Innledning

(Else) Elisabeth Hysing (1832–1918) gifta seg med presten (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910) i august 1853. Samme høst reiste de til Washington Prairie, et jordbrukssamfunn noen få kilometer sør-øst for småbyen Decorah i staten Iowa. Her skulle Vilhelm være prest for et stort antall norske innvandrere som få år tidligere hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi. Vilhelm og Elisabeth tenkte først at de bare skulle være der noen få år, til de norsk-amerikanske menighetene var godt etablert, men de ble boende på Washington Prairie livet ut.

Vilhelm Koren ble etter hvert en av de mest kjente norsk-amerikanske prestene i det kirkesamfunnet som ble kalt Den norske synode (eller bare «Synoden»). Det ble stifta i 1853, kort tid før ekteparet Koren ankom Iowa. Vilhelm ble synodens sentrale leder, fra 1894 til han døde i 1910. Han var med å stifte Luther College i Decorah i 1861.

Både Vilhelm og Elisabeth brukte tid på å skrive. Vilhelms samlede skrifter ble først utgitt på norsk i Decorah i 1912, deretter i engelsk oversettelse i 2016.ⁿ⁴ De inneholder et utvalg av hans prekener, taler, debattinnlegg, foredrag og salmer. Elisabeth deltok ikke direkte i den norsk-amerikanske kirkeoffentligheten. Det var det knapt nok noen kvinne som gjorde på den tida. Men hun skreiv dagbok, og gjennom utallige brev holdt hun kontakt med familie i Norge. Det er neppe noen overdrivelse å si at Vilhelm Korens teologiske essay i dag kun leses av noen ganske få. Den engelske oversettelsen av Elisabeths dagbok, The Diary of Elisabeth Koren 1853–1855, redigert og oversatt av professor David T. Nelson i 1955,ⁿ⁵ leses derimot av stadig nye generasjoner og har blitt trykt i stadig nye opplag. Vi kan si at det over tid har foregått et rollebytte mellom Vilhelm og Elisabeth som skribenter. Takket være dagboka hennes blir Elisabeth nå lest av langt flere enn Vilhelm.ⁿ⁶

Familie og oppvekst

Elisabeth Koren vokste opp i Larvik, i en familie godt forankra i byens beste borgerskap. I familiens vennekrets var kjente Larvik-familier som Treshcow, Münster og Archer.

Faren, Ahlert Hysing (1793–1879), var en av Larviks mektigste menn. Han var i en periode ordfører i Larvik, formann i direksjonen for Sparebanken og stortingsmann fra Vestfold. Elisabeths mor, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde av strupetæring da Elisabeth bare var åtte år gammel. Elisabeth var av Koren-slekt både på fars- og morsida. Hennes foreldre var tremenninger (Johnson 1941, I, 188), akkurat som Elisabeth og Vilhelm også var tremenninger. Elisabeths mormor var forfatteren Christiane Koren (1764–1815), også kalt «Moer Koren», som skreiv både drama og (reise)dagbøker (Johnson 1941, II, 138–141). Kanskje har Elisabeth sett på sin egen skriving (dagbok og amerikabrev) som en fortsettelse av «Moer Koren»s skrivepraksis.

Faren gifta seg på nytt, i 1842, med Elisabeth Frechland fra Søllerød i Danmark. Det er altså henne, stemora, hun skriver til og omtaler som «Moder» i sine brev fra Iowa. Sammen med sine søsken vokste Elisabeth opp i den staselige Herregården i Larvik. Herregården sto der som et prektig minne om dansketida. Faren hennes var overlærer, seinere rektor, ved middelskolen i Larvik. Fra 1840, da Elisabeth var åtte år, fikk Ahlert Hysing tildelt privatbolig for seg og familien i «hele første etasje i Herregårdens midtfløy» (Langeland 1953, 505).ⁿ⁷ Undervisninga for byens middelskole foregikk et annet sted i den store bygningen. I 1850, da Elisabeth var 18 år, var elevtallet ved «Laurvigs middel- og realskole» kommet opp i femtitre elever, men skolen var den gangen bare for gutter (Langeland 1953, 506). Det ble undervist i gresk, latin, religion, tysk og fransk. Først i 1858 ble jenter også opptatt ved middelskolen, men Elisabeth fikk nok undervisning hjemme i herregården av sine foreldre og andre. Hun kan også ha vært innom noen av byens private skoler for jenter, og hun skal ha fått undervisning i engelsk av døtrene Archer (Grindal 2016, 120). I alle fall kunne Elisabeth, da de dro 5. september 1853, med seilskute over til USA (på første klasse), konversere på både tysk og engelsk med passasjerer ombord.

Utreise, immigrant og prestekone

Vilhelm og Elisabeth var nygifte da de reiste over havet til New York i 1853. Reisa varte i mange uker. I sine første brev hjem til faren skriver hun om reisa over, først til Tyskland, så gjennom Den engelske kanal og ut i Atlanterhavet, om innseilinga til New York, videre til Chicago (som ikke «gjorde noget behagelig Indtryk»), gjennom Wisconsin, over isen på Mississippi elva, før de endelig kom fram til norske bønder i Iowa like før jul i 1853.

Reisa tok henne til storbyer hun kanskje aldri ville få se igjen. Fra New York forteller hun om at hun der har sett Bertil Thorvaldsens kjente apostel-figurer (i gipsavstøpning). De var på det tidspunktet utstilt i byen og det gjorde et enormt inntrykk på henne. I New York har hun også sett bildekunst av Hans Gude, før hun og Vilhelm reiste videre til Chicago. Det å sette over Mississippi var ikke så vanlig i 1853. Hennes skildring av den farefulle turen over Mississippi bak i en kano over den islagte elva, både i dagboka og i brevet til faren, bør feste seg som en norskamerikansk klassiker. Da de endelig kom fram til Washington Prairie, eller det som ble kaldt for «Little Iowa Menighed», var verken kirkebygg påbegynt eller prestebolig ferdig.

Elisabeths første brev fra Iowa ble sendt i jula 1853 (brev 4). Det forteller om ankomst og julefeiring, og er ett av de lengste breva i hele brevsamlinga.ⁿ⁸ Elisabeth og Vilhelm har kommet på plass i det vesle tømra huset til familien Egge (det står i dag på Vesterheim-museet i Decorah), der de ble boende vinteren over. Senga til Elisabeth og Vilhelm sto i stua ved fotenden av vertskapets seng, kun adskilt med et opphengt teppe. Elisabeth gikk fra et liv i Herregården i Larvik til ei primitiv ett-roms tømmerkoie på «the frontier» i Iowa. Det må ha vært en sann prøvelse for både Elisabeth og Vilhelm å måtte bo hos andre i settlementet i bortimot ett års tid i påvente av at de skulle få eget husvære. Elisabeth er mest bekymra over at Vilhelm ikke får ro og fred og at han ikke har noe sted til å studere eller skrive sine prekener. Sjøl sitter hun midt i det ene rommet huset besto av og skriver dagbok og brev. Til tross for tydelige savn, er hennes sans for humor tydelig. Hun våkner av lukta av stekt flesk og kaffe. Hun skildrer hvordan hun går tur og sitter fast i krattskogen rundt huset, iført sin lange kjole, som slett ikke passer til spaserturer vestafor Mississippi! Stundom var det så kaldt i Decorah, skriver hun, at blekket frøys. Hun skreiv for å fortelle faren i Larvik om hvordan de har det, men også for at det hun opplever ikke skal bli glemt.

Det lite klaging i breva. Når hun skriver til faren om at hun går inn i rolla som norsk prestekone, er tonen mer munter enn en klagesang over å være tilsidesatt. Hun er hun pragmatisk og nøktern. Hun forteller at de skal ut å reise og at Vilhelm gjør seg klar med «hele sin Eiendom; Hest, Vogn, Hund og Kone». Om Elisabeth i begynnelsen har følt at hun var langt vest for der de fleste norskamerikanerne bodde, oppdaga hun utover på 1850-tallet at hun bodde midt i sentrum for ei stor norsk-amerikansk folkevandring stadig lenger vestover. Plutselig var de «i Midten».

Som brevskriver kan Elisabeth Koren kanskje i dag virke noe gammelmodig, men hun var bare var 21 år gammel da hun kom til Iowa. Hun var ei ung kvinne og hun reiste med lesestoff og skrivesaker. Det var like naturlig for henne som å ta med strikketøy. Tidlig bestemte hun seg for å skrive fra turen over og fra sitt nye liv i Iowa, og hun ble «en flittig Skriverske». Hun så på lesing og skriving som en viktig del av sitt liv. Fra hennes brev fra overfarten til USA veit vi at hun hadde lest og var inspirert av Henrik Wergelands Den engelske Lods (1844). Det verket var det garantert ikke mange norske utvandrere som hadde lest. Hennes muntre fortelling om stormvær under overfarten vitner om at hun også har lest den danske klassikeren «Flugten til Amerika» av Christian Winther. Om bord på amerikabåten leste hun ellers Charles Dickens, Esaias Tegnèr, Washington Irving, Friedrich Schiller og Johann Wolfgang von Goethe. Fra brevet hun skreiv fra New York, veit vi at hun også må ha kjent til Harriet Beecher Stowes roman Uncle Tom's Cabin, som kom ut året før det unge paret dro fra Larvik.

I et tidlig brev nevnte hun stolt for faren at «Skrivning bliver nok min væsentligste Beskjæftigelse» på den prestegården de etter hvert skulle bygge i Iowa. Hun noterte stadig innkjøp av bøker og aviser, norske og amerikanske. I seinere brev fra i Iowa fortalte hun stolt at hennes bibliotek av engelsk litteratur vokste stadig.

Som innvandrer i staten Iowa hadde Elisabeth en ganske annen bakgrunn enn de andre norske innvandrerne rundt henne. Hun var gift med en prest og hørte til en norsk embedsmannskultur. Norske prestefruer i Midtvesten ble Elisabeths beste venninner. Norsk bondekultur var ukjent for henne helt til hun i Midvesten kom i direkte kontakt med norskfødte bondekvinner, og sjøl om hun til å begynne med kjente seg fremmed i forhold til disse, var det paradoksalt nok først i USA, i det norskamerikanske lokalmiljøet, at hun først fikk øynene opp for den opplyste del av norsk bondestand.

Elisabeth gikk inn i si rolle som prestefrue på den norsk-amerikanske prestegården i Iowa, vel vitende om at på gården er det hun «som styrer». Hun hadde riktignok hjelp fra et par tjenestefolk, men det var hun som sto for hagearbeid, matlaging, barneoppdragelse og skolehold. Etter hvert glir Elisabeth inn i rolla som medhjelper og materialforvalter, kone og kokk, og etter ei stund også som mor og skolelærer. Men hun holder fast på lesing og brevskriving. Fra sitt nye liv i Iowa, er hun konkret og forteller om sine opplevelser og observasjoner av natur, blomster og folk. I hennes nye liv i Iowa er «alt Natur» og stundom får hun følelsen av å være aleine i «den store Ensformighed». Elisabeth må ha tilbrakt mye tid i ensomhet mens Vilhelm var ute og besøkte sine mange menigheter: «Jeg har ikke seet et fremmed menneske i hele Julen» (Brev 23: 1.–17. januar 1856).

Norsk-amerikansk kirkehistorie

Elisabeths far, Ahlert Hysing, var teolog og interessert i kirkepolitikk. I sine brev til faren skriver Elisabeth naturlig nok om kirkeforhold i norsk-amerikanske menigheter, og hun ville gjerne at faren skulle hjelpe til med å sende over flere norske prester. Breva gir dermed et viktig innsyn i tidlig norsk-amerikansk kirkehistorie. Elisabeth selv var merkelig lite opptatt av teologi, men hun skreiv om oppbygging av norskamerikanske menigheter og om besøk og strid, slik hun har hørt om det fra Vilhelm og andre. Hun sier sjøl, for spøk, at hun er i ferd med å bli «en liden Theolog». Det var i så fall en teologi som hadde sans for «Caprifolier» og «Epheu», like mye som norskspråklig luthersk ortodoksi. Da hun hørte rykter om at det i USA var mulig for ei kvinne å fungere som klokker og forsanger i menigheten, spurte hun Vilhelm om han kunne tenke seg å bruke henne som klokker. Vilhelms svar kom raskt, ikke en gang om hun hadde «en stemme som Jenny Lind» (svensk stjernesangerinne) ville han ha brukt henne som klokker!

Av prestene i den norske synoden setter hun tydelig mest pris på Claus L. Clausen (1820–1892), kanskje fordi han var dansk og av en litt annen støpning enn de andre synode-prestene. At han ikke alltid var på linje med de andre prestene i Synoden, har hun sikkert hatt vansker med å forstå. Elisabeth noterte seg ellers at prestekoner i den tysk-amerikanske lutherske kirke, som Vilhelm og andre synodeprester hadde god kontakt med, ble betrakta som om de sto på et «lavere Dannelsespunkt end deres Mænd». Hennes beundring for tysk-amerikanske prelater har nok derfor vært mindre enn Vilhelms.

Norske kirkeforhold var også stadig oppe til debatt i prestegården. En skulle tro at da de fikk melding om at Skienspresten Gustav A. Lammers i 1856 hadde meldt seg ut av statskirka, ville det vært en grunn til at han kunne virke som prest blant norske immigranter i Midtvesten, der det jo ikke var statskirke, men Elisabeth skriver at de rett og slett er engstelige for at han skal gjøre alvor av sine planer om å komme over. De var sikre på at det var arven og språket fra statskirka i Norge de forvalta, sjøl om de levde under amerikanske ordninger og lovverk.

Et sted forteller hun om at hun og Vilhelm, nærmest for kuriositetens skyld, var på en friluftsgudstjeneste for amerikanske metodister, der de «skreg og gebærdede sig». Det har hun nok sett på som en underlig seanse.

Amerikabrev som sjanger og Elisabeths skrivestil

Elisabeths brev heim utgjør trolig den største samlinga vi har av brev etter en enkelt norskamerikansk innvandrer. Samlinga hører slik sett inn under amerikabrev, som nå er blitt en egen litterær sjangre, særlig takket være Orm Øverlands serie med slike brev fra 1830-åra fram til 1914 (Øverland 2013–2018). Ingen av Elisabeth Korens brev er med i Øverlands samling.

Amerikabrev er amerikanske tekster, skrevet på norsk. Fra før har vi minst to slike samlinger av brev skrevet av utvandrerkvinner. Begge foreligger i engelsk oversettelse. Det er Pauline Farseth og Theodore Blegens Frontier Mother. The Letters of Gro Svendsen (1950) og Clarence A. Clausens The Lady with the Pen. Elise Wærenskjold (1961). Elisabeth Korens brev kan leses i sammenheng med disse to samlingene av amerikabrev skrevet av kvinner, sjøl om Gro Svendsens og Elise Wærenskjolds brev og deres situasjon som innvandrere i USA var svært ulikt det livet Elisabeth skreiv om.

Breva er ikke bare historiske kilder. De utgjør en særegen kommunikasjonsform. I motsetning til flere andre som skreiv amerikabrev, var Elisabeth en solid og trygg brevskriver. Breva hennes utgjør, samla sett, en tekst om oppbygging av identitet over tid, under nye og uventa forhold. De utgjør en fortelling om et liv som kvinne og immigrant, forfatta over mange år. Elisabeth delte etter hvert livet sitt inn i tre bolker, slik utvandrerne ofte gjorde. Det var først livet i Norge, så reisa over og til slutt livet i det nye landet. I brevtekster fra bygd og kirkeliv i Iowa, brukte Elisabeth stoff fra disse tre bolkene i å bygge opp sin identitet som immigrant og prestefrue.

Elisabeth skreiv slik at leseren ofte ser henne i de øyeblikk hun sitter i en krok av stua og skriver. Det kan være i en skildring av at hun sitter og skriver i ensomhet, og så føyer hun til at Vilhelm akkurat da ser gjennom vinduet eller kommer inn døra. Hun skildra barnas leik og det de sier og gjør som om det skjedde akkurat mens hun skriver, slik at leseren kan bli med inn i øyeblikket det foregår. Elisabeth er en mester til å «fryse» slike øyeblikk i tid. Mottakeren som leste dette uker etter at brevet ble sendt fra Iowa, blir dermed tatt konkret inn i leseopplevinga som om han var til stede i prestegården på Washington Prairie når det skjedde.

Idag er det netop en Dag, hvor det er behageligt at sidde inde i en luun hyggelig Stue og skrive til sine Kjære. Det tordner og lyner, blæser, regner og hagler og dertil er det et næsten ægyptisk Mørke. – Kunde du see ind til os kjære Fader, saa vilde du glæde dig og synes, at vi havde det godt og hyggeligt, det mangler kun at Vilhelm skulde være hjemme, men desværre, han er paa sin lange Anexreise og kommer næppe hjem før om en Uge. Det brenner lystigt i Ovnen, Lina sidder paa Gulvet og tracterer Lilliken med Pandekager, Henriette staaer ved Vinduet og ynkes over de vaade Høns; nu har hun opdaget nogle smaa Fugle som hun staaer og rober paa og beer mig saa vakkert om at lukke Vinduet op saa de kan komme ind til hende. – (Brev 47: 11.–25. april 1858)

I breva beskriver Elisabeth daglige gjøremål, familielivet og Vilhelms virke som prest og leder. Hun er også opptatt av planter og natur, og skriver ofte detaljert om det. Breva hennes utgjør til sammen a personal narrative, sjøl om de ikke alltid er «personlige» på den måten vi tenker på. Breva dokumenter hennes erfaring som kvinne i en norskamerikansk kultur på 1850-tallet. Men hun skriver for eksempel lite eller ingenting om graviditet og fødsler. Om den første datterens fødsel, skriver hun bare at hun ble født som en riktig «Amerikanerinde». Det var tilstrekkelig informasjon om en veldig endring for familien Koren. Hun fortalte faren om det første barnet ei god tid etter at fødselen var overstått: «Det er saadant Savn at Du ikke kan faa see den lille Skatten Vores» (Brev 30: 10–27. august 1856).

De fleste av Elisabeths brev hjem er adressert til faren, Ahlert Hysing, men i denne første samlingen er det også en del til stemora, Elisabeth Frechland, og ett brev til broren «Stin». Elisabeth undertegner alltid med «Leis», som var kallenavnet hennes i familien.

Elisabeths brev kan leses som en del av norsk (og amerikansk) teksthistorie fra 1850-tallet og studeres av alle som er interesserte i brevlitteratur. De forutsetter en kjennskap til immigrantens to-kulturelle livserfaring. I forordet til Elisabeth Korens dagbok skreiv Theodore C. Blegen (1891–1969), professor i historie ved University of Minnesota, at dagboka hennes ville bli en viktig tekst, ikke bare for etterkommere av norske immigranter og for Midtvestens litteraturhistorie, men for «American history in a wide context» (Nelson 1955, VI). Det som gjaldt for dagboka hennes, gjelder i enda større grad hennes brev.

Hennes håndskrevne brev, slik de ligger i arkivet på Luther College, gir inntrykk av at de er skrevet og sendt med en følelse av både hverdagslige gjøremål og av høgtid. Samtidig må hun ha skrevet med tanke på en form for spare-økonomi. Det var dyrt å sende brev hjem til Norge. Orm Øverland nevner at i 1850-årene kostet det i underkant av en halv dollar å sende brev med minste vekt fra Wisconsin eller Minnesota til Christiania, men det skulle ikke mye til før prisen ble nærmere det dobbelte. Elisabeth skreiv brev på begge sider av et ark med tynt papir, med tette linjer, uten avsnitt og med ørsmå bokstaver. Av og til slår blekket gjennom fra den ene sida til den andre og gjør lesinga i dag ofte vanskelig. Når hun kom til siste side, snudde hun ofte arket foran seg på bordet, slik at hun til slutt også fikk fylt ut hver eneste marg på arkene.

Dagbok og brev

Når vi leser Elisabeths brevtekster, er det viktig å reflektere over sammenheng og forskjell mellom dagbok og brev. I forordet til The Diary of Elisabeth Koren skreiv Professor Blegen at hun skriver på en måte som gjør «scenes and events and people of a hundred years ago seem as vivid as those of yesterday and today» (Nelson 1955, V). Det samme kan vi også si om hennes brev.

Elisabeth skreiv dagbok fra den dagen hun reiste fra Norge høsten 1853 og fram til kort tid før hennes første barn ble født på Washington Prairie i desember året etter. Etter det ser det ut til at hun ikke skreiv dagbok. For ei kvinne som var så opptatt med skriving som en form for personlig bokholderi, kan en slik bråstopp i dagboka virke underlig. Kanskje har hun følt at dramatikken fra reisa over og den første vanskelige tida i Iowa da var over, og at det nå var nok bare å skrive brev hjem.

Men brev er ikke dagbok! For det første behøvde ikke Elisabeth i dagbokteksten å forklare det hun opplevde. Hun skreiv dagbok med visshet om at hun skreiv til seg sjøl som leser. Men mottakerne av breva hennes hjemme i Norge må få ting forklart, og landskapet må skildres slik at de kunne se det for seg. Dagboka blir ofte ei minnebok for den som skriver. Boka kommer sjelden ut av skriverens egen skuff. Den som skriver dagbok er også leser av boka, ofte eneste leser. Brevet har andre lesere. Dagboka kan derfor være mer privat og personlig enn brev, uten at det behøver å være slik med Elisabeths tekster.

De tidligste breva hennes kan leses som ei overføring av stoff fra dagboka. Den har hun nok hatt foran seg når hun skreiv de første breva heim til faren i Larvik. Med breva får vi et annet innblikk i livet hennes, hennes gjøremål på prestegården i Iowa, kontakten med hjemlandet, og etter hvert barna. Dagboka derimot stopper før hennes første barn blir født.

Sjøl om dagboka egentlig er adressert til henne sjøl som eneste leser, så veit vi at ektefellen, Vilhelm, ofte leste dagboka hennes da han kom heim fra sine mange reiser rundt til menighetene i det svære soknet. Det blei neppe oppfatta som en utidig handling fra noen av partene. Ved å lese Elisabeths dagbok kunne Vilhelm få en slags oppsummering av hva kona hadde drevet på med (og tenkt) mens han var ute på anneksreisene sine.ⁿ⁹

Når Elisabeth Korens brev hjem nå blir utgitt, vil det bety en dramatisk tilvekst til både vårt lager og til vår tolking av amerikabrev. Men ikke bare det, Elisabeths brev er en viktig påplussing av norske kvinnetekster fra midten av 1800-tallet.

Elisabeth Koren (1832–1918).
Maleri av Herbjørn Gausta, Vesterheim Museum i Decorah, Iowa.

Brev 1: 28. september 1853

«I mine Drømme er jeg næsten altid i Norge»

Skibet Rhein^k1
Den 28. September, 1853.

Mine kjære Foreldre!^k2

Imod Forventning kan jeg sænde Eder nogle Ord fra Canalen ogsaa.^k3 Vi ligger nemlig nu til Ankers ved Isle of Wight, da Capteinen har maattet gaa herind fordi nogle af Passagererne i Mellemdækket var syge og Lægen troer at ved at ligge stille en Stund vil Lægemidlerne slaa bedre an og Sygdommen forhaabentligvis give sig. Der er døde et Par af dem,^k4 men I maa ikke blive ængstelige herfor. Flere af Folkene kom syge ombord og naar man tænker paa at de Fleste vel ere komne langt fra det Indre af Tyskland og næppe have seet Søen før, og saa skulde I see hvorledes de gaa klædte, saa overordentlig tyndt, og saa gaaer de der oppe og blive vaade og kolde, og saa ned i det varme Mellemdæk igjen, saa det er ikke at vente andet end at de maa blive forkjølede og gjøre Søsygen saa meget slemmere.

Vi ere ikke komne langt paa Veien endnu, som I see. Naar vi blot kommer ud af denne kjedelige Canal, saa haaber jeg det vil gaa hurtigere. Men nu skal jeg give Eder en kortfattet Reisebeskrivelse fra først til sidst. Den 15de^k5 gik vi ombord. Den 16de bleve vi ført op ad Elben af et Dampskib; der er saa smukt især udenfor Blankenese, det ligger saa smukt, næsten skjult af Træer. Den 17de begyndte vi at seile og sagde Farvel til Tyskland. Det var de Dage det yndigste Veir og Maaneskin, men temmelig stille og ikke gunstig Vind. Den 18de, Søndag, blev det stygt Veir og Søen dygtig urolig om Eftermiddagen, saa alle Damerne bleve syge, og jeg maatte ogsaa give mig om Aftenen efter jeg var gaaet til køis og var saa uforsiktig at vænde mig raskt om istedenfor at ligge stille, men det var strax forbi og jeg sov ypperligt hele Natten, tiltrods for den uvante Slingren. Siden har jeg ikke et Øieblik været søsyg eller havt Fornemmelse af at være det og naar jeg har holdt mig i saadan Søgang, og hvad der er meget verre, Stille og Underdynning,^k6 som vi har havt, saa har jeg al Grund til at haabe, at jeg fremdeles vil blive fri for den fæle Søsyge. Vilhelm er Gudskelov ogsaa rask – jeg kan ikke sige hvor taknemmelig jeg er fordi vi er saa flinke. De øvrige Damer med Undtagelse af En, have holdt Sengen flere Dage i Rad. Men det er bedst jeg begynner at følge Dagene efter Orden igjen.^k7

Den 19de var Veiret godt saa vi kunde være paa Dækket og see paa Helgoland, som vi passerede og som tok sig udmærket godt ud i den smukke Belysning. 20de, 21de og 22de laa vi og drev for stille og ugunstig Vind. Veiret var smukt, men vi kom ikke længere end til Indløbet af Canalen. Den 23de, troer jeg det var, vi passerede Dover, saa nu har jeg ogsaa seet «Klipperne ved Dover».^k8 Landet har saadant ganske aparte Præg der, med disse hvide Kridtklipper, det seer udmærket smugt ud i Solyset, men ved Dover var der desværre temmelig taaget.

Den 24de passerede vi «Beachy-Head»,^k9 der er ogsaa de samme Kridtklipper og det fik vi see i fuld Belysning. Der laa saadan Masse Skibe til Ankers i Nærheden og jeg saa der den smukkeste Solnedgang, jeg nogensinde har seet, du kan ikke tro hvor deilig Himmelen var overalt, de smukkeste Farver og fineste Nyancer, ja det var deiligt. I Nordsøen saa jeg ogsaa en pragtfuld, underlig Solnedgang. Der er usædvanlig deilig her paa Søen. Den Dag passerede der os fire store Engelske Krigsskibe og et Par Dampskibe.

Søndag 25de blæste det meget stærkt hele Dagen. I skulde bare seet det Middagsbord. Skibet gik op og ned saa ingenting kunde staa. Suppeterrinen blev saa galant at den begyndte at øse op af sig selv. Fadet med Karbonade spadserede selv omkring og bød sig frem for at spare os Uleiligheden at vende om, og Saltkarret kom hoppende i Skjødet paa mig. Ved Frokosten begynder Thekanden at skjenke udover førend vi ved Ord deraf, det er virkelig en Kunst at spise under saadanne Omstændigheder og mange latterlige Scener er der ofte. Det var ikke behagelig den Dag ellers, det blæste en stærk Storm hele Eftermiddagen og Natten,ⁿ¹⁰ saa vi ikke kunde faa sove for den stærke Bevægelse, men var ganske raske. Udpaa Dagen sagtnede den af saa vi kun havde Underdynningerne at more os med, og ud paa Eftermiddagen fik vi vort Tæppe op paa Dækket og sad saa godt der, til det blev kjøligt. Igaar, Tirsdag, blæste det ogsaa temmelig og regnede fra og til, saa jeg holdt mig mest nede og strikkede og læste afvexlende, det er min sædvanlige Beskjæftigelse.

Jeg maa sande Fru Lunds^k10 Ord, i Hamburg, som sagde at det kun blev meget lidt af med Arbeidet ombord. Vi har nu været på Søen i snart 14 Dage og jeg strikker først paa det andet Par Sokker og min Toiletpose er heller ikke førdig. En af vore vigtigste Beskjæftigelser er at spise, vi har en meget flink Steward og Kok, som sørger for at gjøre det til en saa behagelig Adspredelse som muligt; vi leve virkelig meget godt herombord. 2 Retter god Mad og fordetmeste en solid Pudding til Dessert eller ogsaa Rosiner og Mandler og Pærer og om Lørdagen Pandekager. Vi har to Gange faaet det yndigste salte Kjød, som jeg vilde ønske jeg kunde sænde en Portion af hjem til Fader. Vi faaer fordetmeste friskt Kjød i alle Skikkelser. Jeg vilde ønske, hvis vi blive liggende her imorgen over, at vi kunde faa en god Ret Fisk. Til vor Luncheon faa vi ogsaa ofte en Ret varmt, og imellem om Aftenen, saa vi maa vist blive fede inden vi naae frem. Vilhelm begynder alt.

Vore Medreisende ere venlige Mennesker. Her er en dansk Snedkermester Juul. Han og jeg er altid de første inde om Morgenen, til Klokken 8 maa alle være inde, hvis de vil have Kaffe, sonst nichts. Den Dame som skal til Iowa er den tækkeligste og den jeg taler mest med da hun ikke er saa syg som de andre. Saa er det Doktorens Kone, en tyk, livlig Wienerinde, naar blot hendes Sprog ikke var saa vanskelig at forstaa. Her er en Frøken Kihn som taler engelsk, som jeg ogsaa taler dette Sprog med, men hun har lagt næsten den hele Tid og er den jeg synes mindst om. Captainen er en sjælden smuk og tækkelig Mand, hans Kone er et svagt, blidt Væsen som taler meget langsomt og sagte. Du skulde see for en flink Vært vor Captain er og hvor peent han lægger for Puddingen.

Vi spadserer regelmessig en Tour paa Dækket, Morgen og Aften, jeg gjorde et fortvilet Forsøg igaar ogsaa, men jeg skingrede ligesaameget som Skibet. Naar det er smukt Veir, er der vel livligt oppe paa første Dæk. Da kommer Folkene fra 2den Cahyt op med deres Tæpper og breder ud for at sidde der og spille Kort og Schack. Om Morgenen er der en Mylder nede paa Dækk, alle Fruentimmer ordner sit Haar og fuldender sit Toilet der. Der er en Schweitzer blandt dem som er vor Yndling, en vakker tækkelig Mand. Her er Anledning nok for dem der vil studere Physionomier.^k11

Nu vilde jeg ønske vor Herre vilde give os god Vind og en herlig Overfart. Canalen er altid saa kjedelig at komme gjennem; jeg ønsker og haaber meget at vi maa kunne komme i Land her, jeg vilde gjørne til «Cowes» og see om jeg kan finde «Mary Ann's Hytte».^k12 Portsmouth ligger saa smukt lige for os. Jeg kan see den gjennem vort lille Vindu i vort Lukaf; jeg er glad i det lille Kabinet, saa lille som det er, der er rolig og man kan trække sig tilbage der. Det var godt at see grønne Enge og Træer igjen, som vi havde god Anledning til da vi seilede omkring det smukke Wight. Her seer smukt ud, men ikke som hjemme, ingensteds er der saa smukt. I see saaledes, mine kjære dyrebare Foreldre, at vi have det saa godt som muligt, jeg er glad for at kunne sænde disse Linier hjem at I kunde see vi holde os tapre. Her er en Svenske ogsaa, vi Skandinavere ere de kjækkeste.

I tænke os vel forlængst ude af Canalen, men med Guds Hjælp kan vi endnu faa en hurtig Overreise. At jeg ikke skal kunne faa høre fra mit kjære Hjem i saa lang Tid, det er ondt at tænke paa, der er saa meget, saa mange Ting, jeg vilde vide. Mon Marie^k13 er reist? Ja, jeg faaer have Taalmodighed. Jeg tilstaar at jeg tænker saa lidt, som jeg kan paa Hjemmet, fordi jeg ikke kan dvæle derved uden at blive vemodig og her paa Skibet er det nødvændig at have et godt friskt Humeur,ⁿ¹¹ derfor ere vi enige i at lade vore Tanker dvæle saa lidet som muligt i Norge saalænge vi er paa Søen, men i mine Drømme er jeg næsten altid i Norge og hos Eder. Det kan jeg ikke lade være.

Gud give at disse Linier maa træffe alt og alle vel. Mon Stin^k14 er reist tilbage igjen og Marie,^k15 hvordan er det med hende, alt dette haaber jeg at vide i Newyork. Det skal blive en Glæde at kaste Anker der og komme iland igjen, og godt endelig at komme til Ro i sit eget Huus, det er interessant at reise saa meget og faa see saa meget nyt, men det er dog bedre at være hjemme i Ro, jeg synes ikke om at være saa meget blant ganske Fremmede bestandig, jeg faar Øvelse nok at høre tydsk, det vilde være bedre om det var engelsk. Alle folkene her ombord, er saa venlige.

Nu maa jeg sludte for dennegang, mine kjære Foreldre, jeg haaber I har faaet det Brev vi skrev fra Elben, vi skrev også til Sellø;^k16 de maa dog vel være komne rigtig frem. Jeg haaber ogsaa I vilde blive glade ved at modtage dette, at I ikke skulle tro os saa meget længere paa Veien end vi ere og ængste Eder, hvis det varer længe inden der kommer Brev fra Newyork. I dag den 29de haaber jeg vi komme iland og saa afsted igjen. Hjertelige Hilsner til alle kjære Venner, og mine Sødskende og Herregaardsfolk.^k17 Mange kjærlige Hilsener fra Vilhelm til Fader og hver især, store og smaa. Jeg maa nu sludte, og sige Eder Farvel, kjære elskede Foreldre, Gud velsigne Eder.

Lev vel, tænk med Kjærlighed paa Eders altid hengivne Datter,
Leis.^k18

Brev 2: 23. november 1853

«Jeg var naturligviis den Eneste Dame som var oppe»

New York, den 23de November, 1853.

Min kjære Fader!^k19

Gudskelov for gode Efterretninger hjemmefra^k20 og fordi vi er i god Behold her. Vi har jo havt en lang Reise, 6 Uger underveis fra Ryde^k21 og jeg veed I maa have ængstet Eder meget for os i denne stormfulde Tid, og maaaske endnu mere hvis I have seet af Aviserne, hvor megen Dødelighed der har været ombord i andre Passagerskibe, og tænk hvor ærgeligt, der har staaet af en Feiltagelse i Aviserne her at vi havde 40 døde, istedenfor 14, som vi havde, der døde 1 efter vi forlod England. Ellers har Sundheden, paa Søsyge nær, været god.

Vi kom til Staten Island den 20de, men maatte kaste Anker der og ligge der til 22de af den Grund, at da Doktoren kom ombord for at eftersee Skibet og alle Mellemdækspassagerer fik Ordre til at komme op, var der 2 der fandt det behageligere at ligge i deres Køie, og da Doktoren fandt dem der midt paa Dagen i det deilige Veir, troede han de var meget syge, skjøndt den ene kun havde spist for meget Flæsk og den anden havde et opsvulmet Kind og var mat efter Søsyge. Her blev megen Fortvilelse over denne Opsættelse, da ingen vidste hvor længe det vilde vare, men Dagen efter blev alle Dækspassagererne hæntede af et Dampskib, medens vi skulde vænte indtil videre.

Det var en ubehagelig Dag. Captainen var i land. Toldbetjenter om bord og eftersaa Tøiet. De var meget høflige, lukkede Laaget op, slog det til igjen, satte deres Merke paa og gik igjen. Vi stod og saa paa alle Folkene eftersom de kom op, pyntede og pene, saa vi næppe kjændte dem igjen. Det var et stygt Regnveir, jeg havde netop faaet vor Kuffert op og begyndt at pakke vore Sager sammen, da der kom Befaling fra en af disse Folk her var om bord, at alle, hver og én, maatte gaa med i land, da Skibet skulde røges^k22 og ingen maatte være der. Der blev da en Forvisning; alle indsaa at det maatte være en Feiltagelse, men Styrmanden havde Comandoen og sagde ogsaa vi maatte gaa iland. Jeg lod dem vrøvle frem og tilbage og skyndte mig med Indpakningen. Stewarden havde bragt Maden ind og sagde uafladelig: «Wollen sie gut sein Platz nehmen, sonst kriegen sie nichts».

Endelig, da Forvirringen var paa det Høieste, kom der Contraordre at Steameren kunde ikke vænte længere og vi kunde blive; vi satte os da meget fornøiede til at spise vort friske Kjød, som vi havde glædet os til og lod Mellemdækkingerne reise sin Vei, raabende Hurra og Vivat og hjertelig glade over at forlade Skibet som rimeligt var. Det hele var naturligviis en Misforstaaelse og dagen efter blev Skibet røget og trukket til NewYork af en Slæber. Vi ere her ombord endnu, da vor utdmærkede Captain, har spurgt om vi ikke vilde blive og saa sparer vi de Hotelpænge. Consul Beck^k23 har vi ikke truffet endnu, men han havde lagt Bud ned i sit Contoir om vi ikke, naar vi kom, vilde bo hos ham. Dette har vi naturligvis ikke taget imod, da han jo ogsaa boer langt borte, saa det vilde være altfor gement og vi maa jo snart see at komme afsted igjen. Nu er Vilhelm gaaet hen til hans Contoir, da det er en af de Dage han er i Byen og saa gjør vi ham en Visite siden.

Men jeg faaer nok vænte med at skrive alt hvad der angaar Newyork tilsidst; jeg glemmer ganske, kjære Fader, at du nu mest længes efter at høre om vor Søreise. Du maa undskylde at jeg skriver saaledes i et Røre, men det er saa vondt naar man har saa meget at skrive om og idelig seer og hører noget Nyt, som jeg ogsaa længes efter at skrive hjem. Jeg begynte paa et Brev Dagen efter at vi kom her, i det Haab at Posten gik tidligere, ja jeg kunde behøve mange lange Ark, inden jeg blev førdig, men det maa være til vi engang holder op at reise og kommer til Ro, da skal I faa en udførlig Beretning om alt. Jeg seer Moer troede at jeg skrev lidt hjem hver Dag, men det er en Umulighed at skrive ordentlig paa Søen i Storm; jeg er glad over at jeg hver Dag har kundet skrive Blyantnotitser,^k24 som skal hjælpe mig til en udførligere Beretning, der skal komme hjem, haaber jeg, tilligemed Vilhelms Beskrivelse af Skib, Folk^k25 og nogle af hans Scener om bord.

Hvor glade jeg tænker I alle ville blive, min dyrebare Fader, naar I seer, at vi tiltrods for den lange besværlige og stormfulle Reise, dog har havt det godt. Jeg har ikke været syg et eneste Øieblik; var det ikke flinkt, Fader? Du seer jeg har arvet din Natur og har nu erfaret at jeg kan udholde en Storm, saa godt som nogen, uden hverken at være syg eller bange. Vi har havt det bedst om bord af alle, begge raske, medens de øvrige Damer har lidt meget af Søsyge og holdt Køien næsten bestandig. En saadan Reise maa være frygtelig naar man skal lide saa meget af Sygdom, men saaledes som vi har havt det, har den ikke vært nogetⁿ¹² afskrækkende for mig.

Vi har havt mange, mange behagelige Timer herombord, ofte allerbedst naar det har stormet stærkest. Det ubehageligste ved denne frygtelige Slingren er at man bliver saa træt, da man ikke kan sidde roligt og vore Sofaer er temmelig smale. De prægtelige Lenestole gik ogsaa i stykker her, ved at kastes omkring i Stormen, det bedste er at hvile sig lidt baade med Arbeide og Læsning i Storm. De to første Dage efter vi reiste fra Portsmouth havde vi god Vind og godt Veir saa vi for sidste Gang kunde tilbringe Dagen paa Dækket, saa blev Vinden atter slet og Søen urolig. Hele den øvrige Reise har vi neppe havt 5 Dage god Vind i alt, et Par Dage var det ganske Vindstille og Atlanterhavet speilblankt. Den Dag morede man sig med at fange Søgræs, hvoraf jeg ogsaa har med lidt til Erindring.

Fredag 21de October havde vi den stærkeste Storm vi har havt. Det havde stormet og regnet om Natten og blev roligere paa Morgensiden, men da vi drak vor Morgenkaffe begyndte det paa nyt; en Overhaling kastede Melkekruset i Skjødet paa mig, Smør og Kjæks udover de Øvrige. Siden tok det frygtelig til. To Mand stod til Rors, Seglene bleste istykker saa de maatte tages ind og vi laa nu og drev uden en eneste Stump oppe. Stængerne bleve brudte af. Barometeret stod næsten paa Storm. Lemmerne bleve satte for Vinduerne i Damesalonen. Stewarden maatte bære en og en Talerken Mad ind til os ad Gangen om Middagen. Jeg var naturligviis den Eneste Dame som var oppe, det var næsten altid Tilfælde. Dette var den uhyggeligste Stormdag, fordi det var den første, jeg har heller ikke siden hørt Vinden tude eller alting knage saaledes. Det varede heller ikke længe, henimod Aften blev det roligere, jeg var oppe for at see mig om.

Du kan tro det var rart at staa midt paa Atlanterhavet paa Skibet der laa og gyngede og uden et eneste Seil oppe. Søen var temmelig rolig og Aftenen smuk. Nedenfor Trappen sad vor smukke Captain med sine Folk og lappede flittig paa sine Seil ved Skinnet af en Lanterne. Jeg havde ikke troet vi saa rolig skulde sidde og spise vor Sildesalat den Aften. Dette var den værste Storm; siden har vi ogsaa havt mange, hvor vi ikke har kunnet havt Seil, jeg troer vi har mistet næsten alle, saa selv Captainen har sadt oppe og syed om Natten til kl. 1–2. I Begyndelsen kunde jeg ikke sove saa godt naar det blæste stærkt, men siden generede hverken Slingring eller Tuden af Vinden og Roret mig meget.

Da vi kom til Newfoundlandsbanken fik vi det koldt, dog ikke under 10 Grader i Kahytten. En Nat bleve vi forskrækkede. Vilhelm vækkede mig og sagde at jeg maatte staa op, han havde følt nogle stærke Stød og hørte saadan Larm. Jeg havde ogsaa i halvsøvne mærket Stødene, men var saa vandt til alleslags Bevægelser at jeg ikke vaagnede. Jeg skyndte mig at faa nogle Klæder paa, vi gik ind og fandt alt i Oprør; alle vare inde, heelt og halvt paaklædte. Vi havde seilet paa et Fartøi hed det. Vilhelm sprang op paa Dækket og bragte den Besked tilbage at vi vare stødte paa en Sandbanke.^k26 Jeg skal ikke glemme den halve Time der forløb i ængstelig Forventning. Vilhelm var rolig; jeg var ogsaa temmelig rolig, der var hele Tiden noget som sagde mig at den gode Gud vilde lade alt gaa godt. Vilhelm søgte at berolige de grædende Damer, vi gik ind i vort Kabinet og forsøgte at bringe os selv i en roligere Stemning.

Det blev snart Morgen og vi bleve lykkelig befriede fra flere Stød og havde ingen Skade faaet. Vi havde lykkelig passeret Newfoundland dengang; det var Sable Island,^k27 vi havde stødt paa. Det var vor Lykke at vi havde smult Vande og at det snart blev lyst, samt at Captainen kom saa betids op. Du kan tro, kjære Fader, det var en Glæde, den Morgen vi fik Lods ombord og Aviser. Jeg blev ellers skuffet ved at see denne Yankee Lods der saa ud som en Landjunker, nei da var vor prægtige Lods med sin Baad «Mary» fra Cowes, noget andet. Vi havde slet Vind eller ingen, saa det tog Tid inden vi kom til Land og da havde vi atter en Forskrækkelse da vi i den tykke Taage stødte paa Grund ved Long Island, men det gik lykkelig over, det var ikke Lodsens Skyld. Ja, hvor taknemmelige maa vi ikke være, kjære gode Fader, at Gud saa lykkelig har ført os i sikker Havn tilsidst og frelst os fra alle Farer, og ladet os være saa raske hele Tiden. Du kan tro det var ondt at tænke paa dig og alle hjemme den Nat, vi stødte paa Grund.

Det var det deiligste Solskin og blev fuldkommen Sommer da vi nærmede os Amerika. Da jeg kom ind om Morgenen, fandt jeg en Mængde af Folkene paa Skanderen for at see det første Glimt af Land og det var smukt. Vi var naturligvis oppe den hele Tid for at see Indseilingen. En Slæber trak os afsted. Landet er smukt på begge Sider, især paa Staten Island hvor alle have deres Landsteder, og hvor Landet høine sig saa smukt i Baggrunden, bedækket med Skov, meest Løv, men ogsaa Gran. Skovene vare desverre bladløse, men omkring Bygningerne var Trærne endnu grønne. Mange smukke og mange stygge Bygninger, især der de fleste Steder saa saa nye ud, da Anlægene ikke vare tilvoxede enda. Jeg fandt ikke den Følelse af Glæde ved at see Land som jeg havde tænkt. Jeg var nok meget glad over at være kommen til Land igjen, men det var en vemodig Følelse at dette Land var Amerika, at hele det umaalelige Hav adskilte os fra Europa.

Du kan tro vi begyndte tidlig at mærke NewYorks Livlighed, en Masse Skibe paa alle Kanter og en Mængde Smaafartøier kom og gik. Der laa ikke mindre end 5 Udvandrerskibe, et af dem et tydsk med en Mængde Passagerer gav os et «Hurra» da vi kom forbi. Det er Skade at det var saa tyk Taage da vi kom ind til NewYork, saa vi ikke kunde see hvor smukt der er. Det er forferdelig for en Masse Skibe. Du skulde aldrig tænkt dig saadan en Masteskov paa alle Kanter. Vilhelm var ganske henrykt over alle de smukke Cleppere.^k28

Vi vare i land med Captainen om Aftenen (vi kom hertil om Eftermiddagen), her skulde du see Liv paa Gaderne; vi gik opad Braadway og ind i den bekjendte Taylors Restauration, som vel er den største av den Slags. Den var overordentlig smuk. Vilhelm faaer beskrive den, for jeg husker ikke Tallet paa Gasflammerne, Sofaer og Borde. Jeg husker kun hvor smukt det er. Vi spiste varm Mad og Iis. Det er nogle forfærdelig store Portioner, de amerikanske. Herfra gik vi til Barnums Museum.^k29 Det merkeligste vi saa her var to levende Giraffer, 17 og 15 Fod høie,ⁿ¹³ Camel, Leoparder. En Dame med et stort Skjæg, men det var frygtelig at see hende sidde der pyntet med et Diadem paa Hovedet og viist frem som et andet Dyr. Hendes lille bitte Mand sat med Benene i en Vinduesfordybning og læste.

Vi gik ogsaa ind i Theatret der og saa dem opføre Onkel Tom.^k30 Her skulde du seet Amerikanernes Smag, Fader. Det hele var naturligvis frygtelig forvrængt og sammenblandet, da lille Eva faldt i Vandet eller Topsy skreg, lo de og morede sig paa det bedste. Men et smukt Sceneri var der. Man saa hele denne Strækning af Missisippi med Solopgang etc gaa forbi, tildeels meget smukt.

Den første vi traf her var en Normand, en Seilmager Arnesen fra Christiania. Han har været hjemmefra i 14 Aar, men taler endnu reent østlandsk Norsk. Dagen efter kom han ombord med Kjøbman Hvoslef, en Broder af Præsten i Kautekeino,^k31 hvis Brødre Vilhelm kjender. Han inviterede os til Middag, til Dagen efter. Da han var gaaet, kom Schlytter, og bragte godt Brev med fra Sellø.^k32 Jeg skal hilse Dig fra ham meget. Det er et prægtig Menneske, han undersøger den bedste Reiseroute for os og hjælper med alt. Han har været om bord hver Dag og er nu i Land med Vilhelm.

Igaaer var vi da hos Hvoslef og havde en meget hyggelig Dag med ham og hans unge tækkelige 19 aarige Kone og to smaa Børn. Det var hyggeligt at komme ind i et særdeles hyggeligt Værelse med en stor deilig lysende Kamin. Vi er buden derhen paa Søndag igjen. Glaspaladset^k33 er endnu aabent, det maa vi ogsaa see, og over til Brooklyn til Funchs, til ham har vi Brev med fra Hamburg. I dag er her smukt Veir men temmelig koldt, det er godt saa man kan komme frem ifra Gaderne uden at blive for tilsølet. Senere maa jeg skrive mere udførlig om New York. Hvor sørgelig det er med alle de Dødsfald i Christiania og den unge Doktor Preus som er død.

ⁿ¹⁴

Jeg har endnu ikke takket dig for dit kjære Brev, min kjære Fader. Du kan ikke tro hvor det glædede mig. Nu er det som jeg kan tænke på dig og alle hjemme og følge Eder i Eders Beskjæftigelser fra Morgen til Aften; det er underlig at tænke paa at naar vi spise til Morgen, er det Middag hjemme. Jeg haaber det vil ikke vare saa længe inden jeg atter kan skrive til dig, min dyrebare Fader; dette brevet er jeg slet ikke fornøiet med. Jeg har ikke skrevet det halve af hvad jeg vilde. Her er ogsaa saadan Uro, en Mængde Mennesker kommer og gaar.

Min stakkels Marie^k34 har da været syg igjen. Gudskelov Christiane^k35 er taalelig og at du er rask,^k36 kjære Faer. Giv Moers^k37 Gigt maa være bedre nu. Stin^k38 faar vel dette Brev at læse, saa han selv kan læse sig til en Hilsen. Gid han maa have det godt. Lina^k39 og Tom,^k40 Hans, hennes Piger Johns, hele Herregaarden, Münsters. Nu er da Marie^k41 ogsaa borte, Treschows, Archer, jeg kan ikke regne op alle de jeg vil hilse. Lev da vel, min elskede Fader. Gid jeg ogsaa næstegang maa faa gode Efterretninger hjemmefra. Gud velsigne dig og alle sammen.

Din altid hengivne Datter, Leis.^k42

Brev 3: 12. desember 1853

«Chicago gjorde ikke noget behageligt Indtryk»

Koshkonong.^k43
den 12de December, 1853.

Mine dyrebare Forældre!^k44

Nu er vi kommen saa langt paa Veien, mine kjære Forældre, friske og raske Gudskelov og uden Fataliteter^k45. Du kan ikke tro, hvor underligt det er nu virkelig at sidde her midt i Amerika, paa Koshkonongs Præstegaard og skrive hjem til den kjære, kjære Herregaard. Jeg liger ellers ikke rigtig disse Breve som jeg nu sænder hjem, fordi de bare bliver fyldte med Reisebeskrivelser saa der bliver aldrig Tid og Plads tilovers til at skrive ordentlig saaledes som jeg ønskede, det maa blive naar vi kommer til Ro i Iowa. Jeg havde først tænkt at vænte med at skrive til vi kom did, men da jeg ikke saa bestemt kan vide naar det bliver, vil jeg heller sænde Brev herfra ogsaa.

Endnu har I vel ikke faaet mit Brev fra NewYork og siden den Tid har jeg oplevet saa meget og seet saa meget, at det løber ganske Sur for mig naar jeg skal til og fortælle det. Da vi havde sændt vort Brev afsted,^k46 flyttede vi iland til Scandinavian House,^k47 jeg var virkelig ganske vemodig ved at forlade dette Skib hvor vi har havt saa mange behagelige Timer og ved at sige Farvel til vor ælskværdige Captain og hans Kone. Han har sandelig vist sig udmærket god mot alle Passagerer og ikke mindst mod os. Skibet laa ved Bryggen, saa vi var flere Gange om bord i Visitter. Det var danske Folk, som har det Huus hvor vi boede i. Madam Scott har været her i over 20 Aar, men var saa ægte dansk i sit Sprog og hele Væsen. Jeg havde mangen god Latter, naar vi spiste og hun begyndte at tale om sin Madlavning og hvor daarlig Amerikanerne forstaar sig derpaa; hun var flink, det er vist.

Vi havde det meget behageligt i NewYork, og traf saa mange norske. Schlytter var hos os hver Dag og ude med os overalt.^k48 En Dag var vi med Schlytter og Hvoslefs i Crystalpaladset. Vi gik derhen efter Middag og var der over 5 Timer, men man kunde behøve mange Dage uden man fik see alt. Bygningen er smuk og det tager sig brilliant ud, især naar alle disse utalige Gasflammer blive tændte. Det smukkeste der findes i hele Paladset er Sølvarbeidet fra England, noget saa overordentlig smukt og pragtfuldt faaer man vanskelig see. Fra Frankrig var Goblins Tapeter deilige, og nydeligt Porcelæn. Prægtige Uhre fra Genf, nogle mindre end en af vore smaa Sølvtoskillinger. Og en Deel smukke udskaarne Sager fra Schweits. Den Gibsafstøbning af Thorvaldsen Apostle som Consul Bech har besørget fra København har faaet en meget smuk Plads.

Det er som man kommer ind i Helligdom naar man nærmer sig dette Sted, saa høitidelig og stille er der. Figurene ere opstillede i en Halvkreds med Døbefonten i Midten. I Baggrunden er der mørke violette Fløiels Draperier fæstede med en Krands af Eviggrønt over hver Figur. Vi gik længe og ledte efter Norge og Sverige og blev endelig meget flaue ved at finde i en Krog nogle udskaarne Sager og andre Smaating. Endeel svensk Literatur laa der. Ja, der var nok at see af alle Ting, men ogsaa meget ubetydeligt. Alle disse prægtige Silkestoffer og Modesager behøver man kun at gaa paa Broadway for at see Mage til. En Malerisamling er der, nogle gode og vist meget middelmaadigt, vi fandt et Par af Gude^k49 der, men saae forresten ikke den hele Samling, det havde vi ikke Tid til. Prægtige Værelser med Forfriskninger er der, hvor vi maatte ind og skaffe os. Da vi havde været der en 5–6 Timer, satte vi os i en af disse store Vogne der gaa paa Jernbaner og gik af ved Taylors Kafé, hvor vi spiste til Aften. I skulde vel seet hvordan der saa ud pa Broadway da vi kjørte op til Paladset; vi stod ganske fast for Vogne og havde Tid nok til rigtig at betragte de smukke Voiture^k50 med deres prægtigklædte Herskab, for saadan Pragt i Klædesdragt som her er, er ækelt at see paa.

Flere Aftener tilbragte vi hos Hvoslefs. En Middag var jeg hos Mølbachs, hvor der var en tydsk dame, saa vi tydskede^k51 af alle Kræfter. Noget af hvad der interesserede mig mest var denne bekjendte store Greenwood Kirkegaard,^k52 der ligger paa den anden Side, Brooklyn. Vi kjørte derud, med Schlytter og Westergaard, en Bergenser. Det store Stykke Land som er anvændt hertil er udmærket smukt, og romantisk Høie, Dale, smaa Indsøer og Skov. Man er nærved at glemme at man er midt i en Kirkegaard ofte, hvis man ikke plutselig blev vækket ved en Gruppe hvide Monumenter, hvoraf mange har en deilig Beliggenhed og mange er smukke, især saa vi ett over en ung 17 aarig fransk Dame, død ved at falde af Hesten, som var udmærket smukt. Den er saa stor, saa Gravene er ikke saa tæt paa hinanden. Capeller inde i en Høi, med en Indgang i forskjellig Stiil er meget almindelig. Det var en Kirkegaard som jeg aldrig havde tænkt mig. Alting er saa storartet og pragtfuldt der i NewYork.

Vi skulde først reist den 29,^k53 men Schlytter sagde vi kunde først komme afsted Fredag. Torsdag da vi kom hjem fra en Tour i Boadway, var Consul Bech, hjemme, saa vi traf han da endelig. Vilhelm og han havde den hele Tid omgaaet hinanden, vi var leie over ikke at kunde faa ham at see, da han havde skrevet en Invitation til os om at komme derop. Vi skrev tilbage og takkede at vi ikke kunde komme, da vi maatte skynde os at komme afsted og han boer saa langt borte. Dette Brev havde han netop faaet og var nu kommen ned for at faa os derop saa kunde vi fortsætte Reisen derfra. Dette var en lidt anden Reiseroute, men han var saa venlig og slap os ikke, saa vi sagde ja og reiste næste Morgen 2den December med Jernbanen til Po'kipsie,^k54 hvor vi kom Kl. 12 og blev meget venlig modtaget; vi var der til Mandag Morgen, og havde det meget behagelig. Jeg synes godt om fru Bech. Vi kjørte en Tour for at see den smukke Omegn, – en Dag forresten, tilbragte vi Tiden hjemme i Ro. Der er saa udmærket smukt og elegant hos dem, især er jeg ganske indtaget i et Værelse med Belysningen fra Loftet^k55 og den ene Væg indtaget af et smukt Bogskab med en Glasdør, der gaar ligeud i et lille Drivhuus. Fru Bech talte godt dansk. Sønnerne saae jeg ikke, de ere ikke hjemme; de to Smaapiger er ikke smukke, som den lille Michael Edward derimod er, alle tre søde Børn og det hele Huus meget behageligt.

Jeg har mange Hilsner til dig og Mor og Treschows fra dem. Rise er der ikke længer, han var saa doven saa de ikke kunde have ham og det er Skam, for det er en lille Have; nu har jeg sidenefter hørt at han er i NewYork og vilde at Broderen skulde hjælpe ham med Penge, hvortil de her sige at Broderen kunde trænge til Hjælp selv. Det er nok temmelig smaat for dem, hans smukke Kone forstaaer sig ikke stort paa Huusvæsenet. Her i Huset kjender de hende ikke.

Den 5te reiste vi fra Po'kipsie til Buffalo, 400 engelske Miil, hvor vi overnattede. Vi traf en Bekjendt af Bech i samme Vogn som vi, en Amerikaner, der var saa elskværdig imod os, han gik af før vi kom til Buffalo, vi converserede ham paa engelsk, saa godt vi kunde. Her paa Reisen har vi først havt rigtig Brug for Engelsk. Jeg kan ikke sige hvor vi har været heldige til at træffe elskværdige Mennesker ligesiden vi forlod Hjemmet og hvor taknemmelig jeg er herfor.

Den 6te^k56 reiste vi fra Buffalo gjennem Ohio, og det nordlige Indiana og kom om Aftenen Kl. 9–10 til Toledo, hvor vi skulde bytte Vogn. Vi vilde nemlig reise hele Natten. Nu blev det sagt at man først skulde i en Færge over Fjorden førend man kom til den anden Vogn, saa vi fulgte Strømmen og kom om bord paa Færgen, hvor vi stod længe og endelig kom i Land paa den anden Side, og da vi vilde hen til Lokomotivet, var det borte. Dette var da en Misforstaaelse, vi blev meget flaue, men slap endelig fra de paatrængende Kudske og fik fat i en Herre som sagde at næste Train skulde gaa Kl. 1 om Natten. Vi var glad over denne Misforstaaelse da vort Tøi ikke var mærket længere end til Toledo og det havde været meget vanskeligt i den Fart at faa nye Checks for alt Tøiet. Vi kom da ind i et Værelse saalænge, jeg svøbte mig i mit Plaid, tog Kaaben over mig og la mig paa en Sofa, hvor jeg sov ypperligt et Par Timer saa gik det afsted til Chicago,^k57 som vi naaede Kl 4 om Eftermiddagen.

Synes du ikke man reiser hurtigt her, Fader? Ja, det gaaer afsted, man bliver expederet i en Fart, go ahead er Løsenet overalt. Disse Jærnbanevogne er saa bekvemme at sidde i. Her er ikke mere end én Klasse Vogne, alle gaar paa første Plads. Det er ogsaa en frygtelig Færdsel her. Der gaar forskjellige Train mange Gange om Dagen og alligevel altid fuldpakkede Vogne. Den smukkeste Deel af Veien var mellem NewYork og Po'kipsie, det er vakkert og så hjemlig langs Hudson. Veien gaar ofte under Tunneller. I Nærheden af Buffalo og siden hele Veien er Landet for det meste fladt med en Indsø hist og her og Skov overalt, undtagen hvor der ligger en Farm med sine dyrkede Sletter omkring sig. Det er rigt Land, men alt er nyt, det er overalt i sin Vorden og man ser alle Grader af Cultur. En stor Skov der er begyndt at ryddes hvor der er et lille usselt Loghouse og en Man med sin Øxe alene i dette Vildnis; saa et ryddet Stykke, hvor alle Stubberne staaer, saa kommer en stor nylig planted Frugthave og imellem en lille Landsby. Vi kom forbi mange Steder hvor der var Tegn til storartede Byanlæg. Jernbanetoget stanser saa ofte ved alle disse Stationer og maa ofte vænte paa andre Lokomotiver. Jeg kan ikke sige jeg blev saa meget træt af at reise paa disse Vogne. Det var interessant at reise igjennem dette fremmede Land. Det er ofte en ganske ubehagelig Følelse, dette ufuldente, halvfærdige, man ser overalt.

Da vi nærmede os til Chicago saa jeg første Gang disse uhyre Prairier med Skov i Horizonten hvorfra man skimter en lille Hytte imellem, nærmere Chicago var de mere opdyrkede, ogsaa en Mængde Frugthaver. Eiriesøen seer man fra og til det første Stykke fra Buffalo, den saa vred ud. Nu havde vi Chicago og Michigan der er aldeles fladt, og Michigan var styg og gul. Chicago gjorde ikke noget behageligt Indtryk hos mig at see til, der er saa fladt og bart. Det er en stor by,ⁿ¹⁵ jeg tror mellem 40 og 50.000, og Boutikker, Boglader, etc der ikke staar under NewYork i Pragt. Prægtige storartede Hoteller er der.

Vi gik hen til Unonius,^k58 der fulgte med ham^k59 tilbage og sad en Stund hos os. Det er en meget venlig Mand, som gjørne vilde vi skulde været hos ham et Par Dage, men vi maatte afsted Klokken 8 næste Morgen for at gaa med Steambaad til Milwaukee. Denne Steameren kan I vel tro var ellegant, en uhyre stor Salon, hvid lakeret med rige Forgyldninger, Mahogni Møbler med Fløielsbetræk, store Speile fra Gulvet til Taget, Lysekroner etc., etc. Og saa til al denne Stads, et forunderligt blandet Selskab, Damer i Silke og Fløiel, og elegante Herrer, ved Siden af dem tykke Bondekoner og Farmere der gaaer og spankulerer med deres sølede Støvler, paa disse smukke Brüssel Tæpper, «og spytter paa Gulvet hvor de vil», men de lader ikke Cigarerne brænde.^k60 De ryger saa lidt og ikke hvor der er Damer, du veed Amerikanerne er meget høflige mod Damer.

Fra Chicago til Milwaukee er omtrent saa langt som til Christiania,^k61 men vi var der alt ½ 5 om Eftermiddagen, Michigan var deilig blaa og stille. Nu havde vi reist en Strækning af omtrent 1600 engelske Mile. Bliver ikke jeg bereist? Det er meget interessant kan I tro, at see saa meget. Jernbanetoget til Milton gik først næste Morgen kl. 8. Nu reiste vi da i Wisconsin, som jeg saa meget havde længtet efter at see. Den Deel af Landet vi reiste igjennem bestod mest af bølgeformige Prairier, deels dyrkede, deels bevoxede med Skov, lidt Vand fra og til, undertiden temmelig høie Bakker.

Kl. 12 kom vi til Milton, en latterlig Ting af en by,^k62 3–4 Huse, Begyndelsen til en Gade – med en stor sort Stjerne malet paa hvert og «Milton House» paa det ene og en lille bitte hvidmalet Bygning der seer ud som et Hønsehuus hvorpaa der stod med store Bogstaver «Milton Academy». Jeg gik ind i Milton House og gjorde mine Bemærkninger for mig selv over den besynderlige Blanding af Snurrepiberier, videnskabelige Bøger osv, der var i Værelset. Vilhelm kom tilbage, og uden at have faaet Heste. Der laa en liden hvidhaaret Bondegut paa Gulvet og stellede med Ilden i Ovnen. Vilhelm spurgte ham paa engelsk om der var nogle Norske her. «No», sagde Gutten og forstod ikke hvad vi sagde. «Kanske Du er norsk selv?» «Ja, jeg er fra Nummedal», svarede Gutten, meget fornøiet over at høre norsk og nu fortalte han os i sin Bondedialect, hvor hans Foreldre var og at han havde hyret sigⁿ¹⁶ for 2 Aar og havde saa meget at gjøre. Den hele Scene, Gutten og altsammen, faldt saa pudsigt at det forskaffede os en hjertelig Latter. Vilhelm fik endelig fat paa En som vilde kjære os, en Yankee.^k63 Vi satte os op i en Vogn, en egen Slags som de bruger her, udmærket let med to Sæder, hvorover der bliver bredet Bøffelhuder og hvor man sidder fortræffeligt.

Det var det deiligste Veir og ikke det mindste koldt (vi har ikke seet Snee og Iis den hele Vei). Nu gik det afsted, det var den besynderligste Kjæretour I kan tenke Eder. Vi sad paa vore Huder paa Bagsædet, Kudsken foran, converserede meget ivrig. En saadan Kudsk har jeg aldrig havt. Han var lærd, talte tydsk, spansk, havde læst en heel Deel Latin, kjendte Schiller, Goethe, etc, kjendte til Norge og Regjeringsmaaden der, og mange Steder, havde reist en Deel i Amerika, kort sagt det var en meget lærd Kudsk, 21 Aar og elegant klædt, han er Farmer og havde et meget peent Væsen og viste som han sagde, at han kjørte udmærket, tiltrods for sin tilsynelatende Skjødesløshed, for han sad og saa paa os istedenfor paa sine Heste og Veiene var ikke for rare paa sine Steder. Vi mødte flere Norske paa Veien som vi talede med. Til en der kom med sin Øxe paa Nakken sagde vi: «Er du fra Norge du?» «Yes, d'er'nte urimelig det», sagde Bonden. Det første de Norske glemmer af Sproget er Ja og Nei.

Det var smukt land vi reiste igjennem og kom Klokken 6–7 til Præstegaarden, hvor vi fandt alt vel.^k64 havde først nylig faaet vort Brev at vi kom, derfor mødte han os ikke i Milton. Nu tænker jeg I ere ligesaa nysgjerrige, som vi varⁿ¹⁷ efter at vide hvordan Præstegaarden er. Det er et temmelig stort Loghuus, beklædt med Planker udvendig og sappet indvendig.^k65 Veggene er hvidkalkede og alt forøvrigt uhyre simpelt, hvad Møbler osv angaar, men her er hyggeligt udmærket snille venlige Mennesker, den unge Frue troer jeg jeg vilde synes godt om ved at være sammen med hende. Den jeg liger bedst er Claudine Bruun, det er en sød ung Pige, som jeg haaber kan komme op og besøge os. Madam Bruun og hendes to Døttre boer nemlig her til deres Huus bliver istand.

Det faldt saa pudsig den anden Aften. Der blev nævnet nogle som jeg skulde kjende. «Nei», siger Madam Brunn, «Fru Koren ligner saa en Dame som jeg kjendte, hun hed Lina Koren og var forlovet med en Hysing». «Det var min Moder»,^k66 sagde da jeg. Nu blev der da en Forundring, de havde alle troet at jeg var en Frøken Münster. Lørdag kjørte vi en Tour med Præsten for at see os om. Her er ikke Vand tæt ved Præstegaarden, ellers er her meget smukt, men en ganske egen Natur; vi kjørte ud over Prairierne, der høine sig saa smukt, og ser ud som smuk blaa Sø i Horizonten. Hvor der ikke er dyrket er der for det meste Skov, Eg, hvoraf det er flere Sorter her. Omkring Prestegaarden er der mange Træer.

Nu har jeg faaet Besked om lidt af hvert, Brødlagning etc. De har nogle ypperlige Ovne her, som gjør Madlavning saa let. Fjærkre er nok af paa Garden. Kalkunene skjøtter sig selv baade Sommer og Vinter. Men alle saadanne Enkeltheder kan jeg ikke dvæle ved dennegang. Imorgen skal vi til Spring Prairie til Præsten Herman Preus^k67 for derfra den 15de at fortsætte Reisen til Iowa, hvor de meget længes efter deres Præst. Wilhelm faar nok at bestille kan du tro. Hvor langt der er til hvor vi skal bo kan jeg ikke bestemt sige. Havde vi kommen tidligere i Høst, havde Preus selv skydset os til Iowa, nu har han selv en lang Forretningsreise fore.

I Søndags var vi i Kirke her, vi gik til Alters, det var første Gang, jeg ikke havde Eder med, mine elskede Foreldre og Sødskende og første gang sammen med Wilhelm. Den hele Gudstjeneste her, gjorde et særdeles behageligt Indtryk. Den blev holdt i et stort Loghouse, det var ganske fuldt og alt gik saa stille og ordentlig til. Klokkeren og flere av Folkene kom hen og ønskede os velkommen hertil. I dag har Vilhelm og Preus reist næsten den hele Dag, i Præstelige Forretninger. Vilhelm er saa optaget med at tale med Preus og sætte sig ind i alle Ting at han ikke skriver dennegang; men sender Faer, Moer, Christiane^k68 og alle en kjærlig Hilsen. Gud give alt maa staa godt til i mit kjære Hjem. Hvordan har Christiane det? Du faar ikke noget særskildt Brev førend jeg kommer til Iowa, kjære Christiane, og det første Brev derfra veed jeg I vil komme til at længes meget efter, ligesom jeg efter at komme der for jeg er saa uvidende om alt; jeg skulde gjerne bleven her længer ogsaa, da jeg hygger mig saa godt.

I kan ikke tro for et deiligt Veir her er i disse dage. Hvordan mon det er hjemme? Høi Sne, kanske? Nu har de travelt med Juuleklap, tænker jeg, det er saa underlig ikke at have noget saadant at have travelt med. Ja, dette bliver en underlig Juul for os; Gud give Eder en glad Juul og at I alle maa være raske, hvordan er det med Marie^k69 nu? Og Stin?^k70 Er han fremdeles fornøied med sit Logis? Gid jeg snart kunde faa Brev fra ham ogsaa. Hvordan lever de paa Wormnæs?^k71 Gud give Lotte maa være raskere! Nu er da Johan og Marie^k72 gifte og kommer snart hjem i Julebesøg. Vi skriver til dem, strax vi kommer frem; for en Correspondance det da bliver, overalt hvor vi har været har de bedet os om Brev; jeg glæder mig da til at kunne sænde mere udførlige Beretninger hjem om alt jeg hidindtil har gjort. Vil du være saa god kjære Fader at sænde dette Brev til Sellø.^k73 De faae denne Gang kun kjærlige Hilsner paa anden haand. Vi sender en deel Daguereotyp-portraiter hjem, der formodentlig kommer med B til Laurvig.^k74 Der er adresse ved dem alle, det enkelte af mig har Vilhelm forbeholdt sig, som sin Eiendom, men der er bare som Laan, det bliver sendt hjem, enten I vil beholde det og lade Stin faa det fra Hamburg, eller omvendt. Det er ogsaa en Ting jeg vil huske at sige, nemlig at de Breve der sændes til os hjemmefra ikke bør betales, ligesom vi heller ikke betale vore herfra. Da kommer de sikrere frem. Jeg ved ikke om jeg huskede at hilse dig, kjære Fader, fra Schlytter da jeg sidst skrev, han var aldeles udmærket mod os; jeg har aldrig kjendt saadant Menneske, saa utrættelig og hos os sent og tidlig, han er meget elskværdig.

I morgen tidlig drage vi til Springprairie og derfra videre mod Vesten. Vilhelm vil faa en frygtelig Mængde at bestille, ogsaa falder Julen ind paa samme Tid. Jeg kan ikke tænke mig at det alt er saa nær Juletider. Gud give Eder alle, elskede Foreldre og Sødskende en rigtig glad, velsignet Juulⁿ¹⁸ og saa vil i med Kjærlighed tænke paa Eders langtfraværende Børn, hvis Tanker seent og tidlig vender tilbage til de kjære i Hjemmet. Gud velsigne Eder alle sammen.

Eders Leis.^k75

ⁿ¹⁹

Bring alle Kjære Venner en hjertelig Hilsen fra os: Münsters, Threschows, Cappelens, Archers og alle. Hver især af mine kjære Sødskende mange kjærlige Hilsner. Pedelen, Pigerne, hvordan er den nye? Vil du bringe Fru Tandberg en venlig Hilsen fra Fru Preus og hendes Mand. De synes saa godt om hende. En kjærlig Hilsen til alle i Laurvig, paa Sellø, Horten og overalt, men intet Brev før efter Nytar idetmindste. Jeg faaer mere Arbeide end jeg nogenside har drømt om, og har allerede nu ingen Tid i Ro. Gud være lovet at vi begge ere saa aldeles friske, nu ligesom vi har været paa hele Reisen. Jeg har faaet et godt Indtryk af hvad jeg har seet her baade af Præster og Menighed. Eders V. Koren.

Brev 4: 25. desember 1853 – 6. januar 1854

«Skrivning bliver nok min væsentligste Beskjæftigelse»

Stuen hos Erik Egge^k76
Første juledag 1853
Beliggende i Little Iowa Settlement,
i store Iowa^k77

Mine kjære Forældre^k78 og Sødskende!

Nu kan jeg Gudskelov skrive til Eder fra vort Bestemmelsessted, som jeg saa længe har ønsket at kunne og hvorfra I vist længe har ventet at faae Brev. Jeg er saa hjertelig glad over at kunne sænde Eder lutter gode Efterretninger, hvortil først og fremst hører, at vi nu ere raske og fornøiede og har det godt. Onsdag Aften den 21de December kom vi til det første norske Huus,^k79 her i Little Iowa Settlement, hvor vi fik fadt i en Mand til at vise os Veien til Nils Katterud,^k80 hvor hen vi agtede os for det første. Veien gik op og ned to evindelig lange engelske Mile, indtil vi endelig holdt udenfor Nils' Dør. Vi kom ind i en Stue, hvor der ikke saa meget hyggeligt ud. Det var vaadt på Gulvet, en ung Pige stod og strøk ved en lille Praas,^k81 der kastede et døsigt Lys over Værelset, kort sagt der saa ikke noget indbydende ud. Folkene vare desto venligere. Nils blev meget glad ved at saa uventet at faa sin Præst paa Halsen, som han havde opgivet at vænte for i Vinter. Datteren i Huset hjalp mig mit Tøi af; trak en Gyngestol hen til Ilden og gjorde Undskyldning fordi der var saa uordentligt, men de havde vadsket og havt travlt til Juul. De fik snart et godt Maaltid og varm Thé istand for os og viste os al den Venlighed, de kunde.

Vi maatte ligge paa Loftet, det eneste Sted de havde at byde os, hvor der var fuldt af Klæder, Kister, Meelsække, Maishode, etc. Sengen var baade peen og varm saa det havde ingen Nød, man lærer sig at gjøre hurtigt Toilet under slige Omstændigheder og vænner sig til lidt af hvert paa en saadan lang Reise, saa vi fandt os godt til rette med vort temmelig luftige Sovekammer og sagde til hinanden, «Hvad mon de vilde sige hjemme, dersom de vidste hvorledes vi havde det; de vilde vist finde det skrækkeligt». Næste Morgen vaagnede jeg ved Lugten af stegt Flæsk (de har altid noget varm Mad om Morgenen her) og skyndte mig til Moer Katteruds gode Kaffe og Hvedebrød.

Det er en bra Familie denne Katterud slægten. Nils er en venlig, ældre Mand, der taler meget langsomt og betænkt og kan være ganske pudsig, han har en snild, venlig Kone, ligeledes ældre, og den Datter der er hjemme har min særdeles Yndest;^k82 hun siger ikke meget, men udsetter desto mere og har det nette, propre ved alt hvad hun foretager sig, som de faar naar de har været noget blant Yankierne. Her kunde vi imidlertid ikke blive, da de blot har en Stue og desuden en Broder med Familie, hos sig i Vinter. Vilhelm og Nils gik den Formiddag hen til en Mand, Thron Lommen,^k83 der, som Nils, har meget at sige her i Settlementet. Det sneede dygtigt, saa jeg holdt mig i Ro inde og passiarede med Qvindfolkene, spurgte om alting, Huusvæsenet her, vedkommende, lærte den amerikanske Vægt osv., og tilbragte Tiden nok saa hyggeligt til det blev mørkt og en anden av Naboerne, Knud Aarthun, en Sogning, der ogsa er blandt dem der har mest at sige her, kom hen, og strax efter vore Vandrere.

Dagen efter, Vilhelms Fødselsdag, var det, det skjønneste Vinter Veir man kunde ønske sig. Vilhelm gik ud en Tour med mig saa jeg kunde faa see hvordan her seer ud. Vi vandrede afsted igjennem Sneen, over Stubberne paa en Maismark, igjennem et tæt Hasselkrat, ind i en Skov, hvorfra vi dog snart maatte returnere da den var et fuldkomment Vildnis og ikke skikket til at spadsere i med lange Klæder, vi fandt Spor af en Hjort, og var inde hos en af Naboerne, et Par unge pene Folk, hvorpaa vi gik hjem igjen og fandt Knud væntende paa os, med den Besked at der var bestilt Logis for os hos Erik Egge, hvor vi nu er, hvilket var meget godt, da der hos disse^k84 aldeles ikke var Ro at faa for Vilhelm til nogen Studering. Moer Katterud tracterede os med Flødegrød den Aften, «Da det vist var længe siden, vi havde smagt norsk Mad», mente hun.

Da vi havde spist Middag næste Dag (Julaften) spændte Nils sine Stude for Slæden, vi sagde vore venlige Værter Farvel, lovede ofte at besøge dem, satte os paa Slæden, jeg foran, Vilhelm bagpaa med en Kuffert, holdende os fast saa godt vi kunde, for Veien var just ikke af de jævneste. Nils vandrede ved Siden af med en stor Kjæp i Haanden, commanderende sine Oxer, paa den egne Maade der bruges her, blot ved at sige «Ha», naar de skal til Venstre, «Gji» naar de skal til høire Side, og saaledes gik det afsted over Rub og Stub, det lille Stykke Vei til vi, nok saa strunkt,^k85 holdt med vore Stude udenfor Eriks Dør. Nils hjalp os med vortⁿ²⁰ Tøi ind, sagde «Gaa langt» (det er «go along») til sine Stude og kjørte hjem igjen. Nu var vi da i vort midlertidige Hjem.

Vi bor hos to venlige Folk fra Hadeland,^k86 der gjør alt hvad de kan for at vi skal faa det hyggeligt. Her er imidlertid ogsaa trangt^k87 og to smaa Børn, saa den Ro, Vilhelm kan faa er ikke stor. Alt er endnu saa nyt her, de fleste har været her saa kort at de ikke have havt Tid til at bygge sig gode Huse, om en Tid vil vi see stor Forandring i den Henseende, troer jeg. Nu har de blot en Stue, med den sædvanlige Stove,^k88 der tjener baade til Ovn og Skorsteen. Det er en ypperlig Indretning en saadan Stove. Der er 4 eller flere Rum^k89 til Gryder, Bagerovn, og fuldt Tilbehør af Gryder, Kjedler, og alt hvad der behøves; de er meget bekvemme og letvindte. Noget Værelse for mig selv er her altsaa ikke at faa. Jeg sidder nu her i Midten af Værelset og skriver, det er en Dagligstue, med to Vinduer, med hvide Gardiner, ligefor hinanden og et stort Bord af det smukke Black Walnød Trø (som vi er saa indtaget af, at vi vil have vore Møbler deraf) midt paa Gulvet. Den anden Tredjedeel af Stuen er opdelt med et Møbelsirtses^k90 Forhæng bag hvilket Sovekammeret er, det har ogsaa et Vindu. Saa har vi den sidste Tredjedeel og det er Kjøkkenet. Her har Helene sin Stove, sin Kjøkkenbænk og sit blankskurede Kjøkkentøi, zirligt ordnede paa Væggen og op under Taget, hun holder alt saa blankt og grundig saa det er en Lyst. Her er tillige en Dør der fører op paa Loftet. Stuen er forresten lun og varm. Væggene har Erik overtrukket med alle mulige slags Aviser og over Vinduerne er der Hylder hvor han har sine Bøger. Nu ved I omtrent hvordan vor Bolig, for Tiden, seer ud, her er lyst og venligt, og de Folk, vi bo hos, snilde Mennesker.

Her er et Stykke Land, som er bestemt til Præsteland, hvis Præsten ønsker at bo i dette Settlement, hvilket Vilhelm ikke kan bestemme, førend han kjender alle Settlementer og seer hvor der er bekvemmest. Huset er de ikke begynt paa, hvorover jeg er glad, saa kan vi selv bestemme hvor en Dør eller et Vindu skal staae og det vil ikke sige lidet, det saae jeg paa de Præstegaarde, hvor vi har været. De tænke her at bygge Huset, enten af Steen, eller af Frame,^k91 som denne egne Slags Træhuse de bruge her, kaldes. Jeg har den tro at de vil bygge os en peen lille Bolig, naar det nu først bliver afgjort, hvor vi kommer til at blive. Der er saa mange forskjellige Steder, hvor de vil have at vi skal bo.

Igaar var det da Juleaften, den første vi tilbringer her og første gang, jeg paa denne Høitid er skildt fra mine kjære Foreldre og Sødskende; det tunge ved at være saa langt fra mine Nærmeste føles endnu tungere ved saadanne Leiligheder. Det var en underlig Juleaften; jeg var i en lidt vemodig Stemning den hele Dag, Aftenenen tilbragte vi beskjæftigede, Vilhelm med en Prædiken, jeg med en Bog, hvori der dog ikke blev læst stort, dertil vandrede Tanken altfor ofte tilbage til den gamle Herregaard og dvælede ved Erindringen om alle de glade Juleaftener, jeg der har tilbragt. Gudskelov fordi vi er komne hit til Julen, saa det kan blive Julehelg for alle disse Mennesker, der nu saa længe har længtet efter Præst. I skulde bare see den Glæde som yttrer sig hos Alle, over at deres ønske omsider er bleven opfyldt.

Idag har da Vilhelm holdt sin første Prædiken, for en Menighed, saa stor som Rummet kunde holde. Her er ikke noget Huus, bestemt til Kirke, bygget endnu, saa Tjenesten maa holdes i den største Stue der findes.^k92 Det gjorde et eget, behageligt Indtryk at see disse forskellige Mennesker, fra alle Kanter i Norge, siddende op ad Trappen og hvor der fandtes en liden Plads, syngende deres Psalmer og Lyttende efter Præsten med største Andagt og Opmærksomhed. Det er meget at der kunde være saa stille og roligt, i en Forsamling, hvor der, som her, var saa mange Børn af alle Aldre, foruden, de fire der bleve døbte, thi enten maa Konerne tage deres smaa Børn med, eller selv blive hjemme, da de sjælden har nogen Hjælp i Huset. Efter endt Tjeneste, passiarede jeg med Folkene, især morede jeg mig ved at tale med nogle Koner oppe fra Fjældbygderne. «Du», siger de nu alle, baade til mig og Vilhelm: «Aa er du fra da?», «Aa gammel er du?» og «Aa er Navne dit?». Saaledes gaar det med disse naive Fjældfolkene. Saa ser de nøie paa alt hvad jeg har paa, «Det var da en gild Brystnaal, denne da», «Bruger de Klæderne sine saa i Norge naa da, aa ja det er omtrentlig som her».

Da vi kom hjem igjen, havde Helene faaet Besøg af nogle i sin Familie, som er her endnu; jeg hører de sitter og taler om alle disse forskjellige Secterne, hvoraf det skal være saa mange i dette Settlement, en Grund hvorfor det ogsaa er timeligt at vi kommer til at blive boende her, da det i saa Henseende er roligere de andre Steder. Imorgen skal Vilhelm holde Gudstjeneste 5 Mile længere henne i Settlementet. Nils Katterud skal skydse ham; er det Plads til mig, følger jeg med (jeg mener altid engelske Miil her. Der gaaer 7 engelske paa en norsk, veed I).

Anden juledag.

Det er nu Aften og vi ere netop kommen tilbage fra Ingebret Haugen,^k93 hvor Gudstjenesten dennegang blev afholdt. Jeg er meget glad fordi jeg fulgte med, det har været en meget hyggelig Dag. Veien er meget smuk. Landet har en ganske egen Karakter, meget bakket og danner saadanne forunderlige dybe Gryder. Vor Vei gik igjennem en lang snæver Dal, temmelig høi paa begge Sider. Mange af disse Høider dannes af Bjærg; Sandsteen, troer jeg, for det meste det er. Derfra gik Veien forbi en lille Elv, hvor der er meget vakkert, som der er overalt hvor der findes Vand, her. Brødderne ere fordetmeste høie, ofte Klipper og Vegetationen overodentlig frodig. Vi kjørte gjennem Decorah som er county city for Winneshiek, hvor vi bo. Det er endnu et lille Sted, med nogle faa Butikker, men ogsaa nylig anlagt. Ikke langt herfra boer Ingebret. Her var ogsaa mange Mennesker forsamlede. Her traf jeg ogsaa mange godlidende Mennesker; en gammel Kone fra Valders^k94 fra Præsten Christies^k95 Tid, hun var saa glad over at faa høre, hvor Børnene var, om de vare gifte osv.^k96

Jeg talte ogsaa med Præsten Brandts^k97 to Søstre, der begge ere gifte med Bønder, de ere selv ganske som Bondekoner og taler sin Valders Dialect; det lod til at være vanlige, milde Mennesker, Vilhelm skal bo hos en af dem, naar han Søndag efter Nytaar, reiser 10 Miil vestligere i Settlementet. Det var ikke at tænke på Hjemtouren førend vi havde spist Middag og smagt paa Ingerids (Konen i Huset) hjemmelavede Viin af vilde Druer, hvoraf hun har Overflødighed i deres store Skove, og hendes Fattigmandsbakkels. Jeg konverserede vore Nabokoner, Anne Aarthun og Mari Sørland, og morede mig ved at see vor raske, tækkelige Værtinde Ingerid (som endnu har beholdt en Deel af sin Fjelddragt, der ellers sædvanligviis strax bliver aflagt) stelle med vor Middagsmad, det lykkedes hende ogsaa at faa Bordet bedækket med allehaande gode Sager, ypperlig Kaffe ikke at forglemme.

De lever godt med Mad, Folk her, stegt Flesk, eller rettere, stegt Svinekjød er deres fornemste Mad, det er meget sjeldent at de har andet Kjød, naar de ikke vil gaa ud aa skyde, hvilket de forunderlig nok meget sjælden befatte sig med og her er dog saadan Overflod af Hjorte, Daadyr og Fugle. Paa Tilbageveien var vi inne hos Thron Lommen og hans gamle kone og smagte paa deres juleøl, og kom netop tidsnok hjem for at finde Bordet dekket og Thron væntende paa os. –

Den 29de December.

Mit Brev har hvilt et Par Dage nu og idag er det et Veir, netop skikket til at sidde inde i en varm Stue og skrive hjem. Det sneer og er en bidende Vind; det er sjælden meget koldt her naar det ikke blæser, men da er detⁿ²¹ ogsaa stygt paa Prairierne. Imorgen tænker jeg at følge med Vilhelm til et av Settlementene, Painted Creek,^k98 der ligger en 20 Mile^k99 herfra og omtrent 4 Miil fra Missisippi. Vi bo nu 25 Miil fra Missisippi og 5 fra Decorah, der er det nærmeste Sted, hvor man kan faa noget kjøbt, med Undtagelse af et Par Huse og en Boutik, der ligger litt nærmere. Vil vi til en større By, maa vi seile et Stykke ned ad Missisippi, til Dubuque. Det vilde vidstnok i mange Henseender være bekvemmere at bo i Painted Creek, saa nær ved Missisippi, men dette er det største Settlement og det som skal have de fleste Prædikendage, og saa venlige tjenestvillige Naboer, som her, faaer vi sjælden næppe nogensteds. Vi spiste Middag hos en af dem, Knud Aarthun, iforgaars. Anne, hans Kone, har lovet mig en Deel Blomsterfrø til Sommeren, og sine Døttre til at hjælpe mig med en Have, dersom vi blive boende her. Det er et smukt venligt Land dette, temmelig bakket, med smukke Skovgrupper adspredte rundt omkring; i Læ af disse ligge fordetmeste Husene.

Det er smukt at staa paa en Bakke aa se udover de bølgeformige Prairier, og Skovstrækninger, saa kan vi ogsaa innbilde os, at det er Sø og Bjærge, vi see blaane i Horizonten. Vand, til at see paa, er her ikke, Folk er bange for at bo nær Fladerne, da det ikke skal være saa sundt. Klimatet her roses meget. Godt Drikkevand er her ingen Vanskelighed for. Det er mest Kildevand. Jeg kan tænke at det maa være, som at gaae i en Have, hvilket en Kone sagde til mig forleden, naar Skove og Krat ere grønne og Prairierne bedækkende med Blomster, forskjellige for hver Maaned; nu staa de fulde av visne Stilke. I Skovene findest der flere Slags vilde Druer, som slynger sig op over Egestammerne, de ere sure, men alligevel gode at spise, siger man. Vilde Æbler og Blommer, som skal være gode, samt Valnødder og Kastanier, paa sine Steder. Her er en Mængde tæt, lavt Hasselkrat, med smaa, men gode Nødder, Meloner trives godt og bliver saaede ude paa Marken, mellem Maisen, eller Hveden. Solen staaer nu op klokken ½ 8 og gaar ned henimod 5. Det er interessant at see den hurtige Overgang fra Lys til Mørke og omvændt. Medens Solens gaaer ned i all sin Glands paa den ene Kant, er den øvrige Himmel ganske mørk. Himmelen er overordentlig reen og klar her, og af et dybere blaa enn hjemme. Stjernerne er ogsaa større og klarere her.

Igaar benyttede vi det deilige Veir, til at faa Nils med og vise os det paatænkte Præsteland, der støder op til hans Jorder. Det udgjør 80 acres og er et venligt Land, med en smuk Udsigt fra det høieste Punkt, forresten temmelig bakket og en Deel ung Skov rundtom, ved en af disse vilde Huset komme til at ligge, med en Spring i Nærheden og jeg kan ikke indsee andet end at der maa blive hyggeligt at bo. En ny Landevei, der skal føre til Decorah, er paabegynt og gaaer tæt forbi. Veiene her ere omtrent, som Naturen har dannet dem; men er endnu ikke kommen saa langt, som til at beskjæftige sig synderlig dermed; i Wisconsin var det ikke bedre; over Prairierne gaaer det glat nok afsted; kommer man hvor der er bakket, saa kjærer man paa Siden af Høien eller hvor man finder for godt; disse Baggier, lette firehjuls Vogne, som man bruger her, vælter ikke let, det har jeg seet. Om Sommeren skal her være godt at kjære, men nu ere Veiene ikke tilstrækkelig befarende til at pløie op den Snee der er falden.

Her har været to Mænd nede fra Minnesota, jeg troer det er 20 Miil eller mere, herfra, for at tale med Vilhelm og i Aften har han faaet Brev fra flere Mænd deroppe med Anmodning om at komme derhen. Saasnart som muligt. Trangen til Præst er stor; der har ingen været paa to Aar, saa der er mange udøpte Børn og saadant. De ere ikke talrige nok til selv at kunde lønne en Præst da deres Antal ikke udgjør meget over 100 Familier, og anmoder saaledes Vilhelm om for Eftertiden at være deres Præst og afse dem den Tid, han kan afsee fra sit Kald her. Nu vil han reise der op, saa snart Sagerne er bragte i nogenlunde Orden her og sandsynligviis gaa ind paa at være deres Præst og besøke dem 10 Gange om Aaret. Desuden har han ogsaa Anmodning om at besøge de Menigheder paa den anden Side^k100 af Missisippi, imellem, nær han nu blot kan overkomme det alt.

Alene her i Little Iowa er vist nok at bestille, da der ikke er Orden paa meget og Settlementet har en stor Udstrækning. Nu i Begyndelsen kommer han til at reise uafladelig og blive borte flere Dage ad Gangen. Her er heller aldrig nogen Ro at faa førend ud paa Aftenen, naar Børnene ere kommen til Ro, og saa er her gjerne stadig Folk for at tale med ham. Det bliver nok mig der komme til at føre Correspondancen for det første. Jeg faaer nok at skrive; jeg fører Dagbog og skal have min Reisedagbog ogsaa fuldstendiggjort og reenskrevet. Overalt, hvor vi har været, har de bedt om Brev og vi lovet det. Fru Beck, Fru Hvoslef, Fruerne Preus og flere, saa Skrivning bliver nok min væsentligste Beskjæftigelse.

Den 3die Januar 1854.

Igaar Aftes kom vi tilbage fra Painted Creek, hvor vi har tilbragt Nytaarsaften, og den første Dag af det nye Aar som vi nu skal begynne her. Gud lade det blive til Velsignelse baade for os og Andre og lade det blive et glædeligt, velsignet Aar for Eder, mine dyrebare Foreldre og Sødskende.

Fredag reiste vi derhen, kjørt af vor Ven Knud, det var temmelig koldt, men vi havde en Mængde Hø paa Bunden af Slæden og jeg var godt indpakket, saa jeg frøs ikke. Vi vare blevne forsinkede saa vi kom temmelig seent afsted; da det begyndte at skumre mødte vi en Norsk derfra, som bad os følge med til sig, ti han troede, det vilde blive for langt at reise til den Vossing, som vi agtede os til, den Aften. Vi toge imod hans Tilbud, og kjørte afsted, vi havde ikke reist langt imidlertid førend vi mødte Vossingen selv, Sivert Vold^k101 og hans 3 Sønner. De vændte om med os. Kl ½ 9 naaede vi hans Huus og kom ind i en meget stor Stue oplyst af en Fedtlampe, der paa Toppen af en Hylde, kastede sit døsige Skin over Værelset, som saa temmelig uordentlig ud. Familien var formodentlig ifærd med at gaa til Sengs og væntede mindst saadant besøg. Huset var nyt, men kun halvfærdigt, som saa ofte er Tilfælde her; deres Marker giver dem for meget at varetage i Begyndelsen, til at de kan sørge tilstrækkeligt for deres Huse. Min første Tanke, da jeg satte mig ned ved Stoven og saae mig omkring i Stuen, var at det var dog noget dristigt at følge med, uden at vide, hvor jeg kom hen, men disse Tanker gav snart Plads for andre, mere behagelige, da den vakre Kone, med sin pene hvide Kappe, kom hen til os med et Kruus af den bedste Melk jeg endnu har drukket, og stællede det saa godt for os, som hun kunde. Det er vist en bra Familie disse Volds og en vakker Familie er det ogsaa. Den norske Nation maa ganske vist være en vakker Nation; jeg seer nu Folk fra alle Kanter og finder sa mange tækkelige Ansigter og kjække Figurer blant dem. I Painted Creek er de fleste fra Hallingdalen. Men her, fra alle Kanter.^k102

Nytaarsaftens Formiddag, gik vi en lille Tour og besøgte Naboer. I en af Husene fandt vi to gamle Koner i Fjelddragt, den ene sad og stødte Snuus i en Træmonter med skjelvende Hænder. Hun var næsten 80 Aar gammel, rask og rørig; hun er hos sin Søn og kom hertil for 4 Aar siden. Her var ogsaa Glæden over at Præsten var kommen, stor. Menigheden her ønsker ogsaa meget at vi skal blive boende her og har Land i Beredskab. Her er vakkert, større Skov, og Landet er Høiere (man seer Aaserne, som fører ned til Missisippi i Horizonten) end i Little Iowa og i det hele mere maleriskt, men jeg foretrækker dog det sidste Sted til at bo paa, der er venligere, og Painted Creek savner desuden ogsaa Vand til at oplive Landskabet. Nytaarsdag blev Gudstjenesten afholdt hos Sivert.^k103 Til trods for den stærke Kulde, var her en Mængde Mennesker. Jeg passiarede, som sædvanlig med Konerne, hvilket morer mig meget; jeg troede ikke, det vilde gaae saa let at snakke med dem, som det gjør. Det falder mig ogsaa let at forstaa de Fleste, hvilket jeg ikke havde ventet. Mange tale et ganske besynderlig Sammensurium, deres norske Dialekt blandet med engelske Ord, som de give norske Endelser. De fleste bruger engelske Benævnelser paa meget. De sige saaledes altid «fiela» (field) istedenfor Marken. «Roade», e udtales ogsaa, istedenfor Veien, etc. «Prairiefaieren^k104 gik langs fence», ind paa fiela, osv. –

Christiane^k105 og Fr. Brøndstad skulde blot høre hvor mange Complementer Bønderkonerne giver mig, i Anledning af at see ung ud.^k106 Jeg havde min Fornøielse af en Valderskone, Nytaarsdag. Først kom hun hen, gav mig Haanden og ønskede mig velkommen til Landet og sagde «Du har nok havt en lang og besværlig Reise, men du seer saa peen ud efter den, saa du har vist ikke været syg, og Præsten da, var han rask? Han seer ogsaa saa peen ud». Siden sagde hun, «Du er vist smellande ung, du»? Hvor gammel troer du vel jeg er, sagde jeg. «Sextan Aar er du vel», sagde hun saa og blev meget forundret over at høre min virkelige Alder. «Hvordan finder nu du deg i sligt Stel, som her da?», spurgte hun derpaa og vendte sig, da jeg havde svaret hende, til Ingeborg, sigende, «Skulde du vel troe sligt, at hun, som har boed i en By og været vant til gjilde Huse, kunde finde sig saa taalmodig i at være her, og saa blid og veen, som hun er; hun er ikke staut og suur, som saa mange der nesten ikke vil see paa os». Var det ikke en Lovtale^k107 som kunde forslaa? Fortæl fru Treschow at naar Vilhelm har været henne^k108 hos Folk her og gaar igjen, siger de «Hils Mo'er», hun lo engang saa, ved Tanken om at Bondekonerne vilde bruge denne Benævnelse. Vi reiste saa tidlig næste Dag, at vi kom hjem ilyse. –

Endnu har jeg ikke skrevet noget om vor Reise fra Koshkonong^k109 og hid, som dog var den interessanteste Deel af den hele lange Reise. Tirsdag den 14de December, altsaa Dagen efter, jeg sidst skrev hjem, kjørte vi med Præsten Herman Preus^k110 fra Koshkonong hjem til ham, og kom did om Aftenen. Vi var der Onsdag over og havde det særdeles hyggeligt. Der er næsten endnu simplere, men alligevel hyggeligere end paa Koshkonong. De kunde dog med ringe Uleilighed, faa det meget penere naar de vilde, begge Steder. Fru Linka^k111 synes jeg meget godt om, hun er saa rask og kjæk, og kvindelig dertil. Hun skal ogsaa være meget afholdt blant Folkene og forstaar ypperlig at omgaaes Bønderne.

Til Sommeren skal der indvies flere Kirker, hvorved Vilhelm ogsaa skulde være tilstede og saa har vi aftalt at jeg følger med og bliver tilbage hos Fru Linka, medens Præsterne reise omkring. Vi bo nu 24 norske Mile fra Preuses, men om Sommeren vil det ikke tage lang Tid at reise til dem.ⁿ²² Vor nærmeste Nabo er Præsten Clausen,^k112 der boer 60–80 engelske Miile vestenfor os, saa nogen Omgang faae vi ikke, ialfald ikke i den første Tid og det kan vi vel ogsaa undvære. Vi faa det vist hyggeligt her, naar vi nu faer vor egen Bolig og kommer lidt i Orden. Det bliver vist en Festdag, den dag, vi flytter derind. Den Præst, der kommer til Bluemount,^k113 kommer os nærmere. Hvem mon der nu kommer over til de ledige Kald. I Waupaca, skal der være saa smukt, der seer Landet saa norskt ud. –

Jeg glemmer nok ellers, at det var vor Reise fra Spring Prairie til Iowa,^k114 jeg skulde beskrive. Nu altsaa, Torsdag Formiddag den 16de^k115 satte vi os i vor Boggy og droge afsted, velforsynede med Pannekager, stekte Fugle etc. fra Fru Preus's Spiskammer, til Niste. Vor Kudsk hed Lars, og er Smed fra Vos, en god retskaffen Mand, men noget langsom af sig. Veiret var graat og Veien ensformig nok, den første Dag, den gik den hele Tid over Prairien. Vi havnede tilsidst i et Værtshus, hvor vi tog vort første Nattequarter, og lod os Aftensmaden smage godt, det som er deiligt er atⁿ²³ komme i Huus og faa sig noget varmt, naar man har kjørt den hele Dag. De ere ikke saa gale disse Taverner, men der er som oftest en besynderlig Blanding af Luxus og Mangler. Man finder saaledes i «Ladies Room», (her er overalt et Værelse bestemt alene for Damer) Bøger, stundom lærde Værker, som man mindst ventede at finne i et lille Gjæstgiversted midt paa en ensom Landevei, medens der til samme Tid ikke finnes en Lysesax i det hele Huus.

Kl 6 spiser Amerikaneren sin Frokost, litt før ringer Klokken saa det har Skik for at vække Folk. 12 ringer den igjen til Middag og 6 til Aften. Det var noget Nyt for os at see dette blandede Selskab, der som oftest tog Plads ved Bordet. Her gjøres, som I vide, ingen Forskjel i den Henseende. Her kommer Gaardskarlen og Arbeidsfolk og sætter sig ved samme Bord, som de øvrige Reisende. Alt gaaer imidlertid udmærket peent til, saa det ingenlunde generer. Amerikanerne har Ord for at utmærke sig ved sin Properhed, hvilket vi ogsaa fandt var sandt; hvor vi kom hen, kunde vi altid være vis paa at finde pene Sengesæte. Mange af de Norske her har godt af deres Omgang med dem, i saa Henseende.

Klokken 6 næste Morgen, sad vi ved Frokosten og styrkede os til vor Reise. Vi skulde den Dag naae Dodgeville, hvor vi havde aftalt at træffe sammen med Præsten A. Preus,^k116 der var paa en Forretningsreise der. Det er sandt, vi reiste første Dag igjennem Madison, Hovedstaden. Den ligger meget smukt ved en Sø. Det varer vist ikke længe førend det er en anseelig By. I Nærheten deraf mødte vi to Vogne med Indianere. Bagerst i Vognene sad der to Mænd, rødmalede over det hele Ansikt, indhyllede i deres Tæpper, med blottede Hoveder, prydde med Fjære. De saa kjække ud, det var ogsaa Høvdinge.

Den dag havde vi lidt mere Afvexling i Landskabet omkring os; det blev stærkere bakket eftersom vi nærmede os Bluemount, vi saae den store Høi, som har givet stedet sit Navn, blaane i det Fjærne og fandt et Par Steder en enkelt Fjeldknat, springende frem fra Siden af en Høi, hvor en Furu havde fæstet Rødder. Ellers bestaar Skovene af en 3 til 4 forskjellig Slags Eeg, samt Asp. Det gikk smaaet og peent afsted. Lars fortager sig ikke med at lade sine Hæste løbe, hvortil Veiene i almindelighed heller ikke er skikket paa denne Aarstid og vor Vogn ikke heller saa let. Det var ikke koldt de Dage. Lars var utrættelig til aa spørge alle dem vi mødte og raabe til dem der stode udenfor deres Huse, «How far is it to next tavern?» eller «right way to Dodgeville, sir?» Han kjendte ikke Veien bedre end vi, og er en forsiktig Mand. Det var saa smukt paa en stor udstrakt Prairie; først den pragtfulde Solnedgang og Overgang til Mørke, og derefter Maanen, staaende op og kastende sit lys over den sorte Prairie og lige overfor, men langt bortfjærnet, Skinnet af en stor Prairiebrand.

Det var eventyrligt nok at Reise saaledes over den øde Prairie, som Ilden de fleste Stede, havde brændt sort, saa det var vanskeligt at finde Vei, især da Maanen snart skjulte sig bag Skyerne. Vi fandt imidlertid et lille Huus nede i en Dal, sændte Lars ind for at høre Besked, og kom snart efter i god Behold til Dodgeville. Vi spurgte hos flere Norske efter Preus, men forgjæves. En Norsk Smed lod os følge hjem med ham, hvilket vi ogsaa gjorde, og havde ikke været der lenge førend Preus kom. Vi fikk et Værelse hos disse Folk for den Nat, milde Mennesker, men lit for meget yankieserede, som de gjørne bliver naar de bor i en By (Dodgeville er ikke saa ganske lille).

Dagen efter var en av Lars's Heste bleven syg, saa han nødig vilde reise med den. Der blev da sendt Bud efter Skyds flere Steder forgjæves, saa vi maatte finde os i at blive Dagen over i Dodgeville, hvilket var meget leit, thi foruden at hver Dag var kostbar, fryktede vi at Missisippi skulde fryse, saa vi ikke kunne komme over. Næste Dag befandt Hesten sig heldigvis bedre, saa vi begav os paa Veien igjen. Det var en kold graa Dag, men vi var godt indpakket og frøs ikke. Det gik atter afsted over Prairier, her var meget tyndt settlet; vi holdt vort Middagsmaaltid midt paa en af disse Prairier, gnavende paa hver vaar Fugl, som smakte fortræffelig, men bragte os til at fryse dygtig paa Hænderne. Det var quails (Vagtler) vi spiste, de ligner nærmest Kramsfugl, men er meget større og meget kjødfulde og velsmagende. De løbe her tæt udenfor Vinduet den hele Dag. Erik har lovet at fange nogle for os, til en liden Afvexling fra Svinekjødet. –

Om Aftenen kom vi omsider til et Slags Gjæstgiversted, hvor vi ikke kunde faae noget Værelse, saa vi foretrak at reise nogle Miil videre og naaede tilsids et ordentligt Tavern, hvor en ældre Enke holdt Huus. Her fant vi en Farmer med sin Kone og to smaa Børn, som ogsaa drog til Iowa, men tage en anden Retning end vi. Bordet stod dækket i et stort Værelse (der tjente baade til Kjøkken og Stue) med sit stekte Flesk, Potetes, Paier, Syltetøy, Agurker, Løg og alle de utallige Smaating, der altid findes paa et Amerikansk Bord. Pigen tok netop de varme Bisquits, som de kaller et Slags meget godt Hvedebrød, man i Almindelighed faaer Morgen og Aften paa Landet. Vi lode os det smage vel; efter endt Maaltid, sad jeg henne ved Stoven og snakkede med den gamle Kone, medens hun røgede af sin lille Kridtpibe. Næste Morgen saae os atter iferd med vort Flesk (er jeg ikke flink som spiser stekt Flesk Kl. 6 om Morgenen?).

Det var smukt Solskin den Dag, men saa bidende koldt over Prairien; vi sad med en stor Paraplui over os, der beskyttede os godt mod Sneen. Den Dag skulde vi naa Missisippi og først sætte over Wisconsin river. Eftersom vi nærmede os denne, blev Landskabet smukkere og Trærne frodigere. Det var meget interessant at reise her; først kom vi til en temmelig dyb lang Dal, hvor der saae uragtigt nok ud. Her var Studium nok for en Maler i disse Træer, bøyede eller knækkede af Vinden og kastede om hinanden og i hine gamle ærværdige Ege, nogle halv udgaaede, med friske Ranker, slyngede seg omkring de knudrede Stammer. Her maa være smukt om Sommeren, især paa den Tid alle de vilde Frukttrær, hvoraf der var Overflod, staae i Blomster.

Vi toge os besynderlige ud i denne Dal. Vilhelm var staaet af og gikk et Stykke bagefter, Lars og jeg sad i Vognen, der sto ganske paa skraae, han anvændede al sin Forsiktighed for at kjære paa den yderlig slette Vei; jeg hældende til den Side hvor der var lavest, med den ene Haand holdende mig i Boggien og med den anden Parapluien over mig, saa havde jeg ovenigkjøbet faaet mit Panneklæde ned over Øinene og sad saaledes halv leende og halv bange, for saa kjæk, som jeg ellers er til at kjære, saa troede jeg dog at vi maatte vælte denne gang. Jeg vilde ønske der havde været nogen til at tegne denne Scene. Længere henne forandrede Dalen Udseende, Trærne forsvandt og gave Plads for disse forunderlige Klipper, der ret som det er, springe frem fra Siden af Høiene og danne forunderlige Figurer. Disse besynderlige Høie seer men paa alle Kanter, til man kommer ganske nær Floden, der begynder Skoven igjen.

Vi kjørte ned til Færgestedet og fandt Floden^k117 bedækket med stor Driviis; hvad skulde vi nu gjøre? At komme over med Færge, saae vi var umuligt. Efter nogen Betænkning besluttede Vilhelm og Lars at gaae til det øverste Færgested og raabe paa Folk for at faa nogen Underretning. Hestene bleve spændte fra og bundne til Vognen hvor jeg sad, betragtende det vilde Landskabet omkring mig og fortærede Resten af Fru Preuses Kager, medens Hestene spiste deres Havre foran i Boggien. Medens jeg sad her, blev jeg omsværmet af to Yankier, der ligeledes kom for at sætte over Floden. Jeg væntede længe, endelig kom de tilbage, med Folk for at bære Tøiet. Lars og Hestene maatte blive tilbage og vi og vore Kufferter sætte over i en Kanoe. Det var temmelig langt til Floden, vi gik over Krat og Stubber, gjennem et Vildnis, til vi kom til en lille Elv, hvorover der førte en Bro, som imidlertid laa mere under end over Vandet, og hvorover jeg ikke kunde gaa.

Vi gik da et Stykke længere op, Færgemanden gik foran og prøvede Isen, der lykkelig bar os over til den anden Bred. Nu maatte først Kuffertene trækkes et Stykke paa Isen førend de kunde transporteres op i Kanoen, som derpaa hæntede os. Det var en aparte Maade at komme frem paa. Vi sad paa Bunden af den lille smale Kanoe (en virkelig Kanoe, gjort af en eneste træstamme, 1 alen bred) holdende os godt fast med en Haand paa hver Kant af Kanoen, uden at bevæge os, med Tungen ret i Munden, som Vilhelm sagde, at den lille lette Tingest ikke skulde tabe Balancen, og en Mand staaende i hver Ende, banende Vei mellem Isen, hujende og skrigende til hinanden, som vilde Dyr, og opmuntrede os til ikke at være bange, hvilket de slet ikke havde nødig. Saaledes har vi «crossa Wisconsin riveren» som Folkene her sige. Gudskelov fordi vi saa lykkelig kom over.

Jeg var glad, da vi stode på Land igjen og vandrede op ad en brat Bakke til Færgemandens Bolig. Det var en fransk Familie; vi spiste til Aften hos dem og fik Bud efter en Hest for at kjære os til Prairie du chien, der ligger en 5–6 Mile (engelske) derfra. Prairie du chien ligger ganske nær Missisippi paa en stor Slætte, har 1000 Indbyggere, men tiltager ikke synderlig i Størrelse førend Jernbanen kommer did. Missisippi var tilfrussen, som vi havde ventet, men kunde ikke befares med Heste. Først efter Middag den følgende Dag kunde vi faa nogen til at følge os over Floden. Det var en Doktor, saaledes blev han ialfald kaldet, der var vor Kudsk, en norsk Bondegut, som tjener paa Hotellet, vores Tjener og saaledes droge vi afsted ned til Missisippi.^k118

Det var en underlig Følelse at staa ved Missisippis Bredder, at vi nu virkelig vare komne saa langt og saae Iowa paa den anden Side. Hesten blev altsaa spændt fra, Doktoren gik i Spidsen for at undersøge Isen, derpaa Gutten trækkende Vognen og tilsidst vandrede vi; jeg med den største Forsiktighed for ikke at falde paa den glatte Iis. Det gik saaledes, lige ret frem til vi kom til en af de store, tættvoxede Holme, hvoraf der er saa mange. Her sadde jeg mig op i Vognen igjen, og kjørte afsted med Vilhelm og Doktoren til Heste og Dølen,^k119 puffende bagfra. Det var vel et latterligt Tog – jeg sad og lo hele Tiden, det var ogsaa en ganske aparte Maade at sætte over Missisippi paa, at humpe afsted paa en Vogn trukket af en lille geskjæftig Doktor, med et Par store forgyldte Briller. Det gik temmelig besværlig over den ujevne Jordbund, bevoxet med høie Siv. Omsider naaede vi Vandet igjen, jeg gik af, Boggien blev trukket deels langs Strandbredden, mellem Iisstumperne, deels paa Holmen. Gik det over paa Iisen, saa snublede og faldt Dølen, hvert Øieblik kom den paa Land igjen, saa var der ogsaa uafladelig noget i veien, Trærødder, et Egetræ som Stormen havde kastet tværs over Veien, eller noget lignende. Dokoren lod sig imidlertid ikke afskrække af noget. Jeg gik bagefter, ventende hvert Øieblik, at nu et Hjul eller et andet Stykke af Boggien sidde igjen, naar den blev halet op af Iisstumperne, hvor den stod fast – og gav mig god Tid til at betragte det smukke Landskab.

Jeg har stor Lyst at komme herned til Sommeren for da maa der være meget smukt. Tilsidst blev da Vognen, ved forenede Anstrængelser, lykkelig og vel bragt en Mils Vei ned ad Floden, til vi fandt et Sted, hvor der var smalest at komme over, (omtrent som ved Laugen^k120 2–3 Gange) og kom uden flere Hindringer til den anden Bred og nu vare vi da i Iowa. Vi gik en meget romantisk Sti langs Flodbredden, atter en Mils Vei tilbage til Macgregor, Overfartsstædet til Prairie du chien; et ganske lille Sted, beliggende i en temmelig trang Dal. Vi gik op til et Tavern, (saa lille som Stedet er, saa er der og 3 forskjellige Taverns; det er næsten overalt Tilfælde) Vilhelm gik did for at faae fadt i Skyds og jeg tog mig et Iowa Blad, fra hvis Læsning jeg blev forstyrret ved at høre en Stemme spørge, «Er dere norsk?». Det var en Pige som tjente der, hvis Foreldre boer her i Nærheden; jeg talede da lit med hænde og den anden Søster der ogsaa kom til, indtil Vilhelm kom tilbage med den Beskjed, at der ikke var Heste at faa før næste Morgen, men da maatte vi ogsaa tidlig ud for at naae frem^k121 samme Dag.

Vor Kudsk var en ung Scotlænder, der med rørende Stemme underholdt mig med at synge gamle scotske Balader. Den Deel af Landet vi reiste igjennem, var meget mere bakket end hvad jeg har seet af Wisconsin, end ogsaa Prairierne, forresten samme urgamle, store Skove og adspredte Trægrupper, af Eeg og Asp, som sædvanlig, (ved Wisconsin river fandt jeg Birketræer). Vi har paa den hele Reise forundret os over at Skovene i det Hele see saa unge ud, jeg hører nu at man maa længere ind i de riktig store Skove, naar man vil se store Træer. Om Aftenen kom vi da, som sagt, til den første Norske og siden veed I, hvorledes det gik os.

Gud være lovet at Han saa lykkelig har ført os til Maalet for vaar lange Reise og fried os fra alle dens Farer! Tænk at vi ikke har været de mindste syge engang. Jeg er saa hjertelig glad over at kunde sende saa gode Efterretninger ikke alene om vor Reise, men især at vi nu finde os saa tilfredse, nu i denne første Tid, som alle snakker om er saa slæm, hvilket vi Gudskelov ikke finde. Hvor meget jeg har oplevet i det sidste halve Aar!

Fredag den 6te.

Idag er det Helligtrekongersdag, der er atter en optagen i Kirken, saa her har været Gudstjeneste idag i denne Deel af Settlementet. Imorgen reiser Vilhelm 12 Miil i Vest hvor han skal Prædike paa Søndag. Mandag haaber jeg han kommer tilbage, Fredag skal det første Menighedsmøde her afholdes, derpaa reiser han til de sydlige Settlementer, hvor han endnu enda ikke har været og skal imorgen 14 Dag^k122 være i Painted creek hvor han bliver en 5 Dage.ⁿ²⁴ Jeg faar see til at aflægge alle mine belovede Besøg hos Naboerne medens han er borte og tilbringe Tiden paa bedste Maade. Jeg har ogsaa saadan Mængde at skrive, jeg skriver til Sellø^k123 dennegang, saa dette Brev ikke behøver at vandre did. Det vilde tage for lang Tid, der det er mange, som skal læse dette! Naar Marie faaer det saa lad hende sænde det til Antonette der har bedet meget om ogsaa at faa godt af Cirkulationsbreverne. Marie og Johan maa ogsaa faa læse dette Brev.

Da vi kom hjem efter endt Gudstjeneste idag, sad her to Koner og ventede paa, jeg ved ikke hvad. Vilhelm talede til dem og spurgte den ene om hun hørte til vort Samfund. – Nei, hun gjorde nok ikke det, hun var Methodist. Den anden svarede paa samme Spørgsmaal at hun var Frankianer. De havde bægge været tilstede under Gudstjenesten. Der er sædvanligvis mange Frankianere.

Stin^k124 og Marie^k125 faa naturligvis ogsaa læse dette brev; jeg længes saa efter at høre fra dem, med Tiden faaer jeg vel ogsaa nogle Ord. Hvordan er Maries Helbred? Hvordan lever de paa Vormnæs^k126 og hos Sigvart?^k127 Tusende Hilsner over alt. Vor Addresse er «Decorah P.O. Winnishiek Co. Iowa, North Amerika».

Igaar havde Vilhelm besøg av en Frankianer.^k128 Han sad her længe og talede, men der var intet Udkomme med ham. Han hadde altid en mængde Bibelstæder paa rede Haand, men indlod seg forresten aldrig paa at svare ligefrem paa hvad Vilhelm spurgde ham om eller sagde. Naar Vilhelm talede i Øst, svarede den anden i Vest. Samtalen blev forresten ført med megen Rolighed, saa at min Frygt for at nu maa da Vilhelm bestemt tabe Taalmodigheden – var overflødig. Manden skal være en af de stiveste, han er ogsaa en af deres Prædikanter.

Mange kjærlige hilsener fra os begge til Sødskende, Slækt og Venner og et hjertelig Ønske om et glædeligt Nytaar! Hvordan leve de alle, Münsters, Treschows, Archers, Amtmanden, og hver især? Jeg har meget at spørge alle om, men kan kun bede om ikke at glemme at faa nøiagtige Underretninger om alle, naar jeg faaer Brev. Farvel da for dennegang, mine kjære dyrebare Foreldre og Sødskende, Gud velsigne eder alle sammen.

Eders Leis^k129

Brev 5: 26. januar – 6. februar 1854

«Hesten stod til opover Bugen i Snee»

ⁿ²⁵ ⁿ²⁶

Thorsdag, 26de Januar 1854

Idag er jeg alene. Vilhelm reiste i Formiddag, en 7 Miil bort, jeg ved ikke hvor, for at holde Gudstjeneste. Jeg strøg lidt og beskjæftiget mig derefter, som sædvanlig med mit Arbeide i Formiddag, spiste Middag, da Kl. slog 12, hvorpaa jeg tog mit Strikketøy og fordybede mig aldeles i Alhambras Ruiner^k130 med dets mystiske Lønkammere, fortryllende Skatte, bevoktede af forstemmede Maurer og de vidunderlige Legender om de allerdeiligste Prinsesser. Dette optog da mine Tanker, saa jeg ikke mærkede at Tiden gik og Klokken blev mange, saa jeg maatte skynde mig ud, hvis jeg vilde gaae en Tour inden Solnædgang. Jeg gik da ud paa Veien, hvor jeg stansede og dreide Næsen mod alle Verdens fire Hjørner for at opdage, hvor Vinden kom fra og derefter tage mine Forholdsregler. Resultatet blev, at jeg styrede Coursen lige ret i Øst, hvor der var en Slags Vei (d.v.s. en Slæde havde kjørt der) over Marken og ikke mere Snee end, at der var fremkommeligt.

Denne Vei fulgte jeg til jeg opdagede Spor efter en anden Slæde ret i Nord, her havde jeg ikke været før, saa den maatte jeg undersøge og fulgte den til jeg fikk see John Døsjas^k131 Huus ligefor mig paa Bakken. Længere vaagede jeg meg ikke, men gik hjem igjen, vel fornøied med min nye Vei. Det skal blive en smuk Spasertour til Sommeren. Det var et deiligt friskt Veir, jeg kom hjem saa sulten som en Skrub og maatte lige hen til Skaabet og faa mig en Bisquit. Lidt efter det var bleven mørkt kom Vilhelm tilbage, han var ganske fornærmet fordi jeg ikke havde været engstelig da han ikke kom førend det blev mørkt. Nu sidder han midt oppe i sine Skriverier igjen og snakker med seg selv om Lectioner og sligt kjedeligt og saa troer jeg uafladelig, at han taler til mig og bliver forstyrret i mit Arbeide. Helene,^k132 hvis Snakkelyst var uudtømmelig naar det er noget som vedgaaer det Sted hvor Vilhelm har været idag,^k133 hvor hennes to Søstre boer, snakker og spørger med sin gnældrende Stemme, men skal ikke kunne rose sig af at hun faaer noget Svar. Nu staaer hun med Deigen paa Arnen og beder for 3die Gang om hun maa faa dække paa Bordet, men Vilhelm er obsternasig og vil ikke give Plads.

Nu vil jeg ønske, vi maa faa godt Veir i Morgen for saa skal jeg være med til Thrond Lommen;^k134 jeg skjønner rigtignok ikke, hvordan jeg skal kunne kjære paa den tossede Slæden (en Slags Kjælke, som kalles Yankiejump, hvilken Erik^k135 havde sat sammen paa en Dag). Jeg kommer da til at maatte sidde foran paa Bunden oppe i alt Høet.

Fredag 27de

Jeg kom dog med til Lommen idag alligevel og det uden at sidde paa Bunden af Slæden. Det var dog ikke langt at jeg var bleven Hjemme og ladet mig skræmme af den temmelig stærke Vind der blæste i Morgen, men jeg havde nu lyst til at reise og stod alt med Reisetøiet paa. Lad gaa, tænkte jeg, du kan i det minste følge med til Katterud og prøve hvordan det gaaer. Jeg pakkede mig godt ind og satte meg paa denne Slæde, der er saa smal at Vilhelm ingen Plads fik, men det gjorde nu ikke stort, eftersom han var nødt til at gaae Størsteparten af Veien for at rædde Slæden fra at vælte. Da vi kom til Nils, havde jeg besluttet at være med, Vinden var ikke saa slem, som den lod til. Her skulde Hesten have Vand, med hvilken Anledning vi talede med Nils og spurgte om Veien; han havde Lyst til at følge med, men var ikke rask og fulgte os kun et Stykke til vi kom paa ret Vei, hvorefter vi maatte hjælpe os frem saa godt vi kunde.

Der var falden en frygtelig Mængde Snee, saa Vilhelm havde Møie nok med Slæden, der er saa let som en Fjær; han beklagede sig ogsaa meget over hvor vanskeligt det var at kjære saadanne uhaandterlige embalerende Damer, som sidder, der de sidder; jeg trøstede mig med at det var hans egen skyld at jeg var med. Forresten, synes jeg at jeg gjorde mine Sager nok saa godt, holdt mig tappert fast og balancerende, saa godt jeg kunde. Naar Veien hældede til den Side, hvor Vilhelm sad, var det ogsaa nok saa godt at sidde, var den derimod til modsatte Side, saa saae det farligt ud mange Gange. «Du behøver ikke at være bange, det gaar nok godt naar Slæden hælder saaledes, saa er det ingen Sag at sidde paa, hvis du ikke selv faller ud da», sagde min Herr Gemal meget viselig. Ja, det var nok netop Spørgsmaalet, om jeg ikke skulde falde ud. Jeg undgik det heldigviis, vi kom lykkelig igjennem Sneen, ud paa Storveien.

Veien, var taalelig kjørt, saa det gik godt en Stund til vi naaede et Sted, hvor den gik paa Siden af en meget skraae, glat Bakke. Her maatte Vilhelm gaa af og om paa den anden Side og støtte mot mig og Slæden, akkurat, som naar Bøndene komme i en glat Bakke med et stort Vedlæs, som de er bange for at Hesten ikke kan trække alene. Vi kom lykkelig over den vanskelige Passage og op i «Gata», som man her benævner en nogenlunde Vei med Gjærde paa bægge Sider. Denne fulgte vi til vi naaede Ola Lommens Bolig, hvor vi skulde faa nøiere Underretning om Veien. Her traf vi en liden Gut, der ikke var bange for at bruge sin Mund, men med skingrænde Stemme forklarede os: «At vi skulde hverken reise til høire eller venstre Side af fence, men bare ende beint fram».

Med denne Beskjed, drog vi afsted til fence og ende beint ned i en Dal og denne Dal var meget fuld af Snee, derpaa kom vi op paa en Bakke, ved hvis Fod der var en Hytte, og denne Hytte laae meget beleiligt forat hjælpe os til at vælge den rette Vei af alle de mange, vi nu opdagede. Jeg holdt paa Toppen medens Vilhelm gik derind, strax efter, kom ud fulgt af et Qvindemenneske og nu begyndte en hæftig Gesticulation, hvis Betydning jeg netop anstrængte mig for at fatte, da den med det samme var forbi og Vilhelm vinkede ad mig. «Go along, Peter» sagde jeg og kjørte ned ad Bakken til Vilhelm mødte mig. Vi havde ikke kjørt langt før Hesten stod til opover Bugen i Snee; det var frygtelig hvor den havde sammendynget i denne Dal. Vi, d.v.s. Vilhelm og hans stivbenede Reisefælle, arbeidede sig gjennem saa godt de kunde, jeg sad som en anden Tul Reiseklæder og balancerede til alle Kanter.

Lidt efter kom vi til 3 Veie hvoraf vi valgte den midterste i Haab om at den førte til et Huus. Vi kjørte og kjørte til vi pludselig befandt os lige ved en Høstak, her holdt Veien op og nu vare vi lige kloge. Endelig fandt vi en Slags Vei hvor Kræaturerne havde gaaet, der førte os til en Yankie af hvem vi fik Beskjed og nu gik det tilbage igjen omtrent i samme Retning, hvorfra vi var kommen saa fort vi kunde. Peter blev ikke sparet, jeg undres hvor lang Omvei vi havde kjørt den Dag. Veiret var bleven behageligst saa det var bare Fornøielse, da vi ikke kom saa seent frem, aligevel.

Fredag, 3de Februar

Jeg havde ikke før sadt mig til Bordet igaar førend det bankede paa Døren og ind kom Vilhelm og glad blev jeg. Han var kold og læmster efter en 12 Mile lang Reise og det altsammen for min Skyld, at jeg ikke skulde blive bange, naar han ikke kom efter Bestemmelsen, siden han saa sikkert havde sagt at han vilde være ude saa tidlig, at han kunde kome Hjem i Lyse. Denne Aftale maa nu forandres, da det umulig kan bestemmes naar han kan være tilbage, da der saa let kan komme Forhindringer. Jeg tænker nu vor Aftale maa være at jeg seer at holde mig saa kjæk, som mulig og ikke blive for ængstelig om det drager ud over Tiden. Han havde kjørt sin Slæde i tusinde Stykke midt paa en stor Prairie, med megen Besvær faaet sit Tøi transporteret til Jørgen Lommen og red saa derfra med min brune Kaabe, der er nyttig til alting, som Sadel. Gudskjelov at han kom, han var virkelig snild som red den lange Vei i Kulden. Naar han er der Vester, lever han saa godt med Mad og saarer Helenes Hjærte med at fortælle om den, Flødegrød, Æblegrød, Kyllingsteg, og jeg ved ikke for alle de Herligheder som han har faaet.

I Eftermiddag har vi hat en Spadseretour til Katterud i deilige Veir. Vilhelm, skulde laane mig en Sadel siden han nu ingen Equipage har, naar han bare slipper at drage til Minnesota paa Hesteryggen, saa kan det være bra nok at ride smaa Toure. Vi gik da afsted over Marken, Vilhelm, for ikke at være altfor uselskabelig, halende Peter,^k136 der ikke havde synderlig lyst til denne March, – efter sig og saaledes kom vi da til en Creek, hvor Peter skulde have forfrisket sig med en taar Vand, men fant desværre kun Iis, hvorfor den blev saa fornærmet, at den dreide Næsen hjem igjen og næppe vilde adlyde min Herre og følge med. Her opdagede vi at det Klæde, der tidligere havde tjent som Sadel, var borte, men i tillid til Iowas sikre Veie (sikre fordi det aldrig reiser nogen) lade vi det blive hvor det var og fortsatte vor Vei med Peter – dog nu var spag nok – humpende i Forveien, ned til Nils's Spring, hvor den fik Vand, saa meget den begjærede. Nils var ikke hjemme, hvorfor Liv og Vilhelm ransagede Loftet og fant den forønskede Sadel.

Vi blive der ikke mange Minutter og var ikke komne langt på Hjemveien, før vi møtte en Mand med en Slæde; det befandtes at være Peters gamle Herre, som ønskede at faa sin Skat hjem igjen og medbrakte en rask liden Pony til bytte. Jeg kjørte tilbage med Herr Knud Nordsvind i megen Angst for at falde af hans farlige Slæde i ivrig Conversation. «Havde Dere vel tænkt at det var saa kaldt i America?» spurgde han mig og det samme Spørgsmaal har jeg ofte faaet. Gud ved hvad for Ideer de gjøre sig om Landet, disse Nybyggere, jeg troer at om de endogsaa hører et og andet ubehageligt hjemme, saa maa de først se det med deres egne Øine, før de kan tro, at ikke alt er godt i deres kjære America. Da vi kom hjem, vandrede Vilhelm til Halvor, den pyntelige Ungkarl fra hvem han i dette Øieblik kom tilbage og fortalde at Halvor følger med til Minnesota, med sine Heste og Vogn, saa nu faar han god Skyds.

Mandag den 6te.

Idag har jeg sendt min store Post og var riktig glad da jeg havde forseglet alle Brevene, gid de nu ikke maa blive forlænge underveis. Da det var gjort, tok jeg mit Tøi paa for at trekke lit frisk luft ovenpaa al den Sæbe og Ludlukt, jeg havde indaandet i hele Dag. Jeg tog Veien henimod Sørland, min Yndlingstur, men havde nær vændt om igjen da jeg kom ned ad Bakken og mødte alle Erik's Kræaturer forfulgt af Ingebreds^k137 Hunde. Hundene gjøede, Køene brølede og vilde stange. – Jeg tog Mod til mig og kom vel forbi hele Flokken ind i Skoven. Der var ikke saa vakkert idag, da Luften var tæt og graa, men saa stille –. Jeg hørte kun Lyden av Ingbreds Oxe et Øieblik, men saa ikke et Menneske paa hele Touren. Da jeg kom ind i Skoven, tog jeg Veien op imod Præstelandet, her fandt jeg til min glæde Spor efter Vilhelm og Peter, som jeg morede mig med at følge til de plutselig dreide nedover, jeg ved ikke hvor hen og jeg befandt mig paa Bakken. Jeg havde den vakre Udsigt fra Præstelandet for mig. Det er en forunderlig blaa Farve der undertiden ligger over Aaserne i Horizonten. Idag varierede den fra dyb søblaa til lys himmelblaa. Her er det peneste Sted i hele Settlementet saa jeg vilde virkelig ønske at det maa virkelig blive til Præsteland.

Jeg fik lyst til at se hvor Huset da vilde komme til at ligge og fant ogsaa det ene Sted, men ikke den lille Dal med Springen, det var vel ikke saa langt, men tog Veien over Skaren og ind i Skoven, der undertiden bar mig og undertiden lad mig plumpe i lige til Kanten af mine høie Støvler. Jeg gik omkring og undersøkte Træerne om jeg ikke kunde finde nogle Drueranker eller slikt, men forgjæves, derimod, opdagede jeg at alle de høie Blomster og Bringebærstilke vare fulde af fine Slyngplanter. Jeg gik længe omkring i Skoven, fant Spoer efter en Mand, men de holdt op med et, saa jeg maatte gaa ud paa Skaren og lede efter en Vei, da jeg ikke havde lyst at gaa den samme tilbage. Jeg fant ogsaa noget, der skulde forestille Vei og tænkte nok de maa vel føre til de pyntelige Gutter. Jeg tok heller ikke feil, men fant mest ordentlig Vei og langt om længe til menneskelig Bolig. Jeg undres om Vilhelm har gaaet den Vei over Broen, under de høie Træer som fører til Halvor, der er jo ordentlig en stor Bøk og ganske romantisk. Der har jeg atter en smuk Sommervei. Nu skyndte jeg meg hjem, det begyndte at blive mørkt og Maanen kunde ikke trænge igjennem de tætte Skyer. – –

Saa nu faar dette være nok af dette – neste Gang mere, hvis det morer Deg, men nu maa jeg have lidt Rum for at fortælle Dig deg den Glæde jeg havde i gaar Aftes. Vilhelm var Vester og holdt Gudstjeneste, jeg væntede han ikke hjem før idag, det hele Huus var gaaet til Ro, da han kom aligevel og overaskede mig ved at medbringe de Breve der var sændte med Buonovento^k138 og endu mere ved Christianes^k139 Brev fra Julen, det var deiligt at faa dem. Baade det med Post og Skib vare sændte fra Po'keepsie 5 Februar. Vilhem fik osaa Brev fra C. Bech. Aviserne ere ikke komne endnu, men jeg glæder mig til at faa dem. Tak Christiane mange Gange for Brevene og bed henne bringe Minda min hjertelige Hilsen og Tak for Brevet, saa venligt af henne at skrive og takk Hanna meget for hennes. Vi bleve saa glade over at faa Chrs Julebrev. Gudskelov at det fra os fra NewYork naaede frem før Juul og bortog Eders Ængstelse, da var vi i god Behold her i Iowa og skrev atter hjem.

‹…›ⁿ²⁷

Brev 6: 9. mars 1854

«Disse Breve, skrevne i et fremmed Land»

Trout river P.O., Winneshiek Co,
Den 9de Marts 1854

Min kjære Fader!^k140

Nu Gudskelov fik vi endelig de med saa megen Længsel væntende Breve fra vort kjære Hjem!^k141 Du kan ikke tro, kjære Fader, hvor jeg har væntet paa at faa høre fra Dig. Jeg vilde begynde paa et nyt Brev hjem, men kunne ikke rigtig skrive forinden jeg havde faaet nogen Efterretning fra Eder. Det var næsten 5 Maaneder siden det Brev vi fik i New York, var skrevet, saalænge havde vi savnet al Underretning fra Alle vore Kjære. Jeg kunde jo nok vide at I havde skrevet og at det var det daarlige Postvæsen her, som var Skyld deri. Alle sige at Decorah P.O er saa upaalidelig, saa jeg var meget lei over at have adresseret alle Breve derhen, vil du herefter adressere dem til Trout river P.O., Winneshiek Co, Iowa. Det er meget sikrere. Det har ellers ingen Fare for at vi nok faae de Breve som forhaabentlig ere sændte hjemmefra senere, saafremt de blot naa frem til Decorah. Den kjedelige Postmester der kjender nu Vilhelm og hans Navn. Grunden hvorfor dette Brev vistnok havde ligget der en Tid førend vi fik det her, opdaget vi var, at han pleier at samle de norske Breve for sig selv, viser dem frem til Den der kommer og spørger efter Brev og siger at der ikke er flere og nægter dem at see alle de engelske.^k142. Nu havde han lagt Vilhelms, som Preus^k143 havde givet engelsk Addresse, til disse. Ja, det er en skjøn Orden i det Postvæsen. –

Du kan tænke Dig med hvormegen Ængstelse og halvt Haab jeg væntede paa at Erik^k144 skulde komme tilbage fra Decorah, hvor han hver Uge har været, men dette Haab blev altid skuffet, bestandig det samme Svar, sidste Gang for et Par Dage siden var Posten fra Wisconsin endogsaa ikke kommen; saa da Vilhelm havde været deroppe igaar et Ærinde, vilde jeg ikke engang spørge efter Brev, for ikke atter at blive skuffet; jeg saa blot paa han, om jeg skulde opdage noget Tegn til en saadan Glæde, men nei, ikke det midste, han gik rolig op og tog sit Tøi af, kom ned og gav Erik et Brev, som da ogsaa i det mindste havde lagt en Postdag over. Jeg vilde netop tage mit Arbeide og søgte at trøste mig med, at min Tid ogsaa engang kom, da Vilhelm kaldte paa mig og bad mig komme og see hvad han havde faaet og da blev der vel en Fryd og Overraskelse, da jeg saa Brevet og kjendte min kjære Faders Haand. Dette Brev var sendt fra Laurvig^k145 den 17. November, var i Boston allerede 10. December, og blev sendt fra Wisconsin 28. December og saa fik vi det først 8de Marts, dog Gudskelov at vi tilsidst fik det, naar de kun ikke maa blive borte, saa maa vi jo finde os i at det stundom gaar lidt kroget paa en saa lang Vei.^k146 Det Brev til Erik var kun lidt over en Maaned gammelt og jeg har talt med Flere, der have deres Breve fra Trout river P.O. og faaer dem en Maaned gamle, saa vi faar dem nok endelig vi ogsaa, med Tiden, men endnu er der to Breve, som vi ikke have faaet. Det med Buonovento kan vel have sine Grunde, men at vi ikke har faaet det fra Johan Koren, som Moder siger er sændt førend det hun skrev, det er rigtig leit, naar vi nu blot maa faa dem, om det ogsaa bliver seent.

Du kan nok vide hvor meget vi har længtet efter at faa høre fra Johan og Marie om hvem vi kun vidste at de skulde have Bryllup; nu ved vi da at det ogsaa har været, men jeg vilde jo gjørne høre lidt mere derom og faae Brev fra dem selv, – og saa Christianes^k147 med Buonovento, men nu nok herom; jeg vil ikke klage derover, men være inderlig taknemmelig for de gode Efterretninger vi har faaet. Du, kjære Fader var rask og alle levede vel. Gudskelov for det! Hvor godt det gjør at faa høre fra sine Kjære. Jeg tænker mig hvor glad Du ogsaa vil blive naar vore Breve kommer og Du seer vi har det saa godt. Hvor underligt det var at læse disse Breve, hvor I tale om Eders Ængstelse førend mit Brev fra Canalen kom; jeg havde saa vist haabet at det skulde naaet frem førend I fik see at «Rhein» havde maattet søge Land. Da du naa skrev til os sidst, vaar vi endnu paa Søen, men det var en «Wonderfrau» Du havde til Datter, Fader! som ikke var et Øieblik syg paa en saadan Reise. Nu tør jeg haabe at Du har, ikke alene mine Breve fra New York og Koshkonong, men ogsaa det sidste herfra, og har Du det, saa ved Du bedre hvordan vi leve and vi ved hvordan vore Kjære paa den anden Side Atlanterhavet have det. – Siden den Tid, det var jo midt i Januar at jeg sændte mit sidste Brev, har vi havt det meget godt, været raske og friske, Vilhelm havt fuldt op af Reiser og Arbeide og jeg ført et meget roligt Liv, ikke afbrudt af nogetsomhelst, da jeg har holdt mig rolig hjemme og ikke fulgt med Vilhelm paa hans Reiser, undtagen en enkelt Gang her i Nabolaget. Det har været for koldt for mig at reise, og saa ukjendte som vi vare den første Tid, kunde vi ikke vide hvordan Huusrum Folk havde.

Du tænker vel at faae høre mange Ting – meget Nyt, naar Du faaer disse Breve, skrevne i et fremmed Land og fremmede Forhold, kjære Fader, men af saadant faaer Du ikke noget, her gaaer den ene Dag ganske som den anden og jeg glemmer, eller bliver sjælden bragt til at huske paa at det er i Amerika vi bo. Jeg hører ikke engelsk, undtagen naar en Yankie kan komme ind i et eller andet Ærinde f. ex. at søge efter norske Tjenestepiger, som ere meget søgte af dem, ja de bruge næsten ikke andre naar de kunne undgaae det. Jeg faaer nok ingen Øvelse i at tale engelsk, undtagen naar jeg reiser. Her har vi Norske rundt om og skulde snarere tro det var et eller andet Sted paa Landet i Norge, men Naturen er ikke norsk, og den vil nok bringe mig til at huske paa at det er i Amerika jeg lever, naar det bliver Vaar, og det bliver allerede meget vaarlig; i dag strømmer Regnen ned og det er saa mildt, saa mildt. I næsten hele Februar har vi havt det deiligste milde Veir, det har næsten været for varmt at gaae med Plaid.

Vi har forandret Logis nu og ganske vist ikke tabt ved Byttet. Konen i Huset hvor vi før boede, var ikke norsk saa det blev generet baade for dem og os, at bo der, hvor det var saa trangt. Vi bor nu hos Ingebræt Sørland, en velstaaende ung Farmer. Her er ingen Børn, Vi har et Sovekammer ovenpaa, saa nu faaer Vilhelm bedre Ro, naar han er hjemme. Her er vel det peneste Huus i det hele Settlement, ganske nyt; en flink Kone som er et Mønster paa Properhed og kjærner og yster og skurer og pudser og holder alting saa blankt som en ny Toskilling. Dessuden er hun aldeles amerikansk med at dække op med en Mængde Kager og Paier og er ikke rigtig tilfreds naar vi ikke spiser af alle hendes gode Sager til alle Maaltider, men det er mere end et Menneske formaaer.

Det bedste af alting her, er at det er saa vakkert heromkring. Huset ligger paa en liden Bakke indne i en Skov; ligefor Vinduerne har vi en Række af de smukkeste Træer man vil see, der staaer langs en Bøk, som for Tiden er svulmet op saa den bringer en Deel af de store Træer til at see ud, som de stode midt i en Indsø. Her skulde vi egentlig have boet den hele Tid, hvis det var gaaet efter de Folks Ønske, som skaffede os Logis, men Eli (Konen her) havde sine Betænkeligheder, hun var ikke vant til Storfolk, sagde hun og frygtede at hun ikke kunde gjøre os det godt nok, men der var tvertimod ingen der kunde gjøre det saa godt som hun; nu er ogsaa hendes Frygt over, saa de kom selv og bad os, bo hos dem. Naar det bliver varmere kommer vi nok til at faa et lidet Huus for os selv, til vort eget bliver førdig. Det er hos Elis Forældre, som vilde flytte ind i deres gamle Stue, gjørne strax, dersom vi ønskede det; men det vil jeg nødig, det kunde blive for koldt for den gamle Kone, men om Sommeren bo de aligevel i den gamle.

Nu er der kjøbt Præsteland, det samme Stykke Land, som jeg nevnde sidst, 80 acres.^k148 Vi ere saa særdeles tilfredse med at det blev dette. Det er ikke alene det smukkeste Punkt i hele Settlementet, siger Vilhelm, som har været overalt her; men dette Land og de 5–6 Gaarde, der ligge rundt omkring det, er uden Undtagelse, det smukkeste Sted, inde i Landet, som vi har seet i Amerika, hvor der ikke er Floder for hvor der er Vand er der altid smukkere. Dette Land er vel det høieste Punkt heromkring. Jeg vil beskrive det for Dig saaledes, som jeg tænker Huuset kommer til at ligge, Du kan nok tænke at vi har sondret det mange Gange igjennem for at udsøge den peneste Byggeplads, endelig har vi bestemt os for en liden Slette, hvor vi i Øst har en stor vakker Egeskov, mod Syd ligeledes Skovlandskab, men her er Skoven ung og fiin, udspedt i Lunde, der aabne sig saa de give Udsigt over fjærnere Prairier, i Vest er der aabent ud over Markerne og fra det høieste Punkt der, seer man mod Nord ud over er bølgeformigt Agerland, med tilhørende Gaarde. I Baggrunden høiner Prairierne sig, som Aase, som oftest i en deilig blaa Farve.^k149 Troer Du ikke vi komme til at bo smukt, Fader?

Naar nu Huset kommer paa denne lille Slette, saa kan der komme Have rundt om og paa den ene Side er der en Gruppe af vakre Træer og Hasselkrat som rimeligviis kommer til at blive lige ved Huset; de staae i en liden Dal; disse skal blive staaende og give os Skygge og du kan tro jeg blev fornøiet forleden da vi gik deroppe og jeg fant Viinranker om Træerne. Jeg har før gaaet igjennem den nye Skov og søgt derefter, uden at finde nogen, nu kom jeg ned til disse gamle Ege og sagde til Vilhelm, her er bestemt Ranker; nei, han mente at det kun var Grenene af fældede Træer, men det var dog virkelige Ranker, der slyngede sig langt, lige til Toppen op ad Træerne.

Naar jeg gaaer alene og spadserer, saa gaaer jeg altid og undersøger de visne Blomsterknoppe og Buske, da er det morsomt at see, hvordan næsten alle, lidt tykkere Stilke, ere fulde af spæde Slyngplanter. Var det ikke underligt at vi skulde komme til at bo netop paa det smukkeste Sted, jeg kan ikke sige hvor glad jeg er over at have faaet mit Ønske om en smuk Natur, der hvor vi kom til at bo, opfyldt. Og saa har jeg endnu den Glæde, at al denne vakre Skov paa Nabogaardene bliver fredet. Skoven er kostbar her, de fleste have lidet, saa de ikke hugger derav, med undtagen Ingebret, her hvor vi bo, han maa hugge saa han faaer det lidt frit om sit Huus. Vilhelm og jeg anstrænger os for at faa ham til at hugge, saa han ikke fordærver Landskabet, de dele ikke vor Smag i saa Henseende. Jo fladere og lettere at dyrke Landet er, desto smukkere finde de det. Der bliver kun en kort halv engelsk Miil fra Præstegaarden til 5 Gaarde, derpaa en Miil til andre igjen, disse ligge rundt om os. Her er saa tæt bebygget som det kan være, Gjærde i Gjærde, og de fleste have meget Land.

Der er en Comité bestaaende af 4 Mænd og Vilhelm der har Fuldmagt til at bestemme Alt angaaende Præstebolig og Land. Subscriptioner dertil er i fuld Virksomhed og have god Fremgang, idetmindste heromkring. Om Huset skal bygges af Log eller Frame er ikke afgjort, en av disse Dage bliver det vel bestemt og saa haaber jeg de vil kile paa alt hvad de kan. Jeg troer næsten vi helst vil have Loghuus, de ere varmere end disse Framehuse, som naar de ikke bliver ordentlig muret imellem Sprinklene, ere luftige og see ud som de kunde blæse overende, hvilket nok ogsaa undertiden skeer.

Ved Du hvordan disse Loghuse er? Bjælkerne (store Egebjælker) blive lagte paa hinanden, ikke fældte i hinanden, som i Norge, hvilket de sige ikke gaar an her. Rummet imellem Bjælkerne bliver da rappet^k150 paa begge Sider og naar et saadant Huus bliver bordklædt, er det meget varmt. Vi have da ogsaa havt travlt med at udkaste Tegninger til dette Huus og indrette de 3 Værelser og Kjøkken paa bedste Maade. Naar de nu bare vil skynde sig at faa det førdigt. Settlementet er nu deelt i Distrikter og Gudstjenesten ordnet, saaledes at den er hverandengang her og hverandengang paa to forskjellige Steder i den vestlige Deel. Paa Kirke skal der endnu ikke tænkes; her kommer Gudstjeneste til at afholdes i Skolehuset. I Søndags var Gudstjenesten her, i dag og i morgen er Vilhelm vester, han kommer hjem Onsdag, skal begynde med Confirmanter (hvoraf der bliver mange) i denne Uge, have et Møde og paa Lørdag reiser han til Painted Creek, saa jeg er bange det bliver ikke noget med at skrive dennegang heller, hvis jeg skal faa dette snart afsted og han vilde dog saa gjørne selv skrive til dig, kjære Fader.

Jeg troer vist der er den bedste Forstaaelse mellem Vilhelm og Menigheden, saa vidt jeg kan skjønne, alle Møder og saadant gaaer saa godt. Her har nylig været Menighedsmøde, hvor der foruden andet, blev valgt Medhjælpere til Præsten, bestemt at denne Menighed ogsaa skal slutte sig til Synoden, valgt en Comité til at bestemme Love, etc. Secterne høre jo ikke synderlig til. I dette Settlementet er en Femtepart Frankianere og have en Strækning hvor de boer for sig selv. Jeg hører at de skal anstrænge sig meget for at faa Flere ind i deres Menighed, men jeg hører ikke at det lykkes dem; derimod er det vel adskillige som vakle og ikke ved hvad de selv vil, som ikke hører til nogen Menighed og mange der før her kom Præst, vare paa Veie at gaa over til Frankianerne, som nu høre til Menigheden. Jeg blev tiltalt af en Methodist, forleden Morgen, da jeg gik mig en Tour; jeg kjendte ham ikke, men han vidste derimod hvem jeg var og spurgte om Præstefrua alt var saa tidlig ude og gik og slog en liden Passiar af i al Venskabelighed. I de øvrige 3 Settlementer er der frit for Secterne. Clairmont skal være et meget hyggeligt lidet Settlement, det er det ældste i Iowa. Da Vilhelm kom derfra sidste Gang havde han en stor Ost og 6 Dusin Æg med fra min Veninde Gunnild Ederklep og en Present til mig fra en ung Pige. Det er en Vifte af Fjær, det er Halen av en Fugl, lige skaaren af Dyret, graabrun schatteret; den er meget smuk. Naar det bliver lidt Vaar og Veiene lidt bedre, saa følger jeg derned med Vilhelm. Jeg har endnu ikke været der.

I Minnesota har Vilhelm da været og reiser snart derop igjen. Der havde været megen Glæde over at han kom. Det var en gammel Mand deroppefra ved Gudstjenesten i Søndags, der bad ham saa meget om snart at komme igjen og sagde at de havde glædet sig saa længe bagefter da han sidst var der. Der er ellers megen Urolighed, idet en stor Deel af dem hænger ved Olaus Nilsen;^k151 imidlertid skal de nu kalde Præst fra Norge, der ogsaa. Det blir ikke saa langt fra os, saa det skulde være hyggeligt, dersom det blev en hyggelig Mand da. Du seer det begynder at blive lidt Orden i Tingene her ogsaa nu. Herefter troer jeg Vilhelm fordetmeste kommer til at reise et Par Dage, især naar han faaer Confirmanter i alle Settlementer. Det gaaer hurtigere med at reise nu end i Begyndelsen, da han var ganske fremmed og ingen kunde sige ham Veien. For at finde Rede heri, har han gjort sig et Kort over alle Settlementer og ved at oppskrive hvor hver Mand boer og derved finde Vei, har han bragt det til at blive bedst kjendt af dem allesammen. Dette har gjort ham stor Nytte og er allerede saa forslidt at jeg maa copiere og forstørre det med største Fliid og Umage.

Du kan tro Vilhelm længes efter at faa sig et Contoir, som rimeligt er, nu er hans hele Contoir et lidet Bord med en Skuffe (dette og en Stol er en Present fra en Snedker i Decorah). Ja, det skal smage godt at faa eget Stel. Gudskelov fordi Vilhelm er saa rask og godt taaler det urolige Liv han fører. Jeg synes han maa blive saa rent træt af saaledes 3 – 4 Dage i Træk at reise ud tidlig om Morgenen hver Dag og holde Gudstjeneste og saa ovenikjøbet forberede sig til en ny Prædiken til den følgende Dag og han er vistnok ogsaa ofte træt, saa jeg er glad for hver liden Hvilestund og ønsker kun der kunde være flere. Jeg er så frisk som en Fisk, har længtet svært efter at faa Brev, men nu er ogsaa hin Sorg slukt og jeg kan snart haabe igjen at faa høre fra dig og de Øvrige. Jeg spadserer flittig, læser flittig, skriver flittig, besøger Folkene her omkring, glæder mig til at Vilhelm skal komme tilbage naar han er borte og hvergang jeg kan faa ham med mig en Tour, og til at det skal blive Sommer og at vi skal faa vort Huus istand. Ja, kjære Fader, jeg baade har og har havt mange Glæder, den gode Gud lære mig kun at skjønne mig derpaa. –

Saaledes leve vi da nu, min dyrebare Fader, jeg fører et meget stille, roligt og fredeligt Liv, kun afbrudt med den Forandring det giver naar Vilhelm reiser eller kommer. For at Du rigtig skal se hvordan jeg har det, vil jeg tage min Dagbog til Hjælp og gaae tilbage til den Tid, da jeg sændte mit siste Brev, siden jeg nu dennegang ikke har skrevet lidt hver Dag, eller i alle fall for lang Tid siden begyndt paa dette Brev, hvilket jeg herefter vil gjøre og ogsaa havde gjort, havde det ikke faldt mig saa vanskeligt at skrive førend vi fik den mindste Underretning hjemmefra. Jeg vil gjøre Uddrag hist og her og skrive Ord til andet som det staar i Bogen, jeg springer intet over.

Thorsdag 5te januar
Medens jeg sat beskjæftiget med at skrive hjem i Formiddag, banket det paa Døren og ind kom en stor høi Bondemand for a tale med Vilhelm. De vare snart inde i religiøse Gjenstande og det viste sig da at Manden hørte til de saakaldte Frankianerne. Han er en af deres Prædikanter og skal være blant de stiveste. Han havde altid en Mængde Skriftstæder paa rede Haand, men svarede aldrig ligefrem paa hvad Vilhelm spurgte eller sagde. Naar Vilhelm talede i Øst, svarede den anden i Vest. Der var intet Udkomme at faae med ham. Man kunde ligesaa gjerne tie ganske stille, hvilket Vilhelm ogsaa tilsidst gjorde, saa nu kan han, naar han kalder sit Møde i aften, sige «At han bragte ham saa vidt, at han^k152 maatte tie stille og kunde ikke svare et Ord» hvilket han før hadde sagt om Brandt,^k153 efter en lignende Samtale med ham. Jeg beundrede at Vilhelm kunde være saa taalmodig og svare ham rolig; jeg væntede ofte at det skulde komme til Heftighed mellem dem. Dette var da den første af disse saa meget omtalte Secterne.

Det gaar smaat med mit Brev, her har været saa megen Forstyrrelse af Folk i dag. Vilhelm laa og hvilede sig lidt, men fik ikke mange Minutters Ro, før snart Een snart en anden kom, den sidste var Knud, som har spist til Aften her og netop er gaaet. Nu sidder Vilhelm og jeg her alene igjen; i dag maa han ogsaa tage Natten til Hjælp; det er rigtig leit, bare han ikke bliver ordentlig syg af dette; iaften er det desuden saa frygtelig koldt, naar det blot maa blive mildere til han skal reise vestover paa Lørdag, da skal hans gode Ven «Den pyntelige Ungkarl Halvor» skydse ham. Vilhelm er rigtig kjedelig, han paastaar at jeg forstyrrer ham og vil ikke at jeg skal være oppe længere. Det er bare Tøv at jeg forstyrrer, jeg sidder jo ganske stille og skiver; han behøver jo ikke at see paa mig. Imidlertid saa faaer jeg vel see til at liste mig til Sengs og bringe mine knirkende Støvler, saa vidt mulig til Taushed, at ikke Vilhelm skal ærgre sig og Helene og Erik vekkes af dem. –

Mandag 9. Januar
Jeg maatte vænte helt til Klokken blev 4 i Eftermiddag inden Vilhelm kom og sandt at sige var jeg i Grunden glad derover, da her har været meget uhyggeligt den hele Dag, da Helene har havt stor Vask og jeg ingenlunde ønskede at Vilhelm komme ind og rynke Næsen over det vaade Gulv og den stygge Ludlugt. Jeg blev vækket i morges ved at høre Peer skrige «Kari, Kari», saa stærkt han kunde. «Ti stille Gut» raabte jeg ganske ærgerlig bag mit Forhæng, hvilket ogsaa hjalp, da han ikke fattede hvorfra den Stemme kom. Der var ingen i Stuen uden Børnerne, jeg stak Hovedet frem mellem Forhænget og opdagede Vadske-kjedlen staaende ved Stoven^k154 fuld af Snee og Helene udenfor Vinduet med en Bøtte efter mere. Dette bragte den ubehagelige Vadsk i Erindring og fik mig hurtig op. Jeg ønskede aa faa den førdig snarest mulig, men min Taalmodighed skulde prøves lidt først. Helene gik til Sukow efter en Kjedel medens jeg sad og baldyrede paa noget af Vilhelms Tøi, væntende paa at Sneen skulde smælte. Dette tog imidlertid en evindelig Tid og Vadskningen begyndte først langt ud paa Formiddagen, Helene med sin Kjedel stillet midt paa Gulvet gnidende afsted paa sit Vadskebræt med en Ivrighed, der bragte hendes Ansigt til at glindse med utallige Dugdraaber og af og til givende Peer eller Kari en dygtig Kladsk paa Kinden med det vaade Tøi, naar de bleve for nærgaaende. Jeg sto ved Bordet med mit fine Tøi og saa med Sorg paa den store Dam, der mere og mere utbredte sig om Helenes Kjedel, tænkende, nu skal Du see, Vilhelm kommer midt op i dette.

Det lakkede nu mod Middag, efter vor Beregning idetmindste (en saadan Luxus, som Uhr har vi ikke for Tiden). Flæsket blev altsaa stegt, Kaffeen kogt og Erik og jeg satte os til at spise. Omsider kom vi saa vidt, som til at hænge Tøiet op, jeg tog mit Tørklæde over Hovedet og gik med ud i Hasselbuskerne hvor det da nu hænger. Nu tænkte jeg, er vi da førdige og kan faa det lidt ordentlig, men nei! Først skulde det hele Gulv vadskes. «Jeg faar 'a nytte det go'e Lutvattene mens jeg har 'et. Det er saa svært godt til at ta' Fedtflækkene væk», sagde Helene og gav sig til at skure af alle Kræfter. Jeg fik finde mig heri, fyrede i Ovnen, flyttede Bordet hen paa den tørreste Plet i Stuen og tog fat paa mit Brev til Christiane igjen.

Endelig kom da Vilhelm. Jeg troer, jeg forsoner mig nogenlunde med den megen Reisen, for saa glæder jeg mig saa meget til han skal komme tilbage igjen. Han havde havt det godt, truffet venlige Folk og bragte en hel Deel Hickory Nødder med til mig, som Erik har været beskjæftiget med at knække i aften og vi med at spise. I aften kan jeg da slippe at gaae til Ro Kl. 9 hvis ikke Vilhelm finder paa at jeg forstyrrer ham og jager mig til Sengs. – –

Her har du en Vadskedag, min uhyggeligste Dag, saaledes seer det i Regelen ud, naar der blev vadsket, medens det var saa kaldt, saa hun maatte staa inde; med Undtagelse af at jeg ellers altid gik min Vei ud og spadserede, naar Gulvadskningen begyndte og takket være det haarde Egegulv, fandt det altid tørt naar jeg kom tilbage. Af det jeg har skrevet seer det ud, som om jeg ogsaa var med aa vadske, men det var aldrig Tilfælde, jeg er ikke saa flink og indskrænker mig til mit Kravetøi. Jeg tager mine Uddrag fra alle Tider og Omstendigheder, saa seer du bedst, hvordan vi har det.

Hils Provsten meget og fortæl ham, at jeg oftere har talt med Folk som har kjendt ham i Valders.ⁿ²⁸ Ligeledes med nogle som kjendte Præsten Sverdrup fra Hadeland. I Vinter kom der en Dag nogle Mænd ind til Erik for at varme sig inden de reiste videre. De var fra Thelemarken og spurgte efter Provst Bech og Castberg som de nok havde seet der. Det var morsomt at tale med dem siden de kjendte disse Præster. Det var saa morsomt at faa høre fra Julen hjemme. Christian er saa udmærket til at fortælle mig om alting, stort og smaat. ‹…› er paa Horten og har været hjemme i Vinter. Vi længes saa meget efter Brev fra Sollø. Vi vænter hver Dag, derfor har jeg ikke skrevet did denne Gang, men vil bede Dig om Du vil lade dem faa læse dette, og selv læse sig til alle vore Hilsner. Vort sidste brev did blev sændt første Marts. Nu har vi da ogsaa faaet besked om Johan og Maries Bryllup; det var godt, jeg begriber ikke hvad der bliver af deres Brev. At gamle John er død, det var godt at han slap at gaa længere omkring. Alt stod ellers godt til Gudskelov. Naar Du sænder brev Fader, saa maa Du endelig ikke betale Dem, da de komme langt sikrere frem ufrankerede.^k155

Hvordan gaaer det med Krigen^k156 hjemme? Det er vi meget spændt efter at høre. Emigrantens^k157 udenlandske Efterretninger ere saa ufuldstændige, den klager over ikke at have faaet norske Aviser siden Nytaar. De sidste Efterretninger vare fra 18. Februar hvori der fortælles om Skandinavens Neutralitet og de Havne der skal lukkes, men det er ikke muligt at faa nogen rigtig Rede i noget og du kan tænke hvor vi længes derefter. Det er ikke længere Rise som redigerer den. Uf, hvor broget der seer ud i Europa. Den leie Krig.

Saa er det da nu atter et Brev underveis til mig som jeg snart kan vænte at faa; nu kommer de allesammen skal Du bare se, det ene paa det andet. Gud give at dette nu ogsaa maa træffe alt vel i mit kjære Hjem. Naar Du faaer det, kjære Fader, saa er det vel snart den Tid, du skal til at stelle i Haven? Har Frosten gjort dine Blomster nogen Skade i Vinter? Siden jeg kom til America har jeg ikke noget Sted seet Blomster i Vinduerne. –

Consul Bech er virkelig udmærket venlig og forekommende. I dette Øieblik modtog Vilhelm igjen et Brev fra ham, dateret 28de Februar, hvori han atter fortæller at han har sændt de Breve, vi modtage igaar, samt at han atter havde modtaget et fra Laurvig^k158 og sændt under Preus's Adresse; medens han sændte sit under Decorah PO addresse for at være sikker paa at faa dem vel frem. Tillige spørger han om han skal sænde os Aviser (amerikanske) ved hvert Dampskibs Ankomst, og det kan Du begribe vi gjørne ville.

Hjertelige Hilsner til hver især i Herregaarden og til alle kjære Venner fra os. Og saa faaer jeg vel lade det være nok med Skrivningen denne Gang. Farvel. Gud lade Dig være frisk og rask min kjære dyrebare Fader og altid med Kjærlighed tænke paa Din egen Datter,

Leis.^k159

Brev 7: 22. mai 1854

«Nu er jeg ogsaa begyndt at bage Brød»

Trout River, P.O., Winneshiek Co.
Skaarlia,^k160 22de Mai 1854

Min kjære, kjære Fader!^k161

Dennegang er jeg bange Du kommer til at vænte noget længe paa Brev fra os, kjære Fader, da jeg ikke skrev hjem forrige Maaned, men derimod til Sellø^k162 og bad dem sænde Brevet hjem. Jeg er kommen saa sent til at skrive, da jeg har været ude og reist, og sidenefter har Vilhelm ikke været rask; nu er han, Gudskelov, meget bedre og oppe igjen. Han har været sterkt forkjølet og har maattet holde Sengen nogen Tid. Presten Clausen var netop hernede i de Dage, og tilbragte næsten hele dagen hos os, og var os til megen Hygge. Han er saa venlig, omhyggelig og hjælpsom, jeg var rigtig glad i Præsten Clausen,^k163 han holdt Gudstjeneste for Vilhelm Bededag og kom rigtig herned i en heldig Tid for os. Vi er meget sterkt inviterede til ham i Sommer, han boer omtrent 80 Miil i Vest for os. Ja, der er ingen Mangel paa Invitationer fra alle Kanter. –

Nu bo vi her i dette lille Huus, for os selv, som jeg vist omtalte i mit sidste Brev. Vi flyttede hid først i denne Maaned, det kan Du tro var en pudsig Dag. En af de følgende Dage skulde vi reise til Painted Creek, men vilde gjerne have flyttet inden den Tid – og havde derfor ikke forsynt os noget med Mad, vor Stove og de nødvændigste Huusgeraad, som skulde sændes til os, var heller ikke komne, men flytte vilde vi nu. Ingebret belæssede sine Stude med mere Kufferter og Pakkenelliker og drog afsted. Vi vandrede bagefter, Vilhelm med hænderne fulde af Daguerreotyper og jeg med Parasol i den ene og en stor Tvare^k164 (Præsent fra Gunnild Edderklep) i den anden Haand og kom netop tidsnok for at finde alt vort Tøi hulter til bulter midt paa Gulvet.

Her vare vi da, Kaffekværnen, Tvaren og fire Blikfade var alt vort Huusgeraad, ingenting til at koge i eller paa og ikke en Bit Mad, jeg havde rigtignok 40 dollar i Guld i min Pult, hvad Vilhelm havde veed jeg ikke, men her var ikke Mad at faa for Guld. 3 Stole og to Borde havde vi, saa sætte os ned kunde vi da, hvilket vi ogsaa gjorde, læende af vor pudsige Stilling; jeg havde netop om Morgenen faaet Brev fra min kjære Christiane^k165 fra 12 marts, dette læste jeg nu høit for Vilhelm, som derpaa sang og morede sig over den Sang i Anledning af Fireskillingsbanketten som Christiane havde sendt os. Saa læste vi Emigranten, som jeg ogsaa havde faaet til vi tilsidst fandt det kune være paa Tide at bringe lidt orden i dette Pulterkammer. Vi pakkede ud og pakkede ind til vi baade bleve førdige og sultne saa vi gik hen i «gamle Stuge» hvor Husets Eiere, Erik og Guri, bo, de var ikke hjemme den Dag, men Huset stod aabent saa vi kom ind; jeg krøb op paa et Bord og fik fat i noget Melk. Vilhelm fandt Smør og Brød og «Cake», og nu holdt vi vort Maaltid staaende midt paa Gulvet, Vilhelm med Hatten paa, jeg med Kappe paa Hovedet, min violette sirtres Kjole^k166 og mit strikkede Schawl knydtet om Livet, med et Stykke Mad i den ene og en Bolle Melk i den anden Haand.

Da Maaltidet var endt, tog jeg Støvekosten, feiede Stuen, tørrede Støv af og saa kunde vi hvile paa vore Laurbær. Vi er ogsaa meget fornøidde med at have faaet denne Stue for os selv, nu skal Du høre hvordan den seer ud.

Det er et lidet aflangt Værelse med Døren midt paa den langeVæg og to Vinduer ligefor hinanden, med sirtres Gardiner for, under hvert af disse staaer et Bord, ved det ene staaer min Pult, hvor jeg nu sidder og skriver, tilligemed et Fad Markblomster, ved det andet sidder Vilhelm i en Gyngestol og læser; i det ene Hjørne staaer Sengen, der tilligemed en af Vilhelms Bogkasser, der er dannet som en Reol, – som vi er glade ved at kunne have staaende, saa vi kan komme til Indholdet – optager den lange Væg. Ved den Væg hvor jeg nu sidder, staaer ogsaa den anden Bogkasse og der er tillige en lukket Trappe op til Loftet, hvor vi har vort Tøi og hvor Pigen ligger, endelig har Guri været så snil at lade en stor Hylde, der har sin Plads lige overfor Sengen, blive staaende, det er mit Spiskammer og her har Du en Beskrivelse over vor nuværende Bolig –.

Disse milde Folk, Erik og Guri, som have overladt os deres Huus og selv bo i den gamle Stue, er to fortræffelige Mennesker og meget tjenestvillige og forekommende mod os. Hos dem faae vi hvad vi behøve af Melk og Potetes. Nu har vi faaet vor Stove, som jeg er meget fornøiet med og faaet en Hytte sat op hvor den kan staae og vi lave vores Mad, det gaaer naturligvis ikke an at have den inde om Sommeren, hvor der kun er et Værelse.

Og nu har jeg faaet mig en af Anne Aarthuns Døttre til Hjælp, hun gaaer til Confirmation – saa nu kan Du tro jeg begynder at føle min Huusmoder Værdighed. Nu er jeg ogsaa begyndt at bage Brød, først gik det galt og jeg var ganske lei over min nye Stove, som ikke vilde stege ordentlig, til jeg fik fat paa en Mand, der lærte os at kjende dens Indretning, det er nemlig en ny Slags, nu gaaer det godt saa jeg forleden dristede mig til at bage Hvedebrød og Tvebakker til Vilhelms Bygsuppe. De smagte godt, men gav Vilhelm Anledning til at lee af mig for den forunderlige Facon, de havde faaet.

Du kan tro jeg var i Forlegenhed med at skaffe Vilhelm noget Bygsuppe, medens han var syg. Byg- og Havregryn ere Sager som ikke findes her; jeg haaber de findes i Wisconsin. Nu ja, det var ikke værd at være raadvild og saa fik jeg noget Byg, tørrede den, malede den paa min Kaffekværn og kogte Suppe, men nu gjaldt det at faa noget at lave den til med; det var ikke anden Raad end at koge tørrede Æbler og bruge Saften af dem – man hjælper sig som man kan. Du skulde bare seet mig, Fa'er, da jeg skulde sætte Deigen til Tvebakkerne, vandre imellem Guris Huus og vores, med to viltre Kalve, som løber herudenfor – og «Vige» galloperende i Forveien.

Vi har faaet saa mange Presenter fra Folkene her omkring, bestaaende i Smør, Æg, Fløde og Meel – saalænge vi boede hos andre, var det ingen Fornøielse at bringe noget, menede de, men nu var det en anden Sag – Forleden Dag kogte jeg Hønsekjødsuppe med Boller, som jeg var meget stolt af, det var en gjild Hane, som kunde gi saa god Suppe og den havde jeg faaet av Mutter Aarthun, meget glad over at faae noget Kjødsuppe til min Reconvalesent. At faa friskt Kjød her, det lader sig kun udføre ved at dræbe en Hane eller skyde en Fugl; man slagter blot Sviin endnu. Forleden fik vi en ypperlig Present af en af Læsergutterne, en deilig Ret Ørred; det kan Du tro smagte. Her er Fisk, mest Gjedde og anden Ferkvandsfisk i Overflod, en 3–4 engelske Miil herfra; naar det bare ikke var saa vanskeligt at faa et Bud efter den. Det skal blive godt at faae en Visergut, som en maa have naar vi faa Præstegaard – en Confirmand –.

Her har Du en liden Beretning om min Huusholdning, kjære Fader. Du kan tro det er morsomt at have faaet sit eget Stel, jeg synes vi har faet ganske travlt nu, især med at undervise min Pige, som aldri har seet andet Stel end paa Aarthun og staaer ganske fortabt ved alt hvad jeg foretager mig og over den nye Mad, som hun ikke har seet før.

Bededagsaften kom vi tilbage fra Painted Creek. Der er smugt der, i det hele taget smukkere end her, og nu stod alt i sin Vaarpragt. Det er en forunderlig Natur dernede, mere vildt; man mærker at man kun er en 5–6 Miil fjærnet fra Missisippien. Vi reiste ogsaa en Tur ned til Columbus, en liden Begyndelse til en By, der ligger lige ved Missisippi, en deilig Tour –. Det havde netop regnet, saa alt var friskt og fuldt af Vellugt fra de netop udsprugne Træer. Veien var baade smuk og interessant. Den sidste Deel gik langs en Elv. Veien laa temmelig høit, saa vi havde den smukke Elv med den frodige Dal og de tæt bevoxede smaa Holme nedenfor. Klipperne, der som oftest ere bedækkede med Græstørv, og for en Deel bevoxede med Træer, havde her omtrent Form af Sukkertoppe. Det var en deilig Aften vi tilbragte ved Mississippi. Det var den smukkeste Sommeraften, vi endnu have havt. Floden var, hvad der hører til Sjældenhederne, blaa og klar.

Vi gik en Tur langs Flodbredden – en Skovvei. Trærne voxede lige ned til Vandet, paa den anden Side var der tæt, tæt bevoxede Klipper, det var Frodighed! Og en Mængde Krat af forskjellig Arter, hvoraf den er ganske bedækket i Midten og paa Høiderne af den modsatte Bred, det var smukt og til alt dette en frisk Løvlugt og store Stene overgroede med Vinranker og en Mængde Slyngplanter, blomstrende Hæggebuske og Blommetræer med flere, som jeg ikke kjendte og mange nye Markblomster, som jeg saae for første Gang, saa kan Du tænke Dig kjære Fader hvilken Nydelse dette var. Ak om Du ogsaa kunde seet disse Blomster, Buske og Slyngplanter! Du kan tro jeg tænkte på Dig –

Er det ikke underligt at Hæggen her kun voxer i Buske? Jeg har ikke seet noget ordentlig Træ, der er to Slags af den. Solbær vokser vildt her, Asparges ogsaa, fortalte Clausen; der var mange hos ham. Saa gode som tamme var de ikke, men dog gode. Hvis Frugten vil svare nogenlunde til Blomsten saa bliver her en Masse Jordbær, og jeg haaber Bringebær, sa jeg kan faa noget at sylte.

Dagen efter roede vi fra Columbus til Lansing, der ligger ganske tæt ved og er en By af mere Betydenhed og i Opkomst; her kan man faa hvad man vil. Dampskibene gaae hertil; ja, de gaaer jo mæget længere, jeg troer høiere end til St. Paul i Minnesota.

Det var min kjære Linas^k167 Fødselsdag. Hils hende og sig at jeg sad paa en Bunke Bord (Planker) ved Missisippi og tænkte paa hende, medens jeg saa paa alle de smukke Fugle, der fløi over Vandfladen, hun var kanskje i fuld Leg med sine Veninder paa den Tid. Var det ikke morsomt at jeg fik see Missisippi i sin Vaardragt? Thoms Geburtsdag reiste vi til Painted Creek og Bededag var det Hans's, hils dem meget fra mig. Havde de ogsaa iaar, det sædvanlige lystige Selskab, som jeg var alene med ifjor?

Vilhelm gik meer end engang ud af Buggien for at hænte en ukjendt Blomst paa Veien nedover. Endnu er jo ikke den rigtige Blomstertid begyndt, men jeg har dog fundet adskillige, saaledes en guul, der af Blomster og især af Blade ligner enkel Gyldenlak og lugter omtrent som Aurikler; en hvid, ikke lugtende, men smuk, der har meget tilfælleds med Lilieslægten; nogle høirøde Flox, baade af Lugt og Udseende omtrent som de hjemme i Haven, men de voxer kun i ganske smaa Buske o.s.v. Violer har her været ganske blaat af, de lugte ikke. Kattelabber, som vi kaldte dem, og Stedmoderblomster, noget anderledes end hjemme, var her ogsaa fuldt af. Rygtet er bagtaleriskt i hvad det siger om Blomsterduften i Amerika – her er ikke faa lugtende. Hvad Fuglesangen angaar, er det vel mere sandfærdigt, skjøndt her skal være flere som synger smukt; men vi maa dog mest lade os nøie med Qvidren. Her er ellers en heel Deel smukke Fugle, kan Du tro, smaa og store, af alle Farver og spraglede. Af svaler er her 3 slags, nogle meget smukke, blaa med brunlige Vinger, men den lille indigoblaa Fuglen vinder dog Prisen. Myg, Muskitter, har jeg ikke mærket noget til endnu, i disse sidste Dage har vi havt deiligt Sommerveir, ellers har Størstedelen af Mai-maaned været kold og meget stormfuld. Vi havde Vaaren i Marts, men denne Regn har gjort godt, saa nu er alt saa grønt og smukt, ja den sene Eeg, den er ikke fuldkommenud sprungen endnu den. –

Vi kom som sagt hjem Bededagsaften,^k168 og hørte paa Veien at Præsten Clausen var kommen nedover. Vilhelm gik strax hen til Katterud, hvor han logerede, da han kom tilbage, sagde han, at han havde inviteret Præsten Clausen til Middag, næste Dag. «Hvad tænker du paa?», sagde jeg, «vi har jo ikke det mindste Mad uden Fleskeskinken». Ja, han havde ogsaa inviteret Clausen paa Skinken og derved blev det. Jeg ønskede at jeg havde havt Maries 5 Hummere, som hun havde at beværte Herr Bang med, det var nu ikke saa vel og jeg maatte gjøre mit Bedste med Skinken og hen til Guri og faa stuved Potetes, hvorpaa vi spiste med god Appetit og da Herrerne haavde drukket Kaffe og røget deres Pibe, spadserede vi op til Præstelandet og saae til Bygningen, som de var i fuldt Arbeide paa. Dagen efter kom Ørreten, og glad var jeg over at faa noget til Præsten, som ogsaa var en Sjældenhed for ham. Han bor ellers lige ved en Elv, hvor der er saa fuldt af Fisk, mest Karper og Gjædde, at de undertiden ikke kunde see Bund, og Præsten havde en Aften fisket med Hænderne i Mængdevis.

Tak, tusinde Tak, min kjære dyrebare Fader, for Dit kjære velsignede Brev fra 9de Marts, som jeg fik mod Slutningen af April. Da havde Du da endelig faaet Brev fraa Iowa og Gudskelov for den Glæde det forskaffede Eder og fordi jeg ogsaa dennegang kan sænde Dig gode Efterretninger fra os og glæde mig ved Tanken om hvor glad Du vil blive naar Du seer vi fremdeles ere raske og fornøiede – Du kan tro der er ogsaa Glæde i Iowa naar der komme Breve fra Hjemmet og Gud være lovet for de gode Breve vi hidtil have faaet. Du var rask,^k169 kjære Fader, og nu tænker jeg mig Dig hver Dag i Haven. Har Blomsterne Dine staaet sig godt i Vinter? Her maa det vist ofte være vanskeligt, da der undertiden bliver fuld Vaar i Marts ogsaa Vinter i April. Her er nogle smaa gule Blomster hvis Løv og Maade at voxe paa meget ligner disse, ja jeg husker ikke det latinske Navn, men du veed nok «Moster Oleas» Roser som Du har saa mange af. Har Epheuen i Hjørnet holdt sig godt iaar? Nu blomstrer mit Kirsebærtræ vel smukt? Og Marie^k170 som har faaet min Have, det er jeg glad for, bed henne at passe den pent. Gud give hun maa blive saa rask og flink at hun kan – hun er vel ikke kommen hjem endnu, men Sten^k171 er maaske hjemme og Lotte. Hvor folksomt det bliver i Herregaarden i Sommer. Sten som skal helt til Carlsruhe, Gud give han maa finde seg vel der. Var Bøgeskoven smukt udsprunget til min Geburtsdag? Her kan du tro det er vidt fremme.

Vi var paa Præstelandet igaar, der var saa smukt. Den store Skov og de smaa Lunde vare saa vakre. Egen er i de sidste Dage ganske Sprunget ud, Bladetre ere meget større end hjemme. Græsset er saa høit, der er saa mange underlige Planter iblandt; her er en uhyre Løvrighed, det lave Hasselkrat staar saa tæt, blandet med Bringebær, som her er noget anderledes end hjemme og nu staar i fuld Blomst, denne ligner temmelig Æbleblomster og lugter ogsaa lidt og er smuk. Vi kommer rigtig til at bo i et Skovlandsskab der paa Præstelandet. Huset ligger imellem Træer, med to store Ege foran, en gammel knudret Eeg, hvis Grene gaaer lige til Jorden paa den ene Side, den smukke Lund af Eeg og Asp bagved, der maa kunne blive nydelig med Have rundt Huset.

Nu har vi saa vidt jeg ved faaet alle de Breve der ere os sændte hjemmefra. Brevet fra Lillo; som du havde sendt, fik vi for en 8–10 Dage siden, husk endelig paa, kjære Fader, at Du sætter «via Ostende» paa Brevene til os, ellers gaaer de om Bremen eller Hamburg med Paquet Skib, hviket forsinker Brev betydelig. Nu haaber jeg du har faet vore Breve fra sidst i Marts. Jeg stunder saa efter at faa dette Brev afsted, at jeg heller vilde lade være at skrive saa langt, jeg er bleven saa forsinket i min Skrivning dennegang og vi skrive alt sidste Mai. Naar jeg nu sænder brevet til Trout River imorgen, saa haber jeg idetmindste vi faaerⁿ²⁹ Aviser tilbage, det forrige Bud bragte os ingen og vi er altid spændte efter Efterretninger hjemmefra, kan du nok tænke. Hvordan seer det nu ud i Europa mon?

Jeg troer hele Folkemassen i Wisconsin drager mod Vesten nu. Her var en ungⁿ³⁰ Mand med Hilsener fra Præsten Preus^k172 igaar, han havde reist forbi over 300 Vogne med Norske, hvoraf de fleste agte sig til Minnesota og enkelte til Præsten Clausen. Her^k173 er der ikke Land at faa for dem. De der saaledes reiser, ere enten Nykommere, der har været Vinteren over i Wisconsin, eller ogsaa saadanne der have solgt ud deres smaae Farme til ældre Norske, og nu drager hen hvor de med Lethed kunne faa meget Land for billigere Priis. Der drager mange ud fra Præsterne Preuses,^k174 Stubs^k175 og flere Menigheder. I Minnesota er de saaa ivrige efter at faa Prest, saa det vel ikke varer længe, inden de faar bragt i Orden og skriver til Norge.ⁿ³¹ Nu er da Duus^k176 valgt for Waupaca, han kommer vel længst fra os af alle. Mon nu ingen vil søge Bluemount?

Du spørger om vore Kasser, kjære Fader, jo dem har vi Gudskelov faaet, men det varede længe. Vi kunde ikke have dem med paa det Jernbanetog hvormed vi reiste, de bleve sændte med et andet. Da vi kom til Milwaukee væntedes de først om et Par Dage. Vi kunde ikke bie derefter, men overlod det til Preus's Besøgelse, og traf Aftale med en Mand i Dodgeville om at befordre det videre. Nu hørte vi ikke længe noget dertil og vare ængstelige, skrev til Preus, men Brevene gik galt. Endelig kom det først i April efter at have staaet i lang Tid i Dodgeville, da Missisippien hindrede dem i at bringe det frem. Men tænk hvor hældig. Alt var ubeskadiget, og saa ud som det var indpakket Dagen i Forveien. Nu maatte vi blot see det efter, udtage det nødvændigste og saa lade dem staa, ja Bøgene, har vi her. Det smagte godt at faa dem kan Du tro, ellers gik det enda an at undvære det øvrige Tøi, saalænge det var Vinter, og vi ikke boede for os selv. Og alle Daguerrotyperne, dem var det en Glæde at faa frem. Nei, den lille Nøddeskal af en Canoe kunde nok ikke faa vore tunge Kasser over! – Vilhelm hilser Dig kjærligst, han kommer sig godt Gudskelov, og har god Appetit; endnu er han ikke begyndt paa sine Reiser og glad er jeg derfor. Bring nu mine kjære Sødskende og Venner mange kjærlige Hilsner fra os. Nu vil jeg skrive lidt til Christiane og, da maa jeg slutte med at skrive til Dig min kjære gode Fader. Gud lade dette naae Dig rask og tilfreds og bringe os snart gode Efterretninger fra Hjemmet. Gud velsigne Dig kjære Fader. Din egen Leis.^k177

ⁿ³²

Vilhelm vil inderleg gjørne have Krydseren,^k178 og ligeledes Christianiaposten,^k179 indtil han faaer den siste regelmessig fra Norge, som skeer med Tiden.

Din Leis

Brev 8: 28. juni – 4. juli 1854

«Her er alt Natur»

Trout-river P.O. Winneshiek C., Iowa
Skaarlia 28de Juni 1854.

Min kjære Fader!^k180

Hvor glad jeg blev i Søndags, kjære Fader, – Vilhelm havde Gudstjeneste Vester og jeg sad her ganske alene, da vor gamle Vært, Erik Egge, kom og bragte mig de kjære Breve fra Hjemmet, hvor godt det var at faa dem! Tak, inderlig Tak, Fader, for dit kjærlige Brev, Gud være lovet, alt stod godt til i mit gamle kjære Hjem, Gudskelov for de gode Efterretninger vi den hele Tid har modtaget fra Eder. Du kan nok vide at det for mig er en ligesaa stor Fest at faa disse Breve, som for Dig at modtage fra os. Jeg begyndte også aa længes saa efter Brev, og det gjorde mig ondt at see hvor længe mit Brev havde været underveis, da havde Dit Brev gjort sine Sager bedre, 23de Mai sændt fra Laurvig,^k181 allerede 12 Juni fra New York, saa fik jeg det den 25de, det var jo længe fra N.Y., maaske har det lagt et Par Dage i Trout River og det var dog kun en Maaned gammelt. Gid det Brev jeg skrev i Slutningen af Mai, maatte faa en hældigere Skjæbne, der var da gaaet saa lang Tid hen uden at jeg kunde skrive. – Har Du faaet det Brev, jeg skrev til Sellø,^k182 sidst i April? Jeg ba dem sænde Dig det, gid det var saa vel, saa har Du hørt fra os og inden Du faaer dette, haaber jeg Christiane^k183 har modtaget nogle Liner, jeg sændte hende hende for et Par Dage i et Brev til Horten. Jeg sad netop og skrev til hende da Brevene kom i Søndags.

Nu ved jeg da hvordan det er hjemme i Sommer, Stin^k184 hjemme, Marie^k185 vel ogsaa snart, Hanna reist og Lotte kommen og i den næste Maaned drager Hans til Hovedstaden – dette og meget til, som jeg har tænkt paa og indredtet snart paa en, snart paa en anden Maade, ved jeg nu. Hvor alt er tidligt hjemme i aar, kjære Fa'er. Du kan ikke tro, hvor jeg ønskede, at jeg havde mig en blomstrende Syrinbusk, da jeg læste hva du siger om Haven hjemme. Det er ganske underligt hvor man kan komme til at længes efter en saadan Gjenstand og saa ønskede jeg at kunne see de deilige blomstrende Frugtræer og føle Duften fra Hæggen i Provstens Lysthuus. –

Den Vaar jeg her har oplevet, eller den Natur her er, er noget saa ganske forskjellig fra hvad jeg var vant til. Her er alt Natur: ingen plantede Frugttæer at see blomstre, ingen Haver, ingen Blomster ved Husene, Markblomster, de falder sjælden saa i Øinene, de staa jo gjørne mellem det høie Græs, dem seer man bedst naar man spadserer, eller endnu bedre, naar man reiser og kommer ud på de store Prairier, men endnu troer jeg ikke den rette Blomstertid er kommen, her er jo saa mange Slags Slyngplanter, som endnu ikke ere begyndte, men mange forunderlige og smukke Blomster har jeg fundet og ønsket at kunne vise Dig; jeg har hele Tiden lagt Mærke til alle de forskjællige Slags Græs her er og nu opdager jeg, at den største Deel bærer Blomster, som jeg glæder mig til at see. Om nogle Aar tænker jeg alt her vil faa et ganske andet Udseende, naar de faa sig større Huse, Have og Frugttræer plantede, ikke Faae er allerede begyndte at plante og anlægge Haver. I Wisconsin og ældre Settlementer ere de naturligviis meget længere fremme.

Du taler om min Have, hvordan det har sig med den, det omtalte jeg sidst jeg skrev, saa nu ved Du vel at jeg lever i Haabet om til næste Aar at begynde paa at anlægge en saadan; naar Du tænker paa Landet her, saa tænk Dig vildt, udyrked Land, der nu først begynner at blive beboet, saa at enhver, som kommer her først maa lade sin Mark brække og rydde. Derfor er Beboerne her, hvoraf mange ere blandt de ældste Norske i Amerika, ogsa langt tilbage i sit huuslige Stel for hvad de vare, da de boede i de ældre Settlementer. De have ingen Kreaturer at slagte uden Sviin, nok intet til at røge deres Flæsk i, etc. Men nu troer jeg at jeg begynder at give Dig en Udsigt over Bøndernes Kaar, istedenfor at det var om Dit kjære Brev, jeg vilde tale, men jeg ved nok at Du gjørne giver mig Lov til at skrive, som det falder mig ind, om det ogsaa bliver blandet, det ene med det andet; maa jeg ikke kjære Fader, for dersom jeg først skulde begynde at inddele hvad jeg vil skrive i en Slags Orden, saa kom jeg ikke til at skrive noget; begynder jeg at forsøge derpaa, saa løber bare alt rundt for mig; der er saa meget, jeg ville skrive til Dig at jeg ikke finder Rede i noget og derfor skriver jeg heller saaledes i et Sammensurium, som Du seer.

Tak ogsaa for den Udsigt Du gav os over Tingenes Stilling hjemme og i Udlandet, vel er jeg ikke af dem der ellers befatter mig med Politikken, men hvem gjør det ikke i denne Tid og der er vist ingen der ivrigere griber Efterretninger end jeg. Skulle Norge og Sverige nu ogsaa være med? Medens jeg sidder her og skriver, er der maaske forefaldet mange vigtige Ting hjemme. I en saadan Tid sætter man først rigtig Priis paa, flere Gange i Ugen at faa nye Aviser (især naar man ikke længer kan faa dem). Jeg holder mig til Emigranten, der i lang Tid ikke har kunnet faa norske Aviser (nu faaer den) hvilket den meget beklager, da den maa hænte sine Efterretninger fra de upaalidelige amerikanske Blade, der ogsaa ofte inneholde Tøv og urigtige Beretninger fra Norge, forresten er dens Spalter opfyldte med Nebraska Billen og Taler for og imod. Nebraska skal ordnes som State ligesom de Øvrige og saaledes ogsaa afgjøres om der maa drives Slaveri eller ei; nu er det nok afgjort at hvem der vil kan have Slaver og herover er der megen Forbitrelse. Iowa grændser i Vest til Nebraska, der ogsaa strækker sig langs Missouri. –

Vilhelm har ogsaa faaet en af disse mange Taler tilsændt fra – jeg ved ikke hvem – men undertiden kommer der, saa en Tale, saa et Forsvar addresseret til «The Rev. V. Koren» og forleden fik han sændede fra Washington denne Bog «Beretningen om Agerdyrkningen i De forenede Stater», en Bog der jo skal være god og som maaske kan komme os til Nytte senere naar vi ogsaa skal begynde at drive Agerdyrkning og plante Frugttræer og lignende, ja da faaer jeg noget at bestille og da kan du nok tænke Dig mig have travlt med at see til mit Haveanlæg, istedenfor at jeg nu kun gaaer og passer mine. Jeg har mange Planer med at plante ind Jordbær, Bringebær, etc. Jeg er bange for at de ellers med Tiden ville blive udryddede; alt Land her er jo dyrkbart, i alfald, hvor disse Bær staar og bliver vel engang dyrket. Her skal være vilde Bær af mange forskjellige Slags, i Særdeleshed ved Elve og Bække og i Skovene, det er nu godt nok, naar det bare ikke var saa vanskelig at faa fat i dem; det er ikke let at faa hverken Børn eller Voxne til nogen Slag Arbeide, alle have nok, og jeg er en stor Coujon, naar det gjælder at gaae nede ved en Bæk, eller i det høie Græs, den Sneiken, den Sneiken^k186. Jeg er ellers meget dristigere end jeg nogenside troede jeg skulde blive og vover mig nok lidt udenfor Veien og inn imellem Krattet naar det gjælder en ny Blomst eller Jordbær, og har heller ingen Slange seet, uden det Bæst jeg fortalte Christiane om. Med vore Jordbærtoure har det vel nu en Ende, de ere forbi, men der er vel næppe gaaet en Dag uden at jeg har spist. Jeg haaber Du ogsaa har frydet Dig ved dem iaar; hvor ere de store og meget friske. –

Du kan ikke tro Fader, hvilken Masse Mennesker der drage her Vestover i Sommer. Ligesiden det blev grønt paa Marken har det vedvaret og endnu seer man daglig 50 Vogne og derover, drage forbi Decorah. Fra Koshkong, Muskigo, Spring Paririe og de fleste norske Settlementer flytte de ud. Deels Nykommere fra Norge, som have været Vinteren over dernede, deels gamle Settlere, der sælge deres Farme til dem der blive igjen, og nye flytte videre for at faa mere og billigere Land; dernede^k187 have de ikke saa meget Land hver, som her. Flere af disse Nykommer-Vogne kjørte forleden lige her forbi, saa jeg fik Anledning til at see, hvordan de drage afsted, med deres store Vogne af Facon som Langkjærrer, med et hvidt Kobbel spændt over den hele Vogn; herunder er da saa opfyldt med Flyttegods, at der ikke er Plads til nogen uden maaske en eller anden Syg eller et lidet Barn, som Du kan se titte frem mellem Stole og Borde. Disse ere forspændte med 2 eller 4 Oxer, ved Siden af gaaer Manden med sin store Pidsk og commanderer dem, bagefter følge Familien, hvoraf en Deel er sysselsat med at passe hele Bølingen af Stude, Køer og Faar, der blive drevne bag efter alle Vognene.

Dette gaaer nu ikke hurtig kan Du tænke, ikke hurtigere end Kræaturer der drives med, vil. Nætterne tilbringe de under aaben Himmel og naar det nu regner og er koldt og Kræaturerne løbe fra dem! Da vi forleden Søndag kjørte til Gudstjenesten, reiste vi igjennem en Dal, hvor 4 Vogne havde leiret sig for at hvile. Det var en ganske egen Scene. Et Par Koner kogte deres Kaffe, en sat og flættede, sit Haar under Vognen, for at finde Skygge, her sad ogsaa nogle Børn og legede, Nogle Mænd spadserede omkring, medens en laa og sov. Omkring dem havde Faarene leiret sig og Køerne gik og græssede. Minnesota er maalet for de fleste og der skal være en svare Spetakel om Land. Enkelte drage vel ogsaa længere Vest i Iowa, men det er mere af Veien. Iowa er forresten mere jævnt befolket over det Hele, medens der hele det nordlige Wisconsin saa godtsom er ubeboet, trods alt hvad Aviserne rose Landet. Stakkels de fattigere blant de norske Emigranter, som kommer iaar, det bliver vist ikke let for dem i Begyndelsen; vanskeligt for dem der ikke strax kan kjøbe land, at beholde det i Fred, desuden er Prisen paa Oxer og andre Kræaturer meget høi baade her og i Wisconsin: 30–35 dollar og derover for en Ko; det bliver ikke let at skaffe sig Køer her, desuden troer jeg næsten alle Ting ere stegne.

Fødevarer ere her billigere end hjemme, Kolonial Varer omtrent det samme, slet Kaffe og slet The; der findes ikkun grøn Thé i America, siger man. I Musqigo^k188 er der nu ikke mange norske tilbage, det var det ældste norske Settlement, nu have de aller Flæste solgt til Tydskere og komne herover. Præsten Stub^k189 skal være Præst i Coon Prairie i Wisconsin, i Nærheden af Missisippi. Han besøger Settlementet i disse Dage. Vilhelm havde Brev fra ham, hvori han beder ham møde sig om bord i Dampskibet og følge med op til nærmeste Settlement, men dette kunde ikke lade sig gjøre, især nu, han en Tid ikke har kunnet komme til sine andre Settlementer. Det var dette Settlementet paa den anden Side Missisippi, som Vilhelm skulde besøge. Nu slipper han Gudskelov derfor. Præsten Stub kommer nok forresten først dertil for Alvor, til næste Sommer og saa bliver det vel næppe mere nogen norsk Præst i Musqigo. Det er dog godt at Emiganterne fra Norge saaledes ikke længere ville tage veien derom og blive syge, der er vist græsselig usundt, efter hvad jeg hører. Vil Ingen søge de ledige Embeder her? Er det saa at Cand. Munch,^k190 som er forlovet med datter af Falk^k191 paa Hovland, søger hid? Det er idetmindste Rygtet i America. Skaf os en hyggelig Præstefamilie til Minnesota til næste Sommer, saa er Du snild, Fader!^k192 Til den Tid kommer vel først Brev om Præst derfra.

Jeg er ellers alene nu. Gemalen er reist sin Vei og agter ikke at vænde tilbage i de første Par Uger. Det er beboerne nede ved Turkey River, som blive glædede med et saa langt Besøg; imidlertid faaer jeg see til at more mig saa godt, jeg kan i min Enlighed, hvilket jeg ogsaa agter at gjøre og tillige at være flittig, jeg er allerede begyndt, jeg har StorVask og skulde igrunden ikke sidde her længere og skrive. Du seer da kjære Fader, at Vilhelm Gudskelov er rask igjen siden han er ude og førdes; da jeg sidst skrev til Dig var han Reconvalesent, og jeg, jeg har hele Tiden været rask og saaledes er vi da nu bægge flinke. Og nu Farvel for et Par Dage som jeg vel næppe faaer skrive.

Nu er det Søndag og alt 2den Juli; en stille Søndag eftermiddag som skal være helliget til at skrive til min kjære Fader. Der kommer vist ingen og afbryder mig heri, jeg formoder hvem der kan, helst bliver hjemme og i Skyggen, det er saa varmt, saa varmt idag, jeg skulde have Lyst til at vide hvor mange Grader det egentlig er. Det første jeg gjør om Morgenen er at lukke Døren til for Solen og skyve begge Vinduer op (Man bruger her Vinduerne saaledes at den nederste Deel bliver skjøvet op, ialmindelighed staa de lige for hinanden, saa der kan blive rigtig Lufttræk. Yankienes Huse seer nu ud som Glasskabe, saa mange bruge de). Det har været meget varmt den sidste Tid, skjøndt det stadig har blæst stærkt, til Natten haaber jeg vi faa et TordenVeir til at rense Luften med.

Vilhelm har vist en heed Dag, idag. Du kan tro det er ikke Spøg, hverken at reise eller holde Gudstjeneste i en saadan Hede, – var det enda i en Kirke, eller rummeligt Lokale, men saa trangt Rum og mange mennesker. – Maaske det kan være saa heldigt at det gaaer an at holde Gudstjenesten under aaben Himmel, der hvor han nu er!

Naar jeg vil spadsere, saa maa jeg passe ad gaa ud mot Solnedgang, saa kommer jeg tilbage inden Duggen falder altfor stærk, tidligere vilde blive en Svedetour; nu er vi ikke her saa lykkelige at have en lang smuk Aften for os, smuk kan den nok være, men naar Klokken er ½ 9, saa er det næsten ganske mørkt. Nu, – og det er jo nu den længste Tid paa Aaret gaar Solen ned efter Almanaken, akkurat 7 ½ og staar op 4 ½. Her dugger saa stærkt, om Morgenene seer det i de tætte Græsstraa ud som Riim. Du vil see af mit forrige brev at i Grunden kommer Vaaren, den egentlige Vaar, ikke saa meget tidlig enda, men Sommeren varer saa meget des længere.

Men hvordan gaaer det Eder med Muskittene^k193 spørger Du vist. Aa jo, endnu gaaer det an, det er især om Aftenen naar Solen gaar ned, de blive slemme og vi vil saa snart vi kan faa Muskitt Net og slaa fast for det nederste Vindu – ligesom i Moers Spiskammer; da kan vi uhindret have Vinduerne oppe om Aftenen, hvilket ellers ikke godt lader sig gjøre uden at faa disse Gjæster ind. Her ere de vist mindre slemme da her er saa frit for Træer. Paa Præstegaarden bliver det maaske verre. Vilhelm lever i en stadig Kamp mod Muskitterne, de er mindre slemme mod mig. Her er ellers en Mængde Insekter i alle Størrelser og af forunderlig Skabning ofte. Undertiden seer jeg noget fare forbi Døren, og løber ud i den Tanke, at det er en liden Fugl – saa er det et stort Insekt. Jeg har vist ikke fortalt Dig om Ildfluerne, disse lysende Insekter, der naar det begynder at blive mørkt, i utallig Mængde farer om i Græsset, eller kredser i Luften, det seer saa smukt ud med alle disse blaa-agtige Lys i det dunkle Græs. Forleden Aften kom der en af disse Fluer ind i Stuen, saa jeg fik see den ordentlig. Det er et langt smalt Dyr, dobbelt saa langt som en almindelig Flue, med meget smale Vinger, fra dette lille Legeme udgaaer da dette Lys, omtrent som en St. Hansorms. Den lyste stærkt, uagted der var Lys i Stuen,

Med Præstegaarden gaaer det just ikke hurtigt. De arbeide paa Taget nu, Gid de saa ville skynde sig at faa det så vidt indrettet at vi kan flytte derop; men det er ikke let at have med en heel Menighed at bestille. En Deel ere saa døsige og langsomme til at komme med Pengene. Du vænter vel et Grundrids denne Gang; men jeg kan ikke med Bestemthed give noget saadant endnu – Schiertz sændte os et nydelig Rids, men Bygningerne her, de vrage al Architæktur, de maa indrættes som de kan bedst især naar de ere i saadant smaat Format, som denne. –

Nei, nu har jeg, som Du siger ikke længere mærkelige Ting at fortælle Dig om Reiser, etc. Nu lever jeg saa stille og roligt og ensformigt og seer og hører ikke stort til Verden og taler ikke med Nogen uden naar der undertiden kommer En og anden for at tale med Vilhelm, eller en Nabokone kan komme herhen; jeg er ikke saa flittig til at besøge dem nu, som i Vinter; det er for varmt, og jeg bryder mig ogsaa mindre om at gaa ud, som vi bo her og have vor egen Huusholdning. Jeg kommer vist heller ikke til at reise meget med Vilhelm i Sommer – Jeg lever rolig og fornøiet her, tænker paa Dig og mine andre Kjære, er glad naar jeg kan have Vilhelm hjemme (du kan tro vi havde det godt, medens han var Reconvalescent) og saa glæder jeg mig til at faa ham hjem og han sig ligesaameget til at komme hjem og naar vi saa engang kommer i Orden i Præstegaarden, saa bliver alting endnu bedre, naar vi faa alt vort Tøi, flere Værelser (Du kan tro Vilhelm længes efter et Studerværelse) og jeg saa kan more mig med at alting hyggeligt og godt for ham. Da skal det smage at komme hjem – og naar det er koldt om Vinteren, til en lun Stue og en god Kop The. Ak om Du saa kunde see ind til os og glæde Dig med os, min kjære, gode Fader, men kan Du end ikke see os, saa ved jeg Du glæder Dig og takker Gud, som er saa god mod os! –

Du siger at det morede Dig at læse de Brudstykker af min Dagbog – Moer beder mig sænde hjem Bogen, men det kan ikke lade sig gjøre – jeg sænder Dig derfor dennegang nogle flere, baade fra ældre og nyere Tider. Nu er jeg igjen flittig beskjæftiget med den efter at den har lagt paa Hyllen en Tid, medens jeg var i Painted Creek og Vilhelm var syg. Jeg skulde ogsaa have stor Lyst til at sænde Dig en eller anden af Vilhelms Skitser fra ombord paa Rhein. Han mener at den ikke vil kunne interessere Eder synderlig, da I ikke kjænder Personene, men jeg mener jo, om du end ikke kan forskaffe Eder den Fornøielse som det giver os ved Læsningen deraf at tilbagekalde den Tid. Næstegang sænder jeg Dig den vist, nu bliver det for meget. Og nu maa jeg standse lidt med min Skrivning, det er saa græsselig varmt. Jeg gaaer hen og slaaer en liden Passiar af med Guri og en Nabokone, som jeg seer har sat sig i Skyggen udenfor Hytten, der er maaske kjøligere, det er forøvrigt et temmeligt kjølig Værelse dette vi have.

Tirsdag den 4de. Det er en deilig frisk Morgen. Luften er saa behagelig afkjølet. Jeg sidder ved det aabne Vindu med mine sma gule Venner udenfor kridtrende og hoppende omkring, gyngende sig paa de høie Græsstraa. Der strømmer saadan Duft ind af nyslaaet Hø, blandet med Lugt af Valmuerne, hvoraf her er mange med smukke, mest tendre Farver. Denne deilige Morgenstund har en Nat med det frygteligste Tordenveir forskaffet os. Jeg har før omtalt hvor stærkt her lyner og tordner, men det har ikke været noget mod i Nat. Jeg vaagnede ved et Skrald og reiste mig forskrekket op, da det saa ud som om hele Værelset stod i lys Lue; Lyn pa Lyn fulgte, Slag i Slag, man kunde næppe trække Veiret mellem hver Gang. De mørke Gardiner vare ganske hvide, og Stuen saa lys, at jeg kunde skjælne hver Smaating. Tordenen bragede, saa det forekom mig, som Sengen rystede og Regnen strømmede voldsomt. Det var et Veir! Da det begyndte at gry ad Dag, drog det over og den skjønne Morgen kom til Vederlag.

Tordenveir med Regn er her hyppig, Regnen komme saa hurtigt og uforvarende, endnu hyppigere er det at see Lynild uden synderlig Torden, langt senere. Regnen kommer saa ofte om Natten og her er det et Gode, at den sjælden varer mere end en halv Dag og, at det, saa sølet, som det kan blive, saa hurtig bliver det igjen tørt. Solen har uhyre Magt, den staaer saa høit paa Himmelen at enligt staaende Træer kun kaste en liden Skygge rundt om deres Stamme. Hveden staaer prægtig, Poteterne ere i fuld Blomstring, Maisen voxer og trives, det maa vist være en mægtig Plante, medens Frugten endnu er grøn, spiser man den med Smør, det skal ligne Asparges. Erik har ellers havt megen Møie med sin Mais iaar, 3 Gange maatte han saae om igjen og hver Gang drog Gopheren afstæd med den og levnede kun et Strøg. Denne Gopher er et Dyr, 7–9 Tommer langt Musefarvet, med en Hale som et Egern^k194 og en Snude der heller ikke er denne ulig. Det lever under Jorden som den kaster op, ligesom en Muldvarp gjør, og gjør megen Fortræd ved sin Graadighed efter Mais og Havesagerⁿ³³ – der er saa fuldt af saadanne Jordhøie paa præstelandet, saa jeg faar maaske megen Fortræd, naar jeg begynder med min Have. Rødderne af Frugttræer er den ogsaa meget efter. Jeg troer ikke man er begyndt at slaa endnu. Erik har blot slaaet omkring Huset for at skaffe Veie.

Men nu til Dagbogen. Jeg har fortalt Dig saa udførligt om Landets Natur, vær så snild at sig mig om det ikke trætter Dig. Paa min Spadsertour igaar, fandt jeg en ny Blomst, guul, en Variation af Skjønhedsøie og lignende, den lukter som Gyldenlak og voxer i Mængde. Her udenfor Vinduet staaer en Plante med Blade som Acasia og gulhvide Blomster der ogsaa have noget tilfælles med disses.

Den 4de April. Nu er hele Lørdag og Søndag og Mandag gaaet hen uden at jeg har skrevet, det er for galt, jeg mener det er fordi Vilhelm er hjemme, da har jeg aldri saa megen Lyst, som naar han er borte; da savner jeg altid ikke skrive heri, jeg troer ogsaa at han gjørne leser hvad jeg skriver, i morgen reiser han, saa vil det vise sig om Lysten da vil infinde sig. Gudskelov for alle de Glæder, vi have havt i disse Dager. Breve fra Norge og Wisconsin og tænk Tøiet – det med saa megen Længsel væntede Tøi er virkelig kommen tilsidst. Jeg sad og skrev til fru Bech igaar Eftermiddag da Eli, som stod ved Vinduet og vadskede, raabte «der kommer bestemt Tøiet deres». «Du tager vist Feil», svarede jeg», «seer du ikke at der sidder et Qvindfolk med rødt Skaut paa Hovedet, bagpaa». Men Eli havde dog Ret, skjøndt jeg næppe kunde tro mine egne Øine, da Vognen kom nærmere og Qvindfolket forvandledes til den røde New Yorker Kuffert. Ja, Gudskelov det var virkelig Tøiet. Jeg var saa glad og lei over at Vilhelm ikke var hjemme og ogsaa kunde glæde sig. Han var om Førmiddagen gaaet til Endrev, saa jeg ikke kunde vænte ham tilbage førend Aften.

En Stund sad jeg og saa hvert Øieblik ud av Vinduet om han ikke skulle komme, men blev snart for utaalmodig til at sidde rolig hjemme, saa jeg tog mit Tøi paa, lokkede paa Vige og skyndte mig afsted i Haab om at kunde møde Vilhelm og være den Første, der bragte ham den glædelige Efterretning. Jeg gik og gik uden at møde nogen og blev mere og mere skuffet, jo længere jeg kom. Saa begyndte jeg at blive het, især da jeg havde megen Møie med Vige^k195, der er meget børnagtig af sig og ikke vil lystre. Naar du kommer paa Bakken der, saa skal du vænde om, tænkte jeg til jeg stod paa Toppen og saa den næste Bakke, da tænkte jeg, atter det samme og saaledes gik det til at jeg kom i Nærheden af Iver Johansen. Her mødte jeg et stort Flytningslæs med Kobbel over Vognen, hvor hen der kom snart et Ansigt, snart et Stolebeen, eller annet Huusgeraad fremstikkende. Det var trukket af 4 Par Oxer og anført af en høi Yankie, der marcherede foran med sit Gevær i Armen, af hvem jeg blev standset for at give Underretning om Veien. Det var ikke mange Skridt jeg gik videre, førend jeg ganske opgav at møde Vilhelm, og vændte om saa nødig jeg vilde. Det gik ikke hurtig hjemover, da jeg ofte standsede og saa mig tilbage; jeg var alt kommen over «Bottomen», da jeg opdaget noget Sort komme langt henne; jeg stod lidt og kom til Vished om at det var en Standsperson, og at denne Person jo muligens kunde være Vilhelm. Jeg stod altsaa endnu længere og begyndte saa smaat at bevæge mig fremad og holde Øie med den der kom, indtil jeg endelig til min Glæde kjendte Vilhelm, der han kom imod mig, bærende sits røde Lommetørklede, som en Fane, saa jeg kunde see, det samme var Tilfælde med ham.

Nu var det Turen til ham at blive glad og overrasket, der var Ingen som havde frataget mig den Glæde at være Overbringer af Nyheden. Vilhelm havde først en Hestehandel at afslutte, inden vi kom hjem til Thé og varme Bisquit. Da først kom Manden frem med Brevene fra Preuses, skrevne i Begyndelsen af Februar. Det var en kjedelig Idee af dem at sænde det med Tøiet, som nu har staaet et Par Maaneder i Dodgeville i godt Behold, medens vi sat her og ængstede os. Glade vare vi igaar ved at modtage Tøiet, men endnu gladere idagved at see at det har holdt sig Altsammen, Bøgerne og Kassernes Inhold.ⁿ³⁴ Det var ikke engang fugtigt; det havde jeg ikke turdet vænte. Marie har rigtig Ære af sin udmærkede Indpakning.

Hvor morsomt det var at pakke ud og see alle de gamle Sager igjen, baade de gamle og nye, men især Daguerreotyperne. Gudskelov for alle de kjære Ansigter vi have med os. Dem toge vi strax med op for at kunne see ofte. Det skal blive godt, naar vi nu for alvor kan pakke ud og bringe det i Orden i vort eget Huus, og ikke, som nu, være indskrænkede til at staa i den gamle Stue, hvor der er fullt af Hø, Kalk og alslags Skramel. Vi komme vel snart at flytte til Skaarlia, men der vil vi ikke have mere med end det nødvændigste, det Øvrige skal være til Prestegaardens Pryd. Jeg længes hver Dag mere efter denne, det samme gjør Vilhelm, men endnu er der kun 12 Stokke.

I Søndags var det vi fik Brev fra Norge. Vilhelm modtog det hos Rognald efter endt Gudstjeneste, tilligemed Emigranten. Han fik selv Brev fra Præsten A. Preus hvor de have havt megen Sygdom, nu var det dog bedre. Derfor har jeg altsaa ikke faaet Brev, jeg tænkte nok, der maatte være en gyldig Grund. Brevet fra Hjemmet var fra min kjære Christiane, fra 28de februar. Det var et godt Brev; det stod vel til hjemme. Christiane er Gudskelov ogsaa raskere og giver mig nøiagtig Besked om Alt. – –

Den 5te April. Af alle mine Forsøt om at skrive i dag, blev der ikke noget, jeg fik ganske andet at bestille. Vilhelm skulde reist Kl. 7 i dag, jeg vækkede ham ogsaa meget akurat før 6, men han har et godt Sovehjerte, den kjære Mand. Han var ogsaa saa træt, at jeg meget hellere havde ladet ham sove, havde jeg bare turdet. Kl. var 9 inden Kjæretøiet blev bragt i Orden og han kom afsted med Rosinante, der vist passer godt til Buggien, som jeg tænker var ille faren dersom den skulde følge en vælig Hest. Men nu passede alt saa pent sammen og stod i fuldkommen Harmoni med det graa taagede veir.

Jeg opdagede Vilhelms Tollekniv stikkende i Gjærdet, i Eftermiddag, det er leit at han har glemt den, som altid er ham saa uundværlig og maaske bliver det dobbelt dennegang, som Euipagen er saa skrøbelig. Gid jeg vidste om han kommer vel frem og ikke for sildig, det er saa leit med den Vanskelighed, han altid maa have med Befordringsmidler til sine Reiser, man kunde nok blive træt og kjed af at skulle reise idelig paa den Made. Jeg skal rigtig være glad nar han engang faaer sig ordentlige Kjæregreier og naar den arme Rosinante kan gjøre Fordring paa et annet Navn. –

Den 12de. Skjærthorsdagsaften – nu ringer de Helgen ind hjemme, hvor jeg savner Kirkeklokkene, jeg vilde saa gjørne høre dem Søndagmorgen og naar de kalde Folk til Arbeide om Sommeren. Hvor mange Gange jeg har staaet og lyttet til dem i Haven hjemme – Paa denne Tid var det ogsaa, somoftest Paaskeaften, at vi kunde bringe den første Krands til Graven – maaske blomstrer de smaa hvide Blomster udenfor Gulstuevinduerne, allerede –. At kunne gaa hen paa Kirkegaarden – vil jeg ofte savne, der har jeg tilbragt mange af mine bedste Timer, det var saa godt at dvæle der om Aftenen, saa stille og roligt. Gudskelov at Vilhelm kommer igjen til Paaskeaften –.

Igaar havde jeg en travl Dag, men jeg var ogsaa fornøiet, da jeg havde faaet alt Tøiet strøget, stort og smaat, da synes jeg, jeg var flink. Det var ordentlig en Nydelse i Formiddag, at lægge ned saa meget reent Tøi og faa Orden paa det; det er ikke saa greit, naar man har knap Plads. Erik bragte mig hverken Emigranten eller Brev, Mc. Key^k196 havde ikke været hjemme og Konen ikke havt Nøglen til Brevskuffen. Det er ogsaa en Maade! –

Den 12. Juni. Ja, nu begynder jeg på denne stakkels, forladte Dagbog igjen og vil oprigtig ønske, at jeg maa holde ved og ikke atter lade over en Maaned gaa hen uden at skjænke den en Tanke – havde jeg nær sagt – men det var ikke sandt, havde Tanker kunnet hjælpe den noget, sa behøvede jeg ikke at sidde her og ærgre mig over al den Tid, der er gaaet tabt for den og det en saadan Tid, der netop var saa rig paa Stof for en Dagbog! Ja, nu nytter det ikke at klage herover, men hvad skal jeg gjøre for at gjøre det som galt er, godt igjen? – Alle de ubetalelige Ord, Scener og smaa huuslige Tildragelser, som maa holdes fast i Øieblikket, eller ogsaa forsvinde – de ere nu forsvundne og jeg maa lade mig nøie med at nedskrive Hovedinnholdet af denne Tid, som jeg netop saa gjørne vilde have med alle mulige Biomstændigheder. Det troer jeg nok, den Tid da vi første Gang fik et slags Huus og begyndte at føre vor egen Huusholdning – fortjener den ikke at erindres? –

Det er Aften nu, Pigen er gaaet til Køis paa sit Loft og nu sidder min Herr Gemal og hans Frue meget selskabeligt, med Rygen mod hinanden, ved hver sit Vindu og hver sit Bord og skriver, jeg nyder den Ære at have Lysesaxen paa min Plade og at vandre frem og tilbage og pudse Vilhelms Lys – saa complet, som vort Huusgeraad jo forøvrigt er, saa har vi dog ikke kunnet opnaa at faa mer end een Lysesax og den er enda forskreven i dyre Domme langveis fra. Yankierne finde som saa at de kanligesaa godt bruge deres Fingre og hvorfor da anskaffe sig Sax? Jeg har været grætten i Formiddag, for ingenting naturligvis, men nu er jeg saa bli som en Lærke, naar der bare var nogen til at glæde sig derover. –

Jeg havde netop faaet Grøden over i Formiddag, da Magnuses Datter kom; jeg skulde have hende til Hjælp et par dage, dette var jeg nu ogsaa grætten over, at hun kom. Jeg havde ikke Lyst til saa mange fremmede Piger. Vilhelm var paa Veien til at blive vred, men han kom ikke længere end Halvveis, saa gik Vreden over til Latter af mit elskværdige Lune og jeg skyndte mig afsted med Pigen for at vise hende noget Arbeide, hun skulde udrette; dette tog Tid og min grød passede sig imidlertid selv, saa jeg fik Skarn af min Husbond, som begyndte at nynne: «Vælling jeg fik». Jeg saa ellers ikke andet end at den smagte ham nok saa fortræffeligt og jeg vilde ønske, jeg ofte kunde sætte Mage til den paa Bordet, men nu er de gode Helegryn gaaet sin Vei.

I Eftermiddag har Pigen vadsket og vi efterat Vilhelm havde læst med Embret^k197 og jeg faaet mit Tæppe førdigt, været ude og spadseret, ikke langt, da vi blev gaaende og plukke Jordbær, hvortil jeg er formelig forfallen; hvor jeg gaaer, seer jeg mig om efter dem; gaaer jeg til Springhuset med bægge Hænder fulde, saa maa jeg dog sætte alt fra mig naar jeg seer et Bær. 8de Juni fandt vi de første. Dagen efter kom Embret ind med en liden Talerken og vi havde Jordbær og Fløde til Desert, efter en Middag bestaaende af Fleskepandekage og Tykmelksuppe, en ny Ret for Vilhelm, der hældigvis vandt Bifald, heldigst for mig, det er da en Supperet, som det er muligt at kunde faa her i dette Fleskeland, hvor man bare bruger Kaffe; Kaffe til Frokost, Kaffe til Middag istedenfor Suppe og naar det er rigtig galt, saa har de Kaffe til Aften ogsaa. Men nu er det bedst, jeg skrev lidt om den foregaaende Maaned og dens Mærkværdigheder og det allerbedste at jeg opsætter deet til i morgen og gaaer til Ro nu. Klokken er over 11. –

Den 14de Juni. Nu vil jeg forsøge at skrive lidt, om jeg maaske paa den Maade kan blive fri for Vilhelm, han har været aa uartig og uskikkelig mod mig i hele Formiddag. Medens vi spiste Frokost, var han enda nok saa snil – jeg havde været betids oppe, dækket Bord og alt i Beredskab, da min dovne Ægteherre endelig blev førdig, – som sagt, medens vi spiste, var alting vel og vi talede blant andet om vore Forfædre vel havde havt Sukker at fryde sin Gane med og hvor de saa havde faaet det fra. For at komme paa det Rene hermed, saae Vilhelm efter i – jeg veed ikke hvad – og fortalte derpaa hvad Plinius sagde derom, denne Plinius vidste jeg uheldigviis ingen anden Besked om, end at han var en Romer, og saa begyndte Drilleriet; endnu verre blev det, da jeg kaldte Manden Pinius og spurgte hvad Pinius var. Vilhelm var saa uskikkelig og lei at jeg blev vred og forsøgte mange Udveie for at faae ham til at tie; det var ikke alene den gamle Romer, der bragte han til at være saa lei – saa maatte jeg ogsaa høre at jeg var grætten og uskikkelig. –ⁿ³⁵

Ak ja, man har Sorger og ikke mindst af sin Ægtemage, det fik jeg nok erfare i dag, og ikke heller for første Gang. Tilsidst blev jeg kjed af ham og satte mig til at skrive, det skaffede ogsaa Stilstand en Stund og nu tænker jeg, den bliver forvandlet til formelig Fredsslutning, da Vilhelm er gaaet ud for at tænde paa i Stoven for mig.

Det er deiligt Veir i dag, næsten for varmt, men det er et kjøligt Værelse dette, det har dugget saa stærkt i Nat. Græsset er endnu ganske vaadt, men jeg har alligevel flere Gange været ude efter Jordbær. Nu er Kl. 12, det seer jeg paa Solmærket i Vinduet, sa jeg maa ud til Middagen. Vi har desværre ikke noget Uhr, jo nok Uhr, men ingenting til at trække det op med siden Nøglen ligger paa Veien til Sørland og Decorah kan ikke præstere nogen. – Det er nu ud paa Eftermidddagen, vi har spist, drukket Kaffe og holdt Siesta i al Fred og Enighed, som det sømmer sig gode Ægtefolk. Jeg læste i Kong Erik og de Fredløse,^k198 som nok interesserer mig, men ikke saa meget som de foregaaende, til jeg var træt; saa kom Embret med en Talerken deilige Jordbær, der kvikkede mig op, saa jeg kunde trodse Varme og Træthed og sætte mig til at skrive. Vilhelm læser med Embret og har meget ondt for at gjøre ham begripeligt, at Abraham havde flere Huusdyr, end der findes i det hele county, at han havde mange Gjætergutter og boede paa en stor Prærie. Nu kommer vel snart Tausen til mig at læse med ham. Jeg faaer vel ogsaa see at bruge amerikanske Udtryk, hvis jeg vil blive forstaaet.

Den 17. Det varer længe inden Vilhelm kommer tilbage, han er paa Egge eller Sørland, først ville han gaaet før Middag. Klokken blev imidlertid 12 førend vi tænkte det, saa vi holdt en af vore besynderlige Middage; først Tykmelk, derpaa kold Smørgrød, og ovenpaa dette, et Glas Portviin. Jeg skulde bage Bisquit og Brød, saa jeg var vel fornøiet med ikke at lage Middagsmad og tok fat paa mit Arbeide – det første i den Genre – da Vilhelm gik. Nu er det førdig, men det var et hedt Arbeide, jeg har vadsket op efter mig og er ganske stolt ved at see de vellykkede Brød, som ligge udbredte paa Bordet. Nu skal Vilhelm see hvad for en Kjærring han har! – bare han vilde komme engang, Kl er vist over 5.

Igaar havde vi en rigtig Jordbærtour og en meget behagelig Tour var det. Vilhelm anbefalede mig med at vænte med at plukke Bær, til vi kom op paa Pladsen og at holde Øinene i Veiret for ikke at fristes ved Synet. Dette lykkedes da og jeg fik fuld Erstatning, da vi kom videre. Vilhelm plukkede saadan Mængde til mig, selv vovede jeg mig ogsaa udenfor Veien og jeg fik saa mange Bær, at min Tunge blev ganske hudløs, ialfald sviede den forsvarligt, saa gik vi da roligt videre og undlod klogelig at gaa til Præstelandet, det blæste stærkt og trak op til Uveir, som ogsaa brød løs, da vi havde spist. Vi sad længe uden Lys. Lynene kom stærkere og stærkere, Tordenen lød, som den skulde styrte Taget over vore Hoveder. Omsider tændte vi da to Lys, men skjøndt der brændte to Lys i den lille Stue, blev den dog oplyst af Lynglimtene. Vilhelm læste for mig – vi sad endnu en Tid og talede om gamle Salmer og Salmedigtere, førend vi begav os til hvile og inden vi faldt i Søvn, blev Lynene svagere og vi kunde være i Fred, uforstyrrede af Tordenen.

Det er en smuk Lørdagaften denne, naar Vilhelm kommer, vil jeg gaa ud og plukke Blomster til i morgen. Lørdagaften bringer mig endnu meer end nogen anden Aften, til at tænke paa mit gamle Hjem, maaske fordi den Aften altid har havt et eget Præg for mig. Paa denne Tid plukkede jeg Blomster til Fade og Vaser og nu gaaer vist Christiane og Lina,^k199 eller maaske Marie^k200 alt er hjemme – nu gaaer de med Blomster til Graven – det er den 17de Juni i dag – den 17 – Moders Dødsdag^k201 – ak om jeg ogsaa kunde bringe den en Krands.

Gid nu dette Brev maatte komme hurtigt frem.ⁿ³⁶ En kjærlig Hilsen til alle hjemme og alle Venner. Gid vi snart igjen maatte høre fra Eder.

Farvel da min kjære Fader, Gud velsigne Dig. Sænd ofte en kjærlig Tanke til

din Leis^k202

ⁿ³⁷

Kjære Onkel^k203 – da jeg efter Overenskomst med Leis skulde sende en egenhændig Hilsen med hendes Brev – kom jeg tilfældigviis at bemærke mit eget Navn ovenfor – og ved nærmere Eftersyn opdagede jeg en Fremstilling af en huuslig Scene, til hvis ydermere Tydelighed og Paalidelighed at burde bidrage med nogle smaa interpolerede Bemærkninger. – Huuslige Scene høre jo til et Huus og da vi nu har et Huus altsaa – –. Det indiscrete i at betroe Andre saadanne Scener ophæves forhaabentlig ved de Bemærkninger som ikke ere interpolerede og som vi med Glæde overlade til Dem, eftersom «den Læsning jo er den interessanteste, hvor Læseren til en vis Grad selv er productiv».^k204– Hvad jeg ellers egentlig skulde have skrevet om er nogle Spørgsmaal i de forrige Breve om Indtægterne af Kaldet her, m.m. Det er nu paa den Tid at jeg ved en Remisse skulde have overtydet Dem om at mine Indtægter ere tilstrækkelige – men uagtet, jeg maa erkjende dette sidste kan jeg i dag p.T. ikke lade Beviset følge – hvilket gjør mig mere ondt end det maaske burde? ‹…›ⁿ³⁸

Brev 9: 7.–10. juli 1854

«Det tynde Undertøi kan Du tro er mig nyttigt her i Varmen»

Skaarlia den 7de Juli, 1854

Det er i dag din Geburtsdag, min kjære Moder,^k205

Gud velsigne dig og lade dig opleve den med et glad Hjærte og skjænke dig endnu mange lykkelige Fødselsdage. Gid saa du maa have et ligesaa deiligt Veir som her er i dag, hvis det er Tilfælde, saa tænker jeg du har et chokolade Selskab; i denne Stund sidder maaske en Kreds Damer rundt Bordet i Kirsebær- eller Kaffelysthuset, i livlig Passiar, ifærd med Chokoladen, hvortil der maaske er bagt en Engelsk kage. Maaske har du et lidet Aftenslag eller en Tour til Skoven; jeg sad og tænkte mig baade den ene og anden Maade, hvorpaa den maaske blev høitideligholdt, medens jeg i Formiddag sad med mit Sytøi i den aabne Dør og av og til saa paa de smukke Fugle, som det nyslaaede Hø, i Mængdeviis havde lokket herhen, og ønskede at jeg til Geburtsdag Gave kunde sænde dem til Haven hjemme, hvor de kunde flagse fra Blomst til Blomst og fryde dit Øie.

Jeg seer stedse flere og flere smukke, saaledes i dag en, lidt mindre end en Skjære, hvid under, med purpurfarvet Hoved og Hals, forresten blaa; en blaa med hvid Bug og blegrødt bryst; en glindsende gulbrun med blaa Vinger, kort sagt de varierede i det uendelige. Havde du ikke Lyst til nogle? Jeg tilbringer din Geburtsdag stille og alene. Vilhelm er paa reiser. Før jeg kom op imorges var her en Mand for at bede om Raad for sit syge Barn, han havde ogsaa før engang været her; senere var her atter en anden; jeg er glad naar det er saaledes at jeg kan hjælpe dem, hvilket som oftest er Tilfælde. Vor Medicin har vi hidindtil Gudskelov havt mere Nytte af ved at kunde hjælpe andre lidt med, end vi selv har havt den fornøden. Den Stilhed og Ro her er omkring mig, bliver af og til afbrudt af Raab og Skrig fra Nabolandet,^k206 hvor de holde paa med at brække Jorden, 6 eller 8 Par Oxer foran Plougen og disse er der en Smælden paa og en Skrigen for at drive afsted.

Paa Mandag haaber jeg Vilhelm kommer tilbage, eller ogsaa Tirsdag, da tænker han om Eftermiddagen at holde Opbyggelse henne i Skolehuset. Dagen efter skal han holde Gudstjeneste en 5 – 6 Miil i Øst. Derhen tænker jeg at følge med, hvis det lader sig gjøre. Saaledes skal han formodentlig Søndag være i Painted Creek og blive der en Uge, saa han bliver ikke det mindste hjemme. Hvor jeg skulde være glad om her var lidt mindre Reiser, især for Vilhelms Skyld og tænk hvor meget baade Præst og Menighed vilde vinde derved. Du kan ikke tro, hvor jeg længes efter og glæder mig til at han skal komme hjem, hvor kort det end bliver.

Nu er jeg førdig med de Arbeider jeg vilde have udrettet under hans Fraværelse, den store Vadsk er førdig. Du kan tro jeg har faaet Øvelse i at stryge Skjorter og Ros har jeg ogsaa faaet for at gjøre det peent, saa har jeg vadsket og strøget alt mit fine Tøi, som naturligviis alt var bleven smudsig paa Reisen, men siden havde jeg kun brugt det nødvændigste, og nu er da alt Tøiet førdigt og reent og nedlagt og jeg har lært Pigen at vadske Uldtøi, det forstaaer de ingen af dem; saa var vi saa heldige at have samlet Regnvand og alt gik godt og vel; det er vist en flink Pige, den Karoline, saa ung hun er, næppe 16 Aar. Naar vi nu kommer til Præstegarden kommer jeg vist til at sørge hver Gang vi vadske over ikke at have Rulle, da kommer jeg til at bruge mere af mit Tøi og det er jo ikke muligt at holde det saa peent ved Strygning, der vel ogsaa slider mere. Kan Du give mig et godt Raad?

Jeg maa fortælle Dig at jeg har havt det store Arbeide for første Gang at pibe Vilhelms Præstekrave. Det var et sant Arbeide, det gik nok saa taalelig, det værste var at Jærnerne saa let vilde svie. Og saa har jeg stukket to tykke, dobbelte Tæpper, et til Gutten og et til Pigen; jeg er glad over at have faaet Rammen som optog det halve Værelse, ned. Imorgen skal her skures og gjøres peent istand, jeg spadserer ud og søger efter en smuk Bouket Blomster og saa er da alt førdig til at tage imod Vilhelm. Det er sandt, saa tænker jeg at lægge op Melk, til oplagt, du veed; jeg studerede først paa hvordan jeg vel skulde lære mig hermed, da jeg ikke havde noget at lægge Melken paa, saa den kunde løbe af, saa tænkte jeg paa den Indretning til at koge ved Damp, der følger med Stoven; den gik an, saa vi havde os en meget god Melk forleden. Jeg vilde gjørne have lidt af Fisken hjemme, Makrel, Hvitting eller hvadsomhelst, var du her saa maatte du være belavet paa hverken at faa Fisk eller Kjød, jo Flesk og Spegeflesk, nu kommer der nok ogsaa en Tid, da det bliver temmelig let at faa Haner kjøbt i Decorah. Jeg undres om jeg ikke kan sylte Druer, det vil jeg bestemt prøve, hvis jeg kan faa dem, det skal blive god Rødgrød deraf, sagde Præsten Clausen, og det bliver vist ikke saa meget jeg kan faa til Syltning; Tyttebær og Blaabær er her ikke. I New York spiste vi et Slags Tyttebær, ja de lignede mere Tranebær, som Folkene her sige, at de nok saa i Musqigo,^k207 men her ikke.

Nu har jeg været afbrudt af Guri, som kom ind med hendes Svigersøns Moder, der nylig er kommen fra Norge, hun skulle vel see paa mig kan jeg tænke, thi hun var næppe kommen ind ad Døren før hun sagde «aa nei er ho saa ong aa sjaa te». Disse Nykommere ere komne til Quebec med Skib fra Drammen, lid meget av Kulde ombord og fortælle at saa mange af dem bleve syge da de kom iland og paa Reisen opover, saa at 50 bleve begravne i Chicago. Om dette er fuldkommen sandt, ved jeg ikke. Der gik en Deel Nykommere her forbi igaar, hvoriblandt flere unge Piger, som inderlig ønskede, de ikke vare tagne hjemmefra. Det er vel noget de Fleste gjøre, der er næppe Mange, som ikke maa gaa en Deel igjennem, baade paa Reisen og den første Tid sidenefter. Saa ere de jo ogsaa uvidende om Alt, som for Ex disse der klagede over at det var saa ondt paa Jernbanerne; de fik ikke engang Lov at koge og stelle sig til lidt Mad, saa de havde næsten ikke andet end smudsigt Vand og lidt tørt Brød at nyde.

Naar du skriver til Fru Winsnæs, Mo'er, saa hils hende meget og sig at der er vist ikke mange, som sætte saa megen Priis paa hendes Kogebok,^k208 som de unge Præstefruer her i America. Linka Preus^k209 sagde, «jeg gaaer altid med Moer Winsnæs i Lommen, naar jeg bare har den, saa er jeg saa tryg». –

Men jeg skriver og skriver og har endnu ikke takket Dig for Dit Brev, kjære Moder; inderlig Tak derfor og fordi du skriver saa langt og fortæller mig saa nøiagtig om alt. Du kan tro jeg ogsa sætter Priis derpaa. Du spørger om du skal skrive større, nei jeg læser det saa godt. Du beder mig ogsaa skrive paa smaa Ark, ja, men jeg har for tiden kun disse og de ere linierede, men her har du en Prøve om du synes bedre derom. Gudskelov fordi alt var vel hjemme, jeg haaber Dit Hoved ogsaa er godt nu. Styrtebadet er vel i fuld Gang. Gud være lovet ogsaa for hvad du siger om Lotte, at hun er saa vidt flink. Hvilken deilig Tour de nys havde til Horten! Jeg synes der er saa mange hjemme iaar, Stin^k210 og nu vel ogsaa Marie.^k211 Det bliver stille i Sommer, siger du. Det høres saa underlig for mig nu, der er da ogsaa saa mange. ‹…› er der maaske ikke, de fleste Yngre ere bortreiste jo. Er Antonette Svends darling ‹…›, siden hun skal til Eidsvold? Er der ikke Tale om Bryllup?

Nu nærmer vel den Tid sig da Frøken-Colonien skal «settle» sig i Drøbak? Ja, det bliver et Savn baade for dig og Flere at miste Frøken Thrane. Hils hende. Det skulde glæde mig om alle dise forskjellige Hoveder og Sind kunne forenes til gjensidig Hygge? Nei, at Frøken Holst kommer sig saa godt! Hils hende ogsaa. Gratulerer med Skolen, jeg er ogsaa glad paa Anne Cathrines Vegne, det vil hun vist bedre taale end at sy saa idelig. Gjennem Brev fra Sellø^k212 fik vi høre om, at Lisa havde faaet en Gouvernante Post, etc. Naar dette brev kommer frem er visselig min Svigermoder^k213 paa Horten, sænd saa hende og Marie og Johan^k214 kjærlige Hilsner. Det bliver en Glæde for dem! Da er vel Hans ogsaa i Astoria, gid det gaa ham vel, ja jeg kan tænke det vil blive Savn efter ham. Og Caroline Pedersen – det ligner hende, jeg maatte lee da jeg læste det, hun slipper vist ikke til Høsten; paa Kjællerstad bleve de vist glade. Mon Cathrine bliver længe forlovet? Sænd mange Hilsner ‹…› og til Langesund, gid jeg næstegang fik gode Efterretninger derfra.

Vi er glade over at Daguerreotyperne vandt almindelig Bifald, jeg blev glad da jeg saa du havde sændt dem ned til Kjøb,^k215 gid de maatte lykkedes og glæde Fader.^k216 Og at Familien Threschow blev saa glad, det var morsomt. Hils hende og de Øvrige der hjærteligt fra os.

Hvor deiligt det vist er i Bøgeskoven iaar og de nye Gange paa det smukke Strøg – det var snilt af Treschow, der er vel Glæde over at Fru Ts Pleieforeldre komme op! Hvordan lever ‹Sundeline› Lund paa Land? Præsten Castbergs Hvede har jeg ikke saaet iaar, det var for seent da jeg kunde komme til den desværre. Hils Castbergs, hvor er Petras Kjæreste? Saa Augusta skal ned til Høsten. Stakkel. Gid det maatte gaa godt. Besked om vort Tøi ved du nu, jeg vilde meget Ønske at mit Brev fra Mai maatte være fremme til idag. Min Garderobe den slog vel til og jeg har ikke behøvet noget Nyt, undtagen paa Reisen herop. Buffalo Sko og et Par Smaating, som en ulden Lue, etc., til Varme. Jeg fortalte Christiane^k217 om hvad jeg gaaer med, det tynde Undertøi kan du tro er mig nyttigt her i Varmen, jeg har ogsaa hæklet mig to tynde Liv, mine gamle vare saa tykke. I mine forrige Breve troer jeg der er Svar paa hvad du spørger om forresten.

Mandag. – Nu har jeg Vilhelm hjemme igjen Gudskelov! Og han er rask og frisk og har ikke havt ondt af denne anstrængende Reise, skjøndt han har prædiket hver anden Dag, havt Confirmanter, ofte været gjennemvaad af Sved flere Gange om Dagen, men han var ogsaa træt da han kom i Eftermiddag, efter at have kjørt fra tidlig i Morges uafbrudt. Gudskelov at han taaler det, men er det dog ikke for galt? Nu vil han som sagt holde en Opbyggelse i Morgen, saa Gudstjeneste Onsdag, da reiser han med engang til Painted Creek for at komme hjem derfra og læse med Confirmander her Thorsdag og have Menighedsmøde Fredag. Gudstjeneste her Søndag, saa den Uge derefter til Turkeyriver, mon det saa bliver en liden Stands? Aa nei, saa er vist atter Touren til Painted creek, hvor han er hver tredie Søndag. Han talte engang om at tage sig en liden Ferie fra at reise og holde sig her i Settlementet, naar det blev rigtig varmt, men den Ferie fik han nok, da han var syg. Du seer jeg faaer ikke beholde ham længe denne gang, men det er godt om det end er nok saa kort og selv er han Gudskelov baade rask og i godt Humeur og sænder mange Hilsner til dig og alle, tusinde Gange. Og saa et kjærligt Levvel,

fra Din Leis^k218

Dine Spørgsmaal har Vilhelm besvaret Fa'er.ⁿ³⁹ Du spørger om de Offre.^k219 Ja, en Deel, ikke alle, nogensteder meer, andre mindre. I dag har jeg spist Bringebær for første gang. Melonerne blomstrer stærkt, her er et stort Stykke med dem og bliver vist en Mængde, slaar de til. Fortel Faer at jeg forleden paa Præstelandet fandt først den peneste Blomst af Udseende som jeg endnu har seet, den er hvid og lugter deilig af Nellik og Vanilie, Citron, jeg veed ikke hvad jeg skal ligne den med, saa lige oppved Huset en temmelig stor Plante med duftede Blomster, ikke ulig Daphne, hværken i Udseende eller deilig Duft. De maa plantes ind i Haven.

Brev 10: 3. august 1854

«Saa tager jeg ofte mit Strikketøi og vandrer omkring»

Trout River P.O., Winneshiek Co.
Skaarlia, 3die August 1854

Min kjære, kjære Fader^k220

I dette Øieblik drog Vilhelm afsted til Painted Creek og jeg sætter mig strax til at skrive til mit kjære Hjem, at I ikke skulle komme til at vænte paa Brev dennegang. Det kan hænde at det ikke bliver saa meget jeg faaer skrevet, da vi tænke at foretage en stor Reise, men saa faaer du i alle fald kjærlige Hilsner fra dine Børn og seer at vi Gudskelov leve raske og fornøiede. Denne store Reise skal gaa til Wisconsin og hvis der bliver noget deraf, bliver dette naar Vilhelm kommer hjem Tirsdag – Dagen efter, saa jeg maa holde mig og vort Tøi parat i alle Tilfælde. Det er bleven saa hurtig bestemt dette, Vilhelm fik nylig Brev fra Præsten Preus^k221 om endelig at komme med til et Præstemøde, der den 16de August og de følgende Dage skal afholdes hos Præsten Brandt.^k222 Dette Brev havde været saa længe underveis og Vilhelm imidlertid tilsagt Gudstjeneste paa mange Steder, saa han først ikke troede at det kunde lade sig gjøre, især med saa kort Varsel, men nu haaber jeg det bliver saa at vi reiser i næste Uge, saa fremt ellers ingenting kommer i Veien.

Jeg glæder mig meget til denne Reise, især er jeg saa glad fordi Vilhelm kommer dermed, thi foruden at det jo baade er af Vigtighed og Interesse for ham at overvære Præstemødet, saa træffer han sammen med alle sine Venner og Bekjendte, tænk hvor behageligt det bliver og hvor meget han maa ønske at faa tale med en af sine Embedsbrødre, saa ensomt, som han i den Henseende har det. Da han var i sine sydlige Settlementer nu sidst, traf han ganske tilfældigviis sammen med Præsten Clausen, der var paa en Forretningsreise nedover til Wisconsin, uden endnu at vide noget om Præstemødet, som han da ogsaa ville overvære. Vilhelm vil vist have godt af en saadan Tour, det bliver en liden Hvile for ham, som han saa vel kan behøve, naar han nu bare ikke vil anstrænge sig altformeget og reise uafladelig ved vor Tilbagekomst.

Vi blive vel en 3 Uger eller maaske lidt længere borte, deraf gaaer formodentlig 10 Dage til Reisen. Vi kommer til at reise med Vogn, Dampskib og Jernbane; at reise Landeveien den hele Vei er Vilhelm bange for vilde være altfor anstrængende^k223 for mig, og det troer jeg ogsaa, saafremt vi ikke var saa hældige at faa en overtrukken Himmel uden Regn – men at sidde den hele Dag i en aaben Vogn, ja om der ogsaa var Caleshe eller Tag over den – i den Solhede, som her er, det er fælt. Jeg kom da ganske vist til at see ud som en Tater; jeg husker hvordan Luften tog paa mig bare den ene Dagsreise fra Painted Creek og hjem; man maa være forsigtig her med ikke at gaa ubedækket i Solen. Endogsaa naar det blæser en varm Dag og man saa sidder i Skyggen uden at have noget paa, risikerer man at faa sin Nakke, først ildrød og saa brun.

Men det var om vor reise jeg vilde fortælle; altsaa reiser vi den første Dag ned til Missisippi, til Lansing eller McGregor, hvor det nu bliver, hvorfra tage vi med Dampskib til Galena i Illinois, saa atter et Stykke med en eller anden Voiture^k224 til vi naa Jernbanen der ikke er kommen lige til Byen endnu; denne bringer os til i Nærheden af Præsten Dietrichson.^k225 Her standse vi først, men saa veed jeg ikke, hvordan det bliver om Vilhelm derfra reiser i Følge med Præsten til Brandt, eller om han først følger mig til Koshkonong og saa til Spring Prairie, jeg kan ikke følge med til Ungkarlen,^k226 kan du tænke.

Presten Preus skrev og inviterede mig til Koshkonong, men jeg har nu hele Tiden lovet fru Linka at komme til hende og derved bliver det vel, det seer ellers ud som om jeg kommer til at besøge næsten alle Præstefruerne, det skal ogsaa blive morsomt, jeg glæder mig meget baade dertil og til selve Reisen, det bliver mange Erindringer at gjenkalde fra vor store Reise. Det er ogsaa nok at see og lægge Mærke til ved at reise her, man træffer saa mangfoldige forskjellige Personligheder, alt har en saa ganske aparte Karakter, saa forskjellig fra hvad I er vante til. Det skal ogsaa blive morsomt at komme ned ad Missisippi et Stykke, nu midt om Sommeren, der er vist smukt! Saa tænker jeg vi paa Tilbageveien i Galena forsyne os med et og andet til vort Huus, som jeg da haaber at vi ved vor Tilbagekomst kan tage i Brug, saa faaer jeg det travlt med at bringe alt i Orden.

Ja, gid jeg næste Gang maatte kunde skrive til dig derfra og saa tillige kunne give dig en udførlig beretning om at vi har havt en behagelig, hyggelig og morsom Tour. Skulde det saa hænde at du næstegang kommer til at vænte noget længer end sædvanlig paa Brev, sa veed du, at det er fordi vi have været borte og da kunde det jo saa let hende at vi bleve forsinkede. –

Men hvordan have I nu hat det siden du sidst skrev, spørger du vel? Siden jeg sidst skrev – det er vel næppe en Maaned siden, og den Maaned er gaaet hen saa stille og rolig, uformærket saa lig den forrige at jeg næppe ved at skille dem ad. Dog det er sandt, Vilhelm havde været saa meget hjemme da jeg sidst skrev og da er det ganske annerledes. I den sidste Tid har Vilhelm næsten altid været paa Reiser, kun hjemme et Par Dage og en enkelt Gang imellem og jeg har altsaa været meget alene, tilbragt Tiden med mine sædvanlige Sysler, læst og arbeidet til det begyndte at blive lidt svalt, saa tager jeg ofte mit Strikketøi og vandrer omkring, passiarer lidt med Guri, der ellers jævnlig aflægger mig en liden Visite og bringer mig snart en Talerken af sine cakes, naar hun har bagt, samt Fladbrød og nykjærnet Smør (de bager da Fladbrød her ogsaa af Potetes og Hvedemel, men saa godt som hjemme faaer de det ikke), ferske Potetes, da det var en Rarietet, undertiden Tykmelk, kort af alt hvad hun har, som hun troer jeg synes om, saa sidder hun da og passiarer en Stund, da hun er ligesaa glad i at snakke, som alle Kjærringer er. Hun er meget norsk, Guri, baade i sit Væsen og Sprog. Hun har været her i 12 Aar, imidlertid bruger hun dog en heel Deel engelske Ord, naa saa jeg siger, «nu snakker du engelsk, Guri», saa bliver hun meget forbauset og har ikke Idee om hvad der er norskt og hvad engelsk. Paa Havesager og Frugter, kjende de saaledes kun engelske Navne, især naar de ere fra Fjellbygderne.

Saa snakker jeg da med Guri, gaaer ned til Fjøset og staar og seer paa Svalene og Fuglene der boltre sig over den lille Dam dernede, saa gaaer jeg op over Marken, seer paa Folkene arbeider og passer flittig paa Maisens Vækst og Udvikling. Det er en smuk Plante, høiere enn Vilhelm, med meget smukke store Blade. I Toppen sidder den axformede Blomst, der breder sig som et Græsstraa til alle Kanter, naar den begynder at sætte Frø; selve Maisen voxer paa Siden og opad ud fra Stængelen, indhyllede i sine store Kapsler, hvorfra der fra Toppen kommer ud en smuk først guul, siden sød Dusk. Ligesom af Silke; saadan staar den nu, med Blomsterne gaaende over til Frø og de smukke guule og søde Duske, hængende ned paa alle Kanter. Den bliver planted i Rader og naar den er rigtig stor og frodig, gaaer man der som i en Alleé. Du veed jeg fortalte at man spiser den som grøn, men den Tid er ikke kommen endnu. Det er nok en haardfør Plante, som Frost ikke skader; den er det sidste man tager ind om Høsten. Saaledes kan du tænke dig mig, kjære Fader, vandrende om hver Eftermiddag, eller ogsaa spadserende ledsaget af Vige (kan du ikke tænke dig mig med et Lam ved Siden, saa veed du at jeg har en tro Ledsager i denne lyshaarede, krøllede Hunden vor, som nu ligger paa sin sædvanlige Vagt udenfor Døren). Synes du ikke du seer mig Fa'er, i Fremtiden, som en anden fornuftig Matrone, vandre omkring paa Præstelandet, med mit Strikketøi i Haanden, vende til alle mine Eiendomme?

Jeg vil gaa tilbage til den Tid, da jeg sidst skrev hjem, saa faaer du bedst vide hvordan vi have havt det. Dengang havde Vilhelm været hjemme i et Par Dage og reiste saa ned til Painted Creek, der er han hver tredje Søndag, der er heller ikke noget Sted hvor de saa ofte faa Gudstjeneste, som der, af den grund, at den kun behøves at holdes paa et Sted, medens den her, hvor de har de fleste Søndage, er fordeelt paa tre Steder. Dagen efter han var reist, som jeg sad ved mit Arbeide om Eftermiddagen, blev jeg overrasket ved at faa Brev fra Wormnæs, fra Tante og Marie, Vilhelm havde sændt det hjem fra Posthuset. Det var en behagelig Overraskelse; naar de hjemmefra skriver til Vormnæs saa hils og tak dem hjertelig derfor. Gid jeg nu vidste hvordan det staar til med Sigvart^k227 og Maries Fod.

Vilhelm var borte 7–8 Dage den gang, de hengik rolig og stille for mig. Et Par af dem var saa hede, saa hede, Undertiden om Natten ogsaa, saa jeg vaagnede mange Gange. De sige, de Folk som have været herlængstat saamegen Regn og Hede som i Sommer, have de ikke oplevet her. Saamegen Hede troede jeg dog her hver Sommer var, jeg troede her havde været varmere, her er jo frygtelig hedt mange Gange, naar jeg sidder her ganske stille med Vinduerne oppe og friskt Luftræk er det saa som et idelig Dampbad. Hvad maa det da ikke være for dem som arbeide og som reise? Naar Vilhelm reiser bort i 8 Dage, maa han ogsaa have Tøi med som for 14. En god Ting er det her at det blæser saa jævnlig, ofte stærkere end jeg kunde ønske. Huset ligger saa høit her, men det hjælper deilig paa Varmen. Ligeledes er det sjælden at mange varme Dage følge efter hinanden, sædvanlig en heed og en behagelig afvexlende; saa hyppigt som det regner saa hænder det ligeledes sjælden at det varer længere end Natten og ud paa Formiddagen. At bo nede i en Dal, især naar der tillige er Skov, det maa være slemt her; jeg er glad Prestegaarden ligger høit og vil faa megen Skygge. Muskitterne have været saa manerlige^k228 i den senere Tid; jeg tænkte, jo længere det leed ud paa Sommeren, desto slemmere vilde de blive, dette har endnu ikke været Tilfælde og nu har vi jo ellers den hedeste Tid, som Juli og August pleier at være.

Paa en saadan hed Dag, pleier jeg sædvanlig om Morgenen at tage mig en Stol, min Bog eller Sytøi og sætte mig bag ved Huset for at opfange den Luftning her er at faa. Her sidder jeg til jeg bliver forjaget af Solen, men imidlertid er Solen gaaet fra Døren inde; saa opholder jeg mig da her til det bliver Skygge udenfor Døren; ude er det dog som oftest bedst at sidde, jeg bevæger mig ikke mere end nødvendig naar det er saa hedt, før ud paa Eftermiddagen; jeg kan heller ikke gaa et Skridt ud nu midt i Solstegen, her er ingen Skygge paa nogen Kant. Jeg er nær ved at brække Nakken, naar jeg vil see hvor Solen er, saa høit staaer den. Saa sydlig som vi leve, saa er her dog et strængt Klimat; jeg husker du yttrer i et af dine Breve, at Vinteren dog vel næppe kunde være synderlig kold her, som rimelig var under denne Bredegrad. Det er den dog, her kan sandelig være koldt nok, før Juul skal her sjælden være synderlig koldt; men da kan det ogsaa være bidende af den skarpe Nordvest-Vind, her saa ofte blæser, og da er det ingen Spøg at være ude i en saadan Sne paa Prairierne; det er nok almindelig da at reise med Briller, der beskytter Øiet paa alle Kanter.

En af Dagene, Vilhelm var borte gik jeg og spadserede som sædvanlig om Eftermiddagen og saae paa Blomsterne: jeg fandt først en violet med en stærk Krusenyklelukt, hvoraf her voxer en Mængde. Siden bøiede jeg mig ned efter en hvid, der saa ganske ubetydelig ud, men lugtede meget stærkt som Pebermyntekage; saa kom jeg til en Bæk, hvor der voksede en stor Plante med gule Blomster af en undelig Facon og med en stærk bedøvende Lugt, ganske som Karri eller Cajenne, saa Vilhelm strax undersøgte den paa alle Kanter om han ikke skulle finde noget Karri. Er det saa ikke bare noget Snak at Blomsterne ikke lugte her? Jeg tog dem med mig hjem, og maatte lade dem faa Plads i mit Blomsterfad, hvor de overdøvede den fine behagelige Duft fra Blomsterne jeg havde fundet paa Præstelandet, men Vilhelm maatte først see dem. –

Den Dag jeg væntede Vilhelm hjem, regnede det stærkt til ud paa Eftermiddag, var temmelig varmt, samt tordnede og lynede. Jeg kunde ikke vænte ham førend henimod Aften; men det blev mørkt, jeg maatte drikke min Thé alene, tændte Lys og endnu ingen Vilhelm. Pigen var længe siden gaaet op, jeg opgav at vænte ham i den Tanke at Regnen eller noget andet maatte have opholdt ham, da han ellers længesiden maatte kundet være hjemme igjen fra Øst Prairien hvor han skulde holde Gudstjeneste den Dag. Jeg tænkte alt paa at gaa til Ro, da Vige begynder at gjø, jeg løb da ud og stirrede hen mod Ledet om ikke Vilhelm var der med sin Hest, men kunde ikke opdage noget, heller ikke da Lynglimtene oplyste Mørket.Vige vedblev imidlertid at gjø, saa jeg gik ind efter et Lys, om det maaske kunde hjælpe mig; jeg var næppe kommen ud igjen førend Vilhelm stod for mig saa vaad, træt og Ansigtet perlende af Sved.

Saa glad som jeg blev fordi han kom, saa forskrækket blev jeg ved at see, hvordan han saa ud. Men da han nu havde faaet de vaade klæder bort og var her i godt behold og fortalte mig sine Hændelser, da var vi rigtignok glade fordi han var kommen vel hjem igjen! Han havde reist et Stykke den Dag derhen hvor Gudstjenesten skulde afholdes, da den var endt, blev han opholdt en Tid af Regn; men begav sig dog paa Veien trods alt hvad de overalt bad ham blive og forsikrede at han ikke vilde naa frem i Lyse; men han var bange at jeg skulde være ængstelig, og lod sig ikke overtale. Regnen havde bragt Bækkene, ogsaa de der ellers ere tørre, i saadant Oprør at Vandet ofte strømmede ind i hans Buggy og styrtede ned, som en Fos bagfra, naar han kom op paa den anden Side igjen, da han kom til Aarethun, var det aldeles mørkt, saa han ikke kunde kjære længere, men lod hest og Vogn staa der og gik tilfods videre. Han kom ud af Veien i Mørket og ind imellem et Krat hvor de vaade Buske daskede ham om Skulderen og tilsidst ad en ganske anden Kant, end den sædvanlige, ind her paa Gaarden. Gudskelov at han kom vel frem og ikke har havt noget ondt deraf, men han maa love mig ikke at reise saa seent en anden Gang, jeg vil meget heller være ængstelig. –

Det er ikke her, som hjemme at kjære eller gaa i Mørket, man møder ikke et menneske paa disse duse ensomme Veie, der ogsaa ofte næppe bære Spor af Vei, saa det er saa let gjort at komme paa Vildstraa. Folk er derfor ogsaa gjørne meget forsigtige med at komme hjem i Lyse. – Nu har dog Vilhelm Hest og ordentlige Kjæregreier; det er rigtig godt naar vi faaer en Gut til at sæle af og paa denne Hest, saa Vilhelm ikke behøver at gjøre det. Vi var ogsaa meget fornøiede Dagen efter, da det atter regnede, over at Vilhelm var hjemme og ikke behøvede at reise tidlig ud for at komme til sine Confirmander, som han skulde læse med den Dag, de læse her nu. Det var en graa og regnfuld Dag, en saadan, som det kan være sa hyggeligt og godt inden Døre og det havde vi det ogsaa, jeg var saa glad Vilhelm var hjemme! Det var saa vidt Ophold at vi undgik at faa vor Middagsmad svømmet bort paa Veien fra Stovehytten. Siden læste Vilhelm lidt høit for mig, saa passiarede vi og havde en rigtig god Eftermiddag. Dagen efter havde han Menighedsmøde og Dagen derefter Brudevielse, men han kom dog hjem om Eftermiddagen igjen, og naar han bare gjør det, er jeg fornøiet.

Søndag var Vilhelm hjemme og holdt Gudstjeneste her. Det var en meget varm dag og en Mængde Mennesker forsamlede, langt flere ude, end inde. Jeg sad først en Stund inde, men det kunde jeg ikke længe holde ud og maatte gaa ud, hvor jeg den hele Tid blev. Jeg begriber ikke hvordan Vilhelm holdt det ud, især da det varede saa længe, der var baade mange Børn til Daaben og Communikanter. Han blev da ogsaa græsselig træt og medtaget af den Hede. En anden Gang maa de see at finde et Sted hvor det gaaer an at være under aaben Himmel; der havde ellers i hele Sommer været godt derhenne hos Ragnvald. –

Dagen efter var her et Uveir, som det Gudskelov er sjælden at finde Magen til. Vilhelm læste for Confirmander om Formiddagen, da var Veiret smukt og klart, men varmt. Ud paa Eftermiddagen begyndte tykke Skyer at samles langt henne – og vi hørte en fjern Torden. Skyerne bleve tættere og tættere – ikke længe efter, kom der med et en susende Vind, der i et Nu bragte de sorte Masser over vore Hoveder. En slig Storm var det første Gang jeg har oplevet paa Landjorden, den kom saa plutselig. Du skulde see hvordan Hvedeageren og Græsset bleve kastede og Træerne – et stort Egetræ her i Nærheden blev brækket midt over. Huset rystede – nogle Bord, der laa herudenfor, bleve slængte vek – et Bord paa Stovehyttetaget blev revet løs og tog Stove-Røret med sig ned på Marken. Vilhelms Hest, der gik bøiet udenfor og græssede blev bange, rev sig løs og satte afsted. Det lynede og tordnede voldsomt, Slag i Slag. Regnen styrtede ned, gik en Stund om til Hagel og truede med at slaa Ruderne ind. Den trængte ind gjennem Væggene saa Gulvet blev en Dam og vi næppe kunde finde en nogenlunde tør Plads at staa paa. Naar Huset ikke er Bordklædt saa ere de i Længden ikke skikkede til at holde nogen Regn, langt mindre en saadan Regn, ude. Den trænger igjennem den Kalk hvormed de tættes. Det var et fuldkomment Tusmørke. Enhver lille Fordybning ude var bleven til en Bæk og den ellers saa rolige lille Bæk der løber forbi Springhuset, blev i et Øieblik til en heel Elv med mange Arme og vændte op og ned paa hvad der fandtes i Springhuset, al Melken var bortsvømmet, Faderne slængte til alle Kanter – Kjærnen med al Fløden paa Jorden.

En Time omtrent varede dette Uveir, da lagde Vinden sig meget og Regnen sagterede. Vilhelm gik op og tok paa sig store Vandstøvler for at see sig om ude; jeg var glad ved at faa Døren op og lidt frisk Luft ovenpaa den kvælende, Pigen var ikke hjemme, saa jeg tog en «Støvekost» og feiede alt vandet ud igjennem Døren; jeg kunde gjørne behøvet en Pumpe til det Arbeide. Erik kom vandrende med Spade og Øxe paa Nakken for at reparere Skaden i Springhuset. Hesten kom løbende og lot sig endelig fange efter at have galloperet en Stund. Regnen og Tordenveiret varede dog endnu, men endelig blev det dog Ophold, saa jeg kunde komme ud og see en Himmel, som jeg vanskelig vil faa se igjen. Der findes ikke en Couleur eller Schattering som den ikke havde. Skyerne havde de forunderligste Skikkelser, forskjellige overalt, paa den ene Kant var den endnu truende og mørk, der blinkede lynene endnu, skarpe og blaa. Den eftermiddag glemmer vi ikke. Jeg var saa glad fordi Vilhelm var hjemme, tænk om han nu havde været paa Reiser og jeg ikke havde vidst om han havde været i Huus, eller ei. Et saadant Uveir havde de ikke oplevet her før, siger Folk. Jeg har ikke i land,^k229 det er vist, men paa Atlanterhavet var det nu vel ofte slemmere og her slipper man dog for at høre den fæle Hvinen ude og Bragen i Fokkel og Toug.

Hele Taget paa 16 Bjælker blæste af Erik Egges Huus, men kom dog ingen til Skade skjøndt Mand og Kone var paa Loftet og holdt paa et Vindu, den tog det dog og saa gik Taget. Gjærdene bleve nedrevne for de Fleste. Skovveiene skal være ganske ufremkommelige, hvert 10ende Skridt er der blæst et stort Træ ned. Heromkring er der ogsaa faldt mange Træer. Da vi spadsere forleden tage vi Veien til denne Dal, som jeg vist har omtalt i Vinter engang, da jeg synes den havde et saa besynderligt og vildt Udseende. Nu havde vi Lyst til at see hvordan den tog sig ud om Sommeren og vandrede afsted gjennem høit Græs, langs Bækkene, som vi ikke kunde komme over. Vilhelm er ellers saa udmærket til at bygge Broer, naar vi støde paa saadanne Hindringer, men her fandtes hverken Kviste eller Grenstamme. ‹…› Vi gik der hvor der ingen Vei var – det havde jeg nok ikke vovet, havde jeg været alene, nu var jeg jo kjæk nok. Da vi kom til Dalen, havde den lille Bæk ogsaa der oversvømmet hele Bunden, saa vi maatte nøies med at gaa paa Høiden og derfra see paa de frodige Viinranker og alle de andre Vexter der slyngede sig op ad de underligt dannede Klipper og Steenbrud. Nu havde Dalen alt andet end et vildt Udseende og saa smuk ud, med Vand og de græssende Kræature. Paa den Tour fandt jeg første Gang, smukke, hvide Slyngconvaleans. –

Det er en rolig Søndag Eftermiddag, jeg sidder og skriver dette. Nu sidder vel Du og Mo'er i Hjørnet og drikker Kaffe tænker jeg, hvor deiligt det vist nu er hjemme! Tænk Fader, at det nu snart er den 18de August – alt et Aar – Den Dag ved jeg Eders Tanker endnu oftere vil vænde tilbage til os og mine ikke mindre til Eder! Og saa kommer snart den 5te September.^k230 – Gid dette Brev maatte komme til deg til den Dag og bringe deg mine kjærlige Bønner og ønsker for Dit Vel, min kjære, gode, dyrebare Fader. Den gode Gud velsigne dig og skjænke dig al den Fred og Glæde i dette Aar, som jeg saa inderlig ønsker. Jeg længes saa efter at høre fra Dig og Eder alle. Mon Vilhelm skulde bringe noget Brev med naar han kommer? Nu har Du vel Marie^k231 igjen, og den Tid da Stin^k232 skal reise nærmer sig. Gud lade det da gaa ham vel, hvor han førdes.

ⁿ⁴⁰

Nu er her fuld Activitet paa Marken. Hveden og tildeels Havren, er skaaret og paa de fleste Steder bragt ind. Det gaar fort med at «krille Gveiten» som de siger. Hvad «krille»^k233 er for et Sprog ved jeg ikke, men den Indretning som har det Navn, faaer Hveden hurtigt til Jorden. Yankierne har ogsaa en egen hurtig Maade at binde Negene paa, men det er græsseligt hvor meget deer gaaer tilspilde paa den Maade. Vilhelm prøvede hvor meget han kunde samle uden at bevæge sig fra Stedet; efter det at dømme, maatte man vel snart kunde faa en heel Tænde fra den Ager. Det er deilig Hvede og deiligt Meel, de har her, men den er som alt andet dyr nu. Det er vel Urolighederne i Europa som er Skyld deri. Jeg var henne og saa paa en «Krillemaskine» forleden. Den bliver trukket af 4 Heste, en liden Gut ridende paa de forreste, en Mand kjærende og En skuffende Hveden bort. Den skjærer Ageren i en Fart, men finder ogsaa 6 og flere Bindere efter sig. Her er vanskelig for nu at faa Folk, ikke egentlig for Folk, men for saadanne der have lært Arbeidet som det her bruges.

Paa Tirsdag vænter jeg Vilhelm tilbage, saa er vi, om Gud vil, paa Veien nedover Onsdag eller Thorsdag morgen! Vilhelm sænder dig og alle mange kjærlige Hilsner. Hils saa alle være venner hjerteligst. Naar du nu faaer dette kjære Fader, saa ved du da at vi har det godt, om du ogsaa ikke faaer noget langt Brev dennegang. Naar jeg kommer fra Reisen, saa kommer de lange breve. Nu tusinde kjærlige Hilsner til min kjære Moder,^k234 Stin, Marie, Tom^k235 og Lina,^k236 Hans og allesammen, og saa et kjærligt Levvel fra

din egen Leis.^k237

Brev 11: 18–20. september 1854

«Vi drak din Skaal i Madeira»

Thomas Andersens Stue i Painted Creek
18–20de September 1854.

Min kjære Fader!^k238

Nu er da vor store Udflugt lykkelig og veltilendebragt og vi atter har tiltaget;^k239 Vilhelm, i fuld Activitet med sine sædvanlige Sysler, han er i Formiddag hjemme hos Sven Hesla^k240 og læser med Confirmander og imidlertid vil jeg vænde tilbage til mit gamle kjære Arbeide, at skrive til Dig, min kjære gode Fader. Men hvorfor er du nu allerede igjen paa Farten, spørger du, naar du læser Overskriften, saa jeg vil lige godt strax fortælle dig hvorfor jeg er hernede hos denne Familie, som ellers er blandt de bedste Menighedslemmer og hos hvem jeg helst opholder mig. Naar vi nu kom tilbage fra denne reise, tænkte du vist, at vi dog kunde flytte ind i Præstegaarden, dette var nu ogsaa vor Tanke da vi kom hjem i Onsdags og kjørte lige hen til Præstegaarden, men kun blive vi skuffede; den manglede endnu et og anndet paa at vi kunde flytte ind – at bygge Huse her, det er et Taalmodighedsarbeide. – Vi kjørte da ned til Skaarlia igjen, hvor vi mødte Erik og Guri med et stort Hølæs og blev modtaget med megen Glæde, især Guri, havde været saa bange for at vi skulde været blevne syge i denne græsselige Varme! Nu var der da megen Fryd fordi vi kom friske og raske igjen; de vilde vi atter skulle tage Huset i Brug til vi kunde flytte op; de havde ikke benyttet det, medens vi var borte. Dette vilde vi nu ikke da de snart maa have Tærskemaskine og mange Folk. Vilhelm foretrak ligesaagodt med det samme, som en Uge senere, at gjøre sin Rundtour til Painted Creek og Turkey River og nu havde vi været saa længe sammen, saa vi havde Lyst til at være det endnu længre og følgelig fulgte jeg med, især da Veiret nu er blevet saa behagelig afkjølet.

Naar vi saa vender tilbage, som efter Bestemmelsen skjer om en 10–12 Dage, drager vi da lige ud til Præstegaarden, hvorfra jeg skulde have stor Lyst til at slutte dette Brev, men jeg er bange det vil blive for længe at lade det ligge. Jeg skal sænde dig et Grundrids af dens Indretning dennegang, næstegang skal det blive endnu mere fuldstændig, og saa ved du da at naar du modtager dette, er jeg i fuld Activitet paa Præstegaarden. Paa mindre end en Uge kunde alt være istand til vor Indflytning, og nu skynder de seg nok, kan du tro.

Vi var da paa Skaarlia Thorsdag og Fredag drog vi afsted, jeg med en stor mægtig Vandmelon i Skjødet samt Smør og Brød til Niste. Inde i en øde Skov gjorde vi Holdt og jeg vilde ønske jeg kunde male dig denne Spisescene. Vi siddende i Vognen, medens Hesten ganske rolig gik og græsede og trak os smaatt og pænt omkring; jeg med Papiret med Maden og Vilhelm var Huusholder over Melonen som han hulede ud og drak Saften – eftersom den samledes – af Hjertenslyst. Kjender Du Vandmeloner? De er saa uhyre saftige og lædskende, lyserøde indvændig, man spiser af disse netop hvad man tager bort af de gule, vi fik hjemme. Disse som her kaldes Muskmelons synes jeg bedre om for den fine Smag og Duft; her smage de godt uden Sukker, men de er ikke saa forfriskende i Varmen. Du skulde se hvordan Folk her kunde fortære den ene store Melon efter denanden i et Kjør.

Paa Posthuset blive vi glædede ved Breve hjemmefra, saa du kan tro vi stundede efter at komme i Ro og læse dem, hvilket ogsaa snart skiede paa Tavernet i Waukon, hvor vi maatte overnatte, da Vilhelm var bleven opholdt af Folk, saa vi kom saa sent afsted. Det var en Glæde at faa saa mange og Gudskelov saa gode Breve – og de kom til rette Tid denne gang – og behageligt at have dem at beskjæftige sig med paa dette kjedelige Tavern. Den hele Aften tilbragte vi ogsaa med at læse og tale om disse kjære Breve. Tak for dine kjærlige Linier, min dyrebare Fader, du er saa god og skriver til mig hver Gang og det er jeg ogsaa taknemmelig for, kan du tro, det er saa godt at faa Brev fra dig! Disse breve vare fra Juli, jeg fik baade dem hjemmefra og dem sændt ved Treschow, saa vi fik en hel Mængde paa engang, hils og tak alle dem som har skrevet. Jeg er glad over at I dog endelig havde faaet Breve fra os og nu haaber jeg de fra først i Juli og først i August ere vel fremme. Nu er da Hans borte, Stin^k241 rimeligvis ogsaa, jeg er glad han faar saa mange Landsmænd om sig. Han har bedet mig om en Besked om Landmaalernes Stilling her i Landet for en af mine Venner i Kjøbenhavn; jeg har nu faaet lidt opspurgt derom, som jeg vil skrive op og bede en hjemme sende ham.

Og nu til vor Reise^k242 som jeg beskriver fra først til sidst, saa kan du jo læse saameget du finder Fornøielse ved. Da jeg omtalte denne Reise i mit sidste Brev, formodede jeg at vi kom til at reise med Damp og Jernbane. Denne Plan opgav vi dog og foretrak af flere Grunde at reise med egen Befordring. Det var en meget varm Tid, altsaa lidet behageligt at reise med de hede, støvede Jernbaner, eller paa den hede Missisippi, hvor en Del af Dampskibene skal være saa smudsige og stygge. Desuden vidste vi, at der var meget Cholera og Sygdom i Dubuque og Galena. Vilhelm maatte alligevel have Skyds for at komme til Brandt;^k243 kort sagt, der var meget der besemte os til denne Reisemaade, som vi ogsaa vare glade, vi havde foretrukket.

Den 10de August drog vi da afsted, Vilhelm med hele sin Eiendom, Hest, Vogn, Hund og Kone, i behageligt Veir. Det var ganske interessant nu atter at passere den Vei, vi ifjor kom herop. Hvilken Forskjel nu at sætte over Fladerne, hvor der sidst var Sne og Is, nu en Varme, saa selv Færgemanden stønnede og klagede! Der gaar Færger med Hestekraft baade over Missisippi og Wisconsin River.

Den følgende Nat skulde vi tilbringe i Prairie du Chien. Lige ved Begyndelsen af Byen opdagede vi et Hotel, der laa landligt og indbydende bag en Gruppe Acazia Trær. Vi fik Lyst til at prøve hvordan der var og fandt en meget stor solid hvid Steen Bygning, paa alle Kanter omgivet af en Veranda, eller hvad du nu vil kalde den, i Smag med Trammen udenfor Münsters var den rigtignok.^k244 Vi var vel fornøied med vor Opdagelse, det var en af det gamle Indianerforts Bygninger, der nu var kommen til dette Brug. Dene Afdeling havde forhen været Sygehuus. Jeg troede at det var et Torturkommer, istedenfor Soveværelse, man førte os ind i om Aftenen, da jeg saae dette store dybe Værelse, med en hel Række massive Senge og en stor Kamin fuld af Jernredskaber, men saa var det nok det gamle Spiseværelse med Indgang til Spiskammeret paa den ene og Vagt Nr. 1 paa den anden Side.

Her var vakkert paa dette Fort, vi sad tillangt ud paa Aftenen ude paa Verandaen og glædede os over den smukke Udsigt over Missisippi. Disse Acazia Trær, «Locust» kaldes de her, men Løvet er som dine Buske hjemme og Blomsterne skal være hvide og vellugtende, som det Træ, der staar midt i Treschows Have – nu af disse findes der en Mængde nede i Wisconsin, her er ikke saa mange, de ere altid plantede, men voxer saa hurtigog villigt, til Hækker bruges de nok ogsaa meget og jeg vil saa snart som jeg kan plante et Lysthuus af dem og saa Hække, der hvor vi har bestemte Grændser for vaar Have.

Næste Morgen reiste vi da fra Fortet op igjennem den lange Dal til Wisconsin River. Der er slem Vei paa sine Steder, og en saadan Hede som i denne trange Dal havde jeg ikke gjort mig Ide om. Jeg begriber ikke, hvordan man kan bo der om Sommeren – der er et Par Hytter – og endnu mindre hvordan den Mand jeg saae, kunde holde ud at gaa og slaa Hø. Der var interessant nok at reise, naar det bare ikke havde været saa hedt. En masse Vindrueløv var der blandt andet, men av Druer bliver der ikke videre iaar. Hvilken Vederkvægelse det var, da vi kom til en klar kold Kilde, der sprang ud af Klippevæggen, hvor Hesten skulde vandes, og vi ogsaa vædede være Læber! Vi turde nu ikke drikke saaledes af Hjertens Lyst. «Naar vi kommer paa Prairien, bliver det bedre», trøstede en Yankie,^k245 der kjørte foran, os med. Men Forandringen var ikke stor; en varmere Dag har jeg ikke oplevet og hvor vi kom hørte vi, at en saadan Varme kunde de ikke mindes. Paa det Tavern, hvor vi spiste Middag, var det saa frygteligt, at jeg bare bad om at komme afsted saa snart vi kunde, da var det dog bedre ude.

Den følgende Dag var det dog bedre, vi havde ypperlig Vei og naaede Dodgeville om Aftenen; ellers maatte vi reise langsomt, kan Du tænke, i saadan Varme og med egen Befordring. Bucephala^k246 (saa heder Hesten vor for Tiden, men Vilhelm vil ikke vide af dette Navn; jeg synes det er ligesaagodt som Sleipnerine eller Pagasine, og da den uheldigvis for Navnet ikke er noget Masculinum, saa er det en vanskelig Sag) nu, denne Bucephala er et ypperlig ungt Dyr, som gjorde sine Sager meget godt. Endnu en Nat tilbragte vi paa et af disse Taverns, hvor man undertiden bliver modtaget som en bekjendt Gjæst. Madamen converserer meget ivrig, spørger til vort Befindende etc, Verten ligesaa. En af disse Tavern Madammene, ligesaa snakkelysten som de pleie at være, converserede mig uafladelig, «Snak du, du har godt af at øve dig», tænkte jeg og passierede med hende saa godt jeg kunde om allehaande huuslige Ting, tilsidst viste hun mig sit Huus, sine Sængeklæder osv.

Tirsdag kom vi da til Springprairie^k247 og overraskede Fru Preus,^k248 hvem vi traf siddende paa en Træstub ude i Gaarden, i ivrig Passiar med en Vossekone. Vi blev venlig nok modtagne, kan Du nok tænke; de havde ellers ikke ventede os. Vilhelms brev til A. Preus var ikke naaet frem enda, troer jeg. Præsten var allerede reist til Brandt, saa Vilhelm reiste tidlig næste Morgen, og jeg blev tilbag hos Fru Linka. Det er en sød Kone og den af Præstefruene, jeg synes bedst om; munter og livlig er hun ogsaa. Vi havde det meget hyggeligt disse Dage, vi var alene.^k249

Lørdag væntede vi vore Præster tilligemed Pastor Ottosen og Frue^k250 tilbage, saa da blev Huset fuldt. Saa alene var vi heller ikke nu, da foruden en Petersen, som bestyrer Preus' Farm og saa den Ziølner, der kom over paa samme Tid som Preuses, var der i Besøg. Du kan tro det var ganske underlig atter at findes blandt dannede mennesker, efter, forunden Vilhelm, ikke at have set andet end Bønder i over 7 Maaneder.

Du mener at Munch^k251 nu bliver vor nærmeste Nabo; vi behøver dog vist over 3 Dage for at komme til ham, og da har vi ikke meget over en Dagsreise til Spring Prairie. Omtrent 5 Dage er vel det mindste man behøver derhen; med Jernbanen gaar det vel noget hurtigere, men det er ellers en stor Krog. Nei, bi til jernbanen kommer lige til Wisconsin River, saa skal vi snart kunne være dernede. 2 Dage, eller maaske lidt mere, behøver vi vel for at komme til Coon Prairie, hvorhen Stub^k252 kommer som Prest til Vaaren; men vor nærmeste Nabo bliver dog Minnesota-Præsten, til ham behøver vi neppe en Dag, og kan du skaffe os en hyggelig Mand did til Sommeren, Fader, saa skal jeg være Dig takknemmelig, men han maa endelig være gift, det er en af mine Betingelser. Der er nu Pastor Brandt, med en stor, pen Prestegaard, tapetserede Værelser og hvad der hører til et Huus, men han har ingen Kone. Nu kommer det jo an paa, hvad han foretrækker, Huus uden Kone, eller Kone uden Huus.

Moder spørger hvordan vi tilbragte den 18de.^k253 Vihelm var jo hos Brandt, saa vi var ikke sammen vor første Bryllupsdag. Fru Linka og jeg høitideligholdt den imidlertid paa bedste Maade. Om Formiddagen sad vi plat paa Gulvet med et stort Papir Rosiner og Mandler mellem os, samt en Hammer, og knækkede og spiste, medens lille Christian^k254 krøb omkring paa Maven fra den ene til den anden. Fru Preus studerede paa, hvad hun skulde give mig til Middag i Anledning af Dagen; men vi besluttede viseligen ikke at gribe forstyrrende ind i Kjøkkenseddelen, der var saa skjønt arrangeret til de Fremmedes Ankomst, og vi holdt os til Spegeflesk, Poteter og Tykmelk. Dagen i Forveien havde vi bagt Kager; disse gjorde vi os tilgode med om Eftermiddagen, og vandrede omkring de pene Spadsergange inde i Ungskoven omkring Spring Prairie.

Saaledes tilbragte jeg den første 18. August og ofte var mine Tanker i Herregaarden blandt Eder, den Dag! Lørdag kom de fra Brandt; det var morsomt og saa uvæntet ogsaa at træffe Fru Ottesen. Det var nogle hyggelige Dage vi tilbragte sammen med dem paa Spring Prairie. Dette er vel, hvad Huset angaar, den mindst pene og ellers i alle Henseender den tarveligste Præstegaard, baade i Levemaade og alt. Der har de endnu den samme Sopha som Ziølner og Preus spigrede sammen i den første Tid af Aspestammer med Barken paa; men man føler sig saa vel og hjemlig der, det er to elskværdige Mennesker, baade han og hun. Søndag prædikede Ottesen, Mandag tilbragte vi ogsaa hos Preuses og Tirsdag reiste vi, Ottesens, Vilhelm og jeg samt Præsten Preus, til Madison. Vi skulde nemlig til Rockprairie til Dietrichsons,^k255 hvor Presterne endnu en Gang skulde samles. I det smukke Madison, den smukkeste by i Wisconsin, spiste vi Middag og tog derpaa med Jernbanen til det naragtige lille Milton med sine sorte Sole paa Husene.

Det første stykke af denne Jernbanereise var den forunderligste Maade, jeg har reist paa. Banen er under Arbeide der, eller der var gaaet noget istykker, nok, vi maatte reise i Bagagevognene med Lokomotivet bag os. Det gik i susende Fart i disse aabne Vogne, hvor vi var i den sidste, der var gandske aabene for Enden uden Rækværk, eller noget, over en lang Sø og derpaa over en lang smal Bro. Vi fik dog snart et ordentlig Train; da vi fandt at vi maatte vænte i flere Timer paa Jiernbanen i Milton, tog vi en Stage^k256 og kjørte til Janesville. Denne by er ikke saa gal, man kan faa hvad man vil og det er temmelig billigt. De har det godt med Byer i Nærheden af sig, Præsterne dernede.

Vi havde netop endt vort Aftensmaaltid, da først Pastor Preus, saa Brandt, og saa Clausen ankom, tilligemed Heste og Vogn fra Dietrichsons, saa nu havde vi da 6 Præster forsamlede. Da disse ogsaa havde faaet sig lidt Mad, vandrede det hele Selskab afsted, med Ziølner i Spidsen, for at spise Iis, der var bleven Fru Ottesen og mig lovet til Forfriskelse efter den hede Dag. Derpaa gik vi ind i en stor Boglade, ved hvilken Leilighed Pastor Clausen berigede mit engelske Bibliotek med Passages from the Diary of a Late Pysician, af Samuel Warren,^k257 en interessant Bog, som Du vidstnok kjender.

Næste Morgen kjørte vi til Dietrichson – en varm, støvet Tour, det støver saa dernede, her er vi meget fri derfor. Jeg troer aldrig noget har smaget mig saa godt som det Glas frisk Citronlemonade, Præsten kom os imøde med. Dietrichsons har et pent Stenhuus til Bolig; det var som at komme ind i en eller anden landlig Bolig i Europa at komme ind i den lyse, venlige Dagligstue med Viinløvet udenfor Døren, der førte til Haven. Jeg synes godt om Fru Dietrichson; hun er vel den ældste af Præstefruene, af hvem jeg nu er den yngste. Her fandt vi ogsaa Præsten Unonius og hans Kone, en venlig stille Kone, lod det til at være. Hun og Børnene bo i Sommer faa Skridt fra Dietrichsons; desuden ogsaa den Fleischer, der bestyrer Bogtrykkeriet og hans kone. Pastor Stub var ikke tilstæde hverken hos Brandt eller her, da Børnene var saa syge. Ellers var jo alle de norske Præster forsamlede. Hvor godt det var, at Vilhelm ogsaa kom med og nu har da jeg ogsaa sett dem alle.

Vi spiste da Frokost, hvorpaa Præsterne afhandlede deres Sager! Efter Middag bleve vi budne ind til Presten Unonius for at drikke Kaffe og tilbringe Aftenen der. Det var en meget hyggelig Aften. Næsten alle Presterne synger saa der blev sunget meget om Aftenen, det var ligesom at være i Norge igjen at være sammen med alle disse Mennesker og høre hjemlige Sange. – Et Par Skridt fra Unonius ligger Bogtrykkeriet, som den Storm jeg fortalte dig om i mit sidste Brev, har huseret slemt med. Taget blev revet af og en Deel af Muren, og de fleste Redskaber, Typer o.s.v er ødelagte, saa de har Møie nok med at bringe det i en Slags Orden igjen. Det staar da nu som en Ruin, og her var Aftensmaaltidet serveret. Det var romantisk nok med dette festlige, sterkt oplyste Bord indenfor disse forfaldne Mure, og saa den dunkle, stjerneklare Himmel til Tag. – Jeg faaer ikke glemme at Fru Unonius beværtede med Østersuppe, en ligesaa stor Raritet her, som at spise ved en stor Buffet. Der blev holdt Gudstjeneste den følgende Dag, som vi ellers tilbragte i Rolighed hos Dietrichsons. Nogen Spadsertoure eller andre Udflugter foretog vi os ikke, dertil var det altfor varmt.

Fredag forlod vi Rock Prairie. Fru Ottesen og jeg blev kjørte af Preus, de Øvrige kom efter paa en stor Vogn. I Janesville skildes vi ad, Ottesens reiste hjem, de Øvrige hver til sit og Vilhelm og jeg fulgte med Præsten Preus til Koshkonong, hvor vi var til den følgende Thorsdag. Søndag gik vi til Alters. Der var bleven saa oppudset paa Koshkonong, Huset var saa meget hyggeligere end da vi var der i Vinter. Fru Preus er tækkelig, der var meget hyggeligt at være. Ogsaa der var næsten den hele Tid den samme Varme. Ikke nok med at de ældste norske her siger, at de ikke har kjendt en saadan Hede, men ogsaa Amerikanerne kan ikke mindes en saadan Sommer, saa de lykkønskede os som Nykommere, at vi ikke var blevne syge. Ja, Gudskelov derfor, at vi saa godt har taalt denne Sommer; nu er da den stærkeste Hede over for iaar.

En nogenlunde frisk Formiddag benyttede vi til en Kjæretur for at se os lidt om. Der er mangesteder vakkert omkring Kosconong, men jeg vilde ikke bytte vor Præstegaards Beliggenhed med nogen af dem jeg har seet. Presten Duus's,^k258 som vel nu er kommen til Kosconong,^k259 faaer en meget smuk Boplads, tæt ved Vand, tror jeg; der staaer ogsaa et godt Huus af Furu, tømret paa norsk Manér, og vænter paa ham. Han kommer ogsaa til at bo noget ensomt. Ottosen bliver vel nærmeste Nabo, han bor inde i en stor Skov mellem Trær, hvis lige der nok ikke findes her, saa høie og store at de synes at skjule Himmelen for dem. De kan neppe røre sig for Træstubber og har det meget besværligt for at faa ryddet en Plet til Have. De ønskede sig mangen Gang et Stykke af Prairien her, eller lidt Ungskov og Krat. Ottosens boer ogsaa meget ensomt, men de har let for at komme nedover med Dampskib, og Præsten har ikke videre Reiser, den længste paa en 8–10 Mil, saa han er altid hjemme.

De sidste Dage tilbragte vi paa Spring Prairie; vi havde tænkt at reise Mandag, men havde det tidligere været hedt, saa var det nu endnu værre, saa jeg turde ikke reise og var ogsaa heldige nok til at faa et dygtigt Tordenveir og Regn, som forskaffede os den opkjølede Luft, vi siden har beholdt. Tirsdag var det din Fødselsdag min kjære, gode Fader! Vi drak din Skaal i Madeira, den sidste Flaske som Preus havde havt med fra Norge. Onsdag^k260 begav vi os paa Hjemveien. Præsten Preus fulgte os til Madison. Dagen efter holdt envedvarende Regn os fængslet til et Tavern, hvor Datteren i Huset var meget omhyggelig for os, bragte os Meloner, etc. Den øvrige Deel af reisen var vi meget heldige med Veiret.

Veien ned gjennem Dalen til Wisconsin River er fæl. Vi foretrak atter at gaa, mon der da ikke skal gjøres noget dermed? Da vi næsten havde overstaaet det værste, bemerkede vi at det ene Hjul holdt paa at falde af Vognen. Til al Lykke kom der en Yankie kjærende bagefter. Vilhelm maatte da gaa hen og spørge om han vilde «please take the lady down to the ferry.» Yankien var høflig nok; jeg satte mig da op paa hans Buffalo Skind og kjørte afsted, medens Vilhelm balanserede sig frem bagefter og fik ved en eller anden heldig og ubegribelig Manøvre, et Hop op og et ned paa den ujævne Vei, formodentlig, Hjulet paa sin rette Plads igjen, saa vi uhindret kunde fortsætte vor Reise paa den anden Side af Elven, hvor vi blive overraskede ved at finde den sidst saa slemme Vei, opfyldt. Ingen anden Uhæld mødte os, og 5-Ugersdagen efter vi kjørte ud, var vi paa Præstelandet igjen og siden ved Du hvorledes vi har haft det.

Nu er vi i vor Ensomhed igjen, og Vilhelm inde i sit arbeidssomme Liv. Inderlig glade over denne Reise er vi bægge. Vilhelm har vist havt meget godt af denne Udflugt, saa megen Reisen frem og tilbage, det end var, saa vaar det jo dog Hvile fra andre Forretninger, og til saadan kunde han høilig trænge til. Og godt var det ogsaa at denne Hvile indraf i den hedeste Tid.

Her i Settlementet havde Sundheden, Gud ske Tak, været god; nede i Wisconsin har Cholera været slem, især paa Rock Prairie. Den var holdt op, da vi var dernede, men den sidste Tid begyndte den igjen paa Spring Prairie. Vor Ven, Lars Møen, som skydsede os ifjor, mistede sin Kone, stakkels Mand; hun døde fra en stor Børneflok! Jeg var bange at de heller ikke her var gaaet fri, da der tidligere i Sommer viste sig enkælte Tilfælde, og i Byerne ved Floderne har den været – og hvor leit havde det da ikke været for Vilhelm at have været borte. Her har det regnet meget mere, for meget, saa de faaer ikke saa godt i Aar som sædvanlig.

Ja, naar vi nu flytte ind i Præstegaarden, som ganske vist skeer med Bækkeners og Cymbalers Lyd, som Du mener, saa begynder ligesom et nyt Liv, en ny Virkekreds for mig, og tror jeg glæder mig dertil. Næstegang haaber jeg at kunne fortælle dig ret meget derom. Da vil det ogsaa blive morsomt at rændne ned til Skaarlia og sidde paa Huggestabben igjen og tale om den Tid vi tilbragte der, med alle dens lykkelige Timer, vor første Bolig! –. Nu skal jeg ud aa gaa mig en Tour, her er saa vakkert her omkring. – Jeg faar nok ikke Vilhelms Selskab, han kommer vel sent hjem fra der hvor Gudstjenesten holdes, jeg vil gaa ind og besøge en af Naboerne og faa mig en fornuftig Passiar med Ola Stolas Kone om at stelle Høns og Kalve, eller kjærne Smør, som det nu falder sig. –

Saa nu er jeg kommen tilbage fra min Tour, jeg gik ud som jeg tænkte, som sædvanlig gnavende paa en stor Gulerod, og kom hjem beriget med Frø af en ny Slags Vandmelon som jeg ikke kjændte. Jeg samler Frø hvor jeg er.

ⁿ⁴¹

Paa Spring Praire fik jeg Pedersille, Snittebønner etc., her kan jeg ikke faa fat paa saadant. Jeg undres paa om det ikke kunde gaa at faa Løg af Lilieconvaler og Pindselilie hjemmefra med Leilighed, om nu Munch kom over for ex: Jeg vilde saa gjørne have nogle hjemlige Blomster. Evrikler er heller ikke at faa her. At samle Frø af vilde Blomster vil ikke lykkes mig i Sommer er jeg bange for. Jeg har været borte den bedste Tid. Det er saa vanskelig at finde Stedet hvor de staa og saa slaaer de dem ned med Græsset. Maaske jeg til næste Aar bliver heldigere.

Vilhelm sænder Dig kjærlige Hilsner og Tak for Dit brev. Han ønskede at skrive Dig et ordentligt Brev til i Høst, men det kan nu ikke skje saaledes som hans Tid nu er inddelt, faaer han ikke en halv Dag til sin Raadighed. Reiser og atter Reiser og fuldt op at tage vare paaⁿ⁴² den korte Tid han er hjemme, men til Julen haaber han at kunne skrive til Dig. Han skal ogsaa til Minnesota i Høst og arrangere alt angaaende at kalde Præst fra Norge for dem. Der træffer han rimeligvis Pastor Brandt^k261 som besøger Coon Prairie for Stub og saa ogsaa vil besøge os og sine Søstre her.

Iovermorgen reiser vi til Clermont og saa til Norway.^k262 Naar jeg nu har været der, har jeg været i alle Vilhelms Menigheder, jeg er fornøiet at det blev af med at komme der i Høst. Jeg maa nu vel ende min Skrivning til Dig for dennegang, min kjære, dyrebare Fader. Gud velsigne Dig og lade dette Brev træffe Dig rask og fornøiet. Da er det atter langt paa Høsten og Du gaaer ikke mere og steller i Haven, men sidder kanskje ved den lille Lampe med Tom^k263 og Lina^k264 løsende deres Lectier naar du faaer dette? Saa skynder Du Dig at læse, og bliver glad fordi vi har det saa godt, baade Vilhelm og

Din Leis.^k265

Brev 12: 14. oktober 1854

«En flittig Skriverske»

Little Iowa Præstegaard
14. October 1854

Min kjære Fader!^k266

Igaar Eftermiddag var en god Dag, kan du tro, den bragte mig Vilhelm tilbage fra Painted Creek, og med ham Breve fra mit kjære, gamle Hjem. Gudskelov for dem, for de gode Efterretninger de indeholdt, at alt da stod vel til hjemme; hjertelig Tak for hver Linie du skriver, min kjære gode Fader, det er saa godt at faa Brev fra dig; ja der bliver nok ligesaa stor Glæde i Præstegaarden, som i den gamle Herregaard, naar de kjære Breve med din Haand og alle Postmærkerne komme, da bliver der en Læsen og en Snakken, kan Du tro. Igaar væntede jeg ikke engang Vilhelm før Dagen efter og sad ganske rolig paa min vante Plads ved Vinduet, da jeg ved at see ud, fandt Snuden af Bucephala næsten lige op paa Ruden til mig og bag den, Buggien med Vilhelm i sin Buffalohuud og hele Herligheden. Jeg kom da op og ud i en Fart, og saa ned i Kjælleren at faa Medisterkager op, for Mad var det første han forlangte, det giver god Appetit at kjære en Dag i frisk Kulde – og klog var han, som væntede til den var kommen over med at tage Brevet frem; thi ellers er jeg bange han ikke havde faae noget. Og hvor morsomt det var, Brevet var akkurat en Maaned gammelt, 10. October sændt hjemmefra og 10. November kommen til Posthuset. 10de October sændte jeg ogsaa Brev hjem, gid det nu maa have en ligesaa hurtig Reise, hvordan det forrige var gaaet, forstaar jeg ikke. For nogen Tid siden skrev jeg til fru Treschow og Christiane.^k267 Dette bliver en Julehilsen, Gud lade den træffe Eder alle friske og vel!

Og da vil det glæde dig at tænke paa at vi denne Juul sidde lunt og godt i vor egen Bolig – ifjor vidste du ikke hvor vi førdedes, det var ogsaa den underligste Julehøitid jeg har oplevet; jeg er saa glad fordi Vilhelm bliver hjemme i Julen og endnu længere. Det var glædelige Efterretninger du bragte fra Stin,^k268 nu blive det vel en heel Tydsker af ham, jeg har ofte tænkt paa hvor prægtigt det skulde være at faa Fat i Stin, han er saa hændig; her var fuldt op af mange Smaating han skulde gjøre. Hils og sig ham at han skulde faa Kost, Logi og Klæder, hvis han vilde komme og arbeide for os. Vilhelm er forresten ikke borte;^k269 jeg troer vist der kunde blive en heel Mecaniker af ham, om Tid og Leilighed gaves. Han er saa flink til at finde paa mange Ting. Forleden fik han istand Indretninger til at holde alle Vinduerne oppe med. Det er Vinduer til at skyve det nederste op, her bruges.

Det er tidlig paa Morgenen endnu og vi har nylig ændt vor Frokost. Vilhelm gaaer her udenfor Vinduet med Madame Pompadour i Hælene og giver Ordre til Gudbrand om Qviste, eller noget sligt, han skal tage bort, formoder jeg. Du skulde see for to mægtige Flisehauge her er opstablet, der behøver vist ikke stor Vedhugning for i Vinter. Det er deiligt friskt Veir og Liv udenfor. Folk bringer flittig Log^k270 til Stalden, Brøndgraverne er her ogsaa. Naar Vilhelm kommer hjem, saa kommer alle Arbeiderne tilbage, hvordan de nu nøiagtig faaer hans Tilbagekomst at vide. De er ikke gode at holde paa; alle have selv Land og nok at tage Vare paa og maa selv gjøre det, skal det blive gjort. Brønddiggerne havde saaledes ikke været her paa en Tid, da jeg spurgte ham^k271 hvoraf det kom, lagde han sine Sager fra sig og satte sig ned med Hænderne ved Siden og begyndte meget betænksomt, «Ak ja, Præstfrua maa tru det er ikke saa godt, me ha'de ingen Stable aa sætte Krøtera i, saa eg lyt bygge en, saa ha'de eg ikke nokke Flour aa ikke Klæ'er aat Baadne, saa eg maatte reise paa Mylla, aa te Store, aa sjøl har me ei Miil aa gaa etter Vatten; eg vilde nok gjørne komme, naar eg bare kunne.»

Hertil var nu ikke noget at sige, det faar være det samme naar de blot ikke gaaer fra den ene til den anden. Jeg skal være glad, naar jeg kan fortælle at vi har Vand; de maa minere nu, saa det gaaer ikke saa hurtigt med at komme dybt ned, det begynder at trække ganske friskt med Vand, sagde de idag. –

Igaar fik vi ogsaa friske New York Aviser som Consul Bech er saa god at sænde os; den sidste fra 3die, et Blad uden de evindelige Avertissementer, som der lader til at være adskilligt læseværdigt i, saa det skal blive morsomt at faa det regelmæssig. Der staaer fra London, Sevastopols Fald modsagt og Rygtet om dets Erobring erklæres for en Kjæmpeløgn, hvad som der nu er sandt, det faa vi vel vide inden dette Brev naaer Dig.^k272 Til de norske Aviser, som Du har sændt os, hverken hører eller seer vi noget, trods gjentagne Skrivelser til Vilhelms Commissionær i Milwaakee, saa det lader ikke til, det kan nytte at faa dem tilsændte. Norske Aviser faaer vi vel undvære, for det første, vi bo forlangt borte til at holde dem sammen med de øvrige Præster; men maaske varer det ikke saalænge inden der komme flere i vor Nærhed. Nu har Vilhelm Kaldsbrevet til Minnesota førdig til at afsænde. Den Præst der kommer skal finde Præstegaard, ialfald egen Bolig, naar han kommer, det tør jeg indestaa for.

Du spørger om der ikke tænkes paa at opføre Kirke, jo vist, skjøndt det maaske bliver sidst i dette Settlement, hvor de jo har Præsteland og Huus at sørge for og hvor der maaske i det hele ere mindst Fremfærd. I Painted Creek, hvor der tegnede til at blive endeel Uenighed om Beliggenhed etc., blev ved sidste Menighedsmøde, Vilhelms Forslag enstemmig antagne og nu gaaer Subskriptionen raskt. Vor Væn, Sjur Vold, Vossen,^k273 begyndte med 18$ og saa fulgde 15 osv. I de to smaa Settlementer vil det neppe heller vare længe; de er saa expedite dernede, med Præsteløn og saadant. Da Vilhelm kom derfra sidst, havde han en heel Deel «Ærer»^k274 med sig, det vil sige, et stort friskt Oxebryst, friskt Flæsk, en Sæk ‹…› og Rødbeder og fra en Mand, som ogsaa gjørne vilde vise Præsten en liden Ære, et Stykke Bomuldslærred, hvoraf en Deel er gaaet til Linned til Gudbrand. Jeg har vel foralt om ham, Gutten vaar, han er 14 Aar, læser med Confirmandene, faaer ikke Løn, men de Klæder, han behøver. Han har saa bra, men fattige, Foreldre; det er en snild Gut, lidt pigeagtig af sig rigtinok, han lader sig ogsaa ypperlig bruge til Stuepige, naar Caroline vadsker eller sligt, og skal have særdeles Talent til at stelle Køer, naar vi engang faaer disse Skabninger. Jeg holder paa at lære ham at skrive, det er hans Aftenbeskjæftigelse, naar han ikke passer sin Bog. –

Der kommer Vilhelm ind og sagde: «Du faaer et helt Selskab til Middag, der kommer Folk og ruller Log op til Stalden, en 6–8 tænker jeg det bliver, saa jeg faaer nok ud og holde en Conferentse med Caroline» – Saa nu er det Aften, Lampen er tændt og vi igjen alene. Embret Sørland^k275 var her og forstyrrede os i den kjære Mærkningsstund, vi har været saa heldige at faa en hyggelig Ovn med Døre til at skyve fra foran efter Behag, saa den lyser prægtig og skal, haaber jeg, varme tilstrækkelig, endnu har det ikke vært koldt nok til at forvisse sig derom. Vi har havt en liden Smule Snee, fuld Vinter et Par Dage, nu er det ikke videre koldt. Solskind og Vind, Du veed vi har et meget variablet Klima; her har blæst dygtig, men til sædvanlig Slud og Søle, som vi hjemme pleie at have, har vi endnu ikke mærket noget. Jeg gaaer fremdeles med Plaid, i Eftermiddag, vandrede vi omkring ind i Skoven og ned i Dalen og snakkede om hvordan der skulde være og der skulde være; der skulde plantes Mais og der skulde Skoven kvistes, etc. Det er morsomt at see saadant blive til fra Begyndelsen. Jeg husker i Vinter, vi gik her og ønskede at det maatte blive dette Stykke land, der blev foretrukket, saa gik vi en Tid og ledte efter Byggeplads, saa i Vaares da Tømmerveggene begyndte at reise sig og vi sad her pa en Flisehob midt paa Gulvet i denne Stue, paa den samme Plet hvor Bordet nu staar og vi sidde saa hyggeligt. –

Jeg troer næsten det er første Gang, jeg skriver til Dig naar Vilhelm er hjemme, nu begynder han paa sine Smaatoure, saa han bliver mere jævnt borte og hjemme; jeg er vel tilfreds dermed.

Vi havde da Middagsgjæster idag, men Antallet indskrænkede sig til 4 istedenfor 8 og jeg beværtede med sprengt Fleskekjød (det bruge vi her) og stuede Næper, i morgen kommer de igjen og kanske ligesaamange store Mænd til. Det er af egen gode Villie de udføre dette Arbeide, som vel nok tilkommer Menigheden, men ligesaavel enhver anden som disse 4. Det bliver godt at faa Stald, nu staaer hesten hos Ola Tollefsjord, en af vore nærmeste Naboer.

Forleden Aften kan Du tro Prærie Ilden skræmte os; vi sad i god Ro efter at have spist om Aftenen, jeg med Ryggen mod Vinduet og anede ingenting, da Vilhelm sprang op med det Udraab: «Nei see for en Ild». Saa var det som et Lyshav udenfor, Vilhelm skyndte sig ud og op paa Høiden for at undersøge. Gudbrand var allerede i Forveien, han blev strax sændt tilbage for at hænte Fyrstikker og noget at slukke med, de vilde sætte Modvarme. Caroline foer afsted med min Vadskerstang, og gamle Sække, derpaa blev hun skikket frem til Katterud og nærmeste Naboer, der de Fleste laa i sin søde Søvn, for at varsle. Imidlertid gik jeg herinde fra Vindu til Vindu og saa paa Vilhelm og Gutten brænde, medens Flammene kom nærmere og nærmere op ad Dalen. Vinden havde taget saa stærkt til, jeg saa et svagt Skjær af denne Ild tidlig om Aftenen, men troede mindst at den skulde komme os saa nær.

Pløiningen omkring Huset her viste sig at gjøre ypperlig Nytte. Naar man seer Ilden nærme sig saa hurtigt og voldsomt som var Tilfælde den Aften, stikker man strax Ild paa Græsset udenfor Pløiningen, lader det brænde af og slukker efterhaanden som det brænder. Dette gik meget raskt og godt for dem; imidlertid saa jeg at der ogsaa blev tændt Modild nede paa Tollefsjordet, hvor der kom en bred Ildstrøm over Prærien og gjennem Skoven. Naboerne begyndte at samles og kom heldigvis tidsnok hen til Ivar Qvale, der sov og vidste af ingenting, til at rædde hans Høststakker. Det var overordentlig smukt, men sørgeligt at se hvordan Ilden anglede sig ind gjennem Skoven paa Tollefsjordsiden og skyndte sig henimod den lille Slette der skiller den fra vor Skov. Klokken var 1. da Vilhelm gik ud igjen for at prøve om det ikke var muligt at faa den slukket inden den naaede Skoven, det lykkedes dem ogsaa, saa den lille vakre Skov blev sparet dennegang, men Du skulde seet hvor de strævede og slog paa Ilden inden den gav sig. De saa 3 store Hjorte inde i Skoven, flygte for Ilden.

Gudskelov alt gik godt og denne Ild, den største vi har seet, gjorde ingen Skade og bragte mig blot Vadskerstangen (man bruger en Stang med Kluderne skruede innpaa naar de skurer, her) og Sækkene tilbage sorte som Kul, til Sorg for Caroline. Naar man blot opdager Ilden i tide og er saa forsigtig at pløie omkring sig, saa har det næppe nogen Fare, men Folk er mærkelig skjødesløse i den Henseende. Jeg var glad Vilhelm var hjemme kan du nok tænke, det har altid truffet saa at han har været hjemme, naar der har været noget paa Færde, som under den stærke Storm. Nu troer jeg det er brændt reent paa alle kanter, saa vi skal være fri for Feieren^k276 for i Vinter. Dagen efter saa vi det fremdeles brænde i flere Træer.

Siden jeg skrev sidst har vi levet roligt og godt, ja Vilhelm lever just ikke roligt, men han er frisk og rask, jeg er frisk, saa frisk at jeg er ganske forundret derover. Jeg har nok at bestille og finder det meget interessant at have mit eget Huus kan du tænke; vi kunde nu aldrig havt den Fornøielse af at komme til et fuldfærdig Huus som nu ved enhver liden Ting, der kommer til og enhver liden Forbedring der skeer. Ifjor paa denne Tid var vi endnu paa Søen, der havde jeg ingen Lyst til at være iaar og heller ikke til at foretage den lange Land Reise om igjen iaar, saa interessant den end er at have oplevet.

I kan nu det ikke rigtig forestille Eder, hvordan Huserne og deres hele simple Indretning ere, som rimeligt er, det kan jeg see af Moers Brev, da hun siger, jeg maa endelig faa mig en Røgeindretning; hvor gjørne jeg vilde, men det er ikke at tænke paa. Kjøkkenstoven er en lav Tingest, med et langt smalt Rør; de Ovne, man bruger her er ligeledes ganske lave, kun med en Etage, ligesaa med lange Rør, der gaa op under Taget eller ogsaa gjennem Væggen ind i et andet Rør; alle disse Rør komme da tilsidst op i en liden Stub af en Pibe, som hverken er til det ene eller andet og allermindst til at ryge i. Skorsteensfeie er en ukjendt Haandtering her tillands, som Du kanske veed. Jeg speculerer nok paa at faa mit Flesk røget alligevel, kan du tro, og haaber at opleve den Dag, da vi kan faa os en liden Røgehytte, som nogenlunde gamle Sættlere gjerne have; saadanne Nykommere som vi derimod, lade sig nøie med at ryge under en stor Tønde, der ogsaa skal kunne gaa an. Det maa vel være baade besværligt og seent at foretage sig saadant ude om Vinteren, men jeg maa dog prøve, at jeg kan faa mig Spegeflesk til Sommeren og saa putte det ned i Hvedeklid eller Havre, naar den mindste Varme begynder at yttre sig. Fluerene er naa slemme her, endnu er vi ikke fri for dem. Kunde jeg saasandt faa mig en Tønde, saa skal Du nok faae høre om mit Hæld eller Uhæld i Røgekunsten, men saadanna Sager er det næsten ikke muligt at faa Fat paa, heller ikke store Steeenkrukker, saa jeg maa ofte studere paa hvor jeg skal gjøre af al min Mad og jeg er saa forsynet med ferskt, Ribbenstege, Svinerygge, Karbonade og Medister, og Haner har jeg faaet i Present, igaar fik jeg igjen to af en Confirmand, saa jeg tracterer Vilhelm galant kan du tro og er meget stolt af en Persesylte, lavvet efter Fru Winsnæsses^k277 «Fiire Persesylter». Jeg skulde have Lyst til at sænde Dig en Prøve af den.

Jeg lever deiligt nu om Dagen, Vilhelm har været hjemme 3 Dage i Træk, saa reiser han Søndag og kommer igjen Mandag og bliver saa hjemme næsten hele den Uge saa jeg har Anledning nok til at vise min Kogekunst. Igaar havde jeg igjen 5 store Mænd til Bords og nu faaer jeg baade Brøndgraverne og Snedkerene i Kost om Middagen, det kommer til at blive Flesk og atter Flesk. De har saa langt hjem og kan ikke faa leiet sig i Kost nogen Steder, saa vi faaer forbarme os. Jeg har heelt stort Huus da, ikke sandt? Nu har jeg vist skrevet saa meget om Mad og Huusholdning til Dig, at Du er ganske træt, men Du maa dog vide, hvordan vi have det, og jeg som er en saadan Nybegynder i at have Huus og være Huusmoder, synes det er saa morsomt og en stor Fornøielse at kunne fortælle Dig derom. Jeg har ogsaa bare mig selv og den lille Værden jeg førdes i at fortælle Dig om.

De be'er hjemme om jeg vil skrive paa tyndere og mindre blankt Papir, men «ultra posse, nemo obligatur»^k278 som Du veed. Jeg havde nok af mig selv fundet paa et bruge tyndere papir og stræved nok for at faa det, men det kan jeg ikke opnaa her, ikke engang i de store Byer, i New York vel, men ligesaa let som derfra, kan jeg faa det hjemmefra og beder om at faa noget tilsændt med Munchs,^k279 naar de nu reise. Jeg er kjed nok af dette papir og lægger det i en Præsse af alle Vilhelms Folianter,^k280 saa det forslaaer, hvergang Brevet skal afsted.

Her er saadan Spetakel at jeg troer De vil banke Hovedet ud paa mig, det er godt her ingen nervesvage Folk er. De holde paa at hugge og sage Hul paa Mellemvæggen ovenpaa og skal saa til med Panelingen, saa jeg kan haabe Vilhelm snart faaer sit Arbeidsværelse istand og nu kan man da komme ind paa det inderste Rum paa en skikkelig Maade istedenfor som før at maatte ‹veltigere› over Væggen, og Kattepuus skal slippe at gaa og holde en Styr, som om det var et helt Regiment af dens slægt deroppe.

Jeg skrev igaar at vi ikke havde mærket noget til Høst endnu, men idag blæser det tilgans, strygende Vind med Snee, netop et Veir, hvor det er godt at sidde i en luun Stue og høre det brænder i Ovnen og Vinden suse udenfor. Vi tænkte i Sommer at vi vilde kalde Præstegaarden «Blæsenborg» da vi vare visse paa at her vilde blive idelig Blæst, nu forundrer vi os ved hver ny Storm over at Høien og de smaa Skove tage saa meget af som det er Tilfælde. Vilhelm har til min store Glæde faaet sig en mægtig stor Buffalohuud at hylle om sig paa sine Reiser og nu skal jeg sy ham en Indretning til at have paa i Blæst og Sne, en slags Kalot, der gaaer nedover Nakken og danner en Muffe for Ansigtet, af klæde foret med Silke og Vatteret, saa jeg haaber den vil blive nyttig; han burde ogsaa see at faa sig en af disse lukkede Briller synes jeg, her troer jeg de bruges meget naar man reiser i den skarpe Sne over Prærierne. Nu kan du tro det er annerledes hyggeligt at tage imod Vilhelm naar han kommer fra sine Reiser, end det var ifjor paa Egge, ikke fordi det er bedre at faa ham hjem nu, Du kan nok tænke at jeg længtede ligesaameget derefter den gang, som jeg jo hverken havde det saa hyggeligt eller saa meget at beskjæftige mig med, men nu er det saa morsomt at kunne stelle for ham og saa er vi alene og ikke altid omgivne af saa mange uvedkommende personer. Det er en skjøn Ting ikke længere at sidde i en stadig Atmosphære af stegt Flæsk og Kaffe, blandet med slæt Tobak; jeg kommer saa ofte til at tænke paa Egge, baade for Madsætningen Skyld og fordi Aarstiden bringer mig den Tid i Erindring, jeg vilde dog ikke undværet den Tid, den bragte mig mange behagelige Timer og det er interessant at have prøvet et saadant Liv; det har ogsaa lært os at setteⁿ⁴³ stor Priis paa meget, som rimeligvis ellers ikke vilde været Tilfælde.

Tænk kjære Fader at de nu er snart et Aar siden vi kom hertil og Vilhelm begyndte sin Præstelige Virksomhed. Det var den velsignede Julehøitid, hvor vel jeg mindes anden Juledag ifjor, da jeg skrev mit første Brev herfra hjem. Gud lade os ogsaa dennegang have gode Efterretninger at bringe og at vi maatte høre at Du min dyrebare Fader og alle være Kjære havde det godt og en hyggelig Juul. Det er førstegang vi skulle tilbringe denne Høitid i vort eget Hjem; hvor ville vi tænke paa Eder og I paa os og bede den gode Gud om alt godt for hinanden. Og Du vil glæde Dig ved at vide at vi nu bo paa vor egen Præstegaard, medens Du ifjor ikke vidste hvor vi førdedes. Gid nu frøken Johnsen maatte blive til Hygge for Dig og de andre ogsaa selv finde sig tilfreds, da skulde jeg være glad ved at vide, et saadant Menneske hjemme, og Mo'er og Christianes Kræfter sparede, Gid de kunde faa lidt af min Sundhed, jeg har saa meget.

Nu maa det jo see helt forandret ud i Haven hjemme, bare ved det ene Træes Flytning, men ogsaa meget penere, jeg skulde ønske mig en Busk at det deilige Sirentræ her; ja tænk naar jeg begynder med mit Havestel, saa haaber jeg det skal blive penere udenfor end det nu er, og komme til at see mere civiliseret ud, naar der kommer Stakit omkring og flere Udhuusbygninger og saa bliver befolket med Grise og Høns, hvoraf vi nu faaer flere og flere. Folk vil forære os dem, men vi bede om at have dem til gode til vi kan tage imod dem; paa Aarethun har jeg nogle og jeg veed ikke hvormange der spadserer nede paa Painted Creek. Saa skal vi have Høns og Perlehøns og Kalkuner etc, etc., jo jeg takker! Og veed Du hvad jeg nu har faaet Løfte paa? En liden Hjortekalv, der er en Mand af menigheden som har et lidet nydeligt Dyr, Daadyr eller hvad det er, brune med regelmæssige hvide Punkter. Det er aldeles tamt, spadserer ind i Stuen og snuser omrking, og nu har jeg faaet Løfte om den første Kalv. Gudbrand faaer saa ofte Dyr heromkring, de leve jo ogsaa i den skjønneste Fred, der er næppe nogen som løfter en Haand mod dem.

ⁿ⁴⁴

Leis gik just ud for at tage Hat og Shawl til en liden Runde imellem Skovene her og saa er jeg saa nesevis of sætter min Hilsen midt inde i Brevet, jeg kunde have saa uhyre meget at tale om med Dem, kjæreste Onkel, og med alle eder andre, – men en halv Times Flikværk eller Begyndelser til Breve holder jeg saa lide af, derfor skriver jeg ikke og seer til at faae gjort saa meget af hvad vi ellers har at gjøre som jeg formaaer. Min fortræffelige Hustru er jo ogsa en saa flittig Skriverkse at jeg tør stole paa hendes super-erogatoria^k281 som min Nødhjælp. Hun er saa frisk som hun selv siger og saa tilfreds og kvik som nogensinde – hun finder megen Fornøielse i at bage forskjellige Slags smaa kager – samt i at sidde i Tusmørke ved Kakkelovnslys. Hun gaaer almindelig i en sort Kjole med hvid Krave og ditto Underærmer – der klæder hende saa godt. Omforladelse – nu kommer hun og paastaar at jeg bestemt er uskikkelig her i Brevet og skriver Et eller Andet som jeg ikke har lov dertil – og med min Bevidshed om fuldkommen Uskydighed trækker jeg mig krænket tilbage for at tage Deel i den omtalte lille Udflugt. Hun er ikke Peberbøsse længe ad Gangen.

ⁿ⁴⁵

Nei, see Vilhelm, her har han været midt oppe i mit Brev, ja jeg tænker Du længes efter at faa et ordentlig Brev fra ham, kjære Fader, og faa høre mere om alle de kirkelge Forholde her. Til Julen, det er hans Løsen, da haaber han at kunne faa Tid dertil, maatte det ogsaa kunne skee. Vor Spadsertour gik vi da, inde i Skovene for at beskytte os mot Vinden, som ellers har lagt sig meget, maaske gik Du paa samme Tid den gamle Tour ud over Moen, kjære Fader. Saa havde vi en god Mørkningsstund, men Vilhelm var stræng idag og vilde ikke sidde saa længe som jeg ønskede, han maatte have tidlig Lys, da han havde meget at bestille iaften.

Nu sidder han lige overrfor mig og skriver. Jeg hører Caroline koger Grøden til os, saa vi skal strax spise. Vi spiser som oftest Grød om Aftenen, Grød af Midling ‹…› (det der kommer strax før Meelet) som Vilhelm er er Liebhaber af, den ligner nærmest Bygmelsgrød. – Vilhelm sænder kjærlige Hilsener til Dig og Alle og beder mig sige at han er meget taknemmelig for alle de Underretninger Du bringer os om Alt hjemme, han savner saa Efterretninger fra Norge, saa han er glad for alt hvad Du skriver, og Du er saa god og skriver saa langt og godt, kjære Fader. Du kan tro jeg takker Dig derfor. Hvor glad jeg nu skulde være om dette Brev maatte komme tidsnok til at bringe Dig og vore Kjære vor Julehilsen. Gud velsigne Dig og bevare Dig, min kjære, dyrebare Fader og lade det nye Aar blir rigt paa Fred og Glæde og Tilfredshed, hvor vil jeg bede til Gud derom og at Han vil skjønke dig, Mo'er og mine kjære Sødskende Sundhed og alt godt. Bring dem alle hver især Kjærlige Hilsner og ønsker for Fremtiden og for

Din Leis^k282

Sænd Stin vore kjærlige Hilsner. Han er nu ogsaa saa langt borte fra det kjære Hjem. Gud lade det gaa Ham godt. Hjertelige Hilsner til Münsters, Treschows, Archers, Cappelen og alle kjære Venner.

Brev 13: 28. januar 1855

«Kun min egen lille Verden»

Little Iowa Prestegaard
28de Januar 1855

Min egen kjære Fader!^k283

Saa frisk og let kommer jeg nu fra en Spadsertour i det deiligste Vinterveir, og da den vesle Fuglen min^k284 sover ligesaa sødt som da jeg gik ud, skynder jeg mig at benytte Leiligheden. Det er nu vel ikke mange Dage siden jeg skrev hjem og heller ingen Ting passert i den Tid. Lille Barnet er Gudskelov frisk og rask og jeg ligesaa. Min husbond er i Painted Creek, der holder han Gudstjeneste idag. Sidst i Ugen tænker jeg han kommer hjemom en liden Visite for at se hvordan vi befinde os, førend det atter gaar afsted til Turkey River, saa Du ser, hans gamle Reiseliv atter er begynt og vil vel i lang Tid vare ved uafbrudt saagodtsom, da han nu saalænge kun har været i dette Settlement, men jeg haaber dog, at der med Tiden bliver nogen Forandring heri, idet han ikke reiser til P. Creek saa ofte, men derimod bliver der lidt længere hver Gang, hvorved han har den Fordel at blive længere hjemme i Træk ad Gangen og derved ikke saa lidet vundet – naar han saa faaer sit Studerværelse saa – hvor jeg længes derefter, det er rigtig Skam at det endnu ikke er førdigt, nu er der dog lidt mere Sandsynlighed for at det snart vil ske, da der er kommen en Del Bord, der er Materialer det staar paa, her er saa vanskeligt at faa den mindste Bordende.

Dennegang kjørte Vilhelm i Slæde – første Gang i Vinter, det var rigtig godt, da her er falden en hel Del Snee i disse dage. Det er saa meget varmere end Vogn, om det end stundom gaaer lidt tungt, da han vel fordetmeste maa være sin egen Sneeploug; ialfald er der paa Veien til Painted Creek et langt, kjedligt Stykke gjennem en af disse «barrens», hvor der neppe kjærer andre end Vilhelm. Denne Slæden hans er forresten ganske aparte rar. Jeg ved ikke, om den er Vilhelms egen Opfindelse; hvis der er saa, har han Ære af, at den er meget god at sidde i, eftersom der også er Rygstød som paa en Stol.

Nu synes jeg at jeg har faaet alle mine Kræfter igjen; jeg gaaer en Tour hver Dag, naar Nordvesten ikke er altfor umaneerlig. Da jeg var ude idag, saa jeg to store Hjorte. De stod ganske rolig og betragtede mig en Stund førend de satte afsted i fuldt Firsprang ind i den lille Skov i Nærheden af vor Bolig.

Der skriger Barnet, nu ma jeg gaa. –

Det er nu langt paa Dagen og lille Barnet sover atter, jeg er bange hun sover for Natten med – idag. En af mine største Fornøielser er at staa og see paa hende da hun vaagner. Da gaber hun og strækker sig og sætter op alle de pudsigste Ansigter du kan tænke dig til der endelig kommer et lidet Skrig og saa er hun fuldkommen vaagen. Vilhelm har altid saa mange Experimenter føre med hende, naar han holder hende; saa slaar han hende paa Haanden, saa knipser han lidt for at se hvordan hun da vil te sig. Hun er saa flink til at smile nu, jeg kan faa hende til aa se på mig og smile naar jeg vil. Da jeg skrev til dig sidst, sagde Vilhelm, «Nu skriver du vist bare om Barnet, tænker jeg». Det var vel ogsaa Tilfælde og nu begynder jeg ligedan igjen. Bliver du kjed af mig, kjære Fader? Jeg kan ikke hjælpe for det, det kommer af sig selv, kunde jeg tale med dig, saa vilde jeg fortælle dig alle slige Smaating. Dette Savn skulde jo – at kunne skrive til deg erstatte, saa jeg skriver trøstig fort væk – stort og smaat, baade om Barnet og mig selv. Jeg veed Du læser det gjerne.

Jeg har nu hverken Politik, Literatur, det selskabelige Liv eller noget saadant at fortælle dig om, kun min egen lille Verden, og den indbefatter bare Vilhelm, Barnet, mit Hus og dets nærmeste Omgivelser, med Tilbehør af Hest, Hund, Høns og hvad for Dyr vi ellers maatte faa, og om denne lille Verden skal du faa nøie Underretning. Naar jeg nu skal til med Haven til Vaaren saa vil jeg fortælle dig om alt hvad jeg planter og saar. Jeg skulde ønske jeg havde mig lidt af Blomsterne hjemmefra, dem bliver det vel sparsomt paa, frygter jeg. Jeg har ikke store Forventninger om Have for i Aar. Jeg vil være fornøid naar det bliver oppløiet, sat Stakit om og Krattet ryddet bort, saa jeg kun faa mine Have Sager der, for der er den bedste Jord, naar bare ikke Gopheren vil spille mig formange Puds. Tænk+ vi er alt sidst i Januar. Vaaren kommer inden jeg tænker det. Tiden iler ogsa afsted, bare jeg kan komme til at stelle ordentlig med Haven. Barnet optager ganske min Tid, jeg faaer ingen Ting bestilt uden at passe hende, men til den Tid bliver hun jo større, saa bliver det kanske bedre.

Nu er det «svare til Arbeide» som Embret Sørland^k285 sagde da Vilhelm spurgte om det ikke var bleven muntrere i Huset nu siden den lille kom. «Well sir, det er svare til Arbeide; men det er svare til morsomt Arbeide ogsaa»; saa træt som jeg imellem kan blive naar hun er forlænge vaagen, og hun er ikke saalidet tung den vesle Tingen, kan du tro. Ja, nu er det anderledes at være alene hjemme, jeg er jo ikke alene længere som Vilhelm er borte, naar jeg har dette lille Barnet at more mig med og dessuden har jeg saa meget andet at gjøre naar jeg kan komme til, saa Dagene gaa i en Fart for mig.

Nu er vi alt i Februar, det er Lørdag Aften – ak, om du kunde se herind, kjære Fader! Da vilde du glæde dig ved at se hvor hyggeligt her er, ude er det klingende koldt, men her deilig og varmt; jeg sidder midt paa Gulvet med Vuggen ved Siden af mig. Du skulde se hvor godt Barnet ligger og sover med de smaa Hænderne op til Ansigtet. Jeg har stelt hende for Natten og vil nu benytte det Øvrige af Aftenen, inden jeg selv begiver mig til Hvile, til denne kjære Syssel. Nu har du vel Vilhelms Brev – gid det var saa vel, jeg tænker hver Dag derpaa og søger at forestille mig hvordan de ser ut hjemme naar I læser det. Gud give det saa stod vel til saa I kunde være rigtig glade. Jeg længes saa efter at faa Brev igjen, men jeg faar nu give Tid inden der kan komme Svar paa det.

Vilhelm kom da hjem en Snarvisite, som jeg troede, og det en Dag før jeg væntede; igaar Morgen reiste han igjen i smukt, mildt Veir, hvilket dog snart gik over til en bidende Vind og Kulde, saa jeg en Tid lang ganske vist troede han vilde vænde om. Gid jeg nu vidste om han er kommen vel frem. Det var ikke saa meget langt han skulde heldigvis; denne gang bliver han 12 Dage borte. Naar han saa kommer igjen bliver her Gudstjeneste og saa haaber jeg – skal Barnet døbes. Jeg fik en uventet Visite da Vilhelm sidst var borte. Som jeg sidder en Formiddag kommer Præsten Clausen^k286 kjærende. Han var paa Hjemveien fra Iowa City – kom hertil med Stage^k287 og stod af ved Aarethun, for derpaa at skydse videre, men var neppe kommen ind før han blev heftig syg, sa der maatte sendes Bud efter Doktor, han saa saa daarlig ud, men var ikke at bevæge til at standse her. Han ilede hjem for sin Kones Skyld, saa jeg kunde ikke gjøre andet end forsyne ham med Ayers Cherry Pectoral, der er god mod Forkjølelse, hvoraf Vilhelm ogsaa jævnlig har en lille Flaske med paa sine reiser. Vi ere saa stærkt inviterede op til Pastor Clausen, til Sommeren maatte vi nu endelig komme, – hvem veed hvis alt er vel om det da ikke skeer, at vi en vakker Dag drager længere hen i «the far West», især hvis Preuserne kommer til os og ville gjøre Følge derhen. Det skulde være morsomt.

Jeg har saa meget at bestille medens Vilhelm er borte dennegang og bare Aftenen, som oftes ikke før efter Spisetid, til min egen Raadighed, saa aparte snild som det lille Barnet end er saa maa jeg dog have hende den hele Dag for sove det gjør hun næsten ikke uden om Natten. Det lille søde Barnet! Du kan ikke tro hvor glad jeg er i hende. Hun bliver sødere og sødere med hver Dag – og nu God Nat, nu kommer alt Pigen ind og lægger i Ovnen hjemme.

Nei, naar skal jeg vel faa dette Brev afsted? Det er allerede den 22de idag. Det gaar smaat med min Skriving nu, men nu maa jeg have det afsted om jeg saa ikke faar skrevet mere end dette. Jeg vil nødigt at I skulle vænte længe paa Brev, men det er kjedelig bare at sende det halve af hvad jeg ønskede at skrive.

I Søndags – Fastelavens Søndag – blev da Barnet døbt og nu heder hun Henriette. ‹…› at ingen af vor Familie kunde overvære hendes Daab, hun som baade kunde havt Bestepappa og Bestemamma til Faddere. Guri Skaarlia bar hende hvorved hun formodentlig fornærmede det halve Settlement da hun ellers altid siger nei til at være Fadder. De øvrige Faddere vare gamle Thrond Lommen^k288 og Thore Skotland. Du skulde seet hvor sød Barnet var den Dag, kjære Fader. Her gaar det ikke an at komme sent og reise straax igjen; dertil er der for trangt og formange Folk. Jeg maatte da være der med hende fra først til sidst; hun sov ikke et Øieblik, men var sød og blid. Du skulde se hvor hun saa sig omkring og lyttede da Psalmesangen begyndte. Hun har gjort store Fremskrift siden jeg begyndte paa dette Brev. Stor er hun bleven og har, Gud være lovet, ikke været et Øieblik syg. Hun begynder at kjende mig, jeg synes nu hun er vakker ogsaa, men du kjender Historien om Myrsnipen; hun har ellers virkelig saadanne vakre blaa Øine og en lys, skjær Ansigtsfarve. Saa begynder hun at lalle og har 4 Gange leet, ordentlig givet Lyd, du forstaar, og saa fægter hun med Arme og Ben saa det har Skik. Hvor ofte jeg ønsker at du kunde se hende naar hun ligger i mit Skjød og er rigtig blid og vil ligesom pludre. Nu kan han da ogsaa den Kunst at suge paa Fingrene, saa mange hun kan faa ind i Munden. Det gjør hun altid naar hun er sulten, innemellem naar hun vækker mig om Natten, ligger hun og suger paa Fingeren saa det høres lang Vei. Ja, det er en Skat, dette lille Barnet!

Fadderne og deres Koner var da her til Middag (du kan tro Konerne stimlede omkring mig da Gudstjenesten var endt, for at faa se Barnet) desuden havde vi bedet de Familier som vi har boet hos, hvoraf dog kun Erik Egge kom. Jeg beværtede med Hønsesteg, salt Kjød, det skulde du bare smage, med stuvede Potetes, den eneste Gemüse jeg kan præstere og Risengrynskage, solid Mad maa der til, og altsammen gik godt og vel.

Vilhelm har havt det leit dennegang han var hjemme. Der har været Sorg og Bekymring paa Sørland. Embret havde været ganske fra Forstanden en Tid. Vilhelm talede først en Dag med ham og fandt ham ganske forvirret. Dagen efter kom han derop; da var han ganske fra sin Forstand. Det var kun om religiøse Ting hans Galskab dreiede sig. Dagen efter kjørte Vilhelm mig en Tour og neppe vare vi hjemme før det kom Bud fra Sørland efter Vilhelm. Embret var bleven saa styrende, han gik saa derhen tilligemed Snedkeren som var her og Gudskelov han var hjemme, da han var den eneste som kunde stelle med Embret; der havde været saa rent sørgeligt, men ud paa Aftenen fik Embret plutselig sin Forstand igjen og var ganske bra. Næste Morgen kom han atter op til Vilhelm, igjen temmelig forvirred, men nu har han i flere Dage været ganske som ellers. Gud give det maatte vare ved.

Mange Hilsener fra Vilhelm. Imorgen drager han til P. Creek og kommer igjen næste Thorsdag, prædiker her fredag og reiser Lørdag igjen. Gid det maa blive mildere end idag. Jeg vilde rigtig ønske at han havde sig en Ulveskindspelts. Skulde noget kunne holde Varmen ude maatte det være den. Ved du hvad jeg skulde have stor lyst til, kjære Fader – det var om det kunde lade sig gjøre at faa en eller to Dumbjælder hjemmefra. Jeg ved det vilde more Vilhelm at have demⁿ⁴⁶ og vil derfor bede dig hvis det kan gaa an om du vil være saa snild at sende 1 eller 2 af disse store enkelte som de havde hjemme. Det vilde være saa hjemligt at høre Bjældeklangen.

Jeg har endnu en Bøn til dig, kjære Fader, og det er hvis du engang skulde komme en Daguerrotypist til Laurvig, om jeg saa maatte faa Daguerrotyper af Marie,^k289 Tom^k290 og Lina.^k291 Jeg ønsker saa ofte at jeg havde dem, saa havde jeg eder alle; jeg vilde være saa glad om det kunde ske. Du bliver ikke vred fordi jeg beder dig derom, kjære Fader? Nei, det gjør du ikke. Lille Barnet og jeg er ofte henne og seer paa din Dagerrotyp, kan du tro og saa fortæller jeg hende om hendes Bestepappa. Tænk naar hun kan forstaa mig.

Nu varer det ikke længe inden de søde Sneklokker stikker de smaa Hoveder frem – ak din kjære have hjemme. Har du havt mange Blomster i Vinter? Gid jeg var saa nær at jeg kunde faa Aflæggere hos dig. Jeg vilde saa gjerne have Blomster i Vinduerne. Naar du skriver til Stiin, saa hils ham hjerteligt; jeg er saa glad fordi det gaar ham saa godt. Nu maa jeg alt sige dig Farvel, min kjære gode Fader. Gudskelov din Ryg har været bra i Vinter. Gud give jeg snart atter fik gode Efterretninger hjemmefra.

Din egen Leis.^k292

Brev 14: 8. april 1855

«Den bedste av alle Fedre til at skrive»

Little Iowa Præstegaard
Første Paaskedag 1855

Kjære Fader,^k293

En rigtig glædelig Paaskefest, min kjære dyrebare Fader, for dig og alle mine Kjære hjemme, Gud lade eder være friske og fornøiede og have det saa godt som jeg ønsker det! Dette er alt den anden Paaskefest jeg tilbringer her i mit nye Hjem, den første, hvor vel jeg mindes den, – den tilbragte vi paa Sørland, da kom Vilhelm hjem Paaskeaften – iaar har jeg ikke den Glæde at have ham hjemme, men saa har jeg en liden, stor Skat som ligger her ved Siden af mig i sin Vugge og sover sødelig og jeg sidder i vor egen Stue, der er saa lys og venlig som jeg kan ønske mig det. Det var gode Modsætninger til ifjor, ikke sandt kjære Fader, hvorfor vi ikke kunne være taknemmelige nok.

Mange Millioner Tak for Brevene kjære Fader, vi modtog for omtrent 10 Dage siden,bæggepaa engang, saa Du seer det første var 2 Maaneder gammelt og jeg havde da ogsaa længtet meget efter det; da jeg fik se der var to, tænkte jeg strax, nu skal Du see der kommer Svar paa Vilhelms Brev, saaledes var det nu ikke, men næste Gang tør jeg nok haabe det, for nu har Du da forlængst baade det og mit fra Januar, maaske ogsaa det jeg skrev i Februar. Kjære Fader, Du er virkelig den bedste af alle Fedre til at skrive, som ogsaa overtog Christianes^k294 Plads i Treschows Brev, jeg er Dig saa taknemmelig derfor. Du kan ikke tro hvilken Glæde alle dine Breve ere for meg. Nu sidste gang kom Brevene med Gudskelov kun gode Efterretninger fra mit kjære Hjem, ogsaa netop til rette Tid. Jeg har nemlig ikke været rigtig frisk i nogen Tid – derfor er det at det er gaaet saa lang tid hen inden jeg kunde skrive dennegang – jeg har havt ondt i Brystet, Brystbyld, dog vist langtfra af værste Slags, eftersom man taler om de Smerter der pleie at følge en saadan, og Smerter har jeg Gudskelov egentlig ikke havt, men frisk har jeg ikke været, dygtig Mat og uskikket til at foretage mig noget, jeg kunde dog derfor have skrevet før, men saa fik jeg ogsaa noget ondt i Øinene, hvilket dog nu er ganske over, det ha formodentlig været noget Træk, thi den her saa almindelige Øiensygdom blev det Gudskelov ikke.

Det traf sig saa heldigt at Vilhelm var en Deel hjemme i den Tid, jeg ikke var brav, i nogle Dage maatte han ogsaa hjælpe til at være Børnepige, Barnet var saa uroligt, formodentlig fordi jeg ikke var frisk, stakkers liten, hun blev ganske mager, men nu har jeg den Glæde at see hende dobbelt trivelig. Du skulde bare seet for Fremskrift, hun gjorde i 8 Dage, fra at ligge paa Armen og ikke kunne bære sit Hoved, kunde hun da ikke alene det, men ogsaa sidde opreist paa Armen, og nu er hun saa flink og trivelig, pludrer hele Dagen, naar nogen synger for hende, og det ynder hun særdeles, begynder hun altid at pludre med, saa leer hun høit, mig kjænder hun godt, jeg tror hun kjænder Vilhelm og Pigen ogsaa. Hun har lært to nye Kunster til Vilhelm kommer hjem, hun kan dandse, spænder op med det ene Been, saa det er en Lyst og saa lader Oline^k295 hende gaa op at sig. Du skulde see hvor peent hun sætter det ene Been foran det andet og marcherer lige op paa hendes Ansigt. I dette Øieblik sidder hun i sin Vugge med stor ‹Pulsvante› paa Haanden, som hun meget opmærksomt betragter, og saa snakker hun med sig selv. Naar jeg vænder mig om og leer til hende, taager hun begge Hænderne op til Munden, leer og gjemmer Ansigtet i Puden.

Ja, Du kan vel tro det er et sødt lidet Barn, Fader, hun er saa snild, jeg faaer mere og mere Fornøielse af hende. Hun er saa flink til at spise nu, to Gange om Dagen, og er hun meget sulten saa skriger hun hvergang jeg tager Skeen fra Munden. Paa Thorsdag bliver hun alt 4 Maaneder. I Tirsdags reiste Vilhelm og kommer forhaabentlig igjen Thorsdag. Han skulde været endnu før afsted, men blev saa stærkt forkjølet, gid han nu bare ikke atter bliver det paa denne Tour. Veiret er saa ustadigt, imorges var det deiligt stille og Solskin, derpaa stormede det fra syd med en Haglbyge, saa blev Vinden kastlig med Sne. Nu har vi atter deiligt Solskin, her blæser saa stærkt i denne Tid. Vilhelm er til Hest, som han næsten altid er i denne Tid, han faaer da Øvelse i at ride, næsten hele Dagen, uafbrudt ofte. Naar han kommer hjem nu har han lovet mig en Kjæretour om alt bliver vel – saa jeg kan faa see hvorvidt Vaaren er skredet frem, det er saa ualmindelig seent her iaar. I Marts ifjor havde de pløiet og tilsaaet deres Agre. Iaar varer det vist endnu en Stund inden de kunde begynde. Skovene begynder at blive tykkere i Toppene, det er ogsaa alt. Ifjor fandt jeg de første Markblomster Skjærtorsdag, og Paaskeaften bragte Vilhelm Crocuser med fra Prairiene. Nu ser vi daglig Vaargjæsten «Prairie feieren»,^k296 her er Blus at see paa alle Kanter om Aften. Vilhelm har brændt rundt omkring os, saa far vi saameget smukkere Græs Straa, ikke alt det lange tørre staar igjen.

De holder paa at kjære «rails» til Gjærde heromkring, vi maa være glad ved at faa af allersimpleste Slags nu, det er vanskelig nok at faa det. Det er Menigheden som bringer dem, de er forpligtet til at indgjøre en vis Strækning; men det gaar smaat hermed, som med alt, saa mange har med at gøre, vi længes meget efter at faa Gjærde, kan du Tænke, nu begynder Køerne at slikke pa Ruderne, og i hele Vinter har her været en Grisjagt, den stakkels Hund kan ikke beholde sin Maed i Fred for dem.

Da vi fik Brevene hjemmefra, læste Vlhelm med sine Confirmanter, 28 i Tallet. Han maa læse med dem her nu. Det gjør peent Gulv i denne Vaarsøle, kan Du tro, saa kom to af hans Medhjælpere hid, saa blev et par Confirmander her og spiste, saadanne uvæntede Middagsselskaber er ikke saa sjældne naar Vilhelm er hjemme. Jeg var glad da de havde faaet sin Kaffe og reiste, saa kunde vi læse for Alvor, alle de kjære Breve. En mærkelig Efterretning bragte den Post os ogsaa, Keiseren af Ruslands Død, hvad Vending vil nu alting tage? Jeg tænker vi her faa udførligere Beretninger om Europæiske Forholde end Aviserne hjemme indeholde. Times' store Spalter er opfyldte med Correspondent Artikler fra London og Paris, alle Ministernes Taler, etc, etc. Har Kossuths^k297 Taler staaet i Aviserne hjemme? Han sparer ikke Amerika. Det nye Ministerium i Danmark, har vi ogsaa forlængst faaet at vide. Professor Hall^k298 er jo en blandt dem. Jo, jeg kan nok faa studere Politik saa meget jeg lyster, men hjemmefra Norge derfra mælder Times ikke et Ord. Det skulde være deiligt at kunde holde en norsk Avis, men for dyrt, med Tiden kunde der vel maaske lade sig gjøre, her kommer flere Præster i Nærheden. Munch^k299 bliver da kaldet saa af Præsten Preus's Brev til Vilhelm, men hvad gaaer det af ham som søger Embede hjemme paa samme Tid? Vilhelm agter at reise til Minnesota snart, her er saadant Rend af Folk, derfra, for at bede ham komme derop. De er flinke deroppe til at berede alt for at tage imod den Præst, de haabe at faa. Huset bliver af samme Længde men bredere end vort, saa bygger de desforuden Kjøkken til, saa han faaer det meget bekvemt og jeg troer en smuk Plads at bo paa.

Moer^k300 spørger om der ingen er, saa interessante at vi ville søge deres Omgang. Nei, ikke en eneste En her før vi kommer helt til Præsten Clausen. I Decorah, ja der boer «storekeepere», «tavernkeepere» og Haandværkere, saa er der nu sagtens et Par Læger, hvem Folk er bange for at betro sig til, det er alt hvad jeg veed om dem. Jeg skulde give meget til at her var en ordentlig Doktor i Nærheden, men de her er, er jeg bange for er af samme Slags som den Tydsker, der reiste over paa samme Skib som vi, der hjemme havde staaet paa et Apothek og nu reiste hid for at give sig ud for Doktor. Saa er der Præsterne, der er flere af dem, men jeg veed ikke om der er nogen ordentlig ordineret, jeg troer der er meest alle Frankianere^Methodister. Der er ennu ingen Kirke.^k301 Nei deres Omgang troer jeg ikke vi skal have nogen Lyst til at søge; jeg haaber paa den Præst, som kommer til Minnesota,^k302 det skal blive hyggeligt for Vilhelm undertiden at kunne faa tale med en af sine Embeds Brødre, det maa jo være et Savn for ham. Til Sommeren skal Synoden samles, saa da drage vel Vilhelm til Wisconsin, men dennegang agter jeg at holde mig i Ro, jeg skal være hjemme og passe paa lille Henriette.^k303 Kirkeindvielser skal der ogsaa være, i alfald i Manitowoc, hvor Præsten Ottosen boer. Vilhelm havde Brev fra ham forleden. De leve vel. Ligeledes fra Preuses paa Springprairie har vi nylig hørt, vi hører jævnlig fra dem. Dernede er det Omgang nok at faa. Præstefamiliene bo for det meste en eller to Dagsreiser, ofte endnu nærmere ved hinanden. Nogle Timers Reise fra det smukke Madison hvor Fru Kosconong Preuses ældste Søster,^k304 boer, hun er gift med Ziølner,^k305 der kom over med Præsten H. Preus.^k306 11 Miil (engelske) fra Springprairie boer den Kjøbman Tshudy der boede i Tønsberg. Munchs vil ikke faa saa langt til de øvrige præster. Præsterne ere igjen begyndte at udgive deres Maanedstidende.

Nei, nu maatte jeg lægge min Pen ned for at tælle en Flok Prairiehøns, der kom flyvende lige hen under Vinduerne, hvor de gaaer, som skulde de være tamme, jeg tælte 20. Gid jeg kunde sænde dem hjem til Dig, saa skulde Du faa mange gode Maaltider. Du har vist hørt «Barnum» nævne, Barnums Museum i New York,^k307 – som fra at have ingenting nu er bleven en Millionær ved alle sine «humbug». Han har nylig udgivet sit Levnetsløb og i længere Tid havt en Udstilling af Fjærkræ. Nu beretter Times at «Barnum, the great and only Barnum, author of his own life, creator of a new order in Zoology, manufacturer of Mermaids and President of the Unpronouncable Bank etc.» føler at endnu en Gren behøves for at fuldstændiggjøre de Laurbær, der bekrandse hans udødelige pande og derfor vil foranstalte et «Baby Show». Den smukkeste Baby vil modtage en Belønning af 100$, de smukkeste Tvillinger eller Trillinger 50$ og den smukkeste «quatern», 250$. Det fedeste Barn 50$. Der er allerede en Comitee af Mistresses nedsat som Dommere. Times foreslaar, naar the National Baby Show er til ende, da ogsaa at foranstalte et «national Husband Show», da det Første ikke bør være uden det Sidste.

Jo, Du kan nok tænke at jeg følte mig smigret ved Captein Fastings Hilsen, skulde Du atter træffe ham, saa en venlig Gjenhilsen. Naar Du skriver til onkel Peter, saa hils ham sa meget. Hvor glad jeg er fordi det gaar Stin^k308 saa godt og fordi han føler sig rask. Gid der maatte komme nogle Norske for dem der reiser. Er Stin flink til at tale Tydsk mon? Moer spørger hvordan det gaaer med at tale Engelsk. Jeg har ikke hørt en Yankie tale siden jeg reiste i Sommer, saa kan hun slutte sig til den Øvelse her kan være. Nei, vi seer eller hører aldri noget til Yankier uden ved at reise. Jeg er glad ved at være saa ganske omgivet af Norske, jeg vilde nødig have Yankier til Naboer. Saaledes er det ogsaa paa Springprairie, der see de heller ikke noget til dem, paa Kosconong derimod boe de midt omkring og vise sig meget nysgjærrige for at erfare alt hvad der passerer paa Præstegaarden, udspørge Tjenestefolkene og gjøre selv hyppige Visitter.

Jeg skriver saa kort dennegang fordi jeg stunder efter at faa dette afsted at I ikke skulle blive urolige. Gudskelov at jeg kan sige Dig at jeg er frisk og alt vel i vor lille Præstegaard. Du skulde bare høre Barnet hvor hun leer. Oline holder hende, og see hvor rask hun seer ud. Hun begynder at gribe eftter alting nu og Alt skal naturligvis puttes i Munden. Forleden rev hun et langt Rift i en engelsk Avis for mig. I dette Øieblik red Vilhelm afsted, til en af sine «trustees». Han har travlt med Kirkebygninger paa alle Kanter, her gaaer det nok bedst, men Vilhelm vil selv skrive til Dig dennegang, saa faaer Du bedst Underretning. Nar dette naaer Dig er der deiligst Hjemme, Gud give Du saa maa være frisk og rask og arbeide i din Have, naar jeg tænker paa Dig om Sommeren saa seer jeg Dig altid gaa i Haven eller sidde i Hjørnet. Nu er her begyndt at lyne og tordne og er ganske varmt om Dagen, saa Folk begynde paa Varonnen. Mange tusinde Hilsner til Stin naar Du skriver. Gud velsigne Dig, min kjære gode Fader, Levvel.

Din Leis.^k309

Igaar fik jeg 6 Høner forærende, saa nu har vi 18 Høner og 5 Haner, hvoraf et Par skal slagtes. Dette Brev er saa utydeligt, baade hvad Skrift og Indhold angaar, saa jeg er ganske lei over at sænde det. Lille Barnet mit sænder saa mange Kysse til Bestepappa. Nu sitter hun og napper Pappa i Næsen.

Brev 15: 4.–22. mai 1855

«Ved Vilhelms Arbeidsbord»

Little Iowa Præstegaard
Den 4. Mai, 1855

Min kjære, gode Fader!^k310

Nu har vi da faaet Brevene som vi saa meget længtede efter. Det var morsomt at see hvor glade I alle ere over den lille Skatten vor. Tusind Tak for alt hvad Du skriver, kjære Fader. Det havde været en travl Dag paa Præstegaarden i Lørdags, da vi fik Brevet, vi havde nemlig Vaaraanne, ikke mindre end 4 Heste, 6 Stude og 5 Mand. Disse havde netop spist og gaaet sin Vei, og jeg sad og gav Henriette^k311 sin mad, da Vilhelm kom ind med Brevet. Det var Tid til at lægge barnet, men jeg syntes det var saa morsomt at sidde med hende medens jeg læste Eders Glæde over at vi havde faaet hende, saa jeg sad med hende paa Skjødet og læste dit Brev, hun vilde ogsaa være med og nappede og krøllede Brevet det bedste hun kunde; saa falt hun da tilsidst i Søvn og nu begyndte Læsningen for Alvor. Jeg vidste jo nok at Vilhelms Brev vilde bringe Glæde i Herregaarden, men det er dog noget andet, selv at læse derom, og det forskaffede os en glad Aftenstund, tak derfor, kjære Fader! Det var altid ligesom der savnede noget førend jeg vidste at Du ogsaa glædede Dig over lille Henriette. Gid jeg kunde sænde hende lidt til Dig.

Det er idag Bededag og nu Aften saa jeg sidder med Lys ved Vilhelms Arbeidsbord, lille Henriette har jeg nylig bragt til Ro. Vilhelm er i Painted Creek. Han reisteⁿ⁴⁷ igaar og kommer hjem paa Thorsdag. Jeg er meget fornøiet over den Forandring han har faaet istand i sine Reiser til Painted Creek, nu er han der en Uge ad Gangen, men kan saa ogsaa være saa meget mere hjemme paa en Gang. –

Nu er her vakkert her omkring. Aspen har allerede forlængst sit smukke friske Løv, Egens Blade er langtfra ikke udsprugne endnu, men dog nok til at gjøre Skovene smukke. Hvor langsomme Egetrærne ere, de have heller ikke den friske, grønne Farve, men er ganske gulgrønne, Blommetræene og Hæggen staa i fuld Flor, jeg passer saa vel paa hvor de staa for at finde dem igjen til Høsten. Ja, nu bliver det venlig og vakkert omkring Præstegaarden. Det skal blive deiligt at faa lidt Skyge udenfor til Sommeren, hvor mange Gange jeg ønskede mig et Træ i Nærheden af Huset, da vi var paa Skaarlia.

Nei, hvor koldt det har været hjemme i Vinter, sa slemt har det ikke været her, det har nok været dygtig koldt af og til, men det er især den leie Vind her er, som gjør det koldt, og Vind er her nok af, det blæser mere eller mindre hver Dag. Nu spirer Hveden overalt og det første Vaararbeide er til ende. Var det ikke snilde Naboer, som gjorde alt Arbeidet for os? Det gik ogsaa med Kraft, i to Dage havde jeg de 5 Mænd med deres Stude og Greier og saa var det forbi. Nu har vi en Arbeider, der lægger Gjerde op. Her har været livlig paa Gaarden siden jeg skrev. Folk kommer og gaaer uafladelig, naar Vilhelm er hjemme synes jeg. I Mandags var her Medhjælpermøde, saa havde vi de 8 Medhjælpere til Middag. Lille Henriette og jeg holdt os da i Sovekammeret og havde besøg af en Kone, en Mils Vei herfra, som kom op og forærede mig et Dusin Æg og en Slev, som hendes Mand havde arbeidet, en meget velkommen Gave. Hendes Mand og Søn var her igaar og af egen gode Villie og hjalp til med Gjærdet, ligeledes Gullik og Erik Skaarlia, to af de hyggeligste Naboer. Det er virkelig snilde Naboer.

Nu er det saaet noget Hvede, en hel Deel Havre og lagt tidlige Potetes. Saa skal der senere pløies op til Mais, saa haaber jeg vi faaer Maismeel saa Vilhelm kan faa varm Maiskage som han er saa glad i, til frokost. Alt er dyrt her ogsaa, Hvedemeel koster 4 sh 100 ld, det regnes bare i Skaalpund her. Moer taler om Potetes til 2 Spd Tønden, det er lige sa dyrt her, og saaledes er det med alt. Krigen i Europa har vel Indflydelse her ogsaa, ligesom Nøden i New York og i Ohio, hvor der næsten er Hungersnød og fuldkommen Foermangel, saa Kreaturene blive solgte, for sa godt som Ingenting. Du spørger hvad Partridge er, det betyder Agerhøner, om dem vi har er ganske det samme ved jeg ikke; god er den. Nu har jeg en Høne liggende paa 14 Eg, jeg vil lægge en paa mange Høns, det er ogsaa saagodtsom det meste Kjød vi kan faa og jeg bruger en mængde Æg, nu faar jeg en 11– 12 hver dag. Jeg synes det er saa morsomt at have Høns, og gaaer daglig ned i Stalden, beundrer den taalmodige Høne og seer efter hvor mange Æg jeg har faaet; jeg har lært at sætte Priis paa hvor godt det er at have eget Huus og Stab, efter saa længe at have prøvet at være hos andre.

Vi har saa mange Planer til at forskjønne og gjøre det hyggeligt og pent omkring Huset, men hvor ivrig man end er, saa gaar det langsomt her. Det er saa vanskeligt at faa hvad man behøver og er man saa heldig at kunde faa det, tager det saadan Tid. Vilhelms Studerværelse er endnu ikke førdig – Mangel paa Materialer. – Det er rigtig kjedeligt – Det er ellers gode Udsigter til at Decorah vil blive en nogenlunde By, og det vilde jo blive et stort Gode for os, der er meget vakkert ved Decorah.

Nei, du skulde bare see hvor blid Henriette er, Oline^k312 dandser ogsaa med hende nu, saa længe Dandsen varer, sætter hun et alvorligt Ansigt op og er saa ivrig til at spænde og sprælle, at hun ikke har Tid til noget andet. Vilhelm er fremdeles uskikkelig til at lugge og slaa hende, naar det gaaer for vidt, truer jeg med at sænde ham til «Husband Show»; han er ellers næsten lige saa glad i hende som jeg, skjøndt han har sin Fornøielse af at drille mig med at han ikke bryder sig stort om hende, men der kan nu ingen være saa glad i Barnet som jeg er, jeg er vist altfor glad i hende, bare jeg ikke kommer til at skjæmme hende ud. Hvor deiligt der er at have et saadant lidet sødt Barn! Jeg er sa glad naar jeg vagner om Morgenen og hører hende ligge i sin Vugge og snakke, jeg bliver næsten altid vækket af hendes Pludder, den lille Fuglen begynder saa tidlig at kvidre, naar jeg saa reiser mig og seer paa hende saa leer hun og gjør Tegn til at vilde op. Hun finder stor Fornøielse af at nappe Vilhelm i Næsen og rive ham i Haaret, nu! Uf i Nat skal vi vist have Tordenveir at dømme efter de pragtfulde Tordenskyer der nu viser sig. Jeg liger ikke det stærke Veir her er. Vi har, hvad der er en stor Sjældenhed, næsten halvanden Dag havt tæt, fiin Regn uden Torden og Lyn.

Søndag Eftermiddag. – Nu er jeg netop kommet ind fra en Spadsertour med Henriette, vi var henne paa Ageren og saae hvor vidt Hveden og Havren var kommen og saae paa en Faareflok (til næste Sommer skal Henriette faa sig et lidet hvidt Lam, det har Vilhelm lovet). Derfra gik Touren til Stalden for at see paa en stor sort Høne der ligger paa 18 Eg, nu har jeg en paa 14 og en paa 18 og nu skal snart den største jeg har faa 20 at more sig med, det bliver en heel Hønsegaard, ikke sandt? Henriette befinder sig meget vel ved at være ude, men det ender gjerne med at hun bliver søvnig. Jeg haaber at faa en liden Vogn til hende, saa kan jeg selv trække hende og slipper altid at skulde have en til at bære hende, thi det overstiger mine Kræfter; hun er hverken af de meget store eller overdreven feed, men tung nok alligevel. Moer anbefalte mig at lade hende krybe, ja det skal hun nok, hun skal gjerne faa slide Næserne af saa mange Støvler, hun vil; men endnu er hun for liden, hun bliver jo først 5 Maaneder paa Lørdag; hun kan kun sidde et lidet Øieblik allene, førend hun falder. Jeg lægger hende ellers ofte paa et Tæppe paa Gulvet, der kan hun bedre bevæge sig end i Vuggen; hun finder ogsaa megen Fornøielse i at ligge saaledes paa Ryggen eller paa Siden – videre kommer hun ikke, – og sparke og snakke alt hun kan. Det er pudsig at høre for alle de Lyder hun faaer frem nu og see hvordan hun ordentlig anstrænger sig for at frembringe nogle besynderlige smaa Skrig. Forleden Dag havde jeg Besøg af vor gamle Vertinde, Helene Egge med sin 1 Aars gamle Pige. Du skulde bare seet Henriette, hvordan hun stirrede paa den anden, klorede henne i Ansigtet og lo saa man kunde høre hende lang Vei.

Nu er de atter Søndag. Trods alle gode Forsætter gaar der dog længere Tid hen inden jeg faar skrevet, end jeg ønskede; men her er idelig saa mange mennesker, de ogsaa skaffer Pigen mere Arbeide og jeg maa altsaa have Barnet og min Tid er saaledes optaget. Vilhelm kom da hjem Onsdag; Dagen efter var her Barnedab –. Folk der skulde drage langt bort, og Folk som kom og gik hele Dagen, næste Dag havde vi Folk og Stude til at pløie op udenfor Huset. Vilhelm læste med Confirmander, havde Brudevielse etc, saa jeg ventede til Klokken var over 4 med Middagsmad.

I forrige Uge saaede jeg en hel Deel Meloner af alle Slags henne paa Ageren, paa et Stykke der var tilovers. Saa har jeg saaet Slynge Convolvelus og dissse blomstrende Slyngbønner Du veed, omkring Stammerne paa de store Egetrær udenfor Huset og ved alle Vinduerne; de skal slynges i en Bue omkring dem. Du forstaar, de voxer saa særdeles frodige her. Den der kunde faa fat i smukke Roser, her er vist den deiligste Rosenjord. Jeg har ikke kunnet saae hverken Blomster eller Havesager endnu, da der ikke har været Gjærde, saa Kreaturerne vandrede om efter Behag, i denne Uge skal det skee. Her er ikke pløiet længere end til Træerne, saa jeg faaer opspadet nogle Blomstedbed udenfor Vinduerne og da har jeg faaet en Deel Blomsterfrø af Forskjellige, hvilket jeg ikke kjender, saa saaer jeg det i smaa Stykker iaar, for siden at gjøre Udvalg. Før næste Aar kan det ikke nytte at gjøre ordentlige Urtesænge. Tørven maa ligge længere inden det kan skee, men her i denne frugtbare Jord gjør man sig ikke megen Uleilighed, det er som en Mand, jeg talte med derom, sagde «Aa, en bare pirker lidt i Jora, lægger lidt Frø ned og sparker Jord paa igjen, saa kommer det nok.» Saaledes agter jeg nu ogsaa at gjøre i den nypløiede Græstørv her ligger udenfor; paa en Strækning stod der smaat Krat, her maa jeg saa Rødder og hvad der gaar dybt, da Jorden er meget løsere. Man spadserer og kjærer ogsaa uden videre over Agerne her, det gjør ingenting. –

Idag er Vilhelm i Calmar, maaske han kommer tilbage i aften. Det er sjelden han er her hjemme nogen Søndag. Efter Pindse reiser han en lang Tour til Minnesota, hvorfra de fremdeles vedblive at storme Huset for at høre, om han vil komme derop. Det skal blive hyggeligt, naar der engang bliver Præst. Vi kunne da reise herfra klokken 7 om Morgenen og være der ved Middagstider. Munch^k313 tænker da vel ikke at søge Minnesota, nu, han har faaet det andet Kald. Reiser han da ikke snart? Kommer der mange Emigranter fra Norge iaar? Nu kommer der en Mængde af dem der drog over i fjor herforbi, de skulle til Minnesota saagodt som alle, derhen drager nu alle.

Jeg undres, hvilken Stat det saa bliver, eller skal der engang blive en Stands paa dette idelige Trækfugleliv. Det er saa uhyggeligt, denne idelige Uro, her er over Folk. Naar de enda vilde sælge ud og reise hjem, det er meget rimeligt, som vore nærmeste Naboer, Tollefsjord-Gutterne, 2 Ungkarle,^k314 vist agte at gjøre, naar de kunne faa nok for deres værdifulde Eiendom. Men uf saa faaer vi Yankier igjen; de norske kunne ikke kjøbe saa store Farmer. Jeg skal hilse dig fra din lille Datterdatter, hun er beskjæftiget med at læse Emigranten, – der er ingen som læser den saa flittig – hun finder den nok ellers ikke saa interssant dennegang, da hun har kastet den fra sig og lagt sig tilbage paa Puden hvor hun nu ligger og spræller og snakker alt hvad hun formaaer. Hun er saa sød og snild hele Dagen og sover ofte hele Natten. Jeg havde ikke troet at saa smaa Børn vare saa snilde, jeg mente at de altid maatte være mere urolige og vanskelige at stelle til pas. Henriette er ellers ikke af disse fromme, rolige Børn, saa snild, hun er, hun er saa livlig og maa altid have noget at stelle med og saa ivrig i hvad hun foretager sig. At man synger for hende, det ynder hun særdeles og pludrer altid med.

Ved Du hvad Henriette ligner? Ole Lukæie i Andersens eventyr; der han staar ved Sengen om Lørdagen; det er det bedste Billede jeg for Tiden kan give Dig af hende. Det var især i Vinter at dette Billede var saa godt, da de var saa koldt, laa hun med en liden Flanels Lue om Natten, naar jeg saa klædte hende af og satte denne Huen op i en Top, saa var det en fuldkommen liden Nisse. Har jeg fortalt at Barnet har faaet saameget pent lysebrunt Haar? Fortæller jeg Dig vel formeget om lille Barnet, Fader? Hvis Vilhelm læste dette vilde han vist drille mig dygtig for alt det jeg skriver om hende. Nu faaer jeg snart gaae ud at see om jeg ikke skulde være saa heldig at møde min Herr Gemal. Skoven er saa deilig nu; i morres kjørte jeg et Stykke paa Veien med ham – Barnet sov og Morgenen var saa frisk og deilig.

Springer Bøgeskoven ud til 17de mai iaar? Hvor deiligt der er hjemme nu! Vi har ogsaa Bøgeskoven, den største av Skovene vore, den heder Bøgeskoven, men den bestaaer rigtignok bare af Eg og Asp, men det gjør dog ikke noget. Vi har navne paa alle Steder heromkring, Østerdalen, Gudbrandsdalen, der gaar Gudbrand efter Vand; Valders, der boer en Familie derfra, Haugen her borte har Vilhelm døbt «Mont Blanc» og jeg «Kanonfjælde». Den lille Lund med Bakken bag Huset heder «Jordfolden», saa er det naturligvis «Sletten» herudenfor; men det bedste er et Sted som Vilhelm kalder «Lofoten», naar der endnu var noget Vand i de Fordybninger derhenne. – Har jeg fotalt om disse Øser, eller hvad jeg skal kalde dem, som Vilhelm bragte med fra en af sine Reiser; det er vist en Slags Græskar, ialdfald voxer de paa samme Maade og har gjørne Facon af en Øse, en rund Flaske med en lang Hals osv.; de have et meget haard Skal og er nyttige til at gjemme meget i; dem har jeg Frø af, og vil prøve paa at saae, slaaer det saa til, vilde jeg ønske jeg kunde sende en heel Ladning hjem, Mo'er skuld nok faa Brug for dem i Kjøkken og Spiskammer. –

Christi Himmelfartsdag. – Det er nu Eftermiddag, Vilhelm er i Sognebud, medens han er borte og Henriette sover, vil jeg benytte Tiden til at ende mit Brev. Gudstjenesten blev afholdt her i Skolehuset idag, jeg var ogsaa tilstæde, det har sjældent kunnet skee i Vinter. Skulde Du tro, kjære Fader, at Gudstjensten her i disse smaa Huse gjør et behageligere og stærkere Indtryk paa mig end det var Tilfælde hjemme? Jeg ved ikke hvoraf det kommer, jeg troer det er den stærke Psalmesang, det tæt fyldte Huus, ligesom at jo Præst og Menighed kommer i et nærmere og hjerteligere Forhold til hinanden.

Igaar var Vilhelm og jeg i Decorah, en vakker Kjæretour. Du kan tro der er Trafik og store Butikker for et saa lidet Sted at være. Da vi kom hjem, blev vi overraskede ved at finde Breve fra Christiane^k315 og Madam Wright, samt Præsten A. Preus, tilligemed Aviser.

Nu er da de fleste Havesager i Jorden og udenfor Vinduerne har jeg saaet alt det Blomsterfrø jeg havde og er ganske nysgjærrig efter at see hvad det bliver til; finder jeg noget smukt nok vil jeg sende Dig det og dersom jeg kan faa samlet Frø af vilde Blomster. Her er den bedste Anledning til at anlægge en smuk Have og kommer den engang i stand, saa bliver det rigtig vakkert paa Præstegaarden; det er sjælden at finde en saa smuk Byggeplads, som denne. –

I dag skrive vi alt den 22de, hvor Tiden iler afsted. Alt staaer vel til i Præstegaarden. Vilhelm har i den senere Tid været plaget af Forkjølelse og Hæshed, som en Følge af den idelige Veirforandring, det er et strængt Clima her, han er nu rask igjen og reiser paa Fredag til Turkey River, derfra til P.C,^k316 og saa en tre Uger til Minnesota, saa han har en lang Reise for sig. Jeg har været frisk siden mit sidste Brev hjem, lille Henriette begynder vist a faa ondt for Tænder nu, hun er noe urolig af sig og grætten av og til, jeg haaber dog det er for Tænder og saa vil det vel snart gaa over. Den 12te Juni bliver hun jo et halvt Aar, og da er det jo gjørne Tandperioden nærmer sig.

Uf, skal det nu virkelig blive Krig i Europa igjen, efter Times sidste Efterretninger er det jo temmelig vist at det bliver til Krig. Vi er her godt inde i Sagernes Gang i Europa og Nyhederne er vel heller ikke mere end et Par Dage^Uger gamle. Gudskelov fordi Stin^k317 finde sig fremdeles saa godt i Carlsruhe, men nu reiser vel hans Kammerater fra ham. Hils ham kjærlig og sig at jeg ønsker mang en gang at han var her, saa skulde han faa mange Smaating at udrætte for mig, han er saa hændig. –

Vi lever høit i disse Dage med Dyrekjød, hvoraf vi har faaet forærende et Stykke af Zuckow, der havde skudt sig et Dyr. Det kom netop som Vilhelm skulde reise og være borte et Par dage. Det var meget varmt saa jeg vidste ikke hvorledes jeg skulde bevare det, heldigviis var jeg da klog at tænke på Brønden, der er temmelig dyb og der hang det da og holdt sig naturligviis prægtig; den faaer nok blive min Kjødbod, naar jeg innimellem faaer brug for en saadan. Dyrene er ellers magre nu, men det er nu en Raritet at faae fersk. I dag hvade vi Dyrestæg og oplagt Melk. Med denne sidste Ret tracterer jeg Vilhelm jævnlig, da han er stor Liebhaber deraf. Forleden fik vi en Ret fersk Fisk fra Eli Sørland, da var det netop et Aar siden jeg havde smagt Fisk. En heel Deel Smør fik vi ogsaa forleden fra en daarlig Confirmant, det er her som hjemme, de troer det skal hjælpe til at faa ham confirmeret. Jeg er rigtig glad for det deilige Regn, der falder i dag, her har været saa varmt og tørt at jeg var ganske bange for hvad vi havde saaet, nu kommer Reddikerne op, Lægen voxer prægtig og Agurkerne komme op. De lægges her som Meloner, man graver lidt op og lægger et Par frø på hvert Sted, et godt Stykke fra hinanden. Jeg faaer ikke skrevet særskilt til Moder dennegang. Tak hende hjertelig for hendes Brev! Nu sidder vi regelmæssig^jævnlig ude og drikker Kaffe om Eftermiddagen og glæder os over den deilige Skygge og den smukke Skov og indbiller os undertiden at den blaa Prairie er det fjærne Hav. Ak hvor deiligt det er hjemme nu! Det deilige Vand! Gid I maa faa en smuk Sommer og Du Held med dine Blomster, kjære Fader.

Hjertelige Hilsner til Alle fra mig selv og Vilhelm og et Kys fra lille søde Henriette. Lev vel kjære gode Fader. Gud velsigne Dig.

Din Leis.^k318

Brev 16: 10.–26. juni 1855

«Jeg har levet deilig med Breve»

Little Iowa Præstegaard
Søndag den 10. Juni 1855

Min kjære Fader!^k319

Hjertelig Tak for Dit sidste kjære Brev og Gud være lovet at det stod vel til i mit kjære Hjem. Det var en rig Post, denne sidste og saa kom den og overraskede os ovenikjøbet. Vilhelm var nemlig Dagen i forveien kommen hjem fra Painted Creek, havde været paa Posthuset og fik der den Besked, at der ikke var kommen Post i over en Uge, at et nyt Compagnie havde overtaget Postvæsenet her, saa jeg tænkte, nu bliver det vel et Røre, saa vi ikke paa længe faaer høre hjemmefra; men som jeg sidder bedst om Eftermiddagen og snakker med en Kone, banker Vilhelm paa Ruden og viser mig først et Brev, saa atter et og endelig Aviser, saa blev jeg da glad kan Du begribe og endnu gladere da jeg saae din kjære Haand.^k320 Gudske Lov, nu gaaer det godt med Brevene hjemmefra, men saa hurtigt som dette er endnu intet kommet frem, kun 23 Dage fra Laurvig til vi holdt det i vore Hender, det var godt gjort. Det andet Brev var fra Wormnæs, fra Tante Marie og Lotte, og for kort Tid siden fik jeg ogsaa Brev fra fru Treschow og Christiane,^k321 saa jeg har levet deilig med Breve. Fru Treschow er rigtig snild som skriver til mig. Gudske Lov, kjære Fader, Du var rask og det stod vel til i mit kjære Hjem.

Du taler om at det er seent hjemme i Aar, det samme er Tilfælde her; jeg gaar daglig og undrer mig over hvor langsomt alle mine Havesager voxer og vi har dog baade havt Regn og Varme, maaske det er saa her at det gaaer saa langsomt i Begyndelsen, men da maa det gaa i en Fart senere for at oppnaa den Frodighed, her er. Nu er her plantet en Deel Mais og saa har jeg faaet sat Pomkins og en anden Slags Græskar, til føde for Koen ud over Vinteren. En af de første Dage i Juni frøs det saa stærkt om Natten, at ikke alene Potetsgræsset og Maisen frøs paa mange Steder, men endog saa Toppene paa Egetræerne og paa de smaa Sassafras Træer frøs. Jeg formoder at det er disse som kaldes Sassafras, disse lave smaa Træer, der enten danne Krat, for sig selv, eller ogsaa staa blandede med Hasselkratterne. Deres Blade ligner Rogn og blive om Høsten carmosiinrøde, saa det giver Krattet et smukt Udseende naar Hasselen staar guul og bruun. Frugten er ogsaa sød og Klaseformig. Potetes-græsset frøs ikke stort hos os, mine Meloner og Agurker fik ogsaa kun ubetydelig Skade. Jeg har saaet saa mange Meloner, saa dersom de slaa til, maa vi faae en rig Høst. Gid vi kunde sænde en Deel til Dig.

Henriette^k322 og jeg er alene hjemme for Øieblik. Vilhelm har holdt Gudstjeneste i Skolehuset her, idag og har nu Altergang paa en af Nabogaardene, der er ikke Plads i Skolehuset dertil. Pigen gaaer til Alters. Gutten er ude og saa er vi to alene hjemme. Tak kjære Fader fordi Du ikke bliver kjed af mine udførlige Fortællinger om Barnet; hun ligger nu og sover med en Rangle i den ene Haand og en The-ske i den anden. Hun voxer og bliver saa lang nu, hun er i godt Hold, men meget langt fra at være nogen Fiirkant som Vilhelm spaaede og iovermorgen er hun dog et halvt Aar. Hun er liden ved Siden af de Børn jeg har Anledning til at see, men det er ogsaa nogle Klumper og dette er en fiin liden Dame. Gudskelov fordi hun den hele Tid har været saa frisk. Da jeg sidst skrev hjem var hun litt grætten og saa ikke rask ud et par Dage, men nu er hun lige blid og livlig igjen. Jeg troede, det var for Tænder, men endnu har der ingen vist sig. –

En Colporteer nede fra Bogtrykkeriet er her i dise Dage, imorgen reiser han ifølge med Vilhelm til Minnesota. Der gjøer Pompadour, saa nu kommer vel Vilhelm tilbage, der vaagner Henriette ogsaa, saa det er forbi med min Skriving for idag.

Mandag. – Nu har jeg pakket ind for Vilhelm og seet ham reise, han bliver vel mindst borte 14 Dage. Barnet sover saa jeg kan faa skrive lidt. Du kan ikke tro kjære Fader, hvor deiligt det er at have det lille Væsen; naar nu Vilhelm reiser og jeg er alene, saa har jeg hende at passe og pleie og glæde mig ved. Tiden gaaer saa hurtigt, hun er saa sød og morsom. Du skulde bare se hvor livlig hun er; nu kan hun faa Lyd frem af den lille Pibe, der er paa hendes Rangle, daa leer hun godt hver Gang det lykkes. Jeg er vist altfor glad i hende; kjære Fader, tænk om det var Guds Vilje at tage hende til sig igjen, bed for os at vi maa beholde hende, at hun maa blive god og from; jeg forstod ikke hvor meget man kan holde af et saadant lidet Barn før jeg selv fik erfare det. At hun, naar hun bliver større, vil blive ulydig og uartig, det er ondt at tænke paa – Gud tilgive mig alle de Gange, jeg maa have bedrøvet mine kjære Forældre og lønne dem for al deres Kjærlighed mod mig.

Den 17de. Søndag-Aften. Nu er det lyst hele Natten hjemme, medens det her er mørkt Kokken 8. 7 ½ gaaer Solen ned, og Tusmørket varer ikke længe. Huttetu, hvor trykkende hedt det har været i disse sidste Dage, stakkels lille Tuppen min, hendes Haar er vaadt hele Dagen. Hvis det er ligesaa hedt der hvor Vilhelm er, saa forstaar jeg ikke, hvordan han holder ud at prædike hver og hveranden Dag som jeg veed han gjør i denne Tid; var det enda i Kirker! Naar nu Juli og August kommer med deres Hede, saa maa han da vist i det mindste holde sig inden Little Iowas Grænser, ellers mister han alle sine Kræfter. Med Kirkebygningen her i dette Settlementet gaaer det kun smaat. I det sidste Møde, Vilhelm havde for at bestemme den endelige Byggeplads, havde han kun Ærgelser og kom hjem gjennemblødet af en af disse pludselige og voldsomme Regnbyger, der ofte indtræffe her, dengang begyndte den med en Haglbyge, Hagl saa store som en liden Valnød, og det i Juni Maaned!

Nu har da Vilhelm overladt Commissionen for Kirkebygningen at see til om de engang kan blive enige, uden at han har meget dermed at gjøre, men naturligvis maa han til igjen hvis det skal blive Greie paa noget og Sagen faa nogen Fremgang. Megen Dristighed skal Menigheden her vist ikke kunde rose sig af. Vi tænke saa smaat paa en Tour til Præsten Clausen i Sommerens Løb. Han har bedet os saa meget derom, siden vi første Gang saa ham. 2 ½ Dag behøve vi vel for at komme derhen; bliver det af saa tager vi Pigen ogsaa med; og før den værste Varme er forbi reise vi nu ikke og da maatte det vel blive i September førend Vilhelm reiser til Wisconsin, og der er langt frem. Jeg vænter saa sikkert Præsten Stub^k323 hertil i Sommer, jeg har ingen Grund dertil, det er min egen Idée; han er kommen til sit nye Kald i Coonprairie i Wisconsin, et par Dags Reiser herfra og saa troer jeg han besøger os og sine gamle Menighedslemmer, blant hvilke han har mange Venner her. Det er sandt, Fader, medens jeg husker det. Du fornærmer stadig Iowa, en af «United States» med at kalde det et «county»; enhver Stat er inddeelt i counties. Winneshiek, heder det vi boer i, følgelig hører County dertil.

Er Tyvene i Europa saa slemme som her til at bruge Chloroform til at udføre sine Tyverier? Jeg seer af Aviserne, store Tyverier er begaaede ved Hjælp deraf. Det er fælt og det bliver mere og mere almindeligt. Nu maa vel Aviserne snart bringe Efterretning om en Forandring paa Krim, længe kan vel ikke Sagerne staa som nu; det er frygtelig hvilket Blodbad der er, at de i hvis Magt det staaer at slutte Fred, tør vedblive at opofre saa mange Menneskeliv– Christne Mennesker saaledes at myrde hinanden, hvor megen Sorg rundt omkring – Enker og Foreldreløse overalt. Gud give Freden maatte vedvare i vort kjære Norge. Dog nu vil jeg ikke tænke derpaa, men heller fortælle Dig mere om vores lille fredelige Præstegaard og hvad der kan tildrage sig. –

Du ængster Dig for hvad Emigranten beretter om Indianerne, Kjære Fader, gjør ikke det, dertil er der ingen Anledning, de ere for langt fra os til at vi have noget at befrygte; jeg faaer nok ellers vænte til Vilhelm kommer hjem med at give Dig nøie Besked derom, thi sandt at sige veed jeg det ikke selv; jeg har ikke lagt Mærke til hvad der sidst stod derom i Emigranten, det er saa ofte der staa Indianeruroligheder omtalte i Aviserne. I Mexico er der nu altid Fiendtligheder med dem.

Idag spiste jeg Jordbær til Middag for anden Gang iaar; jeg har været saa heldig at faa tinget to Smaapiger til at bringe mig Bær i Sommer, det er ikke let at faa nogen til at plukke dem her, hvor ingen kjøber. Bare nu Vilhelm kommer før de blive forbi. Vi tænke at flytte en Deel ind i Haven; til Høsten vil jeg ogsaa plante Viindruer ved Sydvæggen mellembæggeVinduerne, det vil see peent ud; naar jeg nu bare kunde faa mig noget Aspargesfrø, eller Rødder! Jeg har fundet en Markblomst og flyttet ind i haven, det er en rar Blomst, jeg vil sænde dig Frø naar jeg faaer noget. Jeg flytter dem ind eftersom jeg seer nogen jeg ønsker at have, det er den eneste Maade at sikkre sig dem, Kreaturene vil ellers ødelægge dem. Jeg tror Vilhelm faaer tage en Øxe paa Nakken, naar vi spadsere, for at hugge Torven løs og tage dem med det samme. Han flyttede den jeg har for mig og tænk, hjalp mig med at plante Kaal, det var i Anledning af at det var min Geburtsdag. Ellers forholder det sig med Vilhelm og Haven som da Christiane og jeg skulde have Have sammen, og hun nok vilde have Part i Kirsebærsaft, men overlod mig Blomsterne. Vilhelm synes ogsaa om at see det blomstre og trives, naar han slipper Omsorgen. –

Kommer der ingen ny Literatur ud hjemme eller i Danmark? Er maaske Politikken altopslugende!

Den 26de. Nu er Vilhelm hjemme igjen. Gud ske lov rask efter denne Reise, den mest anstrængende siden han kom hid. Han var borte i 14 Dage, i Begyndelsen havde han længere Reiser; i det sidste 8 Dage 7 Gudstjenester, reiste noget hver Dag og desuden hver Gang saa mange Communicanter og Barnedaaber, at han ofte ikke blev førdig før klokken 4 ½ om Eftermiddagen og begyndte 10 ½. Og paa Fredag reiser han allerede igjen – det bliver idelig Reisen i næste Maaned, jeg haaber han faaer lidt Hvile i August. De Indianere der var Tale om leve i allervestligste Deel af Iowa og vi bo i den østligste, hertil kommer de nok ikke, her er fredeligt nok, Du maa ikke ængste Dig for vor Skyld om du Læser som Indianer Uroligheder. I det nordlige Minnesota er der ogsaa Indianere, men de ere meget fredelige og ofte nede i Decorah med deres Huder og sælger. De norske der boer nordligst, bo lige ved dem. Nu er Papiret alt fuldt, jeg faaer næppe Plads til kjærlige Hilsner fra Vilhelm og give Dig en god Kys fra lille søde Henriette og saa et kjærlig Lev vel fra

din Leis.^k324

ⁿ⁴⁸

Vilhelm bragte med til Henriette, en Kurvvogn med en liden Kaleche paa, en god Ting her hvor Solen stikker saa. Denne Vognen er jeg glad i kan Du tro og Henriette ikke mindre glad i at kjære. Det er saa hedt om Dagen. Stoven er flytet ud af Kjøkkenet, alle Vinduer oppe med Muskettdug^k325 for. Ak, om vi hadde det samme Klima som hjemme.

Brev 17: 24. juni 1855

«Paa mit Sybord har jeg et Fad vilde Roser»

Little Iowa Prestegaard
24de Juni, 1855

Min kjære Moder!^k326

Nu har jeg vasket og klædt lille Tuppen min, efter denne Affaire begyndte hun at gnide sin Næse og gjemme sit lille Ansigt hos mig, det er hendes Maade at fortælle hun er søvnig, paa, saa jeg byssede hende da i Søvn og lagde hende under hendes Muskittobag,^k327 hvor hun sov sødelig medens jeg læste en Prædiken for Folkene. –

Nu har jeg spist Middag – Flødegrød i Anledning af St. Hansdagen. Oline^k328 gaaer i Haven med Henriette,^k329 saa jeg rolig kan sætte mig til at skrive. Først en kjærlig Hilsen til den 7de Juli, til hvilken Tid dette Brev burde været fremme om jeg havde været rigtig flink. Vilhelm er fremdeles i Minnesota, men imorgen kan jeg vel begynne at vænte ham hjem igjen, hvilket han vist længes efter at kunne, og faa hvile sig lidt efter denne anstrængende Reise. Jeg tænker han vil blive glad for alle de smaa Forbedringer her er kommen istand medens han var borte, gid Du ogsaa kunde kaste et Blik ind i vore smaa Værelser, saa skulde Du see at de ere nok saa peene og hyggelige.

Paa mit Sybord har jeg et Fad vilde Roser der lugter godt, men ikke stærkt, og paa det andet Bord et Glas med en Slags Tigerlilier og forskjællig Slags Løv. Nu er der vist en Rigdom i Haven hjemme, skjøndt alt er jo der, som her, saa seent iaar. Kunde jeg gjøre mig en liden Visite derind, saa ved jeg jo nok hvilke Blomster jeg vilde tage med mig igjen. Jeg har opdaget at en Deel af det Frø jeg har saaet er Fløielsblomster, en Deel Balsaminer, og noget de søde Blomster paa Faders Brevpresse, jeg ved ikke hvad de kaldes. Mest nysgjerrig er jeg efter at see hvad de saakaldte Citroner bliver til, de komme prægtig op; jeg har ellers megen Sorg af alle mine Høns og Kyllinger i Haven, til næste Aar haaber jeg at blive fri derfor. Synes Du ikke jeg er rig paa Høns? Og atter er der opdaget en Høne med 15 Æg i Skoven. Det er ikke saa galt at der kommer nogen igjen da jeg har mistet 10 Kyllinger af forskjellige Aarsager, havde jeg ikke det, saa havde vi nu havt 70.

Jeg har baade Breve og Avise til Vilhelm dennegang; igaar kom der Brev fra Sellø^k330 og Pastor H. Preus. Brevene vare fra Laura og Sofie, gid der ogsaa var kommet fra min Svigermoder, men nu skal Du see, det atter gaaer galt med et Brev fra Horten. Jeg kan ikke tro andet end at hun har skrevet efter hun modtog Vilhelms Brev i Vinter, vi har dog ikke faaet noget, Jeg forstaaer ikke hvordan de addresserer dem der, alle andre kommer frem; det fra Bergen kom eet Par Dage over en Maaned, blot de ikke sænde dem over Bremen. Det fra Langesund var sændt den Vei, men det kom dog frem tilsidst. Jeg fik ogsaa Brev fra Fru Linka.^k331 Hun skriver saa kvikt og muntert, det er bestemt et prægtigt Menneske. Jeg frygter det bliver til intet med deres Besøg her i Sommer, som vi havde glædet os saa meget til; det er heller ikke deres Skyld om de ikke komme, jeg veed det mangler ikke paa Lyst hos dem – men derimod Herr Langes, som jo nu ikke kommer herover, saa Preus maa overtage de Menigheder; i October skal de have Synoden hos sig, da skal jo Vilhelm derned og i den varmeste Sommertid kan jeg ikke tro de tør reise med de smaa Børn. Nei, naar de ikke kommer nu, saa kommer de vist ikke. Det samme er vel Tilfælde med A. Preus,^k332 han maa vel overtage Munchs^k333 Menigheder til han kommer, om det nogensinde skeer. Herman Preus og vi skulde ogsaa slaaet Følge sammen til Clausen og da havde Touren været dobbelt behagelig. –

Aviserne igaar ineholdt en lang Beretning om Mr. Barnum og hans 150 Babies der trak 10 tusinder Tilskuere til Museet den første Dag. Jeg fortalte jo om dette Baby Show? Den anden Fortælling var Samtaler blandt Tilskuerne der ikke vilde tro, at de fedeste Børn virkelig vare af Kjød og Blod, men sagde at «Mister Barnum is humbuggin, again», de havde ikke forglemt hans «mermaid» hvormed han i lang Tid narrede Folk. Den smukkeste Baby har ganske riktig modtaget sine 100 Dollar og den Fedeste faaer nok ogsaa sine 50$ naar dets Tid kommer. Jeg undres hvad jeg havde faaet for min lille Baby? Naar hun skriger siger Pappa, «Henriette skal til Baby Show». Nu kommer vel denne mr. Humbug, denne Barnum snart ud med et Værk om Barneopdragelsen da jeg seer Dommerne maa have nøiagtig Forklaring over de smukkeste, fedeste, etc. Børns Opfostring maales osv. og han formodentlig agter at bidrage sit til Nationens Forædling. – Der skriger Henriette, hun har lagt saa længe vaagen saa nu synes hun nok det var paa Tide om jeg gik hen til hende.

Nu er den lille Fuglen min køiet, saa har jeg da Ro for en Tid. Du skulde see os naar jeg faar brev hjemmefra, som jeg da naturligviis maa læse strax paa een eller anden Viis, men det er et Besvær; sidst jeg fik Brev fra Fader gikk jeg med Henriette paa den ene Arm, Brevet i den anden Haand og sang for hende og læste paa engang til hun blev altfor balstyrig for at faa fat paa Brevet og Vlhelm kom og forbarmede sig over mig. I gaar, da jeg fik Brevene sad hun rolig en Tidlang til hun havde faaet trukket begge Strømper og Støvler af, saa var den Herlighed forbi. Det er hendes kjæreste Beskjeftigelse. Du skulde seet hende igaar da hun laa paa Gulvet og havde faaet den ene Støvle af sig hvordan hun da strævede for at faa fat i den igjen, hun kan endnu ikke sidde, ialdfald bare et Øieblik, uden Understøttelse. Der laa hun da og forsøgte at reise sig og vende sig omkring og det med en saadan Styrke at hun atter faldt om paa den modsatte Side; da hun ufortrøden havde fortsat dette en Stund uden Held, begyndte hun med den anden Støvle. Du seer jeg følger Dit Raad at lade hende vænde sig til at krybe, nar hun nu bare bliver saa stærk at hun kan sidde alene og støtte sig rigtig paa sine Arme. Nu sætter jeg mig ofte ned paa Tæppet til hende med mit Sytøi, saa ligger hun der længere. Hun skal fremdeles ligne sin Papa, finder Folket her, 2 eller 3 finder derimod at hun ligner sin Mama, til en af disse sagde jeg, synes du det de Fleste sige hun ligner Præsten, «Aa var det ligt te' de' du, han er ikke sa rau aa kvit i Anlete han», var Svaret. Jeg synes ikke hun ligner nogen af sin Familie, endnu. Er det ikke et flinkt lidet Barn som endnu ikke har manglet noget, ingen Hudløshed, Trædske eller andre almindelige Ulemper. Gud ske Lov og Tak derfor og Gud give jeg længe maa kunne sige det.

Jeg vilde gjørne vide om det er galt at vadske hende i haardt Vand, thi det er Vandet her, ikke saa meget hvor vi før Vinter hæntede, som nu; det er langtfra ikke saa slemt som f. Ex. i Langesund, men dog haardt, vi har altid Lud i og lader det staa og klares naar vi vadske Klæder. En Kone sagde mig at saaledes gjorde hun ogsaa altid Vadskevandet til sine smaa Børn, men det bliver jo Ludvand og kan ikke være friskt og godt. Jeg er bange hendes Haar skal blive stygt deraf, men kan dog ikke mærke det gjør nogen Skade. Svar mig derpaa er Du snil. Anne som var her, sændte Uld i Present til Strømper til Henriette. Vilhelm bragte ogsaa Uld med fra sin siddste reise, saa jeg har nok af denne Artikel for længe. Smør og to Oste fik vi ogsaa. Det bliver dyrere og dyrere her. En Tønde Potetes kostede for en Tid siden 4 Dollar, og Hveden der jo er vort meste Meel koster nu 5 dollar Tønden, saaledes er det med alt, og da jeg seer at alting tømes i Sydamerika og Europa vel maa have en god Deel, bliver det vel ikke bedre paa lang Tid.

Kjænder Du Æggebubbert? Den findes hos Fru Winsnæs,^k334 jeg beværter ikke saa sjælden dermed, da jeg jo har god Raad til det. Jeg ledte efter noget Skemad hvortil der brugtes Æg for at faa en liden Variation, saa fandt jeg da Ægemelk som ikke behagede os videre. Bubberten smager derimod godt, den ligner Kalvedands lidt. Forleden fik jeg kjøbt noget salt Fisk i Decorah. Jeg indbildte mig det skulde være en slags Klipfisk, der undertiden kan faaes der, saa er det almindelig Ferskvandsfisk nedsaltet. En Fisk saa stor som en Makrel koster 27 shilling ‹…› norsk, en vakker Priis. Jeg har ikke smagt den endnu. Kanhænde den er noksaa god, det er i alfald Fisk.

Siden jeg nu snakker om Mad, falder det mig ind at det maaske kunde more Dig at høre hvordan Folkene bliver beværtede her, f. Ex: i Høsttiden, Varaannen etc. Jeg fortæller hvad de fik her og saaledes er det de fleste Steder. Til Middag naurligviis stegt Flesk, der nu altid er Hovedretten, dertil stegt Løg og stegte Æg. Kaffe (det er den almindeligste Drik til alle Maaltider, da de saa sjælden bruge Suppe) og Smør og Brød, dertil en eller 2 Slags Kage, pai eller en anden meget almindelig kogt i Smult og saa kogte tørrede Æbler eller en Slags stiv ‹Æggemælk›. Til Aften enten omtrent det samme, eller som her, The, Spegkjød og blødkogte Æg. Det er mærkværdigt for alle de Æg man kan bruge naar man har dem, det har jeg da lært, og det kan naturligviss ikke nytte at gjemme dem nu den stærkeste Hede kommer.

Endnu lidt om Mad, saa skal jeg ikke trætte Dig længere. Husker Du den Suppe vi fik i Knebel som de kaldte «Kjør rundtenom»? Jeg ved bare, det var meget aparte godt med Flødemelk i, mon jeg ikke skulde kunde præstere den? Jeg vil saa gjørne have alt hvad der er koldt og veed Du noget jeg kan bruge mine Æg til, saa vær saa snild og sig mig det. Du troer vel jeg har mit Dækketøi hvidt og smukt nu, nei det er ikke saa vel, jeg kan ikke blege det førend vi selv faa Vand paa Gaarden. Tænk jeg har endnu ikke syet de Theduge jeg fik. Du ved at jeg ikke kunde komme til mit Dækketøi før vi flyttede herind og siden da har Henriette optaget min meste Tid og Arbeide. Nu skal det dog skee.

Jeg har vel fortalt Dig at jeg har faaet 11 Pudevar af det Lerred, jeg havde med mig? Jeg har syet dem af mellem Størrelse, 2 til en dobbelt Seng – og paa samme Maade som jeg har seet det her, nemlig Trækket noget længere end selve Puden saa det falder sammen for den ene Ende med en hæklet Knipling op. Det er ganske pent til den Størrelse og Bændler, der kun er at faa af Bomuld og ikke ere stærke, undgaaes. Jeg følger da ogsaa den almindelige Yankee Skik at vadske hver Uge, nu er jeg vandt dertil. Pigen vil det helst, da vi aligevel maa vadske for Barnet og her desuden ofte vilde være vanskelig nok at faa Hjælp til en Storvadsk hvortil der ogsaa udfordredes større Kar osv. Naar vi ikke har Regnvand eller Snee, heller vi om Aftenen lidt Lud i Vandet hvorved det Kalkagtige synker til Bunds og naar Tøiet er vadsket, bliver det smurt lidt Sæbe paa det og kogt i en dertil hørende Kjedel. Det er vor Bøg. Er Blik ikke det mindste skadeligt? Det er saa almindelig brugt her til Melkefade og allehaande.

See saa har jeg alt fyldt det lille Rum, jeg havde og det bare med Madsnak og baby Show. Du undskylder mig nok kjære Moder; ikke sandt? Det bedste seer Du dog alligevel, at vi Gud ske Tak, leve lykkelig og fornøiet, at lille Barnet voxer og udvikles paa det bedste til vor store Glæde, og nu gaaer jeg ind og stjæler er Kys fra hende for at sænde Dig. Naar Du skriver til Kjøbenhavn, Jylland og Langesund, saa hils venligt. Hjertelig Hilsen til alle Venner. Gud give disse Linier maa træffe Dig frisk og vel,

din Leis.^k335

Jeg har glædet mig meget ved at vide Frøken I. hjemme, som jo alle synes om. Det maa være til stor Gavn for Eder alle. Jeg haaber der er flere Jordbær hjemme end her, hvor er det smaat dermed. Jeg vilde syltet nogen, men kan ingen faa, tror jeg. Det er nu to dage siden jeg endte dette og i den Tid er Henriette kommen saa vidt at hun kan sidde paa sit Tæppe.

Brev 18: 22.–23. juli 1855

«Hun er jo ogsaa en indfødt Amerikanerinde»

Little Iowa Præstegaard
Den 22de Juli, 1855

Min kjære gode Moder!^k336

For to Dage siden modtog vi dit kjære Brev, hvorfor jeg hjertelig takker dig – men det gjorde os ondt at see hvor nær du tager dig af at det var længe siden du havde skrevet, saa vibægge udbrød «vi ville skrive strax igjen, du» og det vil jeg saa inderlig gjørne og bede dig endelig ikke være lei derfor, vi bleve saa hjertelig glade over at faa Dit Brev og see at du var frisk og rask, for ikke saa længe siden havde vi Breve fra Laura og Sofie saa vi vidste at du lykkelig var kommen til Bergen. Og der bliver du da til Høsten, saa reiser du til Johan og Marie igjen, de har det godt som kan have dig hos sig, og hygge om dig – du kan tro jeg mangen en Gang ønsker at du var her, og ofte taler Vilhelm og jeg om hvor glade vi ville være om det kunde skee, men desværre det lader seg vel ikke gjøre, en saa lang og besværlig Reise og naar jeg tenker rigtig derover, saa indser jeg jo godt at du maa have det saa meget hyggeligere i enhver Henseende hos Johan og Marie end vi her kunde skaffe dig det, her vilde blive for ensomt og saa mange følelige Savn at det nok kun vilde blive os, som vilde vinde ved den Glæde at have dig her. –

Ak, om vi boede saaledes at du kunde dele dig mellem Johan og os og saa besøge Sofie af og til, for hun maatte da ogsaa faa godt af Dig, jo jeg kan nok bygge Luftkasteller og arrangere det baade paa den ene og den anden Maade, men saa glemmer jeg at saaledes som Gud nu har gjort det for os, er det til vores Alles Bedste. –

Vilhelm reiste i Fredags til Painted Creek hvor han bliver en Søndag til; idag har han Confirmation. Dennegang har han det da lidt mindre varmt, det er en sand Vederkvægelse at blive fri for den trykkende Varme vi i længre Tid har havt, Juli og August er værst, naar det enda blive lidt svalt om Aftenen, men naar Nætterne ere ligedan, da er det ikke godt; man bliver saa uskikket til at foretage sig noget.

Lille Henriette^k337 har Pærler^k338 baade i Ansiktet og paa Armene, men ellers mærker jeg ikke Heden generer hende synderlig, hun er lige kvik; hun er jo ogsaa en indfødt Amerikanerinde. Stoven er flyttet udenfor, under et Skuur, alle Vinduer er aabne med Muskittobag for. Vi maa klæde os lettere midt paa Dagen og tage meer paa om Aftenen igjen. Siden jeg skrev sidst har vi levet meget godt, været friske – Gudske Tak – og Henriette har faaet sin første Tand, til stor Glede for mig, og hun har ikke været noget syg før den kom, en liden Smule udslaaet bag paa Halsen og lidt urolig i to Nætter er alt hvad jeg har mærket til Ildebefindende. Ja, Gud ske Lov, hun har været frisk og derfor voxer og trives hun ogsaa og er sød og snild – den lille Skatten vores – til hvor megen Glæde hun er for os! Og nu kan hun sidde alene, saa vidt troer jeg ikke hun var kommen da jeg skrev sidst, det kunde hun da hun var 6½ Maaned, det er til stor Hjælp for mig, nu sidder hun ofte lange Tider paa et Teppe paa Gulvet og leger sig nok saa peent, mine Tøfler og en Deel Sneller paa en Snor er hender kjæreste Legetøy. Da Vilhelm kom fra Minnesota sidst havde han en peen liden Kurvvogn med til hende, der er en Caleske ogaa af Kurvarbeide paa den, som jeg har overtrukket med Tøi, det er en god Ting her hvor Solen brænder saa stærkt. Den var velkommen baade for os som skulde trække og for Henriette der meget ynder at kjære. Hun tilbringer Størsteparten af Dagen ude, naar Veiret er godt, det tænker jeg hun har godt af. Har Oline^k339 Tid, saa kjærer hun hende, hvis ikke saa jeg, ogsaa sidder hun med sit Legetøi i Vognen, medens jeg sidder og syer under de store Træerne. Her drikker vi gjørne vor Eftermiddags Kaffe ogsaa, det er hyggeligt at sidde derude, og jeg er saa vant hjemmefra til at være ude om Sommeren.

Vilhelm havde en meget anstrængende Tour til Minnesota, den mest anstrængende han nogensinde har havt. Han var der 14 Dage, de 7 første havde han længre Reiser, og i de sidste 8 Dage havde han Gudstjeneste hver Dag, et Stykke at reise daglig og desuden altid saa mange Communicanter, Barnedaaber osv., at han ofte begyndte Kl. 10½ og blev ikke førdig før ½5. Men Gudskelov han var frisk og har jo været friskere siden, end førend han reiste derop, da var han ikke rigtig frisk. Ja, i Minnesota trængs der vist meget til Præst, der er jo ogsaa gjort alle Forberedelser, Menigheden bygger alt Præstegaard og har bestemt hvor Kirken skal være, men endnu har vi ikke hørt noget fra Norge. Der bliver vist snart Anledning til endnu en Præst der, vil der bare komme nogen hjemmefra.

Nu begynder Indhøstingen her. Du skulde see hvilke prægtige store Hvedeaagere her er rundt omkring, den bliver skaaret med en Maskine trukket af Hester, det gaaer saa hurtig, der gaaer gjørne en 6 Mand bagefter og binder. Jeg faaer nok hen til en af vore Naboer og bede ham komme op og see paa vores Ager, om den er førdig til at høstes, det forstaaer jeg meg ikke paa, men Vilhelm er jo borte saa jeg faaer passe paa at den ikke fordærves. Manden som vi havde leid er bliven syg, bare jeg kan faa en i Stedet. Det er vanskelig for Folk i denne Tid, nu er det en Dollar Dagen for en Arbeider. Nu lever vi da godt med nye Potetes om Dagen; for nogen Tid siden tracterede jeg med Kyllingesteg, nye Potetes og oplagt Melk, det første vi spiste af Præstegaardens Produkter. Vi har 74 Kyllinger og 100 havde det været, med dem der døde som smaa og de der ere spiste. Vi tænker stadig paa dig om Aftenen, vi har saadanne gode Ræddiker, store og saftige lysrøde, ½ Quarter lange og dem siger Vilhelm, du er en Ynder af.

Forleden Dag, havde Vilhelm en Dag nogenlunde ledig og den benyttede vi til at besøge nogle af vore Naboer, vi kjørte, Henriette ogsaa, først et Sted hen, hvor vi spiste Middag, derfra kjørte vi til vores gamle vertinde Helene Egge, som blev meget glad over vort Besøg og strax vilde til at slagte en Hane, koge Kaffe, bage Kage og jeg ved ikke alt, det var med Nød og næppe vi kunde bevæge hende til at lade det være og give os et Fad Tykmelk isteden; det synes de er altfor simpelt at sætte fram. Det var Henriettes første Udflugt og jeg havde Ære af min lille Datter. Det er godt saalenge hun ikke er bange for Fræmmede. Igaar kjørte jeg ned med hende til Guri Skaarlia, der hvor vi sidst boede og havde den lille Stue for os selv. Det er morsomst at være der, jeg har saa mange behagelige Minder derfra.

Men jeg sidder og skriver fort væk og tænker ikke paa at det er langt paa Aftenen, det er flere Timer siden jeg byssede Henriette i Søvn. Gid du kunde see hende hvor sødt hun sover, hvor søde saadane er naar de sover især naar de smiler i Søvne, Godnat da, kjære Moder.

Mandag. Nu har jeg været ude og saltet mit Smør, det er ikke Stort – 1 pund, men vi har jo bare en Ko og bruger en deel Fløde til Maden, det er morsomst alligevel at spise det man selv har kjærnet. Jeg har faaet en deel Smør forærende i Sommer, saa jeg har ikke kjøpt paa længe. Sidst Vilhelm kom fra Turkey river – der er to smaa Settlementer som især er flinke til at sænde Præsten Presenter – havde han Smør, Uld, 2 store hvide og en deilig Mysost med. Du spurgde engang om vi ikke selv kunde holde Faaer for at faa Uld, vi har faaet saa meget Uld forærende at jeg har for lang Tid, tænker jeg. Nu har jeg netop faaet noget fint spundet som skal være til Henriette til Vinteren.

Forleden syltede jeg mig en Krukke vilde Stikkelsbær, det var Begyndelsen til min Syltning, nu haaber jeg at faa vilde Blommer, Solbær og Druer. Bringebær er her ikke synderlig af. Det er vanskelig at faa dem plukket da ingen kjøber. – Fortalde jeg dig at vi tænkte at besøge Pastor Clausen i Sommer? Han boer 2½ Dagsreise Vest for os. Vi tænke, om alt er vel, at reise 22de – 23de August og blive borte en 10 –12 Dage og tage Pigen ogsaa med.

Nu er det Aften, jeg har netop bragt Henriette til Ro. Jeg er i saadan Forlegenhed med at faa Folk til at Høste vor Ager, ikke en, men to Dollar om Dagen forlanger de nu, naar de enda var at faa for Penge. Nu har jeg sidded saa længe og fortalt dig om alle mine smaa huuslige Affairer, at jeg er bange du er træt af mig. Vilhelm skriver ogsaa dennegang, derfor lader jeg trøstig Pennen løbe som den vil, og haaber paa at Vilhelm underholder dig bedre: Til Vinteren tænker Vilhelm at tage en 17 Aars Bondegut fra Hardanger, der skal have meget gode Evner, her i Huset for selv at lese med ham, i den Hensigt at faa ham til Skolelærer, hvorpaa her er stor Mangel. Jeg synes han maa have sig lidt Motion efter Læsingen og har derfor bedet Vilhelm skaffe sig et Gevær, saa han kan skyde Vildt for os, her er fuldt op deraf, men ingen benytter det.

Hvilken fryktelig Ildbrand der har været i Bergen, og at den skulde være paasat, det var det værste, stakkels alle de huusvilde Mennesker! Naar nu disse Linier naaer dig, saa nærmer vel alt den Tid sig da du drager tilbage til Horten, Gud give du saa maatte finde Marie og Johan og alt vel og faa en hyggelig Vinter, men førend du reiser tilbage, vilde jeg ønske du fik see Laura og Sofie, det vilde dog være tungt for dem ikke at faa dig at see. Nu faar jeg holde op for dennegang – Gud velsigne dig min kjære Moder – modtag saa at godt Kys fra Vilhelm, Henriette og et kjærligt Levvel fra

din Leis –^k340

Hils Laura og Sofie saa kjærligt, jeg tænkte at skrive til dem ogsaa, men det kunde kun blive nogle Hastværklinier, saa jeg vil heller skrive særskildt. Sig dem at vi fik deres Brev netop, en Maaned gammelt, hjertelig Tak derfor. Hils Tante Paasche saa kjærligt fra mig. –

Brev 19: 23. juli – 1. august 1855

«Den store Ensformighed»

Little Iowa Præstegaard
Den 23de Juli 1855.

Kjære gode Fader!^k341

At det nu allerede er en hel Maaned siden jeg sidst skrev til dig, det forstaar jeg ikke. Tiden løber rent fra mig; det maa vel være den store Ensformighed som gjør det, at den ene Dag gaar hen som den anden, saa jeg har ikke noget at fæste min Erindring ved. Men Gudske Lov, den gaaer godt, denne Tid, hvor ensformig den end er; jeg har nok at beskjæftige mig med og mærker ikke noget dertil. Vilhelms Reisen og Kommen er den største Afvæxling, der kunde være brav nok, hvis den gik mindre hyppigt paa. –

Alt har været vel siden jeg skrev sidst, vi har været friske og raske og Henriette^k342 har faaet sin første Tand til stor Glæde, jeg kan allerede føle den anden. Hun har ikke havt noget ondt for sine Tænder endnu, var blot en liden Smule udslaaet bag paa Nakken og lidt urolig i to Nætter. En hel Mængde naragtige smaa Grimasjer har hun lært sig til i den Anledning. Ja, Gudske Lov, hun er saa frisk og saa sød, voxer og bliver saa stor. Idag har jeg havt hende siddende paa Bordet foran mig, med 3 store Bøger omkring sig til Betryggelse, hun sidder ellers saa rank og saa sikkert nu, at det kun er ved altfor overvættes Glæde at hun i sin Ivrighed taber Ballancen og falder bagover. Her paa Bordet skulde hun da sidde, efter at være kjed af at sidde paa Gulvet, for at jeg kunde faa sy lidt, men saa fandt hun paa at vilde have Fat i mit Fingerbøl og anstrængte sig saa for at naa det saa med min Syning blev det ikke stort. –

Da jeg skrev til Christiane^k343 igaar, betroede jeg hende min Nøed – ikke at kunne faa nogen Arbeidsmand – som jeg staaer ude i Gaarden i Formiddag og siger til Gudbrand at Manden som skar Havren, havde sagt at det gik ikke an at binde før i morgen, saa det var bedst han hyppede førdigt om Poteterne – kommer der en Mand og spørger efter Præsten og om vi behøvede en Arbeider. Glad blev jeg og sændte ham strax afsted for at slaa Hø. Det var En der nylig var kommen fra Finmarken; han havde først været hos Nils Jansen der er Præst for Methodisterne her og forresten den rigeste Farmer i Settlementet – men da han hørte, at «her var en slig Præst, som vi havde hjemme» som han udtrykte sig, saa vilde han heller gaa hid, og her kom han ogsaa til rette Tid. Saa nu er da Høstarbeidet i fuld gang hos os ogsaa – de skjærer og binder paa en egen Maade her, der skal gaa meget hurtigt, hvorpaa alt jo er lagt an.

De der har store Agere bruge meget en Maskine trukket af 4 Heste til at skjære Hveden. Den kommer ikke i Huus her førend den er tærsket, til den Tid staaer den i meget store faste Stakke. Nu trakterer jeg af og til med Kyllingsteg kan Du nok tænke, jeg har en heel Drift med Haner, nye Potetes har vi længe havt og naar Vilhelm nu kommer hjem, skal han faa Augurk Salat, de bliver saa store nu saa jeg faaer snart sylte Asia. For en Tid siden syltede jeg en Krukke vilde Stikkelsbær, de ere ligesom de røde, glatte hjemme, nu haaber jeg at faa Solbær, Blommer og Druer; alt vilde. Bringebær blev her ikke noget af iaar. Det er saa vanskeligt at faa nogen til at bringe os Bær – de voxer mest ved større Bække og nu har vi faaet Løvte af en familie der boer ved en saadan, at bringe os. Brombær er her ogsaa – det skal rigtig blive godt at faa lidt Syltetøy igjen. Forleden fik vi forærende et halvt Lam en Rarietet her – Prairie Ulven havde revet lidt i det, sagde Manden, saa han slagtede det og gav os det Halve, som jeg puttede i Brønden, saa fort jeg kunde og fik mange gode Maaltider af.

Jeg sidder og fortæller Dig saa meget om mine Huusholdningsaffairer, kjære Fader – ja dette er til Moer ogsaa, jeg skriver ikke særskildt dennegang – og det morer nok Dig ogsaa at høre lidt om vort Stel, gjør det ikke kjære Fader?

Idag kjærnede jeg. Henriette sad paa Kjøkkenbænken hele Tiden og saa meget opmærksomt paa dette Arbeide, undertiden lykkedes det hende ogsaa at faa en Fingerspids ned i Fløden, det er ikke stort vi kan kjærne, vi har jo bare en Ko, for det meste 1 Pund ad Gangen. Jeg har dog faaet adskillige og det er morsomt at spise eget Smør. Vi har faaet meget Smør forærende iaar ogsaa. For en Tid siden havde Vilhelm med sig 2 store hvide og en Mysost, som de han havde faaet dem af, forsikrede skulde være fortrinlige, naar vi bare vilde skynde os at spise de hvide som ikke maatte ligge. Heldigviis var her mange Folk i den Tid, saa det lykkedes. Melornerne voxer prægtig og vi har meget gode Ræddiker næsten 1qv. lange. Er der ingen Gartner i Laurvig nu? Er der nogen som dyrker Herregaardshaven?

Tænk en Deel af mit Blomsterfrø, som jeg havde lovet mig mest af bliver Solsik, fortalde En mig forleden. Jeg troer jeg vil rykke dem op allesammen, de bliver saa store her at du magelig kan tage dig en Stol og sidde i deres Skygge og Blomsten bliver saa stor som en Talerken; det inderste brune, som en Assiet. De Øser som jeg fortalte dig om, hvilke jeg saaede Frø af, har nylig blomstret, store smukke hvide Blomster og Blade omtrent som paa Græskar. De har vel megen Skygge, mine Blomster, til næste Aar, haber jeg det skal blive bedre Greier. Naar Vilhelm reiser til Wisconsin, sænder jeg Tiggerbrev med ham for at faa Frø baade af det ene og det andet. –

Til Vinteren tænker Vilhelm at faa en Gut her i Huset og at læse med ham, i den Hensigt at faa ham til Skolelærer, hvorpaa her er stor Mangel. Det er en 17 aars Gut fra Hardanger, som skal have særdeles gode Evner. Vi kommer vel alligevel til at have en Confirmand (en saadan Confirmand faaer høiere Løn en en voxen Gut hjemme, 36 Dollar for Ex.). Jeg synes dog denne Bondegutten maa trænge til Motion ovenpaa dette uvante Arbeide, saa jeg har bedet Vilhelm at skaffe sig et Gevær, saa kan han gaa ud og skyde Dyr og Fugl for os. De lever i saadan Fred her, det er ikke vanskelig at finde dem. –

Den 24de. Det er Søndag Eftermiddag nu – jeg sidder her ved aabent Vindu og fryder mig ved Duften af mine Resedaer. Henriette sidder paa Gulvet, straalende i min lyserøde Kjole, og leger med sine Tøfler og Sneller. Munden gaaer uophørelig paa hende, imellem snakker hun til mig, for det gjør hun nu, og naar jeg saa svarer hende i hendes eget Sprog, saa snakker vi lenge sammen til gjensidig Glæde. Pigen er hos sin Søster og Gutten ude og leger med nogle Kamerader, saa vi to er alene i Huset. I morgen kommer Vilhelm, og saa haaber jeg han bliver lidt længere hjemme end sidst. Han undres vel hvordan det gaaer med os og Indhøstningen tænker jeg; hurtigt gaaer det ikke, det har nu 3 Dage i Rad regnet saa voldsomt om Aftenen; næppe var Havren bleven tør nok til at bindes, førend Regnen begyndte igjen. Idag er det overskyet maaske faaer vi et af de stærke Tordenveir inat, de har dog været mindre hyppige end ifjor. Det er saa inderlig godt og varmt om Dagen, ikke saa slemt alligevel, som da vi var i Wisconsin i fjor. – Her har jeg været afbrudt en Stund med Besøg af vore Naboer paa Katterud, der kom op med en Søster der var hjemme i Besøg.

Nei, gid Du kunde faa see Henriette, kjære Fader, hun er saa sød som hun sidder der og leger, imorgen skal hun faa sig en god Dands «høit op i Taget» naar Pappa kommer, da er er der Fryd! Vi havde Brev fra min Svigermoder^k344 for nylig; hvilken fryktelig Ildbrand, der har været i Bergen, Gud give det ikke maatte være brændt for nogen af vaare Bekjænte. Vilhelm havde nylig Brev fra Præsten Ottesen, de har faaet en liden Datter og det er glædeligt. Stakkels de mistede en liden Pige paa 10 Maaneder i fjor Vaar. Der skal der ogsaa være Kirkeindvielse til Høsten, ligeledes paa Springprairie (H. Preus) hvor Synoden skal holdes, maaske ogsaa flere. Det er ikke mindre end 4 Præster, som nu søges fra Norge, gid der blot kom nogen. Trangen til dem, og endnu flere, er stor. –

Som et Exempel paa hvor hurtigt Alt gaaer fremad her, tjener Milwaukee, som for 20 Aar tilbage ikke existerede og nu har 40,000 Indbyggere. I Emigranten stod forleden omtaldt en liden By, «Beloit», i Nærheden af Pastor Ditrichson; med 5140 Indbyggere, naturligvis af alle Nationer, hvoribland 126 Norske. I denne lille By er der 20 Præster, formodenlig er hver Præst for et særskildt Samfund, 15 Læger og 12 Procuratorer, desuden en uforholdsmæssig stor Mængde af Kjøbmænd, Haandværkere, Tandlæger, Guldsmede, Speculanter, Bogtrykkere, Daguerertypister, Bankierer og flere, saa der maa vel være gode Udsigter til at Byen skal tiltage i Størrelse.

Den store Dyrtid, her har været iaar, begynder nu at give sig lidt, i det minste hvad Hveden angaaer, saa de maa vel have havt en god Høst i de sydlige Stater. Da jeg sidst skrev hjem omtalte jeg at alt tørred her i Sydamerika, men mente naturligvis de sydlige Stater, hvor de dog fik nok Regn, førend det var for seent. Saa sjælden som jeg seer noget til Yankierne, havde jeg dog forleden Dag besøg af to; den ene vilde vi skulde subskribere paa en Bog, hvormed han kjørte omkring; den anden drog fra Gaard til Gaard, forat vurdere Folkes Eiendomme for at skatlægge dem. Jeg fortalde han da at Landet var Menighedens og ikke vort samt at vi eiede en Ko, da han nu vel ikke fandt det værd at legge os i Skat for det stakkars Kreatur; gik han siden hen til Sørland, hvor jeg viste han hen for at faa greie paa Landet, da Vilhelm ikke var hjemme. Dagen før var her en fuld Yankee; men herefter slipper vi vel for at see fulde Folk, som desværre ikke var saa ganske sjælden, heller ikke blant vore Landsmænd naar de kom fra Byen, da den nye Lov, som bestemmer at der slet ikke maa selges Brændevin, Vin eller Øl, ogsaa er antaget her og traadt i Kraft.

Nei, nu vil ikke Henriette sidde paa Gulvet længere, hun rækker Armene og ser ganske bedrøvet ud og det kan Du tænke, jeg ikke har Hjærte at see paa. Hun har ogsaa sat stille saa længe. Jeg vilde helst vænte med at sænde dette til jeg fik Brev hjemmefra, saa kunde jeg ogsaa faa skrevet længere, det tør jeg nu ikke af Frygt for at Du skulde komme til at vænte for længe, saa jeg faaer heller sænde det som det er.

Vi har mange Arbeidsfolk nu om Dagen, da Vilhelm gjørne vilde faae alt førdig snart, men desværre er Veiret saa udfadeligt, stærke Tordenbyger næsten hver Morgen, og bliver det ikke snart bedre, saa gjør det vist baade Ager og Eng alvorlig Skade. Det skulde rigtig være morsomt om Direkteur Holst gjorde Alvor af at reise hid.

1st August. Ja, virkelig fik vi Brev alligevel, førend dette kom afsted, det var morsomt, og Gud ske Lov et godt Brev. Hvor glad jeg er for hvert et Brev der fortæller mig at du er frisk, min kjære elskede Fader! I Lørdags fik vi uvæntet Besøg, af en Paulsen, der før var Kjøbmand i Decorah og nu boer i Minnesota, og hans unge Kone. De blev her til Middag, saa det gik løs på mine stakkels Kyllinger. Han fortalde, hvad han havde læst i det sidste New York Tribune – at Kongen af Danmark havde ophævet Grundloven og at Jylland skulde være i Oprør, saa vi strax sændte Bud efter Posten, men fik bare en Emigranten, der indeholdt en lang Beretning om Grundlovsfesten i Danmark. Det sluskede Postvæsen har ikke bragt den sidste Times, af hvilken vi ogsaa savner et Par Nummer. Vilhelm er begyndt paa et Brev til dig, men da det ikke er ferdig, og han i morgen skal bort og Posten kun gaaer en gang om ugen, vil jeg ikke opsætte med at sænde dette. I næste Uge sænder vi Brev til Johan og Marie; vi ved ikke deres Addresse saa de maa sændes til Laurvig og da sænder Vilhelm sit Brev til dig med det samme. Nu faaer jeg kun tilføie tusinde kjærlige Hilsner til Moder og Sødskende, Gud give alt var lige saa vel hjemme som det er her. – Det er langt paa Aftenen. Henriette faldt i Søvn tidligere end sædvanlig, saa jeg ikke fik klædt hende af, det lader ikke til hun vil vaagne, saa jeg faaer tage hende op, men hun ligger saa deilig at det er næsten synd at forstyrre hende.

Gud velsigne dig, min kjære gode Fader, og lade dig have det godt. Din Leis –^k345

Hvordan er det med Georginene dine iaar? Vor Maisager blomstrer prægtig herudenfor. Det er en smuk Plante.

Brev 20: 9.–27. september 1855

«Græskar, Agurker og Tykmelksuppe»

Little Iowa Præstegaard,
Den 9de September, 1855

Min kjære, kjære Fader!^k346

Nu er vi da hjemme igjen, lykkelig og vel vændt tilbage fra vor Udflugt til Cederriver;^k347 forrige Fredag Aften kom vi, netop tidsnok til at komme i Ly for det stærke Tordenveir der brød løs. Hvor deilig det var at komme hjem igjen, til sit eget kjære, fredelige Hjem; det var første gang jeg havde været borte herfra i flere Dage; jeg tænkte paa ifjor – da vi nærmede os Præstegaarden hin Fredag aften – da vændte vi tilbage fra Wisconsin, ogsaa en Aftenstund omtrent paa samme Tid – men hvor forskjellig den gang fra nu – da fandt vi enda ikke noget Huus førdig, reiste atter en 14 Dage, og hvor godt jeg husker den Aften da vi saa igjen kom tilbage, hvor spændt jeg var efter at see, hvorvidt det nu var kommen, og min Skuffelse ved næppe at finde eet Værelse beboeligt og over atter at maatte drage afsted hen til Egge – slikt har man godt af for at lære at blive lidt taknemmelig for alt det gode man har, og jeg var ogsaa taknemmelig kan Du tro kjære Fader, da vi nu den Aften kom kjærende hjem friske og fornøiide og jeg sad der med lille Tuppen min paa Skjødet.

Vi havde faaet næsten uspiselig Mad paa det Tavern, hvor vi hvilede om Middagen, saa vi kom hjem med en glimrende Apetit, men havde naturligviis ikke en Bid Brød i Huset; det var for seent at gaa ned til Sørland og laane noget; heldigvis var Gudbrand, der var kommen Dagen før, faaet Koen hjem, saa Melk havde vi og kogte os en Middlingsgrød. Næste Morgen havde vi en prægtig Frokost bestaaende af varme Bisquits, hot Corn og ypperlig Knaost, en Forræring af Fru Clausen. Det er sandt, «hot Corn» er en Ret, som du vist ikke kjænder, det er Mais, førend Axet endu er modent, tager man det, koger det heelt og spiser det varmt, med Smør paa. Det er en Ret som baade Vilhelm og jeg ynder, men som man vel snart kunde blive kjed af, hvis det ikke var saa kort Tid af Aaret den var at erholde.

Vi havde været borte 8 Dage, noget længere end vi havde tænkt hvilket kom af at den ene Hest slog sit Been saa vi maatte vente paa den. Det var ogsaa paa høi Tid vi kom, da Vilhelm havde tilsagt Medhjælperne et Møde her Lørdag, Søndag skulde han prædike her og Mandag have Menighedsmøde. Lørdag fik jeg det da travelt med at faa Mad i stand til Middag, men først maatte jeg dog ud og see mig om, og fandt til min Trøst at hværken Hønsene vare tagne af Høgen, Melonerne af Grisene, eller Havre og Hvedestakkene nedrevne af Kreaturer, for alt dette havde jeg næret en vis Frygt, Da der ingen Mennesker var paa Gaarden, kom en Nabogut der var oppe en Gang om Dagen og madede Kyllingerne. Til Middag fik de stegt Flesk naturligviis, hot Corn, Lapper – disse bruges meget her, enten med Smør paa eller Sirup, der ogsaa er meget brugt; i Begynndelsen havde jeg Flødelapper, som vi jo ellers altid bruge, men da jeg saa at de ogsaa smurte Smør paa dem, sparede jeg min Fløde – Græskar, Agurker og Tykmelksuppe, det var mit Traktement den Dag.

Paa Menighedsmødet blev det bestemt at vort Huus skal Bordklædes og hvitmales, udvændig da, hvilket vi er meget tilfreds med kan du tænke, ellers maatte her rappes mellem Bjælkerne hvert Aar, hvis Vandet skulde holdes nogenlunde ude. Det skal skee i Høst idetmindste saa langt, de rækker med de Materialier, de kunne erholde; jeg tænker der med det samme vil blive bygget til paa Nordsiden, der hvor nu Indgangen er, saaledes at vi faaer et Værelse i Flugt med Dagligstuen, dette skulde da blive Studerværelse, det andet Rum tænker jeg at faa deelt af, saa jeg der faaer et Kledeskammer, den anden Halvdel bliver da Gang, en Bekvæmmelighed vi meget ønske os. Saaledes formoder jeg, det bliver, egentlig havde vi tænkt det ganske annerledes, saaledes at vi fik baade et rommeligere Soveværelse og Studerkammer, og kun et lidet Udskut foran Kjøkkendøren for at forhindre Regn og Snee fra at drive ind; dette vilde dog blive meget kostbarere og saaledes tage længere Tid inden det kunde skee, saa jeg troer, vi gjør klogest i at forandre denne Plan.

Iaar bliver der dog ikke gjort andet ved denne Tilbyggning end at reise Framen og Bordklæde den. Naar nu, som jeg haaber, Brøndgraverne snart kommer, thi nu maa vel Veiret snart blive kjøligt nok til at tillade at være i Brønden. Snedkerne og Ivar, denne Hardangergutten, som skal være her i Vinter, kommer, saa faaer jeg da Folk nok; det er godt, jeg har en god Stund inden jeg naar bunden paa Flesketønden min. Tirsdag efter vi var komne hjem, kom Vilhelm ud og sagde imorgen kommer Træskermaskinen her, ja jeg gik da ud og bad Oline^k348 at sætte Brød, og Dagen efter havde vi 12 Mand til bords; men heldigvis var de her ikke Alle om Natten, da en Deel af dem var vore nærmeste Naboer, der kom for at hjælpe af egen gode Vilie.

Vore Naboer har virkelig vist sig meget venlige og opmærksomme, ved alle Anledninger! Og nu har vi mer Hvede end vi behøver til at brødføde os troer jeg og henimod en 60 Tønder Havre. Nu skal vel snart Potetene tages op og saa skal Maisen skjæres og haskes,^k349 saaledes benævnes her den Operation at tage den ud af Hylsteret. Blant dem der var her med Maskinen, var der en Frankianer og en Metodist, forleden Aften var her ogsaa en ung Frankianer, søn af en Farmer her tæt ved, der er ved et Universitet i det nordlige Ilinois for at forberede sig til at blive Præst. Vilhelm havde bedet ham komme herhen da han havde Lyst til at tale med ham. Det var en tekkelig Gut. Den Benævnelse «Frankianer» vilde han ikke vedkjende sig. De høre til Synoden i det nordlige Ilinois.^k350 Blant de Indretninger ved dette Universitet er det ogsaa den, at de Studerende maa arbeide, forrette legemlig Arbeide, for at leve. Saaledes arbeide denne unge Mand som Snedker i et Huus hele Lørdagen og ellers Morgen og Aften. Der var en 5–6 Norske sagde han. En Vanskelighed maa det være for dem synes jeg, at de kun læse og tale engelsk, naar de nu siden skulde virke i deres Modersmaal saa kunne de næppe udtrykke sig tydelig heri; saaledes var det med denne; han havde meget ondt for at gjøre sig forstaaelig paa Norsk.

I sidste Menighedsmøde erklærede Menigheden at det ogsaa var deres ønske at faa Kaldet deelt og at de vare villige at forhøie Lønnen til det dobbelte; det samme bliver vel ogsaa Tilfelde i de andre Settlementer hvor Vilhelm nu er. Det vanskeligste bliver formodentlig at faa nogen Præst fra Norge. Hvor glad jeg skulde være om denne Deling snart maatte kunde iværksættes. Ligeledes er det bestemt at her i Little Iowa alene bliver der 5 Kirker. 3 var der fra først af paatænkt men naa var Folk saa gjenstridige og vilde ikke føie sig efter hinanden, heller bygge for sig selv, hvoraf ogsaa Følgen bliver at de der boer paa Østprairien omtrent 1 norsk Miil, men slem Vei, herfra, selv bygger sig istedenfor at forene sig med dem her, og heraf følger igjen at der formodentlig kun bliver 2 ordentlige Kirker, hvoraf den ene her, og de 3 store Forsamlingshuuse. Den her kommer til at ligge paa Præstelandet, ikke saa langt fra Huuset; jeg troer dog ikke vi kommer til at see den før vi kommer ud paa Bakken; der tales om at den skal bygges af Træ, (Frame) med Taarn, de har vanskelig for at skaffe Steen her. Og nu skal Vilhelm snart ned til Synoden, idag 14 Dage til, vænter vi Præsten Clausen, saa reiser de sammen Mandag Morgen, til lands. Vilhelm spørger om ikke jeg vil være med, men det vil jeg ikke, det er for seent paa Aaret at reise med Henriette.^k351 Nei, vi to vil være hjemme og passe paa Huset og Kyllingerne.

Vilhelm skal have ikke mindre end 7 Repræsentanter med sig til Synoden. Ja, virkelig er jeg heelt paa den 4de Side uden at have fortalt Dig noget om den lille Skatten vaares, det var flinkt gjort, synes jeg. Hun er sød og frisk og flink i alle Maader, og bliver sødere og morsommere med hver Dag; nu er hun alt 9 Maaneder tænk og har faaet 4 Tænder; Hun siger da da, ba ba og pa pa, men ikke ma ma endu; forresten pludrer hun en heel Deel og skriger i vilden Sky af Glæde og jo gladere hun er, jo mer skriger hun. Hun er saa forskrækkelig glad i Pappa at jeg er nær ved at blive jaloux. Ja naar Vilhelm sætter hende paa sin Skulder og jeg gaaer bag efter hende da kan Du tro hun er frydefuld. Som jeg sidder forleden Dag og syr i god Ro og troer at Vilhelm er langt paa Veien til det Sted hvor han skulde ride hen og at Oline kjærer Barnet, hører jeg nogen kalde paa mig, saa er det Vilhelm der rider omkring med Henriette foran sig. Tuppen lo og fandt dette meget behageligt.

Veed du hvad Vilhelm kalder hende? «Harlekin» og dette Navn kjænder hun sandelig bedst af alle sine Navne. Nei, gid du kunde see alle de søde og alle de pudsige Ansigter hun kan sætte op. Saa kan hun «klappe Kage søde»; naar vi synger det for hende, saa klapper hun med de smaa Henderne sine; «Husk op i Ovnen» sagde jeg forleden, hun sad paa Gulvet – og rakte Armene i Veiret, Henriette gjorde ligesaa og dump, der laa hun med Nakken i Gulvet, dette betog hende Lysten, saa nu leer hun bare naar jeg gjør denne Gesten for hende. Hun er ikke begyndt at krybe endu, naar hun sidder paa Gulvet og kaster noget af sit Legetøi fra sig, saa strækker hun sig efter det saa langt hun kan; men mere bliver det ikke; jeg har prøvet paa at lade hende sidde uden at give hende det, om hun ikke saa vilde prøve at krybe, men nei hun bliver bare siddende og græde, saa det faar jeg overlade hende selv, hun begynder vel naar hun er stærk nok dertil; men jeg tør ikke mere have hende paa Bordet for da ager hun sig hen til Kanten og vil tage op hvad hun kaster ned; men nu faaer jeg holde op at skrive mer om den lille søde Ungen min, det er godt jeg vet at du ikke bliver kjed af mig kjære Fader, jeg vil saa gjørne du skal faa rigtig god Besked om hende, ak hvor glad jeg vilde være om jeg kunde see dig holde hende paa Armen og lege med hende!

Vilhelm er i P.C.^k352 og bliver endnu en Søndag borte. Han reiser en Rundtour nu førend han drager til Wisconsin hvor han mener at maatte blive 3 Uger – ja, Reisen iberegnet da. Det bliver skjønt naar Jernbanen kommer til Prairie du Chien, som vel skeer om 2 Aar, den er alt et Stykke paa Veien, da behøver vi neppe 2 Dage for at komme til Preuses, istedenfor nu 4–5. Og nu maa jeg alt slutte for ogsaa at skrive lidt til Mo'er^k353 og Christiane;^k354 maaske jeg faaer Brev hjemmefra førend dette kommer afsted. Vi er jo alt i September: hvor Tiden gaaer. I Onsdags var Det din Fødselsdag, min kjære dyrebare Fader – Gud gjøre det saa godt, saa godt for dig i dette Aar! – Det var da ogsaa 2 Aar siden vi forlod det kjære Hjem, Gud give alt maa staa vel til der!

27de. Jeg fik da Brev hjemmefra, men dennegang faaer jeg kun Tid til at takke dig derfor min kjære Fader! Jeg maa sænde Brevet nu at I ikke skulde komme til at vænte, igaaer morges reiste Vilhelm til Wisconsin. Tusender Hilsner – og saa faaer jeg kun tilføie kjærlige Hilsner til min elskede Fader og alle. Gud lade Eder alle være friske og vel. Hils Stiin kjærligt. Jeg er saa glad fordi han har det godt. Gud velsigne min kjære gode Fader.

Din hengivende datter Leis^k355

Henriette sidder og raaber papa og idag er hun for første Gang begyndt at sige Mama. Jeg er lei for jeg har saadant blankt Papir, jeg er bange det vil genere dine Øine, men hvad skal jeg gjøre? Jeg maa tage det tyndeste jeg kan faa. Kjærlige Hilsner til Stin,^k356 Marie,^k357 Tom^k358 og Lina.^k359

Brev 21: 13. september 1855

«Jeg er altid hjemme naar jeg drømmer»

Little Iowa Præstegaard,
Den 13de September, 1855.

Kjære Moder!^k360

Hvor lei jeg blev ved af Faders sidste Brev at see at du har været saa syg og var saa afkræftet – jeg glædede mig saameget ved at vide at du var paa Wormnæs og ude og reise for at samle Kræfter igjen, hvilket du jo ogsaa pleier at kunne ved at reise, og saa skulde du blive saa daarlig bagefter! Det var jo Gudskelov bedre igjen og Gud give jeg snart maatte faa høre du var ganske frisk igjen og havde faaet Kræfterne tilbage og at den slemme Sviindelhed maa forlade Dig. – Nu som den slemme Varme er forbi, haaber jeg det gaar hurtigere med at faa Kræfterne tilbage. Hverken du eller Christiane^k361 pleier jo være Venner af Varme. Jeg ved ikke hvordan det vilde gaa skulde I være her, ja i Sommer har det ikke været slemt, men en saa kjølig Sommer er en Sjældenhed. Den behageligste Tid af Aaret her, troer jeg næsten er Juni Maaned og den Eftersommer her pleier at være i October. Da er Luften saa klar og frisk og overordentlig gjennemsigtig; forresten vist meget skarp, jeg seer ogsaa af Dødslisterne, at de fleste Dødsfald er af Lungesygdomme.

Du kan tro vi er glade over at faa Huset bordklædet, alting mugner i disse Huse naar det er fugtigt Veir; og det vil vel blive bedre naar det bliver klædt – Bøger – Skotøi – bliver skiendet, mit Syltetøi sætter Mug, nu staaer det i en Kasse paa Loftet det tænker jeg erⁿ⁴⁹ den tørreste Plads. Idag kombæggeSnedkerne, Gudbrand og en Mand skjærer Maisen saa her er fuld Activitæt. –

Vores Reise til Clausen^k362 skulde jeg nok ellers fortælle lidt om. Tidlig en Morgen drog vi afsted Vilhelm, Henriette,^k363 Pigen og jeg, i deiligt Veir, og hvilede om Middagen paa Fort Atkinson,^k364 et gammelt Fort mod Indianerne, det første sted her boede hvide Folk i denne Deel af Iowa, men mer en 20 Aar gammelt er det nu vel ikke. Der er det ganske vakkert, men ellers er Veien herfra til Clausen, en øde og ensformig Vei, ikke andet end de uendelige Prairier, der paa den Kant ere aldeles flade, under tiden bevoxet med lit lavt Krat. Landskabet mindede mig om Jylland, den Strækning fraa Aalborg til Randers – det lave brunlige Krat, seer i Friesland ud som Lyng.

Den eneste Afvæxling paa denne Vei er naar man kommer i Nærheden af et Par Smaa Elve, man maa over, da er der alltid lidt Skov langs dem, forresten kjærer man over en Prairie 3 norske Mile lang uden at see Spor af menneskelig Bolig, saa paa over en 2 Miil lang og saa fremdeles. Jeg kan ikke begribe at Præsten Clausen ikke tabte Modet da han reiste opover for at finde sig Land. Veiene er taalelige naar Veiret er godt – (ofte mange strygge Huller rigtignok) og da kan man kjære herfra til Cederriver – det er saa langt omtrent som Landeveien fra Laurvig til Christiania – paa lidt over Halvanden Dag, men har det regnet saa bruger man 3. Længere end til Kl. 7 om Aftenen reiser man ikke her, det gaaer ikke an paa slige øde Veie.

Oppe ved Clausen er det ogsaa meget fladt og vilde ikke være peent dersom de ikke havde den deilige lille Elv med de smukke skovbevoxede Bredder. Vi havde det hyggeligt hos Clausens og var der fra Lørdag til Torsdag og tilbragte Tiden med at spadsere, ro ned ad Elven, ak for en saadan Elv i Nærheden! – og Kjæretoure. Denne Aften tilbragte vi hos en Kjøbmand Classen, der boer tæt ved, baade han og hans Kone ere danske. En Broder af Constance Hirsh boer ogsaa deroppe, han har Brændeviinsudsalg, da dette nu er mod Loven her, saa drager han nok til Minnesota, hvor den Søster der var hos Præsten von Kervel og fulgte hertil med Præsten Dietrichson for at have Tilsyn med Børnene og nu er gift, bor; der skal være noget synderligt ved hende siger man, hun saa ogsaa forunderlig ud. –

Det var paa Grund af sin svage Helbred at Clausen frasagde sig sit Kald i Wisconsin og kjøbte sig en Farm her. Han er dog Præst for de Norske der boer ved Cederriver og det er ikke saa faae enda. Nu boer han i et simpelt nok Huus paa sin Farm, men naar han faaer bygget paa det egentlige Præsteland, saa faaer han vel den peneste Præstegaard her er, da han har god Raad til selv at koste paa den. Han har to Smaagutter paa 4 og 2 Aar, i hvem Henriette var aldeles indtaget. Du skulde seet hendes Fryd naar hun sad paa Gulvet og disse 2 Smaa bragte hende alt deres Legetøi og legede med hende. Lille Tuppen yndede ikke videre at sidde saa stille, som hun maatte medens vi kjørte, men naar vi kom ind paa Tavernet var hun rigtig i sit Æs. Nei, du skulde bare see hende nu, hun sidder her paa Gulvet og griber efter Solstraalerne.

Det er rart hun ikke vil Krybe endnu, hun ager sig hen over Gulvet bare. Er det ikke deiligt at hun har været saa frisk og flink, feed bliver hun ogsaa; hun spiser, med stor Appetit, Melk og Brød et par Gange om Dagen. Disse Kjæks, jeg fortalde at jeg gav hende, – holdt jeg snart op med, da jeg troede hun maaske ikke havde godt af dem fordi de ikke bleve hævede. Jeg maa see at faa mig noget ‹Humlegeng›, der ogsaa skal være god til at hæve Hvedebrød med, den bruges meget her til at hæve deres daglige Brød og tilberedes ved at koge og sile Humlen, røre Hvedemeel i til det bliver som en Pandekagerøre, derpaa haves noget Gjær i, den staaer til den er hævet og sættes saa hen i en Krukke til at bruges. Man kan ogsaa røre Maismeel i den og klappe den i Kager der tørres. Dette er en af de mange forskjællige Ting her bruges til Brødbagning, jeg bruger fremdeles Suurdeig, hvilket jeg best liger, og Oline^k365 er flink til at bage Brød.

Har du Lyst til at vide hvem de, der ikke netop dømme efter Ansigtsfarven, finner at Henriette ligner, saa fandt de hos Clausens at hun lignede mig over Øinene og Panden, men at hun forresten vist kom til at ligne Vilhelm meget. –

Og nu er da Vilhelm paa Veien til Wisconsin, vi bliver længe alene nu Tuppen og jeg – imidlertid gaaer Kongens Arbeide for sig her. Snedkerne er her, imorgen kommer Muurmesteren og skal rappe mellem Bjælkene baade inde og ude, det er godt det skeer medens Vilhelm er borte. Saa en vakker Dag kommer en Deel Folk for at flytte en gammel Stue der skal opbyges til Stald, og en ditto til Grisehuus. Det er noget Menigheden er pligtig til at gjøre, og jeg troer de foretrækker at forene sig og faa det gjort i en Fart. Jeg var paa Sørland igaar og tingede mig 2 smaa Grise; der har jeg vor næste Handel, hun har min Smørkrukke for at fylde den til Vinteren, saa faaer jeg det saa meget bedre nedlagt. I morgen faaer jeg nok tage mig en Tour til Decorah og kjøbe mig Tøi til en Morgenkjole, nu skal jeg prøve Tøierne her, som siges at være meget slette. Det er saa tyndt alt sammen her, Shirting, Bomuldslærred, det kan være, grovt eller fint i Traaderne, lige tyndt er det. Det er forbi med de gamle Morgenkjolerne mine nu, den violette skal blive Undersiden af et Tæppe. Jeg maa nok have mig et Par tykke Tæpper til, seer jeg; jeg troede at være vel forsynet nu, men der vil noget til da her saa ofte er mange Folk. Palmekjolen min er blevet til Sommertæppe til Vuggen, hvortil den netop var peen.

Forleden fik jeg mig et Spand Smør og igaar 3 hvide Hanekyllinger forærende, saa der nu er Kamp paa Liv og Død ude i Gaarden. Det morede mig at see at Fader ogsaa engang beskjæftigede sig med Høns. Jeg har stor Fornøielse af at stelle med dem, de er saa tamme at jeg næppe tør have Henriette hos mig naar jeg mader dem, de flyver op paa mig og skræmmer hende. Pompadour og Katten, det er hendes Venner, dem kan hun da faa Tag i saa meget hun Lyster. Den peneste Høne og Hane har Gubbrand bestemt skal være Henriettes, men nu troer jeg snart hun har faaet dem allesammen, saa gjilde finder hun dem. Tænk for alle de Æg jeg faaer naar de unge Høner begynde, gid jeg kunde sænde dig en Deel, dem vilde du have godt af til at styrke dig paa og en Deel Kyllinger ogsaa. Vilhelm og jeg spiser blødkogte Æg hver Morgen. –

Det er sandt, lad mig ikke glemme at bede Eder herefter at Addressere vore Breve til Decorah P.O. Winneshieck C.O. Trout river P.O. er flyttet et Par Miil længer bort, dette i Forening med at vi har al vor Handel i Decorah gjør at det er rimeligere at have den der, hvortil vi lettere kan faa Bud. Desuden har der været saamegen Uorden ved Trout river, i den senere Tid, saa vi faar prøve Decorah, hvor der da ialfald er skikkeligere end der var i fjor. Det er rigtig kjedelig med dette daarlige Postvæsen, men vi har dog været meget heldige med at faa alle Brevene hjemmefra og som oftest ere de kun en Maaned, eller et Par Dage derover, gamle. Forleden Dag bragte en Mand af Menigheden os nogle Blade af Almuevennen^k366 indeholdende Kart over Krim, Sebastapols Beleiring i Fugleperspektiv o.s.v. Jeg længes rigtig efter Aviserne, de bringer maaske meget nyt fra Krigsskuepladsen dennegang. I Europa slaaes de, her mister man Livet paa Jernbanen. Der har nylig været en frygtelig Ulykke med en af dem, hvorved nogle og tyve mistede Livet og over 70 bleve forstørstedelen meget lemlæstede, dog dette læser du formodentlig selv i Aviserne, men er det ikke frygtelig at man aldrig kan lære at blive noget mer forsigtig –

Læser du noget engelsk nu? Jeg læser Nicholas Nickleby,^k367 en Bog som du formodentlig har læst, saa jeg ikke behøver at anbefale den. Jeg har laant den af Clausen. Det gaaer fremad nu hjemme med Telegraphen og Greier. Ja, jeg vilde vel finde en Deel Forandringer, mest ved alle de nye Familier der ere flyttede til Byen. Hvad er det for en Oberstløintnant Blom, Christine skriver om? Hvor boer da alle de Mennesker? Omgaaes de med vore Bekjendte saa du træffer dem der, i Selskaber maaske – Selskaber, det er ganske rart at tænke paa Selskaber, naar jeg næppe seer et dannet fremmed Menneske hvert Halvaar. Er du ikke bange for at vi skal blive ganske Bondeagtige, eller hvad skal jeg kalde det i vore Manerer? Ja jeg tør ikke svære for noget – Hvor hurtig dog Tiden gaaer i saadan Ensformighed, Henriette er alt saa stor og jeg synes det var som igaar at jeg ikke kunde stelle hende uden med den største Angst for at komme til at gjøre noget galt med den lille skrøbelige Tingen, hvor bange jeg var første gang jeg vadskede hende, jeg skalv og kom i stærk Sved. –

Og nu er Sommeren ogsaa allerede forbi, Træerne begynde saa smaat at gulne, det lave Krat og Underskov har faaet den smukke Carmosinrøde Farve, der gjør Farvepragten ganske glimrende paa denne Tid af Aaret. Jeg har ikke fundet nogle mærkelige Markblommer iaar, ikke engang dem jeg i fjor fandt, jeg har ikke været saa vidt omkring. Markblomsterne hjemme overgaa langt de, jeg har seet her. Lillieconvallen og Linea overgaaer dem allesammen.

Paa min Expedition i Eftermiddag henne hos en Syg Pige var jeg saa hældig at faa høre om en Yankie der skal Slagte jævnlig, saa jeg har Haab at kunne faa noget ferskt Kjød til Vilhelm en Gang imellem, som han vel kan tiltrænge. Han lever ikke altid for godt paa sine Reiser. Flesk – Flesk! Nu siger Papiret alt stop med min Skriving for denne Gang til dig, min kjære Moder. Gud give jeg nu vidste hvordan du havde det. Jeg haaber med Guds Hjælp at du er frisk igjen – Hils Wrights i København, Jylland og alle gode Venner, og saa et Kys fra Henriette og et Kjærligt Levvel fra

Din Leis.^k368

Inat drømte jeg jeg var hjemme;ⁿ⁵⁰ det var kun en liden Spadseretour, men først maatte jeg sætte over Silverlake (jeg ved ikke hvor den findes) i en Kano. Jeg roede mig selv over som en anden Indianer. Jeg er altid hjemme naar jeg drømmer.

Brev 22: 28. oktober 1855

«En liden Lok af hendes Haar»

Little Iowa Præstegaard,
Den 28de October, 1855

Min kjære Fader!^k369

Jeg haabede at have faaet Brev hjemmefra førend jeg skrev, dennegang og derfor ogsaa, daarligt nok, udsat saalænge at skrive, men siden Posten igaar ikke bragte noget, saa faaer jeg opgive det. Jeg længes saa meget efter at høre hvordan det staaer til i mit kjære Hjem, om Moer er frisk igjen og hvordan du og I alle have det. Gud give Moer og Marie maatte være flinke igjen og Alt være vel! Her hos os lever vi Gud ske Tak, meget godt.

Det er Søndag i dag. Vilhelm er en halv Dagsreise herfra; han har ogsaa Confirmation, Gudbrand bliver confirmeret og skal snart fra os; imorgen Aften vænter jeg dem hjem igjen. Henriette^k370 sidder for Øieblikket ude paa Kjøkkenbænken hos Oline,^k371 og «sko'er Blakken» og Klapper Kage, alt hvad hun kan; hun har netop været ude og kjæret i det deilige Veir, som vi har idag og har havt næsten hele October, frisk klar Luft uden Kulde, det er den deilige Eftersommeren, her pleier at være og som iaar var dobbelt velkommen fra det kolde stormfulde Veir sidst i September og i Begyndelsen af October. Hvilken overordentlig Farvepragt her er om Høsten, det er den Tid af Aaret at Præstelandet viser sig mest til sin Fordeel, endogsaa mere end om Vaaren. Hvor morsomt det dog skulde være at have Midler til at gjøre det rigtig peent heromkring; ved en Deel Forbedringer vilde det blive en baade smuk og behagelig Plads at bo paa, især hvis her var Vand. Ja, her er godt nok at bo, som her er og jeg glæder mig rigtig saa meget ved enhver liden Forbedring, her skeer, maaske mere end jeg vilde gjøre om jeg kunde faa det Alt istand, som jeg vilde faa engang; da satte jeg kanske ikke saa megen Priis paa, som for Ex., paa dette lille Skurt^k372 som vi har faaet udenfor Kjøkken Døren, som jeg nu gjør. Her kan vi have vor Veed, saa vi slipper at faa den vaad hver Gang det regner (en saadan Luxus som et Veedskur, har jeg ikke seet her); det er ogsaa stort nok til at have Stoven i til Sommeren, om denne Tilbygning ikke skulde blive paabegyndt saa tidlig, og derfor nærer jeg nogen Frygt; iaar blev der ikke gjort noget derved.

Menigheden finder vel, det bliver for mange Udgifter paa en gang, tænker jeg; Kirke, Skole og Præstegaard. Synes Du ikke ogsaa det havde været minnelig om de øvrige Settlementer ogsaa havde bidraget noget til Præstegaard, men nei, det vilde de ikke, ikke engang laane dem her; vilde Præsten bo paa Painted Creek, saa skulde de nok bygge Præstegaard for han. Det var maaske ud af hvad jeg har skrevet som om Menigheden skulde være uvillig til denne Udvidelse af vor Bolig, hvilket forresten kun bliver et Værelse, da der jo lovet os tre og Kjøkken – men det er ikke Tilfælde, det bliver nok af, men vi faaer have Taalmodighed og den har vi da ogsaa før faaet prøve i denne Henseende. Jeg skal Sænde Dig et lidet Rids, saa Du kan see hvordan vi har tænkt at indrette det. Det bliver ikke saaledes som vi vilde indrettet det, havde vi havt saa megen Plads at disponere over fra Begyndelsen, men da maatte vi kun see at benytte hvad vi havde paa bedste Maade, og nu maa vi tage Hensyn til hvad der er billigst og bekvemmest. Jeg tænker ogsaa det kan blive nok saa hyggeligt. Den Dør fra Dagligstuen til Studerværelset har vi ingen Lyst paa – det var saadan god heel Veg – men jeg vil dog heller have den, end at Sovekammeret skal blive saa afsondret, desuden er det godt naar her er flere Mennesker (for Ex. naar vi skal have Synoden) at have de Værelser i Forbindelse med hinanden, ogsaa vil jeg see at faa en liden Hjørnesofa, saa det ikke skal komme til at gjøre saa megen Skade enda. Ovenpaa bliver der ikke noget værelse, vi vilde kun faa den halve Væg, der er, fuldendt og saa have det Rom til Klædekammer o.s.v og beholde vort nuværende Sovekammer til Gjæsteværelse; men jeg taler saameget om alt dette, som kunde være tidsnok at drøfte naar det engang blev begyndt derpaa. –

Vilhelm har da været i Wisconsin og du kan tro overrasket mig ved at komme hjem længe før den aftalte Tid. Jeg havde en heel Deel Arbeide for medens han var borte, havde været saa heldig at faa Fat paa en Sypige; det er dog godt at her er en Saadan at faa undertiden og saa havde jeg faaet ny Morgenkjole (den første Kjole siden jeg reiste hjemmefra), Tuppens nye Kjoler, Vilhelms Slaabrok nyt Træk, og saa havde jeg et Par Dage ligget paa Gulvet og Stukket Tæpper, jeg har ikke noget Bord, som er stort nok og disse tykke, som jeg knytter, behøver jeg ikke at have i Ramme, saa vi foretrak Gulvet til stor Fryd for Henriette, der nu fik Selskab og morede sig med at age omkring og pille Bomulden af Kanterne.

Der havde jeg da lagt hele Dagen og var ganske træt og meget fornøiet over at være førdig, Sypigen var reist, Henriette bragt til Ro for Natten og saa sad jeg, lagde den sidste Haand paa en Kjole til lille Tuppen og tænkte netop at det vist var bedst at bage det jeg vilde have, Dagen efter, for at være førdig – jeg væntede dem ikke paa en 4–5 Dage endu; og studerede paa om jeg skulde sænde Bud til Slagteren da, eller et Par Dage senere, da Døren til Kjøkkenet gik op og Vilhelm kommer spadserende ind saa sagte og rolig, som om han aldrig havde været borte. De – Clausen og hans Repræsentant var ogsaa med – kom jo altfor tidlig efter mine Beregninger, men glad var jeg at jeg havde Vilhelm frisk og rask hjemme igjen – han havde været saa stærk forkjølet og var ikke bra, da han reiste – og saa fik de tage til Takke med hvad jeg kunde give dem. Blødkogte Æg, er min Trøst. Præsten Clausen ilede for at komme hjem, vi fik travelt med at faa en Hønsefricasee istand til tidligt næste Morgen og saa reiste han.

Henriette kjendte slet ikke Pappa, hun vaagnede en Stund efter han var kommen, saa jeg tog hende ind, men hun vilde ikke gaa til ham og næste Morgen skræmte han hende ved at komme ind i en stor Buffaloskind Pelts, men saa sagde vi det var Pompadour og hun begyndte at klappe ham. Da saa Vilhelm gav hende en strikket ulden Kofte i den ene og et Par blanke Støvler i den anden Haand, hvilket han havde med til hende, saa blev de snart gode Venner. Denne Skindpelts var jeg rigtig glad over at han havde kjøbt sig; det har vært min stadige Bekymring, at jeg synes, han var for daarlig equiperet til slige Reiser som han har. Saa begyndte jeg da at bombardere Vilhelm med Spørgsmaal om Synoden, Spring Prairie etc. kan Du tænke, men først maatte jeg gjøre Regnskab for alting her hjemme, og saa fik jeg den Hilsen at næste Gang skal Synoden afholdes hos os. Den bliver holdt hvert andet Aar. Da vil der nok spørges efter Plads, især om der til den Tid, som man haaber bliver 14 Præster, istedenfor 9. Saa vilde jeg ønske der til den Tid ogsaa maatte komme en ung Præstekone i Nærheden af os, som kunde komme og hjælpe mig.

Vilhelm var vel fornøiet med Synoden og alt sammen dernede, men herom kan han bedst selv fortælle Dig, naar det nu engang bliver af med at skrive til Dig, som han saalænge har talt om. Han var meget nær bliven valgt til at reise nedover til St. Louis, Colombus og flere Steder, hvor hen et Par af Præsterne skal for at undersøge, jeg ved ikke naa rigtig hvad, ved de tydske Universitetet der.^k373 Han fik dog varslet dem itide, at det ikke kunde nytte at stemme paa ham, da han alligevel ikke kunde paatage sig det for Menighedens Skyld, han vilde komme til at blive saa længe fraværende, saa blev det da Brandt^k374 og Ottesen,^k375 og der var vel heller ingen der havde bedre Tid og Leilighed end dem. Jeg er glad, det gik saaledes, Vilhelm er nok borte alligevel om han ikke ogsaa skulde reise i 3–4 Maaneder. De Præster der ere Medlemmer af Kirkeraadet vilde herefter have at visitere alle Menigheder, baade de der har og de der ikke haver Præst.

Præsten Clausen er vor Provst, naar han kommer, saa skal vi slagte vor fedeste Kalv – jeg er bange det bliver den fedeste Hane. Clausen er det eneste dannede Menneske vi seer hos os, han er her da gjørne et Par Gange om Aaret. Jeg vænter ham saa smaat hver Dag; han havde Forretninger i Decorah og vilde saa tage Kone og Børn med, men disse Forretninger troer jeg, bliver udsat, saa de kommer formodentlig ikke for det Første, hvilket jeg ogsaa helst saae, da Vilhelm skal paa Langtour nu. Vilhelm ligner sine forskjellige Reiser her, ved at bo i Christiania og saa have Drammen, Ullensager og Drøbak til Anexer og engang imellem Eidsvold, og jeg husker ikke hvad der passer til Settlementerne længere oppe i Minnesota, og saa af og til omtrent saa langt som fra Laurvig til Sandefjord; var det enda saadane Veie som mellem disse to Steder saa – men som oftest ere de alt andet end gode og var det ikke for disse Buggier der baade ere meget lette og vanskelig aa vælte, saa saae det vist ofte slemt ud.

Imorgen er det Allehelgensdag, der tilligemed Helligtrekongerdag, er optagen blant Festdagene igjen, af Kirken her, da skal Vilhelm i en saadan Tour som til Sandefjord; saa reiser han i overmorgentidlig til Painted Creek, det er Drammen, derfra til Turkey river, til Norway og Clarmont Settlement, det er Drøbak, og kommer saa hjem om en 12–14 Dage, og nu begynder sandelig det samme Rend fra Minnesota igjen, han skal nok ogsaa derop i November. Det er Eidsvold.

Nu begynder de da saa smaat paa Kirkebygningen her. Vi vil komme til at see Spiret og en Deel af Bygningen fra Dagligstuen. – Her i dette frie deilige Land, er her da ogsaa en Overflod af alskens forskjællige Partier; her er nu disse Know Nothings, «Nonatingerne»^k376 som de af de Norske, der befatte sig med at studere Emigranten, kalder dem; og som Du formodentlig har hørt om, da de ere nok nu adspredte til alle Kanter og ikke af nogen særdeles Indflydelse for de indvandrede Nationer. Saa er her et Selskab som kalder sig «Free-Lovers», et ordentlig organiseret Samfund, der udgiver Bøger og forskjællige Skrifter og allerede tæller mange Medlemmer rundt omkring i Unionen.^k377 Deres Formaal er at afskaffe Ægteskabet – alt skal komme an paa personlig Tilbøielighed eller Tiltrækning – (personal attraction).

Saa er det disse Spirit Rappers^k378 – Aandebankerne, om dem stod det at langt interessant Stykke i Times fornylig – Dette Spiritualist Væsen begyndte for 5 Aar tilbage hos en enkelt Familie og har nu ikke mindre end 50,000 Medlemmer i de forenede Stater. De have en regelmæssig organisert Propaganda med et central Samfund, affilierede Grene, Avis Organer, Etablissementer for Bøgers Offentligjørelse, Missioner og alt nødvendigt Maskineri til den Spiritualistiske Tros Udbredelse. Regelmæssige Tjenester, Efterlignelse af Gudstjeneste, bliver afholdt af dem baade i New York og Brooklyn. Et Par af deres Taler ere omtalde; den ene gik ud paa at bevise «at i Naturen alene kan Mennesket finde al den Sandhed, som det er nødvendigt at vite». I den hele Tale blev der ikke gjort en eneste Hentydning til Bibelen, det var fuldkommen og udelukkende Hedenskab altsammen. En Anden talte om Udødelighed – «Bibelens Vitnesbyrd om Sjælens Udødelighed er utilstrækkelig, men naar vi høre fra, tale med og røre ved de aandelige Legemer af vore afdøde Venner, som han – Taleren – og mange andre havde gjort, saa kunde vi ikke længere tvile». Der var flere Taler, men hvad end Gjendstanden for dem var, der gik den samme Aand gjennem alle – Fiendskab mod den anerkjendte Christendom og den Mening ikke at tage noget Hensyn til den, eller til deres Modstand, som anerkjende den. – At en saadan Lære skal saa hurtigt vinde Fremgang – alene i New York er der flere tusinde af dem, deriblandt aandrige Personer og Personer af høy Stilling og i Særdeleshed Damer af enhver Rang. Er ikke dette fælt? –

Hvad Nyt mon Aviserne nu skal bringe fra Krim? Times er naturligvis saa opfyldt med Beretninger angaaende Sebastapols Fald, den har duglige Correspondenter paa alle Kanter, jeg kan ikke tro andet end at vi har saa langt mere detaillerede Efterretninger om Krigen end I hjemme. Norge er det eneste Land, troer jeg, som aldrig er omtalt i Times. Om Danmark og Sundtolden^k379 bliver der snakket nok, forresten er et Par af dens store Spalter stadig opfyldt med «awful, frightfuld, horrible, shocking» Mord og andre Ulykker. –

Tænk Fader, nu er Henriette snart 11 Maaneder! Hun begynder at faa en liden bitte Smule Forstand, men det er lidet; sød er hun kan Du tro, hun kan saa mange Kunster nu, men krybe vil hun ikke, hun ager mer end hun kryber, kommer hun undertiden paa Knærne, naar det er noget hun vil have fat i, saa ligger hun da paa Brystet, saa lang hun er og steller og ruller fram og tilbage til hun kommer op igjen. Naar jeg prøver at gaa med hende, saa kommer hun afsted, saa fort, saa fort. Jeg lader hende ellers ligge paa Gulvet saa meget som muligt; saa er hun saa sød, naar hun bliver kjed af at sidde der og vil op, saa ager hun sig hen til mig, trækker mig i Kjolen, rækker Armene op til mig og forsøger paa at reise sig, og dette kan jeg ikke længe modstaa, kan Du nok vide. Hun bliver stor og lang, feed er hun ogsaa. Jeg sænder Dig en liden Lok af hendes Haar, saa kan Du i det mindste see hvordan det seer ud, Gid jeg kunde sænde Dig hele Barnet lidt. Lokken blev saa kort, fordi hun var saa balstyrig, jeg burde væntet til hun sov med at tage den. –

Imorgen har vi alt den 1de November. Naar saa dette Brev kommer frem, saa nærmer maaske alt Julen sig, Gud give alt saa maatte være vel hjemme og give eder alle en glad, velsignet Julefest. Rimeligviis faaer du næppe mit næste Brev før det nye Aar begynder; dette bliver alt den 3de Juul, jeg ikke har været samlet med Eder! Nu kan jeg snart pynte Juletræ for Henriette! Vilhelm har lovet mig at være her i Julen, det vilde være saa tomt ellers; saa skal vi have os en rigtig Juleaften; i fjor var jeg ikke saa flink at jeg kunde stelle noget istand. Jeg skriver ikke særskildt til Moder dennegang. I maabæggeherigjennem modtage mine kjærligste Hilsner og fra Vilhelm og lille søde Barnet. Gud velsigne eder og lade eder have det Godt.

Eders Leis.^k380

ⁿ⁵¹

Du skulde see, Fader, hvor pent Henriette rakte mig Munden, da jeg bad om et Kys til Bedstefader. Fra 14de November til Nytaarsaftenen – (48 Dage) – har Vilhelm 32 Dage Forretninger udenfor Hjemmet, det er 2 af 3 Dage, med 2–3 Untagelser, altsamen Prædikedage desforuden imidlertid Reiser, tilsammen i det minste 400–500 engelske Mile. Districtet som i denne Tid skal betjenes er 70 engelske Mile fra Nord til Syd og 40 fra Øst til Vest.

Brev 23: 1.–17. januar 1856

«Jeg har ikke seet et fremmed Menneske i hele Julen»

Little Iowa Præstegaard,
Nytaarsdag 1856

Et glædeligt Nytaar!
Min kjære, dyrebare Fader!^k381

Den gode Gud skjenke dig megen Glæde og Velsignelse i det nye Aar. Ja, Gud inderlig give at det da maatte staa bedre til i mit kjære Hjem end det nu i saa lang Tid har været Tilfælde, og Gud skje Tak som nu har ladet det blive bedre igjen. Tusind Tak fordi jeg saa snart fik Brev igjen, jeg længtede saa derefter, og kunde ikke lade være at være ængstelig og dertil havde jeg kun altfor god Grund, seer jeg nu. Moder har været meget, meget syg, meget daarligere end jeg fra først af forestillede mig, Gud skje Lov og Tak, at hun nu kommer sig igjen, maatte jeg nu neste Gang faa ligesaa gode Efterretninger, hvor glad jeg da ville være. Kjære Fader, hvilken tung Tid det har været for dig og Alle, det er ondt at være saa langt borte, det føler jeg bedst ved en saadan Anledning. –

Gud velsigne mine kjære Foreldre og Søskende og skjønke dem alt godt i det nye Aar! Dit sidste Brev modtok jeg den 29de December, netop en Maaned efter det forrige. Vi sad her om Aftenen og tænkte at Gutten maaske havde engelske Aviser med seg fra Decorah; Brev derimod væntede jeg ikke saa snart og troede heller ikke, at du havde faaet vor forandrede Adresse at vide, saa det var en Overraskelse og den beste Jule og Nutaarsgave jeg kunde faa, med de gode Efterretninger, det indeholdt. Vi fik paa samme Tid det Brev der var sent med Munch,^k382 fra Munch selv var der kun et Par Ord med Undskyldning fordi Brevet kom saa sent og Beretning om at de Sager, som han havde med til os, havde han ladet blive igjen hos Præsten Dietrichson, da det var rimeligt at der derfra gik hurtigst Leilighed. Du seer saaledes at de endnu ikke har naaet os, men jeg kan ikke sige dig hvor meget jeg glæder mig til at faa dem. Hjertelig Tak for alt sammen, kjære Fader! Det skal blive en Festdag naar det engang kommer.

Og der er Blomsterfrø med! Hvor glad jeg vilde være om det vilde komme sig. Jeg vilde ønske at vi tidligere havde vidst at det var hos Præsten Dietrichson. Vilhelm mener at vi da bestemt maatte kundet have havt dem, med Folk der er kommet derfra. Vi har imidlertid gaaet og spurgt efter Leilighed til Wiota, i den Tro at det var der. Det er en vanskelig Tid paa Aaret at faa det frem paa nu, men hvor deiligt det skal være at faa alt det hjemmefra. Bare Vilhelm maa være hjemme naar det kommer, jeg undres om jeg kunde lade det staa urørt til han kom?

Gid jeg nu vidste hvordan I have det hjemme denne Juul, naar Moer kun maa være brav, saa haaber jeg I have det godt. Gud give det maatte være saa, og i det Haab vil jeg nu fortælle dig lidt om hvordan vi har tilbragt Julen. Det er naa i Grunden ikke noget at skrive om, saa roligt som Tiden gaar her, uden nogen somhelst Afbrydelse, men det kunde dog kanskje more dig, saa jeg vil da prøve paa det.

De siste Dage før Juul havde vi Landmaaler her og flere Folk til Middag, som heftede mig, saa det var netop jeg blev førdig med Bagningen. Da det blev mørkt Julaften, faldt Henriette^k383 i Søvn, til min Sorg, thi naar hun falde i Søvn paa den Tid, pleier hun ofte at sove hele Aftenen bort, og Du kan nok tænke at hun maatte være med, hvis alt skulde være rigtigt. Men da Lysene saa var tænt og bordet dækket med Kager, Syltetøi og Æbler, og et lignende fremsat ude i Kjøkkenet, saa vaagnede heldigvis lille Tuppen min. Saa gik vi da ud i Kjøkkenet og ønskede dem en Glædelig Juul og gav dem hver en Julegave; Gudbrand (den Confirmand som var her et Aar, var her ogsaa i Julen i Besøg til Olines^k384 store Fornøielse). Og Henriette, hun fik da ogsaa Julegaver, kan du tænke og gjorde store Øine til alting. Det var formeget for hende, hun vilde have fat paa alt vad hun saa. En liden Hest paa Ruller gjorde megen Lykke, men Trompeten blev hun bange for, den var hende for stærk, men jeg tænker ikke det varer længe, førend hun blæser Ørene ud paa os Allesammen. Saa sad vi da og legede med Henriette og snakkede om alle vore Kjære, til lille Tuppen skulde lægge sig og vi spise til Aften. Derpaa kom Folkene ind og Vilhelm læste som han pleier om Aftenen, hvorpaa jeg tog mig en Bog, meddens Vilhelm studerede til næste Dag.

Første Juledag var Allesammen undtagen Henriette og jeg, henne paa Skolehuset; det var saa bitterlig Koldt, som det da har været i hele Julen, saa jeg begriber ikke hvordan Folk kunde holde ud at staa udenfor, under Prædikenen, som de havde gjort, det er rigtig leit med den knappe Plads. Saa kom de da hjem, vi spiste Fuglesteg og sød Suppe til Middag og tilbragte Dagen i al Ro. Næste Morgen tidlig, kjørte Vilhelm omtrent som til Sandefjord – hvor han den Dag skulde Prædike. Oline gik hjem til sin Søster og Henriette og jeg morede os saa godt vi kunde. Vilhelm kom ikke Hjem førend 3die Dags Aften, da han havde været i Sognebud han bragte en Deel «Ærer»^k385 med sig, bestaaende af Smør, Faarekjød, Speget Dyrekjød og et Par Pund Lys af Dyretalg. Dagen efter læste Vilhelm med sine Confirmander, og Lørdag var han ogsaa en 6 Mile borte i Sognebud, det var Lørdag og den Aften fik vi de kjære Breve hjemmefra, det var den beste Aften – Søndag var Vilhelm ogsaa fraværende, men kom hjem samme Aften.

Jeg har ikke seet et fremmed Menneske i hele Julen, det har været saa kaldt. Vilhelm havde lovet Henriette og mig en Kjæretour i Julen, men først i gaar Nytaarsaften blev Veiret saa vidt godt at vi kunde komme ud en liden Tour, naar Vilhelm faaer Tid saa maa jeg ud og kjære igjen; det skal blive morsomt at kjære med Dumbjelden. I dag er Vilhelm Vester, dennegang skulde han ogsaa i Sognebud, men jeg tænker dog han kommer hjem imorgen. Nu har han dog blot været i dette Settlement i Julen, men aligevel næppe en Dag i Ro, saa du seer det alene kan give nok Reiser. Gid det dog maatte blive til noget med Kaldets Deling, men efter hva du skriver seer det vanskeligt nok ud at faa Præst hjemmefra; jeg kan ikke Tro at Menigheden er synderlig villig til at sænde Penge til Reisen, men dette er noget jeg ikke ved, maaske jeg gjør dem Uret. –

Jeg maa berigtige hvad jeg tildligere har skrevet om Frugtbarheden her i Iowa, sidste Sommer. Jeg mindes ikke hvad jeg har skrevet, men formodentlig var det i den Tid det regnede saa stærkt at Alt truede med at ødelægges. Det gik dog ikke saaledes, her var tværtimod et særdeles frugtbart Aar, der var rigtignok Flere som fik meget bedærvet ved Tærskningen og fordi det formedels Regn maatte staa altfor længe, inden det blev Tærsket, saa Stakkene lysede lang vei, saa grønne vare de. Det tager ikke lang tid førend Folk her bliver velstaaende, saadane udmærkede Aaringer, som her hidentil har været. Vi seer alerede stor Forskjel siden vi kom hertil hos Folk og heldigvis begynder de nu ogsaa saa smaat at bygge sig nogenlunde ordentlige Huse, lægge lidt Vind paa Have og idethele at gjøre det lit hyggeligere og mere hjemligt. Gifte sig gjør de da ogsaa, de synes vist ikke det gaaer an at være uden Kone her, og deri holder jeg med dem. Fattigdom er her ikke, idetmindste ikke blandt de Norske.

Jeg troer ikke det er nogen, som ikke har det daglige Brød. Det er rart aldrig at see nogen komme og bede om Mad. Her kommer vistnok mange fattige Nykommere, som kan have det slemt nok den første Tid, men Sult troer jeg dog ikke de lide, er de friske kan de Arbeide og faa høi Løn, og er det ikke Tilfælde saa er der saa mange i den Stilling at de kunde hjælpe dem. Men ondt har de det ofte de stakkels Nykommere, i mange Henseende, især med usle Huse og dertil knap Plads. Jeg troer dog, at de Norske sjælden har det saa slemt som jeg ofte hører om Yankier og Irlændere der undertiden bo i Huse, saa aabne at de ikke kunde faa det til at brænde i Ovnen for Regn og Snee. Selv har jeg jo seet, sent om Høsten, Familier med spæde Børn, der ere flyttede hertil og endu ikke have faaet bygget Huus, bo under nogle løst opstillede Brødder, uden Dør med Jorden til Gulv og lidt Seildug til Tag midt paa en aaben Prairie udsatte for den bidende Vind og fæle Sne som der jævnlig er. De Norske er nok gjørne saa fornuftige at bygge i Ly af lidt Skov naar de kan komme dertil, men det skjøtter Yankien ikke om.

Var de Norske her, nærmere Markedet, vilde de vel endu hurtigere blive velstaaende Folk, men paa Grund af den dyre Transport faa de her 4 Dollar for en Tønde Hvede, medens de i Wisconsin faa 6 dollar. For omtrent 6 Aar tilbage fik de kun $1 for Tønden. En Vinter sa kold som denne, kan ingen af de Norske mindes. En Dag var det 24 Graders Kulde og dertil en bidende Storm; det vil sige noget her hvor Husene ikke ere bedre, vi har dog kunnet holde det varmt ved stadig at have et uhyre Baal i Ovnen, men jeg har mange Gange tænkt paa den gode tørre Veed, vi pleide at have hjemme og ønsket mig lidt af den. Til Sommeren kommer vi vist til at smelte af Hede, tænker jeg. Folk her er alle enige i at her er Koldere end hjemme, det har nu sin Grund i den Vind her saa stadig er, naar her er stille, er det i Almindelighed ikke Koldt, denne Vinter danner en undtagelse. Hvor vi længes efter et behageligere Klima, her er det ikke behageligt, det er vist og meget strængt, som en Følge af de pludselige Overgange fra Hede til Kulde og omvændt; da er det annerledes godt hjemme!

Her var to Mænd fra Bardodalen forleden Dag, de vare misfornøiede og vilde hjem igjen, den ene var en velstaaende Mand, den anden vilde Skrive hjem til sin Broder og fraraade ham at komme hid, dette kom han for at bede Vilhelm at gjøre, da alle hans Venner vare saa vrede derover at ingen vilde skrive for ham. De forsikrede at her var meget Koldere end i Bardodalen.

Paa Fredag skal vi have 18 – siger og skriver atten Mænd – her til Middag, baade Medhjælpere og Trustees dennegang. Jeg faaer nok see at finde paa noget solid Mad, mine Gjæster har ialmindelighed en god Appetit.

Mon jeg har fortalt at vi faar Aftenbladet^k386 nu? Det er naturligviis gammelt da vi først faaer det efter Trykkeriet har benyttet dem og en eller anden af Præsterne, men det er nok morsomt aligevel at faa et norskt Blad. Alle de Aviser som engang bleve sændt hjemmefra har vi aldrig faaet, enten det nu er dem eller vore Breve om dem som er forkomne. Naar du skriver til Stin,^k387 saa hils ham mange, mange Gange og tak for Brevet, sig jeg skal snart gjøre Gjengjæld, men dennegang bliver det ikke. Gudske Lov, at han finner sig saa vel og er frisk. Han lade til at have tilbragt sin Ferie meget behageligt. –

Desværre bliver dette Brev saa gammelt inden det kommer hjem, det er i alt den 15de Januar. Vilhelm er syg, derfor har jeg ikke kunnet skrive! Han kom, meget forkjølet hjem anden Nytaarsdag og har siden holdt Sengen, naar jeg undtager den Fredag som her var saa mange Folk, da var han oppe, hvilket vist var uforsiktig, men der var saa mange langveisfra, som han nødig vilde skulde have gaaet forgjæves; han maatte da ogsaa tilkøis igjen strax Forretningerne vare forbi. Hvad Sygdom det har været ved jeg ikke rigtig, stærk Forkjølelse og Rheumatisme var det nu fra Begyndelsen af og dette havde han vistnok paadraget sig i Julen, i den stærke Kulde der da var og han reiste saa ofte.

Hvor ondt det er ikke at have nogen Doktor, især for en saa uerfaren i Sygdomme som jeg er. Vi er saa bange for de Læger her er og kaldte derfor helder ingen, men hvor jeg ønskede at Præsten Clausen skulde været her, han var saa udmærket den Vaar Koren var syg. Det kom vel ikke saa hæftig dennegang, som da og heller ikke har Brystet været angrebet, men nu er han lige saa mat og afpillet og har ligesaa faa Kræfter, som den gang. I de siste Dage har han ikke havt Smørter, men er saa gruelig mat og afkræftet, igaar og idag synes jeg dog han er lidt bedre, ligesaa Appetitten begynder at indfinne seg, saa med Guds hjælp vil det nu gaa fremad. Nu kan jeg dog pleie han bedre end den Vaar paa Skaarlia, da jeg ingenting havde. – Den stærke Kulde har hældigviis ogsaa givet sig, jeg er saa glad saa længe dette milde Veir bliver ved, det er saa ondt naar det er saa Koldt naar Vilhelm er syg.

Hvor glad jeg skulde være om her snart kom en Præst til, som det nu er, er det altfor anstrængende og Vilhelm taaler det slæt ikke, især naar det til al denne Reisen kommer en saa bidende Kulde. Ulykker i dennne Kolde Vinter hører vi ogsaa ofte, saaledes frøs der en heel Familie, 7 Mennesker, i hjel nylig, jeg troer det var tydske, de flyttede, og reiste formodentlig i de sedvanlige Flytningsvogne med Seildug over, Folk er ogsaa saa uforsigtige med at flytte om Vinteren. Kanskje disse vare nødt dertil. Nu maa jeg tage Henriette lidt, stakkel hun er ikke saa meget hos meg nu, jeg har maattet faa en Confirmand til at passe hende nu, hun forstyrrede Vilhelm formeget, det er en liden Galefrands.

Den 17de Januar. Nu medens Vilhelm sover, maa jeg see at faa sluttet dette saa det kan blive sændt i morgen. Det er nu 2 Maaneder siden jeg sændte midt sidste Brev, saa dessverre kommer I dennegang til at vændte længe forgjæves. Gid I nu bare ikke vilde blive ængstelige og at dette Brev maatte komme hurtigt frem. Jeg har havt ondt for at komme til at skrive i denne Tid, og om jeg endogsaa havde kunnet, havde jeg vel aligevel væntet med at sænde det, vil jeg see hvordan det blev med Vilhelm. Og Gud ske Lov og Tak, nu synes jeg Bedringen begynder at indfinde sig, skjønt det gaar meget langsomt. Han holder fremdeles Sengen og er meget Afkræftet, men han sover dog taalelig godt om Natten og spiser igjen, saa med Guds hjælp, vil det nu stadig gaa fremad.

Vilhelm vilde nu gjørne selv skrevet til dig ogsaa angaaende dette Laan som Mens^k388 har snakket om. Det har nu sikkert aldrig været Vilhelms Mening at rode sig ind i materielle Interesser, eller at søge at faa et Laan for derfor at kjøpe Jord og tjene Penge derved; derimot har det været hans Agt at faa et Laan for at betale sin Gjæld. – Jeg ved ikke hvorledes Mens kan fare med slig Snak – Jeg tænker ikke der er mange der saalidet som Vilhelm skjøtter om egen Vinding, at han derimod gjørne vil gjøre hvad han kan for at betale hvad han skylder, det er en anden Sag. –

Det bliver kun lidet jeg kan skrive denne gang, kjære Fader, jeg har flere Breve at slutte og maa skynde mig. Jeg haaber snart at kunde skrive igjen og bringe gode Efterretninger herfra. Hils Marie meget og Tak hende for Brevet. Gud give hendes Helbred maa blive god i dette Aar. Nu faaer jeg kun tilføie kjærlige Hilsner til mine kjære Sødskende og ønsket om alt godt for dem i det nye Aar. Hils Hans meget. Gid det maa været gaaet godt med Examen. Saa mange Hilsner til alle Venner og Bekjente og et kjærligt Levvel fra

din Leis.^k389

Vilhelm hilser kjærligt og Henriette sender et Kys til Bestepappa. Hun sidder og pludrer noget om Kaka og bukke bæ. Maatte nu dette Brev finde alt vel hjemme!

Brev 24: 7.–8. februar 1856

«Der findes ikke andet end frosset Blæk»

Little Iowa Præstegaard,
Den 7de Februar, 1856

Min kjære Fader!^k390

Jeg er halv bange du skal være ængstelig for hvorledes her staar til efter hvad jeg sidst skrev, saa jeg iler med at bringe Dig de gode Efterretninger som jeg nu Gud være lovet kan. Vilhelm er oppe igjen og kommer seg godt; de sidste Dage har han været oppe saagodtsom hele Dagen, gaar omkring uden Hjælp, den første Tid efter at han begyndte at sidde oppe, maatte vi gaa en paa hver side og understøtte ham. Han er bleven saa frygtelig mager og medtagen, saa det vil vist tage Tid inden han ganske kommer til Kræfter igjen, men Gudske Lov i de sidste 8 Dage er han gaaet saa betydelig fremad, jeg synes, jeg har kundet see Bedring for hver Dag, han sover godt og har en glimrende Appetit og hvad jeg troer ikke lidet har ledsaget til denne hurtige Bedring er at vi har havt Besøg af Præsten Clausen og en Bodenhoff som ogsaa boer ved Cedar river. De kom som de vare kaldte, Vilhelm havde saa godt af en saadan Adspredelse, saa jeg var rigtig saa glad ved dette Besøg.

De kom kjærende ind paa Gaarden en Torsdag Eftermiddag som vi sad her i al Ro. «Der er bestemt Paulsen, som tidligere var i Decorah», sagde jeg, ikke det mindste glad over dette Besøg; desto behageligere blev vi overasket over at see Clausen træde ind. Han havde Forretninger i Decorah, hvor hen de reiste tidlig næste Morgen, men kom igjen til Aften og var her Lørdag, Søndag prædikede Clausen her, Mandag var de atter i Decorah og reiste hjem Onsdag Formiddag. Clausen holder vi meget af og du ved han ogsaa er den eneste dannede vi seer. Bodenhoff, Søn af en Major Bodenhoff paa Sjælland, hvor hans Kone og Barn endnu er, har kun været her kort Tid, han var tækkelig, ogsaa underholdende, synes jeg; saa det var ogsaa morsomt at han var her. Nu seer vi vel næppe nogen igjen førend Clausen atter kommer herned, og det blir vel næppe før han kommer at visitere, som skal skee engang før Synoden i 57. Han proponerede rigtignok at vi skulde reise sammen over og besøge Præsten Stub,^k391 og saa med det samme reise et stykke opad Missisippi, hvor der skal være meget Smukt, saa vilde de med det samme besøge nogle norske Settlementer i Minnesota. Dette skulde være meget morsomt, men om det bliver noget af er et Spørgsmaal. Clausen skal ogsaa bygge sig en stor ny Præstegaard i Sommer og vil vel næppe faa saa let for at komme hjemmefra.

Jeg har heller ikke synderlig Tro paa noget Besøg af Wisconsin Præster til Sommeren. Der skal være Præstemøde i Manitowoc hos Ottesen og til mere end et Sted faaer de vel ikke Tid at reise. Jeg har en liden Smule Haab om snart at faa Sagerne hjemmefra; der er nemlig reist Folk fra Cederriver til Rock Prairie, de kommer ogsaa til Præsten Dietrichson og hvis han nu er saa klog og ikke vil sætte vor Taalmodighed for meget paa prøve, saa sændte han det med disse Folk, der reiser forbi et Sted kun en 6 – 8 Mile fra os. Havde kun Clausen vidst om dette da Folkene reiste, eller blev de der nede saa længe at der kunde være Tid til at skrive, det skulde været godt.

Jeg har havt en huslig Sorg idag. Koen fik en Kalv inat, men den levede, trods al anvændt Umage, kun nogle Timer; det var en stor Pæn Quiekalv; jeg var rigtig lei fordi den døde, det skulde været saa morsomt at havt den, den skulde naturligviis levet, og det var den første Kalv, født paa Gaarden. Jeg er glad Koen er flink og saa faar jeg naa meget mere Nytte af Melken. Til Middag skal vi have Kalvedands. Vi har det deiligste friske Vinterveir idag og hvad der er en Sjældenhed her, ganske stille; det smager godt ovenpaa den slemme kolde Tid, vi har havt.

Der reiste Henriette^k392 forbi vinduet ud at kjære, den lille Prinsessen min. Nu gaaer hun, naar hun holder mig i Kjolen og gaaer fra Stol til Stol, det er saa morsomt at see paa; hun har faaet nyt Legetøi af Onkel Clausen, alle Præsterne er hendes Onkler – det sidder hun og steller med, du skulde se hvor yndig hun er, og saa som hun pludrer, hun kan sige en Deel Ord nu, hvoriblandt Mad og Kaka er de mest brugte, saa har Oline^k393 lært hende at lokke paa Gjeden, hun klapper i Hænderne og raaber «ei, ei». Det skal betyde «strei, strei», og saa har hun lært at kalle som Præriehanen. Ja, hun bringer Liv i Huset, jeg synes, det er saa stille bare hun er ude lidt eller sover. Gudskelov at Vilhelm kommer sig saa godt, hvor godt det er naar alle er friske, det skjønner vi aldrig nokpaa, saa vi kan nok have godt af at mindes derom.

Gid jeg nu viste at alt var vel hjemme, at Moder fremdeles maa gaa fremad, da skulde jeg være glad. Jeg faaer kun Tid til herved at sænde hænde og alle mine Sødskende kjærlige Hilsener, dennegang. Jeg har saa meget at skrive for Vilhelm, saa jeg faaer ikke Tid til at skrive langt hjem, jeg vil hellere see at faa Brevet snart af sted. Naar du saa faaer dette Brev, saa haaber jeg du har modtaget 100 dollar fra Sigvart^k394 som han skulde sende dig for en Vexel han modtager fra Vilhelm og forhaabendtlig faaer du snart atter 100 dollar, dersom alt gaaer som Vilhelm haaber. du maa undskylde at jeg skriver med dette lyse Blæk, kjære Fader, det er frosset og der findes ikke andet end frosset Blæk i hele Decorah.

Ikke større end Decorah er, har den allerede sin egen Avis, ja det troer jeg næsten enhver Klynge paa en 20 – 30 Huse har. I Decorah er der en overordentlig Trafik i denne Tid, da der er bleven Land Office saa Folk strømmer dertil for at faa deres Land sikret. En god Ting finds der i Decorah og det er en Slagter som har regelmæssig friskt Kjød, rigtignok meget dyrt for Tiden, heraf benyttede vi os første gang medens Clausen var her. Det er mere end Laurvig kan præstere, idetminste tidligere.

Den 8de. Nu har vi netop spist Frokost hvortil Johnny cake, et slags varmt Maisbrød,^k395 der spises med Smør til, hvoraf skulde jeg have Lyst til at sænde dig et Stykke, i Haab om at det vilde finde ligesaa meget Bifald hos dig, som hos os. Vi har det samme deilige Veir idag, om en liden Stund skal jeg ud og kjære mig en Tour, Vilhelm jager mig ud hver Dag nu, jeg har været meget inde i den senere Tid naturligviis, men nu er jeg flittig til at indhændte det forsømte. Gid Vilhelm selv snart kunde komme ud og blive dette Veir ved, saa haaber jeg nok det. Henriette sidder paa Gulvet og har meget travlt med at jage ud Hunden, der stikker sin snude ind af Kjøkkendøren, «gout, gout» siger hun, det skal betyde get out, her tales altid engelsk til Dyrene, Folk troer ikke de forstaaer andet Sprog.

Her er mange Dialekter her i Huset. Vilhelm taler nu meer og meer Bergensk, synes jeg, jeg taler min Laurvigsk, Oline Hakkedalsmaal, Iver Hardangermaal og Svend er saa Stavangersk som det er muligt, Gunhild, det er den Confirmand som har seet til Henriette medens Vilhelm var syg, er fra Valders, saa hver har sin. Vi beholder nok hende til hun bliver confirmeret, hvilket alt skulde være skeet havde Vilhelm været Frisk, da hun ikke har noget Sted at være; men jeg skulde være glad om Henriette aldrig havde haft nogen Barnepige; for det Første har de forkjølet hende for mig medens Vilhelm var syg, da han ikke taalte at hun skreg, saa de føiede hende ialt for at faa hende rolig; dette gjør nu ikke stort, saa liden som hun er, men jeg har saadan Vanskelighed med at faa hende til at stelle sig selv, hvilket hun før var saa snilde til, men nu kommer hun vel snart til at gaa, og da bliver det bedre, hun har været lidt grætten for Tænder, nu er der kommen to frem, saa Grættenheden ogsaa er borte. En Ting har hun meget travlt med, det er at læse. Hun kan sidde lange Tider med en Aviis eller lignende foran sig, bevæge Hovedet frem og tilbage og pludre høit medens hun peger for sig med Fingeren; strax hun finder et beskrevet Stykke Papir, begynder hun meget ivrig med sin Læsning.

Ugagn gjør hun da ogsaa formedels denne Kjærlighed til Papirer; jeg var inde i Sovekammeret et Øyeblik, da jeg kommer ind igjen, finder jeg Henriette siddende meget rolig paa Gulvet med en Deel Breve omkring sig og læsende meget ivrig i et som hun havde revet tværs over, hun havde krøbed hen til Vilhelms Bord, reist sig op og faaet denne Brevpakke revet ned; naar der ellers nu er noget hun vil tage som hun ikke maa og vi rober «ikke røre Henriette», saa kommer hun krybende tilbake det forteste hun kan. Der er Iver og mælder at det er forspændt, saa Farvel saa længe. –

Her er jeg tilbage fra min Kjæretour. Jeg var inde hos en fattig Familie, den mest trængende i det hele Settlement saa vidt jeg veed, og Huttetu der var ogsaa fælt; en liden ussel Stue med Mand, Kone og 8 smaa Børn, hvoraf de to ere Krøblinger, det var godt at komme derfra og ud i frisk Luft igjen; det er en Skomager Zuekow fra Bergen, imidlertid har han Land og kommer sig forhaabentlig med Tiden. Gudske Lov at her er saa faae saaledes Trængende, saa de, her er, lettere kunne blive hjulpene. – Nu længes vi rigtig efter at erfare mere om Begivenhedernes Gang i Europa, rigtignok er alt vel nu roligt paa Krigsskuepladsen saa længe Vinteren varer, men Underhandlinger lader dertil der er, og vel ellers meget der var værd at vide. Emigranten er saa langt tilbage i tiden med sine udenlandske Efterretninger, og det er saa kjedeligt at vor NewYork Avis reent er ophørt at komme, uaktet den er betalt; jeg ved ikke hvad der kan være Grund dertil, urægelmæssig Postgang, eller noget sligt; hvad det nu er, saa er det kjedeligt og et stor Savn ikke at faa den, jeg haaber det ikke varer for længe, vi blive da saa reent fremmede for hvad der tildrager sig i Verden.

De gamle Aftenblade gjennemlæste vi med Begjærlighed, det er meget morsomt at faa dem, og morsomt var det at læse den Franske Anmældelse af de norske Malerers Værker, der havde været paa Udstillingen. Den Bodenhoff, som var her, var en Fetter af Maleren Tidemann. Det er saa lidet jeg faar skrive til dig dennegang, min kjære Fader, at jeg er i Tvivl om jeg skal sænde det som det er, eller lade længere Tid hengaa, jeg tænker dog det første er bedst at I ikke skulle komme til at ængste eder noget. Hvad koster Brev fra Amerika hjemme? Her er den stadige Priis 46 cent. Tidligere var det 48 cent, men jeg frygter at jeg med mit tykke Papir ofte har gjort Brevene meget dyrere.

Gud give nu at alt maatte staa vel til hjemme; huf det var stygt med den Badeindretningen som falt ned. Tusinde kjærlige Hilsner til Moder,^k396 Christiane,^k397 Stin,^k398 Marie,^k399 Tom,^k400 Lina,^k401 Emilie Sundt, Münsters, Pedelfamilien og den hele kjære gamle Herregaard, med Fjeld og Have og alt Tilbehør. Du skulde bare vide hvor ofte jeg vandrer omkring gjennem alle Gange og Værelser, ser mig omkring i enhver Krog, sætter mig paa min gamle Plads om Aftenen og ved Middagsbordet og følger eder ved eders vandte Sysler. – Gud velsigne dig min kjære, gode Fader og lade mig modtage ligesaa gode Efterretninger som jeg nu kan bringe. Vilhelm sender Dig og Alle venlige Hilsener og lille Tuppen nikker paa Hovudet til Allesammen.ⁿ⁵² Jeg spurgte om jeg skulde sige Goddag til Bedstefader og strax begyndte hun at nikke, som hendes Skik er naar hun siger Goddag. Mange Hilsner til alle gode Venner fra os

Din Leis^k402

Mange, mange Tak for dit kjære Brev, min kjære Fader, det er Festdage naar de komme og nu dennegang kom det ogsaa længe før jeg væntede mig Brev igjen, hvor heldigt det hidindtil har gaaet med Brevene hjemmefra, de komme saa akkurat frem.

Brev 25: 22. mars 1856

«De steller saa galt med Børnene sine»

Little Iowa Præstegaard,
Paaskeaften 1856

Kjære Moder!^k403

Vidste jeg kun, min kjære Moder at din Helbred nu var nogenlunde god, hvor glad jeg da vilde give mig i Færd med at skrive til Dig, men det er saa ondt ikke at vide hvordan du nu har det, at tænke at du maaske endnu er saa svag, som da du sidst skrev til mig; ak Gud give du nu maatte være bedre, hvor glade vi da alle vilde være. Jeg kan ikke lade være at ængste mig for Vaaren paa den Tid pleier du jo altid at være mindre frisk. Den gode Gud give, at den maatte gaa godt, at du maatte have en glad Paaskefest og faa det godt i Sommer! –

Siden jeg sidst skrev har alt her gaaet sin sædvanlige jævne Gang med den Forskjæl at Vilhelm kun har reist i Little Iowa og saaledes kun sjælden været hjemmefra om Natten. Nu i Paasken er han i P.C.,^k404 gid det maa gaa godt, at han maa taale den Anstrengelse. Forkjølede har vi været, hele Huset, endogsaa lille Henriette,^k405 hun har hostet og pudset sin Næse, saa godt som nogen, i denne sidste Forretning fandt hun særdeles Fornøielse. Det er første Gang lille Barnet mit har feilet noget og nu er hun Gud være lovet, frisk igjen. Jeg gav hende en Talgklud paa Brystet og en Morgen noget Brækpulver for at faa Slimet op og deraf havde hun vist godt, men hvor ondt det var sa længe det stod paa. Stakkers lille Tuppen min saa saa elendig ud, jeg var ganske Angst for at jeg skulde have givet hende for mæget, men da det saa var vel over, faldt hun i Søvn og sov et Par Timer og vaagnede saa sød og blid, som ingenting havde været i Veien. Brækmiddel er en fæl Ting, huf hvor ondt jeg syntes det var naar Vilhelm fik det, da han var syg. Jeg er sa glad fordi Børnesygdomme skal være saa udmærket afhandlede i den Doktorbog vi har, jeg vilde ønske de som havde syge Børn, ja almindelige Børnesygdomme da vilde komme at spørge mig tilraads.

De steller saa galt med Børnene sine, synes jeg, sidder og steger dem for Ovnen, fyller Kaffe og Flesk i dem længe førend Barnet har en Tand i Munden, mange Gange; men det nytter ikke at snakke til dem i dette Stykke, de ere saa paastaaelige og siger bare, at saaledes blev den og den ogsaa behandled, han var altid frisk, osv. De som ere fra Byene eller i Nærheden af dem, ere de Bedste, de ere lidt fornuftigere vante. De maa vel af Naturen være saa meget stærkere, disse Bønderbørnene.

Kjænder Du Amerikaneren dr. Ayer's berømte Brystmiddel «Cherry Pectoral»?^k406 Vi har den altid i Huset, den er saa god mod Forkjølelse, for Hæshed hjelper den strax. Med Anvisningen til at bruge den, følger der Attester baade fra Kong Oskar og al Verdens Konger, Keisere og Sultaner. Nettopp i de Dage Henriette var forkjølet, kom der 6 Kindtænder frem paa engang, jeg mærkede ikke noget Ildebefindende hos hende for dem, er det ikke de spidse Tænder nærmest de fire Fortænder, der kaldes Øientænder? Dem har hun ikke endnu, de pleie jo ofte at være slemme, siger man –.

Fru Clausen sagde at Doktoren her holdt for at det var skadeligt at vænne Børnene fra om Sommeren; er det ikke det samme hvad Tid paa Aaret det skjer, eller skulde det gjøre Forskjel her, maaske? Henriette er ikke vændt fra endnu, men hun er saa stor nu, saa jeg maa vel til, og skulde det forholde sig saa at det er galt aa gjøre det om Sommeren, saa er det jo bedst at benytte Vaaren. Jeg vilde ønske det var veloverstaaet, jeg tænker ikke det bliver saa ganske let en Sag.

Da der sidst blev holdt Gudstjeneste her, havde jeg Henriette med mig; det var første Gang – havde det ikke været saa koldt i Vinter, havde jeg tidligere forsøgt hvorledes det vilde gaa; det er saa sjelden her er Gudstjeneste, saa jeg gjørne vil at Alle skal kunde være tilstæde. Saa stegte vi Fuglesteg og lavede Æblegrød, Lørdag, saa vi bare behøvede at varme Maden Søndag. Og saa drog det gandske Huus derhen. Det gik ogsaa over Forventning godt med Tuppen. I Begyndelsen satte hun et meget forskrækket Ansigt op ved at see saa mange Mennesker; men heri fandt hun sig snart; da Psalmesangen begynte, sang hun med og vedblev med sin Sang efter den var ophørt. Hun var snild nok, men saa forskrækkelig conversabel, snakkede om Puus og Proa^k407 og Alt det, hun vidste, og da Præsten kom begynte hun at raabe, nei, nei Pappa; saa nappede hun Konerne i Tørklæderne, snakkede til dem og havde meget travlt, til hun faldt i Søvn, strax Prædikenen var begyndt og sov til den var endt. – Jeg ved dog ikke om jeg tør tage hende med mig igjen, ikke fordi hun forstyrrede mig – andet kunde jeg jo ikke vænte, men alle som kunde, saa skulde de sidde og see paa hende. Det var vel af Nysgjærrighed efter at see Præstens Barn og nu er jo den Lyst tilfredsstilled, saa det burde bli bedre en annen Gang.

Da Vilhelm første gang prædikede efter sin Sygdom, var jeg med ham, det var en 4 – 5 engelske Mile borte, saa jeg fik en deilig Kjæretour paa godt Føre med det samme. Det var vel da over et Aar siden, jeg havde været noget sted i Settlementet udenfor vort Nabolag, saa jeg synes det var saa hyggeligt at komme lidt ud igjen. Det morer mig at tale med alle de Folk, jeg vilde gjørne blive litt kjendt rundt i hele Menigheden. De spurgte mig alle efter «Smaafolket» mit, hende har de meget travelt med at spørge efter, hvor vidt hun er kommen, om hun kan gaa, snakke etc. Jeg træffer altid Mange, som jeg synes godt om. Det var hos gamle Trond Lommen,^k408 vi var, det er en af de bedste og mest oplyste Familier her er, der spiste vi Middag tilligemed Elisabeth, Præsten Brandts^k409 Søster, og hennes Mand, og kom saa her hjem kl 5, og Henriette havde været sød og snild, saa længe havde jeg ikke før været fra hende. Det er ingen Sag, naar jeg har en Pige, der er saa glad i hende, som Oline^k410 er. Men du, hvad hun bestiller nu lille Tuppen? Hun har opdaget en Sprække paa Kjøkkendøren, hvorigjennem hun kan se derud, der staar hun nu og kiger igjennem og raaber på Balla, det er hendes Navn på Oline, men jeg faar nok gaa hen og tage hende derfra, at ingen skal komme at støde henne overende. Hun falder vist 20 Gange om Dagen, men som oftest sætter hun seg blot noksa pent ned.

Førend Føret gik, havde jeg mig en prægtig kjæretur med Vilhelm til en liden By (hvad der her forstaaes med by) Frankville, en 8 engelske Mile herfra. Der var vi inde og kjøbte os en Skjæppe deilige Æbler, som vi nu delicaterer os med. Hvor Frugt smager udmærket naar man saa yderst sjælden kan faa meget deraf. I Decorah sælges de blot i Stykkevis og til en næsten uoverkommelig Priis. Du kan tro det gik strygende paa den Tour, godt Føre og 2 muntre Heste for en Slæde, saa let, som du vel næppe har seet nogen; den er arbeidet af en norsk Snedker her, efter Vilhelms Tegning og gjør dem begge Ære. Vi manglede bare Dumbjælden.

Sagerne hjemmefra er desverre endnu ikke kommen til os. Det er rigtig leit, jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre. Jernbanen er jeg bange for, men endnu har vi ikke trods al Umage kunnet faa nogen Leilighed opspurgt. De Mænd som jeg sidst omtalte at jeg havde Haab om at faa dem med, toge en anden Vei hjem. Det er saa leit atter at maadte fortælle at vi ikke har faaet dem, til eder, som har været saa snille og sendt det altsammen og glædet eder til at at vi skulde faa det.

Til Sommeren kommer maaske Præsten Brandt til at gjøre en Tour til Norge, hvor glad jeg skulde være om jeg kunde faa ham en liden Visite til Herregaarden, han har jo været hos os, om ogsaa kun kort og saa strax efter vi var flyttede ind, men han har dog seet os og i Høst igjen været isammen med Vilhelm paa Synoden, saa det vilde nok more eder at tale med ham, op til Sigvart^k411 vil jeg da i al Fald bede ham at gaae. Jeg haaber han vil bringe en Kone med sig tilbage, det er Skade han ikke er gift og det tænker jeg han selv ogsaa finder. –

Nu er jeg netop kommen ind fra en af mine ensomme Spadsertoure, hvor morsomt det skal blive naar Henriette bliver saa stor, at hun kan gaa med mig; men det bliver længe til. Det var paa Tide jeg kom ind, nu regner og sneer det saa det har Skik, jeg troer Sneen vinder Seier, mon det skal være forbi med det smukke Paaskeveir vi har havt? Strax før jeg gik ud, kom ogaa Henriette ind skrigende af fuld Hals; hun vilde være ude endnu længre, det er hendes største Glæde, især at være ude i Gaarden og see paa alle Dyrene, naar vi saa sidder lidt stille med hende, saa kommer Hønsene (Kyllinghønerne) og sætter seg rundt omkring paa Kanten af hendes Vogn, da har hun sin store Fornøielse, det er rart hun ikke er bange for dem.

Hun har virkelig alt været uskikkelig, saa liden, hun er, skreget af Vrede og ikke villet være lydig, saa har hun faaet Dask over Fingrene og Mamma sætter henne fra sig og vil ikke have noget med det stygge Barn at bestille, begynder hun da ikke at græde, saa staaer hun lidt med Hænderne for Øinene og skammer sig til hun kommer hen og vil kysse meg, og da er alt godt igjen kan du vide. Ofte hvor hun har gjort noget galt, skjønner hun det strax og skynder sig saa at komme med den lille Munden sin.

Barnepige syns jeg slet ikke om at have, det kan være bekvemt nok at have en der altid er Rede til at passe Barnet, naar jeg selv ikke kan, men naar hun skal passe Barnet hele Dagen, saa bliver det hende mere end mig der opdrager hende, og jeg saa hvor egenraadig Henriette var bleven medens Vilhelm var syg. Hun commanderer Gunhild ganske. Denne er her endnu, men ikke i Egenskap af Barnepige, hun har intet Sted at være, derfor er hun her til hun bliver confirmeret. Henriette er inne hos mig og steller sig selv Størsteparten af Dagen, en liden Heftekrog er hun nok, men saa morsom. Nu faar jeg ikke underholde mig længre med dig dennegang, min kjære Moder. Hils meget til alle Kjære Venner, Langesund, Kjøbenhavn og overalt. Gud velsigne Dig min kjære Moder og lad Dig have det godt.

Din Leis.^k412

ⁿ⁵³

Jeg har prøvet Mergelkringler med Smelt, det er meget godt, Smør er vel kanske bedre. Jeg kan kun bruge 8 lb^k413 Smelt hvor jeg bruger 16 lb Smør, de smelte ellers op i Ovnen. De er bedst nybakte eller en Dag gamle. Jeg bager dem jævnlig, det er billige Kager her hvor man har saa god Raad paa Smelt og Fløde, og Æg har jeg selv. I det hele er vel alt Bagverk billigere her end hjemme. Nylig har Pigerne ribbet en Deel Fjær, mest Hanefjær, til Hovedpuder for Folkene, her er saa ofte Arbeidsfolk om Natten. Fjær kosted her i fjor 60 cent lb. Hvad er Prisen hjemme?

Brev 26: 23. mars 1856

«Kaffe og Flesk og Flesk og Kaffe»

Little Iowa Præstegaard,
Paaskedag 1856

Min kjære gode Fader!^k414

Gid nu denne Paaskefest maatte være ligesaa glædelig for dig og alle min Kjære som den er det for os! Vilhelm er jo ikke hjemme, men han var dog, Gud være lovet, frisk da han reiste, det er første Gang han reiser nogen længere Tour siden Nytaar, saa jeg længes meget efter at vide hvordan det er gaaet; paa Tirsdag haaber jeg ogsaa at han kommer, ialfald paa Onsdag, da Confirmanterne er tilsagde til den Dag. Jeg undres hvordan det er gaaet ham paa Veien, han var saa i Beraad om han skulde tage Slæde eller Vogn, det blev ved det Sidste af Frygt for at Bækkene skulde blive for store og Solen tære bort det Føre, der var til overs inden han kom tilbage. Det er en langvarig Vinter denne, de ældste Settlere have ikke før prøvet en saadan Kulde her og vi er mindst 3 Uger længere tilbage end ifjor. Saa naar det nu for Alvor begynder, saa tænker jeg det skeer med Kraft; og begyndt er det vel nu, vi har den yndigste Vaarsøle, igaar sneede det rigtignok og det ikke sa lidet, idag er den ganske forsvunden, Solen staar nu saa høist som den hjemme gjorde i Mai, saa Sneen skal have vanskelig for at ligge længe. Men du skulde see for en masse Snee der endu ligger i Skovene og paa mange Steder. Siden December Maaned har vi uafbrudt havt Føre, jeg saa der stod i et Nummer af Times forleden at i de sidste 10 Aar havde Snemassen ikke været saa stor som i Vinter, hvorfor man tænker at alle Elve og Floder vil svulme overordentlig.

Den 12de Marts havde vi 16 Graders Kulde. Jeg undres hvordan Sommer vi faar efter dette? Vi vænter saa paa at det skal blive bart saa vi kan faa lagt Gjærde op. Et Par Folk er leiet og naar Helligdagene er forbi, kan vi vel begynde. Meget Nyt skal indgjærdes og gammelt Gjærde flyttes. Ifjor var Ageren indgjærdet for sig selv, ogsaa et stort Gjærde om Huset; dette skal nu flyttes saaledes at den gamle Ager tilligemed et nyt Stykke, der skal oppløies i Sommer (jeg haaber saa tidlig, sidst i Mai er tidsnok, at det kan blive beplantet med Mais, der som jeg vel før har fortalt godt kan plantes paa Nypløiet Land) og Husene; Alt, kommer til at ligge indenfor eet Gjærde. Og saa skal der indgjærdes et stykke til Have; jeg tænker omtrent saa stort som dine 3 til sammen.

Til næste Aar haaber vi at faa et Stakit om Haven, det vilde ogsaa være saa meget bedre til at holde Høns etc. ude, vi havde kjørt nogle Bjælker paa Sagen, bestemte til det Brug, men saa gik Sagen i Stykker, saa det bliver for seent; for iaar maa vi nøies med det her brugelige rails, Gjærde; der skal ogsaa indgjærdes til Gaardsplads og en liden Indhegning hvor Kreaturene kunne være om Sommeren, uden at behøve at komme ind paa Gaarden. Naar de vil ud om Vinteren og de er ude næsten hver Dag her, naar Veiret ikke er for slemt, blive de lukkede ud af en Bagluuge. Men jeg frygter at det er uforstaaelig for dig, alt hvad jeg har skrevet; ja naar det bliver nogenledes ordnet, skal jeg give dig et Grundrids af Præstegaarden, Jorder, tillige med Huus, Udhuset og øvrige Herligheders Beliggenhed. Jeg gleder mig til at kunne begynde at stelle med Haven, især haaber jeg at komme tidligere til dermed og faa alt bedre tilstelt end ifjor, som det var nypløiet. Jeg tænker at saa en liden Aager med Ærter inde i Haven til Vinterbrug, ligeledes Næper og Turnips til baade Menneske og Kreaturføde (Turnips dyrkes meget til Kreaturfoder her) thi ude paa Aageren faaer jeg ikke Lov at have det iaar, da der ikke er mere gamelt Land end fornødent til Hvede og Havre, og alt hvad der hører til Koens Føde; det hører nu til mit Departement.

Paa Rum i Haven skal det vel ikke heller mangle mig, da Blomsterne vist ikke skal tage for stor Plads. Det er saa vanskeligt at faae noget Blomsterfrø udenfor Solsik, Valmue og Convolvolus; det er dumt af mig at jeg ikke tidligere har faldt paa at forskrive fra Dubuque; i Mangel af anden Leilighed kunde jeg maaske faa en Kjøbmand i Decorah til at forskrive mig noget Blomsterfrø, naar de faaer al Slags Havefrø, maaske kunde det endu lade sig gjøre. Vilhelm bragte en heel Deel Frø med sig fra Decorah forleden; heriblandt Sweet corn, en Slags Mais der mest bruges saaledes varmt med Smør til som jeg har fortalt; det skal ogsaa plantes i Haven. Iaar maa jeg plante ud al slags Rødder og see at faa Frø selv til næste Aar; jeg troer ikke det Frø man faaer kjøbt altid er saa sikkert. Hvor gjørne jeg vilde faa Fat paa nogle Frugttræer – og et Lysthuus af Acazia – Bare jeg nu maatte faa Frøet hjemmefra tidsnok. Du kan ikke tro hvor jeg glæder mig til at faa det, bare det ikke maa komme for seent. Det er rigtig saa leit med de Sager hjemmefra saa som vi længes efter dem. Jeg er bange du er træt af alt mit Havesnak, nu har jeg snart fyldt to Sider dermed. Gud give Du selv maa gaa rask og vel tilmode og stelle i din Have i Sommer, min kjære Fader; gid ogsaa alt havde staaet seg godt i den, nu begynder vel snart de søde Sneeklokker og Crocus at titte frem under Dagligstuevinduerne.

Nu vil jeg fortelle dig litt om lille Skatten vores. Gid du selv kunde see hende gaa omkring paa Gulvet, og see hvor frisk og sund og glad hun seer ud, gid jeg kunde faa hende Daguerreotypieret og sænde dig det; hun er nok nu saa stor at hun ikke ganske blev til en Kladt. Hun bliver en stor flink Pige nu, som kan gaae (det er saa morsomt at høre det lille Trip) og begynder at blive forstandig og snakke saa smaat. For Øieblikket ligger hun paa Gulvet og støier dygtigt med Gunhild, der sidder og blæser «For Norges Kjæmpers Fødeland»^k415 for hende paa den Trompet, hun fik til Juul. Den er hun fremdeles bange for selv at blæse i og kaster den langt bort naar hun uforvarende kommer dertil. Undertiden kommer hun hen og stiller seg bag min Stol for at lege «Kig, Kig», naar jeg saa ikke strags er førdig, saa napper hun mig i Ærmet, derfor kommer den Blækkladt paa første Side. Du maa undskylde os, søde Bestepapa!

Hun har en liden hvid Kat, som hun er meget glad i, alt hvad der er laadent kalder hun Puus, hun klapper mig paa Haaret og siger «Puus, Puus». Her er saa fult af Muus, dog troer jeg ikke vort Huus er blant de værste, heller ikke kan jeg sige at de gjør mig nogen Fortrød, hvilket jeg tilskriver alt det løse Papir der ligger oppe paa Loftet, derefter er de slemmest. Rotter er her ikke endu, men det varer vel ikke længe førend vi faar disse uhyggelige Gjæster. Blant Henriettes^k416 mange Kunster hører med ogsaa at kunde fortælle hvad Hunden, Koen, Grisen og Katten siger og saa kan hun gaa smaa Ærender, hændte Pappas Lommebog, Lommetørklæde eller hvad det nu kan være, og gaa hen til ham med.

Det var en lang Stands, inden jeg kom til at skrive til Dig igjen, kjære Fader! Idag har vi alt den 6de April, nu maa jeg skrive flittig og faa dette paa Poshuset imorgen, at I ikke skulde vænte forlænge. Siden jeg sad her og skrev sidst har her været mere Uro og Afvæxling end jeg kan mindest paa lang Tid, nu skal du høreæ: Tirsdag kom da Vilhelm fra Painted Creek træt og sulten efter at have siddet i Buggien siden Kl. 7 om Morgenen, ikke spist noget, besøgt et Par Syge og kjørt Skridt for Skridt i en frygtelig Søle; efter en saadan Reise, smager det godt at komme hjem og faae sig en Kop The og Aftensmad i sit eget Huus. Henriette er saa stor nu saa hun kjender Vilhelm naar han kommer tilbage efter en 8 Dagers Reise. Vilhelm havde Gud ske Lov været frisk paa denne Tour, skjønt dygtig træt ofte. Sidst Søndag var her Confirmation; tidlig om Morgenen reiste vi, Vilhelm, Henriette og jeg hen til Thore Skotland, hvor den blev holdt, ikke som jeg sagde 1, men 2 norske Miil herfra, godt Veir og stygt Føre var det. Den dag tænker jeg der var den største Forsamling af Norske, som det nogensinde har været vestenfor Missisippi, 4 – 500 Mennesker, saa Thores Huus blev ogsaa altfor lidet. Henriette var snild længe, men tilsidst blev det hende for langvarig, saa jeg, heller end at hun skulde begynde at græde, gik ned med hende til Ingeborg, som vederkvægede os med Melk og Kage.

Den Dag traf vi ogsaa Anne, Brandts^k417 Sødster, som var hos mig; siden den Tid har hun mistet sidt yngste Barn og selv været syg, hvorfor hun ikke har været her og saaledes ikke seet Henriette, siden hun var 9 Dage gammel. Det var derfor stor Stads for Anne at for see hende og hun fant hende naturligviis fortræffelig i enhver Henseende. Om hun var aldrig saa styg, sagde de vel at hun var deilig. Det var snilde Folk og peent Stel der hvor vi var; jeg vilde ønske Vilhelm vilde altid tage ind til dem og enkelte andre Familier hvor der ogsaa er saa peent og propert, paa sinde Reiser saa vidste jeg han havde det godt, men det vil han ikke, han er snart hos den ene, snart hos den anden, der er mange som gjørne vil Præsten skal komme til dem og paa den maade lærer han dem jo ogsaa bedst at kjende.

Nu skal Du høre hvorledes Ingeborg berættede os, saa du kan vide hvordan man spiser her, naar det skal være lidt bedre end det daglige Stel: Der var altsaa til Middag: Ribbensteg, Fugleragout, Pai, Sukkerbrød og en 3–4 anden Slags Smaakage, hertil The, Kaffe eller The faaet man næsten altid om Middagen her, men da nu Thores drikker Kaffe om Eftermiddagen fik vi The. Til Aften ogsaa The; Smør og Brød og Kage. Om Morgenen Kaffe, Blødkogte Æg, Pai og jeg hved ikke hvor mange Slags Kage, Du seer vi lider ingen Nød, hvor vi kommer; men det er nu ikke alle som steller saa godt og har sit Linned saa Sneehvidt som Ingeborg Skotland. Vilhelm lever oftest med Kaffe og Flesk og Flesk og Kaffe til alle Maaltider.

Mandag Formiddag reiste vi derfra og hen til Ola Bakken, som Vilhelm skulde tale med, det er en af mine Yndlinger, det er to af Menigheden, som er mine særdeles Yndlinger, Ola er den ene og den anden en af Medhjælpere, Hans Aakre. Her maatte vi nu spise Middag, Aase vilde ikke høre sligt Snak at vi skulde reise fra hende uden at faa Mad, og saa havde hun saa meget at snakke og spørge om. Vi kom først hjem langt ud paa Eftermiddagen og da kan du tro Henriette var glad ved atter at kunne faa bruge sine Been, hun bestilte ikke andet end at gaa frem og tilbage, til hun skulde lægge sig. Tirsdag kom og gik her Folk hele Dagen. Onsdag var der Altergang og Barnedaab i et Huus her i Nærheden. Det er hyggeligt at see, hvor megen Umage de gjør, der hvor Gudstjenesten holdes, for at indsette alt peent. Saaledes havde de hos Thores, ladet gjøre et Alterbord, der var saa peent tilstelt saa det gjørne kunde staaet i en Kirke, ligeledes nede hos Thorgrim, hvor det var i Onsdags, var alt ogsaa saa peent at det var en Lyst. Jeg bar Eli Sørlands lille Søn til Daaben den Dag og hos dem var vi til Middag og blev beværtet med Kalvesteg, stegt Flesk, Paier, Kager og Tilbehør. Der var Henriette ogsaa med, jeg synes det er saa morsomt at have hende med især, hvor der er smaa Børn, naar disse er saa store som hun, saa snakker hun til dem, men dem hun mest kjender er slige Smaa, som min lille Gudsøn, dem klapper hun og har meget travelt med.

Den morgen var Henriette ellers saa uartig, virkelig uskikkelig, det var første Gang, hun har været saaledes, hun var saa vred og skreg saa fordi hun ikke fik sin Villie frem; jeg var ganske bedrøvet og maatte give hende alvorlig Dask over Fingrene, hun forstaar det godt nok; jeg kunde først ikke tro at det var af bare Vrede hun skreg, jeg troede hun var forliden til at være saa uartig. Stakkers Liten, bagefter tager hun mig om Halsen, kysser og klapper. Hvor ondt det er at maatte tugte – Gud give hun maatte blive et godt Barn! Maatte jeg bare forstaa at omgaes hende rigtig! – Hun sidder her ved Siden af mig nu det lille Nar, og steller med sit Legetøi og forstyrrer mig i et Væk, det er jeg ogsaa bange mit Brev tydelig nok viser at jeg har en saadan liden urolig Krabat at tage vare paa, jeg har ingen der kan see til hende nu, saa vi faaer stelle os saa godt vi kan, naar hun er kjed af at gaa paa Gulvet, sætter jeg hende paa en Stol ved min Side, nu faaer vi vel see hvor længe hun bliver rolig der, hun er slem nu, finner hun Kjøkkendøren paa Klem, saa er hun øieblikkelig derude og med begge arme i Vandballien. Du skulde see mig hvor peen jeg er, Bestepappa, i min nye Ginghams Kjole^k418 og klart hvidt Forklæde. –

Dagen efter vi var paa Sørland, var her Confirmandindskrivning og atter to Brudevielser. Dette var usædvanlig megen Afbræk paa vort sædvanlige rolige Liv – Idag er Vilhelm paa Østprairien, egentlig skulde han været ved Turkeyriver, men Føret er ufremkommeligt; i denne Uge reiser vel han derned tænker jeg og snart skal han vel en Tour til Minnesota; de stakkels Folk der – der er saadan Jammer efter Præst og flere Secteer Prædikanter, som reiser omkring deroppe. Da Vilhelm var i Painted Creek sidst, talte han med en Mand, som strax Isen gaaer op i Missisippi, og det væntedes daglig – skulde reise til Rockprairie og strax komme tilbage igjen med Dampskib – han har lovet at tage Sagerne hjemmefra med sig, gid han snart kom og bragte dem. Vilhelm skaffede mig lidt Blomsterfrø fra Decorah forleden, men jeg kjænder ikke de Navne.

Første April regnede det for første Gang i 4 Maaneder, det er en Sjældenhed her, som det i det hele har været en mærkværdig kold Vinter dette. Vaaraannen er intet Sted begyndt, men her i Haven skal de nu til at pløie og Harve saa Sven itide kan begynde at spade. Gjødsel slipper man her i Wisconsin troer jeg, dog de Norske paa flere Steder nu har brugt deres Land saa længe, at de maa begynde dermed. Endnu har jeg ingen Blackbirds seet, det pleier at være de første Fugle om Vaaren. Times har indfundet sig igjen til vores Tilfredshed, ved en Feiltagelse var den bleven sændt til Decorah i Wisconsin istedenfor Iowa. Jeg haaber der ogsaa snart kommer en Pakke Aftenbladet. Nu siger snart baade Papir og Henriette Stop. Hun har været nede og oppe mange Gange medens jeg har skrevet dette og nu faaer jeg ikke Fred længere. Gud give du maatte være frisk og have det godt min kjære, kjære Fader, at Moer maatte være flink og Alt vel, ja Gud give gode Efterretninger fra mit kjære Hjem næste Gang. Tusinde Hilsner til Sødskende og Venner. Vilhelm er ikke hjemme, saa jeg ved ikke om han har nogen speciel Hilsen, dog det faaer jeg vide i morgen nar han forhaabentlig kommer. Og nu faaer jeg bare sænde dig et Kys fra Henriette og tusinde kjærlige ønsker fra

din Leis.^k419

Brev 27: 12.–13. mai 1856

«Om Du havde en Stemme som Jenny Lind»

Little Iowa Præstegaard,
2de Pindsedag 1856

Min kjære Fader!^k420

Nu kan jeg da endelig skrive til dig paa tyndt Papir,^k421 i Thorsdag fik vi Sagerne fra Norge, men førend jeg fortæller dig mere herom, maa jeg takke dig for dit sidste Brev. Det Bud der bragte mit Brev paa Posthuset, havde det med tilbage; havde jeg ikke havt saa ondt for Bud til Byen i den Tid, havde jeg vænted med at sænde det til jeg vidste hvad Posten bragte. Gud skee Lov at det dog stod saa vidt vel til med Moder, jeg blev saa overrasket ved at faa det lange brev fra hende, men stakkel hvor yderst svag hun maa være og hvilket tungt Kors Gud har paalagt hende. Han hjælper hende ogsaa af sin Naade til at bære det!

Gid det nu maatte blive en smuk Sommer hjemme, deraf lovede du dig jo god Virkning. Tante Pedersen væntedes jo i Sommer, det vil vist ogsaa gjøre hende godt. Hvilken lang, tung Tid for dig min kjære Fader, al denne Sygdomstid, ja, næsten siden jeg forlod mit kjære Hjem, har der været Sygdom i Huset, foruden at Christiane^k422 var syg. Gud skee Tak som har bevaret din Helbred og ladet Christiane igjen blive rask og for de gode Efterretninger vi stadig har modtaget fra Stin!^k423

Ogsaa herfra kan jeg bringe gode Efterretninger, vi er alle friske, Henriette^k424 voxer og bliver saa stor, Vilhelm har reist næsten uafbrudt den sidste Maaned, paa Onsdag vænter jeg ham hjem og haaber saa at han bliver i Ro i dette Settlement, et par Uger. Han er nu Gud ske Lov nok saa frisk, bare her maatte komme en Præst til, i detmindste en til Minnesota, nu skal han derop en Tour ogsaa, og han har meget mere end nok med sit eget Kald, men hvad skal han gjøre? De store Settlementer deroppe maa hjælpes og der reiser Peer og Paal, eller hvad de heder disse Methodist og Ellingianer^k425 Prædikanter, omkring og prædiker for dem. Vilhelm og Clausen skal dele Minnesota mellem sig i Sommer, jeg skjønner ikke hvorfor vi aldrig faaer Brev fra ham. Som Kirkeraadsmedlem kommer han ned i Sommer engang for at visitere og da finder jeg det rimelig at han tog sin Familie med til det længe omtalte Besøg og lod dem blive her medens Præsterne drage omkring.

Jeg har vel fortalt hvor uhældigt det gik med Kaldsbrevet fra Minnesota. Der blev først sændt et ifjor og da intet Svar kom, atter et iaar tilligemed private Breve, og nu for nogen Tid siden fik Vilhelm endelig Svar fra Candidat Hvoslef, hvoraf det viser sig at alle Vilhelms Breve vare komne frem, formodentlig maa der været Brev tabt fra Vefring, som modtog Kaldsbrevet, han er jo nu hos Lammers^k426. Der væntes da 3 Præster til Wisconsin i Sommer, en yngre Broder af Præsten Ottesen kommer, hvortil Præsten Ottesen meget glædede sig, han skal vist bo i Nærheden af Milwaukee, saa Ottesen^k427 behøver kun at tage sig en magelig Dampskibsfart over Michigan for at komme til ham. Saa væntes Pastor Brohdal, det er vel Klokkeren som er gift med Consul Hanffs Datter?^k428 De kommer til Bluemound og bliver formodentlig Munchs^k429 nærmeste Nabo Præst. Endelig en Candidat Lund som Vilhelm ikke kjænder. Seer du her har jeg alt 12 Præster til Synoden foruden Vilhelm og hvem ved hvor mange det til den Tid kan blive, om nu Menighederne gav Reisebidrag. Her er dog enkelte af Præsterne som har faaet Hjælp til at komme over, idetmindste et Velkomst Offer, men heller ikke det var det her.

Her gaaer det Rygte, og det skal virkelig forholde sig saa, at Lammers skal have sændt en Student Thalberg hertil og selv tænke paa at komme hid som Præst for Ellingianerne, Olaus Nielsens Tilhængere, dette sidste er nu vel noget Snak, men at den Thalberg^k430 virkelig er kommen, er bleven ordineret i Missouri og valgt til Præst af Muskego Menighed, den ældste norske Menighed her, og det medens Kirkedepartementet har deres Fuldmagt til at skaffe dem Præst hjemmefra, det er Sanheden. Det var der Præsten Stub,^k431 som nu er paa Coon prairie, var. Thalberg troer jeg ingen veed andet om end at han vilde tage Embedsexamen, men blev vist tilbage fordi han var aldeles umoden; han vil, heder det, for det første ikke slutte sig til nogen Parti.

Kjænder ikke Præsterne hjemme til Olaus Nilsen og hans Færd?^k432 Det er vel saa, ellers lod de ham vel ikke sidde i god Ro og Fred paa Fredrikshald og udgive det ene vildfarende Skrift efter det andet, vidste de kun hvor megen Skade hans Skrifter gjøre her og det er nu vel ikke muligt at det er med hans Venner, Lammers skulde forene sig; denne Thalberg hører nok forresten til dem. Det er med disse Ellings Folk,^k433 Vilhelm har mest at bestille, da der er paa mange Steder i Menigheden dem som hinke til begge Sider. Men nu heder det fra Vilhelms Side Krig eller Fred; nu vil det vise sig hvordan det vil gaa, om der maaske endogsaa bliver Frafald paa sine Steder. Men jeg skulde ikke give mig af med at tale om de kirkelige Affærer her, derimod vilde jeg meget ønske at Vilhelm havde Tid og vilde skrive til dig et langt udførlig brev til, jeg ved det vilde interessere dig at høre hvordan det gaaer her i saa Henseende. –

End Kaja Munch^k434 som er Klokker – «Om Du havde en Stemme som Jenny Lind», sagde Vilhelm da han hørte det, «vilde jeg ikke have dig dertil». Og deri er jeg ganske enig med ham. Nu Godnat, kjære Fader. Henriette er saa aarvaagen om Aftenen nu at jeg ofte ikke faaer hende til Ro før henimod 9 saa det bliver ikke stort jeg faaer skrive ad Gangen, og naar Oline^k435 ikke kan have hende om Dagen er det ikke at tænke paa Ro til at skrive; hun steller sig nok meget selv, men har altid saa meget fore, saa hun forstyrrer saa. Naar Vilhelm sidder og skriver eller læser, saa gaaer hun hvert Øieblik frem, napper ham i Ærmet og siger «Pappa, Pappa», høiere og høiere til hun faaer Svar; hun vil han skal snakke med hende og synge.

Faaer hun saa Svar, begynder hun at pludre en lang Lectie og fører en ordentlig Pluddersamtale med ham, saa længe hans Taalmodighed varer, hun bliver sjælden træt af at snakke og synge, hun kan gaa lange Tider frem og tilbage paa Gulvet og synger saa vi gjørne kunde behøve Bomuld i Ørene, hun har saa stærk Stemme. Hun har altid været en liden aarvaagen Fugl, men aldrig saa slem som nu. Kl. 5 – ½ 6 vaagner hun sædvanlig, saa sover hun da ud paa Formiddagen, undertiden en heel Time og saa falder hun først i Søvn Kl. 8 – ½ 9 – 9. Jeg synes da hun maa blive træt, saa som hun gaaer og steller om Dagen og er næsten aldrig rolig. Nu Godnat om jeg skal faa Øinene op saa tidlig som hun. «Mamma, Mat» er gjørne det første hun siger om Morgenen.

Den 13de. Jeg sidder i en halv Vent paa Vilhelm idag, men rimeligvis kommer han først i Morgen som han tænkte. Han skulde egentlig været borte i 14 Dage i Træk denne Gang og saa kommet hjem først i Morgen, saa jeg blev ganske forskrækket sidste Thorsdag, jeg sad flittig og syede paa en ny Sommerkjole som jeg vilde have førdig til Pindse, saa staaer Vilhelm plutselig i Døren, han var dog ikke syg, men havde kjært sin Vogn tværs af og kom nu skranklende hjem paa en Arbeidsvogn som en barmhjertig Yankee havde laant ham. Gud ske Lov at det gik saaledes, tænk hvor slemt det kunde blevet. Føret er saa frygteligt, derfor kom han hjemom, da den Veien til et annet Settlement, som han skulde reist, var ufremkommelig. Han havde ogsaa en anden Mand med sig der havde faaet kjære med ham.

Oline havde faaet Lov at gaae et Ærend for sig, saa jeg fik travlt med at faa Ild paa Stoven og skaffe Middagsmad. «Du fik vel ikke Sagerne hjemmefra» raabte jeg til Vilhelm, medens jeg stod og væntede paa Æggene skulde koge, (jeg havde Haab om at faae dem dennegang). «Jeg fik ikke tale med Manden som skulde bragt dem», var Svaret. Jeg vændte mig lei og skuffet til mine Æg og undrede meg i mit stille Sind over at han ikke skulde faa tale med Manden, imidlertid fik jeg jo ingen Forklaring derover, førend de havde spist og Manden heldigviis gik sin Vei. «Vil Du blive glad?» spurgte Vilhelm og skyndte sig ud i Kjøkkenet, hvorfra han strax kom tilbage med en stor Byldt paa Nakken, og da blev der Glæde! Du skulde seet Henriette. Jeg satte hende midt paa Bordet. «Nei, nei», raabte hun ved hver ny Ting, slap det ene og grep efter det andet. Hun vidste ikke hvad hun skulde mene, som hun sat der, med Teppe og Kjoler osv paa Skjødet, Hue paa Hovedet, Strømper i den ene og Støvler i den anden Haand, men da Dukkerne kom frem, slap hun alt andet, dem kyssede og klappede hun, byssede dem og viste os hvor det «lille Barnets» Næse var og slap den ikke af Haanden hele den Aftenen og sov med den om Natten. Hun ere fremdeles ligesaa glad i den, det er det første hun griber efter om Morgen og naar hun spiser, er hun ikke fornøiet naar jeg ikke giver Dukken, hver Gang hun selv faaer en Mundfuld. Den ene har jeg gjemt, den anden faaer hun lov at lege med. Det er godt den er af Porscelain, saa gaaer den ikke saa snart i stykker.

Hvor deiligt det var at faa alt det hjemmefra. Tusind, Tusind Tak for alt sammen, kjære Fader. Du frygtede at meget af Henriettes Sager, vilde være for smaa og det skulde man ogsaa troet, men de har været kloge hjemme og gjort det rundeligt, kun Støvlerne er vel smaa, jeg faaer dem nok paa hende, men de er trange over Tæerne og det er Skade for de nydelige smaa Støvler, de smukke smaa Kjoler vil passe hende akkurat, saa i Sommer kan hun bruge dem, Thermometeret og Alt kom vel, saa nu skal du faa vide Sommervarmen her. Jeg agter at holde Bog over Temperaturen, saa kan Du faa en Idee om de Veiromskiftelser der er. Men Bøger fik vi ikke og der stod dog paa Listen: «2 Bøger», rimeligviis har enten fru Dietrichson glemt dem, eller Munchs^k436 maa have lagt dem blant sine Bøger, da de havde været nødt til – for Plads Skyld – at pakke det om, saa jeg gik Glip af de fleste Christianiaposten,^k437 et Par Amtstidende^k438 har jeg frydet mig ved; hvor smaa de norske Aviser synes nu, jeg er vant til disse uhyre Amerikanere.Vi fik Sagerne indpakkede i et Stykke hvidt Tøi hjemmefra – og dette inde i et stort Pudevar fra fru Dietrichson. Jeg haaber Bøgerne er i god Behold hos Munchs, saa jeg er ikke lei over ei at have faaet dem, vi fik saa meget nu, det er godt at have noget ivænte at glæde sig til.

Jeg er saa lykkelig over Blomsterfrøet og Lillierne og Auriklerne, som er fra din Have, det var morsomt, maatte det kun alt komme sig og trives godt her. Tak for Anvisningen til at saae Auriklerne. Men naar nu Sneen i Kassen smælter tidlig paa Vinteren, – det er sjelden vi har en Vinter som den sidste – og det bliver Barfrost, vil det ikke skade Frøet? Kan jeg dække det med noget? Jeg har naturligvis saaet alt Frøet og var saa heldig at faa Regn strax det var skeet. Nu trænger vi til Varme, vi har næppe havt 4 varme Vaardage endnu, derimod meget Regn, vi har næsten hver Dag lagt i Ovnen. Du troede, da du sidst skrev den 24. Februar, at Vinteren her var forbi, nei da kjørte vi endnu i Slæde; det er merkelig hvilken Forskjel det er paa Veiret den første Vaar, vi var her, og disse to sidste. Den gang mindes jeg næppe nogen Dag med jævnt fiint Regn, det regnede voldsomt, men næsten aldrig en Dag til Ende og Taage saa vi aldrig, det har vi havt et Par gange iaar og regn fra Morgen til Aften i 4 – 5 Dage i Træk.

12de April omtrent saaede jeg Ræddiker Salat og Karse og fik sat en Skjæppe tidlige Potetes, men fordi det har været saa koldt, er det sidste jeg har saaet lige saa vidt som det første. Det gaaer seent med alt i Haven iaar, nu kommer endelig Næper og Lægen op, vi saaer stor Rødløg lige ud her og tynder den saa ud, som behøves. Ærterne derimod er halvanden Tomme høie. Melonerne begynder netop at vise sig; jeg saaede nogle saa tidlig. – Jeg vil see at faa mig en Slags Midtbænk til neste Aar. Den er ikke saa nødvændig her da man kan saa Kaal og Selleri ud paa fri Mark og dog faa store nok Planter til rette Tid, den stærke Varme driver det saa hurtig, saa man maa ikke sætte hvad man ønsker til Vinter Brug for tidlig. Men Midtbænk var dog god, for tidlig at faa Ræddiker og Karse, som Vilhelm er glad i, og saa Blomsterplanter.

Jeg maa fortælle dig hvordan jeg saaer Kaalhovedfrø. Jeg lader hugge ned en Deel smaa Krat, brænder det op og saaer saa Frøet i Asken naar den er kold, det er første Gang jeg prøver det, de voxer saa hurtigt paa denne Maade og Asken bevare Planterne fra nogle smaa slemme Fluer. Her er ikke Orm i Ærterne som hjemme, men derimod nogle smaa, sorte Fluer. Vi kjøbte nogle Sukkerærter i Decorah, hvoraf næsten hver eneste indeholdt en saadan Flue, saa jeg troede det vilde lidet nytte at sætte dem, men forunderlig nok kommer de alle op. Det er mig som styrer Gaarden iaar. Vilhelm stelte jo med det ifjor, men nu har han ganske overladt det til mig, naar Folkene henvænder sig til ham, sier han: «Det er Fruen som styrer Farmen», og saa kommer de da til mig og snakker om hvor meget der skal saaes af dette og hint, hvor det var bedst at have det og det var vidst bedst at harve endnu engang, osv. Jeg bestemmer hvor mye Potetes vi skal sætte og – ja, du kan tro jeg er vigtig. –

Nu maa du høre vores Udsæd for iaar: 7 Tønder Havre, 1 ½ Tønde Hvede, bliver det et godt Aar, kan jeg deraf faa 37 Tønder Hvede igjen; samt 9 Skjepper Potetes. Mais – kommer an paa hvor meget og hvor tidlig vi faaer oppløiet nyt Land, alt det gamle er tilsaaet, der vil heller ikke megen Sæd til af Mais, da man sætter den omtrent 1 ½ Alen fra hinanden, kun 4 Korn paa hvert Sted. Jeg har sagt til Vilhelm at han skal interessere sig for Ager og Have, ellers vil jeg ikke have med nogen af Delene at bestille. «Ja, naar det groer», svarer han, imidlertid gaaer han dog næsten lige saa flittig som jeg og seer efter om det ikke kommer noget op.

Nu begynder Marken at grønnes dygtig og det er godt for de mange der har lidet Hø; der var saa lidet Græs ifjor. Aspen staaer grøn og Egen begynder ogsaa at faa et grønligt Skjær. Hvor der er Vand, staaer Træerne i deres Vaarpragt, saa nu er det snart paa Tiden at jeg faaer den belovede Tour langs Little Iowa Elv, hvor der er smukt om Vaaren. Hos Stin blomstrer vel alt Træerne, han har det godt med al den Frugt. Tak for Dombjælden. Jeg haaber vi skal more os med den til Vinteren. Nu faaer jeg vel sige dig Farvel for denne Gang og skrive lidt til Moder og de andre. Lille Tuppen kysser og takker Bedstepapa for det hun har faaet fra Norge. Jeg ved ikke om Vilhelm har nogen speciel Hilsen. Gud velsigne dig, min kjære Fader. Gid jeg maatte faa gode Efterretninger næste Gang.

Din Leis.^k439

Har du endnu ikke faaet de 100 Dollar? Sidst i Januar eller først i Februar blev 300 Dollar sændt herfra.

Brev 28: 29. juni – 4. juli 1856

«Folk strømmer, og bliver ved at strømme, til Minnesota»

Little Iowa Præstegaard,
den 29de Juni 1856

Min kjære Fader!^k440

Det er gaaet saa lang Tid hen dennegang, inden jeg har kunnet begynde at skrive, saa jeg frygter du vil komme til at vænte paa dette Brev, imidlertid haaber jeg, Du tilskriver denne Vænten at vi har havt Gjæster hos os, som da ogsaa har været Tilfælde. Præsten Stub^k441 har været her med Kone og 2 Børn. Vi fik Brev at de vilde komme til den og den Tid. Tiden gik og der kom ingen og vi opgav at vænte dem længer, og Vilhelm reiste en Tour paa nogle Dage til det sydligste Minnesotah, der længesiden var bestemt. Mandag kom han igjen, efter den ene Dag at have havt 11 Barnedaaber og jeg veed ikke hvor mange Communicanter, og den anden Dag 20 Barnedaaber og 90 Communicanter.

Tirsdag Eftermiddag var Pigen, Henriette^k442 og jeg ude og plukkede Jordbær, hvoraf her har været en Mængde iaar, disse sad jeg da i god Ro og rænsede, med Henriettes Hjælp (da hun er altid meget villig til at hjælpe mig i alle mine Sysler), efter at vi havde spist til Aftens, da Vige^k443 begyndte at gjø af alle Kræfter; «der er Stubs skal du see», sagde Vilhelm og gikk ud, saaledes var det da ogsaa; de var kommen til at reise noget senere end først tænkt, saa blev Præsten syg paa Veien, saa de maatte ligge hos en Farmer i 3 Dage, og var hjertelig glade over omsider at naa frem. Det traf sig ellers saa kjedelig med denne Forsinkelse, da de derved kun kom til at blive her til Lørdag, den Dag skulde Vilhelm reise til Painted Creek, derfra videre til Turkeyriver og blive borte i omtrent 14 Dage, ellers var de vel bleven Søndag over idetmindste, men nu var der gaaet saa meget Tid med for dem til Reisen at Stub fant det rettest ogsaa at reise den Dag. Det var meget morsomt at faa dette Besøg, det var ogsaa første Gang her har været en Dame.

Det var store Forandringer i mange henseende for Stubs at komme fra Muskigo til Coon prairie; der bo de ligesaa ensomt som vi, har det ligedan med Fisk og Ferskt, medens der i Muskigo var Overflod paa begge Dele, dog dette var Smaating. Men de har havt Sygdom og mistet deres yngste Barn, en liden Pige på 1½ Aar, siden de kom derop, og har desuden havt alle de Ubehageligheder der følge med at flytte, at reise fra en liden hyggelig Bolig til en hvor alt er ufærdigt, etc. Et stort Gode har de dog der, som vel ogsaa var en Grund for dem til at komme hid, at der nemlig er friskt og sundt som her, medens jeg aldrig har hørt nogen være i det svampede, fugtige Muskigo uden at have havt Koldfeber og lignende Elendighed, og det har da ogsaa Stubs faaet sin part af. Præsten er slet ikke stærk og har ogsaa altfor anstrængende Reiser, men han tager det mere overlangt, det har han lært maa gjøres, skal han taale det; saa vidt er Vilhelm ikke kommen endnu, men den Tid kommer vel ogsaa for ham, desværre; saa længe de paa nogen Maade synes de kan, reiser de – og ja, bære sig ad som Vilhelm gjør nu – men senere faaer de føle at dette ikke gaaer an, om de paa nogen Maade skal holde ud. Det er let nok at tale om at maatte skaane sine Kræfter, baade for sin og sines og Menighetens Skyld, men vidste du hvordan det er, saa vilde du see hvor vanskeligt det er.

Det er sørgeligt hvilken Mangel her er paa Præstehjælp. Her tiltrænges for Øieblikket mindst 7 Præster vestenfor Missisippi, deraf de 6 til Minnesota og den ene til at overtage Halvdelen af Vilhelms Kald. Desuden troede Præsten Clausen at der meget snart vilde blive organisert en Menighed og kaldet Præst vestenfor ham. Han har nylig været i Minnesota og organiseret Menighed som nu skal søge Præst. Det samme kommer vel Vilhelm til at gjøre naar han, som han haaber, i August kommer derop. Stub skal ogsaa til Minnesota. Du seer de tager hver sit og deler mellem sig, alligevel bliver det altfor meget. Jeg liger ikke disse Minnesotareiser, de er saa frygtelig anstrængende. Gid Præsten Brandt^k444 bragte den som skal blive vor Nabopræst med sig.

Folk strømmer, og bliver ved at strømme, til Minnesota, de har allerede meget vanskelig for at finde Land som de kunne være tjent med. Skovene ere optagne. Der gaar ofte ikke en Uge hen uden at Vilhelm faaer Bønskrifter eller her kommer Folk, som de betale for at reise ned og bede ham besøge dem, eller hvis han ikke kan, om han vil formaa Clausen eller Stub om at komme til dem. Og nu alle dem der iaar komme fra Norge – i Wisconsin bliver de nu ikke – de førreste have Raad at kjøbe de kostbare Farme af Andre, saa de maa ogsaa videre Vest. Hvorfor kan de ikke blive hjemme, jeg siger som gamle Skipper Gasman fra Porsgrund (jeg troer ialfald det er ham) sagde i et Brev til Norge der stod i Emigranten igaar: «Jeg haaber Emigrationen fra Norge til Amerika vil standse; sig til Folket, de gjør et galt Bytte, det skulde da være at de længes saa overmaade efter Flesk og Kage at de derfor maa udvandre, thi i andre Henseender bo de bedre derhjemme.» – Det er saa ofte Tilfælde, hører jeg, at naar de faa samlet sig saa meget, at de see en sorgløs Fremtid imøde, saa staar deres Hu til Norge, de kan ikke leve saa hyggeligt her, sige de.

Vore naboer, Tollefsjord Gutterne, har solgt sin prægtige Farm for 5.000; til Vaaren drager de til Norge. Det er leit at den der har kjøbt af dem, en fra Valders, er Methodist^Kvæker. Vilhelm leer af mig fordi jeg er saa enig med gamle Gasman^k445 i alt hvad han siger om America i sit Brev; ja han er fornuftig og har Ret, synes jeg. Han længes efter Norge ogsaa, Stakkel. Han boer i Nærheden af Præsten Brandt og der traf Vilhelm ham i Præstemødet for to Aar siden. Han har en liden Indsø i Nærheden og der morer han sig med at seile omkring i sin Baad, men som han sagde til Vilhelm: «Det hjælper ikke Fa'er, det er ikke Søen, jeg kan ikke komme ud, jeg seiler rundt og rundt, men kommer ikke længere.»

Synes du ikke nu det seer broget ud her i Landet? Borgerkrig i Kansas,^k446 de frygteligste Uretfærdigheder begaaes mod de frie Borgere der, Præsidenten holder med Ugjærningsmændene, ja alt dette ved du nu, men du skulde blot læse de detaillerede oprørende Beretninger derfra, hvormed Aviserne ere fyldte. I Congressen frygter den ene Senator den anden, San Francisco er i Oprør. Byen i Beleiringstilstand, Folket regjerer,^k447 og nu denne Mr. Walker i Sydamerica!^k448 Jo, her seer hyggeligt ud! Det er godt at være i en saadan afsides rolig Krog hvor vi befinde os. Her er fredeligt nok; i Decorah er de lidt ustyrlige i mellem, river ned Husene for dem der sælge ulovligt Brændeviin og saadant; Denne lille By gaar ellers ganske raskt frem, og det er et Gode for os!

Som vi sat ved Frokostbordet, en af de Dage, Stubs^k449 var her, fik vi uvænted besøg af en Hrr. Birkrem, som vi kjændte af Navn, men aldrig havde seet. Han er fra Christiansand; hvad han bestiller her, ved jeg ikke, speculerer formodentlig; naar han faaer tjent Penge nok, drage han til Norge igjen. Han reiser kun uafladelig og kom nu lige fra Clausen. Han kom hid Thorsdag og reiste Lørdag Morgen, tidlig. Lørdag Middag, strax de havde drukket Kaffe, drog Stubs afsted og lidt senere Vilhelm, saa her rigtig blev stille med et. Henriette sov medens de alle reiste, saa hun saa seg lidt forundret om da hun vaagned og hverken fandt Hans^k450 eller Marie, hvem hun var meget glad i, og forgjæves gjorde Cour til, de var 7 og 4 Aar. Altsaa meget for store for hende. Hun er saa selskabelig og saa glad naar hun seer nogle Børn, men det skeer næsten aldrig.

Medens Stub var her, holdt Methodisterne deres Camp-meeting tæt ved en liden By 4 Miil fra os. Vi reiste derhen en Eftermiddag for at see hvordan det gik til. Det kunde kanskje ogsaa more dig at høre lidt derom saa jeg vil fortælle dig hvad jeg selv saa og hørte. De havde leiret sig vakkert en halv Miil udenfor Byen paa en Høide i en lidt aaben Skov, hvor der var Plads nok under Træerne til deres Telte og de smaa Træhuse der vare opførte hist og her. Udenfor et af disse var Talestolen, med en fiirkantet indhægnet Plads med Bænke og belagt med Straa, udenfor, hvor de holde deres Bønner. Ved Siden heraf var der Bænke til at bruge under Prædikenen, og rundt omkring oprettet Forhøininger hvor der om Aftenen tændes Blus. Da vi kom spiste de til Aften, hver Familie havde dækket udenfor sit Telt, de fleste ere jo langveisfra og har deres hele Familie, Mad, Stove og Tilbehør med sig. Disse Camp-meetings pleie at holde en 8 Dage og er en reen Høitid hvortil de glæder sig Aaret rundt og gjør mange Forberedelser.

Der var adskillige norske Methodistfamilier, fra her i Nærheden. Efter de havde spist, forsamlede en Deel sig for at holde Bøn. De laa paa Knæ inde i den indhægnede Plads, en af dem, først Mandfolk, saa Fruentimmerne, holdt en Bøn hvorunder de ofte skreg og gebærdede sig, rullede sig frem og tilbage, gned sig i Hænderne, og klappede etc., ganske forskrækkelig. Imidlertid bar de sig ikke saa slemt den gang, som der fortælles de ofte gjøre, «Naar Aanden kommer rigtig over dem» da bar de sig ad som vanvittige, indtil de tilslut ligger som døde. Naar Bønnen er endt, reiser Forsamlingen sig og istemmer et Vers af en Salme, hvorpaa en anden holder Bøn, saa reiser de sig atter og synger saa fremdeles. Det hele saae for mig meget lidet opbyggeligt ud. Undertiden medens En holder Bøn, begynder den hele Forsamling at skoggerlee, snart derefter stønner og sukker de.

Da Bønnemøtet var forbi, blev Blussene og Lysene tændte og Prædikenen skulde begynde. Det blev for silde for os at høre paa Prædikenen saa vi kjørte hjem før den begyndte, jeg saa der stod en 4 – 5 Præster paa Talestolen, maaskee de skulde prædike lidt allesammen. Det saa ellers særdeles smukt og maleriskt ud, da Blussene bleve tændte og Lampetter hængt paa Træerne rundt om Indhægningen; men det Hele, de hvide Telte, Skoven, den brogede Forsamling og Bordene med Forfriskninger som vare opstillede hist og her, mindede stærkt om Dyrehaven eller lignende. Der siges at skulle være meget usømmeligt Væsen ofte ved disse Møder, især hvor de holdes i Nærheden af store Byer, hvor saa alle Slags Mennesker strømme til om Aftenen. Der gik meget sømmeligt og stille til medens vi var der.

«Jeg undrer mig rigtig over disse norske Methodistkonerne», sagde en Kone til mig forleden. «Jeg kjænder et Par af dem og ved at naar de kommer til Byen for at kjøbe sig noget, saa kan de hverken snakke eller forstaa det 'Storekiperen'^k451 siger til dem. Aligevel forsikrer de at de skjønner saa greit alt det de engelske Methodistpræster siger naar de præker, jeg mente nu ikke, jeg skulde være dummere end andre Folk, men neimen om jeg skjønner et Gran af det han siger.»

Nogle Dage senere^k452 – Tusind Tak for dit sidste Brev, kjære Fader, som jeg modtok i forgaars tilligemed Brev fra Sofie Schiertz,^k453 et Par Breve fra Præsterne her til Vilhelm og en Mengde Aviser, saa jeg har nok at læse til ham, naar han nu imorgen eller overmorgen, som jeg haaber, kommer tilbage. Gud give næste brev maatte bringe bedre Efterretninger fra de Syge; at Sommervarmen og Tante Pedersens komme maatte have hjulpet paa Moders Sygdom; hvor godt den som er frisk har det, maatte jeg kun rigtig kunne paaskjønne dette Gode. Stakkels Marie, saa ung og saa haardt prøvet! Gud styrke hende til taalmodig at bære hvad han paalægger! Det er saa ondt at vide al den Sygdom hjemme, om jeg kunde give dem lidt af min gode Helbred! Mon nu Marie kommer til Eidsvold? Gud inderlig give det maatte gaa frem med hende og Moder. Gud ske Lov Du og de Øvrige er friske og at I enda slap saa let fra det i den Sygdomstid der har været i Laurvig. –

Den 4de Juli. Jeg blev afbrudt igaar^iforgaars med besøg fra en Nabokone, som spiste her til Middag og forferdelig Regnvær blev der næsten hele Dagen. Vilhelm kom igaar, træt og mødig efter en heed Dagsreise og en anstrængende Tid i det Hele, saa det smagte godt at faa sidde lidt i Ro, læse Breve og Aviser. Han er frisk nu, det traf sig heldigt at den første stærke Hede kom mens han var fri for lange Reiser. Af Temperaturtabellen vil Du see at vi i den senere Tid ikke har været sa plaget af Varme; undtagen enkelte Dage. 29 ½ Grade, det var drøit, alligevel var den foregaaende Dag endnu slemmere, da den var saa lummer. Vilhelm prædikede den Dag, Stakkel. 24 Grader synes vi ikke er noget, naar Luften bare er frisk og det er den som oftest og et stort Gode er det, at om det endogsaa er stille, saa boer vi saa høit at det altid lufter lidt.

Nu staaer det godt i min Have, men i den lange Tørke truede det med at ville brænde op. Det taaler, især Haven taaler, ikke at være længe uden Regn, saa som Solen brænder her. Salat har vi spist i 1½ Maaned, men nu er den vel stor; nu er Touren til Augurkerne som vi flere Gange har spist af; Vilhelm da, jeg er ingen Salatynder. Du kan ikke tro, hvordan Augurkerne driver frem her, nogle er saa store at jeg gjerne kan sylte Asia, ligesaa hurtigt voxer Melonerne, de staar udmærket. Vandmeloner tænker jeg snart vi kan spise. Ærter har vi spist en Tid, de modnes saa hurtig her; Poteterne er saa store som en Æggeblomme, men om et par Dage kan vi begynde. Alle Ræddikerne mine løb op i Frø, som en Følge af den lange Tørke der satte alt tilbage. Men tænk Fader, der kom ikke andet end Nemophila og Asters op, ingen Lillier, ingenting, mon det var Tørken? Jeg vandet det nok, men forgjæves. Det var rigtig leit, Nemophila blomstrer, de første sa ud som rene Vantrivninger, men nu kommer de sig efter det gode Regn. Jeg har endeel noksaa pene Blomster, blant andre nogle jeg har faaet under Navn af Mixed Portulae af forskjellige Coulører, røde, hvide og gule, de er vakre, men lugte ikke, kjender Du dem? Deilig Resedaduft kan jeg da fryde mig med.

Det var rigtig en Glæde med Føtter Vilhelms uvæntede Befordring. Vilhelm glæder sig meget over at Lammers søger sin Afsked med Pension.^k454 Med Pengene ved jeg endnu ikke hvorledes det forholder sig. Først i Februar blev de sændt herfra. Bare de maatte komme rigtig frem, at ikke en eller anden ulykkelig Jernbane eller Dampskib har faaet dem med. Nu faaer jeg standse min Passiar med Dig, kjære Fader, og fortsætte med en Anden. Kjærlige Hilsner fra Vilhelm og lille Henriette, om hvem jeg ikke har faaet fortalt Dig noget dennegang. Gud velsigne Dig, min kjære Fader, og lade det nu staae bedre til hjemme,

Din Leis^k455

ⁿ⁵⁴

Kjærlige Hilsner til Alle. De skyder og dundrer i Decorah idag, det er den 4de Juli. Fra Fredriksværn hører de da ikke længere Salut til Ære for Kongen idag? Du leer vel af mig og min Temperaturtabel. Jeg troede det muligens kunde more dig at see hvordan vi har det her i saa Henseende. Er det Tilfælde?

Brev 29: 7.–9. juli 1856

«Det er mig som styrer og da maa du høre hvordan det gaaer»

Little Iowa Præstegaard
den 7de Juli 1856

Kjære Moder!^k456

Idag har vi da den 7de. Gid det maatte være en glad Dag for dig, ligesaa smuk og venlig som den er her og fremfor alt at du maatte føle dig friskere. Jeg haaber ogsaa du nu har Tante og Adolfs Selskab at glædes ved. Tak for sidste Brev og for hver gang du er saa snild og skrive til mig; jeg skjønder dobbelt derpaa nu, som det er saa vanskeligt for dig at skrive. Maatte jeg kun glædes ved bedre Efterretninger om din Helbred; desværre endnu gaaer det saa langsomt, din Taalmodighed bliver stærkt prøvet, kjære Moder; hvor vi alle vilde glædes og takke Gud om det var hans Villie at du maatte blive frisk igjen. Og den stakkels Marie! Hvor meget hun faaer prøve i det Sidste, jeg kan see hvordan alt staaer til hjemme. Gud give vel og i det Haab vil jeg nu fortælle dig om os her, og allerførst sænde dig Hilsen fra Vilhelm og fra Henriette,^k457 hendes bedste Kys til Bedstemamas Geburtsdag, kunde hun bare selv komme og være god mot dig.

Naar jeg siger til hende «Være god mod Mamma, Henriette», saa kaster hun de smaa Armene om min Hals og Kjæler saa godt. Hun vokser og bliver saa stor. Vilhelm siger ogsaa nu at hun er stor for sin Alder; jeg seer næsten aldrig smaa Børn. Hun er vidt fremme ogsaa, som vel alle friske Børn ere som man steller saa meget med som vi med hende, hun er meget munter og forskrækkelig snaksom og ikke længere bange for Fremmede, nu gaaer hun her og siger «Goddag» til dem, giver dem Haanden til Tak osv. Jeg troer slet ikke hun bliver vakker, nu har hun et peent lidet Børneansikt og vakre Øine «men hun faaer mine halve Øyenbryn», siger Vilhelm, og «de vilde vist synes hun var styg hjemme», men jeg mener, I vilde see hende lidt med mine Øine.

Hun har saadan prægtig Haarvæxt, vidste jeg bare hvordan jeg skulde bære mig ad med at faa det klippet, da hun var mindre, gik det godt, men nu er hun saa ustyrlig. Præsten Clausen^k458 har foræret hende en liden Børnelænestol som hun er meget lykkelig i og trækker og bærer Huset rundt. Vilhelm har givet mig en smuk liden Gyngestol, Ryg og Sæde ogsaa af Kurvarbeide, den er lav, meget magelig, uden Arme, er saa god at sidde med smaa Børn i, og til det Brug er disse slags da ogsaa, det er saa godt at sidde der og bysse Henriette i Søvn. Selv har Vilhelm faaet sig en Arbeidsstol, en sort lakeret Træstol af Facong omtrent som de grønne Pindestole Fader sidder i paa Skolen, meget god og bekvem, saa Du seer vores lille Stue er bleven forskjønnet ved flere Møbler.

Præsten Clausen er her i disse Dage, idag er baade han og Vilhelm i Decorah hvorfraa jeg ikke vænter dem før i Aften. Er her ikke ofte Fremmede i Sommer? Og om et Par Uger kommer Clausen atter nedover, for at gaa til Alters, – dennegang bliver han kun kort. Hans Kone kommer næppe med; hun har et ganske lidet Barn og vanskelig for at komme hjemmefra; de har saa ondt for Pige derhenne og maa give endnu høiere Løn end os. Med min unge Pige gaar det fremdeles godt, hun er snild og villig og lader til at trives vel her; med Henriette er hun snild og Tup er glad i hende. Hun vadsker saa udmærket peent og holder Alt rent og ordentlig. Med Madlavning er hun som sagt ikke meget vant og da vi paa denne Tid af Aaret sjælden har Anledning til at faa noget Ferskt, eller noget hvorved der er synderlig Lavning, saa gaaer det ogsaa langsomt med at lære.

Hvor deilig de nye Potetes smage, jeg spiser friske Potetes og friskt Smør hver eneste Dag nu. Gid jeg kunde sende Dig Æg, Kyllinger og Meloner, maaske Agurker ogsaa vare Velkomne. Er det ikke prægtig at jeg er saa heldig med Pige? Gid det samme nu maa blive Tilfælde hjemme. Oline^k459 havde altid mere Tid tilovers fra sit Arbeide end Anne, saa hun havde Henriette meget mere, maaske var hun raskere, men vilde saa gjørne sjuske, saa det er at foretrække som det nu er, skjønt Tup er en stor liden Heftekrog, som jeg især faar føle naar jeg skal skrive, hun forstyrrer mig meget mere nu end da hun var mindre; Pigen syer aldrig for mig, det var før Henriettes Ankomst det undertiden skeede; heller ikke har jeg videre for dem at sy, de gjør det stygt og til at lære dem, bliver det forlidet af.

Her har været en gammel Kone nogle dage. Hun var paa Veien til Minnesotah med sin Søn, men var for træt til at reise lengere da hun kom hertil; hun havde ikke noget Sted at være, stakkel, saa hun blev hos os; hun har været meget hos Stubs^k460 og passet Børnene og kom derfor op for at see dem medens de vare her, hvorved vi fik høre om hende. Nu er hun hos en Syg og skal siden et andet sted hvor hun kan være til mere Nytte end her. Henriette synes ikke om at hun er reist, hun fik være ude og see paa Sibi og alle smaa Kyllingerne hele Dagen medens hun var her, saa nu løber hun meget ofte hen til Kjøkkenet og raaber «Maja. Maja Barsne», hun heder nemlig Maria.

Den Syge hun er hos, er Oline, der ikke havde tjent mange Dage i Decorah, efter hun var reist herfra før hun kom syg hjem til Søsteren og har nu i en Maaned været meget farlig syg; sist jeg saa til hende, synes jeg dog hun var i Bedring og igaar fik jeg Bud om hun ikke maatte faa nogle af de Smaakager jeg pleide at lave. Hun havde plaget Søsteren saa med, at hun vilde have nogle af Præstefruens Kager, at denne til sist sendte Bud med og heldigvis havde jeg netop bagt nogle Jødekager.^k461

Jeg har allerede syltet Jordbær, Stikkelsbær og Bringebær, samt Asia, af det siste kun lidt til at bruge nu, senere skal jeg sylte for Vinteren. Af Jordbær har fortæret en Mængde og Børnene har været flinke til at plukke for mig, der er et Par jeg har faaet tinget dertil, jeg betaler dem som jeg selv synes og betaler dyrt for at de ikke skal blive kjed af at plukke og bringe dem til Byen istedet. Enhver Smule Arbeide her betales jo todobbelt og mere end det end hjemme. En Pige forlangte 10 cent for en Pot der her vel holder gode 3 Pægle.^k462

Det er første gang jeg har seet Bringebær her, de voxe ikke overalt og at jeg har faaet nogle, kan jeg takke disse snilde Rønnings Folkene for. Nu har jeg faaet 3 Flasker Bringebær Edik og 2 med Saft, en stor Skat som skal gjemmes til Sygdoms Tilfælde. Maaske lykkes det meg at faa flere. I fjor havde jeg bare en eneste Flaske Druesaft og den var deilig at have da Vilhelm var syg. Blommer er det jeg mest bruger til Suppe; nu haaber jeg at faa Solbær og Blommer, Druer er ikke at stole paa, og saa har jeg en Slags Meloner iaar, som skal være deilige til at sylte, og kan bruges dertil. Jeg har saa ondt for at bevare Syltetøiet nu. I Kjælderen mugner det og faaer undertiden en Kjældersmag, ifjor prøvde jeg at have lidt herinde, men her mugnede det ogsaa. Nu tar jeg det i en Kasse med Laag paa Loftet der er nu for varmt igjen, dog er det Stikkelsbærene det er verst med, fordi jeg fik dem medens de vare altfor smaa, men ellers havde jeg ingen faaet.

Du maa høre hvilket Uheld jeg havde i Vaares med mine Hagesaker. Det Frø, som man kjøber i Byene, er ofte saa usikkert, jeg havde derfor bedet Klokkeren vores om lidt Kaalfrø, da de havde faaet af egne Kaalhoveder, han kom da ogsaa med noget og sagde at her var det Hovedkaalfrø, jeg havde bedet ham om. Nu, jeg saaede det da, fik deilige Planter, hvoraf jeg satte ud 250 og forsynede 4 Nabokoner. Disse Planter ble da vandet og pleiet med stor Omhu (Vilhelm hjalp mig med egen høie Hand at vande undertiden) og voxede prægtig saa jeg glædede mig meget til den deilige tidlige Kaal vi skulde faa. Saa kommer en Aften som jeg stod og vandede dem, en Mand op og siger at dette var ikke Kaal, men Næper eller Kaal som bare blev til Blade. Jeg vilde ikke rigtig tro det, men fik dog snart see at de ikke voxede som Kaal. Dette var en Skuffelse, imidlertid haabede jeg at det dog maatte blive en Slags Rødder og Plantede resten ud i det Haab, nu er det alt sammen løbet opi Blomster uden at sætte Rødder. Jeg har her i Haven en heel guul Aager af dem. Nu har jeg nok flere Sorter af anden Kaal, men den er saaet senere og sat saa tilbage af den lange Tørke, saa det kommer an paa om den bliver til noget.

Jeg havde 2 Markblomster her i Haven som jeg havde gledet meg til at sænde Fader Frø af, men den Glæde har Sven forspildt mig. Den ene flyttede vi ind i fjor, den er saa sjælden. Da Bedet blev spadet iaar, kunde jeg slet ikke finde den og troede da den var raadnet; imidlertid kom den op lige ved Kanten af Bedet hvor jeg lod den staa af Frygt for at den skulde skades ved at flyttes, med nogen Formaninger til Sven om at lade den staa naar han skulde skuffe Gangen. Han glemte det og rev den af, nu er den dog kommen op, men setter ikke blomst iaar; den anden der meget ligner en blaa Fa'er har i Haven, fandt jeg her i Haven, bandt den op og forklarede Sven at han maatte lade den staa urørt, men ligesaa forgjæves. Det var dobbelt kjedeligt da detⁿ⁵⁵ er saa vanskeligt at faa Frø af dem, der voxer paa Prairien, fordi Folk slaaer overalt hvor der er lidt Græs og det skeer før Frøet er modent. Om nogle Dage begynder alt Høstarbeidet her og jeg er i stor Knibe for at faa en Kriller^k463 og Binder og saa en Mand til at hjælpe Sven med at slaa Hø, det gjøres her baade før og efter Kornhøstningen.

Du kan ikke tro hvor vanskeligt der er for Folk og vi maa have En som forstaaer sit Arbeide godt, da her ingen er at faa til dem. Nu bliver det en travl Tid og at have Arbeidsfolk bæstandig. Vi har nogle Dage havt Folk der har pløiet op noget Land for os, men ikke saa meget som vi ønskede fordi der ingen var at faa længere. Alle har nyt Land at Pløie, som rimeligt er; det er et kostbart Arbeide. Vi fik det heller ikke gjort saa tidlig at vi fik mere Mais plantet og det var Skade. Folk – Folk – det spørges der altid efter. Det duer ikke for en Præst at have Farm og jeg vilde ønske vi kunde faa tilstrækkelig oppløiet og en skikkelig Mand at sætte det Hele bort til, mod at faa Halvt af Grøden; men dertil er den endnu forlidet oppløiet.

Du maa ikke blive kjed af mit Snak om Aager og Eng, det er mig som styrer og da maa du høre hvordan det gaaer, og nu skal jeg fortælle om hvad det er mere interessant og virkeligt glædeligt og det er at Vilhelm i Søndags for første Gang predikede i Kirken her. Han vilde jo ikke gjørne bruge den førend den er indviet, men det kan først skee til næste Høst, og her er det en Nødvændighed at tage den i Brug, saa snart skee kan. Den er bygget af Frame, der er nu foruden Tag og Vægge, Gulv, Vinduer og Dører, forresten ikke andet end Bænke. Gud ske Lov den er kommen saa vidt, det var saa hyggelig og deiligt at sidde i en rummelig, luftig Kirke og have god Plads. Jeg seer Gavlen komme mellem Frame her fra Dagligstuen, naar noget Krat som skal hugges ned kommer bort, vil jeg see endnu mere. Kirken er 50 Fod lang, 30 bred og 16 eller 17 Fod høi. Vinduerne er 8 Fod. Der er 4 paa hver Side og et i hver ende. Paa den ene side af Choret bliver der Sacristi, paa den anden et værelse til Barnedaab og saadant at kunne gaa ind i, begge med Døre ud. I Skibet er der rummelig siddende Plads til 224; der bliver ikke noget Ovenpaa, den bliver stor nok uden det, det er kun ved enkelte Leiligheder de ikke faa Plads at sidde, det var Tilfælde i Søndags.

Det deilige Veir havde hjulpet til at bringe en Mængde Mennesker sammen, saa de sto langt oppe i Gangen. Lørdag var jeg henne med Vilhelm og fik Alteret indklædt med hvidt og et lidet rundt Bord hen med en Dug paa der naaer til Gulvet som nu maa tjene istedenfor istedenfor Døbefunt og stelt det til saa godt som vi kunde. Alteret, der kun er bygget midlertidigt, er nu med en Forhøining langs Bagsiden fordi Vilhelm nu staaer paa en Forhøining bag det og prædiker. Jeg havde beredet mig paa Middagsgjæster den Søndag, Folk langveisfra, som Vilhelm vilde bede, spise her, de var der ikke, saa vi bad et Par andre Familier isteden, saa jeg alligevel fik en 8 – 9 Gjæster. Og Gjæster vil jeg vist faa hvergang her er Prædiken nu i Begyndelsen. Der er mange som reiser lige gjennem vor Gaard, naar de skal til Kirke. Det er ogsaa en god Ting at være fri for Confirmander og Brudevielser, der er alt flere viede i Kirken. Nu faaer jeg ud i Haven og pille Orter til en Hønsefricasee i morgen tidlig, da skal Clausen reise.

Den 9de. Jeg maa slutte i al Hast i dag for at faa Brevet afsted, det er alt seent nok. Clausen kunde først næppe blive en Dag til Ende, men blev dog 3 alligevel, de reiste først imorges. De traf en Broder af Præsten, der er Kjøbmand og boer Vest for ham i Decorah, han fulgte med hid og reiste nu sammen med sin Broder hjem igjen. –

Mathilde Smidt og Herr Lund maa Du hilse og gratulere meget, det var vist en glædelig Forlovelse, det undrer mig kun at det ikke skeede forlænge siden. Er ingen af Birkerods uden Emy forlovet? Tak for Stins^k464 Brev, det var meget morsomt at faa. Mange kjærlige Hilsener til ham. Jeg har trolig fulgt din Advarsel ikke at slaa Barnet over Fingrene. Hun ligger paa Gulvet og leger med Lilliken nu. Gud give at det nu stod bedre til med Dig og Marie og at de Øvrige fremdeles maa være friske. Hvad kan være Grunden til at Lina^k465 ikke hører godt? Det er vel ikke arveligt i Familien. Mange Hilsener til Emilie.ⁿ⁵⁶ Tante og alle gode Venner. Maatte nu næste Brev bringe mig gode Efterretninger. Lev vel kjære Moder. Gud give din Helbred var bedre.

Din Leis.^k466

Henriette var naturlig i fuld Puds i Søndags. Fru Ts lyserøde Kjole, Skjørt og Alt. Hvor deilig de da synes hun er. Heldigvis slap jeg at bære hende med i Kirken da den gamle Konen vilde være hjemme.

Brev 30: 10.–27. august 1856

«Det er saadant Savn at Du ikke kan faa see den lille Skatten Vores»

Little Iowa Præstegaard,
10 August 1856.

Min kjære Fader!^k467

Igaar blev jeg da gledet med Brev hjemmefra, tusinde Tak derfor – baade Moder^k468 og Marie^k469 var, Gud være lovet, snarere bedre, maatte det fremdeles gaa fremad! Jeg havde næppe vænted alt at faa Brev, førend jeg igjen begyndte at skrive, det var ogsaa gaaet hurtigt, den 9de August havde jeg det her. Jeg synes jo her er saa meget at fortælle til Vilhelm naar han nu kommer. Han er paa Langtour fortiden – Lammers og hvad der angaar ham, vil nu interessere ham mest, han haabede saa vist efter hvad Du sidst skrev, at Lammers ikke vilde træde ud af Stadskirken, det vil gjøre ham ondt ved jeg – dog hvem ved hvortil det maaske til tjene – jeg længes meget efter fremdeles at høre herom, hvorldedes det gaaer. At Lammers skulde komme hertil kunde jeg nok tænke var bare Snak, ligeledes at han skal have sændt denne Thalberg hertil.^k470 Om ham, som jo nu er præst i Muskigo, skrev forresten Præsten Preus til Vilhelm forleden at han havde gjort hans Bekjændtskab og troet i ham at finde en oprigtig gudfrygtig og derfor agtværdig ung Mand, som nu heller ikke syntes utilbøielig til at slutte sig til de øvrige Præster her. En Deel at Menigheden i Muskigo vilde ikke slutte seg til Thalberg førend han forener sig med Synoden her, og af dette Parti var da Preus kaldet ned.

Hører du slet ikke noget om der snart kommer Præst til Minnesota? Gud give nogen snart vilde forbarme sig og komme. Vidste de kun hvormegen Trang og Længsel her er efter Præster, – nu er da Præsten Brodal^k471 kommen, men i Minnesota er vist Trangen størst, da de Præsteløse Menigheder i Wisconsin haver lettere for at blive betjente. Naar Vilhelm næste Gang reiser til Painted Creek, forelægger han Menigheden Kaldsbrev til en ny Præst for dem og ordner alt angaaende dette sit Kalds Deling, saa vidt er det da kommen i det Menigheden i Painted Creek, hvoraf en Deel før har været gjenstridige, nu er paa Vilhelms Side. Saa nu gjælder det om at faa en Præst. Gud give det snart maatte skee. Vilhelm har nu været borte 8 Dage og kommer vel første hjem om 3–4; saa skal han paa Søndag til Østprairien^k472 og bliver Veiret smukt og alt vel, følger jeg med derhen. Det er det eneste Sted i hans Menigheder, hvor jeg ikke har været, og det er Skam da det kun er 8 Miil herfra. Skal alt være rigtigt for mig, saa maa jeg have Henriette^k473 med, kan du nok vide, det er saa morsomt, hun er saa glad i at kjære med «Proane»^k474 og ikke det minste bange for Fremmede, men ligesaa lystig ude, som hjemme. Strax efter han har været der, reiser Vilhelm til Minnesotah, hvor han da bliver en 3 Uger, saa det er en rigtig Reisetid dette, og naar han saa kommer tilbage, maa han vel snart igjen til Painted Creek og de sydlige Settlementer. Jeg vil nu gjørne han skal være længe i Minnesota, naar han kun derved undgaaer at gjøre som ifjor, nemlig foruden besværlige Reiser og alle andre Forretninger, saa tillige at Prædike næsten hver Dag. Dennegang skal han meget længere omkring.

Onkel Nils^k475 er død! Det var saa underlig at høre en saa nær Slægtnings Død, som jeg dog ikke kjænte det Mindste. – Og gamle Bruun^k476 er ogsaa nu vandret herfra, derefter længtede han vist ogsaa. Jeg havde saa ondt af ham nu han var saa alene. Den gamle kjære Bruun, for alle de Tolvskillinger han glædede os med, naar vi bragte ham de første Lillier. Nu boer der Fremmede i det Huus ogsaa, jeg vilde ikke finde gammelkjændte Ansigter i Vinduene paa Storgaden frygter jeg for.

Det er Søndag Aften nu, Henriette og jeg var heelt nede paa Sørland i Eftermiddag, Tup finder megen Behag i at gaa i Besøg; jeg ved ikke hvordan det er, det maa vist være Instinkt at Henriette altid naar hun kommer ind i et fremmed Sted, strax begynder at bede om «Kaka», enten hun sier noget eller ei, enten hun er mæt eller sulten, saa slaaer det aldrig Feil at det er det første hun siger. Hun bruger ofte slet ikke at sove om Dagen, det var Tilfælde idag, og saa var hun saa flink og gik næsten hele Veien, det var første Gang hun gik i en Skov, saa hun gik hele Tiden og stirrede op i Trærne, saa strax det blev mørkt falt hun i Søvn, og jeg fik en god lang Aftenstund at skrive i.

I formiddag havde vi Sorg, Tup og jeg; hun vilde have Melon, «Maka», som hun kalder den, det maa hun nu ikke faa, hun har oftere Sorg i den Anledning, saa skreg hun da og blev uartig saa jeg maatte tugte hende; saa er hun saa sød naar hun bliver snild igjen og tvinger sig for ikke længere at græde og ikke ved hvordan hun bedst skal vise mig at hun er snild igjen; som oftest, naar noget er galt og jeg taler alvorligt til hende, skynder hun sig at tage mig om Halsen, klapper mig paa Kinden og siger i sin blideste Tone «Mamma, daker Mamma», og da er det ikke godt andet at kyse hende; saa søde som de kan være, slige Smaa!

Nu er det en af hendes største Fornøielser at see Billeder, saa snart Pappa kommer til Decorah har han lovet hende en Billedbog, der er en liden Boghandel nu. Du kan faa hvad Du behager, Shakespeare,^k477 Byron,^k478 Milton,^k479 Campbell,^k480 Burns;^k481 nu har vi kun Naturens Bog^k482 at more os med, alle de Dyr hun kjænder, kan hun vise mig hvor er, de hun kan, ved at nævne dem og de øvrige ved at efterligne deres Lyd. Hun tager efter alting nu og kan aldrig høre nogen af Dyrene paa Gaarden, uden at hun galer eller kurrer eller hvad det nu kan være, bagefter. Igaar saa hun Billeder i Folkekalenderen og viste mig Øinene, Ørene og Næsen paa Professor Hansteen,^k483 og var meget frydeful over at finde «Banne og Blaken» paa Islænderne. Det er Støvler som hun kalder «Blaken», siden vi skoede Blakken med hende da hun var liden.

En Confirmand som vi har for Tiden til Svens Arbeide, medens han slaaer, han heder Axel, kalder hun «As». Da jeg viste hende din Daguerrotyp nylig, sagde hun, «Hei Manne», ligeledes med Stins;^k484 Moer^k485 og Christiane,^k486 det er «Kone». Hun ved godt at Bestepappa og allesammen er der henne paa Væggen, men naar hun faaer see nogen af eder, saa bliver det altid, «Manne og Kone». Og imellem Bestepappa og Pappa har hun meget vanskelig for at skjælne. Men nu har jeg næsten fyldt en Side bare med at tale om Henriette, saa det er paa Tide at gaa over til noget andet; jeg kunde gjørne fylde hele Brevet bare med Snak om hende.

Den 24de. Nu er da Vilhelm i Minnesota og har sikkert havt en anstrængende Dag idag – han skal meget længere omkring end han tidligere har været, dennegang. Endnu samme Øieblikk han skulde reise, kommer der Brev fra et Settlement der oppe, det lyder nu som en Besværgelse derfra: «For Guds Skuld, Skaf Hjælp». Vi blev overasket nylig ved af et Advertisement i Emigranten at see at Munch^k487 og Dietrichson^k488 i Løbet af September og October agte at foretage en Missionsreise til de Præsteløse Menigheder i Iowa og Minnesota; saa vilde de da komme til os, for hos Vilhelm at faa Underretning om hvilke Vei de skulde tage. Det lyder besynderligt at de ikke først skriver og spørger seg for; det seer ud som de ikke troede at de 3 Præster her tage sig noget af denne Sag, eller de maa være ganske fremmede for Forholdene. Og saa reiser de netop som der skal holdes Præstemøde og Kirkeindvielse i Manitowoc,^k489 derhen kommer saa vidt jeg ved ingen af de 3 her, naar saa Brandt^k490 er i Norge og Munch og Dietrichson agte sig hertil, saa bliver der ikke saa mange tilbage. Clausen er for Tiden atter i Minnesota. Stub^k491 reiser ganske snart derop. Vilhelm er der, saa enten maa Munch og Dietrichson besøge de Menigheder hvor der netop har været Præst, eller ogsaa drage 200 Miil i Nord til St. Paul eller 200 Miil Syd i Iowa, herom har da ogsaa Vilhelm underrettet dem; nu faaer vi see hvortil de beslutte sig. Det skulde være meget morsomt at faa se dem her, især hvis Munch vilde tage sin Kone^k492 med og lade blive igjen medens de reiser omkring, og saa heller ikke vilde glemme de to Bøger som vel maa finnes hos dem og som vi meget ønsker at faa.

Fra Præsten Stub havde Vilhelm nylig Brev. De havde havt en livsfarlig Reise hjem herfra. Til Prairie du Chien kom de lykkelig og vel, hvorfra vilde de tage Veien om nogle Norske som Stub skulde besøge; de fik da, som de troede, paalidelig Underretning om Veien, men maatte snart angre paa at have fulgt den. Engang satte de med Livsfare over en Elv paa nogle løst sammenspigrede Brætte, 3 Gange væltede Vognen og var nær ved at knuse baade Hester og Mennesker, eller at rulle ud over Steile Høider, saa kjørte de gjennem store vilde Skove hvor Veiviseren hele Tiden maatte gaa og støtte Vognen. Endelig kom de til disse Norske hvor Stub ordnede en liden Menighed der vilde lade Kald udga til Munch om at besøge dem 4 – 5 Gange om Aaret, – dog endnu skulde de før de kom hjem under et stærkt Tordenveir fare vild paa en stor aaben Prairie til de endelig ved hjælp af et Lynglimt opdagede et halvfærdigt Huus hvor de tilbragte Natten paa det bare Gulv.

Jeg synes det var uforsigtig af Vilhelm at vælge August Maaned til sin Minnesota Reise, det pleier nu være den varmeste Tid, men det traf sig hældig, denne Maaned har været den behageligste af hele Sommeren; deiligt Veir for det meste og herefter faaer vi ikke mere den trykkende Varme om det ogsaa bliver dygtig hedt en og anden Dag, saa er Morgen og Aften kjølig, allerede ofte meget kjølig; jeg haaber paa en smuk Eftersommer, det er den behageligste Aarstid, som oftest, her hvor vi boer troer jeg det næsten ogsaa er smukere naar Løvet falder end naar det springer ud.

Det bliver vist en tidlig Høst iaar, i Haven seer det meget høstligt ud allerede. Sommeren har været saa tør, det har næppe engang regnet rigtig stærkt som det pleier her om Sommeren. Saa hedt som det har været, saa kan jeg dog ikke sige at vi idethele har været meget generet deraf, vi ere vel blevne vante dertil og bo ogsaa paa en udmærket behagelig Plads, frisk og luftig, da var det meget verre den Sommer vi var i Wisconsin, enten det nu var endnu varmere eller de ikke bo saa godt. Alle som kommer her ere indtagne af denne Plads, hvor Huset ligger, baade som smuk og hyggelig. Undertiden naar vi gaa og spadsere om Aftenen og kan finne det saa smukt et eller andet Sted paa Præstelandet, angrer Vilhelm næsten paa at vi ikke bygde der, som forleden Aften, han havde været ude alene, da jeg ikke kunde komme fra Henriette, kom han tilbage og sagde «Du maa være med ud paa Bakken og see hvor vakkert der er i Aften». Ja, saa gik vi da derhen, Vilhelm med Henriette paa Armen, og der var ogsaa smukt, her er saa overordentlig venligt og seer saa rigt og frugtbart ud, meget opdyrket og er det jo ogsaa heromkring. Vilhelm sagde da atter, «vi burde vist lagt Huset her,» men jeg bliver med mit, at det er bedst som det er, vi kan ikke have alle Goder forenede, og jeg vil hellere bo lidt afsides end lige ved Veien, og langt heller have disse store Træer udenfor, end en smukkere Udsikt fra Vinduerne, den gaaer jeg ud og seer paa naar jeg spadserer. Gid jeg kunde sænde Dig en god Tegning af vores lille Huus og Omgivelse, da vilde Du sikkert med mig finde, at her seer venligt og hyggeligt ud.

Den 27de.. Det var rigtig godt jeg opsatte at sænde dette Brev; jeg vilde nemlig see om Posten ikke dennegang skulde bringe Brev fra Vilhelms Commissionær angaaende de $300, saa jeg kunde give dig ordentlig Besked om dem, og jeg blev ikke skuffet. Som vi formodede var der flere Breve gaaet tabt. Der blev herfra i Februar sændt Anvisning til New York paa $300, som da Vilhelms Commissionær skulde omsætte i en Væxel lydende paa Sigvart Koren^k493 og oversænde ham. Denne Anvisning kom først, formedels slet^k494 Postvæsen formoder jeg, først den 21de April til New York. Vilhelms Commissionær skrev da flere Gange til ham uden at noget Brev er naaet os; hvorfor han ikke kunde sænde Væxelen strax, uden at skrive til Vilhelm først forstaaer jeg ikke rigtig, og da Vilhelm nu da ikke er hjemme, kan jeg heller ikke faa nogen Forklaring herover.

Saaledes forholder det sig imidlertid, han havde skrevet, uden at noget Brev kom frem, og Vilhelms første Brev til ham havde han først faaet i August. Følgen heraf er at en Væxel paa 300 Dollar lydende paa Sigvart først blev sendt til ham den 20de August eller saa omtrent, istedenfor som vi troede i Februar. Saa leit som det er med den lange Tid der er gaaet hen og den Uvished hvori du har været paa Grund af min ufuldstændige Besked, saa er jeg da hjertelig glad at det ikke er værre. Jeg frygtede meget for at Pengene var gaaet tapt. Maatte de nu komme vel frem. Jeg lover Dig i Fremtiden at gjøre hvad jeg kan for at være mere nøiagtig og forsigtig i saadane Anledninger. –

Posten i dag bragte ogsaa en Deel Aftenblade saa nu skal jeg faa løse om Sangefesten og mere. Et Par Breve fra de reisende Studenter seer jeg ogsaa der og jeg kan tænke Stin glæder sig ved den gode Udsigt til Arbeide for ham, der er hjemme, naar han blir førdig. Det gaaer saa godt alting hjemme, gid nu ogsaa den store Dyrtid snart maatte ophøre. Der bliver allting, især Colonialvarer, dyrere og dyrere.

Nu har vi snart den 5te September. Gud give den maa finde min kjære, dyrebare Fader rask og vel! Den Dag forlod jeg mit kjære Hjem – det er nu alt 3 Aar siden. Gud forunde mig ogsaa engang at gjensee det og mine Kjære der – kunde Du dog faa see Henriette, det er saadant Savn at Du ikke kan faa see den lille Skatten Vores. Gud lade hende voxe op til et godt fromt Barn og hjælpe os at omgaaes hende, som vi skulle! Gud velsigne Dig min kjære Fader! Du kan ikke tro hvormeget du glæder mig ved alle dine kjære Breve, jeg kan ikke takke dig nok derfor. Kjærlige Hilsener og Kys fra lille «Hetta», saaledes kaller hun sig selv.

Din Leis^k495

Brev 31: 22.–29. august 1856

«Er det ikke en prægtig liden Lund?»

Little Iowa Præstegaard
den 22de August 1856

Kjære Moder!^k496

Nu har jeg da endelig faaet Henriette^k497 til at sove og skjøndt det alt er temmelig langt paa Aftenen, og jeg er træt efter først at have været ude og plukket og siden syltet Blommer, vil jeg dog forsøge om det ikke skulde kvikke mig lidt op at sidde her og fortælle dig mine Bedrifter idag. Men først hjærtelig Tak for dit sidste Brev, Gudske Lov fordi det gik fremad med din Helbred og lade det fremdeles være Tilfælde. Gid du nu maa have været i Langesund og havt godt af Touren. Mon Tante endnu er hjemme? Det var dog et glædeligt Besøg. Jeg bliver saa glad hvergang jeg aabner Brevet hjemmefra og ser noget fra din Haand, saa haaber jeg at du dog maa være nogenlunde. – Her er vi friske, jeg haaber Vilhelm, der er i Minnesotah for Tiden, er det og lille Tup, der ikke har været rigtig frisk i nogen Tid, kommer sig nu godt igjen.

Nu skal du høre hvorledes vi vandrer omkring om Dagen. Jeg havde opdaget nogle Blommetræer i den ene af vore smaa Skove som sto lidt afsides, dem har jeg jo gaaet og holdt Vagt paa i Haab om at faa godt af dem, men nei, hvad der staaer udenfor Gjærdet, er aldrig sikkert, de tager dem førend de er modne og hvad der er værre, bryder Grenene i Stykker. Igaar havde jeg Anne og Henriette med og rystede af de modne, saa sændte jeg dem da hjem igjen og begav mig ud paa en Undersøgelsestour som jeg ikke fortræd, jeg fandt sa mange Blommetræer, baade af god og slet Sort, de fleste er endnu unge, men hvilken Masse her vil blive paa Præstelandets Grund med Tiden, og de fleste staaer hvor der er indgjæret, men det bedste er dog den lille Lund lige bagom Stalden. Jeg har aldrig før kjændt alle dens Skatte, jeg har været saa bange for Slanger, nu har den Frygt givet sig meget, saa jeg gaaer nok saa modig mellem Krattet, jeg seer aldrig nogen.

Og sandelig, det lønner sig at trænge ind i denne lille Lund, som jeg ikke for meget vilde give Slip paa. Der er et Vildnis af Eg og Asp omgivne af alle slags Slyngeplanter, hvoriblandt en Mængde Viinranker, der naar de voxe mere til, vist vil give mig rigelig Saft. Underskoven er Hassel, der iaar næsten tynges til Jorden af Nødder. Saa er der store Hvidtjorn Træer, Kirsebær, Hæg, Æbler, Brombær, Bringebær, flere, jeg ikke kjænder, ja jeg veed ikke alt; jeg opdager idelig noget nyt derude, saaledes til min store Glæde, idag Caprifolium, det er første Gang jeg finder den her, den skal da komme i Haven. Saa er her en Mængde Blommertræer, tildeels unge, saa jeg fik en rig Høst, imorgen vil jeg fiinsylte nogle af en meget god, stor Sort. Du skulde see hvor morsomt Viinrankerne har slynget sig op ad Blommetræerne, saa vi staae og plukker Druer og Blommer paa en Gang. Af Druer har jeg ogsaa faaet til et Par Flasker Saft, der vil mange til, de giver ikke saa meget Saft; de slynger sig saa høit op ad Træerne saa det er vanskelig at faa Fat paa dem, det er sjælden man er saa hældig som forleden, jeg var ude og lædte efter dem at finde dem brædt som et Teppe paa Jorden. Er det ikke en prægtig liden Lund?

Ogsaa at vi har den saa i Fred, tæt ved Huset, men du kan tro det er ikke greit at trænge ind til al denne Herlighed, der er saa frodig, jeg forstaaer ikke hvordan Anne kan komme frem med Henriette, paa Armen, hun finder megen Behag i disse Expeditioner, saa sætter vi hende ned hvor der er en liden aaben Plads, der staaer hun da og seer paa at vi plukke «Kæmi» som hun siger. Gid Vilhelm kunde seet Lunden førend vi plyndrede dens Blommer, Druer, han kjender ikke heller alle dens Herligheder. Det har været et godt Frugtaar i Sommer, jeg er nu førdig med Syltningen med Undtagelse af Melonerne, der endnu ikke ere modne. Jeg har vel før omtalt at her er en Sort deraf, som kan bruges til Syltning, det skal være godt, jeg har ikke prøvet det. Vi holder paa med at plukke Nødder til Vinteren og behøver ikke at umage os mange Skridt for dem, nu har jeg Nøddeknækker, saa jeg vil sænde en Mængde, jeg har alt brugt den flittig.

Clausen^k498 var her da igjen for nogle Uger siden. Vi gik til Alters –; med ham var Ziølner,^k499 der er gift med en Søster af Fru Engel Preus,^k500 vi traf ham paa Springprairie for 2 Aar siden. Han kommer nu, troer jeg, til at flytte op hvor Clausen boer, jeg bad ham bosætte sig i Decorah, det skulde jeg gjørne see. De blir her fra Søndag til Onsdag Eftermiddag. Vi havde ogsaa en Amerikaner, en meget taus Person der skal være Lærer oppe ved Clausen, til Gjæst sidste Middag, og Sød Suppe, Griisesteg fik de at spiise. En saadan liden Griis er nem at tage til naar her kommer nogen, naar det ikke var at hvor jeg hidentil har kjøbt, har de ikke villet tage Betaling, det var ikke noget at tage noget for et saa lidet Dyr, heder det. Næste Gang faaer jeg gaae til en Frankianer eller en udenfor Menigheden. Selv har jeg kun tre der skal slagtes til næste Høst og 2 som skal tages i Høst. Vi vilde gjørne see at faae en Ko til i Vinter naar vi kun kunde faa en Høstbær, som ikke er let her; een forslaar ikke,^k501 og til Vinteren tør jeg heller ikke stole paa at faa kjøbt Melk, naar vi selv ikke længere har, det er kun faae her som har hele Vinteren.

Da jeg sidst skrev, vidste jeg ikke hvor vi skulde faa Folk til Høstarbeidet fra. Dagen efter Clausen var reist fik vi Fat paa 9 Mænd der tog Havren paa en Dag, saa havde vi 2 til Hveden i to Dage og dermed var det forbi. Saa har vi havt en til at stakke Kornet og nu staar det og vænter paa at blive tærsket, som jeg haaber snart vil skee, jeg skal være glad naar det er over; endnu er de ikke førdig med at slaa Hø, men saa bliver der vel en liden Stands til Potetes og Havesager skal optages. Af Mais faaer vi ikke meget, vi har saa megen Fortræd af Sviin iaar. Det er nogle græsselige Bæster her, de løbe ude hvor de vil, hoppe ofte over det høieste Gjærde og naar man, som vi, ikke har rigtig godt Gjærde, er det nu rent slemt. Vi kom ikke saa vidt ifjor, det er baade meget kostbart og vanskeligt for dem der ikke har en god Skov at faae godt Gjærde, saa vi maatte lade det gamle blive staaende flere Steder. Derfor har ogsaa Svinene forsynet sig godt baade med vores Havre og Hvede og nu tilsidst af den lille Maisager inde i Haven. Maatte vi kun beholde Poteterne, der er saa store og gode iaar, i Fred. Jeg haaber snart at den Lov at ingen Sviin maa gaa løse, ogsaa snart kommer til dette Townshipⁿ⁵⁷ og at noen vil skyte deres, der ikke holde sig Loven efterrettelig. Man sparer nu at give dem noget naar de gaa løse ved den Mængde Egenøtter her er og der er vist ingen, som vil give sig Tid til at samle dem for dem.

Jeg har havt baade megen Fornøielse af min Have iaar og Fortræd af Kalkunene og Sibi, Hønsene har gjort mindst Skade. Kalkunene, jeg har blot 4, har spist Græsset af Rødløgen, som stod saa godt, derved hindret dens Vext og nu maa jeg tage den op da den bare visner. Det er godt de har spart Charlotløgen. I Ærterne gaaer de ogsaa, deraf har vi spist meget i Sommer, men til Vinteren faaer jeg ingen, de tørrede bort før de blev til noget. Den stærke Tørke har meget Skadet Havens Sibi, der blev bidt af en Hund i Sommer, har været saa forskremt siden, og altid oppholdt sig i Haven hvor den gnaver Græsset af Gullerøddene, Blomstene af de hvide Bønner og gjør megen Fortræd. «Jeg vil heller see paa den lille vakre Sibi end Have Bønnerne», siger Vilhelm; jeg vil ogsaa gjerne have den, men dette er dog kjedeligt. Og Kalkuner vil jeg ikke have paa deenne Maade. Vilhelm taler om at det vilde vist sist hjælpe naar der kom Stakit om Haven med Spiger paa, da de altid sætter sig paa Gjærdet naar de flyve over. Kaal faar jeg saa godt som ikke, den sidste blev vel sat for seent for denne Tørke, imidlertid er jeg meet glad for hvad jeg har faaet og haaber at faa af Haven, naar vi faar Stakit om, bliver det nok bedre.

Nu blomstre Astersene, det er saa morsomt at see dem igjen, mange af dem er smukke. De trives bedre end Nemophyla hvoraf jeg kun fik ganske lidet Frø, den stærke Hede tørrede dem bort uden at de blev til noget. Gid det var saa vel at Lilliene vilde spire i Høst, men endnu seer jeg ikke noget til dem. Christiane^k502 spørger om Gangene i Haven er af Græs eller Sand, jeg skulde ønske de var af Steen saa vi slap at holde dem rene. Sven har aldrig tid til saadant Arbeide, den lille Gutten maa hjelpe til at høie, og Leiefolk bruger jeg nu ikke til noget af mit Stel, kunde heller ikke faa nogen om jeg vilde idenne travle Tid; det kan være nok med at leie til Markarbeidet, vi maa give fra 1½ til 2 Dollar om Dagen. Jeg har næppe faaet Tid til andet end at samle ind det nødvændige Frø i den senere Tid.

Henriette optog min meste Tid, saa jeg var glad ved at have faaet Fat paa gamle Maria, der nu ligger ude og luger; den giver meget Arbeide, den Have. Deilige Meloner har jeg haft, de er nu for største Deel forbi, det gaaer saa hurtig med alt iaar. Vi havde saadan Mængde iaar ogsaa, saa de kom Høns og Sviin til gode. Jeg prøvede at sænde til Byen og sælge, men det er kun et Lykketref at faa dem solgt, der er saadan Mængde til Salgs, gamle Maria har været hældigere med dem, hun har hæntet her og solgt. Hun fik sig Trøie og Forklæde. Jeg har mange Planer med at indplante baade det ene og andet i Høst; maatte det kun blive af.

Den 29de. Nu er jeg førdig med mine fine Blommer, som det var et meget besværlig Arbeide at faa Skindet af paa, siden jeg had siddet ude i Gaarden og passet paa at Hønsene ikke skulde gjøre Henriette Fortræd medens hun madede sine Kyllinger og væntet paa at Anne skulde komme og see til hende medens jeg faaer skrive lidt; nu gaar hun derude og leger med Egenødder, som hun kalder «Gisekænni». Hun er saa pertentlig, den lille Tingen, og taaler ikke den mindste Plet, jeg undres hvor tidt om Dagen hun løber ind i Sengkammerset for at tørre sig paa «Taka». De smaa brune Pletter paa mit Kind kan hun slet ikke finde sig i og altid pille dem bort, meget ordentlig er hun ogsaa fortiden, saa deri slægter hun jo paa sin Mama, der jo ogsaa udmærkede sig herved som liden.

Jeg har noget meget vigtigt at fortælle dig dennegang og det er at Henriette nok kan vente sig en Legekammerat med Tiden, ja Gud vil atter skjønke os en saadan liden Skat! Denne gang skulde det være 12de Januar istedenfor 12de December. Give Gud, at Alt maatte blive ligesaa godt dennegang. Jeg baade har været og er fremdeles udmærket rask, næsten endnu friskere end sidst, da sad jeg saa stille dernede paa Skaarlia, nu har jeg saa meget at tage vare paa. Ja, Gud ske Tak for min udmærkede Helbred. Gid jeg kunde meddele andre lidt deraf. Jeg haaber at kunde faaa Anne, Brandts søster, til mig til Næsteman ogsaa, endnu har jeg ikke talt med hende, nu har hun ikke selv et lidet barn^k503 at passe; det er ellers kjedelig for hende at det falder saa under Julen, som hun vel helst vilde være hjemme. Dette var Nyt, kjære Moder, ikke sandt? Og Gud give det maa blive glædeligt Nyt naar den Tid kommer! Saa megen Glæde som vi har af lille Henriette!

Vilhelm truer med at vilde reise til den store lutherske Conferents der i October bliver afholdt, jeg troer i Columbus, Ohio. Præsten Clausen reiser maaske ogsaa; jeg har imidlertid ingen Tro til at det bliver noget af, det vilde blive en kostbar reise, frygter jeg. Det vilde nu vist være særdeles baade interessant og lærerrigt; en 3–4 Uger vilde vel medgaa dertil. Her er kommet Brev fra Ottesen til ham idag, han vil nu have ham til Præstemødet hos sig i September, men deraf bliver nu ikke noget. Mon det ikke bliver noget af med at Ottosens Broder kommer herover? Rygtet siger han er da saa ubestemt. At Kirken hjemme ikke tager sig noget af denne Sag. Mon det er nødvændigere at sænde Missionærer til Zulu og Hottentotterne end at hjælpe Christne Bekjændere her, til Præster?

Jeg er glad Lammers ikke tænker paa at komme hid, her er Rære nok alligevel. Ellingianerne, Olaus Nilsens Venner,^k504 giver Vilhelm mest at bestille; af dem have flere skrevet sig ind i Menigheden, men haltede tilbæggeSider. Da nu Vilhelm erklærede at de skulde enten ganske forlade dette Parti, eller hvis de ikke vilde det, gaa ud af Menigheden, var der ogsaa flere der gik ud. Besynderlig nok er de altid tilstede ved Gudstjenesten og have ogsaa vist Vilhelm Agtelse og Venskab. Var han mere hjemme, vilde han nu faa meget mere at bestille med Frankianere og Methodister, der nu altid gaae af Veien for ham, men han maatte have bedre Tid for alvorligt at indlade sig med dem; de ere meget hyppigt tilstæde ved Gudstjenesten. Du skulde ellers høre hvor de bagtale og hvor mange usande Rygter de bringe ud om Vilhelm. Frankianernes Præst har fortalt i Stubs^k505 Menigheder at han er en doven, uvirksom Person, der naar Søndagsprædikenen var til Ende, intet videre foretog sig; og saadant enda ogsaa fortælles 100 Mile borte, her ved man bedre Besked. Det er ganske pudsigt at Vilhelm, altid baade hos sine Egne, Methodister og Frankianere gaaer under Navn af «Præsten», medens deres egne heder «Nils Jansen», etc.

Der er Henriette og raaber paa Mad. Du skulde høre hvor Munden løber paa hende, hvor meget hun har at fortælle om alt det hun har seet ude, Gud ske Lov hun er saa frisk igjen. Vuggen er for liden for hende nu, vi maa faa en Seng til at skyde under den store, ellers ved jeg ikke hvordan vi faaer Plads, det var godt om Tilbygningen nu var i Stand, men faaer jeg den til Synoden skal jeg være glad og da maa den blive førdig, saafremt den skal holdes her, imidlertid hjælper vi os vel, gid bare Vilhelm have et Studerværelse, dertil trænger han meget. I Aften skal jeg more mig med at læse Aftenblade og Times naar Tup er bragt til Ro, og da hun ikke har sovet før idag, haaber jeg det skeer tidlig, naar hun vil sove, saa lægger hun Hovedet paa Armen og vil at jeg skal synge om Pappa og alle de Herligheder han skal bringe naar han kommer hjem. Jeg har lovet hende at gaa ud med hende at see paa Anne melke Koen og det skal jeg ogsaa holde, naar jeg har endt mit Brev som da nu ogsaa maa skee med mange Hilsner til alle Venner, Tante, Adolf, Emilie, Langesund, Gud give der stod godt til, ogsaa kjærlige Hilsner til dig selv fra os alle. –

Din Leis.^k506

Brev 32: 1.–7. oktober 1856

«Mit engelske Bibliothek blev forøget»

Little Iowa Præstegaard,
den 1ste October 1856

Min kjære Fader!^k507

Denne Aftenstund seer ud til at blive baade lang og rolig, saa jeg vil benytte den til at skrive lidt til min kjære Fader.

Henriette^k508 sover for længe siden; da det begynte at blive mørkt gik hun hen til Vilhelm og bad: «Sitte i Fang Pappa», da han saa tog hende op, sagde hun: «Sove» og lagde det lille Hoved paa hans Arm, og da jeg saa et Øieblik efter kom ind fra Kjøkkenet efter at have ristet Brød til Theen, fandt jeg hende i dyb Søvn og Vilhelm i Færd med at klæde hende af. Naar hun først sover, er det saa stille og roligt i Huset. Sven Skolemester, som kom her i Aften, sidder i en krog og læser, Vilhelm der i morgen vil holde en Høstprædiken her i Kirken, sidder henne ved sit Bord, og her sidder nu jeg ved Stins^k509 Pult for at fortælle dig hvorledes vi har havt det i den Maaned der er gaaet siden jeg sidst skrev. Gid jeg nu vidste hvorledes det stod til i mit kjære, gamle Hjem, maatte Alt der være ligesaa vel som hos os!

Jeg har ikke kundet faa Bud efter Posten endnu i denne Uge, maaske er der Brev. – Vilhelm har reist uafladelig i den sidste Tid, og Tup og jeg imidlertid levet rolig og godt her hjemme og ikke seet et fremmed Menneske, uden en og anden af vore Naboer en sjælden Gang. Tager jeg ikke Feil, saa var Vilhelm i Minnesota da jeg sidst skrev hjem; der var han da i 3 Uger og havde det meget anstrængende i alle Maader. Han var meget længere omkring end han før havde været, reiste paa nye, ukjændte og ofte meget slætte Veie og havde, kan du tro, prøvet noget av hvert med Hønsyn til Mad og Bopæl, især have han været hos nogle Sætersdøler, hvor han formodentlig holdt Faste, siden en Gudbrandsdøl, der var med ham, forsikrede at Maden sat ham i Halsen; for saadane Ubehageligheder er han dog nu fri i sin egne Menigheder.

Du kan tænke hvor mange Forretninger der maa være i disse store idelig voxende Settlementer hvor de ikke engang altid har Præst en gang om Aaret. Tre Dage efter hinanden reiste Vilhelm for Ex. fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 2 Middag, saa var det strax uden Spise eller Hvile at tage Præsteklæderne paa og holde Gudstjeneste med alle Slags minesterielle Forretninger til Kl. 6. Han var dog, Gudske Lov, frisk paa denne Reise, og hyggeligt maatte det ogsaa være for ham at reise der og overalt blive modtaget med saa megen Glæde og Taknemmelighed. Han ordnede en Menighed til deroppe, saa nu er der, hvis Clausen ogsaa har afsændt et, 3 Kaldsbreve fraa Minnesota i Norge og snart bliver det vist flere. Vilhelm var ogsaa saa hældig at faa samlet 250 Dollar til Reisebidrag til den Præst der vil komme, maaske faar han endnu mere. Mon nu det vil hjælpe til at der kommer nogen? Jeg var glad da jeg havde Vilhelm frisk her hjemme igjen, jeg var lidt ængstelig for denne Reise, Henriette var ikke mindre fornøiet, hun vilde ikke fra ham, og begyndte at græde hvergang han gik ud af Værelset, og endnu større blev hendes Glæde da hun fik sig et Par nye blanke «Blæker»; hele Huset fik hver sin Present og mit engelske Bibliothek blev forøget med Morse's Irish melodies and sacred songs^k510 og Burn's Poetical works.^k511 Mandag kom Vilhelm hjem, Fredag maatte han atter afsted paa sin sædvanlige 10 til 14 Dages Anexreise.

Jeg troede næsten at alle de Breve fra forskjællige af Præsterne med indstændige Anmodninger om at komme til Præstemøde i Manitowoc, som han fandt ved sin Hjemkomst, vilde forandret hans Beslutning ikke at reise did, men det lod sig ikke gjøre, han reiste til Painted Creek isteden og Tup og jeg, som havde faaet Invitation fra Fru Linka Preus^k512 om imidlertid at besøge hende, blev ogsaa smukt hjemme og passer paa Hus og Gaard. Reisen til Ohio bliver da, som jeg hele Tiden troede, heller ikke af. Vilhelm havde saa megen Lyst til at komme der saa jeg vilde ønske han kunde reist, saa lidet som han har været hjemme de sidste Maaneder.

Nu har Vilhelm delt sit Kald, da han kom fra sin Anexreise nu sidst, bragte han Kaldsbrev med fra Painted Creek og de Sydlige Settlementer. Maatte kun nu Præsten komme. Disse Menigheder sænder ikke Præsten Penge til Reisen som Gave, men derimod faaer han et Laan paa meget fordelagtige Betingelser. De mene som saa, at de maaske kan beholde denne Præst et Par Aar, saa skulde de da atter hjælpe en anden til dem, og dette synes de kunde let blive for meget. Det er nok heller ikke Meningen, at de vilde have deres Pænge personlig tilbage, de skal nok anvændes til en Kasse til dette Brug, troer jeg. Dersom Præstegaarden ikke er førdig naar Præsten kommer, saa faaer han eget Logis bestaaende af 2 Værelser og Kjøkken hos en Farmer. Han faaer det bedre end Vilhelm, godt Logis, førdig Kirke og alt i Orden.

Ja, maatte han nu bare komme! Hos den samme Mand, hvor Præsten skal bo, har Vilhelm nu faaet fast Bopæl og faaer et eget Værelse; det er jeg saa glad for. Denne Thomas Andersen er en brav meget velstaaende Mand med en fortræffelig Kone og 3 smaa Børn; det er hos dem jeg mest har været naar jeg har været paa Painted Creek; nu har han bygget sig et stort godt Huus og jeg er rolig for at Vilhelm faaer det godt der. Nu skal her strax holdes Menighedsmøde her, hvor der da skal bestemmes alt angaaende Vilhelms Intægter, etc. her. Naar han da nu, som vi haabe, faaer Little Iowa alene, kommer han ogsaa til at reise meget, vel hver Uge, her er det jo 6 Kirker – men saa er han ikke længere borte end at han, om det var nødvendigt, kunde komme hjem samme Aften. De vilde nu havt Vilhelm til sin Præst paa Painted Creek, men vi bliver her, jeg haaber saa længe vi skal blive her i Landet, jeg liger ikke at flytte, allerminst at en Præst flytter naar han kan undgaa det.

Nu staar Skoven i sin fulde Høstpragt saa her er saa smukt, en saadan Farvepragt! For ikke mange Dage siden stod den ganske frisk og grøn, men dette kolde Veir har hurtigt givet den et andet Udseende. Varer det længere ved, saa staaer Sort-Egen snart alene med sit brune Løv. Du ved den beholder sine visne Blade til Foraarsstormene blæser dem af. Træerne her udenfor Vinduerne er alt bladløse. De siste 14 Dage har vi stadig lagt i Ovnen om Morgenen, den sidste Tid hele Dagen; det blev saa koldt og blæsende med engang saa vi skyndte os at faa Kjøkken-Stoven flyttet ind og Henriette maatte opgive sin daglige Fornøielse at plukke Egenødder og made Kyllinger og lade sig nøie med at kjære lit i sin Vogn.

Sven holder paa at tage op Potetes, som iaar er udmærket friske og gode, med Havesagerne har det ingen Hast, vi faaer det nok snart varmt igjen, og da staaer de bedre ude. Min Asters har blomstret saa smukt; jeg husker ikke før at have seet saa store Planter, med saa mange Blomster paa hver, de trivedes anderledes godt end de stakkels smaa Nemophila, der næsten brændte op, endnu blomstrer de, og jeg er meget glad ved at have faaet mig noget Frø af dem, jeg var bange de skulde fryse bort forinden, da jeg jo saaede dem sent. En Olielilie er kommen op, men ingen af de andre endnu.

Den 7de. Siden jeg sist skrev har jeg været ude og reist; det var lenge siden jeg havde været et Par Dage hjemmefra; men jeg vil gaa tilbage til den Tid, jeg holdt op. Fredag var en hyggelig Dag; jeg var i Kirken om Formiddagen. Vor Klokker, hans Moder (gamle Thrond Lommens Enke) og Søstre, spiste her til Middag; da de havde drukket Kaffe, reiste de, og netop da vi havde drukket The, fik vi Posten, der bragte de kjære Breve hjemmefra og desuden nok af baade norske og engelske Aviser, saa vi havde rigtig en hyggelig Aften. Mange, mange Tak for Dit Brev kjære Fader, Gud ske Lov at det dog bragte mig saa vidt gode Efterretninger fra mit kjære Hjem. Det glædede mig meget at see at du havde været ude og reise, det var vist en hyggelig Tour, den til Hitterdalen. Nei, hvor Stin reiser, han benytter rigtig sin Tid godt, og klog er han; hils ham meget og bed ham skrive paa tyndere Papir, saa det ogsaa undertiden kan komme mig til gode. –

At Treschow^k513 er flyttet fra Byen gjør mig rigtig ondt, jeg vilde helst tænke mig dem paa de gamle kjendte Steder og for dig og alle hjemme maa det da være et stort Savn. Gid de nu maatte finde sig tilfrædse med Forandringen. – Er da Udsikterne til Præster her, hjemmefra saa ringe? Til Wisconsin kommer de da, de vil vel sagtens nødigere herhen, hvor alt er mere nyt og besværligt, men jeg haabede at det vilde blive bedre naar de nu see hvor mange Præstekald her er i Nærheden af hinanden og saa fik Hjælp til at komme over. Jeg ved ikke hvorfor de ikke henvænde sig til Dannemark eller Sverig. Vilhelm siger at han har talt med flere af Præsterne derom, men de er meget derimod, enten de nu mene at de ikke vilde passe for eller forstaa at omgaaes de Norske her, eller hvad Grunden er. –

Det er kjedeligt at mine Breve gaaer saa langsomt, men lægger du mærke til hvad Tid de er sluttet? Jeg begynder ofte meget længe i Forveien paa dem. Brevene hjemmefra er næsten altid kun en Maaned gamle, dette siste fra 31te August havde jeg her 3de October; i Wisconsin faaer de dem 3 Uger gamle, fra Wisconsin og hertil tager det vistlængstTid. Det er saa forskjellig, vi har meget ofte Aviser fra New York kun 6 Dage gamle, det siste Brev havde ogsaa været 6 Dage underveis fra New York, medens et andet havde været 16 Dage. I Decorah faar vi vore Breve meget ordentlig, især siden Vilhelm leiede en Box, nu ligger alt meget ordentlig i Box 24 og det er vel Værd at give en ½ Dollar om Aaret for. Posten kommer og reiser hver Dag i Decorah.

Gid vi nu snart maatte faa høre at disse Penge var kommen sikkert frem. Jeg skulde vel ogsaa fortælle Dig lidt om Henriettes og min lille Udflugt, det er en hel Begivenhed for os. Veiret var bleven godt og mildt igjen, og Vilhelm skulde reise Vester i Lørdags, hvor ogsaa Kirken^k514 skulde tages i Brug for første Gang. Jeg har kund været der en Gang for 2 aar siden og i hele Sommer tænkt paa at følge med derhen, men Vilhelm har altid havt saamange Forretninger paa andre Kanter med det samme, saa det ikke er blevet noget af. Nu i Lørdags skulde vi da være med, gjorde os førdige, og spiste tidlig til Middag for at reise saa betids at vi kunde komme til Iver Lommen, der er gift med den Anne, som var her for 2 Aar siden, om Aftenen. Imidlertid trak det op til Uveir og saa saa truende ud, saa vi var nær bleven hjemme; heldigvis lod vi os ikke skræmme, men reiste kun senere, saa vi kun kom til Thrond Lommens^k515 Familie den Aften, fik bare et Par store Regndraaber paa os og havde siden deiligt Veir. Tidlig Søndags Morgen kjørte vi da ligetil Kirken, hvor Forretningerne varede næsten til Kl. 4.

Jeg, som de fleste andre Koner med smaa Børn, maatte sidde ude med Henriette den meste Tid, hvordan kan slige smaa være rolige saa længe? Henriette er ogsaa i den værste Alder nu, baade for stor og for liden saa jeg aldri tager hende med til Kirken her hjemme. Saa spidste vi da Middag hos Annes Svigersøn, Evensen, og var om Aftenen hos Ivers, hvor vi havde det meget godt i alle Henseende. Det er ganske anerledes nu for mig at reise end i Begyndelsen da jeg saa ofte fulgte med Vilhelm. Folkene ere de samme, ligesaa vanlige og forekommende da, som nu, men mange af dem har faaet sig nye, romsligere Huse og kommer sig jo ellers i Velstand Aar for Aar, saa hvor jeg nu i den senere Tid har reist, faaer vi eget Værelse og Alt saa peent som vi kunde ønske det. Jeg kan ikke sige at jeg nu havde synderlig Lyst til at reise paa den Maade som i Begyndelsen, vi var her. Disse Evensens og Brandts Søstre^k516 er nu ogsaa blant dem der har det bedst og penest hos sig.

Mandag skulde Vilhelm have flere Jordfæstelser, imidlertid var Tup og jeg hos Forældre til Gudbrand som var her, der boer tæt ved Kirken; da vi saa havde spist lidt der (vi slipper aldrig uden at spise) begav vi os paa Hjemreisen, derefter sittende hos Brandt anden Søster, der er gift med Ivers Broder, her spiste vi da Middag og kom hjem netop som det blev mørkt. –

Det var saa morsomt at see paa Henriette da hun kom Hjem, hun havde saa travlt, først var det om Lilliken,^k517 saa skulde hun søge Kattepusen, saa sidde i sin Stol med Dukken, saa fortælle Anne om Kone og Gaas og alle de Mærkværdigheder, hun have oplevet. Hun fant sig forresten udmærket ved at kjære og være i Besøg og faa Kage, saa det var morsomt at have hende med; med Konerne er hun altid gode Venner, men om Smaabørn bryder hun sig ikke, hun seer saa sjælden nogen. Tidlig næste Morgen maatte Vilhelm reise igjen, egentlig skulde han reist Mandag, men han maatte nu først bringe os hjem, da kan du tro Henriette græd over at hun ikke fik lov til at reise med Pappa og Proa, hun kan ikke sige «r» naar det begynder et Ord; «S» derimod siger hun og taler nu alt hvad hun vil til vores store Fornøielse; saa er hun begyndt at sige «no» istedenfor «nei» bestandig, det maa være Anne hun har det af, Anne taler ofte engelsk til hende, men det tager Henriette meget ilde op og svarer aldrig.

Det traf sig saa morsomt netop din Geburtsdag kom Henriette hen til mig og sagde «Bestepappa» for første Gang. Hun sagde det først saa utydelig at jeg ikke forstod hende før hun pegede paa din Dageuerrotyp, saa maatte jeg da tage den ned for at hun skulde «susse Bedstepappa». Et Par Dage efter begyndte hun at sige «Bestemamma», hun kjender allesammen nu og siger Onkel og Tante, men ingen andre Navne end «Maja». Vilhelm beder mig hilse meget og takke for Brevet. Han siger ofte «jeg skulde rigtig have lyst til at skrive et langt Brev til din Fader». Gid det blot blev noget af, men i Sommer og Høst har han flere Reiser og Forretninger end nogensinde og er, naar han saa kommer Hjem, træt og lidet oplagt til at skrive Breve. Jeg undres om det vil blive saa meget bedre om han faaer Little Iowa alene, i mange Henseender vel, han vil faa det meget hyggeligere og kunne virke mere for sin Menighed; det kommer nu an paa ham selv, hvorledes han vil tage det, her kan blive nok at bestille; deiligt bliver det at slippe disse lange, leie Anexreiser og istedenfor kunde reise til Painted Creek og besøge sin Nabopræst.

Vilde det ikke glæde dig at vide 2 hyggelige Familier i vor Nærhed? Dog jeg burde vænte med at tale saameget derom, til jeg seer om det blir som jeg haaber. Nu er vel Kaaber og Tulupper^k518 tagen i Brug hjemme, medens vi her har 24 grader Varme. Gud give den maatte gaa godt og hyggelig for Dig, denne Vinter, min kjære Fader, at du selv maa blive frisk og Moder^k519 og Marie^k520 blive raskere, ak om jeg viste at Alt var vel i mit kjære Hjem. Gud ske Tak for de gode Efterretninger vi stadig hører fra Stin. Herfra har jeg ogsaa kun gode Efterretninger at bringe dig, vi har det saa godt. Lev vel min kjære, kjære Fader. Gud velsigne Dig. Tusinde kjærlige Hilsner fra Alle.

Din Leis –^k521

Brev 33: 17. oktober 1856

«Jeg er saa vandt til at have lidet»

Little Iowa Præstegaard
den 17de October 1856

Kjære Moder!^k522

Du faar kun en Hilsen dennegang kjære Moder, jeg er saa seent ude med mine Breve hjem dennegang, saa jeg ikke tør lade længere Tid hengaa. Gud give nu disse Linier maa træffe dig stærkere og friskere end sidst jeg hørte da du nylig havde været daarlig igjen og maatte Vinteren blive god saa den kunde hjælpe paa din Helbred, hvilket Sommeren vel desværre ikke synderlig gjorde siden den har været saa vaad og kold; her har vi fremdeles ofte deilig frisk Luft med en 18–19 Grader^k523 om Middagen. Herfra har jeg kun gode Efterretninger, vi er alle friske, jeg selv ikke mindst, det er riktig en udmærket Helbred jeg har, som det lader til Henriette^k524 har arvet. –

Du seer af Faders Brev at vi nylig har været ude og reist og bliver Veiret smukt paa Søndag, tænker jeg næsten det kunde blive af med aa reise til Østprairien,^k525 hvor jeg nu i 2 Aar har skullet været, men saa bliver jeg ogsaa i Ro og det vel i lang Tid, ja til Decorah maa jeg nu, jeg har nu skullet være der i de sidste 3 Maaneder, men Vilhelm har aldrig Tid, nu maa det blive, hvordan det gaar; det er ikke en halv, men næsten en heel norsk Miil til Decorah og Veien er nu ikke saa god som til Frædriksvern. Det er morsomt at reise saaledes en Gang imellem, Veiret var smukt, Veiene gode, Vilhelms Buggy er saa udmærket god at kjære i, og jeg havde nu ikke været ude paa saa længe og hvad der ikke mindst bidrager til Fornøielsen er at have Henriette med, hun lægger saa mærke til og snakker og pludrer om alle de Gjenstande hun træffer paa Veien, ser hun et Huus saa spørger hun altid om «Kone» boer der, og finder sig forresten ypperlig ved at være i Besøg.

Jeg er altid lidt bange for at hun skal blive syg af for megen Kage og slikt, de synes nu naturligvis at vi er saa strænge med hende og at det er stor Synd paa det sakkels Børn, at hun ikke faar Lov at faa hvad hun vil af Mad, saa gaaer de og stikker til hende Kage og hvad godt de har. Hun kan ofte være saa sent overgiven, det var Tilfælde i Aften og endte da med at hun faldt og slog Nakken i Gulvet. Du skrev ofte at det var godt om hun først vilde krybe og det har da ogsaa vist sig var godt for hende, hun har altid gaaet saa sikkert og saaledes ikke været plaget med at støde sig.

Vi besøgte Anne,^k526 da vi var Vester,^k527 hun lovede med største Beredvillighed at komme hid i Vinter igjen, derfor er jeg meget fornøiet og jeg tænker du ogsaa gjøre vil vide hendes Svar. Gid vi for Vilhelms Skyld havde et Værelse til i Vinter, det kunde sandelig behøves. I gaar ble det bestemt af disse Herrer Trustees at Præstegaarden skal betydelig udvides og istandsættes, de bestemte en 6 til 700 Dollar dertil, som nu strax skal udlignes. Nu faar vi see hvordan det vil smage Folk. En stor Deel vil vist være villige nok og gjørne yde lidt, men saa er der atter en stor Deel der altid have meget ondt med at ud med deres Pænge, Folk er velstaaende nok og kan det meget vel. Naar de saa har Pengene, skal Materialerne kjøbes og Arbeidet begyndes saasnart skee kan. Tilbygningen skal være af Frame og Bindingsværk, fyldt med Muursteen og rappet indvændig, saa skal det hele Huus bordklædes med Furu og hvidmales, forstaar jeg. Det blive ikke som det Rids, jeg engang sændte med, nemlig 2 Værelser og Gang i Flugt med Kjøkken og Dagligstuen; det vilde nok været hygeligt at havt alt i en Etage, men de vilde ikke kunnet blive høie nok, og paa den Maade det nu er bestemt, faaer vi et stort Værelse istedenfor et lidet Quistkammer og dessuden Klædekammers og andre Bekvemmeligheder. Det halve Tag, det over Stuen, skal nemlig løftes af og gjøres høiere saa vi nu faaer nedenunder, Gang og Klædekammer, og Sovekammer ved siden af Dagligstuen og lidt større med denne, et stort Værelse til Studerekammer over Sovekammeret, og et ditto til Gjæsteværelse over Stuen. Opgangen bliver da fra Gangen, saa der bliver bedre plads i Kjøkkenet, naar Trappen kommer bort. Desuden skal Væggen til vort nuværende Sovekammer flyttes ned, saa der netop bliver Plads til en Sæng paa Tværveggen.

Vi har saadan lyst til at forandre Vinduet der til en Glasdør ud til Haven. Men du skal nok faa et nøiagtig Rids deraf med Tiden, men først vil jeg see om der kommer tilstrækkelig Pænge ind for at det kan udføres som det nu er tænkt. Jeg synes næsten vi faar for meget Plads da, jeg er saa vandt til at have lidet, men det skal blive deiligt naar det først kommer istand; jeg forstaar ikke rigtig hvorledes vi skal bære os ad naar de tager Taget af og vi ingenting kan have paa Loftet, især om det skulde regne. De faar skynde sig. Nu skal vi snart have den Fornøielse at have Murer til at rappe mellem Bjælkerne igjen, det er et græsseligt Søl og for galt at det maa gjøres hvert Aar, med Tiden haaber vi skal slippe derfor; Vilhelm vilde rappet hele Værelset i Sommer for at faa det varmt, men hvor skulde vi saa opholdt os? Desuden er det best de bygger til først, da bliver saa Rapningen banket ud alligevel.

Jeg haaber Mureren kommer medens Vilhelm er paa Reiser; Muren rundt Huuset skal stelles paa, et Tag drives sammen, Gulve kittes, kort sagt her skal «fixes» til Vinteren saa vi kan faa det lidt varmere. Gid vi maatte slippe for en saa kold Vinter som ifjor. Vi vænter Daglig paa en Mand der skal mine Brønden førdig, vi kjærer fremdeles Vand. Trods al Efterspørgsel lykkedes først nu Vilhelm at faa Fat paa denne da han var i Minnesota, maatte han nu bare komme. Ja, det faaer da blive ved disse Linier, jeg vilde kun sænde dig en kjærlig Hilsen og Gud give at du maa være nogenlunde frisk naar den naar dig, kjære Moder. Maatte saa ogsaa Marie, Stakkel, blive rask i Vinter og de andre friske, saa I kunde have det saa godt, som jeg saa inderlig ønsker det. Mon du beholder Emilie i Vinter ogsaa? Mange Hilsener til hende. Hvordan staar det til i Langesund, gid alt var vel der. Mon mit Brev til Cathrine Backer adresseret til hendes Fader er naaet frem? Mange Hilsner til alle sammen! Lev vel kjære Moder og modtag mange kjærlige Hilsner fra os alle.

Din Leis.^k528

Brev 34: 24. november – 2. desember 1856

«Vilhelm reiser fremdeles næsten bestandig»

Little Iowa Præstegaard,
den 24 Nov. 1856

Min kjære Fader!^k529

Forrige Søndag modtog vi dit sidste Brev fra 12te October og Gud ske Lov for det bragte nok saa gode Efterretninger fra mit kjære Hjem, give Gud alt fremdeles maa staa vel til der. Det er rigtig morsomt at Brevene hjemmefra næsten altid kommer saa hurtig frem, denne Gang ogsaa kun en Maaned gammelt, gid det ogsaa maatte være Tilfælde med mine. Herfra har jeg ogsaa gode Efterretninger at bringe dig, vi er Gud ske Lov alle friske, som vi da den hele Tid har været paa lidt Høstforkjølelse nær.

Vilhelm reiser fremdeles næsten bestandig, som vel vil blive Tilfælde til Juul, det vil sige; da kommer han formodentlig ogsaa til at Reise hver Dag, men kun i Little Iowa. Igaar skulde han præket i Calmar, men Veiret blev saa følt og forkjølet var han ogsaa, saa han blev hjemme, og glad var jeg – det er ogsaa saa sjælden han er hjemme en Søndag, men rigtig hyggeligt er det dog ikke naar det er af Grunde, som igaar, da han selv saa nødig lader sig holde tilbage af saadant, og synes han maatte dog vel altid kunnet kommet frem paa en Maade; jeg synes nu det er meget at saa meget som han reiser, saa har det i disse 3 Aar, kun to gange hændt at Veiret har hindret ham i at komme til Gudstjenesten, derved er da Folk ogsaa bleven saa forvændte at de altid vænter ham.

Da han tidlig imorges netop stod førdig med at reise længere Vest, hvor han i dag skulde prædike, blev han hented i Sognebud 12 Miil i netop den modsatte Kant, saa derfra er han formodentlig reist ligetil Little Turkey River, halvveis mellom os og Clausen, hvor der i, jeg troer, 2 ½ Aar har boet en Deel Norske der, i den Tid ikke har seet Præst, trods alle Anmodninger. Det var rigtig godt at Vilhelm nu kunde komme derhen, paa Thorsdag eller Fredag haaber jeg han er hjemme igjen, men saa skal han strax en Uges Tid i det mindste til Minnesota. Han reiste med Slæde i dag for første gang iaar, maatte han nu kun slippe for at komme hjem med Vogn. Veiret var deiligt, den lille Slæde med to raske Heste og saa Dombjældeklangen, var saa indbydende saa havde han været hjemme, maatte Henriette^k530 og jeg havt os en liden Kjæretour.

Nu har Henriette kun 17 Dage igjen før hun fylder sit andet Aar, da skal hun faa sig et lidet Bord med Skuffe i til sin Stol. Vi har rigtig Glæde af hende, hun er saa sød og snild, gaar og steller og læger hele Dagen, engang imellem kommer hun hen saa bønlig med sit «Mamma ta Etta, Pappa ta Etta», men ellers er hun udmærket til at lege med sig selv, snart ude i Kjøkkenet hos Anne, snart inde i Stuen, men du maa ikke tro, hun gaar stille omkring med sin Dukke, nei det er en liden Vildkat som finder paa de tusinde Thing og converserer Dukken, «Lilliken», eller os uophørlig, ogsaa meget snar til at tage efter alt hvad hun seer og hører. Hun kan nu fortælle dig, at hun er en «liten Pige fra Bergen,» er «2 Aar gammel» og heder «Etta Koen». At hun er fra Bergen er noget hun fandt paa ved at høre mig sige, at hun talte Bergensk, hvilket hun og gjør.

Det er daarlige udsikter du giver til at erholde mere Præstehjelp her – nu er ogsaa Kaldsbrevet til det halve at Vilhelms Kald sendt afsted, saa snart vil du i Aviserne see Ansøgning efter Præst fra Painted Creek, Norway og Clarmont Menigheder.^k531 Maatte kun Helbreden strække til for Præsterne her – de der have været herlængsthar det jo nu bedre med Hensyn til Reiser, eftersom der er kommen flere i deres Nærhed; det gaaer udover dem der kommer sidst, jeg ved ikke hvorledes Munch^k532 og Brodahl^k533 har det, deres Kald er vist ganske magelige, men Præsten Duus^k534 har det vist omtrent som Vilhelm. Dog jeg har ofte nok trættet dig med at tale om den Nød, her er for Præster; den bliver nok afhjulpen naar det er Guds Villie.

I Tirsdags havde vi uvæntet Besøg af Præsten Clausen, Vilhelm var i Decorah den Dag og traf han der. Han fulgte da hjem med, men maatte reise hjem tidlig næste Dag, han var kun kommen ned som snarest til Decorah hvor han havde Forretninger. Han har havt saa megen Sygdom i sit Huus denne Høst, selv været syg, hans Kone og ældste Børn har havt Koldfeber, og det næst yngste længe været meget farlig syg. – Det var godt Clausen kom Tirsdag og ikke Mandag, den Dag blev Stuetaget drevet sammen og det var fælt, hvordan det saa ud efter det Arbeide, men nu haaber jeg ogsaa vi slipper for Regn i Stuen naar der bliver vadsket ovenpaa.

For en Tid siden var her en Yankee, der skal være særdeles hældig til at finde Vand; dette skulde han da ogsaa forsøge her og vandrede omkring med sin Kvist der ogsaa bøyede sig paa flere Steder og heldigviis netop ligeover der hvor de er begyndt at grave Brønd; det var rart at see hvordan Grenen bøiede sig, baade for han og andre der hvor der fandtes Vand. Brønden maatte graves en 46 Fod dyb, mente han, den er nu 33 og saaledes har den staaet i 2 Aar omtrendt uden at vi har kunnet faa nogen til at mine og vi kjærer fremdeles Vand; den Mand i Minnesota narrede os da ogsaa. Oppe ved Clausen er der en 3–4 Stykker der befatter sig derved, men om de ogsaa var villige til at komme herned saa forlanger de, jeg husker ikke enten det var 3 eller 4 Dollar for Foden.^k535

Her har nylig været afholdt Menighedsmøde, hvori alt blev ordnet angaaende det nye Kaldsbrev, som Vilhelm da nu har modtaget paa ubestemt Tid. Den faste Løn bliver $400, men ellers maa jo Indtægterne blive noget mindre, naar den anden Præst engang maatte komme, hvormeget er jo ikke godt at vide med Bestemthed. Tillige bifaldt det hele Møde alt hvad Trusteesene havde bestemt angaaende Præstegaardens Udvidelse, vil de nu kun ikke blive for træge med at komme ud med Pengene. Forresten bliver Tilbygningen ikke saaledes som jeg omtalte. Trusteeenes Formand, der er Snedker og selv udfandt den Plads jeg talte om, har siden faaet Betenkelighæder, og efter at have raadført sig med andre Kyndige kommen til det Resultat at Huset ikke vilde taale den Bygning af Frame ovenpaa. Han var heroppe forleden og raadførte sig med Vilhelm, som da ogsaa efter mange Planer har udfundet En, som seer meget udførlig ud, som ogsaa kan blive hyggelig, det skulde blive en Tilbygning paa 4 Værelser ved den østre Ende af Huset. Men jeg skal nok vogte mig paa at spilde flere Ord paa nøiere at forklare disse Tilbygninger før jeg seer hvad der virkelig bliver til.

Jeg vil kun bemærke at jeg er meget glad over Udsigten til at kunde blive boende i Ro, uden at faa Taget revet af over Hovedet paa mig. Jeg undres om en Tilbygning virkelig skal komme i beboelig Stand til næste Høst. Det er jo heller ikke saa underlig at jeg kun har liden Tiltro til de Forandringer eller Forbedringer som her skal foretages ved Gaarden, idetmindste til at det skal skee med nogenlunde Hurtighed. Det er for galt hvor vanskelig det er at faa Fat paa en Arbeidsmand; nu har vi i hele Høst villet havet en Snedker som kom for 2 Dage, til adskillige Smaating, men nei, de har alle nok med sit Stel eller er i Byerne. Gid jeg havde Fat i Stin,^k536 ønsker jeg mangen Gang; nu faar jeg prøve Anders, den Gut, som skal være her i Vinter, som nu er kommen, han lyder til at være hendig.

Tak kjære Fader fordi Du vilde Sænde en Liste over Storthings Repræsentanterne, men det er ikke nødvendig da Emigranten indeholder Fortegnelse derover. Nu vil de vel gjørne gjøre os til Slaver alle sammen om de kunde, siden Demokraterne gaar af med Seieren i denne Valgkamp. Det er godt at bo paa et saa afsides, roligt Sted, hvor man kun gjennem Aviserne mærker noget til alt det Røre og den Strid her er. – Det er da godt at disse Penge endelig have fundet frem. Som du af Vilhelms Brev vil see, blev de sændt gjennem Consul Bech; hvorfor han foretrak Hamburg Bank istedenfor Threschow, ved jeg ikke. Det var ogsaa mig der maatte skrive til Consulen og bede han paatage sig den Commission; Vilhelm var jo syg dengang.

Den 2den December. I dag skulde Vilhelm reist til Minnesota, men nu ligger han veirfast og kan ikke en Gang komme saa langt som ned til vor nærmeste Nabo; idetminste ikke gaaende, han er nylig kommen tilbage fra et Forsøg derfra. Sneen laa saa høit at han ikke formaaede at komme frem. Igaar var det en Sneestorm som jeg næppe har seet Mage til, Sneen ligger optaarnet saa Ingen kan reise og allermindst Vilhelm paa de Veie han skulde; her kunde sandelig ofte behøves en Sneeploug, koldt er det ogsaa, 18 Grader idag, saa det er rigtig til rette Tid vi fik Huset rappet og Muren istand; Gid vi maatte blive fri for en saa haard Vinter som ifjor, den var fæl, men et stort Gode er det at Huset er bleven saa betydelig varmere efter denne Reparation, saa jeg haaber vi skal slippe at fryse. Dette Snefog kommer saa ubeleilig som mulig for Vilhelm, der havde Brug for hver Dag i denne Tid om han skal faa udrettet hvad han har tilsagt, nu maa han nok udsætte Minnesotareisen til efter Januar Maaned, for at kunde komme til rette Tid til sine Anexer, hvorfra han skulde komme hjem Lille Juleaften og saa være Julen og hele Januar Maaned i dette Settlement. –

Længere kom jeg ikke sidst, mon jeg nu iaften skulde faa mine Breve førdig, det er idag alt den 8de, det er rart for alt det der komme i Veien for mig med at skrive. Vilhelm drog afsted Vester idag, istedenfor til Minnesota, paa Fredag, Henriettes Geburtsdag, kommer han hjem og reiser Dagen efter for først at komme hjem Lille Juleaften, saa har han 4 Dage i Rad at Prædike paa forskjællige Steder hver Gang, ja den ene Helligdag paa to Steder, saa mere end Juleaften og 1ste Juledag faaer jeg han ikke hjemme; maatte det nu kun ikke blive saa koldt som ifjor, eller slige Snefog som nu, der endogsaa kunde hindre ham i at komme hjem til Julen, det vil jeg nu ikke tænke paa. Jeg seer af Iowa Aviser at slig en mængde Sne og saadan Snedrev kan delængstboende her ikke mindes. Det er al den Regn vi ikke fik i Sommer, og godt gjør den vist naar man kun var bedre forberedt derpaa. Posten kom ikke i flere Dage til Decorah. –

Vilhelm maatte prædike her i Søndags, da han ikke kunde komme noget Steds hen; nu er det formodentlig forbi med at bruge Kirkerne her i Settlementet for i Vinter; ingen af dem er kommen saa vidt at de lades seg bruge uden i mildt Veir, saa i Søndags blev Gudstjenesten holdt paa en af Nabogaardene; der blev vi til Middag og kjørte saa en liden Tour hjem igjen, saa nu har jeg faaet prøvet Bjælden, det er saa morsomt og hjemligt at høre den Bjældeklang. Jeg synes jeg er ligesaa indestængt af al denne Snee, jeg kan kun komme herfra og nedover til Stalden og hen til Høstakkene, andre Steder er aldeles uframkommelige for mig.

Jeg maa bede dig undskylde dette Brev, kjære Fader, baade hvad Indhold og Form angaar, jeg ved det er meget lidet interessant, det kan kun bringe de kjærligste Hilsener fra dine Børn her og det bedste du kan faa vide herfra, at vi leve friske og tilfredse, vil det ogsaa sige dig. Før i det nye Aar naaer disse Linier dig ikke – Gud skjønke dig sin Naade og Velsignelse i det kommende Aar, min kjære, dyrebare Fader, maatte du faa det saa godt som jeg ønsker det, ja Gud bevare dig og alle mine kjære og skjønke Dig en glædelig Julefest!

Gudske Lov for de gode Efterretninger vi saa stadig faa fra Stin, ham har du da Glæde af, kjære Fader. Hvor længe vil det sannsynligvis vare inden han bliver førdig til at komme hjem? Mange kjærlige Hilsner til ham. Det er ikke synderlig Ro jeg har til at skrive kan du tro, Henriette er oppe endnu, hun vil ikke blive søvnig i Aften, nu har jeg faaet hende lidt mere stille ved at sætte hende ved Siden af mig med Papir og Blyant. Saa nu sidder hun meget flittig og dypper denne i en Flaske og «kiver Brev til Bestepappa i Norge», det er en meget yndet Beskjæftigelse; hun taler meget om Norge og Bergen, i disse Ord udtaler hun «r» saa tydeligt og har en saa udmærket Bergensk Acsent. Nei, kunde du bare faa see den lille Skatten min, hvor frisk og flink og sød hun er. Nu er hun 1 Alen og 11 Tommer høi, saa hvis det skulde forholde sig saa at man har sin halve Høide naar man er 2 Aar, saa har jo Vilhelm god grund til at frygte at hun bliver for høi. Fra Vilhelm har jeg mange kjærlige Hilsner til Dig, jeg haaber hans Brev nu har naaet Dig. Lev vel min kjære Fader. Gud give alt maatte staa vel til i mit kjære Hjem. Henriette siger «Glad Juul te Bedstepappa». Idag har hun lært at sige «Glad Juul».

Din Leis.^k537

Brev 35: 5. desember 1856

«Jeg maa koge Svinehovedene til Sylten ude»

Little Iowa Præstegaard,
5te December 1856

Kjære Moder!^k538

Til Juul skulde dette Brev være i Herregaarden, det var nu min Bestemmelse, men med min bedste Villie har jeg ikke kunnet faaet skrive saa tidlig som jeg ønskede denne Gang, for bare Fleskestel og Rapningⁿ⁵⁸^k539 var det hele Huus, og dermed følgende Reengjøring osv. Nu er da det forbi og jeg sidder her og glæder mig over hvor meget varmere Huset er blevet, hvilket det idag, som det sannelig stormer fra Nord Vest, er god Anledning til at mærke. Vilhelm var hjemme denne Gang under Rapningen, det har ellers altid truffet sig saa heldig at han har været fraværende under slige Affærer, han erklærede da ogsaa, at det skulde være sidste Gang, vi skulde have slike Reparationer, hvilket jeg af ganske Hjerte haaber ogsaa maa blive Tilfælde, at der til næste Vinter maa blive Anledning til at faa i det mindste Dagligstuen ordentlig rappet over det hele, eller hva der skal være ligesaa billig, trukket med Lærred og maled eller tapetseret. Det er ogsaa et grueligt Søl med denne Rapning mellem Bjælkerne. Du kan ikke tro hvordan alt seer ud og at det saa maa gjentages hver Høst!

Hvad der dennegang gjør at Huset er varmere end det nogensinde har været, er at vi har ladet Væggene hvidvadske; det hjælper betydelig og fylder saa godt alle Sprækker og Huller. Jeg syntes bedre om det som det var før, det var noget aparte ved de mørke Egebjelker med de graalige Striber, men naar dette er varmere, saa faaer det være det samme; denne Hidvaskning skal ogsaa hjælpe meget for Væggedyr og derpaa er nok ogsaa værd at tænke. Desuden er Muren istandsat saa det er godt og varmt paa Gulvet, kort sagt det er ganske annerledes end ifjor, saa jeg haaber det skal ikke være nogen Nød om ogsaa Vinteren bliver ligesaa stræng.

Ja, jeg er rigtig glad det er forbi baade med Huusreparation og med Fleskestel, det ene kom op i det andet, som sannelig ikke var godt med saa liden Plads som vi har; men det gaar ikke an at bede Arbeidsfolkene at vænte med at komme her, vi maa tage mod dem naar det falder dem beleiligt, og takke til. Saa meget Flesk som vi salter giver heller ikke lidet Arbeide, især naar man har saa god Hjælp som jeg i Henriette.^k540 Medisterboller er det bedste, jeg kan skaffe Vilhelm til varm Frokost, saa deraf har jeg sat en Mængde hen. Den som havde et Bryggerhuus eller Indretning saa man kunde koge i Huus! Jeg maa koge Svinehovedene til Sylten ude, og det er ikke saa greit om Vinteren; et Par Syltefødder blev ogsaa noget røget, men da Vilhelm erklærede det for en Forbedring, haver det jo intet at betyde. Sæbe, kort alt hvad der behøver en stor Gryde, maa jeg koge ude.

Igaar fik min nye Ko en Kalv, saa idag har Henriette levet godt med «Kavledans»;^k541 hun har ogsaa til sin store Fornøielse været med nede i Fjøset og seet paa Anne give Kalven Drikke, idag. Det er en Oxekalv, den skal nu leve, nu faaer vi see hvorledes det gaar den anden Ko, som ogsaa skulde faa en Kalv om nogen Tid. Jeg har havt Uheld med mine Høns i den sidste Tid, mistet vist omtrent 20 og hvad der var leit, en af de Fremmede Høns jeg fortalte, jeg havde faaet. Forresten var det mest unge Haner fra i Sommer, som jeg havde tænkt skulde komme til Nytte i Vinter. Det er et lidet Dyr, som graver sig under Jorden og suger Blodet av dem og lader dem ligge. Disse Unghønsene vil sidde paa Jorden istedenfor at sætte sig op, derved faaer den Fat paa dem, en Nat tog den 8, men har nu ikke vist sig paa en Stund, saa jeg haaber den sparer de Øvrige. –

Jeg sidder her og fortæller fortvæk om mine huuslige Affærer, uden saa meget som takke dig fordi du var sa snild og skrev til mig, kjære Moder! Gud ske Lov at du var saa vidt rask at du kunde skrive, maatte det fremdeles være saa! Den lange regnfulde Høst har da vel ellers været slem for dig, gid Vinteren nu maa være frisk og behagelig. Maatte nu Marie ogsaa være frisk i Vinter – Det maa dog være et stort Gode at du har Emilie hos dig. Hils hende meget fra mig. Hvor ubehagelige Tjenstefolkene hjemme maa være nu, jeg har god Grund til at være taknemmelig som hidtil har været sparet for den Erfaring her, hvor det er en saa almindelig Klage. Anne bliver her i vinter, som jeg da er meget glad over; det er en velstaaendes Pige, med Penge ude paa Rente, som derfor ikke har nødig at tjene, hun havde ogsaa tænkt ikke at tjene i Vinter, men betænkte sig heldigviis igjen. Er der et og andet, jeg kunde ønske anderledes, saa har hun igjen mange gode Egenskaber, er snild og villig og har et jævnt godt Humeur, og jeg vil gjørne oversee meget for at beholde en saadan, hvem veed hvordan den kunde være, som jeg fik igjen, uden at tale om at det vilde være vanskelig nok for nogen; de vil saa gjerne ud til Amerikanerne og til Byerne. Saa er nu Anne saa glad i Henriette, «det er den største Moro hun har», siger hun, og det kan du nok vide at jeg sætter Priis paa, saa er hun omhyggelig om hende; naar hun bare vilde lade være at føie hende for meget, men det har hun vanskelig for at lade være, hun synes vi er saa altfor strænge med hende, at et saa lidet Barn faaer Riis, det synes Anne er for galt.

Med den nye Gut, Anders, er der ogsaa alle Udsigter til at vi skal blive fornøiet med; det er en ung Gut paa 18 Aar, han er hvad jeg er meget glad for, saa pen og proper baade med sin Person og med hvad han foretager sig, det er en stor Glæde især naar man skal have dem i Kjøkkenet. Jeg har ogsaa erfaret det motsatte hos Iver som var her, jeg var glad ved at blive fri for ham. Ogsaa er det en god ting at have En som er lidt hændig, det har været nogle store Klodser vi før har havt, men Anders er en Tusindkunstner; nu har han sat istand forskjællige Ting som jeg i mange Maaneder har forgjæves villet faaet Fat i en Snedker til. I forgaars vandrede han op hen paa Bakken med en stor Fælde til Prairiehøns og kom i gaaer ind med tre Stykker, saa Begyndelsen er hældig nok, idag er den sneet reent ned for ham. Det er første gang jeg har seet Prairiehøns i Vinter, og det er noget af det bedste vi faaer; de er saa store som en almindelig Høne. Anders er ogsaa Henriettes særdeles Ven, saa sætter han hendes Legetøi istand, saa pynter han en Filledukke for hende, saa han meget ofte siger, «gaa ud til Annes».

I Kjøkkenet ynder hun nu ogsaa meget at være der er saa meget at søle med, og hun er meget slem til at krybe op og gjøre Ugagn. Hvor meget de kan finde paa slige Smaa og saaledes, som hun kan faa det til aa se ud i Stuen. I Formiddag var hun alene inde med Vilhelm medens jeg havde noget at bestille i Kjøkkenet. Han sad henne og skrev, og Henriette gik og stellede sig da jeg saa kom ind, saa her vel ud! Først havde hun taget en Skee og lagt smaa Hobe af Fliis og Grums fra Vedkassen omkring paa alle Stole, saa havde hun faaet Fat paa min Sykurv og puttet alle Sneller og hvad hun fandt ind imellem Bøgerne, kastet Resten paa Gulvet, hvor naturligviis ogsaa alt hendes Legetøi laa; da hun saa ogsaa havde faaet Stolene trukket frem, gik hun hen og begyndte at plage Vilhelm, som da gav hende Blyant og Papir, saa da jeg kom ind, sad hun meget fornøiet med sin Blyant og Flaske midt oppe i denne Forstyrrelse og rabte til meg « Etta kive Bev til Norge, Bestepappa», «Pappa ogsaa kive Bev».

Du spørger vel nu om jeg lader hende faa Lov til at stelle saaledes, jeg maa, naar det ellers ikke er noget galt deri; lade hende faa Lov dertil om hun nu ogsaa søler sig til og gjør det uryddigt i Værelset. Jeg fik ellers ikke Fred og noget galt er det vel heller ikke deri; jeg er glad hun finder paa saa meget at more sig med og er saa munter. Hun taaler ellers nu, hvad jo ogsaa er rimeligt jo større hun bliver, slet ikke at faa Skjænd, før skulde der ikke saa lidet til før hun brød sig derom, men nu bliver hun rent ulykkelig ved det første alvorlige Ord, græder og raaber, «Nei nille Pige, Etta nille Pige, Mamma ta Etta, Mamma susse (kysse) Etta, sitte i Fang, synge om Lamme» (da troer hun at alt er godt naar jeg vil fortælle om Lamme, en Historie som hun faaer hver Aften naar jeg klæder henne af), saaledes staar hun og anvænder alle sine Kunster for at jeg ikke længer skal være vred paa hende. Hun har lidt Snue idag saa hun ofte har Anledning til at bede mig «Pusse Næs». Hvor frisk hun hidtil har været, hun voxer ogsaa meget og har en glimrende Apetit. «Spise Haardt», det taler hun ofte om; at gnave paa en tør Brødskalk og drikke Melk til, det vil hun helst, ssaa det er hendes sædvanlige Spise udenfor Maaltiderne.

Er jeg ikke udmærket frisk? Ja, du kan nu ikke godt vide det. – Er det ikke meget at jeg er saa frisk og den hele Tid har været det? Gud ske Tak for dette store Gode! Vilhelm har ogsaa sluppet for synderlig Forkjølelse eller andre Ulemper i Vinter, maatte nu ogsaa Julen gaa godt og ikke anstrænge ham over alle Kræfter.

Christiane^k542 spørger om jeg efter Nyt Aar kan hjælpe mig med en Pige, det vil vel blive vanskelig, frygter jeg, da jeg ikke kan gjøre Regning paa nogen Hjælp af Anne, hun har fuldkommen nok med sit Stel som det nu er, og jeg hjælper ofte til med Madstel i Kjøkkenet. Medens Henriette var liden havde jeg jo Hjælp af Oline,^k543 hun tog hende, medens jeg skjønkede The om Morgenen osv. Kunde jeg ogsaa hjælpe mig alene om nu alt bliver som vi haabe, saa vilde jeg blive saa aldeles bundet og næppe komme ud af Værelset, end sige Huset, og deri vilde nu Vilhelm paa ingen Maade finde sig i. Han har ofte villet at jeg skulde faa en Pige til da Henriette var mindre, men det var ufornødent. Skulde jeg ikke have en Pige til, saa maatte jeg vel undertiden have lidt Hjælp til at sy og hvordan skulde det blive med Haven?

Hidtil har jeg sluppet for Leiefolk uden til Gaardsbruget, undtagen en Sypige en Gang. Jeg tænker dog ikke pa nogen voxen Pige det behøves ikke og det vilde ogsaa være for galt at maatte betale mindst 120 Dollar bare i Pigeløn om Aaret, men en Confirmand; jeg faaer ogsaa næppe en saadan under 1½ Dolllar Maaneden; det er almindeligt at de faae det. Der kommer en fra Minnesota, som gjørne vilde være her, ned efter Nytaar, saa hende kan jeg faa, om fornødent. Jeg har mindre Lyst til at have nogen nu, vi har saa liden Plads, en anden Sag var det om vi havde et større Sovekammer.

Nu har jeg næsten fyldt 4 Sider kun med at tale om mine egne huslige Affærer, jeg ved nok du ogsaa har lyst til at høre derom, men dennegang frygter jeg for at have trættet dig med min Vidløftighed. Jeg vil heller sænde Brevene som de er, at I ikke skal vænte forlænge og faaer saaledes næppe Plads til her at bringe dig alle mine ønsker om alt Godt for deg i det nye Aar, Gud bevare dig, kjære Moder og styrke din Helbred. Han skjønke dig ogsaa en glædelig Julefest! Gid jeg nu næste Gang maatte glæde med gode Efterretinger. Jeg vilde ogsaa gjerne skrevet lidt til Marie,^k544 Tom^k545 og Lina,^k546 men deraf bliver det ikke noget dennegang.

Venlige Hilsner fra Vilhelm og et Kys fra den lille Skatten vores. Hilsen til alle Venner,

Din Leis^k547

Brev 36: 9. april 1857

«Gud give os den Glæde at sees igjen»

Little Iowa Præstegaard
Skjærtorsdag 1857

Kjære Fader!^k548

Budet som bragte mit sidste Brev til Byen, kom tilbage med de kjære Breve hjemmefra, fra 16de Februar. Vi havde flere Gange havt Bud efter Posten, men den var ikke kommet frem, sa jeg havde ogsaa den Gang kun lidt Haab om at faa Brev, og blev defor saa meget gladere da Henriette^k549 kom løbende ind med et i Haanden og fortalte at hun havde faaet Brev fra Bestepappa i Norge. «Jeg læse jeg», sagde hun og gik hen efter sin Stol. Den Herlighed varede nu ikke længe, men Convoluten^k550 maatte jeg lade hende beholde; at ikke Sorgen skulde blive for stor. Saa sad hun da og læste og converserede mig: «Du læse? Har du ogsaa B'ev, Du glad i Besteppappa, Mamma?», men snart maa hun afsted ud til Johanne og fortælle hende det samme: «Jeg læse B'ev», «Bestepappa glad i Etta», «Heniette snille Pigen hun».

Tak for det Brev, kjære Fader og Gud ske Lov for de gode Efterretninger det indeholdt – Hvor glad jeg er fordi Marie kommer sig godt. Moder nævner intet om sin Helbred, men hun skriver langt, og det haaber jeg er godt Tegn. – Naar dette Brev naaer dig er Lina^k551 vel ogsaa Confirmeret, og saa er vi da alle «Voxne» som man siger, Gud bevare Lina! og give Dig Glæde af hende min kjære Fader! Og til Sommeren kommer ogsaa Stin^k552 hejm, det bliver en Glæde – hils og tak han meget for Brevet, dennegang bliver det vel næppe besvaret; hvilken vigtig Person har kun Hr. Broder ikke været! Hvor glad jeg skulde være om nu Stin maatte faa sig en god Ansættelse og finde sig tilfreds, hvor hyggeligt det kunde blive for Dig og for Alle.

Hvordan mon I nu have det hjemme denne Paaske? Behagligere Veir end her, haaber jeg; for et Par Dage siden saae det ud til at man ganske snart kunde begynde med Vaaraanen, men nu er det surt og koldt, sneer og stormer fælt. Vi havde ifjor paa denne Tid sat tidlige Poteter og flere Havesager. Blomstrer Anemoner, Crocus og de søde Sneeklokker uden for Vinduerne nu mon? Hvor ofte jeg i Tankene vandrer omkring i Haven hjemme og seer til alle Blomsterne; jeg husker saa godt hvor du pleide at have de forskjellige Slags og naar du gjør nogle Forandringer i Haven, saa vær saa snild og fortæl mig det. Trives Caprifolierne og de andre Slyngplanter i Hjørnet fremdeles godt? Ak, den deilige Vaar hjemme, saaledes er den ikke noget andet Sted; nei hvor vi mangen Gang kunne længes efter en norsk Sommeraften, naar efter disse brændende hede Dage her, enten den stærke Dug eller Kjølighed, jager os ind igjen, eller det ogsaa er saa lummert at Aftenen ingen Lise giver en.

Jeg undres om «Krafts» Haandbog over Norge^k553 har forskaffet nogen saa megen Underholdning som Vilhelm? Jeg har ikke rigtig kundet forstaa hva Fornøielse det kunde være at sidde og læse i «Kraft», som han ofte gjør, naar han har en Stund til overs efter Middagen eller saa. Jo, Kraft er just fortræffelig, siger Vilhelm, den hjælper saa prægtig til at friske Erindringen og sætte ham tilbage i Norge, og saa søger han sig ogsaa ud de Præstekald, som det kunde være godt at faa, kort sagt, det var rigtig godt at vi fik Kraft med.

Ja, Præstekald i Norge! Dermed er jeg bange det har lange Udsigter. Saalænge her seer saaledes ud, som nu, kan Vilhelm jo ikke med god Samvittighed forlade sin Menighed. Hvad du skriver om Munch^k554 undrer os. Jeg havde hørt at han klager over sin fortrykte økonomiske Omstændigheder og af den Grund, samt fordi han frygter at vække Splid formedels sine Meninger angaaende Deligatsagen, vilde reise hjem, men hvorledes tør han saaledes fraraade Enhver at komme hertil, da han dog kjænder den Trang her er efter Præster og veed at om nu end ikke han kan finde sig i at være her, saa er her dog andre, som leve vel og tilfredse og slet ikke fortryde at være kommen hertil. –

Hvem kommer nu til Skolen i Falkenbergs Sted mon? Hvad bestiller Præsten i Sætersdalen om Sommeren, siden der da aldrig er Gudstjeneste? Sees han omkring i Sæterne? Jeg hører Folk fra alle Kanter i Norge, men der er ingen Dialect saa vanskelig at forstaa, som Sæterdølenes, synes jeg. Du finder det tager vel lang Tid her inden de tagne Beslutninger bringes i Udførelse. Ja, det er vist, det tager Tid! Jeg vil give Dig nogle af Grundene til denne Træghed hos en Deel af Folk.

For det første er jo Settlementet temmelig nyt, saa de næsten Alle selv trænger til Pænge for at faa mere Jord oppløiet, indgjærdet osv. De aller fleste trænger høilig til at faa sig bedre Huse selv. Heller ikke har de haft saa gode Prise paa sine Varer de sidste Aar, især iaar, saa jeg troer det er smaat med Pænge blandt Folk. Man tager 20 til 24 % Rente for Tiden. – Desuden har de ikke saa faa Udgifter paa engang, foruden deres Skatte, som heller ikke er saa smaa; Kirkebygninger, Præstebolig, Skoleløn etc. Imidlertid er de nok alle villige til at bidrage sit til denne Tilbygning, et Par som satte sig imod fordi de vare misfornøide med et eller andet, have betænkt sig og betalt sine Penge, hørte jeg igaar. Her har været Licitation over Bygningen, som en af vore Naboer, Magnus Snedker, har paataget sig at opføre for 620 Dollar. Han har kjørt Steen og tinget Materialier, saa jeg haaber næste Gang at kunde fortælle at Arbeidet er i fuld Gang. Det skal være en Framebygning fyldt med Murstein og rappet, 2 Værelser under, 2 ovenpaa, samt Gang, hvorhen Trappen skal flyttes ud fra Kjøkkenet. Naar jeg seer de virkelig er begyndt, skal du faa nøieagtig Beskrivelse. Til 15de September skulde det være førdig, men saa maa der gjøres noget ved dette gamle Huus, vi kan ikke bo i det som det nu er en Vinter til. Dertil skal ogsaa Penge. Først i October samles Synoden; jeg vilde næsten ønske at det var næste Gang istedenfor iaar at den skulde afholdes her, saa blev Kirkene mere istand, vort Huus ligeledes; dog hvem veed hvorledes alt da seer ud.

St. Hans Dag skal der være Kirkeindvidelse og Præstemøde paa Koskonong; Vilhelm vilde gjørne see at komme derned, kan han kun faa Tid; hele Sommeren bliver som en Reise for ham iaar, efter den lange Hvile i Vinter. Nu gaar det hurtigere at komme ned til Wisconsin. Jernbanen gaar nu lige til Prairie du chien, saa Vilhelm kan tage sin Hest og Buggy og reise herfra den ene Morgen til McGregors Landing, sætte over Missisippi med Dampfærge til Prairie du chien, tage derfra med Aften Trainet og være i Madison den følgende Middag, derfra er kun et Par Timers Kjørsel til Springprairie, hvor hen jeg og Børnene er inviterede at være medens Præsterne er paa Koskonong; det skulde være morsomt, og Vilhelm vil saa gjørne jeg skal komme ut og reise i Sommer, men jeg frygter det ikke vil lade sig gjøre at reise fra Huset i Sommer medens her bliver bygget; desuden skal jeg reise, saa maabæggeBørnene være med og Børnepigen med, om jeg skulde faa godt af Touren og det vilde vel blive kostbart.

Naar Huset bliver utvidet og Synoden skal holdes her, vil der Penge til, og det ikke faae, for kun at faa det aller nødvendigste; hvor lidet Værdi her er i Pengene, 1 Dollar er her kun som i det Høieste ½ Dollar hjemme. Det vare vist ikke længe før vi har Jernbanen her ogsaa, men Spørgsmaalet er om den skal gaa igjennem Decorah, hvilket nok vil være det bekvemmeste og af stor Gevinst for Byen naturligviis, men der skal være en riig Mand noget sydligere, der skal ville tage saa mange Actier for at faa den hvor han boer. Kommer den gjennem Decorah, vil den visselig gaa over vaare Naboers Land, ½ engelsk Miil fra os. –

Vilhelm er i Settlementerne ved Turkey river i Paasken; dennegang er han til Hest, vel altid bedre end at kjære i dette Føre, bliver han kun ikke for træt. Da han sidst kom fra Painted Creek var Føre gruligt. Han maatte gaa og hjælpe Hesten at faa Buggien heel frem størsteparten af Veien, og saa kaldt og suurt som det var. Paa Painted Creek var de bogstavelig indestængte af Snee i Vinter, de kunde kun komme fra Gaard til Gaard ved at gaa paa Ski, paa anden Maade kom heller ikke Vilhelm frem dernede – de kunde ikke komme til Møllen og faa male, men maatte laane af dem der boede ved Landeveien og trække det paa Kjælke. Nu skal Vilhelm ogsaa betjene den lille Menighed ved Little Turkey river omtrent Midtveis mellem Clausen og os – saa ofte han kan. Desuden boer der et Par Miil fra Calmar 25 Familier tydske Lutheranere der ogsaa har anmodet han om at være deres Præst, disse søge ellers at faa en tydsk Præst, men lykkes det ikke, saa kommer Vilhelm vist til at betjene dem, idetmindste at forrette Sacramenterne for dem, han havde nylig Barnedaap paa tydsk for en af dem. Hvorledes kan han paatage sig dette, siger du vel, han som har saa meget før, og saa Minnesota; – derfra kommer der nu igjen den ene Skrivelse om at besøge dem efter den anden – hvad skal han vel gjøre, der er ingen anden. –

1ste Søndag efter Paaske er der Confirmation her i Kirken. 26 Confirmander, men ikke Een af Vilhelms Menigheder, dem lader han gaa til Høsten, disse derimod blive confirmerede nu for alle de er saa langveisfraa og vanskelig kunne undværes, de er fra Minnesota, Little Turkey og flere Steder. Mandag efter skal der være Altergang og Barnedaab, og saa haaber vi at faa lille Barnet døbt; havde jeg været friskere var hun bleven døbt før. Hun skal hede Karoline Mathilde.^k555 Vilhelm proponerede at tagebæggeNavnes første Stavelse og kalde hende Kamma, jeg troer nesten vi gjør det – du kan tro det er et lidet sødt blidt Barn, hun er spædlemmet og liden ved Siden af de Børn jeg seer her, men feed og udmærket frisk har hun hele Tiden været. Du undrer deg over Henriettes høide, det er muligt jeg har brugt engelsk Maal, som jo er ¾ Tomme mindre; jeg har ingen Alen, men Linealen skulde holde dette Maal, naar nu Magnus kommer med Tømmerstokken sin, saa skal jeg undersøge det. Forresten er Henriette høi og tyk og feed ogsaa, dog heldigviis ingen Firkant som Vilhelm engang befrygtede. Det er en ‹Galsiands›.

Jeg er ogsaa nok saa frisk nu, ja ganske frisk, men Kræfterne er ikke ganske gjenvundne endnu og Benet er svakt, saa jeg kun maa gaa lidet, men jeg har ikke ondt i det; det tager lang Tid, hvilket Doktoren ogsaa sagde; men Gud ske Tak som lod alt gaa saa vel. Vilhelm er meget frisk, de Smaa ligesaa, saa det er gode Efterretninger jeg kan bringe dig, min kjære Fader. Give Gud, jeg maatte faa ligesaa gode fra Dig og mine andre kjære hjemme. Naar disse Linier naar dig er Du i fuldt Arbeide i Din Have, ak, den der kunde gaa derud til Dig med Henriette i Haanden og den Lille paa Armen, da vilde du ikke være seen om at kaste Blomster og Plantepinden fra dig, kjære Fader, og sætte dig hen i Hjørnet med en liden paa hvert Knæ – ak ja – nu kan jeg kun sænde dig Kys fra dembæggeog kjærlige Hilsner fra Vilhelm og din Leis.^k556

Gud give os den Glæde at sees igjen.

Leis

Brev 37: 22.–24. april 1857

«Jeg bliver alene saa godt som bestandig i Sommer»

Little Iowa Præstegaard,
22de April 1857

Kjære Moder!^k557

Jeg maa lee af alle de smaa Sedler jeg sænder hjem denne Gang, men Sagen er at jeg gjørne vilde skrive og sænde særskildte Hilsner til alle og da faaer jeg ikke være for vidløftig, hvis jeg snart vil faa Brevet afsted. Tak for dit, sidste Brev kjære Moder, du skriver langt og det glædede jeg mig ved var godt Tegn, saa jeg burde haabe du var nogenlunde vel, ja Gud ske Tak, jeg synes rigtig jeg fik gode Efterretninger fra mit kjære Hjem dennegang.

Nu har I da forlængst Vilhelms Brev, som I desværre vel væntede længe paa – ja vi væntede ogsaa – Anne^k558 var her hele 3 Uger før den 21de;^k559 det var nu hendes egen Villie, hun var bange at Føret atter skulde blive ufremkommeligt, som saa ofte var Tilfælde i Vinter, og godt var det for mig at hun var her, da jeg havde saa ondt for at gaa. Var det ikke et underligt Tilfælde med dette Been, jeg som hele Tiden havde været frisk, alt gik vel og dobbelt saa hurtig som sidst, og jeg befandt mig fuldkommen vel de 9 Dage, jeg laa, saa med et faaer jeg ondt i dette Been.

Ja, nu tør jeg Gud ske Lov haabe det er overstaaet, kun siden jeg begyndte mit Brev til Fader har jeg mærket stor Forandring, jeg er saa meget stærkere og bliver ikke saa snart træt; igaar var jeg ude og kjørte en Tour med Vilhelm og Henriette^k560 og gik for første Gang lidt ude, det var saa deilig og mildt. Er det ikke deiligt at lille Barnet har været saa frisk, hun tegner til at blive like flink som Henriette og saa er hun da snild og saa rolig om Natten; det blev hende som fik det lille røde Vuggetæppe, det er prægtigt; hun faaer ogsaa godt af Sagerne hjemmefra, de smaa Kjoler og Støvlerne vænter paa hende, og nu skal jeg strax gjemme de røde Strømper til hende, ja gid hun maa voxe op og kunde tage det i Brug. Hvor morsomt det er at sy Tøi til Smaatatlerne mine; nu har jeg syet nyt Lined og Natkjole til Henriette og lille Kamma^k561 skal faa hendes; min graa Jaconets Kjole er ogsaa bleven til en til hver af dem. Det er bestemt noget daarligt Bommuldslærred og Shirting man faar her; enten saa grovt eller ogsaa saa fint, tyndt og løst. –

Imorges reiste Vilhelm af sted igjen for en 14 Dage, jeg bliver alene saa godtsom bestandig i Sommer, ser det ud til, ja havde jeg ikke disse maa søde Børnene! Du skal høre hvorledes Vilhelm har reist i den siste Tid og saaledes vil det blive i hele Sommer. I Paasken var han ved Turkey River, kom hjem 3de Dag, læste saa hver Dag med Confirmanderne, havde Confirmation Søndag, Altergang Mandag, reiste idag Onsdag til Painted Creek og Turkey River og bliver borte 14 Dage, hjemme 2 Dage, saa Vester og til Little Turkeyriver, kommer hjem Lørdag, reiser Søndag til Østprairien, er hjemme Mandag, reiser Tirsdag til det Sydlige Minnesota for en 8 Dage, og saa gaaer det til Painted Creek og Turkey River igjen, saa er det St. Hans, da er der Præstemøde paa Koskong, som jeg haaber han kan faa deeltage i.

Gud ske Lov, Vilhelm har været saa frisk i den senere Tid, men du kan begribe hvor vi længes efter at faa en Præst til det halve Kald; foruden det anstrængende ved dette Reiseliv gjør det ogsaa saa uskiket til stadigt Arbeide, var det ikke denne Contract med disse 5 Aar, saa troer jeg Vilhelm frasagde sig Painted Creek og Sydsettlementerne og kun besøgte dem et Par Gange om Aaret. Præst og Menigheder er kun daarlig kjente, som det nu maa være. Nu bliver Vilhelm borte netop i den smukkeste Vaartid – denne lille Familie vilde jeg ogsa have dobbelt Fornøielse af naar Vilhelm var hjemme og kunde tage sig mere deraf; nu kommer de til mig og spørger om Alt; ja jeg bliver fuld Landmand kan du tro; jeg har havt mange alvorlige Samtaler med mine Naboer om Agerbrug.

Idag saaer de Hvede – Folk kan ikke mindes en saa seen Vaar, som denne. Vi lægge fremdeles i Ovnen den hele Dag, den 24de Mai ifjor havde vi 28 Grader Varme, ja det kan vi nu faa iaar ogsaa. Det bliver nok Johanne Barnepige der kommer til at saa Næber, etc. iaar. Naar kun Kalkuner og Høns ikke vil være for slemme; det nytter nemlig ikke at følge dit Raad med at klippe deres Vinger, da der maa blive aabent paa den ene Side naar der skal bygges. Min gamle Værtinde, Helene, sændte mig op et Dusin Æg af den Hønseart jeg omtalte at jeg fik Høne og Hane af ifjor, som jeg ogsaa mistede i Vinter. ønsk mig nu god Lykke med disse, thi jeg vil gjørne have de Høns, de skal være snilde til ikke at sparke i Haven.

Vilhelm fik nylig Brev fra Præsten Stub,^k562 hvori han be'er ham endelig besøke sig i Sommer, saa skulde vi være der medensbæggePræsterne reiste til Koskong; det vilde være en Krog^k563 for Vilhelm nu som han kan reise med Jærnbanen, men vi kan komme til Stubs med langt mindre bekostning end til Preus, vi kunne nemlig reise herfra med egne Heste og Vogn til Lansing, en kort Dagsreise, sætte over Missisippi med Dampfærge til Desoto,^k564 der kan Stub hænte os med sine Heste, derfra er ogsaa kun en kort Dagsreise til ham. Det skulde være morsomt, jeg ved ikke hvordan det bliver, om vi kan reise fra Huset. Det bliver kun disse Linier dennegang, en kjærlig Hilsen og Tak for dit Brev, Gid give de maa finde dig vel og tilfreds kjære Moder. Mange Hilsner fra ‹…›ⁿ⁵⁹ og de smaa,

din Leis.^k565

Idag har vi den 24de April og endnu er der ikke et Græsstraa at see. Venlig hilsen til Emilie og alle gode Venner.

Brev 38: 22.–24. juni 1857

«At jeg maa lære rettelig at omgaaes Børnene»

Little Iowa Præstegaard,
22 Juni 1857

Min kjære Fader!^k566

Jeg er bange at Du inden dette Brev naaer Dig, allerede har været nogen ængstelig fordi du saa længe ikke har hørt fra os, men kjære Fader naar du faar høre Grunden vil Du glæde dig og takke Gud med mig, fordi jeg igjen kan sidde slig og glad som sædvanlig og skrive til Dig.

Henriette^k567 har været meget Syg og vi saa ængstelige for hende, det er nu en 14 Dage siden, hun var frisk som sædvanlig om Formiddagen, havde rigtignok en Smule Hoste, men ikke videre end at jeg lod hende spise Lakrits for den; saa en Stund efter vi have spist Middag, blev hun søvnig og faldt strax i Søvn, da jeg lagde hende paa Sengen. Dette skeer nu yderlig sjælden, men undertiden hænder det nok at hun lægger sig ned paa Gulvet og falder i Søvn, saa jeg lod hende rolig sove, jeg tænker omtrent et Par Timer, da hun saa vaagnede, laa hun i stærk Feber, der blev værre og værre henad Aftenen.

I 12 Timer laa lille Barnet mit i hæftig Feber, talede over sig og kjændte ingen. Jeg var saa angst, jeg troede Gud vilde tage vores kjære lille Barn til sig igjen – jeg har før troet at jeg med Hengivenhed skulde kunde give Gaven tilbage om saa skulde være, men nu fik jeg først rigtig føle hvor svag jeg er, jeg vilde vel ikke knurre og klage, men den Smerte; jeg kan ikke tænke derpaa. – Bed for mig, kjære gode Fader, at jeg med Hengivenhed maa finde mig i Guds Villie, og at jeg maa lære rettelig at omgaaes Børnene, saa de kunde vandre som gode Børn, saa længe Gud vil lade os beholde dem. –

Vilhelm var hjemme, hvor jeg takkede Gud derfor, maatte han altid være hos mig naar nogen af Børnene bliver syge! Hen ad Morgenstunden blev Henriette roligere, talede ikke længere vildt, men laa i en stærk Feberdøs. Det synes jeg var bedre, det var saa ondt at høre paa alt hvad hun syntes at see og talede om; det dreiede sig mest om Blomster, smaa Lam, Gud og Engle. «Mamma naa kommer lille Engelen og ta'er mig», sagde hun et Par Gange. Hun laa saaledes i en Feberdøs i 4 Dage og smagte ikke andet end Vand og Saft og Vand; den 5 Dag, fik jeg hende til at drikke lit Bygsuppe og Feberen var ikke saa stærk, hun begyndte at komme sig da, men blev senere saa grulig urolig, vilde ikke ligge saa jeg maatte sidde med hende paa Skjødet det mæste af Dagen, hun ængstede os i flere Dage ved den Uro der var over hende, saa mat og kraftesløs som hun var; laa undertiden flere Timer udafbrudt og skreg og kastede sig omkring, det lød som det var baade Grættenhed og noget der smærtede hende.

Jeg fik rigtig prøve hvor ondt det var at undvære Vilhelm, der var tilsagt Gudstjeneste saa han maatte reise og være borte to Dage, dog ikke længere end at jeg kunde faa bud efter ham og han være her i en 6–7 Timer. Henriette var begyndt at blive bedre, men blev da ogsaa saa vanskelig at stelle med, ingen uden Vilhelm og jeg maatte faa give hende Drikke eller røre ved hende medens hun var syg og nu endnu mindre, hun vilde sidde hos mig hele Dagen, saa naar jeg nu nødvændig maatte have lille Kamma^k568 stakkel, der ogsaa græd og ikke vilde lade sig stille tilfreds af Pigerne, saa var det en Jammer, jo jeg var glad da Vilhelm kom hjem igjen og kunde være i ro hjemme nogle Dage. Lille Kamma fik sin første Tand i de Dage Henriette laa, saa hun var noget grætten og urolig, men ellers frisk, Gudske Lov! Det var tidlig hun fik Tænder, kun lidt over 4½ Maaned, nu har hun 2 og faaer vist snart flere, lader det til. Det var saa hældig at jeg havde faaet mig en Barnepige igjen et Par Dage før Henriette blev syg. Den jeg havde, som vi var saa vel fornøiede med, kunde ikke længere undværes hjemme, da Moderen var syg, saa havde jeg ingen en Tid, til jeg var saa hældig at faa en anden Confirmand, en vakker 15 Aars Pige fra Valders, hun er vi ogsaa tilfrædse med, hun er saa god mod Kamma.

Nu er Henriette, Gud ske Tak, saa flink igjen, saa Vilhelm rolig kunde reise til Kosconong, til Præstemøde; det gik saa hurtigt med Henriette da hun først begyndte at komme sig igjen, nu har hun en glimrende Apætit og er munter og lystig igjen. Du kan tænke dig hvor glade vi er, kjære Fader, fordi hun nu er frisk igjen, hvor ondt det er naar de feiler noget, de søde smaa Børnene. Henriette er lykkelig i Dag over have faaet Kamma ned paa Gulvet, det er første Gang og det lader til at hun finder sig bedre der end ved at sidde i Vuggen. Hun har hele Tiden været frisk og er sød og blid bestandig, undtagen nu, hun vænter flere Tænder.

Vilhelm reiste i Formiddag til McGregor for at gaa med Morgentrain fra Prairie du chien. Han kan da være paa Kosconong i morgen Aften. Det var feilagtig hvad jeg sidst skrev om den Tid det nu tager at komme der ned. Man kan reise fra Decorah med Deligencen Kl. 4 om Morgenen, tage om Aftenen fra Prairie du chien og være midt om Natten omtrænt i Madison; men Vilhelm havde havt langvarige Forretninger baade Søndag og foregaaende Dage, saa han var træt og vilde ikke reise om Natten. Jeg vænter ham tilbage om en 10–12 Dage. Jeg er glad han kom afsted, det vil vist være til Hygge for ham. –

Jeg har 3 gode Nyheder at fortælle dig dennegang – Først og Fremst, hvad du maaskee veed, at vi kan vænte 2 Præster til Minnesota i Sommer, det var en glædelig Efterretning som Vilhelm modtog fra Præsten Preus netop som han skulde reise til Minnesota, til det Sted hvor de nu i 2 Aar har væntet forgjæves. Vi ved endnu kun at Lange søger, som du ogsaa skrev, det Kald der er Vilhelm nærmest, men det er nu to, da baade Painted Creek og Norwegian ridge (Norwegian ryg, som Folk kalder det) i det sydlige Minnesota, er vel en halv Dagsreise fra os. Paa Norwegian ridge bygges der Præstegaard; ja, den er længesiden under Tag, det er et Loghuus, noget større end vort med en prægtig Kjælder, det er alt hvad jeg veed. Paa Painted Creek er der ikke endnu bygget, men Præsten faaer det i alle Tilfælde godt da han faaer et Par Værelser og Kjøkken hos udmærket snilde Folk. Desuden giver Painted Creek Menighed et meget fordelagtig Pænge Laan – det gjør maaskee noget for den der søger alt.

Jeg skulde være hjærtelig glad hvis Lange kom til Painted Creek det er vist, jeg ved nok at det er egenkjærligt, da Norwegian ridge endnu mere behøver Præst, men Vilhelm trænger sannelig ogsaa høilig til Hjælp, desuden den der søges til Minnesota skal være en Candidat Kaurin, han søger det der giver Reisebidrag og det er en temmelig lang Dagsreise fra os. Desuden nævnede Preus endnu 3 der maaske vilde komme,^k569 saa Hjælpen er nærmere end vi troede.

Det var en gledelig Efterretning. Den anden er at vi nu endelig har faaet Vand paa Gaarden, det er en deilig Ting og vi har lært at skjønne derpaa efter nu i omtrent 3 Aar at have maattet kjære Vand, og om Sommeren bære det ned i Kjælderen for at det ikke skulde blive ganske varmt. Du ved at der blev gravet strax vi kom hertil, da disse Folk var kommen 31 Fod ned, vilde de ikke blive længere ved af Frygt for at springe i Luften, nu siden den Tid har vi forgjæves spurgt efter En der vilde mine, til der i Vaar engang tilfældigviis kom en Mand der havde hørt at vi vilde have gravet Brønd, da han var kommen 4 Fod dybere fandt han Vand, saa nu er den Sorg slukt. Det er deiligt naar man sidder i 27 – 29 Grader Varme at kunde faa sig lit frisk koldt Vand naar man ønsker. Det er deiligt koldt Vand og siden Vandet kommer lige ud af Bjærget og Brønden er 35 Fod dyp, hvoraf jeg troer de 10 Fod i Bjærg, saa tør vi haabe at det vil holde sig. Brønden er midt i Gaarden faa Skridt fra Huset, saa vi har det saa bekvemt som vi kunde ønske det i den Henseende. Var det ikke ogsaa en god Nyhet?

Den 3die er at den meget omtalte Tilbygningen nu er under Tag, og bordklædet, det gaar meget raskt med den, saa jeg troer nok Magnus holder Ord og faaer den førdig til 15de September, som han har paataget sig. Dette ved jeg ogsaa vil glæde dig; da jeg ikke ganske bestemt ved hvor Værelsene blive af i dette, saa vil jeg vente til næste Gang med at sænde Ridset, saa meget mere som jeg maa ile med at sænde Brevet dennegang, da der er gaaet saa lang Tid hen.

Jeg omtalte jo sidst hvormange Værelser vi fik til? Du ønsker det maatte blive af med at flytte til i Nærheden af Decorah, saa vi kunde blive fri for Agerbruget, som du ogsaa er bange for er for meget for mig, men derfor kan du være ganske rolig. Baade Vilhelm og jeg er fremdeles glade over at der ikke blev noget af med Flytningen. Det vilde nok have havt sine Vanskeligheder at maatte undvære dette Agerbrug ogsaa. Saalænge Vilhelm har dette Kald alene, hjælper han sig ikke med 1 Hest, 2 Køer maa vi ogsaa have idetmindste, da det er vanskelig at faa kjøbt Melk her, saa vi maatte vel ogsaa have en Gut paa en 17–18 Aar som vi nu har, en saadan faaer 10 Dollar for Maaneden i Almindelighet naar han bliver stæd for et Aar som denne, – (en voxen Pige faaer mindst 5 Dollar Maaneden, en Confirmand, en Pige da, omtrent 38 Rigsdaler norske for Ugen). Saa naar det ikke netop gaaer som ifjor at Grisene kommer ind og ødelegger fordi Gjerdet er for daarligt, troer jeg vi faaer rigelig erstattet hvad vi lægger ud i Arbeidsløn paa Gaardens Drift.

I Aar er der tilgaaet en Deel mere en ifjor og i disse Dage har vi netop faaet mere nyt Land oppløiet. Det som gjør det besværligt er at vi endnu ikke have alle de nødvendige Redskaber selv, fornemmelig en Arbeidsvogn, en saadan faaer vi vel næppe under 100 Dollar, og alle andre Redskaber staa i Forhold hertil, saa det er ikke saa let at anskaffe sig dem. For at du nu ikke skal tro at jeg i mindste Maade behøver at anstrænge mig for at passe Gaarden, skal jeg fortælle Dig hvordan det gaar til:

Naar nu Vaaraannen skal gjøres, saa leier vi en Mand og et Par Stude (kan Vilhelm indrette sig saa, saa søger han kun at lave korte Reiser paa den Tid, saa vi kan bruge vaare egne Heste). Denne Mand, han pløier da, til Gutten bliver førdig med at spade op Haven. Saa passer jeg paa at faa en af Naboerne op for at saae (altid forrudsagt at Vilhelm ikke er hjemme, er han det, saa tager han sig af alt, Gaarden vedkommende) og beer Embret Sørland,^k570 der har sin Aager ved siden af vor at passe paa at vi harver etc. tilgavns. Nu saa skal Gutten sætte Poteter og jeg passe paa at det bliver gjort og hvor meget der bliver sat, samt at Maisen bliver plantet, og at dette bliver hyppet naar det behøves hvilket Anders, der er en brav Gut, forresten selv passer paa. Saa passer jeg paa at der bliver saaet Næper og Kaalrabi ved St. Hans Tider. Saa passer jeg at faa en Mand til at slaa Hø og naar Høstens Tid kommer, kommer Embret Sørland med sin «Reaper» og kjærer over Hvede og Havre, og vi maa passe at have en Deel Folk til at binde. Saa skal det stakkes og saa tærskes, Poteterne tages op og Maisen «haskes».

Du seer jeg har kun at passe paa at faa Folk, og have Øie med Gutten at han gjør hvad han skal; dette kan nu ikke anstrænge mig noget, vi maa jo ofte have Arbeidsfolk, men jeg har jo ogsaa faaet mig en Barnepige nu. Dette lille Gaardsbrug passer igrunden baade Vilhelm og mig, naar Vilhelm kommer hjem saa gaaer vi omkring og seer paa hvorledes alt voxer; med Henriette imellem os og det er morsomt at have hende med, hun snakker og har saa meget at spørge om, som vel alle smaa Børn, er hun saa glad i Blomster. Da hun begyndte at komme sig efter sin Sygdom, maatte vi hver Dag skaffe hende Blomster, «Nu gi'er Gud de smaa Blomsterne Vand og dikke», siger hun altid naar det regner. Hun ved at fortælle meget nu om Gud og Englene, naar hun seer Kamma falder i Søvn og jeg saa siger, hun maa være stille, hvidsker hun undertiden til mig, «Kommer Engelen til Kamma naa, og leger med hende?» «Saa leer hun», siger Henriette. «Engelen kommer til jeg ogsaa, jeg være 'nil», hun siger altid «jeg» istedenfor «mig». Naar hun har været uskikkelig, kommer hun gjørne bagefter og siger «Naa jeg nil igjen, naa maatte du tørre Øinene hennes Mamma. Gud er glad i jeg naa, Pappa glad i jeg, alle maa Englene oppe i Himmelen glad, aa Blomsterne, allesamme gla». «Bestepappa hænger der, ogsaa glad i jeg», siger hun imellem, og peger hen paa Veggen. Hun vilde saa gjørne see Daguerotyperne, da hun blev friskere igjen, men især er hun glad i «den lille pene Onkel Johan», som hun siger. Naar jeg sidder med lille Søster, pleier hun som oftest at tage sin Stol og sætte sig hen til mig og sige «Du tølle hende Mamma», saa fortæller jeg da og hun spørger.

Jeg har siden ikke takket Dig for dit sidste Brev, kjære Fader. Tak for det og for hver engang du skriver og har skrevet til mig, for alle de mange Gange du har glædet mig med Breve. Gud ske Lov, det var gode Efterretninger hjemmefra dennegang ogsaa. Jeg faaer ikke skrevet særskildt til Moder^k571 dennegang, jeg begyndte paa Brev til Christiane^k572 og mente ogsaa at skrive til Moder, men jeg tør ikke opsætte længere med at sænde Brevet. Sig hende mange Gange Tak for sidste Brev. Jeg haaber det skal ikke være saa længe uden jeg kan skrive igjen; nu er det snart Moders Fødselsdag, Gud give hendes Helbred maa være brav!

Jeg troer I alle hjemme blev noget skuffede fordi Henriette fik sig en liden Søster istedenfor Broder, mere end vi, troer jeg; ja vist kunde det være nogsaa morsomt om det havde været en liden Broder, men saaledes skulde det nu ikke, og da vi veed at vi fik hvad der var os tjenligst, saa er vi vel fornøiede og taknemmelige for et friskt og velskabt lidet Barn. Sig Moder at hun kan være rolig for at Vilhelm ikke er nogen Elias. Det er morsomt at see hvor glad Henriette er i Kamma; medens hun var syg og ellers ikke talede noget, spurgte hun dog imellem efter Kamma og vilde see hende.

Den 24de. Nu er det Aften og jeg har netop bragt Henriette til Sengs, da jeg sagde at hun maatte ligge stille, saa skulde jeg skrive til Bestepappa, sagde hun, «Ja, du skulde skrive til Bestepappa at jeg ligger saa pent og sover saa blir han glad da». Tusind Tak, kjære Fader, for Blomsterfrøet; det lover jeg mig megen Glæde af. Det kom saa netop tilpasse Tid, jeg kunde ikke saaet det en Dag tidligere, det har været en meget kold og seen Vaar dette, endnu 15–16 Juni var det saa koldt at vi maatte lægge i Ovnen, det kan jo hende fra og til hele Sommeren her, disse plutselige og stærke Overgange gjør vel, at vi finder de kjølige Dage dobbelt kolde og Ovnene her er ogsaa godt skikkede til saaledes at lægge i, midt om Sommeren.

Denne Sommer ligner meget den første vi tilbragte her, med heftig Tordenveir, stærk Regn osv. Alt Blomsterfrøet, undtagen Nelliker og Lavatora er kommen op og staaer meget godt, saa jeg lover mig megen glæde deraf, hvad er ellers Godatia og Lavatora for Blomster? Med Aurikelfrøet lykkedes desværre ikke; jeg saaede paabæggeMaader, baade i Kasse og et Bed, men forgjæves, det var dog ellers nok Snee ivinter; det var rigtig leit og ovenikjøbet Frø fra Haven hjemme. Det staar godt i Haven nu trods den tidlige Vaar, efter den Erfaring jeg har havt her, saa nytter det ikke at saa noget synderlig tidlig naar man ikke har Midtbænk, iaar kom ikke Halvdelen av det tidlig saade Frø op, og er heller ikke videre fremme end det andet, Sukkerærterne ere spiselige snart, forresten præsterer Haven kun Ræddiker, Karse og Salat endnu. Poteterne skal strax Blomstre og Hveden skyde Ax, Nemophila staar fuld af Knopper allerede.

Du kan tro Vilhelm ogsaa er bleven en Haveelsker, han gaar baade og luger og vander Blomsterne for mig naar han kan og hjalp mig at saa alt Blomsterfrøet, ja det var fordi han var bange at jeg ikke skulde taale det. Johanne Barnepige maatte saa alt andet for mig. Jeg fik plantet ind i Haven i Aar en 80 vilde Solbær og Stikkelsbærbuske og 10 Blommetræer der alle kommer sig undtagen et Blommetræ, der dog skyder op fra Roden igjen. En saadan Hæk med vilde Frugttrær vilde jeg ogsaa gjørne have paa den anden Side af Haven og saa tamme Frugttrær, var kun Vilhelm paa den beleilige Tid, saa skulde jeg snart faa. De vilde Solbær er som store Havesolbær hjemme, Stikkelsbærene mindre, jeg har ogsaa mange Rabarbraplanter, men de blive først brugelige til næste Aar. Haven forskaffer mig langt mere møie end Agerbruget og især er det saa fuldt af Ugræs overalt.

Jeg vilde helst væntet med at sænde Brevet til Vilhelm kom tilbage, jeg kunde da maske faa et og andet at skrive, der vilde interessere dig, men jeg tør ikke, jeg vil hellere skrive snart igjen. Lev vel da kjære Fader. Kjærlige Hilsner til Moder og Sødskende og Venner. Vilhelm og smaae Børnene Hilser dig mange mange Gange. Gud velsigne min kjære Fader. Tager man Frø af Violer, det skulde være morsomt at faa.

Din Leis^k573

Brev 39: 31. juli 1857

«Seks Gjæstesenger maa jeg mindst have»

Little Iowa Præstegaard,
den 31de Juli 1857

Kjære Moder!^k574

Tak for det sidste Brev, kjære Moder, Gud ske Lov at du dog var saa taalelig ved Kræfter, maatte det fremdeles være Tilfælde, hvor underligt jeg synes det var at tænke paa, da du skrev sidst, ingen hjemme uden du, Fader^k575 og Emilie og ingen i Münsters Fløi. Naar jeg nu næstegang faaer Brev, kan I maaske skrive at Stin^k576 er kommen og maaske ogsaa berette om Udfaldet af Toms^k577 Examen, ak Gud give det maatte gaa godt, at Fader maatte faa den Glæde. –

Du ønskede mig paa den omtalte Tour til Stubs,^k578 deraf blev ikke noget, der kunde ikke være Tale derom, da Henriette^k579 blev syg og hvor hældigt det ogsaa var at vi blev hjemme, havde det ikke været Tilfælde, saa havde vi ikke faaet den Glæde at see Mens,^k580 ialfald ikke i vores Hjem, og det vilde ikke været halvt saa morsomt – der er forresten endnu lidt Tale om denne Tour, det skulde nok være godt. Kan kun Vilhelm slippe løs, men foruden sine forøvrige Reiser, maa han visselig ogsaa til Minnesota før Synoden, og nu er der kun to Maaneder til den skal holdes. Jeg undrer hvordan det vil gaa mig da, jeg ved ikke hvor jeg skal faa Hjælp, jeg kan nu vel nok faa Fat i nogle Piger, men ikke nogen der forstaar sig paa Madlavning, og det er det, det gjælder; jeg har tinget paa Oline,^k581 hun er den beste jeg veed; nu er hun gift, men boer tæt ved; hun var her en Maanedstid efter Anne var reist, da den nye Pige ikke kunde komme, nu har jeg da faaet hende; hun er kommen hertil Landet i Sommer og er fra Valders hvor hun i flere Aar tjente hos Præsten Winsnæs som Budeie, hos Kaptein Müller har hun ogsaa tjent, i samme Egenskab. Ja, jeg troer ikke hun har været andet. Gid hun nu maatte blive brav. Jeg lover mig godt af hende, men endnu har hun ikke været her længe og er fremmet for Stellet her, der jo er meget forskjælligt fra hjemme.

Marit Barnepige er jeg vel fornøiet med, hun er saa snil og omhyggelig om lille Lina,^k582 der ogsaa er meget glad i hende. Henriette lærer at tale Valdersmaal fra Pigerne, hun har ganske den Valderske Udtale af «ei»: «Æ veit ikje», «ta de aat mæ», «kjæm Præsten heimate idag», og mangfoldige slike Vendiger har hun. Jeg vilde ønske jeg kunde gjengive dig noget af hendes pudsige Snak, men det lader sig ikke gjøre. Idag, jeg sad med Lina, kom hun hen til hende med noget Legetøi og sagde: «Vær saa god, der har du Leger», stod et Øieblik og saae paa hende og sagde derpaa meget roligt idet hun vændte sig om og gik, «Jeg siger Tak naar jeg faaer noget, jeg».

Hun var nu netop udenfor Vinduet og spurgde om hun maatte faa lov at tage to Ærter, hun vil saa gjerne hen i Ærtesængene, men nu har vi da faaet hende saa vidt at hun ikke gjør det uden Lov. Hun er forresten slæt ikke lydig ved første Ord endnu, det er ingen let Sag at faa hende lydig, dobbelt slemt den første Tid efter hun havde været syg, nu gaaer det bedre; hun er vidstnok lykkelig for Tiden over meget Legetøi hun har faaet fra Bestemama og Tanterne i Bergen; de vidste nok ikke at Mens reiste hertil, men havde faaet fat i en Emigrant, der Dagen efter skulde seile, saa de i en Hast fik en Pakke istand til os, det var morsomt at faae, iblandt hendes Sager var en liden Gynge med et Par smaa Dukker som især gjør Lykke, der sætter hun da sin hele Dukkefamilie, hun har endnu de to hjemmefra i taalelig Forfatning, ofte kommer hun med et Baand, og vil have de 4 smaa bundet fast paa det store Dukkehem, der er udsmyket med en af Linas gamle Kapper og Hagesmækker, og saa kan hun da faa bysse dem allesammen, hun er ikke rigtig fornøiet med at lille Søster ikke kan tie stille med sit Pludder, naar hun siger «Tys Dukkebarn sover». Lille Tullen har ogsaa moro af Legerne da der ogsaa er nogen store Kigsekugler som hun har sin Fornøielse af at see blive trillet.

Vilhelm fik blandt flere Bøger Aonio Palearios lille Skrift^k583 og den norske Prædikesamling. Deilig fint hvidt Vadmel fik vi ogsaa, jeg ved ikke rigtig hvortil jeg vil bruge det endnu. Vi kommer vel til at anskaffe os flere Sengeklæder til Høsten, 6 Gjæstesenger maa jeg mindst have, maaske flere, noget kan jeg vel ogsaa faa laant, kunne jeg kun faa et Menneske til at hjælpe meg lidt med at Sy, men nu er Barbro gift ogsaa, jeg var glad jeg havde faaet mine Kjoler syet før det skeete. Du har lyst til at høre i hvad Forfatning mine Garderobe er, siger du.

Den lysegrønne og den blaa ‹Uldflese›^k584 brugte jeg kun den første Sommer her, den vænter paa Henriette, de røde og graa Jaconets^k585 er nu Kjoler for Børnene, den røde er uudslidelig troer jeg; den hvide Jaconet ligger urørt, for mig er den for liden, jeg har maattet forandre alle mine Kjoler som jeg havde hjemmefra, jeg er vel voxet noget – Henriette søler sig for meget til at faa dem, den taaler næppe megen Vadsk; saa er det min Plaids, den er stærk og god, skal blive god til Vinteren, den og den grønne Merinos,^k586 den har lille Tup^k587 skjæmt ud for mig, saa den ikke lengere er saa peen, den bliver violet af at blive vaad – den smukke lyse klare, er som da jeg fik den, jeg bruger den fra og til, derimod har jeg ikke brugt den Silke siden jeg var i New York, jeg tænkte at forandre den i Sommer og bruge den, men det blev ikke noget af, det var den jeg havde hjemmefra foruden Morgenkjoler og Brudekjolen da – disse første er nu længe siden forbi.

Jeg har ikke syet noget nyt med Undtagelse af Morgenkjoler og en tynd ‹Uldmousliin› før i Sommer, da jeg har faaet 2 Jaconets til Hverdags og en graa tyn Ulden, syet med stor Krave til Reisekjole og min faste. Det Linned jeg fik nyt er naturligviis saa godt som nyt, men jeg maa snart have nyt istedenfor det gamle. Du seer saaledes at jeg ikke har behøvet at anskaffe mig synderlig, takket være din nyelige Forsyning. Det er ellers forskrækkelig hvor det tager paa Kjoler og alt Tøi at have smaa Børn, Lina er saa flink til at krølle og rive i andre Kravetøi, dette begynder ogsaa at blive gammelt nu. Der er megen Pynt og Stads i selv de ubetydeligste Byer her. Jeg undres hvordan Haarfasong der bruges hjemme og om Fiskebeensskjørter er almindelig. – Du maa tro jeg mærker Henriette bliver stor nu, hun er meget flink til at bruge Tøi, ikke til at rive det i tu, men til at slide. I Grunden er det vel mest Vadsken der slider. Jeg forundrer mig hver Uge over at der kan blive saa meget Tøi at vadske fra den ene Uge til den anden, men to smaa Børn hjælper godt.

Det aller meste af mit Dækketøi ligger urørt endnu, ligeledes to Par Lagener, men til Synoden bliver der nok Anledning dertil. – Nu maa jeg ud og see om Ingrid er saa flink til at passe Stegen som Køerne. Vi fik igaar næsten et helt Faar forærede, det skal smage godt, og nede i Brønden holder det sig fortræffelig; saa til Middag skal vi have Faaresteg og Bringebær og Fløde og disse Bær har Vilhelm, Henriette og jeg plukket i Lunden, 5 skrit fra Haven, vi fik Vilhelm med derud ½ Timestid i Formiddag, Henriette lykkelig over at komme i Skoven og plukke Bær i den lille Kurv som var kommen fra Bergen. Af Jordbær var her næsten ingen, vi har kun spist deraf 2 Gange og det traf sig saa hældig, medens Mens var her; desto oftere har vi spist Bringebær; dem har her været mange af, men vi maa selv plukke dem, der er ingen Børn heromkring der har Tid dertil. Blommer og Brombær seer her ud til at blive en Deel af, men ingen Solbær og Stikkelsbær. Er det ikke morsomt at vi har saa megen Frugt omkring os, faa Skridt fra Huset?

Det har ikke staaet saa godt i Haven før som iaar, vi har havt saa megen Nytte og Fornøielse af den, Vilhelm sparer ikke heller paa Arbeide i den om Vaaren, havde han selv kun bedre Tid, saa skulde det heller ikke være vanskeligt at faa tamme Frugtrær og andre Forbedringer. Vi har havt en mængde Ærter, Næper, Ræddiker, Salat, Augurker, og Rødder naturligvis, Kaalen staaer ogsaa godt, men det er nogen som spiser af den og Salaten, jeg troer det er Harer, af disse smaa Rabbits her er, de skal være temmelig forskjellige fra Harer, meget mere velsmagende, jeg saae en løbe fra Saladen ind i Skoven, de ere mere tamme end Haren. Anders har stillet Fæller op, men hidtil er det kun lykkedes os at fange Lilliken; hvor Henriette skreg da. Melonerne er langt tilbage iaar, de pleie at være modne tidligere end nu.

Gid nu det ogsaa maatte staae godt hjemme, I har det varmt siger du; 19 Grader inde; da synes vi ordentlig det er kjølig, Vilhelm sagde netop for lidt siden, «Idag er det godt og kjølig.» «Hvor mange Grader er det», spurgte jeg. «20», var Svaret. Vi taaler bestemt Varmen bedre nu, ofte kan vi nok være medtaget deraf og uskikket til at bestille noget, men i det Hele gaar det bedre, naar kun Luften er frisk, men naar det er stille og lummert, da er det fælt. Musketterne og nogle smaa Fluer har været saa slemme tidligere i Sommer, at vi for det meste bleve jagede ind om vi vilde forfriske os lidt ude, ofte den hele Dag. Det er mest efter Solnedgang de plage – nu mærker vi næsten ikke til dem; hvilket deiligt Maaneskin vi har om Aftenen, og da det bliver saa tidlig mørkt her, har vi dobbelt længe godt af det. – Jeg blev afbrudt igaar af Emigranten. Redactøren der var kommen for at besøge sine Foreldre i Decorah. Han spiste her til Aftens – nu sidder jeg og vænter paa Vilhelm skal komme fra Kirken og vil imidlertid skrive dette førdig. –

Jeg vilde ønske jeg var bleven lige saa glad som jeg blev forundret over Benedictes Forlovelse med Krohn; imidlertid – jeg kjænder ham jo slet ikke, alt kan jo blive meget godt og det give Gud! Hvordan er han, hyggelig, tækkelig, peen? Gud give det maa gaa godt. – Stakkels Paulsen, som mistede sit Barn – Vilhelmine Solberg har jo ogsaa mistet sin Lille, det hørte jeg af min Pige. Vi fik nylig, ved en eller anden feiltagelse, Morgenbladene sændende, deraf saa jeg et Dødsfald, der gjorde mig ondt, nemlig Birgitte Aall. Jeg vidste ikke hun var Gift, hun var Forlovet da jeg reiste hjemmefra, fortæl mig derom; er Dorthea gift? – Du siger Tandberg mente næppe at det var den omtalte Sygdom jeg havde i Benet, det troer jeg dog, det varede undertiden 5 Uger men, som oftest meget lengere, skrev Doktor Hansen, og det seer nok ud til at Sommeren gaar hen førend Kræfterne rigtig indfinde sig. –

Vilhelm traf Hr. Hansen paa Kosconong, de boe ikke langt fra Præstegaarden, det skal være en duelig Læge, hans Kone meget tækkelig og meget livlig. Han havde talt om at reise en Tour her oppover. Jeg skrev sidst at jeg vilde sænde et Rids af Tilbygningen dennegang, men det faar være til senere. Materialerne trængte nemlig til at tørres, saa Gulvene er ikke lagt endnu og Værelserne følgelig ikke afdelte og førend Indhøstningen er forbi, bliver der nu ikke arbeidet. Snedkeren har selv Gaardsbrug og i denne Tid har alle Hænder mere end nok at bestille. Jeg troer nok, han faar Huset førdig til den belovede Tid.

Nu begynder Bønnesnitningen, der er saadan Masse, imorgen skal jeg sylte Asia; pleier du at lade al Saft undtagen Tyttebær klare gjennem Uldposen? Tak for alle de Opskrifter, du fra og til har sændt mig, dem tager jeg med Taknemmelighed imod. Henriette og lille Lina liggerbæggepaa Gulvet og støier noget forskrækkelig. Lina skriger, hyler nesten af Glæde og ligger naturligviis hvert Øieblik paa Næsen, ja det mærkes nok af mine Breve at jeg har to saadane Heftekroge, der sjælden lader mig sidde mange Minutter i Ro adgangen. Lina har gjort saa store Fremskridt i den sidste Tid, bare siden Mens var her, jeg synes hun er tidligere fremme end Henriette, var, tidligere til at pludre og vilde krybe, hun er saa livlig, der er saa morsomt at see hvor glad hun er i Henriette; du skulde see hvor straalende hendes lille Ansigt er, naar Henriette løber frem og tilbage og leger med hende, og Henriette er ikke mindre glad i lille Søster, kan slet ikke taale at hun græder, gjør hende fordetmeste Selskab, saa undertiden er her nu Consert! Det er rart med Henriette, saa taalmodig, som hun lange Tider kan sidde med sin Dukke og bysse den, eller med en Naal og trække den ud og ind paa et stykke Tøi, eller sidde og synge med en Bog i Haanden. Saa er hun paa den anden side saa grulig utaalmodig naar hun ikke faaer hvad hun tager sig for, til, som hun vil, for Ex. trække sine Strømper paa, faaer hun det ikke strax rigtig, kaster hun dem fra sig og rober «Jeg kan ikke, Du læppe mig, Du gjøre det.» –

Hils Lina og Tak hende for Brevet, jeg vilde ønske hun vilde skrive igjen, hun trives vel godt? Mange Hilsner til mange gode Venner fra os. Er Actonia Boesen gift? Hils Emilie meget. Er Mathilde S. gift? Gud give dette Brev fandt dig vel. Mange, mange Hilsener fra Vilhelm, Børnene og

din Leis.^k588

I August skulde Larsen og Clausen reise, men jeg ved ikke hvor Clausen skal hen. Vi haabe til Minnesota. Jeg troer ikke jeg har fortalt at vi igjen har Rabarbra Planter, til neste Aar kan jeg nok forsyne hele Settlementet. Brevet har lagt flere Dage da jeg ikke kunde faa Bud til Byen i denne travle Høsttid. Vilhelm har faaet Brev fra Preus at Lange har modtaget Kald til Painted Creek, du kan tro vi er glade.

Brev 40: 2. august 1857

«Gid jeg kunde trylle den lille Gruppe her paa Gulvet ind paa Dagligstuegulvet hjemme»

Little Iowa Præstegaard
den 2de August 1857

Min kjære Fader!^k589

Jeg har to Breve at takke dig for dennegang, kjære Fader, det fra Mai var længe underveis, hvorimod det fra Juni gik saa hurtigt. I ere saa snilde til at skrive jævnlig til mig, baade du og de andre og derfor er jeg ogsaa taknemmelig. Dette sidste Brev havde jeg længe væntet paa, for at høre hva du sagde til at kalde lille Barnet^k590 Kamma. Du synes ikke derom, seer jeg, og det maatte jeg ogsaa kunde vide naar jeg havde tænkt mere derpaa; jeg tænkte ikke paa hvor ganske annerledes det maatte være for dig; jeg var ikke vant til at høre Moder omtale ved Navn, eller naar jeg tænker paa hende, da at huske Navnet. Dette siger jeg for at du ikke skal finde det saa meget forunderligt at jeg saaledes kunde vilde forandre Navnet. Jeg vilde naturligvis gjørne at Barnet skulde hede som vor dyrebare afdøde Moder, saa var jeg nu ogsaa et saadant Nar at jeg gjørne vilde hun skulde have en peen Forkortelse paa Navnet og vi fandt Kamma penere end Lina.^k591 Saaledes gik det til og jeg tænkte, lad hende nu hede Kamma til vi faaer høre hvad Fader og de Øvrige hjemme sige, saa det har vil kaldet hende i de 3 Maaneder hun har havt noget Navn, men det skal forandres, nu skal hun kaldes Lina. Vidst er det som du siger en Ubetydelighed, men dog en saadan som jeg slet ikke kan finde mig i, naar du, kjære Fader, helst vil hun skal kaldes Lina, saa skal hun hede saa, og at du vil det, er saa naturligt at jeg kun forundrer mig over at jeg et Øieblik har kundet være i Tvivl om dit ønske i denne Henseende, det var nu det, at hun skulde have det peneste Navn denne lille Skatten min, seer Du.

Men nu nok derom, nu heder hun Lina. Vilhelm vil heller ikke at hun skal hede Kamma, naar du ikke synes om det. Henriette^k592 og jeg er de flinkeste til at kalde hende Lina, det gaar lidt om hverandre med Navnene endnu. – Det falder mig ind, var ikke netop det samme Tilfælde med mit Navn? Jeg er opkaldet efter Bedstemoder,^k593 heder Elisabeth og bliver kaldet Leis, det gjorde nok vist ikke Bedstemoder? Du maa ikke blive vred kjære Fader, men jeg tænker paa, dersom nu dette lille Barnet vores havde været en Gut, da havde jeg været i Knibe, jeg som saa gjørne vil have pene Navne; for saa vilde jeg nu helst han skulde været opkaldt efter Dig, men Ahlert er da virkelig ikke noget peent Navn, hvad mon jeg saa havde gjort, mit Nar?

Kunde du bare faa see den lille søde Lina-ungen min, du vilde vist blive ligesaa indtaget i hende som hendes Mama er, jeg synes hun bliver baade penere og sødere jo ældre hun bliver og at hun er saa deilig – ja, Vilhelm er ikke bedre. Og nu kan hun alt sige Pappa. Gid jeg kunde trylle den lille Gruppe her paa Gulvet ind paa Dagligstuegulvet hjemme. Der sidder lille Lina paa et Tæppe med Puder omkring sig, pludrer «søde papa Bua» og kaster fra sig og griper igjen efter sit Legetøi. Henriette sidder paa en Skammel ved Siden af hende og bysser et Dukkebarn næsten ligesaa stor som hun selv er, men hun bliver ikke længe siddende før hun maa op og trille nogle store Glaskugler hun har, og løbe frem og tilbage for Lina, hvoraf hun leer saa hun til sidst falder bagover og jeg maa ned og hjælpe hende til Rette. Hvad synes du kjære Fader! Ja, du har vel inden dette Brev naar frem, allerede hørt om det glædelige Besøg vi har havt i Sommer, tænk at Mens^k594 virkelig har besøgt os, at vi virkelig har havt en av vores Familie i vort Huus; men jeg maa begynde med Begyndelsen og fortælle ordentlig om en saadan Mærkelighed.

Vilhelm var da, som du vet, i Wisconsin til Præstemødet, et meget hyggeligt et og alle Præster, undtagen Clausen, tilstede. Derfra reiste han til Rockriver^k595 til Brandt^k596 hvor ogsaa en Kirke blev indviet, og Mødet fortsat, imidlertid sat jeg da hjemme og ventede han hjem Thorsdag, men der kom ingen, heller ikke Fredag, saa blev jeg da noget ængstelig; men tænkte dog, maaske kommer Vilhelm idag (Lørdag) og reiser lige til Decorah med Stage^k597 og hjem til Gudstjeneste og kommer hid i Aften. Jeg vidste Vilhelm vilde nødig være borte to Søndage. Saa sad jeg da og væntede og saa paa Klokken, da Pigen kom ind og sagde «der kommer en Mand gaaende fra Sørland Skoven». Jeg ud i den Tanke at det var Vilhelm som var gaaet av hvor Veien delte sig, men istedenfor ham møtte jeg Her. Ziølner, som jeg vidste havde været i Madison, saa jeg istedetfor at hilse paa ham, bare spurgde om han havde hørt noget til Koren. Han gav meg da et Brev og sagde «Dette kom Koren med til mig paa Banegaarden før Kl. var 4 om Morgenen og jeg maatte love ham at gaa indenom med det, da han var bange Posten skulde ikke bringe det hurtig nok». Min Overraskelse blev stor da jeg læste Brevet og saa at Vilhelm havde faaet ‹Telegrafdepesche› fra Quebec, der mældte at hans Broder ønskede at see ham Søndag i Chicago, saa han vilde reise dertil Fredag og jeg maatte ikke vænte han hjem før efter Thorsdag. Dette var en gledelig Anledning til hans Udeblivelse, vi troede Mens paa Veien til Ostindien og saa er han paa Veien til Chicago med Emigranter.

Nu var jeg da rolig og spurgte Ziølner om alt hvad han kunde fortælle mig nede fra Wisconsin. Det var nu ikke meget og jeg fik have Taalmodighed til Vilhelm kom tilbage; jeg troede nu slet ikke at det lod sig gjøre for Mens at komme herop. Ziølner, der nu boer tæt ved Clausen^k598 fik Hesten ned til Decorah samme Aften, da han maatte skynde sig hjem og alt gik sin vante Gang til Tirsdagaften. Klokken var over 9 og jeg havde havt megen Møie med at faa Henriette til at ligge rolig og sove (det var saa varmt og Muskitterne^k599 have været saa slemme med hende). Hun holdt netop paa at falde i Søvn da Pigen kom op og sagde at Præsten kom; jeg skynede mig da ind og mødte Vilhelm og Mens i Døren – det var en Overraskelse – jeg havde ikke kjændt ham strax, havde jeg ikke kunnet begribe hvem det var. Henriette maatte da ogsaa ind i Halvsøvne og hilse paa Onkel. De havde en Amerikaner der havde skydset dem ogsaa med, saa vi skyndte os med Aftenmaden, saa han kunde komme til Køis.

Mens var her Onsdag og Torsdag til ud paa Eftermiddagen, da maatte han afsted igjen. – Vi havde nylig Brev fra han fra Quebec, hvori han siger at han Søndag vilde skrive til Dig, saa faaer du bedst vide hvad han synes om Alt her. Gid du kunde faa tale med ham, men det er vel uvist, i alle tilfælde lovede han at skrive. Han fandt ellers ingenting saa underligt eller fremmed her, det kan jeg ikke begribe, at En der kommer ligefra Quebec og Chicago ikke maa hele tiden lægge mærke til hvor yderlig simpelt vi har det, og hvor meget her savnes af hvad man altid er vant til at see hjemme i Norge. Men nei, han sagde at han synes det var som det skulde saa være og savnede ikke noget. Det maatte vel komme deraf, at han som Sømand er vant til at see lidt af hvert. Det pudsigste synes han var at see Børnene, Henriette var først undselig, men siden blev de meget gode Venner, og hun taler fremdeles ofte om Onkel Mens. –

Mens skulde egentlig fulgt Emigrantene ligetil Milwaukee, det slap han for og fik derved Tid at komme til os. Naar man vil reise om Natten kan man nu komme herfra til New York i 48 Timer, fra Chicago og hertil paa et Døgn og hvis nu, hvilket seer ud til være meget muligt, Jernbanen kommer til at gaa igjennem Decorah, saa har vi kun 1 Dags Reise til Kosconong, Springprairie, Brodahl^k600 og Munch.^k601 1 ½ Dag til Brandt og Ottesen, saa da kan vi komme hvor vi vil i en Fart.

Vilhelm reiste klokken 1 Middag fra Madison, kom til Chicago om Aftenen, var der Lørdag. Blev af Ole Bull, hvem han havde reist i følge med, presenteret for Rev. Paul Anderson,^k602 Præst for en norsk Menighed i Chicago, de saakaldte Frankianerne, der forresten slet ikke ere hvad de kalder. De hørte nok en Tid til det saakaldte Frankianer-parti der nu holder paa at gaa til Grunde, men hører nu til en, til Generalsynoden hørende Districtssynode af Nordre Illinois. Saaledes er det nok, hvem kan blive klog paa alle disse Partier. Nok af det. Rev. Anderson anmodede Vilhelm om at prædike i hans Kirke Søndag, hvilket han ogsaa maatte, faae Timer efterat Mens var kommen. De norske i Chicago har en stor prægtig Steenkirke. Mandag reiste de fra Chicago og var her Tirsdag Aften. –

Vilhelm var meget glad over at have været til stede ved Præstemøtet, det havde vært meget hyggeligt, almindelig god Forstaaelse mellem Præsterne, ligesom han ogsaa synes at Forholdene blive lysere og at Kirkens Fiender tabe meer og mere Terrain. Ottesen og Brandt vare saaledes tilfrædse med deres Reise til St. Louis og Colombus i Ohio; vi vænte snart at see en Beretning derom i Trykken. Af Aviserne har du vel allerede seet det Opraab til de norske Candidater, der blev skrevet under Præstemødet. Vi lenges efter at høre deres endelige Bestemmelse som søger hertil. Ved Kirkeindvielsen paa Kosconong var der en halvanden tusinde Mennesker samlede, den største norske Menighed der har været i Amerika og 12 Præster tilstæde, nemlig foruden de 10 norske, Pastor Unonius (svensk) fra Chicago og en tydsk Pastor Lochner fra Milwaukee, en særdeles elskværdig Mand, sagde Vilhelm.

Munch havde sagt at det ikke var sandt at han havde skrevet hjem og fraraadet Candidater at komme hertil, men han for sin Deel kunde ikke raade nogen til at komme hid. Det skal være en meget slem Menighed Munch har, saa han vist har meget at prøve, dog troer jeg ikke han tænker paa at reise hjem endnu. Til Høsten skal han en Missionsreise til Minnesota strax før Synoden, saa han kommer lige hertil. Da skulde jeg ønske han vilde tage sin Kone med og lade hende være igjen her, men jeg ved ikke om jeg kan spørge hende derom, da det bliver saa strax før Synoden, saa her bliver saa meget at gjøre til den Tid med at faa Huset istand og andre Forberedelser, saa det vel bliver mindre hyggeligt. –

Du skulde da ogsaa høre lidt om min Have – der staaer det prægtigt, der som overalt iaar. Det tegner til at udmærket Aar, det bedste inden vi kom hid, alle mulige Ting staar prægtigt. Maisen staar nu meget over Mandshøide. De der har Byg har høstet det for nogen Tid siden. Idag 3de August, kjærer de med Høstemaskinen over vores deilige Hvedeager, det gaaer i en Fart, 4 Mand bagefter og binder. Man seer et stykke af Aageren fra dette Vindu hvorved jeg sidder saa jeg bliver forstyrret af Henriette der skal hen og see paa «Masinen», men nu har jeg sendt hele Compagniet afsted, der gaaer de, Henriette trækker Vognen med Marit, og i den sidder Lille Lina og seer paa den store Ven og Ledsager Lilliken,^k603 som hun allerede begynder at græde, fordi hun ikke kan faa Fat i den, naar den gaaer fra hende. –

Om nogle Dage skal vel ogsaa Havren skjæres, maatte nu Veiret blive godt under Høsttiden, da bliver det et overordentligt frugtbart Aar. Gid det samme var tilfælde hjemme i Norge. Det har jævnlig været 24–25^k604 i Sommer, og nu i længere Tid ikke noget Regn, som det nu vilde være meget godt for Havren at faa lidt af, derimod ikke for Hveden, aligevel staar alt godt i Haven, det dufter saa stærkt paa denne Tid. Desværre, Aurikelfrøet lykkedes det ikke med, som jeg før har skrevet, heller ikke med Lillierne, den ene Olielilje var oppe om Høsten, men da Sneen gik bort i Aar, saa jeg ikke noget til den, hvoraf mon det kunde komme. Sneen laa dog i hele Vinter; jeg fik ikke godt af andet Blomsterfrø af det der kom med Munch, end Asters og Nemophilia, af dette sidste kom Levkøi, Gyldenlak, Nemophilia, Asters og hvid Lavatera op, jeg har nu en chokoladefarvet, en violet, en carmosiin og en hvid Levkøi i Flor, alle dobbelte, de staar frodigt naar der er ikke saa mange Blomster paa hver Stilk, det er saa morsomt at have de kjendte hjemlige Blomster igjen, og saa den deilige Duft; jeg skal tage Gyldenlakkerne ind til Høsten, skal jeg saa flytte dem ud til Vaaren? Nelliker og Gudesia kom desværre ikke op. Og Lavatera, de stod prægtig da de plutselig, en for en, begyndte at visne og dø bort. Jeg ledte efter om det maaske kunde være en som der gnavede Roden, men fandt ingen, idethele seer jeg saa godt som aldrig nogenslags Orm i Jorden.

Hva mon dette kunde være? Et Par af dem begyndte at blomstre, saa jeg fik see hva det var for en Blomst, men Frø fik jeg desværre ikke. Nemophilia har blomstret smukt, ved du om det kun var Frø af den hvide du sændte mig? Disse blomstrede nemlig ligesaa store som jeg saa dem hjemme, de blaa var meget mindre og blegere og af disse havde jeg ogsaa lidt Frø fra ifjor som jeg saaede paa samme Sted, og de var ogsaa saa smaa den Gang. Jeg har saa ondt for at faa Frø af dem fordi Solen tørrer dem bort før det er modent. Har du en Blomst som heder «Clacalia,» den er høirød, voxer i smaa Buske paa lange Stængler? En Morgen tidlig skulde Du see min Have, medens alle de blaa og hvide Slyngveon ‹volarlus› er udsprungne, hvor uhyre frodigt de voxe; jeg har ikke seet den anden slags Convalvol her, men vilde ønske jeg havde den. Disse smaa mixed Porsulae, de pynte peent i Haven; jeg har ikke havt saa megen nytte af min Have før, som iaar.

Nu er maaske Stin^k605 allerede hjemme, Gid han har det frisk og rask. Hils ham fra mig og os alle, Gud give saa det maa gaa Tom^k606 godt. Lev vel min kjære Fader, Vilhelm og smaa Børnene hilser kjærligst. Gud lade dig være frisk og rask.

Din Leis^k607

Brev 41: 4.–10. september 1857

«Det er virkelig en heel Kunst at skrive sammenhængende»

Little Iowa Præstegaard,
den 4de September, 1857

Min kjære Fader!^k608

Nu er det igjen en Maaned siden jeg sændte mit sidste Brev. Tiden løber for mig, saa trods mine gode Forsætter om at have næste Brev tidlig førdig til at sændes, er jeg ofte lidt seent ude, jeg længes saa efter Brev hjemmefra og vilde ønske, jeg havde det førend dette bliver sændt. Det kan jeg imidlertid ikke vændte, især da I formodentlig bier til Artium er over – ak, Gud give et godt Udfald for Tom.^k609

Her leve vi Gud ske Tak godt; Hele Huset fra den Største til den Mindste har været dygtig forkjølet, siden jeg sidst skrev, men nu er det over og Vilhelm, som var den sidste, igjen frisk. Lille Tullen slap heller ikke fri og Henriette^k610 var ganske medtaget et Par Dage, hun faaer det saa heftigt naar hun feiler noget, nu er hun lige lystig igjen og gaaer her paa Gulvet og morer sig med at trille en stor Vandmelon. Linas^k611 Øine følger med megen Opmærksomhed.

Vi har kørt os en liden Kjæretour i Formiddag, Henriette, Lina og jeg. Da Vilhelm gik i Kirken for at læse med Confirmanderne, kjørte vi hen til Egges for at see til vor gamle Vertinde, Helene, der har været syg. Da er Henriette glad kan du tro, naar hun skal ud at kjære. Vilhelm skulde egentlig reise et Stykke paa Veien i Eftermiddag, men det øsregnet nu, saa han bier til morgentidlig og dette haaber vi skal være hans sidste Reise til Painted Creek og Turkey River, førend han kan følge Lange derhen. At der virkelig kommer Præst til Painted Creek og til det sydlige Minnesota, det var mere end vi turde haabe, et af alle de ledige Kald i Wisconsin og her netop disse to skulde blive besatte – Gud ske Tak! Maatte de nu komme lykkelig hertil; reiser de med Dampskib, saa kommer de maaske til Synoden. Jeg troer ikke vi vidste at Clausen^k612 skulde til Minnesota, da jeg sidst skrev; da vi hørte det, kunde vi først være rigtig glade fordi Lange kom til Painted Creek,^k613 ellers havde vel Vilhelm kommen til at reise ligesaa meget til Minnesota, som før til Painted Creek.

Jeg synest vi faaer det saa godt nu, med Huus og med Præstehjælp og mere at – ja, Gud give jeg maatte skjønne rigtig paa og være rigtig taknemmelig for alle de Goder, jeg har – jeg er ogsaa bleven saa meget friskere og stærkere, jeg kan mærke saa stor Forskjæl siden jeg sidst skrev hjem. – Nei, de støier saa begge Børnene, det er virkelig en heel Kunst at skrive sammenhængende, Vilhelm erklærede for et Øieblik siden at det var en Umulighed, men jeg vil dog forsøge, jeg er mere vant til slig Støi. Lina er Mæsteren for Øieblikket, hun hyler og skriger, blæser paa sin Rangle og dunker i Bordet, jo du kan tro det er En som kan støie, det er morsomt at hun er saa livlig. – Henriette sidder med sine Billedbøger og vil at Marit skal fortælle hende, men det gaaer ikke rigtig godt; de er aldrig enige om hva der er Gut og hvad Pige, og saa kjender Henriette mange Dyr, som Marit ikke kan fortælle hende noget om, saa hun kommer til mig og siger «Ma'it kan ikke, Du maatte fortælle mig, Mamma». Jeg vilde ønske jeg kunde sænde dem lidt ud, saa Vilhelm kunde faa Ro, men hvorhend? Ude regner det, i Sovekammeret er alt flyttet ud, da der er bleven hugget ud og sat Dør ind til det nye Huus og der er desuden opfyldt med førdig arbeidede Døre o.s.v.; i Kjøkkenet, som næsten er ganske mørkt, da Vinduet endnu ikke er flyttet, er Magnus beskjæftiget med at tage ned Loftstrappen, saa vi nu er inskrænket til Dagligstuen, forhaabentlig for ikke for lang Tid.

Jeg sænder et Rids af Tilbygningen med, naar vi faaer indrættet os der, skal Du faa et nyt der er afdeelt ligedan ovenpaa som nedenunder, der er kun den Forskæl at der ovenpaa i det lille Værelse er to Vinduer, et paa hver Væg, ligeledes et paa hver Væg i det store; det have vi ogsaa helst havt nedenunder, især for Varmen om Sommeren, men der vilde da bleven saa liden Plads. Panelet mellom Kjøkkenet og det nuværende Sovekammer bliver flyttet ud, saa dette nu kun bliver en smal Gang til at forbinde Dagligstuen og Sovekammeret, og det er Vilhelms Hensigt naar han faaer Leilighed at forandre Vinduet til en Glasdør ud til Haven, hvilket jo vilde være udmærket hyggeligt. Den nuværende Kjøkkendør lader vi ogsaa staa, baade for at faa friskere Luft om Sommeren og fordi det er saa meget bekvemmere naar vi maa have Stoven ude, den bliver da lukket af om Vinteren. Den deel af Loftet som er over Dagligstuen og er skildt fra det Øvrige ved en Tømmervæg, der gaar halvt op, tænker vi at faa panelet førdig og Dør der og saa bruge det til Klædeskammer etc. Faaer vi nu ikke god Plads? Det bliver underlig at have saa mange Værelser og jeg haaber meget behageligt. Dagligstuen bliver der ikke gjort noget med i Høst; undtagen at faa Væggene hvidtet, der vilde ikke engang være Tid dertil, bliver det saa for koldt, saa faaer vi lade være at bruge det og det kan vi jo godt nu, især naar Vilhelm faaer Studereværelse, det bliver det bedste af altsammen. –

Den 6te September, Søndag Aften. Igaar var det din Fødselsdag, min kjære dyrebare Fader. Maatte Du have det saa godt som jeg ønsker – ak, Gud bevare dig for os! – Og igaar var det 4 Aar siden vi reiste hjemmefra – alt 4 Aar. Og hvormange inden vi, om det er Guds Vilde, atter sees? Gud ved det og hvad der er bedst for os. – At du ikke kan faa see Børnene, det – ja det er et stort Skaar i min Glæde.

Denne Sommer kan vi ikke klage over Varmen, det er den koldeste vi har oplevet her; i Juni og Juli havde vi jævnlig 24–25 grader, men heller ikke mere, medens August fordetmeste var meget kjølig, undertiden saa koldt at vi havde lagt i Ovnen, havde vi ikke frygtet derved kun at blive endnu mere forkjølede, 24 grader den ene Dag, den følgende kun 14 grader, maa vi ikke være glade, som ikke blive syge? Det har været et udmærket Aar dette i alle Maader og skøndt Veiret var meget regnfuldt og ustadigt under Indhøstningen, saa hører jeg dog ikke at nogen kom til Skade, Maisen staar deiligt, Potetes ligesaa, Hø faaer man meget af. – Kort sagt, her er et velsignet Aar, gid det samme var Tilfældet hjemme. Vi fik næsten en halv Tønde Erter, det skal blive godt til Vinteren og Kaalen staaer deiligt, hvis nu kun ikke Gopheren, dette lille Ugangsdyr, gjør mig det Puds at gnave Hovederne af Stilkene.

Gid du nu kunde see den deilige Floor her er af Levkøier og Asters. Jeg skrev sidst at der var saa faae Blomster paa hver Stilk af Levkøierne, men nu kan jeg sige at jeg har aldrig seet dem saa frodige, men hvorledes faaer jeg Frø? Jeg undersøger paa alle Kanter, men kan ikke opdage Tegn til Frø, faaer man ikke Frø af dobbelte Levkøier, eller hvordan? Jeg blev narret med Gyldenlakkerne; i den Tro at det var vellugtende Nelliker med smale blege Blade, satte jeg ikke Mærke ved Frøet, vis paa at kjænde det; nu, Nellikerne kom op og jeg indbildte mig det var Gyldenlakker i lang Tid; nu blomstrer en smuk mærkerød af Nellikkerne. Nei, en saadan Residaflor har jeg ikke seet mage til, nu blomstrer de anden Gang, næsten ligesaa stærk som første. Og saa disse smaa «Mixed Portulak», de er de første om Vaaren og de sidste om Høsten, mon du kjænder dem? De pynte saa smukt, men er slemme til at sprede sig, jeg vil sænde dig lidt Frø om du skulde have lyst til at have dem; Blomster som for Ex. Slyngekonvolvolus, der kun er udsprugne om Morgenen, lukke sig ikke før ud paa Eftermiddagen paa denne Tid. Er det maaske altid tilfælde naar det bliver mindre varmt? Vil du sænde mig lidt Blomsterfrø naar der er Anledning til at faa det i Brevene, kjære Fader? Saa vilde du gjøre mig en stor Glæde, det er saa godt at see de hjemlige Blomster igjen. Mon Du nu har faaet det Brev fra Mens, som han lovede mig at skrive? Vi lenges efter at høre om han kom hjem til Bergen fra Engelland eller om han reiste videre. Jeg har en Bog nu som jeg glæder mig til at læse, da den vist er meget interessant, det er Dr. Kane's Arctic Explorations^k614 som Vilhelm nylig har givet mig. Kjænder du den? Den er maaske ikke oversat.

Den 10de. For et Øieblik siden reiste Vilhelm igjen, han kom hjemom igaar og bliver over i Sydsettlementerne til Torsdag. I denne Uge har vi havt Tærskemaskinen, saa nu er det forbi og dermed er jeg vel fornøiet. Vi fik meget god Avling iaar, havde jo ogsaa meget mere nyt Land tilsaaet og har ikke havt nogen Fortræd, hværken af Svin eller Køer iaar. Og nu er der sat Gjærde omkring Maisen, og Heste, Køer og Grise sluppet ind fra Ageren, saa Henriette har den Fornøielse at kunde see «Kobbelen» (Kalven) den hele Dag. Der gaaer en Mængde Korn tilspilde her, de rager og binder saa skjødesløst. –

Telegraphtraaden som sprang. – Du kan nok tænke vi med megen Interæsse væntede udfaldet af dette Foretagende og ganske spændt aabnede Times dennegang. Deres Spalter har ogsaa været saa opfyldte med meget interessante Efterretninger og Beskrivelser af alt angaaende denne Telegraf, som de jo fremdelses har godt haab om at faa nedlagt om saa skal være. – Aviser har jeg lært at skjønne paa siden vi kom hid, uden dem vilde vi følt os dobbelt ensomme og udenfor alt, det er store Ting, saa langt inde i Landet som vi leve, hver Uge at faae en 6–8 Dage gammel Avis fraa New York (om Vinteren tager det ofte længere Tid), og det et saa stort Blad som Times med Corespondenter fra Alle Kanter.

Nu er der muret op Muursteen hele Veien indvændig i det nye Huus, naar det nu bliver rappet, saa haaber jeg det bliver godt og varmt, for at vi har faaet dette gjort kan vi takke vores gode Ven Thore Skotland, han er altid saa opofrende og tjenstvillig, vi kunde ingen faa til at mure, saa kom han, var her flere Dage og lærte og Gutten her i Murekunsten. Det er saa suurt og koldt nu, saa jeg haaber vi faar en smuk Eftersommer iaar, det pleier være Tilfælde naar vi paa denne Tid har saadan Regn og Slud; vi trænger til godt Veir for at Rapningene kan blive tør i tide. Det seer heller ikke ud til at blive tidlig høstligt. Træer og Krat staaer endnu saa friskt og grønt og det er jeg glad for, den sidste Tid før Løvet falder af er her saa smukt og det vilde jeg det skulde være naar alle de Fremmede kommer.

Du skulde høre hvor Henriette converserer Snedkerne ude i Kjøkkenet, nu til megen gjensidig Fornøielse lader det. Hun kom halvgrædende ind den Dag Loftstrappen blev taget ned og spurgte «Henne er Lofte, har Mangus ta't de? Jeg kunne ikke finne det». – Naar her bliver roligt igjen, efter alle Præsterne har været her, saa haaber jeg at kunne faa skrive langt og ordentlig, det var ordentlig vanskeligt dennegang, her er saa mange Folk og saadan Forstyrrelse i Huset. –

Vilhelm bad mig hilse dig da han reiste og sige at han vilde skrive til dig med det første. Henriette og Lina sænder mange Hilsen og Kys til Bestepapa. Lina kjænder Vilhelm nu naar han har været borte en 6–8 Dage. Maatte nu alt staa vel til hjemme. Gud velsigne dig, min kjære Fader, Lev vel

Din Leis.^k615

Jeg sænder kjærlige Hilsener til Moder^k616 her dennegang; jeg vil heller vænte med at skrive da jeg har saa liden Tid nu.

Brev 42: 22. november 1857

«Jeg har nu skrevet ganske som jeg tænker, kjære Moder»

Little Iowa Præstegaard,
den 22. November, 1857

Kjære Moder!^k617

Jeg faaer ikkun Tid til dennegang at takke dig for dine sidste Brev og saa svare paa dit Spørgsmaal angaaende Marie.^k618 Den Tanke at faa Marie herover til os har ikke været fremmed for mig, jeg har ofte tænkt paa hvordan det vilde være for hende, troet at hun maaske vilde finde sig vel ved at være her og dersom det var Tilfælde at en saadan Forandring maatte være gavnlig for hende. Jeg har ogsaa oftere talt med Vilhelm derom, han har ogsaa været af samme Mening, at det maaske vilde være godt for hende, men, har vi saa tænkt, det lader seg jo ikke gjøre, saa sygelig som Marie er og vi har ingen Lægehjælp, vanskeligere for god Pleie, ikke noget Værelse for hende, kort sagt naar jeg før har tænkt derpaa, saa har det kun været noget som jeg har ønsket i den Tanke at det vilde være godt for hende, men som jeg slet ikke har troet kunde lade sig gjøre af mange Grunde. –

Nu stiller det sig annerledes, Maries Helbred er bedre siger du, ialfald tager Sygdommen ikke den Vænding, som før, – naar jeg før tænkte mig hendes Sygelighed, synes jeg det var umuligt at tænke paa at have hende her – dette er nu annerledes og nu kan jeg kun sige at baade Vilhelm og jeg hjertelig gjørne tager imod hende og inderlig ønsker det, saafremt det kunde være til hendes Vel. Jeg vilde ikke være oprigtig hvis jeg sagde at jeg ikke vil være ængstelig for at faa hende til os, det kan jeg ikke lade være, det vilde være Tilfælde med hvem som helst der kom hjemmefra til os. Jeg vilde ængste mig for at de ikke kunde trives her, at de vilde længes hjem, synes det maatte være gruelig ondt for dem, jeg vil eller tør derfor aldrig opmuntre nogen til at komme hid, dette vilde være tilfælde med hvemsomhelst og i endnu høiere Grad med Marie, som jo er svag og for hvem det vilde være endnu slemmere om hun var her uden at kunne trives. Og troer du at dette haarde Klimat vilde være gavnligt for hende; her er jo sundt, men haardt og strængt?

Dog dette ved I jo og har vel betænkt, ligesaa at her ingen Læge er og jeg ikke kan skaffe hende saa god Pleie om hun skulde blive syg, dette ved du og naar du ikke troer at dette er Hindringer, saa kan jeg kun gjentage baade for Vilhelm og mig selv at vi hjertelig gjørne tager imod hende, ja Gud give at dette lod sig gjøre og at det maatte være til det Gode for min kjære Søster. Jeg vilde ønske at jeg kjændte Marie bedre, men i Grunden kjænder jeg hende jo slet ikke, det er nu 6 –7 Aar siden vi saaes og hvor forandret er hun ikke bleven i den Tid! Naar Marie skriver og taler om noget her, saa er det som om hun tænkte sig alt saa udmærket, næsten idealt, naar hun nu kom, saa fandt hun sig vel skuffet, dog herom kunde jeg jo skrive saa hun ikke havde for store Tanker om Alt her. Du siger Fader er bange det vilde virke nedtrykkende paa mig at Vilhelm nødig vil have hende; for dette sidste kunde I være ganske rolige, Vilhelm holder af Marie, ønsker saa meget at der kunde gjøres noget til hendes Bedste for hende. Han er kun ængstelig for at Klimatet her skal skade hende og om hun skulde blive syg og trænge til saadan Hjælp som vi ikke kan skaffe hende, dog selv om saa skulde skee saa kan vi jo nogle Dage faa fat paa den Dr. Hanssen der var paa Koskonong. Dette er hans Betænkeligheder og hvad Faders første Frygt angaar, saa troer jeg ikke at det vilde blive Tilfælde, eftersom jeg tænker meg Marie, jeg lover mig tvertimod megen baade Glæde og Hygge at have hende, om Sommeren synes jeg hun maatte kunde trives godt, hvis hun taaler Varmen – naar bare Marie ikke vilde tænke sig alt saa meget bedre end det er.

Det er saa rart at tænke mig den Mulighed af at faa en af mine Søstre til mig, hvor hyggeligt om hun kunde trives; jeg har nu skrevet ganske som jeg tænker, kjære Moder, kjændte jeg kun Marie bedre kunde jeg mere bestemt tale derom, jeg vil det inderlig gjørne, men kan ikke andet end ængste mig for hvordan det vil gaa; holder Marie af at læse naar hun er Stærk nok dertil? Finder hun sig i et saa ensformig stille Liv som vi fører? Det er meget jeg vilde spørge om, men I veed jo saa godt som jeg kan sige det, hvorledes vi har det og maa selv dømme. Det er godt at hun er saa glad i Børn. – Ak ja, jeg vilde saa inderlig ønske at dette maatte skee, at Marie maatte komme her, dersom det vilde være godt for hende. Jeg skal gjøre hvad jeg kan for at hun skal faa det godt. – Ja nu ved du Vilhelms og min Mening kjære Moder, jeg faar af Grunde som du vil se i Faders Brev ikke Tid til noget længere Brev dennegang, jeg længes efter at vide hvad Bestemmelse der blive taget med Marie kan du nok vide. Lev vel,

Din Leis^k619

Præsten Claussen^k620 siger at Maren Cappelen er død, men det maa være en Misforstaaelse, haaber jeg. Han har været Huuslærer hos Blehr, en Omgangsven af Lammers.^k621 Vrigths kjender ham da maaske ogsaa, han^k622 er nu vores nærmeste Nabo. Gid han havde en Kone.

Brev 43: 22.–29. november 1857

«Det er som om deres Koner stod paa et saa meget lavere Dannelsespunkt end deres Mænd»

Little Iowa Præstegaard,
22de November, 1857

Min kjære Fader!^k623

Jeg har to Breve at takke dig for dennegang, kjære Fader og det er nu to Maaneder omtrent siden jeg sændte mit sidste Brev. Det er for galt og jeg angrer at jeg ikke sændte Brevet strax, istedenfor at vænte til Vilhelm kom tilbage fra sin Reise. Den 15de October reiste nemlig Vilhelm og Præsten Ottesen til Fort Wayne i Indiana for at overvære den tydske Synode der. 7de November skulde han være hjemme igjen, saa vilde jeg gjørne kunne fortælle dig lidt om hans interesante Reise, især da jeg haabede at han selv kunde skrive, saa væntede jeg dog.

Vilhelm kom, men have kun været hjemme et Par Dage da han blev syg og maatte holde Sængen nogle Dage, det var stærk Forkjølelse, og han er nu Gudskelov frisk igjen; samme dag som Vilhelm kom, blev ogsaa Henriette^k624 syg, jeg væntede hun skulde faa Mæslingerne, men det blev ogsaa ved stærk Forkjølelse, saa kom turen til mig at blive Forkjølet og faa vondt i Halsen. Lille Lina^k625 slap heller ikke fri, men var dog den flinkeste, saa min Tid var fuldkommen optaget med Grødomslag, Gurglevand og at passe Børnene, og Skrivningen blev der ikke noget af. Nu er vi da friske igjen, Henriette er ogsaa saa meget bedre i Dag at hun ligger paa Gulvet og leger med Lina. Henriette finder stor Fornøielse i at krybe hen over Gulvet med Lina ved Siden af sig, saa ligger de der som to smaa Vognheste.

Vilhelm er i Decorah idag og holder Gudstjeneste, han skulde været i Painted Creek, men det seer ud som om han ikke skulde komme der denne Gang; først blev han syg, saa kom der et Uveir, saa i Fredags netop som han stod og spiste seg et Stykke Mad og drak lidt varm Melk førend han skulde reise til Painted Creek, kom Præsten Clausen,^k626 han fra Norge, saa blev da Vilhelms Reise opsat til Dagen efter, da vi næste Morgen sad og spiste Frokost, kom der med et en Snestorm saa stærk at Vilhelm ikke kunde faa sine Heste frem og følgelig maate blive hjemme, saa er de da nu i Decorah,bæggePræsterne idag; men denne Opsættelse er slem nok for Vilhelm, der nu i over 3 Uger har været fra sine Menigheder og saa fik han da heller ikke skrevet og fortalt dig om sin Reise, hvilket var stor Skade, da det sikkert vilde interesseret Dig, nu skal jeg forsøge at gjøre det saa godt jeg kan, men det bliver kun daarligt, frygter jeg, og saa skulde han skrevet om disse Pengesager, som han da hele Tiden har haabet for at kunne greie, men det lader sig ikke gjøre strax, seer det ud til. Her er og har længe været en forskrækkelig Pengetrang; her er ikke Penge at faa. Vilhelm har over 400 Dollar til gode af sin Præsteløn, som han da har haabet at kunde faa ind, men Sagen er vel at Hvede og alle Produkter er i saa lav Pris at Farmerne ikke vil sælge naar de kan undgaa det; desuden har Vilhelm 2 vakre unge Heste som han længe har villet sælge, men Folk har ingen Penge at betale contant med. Han vilde sælge en af sine andre Heste ogsaa og prøvet at hjulpet sig med den ene i Vinter, var der bare nogen, som vilde kjøbe den. See saaledes staar Sagerne og du kjære Fader har det værste Bryderi heraf. Maatte der nu bare snart blive en Udvei til at faa Penge; her er en forskrækkelig Jammer som du vel har seet af Aviserne. –

Nu er da Præsten Claussen kommen. Kjænder du ham, han har længe opholdt sig i Skien som Lærer ved Skolen, har været en Omgangsven af Lammers. Det er en Mand paa 47, stille og sagtfærdig – ugift – jeg haaber Vilhelm maa faa Hygge af han, han kommer kun at bo en kort Dagsreise fra os. Lange skulde da ikke komme hid, – saa Vilhelm maa blive ved med sine sedvanlige lange Reiser, og er det Guds Villie at han fremdeles skal være alene i dette vidløftige Kald, saa vil han ogsaa give han Helbred og Styrke dertil. – Gud sænder nok Hjælp naar den rette Tid kommer. –

Den Præsten Larsen^k627 hørte vi har kommen til et andet Kald i Minnesota, hvor ingenting var rigtig ordnet, ingen Præstegaard osv., og der var han reist med Kone og Børn (for han er gift, forresten en ganske ung Mand) saa Vilhelm skrev da strax og bad han komme til os og lade og Kone og Børn være her indtil videre, men nu fik Vilhelm Brev fra Preus, der fortæller at han havde faaet et andet Kald, meget længer fra os i Wisconsin, saa nu faaer jeg da heller ingen Præstefrue paa den Kant. Var han bleven hvor vi troede, var han kommen en Dagsreise fra os. –

Nu maa jeg fortælle dig lidt om hva jeg ved om Synoden her, som alle var meget tilfrædse med. Det var den bedste Synode^k628 de endnu havde havt, hed det fra baade Præster og Lægfolk. Jeg tænker ogsaa Vilhelm er glad fordi den blev holdt her, for Menighedens Skyld, der udtaler sig med megen Tilfredshed derom og heder det ofte: «Det er nok mange som vil faa andre Tanker om Synoden herefter og ikke længer sige at de ikke skjønner hvad den kan nytte til». Det blev bestemt paa denne Synode at der skal oprættes en norsk Professorpost. Der skal med Tiden oprættes en egen Undervisningsanstalt, men inden dette kan skee, skal der oprættes en Professorpost ved Universitetet i St. Louis, Missouri; med dette Universitet er der tillige forbundet en Latinskole, hvor de kan faa den første Dannelse. De Norske Menigheder maa da opføre de nødvendige Bygninger som Tydskerne^k629 siden vil afkjøbe dem naar Foreningen hæves; dette skulde da gjøres og Professoren kaldes snarest mulig, maatte Folk nu ikke være for træge. – Saa blev da afgiven en Erklæring om at Synoden bekjænder sig til den gammel Lutherske Lære om Kirken (den usynlige) og – nei, jeg ved nok ikke hvad mere der blev bestemt, som det kan interessere Dig at vide.

Nu til Vilhelms Reise; Præsten Ottesen skulde reise til Fort Wayne hvor Synoden (de tydsk lutherske Menigheder i Missouri, Ohio, og jeg ved ikke hvor, der samles hvert 3die Aar og igjen er delt i Districtssynoder der samles hvert Aar) dennegang skulde samles, med Documenter, Takskrivelser for deres Venlighed og Forekommenhed mod vore Delegater, etc. Saa ønskedes der at En til skulde reise for at vor Synode kunde blive representeret og gjøre sig lidt bekjændt især i Tilfælde af, som man væntede at Præsten Rasmussen,^k630 Chefen for Oppositionspartiet her, skulde indfinde sig paa Synoden, saa blev da Vilhelm anmodet af Kirken^Formanden og Kirkeraadet om at Reise; det holdt hardt da Vilhelm ikke synes det gik and for Menighederne at han reiste, men de trængte ind paa ham, vilde hjælpe til at betale Reisen, alt, bare han vilde reise (hvor meget Hensyn her bliver taget til Præster i mange Stykker her nu for Ex. som Medlem af den alminnelige Conferents, betalte de kun halvt paa Jernbanerne).

Det ble da ogsaa til at han reiste og det var godt, han kom tilbage ligesaa begeistret som Ottesen^k631 fra sin Delegatreise, over de kjære Missouribrødre og det kirkelige Liv de havde fundet der. Først var de^k632 da i Synoden i Fort Wayne, hvor de boede i Seminariet hos Professor Crämer,^k633 en udmærket elskelig og dygtig Mand, han havde været Huuslærer hos Lord Byrons Datters Børn, siden tilbudt en Professorpost i Oxford, nu er han her, har 300 Dollar om Aaret for al sin Møie og Arbeide, synes det var altfor meget da de nu paa Synoden voterede ham 100 Dollar til. –

Disse Tydskere, de kan lære os noget med hensyn til Tarvelighed og Nøisomhed, vi maa skamme os bag Døren ved at høre hvorledes de har det, hvad de har gjennomgaaet, med hvor lidet de lader sig nøie, det er utroligt naar man hører hvad de leve af, saa er det ogsaa saaledes, undertiden har de kun Brød, lidt grønt, saa sulter de næsten imellem, har det yderst Simpelt og tarveligt hos sig og er med alt dette saa glade, saa fornøiede og taknemmelige. Vilhelm siger han har aldrig har været Vidne til et saadan ægte Christerligt Liv som her viste sig, frimodig, ydmygt og en brændende Iver og Nidkjærhed for den rene Lutherske Lære. Vilhelm vilde ikke undværet denne Reise og hvad han der saa og hørte for meget. De blev ogsaa modtagende med megen Kjærlighed og ved at de hos Professor Crämer havde rig Anledning til at høre og sætte sig ind i Alt, og være sammen med deres mest udmærkede Mænd, som Præses Wyncken, Professor Walther fra St. Louis of Præsten i Fort Wayne, Dr. Sibler, der mindede Vilhelm saa meget om dig, kjære Fader.

Den tydske Kirke her har saa mange udmærkede Mænd at det intet Under er at dens Tilstand er saa blomstrænde, dette gjælder nok mest, saa vidt jeg ved, Menighederne i og om St. Louis og Fort Wayne. Buffalo Synoden ligger i Strid med Missourisynoden, der er mere symboltro. De tydske Præster har meget ganske smaa Menigheder og dertil ogsaa som oftest, lidet at leve af, det eneste hvor de lægge mange Pænge er i Bøger, gode theologiske Skrifter, de havde udmærkede Bibliotheker. Jeg ved ikke rigtig hvordan det er, men det er som om deres Koner stod paa et saa meget lavere Dannelsespunkt end deres Mænd; – de seer paa Christendommen, det er for dem det vigtigste, – vist er det de maa være meget tarvelig vante, jeg hørte Ottesen fortælle om en tydsk Præst der boer tæt ved ham, de har en liden Stue og Kjøkken og hans Kone gaaer der og skurer og vadsker.

Gid jeg kunde skrive noget ordentlig til dig om hvad Vilhelm saa og hørte, han er ikke en gang hjemme saa jeg kan spørge ham om hvad der vilde interessere dig mest at høre. Hvad der især gjorde Indtryk paa ham var det ægte lutherske christelige Liv; «Du skulde seet», sagde Vilhelm, «Professorerne Walther og Crämer høitideligholde Walthers Fødselsdag med et Stykke Kage og et Glas Viin, de var som Børn paa en 5–6 Aar, og saa hørt Walther gnidende sig i Hændene udbryde 'Wie sind doch die Christen so glücklich'». Der var en 130 Præster omtrænt tilstede og ligesaamange Repræsentanter. Mange udmærkede Prædikener hørte Vilhelm ogsaa.

Fra Fort Wayne reiste de til Pittsburgh i Pennsylvania hvor den store alminnelige Conferents af alle Lutheranere skulde holdes; der var kun en 40 til 50 Præster og Professorer tilstæde. Præsten Rasmussen kom ikke til Synoden, saa hans Venner blant Tydskerne begyndte at sætte betænkelige Ansigter op. Professor Crämer skrev at han absolut maatte træffe Ottesen og Vilhelm i Chicago, som han da gjorde. De havde en lang Conferentse med ham, tilbagekaldte en heel Deel af hvad han havde paastaaet, som han nu skal offentliggjøre. Der noteredes en Svaradresse til vor Synode og blev udnævnt to Representanter af Missouri Synode til at overvære vor næste, en af dem – Professor Bievene, tror jeg han hæder, forstaaer foruden en Mængde andre Sprog, tillige Norsk.

Dette er alt hvad jeg kan fortælle dig, det er Skade at ikke Vilhelm fik skrive, det vilde vist interesseret dig. Næste Synode skal holdes hos Stubs,^k634 der skal der til Sommeren ogsaa være Kirkeindvielse og Præstemøde og Stubs er flinke, de inviterer baade Fruer og Børn med, af Børn er der en 28, troer jeg. Vilhelm siger enten skal Børnene og jeg være med eller han reiser ikke. «Hjertelig gjørne,» svarer jeg. Vi er ogsaa stærkt inviteret til Manetowoc til Ottesens, men det er saa langt did. Denne Vilhelms Reise var som han skulde reist fra Bergen til Stokholm, det tog han 48 Timer! – Det er de Tydske Præster saa flinke til, om de boer aldrig saa langt borte, saa reiser de til Synoden, der var Missionærer bland Indianerne fra det nordligste Minnesota i deres Synode og deres Kirkesamfund, derfor lever og opofrer de sig, og er som udenfor alt andet. –

Det var leit at det ikke skulde gaa min kjære Tom^k635 bedre til Artium. – Det maa rigtig have været en uhældig Examen, maatte det nu gaa bedre næstegang. – Mon Stin^k636 har Ansættelse nu? – Vinteren sætter ind med saadan Kraft paa engang iaar, siden 8de November har vi havt Snee og Koldt; Levkøi Frøet blev ikke modent, saa kjære Fader vil du sænde mig lidt igjen og ikke alt for lidet da jeg har lovet at dele med Fru Preus, saa vil jeg saae det i Kasse tidligt. Forresten har jeg Asters, Chinesiske Nellike, Resida, Skjønhedsøie og noget saadant og tager med Taknemelighed imod hvad du vil være saa snild at sænde mig. –

Nei, Fader, du maa ikke tro Lina er nogen Skjønhed, det har jeg aldrig ment, sød er hun, yndig og har et nydelig skapt Hoved. Alle Præsterne sagde Henriette lignede mest mig, Lina ligesaa og Vilhelm fortæller at de fandt Henriette saa vakker og mente Lina vilde blive ennu meget vakrere, saa jeg ved ikke hvad jeg skal tro; Henriette har voxet sig frem, hun har vakre Øine, Lina er udmærket morsom og saa livlig, jeg kan ikke faa hende til at ligge paa Tæppet, hvor Henriette og jeg gaaer, kommer hun krypende efter. Du skulde see hende nu, hun seer paa Billeder, det er hun saa glad i, peger paa dem og pludrer, hun bliver ingen god Søster, vil have alt hvad Henriette har, skriger dygtig naar hun ikke faaer sin Villie frem. Henriette taaler alt af hende, undtagen at hun river i hendes Dukkebarn.

ⁿ⁶⁰

Den 29de. Vilhelm er reist til sine Anexer idag, imorgen reiser Clausen til sine Menigheder.^k637 Vilhelm faaer ikke Tid at følge ham. Idag har de slagtet 3 store fede Svin, saa nu har vi Mad nok i Huuset. Vi faaer alt hva vi behøver af Gaarden iaar. Det er saa kjedeligt at slutte da jeg synes det var meget mere at skulde skrive om. Vi er ganske friske nu. Henriette er munter nu og sidder med en Æggeblomme og Sukker for Øieblikket for at vi kan faa Ro. Gud give deg en gledelig Julefest min kjære Fader. Vilhelm og Børnene hilser dig tusinde Gange.

Din Leis.^k638

Hilsner til alle gode Venner.

Brev 44: 10.–22. januar 1858

«At jeg, som han siger, saa smaat begynder at blive en liden Theolog»

Little Iowa Præstegaard,
den 10de Januar, 1858

Min kjære Fader!^k639

Da jeg sidst skrev hjem, kom Brevet saa sent afsted fordi vi ikke havde været friske, dennegang gaaer det ligesaa af samme Grund,bæggeBørnene har været syge igjen, men er nu haaber jeg, om ikke friske, saa dog i god Bedring igjen, Vilhelm og jeg er friske. Jeg tænker det har været Forkjølelse. Henriette^k640 blev syg Onsdag mellem Juul og Nytaar, Lina^k641 var heller ikke frisk, hun have ondt for Tænder og fik det sidenefter paa samme Maade som Henriette, saa i denne Tid har jeg slet ikke faaet bestille andet end sidde eller gaae, saa med den ene, saa med den anden; jeg har flere Gange om Aftenen havt Pulten^k642 oppe efter at jeg havde bragt dem til Ro, men Lina har været saa urolig saa det ikke kunde nytte, nu faaer jeg see hvordan det vil gaa iaften, jeg synes de har været kvikkerebæggeto idag, Apetiten begynder ogsaa at vænde tilbage og det kunde behøves, det har taget saa paa dem; de smaa Barna! Hvor godt det er naar de er friske. –

Nu er da Julen forbi og det nye Aar begyndt, Gud lade det blive ret et godt velsignet Aar for dig, min kjære dyrebare Fader! Nytaarsaften havde vi et lite Juletræ for Børnene. Vi maatte vænte med det til da, fordi Vilhelm først kom hjem Juleaften og ikke havde faaet Tid til at reise til Byen før; jeg havde glædet mig saa hertil, til at see deres Overraskelse, men det blev kun smaat med den Glæde, Henriette var sygere end vi havde troet og brød sig ikke noget om det. Lysene gjorde hende ondt og hun bad om at komme ind i Sovekammeret igjen; men Lina hun jublede, nu hvor forundret hun var og hvor travlt hun havde med at snakke, pege paa alt og vise os. Nu staaer det da og vænter paa at de skal blive friske, naar Vilhelm i næste Uge kommer tilbage fra Sydsetlementerne, saa kan vi kanske tænde det igjen. Han var hjemme nogle Dage i Rad efter Nytaar, noget som der skeer i denne Tid, men han fik kun liden Ro.

Der har været saadan Sorg og Forstyrrelse hos vores nærmeste Nabo, Embret Sørland, der hvor vi boede den første Vaar, han blev vanvittig og var saa rent ustyrlig nogen Tid, nu er han rolig, men ganske forvirret, spiser og sover; vi frygtedeⁿ⁶¹ han skulde blive syg, men nei; han maa have et uhyre stærkt Legeme. Hans Stakkels Kone ogbæggeBørnene maatte være hos hendes Foreldre, (de gamle Skaarli Folk, hvor vi ogsaa boede). Vilhelm har været der tidligt og sildigt; for 3 Aar siden, havde han et lignende Anfald, men det vare ikke saa længe, dengang, som nu troede man at det kom af for megen Læsning, nu i Julen har han læst alle de Bøger han kunde overkomme, Nat og Dag. – Gud hjælpe han snart, Stakkel!

Hvilken deilig Vinter vi har iaar, saa mild, og hvad der er saa sjældent her, vi har saa mange stille Dage, det er noget andet end de sidste 2 Vintere, jeg troer vi faaer Vaar førend vi mærke at vi have havt Vinter iaar, fra New York skrives der, gaae man uden Overfrakke og tørrer sin Pande, godt for alle de Stakler, som denne Pengetrang har gjort arbeidsløse! Frygteligt Føre havde vi en Tid, men nu har vi temmelig længe havt Slædeføre, som jeg ogsaa har benyttet mig af saa ofte som vi havde en Hest hjemme. Jeg haaber I hjemme ogsaa glæde Eder ved en saadan Vinter. –

For et Par Dage siden fik jeg Brev fra Stin.^k643 – Det var saa morsomt, han fortæller saa udførlig om det Liv han førte medens han havde Ansættelse i Ringeriket og Hallingdalen i Sommer. Gudske Lov fordi han lader saa tilfreds med sin Stilling og naar han saa undertiden kan komme hjem, er det da vist en Hygge for dig, kjære Fader! Maatte det nu havde gaaet Thomas godt dennegang. Tusind Tak for JuleBrevet, det kom anden Juledag. – Nei, at Herregaardshaven skal benyttes til sligt brug, – ja jeg trøster mig ogsaa med at det vel ikke gaaer saa fort.–

Du mener der fremdeles er ringe Udsigter til Præstehjælp fra Norge, det lod til at Præsterne Clausen^k644 og Larsen^k645 troede at der var flere som tænkte paa at komme her over, det hjælper vel noget at Menighederne blive flinkere til at yde Reisebidrag. Præsten Larsen, der skal finde sig meget vel tilfreds, fik strax efter sin Ankomst 260 Dollar udbetalt og det var ikke saa ilde i slig Pængeknibe, det skal være en overmaade dygtig ung Mand, han er kun 24 Aar – siges der, Vilhelm havde nylig Brev fra ham, de har været Lærere ved Nissens Skole sammen, men det husker ikke Vilhelm.

Om en Maaneds Tid kommer Præsten Clausen (den nye) ned og besøger os, skrev han nylig, han finner sig nok ogsaa vel, jeg troer han fik et godt Offer som Reisebidrag, det var da bedre end intet, Vilhelm fik ikke en Cent. Clausens Præstegaard er ferdig, men han boer der ikke, et sjældent Tilfælde her! Han har jo ingen til at styre sit Huus, Stakkel, derfor foretrækker han at leie Logis. Jeg har anbefalet ham en Jomfru Wiig fra Bergen, som min Svigermoder flere Gange har anbefalet mig, da hun nevnte vi kunde behøve en saadan nu.

For nogen Tid siden, ja to Dage før Henriettes Geburtsdag, havde vi et kort besøg af den gamle Clausen^k646 fra Cedarriver, tillige med en Amerikaner med hvem han reiste i Følge til Wisconsin; men Clausen er jo ikke længere Præst, dessverre. Han vil ikke længere være Præst^k647 og boer paa sin Farm deroppe, saa der er ogsaa en stor Menighed uden Præst; derfra er ogsaa gaaet Kaldebrev til Norge. –

Vilhelm fik nylig endeel Norsk Kirketidende sændende fra Herr Westergaard (en Bekjændt af ham, som vi traf i New York, men som nu er flyttet til Chicago) havde faaet for at uddele blandt de norske Præster her. Det interesserede naturligviis Vilhelm meget at læse dem, han glædede sig ikke da han læste Forhandlingerne fra Lægmandsmødet i Østerdalen, over hvorledes Præsterne talede om Lægpredikanter. Det er ganske den samme Strid, de samme Spørgsmaale der bevæge sig her, som hjemme, undtagen at her ingen Statskirke er. Vilhelm har sin Fornøielse af at jeg, som han siger, saa smaat begynder at blive en liden Theolog, det maa nok være liden det; nu har han givet mig en stor engelsk Bog der handler om det Tusindaarige Rige, til Gjennemlæsning fordi han har Lyst til at vide hvad der staaer, men faaer ikke Tid til selv at læse det. Jeg faaer gjøre mit Bedste da. –

Nu er da Henriette alt over 3 Aar gammel, en stor lang Pige, hendes Fødselsdag blev nu høitideligholdt paa beste Maade kan du tænke, og Tup^k648 lyksaliggjort med en Billedbog og en ‹…›, som de endnu ikke er kjed af at see paa og høre tude! Det er slemt at alle Fødselsdagene falder saa sammen med Julen, det bliver for meget paa engang, for de maa nu høitidligholdes særskildt. –

Mandag Aften den 18de. Nu har jeg bragt Børnene til Sængs, saa nu kan jeg faa mig en rolig Skrivestund, haaber jeg, Vilhelm er hjemme, han prædikede her i Kirken i gaar, imorgen skal han have Menighedsmøde. Da han i Thorsdags kom fra Turkeyriver, var Børnene noksaa kvikke, saa vi mente at vi kunde tænde dette Stakkels Juletræ, som jeg havde lovet mig saa megen Glæde af, og den Aften blev jeg heller ikke skuffet. Det var en Jubel fra dem bægge, Henriette kunde ikke see sig mæt paa alt og Lina blev ikke træt af at sige og raabe «see de, see de». Jeg troer ikke de har havt saa megen Fornøielse af noget som af den lille Noahs Ark de fik. Lina sidder med en Hund og banker i Bordet og siger «vov, vov», og saa efterligner hun Koen. Henriette vil endelig vadske sine Dyr, hun vil vadske alting. Er alt vel til næste Juul, saa faaer vi see at faa et lidet Grantræ, det lader sig vist gjøre, blot det ikke gaar os, som Fru Preus, der havde bedet en Confiirmand at sage en Granbuske med til hende, saa kommer Gutten trækkende med en stor Soplime.

Igaar kom vores Klokker tilbage fra Kirkeraadsmøde, nu er den første Elev sændt til Universitetet i St. Louis, det er en Sognegut fra Springprærie og nu skal der, eller er der skrevet til Candidat Aabel, om han vil modtage Professorposten dernede, endelig holder de paa at subskribere for Universitetssagen, Skade at det skal være saa vanskelige Tider. – Men de bliver vel bedre og Gud give at denne Sag maa faa alvorlig Fremgang, der viste sig saa megen Enighed og Iver derfor i Synoden. Hvem er bleven lærer ved Skolen hjemme i Falkenbergs sted, er det den Candidat Hartmand, som du ansatte? Nei, Lina er saa urolig jeg faar nok ligesaa godt lægge Skrivningen hen for i Aften. Henriette bliver friskere og friskere, men ikke Lina, hun har ondt for Tænder, saa det er op og ned med hende.

Den 22de. Denne Uge har det rigtig været en Forstyrrelse, nu skal du høre: Tirsdag blev der afholdt Menighedsmøde her i Kirken, saa jeg vidste jeg kunde vænte en Deel Middagsgjæster; Vilhelm var nylig gaaet til Kirken da Marit kom farende ind og bad mig komme ud, Ingrid havde faldet, ja der laa hun i Kjøkkendøren i en Dam af Vand og jamrede sig, hun glæd netop som hun vilde gaa ind med 2 Bøtter Vand og Haanden var gaaet af Led eller brukket, hvilket skjønnede ikke jeg, som aldrig har seet noget saadant, jeg blev lidt betuttet og vidste ikke at gjøre andet end bade med Edik og Vand og sænde Bud til Kirken om der maaske skulde være nogen der havde Erfaring i Saadant. Og det varede heller ikke længe før Vilhelm og næsten det hele Møde kom ilende, han troede det var en af Børnene. –

De fik hurtig Haanden i Led igjen og nu bliver den bedre og bedre haaber jeg. Det var en Forstyrrelse, Kagen min brændte, Henriette græd og skreg for «Stakkels Ingrid» og Line gjorde hende Selskab; imidlertid blive de da ferdige i Kirken og Vilhelm kom vandrede i Spidsen for 18 Mand som skulde spise her. Det var godt at vi skulde have saadan ligefrem Mad, som Oster, Kjød og Flesk, og da de havde drukket Kaffe, reiste de paa 3 nær der blev til den følgende Dag. Igaar havde vi 14 Mand til Middag, de kom med «Rails» (opsplittede Træstammer hvoraf de her brugelige Gjærder gjøres). Det var Menighedens Pligt at skaffe dem da vi ikke har Skov nok dertil, dette har nu ogsaa endeel gjort, men Størsteparten ikke; da nu Vilhelm paa Menighedsmødet spurgte hvem der vilde bringe rails, reiste de sig allesammen, og at der saa Dagen efter kom saa mange, det var jo en god Begyndelse. Idag har her ogsaa været et Par. Og naar nu til alle disse Fremmede, kommer at lille Lina næsten ikke har været til at faa af Armen i disse Dage, saa veed du hvorfor dette Brev, kommer saa seent afsted; bare I ikke ængste eder, gjør ikke det, det kan saa let komme noget iveien for min Skrivning, jeg kunde jo sænde et lidet kort Brev afsted, men det er saa kjedeligt. Jeg vil jo helst skrive saa du kan faa vide rigtig hvordan vi har det. Igaar fik vi en halv Kalv forærende og idag kom der en snild Mand gaaende lang Vei for at bringe os en heel Mængde Melk, hvoraf vi ikke har ret meget i denne Tid.

Henriette og jeg har været ude og spadseret nu, nede paa Sørland, hvor det staaer meget bedre til, han er nok helt forvirret endnu, sige de der om ham, men med Guds Hjælp bliver han snart ganske bra, – og saa var Henriette inde og fik sin lille rødmalede Bøtte fyldt med Mais og var nede og madede Hønsene. Det er stor Moro, saa raaber hun «Tuppa, Tuppa, Tuppa,» og kaster ud Korn, men saa opdager hun at en Hane der ikke vil komme, og raaber «Hane, Hane, kom naa da lille Hanen min, kulle du faa Mad». Nei, Hanen kommer ikke, men Henriette lader sig ikke forbløffe, men løber alt hvad hun kan for at faa Fat i dem. – Veiret er deiligt og mildt, men Sneen næsten borte, jeg skønner ikke hvordan Vilhelm skal komme til Painted Creek imorgen. Idag er det den 25de. Brevet skal strax sændes.

Gid du kunde see ind til os nu, kjære Fader, saa vilde du ogsaa være glad ved at see hvor muntre og friske Børnene var, Henriette har alt faaet Roser i Kinderne, straalende Øine og vil have Mad bestandig, Lina seer lidt klein ud, men er ogsaa munter, de ligger paa Gulvet, huier og skriger og jager efter Lilliken; nu er der bleven Liv i Huset igjen.ⁿ⁶² Give Gud at det nu ogsaa maa være vel hjemme. Kjærlige Hilsener fra Vilhelm og Børnene. Gud velsigne dig min kjære Fader. Lev vel,

Din Leis.^k649

Jeg faaer ikke skrevet særskilt til dig dennegang, kjære Moder, og maa nøies med at sænde dig kjærlige Hilsner og ønsker for det nye Aar ‹…›. Tak for dit sidste Brev, Gid din Helbred maa være god. Mange hilsener fra Børnene. Imorgen kommer Oline^k650 her igjen og bliver her til Ingrid bliver bedre.

Brev 45: 14. mars 1858

«Smukt, siger jeg, men hvor lidet det dog taaler at sammenlignes med hjemme»

Little Iowa Præstegaard,
den 14de Marts 1858

Kjære Fader!^k651

Tak for det sidste Brev fra Januar! Det var en behagelig Overraskelse at faa det, en Uges Tid før var nemlig Gutten i Byen efter Posten og kom tilbage med en heel Deel Aviser og den Beskeed at han ogsaa havde faaet et Brev fra Norge, men mistet det, tilligemed Tegnebogen hvori det laa. Han havde opdaget dette da han var halvveis paa Hjemveien, men var ikke klog nok til strax at vænde tilbage. Han blev da strax sændt afsted for at søge efter det, men forgjæves, vi har ikke kunnet faa det opspurgt. En maa dog vist have funnet den store Tegnebog, den indeholdt ikke andet. Nu troede vi da det var et Brev hjemmefra, da det var paa den Tid det pleiede at komme, saa jeg blev dobbelt glad ved at see det dennegang; for et Par Dage siden fik vi ogsaa Brev fra Bergen; hvorfra mon det tabte kunde være? Det er rigtigt leit.

Maatte det nu staae godt til hjemme. Du og de andre levde jo Gudske Tak godt, men Marie stakkels var igjen syg; jeg glædede mig og haabede at hun herefter skulde blive friskere og friskere, men Gud vilde det annerledes; stakkels kjære Marie, hun bliver stærkt prøvet, Gud skjønke hende Styrke til med Taalmodighed at bære det Han finder tjenligt for hende! Gud styrke ogsaa deg, min kjære Fader! Jeg kan vide hvor ondt det er for dig at see hende være saa syg. –

Her leve vi godt. Det er Søndag idag og Vilhelm hjemme, i Thorsdag kom han fra Paint Creek, og var bleven saa forkjølet paa Touren og saa hæs at han ikke kunde reise til Sydsetlementerne, hvor han skulde været idag. Nu gikk han op paa sit Værelse for at skrive til en af Præsterne,bæggeBørnene er ude med Pigerne saa jeg sidder her alene i usedvanlig god Ro. Det er saa mildt idag at vi ikke har havt i Ovnen, det seer ud til en tidlig Vaar, der er næsten ingen Tæle i Jorden. Hjemme har I da ogsaa havt den samme forunderlige milde Vinter, som her har været; vi have ogsaa kun havt meget lidet Føre og har nu for Tiden den frygteligste Søle. Vilhelm kommer ikke frem paa anden Maade end ved at ride, jeg kan næsten ingen Vei kunnet komme naar jeg har vildet spadsere, har maattet gaaet rundt og rundt, hvor der er Græs, og Børnene de holde sig nede ved Staldene, der løber de – det vil sige Henriette,^k652 Lina^k653 sidder og seer paa og hujer og raaber som hun hører Henriette gjør – og morer sig med at made Hønsene og blæse Sæbebobler. –

Mange Tak for Blomsterfrøet, jeg haaber det vil komme op og trives, naar du skriver igjen, saa vær saa snild og sig mig hvorledes skal jeg bære mig ad for at faa dobbelte Levkøier. Skal dette Veir vare ved, saa kan jeg snart begynde i Haven, vi har de sidste Dage havt 15 Varme om Dagen og stærkt Tordenveir, et Veir som vist er alt andet end sundt,bæggeBørnene har ogsaa følt dets Indflydelse, først fikk Henriette og saa Lina det med vondt i Hovudet og Feber, men det varede kun en Dag saa gik det over igjen. Toppene af Skovene begynde allerede at blive saa tætte, Duer og Blackbirds begynde at komme og hver Aften lyser det paa alle Kanter af Prairiebrand. Nu skal vel Vilhelm snart ud og more sig en Aften, tænker jeg. –

Det er saa morsomt naar Vaararbeidet begynder, Gutten lægger op Gjærde nu, Menigheden har været flink til at bringe «rails» i Vinter, skjøndt det har været slemt nok i sligt Uføre som det den meste Tid har været, saa nu bliver alt gammelt taget bort og Landet godt indgjærdet; her er en Mand i disse Dage for at arbeide flere Grinde og Langer og igaar gik Vilhelm med Gutten og stak ud en ny Vei, der skal gaa tværs over en Haug bevoxet med Nøddekrat, vilde Blommer, Brombær, Hæg, Bringebær, Jordbær osv. samt unge Ege, hen til Kirken og derfra ud til Landeveien; den gamle Vei laa saa ubekvemt til saaledes som det nu er, Haven og Gaardspladsen bliver indgjærdet under et, saaledes at Udhuse og sligt bliver udenfor, saa tænker jeg at faa Fat i Zuckow og faa plantet ind flere vilde Frugttræer og Humle. Havde kun Vilhelm bedre Tid, saa skulde vi faa nogle tamme Frugttræer og Blomsterbuske – nu er det ikke saa let en Sag – alle mine Havesager har holdt sig udmærkede i Vinter, jeg fik det Raad at lægge Rødderne ned i tør Sagmug og det var godt. Ja jeg glæder mig rigtig til Vaar og Sommer, da er det dog hyggeligt her ogsaa, trods Varme, Fluer og Muskitter. Denne Vinter har jo ellers været deilig, vel har det ofte været slemt for dem der som, for Exempel Vilhelm, idelig maa ud og reise, paa Grund af Føret, men naar jeg tænker mig hvordan det var især sidste Vinter, da det ofte var næsten en Umulighed at komme efter Veed og Vand, saa kan vi ikke være taknemmelige nok for saa godt som vi have havt det i Vinter, med Huus, Plads, Veed, Vand, og alting. –

Du taler i et af dine Breve om at have faaet 2 Værelser til, men det var vel bare en Skrivefeil. Vi har jo nu 6 Værelser foruden Kjøkken, ja det er sant, det gamle Sovekammer vilde du vel ikke regne for andet end en Gang, men det er os dog meget nyttigt og behagelig at have som Spisestue, 6 Mennesker kan til Nød spise der og endnu hyggeligere vilde det blive at have om vi, som vi havde tænkt, faaer Vinduet forandret til en Dør ut til Haven; og det er ogsaa tænkt at et af disse 6 Værelser er Pigekammer, men skulde vi om Sommeren faa saa mange Fremmede at vi blive forlegne for Plads, saa kan vi tage det ibrug og Pigerne ligge paa det indre Loft saalænge. Vores Præstegaard rangerer høit blant de Øvrige her med Hensyn til Bekvemmelighed og jeg troer næsten den staaer øverst med Hensyn til Beliggenheden, ja der hvor Larsen^k654 boer skal der være smukt, ligesaa i Waupaca^k655, hvor Duus^k656 før var.

Smukt, siger jeg, men hvorlidet det dog taaler at sammenlignes med hjemme – naar jeg undertiden (det er ikke ofte jeg tør gjøre det) tænker mig rigtig tilbake i Naturen hjemme og saa seer mig om her, saa synes jeg dette er dog ingenting, men saa skammer jeg mig ogsaa lit bagefter. Vorherre har dog skabt saa meget smugt ogsaa her og hvor finnes der ikke noget saafremt man vil see det? Pastor Duus flytter nu til en ny Menighed, jeg troer i Nærheden af Milwaukee,^k657 der hvor han før var, var det meget afsides og besværligt, slemme Reiser troer jeg ogsaa der var, den Menighed han nu kommer til, er ganske liden, men han har nok lidt Formue selv. Det er nok noget af hvad Vilhelm mest tænker paa og arbeider for at faa mange Præster og smaa Menigheder, han har snakket saa smaat til sine Menigheder herom at naar der kom Præst til Paint Creek, saa skal Little Iowa igjen deles i to, de see noget betænkelige ud da – og der maa nok ogsaa gaa en Deel Aar hen inden det kan skee.

Jeg kan slet ikke huske hvad jeg skrev hjem sidst, men jeg fortalte sikkert om Professorposten og at det gik godt med Subskribtionen til Universitetssagen. 41 Mand her i Menigheden har tegnet sig for $2100, deraf de 6 for 100 Dollar. Dette er vistnok mest blandt de mest Velstaaende, men Vilhelm har dog al Grund til at være tilfreds dermed. Bliver de ved i Forhold hertil saa kommer der en peen Sum ind, alene her i Menigheden. Penge, Penge! Jeg frygter det er meget slemt for Dig kjære Fader at Vilhelm ingen kan sænde. Vilhelm faar ingen Præsteløn ind, alt hvad han faar er for en og anden minesteriel Forretning. Folk har ingen, saa de kan med deres bedste Villie ingen skaffe. Der er jo vist mange, som ikke har betalt, men om de havde været mere punktlige, kunde gjort det for nogen Tid siden, men nu er Penge næsten en ukjændt Ting her, de har kunnet faaet solgt deres Hvede for 40 cent Bushelen (1 Bushel er 2 Skjepper) naar de vilde tage Varer derfor, men det er meget længe siden de kunde faa contant Betaling for sine Varer om de end solgte nok saa ringe og nu er der flere Slags Varer, for Exempel Kaffe der ikke er til at faa, uden for Penge.

Det er ikke længere siden igaar, at her var en Kone, Manden er en velstaaende Farmer, hun sagde at de ikke i lang Tid havde havt Kaffe eller Sukker, de havde ikke kunnet faa det for deres Producter og Penge havde de ikke. Men her er dog, sa vidt jeg veed, ingen der lider Nød, har de end ikke deres sedvanlige Luxusartikler. Flere af dem betaler Vilhelm hans Løn i Madvarer, for Exempel Smør og Æg, den Mand her er nu, betaler saa ved sit Arbeide, altsammen vel, men derved faar du ingen Penge. Mad har vi nok af; naar jeg undtager en Deel Smør og saa naturligviis om vi vil have Kjød eller noget saadan, forsyner Gaarden os med hvad vi behøve. Jeg vilde ønske jeg kunde sænde hjem en Deel Æg, Hønserne mine er saa flinke nu, iaar har vi heller ikke mistet nogen. Denne Vinter har jeg ikke seet Vildt af nogen Slags, ikke siden Synoden, jeg talede med en gammel Jæger fra Norge som ogsaa her gaaer flittig paa Jagt, han havde heller ingenting seet i Vinter.–

Vilhelm havde nylig Brev fra Præsten A. Preus der skriver at han sidst i Mai og først i Juni kommer her for at visitere. Foruden Vilhelms Menigheder skal han ogsaa til St. Ansgar, Clausens forhenværende Menighed og rundt om i Minnesota. Imidlertid bliver hans Kone og Børn hos os, saa vi faaer et langt Besøg af dem, saa skulde vi da til St. Hans reise sammen til Præsten Stubs, om alt er vel. Til Vaaren reiser Pastor Unonius tilbage til Sverige. Du ved han var Præst for en episkopal svensk og norsk Menighed i Chicago. Jeg troer der nu blive ordnet en Menighed i Chicago hørende til vores Kirkesamfund, saa der skulde ogsaa en Præst.

Det er forskrekkelig hvor mange, mest religiøse, Aviser og Smaaskrifter her kommer. Ikke før hører de Navnet paa en Præst før de ogsaa strax maa sende ham deres Blad og mange religiøse Aviser holder ogsaa Vilhelm, han maa have dem for at følge med, det er sandelig ikke fordi de er Værd at læses alle, som for Exempel en ny norsk Kirketidende, udgivet af to norske Præster (ordinerede her) der høre til Generalsynoden og en engelsk udgivet af en Professor ved Illinois Universitet; ja den samme Dr. Harkey,^k658 til hvem Vilhelm skrev et meget langt Brev paa tydsk angaaende de saakaldte Frankianere her, der høre til deres Synode, hvorpaa har han aldrig svaret; men Præsten Anderson i Chicago (hørende til den Synode) fortalde Vilhelm da han var der i Sommer for at møde Mens,^k659 at Professoren havde sagt offentlig at han havde modtaget Brev fra Pastor Koren paa elegant tydsk, at han tog Feil i nogle Stykker og at han saae sig nødsaget til at svare paa engelsk. Dette har han imidlertig ikke gjort. Her høre vi ikke noget til Frankianerne, undtagen da Embret Sørland^k660 var fra Forstanden, da fortalte de, at han var bleven gal fordi Præsten ikke vilde lade ham blive Frankianer,ⁿ⁶³ noget som Manden aldrig har tænkt paa, ikke engang noget som han talte om i sin Galskab.

Henriette og Lina hilser Bedstepappa. Henriette kan ikke faae i sit Hove, hvorledes Bedstepappa kan være i Norge og dog hænge paa Væggen. «Ja der er han», siger hun altid og peger paa Væggen. Før gik hun undertiden hen og talte til dit Portrait og sagde saa ganske slukøret: «Han kan ikke nakke,» men dertil er hun da for stor nu. Lina er en fuldkommen «Hysingsunge», siger Vilhelm. Jeg troer nok ogsaa hun ligner mere Hysingslægten og Henriette Korenslægten.

Den lange historie om Dr. Harkey og Vilhelms Brev har jeg maaske engang før opvartet med, jeg ved heller ikke hvorfor jeg falt paa at skrive derom, lidet interessant som det er. Vilhelm hilser dig kjærligt. Gud velsigne dig min kjære Fader! Lev vel.

Din Leis.^k661

Brev 46: 18. mars 1858

«Det seer ud til at jeg faaer Vederlag til Sommeren for alle de Aar jeg ingen har seet»

Little Iowa Præstegaard,
18de Marts 1858

Kjære Moder!^k662

Nu er det længe siden du fik noget ordentligt Brev, jeg har nok kun opvartet med smaa Sedler i den sidste Tid. Tak for dit sidste Brev, – du ønsker at du havde Børnene hjemme, ja gid det var saa vel at jeg kunde sænde dem, jeg maatte nok see til at faa dem lidt mere stilfærdige først, ellers er jeg bange du vilde ikke taale at have dem om dig. Det har ofte faldet mig ind at hjemme vilde de da ikke holde ud slig Spetakel; de har faaet lov at støie og tumle sig saa meget de har villet, jeg mente at det have de godt af og her er ingen som de generer derved. Vilhelm har Moro deraf naar han er inde; før da Henriette^k663 var alene, var hun ikke saa støiende af sig og det var godt, for da havde det ikke gaaet an, da Vilhelm ikke havde noget Studereværelse, nu er de vist alt for støiende, jeg mærker det bedst naar her er nogen Fremmed, da maa jeg lade dem være mæst i Sovekammeret, de harbæggesaa stærke Stemmer, Vilhelm forsikrer at han har hørt Henriette henne ved Kirken og forleden, da vi gik og spadserede et lide Stykke fra Kirken, hørte Vilhelm en af dem skrige. Vi troede da at det var Henriette, men nei, det var Lina,^k664 hun er ikke borte hun heller. Maaske de faa ligesaa smuk stemme som den er stærk, saa skulde det være morsomt.

Nu staaer debæggehenne ved Døren og raaber, Henriette «Hurra» og Lina «Holla» og er saa sjæleglade, af og til kommer Henriette løbende, standser paa Halvveien og siger til Lina «jeg kommer taks igjen, Lina», saa hen til mig og spørger «hører du vi raaber Mamma?», medens Lina staaer og pludrer en lang Historie efter hende. Hun kan ikke tale videre endnu, det er kun Pappa, Mamma, Detta (saa kaller hun Henriette), nei, se, de, og saadant, men saa kan hun pludre og det til gangs, hun spørger og svarer og pludrer i ganske samme Tonefald som vi tale, pussigt er det at høre hende snakke med Lilliken, saa kan hun brøle, mjaue, grynte, bræge, efterligne hønsene og slige Kunster. Nu kan hun endelig gaa lidt, men hun er saa bange og saa forsigtig, hun er ikke hurtig hverken til at gaa eller tale, og det var da heller ikke Henriette, men saa var hun ikke saa brysom, som Lina er og mere rolig, jeg tænkte Lina havde ikke været saaledes, dersom hun ikke have havt Barnepige, men alle Børn er jo ikke ens, og Henriette havde ingen at lære af.

Lina gjør efter alt hvad hun seer Henriette foretager sig og saa er hun saa slem til at klyve, hun skyver Henriettes Stol foran sig dit hvor hun vil hen, saa klyver hun op og søger at faa Fat i Bøgerne i Reolen og hvad hun kan komme til, jeg ved ikke hvorledes det skulle gaaet om vi nu havde haft Vilhelms Arbeidsbord og Papirer her nede; hun er dog ellers ikke saa slem til at rive alt nu. Forledendag havde hun sin første rigtig uskikkelige Raptus, hun vilde ind i Sovekammeret og da jeg saa lukkede Døren for hende, blev hun vred og begyndte at skrige og fægte med Armene og sad der vist over et Quarter alene og skreg, inden hun kom krybende ind og vilde vi skulle tage hende, hun var saa søvning ogsaa, saa havde ikke Vilhelm været, havde jeg vist ikke kunnet andet end forbarme mig over hende før. Lina er saa bitte liden synes jeg, hun er temmelig høi, men saa sped og har saadant lidet blegt Ansigt og er heller ikke feed, hun har saa lidet Haar endnu at jeg ikke engang kan spare en Lok og sænde hjem, det er guult, krøllet bag paa Hovedet. Baade hun og Henriette har jo været syge af og til i Vinter, nu er de meget friske, maatte det vare ved! Nu er de trætte af at robe Hurra og sidder, Henriette paa en Skammel, Lina i den lille Stol med sine Bøger og synger. Henriette synger «Bækken gaar i Engen» osv. Hun kan det første Vers.^k665

For nogle Uger siden havde vi besøg af H. Vestergaard, han er fra Arendal og har i flere Aar været i New York ved et Handelscontor, hvor vi lærte han at kjende gjennem Hvaslef. Da han kom tilbage fra Norge i Høst, traf han alt i en Forvirring i New York i Anledning af Pengecrisen, saa han ikke strax kunde faa Ansættelse. Derfor reiser han nu imidlertid som Agent for en Kjøbmand i Chicago. Saa saa jeg en Dag i Emigranten at Vestergaard aktede sig til Iowa og Minnesota, og saa vidste vi da ogsaa at han ikke vilde reise vor Dør forbi. Jeg fik da kjøbt noget ferskt Kjød og stod netop og bagede ‹Mærgelkringler› for at have til samme Anledning, da der kom en Mand vandrende med en heel Kalv paa Ryggen som han vilde forære os. Nu havde jeg da Mad nok i Huset, men ingen kom; saa endelig en Lørdag, som vi sad i Sovekammeret, der var skuret i Stuen, og spidste vor Velling og Flæsk, kom Pigen ind med et Kort, det var da Herr Westergaard. Heldigviis var Vilhelm hjemme, han tog ham op med paa sit Værelse til vi fik Stuen varm (tør var den) og Middagsmad førdig. Søndag skulde Vilhelm være i Decorah. Westergaard fulgte med ham og var her til Tirsdag. Det var et hyggeligt ligefremt Menneske, det var morsomt han var her og morsomt at faa Hilsner fra vore Newyorker Venner, han sagde ogsaa at Schlytter tænker paa at gjæste Norge til Vaaren. Saa havde han ogsaa nylig været i Norge, endog som snarest i Laurvig for at træffe sin eller sin Faders Fætter Krogh ved Værket. Til Sommeren kommer han sansynligviis igjen.

Samme Dagsaften, som han var reist kom Clausen fra Minnesota, han var her ogsaa et Par Dage. Det er en venlig, godslig og sagtfærdig Mand som Vilhelm vist vil faa Hygge af, haaber jeg. Hans Menighed har alt faaet meget til overs for ham efter hvad vi høre og er meget snild mod ham; han har for Exempel ingen Hest endnu og de skydser ham frit hvor han vil hen, endogsaa her ned. Han finner sig ogsaa tilfreds, men ensomt synes han nok det er, han ønsker vist at han havde sig en Kone, kan du tro. Nu tænkte han paa at flytte ind i sin Præstegaard og skulde gjøre en Deel Indkjøb i Decorah paa sin Hjemtour herfra, i hvilken Anledning vi havde en lang huuslig Passiar, var jeg kun lidt nærmere, saa jeg kunde hjælpe at ordne for ham. –

Til Sommeren seer det ud til at blive livligt. Først kommer nu A. Preuses strax efter Pindse, Fru Preus skrev at de to ældste Børn paa 4 ½ og 5–6 Aar skulde faa følge med, der er endnu 2, men de synes vel det bliver for besværligt at tage dem alle med; først kommer da de og bliver her flere Uger formoder jeg, saa skulde vi da reise sammen til Stubs. Er saa Fru Brandt med, kan jeg ikke andet tro end at de med det samme besøger Familien her og saa naturligviis os. H. Preus skrev ogsaa forleden at hans Kones Helbred og var gaaet stadig frem, saa han haabede at faa hende med til Stubs; de har nu lovet sig hid hvert Aar. Endelig sagde Dietrichson i Høst at han skulde reise en Tour i Minnesota, saa skulde hans Familie imidlertid besøge os.

Det seer ud til at jeg faaer Vederlag til Sommeren for alle de Aar jeg ingen har seet. Den Touren til Stubs glæder jeg mig meget til, maatte der kun ikke komme noget i Veien. Vilhelm havde nylig Brev med gjentagende Invitation fra Stub, hvori han ogsaa bestemmer Tiden og Reisemaaden og sier tillige at flere Fruer allerede begynde at melde Forfald, men hvem, det veed jeg ikke, det skulde rigtig være morsomt at træffe Fru Munch^k666 der. Du kan tro jeg synes det er godt at have et Gjæsteværelse. Jeg glæder mig for Henriette Skyld fordi hun faaer saa meget Selskab til Sommeren, det vil hun vist have godt af.

Nu har jeg meget at sy til den Tid, lidt for os alle, men mest for Børnene, jeg mærker Henriette bliver stor og Lina er ikke borte hun heller. Den Kryben er frygtelig for Klæderne. Jeg har saa ondt for at faae noget godt Tøi til Underklæder; jeg har lovet mig at denne Vaar skal Gulvet her i Dagligstuen males, om jeg saa skal gjøre det selv, saa kan jeg da holde Børnene renere, naar vi lettere kan faa det vadsket over, nu skal vi see om jeg er Kone til at sætte dette igjennem. Nu skal jeg ud og stege «Flanel Kager», det er noget jeg har fundet i en Engelsk Kogebog,^k667 jeg har, vinder de Bifald, skal du faa høre hvordan de laves, billige er de ialfald. –

Vilhelm er i Kirken og læser med Confirmanderne. Du spørger om vi har Kogeindretning i det nye Huus. Nei desværre, det kunde ikke lade sig gjøre i saadane Piber som disse. De blive aldrig feiede. – Medens jeg husker det. Kan du sige mig en god Maade at lave Edik paa? Den jeg faaer her er saa elendig at intet af det som jeg sylter deri vil holde sig, saa jeg maa prøve at lave selv og vilde forsøgt Fru Ws Opskrift^k668 i Høst, men kunde ikke faa noget Anker. For nogen Tid siden var jeg i Decorah og der smagte jeg et udmærket godt Syltetøi, omtrent som Ingefærsyltetøi. Det var en slags Meloner, der kun bruges til Syltning. Du skulde seet hvilket peent Kaffebord der blev sat frem for os, med Kager og Syltetøi. Det er et meget godt Bageri i Decorah, det var hos Marit Tobiassen vi var, hende som bar Lina til Daaben, du skulde ikke tro at det er en simpel Hallingjente, der ingen Ting har lært uden ved at være ude og tjene hos Amerikanerne, ved at see hendes tækkelige fine og dog yderst naturlige Væsen, det er meget at hun er saa ganske fri for den Slags utaalelige, ville–være–Dame–Væsen, som Pigerne her kun er altfor tilbøielige til. Det er ogsaa meget peent hos dem, Gulvtæppe, lange hvide klare Gardiner, etc. –

Nu skal Gutten snart reise paa Møllen og faa malet, saa er det bedst han faaer Brevet med. – Nei, Flanelkagerne er ikke gode nok til at sænde – du skulde høre Henriette hvor hun taler valdersk for Øieblikket, hun sidder og fortæller sin Dukke en Historie om at hun var paa Sørland og skulde see pa Kalvene: «De stod i en Kasse i Fjøse», siger hun, «alle sammen, 2-3-4-1 var der, men Henriette var rød taa sjaa dei». Det er mest enkelte Udtryk hun tager efter, for ellers har hun meget travlt med at rette paa Pigenes Tale, «Du skal ikke sige Saape, men Sæbe», hørte jeg nylig hun sagde til Marit. Lina sidder og steller med noget Mais i sin lille Bøtte, som Henriette har ‹skelled› til Hønsene. Veiret er smukt saa nu skal de snart faa komme ud.

Jeg kan tænke at det har været hyggeligt for eder at have Stin^k669 hjemme, det er morsomt at høre hvor glade I alle er i ham. Hvordan er det nu med Linas Hørelse? Gud give Marie maatte være frisk igjen, Stakkel. At Wrigth nu igjen har maatte gjøre Opbrud, det var sørgelig, stakkels dem, det har vist gaaet dem nær – Seer du aldrig Cathrine Backer, eller er hun maaske igjen med sin Mand? Hils baade Wrigths og Blehrs meget. Ligesaa naar du skriver til København og Jylland. Det er hyggeligt for eder at I synes saa godt om Præsten ‹Tummerman›. Nu er da gamle Mægleren ogsaa borte, hvor mange Forandringer der er i Laurvig – Noget jeg ofte har tænkt paa men altid glemt at omtale, er at Børnene ikke er vaccinerede, er det ikke slemt? Jeg har hørt at det almindeligste her er at lade alle vaccineres naar man frygter for at Kopperne skal udbrede sig, men ikke som hjemme, at lade det skee i alle Tilfælde med smaa Børn. Nu skal jeg saa høre hvordan de øvrige Præste-Familier gjør det hermed. –

Der er Vilhelm og vil have mig ud og spadsere saa skal jeg gaa og se hvordan der skal saaes og stelles til Vaaren, hvor de forskjællige Arter skal sættes. – Den Gutten vi nu har er flink: han har nu været her 1½ Aar og bliver her ogsaa i Sommer for det førsteⁿ⁶⁴ – Nu faaer det være nok for dennegang, maaske jeg som sidste Gang faa gode Efterretninger hjemmefra. Gud velsigne deg kjære Moder. Mange hilsener fra Vilhelm og Børnene.

Din Leis^k670

Brevet har ligget et Par Dage da jeg ikke kunde faa Bud til Byen. Lina gaaer alene fra den ene ende af Værelse til den anden, til stor Fryd for Henriette: «Naa var du flink lille søde Stompen min», siger hun saa. Paa Fredag skal vi have Medhjælpere og Trustees til Middag. 20 i tallet. Ingrids Haand er saa vidt bra at hun kan gjøre det meste af sit Arbeide nu. Marit, som fremdeles er her, og hun bytter Arbeide naar det behøves. Det er mest vanskeligt for Folk at faa Tjeneste i disse tider.

Brev 47: 11.–25. april 1858

«Jeg kan længes saa efter Blomsterne hjemme, Syringer, Caprifolier, Epheu»

Little Iowa Præstegaard,
11de April, 1858

Min kjære Fader!^k671

Idag er det netop en Dag, hvor det er behageligt at sidde inde i en luun hyggelig Stue og skrive til sine Kjære. Det tordner og lyner, blæser, regner og hagler og dertil er det et næsten Ægyptisk Mørke. – Kunde du see ind til os kjære Fader, saa vilde du glæde dig og synes, at vi havde det godt og hyggeligt, det mangler kun at Vilhelm skulde være hjemme, men desværre, han er paa sin lange Anexreise og kommer næppe hjem før om en Uge. Det brenner lystigt i Ovnen, Lina^k672 sidder paa Gulvet og tracterer Lilliken med Pandekager, Henriette^k673 staaer ved Vinduet og ynkes over de vaade Høns; nu har hun opdaget nogle smaa Fugle som hun staaer og rober paa og beer mig saa vakkert om at lukke Vinduet op saa de kan komme ind til hende. –

Da jeg skrev sidst troede jeg at vi ganske snart skulde faa Vaar, men deraf blev ikke noget, det seer ikke mer Vaarligt ud endnu, kun nede ved Bækken er det lidt Grønt at see og Pilene begynde at springe ud; Solbær og Stikkelsbærbuskene i Hagen var ogsaa grønne, men frøs igjen, der var flere som havde saaet en Deel før Paaske, men senere har det ikke været at tænke paa noget Vaararbeide. Vilhelm har rigtig havt et frygtelig Veir pa denne Reise og Mage til Omslag i Veiret, troer jeg ikke, jeg har erfaret før. Skjærtorsdag var her Gudstjeneste, da var det et deiligt, mildt Veir, saa vi sad længe ude i Haven efter at Klokkeren og en Nabofamilie, som havde spist Middag her, var gaaet – Saa mange Folk, som her var den Onsdag før har her aldrig været; naar Vilhelm Prediker her, kommer nemlig de der ville gaa til Alters hid Dagen før, saa han kan faa tale med dem, og saa mange Comunikanter som da, har ikke før været. Døren stod ikke den hele Dag. Da fik jeg rigtig prøve hvor godt det er at have dette Studereværelse og slippe at have Alle gaaende gjennom Kjøkkenet; ja uden dette kunde det heller ikke gaa an at have det paa denne Maade; det var noget af det Værste før, da vi boede saa inskrænket, at Vilhelm næppe kunde faa tale i Enerum med Nogen. –

Dog, jeg skulde berette om Veiret; Langfredag reiste Vilhelm til Østprærien (og derfra lige til Paint Creek, hvor han var Paaskedagene), det var ikke koldt den Dag, men blæste, saa det næsten var umuligt at være ude. Paaskeaften var det 20 Grader i Skyggen og stærk Vind, Paaskedagsmorgen var Marken tildækket med Snee, det var et Par Graders Kulde og Storm, Snee og Slud den hele Dag, den følgende ligesaa, saa var det en snild Regnveirsdag, men nu igaar saa koldt at Vilhelm havde Pelts paa, da han reiste til Turkeyriver; han kom hjemom en Dag fra Paint Creek, saa han fik lit godt af Fuglestegen og Kalvedandsen som jeg havde sørget over at maatte spise alene. Er det nu vel noget rart at vi ere forkjølede allesammen, baade Store og Smaa? Lina har sluppet bedst hittil, men Henriette hoster og spiser Lakrits og siger at hun vist maatte have lidt Eggeblomme og Sukker, saa hun kunde blive frisk igjen. –

Herr Westergaard har nylig sændt mig en Æske med Blomsterfrø fra New York, det var rigtig snildt og opmærksomt af ham, han hørte jeg var glad i Blomster. Det er altsammen Sommerblomster, noget kjænder jeg, noget ikke. Der er ogsaa Nemophila, nu skal vi see hvordan det vil gaa med den. – Det seer ud til at jeg faaer Blomster nok i Sommer, nu skal saa snart det kan gaa an, en af de store Kasser flyttes ud i Haven, saa vil jeg prøve at saa en Deel deri, dække den med Hestedækkener om Natten og pleie det saa godt jeg kan. Jeg mangler nu perenerede^k674 Blomster, dem kan jeg ogsaa faae fra samme Sted i New York, men det sælges i Partiviis, saa for et Par Dollar faaer jeg en 50 forskjællige Sorter hvoraf jeg maaske ikke bryder mig om de Halve. –

Af Aviserne har du vist seet omtale den store religiøse Rørelse der nu gaaer over Amerika. Jeg vil oversætte et lidet stykke fra en Artikel i Times, maaske det kunde interessere dig:

«Den store religiøse Vækkelse der nu gaaer over Nationen, er en af de mærkværdigste Bevægelser der har funnet sted siden Reformationen. Fra enhver Flekke, By og Stad, fra Maines Skove, fra de tætbefolkede Søhavne, Manufacturstæderne, de nye Byer i Vesten, fra Landsbyerne i Sydvest og selv fra Californiens Miner og Bjærge har vi stadige Efterretninger om Folkets dybe religiøse Følelse og Interesse for denne vigtige Gjenstand. Reisende fortæller at de i Jernbanevognene og paa Dampbaadene, i Bankerne og paa Torvene, overalt i det indre er denne Sag ett optagende Thema. Kirkerne ere overfyldte, Bank-Directørernes Contoirer, blive til Bedehuse; Skolehusene forvandles til Capeller. Her i Staden (N.Y.) have vi været Vidne til, hvad ikke den mest enthusiastiske Fanatiker for «church-observance», nogensinde kunde haabet at see: vi have seet i et Forretnings Quarter af Byen, i de travleste Timer, Forsamlinger af Kjøbmænd, Handelsbetjente og Arbeidsfolk til et Antal af 5000 samles Dag efter Dag til en enfoldig og høitidelig Gudstjeneste. Lignende Forsamlinger finde Sted i andre Dele af Byen, et Theater er forandret til et Capel, Kirker af alle Secter ere aabne og fulde Dag og Nat. Denne store Bevægelse foregaaer desuden ganske stille og der er saavidt vi have hørt, kun liden nervøs Pirrelighed eller Overdrivelse tilstæde. Det Opvækkelses Maskineri, som understøttede de tidligere Bevægelser – Opvækkelses Prædikanter – have endnu ikke vist sig og vi haabe vil det ikke heller.» Som en af Aarsagerne til denne Bevægelse nævnes naturligviis Pengekrisen.

Den 25de April. Idag er Vilhelm i Vestre Kirke, jeg vænter ham hjem iaften, i morgen har han Confirmander og Tirsdag reiser han til Minnesota, der kom Forhindringer for denne Reise, saa den først nu bliver af. Nu bliver han i Minnesota i 14 Dage, det er ikke andet end idelig Reisen, hvor glad jeg vilde blive om der snart maatte blive en Forandring i denne Henseende. I sidste Medhjælpermøde blev det bestemt at Paint Creek og Little Iowa Menigheder skal adskilles fra Nytaar af, enten der til den Tid kommer Præst eller ei, saa Vilhelm under alle Omstændigheder ikke bliver Præst paa Paint Creek længere end til Nytaar. Efter den Tid bliver det vel kun at besøge dem engang imellem. – Hvor ganske anderledes meget da vilde blive hvis denne Forandring engang skeer! Paasken var en travl Tid for Vilhelm, han prækede 7 Gange i 8 Dage, havde en Mængde minesterielle Forretninger og reiste – ja, jeg ved ikke hvor mange hundrede Miil. –

Det gaaer fremdeles godt med Subscribtionen til Universitetet.^k675 Her var nylig en Mand, slet ikke blant de mest bemidlede og tegnede sig for 150 Dollar. Gaar det andre Steder, som her, saa bliver der da vist ialfald ikke Mangel paa Penge. Universitætet i Missouri har nylig lidt et stort Tab ved Professor Biewends Død,^k676 han skal have været en meget afholdt, kunskabsrig og dygtig Mand; han talte og forstod de fleste Sprog, ogsaa Norsk, hvorved hans Død endnu mere vil føles af vor Kirke. Han var en af dem der skulde være tilstede ved vor næste Synode. –

Tak for dit Brev fra Marts, min kjære Fader! Gud ske Lov at det stod vel til hjemme, men hvilken sørgelig Efterretning det indeholdt at Antonette er Død. Det bedrøvede mig meget og saa kom det saa gruligt uvæntet, Gud trøste hendes Mand og alle dem der vist sørger over hendes Tab – Stakkels Tante, hvor meget Sorg hun har.

Mange Hilsner fra Henriette og Lina. Du kan tro Fortællingen om den Kikkert som du har, gjorde Indtryk paa Henriette. Da jeg fortalde hende derom, sagde hun, efter at hun først som sædvanlig havde forvisset sig om, at det ikke var den Bedstepappa paa Væggen, men Bedstepappa i Herregaarden, som kan snakke, der havde Kikkerten. «Du maatte sie til Bestepappa, at han skulde ikke græde, for saa maatte Henriette ogsaa græde, ogsaa græder allesammen». Henriette vilde nok være «nild». Og midt i sin Leeg kommer hun og siger, «Naa græder ikke Bedstepappa, Mamma, Henriette er 'nild Pige naa».

Lina gik jo da jeg skrev sidst! Nu er hun da ogsaa tilnoget mere Selskab for Henriette og langtfra ikke saa brysom for mig, men hun er lige hurtig til alt hvad hun foretager sig, uforsigtig og flink til at finde paa gale Streger; nu har hun fundet paa at putte alting i Ovnen, igaar fandt jeg midt Fingerbøl der, og idag Henriettes Støvler. Du kan tro det er morsomt at see Henriette og Lina lege sammen og høre dem snakke, Lina kan ikke sige stort endnu, men vil gruelig gjørne og pludrer forskrækkelig, det lader til at Henriette forstaaer hende godt, hun kommer ofte hen til mig og siger at Lina sagde det og det. –

Nu er det dog blevet lidt mere vaarlig, skjøndt vi have havt i Ovnen hver Dag, lige til de sidste Dage. Vaaraannen er forbi hos os, Hvede, Havre og Thimothei er saaet og tillige Poteter sat, vi vilde gjørne have sat i noget Rug, men det er ikke saa let at faa. Til Høsten skal vi faa. Det skulde smake godt at faa Rugbrød igjen. Jeg skulde have Lyst at sænde hjem en Prøve af det Brød vi har nu, for det er extra, vi har saa godt Meel. Det er morsomt at have dette lide Jordbrug, synes vi nu, det bliver mindre og mindre Bryderi dermed. En Gut maa vi have Aaret rundt, en af Naboene kommer op og saaer, det Øvrige gjør Gutten; naar Vilhelm ikke er hjemme maa vi leie Oxer eller Heste, men forresten koster det intet før Kornet skal skjæres. Anders (Gutten her) har nu været her 1½ Aar, men jeg er bange han vil til Nebraska og tage sig Land nu. Til Haven maa vi have en Arbeider til Vaaraannen er over.

Vi har faaet indplantet mange flere vilde Frugttrær og 11 tamme Æbletrær, andre tamme Frugttræer kan jeg ikke faae her. Det skulde undre mig om der ikke snart vilde nedsætte sig en Gartner i Decorah. Tusind Tak for Stokroserne, Vilhelm er glad i dem, kunde jeg nu faa Aurikler, der ogsaa er en af hans Yndlingsblomster; fra en af de større Byer maa de vel kunde faaes. Jeg haaber vi slipper for Nector Musæus, skjøndt maaske en af disse hurtigt opblomstrede her i Vesten netop er passe for ham. Den arme Familie. Har det staaet godt i din Have i Vinter, den kjære gamle Have, hvor jeg holder af den; den seer vel ud som da jeg var hjemme, det vilde jeg helst. Staaer det godt i Hjørnet? Jeg kan længes saa efter Blomsterne hjemme, Syringer, Caprifolier, Epheu. Den violette Slyngplante, og Slyngrosene i Hjørnet. Og nei, jeg kan ikke nevne dem alle.

Blomstrer Syringene i min Have fremdeles smukt? Ser det virkelig ud i Laurvig som da jeg var hjemme? Kan jeg gaa de vandte Toure ud over Moen, nei der er det jo forandret, men Fredriksvernsveien, Bøgelien opover til Nansæt, uden at finde synderlige Forandringer? Den Vei Stin^k677 var med at udstikke efter Juul, maatte da bleven udmærket ‹…› om den var hevet op. Kjærlige Hilsner til Stin, han er vel forhaabentlig i fuld Activitæt, gid han ikke kom længere bort, end at han kunde faa besøge dig. Kjærlige Hilsener fra Vilhelm og Børnene, gid du nu frisk og vel maa kunde stelle i din Have, kjære Fader. Gud velsigne dig. Lev vel,

din Leis.^k678

Kjære Moder, jeg faae kun sænde dig Hilsner her dennegang – af Grunde som Vilhelms Brev vil vise, mange Tak for dit Brev og for Nættet. Vil du strikke Skjærf til Vilhelm, det vilde være prægtigt at faa. Jeg har længe ønsket at gjøre det, men det er ikke saa let.

Brev 48: 25. juli 1858

«Her sat vi os ned paa Kornsækkene og lo af hverandre»

Little Iowa Præstegaard,
den 25de Juli, 1858

ⁿ⁶⁵ Min kjære Fader!^k679

Gid du nu ikke engster dig og troer at det er noget galt paafærde fordi det varer så længe inden der kommer Brev. Sagen er at jeg, i det sidste 2 Dage vi var paa Coon Prairie, fik ondt i mit venstre Øie, det har vært meget inflammeret, men er nu meget bedre igjen, men svagt, saa jeg maa være forsigtig, derfor skriver jeg ogsaa som du ser; det er kjedeligt at jeg ikke er rigtig skrivedygtig dennegang, som jeg har saa meget at berette om vor Reise og om alle mine Gjæster, en kortfattet Beretning skal du faa og saa mere næste Gang, haaber jeg, men først hjertelig Tak for dit sidste Brev. Det kom et Par Dage før vi reiste til Stubs.^k680 Gud ske Lov, det staar da nok saa vel til hjemme; er Stin^k681 fremdeles i Hardanger? Thom som sov under Branden, det var mærkværdig!

Nu vil jeg gaa tilbage til den Tid da Præsten A. Preus,^k682 med sin Kone og sin lille Søn, Nordahl, paa Henriettes^k683 Alder kom hid; det var et Par Dage efter Pintse, de var her Trinitatis Søndag, Visitats og nogle Dage med Skolelærere, Trustees, etc, saa reiste Preus til St. Ansgar og Minnesota. Koren drog afsted paa sine Reiser ‹…›. Fru Preus skulde fulgt med til sin Søster i St. Ansgar, men det regnede saa Veiene næsten blev ufremkommelige og Henriette var desuden ikke riktig frisk, saa hun og Nordahl blev her, til megen Hygge for mig og ikke mindre for Henriette og Lina,^k684 der kom udmærket vel overens med Nordahl. Den 22. Juni kom Preus og Præsten Clausen^k685 fra Minnesota hid, og om Morgenen den 25 drog Preus og Clausen i en lukket Vogn og Koren, Børnepigen, Anders og jeg i en ditto, samt en skolelærer (der skulde ogsaa være Skolelærer møde på Coon Praire), med en Mand til at tage Hestene tilbage i en Buggy, afsted til Lansing.

Veiret saa noksaa smilende ud, men saa, ikke langt fra Missisippi, hvor vi havde tænkt at spise Middag, fik vi den største Regnbyge, som nogen af os havde seet; vi var lige ved et Huus, men det var ikke at tænke paa at komme af Vognene, Hestene bleve sændte, og der sad vi og saa paa hverandre, de eneste som fandt dette morsomt var Børnene der morede sig kosterligt baade over Regnet og alle Grisungerne. Vi havde jo lukkede Vogner, saa med Undtagelse af Vilhelm, slap vi med at blive sølede. Regnen sagtnede da tilsidst og vi kom frem til Tavernet og slap for synderlig Regn den øvrige Tour.

Du kan tro Henriette og Lina gjorde store Øine da vi kom til Lansing, de smaa Stakler, som aldrig har seet noget, ikke engang Decorah! Henriette stod hele tiden i Vinduet og saa paa Dampskibene der kom og gik og saa den store Bækken! (Missisippi). Det saa meget smugt ud om Aftenen naar disse store 3 Etages Dampbaade kommer fuldt oplyste. –

Vi møtte saa mange norske Emigranter paa Veien og i Lansing. Det gjør et trist Indtryk at see dem, ikke alene fordi det er leit at være reist hjemmefra, men de seer for det meste kleinmodige og daarlige ud efter den lange Reise, og saa deres tykke Vadmels Klæder i den stegende Hede! Neste Formiddag Kl. 12 skulde Dampbaaden komme fra Prairie du Chien med de øvrige Præster om bord og bringe os til Desoto.^k686 Regnen strømmede ned Kl. 12, saa vi var glad ved at der ingen Damper viste sig før en Time senere, da skinnede Solen nok saa deiligt. Om Bord traf vi H. Preus^k687 med Kone og Barn, Brandts^k688 med Kone^k689 og Barn, Dietrichson^k690 med 3 Smaagutter, Brodahls^k691 og Ottesen.^k692 Fru Ottesen^k693 hadde nylig faaet sig en Søn, Fru Munch^k694 en Datter, derfor komⁿ⁶⁶ hverken de eller Munch;^k695 og Duus^k696 ikke heller fordi hans Kone længe har været syg. Dette var nu et meget morsomt Møde; vi spiste Middag ombord og havde det meget hyggeligt de Par Timer inden vi naaede Desoto. Du kan tro det er elegant paa mange af disse Missisippi-steamere, men saa tage de sig ogsaa Betalt, man har jo rigtignok Kahyt, Maaltiderne og alting frit. Vi var heldige nok til at komme ombord medens det var Opholdsveir, men aldrig før var Dampskibet stanset ved Desoto, saa begyndte det igjen at styrte ned. Det skulde været morsomt at have staaet i et Vindu og seet os komme i Land.

Alt skulde gaa in en frygtelig Fart; jeg fik netop Tid at lægge min og Børnenes Hatte ned og tage Havehatte paa os og saa en af Vilhelms Frakker kastet paa mig saa maatte vi afsted over et Bræt, op ad en bratleenet Bakke og ind i et Varehuus som heldigviis var tæt ved Haanden; her sat vi os ned paa Kornsækkene og lo af hverandre. Børnene skreg fordi Kragerne var blevne vaade og saa blev det da en Snakken frem og tilbage om hvad vi nu skulde gjøre. Heste og Folk ventede paa os for at kjære os 15 Miil til Vestprairie Kirke der Dagen etter skulde indvies, det regnede endnu, Veiene var slemme og det var kun én lukket Vogn. Der blev saa vidt Opholdsveir at vi kjørte op til Hotellet, hvor vi traf Fru Larsen, Præsten Larsen^k697 møtte os i Varehuset, og her bestemte de sig da til at reise Allesammen, undtagen H. Preuses og vi, der besluttede at blive til næste Morgen, og det angrede vi heller ikke. De havde næppe reist et Par Miil før der kom en stærk Byge, saa de Fleste bleve gjennemvaade, ikke alene de, men ogsaa meget af Tøiet.

Kl. 4 næste Morgen bleve vi vækkede med at der var kommen Vogne efter os, vi skyndte da os afsted i Haab om at naa frem til Kirketid. Slige Veie har jeg aldrig før reist paa, det var forunderligt at vi ikke væltede, det var paa Nippet flere Gange, men nu havde vi da godt Veir. – Da vi kom frem, var alle Folk i Kirken og vaade Klæder der hang for at tørres mødte os hvor vi saa hen. Preus og Vilhelm gik da og saa hen i Kirken og vi blev hos Børnene, vi spiste Middag hos den Farmer hvor vi var, og saa gik Toget til Præstegaarden. Vi var et underligt Følge kan du Tro, vi havde en 18 Miile at kjære og kom først til Præstegaarden da det var mørkt, og da smagte Fru Stubs Ørret os fortræffeligt. Saa mange Norske Præster har da ikke før været samlede i Amerika, der var 10 Præster, 6 Fruer og 12 Børn samlet, Stubs Præstegaard var vel den rummeligste her er, vi laa alle der. – Kirken der er nok ogsaa den peneste her er, den er virkelig smagfuld. Den blev da indviet Søndag. Mandag Predikede Ottesen, og Torsdag Vilhelm. Det er vakkert paa Coonprairie, Præstegaarden ligger nok saa hyggelig lige ved en liden Aspelund hvor vi drak Kaffe sedvanlig; saa pent som her, er det ikke paa nogen af de nuværende Præstegaarde, siges der, ikke engang i Waupaca som jeg troede vandt Prisen.

Alle ere indtagende i dette Sted og jeg synes her er baade saa smugt og hyggeligt at bo, synes du ikke det er morsomt at høre? Det var meget hyggeligt hos Stubs og morsomt at være sammen med saa mange, men det var gruelig varmt i de Dage, hvilket gjorde Børnene enda mere urolige, de fik ikke Ro om Natten, Lina var heller ikke ganske frisk af og til, hun fik den første Øientand paa Touren. Børn har vist udmærket godt af at komme ud til Fremmede, men den første Gang er det sandelig slemt nok. Jeg var ganske forskrækket over dem ofte, men fik den Trøst at de der havde mere Erfaring, at akkurat saaledes havde deres Børn været, da de første Gang var i Besøg. De sidste Par Dage fik jeg da vondt i Øiet og morede mig med spansk Flueplaster.

Fredag Morgen reiste vi efterat have været 5 Dage hos Stubs. Dennegang reiste vi til La Crosse hvor Veien var bedre, og der skildtes vi, Wisconsin Folkene reiste til Prairie du Chien, Larsens med et Dampskib til St. Paul, hvor han blev sændt paaⁿ⁶⁷ en Missionstour og H. Preuses, Brandts og vi til Lansing – hvor Anders væntede med Heste og Vogne, og seent Lørdag Aften kom vi da her hjem. Der var ingen Gudstjæneste tilsagt, men Folk havde det paa Følelsen, thi istedenfor kun at finde Folk fra Nabolaget som havde faaet Bud i Kirken var de der fra Decorah og alle Kanter. Jeg havde nu ondt i Øiet og kunde ikke gaa ud, men saa var det ogsaa saa meget hyggeligere at have Selskab, saa blev jeg bedre og bedre, saa jeg kunde være i Haven med de Andre. – Vi har faaet det saa hyggeligt nu ved at Vinduet i vort gamle Soveværelse er bleven til en Glasdør, saa nu har vi en liden Havestue, der er en stor Forbedring.

Nu har du faaet en slags Beskrivelse over vor Reise, kjære Fader. Nu skal jeg fortælle Christiane^k698 lidt om mine Gjæster her hjemme. Mon det ogsaa regner saa hjemme i Sommer som her? Her har denne Regn paa mange Steder gjort megen Skade, hos Brandt har de for Exempel maatte ro, hvor de skulde hen og Ager og Eng stod under Vand. Her troer jeg ikke det har taget synderlig Skade, men hvilket Aaar for Ugræsset! Det faaer jeg mærke i Haven, Blomster i Haven var et Vildnids da jeg kom hjem, jeg kunde ikke lade dem luge der da Plantene var saa smaa, da vi reiste saa var vi ude og lugede alle sammen, alle Præsterne ogsaa, de slap nok ikke. Levkøier og Gyldenlakker staar godt, Nemophila blomstrer smukt og saa har vi smukke Petunia og Balsaminer, Viinrankerne mine voxer prægtigt. Idag spidste vi første gang Agurksalad. Paa denne Tid pleier Melonene snart være modne, nu blomstrer de først.ⁿ⁶⁸ Mange Ting er saa langt tilbage iaar. Jeg lovede et Rids af hele Præstegaardens Grund, det skal nok komme naar Øiet bliver ganske godt igjen. Mange Hilsner til Bedstepappa fra Henriette og Lina, Lina er saa blid og sød og begyndt at snakke saa meget; de leger saa godt sammen, nu har hun havet en Øientand til. Gud ske Lov hun ikke er mere syg. Jeg sænder dig en af de smaa gule Lokkene hendes, den er saa liden for hun har ikke stort at afsee. Mange hilsner fra Vilhelm. I morgen skal han begynde en Tour til Minnesota.

Kjærlige Hilsner til ‹…› mine Sødskende, Gud bevare dig, kjære Fader. Lev vel,
din Leis.^k699

Brev 49: 5. september 1858

«Imorgen er det 5 Aar siden vi forlod Norge, det er som en heel Evighed siden vi var hjemme»

Little Iowa Præstegaard
den 5de September 1858

Min kjære Fader!^k700

Idag er det din Fødselsdag! Gud velsigne dig, min kjære Fader, og lade denne Dagen mange Gange vænde tilbage med Glæde for os! Imorgen er det 5 aar siden vi forlod Norge, det er som en heel Evighed siden vi var hjemme og dog hvor uhyre hurtig disse Aar ere gaaede jeg kan næppe troe at vi alt har været her 5 Aar. Og vel maa Tiden gaa hurtig for En, der har det saa godt, som den gode Gud har ladet mig have det, et saa lykkeligt Hjem og saa meget at holde af og leve for. Gud hjælpe mig at skjønne rigtig derpaa.

Hvordan mon I har det Hjemme idag? En ligesaa smuk Dag som her, haaber jeg, saa du kan glæde dig ved at være ude i Haven. Hvor jeg længtede efter at see Haven og alt hjemme, da jeg læste din Beskrivelse over hvor deiligt det var. Det skulde være morsomt om jeg kunde sænde dig en Blomsterbouket fra min Have, jeg kunde nok bringe en smuk en iaar. Du skulde see hvilket smukt Blomsterfad jeg har staaende for mig. Men jeg har nok bedre Blomster end dem i Haven, som du heller vilde see, ja kunde jeg kun sænde dig dem!

Tak for dit Brev fra Juli, kjære Fader, hvor glad jeg er hver Gang jeg seer Brev fra dig. – Hvilket sørgeligt Budskab det bragte dennegang, og ikke minst ondt gjorde det mig for din Skyld kjære Fader, at Præsten Castberg^k701 var død! Stakkels Sofie, hun faaer prøve meget, Gud hjælpe og styrke hænde! Hvor godt det maatte være at være rig for at kunde hjælpe dem der saaledes trænger, naar man kun ikke tabte Lysten til at gjøre godt, naar Rigdommen først var der, saaledes gaaer det vel for det mæste, frygter jeg, ellers kunde der ikke være saa mange Nødlidende. Af Aviserne her har du maaske allerede seet et Dødsfald, der har gjort mig meget ondt, mere enddogsaa end Castbergs, skjøndt jeg ikke kjente hende, men det gjør dog et langt smerteligere indtryk naar en Moder døer fra sine spæde smaa Børn, og hun maatte gaa bort fra 3 Smaa; den ældste kun lidt over 3 Aar og den yngste kun 1 Aar. Hvad maa dette ikke være for Præsten Duus!^k702 Gud trøste ham og mildne det tunge Savn for ham og de stakkels moderløse Smaabørn. – At han maatte begrave hende der, i det ensomme Waupaca! I Høst skulde de flytte derfra til nogle mindre Menigheder i nærheden af Milwaukee; i Waupaca er der foruden meget besværlige, kostbare Reiser, saa ensformig og afsondret, nu skulde de faa det mindre besværligt og hyggeligere og nu er Fru Duus død. –^k703

Da Brandts^k704 kom hjem efter at have været her blev han hæntet lige derop til Begravelsen. Fru Duus havde i længere Tid været syg og døde af Mavebetændelse efter at have lidt meget. Duus var rolig skrev Fru Preus til mig. – Preus havde besøgt ham – han skulde reise til sin nye Menighed og leie sig Huus for Vinteren og synes nu fastere i America end før.^k705 Til Vaaren drager Præsten Dietrichson hjem til Norge igjen – han bliver da den første der vænder hjem igjen.^k706 Præsten A. Preus^k707 har ogsaa talt meget om at reise paa samme Tid, men nu bliver det ikke af, ialfald ikke i to første Aar. Han skal istedet for flytte til St. Ansgar og overtage Claussens forrige Menighed. Der trængtest der haardt til Præst. Nu kommer enten Brandt eller Ottesen^k708 til at overtage Kosconong. Deres, især Brandts Menigheder er mindre og kan lettere betjenes af de nærmest boende Præster. Vi troede at Munch^k709 skulde overtage Dietrichsons Menigheder, men nu skrev Dietrichson at der var gaaet Fuldmagt til Norge; man vænter at Candidat Muus Kirketidenes Redaktør skal blive Dietrichsons Eftermand.^k710 Det er det ældste, bedst ordnede og vel ogsaa det rigeste Kald her er. Nu skal Vilhelm reise derned, den 30de September begynder Præstemødet, der skal afholdes hos Dietrichson.

Dette er nok et Møde af megen Vigtighed for dem, man vænter ogsaa en Deel tydske Præster af Missourisynoden til Mødet og Præsten Rasmussen med hvem en Deel Sager skal afgjøres. Derfra reiser de til Kosconong til Kirkeindvielse, en 10 Dage bliver vel Vilhelm hjemmefra; ikke længere, takket være Jernbanen. Jeg reiser ikke med, jeg har havt Selskab nok i Sommer og vil heller have Reisen til gode til næste Sommer, om alt da er vel. Desuden koster en slig Reise, ikke saa lidet, især naar Børnene skulde være med, og det maatte de. –

Vi har da havt Fremmede siden vort store Selskab reiste ogsaa, for en 3–4 Uger siden, medens Vilhelm var i Paint Creek kom her en Candidat Fredricksen, søn af Præsten Fredricksen i Moland, hid. Han kom ligefra Texas og agtede sig til Minnesotah hvor nogle mindre Menigheder have kaldet han til Præst. Han blev meget skuffet over ikke at træffe Vilhelm og tog gjørne imod at blive her til han kom, som var en 5 Dage. Han var her en 8 Dage og er nu i Wisconsin for at henvænde sig til Kirkeraadet om at faa Ordination. Siden har vi intet hørt om ham, saa jeg ved ikke hvordan det gaaer, ialle Tilfælder kommer han vel her tilbage efter sin Bagage – kommer nu han til Minnesota, saa faar vi alle Ungkarene paa vor Kant, det er ikke noget morsomt. Jeg foretrækker dog langt Claussen.^k711 Han har det vist ensomt og trist Stakkel og er nok næppe synderlig skikket til at være Præst her i Landet.

Du kan tro, at min Have vækker alminderlig Beundring iaar, der er og har ogsaa været mange smukke Blomster, nu er der en deilig Levkøie og Astersflor. Nemophila har blomstret rigt iaar og blomstrer fremdeles, ligesaa Lavatera^k712, af Kaskia er der kun en eneste Plante, men saa uhyre stor og frodig, 2 Lupiner kom op, den ene blomstrer, men den anden er beskadiget af Insecter. Jeg har aldrig seet saadanne Balsaminer, som iaar. Saa frodige, de var virkelig smukke især nogle hvide og blegrøde, de lignede paa Oliander mere end Balsamine. Skabiosa begynder nu. Reseda begynder at blomstre for anden Gang og af dem er der en Mængde, saa her er saadan en Duft. Viinranken har snart naaet det øverste af Vinduet. Petunia Flax, alting blomstrer uhyre rigt. Et prægtigt Blomsteraar har det været iaar, skjøndt ellers næsten alting har slaaet Feil; det er rart nok da Begyndelsen af Sommeren var saa vaad og kold at meget af mit Newyorkerfrø ikke kom op. Hvad skal jeg nu gjøre med mine Gyldenlakker? Flytte hele Planten i Urtepotte og have dem inde i Vinter? Gaaer det ikke and at flytte Levkøiplanterne ind? Stokroserne behøver jeg ikke at gjøre noget ved uden maaske beskytte dem mod Kulden?

Vilhelm har en vild Blomst i Haven, som han fant i Skoven og flyttede ind medens den blomstrede, det gik godt og nu gaaer han og passer paa om der ikke vil blive Frø for at kunde sænde dig, men jeg frygter der vil ikke komme noget. Den sætter vist Løg. Den har Blade som en Lillie, en høy Stængel, hvor Blomstene, der er temmelig smaa hvide og velluktende, sidder i en Klase. Dette har været en kjølig meget fugtig Sommer; naar jeg undtager de Dage paa Coonprairie, har det ikke været over 26 Grader; ialmindelighed 19–20–22 Grader. Høres det ikke rart at fryse med 19 Varme? Det gjør vi her, naar det efter en heed Dag om Aftenen synker ned til 19 saa synes vi det er koldt. Den siste Halvdeel af August har været saa suur og kold at vi har maattet koge inde i Kjøkkenet og gjørne kunde lagt i Stuen ogsaa, havde vi ikke været bange for Forkjølelse. Nu seer det ud til at blive bedre, igaar var det 14½, idag 20. Det har været et Uaar iaar, Hveden har været ussel, paa mange Steder saaledes at man ikke har Høstet den, vores stod paa nypløiet Land og var derfor blant den bedre.

Haven er saa ilde medfarend af Storm og Regn, saa den giver lidet Udbytte. Poteterne raadne overalt, Maisen stod godt, men nu har denne Kulde gjort at den paa flere Steder har frusset. Maatte vi nu faa lidt godt Veir saa den kunde blive moden; jeg er bange for ikke at faa Frø af mine Blomster ogsaa, hvis September skal blive som August, der har flere Morgener lagt tykt Riim paa Marken. Af Hø bliver der en Mængde. – Kaalen løber ud i uhyre Blade, men der bliver næppe 3 Hoveder paa hele mit Kaalstykke. Paa Gullerødderne tørres ogsaa Græsset og de visne. Ærter faar vi mange af. Af Meloner er der nogle faa, men de ville ikke modnes.

Dette er det første Uaar man har erfaret her i Iowa og saaledes er det de fleste Steder. Gudskelov, her er næsten ikke Fattigdom, og Mad nok faaer vist alle, dette skal vi være glade for og for alle de gode Aar vi har havt. Jeg undres hvordan det vil blive med Penge, – det har længe været en næsten ukjændt Artikel her, nu begynder dog Trusteesen at faa lidt Præsteløn sammen. –

Aftenen er saa deilig, nu maa jeg ud i Haven og faa Vilhelm ogsaa ud, han er hjemme idag, han har været en Stund her i Settlementet, reiser omtrent hveranden Dag og har meget at bestille før han reiser til Wisconsin. Børnene gaar i Haven og plukker Egenødder. De er raske og flinke. Lina^k713 er en liden pudsig Ting, hun taler omtrent hvad hun vil og er saa flink til at tale i Sammenhæng. Hun kan godt sige Lina, men naar vi spørger hende hvad hun heder, svarer hun «Jeg heder Lalla, 'øte Lalla, Barn Pappas», hun kaller sig altid Lalla. Henriette^k714 pleier at læse sin Bordbøn høit ved Maaltiderne, saa vil Lina læse efter hende, nu er hun altid saa hurtig af sig, saa før vi faar sat os til Bords har Lina lagt de smaa Hændene sine sammen og begyndt «Spise og dikke paa dit». Der kommer Vilhelm med Henriette paa Ryggen, jeg sændte hende op for å spørge om han ikke vilde gaa lidt ud og nu skal vi ud og vandre lidt omkring og jeg faaer holde op og fortsætte imorgen til en af de andre. Mange kjærlige Hilsener fra Vilhelm og Børnene, Henriette husker nok din Kikkert. Gud velsigne dig, min kjære kjære Fader.

Din Leis^k715

Er det ikke rart at de Blomster der først er saaet i Kasse og senere udplantede ikke blomstre saa frodig, som de der ere saaet paa Stedet. Det nytter maaske lidet at saa i Kasse naar man ikke har Midtbænk?

Brev 50: 7.–10. september 1858

«Jeg kommer sjælden længere end omkring i Haven»

Little Iowa Præstegaard,
7. September, 1858

Kjære Moder!^k716

Kan jeg bare see, saa vilde jeg gjørne skrive, da det nu seer ud til at blive stille og roligt Resten af Dagen. Det er et frygteligt Veir og saa mørkt at det virkelig ikke er mere end saa, at jeg kan see at skrive ved Vinduet.

Vilhelm reiste Vester imorges, han skal til Kalmar imorgen og kommer hjem derfra; han bliver da vaad, Stakkel, trods Regnklæder. Tidlig idag, saa Veiret lovende ud. Vi skulde have Tærskemakinen, alle 12 Mand var paa Pladsen og det gik nok saa godt en Stund; Henriette^k717 og Lina^k718 løb om i Gaarden og jublede over Tærskemaskinen. Saa da de vel havde faaet tærsket den første Stak, begyndte det at regne, saa de maatte holde op. De blev her til efter Middag i Haab om at det vilde klare op, deraf blev der ikke meget, saa gik 6 Mand sin Vei, de øvrige 6 sidde ude i Kjøkkenet, hvor der da er en Søle og Damp, saa det er næsten uudholdelig at gaa dergjennem, og det behøver jeg da heller ikke at gjøre. Det er ubetaleligt at have faaet et rummeligere Huus, saa mange Mennesker, som her ofte kan være. Nu bliver det rimeligviis for raadt til at tærske imorgen og saa faaer vi dem maaske paa Thorsdag, hvilket ikke falder meget beleiligt, da vi ogsaa skal have alle Medhjælperne. For nogle Dage siden var alle Trusteeserne her, forleden Søndag da her var Gudstjeneste, spiste her en 6 – 8, saa her har været folksomt nok.

Tak for dit sidste Brev, kjære Moder! Hvor deiligt det maa have været hjemme i Sommer, gid nu Resten af Sommeren maa have været lige saa behagelig og ikke saa kold og raae som her. Jeg haaber paa en smuk Eftersommer. Børnene have været udmærket raske i hele Sommer, saa de da Gud ske Tak voxer og trives fortræffelig. Gud ske Lov, saa længe de slippe for den saa almindelige Plage for Børn om Sommeren her, Diarrhe og medfølgende Svækkelse! Tandberg raadede til at lade Børnene vaccinere, siger du, ja naar vi kunne komme ned til Dr. Hansen med dem; før skeer det næppe. Om vi har Igler? Nei, desværre, de er ikke til at faa. Dr. Hansen skal nok have, har jeg hørt, men det nytter os lidet. Tak skal baade du og Tandberg have for gode Raad. Vorherre bevare smaa Børnene for os! De sidder nu og bysser hver sin Katunge, de slægter ikke Vilhelm paa i det Stykke. – Det er ogsaa noget Nyt for dem; vi har ikke havt Katunger før, men saa mistede vi den store og maatte faa En, som de dabæggevilde have. Dette saae Anne Ringstad der besøgte her forleden og sændte med en til, til stor Glæde. De fortrænger næsten Dukkebørnene. –

Lina er meget morsom nu med alt sit Prat. Det er ikke godt at skjønne alt hvad hun siger, og da er hun meget ilde tilfreds og giver sig ikke før hun faaer gjort sig forstaaelig. Saaledes kom hun løbende ind igaar og raabte, «Mamma, takkels Duna». Dette skjønte ikke jeg og fulgte med hende, da hun blev ved at trække mig i Kjolen og raabe «Mamma kom, takkels Duna». Saa var det 3 Vilduer som Anders netop havde skudt og fik til Tak den Beskeed af Henriette, «Fy Anders, du er slet ikke snil Gut naar du skyder de pene Duerne, de kunne ikke flyve naa, seer du» og hun kyssede og klappede dem, medens Lina blev ved sit «takers Duna». Henriette kan slet ikke finde sig i at de skyder Fuglene. Forleden morgen kom hun ogsaa grædende ind og fortalte at Tørris (Arbeidsmanden) havde skudt saa mange Duer, «2, 3, 4, allesammen, naa har vi ingen flere Duer!» – Der er mange af dem iaar, saa af og til faar vi os en Ret der er meget god. Forleden skjød de en vild Kanin. Jeg troer ikke her er Harer, men mange Kaniner der er meget velsmagende. Havde Gutten lidt bedre Tid saa kunde vi ofte faae Vildt. –

Nei, nu kan jeg ikke see mere, nu skal Børnene faa den Fortælling, som jeg har lovet dem og de bedet om i hele Dag. De, Lina især, trives ikke rigtig naar hun ikke kan komme ud.

Fredag 10de. I Eftermiddag kan jeg da faa fortsætte lidt. Vi har havt Tærskerne idag, de blev saa tidlig førdige og er alt gaaet sin Vei. Jeg var vel fornøiet da jeg saa Solen skinne blankt idag, der er ikke mange Ting saa kjædelig at faa udsat som Tærsking paa Grund af de mange Folk der skal sammen. Vi ikke næppe den Halve Avling af hvad vi ifjor havde; der bliver vel ikke mange der har stort til overs at sælge iaar, saa de er fornøiede, som har deres Fjoravling endnu. Igaar var det et stygt Regnvær hele Formiddagen, men de kom dog de fleste af Medhjælperne alligevel, og nu tænker jeg vi er fri for slige store Selskaber i længere Tid.

Gudskelov at Linas^k719 Hørelse var bedre, maatte det nu vare ved, det var en slem Kuur hun maatte døie Stakkel, hun faar lide mere ondt for sin Hørelse end jeg.^k720 Electriserer Tandberg hende nu? At det hjælper!

Nei, jeg husker slet ikke at jeg har seet ‹Winsløw›, hans tidligere Historie kjændte jeg naturligviis heller ikke til, som vel ingen her gjør. Vilhelm traf ikke Broderen. Vi har flere Gange hørt fra dem, de leve godt og synes det er deiligt at bo paa Landet, hvor de har et smukt Huus og Have. Hvordan gaar det Consul Beck? Vi har ikke hørt noget fra dem, siden det gik saa sørgeligt med hans Affairer; kun gjennem andre at de vare flyttede til Danmark og at Beck senere havde været i New York. –

Igaar fik vi en prægtig Post; foruden Aviser, baade norske og engelske i Overflod og Breve fra flere af Præsterne, fik jeg et langt Brev fra Stin,^k721 det var saa morsomt, jamen er det en noble Broder som skriver saa langt og godt uden engang at vænte at jeg skal svare ham. Hils og tak ham tusinde Gange for Brevet. Jeg havde Lyst at skrive til ham selv, men faaer næppe Tid; han maa aldrig indbilde sig at jeg, naar jeg en sjælden Gang skriver til ham; at det da skeer pligtskyldigst fordi han dog engang skal have Svar, dertil holder jeg dog lidt formeget af ham. Jeg er saa glad fordi det gaar ham saa godt! Gjennem Stin fik jeg da ogsaa friskere Efterretninger hjemme fra. Han fortæller om sit uvæntede Møde med eder i Dampskibsbaaden, og at Fader reiste en Tour til Wormnæs; det gledede mig rigtig meget, men det var nok en Skuffelse for Stin ikke at kunde faa være sammen med Fader paa Stabæk. Men hvad blev der af Langesundstouren? Hvordan leve Wrightes? Gud give det snart maatte blive godt for dem, hils meget fra mig. Tom^k722 havde jo ogsaa været paa Reise. Gudske Lov at det stod vel til hjemme, maatte jeg snart faa Brev med samme gode Efterretninger. Stin fortæller ogsaa at Faders gamle Ven, Boye, skal blive Toldkasserer i Laurvig og det bliver da vel en Hygge for Fader.

Imorgen reiser Vilhelm til Painted Creek og Turkeyriver; naar han saa kommer derfra, bliver han kun en Dag eller to hjemme før han skal til Wisconsin; der høres da ingen Ting om Præst til Painted Creek, desværre! Vilhelm skal ikke til Kosconong da Kirkeindvielsen er udsat. Jeg glæder mig til han skal komme tilbage fra denne Tour. 3 af de ypperste tydske Præster, Professorerne Walther og Crämer og Præses Wynneken havde lovet at komme.^k723 Nu bliver her vel stille og frit for Fremmede for i Vinter. Saa til Vaaren drager A. Preus med hele sin Familie til St. Ansgar, saa faaer vi Huset fuldt en Stund, tænker jeg. Ja, det er langt frem. Hvor uhyre hurtig denne Sommer er gaaet, det begynder alt at blive saa høstligt langs Elvene og koldt blæsende Veir; det er tidligt, men Høsten varer længe her og en Deel af den udgjør sædvanlig den behageligste Tid af hele Aaret.

Her har været saa megen Oversvømmelse overalt i Sommer, ogsaa i Decorah har her været en Deel ødelæggelse, Huse og Kreature er strøgne med, Møller og Broer taget Skade og enkelte Familier maatte flytte op i Kvisten medens Vandet gik 6 Fod høit gjennem Huset. Det er en mærkværdig Sommer, ikke engang Blommerne blive modne, der er kun ogsaa ganske faa af dem. Den eneste Frugt her blev iaar var Bjørnebær, men af dem var her en Masse og usædvanlig store og velsmagende, saa jeg syltede mange og kogte en Deel Saft; det er det meste Syltetøi vi faa iaar. Der er en eneste Melon i Haven som kanskje kan blive moden. Nu gaar jeg her hver Dag og leder efter Frø, der er saa mange som har bedet mig om Blomsterfrø. Det tager megen Tid at samle, synes jeg, og jeg kommer sjælden længere end omkring i Haven, naar Vilhelm ikke er hjemme. At jeg alt maa begynde at tænke paa Vinteren baade med Mad og med Klæder. – Min grønne Merinos Kjole skal pryde Smaatuppene til Vinteren. –

Jeg har faaet ny Pige nu, ogsaa en Valdersjente ved Navn «Gro». Ingrid var saa sygelig at hun vilde forsøge at være uden Tjeneste en Tid. Denne Gro kom medens alle de Fremmede var her, da Oline^k724 ikke kunde være længere, hun er snild og godslig, altid i godt Humeur, rask er hun ogsaa, men ikke saa omhyggelig om sine Ting, som Ingrid var, og finder undertiden paa mange rare Ting, som forleden da jeg kom ud, stod hun ved Kogehuset og skar Spaaner af Væggen for at tænde i Ovnen med. «Jeg tænkte de vilde rive det ned», sagde hun. Det er et lidet, pent Framehuus, som er bygget op under den store Egen i Gaarden, der staaer vores gamle Kjøkkenstove. Det er meget bekvemt at have to, saa kan vi koge ude eller inde eftersom Veiret er til, og saa længe det ikke er for koldt kan de vadske dernede. Vi stryger som oftest ude om Sommeren, naar det ikke blæser. Dette lille Huus vil ogsaa være fortreffelig til at bevare mange Ting, Kjød og sligt om Vinteren. –

Nu er da virkelig den store Telegraftraad^k725 virkelig lagt, da man næsten havde opgivet at det skulde skee! Ja, det var rart at see i Emigranten, Efterretninger fra Europa fra den foregaaende Dag, Aviserne ere overfyldte med Beretninger om Festligheder over det hele Land i den Anledning. Det er charakteristisk nok at see den forskjællige Maade hvorpaa Efterretningen blev modtaget i England og her. Her er det ingen Ende paa Jubelen.

Og nu, lev vel kjære Moder, nu skal jeg skrive lidt til Christiane^k726 og saa maa Brevet afsted. Vilhelm og Smaatuppene hilse mange, mange gange. Gid du maatte have det godt.

Din Leis.^k727

Brev 51: 1. november 1858

«Thorvaldsens Apostelgruppe»

Little Iowa Præstegaard,
1ste November, 1858

Min kjære Broder Stin!^k728

Naar jeg nu skriver lidt til dig, tror du da det er fordi jeg «føler mig forpligtet til at svare dig», siden du nu har været saa snild at skrive et langt Brev til mig? Aa nei, kjære Stin, saa galt er det da nu heller ikke, havde jeg ingen bedre Grund til at skrive, kunde jeg saa men gjørne lade det være; dette troer du da nu heller ikke om du end yttrer noget saadant i dit Brev. For dette Brev takker jeg dig hjertelig, det er rigtig snildt af dig at skrive saa langt og udførlig til mig og det uden engang at vænte noget Svar, saa uegennyttige er nu ikke mange. Jeg var saa langt fra at vænte Brev fra dig og kjændte ikke strax din Haand,^k729 saa jeg blev siddende (for saa dumme pleie Folk gjørne være) og studere paa hvem det kunde være fra, istedenfor at skynde mig og aabne det.

Gudske Tak, for de gode Efterretninger, vi altid faa fra dig kjære Stin. Hvor glædeligt det er for os Alle og allermest glæder jeg mig for Faders Skyld, mere endogsaa end for din. Og deraf har du sikkert ogsaa din største Glæde og bedste Løn, af at kunne glæde vor kjære Fader ved din gode Fremgang. –

Mon du faaer disse Linier i Herregaarden? Det skulde rigtig glæde mig meget om du kunde tilbringe Julen der. Du finder dig vel godt fornøiet i Arendal nu, boer du i selve Byen? Dog det er sandt, du har jo ikke noget blivende Sted. Efter hvad de skriver hjemmefra lader det til at du kommer til Forskjællige, Fader fortæller mig at du er begyndt at befatte dig med Træskjærerkunsten, det liker jeg godt og du maa vist have læt derfor. Du kan tro, du staaer som noget Stort i Henriettes^k730 Øine; jeg har fortalt hende om din Kunstfærdighed. Du kan tro hun gjorde store Øine da hun hørte at du kan gjøre baade Knive, Gafler og Skeer, smaa Strygejærn og «Hallingmænd». Det sidste var det gjæveste, jeg ved forresten ikke hvad Idee hun gjør sig om Hallingmænd. Hun har seet en i Andersens Eventyrbog, som er hendes stadige Fornøielse, det er Alt.

Hun har ofte forlangt at Onkel Stin skal komme til migⁿ⁶⁹: «Kan ikke du gjøre et lidet Lam til mig, Mamma?» «Nei, det kan jeg da ikke». «Kan Onkel Stin gjøre det da?» «Ja, det tænker jeg nok». «Kan du ikke bede ham komme til os og gjøre det, da Mamma»? Naar hun saa hører at hun maa reise baade med Dampskib og med Jernbane over et stort Vand, saa seer hun meget betænkt ud. Hun spurgte engang om ikke Gud kunde lade hende komme til Norge og tage hende over alt det Vand, saa fort, saa fort, hvis han vilde. Ja, var du her saa fik de nok Legetøi og det baade varigere og bedre end det vi kan forskaffe dem og kanske saa ogsaa nogle bedre Dyr, end mine ulykkelige blaa Papir-Dyr, som har saa vondt for at staa paa sine Been. Det blev nok ikke alene dine smaa Niecer, men det hele Huus der vilde faa godt af din Nethændthed og Praktiskhed.

Det er meget ofte at jeg ønsker at du var her for at faa dit og dat udrettet, bare derfor kan du vide. Henriette og Lina^k731 har faaet laane dit sidste Brev, i Haab om at faa dem til at være stille derved, dette sidder de nu og synger i; Henriette digter en hel Vise om «Onkel Stin er i Arendal, han kunne gjøre saa meget rart, Kuer og Griser, smaa Lam og Hallingmænd», osv. Lina lytter opmærksomt til og opfatter af og til lidt af Henriettes Sang og stemmer i med af al Magt: «Onkel Tin aa Gisen». Jeg skal hilse dig fra dem og bede dig gjøre noget pent for dem. Henriette vilde have en Hallingmand og Lina vilde have «et lite Lam og lille Fulgen». Denne Blækklat faar du undskylde,ⁿ⁷⁰ det er en Hilsen fra Lina, hun krøb op bag ved Stolen min og kastede sig om min Hals med sin sædvanlige Hurtighed.

Hører du noget fra dine gode Venner paa Stabæk? Du savner vel fremdeles dit kjære Stabek; jeg synes det var fortræffelig at du kom til at bo der og lærte at sætte Priis paa Familieliv og huuslig Hygge. Jeg synes jeg har bedre Haab om dig nu, før var jeg altid bange for at du skulde komme til at blive en gammel Pebersvend, og det duer slet ikke, det forsikrer jeg dig; vi har to gode Exempler her i Nærheden, i vore to Nabopræster, de ønsker nok ogsaa meget de vare giftebæggeto, lader det til. Nu har jeg godt Haab om at du engang skaffer os en tækkelig Svigerinde; jeg stoler paa dit Løfte, at jeg nok skal faa vide hvordan du og Amor kommer overeens. Har du fundet nogen Familie hvor du hygger dig ved at komme? Er der voxne Døttre nogensteds der? Naar du igjen er saa snild at skrive til mig, saa fortæl mig derom er du snild. Kjænder du Ole Schrøders kjæreste og hvad synes du om hende?

Nei, de Barna. Nu har de siddet en Stund saa stille og snakket sammen og jeg følgelig skrevet i god Ro, og veed du saa hvad de har taget sig for? Trukket af sine Strømper og Støvler og kom saa meget frydefulde hoppende hen til mig for at vise mig denne Bedrift. Jeg troer Lina har faaet endnu mere Quiksølv i seg end hun pleier, idag, hun kan ikke være i Ro, høit og lavt bestandig, saa sidder hun paa Bordet, saa paa Sengen, og med Alt dette er hun baade sød og skalkagtig,^k732 saa det ikke er godt at skjønde paa hende. Du læser vel jævnlig Breve fra mig til Hjemmet, tænker jeg, saa du har god Besked nu hvad der vedkommer os og nu kan du saa vide, hvad der er at vide af de andres Breve, saa jeg slipper at gjentage det. Carl Ohlsen er jo ogssaa nu kommen hjem, der er vel fleer og flere der vilde blive Polytechnikere nu, saa du er maaske begyndt paa en heldig Tid.

Jeg synes ellers det er rimeligt at du ønsker at komme til Jernbanen, nar du der vilde kunne faa en roligere Post, et saadant omflakkende Liv kunde dog blive for trættende med Tiden, nu synes jeg det maa være interessant nok at reise saa meget om, især da det jo lader til at din Helbred har godt deraf. Vilde du ellers kunde trives ved et stille, ikke reisende Liv troer du? Dog saa ganske stille blev vel den Post ved Jernbanen, nu vel heller ikke. Jeg troer slet ikke Vilhelm kunde finde sig vel nu, uden at reise eller ialfald uden nogen Bevægelse, og dertil er der da altid Anledning nok for en Præst, enten han har Reiser eller ei, der er nok af dem han skulde see til.

Du har vel af Aviserne seet den store Ulykke der rammede New York idet Chrystalpaladset med alt dets værdifulde Indhold opbrændte.^k733 Det var et uhyre Tab, uden at tale om det store Pengetab, især al den Mængde uerstattelige Modeller og Maskiner af alle Slags; mange nye Opfindelser, lange Aars Arbeide, Møie og Studium. Det var den Slags Bygninger af Jern og Glas, som man troede ikke, ialfald meget vanskelig kunde brænde, nu har man faaet anden Mening, det brændte jo hurtigere end om det skulde været af Træ. Da vi kom til New York, var Chrystalpaladset, om jeg husker ret, nylig aabnet. Noget af hvad jeg bedst husker var den lille Afdeling med Thorvaldsens Apostelgruppe, der var saa smukt arrangeret. Du veed vel at den Americanske Industri Forening, eller hvad den heder, netop havde sin store Udstilling der, da Branden opstod.

Synes du ikke vi kommer os godt her, idet mindste hvad Communikationsmidler angaar? For 4 Aar siden tog det os 4 Dage at komme til den nærmeste Præst i Wisconsin, nu kan det hele Præsteskab være samlet paa et Sted i 24 Timer, saa bekvemt er der nu med Jernbaner og nu siges der for vist at man i Mai Maaned skal begynde at arbeide paa den Jernbane, som Vilhelm kalder «sin»; den er nu ogsaa, som bygget expres for ham. Den skal gaa fra Missisippi igjennem Decorah ogsaa videre til St. Paul i Minnesota, den kommer følgelig tæt forbi oss, saa vi i et Nu kan komme til Missisippi og derfra videre. Den vil vel føre mange Forandringer med sig naar den engang kommer istand. De flæste Præster i Wisconsin har den kun et Par Miil fra deres Præstegaarde.

Ja nu, kjære Stin, faaer jeg ikke skrevet mere dennegang, Gud give du maa være frisk og veltilmode, naar denne Hilsen naar frem til dig. Vilhelm og Henriette og Line sender dig mange Hilsner. Gud velsigne dig min kjære Broder. Level.

Din Leis.^k734

Hils meget til Schrøders fra mig, du besøger dem maaske undertiden. Jeg har skrevet lidt til allesammen dennegang, undtagen til Tom,^k735 da jeg er bange at hans svage mave ligesaalidt taaler at læse Breve, som at skrive dem. Det kan du hilse ham og sige.

Brev 52: 4. november 1858

«De fleste Præster tiltrænges nu i Minnesota og da bliver vi i Midten»

Little Iowa Præstegaard,
4de November, 1858

Min kjære Fader!^k736

Dette bliver nok Julebrevet, skjøndt det ikke havde været min Hensigt, men mange Ting forsinkede Skrivningen dennegang; Gjæster, Havesagerne, som skulde optages, saa Pigerne ikke kunde see meget efter Børnene, Forstyrrelse i Huset paa Grund af Malingen og mere saadant, for friske have vi da Gud ske Tak alle været og ingen mere end Børnene; nu er Lina^k737 fri den lille Forkjølelse hun havde ogsaa og de seebæggesaa friske og blomstrende ud, saa det er en Lyst at see paa. Lina er en complet Hysingunge fra øverst til nederst, siger Vilhelm og deri er jeg nok enig med ham; hun er dog endnu meget blond, guldhaaret og lys og bliver vist heller ikke mærkere end Søster Lina^k738 er. Hun kom ind fra Kjøkkenet nu og fortalte at «Malehuse» var ude. Det er Magnus, som har været her og malet Huset, som hun betegner med dette Navn.

Hjertelig Tak for dit sidste Brev, min kjære Fader, og Gud ske Lov for dine gode Efterretninger fra mit kjære Hjem, som det indeholdt. Du kan tro at det glædede mig, at du gjorde den Tour til Wormnæs og Christiania, som du vist havde megen Hygge af, trods den stærke Hede. Jeg har læst en Beskrivelse over den nye Kirke i Christiania,^k739 den maa vist være meget smuk, men hvad hjælper det naar man ikke kan høre godt i den! Du taler om at reise paa Jernbanen, ja det er vistnok en meget bekvem Maade at komme frem paa, jeg kjænder kun en, der er ligesaa bekvem og magelig og det er Missisippi- og Indsøedampskibene her i Landet, de er meget elegante og comfortable, egen Kahyt og udmærket Beværtning. Søsygen skal man da heller ikke generes af, paa Missisippi da, paa Søerne kan det vel være slemt nok. Jeg taler om Dampskibe, var det ikke frygteligt med det tydske Skib «Austria»!^k740 Næst det russiske Linieskib, der sank, har man da ikke hørt om noget saa stort og saa pludseligt Mennesketab paa Søen!

Nu er maaske alt Toldkasserer Boye kommen til Laurvig og da har du den Glæde, igjen at have en gammel Ven at underholde dig med. Du behøver da heller ikke at gaa langt for at besøge ham. Med samme Post som sidste Brev hjemmefra kom, fik Vilhelm Brev fra Cand. Jensen.^k741 Han er da, som du troede, en gammel Bekjændt af Vilhelm, som var alt andet enn glad, da han hørte hans Udnævnelse; senere har vi hørt, at han skal være bleven meget forandret. Vilhelm ligte ogsaa ganske godt hans Brev og haaber da nu, at hans Kone hertil, med Guds Hjælp, maa blive til Velsignelse. Det var af særlig Vigtighed at faae en duelig præst til det Kald, hvor Jensen nu skal. Vilhelm er godt kjændt i Menigheden, som er temmelig talrig; en heel Deel præsteløse Menigheder rundt omkring. Præstegaarden skal nu være førdig bygget; det er et temmelig rummeligt Muurstenshuus, vist den største der fra først af er bleven opført her, saa Jensen havde da havt førdigt Huus om han var kommen i Høst, som han da ikke gjør, hvilket du jo veed, da han skrev at han nylig havde skrevet til dig. Det er rigtig nok ganske annerledes i enhver Henseende for de Præster der nu komme, end da vi kom, Jernbane næsten den hele Vei, osv. Der skal være ganske vakkert, meget høitliggende, der hvor Jensen skal bo, han kommer en Sommerdagsreise fra Præsten Brandt,^k742 der nu agter at flytte til La Crosse Dalen, en ditto fra os, og en halv Dagsreise fra Clausen i Minnesota. Brandts Menigheder er saa smaae, han vedblir at betjene dem indtil videre, da han hurtigt kan komme did med Jernbane. –

Gid vi maatte faa mere Hygge af denne Nabo end vi har af vore to andre. Claussen^k743 høre vi lidet eller intet til, han holder sig saa ganske for sig selv, jeg har ondt af ham, han er vist meget lidet skikket til at være Præst, hvor han er og har nok ogsaa havet og har en Deel Møie i sin Menighed. Nogle strænge Lutheranere blandt dem, finder ikke hans Lære rigtig og der klages meget over at han er saa distrait, og ofte midt i sin Prædiken falder istaver og kommer ganske fra, hvad han vilde sige, forresten har han Ord for at være en from, velmenende, aandelig Mand. –

Fredriksen have flere Gange søgt Kald her, men var bleven afviist paa grund af hans Latterligheder, reiste saa til Texas, var Præst for de Norske der, uden at være ordineret. Saa skrev nogle smaa Menigheder i Minnesota efter ham; han kom, først hid for at faa Vilhelm til at ordinere sig. Vilhelm henviste ham da til Kirkeraadet; han reiste ogsaa til Wisconsin, men fandt dem ikke der staaende paa Pinde for sig, de var ikke villige til øieblikkelig at ordinere ham. Dette tog Fredriksen fortrydelig op, fik Fat paa Statuterne for en Synode dannet af Pastor Löhe i Baiern. Tilhængerne reiste saa did (i det nordlige Iowa) og blev øyeblikkelig ordineret. Vilhelm mener at han snart har spillet ut i Minnesota, efter det Brev at dømme, som han idag fik fra ham og er glad fordi han slap at blive Redskabet til hans ødelæggelse. Dette er lidet glædelig, især paa et Sted som i Minnesota, hvor der saa saare tiltrænges dygtige Præster.

Der er en Mængde Norske i Minnesotah nu, fleest der, næst Wisconsin; her i Iowa er der ikke mange. Gud veed hvorledes det vil gaa paa mange Steder i Minnesota i Vinter, man frygter Hungersnød. Westergaard fortalte at de allerede nu skulde være begyndt at blande Bark i deres Brød. Det ser mørkt ud for mange af de norske Nykommere ogsaa, de boe afsides, har ikke videre opdyrket, maa reise langt efter hvad de tiltrænge. Pengetrangen er større end nogensinde og skulde det blive en Vinter, som for 2 Aar siden, saa seer det sørgelig ud. Dette gjælder ikke det sydlige Minnesotah, der hvor det er saa mange Menigheder ordnede, der har Høsten være ret god.

Jeg fortalte dig jo lidet hvilket daarligt Aar her har været, vi havde jo ogsaa faaet tærsket dengang, omsider. Her i Winneshiek County er det ellers bedre end rundt om os i den Henseende at der ingen Mangel vil blive. Mad vil alle faa nok af seer det ud til, men for Penge er der en fuldkommen Stands. Farmerne kan ikke faa Penge for deres Varer. Vester ved St. Ansgar, hvor Clausen^k744 boer, er Høsten slaaet aldeles Feil, derhen vilde mange reise med Hvede, men der er heller ingen Penge at faa. Imidlertid har nu Menigheden faaet vores Huus og vore Vinduer og Døre hvidmalede alligevel, trods Pengekniben. Nu skal vi hvidte Stuen vores og dytte her og der, saa den kan blive saa varm som muligt, og maa vi ikke saa være rigtig glade fordi vi fik Huset utvidet før denne trange Tid kom? Imidlertid er det slemt nok for Vilhelm, at han ikke kan faa ud de Penge, han har til gode og du, kjære Fader, maa længe have Taalmodighed.^k745 Det maa dog engang blive bedre!

At vi har Mad nok kan du være rolig for, vi leve saa godt med Faarekjød og Kalvekjød, Vildt og Høns, og af Smør har vi faaet saa meget at jeg næppe ved hvor jeg skal gjemme det. Jeg havde ikke behøvet at bestille mere end det halve Vintersmør af hvad jeg har gjort, havde jeg vidst vi fik saa meget, ja de er rigtig snilde til at give os Foræringer! Af Mais, som var det, der slog bedst til iaar, fik vi da ogsaa en Deel og det er godt, thi vi har 4 store Sviin at slagte og Maismeel blandet i Hvedebrødet gjør det lettere og bedre siges der; jeg skal snart forsøge det.

Med Havesager gik det ogsaa bedre end det saa ud til, undtagen med Gullerødder, dem fik vi lidet af. Det saa ikke ud til at ville blive noget til Kaalen, men meget seent begyndte den dog at sætte Hoveder og vi fik ind 50 gode, faste. Blomsterne mine stod i fuld Flor; saa den 8de October frøs det saa stærkt om Natten, at det var ganske sort om Morgenen i Haven, da Blomsterne begyndte saa sent at florere, var meget Frø endnu ikke modent og jeg tvivler paa om det Frø, jeg fik af den hvide Lavatera, Asters og Fløielsesblomster, duer noget. Af Kaskia, Lupin og Skabiosa fik jeg intet. Lavatara og Kaskia er vel Sommerblomster? Gyldenlakkerne frøs nu ikke og Levkøierne kom sig strax igjen, ligeledes Nemophila og Flox, saa af dem og Reseda har jeg endnu en Bouket paa Bordet; Nemophila har været mærkværdig til at blomstre og hvilke deilige, dybe Farver disse sildige Høstblomster have. Calandrina som du sændte mig Frø af, kom ikke op. Jeg har faaet mig en Deel Humlenødder iaar og af Gyldenlakkerne har jeg taget nogle ind og vil prøve hvorledes det gaar de Øvrige ude i Vinter.

Du skulde da ogsaa høre noget om det omtalte Præstemøde hos Dietrichsen.^k746 Jeg har spurgt Vilhelm hvad jeg kunde fortælle dig af Interesse herom; Vilhelm har talt om at han gjørne vilde skrive dig et «Kirkebrev» til, men da det nu ikke bliver denne Gang, skal jeg foreløpig fortælle dig følgende: Der var da, som sagt, foranstaltet Møde paa Rockprairie, hvor blandt andre viktige Sager, et Fredsforsøg skulde gjøres med vor Kirkes ivrigste Angriber, Pastor Rasmussen.^k747 Hele Præsteskabet, med undtagelse af Claussen, var tilstæde, ligesaa Præsterne Rasmussen og hans Tilhænger Thalberg,^k748 samt de tydske Professorer Crämer og Walther, under hvis Auspicier Sagerne bleve afgjorte saaledes, at de enkelte Urigtigheder i en Bladopsats fra 1851, erkjendtes og tilbakekaldtes av vedkommende norske Præst, hvorefter Rasmussen tilbagekaldte alle Beskyldninger mod vor Kirke, saa der nu intet offisielt Stridspunkt er imellem os, undtagen angaaende Forstaaelsen af den 14de Artikel i den Augsburgske Confession,^k749 hvor Rasmussen begaaer samme Daarlighed, som en stor Deel af de norske Præster, ja endogsaa høilærde Professorer, der paastaar Lægfolkets Ret til at prædike og holde offentlig Bøn, medens vor Synode bestemt holder sig til bemeldte Artikkel.

Forresten havde de et meget hyggeligt Præstemøde og et nyttigt Skolelærermøde og Vilhelm kom meget vel tilfreds med Alt, hjem den 9de October. Den unge Præsten Larsen^k750 er de alle meget glade i, han skal være meget dygtig og elskværdig og ivrig for vor Kirkes Fremme. Maaske du ogsaa af Aviserne har læst det samme, som Jensen i sit brev taler om angaaende Larsens Flytning fra et kald til et andet? Dette er en stor Misforstaaelse, som grunder sig paa en Fadaice af Kirkeraadet. Hører du noget til Præsten Paul Andersen^k751 fra Chicago, som er reist til Norge hvor han besøger sine Slægtninge og nok reiser en Deel om, lader det? Det er nok en daarlig Karl, lyver og fortæller Historier og fuul er han, – du skulde blot læse de Breve, han skriver hertil og som bliver trykte i det Partiets Kirkeblade til hvilket han hører (Han hører til et Parti som efter mange Omvæxlinger omsider har sluttet sig til en Afdeling av den Amerikanske Generalsynode, der som du ved er uneret). Jeg kan ikke tro andet end at en eller anden af Præsterne her, snart skriver hjem om han: «Vi er nogle Stakler, som ikke har gjort det for længe siden, og ikke i det Hele giver dem hjemme bedre Underretning om Sagerne her», siger Vilhelm, og det er da rent galt ogsaa! Præsten Dietrichson er fast bestemt paa at reise hjem til Vaaren, men nu er det nok et Spørgsmaal om det bliver af da han endnu ingen Eftermand har faaet.

Nu har jeg fortalt dig saa meget om Kirkelige Sager, kjære Fader, saa jeg næppe faaer Plads til hva der elles skulde berettes, om alle de Presenter vi fik sændende den Dag Vilhelm kom fra Wisconsin, om det fine hvide Uldgarn en gammel Kone forærede mig. Hun havde plukket ud den bedste Uld, saa det kunde blive riktig blødt: «For jeg tænkte kanske, du vilde ha det til Hoser til Smaajentun», at vi fik næsten et helt Faar og den Sauen havde de tænkt at slagte før, men saa mente de det var best at bie til «han Fa'er kom hjem og kanske Du vænter fremmede Følk med ham ogsaa», tilføiede Kari, «for jeg har seet af Migranten^k752 at Preus fra Kaskeland (Kosconong) snart kommer Vester».ⁿ⁷¹ Saaledes blev Kari ved at snakke og bemærkede blant andet at «om jeg var i Beit for Lys, saa var det naa ikke saa lite Feite paa Sauen hæller», medens jeg bankede løs paa noget Beefsteg til Aften, til omsider Kaffen og Kagen stod paa Bordet til hende. Desuden fik vi et Par Haner og et Spand Smør. Karis Lam kom meget vel til Pas, for Clausen fra St. Ansgar kom Lørdag Middag netop som vi havde spist, samme Aften havde vi da Vilhelm hjemme igjen.

Søndag var her Gudstjeneste og en Familie vesterfra spiste her til Middag og blev til næste Dag for Styggeveir. Om Eftermidagen kom Ziølner ned med Clausens Hæste, de bleve et Par Dage og reiste saa hjem med fuldt Hvedeløs. Onsdag Formiddag kom A. Preus, han reiste videre til St. Ansgar og Minnesota den følgende Morgen. Det var et hyggeligt Besøg. Gid vi ofte kunde se nogen av Præsterne derudefra. Vi vænte ham daglig innom nu paa hans Hjemreise, nu har jeg faaet Kalvekød at beværte ham med. Senere har Westergaard ogsaa besøkt os et par Dage, saa du seer vi kommer os i Selskabelig Henseende. De fleste Præster tiltrænges nu i Minnesota og da bliver vi i Midten. –

Den Atlantiske Telegraf fik da en snarlig Ende,^k753 skjøndt det jo lader til at det ikke ganske har opgivet Haabet om at faa den i gang igjen. De begyndte noget vel tidlig med sin forskrækkelige Jubel i den Anledning her i Landet. Hvilken Jubilering i New York By alene, koste mellom 10 og 20 000 Dollar, de udenlandske, især franske og engelske, Blade har da ogsaa gjort lystelig Nar af dem. Hvor glimrende Cometen^k754 var først i Desember! Den har sat mange Fluer i Hovedet. Gamle Kjerringer ryster paa Hovudet og tænke paa Misvæxt og andre sørgelige Ting.

Nu skal jeg ud at gaa en Tour med Vilhelm, der nylig er kommen hjem fra sin lange Anexreise, nu har han kun en saadan til igjen, saa er han fri for det halve Kald. Naturligviis slaaer han ikke ganske Haanden af dem, men han er ikke bunden og kan rette sig efter Vind og Veir og egen Bekvemmelighed,ⁿ⁷² hvor glad jeg er fordi han slipper disse lange Reiser i den strængeste Vintertid! Han skal snart en lang Tour til Minnesota, gid det da maa blive bedre Føre end denne græsselige Søle vi har. Vi har havt det temmelig koldt en Tid og en Smule Snee ogsaa.

Undskyld at dette Brev er saa krøllet, medens jeg var ude lidt, havde Lina bemægtiget sig det, lagt en liden Sten indni, tullet det sammen og viste mig det saa meget fornøiet, da jeg kom ind, med de Ord: «Mamma see, jeg har 'Tæn». Naar vi nu kommer ind efter Touren, er det i Mørkningen og da er jeg vis paa, Lina tager imot Vilhelm med: «Pappa, tælle Bukken buste, tippe tap». «Nei, Bukken op paa Elias Top»,^k755 siger Henriette^k756 saa, «den vil hun have».

Gud velsigne dig, min kjære Fader.
Din Leis.^k757

Mange kjærlige Hilsner fra Vilhelm og Børnene og hjertelige ønsker fra os alle om en velsignet Julefest.

Forord