jeg føler Træthed i, og maae nu hvile dem paa Sophaen, hvorfor Du kiæreste Lotta, neppe faaer noget med Dine Lieutenanter, og Du min Kista heller ikke, siden de vil bort i Nat. Jeg troede, de havde blevet til i Morgen mod Middag – De kan jo ogsaa fortælle alt herfra, og dermed vil I tækkes for denne Gang.

Mandag 15^de Naa, endelig er jeg igien, saa længe det nu varer, i min gamle søde Roe, og kan, haaber jeg, uforstyrret underholde mig med mine fraværende Venner, efter at have været saa meget jeg kunde være, for de nærværende. Lidt træt er jeg rigtignok, da vi først Kl 12 i Nat kom hiem fra Maastad, men jeg har ingen Hovedpine, som jeg dog var ganske belavet paa, deels fordi jeg var saa seent ude og oppe, deels fordi jeg frøs paa Hiemveyen som jeg fast aldrig veed jeg har frossen, dog meest over Armene. Det var for saa vidt min egen Skyld, eller om I vil min moderlige Kiærligheds, og derfor har jeg nok heller ikke videre ondt af det. Jeg kiørte i Kariol, at alle Barna kunde være i den store Vogn, hvor Jess var Kudsk, og de havde min tykke Kavay med til om Aftenen. Men da jeg hørte at Maja mi havde været glad ved den selv paa Bortveyen, da det blæste lidt koldt, nænte jeg ikke at tage den paa Hiemveyen fordi hun der end mere behøvede den ved Nattetider, og Gud skee Lov, hun havde den. Men jeg kunde bedt dem forsynet sig bædre her hiemme fra, da vi ere grumt rige paa Alskens Reysetøy, eller faaet laant mig et Tørklæde uden paa den fine tynde Sommerkavay, og da jeg ey giorde det, var det tilpas ^til mig ^til at jeg leed lidt for Stadsens og Ubetænksomhedens Skyld –

Heller ikke Løverdagaften kom vi til Køys før Kl over 12, da Lieutenanterne havde bestilt sin Skyds til den Tiid. Dog, derfor kunde vi giærne lagt os naar Jess havde holdt dem med Selskab; men de gale Unger kom jo ikke fra Wilhelmsminde Løverd: aften før efter Solsæt, og inden vi saa fik spiist, og de fik sig lidt varmt Drikke at modstaae Natteluften med, blev det seent kan I tænke. Hestene kom dog ikke, men Jessen min maatte skydse dem til Dragvold, hvor Skydsen stod i god Roe, og var blevet staaende til nu, mener jeg, vare de ey komne til den. Seent kom vi paa Benene i Gaar, og dog var jeg, skiøndt jeg pratede en Stund med lille Mørk, færdig Kl 11 og foer med Aslak og Gulen den [201] kortere Vey over Fieldet, for at tage ind om Plogstad og see til min Rikke. Min Koren fulgte mig paa sin lille President, men reed ligefrem. Da jeg kom ind, blev jeg glad ved – ikke at see andet end Rikkes Hat og øvrige Bebudelser om, at hun skulde til Maastad, og altsaa var frisk. Ja Gud skee Lov, hun var ret brav nu, og i Begreb med at pynte sig, dog slog vi en lille Prat af først. Posen var denne Gang ikke ganske tom, og søde Willa sad midt paa Gulvet med en lille Kage i hver Haand. Min Koren og jeg vare da de første som kom til Maastad, og længe før nogen anden, men saa var Ungdommen herfra de sidste. Der var foruden de der logerende Næssfolk og os alle herfra – Telja og Contoirfolkene undtagne – ingen andre end Fogdens, og den leye Frue Waager med sin Cecisbeo, Lieut: Asche, som jeg ikke kan andet end beklage: thi sandelig, et mere trykkende Forhold end det han staaer i til sin Herinde, kan jeg ikke tænke mig. Hun var usædvanlig peen, itr‹uk›ken sort Levantintaftes Kiortel, blaa Hat og D^o Skoe, blot Bryst ikke at tale om, som kun bedækkedes af et lille polidskt skiødesløst omkastet Flors Tørklæde. En meget, og ikke fordelagtig, renomert Lieutenant Lassen, som er ansat her ved det ullensagerske Compagnie, var der ogsaa. Før jeg vidste hvem han var, havde han givet mig en ham gunstig Ideé omⁿ¹⁶ sig ikke allene ved sit tækkelige Udvortes, men ^ogsaa ved sit fine, beskedne Væsen, og et Par Smaatræk, som charakteriserer Mennesket, synes mig, mere end mangt andet som falder stærkere i Øynene, deraf kommer det vel, at jeg er genegen til at troe, Rygtet har overdrevet de Ungdomsdaarskaber, han skal have giort sig skyldig i, den ene af disse, hans Duel med Lapsen Kammerjunker Haxthausen, er da meget tilgivelig, den anden, at han, jeg troer i Anledning af Spil (hvortil jeg frygter han har et ulykkeligt Hang) fornærmede en gammel agtværdig Mand, Sorenskriver Glørsen, er det meget mindre. Jeg veed ey ret Sammenhængen, men Jess, som har en uindskrænket Ærbødighed for Alderdommen, vil slet ikke bære over med dette sidste Feylskridt; og dog kunde der maaskee ogsaa ^her være noget at sige til hans Undskyldning; for Exempel: at han er en rig Mands i Overdaad og Selvraadighed opvoxne Søn, aldrig kanskee vant til Modsigelse hans Moder, skiøndt min brave Borchsenius's Coucine, skal være en af Kbhns første Modedamer, siger min Rikke. Lad os derfor ikke fordømme den hede Yngling, men snarere søge at retlede ham, er det mueligt, og er det det, har jeg Haab herom, da han nok nu kommer i sin fornuftige og retskafne Onkels, Fogdens Huus.

[202] Saa hyggelige Menneskene ere paa Maastad, og saa godt og godlidende alt andet er der, saa triste er Værelserne, de fleste store og mørknede ved en saa kaldet Svalgang som gaaer rundt om hele Bygningen. Men hyggelige Mennesker giør alting hyggeligt. Nogle af Mandfolkene spillede, og det afskyeligt høyt. Ungdommen spadserede og tumlede sig i det Grønne, og vi andre snakkede og drev omkring. Lille Moer Hertel var ret rask. Men der blev intet af Næssreysen, de maatte alle blive til i Dag. Min Koren, som skulde ud Kl 5 i Morges, tog tidlig hiem, og efter ham vare vi herfra de første, som brød Laget, dog blev det ikke før henimod 10 vi kom afsted. Jeg tog samme kortere Vey tilbage, og hvor det var mueligt, kiørte Aslak raskt til, fordi han hørte jeg frøs, og hiemad behøver man just heller ikke at minde Gulen om at skynde sig. Hvor deylig min gode Teljas Thee smagte og varmede mig! Børnene kom meer end en halv Time senere. Min Koren sov sødt, og halv i Søvne bad jeg ham i Dag Farvel – Nu har jeg sovet en Middagssøvn, skrevet til Frue Bergh, som havde havt Bud her i Gaar og bedt om en Bog, da hun maae holde Sengen, stakkels Maja! og skal nu tage fat paa Brevene, som i Morgen skal i Posten, og saa ud i Haven, og, hvor jeg saa længe ikke har været, i de Dødes Have. Smaaepigerne syer allesammen for mig, da de paa Onsdag har lovet Hertels at vandre til hans ^dem og blive der i nogle Dage. Han møder dem nok med Heste paa Halvveyen.

Og i Dag er Du glad; Maja P: da Du venter, maaskee allerede har omfavnet Din saa længe savnede Pavels. Gud lade Eders Glæde være reen og uforstyrret, I Elskede! og at vi snart alle glade maae mødes.

At Vangensten var paa Maastad, har jeg glæmt at sige Eder. Det var første Gang efter hans Sygdom jeg saae ham, og sandelig, jeg saae ham ikke med Fornøyelse; thi det forekom mig, og ikke mig allene, som om han havde endnu flere Skruer løse end ellers. Han var blevet meget maver, arme Mand, og meget besynderlig. Dog talte jeg ikke meget med ham, da han spillede om Formiddagen, og tog bort strax vi havde spiist. Hertel syntes, han var som før, og det kan maaskee saa være. Hans Kone, sagde, han var meget svagelig. Ogsaa fortalte han en sørgelig Nyehed, at unge Lange, som er gift med min kiære Ovidia Messel, skal være saa meget syg, at der frygtes for hans Liv. Jeg trøster mig ved, at V: har for Skik at overdrive en Smule, tidt, troer jeg, uden selv at vide det. Gud give det ogsaa denne Gang maae have været Tilfældet.

[203] Tirsdag 16^de Det er nu længe siden I hørte noget om Hermellin. I Gaar sagde han, da han havde vævet en lang Stund, jeg veed ikke om hvad: «Nu har jeg talt en heel Materie imod min Tankeform» – Og nu i Øyeblikket, da jeg stod ude i Kiøkkenet, og Telja gav ham sin Frokost, sagde han: «Jomfrue Lie skal jeg varte op saa længe jeg har Klæder paa mit Legem. Det er et Fruentimer af udelukkende Agtning» – dette kan jeg da til Nød over- eller omsætte ved: som jeg har udmærket eller uindskrænket Agtelse for – men det foregaaende er som var det sagt efter «otte distillerte Æggesopkeners udtrykkelige Befaling». – Det er et naragtigt Dyr, men Ondt findes rigtig ikke hos ham.

Atter hænger Himlen fuld af Regnskyer, men Vinden begynder igien at adsprede dem, saa Solen allerede glimter herind paa Papiret. Herre Gud, hvor længe vil du sætte den sorrigfulde Landmands Taalmodighed paa Prøve? Mellem Haab og Frygt seer han til hver Skye, og sukker naar den fordeler sig, sukker den smilende Sol imøde. Dog troer jeg det er et Gode, at Luften er saa kold i denne Tørke. Brændende Solhede vilde vist være Eng og Mark end mere skadelig. I Aftes bragte jeg den her i Haven først udsprungne Syringe paa Graven. I veed, did skal al Aarets Førstegrøde; dog, med de første Pintselilier kom jeg der ikke, og har ey været der i mange Dage. Zarine og Kaja var med mig. Med Fremmede, eller med Mange gaaer jeg aldrig did. Det var en deylig bliid Aften, dog mere som først i May end saa nær Midsommer. Vi gik længe omkring i den vakre Have blandt de grønne og hvide Træer. Kirsebærtræerne har ulige flere Blomster end Blade, og af disse Træerne, har vi en stoer Mængde, alle unge, men de holder ikke hvad de lover, og bærer kun lidt. Dog er det deyligt at see dem saa frodige.

Middag Nu har jeg Posten færdig; til min Maja C har jeg skrevet, vel det sidste Brev denne Gang inden vi samles i den velsignede Dal – og til Nella Borch. Nu ringer ogsaa Madklokken. Naar jeg da har holdt min Læsehvile her paa Sophaen, skal der tages fat paa noget af det meget jeg giærne vilde have bort i Morgen med et Bud fra Naboegaarden. Det er Amund Hovind, min Anes Mand, som skal ind til sin Søns Daab. Han var her i Gaar, og bad han maatte faae Lov at opkalde sin kiære Ven Legekammerat, min Wilhelm, en Tilladelse jeg altfor giærne gav ham, og som han ikke havde behøvet at bede om. Giid de Mange, som ere opkaldte efter de to elskelige Bortgangne maae vorde dem lige! De dyrebare Navne døer ikke lettelig ud heromkring.

[204] ⁿ¹⁷ Onsdag 17^de I mit Brev til Lotta i Aftes udøste jeg ret al min Harme over Presidenten, fordi jeg vist troede, han nu ogsaa paa Tilbageveyen havde taget Hovind forbi. Og just som vi tænkte paa at gaae til Sengs, see, saa kom han i sin gode Mag kiørende ind i Gaarden. Da der intet Rum er i Brev‹…› kiæreste Lotta mi, tilbagekalder jeg herved mine Uqvæmsord, og bed‹…› baade Dig og ham venligt om Forladelse, og lover aldrig at dømme overilet oftere. Ak, det har jeg ofte lovet, og ligesaa ofte brudt.

Først Kl: 6 kom de stakkels Børn afsted i Dag, og ere nu paa de‹…› Vandring til Rotnæss. Jeg kan ikke, i det mindste ikke før jeg vee‹…› dem i Huus, glæde mig i de tykke Skyer, som hænger ligedan som ‹…› Gaar over os, og maaskee bringer ligesaa liden Trøst som de. En hal‹…› Time regnede det, eller rettere duggede, saa var det forbi – og nu blæser det alt igien og klarner op. Det er ret tungt at gaae saa, nes‹…› hver Vaar og Forsommer og see længselfuld til de regnsvangre Skyer, som farer, pidsket af Vinden, hen over den forsmægtende Jord ude‹…› at have givet den og os mere end det snart forsvundne Haab.

Giærne gad jeg sat og pratet med Presidenten, og giærne vilde jeg prate med mine elskte Fraværende, de, jeg i Dag har tænkt at skrive ‹…› Jeg faaer dele mig saa godt jeg kan. Min Koren skal til Gierdru‹…› Jess reyste Kl 2 i Nat for sin Fader til Urschoug. Alle Smaaepig‹…›ne ere paa Flugten; saa maae dog Een være inde og holde Manden med Selskab, kan I tænke, Børn, og derfor gaaer jeg nu –

Kl 8 Nu har vi været Haven rundt, hvor Presidenten fandt det mege‹t› vakkert, og imens nu begge Mændene faaer sig lidt Frokost, slutter je‹…› dette, for at faae det ind med denne tidligere Leylighed, at det des f‹…›ere kan komme i Circulation. Og veed jeg nu i denne Hast inte‹…› andet at fylde dette lille Rum med, end at ønske Eder Alle, mine Dyrebare, en god Morgen, saa god som jeg har den; thi uden Hovedp‹…› og Mathed sidder jeg her, som jeg stod op Kl halvsex i Dag, glad og fro tilmode. Det Gud give Eder at være og forblive! Amen.

[205] 17^de Junj Eftermidd: Hvilket Veyr! Regnen, den velgiørende Regn, som nu har holdt ved siden i Formiddag tidlig, og lader til at vilde vedvare maaskee Natten over, skulde jeg glæde mig ved, og giør det ogsaa, endskiøndt her er saa mørkt i Kammeret, at jeg neppe seer – men den fatale Blæst, som bøyer Toppen paa mit Lønnetræe her uden for saa dybt, at jeg frygter for den skal brækkes, og den Stilhed omkring mig, giør alting saa traurigt. Jeg har ikke ret Lyst til at foretage mig nogen Ting, eller være paa noget Sted. Mit Byebud er expideret, men som jeg hører ikke borte endnu. Presidenten og Skriveren toge bort nesten paa en Tiid. Arme President, som kun har en tynd Nanqvins Frak paa, hvor maae han blive giennemblødt og giennemblæst! Nu er da vel med Guds Hielp Børnene i god Roe paa det giæstfrie Rotnæss, hvor vist alle, for alt den ømme Vertinde, vil stræbe at erstatte dem den besværlige Vandring paa alle muelige Maader. Gud give, det haarde Veyr de har været ude i ingen Følger maae have, især for min Marie, som vel taaler mindst af dem Alle. Men den gode betænksomme Hertel har vist ladet sin Vogn gaae dem imøde længere end halvveys. At jeg har været ængstlig i Dag, og tildeels er det endnu, især fordi min Jess skulde over Sundet for at komme til Næss, staaer vel her intet om; men min Egersøn, Pavels og hans Maja, og Kista mi, har jeg klynket Ørnene fulde herom, og fortalt dem, hvordan Telja har gaaet og stelt med mig, og giort sig saa klog (hvad ellers ikke er hendes Maade) paa Vind og Veyr, for at trøste mig, og alle Folkene ligesaa. De ere alle saa gode og deeltagende, og det trøster ikke lidet. Havde jeg kun min Koren hiemme igien, det er dog den Støtte som aldrig svigter – Men han kommer dog i Aften, og nu fordeler Skyerne sig, Solen smiler ned til den forfriskede Jord, kun Blæsten kan den ingen Bugt faae med

Jeg har i disse Eftermiddagstimer giennemlæst Baggesens Parthenais igien. Den er dog virkelig skiøn, og var mig, i hvor godt jeg kiender den, som nye. Underligt nok, at jeg aldrig kan læse Beskrivelsen over Svimmelen, uden virkelig at føle noget beklæmmende, som om alt gik rundt for mig, og uvilkaarlig lukker mine Øyne. Giid dog Baggesen ikke havde skrevet andet end sine Ungdomsarbeyder, Labyrinthen, og denne sin Alpereyse, og efter dennes Fuldendelse nedlagt sin uvanhelligede Pen!

[206] Kl 6 Hu! det var værre, end det mørke stormfulde Veyr – Her kom de fra Eidsvold med to Kiærrelæs Arestantere, Mænd, Qvinder og Børn, vel ikke grebne i nogen Forbrydelse, kun som Løsgiængere; men alleslags Nedværdigelse af Menneskeligheden er dog saa sørgeligt et Syn. Jeg bad den talrige Escorte bringe dem videre til Lehnsmanden, da det var uvist naar Skriveren kom; og havde jeg end vidst ham her tæt ved, havde jeg dog bedt herom, da det ‹v›ar mig alt for ængsteligt at vide disse, maaskee ulykkelig Forvildede, her i Huset. Jeg havde ikke Hierte til at see paa dem – Ak, og de arme ulykkelige Smaae, de en ulykkeligere Mødre!

Torsdag 18^de Det mørke Regnveyr vedvarer endnu, Middag, og den samme Stilhed omkring mig; thi ogsaa i Dag er min Koren borte. Og, lad det staae her til min Kuldskiærheds Spot og Spee, det har brændt i min Kakkelovn i Dag; men som om det ikke var passeligt til den attende Junj, sluktes det strax igien, før Ovnen var lunket. Den omhyggelige Telja vilde endelig lægge i igien, og faae Bierkebrænde hentet ind til mig, men det frabad jeg mig. «Hvorfor klæder du dig ikke heller lidt varmere? Moer Koren!» – Ih du min Gud, sidder jeg ikke her i den fulde Vinterham, hvad kan jeg da tage paa mere? – «Ja det var en anden Sag.» Endnu et Træk af min Tapperhed maae jeg fortælle Eder. Mellem Regnbygerne i Gaar maatte jeg, hvor koldt det blæste, ud i Haven og glæde mig over den forfriskede Natur. Men engang kom jeg netop inden for Dørren, saa jog en sort Kat, som kom ned ad Gangen, mig ind igien. Vil I vide mere af eller om mine Underligheder? – Ja, I maae jo vide alt. Nu fik jeg et Par nye Skoe, saa pene, som vare de syede i London. Det er de ikke, men her i Huset, af en hidvandrende Østerdøl. Denne Mand har et af de mørktungsindigste Ansigter jeg mindes at have seet, og bedst som jeg sad og fornøyede mig over mine Skoe, (dem jeg nu har for kanskee ottende Delen af hvad et Par mindre pene vilde koste mig i Xstiania) stod det kummerfulde Physiognomie for mig, som var det malet paa begge Skoene, og nu veed jeg vist, jeg aldrig tager dem paa uden at møde det. Jeg har ikke havt Mod til at spørge Manden om noget, hans Levnetsløb angaaende. Af hans stille [207] Væsen og lange andægtige Bordlæsning, som jeg et Par Gange har havt Leylighed til at bemærke, formoder jeg, han er en Haugianer. Nu, der ere mange iblandt disse ogsaa som mener Gud og Menneskene det ærligt, og kan jeg faae Vished om han er blandt dem, som jeg har stoer Lyst til at troe, skal jeg vel faae min Koren til at skaffe ham Huus, som jeg hørte i Gaar, da han tog Maal af mig, han ikke havde noget Steds. Jeg spurgte om han var gift? Hans Kone var i Østerdalen, sagde han. Børn troer jeg ikke han har. Han sukkede saa dybt ved det ene Spørgsmaal, at jeg ikke nænte at giøre ham flere –

Kl 4 En saa fattig Torsdagspost kan jeg ikke mindes i lang Tiid. Vel havde min Maja sagt: at jeg intet maatte vente fra hende i Dag, og overalt intet, før vi saaes Ansigt til Ansigt. Dog randsagede jeg endnu engang tvivlsom Postvæsken, da Telja havde udtømt den – thi vel holder Maja aldrig mindre, men meget ofte mere end hun lover men der var intet, ikke et Ord til stakkels Moer Koren fra nogen Moers Siæl, og havde jeg ikke seet i Intelligentsbladet, at Pavels var kommet hiem, saa vidste jeg jo heller ikke det. Og hvad skal jeg tænke om Maribos, om det evig udsatte Barsel, som jeg dog vist troede i Dag at høre noget bestemt om? Ja, det veed jeg ikke; men des vissere veed jeg, at om min Koren bliver reysefærdig til Søndag eller Mandag, følger jeg med ham, og tager – dir nichts und mir nichts – lige til mit kiære Tøyen, og bliver der intet af Barslet engang i neste Uge, saa videre til Strømsøe og Majadal. Det skal blive baade vist og sandt i alle Maader. Men ley er jeg, Børn, og en Smule grætten, det kan jeg ikke nægte, og saa men heller ikke for. Oven i Kiøbet har jeg ærget mig over nogle Lapserier i Intelligentsbladet, dem jeg dog ikke vil forevige ved at giæmme dem i disse Blade. Men Skam og Skiændsel over hver den, som med Haan og Bitterhed angriber en god, agtværdig Medborger, fordi han i al Uskyldighed giver sit glade Hierte Luft, det være sig i Værs eller Prosa, ja endogsaa med samme Drengesvøbe søger at snerte anden og tredie Mand. Vel veed jeg, en saa foragtelig Person ikke var værd at ærge sig over, og dog kan jeg ikke lade det være, og heller ikke lade være at sige Eder det, Elskede – altsaa staaer det her.

[208] Løverdag 20^de Skiøndt det truede med Regn i Gaar, bestemte jeg mig dog til Nannestadtouren, og tog herfra Kl: 10 – før fik jeg ikke min Hest. Regnen begyndte og blev alt stærkere, og øste ned just som jeg kiørte ind til Engelstad, Berghs Gaard. Der blev en Glæde paa Tupperne, Lena og Kaja, da jeg kom, og ey mindre paa Moer Maja, som jeg fandt paa Sengen, og skiøndt bædre end hun har været, dog saa ussel af den slemme Gigt, at hun sielden kan sidde oppe. Det er i Ryggen og Hoften hun lider. Ellers var hun munter, og det blev under Alskens Prat Middag inden vi tænkte det. Min fulde Agt var at giøre Touren til Præstegrden med samme, men deels bad Maja saa inderlig jeg skulde sidde hos hende, deels kunde jeg kun, for den lange Hiemveys Skyld derfra, blevet der et Par Timer, og det havde de regnet for intet, og da nu Regnen ikke holdt op et Øyeblik, og jeg var lidt bange for de leye bløde Leerbakker, lod jeg det beroe med dette Besøg til en anden Gang. Der kom rigtig nok mod Aftenen et Bud derfra og bad mig endelig komme did, men jeg veed, de gode Folk toge mine Undskyldninger for gyldige

Mine smaae vevre Vertinder vidste ikke alt det Gode de vilde giøre mig, men jeg frabad mig alle Anretninger, og spiste hvad bestemt var, Røreæg, Spegeflæsk og deylig tyk Mælk. Prægtig stærk Caffe havde Fruen ordineret, ligesaa alvorlig som min kiære gamle Betta paa Skramnæss, og den fik jeg, og sluttede den høyst interesante Dag med Fuglesteg og et Glas Portviin. Maja spiste nogle af de Asparges jeg havde havt med i Ferskmad. De skal være Gigtpatientere meget tiænlige. Indpakket paa det omhyggeligste af Lena og Kajamoer foer jeg da himad, og kom uagtet det ^uophørlig pidskede paa min Nanqvins laante Kappe, før hiem Kl henimod 10. Der var saadan Ængstelse over mig for Barna som skulde komme fra Næss. Min Maja og Zarina vare ariverede. De havde slet ikke givet sig til Taals før de kom afsted, i hvor morsomt de havde det paa det hyggelige giæstfrie Rotnæss, saa Hertel maatte skydse dem hiem, hvad han giærne giorde, fordi han kiender mig og veed, jeg ellers var blevet uroelig. De andre Barna er der gaaet Heste efter i Gaar, og de ventes hiem i Dag engang.

Men jeg har jo intet sagt Eder om Frue Berghs nye Boepæl. Der er ret mange og lyse Værelser, og kan ved Paapyntning blive ret en vakker [209] Gaard, og faae en smuk Have i Terasser. Men kolde ere Værelserne; aabne og udsatte for Alskens Træk, hvad stakkels Maja nok ogsaa har sit nu værende Onde at tilskrive. Blandt de utallige Ting vi talte om, fortalte Frue B: hendes Mand havde skrevet, hvilken Kar Søster Pl: nu var. I veed, hendes Datter og Svigersøn for nærværende Tiid ere i Paris. I fem Uger vare de der i al Stilhed, for at giøre sig ret fortroelig med Sprog og Skikke, tænker jeg, thi alt Seeværdigt besaae de imidlertiid. Endelig havde Frue Ih: (han havde formodentlig havt den før) Audientse hos hans Guddommelighed, Napoleon. Hun maatte til dette Behov lade sig giøre en hviid Atlaskes Kiortel med Kniplings Overtræk, og 6 Al langt Slæb. Ganske ene, saa fordrer Ethiqvetten det, tog hun did, kom, efter mange Gemakkers Giennemvandring endelig ind i det Allerhelligste, fulgte sin Instruction, giorde de tre Skridt frem og saa tilbage, begge Gangene med et knæefald lignende Kniks, og var det hende ved Liv og Død paalagt, ikke at røre sit Slæb eller giøre nogen Bevægelse med Hænderne. Og – «nu kommer Humlen» – Keyseren, som sielden pleyer give et Qvarters Audients, underholdt sig over en heel Time med den unge elskværdige Luise. Sex Dage efter skulde hun giøre sin Reverents for Keyserinden, der hverken skal være smuk eller talentfuld, og endnu mindre elsket, da hun er ulidelig stolt. Efter Audientsen har de været tilsagte til Baller, Concerter, etc. Den Luxus og Dyrhed som hærsker i det glimrende Paris, skal være over al Beskrivelse. Paa et Ball havde Dronningen af Holland en hviid Atlaskes Kiole paa, med en Diamantbordt neden om, som skulde være af uvurderlig Værd – Gud gla' mig min sorte og gule Vadmelsslobrok, og mit lille venlige Kammer, i hvilke begge jeg nu befinder mig saa vel, som neppe nogensinde de keyser- og kongelige diamantglimrende Damer i al deres Pomp og Herlighed, omgivet af glimrende Slaver og Slavinder (og selv de største) og alskens pragtfuld Elendighed.

Ogsaa i Dag regner det og er koldt, dog har jeg gaaet Haven rundt, og pratet med Mellin, der i Gaar bivaanede en af sine Tilbedtes Bryllupsfest, den virkelig vakre Barbare Ruds, som, sagde han, vilde seet ud som en rigtig Engel, havde hun havt en hviid Dragt istæden for den blaa – dog var det ogsaa Himmelfarve. I øvrigt fandt jeg ham aldeles resignert. Nu blæser det op, og Solen trænger sig frem, saa jeg tør faae Glutterne, og min Koren som ey kom i Aftes, tørre i Huus –

[208] ⁿ¹⁸Aften Træt er jeg, kiæreste Venner, og uvis, om jeg skal være glad eller bedrøvet. I Formidd: fik jeg et Par Ord fra min gode under alle Omstændigheder sig lige Pavels, som melder hans Ankomst og mere, hvorom en anden Gang, naar jeg selv faaer vide mere, nemlig – og endelig: at det kiedsommelige Barsel nu er udsat til 7^de Julj. Deraf følger da, for det første, at jeg ikke kan blive stort over 8 Dage i Majadal, for det andet, at vor Maja P: ikke kan, som forrige Aar holde sin Fødselsdag der, hvad vi alle havde glædet os saa til – nu maae jeg reyse i Morgen, og Indpakning og sligt er det som har trættet mig. Min Koren kommer først efter paa Mandag, Tirsdag, vil Gud, gaaer Touren til Strømsøe etc[.] Jeg tænker stærkt paa, at friste Maribos til en endnu længere Udsættelse. Nogle Dage meer eller mindre, hvad vil det sige dem? Mig siger det meget. Vi faaer nu see. Men fra Hovind faaer I neppe for denne Gang see mere, da jeg vil ud tidligst mueligt er i Morgen, og nu ey kan bare mig længere for atter at tage fat paa de interessante pavelske Dagbogblade, dem jeg netop har faaet Tiid at kige i, og takker saa moderligt for, og skal mundtlig, maaskee i Morgen den Dag, med et moderligt Kys takke min elskede Søn og Ven for –

Børnene ere ikke komne endnu. Veyret er stormfuldt og uroeligt. Min Koren kom imod Middag. God Nat for mange Aftner fra Hovind, mine Dyrebare!

Tøyen 22^de Mandag. God Morgen fra det vakre Tøyen, mine Elskede! hvor jeg Gud skee Lov har fundet Alle og Alt vel. Kista mi og Lytnanterne kom farende om Kariolen da jeg kom, og raabte mig et glad Velkommen imøde. Saa kom jeg da herind i den lyse danske Hvidstue, hvor jeg nu sidder, og fandt Presidenten i sit korte Nattøy spillende Piqvet med sin Major, Gientofte, en godlidende Mand, og Lotta mi strikkende ved Siden af sin Agatha! Et ey mindre glædefuldt Velkommen lød mig her atter imøde og – «Men hvor du gallopperer, Moer vor! kom du da saadan med et Spring til Tøyen?» Ney, desværre, det gaaer ikke saa fort med mig. Nu da, I skal faae det fuldstændigt nok. Løverdagaften kom da Barna, [209] just som jeg var færdig med Indpakningen. Med dem var en lille Lieutenant Hageman, som var der endnu i Gaar da jeg tog derfra, Kl henved 9. Uden alle Eventyr ariverede jeg til Skiellebek, mit andet Hvilested (paa Moe spiste jeg Frokost og tracterede Vertinden og pratede Hviletimen bort med hende) hvor jeg pleyer have et lille roeligt Kammer for mig selv, og hvor jeg da vist troede at tage fat paa Jean Paulsⁿ¹⁹ kleine Schriften, som jeg havde medtaget til aandelig Føde underveys. Men den stakkels Kone der laae i dette lille Kammer ret meget syg, og inde hos hende sad et Par Besøgende, som med god Appetit fortærede en Æggekage. Langt hellere tog jeg derfor min Station i den store luftigere Stue, hvor Selskabet vel ikke var udsøgt – det bestod nemlig i en Slagter med en stakkels Pudel, der maatte giøre alleslags Kunster, jeg troer mig til Ære: skiøndt jeg frabad mig den alt hvad jeg kunde, og en vanfør Skoemager, der ligesom jeg havde ondt af Hunden, og derfor nær havde faaet nogle af de Prygl Pudelen tildeels fik, tildeels paa min Forbøn blev frie for, et Par ikke alt for ædrue Bønder, og tilsidst Giæsterne inde fra Kamret. Da det altiid er min Skik paa Indveyen til Byen at drikke Caffe der, bestilte jeg den ogsaa nu, meest for Aslaks Skyld som intet kiærere faaer paa Reysen – «End Fruen selv da?» Ja, mine Venner, det kan jeg ey fragaae, I veed det allesammen, at det er min beste Qvægelse; men dog kunde den ikke Smage mig, det vidste jeg forud, i dette Selskab. En Kop gleed ned, den var ret god, jeg betalte 1^rd som Manden (de vil aldrig forlange noget bestemt) syntes var alt for meget, men jeg ikke, for baade mig, Aslak og Gulen. Saa tog jeg da bort, efter at have talt et Par Ord med den syge Kone, og lagde Veyen om Økeren, for at faae noget ret Greye om Barselet, og see min lille vennehulde Ragna. Der var en heel Mængde Mennesker der, og kom flere. Men den gode Ragna gik med mig ind i et andet Værelse, og der blev vi vel et Par gode Timer paa vor egen Haand. Maribo var gaaet ud med Præsten Wulfsberg og flere, og ham havde jeg giærne talt med, men ilede for meget hid til at kunde oppebie ham. Mad: Wulfsberg var den Eneste af de Fremmede der jeg kiendte. Hun var kommet did med sin Mand og endeel Fremmede, som Maribos heller ikke kiendte, og ^om Midd: da Ragna med sin Moder kom tilbage fra Slotskirken (hvor de havde hørt en saa fortræffelig Tale, sagde de, af vor gienkomne kiære Fader Pavels) og slet ikke tænkte paa at finde noget Besøg.

[210] ⁿ²⁰Jeg saae Mad: W: som de øvrige blot et Øyeblik, men hendes sækkevide Ærmer faldt mig saa stærkt i Øynene, at de staaer for mig endnu. Hun saae rigtig ud som en Præst i Messedragt, hvad Faconen angaaer, thi hendes Kiortel var blaa – Barselets Udsættelse er foranlediget derved, at lille søde Idas Tipoldemoder, (Bedstemoders Bedstemoder) vil komme hid fra Laurvigen og holde hende over Daaben, eller for den, thi døbt veed I den snart Aars gamle Glut længe siden er. Jeg havde tænkt det kunde blevet udsadt nogle Dage endnu, men da jeg hørte, alt var saa bestemt, havde jeg ikke Hierte til at nævne det engang, da jeg veed det vilde giort den lille Kone ondt, om hun ikke kunde føyet mig, nu da Tingene stod saa. Hun var ikke frisk, og klagede meget over sit Bryst, og det giorde mig saa ondt. «Jeg synes» sagde hun, «det bliver meget bædre med mig nu Moer Koren sidder her hos mig. Gud give jeg altiid eller dog ofte kunde see og tale med Dem. Ney, De veed ikke hvor inderlig kiær De er mig.» Taarene randt herved ned af hendes brændende Kinder, og jeg kunde kun svare hende med Taare, thi en underlig Ængstelse hvilte over mig.

Saa langt var jeg, da kom den snilde Olsen og hans Thrina, og har sadt her til nu, det er Middag. De kunde ey blive her, da lille Gutten ikke var ret frisk. Vi vilde i Dag saa giærne seet op til vor elskede Sally, Lotta og jeg, som endnu maae holde sig inde for sit syge Beens Skyld; men i Formidd: regnede det og i Eftermidd: seer jeg vist mine Kiære fra Festningen, og kan ikke tage bort, saa jeg er bange, det faaer blive ved et skriftligt God Dag og Farvel til min Tilbagekomst. Ogsaa om denne kiære Pige talte Ragna M: saa vemodigt og ømt, og ønskede hende fuldkommen frisk, at de ofte kunde sees.

Nu er vel min Koren ikke langt herfra. Med ham kommer det sidste af de velsignede bergenske Journalhefter, som jeg al min Travlhed uagtet fik udlæst Løverd: Aften, og Skriveren i Gaar skulde have at kose sig med. Endnu engang moderlig Tak for denne interessante Nydelse, bedste min Pavels!

Torsdag 25^de At I ikke atter skal spørge: «Hvor kom du med et Sprang fra Tøyen til Majadal?» følge I nu Alle smukt med mig tilbage til Tøyen og der sidder I nu med mig og venter Pavels og hans Maja. Men ney, de kom ikke, fik ikke see deres Moer Koren, og hun ey dem, hverken den syge Pavels eller den syge Sally eller den friske Maja. Ja, vor kiære Slotspræst er [211] eller var syg – thi med Guds Hielp er det nu gaaet over – og derfor kom de ikke, og jeg maatte skrive hiem, og min Lotta var heller ikke ret rask, og derfor kom jeg hverken did eller til min Sally. Major Gientofte blev ogsaa syg og maatte tilkøys, saa det ret var saa underligt og trist for mig paa Tøyen den Aften som det aldrig pleyer være. Wulfsberg kom did, og et ungt Menneske hedder Skioldager. De blev der til seent, og vi havde en ganske morsom Passiar. W: havde Brev med til mig – fra sig selv, som skulde været med Søndagsposten men komt for seent, og derved just ret tilpas for at komme mig tilhænde. Jeg blev ved dette Besøg hindret fra at skrive til min Sally, som dog Gud skee Lov var bædre, skrev hun, men vist blev syg igien, om ikke Moer Koren saae til hende før hun tog videre. Dette haaber jeg imidlertiid Du ey er blevet, mit gode Barn, og lovede min Lotta og Kista at lade Dig vide mit Forfald. Min Koren kom Kl 7. Henimod 10 neste Formiddag, toge vi bort. Lotta var endda ikke brav, Majoren bædre. Paa Ravnsborg afskedigede jeg – efter paa Veyen did at have udholdt et Par dygtige Regnbyger – Aslak og Gulen, som skulde gaae tilbage, og denne Skilsmisse gik mig meget nær. Det var ikke uden Grund jeg saa vemodig sagde begge de troe Følgesvende Farvel; thi fra Ravnsborg fik jeg en yderst doven Hest og en lille Skydsgut, som var ret flink, men en Smule næsviis. Han slog paa Gampen, det hialp ikke, han skiændte paa den, gav den de snurrigste Navne, f:E: Dulsemeye, Styggu, Leya etc – det hialp fast mere end Pryglene, men allerbedst gik den naar han gav den gode Ord, hvoraf jeg slutter mig til, Bæstet var besat af en honet Ambition. Paa Gillebek var Skydsen endnu ikke kommet, og bestilte jeg mig da Caffe imens jeg ventede den. Et underligt Væsen, en kragerøisk Mardam eller Jomfrue, som jeg ikke forstod, og som ey forstod mig, morede jeg mig ikke synderlig med, og var glad da jeg øynede min Skriver paa sin lille President, og fik drukket min gode Caffe, og kom afsted. Hesten jeg nu fik var rigtignok raskere end den forrige; men saa var Gutten, af samme Størrelse som den anden, [212] des uslere, da han havde forvredet sin høyre Haand, og kunde ey styre Tømmerne. For første Gang i mange Aar maatte jeg da tage dem og kiøre selv, alt til den smukke lange Bragnæsgade, hvor han selv tilbød sig at kiøre, da det lader saa leyt, sagde han, at Qvindfolk kiører Tømmerne giennem Byen. I den Troe lod jeg ham da blive. Saa kom jeg da uden videre Viderværdighed til Borches, hvor jeg fandt Nellas Moder og Søster fra Byen (Xstiania) men ikke Borch, som var taget til Engelland. Nella er endnu meget mat og svag, og hendes lille Wilhelm, det deyligste Dukkebarn man vil see, var meget syg, dog haaber jeg kun forkiølet. Hun bad mig saa inderlig blive der og spise nyelig fisket Lax, og lovede os Mad Kl 8, saa jeg lovede det paa mine egne og Skriverens Vegne, og havde han heller intet derimod. Foruden at det var Synd at giøre den bedrøvede Nella endnu mere bedrøvet ved Afslag, blæste det grumme stærkt, og jeg vidste, Thrina mi ikke ventede os til nogen bestemt Tiid. Proctr Reiches, og Hansens fra Xstiania kom der ogsaa. Vi fik Mad efter Løfte, Kl 8, og skyndte os i Færgen, hvorhen alle fulgte os, Nella undtagen, som vi tugtede til at blive inde hos sin sovende lille Gut og den 8 Ugers gamle Tøsunge, der nesten er lige saa stoer som Broderen. Det gleed jævnt over det blikstille Vand, og i faa Øyeblik vare vi atter paa fast Grund, paa den kiære faste Grund, hvor det gamle kiære Hus med sine venlige grønne Kastanier udenfor snart hilsede os og vi det Godaften. Dertil fik vi da paa begge Sider god Tiid, som I skal høre. Vindueskaaderne vare lukte, Karlen, det var Borches Karl og Hest jeg havde, ringede og ringede, endelig hørte vi en Stemme indenfor: «Nu skal jeg lukke Gadedørren op» – «Kan vi komme derigiennem med Hesten?» spurgte Karlen. «Ikke vel, gienmælede jeg, uden at kiøre flere Værelser igiennem.» Nu kom min Thrina selv til Porten, og jamrede over, at alle Folkene vare ude at gaae Sthansqvælsgang, og havde taget Nøglen med til Drengestuen, og i den laae Portnøglen. Resultatet blev da, at vi Tobenede gik giennem Gadedørren og tog derind med os alle vore Pakkenelliker, og Gutten bragte Kariolen og lille Presidenten til Auestad. I det hele Hus [213] var ingen hiemme uden min Thrinasara med sin søde store Kiæmpegut, og dennes lille blide Amme. Men nu var alt godt og vel ved Siden af den kiære lykkelige Moder, og kan I nok tænke, Tiden ikke gik unyttet, men at der var fuldt op at fortælle, spørge om og besvare. Begge Pigerne kom fast aandeløse, da de havde faaet spurgt det høye Herskabs Ankomst. Længe ventede vi paa Herren i Huset, som var med Faer C paa Auestad; men da Skriveren satte sig til at sove, syntes Thrinamoer Synd paa ham, og vi gik da op paa vort, ikke sædvanlige Sovegemak, thi der var endnu ikke alting i fuld Stand, men i det foran dette. Lidt underligt var det at see andre Meubler end de vante; men saa vare disse jeg nu saae mig dog heller ikke fremmede, og just som jeg havde tænkt mig det fandt jeg alting. Gud skee Lov, det var intet Nyt jeg fandt. Det vilde ordentlig giort mig Ondt at see i det gamle Hus. Nu var jeg snart saa fortroelig med de døde Ting som med de velsignede levende Væsner der. Realf kom da vi stode i Begreb med at klæde os af, og atter kom vi ind i godt Passiar, som dog den uhøflige Skriver giorde Ende paa ved ligesom at vise Barna vore bort i det han trak Kiortelen sin af. Vi sov deyligt i Thrinas pene Barselseng, men dog vaagnede jeg med slem Hovedpine, den hverken Vadskning eller prægtig stærk Caffe kunde fordrive, skiøndt jeg sad paa min sædvanlige Plads i Hiørnet af Sophaen, og min Thrina som i gamle Dage for mig ved det lille runde Bord og skiænkede. Den aarle Fader C var der før jeg kom ned, Skriveren var en Tour med ham paa Auestad imens jeg skrev til Lotta et Par Linier, som Proctr Hansens lovede at medtage Torsdag. Efter at være forsynede baade i Hæk og Sæk toge vi Afskeed med Barna og Fader C, som lovede at følge efter paa Fredag, forudsat Veyret blev saa godt, at lille Peer torde giøre sin første Tour med til Majadal, i andet Fald kommer nok neppe andre end vor kiære Don Pedro – thi hvordan kunde vel Thrina rive sig løs fra sin Siæls Yndling endog kun for kort Tiid? Dog, hvor meget trækker ikke til Majadal – vi faaer nu see, hvad der trækker og holder meest –

Thi i Dag, Fredag er jeg ikke kommet længere end hid, og vil altsaa gaae frem uden Standsning, saa I nu seer mig paa Veyen fra Veyerud, hvortil [214] Faer C havde den Godhed at laane mig Gut og Hest, hvor vi, mens jeg ventede efter Hest, drak Caffe, og vederqvægede jeg foruden mig selv et stakkels ungt Menneske, som vi fandt sovende da vi kom, og som fortalte os, hans Fader var Gærtner paa Jarlsberg, samt at han havde redet den hele Nat. En ung vakker Mand skydsede mig fra Veyerud, og fortalte mig underveys sit hele Levnetsløb, som dog ikke er Tiid her at gientage. Paa Bergstien mødte mig det første Eventyr, og det var stygt nok: En rasende Tyr, hvis Lige jeg aldrig har seet i mine Dage. Han brølede ikke, men tudede, og slæbte sig liggende rundt paa Jorden, imens han med Hornene kastede Grene og alt hvad der forekom. Jeg kom dog vel forbi det rasende Dyr, som min tapre Ledsager ikke yttrede mindste Frygt for, og siden havde vi Fred med den hele skiønne Natur. For min Koren var jeg lidt bange, da han, skiøndt langt i Forveyen, havde vist havt det samme Møde, hvad virkelig forholdt sig saa, dog var ogsaa han kommet godt forbi[.] Ja sandt er det som i A.b.cen staaer: «En arrig Oxe eller Tyr er et ubændigt voldsomt Dyr» – Det var stille, men dunkelt Veyr, og vi ventede ikke at komme udynkede i Hus. Dog holdt det til vi vare komne ned over Bergstien, da begyndte det at regne men smaat og blidt, og ikke anderledes, end at ey engang Tørklædet jeg kastede over Kavayen blev giennemvaadt. Og saa – Kl 6 – var jeg da i min evigvelsignede Dal, i min evigvelsignede Majas Arme. Skriveren havde allerede været her en lang Stund. Jeg saae ikke i min første Glædesrus hvor bleg min Maja var, men ved Thebordet saae jeg det. Ak, hun har længe ikke været og er ikke ret frisk; men jeg har det faste Haab til Gud hun snart skal blive det ganske.

Neppe var jeg kommet af Reyseklæderne, saa begyndte Regnen for Alvor, og holdt ved strømmeviis alt til i Gaar mod Aftenen. Derfor vare vi heller ikke den hele Dag ude af Dørren før Kl 6 det klarnede lidt, da vi giorde en Snartour i Lunden til vore dyrebare Minder. Men Dagen gik som Aftenen før, stille og blidt for os Tre. Maja stelte med sine Blomster, de kiære Vaarens og Sommerens Børn, som hun finder saadan Hierteqvægelse ved at omplante i sit Herbarium[.] Jeg sad hos hende her paa mit Kammer naar jeg er her ene, hvor hun har [215] indflyttet sit Skriverpult, Bogskab, etc, og skrev det meste af hvad I her har læst, mine Elskede, og siden fik jeg fat paa Siælens Luth, en Skat, jeg ikke snart agter at skille mig ved, hvori jeg gienfinder en Mængde af min Barndoms Viser og Sange, og ikke, kort sagt, kan lægge den fra mig naar jeg faaer den fat. Dog skrev jeg lidt i Gaar til min elskelige Egersøn, Maja vor ligesaa, sendte ham Arkadien til sig, og en ^min Oversættelse af Natur und Kunst til hans Elisa, og lod ham vide, hvor længe hans Faer og Moer Koren opholdt sig i den kiære Dal. I Dag kom Budet tilbage, og er det mueligt, seer vi ham her i Dag 8 Dage, i hvor meget der i denne Tiid hviler over ham, vor elskelige Søn, Broder og Ven. I Dag

Fredagen 26^de Er Veyret saa godt, at jeg nesten troer, Thrinabarnet har vovet sig ud med Gutten sin. Vi skal nu gaae ned til Fiskerhuset, for derfra at holde Øye med Veyen, da vi kan see dem alt mens de tager om Bergsøen. Kommer ingen andre, Faer siøl kommer dog vist.

I Formidd: vare vi en Tour i Lunden, og først i Haven, hvorfra Maja hentede Blomster til vore dyrebare Minder, dem vi alle besøgte. Saa blidt er Veyret dog ikke, at vi, som ellers, kan bygge og boe i den velsignede Lund, der i Aar er skiønnere og tettere end nogensinde.

Løverdag 27^de Vi havde netop sat os i Lag i det lyse, lune yndefulde Lysthus, Maja og jeg med hver sin Bog inde i, Skriveren uden for det, da kom vor Real og Thrina nedilende til os. De vare komne hid imens vi gik nedover. Bedstemoder maatte strax op og see paa sin lille Peer, og Thrina fulgte med hende. De kom tilbage og drak Thee med os, og saa gik et Par Timer som Øyeblikke, og saa gik den hele Aften. Den lille Prints – saa kalder lille Karen her ham – befandt sig saare vel efter Reysen, og befinder sig Gud være lovet ligesaa i Dag. Den hele Nat hørte vi ikke en Lyd af det søde roelige Barn, skiøndt han med Forældrene sine og sin Marthe laae i neste Værelse. Ogsaa min Maja er bædre i Dag end de forrige Dage. Hun har jo ogsaa nu sine Skatte omkring sig, og Gud være evig lovet, ogsaa hendes Moer Koren hører til hendes Hiertes nærmeste Skatte. Hun sidder her nu og skriver til vor gode Elisa T: som ogsaa skal have nogle Linier fra sin Moer Koren, og skal da en Deel af Dagen opofres Brevskrivning til de Elskte i og om Christiansbye.

[216] Bittre Taare har jeg grædt i Dag over et Brev fra en ulykkelig ung Mand, Sorenskriver Blom, hvis Kone er død i Barselseng fra ham og 5 smaae Piger. Hans gamle agtværdige Forældre boer ved Siden af Ottesens, og for at disse ikke for pludselig skulde faae den skrækkelige Efterretning, havde han skrevet til Fader C og bedt ham eller Ottesen paatage sig denne sørgelige Forretning – et Vidne om, at han ogsaa er en øm Søn, som i Smertens første hede Øyeblik kunde tænke paa andre end sig selv og sin egen Jammer. Vor gode Realf paatog sig at bringe de Gamle Sørgetidenden, som han og hans Thrina alt havde hørt Dagen før, just da de vare inde hos disse deres nye behagelige Naboer, og den 69 Aars Olding var saa siæleglad, spillede for dem, ja dandsede endogsaa. Hvor tungt det var for de ømme Barna mine at see den jovialske Gamle i denne Stemning, og vide hvad der forestod ham, lader sig vel bædre tænke end omtale. Først Morgenen efter gik Ottesen derind, og med mueligste Varsomhed forkyndte dem deres store Tab, som Gud giøre taaleligt baade for dem og især den arme Mand og de moderløse Smaae.

Mandag 29^de Det meste af Gaarsdagen gik hen med Brevskrivning, og endeel af Formiddagen i det kiære Badehus, hvor jeg da endelig sad engang igien med min Maja, dog ey ret længe, da der var kiøligt, som overalt der slet ingen Varme er i Luften, og som det lader kommer der ingen. I det mindste ingen stadig.

Løverdagen gik jævnt og stille. Vi spadserede, læste, skrev og strikkede, og, det forstaaer sig, snakkede, spiste og drak. Gud veed, hvor Timerne bliver af. Klokken ringer uophørlig som den pleyer. Løverdagaften fik jeg Brev fra Tøyen, hvori min Lotta, Maja, Lina og Kista havde skrevet – dog ney, det var først i Aftes – og hvor skulde det glædet mig dette Brev fra de mange kiære Hænder, havde det ikke indeholdt Efterretningen om unge Langes Død. Da jeg forlod Tøyen var han vel meget slet, men Lægerne gave dog Haab – nu er det altsammen forbi. Min arme fromme Ovidia, som høyfrugtsommelig med sit andet Barn i den tidlige Alder seer [217] sig sin og sine Børns Støtte berøvet – og den arme gamle Moder, som skal see saa mange af sine Børn – dette den 4^de Voxne – gaae foran sig ind i Evigheden. Det var mig en meget nedslaaende Efterretning. Min lille Marie, som havde begyndt Brevet, fortalte det. Nu lider ogsaa min gode Moer Messel med sit elskede fromme Barn.

Her var ingen i Gaar uden Forvalter Engstrøms. Vi besaae Alle et nyt Maja-Anlæg i Lunden, som bliver saa nydeligt, og ogsaa har, som nesten alle, sin Bestemmelse. Mod Aftenen toge alle Mandfolkene ud at fiske, og kom seent tilbage. Maja havde, syntes baade Thrina og jeg, været saa færm og munter den hele Dag. Men da vi sad ved Bordet, blev hun saa stille, reyste sig og gik op paa sit Kammer. Hendes Thrina fulgte hende øyebliklig og jeg snart dem Begge. Ak, da sad hun bleg og aandeløs paa en Stoel, den Elskede, og samlede sine sidste Kræfter for at beroelige os. Vi fik hende hen paa Sengen, og efter nogen Tiids Forløb kom Livsaanderne tilbage, hun forsikrede, og vi saae, at det var bædre, da hun kunde staae op og klæde sig af, hvorved den kiærlig bekymrede Thrina hialp hende.

I de første Dage jeg var her, syntes jeg, og hun syntes selv, det blev noget bædre, og kiærlig tilskrev hun det sin Moer Korens Nærværelse. Jeg torde jo ogsaa smigre mig med, at det var saa. Men hendes Nærver ere svækkede i høyere Grad, end det ahnede mig. Gav Gud os dog engang Sommervarme, at hun kunde bade sig, og bevæge sig mere i Luften, o det vilde styrke hende. Men ogsaa at have sin Moer Koren om sig styrker hende, og selv uden denne Vished kunde jeg ikke forlade hende saa syg som nu. Jeg vilde ingen Roe finde eller Fornøyelse paa noget Sted. Det hulde matte Blik og det blege Ansigt vilde staae for mig overalt og ligesom sige: «Hvorfor forlod du mig? Jeg forlod aldrig dig, naar jeg troede, mine Arme kunde holde dig i Veyret» – Ney, Du Evigdyrebare, jeg forlader Dig ikke. Kunde saa sandt mine Arme løfte Dig som Dine løftede mig, da mine egne Kræfter forsagede mig. Jeg har nu skrevet til den lille vennehulde [218] Frue Maribo, og sagt hende, hvorfor jeg ikke kan komme der til Barselet. Det vil giøre hende ondt, det veed jeg, men hun vil føle, at jeg ikke kunde handle anderledes. Giør hun ikke det, har jeg taget feyl af hende, og da vil hendes Misfornøyelse være mig ligegyldig. Men ney, jeg har ikke taget feyl af det varme ømtfølende Hierte, og det vilde bedrøve mig baade for hendes og min Skyld om jeg havde det.

Nu staaer min Koren her, og vil have mig ned i Lysthuset ved Bergsøen, hvorhen Thrinamoer er vandret med Gutten sin, og nu Maja vor ogsaa tog Veyen, for med Dotter si at giøre en længere Tour. I Formiddag vare vi alle nede i Badehuset, hvor der skal indrettes en lille Kamin som Gud give, allerede var der nu, da kunde Veyrets Ublidhed ikke afholde Maja fra at bruge det styrkende Bad. De kunstforstandige Mænd, Skriveren og vor Realf, overlagde Tingene nok saa viseligen med Murmesteren, som lovede, at bringe den snart istand.

Tirsdag sidste Juni Den slutter mindre varm end den begyndte, denne kolde ustadige Maaned. Imedens vi vare i Haven, min Maja og jeg, for at samle Blomster, og siden i Lunden for med disse at pynte vore dyrebare Minder, afvexlede det over ti Gange med stegende Hede og kold Vind, saa snart en Skye kom for Solen. Nu stormer det ordentlig. Ak, saa nær har jeg været her i otte Dage, og ikke en eneste Gang drak vi Caffe eller sad med vort Arbeyde som vi pleyer i den stille fortroelige Lund. Dog, da mit Ophold her forlænges, tør det dog vel skee engang og flere. Jeg har stærk Troe til min Maaned, at den skal medbringe varme Dage og stadigere Veyrligt.

Paa Veyen til Fiskerhuset i Aftes, mødte min Koren og jeg lille Marthe med søde Petrus paa Armen, og hørte vi da, begge Morerne, som Marthe udtrykte sig, vare gaaede en Tour, men vilde komme did igien og drikke Thee. Thi tog jeg min Strikkekurv og den kiedsommelige, ved sin elendige Oversættelse endnu kiedsommeligere Roderich Random (som jeg dog maae have giennembladet da jeg har begyndt paa den) med mig, og spadserede til det smilende Lysthus. Realf havde – og har endnu – saa travlt med en Daase, han forfærdiger for sin Moer Koren, at han ikke fik Tiid at gaae med, men skulde komme efter. Da vi havde sadt en Stund, kom Moder og Dotter fra deres Spadsertour. Moer C: [219] satte sig stille hen paa Bænken i et Hiørne, sagde efter sin Sædvane ikke andet, end at hun var lidt mat, men kunde neppe sige det, og de dødblege Kinder og Læber, den sorte Skygge om de af sig selv tilfaldende Øyne, sagde kun alt for meget. Imidlertiid var Theen nedbaaren, hun drak med Møye en Kop, og blev lidt efter lidt bædre, og vi sadde sammen alle, fortroeligt og godt, til Kl over 8. Hun var taalelig det øvrige af Aftenen, og deels dette, deels min Beslutning at blive, der ligesom var bekræftet ved mit Brevs Afsendelse, giorde mig saa let og roelig om Hiertet, som jeg er endnu; thi Gud skee Lov, ogsaa i Dag er vor elskelige Maja taalelig brav, og nu ude med min Koren og Barna en lang Tour, alt lige til Eid. Den vovede jeg ey at giøre med, da kun mit indvortes Menneske er let, men det udvortes i Dag endnu mindre end ellers skikket til nogen lang Vandring, da jeg er saa underlig mo i mine Knæe, at de knap vil bære mig op og ned af Trapperne, eller til og fra Lunden.

Imedens jeg nu sidder saa ene, vil jeg glæde Eder og mig selv ved at afskrive min elskede Egersøns deylige Vaarsang, som vi fik med Brevet fra ham i Torsdags, og som jeg, skiøndt uden Tilladelse, nok vover paa med moderlig Egenmægtighed at meddele Eder, mine Dyrebare! Han har jo før intet havt imod denne Egenraadighed, og vil heller ikke have det nu; tilmed er jo Alles Eders Glæde hans som den er min.

Nu synes jeg jeg hører de Kiæres Stemmer nedenfor. De maae vel ogsaa nu være tilbage, da Middagsklokken længe siden har ringet.

Kl 6. Det var ikke dem; men de kom strax, og vi styrkede os mod det kolde Veyr med en kraftig Hønsekiødssuppe, hvorpaa var foruden Asparges, unge Ærter og Gulerødder. Selv lille Peer lod det smage sig fortræffeligt. Siden vi spiste har jeg fuldendt den leye Roderich Random, det ved Oversættelses- og Trykkefeyl meest mishandlede Product jeg nogensinde har læst. For at giøre det ret complet, var i dette Exemplar et heelt Ark udelukket, efter hvad man kan slutte sig til det interessanteste i den hele Bog.

Maja vor har hidtil befundet sig vel efter sin lange Tour. Hun sidder nu, efter at have rygtet sine kiære Blomster, her hos mig og læser i Anton [221] Reiser. Nede i den muntre blaa Stue, prydet med Alskens vakre Kobbere, sidder den flittige Thrinasara strikkende paa en Strømpe til Gutten sin og læsende i Bekenntniss am Grabe, som ingen Bekiendelse ved Graven er; Realf, stakkels Gut, har stærk Hovedpine, men skiærer ikke des mindre paa min lille Daase; Skriveren skiærer Signeter af et Slags Kleppersteen troer jeg. Overalt ere disse tvende Mænd ret som vare de virkelig Fader og Søn, hvad Lyst til og Færdighed i saadanne Haandkunster angaaer, og kunde de være ofte og længe sammen, der vilde vist komme mangt et Kunststykke mere for Dagen, naar de giensidig kunde staae hinanden bi med Raad og Daad, og lægge deres kloge Hoveder sammen. Lille søde Peer gaaer som et Legetøy imellem os, det roeligste blideste Barn man kan tænke sig, og dog lutter Liv og Bevægelse – det bedste Beviis for hvor sund og stærk han er paa Siæl og Legeme. Gud lade ham saa vedblive og tiltage. Det er et behageligt Syn at see ham paa sin Moders, Faders, Bedstemoders, og paa sin lille vakre Ammes Arme; men ingen, det kan I troe, steller bædre med ham end Bedstefaderen, og hos ham er Gutten grumme giærne.

Om disse velsignede nydelserige Dage, der til alles vores fulde Tilfredshed kun fattes at vi skulde see vor dyrebare Maja friskere, er lidet som lader sig fortælle. De lykkeligste Scener i Livet lader sig jo stedse bædre føle end beskrive. Gud skee Lov, vi har seet i Intelligentsbladet at Pavels har indsadt sin nye Cappellan, Borch – Altsaa haaber vi, at Koldfeberen ingen Magt har faaet med Dem, elskede Søn og Ven, og at det kun har været en snart forbigaaende Følge af Reysen. Det formodede jeg allerede deraf, at vore Tøyenvenner intet nævnte herom. Og nu ere vi alle glade og roelige i denne Henseende, og mit Haab, at vi efter den lange Skilsmisse skal samles uden Bekymring, oplives meer og mere.

Med denne Maaned, Halvaarets Slutning, skulde ogsaa dette Hefte, og den første Halvdeel af Journalen for dette Aar sluttes. For altsaa ikke at lade den sidste Side blive ubeskrevet, faaer I tækkes med den engang omtalte Tilskrift til min Adam i Afskriften af mine Digter, for, jeg tilstaaer det reent ud, at fylde Heftet.

Og I Alle, mine Elskelige, forsmaaer aldrig noget som kommer fra Eders Moer Korens Pen, ingen Blomst i hendes lille Bed; og lykkes det hende nu og da at opelske en meer end almindelig, o ved Kiærlighed og Venskab udklækkedes den, fra Følelsen af hvad jeg er ved Eder, har den sit Udspring; fra Visheden om, at vi Alle skulle omplantes i et Bed i Edens Have ved vore forudgangne Elskedes Side, faaer den Farve og Duft –

Guds Fred med og Velsignelser over Eder Alle! O at jeg maatte slutte den anden Deel af denne Aargang med et for alle mine Dyrebare roeligt Hierte! At Du, min Maja, min Siæls Veninde, da ganske havde gienvunden Din Siæls og Legemes tabte Kræfter!

[3] Onsdag 1^ste – Julj.

Hvad der, Elskede, først vil falde Eder ind naar I see dette lille Hefte, veed jeg forud: I vil undres over, at jeg har forandret Formen. Jeg skylder Eder Regnskap for alt, ogsaa for dette. Egentlig er det Søn Pavels Journalformat der først har bragt mig paa den Idee, at de saaledes vare lettere at convolutere, og mere handelige til Forsendelse med Posten[.] At de imidlertiid ikke skal tabe i Qvantitet som i Størrelse, har jeg lagt et Qvartblad til, saa hvert Hefte nu skal have sine 24 Sider, istæden for før 20 –

Dette er hvad jeg har at sige Eder i denne Formiddag, og om den intet andet, end at vi har det som sædvanligt, kun at mit Hoved er slemt, og hvad Veyret angaaer, synes min Maaned ikke at vilde holde hvad jeg paa dens Vegne har lovet. Det er end koldere Vind i Dag end de forrige Dage. Dog, maaskee vil den ganske contrastere mod sin bortilede Søster, der frem traadde frem som en erobresyg Pige, skiøn og mild, men blev, som denne, naar hendes Forventninger slaaer feyl, alt meer og meer sur og vranten. Saa meget til Indgang.

Kl 8 «Ogsaa jeg var i Arkadien» – ogsaa vi vare i Lunden, satte os i det meest himmelske Veyr i vor Dagligstue med vort Strikketøy, vore Bøger, og Thee skulde vi da engang igien drikke derude. Men neppe havde Maja skiænket i de første Kopper, saa begyndte den over os svævende Skye at dryppe. «Det gaaer strax over» – sagde Skriveren; men dog var det ikke saa strax, at vi jo maatte flytte os smukt ind igien, hvor den fule Thrina, som inde vilde see Veyret an, tog imod os med høy [4] Latter. Jeg fik dog drukket min Kop derude, blandet med Regnen. En pragtfuld Regnbue stod over os, halv i den sorte Skye, halv i Taagesduggen over Skoven, hvis Toppe skimtede igiennem den. Det blev en herlig Aften, men jeg har faaet Gud veed hvad Slags ondt midt under det venstre Fodblad, saa jeg er færdig at skrige af Smerte naar jeg træder paa den. En lille Tour har jeg dog været i Haven med Maja mi, og nu staaer Bordet dekket nede i den lyse Forstue, hvor vi tog Resten af vor Thee, og nu og s‹…› for første Gang skal spise.

Torsdag 2^den Vi vare netop gaaet fra Bordet, saa raslede Fader C ind i Gaarden, ved Siden af sin lille Jydebroder, den unge Real Cappelen. Den kiære velsignede Mand kom for at see min Koren og mig endnu en gang før vi reyste, thi han troede, vi skulde følges ad paa Løverdag, og da havde vi ey truffet ham paa sit Auestad. Han blev ogsaa glad, fordi jeg blev hos hans Maja, og takkede mig – O, I veed ikke, I Ædle, hvor I nedtrykker mig med Eders Tak. Hvormed fortiæner jeg den? Hvorved? Ved at ville mig selv vel, og i det længste mueligt ikke udsætte mig for den hiertelige Ængstelse der følger med at være skildt fra et dyrebart lidende Væsen. Det er en ulastelig, ja en tilladelig Egenkiærlighed, det veed jeg nok, og I Alle, mine Elskede, finder den og det ved at gribe i Eders egen Barm – dog, der finder I ogsaa hvorfor disse Ædle takke mig, og hvorfor deres Tak nedtrykker mig.

Jeg har skrevet et Brev i Dag til min Rikke, læst og strikket det er mit Dagsarbeyde. Gigten jager om i mit hele Legeme men saa længe den skaaner mit Hoved, giver jeg den, og skal den give mig en god Dag lell. Vor kiære Fader C tog bort med [5] Broderen sin da vi havde drukket Caffe. De bliver vist dyktig giennemblødte, da det øser ned. Vi slap netop hiem fra Badehuset, hvor vi vare nede at see paa den lille pene nu nesten færdige Kamin. Tidlig i Morges tog liden Sophie Pechel til Kongsberg at gratulere sin med Apothekeren der ^{i disse Dage} gifte Søster. Med den Baad, som bragte hende til Fiskum, (hvorfra hun kun har en Miils Vey til Lands til Kongsberg) venter vi vor Egerven i Morgen. Gud give kun andet Veyr og Vind, thi den nuværende er ham just lige imod.

Min Maja har været meget ussel i Dag og til sit andet Onde havt en stærk Hovedpine. Nu gaaer hun med sine kiære Blomster og sysler, og Gud være lovet hun kan og finder Fornøyelse i det. Fra Skramnæss venter vi med Bekymring at høre noget, da den stakkels Elisa T: skrev i Overgaars, at den gamle fromme Bedstemoder havde været nær Døden, og havde faaet Blodgang og stærk Brækning. Det kan da vel det gamle svage Legeme ikke modstaae, og vor hierteligste Bøn er, at den milde Fader vil lade den sidste lange Søvn falde sødt paa hendes trætte Øyenlaage, og tage hende til sin kiærlige Barm.

Med Fader C fik Ottesen Brev fra vor kiære Pavels. Han slap med et let Anstød af Feberen, men hans og vor elskede Maja har den atter taget fat paa. Dette afskyelige Veyr (Gud forlade mig, at jeg kalder det saa!) giør det jo fast umueligt for den Svage at komme til Kræfter igien. I dette Øyeblik pidsker Stormen Regnen paa Vinduet, som var det en Høstdag. Det er ikke for mig selv jeg er utaalmodig. Jeg er taalelig brav, og de vante Lundeglæder vilde jeg ogsaa taalig renoncere paa, ja ey savne dem, at ey det som er Aarsag heri, Aarsag til det mig langt smerteligere, eller dog en Hindring: at det Onde langsommere hæves.

[6] Fredag 3^die Det stormende Regnveyr vedvarer; og det bliver vel vanskeligt, om vor kiære Egerven kommer i Dag. Dog er det imellem som det vilde klare lidt. I alle Tilfælde kommer da Folkene, som fulgte Sophie tilbage. Med dem faaer vi ogsaa høre fra Skramnæss, om gl Betta lever og sukker efter sin Forløsning endnu.

Jeg har skrevet og skal endnu skrive mange Breve, som skal med min Koren i Morgen. Om Sønnen min skulde komme, vilde jeg giærne være frank og frie for Hastværksarbeyde for at kunde have godt af ham, da det vel ikke bliver længe vi beholder ham i denne travle Tiid.

Aften Han kom, og før vi kunde vente ham, og uden at være blevet vaad, kl 2, just som vi tænkte at gaae til bords, da vi troede, han ey kunde være her før henimod Aften[.] Dette seer jeg knap at sige Eder, Elskede. Vi har været i Lunden og i Badehuset, hvor vi første Gang saae det brænde paa den lille pene Kamin. Veyret er klart, men kiøligt: Kun til i Morgen mod Middag bliver min kiære Frederich her –

Søndag 5^te I gaar kunde jeg ikke tale med Eder her, Elskede! O det var en tung, sørgelig Dag – giid jeg aldrig opleve en saadan mere i min kiære Dal eller noget Stæds. Det første jeg saae min Maja, saae jeg hun var uslere end hun havde været siden jeg kom hid. Hun havde ikke sovet, og var saa kortaandet, at hun neppe kunde tale. Dog var hun oppe, og gik ned til Thebordet, men maatte snart forlade det, og kom ey længere end i Gangen, før hun sank paa en Stoel i de heftigste Krampetrækninger. Min Koren og min ædle Egersøn fik hende med megen Møye ind paa Sophaen, [7] hvor hun i flere Timer streed med dette smertelige Onde. Vor Egersøn udsatte sin Reyse saa længe mueligt, i Haab om at det skulde blive noget mildere, men den Glæde fik han ikke. Kl henimod 12 maatte han tage bort; dog Gud skee Lov vi havde ham saa længe. Han og Real bar den velsignede Lidende i en Lænestol op ad Trapperne, og hun kom uden at vide hvordan op paa sit lille roelige Kammer og i Seng. Mod Aftenen tog Krampen lidt af, saa min ømme bekymrede Koren dog tog lidt trøstet herfra kl 5. Ogsaa det trøstede os alle, at Doktor Pechel fra Kongsberg skulde komme herud med de Folk og den Baad som bragte Provsten vor til Fiskum, hvorfra kun er en Miil til Kongsberg. (Og maae jeg dog in Parenthesis fortælle Eder en Malice af min Hr Søn. Da jeg sagde, om ikke Pechel kom, vilde jeg selv hente ham, sagde han: «Skulde Moer Koren gaae efter Pechel, kom han her ikke i et heelt Secel» – Selv den kiære Syge maatte lee) –

Til Middag kom Tingfolkene hid, Fogden Nielsen, og den stakkels Sorenskriver Blom; dog jeg ynker ham mindre nu end før jeg saae ham efter sit Tab, det han vist snart forvinder. Kunde de stakkels Smaae saa let faae en Moder som han vist let faaer sig en Mage igien. Thrinabarnet havde nu som Vertinde noget af hvert at sysle med, hvad der var den gode Moder saa kiært, da hun giærne vilde holde sit elskede Barn saa meget bortfjærnet fra sig som mueligt imens Anfaldene kom oftere, da hun frygtede, hun ikke taalte det. Jeg forlod sielden den stille Lidende, og den skiønne blide Dag fristede mig ligesaa lidt da som den nu frister mig til at sætte Foden i Haven eller Lunden. Der troer jeg, min Sorg og Angst vilde tiltaget. Seent kom vor ædle Fader C, der strax bekymret ilte til sin syge Maja, men var roeligere ved at vide, der var Bud efter Doctoren. Han havde sin Broder, Malling og en Kiøbmand Hiort med sig. Kl 4 i Morges kom den brave Læge, og siden jeg har talt [8] med ham, er det ligesom mit Hierte slog lettere, da han forsikrer helligt, det ingen Fare har, og er blot hysteriske Tilfælde, Nærvesvekkelse, som ved styrkende Midler let kan hæves, og end lettere kunde været det, om den alt for taalmodige Patientinde før havde agtet paa og søgt Raad for dette længe samlede, og derfor nu saa stærkt angribende Onde. Først i Morges torde jeg ingen ret Liid sætte til denne smigrende Forsikring; men nu imod Middag fæster den, skiøndt svagt, Rødder i mit Inderste. Krampen er paa Hosten nær nesten ophørt, Aandedrættet lettere, hun smiler til og taler ogsaa lidt med os den Gode. Lige ned i mine Knæe virker det glade Haab. I Gaar vilde de knap bære mig, især op og ned ad Trapperne; i Dag ere de meget stærkere. Og i Aften vedbliver det som nu, hvad jeg haaber til Gud det vil, skal jeg skrive til min Koren og til min Frederich – det lovede jeg dem – og maaskee ogsaa takke min kiære Pavels for det sønlige Brev jeg fik i Gaar, og læste under Taare. Og da skal jeg her fortælle Eder om de Mænder, som udgiør Selskabet her, og blive ganske den gamle schreibselige Mutter Koren. O hvor jeg takker Gud fordi jeg er her. Hvor langt ængsteligere var det, maatte jeg fraværende hente alle Svar paa mine frygtelige Gisninger fra det angstfulde Hierte.

Du er bædre igien, min Maja, P:, seer jeg af det kiære Brev, og vor elskelige Sally er hos Eder, og altsaa brav igien – Gud være lovet for denne Vished! Skriveren min er nu vel ikke langt fra Tøyen. Ak, han bringer ingen Glæder med sig. –

I Dag bliver min lille Majas kiære Ragna Chrystie confirmeret, og alle Barna mine ere vist paa Gierdrum. Min Aand og mine Bønner for den gode unge Pige og hendes agtværdige Forældre er der ogsaa. For disse er denne deres ældste Barns Hædersdag dobbelt høytidelig. Giid de stedse maae mindes den med ublandet Glæde! Ikke som jeg mindes to saadanne Dage –

[9] Kl 9 Hvorhen skal jeg tye med mit stakkels beklemte Hierte; uden til disse Blade, til Eder, I som deler mine Glæder og Sorger saa troet – Jeg veed ikke, hvorfor jeg er saa hiertelig bedrøvet i denne Aftenstund. Hele Eftermidd: har min Maja syntes mig bædre, har endogsaa talt meget med mig. Mod Aftenen er jo nesten altiid den Syge slettere, og hun maae saa meget mere være det, som Pechel fandt det tiænligt at give hende Brækmiddel for et Par Timer siden. Men maaske er det just det som ængster mig, at han, efter lang Betænkning fandt dette fornødent. Endnu har det kun virket meget lidet. Hendes sagte Jamren gaaer mig saa til Siælen, og min kiære Thrinasaras Taare ogsaa. Jeg gik omkring i Haven ganske ene. Men der kunde jeg mindre end herinde udholde det. Det er en stille varm Aften – men der var overalt saa stille. Blomsterne stode lukte med nedbøyede Hoveder, som om de sørgede med mig over deres Venindes Lidelser, og savnede hende som jeg savnede hende. I dag er det hendes lille Petronelles Fødselsdag, for 8 Aar siden hendes høyeste Glædesdag, ak, som skulde blive Kilden til det ømme kiærlige Hiertes usigelige Lidelser. Hun har ikke nævnt det. Jeg veed ikke, om hun har erindret det. Ak, disse Mindedager pleyer staae dybt indgravede i hendes Siæl. Det vilde trøstet mig, havde hun nævnt det. Ved denne Taushed er det, som hun ikke mere var sig selv – O Gud du Eviggode! giv hende tilbage igien til sig selv og til os! –

Mandag 6^te Kl 7 Aften Jeg tør atter haabe, at den Eviggode har hørt, og hører vore Sukke, vore brændende Bønner. Just nu kommer jeg fra den velsignede Maja mi, og hvor ganske anderledes har jeg sadt hos henne nu end i Aftes ved denne Tiid. Den snurrige Pechel har fortalt saa mange lustige Geschichter, at Thrina mi og jeg har leet saa vi græd, og selv Maja, saa mat og svag [10] hun er, har ej kundet bare sig, saa vi endogsaa frygtede, det skulde være hende skadeligt. Men Doctoren maae vide hvor vidt hun kan taale det eller ikke, derpaa stoler vi. Dette, mine Dyrebare, kan bædre end alt andet sige Eder, hvordan vort Haab, vort Mod er vendt tilbage. Hun havde en taalelig roelig Nat, nogle Timers sød Søvn, da den fæle Brækning var overstaaet. O hvor velsigner jeg Pechel, den brave, kloge, omhufulde Læge, og ogsaa fordi han overvandt sin Betænkelighed og anvendte det vist tiænligste Middel, som vi, og som det syntes ogsaa han selv gruede for at proponere, men den hulde Syge er saa villig til alt, og var det ogsaa til dette, skiøndt hun forudsaae hvad det vilde koste hende. Men Følgerne har lønnet hendes Smerte og vor Angst. Vist havde hun et haardt Anfald af Krampen, der endtes med en lang Afmagt, da hun i Morges var oppe for at faae sin Seng redt; men siden har hun været saa livlig, aandet saa læt, og Hosten synes alt mere og mere at aftage. Pechel bliver her i Nat, og kommer i Morgen tilbage, mere, troer jeg, fordi han seer hvor trøstelig hans Nærværelse er os, end fordi han finder den nødvendig. Gud lønne ham det! – Med Fader C, som nu nyelig tog til Byen, langt roeligere end han kom, skrev jeg til min Koren, og nu har jeg skrevet en lille Epistel til min Egersøn, som skal med Pechel i Morgen. Barna i Christ: skulde ogsaa havt lidt, men jeg vil saa nødig være længe ad Gangen fra min Maja, og derfor maae I ogsaa vente efter Charakteristiket af vore Fremmede (som alle toge bort i Formidd:) da jeg nu har været alt for længe her i mit eget vakre, men afsides Værelse

[11] Tirsdag 7^de Med samme jeg kom ud giennem min Thrina og Reals Soveværelse – hvor de to foregaaende Nætter Fogden og Skriveren laae, saa jeg sad her i civil Arrest, især Søndag Morgen, da de laae længe – kom fra den anden Ende af den lange Gang den gode Elisa T: Hun havde ^ikke kundet tæmme sin ængstelige Længsel efter at see selv hvordan hendes elskede Moer C befandt sig, og havde reyst den hele Nat ud over Egeren, og kom her Kl 2½. Glæden lyste af det kiære Barns Aasyn, da hun havde fundet vore dyrebare Syge ulige bædre, end hendes Angst havde foremalet det – og Gud være lovet, ogsaa er hun i Dag, efter alt hvad vi kan see, meget bedre. Hun siger selv hun føler sig stærkere, og hendes Øyne og hele Udseende siger det. Men det er tidligt paa Dagen, og jeg siger med min Egersøn, da vi engang lagde Planer til mange glade Dage: «Jeg vil glæde mig varsomt» – Nu er hun oppe, det er at sige, ligger paa Sophaen mens Sengen bliver red, og naar jeg nu blot har sagt Eder, hvad I alt har sluttet Eder til, da den troe Elisa er her, at gamle Betta er meget rask igien, vil jeg gaae ind og see hvordan hun har taalt denne Omflytning.

Kl 11 Da jeg kom ind i Værelset, blev jeg saa underlig tilmode. Min Maja laae paa Sophaen – som stod midt paa Gulvet – bleg og med tillukte Øyne. Jeg vidste, at hun maatte være mat: men det kiære blege Ansigt, de lukte Øyne, og i sær Sophaens Stilling midt paa Gulvet: Jeg troer, Elisa havde samme Idè som saa brat giennemfoer mig. Thi Taarene randt saa stride ned over hendes Kinder. Men nu er hun i sin Seng igien, og vel yderlig mat, men dog saa smertefrie og let forsikret hun, og mere tør vi jo ikke vente. Kunde hun faae, var det blot en Times styrkende Søvn, hvor det vilde giøre hende godt. Nu, imens hendes Thrina og Elisa sidder inde hos hende, vil jeg begynde paa de Breve, jeg ønsker at have færdige, om et Bud i disse Dage skulde komme til at gaae til Byen.

[12] Kl 3 Skiøndt mit Hoved ikke er med det bedste, kan jeg dog ikke overtale mig til at tage nogen Middagsblund. Jeg vil gientage, hvad jeg i dette Øyeblik skrev til min Pavels: «havde jeg været paa Økeren i Dag, var der jo heller ingen Middagssøvn blevet af» – og imens vor syge Maja faaer sig et lille, Gud give styrkende, Blund, har jeg skrevet paa de Breve, jeg ønsker snart at faae til Tøyen og til Festningen, hvor jeg veed, Efterretninger herfra ventes saa ængstelig. – Nu skulde jeg sat i al min Stads, og havde giærne sadt der imellem Eder, Elskede, paa det vakre Økeren, om Tingene havde været anderledes. Men som de nu ere, takker jeg Gud inderlig, at jeg er her. I Majas matte Smiil, seer jeg, det qvæger hende at have sin Moer Koren om sig, og naar min Thrina med hede Taare trykker mig til sit Hierte, til det bekymrede barnlige Hierte, føler jeg hvad jeg er hende, hvilken Trøst og Støtte i disse Prøvelsens Dage – og hv var jeg end mindre for de Dyrebare end jeg er, takkede jeg dog Gud at jeg var her, fordi der ingen Steds vilde være Roe for mig uden her – Dog, jeg trætter Eder vist, I Gode, med mine Gientagelser. Tilgiver mig dem! Det er mig saa vanskeligt at tale om andre Ting. Dagbogen taber ved, jeg ikke kom til Barsels i Dag. Aa ja, kunde jeg været der med et glad Sind, vilde I faaet lidt mere Afvexling her. Jeg skal stræbe at erstatte dette Savn med Tiden. Disse Blade skal jo lige saa troet giæmme Følelser og Tanker som Ord og Handlinger. Bliv kun, til jeg engang kan fortælle Eder nogle af den snurrige Pechels Anecdoter[.] Alle lader de sig just ikke vel fortælle med Pennen, men dog nogle af dem, og jeg skal ikke slaae dem under mig. Men lad ham for Resten være som han vil, til Læge valgte jeg ham fremfor de fleste af dem jeg kiender.

[13] Onsdag 8^de Kl 6. Min første Tanke i Dag, da jeg aabnede mine Øyne, var min syge Maja, min anden var Du, min Maja P, og hvor ganske anderledes det var i vor skiønne Dal i Dag et Aar, da Du med Din Pavels første Gang var her, og her helligholdte Din Fødselsdag. Ogsaa I mindes den maaskee i dette Øyeblik med Glæde og Vemod, mine Elskede, og vist vil I ofte i Dag mindes den og os. Og naar Du modtager mit lille Brev i Dag, Maja, og den lille lugtløse Blomst, og din Thrinas Vergissmirnicht, og Din lidende Navnesøsters Brev, det sidste fra hendes matte Haand – dog ney, Dit navn i Ingemans Digte, som skulde følge Brevet, var det sidste hun skrev før Pennen, ak for mange Dage, sank hende af Haanden – da vil Dit Hierte rive sig løst fra de Elskte som omgiver Dig, og ile hid, og dvæle ved vor blege Majas Seng, og bede Sundhed og Kraft og Velsignelser ned over hende –

Kl 8 Da jeg havde skrevet ovenstaaende Linier, ilede jeg ind til den Hulde, og hendes første Smiil forkyndte mig en roelig Nat. Gud være lovet, den har hun havt, og føler sig meget styrket. Hun har omskiftet Sengen med Sophaen og denne med hiin, uden at besvime, ja endogsaa uden at spore den yderlige Mathed, som før giorde det umueligt for hende at bevæge sig det mindste. Hun spiser lidt igien, kort, Haabet at see hende igien stærk paa Siæl og Legeme har aldrig været fastere i min Siæl end nu. Gud opfylde det, kan det end ikke skee saa hastigt, som vi med utaalmodig Længsel ønsker det, naar det kun bliver opfyldt – o hvor rundelig lønnes da hver tung Time i disse sørgelige 14 Dage!

Jeg har fuldendt mine Breve til Pavels, hans Maja, og Sally vor NB: under et, og til min Kista, som jeg har bedt skrive til ‹mit› Hovind og glæde dem med de trøstefulde Efterretninger herfra. Brevene ere alt borte: Pechel kom da vi satte os til vort lille Bord, efter [14] at vi havde ventet ham til Kl. 3. Han var ikke lidet glad ved at finde sin Patient saa vidt.

Torsdag Morgen Kl 8, 9^de I seer, Elskede, jeg begynder igien at komme lidt betids paa Benene. En halv Time før i Gaar var jeg oppe i Dag, og har gaaet her og puslet, og vil nu sladdre lidt med Eder, da jeg nødig vil gaae giennem de kiære Barnas Kammer før jeg hører de rører sig, da min ømme kiærlige Thrinasara i Gaar var ret skranten, hvad jeg saae, skiøndt hun taug, og tvang sig til at være muntter hver Gang hun var hos sin Moder. Først da hun havde lagt sig i Aftes gik hun til Bekiendelsen. Dog, I veed, Skranterier ere almindelige hos unge Koner, saa sligt nok kan giøre mig ondt, men ikke foruroelige mig. I Dag haaber jeg, hun er brav igien. Fra min Egersøn fik jeg Brev i Gaar, og deri indsluttet et ^{til ham} fra Sønnen paa Aggershus, hvori meldtes om alle de Professorer, eller dog de fleste, som ere paa Valg til det norske Universiteter. Ogsaa min Adam var deriblandt; men jeg troer med Fader Pavels, at han ligesaa lidt som Rahbek, Guldberg, og flere af de Nævnte modtager det. Men Gud skee Lov, saa veed jeg, min ædle Treschow og Sverdrup vender glade tilbage til Fødelandet. O hvor længe er det nu siden jeg hørte fra Børnene dernede. Ikke siden Hertels Bryllupsdag, og da var Brevene, alle de jeg fik, nesten en Maaned gamle. Muelig ligger der Breve til mig naar jeg kommer til Tøyen, muelig faaer jeg nogle i Dag, da vi venter Posten hid – Hvorfor bliver mit Hierte med et saa beklæmt? I ere dog alle friske, I Elskede fraværende? Ak, det var vel Tanken om, hvordan vi ellers tilbragte saadan Morgenstund som denne – den Skiønneste man kan tænke sig – i Majadal, i hendes Lund, der nu er som den ikke var til for mig. Dog, Du Algode! lad den og Alt igien blive mig, ved Hende blive mig hvad den var – see disse Taare, og hør dem! – Der rører sig intet, dog maae jeg gaae til min Maja det er mig umueligt at tøve længere –

[15] Kl: 11 Jeg maae ret smile over mig selv, naar jeg saa samvittighedsfuld haster til disse Blade, ligesom jeg troede, I med Ængsten ventede paa mine Efterretninger, og jeg giorde Eder Uret ved ikke at bringe Eder dem uopholdelig. Nu, mens min velsignede Maja er paa Sophaen for at faae Sengen redt, kan jeg da sige Eder, at hun atter har havt en roelig Nat, og er ikke slettere, end i Gaar, kun lidt mere kortaandet. Dog løsner Hosten, og Doctoren er tilfreds og giver glædeligt Haab om hastigere Bædring end jeg torde tænke mig. Han, som allene kan det, lade det gaae i Opfyldelse! Jeg listede mig saa sagte giennem Kammeret i Morges, uden at vække nogen af de Sovende. Den lille deylige Gut laae tværtover sin Ammes Bryst, og smilte i Søvne, da jeg saae paa ham. Thrinabarnet er ikke aldeles brav i Dag heller; dog bædre nu, hun har været en Tour ude at gaae med sin Realf.

Jeg lovede Eder nok en Beskrivelse over de Mænd, som var her i Søndags; men naar alt kommer til alt, er det lidet eller intet at sige om dem, uden deres Navne. Det var da den lille buttede Malling, en Kiøbmand Hiort, en Petersen, gift med forrige Madam Roverud paa Stabech, Amtsforvalter (saa tituleres Grevskabets Foged) Nielsen, en lille tyk ung Mand der saae ud som han altiid havde Lyst til at lee eller sove, og den unge ret vakre Skriver, Blom. Ja sandelig, han forvinder let sin Sorg, det maae I troe. Det var et blot voldsomt Albustød, hvoraf vel neppe en blaa Plæt er tilbage, og bragte de stakkels Moderløse ham ikke sit Tab i Erindring, i hans Inderste troer jeg ikke noget vilde smerteligt vække den. Han deeltog saa utvungen i alt, og førte giærne Ordet; som det overalt synes, at han har en noget for stoer Portion Selvtilliid. Nu; det kan vel tilgives den endnu paa Grændsen mellem Ynglings og Mandsalderen Staaende, som allerede i 6 Aar har været Embedsmand, og vandret sit korte Liv igiennem ved Lykkens Haand. Derfor traf det haarde første Stød [16] saa voldsomt, at han brød ud i høye Klager; men derfor gientager Hiertet snart sine vante Rettigheder, og Saaret læges inden man skulde troe, det havde afblødt. Maaskee dømmer jeg for raskt. Jeg saae ^{ham kun ved Bordet,} og talte kun faa Ord med ham. Tiden vil retfærdiggiøre, eller give mig Tvivl om min Menneskekundskab.

Fredag 10^de Nu seer jeg, det var Sommerens og ikke min Skyld at jeg kom saa seent op om Morgenen. Siden Varmen har indfundet sig, har ^er min Aarvaagenhedⁿ²¹ ogsaa kommet tilbage, og i Dag var jeg oppe Kl 5. Ved den Vane haaber jeg at blive. Min Thrina og Realf vare lige saa tidlig paa Færde, og vi drak vor Caffe sammen – da den hulde Thrina, som var først nede, havde bragt mig en Kop hid i den lyse luftige Gang. Ak, men som før i den dunkle Kiøle Lund, naar vor Maja sad mellem os, var det ikke, kan det aldrig blive. Kunde jeg tænkt paa, da vi i Dag 8 Dage vare i Lunden, i Badehuset, at jeg i 8 Dage ikke skulde komme der igien – o Gud, og hvilke otte Dage! Dog, evig Tak Dig, algode Fader, at de ere forbi – at jeg tør haabe, jeg ikke skal see, min dyrebare Maja ikke giennemgaae saadanne Lidelser oftere. – I Gaar var jeg ret syg. Ved Bordet fik jeg saa ondt i min ene Side, og maatte lægge mig. Jeg vilde ikke sove, og læste i et Bind af Euphrosyne en nydelig Fortælling, Asa-Neitha, som jeg ikke begriber, jeg saa rent kan have forglæmt. Men Søvnen overraskede mig, dog havde jeg neppe slumret et Qvarter, da lille Karen kom og bragte mig et Brev, som, sagde hun, Faer Cappelen havde havt med sig. Tak, min elskede troefaste Kista for dette kiære Brev, som gav mig fuldstændig Efterretning om alle dem jeg længtes efter at høre fra i den Cirkel, hvortil jeg ogsaa regner mine Kiære paa Hovind. Det var ligesom det Onde i Siden tog af alt som jeg læste. Saa gik jeg ind til min Maja. Den gode Fader C og Doctor: var hos hende; hun var just ikke saa vel, som om Formidd: og var den hele Dag ikke som den foregaaende, dog talte hun med os, og klagede ikke. Da [17] vi havde drukket Caffe sad jeg ene hos hende. Hun talte med mig, men blev med et taus – Pechel traadde just ind, som hun fik et stærkt Anfald af Krampen. Ney, jeg vil – jeg kan ikke sige Eder hvad jeg leed. Det var mig nesten skrækkeligere, end hvad jeg før var Vidne til af hendes Lidelser, og det begriber I, naar I tænker Eder, hvor uforberedt jeg var til denne smertelige Scene. Ikke saadan vilde det bedøve mig, om i dette Øyeblik den blaa rene Himmel mørknedes med et, og Lynet foer ned og Tordenen rullede over mit Hoved. Jeg slap ikke den hede sammenknyttede Haand, før alt var forbi, og hun slog de matte Øyne paa mig, og forsøgte at trøste mig med et Smiil, som sønderrev mit Hierte. Vor Thrina var kommet ind, jeg veed ikke hvordan[.] Hendes Taare randt, og fremlokkede mine. Men alt gik rundt med mig, og jeg maatte haste ud, og famlede mig herind i mit Kammer. Den ømme Sarathrina fulgte mig. Vi vilde trøste hverandre, men kunde kun græde. Jeg følte mig ikke lettet ved Taare, jeg var meget beklæmt og syg, dog fattede jeg mig og gik ind til den Elskede, at hun ikke skulde være bekymret baade for sin Thrina og mig. Mod Aftenen blev hun bædre, og Pechel skiændte fordi vi bleve saa utaalmodige over et Tilfælde, som han forsikrede, vi hellere burde være tilfreds med, da det bebudede hastigere Bædring. Ogsaa har hun Gud skee Lov været taalelig brav i Dag. Nu faaer hun en Middagsblund. Den tænkte jeg ogsaa at faae, men om en halv Time skal Barna vore reyse til Strømsøe – Faer C reyste Kl 5 i Morges – og saa har jeg ingen Roe til at sove eller hvile. De venter begge Munkene, Storm og Edvard, og maae ind for at modtage dem –

Nu ere de borte, de gode kiære Børn. Tung var ‹…› giensidig Afskeden imellem den kiærlige Moder og Datter. Ogsaa Reals Øyne stode fulde af Taare. Lille Peer blev bragt sovende i Vognen. Gud ledsage Eder, Elskede, nu og stedse, og gladere end I forlode den, see I Majadal igien, saa glade, som I nu sorrigfulde toge Afskeed med den og os – Pechel er nu inde at sige sin Patientinde Farvel. Saa ere vi allene, min stakkels syge Maja og jeg –

[18] Løverdag 11^te Min ømme Maja græd længe, da hendes Børn vare tagne bort, og det var os begge saa ødt efter de Kiære. Men det lykkedes mig dog, Gud skee Lov, at faae hendes Tanker henvendte paa andre Ting, ved at fortælle endeel af min Ungdoms Geschichter, om mine Forældre, om min Moder, som i lang Tiid leed af de samme Tilfælde, der nu martrer min Siæls Veninde. Hun forsøgte, at gaae hen til Sophaen, og det lykkedes skiøndt med Besvær, og Hielp af lille Karen og den madonnalige Marthe, (en Enke, der er Stuepige her, som jeg nok før har talt om) Hun befandt sig saa vel ved denne Forandring, og ønskede kun, hendes Thrina havde været her og seet hvor færm hun var. Vi spiste vor Aftensmad sammen, og Kl 9 gik hun paa samme Maade tilbage til Sengen, dog med mere Smerte i Fødderne og Knæene; men Sengen smagte dog bædre efter dette lille Forsøg, som jeg haaber, hun i Dag tør gientage; som jeg haaber, den Gode har sovet sødt, da hun var saa træt inden jeg forlod hende, Kl lidt over 10. Endnu har jeg ikke seet hende i Dag, men vil nu, Kl 7, atter lytte ind, om hun er vaagen. – Der er stakkels lille Karen med en Kop Caffe til mig. Moer sover nok, mener hun. Det ‹…› arme venlige Barn; frygter jeg, snart vil faae et Anfald af den Sindsforvirrelse hun hver Sommer pleyes hiemsøges med, da hun slet ikke er istand til at sove, men vandrer opp det meste af Natten, «og slumrer jeg imellem, siger hun, drømmer jeg saa fælt, at jeg takker Gud naar jeg vaagner» –. Hun har ogsaa gaaet saa hiertelig bedrøvet i denne Tiid, og saa har alle i det hele Hus.

Gud skee Lov Barna reyste i Gaar. I Dag er Veyret mørkt og koldt, og vilde ey været passeligt for lille Peder. Det har stormet og regnet hele Natten, siger Karen, som atter bragte mig en Kop Caffe, og hilsede mig fra Moer, at hun var vaagen.

Søndag 12^te Hvordan kunde jeg benytte denne deylige Morgestund – Kl er endnu ikke stort over 5 – imens min Maja, som jeg haaber, nyder en styrkende Slummer – bædre, end til at fortælle Eder om den deylige stille Gaarsdag? Det var nok ^for denne Gang den gladeste Dag jeg har havt [19] i min kiære Dal. Alt fra Morgenstunden befandt min elskede Maja sig bædre end alt siden hun blev syg. Naar jeg undtager de faa Øyeblik jeg sad som en Maane midt i Sophaen i Visitstuen – thi der havde lille Karen dækket op til mig – og holdt mit Middagsmaaltiid; for første Gang i mange Aar saa mutters ene, tilbragte jeg hele Dagen paa min Majas Kammer. Tre Gange omskiftede hun Sengen med Sophaen, nesten uden Hielp, fik en lille qvægende Slum, og fandt første Gang ret Smag i Mad. Vi snakkede og læste, imellem læste jeg høyt, og Time gleed efter Time som havde vi sadt i vor Lund –

Et lidet Brev skrev jeg til Egersønnen min, og fik et kiærligt Svar. Just som vi sad, Maja og jeg, med hver sin Grød Tallerken, kom et Bud fra Strømsøe, som den kiærlig bekymrede Thrina uopholdelig havde sendt med de Breve, Posten bragte os, for at glæde os, og snarest muelig faae Underretning, om sin elskede Moders Befindende. I et Par Hastværkslinier bad hun saa ængstelig herom, og føyede blot til, at hun med sit kiære Følge var kommet godt frem, og at de alle, ogsaa lille Gutten, befandt sig vel efter Reysen. Med hvilken Glæde tog jeg Pennen, skiøndt det alt mørknede, for at beroelige det kiære Barn, og hvor inderlig takkede jeg Gud, at jeg kunde det. Selv Maja bekræftede mit Udsagn, ved med sin matte Haand, og nesten i reent Mørke at tilføye nogle Linier til det elskede Barn. Vi vilde have det færdigt i Aftes at Budet kunde komme afsted med Daggryet, og er det nu vist længe underveys. Moer C fik Brev fra Søster Maja P: og Elisa Th: og jeg fra min Koren og vor lille Maja fra Hovind. Der er Gud være lovet alting vel, og saa vakkert, skriver min egen sieldne Koren, og endskiøndt hans nye Fuldmægtig har fundet for godt, uden at angive nogen Grund, at afsige Conditionen, da allerede alt var færdigt til Reysen, og min gode Søn Bergh havde skaffet ham alt hvad dertil behøvedes, er den samme K: lige bli lell, og siger som saa: Vel er [20] det ubehageligt; men giid Pokker tage sig den Ting nær. Jeg faaer vel en anden i hans Sted? – Det eneste som bekymrer ham er Frygten for vor dyrebare Veninde, den jeg dog ved mit Seneste haaber at have formildet, og giærne havde jeg meddeelt ham og hans ikke mindre for den elskede anden Moder bekymrede lille Maja de endnu trøste- og glædefuldere Efterretninger med det Bud, som nu er gaaet til Strømsøe; men jeg nænte ikke at lade vor Thrinasara vente længere end høyst nødvendigt, og i Aftes blev det for seent at skrive. Nu faar vi vel intet Bud herfra ind før jeg reyser selv, og da skal jeg have min Epistel færdig til Afsendelse. Koren skriver end ydermere, at der hiemme ligger tvende Breve fra mig, et fra Biltzing, og et, som han troer fra Treschow's, med en Harpe i Signetet. At den slemme K: ikke sendte mig disse, har jeg ondt for at glæmme. Som Tilgift til alt dette, fik jeg fra min Thrinasara et nydeligt Futteral til at føre skaarne Penne i, og for disse havde min kiære Realf sørget før han tog herfra, saa det nu er i complet Stand. De fleste Penne ere Paafuglfiære, og jeg foreslog Thrina at bruge ^forære Toppen af dem, de med alle Regnbufarver saa skiøndt malede, til Frue Dajon, som men kunde pynte sig deyligt med dem. – En saare ubehagelig Efterretning indeholdt min Korens Brev, nemlig at en Smed derude, en flink, meget velstaaende, og som jeg troer brav Mand, har, uden at nogen begriber hvorfor, endt sit Liv med en Strikke. «Det var ret en dum Streg af ham» siger Skriveren. Gud forlade ham, at han siger det, og endnu mere den Ulykkelige, som kan have havt Aarsager, dem ingen veed, som ^der tvang ham til at giennembryde «det søde Hegn om Livets bittre Dage.» –

Men nu maae vel min Maja være vaagen. Her er saa stille, ingen Lyd hører jeg, uden den brusende Foss, intet Menneske seer jeg paa Gaarden. De holder nok Hviledag. Endogsaa Paafuglene, hvis Skrig ellers pleyer vække mig, har jeg ey hørt til i Dag.

[21] Kl halvti Aften Saa nær er denne stille Søndag forbi, uden at vi har seet et fremmed Menneske eller hørt fra nogen; men den er gaaet hastig og og godt, skiøndt min Maja ikke i Dag, især fra Morgenstunden, har været fuldt saa brav som i Gaar. Dog har hun været oppe imellem, og vi har læst og snakket, og jeg strikket paa min Linastrømpe et stort Stykke. Til min Koren har jeg skrevet en Side, og vil giøre mit Brev til ham færdigt, om jeg skulde ^kunde faae det ind. Vi venter halvveys vor kiære Faer C i Morgen. Peckel (thi saaledes skal det nok skrives) havde vi ventet i Dag, men da han ikke er kommet nu, har han vel faaet Forfald for i Dag. Gud være lovet, at vi ikke med Angst, ikke engang med Længsel skal vente paa ham.

Mandag 13^de I Dag var jeg først oppe Kl 6; min Opstaaen retter sig efter Veyret. Er det varmt og blidt lokker det mig strax af Sengen – men i Morges var det mørkt, og mit Hoved heller ikke lyst, og saa var Opstandelsen tung. Jeg skrev da til den var 7 paa Brevet til min Koren, og først nu den ringer 5, har I mig her, imens Doctoren, som kom for lidt siden, sidder nede hos den kiære Syge. Og nu skal I høre, hvordan hun i Formidd: overraskede sin Moer Koren. Jeg var nede et Øyeblik, og da jeg kom igien faldt mit Blik paa Sophaen, hvor jeg ventede at see hende – men der sad hun frie og frank i en Lænestoel, og ikke nok dermed, men spadserede mutters ene hen til Sophaen nok saa færmt. Jeg stod reent forgabt, og sandelig var jeg neppe gladere da min Jess, som i andet Aar fik den saa kaldte engelske Syge, første Gang kunde bruge sine Been igien. Hun har siden for det meste sadt oppe, og nu efter Peckels Tilladelse spiist lidt tynd tynd Kalvekiødssuppe, som smagte hende saa godt, og Gud give maae bekomme hende ligesaa godt, hvad jeg ikke tvivler om. Og nu kan I tænke Eder, Elskte, hvor glad jeg er. Vidste I det nu kun [22] Alle! Vidste I især Du det, min ømme, bekymrede Thrinasara, at Du kunde glæde Dig i Dine mange andre Glæder med et frit roelig Hierte. Kun den forestaaende Skilsmisse foruroeliger nu min ømme Maja og mig med. Men det maae saa være.

Tirsdag 14^de Kl 5½ Morgen «Bliver det Regn om Onsdagen, reyser du dog ikke?» sagde Maja med vemodsfuldt Blik og Tone i Aftes. «Enten det regner eller ikke, bliver jeg til Torsdag» – gienmælede jeg, og ved denne korte Udsættelse bleve vi begge saa tilfreds, som skulde vi endnu være sammen en heel Maaned.

O hvorfor skal saa mange Mile adskille dem, som saa giærne tilbragte Livet sammen, giærne delte dets hele Vandrings Møysommeligheder og Behageligheder med hindanden! Men ogsaa det maae saa være. Heller ikke vil vi klage, Maja og jeg. Vi sees dog ofte, og taler sammen hver Uge. Ney, vi vil ey klage –

Nu giør jeg Dagbogbrevet til min Koren færdigt, og saa ind at sige min Maja God Morgen, og høre hvordan den forandrede Diæt i Gaar har bekommet hende. Jeg haaber vist, godt. Den glade Sindsstemning jeg er i, bebuder mig det.

Kl 12 Den bebudede mig Sandhed. Jeg fandt hende saa munter og brav, nesten som jeg kunde ønske det. Mens jeg lavede mig til Sæde ved Sengen, da hun endnu ikke maatte staae op, bragte lille Karen et stort tykt Brev og en Æske, som var kommet med et Bud fra Byen. I Æsken var et deyligt Tyls Tørklæde, min Elisa havde skaffet mig fra Kbhn, og et lille Venskabeligt Brev; i Pakken var ogsaa en venlig Epistel til mig fra min kiære Lotta, hvori hver Linie glædede mig, og imens jeg var beskiæftiget med disse kiærlige Breves Læsning, og et D^o fra min Thrinasara til begge Mødrene hendes, læste Maja sin Pedros Brev, og saae deri, at der i Morgen paa Auestad skulde være Selskab for Malling og Hansen, som P: Anker havde anmeldt tilligemed sig selv, og at der i den Anledning reqvireredes Fisk etc herudefra. Alt dette var godt og vel; men Faer C havde vedlagt sit Brev en Anmeldelse [23] som I vil have seet i Aviserne før I kunde læse den her, om det Anfald de forhadte Britter har giort ved Risøer, hvor det er gaaet saa hedt og blodigt til, og vort Tab har været saa stort. Den var i sig selv sørgelig nok denne Efterretning, ak, men blandt de Døde var en Bull, som jeg kiendte fra hans Ungdom, og som efterlader sig en ung elskværdig Kone og smaae Børn, og blandt de haardt Saarede – og det var det som saarede mit Hierte saa haardt var min ædle Dichmans Søn, hans Ældste, hans Christian, en elskelig Yngling, sagde Fetter Chrystie, som hilsede mig fra ham, at han saa inderlig ønskede at see og tale med sin Faders Veninde. Var han død i Hæderskampen, det skulde smertet mig mindre, men han har mistet sin venstre Arm, og maae nu enten under mange Pinsler miste Livet, eller vandre det igiennem som Krøbling. Jeg græd bitterlig, og saae neppe at skrive et Par Ord til min Lotta eller at slutte Brevet til min Koren. Nu er jeg lettere om Hiertet, og vil saa meget mueligt stræbe at blive det.

Onsdag 15^de Klokken 5 stod jeg op, og har nu pakket ind, for at have alt fra Haanden, at jeg kan tilbringe den sidste hele Dag jeg denne Gang er i den kiære Majadal, allene hos og med hende, den Elskede. Jeg er ikke ret frisk, har ondt i Hovedet og fryser; men det er ogsaa koldt som var det langt paa Høsten. Solen skinner vel klart, men den fæle Blæst betager den sin milde Kraft. Saa kan det vel være jeg er kuldskiærere nu end ellers, da jeg sidder mere inde. I Dag maae jeg dog see at faae sagt de dyrebare Minder i Lunden og Lunden selv Farvel. Flere Gange om Dagen hilser mit, imellem taarefulde Blik den; dog har det i de sidste Dage hvilet paa det kiære Vidne til saa mange Glæder med mere Roelighed, da jeg tør haabe med Vished at disse Glæder vil vende tilbage igien.

Paa nogle smaae Anfald af Mathed nær, var min Maja meget færm hele Dagen i Gaar, skrev til sin Mand og sin Thrina, gik og sad oppe, og fik vi os, inden vi spiste vor Grød sammen, tre Rabusser. Vi havde nesten glæmt vor gamle Leeg.

[24] Torsdag 16^de Skilsmissedagen er da frembrudt. Den er bliid og stille og klar. I mit Sind er det ikke fuldt saa stille, i mit Hoved ikke fuldt saa klart, dog er jeg bædre, end i Gaar, da var jeg ret ussel den hele Dag. Endnu har jeg ikke fattet Mod til at besøge Lunden, og fatter det neppe. Den Stilhed, den Dunkelhed, de visne Blomster paa de velsignede Minder – o allerede som jeg seer og føler det i Aanden er det mig saa usigelig smerteligt. Ney, først naar jeg kan giennemvandre Din Lund ved Din Haand igien, Lundens Skaber- og Opliverinde! først naar Sundhed og Munterhed igien smiler fra Dit hulde Aasyn, som de friske Blomster hvormed Du har krandset vore hellige Minder, først da vil jeg see det alt igien. Høsten og Vinteren ligger maaskee imellem den Time og nu; men smiler ikke en evig Vaar og Sommer om os naar og hvor vi vandrer med og blandt vore Elskte?

Jeg fik tidlig i Dag to Breve, et fra min hulde, ak, nu atter saa svage Rikke B, et fra den sieldne ikke mindre svage Ragna Maribo, et Tungsind aandende Brev. Snart seer jeg begge de Gode. Fra vor Thrina var ogsaa Brev til begge Mødrene hendes, og deri et til hende fra vor Sally, som nu Gud skee Lov er fuldkommen frisk og brav, kun bekymret for sin Maja C – Men nu kommer jeg til Eder, Elskede, og bringer trøstende, glædende Tidender, og I vil med dobbelt Ømhed omfavne Eders Moer Koren.

O Dig min Tak, min hede, taarefulde Tak, Evigforbarmende, at jeg kan det! At jeg seer den mig og saa mange, dyrebare Maja oppe igien, og bædre, end mit dristigste Haab lovede mig at see hende forinden min Afreyse. Hør endnu een Bøn, Du milde Fader: Lad mig leve saa glade Dage i Majadal, som de fleste af de jeg nu har tilbragt der, vare sørgelige! Giv os hende, giv hende alle sin Siæls Elskede, giv os alle hverandre igien i stille Tilfredshed, i reen Glæde, at Majadal atter bliver Majadal, Fredens, Glædens, Venskabs Hiem!

[25] Løverdag 18^de Jeg kan ikke andet end begynde dette Hefte med en Tilstaaelse om, at jeg sluttede mit Seneste med en Usandhed. Jeg sagde nemlig, at jeg var ret frisk, men har længe ikke været det mindre end da jeg skrev det. Dog, hvor kunde jeg andet! Min dyrebare, svage, og ved min Bortreyse bedrøvede Maja skulde beholde og læset naar jeg var reyst. Der seer I min Grund, og Undskyldning, som kun behøves for saa vidt at jeg vitterlig har sagt en Usandhed, hvad jeg ikke før er mig bevidst i disse Blader. Men I kan jo være saa ædelmodige og kalde det, som Kotzebus Fortsættelse af Menneskehad og Anger: Den ædle Løgn.

Kl: henimod 1 forlod jeg, Torsdag, Maja og hendes Dal, med hvor tungt et Hierte begriber I. Husholdersken, lille Karen og den vakre Marthe, fulgte mig alle med Taare i Øynene til Kariolen. Dit vennehulde Vink fra Vinduet, Maja – o jeg veed ikke, om det styrkede eller nedtrykte mig mere. Men tag ogsaa her min Tak for det, for Din Afskeed, for alt! –

Da jeg var kommet giennem Alleen, og alle de kiære Gænstande vare forsvundne for mit Øye, blev jeg end mere beklæmt. Jeg maatte tale, og tale om Dig, min Maja, og aldrig glæmmer jeg hvor godt det giorde mig, da gamle Helge Berg, min Skydskarl, paa mit: «Moer Cappelen har været meget syg» gienmælte: «Ja, men nu er hun jo Gud Skee Lov bædre?» og vedblev, da jeg bejaede det (Gud være lovet, at jeg med Sandhed kunde det!) «Det skulde ogsaa været haardt aa miste hende. Hun er et umisteligt Menniske for Mange, Fornemme og Ringe, det kan I troe, Frue!» – Ja, gode Gamle, hvem veed det bædre end jeg?

Efterhaanden kunde jeg tale om andre Ting, og tilsidst kom vi endogsaa ind i Politikken; min Contrapart, som I veed. Men hvad den gamle [26] Mand sagde var sundt og rigtigt, saa vidt jeg skiønner det, i det mindste var det hvad jeg har hørt af de Klogere, f.E: at vi vare bædre tiænt med Kanonbaade end store Skibe, nu, da vi ikke kunde have flere af disse, som jo ogsaa Engelsmanden tog det ene efter det andet. Over den smaae Fartøyer, mente han, gik Fiendens Kanoner, naar derimod disses altiid vare visse paa at træffe de grumt store Skibe. At I nu ikke skal troe, Manden er et Orakel, maae jeg betroe Eder hvad jeg formoder, at han nemlig har sin store Viisdom fra sine 3 ældste Sønner, som alle ere Melitaire og paa Vestkanten. Det var just i Anledning af dem – da jeg spurgte hvor mange Børn han havde – at vi kom ind i denne Materie[.] Hans Gaard ligger ved Foden af Bergstien. Der lod han endnu sætte en Hest foran den anden, saa jeg for første Gang kiørte med to Heste for Kariol; men det var godt jeg lærte det. Aldrig er jeg kommet hurtigere op af de svære Bakker. Derfor var jeg ogsaa til bestemt Tiid, kl. 3, paa Veyerud. Her kom en gammel Mand og et ungt Menneske hen og hialp mig ud, bad mig velkommen, roste min Acuratesse (thi Kl slog just 3 da jeg kom) og spurgte meget efter Mad: Cappelen. Jeg bliver sielden forlegnere, end naar nogen behandler mig saa bekiendt, uden at jeg kan erindre hvorfra Bekiendtskabet reyser sig. Tilsidst hørte jeg da, det var gamle Amtsforvalter Strange og hans Søn, som jeg har været i Selskab med i Majadal et Par Dage. Ansigterne vare mig heller ikke fremmede, kun Navnet vilde ikke falde mig ind. Ogsaa Folkene ^paa Veyerud erkyndigede sig med varm Deltagelse om den ^af alle, Fornemme og Ringe, som Helge sagde, elskede Moer C, og beklagede tillige, at Faer C: heller ikke var ret brav. Jeg mindes ikke, om jeg i mit Forrige sagde Eder, mine Venner, at han i nogle Dage havde havt ondt i sin Fod, og frygtede for Podagra[.] Noget værre kunde neppe hendes denne driftige, raske Mand.

[27] Strange og Søn skulde til Auestad, og vi bleve i Følge. Nu havde de kiære Barna mine ikke lukket, men aabnet sine Porte vide for Moer Koren, og var den første, som kom mig med et hierteligt Velkommen imøde min kiære Fader Pedro selv, og dobbelt glad blev jeg ved at see ham, da jeg ikke torde ventet ham paa Benene. Det var han dog, og Gud skee Lov ret færm, skiøndt han gik med en stoer Støvle paa, og haltede lidt. Hans Frygt at det skulde være Podagra er nok ogsaa ugrundet. Saa venligt bad han os komme op til Auestad og spise med ham til Aften, da Strange var og blev der; men vi havde allerede før glædet os til den stille blide Aften vi skulde have hiemme i det kiære gamle Hus, min Thrinasara og jeg, og vilde det gode Barn ogsaa af Ømhed for sin Moer Koren, at vi skulde spise tidlig og gaae tidlig tilsengs, hvad ey kunde skee toge vi til Auestad for at blive der. Resultatet blev da, at vi skulde giøre en Visit til Fatter, og lod han os hente i sin Phaeton nok saa galant. O hvor deyligt, hvor lyst og livligt der er, og hvilken rig mangfoldig Udsigt! Hvor Skiøndt og Beqvæmt saaledes er forenet, at det ene ikke er tilsidesat for det andet, dvæler Øyet med Velbehag overalt, i Kiøkkenet, Spisekamret, Domestikværelserne, som i Stadsværelserne. Som kiære gamle Bekiendtere man møder paa et fremmed Sted, hilsede jeg de gamle kiendte Meubler, den sorte Sopha og det runde Bord, kort enhver Ting, men dog intet som hvad der stod i og egentlig tilhørte Majas Kammer, og det lille nydelige Kammer selv. Da jeg havde været rundt om i de færdige og ufærdige Værelser (ret færdige ere endnu ingen, og nesten hele underste Etage uindredt) toge vi hiem igien til vor Realf og lille Peergutten, spiste, snakkede til Kl henimod 11, og forføyede os tilsengs[.] Jeg indviede da, paa min gamle Sovesahl, Thrinas pene hvide Seng, sov godt, var oppe før den var 5, og skrev til min eensomme Maja, som var min Tanke og min Drøm. Jeg fik en Kop Caffe forlods, og siden hentede min Thrina mig ned, hvor hun selv skiænkede Resten for mig.

[28] Fader C, endnu raskere end Dagen før, kom og drak Caffe med os, og saa fulgte Thrina mig til Jomfr: Ravert, der var i Kirken, men kom strax efter i Contravisit, just som vi skulde til Frokostbordet. Bliver hun frisk, og Veyret stadigere end hidtil, lovede hun mig at besøge os i Sommer, og var som altiid uudtømmelig i at rose sin Maja. – Jeg havde bedt min Realf skaffe mig en Mand og Hest lige fra Strømsøe hid, da det er saa kiedeligt for mig at reyse med Skyds. Han havde acorderet herom med en Mand, som vilde have 10^rd, hvad jeg fandt ikke var urimeligt; men det fandt min gode Faer C, og vilde selv skydse sin Moer Koren. Jeg fik da hans Hest og Ottesens lille Halvor, den unge Hallingdøl, som jeg i Vinter talte om styredeⁿ²² mig til Eger og Majadal, en saadan flink godtlidende Gut. For at undgaae den lange leye Bragnæssgade, gik Hest og Kariol omkring, og de ømme elskelige Barna mine fulgte mig til Baads lige over Elven. Faer C med sit syge Been slap mig ikke, og ikke sin Thrina, før vi sad trygge i Baaden. Det begynte at regne, og Bølgerne gik hvide. Jeg var lidt bekymret for de Kiære som skulde tilbage, men de loe af mig og min Frygt. Ogsaa haaber jeg de vare tilbage inden Regnen begyndte for Alvor, og tvang mig til at ombytte min tynde Kavay med en fast uigiennemblødelig, men som det kostede liden Halvor Møye at skaffe mig i en Hast, da den var fastbunden med Kufferten bag paa Kariolen. Imens vi vare i Arbeyde hermed, kom en Kiærre forbi, men holdt og en ung smuk dansk Mand spurgte: om det ikke var mig, som nyelig var reyst fra Hr Ottesens? hvad jeg da bejaede, hvorpaa han tog en Pakke frem, som jeg skulde have glæmt. Det var mine Smørrebrød, som Thrinabarnet havde lavet saa godt til for mig, og ligesom min Kista her engang glæmt at give mig med. Gud veed, hvordan de havde faaet dem med den Fremmede, som jeg bad føre dem til Gillebek, hvor jeg fik dem, da han stod reysefærdig, og lod dem smage [29] mig ret godt. Da jeg kom til Ravnsborg, stod en gammel Kone og en ung Pige der og ventede paa Skyds, og gav den første sig flux i Snak med mig som med en gammel Bekiendt, hilsede mig fra Jomfr: Poppe, og spurgte til Mad: Cappelen. Jeg maatte da gienspørge om hendes Navn – thi her vidste jeg mig frie for at have glæmt det – Det var en Mad: Preus fra Kongsberg, og den unge Pige en Jomfr: Knoph. De vare som jeg paa Veyen til Christ. Jeg bestilte Caffe for mig og dem, og den giorde os vist alle godt i det raae, kolde Veyr. Uden andre Eventyr end endnu en Kavayombytning midt paa Landeveyen (for at komme stadselig giennem Byen) ariverede jeg til det kiære vakre Tøyen Kl henimod 8, blev modtaget som sædvanligt, og fandt alle og alt Vel, og dobbel glade i mit Komme, da de, før de spurgte, hørte de glædelige Efterretninger jeg havde fra Majadal, dem de alt havde læst i mit Ansigt, der stedse forraader mig. Til alt det øvrige Gode her modtog mig, maae jeg ikke forglæmme de deylige Breve, fra min Koren, Bergh, Biltzing, og min gamle Adam Øhlenschl: som han underskriver sig. Jeg havde giættet rigtigt, Harpebrevet var fra Skalden, et efter hans Maade langt Brev og lustigt og lunefuldt, et saare interessant Ruskomsnusk. Min lille Tønder Lund var her ogsaa i Besøg hos Onkel og Tante, en rask, tækkelig Gut, som jeg ret glæder mig i, og som alt er min Maries erklærede Yndling, ligesom hun er hans. Ogsaa han havde et kiærligt tillidsfuldt Brev med til mig fra sin blinde Fader, min gamle troe Ungdomsven. Lieut: Stenersen var her da jeg kom, og fik med Presidenten og Majoren en Lhomber, under hvilken jeg pratede med min Lotta og Kista, og stial mig til at kige i mine Breve, som jeg alle fik til Livs før jeg lagde mig, og var det første Gang i Sommer, jeg maatte tage min Tilflugt til andet Lys end Dagens – det er altiid lidt traurigt, og frisk var jeg heller ikke – dog sov jeg godt, og var rask hele Gaarsdagen ‹…›

[30] I begriber vel, mine Elskede, at jeg ikke har faaet malet alt dette i Gaar, men er nu langt henne i Formiddagen

Søndag, 19^de Da Lotta og jeg stode ifærd med vor Frokost i Gaar Morges, kom en bliid vakker og peen Kone, i Følge med Jomfrue Horster ind ad Dørren, og fløy i mine Arme før jeg kunde fatte mig, at det var den forrige Bea Heyberg, nu Frue Hofman, min Rikkes Coucine. At see Rikke selv vilde neppe forundret eller overrasket mig saa meget. Hun havde giort Touren hid med Tøiens fra Tønsberg, en Tour kun paa 8 Dage, og kom nu tilbage fra Plogstad, havde ogsaa været paa Hovind, hvor ikke et eneste Menneske, af Husets Indvendige, var hiemme, undtagen Jomfr: Skieldrup, med hvem hun havde beseet sig overalt, saa hun kunde fortælle mig og hilse mig fra ethvert Sted i og om det kiære Hiem. Jeg blev saa glad da jeg saae hende, og troede, hun nu først tog til Ullensager, og tænkte paa hvor godt vi skulde have det sammen der med vor Rikke; men den Drøm bragte hun mig da snart ud af. Dog var det mig inderlig kiært at see den vakre muntre Bea igien, at vide hende saa lykkelig og rask, thi det var hun, som i sine Jomfruedage, skiøndt hun atter er paa gode Veye, og langt henne paa dem. Det var mig dobbelt paafaldende, da Rikke saa nyelig havde skrevet, og intet vidste herom. Lidt efter hende kom det kiære Slotspræstpar med alle Smaaetupperne, og vidste jeg knap hvordan jeg skulde faae deelt mig mellem alle de Kiære – Dog, dem beholdt og kunde jeg haabe at see ofte, men Bea kun Øyeblik, Gud veed for hvor lang Tiid. Med saa hiertelige Ønsker at see os hos sig (som min Koren, der havde været paa Plogstad halvveys havde lovet hende skulde skee engang) tog hun bort med Jomfr: Horster, og Held og Lykke følge hende, og hendes jævne, gode Lune, den kiære tækkelige Landsmandinde! –

Jeg havde for meget at tale med Barna fra Festningen til at torde begynde paa noget, da de kun vare her i en Morgenvisit, egentlig for at faae omstændelig Underretning om vor elskte, Maja C's Befindende, og den fik de, og saa blev det aftalt, vi [31] i Morgen Eftermidd: skulde besøge dem, og da skal det ret gaae løs med Snakkingen kan I troe. Vor Sally, som er rask og frisk, har jeg nu skrevet et Par Ord til og stevnet først hid i Dag, og saa til Mødet hos Pavels's i Morgen.

Efter en lille Eftermidd: Blund i Gaar (jeg havde været oppe før Kl 5) drak vi Caffe i Haven under det deylige kongelige Kastanietræe, og Thee ligesaa. Mens vi vare i færd hermed, hørte vi en Sværmen i Forstuen, og ud paa Trappen traadde Mad: Wulfsberre med sine tre Glutter. Med en Undskyldning til Frue Lotta: fordi hun ikke havde været der saa længe, tog hun da Sæde iblandt os, og var den samme hun pleyer være, lustig uden al Ende. Men hun være som hun vil for Resten, for en Stund er hun morsom, det er vist og sandt, derom ere vi enige, jeg og Lotta, som siger: «det er ret et evigt Nar den Kiærring, men hun er saa Gu dog ikke saa gal lell» Præsten og unge Schioldager, som jeg denne Gang leed bædre end den første Gang jeg saae ham, kom siden. Mandsherrerne spillede Lhomber, og jeg sad for det meste og saae til med Strikketøyet i Haanden i det mindste, medens Madamen snart flaxede med Ungerne sine (Smaapigerne havde hun vanskabt reent med de fæle sækkevie Ærmer. Gutten er en forkiælet Krabat, men det er i øvrigt ret vakre Børn) snart vaasede saa med den Ene saa med den Anden. Vi lode hende skiøtte sig selv, og hun er brav med det, at hun ikke generer eller lader sig genere. Manden var usædvanlig stille. Kl halvelleve gik de, dog hun lidt før med de Smaae. Det er sandelig umuelig andet end at synes om hende, som sagt for en Gang imellem. W: selv maae jeg stedse holde af, det er mig endnu umuligere andet.

Nu har liden Aagodt spillet saa vakkert for mig paa sit deylige Instrument (en Foræring, og en meget kostbar, af hendes Broder Capitainen) og det er Middag; dog begynde jeg mit Brev til de Elskte jeg forlod i Fredags, og tænker at faae det med Storm Munk, som skal til Porsgrund at vie Frøken Løvenschiold til hendes Fetter –

[32] Han reyser i Morgen. Og hvordan mon I nu har det i Dag ⁱ min Majadal? Endnu har Du de Elskede, Din Mand, Dine Børn om Dig, mit Hiertes Veninde! men om faa Timer maae de forlade Dig, og Du er atter eensom. Blev Du overrasket i Gaar, da Din Thrina kom til Dig «med Hanekam og Slæbekiole»? – det er, efter Mad: Buchholm, i fuldeste Stads. «Hvordan det? Moer vor! hvi reyste Datteren, og det en Løverdagsqvæl, saa pyntet til sin Moder?» Fordi, mine Kiære, hun var buden til Fadder hos Ritmester Knudsen den Lange, der boer i Sanne-Sogn, strax neden for Bergstien. Det eneste som giorde min Thrinasara denne kiedelige Fadderstads morsom, var Forestillingen om, hvor forundret Moer skulde blive naar hun saae Ungen sin komme som i en Stadsvisit. –

Mandag 20^de Vor elskede Sally kom, og blev her til seneste Aften, og vi havde en deylig Eftermidd: og Aftenstund. Først maatte jeg gientage hende, i Udtog, hvordan det var og havde været med hendes Moer C, og det kiære Barn hørte mig med Vemodstaare – siden spillede hun og Agathe vexelviis, og sang, og den hiertens snilde Major Gentoft tog tilsidst en Viol, som han spiller meget godt, og her blev fuld Concert. En lille Intermezzo var et Besøg af Mad: Blix med alle hendes Smaaepiger, fire raske, vakre Børn, en meget smuk Pige, hendes Søster, en Broder, en tilkommende Svoger, og min Kistas Broder, som er der i Huset. De drak Thee her, og toge saa bort. Stakkels Mad: Blix har været saa syg, og jeg kiendte hende neppe igien. Hun er en sielden Kone, Moder og Husmoder, Søster og Veninde, og har en lige saa sielden Mand. Det er et saare agtværdigt Par.

Med lille Ole, som kom ind fra Hovind for at hiemhente vor lille Tønder Lund, fik jeg Brev fra min Koren, som nu er paa Tingtouren, og fra min Maja, som tilligemed Telja residerer paa Houg, hvor Smaasøstrene ofte, og Jess stundom besøger dem. Naar jeg kommer hiem, Løverdag, flytter de igien til Hovind.

[33] Tirsdag 21^de Paa Aggershusfestning var ikke saa stort som morsomt Compagnie i Gaar. Herfra var kun min Lotta og jeg der. Sally kom hid, og blev i Følge med os. Da vi kom, var Mad: Lange, hendes Datter, og Frue Wium der. Siden kom Edvard Munk med sin Sophie, og endnu senere Capit: Widing med Kone og Svigersøster. Vor gode Pavels læste for os et Sørgedigt, hvis Tittel allene er et Mesterstykke af Galimathias, over en Grevinde Raben i Lolland, som jeg har havt den Ære at kiende meget godt, saa vel som Hr Krag, Digteren, Præst i Rastad om jeg mindes ret. Jeg skal have en Afskrift af denne excentriske Daarekistepoesie, og I skal være visse paa at blive delagtiggiorte deri; hvis Ligen dertil kan fremvises, tager jeg taknemmelig imod den. Noget lignende, skiøndt i Prosa, lovede Munk mig, nemlig et Brev fra Ellef Hansen her i Byen (ogsaa benamset Elephanten) til Hafner, i Anledning af Indqvartering, som han vilde frabede sig. Blandt andet siger han, at han og Kone bliver forstyrrede i deres kraftfulde Natteroe, at hans Sønner maae ligge i Drengestuen, «og» udlader han sig, «Deres Høyvelbhd veed selv, at hvor ingen Ambition er, er ingen Avance» etc – At den gode Frue Bergh ogsaa var et Øyeblik i Selskabet, har jeg glæmt, seer jeg, at fortælle Eder. Hun var skranten, som hun fast altiid er, og maatte tage hiem før vi spiste.

Brylluppet i Porsgrund er udsat, saa der intet blev af Provst Munks Reyse. Jeg aabnede da atter mit Brev, skrev endnu en Side, meest om en Husholderske til vor elskede Maja C: til Auestad, som Moer P:, Sally og jeg vare paa Raad om at fæste, og alle Tre syntes godt om. Aftenen gik i en Fart. Baade i Gaar og i Dag regner det uophørligt, og jeg veed ikke hvor jeg skal faae giort mine Besøg til Hovind og Økeren.

[34] Her kom min kiære Kista til mig med en Kop Caffe – det er Morgen, maae I vide – og fortæller saa bedrøvet, at Presidenten ikke var frisk i Aftes, hvorfor han heller ikke kom til Pavels's – De laae alle da vi kom hiem, saa jeg intet har hørt derom før nu. Dette evigustadige Veyr giør det jo nesten umueligt for de ikke Kiæmpestærke at være frisk – I Dag maae jeg dog vist faae Brev fra Strømsøe, Efterretning om Dit Befindende, dyrebare Maja, maaskee et Par Linier fra Dig selv. Med frygtsom Længsel seer jeg det imøde, og var det da jeg vaagnede min første Tanke.

Kl 7 Nu kom Budet tilbage, og bragte – intet. Om der var noget til mig kunde han ey faae at vide, da Postføreren var gaaet ud og intet bliver udleveret før Kl: 7 i Morgen. Min gode Kista, som saae hvor mismodig jeg blev, har nu atter sendt Bud for om mueligt at skaffe mig det; men jeg tvivler om det; dog skal jeg stræbe, ikke at lade mig mærke med mit Mismod. Lottamoer er nedslaget nok alligevel, og her er ret traurigt. Presidenten ligger hele Dagen i en Slummer, og er neppe vaagen et Øyeblik. Jørgen har været hos Doctor Møller, som forsikrer det ingen Fare har, og at den Døsighed han ‹…› føler er en Følge af det tunge, lumre Tordenveyr, og Mathed af det meget Blod han har mistet ved Bruget af Igler. Stakkels Lotta er heller ikke ret frisk. En ønskelig Tidende fra Strømsøe vilde trøstet os alle.

I Formiddag fik min Kista Brev fra sin Broder. Gud skee Lov, hans Kone, som har været meget syg, er brav igien, og den 27^de lover han at bringe hende med sig til Hovind. Jeg har skrevet lidt til ham i Kistas Brev, og begyndt et Brev til Biltzing. I Aften vilde jeg seet til Olsens – Zarine og den lille Gut er syg men jeg havde ingen Roe før, da jeg ventede, og nu har jeg ingen Lyst til det –

[35] Onsdag 22^de Der har atter været to Bud efter mit Brev, og begge Gange lød Svaret: at Expressen først kom i Eftermiddag, hvad der er aabenbar Usandhed, saa jeg ikke kan begribe Sammenhængen, men er ret hiertelig mismodig over saaledes at see min Længsel skuffet den ene Gang efter den anden. Nu har jeg skrevet en Sæddel til min Maja P: om hun kan skaffe mig Greye i dette Vilderede, og Lieut: Schackt som logerer her, har ogsaa lovet at høre efter naar han gaaer til Byen. Presidenten synes Gud skee Lov at være bædre i Dag, og er ligesom vaagnet af den Dvale han laae i. Veyret er saa lummert og trykkende, deraf kommer det vel, at jeg neppe kan aande. I Eftermidd: faaer jeg giøre Touren til Maribos, hvor tungt det end falder mig at forlade min kiære bekymrede Lotta og min Kista, som heller ikke er glad. Dog er hele Huset ligesom oplivet ved vor gode Presidents Opvaagnen af en Slummer, som vi alle fandt betænkelig, skiøndt vi giærne vilde faae Lottamoer til at troe den ey var det; men hun følte det nok meest af os Alle.

Torsdag 23^de Kunde jeg troet, at otte Dage skulde gaae hen, fra jeg forlod Dig, dyrebare Maja, uden at jeg skulde hørt et Ord fra eller om Dig! O hvor dobbelt tung vilde da Skilsmissen blevet mig, og neppe vilde jeg da været istand til at rive mig fra Dig. Ney, Din og min ømme Thrinasara kunde ikke have glæmt sit Løfte, og vilde uden Løfte beroeliget og glædet mig, havde det været hende mueligt, havde hun havt noget at beroelige og glæde mig med – O ney, ney, det har hun ikke – Hvem veed, i hvad Siæleangst det ømme Barn nu svæver i – sikkert er Sygdommen vendt tilbage, og hun er paa Eidsfoss endnu, og –

[36] O jeg er ofte saa beklæmt, at jeg ikke veed hvor jeg vil hen – Expressen bragte mig intet, Posten i Gaar intet. Nu skal jeg gaae i denne Angst til i Morgen Eftermidd – og endes den saa? Jeg har gaaet Haven flere Gange rundt med Lotta. Hun deler min Bekymring og vilde giærne hæve den om hun kunde. Min Kista som er ret ussel i Dag og seer ud som Døden, anstrænger sig for at trøste mig. Fra Pavels laae her en kiærlig Billet til mig i Aftes da jeg kom fra Økeren. De har havt Brev fra Egerbroderen, men fra Majadal hører vi intet. Bliver Veyret godt, kommer Maja, maaskee ogsaa hendes P: herop i Eftermiddag. I Formidd har jeg fuldendt mit Brev til Biltzing og skrevet lidt til Døttrene mine dernede, da der jo nu atter tales om, at Postens Gang giennem Sverrig snart vil ophøre, at Krigen med dette nære Naboeland er uundgaaelig. Alle permiterede Melitaire, Officerer og Gemene, ere tilbagekaldte. Dog, jeg veed ikke hvorfra jeg har den Troe, at der intet bliver af denne Krig. Os skee som jeg troer! Men jeg maatte dog engang fordre Barna dernede til Regnskab før deres tre Maaneders Taushed. Mellem mig og Sally er vexlet et Par skriftlige Ord i Dag, og nu skal jeg – ja, jeg veed ikke selv hvad – Til Økeren kom jeg ikke før Kl henimod 5, hvad de vennehulde Mennesker der ikke vare fornøyede med, da de hørte, jeg skulde hid igien samme Aften. Havde jeg medbragt et ret roeligt Hierte, vilde det været meget behagelige Timer jeg tilbragte der. Maribo var hiemme hele Tiden, den elskelige Ragna taalelig brav, hendes Moder var der ogsaa, og en Jomfrue Silche, ellers ingen før mod Aftenen, da kom Just: Collet, som jeg aldrig har seet saa adspredt og besynderlig. Han talte uophørlig, og løb af det ene i det andet. Vi drak Thee i [37] den vakre Have, der med Tiden vist vil, som det hele deylige Økeren, blive saa forskiønnet og smagfuld som mueligt. Mange Minder fra fordum Dage mødte mig i Haven ved hvert Skridt. Det giorde mig kun mere vemodig. Collets Nærværelse adspredte som en Stormvind de lumre Skyer der ligesom hang ned over os Alle. Maribo var lidt upasselig, men bliid og interessant som altiid. Ogsaa ham holder jeg mere af jo nærmere jeg kiender ham. Jeg veed saa mange ædle Træk af Frue Huwald, at hun ikke kan andet end være mig kiær, skiøndt jeg undertiden maae smile af hendes heftige Declamationer. Hun er sikkert en færm Kone i alle Henseender og meget godmodig. Ragna selv maae lee lidt af hendes Heftighed; Maribo lader det gaae hen som noget der ikke kan være anderledes –

Kl halvelleve kom jeg hiem, fandt min Kista, Hanna, og Lieut: Schackt oppe endnu, og hørte, Presidenten havde været brav. Det er han Gud skee Lov ogsaa i Dag, og endnu bædre end i Gaar. Jeg har sendt lille Ragna Karamsins Reyse med et Par Linier.

Fredag 24^de Jeg maatte lægge mig i Gaar da vi havde spiist. Min troe Kista kom og vækkede mig med en Kop Caffe, Søvnen havde styrket mig, og jeg stod raskere op. Det smaaregnede hele Dagen, og jeg saae ikke mine elskede Børn fra Festningen. I Dag samles vi dog vist hos vor Sally; men det er det samme graakolde, som Lotta siger, ufysne Veyr. Her var meget stille i Gaar. Det unge Par var i Byen. ^{Majoren ogsaa.} Jeg læste lidt for Kista og Hanna, lagde en Kabal, for ikke at glæmme den ædle Kunst, og oven paa alt dette fik vi, Lottamoer, Kista, Hanna, Schackt og jeg os en ærlig Rakker, og med denne smukke Ærestittel gik jeg tilsengs. Maaskee er det deraf jeg har Hovedpine i Dag.

[38] I et lille kiærligt Brev fra min gode Ragna, hvori hendes Ludvig ogsaa havde skrevet et Par Linier, spørges saa ømt om min Moer Cappelens Befindende. Ak, jeg har endnu intet at svare dem eller mig selv. I Dag kommer atter Fragtvognen. Gud hielpe mig, bringer den mig heller intet. Med hvad Hierte forlader jeg da Tøyen, og seer det elskede Hiem igien, og modtager den 27^de Julj! – Kista, som ey bliver med til Sara, har lovet at sende mig uopholdelig hvad jeg dog saa vist venter, mellem Haab og Frygt og venter. Fra mit Hovind har jeg hørt jævnligt siden jeg kom hid, og jeg tør altsaa glæde mig til at høre derfra i Dag med Aslak som vel er her i god Betids med Gulen min, tænker jeg, dog neppe inden vi tager til det nære Hovind – Blandt alle Collets Spørgsmaal blev intet tiere gientaget end: «Hvordan lever Sara? Moer Koren!» Vel ti Gange besvarede jeg det, og endnu da jeg steg i Kariolen. Derfor havde Maribo skrevet uden paa Brevet i Gaar: «Justrd C: spørger hvordan Sara lever?» – Det er en snurrig Compan den Collet. Men han hørte engang til den kiære gamle Kreds – «som Hiertet aldrig glæmmer.» Gud skee Lov, jeg tør tilegne mig hvad Maribo siger i Slutningen af sin Ragnas Brev: «Wer mit sich selbst in Liebe und Frieden lebet, der findet Freud und Liebe überall» –

«Finder du da Glæde overalt? Moer Koren!» – Ney, Elskede, saa spørger ingen iblandt Eder. Hvad Ordet Glæde i denne Mening betyder, veed I, føler I, og derfor spørger I ikke. – Nu tog Presidenten til Byen. I seer altsaa, han er brav igien. Før han reyste kom han herind og læste et Brev, med Udskrift til ham, hvori en Pige eller Kone lader ham vide, [39] at hun er forløst med et Pigebarn, og beder: Kiære, see snart til mig! – Dog, for ikke at lade Eder længer blive i den Vildfarelse, at Indholdet som Udskriften var til ham, maae jeg sige hvad Sandhed er, at det var til en af Pigerne her fra hendes Søster. «Men lidt mistænkeligt bliver det dog lell» siger Lotta.

Mens jeg erindrer det, maae jeg rette en feyl Efterretning i forrige Hefte. Det var ikke Lieut: Bull, som jeg troede, der blev dræbt paa Fregatten Najaden, men en Buhl, formodentlig den samme Brave, som ved Anholtstoget ræddede saa mange Kanonbaade ved at giøre sig selv til et Maal for Fiendens Skud, hvoraf dog ingen traf ham. Nu traf de sikrere, ak, og flere Hundrede sank med ham!

Løverdag 25^de Ubegribeligt, men Glædeligt! Du er frisk, dyrebare Maja, meget frisk, faaer jeg i dette Øyeblik Hilsen fra de velsignede Pavels's, som saae min Siæleangst i Gaar, og skynder sig at ende den saa snart mueligt – Nu, jeg vil ikke gruble over, hvorfor Du ikke selv, hvorfor ikke min Thrinasara har glædet mig med dette Budskab. O I har vist villet det, det er umueligt andet. Men Brevene maae være komne i Vilderede. Nu har jeg atter Bud, og kommer det en tomhændet tilbage det vil smerte mig, men dog kan jeg jo glæde mig. Min Pavels, hans og min Maja vilde ikke, kunde ikke skuffe mig med en urigtig Efterretning. O algode Gud, disse Taare takker Dig, at Hun er frisk, at min Angst har været ugrundet, de frygtelige Ahnelser uden Betydning. Jeg har ikke kunde indslutte dem i det bespændte Hierte, jeg har mod min Villie bedrøvet Alle de Elskede [40] her. Gud være lovet, at mine Kiære paa Hovind intet veed, at jeg med ublandet Glæde i Aften kan synke i deres Arme. Endnu i Morges foer det som et Dolkestik giennem min Siæl da jeg læste min lille Majas Brev, som var kommet i Gaarsaftes med Aslak. «Alt er Gud skee Lov vel paa dit Hovind, min elskede Moder, og hvor glæder jeg mig nu til den længe ventede Løverdag, da jeg skal see dig igien. Jeg synes det er et halvt Aar siden jeg saae dig. Maae nu kun vor dyrebare Moer Cappelen være frisk og vel, at intet skal forstyrre vor Glæde!» – Saa skriver det gode Barn, og: «var ogsaa det en Ahnelse?» var det som en hvidskede til mig. Da kom min Kista saa siæleglad med Glædens Budskab. Og faaer jeg end selv Brev i Dag, dog mit Hiertes varmeste Tak, Pavels, Maja! Saa mange Øyeblik før lettedes dog den tunge Byrde, og havde jeg end faaet Brev selv, ligefuldt skulde jeg takket Eder –

Der skal heller ikke denne Gang være noget til mig, forsikrer Budet. Ja ja da, det faaer saa være. Kista har atter sendt to afsted, der maae blive et Greye paa det, mener hun – Jeg mener intet mere. Du er jo frisk, Dyrebare, og glæmt Din Christiane har Du ikke – bør denne Vished ikke være mig Nok? Men jeg kan ikke hykle og sige, den er mig det. O saadan kunde jeg ey have glædet mig til at see nogle Linier fra Din egen Haand igien, min Maja, om det var mig ligegyldigt at ^enten jeg paa første eller anden Haand hørte fra Dig. – Jeg har pakket alt ind, ogsaa mit Strikketøy, jeg har ikke Mod til at tale, for da vil Taarene altiid komme med Ordene. Lad mig da saa længe [41] fortælle om Gaarsdagen. Hvor deylig kunde den været, havde mit Inderste harmoneret med alt omkring mig. Kl 12 kom Maja P: med sin lille Mariane, og vilde høre om vi vare færdige at følge med. Vi havde ikke tænkt paa noget Besøg før Eftermiddag, og toge ikke did før, min Lotta og jeg. (De unge To vare ombord paa Broderens Messels Skib, Presidenten i Byen, Kista ligesaa for at udrette noget for sin Broder, lille Hanna hiemme at passe Huset –) Om Bordet sad, da vi kom – den gode Peter B, som har levet saa mange bittre Dage siden vi saaes, førte mig lige ind i Spisestuen – Slotspræstparret, Berget med sin Maja, Lena og lille Maja, Schandorf, og Ferdinand Kaltenborn. Sally som Vertinde for Bordenden, forstaaer sig. Vi vare da Tilskuerinder, thi mere kunde vi ikke være, ved Herskabets Taffel, og slog en Prat af med snart den ene, snart den anden. Siden drak vi Caffe i Lysthuset. Her tog jeg Capitain Kaltenb: nærmere i Øyesyn. Hvor underlig dybe Træk der har præget sig paa dette unge Ansigt, som ikke synes at tilhøre den raske ungdommelige Figur, det muntre Ynglingsvæsen. Hvad har gravet disse dybe Furer paa den unge kraftfulde Mands Kinder, ved hans Mund, om hans Øyne? Vist nok taus indvortes Græmmelse, maaskee – o ja vist nok ogsaa for hans elskværdige Søster, den hulde Luise, hvis blide Billede altiid staaer mig for Øyne. Dog ogsaa hun havde selv i sine lykkeligere Dage noget sørgmodigt i sit Aasyn, sit Væsen – maaskee er det Familietræk. Det er en saare dannet interessant ung Mand. I seer, mine Elskede, hvor udsøgt det lille Selskab var. Din Skyld var det ikke, bedste Sally, at Din Moer Koren ikke kunde være ret [42] fornøyet hos Dig, hvor meget Du end stræbte at see hende glad og alle Dine kiære Giæster glade. Selv var Du det heller ikke, Gode, mit Mismod smittede paa Eder alle, mine og Majas trofaste Veninder. Vi strikkede og snakkede, og Sally spillede og sang nogle af mine Yndlingsstykker – «Forglæm mig ey» o hvor gienlød hvert Ord i min Siæl, men jeg kunde ikke græde. I Nat naar jeg vaagnede, og jeg vaagnede tidt, lød det: Forglæm mig ey! – Jeg vilde trætte selv Eders Taalmodighed, I Overbærende, gientog jeg mere om hvad der nesten ene og allene har fyldt min Siæl i disse Dage, om hvor ubillig jeg er naar noget gaaer mig imod.

Her er Aslak med Brev – Brev fra Maja Dig fra Thrinasara – o det vidste jeg nok –

Søndag 26^de Lad mig vedblive hvor jeg slap, i det mindste saa længe mit Hoved tillader det; thi nu jeg har pakket ud og været omkring lidt i Haven (hvor det ikke er kommet stort videre i de fem Uger jeg har været borte. Det er sørgeligt) kan jeg neppe holde det i Veyret. Dog er det ligesom om I sad i fuld Forventning efter at høre hvordan det var gaaet med Brevene, og derfor skynder jeg mig. De velsignede Breve vare komne, tilligemed min Korens Væske, Tirsdag, og afleverede, efter mit Forlangende, hos en Jomfrue Hals, Frue Ingiers Søster, som boer i Thoms forrige Gaard, hvor Posten tager ind. Jeg lod spørge efter hende, og man svarede, hun var taget paa Landet. Men Aslak lod sig ikke afspise saa let, hørte Jomfr: var ikke reyst, og fik alt hos denne underlige, ellers saa fornuftige Pige, som havde giæmt Brevene nok saa omhyggeligt, vis paa, jeg selv vilde [43] komme og hente dem. Det være hende tilgivet! de bittre Dage være glæmte! Først Gud mit Hiertes Tak, saa Dig, Du dyrebare, igien friske Maja, og Dig, Thrinasara! O hvor giør det mig nu godt, at jeg intet Øyeblik tvivlede om, min Thrina og ^eller Realf havde skrevet, det eneste Tilfælde undtagen, som jeg troede det visseste, at Du atter var blevet meget syg, Maja. Men jeg vil stræbe at glæmme de overstandne Lidelser, og takke den Algode, at de ere overstandne. Min Thrinas muntre Brev læste jeg først ret igiennem paa første Skifte, og loe ret godt over Barselfærd-Beskrivelsen, og fornøyede mig over, at Du efter Ønske overraskede Mama Di i al Din Pynt, og det saa seent Løverdagaften, da hun alt havde holdt op at vente sine kiære Børn og mindst formodede at see dem i den Stads – Og saa var Du første Gang nede i Dag 8 Dage, min Maja, og drak Thee med Dine Kiære. O at jeg havde sadt ved Din Side, og deelt alles Eders Glæde!

Hiertelig, som de vare bedrøvede med mig, glædede sig min Lotta og Kista og fast hvert Tøyenmenneske, da min Bekymring var endt. «Gud skee Tak at du kan reyse med et let Hierte!» sagde min gode Lotta, og det giorde jeg. Kl 10 sad jeg i Kariolen, omringet af alle de Gode. Da Veyen om Økeren er kortere, og jeg halv omⁿ²³ halv havde lovet lille Ragna M: komme derindom, tog jeg did, traf hende og hendes lille Ida allene, drak Chokolade, og var der en Times Tiid, saae jeg til min Forskrækkelse paa Uhret, da jeg troede det kun var et Qvarter jeg havde sadt og sladdret. M: havde lovet at skaffe mig en lille Pakke til Kbhn, og saa havde jeg med mig 2 Journalhefter, address: til min Katty – men nu gaaer alt rundt med mig, som sad jeg i en russisk Gynge – Fortsættelsen følger –

[44] Kl 4 Fra Kl: 11 til nu har jeg lagt, og er dog nesten saa fortumlet i Hovedet som jeg var. Det afskyelige Høst-Sludveyr – thi man skulde snarere troe det var en Octbr end en Juljdag – giør vel sit til det. Præsten Munthe sover endnu Middagssøvn. Først Kl halvtre kom de til Bords i Dag. Det er ret kiedsommeligt seent den Søndag han er her – Men det var Reysefortsættelsen I skulde have, og her er den i faa Ord. I Bonkellen læste jeg Troeskab paa Prøve, et Lystspil af Lafontaine, som jeg dog først fik fuldendt paa Moe, medens min Caffe blev færdig og drukket. Paa Veyen did overfaldt os pludselig en Regnbyge, saa jeg maatte retirere ind i en Plads, der til Lykke laae strax ved, for at ombytte den tynde Kavay (der ligesom Øhlensl: blaa nye Kiole er ukrympet, hvorfor han beder til ^om Tørreveyr naar alle andre beder om Regn – det er en af Nyehederne, seer I, i hans seneste Brev) med den fast uigiennemtrængelige Kalmuks. Saa gik det ad Houg til, men just ikke fort; thi mangesteds var Føret heelt maadeligt. Langt nedenfor Gaarden stod min kiære lille Maja paa Udkig, og havde staaet der en Time, og var vadet did giennem det høye vaade Græs, saa jeg, i hvor glad jeg blev ved at see hende, maatte skiænde lidt. Jeg fandt hende ellers saa rask og vel som mueligt, og var hun ordentlig blevet feed. Telja og lille Tønder Lund mødte os i Gaarden blide og glade. Flere var der ikke herfra. Vi drak Caffe, som stod færdig, spiste friskt Brød og D^o Smør, og fulgtes saa ad her hiem, hvor min Koren og de andre Ungerne mine og alle gladelig modtog mig, og fandt jeg Gud være lovet alting vel, peent og hyggeligt, saa vidt mueligt – thi det mislige Veyr har en sørgelig [45] Indflydelse paa Jordens Grøde, der dog i Almindelighed staaer bædre, end man skulde vente, og kan og vil vist vor gode Fader over de tykke mørke Skyer giøre alt vel endnu. Min Søvn var overmaade afbrudt og ængstelig, og jeg var naar jeg vaagnede slet ikke istand til at orientere mig.

Mandag 27^de Paa Sengen i Dag bragte min lille Maja mig en peen strikket og syet Kappe fra sig selv, en nydelig Krave fra Søsteren sin, min Maja P: hvormed fulgte et lille kiærligt Brev, og et Par Handsker fra min egen Kista. Lotta havde sagt mig i god Fortroelighed, at hun havde tiltænkt mig en Geburtsdagsgave, men fik den ey færdig. «Jeg skal selv bringe dig den, Gullet mit!» sagde hun, og saa vil den være mig dobbelt kiær. Jeg var barnagtig nok til heller at vilde have fundet disse Ting paa mit Bord, fordi jeg nu engang er vant dertil – ‹…›un var der saa tomt, og hele Kamret saae saa ufestligt ud, da de for første Gang i, jeg mindes ikke hvor mange Aar, ey var prydet med min gamle Anes deylige Blomster. Hun har nok ikke kunde faaet dem hid, ellers havde de vist staaet her. Fra min Maja C ventede jeg at finde et lille Brev, for jeg saae i Gaar, da Munthe bragte Posten, at min Koren saa gesvindt giæmte et Convolutbrev, uden at have meer end kastet Øyet paa det, og jeg spurgte ham ikke ligefrem, i hvor tungt det faldt mig at tie. Dog bedrog jeg mig ikke i, at Brevet var til mig og den 27^de. Inderligst moderligst Tak, min dyrebare Søn, min Frederich, for det ømme vennehulde Brev, og for de deylige Stropher, for hvilke ogsaa alle min Dagbogs Læsere og Læserinder skal takke ^med mig. Den mørke Stemning hvori De var da De skrev, ak, den var kun alt for overensstemmende med Tidernes Tegn og med den mørke, umilde Natur omkring os, der ligesom synes at være traad i Forb‹un›d ‹med›ⁿ²⁴ med Jordens Mægtige for at udbrede Mismod over [46] vore før saa lyksalige Lande. «Den physiske som den moralske eller rettere umoralske Verden viste sig saaledes for mig i mørke Farver, og disse flød over i Pennen, der sandelig ikke kunde andet end male haardt og sort. Dog letnede og klarnedes det da jeg fik udøst mit Hierte i tillidsfuld Bøn til Gud om Held for Jorden og Held for de Gode som Gud skee evig Lov – endnu boer paa den etc» – skriver De mit gode, kiærlige Barn, og for hvert Ord og alt min ømmeste Tak. Dette Hefte skal sluttes med hine velsignede vemodsfulde Stropher. Jeg vilde giærne, forinden det lille Selskab kom, som min Koren og Børnene har indbudet, besøge den dyrebare Grav, som jeg ikke fik sagt Farvel da jeg reyste, og i saa lang Tiid ikke har seet.

Gud være lovet, at jeg kan tænke paa min Maja, og hendes Kiære og hendes Dal med Roelighed. O jeg veed, Elskede, hvor I tænker paa mig og beder for mig. Ogsaa Du, dyrebare Sally, som jeg havde glædet mig til at have hos mig i Dag. Ogsaa Du havde glædet Dig til det. Det kunde ey skee. Nu, saa vil jeg glæde mig til at see Dig, og maaskee vor dyrebare Maja C, og flere af mit Hiertes Kiæreste, og have end en 27^de Julj i Vente i August eller Septbr – og torde jeg see et Aar hen i Tiden – O ja, jeg tør det, i Tillid til Guds evige Fadergodhed tør jeg det – det er som jeg saae, ligesom jeg saae det i Aftes, den klare Horizontkant glimte giennem Træerne, imens tykke sorte Skyer drog hen over vore Hoveder. «Min Dag skal du see bliver klar og skiøn» sagde jeg til Skriveren min. «Gud give det!» svarede han – og den blev det. Gud vil bønhøre min Frederiks fromme sønlige Ønske: «Maatte den 27^de Julj nu og stedse smile til min Moer Koren fra en lyseblaa og varm Himmel, og aldrig herefter modtages af hende med andre end Glædestaare!»

[47] Ney, det er saa vaadt, at der ingen Muelighed er i at komme over til Graven uden at faae fugtige Fødder. Blæsten tør tørre til i Eftermiddag. Jeg vil da, fordi intet andet Arbeyde passer sig for den Stemning jeg i disse Øyeblik er i, afskrive min elskede Søns Digt

Og i dette Ønske, Dyrebare! forene, istemme I Alle med Sønnen, Broderen, Vennen. I bede da for Eder Selv, for alle Jordens Slægter som for Eders Moer Koren. Ja, Du kiender dette Hierte, min sande Søn, som «kun i Venners fandt sit eget Held» – Kun i sine Elskedes Lykke er det lykkeligt. O Gud giør det da lykkeligt! – Jeg er saa underlig bevæget i Dag, Taarene staaer mig stedse i Øynene, men de vil ikke flyde. Hiertet staaer i Taare, kan jeg sige med Jean Paul. Men det er ikke Glædens, og dog heller ikke Sorgens Taare. Der hviler en Beklæmmelse over mig, som en noget Uventet bebudende Ahnelse. O Gud, lad det ikke være Ubehageligheder den bebuder!

[49] Tirsdag 28^de Det i Gaar fuldendte Hefte ere allerede borte, og jeg erindrer ikke mere, hvor jeg slap. Der var nok endnu ingen af de Fremmede komne. Hertel, hans Kaja og hendes Søster vare de første. Siden kom Chrysties, Mørks, Walbohms, Giørups, og mine Kiære fra Plogstad. Lille Luise Radik er atter der i Huset, og var med dem; derimod var Fogdens Fætter, Lieut: Lassen, som logerer der, blevet ene hiemme. Dagen før fik han sin Moders Død at vide, og er ganske utrøstelig. Denne Sorg, siger jeg med min Rikke, giør hans Hierte Ære. Han har vel Aarsag at sørge, tredobbelt Aarsag: Hun var hans Moder, han var hendes Yndling, og mange glade Timer har han nok neppe giort hende, i det mindste ikke i senere Tiid. Men lykkeligere end han er, var han maaskee, om hun var gaaet tidligere bort. Hun har, siger Rygtet, forkiælet ham, og fra hende fik han de store Pengesummer, han ødslede med, ved Spillebordet især, hvorved han indviklede sig i saa mange Ubehageligheder. Hun har vel bødet for det, den ubesindige Moder, og nu vilde vi lade hendes Støv hvile i Fred. – Her var meget stille ved Bordet. Jeg kunde ikke andet end tænke tilbage paa mine forbigangne Fødselsdage med mangt et stille Suk. Da Hertel havde skaaret Stegen for, fik han og Jess saa travlt med et, lille Marthe satte Champagneglas omkring, og Proppen sprang med et Knald af et Par Flasker. Den var ualmindelig god. Jeg drak tre Glas. Men den forandrede ikke den stille Munterhed blandt Giæsterne; der var ingen Sang eller Klang, blot tre Skud, som jog Maja og Lina fra Bordet. Jeg takkede min Koren fordi han havde tilveyebragt min eneste Yndlingsviin; men han frabad sig al Tak.

[50] Det var min gode, kiærlige Fader Cappelen som saa længe forud og saa venskabeligt havde tænkt paa den 27^de Julj. O hvor ømt og kiærligt tænker I alle paa mig, I Velsignede! – Regnen, som begyndte med tre stærke Tordenslag, holdt ved den hele Dag. Det var første Gang siden mit Wilhelmsminde blev til, at vi ikke drak Caffe og var der om Eftermidd; Ikke ud i Haven kunde vi komme, ikke til de Dyrebares Hvilested kom jeg. Det giorde ogsaa sit til, at Dagen forekom mig saa underlig. Om Aftenen tog Gryner og liden Tønder Lund sine Violer, og alle Smaaepigerne fik sig en Dands – Mad: Giørup gik villig med for Een – og uden et Stænk Chapeau gik det ret lustigt. Jess havde noget af hvert at bestille i Huset. Kl 9 kom den stakkels Finkenhagen, som faa Dage før jeg forlod Tøyen i Haab om at blive Vinteren over i Roe paa Hedemarken, og nu allerede blev kaldt tilbage. Men han var nok saa couragig, og Ballet blev for hans Skyld forlænget, jeg troer en halv Time. Da fik Hr Jess ogsaa Lyst at være med. Det er sandt, en lille Karmand havde de dog før, gl Horsters Dattersøn, Strøm, en 10 Aars vakker Gut. I bædre Veyr end de kom forlode de os, alle de kiære gode Mennesker, Hertels og Finkenhagen undtagen. De fik det desværre i Dag vel saa slemt, baade Lytnanten som reyste i Morges, og min kiære Hertel med sin fromme Hustroe, som strax de havde spiist og drukket Caffe forlod os. Lille Moer Hertel var ikke rigtig frisk, skiøndt hun saae bædre ud end sædvanlig. Hun havde en slem Hoste, som dog vel det raae fugtige Veyr var Skyld i. Jeg havde saa giærne beholdt de Kiære længere, men de maatte absolut hiem i Dag. Min Koren er ogsaa ude og bliver vist grumme vaad. Jeg har skrevet til Strømsøe, Majadal og Eger under et, og et Par Linier i min Korens Brev til Søn Bergh. Med Hertel fik jeg to Rabusser før han reyste.

[51] Endnu hører til Gaarsdagen, at lille Kaja Hertel satte en nysselig Guld-Kiædenaal i min Krave, sigende: «Moer Koren har nok tabt denne Brystnaal» – og at jeg af smaae Ragna Chrystie fik et lille tegnet Stykke –

Fredag sidste Julj Hvad har jeg vel kunde sagt Eder, Elskede, om disse mørke regnfulde Dage? De gleed stille og eensformige hen; kun et dumdristigt Tyverie paa Brotnow har jeg kunde fortalt om til en behagelig Afvexling. To bortrømte Piger brød i Ledtog med flere ind da Fruen og hendes Lieut: vare bortreyste, om Natten i den Sidstes Kammer, og tog der hans Kuffert med alt hans Løsøre, brød hans Chatoul op og rensede det. Men de bleve strax grebne, sidder nu hos Lehnsmanden, og har i Forhøret givet mange smukke Bidrag til Chroniqve schandaleuse. Lieut: Asche har ellers selv taget sig tilrette, da han har pryglet den ene af Medviderinderne til Bekiendelse saa hun knap kunde bekiende mere – Frue Waager vilde, siges der, da alt var tilbageleveret (det havde kun lagt Natten over i en Mødding, hvorved Uniformen ikke skal have faret vel) ladet al Anklage fare for de stakkels Menneskers Skyld – hvilke? veed jeg ikke men Justitsen er ey saa barmhiertig her til Lands. Sagen var kommet i min brave Futs Hænder. Han sympathiserer ikke med Fruen i nogen Maade.

Hvilken deylig Post i Gaar! Men den har givet mig saa meget at bestille i Dag, da jeg under Regn, Torden og Lynild har skrevet – lad mig see: een, to, tre, fire Breve – at jeg nu ikke kan fortælle Eder mere om den eller om noget før i Morgen, skiøndt det nu, Kl over 8, er klarere end da den var 6.

[52] Endnu maae jeg, for at have revet det Ubehagelige fra Haanden, lade Eder vide, at lille Maja i Formidd: kom ind med taarefulde Øyne og fortalte, at Ulven nu havde annammet den sidste (det var den 4^de i Tallet) af vore vakre store spansk-engelske Vædre. Den Vogter, vi i Dyredomme betaler, fandt for godt at gaae hiem til Durs, uden, som ellers, at drive Faarene med sig, eller bie til han var afløst. Har han skaanet os længe, den slemme Giæst, saa tager han nu ret for sig af Rætterne. Hvad hielper det jeg ønsker, det ey maae bekomme ham vel? Det giør det dog lell.

Løverdag 1^ste See nu er lille Ole, som de her kalder Reutendiener, borte med acurat et halvt Douzin Breve, alle af forsvarlig Længde, og naar jeg nu først her har gientaget min hierteligste Lykønskning til Dem, elskede Ven Pavels, hvis Fødselsdag det er, saa kan jeg da giøre Regnskab for hvem alle de kiære Breve var fra, Torsdags Posten bragte mig. Det var et fra min dyrebare Maja C, hvis Længde strax var en glædelig Tidende, og Gud skee Lov, hver Linie bekræftede den. Du er nesten aldeles frisk igien, Elskede, de endnu manglende Kræfter haaber Du at faae naar Du mere kan bevæge Dig i den frie Luft. Ak gav Gud os kun snart saadant Veyr at Du kunde bevæge Dig i den, saadant som det i Dag har været! Et nyt Liv synes udbredt over hele Naturen. Hvert Øyeblik har jeg giort en Tour i Haven og i Gaarden. Nu graaner det igien, men det har det ofte giort, og Solen er brudt seyrende [53] giennem de sorte Skyer. Men det var dog en bliid Dag. Hil være dig, August, med alle dine glæde- og vemodsfulde Mindedage! Hils være dig, min Pavels's Fødselsdag, og vend ofte reen og skyefrie tilbage!

«Og de andre Breve?» Var fra min Thrinasara, som jeg havde ængstet saa meget med min, Gud være takket, «ugrundede, Frygt, og fra Døttrene i Kbhn, et kun 6 Dage gl Brev. Men det er mig ret nogle snurrige Børn. Begge begynde de med en Jammerklage over min Taushed, nesten som jeg begyndte mit Seneste til dem, og sandelig med Føye, som I har seet, og I selv engang vil see, mine elskte Fraværende. Det er godt, at disse Blade kunde vidne med mig, hvor uskyldig jeg er. Men nu har jeg skrevet og retfærdiggiort mig, og er det alt forinden de faaer dette, og var det altiid i Eders kiærlige barnlige Hierter; thi i dem kom aldrig den Tanke, at Eders Moer Koren kunde glæmme sine elskede, elskende Børn, og sikkert angrede Du, ømme Katty, dette Udtryk saa snart det var sluppet Dig af Pennen. Du siger det mildere, min Malla: «Du har vist skrevet, Moer, men Brevene maae være forkomne» – Ja, det maae de, har I ingen faaet siden April. Jeg har ingen faaet siden 11^te May, og de vare gamle, det veed jeg. Saa bad de Kiære mig: «Skriv endelig, Moer Koren, men vi endnu kan høre fra dig. Snart er maaskee ogsaa den Glæde at faae Tidender fra det elskede Fødeland nægtet os.» – Og jeg tog Pennen i Øyeblikket og skrev, som om der ikke var et Øyeblik at spilde – hvem veed ogsaa, hvor mange eller faa? – Det var det ene af de sex Breve; N^o 2 til min Adam, 3) Maja [54] i Majadal, 3) hendes og min Thrinasara, 4) Slotspræstparret, 5) Kista mi, og 6) Sallybarnet, til hem jeg sendte Søstrenes Brev, ogsaa Søster Majas. Dette troede Du, Gode, hun skulde læse her ved sin Moer Korens Side; men desværre, deraf blev intet denne Gang. Men nu vil jeg glæde mig ved alt det, jeg har til gode. I Gaar fik jeg tilligemed et lille Brev fra min Kista en Æske. Den var fra Sally, og deri laae en lille peen engelsk Natkappe, og en lille ømhedaandende Sæddel, som det kiære Barn havde skrevet den Dag, jeg tog fra Tøyen; men den efter hendes Mama Koren arvede Hovedpine havde hindret hende fra at faae den saa tidlig færdig, at Kista kunde faaet den med det meget andet praktiseret med mig, at lille Maja kunde kommet frem med endnu mere den 27^de. Dog var den ey mindre velkommen nu, Du Gode; og det var ey heller den deyligste Skildpaddedaase, mine Øyne saae, som et Bud fra Byen i dette Øyeblik hidbragte, ledsaget af et velsignet Brev fra Maja Dig, og Din Thrina. En Sæddel fra Realf fulgte med Æsken til Jess, som saa behændigt skulde givet mig den, det forstaaer sig den 27^de Julj – Men Gud veed, hvorfor Horster ikke vilde unde mig den Glæde at faae den i rette Tiid, da den vist havde staaet i flere Dage hos ham, og været Leylighed nok at faae den hidsendt. O det var mig jo saa underligt, at jeg ikke saae et Ord fra disse Kanter denne Dag, som jeg vidste var saa ømt erindret. Ja, I erindrer den Alle med Ømhed I Dyrebare, nære og fjærne, den Dag som gav Eder Eders Moer Koren. Eders Kiærlighed lønne han, som allene kan det.

[55] Frue Hiort var her i Gaar som snareste, Frue Wærner er her i Dag, dog nu reyser hun – Kreftings ventes hver Time.

Søndag 2^den I Dag skal vi comunicere. Jeg ønskede det var forbi, da jeg slet ikke er brav, og især har saa ondt i den venstre Hofte og hele Side, at det falder mig besværligt at reyse mig, naar jeg har sadt lidt. Den lange Knælen for Alteret er mig desuden i senere Tiid altiid noget besværlig. Dog vil Gud vist nu som før give mig Kræfter ved denne hellige Handling, som mit Hierte længe har stundet efter. Var min lille Faer Mørk kun ikke saa seent ude. – Solen skinner varmt, dog fryser jeg. Det er vel fordi jeg ikke er frisk.

Kreftings kom ikke. I Dag kommer de da vel. De tager nu for stedse Afskeed med Hurdalen, hvor den gamle Frue Holler, Mad: Kreftings Moder, hidtil har boet. Nu har de holdt Auction over hvad de havde igien der, og kommer neppe oftere til dette deres vist lykkeligste Dages Opholdssted, hvor Manden var fra sit tiende Aar til Midalderen, hvor Konen først saae Dagens Lys.

Kl 5. Det gik mig Gud skee Lov meget godt. I Skriftestolen havde den gode Mørk ladet sætte en Stoel til mig, og den behøvede jeg; thi Skriftemaalet varede vist over en halv Time, fast længere end Præken. Begge Dele vare godt udarbeydede, men Talen i Skriftestolen synes jeg var mindre hiertelig end han har vant os til, der at høre den. Op til Alteret (Communionen var før Præken) gik vi først ved det andet Knæefald, og saa blev Knælingen ikke langvarig. Da vi gik hiem sagde jeg: «Naa, i Dag skal vi da drikke Caffe i Haven, og det første Gang – den [56] anden August, det er ikke for tidligt, og det er da aldrig skedt før at Sommeren er gaaet saadan hen» – Men see! Neppe havde vi afspist, saa styrtede Regnen ned igien, og vedvarer endnu. Ak, og ikke en Rose nænte jeg at bryde i Morges, fordi jeg vilde bringe de faa udsprungne til Graven, hvor jeg nu heller ikke kommer.

Mandag 3^die Men nu har jeg været der med mine Roser. Ogsaa de smaae Rosentræer ^der staaer fulde af Knopper, og Træerne frodige. Lina og lille Ragna Chrystie var med mig. Vi drak ogsaa Caffe i Haven, skiøndt der var lidt fugtigt; jeg strikkede, læste lidt, ligesom jeg dog vilde have alt udrettet derude paa engang, ligesom jeg frygtede, en saadan Time ikke saa snart vilde komme igien. Det haaber jeg dog. I det mindste har Luften ikke i lang Tiid seet saa roelig ud.

I Formidd: kom Frue Bergh her med sin lille snilde Maria, men drak kun en Kop Thee og spiste Frokost. De havde tænkt sig hid i Aftes, men naaede ey før Kl over 11 til Giørups, hvorfra de nu først kom hid. Siden har jeg skrevet til min Egersøn, og begyndt et Brev til Frue Maribo, og ble i et hængende fast nu over een Time i en Roman, Graf Donamar, som er meget interessant i sit Slags, men saa ængstelig at man haster til Enden for at see Enden paa al den Jammer[.] Nu lokker Veyret mig atter til en Spadsertour i Haven. Bliver det saadan i Morgen, tager jeg nok til Plogstad, hvor min Rikke hver taalelig god Dag venter mig saa længselfuld. Til Kreftings hverken hører eller seer vi –

[57] Tirsdag 4^de I Aftes kom deres Forbud. Til Middag i Dag vilde de være her, derfor stod jeg op Kl lidt over 5 i Morges for at faae alt det istand, jeg i Dag vilde have til Byen og med Posten. Mit Brev til lille Ragna M: giorde jeg færdig, skrev et langt D^o til min Søster Lund i Lolland, og et lidet, som geleydede Pakker og Breve, til min Kista. Da jeg havde dette fra Haanden og bortsendt, satte jeg mig, ventende de Meldte, til at læse Grev Donamar ud. Katastrophen i den tredie og sidste Deel er rystende, og har, om ikke i det Hele saa i enkelte Træk, en paafaldende Lighed med den ulykkelige Struenses. At denne har svævet Forfatteren i Tankerne da han skrev denne sidste Deel, er upaatvivlelig, ligesom at han vist ^maae have været nøye indviet i denne skrækkelige Geschichtes Hemmeligheder, eller i det mindste kiendt den af den i Germanien trykte Beskrivelse over alle disse sataniske eller Intriguer og Greuelthaten. Scenen, da Donamar gribes efter et Ball han i den svage, paa Siæl og Legem svage Fyrstes Veynes har foranstaltet, hvordan Fyrstinden ængstes til at underskrive Anklagen, og kun skriver sit Navn halv – kort, det er umiskiendeligt at i det mindste Trækkene ere hentede fra denne Kilde – Dette skriver jeg medens Krefting og hans Kone hviler Middag – De kom Kl 2 – men nu kom Telja og sagde, at gl: Frue Holler, som ogsaa, troede jeg, laae, er alt kommet ned. Den gamle Kone gaaer nesten i Barndom og er ussel paa Sind og Legeme, saa det ikke er nogen underholdende Conversation. Men jeg faaer vel gaae. I Dag er Regnen uophørlig. Jeg troer, Kreftings bliver over i Morgen.

[58] Torsdag 6^te Kl 6 Arme Kreftings, hvilket Veyr de faaer at tage ud i, og ud maae de vel, da Skydsen er bestilt den hele lange Vey til Skieberg. Det regner og tordner og blæser, og jeg er færdig med alt mit Mod selv at forsage om Veyret, dog trøster det mig, at det har forandret sig saa vidt, at det døde lumre afbrydes ved Blæsten – Og i Gaar var det saa skiønt, og vi nød det ogsaa. I Haven drak vi Caffe, og lige til gamle Mutter vilde til Sengs spadserede og sad vi i Haven, den lille fornuftige og godlidende Kaja Krefting og jeg. Ogsaa ved vore Elsktes Grav vare vi, hun og jeg.

Endnu ligger de, men jeg hører de ere vaagne. Var endda ikke den gamle syge Kone. Gud give, de havde hende vel hiemme. Det er virkelig en god, veltænkende Matrone, men hun plager Een lidt, og ikke saa lidt somme tider med hendes ubetvingelige Trang til at snakke. Og der kan I tænke kommer mange Krøniker for en Dag fra de forrige Seceler. Hun bruger fremmede Ord ongefær som gamle Paale. Saa fortalte hun mig i Gaar om et Fruentimmer som havde faaet Conziloner (Convultioner) fordi hendes Kiæreste ikke kom Bryllupsdagen – han maatte da betale 1000^rd for den Spads, og det var ikke mere end billigt. En Svigerdatter har hun faaet op fra Kbhn som er saa fibbig (pfiffig) men dog et fermiteskt Menneske, som syer alle sin Mands Klæder, Skoe, Støvler etc – Stakkels gamle Kiærring, der er hun selv med sin lange Tobakspibe og ønsker mig en god Morgen –

Kl 10 Jeg blev rigtig lidt flau ^over at hun sagde mig, som sad her og bagtalte hende, saa venlig god Morgen. Nu [59] toge de bort efter mangen Striid med den Gamle; som slet ikke vilde ud, og hellere af sin egen Lomme, sagde hun, betale Skydsen. Ja, at hverken hun eller nogen vilde ud i det gefærlige Veyr, undres jeg ey paa. Med et blev det sort som Midnat, Lyn og Torden giorde Mørket end rædsommere. Himmel og Jord syntes eet ved den styrtende Regn: I en Pause giorde jeg en lille Valfart over Gaarden, og endskiøndt Aslak kom og geleydede mig tilbage med en Paraplye, blev jeg dog saa vaad paa disse faa Skridt (I begriber fast Alle hvor mange det kunde være) at jeg maatte klæde mig om fra Top til Taae, saa jeg nu sidder her i min gamle opfarvede sorte Kiole der baade er blakket og en Synde ^Smule fillet, men den laae først for Haanden, seer I. – Det var afgiort at Krefting skulde reyse ene i Kariolen, og Kaja og Frue Holler blive til i Morgen eller naar Veyret forandredes; men lille Moer K: var saa hiertelig bedrøvet, det saae jeg, deels for hun længtes hiem til sine mange Smaae, deels for hun da skulde reyse ene med den gamle svage og grætne Mama den lange Vey og med Skyds. Gud skee Lov, det klarnede op, og nu er det Solskin og Blæst, saa jeg haaber de kommer tørt og vel til Hølands Prstgrd, hvorhen de tænkte sig i Dag. De gode Mennesker har nok at kiæmpe med, det veed Gud. Nu skal den vakre lille Kone i sin tiende Barselseng – 9 Børn lever, alle uforsørgede – og saa den gamle sære Kone i Huset, som Datteren med sin fast mageløse Omhyggelighed dog sielden kan giøre noget til pas. Sandelig, hun er en exemplarisk Kone, Moder og Datter.

[60] Fredag 7^de Et eneste Brev fik jeg i Gaar. Det var fra Poppa. Intet fra Dig, Maja; og jeg troede, haabede dog saa vist at det nu var kommet i Gang igien med vor Brevvexling. Er Du kun ikke syg igien! Det var en sørgelig Torsdag, og overalt en ængstelig Dag. Tordenen rullede nesten uophørlig, snart fiærn, snart nær, Luften var qvælende saa man knap kunde trække Veyret. Maja havde Hovedpine, og gik tidlig tilsengs[.] Alle vare saa underlig stille. Regnen var forfærdelig, og har holdt ved den hele Nat. Nu holder det vel op, men neppe længe. Det er virkelig trifst (ogsaa et fr af Fr: Hollers Ord istæden for trist) Gud skee Lov at jeg faaer min Koren hiem i Aften, og saa har jeg vel ogsaa et Par kiære Breve i Vente i Dag, som skal være med Hertel, der i Gaar sendte en Sæddel fra Ullensgr hid, at han havde Breve til os, men vis paa at træffe os i sit eget Hus, vare de gaaet did med hans Tøy. Saa forstod jeg i det mindste hans Sæddel – En Nyehed havde han fortalt paa Prstgrd, som ikke bidrog til at muntre os. Tøyen er solgt. Vel gav Presidenten mig da jeg sidst var der et Nys om, at man holdt paa dette deylige Sted til Universitetet; men «du holder vel ogsaa paa det?» svarede jeg. Da forstod jeg paa ham, det dog kunde være mueligt han overlod det. Og nu er det alt skedt. Jeg kunde ikke holde mine Taare tilbage da jeg hørte det, jeg kan det ikke endnu. Alle Børnene bleve nedslagne, og det var vel mere denne Tidende end Hovedpinen der bragte Maja tilsengs. Lina græd stille, om for Maja eller Tøyen veed jeg ikke, eller for begge

[61] Ak, ingen af Eder, Elskede, vil undres over at vore Hierter hænger saa ved et Sted, hvor saa mange hellige Erindringer, glædelige og sørgelige, omsvævede hvert vort Fied, hvor jeg, nesten mere end her hiemme syntes see Sara og Wilhelm overalt – og nu er det forbi! Ak Gud, ^om hvor meget maae vi sige: Det er forbi!

De nærmere Omstændigheder vil vi vel erfare af de i Dag ventede Breve. En Trøst er det mig, at mit kiære Tøyen, da det skal omskifte Eyere, ikke kommer i en os fremmed Privatmands Hænder, at det bliver en hellig National-Eyendom.

Jeg længes saa efter Hertels Bud, at jeg intet kan foretage mig inden det kommer. Jeg vil imidlertiid fortælle lidt om Frue Waagers Tyve. Der indhvirles alt flere og flere i dette skammelige Complot, som nu har tilstaaet langt mere, end de vare grebne eller mistænkte for. De har iblandt andet bekiendt, at det var deres fulde Agt da de stial at afbrænde Brotnow, om den stærke Regn ikke havde giort det umueligt den Gang. Hovedpersonen, om hvem jeg kun veed at hun hedder Laurine, og formodentlig er fra Bergen eller der omkring, da hun har tilstaaet hun har været paa Bergens Tugthus, skal være et skrækkeligt Uhyre, mistænkt for at have dræbt sin Mand, og endnu bragt et Par andre ud af Verden: Hun burde været Grevinde P-p-rs Medhielperske. Hun har ogsaa tiænt paa Brotnow, som de nesten Alle. Det lader ikke til de har havt megen Kiærlighed for deres Madmoder, og jeg tvivler rigtignok om hun fortiæner den, og at hun snarere kunde hedde deres Sulte- end Madmoder: Men «ogsaa et Skarn kan skee Uret» – siger Ordsproget. –

[62] Kl 5 I Eftermiddag kom da Hertels Bud. Jeg fik Brev fra min gode Lotta, fra Kista, og nogle Linier fra Pavels med Løfte om mere med Søndags Posten. Saa fulgte ogsaa min Stambog med nogle hiertelige Stropher fra denne min elskelige Søn, nogle Stropher som i flere Henseender rørte mig meget. Jeg har ikke endnu fuld Vished om jeg saaledes tør skalte og valte med denne min Vens og Søns Arbeyder som med hans Egerbroders. Derfor staaer her kun min moderlige varmeste Tak, min dyrebare Ven, for hvad De skrev og for hvad De vil skrive.

Ellers var hverken Brevene fra Byen eller det fra min gode Hertel som ledsagede dem, skikket til at adsprede indvendig det Mørke der, forenet med Regn, Lyn og Torden, ligesom udbreder en vis Ængstelighed overalt. En Efterretning i Hertels Brev f var især mig hierterystende[.] Men den maae og skal ikke giæmmes i disse Blade. Gud give det ulyksalige Væsen det angaaer, i dette Øyeblik var udslettet af de Levendes Tal. Jeg lindrede saa giærne mit arme bedrøvede Hierte ^‹ved› Klager, ak, og bør det ikke.

Presidenten er heller ikke ret frisk endnu, skriver min Lotta, hun sørger ogsaa – Om Tøyens Salg siger hverken hun eller Kista noget, og Hertel skriver blot: «Tøyen er saa godt som solgt til Universit: for 1,70000^rd» –

Altsaa kun saa godt som – Tingen er endnu ikke afgiort, og bliver det maaskee ikke saa snart. Gud giøre dette som Alt til det Bedste! – Min Rikke har ogsaa en ængstelig Aften, det veed jeg. Aarsagen maaskee en anden Gang her. Vel dem, der oplever Glæde af sine, Siæls eller Legems Paarørende! Giid min Koren var hiemme. Grethe Keilhau er her. [63] Hun, Ragna, Maja og Lina sidder alle i Arbeyde med at stelle lidt paa den lille forfløyne Kajas Tøy, at hun kunde blive med dem til Rotnæss, hvorhen de skal paa Søndag, og skulde jeg med, men deraf bliver neppe noget, uden Veyret tog paa at arte sig tilgavns.

Løverdag 8^de Om denne min fordums Glædesdag har jeg intet at fortælle Eder, Elskede, uden at det ikke har regnet siden tidlig i Morges, og nu blæser stærkt; dog er Himlen bedækket med det sædvanlige graa Dække, som det synes, hverken Torden eller Storm kan fortynde. Min Koren kom hiem seent i Aftes, og skal afsted igien i Morgen, lige til Hurdalen. Han har nesten ingen roelig Time mere; og det giør mig saa ondt, at jeg ikke kan dele nogle af mine mange med ham, den Gode! Gud skee Lov, han er lige munter og færm; men at denne evige Flakken, tilmed i Veyr og Føre som vi hidtil har havt det, maae lide paa den ikke længer unge Mand, er dog begribeligt. Han udlader sig ikke hermed, ikke engang ved en Mine, det maatte da være, at f man sluttede sig til det af hans inderlige Tilfredshed, naar han engang imellem kan være hiemme, skiøndt Forretninger lige fuldt optager al hans Tiid.

Jeg har skrevet lidt til min Kista i Dag, og oversadt nogle Ark af Leontine. Kl er halvotte, det er alt mørkt, God Nat, Elskte! I tænker vist ofte i Dag paa Eders Moer K –

[64] Ak, ikke engang en Krands eller en Blomst har jeg kundet bringe Wilhelm paa hans Fødselsdag!

Søndag 9^de Maren Skieldrup, Ragna C: og alle Børnene, min Maja undtagen, reyste nu, Kl 2 til Rotnæs. Veyret var fra Morgenstunden som det pleyer, og Maja ikke ret frisk. Jeg torde altsaa ikke lade hende reyse, og hun blev giærne hiemme, det fromme Barn. Bliver hun, som jeg med Guds Hielp haaber, raskere, og Veyret stadigt (nu er det ret klart og godt) skal hun, og maaskee ogsaa jeg, følge efter i en af Dagene.

Jeg lod Andreas Munthe bede i Gaar, at han, om der var Breve til mig med Posten, vilde sende dem med et Bud som jeg skulde betale. Men der har neppe været nogen, siden de ikke ere komne nu saa langt paa Dagen. Jeg forstod dog Søn Pavels's Brev saa, at der skulde komme mere til mig med denne første Post.

Her er saa stille, saa stille. Jeg oversætter imellem, imellem læser jeg Schlegels Dramaturgie, og tillige Aeschylos og Sophoples, (Stollbergernes Oversættelser) og fatter derved baade Digterne og Dramathurgen bædre.

Mand: 10^de Først havde jeg havt i Sinde ikke at skrive et Ord her før fra Rotnæs, for ret at overraske Eder, mine Kiære; men da min Majas Voi‹…›tur endnu ikke er færdigt, saa nytter jeg denne Pause til at fortælle Eder, hvorlunde jeg først var bestemt at tage til Nannestad i Dag, men opsatte det da jeg hørte, at Bierkes gamle Moder var død i Gaar – og saa gaaer nu Touren til Næss med Maja mi og lille Mollebarnet (Tønder Lund) Skriveren vil nok blive heel [65] forundret, naar han kommer hiem, og ikke finder meer Hustroe end bag paa sin Haand, og Børn ligesaa lidt. Stakkels min Skriver! men i Morgen haaber jeg, han kommer efter. – Det er en Mærkedag i Dag, Lars Sok kalder Bonden den, og derfor glæder sig Alle over den milde varmende Sol som straaler saa blidt fra den rene blaa Himmel –

Tak, min gode Pavels, for Brevet i Gaar, og Du Maja mi for de paategnede Linier, og især begge Tak for Eders barnlige Forsæt, at vilde overrasket Eders Moer K: paa hendes Fødselsdag. Men som Veyret blev og holdt ved, vilde I for dyrt betalt den Glæde, I havde tiltænkt mig, og da det kun skulde været en Dag over, I havde da, og jeg med, sikkert angret paa, at I alt for snart fulgte Eders Hierters Tilskyndelse. Nu har jeg det tilgode, og det er bædre. – Ak, hele Ugen vil nok gaae hen inden jeg sidder her igien i mit lille Kammer, hvor jeg har det saa godt som – ak som jeg nogensteds i Verden kan have det. – Jeg læste hele Elektra ud ved Lys i Aftes, og derfor er mit Hoved lidt fortumlet! Det bliver nok bædre i den rene Luft. Gud skee Lov, min Maja er færm i Dag.

Tirsdag 11^te Nu da i Jesu Navn de første Ord herfra! Kl halvti tog jeg i min Kariol, Maja og lille Bull i Mellins grønne og røde Kiærre, fra Hovind. Hvor skiønt Veyret var, har jeg allerede sagt Eder, mine Elskede! men at Føret nesten var ligesaa godt, vil I ligesaa lidt troe, som jeg troede det; men [66] dog forholdt det sig virkelig saa. Kun enkelte Stæder mærkede man Spor af den stærke Regn. Det er ubegribeligt hvordan den saadan kunde være siunken i Jorden. Vi hvilede lidt hos Prctr Smidt, hvis Gaard hedder Ouerstad. «Der seer Frua Auestad» sagde Gunder (saa udtaler de det) – «Ja, var det Cappelens Auestad!» lagde han til, og at jeg med et dybt Suk istemte dette Ønske, begriber I. Det er en saare agtværdig Mand, denne Smidt, i hvilket af Livets Forhold man tænker sig ham. Han har stoer Familie og stræber for den som en ærlig Mand. Konen er meget godlidende naar hun er som hun var i Gaar, men det er hun desværre ikke altiid. Ak, aldrig bør man dømme sin Neste strængt, men allermindst naar Sygdom og Bekymring forleder dem til ved et vist nok ulykkeligt Middel, at formilde disse bittre Følelser, eller rettere bedøve dem. I denne Anledning er det fremfor alt, Manden er blevet mig saa agtværdig ved den ømme Skaansel og Agtelse, hvormed han omgaaes hende, og vidner ikke ogsaa dette for hende, at selv han, som lider meest, herved, finder hendes eneste Feyl undskyldelig? Jeg har aldrig været der før, Mad: S: aldrig hos os, skiøndt der kun er halvanden Miil imellem os. Veyen derfra og hid er mere bakket, men god for Resten, og riig paa vakre Situationer. Strax ved Ouerstad mødte vi Aslak, som kiørte Barna hid, paa Hiemveyen. «Er Frua med? naa, der vil bli en Glæde du. Jeg skulde be: Frua endelig endelig maatte komme i Morgen» – sagde han. Jeg havde nu kun et Ønske, og det var, at vi havde havt vor Kista Hertel med os. Deri istemte Maja med mig naturligviis, og saa trøstede vi os med, at neste Gang vi toge til Rotnæs, havde vi det Ønske opfyldt. Kl lidt over 3 vare vi her. Alt var saa tyst, jeg troede, ingen havde været hiemme. Men gamle Mad: Gladtved [67] kom os med aabne Arme imøde, og vinkede, at vi skulde gaae sagte, og see: i Sovkamret sad Hertel med Lina paa Skiødet, begge i en sagte Midd: Slummer, Kaja halvstaaende halvliggende i Sengen ligesaa. Hertel kom snart paa Benene, men de Smaae, især Lina, kunde ikke længe orientere sig, da Maja, knælende imellem dem, tog een i hver Arm. Lille Moer Hertel kom fra sin Melkebod, Jomfruerne, Gud veed fra hvor mange Kanter, og Aslaks Spaadom gik Ord for Ord i Opfyldelse. Dygtig sultne vare vi, og i et Øyeblik var Bordet dækket med Røræg, Spegelax, og deylig tyk Mælk, som I kan troe, smagte os. Ogsaa et Glas gammel Viin maatte vi drikke, der hialp ingen Snak. Behørig Caffe oven paa dette alt satte da alle Livsaander i bedste Orden. Alle Jomfruerne gik siden ned til en Frue Nerenst, hidtil Hertels Naboekone, men af hvem han nu har kiøbt Gaarden, da hun, grumme svagelig, vil flytte til Byen til en Dotter der, gift med en Kiøbmand Wang. Hun kom tilbage med de Unge, tilligemed sin yngste Datter, en kiøn Pige, og syntes jeg i Gaar bædre om baade Moder og Dotter end i Brylluppet. De blev her og spiste. Alle Jomfruerne bragte sine Ofre af Teye- Jord- og Blaabær, i Krandse, Bouqvetter og Kurve. Under morsom Prat, som hverken forstyrrede Strikning eller Rabuserne, hvoraf Hertel og jeg spillede adskillige, gik Aftenen i en Snup. Jess kom hid fra Auctionen han havde holdt, men tog ud paa Fiskerie da vi havde spist til Qvels, og kommer nok ikke tilbage før ud paa Dagen. Veyret er ikke som i Gaar, dog haaber jeg, det arter sig. Hertel og Børnene ere gaaet ned til Teglværket. Bull vil endelig hiem igien i Dag med Gunder, da han har meget at bestille, siger han. Det seer ikke ud til, vi kommer hiem før sidst i Ugen.

[68] Onsdag 12^te Her skulde I seet hvor peent jeg sidder, paa den vakre lyse Sahl, paa en blaa Damastes Stoel, og ved min dyrebare Maja Cappelens nye Skriverbord, som staaer her, endnu ikke ganske fuldfærdigt, og som jeg indvier med de inderligste Ønsker og Bønner til den Algode, at Du maae sidde ved det, Du Elskede, mangen mangen glad Stund, saa let om Hiertet, saa frisk og lykkelig, som Din Christiane i dette Øyeblik føler sig! Hør og bønhør mig, «Du evige Magt, som styrer vor Skiæbne!» –

Hvilken herlig Augustdag! Blodet kan ikke andet end flyde let om i alle Aarer, end sympathisere med alle Pulse i den hele skiønne, som af en lang Dvale til nyt ungdommeligt Liv opvaagnede Natur. O, en saadan Dag i Din Dal ved Din Side, min Maja, som i forrige Aars Junj og Julj Maaned undtes mig saa mange af – som jeg i dette sukkede og vel maae vedblive at sukke forgiæves efter – Men Gud skee Lov, at jeg saa ganske kan sætte mig ind i den Glæde, der venter Eder, I Kiære, som nu stunder did, min Pavels og Maja og Sally! Jeg skal ofte, ofte troe mig midt iblandt Eder, ligesom I ofte vilde ønske mig at være det.

Der kom ingen Skriver i Gaar. I Dag maae han dog vel komme, eller i det mindste lade os vide hvorfor han bliver borte. Da vi toge hiemme fra troede vi, et Galla, som vi længe har været løselig budne til hos Øiset, Hertels Svoger, var berammet til i Dag. Der blev intet af, og jeg tvivler om, det nu bliver før i neste Uge. I saa Fald tager jeg hiem Fredag, og tog, hvor giærne jeg end er her, hiem i Morgen, fordi det kan hende de kiære Tøyenianer nu paa deres Totenreyse kommer til Hovind, hvor jeg saa længe har glædet mig til at modtage dem men i Dag skal vi til Præstgrd til Caffetiid, og i Morgen til Mad: Rosing til Middag. Altsaa hedder det: «du bliver her, Signeur!»

[69] Jess kom imod Aftenen i Gaar med en Mængde Fisk, Sik, Hord, og Gedder, fede som Lax og store. Vi fik en kostelig Ret til Aftens, og faaer vist til Aftens igien, da disse gode Mennesker efter deres Skik delte med Naboer og Venner, og en Deel gik til Provstens. – Frue Nerenst og Datter var her, da jeg kom ned fra min Middagshvile, og med Arbeyde, Snak, Rabus og Kabal, gik Aftenen nok saa morsomt. Den stakkels Frue Nerenst er meget svag, og har uden Tvivl en stærk Tæring, som hun skal have faaet af Sorg og Nattevaagen over en Datter, en deylig Pige, som døde for et Aar siden efter flere Aars Lidelser, i sit nittende Aar. Foruden denne Hiertesorg har Kummer for dette Livs Næring ogsaa gnavet paa den lille fiintbyggede Kones Livskraft, og nu, da hun seer bædre Dage imøde, stunder det til Graven – dog, bag den oprinder jo de eviglyse Dage, hun finder sin Lise igien, og de andre Elskte skal hun modtage der. Den hiemmeværende Datter hænger ganske ved Moderen, som Moderen ved hende og alle sine Børn, og det allene var nok til at giøre mig dem interessante. Saa meget mueligt har den hiertensgode Kaja Hertel i sin forrige Ægte- og Enkestand søgt at lindre denne Families bittre Kaar, og at hendes nuværende Husbond og Herre ikke indskrænker hendes Hang til Veldædighed, men om mueligt udvider den, behøver da ikke at staae her.

Jeg har skrevet til min Kista med et Bud herfra Naboelaget, men som ikke kunde opholde sig, hvor giærne jeg vilde havt et lille Brev med Pavels's til Maja mi, og ønsket dem selv og vor Sally Lykke paa Reysen. Dog den veed de jeg ønsker dem lell, og den tør jeg nok være vis paa, de faaer. Hertel er gaaet ud med alle Barna, og nu faaer jeg lidt ned til Mutter Hertel. Vi skal spise tidlig, saa pynte os, og afsted.

[70] Torsdag 13^de Det er dog misligt med vore Planer i denne Verden. Netop mens jeg i Gaar sad her og skrev om vor Bestemmelse til i Dag etc, kom Invitationen fra Øisets til i Dag Middag. Jeg vil blot sige Eder i Korthed, mine Elskte, at jeg i Morgen tager derfra hiem med min Koren, som kom her i Gaar mens vi vare paa Præstegrd: Dog ikke hiem tager jeg, men til min Rikke, hvor jeg bliver Natten over, og formodentlig til Løverdag Aften. Og hvor knap Tiden er, og hvor usselt Hovedet er, vil jeg dog forsøge at fortælle Eder lidt om vor Tour i Gaar – Ja, I som har det paa det Tørre, kan neppe giøre Eder noget Begreb om, hvor fatalt det gik os. Paa Bortveyen ikke, da var alt i sin Orden. Hertel kiørte selv for sin Kaja og mig i hans vakre nye Vogn, Børnene gik og roede vexelviis. Det var en varm Dag. Ved at gaae ned over Bakken til Sundet, som var saa brat, vi ey vilde blive siddende i Vognen, bleve vi ganske svedte. Hos Lehnsmand Reich vare vi inde som snareste, dog slap vi ikke før vi havde drukket Caffe. Der samledes vi med Barna, men skildtes atter fra dem, da vi kiørte, og de toge som før paa Apostlenes Heste. Her er ret meget vakkert i Næss, stedse nye Situationer, Glommen og Vormen seer man fra alle Kanter, og det er rigtig nok behageligere for Øyet end for Samqvæmmet; thi nesten ingensteds kommer man uden at tage over et eller flere Sund, som sinker, og tidt medfører andre Ubehageligheder. Vi fandt Provsten meget ussel af Gigt, der især huserte slemt i hans høyre Arm, den han neppe kunde faae fra Siden. Han var meget nedstemt og ikke liig sig selv, dog glædede han sig i vort komme, det saae jeg. Præsten Halmsted og Kone var der. Da Heden havde aftaget, spadserte vi i Haven, spiste og drak for Resten, snakkede om Vind og Veyr og saa videre. Kun en [71] lille Samtale mellem den hiertensgode og meget fornuftige Provstinde og mig, var om alvorligere, ak, om sørgelige Ting. Hun fortalte mig sin hele Lidelseshistorie medens hun for sin egen og sine Børns Helbred opholdt sig 2 Aar i Kbhn. Det er skrækkeligt hvad hun har udstaaet paa Siæl og Legeme. De to Børn, en Søn og Datter, med hvem hun da leed saa meget, giøre hende endnu daglig Græmmelse, især Datteren, som aldrig forvinder hvad hun som Barn har udstaaet. Sønnen er i Kbhn, men stedse svagelig, og hører lidet. Den ældste og yngste Datter ere friske og muntre, men ikke vakre. Det er et yderst giæstfrit Hus, og saa meget mueligt sørges for alles Fornøyelse. Saa havde de faaet en Spillemand did, og Ungdommen fik sig en lille Springom – Men nu kom Hiemtouren. Veyret var deyligt, dog mørkt som Aarets Tiid medfører det. Vi vare blevne enige om at roe hiem allesammen, og lade Vognen kiøre den lange Vey tom tilbage. Kun ned mod Elven kiørte Moer Hertel og jeg og Maja saa langt det gik an, men da vi stege ud af den, begyndte Elendigheden. Det var mangesteds saa blødt, at vi sank ned over Skoene, ja Lina tabte begge sine, og Jess maatte rage længe om i Mørket og Snavset før han fandt dem. Da vi vare blevne vaade kunde vi ey blive det mere, og lod stod til. Endelig fik Hertel, som stræbte saa troeligt at finde den bedste Vey for mig og holde mig fra at glide i de bratte glatte Leerbakker, os alle ned i Baaden, og nu gleed det deyligt paa det stille Vand under den stiærnefulde Himmel, og i et Øyeblik, syntes mig var den halve Miil lagt tilbage. Opveyen fra Vandet hid var kortere, men ikke stort tørrere end Nedveyen, svedte, sølede, trætte, naaede vi vort kiære Hiem her, hvor vi fandt Skriveren røgende sin Pibe i behagelig Roe, og hvor alle Hænder vare i Arbeyde med at faae det vaade Fodtøy af og ombyttet – Fortsættelsen – thi alle laver sig til – fra

Deels for ogsaa at skrive Eder til herfra engang, deels for at faae dette Hefte bort i Morgen, maae jeg i al Korthed fortælle Eder, Elskede, hvorlunde jeg med min Koren kom hid Kl henimod 11 i Aftes, og har lagt af en rasende Hovedpine til den var 5 i Eftermiddag, dog fra Midd: af, og nu skriver til min Maja C, og disse Linier her imens min Rikke gaaer og smaaeskiender fordi hun, som hun siger, ikke har godt af hverken den syge, sovende, eller skrivende Moer Koren. Men saa tilgiver hun mig da hun veed, det er for at fremme de fraværende Elskedes Glæde saa godt jeg kan, og Gud skee Lov, at jeg nu sidder her saa flink og færm, hvad I af det Foregaaende, f:E: Reysen fra Finkenhagens til Rotnæs, vil undres over, og vilde det endnu mere, kunde jeg faaet fortalt Eder de tvende sidste Dages Leben und Weben. Men derpaa vil jeg ey begynde i det korte Tidsrum ^og paa dette lille Papirsrum, saa I først fra Hovind faaer den lovede Fortsættelse. Her skal I blot finde min foreløbige Tak, I alle, som glædede mig med de deylige Breve i Torsdags, Maja C, Sally, Kbhns Barna Catty, Malla, Bergh – (de førstes vare ey ældre end fra St: Hansdag) og som jeg modtog i Verdens Sviir og Sværm, og tildeels læste ved min hulde Maja Hertels Sygeleye. Men Gud være lovet, det var en Overgang, og i Gaar var hun, efter sin Maade, færm, og tog hiem med sin Mand og alle Barna mine; dem jeg først faaer hiem i Morgen. Bædre kan jeg jo ey slutte, end med den Forsikring, at vi alle skildtes friske ad, at jeg nu er ret flink, og min kiære Rikke ligesaa, og lie bli lell fordi jeg er saa længe borte.

[73] Hovind – Søndag 16^de Rigtig nok sidder jeg her igien i det kiære grønne Kammer, hvor jeg kom ind i Morges Kl 6 saa let og rask, som jeg i Gaar var det Modsatte. Jeg skrev et langt Brev til min Kista, var en Tour i Haven med Skriveren, pratede med Walbohm og Mørk; men med et faldt Hovedpinen over mig og jeg blev saa ørr, at jeg maatte tage min Tilflugt til Sophaen. Derfra kommer jeg nu, ventende min Koren fra Kirken, med samt Giørup og hans meyet goe Kone, længselfuld efter Middagen, dog kun fordi den snart skulde blive forbi, og jeg atter kunde hvile det tunge Hoved. Ney, det bliver mig alt mere og mere tydeligt, at jeg ikke kan giøre et Skridt uden for min jævne daglige Bane, ikke den mindste Afvigelse fra min sædvanlige Levemaade, uden at bøde alt for haardt for det. Jeg har ingen ret Samling til at fortælle Eder om de foregaaende Dage, og bliver end mere fortumlet ved at tænke paa dem. Kun den stille Gaarsdag, som skulde været saa deylig, om ikke den mig saa mangen Glæde forbittrende Hovedvee, havde giort mig sløv og uskikket til alt, vil jeg forsøge at fortælle om, er det end at gaae bag fra – Men ney, heller ik‹ke› det kan jeg. I maae have Geduld med mig til det klarner lidt op i min Hiærne

Mandag 17^de Det blev først da jeg var kommet ud i Haven, og der havde faaet mig en deylig Kop Caffe. Men jeg havde ogsaa en deylig Bog med mig: Morpheus, hvis Forfatter ey har nævnt sig paa Tittelbladet, men som jeg troer at gienkiende paa hver Side, nesten i hver Linie. Ja, Jean Paul og ingen anden har skrevet den, det troede jeg at opdage ved første Blik, da Lieut: Lassen paa Plogstad blandt andre Bøger viste mig den. «Men den vil De nok ikke synes om» sagde han, «i det mindste er den ⁿ²⁶ mig alt [74] for høytravende, og man maae være stærkt bevandret i den græske Mythologie for at forstaae den» Jeg mente, jeg nok skulde komme tilrette med den, og hidtil har det sin Rigtighed[.] Dog, der var jo saa meget andet jeg skulde have fortalt, og nu sidder jeg paa Spranget at tage til Frue Bergh og derfra til Præsten Bierk, hvis gamle Moder er død, hvorfor jeg ogsaa er itrukken den Kiole jeg giorde mig at sørge for salig Kongen med – ak, og Aaret efter – I veed for hvem jeg da brugte den – jeg tager den aldrig paa uden hemmelig Gysen –

Dog, lad os komme til Næss igien, hvor, om jeg erindrer ret, I sidst saae mig nyelig ariveret med mit kiære Selskab til Rotnæs efter den ubehagelige Vandtour fra Finkenhagens. Dagen efter var Colladset paa Kensmoe hos Øiset, Hertels Svoger. Paa en stoer Baad, som kan rumme 40 Mennesker, begave vi os, 18 i Tallet (Lehnsmand Reich og Datter og endnu et Par Fremmede kom for at blive i vort Følge) Kl 12 paa Elven[.] Det var et himmelskt Veyr. Elvbredderne ere mange Stæder udmærket skiønne, den Smule Vind som var havde vi rigtig nok imod os, men Strømmen med, og raske Rorskarle, tvende Brødre, hvis Fader, en nesten 90-aarig Olding, sad ved Roret. Kort, det Hele skulde været saare fornøyeligt, om ikke lille Moer Hertel havde havt en nesten uophørlig Hoste, formodentlig Følgen af de vaade Fødder, der ikke allene forbittrede hende selv, men os Alle, især hendes Mand og mig, den hele Dag, som I siden skal høre. Koren lod sig sætte i Land en halv Miil fra det sædvanlige Landingssted, for at faae sig en ‹…› ^Hest derfra. Os mødte Eqvipager fra Øiset, da der er en halv Miil fra Vandet til ham, og foruden disse fandt vi der Major Ingier med 4 Døttre, og Pastor Chrystie med alle Sine [75] liden Ragna undtagen, som var med os. Nu pakkede vi os i Vogne og Karioler det bedste vi kunde. Jeg fik Chrysties Kariol, der er som Nestsødskendebarn til min egen, og det gik raskt med os, den deylige Vey, giennem Skove og de rigeste Marker man kan see i Norge. Røde Tage fra høyere og lavere, men altiid nette Bygninger tittede snart giennem Gran- og Løvskogen, kneysede snart over den anden Elvbred. Kensmo saae vi langt borte. Det er en vakker nye, stoer og beqvæm Bygning[.] Den største Deel af Selskabet var allerede ariveret. Det bestod af over 60 Mennesker, dem jeg tildels ikke alle kiendte, tildeels ikke finder det Umagen værd at opregne. Justitsrd Nilson med sin hele Familie var der. Han tog mig tilbords, og min anden Sidemand var den anden, min egen Skriver. Jeg sad altsaa temmelig og ‹…› overmaade godt. Men stygt blev jeg bedraget i det Haab, at see Fogdens der. De kunde af mange Aarsager ey komme. Dette feylslagne Haab (ogsaa den hyggelige Frue Ingier savnede jeg) og for alt min gode Moer Hertels vedholdende Upasselighed giorde mig Dagen overmaade lang, især den kiedsommelige Bordsidden, som ey tog Ende før Kl 6½ – Dog giorde jeg en Tour imellem til Kaja Hertel, og havde jeg ey seet hende lide, vilde Tiden der gaaet ulige bædre, maaskee vilde jeg da ogsaa moret mig ved at see paa Dandsen; men det kunde jeg nu ikke. Ak, jeg kunde jo ikke engang ret glæde mig over den store, rige Post jeg fik, kunde det saa meget mindre, som det nesten var mørkt da den kom, og – mine Briller, de jeg havde med mig, [76] itu. Justitsrd Nielsen, som bragte mig de mange Breve dem han havde modtaget af min lille Ole, laante mig sine Briller, men de kiære lange Breve fra min Maja C – o hvilke velsignede, i alt 10 Sider lange Breve! – maatte jeg giæmme til Dagslyset. Søn Berghs, det barnligkiærlige (ak, som indeholdt den sørgelige Tidende, at den ædle Fayes ædle Søster, Frue Holsten, nu ogsaa har mistet en inderligelsket Datter, Frue Gierløv i Tunis) og min Sallys med de Indlagte fra de kiære Døttrene i Kbhn, der ikke vare ældre end fra St Hans dag, altsaa ikke fuldt 2 Maaneder (dem er det vist, I saa længe har ventet Svar paa) fik jeg læst, og et lidet fra Nella. Aftenen gik som sagt, for det meste hos min syge Kaja.

Hertel var saa nedslagen som jeg kun har seet ham ved vor Wilhelms og Saras Tab – Gik jeg imellem ind i Dandsesahlen, saa ærgede jeg mig over endeel Lapser, og en ægte Lapsinde, Frøken Nilson. Hendes Flanerie med en Capt: Hoff gik over selve Lapseriets Grændser, og var det saa meget væmmeligere og sørgeligere, som denne Hoff er gift med en ung elskværdig Kone, der af Græmmelse over hans Maskepie med Netta Nilson har faaet en Tæring, som man troer og haaber meget snart vil lægge hende i den roelige Grav. At Moderen kan see paa sligt, og, som det synes, endogsaa med Bifald, er nesten værre end alt det øvrige.

Blandt de nye Mennesker jeg saae, var ingen, hvis Bekiendtskab det interesserede mig at giøre, undtagen gamle Moer Foss, Øisets Moder, som var en forstandig, alle Mennesker velmenende Matrone, og som især vandt min Yndest ved hendes Omhu for Moer Hertel, der, sagde hun selv, altiid havde været hendes Kiæledægge. Øiset holder ogsaa hiertelig af hende, og da Selskabet egentlig var for Hertels, savnedes hun dobbelt i Selskabet, hvor hun kun [77] var et Øyeblik, og saa maatte tilsengs igien. – Jeg var glad, da min Sengetiid kom, og det var da de Kl 1 om Natten gik tilbords. Min Koren, som imod Sædvane var blevet fængslet ved et Spillebord, kom først efter da Solen randt, og jeg nesten havde udsovet. Til deylig Frokost læste jeg Dine Breve, min Maja, som Du ogsaa her modtage min kiærligste Tak for. Imens jeg sad ved dette kiære Arbeyde med mine halvanden Briller, kom gamle Moer Øyset op med røget Lax og Hvedebrød til mig. Til Lykke var jeg just blevet færdig, ellers havde den gode Gamle med al sin Omhu været mig uvelkommen.

Tirsdag 18^de (Fortsættelse) Moer Hertel var ret færm, og Tonen munter og frie i det rensede Selskab. Jeg havde havt min Moroe af om Morgenen at gaae fra den ene til den anden Seng (12 a 14 staaer altiid færdige til Giæster) og see paa de sovende Jomfruer, der for det meste laae i deres fulde Pynt, to og tre tvært over hver Seng, i sødeste Søvn. Lina med Armene korsviis over Brystet, ret som en lille Genius. Men min lille Maja var ikke ret frisk, og derfor blev mig atter denne Dag verleidet, som ellers havde været ret saa morsom. Rigtig nok vankede der lidt Spil om Formiddagen, og gik vel lystigt til med Madera og Sopkener, men det var altsammen inden den fine Anstands Grændser. Ligesaa ved Bordet om Middagen, hvortil vi først kom Kl: over 3. Kun ængstedes jeg, da jeg saa Sølv Bispebollen og dertilhørende Pokal, fordi jeg forudsaae, hvor seent vi vilde komme afsted, og det blev ogsaa Tilfældet. Først Kl: halvsyv brød vi op. Ved Sundet skildtes jeg og min Koren ved [78] Barna vore, som toge igien til Rotnæs. Det var især for denne Vandreyse jeg var bekymret over at vi saa seent kom afsted, tilmed da Maja ikke var ret brav, skiøndt bædre end om Formidd. Den gode Hertel, som paa ingen Maade vilde lade sin Kaja tage saa seent til Vands, fulgte selv, til min Beroeligelse, med Børnene. Han havde, da al Overtalelse at holde eller faae mig tilbage til sit Rotnæs, giort Anstalt at min Kariol mødte mig strax oven for Sundet. Her tog jeg Afskeed med min kiære gode Kaja H: og blev i Følge med Chrysties og Ingiers. Dog ikke længe; thi en halt Hest giorde mig det umueligt at komme længere end til neste Gaard, hvorhen min Koren var redet i Forveyen at skaffe mig et fiirbenet Dyr istæden for det arme trebenede, som det martrede mig at see for Kariolen. Jeg fik saa snart mueligt Hest, og saae her, som jeg Gud skee Lov over alt seer det, Beviis paa Almuens Kiærlighed til deres Skriver. Naar de kun kan tiæne ham ere de rede med Glæde. Den Hest jeg fik var nyelig kommet ^spendt fra Høelæsset. Da jeg sagde, det giorde mig ondt for den, svarede Manden, som spendte for imens Gutten hans lavede sig til at blive med: «Aa han kan nok gaae. De er ikke saa tidt vi kan giøre Skriveren vor nogen Tiæneste, og han giør os saa mange, som han aldrig taer noget for» – Jeg havde bestemt lovet min Rikke at komme til hende fra Kensmoe, derfor modstod jeg ogsaa kiækt den Fristelse at tage til Maastad, hvor jeg dog var inde om Dørren, og kom Kl halv 11 til Plogstad, fik mig god varm Thee og Smørrebrød, gik til sengs og sov godt, men vaagnede med smertelig Hovedpine, [79] der holdt ved alt til jeg havde faaet mig en Middagssøvn, og betog mig saaledes det meste af den Dags Behagelighed, og vi havde saa længe glædet os til den, min gode Rikke og jeg. Derfra sendte jeg min Dagbog, som jeg fuldendte efter Middagsblunden, og skrev med den nogle Linier til Maja C – thi da jeg nu vidste saa mange af dens Læsere og Læserinder samlede i den kiære Majadal, lod jeg den gaae lige did. Det var kanskee lidt Uret mod min Kista som er ene i denne Tiid (Presidenten, Lotta, og Barna deres ere paa Toten. De laae her Natten til Fredag, kom Kl over 12 og toge bort Kl 6 om Morgenen fra det øde Hus. Paa Hiemtouren skal I med Guds Hielp finde det fuldere, mine Elskelige) og mod min Sally, som det ogsaa blev negtet at komme til sin Maja og Thrina i Følge med Broder og Søster Pavels. Men I tilgiver det nok, kiære Børn!

Lieut: Lassen var i nogle Dage i civil Arrest paa Plogstad, indtil hans Skiæbne videre blev bestemt. I Gaar, fortæller min Jess mig, tog han til Christiania, for i 4 Uger at bøde paa Fæstningen for Overhørighed mod Haxtausen, der vel har et Horn i Siden paa ham fra i Vinter, da han, Lassen, gav Hr Kammerjunkeren en følelig Rævselse i en Duel. Det er nok ellers et reent forstyrret Menneske, den samme Lassen, og jeg vilde ønske især for min gode ømme Rikkes Skyld at han var i Kbhn igien. Var ikke det ulykksalige Hang til Spil saa uovervindeligt hos ham, vilde jeg ikke opgive alt Haab om at han kunde blive en brav og duelig Mand. Nu kan jeg desværre kun beklage ham.

Min K: tog fra Plogstad om Morgenen, og jeg med Aslak og Gulen om Aftenen – Nu skal jeg have min Post expideret, og ud i Haven, og til Hvilestædet, og saa faaer I maaskee ikke mere her før i Morgen. Der er min Maja med store prægtige Have Jordbær til mig –

[80] Kl 5 Min Post var færdig inden Middag. Da den var forbi, tog jeg fat paa Printsessen af Wolfenbüttel, som jeg i Gaar laante af Frue Bergh, og i Haven, hvor vi drak Caffe, fik jeg den temmelig tykke Bog udlæst i dette Øyeblik. Den er ret meget interessant i sit Slags, skiøndt det forekommer mig som den første Deel var den bedste, og Printsessens Charakter ikke godt vedligeholdt. Nok, det er et ret underholdende Eventyr med enkelte skiønne Scener, og man lægger ikke giærne Bogen bort uden at have seet Udfaldet; men dette er det, som ikke ganske svarer til min Forventning. Jeg indseer vel, hvor mange Vanskeligheder en Autor har ^{at kiæmpe med} som vælger sig Stof til en Roman af den virkelige Historie, alle de Baand som herved lægges paa hans skabende Indbildningskraft; men, kort og godt, jeg vilde havt det anderledes. I det mindste maatte han ikke lade Moderen, og en Moder som Christine, rent glæmme sine Børn, som det her synes være Tilfældet, Børn, hendes hele Hierte hang saadan ved. Overalt er Slutningen for ufuldstændig.

Endnu er det for varmt at gaae nogensteds, jeg vil da ligesaa godt engang faae Journalen igien i Orden. Hvordan det var Søndag har I tildeels seet, mine Elskede. Det blev ikke stort bædre end det var den hele Dag. Giørups blev her, dog gik Madamen en Tour til Walbohms, og imens ^blev jeg siddende ved Caffebordet i Haven med min Morpheus forsøgende ved den at døve Hovedpinen – det pleyer ingen bædre at kunde end S^r Morpheus – og værre giorde han det [81] da heller ikke. Mod Aftenen kom Børnene, Jess i Forveyen om Morgenen (han havde ikke husket paa, at det var hans og Napoleons Geburtsdag i Løverdags) De vare alle i bedste Velgaaende, skiøndt Vognen var baaret til at gaa sun med dem; saa de kom hiemagende paa en laant Arbeydsvogn – I Gaar, Mandag, tog jeg da som I veed, til Nannestad, først til Frue Bergh, som ikke saae eller hørte mig før jeg stod midt i Dørren, som jeg slog op paa Vid Væg. Hun og Maja fore med høyt Velkomstskrig op fra deres Arbeyde i mine Arme. Det var nu dobbelt saa behageligt paa Engelstad som sidst, da nu Veyret var skiønt, Mutter Bergh frisk som en Fugl. Vi frokosterede i Kiøkkenet, der staaer paa Stads, var i Mælkeboden og overalt, drak vort Glas Bisp til Middag, og havde det ret meget fornøyeligt ved morsom Prat til vort Arbeyde. Jeg rev mig ugiærne løs fra det kiære lille Selskab da vi havde drukket Caffe, og Maja skrevet til Berget sit, for om mueligt at faae udvirket hos Printsen at en stakkels Enke her paa Hovind faaer een af fire Sønner, alle i Kongens Tiæneste, frie til sin, da hun ellers maae lade sit hele Gaardsbrug ligge. Men min gode M: Bergh lovede mig at komme hid paa Løverdag og blive til Søndagaften, og derved gav hun sig til Taals med at jeg fortsatte Touren til Præstegrd. Har jeg sagt Eder, at Præstens gamle Moder er død? I Morgen skal hun begraves. Jeg fandt de gode Mennesker som sædvanlig, lidt stillere; thi de havde alle elsket den hiemgangne Gamle. Jeg slap ikke derfra før jeg havde spist til Aftens, og kom hiem Kl halvti. Den største og her først modne Melon havde jeg med til Graverøllet i Morgen

[82] Af lille Elsemoer fik jeg en vakker Dækkekurv, og af gamle Jomfr: Roll en lille rund D^o til Lina, begge giorde af en Husmandssøn der, som selv har lært sig dette pene og nyttige Arbeyde[.] Før jeg forlader Nannestad endnu en lille Geschichte, Sally vedkommende. «Mig?» spørger Du med store Øyne. Ja, ret Dig, Barnet mit. Lille Kaja Bergh kom ind fra Marken, med et Tørklæde om, det jeg strax gienkiendte for mit i Vinter paa Tøyen forlorne store gamle brune Silketørklæde. Og see saa er det nok gaaet saa til, at den samme Sally har faaet det paa engang fra Tøyen, og glæmt hvor det hørte hende^ne, og har hun havt det siden til Berghs, der forgiæves har sendt det til Peer fra Poul, uden at nogen kiendte sig ved det. Jeg legitimerte mig det flux ved at opgive et tydeligt Kiændemærke da det ene engang forbrændte Hiørne var afklippet.

I Morges tog lille Ragna Chrystie og Jomfr: Horster, som fulgte med Børnene fra Næss, hiem. Det gaaer flinkt med Høyingen. Alt er Liv og Bevægelse og Munterhed. – Og nu gaaer jeg ud med min Koren, som har denne Eftermidd: frie til eget Brug, en Sieldenhed for ham i denne Tiid.

Wilhelmsminde Onsdagaften For ogsaa her at tale et Par Ord med Eder, Elskede, tog jeg disse Blade med mig. Hvilken velsignet Eftermiddag har jeg tilbragt her! snart læsende i min herlige Morpheus, snart skrivende her ved mit deylige Pult paa det lille nye dertil giorte Bord, snart strikkende og sladdrende med Ungerne mine, der gaaer ud og ind hos mig, har lavet min Caffe, bragt mig Eftersvælg og alskens Bær. Min Maja bragte mig Rips og Have^jord-bær i sin lille pene Kurv, men blev ikke længe, da hendes Tvinderok kaldte hende. Ney, der kan dog ingen [83] paa denne Jord have det bædre, end Eders lykkelige Moer Koren, der intet mere har at ønske, end at alle hendes Elskede havde det ligedan, ak, og at ingen Ulykkelig fandtes paa Jorden. Men Umueligheden af dette Ønskes Opfyldelse drager mig rigtignok mangen mangen Gang dybt, dybt ned fra min Himmel –

Eder Alle, mine Dyrebare, omsvæver mine Tanker, min Siæl her fra det stille Minde, hvor nu den eneste Lyd jeg hører er de hiemvandrende Hiorders Klokker og Brøl og Brægen. Men længst dvæler de letsvævende Tanker i Din Dal, min Maja, om Dig og de Kiære, som nu omgiver Dig. Og saa glæder jeg mig til i Morgen, da jeg maaskee hører lidt om hvordan I har det.

Kl 1 (vi spiste tidlig) i den stærkeste Middagshede vandrede jeg herop. Det var et herkuliskt Arbeyde, og trættede mig mere, end fordum en heel Miils Vandring. Dog, nu seer jeg da at jeg orker det, og skal vist ofte gientage denne Spadsertour, hvor Maalets Opnaaelse saa rigelig lønner den lille Møye. En heel Dag vil jeg imellem bygge og boe her. Her er saa usigelig deyligt, jeg har jo kun været her en eneste Gang før i Sommer, og den deylige Sommer vi nu har faaet, skynder sig jo allerede til Enden. –

Jeg var alt færdig at pakke ned, da det begynder at mørkne, men nu kom min Koren med sin Bog (efter at have holdt to Forretninger i Dag) og at han ogsaa kan have en behagelig Time, bliver jeg her til han vil gaae.

Der tales atter om Krig og Feyde, alle Draguner skal holde sig marsch færdige, hedder det. O, kiendte, nød I nogensinde i Eders Liv en Dag som jeg har nydt den i Dag, I Jordens Styrere, ney, da kom Tanken om at udbrede Jammer og Elendighed over denne skiønne Jord aldrig i Eders Hierter – men har I Hierter?

[84] Torsdag 20^de Det var godt, at jeg i disse to sidste Dage besøgteⁿ²⁷gøgte mine kiæreste Minder. I Dag regner det igien, dog siger alle at den Regn giør godt, selv paa det nyeslagne Høe, kun at den ikke maae vare for længe, og det haaber jeg til Gud den ey vil. Men vaad bliver min stakkels Koren, som nu tog til Hertel, hvor han har en Forretning, og en i Morgen paa Kensmo, saa han ey kommer hiem før Løverdag. – Jeg ønsker, som I veed, sielden at Tiden skal gaae; men nu længes jeg saa hiertelig efter Eftermidd: og Postens Komme. – Min Jess kom seent hiem fra Begravelsen. Dragunerne skal atter slaae sig til Roe, sagde han vor Naboe, Ritmester Holch, havde sagt. Mellem os, sidder den gode Ritmester nok heller og vinder Garn for Mad: Walbohm, end hugger ind paa Svensken, som var ham dobbelt frygtelig nu, da Rygtet gik, at Russen i Forening med hiin vilde befeyde Norge. Jeg tænker, Napoleon giver Russen andet at tænke paa end Norge. Ellers nægter jeg ikke, at denne Fiende ogsaa kunde indjage mig Frygt. Lee kun ikke, Børn, af dette ogsaa. Svensken, veed I, skræmmede mig ikke engang da jeg ventede hans Besøg hvert Øyeblik.

Litt senere – Siger ikke Ordsproget: «Man skal ey male Fanden paa Væggen» –? Netop som jeg fortæller om Ritmester Holchs Beroeligelse, kommer her Ordre til Gunder, at han i Øyeblikket skal til sit Dragun-Qvarter, bunte Høe, og holde alt i Beredskab, saa han, naar befales, inden en Time kan være marschfærdig. De trondhiemske Draguner have derimod faaet Contraordre og ere vendt om igien. Hvilke underlige Tider vi leve i! Hvilket Virvar! O Fredens Engel, naar smiler du atter og stadigt til mit Danmark og Norge?

[85] Fredag 21^de Gud skee Lov! Torsdagsposten er mig igien hvad den før var mig. I Gaar kom den usædvanlig tidlig, og to kiære kiærlige Breve bragte den mig fra min Maja og ^fra hendes og min Sarathrine. Dette sidste var idel Glædesudbrud fra det barnlige Hierte over den dyrebare Moders gienvundne Helbred. Ja, Du vidste, ømme Barn, at i hvor mange der deler denne Din Glæde med Dig, deltager dog ingen hierteligere deri end Din Moer Koren ^istemmer, ingen inderligere Din varme Tak til ham, som gav os hende igien. – Ogsaa har da de sataniske Britter røvet det saa mange Aar længselfuld ventede Monument til Dine Børns Grav, dyrebare Maja. Jeg veed, hvor Du med veemodsfuld Glæde allerede i Tankerne saae det paa sit Bestemmelsessted, det veed Din lille Navnesøster ogsaa, og derfor ere vi begge saa bedrøvede over dette Dit Tab. Vi gientager begge med Dig: «Deres Kinder har vist ingen Taare vædet over tabte Elskede, ellers havde de sagt: Vi tager alt andet; men bring dette til dem, som vil føle Lindring ved at pryde og minde sine Elskedes Gravstæder.» Dog er det som det ahnede mig, Elskte, at Du faaer det tilbage. Din Pedros Navn er kiendt og yndet saa mange Stæder i det Land, vi nu tvinges til at hade; og desuden: «Hvad vil de med det?» spørger jeg som Du

Af et Brev fra vor gode Kista til Marie seer jeg, at Du dog, min Sally, har overvundet alle Hindringer, og er i Onsdags i Følge med Edvard Munkes taget ad vor kiære Dal til. Men mon I kom did i Gaar i det styrtende Regn? Eller var det bædre Veyr der end her? I Dag holder det oppe endnu, mueligt kan det klarne vil det begynde at blæse, som det lader til. O giid I nu fik lutter blide, lutter Glædensdage i vor velsignede Dal, alle I dyrebare og gode Mennesker, som nu ere forsamlede der – O tænk paa mig!

[86] Løverdag 22^de Jeg maae dog fortælle Eder et Galanterie, som kom mig heel uventet. I Hertels Bryllup slog jeg væds med Øiset, at det ingen Regn blev Bryllupsdagen. Væddemaalet var en heel 8ß, og jeg vandt. Ofte krævede men aldrig fik jeg denne store Capital. I Gaar bragte min Koren mig en lille forseglet Sæddel fra samme Øiset, og i den laae en meget smuk Ring, som han forbindlig beder mig tage istæden for 8ß, den han ey kunde bringe tilveye, da alle af det Slags, med Ansigt nemlig, formodentlig var gaaet ud af Landet. Nu, der gives mig vel en Leylighed til at være galant igien paa mit Viis.

Jeg har skrevet til Maja nu i Gaar, et lille Gesvindtbrev, og begyndt et til Zarine; det maae jeg see at faae færdigt, thi hvert Øyeblik venter jeg Mutter Bergh.

Kl 5. Hun kom heel tidlig, før mine Brevschafter vare ret færdige, og maatte jeg skynde mig, da hendes lille Kaja strax skulde fortsætte Reysen til Byen. Vi har det ret saa hyggeligt, kan I troe. Vi spadserer, snakker, arbeyder alt om hinanden. I Haven drak vi Caffé, og siden har vi besøgt alle Udhusene her, de nye og gamle. Det er saa morsomt at see og høre den Glæde, hvormed Maja B: mindes sin hele Barndom og Ungdom, gienkiender alle og har noget at fortælle om hver Plæt, erindrer og gienkiender alle Mennesker heromkring. – Nu syer hun en Kappe færdig for mig.

Søndag 23^de, min Linas 11^te Aars Fødselsdag – Og nu var jeg inde hos hende, Klokken lidt over 6, og ønskede hende Lykke i sit nyebegyndte Aar, og forærede hende et Par pene blaa Skoe. De smaae Kinder bleve saa røde, de blaa Øyne endnu større end ellers. Maja havde nyelig vækket hende. Ja, Gud give det kiære søde Barn mange lykkelige Dage og [87] Aar, hende og hendes Sødskende! Og saa giærne jeg bliver hos dem, hos Eder Alle, min Siæls Elskede, o hvor villig lagde jeg mine Dage til deres, vilde vore Dages Styrere det saa. Hans blide Villie skee!

Vilde Veyret favorisere vore Planer, bliver vi ikke meget inde i Dag. I Kirken har vi tænkt os, og i Eftermid. paa Wilhelmsminde. – Jeg hører den store og lille Maja Bergh røre sig heroven paa. De ere alt oppe. Det er en prægtig Unge, den Majalil, og har i sit hele ligefrem troehiertige Væsen megen Lighed med sin lille Navnesøster. De ere ogsaa, naar de er sammen, uadskillelige[.] Frue Bergh fortalte saa mange snurrige Geschichter i Aftes baade fra ældre og nyere Tiid, at vi loe hierteligt allesammen. Hun er godlidende og interessant i høy Grad.

Mandag 24^de Saa halv om halv bleve vore Planer udførte. Vi vare i Kirken og hørte en af Munthes sædvanlige, dog ikke sletteste Prædikener, der bestod meest i alskens bibelske Sprog, og slet ikke sagde os noget om den barmhiertige Samaritan, men kun hvor lykkelige vi Christne vare ved det nye Testamente, fremfor Jøderne, som kun kiendte det Gamle. Paa Hiemveyen besøgte vi det kiære Hvilested, og Frue Bergh ogsaa sine Forædres, som er tæt derved. – Munthe kom først af Kirken Kl halvtre, og saa snart vi havde spist, droge vi alle til Wilhelmsminde, hvor Caffen allerede ventede os. Derfra tog Præsten hiem, og da det begyndte at tykne til, toge vi Gamle, Maja B: senior og jeg, til Apostlernes Heste, men gik i god Mag, til store enkelte Regndraaber drev paa os. Vi naaede Vilskov, den lille faldefærdige Hytte som ligger mellem Liøgodt og Svingen, og Aslak, som [88] lykkeligviis kom fra Smeden med Felix, Skriverens Ridehest N^o 2, ilte hiem, spændte den og Jesses Vaillant, den eneste der var hiemme, for Frue Berghs Calesche, og saaledes kom vi nogenlunde tørre i Hus. Aslak maatte siden transportere de andre hiem ligefra Wilh:Minde. Giørups var her ogsaa. Mutter Bergh blev her til i Formiddag. I Aftes lærte jeg hende Rabus og Cabale. Faer Mørk var her før vi stode op i Morges, og blev, skiøndt han hvert Øyeblik vilde afsted, til Kl: 11, Frue B: reyste. Han var ret i Disputerhiørnet, og vi vare nær blevne reent Uvenner om Arvesynden, hvis Tilværelse jeg efter min inderste Følelse nægter, og han, med ligesaa fuld Overbevisning forsvarer eller rettere paastaaer. Frue B: vilde giærne ene os, og søgte at bevise, at vi i Grunden vare mindre uenige, end det lod; men vi vare begge haarde Halse, og blev bestemt hver ved sin Mening. Overalt kunde vi i Dag slet ingen Berøringspunkter finde hvor vi mødtes – et sieldent Tilfælde med os To.

Alt dette, Elskede, fortæller jeg Eder efter en fatal Hovedpine, som dog en lang Middagssøvn har faaet temmelig Bugt med. Da jeg kom ned, var Grethe Keilhau her med sin Fabritius, som endelig kom hid engang igien, efter et halvt Aars Fraværelse, hvori han har lidt meget af Gigt. Det raske, stærke unge Menneske! Nu er han brav.

I Wallers, hvor han er stationert, gik de siger han, d: 13^de Julj i Snee til Anklerne. Med alt det tegner det til et frugtbart Aar, giver Gud betimeligt Veyrligt. I Dag er det den samme traurige uophørlige Regn. Med Hundedagenes Udgang lovede vi os det stadigere, og det tør det vel blive.

[89] I Gaar paa Wilhelmsminde læste jeg de mange Tillæg (som nu kommer ^med hver agende Post) til Berlings Aviser. Deri saae jeg den gode Frue Holstens rørende Bekiendtgiørelse om hendes Maries Død. O hvorfor, kiæreste Bergh, sagde Du mig blot: at hun den 12 d. M: efter sin Søns Ønske, tog med sin eneste Datter heroptil Norge, uden at sige mig, hvad Sted hun flygter til med sin Kummer – Ak, fra slik Kummer flygter man ikke, selv i en Majas Arme viger den ikke, men den smelter i Taare og bliver udholdeligere. O at hun havde en Maja at tye til! O at jeg kunde være hende hvad Du var mig, Du min Siæls Veninde, hvad Ingen kunde være mig som Du var det, fordi Ingen i min Kreds havde tabt (og Gud give heller aldrig maae tabe!) sit Hiertes Dyrebare som Vi – «Hun attraaer inderlig at see og tale med sin kiære ubekiendte Moer Koren, som saa ømt kan dele hendes Kummer» – siger Du, min Bergh, og lægger dog ikke til, hvor Du troer, vi kunde mødes. Men vi mødes dog vist, og jeg skal tage dig i mine Arme, Du Haardtprøvede, og ved mit Bryst, ved mit ligedan saarede Hierte skal Dine Taare flyde lindrende, som mine ved Majas blødende Barm –

Onsdag 26^de Hexerie og blind Allarm! – «Skal jeg bære Caffen ned i Haven? Moer!» – spurgte Maren. Ja nok, mit Barn, gienmælede jeg, tog flux anden Deel af Sophokles, og mit Strikketøy, og var der saa snart som hun. Strax efter kom Fabritius med sin Grethe, og han, den store svære Krabat, krøb ind giennem det lille firekantede Hull paa Plankværket – Grethe gik sømmelig den ordentlige Vey. Vi havde ikke ret begyndt at drikke, før der stak enkelte [90] enkelte Draaber, Luften blev mørk, og Jess, som neppe gav sig Tiid at spise til Middag, jog forbi med et Høelæs, som havde han kiørt en tom Vogn med 4 Heste. «Kiør dog ikke de arme Dyr ihiel!» raabte jeg giennem Plankværket; men han hørte mig ikke. Det blev alt mørkere. «Regnen hænger os over Hovedet» – sagde Skriveren (som nyelig var kommet hiem fra en Forretning, hvor intet blev bestilt. Saa maae han ofte reyse Grassat, arme Mand! som om han ikke havde Reyser nok lell) «Jeg maae hielpe Jess!» raabte Fabritius, og fløy afsted som en Piil. Og jeg maae hielpe mig selv, sagde jeg, og pakkede mine Siebensacher sammen. Men see, den velsignede Blæst har fordeelt Skyerne, og Jess og Fabr: begge i Skiorteærmerne, den første med en gul Halmhat paa, kommer frisk med det ene svære Høelæs efter det andet, og med Guds Hielp faaer vi ind det, som er tørt nok til at komme i Hus. – Den Glæde man føler, naar et Uveyr saa uventet driver over, især naar det kunde ska de saa meget, som i Dag var blevet Tilfældet, havde det brudt løst, burde ikke være saa forbigaaende, eller glæmmes saa snart, som for det meste skeer. Slige Minder vilde giøre os mere taalmodige, naar det ikke gaaer som vi vil. Men: «saadan ere vi!» sagde Maleren, da han havde malet Fanden med Horn og Kløer og alle sine Tilbehør.

Fredag 28^de Hvad jeg ventede, Posten skulde bringe mig i Gaar, bragte den vel ikke, nemlig Din Bestemmelse, dyrebare Maja, om din Hidkomst; men saa fik jeg dog Vished, og kan nu trygt glæde mig til Dit Komme. Tak da for de faa kiære Linier, og Tak, min Thrinasara, for de fra Dig, og begge mine rimende [91] Hr. Sønner, Pavels & Schmidt, ikke mindre, for det morsomme Vaas, der begyndte Brevet. Jeg havde endelig selv foranlediget det, kan jeg troe, ved at opfordre dem til at finde flere Riim paa ost end des jeg, om i Journalen eller et Brev erindrer jeg ikke, havde makket sammen.

Men hvorfra mon Kistamoer havde den Aabenbaring, at vor Sally var fulgt med Munkes til den kiære Dal? Den var dessværre ikke sandere end den, som i 1811 lod os haabe Guld og grønne Skove. «Heller ikke nu kom vor Sally» – siger Maja C – «men nu haaber jeg, det kiære Barn bliver med mig til vor Moer Koren, og saa følger med mig tibage» – Giør Du det? Kiæreste min Sally? O ja, det haaber jeg.

I Aftes trællede jeg lige ind i den bælmørke Nat, for at faae den første Deel av Leontine – Oversættelsen nemlig – færdig, at min Kista kunde faae den i Dag med et Bud herfra, og have noget at more sig med nu, hun er saa ene. Dog fattes hun vist ikke Sysler i denne travle Tiid. – Fra Presidentparret har heller ikke Kista hørt et Ord siden de toge fra Tøyen – jeg uddrager af denne Slutn Taushed den Slutning, at vi fast daglig kan vente deres Tilbagekomst[.] Kista skrev i Gaar, at Major Gientoft, Lieut: Finkenhagen og Schacht, i Dag ariverer til Hovind paa deres glædelige Hiemtour, hvor Gud give, de nu fik blive i Roe – «paa Touren?» – Aa vist ikke! i Hiemmet, kan I vel tænke jeg mente.

Tirsdag forlode da de Kiære Majadal – hvor lidt jeg har hørt fra det og dem i denne Tiid! – I Onsdags kom Slotspræstbarna tilbage, og kiender jeg dem ret, faaer jeg lidt fra dem paa Søndag. Ogsaa Egersønnene lover mig snart et ordentligt Brev – O, jeg har meget, meget Godt i Vente – Jeg veed dog ikke endnu hvormeget.

[92] Wilhelmsminde 29^de Løverdag Det var en god Aand, min og mine Glæders Skytsaand, som tilhvidskede mig i Morges: «Gaae saa snart mueligt til dit Yndlingssted! Brug Tiden der mens du kan bruge den som du vil» – og jeg gik, dog ikke før den var 11, da jeg havde spiist et Slags Middag, Lina og Kaja med mig, bærende den Kurv, lille Else Bierk gav mig, hvori var pakket Alskens Ting til hele Dagens Siæleføde – ak, jeg havde ikke behøvet det halve! – Børnene – Maja kom efter os – satte sig her udenfor med hvert sit Arbeyde, for ikke at forstyrre mig, sagde de, men vel ogsaa meget, fordi det der var dem lusteligere. Snart fik jeg ordnet mit kiære Majapult, hvor alle muelige Skrivmaterialer findes, og satte mig da til med unævnelig glad Følelse, at fuldende et hiemme i Kammeret begyndt Brev til Barna paa Festningen – et til Sally skrev jeg færdigt der før jeg gik hid nu var det sidste, som skulde være færdigt med i Posten i Dag, et til Maja C – Først, tænkte jeg, kan du nu hvile dig her paa Sophaen med Schlegels Dramathurgie – og denne Hvile blev lidt lang, thi den interesserer mig alt mere og mere – saa kom Caffetiden og Postbudet paa engang, og jeg begyndte mit Brev, neppe givende mig Tiid til at drikke den deylige Caffe – thi sandelig «hun var deylig, Madam» – Maja kom oven i Kiøbet herop med sin Gudsøn, en lille vakker men skidden Gut fra Liøgodt, kort, alt forstyrrede mine Concepter. «Endnu er ingen Tiid forløben» mente jeg – men hvad har saa Pokker at bestille? Han fører Koren en Landsmand paa Halsen (om hvilken i Morgen mere) og Koren veed intet andet Raad end at bringe ham hid – Hvilket Jaskebrev Du fik, elskte Maja! og hvor Dagen gik mig til Spilde! Endnu – Kl er kun halvsex, kunde jeg have en deylig Time her men Skriveren er vandret hiem med Hr Jordan, og det var vel stygt, blev jeg her alt for længe – Altsaa God Nat! og God Nat, deylige Sol, som nu tager blidelig Afskeed med Mindet – O hvor nødig gaaer jeg!

[93] Søndagmorgen 30^te Nu skulde jeg da til at beskrive Eder vor Giæst, som bliver over her i Dag for det første. Hans Navn, Jordan, veed I; han er Forvalter hos en Baron Rosenkrone paa Baroniet Rosendal i Qvindherred, i Bergens Stift. See, der har I hans fuldstændige Addresse. Det er en ung Mand, fire eller fem og tyve Aar, en Yngling altsaa, men som intet ret Ungdommeligt har ved sig. Det er vist nok et Menneske af Talenter, og som, foruden hvad egentlig vekommer de academiske Videnskaber, har lagt sig efter islandsk, Runeskrift etc. Matemathik, siger han, er hans Hovedstudium. Megen Læsning i de nyere Sprog har han uden Tvivl ogsaa, og taler meget, og, hva sielden da er Tilfældet, meget godt – Der har I Medalliens brillante Side – Vender vi den om, finder vi egentlig intet frastødende – kun det kiære Jeg kommer vel tidt og i sig selv forliebt eller dog med sig selv veltilfreds, tilsyne. Hans Smag fik jeg endnu i Gaar paa Wilhelmsminde en ufordelagtig Mening om, baade i Henseende til Mennesker og Bøger. Kun et Exempel: de faa Stykker han, ikke havde læst, men gienembladdret, af Shakespeare, forekom ham at være Vaas. I det, som skal interessere ham, maae intet Overjordiskt, intet Aanderige have sit Spil – Digter er han altsaa ikke, som I seer – Blandt alle de Damer han saae i Christiania, hvor han opholdt sig i 17 Dage, for det meste paa Ullevold, var den unge Frue Collet, Tina, den han, baade for sit Ynde og Vid, gav Æblet – «Hvad have vi mere Vidnesbyrd behov?!» – Med alt det er han et ikke uinteressant Menneske, som har anbragt sin korte Levetiid vel, har Sands for det Gode og Skiønne, naar dette NB ikke overstiger hans Horizont, og vil sikkert blive en saare virksom, nyttig og brav Mand i Staten. – I dette Øyeblik, mens jeg sidder her og paa en Maade giver hans Charakteristik staaer han henrykt ved Bogskabet, og holder Lovtaler over Øhlenslæger

[94] Hvordan rimer det med hans Dom i Gaar over Shakespeare? Ja, der gaaer mange urimelige Ting for sig i denne Verden. Anledningen til hans Hidkomst er et Løfte han havde givet en Fetter af min Koren, Sorenskriver Koren paa Voss, at han skulde besøge os her paa sin Tour. Wilhelmsminde bliver han ikke træt af at tale om, og vandrer nu atter did med Skriveren, som er nok saa glad i sin Landsmand, og virkelig er han heller ikke et reent Hverdagsmenneske. Med mig sympathiserer han i Enthusiasme for – Caffe. Med Søn Pavels vilde han sympathisere i – hvad er det Modsatte af Enthusiasme? Afsmag for Bergen, skiøndt hans Fødebye, og dens kiære Indvaanere, hans Byes Børn. Deres lumpne Bidrag til Norges Universitet bringer ham i retfærdig Harme. Hvad han i denne Anledning sagde var sandt og træffende: «Men den største Deel af dem er heller ikke Nordmænd. De nedstammer fra Holland for det meste (‹hans Faer og Moer var jydske men Farfar var en Bremer›–) og saa snart deres Sønner har opnaaet Ynglingsaarene, sendes de udenrigs, og kommer ikke tilbage før de skal etablere sig, alle i den fordømte Handelsstand Guldtørst og Kræmmeraand hviler over dem fra Vuggen af, og netop i de Aar, Hiertet skulde naturaliseres, sørges der for, det under en anden Himmelegn bliver hærdet mod al Patriotisme – Fødelandet er dem intet – de skulde dog et Steds see Lyset – kan paa denne Maade aldrig blive dem kiært og helligt – de kiender det ikke, føler aldrig Kald til at lære kiende det. Og hvad Begreb har de om et Universitet? O hvor ofte jeg, paa denne min sidste Reyse især, har tænkt ved mig selv: ‹Saadan kunde disse Mennesker dog aldrig handle, om de en eneste Gang giennemreyste disse skiønne, saa mange Stæder fortryllende Egne.›» – I seer, min Bergenser «saa Gu er ganske bra» – Det var i Skumringen i Aftes, han med lange Skridt frem og tilbage paa Gulvet, holdt denne Sermon, og jeg syntes høre Dichmann, med hvis Organ hans har megen Lighed – I Figur, Gang, tildeels ogsaa af Ansigt, ligner han min gode Borchsenius.

[95] Jeg fik ikke sagt Eder i Gaar, at istæden for de ventede Officerer fra Tøyen, kom et Bud fra Dragvold med et Brev til Jess, skrevet med Blyant, at de vare blevne saa længe opholdt efter Skyds paa alle Stæder, saa det blev dem umueligt, saa giærne de havde ønsket det, at komme indom Hovind osv – Ret meget flaue bleve vi alle, da vi ret længe og glade havde seet dette Besøg imøde, og sikkert giort Regning paa, de vare blevne her Natten over. Jess kastede sig flux paa sin Vaillant i Haab om at finde eller indhente dem; men forgiæves. Et Brev fra den gode Zarine sendte de tillige, og Ingemans Digte, en Foræring til mig fra Lieut: Stenersen. Et Par smaae Brevunger fik Maja ogsaa fra sin Kista og Hanna Bull –

Kl 5 Nu er atter Jordan og Koren ude at vandre. Saa snart vi i Haven havde drukket Caffe, gik de. Og imens de ere borte, vil jeg fortælle hvad Dagen mere har ført i sit Skiold, og om mueligt ende dette Hefte, for at faae det bort i Morgen med – to Mardamer, som i Følge med den tredie, Madam Giørup, giorde os et Morgenbesøg før de toge i Kirke[.] Egentlig var det et Ærinde den ene, Mad: Tolke, havde til Skriveren, i Anledning af en Gaard hun har kiøpt i Ullensgr. Mad: Giørups Søster, en Mad: Helverschow, var det tredie Blad i Kløveret. Vi blevne alle budne til Giørups til Aftens, men jeg undskyldte mig for mig og min Husbond, da vi ikke kunde forlade vor unge Giæst, og at han heller blev her end tog med did, det vidste jeg. For Ungdommen, som var i Kirke, gav jeg mit Løfte, og de ere der nu, Smaaepigerne at sige – Kun min Telja gaaer her omkring og stulrer. Jess og Consorter ere paa deres Veye, og de ere usporlige – Jeg havde foresadt mig at besøge [96] Hvilestædet, som de fromme Børn, da de i Dag gik i Kirke, prydede med en deylig Krands; men det bliver nu vel neppe, undtagen Koren og Jordan kommer saa tidlig tilbage, at det endnu er Tiid – thi den unge Mands Øyne har glindset af Taare da ^naar han har talt om min Sara og Wilhelm, som jeg hører han kiender meget nøye – af Rygtet – og altsaa er han værd at betræde det hellige Sted. Tidlig i Morgen gaaer hans Tour videre til Hedemarken, men han har halv om halv lovet at giøre en Tilbagetour derfra hid for nogle Dage, inden han fortsætter Touren til Hiemmet, da han opofrer denne hele Høst og en Deel af Vinteren til sin Reyse. Sandelig, han bliver alt mere og mere interessant ved nærmere Bekiendtskab –

Jeg fik ikke et Ord med Posten i Dag. Fra Festningen havde jeg ventet det saa vist. Nu vil jeg sanke gloende Kul paa deres Hofeder ved at sende dem denne Journal i Morgen uden et eneste Ord mere end hvad de her finder. Dog, maaskee lader jeg den først gaae til min Kista, som snart expiderer den, saa I faaer den tidsnok, I slemme Børn, for at see, hvordan I i Dag har sveget mit Haab – Et bud fra vor gode Hertel har indbudet min Koren, Jess og Marie til et stort Collads, han i Morgen skal have for alle exercerende Dragunofficierer – han er Udreder, mætta! – men Koren har Forretninger, og Maja, der ellers ikke lader sig nøde til dette Besøg, vil dog ugiærne did i det store Mandslag, saa Hr Sønnen nok faaer drage Solo did.

Og nu slutter jeg mit Hefte med den glade Vished, at have Eder her hos mig, I Elskede Alle, inden det kommer saa vidt med det Neste. I Morgen besøger jeg nok min Rikke, da den gode Fabritius skylder mig det. Vi skulde været der i Dag, men deraf blev da intet – Farvel, God Nat, I Kiære!

[97] Mandag sidste Aug: At begynde et nyt Hefte med den sidste Dag i Maaneden, er lidt underligt men denne Gang falder det nu saa – Klokken 10 kommer først Fabritius for at afhente mig til Plogstad og nu er den først 7. Jeg skal blot skrive et lille Brev endnu til de gode Mariboes, for at lykønske dem til deres Idas første Aars Fødseldag, og dertil behøves ingen 3 timer.

Kl: 6 tog Hr Jordan bort. Jeg var ikke nede, thi jeg vaagenede lidt syg i Dag. Men min Koren og Børnene holdt ham med Selskab fra Kl henimod 5 – I Gaaraftes var han med min Koren og mig ved Graven. Han var meget rørt. Indskriften paa Støtten fandt han som den er, udtryksfuld skiøn. Siden snakkede vi ved vort Smørrebrød og et Glas Punsch til henimod Sengetiid, da kom Børnene fra Giestad, Fabritius og hans Grethe i Følge med dem, og lidt efter kom min gamle Ane med sin lille Claus Wilhelm, et vakkert Barn, som Marie slet ikke kunde slippe af sine Arme. – Der har I Enden paa den Dag. – Ane bragte mig et Brev fra min Kista, hvori var en Hilsen fra Sara B. som nyelig havde forladt hende, og som inderlig glædede sig, siger Kista, til at see sin Moer Koren og Hovind sidst i denne Uge. Der gik et Lys op for mig med et – Altsaa har Haabet nu noget mere bestemt at holde sig ved, og Torsdagsbrevet bliver en blot Forløber for Dig selv, dyrebare Maja, og Dit kiære Følge.

Kl 6 «Men Skiæbnen eller sligt giør intet hen i Toget, og standsende min Tour den mente dog vist noget» – thi seer I, der blev intet af min Plogstadreyse, da den bestilte Hest ikke kom. I det Sted gik jeg tilsengs, da min Frysen og Mathed tiltog, saa jeg med Møye fik mit lille Brev til lille Rangna M: færdigt. Jeg faldt i Søvn, og stod taalelig brav op. Jeg er ikke heller værre nu, kun fryser jeg lidt; men det blæser ogsaa ret koldt i Aften. Nu gaaer jeg ind og lader Cabalen sige mig, om I kommer Alle i denne Uge –

[98] Tirsdag 1^ste Bevares Gud fra, denne Maaned skulde blive saa kold, som den begynder! Med min uldne Kiortel, aldeles i Vinteruniform, kan jeg endda neppe holde Pennen, saa fryser jeg. Og det er ingen Feberkulde, thi jeg er i Dag ret færm, og alle klager som jeg. Min Koren er ikke fuldt saa færm i Dag som – jeg, havde jeg nær sagt, men Gud lade ikke den Tiid komme, at jeg skulde være nødt til at sige det! – ney, som ellers. Han føler saadan Smerte i den ene Hofte, at han maae halte, og frygter, det skal blive en Byld. Men troer I det kuskenerer ham, saa troer I feyl. Han humpede ret lustigt omkring, parodierende sig selv, før han tog til Giestad, hvor han har Maanedsting. Dog bliver jeg altiid saa bange naar han feyler noget i hvad det end er –

Denne Dag havde jeg foresadt mig at tilbringe paa mit Wilhelmsminde, hvor det vist ogsaa er varmere end her, da det ligger midt i den velsignede Sol. Men den kolde Blæst giør det leyt at komme did, og Maja og Lina har saa travlt med deres Spinderokke, at de ikke kan blive med mig; Kaja vilde kiede sig der naar jeg sad ved min Pult, og ganske ene er jeg der heller ikke giærne; jeg faaer nok altsaa skrive til alle mine elskede Børn i Kbhn fra det lille grønne Kammer.

Onsdag 2^den Flere Gange i Formiddag tog jeg Pennen, og vilde sagt Eder Elskede, min Bekymring først, siden min uovervindelige Angst. Jeg fik høre, Walbohm tidlig i Morges var hentet til Rotnæs, og at Mad: Hertel var syg. Det giorde mig meget uroelig, jeg havde Bud paa Gislevold, men de vidste kun, at Doctr: var hentet did og ikke videre. Bedst som jeg nu sad, var det som En havde sagt: «Det er Jess, som er blevet syg der» – Jeg maatte ud, op til min Koren, [99] som loe af mig, til Børnene, som mit blege Ansigt, min Skiælven forskrækkede. «Gaae til Gislevold, Maja, og hør nøye Beskeed!» bad jeg, og før jeg havde udtalt, var det kiære Barn fra sin Spinderok og færdig at vandre. Men det var mig umueligt at oppebie hendes Tilbagekomst. Jeg gik strax efter selv, og begriber ikke endnu, hvordan jeg med de zittrende Knæer der neppe vilde bære mig, kom afsted, og især over alle de fatale Krybeled eller Stenter. Solen brændte stærkt, jeg følte det ikke. Tet ved Gaarden mødte jeg Maja og Grethe Keilhau, som var ene hiemme, og som giorde alt Mueligt for at betage mig min Frygt, og forsikrede, hun vidste vist, det var ikke Jess der var syg, og fremførte alle de Beroeligelsesgrunde, hun kunde opfinde. Nu for et Øyeblik siden kom min Jess (som vi ventede i Gaar, maae I vide, for ey at finde min Frygt alt for urimelig) Gud skee Lov, han er frisk og vel i alle Dele; men det er rigtig nok den gode Moer Hertel, som atter lider af sit gl Tilfælde, Hysterie, dog var hun bædre i Dag, forsikrer Jess, og Walbohm haabede, det snart vilde gaae over. – Følgerne af min, Gud være lovet ugrundede Frygt, føler jeg dog endnu. Min Haand zittrer lidt imellem, mine Knæe endnu mere –

Og Gud, hvilket Veyr det bliver med et! Regn og Storm, og et nesten natligt Mørke. Giid min gode President og Lotte ikke maatte være ude i denne Byge, thi det haaber jeg dog det kun er. I disse Dage maae de, bliver de deres Bestemmelse troe, dog vel komme tilbage. Hverken vi eller Kista har hørt fra dem i al denne Tiid. Gud give, de maae være friske! og at de ikke nu maae være ude.

Jeg skrev kun til Sønnen min, Bergh, i Gaar, da jeg tænkte det var bædre at skrive til Døttrene dernede, naar deres og min Sally kunde skrive lidt med – naar vi havde det saa godt sammen.

[100] Torsdag 3^die Hvad jeg i Dag har at fortælle Eder, Elskte, er just ikke at Glæde sig over. Efter den kolde sene Regn i Gaar, har det frosset stærkt, for denne Aarstiid usædvanlig stærkt i Nat. Det er saa meget sørgeligere, som Kornet nesten overalt staaer græsgrønt, og det, frygter jeg, har i Nat faaet et uovervindeligt Knæk. Alle vore Bønner har sagt os Farvel, og dem lovede vi os da ikke stort af, fordi de endnu ikke var kommet stort videre, end til Blomstring. Potetesgræsset er kulsort, altsaa ganske unyttigt; dog ney, det er det dog heller ikke, da det beskytter Frugten for Frost, haaber jeg. I Dag, da det brænder første Gang i min Kakkelovn, faaer vi nok vort sidste Høe ind. Hvilken underlig Blanding af Midsommer og Vinter! Gud see naadig til det arme Land!

Walbohm var saa god og kom herindom i Aftes da han kom fra Rotnæs. Gud skee Lov og Tak, vor kiære Kaja Hertel var meget bædre inden fan forlod hende.

Hvor mit Hierte banker Postens komme imøde!

Aften Det bankede ikke forgiæves. Gud lønne Eder Alle for de kiære Breve, min Maja, Lotta, begge Sønnerne mine, Pavels og Hr Frederich! Altsaa Søndag tør jeg vist vente Dig, evig dyrebare Maja, og med Dig vor elskelige Sally! men ikke min Egersøn, og om Børnene de andre – det skal først enten mine Øyne eller de kiære Kommende sige mig. Mere i Morgen, Elskte! Jeg har havt en lille Skræk, den er forbi – ogsaa om den i Morgen.

Fra den blide Frue Maribo fik jeg ogsaa et saa kiærligt Brev. Men hun er saa sygelig nu igien, den Gode!

[101] Fredag 4^de Det var da de mange kiære Breve, jeg skulde sige lidt mere om. Du er frisk, dyrebare Maja, og Du kommer til Dine længselfuld Ventende, vor Sally med Dig – det har jeg da, som Vished, at glæde mig til. Lottamoer med alle hendes Kiære, lever in floribus. Om sin Hiemreyse taler hun ikke et Ord, men vente dem hid, det veed jeg jeg kan –

Begge Sønnebrevene vare usigelig interessante – det var da ikke første Gang de vare det, kan jeg troe; men hvad der gav dem end meer Interesse end sædvanlig, var: at de i saa mange Berørelsespunkter vare saa enige og dog igien forskiællige.

Begge ere i Dagbogform. ^I Provstebrevet flyder det som en Strøm: Bispebesøget, den hele Visitationstour, Broder Pavels Komme, Ophold, deres Reyse til vor elskte Dal, Dagene der, Hiemkomsten – Øyne og Tanker har fast ingen Hvilepunkt, det maae gaae med samme Hurtighed ved Læsningen som ved Skrivningen – ogsaa havde min Tilfærdighed endnu en Aarsag: «paa den 4^de Side staaer der da vel, at Moer Koren ey venter Sønnen sin forgiæves» – haabede jeg. I har seet, hvordan mit Haab fik en lang Næse – Nu Slotspræstbrevet – Der risler den sagte Bæk saa stille, at man faaer Tiid til at bemærke hver lille Steen der opholder dens Gang, hver lille Blomst, den i Forbigaaende kysser. Fra Ud- til Indfarten af Slotsporten (Fæstningsporten mener jeg – Maren Skieldrup stod her og vaasede om Mad, det forstyrrede mig) kan jeg følge, høre, see, føle, dele Alt. Det er kort sagt to velsignede, hiertelige Sønnebreve. Min Pavels taler desuden saa sandt som inderligt om min elskelige Adam – i hvad Anledning kan jeg ikke her tale om – vore Følelser mødes saa ofte, og hvor godt det giør at blive saaledes mødt, veed I Alle – Lille Frue Maribo fortæller en Anecdot, som maae gientages her. De har en Tiæner, Eduard ved Navn, et grumme skikkeligt og dumt Menneske. En hvis Familie, som det for Mandens Skyld giør mig alt for ondt at nævne, har i den senere Tiid ikke allene været paatrængende, men viist sig uartig, «saa jeg, siger den gode [102] Ragna, har været nødt til et Par Gange at nægte mig hiemme for dem. Nu troer Edvard at giøre sine Sager fortræffeligt i det han siger mig ude for Deres og min kiære Sara Bøyesen, og kommer ret triumpherende og fortæller sit Mesterstykke. Men han maatte smukt strax ride afsted og bede hende komme tilbage. Han troede, vi uden Undtagelse var borte for Alle – Men den Stakkel kunde jo heller ikke vide, hvor glad jeg er i min Moer Korens Veninde» – Ellers er Tonen i hendes Brev saa sørgelig, saa nedstemt, at det skiærer mig i Hiertet. Hun troer det vil blive bædre med hende naar hun seer sin Moer Koren, siger hun, og kunde jeg troe det samme, skulde vist intet holde mig fra endnu i Høst at see til det kiærlige lidende Væsen –

Hvad sig min Forskrækkelse i Gaar betræffer, saa var den just ikke saa forskrækkelig, uden for første Øyeblik. Jeg sad her hvor jeg pleyer sidde, og saae dem komme med et Høelæs, og skiændte ved mig selv, fordi de havde læsset saa ugudeligt, og saae medynksom min Gul og den lille unge Hoppe, Du, min gode Elise S: for flere Aar siden bad Liv i, trække op af den fæle Loebroe. Med et blev Hoppen borte. Jeg troede den var styrtet, og fløy ud for ikke at see mere. Til al Lykke var Jess kommet hiem af Marken, saae Uheldet fra sit Vindue, og styrtede ned og ud til Hielp. Den havde blot kommet ned med Forbenene ved at træde et Bræt itu i den usle gamle Broe. Jess fik stablet op under Broen saa den fik Fodspænd, og skiød sig rask op uden videre Hielp. Hvordan det ellers var gaaet veed jeg ikke, thi der stod de, en to, tre gamle Invalider (som vi her har en heel Skok af) og jamrede og bad Gud bære sig, og en af dem spiste derimellem paa sit Smørrebrød ret trøstig, men derved blev det. Jeg skulde ærget mig, men da det var vel forbi, blev jeg saa glad at jeg glæmte det – Herre Gud, hvilken øsende Regn i Dag igien! Maatte Du dog faae bædre Veyr i Morgen, elskte M: og naar Du iler i mine Arme, og naar Du igien maae rive Dig ud af dem – aa ja, ogsaa mens I ere hos mig, I Dyrebare!

Ja, det er jo ikke længere blot Ønske, blot Haab, det er jo glad Vished, at De, ædle Treschow, skal hilse Deres neste Fødselsdag, at den neste velsignede 5^te Septbr skal hilse Dem blandt det elskede Norges stolte Tinder. Længe før vi troede, det skulde skee saaledes, sagde De: «1813, det gaae som det vil, seer jeg mit Norge igien! Da har jeg opofret 40 Aar af mit Liv til Læreembedet, da kan det ey nægtes mig, ønsker jeg det, at leve mine øvrige Dage i Fred og Sorgløshed i Fødelandet.» Kun tildeels er ^vil dette Ønske eller Forudsigelse gaae i Opfyldelse[.] Men lidet maatte jeg kiende Norges og min Treschow, troede jeg ikke, det saaledes som det er, er ham ulige kiærere, end saadan som han da tænkte sig det. – Og jeg skal ikke mere «blot i Aanden» være tilstæde i Eders lille udvalgte Kreds. Med Siæl og Legeme skal jeg være det. Ja, Fredens og Kiærlighedens Gud og Fader! til dig, haaber og paa dig troer jeg, og du vil ikke lade mit Haab, min Troe staae beskiæmmet. «Troe og Haab og Kiærlighed ere store Dyder» – begynder en gammel Psalme eller Vise. Hvor store de ere som Dyder, tør jeg ikke afgiøre; men at Livets høyeste Lykke – dets eneste – kun bestaaer i og ved dem, det veed jeg des vissere.

Med Troe, Haab og Kiærlighed signer jeg Dem, min ædle ældste Søn, og alle de elskede Væsner som omgiver Dem, og den Eder her ventende Cirkel, og den neste 5^te Septbr og mange dens Efterfølgere, og mig selv – O hele Verden, Bretland selv ikke undtagen, signer jeg i Dag med et saa glad Hierte, skiøndt mit Hoved er ret slemt, og, hvad der er det [104] værste, jeg er selv Skyld i det: thi jeg burde vide, at man ikke kan studere Schlegels Dramtrg: i Larmen af to Spinderokke, Majas og Linas, og ved Praten mellem disse, Kaja, Jess og den lille balstyrige Tønder Lund. Ogsaa er Stilen i denne Udgave saa fiin, at det ret lider paa Øynene ved Lys, ere de end væbnede med Briller og grønt Skiærm. Men den tredie Deel som jeg nu er i, interesserer mig endnu mere, langt mere, end de foregaaende; og holdt mig derfor fast til Kl var over 10 –

Kl 3) Og nu har Lieut: Brat, som er her i Anledning af sit Gaardsalg (han flytter igien til Sverrig med sin Familie) holdt mig fra, hvad jeg havde saa vist foresat mig, at begynde et Brev, just paa denne kiære Dag, til Barna dernede – og Hovedet, frygter jeg, vil holde mig fra det herefter. Veyret er saa deyligt, dog lidt koldt. Roser og Lilier, som endnu i Onsdags smykkede min Ovn, har nu givet Plads for Varmen – det er fast en Forandring som fremvirket ved et Trylleslag. Dog, det havde vel snarere tryllet Blomsterne paa end af Ovnen.

Søndag 8^de Stille og bliid, som de elskte Ventede, er Dagen. O hvor glad skal jeg om nogle Timer ile til mit Wilhelmsminde, for derfra at øyne Eder langt borte, og saa – i Eders Arme. Frue Hiort og Wærner med Børn ere her. Jeg vilde helst i Dag uforstyrret blot tænkt mig det glade Møde. Nu ere de alle i Kirken, men seent faaer det vel Ende der i Dag, der ere mange Forretninger, og nu nylig, Kl over 11, er begyndt. Men der er min gode Rikke med sin søde Willa og Luise Radik, – ja det var noget andet –

Onsdag 9^de Saa længe, Elskede, har jeg ikke talt med Eder her. I skal høre hvorfor, og finde det begribeligt. «Aa, det finder vi det alt. Du havde jo Dine Kiære hos dig, og har» – dem endnu, [105] Gud skee Lov! og beholder dem endnu i mange glade Dage. Det var uforsvarligt, vilde jeg i denne Tiid være glad allene, og ikke dele med Eder, I fraværende Dyrebare, saa meget jeg kan dele med Eder. Men hør nu alt i sin Orden

Min Rikke kom da Søndag Middag, med Barna sine. Vi gik i Haven, sad sammen her, og hvad vi meest talte om, var de Ventede. De to Fruer med Børn gik i Kirke, og kom tilbage længe før den seendrægtige Munthe. Først Kl over 2 kom vi til Bords, og der gik mig alting saa bedrøveligt langsomt, at Rikke ret loe af mig for min Utaalmodighed. Kl 3 var da det forbi, og Caffen kom strax. Imens vi endnu sad ved den, kom min Majas Forbud – kun to Heste vare bestilte, at det altsaa ikke var flere end de Kiære jeg før ventede med Vished, saae jeg da. Kl 4 vare Hestene paa Dragvold bestilte – det var den strax her. «Før Kl 6 kan de slet ikke være her» mente Skriveren og Jess, men jeg ilte lell, satte mig med min Rikke i Frue Hiorts Kiærre, som stod forespændt (da de vilde reyse) for at tage imod Maja og Saja paa Wilhelmsminde med Theen. Men netop havde vi dreyet om Hiørnet ved Vildskov, saa seer vi noget hvidne ved Liøgodt. «Sandelig, der er de –» sagde Rikke – og det var dem min dyrebare Maja og Sally i en Bredcarriol, lille Lena Bergh i min Korens gamle enkelte, som hendes Søster fik laant herfra ind sidst. Nu blev der en Accordering, om vi skulde tage hiem, eller til Wilhelmsminde. Stemmerne vare delte. Men i det samme sage Lena Bergh: «Der kiører en Vogn til Hovind. Nu faaer Moer Koren flere Fremmede» – Jeg saae mig om, men de vare mig alt af Syne, dog begreb jeg, det maatte være Presidenterens, og det var det. Nu var det da afgiort, at Rikke og jeg snoede om igien, og endnu vare de ey ret udpakkede af Vognen, Bulls, da vi holdt herudenfor. Presidenten stod midt i Gaarden, Lotta og Børnene [106] rundt om ham, og hvilke hiertelige Velkomner og Favnetag der nu vankede, det overlader jeg Eders egne Hierter at fortælle. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde vende mig hen, for at, i det mindste mine Blik kunde omfatte dem Alle som mit Hierte omfattede dem. Til Dig, Du mig igiengivne Maja! trak Hiertet sig især hen – Ak, det havde jo for ikke længe siden blødt saa usigelig smertefuldt ved den Tanke: «om du aldrig mere omfavner Hende paa dit Hovind!» –

Endnu var Hiortes og Wærners her, og det surrede om mig som en Bisværm. Da Kuben var min, kan jeg jo vel uden Stolthed og for at blive i Lignelsen sige: at jeg forekom mig som Dronningen i Kuben, hvis Pligt det var, at være saa meget mueligt overalt. Det tog lidt Tiid hen inden vi fik Thee og Caffe her, da det var anordnet paa Wilhelmsminde. Fruerne med deres Børn reyste. Min kiære Rikke torde ey være for seent ude, og tog bort før det mørknede, og som et Øyeblik gik Aftenen ved Alskens Meddelelser. Gud skee Lov, Alle vare de saa friske, de Elskede, alle fornøyede. Sally var reent forstyrret, saae saa rask ud – det giør ogsaa vor Maja C, bædre, synes vi Alle, end hun i senere Tiid har seet ud. Lotta havde fornøyet sig deyligt paa sin Tour, men da Lawsonmand paastod de maatte og skulde reyse Mandag, trillede Taarene ned ad hendes Kinder, men hun sagde blot: «havde jeg dog kundet blevet denne eneste Dag over hos dig, Gullet mit!» – og det rørte dog nok hendes strænge Husbond og Herre, som vore Overtalelser ikke kunde bevæget, og de Gode bleve her til Tirsdag Morgen. Sally fulgte Lena til Engelstad imod Aftenen om Mandagen, og i Dag venter vi hende tilbage. Gaarsdagen, o hvor sødt gik den, skiønt mit Hoved var meget slemt, men ofte glæmte jeg det i Samtale med Maja mi. Her var saa stille i det lille grønne Kammer. Saadan havde vi længe ikke sadt sammen. Imellem saae Skriveren og Børnene ind til os. Da vi havde spiist, maatte jeg dog tilsengs, men stod efter et Par Timers Hvile færm op igien, strikkede og snakkede til Mørket kom, da tyede vi ind i den lille lune Stue, – [107] thi baade der og her havde vi lidt i Kakkelovnen – spillede Rabus og giorde Kortkonster – thi Maja har lært at spaae i denne Tiid af Moer Peckel – og tænk, nu har lille Maja – thi hvad kan hun afslaae sit elskede Navne? – faaet hende ind, midt paa Formiddagen at giøre sine Kunster, og derfor, seer I, har jeg havt saa god Roe til at faae betalt min Gield her. Men der har jeg hende igien; og nu har jeg savnet hende saa længe, at I ey vil undres over, jeg blot i al Hast fortæller Eder, at Fristelsen har faaet Bugt med mig, at jeg følger med til Auestad, og bliver der den velsignede 21^de over – det veed Sally intet af, og nu vil hun giøre store Øyne naar hun hører det. Om hun skulde have noget imod det? – I veed, hun følger med. –

Torsdag 10^de Det blev saa stille og blidt i Aftes, og min Maja C besøgte med mig det dyrebare Hvilested. Vi bragte med os alle de Roser, vi fandt, maaskee de sidste, det i Aar prydes med. Ogsaa der blomstrer Rosentræerne endnu. Vi sad der en Stund, talte om disse Dage forrige Aar, da min Maja bragte mig sine og mine Børn tilbage, i Følge med de mange andre Kiære. Vi talte om de forbigangne Dage og Aar – om Altings Forgiængelighed – Da vi kom hiem drak vi Thee, og giorde Planer til at narre Sally lidt naar hun kom. Vi vilde f:E: ladt som vi havde grumme travlt naar hun traadde ind ad Dørren og saa bilde hende ind, Printsen kom her i Dag og spiste Frokost før han tog til Garder (thi han farer nu omkring igien fra en Exercerplads til en anden) men hun kom før vi havde faaet Rollerne fordelte, og det gik i staae. Det kiære Barn havde levet ret fornøyeligt, men dog længtes til Hovind. Nu sidder baade hun og Maja her paa Sophaen, skriver, læser og spiser Bær – og nu skal jeg tømme lidt paa de ubesvarede Breves Rum.

[108] Fredag 11^te Til min kiære Egersøn fik jeg skrevet, skiøndt ikke et Svar som hans interessante lange Brev havde fortiænt, da de kiære Barna sad her og smaasnakkede, og mine Øyne vare saa usle, som de ikke har været i lang Tiid. Men han tager jo stedse til takke med Moderens gode Villie, som en artig Søn hør og bør. En lille Smule bøs er jeg vel ogsaa paa ham, fordi han sveg mit Haab, og derfor gik det, naar jeg skal være oprigtig, heller ikke fuldt saa glat som det pleyer. Han mærker det nok, og studerer paa at faae Mutter god igien. Og et Barn behøver jo kun blot at giøre Tegn til det første Skridt, saa rækker Moderhiertet ham, tidt uden selv at vide det, Haanden imøde –

Saa skrev jeg til Forvalter Krefting. Har jeg sagt Eder, at jeg forrige Søndag fik Brev fra ham, og at hans Kone var saa syg? Gud lade mit Brev finde hende fuldkommen frisk igien, den gode, umistelige Kone, Moder og Datter! – Jeg fik ogsaa i Søndags Brev fra den snurrige Jordan, der taler bædre for sig, end han skriver. Han venter saa tillidsfuld Svar – jeg havde lovet ham det – og «Norges yndige Digterinde» maae see at holde sin Credit vedlige hos hendes «ydmyge Beundrer»

Men om han faaer Svar i Dag, tvivler jeg dog om – thi hør kun! først kom lille Georg Jessen imod Aftenen, for at tage Afskeed da han Onsdag reyser til Kbhn, i Morgen herfra. Med ham maae jeg dog skrive til Døttrene mine dernede i det mindste – da vi havde sagt hinanden Godnat (– Sarabarnet havde sin fæle Hovedpine, og gik tilsengs før vi spiste) og jeg nesten var sengefærdig, kom lille Maja, stak Hovedet ind af Dørren og sagde: «Hertels er nede!» – «Saa seent, i dette Veyr (det regnede stærkt) med den svage Kone!» – smaaebrummede Skriveren, alt halvsovende. Jeg i en Hast kastede mig i [#] min Slobrok, og ilede ned til de Kiære i fuld Nathabit. Hvor glad saae jeg min gode Kaja igien, saa munter og rask, at man skulde troe hende Sundheden selv. Hertel havde været lidt grætten, fortalte hun, fordi hun ingen Roe gav ham før hun kom ud i Gaar. De skulde reyst tidlig, men der kom Fremmede og Alskens Hindringer, saa de først Kl halvfire kom af sted. Hertel vilde blevet til i Dag, men der kunde da komme de samme Hindringer, mente Kajamoer. Nu havde de ret lidt Ondt paa Veyen, og torde, da det blev saa mørkt, ikke blive i Vognen hvor Veyen var slem, til de naaede en af vore Husmands Pladser, hvorfra de fik Manden til at gaae foran Vognen med en Fakkel, og kom Gud skee Lov vel hid, og befinder vi os Alle, ogsaa lille søde Sara, i Dag i høyeste Velgaaende –

Nu har Sally skrevet her ved mit Bord til sit Hovind ved Byen – Maja C sidder inde og faaer sig en Rabus med Hertel – lille Kaja hans gaaer i Husholdningen med lille Maja Telja og Maren. Sara vilde tage sig en Tour i Haven. Skriveren, stakkels Skriveren min, maae, imens vi Alle har det saa velsignet godt, drages med Frue Waagers Tyvepak paa Gilstad – Og tager jeg nu fat paa de resterende Breve.

Løverdag 12^te Ja, ærlig har jeg stræbt med Brevskrivning i denne Dag, og det er saa meget mere fortiænstligt af mig, som hvert Øyeblik nu er mig saa dyrebart. Til Egersønnen og Døttrene i Kbhn fik jeg skrevet i Gaar, til Lottamoer, Thrinasara, den gamle Lollik, Dall, og Hr Jordan, i Dag. Hertels toge bort Kl henimod 11. Da de ikke kunde blive i Dag over, vilde jeg ikke, havde jeg end kundet det, holde længere paa dem. Det var nok, de lede ondt paa Hidreysen, de Gode. Min lille Georg tog jeg Afskeed med ret med et tungt Hierte.

[110] Ak, han vandrer nu ud i den vide Verden, det gode Barn, fader- og moderløs. Dog, Gud har opvakt ham faderlige Venner og Forsørgere, der ey forlader ham. Held og Velsignelse følge Dig, du brave, flinke Yngling, og aldrig vige Fred og Uskyld fra dit Hierte! – –

Imens jeg skrev, vandrede Maja og Sally lidt omkring da den første havde skrevet til sit Thrinabarn, og den anden til Søstrene sine i Kbhn. De kom netop hiem til Spisetiid, og nu, vi havde drukket Caffe og min Post var ganske fra Haanden, skulde vi giort en Tour til min Høy, Saras Grotte, og saa langt det kunde gaae, men det begyndte at regne, saa det slap op til en Spadsertour i Haven, der dog heller ikke gik længere end til de første Stikkelsbærtræer. Nu øser det ned. Maja C sidder saa ivrig læsende i Printsessen af Wolfenbüttel, Sara med begge mine Sønners Dagbogbreve. Hun havde læst Pavels's, tog saa fat paa Jordans, der laae paa Bordet, begyndte: «Høystærede Frue!» – kastede det, og fik endelig fat paa det rette: I kan troe, der vanker alt imellem en lille snurrig Geschichte med det kiære Sallybarn.

Mandag 14^de Det er et sandt Ordsprog: at Intet er saa ondt, det jo er godt for noget. Havde jeg ey lidt ondt i min ene Hofte, af et Glid i Gaar, kunde jeg nu ikke sidde her og snakke med Eder, og hvile mig imens, da maatte jeg gaae omkring – ikke med mine kiære Logerende, de vandrer paa sin egen Haand, og med dem var jeg giærne, om jeg kunde – men for ikke at løbe Surr i disse Dages Tummultarier, maae jeg gaae tilbage til –

[111] Søndag Her sad vi, Maja C og jeg, Sara var, Gud veed hvor, min Koren og lille Maja i Kirken. Da kom Telja saa hurtigt. «Kom ikke og meld Fremmede!» raabte jeg hende imøde. «Men det er dog det jeg maae» gienmælte Telja, og i Øyeblikket holdt her udenfor en Phaeston og en Carriol (saaledes, med to r r, har Fader Pavels bedt mig for Orthographiens Genius's Skyld at stave Ordet) og deri var Obr: Lieut: Krogh med Kone og Datter, og Frue Brat. Ja, i vor Eensomhed vare vi vel bædre, men min tækkelige Frue Krogh maatte være mig hiertelig velkommen lell, ligesaa den søde Hetgens lille Navne, og den min Sara saa lige Frue Brat. Med Maden var ^blev og maatte det blive som engang var ordnet, da det alt var Middag.

Vi drak Caffe paa Wilhelmsminde, som alle disse Gode saae første Gang – baade det og hele Hovind saae Frue Brat første og sidste Gang; thi egentlig var det for hendes Skyld de kom, da hun vilde tage Afskeed med os før hun forlod Norge. De vilde hiem inden det mørknede, og vi vare just i Begreb med at gaae ned, da – Fader Pavels med Hustroe kom, som vare de faldne fra Luften. Lille Claudine var den første, jeg fik see, og troede neppe mine egne Øyne. Jo men var det dem. Jeg vidste nu ikke, hvordan jeg skulde dele mig, da Kroghs, det saae jeg, ilede, og de kiære Reysende skulde have sig en Kop Caffe. Skriveren blev da tilbage, og jeg gik her hiem med det øvrige Selskab. Paa Nedveyen gleed jeg, og var nær ved at falde paa Næsen, men slap med Skrækken og et lille Vrid, som jeg i Dag af og til føler Mindelser af. Imens Kroghs med Majalild var inde paa min Høy og i Saras Grotte, og siden ved mine Elsktes Grav, fik jeg [112] Besørget Thee etc, til de kom tilbage, og imens samledes vi Alle. Kroghs og Frue Brat (som de alle fandt, lignede min bortgangne Sara saa overmaade meget, baade af Ansigt, Figur og Gang) toge bort, og det smertede mig rigtig, at sige den elskværdige Kone det vistnok sidste Lev- og Farvel. Aftenen gik hen med Samtaler og en Rabus mellem Maja C og Sara. Tidlig gik vi til Sengs. De Reysende vare trætte, om min velsignede Maja C har siden Løverdag ikke været fuldt saa rask, som i de allerførste Dage hun kom til sit Hovind

Og nu i Dag – see, da rullede længe før Middagstide en Vogn og Carriol atter ind her i Gaarden. Naa, hvor Visitterne er ude i disse Dage! tænkte jeg. Det var Pastor Bierk, hans Datter, Svigerinden, Jomfr: Roll, og Jomfrue Jensen, samt dennes Broder, Captaynen, som dog kun blev et Øyeblik, da hans Skyds til Christ: var bestilt. Et ikke stort længere Besøg havde vi af en Lieut: Nissen, som bragte os kiærlige Hilsner fra Tøyen, og et Brev fra Kistamoer til Majalild – han tog bort fra Wilhelmsminde, da han havde spist og drukket Caffe. Et ret godlidende ungt Menneske – Resten i Morgen thi dette har jeg stiaalet mig til at skrive naar de har været ude paa Vandring. Nu reyste Bierkes, men det er allerede mørkt, og et Brev til Tøyen endnu ufuldendt.

Tirsdag 15^de Jeg fik det færdigt, og nu tager Manden som skal hente det min Kistas Dragkiste herud, afsted. Jeg har ey takket Dig, beste Lotta, for Dit vennehulde Brev med Barna fra Festningen, her tage Du denne min Tak for det første. Og fra Eder, I elskede Døttrene mine i Kbhn, bragte [113] Søndags Posten et kiærligt Brev, som Sally vor læste paa Wilhelmsminde, men jeg først ret med Andagt her i Gaar Morges. Ja, det er bestemt, Tøyen bliver Universitet, saa min ædle Treschows og Sverdrups Glæde herover ikke var forgiæves

En Lieut: Nissen, som i Gaar kom hid med Breve og Hilsner fra Tøyen, bragte denne Vished, som Brevene bekræftede. Jeg kan kun gientage hvad jeg før har sagt i denne Anledning: Naar mit evigkiære Tøyen skal skifte Eyer, saa takker jeg Gud, at den bliver en saa udmærket National-Eyendom. Men mit Hierte er saa underlig beklæmt i dette Øyeblik. Det er, som om mine bedste Glæder alle laae i Erindringen. Dog, Haabet vil gientage sine Rettigheder – det giør det jo i dette Øyeblik. At jeg er saa beklæmt, kommer vel af, at min dyrebare Maja C heller ikke i Dag er brav. Hun har sovet lidet eller intet i Nat. Nu kom jeg fra hende, og det venlige blege Ansigt, og de huldt- men matsmilende Øyne staaer saa levende for mig, som naar hun sidder her ved min Side. Dog, Gud skee Lov, hun er nu oppe, og sidder her snart igien hos mig. O saae jeg hende kun igien som i de første Dage hun kom hid! Dog – der er du atter, venlige Haab! – saa skal jeg med Guds Hielp see hende inden hun forlader det grønne Kammer –

Onsdag 16^de Det glade Haab gaaer allerede i Opfyldelse. Hun sidder her i Sophaen, læsende Wansbecker Boten, Sally ved hendes Side med mit sidste Journalhefte. Det kiære Slotspræstpar forlod os nyelig. Jeg vil ikke giærne sladdre paa Barna mine, ellers burde her staae lidt om en vis Slotspræsts Ungeduld, fordi der var lidt Ugreye med Skydsen; men ney, min gode ærlige Pavels var saa ganske den samme vennehulde Pavels [114] i Øyeblikket igien, og jeg seer endnu hvor hans Øyne hang paa hans Claudine, som ønskede at blive her til Fredag, og følge ind med os, og – ney, min kiære Søn og Ven! her skal intet staae, uden hvad jeg føler og tænker, og det er: vel os, naar vore Smaaefeyl saaledes op- og overveyes – «Vi er, desværre jo alle Jyder for vor Herre» – Tak for I vare her, mine gode Børn, og lyksom Reyse! men Regnen hænger over vore Hoveder den undgaaer I neppe. –

Jo men kom her Fremmede i Gaar ogsaa, at det kunde vare tre hellige Dage til Ende. Det var Frue Bergh med begge Smaaetupperne sine, og Frøken Leganger. Hun kom lige fra Eidsvold og blev her kun nogle Timer, da hun frygtede for Mørket, det hun havde dobbelt Aarsag til, da de ingen Gut havde med sig, men sad alle fire inden i Vognen og lille Marie kiørte. Ogsaa min Maja C fandt Frue Bergh meget godlidende, og det finder vist Alle som kiender hende.

Torsdag 17^de En skiønnere Dag end denne kan ey tænkes. Just nu kommer vi, Maja C, Sally og jeg, fra en lille Spadsertour paa min Høy og i Saras Grotte. O hvor deyligt der var begge Stæder! Især fandt Sally et lille Sæde inde i Bakken, skiult af Træer, som hun med Møye kunde rive sig fra, og som fra denne Stund skal være hendes som en synderlig Ting. Nu er hun i Haven og flætter med de andre Barna en stoer Krands til det velsignede Hvilested, som vi skal bede Farvel, naar min Maja har hvilt sig lidt (hun og Sara giorde en længere Tour) og vi har drukket Thee. Gud skee Lov! i Dag er hun overmaade færm, men jeg maae holde lidt Haand i Hanke med hende, at hun ikke skal gaae [115] for langt, som forgangen Dag, da hun med Slotspræstparret og Sally giorde saa lang en Tour, at hun baade den og følgende Dag følte sig mat efter det. Men o hvilken himmelsk Dag denne er! og Tanken: at det er den sidste jeg denne Gang har de Elskede, forbittrer den jo ikke heller, da vi fulde 8 Dage endnu bliver samlede. Ney, ingen Maaned i det hele Aar har saadanne Dage som September, min Treschows og min Majas Maaned –

Posten bliver urimelig længe borte, og vi venter den Alle, jeg veed ikke selv hvorfor, saa længselsfulde. Dog, min Maja C, venter Efterretninger fra sit kiære Hiem, og faaer den vist ogsaa fra sit troefaste Thrinabarn, maaskee fra Faer siøl.

Fredag 18^de Fra sin og min Thrinasara fik hun ret et lustigt Brev, den kiære velsignede Maja, og glæder det gode Barn sig over, at hun har faaet meget Besøggreye fra Haanden til Mama hendes kommer. At Bedstemama følger med, fik hun først vide i Gaar, og i hvor stort Compagnie vi ariverer til Auestad. Jeg ventede intet og fik intet –

Da vi havde drukket Thee, vandrede vi, Maja, Sally, jeg, lille Maja, Lina, Claudine og Kaja, til Graven med vore Blomsterofre. Maanen stod bleg paa den blaa rene Himmel. Da Graven var krandset og blomstret, bad jeg Sally synge Fatimes Aftensang[.] Hun sang det første Vers. I det andet kom hun ey længere end til «snart er dens Dødens Rov, dens Hierte isner» – da qvalte Taare den hulde Stemme – Vi gik tause tilbage. Tynde Skyer skiulte Maanen men gleed den forbi, og den smilte sødt igien til os paa vor Vandring i Haven, og da vi sad i Saras Lysthus og paa Wilhelms Bænk i Runddelen. – I Dag er det atter en [116] herlig sand Septemberdag. Endnu har jeg ey bedt de Elskede Godmorgen. Men Barna ere allerede færdige, og Maja staaer her hos mig saa sød og rød og hviid med sin sorte Frakketrøye og Skiørt, og spørger, om jeg vil have noget Bud til Hertels, hvorhen hun sender tre af Barna sine – tre Ællinger.

Og nu Tak, dyrebareste Maja, for hver glad Stund, Du skiænkede mig her! Og Dig, Algode, mit Hiertes Tak, at hun igien kunde skiænke mig dem! – Og Dig, elskede Sally, min Tak, for Din kiære Nærværelse – Du har jo ogsaa glædet Dig blandt Dit Hiertes Elskede, og skal ofte glæde Dig blandt dem – O hvor deylige Dage seer jeg imøde, Dage, Uger, Aar! – og saa de uendelige, de uomskiftelige. Stode ey de i Baggrunden – hvad var da Alt

Søndag 20^de Her sidder jeg, i det store, høye, lyse Værelse, lige for en af de skiønneste, videste Udsigter I kunde tænke Eder. Men jeg kan ey hielpe Eder, Elskte! I maae rive Jer fra den ligesom jeg, og vende tilbage med mig i den simple lille Daglig-Spisestue paa Hovind, og sætte Eder med os om det tarvelige Frokostbord, som vi sad Fredag Morgen. Vi vare netop ved Slutningen af den første blandt de ikke sex Retter, da et lille Væsen som smilende og neyende ind ad Dørren. Jeg maatte spørge, da hun sagde: «Nu faaer De uventede Fremmede! – hvem hun var? og see! da var det en Frøken Motzfeldt, som for 10 Aar siden, just da jeg reyste til Kbhn, havde seet mig engang i Byen, og nu kom for at takke for Laanet af en Carriol som Skriveren den Gang havde laant hende fra Hovind til Trondhiem (som NB: længe siden var kommet tilbage) derfra hun, nu ariverede. Hendes Agt var, som I siden skal høre, at slaae sig til god Roe paa Hovind. Jeg negter ikke, at dette var en nye Grund til at glæde mig over min Beslutning at følge med mine Kiære. Thi tænk Eder [117] at ombytte dette, min Majas, min Sallys, med dette aldeles fremmede, for ey at sige heterogene! – Hendes Tour skulde egentlig gaae til Moss, og for det første, da Hovindopholdet blev saa kort, til Tøyen. Hun frokosterede da med os, og vi lovede hvad vi ærlig holdt, at bestille Skyds for hende, og toge bort paa engang. Endskiøndt Skydsen stod færdig for Maja og Sally, hvilede de dog for min og Barnas Skyld (vi havde egne Heste, de til Christ:, jeg lige hid) paa Moe, og vare vi nesten stedse i Følge. Uden andre Eventyr, end at vi kiørte forbi en styrtet stakkels Hest paa Veyen (der mindede mig om det styrtede Æsel i Yoriks Reyse) naaede vi Tøyen – et Par smaae Regnbyger er ey at tale om – som jeg saae igien med en underlig vemodsfuld Fornemmelse. Lille Mariane og Julie Pavels kom os uden for Porten springende imøde, Faer og Moer fulgte lidt adstadigere efter. I Gaarden modtog Kista os, og blev ligesom Hanna lidt furten, fordi Maja og Lina vare gangne til Olsens (de stode af i Lakkegaden og spadserte did) Lotta favnede os hiertelig, men rystede lidt paa Hodet og saae til Hvidstuen. Derinde befandt sig nemlig Frue Wexels med sine Døttre, Madam Lund og Kaja. Aa ja, derved var da intet at giøre, vi maatte gedulde os. Caffe og Thee smagte deylig lell, og Praten gik saa Gu ogsaa ganske bra. Noget af en Samtale mellem Frue Wexels og mig, nænner jeg dog ikke at slaae under mig. «Jeg er ret fornøyet (begyndte Fruen) over at faae vide Sammenhængen ret med den Affaire Deres Søn har havt for nyelig.» – Min Søn? Frue! – «Ja, med de Røvere, han fik fat paa» – Det veed jeg intet om. Alle de Eventyr jeg veed, han i senere Tiid har bestaaet, er, at han forgangen i en bælmørk Nat reed ind i en Slagterdrift, og rigtig nok nær kunde redet sig og Dyrene ihiel. – «Ih, hvor Folk dog kan snakke! Rygtet gaaer, han var kommet ridende om Natten, og stødt paa en Hoben mistænkelige Mennesker, uden at de [118] bleve ham vaer. Saa var han taget hen til en Lehnsmand og faaet mange Folk med sig, og de havde omringet Røverne thi det var det rigtig nok, kan I tænke – otte i Tallet, og disse havde da tilstaaet, at de vare 200 i Tallet osv – Det skulde været mig kiært; hendtes sligt min Hr Søn, at han viste saadan Conduite, men det tvivler jeg om: thi lige ukiendt med med Mistænkelighed og Frygt, vilde han formodentlig gaae lige paa, sig til liden Baade –

Maja og Lina kom, fulgt af den snilde Zarine og den brave Lieut: Stenersen. Aftenen gik ret fornøyeligt. Sally maatte tage hiem strax hun havde drukket Thee for at ordne sine Ting til Hidreysen[.] Lina fulgte med sin Moer Cappelen til Festningen, og var hendes Sovekamerat. Der samledes vi om i Gaar Morges til Afreysen. Paa Trappen tog Søn Pavels imod mig med de trøstefulde Ord: «Naa det var vel De kom, kiære Moer Koren, Champagnevinen staaer og venter paa Dem». Aa, den dunster nok ikke ud – gienmælede jeg, som troede, det var Slotspræstens Spøg; men see, det var ramme Alvor. Hertil Karbonade og Pæregrød – Jo jo, det var en delicat Frokost. Vi toge da vel forsynede fra Festningbarna, dem vi sidste Gang saae i den gamle vakre beqvæmme Boelig. Neste Gang hilse vi dem i deres egen eyendommelige forrige Frue Mansbaks, eller rettere – thi hun er stedse den samme Frue – i den samme Frues forrige Gaard, som Fader Pavels rigtig nok har dyrekiøbt, men er passelig og beqvæm for ham især, i alle Maader.

Endnu skiønnere end i Fredags var Veyret, og afbrødes ikke ved nogen Regnskur. Ingen Sommerdag har i Aar været saa varm som Gaarsdagen. Underveys og paa Ravnsborg, lode vi de deylige Tøyenpærer, Lottamoer havde forsynet os med, smage os deyligt, og Sallys Hovindstikkelsbær ey mindre.

[119] Fra Ravnsborg toge de fra mig, de Gode, allesammen, men i den kiærlige Hensigt at bestille og have Caffe færdig til jeg kom efter til Gillebek. Den var strax paa rede Haand, og Maja C, Vertinden mætta, beværtede, skiænkede, og det styrkede, kan I troe. Fra Gillebek fulgtes vi ad, og forlode ikke mere hinanden. Maanen steg op bag de sorte Skove. Aftenen var herlig som Dagen havde været. Ved Bragerøen skulde vi sætte over. Der mødte os den troe Søn og Broder Realf, og giorde og havde giort de prægtigste Anstalter for os, og Maanen lyste os over den blanke stille Flade, og Sally og de andre Børn glædede sig i den gyldne spillende Straalebroe tvært over Vandet, og vi alle glædede os som gode lykkelige Børn, og følte ret inderlig, at vor Fader elskede os Allesammen, og saae ned til os fra den lyse Hvælving med Kiærlighed. –

Før vi landede, hørte vi Faer Cappelens Velkomsthilsen, og af hans Arme ilede vi i vor elskelige Thrinabarns, og først da vi havde ^vare bleven færdige med vore giensidige Hilsner, Spørgsmaal og Giensvar, og kyssed og kiæled lille søde Peer, som alle tre Smaaepigerne strax slog en Ring om, mærkede vi, at vor Thrinasara var bleg og stærk forkiølet. Det er hun desværre endnu. Da vi havde drukket Caffe, Chocolade og Thee, toge vi hid, og underligt kom det mig for, at forladede kiære gamle Gaard, saa seent, og for at tage Natteherberge et andet Steds. Fader C var i Forveyen og tog imod os her paa det skiønne Auestad, og det var med Nød og Neppe Barna holdt sig fra at løbe Huset rundt. Dog, Søvnen overfaldt dem i den bløde Sopha da vi havde spist, og de knurrede lidt over, at Fader C og jeg spillede et Par Rabuser inden det bar tilsengs. Her hvor jeg nu sidder ved Majas lille Pult og skriver, er mit og Børnenes Sovekammer. Den hele Nat smilte Maanen ind til os, og jeg bad til Gud om mange glade Dage og Aar for dette [120] ynderige Steds ædle Beboere, for alle mine Elskte, og sov sødt ind, og vaagnede og glædede mig ved at ligge paa det nye Auestad, og sov og drømte, men kunde intet samle af hvad jeg havde drømt, i hvor vist jeg foresatte mig at erindre det –

Nu vil jeg blot sige Eder, at det er Mandag i Dag, for at fortælle Eder om Gaarsdagen – thi med den velsignede 21^de vil jeg begynde et nyt Hefte. Thrina med begge Gutterne sine, den store og lille, kom Formidd: men var saa harm, fordi hun Kl 3 maatte ned igien, da Mad. Kirkegaard havde meldt sig did. For dog at kunde være samlet med alle sine Kiære, bad hun os did til Aften, og det lovede vi giærne, skiøndt vi hellere havde beholdt dem her, og alle blevet i denne søde Roe.

Jeg sov en lille Midd: Søvn, som var blevet endnu lillere, havde ikke Maja K: taget det andet Bind af Ingemans Digte fra mig, der lover af det jeg har seet at blive sin ældre Søster værdig. Vi sad om Caffebordet – dog, kun Maja C og jeg sad ved det i Sophaen. Børnene vare herinde i Kammeret, Ottesens længe siden hiemme – da seer vi op, og midt i den aabne Dør staaer, dybt bukkende – min Hr Gemahl. Det var en Overraskelse og en glædelig. Vi fløy ham om Halsen. Jeg ind til Ungerne – men Lina var i Forveyen, dog røbede hun intet, men bad dem blot komme ind. Sara blev staaende med begge Hænderne i Siden og saae paa den Fremmede, lille Maja hang blodrød af Glæde i hans Arme. Dog Heftet gaaer til Ende. Vi havde en morsom Aften hos Barna vore[.] Skriverens Komme giorde der samme Effect som her. Mad: Kirkegaard den vakre tækkelige Kone kiender I Alle af disse Blade. Hun havde tre smaae velopdragne Pigebørn med sig. Selv var hun saa stille. Hendes Søster, den interessante Hanna er saa svagelig. Hun var ey med. Fader C er paa Værket, men kommer tilbage i Eftermidd: Egersønnen venter vi til Middag. Realf og Thrinasara er her og søde Petrus. Og alt for længe har jeg nu været fra de Elskede. Om denne Dag er ellers, maae I vide, endnu intet sagt.

Kunde jeg vel begynde mit nye Hefte med noget bædre, end denne min Egersøns Sang? En Note maae jeg sætte til for Eder, Elskede, som endnu ikke har seet det skiønne Auestad og dets Omgivelser. Majaroe er et lille Sted her i Nærheden; ved en [122] stedse rislende Bæk i en lille Kratskov har, vor, min dyrebare Maja alt i sin Barndom havt sig et Yndlingssted, og paa sin lille Græsbænk drømt og ahnet sig ind i den hende ubekiendte Verden, som hun nu der ahner sig ind i den end ukiendtere bædre, evige Verden. Det lille blide Majaroe er nu omhegnet med et lille Springelværk paa den ene Side; paa den anden har Naturen omhegnet det med det grønklædte Field. En lille Broe over Bækken fører did –

Torsdag 24^de Saa mange Dage har disse Blade hvilet. Jeg vil begynde der jeg slap, saa seer I Aarsagen, Elskede. – Her var ingen den velsignede 21^de, uden, det forstaaer sig, de kiære Barna vore, Thrinasara og hendes Realf og lille Peer, som bragte Bedstemoder en Krands af Evighedsblomster. Over hendes Skriverbord hænger den uforvisnelige Krands, og Tusindfryd smile den i Dit ædle Troe Hierte, Maja, hver Gang Dit Blik hefter sig paa den!

Min stakkels Geburtsdagsgave var de gamle fastingske Provinzialblade, der havde faaet nye Overkiole paa, og tiltalte som saa Maja paa hendes Fødselsdag:

Lille Maja bragte anden Deel af Ingemans Digte, Lina et Par pene Strømper, Sally Forsoms nye Skuespillerbog. Før Egersønnen kom Fader C og liden Sophi, som vi først ventede mod Aftenen. Da Aften Klokken blev henved 3, gik vi tilbords, men havde ikke sadt der længe, før Hr. Frederich kom, og med ham Visen, som han selv, Sally og Realf sang over Borde ved Glassenes Klang. Stille med bliid Musik, Claverspil og Sang, endtes den kiære Dag, som den Algode lade os opleve med fro og glade Hierter mange, mange Gange. O Du var os jo gienfødt, Du Dyrebare, giengivet fra Gravens Rand. I min Siæls Inderste helligholdt jeg Din dobbelte Fødselsfest, og Dine Elskede Alle helligholdte den saaledes –

Tirsdag 22^de læste vor Egerven for os ved Thebordet om Morgenen ⁱ Ingemans Digte, mangt et deyligt Stykke. Naar jeg har giennemlæst dem Alle, skal jeg efter min gamle Skik sige Eder hvad jeg fortrinlig ynder. Nu kun, saa meget seer jeg, den sieldne unge Digters Gangergrif er ikke dalet. – Vor Thrina, som er saa grumme forkiølet, kom ikke hid, da det blæste stærkt, men Realf slog vi Arrest paa, dog fik han Hiemlov engang om Eftermiddagen. Vi drak kostelig Champagne ved Bordet, og fik dertil et Par Smaaeviser. Eftermidd: til Kl 6 snakkede vi bort. Det var ey mueligt at holde vor Egerven længer, han maatte hiem, uagtet det blæste, eller rettere stormede, som det da giør hver Dag i denne Tiid. Om Aftenen spillede Faer C, Realf og min Koren en Tremands Piqvet, og jeg læste høyt for mine kiære Tilhørerinder Ingemans Mithridat, som ikke har den Fuldendelse, synes mig, som de mindre Digte. Det varede til Kl over 11, og var vel dette Aarsag i, at jeg vaagnede saa syg [124] i Gaar Morges, laae til Kl 12, stod ret ussel op, og var fast en heel Time om mit Toilet som ikke pleyer medtage mange Minuter. Her var et lille Selskab til Middag, Mad: Cappelen fra Schien, Diderichs Kone, og hendes Datter, en lille 13 Aars godlidende Pige, og Svigersønnen Michael Cappelen (hans Kone ligger i Barselseng; flere af Familien vare budne, men kom ikke) Jomfrue Ravert, og de kiære Strømsøebarna, men ikke lille Peer, da det var en af de koldeste Dage vi har havt i Høst. Mad: Cappelen er en rask, tækkelig Kone, som jeg ret var glad ved at see igien. Ved mit Ophold i Schien viste hun mig, min Koren og Sara overmaade megen Venskabelighed. Da vi gik til Bords var jeg saa syg, at jeg fandt, Sengen vilde tiænt mig bædre; men det bædredes med mig alt som jeg spiste, og jeg spiste dygtigt, og en god Kop Caffe fuldendte Curen, saa jeg ret med Moroe og Gammen var Vidne til Bouston'n, som Mad: Cappelen, hendes Svigersøn, Faer C og hans Svigersøn spillede; dog, da gamle Amtsforvalter Strange kom hid, maatte Thrina mi tage sin Faders Kort, og han selv giorde Lhombrepartie med Strange og min Koren. Kl: 10 brød Selskabet op. – I Dag vare vi alle budne til Barsels hos Mallings, men har Alle undskyldt os, Ottesen undtagen, som skal være Fadder. Han fulgte dog nu sin Thrina og søde Gut herop. Hun er Gud skee Lov meget flinkere end de forrige Dage. Lille Peer blev bragt sovende ind paa store Peers Seng, og jeg har endnu ikke kysset ham, og ikke seet ham i to Dage.

Grev Wedel og nogle andre Mandsperfolk spiser her til Middag. Da jeg kom op fra Haven i Dag med Faer C, og havde Aviserne i Haanden, kom just Greven, den vakkre raske Mand, som nu vel troer, jeg er en heel Politikus. Han opholdt sig kun et Øyeblik, da han med Faer Pedro skulde have et Møde med endeel andre, Gud veed hvor. Det bliver nok ikke tidlig til Middag.

[125] Fredag 25^de Det blev ey før Kl over 4! og vare vi Alle saa skrubsultne at vi vare færdige at blive grætne, især paa Rørbye, som lod vente paa sig endnu en Stund efter Grevens Tilbagekomst[.] Foruden dem var kun Etatsraad Jespersen her, som i Aftes gik ombord med sin hele Familie til Kbhn, hvorfra han siden gaaer videre til Viborg. Han er blevet gammel og jydsk, synes mig. Wedel bliver jeg alt mere indtaget i hver Gang jeg seer ham. Han var i prægtigt Hommeur i Gaar ved Bordet, og fik vor Sally saa deylig rød, da han sagde, han saae paa hende hun havde godt for at finde Udflugter. «Ney det er just det jeg ikke har» – sagde Sally, og det var Sandhed. Han hilsede mig fra de elskte Barna mine i Kbhn, og spurgte, om jeg havde faaet det Brev, han medbragte fra dem.

Løverdag 26^de Jeg ble afbrudt ved Diderich Cappelens Komme som jeg maatte ind og hilse paa, og siden blev det ikke mueligt at faae sagt Eder mere, mine elskede Venner. Jeg vil derfor nu blive ved, som sad jeg endnu paa samme Sted. Alt var indpakket og vi ventede kun paa nogle Penge og Papirer, Fader C vilde have herind til Byen med os. Nesten færdig at stige i Carriolen var der saa nær ingen Reyse blevet af. Seer I, eller rettere, I har alt seet, fast hver Dag var der Fremmede paa Auestad, saa det netop var den kiære 21^de vi bleve ganske uforstyrrede. Torsdagaften var min Maja C slet ikke brav, og maatte lægge sig i Mørkningen, dog giorde hun sig stærk for at være ved Bordet om Aftenen.

I Gaar var Faer C udbuden baade til Middag og Aften, og der var al Sandsynlighed for der vilde blive fuldkommen roeligt for Besøg den hele Dag. Maja var bædre. Sally faldt først paa, i det mindste med Ord, at yttre det Ønske: «kunde du dog blevet hos os denne Dag over!» Majas Øyne sagde meer end Ord det samme Fristelsen var stoer, endogsaa uden dette: thi I vide jo: «Hver fristes [126] naar han lokkes af sine egne Begiærligheder» – dog, jeg overvandt, og Kl halvelleve tog jeg Afskeed med min velsignede Maja og med Sally, som først havde tænkt tilligemed de andre Barna at følge os til Borches, men vilde ikke forlade, selv troefast, sin troefaste Veninde. Don Pedro var gaaet lidt før med begge Brødrene sine (lille Real er med D: Cappelen) Til min dyrebare Thrinasara havde jeg sagt Farvel om Aftenen, da jeg ^vilde tage lige til Borches, og hendes og min Realf kom op om Morgenen, for at sige sit tredie Forældrepar endnu et Farvel. Just som vi toge Reysetøyet paa, kom et Brev fra Egersønnen min saa jeg fik et Farvel endnu fra ham ogsaa, og et Brev med til Broderen Pavels, det Aslak allerede er afsted med, for tillige at melde vor høye Igienkomst til Tøyen. Saa længe jeg kunde see det stolttonende Auestad, vendte Øynene sig did, og Hiertet langt længere. Gud være lovet, at det indre Øye ikke indskrænkes som det ydre, at Tankens Flugt er friere end Fuglen i Luften! – Lille Maja, Lina og Sophie Peckel fulgte os. Da Fergen var paa den anden Side, toge vi over i Baad, for at vinde Tiid, og hos Nella, (hvis Mand endnu ikke er hiemkommet fra Engeland) blev vi kun til Hestene kom efter. Der var mig saa beklumret: thi den fatale Morgenstierne var der med Kone og Børn, og alt op i et Røre, da de ogsaa – de havde logeret der – stode reysefærdige til Christiania. Foruden dem var der en vakker ung Kone, Madam Scheel fra Moss, som i det mindste Kbhns Døttrene og Sally kiendte ret godt, da hun er opdraget hos Jess Ankers. Jeg havde hørt tidt nok tale om Sophie Hesselberg til giærne at vilde giort hendes Bekiendtskab, men som sagt, Luften var mig saa qvalm. Nella er bleg og maver, og utaalmodig over sin Borchs lange Udeblivelse, lever for Resten vel og har to vakkre Børn. Der forlod jeg da Barna mine, og sendte Kys og Hilsner [127] med dem, og Velsignelser. Ved Frydenlund toge Øynene for denne Gang Afskeed med Auestad, og takkede det for hver glad forbigangen og ventet Stund. Saa koldt det var om Morgenen, saa blidt blev det opad Dagen. Paa Gillebek fortalte min Koren mig, at han var blevet Græsrytter underveys, da gamle Felix (en Ridehest, han imellem bruger for at spare Presidenten) der gaaer deyligt i kort Gallop, var styrtet med ham. Han loe, og var glad ved, jeg ikke havde seet det, men blot at høre det ængstede mig. Vi spiste der vor medbragte Proviant, Smørrebrød, Kage og Stikkelsbær, og han klagede ikke, kun det ene Knæe var lidt ømt, sagde han; men da han skulde stige af ved Ravnsborg, befandt han sig slet ikke vel, og kom med Møye af Hesten. Jeg var inderlig bekymret, men han blev snart bædre, drak Caffe med mig, og røgte sin Pibe, steg rask til Hest og fortsatte de lange 7 Fierdinger uden Uleylighed. Gulen var ey at holde, saa jeg vist var her en halv Time – der syntes mig i min Angst to hele – inden han kom. I Dag er han meget stiv og øm i hele Kroppen, men haaber ved denne Dags Hvile og den ømme Pleye vor hulde Lotta og Kista og alle yder ham, at blive stærk til Hiemreysen i Morgen. Dog har vi Bud efter en Carriol som vel er at faae et eller andet Sted, da det i alle Fald vil blive ham tiænligere, end at ride, og betrygge mig, som herefter aldrig bliver ret roelig naar han bruger den gamle Felix

De vare nesten ude af Venten da jeg kom i Aftes, især Kista, som angrede paa de gode Kiødkager vi skulde gaae glip af. Men Lottamoer opgav ikke Haabet saa snart. Presidenten var i Compagnie hos Agent Nilsen; i Dag er han i Gratulats hos Prindsen, i Anledning af dennes forestaaende endnu nøyere Besvogring med Kongehuset – derfra skal han til Rosenkrantz's, og i Morgen til Skøyen til Pløns – det er ret en Tøyte-President – Men fandt vi [128] ikke Presidenten, fandt vi i dets Sted Frøken Motzfeldt her endnu, som, saa vidt jeg troer, ikke har giort Mine til at vilde fortsætte Reysen. Nu sidder hun nok saa pertentelig med grøn Kiole og grønne Skoe og baldyrer en sort Tyls Strimmel, der vist vil tage sig skiønt ud paa en rosenrød Kiortel, hun i Dag kiøber Tøyet til. Jeg gientager hvad jeg engang, troer jeg, har sagt, at hun vist nok kan være meget bra, som hun er flink til sin Haands Giærning; men det generer dog, og kan jeg ikke faae saadan af Hiertets Grund fortalt mine Geschichter eller vi Alle sladdre mellem hinanden, som vare vi ene – Paa denne Side Mortensdag troer jeg knap hun reyser.

Nu har vi spiist. Kl er to. Og nu ere I vel, min Maja og Sally, i Eders fulde Pomp ariverede i Barselstuen. Jeg har dog vel sagt mine Dagboglæsere, at der i Dag er Barsel hos Michael Cappelen, i hvilken Anledning den unge Madams Forældre fra Schien ere didkomne. Os, mig, min Koren og Barna var saamen den samme Høytiid beskiæret, men vi frietoges for den ved Reysen, Børnene blev ogsaa hellere hiemme i Roe med liden Sophi, men Moer C og Sally maae nok holde for, og Thrinabarnet kan vel heller neppe tye længere til sin Erkaltung for at skulke. Jeg gad nok staaet useet i en Krog og skuet til, hvordan I havde det, Elskede! og saa vilde jeg flyve i Forveyen til Auestad og forfærde Ungerne lidt først, og siden Eder, naar I kom, og jeg tog imod Eder og fortalte hvordan alt var tilgaaet i Barselgildet –

Men Tiden til Midd:slumren er nesten forløben, og endnu sidder jeg her, og dog behøver det ikke ret rigtige Hoved Hvile.

[129] Søndag 27^de Det blev kun et kort Blund jeg fik. Min gode Kista kom og vækkede mig med en Kop Caffe. Da vi havde begyndt at drikke Thee, det mørknede alt og smaaeregnede, gik Dørren op og ind traadde det kiære Slotspræstpar, som vare vandrede herop og den lange Vey for at hilse paa Moer Koren, og høre hvordan det stod til der vi kom fra. De havde kunt alt for sande Ahnelser om, det i Dag vilde blive Regn tilgavns, og nyttede derfor Aftenstunden. Vi snakkede, smaaeskiendtes, forligtes, spillede Rabus, og med to brændende Lys i en Lygte hentede dem deres liden Smaaedreng Kl: henimod 10. Rigtig nok var Veyret da bædre end da de gik herop, og langt bædre, end i Dag. – Ogsaa mit Hoved var ulige bædre. I Nat var jeg ret syg, og er ikke med det friskeste endnu. Det leye Veyr ængster mig ret. Min Koren tog nu hiem, dog er jeg lidt roeligere, fordi han lod sig overtale til at kiøre. Og mon Du vover Dig til Din Dal i Dag? elskede Maja, med Dit kiære Følge? Du maae did, og desværre tør vi ikke giøre Regning paa stadigt godt Veyr herefter, før de hvide Fugle kommer. Men jeg længes saa efter at vide, om I ere reyste – ak, og før Torsdag 8 Dage, saa nær 14 Dage, seer jeg intet fra Eder. Frue Wibe troer jeg kommer her i Dag med sine Børn. Jeg glæder mig ret til dette Bekiendtskab. Presidenten betænker sig paa at tage til Skøyen, og opgiver nok Touren, holder Regnen ved.

Kl 5. Regnen holdt ved, holder ved endnu, men ikke desmindre fulgte Presidenten med Wibe til Skøyen. Proctr Hansten var her i Formiddag, og længe underholdt jeg mig med ham om mine Elskede i Kbhn, først og sidst om lille Syvald, som han fortalte saa mange smaae Løyer om. Han tog lige til Hochsund, og saa skrev jeg med ham til min Thrinasara, og nu veed jeg, jeg paa Torsdag faaer Brev fra hende, thi jeg bad hende og hun negter ikke sin Moer Koren noget. Frue Wibe er her, en meget behagelig og vakker Kone, og har to Smaaepiger [130] med sig, to vakre Glutter, den ene 8, den anden 5 Aar. Hun er en lykkelig Moder til 7 saadanne raske Børn, alle vakre og gode.

Mand: 28^de Færdig at tage til Økeren, vil jeg dog endnu sige Eder et Par Ord om i Gaar. Aftenen som Dagen gik hen ved Snak, og det ret interessant Snak. Kun plager Frøken M: mig hvert Øyeblik hun faaer mig under 4 Øyne med Spørgsmaal i Anledning af hva hun kalder min poetiske Geyst. Hun vil vide, hvad Tiid den vaagnede, og sagde jeg hende: «vaagner den ikke med Hiertets første Slag, vaagner den aldrig» – forstod hun mig dog ikke. Ligerviis vil hun vide, om ingen af mine Børn, de hiemgangne og de, jeg har tilbage, har arvet mit Genie? – Siger mig, Elskte, hvad lader sig svare paa sligt? Hun har ulykkeligviis faaet fat paa mine gamle dramatiske Forsøg og en uudtømmelig Spørgsmaalkilde er derved aabnet for hende.

Presidenten og Wibe kom, og den Sidste tog Kone og Børn med sig. «Mænd gik med deres Koner, vi andre ene gik» – til Sengs. Lille Rasmus Borchsenius var her i Gaar – ellers ingen uden de Omtalte. I Dag er det klart i Veyret og i mit Hoved.

Kl 12 «Stakket Dands er snart sprunget» – Jeg var ey halvveys til Økeren, da mødte jeg lille Ragna med sin Ida paa Skiødet. Hun blev ikke mindre flau end jeg, og vilde endelig vendt om, men da hun tog ned til Byen med sin Ida, der havde faaet et slemt Udslet, for at tale med Thulstrup, som hun forgiæves havde ventet paa i 14 Dage, vilde jeg paa ingen Maade hindre hendes Tour, og lovede at komme til hende i Morgen Formiddag. Hun saae saa frisk ud, og var det ogsaa, forsikrede hun. Da jeg kom tilbage, mødte Frue Lotta mig leende i Gaarden, men da hun hørte, jeg skulde afsted igien i Morgen, rystede hun paa Hovedet. Kista mi tager i Eftermidd: til Byen i tunge Afskedsbesøg. Frøkenen følger med hende. Presidenten er hiemme hos os hele Dagen.

[131] Nu en Smule politik til Forandring. Frue Wibe fortalte, hendes Mand havde faaet Brev fra Kbhn, hvori den ubehagelige Efterretning, at Beltet er sperret af svenske, russiske og engelske Skibe, og at dette vel var et Forbud om Fredsbrud fra Sverrigs Side. Skulde nu Svea svige saadan sit Ord, efter at have inddysset os i sød Roe ved Venskabs Vuggesange, o, da var det vel værd at nævnes paa engang med Bretland, naar der taltes om Troeløshed. Men jeg kan ey troe det. Presidenten havde ogsaa hørt af Rosenkrantz, at Tingen ikke var saa farlig, efter Breve han med denne Post havde havt fra Kbhn. «Gud raader vor Skiæbne, han raader den bedst – Saa lidt vi forandrer med Klage –»

«Ikke et Øyeblik til overs for din Journal, Moer vor, fra Mandag til Torsdag?» – Ney, mine Elskede, som I nu strax skal faae Regnskab for. Saa længe jeg kunde see Mand:aften, skrev jeg, først til min Maja C, saa til mine Børn i Kbhn, efter Presidentens Anmodning. Om Aftenen spillede han og jeg Piqvet, og gik jeg af med Seyren, hva der ret ærgede Manden, thi I maae vide, mine Børn, jeg er en reen Fusker i Korthaandværket. Min Kista og Frøkenen kom ikke hiem før vi havde lagt os.

Tirsdag tog jeg til Økeren, saa snart min Post var expideret. Lille Ragna modtog mig som en øm Dotter en elsket længe savnet Moder. Vi vare ganske ene, kun søde Ida sad for det meste hos os, eller krøb om paa Gulvteppet, til kl 2, da kom Hr Ludvig. Saare interessante vare [132] mig de Timer, jeg tilbragte der, men der var den gamle Jammer over, at de saa snart toge Ende. Ragna er nu usædvanlig rask, og tilskriver det sin nærværende Forfatning, som giver mig Udsigt til at blive rigtig Gudmoder i neste Aar engang. Jeg havde lovet at være tilbage inden det blev mørkt, og var det ogsaa. Den unge Messel, John, som nyelig er kommet op fra Kbhn, og skal afløse Edvard Munk ved Academiet, var paa Tøyen. Jeg kunde ikke see denne min Wilhelms Barndoms Ven, min Saras Jævnaldrende, uden smertelige Vemodsfølelser. Gud veed, Tanken om Moderens Glæde ved igien at omfavne den brave, sieldne Yngling, vakte ingen bittre, kun sørgmodige Følelser i min Siæl. Ney, du gode kiære Moer Messel, Gud lade dig til Livets sidste Øyeblik nyde den reneste Glæde uforstyrret! Ak, men han er ikke stærk, din Yndling, han klager meget over sit Bryst, og har fra Barndommen klaget over det, og flere Gange været Døden nær. Tidt sagde hans Moder: «John oplever ikke sit 25^de Aar» – og da Gud havde taget Mine, gientog hun det med Taare. Dog, jeg haaber til den evige Godhed, at denne Frygt er ugrundet, og at hans Bryst skal læges ved paa nye at indaande den rene Biergluft. Hvor aldeles liig han er sig selv i Udseende og Væsen! I de 5 Aar han har været i Kbhn, har han nesten underholdt sig selv ved at undervise Andre, og lært fast alle europæiske Sprog. Tvillingbroderen, som ogsaa er en flink, men mindre genierig Gut, er endnu dernede. Ogsaa Johns Øyne hvilede ofte med Veemod paa Wilhelms og Saras Moder. Min Kista var usigelig bedrøvet. Den forestaaende Afskeed fra det hende saa kiære Tøyen laae tungt paa hendes Hierte. Min ømme Lottas Øyne bleve nesten ikke tørre –

[133] Frøken Motzfeldt, som virkelig med alle sine smaae Underligheder er en fornuftig, god og deeltagende Pige, var ogsaa stille. Presidenten allene var sig selv liig, skiøndt vist hverken min eller Lottas Sorg var ham ligegyldig. Liden Hanna Bull trøstede sig med, at hun snart skulde see sin kiære Marie, og faae Lov at følge hiem med hende eller dog snart komme hid. Foruden Kistas Bedrøvelse, plagedes hun af en slem Tandpine, og vi vare vist alle glade ved at kunde overgive os i Søvnens Arme.

Imens jeg var paa Økeren, havde lille Claudine og Mariane været paa Tøyen med nogle Bøger, Fader Pavels havde laant, og et Brev fra min Moer Cappelen, skrevet 7 Timer efter vi havde forladt hinanden. Det ledsagede den Bogpakke, Frue Holsten havde havt op med til mig fra min kiære Bergh, og som Aslak hentede flux. I den var da min velsignede Ewald, et godt conserveret Exemplar, som Sønnen min har skaffet mig for Røverkiøb. Klopstocks Messias var der ogsaa, men ikke den Udgave, jeg havde ønsket, og altsaa siger jeg til Brummer: «Du skal have den i dig igien, Dromedarius St: Nicolæus!» Der var i den kiære Pakke endnu foruden et Par Smaaepiecer Ingemans Digte til mig fra min Bergh –

«Gud give vi nu vare et godt Stykke paa Veyen!» sagde min Kista, det første hun saae mig Onsdag, eller i Gaar Morges. Vi skyndte os saa meget mueligt, ogsaa fordi Kista havde lang Vey til Rotnæss, hvorfra jeg og Barna skal hente hende den 12^te. Messel logerer for det første paa det giæstfrie Tøyen, og det var mig kiært at han [134] var der, og at Abel Cathrine saa hedder Frøken Motzfeldt (som jeg formoder efter Stifterinden af Abel Cathrines Boder i Kbhn) ogsaa blev over til i Dag, saa blev dog vor kiære Moer Bull ikke ganske ene – hendes Lawsonmand maatte til Byen. Kista sagde et stumt Farvel. Et ligedan tilvinkede os hvorhen vi saae lutter forgrædte Ansigter. Efter en kold Nat havde vi det skiønneste Sommerveyr, og det var underligt i den stærke Solhede at høre Isen knage under Hiulene. Jeg kiørte i Carriol, Kista havde Befordring fra Presidenten lige til sin Broder. Der blev ey talt stort, før vi kom til Bonkellen, vort første Hvilested. Der fik jeg min kiære Reysekammeratske til at spise lidt af det meget, Lottamoer havde medgivet os. Paa Moe drak vi en god varm Kop Caffe, og først da begyndte den Frysen som uagtet Veyrets Blidhed og al Indpakning havde plaget Kista hele Veyen, at vige. Gud skee Lov hun havde sin Moer Koren med paa den tunge Reyse. Ved Kløften skildtes vi ad, for at samles snart igien og forstedse. –

Min Telja og Maren modtoge mig glade, Kaja løb mig nesten overende, i slig Glædesfart kom det lille Dyr. Den samme hiertelige Velkomst mødte mig overalt, og varmt og hyggelig og godt var det hvor jeg kom. Solen var endnu høyt oppe – hvor det er behageligt at være tidlig ude, naar man skal reyse! – og jeg giorde med Kajalil en Tour Haven rundt. Der saae det vinter-høstligt ud. De gulnende Kirsebærtræer hænger fulde af [135] borttørrede Bær – Stikkelsbærrene ere matfrosne, Blommerne græsgrønne og haarde som Steen – Ripstræerne ere underlige at see, da de fleste ikke har et eneste Blad, men Bær, tildeels ganske ubeskadigede, i Mængde –

Ak, alt dette fik være som det er, og var let forsmertet – men vi har nesten intet Korn skaaret endnu, og Gud veed om det, Frosten har sparet (vi opdager nu, den har giort større Skade, end vi troede, hos os med) kommer godt i Huus. Vi vil troe og haabe det bedste, men det seer mørkt ud.

Det forstaaer sig, jeg maatte have Caffe her hiemme. Før jeg havde begyndt ret at qvæge mig med den, kom min Koren, som jeg slet ikke ventede før i Morgen ^Dag. Hvor glad jeg blev! Jeg havde været lidt mismodig over, jeg ikke skulde see ham før i Aften. Jess kommer i det tidligste først i Morgenaften. Med Udpakning og Fortælling fra alle Sider om hvad der under Skilsmissen havde tildraget sig, gik Tiden i et Øyeblik. Maren havde stegt en lille Aarfugl til mig, som jeg nesten spiste reent op allene, da Koren ikke vilde fordærve sin Appetit til Aftensgrøden.

I Dag er han allerede afsted igien, den kiære Skrivermand. Veyret er taaget og mørkt. Jeg har skrevet en lille Seddel til min Rikke, og skal nu tage fat paa de Breve, der skal være færdige til Løverdag. Her laae to Breve til mig, et fra Schandorf for at tilbagekræve en Bog, jeg bildte mig ind, længesiden at have sendt ham, et fra den kunstige Jordan paa halvfierde Arkside, hvori han fortæller mig vidt og bredt Anledningen til sin Plans Forandring, der da hverken er meer mindre end at han er forlovet med Jomfr: Pihl, og skal blive Cappellan hos hendes Fader –

[136] Til Slutningen beder han mig «tage til takke med de faa Linier,» da han nesten er reysefærdig. At han «svømmer i et Hav af Saligheder, og ^at Glædernes Morgenrøde omstraaler hans hele Væsen, og at Fremtiden ligger for ham som en Afspeyling av hans glædedrukne Inderste» – Eya! det kan I tænke. Han er en lykkelig, og jeg troer sikkert god Sværmer. Frue Wibe sagde ellers, man i Bergen talte om ham som om et Menneske der ikke altiid var ved sine fulde fem Sandser, og den Idee har jeg ogsaa havt, og nok yttret her, mindes jeg ret. At han saa hastig forlovede sig, undrer mig ikke, men at hans Huldgudinde, Juliane Pihl, og hendes Forældre ikke toge sig længere Betænkningstiid – det synes underligt.

Løverdag 3^die I Gaar var det ret en heed Dag, at sige for mig med Brevskrivning – ellers uleyligedes vist ingen af Heden, og havde havt god Anledning til at afkiøle sig, om saa havde været, thi Regnen øste ned fra Morgen til Aften. Nu er lille Ole afsted med Breve og Pakker til al Verdens Hiørner og Kanter. Giid det var i Dag 8 Dage, at jeg kunde vente mine kiære Unger tilbage. Dog, har deres Nærværelse glædet og glæder Dig, dyrebare Maja C – og vil den glæde Dig, elskte Lotta, de Dage Du beholder dem, – og hvor kan jeg tvivle herom? – saa skal denne Tanke fremdeles som hidtil forkorte mig den Tiid, Længslen giør saa lang. Maatte Veyret kun blive som i Dag i disse 8 Dage – ak, vi behøvede det nok meget længere for det andet Korns Skyld. Nu kom min Jess, i Følge med Lieut: Fabritius, lige fra Rotnæs, hvor alle ere friske og alting saare vel. Jess er det Gud skee Lov ogsaa, men seer forsviret ud, da han har reyst og færdedes [137] denne hele Uge fra Auction til Auction, og til Forandring faaet sig en lille Dands imellem. I Dag er ogsaa Skriveren hiemme i Roe, og Solen skinner, og jeg har det saa godt.

Ney, min Thrinasara, Du troer ikke hvor jeg blev glad ved Dit kiære Brev i Torsdags, det eneste jeg fik, men som ikke lod mig savne noget andet. Det kiærlige lange Brev, som gav mig saa fuldstændig Underretning om alt hva jeg higede efter at vide. Min moderligste Tak for hver Linie, Thrina mi. Det nye Ord Veyetur (Voitur) som Du i Barselgildet lærte af en af de grummeste – paa dansk stadseligste – Mardamer, har jeg allerede meddelt Fader Pavels til den nye Ordbogs Berigelse.

Søndag 4^de De faa Blomster, jeg og lille Kaja kunde finde, bragte vi i Gaaraftes til de Elsktes Hvilested. Det bliver vel ikke mange flere Gange vi pynte det endnu i Høst. Lønnerne havde allerede nedkastet sit gule Løv over det, snart breder «Vinteren sine hvide Lagen over den varme, tette, stille Vugge» –

Da vi gik tilbage, blev jeg en god Stund i Haven, og spiste mig ganske mæt af tørre Kirsebær, plukkede af Træerne. Det klinger besynderligt nok. Kaja er en Mester til at finde alle slags Bær, og kommer snart med en, snart med en anden Sort herind til mig, det lille velvillige Dyr!

Jeg skulde i Dag været paa Plogstad, min Rikke venter mig vist, men det blæser koldt, og ret rask er jeg ikke heller. Det bliver jeg endelig sielden før ud paa Dagen.  – Mon mine Dyrebare forlader Majadal i Dag? Giid Veyret da maatte mildnes, eller i det mindste Blæsten fordrive de tykke Skyer, saa vi ingen Regn fik.

Munthe, som ikke længe har været her ved Kirken, kommer nok i Dag, og giid ingen Flere kom! Jeg drømte i Nat om saa mange Fremmede.

[138] Mandag 5^te Her kom slet ingen i Gaar, undtagen Frue Hiort, som kun blev et Øyeblik. Munthe tog hiem saa snart vi havde drukket Caffe. – Gaarsposten kom først i dette Øyeblik, og bragte os den behagelige Tidende fra den brave Olsen, at hans Thrina havde faaet en rask Gut den 1^ste Octbr, der, om Moder og Søn blev ved at befinde sig saa vel som hidtil, skulde til Daaben saa snart Thrina var paa Benene igien, og faaer jeg mig ogsaa her en Gudsøn.

I Nat vaagnede jeg af en ængstelig Drøm. Gud lade min Maja og Lina – thi om dem drømte jeg – og alle mine Elskede være friske og vel! Jeg vaagnede i Taare, og sov ikke roelig siden, og da jeg i Drømmen blev saa hæs af Skræk ^{syntes mig, at} jeg ey kunde tale, maatte jeg da jeg vaagnede hente Veyret dybt fra Brystet inden jeg fik Lyd frem. Gud give, det for det første var Torsdag, og jeg havde Brev fra Dig, dyrebare Maja C, at alt – alt stod vel til hos og med Dig og Dine!

Tirsdag 6^te (Aften) Det er saa naturligt, at en ubehagelig Drøm, som man ikke kan faae ud af Tankerne, frembringer flere ligedanne. Derfor var det vel, at min Søvn i Nat atter blev forbittret og afbrudt. Jeg syntes min Sara B: styrtede ind til mig med et Skrig, og da jeg forfærdet spurgte hende om Aarsagen, sagde hun, at et ynkeligt Skrig havde forfærdet hende. «Gud, hvor er Børnene?» – med dette Udraab vaagnede jeg, og med et saa heftigt bankende Hierte, at jeg ingen roelig Søvn fik siden, og har nesten hele Dagen været mat og ussel. Jeg orkede neppe at skrive i Formidd: til min Kista og den gode Olsen. Men Andreas Munthe, som var her, skulde have Brevene med sig. Til min Rikke skrev jeg ogsaa. – Prctr: ^Hansten var her i Morges, og kommer nok igien [139] i Aften med min Koren, eller i Morgen med Jess, som han vilde besøge der, hvor han i disse Dage holder Auction. De har ikke i mange Aar seet hverandre.

Tildeels fik jeg min Drøm opfyldt i Eftermidd – og det er mig ordentlig en Trøst – Frøken Keilhau var her en Stund med Fabritius. Da vi drak Caffe var han ikke at finde, og just som vi undrede hvor han blev af, gik et Skud nesten forbi Vinduet, hun sad ved. Hun foer i Veyret med et høyt Skrig, og forfærdede mig som Sara i Nat i Drømmen[.] Han havde blot prøvet et nyt Gevæhr.

Onsdag 7^de Octbr Sit 54^de Aar fylder min velsignede Koren i Dag. O at han saa frisk og kraftfuld og munter endnu mange Gange maae see denne Dag i sin elskede elskende Kreds! Han bliver hiemme hos mig i Dag, og det var ogsaa alt for tungt, skulde han ikke have denne Hvile, og jeg savne baade ham og Ungerne hans.

Det er det samme traurige Regnveyr. Dog i Gaar var det en skiøn Dag, og det var saa meget glædeligere, som min Marie og Lina da toge fra det kiære Auestad til det kiære gamle Tøyen. Gud give jeg vidste dem friske og vel der! og det haaber jeg til Gud de ere.

Ak det sørgelige sørgelige Veyr! Hvad skal der blive af denne Høst? Jeg kan ikke andet end blive nedslagen thi paa alle Ansigter læser jeg dette nedslagende Spørgsmaal ogsaa naar mit Øre skaanes for det. Ogsaa at Børnene er borte, og faaer det fæle Føre at tage hiem i – Jess tager ind i Morgen for at geleyde Søstrene sine hiem, og det er endda en Trøst – Hu tu tu! det er en ordentlig Tordenregn –

[140] Torsdag 8^de Og i en ligedan reyste min Jess i Dag til Byen, for at følge Marie og Lina hiem Løverdag. Fabritius blev med ham. De kiørte sammen i Kiærre. Jeg skrev til Frue Mariboe og til Edvard Munk, og nogle Linier til Lottamoer. – Det er allerede mørkt, og endnu ingen Post. O, og hvert Minut synes mig en Time, og hver Gang jeg hører nogen, banker mit Hierte og jeg troer: der er den! Gud lade den bringe mig glade Efterretninger. Jeg veed ikke hvorfor jeg er saa ængstelig, og ikke kan jage den Hiertebanken paa Dørren. Hunden giøer. Var det dog Posten!

Fredagaften 9^de Ney, jeg maatte gedulde mig til det var bælmørkt. Just som vi tændte Lys, kom den, og et kiærligt Brev med den fra min dyrebare Maja C. Det var skrevet samme Dag, vore Børn forlode hende, og Gud skee Lov, mine svære Drømme har ingen Betydning. Alle de Elskte ere vel, i Dalen har de levet en herlig Uge, kun savnet deres Mama Koren, og Thrinasara, som maatte sidde hiemme og pleye den gamle Amtsforvalter Strange, der blev liggende syg hos Ottesens den Dag, vi, min Koren og jeg, toge der fra Auestad, og har lagt der til i disse Dage, da han endelig blev saa brav, han kunde tage hiem – Men dog foruroeliger det kiære Brev mig; thi jeg seer deraf tydelig, at en lustig Epistel, jeg skrev med lille Ole som hentede Barna, ikke er kommet frem, eller vel endogsaa kommet ulæst tilbage. Den laae nemlig i en Bog, og denne i Posen blandt Reysetøyet, vi sendte. Nu var Veyret i Tirsdags saa deylig blidt, at de maaskee ikke har [141] behøvet mere Reysetøy end de havde før, og altsaa ikke aabnet Sækken, og Gutten intet nævnt om Brev eller Pakke. Dermed trøster jeg mig da for saa vidt, at det ikke er gaaet rent forloret.

Løverdag 10^de Hertil var jeg kommet, da min Dør gik op, og ind kom – Presidenten. Det foer saa igiennem mig, I ey kan troe det; men han var saa munter og bliid, at jeg blev roelig endogsaa før han forsikrede mig, at Børnene vare ariverede til Tøyen Tirsdagaften seent, men friske og vel, og var det endnu, og at Lottamoer stelte nok saa godt med dem, hvorom jeg ey tvivlede. Jeg var ene hiemme. Da vi havde drukket Thee, og tændt Lys, satte vi os til en Piqvet, Presidenteren og jeg, og vedblev den ogsaa da Koren var kommet tilbage, og Aftenen gik dertil gesvindt. Tidlig, med samme det lysnede, var Mændene oppe, og jeg netop med samme Lawsonmand fik sin Hest frem for at fare til Hedemarken. Og nu, Kl 10, er vel Ungerne mine et godt Stykke paa Veyen, da jeg bad dem saa vakkert tage tidlig ud –

Det har jeg jo glæmt at fortælle Eder, at Frue Bergh kom i Gaar med samme vi gik tilbords. Hun og hendes Lena og Maja spiste lidt med, drak Caffe, og toge saa til Mad: Mandal i Sørum, hvor de bliver til Mandag. For i Aar har nu Maja Bergh sagt sit Engelstad Farvel. –

Bergh havde skrevet til sin Kone, at gamle Niels Bordeaux har druknet sig ihiel, dog af Vanvare, ved at gaae feyl i Mørket – Presidenten fortalte, man havde fundet ham opretstaaende i Vandet ved Sadelmagerbryggen med Pibe og Stok i Haanden, Hat og Paryqv paa. Arme gamle Mand! hvor han har bandet og giort Grimacer til han ikke har kundet nogen af Delene mere. Hvordan han kunde døe staaende saaledes, er mig ubegribeligt –

[142] Med Posten i Dag skrev jeg til min Maja C, som vel maae synes, jeg er et underligt Dyr, der lod Ole tage lige herfra saa ganske tomhændet. Giid det var Torsdag, og hun havde min Retfærdiggiørelse! Og giid det var Aften, og jeg havde mine Glutter! Det smaaregner hele Dagen, og bliver vist tidlig bælmørkt. Gud skee Lov, de har saa godt Geleyde

Søndag 11^te Ja, jeg var i en Angst. «Kl 5 i det allerseneste har du dem her i Aften!» forsikrede Presidenten før han tog bort, og derpaa giorde jeg sikker Regning. Men den blev 6 og 7 og 8, og der kom Ingen. Jeg tog og lagde Strikketøyet, tog og lagde Jean Pauls Werke und Fata – som jeg læser anden Gang (denne Digter maae man læse flere Gange for at suge al Honningen af hans ambrosialske Blomster, som dog selv ved tiende Udsugen intet har tabt af sin Sødhed, snarere blevet endnu sødere) og tog dog min Tilflugt atter til den tryllende Digter, som det nesten lykkedes at inddysse min Angst. Saa længe hans Hierte taler, fængsler han Hierterne uimodstaaeligt; men giver han sit Hoved Tøylen allene, faaer han alle Hoveder til at løbe rundt.

Vi lod Aslak ride de Ventede imøde med Lygte, og Lys i, det forstaaer sig. Min Koren, som ikke vilde lade sig mærke med sin Uroelighed, gik frem og tilbage paa Gulvet, og blev staaende ved Vinduet. Lygten saae han langt borte, jeg saae den ogsaa, og den var mig et ^en Haabstiærne. Virkelig saae den ud som en bevægelig Stiærne i den bælmørke Nat. De kom da, Kl henimod 9, dygtig vaade, men friske og muntre. Jess og Fabritius raabte om Mad, men Maja og Lina behøvede ikke andet end Kiæling, og den fik de fuldt op, de søde, snilde Unger!

[143] Foruden de mange mange Hilsener, og de deylige Pærer og Æbler – alt fra Auestad, Strømsøe og Tøyen – bragte de mig ogsaa Brev fra min vennehulde Sally, et D^o fra liden Zarine, og atter Hilsener fra Slotspræstparret, som nu ere indflyttede i den nye Boelig, hvor baade Sally, Maja og Lina finder det saa beqvæmt og peent, og hvor Gud give Eder mange lykkelige Dage, mine Kiære! – At jeg ikke har seet en Linie hverken fra Eder eller Lotta siden jeg saae Eder selv – det faaer nu saa være –

Med Pakken var det gaaet som jeg troede. Paa Tøyen havde lille Maja fundet den mellem Reysetøyet, og var blevet saa hiertelig bedrøvet, siger hun, men havde flux skrevet et Par Ord ^{med den} til sit elskte Navne, og i Dag kommer den haaber jeg rigtig frem med Fragtvognen (det er nemlig Mandag i Dag) da Maja P: havde paataget sig at besørge den.

Vor Sally tog lige til Generalauditeurens, og er der fremdeles, og det giør Du Ret i, søde Barn, da det i denne mageløsmislige Høst er trist saagar paa mit Hovind. I Dag skulde Mutter Bergh reyse hiem fra Mad: Mandahl, men neppe vover hun sig ud i dette reent fatale Veyr – øsende Regn og Blæst – og neppe venter de gode Hertels os herfra heller i Dag. Du bliver ley, Kista mi; men Du vil os alligevel ikke saa ondt, at vi skulde fare ud i Dag. Og nu er der jo kun en Dag til, saa har vi Dig, Du os, for stedse –

I Gaar var lille Ole paa Veyen til Rotnæs, men blev syg, og vendte tilbage (Guds Straf over ham fordi han glæmte at sige noget om Pakken i Sækken, som var ham paalagt – ikke Sækken, forstaaer I, men at giøre Rede for hvad den indeholdt), og nu faaer Kista først i Dag mit og Majas Brev – Det trøster mig nesten over det leye Veyr, at det har betaget dem Haabet om vor Komme forinden de bliver vis i Sagen.

[144] Bergh havde skrevet midt inde i Sallys Brev: «Tænk Moer Koren! hun spørger: om hun skal hilse fra mig? Er ikke Ungen gal? Ja Gu skal du hilse, Ja!» –

I Gaar var Mad: Giørup, Frøken Keilhau og Fabritius her, saa det var en anderledes lustig Søndag end den foregaaende. Ungdommen holdt Spektakler i en Pokkers Tiid. Jeg sluttede Oversættelsen af Leontine, og har dette Arbeyde skaffet mig mangen behagelig Stund. Ved at giennemstudere den saa nøye blev jeg alt mere og mere tvivl som om, at Kotzebue er dens virkelige Forfatter.

Først da de Fremmede vare gaaet i Aftes – mens de var her, lagde jeg Kabal – tog jeg fat paa den anden Deel af Jean Pauls Werke und Fata, og nu skal jeg til at excerpere af første Deel. Man kunde være fristet til at excerpere halve Bogen

Kan Fader Pavels hexe? Jeg havde netop lagt disse Blade hen, da kom Posten (som ellers pleyer komme Søndagmorgen) med et langt et kiærligt og interessant Brev fra samme Sønnen min, og siger han der blandt andet: «at Moer Koren vist er en Smule vreed, skiænt der kanske ogsaa lidt i Dagbogen, fordi hun intet Brev fik med sin Marie.» – Det sidste har I da seet, Elskede, har sin Rigtighed men vreed var jeg dog ikke, gode Pavels, kun lidt forundret. Og det, seer jeg, De selv har følt jeg maatte være. – At den unge Wexels var een af Deres kiæreste Elever og Confirmanter, vidste jeg ikke, men blot at han var et saare elskværdigt ungt Menneske, og derfor rørte det mig inderligt da jeg i Aviserne saae hans Død. Ak! ethvert saadant Dødsfald faaer mit Hiertes aldrig lægte Saar til at bløde paa nye. Men jeg takkede Gud, at hans fromme svage Moder modtog ham uden Svaghed og uden Frygt for Skilsmisse. Uden at vide det, ahnede det mig, at han maatte have været denne Moders Glæde og Stolthed, som De forvisser mig om han var. Jeg kunde den hele Aften, da jeg havde læst dette Dødsfald, ikke tænke paa andet – Men mit Hefte gaaer til Ende – er allerede endt.

[145] Tirsdag 13^de Dette Hefte skal jeg ret begynde med noget Nyt. I Dag venter vi vor Kista, som vi skulde sendt Hest efter (men da var hun først kommet i Morgen) men som hendes Broder er saa god at befordre hid. Og bliver Du vist rig, min Veninde, thi jeg blev nu saa søvnig, da vi havde spiist, at jeg maatte lægge mig paa Sophaen, og sov ind i det jeg sluttede Jean Pauls Werke und Fata, som nu vor Sally skal have – Med Excerperingen, som optog mange Sider i min Bog, blev jeg netop færdig i Formiddag. Men her var en Løben udenfor med Ungerne, saa jeg neppe havde slumret ind, ikke engang drømt, da jeg vaagnede, stod lidt fortredelig op, men sidder nu her lie bli lel, skiøndt den uophørlige Regn begynder at prøve min som Alles Geduld vel haardt og længe – Ja, skiøndt Lapsen Scheitlie junior, formodentlig paa han tilkommende Hr Svigerfaders Professor Ole Pihls, og kanskee dennes Hr Svoger, Jonas Widings Opfordring, atter har meldt sig til Hovind som Odelsmand (sæt det selv ret om Børn: som Odelsmand til etc –) I det mindste kom Stævningen fra Hr Jonas, vel det completteste Sidestykke til Professor Ole, hvad Skurkestreger angaaer (kun er han dummere) som kan opvises. Maaskee mindes eller veed I ikke engang ^alle, at han var første Gang gift med Jomfr: Bierregaard, der havde været hos os fra sin Barndom, og for hvis Skyld vi ikke allene behandlede ham som et honet Menneske, men giorde os Umage for at troe, han kunde blive det. Min alt for gode Koren beviste ham virkelige Velgiærninger, skaffede ham godt Hus og Hiem (vort Houg) da han ikke havde noget Hiem paa Jorden – (der snød han os i en Pokkers Tiid) kort [146] Koren ^{lod det} ikke blive ved at oversee hans Canallierier, men tiltroede ham dem ikke engang, indtil han giorde det saa grovt, at det var umueligt at lade sig bedrage længere. Han maatte fra Houg, og er nu hos Agent Nielsen som Fuldmægtig paa ^ved et Brug i Gierdrum, og gift for et Aars tiid siden med en aldrende Søster af Hr Ole. Jeg har ikke seet ham siden den stakkels Marens Død, og heller aldrig længtes efter det før nu, og det for at kunde sige ham: «at alle Pihler og Widinger og alle Skurker i Verden ikke skal være istand til at fordrive os fra hele Hovind – som der er anlagt paa – da kun en Trediepart deraf var gamle Scheitlies Eyendom, det øvrige bøxlet af Skolegodset, og kiøbt af Koren» – Det gaaer nu naturligviis til Proces, og vel alle Retter igiennem, saa det, mener min Koren, nok kan vare en 4 til 5 Aar inden Sagen bliver endt. Den Trediepart, siger han, kan ikke negtes ham; men foruden at han skal tage den efter Taxt, er det vanskeligt at sige, hvor den Trediepart egentlig ligger, som skal løses. Hovedbygningen og Haven og alle mine elskede Minder skal han da nok, haaber jeg med Guds Hielp, lade blive urørte. – Tilgiv denne Vidtløftighed, mine Dyrebare! Jeg er rigtignok, som I vel seer, lidt i Harnisk; og kan man andet, naar der saa aabenbar lægges an paa, at forstyrre vor Roe, vi, som Ingens vil forstyrre, og det af pure rene Ondskab? –

Nu har jeg slukket min Harme ned med en deylig Kop Caffe; men jeg drak kun een Kop, for at holde min Kista med Compagnie naar hun kommer, og jeg haaber, det bliver snart. Min Maja er taget til en Væverkone en Fierdingvey herfra, og har liden Kaja med. Det var egentlig i Anledning af denne Expedition her var saadan Støy, at min Middagssøvn blev afbrudt. – Nu skal jeg have et Par Breve færdige, som skal ind til Byen med Frue Hiort, som ventes hid i Aften eller tidlig i Morgen.

[147] Onsdag 14^de Det blev ikke saa snart; Kista kom. Det var allerede mørkt, og just Øyeblikket før havde jeg sluttet et lille Brev til Frue Mariboe og en D^o Sæddel til Sally, da jeg fik saa pludselig ondt, at jeg neppe kunde staae paa Benene mens jeg bød min Kista velkommen til sit Hiem, hvor Gud velsigne Din Ind- og Udgang, min og alle Mines kiære troe Veninde, fra nu og til Evigtiid! Amen. –

Caffe kunde jeg ikke drikke med Kista, men det Onde gik dog braadt over, da hun sad hos mig, imellem os alle hendes og mine Kiære, og da min Koren kom. Saa lukte hun sig inde her i mit Kammer for at faae læst Dagbogheftet, som i Dag er gaaet til Tøyen med et Par Ord til Lottamoer, som hun nok ikke slaaer paa Kirkevæggen, thi jeg var ret bøs, fordi hun ikke ^har skrevet et Ord til mig siden vi saaes. Den stakkels Frue Hiort kom i Morges, allerede paa det stykke Vey giennemvaad, og tog bort igien saa snart hun havde tørret sit Reysetøy som vi forøgede det beste vi kunde, og spist lidt Frokost – Siden har jeg skrevet til den sinds- og legemssyge Mad. Vangensten paa Vildberg, og Invitationer til Løverdag. Sættende mig i min Nestes Sted troer jeg, Ingen vover sig ud i dette Føre – om end Veyret forandredes (o hvor denne Pladsken Dag og Nat er ubehagelig!) især ingen fra Byen, men min lille Maja er saa vis paa, at hendes Zarine og Hanna Bull kommer, og Lieut: Stenersen, at jeg blot kan sige: «Dig skee som du troer!» – Ellers blev hun saa hierteglad, den samme Maja, ved i Aftes at faae et lille kiærligt Brev fra sin Majasøster paa Auestad, som hun i Dag har besvaret med et meget langt, hvori jeg giærne havde tilføyet et Par Ord, om den leye Unge ikke alt havde forseglet det – Min Koren er atter i Dag paa Flugten, og kommer først hiem i Morgen. Jess har været borte siden Mandag.

[148] Fredag 16^de Ikke mindre end 7 Breve fik jeg med Posten, som først kom i Dag, og som Maja bragte mig ret triumpherende. Et Par af disse, Svar paa Invitationen til i Morgen, sagde da ikke just meget, skiøndt Frue Ingier skriver saa morsomt, og siger, at til Guldbrylluppet kommer hun, enten vi beder hende eller ikke, og da vil hun have en Dands med Brudgommen, og det en Polskdands, som han aldrig har traad i sit Liv untagen engang med samme muntre, tækkelige Frue Ingier, som tog ham med Magt, og selv gik foran – De andre Breve vare fra min Søster og Svoger i Lolland, fra Biltzing, som ønsker sig saa inderlig til Norge igien, fra lille Georg Jessen, som er lykkelig ariveret til Kbhn, fra stakkels Edvard Munk, som nu er i Begreb med at reyse did for at søge, og med saa tungt Hierte forlader sin Sophie og sit Barn, og saa – I veed det var Torsdagsposten – fra min elskte Maja C, som Gud skee Lov er frisk og flink paa sin Maade, ligesom Alle hendes Kiære. Hun har været i Selskab med den dybt nedbøyede Frue Holsten og hendes Datter, der nu ere og forbliver endeel af Vinteren hos Rørbyes paa Strømsøe. Min Maja – ak, ogsaa hun kan sympathisere med den lidende Moder – finder min Fayes Søster som jeg kiender hende af Beskrivelsen og har tænkt mig hende. Ogsaa Datteren har min Majas og Thrinasaras Bifald – I Aftes fik lille Maja Brev fra Zarina, at hun, Hanna Bull og Lieut: Stenersen kommer i Aften. Hverken Føre eller Veyr, siger det gode Barn, kan afskrække dem fra Reysen til deres kiære Hovind. Fra Næss venter vi endeel Ungdom – men ikke Hertel og Kone. De kan ikke komme, hører jeg, og det har saaret mig inderligt [148] ⁿ²⁸at Hertel, som har tilbragt de 22 af disse 25 Aar i vort Hus, som vort Barn, kunde ved andet end Sygdom hindres fra at være her den Dag – ney, det troede jeg ikke. Men han frygter vel sin Kajas svage Helbred, og tør derfor ey vove at tage hende ud – hun kom saa giærne, siger min Koren, som var der i Gaar i Forretning – og, ja sikkert kom Hertel ogsaa giærne, det veed jeg – og Gud lade aldrig den Dag komme, jeg skulde tvile derom – hans Grunde siger han mig nok. Min Jess som kom hiem i Aftes lidt upasselig, er heller ikke i Dag rigtig frisk. Hans Søstre og Kista spøger med ham, at det er fordi han i Gaar fik et Afslag, som bedrøvede ham. Han var nemlig selv hos gamle Obristinde Grønvold i Næss, for at bede om Tilladelse for hendes Datter- ^Sønne-datter, den tækkelige, os alle saa kiære Karen, at komme hid i Dag eller i Morgen; men gamle Bedstemoder var ubevægelig. «End om jeg skrev hende til?» sagde jeg – og Guttens Aasyn opklaredes. «Ja, det hielper vist» mente Kista og Maja og de alle «for seer du, Moer» sagde Maja, «saadanne Gamle finder vel altiid en ung Fyrs Indbydelse lidt mistænkelig» – Jeg satte mig flux ned og skrev en Epistel til Grandmama, som jeg haaber skal røre hende, og Gunder er afsted med den og Hest og Kariol, og bragte han nu den kiære Pige tilbage, haaber jeg, og Barna haaber det endnu vissere, at Jess blev fuldkommen rask igien, det Gud give, enten hun kommer eller ey. Min Rikke kommer med sit unge Selskab i Morgeneftermiddag, og bliver her Natten over, da hendes lille Lise Gud skee Lov er brav igien. Skulde hun heller ikke kommet, det havde blevet alt for tungt. I denne Omkreds, det veed I, har jeg kun den ene Rikke. – Nu vil jeg, mens mine Jomfruer har det saa travlt med Tillavningen til Morgendagen, tage fat paa Majabrevet til Besvarelse, at hun ikke skal vente forgiæves neste Post. Hun sendte mig [150] ⁿ²⁹ogsaa en Sang af vor Egerven ved den sieldne agtværdige Madam Collets Jordefærd paa Kongsberg, hvoraf det, som blev siunget efter Jordspaakastelsen, især synes mig saa deyligt. Her er det:

I dette Øyeblik kom min Koren, og spurgte mig, om jeg havde læst Avisen? og da jeg svarede Ney, fortalte han mig, at det indeholdt et Avertissement som vilde bedrøve mig: Carl v Krogh, min ædle Hetgens ædle Broder har mistet sin Julie, ved hvis Side han var saa usigelig lykkelig – hans to smaae Piger en øm og fortræffelig Moder. Ja, det har bedrøvet mig inderlig. Men da jeg nu selv tog Avisen og gienemøynede den, og saae, hvordan i Moschow 30000 saarede Russer vare blevne et Rov for den af Mordbrændere antendte Stads Flammer – o evige Gud, evige vise og albarmhiertige Gud! saa nævner jeg dig, jeg veed, du er det, jeg føler det – og Vee mig, følte jeg det ikke! – Men vare da ikke ogsaa disse under rasende Smerter og Dødsangst, lang Dødsangst, tusind Gange smerteligere end den rædselfulde Dødselv, Hensmægtede, vare da ikke ogsaa disse dine Børn, Alvise, Algode! Mange af dem dine ædleste, bedste Børn? – og – de har overstridt – men deres Efterladte, for hvem denne deres Elskedes Jammerdød ikke kan blive skiult – o de tifold Ulyksalige, for hvis Øyne, i hvis Øren, i hvis hele Siæl disse rædselfulde Scener uophørlig fornyes – Og der skulde intet andet Liv gives? Ingen Erstatning for saadanne Lidelser? O grusomme Gudsbespottelse! Kun over Erobrerens, Tyrannens Læber kunde du komme – [151] – ja, hvad kunde rædde ham fra at styrte sig fortvivlet i de Flammer han antændte, der bliver et Baal for Millioner – de Slagtersværd der felder Mennesket som Halmstraaet, lykkedes det ham ikke at overdøve den Stemme der dog vel stunddom siger ham: «der er en Gud, et Liv efter dette, en Giengieldelse» – 10,3000 Mænd vare faldne i det 5 Dage vedholdende Slag, har man fortalt. Det rystede mig, men ikke saaledes som Efterretningen om disse i Flammerne omkomne – de Rædningsløse, som saae den gruelige Død, og ikke kunde undflye den – Smerteleyet fængslede dem – Ney, det græsselige Billede viger ikke fra min Siæl –

17^de Octbr – min Sølvbryllupsdag. (tidlig om Morgenen)

«Er det mueligt?» har jeg ofte sagt til mig selv ved et Aars Slutning – «Er det mueligt, at dette Aar allerede er forbi?» Og nu, 25 Aar, en Fierdepart af et Sekel! Jeg seer tilbage paa denne mit Livs vigtigste Dag, Kilden hvorfra alle mit Livs Glæder udstrømmede i dette Fierdingaarhundrede, hvori jeg drak Forglæmmelse af min første Ungdoms bittre Dage, Styrke for de Prøvelsesdage, som maatte minde mig om, at jeg endnu var paa Jorden, hvor intet kan – intet maae være fuldkomment – og begriber ikke, hvordan dette lange Tidsrum er blevet mig saa kort. Min Koren siger det samme, og det var vel ikke saa for mig, følte han det ikke ligedan.

Tak dig, Algode, for hver af disse Dage, de mørke som de lyse! Tak dig, at du gav mig ham, ved hvem de lyse bleve lysere, de mørke tabte sin Dunkelhed! Tak Dig, at jeg endnu aldrig engang har havt Aarsag til at ønske, mit Lod skulde faldt anderledes, og at – dog det forudsættes jo allerede herved – heller ikke min Koren har ønsket sig det anderledes!

[152] I dag 4 Aar skrev Sara mig til fra Tøyen, ønskede sine elskede Forældre saa mange Gange glad at opleve denne Dag – Ak, det var sidste Gang hun og Wilhelm saae denne Dag! – Dog, o de seer den vist fra deres Himmel, og ere ogsaa nu om os, og glæde sig, at vi endnu kan være glade –

Pyntet som en Brudgom hør og bør, med en fiin Krave, Maja har syet til denne Dag, en nydelig hviid med grønt baldyret Væst, Zarine bragte til Morgengave (til mig et Par sorte Korduans Skoe) sidder Skriveren inde og seer paa Jomfruernes Dands, som længe gik af ved Sang, til han fik en Spillemand ind til dem. Min Jess og (som Gud skee Lov er brav i Dag, hører jeg) og Lieut: Stenersen ligger endnu, de dovne Krabater, for at hvile sig ud, siger de, til Natten. I seer da, Elskede, at de fra Byen Ventede kom[.] Fra Rotnæs kom al Ungdommen og Jomfr: Reich – men den hulde Karen Grønvold fik ingen tilladelse, i hvor bevægeligt jeg bad. Jess, vel fordi han ønskede det saa hierteligt, tvivlede allene, vi andre vare visse paa vor Sag – og dog saae Ingen oftere ud af Vinduet end han. Da Gunder kom ene tilbage, bleve vi ret floue allesammen, og udøste vor Harme over den gamle grætne Kiælling, som undskylder meget høfligt, at hun, saa gammel og svag, ikke kan undvære sin eneste Pleyerinde. Men just fordi hun er det, og er det saa ømt og utrætteligt, burde hun unde hende en saa uskyldig Glæde. Hun sagde aldrig et Ord, fortalte Gunder, men han saae, hun græd, og gik bort da han fik Brevet. Nu veed jeg vist, disse Taare faldt tungt paa Jesses Hierte, og dog saae man, forsikrer Kista i det mindste, at de giorde ham saa godt. Ja, saadan ere vi! –

Et lille venligt Brev bragte Hanna mig fra sin og min Lottamoer, Zarina mig et fra Dig, ømme Sally – for dem begge, for Eders kiærlige Ønsker ogsaa her min Tak! O at I vare her Alle I, hvis Tanker [153] i Dag omsvæve os med reen Kiærlighed og Ømhed, reen og evig som vores for Eder!

Endnu sidder jeg i min Morgenkiole, og kan ikke forlade disse kiære Blade, hvori jeg ligesom har Eder alle omkring mig, før jeg har fortalt, hvad for Brudegaver vi har faaet i Dag. Nogle af dem har jeg allerede nævnt. Før jeg stod op i Dag, kom først Maja, Lina og Kaja ind, de to første med hver sin nydelige Krave, Kaja med et Par Nanqvins lange Fingerhandsker, og siden Hanna Bull med ogsaa en meget peen Krave, saa jeg nu ret er Kraverig. Et Vestetøy fik Skriveren af Kajalil, en Tandstikker af Lina – Ogsaa kom min Kista med et Fad deylige Æbler, Blommer og Apricoser fra vor kiære Lottamoer og fra sig selv – Jeg har sluttet et Hastværksbrev til min Maja C, og gaaer nu hen at pynte mig med Majakappen (fra Geburtsdagen) og Linakraven –

Mandag 19^de Først nu reyste de Sidste af vore kiære Fremmede, en heel velsignet Mængde Ungdom, Zarine, Hanna Bull, Lieut: Stenersen til Byen, hvor de vist kommer seent, da Kl nu strax er 12. Major Ingiers Børn, Præsten Chrysties, Lieutenant Birk og Lassen, de Alle bleve over i Gaar, saa her ikke var for roeligt, kan I troe, og træt var jeg og søvnig, saa der slet ingen Skriven blev af. Min Lotta fik intet, min Sally til Svar paa to kiærlige Breve, intet. Kun til Slotspræsten fik jeg et lille Brev færdigt, og deri Interimssvar paa et, jeg i Aftes fik fra Egersønnen, som i Morgen ariverer til Xstiania med Fragtvognen, og har tiltænkt sin Faer og Moer Hovind et Besøg paa samme Tour, hvad dog nok Veyret, der desværre i Dag er i det gamle Regnhiørne, nøder ham til at udsætte. O, man tør ikke beklage sig over, at dette Uveyr tilintetgiør saadanne Ønsker, naar man tænker paa, hvor sørgeligt det tilintetgiør saa Manges, fast Alles glade Haab om en, kun taalelig Høst – ak, en rigere end man engang i Sommer torde haabe, undes vel Ingen, saa lidet som at see Kornet uskaaren sidst i Octbr –

[154] Det er ligesom jeg maatte have alt dette af mit Hierte først, før jeg kunde fortælle om Festdagen. Dens egentlige Festlighed var i vore lykkelige og for vor Lykke taknemmelige Hierter, min ædle Korens og mit og vore Børns, og i de Enkeltes, som kunde dele disse Følelser med os; thi at Alle Nærværende, maaskee et Par Vildfremmedes undtagen, ville dele og paa Sæt og Viis delte dem, er jeg vis paa. Al Ungdom fra Naboebøygderne, Eidsvold undtagen, var her, slet ingen Gifte, min kiære Borchsenius og hans og min Rikke undtagen, og det var en anden Sag, seer I vel – og saa Mad: Giørup, som Børnene holder meget af, og rigtig er snild. Tre Cavallierer havde Jess buden paa sin egen Haand, dog den Ene vidste han, vi saa giærne ønskede hid, det var den snilde stø Lieut: Birk. De andre to var en Capit: Hoff, vist den Eneste, som ennyerte sig her (det skal være saa hans Vane) den anden lille Lieut: Hagemann, som har Ord for – og nok ikke med Uret – at være en Smule lapset, men her altiid er ret anstændig – Min Rikke og jeg stial os herind og havde det saa godt i vor stille Roe, og Kista mi gik fra og til og glædede sig over vi kunde have det saa godt, og giorde alt Mueligt til, intet skulde forstyrre os, som hun uafladelig, al den Tiid jeg har kiendt hende, har søgt at glæde andre uden Hensyn til sig selv. Uden hendes Nærværelse vilde jeg endnu smerteligere savnet Hertel, som vi forgiæves ventede alt til Mørket faldt paa. Hans Kaja har nok ikke været saa vel, at han har tordet forlade hende, og naar han ikke kunde det med Roe, saa var det vist nok bædre, han ey kom. Men jeg veed, det kostede mig en god Deel af den Fornøyelse jeg kunde havt mere. Hvert Øyeblik var det, som han maatte komme, og jeg saae mig om efter ham. – Ved Bordet blev siunget en Vise af gamle Faer Munthe, som Andreas havde nok saa travlt med at faae rigtig anbragt. Den var vist hiertensgodt meent, det er jeg overbevist om, og det faaer være istæden for digterisk Værd, som Forfatteren selv neppe har tiltroet den. Det allerværste var, at den var for lang, hele 6 Værs, og den beste Vise af Verden, selv «mit fulde Glas og Sangens raske Toner etc» – kan være [155] for lang til Bordvise. Om mit forvænte Øre vil vi ey tale.

Nok, Manden, Korens gamle og inderlige Ven, mente det af Hiertet. Hurra og Klap ledsagede den. – Ikke længe efter vi havde spist, gik jeg tilsengs, Fogden og hans Kone ligesaa. Men den gamle Brudgom holdt til Kl 5, og Ingen tog bort før Solen stod høyt paa Himlen, og saa skiøn stod den der ikke i lang Tiid, som i Gaar den hele Dag. En deylig Time eller to havde jeg og min Rikke imens de fleste endnu sov eller rettere, først havde begyndt at sove, her i det lille fortroelige Kammer, hvor Kista gav os vor Caffe. Kl 10 toge Fogdens bort. Ungdommen fra Rotnæs om Eftermidd: I Aftes legede de Tilbageblevne Julelege. Jeg var ikke ret frisk, og er det heller ikke i Dag, og gik derfor tilsengs da de Andre gik tilbords. Unge Wexels fra Hurdalen kom Kl 9 og blev her, saa Huset var fuldt over alt. Frue Hiort kom ogsaa efter at jeg havde lagt mig, men vilde slet ikke blive Natten over, da hun ilede til sine Børn. I Morges fik jeg hvad hun havde med til mig, et langt saare interessant Brev fra Mariboe, et kortere d^o fra hans Ragna, og med dette en stoer Kasse deylige Pærer og Æbler, som den Gode havde ønsket skulde kommet hid i Løverdags, og at hun da selv kunde lagt i Kassen, for at bringe mig og min Koren sin Lykønskning. Da hun ey kunde det, sendte hun Bud til vor Sally, og vilde hun da med hende og sin Ludvig i Stilhed helligholde Dagen, skrev hun. Mariboe skriver, at Veyen for Reysende giennem Sverrig er spærret, og kun Posten endnu gaaer frit. Ak, og hvor længe gaaer den frit! Og hvordan gaaer det den gode Edvard Munk, som nu er paa sin Nedreyse, og har hævet sin hele Husholdning? Ak, hvordan gaaer det det hele haardt hiemsøgte Land! – Nu, som Gud vil! Han er vor Fader.

Kl. er 3. Jeg seer neppe hvad jeg skriver, saa mørkt er det. Kiørene kommer brølende

[156] Onsdag 21^de Henimod Middag i Gaar kom Obrstl: Ingier og han Brodersøn, Lieut: Hans. De blev og spiste Kaal med os, og drak Caffe, og toge saa bort i det samme øsende Regn, de kom hid i. Ikke siden 1807 har Obrl. Ingier været her, dog har jeg seet ham siden nogle Gange, men ikke i senere Tiid. Han ønskede saa, han skulde været her i Løverdags, men da, forsikrede han, skulde jeg ey sluppet for at dandse. Jeg mente jo, men han paastod, det var rent urigtigt, ikke at dandse i sit Sølvbryllup. Ak, siden Dichmanns Død har jeg aldrig dandset, saa længe gik jeg med for at fornøye min Koren, Børnene og Hertel, som vilde det saa giærne – Apropos om Dands – Min Koren førte den første Dands op med sin Marie, der gik i mit Sted. Fogden var det nederste Par. Han sagde siden til Skriveren: «Naa kiære Skriver, var ikke det en Flok vakre Arestantere, vi havde imellom os?» – Jeg var saa glad i at see den raske muntre Mand her, der saa sielden faaer Tiid at komme nogen Steds. Han var i hiertens godt Hommeur, og en saadan Opmuntring imellem er ham tiænlig baade paa Siæl og Legeme. Derfor var ogsaa hans Rikke dobbelt glad her denne Gang.

I Dag blæser det en Himmelstorm, og Solen skinner. Dog fra Morgenstunden regnede det. Men et saadant Veyr som nu i en 14 Dage, og ikke for stærk Frost, da kunde der endnu blive Rædning for meget af Jordens Grøde. Vi har sammenbedt en Mængde Folk til i Morgen, og haaber at faae giort godt Arbeyd, holder Veyret, som jeg haaber. Min Kista ønsker at have Marie 14 og Lina 8 Dage ad Gangen med sig i Husholdningen, som de begge giærne vil. Linchen har giort Begyndelsen i denne Uge, og I skulde ret more Eder ved at see, hvilket Haandelag hun har til alting.

[157] Torsdag 22^de En heel Mængde Hielpere har vi havt i Dag, og Gud skee Lov faaet giort endeel. Vor bedste Rug har vi faaet ind; men da det frøs stærkt i Nat, er den saa fuld af Riim, at der ligger hele Dynger som Snee paa Loven, hvor den viskes af, eller som de siger her, skrifter den. Ligesaa vidløftig seer det ud, hvordan det døyvaade Korn som blev skaaret i Dag, skal blive tørt. Dog, det saae jo sørgeligere ud for et Par Dage siden – altsaa bort med Klager, hvor vi skulde takke Gud fordi dog noget kan udrettes. Mellin jamrer for sine Poteter i Haven, og frygter det skal fryse til, saa de ey kommer op. Det har ingen Nød, mener jeg. Denne Frost vedvarer ikke.

Løverdag 24^de Ney, men Regnen løser den troelig af. Det er dog besynderligt, hvor lidt alt forslaaer i dette sørgelige Aar. Vi har nu faaet vor meste Rug ind – 2 Tdr, efter en halv Tds Udsæd, og saa vaad, at den sikkert svinder ind til Halvdelen. Og saa er det med alt, lige til Kartofler, Rødder etc – Jeg anfører dette ikke her for at giøre det til Text for en Jammersang, men blot at det kan staae her for Fremtidens Skyld. O ney, jeg kan jo ikke gientage det for tidt: at vort Lod er misundelseværdigt i Sammenligning med de Mangetusindes, som i denne Tiid ere berøvede alt Fremtids Haab, nedstyrtede fra Lykkens høyeste Spidse til unævnelig Elendighed, til Mangel af Livets første Nødvendigheder, Huslye og de simpleste Levnetsmidler, som for faa Uger siden vare i Besiddelse af alt, hvad der giør Livet ønskværdigt, og nu ingen Tilflugt veed, intet Tag at tye hen under i den tilstundende Vinter. Vee over den, over de ti- og tusindfold afskyelige, med evig Skiændsel brændemærkede Barbarer, fra hvem al den Jammer kom!!! I vil sige – dog ney, ikke I, Elskede – men mange siger «Det er sørgeligt at søge Trøst i Andres større Nød og Kummer» Og vil jeg da det skal trøste os? Det skal, det kan det ikke ak, det forudsatte jo, vi vare følesløse med Alle uden os selv.

[158] Men styrke os skal det, og beskiæmme os, naar vi lader Modet synke, og uskiønsomme glæmmer hvad vi har, for at klynke over hvad vi mangler – Tilgiver mig denne Iver, mine Kiære! Men sandelig, den kan neppe undgaaes. Jeg vil vende Tankerne til andre Gienstande, til Dit kiærlige Vennehulde Brev, min Maja, og min gode Søn Berghs, som jeg fik først i Gaar Middag. Vi begyndte allerede at ymte om Postens Spærring giennem Sverrig, men Kista, som altiid har frit Mod var vis paa, det var Førets Skyld, og det var det. «Gud skee Lov!» sagde jeg, da jeg havde læst Majabrevet, det muntre, kiære lange Brev, og seet at Alle de Elskte levede og leed vel. «Gud skee Lov!» gientog jeg, da jeg saae min unge Ven Bergh havde faaet sin juridiske Attestats med bedste Charakter, og løb ind at fortælle Barna det – og tredie Gang lød mit «Gud skee Lov!» da jeg havde læst det tredie Brev fra Bille Zarine, som saa omstændelig beskriver det bedrøvelige Indtog herfra, hvorlunde Skydsen ikke var bestilt i det Hundehul Skrimstad (som Fader Pavels er den Eneste af alle Reysende jeg har hørt tale godt om) saa de i tre Timer maatte holde ud imellem vaade Klæder ved den osedende Ovn, og Snavs i hver Krog, imens det ene smukke Selskab afvæxlede med det andet, og var, foruden Dagens Thema: Veyret og Grøen, alt hvad de hørte lutter Jammergeschichter, om Een som havde blødt, Een redet sig ihiel, og Slutningen var Klager og Forbandelser over Føret, især den sidste Miil til Byen – en god Trøst for de arme Børn, som havde den værste Vey tilbage i bæl Mørke. Dog ariverede de lykkelig og vel til Olsens Kl 1 om Natten, og derfor sagde jeg Gud skee Lov –

At Du faaer Det ^det kiære Monument igien til Dine Elskedes Grave, dyrebare Maja C, fornøyede mig ogsaa. En ung svensk Mand har tilbagekiøbt det for Faer Cappelen i Gothenborg for 800^rd «Det var dyrt» skrev han, «men det var et dyrebart Minde – altsaa ikke for dyrekiøbt» –

[159] Min Maja troede, Egersønnen skulde være her, naar hendes Brev kom; men da jeg saae af dette, at han skulde tilbage med Fragtvognen Mandag, forsvandt den lille Rest af Haab om at see ham denne Gang. Et Bud skulde gaaet ind i Dag med en Koe, min Jess har kiøbt for Slotspræstbroderen, men det bliver nu ey før i Morgen, og har jeg altsaa lagt det Brev, jeg troede min gode Frederich skulde modtaget i Christ:, inden i Majas, saa han nu faaer det i sit Hiem, og deri som her min moderlige Tak for hans barnlige Villie og Forsæt.

En heel Pakke Breve giorde jeg færdig, som skulde været afsted i Dag, og skrev endogsaa ved Lys fire hele Sider til min Lotta, hvad jeg nu betaler med slem Hovedpine. Ogsaa til min Sally skrev jeg paa fire tætte Sider, men ved Dagslyset. Hele Morgendagen har jeg tænkt at opofre Brevskrivning.

Mandag 26^de Havde jeg ikke nu og da lidt at fortælle Eder om de kiære Breve, jeg fik, saae det i denne Tiid mavert ud med Dagbogen, og alt hvad I saae der, blev da, hvordan Veyret og mit Hoved sympathiserer etc – I Gaar, f. E. laae jeg flere Tourer, og kunde trængt til det i Dag ogsaa; men jeg lader mig ikke kuskenere saa let, veed I nok –

Her var ikke et Menneske i Gaar, uden Faer Mørk i den sædvanlige Fropræken, og mod Aften Madam Giørup. Jeg lagde Kabal om Alskens Ting, og spillede tre Rabuser med min Kista. Saa kom Aslak fra Rotnæs med et langt kiærligt Brev fra den gode Hertel, som saa vemodig klager over, han ikke kunde komme hid den 17^de. Hans Kone har været meget ussel igien, men er nu Gud skee Lov bædre – I Dag fik jeg med Posten et stort Brev, ret [160] som var det et kongelig Tiæneste- eller Provstebrev. Nu, det sidste var det for saa vidt det var baade fra en Provst og Præst, begge Sønnerne mine, Schmidt og Pavels. Den Første beklager sig over alle de Hindringer, Skiæbnen lagde i Veyen for hans Reyse til Faer og Moer Koren (det er i denne Tiid som om alle vore Skiæbner laae i Veyret – og for en stoer Deel giør de det vel ogsaa – thi om andet hører man ey tale)

Ja, Tak, min elskelige Søn, for det barnlige Forsæt, som skal være os i Udførelsens Sted. De Glæder, jeg skal tilkiøbe mig paa Andres, var det end ikke mine Elskedes, Bekostning, er mig ingen Glæder; og dette var blevet Tilfældet, skulde min gode Frederich ved to møysommelige Dage forskaffet os og sig een behagelig. Til Vinteren lover De, at tage Deres Mon igien, og dertil holder jeg mig –

Det var ret et kiært, interessant Brev, uagtet dets langagtige Form. Min gode Pavels havde ret været i Brevskriverhiørnet, og det er han for det meste, naar han skriver til sin Moer Koren. Et Sted er saa morsomt, at jeg med min Hr Søns og mit daarlige Hoveds Tilladelse maae afskrive det: «Om Sølvbrylluppet veed vi da intet, før Dagbogen kommer; men noget som De formodentlig ikke veed, og som jeg dog ikke vil forholde Dem, da jeg ingen Dagbog har at sende, er, at et Menneske, som jeg aldrig vidste var blandt Deres intime Venner, teede sig ret ynkelig, fordi han ved det slette Føre hindredes fra at bivaane denne Fest. Det var da ikke Provst Schmidt, ikke Slotspræst Pavels, ikke Expastor Ottesen, ikke engang Wulfsberg, som De ikke maae undrage Deres Venskab og Agtelse, fast Manden kan have sine svage [161] Sider – ney saamæn! det er hverken meer eller mindre end Hr Schioldager, der talte om Dem, som han havde været Deres eenbaarne Søn, og jeg var ganske himmelfalden, da De forekommer mig at have omtalt ham med med megen Kulde» – Ja, sikkerlig har jeg det; thi endskønt det ubehagelige Indtryk hans Physiognomie den første Gang jeg saae ham, giorde paa mig, tabte sig lidt den neste Gang – og meer end to Gange erindrer jeg ikke at have seet ham – saa kunde han dog, derom er jeg overbevist, aldrig komme blandt mine Udvalgtes Tal, i hvor brav og retskaffen han for Resten kan være, og jeg troer, virkelig er. Jeg troer heller ikke, vi har talt ti Ord sammen, saa Mennesket maae have havt et Slags Perial. Videre siger Søn Pavels: «Men at vi alle sammen – vi, Deres sande Børn – maatte savne den Fryd at lykønske Dem og Deres ædle Mand paa Deres Hædersdag, det var nesten ligesaa tungt som hiin Geschichte; thi jeg er saa bange for, at vi paa Guldbryllupsdagen kunde faae Forfald.»

See nu fik jeg nesten to Sider «fuldpløyede med Slotspræstens Kalv» – og derfor vil I alle takke ham med mig. Regnen vedvarer og min Hovedpine, dog skal jeg nu i færd med Brevskrivningen, der er blevet opsat alt til nu, og ey kan opsættes længer – Det maae jeg dog efter min lille Majas og Kistas indstændige Bøn fortælle, at jeg tilbragte en Deel af Gaarsaftenen med at sye Arme til og paa Kajas Dukke, som mistede denne Pryd i Hertels Bryllup. Men saa lægger jeg endnu til, at Kista havde end travlere end jeg med at tilklippe og være paa Raad med begge de Smaae, Garderoben angaaende

[162] Torsdag 29^de min velsignede Majas 18^de Aars Fødselsdag – Solen smiler til denne kiære Dag, og giver Alt ligesom et nyt Liv. Just saadan smilte den for 18 Aar siden da jeg første Gang lagde den søde lille runde Glut til Brystet, det mindes jeg saa godt, som hvad der nyelig er skedt. Gud være lovet, hun er frisk og munter, og har det altiid saa travlt, skiøndt man ikke mærker til det, fordi hun gaaer saa sagtfærdig tilværks med alting. At hun gaaer 14 og Linchen 8 Dage i Husholdningen med Kista, veed jeg ikke, om jeg har sagt Eder. Det er lidt Lettelse for den kiære Kista, og endnu mere Hygge. Maren Skieldrup er paa Vildberg, og kommer nok ikke hastig derfra. Telja spinder og sysler med Barnas Tøy – Om Aftenen samles vi Alle om eet Bord, og naar da min Koren ogsaa sidder hos os med sin Bog eller noget Smaaepillerie, troer jeg, Ingen kan sidde bædre, end jeg. Jess er sielden nede hos os, da han har nok med sine Auctionsgreyer at tage vare. Nu er han Gud skee Lov brav igien, paa lidt Hoste nær. Hvad Majalil har faaet til Geburtsdagsgaver? Af mig Øhlenschlägers første Digte, som han selv i Kbhvn forærede Sarotkie, kostelig indbunden i rød Safian med forgyldt Snit (Sara havde faa Ting, der var hende kiærere end denne Bog) og 1^ste Deel af Ingemanns Digte. Af Kista en peen Krave; af Lina en lille nysselig Æske med smaae Flasker i, og af Kaja en lille hviid Glasbolle – oven i Kiøbet af mig en Bog Postpapir –

[163] Af Papa faaer hun vist ogsaa noget, naar han kommer hiem i Aften. Han tog til Gierdrum i Gaar. Jess er endnu ikke kommet i med at giøre Presenter paa bestemte Tider. Ellers er hans som de Andres største Lyst at give. Han fik af mig i Dag en Gulduhrnøgle, som egentlig hørte til Majas efter Sara arvede Uhr, men hun bad saa vakkert, hendes Jess maatte faae den, da han var borte paa sin Napoleanske Fødselsdag, stakkels Gut, og fik Intet –

I Gaar kom Byebudet. Fra de elskede Døttrene mine i Kbhn fik jeg et langt, kiært Brev. Allerede begyndte jeg at skiænde, fordi der intet var til mig fra Lotta, og blev skalu paa Kista, som sad triumpherende med et langt Brev i Haanden. Men da jeg saa aabnede Døttrebrevet, faldt en lille Brevunge ud af det, og det var fra min gode Lotta, som saa behændig havde puttet den derind. Da det Kbhnske Brev var baade til Sally og mig, besvarede jeg det strax; men dette Svar ligger her, og det convoluterte Brev til Sally, og flere skal inden Aften ligge hos disse, alt i Forventning af Presidentens Tilbagekomst fra Hedemarken, hvor vi hører, han endnu var først i denne Uge. Skulde han, da hans Veye ere usporlige, ikke komme herom, ja, saa maae vi see at faae det afsted paa andet Sæt og Viis. Endnu engang Tak for Dit lille Brev, bedste Lotta (Du skal nemlig først faae den i Svaret herpaa) og I Elskede dernede for det længere, I dyrebare, for mine stakkels Breve og Dagbøger saa taknemmelige Børn! – I Dag kan vi ingen Post vente. Først i Morgen kommer den –

[164] Denne hele Uge har jeg havt hyppige Feberanfald, og er ganske skiæv i Ansigtet af Hævelse. Den slemme Gigt raser i det hele Legeme i alt for stoer Sympathie med det sørgelige Veyr. Dog, i Dag skinner jo Solen, af og til blæser det ogsaa lidt, og jeg er meget bædre.

Endnu to Breve har jeg skrevet med Posten, og det saa mæn oeconomiske Breve, det ene til Hr Bergh paa Ringsager, om det skulde være ham Mueligt at skaffe os noget Sædekorn til Vaaren – det andet til en Frue Hoel paa Hedemarken, for at faae kiøbt noget Liin, thi ogsaa det slaaer her feyl i Aar – Men nu er det ogsaa Aften, maae I vide, og min høyre Arm, ussel før af Gigtsmerte, saa træt og ussel, at den vel behøver Hvile. De andre færdige Breve ere til min Søster i Lolland, til lille Zarine – et halvfærdigt til Bergh i Kbhn.

Fredag 30^te Ja, der ligger de færdige, 5 Breve, som jeg saa vist troede, at faae fragtet ind med Presidenten. Jo, ham kan vi nu skyde en hviid Pind efter. I Dag fik jeg Brev fra Hr Munthe, at han i Gaar havde været der som snareste, kom fra Rotnæs, og fortsatte Touren uopholdelig – om han ellers ikke er opkapret af Frue Waager, som han, mellem os sagt, er kommet i Maskepie med paa denne Reyse. Vi var saa vis paa hver Aften at han maatte komme, saa vi nesten, som Frue sal Munk i Eidsberg, dækkede for Morbroer Peter – Kista stegte saa gar en Fugl i Forgaarsaftes, som skulde være færdig til Frokost. «For Faer vil giærne tidlig ud» sagde hun.

[165] Men Gud skee Lov, nu har Du ham da, Lotta mi, og vist frisk og rask, som han forlod Munthes, og saa faaer det gaae med Brevene som det kan – de faaer afsted med Posten i Morgen.

«En temmelig fornuftig mand» – fortalte Skriveren i Aftes, da han kom hiem, «har spaaet, at det nu skal blive godt Veyr.» – men endnu er ikke denne Spaadom gaaet i Opfyldelse. Vi har over 50 Mennesker her i Dag, som deels ere komne af sig selv for at hielpe os i Ageren, og saa har det nu været i mange Dage. Det er godt at have gode Naboer og saadanne Ting. Fortsættelsen i Morgen, Mørket overfalder mig.

Løverdag 31^te Og nu er det slet ikke lysere. Men først nu har jeg faaet revet Dagens Arbeyde, det er dens Skriverie, tilside. – Hvad jeg har at sige Eder om Gaarsdagen er da ey mere, end at jeg fik det korteste Brev, jeg troer, nogentiid at have faaet fra Maja mi. Men hun vidste nok, den Gode, at det vilde være mig kiært endda, og at hendes Taushed vilde uroeliget mig. Et stort længere faaer Du ey denne Gang fra mig. Saa er Omsteds Ambrosia, Bugges 16 Aarsgl Kone, bortrevet fra alle sine Herligheder og jordiske Forhaabninger? Ak ja, vel jordiske! Ved disse hang det unge Hierte kun alt for fast, og den Algode vilde ikke, det skulde indsnæres endnu mere, og han udløste det af Forfængelighedens Garn, før det indhildedes i Lasternes, der grændser saa let til hiint, at de ofte ikke ere et [166] Haarbred fra hinanden. Den stakkels Moder! Jeg troer, det var hendes kiæreste Barn. Ak, jeg mindes, hvor bitterlig hun græd, da for fire Aar siden hun saae mig hos min dyrebare Maja C, strax efter mit smertelige Tab. Jeg har ikke glæmt det, arme Moder, og nu staaer mine Øyne fulde af Taare for dig. Kunde du løfte dine Øyne over din Ambrosius Grav, fæstede du dem ikke blot paa det skiønne unge Legemes Forraadnelse, paa alle de Herligheder, Døden her rev hende fra – ak, men det frygter jeg, du giør – og hvor finder da det tomme Hierte Trøst?! –

[166] Søndag 1^ste Den begynder taagefuld og mørk, denne ved sine bittre Mindedage mig dobbelt mørke Maaned. Dog, ligedan begyndtes, og vedblev og endtes jo de foregaaende 2 eller 3 – vi ere ey vante til det anderledes. Fader Mørk var ret forstemt i Dag; men det mislykkes mig sielden at faae ham opmuntret, især naar Marie eller Lina er tilstæde, da klarner hans Ansigt strax. Sin Marie saae han dog ikke i Dag, den sødeste af alle Jordens Piger, kalder han hende. Hun tog nyelig før han kom, til Houg med sin Kista, paa Husholdningens og især den forestaaende leye Slagtnings Vegne.

I Aftes bragte Fabritius mig en lille venlig men sørgmodig Seddel fra min Rikke. Hun er saa nedslaaet. Kunde hun see sin Moer Koren, veed jeg, det vilde blive bædre; men Gud veed, naar vi nu sees.

Hendelseviis fik jeg i Middags ved Bordet at vide, [167] hvad man hidindtil omhyggelig har skiult mig, at Jess for en 3 Ugers Tiid siden havde været i Minne-Sund, baade han og Hr Fabritius. Færgen var stødt fra Land et godt Stykke, og roede paa, da de ey vilde indtage flere, men det kunde de unge Vildhoveder ey finde sig i, men toge et Sprang for at naae den, og – plump, der laae de. Da de Begge svømmer godt, kunde vel Faren ikke være saa stoer; men værre var det, at de hele Dagen bleve i den vaade Habit, og nu seer jeg da met et Aarsagen til Jesses stærke og langvarige Forkiølelse. Ogsaa hans Kammerat har havt sin Deel; men nu ere de raske igien, Gud skee Lov! Jeg har ret bedt Jess inderlig – da jeg først havde skiændt dygtig paa ham – at lade saadanne Experimenter være en anden Gang – Giid det kun frugtede! Kan man ikke nok være uroelige, naar saadanne Krabater ere borte over Tiden?

I Dag vilde jeg giærne have dette langdrøye Hefte færdigt, om ikke for andet, saa for at min Kista kunde have det til Recreation efter sin Tour – giid et fra Byen ventet Bud bragte Majalil noget lignende! – Hun har noget i Vente fra sin velsignede Navnesøster, Majadals Maja (som mine Kbhnske Døttre kalder Maja C –) der skulde været her, var det gaaet efter Bestemmelsen, den 29^de, det kiære Barns, Petramajas Fødselsdag (I veed jo, det er Moer Cappelens Petramaja, ligesom hendes Thrina Moer Korens Sarathrina)

[168] I vil da vide, forudsætter jeg, hvilke af Ingemanns Digte i anden Deel der synes mig de fortrinligste. Ja, Valget er ikke let. Marsk Stigs Døttre finder jeg – og det samme fandt min Egersøn – saa ganske i den ægte Kiæmpevisetone; eller rettere i den, der passer sig for det Slags Digte. Troldmanden og Lærlingen synes mig saare skiøn. Men skiønnest af Alt Konstens Grændse – Den landflygtige Aand – og Vaucluse – Eventyret Parizade i første Deel, holder jeg mere af, end Gangergriffen i den anden, naar jeg læser dem strax efter hinanden. Stoffet til begge kiender jeg fra min Barndom, og har ofte baade hørt og fortalt dem med hiertens Angst og Glæde, uden, naturligviis, at ahne det, Digteren har udviklet af dem. – Jeg havde maaskee ^ikke endnu kommet med dette Recension-Fragment, om ey min Jess just havde bragt mig den første Deel, som er kommet fra Bogbinderen.

«Og det kom dig ret tilpas, Moer Koren, fordi du var forlegen for noget at fylde denne sidste Side med?» – Rigtig giættet, Børn! – I hvor nøysomme I ere med hvad jeg kan give Eder, vil jeg dog nødig misbruge Eders Godhed, og vaase et Hefte fuldt efter det andet om Vind og Veyr. Det blev rigtig nok, naar jeg holdt mig til Bogstaven, mere vandet end vindigt i denne Tiid. Men er det ene ikke lige saa slemt som det andet? – paa Papiret, mener jeg, og for mine elskede Læsere og Læserinder. For Kornet paa Marken vilde derimod nu intet være gavnligere, end en Storm fra Norden, eller hvorfra, kun den giennemtørrede det. –

[169] Tirsdag 3^die Det var en skiøn Dag, skiøn som min Vilhelms Liv, og som det dalede i Dag 4 Aar, saa dalede nu Solen, og nu den er dalet, falder Mørket paa pludseligt – Men allerede længe var min Lykkes Sol gaaet ned, da Haabets endnu smilede til mig. Ney, det er saa mørkt inden i og uden om mig. I Morgen, for mig hans Dødsdag, mere.

Onsdag 4^de Ogsaa denne Dag er klar og bliid, men hverken mit Hoved eller Hierte sympathiserer med den. Jeg har ret været ussel den hele Dag, har lagt her paa Sophaen, men er ikke bædre. O, hvorfor ligger alle sørgelige Minder saa dybt i Siælen, imens de glade kun glide løst hen over den? Er det maaskee, fordi disse tilintetgiøres ved hine? Dog ney – de tilintetgiøres ikke, de smelter sammen med de bittre Minder for at skiærpe deres Braad end mere.

I Dag – jeg har nok sagt Eder det ofte – var det Hedevigs, den elskelige Hedevig Augustas Fødselsdag. I 11 Aar var det vel en Sorgens Dag for hendes Carl – ak! men hvad maae den ikke være ham nu, da hans Julie ikke mere kan dele hans Kummer og formilde den! –

Her ligger nu det færdige Dagboghefte til Eder, Elskede, alt siden Søndag, og kommer ikke afsted. Jeg vilde sendt det i Gaar med Posten, men her var ingen at faae afsted til Ullensager. Nu maae det ligge til Løverdag. Vi slagter i disse Dage, og saa har alle saa travlt. Gud skee Lov denne Nat er forbi, da det egentlige Slagterie gik for sig. – Vi ere komne saa i Vane med i denne Tiid at see alt fra den mørkeste Side. Det er vel godt for saa vidt [170] at det Ubehagelige da ikke kommer uventet, og det Behagelige bliver dobbelt velkomment. Saa f:E: havde vi troet, Slagtet skulde være grumme mavert og usselt; men Maja kom nok saa triumpherende op i Morges, og forsikrede, det var fast meer end almindelig fedt og godt. Med samme Tidende modtog Kista mig. Nu staaer de stakkels Børn begge paa Boden ved Ophugning og Nedsaltning. – Min Koren er ingen Dag i denne Uge hiemme; Jess seer vi ikke – han tog til Eidsvold i Mandags – før Løverdag. – Nu vil jeg atter helde det bankende Hoved ned paa Puden, om det der vil blive stillere.

Torsdag 5^te Ney, det blev værre, jo længere det leed paa Qvællen. Jeg gik til Bords med de andre, men spise kunde jeg ikke, og var nær ved at besvime da jeg skulde reyse mig. I den friske Luft blev det bædre, og da min Koren kom (vi ventede ham ikke mere) blev det snart fuldkommen godt. Jeg spillede endogsaa de sædvanlige tre Rabuser med min Kista. I Formiddag var jeg meget mat, men Kista mente, Moer skulde have godt af en god, kraftig Kiødsuppe, og den havde vi til Middag med sine behørige (i Slagtertiden) Kiødboller paa, og jeg har ret befunden mig vel efter den – «hun var deylig, Madam!»

I Dag – den femte Novbr!!! – er det da første Gang, vi for Alvor kiører noget Korn ind, og hvad der er besyndeligere, det er, forsikrer de, meget godt. Atter et uventet Gode! –

O, at vi dog saa snart forsage, vi lidet Troende!

I Dag holder Skriveren igien Forhør over Frue Waagers Tyve. Hvad der tilsidst vil komme ud af! –

[171] Fredag 6^te «Her har du to Breve – og et til» – sagde min Maja og gav mig dem. De to vare da fra min Sally og fra Marieboe, det tredie Majabrevet. Ak, hvor har alle disse kiære Breve bragt mit Hierte i Bevægelse. Min Sally er paa Økeren, for at pleye og muntre den stakkels hulde Ragna, hvis glade Moderhaab saa smertelig er blevet skuffet. Jeg saae det først af Marieboes Brev, skrevet nesten i samme Øyeblik han tiltraadde sin Kbhns Reyse. «Vort Haab at faae en Broder til Ida er forsvunden» skriver han. «Jomfr Bøyesen, som er saa god at være om og hos hende ^{vor Ragna,} vil sige Dem mere». Og hun sagde mere, det kiære Barn. Ragna har aborteret har været meget syg, men er dog nu bædre, kun meget mat – kunde ellers hendes Ludvig forladt hende, i hvor nødvendig hans Nedreyse var? Giorde ikke det nu atter vedholdende Sludveyr Føret hver Dag værre, vilde jeg intet Øyeblik taget i Betænkning at komme min Sally til Hielp i at trøste den ved det søde Haabs Tilintetgiørelse saa nedslagne dybtfølende unge Kone. Jeg reyste nok endda, om ikke min Koren saa nødig vilde det, af Frygt for jeg skulde blive syg. «Det eneste der ret opmuntrer min kiære Patient» siger Sally – «er naar vi lægger Planer hvordan vi, naar Føret bliver godt, vil giøre en lille Tour paa et Par Dage til vor Moer Koren, da funkler hendes Øyne, og hun ønsker kun hun strax kunde komme afsted. Ogsaa til Drammen skal vi giøre en Tour imens Mariboe er borte, besøge Moer Cappelen, og see Comedien der. Naar vi drømmer saaledes, sidder hun saa glad som et lille Barn» – Just denne Barnlighed [172] giør hende saa elskværdig, thi den kommer saa uskyldig fra hendes ufordærvede Hierte. Gud skee Lov, vor ømme troe Sara er om og hos hende. Hendes Moder, som ogsaa er der, er hiertens god og agtværdig, men som jeg troer at have mærket meget lidenskabelig i baade sin Sorg og Glæde, og det er maaskee den nærvesvage Datter ikke altiid gavnligt.

Jeg har skrevet til hende og Sally under et, og saa roeligt og muntert som det var mig mueligt, uden at vedrøre nogen Stræng som kunde bæve for længe eller for stærkt i de letvakte Følelser. Fabritius, som reyser ind i Morgen, medtager og lover selv at levere min Sara det, og saa faaer jeg paa Onsdag fuldstændig Underretning – Gud give, ønskelig! Jeg har just nu sluttet et langt Brev til min dyrebare Maja C, som nu Aslak, der reyste til Munthe for at lade lyse for sig og sin Ane i Morgen, tog med sig i Posten. Et Brev til min gode Pavels har jeg begyndt, men nu nøder mig Mørket at slutte –

Søndag Kl 4 Ved Middagstide drog Fabritius afsted med de foromtalte Breve, et til Lotta, et til Zarna atpaa –

Madam Omsted, skriver min Maja C, døde paa sin Datters Begravelsesdag. Var det Sorg, og Sorg allene, som saa pludselig endte hendes Dage? Ak, er Rygtet sandt, var det især hende der af den blandt alle Lidenskaber uædelste, Lidenskab for Guld, overtalte den ikke 15 Aar gamle Ambrosia til at indgaae en Forening, hvori hun ikke kunde være lykkelig, om end et andet Rygte: at hun elskede et vakkert ungt Menneske, som var paa Faderens Contoir, var ugrundet – forholdt det sig saa, da maatte vel hendes Hierte [173] briste da det solgte Barns Hierte brast. Nu giæmmer Graven dem begge, og alle Lidenskaber tier der, og har den ulykkelige Moder betalt sit Feyltrin med sit Liv, saa har hun bødet, bødet haardt i den Siæleangst som knuste hendes Hierte, og hisset har hendes Ambrosia modtaget hende med et Freds- og Forsoningskys, og hendes Brøde er udsonet for Gud – Hviil da i Fred, arme, arme Moder! –

Til de ikke glædelige Efterretninger jeg selv fik, kom endnu flere, Fabritius læste for os af et Brev fra Præsten Herlufsen i Frederiksværn. I forrige Uge skal en Baad være kantret ved Helgeroen, hvorved mange Mennesker har sadt Livet til, blandt disse en Frue Seidelin med to Børn, en Frøken Gorder, og en Capit: Holm – Nu nok for i Aften, og af saadanne Nyeheder, vilde Gud, nok for stedse.

Men der er da Gud skee Lov, min Jess. Vi ventede ham i Aftes, og han kom ikke. Nu begyndte det at mørkne, han kom endnu ikke, og jeg blev saa ængstelig –

Mandag 9^de Ved min Korens Arm har jeg nu vandret Haven nogle Gange rundt paa denne første klare skiønne Vinterdag. Endnu otte slige Dage, og vi fik vort Korn ind, og det blev dog noget, og meget i Sammenligning med hvad vi torde ventet efter de senere Aspecter.

I Morgen skal Skriveren, i Følge med Confrtsrd Anker til Feiringen, og vil hans Forretninger der neppe endes før med Ugen. Min Jess har vi da og beholder for det meste hiemme imidlertiid, og det er endda godt.

Nu har Du vel mit Brev, elskede Sally – og maaskee er den gode Fabritius i dette Øyeblik paa Tøyen hos Dig, beste Lottamoer! Jeg synes det ahner mig. Kl er henved 5. –

[174] Tirsdag 10^de Kl 5 havde Skriveren bestilt sin Hest, og var oppe længe før Dag; men først Kl 8 kom Hesten. Nesten paa samme Tiid som han, foer min Marie og Telja til Houg, for at besørge Slagtningen der, og vender ey heller tilbage før Løverdag. Det gaaer raskt med Kornkiørselen, paa det nær, at Læssene et Par Gange har væltet, da det hverken bærer eller brister. Atter har jeg i Dag skrevet et lille Brev til min kiære Lotta, og et langt til Nella Borch, fra hvem vi saa længe intet har hørt.

Onsdag, Mortensdag Til Lykke, min elskede Thrina og Realf, med Eders Førstefødtes første Aars Fødselsdag! Til Lykke, I kiærlige, værdige Alle med Eders lille Yndling og denne velsignede Dag! Oplever den mange Gange glade og lykkelige, og altiid gladere og lykkeligere! Saa længe gamle Provst Smith levede, var dette en glædelig Dag i Nannestad Præstegrd – hans Ginas Fødselsdag – og da maatte vi did, min Koren og jeg, i hvordan end Veyr og Føre var, og leed tidt ret ondt, men angrede det dog aldrig. Den gamle Mands og alle de gode Menneskers Glæde over at see os, var saa stoer, saa umiskiendelig. Stakkels Gina! endnu flakker hun om i Verden, gift, Moder til tre Børn, men uden Hus og Hiem –

I Aftes havde vi det ret saa godt i vor Eensomhed. Til vi spiste, læste jeg for Kista og Lina – men det varede længe inden vi kunde begynde for Latter af liden Kaja, som rent ud erklærede, at denne Læsning høyt var det værste hun vidste, for da maatte hun sidde saa stille.

[175] Torsdag 12^te Kaja maatte udholde den samme Poenitense i Aftes, og har i disse Aftener ikke andet at vente. Ved denne behagelige Beskiæftigelse savner vi mindre de kiære Fraværende, og Kistas og Linas Fingre gaaer endnu hurtigere end ellers. For at giøre Tausheden taalelig for stakkels Kaja, har hun imidlertiid Lov at pynte sin Dukke, hvis Garderobe Dag for Dag bliver anseeligere.

I Formiddag blev min Kista og jeg ret skuffede i vore Forventninger. Hun kom ind med to Breve og en stoer Pakke. Brevene vare fra Lotta og Maja C, og indeholdt kun faa Linier. Det fra min Maja skulde egentlig kun ledsage en lille Pakke med Tobak men – den stod blot i Brevet, Budet havde ingen faaet fra Horsters, hvor den var leveret. Den tør vel endda komme tilrette. Den store Pakke – ja, den var fuldt af tomt – Det var nemlig en heel Hoben gl Dagboghefter opsendte fra Døttrene mine med en bergensk Præst Irgens, skriver Lottamoer, men ikke et Bogstav ledsagede dem himat igien. Rigtignok har de kiære Børn skrevet ret flittigt i senere Tiid – men Herregud, et Par Ord havde dog været snart skrevne, og saa var jeg ikke bleven saa flau. Kista blev det nesten ligesaa meget som jeg, og rystede alle Hefterne, men der var Nichts und wieder Nichts. Endnu i Aften venter vi Fabritius – han bringer os dog vist noget mere –

[176] Løverdag 14^de Hvad han bragte, var fiint. Kl 9 om Aftenen, da Kista og jeg sad i den tredie og sidste Rabus, hørte vi en Rumling som af en Firespændsvogn, og troede fuldt og fast, der kom et stort Herskab. Bordet laae for fuldt af Alskens Ting, Kort, Syetøy, Dukketøy etc, at det ey var at tænke paa Bortrydning. Jeg bad Kista gaae ud og tage mod de Fremmede – jeg troede nesten det var Frue Marieboe og Sally – «Og de kommer nok ind naar de kommer saa nær» – mente Kista, og ind treen Fabritius som en stoer forskrækkelig Sneemand, med den høyfiærede Hat paa, den han ey kunde tage af, fordi han havde alle Hænder fulde af Pakenelliker. Men til mig var kun et stakkels faa Liniers Brev fra Zarine, og til Kista et D^o fra Lottamoer, det var den hele Stads. Han fik blot Stunder at fortælle, at alt stod vel til i vor Kreds, at han intet Brev fik fra den slemme Sally, men kun mundtlig Hilsen, at Frue Marieboe var meget bædre, og at de begge skulde skrive med første Post at det Wulfske Huses Fald i London havde som et Jordskiælv mægtig rystet mange af vore fasteststaaende Handeshuse; at intet Korn var kommet til Byen, og Caffe og Sukker steeg – og saa tog han sig blot en Dram, og ilte til Genta si. Atter i Dag ventes et Bud fra Byen, men med det venter jeg intet – vil jeg i det mindste faae mig selv til at troe –

Da jeg nu, med det Bud som skal hente min Maja og Telja hiem fra Houg, har bortsendt et langt Brev til Biltzing, og et ikke kortere til min Maja C – dog kort i Sammenligning med det kiære, jeg i Gaar fik fra hende – og min i Morges fæle Gigthovedpine har dulmet lidt, vil jeg fortælle Eder disse Dages Hændelser, førend jeg sætter mig paa Sophaen til Middagsblund. I Torsdags havde Lina det Uheld, og det da [177] hun i sit lovlige Kald gik ud af Spisekammeret, at Dørren, der trækkes i ved et tungt Lod, faldt paa hendes høyre Haands Pegefinger, og smækkede i Laas. I den smertelige Arest stod hun taus og ene, til Kista lykkeligviis kom ud, forundret over at see hende i den Stilling, og forbauset da Ungen sagde: «Kiære Kista, hielp mig. Min Finger sidder fast imellem Dørren». At Kista i sin Angst har bandet, skulde jeg nesten troe, dog veed jeg det ikke. Men neppe torde hun see da hun lukkede op, thi hun ventede at finde den halve Finger indenfor. Dog see! den var blot trykket flad som en Pandekage, og den ømme Kista vadskede og smurte den, og den fik sin tabte Form og Følelse igien. Men imod Aftenen havde hun en smule Feber og Hovedpine; men loe og sang naar jeg saae paa hende! Er det ikke ret nogle heroiske Unger jeg har? Legemlige Smerter afpræsser dem ikke let noget Suk. Men Gud være lovet, at deres Hierter ere saa bløde som deres Legemer haarde –

I Gaar imod Aften, just som Posten kom, kom min Koren, som vi i det tidligste ventede i Dag, og nu beholder vi ham hiemme lige til Tinget, paa et Par smaae Udvandringer nær. Det er en sielden Hvile for ham, en sielden Glæde for os alle. Naar jeg nu om nogle Timer faaer min Maja og Telja hiem, saa har jeg de Kiære alle omkring mig.

Vi havde i Aftes allerede leyret os om Bordet, da Walbohm kom ind. «Saa seent? kiære Doctor!» spurgte jeg. «Ja, gienmælede han leende, blev jeg ikke der sat i en unødig Skræk kanskee Fruen ikke engang veed det?» – «Hvilket?» – «At Melin troede, han havde brækket sit Been. Der kom Postgutten aandeløs løbende – jeg var hos Mørkes – med denne Hilsen, [178] og at jeg for Guds skyld maatte komme strax. Jeg skyndte mig først hiem efter det Fornødne til en saadan Operation, og saa op paa Herrens Kammer – men der gik han ring paa Gulvet, og jamrede endnu at hans Been var brækket. Jeg kunde warhaftig knap bare mig for Latter. Naa, lad os da see det kunstige Been, som De kan gaae paa, naar det er brækket – kort, Mennesket er sandelig ikke rigtig her (pegende paa Panden)

«Og den Opdagelse har De først giort nu?» – «Ney, for længe siden, Frue; men jeg troede dog, Manden ikke var saa gal –» Han havde da ved et Fald forvredet Benet, eller forstrækket Senerne, hvordan det nu er. Den arme Diævel er ret ussel i Dag, hører jeg, og vil ved sin Egensindighed neppe snart blive god, da han paa ingen Maade vil holde sig i Roe, hvorved det Onde i et Par Dage kunde være forbi, siger den snilde Walbohm, som har været her i Dag ogsaa og seet til ham. Da vi nu taler om denne Original, og I saa længe intet har hørt om hans Fata, og Middagsblundstiden desuden er forbi, saa maae I dog ogsaa vide, at han har kiøbt sig en Gaard her i Nærheden – det har jeg vist sagt Eder før, ligesom at han siden den Tiid er blevet end galere. Nu stod hans Korn ude som da overalt, og den eneste Maade han kunde faaet lidt berget paa, afslog han reent, nemlig at faae Hielp om Søndagen. Men hør nu, hvordan han distingverer: «Har jeg en Rugager, og Giærdet om den er faldt ned, saa er det ingen Synd at sætte det op om Søndagen, men at kiøre Havre ind, eller tage Potetes op, det er Synd. Og vil Gud, jeg skal faae det ind, faaer jeg det nok.» – Han troer rigtig, sagde Frøken Keilhau, at vor Herre skal komme ned og pille hans Poteter op –

Kort sagt, vor Herre kom ikke, og nu staaer de der tilfrosne og uden Rædning forlorne. Over Kornet forbarmede Jess sig, og kiøbte det og fik det ind, men det er den bare Halm, og det [179] var for at skaffe Melin denne til hans stakkels Creaturer, der ellers maatte sultet ihiel, at min gode Jess giorde denne Kiærlighedsgiærning, den Melin i sin Henrykkelse giengieldte ved, før det var at tænke paa Modværge, at flyve ham om Halsen og kysse ham –

Søndag 15^de Her i Sophaen sidder min lille Maja læsende. Hun og Telja kom i Aftes i høyeste Velgaaende fra det stille dem saa kiære Houg. Maja har havt en slem bolden Finger, der dog nu er bædre. Lidt før dem kom min kiære Kistas Brodersønner spadserende fra Rotnæss, to snilde brave Gutter. Den Ældste bliver nu for stedse hos Hertels, den yngste, Christian, en flink, for sit Element skabt Gut, pløyer Bølgen den blaa, men hviler nu ud de haardeste Vintermaaneder. – Og endelig – uverhoft kommt oft – bragte Byebudet mig et ømt og ikke kort Brev fra min hulde Lotta, og Engels Lorentz Stark, som den gode Stenersen efter Anmodning havde kiøbt til mig. Maja fik ogsaa et langt Brev fra sin Zarine. Ogsaa var alt for saa vidt godt. Kun min kiære Kista fik et Brev som ikke glædede hende. Min Lotta var ogsaa lidt nedstemt, og er det altiid, naar hun tænker paa at forlade sit vakre Tøyen. Hendes Jørgen er blevet virkelig Krigsasessor, men endnu har hun ey faaet ham hiem. Presidenten er og maae være meget borte, og saa er hun saa eensom, den gode Lotta. Hun skrev, Frue Marieboe havde været i Byen, hvad der ikke allene forundrer mig, men harmer mig lidt, da jeg frygter, det kan foraarsage Tilbagefald, der kan blive værre end den første Sygdom. Havde jeg været hos hende, sandelig, hun havde ikke faaet Lov hertil – Faer Mørk er inde. Farvel saa længe til jeg har slaaet en Prat af med ham.

[180] Mandag 16^de I maae ikke troe, mine Dyrebare, at min Prat med Faer Mørk har varet til nu. Ney, seent nok kom Folk endda til og fra Kirken, men da var det blevet alt for galt. Stakkels Mørk gik kroget og saare nedbøyet, da han havde saa ondt i sin Ryg, men ellers var han ret fornøyet og takkede Gud, at han havde faaet sit Korn ind. Det haaber jeg nesten ogsaa at vi skal faae i Dag eller dog sikkert i Morgen, bliver Veyret som det nu er, klart og koldt.

Fabritius var her i Gaar med sin Grethe, og Ungdommen holdt sig ret lustig. Min stakkels Majas Finger giør hende ret Bryderie, mindre ved Smerten den volder hende, end ved dens Ubrugbarhed, og nu, det stunder til Jul er der saa meget at stelle med foruden det Sædvanlige, nye Hverkens Kioler skal syes o.s.v. – Linchen gaaer denne Uge med sin Kista i Huset i Majas Sted. – Da jeg i Dag læste i Aviserne om den kiække franske Pige, der gik i sin til Armeen udskrevne Tvillingbroders Sted, da denne var svagelig, og fattedes baade Lyst og Mod, tænkte jeg paa, at der vanskelig kunde sættes en Prøve paa Linas Kiærlighed for hendes Marie, hvori hun ikke vilde bestaae. Dog, Gud skee Lov, det gielder om dem Alle. De kan kun glæde sig med og i hverandre, lider Een, lider Alle –

Et venligt vennehuldt Brev fik jeg fra min Sally i Dag[.] Hun nævner intet om Ragnas Byetour, men tværtimod taler om, hvor mat den Gode er, og ikke taaler mindste Anstrængelse. Jeg skulde derfor nesten troe, det maae være en Feyltagelse. Sally taler intet om at forlade Økeren, og det er mig inderligt kiært. De glæder sig, disse to kiære Børn, og det ret som smaae Børn, siger Sally, til mit og Majas og Linas komme, og naar nu Kornet er inde, og som jeg haaber inde overalt, da giid der kom dygtig Snee, og det skulde ikke vare længe [181] inden jeg ilede med Ungerne mine til alle de elskte Ventende, der ‹…› ^neppe seer Giensamlingen gladere imøde, end vi.

Fra den gode Præst Bergh i Ringsager fik jeg ogsaa et overmaade forbindtligt Brev, og Løfte om det Sædebyg jeg bad om, og skulde man nesten troe jeg havde giort ham en større eller ligesaa stoer Tiæneste ved denne Begiæring, som han giør mig ved at opfylde den – og saaledes, seer I selv, Mandens umiskiendelige Velvillie giver Tingen, der i sig selv er os saa vigtig, et dobbelt Værd. –

(Tilgiv disse stygge Blækklatter, som en hastig Bevægelse med Pennen giorde i dette Øyeblik)

Tirsdag 17^de Aa ja, hvem negter, at der gives hyppige Modsigelser i mange, kanskee de fleste, af vore Tanker og Handlinger. Men heller ikke er altiid det Modsigelser som synes at være det. Istæden for at forklare mig herover – om ellers Forklaring var nødig – vil jeg blot her afskrive et Sted af mit nu just færdige Brev til vor Sally, som skal forkynde hende mit og Børnenes Komme til Økeren Mandag eller Tirsdag, NB om vi faaer lidt mere Snee forinden. Stædet lød da som saa: «Herre Gud, naar jeg ellers kommer herind om Morgenen, og Solen smiler mig imøde, bliver jeg saa let om Hiertet, om det end før var en Smule tungt. Og nu, da den hilsede mig saa usigelig venligt: ‹God Morgen, Christiane! Velkommen ind i det lille grønne Kammer. See, hvor jeg forgylder alting der. Sæt dig nu ned og skriv til dine Kiære imens jeg lyser for dig. Det bliver desværre ikke mange Timer, saa maae jeg hen og lyse for Andre, som kanskee ikke skiønner saa taknemmelig paa mit blide Lys som du› – kunde jeg vel ikke see surt – (det er desuden imod min Natur [182] at see surt naar Solen skinner) Jeg smilte, og det ret oprigtig (fye, hvem vilde smile falskt!) men sagde lige saa oprigtig: ‹Tak, kiære Sol, for hver Gang du har straalet Glæder i min Siæl og sød Vemod. Men giid du nu vilde skiule dig et Par Dage bag tykke Sneeskyer, og saa straale ned igien til den hvidklædte Jord, og lyse venligt for mig og mine Børn, mens vi glede hen i de elskede Ventendes Arme!›» – Om denne Bøn bliver hørt? Man paastaaer Ney, og rigtig nok pleyer Veyret holde længe ved paa en Kant. Det er ordentlig blaae Sommerhimmel; men skarp Vinterkuld. Ak, havde alle Mennesker et saa godt lunt, om end ikke saa venlig grønt et Kammer som jeg, skulde jeg, uagtet min Længsel efter Snee, ret fornøye mig i den blaae Himmel, hvorfra Solen nu seer saa venlig ned til den haardtfrosne Jord, ligesom den vilde sige: «Det er ikke min Skyld, at mit Skin nu blot lyser; men lad ogsaa det glæde dig, kiære Jord, og opmuntre dine Beboere. Et Øyeblik – I kalder det et Fierdingaar, kiære Jordbeboere – saa skal I atter føle mine Straalers velgiørende Kraft.» – O du kiære venlige Sol, hvem kunde have Hierte til at blive vreed paa dig? Jeg kan det ikke, om du end afslaaer min Bøn. Selv om du opfylder den vil jeg savne og længes efter dig – Imens jeg sidder her og gosnakker (Presidenten vilde sige coqvetterer) med Solen, har min kiære Kista det nok saa travlt med Stadsen min til Byetouren, og syer Kalikos Vanter, Krave, etc til mig[.] Lille Maja stræber med sin boldne Finger at faae sin nye Hværkens Kiortel færdig, og Lina hielper hende troelig. Kaja flaxer med Sydskenbar^na sine, de unge Hertler, og lille Tønder Lund, der er en grumme lustig Kumpen, men en snild Gut for Resten. Skriveren staaer paa sit kolde Kammer og skriver saa det staaer efter, og leer naar jeg huttrer af Kuld, og undres over, han kan røre Fingrene. Saa rækker han [183] mig Haanden og spørger: «Er du saa varm som jeg? min Naadige!» – og det er da den Naadige fast aldrig. Hvilket varmt Blod der maae være i de Aarer! Og dog er hans Hierte endnu varmere for alt hvad Ret og Godt er i denne Verden, som han giærne giorde til et Paradis for os, stod det i hans Magt – (ved os forstaaer jeg alle levende Væsner) Da han nu ikke kan det som han giærne vilde, udholder, ja underholder han selv Skiærdsild naar han om Aftenen er nede hos os; da seer ingen flittigere til Kakkelovnen end den samme Skriver, hvis Element er Kulden. Dog, han er jo altiid som i sit Element, naar han kan see Andre i deres –

Torsdag 19^de I Gaar fik da min Koren endelig det vaagerske Tyvepak af Halsen. Hovedmanden, Laurine (som nyelig har lagt i Barselseng) blev dømt til Tugthuset paa Livstiid, de andre 6 paa kortere og længere Tiid. Madam Laurine var ikke fornøyet med sin Dom, men jeg troer dog, hun betænker sig paa at gaae videre af Frygt for hendes forrige Liv og Levnets skarpere Undersøgelse. For hendes stakkels Barn er det godt, tidlig og for stedse at blive skildt fra den frække, afskyelige Moder. O hvor inderlig har jeg ønsket, Gud skulde tage det til sig. Lever dette Barn, og bliver god og brav, da (det skal have en ligesaa slet Fader) er der, synes mig, intet stærkere Beviis imod Arvesynden, og lever Faer Mørk saa længe, og jeg med, saa skal jeg ikke glæmme at bruge dette Vaaben imod ham.

I Følge med Jess tog de unge Hertler herfra i Gaar Middags, alle til Rotnæss i et ganske desperat Stormveyr. Det har vedvaret hele Natten, og raset i mit hele Legeme, især den høyre Skulder og Arm, saa jeg var færdig at skrige. Nu er baade Vinden og Smerten standset; men Solen skinner paa ^fra den kolde blaa rene Himmel, og Snee-Haabet bortfiærnes meer og meer.

[184] Fredag 20^de Det er saa mørkt, at jeg maae lægge alting bort, og derfor vil jeg blot sige Eder, at jeg fik en stoer Post i Dag, en kiær Post, og derom skal I i Morgen faae fuldstændig Underretning –

Løverdagaften (ved Lys) Mine Breve ere færdige, men først nu i dette Øyeblik, og min Arm er saa slem, mine Øyne saa lidt vante til Skrivning ved Lys, at jeg nok seer, det ikke gaaer an at sætte enten dem eller Armen paa flere Prøver. Brevene jeg fik var fra min Maja, Fader Pavels, Søn Bergh, Maren Skieldrup, og – ja, saa fik jeg et til, som jeg da jeg aabnede det saae var fra Frue Holsten –

Søndag 22^de (Fortsættelse) Ved de første Ord: «Tak for begge dine Breve, min gode brave Vilhelm!» – saae jeg da, der var skedt en Forvexling ved Udskrifterne, og lagde Brevet gesvindt sammen, imens Majalild, som havde bragt mig Posten, og bedt mig aabne dette, da den Haand var hende som mig ubekiendt, loe ret hiertelig. Men siden giorde det hende ondt hun havde le‹d›t, naar hun tænkte paa, hvordan den gode brave Søn (thi det veed jeg han virkelig er) vil blive tilmode, naar han saa glad brækker den elskede Moders Brev, og seer – det er ikke til ham. Ey mindre forundret end Vilhelm og jeg, vil den gode Kone blive, naaer hun faaer sit eget Brev tilbage, som jeg i Dag sendte hende, inden hun af mit seer Aarsagen.

– Ja, men begynder det nu at snee, mine Elskede! Eya Pompeya! Jeg kan endnu i Morgen komme til min Rikke, i Morgen, hendes Fødselsdag, den Gode! – og Tirsdag – o, til Eder, I ventende Dyrebare Alle! –

Men igien til mine Breve. Af min Majas Brev seer jeg, som av Pavels's, at Grev Wedels Brødre ere ruinerede ved det Wolffske Huses Fald, og det giør mig inderlig ondt, thi det er saa gode Mennesker. Maja siger, at hun aldrig har [185] seet Grev Wedel, den raske muntre Mand, saa nedstemt, som forgangen har spiste der. Ogsaa hans Svigerfader har tabt betydeligt, men ham kan sligt Tab ikke engang rokke naar det knuser andre. Niels Ankers Enke paa Frhld har havt 45000^de Pund staaende der. Hvor vidt hun kan taale dette Tab, veed jeg ikke. Gud skee Lov, min kiære Faer Cappelen naaer denne Revolution ikke. Pavels troer, og det er rimeligt, at denne Tidende vil giøre en ubehagelig Sensation paa Regieringen, der nu tydelig seer en af Aarsagerne til vore Finantsers Forfald – I ere vante til, mine Elskede, at jeg imellemstunder, og ikke saa sielden endda, pløyer med andres Kalve, og jeg giør ingen Undskyldning for det, fordi jeg veed I intet taber derved, og fordi saadan Tilflugt er go aa ha, naar man sidder Dag ud og Dag ind mellem sine 4 Vægge, og naar man har beskrevet en Dag har beskrevet dem alle, og saa intet andet har at tye til end Vind og Veyr, og dog nødig vil lade en Maaned gaae hen uden at sende Eder et Dagboghefte. Af denne Indledning seer I nok, jeg har i Sinde at giøre et Udtog af et eller flere af mine Breve. Tildeels har I giættet det. Min Maja fortæller, at den ved Horten forulykkede Capt: Hoems Moder var taget op fra Kbhn for nu at henleve sine Dage i Roe hos sin Søn. Den Frøken Gorder, der druknede med ham, siger Rygtet var hans Forlovede. Hvor lykkelig var hun, vare de begge, at døe den ene i den andens Arme! O, at den gamle Moder ogsaa havde fundet sin Død i Bølgerne som røvede hende hendes eneste Søn, hendes sidste Støtte! det skriver min Maja C han var. Jeg vidste ellers ikke, før af Fader Pavels's Brev, at det var den samme Capt: Holm, der saa tappert forsvarede Najaden, og, for at gientage Slotspræstens Ord, «blev ubeskadiget, da Død og unævnelig Gru tordnede af de mange ildsprudende Munde, for nu at omkomme uhæderlig paa en Lysttour.»

[186] Fremdeles siger min gode Pavels saa sandt, i Anledning af et Udtryk i mit sidste Journalhefte: at det vel er i vor uskiønsome Natur, saa snart at glæmme de gode Tidender, som dog nu og da afløser de sørgelige, og kun mindes disse –

«Ogsaa det, tildeels. Men lad os dog ikke alt for haardeligen anklage vor Natur for det, der mere ligger i Tingenes! Vore bedste Glæder ere af den Beskaffenhed, at de aldeles ingen Opsigt giøre: jo sandere Glæder, des mere stille og ubemærkede; ikke saa med vore Sorger og Lidelser. Eftertænk blot, gode Moer Koren, Deres egen Historie. Glædeligt og Sørgeligt mødte Dem, og af det første unægteligt mere, end af det sidste. Men udmal med de meest levende Farver al den Glæde, ægteskabelig og barnlig Kiærlighed, Venskab og Natur har skiænket Dem i en lang Række af Aar, og det vil ikke giøre den Sensation som den eneste Begivenhed, at de mistede i to Maaneder to vakre, elskværdige, haabefulde Børn i feyreste Ungdomsalder. ‹Fra Vest fra Øst mod Polers Ende,› vil ethvert følende Menneske, og især hver ømtfølende Fader og Moder, som kiender Deres Tab, ogsaa dele Deres Sorg; men Deres Glæder, hvor blive de bekiendte? I Deres nærmeste Vennekreds, og andensteds kunde de ikke heller forstaaes og føles. Vi vilde altsaa ikke tilskrive vor forvendte ^uskiønsomme Natur eller Menneskenes forvendte Skikke, at vore Avis- Brev- og Conversations-Nyeheder ere fast idel Ulykker. Lykkelige Hænddelser have fast alle noget tvetydigt ved sig, som det fornuflige Menneske ikke ret veed, om han tør glædes over: den sande Lyksalighed er en roelig, blivende Tilstand, som kun kan føles men ey beskrives.» – Jeg skal lægge mig disse gyldne Sandheder paa Hierte, kiære Søn Pavels, og være mere tolerant herefter mod min Natur og mod min Nestes. Ak, det er vel sandt, at vore inderligstfølte Glæder ikke lader sig beskrive. Vore hiertefølteste Sorger giør det vel lige saa lidt; at de desuagtet forstaaes bædre, end de første, troer jeg. Grunden hertil føler jeg – men det er ogsaa af det, som ikke lader sig beskrive; men som dog disse Blades [187] Læsere og Læserinder vist vil forstaae. Æolsharpens sagte, sødeste Toner aander blot giennem Øret i Siælen – de stærke, skrigende gienlyder endnu naar de tier i det rystede Øre.

Og nu en Smule Politika. En vigtig Nyehed indeholdt min kiære Berghs Brev. Den franske Armee er jaget paa Flugten, man formoder, nesten tilintetgiort af de rasende Russer, der nu atter er i Besiddelse af det saa skrækkelig ødelagte Moschow og alle øvrige af de Franske indtagne Stæder. – Efter alt hvad jeg hører og forstaaer, skal denne Nyehed være mindre end trøstelig for os – Dog, «Gud raader for Seyren» lyder Omqvædet i en gammel Kiæmpevise. «Han raader for Alt» lyder Omqvædet paa alle Viser i min Siæl, og giid den altiid maae lyde saa, og være mig saa beroeligende som hidtil! – Napoleon har da endelig ogsaa maattet lære at føle, han er et Menneske, og at der er en Grændse «hvortil han skal komme, og ikke længere» –

Rusland, hedder det, kaldte selv Fordærvelsen, Krigens Ødelæggelser, ned over sig, og Napoleon skal aldrig have ført en meer retfærdig Krig end denne. Kan vel være, jeg forstaaer det ikke. Men det forstaaer og veed jeg, at Nemesis aldrig sover, om hun end synes at slumre. Ak, haard maattet den Slummer været, af hvilken det ulyksalige Spaniens Jammerskrig ikke skulde vækket hende –

Sneen er længe ophørt. De rimfulde Træer glimrer i Solskinnet. Jeg havde alt giort alskens Anstalter til Tirsdagsreysen, og nu bliver det neppe mueligt at komme til min kiære Rikke i Morgen – ak jo, jeg maae did i Morgen. I slemmere Føre end nu har jeg dog vist været ude, og længere Vey, og ikke engang til en elsket Veninde paa hendes Fødselsdag.

Gud skee Lov, min Kista som i et Par Dage var ret ussel, er nu brav igien, i det mindste meget bædre. Det ligger ellers til Hovind Jomfruerne, at de skal være egensindige i alt det, der vedkommer dem selv. Med alle mine Bønner har jeg [188] ikke faaet Kista til at tage sig lidt Hile, eller holde sig mere inde i denne bittre Kulde. Man skulde nesten troe, det ikke var sandt: at al Kiærlighed begynder fra os selv –

Redebond, som min Telja, til alle muelige Opofrelser for Andre, selv for Fremmede, faaer jeg ligesaa lidt Bugt med min slemme snilde Kista som med Telja, naar det gielder om, at giøre sig selv en lille Smule tilgode.

Dog, fuldt saa halstarrig som Telja er Kista ikke. Hun tager dog noget ind, naar vi beder hende, og tilstaaer dog hun ikke er frisk, naar Telja derimod, færdig at segne om, tit har sagt: «Jeg fattes ingen Ting» – og giort mig saa bøs som Russen paa Franskmanden. – I Gaar var lille Maja heller ikke ret rask, men i Dag er hun det Gud skee Tak! og oven i Kiøbet reent overgiven. Jess er endnu i Næss; jeg haaber dog, han kommer hiem i Dag. Dog, det kommer alt an paa Omstændighederne. Han lovede det just ikke, da han tog bort. Aa ja, inden vor Byereyse gaaer for sig, er han vel hiemme igien –

Tirsdag 24^de Den første Slædetour er da giort, og mit Hierte befinder sig vel efter den, som Legemet usselt. Jeg havde allerede før jeg forlod Plogstad nogle Feberanstød, som vel følger med Gigtsmerterne, men i Nat tog Feberen ret alvorlig til. Nu er det bædre, kun mat er jeg. Dog jeg skal blive det mindre, naar jeg nu sidder her og fortæller Eder om Gaarsdagen. Jeg kom ikke saa tidlig ud som jeg havde foresat mig, og da Føret var so som til Folkene (et af Justiskarens gamle Udtryk) kom jeg ikke til mit kiære Plogstad, som jeg over i et Fierdingaar ikke har seet, før henimod Middag. Min glade raske Rikke havde halvveys ventet mig. «Jeg vidste nok, min Moer Koren erindrede, det var min Fødselsdag» sagde hun. O hvor kunde jeg glæmme det? Rikkemoer! – Endelig sad vi igien i god fortroelig Snak sammen paa den blou Sopha. Futen kommer neppe fra Skriverbordet imens han [189] spiser og drikker. Lille Lovise var hos Præsten; Heide har nok ude at tage vare; den forvildede Lassen var kommet fra Hedemarken i Søndags blot for at tage Tøy med sig til en Christianiatour, og skulde samme Aften være i Byen og paa Ball – saaledes havde vi Tiden for os selv, kun lille søde Willa, der nesten holder af Moer Koren som hun af ham, var for det meste nede hos os, og den lille blide Thrinaunge ogsaa en Stund. – Ved Bordet var jeg i en lille Disput med min gode Fut, der hverken vil troe Avis- eller Brev-Relationer, der ere til Vanhæder for Napoleon. At denne er hans Helt, troer jeg just ikke; men han har nu engang, som de fleste, overbevist sig om, at vort Held er bunden til Napoleons, og især til den Fremgang, han giør i Rusland. Rikke, kan I nok tænke, var paa min Side, men vi taug dog begge og lod Manden, som det sig sømmer, have det sidste Ord. At vi toge vort Mon igien da vi kom paa vor egen Haand, forstaaer sig af sig selv. Men nu fik Fogden Brev fra Doctor Hofman i Tønsberg, den gode, raske Bea Heibergs Mand, der først indeholdt den sørgelige Efterretning, at hans Kone var nedkommen med et dødfødt Barn, og selv havde været Døden nær, men at han nu haabede hende uden Fare; og saa dernæst – lad Futen selv tale – hans triumpherende Tone kan I selv tænke Eder: «Her er andre Efterretninger, Moer Koren! Ha, Ha, Ha! Bonaparte udjaget af Rusland! Hør nu hvad Hofman skriver: ‹Her har man den Nyehed, at de Franske vare fordrevne af Moschow, men strax tog det igien, at de nu have indtaget Riga, og formodentlig i denne Stund ere Herrer over Petersburg.› – Hvad siger De nu?» «Slet intet, kiære Fut! Tiden vil vise hvad Sandt er.» – og det vil den. Hofman har formodentlig sine Efterretninger fra den russiske Orlogsmand, som ligger der under Reperation. Der [190] er altsaa nogen Sandsynlighed i, at Tingene forholder sig saa, da Russerne vel i det længste vilde staae paa sit Lands Repetation. Saa ligegyldig jeg lod, er det dog vist, at jeg længes som aldrig før efter fuldkommen Oplysning. Giid jeg bare ikke blev chatolsk i Hodet over al den Politik! –

Jeg takkede ret Gud, at min Ømme Rikke ikke kunde see hvor syg jeg var da jeg forlod hende. Hun vilde endelig, jeg skulde blive og spise, og mente Maanen imidlertiid skulde komme op, men da det var tyk Luft, og tøede stærkt, saae jeg nok det ikke blev tidlig; men med lidt Hiertebanken satte jeg mig i Slæden, ikke fordi jeg var syg, men fordi det var bælmørkt, og jeg frygtede for at møde Graabener, paa Fieldet, hvor en Dreng nogle Timer før nesten var bleven gal af Skræk, da han var blevet omringet af fem Stykker. Men nest Gud stolede jeg paa Aslak og Gulen, og pratede med den første om alt hvad jeg kunde hitte paa, for at bortsnakke min Frygt. Et rigt og for Aslak behageligt Stof giemte jeg paa Borttouren, fordi jeg troede at faae det bædre anbragt paa den mørke Hiemfart. Han skal nemlig gifte sig med en Pige her, som jeg holder meget af, og jeg vilde giærne, og har ogsaa Haab om at kunde det, skaffe dem en god Plads, og beholde dem som Husfolk. Saaledes kom jeg, før jeg vidste det giennem den tykke mørke Granskov, over Field og Mose, og aandede frit igien og tog mig en Priis Tobak da vi bøyede ind paa Kongeveyen, og jeg saa Lys i Allergodt. Kl 9 var jeg hiemme. Min Koren og Kista og Børnene alle – Jess undtagen, som atter er borte i Forretninger – toge imod mig og hialp mig af Slæden, som jeg med Nød og Neppe kom ud af, og saa sad jeg igien i den venlige Kreds, i Wilhelmminde Sophaen som vi har flyttet ned for at have et lunere Aftensæde, og fik mig en Kop deylig varm Thee, og fortalte og hørte Dagens Begivenheder –

[191] Haabet om i Morgen at tiltræde Byereysen er nu ganske, og Gud veed for hvor lang Tiid, forsvunden. Vel har det imod Morgenstunden frosset lidt igien, men den Smule Snee som var, er bortsmeltet, og det lader ikke til, der hastig vil komme mere. Børnene, Maja især, er ret nedslagne saa vel som jeg. I Morgenaften haabede vi at favne vor elskede Sally og Ragna, fra hvem begge jeg i Gaar Morges fik saa kiærlige Breve, og som begge glæde sig og haabe og vente. Gud skee Lov, noget bædre er den hulde Ragna, men endnu yderlig mat. Hun har rigtig nok været flere Gange i Byen, og det er Lægernes Ordre, at hun saa meget mueligt skal bevæge sig i den friske Luft. Fra sin Marieboe har hun havt to Breve. Han kom vel ned og lever vel. «O var I her bare!» – skriver Sally – «da ville du see hvorledes jeg for Ragnas Skyld er blevet ret en lystig Personage og kan lee trods den Lattermildeste. Jeg læser høyt, skiærer saa gar for, naar Mama Huwald ikke er her kort, jeg opdager forunderlige Talenter hos din Sara» – Og det Talent, hvori disse Talenter ligger, har jeg længe længe siden opdaget hos min Sara, i det vennehulde Hierte, som ingen Opofrelse er for tung naar det gielder om elskede Menneskers Roe og Glæde. Derfor undertvinger Du Længslen efter at see og være hos Dine andre Venner, fordi i denne Tiid ingen af dem behøver Dig som Din kiære svage Ragna. Og takket være Gud, at hun har Dig, som kan være hende saa meget –

O hvor jeg ønskede i Gaar, at jeg ikke skulde have længere til nogen af dem, Hiertet banker saa længselfuldt imøde, end til min Rikke, at jeg kunde boe saa i Centrum af Eder Alle. Men det var for stolt et Ønske for denne Jord, det veed jeg nok, og derfor stræbte og stræber jeg at undertrykke det.

Til de øvrige Ubehageligheder der er forbunden med at gaae i saadan Vent, kommer ogsaa den, at jeg ikke bliver enig med mig [192] selv, om jeg skal besvare de mange kiære kiærlige Breve her ligger, og som jeg saa nødig vil reent opgive Haabet om, snart at kunde besvare mundtlig. Den jeg er i størst Gield hos, er Dig, min elskede Lotta, fra hvem jeg har havt to Breve siden Du saae noget fra mig. Men i Dag seer jeg nok, hverken Du eller Nogen faaer mere, end hvad I her har faaet, og jeg seer med Forundring hvor meget jeg har skrevet, og at jeg alt er paa den sidste Side. Imellem har jeg hvilet mig, det er sandt; men nu skal ogsaa dette langdrøye Hefte være ferdigt før jeg lægger det bort og saa lægger mig selv bagefter til Hvile paa Sophaen. Kista mi var saa bange for, det skulde være lenge inden hun fik see det – thi ingen af os troede, det skulde blive sluttet paa Hovind og nu bliver hun den Allerførste, som faaer det. So geht's in der Welt

I Dag er Skriveren i Næss for at afsige Dommen i vor gode Hertels fortredelige Odelssag. Hertel bad Koren for sin Kajas Skyld ^ikke at aflæse den i hans Hiem, og det giør han da naturligviis ikke heller. Men en ubehagelig Dag er dog dette for de Gode. Halvdelen af Gaarden har Koren maattet fradømme Hertel, og jeg veed, det gik ham saa nær, som det vil gaae ham at miste en Trediedeel af sit Hovind, om det kommer dertil –

Om Hertel forliger sig med sine Modstandere eller de med ham, og om Sagen gaaer videre, veed jeg ikke. Gud give kun hans lille ømfindtlige Kone ikke tog sig det saa nær, at hun blev syg! Det vilde være hendes kiærlige Mand det haardeste af Alt. Det øvrige kommer han nok med Guds Hielp skadesløs fra i Ordets egentligste Forstand. Men hvad holder skadesløs for alle de Uroer og Chikaner sligt medfører? Meget er vel Odelsrettens skrækkelige Misbrug indskrænket ved den senere Forordning; men ganske bliver de det vel neppe saa længe den skal existere –

Naar jeg nu siger Eder, Dyrebare, at jeg er meget bædre, troer I mig vel ikke; men det er virkelig sandt.

[193] Torsdag 26^de I Gaar vilde jeg ikke skrive noget her, for ikke at begynde et nyt Hefte med det evige Einerlei: Jamren over Veyret, Gigt, Feber, kort, det hele Litanie, som tonede det forrige Hefte igiennem fra Begyndelsen til Enden. Men jeg seer nok, at jeg ikke kan opsætte Skriveriet efter alle disse Tings Forandring. Der kommer bestandig ingen Snee, og jeg er bestandig ret en Usling. Egentlig syg er jeg ikke, men saa længe denne Mathed vedvarer, der især fra Morgenstunden er mig saa byrdefuld, er jeg dog heller ikke frisk. Jeg skal faae mig nogle af de thulstrupske Draaber igien, og min Koren giver giærne var det end aldrig saa urimeligt meget, for et Par Flasker Portviin til at tage dem ind i. Det opholdt jo mit nesten udgaaede Liv for fire Aar siden, hvorfor skulde det ikke styrke de vel svækkede, men dog ikke saaledes nedspændte Nærver? Er Vinen ikke uforfalsket at faae kiøbt, saa faaer jeg den hos Dig, dyrebare Maja C, min Siæls og Legems hulde Pleyerske, det veed jeg. Ogsaa den ømme Ragna M: vilde med Glæde skaffe mig den – og hvem af Eder, I Elskede, vilde ikke langt mere end det for Eders Moer Koren, naar I kunde? Med et Bud som i Nat gik ind herfra Contoiret, sendte jeg vor Lotta Dagb: Heftet, men fik blot ledsaget det med et lille Brev, og et endnu mindre skrev jeg til Sally og Ragna under et. Jeg fik ikke vide noget om dette Bud før det alt var mørk‹…› Der var meget mere, jeg vilde havt med det. –

Fredag 28^den30 Da det ligesaa lidt i Dag som i Gaar seer ud til Snee, saa har Maja og Lina, for at skuffe deres Længsel kan jeg tænke, sat sig til at sye sig hver en nye Kiortel af noget peent Tøy, de længe har havt liggende, en Present af [194] gode Hertel da han giftede sig. De synger ret lysteligt ved dette Arbeyde, og Maja mener, hun skal giøre sin Lykke i den gule Kiortel, hvortil hendes Papa, der gaaer røgende op og ned af Gulvet, siger: «Jo pyt!» – men erklærer sig ikke videre – Mit Torsdagsbrev bragte Posten mig, og intet videre, og det var nok, thi Gud skee Lov, min dyrebare Maja og alle hendes og mine Kiære lever vel, kun længes hun efter Snee og sin Moer Koren. Den slemme Doctor og Ridder Neumann var Skyld i, jeg kun fik et lille bitte Brev. Han med sine tre Pleyesønner kom spadserende did fra Asker, og skulde blive der nogle Dage, formodede Maja, da han var vandret ud sine Elever imens Fruen slagtede derhiemme

Løverdag 28^de Skin nu, Sol, og skin jo mere jo bædre! I Aftes, da min Kista kom fra Houg, hvor hun havde været og seet til Linarbeyderne (vi faaer deyligt og meget Liin, mine Børn) fortalte hun, at Føret var saa godt som høyst Sommer, og at hun troede det var som allerbedst, vi lode Snee være Snee, og rullede afsted paa Hiul. Børnene græbe med høy Jubel dette Forslag, og mig var det ogsaa gemytligt kun maae jeg betroe disse Blade, dem I ikke seer før Touren er giort, at det maaske er lidt voveligt for mig at tage ud, især i det haarde Føre (thi som i en Slæde sidder man dog ikke) da jeg er mindre end frisk, og har i denne Stund Febergysninger, og er ret grumme mat. Men muelig tør det blive bædre. Jeg iler jo saa mange Glæder imøde. At jeg dølger mit Onde saa meget mueligt, kan I tænke, og kun for min forstandige Kista har jeg udladt mig med, hvad hun har duttet mig paa, at jeg fattedes noget. Men hun troer, Touren skal være mig tiænlig, og jeg haaber det. Morgen og Aften har jeg det værst. Op ad Dagen er jeg ofte [195] som den, «der aldrig havde havt' en» – I Gaar var jeg usædvanlig brav, men saa kom Budet fra Byen og bragte mig venlige Svar fra min Lotta og Ragna paa mine smaae Breve. Du skriver Lotta, hun har hørt, Faer Cappelen er farlig syg, men haaber det ikke er saa, da jeg intet skriver derom. Faa Timer før havde jeg faaet min Majas Brev, hvori jeg ikke seer andet, end alt er vel og endda foer disse sørgelige Ord mig igiennem Hiertet og en kold Gysen giennem hele Legemet, Hovedpinen kom med det samme, kort hele Machinen var bragt i Uorden.

Vel beroeligede jeg mig snart, men Indtrykket og Virkninggerne bleve. Jeg lagde mig syg, og stod ikke friskere op efter en uroelig mere mattende end qvægende Søvn. Et Beviis paa, hvilken Stakkel jeg er bleven. Thi det gier mig jo dog min sunde Fornuft, siger Onkel Erich, at det maae være et ugrundet Rygte. Maaske er det Caspar Cappelen der har været syg – det mente ogsaa lille Maja – Ney, jeg haaber til Gud, at jeg i Mandag 8 Dage skal see Eder Alle, I Dyrebare, friske og vel – Den hulde Ragna havde forladt sin Seng tidligere end ellers for at skrive mig til. «Sara den Taske, ligger endnu paa sit grønne Øre» skriver hun, og for Resten aander det lille Brev lutter Glæde over sin ^hendes Moer Korens og de smaae nye Søstres Komme. Til disse har hun allerede sørget for Billetter til neste Onsdags Comedie, saa vis er hun paa vort Komme. Dig skee som Du troer, lille hulde Væsen!

Vi venter Hertel hvert Øyeblik. Sollner er her. Jeg har skrevet til Kbhn (blandt andet en Ansøgning til min Søn Etatsraaden. I giætter neppe hvorom) og min Maja C, og nu maae der pakkes om igien i Vognskrin, at vi kan sidde op Kl 8 –

Altsaa et langt, 14 eller 16 Dages Farvel fra Hovind –

[196] Nu da, for første Gang god Morgen fra Økeren, mine dyrebare Venner! Det er lidt seent I faaer dette God Morgen, men i Gaar kom jeg ikke til at skrive, og Gud veed, om det bliver meget mere i Dag, da jeg ikke er ganske brav, og ulige trættere efter Reysen og mattere, end jeg var i Gaar. Ak, og atter er Himlen saa klar, og intet Haab om Snee, og intet Haab om at komme til Dig, dyrebareste Maja, denne Gang, thi neppe vover jeg mig længere paa det haarde Føre, da jeg føler mig svagere, end jeg troede jeg var, og dog, det skulde ikke holde mig tilbage, kunde jeg hvilet mig ud i Dine Arme i det mindste en 8 Dagstiid, men nu blev 3 Dage det længste, og saa – dog I maae tilsidst trættes, al Eders Kiærlighed kan ikke hindre det, ved mine evige Jeremiader. Altsaa tilbage til Hidreysen

Den gik da for sig Søndag Morgen, men ikke før Kl: henimod 9, taaget var det, og den vaade Taage faldt ned som fiin Regn den hele Dag. Solen vilde nok hævne sig paa mig fordi jeg saa tidt har været vreed paa den i denne Tiid; men det gik dog temmelig godt saa lenge Sandveyen varede, og selv da den var forbi, sad jeg varmt og beqvæmt i min gode Kariol, og Børnene i deres Kiærre vare for glade til at ændse Knuldrer og Stød. Men 4 Timer vare vi underveys til Moe, hvor vi skrupsultne faldt over den deylige stegte Fugl og de d^o fyldte Pandekager, vor kiære Kista havde forsynet os med. Vi lævnede fast intet. Saaledes styrkede gik Touren videre (Øyset, Hertels Svoger, talte vi med paa Moe. Der kom ingen Hertel til Hovind Løverdag. Hans Kaja var igien upasselig, og nu veed Gud, naar jeg seer ham – det var da in parenthesis) –

[197] Føret var afvexlende, godt enkelte Stykker, men som oftest slemt rystende. Da vi kom der vi pleyer hvile, var det allerede mørkt, og jeg nægter ikke, at jeg gruede for den Vey vi havde tilbage, men lod mig ey mærke, især for ikke at forskrække Lina, hvis hele Mod var forbi med Dagslyset – Majas, det jævne, dybt grundede, rokkes ikke af saa smaae Ting. I den lille uhyggelige Stue, hvor der stank fælt af Øl og Brændevin, drak vi ussel Caffe, og fortsatte Touren Kl 5. De gode omhyggelige Folk lyste os ud med flammende Fyrrestikker, og hialp os med Indpakningen, og befalende mig Gud og Aslak, Børnene Gud og Gunder i Vold, gik det ret smaat i det bællene Mørke, som den vedholdende Taage giorde end tykkere og mere vildledende. Med mest Angst tænkte jeg paa Veyen fra Borrebek hid, der egentlig ingen Vey er, men gaaer over Mark og Grøfter, og vanskelig nok at komme frem ved høy lys Dag. Dog ogsaa herfor vidste Aslak Raad, og fik Manden i Borrebek, der alt havde køyet, til at blive med os som Lygtemand, og med Lyset var vor Ængstelighed forbi, og Lina fik igien Munden paa Gang.

Hvor glade saae vi os endelig ved Maalet, og hvor glade og forundrede bleve de gode Kiære her, da de ikke længere kun de tvivle om, det virkelig var os. Ragnas blege Kinder rødmede sødt, hendes skiønne Øyne glimrede – Sallys Tandpine (det stakkels Barn gik tilbunden, med Plaster paa Kinden) var bortfløyen; den for alle mageløs omhyggelige Moer Huwald hialp os af det vaade Reysetøy, besørgede Thee til os, og nu sad vi, o hvor godt, i Sophaen og alle Barna rundt om Bordet, og der var en Praten, og Timerne fløy som Øyeblik, og en kraftig Rosbif var Mutter Huwald selv ude og lavede os til Aftens, og et heelt Glas Viin [198] drak jeg, gik til Sengs med min Lina, havde paa samme Værelse min Maja paa en Sopha lige for mig, min Sally i en lille blaae Seng tæt ved min, sov prægtigt, og stod op i Gaar saa rask, at jeg neppe troede det var sandt. Men Sally vaagnede med sin slemme Hovedpine, og den gode Ragna havde ikke sovet og var mattere endnu end sædvanlig. Dog blev hun oppe hele Dagen, den lustige Hanna Mostu kom her med sine Børn, og vi skulde havt det saa inderlig hyggeligt var ikke vor Sallys Onde taget til istæden for at tage af. Hun maatte holde Sengen det meste af Dagen, og var ikke nede og hørte den forstyrrede Hanna fortælle Geschichter ingen kan fortælle morsommere – der fik os Alle til at græde vore salte Taare – af Latter. Den usigelig søde Ida er alles vores Glæde, og Lina faaer ikke syet et Sting paa sin gule Kiole, der skulde være færdig til Comedien i Morgen, saalænge det elskværdige Barn kryber og tumler sig imellem os.

Men alt dette skriver jeg med Hovedpine, Smerter i Ryg og Arme, kort, ret syg ved Siden af min syge Sally, som uagtet den snilde Frue Huwalds Doctering med Surdeyg etc, i Dag er lige ussel. Hanna M: skulde være Fadder i Dag, og maatte lidt betids til Byen. Da Veyret er saa skiønt, fik vi Ragna til at giøre en lille Tour ned til Byen – thi ingen Ting, ikke engang Søvnen er hende saa styrkende som Luften. Maja og Lina fulgte med, for at stige af og gaae til Tøyen, som jeg ikke seer før Fredag. Min Lotta lider det ikke – jeg har havt Brev fra hende i Dag – men naar hun hører, hvordan den elskelige, ak, saa stærkt svækkede Ragna, synes at blive bædre ved sin Moer Korens Nærværelse og de smaae Søstres, saa veed jeg, Du Gode, Du ikke allene tilgiver, men billiger det. – Moer H: var her nu selv med Frokost til os, Sara og mig, men ingen af os kunde [199] spise; derimod maatte vi drikke lidt Madera begge To, og nu mener jeg, Sally bliver bædre. Hun ligger saa stille. Jeg synes ogsaa jeg er bædre saa længe jeg sidder stille, men ved mindste Bevægelse giør Hovedet ondt, og de svage Knæe vil slet ikke bære mig. Børnene kommer herop igien fra Tøyen i Aften. Jeg har aldrig seet min Marie blive saa hastig hiemme paa noget vildfremmed Sted, som her. Men det er heller ikke mueligt andet blandt saa hiertensgode Mennesker.

I Morgen har jeg lovet at tage med alle disse Ungerne mine paa Comedien – saadan kan de faae mig til alting, og saa blive her til Fredag. Nogen videre Plan har jeg endnu ikke lagt, og tør jeg ikke lægge. – Med Andreas Tøyen sendte jeg Barna paa Festningen nogle Bøger og mundtlige Hilsener[.] Til min Kista skrev jeg et Par Linier med de i Gaar tilbagereysende Hovindfolk – See der, Elskede, har I vort hele Leben und Weben til denne Time. Og nu er jeg ogsaa ret hiertelig træt, og havde Lyst til at lægge mig ved Siden af min stakkels Sally; men kanskee var det mig ikke gavnligt –

Torsdag 3^die Nu venter I nok, mine Kiære, jeg skal fortælle Eder ret meget om Comedien og Byetouren i Gaar. Men desværre maae I endnu nøyes med det evige Einerlei. Dog, jeg vil gaae tilbage til Tirsdagaften eller hvor jeg slap her. Min Ragna kom tilbage med sin Ida til Middag, det er at sige Kl over 2 – Sara blev ikke bædre, ikke engang ved de Condittorgotter Ragnamoer bragte hiem med sig til de store og smaae Børn. Der er nemlig blevet et Slags connestablisk Indretning i Norges Hovedstad, at den kan ligne Danmarks, hvor Folk kan faae anbragt sine Penge, dem det nu omstunder er saa godt for, og unge Mennesker sin endnu kostbarere Tiid, [200] paa en behageligere Maade end ved Studeringer og anden Dont, og komme smukt i Vane med Sviir og Slikkerier, og hvad saadan mere hører til Lapse-Forberedelsen. Med alt det smagte de Gotter, lille Ragna tracterte os med, ret deyligt. Da vi havde spist lagde jeg mig lidt her paa Sengen, og faldt i Søvn, og vaagnede først da Børnene kom tilbage fra Tøyen, og Aftenrøden dunkelt oplyste Værelset. Vor kiære Lotta var blevet saa glad i Ungerne sine, og havde fulgt dem nesten lige hid, hun og Hanna, og længes saa hiertelig efter sin Moer Koren – I Morgen, Gullet mit, har Du hende og Barna vore. – Aftenen gik hen i Latter af den – ney, nu væver jeg, Portvinen er gaaet i Hovedet paa mig – det var Mandagaften, Hanne M: rystede vore Lunger. Tirsdagaften fortalte vi Alskens Historier, og savnede blot vor Sally, som skiønt hun var oppe, ikke torde gaae ned. Ida morede os endnu mere end alle Historier, det søde venlige Englebarn. Da vi kom herop, sad vi endnu længe og sladdrede med vor Sally. Maja og Lina syede Linas Kiortel færdig, thi naar Søvnen melder sig hos Ragna, maae hun, om det end er tidligt paa Aftenen, følge dens Kald, da hun saa høylig behøver al den Styrkelse, hun kan faae.

Og nu i Gaar. O, da vare vi alle syge, selv den ellers raske Moer Huwald ikke undtagen – kun Børnene vare det Gud skee Lov ikke, og toge tidlig ned til Byen, for at følges paa Comedien med Olsens, og derfra skulde de fulgtes hiem med os; men Skiæbnen vilde det ey saa. Efter mange Overlæg blev Resultatet, at jeg ikke kunde eller ^torde tage ud, og saa vilde alle de Gode hellere blive hiemme, hvad jeg havde sadt mig mere imod, om jeg ikke havde troet det gavnligt for min Ragna, der ikke befandt sig vel [201] efter den lille Byetour, og efter min Overbevisning ikke bør være seent ude om Aftenen, allermindst i Føre som nu. En ung Jomfr: Thesen som er her, tog da ned paa Comedien og bragte Børnene Underretning, at de kunde blive hos Olsens til i Dag. Med det Bud, som nu er efter dem, svarte jeg min dyrebare Maja C paa et kiærligt Brev, jeg i Gaar fik sendt fra Pavels's, ledsaget af et Par venlige Linier fra Slotspræsten, som jeg med min skiælvende Haand neppe kunde besvare. Jeg lagde mig, men sov ikke, dog var jeg bædre da det leed mod Aftenen. Moer Huwald udspeculerer alt hvad der kan styrke hendes svage Ragna, Sally og Moer Koren dertil kommer Portvinen, som jeg drikker hele Dagen – det er at sige til Frokost, Middag og Aften – og i Dag er jeg virkelig bædre. Vi havde en behagelig Aften, arbeydede, sladdrede, floxede med Ida, og tilsidst læste jeg mit i Dag til Maja bortsendte Dagboghefte høyt, og Ragna mi, som havde lagt sig, ønskede det havde varet hele Natten. Men Søvnen var Dig bædre, Du Gode! Gud skee Lov, i Dag er hun paa sin Maade færm og denne sidste Dag skulde vi havt det saa godt, tænkte vi – men see, en Frue Rougtved og, jeg troer hendes Broderdatter, kom her i en Morgenvisit, og bliver her nok til det aftnes – Det er vel lidt uartigt af mig at gaae saadan bort; men jeg maae jo tale med Eder, Elskte! og nu savner mine Egne dernede, mig mindre. Sally lister sig hid imellem og seer til mig, og bragte mig Viin og Smørrebrød. Men nu maae jeg dog ned for et Syns Skyld, og I faaer vel ey mere i Dag. Ak, i min Forvirring i Gaar kunde jeg ikke skrive til Maja C og nu antager hun denne Taushed for min Beslutning at komme, til hun [202] faaer mit med Dagbogen i Dag afsendte lille Brev, hvori hun seer, at alt Haab om denne os begge saa glædelige Samling atter er udsat – for hvor lang Tiid? Ja hvem veed det! For det første til over Juul. –

Løverdag 5^te Der blev ingen Tiid til at sige Eder noget Farvel fra Økeren. Min hulde Ragna fandt det tungt, vi skulde forlade hende, og de Øyeblik som vare igien, nænte jeg ikke at berøve hende, saa meget mindre, som vor Sally tog hiem i Gaar Morges for at see til sit gamle Hiem, og først skulde komme tilbage om Aftenen.

Men nu sidder jeg i god Roe i det lille hvide Kammer, hvor min kiære Lotta har giort det saa hyggeligt og godt for mig og Ungerne vore, og nu kan jeg ordentlig fortælle, og vil, for at kunde det, gaae tilbage til Torsdagen. –

Vi vare ikke meget fornøyede over, at et Besøg forstyrrede vor Roelighed denne sidste Dag, som vi havde glædet os saa til da vi om Morgenen samledes, alle friske og muntre. Frue Rongtved skal være en hiertens god og brav Kone, men interessant er hverken hun eller hendes Broderdatter, og overalt os saa fremmede. Dog, de toge bort da det mørknede, og den gode lange Aften, ja den skulde vi da ret nyde tilgavns. Ak, vi arme Kortsynede! Ragna ventede saa utaalmodig Brev fra sin Ludvig, og havde to, tre Bud i Byen for at faae det strax Posten kom. Imidlertiid morede vi os det bedste vi kunde med Spørgsmaal- og Giættelege. Endelig kom det længselfuld ventede Brev, og den glade Ragna holdt det i Haanden, [203] rød som en Rose, det kiære tykke Brev. Nu brød hun det, og fortalte alt som hun læste: at Marieboe var frisk, og havde Haab om hans Ragna ogsaa skulde blive det efter noget, Callisen havde andordnet. Men med et begyndte hun at skiælve, hendes Kinder glødede, Øynene funklede og Sveden, men ingen Taare, løb ned over hendes hede Kinder. Ak, I veed nesten Alle, før I seer det her, den skrækkelige Begivenhed med Falc Henriqves Kone og Søster, hvordan de ved at vælte med en Kareth ud i Aaen ved Farimags Veyen, saa ynkeligen tilsatte Livet. Marieboe og hans hele Familie toge hiem fra en Gaard, en af hans Brødre har paa den Kant – Selskabet der var f‹…› vor Marieboe – da de frygtede, ikke at komme ind af Porten, toge de denne kortere, ulykkelige Vey. De vare fire Vogne i Følge, i den anden var Marieboe, hans Fader og en af Brødrene med Kone. De havde ey kiørt langt, før de hørte ængstelige Skrig, styrtede ud af Vognen, og hørte, thi see det kunde de ikke, at den sidste Kareth var væltet ud i Vandet. «I skal alle blive ræddede mine Venner!» raabte Marieboe, brød en Lygte af en Vogn, og saae nu, intet uden Ringen af Vognhiulene. Dog, det er mig ikke mueligt at beskrive den hele græsselige Scene udførlig. I den væltede Vogn var foruden de Ovennævnte Marieboes Moder og yngste Broder. Faderen gik som ude af sig selv lige i Vandet, og kunde let blevet et Offer, som de fleste vel vare blevne, om ikke min kiække unge Ven, Falc Henriqves og et Par til, havde beholdt Aandsnærværelse nok til at føye alle muelige [204] Anstalter til Rædning. Kort, ved Mod og Anstrængelse fik Marieboe først sin Moder og to unge Piger, som ogsaa vare blandt de Uheldige, og sin yngste Broder, ræddede, saa Mad: Magnussen, der sprang paa Strandbredden, men Døden stod læselig paa hendes Ansigt, og død bar den ulykkelige Mand og de jamrende Døttre hende tilbage til det Sted, de saa nyelig, alle glade, vare tagne fra. Men for de To vare alle Midler at bringe dem igien til Live frugtesløse. De Andre ere alle uden Fare. Kan gamle Marieboe faae sin Ludvig kiærere, da maae han blive ham det nu, han skylder ham sin Kones og sit yngste Barns Liv. Men hvad Indtryk dette giorde paa den svage, dybtfølende Ragna kan I tænke Eder. Hendes Mand havde brugt den Forsigtighed, at lægge Brevet som handlede herom ini det andet, som forberedede hende til de sørgelige Efterretninger, og bad hende, om hun ey følte sig stærk nok, at lade mig, som han formodede hos hende, eller Sally læse det først. Dog, det kunde hun ikke, og jeg havde maaskee i hendes Sted heller ikke kundet det. Vi græd Alle, kun hun kunde det ikke. Saa meget mueligt fik stræbte vi at føre andre Ting paa Bane, fik hende til at tage Kampherdraaber og lægge sig, og vi sad hos hende, til hun blev ret søvnig. Da hun forsikrede, hun var det, spurgte jeg hende, som vi spørger søde Ida: Er det rigtig sandt? – «Ja» – Tør du bande paa det? – «Ja!» og saa gik vi, og Gud skee Lov, hun sov godt, og var ret taalelig brav i Gaar, kun nedslagen fordi vi [205] skulde forlade hende. Neste Fredag har jeg lovet, vi skulde komme did igien, og blive der til Mandag, vi tager hiem. Men endnu veed min Lotta det ikke, og vil vel ey blive lie bli lell naar hun hører det, men for denne Gang, kiæreste Lottamoer, maae det blive saa. Ak, var jeg kun ogsaa kommet til Dig, dyrebare Maja, saa havde jeg dog seet Eder Alle –

Saa snart vi havde spist, toge vi hid – det mørknede allerede, og jeg var saa ængstelig, at jeg ikke kunde drikke den deylig virkende Caffe Moer Huwald selv skiænkede til mig i al Hast. Vi pakkede os da ind i den store magelige Wiener Vogn, og med alle vore Pakkenelliker rullede vi afsted, og alt gik godt, da den forstandige Kudsk undgik de glatteste Bakker, kun et Sted hvor en lille Bæk var svulmet høyt op ved Siden af en dyb Grøft, saa det frygteligt ud, men vi kom ogsaa vel over der, og lykkelige og vel ariverede vi hid, hvor Lottamoer ilede os hiertensgod og bliid imøde, og Presidenten lidt langsommere, men ligesaa bliid – god veed I, han ey vil hede – Han var kommet tilbage fra Byen for vor Skyld, og gik endnu – ogsaa for vor Skyld, sagde Lotta – i sin fulde Stads. Hannalild tumlede sig flink for at skaffe os Caffe, som stod færdig, da Lotta kiender min Skiødesynd. Min Kista var det underligt at savne, men saa tager hun imod mig paa mit Hovind, som før paa mit kiære Tøyen – John Messel kom op med Jørgen. Vi passiarede, og spillede, da vi havde spist, vor Rabus, og oven paa alt det sov jeg godt, og nu er Maja i Byen med Hanna Bull, Presidenten hos Rosenkrantz, [206] Jørgen og Messel ogsaa i Byen. Altsaa kun Lottamoer, Lina, lille Bull (Lottas Brodersøn) og jeg hiemme

Mandag 7^de I Gaar blev det mig platterdings umueligt at skrive noget heri, som I skal høre, mine Elskede! Løverdagaften kom først Jørgen og John Messel herop, og vi havde vor gode Prat, og Lotta og jeg vor gode Rabus til Syvende og sidst. Kl blev 11, ingen President kom, men vi fattede det heltemessige Forsæt at oppebie ham, især da Rabusen spaaede, han skulde have Nyt at fortælle os. Kl var slaget 12 da han kom, og – ja men havde han noget Nyt at melde. Det lød som saa: «Lotta, i Morgen Middag faaer du Fremmede. Jeg har buden Bispen, Rosted – og nogle Andre.» – «Herregud, Lawsonmand, hvor ley du er. Vi tænkte ret at leve saa deyligt i vor gode Roe» – kort, der blev en lang Parlamentering mellem Ægtefællerne, og jeg taug, i hvor giærne jeg havde traadt paa Lottas Side, for ikke at lægge mig mellem Bark og Træe; at jeg var lidt von paa Lawsonmand, kan I nok tænke, som veed, at Intet i denne Verden gaaer mig over den søde Roelighed og en god fortroelig Passiar. Imidlertiid, giort Giærning stod ey til at forandre, og da min Lotta som en hørig og lydig Ægteqvinde fandt sig i det, hun, som det allene kostede Bryderie foruden sine andre Selvfornægtelser, burde jeg holde min Mund saa tæt jeg kunde faae den, og det giorde jeg da ogsaa, som alt skrevet staaer. Før Pokker fik Støvler paa – (han kan ikke [207] gaae med Skoe nu det er saa koldt) – var Lotta oppe og ordnede og stelte, i den bittre Kuld – hun har lutter unge Piger om sig, saa hun selv maae være med overalt – Jomfr: Wolderne kom, som de fleste Søndager, naar Veyr og Føre er godt. Jeg tilbragte en Deel af Formidd: med at skrive til min dyrebare Maja C, og saa kom de Indbudne – jeg vil see, om jeg kan erindre dem Alle. Hans Høyærværdighed staaer da i Spidsen; min brave gamle Rosted, som jeg saa længe ikke har seet, og altiid seer med Glæde og Veemod; den kurtvillige Platou, som bliver deylig tyk og feed, og for Resten er ganske sig selv; Major Aubert  – Raadmand Ingstad, Debes, Siegvart, Revisor Hiorth, Blix, Skioldager, John Messel, min gode Stenersen – ney nu husker jeg ikke flere – Det var ret morsomt. Jeg sad ved Bordet hos min Lotta og Bispen – Platou, som reent har afsagt Spil, uden naar han tager Kortet for en anden, sad hos os Fruentimmer, Lotta, Wolderne og mig – thi Barna vare paa Comedien med Stenersen, der var saa god at følge dem did – og lærte Rabus. Jeg fik ret talt dygtigt baade med ham og Rosted, og hørte Bekræftelse paa hvad Presidenten før har sagt mig, at der ingen Tvivl er mere om, Treschows og Sverdrups kommer op i May, og at Vilkaarene i alle Henseender bliver antagelige. O hvor glædelig var mig denne Efterretning – Der er min Ragna og Sara –

Ja, de Kiære vare her en god Times Tiid, maaskee var det mere, men det gik som et Øyeblik – et deyligt Øyeblik[.] Jeg bliver ellers tidt vranten naar jeg rives fra min Dagbog [208] men at det Modsatte nu var Tilfældet, behøver ey at staae her. En Jomfrue Zilke var med dem. De havde været i Barselvisit hos Frue von Holten, derfor kom de saa seent hid. Aftenen før, i Aftes rettere, vare de paa Comedien, og Sally blev om Natten hos Berghs. Hende havde nu vor Ragna afhentet med det samme. Min Lotta var glad som jeg hun kom frem med sin Æblekage, syltede Aprikoser og Madera, og Presidenten lagde flittig i Ovnen, at der kunde være godt og varmt for de kiære Besøgende og os Alle. Jeg saae mig ey mæt paa Ragna, der saae saa velsignet god og munter ud. Hun lod mig læse det seneste Brev fra hendes Ludvig, der Gud skee Lov er frisk og vel, uden mindste Spor af Forkiølelse efter den skrækkelige Begivenhed; kun hiertelig bedrøvet var han eft med de Lidende, og gruede for den sørgelige Dag, de saa ulykkelig Omkomne skulde jordes. Hans Moder, som Rygtet vedblev at slaae ihiel, er fuldkommen frisk igien – Ogsaa han bekræftede vort Haab, der nu er blevet Vished, at vi til Vaaren faaer Eder herop, I Elskede! hos hvem han havde været med et Brev fra vor Sally, og var, skrev han, blevet behagelig overrasket ved at høre adskilligt fra Økeren, som Moer Korens Dagbøger havde fortalt. Gamle Rosteds Ansigt fik et ganske andet Udtryk, naar vi talte om den glade Giensamling med Eder, med hans ædle, troefast elskede Treschow, og Platou gik med et over i en alvorligere Tone – saa forskiællig yttrer sig Glæden. Treschow, Sverdrup og Rathkie kommer, sagde de Begge, derom er ingen Tvivl – Men nu seer jeg desværre ey mere –

[209] Tirsdag 8^de Ligesaa lidt som i Gaar kunde jeg i Dag have noget imod at blive holdt fra her at tale med Eder. Just som jeg, nødig nok, vilde rive mig fra Lotta mi og gaae herind til de ventende Blade, kom min gode Pavels, som var utaalmodig efter at see sin Moer Koren, og høre, om hun havde glæmt sine Børn paa Festningen. Dog, det sagde han ikke, og havde ikke meent det heller. Vi har til nu, Kl er henimod 12, sladdret saa deyligt om Alskens Ting[.] Men før jeg kan fortælle Eder mere herom, maae jeg have et lille Brev færdigt til min Maja C, at hun ikke atter skal faae en flau Onsdag, hvori hun intet seer fra sin Moer Koren[.] Dog maae jeg først sige Eder, at jeg baade i Gaar og i Dag er iført en Splinternagelnye sort og blaae ulden hiemvævet Slobrok hvortil min Telja har spundet hver Traad, og som min Kista har skyndt sig at sye og sendte mig i Gaar med et venligt lille Brev, og staaer Gud skee Lov alt vel til der hiemme – O, i Dag fire Aar stod det sørgeligt til – Saras sidste Levedag –

Torsdag 10^de Ja, nu havdeⁿ³¹ jeg meget at sige Eder, mine Elskede; men Vinden staaer i Dag saa fælt paa dette lille hvide Kammer at det er umueligt at faae det lunt, end sige varmt. Jeg maae derfor nu pakke sammen, og sætte mig ind ved min Lottas Chatoul, hvor der vel ikke bliver megen Roe, og snart mørkt, thi atter har et morsomt Morgenbesøg, Olsen, hans Thrina, lille Zarine, og Capt. Messel holdt mig fra mit Skriverie til nu, det strax er Middag. Zarine blev her, de Øvrige gik nu. Presidenten er hiemme til i Aften, da skal han have den Ære at spassere Aftenen hos Haxtausen [210] saaledes lød Indbydelsen fra Ordmantsens Læber –

For igien at bringe en Smule Orden i Tingene, vil vi gaae tilbage til Tirsdag, og skal her da først staae en Anecdot, Fader Pavels fortalte, som var ham, og maae være alle Mennesker der tænker over Verdens underlige Begivenheder, saare mærkelig. En Skoemagerdreng i Kbhn fik for noget Arbeyde han bragte, 1^rd i Drikkepenge. Saa meget havde han aldrig faaet, maaskee aldrig eyet, og ilede glad at bringe sin fattige Moder de mange Penge. Paa Veyen til hende kommer han forbi en Collecteur, og der overfalder ham en Lyst til at forsøge sin Lykke. Han tager en Sæddel for sin Daler, og hører nogle Dage efter, at han har vundet 16000^rd[.] I sin Glæde vil han strax have Pengene udbetalte, men Collecteuren vægrer sig, før hans Mester er nærværende, men giver ham paa sin indstændige Begiæring en Snees Daler, som den henrykte Søn strax løber til Moderen med. Ved alt dette sinker han sig, og hans Mester tager heel opbragt imod ham, og slaaer, da han vil forsvare sig, til ham med hvad der først kommer ham i Haanden, og Drengen falder død ned paa Stædet – Her har I Historien i faa Ord. Sikkert vil den vække de samme Følelser i Eders Hierter som i mit. Ak, den ulykkelige Moder, nedstyrtet fra Lykkens høyeste Spidse i Elendighedens dybeste Afgrund! Hvad Erstatning kan al Verdens Rigdomme være en Moder for en Søn – en saadan Søn, hvis eneste Tanke denne Moder har været – Men han, den gode brave Yngling, med sit hele barnliguskyldige Hierte gik han nu over til en Verden, hvor ingen Forførelse forgifter det, hvor han engang skal blive Moderen mere end [211] han her var hende, og hvem veed, hvad han kunde blevet hende, sig selv og Verden, ved den pludselige Overgang fra Armod til Velstand? – Ak, ogsaa hvorfor dette saa matte skee, skulde vi engang erfare.

Nu etwas lustigere – skiøndt ikke saa lustigt endda, naar vi seer til Følgerne af al den rasende, barnagtige, lapssemæssige Overdaad og Frækhed af den her nu her toneangivende Classe giør til Dagens Orden. I Søndags gav for Exempel Norges Statholder en brillant Frokost – midt paa Biorvigen. I Slæder, paa Kiælker og Skøyter stormede den hele Væpsesværm, som uophørlig surrer om denne Honning- eller hvad Slags Potte I vil giøre det til, did til denne Fest, og alle Velklædte, som kom paa det Strøg, bleve inviterede til at deltage i den iiskolde Fornøyelse. Dagen efter gik Toget paa samme Maner til Ladegaardsøen, hvor man indtog Theevand, og saa flaxede tilbage til Printsens Hotel, hvor der var Ball til lys Dag. Alle Anmærkninger vilde her være overflødige, kun den ene kan jeg ikke undlade, at Synet af denne Overflod maae være saare qvægende for de Tusinde, der forgiæves sukke efter en Bid Brød, og derfor maae det vel giøres saa anskueligt som mueligt paa alfare Veyer og Stier –

Tirsdag aften var min brave Stenersen her, og efter en Stund at have forsøgt sin Færdighed i at sye omkaps med John Messel, spillede han Piquet med Presidenten

I Gaar Formiddag giorde jeg mine Byebesøg for denne Gang af med engang, hos de snilde Olsens og Blixes, før jeg tog til Festningen. Hos Olsens drak jeg deylig Chokolade med Kager til, besaae alle Capt: Messels Herligheder, og satte Skriveren i Gield for 400^rd, dog ikke til Stads, men godt [212] suffisant Lærret, hvoraf jeg kiøbte 100 Al – Hos den gode Mad: Blox sad jeg ogsaa en Times Tiid, og var dog før den rigtige Middag hos Barna paa Festningen. «Det vil komme os snurrigt for – sagde Lotta – «at gaae ind i dette Huus, som vi før – I erindrer Frue Mansbak boede der – kiørte saa strunk forbi» – Jeg lykønsker ret det kiære Slotspræstpar til denne baade beqvæmme og nette Boelig. Da jeg tog did, mødte jeg Rasmussen, der hilsede saa blidt, og nikkede, som om han vilde sige: «Jeg kommer efter» – og det sagde jeg Pavels, som loe og sagde, jeg havde forstaaet ham ret. Han havde nemlig lovet at komme did om Aftenen. – Den hele Dag var mit Hierte saa beklæmt, som I ey undres over. Endnu mere blev jeg det ved at tænke paa, at min Lina skulde til Thulstrup for at faae et Stykke af den sidstudtrukne Tand, der da blev siddende, taget ut med Rod. Min Lotta og Børnene vilde gaae derned om Eftermidd: men Lina og Hanna Bull – Maja torde ey følge hende – skulde komme lige fra Thulstrup did. Der kom Ingen. Det blev mørkt, og min Angst tiltog. De Gode delte den, eller rettere følte min Ængstlighed. Børnene længtes med Utaalmodighed efter deres Lina, og den ømme Ven Pavels bad dem tie, da han begreb, jeg længtes nok lel, og de gode Børn taug, og lod endogsaa være at see ud af Vinduet, hvad jeg regner dem høyt an. Før vi spiste, læste P: et Par høyst interssante Breve for mig, fra [213] min Egersøn det ene, fra Liebenberg det andet – Maja satte sig til Claveret, spillede og sang et Par af mine Yndlingsstykker, og jeg sad i Skumringen i den mørkeste Krog af Sophaen, og blide Taare lettede mit Hierte. Endelig kom de Kiære Alle paa engang. Lina med uforrettet Sag, da Th: først i Dag kunde faae Tiid at giøre Operationen. Den gamle, saa aldeles den gamle interessante, godlidende Rasmussen kom, og Præst Wulfsberg, og til syvende og sidst Presidenten. Mændene sad snart om Bostonbordet, jeg satte mig hos dem en Stund, og siden til Rabus med min Lotta og Hansen, et ungt Menneske, som logerer hos Pavels's. Men ham spillede M: P: siden Schak, vi vedbleve vor Rabus, og den grønne Ungdom tumlede sig paa alle Sæt og Viis. Den Tungsind som hvilede over mit hele Væsen kunde ikke adspredes, men her seer I det først, min gode kiære P: og M: jeg haaber, I mærkede det ikke. Ret frisk var jeg ikke heller. Dog havde jeg med alt det en behagelig Dag, for hvilken I her modtage Eders Moer Korens venligste Tak.

Presidenten og jeg kiørte hiem i Slæde, og min kiære alt for gode Lotta gik tilbage som did, med Ungdommen. Rasmussen var saa snild og fulgte de Gaaende nesten lige til Tøyenbroen, og de vare her ikke stort senere, end vi. Jeg fik mig en stærk bitter Dram af min Lotta, og den bekom mig vel. Jeg sov godt, og vaagnede dog med slem Hovedpine og Beklæmmelse, der ikke ganske gik over, før Lina mi kom tilbage, og havde det haarde Pust vel overstaaet. Først da, og efter de Fremmede vare gaaet, kunde jeg med ret Roelighed læse Dit velsignede [214] Brev, dyrebareste Maja C, som jeg i Morges fik af den unge Krigsasessor, der i Nat havde lagt hos Olsens troer jeg, eller dog i Byen. Min Maja erindrer mig i dette kiære lange Brev om, at berigtige en Feylskrivning i Dagbogen. Den forulykkede Capt: Holm var gift med en Creolinde, der nu med 3 eller 4 Børn begræder hans Død tilligemed den gamle Moder, der elskede sin Søn høyt nok til at følge ham til Vestindien, og nu haabede at ende sine Dage i Roe og Glæde hos ham – Dette skriver jeg under en forfærdelig Tummel af de forstyrrede Unger, og slaaer Presidenten et Slag i med, imedens han giør sit Toilet til Spaseringen i Aften. John Messel kom nu. Lyset trætter ikke mine Øyne, men dog faaer jeg ikke, mærker jeg nok, mit Hefte færdigt, før i Morgen, og da maae det være færdigt før jeg tager til Økeren, at min Lotta kan have det at gogiøre sig med, naar jeg er borte. Majalild bliver her til Løverdag, og følger med sin Hanna, som er indbuden af den hulde Ragna til Høstgildet – at dette skal være Løverdag har jeg jo vel fortalt Eder? som ogsaa, hvor Barna glæder sig hertil. Lina bliver med mig. Hun længes saa efter søde Ida, og holder lange Dialoger med hende, hvori hun da NB spiller baade Idas og sin egen Rolle. Min Lotta, som jeg nu sagde, at hun skulde faae dette Hæfte istæden for mig i Morgen, seer bedrøvet paa mig og siger: «det er en svag Trøst» – Ak, hvorfor kan jeg ikke altiid være hos og iblandt Eder Alle!

[215] Fredag 11^te (havde min Enevold levet, var han i Dag blevet 16 Aar) Jeg har alt til nu havt det grumme travlt da jeg med det samme jeg forlod Sengen, fik en heel Mængde Breve fra det velsignede Hiem, som alle skulde læses, og nogle besvares. Iblandt disse sidste var et langt ømt fra min Koren, det jeg just nu blev færdig med at takke ham for, den Kiærlige, og med nogle Linier til min Kista[.] Jeg blev lidt underlig tilmode, da jeg saae af min Korens Brev, at de ikke vil have os hiem før Onsdag. Ogsaa det er lutter Godhed og Omhu: Min K: haaber, der til den Tiid skulde blive Slædeføre, da han frygter for jeg ikke taaler at tage ud i Kariol (om Forladelse, kiære Pavels, Carriol skulde her staaet) og Kista vil have Vadsk og Slagtning fra Haanden, at alt kan være istand til Herskabets Modtagelse. Da jeg nu bliver saa meget længere paa Økeren, og min elskede Lotta er saa nedstemt ved Tanken om at forlade sit vakre Tøyen, har jeg ikke Hierte til at forlade den Gode i Dag – tilmed venter vi Hertel herind i Aften, og skrev derfor nu et Par Ord til den hulde Ragna, at hun ikke skal vente os før i Morgen. Hun vil blive lidt ley over det, men naar hun betænker sig ret, seer hun dog, hvor meget længere hun siden beholder sin Moer Koren og smaae Søstre, og har min Lotta halvveys lovet, at komme til Økeren en Dag imens vi ere der. Saaledes har jeg, efter min Skik, søgt at bringe Tingene i bedste Harmonie, det er, giøre mig selv det saa koseligt som mueligt. O, I ahner ikke, hvor interessert Eders Moer Koren er, hvordan hun veed, at drage [216] Fordeel for sit Hierte af Alt. Den stolte Selvfølelse som synes at ligge i disse og flere Udtryk mit eget kiære Jeg angaaende, og som virkelig ligger deri, har I jo med Eders usigelige Kiærlighed selv opvakt, I Alle, Ingen undtagen, og derfor maae I tilgive den –

Her blev jeg afbrudt ved at kaldes tilbords, og mens vi sad der, bleve vi alle behageligt overraskede ved vor kiære Realfs uformodentlige Ankomst. Nu, Kl over 3, drog han afsted, den snilde, kiære Gutten min, og skal endnu i Aften være hos de gamle Forældre i Fedt. Hvor gik disse par Timer gesvindt, og hvor meget har vi ikke afhandlet i dem! Nu veed jeg livagtig hvordan Du har det paa Dit Auestad, dyrebare Maja, og hvordan I Alle har det, og lille Peers hele Leben und Weben, og saa meget meget jeg har længtes efter at vide. Paa Tilbagetouren Søndag har han Sønnen min lovet, bliver det ham mueligt, at giøre et Hastværks Sving til Økeren, thi Mandag, hans Thrinas Fødselsdag, vilde han ikkefor aldrig det være fraværende, hvad jeg godt kan begribe, og i Gaar, hans Bryllupsdag, kunde han ey reyse, seer I vel. Vore Kiære lever vel og lykkeligen. Saaledes har jeg i Dag hørt fra mine to Hiem, og lutter Glædeligt, Gud være lovet! Min lille Pleyesøn Tønder Lund, har været syg, ret meget syg, men er Gud skee Lov nu rask igien. Mine Breve ere besvarede og afsted til Hovind, saa jeg nu har den hele, jeg haaber roelige Aften til at sladdre og glæde mig i med min troe, kiære Lotta – Og siger jeg Eder, Elskede, for denne Sinde God Nat fra Tøyen –

[217] Økeren – 14^de, min elskede Thrinasaras Fødselsdag, hvortil vor kiære Realf i Dag vil frembringe sin og Din Moer Korens ømmeste Lykønskninger, mit dyrebare Barn, dem jeg jo, naar jeg ey kunde bringe dem selv, ikke kunde overantvorde i bædre troere Hænder. Jeg vil nu for en Forandring Skyld begynde bag fra, og det saa meget hellere, som I da ey vil undres over, mine Elskelige, at Tonen i dette Heftes Begyndelse falder i det vemodige. Ak, ved Siden af min i Gaar og i Dag syge Sally, skriver jeg dette, og vor hulde, blege, i disse Dage paa Siæl og Legeme lidende Ragna, gik nu ned herfra. Søde Ida har været meget syg siden jeg tog fra Økeren, og hvad angriber endogsaa den fasteste moderlige Helbred mere, end disse elskede Væsners Lidelser, hvis Vee og Vel er saa aldeles indvævet i vort hele Væsen?

Da jeg i Løverdags forlod mit kiære Tøyen (hvorfra jeg først tog Kl henved 12, fordi jeg, efter at have pratet med Floer en god Stund, atter blev holdt fra at pakke ind og komme afsted, da min gode Hertel, der først Kl halvet om Natten var ariveret til Byen, kom) vidste jeg nok, Ida havde været lidt upasselig, men da jeg kom hid, saae jeg paa Ragnas blege Kinder, at det havde været betydeligere, end jeg troede[.] Dog var hun den Dag meget bædre, og ellers vilde ogsaa alle Foranstaltninger til saa Manges Glæde, været forgiæves. Ja, her var ret alt i Bevægelse for at giøre Festen ret festlig. Store Fade med Hvedebrød, Kringler og Kager bebudede de mange ventede graadige Giæster. For at Folkene skulde have desmere Friehed, var her en Kokkekone, som besørgede Kiøkkenet. De kunde glæde sig frit, og glædede sig ret af Hiertensgrund, og at see en 60 Mennesker, i deres Kisteklæder Alle, saa anstændig muntre, kunde ikke andet end fornøye os Tilskuere. Dog [218] alle vare ikke Tilskuere. Min Ragna opførte den første Dands, og siden blandede al den anden Ungdom sig i med, og dandsede til Kl halvet, da det egentlige Selskab gik til Bordet, der var saa brillant, at Printsen med hans Baronesse kunde sadt der, men Gud skee Lov, de ey sad der, eller nogen Anden, der ikke passede i vor Kreds. Denne bestod da for denne Aften i: Wratz og Kone, som kom af dem selv; Naboerne, David Thranes; lille Hanna Mostue med hendes Børn; Lieut: Borkenstein, Reflesen, og min gode Stenersen; Secretair Bildsted, Borchsenius, og et andet ungt Menneske, Juel, som er paa Marieboes Contoir. Det var en meget behagelig Aften. Ida var saa sød og frisk, og Ragna enten følte sig mindre svag, eller glæmte hun var det. Efter flere Aars Forløb saae jeg lille Doris (saa kaldte gamle Generalinde Krogh Frue Wratz i fordum Tiid) igien, og efter mange flere den høyst interessante Lena Thrane. Hun har et eneste Barn, en ni Aars gl Pige, Valescha, hendes eget udtrykte Billede, et lille venligt Væsen, med Moderens Genieøyne, der ikke, som hine, skiules af Briller, som den lille snurrige Kiælling har vant sig saa til, at hun aldrig lægger dem af saa lang Dagen er. Hendes Mand seer ogsaa saa snild og godlidende ud, og kort sagt, det var mig meget kiært at fornye dette gamle Bekiedtskab nesten fra det første Aar jeg var i Norge, da Lena var et lille Barn, ikke stort større end nu hendes Valescha, og ligesaa indsmigrende venlig som denne. Med Wratz har jeg aldrig talt saa meget som i Gaar ^Søndags. Han har altiid forekommet mig saa alvorlig, fast sur; men det er han langt fra ikke, mærker jeg. Disse tvende Ægtepar spillede et Par Timer Boston, den morsomste Styrvoltboston der kan tænkes, hvor alt gik saa fortroeligt til, som det sig hør og bør mellem Ægtefolk, og det under dygtig Latter.

[219] Sectr Bildsted talte længe med mig om Dannemark og Alskens Ting. Han fandt, som flere har fundet, at jeg lignede Frue Abrahamson meget. Hun er hans Tante, hørte jeg, og han en Broder til F: H: Guldbergs Kone. Jeg fandt intet interessant hos dette Menneske, han var mig for stiv og pertentelig. En Grund til ikke at elske Navnet Bildsted, haaber jeg ingen Indflydelse har havt paa min Dom. Der var i min Barndom, noget Ugreye mellem hans Fader og min. Sammenhængen veed jeg ikke, kun mindes jeg, at min fromme Fader troede, han ikke var skedt Ret. – «Fred være med de Døde!»

Den Borkenstein var mig en underlig Personage. Jovialismens udtrykte Billede, syntes jeg det første jeg saae ham. Siden syntes det mig, jeg havde taget Feyl, og for at det ikke atter skal hende mig, vil jeg ey sige mere om ham, end at jeg ikke leed ham efter dette første flygtige Bekiendtskab. Den man ikke ved første Blik kan tage Feyl i sin Dom over, er den unge Riflesen, en Holstener, som min Fader en Bondesøn, og som han mener jeg min Fader i den Alder har seet ud, et aabent uskyldigt Ansigt, sund, munter, godmodig og beskeden. Derfor er han ogsaa min Ragnas Yndling. – Saa meget om Høstgildet[.] Nu mener I vel, Peters Bryllup kommer ovenpaa? weit gefehlt, mine Venner! Gaarsdagen var ikke saa glædelig. Lille Ida var fra Morgenstunden uroelig, min Ragna ikke frisk, og min Sara syg. Moer Huwald maatte ind til Byen, og fulgte med Hanna Mostue og Jomfr: Zilcheⁿ³²; Maja og Lina toge med Hanna Bull til Tøyen, for derfra at gaae paa Comedien Nonnerne, et Syngestykke, som alle i Løverd: talte om med Henrykkelse, og endelig vilde, jeg skulde seet. Thrane var saa god at tilbyde sig, selv at vilde styre mig, men jeg blev hellere hos mine Kiære her. Sara laae. Ragna fik jeg til at lægge sig lidt i Skumringen. Saa sad vi ene med Ida, hun og jeg, da de kom ind og sagde, der kom Fremmede, de troede det var vor Justrd Collet. «Aa Herre Gud, kunde vi dog sagt os ude, skiønt jeg [220] her paa Landet aldrig giør det ellers, fordi jeg synes det er Skam, at lade Folk reyse saa langt forgiæves.» – sagde Ragna, da i det samme – min kiære Realf traadde ind. «Og Gud, om vi nu havde nægtet os hiemme!» sagde vi begge, og bleve saa hiertens glade i Feyltagelsen af Anmældelsen og den Meldte. Han gav sig flux ifærd med at giøre en Spindekone til Ida (som jeg saae, han i Tankerne giorde ^{satte i} Sammenligning med sin Peder, og fandt at Peder som Dreng og Ida som Pige var lige elskværdige. Er det ikke sandt? min Realf!) og saa drak han Thee med os, og røg en Pibe, men var ey at holde, hvor meget Ragna bad han blive her i Nat. Imidlertiid havde dette korte Besøg oplivet os, og just som den snilde Ottesen tog bort, kom vor gode Moer Huwald fra Byen, bragte sin Ragna et langt interessant Brev fra hendes Ludvig, og Aviserne, og Dagen, som Marieboe havde sendt op for den deylige Epilogs og end deyligere Prologs Skyld.

Tirsdag 15^de Saa lyst og klart som Veyret, er Gud skee Lov i Dag alting omkring mig. Alle Syge ere friske, jeg har læst Dagbogheftet høy‹t› for mine Kiære, og sender det i Dag, endnu veed jeg ikke ret, om til min Maja C, til hvem jeg nu skal skrive, eller til Barna paa Festningen, som vel synes jeg behandler dem stedmoderlig, ved at være saa længe i Nærheden af dem, uden at lade høre fra mig, men det er ikke saa godt, da den korte Dag gaaer saa hurtigt, og disse Blade synes at have den første Ret til de faa Øyeblik jeg kan rive mig fra den kiære Kreds, den vi nu hver Stund haaber at see forøget ved min elskede Lotta, og den godlidende Hanna Mostue. Her taler jeg jo med Eder Alle, og giør Ingen Uret. Og saa vil jeg i al Gesvindighed fortælle Eder Gaarsaftenens Tildragelser. «Mal ikke en vis Mand paa Væggen» – siger Ordsproget.

[221] I Gaar kom Collet selv i egen Person. Moer Huwald, jeg Maja og Lina sad allene til Bords. Sara kom ey ned til Middag, og min Ragna som havde giort en lille Tour til Byen i det friske klare Veyr, vilde heller hvile sig en spise. Lille Ida var ikke saa rask, som vi ønskede, og som hun, Gud være lovet, er i Dag, og vi Alle er. Men mod Aftenen kom først Ragna, styrket ved Hvilen, og end mere ved at see sin lille Yndling, alles vores Yndling, munter og brav, og saa vor kiære Sally, ogsaa ret færm. Moer Huwald og jeg havde imidlertiid holdt Justitsraaden paa bedst muelig ^Maade med Selskab, det er, hørt ham vaase op og ned ad Væggene, og vaaset med det bedste vi havde lært. Ja, I kan troe, han morede og kiedede os paa engang. Det er ubegribeligt, hvor et Menneske med sine fulde fem, som jeg dog troer han har (Sandser mener jeg) og nogle af dem endogsaa i en ikke ganske almindelig Grad, kan være saa erbarmeligt. Han skiændte fordi Ragna (Husets unge Frue, udtrykte han sig) ikke var frisk, og Sara syg; fordi jeg ikke vilde oversætte ^nogle Epistler af Tydsk, han er saa forliebt i, og aldrig komme til Hasselværket, som han paastod jeg havde lovet ham, hvad jeg mellem Gud og mig veed aldrig kom mig i Sinde end sige over Læberne. Dog der blev ikke Rum paa fire Sider til Halvdelen af alle de Spectakler, hvoraf nogle, skiøndt heelt uskyldige i sig selv, ikke ere høviske nok til at faae Plads her. Iblandt andre Anmærkninger han kom frem med, var den, at Mutter Koren var saa forbandet galant. Vist nok antog den nærsynede Mand mine Skildpadbriller, [222] der efter Sædvane sad paa min Natkappe, for et Diamants Smykke, thi for Resten var jeg i al Simpelhed – Vi lode os ikke utydelig mærke med, at vi giærne vilde være ham qvit, men han lod sig ikke dupere, og blev til Kl over 7 – Da han var borte, begyndte jeg at læse høyt en saa kaldet komisk Roman, Hr Botte, hvori vi ikke kom langt den Gang, og siden ikke har havt Anledning til at fortsætte. Jeg har i disse Aftener efter at have lagt mig læst lidt i den, men det bedrøver mig ikke at lægge den bort ufuldendt. Den er temmelig langveilig og fuld af flittig Hilsen –

Onsdag 16^de Saa langt var jeg kommet i Gaar, da min kiære Lotta kom, og blev hos os den hele Dag. Hendes Hanna kom siden, til ligesaa megen Glæde for Marie, som Lottas Nærværelse var mig og os Alle. Hanna Mostue holdt ikke sit Løfte, det lille slemme Ting. Men vi havde det i vor gode Roe stille og hyggeligt. Kun var min elskede Ragna ikke saa vel mod Aftenen, og er det desværre heller ikke i Dag. Hun skriver nu til sin Marieboe, der ogsaa skal have et Par Ord fra mig. I Aften skal vi paa Comedien, om Ragna tør vove sig did. Hun pleyer at blive bædre efter at have været ude i Luften, men saa seent, og den Afvexling af Kuld og Varme, er jeg bange hun ikke har godt af. Gud veed, hvor langt hellere jeg blev hiemme hos det kiære hulde Barn, og tager hun ikke did, bliver jeg ogsaa hiemme. Vore Heste venter vi da med Vished i Aften. Vi ventede dem i Gaar, men fik i dets Sted Brev fra min Kista, at de først kom i Dag men saa betids, at vi kunde være hiemme i ordentlig Tiid i Morgen. Jeg længes ret hiertelig efter det kiære Hiem, og [223] dog gaaer min Ragnas vaade vemodsfulde Blik mig giennem Siælen. Det siger saa tydeligt: «Kunde du dog blive hos mig, min Moer Koren!» – Ak ja, kunde jeg dele mig mellem Eder som jeg ønskede det, Dyrebare, og være Eder Alle Alt det, I giennem Kiærligheds og Venskabs tryllende Lys seer mig at være. Men naar I seer mig saaledes, er jeg Eder det jo, og hvad vil jeg mere? hvad kan jeg mere end optage og giæmme som en Helligdom alle disse milde Straaler i et troefast Hierte, som mere og mere maae føle sig giennemtrængt, forædlet, ved denne, af alt jordisk Varme den reneste!

Børnene, som ikke bryder sig om at see det samme Stykke de sidst saae, ere tagne ned til Olsens, tager maaskee derfra til Tøyen. Længe sad vor hulde Ragna her mellem mig og sin Sally. Vi fulgte ned med hende spiste Frokost, og drak et dygtig Glas Madera, som har giort Sally søvnig og mig munter. Ragna fik vi overtalt til at lægge sig lidt før Middag, da det siden bliver for sent. Moer Huwald steller med Maden, og nu skal jeg pakke ind at alting kan være paa rede Haand i Morgen, saa vi kunde komme ret tidlig ud. Ja, giid vi kunde det! Men frem for Alt, giid jeg saae min Ragna lidt bædre inden jeg forlod hende. Hun græder som et lille venligt Barn hver Gang vi taler om Morgendagen og Hiemreysen. Paa Touren til min dyrebare Maja C seer jeg Dig igien, min Ragna, seer Dig maaskee ved Din Marieboes Side, og med Guds Hielp saa frisk, som Du nu er svag – Da seer jeg Eder Alle, og give Gud med Glæde at jeg med et fornøyet Hierte kunde see, med et let forlade Eder.

Farvel fra Økeren, hvor vi har havt det saa hyggeligt og godt. Farvel.

[223] Løverdag 19^de Jeg vil, jeg maae forsøge, om det gaaer an at skrive ved Lys, thi ellers seer jeg nok, det i disse korte Dage, og da der gives saa meget andet at sysle med, vil gaae reent i Staae med disse stakkels Blade, som jeg nu først, da jeg i Gaar og i Dag har skrevet til Tøyen, Økeren, Auestad, og endnu Alskens smaae Billetter, faaer Tiid at tænke paa. – Da jeg havde sagt Eder Farvel fra Økeren, Elskede, gik jeg ned efter at have pakket ind, og da var det Middag, det er Kl var henved 3. Ragna kom tilbords da vi vare færdige at gaae derfra. Hun havde ikke hvilet, og spiste nesten intet; dog foresatte hun sig at tage paa Comedien. Frue Huwald, som skulde ind om sin Søsters, Madam Mostue, og Sally som først skulde tale med Frue Bergh, toge ned i Forveyen; Ragna og jeg ikke før det var den høyeste Tiid, efter at have floxet med søde Ida, der var saa hierteglad i den klare Maane, og endelig vilde gribe og spise den op. Vi toge om Mostues og Berghs, uden at faae de Forudreyste med os; dog kom Moer Huwald og Søster Hanna paa samme Tiid som vi, saa vi sad sammen paa tredie Bænk fra Orschestret, den eneste Plads, vi fandt. Sally var kommet længe før med Frue Bergh, og sad langt fra os. Vi kunde kun nu og da [225] nikke til hverandre. Der var propfuldt. De opførte Stykker var: De to Officierer, en flau Farce uden Sang, og Nonnerne en D^o med Sang, men hvori Musikken rigelig erstattede hvad Stykket manglede i Gehalt. Ouverturen især var det deyligste jeg har hørt siden jeg var i Kbhn. I det første Stykke vare de Spillende: Mad: Tullin, som jeg ikke kiendte igien uden paa Stemmen – hun er blevet meget før, og det vanklæder hende. I veed, mine Elskede, at jeg aldrig har fundet hende smuk, og vil derfor ikke undres over, jeg nu fandt hende nesten styg. Hun var da en ung Enke, hvis Oncle, Thulstrup, endelig vilde have hende gift. En Oberst, Adjutant Rosenørn (en vakker ung Mand) og en Lieutenant, Lieut: Møller, vare hendes Beylere[.] Hovedpersonen i Stykket var Tiæneren, Lieut: Græve, som giorde sin intrignante Rolle Ære, og rigtig nok var den Eneste, som havde Anledning til at udmærke sig. Det var noget usselt Vaas tilhobe[.] I Nonnerne spillede Wittrup som han var gal; Ibsen, Skuespiller Ibsens Søn, baade spillede og sang godlidende og tækkeligt; Jomfr: Smith, Kiøbmand Lars Smiths Datter, som først anden Gang traadde frem paa Theatret, sang saa nydeligt, og var i det Hele saa uskyldig elskværdig, at det skiar mig i mit Hierte at see hende, den femten eller sexten Aars Pige, paa denne slibrige ‹…› [226] Bane, hvor hun kun ved et Mirakel kan undgaae Indvielsen i Lapseordenen og alle dens Vederstyggeligheder. Ak, svimmel ved den Virak, der fra alle Kanter damper hende imøde, vil hun des snarere glide og falde, det arme unge Barn! Sandelig, disse Forestillinger fortrængte for en Deel den Fornøyelse hendes Spil og Sang giorde mig. I synes maaskee, mine Venner, jeg falder i den gamle, nu forstummede Tilskuertone. Men I kan troe mig, jeg har Ret, om ey mere end Rahbek fordum, dog vist ligesaa meget. Lad os ey tale mere herom, men i det Sted henvende os til Hafner, Klosterets Kiøgemester, der var saa deylig fuld og morsom, at han ret rystede vore Lunger. De øvrige Roller lønner det ey Umagen at tale om. Frue Thulstrup, Priorinden, var, som altiid paa Scenen, saare elskværdig. Baronessen havde ogsaa en Birolle; den smukke Frøken Wasmer ligesaa. Det var første Gang jeg saae hende, men Sløret giorde hende endnu mere ukiendelig, end Frastanden og Lysene. Der er kun een Stemme om, at hun ikke hører hiemme i den Verden, der for nærværende Tiid omgiver hende. Hun hedder, eller kaldes Hetgen, og Sally paastaaer hun ligner vor tabte, uforglæmelige Hetgen.

Det var første Gang, jeg sad saaledes hos min gode Ragna, men vi glædede os begge til at sidde saaledes oftere sammen, og at neste Vinter mine elskede, længe [227] savnede Døttre, til hvis Bekiendtskab saa mange glæde sig – dog Ingen som Sara og jeg til Eders Igienkomst – skulde sidde hos os. – Da Dækket faldt, kom Fader Pavels hen til mig. Han var saa nedslaaet, hans Marie var syg, sagde han. Lille Claudine var med ham. Med min Jess, som i Morgen tager til Byen, faaer jeg da høre fra Eder, mine Gode, og med Guds Hielp at Du er vel igien, Maja, og at I Alle ere det.

Søndag 20^de (Fortsættelse) Ogsaa gamle Oncle Erich kom hen og talte med mig. Vi saaes ikke i lang Tiid; men nu var Tiden for kort til at tale længe sammen. Han hører til mine første Bekiendtskaber i Norge, og til den gode gamle justiskarske Kreds, og er selv en saa retskaffen gammel Pebbersvend, som nogensinde gik sit Liv eensomt hen. Vor Sally havde ogsaa talt med ham, og først Dagen før havde han faaet Vished om, at vi faaer Eder herop til Vaaren, mine dyrebare Børn, og dette havde ligesom giort ham ti Aar yngere. – Capt: Kaltenborn og en Lieutnant Nissen talte jeg ogsaa med; men Frue Bergh fik jeg blot hilset paa, og to Mennesker saae jeg, som jeg saa giærne havde hilset paa og talt med, gamle Madam Hansten og hendes Conradine, som jeg ikke har seet før siden hun blev Frue Dunker.

I klart Maaneskin kiørte vi tilbage. Børnene vare komne nys før vi fra Tøyen, hvor den kiærlige Lotta og alle de Gode der vare bleve saa glade ved at see dem engang endnu. Ogsaa Aslak og Gunder vare ariverede med Slæder og Heste, hvorover min Ragna ey var glad, da hun halvveys troede, de ikke skulde kommet den Aften, og vi blevet hos hende Torsdag over.

[228] Om Aftenen da vi, qvægede ved en deylig Kop Thee og Hvedebrød, skikkede os til Hvile, var Ungerne, Sara, Maja og Lina, reent forstyrrede. Bedst som vi laae, begyndte Sara i sin lille Seng at synge: «Jeg var i alle Zoner etc» – Lina geleydede den smukke Aftensang med høy Latter, og Maja, som var paa Veyen at slumre ind, reyste sig op og saae sig om, hvorfra den Laat kom.

Saa kom Afskedstimen. Gud skee Lov, den faldt os lettere end ^det nogen af de forrige Dage vilde faldt os; thi vor Ragna var usædvanlig brav, og lavede sig til, naar vi vare borte, at giøre en lille Morgentour med sin Ida. Forsynede baade i Hæk og Sæk, forlode vi det vakre Økeren Kl henimod 12, til sidste Øyeblik omringet af alle de Kiære, ligesom naar vi forlader et af vore andre tre Hiem. Veyret var fra Begyndelsen klart, men tyknede til, dog uden at bringe Snee. Føret var som vi kunde vente det; dog, vi sadde varmt og trygt, og det gleed dog langt anderledes, end vi paa Indveyen rullede afsted[.] En god Miils Iisvey bragte os nogle Timer før hiem, og Kl 8 modtoges vi af vor kiære Telja, Kista, liden Kaja, og de andre Husets Folk, som vi altiid modtages, med synlig Glæde. Baade Mad og Caffe havde min kiære Kista færdig til os; vi spiste, drak, og sladdrede til Sengetiid; dog modtog jeg før denne mit dyrebare Majabrev, det jeg først med ret Andagt læste paa mit Sovekammer, imens Linchen føyede sig til Køys.

Af dette kiære Brev seer jeg, at vor Thrinasara allerede hver Dag venter sin Nedkomst, den Gud give at vorde som den første i alle alle Dele. Og hvorfor torde vi ikke med Tilliid haabe det? O det tør og vil vi, og maaskee seer vi inden dette Hefte sluttess, vort Haab opfyldt.

[229] Fredag eftermidd: kom min Koren, frisk og god og glad som han altiid er. Vi hang Alle om ham, som om vi et halvt Aar ikke havde havt ham i vore Arme. I Gaaraftes kom Jessegutten, og da kan I tænke jeg, omringet af Mand og Børn, min troe Kista og Telja, og glade Mennesker i hver en Vraae, ret var paa min hvide Hest. Begge de foregaaende Dage gik hen med Brevskrivning. I Aftes læste jeg lidt høyt for Barna, strikkede min Strømpe færdig, og spillede Rabus med Kista

Kl 10 i Dag tog min Koren til Byen; et Par Timer senere Jess, i Følge med unge Wexels og Leganger, med hvem Følget var aftalt, og vilde Skriveren heller ikke være i Følge med alle disse Galninger. De spiste Frokost her, og sladdrede mig Formiddagen bort; dog bliver den vist alt for lang i Dag da Munthe nu først kom til Kirken. Vi ventede ham ikke, og tænkte allerede paa Middagen.

I Gaar forærte min Maja mig et Stykke nydelig fiint Bomuldstøy, som hun med lille Moer Hertels Hielp, mig uafvidende, har faaet spundet, farvet og vævet. Det skulde været færdig til 27^de Julj, men vor gode Kaja Hertel, som stod for Farvingen, blev syg, og saa er det først nu blevet færdig. Det skal blive min Stadskiortel. Vi Alle i det hele Huus slider nesten ikke andet end hiemmevævede Klæder, der vel, naar alt regnes ud, bliver fast saa kostbare som Kiøbetøy, men saa har vi dog en Deel af Materialierne selv, og virker meget hiemme, og det er stærkere, varmere, og – indenlandsk, hvad min Koren sætter saa stoer Priis paa, og vi Alle bør sætte Priis paa.

[230] Mandag 21^de Aslak bragte mig i Gaar et Brev fra min Lotta, der bedrøvede mig ligesaa meget, som nogle faa Linier fra min Ragna glædede mig. Presidenten, som baade jeg og Børnene vare enige om, vi i lang Tiid ikke havde seet saa rask, er syg, siger vor fromme Lotta, har slem Hoste og Sting i Siden. Dog er han daglig i Byen, og tænker sig endogsaa op i Landet i Julen. Det er da med Guds Hielp ikke noget betydeligt Onde, men dog nok for at nedslaae den ømme Hustroe, og maaskee hindre hendes Hidreyse Juleaften. Hun tør intet bestemt sige om den, Ak, og hvor har vi Alle, og hvor har Du selv glædet Dig, Gode, til dette Besøg. Dog, jeg stoler paa min Korens Nærværelse hos Dig, Lottamoer, og det gode Følge Du kan faae hid med ham. Mit Haab pleyer ikke beskiæmmes, og vil heller ikke blive det denne Gang. Med Guds Hielp seer jeg Dig roelig og glad. «Jeg er meget bædre, end jeg har været» – skriver min hulde Ragna; og dette Haabs Opfyldelse opliver hiint.

Ret mat og ussel forlod jeg i Dag Sengen. Men min omhufulde Kista har saa godt som truet mig til at spise lidt, og istæden for den Kop Caffe, jeg pleyer have staaende til Frokost, drikke et godt Glas af min Ragnas styrkende Viin, og nu er jeg ulige bædre, og skal med en Naboe som i Aften tager til Byen, skrive et Par Ord til min gode Søn Pavels, hvis sorgfulde Blik ved vor sidste Øyebliks Samtale staaer altiid for mig.

Gamle Fader Munthe gav sig ret god Tiid i Gaar, sov sin Middagssøvn, og sad siden nede hos os Qvindfolk til Kl over 7. I Morgen faaer han Besøg af den hele bispelige Familie, som skal jule hos Datteren i Oudalen. Sligt Besøg, skiøndt kun [231] en Nat over, er dog ikke saa morsomt, især saa nær under Julen. Han vilde giærne jeg skulde kommet did for at holde hendes Naade med Selskab, men fandt sig godt i mit Afslag. Bispen selv holdt jeg langt hellere med Selskab.

Onsdag 23^de Jeg har længtes saa efter den korteste Dag – I giætter let hvorfor: naar den er forbi, gaaer det atter, om end smaat, op ad Bakken. Jeg troede, den først var i Dag, men saa fortalte Sollner mig i Gaar, at den alt var i Mandags. Altsaa to Dage over den. Og nu synes den mørkeste Vinter mig forbi. Ak, maatte det saa sandt lysne i alle Henseender! – I den politiske Verden er dog det tykkeste Mørke udbredt. Rygterne om Napoleons Nederlag i Rusland bliver alt mere og mere frygtelige. Den franske Armee skal lide græsselig, skal for en stoer Deel være tilintetgiort. Vel dem, der har aflidt! Af Confrntrd Anker hørte min Koren ogsaa, at de franskes hidtil uovervundne Keyser selv var saaret. Tilforladelige ere vel ikke alle disse Rygter, men aldeles ugrundede kan de dog neppe være. Af Aviserne skal man ikke blive klogere. Men nu leer I vel, mine Kiære, af den politiske Mama, og siger maaskee: «Bliv ved din Læst, over hvilken Politiken slet ikke passer.» – Det veed jeg nok selv, Børn; men alt som kommer mig I ⁱ Tankerne maae jo flux staae her.

Torsdag, Juleaftens Morgen Det blev seent Morgen hos mig i Dag. Da jeg vaagnede med slem Hovedpine, torde eller rettere kunde jeg ikke staae op, og min lille Sovekammrat gav mig Vand og Caffe paa Sengen, og saa blundede jeg lidt bag efter, og er nu ret brav. Endnu senere end jeg kom dog lille Zarine ned. Hun kom i Aftes med min Jess. Min K: kommer først i Aften; men min kiære Lotta følger neppe med [232] ham, og dette Sørgebudskab nedslog os Alle, saa vi ikke kunde være ret fornøyede i de kiære Kommende og alle de gode Efterretninger de bragte. Blandt disse var da ogsaa, at Presidenten var brav igien, saa det Gud skee Lov ikke er Skyld i vor forgiæves Venten; dog er det for Gemahlens Skyld hun ey kan komme før – ja Gud veed naar – da hun ikke vil tage hid før han kan være med. Og saa siger han dog til Dig, min Lotta, at Du leger den ømme Kone. Dog skiønner han nok i Grunden paa, at Du meer end leger det

Og endnu er Du syg og holder Sengen, gode Maja P:, og Jess fik ikke tale hverken med Dig eller Pavels, som ikke var hiemme. Jeg haaber, min Koren bringer mig omstændeligere Underretning, og Gud give, ønskelig. Eders nye Boelig, mine Venner, er kold, siger I selv, og jeg fornam det den Dag jeg var hos Eder. Det kan, i saa alvorlig streng Vinter som denne være Aarsag nok til at kue de Stærkeste. Beroeligede nu min Koren mig i denne Henseende, og bragte Posten mig i Aften eller i Morgen et glædeligt Brev fra Dig, dyrebare Maja C, at det var lykkeligt overstaaet med vor elskede Thrinasara, o, da torde jeg haabe en ret glad Juul. Jeg drømte saa meget om Eder i Nat, Elskede, og om to smaae Børn jeg skulde bringe Thrina vor – dog, den Drøm var en naturlig Følge af mine vaagne Drømme, hvori jeg altiid er hos og om Eder. Jeg tør altsaa ingen videre Betydning lægge i den. – Paa Økeren havde min Koren været længe paa Indtouren, og der var Gud skee Lov alting vel, havde han sagt. Mere siger han mig selv i Aften.

Jeg har været saa bedrøvet for min lille snilde Marthe Stuepige, som i Gaar Morges faldt ned i Kiælderen, blev taget saa godt som død op, men dog med Guds Hielp forvinder Faldet, skiøndt hun endnu føler smertelige Følger [233] af det. En fatalere Nedgang end til denne Kiælder kan heller ikke tænkes – og dog er det ey mueligt, at faae den andensteds. Den er midt i Gangen fra Gaarden til Kiøkkenet. En uforsigtig Pige var gaaet derned Kl 5 om Morgenen, og ladet Lemmen staae aaben, uden at sætte Lys eller Vagt, som vi stedse pleyer. Hun jamrede sig mere end den Nedfaldne, som maatte bruge alt sit Mod for at stille hende tilfreds. Dog græder hun endnu i Dag, den vakre unge Marthe Rud, naar hun tænker paa, at hendes gode Kammerat ved hendes, rigtig nok ubegribelige Ueftertænksomhed, kunde blevet Krøbling alle sine Dage. Ogsaa haaber jeg, dette Uheld skal giøre dem Alle mere varsomme for Fremtiden.

3^die Juledag Saa seent har jeg aldrig før ønsket Eder en glæderig Juul, mine Dyrebare! Men det er ogsaa, og det veed I vist, først her, jeg kommer saa seent med mit Ønske. Og dette er det eneste, jeg ogsaa nu kan faae sagt Eder, thi her er en Sus og Duus. Capt: Geddes reyste nu i Øyeblikket, Kl er halvtolv, og vi skal allesammen spise til Middag hos vor gode Hertel, og er allesammen endnu i vort korte Nattøy. Men saa skal jeg ogsaa ved Tilbagekomsten – Onsdag (thi Tirsdagaften kommer vi hiem) see at sidde her til jeg faaer sagt Eder, Elskede, alt hvad der har holdt mig saa længe fra den kiære Journal.

Onsdag 30^te (Saras 23^de Aars Fødselsdag – O Gud!)

Det kommer nu an paa, at kunde ordne alle disse forbigangne Dages Hendelser og Tildragelser, saa intet blev glæmt. Juleaften hørte I da sidst fra os paa en ordentlig Maade. Kl: blev 6 og derover inden min Koren kom, og saa troede vi Alle, Moer Lotta havde været med ham; men han kom solo. Dog trøstede han os med, at hun vist kom efter en af Juledagene. Han bragte mig, foruden denne Trøst, et Brev fra min kiærlige Ragna, hos hvem han havde været baade paa Ind- og Hiemtouren, uden at see sin anden Jomfrue Datter, Sally, [134] ⁿ³³ det slemme Trold, første Gang var hun hos Berghs, anden Gang hos Slotspræstens, deres Bryllupsdag. Et Brev fik jeg endnu fra Fader Pavels, at hans Hustroe var rask igien. Min Ragna skrev ogsaa, at hun var meget bædre, og endelig bragte Posten det længselfuld ventede Majabrev, som dog ikke fyldestgiorde min glade Forventning ganske. Endnu var den ventede Lille ikke kommet for Lyset, men Gud skee Lov, ellers var Alt vel. I min Ragnas Brev laae et fra hendes Ludvig til os Begge. Først i neste Maaned forlader han Kbhn, og bringer alle Jean Pauls Værker, og vist nok endnu meget andet Vakkert med sig, saa jeg fra alle Kanter seer en glad Vinter imøde, seer det selv i Dag, da Søndenvinden ubarmhiertig feyer den Smule Snee væk, vi hidtil, møysomt nok, glede frem paa, og giør Isene usikre. Men i et Nu kan alt dette forandres –

Første Juledag var her ingen, uden min gode Fader Mørk med sin puddrede Juleparyk. Vi havde indbuden Hertels til anden Juledag, men en Contraindbydelse fra dem til 3^die Dag, satte os i mangehaande Skrupeleringer, da vi ventede Lotta – Til end mere Forvirring kom et Forbud fra Capt: Wilhelm Gedde, og meldte hans og Kones Hidkomst om Aftenen. Vi havde Thee og Mad færdige til dem, og sad oppe, jeg, Maja og Zarine til Kl 12 (og laae i denne Tiid over tyve Kabaler – thi andet gad vi ey foretage os, stedse ventende: nu er de her) – og min stakkels Kista til den var to; men Ingen kom. Først anden Dag henimod Middag, da Huset var fuldt af Kirkemennesker, Mænd, Qvinder og Børn, kom det tækkelige Par, som vare blevne sinkede Dagen før, da en Hest for Læsset var løbet ud, og havde spolert meget af deres Tøy, Gud skee Lov, det ikke var dem selv der vare komne til Skade. Hertel kom, men allene, og for at faae bestemt Svar, som da blev: at vi skulde komme, Geddes følge med, om de kunde blive over en Dag, et Bud møde Frue Lotta, saa hun kunde dreye af [135] til Næss; et andet gik til Vildberg for at bede Capt: Messel, der havde lovet sig hid derfra, tage Veyen først om Rotnæs. Efter dette Arangement reyste den gode Hertel tilfreds om Aftenen, som vi passiarede bort med den raske Gedde og hans godlidende lille Kone, da det øvrige store Compagnie efter Theetiden havde taget bort – Nu vil I vel synes, der i det mindste første Juledag kunde blevet Tiid til at snakke lidt med Eder her. Men jeg maatte besvare de kiære Breve fra min Maja, min Ragna og Marieboe, og til dette Arbeyde, et af mine kiæreste, maatte jeg stiæle mig, saa det hverken blev heelt eller halvt – Tredie Dag var her en Larm og Forstyrrelse, kan I troe. Geddes kunde ikke blive over, da de vare sinkede saa meget ved Føret. De havde tænkt sig hid Juleaften, og vilde da tilbragt begge Helligdagene paa Hovind. Nu gik det ikke an, og de faaer endda kun et Par Dage at være i Christ: da de skal om Tønsberg paa Touren til Kbhn, og være i Trudhiem igien paa Vinterføret, saa Opholdet ingensteds bliver langt. Da de vare borte, Kl over 12, gik det da med os Alle til Toilettet. Mit var som sædvanligt snart giort; men naar man ere en saadan Flok, tager det Tiid ud, og det var høyt paa Dagen inden vi, alle, Telja undtagen, kom afsted. Det gik smaat, og mørknede stærkt inden vi naaede Rotnæs, hvor hele Selskabet længe var forsamlet, og vel smaaebandede os, som holdt dem saa længe fra Spisebordet. Men des bædre haaber jeg det smagte dem som mig, da vi kom til det rigelig besatte Bord. Mine Sidemænd vare Provsten Finkenhagen og den lille Lehman fra Christiania Boghandlerens Broder. Han er meget vanfør, den stakkels Mand og ey saa høy som Lina, men munter og rask for Resten, og dandsede utrættelig. Min besynderlige Ven, Hr Schioldager, var der ogsaa, i Følge med Finkenhagens, og sang og capriolerede [136] saa det havde Skik. Han bliver mig leyere hver Gang jeg seer ham. Blandt de Mennesker der jeg saae første Gang, var en Capitain Harboer, en stille, beskedentlig Mand, og blandt de Kiendte jeg savnede, min gode Kaja Grønvold, som ikke mere faaer Tilladelse af sine, i visse Henseender uforskammede Paarørende, at tage Deel i noget, der kan glæde hende. Ak, og hun har ingen Moder, det arme Barn, der maaskee kunde afvende den haarde Skiæbne, der er hende tiltænkt: at smeddes til et Menneske hun vel ikke hader – thi det ^hade kan det fromme Barn neppe – men vist ligesaa lidt elsker. «O Frænder, elsker først, og lader af at byde» – men hvad det var at elske, vidste de ulykkelige Mennesker aldrig, og hvad kan de for det? –

Min Koren blev fængslet til Spillebordet, og da jeg havde seet mig mæt paa al den glade dandsende Ungdom, og snakket snart med den ene, snart med den anden af de gode Mardamer, (Lotta kom i saa godt Prat med den ikke tækkelige, men ret meget fornuftige Provstinde Finkenhagen) gik jeg ned og sad en Stund hos de Spillende, mere for at hvile det trætte Hoved, end fordi dette Syn interesserede mig. Min gode Hertel gik paa den ene, hans lille svage, blide Kaja paa den anden Maade, og vare overalt, for at see Giæsterne til Gode. Jeg fik mig en Draabe Madera og lidt Hvedebrød, og gik saa tilsengs, da de Andre gik tilbords. Strax efter mig kom Lotta til Roe; Skriveren, som dandsede lidt efter Bordet, dernest, og Ungdommen først imod Morgenstunden.

Jeg vaagnede som jeg ventede det, meget syg, og blev ey bædre da jeg kom ned i al den Surr. De fleste af Ballgiæsterne vare der endnu, og mange bleve til følgende Dag. Jeg haabede, det skulde blive bædre, og tvang mig saa godt jeg kunde, men jeg maatte tilsengs, og det just da den snilde Frue Ingier kom. Hun med alle hendes vare indbudne [137] til Selskabsdagen, men uheldigviis havde Frue Waager før været ude med sin Invitation, saa der ey blev andet for, end at dele sig. «Men nu blev der en Støy – sagde Frue Ingier – alle vilde til Rotnæs. Stille Børn! sagde Majoren. Hvem som vil til Hertels løfte den høyre, og hvem som vil til Frue Waager den venstre Haand i Veyret. Og paa engang – vi sad just tilbords – foer alle de høyre Labber som om Bordet var, i Veyret» – Men dog kom kun de ældste To, Ursula og Lieut: Martin, og først Dagen efter Fruen med en Datter og to Sønner.

Da jeg havde hvilet et Par Timer, kom min Kista op med en Kop Caffe, og jeg stod op, gik ned, og var nok saa færm den hele Qvæl, ja hialp endog Ungdommen at giøre Juleleger og lærte den brave Søemand, Messel, den store Hoved-Kabale, Solen kaldet. Der blev atter for Øisets, Hertels Svogers Skyld, spillet en Canallie høy ‹…› Polskpas, og hverken Messel eller Jess slap; de havde naturligvis Ørnene mest ved Legen og Tankerne med, og derfor blev Gutten min ogsaa dygtig snydt. Han spiller Gud skee Lov lige saa ugiærne som hans Fader, og giid han maae tabe hver Gang han spiller, at han aldrig skal faae mere Lyst til det, end nu.

I Gaar vilde vi været tidlig ude; men det er nu engang ikke at tænke paa fra Rotnæs. Vi maatte spise Middag først, dog vare vi reysefærdige Kl 2. 12 Slæder i Følge – i de 3 vare Frue Ingier og hendes Børn – forlode vi det nesten alt for giæstfrie Hus, hvor alt var saa godlidende og lustigt, og gav Hertel os halvt Løfte om at komme hid Nytaarsdagen – saa længe er for denne Reyses Skyld Aslaks Bryllup udsat – Ungdommen kommer vist; men lille Moer Hertel vilde jeg ey engang ønske kom hid i dette Føre. Dog var det bædre hiem end bort, hvad vi ikke havde formodet. Resten i Morgen. Jeg er træt og søvnig, og skal have mig en Middagsblund.

[138] Aarets sidste Dag Da vi kom her hiem, alle i god Stand – Lina, som sad hos Maren Skieldrup (derⁿ³⁴ ogsaa kom til Rotnæs og fulgte med os hid) væltede, men uden at komme til mindste Skade, og sad siden hos Messel – drak vi Thee og Caffe, som Teljamoer hadde færdig til os, spiste Goderaad til, lagde Kabal og Rabus, og kosede os i det gode hiemmelige Liv, især ved at tænke paa den forestaaende Søvn i vore stille Kamre. Dette Haab skuffede ingen af os. I Gaar vare vi aldeles i vor Roelighed. Lotta giorde en Spadsertour i Haven med Ungdommen, der, da hun havde forladt dem – det blæste en Himmelstorm – gik over i Kirken, og besøgte de unge Sødtslumrende, og bragte vel nogle af dem deres Sara en Taare til Geburtsdagsgave. – Fierde Juledag, min Malla D: tænkte jeg ofte paa Dig, og takkede Gud at jeg, om vi oplever neste 28^de Decbr kunde, maaskee mundtlig, men dog vist i Dit Fødeland, lykønske Dig og mig til denne Dag. Længe, I Elskede dernede, skrev jeg ikke til Eder. Med Aarets Slutning burde man afgiøre al gammel Gield, men det seer jeg nok, ikke denne Gang bliver mig muelig. Det Seneste fra min kiære Bergh, (som jeg fik mens jeg var paa Økeren) vilde jeg besvaret i Gaar. Men jeg var saa ussel, og frygtede for, Siælen skulde ryste det svage Legeme for meget. I det nye Aar, naar alt er kommet i sin gamle Orden, skal jeg begynde at blive acuratere i min Brevvexling.

I Dag er det atter den velsignede Torsdag, da jeg altiid er vis paa et Brev. O, maatte Aaret sluttes med den ønskede Efterretning: «Du er nu anden Gang blevet Oldemoder, Moer Koren.» O, maatte det sluttes behageligt for Eder Alle, I Dyrebare! og ethvert af Eders Leveaar begynde, gaae frem, og slutte, som det fra Tidens algode Styrer tilbedes Eder af Eders trofaste, ved Eders Kiærlighed saa lykkelige Moer Koren –